SeNuy N Me Å LA hp Aer em teser gar, EPFETELLI NA py JLHTT gu % å Le! ol ven >” dl NS LJ 2 v w PV i | Å & V k " JR | Uyyler V Mu tt yy, ØL Å Teen Tv h IA Ur KN Jon vå NJÆENR Å Å AA NA Vag mw v v > . Er 2 er SAT mA ANSA a i Vi V yr Øy TT uer ; Pr OT NYy» gv Å AE Å Å 4 ÅÅ h v eek 1 | » Pa ed ee dd LA HELLE re TM Ty Ny NT dd UV yy Å Ad, KE ve ae) PETE va PN FREE EN, tyr tan MVH FL HALTE TL pp TR bk JG I > Umm” 4 mr 0 gen av" LER da tg (TM i Vy Y Ard AV v, ve Ada Mid. LETT TVILE HAT ERTER AT 4 AAd hå å le " Tr» k G yy 40, - bedt 7 or vm. Og ha Å ØuutV AT tr øv. iw ee ran AA Ed vLyVI yer” | g vu å å Adide ene MOM Nuutyey *y g 3 vUS een Å » ; øp syre ka vr» BT bb dd TA PT DEE eg TNA p Po ; eng de AVNITN uret arne HE Mrntesedrveunfing, U Ny et ten =nwi SUL ; Arn EE ev NGT av Te - = arr ø = Å oe = - Fosd se å AN: ee PEN Gi KG aar” bk || pten varen, ls PES L Ny rv GE 3 | vyffr wp mb Øv Lev 25 Å Øv avvenn”? Aa I vERKseEe ST å TT 7 vYy % * My Å Å Je" 29 HF TET IT nyt p Jed vant | LG | | fe gg Eden Me = Nad EINE ne” STG I WØrS FL Nyuditdt mn men MANN" FE av FEN | 1G me renn venn? rd TATE ar! ai y å ET hd NLA NWA 7 ) DEIGTT p Pa! Van | g 4 | : v NN vor! AL ET > *"Yuurgus un ea 1 Lg Mennene I : LIL on ; LEE aadilek Ms - En | Å kb me Je E - | Å ped I 2 b Dr | NS TT AT ee ge Ny Å : ANE JD N + v W i Dr IKT & E = AAN nr, g $ 205 | me FÅ Pbuseee Ssg av Na AL N | il Då Li VNrøs Sv As pp HF mø FI å Bu MNA ma NAA TO an nPA nr at HRL I Hj ar A NÅ de 2 Gå ? v vu Å Eg vo L HET Mena vir ov i BJ He ae eg er Af" ØRN Ak ar sr VEN HL] 39 ANA op 0 ANE Vprem N Ma di NN NR u Miya FG dr PU Mabel PP, av teg ; % NN NAA Å | AL Pre w aa. sp DANA: OP TVG Ay då Pale NN | '4 vi N AKA AA Å 2 ad EN sg NE TER ev 2» Å Te SAA NING are LE dag syl PSV på PT bb NN lb LT beds å =P Ne , - pr. Å " 5 være E å KG V - AE "AN ØSre"mar Få TE] hyra PET PR 5? ea d halt 1 ør. vu aan) NN. Le FLL NN Ty AR JER Vvtr AA viten ne e' TETT r* ANN AN MN å Pin VFØRA ee Å Å Å w Easy NNK Vy Å på h Å v «4 KL ø man ø Nun ” s er Nr nd & rn Å SG ” v *G Ar Gaal "DUE Kane hyret VW GN ver A Na Sar dl SE å a - KN ET ped Lt OE SERT vir" 2nasvast Br sa | pinne grANN ed V » å 4 å Rig: Å 9 V ; 4 veger Mugg > ae AM nøyer MA LIME ey SE mener Y ver Eb leblae AUNAN pr ' OE AØy LE ? ' VBA 1 ag et ae Å V JETY «Øy» bold PPT) ; v. Øl ' bed Nr set [ V '% Å øl ; ; : | 1 Nav, & eyge- Å Wen et!) SN | Øve | bade eo APT Ive sykt PN De r * : ! t | av? AN BANA P |- 1 | >e , vr vm Å ae en TET GS "bd. ør vi ar | | AA LAM GE ket maa ret VE bu Å ; byr ; ANNE ert, red : 8 Tale JE ges AA ode SL Ge bare an 7å jf ME ab w vØ å % V ve så 'Y pA K= MD TRANS jerv ENN de w RING MA vi ords TL d ek 11) vn ANG MAA) "ny at FLL ka HE) ee 501 "de å AA v Rå *y ar v. på 49 PT Ny, BET LIT Vag. Ei vr gv * FU vu fk. | tå + FE AY Da vil, PT he VEE 4 Ove, | Å Ad 'V KS HEER TT LE PA AN DU NM VU Ay nå maa ] men] | I ; : Dr da 4 ag OR | TAG i ST AGR TR hå FETE bb JE hd AST = å | Fl pe "tea If * | og AM MA mean NNM SARS | tg V va ata PG 1 HEIE 1000 2 em by KR NN, LG Ar V 0 | "Qy»* Ven - a ut N . o å (2 Non pr very” Ja NN - NY MND PET NR DD NN ANN GY balle he TG Ny ae. ø ae ; R , I Ø% =*% Lå Pre : pA | TT TN AN PITTTNTTT Man bt ep Å NAL ey. 8 bi rd I Pi». Ne å SE E iv Frø he TT Kg ER vr G Mae ; UN PN NNN Ao 1403 W ør va aq vØr HP Mi NNN Lg PO ar Nad Do AER ev; dl AAR Sør» vdr: Minnene ANS v x val natsvasn” 4044 0044 Ag dd sk En lidt 2 ) N ES EE PS 2 h p MA ee sd GP -. ad PK AG kJ ART VE "ury. ØP aid YAN AR ed ØL | Vee nn ar oG 2 | v 1496+- ov å PT a PT NA NNma=>s- SP > pi VW» > 4 Lg rø ag FI JAER Å - FI TI 9000 : 'av v | - VilIny st | Vy dd ; AE sø SØNN Ap pre 120 PM EA KP JA N FR HE V rersb FÅR LEE ua Me, LØ An han! Å RE Mirar Jar 2 odd | ae BYE ov syn NR rent AU An PR JO ) el Ueureg en w' sv NL A 3 EI R => 5 4. NA å ee AR Aa AKER) Iåferu nn. gå ster Ä % 84 va Ur NN atte wedl! une essens (må NT s+st rett, ø- i «6, ve q* AN "OP h h Å. 1 ' MØ er Å ET I AAK AN "Pray AL | I AZ es bid v te, Gp AL ER ug AD tn an ”O44is) Ei Fa yen FEE TMU Pilt x tt ØN k på gå ; kg EN | å en pla Å > ad he på eden øra [3 fi ba P pr 819 ag w rad TE: HadN le 1 RÅ | AA Joe Må Å ag art d g ; vei k ne | IV Ut på MIE 4 PH | Ne, ; Fe ap å ' TIP PG 19 j r viv ø TEN E 3 N ET ea Me 'N ad | Rd | | AM TM THU ed, E LG 4 Å ed VAL Pepret L v see syl AM) LT lanse eee dn e NÅ MIP d dr : PT La ml pre 0000 TT TAL q gi » aa Vy G DÅ ÅÅ! | dd, ÅR | | es SS: HVA ET avse ND EE bo akk MI m ve LAE på OTTO Aa Fo fa PR Gå PE ae hr, v ve p PE Te Pre ae AV AA HÅ LT) FORHANDLINGER VIDEN SKABS- SELSKABET. AAR 1909 Rå | I CHRISTIANIA. | EP N di - 44 ! Ul | (de Pr eres JE V å pi Pi NE PÅ COLLECTION pr | Ati IN mustt | NS !0ng Er | | | | | i i CHRISTIANIA | | I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD | Å. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI | 1910 | | FORHANDLINGER I VIDENSKABS-SELSKABET I CHRISTIANIA AAR 1909 GE — 262779 CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1910 Indhold. Foredrag og Afhandlinger. Nr. 1. Magnus Olsen. Om sproget 1 de manske runeindskrilter , 2 J.Lieblein. Pistis Sophia. Les conceptions égyptiennes dans le Gnosticisme NN Side ==) Kg ET MG ee tar ard » 3. Oscar Alb. Johnsen. Et træk af den dansk-norske re- gjerings handelspolitik under Kristian III og Fredrik UH . , 4 GF. Larsen. Antropologiske Studier vedrørende den nor- denfjeldske Befolkning. Med 5 Tabeller og 10 Kurvetegninger I Se phosphorescenz. (Mit? Fig. im Text) » 8. P.A. Øyen. Skjælbanken ved Kaddeland S. Eitrem. Hermes und die Toten. (Mit 1 Abbild. im Text) P. A. Øyen. Portlandia-niveauet ved Skaadalen station Sem Sæland. Elektrische Entladungen bei Thermo- s 9. S. Eitrem. Griechische Reliefs und Inschriften im Kunst- museum zu Kristiania. (Mit 9 Abbild. im Text). , 10. M. Hægstad. Munkelivs eldste jordebok , 11. R. Collett. Sicista subtilis in Norway. Oversigt over Selskabets Møder i 1909 m. m.. (With å map) . 1—74 1—10 1— 5 1—15 1—22 =D) 1—10 1—85 OM SPROGET DE MANSKE RUNEINDSK RIFTER. AF MAGNUS OLSEN. (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 1). CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. 1909. Fremlagt i den hist.-filosof. Klasses Møde 22de Januar 1909. ke ee p are Til professor dr. Ludv. F"” A. Wimmer, som den 7de februar 1909 fylder 70 aar og samtidig fuldfører sit store verk y,De danske runemindesmærker* i taknemmelighed og ærbødighed. fen paa øen Man har oftere været gjenstand for behandling, lige fra P. A. Munch? (slutningen af 1840- aarene) til Sophus Bugge” (1900), Kermode og Brate. Ganske nylig (1907) er to værdifulde arbeider over de manske runeind- skrifter udkomne, Kermode's anden udgave af ,Manx Crosses* > (hvoriblandt findes de 27 med runer beskrevne manske kors) og Brate's behandling af ,Runinskrifterna på ön Man* i det svenske arkæologiske tidsskrift ,Fornvånnen* 1907 s. 20—34, T1—9. Under et ophold paa Man 1 1905 har Brate i original kunnet undersøge de fleste runeindskrifter paa denne ø, og han er der- ved naaet til adskillige nye læsninger, som igjen har faaet be- tydning for opfatningen af vedkommende indskrifters indhold. Brate giver ogsaa flere gode bidrag til de iforveien sikkert læste indskrifters tolkning, og den oversigt, som til slutning følger, over de manske runekors og deres forhold til svensk og norsk runeskrift, bringer ved siden af meget selvstændigt, som fortjener studiefællers opmerksomhed, en uddybning af Sophus Bugge's syn paa de manske og dermed beslegtede runeindskrifter som vidnesbyrd om kulturveie i vikingetiden. Det er ikke meningen her at gaa ind paa de mange uløste spørgsmaal, som endnu knytter sig til de manske runeindsknifter. 1 Annaler for nordisk Oldkyndighed 1850 s. 2738—9287 (paa engelsk i Mémoires de la Société Royale des Antiquaires du Nord 1845—49 s. 192—208); Chronica Regum Manniae et Insularum, Christiania 1860, p. XX—XXIV (anden udg. i ,The Manx Society" XXII—XXIII, 1874). ? Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1899 (Kbh. 1900) s. 229—947. 3 Første udgave udkom i 1887 under titelen ,,.Catalogue of Manx Crosses* (i det følgende citeret som ,Cat.*”). — For den ældre litteratur om de manske runeindskrifter (hvoraf særlig maa merkes J. G. Cumming's »Runic and other Monumental Remains of the Isle of Man* London 1857) kan henvises til Kermode, Manx Crosses s. 8 fl. Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 1. 1 6 MAGNUS OLSEN. [No. 1. Om disse indskrifter i almindelighed skal jeg kun gjøre en kort bemerkning, førend jeg gaar over til det egentlige emne for denne lille undersøgelse, de eiendommelige sprogforhold paa den af baade irer og nordmænd beboede ø (afsnit I og II). I et slutningsafsnit (III) vil jeg dernæst ogsaa fremsætte en forkla- ring af et vanskeligt sted i en af de manske runeindskrifter. Medens Wimmer, Runenschrift s. 290 og S. Bugge anf. st. s. 246 har været tilbøielige til at henføre de manske rune- indskrifter til den halvdel af 11te aarh., har Brate (s. 86 fi.) hævdet, at størsteparten af disse indskrifter — d.v.s. de af dem, som endnu ikke har runen Å i betydningen o — ikke er yngre end midten af 1ite aarhundred. For Brates opfatning kan anføres, at man i Uppland allerede omkr. 1040—50 synes at være begyndt at bruge RÅ som tegn for 0". Omtrent fra denne tid er den norske Oddernes-indskrift B, som med nogen- lunde sikkerhed kan dateres, da den er indhuggen for (eller af) ,Olav den helliges gudsøn* Fivind*. TI denne indskrift anvendes ligeledes øss-runen (4) som tegn for 0. Noget ældre end OQddernes-indskriften B er den ,historiske*" runesten fra Galteland (Evje, Nedenes amt), som er reist over en mand, der omkom paa Knut den stores Englandstog i 1029. Efter Bugges læsning og tolkning? forekommer paa Galteland-stenen runen 4 i følgende ord: i mandsnavnet bior, 1 det angelsaksiske mandsnavn Godine (skrevet kob-), 1 soti sötti præt., samt 1 ikldt (England) *. I Brate s. 87; 0. von Friesen, Upplands runstenar (Sårtryck ur Upp- land II) s. f.; jfr. Wimmer, De danske runemindesmærker I s. XLII, III s. 189 f. ? Sproglige og historiske afhandlinger viede Sophus Bugges minde, Kra. 1908, s. 8 fr. 3 Meddelt bl. a. hos A. Helland, ,Norges land og folk. Nedenes amt* I s. 721. Videre litteraturhenvisninger findes i Afhandl. viede Bugges minde s. 8 anm. 2. 2 Da Galteland-stenen, som vel er reist omkr. aar 1080, har d som tegn for 0, kan jeg ikke give Brate ret, naar han (s. 95) 1 anledning af 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 7 I. Under en gjennemgaaelse af de manske runeindskrifter blev jeg opmerksom paa den paafaldende afvigelse, som der er mel- lem indskrifterne nr. 11 (hos Brate, = Kermode Catalogue 21, Manx Crosses nr. 92, Bride) og nr. 6 (= Gat. 9, MGr. 77, Ballaugh). Begge disse, som indeholder den 1 de manske rune- indskrifter sædvanlige formel ,N.N. reiste dette kors efter —*, har efter navnet paa den mand, som har reist korset, en an- givelse af, hvis søn denne er. Men medens det i nr. 6, som i talrige andre nordiske indskrifter !, heder: Sophus Bugge's og min bestemmelse af Senje n-indskriftens tid (Runerne paa en Sølvring fra Senjen s. 18 f.) bemerker: ,Då uti fotum runan o brukas som o-runa, kan icke inskriften hårröra från Olof Haraldssons tid, utan troligen från 1000-talets midt*, I udgaven af Senjen-indskriften var denne sat til ,første Halvdel af 11te Aarhundred". Galteland-ind- skriften godtgjør endog, at den ,Mulighed ... neppe [kan] modbe- vises”, at Senjen-indskriften er ældre end Olav Haraldssøns død 1030. Jeg benytter leiligheden til at berøre læsningen af et andet ord i Senjen-indskriften, hvorom ogsaa Brate (s. 94 f.) ytrer sig. Efter at have omtalt, at ,i de svenska runinskrifter, om hvars uttryckssått Senjen-inskriften påminner, följer ett adverb efter verbalformen*, fort- sætter han: ,1 enlighet med dessa motstycken synes mig möjligt, att ock Senjen furu trikia kan vara afsedt att vara foru(m) drængila. Det sista i uti trikia utgöres af två skilda streck, och om det nedre af dessa haft ett kanske redan från början mindre skarpt kånnestreck till P 1, skulle ett sådant nu kunna vara så otydligt, att det icke upp- mårksammats vid M. Olsens noggranna undersökning, helst då under- sökarens tankar icke gingo i denna riktning*. Hertil skal jeg kun bemerke, at muligheden af en læsning drengila er bleven drøftet under udarbeidelsen af tolkningen af Senjen-ringens runer, da denne mulighed nødvendig maatte frembyde sig paa grund af Gripsholm-stenens ud- tryk (efter Brate furu : trikila), som anføres s. 14. Denne mulighed blev ogsaa veiet under indskriftens læsning. Senere har konservator O. Niecolaissen Tromsø, skriftlig meddelt Brate, ,att det kånne- streck till P, som .. [han] trodde möjligen kunna spåras på Senjen- ringen vid toppen av nedre strecket till det inskjutna andra i 1 trikia alls icke finnes, åven vid undersökning med lupp* (Brate 1 brev til mig af 3dje marts 1907). Ligesaa i nr. 12 (= Cat. 26, MCr. 113, Conchan), hvor begyndelsen mangler: —(a)sunr * raisti x ift o. s. v. I () sættes runer, som er ufuldstændig bevarede, i [ ] runer, som nu helt mangler. Ved kursivering betegnes i de manske indskrifter runer, som er udeladte ved forkortet skrivemaade. I gjengivelsen af de ikke-manske runeindskrifter er intet hensyn taget til skilletegn. — 8 MAGNUS OLSEN. [No. 1. oulaibr : liutulbsunr : (rail[s](ti kjrus - b(la)na : aiftir : ufl]b: sun : sin ,Oleiv Ljotulvssøn reiste dette kors efter Ulv, sin søn*, altsaa med sunr efter fadersnavnet, har nr. 11 ordet for »søn* foran fadersnavnet: (truian : sunr(tlufkals : raisti krus bina : a(ft) ap(m)iudl) : kunu : s(inj[a] ,Druian Dufgalssøn reiste dette kors efter A., sin hustru*. Den samme eiendommelighed finder vi 1 nr. 7 (= Cat. 129, MCr. 86, Braddan): burstain : raisti : krus : bana : ift : ufaak : sun : krinais » Torstein reiste dette kors efter Ufag (Ufeig) Krinanssøn*. Ensartet med nr. 11 er vistnok ogsaa nr. 9 (= Cat. 16, MCGr. 109, Braddan), som nu kun er bevaret til og med runen u i bur-, men som har været fuldstændigere læst af Cumming og Kneale (til hvem Munch og Bugge har sluttet sig): utr : risti : krus : bana : aft : fra(k)a : fabur sin - in - bur- biaurn : sunr — ,Odd reiste dette kors efter sin fader Frakke, men Torbjørn, søn af [N.N., forarbeidede det]*. Det er dog ogsaa muligt, at der 1 nr. 9 til faderens navn har været følet en stedsbestemmelse eller et tilnavn, og i saa fald tør denne indskrift ikke ligefrem sammenlignes med nr. 11 (som efter ,søn* kun har faderens navn), men bliver ensartet med nr. 1 (= Cat. 1. MCr. 73, Andreas): — bana : ift ufaik : faubur : sin : in : kautr : karbi : sunr : biarnar : fra : kuli : »[N. N. reiste] dette [kors] efter Ufeig, sim fader, men Gaut forarbeidede det, søn af Bjørn fra Cooiley*, nr. 24 (= Cat. 75, MCr. 105, Michael): x iualfir (?) : sunr : burulfs : hins : raupa : risti : krus : bana : aft : fribu : mubur : sina ,-..., søn av Torolv den røde, reiste dette kors efter Frida, sin moder* og nr. 25 (= Cat. 76, MCr. 101, Michael): — krims : ins: suarta x ,[N.N. reiste dette kors efter N.N., sin ..., søn af] Grim den svarte. Til disse sidstnævnte indskrifter, 1 hvilke der til fadersnavnet er føiet en stedsbestemmelse eller et tilnavn, skal foreløbig intet 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 9 hensyn tages. Jeg ser her ogsaa bort fra nr. 21 (mail : brikti : sunr : abakans : smib : raisti o. s. v.), hvor ordet ,smed* sand- synlig hører til fadersnavnet, ikke til Melbrigde; jfr. herom mere i det følgende. Ogsaa til nr. 14: — (u)s - bensi : ifter - asribi - kunu sina - (tult(u)r uts, hvor der mellem navnet og ordet »datter* staar en angivelse af et personligt forhold (,,sin hustru*), skal jeg senere komme tilbage. Foreløbig skal vi altsaa kun have opmerksomheden rettet paa de to indskrifter nr. 6 og nr. 11, som, skjønt de er fuld- stændig ensartet byggede, dog har den paafaldende afvigelse oulaibr : liutulbsunr (nr. 6), men: (truian : sunr(tjufkals (nr. 11). Man vil her være tlbøielig til (saaledes som Brate har gjort) at oversætte i nr. 6 ,Oleiv Ljotulvssøn*, men i nr. 11 sPruian, søn af Dufgal*. Det vil med andre ord sige: medens liutulbsunr 1 den første indskrift er en fast bestanddel i en personbetegnelse, ensartet med tilnavne som (Hakon) Aödalsteins- föstri, (Nikolas) Hreidarsbrödir, jarlsfrændi o.s. v., til hvilke der er en umerkelig overgang, opfattes i den anden indskrift sunr(tjufkals som en i apposition tilføiet fyldigere bestemmelse til navnet (t)ruian. Denne opfatning kan jeg ikke holde for den rette, da den ikke synes mig at have tilstrækkelig støtte i andre nordiske runeindskrifter, som indledes med ordene ,N.N. N.N.'s søn reiste (ristede, forarbeidede, eller lign.) . . .* For at komme til klarhed over, hvorvidt apposition (,søn af N.N.*) er det regel- mæssige udtryk i denne indskriftformel, har jeg gjennemgaaet samtlige norske og danske runeindskrilter, samt de over 800 svenske runeindskrifter, som er udgivne af Dybeck 1 ,Sverikes runurkunder* fol. bd. I—II og 1 ,Svenska run-urkunder* bd. I, af Torin 1 ,, Vestergötlands runinskrifter* h. I—IV og af Sö der- berg og Brate i ,Ölands runinskrifter* !. Navnlig har det 1 Derimod har jeg ikke vovet at bygge paa det tildels meget usikre materiale i Liljegren's ,Run-Urkunder". Dette har jeg først (lige før trykningen) gjennemseet, efterat den egentlige undersøgelse (fra september 1907) var afsluttet, for derved at gjøre en prøve paa rigtig- 10 MAGNUS OLSEN. [No. 1. danske materiale, som paa en mønstergyldig maade er offentlig- gjort og tilrettelagt i Wimmer's i disse dage afsluttede store verk ,De danske runemindesmærker* I—IV, været 1 høi grad oplysende ved nærværende undersøgelse. Jeg har noteret 22 eksempler paa ordstillingen Sigwör Jarlsson reist runar, de fleste fra norske og danske runeindskrifter, derimod forholdsvis faa fra de svenske, hvis staaende udtryk er: ,N.N. [0g...] reiste [eller: lod reise] . . .*, uden tilføiret fadersnavn. MHertil kommer fra danske indskrifter to eksempler paa, at der mellem navnet og fadersnavnet staar et tilnavn eller en betegnelse for stilling: borkil huati tofa su(n) rspbi sten.... Hanning, Jylland (Wimmer II 991 ff.). asur lat hirbir (,forvalter*) fukis (eller: kukis) sun rais(t) .... Ravnkilde, Jylland (Wimmer II 133 ff.). Endelig kjendes fra norske og danske runeindskrifter 5 eksempler paa, at fornavnet ved prædikat (og dertil føiede be- stemmelser) er skilt fra ordene ,N.N.'s søn (datter)*. F. eks.: burkil karbi purbar sun bru bisi . ... Jordberga, Skaane (Wimmer IIT 140 fi.) 1. Imod disse 29 indskrifter kan jeg som undtagelser kun op- stille de tre > Liljegren, Run.-Urk. nr. 122 = Dybeck fol. I 167: sihuipr sun kilauhar raisti runar iftir rahnilfi sueru sina, Lilj. 489 — Dyb. fol. II 129: kunar sun farulfs lit kiara mirki fr sial iufurfastaz stiubu sinaz totur hulmtisar og Lilj. 977 (Bautil 757): fastulfr sun uiulfs lit hakva stain at hulmkair brobur sin auk poruar mobur sina . .. heden af de følgende slutninger. Da mindeindskrifterne hos Liljegren (nr. 1—1414) for en stor del ikke egner sig bil en detaljeret rede- gjørelse, har jeg i det følgende kun laget hensyn til, hvad der i disse kan synes at stride imod min opfatning af de manske indskrifter nr. 11 og nr. 7. De andre 4 eksempler er: kunuur kirbi bru bririks tutir iftir.... Dynna, Hadeland; Sønder-Vissing-stenen I, Wimmer I 78 fø. (metrisk); Ferslev, smst. II 164 ff.; Skærn I, smst. II 170 ff. Som undtagelse maa ikke regnes Lilj. 984: siribr kiarbi . .. mubir alriks tutir urms fur salu . ..., hvor appositionen ,Orms datter* er foranlediget ved det parallele udtryk ,Alriks moder*. =3 ro 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 11 Naar i de to første indskrifter (Lilj. 122 og 499) den fyl- digere udtryksmaade med apposition er anvendt, er grunden vistnok at søge deri, at begge ved sit indhold afviger fra alle de ovenfor nævnte 929 indskrifter, som har den samme formel sN. N. —ssøn reiste [ristede, forarbeidede, eller lign.] —*. Disse fortæller, forsaavidt de er mindeindskrifter, allesammen om de enklere slegtskabsforhold, som bestaar mellem fader og søn og mellem brødre. Ingen af dem er ristet til minde om en person, med hvem man ved giftermaal er bleven beslegtet, saa- ledes som tilfældet er med Lilj. 122, der er indhuggen efter en svigermoder (sueru), og Lilj. 439, 1 hvilken en steddatter (stiubu *) mindes. I Lilj. 122, hvor til navnet sihuibr er føiet appositionen sun kilauhar, er det at merke, at her ikke nævnes faderens, men moderens navn. Af en eller anden grund har det inter- esseret Sigvid at fortælle, hvem hans moder var, samtidig med at han lod indhugge en indskrift til minde om sin hustrus moder. Her kan da siges for tanken at foreligge en parallelisme i ordene sun kilauhar og rahnilfi sueru, hvilken turde være til- strækkelig til at forklare denne indskrifts fyldigere udtryksmaade ved hjælp af apposition. I Lil. 459 kan den usædvanlige udtryksmaade Gunnar, søn af Farulv* istedenfor det enklere ,Gunnar Farulvssøn* maaske forklares ved ubevidst indflydelse fra udtrykket ,datter af Holmdis*, som skulde følge senere i indskriften, men som allerede ved indhugningen af indskriftens begyndelse kan have foresvævet runeristeren. I denne indskrift dvæles der ved lidt I Som Dieterich, Runen-Sprach-Schatz s. 305 rigtig har seet, maa dette ord her betyde ,steddatter", ikke ,stedmoder*, da i sidste til- fælde tilføielsen ,datter af Holmdis" vilde være høist besynderlig. Dette | fremgaar ogsaa af Lilj. 483 (,Holmdis lod gjøre merke efter Jofurfast sin datter*) og af den tabte indskrift Lilj. 484, som den samme Farulv har ladet riste efter sin og Holmdis's søn: kunar sun farulfs litu uk hulmtis kerbu mirki eftir borb sun sin in ubir risti (jfr. Stephens, Run. Mon. II s. 618). Her maa vel ordstillingen kunar sun farulfs skyldes efterligning af Lilj. 439. Forøvrigt er Lilj. 434 meget ubehjælpelig affattet og indtager en særstilling med hensyn til sprogligt udtryk. 12 MAGNUS OLSEN. [No. 1. mere indviklede slegtskabsforhold, og dette kan have bevirket en omstændeligere udtryksmaåade i det hele taget. Tilbage bliver da som eneste undtagelse Lilj. 977, som fastulfr sun uiulfs har ladet indhugge efter sin broder og sin moder. Skulde ikke denne 'undtagelse være at forklare paa samme maade som Lilj. 122 og 439? Ved det fyldigere udtryk ,Fast- ulv, [som var] søn af Veulv* kunde der for samtiden være hen- tydet til, at Fastulvs moder efter sit egteskab med Veulv havde været gift med en anden mand, som da endnu levede. De tre sidstnævnte indskrifter frembyder saaledes ingen til- strækkelig analogi for den opfatning, at sumr (tjufkals 1 den manske runeindskrift nr. 11 skulde være at forklare som appo- sition. I hine tre indskrifter (eller ialfald i to af dem) synes, som vi har seet, anvendelsen af apposition at være begrundet i indskrifternes indhold; ved nr. 11 øiner jeg ingen mulighed for en saadan forklaring. Grunden til den eiendommelige ordstilling i nr. 11, hvor sunr gaar foran (tjufkals, synes da at maatte søges i sprog- forhold, som var eiendommelige for øen Man 1 første halvdel af 1ite aarh. Et vink om, 1 hvilken retning forklaringen bør søges, finder jeg 1 den svenske runeindskrift Dyb. fol. II 260 (Malsta, Ly- hundra hd., Uppland), hvoraf tegning ogsaa er meddelt af O. v. Friesen, Upplands runstenar s. 41: ihar likr snaibiarn su(n) ansuars kuphialbiant , Hår hvilar Andsvars son Snöbjörn; Gud hjålpe anden*. I denne indskrift er anvendt den samme formel, som er saa almindelig i middelalderske latinske indskrifter: ,, Hic jacet...* Qgsaa i ordstillingen su(n) ansuars tør vi se indflydelse fra denne indskriftformel. Skjønt Malsta-indskriften er skreven med runer paa svensk, er den tænkt paa latin. Et skridt videre har man gaaet 1 indskriften paa ligstenen Lilj. 1678 — Dyb. fol. II 58 (Ekerö kyrka, Fårentuna hd., Uppland), hvor der med runer er skrevet paa latin: ikgæberk filia ermundi iacet hic 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 13 Ligesom 1 Malsta-indskriften bør efter min mening ogsaa i den manske runeindskrift nr. 11 den paafaldende ordstilling sunr (tjufkals forklares som fremkaldt ved indflydelse fra et andet sprog. Dette kan ikke være latin. Fra Man kjendes nemlig kun 3 latinske indskrifter paa kors, som alle skriver sig fra langt ældre tid end de norske runeindskrifter (se Ker- mode MCr. s. 74 f.). Indskriften nr. 11 maa da røbe paavirkning fra irsk ordstilling. I de norske nybygder paa de britiske øer har nordmænd og irer gjennem generationer boet side om side og havt stadigt og intimt samkvem med hverandre". Saaledes læser vi paa manske runekors om norske mænd, som har været gifte med kvinder, der har baaret irske navne (nr. 12 og nr. 29). Ft runekors (nr. 7) er reist af en mand ved navn Torstein efter Ufeig, søn af Krinan, et andet (nr. 10) af en Torleiv nakke til minde om hans søn Fiakk. Norske og irske navne har saaledes været brugte i samme familie. Særskilt maa merkes, at to norske runeindskrifter paa Man har hensyn til familier med udelukkende irske personnavne. Den ene er nr. 21, som Gaut Bjørnssøn har indhugget for Melbrigde, søn af Adakan smed. Den anden er den indskrift, hvormed vi her beskjæltiger os. I dette for- hold, at nr. 11 er en norsk runeindskrift, som indeholder tre irske personnavne, finder jeg en sterk støtte for den antagelse, at ordstillingen sunr (tjufkals skyldes indvirkning fra usk. I irsk (heri indbefattet gælisk og manx) er det fast regel, at hvor en person betegnes ved tilføiet fadersnavn, er dette stillet efter ordet for ,søn* (mac). Jfr. familienavne som Mac- donald, Macpherson, Corkhill. Dette sidste, som opføres fra Man ?, er udgaaet fra Mac Porketill, d.e. Torkelssøn. I den manske indskrift nr. 11 svarer altsaa truian : sumr (tjufkals til irsk Drwian mac Dubgaill, hvor den irske ordstilling er bleven staaende uforandret. Hermed kan sammenlignes det gamle navn paa St. Patrick's Isle udenfor Peel paa vestsiden af Man, Holm- 1 Jfr. A. Bugge, Vikingerne [I] s. 195 f. 2 A. W. Moore, Manks Names, 9. ed. (London 1903), s. 583. 14 MAGNUS OLSEN. [No. 1. Patric), d. e. Patriks holme, hvor altsaa første led, det norske ord holmr, staar foran den deraf styrede genetiv. Naar sunr (tlufkals i betydning sammenstilles med irsk mac Dubgaill, saaledes at det bør gjengives ved ,Dubgalssøn*, ikke ved appositionen ,søn af Dubgal*, da stemmer det her- med vel overens, at der ikke er sat skilletegn mellem disse to ord 1 indskriften. Paa lignende maade er i nr. 6 skrevet oulaibr : liutulbsunr uden skilletegn foran sunr, og 1 det kel- tiske sprog paa Man maa en ordforbindelse som Mac Porketill have været udtalt under én accent, da heraf senere har ud- viklet sig det sammenskrevne Corkhill. Fra forskjellige sider er det saaledes gjort sandsynligt, at der i sunr (tufkals (nr. 11) foreligger en hibernisme. Men hvorledes forholder det sig nu med denne ordstilling i de andre manske runeindskrifter, som er nævnte 1 det foregaaende (s. 8 f.)? Vi vil først tage for os nr. 7 burstain : raisti : krus : bana : ift : ufaak : sun : krinais, hvor en genetiv uden tilføiet bestemmelse er styret af det forudgaaende ord sun. Her opstaar det samme spørgsmaal som ved nr. 11: Er sun: krinais apposition, eller skal man, som jeg har gjort, kun oversætte det ved ,Krinanssøn*? Svaret søger jeg at naa til paa samme maade som ved nr. 11 og ved hjælp af det samme materiale (jfr. s. 9.) De med nr. 7 analogt byggede mindeindskrifter (,, efter N.N. —ssøn*), som jeg har noteret, er: Lilj. 540 — Dyb. fol. II 211: .... ftir austain .... kun[.-] su(n) . . .. Lilj. 1639 — Torin IV 112: botildær læt gæra huallf pænna ifir suen dyrmoson . ... Hørning, Jylland (Wimmer II 258 ff.): tuki smibr rib stin ift burkisl kupmutar sun . ... Øster Larsker, Bornholm (Wimmer III 240 ff.): .... auti bupbu bku sun . ... efter Broder T—ssøn* (Wimmer). 1 Jfr. A. Bugge s. 174. 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 15 Jfr. ogsaa Oddernes ), Agder: [efter N. N.] niripsun stain sa. Til disse mindeindskrifter slutter sig de, som har et til- navn eller en rosende tilføielse til den dødes navn*”: Hållestad I, Skaane (Wimmer I 81 få.: ....ifti[r] tuka kurms sun sar hulan trutin... ,efter Toke Gormssøn, sin hulde drot*. Skærn I, Jylland (Wimmer II 170 ff.): .... at ubinkaur usbiarnar sun ban tura uk hin turutin fasta .... ,efter Odin- kar Husbjørnssøn, den udmerkede og den trofaste (droöttin- fasta)*. Oddum, Jylland (Wimmer II 285 ff.): .... uftigr tuka tuka sun hin usta (d. e. hinn æzta) . . .. Gæssingholm, Jylland (Wimmer IV, 1 s. 38 fi): .... yfæ byriæ æbi sun lakhæ . ... ,over Tyre Ebbessøn [den] lave*. I alle disse indskrifter staar ordet for ,søn* efter faderens navn. Dog findes der ogsaa eksempler paa, at ,N.N.'s søn* (med ,søn* foran fadersnavnet) er føiet som apposition til den dødes navn, men de er forsvindende faa, og efter hvad vi har lært af Lilj. 122 og 439 (s. 10 [f.), holder jeg det for sandsynligt, at det omstændeligere udtryk med apposition har sin grund i visse særegenheder ved indskrifternes bygning og indhold. Dette er saaledes sikkert tilfældet med Li. 441: .... iftir s... han to austr sun kismuntar, hvor appositionen er skilt fra navnet ved den parenthetisk ind- skudte sætning ,han døde 1 Østervei*. Derimod kan der ved Lilj. 155 — Dyb. fol. I 198: kulifr uk sioli litu risa iftir ikifast sun iarunta— (ufuldstændig bevaret), 1 Afhandlinger viede Sophus Bugges minde s. 8 ff. ? Blandt dem medtager jeg ikke Karlevi-indskriften (Öland), som ifølge Wimmer's særdeles tiltalende forklaring (I s. CXIV og ,Ölands run- inskrifter* s. 136 ff.) begynder saaledes: sta(in sasi is) satr aiftir siba [hin] fruba sun fultars .... ,Denne sten er sat efter Sibbe den frode, Fuldars søn ....* Her er nemlig ,Fuldars søn" af stilhensyn brugt istedenfor det prosaiske ,Fuldarssön". Ved sin høitidelige udtryksmaade minder Karlevi-indskriftens begyndelse sterkt om vers, og allitteration synes at være tilsigtet i dette afsnit. 16 MAGNUS OLSEN. [No. 1. Lilj. 882 (Bautil 672): ikuna raisti stain bina aftir saksa sun hlftanar og Lalj. 908 (Bautil 793): inkialr a(u)k ...fr raistu stain bansi at kana sun kuna ikke gives nogen bestemt grund for, at det fyldigere udtryk sefter N.N.[, som var] søn af N.N.* er anvendt !. Kanske har de mænd, som har ladet indhugge indskrifterne Lalj. 155 og 908, udtrykkelig villet fremhæve, at den døde var deres sted- broder med samme moder, men forskjellig fader, og stenen Lilj. 832 kan være reist af Halvdans hustru efter en søn af Halvdan af et tidligere egteskab. Nu kan vistnok den manske indskrift nr. 7 paa lignende maade ved sin ordstilling ift : ufaak : sun : krinais henvise til personlige forhold, som gjorde det ønskeligt, at den døde ud- trykkelig blev nævnt som ,søn af Krinan*. Men naar vi paa den anden side kommer ihu, at vi 1 nr. 11 (truian : sunr (tjufkals har et utvilsomt eksempel paa foranstilling af ,søn* i det med personnavnet fast sammenhørende kenningarnafn »Duigalssøn* (= irsk mac Dubgaill), maa det ligge overmaade nær at opfatte sun : krinais paa samme maade. Hertil kom- mer, at det af det foranstillede sun styrede navn (krinais) er irsk, hvilket bestemt taler for, at ordstillingen sun : krinais (= mac OCrindin) skyldes irsk indvirkning. At saa er tilfældet, godtgjøres efter min mening til overflod ved navneformen krinais, som endog har bevaret spor af irsk bøining. Genetiven krinais skal læses krinains, idet mn, som ofte i runeskrift, er ladet ube- tegnet foran dental. Denne form har jeg (hos Brate s. 25) for- klaret som den irske genetiv Crindin (nom. Crindn) med til- følret norsk genetivendelse -s. Da spørgsmaalet om hibernismer i det norske sprog paa Man er af ikke liden historisk og sproglig interesse, har jeg troet at burde føre et saa fuldstændigt bevis som muligt for I Jeg bortser her fra Lilj. 770, hvor det, som gaar nærmest foran sun (med følgende genetiv), nu mangler. Denne indskrift kan derfor mulig være at sammenligne med de i det følgende s. 17 f. omtalte. 1909. OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 17 min opfatning af ordstillingen i indskrifterne nr. 11 og nr. 7). Endnu har vi tilbage at undersøge, hvorvidt der ogsaa foreligger hibernismer 1 nr. 14, i nr. 1, nr. 24 og nr. 2 og i nr. 21, som alle har ordet for ,søn* eller ,datter* stillet foran det deraf i genetiv styrede fadersnavn. Disse sidste indskrifter maa gjøre krav paa den samme opmerksomhed som de allerede behand- lede, selv om resultatet af den følgende detaljerede udredning vil blive, at irsk indflydelse her ikke tør antages. De nævnte indskrifter tør ikke ligefrem sammenlignes med de allerede behandlede, nr. 11 og nr. 7. I disse var der hverken til faderens navn eller til ordet for ,søn* føiet en nærmere be- stemmelse. Derimod er i (I) nr. 14 (= Cat. 36, MCr. 112, German): —(u)s - bensi ifter - asripi - kunu sina - (tu)t(u)r uts =,[N. N. reiste] dette kors efter sin hustru Aasrid, datter af Odd* til den dødes navn foruden fadersnavnet føiet angivelsen af et personligt forhold (,sin hustru*). Her kan tutur uts opfattes som en apposition, hvis to led »datter af Odd* (= som datter knyttet til Odd) efter meningen danner en parallel til kunu sina (= som hustru knyttet til ham 2: den mand, som har reist korset). Paa lignende maade heder det i den danske indskrift Aalum IV, Jylland (Wimmer IV, 1 s. 209 ff.): burui uikuts kuna lit risa stin bansi eftir purbiurn sun sibu sustlik sin is hun hukbi betr ban suasum suni ,Tyre, Vegøts hustru, lod reise denne sten efter Torbjørn, Sibbas søn, sin fætter, som hun holdt mere af end en kjær (eller: sin kjære) søn*. Videre kan nævnes de med nr. 14 fuldstændig parallele ind- skrifter Lilj. 1233 (Rösås, Småland; efter v. Friesen's undersøgelse gjengivet af Noreen, Altschwed. Gramm. s. 494 nr. 29): kulnt)kel sati sten bansi eftir kunar fabur sin sun hruba .. 1 Under den temmelig hastige gjennemgaaelse af det vidtløftige mate- riale har kanske en og anden enkelthed, som kunde have vedkommet denne undersøgelse, undgaaet min opmerksomhed, men derved er resul- tatet neppe 1 nogen nævneværdig grad blevet forrykket. Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 1. 2 18 MAGNUS OLSEN. [No. 1. og Lilj. 453 — Dyb. fol. II 105: halfntan auk tubi litu risa stin at huta fabur sin sun pborbiarnar, samt Lilj. 312 — Dyb. fol. I 1 (Noreen s. 483 nr. 4 efter v. Friesen's undersøgelse): .... raisa stain pina eftir asur bunta sin sun hakunar iarls ...., hvor der til faderens navn som tilnavn er føiet betegnelsen for en stilling (jfr. i det følgende) !. Paa den anden side findes der ogsaa eksempler paa ord- stillingen ,efter sim fader (mand, ell. lign.) N. N. —ssøn*, men ingen af disse er fuldstændig parallele med den manske ind- skrift nr. 14. Jfr. saaledes Sjörup, Skaane (Wimmer I 91 ff.): .... huftir a(s)biurn sin filaga (tju(k)a(s) [sun] . . .. Villie, Skaane (Wimmer III 91 fi.): .... iftir suin baluks 2 sun bunta sin ....* Der foreligger altsaa ingen grund til at antage, at ordstil- lingen 1 nr. 14 skyldes paavirkning fra irsk, da denne ordstil- ling, som vi har seet, har analogier 1 egte nordiske runeind- skrifter. Heller ikke tør man se irsk indflydelse i de manske ind- skrifter nr. I, nr. 24 og nr. 25: (IL) nr. 1: .... in : kautr : karbi : sunr : biarnar : fra : kuli:, hvor der tl faderens navn er føiet en stedsbeteg- nelse, 1 Andre eksempler paa, at der til den dødes navn foruden fadersnavnet (som følger efter ,søn*) er føiet angivelsen af et personligt forhold, er: Tryggevælde, Sjælland (Wimmer II 583 ff.); Alsted, Sjælland (smst. II 472 ff.); Taarnborg, Sjælland (smst. II 476 ff.); Lilj. 202 = Dyb. fol. I 176; Lilj. 882 = Dyb. fol. II 34; Lilj. 668 = Dyb. fol. I 54; Dyb. 8vo I 923; mulig ogsaa Dyb. 8vo I 19 (ufuldstændig). Jfr. Lilj. 525 = Dyb. fol. II 160: ....aftir biurn sun baira kitil- muntar. 2 Videre eksempler er: Skollevold-indskriften, Lister, Norge (ranuauk raisti stain aftir akmunt hrabisun uar sin....); Lilj. 468 = Dyb, fol. II 123 (.... iftir brupbur sin burbr bialfa sun); Flejsborg, Wimmer II 282 fr. (.... aft. [N.N. N.N.'s] sun fapur sin); Baldringe, smst. III 9 ff. (....aftir tuma sban frubar sun fapur sin harba kuban pikn). 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 19 nr. 24: x iualfir (?) : sunr : pburulfs : hins : raupa : risti : krus : og nr. 25: —(kjrims : ins : suarta x, hvor der til faderens navn er føiet et tilnavn. Naar ,søn* i disse tilfælde er stillet foran faderens navn, har dette nemlig analogi 1 svenske og danske runeindskrifter: Lilj. 11 — Dyb. fol. II 200: .... sun kunars i risni ,søn af Gunnar 1 Risnö [i Spånga socken]|*. Rønninge, Fyn (Wimmer II 397 ff.): suti sati stain bansi aft ailaif brubur sin sun askaus raubum skialta !. Hunnestad II (Wimmer III 24 ff.): .... aftir tuma sun kuna hantar ,søn af Gunne haand* >. Da i nr. 21 x mail : brikti : sunr : apakans : smib : raisti : krus : bana .... Å tilnavnet smib, saaledes som Bugge (s. 233) har vist, hører til genetiven abakans, ikke til nominativen, foreligger ogsaa 1 denne indskrift den sædvanlige nordiske ordstilling og ingen hibernisme. Genetiven smib har Bugge opfattet som forkortet skrive- maade for smibs eller smibar, idet han 1 denne indskrift ogsaa har villet finde andre eksempler paa forkortet skrivemaade. Men som vi senere (i afsmt III) skal se, har Brate gjort det sandsynligt, at alle ord i nr. 21 er skrevne fuldt ud. Brate er derfor mest tilbøielig til at forklare smip som pominativ, ,genom förslappning af kånslan för syntaktisk samhörighet satt i appo- sition till gen. sg. abakans*. 1 Ifølge Wimmer er sun akkusativ, da nominativen paa indskriftens tid utvilsomt maatte hede sunr. ? Jfr. Lilj. 312 (se s. 18). Fremdeles Snoldelev-indskriften (Wimmer II 338 ff.), hvor der kan være tvil om, til hvilket navn bular er appo- sition (kun | ualtstain | sunar | ruhalts | pular | åa salhauku(m)). For fuldstændigheds skyld skal nævnes, at ,søn* staar foran faderens navn, naar til dette yderligere er føiet farfaderens navn: Grensten, Wimmer II 264 fr. (....aiftir Åifla sun askis bianar sunar....); Lundagård, smst. III 181 ff.; jfr. den ufuldstændig beva- rede indskrift Lilj. 806 = Dyb. fol. I 250. 20 MAGNUS OLSEN. [No. 1. De manske runeindskrifter opviser ogsaa andre eksempler paa afvigelse i deklination fra det 1ite aarh.'s almindelige nordiske sprog, idet nominativsmerket -r flere gange mangler: sant : ulf nr. 2, kaut (men sunr) nr. 21 (jfr. kautr nr. 1), [kl(rjim nr. 283. Disse nominativformer uden -r omtaler Bugge (s. 245), hvor han overveier den mulighed, at de skyldes paavirkning fra usk. Hau kommer dog til følgende resultat: ,Naar vi ser bort fra Personnavnene, viser Sproget i de manske Runeindskrifter ingen Blanding med Irsk, men er ægte uforvansket Nordisk. Nomi- nativsmærket r mangler vistnok ikke sjælden . .. Men... dets Mangel [kan] grunde sig paa unøiagtig Skrivemaade, ligesom Genetivformen smip*. Af det foregaaende har vi imidlertid seet, at der 1 ordstil- lingen findes sikre eksempler paa indvirkning fra irsk paa det mansk-norske sprog. Vi har ogsaa stødt paa en hybridform krinais, d. e. den irske genetiv Crindin med tilføret norsk gene- tivendelse -s. Derfor finder jeg det ogsaa meget rimeligt, at den irske deklination, som mangler særskilte, til stammen føiede endelser for nominativ ental og 1 regelen ogsaa for genetiv ental, har øvet saadan indvirkning paa mansk-norsk, at endel- serne -r og «s leilighedsvis kunde mangle ialfald i personnavnene, som var udsatte for sterk analogisk indflydelse fra de talrige, ogsaa i norske familier brugte irske personnavne. Noget lig- nende er det, naar der, saaledes som Bugge (s. 258) har gjort opmerksom paa, i pr. 12 er anvendt den irske form isu for pJesust 1. I næste afsnit skal jeg give endnu et eksempel paa hybrid- dannelse af irsk og norsk. I I genetiven isu krist i nr. 12 behøver ikke ogsaa krist at være den irske genetivform; i gammelnorsk kan nemlig genetiven Krist forekomme (se Larsson, Ordförrådet s. 190 a). 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 21 II. I den ufuldstændig bevarede manske runeindskrift nr. 15 (= Cat. 40, MCr. 99, Jurby): — (sun : sin : in : anan : raiti : i(ft) : fairbur : br— ,[N.N. reiste dette kors efter N. N.,] sin søn, men et andet [kors] reiste [han] efter fairbur, [sin] broder* forekommer et mandsnavn fairbur (akk.), som ikke er til- fredsstillende forklaret. Medens Bugge ikke udtaler sig om dette, har Brate (s. 33) følgende bemerkning: ,Namnet synes ha nordiskt skaplynne, i det senare leden år -förr, men, om så skulle vara, måste något fel finnas i dess förra del. Når- mast ligger att förmoda f vara k, alltså *kairbur Gæirpor. Då detta namn icke annars synes förekomma, hör förevarande form kanske ursprungligen till namnet *Geirporn, som före- kommer 1 fsv. Gerthorn, se Lundgren, Personnamn från medel- tiden, hvars m. kan tånkas försvunnet 1 gen. sg. Emellertid år f alldeles tydligt på Cummings afgjutning, hvarför denna giss- ning strider mot hvad som synes faktiskt*. Da nu læsningen fairbur synes at være sikker, og da det har vist sig umuligt at forklare dette som et egte nordisk navn, har jeg maattet gjøre mig det spørgsmaal, om ikke fairbur helt eller delvis er at opfatte som et irsk ord. Navnets første stavelse fair-, udtalt För- (jfr. aiftir — eftir nr. 6, samt raiti nr. 15), ser irsk ud, idet Fer- (d. e. fer ,mand*) kjendes som første led i flere irske mandsnavne. Andet led 1 disse navne er en genetiv, som er styret al fer. Saaledes be- tyder Ferloga, som er navn paa sagnkongen Ailill's vognstyrer, [guden] Lug's (gen. Loga) mand*?. Et andet eksempel er Fer Tlachta (Book of Leinster 331 c, 326 8) »Tlachta's mand”; I Indskriftens slutning, fra i(ft) af, mangler nu, men kjendes fra Cum- mings afbildning (fotografi efter afstøbning). — raiti har Bugge (s. 240) først rigtig forklaret som rætti, af retti. ? Jfr. J. Rhys, Lectures on the Origin and Growth of Religion as illu- strated by Celtic Heathendom (London 1888) s. 143. — Om det galliske gudenavn Lugu- se Holder, Alt-Celtiseher Sprachschatz II sp. 345. 99 MAGNUS OLSEN. [No. 1. Tlachta er en mythisk kvinde, datter af druiden Mog Ruith 1. Vi ser altsaa, at fer i irske navne gjerne forbindes med genetiv af navnet paa en overnaturlig person (Lug, Tlachta). Ved navne som Ferloga hentydes der vel til, at vedkommende mand var viet til guden eller givet i dennes tjeneste. Paa denne maade er ialfald kristne irske (manske) navne som Mael-Brigdi ,den hellige Brigid's tjener* (mail : brikti Man nr. 21), Mael-Lomchon syden hellige Lomchu's tjener* (mal: lumkun nr. 22), Mael- Maire ,Maria's tjenerinde* (mal : muru nr. 29), Gilla-Crist ,Krist's tjener* at forklare. I analogi med Ferloga og Fer Tlachta venter vi at finde en irsk genetiv af et gudenavn som andet led i fairbur. Dette kan da kun være det nordiske Pörr, som i irske kilder er skrevet Tomar, gen. Tomair * (udtalt med langt nasalt o foran r). Vi tør tænke os, at det irsk-norske navn fairbur har lydt i nominativ *Ferpörr (eller *Ferpör, jfir. om bortfald af -r s. 20), gen. *Ferpörs, akk. Ferpör, ligesom Magnus barfods søn, hvis irske navn var Gilla-Orist, i Norge kaldtes Gillikristr (Heimskr. IT 3007), med norsk bøimming af navnets andet led, som egentlig er en irsk genetiv. Jfr. akk. mal: muru nr. 22. fairbur betyder altsaa ,(guden) Tors mand*. Oprindelig har dette kanske været et tilnavn, som ved op- kaldelse i en æt er blevet virkeligt navn (jfr. Skjalgr, søn af Erlingr Skjalgsson, søn af Pörolfr skjalgr)>. Det er neppe af irerne givet en nordmand blot af den grund, at han havde et med Pör- sammensat navn. Snarere er forholdet det, at den mand, som af irerne først er bleven kaldt Fer Tomair , Tors mand*, har baaret et med Pør- sammensat navn, fordi han — ligesom Pöorolfr Mostrarskegg i Eyrbyggja saga, hvis egentlige navn skal have været Hröolfr — var given eller viet til Tor og 1 Jfr. videre Fer Twinne (,ybølgens mand") mac Troghain Acallamh na Senörach 432, 450 (Ir. Texte IV, 1); Fer Rosa Ruaid Tochmare Ferbe 761 (Ir. Texte III, 1). 2 Se om dette gudenavns forekomst 1 irske skrifter Steenstrup, Nor- mannerne II s. 359 f. 3 Om overgangen fra tilnavne til virkelige navne se K. Rygh, Afhandl. viede Bugges minde s. 114 ff. og Wimmer IV, 2 s. XXXI. 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 23 i hvert fald var en ivrig Torsdyrker (jfr. mikill vin Pörs Eyrb. s. 5.2). Samtidig har han kanske ogsaa udledet sin herkomst fra Tor 1, ligesom den norske kongeæt i Dublin, om hvilken 1 irske skrifter er brugt udtryk som , Tors høvdinger* (6 maitib Tomair), » Tors stamme" (muintir Thomair), ,Tors kongesøn* (forc Tomar). I nærheden af Dublin fandtes nordmændenes hellige » Fors lund* (caill Tomair), som bestod af hassel; denne lod kong Brian efter Dublins erobring brænde og nedhugge. Her var ogsaa en ,Tors haug" (tulach Tomair). Fremdeles om- tales en Tors-ring, som efter mdtagelsen af Dublin blev irernes bytte. I forbindelse med den anseelse, som Tor nød hos nord- boerne i Irland, maa sees de talrige nordiske personnavne, sammensatte med øPör-, som kjendes fra de britiske øer. Den første nordbo, som de irske kilder omtaler, er saaledes Turgeis. Ogsaa 1 de islandske sagaer skildres nordmændene 1 Irland som Torsdyrkere. Saaledes var landnaamsmanden Helge magre, der var født i Irland som søn af en norsk fader med en irsk konge- datter og senere blev opfostret paa Suderøerne, meget blandet i troen og paakaldte baade Krist og Tor. Mandsnavnet fairbur giver i forbindelse med de allerede fremdragne hibernismer i manske runeindskrifter interessante oplysninger om det livlige og intime samkvem, som der har været mellem irer og nordmænd i Vesten omkring aar 1000 og i det forudgaaende aarhundred. I de manske runeindskrifters sprog har vi et samtidigt, tilforladeligt vidnesbyrd om, at en vigtig betingelse var forhaanden for berøringer mellem irsk og nordisk aandsliv. I Jfr. sagnet om den manske konge Godfred Haraldssøn (,,Gorry*, ,Orry*), som pegte op paa melkeveien, da man spurgte ham, hvorfra han kom (A. Bugge, Vikingerne [I] s. 281 f.). ? Se Steenstrup anf. st. og A. Bugge hos S. Bugge, Norsk Sagafor- tælling og Sagaskrivning i Irland (Kra. 1901—08) s. 184 anm. 1. 3 Jfr. S. Bugge, Sagafortælling s. 183 fr. Det er usikkert, om Tor findes fremstillet paa manske kors, saaledes som S. Bugge (Aarbøger 1899 s. 257 f.) har antaget. pe MAGNUS OLSEN. [No. 1. ITI. Her skal behandles et enkelt ord 1 den allerede (s. 19) om- talte indskrift nr. 21 (= Cat. 72, MCr. 74, Michael): x mail : brikti : sunr : abakans : smib : raisti : krus : bana : fur : salu : sina : sin : brukuin : kaut x kirbi : bana : auk ala : i maun x S. Bugge er den første, der har begrundet en tolkning af indskriften, som er mulig med hensyn til sprogform og indhold. Han antog forkortet skrivemaade midt 1 indskriften, idet der her skulde have været skrevet fuldt ud: fur : salu : sina : auk : sinar : brupur kuinu : , og fik da frem følgende mening: Melbrigdi sunr (eller sonr) Adakans smids (eller smidar) ræisti kross hænna fyr sålu sina ouk (eller ok) sinnar brödurkuinnu. Goul(r) gerdi pænna ouk alla ti Mon; ,Melbrigde, Søn af Adha- kan Smed, reiste dette Kors for sin og sin Broderkones Sjæl. Gaut gjorde dette Kors og alle paa Man*. Bugge er dog her nødt hl at antage en voldsom forkort- ning al en vigtig del af indskriften, og denne forkortning bliver saa meget mere paafaldende, som Gaut længere ude i indskriften ikke blot finder rum til, ligesom i nr. 1, at nævne sig selv som korsets forfærdiger, men endog faar anledning til at fortælle, at han har gjort ,alle kors paa Man*. Brate, som har gjort disse indvendinger mod Bugges tolk- ning, fremhæver det parallele udtryk 1 indskriften nr. 1 (Andreas), hvori det ligeledes heder in : kautr : karbi o.s. v. jmen Gaut gjorde det osv.* Heraf drager han den sikre slutning, ,att det slutande in uti brukuin [måste vara den konjunktion in och, men*, hvarmed dår och 1 alla inskrifter på Man inskni- tens andra sats inledes; det återstående svårtydda år alltså sin : bruku.* En ny forklaring af sin : bruku fremsætter Brate 1 tilknyt- ning til en tanke, som P. A. Munch allerede i 1860 har ud- kastet. I forordet til sin udgave af ,Chronica regum Manniæ* (Chra.) s. XXII siger Munch om denne runeforbindelse: ,of sin brukuin we cannot make out anything if it be not a complete 1909.] OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKRIFTER. 25 miswriting of sintukri or suntukri (syndugri)f, og i henhold dertil oversætter han pro anima sua peccatrice) ,for sin syn- dige sjæl*. Munch har her uden tvil fundet den rigtige mening, som det nu gjælder om at forlige med Brates paavisning af, at kun sin : bruku (ikke ogsaa det følgende in) skal læses sammen som et ord. Jeg kan kun delvis slutte mig til Brate's opfatning af dette ord. In sin : bruku søger Brate et adjektiv i bestemt form akk. sg. f., hørende til salu : sina ,sin sjæl. Første led sin: er ordet for ,synd*, gammelnorsk synd. Ved andet led bruku gjætter Brate paa, at det hører til adjektivet (vrangr ,vrang, ond, utilbørlig”. Han minder herved paa den ene side om, at br mulig udtrykker lydforbindelsen vr i oulaibr nr. 6, og paa den anden side om, at runen f, som er tegn for lyden vw, 1 svenske indskrifter underliden kan bruges istedenfor u, I. eks. fita fapbum Lil). 118 — hvitavadum. Men forklaringen bliver betænkelig derved, at der ellers ikke kjendes noget eksempel paa, at b i fremlyd er brugt som tegn for v. Og videre kan, som Brate selv fremhæver, mod tydningen sin : bruku — syn(d)- vrongu gjøres den indvending, at w-omlyden af a i manske ind- skrifter ellers udtrykkes ved au, saaledes som maun — Mon i samme indskrift viser. Endelig synes mig en sammensætning ,Synd-vrang* fra meningens side lidet rimelig. Alt dette gjør, at vi ikke kan blive staaende ved Brates tydningsforsøg. Om vi antager, at sin : bruku er den bestemte form i akk. sg. f. af et adjektiv paa -ugr eller -igr, aabner der sig en mulighed for en 1 alle henseender tilfredsstillende forklaring af dette ord. Her maa da k læses dobbelt, altsaa syn(d)-brökgu eller -bröggu (eller tilsvarende former med o eller 4 i næstsidste stavelse). Den første af disse former er efter min mening den rette: syn(d)-brökgu, al *syndbrökugr, sammensat med et ad- jektiv *brökugr eller *brökigr — svensk brokig ,broget* (jfr. ældre sv. brokoter ,broget* hos Söderwall). Dette adjektiv er afledet af et gammelnordisk ord brøk- ,plet, flæk, macula*, som sikkert tør forudsættes af svensk dial. brok m. ,mørk flæk* 26 m.OLSEN. OM SPROGET I DE MANSKE RUNEINDSKR. [No.1. 1909.] (anført af Rietz fra Nylands lån, Finland, og fra Estland), brok m. ybroget hest*, f. ,broget hoppe, broget tøi*; norsk dial. broka Å. og brok, broke m. ,broget dyr med store pletter eller skjolde; særlig hest og kat. Oslo, Smaal. Vestfold* (Ross). sin : bruku, d. e. syn(d)brökgu (eller mulig ved assimilation syn(d)brökku; jfr. td > tt Noreen, Altisl. Gr. $ 266 anm.), be- tyder altsaa ,syndeplettet, peccatis maculosam*. Det støttes fra betydningens side tilstrækkelig ved gammelnorske ord som syndaflekkr ,syndeplet*, syndasawurr ,syndesmuds*. I sin : bruku er d bortfaldt mellem to konsonanter ligesom i sløngvan(d)baugi, syn(d)gir af syndugr (Noreen> $ 981, 9)1. Med skrivemaaden sin- for syn(d)- kan sammenlignes triku = tryggu i den manske indskrift nr. 8. Videre analogier findes anførte 1 ,Runverser* s. 149 anm. 6: bir — byr Lilj. 662, stirbirn — Styrbjorm Lilj. 711. I Brate forklarer derimod sin- (uden d) som mulig laant fra ags. synn. Trykt 30. januar 1909. PISTIS SOPHIA. LES CONCEPTIONS EGYPTIENNES DANS LE GNOSTICISME. J. LIEBLEIN. ————— ——— CHRISTIANIA. EN COMMISSION CHEZ JACOB DYBWAD. 1909. * -Fremlagt i den hist.-filos. Klasses Møde 22de Mai 1908. — IMPRIMERIE DE 1... un article précédent sur 'o0uvrage gnostique de Pistis Sophia j'ai tåché de démontrer, que ce livre est d'une origine égyptienne et que son auteur å puisé aux sources égyptiennes non seulement des idées secondaires, mais aussi des conceptions fondamentales comme par exemple celle de la nature composée de T'homme spirituel. Je me propose de traiter ici le méme sujet en démontrant d'abord que la morale de Pistis Sophia est moulée sur le méme modéle que celle des anciens Fgyptiens. Pour commencer je prie le lecteur de lire la partie de notre texte qui débute å la page 254 du texte copte et qui se con- tinue jusqu'å la page 260 ou nous trouvons ce que nous pour- rions appeler le code moral de Pistis Sophia. Voici le texte: s Jésus continua son discours disant å ses diseiples: Quand pje serai entré dans la lumiére, préchez dans le monde entier pet dites leur (aux habitants): Ne cessez ni jour, ni nuit de schercher jusqu'å ce que vous ayez trouvé les mystéres du régne sde la lumiére, qui vous purifient, vous font étre de pure slumiére et vous meénent au régne de la lumiére. »Pites leur: Renoncez au monde entier et å toute la ma- tlére qui est en lui, et å tous ses soucis et å tous ses péchés, sen un mot, å tout le commerce qui est en lui, afin que vous ,soyez dignes des mystéres de la lumiére et soyez sauvés de tous les chåtiments qui sont dans le jugement. Vid.-Selsk. Forh. 1909. No.2. 1 4 J. LIEBLEIN. [No. 2. ,Pites leur: Renoncez au murmure afin que vous soyez »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés »du feu du cynocéphale'. »Pites leur: Renoncez å Vacte d'étre aux écoutes, afin que , VOUs soyez sauvés du jugement du cynocéphale. »Pites leur: Renoncez å la dispute(?), afin que vous soyez »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés ydes chåtiments d'Ariel. ,Pites leur: Renoncez å la langue fausse, que vous soyez »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés sdu déluge de feu du cynocéphale. ,Pites leur: Renoncez au faux témoignage, que vous soyez »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez au dehors set sauvés du déluge de feu du cynocéphale. »Pites leur: Renoncez å la jactance et å V'orgueil, que vous ,soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez »sauvés de la forge de feu d' Ariel. ,Dites leur: Renoncez å l'égoisme, que vous soyez dignes , des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés du juge- ment d'Amente *. ,Pites leur: Renoncez å la loquacité, que vous soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des feux »d Amente. I Le mot copte 20HOT2,00Pp se trouve dans Peyron, Lexicon cop- ticum p. 162 avec la signification de cynocéphale. (est peut-étre le eynocéphale qui dans le tableau du jugement du chapitre 125 du Livre des morts égyptien est placé, comme symbole de I'équilibre, au dessus de la balance, et il est nommé iei pour indiquer le jugement; le feu du cynocéphale veut done dire: le feu du jugement. Schwartze traduit: facies canina; et M. C. Schmidt: Hundsgesieht, et ils y voient probablement le kerberos grec. C'est fort possible; mais si cette tra- duction est correcte, je préférerais y voir le kerberos égyptien qui dans le dit chapitre du Livre des morts est représenté comme gardien de la porte de l'enfer. Le mot hiéroglyphique Amenti nous donne le nom de lVenfer égyp- tien. Plutarque dit dans son livre De I side et Osiride, chap. 9: pLe séjour souterrain ou les åmes se rendent aprés la mort se nomme Amenthés". Osiris est, comme juge supréme, appelé par les Égyptiens le seigneur d'Amenti. Cest par conséquent le jugement égyptien dont il s'agit 1ei. ro 1909.] PISTIS SOPHIA. ag) ,Dites leur: Renoncez å la turpitude qui est mauvaise, que , VOUs soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez ysauvés des chåtiments qui sont dans Amente. yPites leur: Renoncez å la mauvaise avidité, que vous ,soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez »sauvés des torrents de feu du cynocéphale. ,Pites leur: Renoncez å Vamour du monde, que vous soyez ,dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés »des vétements de poix et de feu du cynocéphale. sPites leur: Renoncez å la rapine, que vous soyez dignes ,des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des tor- prents de feu d' Ariel. sDites leur: Renoncez å la mauvaise parole, que vous soyez ,dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des chåtiments par les torrents de feu. Dites leur: Renoncez å la méchanceté, que vous soyer »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés sdes mers de feu d'Ariel. »Dites leur: Renoncez å la dureté du coeur, que vous soyez »dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés ydes jugements de ceux qui ont des tétes de dragon. sPites leur: Renoncez å la colére que vous soyez dignes ydes mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des tor- srents de feu de ceux qui ont des tétes de dragon. »Pites leur: Renoncez å la malédiction, que vous soyez ydignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés ydes mers de feu de ceux qui ont des tétes de dragon. ,Pites leur: Renoncez au vol que vous soyez dignes des gmystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des mers sbouillantes de ceux qui ont des tétes de dragon. ,Pites leur: Renoncez å la fraude, que vous soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés de »laltabaoth*. ,Pites leur: Renoncez å la calomnie, que vous soyez dignes ,des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des tor- prents de feu de celui qui å la téte de lion. 6 J. LIEBLEIN. [No. 2. »Dites leur: Renoncez au combat et å la lutte, que vous ysoyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyerz »sauvés des torrents bouillants de laltabaoth. Pites leur: Renoncez å lignorance, que vous soyerz dignes »des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des Åertvoyoig de laltabaoth et des mers de feu. »Dites leur: Renoncez å la malignité, que vous soyez dignes »des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés de tous ples démons de Taltabaoth et de tous ses chåtiments. ,Pites leur: Renoncez å la rage, que vous soyez dignes »des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des mers bouillantes de poix de faltabaoth. ,Pites leur: Renoncez å ladultére, que vous soyez dignes »des mystéres du régne de la lumiére et que vous soyez sauvés ydes mers de soufre et de poix de celui qui å la téte de lion. Pites leur: Renoncez au meurtre, que vous soyez dignes , des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés de l'ar- »chonte avec la téte d'un erocodile, celui qui dans le froid est sla premiere créature dans les ténébres de dehors. ,Pites leur: Renoncez å la dureté du coeur et å l'impiété, » que vous soyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous »Ssoyez sauvés des archontes des ténébres de dehors. sPites leur: Renoncez å Mathéisme, que vous soyez dignes ydes mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des spleurs et des grincements de dents. ,Dites leur: Renoncez å la magie, que vous søyez dignes »des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés du grand sfroid et de la gréle des ténébres de dehors. ,Pites leur: Kenoncez au blåme, que vous soyez dignes ,des mystéres de la lumiére et que vous soyez sauvés des grands ;dragons des ténébres de dehors. sPites leur: Renoncez å la doctrine erronée, que vous ,Ssoyez dignes des mystéres de la lumiére et que vous soyez ,sauvés de tous les chåtiments du grand dragon des ténébres sde dehors. 1909.] PISTIS SOPHIA. 7 »Pites å ceux qui enseignent les doctrines erronées et å »chaque homme dqui recoit leur doctrine: Malheur å vous; car SI vous ne Vous repentez pas et ne mettez pas votre erreur »derriére vous, vous irez dans les chåtiments du grand dragon, set dans les ténébres de dehors qui sont trés épaisses, et vous gne serez jamais reconduits dans le monde, mais vous serez ,sans existence pour toute l'éternité. ,Dites å ceux qui mettent derriére eux la vraie doctrine du premier mystére: Malheur å vous, vous serez punis vertement, plus que tous les hommes; car vous resterez dans le grand sfroid, dans la glace et la gréle au milieu du dragon et des »ténébres de dehors, et vous ne serez pas reconduits dans le monde å partir de cette heure jusqu'å léternité, mais vous »Sserez anéantis dans ce lieu lå et, å la dissolution de lunivers, VOUSs mourrez et vous serez sans existence pour l'éternité.* Aprés Iénumération des vices å qui les morts renoncent suit une série des vertus dont ils attendent la rémunération; car immédiatement aprés le texte continue ainsi: »Dites de méme aux hommes du monde: Soyez tranquilles, »afin que vous receviez les mystéres de la lumiére et que vous ,alliez en haut dans le regne de la lumiére. ,Dites leur: Aimez les hommes, que vous soyez dignes des smystéres de la lumiére et que vous alliez en haut dans le »régne de la lumiére. ,Dites leur: Soyez débonnaires, que vous receviez les my- ystéres de la lumiére et que vous alliez en haut dans le régne - »de la lumiére. »Dites leur: Soyez paisibles, que vous receviez les mystéres sde la lumiére et que vous alliez en haut dans le régne de la »lumiére. ,PDites leur: Soyez miséricordieux, que vous receviez les ,mystéres de la lumiére et que vous alliez en haut dans le prégne de la lumiére. »Pites leur: Faites des aumönes, que vous receviez les »mystéres de la lumiére et que vous alliez en haut dans le prégne de la lumiére. 8 J. LIEBLEIN. [No. 2. »Pites leur: Servez les affamés, les malades et les affligés, , que vous receviez les mystéres de la lumiére et que vous alliez sen haut dans le régne de la lumiére. yDites leur: Aimez Dieu, que vous receviez les mystéres sde la lumiére et que vous alliez en haut dans le régne de la ,Jumiére. »Pites leur: Soyez justes, que vous receviez les mystéres »(de la lumiére) et que vous alliez en haut dans le régne de la slumiére. »Pites leur: Soyez bons, que vous receviez les mystéres p(de la lumiére) et que vous alliez en haut dans le régne de pla lumiére. sPites leur: Renoncez å tout, afin que vous receviez les ,mystéres de la lumiére et que vous alliez en haut dans le ,régne de la lumiére.* Voilå la morale gnostique d'aprés le livre de Pistis Sophia. Maintenant nous allons voir la morale égyptienne telle que le chapitre 125 du Livre des morts nous la fait connaitre. Nous y voyons le dernier jugement des åmes, ou linseription et le tableau nous en donnent une claire représentation. Le tribunal est composé du dieu Osiris, comme juge supréme, et de ses quarante-deux jurés qui se tiennent accroupis å så droite et å sa gauche et qui ont chacun son péché å juger. Le mort s'adresse å chacun d'eux; il l'appelle par son nom propre et ajoute le péché spécial, disant qu'il ne l'a pas commis. (est ce que les égyptologues nomment la confession négative. Voiei la teneur d'aprés le texte publié par Lepsius dans son Todten- buch: Ah N.N.! Je n'ar pas fait Pimiquité. Ah N.N. Je n'ai pas fait violence. Ah N.N. Je n'ai pas tourmenté le coeur. Ah N.N. Je n'ai pas volé. Ah N.N. Je n'ai pas assassiné les hommes traitreusement. Ah N.N. Je n'ai pas gåté les offrandes. IN N. indique le nom du juge qui iei ne nous intéresse pas. 1909.] PISTIS SOPHIA. 9 Ah NN. Je n'ar dit aucune fausseté. Ah N.N. Je n'ai pas enlevé la propriété du Dieu. Ah N.N. Je n'ai pas parlé traitreusement. Ah N.N. Je n'ai pas volé la nourriture. Ah N.N. Je n'ai pas fait pleurer. Ah N.N. Je n'ai pas commis l'acte de masturber. Ah N.N. Je n'ai pas été paresseux. Ah N.N. Je n'ai pas mangé mon coeur, (Je n'ai pas été envieux (?) ). Ah N.N. dJe n'ai pas commis lacte de transgresser. Ah N.N. Je n'ai pas tué les animaux sacrés. Ah N.N. Je n'ai pas commis la fraude. Ah N.N. Je n'ai pas pris possession des champs eultivés. Ah N.N. Je n'ai pas commis lacte d'étre aux écoutes. Ah N.N. Je nar pas donné libre cours å ma bouche. (Je n'ai pas été loquaee). Ah NN. Je n'ai été avide (?) daucune chose. Ah N.N. Je n'ai pas commis adultére avec femme ou homme. Ah N.N. Je me n'ai pas sounllé. Ah N.N. Je n'ai pas inspiré la terreur. Ah N.N. Je n'ai pas commis lacte de transgresser. Ah N.N. I ny å pas eu du feu dans ma bouche (ma parole n'a pas été mauvaise). Ah N. N. Je n'ai pas fait la sourde oreille å la parole de la justice. Ah N.N. Je n'ai pas pratiqué la magie. Ah N.N. Je n'ai pas eu la main préte å battre. (Je n'ai pas été un brétailleur). Ah N.N. Je n'ai pas été adonné au combat. Ah N.N. Je n'ar pas eu un coeur inconstant. Ah N.N. Je n'ai pas violé la peau des animaux sacrés. Ah NN. Je nai pas fait beaucoup de mots dans ma parole. Ah N.N. Je n'ai pas menti; je n'ai pas fait de mauvaises choses. 10 J. LIEBLEIN. [No. 2. Ah N.N. Je n'ai maudit mi le roi, ni mon pére. Ah NN. Je n'ai pas été flexible dans ma volonté (je n'ai pas été d'un faible caractére). Ah NN. Je n'ai pas fait de grands mots (J'a1 renoncé å la jactance). Ah N.N. Je n'ai pas maudit Dieu. Ah NN. Je nai pas méprisé les dieux, et je n'ai pas fait maltraiter un esclave par son maitre. Ah NN. Je na pas travaillé pour mon intérét; je n'ai pas fait le supérieur; je n'ai pas été impérieux. Ah N.N. Je n'ai pas agrandi mon intérét; je n'ai pas enlevé le maillot des morts. Ah N.N. Je n'ai pas offensé le dieu de ma ville. Aprés la confession négative qui, sous la forme tabellaire, énumeére les quarante-deux péchés de la morale égyptienne, le chapitre 125 nous donne, assez curieusement, de la méme ma- niére que le texte de Pistis Sophia, les vertus dont le défunt se vante. On y hit!: pLe défunt vit de vérité; il se nourrit de vérité; il a ré- pandu partout la joie. Ce quil a fait, les hommes en parlent et les dieux s'en réjouissent. Il s'est conalié le dieu par son amour; 1| å donné du pain å laffamé, de Veau å l'altéré, des vétements au nu; il å donné une barque au naufragé; il å offert des sacrifices aux dieux, des repas funéraires aux månes. Délivrez-le de lui-méme, ne parlez point contre lui par-devant le Seigneur des Morts, car sa bouche est pure, et ses deux mains sont pures !** Voilå la morale égyptienne d'aprés le Todtenbuch. Si nous mettons les deux codes, le code égyptien et celui que nous donne le texte de Pistis Sophia lun å cöté de lautre, nous voyons, combien ils se ressemblent, non seulement quant au contenu, mais aussi et surtout quant å la forme. Relativement au contenu, å la substance, il y a, bien en- endu. des différences: le code égyptien interdit, par exemple, 1 Lepsius, Das Todtenbuech, chap. 125, 11. 37 ss. 2 Pour la traduction cf. Maspero, Histoire aneienne, I. 190. 1909.] PISTIS SOPHIA. 11 de toucher aux animaux sacrés et aux offrandes des dieux, ce qui n'a aucun sens dans le code gnostique, ou nous trouvons au contraire particuliérement accentué et plusieurs fois répété le péché de la fausse doctrine qui pour les Egyptiens n'a aucune importance. Mais malgré ces différences qui se comprennent d'elles-mémes, il y åa au fond un parallélisme des préceptes spé- ciaux qui ne peut étre expliqué par l'universalité de la morale. Relativement å la forme le parallélisme des deux codes est telle- ment complet qu'il est impossible de le nier. Car: 1. Le nombre des péchés est dans les deux cas le méme, c'est-å-dire environ quarante. Dans la confession négative des Egyptiens il y en å quarante-deux, mais seulement en apparence, parceque les juges sont quarante-deux et que le nombre a été rempli par un redoublement du méme vice deux fois; en réalité le nombre des péchés n'est que quarante. De méme dans le code de Pistis Sophia le nombre de quarante se retrouve, si nous comptons les vices nommément énumérés, bien que les rubriques commengant avec le mot de ,Renoncez* ne soient répétées que trente-quatre fois. 2. La forme négative est absolument identique dans les deux textes. L'égyptien commence les rubriques invariable- ment par: ,dJe n'ai pas* (fait ou commis), suivi du vice respectif. Le texte gnostique commence la phrase par ANOTA&CCE, le mot grec årotåosesdut, qui comme le mot åovéomar peut étre traduit par le mot francais renoncer (Kpitre de Saint Paul å Tite 2,19); aprés ce mot négatif suit le vice, de sorte que nous avons une confession négative aussi bien dans le texte de Pistis Sophia que dans le texte égyptien. 3. Enfin nous arrivons å un fait curieux qui semble combler la démonstration. Nous avons vu plus haut, que les deux textes, aprés avoir terminé la confession négative, donnent en forme affirmative une petite série des vertus, dont le défunt se vante ou dont il attend la récompence. Å cause de ce parallélisme et de ces ressemblances nous avons de forts motifs pour croire å une intime connexion entre ces deux systémes de morale, et si Javais assez de hardiesse, 12 J. LIEBLEIN. [No. 2. je serais tenté de risquer Vassertion que le code moral de Pistis Sophia est une sorte de traduction du chapitre 125 du Livre des Morts, certainement trés libre et adaptée aux idées gno- stiques, mais pourtant une traduction ou, si Ion veut, plutot une paraphrase. Que nous nous trouvons ici, dans cette partie du texte de Pistis Sophia, fermement placés sur le sol égyptien, c'est bien certain. Nous avons déjå vu), que IAmenti comme mot et notion est exclusivement égyptien; de plus que le cynocéphale, comme symbole de Péquilibre, ou le chien, comme un kerbéros égyptien ?*, sont tous les deux représentés dans le tableau judi- ciaire du Livre des Morts égyptien et probablement empruntés par lauteur de Pistis Sophia. Aussi le crocodile, le grand dragon avec plusieurs tétes, nommés iei dans le texte de Pistis Sophia ? et le grand serpent qui se mord la queue, nommé autrepart, sont-ils essentiellement égyptiens. Je crois done pouvoir terminer lexamination de cette question avec les mémes mots que je l'ai commencée, que la morale de Pistis Sophia semble étre moulée sur la méme mo- déle que celle des anciens Egyptiens. Maintenant je viens å un autre sujet. M. Harnack å déjå fait la remarque, que lauteur de Pistis Sophia å employé le calendrier égyptien pour donner les dates précises des événe- ments, et il y voit la preuve que nolre livre a été écrit en Egypte. La meme preuve ressort d'un autre endroit de notre texte. Jésus prédit dans un entretien avec ses disciples* disant: , Aprés la dissolution (la fin) du monde actuel je régnerai pendant mille ans selon les ans de la lumiére.* Alors Maria Magdaléne demanda: ,Combien d'ans selon les ans terrestres v-a-t-il dans un an de la lumiére?* Jésus repondit disant å Maria: ,Un jour de la lumiére est dix cents ans sur la terre, de sorte que trente-six myriades (c'est-å-dire 360000) et une demie-myriade I Plus haut p. 4. 2 Plus haut p. 4. 3 Plus haut p. 5. 4 Voyez le page 243 du texte copte. 1909.] PISTIS SOPHIA. 13 (= 5000) d'ans selon les ans terrestres sont un seul an de la Jumiére et je régnerai pendant dix cents ans de la lumiére*. Un seul an de la lumiére est done 365 jours X 1000 = 365 000 ans terrestres. Par conséquent nous avons iei un an de 365 jours, et un tel an n'est pas Van babylonien qui est de 360 jours, ni lan lunaire de tant de peuples qui est de 554 jours avec des mois supplémentaires, ni I'an Julien qui est de 365 jours et un quart, mais seulement lan égyptien. Pour terminer jajouterai une derniére remarque. Il y å d'autres ressemblances, d'autres parallélismes entre le Livre de Pistis Sophia et les textes religieux des Égyptiens. Ainsi le sLivre de lautre monde* qui se trouve dans le tombeau de Séti I et le ,Livre des portes* qui se trouve sur le sarcophage du méme roi peuvent étre rapprochés du texte de Pistis Sophia *. Les lextes égyptiens et notre texte de Pistis Sophia donnent presque la méme description de l'enfer, de ses génies et de ses peines, et leur distribution des localités dans douze régions ou villes ou chambres selon les douze heures de la nuit est abso- lument identique. Je reviendrai peut-étre un autre jour sur ce sujet. 1 Voy. le texte copte pp. 319 ss. Imprimé 5 Avril 1909. ET TRÆK AF DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK UNDER KRISTIAN III OG FREDRIK II. AF DR. OSCAR ALB. JOHNSEN. (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS ForHANDLINGER FOR 1909. No. 3). CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. 1909. N F oredraget og fremlagt til TPrykning i Fællesmøde den 4/> 1908. på v Å. W. BRØGGERS V So bekjendt stod nordmændene 1 sagatiden, lige siden Ottars reise 1 slutningen af det 9de aarhundrede, 1 forbindelse med beboerne af egnene ved det Hvide hav. Denne forbindelse fortsatte sig, snart krigersk, snart fredelig, ogsaa gjennem den senere middelalder, og der er flere vidnesbyrd om, at den frede- lige forbindelse, handelsforbindelsen, netop 1 begyndelsen af det 16de aarhundrede, var i vekst. Som af Gustav Storm paapeget 1, drev to af russerne i denne tid oprettede klostre i russisk Lap- land en livlig handel, dels over Vardøhus, dels over Cholmogori ved Dvina. Hvad nordmændene angaar, indskrænkede de sig vistnok til at drive tuskhandel med lapper, kareler og russer paa havnene langs Kolahalvøen. Da englænderen Stephen Borrow i 1557 paa hjemveien fra en reise i Nordishavet, hvorunder han var naaet til Waigatz og Novaja Zemlja, landede i en af de nævnte havne, fandt han, foruden hollændere, ogsaa nord- mænd fra Bergen og Trondhjem, som drev handel med de ind- fødte og særlig tiltuskede sig betydelige kvanta fisk. Denne handel skildres af Borrow som særdeles indbringende. Netop ved denne tid var det, at englænderne aabnede den baade for dem selv og russerne meget vigtige sjøfart og handel paa de russiske havne og stæder ved Hvidehavet. Allerede i 1558 var Richard Chancellor for første gang landet ved St. Nicolaus, det sted, hvor Archangelsk senere blev anlagt. Herfra drog han til Moskva, hvor han hos czaren Ivan Vasilje- vitsch (den skrækkelige) erhvervede en almindelig tilladelse for 1 Det norske geografiske selskabs aarbog, V (1893—1894), s. 102. 2? The principa! Navigations, Voyages, Traffiques and Discoveries of the English Nation etc. By Richard Hakluyt (London 1599), p. 294 Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 3. 1 4 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. englænderne til at have frit marked i Rusland. Paa sin anden reise 1555—56 udvirkede han et udførlig, nølagtig specificeret privilegiebrev fra det engelske handelsselskab, i hvis tjeneste han stod?. Og i den følgende tid gik der aarlig engelske skibe tl Hvidehavet, rigt ladede med varer, som de afsatte med stor fordel. Faa aar efter kom hollænderne til. Derimod kan man ikke se, at nordmændene har fulgt det givne eksempel, og dette er paafaldende, da en trafik som den, det her gjaldt, jo netop maatte have ligget nordmændene meget nær. Sagen lader sig ikke forklare ved de almindelige talemaader om, at de manglede foretagsomhed, kapital, sjømandsdygtighed o. 1.; thi den nævnte handel vilde i ingen af disse henseender have oversteget det norske borgerskabs kræfter, ikke engang i Trondhjem, og følgelig endnu mindre i Bergen. Jeg skal nævne et lidet eksem- pel, som viser dette. I 1575 traf nogle Trondhjemsborgere oppe ved Vardøhus en russisk styrmand, som fortalte, at han aarlig for paa Grønland, og tilbød sig mod betaling at føre et skib derhen. Da man i Trondhjem fik høre dette, erklærede byens borgerskab sig straks rede til at udruste et skib til denne seilads og lade det med varer?» Hvor vedkommende russiske styrmand har søgt Grønland, kan i denne forbindelse være ligegyldig — formodentlig har det været et sted 1 østlig retning, — hvad der interesserer os at konstatere, er, at disse borgere af Trondhjem ikke har manglet hverken vilje eller evne, naar det kom an paa at udvide deres handelssfære i de nordlige far- vande, selv naar det gjaldt et usikkert, for ikke at sige even- tyrligt foretagende. Men hvorfor tænkte dette foretagsomme borgerskab ikke paa at optage konkurrancen med englænderne 1 handelen paa Hvidehavet? Og hvorfor tænkte ikke det endnu meget mere formaaende og driftige norske borgerskab i Bergen der- paa? Nogen alvorlig hindring udenfra, fra England, fra Rusland, 1 Brevet er trykt i engelsk oversættelse i Hakluyts samlinger, p. 255; en ekstrakt heraf findes i den store engelske publikation ,Calendar of State Papers. Foreign Series, of the Reign of Edward VI, 1547—1553*, p. 241. 2 Trykt i engelsk oversættelse i Hakluyts saml. p. 265 f. 3 Norske Rigs-Registranter, II, s. 188 f. 1909.] DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 5 forelaa ikke, det viser hollændernes eksempel. Hvorfor holdt da nordmændene sig tilbage? Spørgsmaalet er aabenbart ikke uden interesse, og det bliver ikke mindre merkeligt derved, at der er bevaret et vidnesbyrd om, at et forsøg eller tilløb i den nævnte retning virkelig har fundet sted. Blandt nogle hidtil utrykte og ubenyttede dokumenter vedrørende Hvidehavs-hande- len, som findes i det danske rigsarkiv, er der et, eller rettere to, som viser dette med al ønskelig tydelighed. Disse to doku- menter er begge afskrifter; de indeholder en og samme kontrakt, udstedt i det latinske og 1 det tyske sprog (se bilagene). Af denne kontrakt hidsættes her et resumée: Antonius Nilssøn, borger af Bergen i Norge, og Etmundus Robertus fra London 1 England bevidner, at de sammen har afsluttet en kontrakt om et handelsforetagende paa Rusland, som med Guds hjælp skal paabegyndes og fortsættes gjennem et tidsrum af 5 aar. Ftmundus Robertus skal i det førstkommende aar paa Antonius Nilssøns bekostning reise fra England til Bergen i Norge og derfra ufortøvet drage til Rusland til russernes og moskoviternes fyrste og konge for at udvirke breve med tilla- delse til at seile og drive handel paa det nævnte kongerige. Dog paa den betingelse, at Antonius forskaffer en god og forstandig ledsager til at følge Etmundus Robertus til Rusland. Naar denne vender tilbage med brevene, skal Antonius Nilssøn erstatte ham alle udgifter, som er medgaaet til reisen, og ovenikjøbet give ham 100 sølvdaler i løn. Derefter skal Etmundus gjennem et tidsrum paa 5 aar drage som kjøbmand til Rusland og have under sin befaling alt det gods og alle de kjøbmandsvarer, som de to mænd enten vil sende til Rusland eller til fælles fordel opkjøbe der. For dette hans arbeide skal Antonius Nilssøn give ham saa meget i aarlig løn, som hans samwittighed tilsiger ham er billigt og retfærdigt i forhold til den gevinst, foretagen- det maatte give. Antonius Nilssøn skal bære udgifterne til skib, sjøfolk, proviant, gods og varer m. m., forsaavidt 3 parter an- gaar, medens Ftmundus Robertus skal forskaffe, hvad der med- I ,Norske Indlæg til Kancelliets Kopibøger*. 6 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. gaar til den 4de part. Af gevinsten skal ligeledes Antonius Nils- søn have 3 parter, Etmundus Robertus den fjerde. Begge for- pligter sig til punktlig at overholde den her indgaaede kontrakt, medmindre den almægtige Gud ved sygdom eller død forhindrer dem derfra. Til yderligere vidnesbyrd herom forsyner de bre- vene med egne segl og egenhændige underskrifter. Brevet er dateret Bergen i Norge anno 1557 den 5. juli. De dokumenter, hvoraf denne ekstrakt er taget, er, som anført, begge afskrifter. De er ikke bekræftede og mangler underskrift. Af et brev fra Kristian HI til lensherren paa Bergen- hus, Kristoffer Valkendorf, dateret 6te november 1557, erfarer vi, at de er nedsendt til kongen af denne. Aiskriften (oversættel- sen?) er altsaa udført i Bergen eller paa Bergenhus slot, og originalen (originalerne?) har ikke været i Kjøbenhavn; kongen betegner udtrykkelig de tilsendte dokumenter som kopier”. Efterat vi saaledes, saavidt muligt, har bestemt vore akt- stykkers oprindelse, bliver det næste spørgsmaal: Hvilke er de deri omtalte personer? Om Etmundus Robertus oplyses det, at han er en englænder fra London, og da han paatager sig at drage til Moskva og derefter at føre et skib paa Rusland, tør det paa forhaand være rimeligt, at han har deltaget i et eller flere af de engelske handelsfærder paa Hvidehavet. Nu viser det sig ogsaa, at der virkelig i det nævnte aar har været en saadan mand i Bergen. Ud paa høsten 1557 skriver nemlig Kristoffer Valkendorf paa Bergenhus en hidtil ligeledes utrykt og ubenyttet, men meget interessant indberetning til Kristian III om en længere samtale, han har havt med en engelskmand, som selv har deltaget i seiladsen paa Hvidehavet. Valkendorf nævner vistnok intet navn; men at vedkommende er identisk med den englænder, som omtales i kontrakten, er ikke alene i sig selv sandsynligt, det synes tillige at fremgaa deraf, at Valkendorf kalder ham ,den engelske mand*, og at ogsaa 1 Se bilag I og Il. 2 Konceptet til kongens brev ligger sammen med kopierne blandt , Norske Indlæg til Kancelliets Brevbøger* i det danske rigsarkiv. Et udtog er optaget i Norske Tegnelser, og derfra i N. R.-R. I, s. 228. 1909.] DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 7 Etmundus Robertus i en paaskrift paa bagsiden af den latinske kopi betegnes med ganske det samme udtryk. Den bestemte, enslydende betegnelse peger unegtelig hen paa en og samme bekjendte person, hvis navn altsaa ifølge kontrakten er Etmundus Robertus. Af mandens beretning, saaledes som Kristoffer Valkendorf gjengiver den, fremgaar det med bestemthed, at han virkelig, som han giver sig ud for, personlig har deltaget i seiladsen paa Hvidehavet. Ganske vist har han kun ufuldstændige og forvir- rede forestillinger om (Chancellors første reise til Rusland 1553—54; men han ved meget god besked om hans anden reise 1555—56 og de forskjellige den ledsagende omstændigheder. Jeg antager derfor, at manden har deltaget i denne sidste eks- pedition, og da rimeligvis som medlem af besætningen paa skibet ,Philip et Maria*, som vinteren 1556—357 laa tilankers i Trondhjem *. Mere vegt ligger der imidlertid paa at kjende den norske kontrahent. Den, som kunde indgaa paa et saadant foretagende som det i kontrakten omhandlede, maatte være en efter tidens forhold meget rig og foretagsom mand; han maatte høre til de allermest fremtrædende borgere i sin by, og det vilde derfor være underligt, om ikke hans navn ogsaa 1 andre forbindelser skulde være blevet bevaret til efterverdenen. Ikke destomindre vil man blandt kjendte Bergens-borgere fra 1550- og 1560-aarene forgjæves søge efter navnet Antonius Nilssøn”. Heldigvis bringer dog den før nævnte paategning paa bagsiden af den latinske gjenpart af kontrakten os gaadens løsning meget nær. Denne paategning lyder nemlig i sin helhed saaledes: ,Copie af thet bref emellom Thønis Claussøn oc then engelske mandt om then seglatz i Rytzlandt.* Thønnes Claussøn, som her nævnes 1 Se Hakluyt, 1. c. p. 295. ,Philip et Maria* var et af de skibe, som medfulgte paa Chancellors den reise til Rusland. Af uveir blev det paa tilbageveien drevet ind til den norske kyst og søgte ind i Trond- hjemsfjorden, hvor det ankrede udenfor Trondhjem. Først om vaaren drog det videre og ankom til London 18de april 1557. Saaledes den tyske kopi; den latinske har det tilsvarende: Anthonius Nicolai. ro 8 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. som den norske kontrahent, er netop navnet paa en af de rigeste og overhovedet mest fremtrædende borgere i Bergen paa hin tid. Han var gjennem en række af aar medlem af raadet, eiede flere bygaarde og var en betydelig godseier og skibsrheder. Hans navn forekommer da ogsaa ofte i dokumenter fra datiden, saaledes baade i kongebrevet og i den saakaldte Bergens kapitels- bog!. Vi kan derfor trygt gaa ud fra, at paategnelsen angiver det virkelige forhold, Thønnes Claussøn er den virkelige kon- trahent; til navnet Antonius Nilssøn er man kun kommet gjen- nem afledning fra Thønnes Claussøns latinske form, Antonius Nicolai. Sagen vilde være grei og klar, hvis man kunde antage, at den tyske gjengivelse af kontrakten var en oversættelse fra den latinske, foretaget f. eks. i det danske kaneelli af en mand, som ikke havde det ringeste kjendskab til bergenske forhold. Det vilde for en saadan mand have faldt naturligt at oversætte Antonius Nicolai med Antonius Nilssøn; men som før paavist er en saadan mulighed udelukket; vi ved, at begge kopier er udført i Bergen, som det synes endog af samme haand, og der- fra nedsendt til Kjøbenhavn. Spørgsmaalet bliver da: Hvorledes kan en mand, der er bosat i Bergen, falde paa at kalde Thønnes Claussøn for Antonius Nilssøn? Praktisk talt var jo dette eensbetydende med at give manden et andet navn end det, han har?. Hvorledes kan dette være skeet i Bergen, hvor enhver kjendte Thønnes Claussøns virkelige navn? Aabenbart maa vedkommende have forbundet en bestemt hensigt dermed; men hvilken? Vi maatte, for at kunne besvare dette, have kjendskab til, hvem der har udført afskrifterne eller ladet dem udføre. Tid- 1 N.R.R.I,s. 3844, 507; Norske Magazin, I, se registret; Bergens borger- bog, s. 2. At der her foreligger en vanskelighed, som ikke er løst ved den blotte henvisning til, at begge navneformer kan udledes af den latinske form, Anthonius Nicolai, behøver vistnok ikke nærmere at paavises. Thi faktisk var Antonius Nilssøn og Thønnes Claussøn dengang som nu to forskjellige navne. 2 1909.] pEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 9 ligere har vi paavist, at det er Valkendorf, som har sendt dem til Kjøbenhavn. De maa følgelig være taget efter hans foran- staltning. Erhvervelsen af dem var fra hans side et led i en række undersøgelser angaaende den nye handelsvirksomhed paa Rusland, som han netop i denne tid anstillede efter udtrykkelige ordrer fra Kristian III). Afskrifterne kan følgelig være blevet til paa to maader: Enten har Valkendorf selv ladet kopierne udføre af sin skriver, eller er det Thønnes Claussøn, som har udført dem eller ladet dem udføre efter lensherrens opfordring. Den sidste fremgangsmaade er aabenbart den naturligste og derfor den sandsynligste, og tillige den, som alene muliggjør en rimelig forklaring af navneforandringen”. Forholder det sig nemlig saa, at det er Thønnes Claussøn selv, som har udført kopierne eller ladet dem udføre, saa er det aabenbart, at han har ønsket at være ukjendt, at han ikke har ønsket, at hans virkelige navn skulde komme kongen for øie i den nævnte for- bindelse. Og hertil turde Thønnes Claussøn 1 virkeligheden have havt sine gode grunde; thi i endel breve, som Kristian III nogen tid i forveien havde ladet opsende til enkelte af sine norske lensmænd, deriblandt ogsaa Kristoffer Valkendorf, havde han lagt for dagen en meget stor uvilje mod den nye seilads og handel paa Hvidehavet og ligefrem udtalt, at han ansaa den for farlig og skadelig for sig og rigerne. Antager vi, at Thønnes Claussøn gjennem lensherren er kommet underveir med denne kongens opfatning, bliver det forklarligt nok, om han har indført den filologisk seet afledede, men praktisk talt fingerede navne- form i de ubekræftede kopier. Hermed er vi imidlertid kommet ind paa det mest interes- sante og tillige det vigtigste af alle de spørgsmaal, som reiser sig under betragtningen af disse merkelige dokumenter. Hvilken stilling har den dansk-norske regjering indtaget til det i disse aktstykker omhandlede foretagende? N. R.-R. I, s. 215. Hertil kommer endnu, at haandskriften i kopierne ikke kan identificeres med nogen skriverhaand paa Bergenhus slot. 1 2 10 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. Man maa her være opmerksom paa følgende fakta: De bevarede dokumenter præsenterer sig ikke som udkast, men som kopier af en kontrakt, der virkelig er afsluttet. Er den saa ogsaa virkelig sat iverk? Hertil tør der trygt svares nel; thi var et foretagende som det nævnte virkelig kommet igang, maatte det — derom tør man ikke nære tvil — paa en eller anden maade have efterladt sig spor, og saadanne eksisterer, mig bekjendt, ikke. Men er det planlagte og ved en gjensidig kontrakt sikrede foretagende ikke blevet udført, maa der være kommet noget iveien; der maa have været en hindring, men hvilken? Vi maa her straks hefte os ved et andet betydningsfuldt faktum, nemlig at Kristian III har skaffet sig afskrifter af kon- trakten, kvitteret for dem og følgelig ogsaa læst dem. At hans holdning kan have været afgjørende for sagen, er klart. Har han begunstiget den, bliver det endnu merkeligere, at foretagen- det ikke er udført; har han derimod stillet sig uvillig, er det rimelig nok, at det hele faldt bort af sig selv. Men — vil man spørge — er det sandsynligt, at kongen har stillet sig uvillig overfor eller endog forsøgt at hindre et foretagende som det nævnte? Jeg tror at kunne paavise, at dette er endogsaa meget sandsynligt, og det ved hjælp af Kristian III's egne breve til norske lensmænd fra det selvsamme aar, hvorom der her er tale. Allerede under 18. januar 1557 havde kongen 1 et brev til lensherren Evert Bildt i Trondhjem udtalt, at han var kommet 1 forfaring om englændernes seilads ,gjennem den Karelestrand og ind i Rusland*, og paalægger i den anledning lensherren at undersøge, ,om der er nogen skibe af England eller andre), som foretage saadan seilads, eller og om det er muligt den kaas at bruge nogen seilads og ind 1 Rusland, saa det skulde være at befrygte, at den sjøfarende mand skulde der anlægge sig en ny kaas! udi de riger og lande at bruge deres handel*>. At den sjøfarende mand skal anlægge sig en my kaas ind i Rus- land, det vil selvsagt sige en anden kaas end den gamle gjen- nem Øresund. Den frygt, kongen ifølge sine egne ord nærer 1 Udhævet her. 2 N.RR.I, s. 212, jfr. s. 215. 1909.] pEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 11 herfor, er let forstaaelig; thi alle de varer, som tilførtes Rus- land ad den nye vei, var tabt for Øresundstolden og dermed for kongens skatkammer. Hvor levende denne frygt har været hos Kristian III, sees ogsaa af andre breve, som han i det nævnte aar lod skrive om samme sag. I et af disse, som er rettet til Kristoffer Valkendorf, ytrer han, at han fortiden ikke ved, hvorledes han skal faa den skadelige handel forhindret". Og 1 løbet af vaaren, sommeren og høsten 1557 kaldte han flere per- soner, deriblandt Kr. Valkendorf selv, fra Norge ned til Kjøben- havn, udelukkende for at kunne konferere med dem om denne sag. Det fremgaar af disse kongebreve med al ønskelig tydelig- hed, hvilket standpunkt Kristian III har indtaget til den ny- aabnede seilads og handel paa det nordlige Rusland. Han har frygtet den som en trusel mod en af sine vigtigste indtægts- kilder; han. har seet sig om efter midler til at forhindre den. Hans stemning med hensyn til det af Thønnes Claussøn og Etmundus Robertus planlagte foretagende kan derefter ikke være tvilsom, og naar dette foretagende trods kontrakten ikke kom igang, ligger det snublende nær at søge aarsagen hertil netop i kongens uvillige holdning. Kristian III's politik overfor den nye handelsvirksomhed paa Hvidehavet? blev optaget af hans søn og efterfølger Fredrik II, som fortsatte de af faderen paabegyndte undersøgelser og — som det jo allerede havde været Kristian III's vilje — ved for- skjellige, tildels voldsomme midler søgte at stænge den nye handelsvei*, og det ikke bare overfor de fremmede. Da saa- I N.R-R.1I, s. 219. 2 N.R.-R.I, s. 220, 233. 3 Jeg bruger for bekvemheds skyld betegnelsen ny om den handel paa det nordlige Rusland, som udviklede sig efter Chancellors reise 1553 — 54, skjønt jeg jo har nævnt, at der allerede i middelalderen af nord- mænd og maaske af andre er drevet sjøfart og handel ad denne vei. Jeg skylder i denne forbindelse at gjøre opmerksom paa, at professor Alex. Bugge anser det for ikke usandsynlig, at englændere alle- rede før Chancellor er kommet til egnen ved Hvidehavet. I 1564 lod Fredrik II gjennem et særlig gesandtskab under ledelse af dr. Alb. Knoppertz gjøre forestillinger for den engelske regjering i den hensigt at udvirke et forbud, men naturligvis uden resultat (efter 42 OSCAR ALB. JOHNSEN. No ledes Fredrik II i 1582 gav Kjøbenhavnerborgeren Johan Ma- rieberg, hvis virksomhed var særlig knyttet til det nordlige Norge, tilladelse til at seile under Vardøhus og i Finmarken, tilførede han 1 bevilgningsdokumentet følgende passus: Og skal det være forne Johan Marieberg og hans medrhedere og selskab under skibs og gods fortabelse strengeligen og al- vorligen forbudet hemmeligen eller: offentligen ved dennem selv eller andre, lidet eller meget, at bruge nogen handel eller vandel med russerne eller og at komme i nogre af de ryske havne i nogre maader, paa det vor told og rettighed ikke skal forkortes eller underslaaes* 1. Ordene viser til overflod, hvad vi allerede tidligere paa grundlag af Kristian III's breve har kunnet slutte os til, at den dansk-norske regjerings uvilje ikke alene gjaldt udlændingernes trafik paa det nordlige Rusland, men al seilads ad denne vei overhovedet, selv om den udgik fra dens egne undersaatter. Om aarsagen hertil udtaler Fredrik IT direkte, hvad hans for- gjænger allerede har sagt indirekte, idet han begrunder sit rigo- røse forbud mod enhver handel paa russiske havne med hensy- net til kongens told og rettighed, d.v.s. med hensynet til Øre- sundstolden ”. dokumenter i det danske rigsarkiv). Da nu ogsaa hollændere begyndte at seile paa Hvidehavet, bød kongen sine lensmænd at arrestere alle fremmede skibe, som seilede nordenom Vardøhus og beslaglægge deres gods (N. R.-R. I, s. 345, 373, 451). I 1578 gav han han endog en ber- gensk borger, Søfren Anderssøn, bestilling paa at kapre alle hollænder- skuder, der vilde denne vei (N. R.-R. II, s. 13). Aaret efter fik Mogens Heynessøn den samme bestilling. Det arresterede gods skulde føres til Bergen og deles mellem kongen og fribytterne (N. R.-R. I, s. 270 f.). Det behøves neppe at siges, at disse forholdsregler ikke naaede sin hensigt. Englændernes og hollændernes handel paa det nordlige Rus- land vokste aar for aar, og de sidste begyndte tillige at drive de store fiskerier i Nordishavet, som senere blev en saa vigtig indtægtskilde for Holland. I N. RR. II, s. 490 f. ? I Videnskabs-Selskabets møde 14. febr. 1908 blev det fra anseet hold (professor dr. Yngv. Nielsen) ytret, at det var hensynet til Vardøhus, som har været det bestemmende for Kristian III's og Fredrik II's forsøg paa at stanse trafiken paa Hvidehavet; men omend ogsaa dette hen- syn kan have spillet ind med, maa vi dog tro kongernes egne ord til 1909.] DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 13 Som resultat af denne lille undersøgelse mener jeg altsaa at kunne hævde: For det første, at der allerede i aarene nær- mest efter Chancellors reise i det mindste i een norsk by, Bergen, har været gjort filløb til selvstændig deltagelse i den nyaabnede handel paa Hvidehavet; for det andet, at dette tilløb sandsynlig- vis er stanset af Kristian III; for det Sdie, at denne konges og hans efterfølgers, Fredrik II's, handelspolitik har gaaet ud paa ikke alene at hindre englændere og hollændere eller overhovedet de fremmede nationer i at drive seilads paa Rusland nordenom Vardøhus, men ligefrem paa at stænge denne handelsvei for alle, ikke mindst for sine egne undersaatter. Denne politik har sin naturlige forklaring 1 hensynet til Øresundstolden; men den var ikke destomindre 1 høi grad uklog. Thi da kongerne ikke havde midler til at sætte sin vilje igjennem ligeoverfor de fremmede, gik deres forbud alene ud over deres egne rigers indbyggere, og vel især over nordmændene, som ellers — paa grund af sit lands beliggenhed og tidligere forbindelse med Rusland ad denne vei — havde været de nærmeste til at deltage i handelen paa det nordlige Rusland. Hvad betydning en saadan handelsfor- bindelse vilde have faaet for Norge, om den var kommet igang, er naturligvis ikke godt at sige. Om den var blevet stor eller liden, vilde vel have beroet paa den energi, som var blevet sat ind derpaa; men ikke desto mindre er det sikkert nok, at vi her staar foran en økonomisk udviklingsmulighed, som ikke blev grebet 1 rette tid, og som derfor heller ikke senere, trods enkelte tilløb dertil, fik den betydning for vort land, som den ellers kunde og burde have faaet!. deres norske lensherrer om, at det er frygten for, at den sjøfarende mand skal vælge en ny kaas ind 1 Rusland, og at deres toldindtægter derved skulde lide, som har været afgjørende for dem. Om at opkræve en til- svarende told ved Vardøhus af store sjøgaaende fartøier kunde der af let forstaaelige grunde ikke godt blive tale. 1 Cfr. Yngv. Nielsen, Bergen, s. 362. 14 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. Rigsarkivet i Kjøbenhavn. Danske Kanc.: Norske Indlæg til Kopibøgerne. Bilag I. In nomen unsers hern Ihesu Christi amen. Ich Anthonius Nilssen, burger zu Bergen in Norwegen, bekenne hiemit neben dem ersamen Etmundo Roberto von Lunden in Engellandt, das wir einhelliglich nachfolgenden contract eines kaufshandel, so in Russland sein anfang und entschaft haben, und funf jar lang vermittelst gottlicher gnaden weren soll, mit guttem glauben son- der betrug und arglist aufgericht und bewilligt, mit der nemb- licher bescheidenheit, das ich Etmundus Robertus uf das nechst- kunitig jar soll aus Engellandt nach Bergen im Norwegen uf vor- genanten Anthoni Nilssen kosten, on allen verzug, sobaldt solchs immer fuglich zugeschehen, ziehen und mich verfugen sol, und von dar ungeseumpt uf desselben kosten mm Russlandt zu dem grossfursten etzliche briefe zuerlangen und auszubringen, das uns in gemelt kunigreich zusigeln und kaufmanschaft zutreiben vergöndt und zugelassen werden mocht. Derzu mir genanter Anthonius einen frommen verstendigen mann zuzuordnen, der mir in gedacht konigreich zufolgen, und wann ich von dem reussen die brief zuwegen bring und widerumb anlange, soll mir Anthonius Nilssen uber zerung und unkosten, so ich hin und herwider uf der reyss angewandt und ausgelegt, hundert thaler groschen fur mein gehabte muhe geben. Zu dem soll ich verpflicht sein unweigerlich sonder alle ausred und exception, vermittelst gottlicher verleyhung, die gantzen funf jar uber in Russlandt, unser handtirung nach, zuwandeln und zuhandtiren. Doch das die gutter und wahren, so hinein gebracht und uns zum besten erkauft werden, under meinen handen und g[e|walt sein, in dem ich mich treulich und vleissig zuverhalten. Der- wegen und fur solehe meine getreue arbeit, wan gott seinen segen geben wirdt, soll mir gedachter Anthonius Nilssen jerlich 1909.] pEN DANSK-NORSKE REGJEBINGS HANDELSPOLITIK. 15 sovil geben, das er in seinem gewissen, nach gestalt der uber- mas und proportion des gewins, zuveranthworten, doch soll An- thonius mitlerweil alle unkosten tragen, die ul schif, schifleut, vittalien, wahr und anders, so zu verfastem vertrag und dreyen kaufarten I vonnotten, gehn und uflauffen wirdt. Ich Etmundus aber soll und will zu der vierdten kaufart versehung und erstat- tung thun. Von welchem gewin, so wir hiervon bekhomen, soll Anthonius den dritthel und ich Etmundus den vwierthen theil haben. Welchen contract und obgesachte articul wir obgemelte Anthonius Nilssen und ich Etmundus Robertus treulich und mit guttem glauben vestiglich zuhalten, sovern dis unser furnehmen nicht durch leibs schwacheit, das gott gnediglich verhuthe, oder zeitlich todt verhindert wurde, hiemit laut diss verschreibung versprechen. Des in gezeugnus haben wir dissen brief mit un- sern petschaften versigelt und mit unsern eigen handen under- schriben. Geben zu Bergen in Norwegen den 25. juli anno etc. 57. Bilag II. Jn nomine domini nostri Jesu Christi amen. Protestor ego Antonius Nicolai ciuis Bergensis in Noruegia vna cum honesto viro Etmundo Roberto de Lundis in Anglia nos vnanimi con- sensu subsequentem hunc mercaturæ contractum bona fide, absque omni fraude % fuco contraxisse ac confirmasse, qui Deo fauente in Russia inchoetur ac perficietur et per totum quinquennium diuina aspirante gratia durabit. Nimirum quod ego præfatus Et- mundus Robertus nouo hoc appetente anno proficiscar ex Anglia Bergam in Noruegia versus idque quam * primum nacta oportuni- tate prænominati viri Antonij nimirum Nicolai expensis præstare sine vlla mora potreo. Vnde postea mox eiusdem expensis in Rus- 1 Der staar kaufarten; den lat. tekst har: tres mercationis partes. ? Der staar q3. 16 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. siam ad Ruthenorum ac Moscouitarum principem ac regem impe- trandarum quarundarum literarum gratia, quibus in prædictum regnum facultas nauigandi mercaturæque exercendæ concedatur. Ea tamen conditione, vt prælibatus Antonius bonum ac pruden- tem aliquem comitem qui ad præfatum regnum me sequatur, procuret. Cæterum vbi magni Ruthenorum ac Moschouitarum principis, acceptis literis rediero præfatus vir Antonius Nicolai, omnes meas expensas, quas ea in profectione, huc illucque con- sumpsero, mihi rependat ac satisfaciat, insuper mihi additurus centum taleros argenteos pro meæ perigrinationis stipendio; post- ea vero vbi rediero sine omni tergiuersatione in vtriusque nostrum vtilitatem deo volente per totum quinquennium, proficiscar mer- cator in Russiam habendo in mea potestate omnia bona et mer- ces quas nos duo præfati viri, eo vel miserimus, vel in nostrå vtilitatem coemerimus, in qua legatione 7 commissione, sinam me fidelem et officiosum reperiri. Verum pro meo (vbi Deo fauente susceptus fuerit) labore prænominatus vir Antonius Ni- colai, tantum annuatim mihi mercedis, quantum iuxta lueri pro- portionem % exerescentiam iustum % æquum sua iudicauerit conscientia esse, concedat. Interea vero prædictus Antonius Nicolai omnes expensas, nimirum nauim, nautas, annonam, bona et merces, aliaque ad prædictum contractum necessaria, quod ad tres mercationis partes attinet. Ego autem Ftmundus Robertus similiter, quantum ad quartam mercationis partem spectat, in medium adseram % procurabo. Cæterum quicquid ex collatione prædictorum bonorum, lueratum fuerit prænominatus vir Antonius Nicolai tres lueri partes possidebit. Ego vero Ft- mundus Robertus quartam partem obtinebo. Quem nostrum contractum, hoscene præfatos articulos nos prælibati duo viri Antonius Nicolai et ego Etmundus Robertus bona fide nos serua- turos, nisi omnipotens Deus nostrum propositum vel morbo (quod Deus clementer auertat) vel corporali morte impediuerit sancte pollicemur, iuxtaque literarum tenorem obligamus. In cuius contractus et pacti firmius testimonium, hasce apertas nostras 1 Staar over linjen. 1909.| pEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 17 literas 7 proprijs nostris sigillis munilas esse volumus, ejsdemque literis nostris proprijs nostris manibus ac chyrographis subseri- bimus. Datæ Bergis in Noruegia anno m.d.lvij die XXV julij. (Bagsiden:) Copie aff thet breff emellom Thønnis Clau/Sønn oc thenn engelske mandt om thenn seglatz i Rytzlandt". Bilag III. Om te/fe epthr"* artickeller haffuer iegh tald metth then engel- ske mand, som wor wdj Rytzlanndt. Først spurde ieg hannom adt, om the engelsker haffde icke theris budt i Rytzlandt hos the rytzer, at the motthe bruge amme /eyglatzs ind wdj Rytzlandt, før end the /Seglede ther mdt, eller om the haffde noghenn styremendt met thennom, om haffde /Seglit thenn /Seglatz tilforne. Thaa sagde hand mygh, at the engelsker haffde ingen budt haffit hos the rytzer, før end the komme ther indt met theris skiibe*, men dogh haffde the key: mats:* forschrifft met thennom, tull the rytzer, at the motthe bruge handell oc køpmandskaff ther inde wdj Rytzlandt, om the Samme /Seglatzs kunde op/søghe>, oc inthit wiste the rytzer aff theris komme, før end the wore ind- 1 Paategningen paa bagsiden er skrevet med en anden haand end texten. Denne oplysning passer paa Chancellors første færd. Ekspeditionen, hvis egentlige leder var Sir Hugh Willoughbie, var nemlig ikke oprindelig bestemt for Rusland, men havde den opgave at finde en nordøstlig passage til China og Indien. Men skibene skiltes under et uveir, og to af dem, hvoriblandt Willoughbies eget, løb ind i floden Ar- zine 1 russisk Lapland, hvor begge besætninger omkom 1 løbet af vin- teren af kulde og sult. Chancellor fortsatte reisen alene og naaede her- under til St. Nicolaus. 3 En saadan ,forskrift*, d. v. s. et brev med tilladelse til at drive handel paa Rusland, erhvervede Chancellor under sin første reise, idet han fra St. Nicolaus personlig begav sig til Moskva og blev venlig modtaget af czaren. [8] Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 3. 2 18 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No. 3. kommne 1 Rytzland met theris skibe. Oc ingenn styrremend haffde the helder met thennom, /Som halfde feglit samme /eglatzs tnl- fornne, eller oc werit wdj Rytzlandt, men the haffde en lert mandt met thennom, som bode i Lund i Engelland, hand giorde thennom et søekort oc ther giorde the theris /eglatzs epther, oc hand føldis m3 thennom ind wdj Rytzlandt, paa thet hand haffde foruedt /inn hals ther paa, at amme søekort wor rett giort!. Oc ther the engelske kom nu indt i Rytzlandt, tha finge the gode f8uar paa ald theris begering hos the rytzer. Oc ther thenn rytze første fick at høre, att the engelsker hafide thenn mandt m3 thennom, /om halffde giort amme /Søekort tull at be/Søge hans landt met?, thaa lod hand skeneke hannom gods oc waare mere end for j” daler, oc ther hos gaff hannom breff paa in dalers indkompst wdj Rytzlandt hans luffs tudt. Menn thet the rustede theris skiube /aa wdt met folck, skøtt oc anden kritzs røstningh, thet giorde the første gang, for the wiste icke, om the waare well kommen till the rytzer eller ey, men thet the haffue /fiden giortt thet, agde hand at th3 wor. for the weste icke, huad thennom kunde wederfaris, indenn the komme tull Engellandt ighenn, enthen aff stederne eller aff andre. Sammeledis /agde handt, at the engelsker halfue preueleger, at the mue futt handle oc købe met huem thennom løsther ther wdj Rytzlandt, bode met borgher oc bønder oc alle andre, oc ere the oc/Saa frij for told oc ald anden tynghe 1 alle mode, dog skulle the i huer konmingss tudt i Rytzlandt fornye amme 1 Ved den lærde mand maa man tænke paa Sebastian Cabota, som efter længe at have været i spansk tjeneste var kommet til England i 1547 og her havde stiftet selskabet ,The Merchant Adventures* med det formaal at opdage ukjendte øer og lande. Fra dette selskab var det, Willoughbies ekspedition saavelsom de følgende ekspeditioner til det nordlige Rusland og Nordishavet udgik. GCabota havde studeret Her- bersteins ,Rerum Moscovitorum Commentarii* (1549) med det dertil hørende kart over Rusland, maaske ogsaa Qlaus Magni kart over Nor- den, ligesom han ogsaa selv har tegnet flere karter, hvoraf et 1 1544 udarbeidet verdenskart vel er det mest bekjendte. Denne beretning viser, at fortælleren ikke har deltaget i Chancellors første reise; thi Cabota deltog ikke personlig i denne, saa lidt som i nogen senere ekspedition til Rusland. [as] 1909.] DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 19 preueleger; oc er amme theris preuelegere schriffne paa rysk moell *. Tusligste spurde ieg hannom adt, om the kunde icke bruge thenn /seglatzs fraa Engellandt oc tull Rytzlandt wden the skulle løbe frem adt Wordehus. Thaa /sagde handt, at th; the løber her wnder Norghe eller wnder Wordehus met theris skube, nar the løbe fraa Engellandt, thet kommer /ig i faa mode, at wndertidenn trengis the her ind wnder Norghe aff storm oc wueder føre end thee wille oc wnder- tiden haffue the werit lenge 1 /Søen, oc ere forbistrede 1 /føenn, at the icke wiide, huor the ere, oc tha /øghe the her op wnder Norge eller wed Wordehus, paa thett at the kunde kende, huor the ere wdj /Søenn, men ther om the haffde altidt god windt, fraa the løbe fraa Engellandlt oc tull the komme wnder Rytzlandt, thaa /Zigher hand, at the haffde icke behoff at komme nermer Wordehus eller her wnder Norghe end paa xIl eller Ix vge/føes neer, men paa thet at the icke skulle løbe forbistredt i Søenn, thaa løber the her wnder Norghe oc wed Wordehus, synderlig hos Wordehus epther fersth wandt. Oec nar the løbe fraa Wordehus oc the haffue god windt, tha haffue the icke merre end enn dagss /Seglatzs, føre end the faa Rytzlandt wdj /igthe, oc /3aa løber the stragss op wnder Rytzlandt oc følger /Saa langs lande paa en vge/søes eller 1j neer landit, thij ther er muck claer /Zandbundt oc gode haffner vnder landit; oc haffue the icke mere end mj dagxs /Seglatzs fraa Wordehus, om th; er god windt, oe till the komme til en køpstedtt, kalles St: Nicolaus, /?aa løber the icke høgre op met skibene. Menn /aa drager the tull enn andenn køpstedt, kallis Kombokrae?, ther kommer goduit fraa, then største part the handler mett, oc eger handt, at th; er en stor wiidt begrebenn køpstedt oc m; offuerflødigt folek, dog in- thet befestet wdenn met store boell wercke stocke rundt omkring om en ringmuer. I Oplysningerne om englændernes privilegier og deres indhold er kor- rekte, ligesaa, at de var skrevet paa russisk (efr. Hakluyt l.c. p. 265 fI.), »Kombokrae" er en forvanskning af navnet Cholmogori (by ved Dvina, ovenfor mundingen), som i samtidige engelske dokumenter skrives yCholmogro*. DI pe 20 OSCAR ALB. JOHNSEN. [NoP3: Oc /Sagde handt, at thet første aar, the komme tudt ind i Rysland met theris skibe, tha kom ther aa møgit folek aff thee rytzer at wille be/fe thennom oc theris skiibe mere end j* miell omkring thennom, oc mestenn alle ammen komme thee till heste oc priffer hand th; folek møgit, bode fore at were wenlige, fromme oc retferdige 1 theris handell. Och kand hand aller fuld- /ige, huilekit et gott oc skøentt fruetbaer landt th; er, bode met korn oc anden god fetallie, dog icke met anden drick end miøedt oc øell om ther falder i landit vdenn hues anden drick the engel- sker nu fører ther ind mett thennom. Sammeledes spurde ieg hannom adt, huad kritzs røstninng the haffue ther i landet, tha /agde hand, at the haffue icke andett enn handwerier met spiudt oc handbuer oc /Suer och noger faa røer oc ingen harnisk, men the haffue nogher kaaber skøtt, dog icke mange, oc dobelt Saa tycke oc /Suare paa kaaberit om behoff giordis. Oc /Sagde handt, att the rytzer haffde køpt aff thennom paa et aff the engelske skibe nogen jernn skøtt, halffue slanger oc batzer, ther the rytzer finge thennom op aff skibene oc haffde thennom enn vinther, oc skødt met thennom, thaa gick ther enn eller thou fønder aff thennom, /3aa behagit the thennom inthit, oc om andzt! aaritt finghe the thennom the engelsker ighenn, oc /Sagde the wille icke haffue /Saa tyentt skøtt, men tøcker oc stercker skøtt, saa toghe the engelsker amme skøt till thennom ighenn paa th; the rytzer skulle findis oc bliffue thes williger emod thennom wdj køp oc /aell. Tiisligste spurde leg hannom adt, om the rytzer finge noghen kriutzs røstningh i Engellandt, nu the waare ther, thaa /Zagde hand neygh, att the finge ther inthit; the waare th; well begerendis, menn the engelsker wille icke tilstede thett. Menn the finge well merre end Ix mandt mett thennom aff alle slagss embidzmendt, /Synderlig finge the vii karlle, om skulle for- clare th; guldt, om then rytze første haffuer nu opfundet, oc wore the icke flere end xxvij rytzer, som skulle haffue werit wdj I 9: andett. 1909.] DEN DANSK-NORSKE REGJERINGS HANDELSPOLITIK. 21 Engellandt 1 winther, the xvij drocknet aff thennom paa et skuff, om bleff wnder Skotlandt, ther the løbe fraa Rytzlandt*. Tisligeste talde ieg met hannom, huad ther falder mest for køpmands handell, thaa /agde hand, at th; meste ther falder som the engelsker the køber aff the rytzer, thett er wogss, sa- bell, moer oc thrauffuenn, menn thett meste, the rytzer køber aff thennom ighenn, thett er winn oc klede oc giort /ølifuer, be/Synderlig thett /ølft, som er forgyltt. Sammeledis spurde ieg hannom adt, om the engelsker icke ere kommen møgit tiillagt herst paa samme /*eglatzs, eptherthi the haffue mest aa manghe skuff ther offuer, thaa agde handt neygh; meun /Sagde, at nar the engelsker kunde faa fierde par- thenn ighenn for hues the vd/ender, tha haffue the holdenn reg/fe oc mere, dogh sigher handt, at the rytzer wedt nu at loffue theris gods dyrer end the giorde th; første aar, the engel- sker kom tiidtt. Sagde hand oc /Saa, att the tyske køpmendt paa conttorit tull Lunenn i Engellandt haffuer bødet drotningen i Engellandt fem tufind pund sterckling, at hindes naade wille bestillt, at amme /Seglatzs motthe ighenn bliffue afflagt, oc ther till wille the giffue the engelsker theris om kostning ighen, hues the kunde mesth regne samme /Seglatzs at haffue kostet thennom. Men hin- dis naade gaff thennom /Saa for/fuar ighen, at therom hindis wnder/Sotte weste at bruge noghen /eglatzs thennom till beste, wille hindis naade helder ther wdj forfremme thennom tull thett besthe end ther wdj were thennom emodt, oc andre /Suar ther paa kunde the icke bekomme. Jtem sagde hand oc /aa, at hand haffuer ett oc druckit mett th; folek, om er født paa Grønlandt och Som drager huert aar aff Grønlandt oc i Rytzlandt oc aff Rytzlandt igenn oc tull Grønlandt, och /3agde her hos, att huer winther thaa fører the I Sigter til den russiske ambassade under Ossip Nepea. Den egentlige ambassade talte kun 16 personer, hvoraf 7 druknede (Hakluyt I. c. p. 285—290). Om Chancellors anden reise og dens sørgelige udgang, for- liset paa den skotske kyst under hjemreisen om høsten 1556, viser fortælleren sig 1 det hele meget vel underrettet. 29 OSCAR ALB. JOHNSEN. [No 3. 3 - — 1 == — == EEE folek aff Grønlandt theris skat ind wdj Ryslanndt offuer 1is/f oc tull førstenn aff Rytzlandt och the kende hannom fore theris skytzherre. Oc /agde handt, at ther ligger iis/; bode winther oc Sommer emellom Grønlandt oc Rytzlandt, saa mand kand bode aghe oc ferdes ther offuer, wdenn th; er giort paa enn monnetzs tiidt om Zommerenn, oc tha er ther nogit offuit mitt oppaa iis/fenn, oc icke lenger end paa enn monetzs tudt”. [Bagsiden:] Vdschrilfft paa hues handell om thenn engelske mandt gagde mig om Rytzlanndt. [Har ligget 1 et gammelt omslag med paaskrift:] 88 8 5 p Frann Christoffer Valekendorff anno ete. mdlvij thennd vj* nouembris. anrørindis the enngelske oc rydtzer. I Der er, saavidt jeg ser, ingen grund til at tvile paa, at manden for- tæller denne historie om ,Grønland" 1 lige saa god tro som det øvrige. Vi kan derfor gaa ud fra, at han virkelig har ,ædt og drukket* med folk, om hvilke han har troet, at de har havt hjemme paa Grønland. Han har en forestilling om, at Grønland ikke er landfast med Rus- land, men at der ligger vand imellem, som dog ikke er større, end at man kan gaa over paa isen. De formentlige grønlændere er skatte- pligtige under den russiske fyrste. Det ligger derfor, saavidt jeg kan skjønne, nær at gjette paa samojederne hinsides floden Petschora, om hvilke Stephen Borrow beretter, at de bodde 1 telte af dyreskind og var flinke bueskytter (Hakluyt Il. ce. p. 280 f.). Disse samojeder aner- kjendte virkelig den russiske storfyrste som sin herre og bragte ham skat, og der dreves en vis handel mellem dem og russerne. At eng- lænderen tænker sig Grønland liggende paa de kanter, og at Valken- dorf uden modsigelse gjengiver beretningen, er der intet paafaldende i; thi det var paa denne tid en udbredt forestilling. at Grønland maatte søges 1 nordøstlig retning, og denne forestilling holdt sig gjennem hele det 16de aarhundrede. Saaledes troede hollænderne i Novaja Semlja 'og senere i Spitzbergen at have fundet igjen det gamle Grønland og kaldte stadig sin seilads paa disse kanter for ,Grønlandsfarter". Aaben- bart har ogsaa de første dansk-norske ekspeditioner, som udsendtes for at gjenfinde Grønland, søgt det i denne retning. Jfr. hermed G. Storm, Hist.-top. Skrifter om Norge og norske Landsdele, s. 25, note 92, og Blefkens beretning, jfr. Hist. Tidsskr. 4. r. 3. b. s. 180—186. Trykt 23de april 1909. ANTROPOLOGISKE STUDIER DEN NORDENFJELDSKE BEFOLKNING. AF C. F. LARSEN. MED 5 TABELLER OG 10 KURVETEGNINGER. (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 4). CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. 1909. Fremlagt 1 den math.-naturv. Klasses Møde 29. Mai 1908 I. Undersøgelser i Romsdalen og Nordmøre. For at fuldstændiggjøre tidligere af mig anstillede Under- søgelser 1 Trondhjems Stift foretog jeg 11905 en Reise til Roms- dalen, hvor den værnepligtige Ungdom fra Romsdal, Søndmøre og den sydlige Del af Nordmøre, var samlet til militære Øvelser. Min Undersøgelse her strakte sig ud over Sundal og Tingvold af Nordmøre, den større Del af Romsdalsbygderne og Haram af Søndmøre (Fortsættelse af Romsdals Kystdistrikt mod Syd). Undersøgelsen blev afbrudt efter nogle Dages Arbeide (paa Grund af Sygdom), og mit Material blev derfor mindre, end jeg kunde have ønsket. Imidlertid viser dog Bearbeidelsen, at det giver ganske omfattende Oplysninger angaaende Typeforholdene inden dette af flere Aarsager særlig vigtige Omraade, som har Relationer til forskjellige Sider. Enkelte Undersøgelsesresultater herfra er tidligere meddelt af Arbo, dog saavidt mig bekjendt kun gjennem spredte Bemærkninger. Jeg skal tillade mig at bringe i Erindring, at mine tidligere Undersøgelser i Nordmøre strakte sig sydover til Suren- dalen og Kvernæs, hvortil kommer endel kursoriske Opteg- nelser fra Stangvik og Hevne (efr. , Trønderkranier og Trøn- dertyper* og ,Norske Kranietyper*). Omraadet for de her behandlede Undersøgelser strækker sig saaledes fra Sundal og Tingvold i Nord til Haram i Syd. Det kan hensigtsmæssig deles 1 3 Kredse 1) Sundal og Tingvold, 2) de indre Romsdalsbygder, 3) Kyststræk- ningen. Ved Bearbeidelsen har jeg medtaget Kvernæs (Kvyst- Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 4. 1 4 G. F. LARSEN. [No. 4. bygden søndenfor Christiansund), fordi den naturlig slutter sig til saavel de nævnte Nordmørebygder som det søndenfor liggende Kystdistrikt. Vedføiede Tabel I viser de antropologiske Resultater for de forskjellige Kredse, hvorved er sondret mellem de enkelte en- gere Distrikter. Tabel I. mn Kefalindex. Overansigtsindex. Haarfarve. Å 5 Dolichoc. Mesoc. Brachye. Middel. lbl. mbl. mmbl.! ntal unde 1 uægte ægte ee 51,8 SE me gg Indre i V å Romsdals- bygder 0. 98. Dy Vg 51,0 JAN 0. dO Haram 49,0 25 ? EE (Antal 16) |(irødl.) (brun) — TV Bu 50,0 | 10 Å o OG OG 6. (Antal 5) F 1. å 1 B. Ke LS og De to førstnævnte Kredse er i typologisk Henseende for en stor Del ligeartede; dog sees for de romsdalske Bygder idet- hele lidt høiere Kefalindices og i Samklang dermed et relativt mindre Antal Lysblonde. Habitus viser ogsaa for disse mere hen mod den trønderske Mesocephal. Arbo har her opstillet et dolichocephalt Centrum, efter hans egen Udtalelse omfattende det sydlige Nordmøre, altsaa hvad der kommer ind under denne Undersøgelses første Kreds. Det stemmer da med, hvad der ved mine Maalinger fandtes; dog maa herved tages medi Betragtning, at Arbo benytter Brocas Ind- deling af Indexenhederne med Dolichocephalernes øvre Grændse I Mellemnuance mellem mhbl. og m. 2 Tidligere undersøgt (cfr. ,Trønderkranier* s. 16 f.). 1909.| ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 5 nær 78. Det centrale Omraade kan udentvivl henlægges til Sun- dal og Sundalsfjordens Omgivelser. Dog fandtes ogsaa her en ikke ganske liden Opblanding med Brachycephaler (i Sundal dog kun uægte Brc.). Udbredningen af den blonde Dolichomesocephal er dog baade i Romsdalsbygderne og, som jeg tror, ogsaa 1 en- del andre Nordmørebygder, hvor jeg har gjort mere kursoriske Undersøgelser (Stangvik, Hevne), ikke ubetydelig. For Roms- dalsbygderne er endel blonde Dolichomesocephaler henført under Gruppen ,Trøndersk Mesocephal*". Af Tabellen sees, at der 1 flere Henseender er en meget ud- præget Forskjel mellem Materialet fra Indlandet og det fra Kyst- bygderne. Til Indlandet regnes her Fjord- og Dalbygder, til Kystbygder samilige, som mod Vest begrændses af Havet. Paa Tabellen kommer saaledes de tre førstnævnte under Ind- landet, de tre sidstopførte under Kysten. I Indlandsbygderne er den blonde Dolichomesocephal stærkt overveiende, og kun et relativt lidet Antal kan opføres som mørk Mesocephal. Brachycephalerne er lidet talrige, og mere udprægede blonde Brachycephaler forekom saagodtsom ikke. I Kystdistriktet er Forholdet det omvendte. Den blonde - Dolichocephal forsvinder næsten ganske, den mørke Mesocephal er relativt talrig, og Brachycephalerne danner Hovedmassen, deriblandt over Halvparten ægte Brachycephaler. Qveransigtsindex er beregnet som Middel for de enkelte Grupper. Ogsaa for dennes Vedkommende er Forskjellen mellem Kyst og Indland iøinefaldende. Indlandet viser overalt Index d:1 og derover, Kysten 50 eller lavere. Haarfarven fandtes 1 førstnævnte Hovedgruppe overalt over- veiende blond, i sidstnævnte mestendels mørk. Den mørke Haar- farve forekom her saavel hos Dolichomesocephaler som blandt Brachycephaler, hos førstnævnte især i Kvernæs, men ogsaa i Haram. I Kystdistrikterne er mnoteret nogle tilsyneladende typiskformede Brachycephaler med mørk Haarfarve. Forøvrig var ogsaa lyshaarede Brachycephaler forholdsvis hyppige. I Det maa altid erindres, at den sidstnævnte Form vel ogsaa kan op- træde med lysere Haarnuancer. 6 C. F. LARSEN. [No. 4. Sundal fortsætter i Opdal. Det ligger saaledes nær at antage Opdalsbefolkningen for at være væsentlig ensartet med Sundalens. Dog turde Forholdet i Opdal sandsynlig kom- pliceres noget ved Indvirkninger fra Orklas Dalføre, som paa dens Vestside uden skarpere geografisk Grændse glider over 1 Opdal. Orkedalsbefolkningen tilhører for en stor Del den mørke trønderske Dolichomesocephal, og man kan derfor vente dette afpræget i Opdalsbefolkningen. Selv har jeg ikke havt Anledning til at anstilie Sammen- ligning, da jeg ikke har noget Material fra sidstnævnte Bygd. Efter Resultatet af en antropologisk Undersøgelse, som for endel Aar siden anstilledes der af den interesserede Antropolog Dr. Støren i Meldalen, og hvis Resultat han har havt den Godhed at tilstille mig, synes Forholdet af Kefalindex at være meget ligeartet med Sundals, dog med Antydning til noget stærkere Fremtræden af mørk Mesocephal. Dette er af Interesse navnlig overfor Forholdet mellem Nord-Gudbrandsdalen og Distrikterne nordenfor Dovrefjeld. Interesse har Forskjellen mellem den typiske Karakter 1 de romsdalske Indlands- og Fjorddistrikter paa den ene Side og 1 Sydtrøndelagen paa den anden Side. Paa førstnævnte en stærk Forhersken af den blonde Dolichomesocephal, paa sidste relativ Hyppighed af den mørke. Typegrændsen i denne Henseende vil antagelig kunne trækkes over Surendal—Meldal og saa- ledes, at Opdal væsentlig slutter sig til indre Nordmøres (Sun- dals) Typeforbold. Nordmøres Kystdistrikter staar derimod nær- mere de trønderske indre Distrikter. Maaske kan dette forklares ved en Immigration fra Kysten gjennem Surendal, medens Sundal—Romsdal er befolket ved primær Indvandring. Af det relativt store Antal Brachycephaler i Kystdistrikterne var omtrent Halvdelen ,uægte". Sandsynligvis har Blandings- forhold herved havt megen Betydning. Mange af dem gaar ind under de i Tabel I, Rubrik 4 opførte trønderske Mesocephaler. Mere udprægede typiske Brachycephaler forekom blandt Folkene fra Bu i relativt større Antal, dog ogsaa her nogle af dem mørkhaarede. Desværre var Materialet fra denne Bygd 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 7 lidet; dog tyder det hen paa, at den typiske Brachycephal her havde større Udbredning. Man ledes uvilkaarlig hen til den Tanke, at Udbredningen af den typiske Brachycephal inden Romsdalsbygderne kunde være skeet herfra. Men hvad der har en særegen Interesse ved denne Forekomst er, at den synes at staa 1 et vist Forhold til den brachycephale Types geografiske Forekomst 1 det hele. Det er ved tidligere Undersøgelser af Arbo paavist, at den i det sydlige Norge er overveiende hyppigst paa Jæderen og i tilgrændsende Bygder. Senere er af mig et lignende Forhold (i mindre Maalestok og mindre udpræget) fundet paa den nord- lige Del af Nordmørekysten, navnlig paa Ørlandet og Frøien. Det er herved ogsaa fremhævet, at Jæderen og Ørlandet i geografisk Henseende stemmer overens. De danner forholdsvis flade og lave Forland foran indenforliggende Fjelde. Fra Ørlandet kan lignende Typeforhold forfølges nordover langs Kysten. Hustadlandet (Bu Herred) i Romsdals Amt er et lignende Forland, og det tør være Grund til at formode, at det ikke er til- fældigt, naar her den typiske Brachycephal optraadte forholdsvis talrigt. Mine lagttagelser er vistnok ikke meget omfattende, og der trænges fortsat Studium af disse Forholde. Men det vil let forstaaes, hvilken Betydning saadanne vilde have for Kundskaben om den brachycephale Types Indvandrings- og Bosættelses- forhold 1. 1 Ogsaa Arbo har i sin Afhandling ,Den blonde Brachycephal* nævnt Hustadlandet (Bu Herred) som muligens et ,brachycephalt Centrum*. 8 C. F. LARSEN. [No. 4. II. Typologisk Oversigt over de nordenfjeldske Befolkninger. Det Material, hvorover jeg efter Undersøgelser i Løbet af 4 Sommere raader for det nordenfjeldske Norges Vedkommende, beløber sig til ca. 800 undersøgte Individer (samtlige unge Mænd). Resultaterne af de senere Beregninger saavelsom af de direkte Observationer har jeg i denne Afhandling søgt at sammenstille paa methodisk Maade med særligt Hensyn til de typologiske Forhold. Det er dog kun en Del af Materialet, som hertil har kunnet benyttes. Fra Undersøgelsesfelterne 1 det nordlige Nordland er intet benyttet, fornemmelig fordi fremmede Raceelementer her virker forstyrrende. Jeg har ogsaa maattet udskyde endel af Materialet fra de undersøgte Distrikter. Dels kan der have manglet et eller andet af de for denne Sammenstilling nødvendige Data, dels kan andre tilfældige Omstændigheder have været til Hinder. Sammenstillingen omfatter Material fra Undersøgelse i Trond- hjems Stift 1908 (cfr. , Trønderkranier og Trøndertyper*), i søndre Helgeland 1904 og i Romsdalen og det sydlige Nordmøre 1905, ialt 3811 Numere. Min første Undersøgelse i det Trondhjemske 1902 er ikke medtaget. | Hvad Materialets egentlig ikke særdeles betydelige Størrelse angaar, maa jeg bede erindret, at det her i første Række gjælder den typologiske og kun sekundært den geografiske Antropo- logi, og at der derfor vil falde forholdsvis større Vægt paa Be- arbeidelsen end paa Massen af Materialet. Selvfølgelig kan og- saa ved Bearbeidelsen Antallet blive af væsentlig Betydning, idet 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 9 ved det større Antal tildels vil kunne fremtræde som Kjendsgjer- ning, hvad der ved det mindre kun kan blive Antydning. Det har da ogsaa vist sig, at dette sidste tildels er blevet Re- sultatet. I tidligere trykte Arbeider har jeg søgt at fremholde, hvor- ledes den norske Befolkning i den her omhandlede Del af Lan- det optræder som forskjellige Typer". Hovedresultatet af Undersøgelserne 1 det Nordenfjeldske maa blive, at Befolkningerne her for den større Del maa indord- nes under de samme Typer, som 1 forskjellig relativ Mægtighed ogsaa ellers i Landet danner Befolkningskomplexerne, men til- lige, at der i denne Landsdel findes endel særegne Forhold baade med Hensyn til de enkelte Typers Udvikling og Blan- dingsforhold og til deres Udbredning. Det er nogle af de til Grund for min Opfatning af den nordenfjeldske Befolknings antropologiske Forhold liggende Dala, 1 Jeg maa her tillade mig en Forklaring over min Opfatning af Type- begrebet. Den er nærmest foranlediget ved Bemærkninger vedkom- mende de hos os udførte antropologiske Arbeider, fremsatte i det danske Skrift Meddelelser om Danmarks Antropologi", specielt i en Afhandling af Udgiveren, Dr. Steensby. Begrebet ,Type" kan, og vel væsentlig med lige Ret, opfattes paa forskjellig Maade. Det er kanske endmere tøieligt end den gamle Klassebenævnelse ,Race*. I Antropologien vil det almindelig blive Kraniets særlige Former, som er bestemmende for Typedannelsen. Det er da egentlig Hjernens Form, det gjælder, men ogsaa andre Eiendommeligheder 1 større eller mindre Udstrækning. Benyttes Udtrykket om en enkelt Legemsdels Dannelse, saa sker dette selvfølgelig med Forbehold om, at det for Tilfældet kun gjælder den nævnle Del (Ex. Kranietype, Ansigtstype osv.). En rent praktisk Benævnelse paa Typer er den efter Findestedet eller det Steds hvor den almindeligst forekommer, eller efter et etnisk Forhold. En saadan Benævnelse vil da kunne være mere eller mindre foreløbig. Det er altid muligt, at hvad der først ansees for en stabil Form, senere viser sig at være Variant. Efter min Opfatning vil Undersøgelsen 1 stor Udstrækning gaa fra det sammensatte til det enkelte, fra Blandinger til Typer. Et sekundært Spørgsmaal vil blive, hvorlangt man finder Tilslutning til andre Typer, Oldtyper eller nyere Typer. For Begrebet maa fast- holdes, at de væsentlige gjennem Undersøgelser erkjendte Eiendomme- ligheder findes. 10 C. F. LARSEN. [No. 4. som jeg ved den foretagne Sammenstilling vilde forsøge at bringe ind 1 bestemtere Former. De Maal, som ved Sammenstillingen er benyttet, er dels Kraniemaal (Hovedskalle og Ansigt), dels Haarfarve og det ydre Præg, for en væsentlig Del bestemt ved Ansigtstræk, ved Hovedets Form og tildels ved den almindelige Legemsform. Hoved- og Ansigtsmaal er de samme som 1 mine Special- beskrivelser er angivet: Skallens største Længde maalt fra glabella til os oceipitis, dens største Bredde (falder almindelig nær Forbindelsen af os oceip. og os temporis, sjelden høiere oppe og kun undtagelsesvis mellem Issebulerne), Overansigtets største Bredde (mellem arcus zygom.) og Høide (mellem sutura nasofrontalis og Overkjævens nedre Rand), mindste Pandebredde. Maalene er for de enkelteIlndexgrupper beregnede som Middelmaal, og ved Siden af dem er opstillet Middelindices erholdt ved Be- regning af de oprindelige Tal. a. Kefalindex. Til Orientering angaaende Kefalindices hensættes her en grafisk Fremstilling af de enkelte Middelindices for det hele Undersøgelsesomraade (Kurve a). Ved Siden af denne er paa samme Planche stillet to andre Kurver, nemlig Kurve b, om- fattende Materialet fra Undersøgelsen 1 1903 (sammenslaaet blonde og mørke Individer, som i ,Trønderkranier og Trøndertyper* er opført særskilt, altsaa ogsaa uden det i 1904 og 1905 til- komne Material. Tab. 7—12) — og Kurve c, som viser For- holdet inden mandlige Skeletkranier (fra Aar ca. 1500) fundne i Trondhjems By, beregnet med Tillæg af 2 Indexenheder for hver enkelt Indexgruppe. Jeg maa til disse Fremstillinger føie nogle almindelige Be- mærkninger vedkommende Forholdet af Kefalindex som typolo- gisk Tegn, idet jeg tillige 1 tabellarisk Form meddeler nogle derhenhørende lagttagelser mden mit nordenfjeldske Material. 1 Hvad der kan forekomme af Uregelmæssigheder ved de overhaands talrige Beregninger, vil neppe have nævneværdig Indflydelse paa Sammen- stillingernes Hovedresultater. 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 1 indesge ge 93 74 75 70077 (78) 79 8081 82) 83 (84 85 836167 å EEA ; HØLDAN STM I7 16 I5 14 13 12 TE IO Je Ul Procenttal for Kefalindices. a. Romsdal Nordmøre, Søndre Helgeland. Antal 311. b. For Trondhjems Stift uden Romsdals Amt (og Sundal—Ting- vold). Antal 186. c. — For mandlige Kranier fra Aar ca. 1500, fundne 1 Trondhjem, be- regnet med Tillæg af 2 Enheder for hver Indexgruppe. Antal 50. NB. Alle Enkellindices er optalte uden tillagt Brøk, saaledes gjen- nemsnitlig omkring 1/> Enhed for lave. Maaleapparat: Virchows Krumpasser og Centimetermaal. Spørgsmaalet om Forholdet af Kefalindex til Typen turde i den senere Tid være mere tilspidset, end det tidligere har været. Den almindelige ældre Opfatning, ifølge hvilken denne Index be- 1 Efter ,Trønderkranier* etc. Tab. 7—12. 12 C. F. LARSEN. [No. 4. nyttedes som et væsentlig bestemt Adskillelsesmærke mellem antropologiske Hovedtyper efter en schematisk Inddeling, kan ikke fastholdes i samme Udstrækning. Den har vel fremdeles sin store Betydning, men maa anvendes med større Indskrænk- ninger. Vistnok havde A. Retzius, fra hvem den stammer, ikke opstillet Typegrændserne som strængt bundne til Maals- grændsen, idet han tillige optog en Række Mærker af anden Art, men Indexforholdet var dog Systemels overveiende Ind- delingsgrundlag. Senere blev den vistnok omtrent ganske raa- dende, om end 1 forskjellige Sammenstillinger med enkelte andre Kraniemaal. Da Mesocephalklassen var optaget, kunde Klassifi- ceringen end yderligere skjærpes. I den norske Antropologi blev Systemet indført ved vor for- tjente Forsker paa dette Omraade C. Arbo, antagelig nærmest efter Broca, hvem han ogsaa fulgte med Hensyn til den spe- cielle Afgrændsning af Indexgrupperne (saaledes brugte Å. i lang Tid udelukkende Brocas Grændse 77,7 mellem Dolichocephaler og Mesocephaler. Arbo gjennemførte dette System konsekvent 1 sine Arbeider og opnaaede derved en i vid Udstrækning gyldig Støtte for sin omfattende Skildring af de antropologiske For- hold 1 store Dele af vort Land. I sine senere Skrifter opførte han foruden Brocas modificerede Inddeling tillige den ,qvinære*. Ved Siden af den systematiske Inddeling efter Kefalindex optog Arbo allerede fra først af med Interesse og Dygtighed Type- beskrivelsen. Inden vor Befolkning hænder det, saavidt jeg har kunnet se, temmelig hyppig, at Individer med Præg af en som Regel dolichocephal Type forekommer 1 Brachycephalklassen, meget sjeldnere omvendt. Især de ,uægte* Brachycephaler (levende) maa ofte antages at være af en Type, som ialmindelighed frem- træder meso- eller dolichocephal. Ogsaa i de ,ægte* brachyce- phale Indexklasser kan man træffe Individer med saadant Præg. Dette gjælder baade den blonde og den mørke Brachy- cephal. Indholdet af de to Indexenheder 80 og 81 vil saaledes ofte for en større Del komme til at skille sig meget væsentlig forskjelligt fra de høiere Indexenheder. 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 13 Her vil det Spørgsmaal selvfølgelig kunne stilles, om der foreligger et Blandingsfænomen, eller om idethele Typegrændserne inden Indexrækken 1 Skarphed stemmer med den almindelig brugelige Indexinddeling. At dette skulde finde Sted, kan jo dog egentlig ikke tænkes, og der maa altid antages at kunne være Qvergange. Det gjælder da at komme efter Overgangszonens Udstrækning. Men 1 denne Henseende har man, saavidt jeg forstaar, tildels været tilbøielig til liden Indrømmelse. Spørgsmaalet om Blanding af Typer berører selvfølgelig nær Spørgsmaalet om Nedarvning af typiske Fiendommeligheder, særligt hvorvidt enkelte af disse kan gaa over paa Afkommet af forskjelligartede typiske Individer og her fremtræde mere eller mindre isoleret, eller om der som Regel kan ventes en in- timere Blanding. Paa dette tør jeg ikke nærmere indlade mig. At begge Forhold forekommer, er vel utvivlsomt. Hos os har Mesocephali vistnok været anseet væsentlig for et Blandings- fænomen, men er i den senere Tid opstillet som i visse Tilfælde sandsynlig typisk Karakter (Arbo om Sætersdølerne). Maaske ligger det rette her delvis paa en anden Kant, [ndrømmelse af En- heden i mange Tilfælde af mesocephale og dolichocephale Typer, samtidig med Mulighed for, at der findes Typer, som har sin hyppigste Udbredning 1 det mesocephale Omraade. Dette er Spørgsmaal, som synes mig at maatte sættes i første Række af de, som for Tiden maa stilles til den antropologiske Forskning 1 vort Land. For os har de ogsaa en særlig Interesse derved, at vi inden vore egne Grændser i Landets nordligste Del har et fortrinligt Material for deres Studium. Foreløbig maa det vel ligge nærmest at henregne et Individ under den specielle Type, hvilken den i sin Helhed har størst Lighed med, den tilbørlige Vægt lagt paa de somatiske Egen- skaber, som man anseer for de typologisk vigtigste. Inden mit Material udgjør Dolicho- og Mesocephaler ca. 60 %/9, Brachycephaler ca. 40 %/,. For Trondhjems Stift alene uden Romsdal (og Sundalstrakterne) er de tilsvarende Tal 52 14 C. F. LARSEN. [No. 4. og 48). Størst falder Antallet paa Index 80, derefter paa 82. Ffter min Opfatning staar det første i Forbindelse med, at Index- klassen 80 har optaget talrige Individer af forskjellige Typer. Den stærke Stigning paa 82 kan ogsaa delvis skyldes en saadan Kombination, maaske dog mest den stærkere Ophoben af blond Brachycephal. En Kurvespids paa 82 forekommer oftere 1 de trønderske Specialkurver vexlende med Spids paa 81 eller 88. Som en karakteristisk Eiendommelighed skal jeg paapege Trønderkurvens (Kurve b) svage Stigning paa 82, hvortil svarer et Knæk paa Fælleskurven (Kurve åa). — Kurverne 1 , Trønder- kranier og Trøndertyper* danner Supplement til de her indførte. Hos førstnævnte kan mærkes de eiendommelige Stigninger paa det dolichocephale og for de blondes Kurve ogsaa paa det brachycephale Afsnit. Kurve c kan ikke direkte sammenlignes med de to før- nævnte. Dens Material er af anden Art og fra anden Tid. Sandsynligt er disse Kranier fra forskjellige Dele af Trond- hjems Stift. Hvad der ved denne med 2 Indexenheder supplerede Kurve strax vækker Opmærksomhed, og som har bragt mig til at op- tage den, er dens fra de andre Kurver alvigende Forhold i Fordelingen af Dolichomesocephaler og Brachycephaler. Den har sin mest udprægede Top paa Index 76 og 77, 2 Index- enheder lavere end Kurven fra Nutidsmateriellet, men tillige en meget mindre Stigning paa 79 og 80, derimod ingen paa de øvrige brachycephale Indices, før man kommer til 85 og 86, dog denne ikke stærkt fremtrædende. Nærmere at gaa ind paa disse Kraniers Maalsforhold kan jeg imidlertid ikke paa dette Sted. De er før omhandlet af mig i ovenanførte Skrift. Hvad jeg her særligt vilde gjøre opmærksom paa, er den Mærkelighed, at det samme eller ialfald et meget lignende Forhold sees mellem de gamle Oslokranier og Nutidens Mate- rial af Østlandskranier. Har der 1 de sidste 400 Aar udviklet sig et relativt større Antal Brachycephaler, eller er Kranierne for- andret gjennem Indvirkning af Indvandring? 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 15 Efter en fornyet Undersøgelse af Trondhjemskranierne finder jeg her at burde nævne en lagttagelse, som jeg derved gjorde, uagtet det ikke egentlig vedrører det Emne, som er Gjenstand for denne Afhandling. I Norske Kranietyper* er afbildet et Trønderkranium (fra ca. Aar 1500) Pl. 8 No. 8 (Mesocephal 78,9), altsaa levende sandsynligvis en ,uægte* Brachycephal. Jeg tillader mig her at nævne dette, fordi jeg ved fornyet Gjennemsyn og Undersøgelse af de trønderske Kranier har fundet mere eller mindre tydelige Udtryk for samme Form hos et større Antal, end jeg tidligere kunde udskille. Den forekom saavel hos mandlige som hos kvindelige Kramer, dog mest blandt de sidstnævnte oftest kun som Antydning. Paa Afbildningen sees dens Formeiendomme- ligheder i mere udpræget Skikkelse, dens ringe Høide, det langt- skraaende Baghoved med tilspidset Oceipital-Tuberositet, ofte opad begrændset ved en Fordybning, udtalte Issebuler, bagre Parietaldel stærkt udhvælvet. Saavidt jeg har kunnet se, staar dette Kranium temmelig fremmed ligeoverfor Nutidskranierne. Formens ikke ringe Hyppig- hed blandt de gamle Kranier tyder dog paa en tidligere hyppigere Udbredning. Kanske den ogsaa vilde kunne findes hos den nuværende Befolkning, naar man først ved en Leilighed havde seet sig istand til at udskille den. — Der kunde opkastes Spørgs- maal, om den ikke stod 1 noget Forhold til den trønderske mørke Dolichomesocephal, som ikke saa sjelden viser et paa- faldende langt Baghoved. Herom tør jeg intet bestemtere udtale, men jeg tror, det neppe er Tilfældet". b. En Typestatistik. Jeg har i mine Optegnelser fra Undersøgelserne almindelig- vis anført, til hvilken af de norske Typer hvert enkelt Individ efter mit Skjøn nærmest maatte henføres, og med Tilføielse om Blan- ding, hvor saadan syntes mig at være tilstede. Mit Skjøn har da dels været betinget af forskjelligartede Mærker, dels fremgaaet af den umiddelbare Opfatning. Maaske det kunde være af nogen 1 I Pandeform nogen Lighed hos endel brachycephale Hoveder i Stjørdalen. 16 C. F. LARSEN. [No. 4. Interesse at se, hvorledes Resultatet af dette Skjøn statistisk har formet sig. De to smaa Tabeller II og III viser Antallet af Individer, som jeg har fundet at kunne medtage, mmden hver af de benyttede Indexgrupper (om disse se nedenfor Tab. IV), og Antallet af de som blonde Brachycephaler opførte inden Grup- perne. Som Blanding er opført de som saadan tydeligere karak- teriserede. Forøvrigt vil Blandingerne for en stor Del fordele sig paa de opførte Typerubrikker. Tab. Il. Typefordeling paa Indexklasserne!. Blonde. Mørkhaarede. Index-| Samlet 2 Blan- Blan- | klasse | Antal NG JD ding TB LP NG 2 ding TB TB Je 53 92 0 0 2 19 0 0 9. 114 48 | 29 5) g 0 35 1 1 3. 68 14 | 14 D D 0 30 0 0 4. 70 budd 14 15 ) 10 4 2 Tab. III. Fordeling af typiske blonde Brachycephaler og Blanding dermed”. FeNBetafidet ae SE Klasse ding med G Bre, 1 hver samme Klasse la 0 0 0 DÅ 3 6 6,0 3 5 4 13,2 Å. 15 15 Ke |+ Angaaende Klasserne se Tab. IV. NG = Norsk-germansk. TD = Trøndersk Dolichomesocephal. TB = Trøndersk Brachycephal. Fradraget nogle faa ubestemte. Iberegnet mørkhaarede Brachycephaler med Præg af blond Brachy- cephal (Blanding ?). po ot) 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 17 Trods mulige Mangler ved Fordelingen sees dog det relative Forhold mellem de forskjellige Indexgrupper at fremtræde med en meget betegnende Tydelighed. Det bemærkes, at Antallet af mørkhaarede 1 4de Klasse er forholdsvis lidet, og henvises for- øvrigt til, hvad der om disse nedenfor er paapeget. Tredie Indexklasse (80—81) sees saaledes stærkt opfyldt med Individer, som typisk synes at staa nærmest de to do- liehomesocephaie Grupper, medens Mængden af antaget blond Brachycephal i disse Klasser er forholdsvis liden. Selvfølgelig er herved ikke Tale om at trække Grændserne nøie, hvilket da ogsaa hyppig findes antydet i mine Arbeidsoptegnelser. Ogsaa Grændsen mellem NG og TD kan selvfølgelig blive mere eller mindre ube- stemt. Oftest skiller Haarfarven, men ikke altid. Den herefter følgende Undersøgelse paabegyndte jeg nær- mest for om muligt at finde Bidrag til typologisk Adskillelse mellem den mørke og den blonde Brachycephal. Den antog dog snart et videre Omfang og kom til at omfatte den mørkhaarede og den blonde Befolkning inden alle Indexklasser, saalangt Ma- terialet strakte. c. Sammenlignende Studier over den blonde og den mørkhaarede Befolkning. Materialet er for den nærmere Analyse inddelt i 4 Klasser efter Kefalindex". 1. Dolichocephaler og lavere Mesocephaler med Index til 76,9. 2. Mesocephaler 77—79. Brachycephaler S0—81. Brachycephaler 82 og derover. Hver enkelt af disse Klasser er igjen delt efter Haar- farven 1: 1. Blond, lys- og mørkblond, lys askefarvet (sjelden). 2. Mørk, som omfatter den 1 det nordenfjeldske alminde- lige sortbrune, ofte med Tilblanding af mørk askefarvet, den | Grændserne stemmer ikke ganske med den qvinære Inddeling, men har forekommet mig at være hensigtsmæssigere for nærværende Tilfælde. Vid.-Selsk. Forh. 19069. No. 4. 2 18 Kefal- E ; EN | Index A - Å E LIS | 76 og lavere Mørkh. 198,6 149,5 22 | Blonde .. 203,0150,0 32 | 70 Mørkh. . . 1193,6153,5 39 Blonde 193,9 153,5 ve 0—81 OR Mørkh. .. 192,4156,1 30 | | Blonde .. 193,0 1565. 38 | | 82 og der» over Mørkh. .. 117 Blonde 56 192,8 160,5 190,8 159,5 | Kefalindex Tab. IV. Bredde | Ansigtets Over- 137,6 139,4 | | 81.1 140,4 | | 81,0139,0 85.5 142,5 S3,6 1425 | C. F. LARSEN. pe EG Å z E | frå åå |oå see E-=0-1 [SRG 71,1! 51,71108,0! 71,91 51,5110.2 er | 71,5 51,2108,5 | Ti 50,1 108,8 71,3| 50,7111,7 | TL2| 51,4111,8 | | 71,5 50,1110,3 70,3. 49.2 1095 | Sen 24 | 2= spes 3 5 14 UD SPU To01925 | TALA SU | 70,9 91,5 89,9 88,8 68,6 68,6 Vedføiede Tab. IV viser Middelmaal for de 4 nævnte Hoved- klasser med deres Underafdelinger, Middelkefalindices, ansigtsindices, Parietofrontal- og Parietofacialindiees. ke) kap) Over- Alle Indices er beregnede af Hovedsummerne i vedkommende Rubriker for Maal. 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 19 Man vil i Tab. IV finde optaget to Indices, som ialfald ikke sædvanligt benyttes. Den ene er Index parieto-frontalis (Forholdet mellem største Kraniebredde og mindste Pandebredde), benyttet af Broca, men senere antagelig mindre paaagtet, af mig optaget ogsaa i ,Nordlandsbefolkningen*. Den anden er Index parieto-facialis (Forholdet mellem største Kraniebredde og største Afstand mellem ydre Flade af proc. zygomaticus). Jeg kjender ikke til, om denne sidste tidligere er anvendt. Det vil, navnlig af Kurverne, med Lethed sees, at begge kan fortjene Opmærksomhed. De optræder regelmæssig lovbundet, jevnt fal- dende med tiltagende Høide af Kranieindex, som det synes stærkt behersket af Kramets konstruktive Forhold, dog ogsaa under Indflydelse af typiske Eiendommeligheder (se nedenfor om kon- struktive og typiske Forhold). De Tal, som Tab. IV angiver, er nedenfor opstillet grafisk saaledes, at Middeltallene for de forskjellige Klasser (1-4), særskilt for blonde og mørkhaarede, er betegnede ved et Punkt og disse Puukter forbundne ved en Linie. Den hele Linie er for mørkhaarede, den brudte for blonde. Rækkefølge fra venstre til høire!. Følgende Resumé fremstiller det væsentligste Resultat: 1. Kraniets Breddediameter tiltager idethele som dets Længdediameter aftager. Hos de mørkhaarede sees Læng- den at være mindre aftagende for 2den til 4de Klasse. (Kurve 1 og 9). 2. Længdebreddeindex ligger inden de forskjellige Indexklasser omtrent paa samme Niveau. (Kurve 3). 52. Ansigtsbredden (mellem are. zygom.) tltager idet- hele med aftagende Kefalindex. De blondes Middel oftest større end de mørkhaaredes. (Kurve 4). 1 Selvfølgelig maa mærkes, at Antallet af Individer mden hver Klasse er noget forskjelligt, og at Indexenhederne omfatter forskjelligt relativt Antal. Ingen af disse Hensyn vil dog stille sig mod Anvendelsen af det benyttede Schema. 20 C. F. LARSEN. [No. 4. ila 2. 3. Kraniets største Længde. Kraniets Bredde. Kran. Længdebreddeindex. mm. de mm. po å gr ju uman fe En ENE å 202 T4 l | 82 oe , 201 Al L | TI 81 4 d 200 I EEE I ET 80 199 Mi 79 198 | 78 1 renn 197 —!! 1 77 å 196 KIN 76 d —— 195 JO 75 I LE 194 | | kl 74 ped) 193 192 191 190 4. d. 6. Ansigtsbredde. Overansigtshøide. Overansigtsindex. mm. mm. FN nt I Jar 52 |] ETT SJGAN qI Ni L4I | Np 70 =| DO 140 j | 69 | 49 139 7 7 138 EST 8. 9. Pandebredde. Index parieto-frontalis. EIT 71) 72 JI JO 69 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 21 4. Qveransigtshøiden er hos de mørkhaarede om- trent den samme i alle Klasser, hos de blonde nærmest lidt faldende, dog ikke tydeligt". (Kurve 5). 5. OQveransigtsindex falder hos de mørkhaarede regelmæssigt med stigende Kefalindex. Hos de blonde sees Forholdet uregelmæssigt, dog nærmest følgende Ansigtshøiden. (Kurve 6). 6. Parietofacialindex (betegner Forskjellen mellem Kraniebredde og Zygomaticusbredde) er faldende gjen nem alle Klasser undtagen for de blondes 4de Kl. (Kurve 7). 7. Pandebredden viser hos de blonde idethele svag Stigning, hos de mørkhaarede stærkere. (Kurve 7). 8. Parietofrontalindex er faldende gjennem alle Klas- ser undtagen 3die. Parietofacialindex ligesaa, undtagen for de blondes 4de Klasse. (Kurve 9 og 8). Der fremtræder saaledes bemærkningsværdige Forskjellig- heder mellem de blonde og mørkhaarede Grupper, tildels med en Regelmæssighed, som antyder lovmæssige Forhold. Desværre foreligger som anført et mindre Antal Undersøgelser for de mørkhaarede ægte Brachycephalers Vedkommende. Det maa erindres, at den blonde Afdeling i 4de Klasse væsentlig dannes af en anden Type end i de foregaaende Klasser. Overfor denne Fremstilling maa mærkes, at der her saagodt- som udelukkende er Tale om 4 naturlige Grupper, den blonde Dolichomesocephal, den mørke Dolichomesocephal, den denne antagelig nærstaaende mørke Brachycephal og den blonde Brachycephal, alle med forskjelligt Forhold til Index- rækken (cfr. ovenfor Tab. IL). Hvilken Betydning de sammenstillede Data vilde kunne have med Hensyn til de typiske Forhold, skal jeg for Tiden ikke søge at forfølge. De trænger selvfølgelig Bekræftelse gjennem gjen- tagen Undersøgelse. Maaske ogsaa et større Antal vilde fjerne nogle af de forekommende Uregelmæssigheder og vise Lov- I Herved maa bemærkes Vanskeligheden ved at faa taget dette Maal fuldt exakt hos levende og det nødvendige Forbehold i denne Hen- seende. 22 C. F. LARSEN. [No. 4. mæssigheden ved mindre brudte Linier i den grafiske Fremstilling. En videre Undersøgelse i denne Retning burde vistnok ogsaa omfatte flere Maalsforhold. Navnlig kunde det være ønskeligt, at Kramets Høidemaal (Ørehøide) medtoges, hvilket her ikke kunde ske. Der kan opkastes Spørgsmaal om, hvormeget Forskjelligheder i Maal og Indices er grundet paa almindelige konstruktive eller paa specielle typiske Normer, naar som ,konstruktive* betragtes de Forhold, der kan føres blbage lil en arkitektonisk Norm, som ,typiske* de, der indenfor Kredsen af de konstruktive betinges af en Types særlige Dannelseseiendommeligheder. I denne Henseende faar man det Indtryk, at begge Udviklingsbetingelser oftest virker sammen hos de enkelte Individer. Som Exempler kan nævnes, at Ansigtsbreddens regulære Stigning med Hovedbredden væsentligt kan antages at være et konstruktivt Fænomen, Ansigts- høidens Fald hos den blonde Brachycephal nærmest grundet i typisk Formudvikling osv. 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 23 LIL. Videre om norske Brachycephaler. I foregaaende Afsnit hentydede jeg til, at det fra først at navnlig var med Hensyn til Opfatningen af den brachycephale Befolkning, at jeg paabegyndte de der refererede Undersøgelser. Jeg skal i Forbindelse hermed tillade mig et par Bemærkninger om dette Punkt, der har saameget større Interesse for den norske Antropologi, som det har været Gjenstand for vor høit fortjente Antropolog Arbos sidste Arbeide. Da Arbo for vel et Par Decennier siden paaviste en stærkt udbredt brachycephal Befolkning i vore sydvestlige Kystland- skaber (tidligere af ham fundet 1 mindre Antal i østlandske Befolkninger), blev der for det første neppe Tale om nogen antropologisk Adskillelse mellem en blond og en mørkhaaret Brachycephal'. De opfattedes under et som en blond Type, uden at dog, saavidt kan sees, Blondheden ansaaes som typisk Egenskab. Tanken om flere dolichocephale og brachycephale Typer som Bestanddele 1 Norges Befolkning kom senere frem 1 Barths ,Norrønaskaller*, her refereret til de af ham undersøgte Skelet- kranier i Universitetets anatomiske Samling. lidt senere opstil- lede Arbo det ,keluiske* Kranium (afbildet i ,Stavanger Amt* [1895]). Først endel Aar efter begyndte den videnskabelige Diskussion om Adskillelse af en (alm.) blond og en (alm.) mørkhaaret brachycephal Type. Medens paa den ene Side opstilledes to I Benævnelsen ,blond Brachycephal* som Typebetegnelse er, saavidt jeg ved, først brugt af mig under Beskrivelsen af de trønderske Brachy- cephaler. (,Trønderkranier og Trøndertyper*). Det er en Udvidelse af den af mig (for Vestlandsbrachycephalen) benyttede Benævnelse ,Jæ- dertypen*, med videre Omfang, men mindre skarpt præciseret, idet jeg ikke har troet at finde fuld Overensstemmels: mellem de vestlandske og de trønderske blonde Brachycephaler. 24 C. F. LARSEN. [No. 4. Typer, der begge havde Brachycephalien som Mærke og antro- pologisk typiske Egenskab, antoges paa den anden, at den mørkhaarede Brachycephal ikke alene optraadte typisk som saa- dan, men at den oftest var i det nærmeste Slægtskab med den mørkhaarede Dolichomesocephal, som mest udpræget var fundet 1 de nordenfjeldske Befolkninger — og at den blonde Brachycephal vel almindelig fandtes med brachycephal Index, men maaske ogsaa i enkelte Tilfælde forekom med høiere Mesocephali. Der har under denne Diskussion ogsaa været gjort gjældende, at den norske Brachycephal dog egentlig er at anse som brunei, og at den væsentlig kun paa Grund af tilfældig Aarsag optraadte for Undersøgerne som blond (ung Alder af de undersøgte). Denne Anskuelse * vil dog neppe kunne støttes ved kjendte biologiske Udviklingsforhold eller gjennem antropologiske Data”. Der er paa de forskjellige Steder i Landet ikke liden For- skjel paa Hyppigheden af den blonde og den mørke Brachy- cephal. Noget almindeligt Forholdstal kan ikke nu opgives; men antagelig vil den blonde i det hele forekomme omtrent 1 det dobbelte eller tredobbelte Antal, naar paa begge Sider medregnes de tydeligere typemærkede Blandinger. Forholdet i de høiere og lavere brachycephale Indexenheder er dog forskjelligt for disse Grupper, idet den mørke for en større Del forekommer i de to laveste brachycephale Indexgrupper 80 og 81, dog ogsaa ikke sjelden i de høiere, endog, som det synes, i de meget høie. Min Opfatning af den mørkhaarede (nærmest den trønderske) Brachycephal stemmer som ovenfor antydet ikke ganske med Arbos. Det staar for mig, som om den kan deles 1 forskjellige Grupper, al hvilke den største (1alfald i det nordenfjeldske Norge) er i nærmeste Slægt med den mørkhaarede Mesocephal eller Dolichocephal, en mindre Del er Blandingsformer af blond Brachycephal og mørk Dolichomesocephal, hvortil da tillige kommer sjeldnere Blandinger af en norsk med en sydeuropæisk Type. 1 Andr. M. Hansen: ,Landnåm i Norge*. 2? Nærmere omhandlet af nærværende Forfatter i Skriftet ,Nordlands- befolkningen*. 1909.] ANTROPOLOGISKE STUDIER VEDR. DEN NORD. BEFOLKN. 25 I den nævnte Afhandling* kommer Arbo ind paa Brachy- cephalernes Stammeslægtskab. Han er meget tilbøielig til at an- tage den blonde Brachycephal for at være 1 Slægt med Finlands nuværende Befolkning af ugrisk Æt, nærmest som en Spire af samme Gren. Af en saadan Befolkning findes Spor i forskjellige Lande omkring Nordsøen, hvilket taler for at antage en 1 Ur- tiden mere udbredt ,Nordsøtype". En til .den mørkhaarede Brachycephal svarende Type antager han at have seet i Skot- land. Han henviser til en norsk Kranietypes Ligheder med et af Solutrékranierne, ogsaa nævnt af nærværende Forfatter (se , Norske Kranietyper*). Det kan ikke nægtes, at Hypothesen om en Nordsøtype kan have noget tiltalende. Heller ikke, at der maaske findes Lig- heder 1 Ansigtsdannelsen mellem vor blonde Brachycephal og den finske Tavastlænder, derimod neppe med Kareleren eller Kvænen. Naar der i denne Retning benyttes Sammensætninger med ,Fin*, som forekommer 1 Navnebetegnelser for Landskaber eller Bosteder, kan jeg ikke følge med paa dette sproglige Om- raade. Jeg kan ikke tilegne mig den Opfatning, at der skulde ligge et etnologisk Forhold i denne over hele Landet høist al- mindelige Betegnelse. Noget tidligere er af Dr. Andr. Hansen i hans ovenfor nævnte Skrift fremsat den Theori, at den norske Brachycephal (den han betragter under et som en brunet Type) skulde være en nordlig Udløber af den schweiziske Brachycephal, der i sin Tid er trængt mod Nord lige op til det nordlige af den skand:- naviske Halvø. Ogsaa fra andet Hold har Tanken om Alpe- typens Spredning til det nordlige Europa været gjort gjældende. Nærmere Bevisgrunde for dens Berettigelse er dog, saavidt vides, ikke paavist. 1 Om den mørkhaarede trønderske Dolichomesocephals typiske Slægt- skabsforhold har jeg 1 tidligere Skrifter udtalt mig vaklende, og jeg tør ikke fastholde nogen fuldt bestemt Mening derom. Kraniet synes at have væsentlige Overensstemmelser med den blonde Dolichocephals. Men om dette er grundet paa typiskt Slægtskab eller bevirket ved Blanding, tør jeg ikke afgjøre. 26 C.F.LARSEN. ANTROPOL. STUD. VEDR. D. NORD. BEF. [No.4. 1909.] Den faar ialfald indtil videre staa som en ubevist Hypothese, Saavidt jeg kjender den norske Brachycephal, og saavidt jeg kjender den almindelige schweiziske brachycephale Type gjennem Afbildninger (His & Ritimeyers Dissentistype), saa skulde jeg tro, at der ikke kan blive Tale om at slaa disse Typer sammen. Jeg ser kun liden Samstemmen udenfor Brachycephalien; men ogsaa denne Lighed er kun ufuldstændig, idet Middel af Dissen- tistypens Kefalindex viser sig at være meget høiere (ca. 86 mod den blonde Brachycephal 81—82 efter Reduktion af den blonde brachycephale Befolknings Indices).* Den mørkhaarede norske Brachycephal har 1 vor Antropologi efter min Mening en Plads, som ikke vel tilsteder Sammenligning, idet denne nærmest er at henføre til den mesocephale Indexklasse og kun hos forholdsvis faa Individer fremtræder som ,ægte* Brachycephal (herom er ovenfor talt. — Om der blandt de sydtyske Kranier findes en Form, der staar vore Brachycephaler nærmere tør jeg intet sige. Der findes 1 A. Eckers Atlas over det sydvestlige Tysklands Kranier nogle faa brachycephale Kranier, som ligner vore. Den nuværende kortskallede Befolkning der har dog efter en Afbildning 1 dette Atlas at dømme ikke Lighed med vore Brachycephaler. Der foreligger her et vidtrækkende antropologisk Spørgs- maal, som venter paa sin Afgjørelse, der nødvendig maa forud- sætte specielle typologiske Undersøgelser baade af Skeletkranier og levende Befolkninger. Foreløbig synes Hypothesens Sand- synlighed hden. 1 Den mesocephale ,Siontype* kan der vel ikke være Tale om i denne Forbindelse. Trykt den 5. Juni 1909. HERMES UND DIE TOTEN. VON S. EITREM. (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 5). CHRISTIANIA. IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD. 1909. Å Fremlagt i Fællesmødet den 12te Februar 1909. A. W. 12 Athen sah man sehr olt vor den Håusern Hermen stehen, und nicht alleim vor den Thören der Privathåuser — auch auf dem Markte, vor den Thoren der Stadt wie in den Propylaeen der Stadtburg. Natirlich werden sie ganz allgemein als urspringliche Kultmale des Hermes Propylaios erklårt: hier wacht der Gott alles Fingangs und Ausgangs, ,der Gott der Thirangeln*, der selbst unsichtbar durch das Schliisselloch hinemgehen kann, Diebe fernhaltend und das Haus schiitzend. Wie ist aber Hermes zu dieser bedeutsamen Stellung im grie- chischen Hause gelangt? Weil die phallische Herme stark apotropåisch wirkt, vgl. die Phallen an italischen Håusern und Stadtmauern? Denn offenbar ist diese Wirksamkeit des Hermes als eines Thiårhiters nicht eine sekundåre Spezialisirung einer umfassenderen Thåtigkeit des menschenfreundlichen Gottes — dafiir ist das Bedirfniss göttlichen Schutzes von Seiten der Haus- bewohner, die die Hausthir sich gleichermassen Freunden und Feinden öffnen sehen, doch zu naheliegend. Eher möchte man an irgend einen Spezialgott des Thiröffnens denken, ein gött- liches Vorbild aller jamitores, der ohne Schlaf tags und nachts aufpasst und die Leute genau ansieht. Aber ich glaube, dass inan hier einen anderen Weg einschlagen muss, um die bedeu- tende Wirksamkeit des schnellen göttlichen Boten, wie er da vor dem griechischen Hause Wache hålt, gleichsam im vater- låndisehen Boden festwurzelnd, zu erklåren. Gewiss steht er da nicht wider semen Willen, wie sehr er sich auch bei Aischyios, Aristophanes und Lukian öber die geringsehåtzige Stellung eines olympischen Hausdieners beklagen möge. Der Zusammenhang zwischen dem Thirhiten des Hermes Propylaios und dem Wohl- Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 5. 1 4 S. EITREM. [No. 5. ergehen der Hausbewohner ist viel intimer. Man muss den sonstigen Glauben und Aberglauben, der sich in Griechenland — und auch anderswo — an die Thår knåpift, heranziehen, um das zåhe Festhalten der Athener und der ubrigen Griechen an alter Sitte mitten in ihren ummauerten Stådten zu erklåren. Dieser Aberglaube aber hångt offenbar mit dem sonstigen Ge- spensterglauben zusammen, der aus der uralten Sitte, die Vor- fahren vor (hinter) der Thiör oder unter der Thirschwelle zu begraben, hervorgegangen ist und noch vielfach in Europa — um der Sitten der Naturvölker vorlåufig zu geschweigen — als altherkömmlicher Zauber besteht: Hermes wird da verehrt, wo man die Toten be- graben hat. 1. Hermes am Herde. Die Griechen haben in den åltesten Zeiten ihre toten Ver- wandten im Inneren des Hauses, und zwar unter oder neben dem Herde begraben. Bei Pseudo-Platon Minos 315 d heisst es, dass die Griechen emmal ihre Toten ,im Hause* bei:- setzten, und von der Gattin des Phokion heisst es genauer, dass sie die Gebeime ihres in der Fremde gestorbenen und verbrann- ten Gatten nachts in ihr Haus hinemmbrachte und neben dem Herde bestattete, xatwov&e zaou tyv éoriav, Plut. Phokion 87 (Rohde Psyche * I 228,58). Bei Servius Verg. Aen. V 64, VI 162 wird dasselbe von den Römern erzåhlt — diese Nachricht darf man gewiss nicht anzweifeln. Die Ausgrabungen in Griechenland bestitigen diese Uber- lieferung (dariber zusammenfassend Fr. Poulsen Die Dipy- longråber und die Dipylonvasen 14 f.). In Orchomenos hat Furtwångler diese Bestattung in runden vormykenischen Håusern nachgewiesen, und dasselbe Verhåltniss wiederholt sich in den pråhistorischen Gråbern in Thorikos ('Æp. åex. 1895, 239) 1. I Auch im runden, vormykenischen Hause auf der eleusinisehen Akro- polis? S. Skias Æy. doy. 1898, 86 ff., Poulsen a. 0. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 5 Das Verfahren ist ja, wie bekannt, nichts Singulåres. Be- sonders hat sich die alte Sitte bei Kinderbegråbnissen er- halten — bei fruh gestorbenen Kindern hat man, wie es scheint, itberhaupt in den verschiedensten Weltteilen sehr konservativ verfahren, s. z. B. J. E. King Class. rev. XVII 83 f. (Kinder- gråber wurden in Tennessee unter dem Hausboden gefunden — eins bis vier beinahe in jedem Hause; dagegen waren die Fr- wachsenen anderswo fir sich begraben). Ebenso im alten Ka- naan, s. Sellin öber die Ausgrabungen in Tell Ta'annek, Denkschr. Akad. Wien, phil.-hist. Kl. B. LS. 33 ff., Schumacher Mitt. d. deutsch. Palåstina-Vereins 1905, S. 101. Auf das intime Zusammenleben der Toten und der Lebenden, das dies Zusammenwohnen voraussetzt, hier nåher einzugehen, ist iiberfliissig (gewiss haben nicht die Griechen, wie Rohde treffend bemerkt, das Haus geråumt und dem Toten als allein:- gen Besitz tberlassen). Aber sicherlich hålt der Tote dadurch die Familie zusammen und ist ein Gewåhr ihres Wohlergehens geworden. Die toten Vorfahren hatten damals dieselbe Bedeu- tung, die Platon legg. IX p. 9581 å den lebenden alten Fltern beilegt, die &v oixit xeivtat xetvundåvor Gretonuotes ynor und ebenso xvotot sind wie irgend ein épéottLov Vdovua. Auch bietet sich auf diese Weise die beste Gelegenheit dazu, jeder Zeit dem Toten die gebiihrende Aufmerksamkeit zu erweisen, wenn er immer weiter am Haushalte teilnimmit. Was man im alten Hause seit Alters besessen hat, wird man sich wohl beim Neubau auf irgend eine Weise verschaffen 1 Vgl. Macalister Quarterly Statement Palestine Exploration Fund 1902, 8.8352; 1908, S. 224; 1904 Jan. T. 2. Den Hinweis verdanke ich Herrn Dr. Wilh. Schencke. Uber diese sacrifices de fondation ou d'inaugu- ration, sinom de simple habitation sagt zusammenfassend H. Vincent Canaan d'aprés lexploration récente (Paris 1907) S. 197: en de nom- breux cas ont été trouvés å la base dun mur, généralement sous un semil de porte, parfois aussi pourtant au milien dun appartement, des cadavres emmurés ou enfouis em des vases, jarres en tout sem- blables å celles qui contenaient les restes des premiers-nés å Gézer. Le cas le plus saisissant est å coup sår celui de la fillette découverte å Mégiddo, å la base d'un rempart de forteresse; mais ils sont signalés en grand nombre dans les plus récentes fouilles. Vgl. S. 192. 6 S. EITREM. [No. 5. haben: ein schittzender Hausgeist ist urspriinglich jedem neuen Hausstande nötig gewesen, wenn auch vielleicht nur in einem xevov onue vorhanden — gerade wie die Römer, iiber welche Serv. Aen. V 64 sagt: domi suae sepeliebantur unde orta est consuetudo ut dit penales colerentur in domibus, bei Koloniengriindungen emen mundus im Centrum der neuen Ån- siedlung anlegten !. VWenigstens legt das Bauopifer, wie es die primitiven Völker noch vornehmen (s. Tylor Prim. Cult.* I 106 få.), es nahe, dass man frih durch Menschenopfer sich den not- wendigen, das ganze Gebåude tragenden Hausgeist verschaffen hat *: besonders hat sich der Aberglaube, wie schon bemerkt wurde, was die Kinder betrifft, zåh erhalten — ist aber auch friåh zur Hinrichtung irgend eines Verbrechers (Sklaven, Feindes) oder zum stellvertretenden Hahn-(Lamm-Jopfer abgeschwåcht worden (s. auch Liebrecht, Zur Volksk. 187 ff., Schmidt, Volksl. d. Neugr. 196 ff.)?. Aber den Sinn der uralten Sitte dröckt der chinesische Spruch (Tylor a. 0.) genau aus: may those who We within be ever warm and 1well fed. Diese alte Gewohnheit, die Leichen neben (unter) dem Herde zu bestatten und die daraus sich ergebende Sitte, ein Menschen- opfer zur Befestigung des Gebiudes darzubringen, hat sich aller Wahrscheinlichkeit nach beim Altarbau erhalten, vgl. die Ge- schiehte, die Phlegon mirab. 3 (Paradox. Westermann S. 130) erzåhll, ebenso die Geschichte von Arabern bei Porphyr. abst. II 53 (Kinderopfer). Damit hat Liebrecht, Zur Volksk. 291 den unterirdisehen Altar des Consus zusammengestellt (wohl urspr. em apetnorov E0ua, vgl. Taraxippos im Olympia und den an 1 S. Preller-Jordan Röm. Myth. II 67. Den mundus mit dem decken- den lapis manalis könnte man versucht sein, geradezu als Nachbil- dung eines Pithos-Grabes aufzufassen. ? Vgl. auch Grimm D. Myth. 4 I 27, 956; Lippert Rel. d. eur. Kult.völk. 135. 3 Bald gilt der Ritus dem Mittelpfeiler, bald dem Fckpfeiler des Hauses, d. h. wohl je der Bauweise nach, dem tragenden Baugliede des Ge- båudes, dem ovaYuos. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. V= der Stallthir sich aufhaltenden, Pferde seheuchenden Dåmonen bei Wuttke ?* $ 47, 7158). Bei den Griechen haben, wie es scheint, beim Altarbau und hei der Weihung von Götterbildern (spec. Hermen) die zxotoat mit der Panspermie die Menschen (Kindes-) opfer ersetzt. (D. h. bei der åpidovois, wodurch Hermes "Zd6s, Et. m. 315,28, in Gortyn — als derjenige, dem man durch das Topfopfer die Befestigung des Baues anvertraut, der den Altar u. S. W. ,zum Sitzen bringt*,! von der Wz. sed? — sich viel- leicht erklåren låsst)*. Man darf vielleicht auch den Altar, unter welchem Aiakos begraben sein sollte (Paus. II 29), hier an- fiihren. Ebenso diirfte daraus Licht auf die vielen Heroengråber fallen, die gewissermassen als Fundamente der Olympier dienen, obgleich man sich gewöhnlich die Frklårung anders zurechtlegt. Im Inneren des Athenetempels wohnt ,lebendig* der athenische Erechtheus, wie im Aphroditetempel Phaethon (als vnostoåog uvytog, Hes. Theog. 987 ff.); unter dem delphischen Omphalos war das Grab des Python; unter dem schönen Sessel, woraui der eherne Pfeiler des amyklauschen Apollon stand, befand sich das Grab des Hyakinthos, vgl. das leere Grab des lolaos im Grabmal des Amphitryon (Pind. P. IX 81, Rohde Psyche * I 163,1), die Leukophryene im Artemision zu Magnesia a. M. (die Hyperboreerinnen Arge und Opis auf Delos hinter dem Artem:- sion) u. s. w. Diese sind in eigentlichem Sinne die Jeol uvytot, I Vgl. die Inschr. des Kultmales des Apollon Agyieus, Athen. Mitt. XIX 341: Myu ue eioato, statt idovoato. > Vgl. die Entwickelung im alten Kanaan, wo das alte Verfahren des Menschenopfers bei der ayidovois und beim Neubau, nach H. Vin- cent a. O. S. 197 schon frih an vielen Orten ,avait disparu totale- ment pour fæire place å des symboles, d. h. ... les mémes reserves de victuailles qui devaient, dans une tombe ordinaire. assurer la subsistance du principe destiné å survivre. De grandes jarres pois- sées avec som assuraient la provision de liquide, Leam surtout. Dams des autres vases vartés avaient då étre aceumulés au debut les éléments ordinaires de Valimentation. Vom 15. Jahrh. an haben diese symbolischen Opfer eine bestimmte Form gewonnen: une lampe placée entre deux coupes renversés lun sur lautre (vgl. die Lampe in Stackelbergs Kindergrabe, s. u.). 8 S. EITREM. [No. 5. die Laren der Römer !: der ,innerste Winkel* des Hauses ist eben der Herd (Rohde Psyche * I 185,1), so gut wie der Thala- mos, der penus, wo die dei penates walten. Bei Eur. Med. 398 f. bezeichnet Medea ihre hochverehrte Herrin Hekate als uvgoig vatovøar &ortiag &uns. Die Jeol utytor haben eben die Frbschaft der guten Ahnengeister angetreten — um p mit Aischylos zu reden; ov 7 80m9e dmuåtwv wåovtoyn 9, uvyov vouibere (Choeph. 796)*. Damit soll doch selbstver- ståndlich nichts åber den urspringlichen Charakter dieser Gott- heiten gesagt sein. Dieselbe Sitte, die einmal för das griechische Haus mm Gel- tung war, hat sich dann auf den Markt der Stadt erstrecki, das Centrum der Birgergemeinde, den Begråbnissplatz der Heroen (vielleicht hat sich die Vorstellung geltend gemacht, dass die Toten hier bestattet werden mussten, um so vor dem Gemeinde- herde der ganzen Biörgerschaft zu liegen). In geschichtlicher Zeit wurden die im Perserkriege gefallenen Megarenser auf dem Markte begraben (CIG 1051, Paus. I 43,3), und in Phigaleia lagen die får die Stadt gefallenen hundert Oresthasier ebenfalls auf dem Marktplatze (Paus. VIII 41,1). Es ist freibeh möglich, dass hier ein viickgångiger Finfluss des ,Heroenglaubens* zu konstatieren ist, wie Rohde I 1892 annimmt. Dieser Glaube aber setzt ja selbst eine vormalige, tatsåchlich vorhandene Sitte 1 die schon Varro mit den Manen gleichsetzte, und die man spåter seit Fustel de Coulanges aus dem Ahnenkult herleitet (Einspruch dagegen von Wissowa Rel. der Römer 158, vgl. Arch. f. Rel.wiss. VII 49 ff., erhoben; mcht mit Recht). Deren gedachte man auch bei jedem Familienereigniss. S. Samter, Familienfeste der Gr. u. Römer 102 ff. Der Herd oder der Platz dabei, scheint urspriinglich Raum fir såmmt- liche Hausgötter abgegeben zu haben, vgl. oi $otior Jzoi Heliod. Aeth. I 30, Aristid. or. saer. III 312 (åni vs matopmas éotias ov tå E0n tor Jer), s. Lobeck Aglaoph. 1838. Den Gegensatz zu den: Jeoi uvytor bilden eig. die Scoi moovømior: (lares compitales), opp. érømior (vgl. toovomua, compita, Dion. Hal. IV 44), s. Hes. — Auch Leto ist iibrigens eine «vyia, vgl. Plut. bei Euseb. praep. ev. III 84 c und Ant. Lib. 28, wo sie sich auf der Flucht der Götter nach Ägypten in eine uvyak; (Spitzmaus) verwandelt, deren data — wie diejenige der Wiesel — é&r 10 uvyo ist, vgl. f. 29 und die Maus als Apollons heiliges Thier (auch Ov. f. II 574). Auch der Leto ist der Hahn heilig, Ael. n. a. IV 99). a] 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. o voraus. So lag in Kyrene Battos, in Sekyon Adrast, in Mag- nesia åa. M. Themistokles als Heroen auf dem Markte (Rohde a. 0. I 159,1), vgl. auch die Sage von Phalantos, der gebot, seine Asche auf dem tarentinischen Marktplatze auszustreuen, Justin IT 4. Auch neben dem Stadtherde selbst befanden sich Heroen- gråber. Im Prytaneion zu Sekyon wurde Melanippos (év t/ ioxvootat) beigesetst: hier befand sich die ,Hestia* ar &0xnv, hier brannte das ,heilige Feuer* (Pind. N. XI m. Schol., Poll. I 7). In Olympia, inmitten des grossen Festplatzes, lag Pelops gerade neben dem Aschenaltar des Zeus begraben. Pind. Ol. I 93 (Rohde a. 0.). Was nun Hermes und sein Verhåltniss zu den im Hause begrabenen Familienmitgliedern und den dort waltenden Ahnen- geistern betrifft, sind die Spuren eines ehemaligen Hermeskultus, der sich auf den Herd beziehe, beinahe verwischt. Auch die Vorstellungen von den hier wohnenden Toten sind ja bei den Griechen allmåhlich ganz in den Hintergrund getreten: einen anhaltenden, intensiven Larenkultus, wie die Römer, haben die Griechen nicht gehabt. Eine Spur giebt es doch vielleicht: Kallimachos låsst ihn Hymn. III 69 geschwårzt von Rauch und Asche dwuatog &4 uvyåtorv zum Vorschein kommen (07code; xexoLuévog ald) und die ungeratenen Göttermådchen schrecken, d. h. er erscheint als eim 920c utytog, der im Inneren des Hauses wohnt (wie er selbst Aristoph. Pax spöttiseh von den Gbrigen, ins x6ttaoov des Himmels sich zurtiekziehenden Göttern spricht). Zunåchst ist er hier ein Feuergott des Herds, wie sein Åusseres zeigt, aber sein ganzes Verhåltniss zur Hestia, das die Zeit noch nicht völlig verdunkelt hat (Homer. Hymn. XXIX; vgl. die Basis der Zeusstatue in Olympia, die Ara Borghese und die Ara Capitolina), mag doch zugleich in der Bedeutung der Beiden fir das Wohlergehen der Familie, das auf den guten Be- ziehungen der Lebenden zu den Toten beruht, begriindet sein. I In der Geschichte von der Lara, der ,Mutter der Laren*, die wåhrend des Hinabfiihrens in die Unterwelt vom Totenfiihrer Hermes verge- [No. 5. 10 S. EITREM. Diese Vermutung wird an Wahrscheinlichkeit gewinnen, wenn wir die nåchste Stufe in der Entwickelung des Hermes als Totengottes betrachten. 2. Hermes an der Thiir und vor dem Thor, an den Dreiwegen und an den Landesgrenzen. Unter der Thörschwelle oder vor der Thir die Toten zu begraben ist in vielen Gegenden *, so auch in Griechenland. eine uralte Sitte gewesen. Man erinnert sich der pietåtvollen Anrede des zuriiekkehrenden Theoklymenos, womit er das Grab- mal seines Vaters begrisst, Eur. Hel. 1165: W aloe, statoos uvnW . Ex EE000L0L Yao pe ) D - &9awa, Iowrev, 07 Ever ung s10000NTEME 2 N , d ds 71 ) , ' met De O- ESLwV TE nElOLUV douove —- (g 02 Oeoxhvuevos sale ode sto0neEPVårner, TTATEO. Die Ausgrabungen lehren dasselbe fir die altgriechische Zeit: sowohl die eleusinisehen Gråber mit geometrischen Vasen wie die åltesten Dipylongråber zwischen der athen. Akropolis und dem AÅreopag und die vormykenischen zu Dimini liegen inner- halb der Stadt, in der Nåhe der Håuser (Poulsen a. 0. 15). Noch in historischer Zeit legten viele Heroa, Kultmale und ,Gråber* der Heroen, von der alten Sitte Zengniss ab, vgl. das waltigt wird (Ovid. f. II 599 ff.), lassen sich vielleicht noch Spuren von der Beziehung des phallischen Hermes zur Manenmutter (vgl. seine Beziehungen zur Brimo in Thessalien, Persephone auf Samothrake) ent- decken (anders Wissowa Abhdlg. Hertz 165 f., der auch diese Sage fir eine freie Ubertragung einer griechischen Sage ansieht). Weil die Toten schweigen, oder weil die Menschen sich vor den Geisterstimmen der Toten fiirehten, ist die dea Tacita (Muta) — vgl. den %7008 Ziynhos vom Narkissos (Rohde a. 0. I 174) und den 'Hovyos (Schol. Soph. 0. K. 100) — um ihre Zunge gekommen. Die Zunge ist wohl eben dem Gotte der Rede, dem Liebhaber des Zungenopfers, d h. dem Hermes selbst, verfallen? Sonst miisste man ihr ,Schweigen* aus der Scheu vor ihrem grausigen Namen (vgl. die Eumeniden u. s. w.) erklåren. Nach Wellhausen Skizz. und Vorarb. III 160 lagen die Gråber im alten Arabien dicht bei den Håusern (die Gråber, die eine Nische in der Seite haben, ahmen vielleicht alte Haustypen nach). å 1909. HERMES UND DIE TOTEN. 11 Heroon des Astrabakos vor der Hausthir des Ariston in Sparta (Herod. VI 69), das Grab des Pyrrhos-Neoptolemos unter der Schwelle des delphiscehen Tempels (Schol. Pimd. N. VII 62, spåter vor der Thiår, Paus. X 24,6), und die sonstigen Beispiele, die Rohde Psyche * I 197,2 anföbrt . Der Heroenkultus giebt auch hier ein treues Abbild des alten, im Gebrauche der Leben- den meistens abhanden gekommenen Totenkultus wieder. Das delphiscehe Orakel scheint auch sich der heilkråftigen Wirkung des alten Verfahrens immer erinnert zu haben (vgl. Rohde I 161), das man noch auf dorischem Boden, wie Sparta und Tarent, antraf >. Wie man einmal an den Fingången zu den Håusern die Leichen bestattete, so auch an den Fingången zur Stadt, wie es aus dem historischen Leben der Griechen allbekannt ist. Auch hier legt der Heroenkultus redendes Zeugniss ab. In Elis war Aitolos im Thorgebåude begraben (Paus. V 4,4), das Grab des die Stadt hitenden Laomedon lag super Scaeam portam (Serv. Aen. II 241), wie Semiramis in Persepolis” Stadtthor aut dieselbe Weise ihr Grabmal bauen liess. Auf dem Dreiwege haben die Eltern die sechsjåhrige kleine Smyrna bestattet, Kaibel Epigr. 143 (2. Jhrh.) — érci towody. Auf den Dreiweg, wenn nicht auf Wege iberhaupt (vgl. das Symbolon von den Aewpooow, bezieht sich vielleicht das pythagoreische Symbolon i øo00v (Kehricht) viteoBaiverv (Göttling Ak. Abh. I 303,10 IT 289), s. ausserdem Riess Art. Aberglaube in Pauly-Wissowa Sp. 47. Hier wåre vielleicht auch zu erwåhnen eine Verordnung der Labyaden zu Delphi (d—4 Jhrh.), Leg. sacr. Ziehen n. 743 torv Ot vexpov xexakvunérov pevérun OLYG, iv TOIT GTOoOPuig Un nattidévrur undauet ud ötotvbovrør E790g vas Fomnlac moly »x &ri TO Gaua nor. ,Ån den Strassenbiegungen* (so Rohde Psyche * I 225) wurde, I Hat man die heiligen Reste auch unter dem Dache verborgen? S. Lobeck Aglaopham. 981 mu. (vgl. das Ei auf den obersten Boden auf einen Balken gelegt, Wuttke * $ 5999). > Becker Charikles ? III 105. 3 = Dittenberger * 438, Bull. hell. 1895, S. 10. 12 S. EITREM. [No. 5. wie es scheint, Anlass zur Wiederholung der hefligen Toten- klage genommen — weil eben da viel Leute sich versammelten? weil der Leichenzug aus Midigkeit dort Halt zu machen und auszuruhen gewohnt war? oder vielleicht, weil hier, altem Seelen- glauben gemåss, an dem Knotenpunkte der Wege der Lebenden auch die Toten Verehrung hiessen? 1. Endlich ist hinzuzufiigen, dass man ehemals auch an den Landesgrenzen die Toten begraben hat. Auf der Grenze lag der erste Sieger in den Kampfspielen zu Olympia, Koroibos (Paus. VIII 26,4), ebenso der gleichnamige Sohn des Mygdon auf der phrygischen Grenze (Paus. ebd.). Der Wunsch der Hinterlassenen, die Toten, wenn nicht im Hause, doch auf ihrer Besitzung zu behalten, geht auf dieselbe Auffassung zuriick, die auch der Begrabung im Hause zu Grunde liegt, s. Rohde Psyche * I 230,1 — man erinnert sich auch leicht der Entriistung Ciceros iiber die Gegner des Roscius Ame- rinus, dem von seinem ganzen Besitztum nicht einmal ein Weg zum våterlichen Grabmale ibrig gelassen war. Denselben Weg wie die Toten hat aber gerade Hermes zuriickgelegt. Aus einem Yeog uvtog oder &påotuog ist er ein Jeocg sviaiog der einzelnen Wohnungen, ein S:og ayoouios der Stadtgemeinde, ein dYeog steo7vÅartog der Stadtburg und der Stadt geworden. Wie er am Eingange des einzelnen Privat- hauses Wache hålt, so auch, als Sco0c &riréputos (Hes. s.vv.), an der Landesgrenze”. Es liegt deshalb nahe zu schliessen, 1 Vel. Wuttke? $ 736: Den Sarg setzt man dreimal an der Thirschwelle wieder, ,damit der Segen des Toten im Hause bleibe* (Böhmen). [eh erinnere zugleich an das Anhalten des Leichenzuges im modernen Indien, wo dem Toten dreimal der Mund geöffnet und Reis hinem- gesteckt wird, (v. Negelein, Ztschr. f. Volksk. XI 23, nach Dubois Moeurs des peuples de I'Inde). Niheres iiber die Beinamen und Kultståtten bei Preller-Robert I 401 f£,, vgl. auch Art. Hermen in Pauly-Wissowa. Uber Hermen an den Mark- und Landesgrenzen s. Paus. II 38,7 (mit Frazer's Anm.), III 10.6, VIII 18, 8 Frazer, VIII 34,6, ausserdem Polyaen strat. VI 24, Hesych s. v. und IGA 60. Wenn die guten Toten in Griechenland in ein- seitiger Entwickelung zu Rachegeistern ,Ermordeter* geworden sind (vgl. Xrols porevouévovs auf der lakonischen Grenze, Frazer a. 0.), hångt dies mit der Entwickelung des ganzen Seelenglaubens zusammen. [80] 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 13 dass Hermes und sein Kultmal, die Herme, an allen diesen Stellen steht, eben weil Hermes Totengott ist: als der Begråbnissplatz verlegt wurde (vgl. die Gråber der Christen, die gleicher Weise aus dem Gotteshause immer weiter von den Wohnhåusern entfernt worden sind), hat er doch seine Stellung zu erhalten vermocht ". Es låsst sich von diesem Gesichtspunkte aus, wie ich glaube, Verschiedenes zur Beleuchtung sowohl des Kultus des Hermes wie des sonstigen Zaubers und Aberglauben, der mit dem Toten- kultus zusammenhångt, gewinnen. 3. Die Thir, Thirpfosten und Thurschwelle. Dass die Seelen sich gerne an den Thiören aufhalten, ist allbekannt. In Indien wohnen die Seelen nach primitivem Glauben unter der Schwelle (Winternitz, Altind. Hochzeitsritual 72), und von den Gespenstern der verstorbenen Familienmit- glieder heisst es mm buddhistisehen Berichten, die hier nach Oldenberg, Rel. des Veda 561, Uraltes wiedergeben: hinter den Wånden stehen sie, an den Grenzen und Kreuzwegen, an den Thörpfosten stehen sie* (Oldenberg a. 0.). Der Ver- gleich mit griechischem Glauben und Aberglauben bietet sich von selbst. Das indische Totenopfer wird in der Nåhe der menschlichen Wohnungen vollzogen — denn hier wobnen die Seelen, hier werden sie gespeist und gekleidet*. Ebenso im alten hohen Norden: in der Saga Erichs des Roten c. 6 stehen die Toten vor der Thir. Nach Wuttke, Deutsch. Aberglaube * $ 750 halten sich die Seelen gerne an der Hausthir auf (Ostpreussen), oder sie sind I Schon Lobech Agl. 13379 hat die religio domestica des Hermes und der Hekate daher, dass man die Toten im Hause begrub, abgeleitet. Man darf aber getrost viel weiter gehen. Oldenberg a. 0. 553. Preta wird sowohl för die Hingegangenen wie för die Gespenster gebraucht. Mit altindischer Sitte stimmt die griechische Auffassung, die in der Erzåhlung von den Spenden an den Heros Aras und seine Söhne in Phlius hervortritt: sie blicken nach den Gråbern hin und rufen sie so åni tds ømtovdus (Paus. II 195). 14 S. EITREM. [No. 5. unter der Schwelle der Thir (Oberfr.) oder hinter der Thir (Hessen), oder im Scheunenthor (Böhmen), ja sie können ge- radezu unter der Thörangel sitzen ($ 752). Von der Hausthir werden auch die Geister vertrieben, z. B. Liebrecht, Zur Volksk. 372. Es låsst sich nachweisen, dass auch bei den Griechen und Römern mancher aberglåubischer Brauch und manches rituelles Verfahren, dessen eigentlicher Sinn frih in Vergessenheit ge- raten sein mag, noch deutlich auf alten Totenkultus, der an der Thir stattgefunden hat, hinweist. Wenigstens erhalten die Gebråuche, wenn man sie auf diesem Hintergrund betrachtet, einen viel prågnanteren Sinn als wenn man sie alle einfach als sapotropiåisch* ansieht, um die Thör als den kritischen Punkt, wo gute und böse Seelen hinein- und herausschwårmen können, sich konzentrierend. Die Schwelle war in Rom heilig, der Vesta geweiht!, an der Schwelle anzustossen war auch hier ein böses Wahrzeichen, dagegen war es gut, wenn der Hausherr im Voriibergehen an die Schwelle trat (Augustin. doct. christ. IT 20,81)*; die Braut dagegen durfte die Schwelle nicht betreten — dann war man jedenfalls auf der sicheren Seite (spåter in gelehrter Weise als uralter Rest des Brautraubs erklårt oder ,weil Vesta eine jung- fråuliche Göttin wåre*) s. die Nachweise bei Riess Art. Aber- glaube in Pauly-Wissowa Sp. 48 f.). In Herzegowina verneigt sich die Braut dreimal vor der Hausschwelle und legt etwas Geld darauf, ebenso auf den Herd (Samter, Familienfeste 922). Es heisst auch, dass sie die Haus- schwelle und die Thörpfosten kusse und dass an der Schwelle einem Hahn (Totenthier!) der Kopf abgeschnitten wird, ehe die Braut dariber tritt (Wiss. Mitt. aus Herzegow. 322, vgl. 305, 331). In Bulgarien bestreicht die Braut alle Thir- I Varro bei Myth. Vat. III 12,9, vgl. 4,4; bei Serv. Verg. ecl. VIII 29 (der dabei die Ableitung des vestibulum aus Vesta unerwåhnt låsst); Serv. Verg. Aen. II 467, VI 9278. 2 Vgl. die sudanische Braut, die an allen Thiren des neuen Heims stossen muss, Mannhardt, Myth. Forsch. 358. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 15 schwellen, die sie iberschreitet, mit Honig, was in Ruméånien sich auch auf die Wånde ausdehnt (Samter S. 81). In der fran- zösisehen Schweiz wird die Schwelle mit Oel abgerieben (Mann- hardt, Myth. Forsch. 363). Auf der Hausschwelle stehend be- sprengt in Rumånien die Braut die Glickwimschenden mit Rosenwasser (ebd. S. 362). Auf die Thirschwellen streuen die griechischen Bukoliasten Frichte aus ihrem Sacke, der die Panspermie enthålt (Diomed. bei Gramm. lat. I p. 486 Keil: 'atque ita victorum omnmnium fores multitudo cireumibat, carmen in victoriam quam adepti fuerant camebant et de eo folle limina frugibus spargebant). Endlich wird die römische Braut bekanntlich auf der Schwelle aqua et igni empfangen *. Wie man diese Heiligkeit der Schwelle zu erklåren hat, geht z. B. aus dem nordischen Aberglauben von , Vætter*, die, wie die ,Unterirdisehen* besonders unter der Schwelle des Kuh- stalls, neben oder unter der Schwelle der Hausthir wohnen (Feilberg, Ztschr. f. Volksk. VIIT 275 und Anm. 4), hervor. An der Sehwelle ,spukt es". Ausserdem geht die verbreitete Vorstel- lung vom Hausotter auf åhnlichen althergestammten Geister- glauben zurick, s. Wuttke ? $ 57”. Dieser ist doch so ein rechter lar familiaris, ein guter Genius der Familie, der Glick ins Haus bringt, dessen Leben mit dem Leben des Haus- vaters eng verkniipit ist (Böhmen), und der sogar, im Frinne- rung an die Thir, "die er håtet, einen Schlisselbund am Halse trågt. Er wird — wie ehemals die Toten — mit Milch ge- fittert (gewiss kein passendes Schlangenfutter!). Fine åhnliche Hausschlange ist der aus einem Fi geborene Drache Thoras m Ragnar Lodbroks Saga, der das Haus ganz ausföllt, mit dessen Wachsen das Zunehmen des Goldes zusammenhångt (vgl. die Goldkrone des Hausotters), ebenso die Schlange des Eremiten bei Liebrecht, Zur Volksk. 299, vgl. die von einer bösen reichen 1 Rossbach, Röm. Ehe 356 ff. Samter, Familienfeste 14 ff. (im limine ist selbstredend ,auf der Thiirschwelle des Hauses*). 2 S. auch Ztschr. f. Volksk. IV 82 f., 455 f. 3 Der Drache im Hause Thoras wird vom spåteren Hausbesitzer getötet. wie der den Reichtum begriindende Wurm in der persischen Sage vom kiinftigen Herrscher des Landes getötet wird, Liebrecht 67 fr. 16 S. EITREM. [No. 5. Mutter geborene Schlange bei Jeannarakis Samml. kret. Lieder (Liebrecht 210). Dass åhnliche Vorstellungen auch bei den Griechen vormals herrschend waren, davon scheint das pythago- reische Symbolon år ovdp un øyite (iberl. 607, Jambl. protr. p. 352 Kiessl., &'ia figt Apostol. hinzu, Leutsch, Paroem I p. 401, Göttling, Abh. I 308) noch deutliches Zeugniss abzulegen, wenn man es mit deutschem Aberglauben vom Hausotter zu- sammenhålt: auf der Thirschwelle dörfe man mnicht Holz spalten, weil die Hausotter darunter liege (Wuttke * $ 57) *. Eine Totengöttin, die den Beinamen Oidaia>* fåhrt, wird erst in diesem Zusammenhange verståndlich >. Ebenso gut wie man col uvytor (uvyiar) haben, so kann man sich auch eine Jeu oddain denken. — åc uvyov && ovdov erstreckt sich die Herrschaft der Manen*. Endlich ist diese ganze Vorstellung ins Totenreich selbst projiziert worden: denn um ins geråumige Haus des Totenfirsten zu gelangen, musste man iber die seherne* Schwelle hintiberschreiten: I. VIII 15 &v90 onoerai te mævhar nat yokueos ovdos (vgl. Od. VII 89, XIII 4), Hes. Th. Si1 fi.: Erda dt uaouaoent te mavÅar ual yokueoc ovdos, GOTELUPNO, Öllnor dnveneesaw åonows” avTO PV, I Vgl. $ 414 und $ 404: die Hexe des Wirbelwinds und des Alpdrucks wird wohl urspr. unter der Schwelle liegend gedacht? Den Toten gehört sowohl der Wind wie der Alp. 2 Vgl. Lima Arnob. IV 9 der röm. Indigitamenta, die neben dem Limen- tinus steht. Lykophr. 49 Aémtvrvi ov toéuovoar ovdatar Jeov und 698 Oporuovs T åhoos ovdaias Koons. Schol zu 49: Aézxtvwmrv ot utv tor Aidy», oi då mm» Leodepovn» hyovr TV hemturovsar td omuate TØV do JYNoKortor. % kéxtvrver av vwynr und zu 698 O8oruo % Ieoseporn magd To bBoruor aat Baov, vgl. auch v. Holzinger z. Sti. 1 Vgl. z. B. die römisehen Hochzeitsgebråuche. die an der Schwelle an- fangen und am Herde fortgesetzt werden (Samter S. 15,1). — Aueh in diesem Punkte ist das Auftreten des Hermes im Hymn. Homer. v. 149 prototypisch, wenn meine Vermuthung Philol. LXV 260 (&7 ov0%) zu- trifft: beim ,Öffnen der Hausthir* habe er an der Schwelle kein Geråusch gemacht, was för den Gott aller rødror ovufolo: (ebd. S. 279) bedeutsam ist. 5 Vgl. den Ausdruck 168. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. dv vgl. die gleichartige Schwelle im Kolonos Hippios, Soph. 0. K. BT: xHovog nahketrar vhsde aknomoug 0dog, Eos "Ayror; 1590: rov xavtapournv Odor, yalnois Badooror yndev Eonrw- uévov. Ebenso zeigte man in Aulis in der Nåhe des Zelts Aga- memnons eine 000 zuAxov (iiber die Rolle des Erzes im chthoni- sehen Kultus und Aberglauben, s. Frazer, Golden Bough * I 175 ff., Gruppe Gr. Myth. 895,11, vgl. auch die Erinyen, urspr. nach Rohde Ahnengeister, die auch xaaxoztodeg sind, Soph. EI. 488 ?*. Diese Schwelle hat, um mit Hesiod zu reden, ganz tiefe Wurzeln — sie liegt erst recht fest, wo ein Ahnengeist darunter verborgen liegt. Endlich ist bedeutsam, dass die Schwelle zu- weilen ebenso wohl wie der Herd den Schutzflehenden ein Asylum ist: Odysseus setzt sich da im Palaste des Aiolos nieder (Od. X 69). Es liegt nahe, die verkiimmerten Reste des ehemaligen Totenkultus, der an der Schwelle stattgefunden hat, im griechi- sehen und römischen Zauber wiederzufinden>. Unter der Schwelle vergråbt man, römischem Aberglauben zufolge, den Penis eines schwarzen Hundes (d. h. eines echten Seelensymboles und eines echten Seelentieres, eines , Kerberos*) contra omnia mala medi- camenta (Plin. n. h. XXX 82), ebenso den Kopf eimes draco mit einem Gebet ,för Gliick* (Plin. XXIX 67), unter der Stall- schwelle ein lebendes, krankes Schaf fir die erkrankte Herde (Col. VII 5,17, die anderen Thiere werden dariber gefuhrt). Damit vergleiche man z. B. eine Vorschrift der Tiroler Volks- medizin (Zeitschr. f. Volksk. VIII 170): Kopf, Herz und rechter Fuss eines kohlscehwarzen Hahnes in dicht versechlossenem Topfe* 1 Dem Hyakinthos wird sd 9v0as yoAui;s geopfert, Paus. III 19,8. Hypnos (Bruder des Thanatos*) erscheint als der Vogel yaaxis. Anderes bei Dieterich Nekyia 49, vgl. A. Olrik, D. Stud. 1905, 46 (bei den Lappen). Bei Aristophanes Ran. 294 hat Empusa oxélos yaluovr, s. Å. Dieterich De hymn. Orph. 483 f., der auch an eine XaAxozn als Tochter eines E?ovmvåos erinnert. Der König Xædixov auf Kos, S. des Hvovavios, ge- hört auch hierher (Theokr. VII 6 m. Schol.). 3 Die hier einschlagenden Hinweise verdanke ich meistens Riess Art. Aberglaube in Pauly-Wissowa. 4 Öber den ,Topf* s. unten Kap. 7. [80] Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 5. 2 18 S. EITREM. [No. 5. unter der Schwelle vergraben schiitzt das Haus vor Krankheit (ebenso wie man ,Erde von der Schwelle* mit anderen Be- standteilen för die Gesundheit des Viehs verwendet, ebd. S. 47) .. Wie es im nordisehen Aberglauben an der Schwelle spukt, so schlågt man nach Plin. n. h. XXXIV 151 Grabnågel (evolsos sepulchri clavos) in die Schwelle, um sich gegen mnocturnae lymphationes zu schitzen*. Deutlich spricht das Verfahren bei dem römischen Allerseelenfest, den Feralien, derer ultima pla- candis mamibus illa dies (21. Febr.): die alte Frau opfert der Tacita (Muta) ?, indem sie . . digitis tria tura tribus sub limine ponit qua brevis occultum mus sibi fecit iter. Drei Weihrauchstiekchen* sind wohl der kimmerliche Rest eines ehemaligen vollståndigeren Opfers, den Toten dargebracht * — jetzt nur ,apolropåisch* (wie die maena) verstanden und verwendet. Aber urspringlich hat man an dem Haupttage der Parentalien, der zu den Staatsfeiern 'gehörte, den di parentum als segenspendenden Manen geopfert, wenn man sie auch zuletzt in den mundus mzuriiekgetrieben haben mag, wie die Athener sie aus ihren Håusern am Ghytrentage wegjagten>. Auch der Schlangenkopi, von dem Plin. berichtet (s. oben), vermag Glick ins Haus zu bringen propitiatis adoratione dis. 1 För åhnliche Anwendung prågnanter sepulehraler Symbole vgl. auch Wuttke? $ 89, 439, 686, 687; för gute Geburt der Kuh $ 695; bei be- hexter Milch $ 703, bei der Jagd $ 715, um die Geliebte festzuhalten $ 550 (Kröte, auch Thier des Hermes). Nach Grimm D. M. * 1138 soll ein nackter Mann gegen die Pest unter der Thiirschwelle einen Kessel- haken vergraben (vgl. Liebrecht Gervas. 100) — wiederum Vereinigung des Kultus des Herds und der Schwelle, wie es scheint. Hångt dies damit zusammen, dass ein Gespenst die spitzen Någel zåhlen miisse, die auf dem Wege eingeschlagen sind? (v. Negelein, Zeitschr. Ver. Volksk. XI 150,92). 3 Uber sie vgl. oben. 4 Uber Weihrauch im röm. Opfer s. Wissowa Rel. der Röm. 347,2 f. 5 Dies spiegelt sich wieder in der Geschichte von den Harpyien, die die Speise des Phineus ,besudeln" (weil sie Totengeister sind) und von den Boreaden mit Schwertern (vgl. die Kaunier bei Herodot) weg- gejagt werden. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. eg Auf alten Kultus mag daher auch das Kiissen der Schwelle (wie der Thiirpfosten, s. unten) zurickgehen, wovon wir sowohl bei Tibull I 2,85 (mon ego, si merui, dubitem pro- cumbere templis / et dare sacratis oscula liminibus), wie im Kultus der Mårtyrer hören, s. Lucius Anf. des Heiligenkults 287 (z. B. Paul. Nol. Carm. 18,249 Hart: sternitur ante fores et postibus oscula figit / et lacrymis rigat omme solum, pro limine sancto fusus humi). Hier wird man direkt an den Totenkuss erinnert, wenn man damit die Nachricht kombinert, dass die Knaben an dem Heroenfeste Diokleia in Megara * die Grabstele des Diokles ,um die Wette kissten*. Noch deutlicher als das vorher Erwåhnte sprechen die aber- glåubischen Gebråuche, die an die Thiirpfosten und an die Oberschwelle anknipfen. Wenn die römische Braut am neuen Hause angelangt war, bestrich sie die Thirpfosten mit Gel oder Fett (Wolfsfett oder Schweinefett) und hångte an denselben Wollbinden auf. Die kathartische Bedeutung der letzteren wie diejenige der Oelzweige hat Diels Sibyll. Blåtter 120 f. auseinandergesetzt*”. Samter hat a. 0. 80 fø. damit die attischen Gebråuche, eine Wollbinde oder einen Oelkranz bei der Geburt eines Kindes an der Thir auf- zuhången, einen Lorbeerzweig vor der Thir bei der Ephebie und am Hochzeitstage (x00vSaAn) aufzustellen, verbunden und in allen diesen Riten, die sich bei der Adoption wiederholen, alte Sihnopfer, den Ahnenseelen dargebracht, erkannt: der Herd und die Thir sind tberall die Angelpunkte der Riten, die das Leben und Gedeihen der Familie betreffen. Das Salben der Thirpfosten 3 wird aber schon an und får sich ein dem Totenkultus entnommener Ritus sein, vgl. die Grabstelen in Plataiai, die der Archon alljåhrlich salbt (åroovet tuc otnåag mit frisehem KQuellwasser und uvop xoiet, Plut. 1 Nilsson, Feste 459, der den Ritus richtig erklårt. Vgl. auch die Sehutzflehenden an der Schwelle oben. 2? Vgl. auch Wilamowitz Eur. Her. II 181. 3 Samter S. 883. 20 S. EITREM. [No. 5. Aristid. 21), ebenso sind die Salbsteme an den Kreuzwegen zu beurteilen, s. unten. Bei Grabsåulen werden ausdriieklich udoov al vawiar (oder oréparo) erwåhnt. Der Gebrauch aber ist mit demjenigen der Bestattung identisch, wobei die Leiche gebadet und gesalbt wird, Luk. luet. $ 11 Joo0avreg—nal uvow to nakliory yotsavreg*. Und die Bestattungsgebråuche sind endlich im uralten Totenkultus, wie ihn uns Kleidemos im EFxe- getikon bei Athen. IX 410 åa iberliefert hat, herkömmlich: opvat Bodvrov m00g Eonépav TOV ONUATOR, Erreta mAQU TOV Bod9vvov mods éonåpar PÅéne, Våwmo naragee Aåywr vade butiv åmxöveuoa og xo4 nat olg Yu, Ener avg uioov zatayes >. Die Gråber wurden, wie bekannt, in Attika wie auf Thera * mit Oel besprengt (Eur. Iph. T. 6383). Dasselbe Ver- fahren wurde nun auch im Kultus des Hermes (und der Hekate) beobachtet, wie 'Theopomp bei Porphyr. abstin. IT 16,127 bezeugt verv yuo avrov år TOLG 17000NKOVOL VOOVOLG KATU uIVA EXUGTOV taig vovunviag oTepavolrvra nat pardobrvovrta torv Eounr zat tv Enåtyv sol va hova tor legøv å TOVE 700y0VOUG satahmetv, vgl. die Geschichte von Xenokrates, und der Herme (rd idovuévp &ri ts aving oder ty 700 tør Jvodv), Athen. X 437 b, Ael. v.h. IT 46 (die Vasenbilder und Art. Hermen in Pauly-Wissowa). Das Salben der Thiörpfosten fållt folglieh mit dem Salben des Hermes-Kultmales zusammen — beiderlei urspringlich den Toten zu Ehren. Und wie verhålt es sich mit dem AZevxoc "Eouns, Hauptgotte der Tanagraier? Von ihm berichtet Tzetzes Lyk. 680 ;toheuoluevot yto Tavayoator Vo ”Koertoréwr &opa- viasav maida nat noon» art XONGUOV nåvrevder lidovsavro Aevnov Eounv. Der ist doch wohl zunåchst pa:doocg (vgl. 1 Theophr. char. 16,5 Awztaooi ÅidJor, die mit Oel begossen werden, ebenso Clem. strom. VII 848 P (andere Hinweise bei Samter S. 83,6, Her- mann Gottesd. Alt. $ 24,16). Beschmieren der Gråber mit Fett auf Madagascar, Tylor Pr. C. II 115. 2 S. Becker Charikles * III 87 ff. — Das Totenbad kehrt wieder im dem Baden der Furien im Helisson, Stat. Theb. IV 52. 3 Vgl. Rohde, Psyche ? I 242,1. 4 Pfuhl, Athen. Mitt. XX VIII 258. HERMES UND DIE TOTEN. 21 1909.] gpardevvorvra oben) — sonst miisste man an die weissen Toten- kleider denken (vgl. Becker, Charikles * III 88 f.), um das ,,helle Sihnungskleid*, woran Gerhardt A. V. I S. 61, 28 denkt, nicht zu erwåhnen !. Ebenso zu beurteilen ist wohl auch das Schmie- ren der Pfosten mit Menstrualblut — ,gegen Kinste der Magier* — wie uns Plin. n. h. XXVIII 85 för Rom berichtet (ber die Gefåhrlichkeit der Menstruation Plin. ebd. $ 82), ja, man möchte sich wohl versucht fiöhlen, einen Rest des den Ahnen dargebrachten Menschenopfers in dieser Sitte zu sehen*. Das Bestreichen der Thiårpfosten mit Pech am Choentage und bei Kindergeburt (Phot. s. utaow yuéoa und s. 6åuvos, Rohde Psyche * I 237,8) ist wielleicht åhnlich zu beurteilen — nicht, wie schon die Alten meinten, eig årxélaow datuovmr. Die Seelen werden ja am GChoentage bewirtet, sie besuchen die alten Wohnungen und werden erst am Schlusse des Anthesterien- festes herausgetrieben. Die oåuvoc dagegen kaut man selbst- verståndlich, um die x7o mit all ihrer Ansteckung in den Mund nieht einzulassen — die »ijo kriecht ja in alle Öffnungen hinein (vgl. die Gespensterrede ,in den Ohren*, pwn tv xoeLTTOvuY, vom Ohrenklingen Ael. v. h. IV 17). Die alten Indier hielten aus demselben Grunde beim Totenopfer den Athem (Oldenberg 551), und die Pelauer verschliessen sich, wenn ein Verwandter erschiagen worden ist, aus Furcht vor seiner nach Rache durstenden Seele, ms Haus-und kauen Betel, woriber ein Zauberspruch gelesen worden ist (Frazer, Golden bough * I 359 3). I Preller-Robert I 416,1 (,die alten Lykophronscholien erwåhnen nur den H. 4evx0s, nicht das Menschenopfer* — was doch das Letztere nieht in Abrede stellen kann): weiter ab liegt die Deutung åevzös = pardods, ,der Gnådige* — also H. ein cos uerhiyeos oder eduevns? [8e] Uber ehemaliges Menschenopfer im Larenkultus s. Samter, Familienf. 112 (anders Wissowa, Arch. f. Rel. VII 53 ff.). 3 Dass der Mund als der Seelenweg, der in den Körper hineinfihrt, dient, zeigt z. B. die Geschichte vom Sultanen Bayazid, der seine eigene siindenvolle Seele nach dem Fleischessen nicht hineinliess, sondern von den Dienern ,zum Tode" priigeln liess, Frazer a. 0.1 263 (aus dem Munde entfliegt die Seele des Aristeas, als Rabe, Plin. VII 174). po S. EITREM. [No. 5. Dass man einen klebrigen Stoff: wie das Pech zum Streichen nimmti, ist doeh nicht auffallend. Aber leicht konnte man spåter, als die guten Ahnen von schlimmen Geistern nicht sehr ver- sehieden waren und alte Ehrengaben als ,apotropåisch* aufge- fasst wurden, auch den Zweck des Pechstreichens so auffassen, dass die kleinen, fliegenartigen Seelchen an diesem Fliegengift hangen bleiben (vgl. J. Harrison, Prolegg. 165). Man erinnere sich auch der Rolle des Pechs in dem ,sympathischen Zauber*, den die Alte an den römischen Feralien mit der maena macht (Ovid f. II 577): quodque pice adstrinæit, quod acu trajecit aéna. obsutum maenae torret in igne capul. vina quoque instillat. Ubrigens wurde Erdpech auch im Liebeszauber verwendet, indem Loorbeer daran entziindet wurde (Verg. Aen. VIII 82 m. Serv., Gruppe G. M. 850,1), wahrscheinlich altem Totenkultus entnommen |. Das Bekrånzen der Thören wie dasjenige der Hermen (s. oben) wird auch aus dem Totenkultus herstammen; nach dem Bade wird der Tote toig «patos avdeot bekrånzt (Luk. de mere. cond. 28, de luct. 11)*; die Cypressenzweige, die, an der Thiir befestigt, verkiindeten, dass ein Toter drmnen auf der 1 Statt des verdorbenen ooøuata wåre vielleicht xvåøuata (oder Jvos- uata, Rohde dwuata) zu lesen. Wie alt ist iibrigens die neugriechisehe, slavische, althochdeutsche Vorstellung von der Hölle als einem mit Pech angefillten Raume? Vgl. Schmidt Volksl. d. Neugr. 247, Die- terich Nekyia 200. Die Krankheitsdåmonen kleben am menschlichen Körper, besonders an den Theilen, die mit dem Unreinen (Krankhaften, Toten) in Beritihrung geraten sind, wie an den Fingerspitzen und Någeln; sie können auch (in S. Amerika) eimfach von Ameisen weggebissen werden, s. Frazer, G. B. ? I 801 f. Die Någelschnitze eines Fieber- kranken (wie das abgeschnittene Haar) können, an eine fremde Thir geklebt, die Krankheit iibertragen, Plin. XXVIII 86; die Pythagoreer sagten: drovvyiouast nat novonmts un årmovoet» unde åpiotasdar (Goettl. nr. 44) und szaou Jvoia un ovvyikov (nr. 4). S. die Grabvasen; Aristoph. Ekkl. 588, 1082 (zaviwoa:), Lysistr. 602, vgl. Alkiphr. epp. I 36 otepåvid uor nar 0000 doneg døgn tap téuner (gewöhnlich oéå:v0v), Bekker Char. * III 89. [80] 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 25 Kline låge (Serv. Aen. III 681, Rohde a. 0. I 220), werden ur- springlich dem Toten selbst gehört haben. Wie die zoovæm wird auch die eips0tøøyn, der Erntemai oder (sekundår) Maizweig *, in Samos (hier am Neumondtage) eben an den Apollon ”Ayvwevc angekniipft, zu beurteilen sein. Sie wurden beide vor den Thiiren aufgestellt, sie brachten Segen oder schiitzten vor Miss- wachs (die Daphnephorien in Theben gingen nach dem Tempel des hagelabwehrenden Apollon). Sie sind aber urspriinglich von den Frstlingen der Ernte, die an so vielen Stellen noch den Ahnen dargebracht werden, nicht verschieden >: bei Alkiphron epp. 111 37 wird die e/oeo1ovn dem Toten zu Ehren aufge- hångt. Die Toten werden von den Wilden Neu-Kaledoniens gerade um gute Ernte angerufen*. Die Toten haben ja alle die Eigenschaften, die auch den y90vuot eigen sind. Sie senden Frntesegen und Kimdersegen, und die Opfer, die man in Athen bei der Hochzeit ihnen darbrachte (Rohde Ps. * Il 247, Diete- rich, Mutter Erde 48 ff.), stehen mit den eben besprochenen in engster Verbindung >. Ja, diese Muytot oder "Eoxeiot sind der- massen Ktnowe und Ievégåror, (so werden penates Gbersetzt), dass sie Gewalt tber verborgene Schåtze haben (Lobeck Agl. 632 m — sehon ihr Symbol, die Bohne, bringt nach den Pytha- goreern Gewinn, wenn man sie bei Auctionen mit hatte!) 6 und direkt im Entbindungszauber ihre Macht austiben”. "470 yu tor årodavorvrur at toopal nat avsyoers (Hippokr. 1. évvær. I I Das Haaropfer ist vor Allem Totenopfer. — An der Doppelthår hången die Galloi ihre Haarlocken, die sie der Kybele weihen, Anth. Pal. VI 178. Maunhardt, Ant. Wald- und Feldkulte 243 ff., Nilsson, Gr. Feste 117 und 165 (vgl. 183 f.). 3 Vgl. Frazer, Golden bough * II 460 ff. (vgl. die Tonga-Gebråuche mit einer Art ei0e01øvn S. 466 f. 4 Frazer, Early History of Kingship 74. Vgl. z. B. auch die Eumeniden, Rohde a. 0. I 247, Kl. Schr. Il 244, Dieterich a. 0. 39 f. Plin. n. h. XVIII 119. Riess, Art. Abergl. in Pauly-Wissowa Sp. 91 f. (Natirlich können sie Krankheiten auch heilen, Sp. 92 — wie Hermes!) [Ko] (ST (an 24 S. EITREM. [No. 5. p- 14 K.) !, das haben, wie die Römer, auch die Griechen ge- glaubt, die ihren Unterweltsgott Z7iovrwv genannt haben. 4. 'Totenpflanzen und Totenthiere als aphrodisisch- sepulchral-apotropåisch wirksam. Schon die Baum- oder Pflanzenarten, die man an der Thir anbringt, zeigen den sepulchralen Charakter dieser Gaben. Auch hier ist die Verbindung der Figenschaften, aphrodisisch- sepulchral-apotropåisch, offenbar, und auch hier können wir denselben Finfluss des Totenkultus auf den Hermen- kultus wahrnehmen: an den Choen ,des Dionysos" legte der Sieger den goldenen Kranz auf den Hermes IIporvÅatog — ai 700 tove åvdLvovg nat vtovg En vNe uvogIvng nat vor En TOL ZLTTOV nal vor Ex Ths dapvne Erravda åvåravo: ual uarehmne, Ael. v. h. I 41. Eine Ubersicht der in Rede kommenden Pflanzen wird auch för Hermes Gewinn bringen. Die Myrte, als Totenpflanze bekannt (Rohde * I 220,9)> und im Kulte des [Apollon] Agyieus und der Aphrodite > her- kömmilich, hilft — aphrodisiseh — gegen geschwollene Scham- teile (Plm. XV 124, XXII 163) und — apotropåiseh — gegen bösen Blick*. Wir werden direkt an den raschen Wanderer, = In Arabien, wo dasselbe Wort sowohl ,Gliick* als ,Ahn* bedeutet, kann die Leiche eines Toten (,eines durch Verrat gefallenen vornehmen Mannes*) Fruchtbarkeit verleihen [man erinnert sich leicht der schlim- men Geschichte von Dionysos und Prosymnos], Wellhausen, Skizz. II 142. Im altindisehen Totenopfer werden die Manen gebeten, ,månn- liehe Leibesfrucht zu verleihen*, Oldenberg, Rel. des Veda 552 (vgl. 567) — auch ein langes Leben können die Gespenster (= verstorbene Vorfahren) geben, S. 561. Die Pythagoreer bestatteten ihre Leicheh in myrti et oleae et populi migrae foliis, Plin. n. h. XXXV 160, — uralte Sitte! Auch die Spar- taner bestatteten ihre Leichen 2» vos, Plut. Lyc. 97. Vgl. auch de Gubernatis, Myth. des plantes I 233 ff. Die Pythagoreer durften nicht die Myrte, wie andere sepulchrale Pflan- zen (Jambl. vith. Pyth. 28) zum Zåhnestochern gebrauchen (Riessa.QO. 62), — urspr. um nicht dadurch einem bösen Seelengeist den Eintritt in den Körper zu geben (sie dachten umgekehrt wie die 6duvos-kauen- den Athener). LI Ho 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 25 Hermes, und an die schnellen Toten, die man um gliickliche Reise anfleht, erinnert, wenn wir hören, dass Myte [wie der Keuschlamm]| im Giörtel getragen dem Wanderer die Midigkeit nimmt (Plin. XV 124). Hermes hat ja gerade sich selbst San- dalen aus Myrtenzweigen geflochten (Hymn. Homer. III 81). Dies erklårt zugleich, wie ein schneller und geiler Wagenlenker wie Myrtilos, als Sohn des Hermes — und zwar mit einer Amazone Myrto (Schol. Ap. Rh. I 752) — gelten könnte !; wenn die opuntischen Tetten, die einen myrtenbekrånzten Jiing- ling mit Hahn oder Hasen darstellen, den Hermes wiedergeben>, dann sehen wir zugleich, dass der Totengott, dessen altes Bild im Tempel der Athena Palias von Myrtenzweigen umhillt war (Paus. I 27,1), selbst die Myrte tragen konnte. Die Gypresse durften die Pythagoreer — als sepulehral ? — zum Zåhnestochern nicht verwenden (vgl. oben); sie fand auch aphrodisisehe Verwendung, indem man sie gegen Hodenleiden der Maulthiere gebrauchte (Riess a. 0. Sp. 54), und gerade zum Phallos nahm man GCypressenholz (Mart. VI 49,4; 78,7 — neben dem Feigenholz, s. Gruppe a. 0. 788). Endlich wurde sle — wohl als apotropåisch nitzlich — als Zaun empfohlen (Demokr., s. Riess). In unserem Zusammenhange ist es be- deutsam, dass die Thiren des Artemistempels in Ephesos aus Cypressenholz gemacht waren (Plinius n. h. XVI 215). Die Olive wie das Oel wurde bekanntlich vielfach bei der Bestattung verwendet*. Der Tote wurde auch mit Zweigen des wilden Oelbaums bekrånzt (xotivp xal vawic Chion. epp. XVII 9). Sollten auch die Thörangeln aus Olivenholz gemacht werden? Vgl. Plin. XVI 230. Und wie steht es mit dem Oelblatt, das » Gruppe G. M. 197, 657. Der Agon folglich urspr. ein Totenagon! Rayet, Gaz. des beaux arts 2. Ser. XI (1875) 556. Die Totensymbole passen fir den Hermes ausgezeichnet. 3 S. Gruppe, Gr. M. 788,1 und 783,5; vgl. 7886. Vgl. ihren Verbot AVTTAOLOGIINV UN KaTAGKEVdCeodur o000v. Gerade in cypressenen Laden liess aber der athenische Staat die Beine der Gefallenen aufbewahren, Thuk. II 34. + Rohde Psyche ? I 927, II 72, Diels Sib. Bl. 190 ff. Olivenzweige in der &4p000 Artemid. IV 57. [80] 26 S. EITREM. [No. 5. die Loosenden aus der Urne zuerst herauszogen und ,Hermes* nannten? Die , Töpfe* gehörten als Leichengefåsse dem Hermes, und in vile, die wenigstens sehr oft Olivenblåtter waren (Eur. Iph. T. 683 ff.), hat man auch die Toten eingehillt — die Toten geben Glick und Segen (aus den ,Töpfen* steigen sie empor), und Hermes ist ja vor Allem der Giliicksgott, der plötzlichen Gewinn bringt. So scheint sich der Kreis dieser Vorstellungen zu schliessen, wenigstens mag es als ein Versuch der Frklårung gelten. (Olivenblatt, worauf ”49nvæ geschrieben, vertreibt Kopi- weh, Geop. IX 1,5 — so wurde Zeus durch die Geburt Athenas semmer Schmerzen los!). Weissdorn, spina alba, im Griechenland durch die oåuvog vertreten (Rohde, Psyche * I 287,8; Gruppe G. M. 890,29) 1, wurde am Choentage wohl nicht deshalb vom fruhen Morgen gekaut, ,um dessen Kraft auf den eigenen Leib zu ibertragen* (Rohde), vgl. oben. Der Dorn gehört den Seelen: auf Dorn- stråuchern werden die beiden Schlangen des Herakles-Mårchens verbrannt (Theokr. XXIV 89)*, und der Weissdorn wird des- halb gerade im urspriinglichen Totenkult, &» voig &vaylouaot, vor die Thiör aufgehångt (Schol. Nik. Ther. 860). Aphrodisiseh wird er in Rom als Hochzeitsfackel (sonst ist die fax pinea, Cat. LXI 15) verwendet; apotropåisch vertreibt er die Strigen von der Thör (Ov. f. VI 130), dient als Amulett gegen giftige Thiere, und ein Kranz daraus heilt Kopfschmerzen (Plin. XXIV 108). Er wird auch beim Fruhlingsanbruch, wo die Geister wieder aufleben, den Thieren im Trinkwasser gegeben — wie die Meer- zwiebeln (Geop. XVII 14,8) >. Gerade bei den scillae tritt die Verbindung aphrodisisch- apotropåiseh klar hervort Dem Orthannes gehören BoABoi (Athen. X 441 f.)*, ber Petron wird der impotente Encolpius - Vgl. auch de Gubernatis, Myth. des plantes I 198 ff. Uber die Verbrennung der Leichen mit Dornen, Grimm, Abh. Ak. Berl. 1849, 223 ff. (Gruppe a. 0.1). Vgl. Veget. V 74 — mit Salz gemischt. Gruppe G. M. 889. S. Kaibel, Gött. Nachr. 1901, 490. Lo Ce) ov 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 27 (Sat. 130) cibis validioribns pastus, 1. e. bulbis cochlearumque sine jure cervicibus, die Priapospriesterim Qenothea gebraucht Lauch mit Sellerie gemischt im Orakelwein (daneben Haselniisse, auch ein echtes Fruchtbarkeitssymbol), die Verehrer des Ty- rannos Men miissen sich vor ihrem Eintreten von Lauch, Sehweinefleisch und Weibern enthalten (Dittenberger 379). Des- halb wird das Verfahren, das man dem Pharmakos gegeniiber befolgt *, urspringlich ein Fruchtbarkeitszauber sein (vgl. die Artemis Orthia , d. h. die ,Erigierende*, Lygodesma und die Lygismen benannten Tånze bei Pollux IV 96 f., vgl. unten). Apotropåiseh war die scilla dem Pythagoras: in limine quo- que januae suspensa malorum medicamentorum introitum pellere tradit *. Aber als sepulchral-aphrodisiseh ist der ynyevns Bohsog die Pflanze der Deo — 4novs øvvormosg (Athen. II 68). Lorbeer als sepulchral, chthonisch (Emped. 450), kathar- tiseh ist bekannt (Samter, Familienfeste 87 ff., Rohde * I 9238)>. Er verscheucht Gespenster* und wird auch gegen den bösen Blick verwandt (mit Knoblauch zusammen gegen Tollheit der Pferde, s. Riess a. 0.) 7. Er wurde nicht allein als xoovSaan éxtdnis ounioavtes eis tå méos ouiklas, ovaars dyoiars te ual dhhors tør dyoimr (Hippon. fr. 5. Dem Phallos gleichwertig in der Geschichte bei Liebrecht, Zur Volksk. 189. S. Gerhard, Gr. Myth. I 343, Schreiber im Myth. Lex. s. Artemis Sp. 586 — vgl. dodia vå0is der Esel bei Pind. P. X 32, 6907 uavia Ael. h.a. XI 32; Aristoph. Lys. 944; Ood9ayooas, doduyooioos, Oodarrns. Uber den magischen Gebrauch von Lauch s. Mannhardt, M. Forseh. 113 fr. (1238, 133); Frazer, Golden bough * III 197. 4 Plin. XX 101, Dioskor. mat. med. IT 202 (vgl. auch Theokr. V 121); auch dem Leithammel gegen Wölfe umgehångt, Geop. XVIII 17,8; Ael. h. a. I 36. Wie alt ist tibrigens die neugriech. Sitte, am Samstag vor Ostern mit Lorbeerblittern den Boden der Kirche zu bestreuen (de Gubernatis, M. des plantes II 101)? Lorbeer beim römisehen Hausaltar, Verg. Aen. II 518. Der Abergliubische kaut Lorbeerblåtter (auch Pythia, Rohde * II 58,2), wie man sonst dduros kaut, s. oben Rohde, der iibrigens diesen Ge- brauch direkt aus einer der dxyvn innewohnenden mantischen Kraft ableitet: die ist doch wohl sekundår (aus der Verbindung der Pflanze mit den wahrsagenden Seelen abzuleiten?). Nach modernem sieilianischem Aberglauben auch gegen Blitz nitzlich, de Guhernatis, Myth. des plantes II 189. [Ko] 0) (S (er) 28 S. EITREM. [No. 5. und am römischen Hochrzeitstage vor die Thir angebracht: man pflanzte "berhaupt gerne Lorbeer vor die Håuser (Plin. XV 127), und Lorbeerkrånze meisselte man an den Håusern ein. Spåter ist er in den speaellen Besitz Apollons geraten, aber Lorbeer mag urspriinglich auch andere Eingånge als denjenigen des delphisehen Tempels geschmiickt haben (Eur. Ion. 79). Mit Hermes scheint er verbunden, wenn der Kaufmann in Rom am 15. Mai, nachdem er sich durechs Råuchern gereinigt hat, einen Lorbeerzweig in die Mercurquelle taucht und damit sem Haupt und seine Waren besprengt, worauf er an Hermes um Gnaden und Gliick betet (Ov. f. V 673 ff.).. Endlch ist der Bukolos Zæapvig ein rechter Hermes-Sohn, er zeigt die aphrodisische Seite des Lorbeers, indem er sich an der Aphrodite selbst vergreift und der Liebling des Hermes ist (Lorbeer sepulchral-aphrodisisch im Liebeszauber Theokr. IT 25 få.). Apollon ist ihm natirlich auch giinstig gesinnt*. Hermes aber wird urspriinglich mindestens ebenso viel Recht an den Lorbeer gehabt haben wie sein ehrwiirdiger Bruder, vgl. die Lorbeer- krånze dem ,Hermes vor der Thir* geweiht, Ael. v. h. IT 41 (s. oben). Keuschlamm, A0yoc, ayvog (vitex agnus castus), vgl. die athen. Thesmophorien und das samische Herafest, wåre viel- leicht auch zu erwåhnen — die antaphrodisische Macht mag die Pflanze erst in Anknipfung an die ,jungfråulich* gewordene Artemis und die hehre Himmelskönigin bekommen >. Der Keusch- lamm stumpit also den Geschlechtstrieb ab (genau wie die Totenpflauze oéhwov, apiwm; auf den Gråbern Rohde * I 220,9, vgl. Olck, Art. Eppich in Pauly-Wiss. Sp. 256), wird apotro- påisch gegen giftige Thiere und bösen Blick verwendet (bei den Raben!) *; er nimmt endlich, im Girtel getragen, dem Wanderer Gruppe 890,58; vgl. 785. S. Gruppe 964. Vgl. Frazer, G. b. ? III 126 ff., A. Thomsen, Arch. f. Rel.wiss. IX 409. Vgl. Wellhausen, Skizz. III 143. Geflochtener Bast um die Arme ge- wunden schiitzt gegen den Feind (zum Hermes Polygios, s. Rhein. Mus. 1909, 2. Heft, vgl. die arabische Göttin Dhu IChalaca vom rie- RK 0 DD m- 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 29 die Miödigkeit (Diosk. I 184, Plin. XXIV 683), vgl. die Myrte oben. Epheu macht unfruchtbar, heilt den Biss giftiger Schlan- gen und dient auch als Apotropaeum (s. Olck Art. Epheu in Pauly-Wissowa Sp. 2834 f.). Umgekehrt steigert habrotomum (vgl. amaracus im Brautkranze, Catull LI 7 und Riese z. St.) wenn unters Bett gelegt, den Geschlechtstrieb (Plin. XXXI 162), apotropiisch vertreibt es die Schlangen, Diosk. m.m. IIT 26. Mit Zweigen aus dem Erdbeerbaum werden Pfosten, Schwellen und Fenster beim Austreiben der Strigen beråhrt (Ovid. f. VI 155 f., 166) und die Bahre des toten Pallas ge- flochten bei Vergil Aen. XI 65. Als Herr der Seelen mag des- halb Hermes, wie Paus. IX 9222 berichtet, in Tanagra unter einem Erdbeerbaume aufgewachsen sem. Auch die schwarze Niesswurz (Pln. XXV 47 ff.) mag eine Seelenpflanze sein, was die Verkehrungen bei ihrer Aus- grabung andeuten !; desgleichen wohl auch das weisse Melam- podium. Vielleicht steekt noch ein Uberbleibsel davon im neu- griechischen Aberglauben, dass, wenn ein Kind wåhrend des Trauergesanges niesst, es bald sterben miisse — deshalb soll man sofort sem Hemd zerreissen (Wachsmuth, Das alte Gr. im neuen 114), vgl. das Ausschitteln des Gewandzipfels beim alt- indisehen 'Totenopfer, ,ohne Zweifel ein Abscbitteln der Seelen* (Oldenberg, Rel. des Veda 544). Die alten Griechen werden chenden Schlingkraut benannt, Wellhausen a. 0. 44). Zu den Avyot: als sédar (Philol. LXV 275) vgl. Stokes, Urkelt. Sprachsch., der ir. eidenn »Epheu* aus *[pjedenno, 07, ableitet. 1 S. Rohde ? II 73,8. Sie hiess auch Melauzodiov — Melampus habe sie zuerst geschnitten und gebraucht. Dieser Meldumovs låsst sich viel- leicht aus der neugriechischen Sitte erklåren, dem Toten die Fiisse mit schwarzen Båndern festzubinden (Wachsmuth S. 108 — so wird der Tod selbst medduzenhos, weil die Hinterlassenen schwarze Kleider an- legen). Auf diese Weise will man verhindern, dass die Toten wieder- kehren. Beim Graben des Helleborus soll man nach Osten sehen (Theophr. h. pl. IX 9,8, Plm. XXV 50), beim. Graben des Mandragoras nach Westen (Theopbr. a. OQ., Plin. XXV 148) — die Richtung nach einer supponierten Richtung der Leichen bestimmt? Vgl. Plut. Sol. 10 iiber die Gråber der Megarer (nach Osten) und der Athener (gegen Westen), was ibrigens durch die Ausgrabungen nicht beståtigt wird, Becker, Char. ? IT 100. 30 S. EITREM. [No. 5. gesagt haben: da habe sich die xn0 des Verstorbenen verkrochen, um noch eine Seele mitzunehmen, und dies habe Hermes, als Gott aller ,begegnenden Qionismen*, der selbst emen åhnlichen Anfall im homer. Hymnus 297 bekommt *, herbeigeftuhrt. Sonst tötet die Niesswurz Vögel und schitzt das Korn (Geop. IT 18,9), wird auch kathartiseh vielfach verwendet?*. Im neueren ital. Aberglauben vertreibt man den bösen Dåmonen, der Taubheit verursacht, dadurch, und aus der Pflanze schliesst man auf eine gute oder schlechte Ernte >. Uber Thiere als Seelensymbole handelt Rohde, Psyche * I 241 f., der dazu sowohl Schlangen wie Pferde rechnet * ("ber die Hunde spricht er sich nicht bestimmt aus). Schon oben wurden mehrere Thiere oder Theile von den Thieren, die im Zauber verwendet wurden, erwåhnt. Hier gilt es die Verbindung aphrodisiseh-sepulchral-apotropåiseh auch fir diese hervorzuheben, um damit dieselben Eigenschaften den Toten und dem Hermes als Totengotte zu vindizieren. Der Hahn als Totensymbol ist bekannt: er ist der Persephone und dem Hermes heilig >, wird vielleicht heutigen Tages fir die Sterbenden geschlachtet (Wachs- muth a. O. 107); er hilft Kreissenden (wie ehemals der Leto). Ael. v. h. IV 29. Ebenfalls ist der Hahn als Amulett bekannt 1 S. Philol. LXV 270. Fir den tru yaotoos &0rJos des Hermes v. 296 glaube ich auch einen wirdigeren Grund anzugeben, als man nach dem launigen Einfalle des Hymnendichters denken möchte. Nach einem weit verbreiteten Aberglanben verlåsst die Seele des Sterbenden den Körper durch den After, s. Archiv f. Rel. IV 309 (Umgegend von Elber- feldt), Bastian, der Mensch III 322, jidisehe Gesetze, Zeitschr. d. d. Palåst. Ver. VI 185 f. (nach Angaben bei v. Negelein, Zeitsch. d. Ver. f. Völkerk. XIV 28). Das hat freilich der Dichter des Hymnus nicht gewusst oder nicht wissen wollen, aber der hehre Zeichengott Apollon riimpft die Nase. S. Rohde ?* II 51. de Gubernatis a. 0. II 170. Zum Flgd. s. Gruppe Gr. M. 794 ff. Uber xaoxivor und sdvdavor s. F. Boll, Arch. f. Rel. XII 149 ff. (vgl. auch den xé04u80s Anton Lib. 92, Philol. LXV 959). Gruppe G. M. 795,8; vgl. Ael. n. a. II 30 (Hahn dreimal um den Ess- tisch [statt des Herds] herumgefibrt). Hermes mit dem Hahn taucht in röm. Zeit auf rhein. Denkmilern wieder auf, Weicker, Athen. Mti. XXX 9209 fr. (vgl. S. Wide ebd. XXVI 153). 2 bu or 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. d1 (vgl. auch Geop. Il 43,3: nackte Jungfrau, emen Hahn tragend. geht den Acker herum, um den o0700åéwv zu vertreiben). Es gilt den Baalzebub durch den Baalzebub zu vertreiben*. Der Hahn gehört aber dem Hermes, der z. B. auf Gemmen hellen.-röm. Zeit geradezu mit dem Körper eines Hahnes dar- gestellt ist. Die Sehlange», als Erscheinungsform der Seele iiberall bekannt, hilft Kreissenden, macht Båume fruchtbar und gesund, wird apotropåiseh an den Wiegen angebracht und bewirkt, ge- gessen, dass man die Sprache der Vögel versteht *. Die Schlan- genköpfe kommen wohl eben wegen dieser Eigenschaften am Heroldstabe des Hermes vor. Dass die Schlange geradezu den Phallos vertritt ?, gehört auch in diesen Zusammenhang, und wird denjenigen nicht auffallend sein, die auch die Aphrodite als Totengöttin und den erotischen Alpdruck (”Ep:aÅtns) als Åusserungen der phallisehen Natur der Seelen hieraus erklåren. Der Grabphallos (vgl. Alt-Phrygien 6 zeigt schon, wo man den Angelpunkt dieses ganzen Vorstellungskreises zu suchen hat”. Die Eidechse (gegen Milzzuchi, Plin. XXX 59 und 104, in einem Topfe vor dem Schlafzimmer aufgehångt und vom Kranken beröhrt), wohl auch der Skorpion sind ebenfalls Thiere des Hermes geworden, vgl. Welcker, Gr. Götterl. IT 441 I Vgl. die versipelles bei Apul. met. II 22: et aves et rursum canes et mures, immo vero etiam muscas induunt. 2? Furtwingler, Gemmen T. 40,29, Weicker, Seelenvogel 35. Ebd. S. 27 iiber den Adler als Seelenthier; vielleicht wird deshalb Hermes von Zeus in einen Adler verwandelt, Myth. Vat. I 78 (Gruppe G. M. 1333), er wird ja auch auf archaischen Gemmen mit Adler dargestellt. Ebenso sind die Schmetterlinge (auf den Gemmen, vgl. Weicker S. 30) dem Hermes eigen, desgleichen die Möve (Od. V 51). Vgl. Gruppe 807 f. S. auch Gerhard Abh. T. LI 8 und vgl. oben S. 17. 4 Plin. X 137; s. Riess a. 0. > Artemid. II 18, Schol. Aristoph. Ekkl. 906, (; 7o Söov % åni tod widoiov) in den Dionysosmysterien (Gruppe 92 f.), in Indien (Dulaure, Div. génér. * 80). So liebt eine ,Schlange* ein Mådchen, Ael. h. a. VI 17. S. Körte, Ath. Mitt. 1899, 10. Vgl. z. B. den Aberglauben, dass Grabstaub im Wasser auszutrinken gegen Trauer um den Verstorbenen, aber auch gegen Lie besschmerzen hilft, Wellhausen, Skizz. III 142. pe for -1 dG S. EITREM. [No. 5. und (Skorpion mit Schildkröte zusammen) Mercurrelief aus Algier, Arch. Anz. 1903, 105. Vgl. die Kröte, die man beim KEin- fahren des Getreides an der Oberschwelle aufgehångt hat (Plin. XVIII 305), um den Acker nachts getragen und ebenda in einem neuen Gefåsse vergraben, um den Samen gegen die Vögel zu schiitzen (Geop. II 18,14), gegen viertågiges Fieber (auf einem Kreuzwege in Qel gekocht, vgl. unten) verwendet !. Damit stimmt der deutsche Aberglaube, dass eine Kröte sich als schiutzender Hausgeist im Keller aufhålt (Wuttke * $ 763). Der Hund ist wohl auch eben als Seelenthier * der håufige Begleiter des Hermes geworden (vgl. die statuarische Kunst, Sage von Kydon und Pandareos; der xvvaæyyns verursacht Hunde- krankheiten)? — der Hundspenis * wird gegen Zauber unter der Thiirschwelie vergraben 5. Auch der Zauber mit Eulen, Fledermåusen 9, Ziegen- hörnern, Pferdehaar (Geop. XIII 11,1). Krokodillshaut, Hyånenfell, Esel oder Eselin*” (r. Hode im Armband ge- tragen stimulat coitum, Plm. 28,261; macht Garten fruchtbar, schiitzt die Flur gegen Unwetter, nimmt — kausativ — den Kindern die Aengstlichkeit) und den Wölfen (im Liebeszauber, Plin. 8,53, hilft den Kreissenden, Plm. 98,247, schitzt den Acker, $ 265, und die Kinder $ 257, Wolisschnauzen an das Hofthor genagelt gegen veneficta, $ 157) gehört hierher 5. 1 Riess a. 0. Sp. 47. 2? Vgl. Liebrecht 372. 3 Vgl. das Eoxoddutvaor (der ,Finger* des Hermes ist wohl der Phallos), s. Roscher, Rhein. Mus. LIIl 189 ff., auch die auf Delos gefundene Herme (Bull. hell. XIII T. 12 f.) mit vielen eingeritzten Hunden und Hymn. in Merc. 568. Das Schwein (Arist. Pac. 374, 386, Arch. Jahrb. VI 258 ff., VII 144) wird direkt aus dem Totenopfer stammen (bronz. Eberkopf, dem Hermes geweiht in Arkadien, vgl. Imhoof-Blumer, Monn. gr. 205,74). ; å Vgl. Gruppe 718 e; :Kaibel, Gött. Nachr. 1901, 505; 0. Jahn, Arch. Beitr. 148 (vergleicht den cunnus). Vgl. Fuchspenis, der, umgebunden, gegen Kopfweh hilft, Plin. 28,166. S. Crusius, Art. Keren im Myth. Lex. $ 62. S. Höfer und Drexler, Art. Qnoskelis im Myth. Lex. Bei Ant. Lib. 10 verwandelt Hermes durch den Stab die Minyaden zu (Seelen)vögeln. ao e1 or 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 3 | O9 Besonders wird aber das Wiesel* und die Sage von der Galinthias* in diesem Zusammenhange nåher zu besprechen sein, wenn auch die Gestalt des Hermes davon nicht beråhrt wird. Das Wiesel ist ein Symbol des Todes (Gruppe a. 0. 802 f., vgl. auch Apul. met. II 24), von den Wieselhoden heisst es, dass sie, einer Frau umgebunden, diese impotent machen (Ael. n. a. XV 11 — hångt damit die Metonymie, Wiesel = ,-Mådehen*, zusammen?). Wie die Manen hat auch die yaår (und der yaAewrng) wahrsagende Kraft > Wie die Seelenthiere und -pflanzen den Kreissenden helfen können, so auch die vaar: ein Wiesel sei bei der Geburt des Herakles vorbeigelaufen und habe die Moiren ersehreckt (so einfach Sechol. Il. a. 0.). Mythisch ausgedrickt heisst es: die Galinthias (Galanthis, Ovid), die zur Strafe* in ein Wiesel verwandelt wurde, habe die Fileithyia und die Moiren * hintergeftihrt, habe der gebårenden Alkmene geholfen, und deshalb sei ihr von Herakles aus Dankbarkeit gerade an der Thör des Hauses ein åpidovua errichtet worden (Lobeck Agl. 1537). Gerade an der Thir, wo die Manen sich gerne aufhalten, ist ja der Platz der bindenden und lösenden Kråfte, den Manen kommt wirklich die Binde- und Lösegewalt zu. Kein Wunder, dass die göttliche Potenz der Thir bei den Römern, Janus, als Consivius und duonus cerus> angerufen, bei der Schwångerung und Entbindung (Tert. ad nat. II 11) eine grosse Rolle spielt*: das weiss schon die Braut, die ins neue Heim einzieht. Mit dem Schlössel in der Linken und dem Stab in der Rechten (Ov. £. I 99) ist er ommium et portarum custos et rector viarum (Macrob I 9,7), er hitet die Schwelle et jus vertendi cardinis omne meum est (Ov. f. I 117). 1 S. Stolz im Myth. Lex. s. Galinthias, vgl. Gubernatis, Zoological Mytho- logy II 52. Ant. Lib. 29 (,,Nikander*), Ov. met. IX 284 ff., Ael. n. a. XII 5, Schol. Il. XIX 119. Desbalb haben Wiesel (wie die Måuse, auch Seelenthiere) eine Ahnung, dass ein Haus oder eine Stadt zusammenstiirzen wird, und ent- fliehen vorher, Ael. h. a. XI 19. 4 Als zherdovyort s. W. Köhler, Arch. f. Rel. VIII 230. 3 ,Guter Geist* nach Crusius, Art. Keren im M. L. $ 76. Vgl. Roscher im Myth. Lex. s. Janus Sp. 36. Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 5. w op (ar) ov 34 S. EITREM. [No. 5. Aber dies Alles verdankt er zunåchst dem Lar, der nahe an der Thir, hinter der Hausthir oder im Atrium, uber den Fin- und Ausgang wacht. Weil er nach Osten schaut (wie urspr. auch die Thir?), ist er Matutinus pater geworden (Roscher Sp. 35), wie Hermes ein Gott des Morgens (und alles Anfangs) war (wie Apollon, Philol. LXV 261). Die Galinthias wurde ,,die Dienerin Hekates* (Ant. Lib. a. 0.). Nichts lag nåher. Denn die Kultmale der Hekate 179009voaia (yder Artemis*) lagen gerade vor der Thir (vgl. Opis), sie dienten zum Wahrsagen (Lobeck, Agl. 1887, vgl. die penates), auch die Hekate war eine Geburtsgöttin, auch sie ist xA00vx0g ævasoa?. Sie bildet tberhaupt im Reiche der Toten die weib- liche Parallele zum Hermes. Eben als eine Personifikation der Macht der Toten erhålt eine IevervAkic (s. Gruppe Gr. M. 804,8) Hunde als eine Form des Totenopfers. 5. Die Thiirangeln und der Thiirschliissel. Nach Wuttke, Deutsch. Abergl. * $ 752 dirfen die Seelen am letzten Tage der Woche aus dem Fegefeuer in ihr Haus zuriiekkehren und pflegen dann unter der Thiirangel zu sitzen oder (in S.-Tirol) unter den Dielen der Stube; wenn man die Angeln des Scheunenthores einschmiert, erleichtert man die Qualen der bissenden Seele ($ 750); beim Beschreien werden die Thurangeln mit dem Waschwasser iiberschittet ($ 418). Eben aus solehen Anschauungen ist die Gestalt eines [Hermes] XYtoopaios (Xtoopels, Xroopuovyos), einer [Artemis] Xvoopaia zu beurteilen. Vielleicht steckt noch ein Rest des alten Kultus im Aristoph. Vesp. 875 (Thesm. 487) und Plaut. Cure. 88 i. (potate, fite mihi volentes propitiae), vgl. 160 — freilich ein sonderbares Verfahren, wenn man nur das Herumdrehen der 1 xvod mooYwoos (Euopion), Lobeck Agl. 1296, Gruppe 1296 (der m. E. die Entwickelung des Thirkultus umkehrt). Ist nicht Opis direkt zu 90vømAVY und årøzxor zu stellen? Opis = Euopis nach Crusius, s. Höfer M. L. Sp. 929 f. 2 W. Köhler a. 0. 223. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 35 Thirangeln erleichtern will". Wenn die Thiirangeln ,schreien*, hat man es wohl als bedeutsame Gespensterrede aufgefasst, und ein Ubergiessen dieser ist, wie nitzlich es auch sein möge, ur- spriinglich zugleich als ein Opfer aufgefasst worden. Der Hermes Strophaios mag sich des Salbens ebenso sehr erfreut haben, wie die Seelen im deutschen Aberglauben, die sich mit dem geschmolzenen Fette der ,Seelenlichtleim* bestreichen (Wuttke > $ 752). Die heilende Wirksamkeit der Manen liegt wohl endlich auch dem Gedanken zu Grunde, dass der Schmutz der Thiir- angeln gegen Kopfschmerzen hilft (Plin. n. h. XXVIII 49). In den mythischen Frzåhlungen finden wir noch einen Niederschlag dieser Vorstellungen, wenn ich sonst die Frzåhlung Ovids von der Cardea (fast. VI 113 få.) richtig verstehe. Mit dieser Liebesgeschichte scheint man sich zu rasch fertig zu machen, wenn man sie nur fiir eine an vielen Versehen reiche Erfindung des Dichters hålt*. Nach H. Peter z. St. (s. 2. Abt. S. 89 f.) hat Ovid die Cardea und die CGarna, die am 1. Juni mit der fabata puls verehrt wurde, zusammengeworfen und ist wahrscheinlich eben durch die Beschwörung, die sie an den postes, den limina und den adilus vornimmt, dazu verleitet worden. Zweifelsohne hat der sepulchrale Charakter der Cardea dazu den nåchsten Anlass gegeben, und als urspringlichem Seelenkulte angehörig haben wir sowohl das Auistellen der spina janalis wie das dreimalige Schlagen der Thurpfosten und der Schwelle mit dem Erdbeerbaum (s. oben), das Ausgiessen des Wassers (vgl. ærovwua) und das Opfer der Eingeweide einer porca bimestris zu betrachten> (man darf sich natirlich nach den prosecta, die unter offenem Himmel, wohl vor die Thir, hingelegt werden, nicht umsehen). Natirlich ist es eine Göttim der Thir, der die Abwehr der Gefahren, die den Kindern I van Leeuwen fragt mit Recht: warum nicht Oel? 2? Vgl. Wissowa, Abhandlgg. 189 (der doch an den doppelgesichtigen Boreas und die Oreithyia erinnert). Wenn die Seelen als Strigen die Wangen der Kleinen aufkratzen (148), machen sie nur das nach, was die Weiber zu Ehren der Toten machen, s. z. B. Aisch. Choeph. 20 ff. 36 S. EITREM. [No. 5. drohen, zukommt, vgl. die Göttinnen der Indigitamenta, Abeona und Adeona, deren Schutz die Römer bei den ersten Ausgången aus dem Hause anrief *. Aber die ganze Erzåhlung vom doppel- köpfigen Janus und der Cardea ist unverståndlich, wenn man nicht an die otoopwys (oroopakwys) denkt, die sich immer im øroopele herumdreht und doch micht von der Stelle kommt. Da haben wir den Hermes Øvoaiocg zugleich als dmépaiog und als Xtoopaiog, der die Xtoopaia — die die Ankommenden in » dunkle Råume* hineinlåsst, ohne selbst mitzugehen — eben als sie sich ,umkehrt*, ovpéperat, umfasst und festhålt. Der Nåhe des Apollon Ovoaiog (Zloosviaros) oder ”Ayvieis verdankt sie die Briiderschaft des Phoibos. Der Artemis Strophaia (Em- pylie) verdankt sie die Lust zum Jagen — und eben diese Artemis ist wielleicht in Erythrai als gefesselt dargestellt worden”. Ein phallischer Hermes Øvoaiog, der sich an einer Ovdaia vergriffen, wird sich schon an eine Xtoopaia heran- wagen! Dieser zu Ehren steht die spina jamalis im Fenster, urspriinglich in der Thiröffnung — dann ist sie nach der Stelle verlegt worden, wo man spåter das Hineindringen der Strigen förehtete. dJetzt ist sie eine xoveoteopos geworden, wie auch Hermes einer war; wir treffen auch emen Xtoop:og (s. unten) als Pflegevater eines Königskindes in der Orestessage wieder. Die ganze Erzåhlung könnte einem hellenistischen Fpylliondichter gut anstehen. Ovid aber ist eben durch die Sehådigung und Festigung der viscera (V. 157, 182) und den chthonischen Cha- rakter der CGarna zur Vermengung der beiden Göttinnen ver- leitet worden, vielleicht auch durch das Datum des Cardea- Festes. Einen weiteren mythischen Niederschlag dieser Vorstellungen, der zugleich för ihr Alter zeugt, bemerken wir in der Sage von Hvåadyg und Xtoopuog — der letztere ist hier, als ein guter x0vE0TEOPOE, Zum Vater (dann zum Pflegevater) des Orestes 1 Tertull. ad. nat. II 11, August. ce. d. IV 21, VII 8. 2? FHG III 146,90; Gruppe G. M. 12688. Man erinnert sich auch der Keuschlammzweige &otoauuérat dåjåø: im hom. Hymnus von dem des meorotoépew kundigen Hermes, V. 409 ff. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 37 geworden !. Andererseits konnten ja die d6zava zu Sparta ein treues Abbild der Bruderliebe abgeben (vgl. das tigillum sororium m Rom). Aber m der Aphrodite Azxootoogpia in Theben und der Aphrodite ”Esxtotoopia im Megara (Paus. VIII 32,2; I 40,6) treffen wir wohl das erotische Element wieder — man erinnere sich nur des mannigfachen Liebeszaubers, der in so vielen Låndern — nicht zum Mindesten in Griechenland und Italien — an die Thiör anknipft. Ebenso wird der Alp*, der ja (vgl. Roscher, Ephialtes) durchaus erotischer Natur ist und direkt aus der Bedeutung der Seelengeister för die Fruchtbarkeit abzuleiten ist*, durch allerlei Vorkehrungen, an der Thir vor- genommen, beschwicntigt. Mit dem Schliissel * hat man auch vielen Zauber getrieben, aber dank den Thirmanen hat er die ehernen Thore des Hades geöffnet, ehe er Himmelsschliissel wurde. Fin Sehlissel öffnet die Unterwelt (Passow Trag. rom. Nr. 39, Liebrecht 184 und 215), in christlichen Liedern das Paradies (eypr. Volkslied, Liebrecht S. 165). Hermes, der durch alle Öffnungen hineindringt (wie die »m0es), geht det xAnidoov >” mm seine Höhle hinein, als ein Seelchen I Schon Panopfka, Abh. Akad. Berl. 1856, 236 (Gruppe 701,6) nahm diese fir Hypostasen des Hermes Strophaios an. Auch ein Heros Eziotoopos wåre nicht auffallender als ein 77008 8zitéyros [Göttl. Zwill. 5], ein 1j008 xhainopopos (Leg. sacr. I 36). Und Hermes selbst ist wohl zu guterletzt als ,Gott der Stitze* mit Preller vom 04 abzuleiten — sowohl stitzend wie stossend. Ein Aydotegoyos Ilatoridys I. XI 398 f. fiigt sich hier ein — vorausgesetzt dass hier der 4yv:els an der Thiir (OGvoazos) als Paion und der Paieon zusammenfallen. Wuttke ? $ 404: der Strohhalm, der den Alp vertritt, wird an die Thir genagelt, die entsprechende Katze in der Thiir festgeklemmt — d. h. ein direktes Opfer an die Thir! $ 413 Thiirklinke wird abgewischt, wenn ein Kind nicht sehlafen kann, die Griechen möchten es etwa so erklårt haben: ,damit der schlafbringende, kinderliebende Hermes besser hineinschlipfe" (vgl. $ 581). Nach $ 419 wird gegen den Alp- druck in Oesterreich ein Mistelzweig auf die Schwelle gelegt (vgl. auch $ 736). Alptråume durch die Manen verursacht, Schrader, Reallex. der indog. Alt.kunde 98. Vgl. W. Köhler, Arch. f. Rel.wiss. VIII 290 fr., fzum Sehliissel der Priesterinnen Diels Parmen. 193 ff. Vgl. zaod zdnidos indvta Od. IV 802, 838 von Athene. [80] [30] Aa at 58 S. EITREM. [No. 5. avon bstwowj; &rakynos bur Öuiyån (hymn. Hom. 147), weil hier der Seelenweg ist. So heisst es im Rheinlande: wenn ein Sehliissel aus dem Thirsehloss fållt, sterbe jemand im Hause !. Mit altgriech. Aberglauben hångt wohl die Sitte zusammen, die Schmidt, Volksleb. 238 aus Zakynthos erwåhnt, dem Toten einen Schliissel m den Busen zu stecken. Man hat sich zu- nåehst an die apotropåisehe Macht des Sechlissels zu halten, von der uns Geop. I 14,6 berichtet wird: gegen den Hagel solle man Sehliissel um das Grundstiick festbinden — sie vertreten hier geradezu die schitzenden Grenzen-phalloi, die noch da standen, wo man ehemals zum Schutz und Gedeihen der Felder die Ahnen bestattet hatte. Hermes nimmt folglich denselben Weg wie der Schlissel, der ins Schloss gesteckt wird — man sieht auch den Schliissel mit seinem Kopfe verziehrt >. Anlåsslich des Hadesschlissels mag hier noch die durch- gehende Verlegung der Vorstellungen, die sich an den Haus- eingang als Aufenhaltsort der Toten anschliessen, in die eigent- liche Totenwelt hervorgehoben werden. Schon andererseits 3 ist die svi als Hadeseingang in Zusammensetzungen wie øvov- zævåoc (Sohn einer Kehaww, ,der Finsteren*, Vater einer Xaå- Ot), eines Xaaxov — iiber die Bronze im Totenkult s. oben, auch der Hermessohn Evevtog?), "Ywuwroay (Tochter einer Mvo- oivn, Mutter emes Amiztviog, vgl. Jyutvin), Hvidetns, IvAsos (S. eines Klymenos), Ilvåaiog*, endlich 17v0åtog von Hermes selbst > erklårt worden. Die sva ist ja urspringlich eben der eigentliche Wohnort der Seelen, um so leichter wurde das ,Thor* statt der dahinter liegenden Wohnung gebraucht. Die Verhåltnisse der bewohnten 1 S. Wuttke * $ 297 und $ 758. $% 762: ein hingeworfener Schlissel verscheucht die Irrlichter (vgl. $ 744). Arch. Anz. 1902, 78 (aus Trier), Bonn. Jahrb. XIV 172 f. (vgl. hymn. Hom. III 146). 3 S. Gruppe 400; 816; 1154,1. i Vel den Sohn Lykaons Ovoaios. Vgl. Philol. LXV 264: Hermes entfihrt die Beute nach einem 1lv4os, nahe dem av4:or (vgl. den Hermeskultus an der Thir) findet die Opfe- rung der Rinder statt — åni vs avÅgs steht die Herme Athen. X 497 b, d. h. wohl an der 9v9a avåetos an den Thalamoi (alae). ro 1909. | HERMES UND DIE TOTEN. 39 Frde hat man einfach in ,chthonischer*, d. h. hypochthonischer Projektion wiedergefunden: als man die Gråber der Toten nach dem Gleichnisse der irdischen Håuser baute und ausstattete, hat man auch den Verstorbenen ihre schitzenden ,Thirgeister* mitgegeben: im Dromos eines Grabes zu Mykenai, vor der Thiår (dem Trigonon oder auf dem Boden) hat man geopferte Sklaven oder Gefangene gefunden, nach Tsuntas' Erklårung bei der Be- stattung des letzten Familienmitgliedes, als das Grab endlich geschlossen wurde, geschlachtet!. Im Vaphiograbe>* hat man gerade hinter der Thiröffnung eine Grube gefunden, nach Tsuntas eine Opfergrube fir die Enagismen, ,wahrscheinlich nur von Asche bedeckt* — aber warum hinter der Thår? Hat man micht auch hier den Toten einen schiitzenden Thiir- gest besorgt? — Auch bei den Christen hat man den Kirchhof als ein grosses Haus aufgefasst, der einer Thiurwache bedarf: der zuletzt Gestorbene muss an der Kirchhofthiir so lange Wache stehen, bis eine neue Leiche ankommt; das Stroh, auf welchem die Leiche lag, bleibt an der Kirchhofthir (oder auf der Dorf- grenze! dariiber vgl. das Flg.) liegen (Wuttke * $ 748), wåhrend man anderswo das Handtuch, womit der Sarg ins Grab gesenkt wurde, an der Hausthir aufhångt ($ 747). Im Hades der Griechen hålt ja auch ein Seelenthier Wache. Vielleicht liegt noch ein Uberbleibsel der ålteren Toten- bestattung an der Thör in der vorsolonischen Sitte vor, die Leichen auf einem Bette vor den Thiiren auszustellen (Schol. Arist. Lys. 611)*. Und es fragt sich, ob nicht der römische 1 "Ep. doy. 1888, 126 und 180 f. Man hat auch nach alter Sitte der Lebenden verfahren, als man die friheren Einwohner des jetzt stark in Anspruch genommenen Grabes in einer Grube im Boden bestai- tete — genau wie in den Håusern der Lebenden. Ep. doy. 1889, 140 f., 144. Vgl. die Fiisse der Toten der Thiir zugekehrt? Becker Char. > II1 92. Aehnlich Wuttke ? $ 729 (,,dass die Seelen nicht wiederkommen*). Vgl. Register ebd. ,riicklings*, $ 736; $ 693: ruckwårts wird das Vieh im Herbste in den Kuhstall eingestellt — gewiss ebenso altes Ver- fahren wie die riiekwåvts in die Höhle getriebenen Kiihe des Hermes (Apollons), Hymn. III 345. S. auch Liebrecht, Zur Volksk. 372 f. iber die Leichen der Missethåter, die man nicht durch die Thiir bringen I [20] 40 S. EITREM. [No. 5. Gebrauch, aufgegebene Kranke vor die Thir zu setzen (Serv. Aen. XII 895) auch hierher gehört — die Alten erklårten freilich ut extremum spiritum redderent, wåhrend Dieterich, Mutter Erde 26 auch dies seiner Alles verschlingenden und wiedergebårenden Gaia giebt. Ist es nicht als eine Scheinbegra- bung, satisfactio vicaria, die man den Thirmanen anbietet, und die der Hoffnung auf Heilung Raum låsst, wie auch Servius andeutet, zu betrachten? Wie die Thir ein Tummelplatz der Seelen und der Geister geworden ist, so auch alle diejenigen Stellen, wo man ehemals die Toten begraben hat, die Dreiwege, die Markgrenzen>. Eine Gespenstergötlin wie Hekate Toroditig hat natirlieh deshalb ihr unheimliches Wirken nach diesen Ört- liehkeiten verlegt. Aber auch allerlei Zauber hat die Stelle des ehemaligen Manenkultus emmgenommen, wie z. B. wenn Tages in limite ruris einen enthåuteten Kselskopi zum Schutz be- festigt (Col. X 344 f.), oder wenn man Frösche auf einem Kreuz- wege gegen Fieber vergråbt, vgl. auch den Geburtszauber Plin. XXIV 171. Die Pythagoreer verboten &rvuøroépesdat &ri TOUS opove &Adorrac. Es wiederholt sich nur, was man fir das Verlassen eines Hauses vorschrieb: «rodnuöv tig olxias un &teotoEpov [Badilovrag eig «rodnuiag un uerasrospesda* ”Eowtec yuo uetéoyovrat?. Genau dieselbe' Vorschrift wie beim darf, was gewissermassen mit dem eyprischen Verbote, die Selbst- mörder zu bestatten (Dio. Chrys. 64,3 p. 592), zusammenfållt (s. Becker, Char. ? IHT 124). Andererseits durften in Rom der fålsehlich Tot- gesagte nicht durch die Thiir (den Thiirmanen war ja Einer entzogen worden), sondern durchs Dach zuritickkehren (Plut. qu. Rom. 5). — Vgl. den modernen Gebrauch Ødåhet tor venoov &is tv uéoyr (Wachs- muth 108), die Leiche soll im Grabe nach Osten liegen (ebd. 121), und die altmegarische Sitte: die Richtung folgt der Lage der Thir — und wie die Toten, so auch die Kihe des Hermes. — S. auch Negelein, Ztschr. f. Volksk. XT 153 fr. Nonius p. 430,25 Linds. und Mau in Pauly-Wissowa III 1,847. Vgl. Wuttke ? $ 736 und die oben erwåhnten Wachsbilder derjenigen, die man zu ,binden* wiinscht (Platon legg. 933 b). 3 Jambl. protr. p. 340 Kiessl; vgl. Plut. Num. 14, Porphyr. vit. Pyth. p. 74 Kiessl. NN == 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 41 Totenopfer: ,da såssen die Seelen%, und die Toten wollen Tote haben !. Noch heutzutage sagt man ebenso in Herzegowina der Braut, wenn sie das Elternhaus verlåsst: ,Siehe nicht hinter dich* (Wiss. Mitt. aus Herzegowina. 395). Kein Wunder, dass auch die Wege von Geistern heim- gesucht wurden, dass man auch hier in die Fussstapfen der Toten trat. Wer auf den Koth am Kreuzwege trat, wurde ge- zaubert (vgl. den Spruch der Pythagoreer: ,Uber Kehricht sollst du nicht schreiten*, Plut. qu. Rom. 112), "ber die Wege liefen Seelenthiere wie Wiesel und Wölfe — ein Stemwurf *” konnte den Zauber lösen, ein Pferd dagegen, das auf die Spur eines Wolfs trat, blieb gebannt stehen. Auch hier haben die Pytha- goreer aus der Deisidaimonie eine feste Hausregel gemacht: hewmpogove odovg 11 oteiyerv — So war man mindestens auf der sicheren Seite. Auf den Wegen aber wandelt Hermes "Odtoc (”£v0d1oc), als Gott der Toten und als Gott der Lebenden, beide bedårfen semer Leitung, die Lebenden auch seines Schutzes gegen die immer und iiberall ihnen auflauernden Totengeister. 6. Hermes als Gott der Toten. Der Kultus des Hermes trågt deutliche Spuren vom Fin- flusse des Totenkultus, sowohl was die Zeit wie die Opferweise betrifft. Man opfert ihm wie den Toten an jeder vovunvia (wohl abends, was Schol. Arist. Plut. 544 fir das Hekatemahl zufugt). Ebenso feierten m Delphi die Diener ihre verstorbenen Herren, am Neumonde und am 7.>. Am athenischen Chytren- feste haben die Toten und Hermes gleichen Antheil. In Argos beschloss man die Trauerzeit am 30. Tage uer mév9oc mit einem Opfer an Hermes (Plut. qu. Gr. 24, wie in Sparta an Demeter), den Toten aber waren die toraxadec *, sowohl des I S. Crusius, Art. Keren im M. L. $ 61. ? Vgl. ein Geschoss tbers Dach bei schwerer Entbindung geworfen, Plin. XXVIH 38. 3 Rohde Ps. ? I 234,1. Besteht irgend ein Zusammenhang zwischen diesen Triakaden und den 30 Hermen auf der Agora zu Pharai (Paus. VII 22,4)? 49 S. EITREM. [No. 5. Monats wie der Trauerzeit in Athen geweiht. Eben am Scheide- punkte der vergehenden alten und der herannahenden neuen Zeit, des Monats wie des Jahres, wie an den Scheidelinien der menschlichen Besitzungen sind die Totenseelen und ihr Gott Hermes (vgl. Hekate und Janus) besonders wirksam. Sowohl die athenischen Anthesterien, die argivischen Agrianien, die boiotischen Agrionien wie die römisehen Parentalien sind Frih- lingsfeste gewesen*; daneben tritt auch die Zeit der Winter- sonnenwende hervor (vgl. das röm. Staatsfest fir Larenta am 23. Dec. und die imdischen Ashtakas, ebenso m China). Es liegt nahe, den aitolisehen Monat Hermaios, der dem attischen Elaphebolion entspricht, und den thessalischen, auch argivischen Monat gleichen Namens, der mit dem att. Gamelion zusammen- fållt, gerade aus Hermes als Gott der Totenseelen abzuleiten, wenn sie auch dem attischen Seelenmonat um einen Monat vorangehen oder nachfolgen. Besonders in Thessalien ist der Charakter des Hermes als Totengottes vorherrschend gewesen (vgl. die Hermen an den Grabstelen, die Weihungen an Hermes Chthonios und die Sage von der Todesgöttin Brimo). Dirfen wir aber zugleich mecht im ganzen Charakter des Hermeskultus direkten Finfluss des Totenkultus sehen? Wie 1 Totenopfer in Indien an jedem Neumond oder in der Hålfte des ab- nehmenden Mondes, des schwindenden Tages, Oldenberg 565. 2? Vgl. v. Negelein, Zeitschr. f. Völkerk. XI 264: am 1. Mårz wird in Bulgarien das Haus sauber gefegt, damit ist das Haus 1 Jahr lang vor bösen Geistern geschiitzt. Die Toten haben ihre eigene Zeitrech- nung, derjenigen der Lebenden parallel; sie haben ihre Monatstage, ihre toraxddes, ihre Jahreseinteilung, ihre jåhrlich wiederkehrenden Feste — ganz wie im modernen Armenien der Totenkultus 1 Jahr dauert, vgl. semit. Aberglauben (v. Negelein a. 0. 22 und 5); erst nach 1 Jahre wurde der Tote in Indien in die Opfergemeinschaft der ihm vorangegangenen Viåter aufgenommen, Old. 555. Der Kultus des chinesisehen Herdgottes Tsau-kyun, der so recht eine göttliche Potenz der Ahnengeister repråsentirt und mit Hermes in mancher Be- ziehung auffallende Aehnlichkeit aufweist (vgl. Archiv f. Rel.wiss. XI 23 ff., phallisehe Anlagen, Feuergott, Kiichengott, erster Opferer, Opfer- betrug, Götterbote, liebt Geld und Gliicksspiel, am 80. jeden Monats und am Ende des Jahres entfernt er sich ,nach dem Himmel*, zugleich Gott der Chytren, Totengott und Hausgeist par exellence), zeigt die- selben zeitlichen Ubereinstimmungen. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 48 die Toten, die EFrinyen, die Hekate (Schol. Aischin. I 188), hat Hermes eine besondere Vorliebe fir Opferkuchen ' und Trank- spenden, seine Kultmale sind wie die Steine der Toten verehrt, mit Oel iibergossen, mit Totenpflanzen geschmiickt worden. An jedem Neumonde hat man dem Hermes wie der Hekate ausser Kuchen auch Råucherei geopfert (warøta, "Theop. bei Porphyr. de abst. II 16) — Råucherei ist gerade im Totenkult gewöhnlich (vgl. Pfuhl ber die Theragråber, Ath. Mitt. XX VII und Dragendorff, Thera II*). Es liegt nahe den göttlichen oi»o0y00c direkt mit den yoait der Toten im Verbindung zu setzen? — auch das den Toten dargebrachte Spendeopfer (ærrövwuua) scheint Aristoph, Plut. fin. auf seine Weise dem Hermes zu Gute kommen zu lassen, wenn er Hermes zum Auswaschen der Fingeweide des Opferthieres ins reiche Birgerhaus hineinschickt. Dagegen mag ein ehr- wiirdiger Hermes XKoavaioc mm Attika direkt auf die y9ovia åovrod der Toten zuriickgehen — im offenstehende Wasser- gefåsse schlipfen recht gerne die Totenseelen (vgl. die modernen Kalikantsaren, die indisehen Seelen beim Totenmahle [Olden- berg 553] u. s. w.). Wie sie sich am Wasser freuen *, spenden 1 Was speziell die ueåitovtta betrifft, ist der Honigkuchen, den Aeneas dem Kerberos giebt (Aen. VI 420 melle soporatam et medicatis fru- gibus offam), zu vergleichen, ausserdem die tayxaomiad ushÅitovTtTa, die die Kråutersammler der Pflanze Asklepieum (an der Wurzel nieder- gegraben) und der Iriswurzel (aus Sommerweizen) opfern (s. Riess a. 0., Theophr. h. pl. IX 8,7). Insofern mag Hock, Gr. Weihgebr. 95 Recht haben, wenn er den Weih- rauch beim Opfer als ,kathartisch* auffasst. Im modernen Griechenland wird Weihrauch bei der Leiche angeziindet, und man sieht brennende Weihrauchgefåsschen auf den Gråbern, Wachsmuth a. 0. 107 und 194. Ebenso im alten Rom, Paulus p. 18 M.: acerra ara quae ante mor- tuum poni solebat in qua odores incendebant, und im alten Indien (Oldenberg 549). 3 Dann ist Hermes, im lesbischen Weingarten aufgestellt, mit dem Weine als Bestandtheile des Totenopfers und den Weinreben als Unterlage der Leichen (Rohde Ps. ? I 219,2) zusammenzustellen. Wuttke ? $ 725 f., $ 737: dreimal wird Wasser der ausgetragenen Leiche nachgegossen (vgl. $ 732); $ 748 der verstorbenen Wöchnerin wird eine Wanne mit Wasser vor die Thiir gestellt, Weihwasser vor die Thiir gegossen; $ 752 am Allerseelentage wird Wasser ins Feuer gegossen, am Fussende der Gråber gestellt (vgl. Wellhausen Skizz. HII 161: der Tote trinkt den Regen). [Ko] == 44 8. EITREM. [No. 5. sie auch den Menschen das erquickende Quellwasser: ein Xåazør, Sohn eines Evevzæviog (ber yaauög und van vgl. oben) hat auf Kos mit dem Fusse (vgl. Kådwuov sotc Plut. fluv. IT 1) eime Quelle hervorgestossen (Theokr. VII 6 m. Schol.) — ebenso Hermes (Tz. Lyk. 855). Neben einer Herme sehen wir öfters ein Wassergefåss stehen (vgl. das &odavwov vor der Thir des Sterbehauses). Ist er auch zur Kilhara gekommen, weil diese mit zur apotropåisehen Totenmusik gehörte” Die mythischen ,Sandalen* aber des Hermes u. a. (Gruppe G. M. 1332) ver- weisen uns direkt in den Vorstellungskreis, der sich um den » Fotensechuh* konzentriert (vgl. Thonstiefel in den Gråbern ge- funden, Skias Ep. åoy. 1898, 104; auch auf Grablekythen unter den Totengaben gemalt). Diese ,Sandalen* sind sowohl aphro- disisch wie sepulchral und apotropåisch !. Jedermann versteht, was das bedeutet, wenn Aphrodite oder Helena ihre ,Sandalen* verlieren, vgl. das kretische Sprichwort bei Jeannarakis Nr. 146 (Liebrecht 220) * und Wauttke *? $ 404, wo man statt des phal- lisehen Alps einen Pantoffel ergreift! Auch Hermes und lason sind wovoxonsides. Man soll gegen Krankheiten Urin aus dem linken Schuh trinken (Sartori, Ztschr. £. Volksk. IV 149), urspr. wohl aus einem Phallos. Wie der Alp einen Pantoffel zuriick- låsst, so lieben die Hausgeister tberhaupt Pantoffeln (Sartor: a. 0. 299), man opfert den Geistern [,, dem Tode*] Schuhe (S. 160). Natirlich verkriechen sie sich auch gerne in Schuhe: deshalb soll man beim Anziehen in den rechten Schuh spucken, ,,gegen Zauber*, Plin. XXVIH 38. Ihre aphrodisisehe Bedeutung wahren die Sehuhe auch, wenn man in die Brautschuhe Getreidekörner legt, um die Braut fruchtbar zu machen (Sartori S. 171), oder Fuss- lappen in einem Siebe tuber dem Kinde hålt, in gleicher Absieht (Bulgarien, v. Negelein ebd. XI 155). Der König in Delphi sechlågt 1 d.h. bald = Phallos, bald = cunnus. Vgl. Wuttke *? $ 731, $ 581 (sehiitzender Strumpf in die Wiege gelegt), $ 581, $ 444 und $ 628; Grimm D. M. * II 795 Schuhe den islåndisehen Steinhaufen geopfert, Liebrecht S. 273. — Vgl. auch das Durchschwefeln der Sandale bei Luk. dial. mer. 4. ,Nimm den Schuh aus deinem Orte, wenn er auch gefleckt ist", d. h. seine Frau aus der Nachbarschaft nehmen. [ae] 1909] HERMES UND DIE TOTEN. 45 die Charila-Puppe mit dem Schuh (Plut. qu. Gr. p. 293 e), wie Aphrodite den Eros — wohl Fruchtbarkeitszauber wie das Aus- telen der Gerstenkörner und Hilsenfruchte (die ,Puppe* als Ersatz des Menschenopiers, vgl. das röm. Larenfest und beson- ders Samter, Familienfeste 119 A. 3. Wie die Manen wahr- sagen können, haben auch die Schuhe mantische Bedeutung (Sartori a. 0. 165 — man legt eine Minze in den Schuh um im Traume den Liebsten zu sehen, die Darbringung einer Miinze ist eben eine prågnante Form des Manenopiers). Kein Wunder, dass Hermes gerade aus Myrtenzweigen seine San- dalen flicht 1. Wie die Sandalen ist es möglich, dass auch der Mantel, die yAaiva, die im pellenisehen Agon der Siegerpreis war (Schol. Pind. OI. VII 156) — die Hermesagone waren wohl urspriinglich, wie so viele andre Kampispiele, sepulchralen Charakters — dem Totenkultus entstammt (vgl. z. B. das Gesetz von Julis, Ziehen Leg. sacr. 93 vom &rdvua und é&ripaqua des Toten, sonst wird iuattor [roa] erwåhnt; den Heroen zu Plataiai werden Kleider und Frstlinge der Friichte dargebracht, Thuk. III 58; die ver- storbene Frau Perianders verlangt die Asche der Himatia, Herod. V 92, ,weil sie friere*)?. Hermes hat, als Totengott, zugleich als der Erste die Toten prototypisch nicht allein bestattet, son- dern ausgestattet, ja er hat, als dieser Zug komisch gefårbt wurde, geradezu eine kriminelle Vorliebe fir die Kleider bekom- men, die auch die Toten lieben. Diese treibt ihn dazu, der Mutter und den Tanten die Kleider abwendig zu machen. Er hatte auch, wie man erzåhlte, die Bekleidung "berhaupt erfunden. Diese Umlegung des Leichenkleides ist ein so bedeutsamer Akt des Begråbnisses, dass auch die Leichenfrauen des modernen Griechenlands vom weissen Leichentuche, dem øagavov, genannt werden (øagavwrora, Wachsmuth a. 0. 107) ?. Hermes verleiht I S. Philol. LXV 955. ? Vgl. das Linnengewand, das dem toten Brahmanen von dem Erben gegeben wird, v. Negelein, Zeitschr. f. Völkerk. XI 238; s. auch die sonderbare Geschichte bei Liebrecht 269. Eine Kaavwo gehört in den Kreis der Toten (s. Phaiakenepisode 27), entweder weil sie als Erde oder als Unterwelt (vgl. ind. vavra, 46 S. EITREM. [No. 5. folgich den Toten alles Nötige — er hat ja auch eimen Sohn Namens Ztdwooc (Il. XVI 181). Hermes ist tberhaupt der göttliche ,Bestatter*, er wird ettaprastng genannt (Welcker, Gr. Götterl. II 442). Ebenso wird er Lykophr. Alex. 679 Ktåoog genannt, was der Scholiast nicht zu deuten vermag, Neuere dagegen als ,Gott des Besitz- tums* (Gruppe 1341,1) erklåren”!. Ich möchte das Wort mit dem Stamme, der in xtépea (und xteoeilerr) vorliegt, zusammen- stellen — also ,derjenige der dem Toten die Beigaben mitgiebt*, ein xteoLOTNe Oder, besser, evrapiastys. Hermes ,bestattet*, so wie Thanatos das Blut der Totenopfer trinkt (Eur. Alk. 853), vgl. aiuozotig von der Hekate, den Erinyen u.a., den Hermes selbst als Aidov uåyeroog und ualayoérag toamelere (Athen. XV p- 686, Crusius, Art. Keren $ 28 denkt an Charon, Kerberos oder die Keren). Ganz natiirlich sehen wir ihn deshalb selbst die Grabsåule Agamemnons bekrånzen (Baum, Denkm. IT Abb. 1308). Wie das Verhåltniss der Menschen den Toten gegeniiber allmåhlich vertrauter wurde, und die Ångstlichkeit einer pietåt- vollen, beinahe idyllischen Stimmung vielfach Platz gab *, so hat sich auch die Auffassung vom ehemaligen måchtigen Todes- gotte, dem tauiag tår wuyöv der Pythagoreer (Diog. L. VIII 31), dem Hermes, der ,die Toten empfångt* (Plut. q. Gr. 24), der dem Pluton, der Persephone, der Ge als gleichwertiger Herrscher der Unterwelt zur Seite tritt (Aisch. Pers. 628, So. 0. K. 1547, Eu. Alk. 741, Ar. Pac. 648 u. 6.), diese Auffassung hat sich Oldenb. 338 und 571) die Toten umschliesst, oder weil sie das Leichen- tuch umlegt, oder auch weil sie den Toten die Augen und den Mund zuschliesst (vgl. Hom. rov dt 0x0tos 0002 xdlvyer u. å.), s. unten, vgl. Wachsmuth a. 0. 10791. Eher das Erste. Vom Toten, der ,sich das Leichenkleid der Erde umlegt*, heisst es im altgr. vår &m1&000uEV0s (Pind. N. XI 16, Xen. Kyr. VI 4,6, nach Hesych = tagnvat), é&pe00d- uevos Bohor (Anth. VIL 9238) oder yatar &peooduevos. Aehnlieh ist 0:07, ,Grabhiigel*, aus Wz. ver (s90vs), ,bedecken*, abzuleiten (s. Prell- witz, Et. Wörterb. s. v.). Man könnte auch an eine Wz. *xteo ,schenken* oder = ød9s0 (vgl. Solmsen, Indog. Forsch. III 90, Østergaard, Hermes XXX VII 385) denken, s. Gruppe 1328,8. 2 S. Stengel, Festschr. Friedlånder 414 ff., Rohde > I 240. HERMES UND DIE TOTEN. AT 1909.] auch dementsprechend veråndert. Aber noch können wir einige survivals der ålteren angstvollen Deisidaimonie erkennen. Und noch steht der alte Aberglaube an manchen Orten in voller Blithe, so z. B. im nahen Makedonien !. Es gilt vor Allem, vor dem unheimlichen Wiedererscheinen der Toten sich zu sichern, ihn an jeder nochmaligen Lebensfunktion zu verhindern. Sehon oben wurde erwåhnt, wie man dem Toten die Fisse (Arme u. s. w.) zusammenbindet. Auch der offene Mund ist furchtbar, man förchtet sich vor den Tönen (dem ,Schmatzen*) des Toten, die eimem anderen den Tod vorhersagen*, ja man hat sogar dem Toten einen Stock durch den Mund gepflöckt? und auf Rhodos legen die Bauern em Stickchen von einem (antiken!) Ziegel in semen Mund *. Gleichem Zwecke mag der GCharongroschen dienen, der dem Toten auf die Zunge gelegt, zwischen die Zåhne noch heute gesteckt wird (vgl. den neugr. Ausdruck Byaivet % YUXNX, ué tl Wwwg ta dovria, Abbott a. O.). Hier ist die Miinze als beliebtes Manenopfer nur ein ,Mittel zum Zweck*. Dem Hermes gehört aber gerade das Zungenopfer, er ist wirklich ein Herr der Zungen, dem es Niemand am verzaubernden Uberreden nachmacht. Fr kann auch Anderen die Zunge binden und lösen — auch die more tor xoetttovur, wie die Pythagoreer die Geisterrede nannten>?. Wegen dieser geförchteten Macht der Zunge der Toten verwendet man die Zunge des gewöhn- lichen Seelenthieres, des Hundes, im der aberglåubigen Magie (Hundszunge unter der grossen Zehe im Schuh verhindert das Bellen der Hunde, Plin. XIX 99; wer Hundszunge gegessen hat, redet wahr, Petron. 43 [d. h. urspr. Symbol der ,wahr- 1 Zum Flg. s. v. Negelein, Zeitschr. des Ver. f. Völkerk. XIV 21 ff., der ilber Abbott, Macedon. Folklore berichtet. Im mittelalt. Aberglauben, G. Hertel ebd. XI 275. A. Kuhn, Mårk. Sagen 30. Schmidt, Volksleb. 164 (die Aufschrift soll vom Toten ausgesprochen werden). 5 Vgl. die pythagor. Vorschrift aréuwm» mveovtor mv NYO TOOGAUPEL Jambl. protr. >. 332 Kiessl) — auch im Winde sprechen die Toten. S. auch Goettling Abh. I 302. e 29 I 48 S. EITREM. [No. 5. sagenden* Manen?]|; Zunge des Fuchses auch im Heilzauber: gegen Triefaugen, Plin. XXVIII 172). Dass die Stimme der Toten in den lallenden Tönen der Kinder wieder auflebt, mag der sonderbaren Erklirung des Macrob. sat. I 12,20 zu Grunde liegen: Mercurium ideo illi [sc. Terrae] in saeris adjungi, quia vox nascenti homini terrae contactu datur (Lyd. de mens. 152,11 W). Vielleicht ist die schöne Rede gerade wegen dieser unheimlichen Stimme, die er in seiner Gewalt hat, em so hervor- stehender Charakterzug des Götterherolds geworden. Auch vor den offenen Augen des Toten firchten sich primitive Menschen (Wuttke * $ 449, v. Negelem a. 0. 211). aus Furcht vor den Nachzehrern schliesst man das Auge und den Mund im modernen Makedonien”. Der Totenblick tötet (Athen. V 921, deshalb auch den Gorgonen beigelegt Aisch. Prom. 800), oder wie es bei Theogn. 207 1. heisst: gavatoc yuo avardng | sto0odev Eri BåepåooLg Eleto nnou på0nr ,auf das Augenlied setzt sich der Tod mit der Ker*. So versteht man auch den Ausdruck von Phineus, den die Frinyen töten, Ap. Rh. IT 220: 2x opdakuoioiv ”Eowvg AE &réfn (Erinys = Ker nach Grusius). [Die Ker scheint auf dieselbe Weise auch die Zunge låhmen zu können, Theogn. 815 8o0vg uov &tl yhoVoon uourteoP odt AuE Enpalvur | Ioyer notikev. Kein Wunder denn, dass es auch hier eben die Erinyen sind, die im I. XIX die Pferde Achills zum Schweigen bringen!|] Deshalb kann ein römischer Todesgott Caeculus heissen, qui oculos sensu exanimet (Teriull ad. nat. II 15). Und wenn es in der Petrusapokalypse von Akhmim von den Weibern, die ihre Leibesfrucht getötet haben, heisst, dass die von den Kindern aus- gehenden Feuerstrahlen ihre Augen treffen (xxttveg zv000 Tug yvvaizag Eranosor nata tor opdaluvvr, Dieter. Nek. 6, L. 72), dann baut auch diese Stelle auf altem Volksglauben (Dieterich 1 Vgl. Ztsechr. f. Ethnol. IX 284. 2 Abbott Maced. folklore a. O. 193. Im alten Griechenland scheint man den Totenseelen die Spende mit geschlossenen Augen ausgegossen zu haben, was man dem pythagoreischen Spruche ozov0h» um nataudorta moovpéoerdar (Jambl. v. P. 28) entnehmen darf. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 49 a. 0.62, der die Apolloniusstelle von der Erblindung des Phineus damit treffend zusammenstellt). Derjenige, der den Menschen durch seinen Zauberstab die Augen öffnet und schliesst, ist Hermes (Il. XXIV 345, Od. XXIV 3 f.). Aber bei Vergil Aen. IV 244 heisst es von ihm lumina morte resignat und wenn man * dies mit Plin. n. h. XI 150 kombinirt: morientibus illis operire rursusque in rogo patefacere Qwiritium magno ritu sacrum est, ita more condito ut neque ab homine supremum eos spectari fas sit et caelo non ostendi nefas. Auch diesen, von Spåteren als einen Pietåtsakt aulgefassten Theil der Be- stattungsgebråuche hat Hermes als evrapiaøts mit göttlicher Hand ausgefihrt. Wenn man auch zögern möchte, diese Åusserungen seines göttlichen Wirkens auf Todesvorstellungen und Todesgebråuche zurickzufihren, wird man dochb den Hermes Karoyoc der Fluch- tafeln ?, der ,festhålt*, aus derselben Furcht vor den Revenants zu erklåren geneigt sein. Um die gewaltsam Getöteten oder zufållig Gestorbenen, d. h. diejenigen, deren Wiederkehr man am meisten förchtet, festzuhalten, wålzt man noch in der Gegend von Tarent und Reggio grosse Steine auf ihre Leichen>. In Megara wurde das Grab des Selbstmörders Tereus jåhrlich mit kleinen Steinen statt Gerstenkörner beworfen (Paus. I 41,9). Im Verfluchungszauber hat man die zu Bindenden gerade als solehe Revenants, sogar durch waoxaAtouog, in effigie behandelt *. In Bulgarien und Altserbien nagelt man die Geister an die Aufbahrungsstelle fest”, einen Pfahl (aus Dornholz) treibt man durch den Leib des Vampyrs (Liebrecht a. O. 64 1.). Ebenso 1 J. van Wageningen Mnemos. XXXII 43 ff. (ich referiere nach Gruppes Jahresbericht 1908). ? Stellenangaben bei Gruppe G. M. Verzeichn. 1770. 3 v. Negelein, Zeitschr. f. Volksk. XIV 31 (vgl. auch Wuttke * S. 436). Uber walkers auf Neu-Zeeland, Tylor Prim. cult. IT 30. + Vgl. Winsch, Philol. LXI 26 fr. 5 v. Negelein a. O. I 157, XI 265; XIV 82,1*(vgl. Gruppe 895). In der Saga Frichs des Rothen c. 6 heisst es, dass man auf Grönland von der Brust der Leiche einen Stock aufrichtete (setja staur upp af brjöstt), nachher, als der Priester hinzukam, den Stock herauszog und geweihtes Wasser ins Loch hineingoss. Dieser Stock gehört wohl Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 5. 4 50 S. EITREM. [No. 5. haben die alten Orchomenier das eherne Bild des wiederkeh- renden Aktaion mit Fisen zum Felsen festgebunden (Paus. VIII 38,5 s6006 stérog odnep d0ar lautet das Orakel). In mythischer Projektion scheint dieser Aberglaube in der Sage von Theseus und Peirithoos, die im Hades zum Thronsessel der Lethe mit Schlangen festgebunden werden, vorzuliegen — ebenfalls in der Sage von der Fesselung der Aloaden an eine Såule auch smit Schlangen*; dazu vergleiche man z. B. die Abb. bei Wiinsch Seth. Verfl.taf. 16, 20, 45). Auch die Pfåhlung des Prome- theus, die auf der alten caeretaner Schale (Gerh. A.V. IT T. 86) deutlich als eine Strafe in der Unterwelt vollzogen dargestellt ist, ist offenbar im diesem Zusammenhange 7u beurtheilen. Herakles ist es, der auch hier die Fesseln des Todes löst, den Thanatos tberwindet. Gehört auch der grosse Biisser, der Stein- wålzer Sisyphos hierher? Er versucht vergeblich seinen Stein nach oben zu bringen: er will doch nach der Oberwelt, nicht nach dem Akrokorinth, wie S. Reinach* annimmt. Sonst könnte man an diejenigen verweisen, die Grenzsteine verriicken und diese nach deutschem Aberglauben nach dem Tode immer herum- tragen missen (Wuttke * $ 761 I., $ 769), d. h. sie werden hier wie auch sonst (vgl. Mogk, Grundr. * IT 265) als zatoaAoiar behandelt. Wenn man bedenkt, dass die Heiligkeit der Grenzen und der Grenzsteine eben in den daselbst ruhenden Ahnenseelen ihren religiösen Ausdruck fand und dadurch begrindet wurde>, urspriingliech in diesen Zusammenhang, als den Seelengeist fest- haltend, bis dieser, durchs Opfer befriedigt, zur Ruhe kommt (die Wasserspende wird ja spåter hineingegossen). 1 Preller-Robert I 105,4. Cultes, myth. etc. II 176. Nach Haberland, Ztschr. f. Völkerpsychol. XII 3805 gilt es im katholiscehen Deutschland als Busse, Steine auf Berge zu tragen. 3 Vgl. die Eschara, wo man sowohl im Hause wie — spåter, infolge der Verlegung des Begråbnissplatzes — ausserhalb des Hauses den Toten Opfer darbrachte. Sie dient auch als Grenzstein, s. Reisch Art. Altar in Pauly-Wissowa. Eine Eschara sieht Furtwångler, Arch. f. Rel. VIII 192 in dem hohlen tönernen Zylinder (mit Charon-Darstellung), der ebd. abgebildet ist. Aber nicht ,die Höhlung* hat sowohl dem Herde wie diesem Totenaltar den gemeinsamen Namen gegeben, son- dern es ist wirklich ,der Herd*, der den Toten gefolgt ist. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 51 ist es wohl nicht eine zu gewagte Vermuthung, dass wir auch in der Strafe der Grenzsteinverriicker einen Ausschlag uralten Vampyrglaubens finden. Auf åhnliche Weise muss Tantalos hungern und dursten (d. h. wohl: er versucht vergeblich der iblichen Grabesopfer theilhaftig zu werden!): er hat die Last des Grabsteins ,getra- gen* (s. Verg. Aen. VI 602), ehe sein Name ”474ag den Himmel auf seine Schultern nabm. Einen Niederschlag von reinen Mårchenmotiven, wie Dieterich, Nek. 76 annimmt, haben wir doch hier nicht. Mit Recht mag deshalb Gruppe G. M. 382 die Geschichte von Atlas auf ein Hermesheiligtum mzuriickfihren, wenn er auch iiber die Himmelstråger und die an Såulen Ge- bundenen anders urtheilt . Auch das Felsstiick, womit Aktaion nach Paus. IX 38,4 als Revenant herumgeht, möchte ich auf dieselbe Weise erklåren. — Auf diese Weise verstehen wir den Ausdruck: xatadw tor deiva 7008 torv Eounv (od. Exåtn»)? und die Hesychglosse: x»åtoxot Åldot* ot &ri uvnuasr trdEuevor zal ot iepeit Eouov. Anderseits föhrt Hermes die Seelen aus dem Totenreiche zum Lichte empor, und als Nekromant ist er ein Vorbild des totenbeschwörenden Priesters 3. Ein anderer Zug des Hermeskultus ist an dieser Stelle zu erwåhnen, weil Aehnlichkeiten in sonstigen Totenfesten vorliegen. Wo der Phallos steht, auch wenn er Grabphallos sein mag, erheben sich Gelåchter und Lustigkeit von selbst. Am Hermes- feste zu Kreta spielten die Diener Herren, an den Pithoigien in Athen (s. unten) schenkten die Herren den Sklaven em (schol. Hes. Frg. 370), und am samischen Feste des Hermes Chari- dotes durfte man stehlen. Ohne auf alle ,Saturnalien* schon hier einzugehen (vgl. "iberhaupt Nilsson, Feste 36 ff.)*. måöchte 1 Nachtråglich sehe ich nach Gruppes Referat, Jahresb. 1908, S. 139, dass auch Lisco. Qu. Hesiod. Prometheus wie Atlas in die Unterwelt ver- setzt. ? Rohde * II 78. 3 Der altindisehe Priester zaubert die Toten hervor, Oldenberg 568. 4 Die Schlåge, die die Herren in Kydonia von den Sklaven bekommen (Athen. VI 263 f.) sind wohl als Schlåge mit der Lebensruthe anzusehen. Dies passt fir einen Hermes Polylygios vortrefflich (280: zum Schlagen verwendet Suid. v. Åvy«S0uevos, vgl. die Orthia Lygodesma zu Sparta). DQ S. EITREM. [No. 5. ich doch fir diejenigen, deren Zeit mit den sonstigen Seelen- festen ibereinstimmt, vermuten, dass die erhobene Stimmung, die an solchen Festen sich zuweilen åussert (s. Crusius Art. » Keren* $ 28, Anm. 2 und vgl. jetzt auch Dieterichs Erklårung der Satyrn u.s. w — so sind die Totenseelen zu Kobolden, mercamnti u. s. w. geworden), und eine ephemere Gleichstellung der Lebenden herbeiftihrt, auf griechischem Gebiete im Toten- gotte Hermes einen typischen Repråsentanten gefunden hat. Auch die römische Unterweltsgöttin Laverna ist zur Schitzerin der Spitzbuben geworden (Wissowa, Rel. d. Röm. 190). Es sei hier auch auf den mantischen Hermes zu Pharai (Achaia) hingewiesen !. Es heisst bei Paus. VII 22,8, dass man, wenn man den Gott befragen will, sich abends> zur Hermes- herme auf dem Markte begiebt, auf dem neben der Herme sich befindenden steinernen Herde (éoria) Weihrauch (ABavotov) opfert, dann die am Herde festgemachten ehernen Lampen mit Oel föllt und anztindet, endlich einen GChalkus auf den Altar zur Rechten niederlegt und dann seine Frage dem Gotte ins Ohr flistert. Mit zugehaltenen Ohren verlåsst man den Markt: die erste Stimme, die man dann hört, wenn man die Ohren öffnet, ist die Antwort des Gottes. Dass Hermes uåvrtic diese Art des Wahrsagens dem Manenkultus verdankt, erhellt aus dem ein- heimischen Geldsticke, das man abends auf den Altar mieder- legt, wohl auch aus dem Weihrauch, den man auf dem Herde verbrennt. Zunåchst denkt man an die Hekatenmale, die zur Mantik dienten (Arist. Lys. 64 m. Schol.), oder an die p4un, die bei Eur. Hel. 826 erwåhnt wird als olxov &v uvyott idovuern (vgl. Eur. Med. 401 von. Hekate)>. Dies Minzenopfer erinnert 1 Zur Mantik des Hermes vgl. Philol. LXV 271 und 279; Gruppe 1336,5. 2 Vgl. den Zauberpap. des Brit. Mus. 46,425: mnueotvovs yonouova mai VUKTEOLVOVS ETINÉUTOV. 3 Uber wahrsagende Gespenster bei den Buddhisten s. Oldenberg, Rel. des Veda 561, vgl. Serv. Aen. IV 475 ber die Penaten von Corythus: primores in swis aedibus habere privata Lararia quibus singulart rilu columt Penates ob responsa ab illis impetranda (Lobeck Agl. 1887). Die Priesterin der Ge zu Aigai trinkt Ochsenblut (vgl. die blutgierigen Seelen, Stengel ” 181), ehe sie in die Erde heruntersteigt und wahrsagt, Paus. VII 95,18. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 53 doch zu sebr an den As, den die römische Braut én foco La- rum familiarium ponit (Non. p. 531,8), auch an denjenigen, der in einer Tasche verborgen auf den benachbarten Kreuzweg ausgetragen wurde; in Herzegowina legt die Braut Geld auf die Hausschwelle, bei den Esten wirft sie auch Geld ins Feuer (Samter, Familienf. 2%, vgl. Rossbach, Röm. Ehe 3751). Uber- haupt treffen fir die Geldspenden die Worte Wissowas zu (Rel. d. Röm. 369): sie finden sich nur im Dienste der unterirdischen Götter und der Quellgötter, indem man die Miinzen im den mundus und ins Wasser wirft. — Aber auch die Låmpchen und das Weihrauchopfer fiigen sich als Bestandtheile eines ur- springlichen Manenopfers wohl in den ganzen Ritus hinein und zeugen dafir, dass dieser mantische Hermes direkt aus dem Ahnenkultus stammit. Endlich ist ein anderer uralter Gebrauch der Hochrzeits- feiern, dem wir ebenfalls in der Hermesreligion begegnen, er- wåhnenswerth. Bekanntlich mussle sich die römische Braut auf dem Felle eines Opfertieres niedersetzen (Fest. ep. p. 114,16 in pelle lanata nova nupta considere solet, Plut. qu. Rom. 51 væroe tostomr»iovow)>, dieselbe Sitte kehrt im Mysterienritual wieder. Was Diels Sib. Bl. 70 erklårt hat, erlåutert Samter, Famienf. 101 f. durch anderweitige Beispiele (Indien, Russland u. å.). Dieser alte Gebrauch wird sich einmal im Griechenland vorgefunden haben, wenigstens lisst sich erst so die Geschichte, die Apollod. IT 2,8,8 von Hermes und der rhodischen AÅpemo- syne, der Hermes trotz ihres Namens doch ein Leid anthut: sara tig 0dov Bupsag Våorowoeveonduortove, &p ug VALoSgOTTK (d. h. die Wolle nach unten), nvixa årno The *oNVNE Erarje, pdeioerar (s. Philol. LXV 260). Da hat der Schelm, der doch an der Eheschliessung der Menschen sein Interesse hatte (Gruppe 939), einen ehrwiirdigen Hochzeitsgebrauch sich zu Nutzen ge- macht. Sonst könnte man nur an einen ,kathartischen* Hermes I Wenn Rossbach Recht hat, hat man aus dem Erklingen der Miinze auf dem Compitalaltar auf die kiinftige Ehe geschlossen, d. h. die Manen haben durch den Ton gewahrsagt. ? Rossbach, Röm. Ehe 324. 54 S. EITREM. [No. 5. (vgl. den widdertragenden Hermes zu Tanagra) und an ein 4108 «ødtov denken, das zur Reinigung dient, wo die souwuzoi, denen das &rodtortowmeisdar obliegt, ein Kerykeion in der Hand tragen (vgl. J. Harrison, Proll. 24): 000 xaSapuovug Vt00T00- p) - p) =D VUPTEG QVTU TOIG TOOL TOP EVaynv. 7. Hermes als Gott der Chytren und Gott der Kinder. Unter den Toten nehmen bekanntlich die Kinder eine Sonderstellung ein. Sie stehen gewissermassen den Lebenden nåher wie die iibrigen Toten, weil sie um das Leben, das sie noch zu leben hatten, gekommen sind — sie befanden sich an der Schwelle des Lebens, deshalb ist ihr Aufenhalt in limine primo der dwuara Persephones (Verg. Aen. VI 426 ff.), woher sie leichter wie die Ubrigen zu den Menschen zurtckkehren !. Quia praemature vita carent, um die Worte des Ermordeten bei Plaut. Most. 500 Leo 7u gebrauchen, steckt noch so viel Leben in ihnen. Die Seelen der Kinder sind deshalb besonders gliiekbringend, bei den Zulus, bei den Veddas auf Ceylon. Ganz anders dagegen verhalten sie sich, wenn man ihnen Un- recht gethan hat. In Indien sind die Seelen ungehorener Kinder besonders bösartig, werden Blutsauger* — und in der Petrus- apokalypse nehmen die Seelen der unzeitig geborenen Kinder furchtbare Rache an den verschuldeten Mittern durch die Feuer- strahlen, die sie aussenden (Dieterich Nek. 62). Bei den heutigen Bulgaren bringen die Leichen unehelicher Kinder Unheil %, er- scheinen die Geister ungetauft gestorbener Kinder als Vampyre wieder >, wie man die Sache vom christlichen Gesiechtspunkte 1 S. Reinach, Arch. f. Rel. IX 314 erklårt diese Kinder durch die Petrus- apokalypse als «æoct Biarodarato: (Dieterich Nek. 62. Das mag doch auf einer nachtråglichen Einschrånkung ,der Kinder* beruhen. Tylor, Prim. cult. IT 115, 117. Die døo90: sind Götterlieblinge, Otto Sprichw. 90. 3 Qldenberg, Rel. des Veda 569, der bemerkt, dass deshalb das Embryo- töten als ein sehr schweres Verbrechen angesehen wurde. 4 Strauss, Die Bulgaren (1898) 454 (v. Negelein, Ztschr. f. Volksk. XIV 3832). 5 Strauss 194. ro 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. DD aus umdeutet. Deshalb haben die Korinthier die Kinder Medeas gesteinigt (Paus. II 5,7, um die Gefåhrlichen ! festzuhalten, und im withenden Seelenheer finden sich auch Kinder?: die modernen Kalikantsaren, die Vurkolaken werden gerne ebenso klein und jung gedacht >. Die Kinderseele ist also wertvoll: um sich die glickver- heissende, theuere Kraft der Kinderseele zu sichern, haben die Lebenden zuweilen die Kinder direkt unter dem Hausboden be- stattet, auch zu den Zeiten, als man mit den in ålteren Jahren Verstorbenen anders verfuhr (s. oben Kap. 1). Aber auch die Toten haben ihre Freude an den Kindern — gerade im Toten- kultus, wo Menschenopfer sich zåh erhalten haben, scheint die Regel zu gelten: je jnger, desto wertvoller, und am wertvollsten, wenn lebendig begraben. Die Toten bedirfen desjenigen, das das Leben in prågnantester Form enthålt, des Blutes, der pri- mitiae u.s.w.* Die Gello auf Lesbos (Paus. II 3,7) ermordet Kinder, Polykritos bei Phlegon de mir. ? hat, wie ein zweiter Kronos, sein eigenes Kind lebend verschluckt 5. Dies mag auch als ein bestimmendes Moment in der her- kömmlichen Krugbestattung der Kinder mitgewirkt haben: sicherlich hat man sich jedenfalls Kindern gegenuber — ihrer religiösen Bedeutung gemåss — noch konservativer wie sonst I die ,zur Strafe* eine Pest schicken. Stådteschirmende und stådte- griindende Kinder sind einfach aus dem Kinderopfer, das beim Haus- bau, Altarbau, Mauerbau und bei Stådtegrindungen stattfand, zu er- klåren (vgl. die drei Stadtgriinder in Patrai, Paus. VII 20,7 ff.). Grimm D. M. 870 ff., Schmidt, Volksleb. 173, vgl. 162; 148 [,steinigen* = ,fluchen* bei den Arabern, Wellhausen Skizz. III 109 f.; richtig erklårt bei Hyltén-Cavallius Wårend etc. I 486 fr.). 3 Politis Medétar: u. 5. w. I 344. 4 Uber Kinderopfer in Rom s. Steuding, Myth. Lex. Art. Inferi Sp. 252 f. (urspr. an dem Seelenfeste udi Tamrii und im Totenzauber). > bis auf das Haupt, das weissagt, vgl. den Kopf eines Kindes, das auf Island, im einer Kiste aufbewahrt, weissagte, Liebrecht Zur Volksk. 290 (der caput Toli, Mimir, Orpheus und die Terafim anfihrt). [Das Kind, das bei Stackelberg Gråb. T. 38,6 im Hypogaion liegend abge- bildet ist, ist bis auf den Mund ins Leichenkleid eingehiillt]. S. auch Liebrecht 49 vom versteinernden Totenkopfe (zu Gervasius S. 11). [Ro] 56 S. EITREM. [No. 5. in Bestattungsgebråuchen verhalten ?. Auch die einfache Art der Herstellung der Vasen, die gewöhnlich ohne Rad gemacht. sind, låsst darauf schliessen — wie in Rom heilige Gefåsse ohne Töpferscheibe hergestellt wurden. Ebenso mag in der Anlehnung der Kinder-zi90,, die Stais ”Æp. åog. 1898, 89 f. hervorhebt, alter Gebrauch stecken. Sind die Kinder als schlafend gedacht? Dass der Tod nur ein Schlaf ist, ist wohl eine viel åltere Auffassung mm Griechen- land, als Kallim. ep. 11 und die Inschriften, die Rohde Ps. * II 386 anfuhrt, vermuten lassen. Der ,Schlaf* ist doch ein Bruder ,des Todes* schon Il. XIV 381, und Hermes als Herr des Todes geht doch dem Hermes als Herrn des Schlafes vor- aus. Und es beruht kaum auf einem Zufalle, dass Stackelberg, Gråber T. VII S. 42 f. för das Kindergrab angiebt, dass der Kopf nach Osten lag, das Anilitz folglich nach dem Westen schaute (wo im alten Seelenopfer bei Kleidemos, Athen. IX p. 410, der Opferer steht) — d. h. im der Richtung, die sounst för die Athener angegeben wird (Ael. v. h. V 14 Sårxtew de 005 dvouuc Båézorrag), wenn auch die ausgegrabenen Gråber keine bestimmte Orientation aufweisen. Eine Tradition wird es doch gegeben haben, die får dies Kindergrab befolgt wurde>. I S. Fr. Poulsen, Die Dipylongråber 25. Gegen Dieteriehs Annahme von Erdenkindern, die den leblosen Fötus beleben, polemisirt treffend Gruppe Jahresber. 1908, 352 (dessen eigene Annahme von unbeseelten Såuglingen doch kaum haltbar ist). ? Die Mindung des =idos ist gewöhnlich durch einen Stein, eine Scherbe u. dgl. geschlossen (ebenso im Alt-Kanaan) — man darf viel- leicht vermuthen, dass eine Erinnerung daran im Deckel des ,Toten- eis* (s. Nilsson, Arch. f. Rel. XI Heft 4; schönes thönernes Exemplar aus Korinth im Ethnogr. Museum zu Kristiania) vorliegt. Wurde das Totenei selbst etwa als Symbol eines den Manen dargebrachten Menschen-Qpfers aufgefasst? (so versteht man auch, wie Neapel auf einem Ei gegriindet sein kann, Liebrecht 295). Der feine Meer sand, den man in den øido: findet (Stais a. 0., vgl. Poulsen Dipylongr. 21), hångt wobl irgendwo mit den weissen Kieselsteinen zusammen, die sich z. B. in norwegischen Gråbern des Eisenalters finden? Dies, wie die iibrigen Totenpflanzen und Beigaben, um den Toten festzuhalten? oder um seine die Leiche wieder aufsu- chende Seele zu bannen? Eben deshalb schliesst man wohl so sorg- fåltig den Totenkrug. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. BT Auch die Einfachheit oder das gånzliche Ausbleiben der Toten- beigaben in den Pithosgråbern mag eher auf eine åltere Auf- fassung von den Toten als auf Armut der Hinterlassenen hin- deuten. Der Gott der Toten und ihrer szci9o0t oder ihrer zvroar) ist Hermes Chthonios — ihm (und dem Totengotte Dionysos) mit den Toten zusammen*> gilt der Ghytrentag in Athen oi zvutoot: er nimmt den Deckel der zxi9ot weg und zaubert mit dem Siabe die Seelen empor — als Gott des unheimlichen Pithoigienfestes *>. Er hal urspringlich die Spenden ausgegossen — als Herr der oeg und der xoai. Er hat auch Antheil an den darauf folgenden Opfern. Er hat einen typischen Repråsentanten der im Leben und nach dem Tode umbher- irrenden untoahotur, den Orestes (vgl. seinen Begleiter 1Tvicdns, der dem Namen nach in die Unterwelt gehört), nach Athen zur Freisprechung gefihrt. Da haber dieser, erzåhlte man, als uovoptyog — gerade wie die Aigineten ihre damit verwandten sechszehntågigen Thiasoi mert Guwiig und als uovopayor feierten (Plut. qu. Gr. p. 301 e, mit Aphrodisia abgeschlossen, vgl. die Hochzeit des [Hades] Dionysos in den athenischen Anthesterien) — seinen Krug einsam geleert. Auf die Weise wurden auch 1 Bethe bei Dragendorff, Thera II 21,33 (die Vtoa: seien Sårge), vgl. unten iiber die Aussetzung der Kinder. Auch die Römer haben die Toten in irdenen Gefåssen bestattet, und dies giebt uns einen Finger- zeig, wie im Arvalendienste die Verehrung der ollae, die aus der Tempelthir den Weg hinuntergeworfen (Wissowa, Rel. d. Röm. 487,5), d. h. wohl den Seelen nachgeschickt wurden, zu erklåren ist (vgl. JvoaCe «does und manes exite patermi). Ein Rest alten Manenkultus steckt ausserdem darin, dass der Kultgesang auch an die Laren (ausser Mars) gerichtet wird. Sind auch die ,Adonisgårtechen* zu den Toten- chytren zu stellen? Zenob. I 49 8xyéoovtat åua tehevtørt TO Je) not iutTOVY TAL Els uorvas; Schol. Theokr. XV 112 eiwduor ydo 8 tots Adøviois mvoovs nat uo0rdds omeioerv Ev tror mto0moteiors, vgl. die Chytren mit der Panspermie in Athen. Das Zerbrechen der Töpfe (s. Ditmmler, Pauly-Wissowa I 388 und Gruppe G. M. 971,8) gehört doch dem Tolenkultus an. Es mag sein, dass sich dahinter ein alter Gebrauch, bei der Bestattung dem Totengotte zu opfern, verbirgt, vgl. die Opfer an Totengötter bei der Leichenverbrennung im alten Indien, Oldenberg a. 0. 577. 3 Gruppe G. M. 761,9. J. Harrison J. H. St. XX 101; Prolegg. 40. [80] 58 S. EITREM. [No. 5. die Seelen einzeln an ihren Gråbern gespeist, und demgemåss ebenso gedacht, wenn sie vereinzelt ihre alten Familien auf- suchten. Den Toten und ihrem Gotte zu Éhren hat man die Krånze geflochten (deshalb wohl ”ArSeornowa, die sicherlich von den avdn herzuleiten sind), die Chytren mit der Panspermie hin- gestellt. Aber nicht allein der grossen Schar gewöhnlicher Toten hat man gedacht; auch fir diejenigen, die ohne ordentliches Begråbniss umherirren miissen, die im Wasser Umgekom- menen, hat man Sorge getragen und ihnen aus Kriigen ge- spendet !. ,Sie selen in der deukalionischen Fluth umgekom- men*, wie man erklårte, und die Totenfeier håtten dann selbst- verståndlich zuerst die Geretteten abgehalten (oui y9ovip væte TØY tedvewrtur). Ganz wie auf Aigina, wo die ganze Feier dem Meeresgotte zufiel, und die aus Meeresnoth Geretteten — ,,die heimkehrenden Achaier* (die autochthonen Athener hatten schon betreffs der Chronologie höhere Anspruche) — die Frtrunkenen versöhnt und beruhigt haben. Fir die Ertrunkenen hat man folglieh, um sie zur Ruhe zu bringen, stellvertretende Ceremo- nien vorgenommen (wie man sonst eva onuata errichtete, und fir die im Kriege gefallenen, aber nicht aufgefundenen Athener eine verhingte Bahre im Leichenzuge mitfolgen liess, Thuk. II. 35)?*. Die Ertrunkenen stehen im Volksaberglauben ungefåhr auf derselben Linie wie gewaltsam Getötete, Selbstmörder u. a. Sie werden leicht Wiedergånger. Noch heute glauben z. B. die Bulgaren, dass die Leichen von Ertrunkenen Unheil bringen, 1 Uber die Hydrophorien vgl. Nilsson, Dion. att. 136, 162, ber die ågine- tischen Hydroph. Feste 178. ? In Rom wurde får die in der Fremde Gestorbenen nach Pontifikalrecht zu Hause eine terrae injectio vorgenommen (Serv. Aen. VI 366); da- gegen galten die im Meere versunkenen Leichen [deshalb wird z. B. dem heiligen Lukian, der ins Meer geworfen wird, ein Stein am rechten Arm angebunden, Usener Sintfluths. 172 — der Stein ist auch xxtozos] als richtig bestattet, quod os supra terram non exstaret (Cic. de leg. II 22,57). In Tell Ta'annek hat Sellin, Denkschr. Ak. Wien, B. 50,37, zwei grosse, mit Sand gefillte, Kruge gefunden, ,wahr- scheinlich xevd ovyuata, deren Seelen man damit Ruhe verschaffen wollte.* 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 59 und wie sorgsam die Griechen verfuhren, davon legt Eur. Hel. 1243 ff. deutliches Zeugniss ab: man rudert bis weit ins Meer hinaus, dass man kaum die schåumenden Meereswellen am Ge- stade sieht (das Meer darf ja nicht das Geopferte den Menschen zuriickfiihren, V. 1271), der nåchste Verwandte (Mutter, Frau, Kinder) bringt eine Bahre mit, ausserdem Kleider, Waffen, Frichte, und em so00puyiov wird geschlachtet: das Ganze ist eine vollgiltige Bestattung, auf offenem Meere, wo Alles ver- senkt wird, vorgenommen — der Unterschied ist nur, dass der Tote xevotorv & mérxhor Lvydsuasiw bestattet wird. In Athen hat man sich sehr verninfltig eingerichtet: im Tempel der Ge Olympia hat ein Schlund ,den in der deukalionischen Fluth Umgekommenen* das Nötige zugefihrt, Spenden und Honig- kuehen (der retåozog und die Gaia sind ja sehr intim) — durch diese Fiktion erreicht man die im Meere Frtrunkenen auf dem Lande und erspart sich die Reise aufs Meer hinaus. Die jåhr- liche Feier macht, mit den Hydrophorien verbunden, einen Theil des Toten- und des Hermesfestes aus, auch hier ist Hermes, der ,die Seelen zu Wasser und zu Lande abholt* (Diog. L. VII 31) der Katozoc. In die Herrschalt "ber die Ertrunkenen werden sich Hermes und Poseidon urspriinglich geteilt haben. Weil es Totenseelen verbirgt, wird das Meer als ein Seelenreich behandelt, wohm man Pest-Keren u. dsg. ver- bannt (vgl. Gruppe 895,6), dessen Einwohner besonders als Delphine (vgl. die Sage von Hermias in lasos, Plin. n. h. IX 27, in welcher norch Hermes, dem ja auch die Delphine ge- hören, als der Gott auch dieser Totenseelen erscheint) sich den Menschen zeigen. Gerade deshalb wird z. B. der Seehund im apotropåischen Zauber angewandt (s. Riess, Art. Abergl. in Pauly-Wissowa, s. auch Liebrecht Gervas. S. 184 f.). Als der furchtbare Lebenverschlinger hat das Meer einen tiefen Eindruck, besonders auf die Schiffer, gemacht, und gerade der griechische Poseidon, der sowohl Möytog wie ”Euzvånog ist und die eher- nen Thore des Tartaros baut (Hes, Th. 782 f.), dem man die den Toten gehörigen Rosse und das Haar opfert (Stengel, Arch. f. Rel. VIII 205 ff.), ist unverståndlich, wenn er nicht zugleich 60 S. EITREM. [No. 5. als Totengott aufgefasst wird. Vgl. auch Gruppe 1389,1. Wei das Meer (Fliisse, Seen) die Menschen empfångt und als Toten- seelen behålt, kann es auch Seelen zur Neugeburt abgeben !. Hermes ist aber Gott der Chytren* unoch in eimer anderen Bedeutung. Er ist Gott der ausgesetzten Kinder. Poulsen Dipylongr. 49 bemerkt richtig, dass man die ,Rackerweiber*, &yyvroioroiat, zur Aussetzung der kleinen Kinder verwandte, weil die Aussetzung den Charakter einer symbolischen Bestat- tung trug (|eylyvrolleiv = &xtidevar und årroxteivar, Schol. Ar. Vesp. 289)». Dermassen scheint folgieh Hermes Herr der Leichen- kriige gewesen zu sein, dass Alles, was da hineingesteckt wird. inm gehört. Diese Leichenbestattung wurde aber auf die Kinder beschrånkt, was wiederum auf die Stellung des Hermes Eimfluss ausiibte. Die &yzvrotørerat legen sowohl die Leichen (nicht die Beine) der Toten wie die Lebenden in die Leichengefåsse ”. Dem Et. m. S. 313,41 zufolge sind es Ammen, die Kimder aussetzen, so auch in Eur. Alope und Menanders Fpitrep., dagegen die Mutter selbst mm Eur. lon; alter Sklave des Vaters in Plaut. Cist. wie in Soph. Oid.; Alkiphr. III 63 ein Tagelöhner. 1 Stengel a. Q. 210 trennt mit Unrecht die Rosse und Hunde von den iibrigen ,Seelentieren*" — auf einem Ross reitet man und den Hund hat man bei sich, im Tode wie im Leben; auch ein Hahn, ein Schwein, die man gerne isst, werden ins Toteninteriör so eingefiigt, dass man auch hier die wiunos giov erkennt. Gefligelte Seelenpferde sind gewiss sekundiår. Ähnlich Lippert, Kulturgesch. der Menschh. II 309. Pithoi, Amphoren, Hydrien, Stamnoi und Lagynoi, s. Poulsen a. 0. 28. NXvtca als Gesamtbegriff Steph. Byz. s. Hoata : 0ov&avtes tipovs yVt0us evgor ua dotd (Lobeck Agl. 632). Mit der Chytrenbestattung hingt wohl der pythagoreische Spruch zusammen: y"t0as tyvos dro 07000" aparide — man wurde dadureh an die Toten erinnert (oder können sich 'Totenseelen im die Vertiefung der Asche verstecken?). Es ist wohl möglich, dass im Topfspiele (Chytra), wo ein Kind ,,der Topf* heisst und Schlåge bekommt, sich eine Frinnerung an ,das Kind im Topfe* erhalten hat. — Rohde Ps.” I 231 erklårt die 8yyvtotøtorat aus dem in Töpfen aufgefangenen Blute, was mir wenig wahrscheinlich ist. — Zum ,Kind im Topfe* vgl. auch Wuttke * $ 55. [80] (ot) 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 61 Dass aber wirklich, im der Form wenigstens, eine Bestat- tung gemeint wurde, davon giebt es noch deutliche Anzeichen !. Einen 00woc beim Halse eines Kindes fand Stais Ep. åoy. 1898,83, ausserdem unter acht geometrischen Vasen eine, die einen Granatapifel darstelit (s. T. 25). Wenn man die litte- rarisehen Zeugnisse iiber die Beigaben (nicht die sonstigen 7rw0i0- uata) der ausgesetzten Kinder durchnimmt, finden wir auch hier deutliche Totensymbole und Totengeråte wieder. So finden wir in Menanders Epitr. v. 69 Lef.! einen ,soliden Hahn*>, ausserdem Axt und Halsband. lon, der bei Eunp. in einem ge- flöchtenen runden Korbe, m øxaoyava emngewickelt (955), ausge- setzt wird > (in eimer Höhle, sonst gew. im Gebiische oder auf dem Berge, Plaut. Rud. 124 in angiportu) hat v. 1485 einen Olivenkranz bei sich (Olive im Totenkultus herkömmiich), dazu als Halsband zwei goldene Schlangen. Die Axt in Men. Epitr. kehrt wieder in Plaut. Rud. 1154 ff., wo dem Kinde beigegeben wurden: ensiculus*, securicula, sicilicula, bulla aurea und ein Schweinchen (sucula, vgl. Hahn als Totentier oben!). Ebenso hat das Kind bei Long. past. I 2 ein Schwertchen (hier ausser den ozcaoyava auch ein zaautdiov åAovoyée), bei Heliod. IT 31 kor 00uo0v>. 1 Bei Aristoph. Thesm. wird das untergeschobene Kind in einer Chytra gebracht (im Zusatze ot0ua «xnoip BeBvouévor mag urspr. eine ganz andere Absicht liegen als øra 1 Boon). 2 S. van Leuwen Mnem. XXXVII 113, der hier richtig ein Sinnbild der Seele wiederfindet. Vgl. den Korb des Erichthonios auf der Abb. in Roschers M. L. s. vw. 4 Vgl. den Pfeil, der dem neugeborenen Kindg, auf Ceylon bei der depo- sitio zur Seite gelegt wird (nach Dieterich, Mutter Erde 16 ,ein Phal- los*). Wie verhålt es sich mit der oxdyr7, wodurch im Soph. Tyro Pelias und Neleus wiedererkannt wurden? van Leeuwen zu Men. Epitr. 108 stellt damit den Ausdruck IToceidæv «at øxdp zusammen (Ar. Lys. 139). Im Kindergrabe bei Stackelberg T. 8, S. 42 f. wurden Lekythen (mit der Miindung nach dem Haupte) und Schalen gefunden. — Die dé9æ:x sind natiirlich /vooiouata, zugleich miissen sie aber auch apotropåische Wirkung haben, weil sie dem Kinde im Grabe mitgegeben werden. — Bei Ter. Haut. tim. 650 soll der Fingerring, falls das Kind stårbe, geradezu als Erbanteil gelten (st moreretur, ne expers esset de nostris bomis). ; &nr 62 S. EITREM. [No. 5. Die Aussetzung ist folglich der Form nach eine Bestattung, in der Wirklichkeit eine Tötung. Ion wurde den Vögeln und wilden Tieren preisgegeben (V. 504 i., 951), was Kreusa direkt als eine Tötung auffasst (V. 1495, 1500) ., aber viele gute Miitter dachten wohl wie die athenische Prinzessin, dass ein Gott das Kind erhalten möchte (V. 965). Dieser Gott war eben Hermes. Als Chytren-Gott, nicht als Maørnotog oder ITawdox0o1g oder Götterbote uberhaupt, findet Hermes den lon, bringt ihn zu der Thir des delphiscehen Tempels, wo die Priesterin ihn als ein rechtes &0uwatov, eine Gabe des Hermes. IIooztvÅatoc, findet und das Findelkind als eine Gabe Gottes ansieht, wie auch heutzu- tage gottesfiirehuige Leute sich der Kinder, die sie in angiportu finden, als Gottesgaben annehmen. So hat Hermes auf einer tanagråischen Schale * auch den Oidipus (nach C. Robert, Homer. Becher 76) auf dem Kithairon gefunden und der korin- thisehen Königin tbergeben. Dann ist Hermes in Metapont 17a:doxoonc (Hesych), ,der die Kinder såttigt* *, geworden, wie so viele andere Gottheiten x0vo0- toopot Wurden. Aber als ein zoo zum Leben, nicht zum Tode trågt er einen Aristaios, Arkas, Asklepios, Herakles, vor Allem Dionysos (vgl. die Sage von lasos oben und Usener, Smmtfl. 166 f.). Wie er selbst von einer Maia, einer ,Mutter* par excellence, oder Nymphen wie Helike und Kyllene erzogen wurde, bringt er jetzt Götterkinder zur Gaia als ,der Mutter Erde*, zu Nymphen und Horen. In einem Punkte trifft doch die Auffassung von Hermes als Beschitzer der Kinder mit seiner Stellung als Seelengott zusammen, nåmlich in der Sage von der Erstehung der Milchstrasse. Man erzåhlte, dass Hermes das gewaltigste aller Göttes- kinder, den Herakles, an die Brust der ehrwiirdigen Himmels- 1 Die oixtod molkd V. 959 mögen sogar die Totenklage vertreten. Abb. in Roschers M. L. u. Oidipus (anders Bete, Theban. Heldenlied 68 ff.). 3 Zur Bildung vgl. ta:d0-toi8ns (man könnte auch an die Wz. x=0, das abgeschnittene Ephebenhaar und die fuéoa x0voewtis denken; allein man hört nichts davon, dass man die Haarlocken, wie sonst [Anthol. Pal. VI 309] das Spielzeug, dem Hermes geweiht hat). ro 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 63 königin gelegt habe, Erat. cat. 44. Es heisst: pasi tov Eounv bad vhv yéveow avanomisar tor Hounhéa nal 169000EW UVTOV TO tig Hoas uartn, torv de Imhabe &rrwwonoasav de tyv "Hour åroseioasdat uvrtov, al OVTuUG ExyuIEVTOG TOV TLENLOGEVNUTOG årotekesdnvat torv PahaEiav uvxhor. Was wir hier von He- rakles lesen, hat einer anderen Sagenversion mzufolge zuerst Hermes selbst erlebt: er habe die Milch Heras hervorgelockt, die Milchstrasse dadurch hervorgerufen, so Fratostenes fr. 2 Hiller, vgl. fr. 16, Hyg. astr. II 42, Mart. Cap. I 34, Myth. Vat. IT 9,2. Die Milchstrasse hatte aber eine ganz spezielle Bedeu- tung als Sitz der Seelen!: hier leben die Seelen der Heroen fort (Manil. I 758 ff., vgl. Plac. Gloss., Gruppe Gr. Myth. 1055 und 1037,1); sie ist auch anderswo z. B. in germanischem Aber- glauben Seelenpfad. Wie alt diese Vorstellung vom ,Hades im Himmel* in Griechenland ist, låsst sich nicht ausmachen (s. Rohde Psyche * II 215, vgl. II 95 und Kl. Schr. II 175 f., Lobeck Aglaoph. 935), aber schon ,Pythagoras* hat damit die Milch als Nahrung der Kinder und die Milchspende an die ,seelenreinigenden Götter* verbunden?: torv IIvd9ayooav Ot «topontw» Atdn»v tor yuha&iav nal vtonov WweV Aronaleiv, we Euel ovrmdovuéruv* do mapå tow EYveoL yaha ormévderdar TOig Heoic toig TOY VvWNOY KAGFAOTALG, Kl TV ITEG0UT0V (SC. WWXLOV) Elg yåveow eivar yåha tyv movTN» toopn» (Mai Procl. ad Cic. de re publ. p. 320; Porphyr. de antro Nymph. 928). Dass man die Entstehung der Milchstrasse dem Gotte zugeschrieben hat, der am meisten auf soleh eimem Himmelpfade wandelt (Hermes "Odwoc u. s. w.) [der Pfad des Tages, der Regenbogen, ioug, ist dagegen seinem weiblichen Gegenbilde zugefallen]|, der ausserdem dariber die Seelen der Gestorbenen fåhrt (als wwvxo- 1 Gruppe G. M. 1085. Vgl. den griechischen Volksglauben Arist. Pac. 831 f. æs dotéoes yiyrdued” otav vis anodurn (Dieterich, Nekyia 24,1; dazu die arab. Weinspenden an die Toten und an die Gestirne? Well- hausen, Skizz. II 111). Milehopfer in Griechenland an einen Heros in der Vollmondsfrihlings- nacht (Philostr. Her. II 4 p. 291), an Hekate und die Erinyen (t: TeunOueta altais leo monava nat ydha Er Hyyeot uepaueiors, Schol. Aisehin. I 188), s. auch Rohde Ps. * I 242. [80] 64 S. EITREM. [No. 5. ztoumtc), und der die Seelen der ins Leben Fintretenden zur Geburt im menschlichen Körper daher herunterbringt (denn diese Vorstellung darf man wohl dem eben angefuhrten ,Pythagoras* konsequenter Weise beilegen) — das Alles scheint ganz natirlich, wenn man bedenkt, dass man dem Wanderer Hermes bei der Geburt wie beim Tode begegnet: als evykaf (wie er bei den Hirten hiess, Anth. Pal. IX 744,8) dient er der Kinderwartung und nimmt er am chthonischen Siihnopfer teil — deshalb lag es nicht so fern, auch der TaAaE&iac, der schon durch seinen Namen dieselben Vorstellungen verbindet, an Hermes als ,,Kind* oder ,,Kinderpfleger zuriickzufihren — die Milch entstammt der Himmelskönigin und der gewaltige Herakles hat, wie die ge- wöhnliche Sage lautete, die Brust der Måchtigen gesåugt. Aber Hermes 1laÖoxoons hat ihn dahin gebracht. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 65 Nachtråge. S.6. Zum Bauopfer fihre ich noch aus Crooke in En- eyclop. of Rel. I 450 an, dass bei den Mal Paharias die Ahnen- seelen mit den ,Göttern der hölzernen Såule* identifiziert werden, d. h. der Såule, die das Hausdach trågt: ,around this centre are grouped a number of balls of hardened clay, represent- ing the ancestors of the family to whom the first-fruits of the earth are offered (Frazer G. B. * Il 460 ff.) and the blood of goats amd fowls poured forth at the foot of the pillar that the souls may not hunger im the world of the dead* (Risley, Tribes and Castes II 71). Uber das Bauopfer handelt ausfiihr- lieh Hock, Gr. Weihegebråuche (1905) 77 ff., der ,die Grund- idee des Bauopfers in der Beschwichtigung der Unterirdischen* findet, was ich jedenfalls nicht får den urspringlichen Grund- gedanken halten kann. Jeder Bau muss seinen eigenen ,,Bau- geist*, d. h. seine eigene Totenseele, haben, auch wenn man nur lange Steine als Kenotaphien, wie bei den nicht-arischen Kafiren in Hindu-kush, errichtet und durch Ziegenopfer ,weiht* (Grooke mm Ene. I 452). Wenn das Opfer nur die ,Unterirdi- schen* versöhnen sollte, warum vergråbt man nicht die Ghytra einfach in den Boden, statt sie in das Bauwerk zu vermauern? S. 7. Als solche im Inneren der Tempel begrabenen oder sich aufhaltenden Heroen sind besonders erwåhnenswert Ke- krops, der an der SW.-Ecke des Frechtheions begraben lag (&il två yovig oder &rui två so0aråser th 16008 tov Keugomiov CIA I 329 a col. I 9 u. 6., s. Wachsmuth, Stadt Athen I 450), und Kychreus bei Demeter in Eleusis (Strabo IX p. 399). S8. Auf dem Markte in Mantineia lag Podares begraben (Paus. VIII 9,5), im. Sekyon Euphron (1. Hålfte des 4. Jahrh.s Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 5. 5 66 S. EITREM. AM [No. D. Xen. Hell. VII 3,12), in Megalopolis war [nach Foucarts Ergån- zung] die Aschenurne des Philopoimen ebenfalls auf dem Markte in einem Mnema beigesetzt (Dittenb. Syll. * I 289). S.11, A. 1. Damit ist das Ei Ledas, das an der Decke des Tempels der Hilaera und Phoibe in Sparta aufgehångt und mit Tånien umwickelt war (Paus. IT 16,1), zusammenzu- stellen. S.11. Zu den bei den Stadtthoren begrabenen Heroen vgl. das Heroon des Ghalkodon vor dem peirauschen Thore in Athen, ,eines im Kampife gefallenen Landesfeindes* (Plut. Thes. 27, Klugmann Amazonen 40, vgl. Heptachalkon Plut. Sulla 14, Lolling Geogr. in I. Millers Handb. IT 303, Wachs- muth St. Athen II 226, vgl. auch den ,Landesfeind* Neoptole- mos in Delphoi und die Heroisirung des salaminisehen Königs Onesilos in Amathus [5. Jhrh.], Herod. V 114), dasjenige der Amazone Antiope bei dem itonisehen Thore (Wachsmuth I 151 f.); an einem anderen wiederum lag Solon (vgl. das Altar för Akamas am Dipylonthore, d. h. fir den Stammheros der Phyle, in welcher Kerameikos lag, CIA II n. 1664). S. 17. Fiur das Opfer an der Schwelle ist die Vorschnit der Geopon. XV 8, die Haus und Hof vor Zauber schiitzt, hoch- interessant: ovov wuékavog Omxhnv tot dekt Muov VitO TOP ovdbv tig eisodov, nal Enige Öntivnv mwvivnv vyoar... xal «ac sal oplyavov Hoaskewmtiuor sol apdaumuor nat uvurvor, «woTtov Ewuuove hponuors nach Hock Weihegebr. 85), oxiAAas, oréuua 80000 hkevnol hn porno", uyrov, legur Borarny, Hetov, dadia stebzva, nat åudoarrov 10 vætovåoor ratt unva vide, nal &riyvoov al sravomneoutav &rxBahor upes. Da hat man eine sehöne Sammlung von den oben Kap. 4 behandelten Toten- symbolen und Totenbeigaben. S.29, A. 1. Auch die Leichenbinden, die man zuweilen auf alten Lekythen sieht (Hock, Gr. Weihegebr. 15) und die dann direkt auf die Grabstele ibertragen werden (ebd. 15), sollten wohl urspriinglich den Toten festbinden. S.30. Hahn, vgl. Crooke Encycl. of Rel. I 450: bei einem ind. Stamme wird die Begråbnissfeier mit einem Hahnopfer be- 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 67 sehlossen: dessen Fleisch wird von allen Mitgliedern der Familie gegessen. S.31. Eidechse. Hekate verlangt zur Ausstattung ihres Bildes u. A. Fidechsen, Euseb. praep. ev. V 12 Dind., im Liebes- zauber verwendet bei Theokr. 9,58; nach Plinius XXX 15,49 ist die Wirkung antaphrodisisch: tn urina virili enecata lacerta venerem ejus qui fecerit, cohibet; nam imter amatoria esse magi dicuni. S.33. Oionismen aus Spinnen, Wieseln, Katzen und Hasen erwåhnt Xen. Mem. I 1, 4, 14. 5.39. Vor dem Thore der ,Unterwelt* (zwischen dem Areopag und der Akropolis) lag das Heiligtum des Hesychos, dem die Hesychiden vor dem Semnenopfer einen Schafbock opfern (Schol. Soph. O. K. 489). S.42. Nach GCrooke in Eneycl. of Rel. I 451 erreicht das Totenfest bei den Luhupa Någas in Assam, das im Dec. ge- feiert wird, semen Höhepunkt in der Neumondnacht: hier jam- mern die Verwandten iiber die im letzten Jahre Verstorbenen (Journ. Anthrop. Inst. XXVI 194). [Dagegen fållt das Aller- seelenfest der orthodoxen Hindus m die mondlose Hålfte des- jenigen Monats, der unserem August-September entspricht|. 5.42. Dem Totenkultus åhnlich ist auch das Verfahren eimes Klearchos bei Porphyr. de abst. Il 18 (Theopomp): ær TAVTOV TOÖV sTEQLyLVOUEVOV KALITOV Kal TOY Voalur, å Ex TG me haupaverat, tois Jeoic (d.h. Hermes und Hekate) zac ånaoyue åwovéuew” not va uev 00ti3évar (also Eéria = Lectisternien?), va de xadayilew. S.45. Kalypso fasst Ed. Meyer als eine ,Variante des Hades (resp. der Phaiaken)* auf, Gesch. des Altert. II 104. 5.46. Fir die ehemalige Stellung des Hermes als Todes- försten zeugt auch der Umstand, dass er mit Zeus (Chthonios) zusammen zur Blutsåttigung der heroisirten Toten in Plataiai eingeladen wird, Plut. Arist. 21: xavevåuevos Ai not "Eoui pIovip maouraket tove åyadoig avdoug vovg væen vijg EAAadog 0 davovtag &ri to Öeizevov ual thv aiuaroveiav. Gerade wie Hermes hat sich auch Hekate den Toten zur Seite gestellt 68 S. EITREM. [No. 5. und ihren Anteil am Totenopfer gefordert, Bekker Aneed. 247,97: 'Enatala* vu til Fxdty Yvoueva, tueo E07L TØV VeLQOV Evayis- uata. So auch Hermes als GChytrengott am (Chytrentage in Athen. Wåhrend Hermes (und Hekate) als Todesgott eine deutliche Entwickelung durchlåuft und, wie im Himmel ein olympischer Diener, so auch in Hades ein subalterner Beamter geworden ist — was mit der abnehmenden Furcht der Lebenden vor der Macht der Toten im Zusammenhange steht — ist Hades immer eine blasse Abstraktion ohne Kultus geblieben. Hermes hat entschieden seine grösste Zeit gehabt, als die Macht der Toten- seelen ihren Höhepunkt erreichte. Aber diese Fpoche liegt der Zeit weit voraus, wo die Athener die Toten als ,Giåste* be- trachteten, denen man nur 3 Tage im Jahre die Thir offen zu halten brauchte. Der ganze Kultus des Hermes schemt von der Urzeit zu stammen, als er als tragender Mittelpfeiler des Hauses (é0er0ua tig olxiag, Wie man spåter einen Vaterlandsretter &oeroua rne Tooiag nannte) die Wohnung der Lebenden zusammenhielt und unter dem Hausboden die verstorbenen Familienmitglieder sammelte. Spåter haben diese als ,Heroen* die einzelnen Theile des Hauses 1n ihren Schutz genommen, und so erhalten wir einen H. é&rviréytos, &tistaduoc u. dgl., endlich eine Demeter &rrowzdia, eime Göttin Mvyia (Insehr. aus Mytilene GColltz, Dialektinschr. 255) u. s. w. S. 51. Die ebd. gegebene Deutung der xatoyot Åtdor hat schon Roscher mm der Abh. von der Kynanthropie vorgetragen. — Die Hermen sind urspringlich Phallossteme, und Hermes selbst bedeutet dem Namen nach sowohl den Gott des , Stitzens* wie des ,Stossens*. Prof. Magnus Olsen erklårt in Uberein- stimmung hiermit nach miindlicher Mitteilung das altnord. bautadr in bautadarsteinn als ein nom. agentis, ,Stosser*, vom Phallos, und verweist auf den phallosåhnlichen Bautastein aus Vedel- spang im Kieler Museum. Dass die gr. Hermen und der altphrygische Grabphallos sich hier anschliessen, ist augen- scheinlich. 1909.] HERMES UND DIE TOTEN. 69 S.52. Das Wahrsagen der Totenseelen kann sich direkt durch das Bewegen der Grabsåule åussern, wie es aus Paus. IV 32,3 hervorgeht: man bindet den Opferstier an die Grab- såule, %o0v;ovuérum de ot al ouorovt nv 6 ulvr vn, Meooyviowg &otiv alorov (gutes Wahrzeichen), ov xtvndvrog Ode aovupooa &rayyéhhet to oqueior. Aehnliches liegt wahrschein- heh auch dem Berichte zu Grunde, dass die beiden Grabstelen der Boreaden auf 'Tenos sich bewegen, wenn der Nordwind iiber die Insel weht (Apollod. II 15,2; Ap. Rh. I 1298 ff., vgl. Göttl. Zwill. 59). Nach dieser Anschauung repråsentrt der Grabstein den Toten selbst, ist jedenfalls seinem Willen unterthan. S. 55. Die Gefåhrliechkeit der Kinderseelen geht auch aus Paus. VIII 23,6 iiber die gesteinigten Kinder in Kaphyai her- vor, die Abort der Weiber verursachen. Wenn Medeas Kinder im Heratempel, diejenigen der Kaphyeer im Tempel der Artemis begraben liegen, haben wir dies als einen Rest der urspring- lichen Bestattung (oder des urspr. Kinderopfers) unter dem Haus- boden anzusehen. S. 58. Mit der athenischen Ceremonie, die m. E. die im Meere Umgekommenen betrifft, verglerche man, was Arrian bei Eust. p. 1615 åber die Bithyner berichtet: ove vehovrtat tu VEXVOLA, Kalev Ovouasti TUG TOY KaTtoLouErnv WVXAE OGOL Tehevrav Ervyor vVæENONLOL, Kal srapanrakstv atrtove elg TOIG (im Totenkult bekanntiich herkömmiiche Zahl) xai dieoSat åveh- Jelv Wg ueraoyorer Te darröc. Man erinnert sich leicht des Odysseus, der verspricht nach seier Heimkehr den Toten ein Opfer darzubringen (Od. XI 30 f.): oveigav Bovv $&er von» T éwrinoeuer E0AOV. S. 59. Das Meer als Reich der Seelen — vgl. den Heros von Temesa in S.-Italien, der von Euthymos ins Meer ge- trieben wird (sekundår ist er deshalb zu einem Begleiter des im Meere umherirrenden Odysseus geworden), Paus. VI 6,7 If, Strabon VI p. 255. Euthymos selbst verschwindet im Flusse Kaikinos bei Lokroi, Ael. v. h. VIII 18. 70 S. EITREM. [No. 5 S.62. Wie xatdo-z0016 Ist auch der Gott (Heros) Mvia-%0016 (s. Plin. n. h. X 75: protinus intereunt [muscae] qua litatum est ei deo) trotz Usener Göttern. 260 zu erklåren. Das xooeiv ist doch meht = &xxo00etv. Das diesem Myiagros (Arkad.) oder Apomyios (Elis) dargebrachte Opfer såttgt auch die Micken. Also ricehtig Ael. h. a. XI 8 åber das Voropfer beim Apollon- feste auf Leukas: ai de (uviav sc.) &urånodetoar vov aluarog d , apuvikorrat. Totenei im Ethnogr. Museum zu Kristiania (s. oben S. 56). Adler 31. Adonisgårtehen 57. After 30. Agastrophos 37. Ahnen 19, 99, 94, 59 f. Aloaden 50. Alp 31, 37, 44. Altar 6, 27, 50. Anthesterien 91, 49, 58. Aphrodite 24, 28, 31, 37, 45. Apollon 8, 24, 30, 34, 36 f. Artemis (Orthia) 97 f., 36. Arvalien 57. Athem 91. Atlas 51. Auge 46, 481. Aussetzung 60 ff. Ausschiitteln 99. Bad 90. Bast 928. Bauopfer 6, Nachtr. Betel 21. Blitz 97. Blumen 929. Blut 91. Blutsauger 54. Bohne 98, 35. Braut 14, 19, 58. Brimo 10. Bukoliasten 15. Caeculus 48. Cardea 35 f. Carna 35 f. Chalkiope 38. Chalkis 17. HERMES UND DIE TOTEN. Register. Chalkon 17, 38, 44. Charila 45. Charonmiinze 47. Chinesischer Herdgott 42. Choen 921, 57. Chytren 7, 57. Cunnus 32, 44. Cypresse 29, 95. Dach 11. Daphnis 928. Delphine 59. Dionysos 24. Dorn s. Weissdorn. Dreiweg 11, 40. Eber 32. Ei 11, 56, Nachir. Eidechse 31, Nachtr. Eiresione 93. Epheu 99. Eppich 92, 28. Erdbeerbaum 99. | Erinyen 43, 48. Ertrunkene 58 f. Erz 16 f. Eschara 50. Esel 32, 40, Nachtr. Eudoros 46. Eule 32. | Eumeniden 983. Eurypylos 17, 88, 44. Fackel 96. Fell 583. Fenster 99. Feralien 18 f. 71 72 Fett 90, 35. Fieber 32. Finger 32. Fledermaus 32. Fliegen 92. Frosch 40. Fruchtbarkeit 24. Fuchs 48. Fuss 29. Gaia 40, 59. Galinthias 33. Genitalia 24 f. Gespenst 15, 18, 52. Gorgonen 48. Grab 4 ff., 10, 20, 29, 39, 43. Grabstele 19 f., 46, 51, Nachtr. Grenzen 12 f., 40. Grenzsteine 50. Giirtel 28. Haar 22 f. Hades 38 f., 46, 683. Hahn 8, 14, 17, 95, 30, 61. Harpyien 18. Hase 2. Hausotter 15. Heilige 19. Hekate 34, 40, 48, 59 f. Helleborus 29. Herd 4, 6, 8, 14, 18, 50. Herme 29, 7, 19, 90, 32, 44. Hermes des. 95, 30 ff., 36 f., 41 ff., 51 ff. édds T. åmitéouros 19 evylag 64. å evtapravotns 46, 49. åpéotios 9. Jvoatos 36. Å «dto0s 49 ff., 59. z0avatos 43. E «tdoos 46. 3 ÅeEvxos 20. 3 UCVTIS 52. aa uvyeos 9. M ztardoxoons 69. ai mokiyros 98, 51. Å 7tounos 69. a TooTVÅuos 19. S. EITREM. | Hermes svåuios 19. x yuovdotns DA. Ag ydowvuos ST I. Hermesstab 49. | Hestia 9. Hesychos 10. Himmel 68. Hochzeit 23, 28. Hoden 9, 32 f. Honig 15, 48. Hund 17, 32, 47. | Hyåne 32. Hyakinthos 7, 17. Hypsipyle 38. Ianus 33. Iolaos 7. Kåfer 30. Kalypso 45, Nachtr. Katze 37. Ker 91, 30, 48. Kerambos 30. Keuschlamm 98, 36. Kind 5 f., 48, 54 fl. Kithara 44. Kleider 45. Knoblauch 97. Kopf 14, 17, 55. Korythale 19, 25. Koth 41. Kranz 90, 99, 46. Krebs 30. Kreissen 30. Kröte 18, 32. Kuchen 483. Kuhstall 15. | Kiissen 14, 19. Lampe 7. Lara 9. Laren 8, 15, 91. Laverna 52. Lauch 27. Leto S. Leukophryene 7. Liebeszauber 92, 31 f., 45. Lorbeer 29, 97 f. Lygoi 27. 1909.] HERMES UND Maena 18, 29. Majoran 29. Mandragoras 29. Manen 18, 33, 35, 37, 45, 52. Mantel 45. Markt 8. Maus 8, 38. Meer 59. Meerzwiebel 96. Melampodium 29. Melampus 29. Menstrualblut 21. Mercur 98. Mileh 15. Milehstrasse 62. Möve 31. Mund 91, 24, 46 f. Mundus 6, 18, 58. Miinzenopfer 45, 47, 52 f. Muta 18. Myrrine 38. Myrte 24 f., 45. Myrtilos 25. Nigel 18, 22. Nekromant 51. Neumond 98. Niesswurz 99. Niisse 27. Oel 15, 19 f., 25 f. Ohr 21, 47. Oidipus 62. Opis 7. Opferzeit 41 f. Orestes 36, 57. | oodos YT. | Ovddata 16. | Paion 37. Pantoffel 44. Pech 91 f. Peirithoos 50. Pelops 9. Penaten 8, 23, 34. Penis 17, 27, 28, s. Phallos. Persephone 10, 16. Pfeiler 6, Nachtr. Pferd 30, 32. Phallos 95 £., 31, 38, 44. VE DIE TOTEN. Phineus 48 f. Pluton 24. Poseidon 58 f. | Prometheus 50. Prytaneion 9. Pylades 36. Pylaios (Pylartes, Pylios) 38. Pythagoreer 22 f., 40 f., 46, 48, 60, 63. Rabe 21. Revenants 49 ff. | Rose 99. Rickwårts 39. Salben 19, 35. Salbsteine 90. Sandalen 95, 44. Saturnalien 51 f. Schaf 17. Schildkröte 32. Schlaf 56. Sehlange 15, 17 f., 29, 31. Sehlingkraut 29. Schliissel 15, 33, 37 f. Sehmetterling 31. Sechuh 44, 47. Sehweigen 10. Schwein 32. Schwelle, s. Thirschwelle. Schwert 18. | Sigelos 10. Sisyphos 50. Skorpion 31. Spenden 13. Spitzmaus 8. Stabwurz 929. Stallsehwelle 17. Steinwurf 41, 55. Strophios 36. Tacita 18. Tantalos 51. Taubheit 30. Tereus 49. Theseus 50. Thesmophorien 28. Thor 11, 32. Thiir 10, 18, 22, 25 f., 28, 33, 839. Thiirangeln 14, 25. 34 fr. Thiirpfosten 14, 19 f.. 29. 74 S. EITREM. Thiirschwelle 10, 19f., 16, 18 f., 27, 29, 33, 37. Tod 56. Topf 17, 26, 31 f., 55 ff., 60. Totenei 56. Vampyrglaube 47 f., 49 f. Vesta 14. Wahrsagen 52 f. Wasser 15, 19 f., 34, 43 f. Wege 41. HERMES UND DIE TOTEN. [No. 5. 1909] Weihrauch 18, 48, 52 f. Weiss 91. Weissdorn 21, 24, 96 f. Wiedergånger 54 ff., 58. | Wliesel 38. Wolf 32. Wolle 19. Zåhne 24. Ziege 32. Zunge 10, 47 I. Zwiebel 96. Gedruekt am 24. April 1909. PORTLANDIA-NIVEAUET VED SKAADALEN STATION. AF P. A. ØYEN. (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 6). SE rer CHRISTIANIA. I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD. 1909. Fremlagt i den enn isy Klasses Møde 25de Septembe A. W. BRØGGERS B PN lerede for fem aar siden, nemlig 1 Videnskabs-Selskabets møde 25de septbr. 1903, fremlagde jeg til trykning en liden af- handling, hvori jeg søgte at vise, at vi i vort land kan adskille to forskjellige formationsled, for hvilke Portlandia arctica Gray kan betragtes som ledende form, om vi kun tager hensyn til den del af vor kvartærformation, der er samtidig med eller yngre end afsætningen af de saakaldte store raer, som udgjør en saa karakteristisk linje i den sydlige del af landet paa begge sider af Kristianiafjorden. Disse to formationsled antoges ved samme anledning at være skilt ved en afsælning af helt anden karakter, en afsætning indeholdende en udpræget Mytilus-fauna. Dermed skulde altsaa være paavist en klimatosellation af ikke ganske ubetydelig størrelse, en klimatoseillation, der ogsaa paa anden maade maatte have sat sine mærker i vort lands kvartærgeolo- giske forhold, i afsætningerne selv og deres topografi, i deres fauna og flora. De senere aar har af mange grunde ikke været egentlig gunstige for mine undersøgelsers fremskridt; men jeg har dog søgt, saalangt forholdene har tilladt, at udvide kjendskabet til de forskjellige enkelte afdelinger af vor kvartærhistorie, og endskjønt jeg endnu ikke har rukket at give en samlet fremstilling, naaedes dog en almindelig oversigt, idet jeg fandt det efter min mening bedste billede af de forskjellige formationsleds stilling at kunne fremstilles paa følgende maade!: I. Ra-glaciale-trin, IL. Aas-trin, III. —Aker-trin, I Christiania Vid.-Selsk. Skr. Math.-naturv. Kl. 1908, no. 2, pag. 118. 4 P. A. ØYEN. [No. 6. IV. Romerik-trin, V. Mytlus-niveauet (220—205), VI. Portlandia-niveauet (205—170), VIL. Littorina-niveauet (175—130), VIII. Pholas-niveauet (142—89), IX. Mactra-niveauet (90—65), X. Tapes-niveauet (70—45), XI. Trivia-niveauet (46—21), XII. Ostrea-niveauet (21—0), XIII. Mya-niveauet (0), hvor de i parenthes vedføiede tal betegner de respektive niveau- ers begrænsende høidetal angivet i meter over havet og bestemt omkring den indre del af Kristianiafjorden. Den paa hvert enkelt sted gjældende gradientnormal bestemmer saa de respektive niveauers høide over havet videre ud over landpladen. I en række mindre afhandlinger og 1 mine forelæsninger for viderekomne ved universitetet har jeg nu 1 en række af aar, efter- haanden som undersøgelsen skred frem, søgt at vise, hvorledes den meget vekslende sammensætning og fordeling af vore kvar- tære afsætninger simplest, og derfor efter min mening naturligst, lader sig forklare ved at antage en række kontinuerlig paa hin- anden følgende oscillationer, dels i de klimatiske forhold og dels 1 strandlinjens, eller med andre ord landpladens beliggenhed. Der blev f. eks. gjort forsøg paa at vise, hvorledes den varme Tapes-tid tillige maatte være en fugtig tid med et atlan- tisk klima, altsaa forholdsvis liden amplitude 1 den aarlige tem- peratur, medens den forudgaaende lid, Mactra-niveauets, netop karakteriseredes ved helt modsatte forhold, idet de havfaunistiske forhold tyder paa et noget strengere klima, men den første ind- vandring af de kuldskjære løvtræers flora her antyder et forholdsvis meget varmt og tørt klima, mindst ligesaa varmt som 1 nutiden, vel heller betydelig varmere; thi i nutiden er vel nærmest denne flora paa retur, medens den i Mactra-niveauets tid var i rask indvandring. Disse to fænomener kan forklares ved at antage denne tid som udpræget kontinental, strenge vintre, varme som- mere, ja saa varme, om ikke varmere end det sidste store afsmit 1909.] PORTLANDIA-NIVEAUET VED SKAADALEN STATION. D af vor kvartærhistorie har været vidne til. Dette kontinentale, tørre klima antydes ogsaa ved de vel udviklede erosionsterrasser og svagt udformede akkumulationsterrasser inden dette niveau, hvor erosion synes at have havt forsprang for akkumulation. Det modsatte maatte igjen have fundet sted inden det forudgaaende tidsafsnit, Pholas-niveauets tid, hvor de store, fremtrædende akkumulationsterrasser antyder en gjennemgaaende fugtig periode, men med sit Pholas-selskab en forholdsvis varm, medens mangelen paa kuldskjære løvtræer karakteriserer den tids land- temperatur. Littorina-niveauet, med de rige skjælbanker lige ind paa datidens strandlinje, antyder det rene, salte strand- vand, altsaa den forholdsvis ringe nedbør, og i samme retning af et forholdsvis kontinentalt og derigjennem forholdsvis tørt klima viser ogsaa de i strandbeltet optrædende erosionsfænomener og de trods sin fossilrigdom dog forholdsvis svagt udviklede akkumulationsterrasser. Men denne udprægede veksling fortsætter videre; thi det foran- liggende niveau, som jeg har benævnt Portlandia-niveauet efter den karakteristisk arktiske form Portlandia arctica Gray, der under denne tid for sidste gang gjester vort lands sydlige del, hvor man paa Romeriksletten kan se, hvorledes denne arti dverg- former fører en hendøende tilværelse sammen med en anden be- slegtet form, Portlandia lenticula Møll., som saa efterhaanden erobrer pladsen. Men disse lerterrasser med tilhørende sand- og grus-faciesdannelser er de største, vort land eier; akkumulationen maa have været sterk, altsaa nedbøren rig, klimatet fugtigt, men koldt, som afsætningernes indesluttede fossiler viser. I den syd- østlige del af vort land maa en kraftig bræudvikling have fundet sted, med en rigelig afsætning af rullestensmaieriale, grus, sand og ler, særlig inden de store østlandske indsjøers omraade. Her har vi den karakteristiske Portlandia-fauna. Men som i bræernes nærhed maa ogsaa f. eks. 1 datidens trange dalfører videre udover det kolde, ferske brævand have holdt sig i over- fladen og fortrængt den saltvandelskende littoralfauna; thi det ellers saa rigt skjælbankeførende landskab omkring Tistedals- vasdraget mangler littoralbanker med fossiler fra denne tid, eller 6 P. A. ØYEN. [No. 6. de er i det mindste ikke fremfundet; men sublittorale grund- vandsbanker er hyppige, fordi paa dybere bund det saltere vand . har kunnet trænge ind. Ligeledes kan man over store stræk- ninger i vort lands sydøstlige del følge de fremtrædende littoral- facies, rullestensbankerne, der svarer til de fossilførende grund- vandsbanker og de fossilførende lerterrasser. Disse rullestens- banker, ofte udprægede strandvolde med store blokke, ligger ved Kristianiafjordens bund i en høide af ca. 205 m. o. h. De leder tanken hen paa de strandafsætninger, man i nutiden ser ved en egte arktisk kyst, f. eks. Spitsbergens. Foran de store sydnorske indsjøer møder vi store moræner, der 1 tid vistnok svarer til den saaledes markerede strandlinje. Selve den maade, hvorpaa det glaciale kompleks forbindes med den marine faciesdannelse, udtrykker dette med bestemthed. Forud for denne tid maa imidlertid forholdene have været helt andre. Thi ved en høiere liggende strandlinje lykkedes det mig sommeren 1902 i Skaadalen, nær Skaadalen station paa Holmenkolbanen, at fremfinde en Mytilus-fauna i en høide af 220 m. o. h. Denne fauna var ikke særdeles artrig, men der- imod individrig; der fandtes saaledes: Mytilus edulis Lin. Macoma baltica Lin. Mya truncata Lin. Sazxicava pholadis Lin. Balanus crenatus Lin. Men den samme fauna gjenfindes ogsaa 1 leret lige ind under randen af Portlandia-niveauets store morænelinje, og ler er fundet saavel under disse moræner som indesluttet i store klumpformede masser i morænerne selv. Det naturlige var da at antage, at det var det samme fossilførende Mytilus-ler, der fortsatte under morænen, var oprodet av bræen og af denne trykket ind i morænemassen 1 lighed med andre blokke. Per- sonlig har jeg følt mig overbevist-om, at saa var tilfældet, saa meget mere som paa flere steder Portlandia-niveauets ter- rasse viste sig tilbygget den høere liggende Mytilus- 1909.] PORTLANDIA-NIVEAUET VED SKAADALEN STATION. 7 niveauets terrasse. Naar man derfor tog de topografiske forhold med 1 betragtning, blev fænomenet uforklarligt paa anden maade; men det har dog været vanskeligt at vinde gehør for en saadan opfatning. Endskjønt det saaledes for mig personlig ikke var nogen overraskelse, var det mig dog en tilfredsstillelse, at det paa en af mine ekskursioner med de studerende 1%, 1908 lykkedes at fremfinde fossiler under saadanne forhold, at det vistnok nu maa siges at være indregistreret i kjendsgjerningernes række, at denne opfatning af forholdet mellem disse to formationsled er den rigtige. Da dette var en meget interessant og længe elter- søgt forekomst, har jeg allerede et par gange foretaget under- søgelser paa stedet. Stedet ligger lige nedenfor Skaadalen station. Det faste fjeld, der her bestaar af en til hornfels omvandlet, silurisk, kalkknollet skifer, viste en smukt bølgeformet overflade med udpræget isskurede former, hvor de skarpt fremtrædende stød- sider og mere abrupte læsider traadte tydelig frem. Hyppig ser man de karakteristiske kanaler, og saavel disse som fjeld- fladen ellers er furet og stribet 1 retning N—S med de sæd- vanlige deviationsfænomener. Hyppig ser man det faste fjeld stikke op i det løse terræn, medens mellemrummet mellem de enkelte knauser er udfyldt af rullestensmateriale, grus og sand. I en lang aarrække har jeg nu, ofte flere gange om aaret, besøgt det nedenfor stationen i dette terræn aabnede grus- og sandtag; men hvad der har været at se, har kun været sand og grus, om igjen og om igjen, med sten iblandt, eftersom gravningerne skred frem. Nedover fra stationen har man i snit, aabnede i det her svagt heldende terræn indtil ca. 4 m. under stationen, altsaa ca. 206 m. o. h., havt anledning til at studere en ganske regelmæssig bygget littoralafsætning, med en rig veksling af grovere og finere materiale, grus og sand, med enkelte noget større blokke iblandt, de enkelte skikter af 1/3—1 dm. tykkelse, det hele sjelden over- stigende halvanden til henimod et par meters mægtighed og dækket af en to—tre decimeters muldjord. | 8 P. A. ØYEN. [No. 6. Ca. 5 m. under stationen, 205 m. o. h., forsvinder denne mere regelmæssige lagbygning, der nærmest synes at antyde en negativ forskyvning af strandlinjen, og man faar da et grovt, noget rullet grus med endel sand iblandet og dertil en mængde grovt materiale, egte rullestensmateriale. Endel af dette synes tilført; men delvis er det vistnok udvasket som residualmateriale af den allerede paa forhaand tilstedeværende afsætning af løst materiale. Dette viste i et henimod tre meter høit snit nærmere elven en meget vekslende lagfølge af sten, grus og sand, ofte i linseformet udvikling, med indkilende og udkilende lag; det hele leder tanken hen paa en elveafsætning, vel en fluvioglacial, medens deltaskiktningen antyder havets indgriben. Dette ophør af den mere regelmæssige littoralafsætning maa vel nærmest betragtes som resultat af forstyrrende kræfters ind- griben. Omkring en 7—8 m. lavere synes igjen bygningen, ialfald delvis, mere regelmæssig, endskjønt der endnu her kunde sees adskillig uregelmæssighed. Ftsteds noteredes følgende ovenfra nedad i det tilgjængelige snit: 3 dm. muldjord, 9 dm. sand, 3—4 dm. vekslende grus, 6 dm. sand, hvori var indleiret et '/, dm. tykt gruslag. Det fund, hvortil der her knyttede sig den største interesse, var, at der i fordybningerne mellem klippeknauserne her og der i grusmassen forekom spredte flak af sandblandet ler i en høide af 5—8 m. under stationen, altsaa 205—202 m. o. h. Disse flak var som regel ganske smaa, men naaede en størrelse af en to—tre meter 1 flade og en to—tre decimeters tykkelse. De viste sig oppresset, sønderknuget, ofte med en ren brecciestruktur, idet dels sand var presset ind 1 ler og dels ler presset ind i sand. Ofte viste leret smukke foldningsfænomener og hyppig krusning. Og dette ler var fossilførende. Og fossilerne viste det samme fænomen, idet de som regel kun forekom 1 brudstykker og brudstykkealtryk. 1909.] —PORTLANDIA-NIVEAUET VED SKAADALEN STATION. 9 Den samme kraft, der har knust fossilerne, har foldet og knust lerskikterne og frembragt den mere uregelmæssige afsæt- ning af den overliggende grusmasse og vel slæbt med sig ikke lidet af det mere grove materiale, som da den samme kraft har skjøvet mod strand. Mauge af os har havt anledning Ul at se dette langs arktiske kyster. Men det fint skivedannede ler, med papirtynde sandskikter imellem, maa have krævet tid og ro til sin dannelse, og da det i grusmassen forekommer paa sekundært leiested, maa det være ældre end denne. Og de i leret forekommende fossiler viser hen paa dets samtidighed med den i Mytilus-niveauets terrasse straks ovenfor Skaadalen station fremfundne fauna; det er de samme former af Mytilus, Macoma, Mya, Saxicava og Balanus. Men dertil kommer i det knuste og foldede ler et par karakteristiske former: Pecten grønlandicus Sowb. Nucula tennis Mont., som tyder hen paa det samme som leret selv og dets afsætnings- forhold, nemlig akkumulation paa et noget større dyb, end til- fældet er med en littoraldannelse. Dette maa jo ogsaa have været tillældet, om de to dannelser skal være samtidige, da den sidstnævnte forekomst ligger ca. 15—18 m. lavere end først- nævnte. Dette skulde igjen for afsætningen af det tyndskiktede ler føre til en afsætningsdybde af ca. otte favnes dyb, hvilket er en meget sandsynlig dybde for afsætninger af den her iagttagne petrografiske og faunistiske sammensætning. Dermed maa det vel nu ansees bevist, at stratigrafisk repræsenterer Portlandia-niveauet et distinkt yngre niveau end Mytilus-niveauet og i klimatologisk henseende betegner det en ikke ganske ubetydelig regression i temperatur, en regression, om hvis størrelse vi kan danne os en forestilling ved at hente vort billede fra Spitsbergen, idet en sammenligning af Mytilus-. niveauets fauna med Portlandia-niveauets giver visse tilknytninger med Spitsbergens fauna i den varme td fra 10 P. A. ØYEN. [No. 6. Mactra-niveauets periode til Trivia-niveauets sammen- lignet med Spitsbergens nuværende fauna; men denne tempera- turvariation kan vi igjen danne os et omtrentligt, om end kanske ikke noget ganske nøiagtigt begreb om. Det har jo for det midlere Skandinaviens vedkommende været meget almindeligt at tænke paa en temperaturoseillation af omkring tre grader for denne tid. Trykt 25de juni 1909. ELEKTRISCHE ENTLADUNGEN BEI THERMOPHOSPHORESCENZ VON SEM SÆLAND (CHrISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHAND LINGER For 1909. No. 7 EE 5 CHRISTIANIA IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 1909 Fremlagt i F ællesmøde 4de December 1908. nå E Anschluss an Untersuchungen iber die lichtelektrische Wirkung der Erdalkaliphosphore habe ich bei Thermophos- phorescenz Ausstrahlung von negativen Quanten beobachtet. Die Versuchsanordnung war die folgende (Fig. 1). Der zu untersuchende Phosphor befand sich bei Å in einer kleinen Al-Schale, die mit einem Quadrant-Elektrometer in Ver- > Zum' Elektrometer bindung steht. Der Leitungsdraht liegt (mittels Flintglas isoliert) in einem geerdeten Messingrohr, und die Al-Sehale ist von einem Sehutzeylinder aus Messing umgeben, der durch eine åussere Elektrode auf einer beliebigen Spannung gehalten werden kann. Das ganze befindet sieh im einer Vakuumröhre, die wie die Fig. zeigt, teilweise von einem Glascylinder umgeben ist, durch welchen heisser Wasserdampf geleitet werden kann. Der Phosphor wurde zuerst belichtet, dann in Ruhe gelassen, und der ganze Apparat in schwarzes Papier eingewickelt. Nach Anlegung einer Spannung von + 240 Volt am Schutzeylinder Jlegative Richt > GJositive Richtun 4 SEM SÆLAND. [No. 7. und gehöriger Finstellung des Flektrometers wurde Dampf durch den åusseren Cylinder geleitet, und der Stand der Flektrometer- nadel von Mmute zu Minute beobachtet. Mit einer Probe von CaBi-Phosphor mit (Na, SO, + GCaFl, + Na? B, 0;) Zusatz ergab sich dann die folgende Kurve 1 (Fig. 9). O 10” 207” 307 407 507 607 707 80” AO I zjulelslels HOR00 RE Fig. 2. Zur Kontrolle wurde der Versuch mit einer Mg-Platte an- statt des Phosphors wiederholt. Kurve 2 gibt jetzt die Bewegung an. In beiden Fållen bewegt sich also die Elektrometernadel anfangs 1 negativer Rictung entsprechend einer Verminderung der Kapazitåt des Systems durch die Erwårmung von aussen. Bei dem Phosphor åberwiegt aber bald die Wirkung der Aus- 1909.] ELEKTRISCHE ENTLADUNGEN BEI THERMOPHOSPHORESCENZ. 5 strahlung von negativen Quanten diese Kapazitåtsånderung und thermoelektrisehen Kontaktwirkungen, wåhrend bei dem Mg keine solehe Ausstrahlung bemerkbar ist. Kurve 1 ist also eine Differenzkurve und låsst nicht die Grösse der vermuteten Wirkung hervortreten. Bei derselben Anordnung habe ich auch gefunden dass die lichtelektrisehe Wirkung des gennanten Phosphors bei Tempera- turerhöhungen bedeutend vergrössert wird. Bei 100” GC. ist somit diese Wirkung ungefåhr das 2- bis 3-fache von der Wirkung bei gewöhnlicher Zimmertemperatur. Genauere und quantitative Untersuchungen dieser beiden Fragen befinden sich in Vorbereitung. Anmerkung bei d. Korrektur. Die beschriebene Erscheinung muss nach neueren bald zu veröffent- liehenden Resultaten nicht als spontane Quantenausstrahlung sondern als eine Depolaresationswirkung oder elektrische Verschiebung bei Erwårmung erklårt werden. Die Leitfåhigkeit der Phosphore steigt nåmlich mit wach- sender Temperatur, dementsprechend wåchst auch bei den meisten Phos- phoren die scheinbare lichtelektriseher Wirkung mit der Temperatur. Gedruckt 19. November 1909. SKJÆLBANKEN VED KADDELAND AF P.A.ØYEN (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FOrHANDLINGER FOR 1909. No. 8) ÆR — CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1909 Fremlagt i den math.-naturvid. Klasses Møde 28 Mai 1909. 1 244 Pi A. W. BRØGGERS BOGTR! 19 Pas gaarden Kaddeland, omtrent 8 km. ovenfor Mandal, er der langs Mandalselven snit gjennem en mærkelig forekomst af rester af planter og sjødyr. Elven ligger her saa lavt, at dens niveau ikke er synderlig forskjelligt fra havets, og Keilhau fortæller i 1839, ,at den undertiden endnu, ved særdeles høit vande i havet, skal kunne stues op saa meget, at man kan merke brakvandet lige op forbi Kadland*"'. Men tidligere synes havets nærhed at have gjort sig endnu mere gjældende; thi saaledes gik, efter sagnet, nederlandske fartøier 11/; mil op i Mandalselven for at indtage trælast omkring midten af det 16de aarhundrede?. Dette er 1 og for sig et fænomen, der ogsaa 1 geologisk hen- seende er af betydelig interesse, men større interesse knytter sig dog her til de allerede af Holm omtalte planteførende afsæt- ninger ?*, som er nærmere beskrevet af Rasch, der her tillige fandt » Ostrea edulis, Venus islamdica, exoleta og litterata, Mya are- naria, truncata og arctica, Buccinum reticulatum og lapillus, Turbo littoralis, Trochus cireneus, Turritella terebra, og især Cardium edule* *. 1 Nyt Mag. for Naturvid. B. I, pag, 187. 2 Kraft; Top.-St. Beskr. over Kongeriget Norge. (D. III, pag. 552. 3 Topografisk Journal, Hefte 11, pag. 42. + Mag. for Naturvid. B.12, pag. 300. Å | P. A. ØYEN. | [No. 8. Keilhau gav senere en beskrivelse af forholdene ved Kadde- land: ,I elvebakken, hvor man i et meget tydeligt profil eller rettere face har lagenes udgaaender for sig, kan man adskille fire afdelinger: a) dybest ligger en sandagtig masse eller et san- digt, temmeligen fastnet slam med sømuslinger (hvoriblandt Gy- prina islandica endnu med sin hudbedækning), en afleining, der her nærmest strandbredden danner elvens bund samt ogsaa, und- tagen 1 flomtiderne, dens side-indfatning, i det den I. ex. ved vor nærværelse, da elven kun var lidet høiere end 1 sin middelstand, steg indtil tre eller fire fod op over sammes overflade, og saa- ledes udgjorde foden af bakken. Derover er udbredt b) et tre til fire fod mægtigt lag af en sort, ligeledes sandblandet jord, som hovedsageligen synes at skylde opløste vegetabilier sin op- rindelse. Videre følger c) en ialt fire til fem fod mægtig masse, indbefattende forskjellige lag af særdeles vel conserverede plante- levninger med tynde mellemlag af sand, der tildeels ved et jern- rigt cæment er sammengytret til temmelig faste kager; de vege- tabilske levninger ere især blade af løvtræer, som fremdeles voxe 1 egnen, saasom asp, older, birk og eeg, men desuden ogsaa stykker af stammer og rødder, qviste og bark af de samme træ- arter, endvidere sivstængler, mosarter, hasselnødder, furrekongler og naale af furretræet, egenødder, trækul; et bladfragment midt inde mellem løvmmasserne syntes at være af en tangart; mellem løvet bemerkedes endelig ogsaa vingedækker og andre dele af skal-insecter* ?; derover kommer saa ,d) den sidste og øverste afdeling er en omtrent 10 fod høi sandmasse, der ikkun har et tyndt dække af eng- eller agerjord over sig**. Helland har og- saa omtalt denne forekomst og anfører, at T. Ressvoll foruden de ovenfor nævnte plantearter ogsaa har paavist ,løn og mulig- vis lind* 3. Med hensyn til de stratigrafiske forhold har jeg fra min desværre under en ugunstig vandstand i elven foretagne under- søgelse 19%; 1904 lidet at tilføre. Ffter hvad dengang var at se, 1 Nyt Mag. for Naturvid. B. I, pag. 188. > Nyt Mag. for Naturvid. B.I, pag. 189. 3 Helland: Lister og Mandals amt. I (1903), pag. 59. 1909.] SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. | QT skulde jeg dog heller anse det af Rasch tegnede profil som mere korrekt; han maa forresten have været tilstede ved en gunstig vandstand: 16 f. grov sand, 3 å. planteførende, 5 å. finere, ler- blandet sand, nederst med skjæl, ialt en 24 f. høl brink mod elvens vandspeil !. Ved mine undersøgelser ber ydede min gamle skolekamme- rat, nuværende gaardbruger, cand. philos. Andreas Kaddeland, mig værdifuld bistand, ligesom han ogsaa senere har bistaaet mig med oplysninger. Tidligere grov elven sig ind under plantelaget, saaledes at dele av terrassen styrtede ud, og dette medførte saa nødvendig- heden af en elveforbygning. Den i egnen mest fremtrædende terrasse er den lave 7-m. terrasse, der saa stiger et par meter ind mod dalsiden, hvor den væsentlig bestaar af grus og grov sand. Man ser tydelig, hvorledes elven ved at grave 1 en sving ind mod husene paa Kaddeland samtidig har lagt igjen store masser af sand over påa den anden side ved Møl, hvor der kan udskilles et par saadanne, lavere end hovedterrassen liggende trin. Af terrasser, der stiger noget over 7-m. terrassen, sees kun spor. Plantelaget stiger noget mod nord, saaledes at det paa Hovmoen, ca. 800 m. n. for Kaddeland, ligger /3—2 m. over almindelig vandstand og her direkte paa fin, godt vasket, graa, eller tildels noget rustbrun sand, der ganske undtagelsesvis fører en erterstor sten, men er fuldstændig fossilfri. Det skjælførende lag stikker dog ogsaa her frem paa sine steder. Videre ned over dalen ser man ogsaa de lave terrasser, men de taber sig efterhaanden mere og gjenfindes i regelen kun som smaa ud- fyldninger inde i sidedalene. I nærheden af Mandal karakteri- seres igjen omgivelserne af de ganske lave sand- og grusterras- ser og de paa fjeldknauserne kneisende store flytblokke. Ved mit besøg var elvebrinken ved Kaddeland ca. 6—7 m. høi, og plantelagets overflade laa ca. 1, m. under elve- speilet. I plantelaget finder man tildels større ekestammer. Mægtigheden af dette lag kan vel sættes til ca. 1, m. Men Mag. for Naturvid. B. 12, pag. 300. 6 P. A. ØYEN. [No. 8. den nederste del af samme udskiller sig som mere sandholdig og som skjælførende. Under samme kommer saa sand med smaa rullede stene. Den skjælførende afdeling bestaar for en stor del af fin, graabrun sand, eller ofte støvsand. Den gjennemgaaende mørk- farvede masse er paa sine steder noget rustfarvet og meget ofte fast sammenhængende paa grund af de talrige planterester. Det er meget rigt paa skjæl, dels i hele eksemplarer, dels i brud- stykker. Paa andre steder igjen bestaar det næsten udelukkende af fin sand. Selve plantelaget er temmelig fast og sammenhængende, bestaaende af tyndere og tykkere skikter af planterester og mel- lem disse planteskikter igjen tynde lag af sand, hvorefter afskal- ling finder sted. TI tørret tilstand bliver de tykkere plantelag skorpeagtige og viser sig da at bestaa af fen mængde tynde planteskikter, lignende papirgytje. Tildels meget rigt paa plante- rester. Paa landre steder og 1 andre lag afløses saa denne mørke- brune masse af en mere mørkegraa, væsentlig bestaaende al sand eller paa sine steder mere støvsand. I en medbragt prøve af det skjælførende lag udtoges en statistisk analyse, hvis resultat vil vise sammensætningen af den paa stedet levende molluskfauna paa afsætningstiden. De fundne og optalte arter var følgende: Pecten opercularis Lm. f. typica var forholdsvis liden, og af længde indtil 380 mm. Undtagelsesvis forekom den hel med sammenklappede skaller, men som regel i brudstykker. Antal 3. Mytilus edulis Lin. forekom i normal, men forholdsvis liden form, kun i brudstykker. Antal 34. Nucula nucleus Lin. forekom ogsaa almindelig, tildels i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Formen var den normale, af længde indtil 11 mm. Antal 61. Cardium echinatum Lim. forekom 1 en liden, men forresten typisk form. Antal 9. Cardium edule Lin. forekom ligeledes i en liden, men nor- mal formtype. Antal 18. SJ 1909.] SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. Cardium fasciatum Mont. forekom i en liden, ellers nor- mal formtype, tildels med sammenklappede skaller. Antal 4. Qyprina islandica Lin. forekom i den normale form, men som regel forholdsvis liden, naar dog en længde af indtil S8 mm. Tildels i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Disse udmerker sig ved den karakteristiske parallelstruktur hos epi- dermis. Antal 10. Venus gallina Lin. i brudstykker og hele eksemplarer, til- hørende den normale formtype, størrelsen henimod den normale, dog mest liden. Antal 28. Timoclea ovata Penn. forekom i et enkelt eksemplar, for- resten af normal form og størrelse. Aæxinus flexuosus Mont. var meget talrig i hele eksemplarer med sammenklappede skaller, i normal formtype, af længde ind- til 12 mm. Ofte er den noget f. sarsti-lignende, hvilket især træder tydelig frem 1 caudalfoldningen, medens den ventrale ud- vikling er af helt flexuos karakter; det frontale umbonalparti er ogsaa undertiden i overensstemmelse med f. sarsti. Antal 1620. Montacuta bidentata Mont. af normal form og størrelse, tildels i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Antal 8. Tellimya ferruginosa Mont. i en form svarende til den af G. 0. Sars afbildede*, dog noget liden. Antal 9. Mactra subtruncata da Costa 1 normal type. men som regel forholdsvis liden, dog findes enkelte af længde mdtil 24 mm. Ikke sjelden i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Antal 49. Den samme formtype har jeg ogsaa gjenfundet ved Kalstadtjern (Kragerø), men der kun af længde indtil 20 mm. Abra alba Wood i normal formtype, men som regel noget liden, dog ogsaa forekommende af længde indtil 29 mm. Under- tiden er den noget f. longicallis-lignende, undertiden temmelig langagtig og undtagelsesvis temmelig hvælvet. Antal 58. Samme form er ogsaa gjenfundet ved Kalstadtjern (Kragerø). Macoma fabula Gronov. i en forholdsvis liden, men normal form. Antal S. I Sars: Moll. Reg. Arct. Norv. Univ.prog. 1878, I, Tab. 20, Fig. 1. 8 P. A. ØYEN. [No. S. Corbula gibba Olivi var meget talrig 1 hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Formen er den normale af længde indtil 14 mm. Tildels forekommer en ovata-lignende varietet. Antal 1699. Mya truncata Lin. forekom i smaa eksemplarer, der 1 det ydre havde stor lighed med M. arenaria. Men de karakteri- stiske kjendemærker i formens laasparti var ikke til at tage feil af; thi saavel det skarpe umbonalnæb, som form og beliggenhed af laaspladens kjøl samt laasgrubens tand karakteriserede den som en ægte M. truncata f. typica. Antal 6. Saxicava pholadis Lin. i et enkelt eksemplar. Gibbula cinerarta Lin. forekom 1 et enkelt eksemplar af den normale form og størrelse. Lunatia intermedia Phil. forekom i den normale form og tildels ogsaa af nogenlunde normal størrelse, dog som regel for- holdsvis liden. Antal 19. Littorina littorea Lin. forekom 1 et enkelt eksemplar ti- hørende f. typica, men i den juvenile, skarpt spiralstribede form. Hydrobia ulvæ Penn. forekom i den normale type, af længde indtil 6 mm. Antal 36. Den almindelig forekommende svarer til den af Jeffreys afbildede form", ligesom man ogsaa gjenfin- der former svarende til de af Forbes & Hanley afbildede*. Rent undtagelsesvis sees ogsaa antydning til var. barleei> og var. octona*, og endskjønt der neppe er noget skarpt skille mellem disse varieteter, kan det dog have sin interesse at være opmærk- som paa forekomsten af disse formtyper, da den førstnævnte trods littoral ogsaa tidligere er fundet paa noget dybere vand>, og den sidstnævnte er en ren brakvandsform *. Men karakteri- stisk for den her omhandlede arts forekomst er, hvad Jeffreys 1 Jeffreys: British Conchology, P1.69. Fig. 1. ? Forbes & Hanley: History of British Mollusea, P1. 81, Fig. 4.5. PI. 87, Fig. 8. Jeffreys: British Conchology, PI. 69, Fig. 2. Jeffreys: British Conchology, PI. 69, Fig. 3. Jeffreys: British Conchology, Vol. IV, pag. 58. Jeffreys: British Conchology, Vol. IV, pag. 58. > OR 29 1909.] SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. 9 udtaler: ,covering mud-flats and oozy sands in countless profu- s1on* 1 ,all our tidal rivers, inlets, and bays*". Onoba striata Mont. forekom 1 et enkelt eksemplar af den normale form og størrelse. Bittium reticulatum da Costa var af almindelig form og størrelse. Antal 13. Aporrhais pes pelecami Lin. forekom 1 den normale form og størrelse, tildels i juvenile former. Antal 11. Af disse var der tre juvenile eksemplarer i en temmelig defekt tilstand, som i den grad lignede den af G. 0. Sars afbildede ,Aporrhais ser- «9 resiana Mich.; juw.**, at jeg efter samraad med professor Sars var tilbøielig til at anse den for denne art, dog med nogen tvil netop paa grund af den sterkt medtagne opbevaringstilstand. Dette eiendommelige fund af en egte dybvandsform opfordrede derfor til nøiere undersøgelse, og jeg foretog derfor en direkte sammenligning med materiale i omtrent samme opbevaringstil- stand, som jeg havde samlet af Å. pes pelecami, juv. 1 lavtlig- gende banker flere steder paa Hvaler. Det viste sig nu, at de tre nævnte eksemplarer maatte henføres til denne art. Den ster- kere spiralstribning viser ogsaa herpaa, endskjønt Jeffreys siger om Å. macandreæ sammenlignet med Å. pes pelecami: ,sculp- ture nearly similarf?; men man bør ogsaa lægge mærke til, hvad han videre siger 1 sammenligningen mellem disse to arter, idet der om Å. macandreæ heder: ,spire rather short — — — nor is the apex so liable to be broken off**. Paa samtlige de her foreliggende eksemplarer er apex aibrudt. Parthenia interstincta Mont. forekom 1 enkelt defekt eks- emplar af normal type og størrelse. Nassa reticutata Lin. forekom dels i hele eksemplarer og dels i brudstykker af en normal form og længde indtil 25 mm., dog som regel mindre. Antal 49. Jeffreys: British Conchology. Vol. IV, pag. 53. G. O. Sars: Moll. Reg. Aret. Norv. Univ.prog. 1878, I, Tab. 13, Fig. 4. Jeffreys: British Conchology, Vol. IV, pag. 253. Jeffreys: British Conehology, Vol. IV, pag. 253. ES EG 189) FV 10 P. A. ØYEN. [No. 8. Nassa pygmæa Lamk. Denne 1 den sydlige og vestlige del al vort land nulevende art har ved de hidtidige undersøgelser vist sig meget sjelden i vore kvartære afsætninger. Den fore- kom ved Kaddeland i 7 eksemplarer af den normale type, længde 10 mm., samme form og størrelse, som Nordmann har samlet i de saakaldte dosinialag ved Strandby (Fredrikshavn). Danielsen angiver den fra flere steder paa Askerøen !; fra en enkelt af disse lokaliteter har jeg havt tilsendt for bestemmelse et enkelt eks- emplar, som jeg dengang med nogen tvil henførte til denne art, men paa grund af eksemplarets defekte tilstand tør jeg ikke med min nuværende erfaring fastholde denne bestemmelse. Eu revision af forekomsten af denne art i bankerne paa Askerøen turde derfor være paa sin plads. Buccinum undatum Lin. forekom i tre spindelbrudstykker af en liden, men normal form. Turritella terebra Lin. forekom i den normale form af al- mindelig størrelse, men for det meste liden. Antal 11. Qylichna cylindracea Penn. forekom 1 en længde af indtil 9 mm. i en form meget nær svarende til den af G. O. Sars al- bildede?. Antal 20. Utriculus umbilicatus Mont. forekom 1 et par eksemplarer, med spor af spiralstribning, 1 en form meget nær svarende til den af G. O. Sars atbildede 3. Utrieulus truncatulus Brug. forekom i fire eksemplarer, hvoraf det ene maa henføres til den af G. 0. Sars afbildede var. pellucida* og de tre andre til den af ham afbildede f. typica >. Philine scabra Mall. forekom i den normale type og af nogenlunde normal størrelse, af længde indtil 5 mm. Formen svarer nogenlunde til den af Jeffreys” samt Forbes & Hanley ” I Nyt Mag. for Naturvid. B. 44 (1906), pag. 6. 10. 14. 22. 29. ? Sars: Moll. Reg. Arct. Norv. Univ.prog. 1878, 1, Tab. 17, Fig. 12. 3 Sars: Moll. Reg. Aret. Norv. Univ.prog. 1878, I, Tab. 17, Fig. 14. + Sars: Moll. Reg. Aret. Norv. Univ.prog. 1878, I, Tab. 17, Fig. 18. 5 Sars: Moll. Reg..Arct. Norv. Univ.prog. 1878, I, Tab. 26, Fig. 2. 6 Jeffreys: British Conchology, Pl. 96, Fig. 1. 7 Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Pl. 114 E, Fig. 4.5. SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. 11 1909.] afbildede. Antal 6. Med hensyn til denne arts forekomst er det af interesse at mærke sig Jeffreys ,in sand at low-water mark of spring tides*. Vi skal nu samle i en tabellarisk oversigt resultatet af den statistiske analyse, og det billede, vi da faar af de biologiske forhold paa dette sted under afsætningen af denne banke, vil være et helt andet, end det en almindelig artsliste vilde give. Thi vi faar derved et middel til at bedømme lvsbetingelsernes art paa dette sted og derved et middel til at se, hvorledes de enkelte arter føler sig ind under disse. Art Antal Procent Pecten opercularis Lin... . 2 >. 9) 0.13 Nydusedustum 2 4 34 088 Nucuamueceus'tuin 61 1.58 Cardium echinatum Lan. . . . 9 0.23 Cardium edule Lin. . . . . 2. 18 0.46 Cardium fasciatum Mont. . . . 4 0.10 Cyprina islandica Lin. ++... 10 0.26 Verasigalimakm GE 28 0.72 Timoclea ovata Penn. . . . %. 1 0.03 Aæimus flexuosus Mont. . . . . 16920 49.49 Montacuta bidentata Mont. . . 8 0.20 Tellimya ferruginosa Mont. . . . 9 0.25 Mactra subtruncata da Costa . . 49 1.27 Abraaba Wood DS 1.50 Macoma fabula Gronov . . . 8 0.20 Corbula gibba Ohvi . . . . . . 1699 44.56 Myarnuncaiadum. «GR 6 0.16 Saxicava pholadis Lin. . . .. 1 0.05 7ibbula cineraria Lin. . . . . 1 0.03 Lunatia intermedia Phil. . . . 19 0.49 Littorina littorea Lin. . ++. 1 0.03 Hydrobia ulvæ Penn. . - . 36 0.92 I Jeffreys: British Conchology, Vol. IV, pag. 448. 12 P. A. ØYEN. | [No. 8. Art Antal Procent Onobakstriata Mon EE ål 0.03 bittium reticulatum da Costa . 13 0.34 Aporrhais pes pelecami Lin. . > de 0.29 Turritella terebra Lin. . . . . 11 0.29 Parthenia interstincta Mont. . il 0.03 Nassa reticulata Lim. . 2. 49 MED Nassa pygmæa Lamk. rd HA 7 0.19 Buccinum mndatum Lin. . . 3 0.08 Oylichna cylindracea Penn. . . 20 052 Utriculus umbilicatus Mont. . 9 0.06 Utriculus trumncatulus Brug. . . 4 0.10 Philine scabra Mall. . 6 0.16 Tilsammen 3813 99.86 Om vi gjennemgaar denne liste, vil vi finde samtlige levende ved vor sydvestlige kyst, ligesom vi ogsaa vil gjenfinde samtlige som levende i de danske farvande og som fossiler i de danske ler- og sandlag. Vi ser samtlige i nutiden optræde som grund- vandsformer; kanske vi kunde antage 5—15 favne som en mid- lere dybde. Af egentlige littoralformer møder vi kun to, Litto- rina og Hydrobia. Men den førstnævnte optræder jo meget sjelden, og desuden ved vi, at den til sine tider ogsaa kan gaa ned paa lidt dybere vand. Den sidstnævnte kjender vi som en estuarieform, der lever saavel i salt som næsten ferskt vand, og det er derfor ikke mere, end vi kan vente, at vi her gjenfinder den forholdsvis almindelig, og vi ved ogsaa, at den ialfald kan gaa ned til mindst en ti favnes dyb. At lægge mærke til er, at 1alfald en flerhed af de anførte arter ynder en blandet og san- det bund; særlig er dette tilfældet med de to arter, Axinus og Corbula, som her optræder i aldeles overveiende antal, idet disse foretrækker en sandet og mudret bund, netop af den art, som den petrografiske beskaffenhed af de tagne prøver fra Kaddeland har vist os, at fjordbunden her maa have dannet. Helt gjen- nemgaaende er det en bundfauna og ingen strandfauna, vi her 1909.] SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. 13 har for os. Og det er mere end saudsynlig, at denne fauna netop har fulgt flodbredden og det saltere vandlag 1 bunden under den udadgaaende overfladestrøm af ferskt og brakt vand, paa samme maade som vi ved ofte er tilfældet i nutidens flod- mundinger. Og det kan nok da være, at ialfald flere af disse arter kan være gaaet op nærmere vandskorpen end deres egent- lige bathymetriske forhold som regel medgiver, idet de nemlig har forefundet en havbund, der har frembudt usædvanlig gun- stige betingelser for deres trivsell.?.5. | Som det fremgaar ved sammenligning af denne statistiske faunaliste med de af Rasch anførte arter fra dette sted, hersker en temmelig stor overensstemmelse. Og i den hensigt at søge dette forhold opklaret tilskrev jeg ivaar min gamle ven Å. Kadde- land, der med megen beredvillighed sendte mig de forlangte prøver og oplysninger. Om endskjønt disse prøver atter paa grund af ubeldige vandstandsforhold ikke er kommet helt til sin ret, er imidlertid en god del vundet til en forstaaelse af for- holdene. Medens jeg ved mine undersøgelser sommeren 1904 kun beskjæftigede mig med forholdene langs elven lige ved søndre Kaddeland, saa havde Helland fundet skjæl i Hovmobækken straks nedenfor Mandalsveien og fundet prøver af plantelaget langs Mandalselven lige i nærheden*. Hr. Kaddeland tog der- imod prøver netop der, hvor Hovmobækken falder ud i Mandals- elven. Prøverne bestod af fin sand, rimeligvis en mudderafsætning, med grenstumper og andre planterester. Dertil fandtes en mængde skjæl: Mytilus edulis Lin. sammenklappet og temmelig stor. Nucula nucleus Lin. forma typica, sammenklappet. Venus gallina Lin. Axinus flexuosus Mont. optraadte meget talrig som paa det foran beskrevne sted. Sars: Moll. Reg. Arct. Norv. 1878. Univ.prog. I. Petersen: De skalbærende Mollusker i danske Have indenfor Skagen. 1888. Danmarks geol. unders. R.I. Nr. 10. Nordmann: Molluskfaunaen. 1905. 1 2 3 + Helland: Lister og Mandals amt. D. I, pag. 59. 14 P. Å. ØYEN. [No. 8. Mactra subtruncata da Costa. Abra alba Wood sammenklappet, af længde 26 mm. Macoma fabula Gronov. Corbula gibba Olivi fandtes meget talrig i store sammen- klappede eksemplarer. Lunatia intermedia Phil. Aporrhais pes pelecami Lin. Nassa reticulata Lin. Som man ser, er dette en fauna svarende fuldstændig til den i det foregaaende beskrevne. Men det er egnet til at vække opmærksomhed, at der foruden disse ogsaa fandtes endel andre arter, der dels manglede paa den foregaaende forekomst, dels optraadte i andre varietetsformer. Vi har saaledes: Ostrea edulis Lin. i store. tykskallede individer af den nor- male formtype af længde 115 mm. og optrædende i hele eksem- plarer med sammenklappede skaller. Cardium edule Lin. optraadte dels i en mere normal forma typica og dels i en temmelig skjæv form. Længden var ca. 40 mm. Ofte fandtes den i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Cyprina islandica Lin. optraadte i den normale formtype, men ikke særdeles stor. Thracia convexa Wood. Littorina littorea, forma typica Lin. af længde ca. 24 mm. Littorina obtusata Lin. forma typica. Dette tillæg i faunalisten er forsaavidt af betydelig interesse, som der tydelig sker en tilnærmelse til den af Rasch meddelte fortegnelse, om det end ikke endnu er lykkedes at gjenfinde de tre former, det her egentlig gjaldt at efterspore: Tapes decussatus Lin. Dosinia exoleta Lin. Mya arenaria Lin. Hvorledes saa den mærkelige sammenforekomst af disse tre karakteristiske arter egentlig forholder sig, maa saaledes endnu desværre forblive ubesvaret. Foreligger en feilagtig artsbestem- melse, er jo vistnok knuden let løst. Men selv om hver enkelt 1909.] SKJÆLBANKEN VED KADDELAND. 15 af de foreliggende tre arter er helt rigtig artsbestemt, øiner vi nu en mulighed til at kunne forklare forholdet, da vi har seet, at selv inden et ret snevert omraade her optræder en hurtig vekslen af lag. Der synes an mod dalsiden at ligge en sub- littoral afsætning, udad overleiret af en bundafsætning; og dette forhold vil give en ganske naturlig forklaring saavel af fore- komsten af de noget ældre elementer Tapes og Dosimia som den i sin tur indvandrende Mya arenaria, der ialfald geologisk seet ikke behøver at have nogen synderlig ælde. Som tilhørende den øverste bundafsætning kan da Mya arenaria paa dette sted være af helt recent oprindelse, det over- liggende plantelag simpelt hen en elveafsætning netop paa samme maade, som vistnok ogsaa tilfældet er med den overliggende grove sand. Der bortfalder ogsaa den modsætning, som synes at ligge i denne forekomst i forhold til, hvad vi ellers ved om indvan- dringen af Mya arenaria 1 vort land. Trykt 21de januar 1910. GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN IM KUNSTMUSEUM ZU KRISTIANIA VON S. EITREM (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 9) CHRISTIANIA IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 1909 Die nachfolgend beschriebenen Reliefs und Relieffragmente sind nach Kristiania im Jahre 1870 von Smyrna gelangt. Wie mir Herr Professor L. B. Dietrichson mitteilt, hat sie der Konsul Spiegelthal in Smyrna der Universitåt geschenkt, und die nor- wegische Korvette ,Vanadis*, die der Eröffnung des Suez- Kanals beigewohnt hatte, hat sie hierher gebracht. Weiteres tiber die Provenienz dieser kleinen Antikensammlung låsst sich leider jetzt nicht ermitteln. Die Sammlung enthåit ausser den hier abgebildeten und besprochenen Reliefs (aus Marmor) und Inschriften auch eine gefålschte Inschrift (in eine grosse Marmor- såule eingehauen) und ausserdem mehrere marmorne Statuen und Bruchstöcke von solchen (darunter den Torso eines grossen Löwen). Eben jetzt, wo eine Ausgabe der griechischen Grabrelieis Kleinasiens und der Insein von der Hand des Herrn Prof. E. Pfuhl bevorsteht (s. Arch. Jahrb. XX 1905, 47 ff.), mag die Vid.-Selsk. Forh. 1909. No.o. 1 Å S. EITREM. Nou) Veröffentlichung dieser Grabdenkmiiler das Interesse der Archåo- logen beanspruchen. Zu gleicher Zeit habe ich auf die etwaigen Besucher des Museums, denen meine Beschreibung von Nutzen sein diirfte, Ricksicht genommen. Die Gesellschalt der Wissenschaften hat mit gewohnter Liberalitåt diese Veröffentlichung in die Reihe ihrer , Verhand- GG 8 lungen* aufgenommen . 1. Typus des sogenannten ”Totenmahlreliefs; etwas abge- stossen. Gute Arbeit. Breite 0,60; Höhe 0,48. Auf dem Speise- sopha sind zwei bårtige Månner gelagert, deren Oberkörper entblösst. Der links Liegende scheint dem Anderen einen Gegen- stand (Kuchen?) in die Hand zu geben. Der rechts Liegende, der sich gemåchlich auf den linken Arm zurticklehnt, trågt im Haare eine Binde, deren Enden iber die Schultern herabfallen. Solche im Haare der Gelagerten geflochtenen Binden sehen wir auch auf mehreren der bekannten Terracottagruppen aus Tarent (Wolters, Arch. Ztg. XL 294 1.). Auf dem Totenmahlrelief bei 1 Die Photographien sind von Herrn Væring, Kristiania, hergestellt. 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 5 DD) Furtwångler, Sammlg. Sabourolf T. 35 (4. Jhr.) und auf der ebd. im Text zu T. 30 abgebildeten Tevracottaform (ungefåhr derselben Zeit), fallen auf åhnliche Weise wie hier die Enden der Binde ther die Schultern herab. Am Fussende der Kline sitzt eime den Månnern zugekehrte, in Chiton und Himation gekleidete Frau (Mantel iber den Kopf gezogen). Mit der linken Hand hålt sie emm Kåstchen empor, wahrseheinlich die Weibrauchbiichse, woraus sie eben einen Weihrauchkorn genommen hat, den die rechte Hand auf ein Thvymiaterion legt, das man auf dem Speisetisch stehend denken muss. Sonst könnte man statt des Weihrauchs wobl nur an eine Tånie denken, womit sie die zweite liegende Person schmiicken wird (ein Kranz wird dem liegenden Heros gereicht sehon auf dem tegeatischen Relief, und Krånze, wie Binden, bleiben bekanntlich ein fester Bestandteil der Beigaben, auf den Reliefs wie auf vielen Vasenbildern). Der vor der Kline stehende Speisetisch (auf drei Fissen ruhend, s. Furtwångler a. 0., der sich Bliimner's Ansicht im Wesentlichen anschliesst) trågt die gewöhnlichen Totenspeisen Wir sehen ganz deutlich den flachen, runden Kuchen in der Mitte (man möchte ihm gerne den Namen Pelanos beilegen, welcher altertimlicher Mehlbrei im chthonischen und Totenkulte blieb, Stengel, Herm. 29,284, sonst könnte man an den Honig- kuchen denken, die Melitutta). Ausser Kuchen mögen auch Åpfel (Granatåpfel) und Eier auf dem Tische liegen. Links folgt der nach vorne gekehvte, ganz nackte Schenk in sehöner Modellirung. In der emporgehobenen Rechten hålt er eine OQinochoe, in der herabhångenden Linken eine Schale. Ån seinem rechten Beine steht der grosse Mischkrug. Zum Teil von diesem verdeckt sehen wir eine dicht bekleidete Frau. der zwei ebenso bekleidete Mådchen folgen. Es ist der Zug der Lebenden, der adorirend herannaht und mit diskreter Hand- bewegung die Heroen eben in dem Augenblicke, wo sie die Totenspenden geniessen, begriissen. In der linken Oberecke sehen wir in einer viereckigen Um- rahmung 2wei, lebendig modellirte Pferdeköpfe, die das Ganze 6 S. EITREM. [No. 9. als Heroenrelief signiren. Die Verdoppelung des ,Totenpferdes* fållt auf. Sonst wo mehrere Verstorbenen als Heroen darge- stellt werden, wird auf die Weise die Mehrzahl der zu Ver- ehrenden nicht zum Ausdruck gebracht. Wie die Pferde im verschiedener Richtung sehen, machen sie den Findruck, als ob em Zweigespann gemeint wåre. Aber dies möchte ich doch Jedenfalls nicht auf den ,rosseberihmten Hades*, der ,die gol- denen Ziigel hålt*, dem der berittene Charon heutigen Tages entspricht, bezrehben — auch nicht auf Helios oder Selene, wie sie auf spåteren Sarkophagen die ganze Darstellung des Lebens Fig. 3. und des Todes in die zeitliche Vergånglichkeit einschliessen, um der Zweigespanne der mykenischen Grabstelen nicht zu gedenken. In diesem Zusammenhange wiisste ich nur auf das von Milch- höfer, Jahrb. II 24 abgebildete und besprochene attische Votiv- relief hinzuweisen, wo zur rechten und linken Seite des Heroen- mahles je eine Pferdebiste mit je einer zugewandten jugend- lichen Figur im abgegrenzten Felde erscheint. Ganz entsprechend ist es doch nicht, ebenso wenig wie das Dioskurenrelief aus Terracotta (Tarent), das Arch. Jahrb. Il 201 abgebildet ist. Ganz oben sieht man schwache Spuren einer Wellenlinie, die das auf den Seitenpfeileru ruhende Bauglied geschmiickt hat. 2, Fig.3. Totenmahl, links abgebrochen. H. 0,55; B. 0,48 M. Die arehitektonieche Umrahmung bilden zwei Pfeiler (der rechte 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. / alleim erhalten) und ein Epistyl. Auf emer Kline liegt em Mann nach links, Oberkörper entblösst, sem rechter Arm ruht auf dem emporgezogenen rechten Knie und hålt eine Schale, aus welcher eine sich von hinten emporringelnde Schlange trinkt. Davor ein, wahrscheinlich löwenfiissiger Dreibeintisch (daraufstehende Speisen sind nicht sichtbar). Dieht daneben steht rechts der nackte Mundschenk mit gekreuzten Beinen (rechte Hand ist nach der linken Schulter gerichtet, linke Hand gesenkt) am drei- beinigen, löwenfiissigen Schenktisch, dem Kylikeion. Auf diesem befinden sich eine umgekehrte und zwei aufrecht stehende Sehalen. Rechts in der Ecke erscheint in Kopihöhe des Mannes die eingerahmte Pferdebiiste. Gewöhnliche Arbeit. 3, Fig. 4. Totenmahl, oben und rechts abgebrochen, ebenso die linke Seite oben. H. 0,80, L. 0,28. Am linken Ende des Speise- sophas liegt ein bekleideter Mann, dem sich auf dem nicht erhaltenen Teile rechts eine (oder zwei) andere Personen ange- schlossen haben mögen. Die linke Hand hålt einen Becher. die rechte streckt er nach dem Speisetische hervor. Um das linke Bein dieses Tisches (dessen Löwentatzen man noch sieht) S S. EITREM. [No. 9. ringelt sich eine Schlange empor, die sich nach einem Gegen- stande hervorstreckt, den eine dicht bekleidete, am Fussende des Speisesophas sitzende Frau der Schlange entgegenhålt. Dieser Gegenstand wird ein Ei oder ein Kuchen [Pelanos oder Meli- tutta] sem, weil beides Schlangenfutter ist. Die Frau erinnert mit ihrer schönen Haltung, besonders mit dem Griffe, wodurch sie den tuber den Kopf gezogenen Mantel (wie es die Trauer- sitte verlangte, Furtw. a. 0. zu T. 30) unter dem Kinne zu- sammenfasst, gewissermassen an das Schema bekannter Terra- Fig. 5. cottafigirchen. Links sehliesst sich eine kleme Dienerin an, die in der rechten Hand ein Kåstehen hålt. 4, Fig. 5. Dies nicht allzu gut erhaltene, aus blåulichem Marmor bestehende Grabrelief wurde von Herrn Direktor Thus aus drei Stiicken zusammengesetzt. H.0,61; B. 0,56. Dargestellt sind drei Frauen, die alle in Årmelehiton und Himation gekleidet sind. Die Eine sitzt rechts, wåhrend die zwei anderen davor- stehen, das Gesicht dem Zuschauer zugekehrt. Die Haltung der Sitzenden driekt Trauer aus: ihr Kopf ruht sanft auf dem rechten Arm, der sich wiederum auf die darunter geschobene linke Hand stitzt. Ganz klein ist das an der Seite des Stuhles stehende Mådchen gebildet. Åhnliehe Kopfhaltung charakterisirt auch die links stehende Frau, wåhrend die in der Mitte Stehende 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 9 mit der L. ihren Mantel von der linken Schulter heranzieht. mit der R. in einen Falten greift. Oben auf dem Gesimse ist noch deutlich eine Truhe zu erkennen, ausserdem was man fir die Unterteile zweier Fåcher halten möchte (die Reste sehen einem aufgeschlagenen Buche åhnlich aus). Ganz rechts sieht man den Unterteil eines Kala- thos (der wohl nicht immer in diesen Darstellungen ein Arbeits- korb zu sein braucht: wenigstens ist er auf dem apulischen Vb. Catal. Br. Mus. F 552 mit Frichten oder Eiern und einem Ala- bastron gefållt, ganz wie die ebd. sich am Boden befindende cista). Dass wir in dieser Umfassungsmauer und den daraul befindlichen Gegenstånden eine Darstellung der wirklichen Grab- anlage zu erkennen haben, hat besonders E. Pfuhl, Arch. Jahrb. XX, 1905, 125 ff. gezeigt — diese ,Totenmahlreliefs* geben somit sowohl die Lokalitåt des Kultus wie den ebenda stattfin- denden tatsåchlichen Totenkult wieder. Es ist eine spezielle Eigentiimlichkeit der ostgriechischen Grabreliels (vgl. Wiegand, Ath. Mitt. XX 175); die ,Totenmahlreliefs* waren hier ganz besonders verbreitet und — nicht zum Mindesten in den unteren Bevölkerungskreisen — sehr beliebt. Wenn man mit Furtwångler die griechische Umformung des uralter Totenmahltypus auf fonien als Heimat bezieht (vgl. die Kline), beruht es kaum auf einem Zufall, dass wir eben in diesen Gegenden den sepul- chralen Sinn der Darstellung in spåteren Zeiten ganz besonders hervorgehoben finden. 5. H. 0,48. grösste Breite 0,55. Sitzende Frau nach luks, in Chiton mit feinem geschlitzem Årmel und in Himation gekleidet, reicht ihre rechte Hand einer vor ihr stehenden voll bekleideten Figur. Beide Gesichter sind abgeschlagen. Ebenso mangelt der Kopf an der zwischen diesen beiden Figuren im Hintergrunde stehenden Frau, die nach vorne sieht, ihre rechte Hand unter dem Mantel an die Brust legend, wåhrend sie mit der linken, ebenfalls unter dem Mantel verborgenen Hand nach unten in einen Falten greift. Links unten kleime Dienerin mit emmem Kåstechen. Am rechten Antenpfeiler oben ist noch ein 10 S. EITREM. [No. 9. Ansatz eines anschliessenden (wahrscheinlich bogenförmigen) Baugliedes sichtbar. Unten ist von der Inschrift erhalten: SAKONSAMO NTAZOSIMEGE SERNE ATT OSE SE XAIPE .. (?) Die Anfangsbuchstaben der 2. Zeile wird wohl em Femi- ninum, auf via ausgehend, enthalten (also nicht etwa »eavic), und dies Weib ist möglicher Weise Tochter eines Sosimos. Das Ædevziov der flg. Zeile (ber das Vorkommen des Namens ÆAevztoc handelt Wilhelm, Jahresh. d. österr. arch. Instit. III 5D7 — scehon in archaischer Inschrift aus Samos, Bechtel, Dialekt- inschr. IT 2, 5705), gehört vielleicht eben mit der ....via zUu- sammen, also ,Frau eines Leukios* (die, wenn einen römischen Namen tragend, doch wohl eher mit einem Lucius vermåbhlt wåre). Dann yonotr, -oi (-ai), zatioe oder xaioete. Der erste Name macht Sehwierigkeiten. Es steht Xazov da (nicht etwa 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 11 Ycaova), und dies wird wohl eine Vokativform des Eigennamens Xæzov sem (direkte Anrede des Verstorbenen im Vokativ wie oft, s. z. B. IG XII 2, 363 ff.). Einen Birger aus Himera Namens Xåzwov erwåhnt Thuk. VI 5, der Name kommt auch bei Steph. Byz. n. Ilotauoouzov vor. In Attika findet sich ein Xaxéodwc (IG IT 2, 1055 vgl. Röhl's Index zu CIG), ebenso in Pergamon (Inschr. II 509). Davon könnte unser Name sehr wohl eine Kurzform sem. Ausserdem setzt der Name des Vasenmalers Xazwvidns (CIG IV 8230 und 8998) emen Xåxov vor (vgl. Xåzc CIG I, 7). Wenn hier ein Sakon, Sohn eines Damoles angeredet wird, dann kann die Frau allerdings micht in dem eben behaupteten Zusammenhange mit Aevztog stehen (oder vielleicht Xwoiuov tov zal Aevztov?). Fin Damolas findet sich auf einer Inschrift aus Sparta (Tod and Wace, Catal. of the Sparta Museum, Inser. Nr. 206 und 777). Jedenfalls wird aller Wahrscheinlichkeit nach einem Manne und einer Frau (oder viellercht auch zwei Frauen) em letztes Lebe- wohl gesagt. 6. Linke Seite eines marmornen Grabreliefs. Höhe des Erhaltenen 0.50. Man erkennt noch eme stehende Frau in trauernder Stellung nach vorne, den Kopf an die linke Hand anlehnend. Gewönliche Arbeit (nicht abgebildet). 7. Grabstein eines Hundes. H. 0,65; B. 0,50. Inschrit gelesen von Le Bas, Rev. de la philol. I 385 (in der hiesigen Umversitåtsbibliothek nicht vorhanden), der Pergamon als Fund- ort angibt, = Kaibel, Epigr. Gr. Nr. 332, friher publicirt von Spon. Itin. T. III P. 1,26; Welcker Rh. Mus. fir 1854, 304, Nr. 22, und dann in CIG. II 3559. Der dicke Hund sieht gauz miserabel aus und entspricht sehr wenig der Vorstellung. die man von einem xtwv piloxvvnyoöe haben möchte. Die Tatzen sehen geradezu nach Löwentatzen aus. Der gute Herr hat sein Lieblingstier wenigstens gut gefittert — oder eher der schlechte Bildhauer keinen besseren Hund machen können. Besser ist schon die schön geschriebene, schwungvolle Inschrift: 12 S. EITREM. [No. 9. Obroua Bilouvrnyog &uoi, tolog yuo Lrtogur Inooiv åt pobeooig «0aurror EINza 1800. Das Sigma wird mit einem senkrechten und zwei Quer- strichen geschrieben (I), ausgenommen im Worte Jnyoociv, wo es gekriimmt ist. Zeit: wahrseh. 3. Jhr. n. Chr. 8. Såulenfragment aus christlicher Zeit, H. 0,44. Die nach- låssig eingehauene Inschrilt lautet: t ee Ö OEYAAB . OTAK | EP MOAAOSYHE KYXHS EAYTOY KAN BOY OKOM AVDON FITONGNSÅ TA KTO NHASVN: DO KO SNE Es scheint Folgendes zu stehen: 0 evåaBig dtåzovoe Eouo- n GJEN y) = - N - , C PN) , Y , Åaog ven EVLNNG EUVTODV al TOV OlKOL AUTOV ETOMOA TA KALOVLO 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 15 øby tØ zoouity. Nach evia3 ist ein Bruch, wo ich zuerst eine gebogene Linie und dann ein kleines zirkelrundes Zeichen zu erkennen glaube. Viellercht liegt ein Fehler des Steinmetzen vor. Hermolaos ist kem ungewöhnlicher Eigenname, z. B. in Attika Zouolaog Eouoccov IG II 3197 (vgl. Roebl's Index zu CIG IV 3, S. 87), IG IT 2 Index. Das Adjektiv eviapyc ,gottes- firehtig*, ,fromm*, wie sonst bei den Kirchenschriftstellern, kommt in åhnlicher Verwendung vor z. B. GIG IV 8822: é&i TOL ELÅQBEGTATOV ITVWTOBEEGSVTEQOVU, IN Nr. 8619 vom xåoog gebraucht (Nr. 9309 fångt so an: evyerg avne Nwnnpooos &rdade site). Aetzovog wird håufig ver- kirzt, so z. B. CIG IV 9406 fi., IG II 2, 3451 (verkiirzt drazxo-, wie CIG IV 9398). Das væéo hat kein o Vs wahrscheinlich wegen des vorhergehenden und dartber stehenden EP(uoaoc). Dass etwas dem Gotte oder den Heiligen geweiht wird væeo EVyNe (væte evynE Kal owrnoiag), ist ebenso gelåufig wie özéo uvnung xal åva- TUUTEWE. Uber éavrov und abvrov statt 2uavrod s.Kilhner-Gerth Gr. Gramm. II, 1, 8.572, Blass Neutest. Gramm. S. 170; åhnlich heisst es in der Inschr. CIG IV 9777 (Rom.): Avoniog iatoog mn... notinsg Svotac tovtov tor tiuBor &ronoa Eat &r rov Iioy uov 1aud- tøv und in der Dedikation eines smyrnåischen Juden ebd. Nr. 9897 væEN EVNE EuvTOU ne nnNG ovyBiov uov x2 TOV yvioiov wov tézvov Erroinoa tnv ørowvow. Derselbe Wechsel, wie hier, zwischen éavrov und dem avrov, (das dem nachgehingten tonloseren wov der vorhergehenden Beispiele gleichwertig ist) kehrt vielleicht wieder in CIG IV 9845 (Rom): Atoratog Xebnooc Fevtin døve), TI yhvavrtarn ovritfyp) éavTtol Ex00uNOEV Olxov EWrov EUvTt nat ti, yvveniat attot, wie es auf dem Steine stebt (in yvrarz 14 S. EITREM. [No. 9. éavtov korrigirt, aber der Steinmetz hat schon zweimal im Vor- hergehenden das &avtov richtig geschrieben). Kuøvra steht statt ut övia (= utovisaor, was auf der lebenden Aussprache beruht, s. Blass, Ausspr. ? 32 und Meisterhans, Gramm. der att. Inschr. I 10,55, vgl. auch zo0wrtys. Am Schlusse dieses Wortes fehlt dem AZ der Querstrich. För zoouitye vgl. Stephani's Lex.: tota epistelii compages ex coronide, zophoro et ei subjecta trabe coagmentata, Tz. Lyk. 290 und Const. Porphyr. De admin. imp. c. 99, p. 86, und Sophocles Lex. entablature, especially of the scayreihov of the church. 9. Bruchstiek eines Baugliedes aus grobkörnigem Marmor, mit einem Medusenkopfe geschmickt. Im wirren Haare der Medusen Schlangen und Kopifliigel. Die Inschrift lautet: ESKEYASEN E Å HPAKAEQNOSL KAI Die Höhe der Buchstaben, die mit Apices versehen sind, betrågt 0,025. Die erste Zeile z. B. mit &x tøv i(diwr auszu- fillen, dann in der flg. Zeile ein Frauenname, ,Tochter des Herakleon*. Darauf folgt KZ, micht etwa zai. Dem 4 fehlt jedenfalls der Querstrich. 10. Bruchstiick emes Baugliedes mit Medusenkopi. H. 0,50; B. 0,87. Hier als Vignette S. 3 abgebildet. 1909.] GRIECHISGHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 15 Exkurs iuber die Totenmahlreliefs als idealisirte Darstel- lungen des Totenkultus. Nach Dumonts Vorgang (Rev. arch. 1869, II, 253 fi. 421 ff., s. auch schon Bötticher Philol. XVIII [1859] 405 und Paciaudi Monumenta Peloponnesia II 266) darf man jetzt die Deutung dieser set Winckelmann und Zoéga viel besprochenen Reliefs auf herosirte Verstorbene als gesichert ansehen (s. vor Allem Furtwångler Samml. Sabouroff I Einlet. S. 25 und vgl. zu T. 30 fi). Es machen sich aber mehrere Nuancen in den Auffassungen der Gelehrten geltend. Emige (so Hollånder De anagl. sepulchr. 27) finden das vorbildliche Totenopfer, das dargestellt wåre, im Opfer am Grabe wieder (in den Nekysien). Wolters dagegen sucht Arch. Zeit. LX (1889) 305 ff. die ur- spriinglich zu Grunde liegende Vorstellung in dem zweiten Krater des Familienmahles, der jedesmal den Toten galt. Endlich hat v. Fritze Athen. Mitt. XXI (1896) 547 fi. die Erklårung im ewigen Trinkgelage der Toten im Jenseits gesucht. Was nun die Meinung v. Fritze's betrifft, ist schon sein Hauptargument, dass Weihrauchopfer erst in hellenistischer Zeit Mode geworden wåre, hinfållig, seitdem sowohl för theråiscehe Gråber (Pfuhl, A. M. XXVII 257 fi.) wie im sonstigen Totenkultus die Ver- wendung von Röåucherei erwiesen ist (vgl. auch Verf. Hermes und die Toten S. 43 und 52). Weihrauchopfer im Totenkultus ist sowobl im alten Indien und in Babylon (Jastrow Rel. of Bab. and Assyria 602) wie im modernen Griechenland bekannt. Das Fehlen m Alt-Griechenland wåre deshalb sehr aulfållig. Eben weil der Weihrauch den Seelen angenehm ist. kommt er wohl im Kultus des Hermes und der Hekate vor. 16 S. EITREM. [No. 9. In der Anwesenheit der Rauchaltåre auf unseren Reliefs diirfen wir folglich kem Argument gegen die Deutung auf Toten- opfer suchen. Ausserdem — wåre ein Interiör aus dem ewigen Trinkgelage der Seligen im Jenseits [ir so alte Zeiten denkbar? Die åltesten Totenmahlreliefs reichen bis zur Mitte des 5. Jhr.s himauf; nehmen wir das Relief aus Tegea mit (A. M. IV T. 7) kommen wir ins 6. Jhr. himauf. Nehmen wir noch die alt- lakonisehen Grabreliefs mit Heroendarstellungen als die nåchsten Vorlagen hinzu und stellen wir die damit ungefåhr gleichzeitigen Tarentiner Terracotten (Wolters a. 0. 306) auf eine Linie, dann miissen wir fir diese alten Zeiten eime iiberall in der griechi- schen Welt verbreitete Auffassung vom dJenseits voraussetzen, die wenigstens in dieser Hervortretung sehr auffallend wiåre. Man hat sich gewiss nicht damals mit solchen Gedanken, die das Gedicht des ,Musaios* (Plato Rep. p. 363 c) enthielt, be- ruhigt oder darin Trost gesucht, wenn sie auch vorhanden wåren und spåter parodistiseh von Aristophanes in den Tage- nistal verwendet wurden. Wir miissen ohne Zweifel wieder auf die alten Totenopfer zuriiekgreifen, wenn wir emme sowohl får die altlakonischen Reliefs wie fir die spåteren plastischen Um- formungen desselben Sujets passende Erklirung finden wollen. Denn die altlakonischen Denkmåler wenigstens waren ja zwelfels- ohne als Grabdenkmiler gemeint (vgl. die Platte mit der Inschriit ,dem Hermes [als Todesgotte] gehörig*, die man neben dem alten Chrysapha-Relef fand, A. M. II 303) und haben auf oder bei den Gråbern gestanden, ursprimgliech dem Geschlechitsahnen und seiner Frau geweiht. Und wenn auch das Schema ,,des Totenmahls* mit dem allmåhlichen Herabkommen des Toten- kultus und der Verallgemeinerung des Heroenkultus im Kreise der Gottheiten und sogar der hohen Olympier allbeliebt wurde, so begegnen sich doch Anfang und Ende der zu Grunde liegen- den Anschauung vom Wesen und von der Macht der Toten, wenn die Reliefs in spåteren Zeiten wiederum ihre feste Ståtte auf Gråbern finden und den Namen des verstorbenen Menschen tragen (vgl. oben zu Nr. 4). 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 17 Auf den grossen kulturgeschichtlichen Zusammenhang, in welchen die sepulchrale Typik der ,'Totenmahlreliefs* einzureihen ist, haben namentlich Furtwångler und Milchhöfer hingewiesen: die lakonischen Heroenreliefs verweisen sowohl nach Vorder- asien und Babylon wie nach Ågypten. Sowohl hittitische Dar- stellungen (hier die ,Göttinf dureh Mohnkopf, Taube und Spiegel charakterisirt) wie =altetruskische Grabstelen und Bucchero- gefåsse, wo je zwei sitzende Personen einander zugewendet einen grossen Kantharos — allein oder gemeinsam — hallen und zu- weilen em Speisetisch sich in der Mitte befindet (Milchhöfer, Anfånge der Kunst 229; Furtwångler, Samml. Sab. I 24), geben denselben Darstellungskreis wieder. Die lykischen Gråber schlies- sen sich hier spåter an. Aber immerhin muss man von vorn- herein annehmen, dass die Griechen auch hier eine den Fremden entlehnte Typik ihren Bedårinissen angepasst und ihren eigenen Totenkultus zur könstlerischen Darstellung gebracht haben. Wir sehen auch, dass das Totenmahlrelief in seiner ganzen geschicht- lichen Entwickelung mit den kultlichen Gewohnheiten gewisser- massen Schritt hålt. Denn wåhrend auf altlakonischen Grab- stelen die deminutiv gebildeten Opferer ausser Granaten, Fiern und Blumen auch einen Hahn darbringen und uns damit das z.B. m Athen und auf Thera im Totenkultus immer gewöhn- liche, tberall (selbst in Alt-Babylon verbreitete) Gefligelopfer vor Augen gefihrt wird, sehen wir spåter eine Zeit lang durch- aus die Spenden die Darstellung beherrschen (auf den weissen Lekythen kommt kein blutiges Opfer vor) und die Toten viel weniger auf das Anbeten der Lebenden als auf ihr eigenes Ge- niessen der Gaben Acht geben. Beides charakteristisch! Denn die Toten bildeten immer mehr, wozu die vielen, von allen Stådtern gemeinsam gefeierten Allerseelenfeste besonders bei- trugen, eine. Gesellschaft, die gewissermassen auf sich selbst beruhte und den menschlichen Verhållmissen analog einge- richtet war, die ihre eigenen Götter hat, an deren Thiör die Lebenden anklopfen miissen, ehe sie mit den Toten reden können (vgl. Odysseus in der Od. XI 46 f. und die Reste des Voropfers auf dem Boden griechischer Gråber) und die diesen Göttern aul Vid.-Selsk. Forh. 1909. No. 9. po 18 S. EITREM. [No. 9. eigenen Altåren opfert. Denn dazu gibt man doch wohl dem Toten kleine Altåre (Tanagra, Eretria, Rom) ins Grab mut! Wåhrend die heroisirten Toten auf den åltestesten der lakoni- schen Heroenreliefs den Kantharos darreichen, um die Spende der Lebenden zu empfangen (vgl. auch P. Gardner, J. H.S. V 1929), finden wir schon auf einem archaischen Relief derselben Gattung die sonst dem Heros als gleichwertig beigesellte Frau dem Heros einschenkend (vgl. zugleich z. B. die Frau auf der weissen Lekythos Gat. Brit. Mus. IIT 397, D 97, die Oinochoos und Phiale hålt. Niemals aber steht ein Sterblicher da das Amt eines Mundschenken mm der Welt der Heroen versehend. Das wirde die ganze fein gestimmte Typik brechen. Das Jen- seits der Toten liegt ferner ab. Eher mögen die Menschen mit ihren Gaben die Aufmerksamkeit der thronenden oder gelagerten Gottheiten auf sich wenden! Wie auf dem boiotischen Vb. Ephem. arch. 1890, T. 7. Schon in der homerischen Schilderung von Patroklos's Be- stattung geniesst der Tote abends zuerst (als er noch frisch tot und die grösste Anforderung an die seine Energie stårkende Nahrung hat) die Blutspenden. Am folgenden Tage aber wird er mit Honig und Oel getrånkt. Die umgekehrte Opferordnung sebraucht ganz natirlich Odysseus im der Totenbeschwörung, wo es sich um die Rickkehr der Toten ins Diesseits handelt und folglich eine allmåhliche Steigerung der Nahrkraft notwendig ist: zuerst fliessen (mit Verwendung der fir den Totenkultus charakteristischen Dreizahl) Honig und Milch, Wein und Wasser (das Ursprungliche im Totenkult ist wohl 3 mal Wasser: drei- mal wird noch Wasser der ausgetragonen Leiche nachgegossen bei Wuttke * $ 737) — dann das Blut der Schafe in die Grube herab. Auch in der Tragödie wird die Seele des Achilleus von seinem Sohne eingeladen, das Blut der Jungfrau zu trinken — eine direkte Reminiscenz alten furchtbaren Seelenglaubens, die man nicht weginterpretiren darf. Dass die Tradition eben hier stark war, wo es sich um die Seele eines Kriegers handelt, dessen eigenes Blut auf dem Sechlachtfelde geflossen, ist nicht GURI GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 19 auffallend. Sehr fröh aber wurden die Weinspenden in den Totenkult eingeföhrt (vgl. Stengel, Festschr. Friedlånder 418; Philol. 39, 378 ff.; Jahrb. f. Phil. 1883, 375 — nicht aber im den aus uraltem Totenkult stammenden Ritus der Sihnopier, auch nicht in den beim alten bleibenden Ritus der chthonischen Gott- heiten, Stengel, Neue Jahrb. 1887, 650 £.). Der Wein hat sich dann im der Welt der Toten in ebenso glånzender Weise Bahn gebrochen, wie er in den Kreisen der Lebenden zur Herrschaft gelangte. Wie im Diesseits sammelte sich auch im Jenseits das Hauptinteresse des festlichen Beisam- menseins um die Becher und um den Mischkrug — um das Symposion, nicht um das Deipnon. Das wird sowohl durch die hinlånglich bekannten litterarischen Belege wie durch die monu- mentalen Zeugnisse erwiesen. Eben bei dem Aussgiessen der Spende betet man, weil dann der Höhepunkt der feierlichen Stunde erreicht ist (vgl. z. B. Aisch. Pers. 216, Aristoph. Tagen. fr. 488, 13 f. Kock). In der grossartigen Heroenfeier zu Plataiai wird zuerst ein Brand- opfer dem Zeus und Hermes dargebracht (wie in der Odyssee Odysseus vor der Blutsåttigung der Toten dem Hades und der Persephone ein månnliches und ein weibliches Schaf verbrennt!) — darauf fliesst der Wein den Toten zu Ehren. Der Strateg trinkt den Toten zu* — der gegenseitigen Vertraulichkeit kann man eben beim Becher einen viel sprechenderen Åusdruck geben als bei der vorgehenden Mahlzeit. Die Spenden, bet Benndori, Griech. und sieil. Vbb. T. 20,2 direkt auf den Grabhiigel gegossen (wie in Rom), ,nåhren* "berhaupt die Seelen, um den Ausdruck Lukian's zu gebrauchen. Schon im Vaphio-Grabe lagen ein silberner und ein goldener Becher bei der Hand des Toten, wo er sonst (in den Schachtgråbern zu Mykenai) sem gutes Schwert hat, d. h. eben der Becher, aus dem er die Spende trinken wird, die die Hinterlassenen zu ihm herabfliessen lassen. ,Sofort nach dem Hinscheiden fångt das Trinken an*, wie ein Aristophanes sich ausdriickt. Aber dennoch haben wir in diesen Totenmahlreliefs keine direkte Wiedergabe des ,zweiten Tisches* der Griechen zu sehen, 20 S. EITREM. [No. 9. wie v. Fritze will. Die Kuchen und Friichte, die auf dem Speisetische liegen, können micht die gewöhnlichen Leckereien des altgriechischen Nachtisches sein. Die sog. ,Pyramiden* haben ohne Zweifel sepulchrale Bedeutung. Das beweist die in der Myrina Nekropole gefun- dene tönerne Tischplatte mit drei Pyramiden, zwei Broden und einer Traube (vgl. Furtwångler, Samml. Sab. I Text zu T. 80). Sonst wåren die ,Pyramiden* auch niemals unter die Opfer der Heilheroen (s. Ephem. arch. 1890, T. 7) oder in die mystische Cista geraten, die Clem. Al. Protr. 2 erwåhnt. Wahrscheinlich geht die Form der griechischen ,Pyramiden* auf das Aussehen des Grabphallos zuriick (vgl. Lobeck, Aglaoph. 704 unten, eine treffliehe Illustration bietet die sf. Lekythos aus Neapel J. H.S. XIX, 9299, F.94.), hier sehliessen sich wohl auch die konisehen (regenstånde an, die man auf den Grabstelen mehrerer apuli- scher Vasenbilder sieht, Cat. Brit. Mus. IV 106, F 212 T. 8, vgl. F 280 und F 302; man darf auch an die tönernen Kegel- oder Pyramidenkuchen aus ågyptischen Nekropolen erinnern, ebenfalls an die tönernen Kegel in Alt-Babylon (Jastrow Rel. of Bab. 673, der ihnen jedoch phallische Bedeutung absprichi). Was ibrigens die anderen Kuchen des Totentisches betrifft, liegt es nahe, hier — ausser den schon erwåhnten Pyramiden — die allbekannten Seelenkuchen wiederzufinden: den flachen, runden Pelanos und die Melitutta, die eben das Futter der Totenschlangen sind (bei Herond. IV 90 der Asklepiosschlange; Sehol. Ar. Neph. 508 der Trophoniosschlange, auch jeden Monat der Burgschlange in Athen geopfert) Uber den Pelanos als Schlangenfutter handelt Herzog, Herm. XXIX, 625. Wenn v. Fritze in den Kuchen und Friichten nur Leckereien des Nachtisches sieht, wie erklårt er denn den hochalten und hochehrwirdigen Kult der Erinyen, der durchaus sepulkraler Natur ist und der nur Kuchen und Milch (im ausschliesslhich tönernen Gefåssen, Schoi. Aisch. gegen Tim. $ 188), ausserdem Wasser und Honig kennt? Es handelt sich ja um das Getrånke der Lebenden, dann dasjenige der Verstorbenen und Unsterb- liehen (anders freilich Usener, Rh. Mus. LVIIT 179 von Milch 1909.] GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. 21 und Hong als Götlterspeise) — es handelt sich aber mcht um ein Symposion. Wasser allein ist die ålteste und einfachste Opferspende und kommt am Schlusse der Eleusinienfeier vor (Athen. XI p. 496). Dann tritt Milch und Honig (beide allein oder gegenseitig oder mit Wasser vermischt), OQel und Wein (urspr. ungemischt, so noch in Eidopfern und im Kulte des sguten Dåmonen*, d. h. der göttlichen Potenz der guten Urahnen, auch im Totenkulte, Luk. de luctu 19) hinzu. Auch auf den » Fotenmahlreliefs* trinken die Toten nur, was die Lebenden ihnen darbieten. Das Fleisch fehlt unter den auf dem Tische stehenden Speisen, weil es almåhlich im Totenkulte, wenigstens unter den Årmeren, zuriicktrat (Stengel, Kultusalt. 100). Auf das Geniessen des Blutes kam es auch vor Allem an. — Die ganze Typik der Reliefs, die sich langsam heraus- gebildet hat, hålt keinen bestimmten Moment des Totenmahles fest. Das ergibt sich auch, wenn man die Anwesenheit der Frau im Betracht zieht. Auf einem der hier abgebildeten Relieis (Fig. 3) sehen wir sie der Schlange ein Fi oder irgend etwas Sonstiges darreichen (wie der Jingling bei Tod und Wace, Catalogue of the Sparta Museum 104, F. 4): einen Kantharos gibt man ihr nicht. Die Frau ist gewönlich mit ihren Kleidern, ihrem Sehmucke (Binden oder Krånzen) oder mit den Speisen beschåftigt. Ihr fiel uberhaupt der Hauptanteil der Trauerriten zu, von der Ausstellung der Leiche bis zum letzten Grusse (s. die Vbb.), sie — vor Allem eine Mutter — trauerte auch låingere Zeit wie der Mann. Wenn es sich um Gråberkultus und das Ernåhren der Totenseele handelt, muss die Frau da sein. Ubrigens ist der Umstand, dass Einer oder Eine, die zum Kreise der Toten gehört, der Seelen-Schlange spendet oder essen gibt, ist nicht mehr auffallend als wenn auf einem spåthellen. Relief der Tote eine Ziege selbst zum Altare föhrt (Pfuhl, Arch. Jahrb. 20,78, T. 14, vgl. auch Bruckner, Woch. f. kl. Phil. 1909, Nr. 17 Referat). Auch hier beruht folglich die zu Grunde liegende Idee dieser Klasse der Grabreliefs auf dem wirklich existirenden Kult. 29 S. EITREM. GRIECHISCHE RELIEFS UND INSCHRIFTEN. [No.9. 1909.] Endlich sei an dieser Stelle die Vermutunng ausgesprochen, dass das bertichtigte ,Totenross* (das P. Gardner, Journ. Hell. St. V 127 aus dem Opfer eines Rosses erklårte) auf die Reiter- agone hinweist, die (wie auch der Waflentanz um das Grab herum, s. sf. Lekythos Journ. Hell. St. 1899, S. 229 [von J. Harrison freilich ganz anders erklårt] und Schol. Il. XXIIT 180, womit Kallim. Hymn. in Apoll. 86 zu vergleichen ist) berm Grabe stattfanden um den Toten zu ehren und die den panhellenischen Festspielen vorangehen. Sie gehören ja auch den waffenfåhigen und kriegslustigen Dioskuren, deren Kult sepulchralen Charakter trågt und deren charakteristische Amphoren (vgl. die Schlangen) auf die Gråberkrige zuriekgehen. Gedruekt 6. December 1909. MUNKELIVS ELDSTE JORDEBOK AV M. HÆGSTAD (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No 10) CHRISTIANIA — I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1909 Fremlagt i den huist.-filos. Klasses Møde 29de Okt. 1909. TRYKKERI. — A I DN. XII no. 257 er avprenta ei jordebok for Munkelivs kloster i Bergen fraa det 15de aarh. etter upphavsskr. paa pergament i Univ.bibl. i Kjøpenhamn Additam. 99 qv. Jordeboki er fyrr prenta i Munkeliv klosters brevbok (ved P.A. Munch Christ. 1845 s. 193—211), og der meir bokstavrett. GCitati her er difor henta fraa denne brevboki. Naar ein les igjenom denne jordeboki, vil ein snart leggja merke til kor reint ulik skipnaden er i fyrstningi av boki og lenger ute. I fyrstningi er gardarne upprekna med præp. aff fyre og med storleiken paa avgifti baketter, mesta utan undantak upp- førd i mamatabol, t. d. Aff Straume xi mamatabool. Sume stader er underleg nok avgifti utelati, so der stend berre: Åff glodaføyke (pag. 2) Aff nese (pag. 4;) Aff leornalande (5») Aff scarde (5») Aff sviasloke (5; ofl.) Sume. tider vert upprekningi avbroti ved ei upplysning som: Thetta ær fyrv mnordan stadh (l9), Thetta ær j straumahuerue (45); einstad stend: Thetta ær fyrir nordan so (44). Den skipnaden som her er nemnd, er gjenomførd til pag. 11, og endar med ordi: Aff haeimsdale viij mamatabol HEN M. HÆGSTAD. [No. 10. Etter dette vert det ein heilt annan skipnad og skapnad paa jordeboki, som no tek til ords soleis: uppa VWoss j wangs kyrkia sokn xæiij mamatabol Kwipner bygt fore itig løpa Med denne skipnaden som merkjer seg ut derved, at mama- tabol er nemnt fyrst, so gardsnamnet, og so eit tillegg um løp (smør), kyrlag eller span, held avskrivaren fram bl pag. 135. Daa vert det paa nytt lag ein annan skipnad, soleis at det berre stend eit gardsnamn, og baketter det eit romersk tal, t. d. Nes x Torslande ytre virj etc. Og med denne skipnaden vert det halde fram til jordeboki er slutt. Fleire av dei gardarne som er upprekna i den fyrste parten av jordeboki, kjem att i den siste. Alt dette tyder paa at det ligg 3 register, som eg her vil kalla 99a, b og c, til grunn for jordeboki soleis som ho no ligg fyre oss 1 Add. 99. Det fyrste av desse registri (99a), som utan tvil er det eldste, er verdt ei serskild umrøda. I den Gml. kgl. samling i Kjøpenhamn no. 1847 qv., som er ei pergamenthandskrift fraa det 12te hundr. av Hieronymi Canones super Evangelia, og som hev tilhøyrt Munkeliv kloster, stend der paa baksida av det siste bladet, som upphavleg hev vore uskrive, eit register yver jordskvld av gardar i Bergens bispedøme (til Munkelivs kloster). Registret er skrive paa nord- vestlandsk maalføre, og kann etter skriftform og maalform knapt vera yngre enn fraå kringum 1175. Det er prenta i DN. XVI 1. Um ein vil samanlikna dette registret med det eldste registret 1 Add. 99 (eller 99a), vil ein snart uppedaga ein stor likskap. Me vil ikkje hefta oss ved det, at Add. 99 straks hev 2 linor, som fortel um ei gaava Magnus Haakonsson gav til Munkeliv, og som 1347 ikkje hev; dette hev venteleg avskrivaren fraa 15de hundr. sett som ei innleiding til heile jordeboki eller alle av- skrifterne.. Men elles er likskapen merkeleg, so lenge som 1347, som er det stuttaste registret, hev tekst til aa saman- likna med. | 1909.] MUNKELIVS ELDSTE JORDEBOK. 3) Ikkje berre soleis at skipnaden er den same i 1347 som i den eldste parten av 99, so kvar lina byrjar med præp. af og gardsnamnet, og deretter kjem avgilti. Men det er nett dei same gardarne 1 baae registri, berre at avskrivaren fraa det 15de hundr. hev utelate den 4de posten i 13847: Af Rikisheimi etc., som ein avskrivar fraa 16de hundr. hev innsett atter. Paa rekkjefylgja av gardarne hev denne ule- latingi havt den verknaden at posten Aff vpsolum hev fenge rom framanfor A/f Tiouanese i 99 å; straks etter hev ogso Aff dumbasteine og Aff glodaføyke bytt rom. Men elles er rekkje- fylgja heilt ut den same, so dei 34 andre gardarne som baae registri inneheld, kjem etter kvarandre i same skipnad. Registri fylgjest lina for lina, stykke for stykke, endaa 1847 skriv 1 tvo bolkar, medan 99 å fører upp alt i ein bolk. Der som upprekningi 1 99 å er avbroti med upplysninger som Thetta ær fyrtr nordan stad, hev 1347 ordrett det same paa same stad: petta er fyrir morpan stap; der som 99a hev Thetta ær fyrir nordan so, hev 1347 petta er fyrv norpan sohn sæ, som sjølvsagt maa vera det som ligg til grunn for ordi i 99 a, men som det her av eikvar ukjend orsak berre stend att ein rest av. 1347 endar med ordi petta er i Lyhrisfirpi, som svarar til Thetta ær i lydrisfyrde pag. 54 1 99 å, og her lyt me daa slutta samanlikningi av teksti sedd fraa denne synstaden. I innehaldet er der elles eim skilnad millom 1847 og 99 a, umfram dei tvo fyrste fyrrnemnde limorne i denne avskrifti. Soleis hev manaparmatr 118347 (1. 1, sidan avstytt manap. man.*) vorte umbytt med mamatabol allstad i 99 å, men tali framanfor er dei same. Dessutan hev 99 a utelate alle andre verde-nem. ningar som 1347 hev, soleis: Skettingr, mærer, awrar, vet miols etc., og ved dei gardar, der 1347 hev berre slik verde-nemning og ikkje fører upp manaparmatr, set 99a berre gardsnamnet med præp. aff framfor, men ingen ting baketter um avgifti. Naar soleis 1347 hev: Af Glopaføyki . Skettingr so hev 99 berre: Aff Glodaføyke. 6 M. HÆGSTAD. [No. 10. Naar 1347 hev: Af Nese. %.mærer . oc holf. vet malz. oc holf vet miols, so hev 99 a: Aff nese. Berre paa 2 stader hev skrivaren av 99a liksom gløymt seg i dette stykke; det er pag. 19: A/f Tiouanese half mark, og pag. 4: Aff sæuar ase ix aurar, som ogso 1347 hev. I maalvegen er ei samanlikning ikkje minder forvitneleg. Ved fyrste augnekast synest skrivemaaten i 99 å ikkje vera stort annarleis enn den vanlege hertillands sist i 15de hundr. p og 9 vert ikke skrivne; for Å stend t eller th, for d stend d eller dh. Endingi : er sjeldsynt; der er oftast ei staden etter millomnorsk vis. Men ser me nøgjare etter, finn me snart merke etter ei eldegamal! rettskrivning, den same som i no. 1347. Den labiale spirant er i avskriftt stundom — liksom 1 13847 alltid — skriven u millom vokalar, og f i slutten av ei staving, t. d. Tiouanese (= piouanese 1347), men colgroff 319 (= Colgrof 1347). Den guttu- rale spirant (gh) er 1 avskrifti skriven h etter r i berhe 3; (= Bærhe 1347) 9: Berghe; h for gh etter ” er gjenomførd i 1547. Framfor palatal vokal vert i avskrifti Æ-ljøden skriven k, men elles alltid € — so nær som 1 det vanlege ordet -uik —, difor: glodaføyke, birkelande, men hauc ase, colo ase, scarde (nett sameleis i 1347 med umsyn paa bruket av å og 0). Og naar endingi : ein hende gong møter oss for e, er det etter den gamle regel um vokalharmoni: fyrir præp., eidi, gili, lydris- fyrde; sameleis med u og 0: hiolmusætre, men colo ase, liksom 1 1347. Med hjelp av 1347 kann me fylgja avskrivaren i 90a nær- sagt fraa bokstav til bokstav. Han hev ikkje eit ord som ikkje 1347 hev. Me kann sjaa grunnen til mistaki hans, naar han misles og misskriv seg. Pag. 3s skriv han soleis biarliastodlum, som skal vera namn paa ein gard 1 Fjordarne; nokon slik gard er likevel ikkje til aa finna; men paa den tilsvarande staden i registret hev 1347 Biarhastoplum, som me finn att i Bærstølen under garden Berge i Hyllestad i Sunnfjord. Grunnen til mis- 1909.] MUNKELIVS ELDSTE JORDEBOK. 7 skrift: kann me forklaara av 1347, der Å baade her og elles likjest noko paa li for den som ikkje ser vel etter. Pag. 5. hev 99a leornalande, som etter romet sitt 1 registret maa vera namnet paa ein gard 1 Lindaas prg.; men ein gard med dette namnet er ikkje finnande; her hev 1347 Icornalande, som me finn att 1 Ikeland i Seims sokn (skrive Ickornland i 1610). Ogso her forklaarar 1347 forvanskingi, for den store fyrstebokstaven I i denne handskrifti er mykje lik ein 0, men vantar det vats- rette striket nede til høgre; 1 Gen vesle c'en etter hev ei seinare hand med matt blekk sett eit strik yver bogen uppe, so det vert endaa meir freistande aa lesa lc som le. DN. XVI, 1 og Palæogr. Atlas (Kjøpenhamn 1905) hev gjort det same mistak som avskrivaren i det 15de hundr. og lese Leornalande!. Av onnor misskrift er enno nemnande, at 99a hev lydrisfyrde for Lyhrisfurpi 1 1347; Ni, som på denne staden er gh, hev avskri- varen teke for d. Gode alderdomsmerke er ogso sjølve formi som fleire av gardsnamni! hev. Biarhastoplum 1 no. 1347 hadde alt 1 1429 form Bergstodhull; sidan hev det — som ovanfor nemnt — vorte Bærstøl (2: Bergstøl); den eldste formi ligg til grunn for Biarliastodlum 1 99a. Af Tiståme skriv no. 1347; dette gards- namnet — matr.-no. 83 1 Innviki i Nordfjord — vert alt 1 aaret 13381 (D. N. VIII, 18) skrive Tistamrum 1 dativ, og no Tisthammer, som visst ikkje er anna enn folketymologi; uttalen er no Tistamm. Avskrifti 99 a hev enno den eldegamle formi fraa 12te hundr. Tistame. Det maa etter dette vera klaart at den fyrste part av 99a høver til 1847 som ei beinveges avskrift til si grunnskrift. Den einaste tvilen kann ordbiten so i setning: Thetta ær fyrir nor- dan so valda; det er underlegt at skrivaren her skulde skriva berre so, naar han hadde sohn sæ so tydelegt for seg som det stend 1 1347. 1 Skrivemaaten leornalande viser elles at fyrelegget for skrivaren av 99 å hev brukt stor fyrebokstav i gardsnamni liksom 1847. Hadde grunn- skrifti havt zcornalande, vilde avskrivaren ikkje ha lese leorna. — I dei fyrste gardsnamni 1 registret hev avskrivaren ogso brukt stor fyrste- bokstav, men sidan liten. 8 M. HÆGSTAD. [No. 10. Tek me so for oss den siste parten av 99 a, som me ikkje lenger hev noko me kann kalla upphavsskrift til, ser me snart at det er eit framhald av fyrste parten med den same skipnaden i alle maatar og med dei same merke etter ei grunnskrift av same slag og same alder som no. 1547. Ogso her finn me gardarne uppførde med sme mamatabol, eller ogso berre 1 slik form: Aff Tueit Aff Almidro ete. Dette maa me forklaara soleis, at ogso her hev grunn- skrifti havt sumstad manaparmatr og sumstad andre verde- nemningar; men avskrivaren hev utelate alle verdenemningar so nær som manaparmatr, som han hev bytt um med mamatabol. Ogso i denne parten av 99 a (pag. 90) finn me eit innskot av same slag som dei fyrrnemnde i den fyrste parten og i no. 1347: Nw ær alt talt fyrir nordan biorhvin. Skrivemaatar fraa 12te hundr. kjem fram her som 1 den fyrste parten: h for gh etter 7 1: biorhvin, som vert den eldste vestnorske skrivemaaten me hev av namnet paa byen Bergen; k 1 birkelande 9;, men c1 hauca dale 99 og i carlastodum 8;. I endingar er der mange %, og alltid berre der som den eldste vokalharmoni krev det. | Mislesingar er der ogso i denne deildi av avskrifti, og dei hev same svipen som i den fyrste parten. Paa pag. 8; stend der biorlum; her er li mislesing for 1 = spirantisk g (gl): biorhum, dativ av biarger, som garden heiter 1 99 e (det nyaste registret); det er matr.-no. 29 i Fane prgd. no skrive Bjørgen, utt. Bjårjæ, som er ei eintalsform. Same mistaket er gjort pag. 10, der avskrifti hev berliheimi, som visseleg er eit mis- lese berhheimi og peikar paa einkvar Bærje-garden 1 Ryfylke. I baae desse høvi et det Å avskrivaren hev lese li, so det er rimelegt at arne i fyrelegget hans her hev vore av same slag som 1 fyrste parten. Pag. 10; stend gardsnamnet vidrimi. som fulla berre er eit mislese vihrint 9: vighrimi, no Vigr 1909.] MUNKELIVS ELDSTE JORDEBOK. 9 matr.-no. 15 i Haa herad i Stavanger amt; her hev me same mislesingi av h (= gh) som ovanfor 1 lydrisfyrde. I dei siste 4 linorne av 99 åa 9: pag. 111, hev den gamle vokalharmoni i endingarne halde seg undantakslaust, som er ein vitnesburd um at ogso her ligg ei gamall upphavsskrift til grunn: haeimi, men haeimsdale; holsnu, men suauosande. Av dette dreg eg ut, at ogso den siste parten av 99 a (eller pag. 5;—11,) er avskriven etter ei grunnskrift som 1 skipnad og skrivemaate maa ha vore av same slaget som det eldste stykke av eit register me enno hev i no. 1347, eller med umsyn paa det heile: Add. 99 pag. 1l3—11; er eit sjølvstendigt heilt stykke, ei avskrift av ei jordebok for Munkeliv kloster i Bergen fraa den siste helvti av det 12te hundr. og soleis vel den eldste jordebok i landet. Etter alt aa døma er avskrifti paalitande med umsyn paa det ho inneheld. Der er heller ikkje grunn til aa tru, at garde-lista hev vore lengre 1 grunnskrifti enn her; for der er gardar alt fraa Sunn- møre til Ryfylke. Verre kann det kanskje vera aa segja noko fullvisst um den grunnskrifti som skrivaren i det 15de hundr. hev fylgt. Etter det som ovanfor er utgreidt, synest no. 1347 vera grunn- skrifti for det fyrste stykket, og med di grunnskrifti for det siste stykket maa ha vore av same slag, ligg det nærast til aa tru, at der etter det siste bladet 1 no. 1347 i den Gml. kgl. sam- ling hev vore endaa eit blad der resten av den gamle jordeboki hev stade. I det 3dje registret i Add. 99 fær me ei upplysning, som synest tala for dette. Paa pag. 16 hev ei hand fraa det 16de hundr. sett inn denne lina: I Etter seinare upplysningar um 1847 fraa dr. Chr. Kålund som eg her nyttar tilføre til aa takka, er det mest likt til at dei 2 siste bladi i 1347 er tilkleimde til dei fyrre. Det bandet som boki no hev, er fraa umkr. 1700. Det er daa rimelegt at der fyrr hev vore endaa eit blad tilkleimt, og at dette er burtkome. Etter dette hev eg ikkje tvil um at me hev upphavshandskrifti til 90 a 1 1347. 10 M. HÆGSTAD. MUNKELIVS ELDSTE JORDEBOK. [No. 9. 1909.] Wimboldawizch finst å thg elste register mrk pe der og framanfor i margen hev han skrive f: i thz Euangeliare så er m3 koper beslaget. Etter dette hev der soleis i det 16de hundr. vore eit evan- geliar som hev mnehalde det eldste registret yver klostereige- domarne, og der hev Wimboldawijch vore uppførd. No stend vimboldauik 1 det eldste registret i 99 pag. 8, det vil segja 1 den siste parten som me ikkje no hev eldre grunnskrift for. Skrivaren 1 det 16de hundr. synest ikkje ha lagt merke til dette, eller ogso hev han funne det rettast aa citera sjølve det elste register* i evangeliaret. Men korleis dette er, hev me her ei greid upplysning um at det i det 16de hundr. hev funnest eit evangeliar som hev innehalde det eldste jordregistret. At vimboldauik hev stade her og at det stend i den eldste parten av 99, synest vera endaa ein vitnesburd um at me 1 denne parten hev ei avskrift av nettupp den eldste jordeboki for Munkeliv. Det er vel ogso fraa det nemnde evangeliar at den same skrivaren 1 det 16de hundr. hev sett inn nokre ord i fyrstningi av 99 a: pag. 13: oc 4) aurar sylffuers; pag. ly: oG J marc oc wet miolss; pag. ly: Af Rikisheimj viig ortuger; Desse tilsetningar gjer avskrifti i 99a paa desse staderne heilt upp ordlydande med fragmentet i no. 1347, og er saman med alt anna godt prov for det, at me 1 dette fragmentet hev eit stykke av sjølve grunnskrilti, og at det evangeliar som den nemnde skrivaren citerar, er det same som Hieronymi Canones super Evangelia eller no. 1847 den Gml. kgl. saml. i Kjøpenhamn. 19: med koperbræde paa; ceitatet her er avskrive etter eit facs., som dr. Kålund med vanleg godvilje hev sendt meg. Trykt 3. februar 1910, KISTA SUBTILIS IN NORWAY BY R. COLLETT (WITH A MAP) (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1909. No. 11) 1 — == — Pr ————— CHRISTIANIA IN COMMISSION BY JACOB DYBWAD 1909 Fr remlagt 1 den math.-naturv. Illes Møde 19 Novarbar 1909. j ; 1 G MAR MEL SA 1 NAG rrNsep ev Ng Distribution. The mountain tracts of Southern Norway, from Rennebo and Opdal in the North, to the Øjer Mountains and Valders in the South (Lat. 63"—61*" 10). Height above the sea level 440—1030 meters. First discovered im 1907; so far 20 specimens have been preserved. In the Summer of 1907 I received from å correspondent in Opdal, on the northern slope of Dovrefjeld, åa fresh specimen of Sicista subtilis (Birch Mouse), caught on the 26" of August of the same year )). The species must be considered as å remarkable and unex- pected survival of an invasion of animals and plants amidst the cold climatic conditions and peculiar natural surroundings which characterised the period after the last great glacial period in Europe and which is known by the name Steppe Period*). In Western Europe the Birch Mouse is extinct throughout a large area. In Sweden only one single example has been found hitherto with certainty, (at Landserona mm July 1855), but it is not improbable that it may still exist there on the frontier mountains adjoining the Trondhjem Stilt, or further towards the South. 1) The correspondent had received traps and instructions concerning the capture of Microtes and other small mammals for the Christiania Museum. 2) An oceurrence of this and other steppe rodents as early as in the interglacial period has not been stated with certainty. Å R. COLLETT. | [No. Gi: In Denmark it still oceurs at several places in Jutland, according to Dr. Winge, and at the present time may be found in the districts around Ribe, Kolding, Vejle, Horsens, Aalborg, Lemvig and Vestervig. It appears not to be found in Germany, but exists mm South Finland (Nyland, Viborg, St. Michel, Tavastehus, as far north as Tammerfors), and oceurs besides in Hungary, Poland, Russia, and in å considerable portion of Siberia. As the discovery was one of interest, I at once endea- voured to gather all the information possible concerning its appearance in the distriet, and in the course of 1908 I further obtained three specimens from the same locality, caught the 315 of July, the 25" of August, and the 7" of September. Regarding these specimens I gave å provisional account in the ,Zoologischer Anzeiger*, Vol. 34, No. 11—12 (June 1909). During an excursion, taken in the Summer of 1909 to Opdal and the bordering mountains in order to examine the natural conditions in which the species occurs, I found that it existed in several other districts m the Southern Norwegian Mountains; the material which I have hitherto succeeded im collecling, comprises 20 specimens, coming from 3 different parts of the mountain-traets. a. Troldheimen Mountains (between Trondhjem and Dovre): Rennebo in Orkedalen; Storlidalen in Opdal; Skarvand in Opdal. b. Mountains of Gudbrandsdal: Lyngkampen between Øier and Storelvedal. c. Mountains of Valders: Vang m Valders. In several of these localities it has been found repeatedly, and more specimens were killed than were preserved. Specimens were also caught or observed in at least two other localities, viz the Kvikne-Mountains (at the upper end of Østerdalen), and also in the Lesje Mountains (on the Southern slopes of Dovre). No specimens, however, have as yet been preserved from the last named localities. 1909.] SICISTA SUBTILIS IN NORWAY. 5 Accordingly, Sicista subtilis occurs in å not inconsiderable area of the southern mountain tracts, from the districts south of the Trondhjem fjord in the north, and downwards over the Gud- brandsdals Mountains at least to the Valders Mountains in the south, or between latitudes 63" and 619 10”. Probably it really has an even wider extent. Qur knowledge of Sicista subtilis and its occurrence in Norway till now embraces only the years 1907—9. Some of the observers have, however, been able to state that 1t has been met with earlier im their district, but without having attracted further attention. Thus, it was with certainty observed in Opdal in August 1900. The Norwegian Form. Specimens from Norway exhibit no essential differences of colour, structure of the skull, or other morphological characteristics, from specimens found in Jutland or Hungary. Colour. The upper part of the body is always greyish brown with a yellowish tinge, the belly a lighter grey, without any sharply defined limit. The dorsal stripe of all Norwegian speci- mens begins on the front, where as å rule it expands into an oval spot, and thence runs directly (without lighter borders at the sides) almost to the base of the tal. On the flanks the brownish yellow hairs are more prominent, whilst on the back they are more mixed with black. The ears are grey, the feet white. The tail is covered with thin, short and somewhat pro- truding hairs, so that all the rings shine through; the upper side is å light grey-brown, the underside greyish-white. The vibrissae are black in the uppermost rows, white in the lowest, and those between of mixed colour (base of the hair black, the remainder white). The short hairs covering the extremity of the nose are more or less dark grey-brown; but between the point of the nose and the ear the specimens before us has no black longi- tudinal stripe. Ds RA GOLDEN [Nore The Total Length of the Norwegian specimens was gene- rally found to vary from 160 to 1707”; in a few cases, when the length was under 160”, the animal was probably not fully grown. "Two males showed a total length each of 171””, and one animal, the only pregnant female (caught in Opdal August 1909), had a total length of 178==, The length of the tail varied from 90—98""; in most speci- mens it was 94—97"", In å single specimen (the total length of which was 164"), the tail measured 101”. Thus it has always been considerably longer than the head and trunk together, in certain cases nearly 1!/> times as long. The skull of the larger specimens had a length of 19.5— 207”, and in all respects corresponded with skulls from Jutland and Hungary. In the single pregnant female, the total length of which was somewhat greater than that of the others, the skull was crushed, but judging from those complete bones that remaimmed, the length may be estimated at about 21". In this specimen the teeth were worn, in other cases they were either unworn, or slightly so. The Palatal Ridges are as follows. a. Corresponding to the diastema: 3 parallel ridges, of which the foremost is the shortest; the remaining ones are some- times divided into half ridges. In front of the first ridge is å round tubercle which is continued through å narrow fold of the skin to the base of the incisors. b. GCorresponding to fhe molar series: 5 ridges, of which the three foremost ones are aften broken in the centre; 1) between P. one half-ridge on either side, pointing backwards. 2) between M 1. one half-ridge on either side, also pointing backwards. 39) between the anterior half of M2. one half-ridge on either side, short and straight. 1909.] SICISTA SUBTILIS IN NORWAY. 7 4) between the posterior part of M2. an unbroken broad ridge, which points forwards and there forms a sharp angle, which reaches to the opening between the two last half- ridges. 5) between M3. an unbroken broad ridge, broadest in the middle, poimted in front and behind. Some of these ridges may be broken up (on one or both sides) into small tubercles. Height above the sea level. All the specimens were found in the Sub-alpine or Alpine region at an altitude, ranging from 350 to 1030 Meters; none were found mm the lowlands. Most of them lived in that mountain zone, where the upper birch woods give place to more open country, covered with Betula nana and Salices. In Opdal, where the greatest number of specimens was caught, the localities were from 650 to 700 Meters (2200 feet) above the sea level, a few up to 830 Meters (2650 feet); all these are situated just under the western and southern slopes of Troldheimen, with snow-elad peaks, 1500— 1600 Meters in height, not far distant. The greatest height was inhabited by a specimen, found Sep. 78 1909 just below Lyngkampen mm the Øier Mountains), at an altitude of 1050 Meters (about 3300 feet). The lowest place inhabited by any specimen hitherto obtained was å sæter-valley *) in Rennebo (Grindalen), situated on the north- eastern slope of the Troldheimen mountain group. The height was about 440 Meters (about 1400 feet). In Valders the locality was 460 Meters (1460 feet) above the sealevel, but not far from the snow-covered mountains of Jotunheimen in the north, Filefjeld to the west, and Hallingdals- fjeldene to the south. 1) Lyngkampen, whose height is 1185 Meters, is situated exactly on the border line between the two districts Gudbrandsdalen (Øier), and Øster- dalen (Storelvedalen). ?) Å summer pasture among the mountains. 8 RACGOLEFNT. [Noll Resort. In Storlidalen in Opdal, where the bottom of the valley is about 600 Meters above the sea, the slopes of the moun- tains are high and end in the snow-clad peaks of Troldheimen. Several of the specimens found here were caught during the late summer in the little meadows on the upper slopes facing the south, beyond which are open spots covered with birch woods and shrubs. Others lived in open shrubberies of birch mixed with alder, willows and juniper, generally in the neigh- bourhood of a brook. They would run about amongst the old birch roots in which holes, presumably their places of abode, were discovered. Moreover, specimens were caught higher up on the mountain slopes, where the birch trees are few and stunted, and give place to debris and shrubs, consisting mainly of willows and dwarf-birch, Empetrum, bilberries (Myrtillus myrtillus), whortle- berry (Vacec. vitis idaea), and short grass. The specimen which lived highest of all, caught, as mentioned above, in September 1909 just below Lyngkampen in Øier district (Gudbrandsdalen), lived on a slope facing the south, amongst dwarf-birch thickets and debris. here and there open grass-spots with Nardus, and with willows and some few stunted birches. In Rennebo, the most northern locality, where the elevation was about 440 Meters, there were birches, junipers and some few pines, the ground being covered with common mountain grass. The most southern specimen was caught at Vangs-Mjösen in Valders, during the harvesting of a barley field, Sep. 30% 1909. It had its resort under å stack of corn, in company with a field mouse (probably M. agrestis) and a shrew, (Sorex araneus), all of which ran out when the sheaf was lifted from the ground. The field was situated between two tiny streams, only about 100 Meters from the farm buildings, and sloped up towards å clump of birches, in which were several small rocks and some large birch trees. In August 1908 three specimens, which were not preserved, were killed at Domaas in Dovre, also in å barley field. A field 1909.] SICISTA SUBTILIS IN NORWAY. 9 labourer, whilst cutting the corn, killed three in holes in the ground where they attempted to hide. The specimens were as a rule found singly, and their number was not known to be considerable in any place. In Storlidalen in Opdal several, however, were caught on the same mountain farm some hundred meters or so from each other. Their speed through the grass was not so great but that they could be caught with ease. The dorsal stripe appeared to be rather conspicuous; some observers say, that they saw ,some- thing like å black worm gliding through the grass". One specimen, when caught alive, bit its captor in the finger, and was thrown to the ground; when again caught it squealed very much as å mouse does. The earliest in the season was one caught 1n Grindalen, Rennebo, the 25*" of June (1909), the last in Valders Sep. 30, (in the same year). Of their life during winter in our country we have as yet no observations. Several of the specimens (caught in August to September) were extremely fat. One of them, obtained im Aug. 27 1909, had a thick layer of fat all over the body, and å hood of fat around the back part of the skull. Others, captured about the same time, exhibited no such accumulation of fat. Food. The contents of the stomach showed the soft parts and seeds of higher plants, and also small insects; nearly all specimens showed traces of the latter. The mieroscopic examina- tion 1) proved the vegetable portion to belong to the phanerogamic plants (not mosses). The specimen, caught in å barley field in Valders, had eaten corn. : Breeding. As to the conditions of propagation m our country, scarcely anything can be said as yet. No certain observation of a nest has come to hand. Of the 20 specimens 1) By Prof. H. Gran. 10 R.COLLETT. SICISTA SUBTILISINNORWAY. [No. 11. 1909.] received (some of them with the viscera removed) only one female was pregnant, caught in Storlidalen in Opdal, August 231» 1909. When I received it, the viscera had been removed, but the sender declares that it had contained several embryos of the size of a coffee berry. This specimen was, as mentioned above, larger than any of the others received (total length 178” the tail 96=”). Male specimens, (sent in alcohol), caught at the beginning of August, had somewhat large testes. (Length 5””, breadth 4"). Printed 29 December 1909. ae å Mei 21 ar 9 R DN 1 Moren Vg hongsford (NE 1" EG Å rereora E Grimstad Vo 2) 3 di Wiilesand & 9 Bikfistiansand, S. ks 9 0 FarsordG nnda] Q V kr pt” Ne 9 / 0) se R ) G Götéblor) V Fre havn I | 6”åGr. å 8 12 The red circle indicates the limits of the area, as far as known at present (1909), which is inhabited by Sicista subtilis in Norway. OVERSIGT OVER VIDENSKADS-SKLSKADETS MUDER 1909 MED FORTEGNELSE OVER SELSKABETS MEDLEMMER OG TILVÆXT TIL DETS BIBLIOTHEK M. M. CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1910 Indhold. Oversigt over Selskabets Møder i 1909. Torp, Mindeord over T. H. Aschehoug . . . >, Eitrem, om Guden Hermes's Kultus. Bugge, A., Ynglingeættens Oprindelse . Wille, Mindetale over F. W. GC. Areschoug . Brøgger, Mindetaler over Å. Gaudry og Fiedaien Sekmidi Harbitz, om multipel Nevrofibromatose (Recklinghausens Sygdom) . Larsen, Amund B., nogle Punkter af det bergenske Talesprogs Ud. vikling å Schjøtt, ruskemnes He og E kddssdring 1 alien ? Goldschmidt, Mindetale over Julius Thomsen . Sebelien, om den internationale Analysekommission. Frølich, Th., experimentelle Studier over Barneskjørbug . Konow, Meddelelser om den arkæologiske Undersøgelse i Indien Daae, H., det norske Folks Legemshøide . Ea Broch, om A. W. Brøgger: Den arktiske Stenalder i Norge Valg af nye Medlemmer. Bugge, A., Skaldedigtningens Betydning for Net sidste Hele Olsen, Manns om endel norske Stedsnavne Wille, om Udviklingen af en ny Algeslægt . Magnus, V., Albinisme hos Mennesket 1 Norge Aarsmøde 3die Mai i Aarsberetning for 1908. ; Uddeling af H. A. Benneches Sn Prisopgave for Apotheker Øwres Guldmedalje for 1909—10 Beretning om Nansenfondet for 1908—09. Opgave for Fridtjof Nansens Pris for 1909—19129 Aall, Psykologien 1 Digtningen. Bilag til Beretning om Nensentondet ; Bugge, A., det irske Skrift ,lrernes Kamp mod Nordboerne". .. Konow, en indisk Indskrift fra det 2det Aarh. f. Kr. Hannaas, Torleiv, gamle Arbeid um norske Bygdemaal . Mohn, om Statistiken over Stormvarsler i 1904—1908 . Nansen, Resultater af de Ve lagttagelser 1 det Norele Hiv 1900—1904 . Falk, semasiologiske Studier over ge ammen eske EIGe. Side oe Se) ØDE - - (7) en] Eitrem, græske Reliefer i Kunstmuseet 1 Christiania Mohn, om en Sammenligning mellem engelske og ra Norna? barometre . Vogt, en Forekomst af Gtanhelde Jermelm førende Minsrnlel Korund Wille, Mindetale over E. Chr. Hansen. Johannessen, Mindetale over GC. F. Larsen Reusch, om Harøhytten AE be EN Konow, Meddelelser om Værket ,Linguistic Survey of India* Bugge, A., Sandhed og Digt om Olav Tryggvason Visted, Kristofer, om ,Stuens* Oprindelse . Valg af Medlem til Komité for Forberg. AG ol Møde af Historikere i Bergen 1910 Wille, Mindetale over M. Foslie . Å Fett, Harry, Mattheus af Paris og hans Suilline i i Hoksle Kunsthiste Aaser, om Vakeination mod Kolera . Collet, Sicista subtilis og dens Optræden 1 Norge ; Hertzberg, Navne og Opkaldelser som historisk Kilde i Norges Middpl: alder . åte Valg af Eb edemend Por 1910 Videnskabs-Selskabets Medlemmer 1 1909. . . ... Tilvæxt til Selskabets Bibliothek i 1909. (Meddelt af A. C. Drolsum). , PT Ke een Videnskabs- So købedeae Nd m.m. for 1910 Videnskabs-Selskabets Møder i 1910. Side 32 32 39 33 34 36 31 BY) 58 39 39 39 40 9 ed 44 46 47 60 82 83 Historisk-filosofisk Klasse. 22de Januar. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). I. Formanden mindedes 1 Korthed Selskabets nys af- døde Senior, Professor Aschehoug, og meddelte, at en fyldi- gere Fremstilling af den Afdødes Betydning for Videnskaben vilde blive afgivet i et senere Møde. 2. Eitrem søgte at paavise, at Guden Hermes's Kultus er blevet direkte præget af de Dødes Kultus; istedetfor selv at lede de Døde har han oprindelig fulgt i de Dødes Fod- spor, hvoraf saavel Stedet for hans Kultus (Hermerne, ved Dø- rene, Portene, Veiene og Gravene) som Maaden, hvorpaa man har dyrket ham (Offergaverne, de ham helligede Planter o. a.) og endelig Tiden for hans Dyrkelse og hans hellige Tilnavn endnu bærer tydelige Mærker. Qgsaa de udsatte Børn har man tænkt sig anbetroet til Hermes's Velvilje og Omsorg. Tilslut fremhævedes Sandsynligheden af, at mangen græsk og romersk Skik og Overtro, som knytter sig til Døren, oprindelig har gjældt de i og ved Huset begravede Døde. (Jfr. under Fællesmødet 12te Febr., Passus 3). >. A. Bugge talte om Ynglingeæltens Oprindelse og søgte at vise, at Ynglingatal har Ret, naar det fører Slægten tilbage til Sverige; dog har dens Forfædre ikke været Konger i Upsala, men i Vårmland eller Våstergötland. Herfra kom Ætten gjennem Ægteskabsforbindelser først til Oplandene og siden til Vestfold, som ved Aar 800 var en Del af det danske Rige og styredes af Lydkonger fra Vendsyssel. Vestfold blev saa Ynglingeættens egentlige Hjem. Gudrød Veidekonge, der ikke er den samme som Karl den Stores Modstander, den danske 1 2 Konge Godfred, havde to Sønner, Olav Geirstadaalv og Halvdan Svarte. Olav blev Fader til Ragnvald den hæderhøie, for hvem Ynglingatal blev digtet. Ragnvald har nærmest været en Sjø- konge; Sammenstilling af forskjellige Ættetavler viser, at han var Stamfader til Kongeætten 1 Dublin. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Hertzberg og Yngvar Nielsen og Repliker fra Foredragsholderen. Foredraget er trykt i ,Historisk Tidsskrift*, 4. Række, B. V, S. 489—454. 4. Til Trykning fremlagdes: A.F. Trampe Bødtker: Gritical Contributions to Early English Syntax. Second Series. — Vil blive trykt i den hist.- filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 2. Magnus Olsen: Om Sproget 1 de Manske Runeind- skrifter. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1909 som No. 1. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 29de Januar. (Formand: Brøgger. Sekretær: Steen). 1. Wille holdt Mindetale over Dr. F. W. OC. Areschoug Professor emeritus ved Lunds Universitet, udenlandsk Medlem af Videnskabs-Selskabet, som var afgaaet ved Døden siden Klassens sidste Møde. Han skildrede i meget sympathiske Ordelag den bekjendte Botanikers Virksomhed som Videnskabs- mand og Lærer. Forsamlingen hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 2. Harbitz var forhindret fra at holde et anmeldt Fore- drag, da der paa Grund af Mangler ved Lokalets elektriske Ledning ikke kunde skaffes Lysbilleder, som var en Forudsæt- ning for Foredragets Afholdelse. Fællesmøde. 12te Februar. (Præses: Hertzberg. Generalsekretær: Johannessen). 1. Brøgger holdt Mindetaler over Selskabets uden- landske Medlemmer, Direktør A. Gaudry, Paris, og Professor Friedrich Schmidt, St. Petersburg. 3 Selskabet hædrede deres Minde ved at reise sig. 2. Harbitz holdt et Foredrag om multipel Nevrofibro- matose (Recklinghausens Sygdom), en Sygdom, som ikke er sjelden i Norge, om end lidet kjendt og paaagtet endnu. Han gav først en Skildring af Sygdommens vigtigste Sym- ptomer, Svulster paa Nerverne og i Huden samt Pigmentatio- nerne i Huden, og beskrev dernæst 1 Korthed 9 Tilfælder som Exempler paa de forskjellige Typer, hvorunder Sygdommen kan optræde; de illustreredes ved talrige Lysbilleder. Blandt Aarsagsforholdene fremhævede han den paatagelig nedarvede Disposition, som ikke sjelden lader sig paavise — i ét Tilfælde endog 1 5 Generationer. Tilslut meddelte han lidt om Resulta- terne af de mikroskopiske Undersøgelser, som var anstillede over Svulster fra Nerver og Hud, omtrent 1 alle 15 undersøgte Til- fælder. Udgangspunktet for Svulstdannelserne var Bindevævet 1 de perifere Nerver, og Sygdommen maa antages at bero paa en medfødt Udviklingsanomali, som havde lammet en større eller mindre Del af Nervesystemet. Foredraget gav Anledning ll Bemærkninger af Johan- nessen og Winge. 5. Til Trykning fremlagdes: P. O. Schjøtt: Studien zur alten Geschichte. III. Von Drakon bis Kleisthenes. — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1909 som No. 2. S. Eitrem: Hermes und die Toten. — Trykt 1 Selskabets Forhandlinger for 1909 som No. 5. 4. Præses udtalte paa Foranledning et Ønske om, at Selskabets Medlemmer, hver i sin Kreds, vilde virke for, at man kunde undgaa Kollision paa de af Selskabet for hele Aaret forud fastsatte Mødedage med andre Sammenkomster, som kunde be- frygtes at forringe Antallet af fremmødende Medlemmer. Historisk-filosofisk Klasse. 26de Februar. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). 1. Amund B. Larsen talte om mogle Punkter af det bergenske Talesprogs Udvikling. Han sammenlignede Sprog- + formen 1 det nuværende Vulgærsprog og Dagligtalen i Bergen med de andre vestlandske Maal, særlig de nærmeste, 1 enkelte -Henseender, hvor Modsætningen mellem dem maa antages at være opstaaet paa middelnorsk Sprogstandpunkt (ca. 1850—1550). Han hævdede, at disse Modsætninger rimeligvis er et Tegn paa, at Bergen i den Tid eller noget før er kommet under en stærk Paavirkning af Østnorsk. Den mest fremtrædende af disse For- skjelligheder er, at Bergens Bymaal har slappet alle a-er 1 ube- tonet Stavelse til e, og at det har bevaret enhver i Oldnorsk kort m 1 ubetonet Stavelse, to i Norge usædvanlige Fænomener, som 1 Bergens Bymaal har ført til, at den bestemte Artikel for Hunkjøn blev ligedan som for Hankjøn, hvorved al Følelse for grammatisk Han- og Hunkjøn er forsvunden i Maalet. Forkla- ringen til den bergenske Svækkelse af a og Bevarelse af m i Endelser og til et Par andre Eiendommeligheder maa søges 1 østlandsk Paavirkning paa det vestlandske Grundlag. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen og Torp med Repliker fra Foredragsholderen. 2. Schjøtt talte om Htruskernes Herkomst og Ind- vandring i Italien. Han hævdede, at Etruskerne var en Del af den pelasgiske Folkestamme, som fra det vestlige Asien, specielt Mesopotamien, og, som det synes, ogsaa fra Kaukasus- Egnene 1 den tidligste historiske Periode har udbredt sig over det sydøstlige Europa, Balkanhalvøen og Italien. Ftruskerne var et Kulturfolk og bragte Kulturen med sig. Tiden for deres Indvandring søgte Foredragsholderen at bestemme ved at bringe deres Navn Rasenna i Forbindelse med Navnet Ruthennu eller Rathenna, Navnet paa et Folk, som ifølge Professor Lieblein i det 16de Aarh. f. Kr. sad i Nord-Syrien ved Eufrats øvre Løb, hvorfra det senere blev fordrevet af Chatti-Folket. Omtrent 300 Aar senere finder vi dem ved Kysten af Archipelagus, og 1 det 18de Aarh. gjør de et forgjæves Forsøg paa at sætte sig fast i Ægypten. Derpaa drog de til Italien, dels tilsøs til Umbrernes Land 1 den vestsydvestlige Del af Italien, dels over Thessalien og Adriaterhavet til Poflodens Munding. De bestod af flere Stammer med helt forskjelligt Racepræg. En af dem var Lati- 5 nerne, et Navn, som ifølge Professor Torp ogsaa forekommer 1 Etruskisk. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Lieblein, Torp og Eitrem. Foredraget vil blive trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 1. 9. Derefter skredes til Afstemning over de fra Gruppernes Ordførere til Vedtagelse af Klassen indkomne Forslag til Indvalg af nye Medlemmer. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 12te Marts. (Formand: Vogt, senere Brøgger. Sekretær: Steen). 1. Goldschmidt holdt en Mindetale over Selskabets afdøde udenlandske Medlem, den danske Professor Julius Thomsen, idet han omtalte Thomsens mange fremragende Arbeider paa Kemiens forskjellige felter. Forsamlingen hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 2. Sebelien holdt et Foredrag om den internationale Analysekommission, som først blev nedsat 1 1900 af den 4de internationale Kongres for anvendt Kemi, der i nævnte Aar afholdtes 1 Paris. Det er denne Kommissions Hovedopgave at tilveiebringe Ensartethed 1 de analytiske Methoder, der kommer til Anvendelse ved Afgjørelse af Stridsspørgsmaal mellem Kontrahenter af forskjellige Nationer 1 Anledning af Kjøb og Salg af Varer, som er Gjenstand for international Handel. Foredraget gav en Udsigt over de Arbeider, som allerede var udført af denne Kommission, der nu tæller ca. 50 Medlemmer, fra næsten alle Kulturstater, og hvori Foredragsholderen siden 19038 har været den eneste Repræsentant for Norge. Særlig omtaltes de Arbeider, som 1 de sidste Aar er udførte af en Subkommission, 1 hvilken Foredragsholderen var Præsident, og som har bestaaet 1 en kritisk Sammenligning af de forskjellige Methoder, man har til at bestemme Indholdet af ren Cellulose 1 Ved, Træmasse og Handelscellulose. De herved vundne Resul- tater skulde fremlægges for den internationale Kongres for anvendt 6 Kemi, der i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni 1909 skulde afholdes i London. 3. Dr. med. Th. Frølich holdt et Foredrag: FHæperi- menitelle Studier over Barneskjørbug. Foredraget efterfulgtes af en Diskussion, hvori deltog J o- hannessen, Torup og Foredragsholderen. 4. Derefter foretoges Aifstemning over de fra Gruppernes Ordførere til Vedtagelse af Klassen indkomne Forslag til Ind- valg af nye Medlemmer. 5. Til Trykning fremlagdes: Axel Thue: Eine Lösung der Gleichung o P(x) — QXx) =(æ—0)" R(x) in ganzen Funktionen P, Q und R får jede beliebige ganze Zahl m, wenn o eine Wurzel einer beliebigen ganzen Funktion bedeutet. — Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1909 som No. 38. Fællesmøde. 26de Marts 1909. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. Konow gav en Del Meddelelser om den arkæo- logiske Undersøgelse å Indien i de 9 Aar, han havde været derude. Han nævnte, hvorledes han havde kunnet paavise Lev- ninger af en gammel Mur ved Shabazgarhi, og gjorde i denne Forbiudelse et Par Bemærkninger om Dr. Spooners rige Fund af buddhistisk Skulptur nær Takht-i-Bahi. Ligeledes omtaltes de nye Fund af buddhistiske Antikviteter ved Anaravali og andre Steder i Sydindien, hvorefter Foredrags- holderen gav en Oversigt over sine og Mr. Marshalls Udgrav- ninger ved Sarnath 1 1907 og 1908. Det var lykkedes at grave frem Materiale fra en Bebyggelse, der strækker sig over næsten 1500 Aar. Endelig gjordes en Del Meddelelser om nye Fund ved Sahet Matet, som beviser, at dette Sted er det gamle Iravasti, og en kort Oversigt blev givet over de vigtigste andre OQpdagelser i Indien i Løbet af de to sidste Aar. 2. Brigadelæge H. Daae holdt et Foredrag om det norske Folks Legemshøide. Legemshøiden hos den norske Befolk- ning er gjennemsnitlig 171 eller nærmere 172 Centimeter. Den er et af de sikreste Racemærker. Den norske Befolkning er en af de høieste, om ikke den høieste i Europa. Høiden er for- skjellig paa de forskjellige Steder i Norge, størst i den sydlige Del af Nordlands Amt og den nordlige Del af Nordre Trondhjems Amt. I Stenalderen var, saavidt skjønnes, Legemshøiden i Norge liden, 1 Vikingetiden stor, i den senere Middelalder mindre og i Nutiden meget stor. Den er jevnt tiltagende med ca. 10 Centi- meter i 10 Aar og forholdsvis stærkere tiltagende i Norge end i andre Lande. Individernes Høidevæxt stanser 1 forskjellig Alder. Hos 25 pGt. er den stanset 1 22-Aars Alderen. Høiden begynder at aftage i forskjellig Alder, hos 10 pGCt. er den be- gyndt at aftage i 922-Aars Alderen, rimeligvis paa Grund af uforholdsmæssig strenge Livsvilkaar, Høidevæxten stanser senere i Norge end i Danmark; fra Sverige savnes Oplysninger. Individer af omtrent Gjennemsnitshølden 167—172.5 Centimeter tiltager hyppigst i Høide. Som et kort Resumé kan udtales, at Høideforholdene i den norske Befolkning er meget eiendommelige, og at de sammen med andre Forhold viser, at Befolkningen i legemlig Henseende er særdeles kraftig og 1 jevn og stærk Ud- vikling. Det vilde være ønskeligt at faa nærmere undersøgt Høideforholdene hos Skolebørn og andre. Foredraget gav Anledning til Bemærkninger af Johannes- sen og Faye. 9. Til Trykning fremlagdes: A. W. Brøgger: Den arktiske Stenalder 1 Norge. Afhandlingen fremlagdes af Broch, som gav følgende Rede- gjørelse for Arbeidets vigtigste Momenter og Synspunkter: Den arktiske Stenalder blev udskilt i 1870-Aarene af 0. Rygh og 0. Montelius. Den er karakteriseret ved en Række Bopladser, hvor der er fundet Redskaber af Skifer (Spidser og Knive), Grønstensøxer af bestemte Typer, Benharpuner og særlig en Lerkarornamentik. Denne arktiske Stenalder, der kan dateres til en Tid, der svarer til yngre nordisk Stenalder, findes ikke i det sydøstlige Norge og heller ikke i det sydlige og vest- lige Sverige eller Danmark. Den danner en stærk Modsæt- 8 ning til den sydskandinaviske Stenalder 1 de sidst nævnte Egne, som betegner en fastboende, agerbrugende Befolkning med helt andre Former end den arktiske Stenalders. I Modsætnmng til denne Befolkning har den arktiske Stenalders Befolkning været en delvis omstreifende Jæger- og Fiskerbefolkning. Den arktiske Stenalderskulturs Forudsætninger maa søges I Finland-Rusland, hvor der særlig 1 de senere Aar er frem- draget en Række Bopladser med en keramisk Stil og en Sten- industri, der svarer til den arktiske Stenalders i Norden. Disse Bopladser, der er fundet paa Ålandsøerne, i de fleste Land- skaber 1 Finland, Ladogasjøen, Olonets-Novgorod, Estland og Livland og muligens endnu iængere østover i Rusland (kanske langt ind i Sibirien), har ogsaa ydet en primitiv Kunst af samme Art som den arktiske Stenalder i Skandinavien. De repræsen- terer tillige en Jæger- og Fiskerbefolkning, og Formrækkerne er de samme som ved den arktiske Stenalders Bopladser: Skufer- sager, Grønstensøxer, Benharpuner og en Lerkarornamentik af samme karakteristiske Stilpræg (fladedækkende Horisontalstil). Deres kronologiske Forhold henfører dem til samme Tid som de arktiske Bopladser i Skandinavien. Det synes af dette klart, at den arktiske Stenalderskultur i Skandinavien er af samme Rod som den finsk-russiske Sten- alderskultur i det nævnte Qmraade. Hele denne arktisk-baltiske Kultur danner en stærk Modsætning til den sydskandinaviske Stenalder. Naar der saa spørges, hvorledes disse Modsætninger skal opfattes, særlig hvorvidt den arktisk-baltiske Stenalder kan antages at repræsentere et andet Falk end den sydskandinaviske Stenalders, maa det betones, at vi paa det ethnologiske Omraade maa bevæge os med stor Forsigtighed, og at der er al Grund til for Arkæologien at afholde sig fra vidtrækkende ethnologiske Hypotheser. At Formerne er kommet til Norge og Sverige øst- fra, maa ansees sikkert, og den Slulning ligger da ikke saa fjernt, at de kan hænge sammen med en Indvandring af en Foike- gren eller Folkestamme. Denne Indvapdring maa til Norge være skeet fra østsvenske Landskaber over Jåmtland til det Trondhjemske. Denne Befolkning kan imidlertid ikke antages at 9 have været Lapper, som den ældre Hypothese mente. Men hvad slags Folk det har været, vil ikke kunne afgjøres paa rent arkæologisk Vei. En særskilt Behandling er viet Ravet og dets Optræden 1 den arktiske Stenalder, idet dette viser sig at være en udmærket Maaler for Handelsforbindelserne 1 denne Tid mellem østbaltiske Qmraader og baltisk-arktisk Stenalder. Afhandlingen er trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1909 som No. 1. 4. Derpaa gik man til Votering over Klassernes Forslag til Indvalg af nye Medlemmer. II. I den math.-naturv. Klasse indvalgtes: Som nye indenlandske Medlemmer: il 2 Sam. Eyde, Ingeniør, Christiania. (Gruppe IX). G. Holtsmark, Dr. philos., Overlærer ved Landbrugs- høiskolen, Aas. (Gruppe II). Som nye udenlandske Medlemmer: SRO SI Dre besnier, Paris) (Gruppe VIN): Dr. V. F. Brotherus, Lektor, Helsingfors. (Gruppe V)- Dr. K. Goebel, Professor, Munchen. (Gruppe V). Dr. Robert Koch, Geheimerath, Berlin. (Gruppe VIID. Dr. C. v. Noorden, Professor, Wien. (Gruppe VIII). Dr. G. J. Salomonsen, Professor, Kjøbenhavn. (Gruppe VIII). . Dr. 8. P. L. Sørensen, Professor, Kjøbenhavn. (Gruppe III). . Dr. R. Tigerstedt, Professor, Helsingfors. (Gruppe VII). . Dr. T. Tullberg, Professor emeritus, Upsala. (Gruppe VI). . Dr. A. Weismann, Professor, Freiburg 1. Br. (Gruppe VID). H. Winge, Vice-Inspektør, Kjøbenhavn. (Gruppe VI). I den hist.-filos. Klasse indvalgtes : Som nyt udenlandsk Medlem: Dr: Berlin. U. v. Wilamowitz-Moellendorff, Professor, (Gruppe II). 10 Historisk-filosofisk Klasse. 16de April. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). 1. A. Bugge holdt et Foredrag om Skaldedigtningens Betydning for Norges ældste Historie. Han fremhævede. at Skaldenes Kvad giver os en Række Oplysninger, som vi ikke kan hente fra Sagaerne. Fra Harald Haarfagres Historie nævnte han Jorun Skaldmøys Sendibitr, som besynger Skalden Guttorm Sindre, der stiftede Forlig mellem Harald og hans Søn Halvdan Svarte. Men især giver Skaldenes Kvad os Oplysninger om Haakon Jarls Historie. De viser os hans Æts Fremvæxt, hans Styre og særlig Kampen med Jomsvikingerne, som maa være foregaaet efter Harald Blaatands Død og ikke, som almindelig antages, i dennes sidste Tid. Til Foredraget knyttedes Bemærkninger af Yngvar Nielsen Foredraget er trykt 1 ,Historisk Tidsskrift*, 4de Række, Bd. VI, S. 177—198. 2. Magnus Olsen talte om enkelte norske Stednavne, af hvilke han drog Slutninger angaaende hedenske Kultsteder og Tingsteder i forskjellige Egne af Landet. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen. og Skolebestyrer S. Å. Sørensen. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 23de April. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Wille meddelte sine Undersøgelser over Udviklingen af en ny Algeslægt, som han havde fundet ved Lyngør i 1907, og paapegede, hvorledes dens Bygning stod i den bedste Overens- stemmelse med de eiendommelige Livsvilkaar, hvorunder den levede. 2. Universitets-Stipendiat V. Magnus fremlagde Resul- taterne af sine Undersøgelser over Albinisme hos Mennesket i Norge; ialt havde man faaet Rede paa 174 Tilfælder. Med Hensyn til Hyppigheden af denne Sygdom meddelte han, at der fandtes 122 Tilfælder blandt en Befolkning paa 1177 150 Individer; den fremkom hyppigere i Ægteskab mellem Ubeslægtede end 1 Ægte- 11 skab mellem Beslægtede. Det har hidtil været umuligt at paa- vise, om denne Sygdom hos Mennesket følger de samme Årve- lighedslove som hos Dyr og Planter. Til Foredraget knyttede Torup endel Bemærkninger, idet han fremhævede Betydningen af det af Foredragsholderen ind- samlede Materiale og dettes videre Udnyttelse. Aarsmøde (Fællesmøde). 3die Mai. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen) H. M. Kongen med Følge overvar Mødet, som holdtes i Universitetets Festsal. 1. Præses aabnede Mødet og oplæste Selskabets Aars- beretning for 1908: Videnskabs-Selskabet har 1 det forløbne Aar afholdt 18 Møder, 6 i hver Klasse og 6 Fællesmøder. Der er ialt holdt 38 Foredrag og givet en Flerhed af kortere Meddelelser. Af Foredragene falder 16 paa den mathem.-naturv., 11 paa den hist.-filos. Klasse og 11 paa Fællesmøderne. Af Ikke-Medlemmer er der holdt 5 Foredrag. Møderne har ogsaa 1 1908 været besøgt af et ikke ringe Antal Tilhørere udenfor Kredsen af Selskabets Medlemmer. Selskabet har for 1908 udgivet følgende Publikationer: I. Forhandlinger for 1908, der indeholder 7 Afhand- linger tilligemed Oversigt over Møderne, tilsammen 329 Sider med 1 Planche og 2 Textfigurer. II. Skrifter I, den math.-naturv. Klasses, 12 Afhandlinger, tilsammen 694 Sider med 8 Plancher, 22 Textfigurer og 14 Karter. IT. Skrifter II, den hist.-filos. Klasses, 6 Afhandlinger, tilsam- men 301 Sider med 3 Tabeller, 2 Plancher og 4 Textfigurer. I det hele er der altsaa for 1908 udgivet 925 større og mindre Afhandlinger, tilsammen 1414 Sider med 3 Tabeller, 11 Plancher, 28 Textfigurer og 14 Karter. Af disse er 11 Afhand- 12 linger skrevet paa fremmede Sprog og 1 er ledsaget af et tydsk Resumé; 4 Afhandlinger er forfattet af Ikke-Medlemmer. En Del af de i Aaret 1908 til Trykning indleverede Afhand- linger vil først kunne udgives 1 Selskabets Publikationer for Aaret 1909. Trykningen af Publikationerne for Aaret 1908 var tilendebragt ved Udgangen af Marts 1909. Der er for 1908 trykt 585 Sider og 22 Plancher og Karter mindre end for 1907. Det har nemlig været nødvendigt at indskrænke Trykningen, da Selskabets økonomiske Stilling har været mindre tilfreds- stillende. Naar man alligevel ikke har været nødt til yderligere at indskrænke sin Virksomhed, skyldes dette, at Nansenfondet foruden sit vanlige aarlige Bidrag med stor Liberalitet har be- vilget et udover dette gaaende Tilskud. Selskabet fremfører herfor til Fondet sin bedste Tak. Selskabet har i 1908 tællet i den math.-naturv. Klasse 96 indenlandske, 26 skandinaviske og 22 Medlemmer fra det øvrige Udland. I den hust.-filos. Klasse har Antallet været henholdsvis 79, 30 og 23 Medlemmer. I det forløbne Aar har Selskabet havt at beklage Tabet af 2 indenlandske Medlemmer i sin math.-naturv. Klasse, nemlig Professor Dr. med. G. Guldberg og Distriktslæge Dr. med. J. Hennum, samt 4 udenlandske Medlemmer. Professor Guldberg, Selskabets afholdte og fortjente General- sekretær, blev begravet paa Selskabets Bekostning, ligesom der ved Aarsfesten 1908 blev holdt en længere Mindetale over ham af Professor Schreiner. Siden forrige Aarsmøde har Selskabet lidt det store Tab at miste den sidste gjenlevende af dets Stiftere, idet Professor Dr. juris. T. H. Aschehoug den 20de Januar 1909 er afgaaet ved Døden. Selskabet vil i den Anledning senere afholde en Mindefest. I 1908 indvalgtes 15 nye Medlemmer: i den math.-naturv. Klasse 4 indenlandske og 5 udenlandske, 1 den hist.-filos. 2 inden- landske og 4 udenlandske. Selskabet havde ved Aarets Udgang 1alt 320 Medlemmer. 13 Siden Decbr. 1908 har Videnskabs-Selskabet efter Anmodning fra Kirke- og Undervisningsdepartementet fungeret som Myndig- hedernes Konsulent i videnskabelige Spørgsmaal. Apotheker Øwres Guldmedalje blev ved Aarsmødet tilkjendt fhv. Apotheker Morten Stillesen for hans Afhand- ling om Oljen af Hestekastanjen. Afhandlingen var indleveret som Besvarelse af den for 1906—07 opstillede Prisopgave. Videnskabs-Selskabets Skrifter er 1 Aaret 1908 sendt til 55 ndenlandske og 267 udenlandske Institutioner (videnskabelige Selskaber, Bibliotheker osv.). Til Gjengjæld har man modtaget 757 Bind og Hefter fra de forskjellige inden- og udenlandske Institutioner samt 26 Bind fra 21 forskjellige private Givere. 2. Præses meddelte, at H. A. Benneches Stipen- dium for skjønliterært Forfatterskab efter Forslag af den valgte Bedømmelseskomité, Professor Dr. Morgenstierne og Adjunkt Th. Caspari, uddeltes med Kr. 1000 til hver af Forfatterne Ji Bojer og Peter Egge. Endvidere meddelte Præses, at Komiteen for Apotheker Øwres Legat havde opstillet følgende Prisopgave for Øwres Guldmedalje for 1909—10: , Der forlanges en kemisk Undersøgelse af den her i Landet vildtvoxende Valeriana officinalis. Afhandlingen maa være ledsaget af Præparater*. 9. Formanden i Nansenfondets Styre, Professor W. C. Brøgger, oplæste følgende Beretning om Nansenfondets Virksomhed i Budgetaaret 1ste April 1908—31te Marts 1909. Fondets Renteafkastning har i Budgetaaret udgjort Kr. 46843.57. Dets Kapitalformue er i samme Tidsrum steget fra Kr. 1087 445.26 den %1/3 1908 til Kr. 1 047 353.72 den 31/; 1909. Fondets Væxt i denne Tid udgjør saaledes Kr. 9 SS8.46. Denne Tilvæxt er fremkommet ved: Afsætning af 119 af Renteafkastningen . . . . Kr. 4684.35 Dr. J. Hagen (ifølge Overenskomst) . . . . . » 5000.00 Salg af Beretningen om den fste Fram-Expedition. , 20411 Sum (Kr 958846 14 Fondets Kapitalformue den Site Marts 1909 fordeler sig saaledes: Hovedfonder SN FNKre01316231600 Det amerikanske fond dr 6 143.69 Det østerdalske Fond. . . . 9» 5907 09 Ole Evenstads Legat. RYG 10 185.27 Det trondhjemske Fond. . . 11 474.07 Sum Kr. 1047 333.72 Til videnskabelige Formaal er i Budgetaaret bevilget: Til Kristiania Videnskabsselskab: Ordinært SR 10000000 Extraordinært » 9500.00 — Kr. 15 500.00 Til Bearbeidelse og Udgivelse af Beretningen om den 2den Fram-Expedition. » 9000.00 (Jalt til denne Beretning indtil 31; bevilget Kr. 51 150.69). Professor Dr. Axel Holst til fortsatte Undersøgelser over Skibs-Beri-Beri og Skjørbug . » 800.00 (Hertil tidligere bevilget Kr. 1400, ialt bleie Kr. 2200). Professor Dr. F. Harbitz til Plancher for et Arbeide over Recklinghausens Sygdom. . . - » 250.00 Professor Dr. Chr. Leegaard tl Karter og Plancher for et Arbeide over Poliomyelit . . . » 800.00 Cand. med. OQ. Berner til Undersøgelser over Cystenner HE » 200.00 Redaktør Fivind Koren som ike il ud av ,Tidsskrift for Kemi, Farmac og Terapi* (Phar macia). » 600.00 Overlæge Dr. med. er He til Fo ningsudgifter m. v. ved den forestaaende Lepra- Konference 1 Bergen "NN FRON 15 Professor Carl Størmer til fortsatte numeriske Beregninger angaaende elektrisk ladede Korpusk- lers Baner 1 Verdensrummet EE Professor Moltke Moe til Afskrift og Kollationering af norske Folketraditioner Mae MM (Hertil tidligere bevilget Kr. 1000, ialt Kr. 1500). Norsk historisk Forening. (Til denne tidligere bevilget Kr. 600, ialt Kr. 1200). Docent Dr. Konrad Nielsen til Fortsættelse af Arbeide med et lappisk Lexikon (Hertil tidligere bevilget Kr. 1400, ialt Kr. 2000) Tandlæge A.S.Sandvig som Bidrag til Udgivelse af hans Værk: ,De Sandvigske Samlinger* Amanuensis Dr. S. Schmidt-Nielsen som Bidrag til fysiologisk-kemiske Undersøgelser af Fedtsubstantser 1 dyrisk Væv Direktionen for ,Det norske Skogselskab* Renterne af Ole Evenstads Legat* (udbetales til Forsøgsstationer paa Ekhaug) . Norsk geologisk Forening Renterne af det amerikanske Fond. Bibliotheks-Amanuensis E. H. Li hl fn Rest af Bevilgning Kr. 2000 til et Værk over norsk- islandske Personnavne (denne Bevilgning oprin- delig givet i 1906, men først hævet 1 dette Aar) Fridtjof Nansens Belønning besluttedes uddelt til Professorerne Vilhelm Bjerknes og Kr. Birkeland med Kr. 1500 til hver for fremragende videnskabelige Undersøgelser paa Fysikens. Omraade . AN: Hertil kommer Dr. I. Hagens Til faste Lønninger (Kvæstor, Sekretær, Bud) Tilfældige Udgifter Samlet Udgift for Aaret (iberegnet Afsætning af 119 af Aarets Rente) . Kr. 600.00 ,» —500.00 » — 600.00 , 600.00 , — 800.00 3 600.00 » 450.00 » 24440 , 1000.00 » 8000.00 » 3000.00 » 1386.87 90 ag 16 Fristen for Indlevering af mulige Besvarelser af den udsatte Prisopgave: ,Om Aurhellen (Ahldannelsen) 1 de østerdalske Skoge* er af Styrelsen forlænget med to Aar, saaledes at Fristen udløber 1ste Februam 1910. Styrelsen har i det forløbne Aar bestaaet af: Som selvskrevne Medlemmer: Professor Dr. Fridtjof Nansen, Videnskabs-Selskabets Generalsekretær, Professor Dr. G. A. Guldberg, og efter hans Død Selskabets nyvalgte General- sekretær, Professor Dr. Axel Johannessen og Kirkedeparte- mentets Chef, Statsraad Karl Seip. Valgte af Videnskabs-Selskabet: Professor Dr. W.C.Brøgger, Formand, Rigsarkivar Ebbe Hertzberg og Professor dr. Joh. Storm, med Suppleant Professor Dr. G. O. Sars. Valgte af Universitetets Professorer: Professor Dr. T. H. Aschehoug og Professor Dr. S. B. Laache med Supple- anter Professorerne Dr. B. Morgenstierne, der efter Asche- hougs Død har deltaget i Styrelsens Møder, og Professor R. Collett. Valgte af Stortinget: Præsident (. C. Berner og Konsul Axel Heiberg, med Suppleant Borgermester S. Arctander. To af Styrelsens Medlemmer er saaledes 1 det forløbne Aar afgaaet ved Døden: Professor G. Guldberg, der har været Medlem siden 1903 og den hele Tid fungeret som Styrelsens Sekretær, og Professor Aschehoug, der har været Medlem lige siden Fondets Stiftelse 1 1897. I dem begge har Styrelsen mistet interesserede og nidkjære Medlemmer. Nansenfondets Styrelse udsatte den 3die Mai 1906 følgende Prisopgave, at besvare inden 1ste Februar 1909: ,Der ønskes en Undersøgelse af norske Stedsnavne med Hen- syn til de Oplysninger, som disse giver om det norske Folks ydre og indre Historie, Kultur og Forhold overhovedet, særlig i den ældre og yngre Jernalder*. Som Besvarelse af denne Prisopgave indkom der en større Afhandling med Motto: ,Land petta var bygt fordum daga af risum nökkurum*. Flat. Til Bedømmelse af denne Besvarelse nedsatte Styrelsen en Komité, bestaaende af Bibliothekar Å. 17 Kjær og Professorerne Magnus Olsen og Dr. A. Torp, der har indsendt en udførlig Udtalelse om dette Arbeide, hvoraf hidsættes Konklusionen!: . . ... »det fremgaar af det ovenfor sagte, at Forfatteren ikke kan siges for Alvor at have taget fat paa Behandlingen af den givne Opgave, selv ikke i den eneste Retning, som han har anseet det tilladt at indskrænke sig til. Hans Afhandling kunde med større Ret have ført adskillige ganske andre Titler end den, som staar paa dens Titelblad. Vi kan saaledes ikke indstille Afhandlingen til at belønnes med den udsatte Pris.* I Henhold til denne Udtalelse besluttede Styrelsen ikke at tilstaa den indsendte Besvarelse Fridtjof Nansens Pris, og Navne- sedlen blev derfor ikke aabnet. Ny Prisopgave for Aarene 1909—1912. Som ny Prisopgave for de næste 3 Aar, at indlevere inden iste Februar 1912 og i Tilfælde at belønne med indtil 1500 Kr., har Styrelsen besluttet at opstille: De Maxwellske Ligninger for det elektromagnetiske Felt kan paa forskjellig Maade tydes som en tilnærmet Form af Be- vægelsesligningerne for et materielt Medium, der er udstyret med visse dynamiske Egenskaber. Hvis de strengt rigtige Ligninger for det elektromagnetiske Felt ikke blot tilnærmet, men exakt skal være Bevægelsesligningerne for et saadant Medium, saa maa de Maxwell'ske Ligninger modificeres ved Tilføielse af et Led, som vilde repræsentere en endnu ikke opdaget elektromagnetisk Effekt, hvis almindelige Natur er let at angive. Der forlanges en Undersøgelse af Spørgsmaalet, om en saadan Effekt bestaar eller ikke. Undersøgelsen kan være af experimentel Natur med det direkte Maal at paavise Effektens Existens eller at bestemme Grænseværdier for dens Størrelse. Eller den kan være theorelisk, med det Formaal at undersøge, om det af theore- tiske Grunde er rigtig eller urigtig at indføre dette nye Led i de elektromagnetiske Feltligninger. I Udtalelsen er 1 sin Helhed trykt som Bilag S. 20—27 nedenfor. 9) —- 18 Til nærmere Oplysning om Problemets Natur henvises til V. Bjerknes: Die Kraitfelder, Braunschweig 1909*. For Styrelsen: (sign.) W. GC. Brøgger. 4. Aall holdt et Foredrag om Psykologien i Digtningen. Der kan ved Digtningen være Spørgsmaal om Forfatte- rens eget Sjæleliv. Har vi med en stor Kunstner at gjøre, er Digteren en genial Åand, saa modtager man under Læsningen mangfoldige Tilskyndelser til at søge at kaste et Blik ind i det sjælelige Værksted, som Arbeidet er fremgaaet ai. Vigtigere er de to andre Synspunkter. Digtningen har for en væsentlig Del menneskeligt Sjælsliv til Gjenstand. At digte forudsætter derfor Kyndighed i at skildre Menneskesjælen og dømme om dens Ytringsmaader. Det Sjælsliv, som ligger mest aabent for en, er jo ens eget. En Hovedkilde for Digteren bliver derfor Selviagttagelse. Men ved Siden deraf vil en Digter være væsentlig anvist paa at iagttage sjælelige Rørelser hos andre. For begge Punkters Vedkommende fortæller Psykologien om en stor Fare. Glemsel indfinder sig saa let. Det er derfor en vigtig Regel, at man strax skriver ned det, som 1agttages. Det, som opnaaes herved, er Livstroskab i Skildringen, realistisk Digtning. Tiden kræver en saadan med stigende Styrke. Vor menneskelige Existens bliver i vor Arbeidets og Samkvemmets Tidsalder mere og mere fyldt med Stof fra Aandens, Viljens og Tankens Verden. At forstaa Nutidsmenneskets Liv forudsætter derfor Kundskaber. Sjælekyndighed er betinget af Kultur. Her kan alvorlige Svagheder i den hjemlige Literatur paapeges. At afspeile den sjælelige Kultur 1 Digtningen kan kun lykkes ved Kunst. Et særeget kunstnerisk Krav, som stilles den psykologiske Digtning, er det, at Skildringen maa lade hvert Individ bevæge sig, handle og tale just saaledes, som naturligt er for Vedkom- mende ifølge Alder, Kjøn og Opdragelse. Her er det let at paa- pege Feil hos Digtere, baade store og smaa. Saa altfor let glider to Rækker over i hinanden: paa den ene Side den Række af Tanker og Følelser, som er naturlig for en i Digtningen op- 19 trædende Person, paa den anden Side Rækken af de Tanker og Domme, som behersker Digteren og af. ham suggereres Læseren. Der er visse psykologiske Betingelser for, at Digtningen skal virke som Kunst, det vil sige være Digtning. Denne Frem- stillingens Virkning fører os, naar vi skal bestemme den, hen til Læseren. Det afgjørende er jo, hvorledes Læseren optager Indtrykkene. Psykologien i Digtning bliver forsaavidt delvis det samme som Læserens Psykologi. Læseren vil fremfor alt inter- esseres, fængsles af den Bog, han giver sig af med; sker det, saa har Forfatteren naaet sit nærmeste Maal. Man kan nævne en Række psykologiske Betingelser for, at dette skal opnaaes og Digtningen være god. Nogle Betingelser ligger i Kunstarten, 1 Kompositionens Forudsætninger, 1 formelle Hensyn; andre igjen er givet med visse almindelige Kjendsgjerninger ved Sjælslivet. I den sidste Del af Foredraget udviklede Foredragsholderen disse Punkter indgaaende. | 5. Præses afsluttede det aabne Møde med en Tak til H. M. Kongen, de Indbudne samt de øvrige Tilhørere for deres Nærværelse. | 6. Generalsekretæren fremlagde Selskabets Publi- kationer for 1908, 1 8 Bind, samt de siden forrige Fællesmøde i Trykken udkomne enkelte Afhandlinger. 7. Til Trykning fremlagdes: Carl Marstrander, Fleadh Duim na nGéadh ocus Cath Muighe Råth. (Fremlagt at Torp). — Trykt i den hist--filos. Klasses Skrifter for 1909 No. 6. Karl Vold, Synd og Soning i de gammelsemitiske Reli- gioner. (Fremlagt af Thrap). OQ. Solberg, Eisenzeitfunde aus Ostfinmarken. Lapp- låndiseche Studien. (Fremlagt af Gustafson). — Trykt 1 den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1909 som No. 7). 8. Præses henstillede til Selskabets Medlemmer ved For- slag til Indvalg at opgive de Foreslaaedes fulde Navn samt nøx- agtig Oplysning om Stilling, Titel og Opholdssted. Ligeledes henstilledes til hver Gruppe at indsende Meddelelse om fore- kommende Dødsfald af noget af dens Medlemmer. 20 9. Generalsekretæren fremlagde Selskabets Regn- skaber for 1907 og for 1908 med Revisionens Antegnelser og Regnskabsførerens Besvarelser dertil. Selskabet meddelte Decharge for begge Aar. Bilag til Beretning om Nansenfondets Virksomhed 1908—09. Til Nansenfondets Styrelse! Vi undertegnede har herved den Ære at afgive vor Udtalelse om den os til Bedømmelse tilsendte Afhandling til Besvarelse af den den 17de April 1906 givne Prisopgave: ,Der ønskes en Undersøgelse af norske Stedsnavne med Hensyn til de Oplys- ninger, som disse giver om det norske Folks ydre og indre Historie, Kultur og Forhold overhoved, særlig 1 den ældre og yngre Jernalder*. I de ved Opgavens Offentliggjørelse givne veiledende Be- mærkninger nævnes exempelvis en Del Æmner, som det vilde være af Vigtighed at faa behandlede, saaledes t. Ex. ,Spørgs- maalet om, hvorvidt der i Norge findes Stedsnavne af fuld- stændig fremmedartede Sprog, og hvis saa er, fra hvilken Tid og i hvilket Omfang". Det fremhæves vistnok udtrykkelig, at man ikke kræver samtlige nævnte Æmner behandlede, og at man vil foretrække en grundig Undersøgelse om enkelte* af dem fremfor en overfladisk Behandling af dem alle; men det fremgaar dog af de brugte Udtryk, at man ikke har tænkt sig Opgaven fyldestgjørende besvaret, hvis kun et enkelt af de der indeholdte Æmner er taget under Behandling. Vi vil i denne Forbindelse ogsaa pege paa, at Opgavens Maal ikke saa meget er at faa norske Stedsnavne sproglig forklarede, som at faa udredet, hvilke Oplysninger Stedsnavnene giver os om forskjellige Punkter af. vort Folks Historie (1 videste Forstand); med Ud- gangspunkt i det sproglige skal man altsaa vise, hvad Steds- navnene kan lære os t. Ex. om vort Lands præhistoriske Ethnologi. Den til Bedømmelse modtagne Afhandling med Titel ,Om norske stedsnavns ophav* vil, for at bruge Forfatterens egne 21 Ord, ,søke at vise at der 1 den topografiske navngivning i Norge har indgaat som væsentlig led indskudd fra et sprog som taltes af en oprindelig ikke-germansk befolkning i landet og at steds- navnene 1 sin helhet kun kan forklares ut fra dette*. Forf. har altsaa valgt sig kun ét af de Æ»mner, hvorpaa der blev givet Anvisning ved Prisopgavens Bekjendtgjørelse. Den indleverede Besvarelse fyldestgjør derfor efter vor Mening i denne Henseende ikke helt de Krav, som er stillet; men vi vil tilføie, at det valgte Æmne forekommer os at være af saa stor Vigtighed, at den anførte Mangel ikke absolut bør udelukke den fra at kunne komme i Betragtning, hvis Æmnet er tilfredsstillende behandlet. Afhandlingen er paa 9299 store Kvartsider, foruden nogle her og der indskudte Blade. Den er delt i 4 Aifsnit. I det første gjøres ifølge Forfatterens Indledningsord —,rede for arkæologiske mærker paa at landet allerede var bebygget da den arisk-germanske indvandring kom og paa at denne urbe- folkning kan følges i ubrutt arkæologisk sammenhæng til til- knytninger utenfor germansk kultur- og sprogomraade. I et andet stykke fremstilles historiske frasagn om et saadant folkefærd som kan la os følge dets skæbne ned gennem tiderne 1 forhold til senere indvandringer. I et tredje hovedavsnit vil der samles materiale til at dømme om det sprog denne ældre befolkning talte og dets stilling i forhold til endnu levende. Først 1 et fjerde stykke vil saa kunne gaaes til en anvendelse av de vundne resultater i studiet av norske stedsnavns ophav*. Det sees saaledes, at Forfatteren ikke har gaaet den Vei, Op- gaven har anvist ham: ud fra Stedsnavnene at søge at belyse Norges præhistoriske ethnologiske Forhold, — men den modsatte, ud fra paa anden Maade vundne ethnologiske og sproglige Re- sultater at søge at kaste Lys over Stedsnavnene. Denne Frem- gangsmaade staar efter vor Formening 1 ganske stærk Strid med den givne Opgaves Lydelse. Vi har dog heller ikke af denne Grund paa Forhaand villet tilbagevise Besvarelsen som inkon- gruent med Opgaven, da et sikkert eller sandsynligt Resultat i den af Forfatteren angivne Retning vilde være af overmaade stor Betydning; vi indskrænker os til at erklære en Bedømmelse 29 de to første Hovedafsnit for uvedkommende, fordi de utvivlsomt ligger udenfor den givne Opgaves Ramme. Forfatteren udvikler i dem, af hvilke Grunde han er kommen til den Overbevisning, at der 1 forhistorisk Tid har været talt 1 vort Land et ikke- indoeuropæisk Sprog, som har sat sine stærke Spor i de senere indvandrede Germaners Sprog; men disse Grunde er ligegyldige for Besvarelsen af Opgaven som saadan; det vilde være til- strækkeligt, om Forfatteren kun klart godtgjorde, at en Del af vort nuværende Sprogstof og specielt et større eller mindre Antal Stedsnavne af sproglige Grunde ikke kan antages at stamme fra Indoeuropæisk, og dernæst gjennem Sprogsammenligning viste, hvor dette Sprogstof havde sin Rod, og med hvilke nulevende Sprog det turde staa i nærmere eller fjernere Forbindelse. Hermed bortfalder Bedømmelse af Besvarelsens første 115 Sider. Vi skal indskrænke os til at nævne, at Forfatteren 1 disse to første Afsnit kommer til det Resultat, at det af ham i Norge antagne præger- manske Folkefærd, som han tillægger Navnet ,Finner*, i ældste Tid har havt Udbredelse over Sverige, Finland, Nord-Rusland og Sibirien til Jenissei, — at det senere omtrent ganske er for- trængt paa dette Omraade af Folk af indoeuropæisk, altaisk og samojedisk Æt, og at der kun ved Jenissei har holdt sig en sidste Rest deraf i de saakaldte Jenissei-Ostjaker, — at samme præhistoriske Folkefærd ogsaa har boet i Syd-Rusland, — og at Slægtskab mellem dette og Kaukasus-Folkene er høist sandsynlig. I Afsnit III (S. 116—207) søger Forfatteren at paavise, at der endnu existerer en vis sproglig Sammenhæng inden det ovenfor nævnte store Landomraade. Idet han med endel nyere Forskere antager samtlige Kaukasus-Sprog for at være indbyrdes beslæg- tede, fremsætter han først en Hypothese om Forbindelsen mellem det kaukasiske Stamsprog og Jenissei-Folkets Sprog; de skal : ifølge ham begge gaa tilbage til et fælles Ursprog, som For- fatteren giver Navnet ,Jet-Sproget*, — altsaa det Sprog, som engang taltes af de ovenfor omtalte Bebyggere af Omraadet Skandinavien—Finland—Nord-Rusland—Sibirien osv. Han frem- holder derpaa Sandsynligheden af, at dette Sprog har sat stærke Mærker 1 de Folks Sprog, som senere bredte sig ud over den 23 største Del af dette Urfolks Omraade (finsk-ugriske, slaviske, samojediske og skandinaviske Folk), og ligeledes i de Folks Sprog, som har boet nær ved dets Grænser (baltiske Folk, syd- germanske Folk). Rigtgheden af disse Antagelser vil han der- næst godtgjøre ad sprogsammenlignende Vei, idet han søger at vise, at en hel Del Ord for primære Begreber i samtlige her nævnte Sprog kan føres tilbage til en fælles Oprindelse. At saadanne Ord nu 1 de forskjellige Sprog opviser tildels vidt for- skjellige Former, forklarer han af, at det nævnte ,Jet-Sprog* 1 sin Oprindelse har været et, som han udtrykker sig, ,protoplas- matisk* Sprog med en hel Del temmelig ubestemt artikulerede, sklissede* Lyd, der under Sprogets Udvikling har differentieret sig paa høist forskjellig Maade. Af denne Differentierings Re- sultater mener dog Forfatteren at kunne slutte, at den har fore- gaael efter visse Lydlove, som han formulerer. Vi skal ikke indlade os paa Enkeltheder i disse Forfatterens sproghistoriske Udviklinger, da den Maade, hvorpaa han 1 Afhand- lingens sidste Hovedafsmt har affundet sig med sit egentlige Æmne, det som Prisopgaven kræver, ,en Undersøgelse af norske Stedsnavne*, gjør dette temmelig overflødigt. Vi skal kun hefte os ved et Par Ting, der synes os af fundamental Betydning med Hensyn til Sandsynligheden af disse hans Meninger. Det af Forfatteren postulerede ,Jet-Sprog, som han lader bestaa af ,ubestemt protoplasmatisk sammensatte lyd*, der i sig selv har saa lidet fæstnet Betydning, at Meningen nærmere maa angives ved Gestus og Mimik, vilde egne sig daarlig til Grundlag for semasiologiske Forskninger. De ,Lydlove*, som Forfatterens Sammenstillinger (t. Ex. af ,Dag*, ,Rego* og ,drysse*), fører til, bliver ogsaa saadanne, at en hvilkensomhelst Konsonant kan vexle med en hvilkensomhelst anden, og at Vokalerne ingen- somhelst Rolle spiller. Forfatteren kan vanskelig undvære de kaukasiske Sprog, naar han skal skaffe tilstrækkeligt sprogligt Materiale til den nævnte Sprogsammenligning. Men efter vor Formening er det endnu for tidligt at benytte disse Sprog til at drage saa vidt- gaaende Slutninger. Intet af dem er Literatursprog med Und- 24 tagelse af det Georgiske, og man kjender saaledes saagodtsom intet til deres Historie. Den, saavidt vi ved, sidste Forfatter, som har omhandlet disse Ting (Theod. Kluge, Studien zur vergleichenden Sprachwissenschaft der kaukasischen Sprachen. I. Berlin 1907), siger, at der selv for det georgiske Sprog for det første ikke er at tænke paa nogen historisk Grammatik. Han oplyser ogsaa, at kaukasisk Sprogmateriale er meget van- skelig tilgjængeligt for Forskerne i Almindelighed, og at netop de Kilder, den indleverede Afhandlings Forfatter har øst sit sproglige Materiale fra, Klaproths og v. Frckerts Værker, duer lidet. Desuden er ifølge Kluge de kaukasiske Sprog saa over- svømmede af Fremmedord, at han næsten for Alvor siger, at et Ord bør holdes for Laaneord, saalænge det modsatte ikke er bevist. Under saadanne Omstændigheder kan man neppe tillægge Afhandlingens Resultater nogen større Paalidelighed, forsaavidt de er bygget paa de kaukasiske Sprog. Dernæst vil vi pege paa, at skulde der være noget bindende i Forfatterens Slutninger om Paavirkning fra ,Jet-Sproget* af de baltiske Sprogs og de germanske Sprogs Ordforraad, maatte de Ord, som skal bevise saadan Paavirkning, være Ord, som kun findes enten 1 Baltisk eller Germansk alene eller høist i begge disse Sprogklasser tilsammen. Men eu Gjennemgaaelse af Forfatterens hidhenhørende Materiale viser, at han har medtaget en Mængde Ord, som har sikre Slægtskabsforbindelser i andre indoeuropæiske Sprog. Saaledes skal t. Ex. et Ord som ,Nat*, gotisk nahts, skrive sig fra ,Jet-Sproget*, uagtet det nøiagtig svarer til latinsk no x. Den Udvei, Forfatteren griber til for at bortforklare denne generende Kongruens, er den at lade latinsk nox og tilsvarende Former i de øvrige sydlige indoeuropæiske Sprog bero paa endnu ældre, urindoeuropæisk Laan fra ,Jet- Sproget*. Men et saadant Forsøg paa Bortforklaring er et Bevis blandt mange paa, at Forfatteren har en umethodisk Tilbøielighed til at opgive nærliggende og sandsynlige Forklaringer for fjernt- liggende og vovede. I det 4de Afsnit (S. 208—299, Slutning) skulde Forfatteren ifølge sine Indledningsord omsider gribe Opgavens egentlige Æmne 25 an og gaa ,ytil anvendelse av de vundne resultater i studiet av norske stedsnavn”. Men allerede 1 Afsnittets første Linier faar han, som han selv siger, ,betænkeligheter ved et direkte angrep nu*. Disse Betænkeligheder leder ham til først at ville paavise »Jet*-Oprindelse for en længere Række germanske Dyre- og Plantenavne. Til dette anvender han S. 910—249; men denne Del af Afhandlingen burde utvivlsomt have været henført til 3die Afsnit. Efter endel yderligere Bemærkninger af mere almin- deligt Indhold meddeler saa Forfatteren paa S. 264, at det kun bliver ,i rent almindelige træk vi faar nærme os! special- opgaven, stedsnavnenes egne ord*. I Overensstemmelse med dette Syn paa Opgavens Behandling omhandler han 1 det føl- gende Elvenavnene hovedsagelig paa den Maade, at han først opstiller en Række paa ca. 60 Elvenavne fra ceremissisk og mordvinsk Sprogomraade, som af Professor I. N. Smirnow an- tages ikke at kunne forklares ud fra disse Sprog, og som vor Forfatter derfor tillægger Oprindelse fra ,Jet-Sproget*, og saa mod disse stiller et tilsvarende Tal norske Elvenavne af større eller mindre Lighed med de fremmede. Han vil dog ikke hermed i det enkelte Tilfælde paastaa Navnenes Identitet, men kun kon- statere deres fælles Præg og, som han siger, ,en overensstem- melse som der ikke gives nogen anden forklaring for end fælles ophav*; virkelig at foretage en sproglig Undersøgelse af de norske Navne og af de opførte udskille dem, som med al mulig Sandsynlighed kan tilskrives ægte germansk Oprindelse synes Forfatteren at have anseet for overflødigt. Paa Grund af Mangelen paa saadanne sproglige Enkeltundersøgelser vil dog neppe nogen Læser finde sig overbevist om Rigtigheden af den Slutning, som den nævnte Sammenstilling leder Forfatteren til, at en større Del af de norske Elvenavne ikke, som hidtil troet, er afledede, men sammensatte Navne, med forskjellige ,Jet*-Ord for , Vand*, ,Elv*, som sidste Led. Dette er imidlertid det eneste Spørgsmaal af større Betydning, som Forfatteren kommer ind paa indenfor den givne Opgaves Ramme. 1 Udhævet af os. 26 Fra Elvenavnene gaar han over til Ord for , Vand*, ,,Bæk*, sEIvS, G,Sjø*, ,Sund*, Delt, JØ*, | Strande) FBredP Rand: o. lign. Da de allerfleste af disse norske Ord er fællesgermanske og alle ialfald fællesnordiske, beviser de, selv om Forfatterens Mening om deres ,Jet*-Oprindelse er rigtig, intet for Antagelsen af et ,Jet-Sprog* 1 Norge, eftersom de i Norge indvandrede Germaner maatte kunne have medbragt dem fra et ældre Hjemsted. Desuden er hele denne Række af Ord Appellativer, og ikke hvad vi forstaar ved ,Stedsnavne*, — Ord, der 1 Be- vidstheden føles som Egennavne, og denne Del af Afhandlingen bidrager saaledes ikke til at gjøre Behandlingen af den givne Opgave synderlig fyldigere. Det skal dog nævnes, at Forfatteren 1 dette Parti finder Anledning til ud fra ,Jet-Sproget* at give Forklaring af endel virkelige Stedsnavne. Af saadanne (enkelte Navne eller Stammer i Grupper af Navne) berører han dog, om vi har talt rigtig, i den hele Afhandling ikke mere end ca. 20 Stykker, — unægtelig et temmelig lidet Tal, naar Opgaven begynder med Ordene ,Der ønskes en Undersøgelse af norske Stedsnavne*. Om nogle af de forsøgte Forklaringers Holdbarhed synes dog Forfatteren selv at nære stærk Tvivl; ved et Par af dem siger han saaledes, at de ,kan imidlertid vel ikke betragtes andet end som en dristig gætning*, en Dom, som vi fuldt ud underskriver. De fleste af de øvrige Navne har allerede uden Vanskelighed fundet god Forklaring af germanske Ord af indo- europæisk Rod, — ved et Par af de øvrige tør vi ligeledes antage saadan, medens derimod nogle af dem vistnok endnu venter paa sin rigtige Forklaring. At imidlertid en saadan ikke er funden af Forfatteren, naar han identificerer Navne som Lom (Bygdenavnet), Ka ma (Elv i Rusland) og On- 1 Onega eller de to Elvenavnstammer N18- og Mö638-, kan der for os ikke være Tvivl om. Det indleverede Arbeide er stort planlagt, vidner om vidt- strakte, om end ikke altid dybtgaaende Studier og røber paa mange Punkter Opfindsomhed og Skarpsindighed, hvorfor vi har udtalt os saa vidt indgaaende om det, som skeet er. Vi skal ogsaa tilføre, at vi med disse vore Udtalelser ikke tager 27 nogensomhelst Stilling til Forfatterens Theorier i det hele, — hverken for eller imod hans Opfatning af Norges Stenalder og hans derpaa byggede Lære om en prægermansk Befolkning i Norge og hans deraf apriorisk dragne Slutning om Levninger af dette Folks Sprog i norske Stedsnavne. Vi holder os alene til det forelagte Æmne: en Undersøgelse af de norske Stedsnavne med Hensyn til Oplysninger, som disse kan give, og finder da, som det fremgaar af det ovenfor sagte, at Forfatteren ikke kan siges for Alvor at have taget fat paa Behandlingen af den givne Opgave, selv ikke i den eneste Retning, som han bar anseet det tilladt at indskrænke sig til. Hans Afhandling kunde med større Ret have ført adskillige ganske andre Titler end den, som staar paa dens Titelblad. Vi kan saaledes ikke indstille Afhandlingen til at belønnes med den udsatte Pris. Kristiania den 13de April 1909. AØKjær. Magnus Olsen. Alrøorp: Historisk-filosofisk Klasse. 21de Mai. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). 1. A. Bugge holdt et Foredrag om det irske Skrift slrernes Kamp mod Nordboerne* og XKilderne tl Beret- ningen om Slaget ved Clontarf i 1014. Han fremholdt, at det nævnte irske Skrift ikke, som almindelig antaget, er en samtidig Kilde. Det bestaar af tre forskjellige Dele: a) en gammel Krø- nike, b) et Skrift om Munster-Mændenes Kamp, c) en Fortælling om Slaget ved Clontarf. Kilderne til den sidste Del er en nor- røn Saga, forfattet i Dublin, om Brian og Slaget ved Clontarf. Denne Saga ligger til Grund for hele det irske Skrifts Frem- stilling af Kampen. Sproget, indflettede Sagn og flere Urigtig- heder viser, at det irske Skrift er meget yngre end 1014, snarere skrevet efter 1100. Hvad de islandske Kilder fortæller om Slaget, er ligeledes for en stor Del uhistorisk, saaledes Beretningen om Dublin-Kongen Sigtryggs Moder Gormflaith (Kormloö), hvis Had til sin Mand Brian, Munsters Konge, skulde være Grunden til 28 Kampen. Denne var tvertimod det sidste Forsøg af Nordmænd og Nordboer paa at sikre sit Herredømme i Irland og paa Vesterhavets Øer. 2. Konow gav Meddelelser om Opdagelse af en gammel indisk Indskrift fra det 2det Aarh. f. Kr. paa en Søile i Besnagar 1 Central India. Den beretter, ifølge Meddelelse fra Mr. J. H. Marshall, at Søilen blev sat op af Heliodoros (Søn af Dion (?) fra Taxila, i Kong Astialkides's Regjeringstid, til Ære for Vasudéva, Gudernes Gud. Dertil knyttede han Bemærkninger om denne Indskrifts Betydning for Spørgsmaalet om Vexelvirk- ningen mellem græsk og indisk Kultur og for indisk Religions- historie. 3. Adjunkt Torleiv Hannaas holdt et Foredrag: Gamle Arbeid um mnorske Bygdemaal. Foredragsholderen omtalte og meddelte Prøver af en Række Arbeider over norsk Folke- maal fra 17de og 18de Aarhundrede, Arbeider, som nu findes 1 Haandskriftsamlingerne i Kjøbenhavn og har været tildels ganske ukjendte og tildels lidet paaagtede. Han fremhævede, at der i ældre Tider har været nedlagt et betydeligere Arbeide paa Forsk- ningen over norske Bygdemaal, end man hidtil har vidst om. 4. Til Trykning fremlagdes: C. S. Thomle: Gjældsovertagelse inter vivos efter norsk Ret. (Fremlagt af Hertzberg). — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1909 som No. 4. Catharinus Elling: Vore Folkemelodier. (Fremlagt af Moltke Moe). — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1909 som No. 5. - Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 28de Mai. (Formand: Brøgger. Sekretær: Steen). 1. Mohn meddelte Resultaterne af en Statistik over Stormvarsler givne af den meteorologiske Station 1 Bergen 1 Aarene 1904—1908. Af de af lagttagerne noterede Storme har, navnlig 1 det sydlige Norge, en overveiende Del været varslede. Grunden til, at ikke alle Storme er varslede, er at 29 søge dels i vor mangelfulde Kundskab om Stormenes Love, dels deri, at Veirtelegrammerne kun omfatter en Trediedel af Døgnet, og dels deri, at stærke Vinde om Natten lettere noteres som Storm end om Dagen og saaledes øger Tallet af ikkevarslede Storme. Af de givne Varsler har gjennemsnitlig 71 % været heldige og afsendt itide. For Vestkysten er Antallet af heldige Varsler 85 9/0. Vindens Retning i Stormene er varslet rigtig 1 den rette Kvadrant 1 93 99 af de givne Varsler. I Anledning af Foredraget bemærkede Føyn, at naar den udarbeidede Statistik viste mindre gode Resultater specielt for Skageraks-Kystens Vedkommende end en Stormstatistik, som 1 1907 var udarbeidet af ham, stak dette dels 1, hvad Professor Mohn havde paapegt, at lagttagerne satte Vindstyrken for høit om Natten, men ogsaa deri, at der i de benyttede Fyrjournaler antagelig af og til havde indsneget sig Feil under Afskrivningen. Steen gjorde opmærksom paa, at den her omhandlede Statistik var et første Forsøg, som, naar man tager Hensyn til det korte Tidsrum, den omfattede, og de Omstændigheder, som kommer i Betragtning ved Bedømmelsen, maa siges at være fuldt tilfredsstillende. Han havde selv den personlige Op- fatning, at Stormvarslingen efter at være overført til Bergens meteorologiske Station havde gjort ganske overraskende Frem- skridt. 2. Nansen gav en Oversigt over en Del-af de vigtigste Resultater, som er fremkomne ved B. Helland Hansens og hans egen Bearbeidelse af det hele Materiale af hydrografiske lagt- tagelser, som var samlet fra det Norske Hav ved den norske Havundersøgelse under: Dr. Hjorts Ledelse efter Aaret 1900, væsentlig i Aarene 1900—1904. Han meddelte, at Trykningen af hans og Helland Hansens Arbeide var Afslutningen nær, og at dette vilde udkomme i 2det Bind af Meddelelserne om de norske Hav- og Fiskeriundersøgelser, udgivne af Dr. Hjort. Ved Hjælp af de meget forbedrede Methoder og det righol- dige Observationsmateriale havde det lykkedes i alle Hovedtræk at klarlægge det hele Cirkulationssystem i det store og Strøm- menes Gang 1 Enkeltheder i hele det Norske Hav. Forholdene 30 viste sig at være meget forskjellige fra, hvad tidligere var an- taget. Der var fundet mange Vexlinger og tilsyneladende Uregel- mæssigheder i Strømmene, som skyldtes dels Undervandsbølger (af store Dimensioner under Overfladen), dels Pulsationer (lig Pulsslag) i Strømmen og dels talrige Hvirvler, som tydelig danner sig 1 stor Udstrækning under Vandets Bevægelse i Havet, og som antagelig væsentlig er Skyld i Vandets langsomme Fremrykning. De forskjellige Strømmes, særlig Atlanterhavs- strømmens (Golfstrømmens) og den østgrønlandske Polarstrøms Vandmasser og Bevægelser havde været Gjenstand for særlig detaillerede Undersøgelser og ligesaa Bundvandet, som fylder to Trediedele af hele det Norske Havs Bassiner, og som dannes ved Afkjølingen af Havfladen om Vinteren 1 et lidet Omraade mellem Jan Mayn og Spitsbergen. Der var fundet store Vex- linger fra det ene Aar til det andet i Atlanterhavsstrømmens (Golistrømmens) Middeltemperatur baade i Overfladen og 1 de nedre Lag i Snit ud fra den norske Kyst tvers af Sognefjorden og tvers af Lofoten. Disse Vexlinger viste sig at staa I nær Sammenhæng med Vexlinger saavel i Athmosfærens som i Fiskenes Udvikling (og Fiskerierne) og forskjellige Fænomener paa Land. Der er ogsaa fundet en Sammenhæng med Solflek- kernes Periode. Vexlingerne 1 Golfstrømmens Overfladetemperatur 1 et Snit tvers af Sognefjorden i Mai hvert Aar falder sammen med Vex- lingerne i Furuens Væxt i Øst-Norge et Aar senere, Vexlingerne i Avling af Korn, Ærter og Bønner, Hø og Poteter paafølgende Høst. Vexlingerne af Atlanterhavsvandets, Golfstrømmens Varme- kvantum (under Overfladen) i Snit tvers af Sognefjorden i Mai hvert Aar falder sammen med Vexlingerne i Norges Lufttem- peratur følgende Vinter. Vexlingerne i samme Vands Middeltemperatur i Mai falder sammen med Vexlingen 1 Fiskenes (Koljens) Trivsel, Væxt og Gydning i Nordsjøen samme Aar og i Lofoten følgende Aar. Det viser sig, at Vexlingerne i Torskeleverens og Torskerognens Udvikling har store Perioder, som falder sammen med Solflekke- dÅ perioden. Det viser sig endvidere, at disse Vexlinger 1 Torske- rognens Udvikling 1 det store falder sammen med Vexlingerne i Kvantum af Torskefisket under Lofot-Fisket omkring 7 Aar senere og Finmark-Fisket omkring 5 Aar senere. Det viser sig følgelig, at Undersøgelse af det Norske Havs fysiske Forhold vil kunne give Materiale til Forudsigelser af stor Betydning. Foredraget gav Anledning til anerkjendende Udtalelser af Brøgger, Mohn og Bjerknes. 9. Til Trykning fremlagdes: P. A. Øyen: Skjælbanken ved Kaddeland. — Trykt i Sel- skabets Forhandlinger for 1909 som No. 38. Carl Størmer: Les équations explicites de la trajectoire d'un corpuscule électrique dans le cbamp d'un seul pole magné- tique. — Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1909 som No. 5. Historisk-filosofisk Klasse. 17de September. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). 1. Falk meddelte Resultatet af sine semasiologiske Studier over det gammelnordiske Hus. Han paaviste, at den ældste Betydning af Ordet ,Stue* er ,Potteovn*. Naar Ordet i Gammelnordisk bruges som Betegnelse for de af frit- flammende Ild opvarmede Vaaningshuse, saa skriver dette sig fra, at denne Husform ikke er udviklet paa hjemlig Grund, men indkommen østenfra. Som Afløser af Eddaernes ,Sal* maa ,Stuen* være indkommet efter Eddadigtenes Tilblivelsestid. Som nedre Grænse kan sættes Olav Kyrres Tid, da ,Stuen* maa have været almindelig kjendt. Hvad der særlig karakteriserer sStuen* i Modsætning til ,Salen*, var dens ,Pall*, som afløste det ældre ,flet*. Selve Ordet ,Pall* er ligesom Indretningen af slavisk Oprindelse. Ffter al Sandsynlighed har en germansk Stamme i det indre af Rusland først udviklet den ved Ovn op- varmede Stue, hvorefter denne 1 de første Aarhundreder af vor Tidsregning optoges af Slaverne, udstyredes med ,,Pall* og andre Indretninger og 1 sin nye Form skjænkedes tilbage til germanske Folkeslag, i Norden dog fra først af uden Ovn. 32 Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Konrad Nielsen og Torp med Repliker fra Foredragsholderen. 2. EFitrem omtalte en Del Reliefer i Kunstmuseet å Uhri- stiania, som 1 sin Tid blev foræret til Universitetet af den norske Konsul Spiegelthal i Smyrna efter Suez-Kanalens Aabning. Deriblandt er der flere værdifulde Gravreliefer, som fremstiller »Dødsmaaltidet*, en idealiseret Fremstilling af det aarlige Offer, Grækerne bragte sine afdøde Slægtninge. Desuden befinder sig blandt Samlingens Stykker et Marmorrelief, sat over en afdød Hund, med en vakker, vel kjendt Indskrift, hvis værdifulde Original altsaa nu findes i Kunstmuseet. Foredragsholderen forsøgte derefter at læse og tolke et Par Indskrifter over Af- døde, af hvilke en, over en kristelig Diakon, ogsaa frembyder sproglig interessante Ting. 3. Til Trykning fremlagdes: S. Eitrem: Griechische Reliefs und Inschriften im Kunst- museum zu Kristiania. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1909 som No. 9. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 24de September. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Mohn meddelte Resultaterne af en Sammenligning, som han havde udført i Sommer mellem de engelske Normal- barometre og det norske meteorologiske Instituts Normalbaro- meter i Christiania ved Hjælp af Hypsometre eller Kogepunkts- thermometre. I Londen observeredes paa Observatoriet i Kew og i Meteorological Office og bestemtes Hypsometrenes Korrek- tion efter Barometerhøiden med tillagt Tyngdekorrektion omgjort til Kogepunkt. I Christiania bestemtes Barometrets Korrektion af Kogepunktet omgjort til Lufttryk og fradraget Tyngdekorrek- tion. Den fandtes ganske overensstemmende med den hudtil benyttede, der 1 1884 fandtes ved Deutsche Seewarte i Hamburg og i 1886 af Prof. Sundell fra Helsingfors, henført til Normal- barometret 1 St. Petersburg. 39 Ved Hypsometerobservationer udførte i Sommer paa Andenes 1 Vesteraalen fandtes Tyngden mærkelig for stor i Forhold til den normale, ganske overensstemmende med, hvad Professor Schiøtz har fundet efter Pendelobservationer fra Langenes 1 Vesteraalen. 2. Vogt gav en kort Meddelelse om Forekomst af titan- holdig Jernmalm førende Mineralet Korund, ved Rødsand og andre Steder paa Nordmøre og 1 den tilstødende Del af Romsdalen. Forekomsterne optræder inde i presset Gabbro, som igjen ligger inde 1 et stort Felt af Granit. Først er 1 en kiselsyrerig Magma udskilt en Gabbro-Magma, og inden denne igjen er udskilt en paa Jernoxyder, Titansyre og Lerjord rig Magma. Foredrags- holderen knyttede hertil nogle Bemærkninger om Dannelse af Erisforekomster 1 granmitiske Magmaer 1 sin Almindelighed. Afhandlingen er trykt 1 ,Zeitschrift för praktisehe Geologie*. Jahrg. XVIII - 1910. S. 59—67. 3. Til Trykning fremlagdes: S.A. Heyerdahl: Studier over Orthodiagrafering af Hjærtet og Lungerne hos Sunde og Syge. (Fremlagt af Johannessen, som redegjorde for Arbeidets Plan og paapegede dets viden- skabelige og praktiske Betydning). — Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1909 som No. 6. Wilhelm Le Févre Grimsgaard: En paa egne Under- søgelser støttet Fremstilling af de mørke Maaneders Indflydelse paa Blodet. (Fremlagt af Laache). — Vil blive trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1910 som No. 6. Fællesmøde. S$de Oktober. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. Wille holdt en Mindetale over Selskabets afdøde udenlandske Medlem, den berømte danske Mykolog og Gjærings- fysiolog, Professor Dr. Emil Christian Hamsen, der skildredes i korte Træk som Personlighed og Forsker. Under Omtalen af hans videnskabelige Virksomhed fremholdt Taleren særlig den epokegjørende Betydning, som hans videnskabelige Undersøgelser har havt for Gjæringsindustriens Udvikling. — Forsamlingen hædrede hans Minde ved at reise sig. o d 54 2. Johannessen holdt følgende Mindetale over O. F. Larsen: Den 2ide September d. A. døde Overlæge, Sanitetskaptein Carl Fredrik Larsen, 79 Aar gammel. Det var et langt Liv i Videnskabens Tjeneste, som herved afsluttedes — 1 1864 offent- liggjorde han sin første selvstændige Afhandling: ,Om Fedtdege- neration af Hjertet* i ,Norsk Magazin for Lægevidenskaben*, i 1909 udkom hans sidste Arbeide: ,Anthropologiske Studier ved- rørende den mnordenfjeldske Befolkning* 1 Videnskabs-Selska- bets Forhandlinger — et Tidsrum af 45 Aar. OQverlæge Larsens videnskabelige Udvikling var 1 Grunden ganske eiendommelig. Den begyndte med en Udformning af de nye og finere Under- søgelsesmethoder for Erkjendelsen af Menneskets Sygdomme, der i Løbet af forrige Aarhundrede mere og mere trængte ind 1 den praktiske Medicin og 1 flere Retninger viste nye Veie baade for Diagnose og Behandling; 1 første Række kan jeg her nævne Perkussionen, Auskultationen og Thermometrien, Under- søgelser, hvori Larsen var en Mester. Larsens Lærervirksomhed som Overlæge ved Rigshospitatet har været af stor Betydning for de norske Lægers Opøvelse i Undersøgelser i den objektive Veien og Vurdering af de fundne Resultater, som netop var hans Sær- kjende og Styrke. Og ved denne Finhed i Undersøgelserne blev han snart den betydelige Autoritet paa Hjerte- og Lungesygdommenes Omraade. Men det var særlig een af disse Sygdomme, som han viede en stor Del af sin Interesse, og hvor hans Arbeide har været bane- brydende, selv om han ikke 1 den almindelige Bevidsthed har faaet den Anerkjendelse, som han fuldt ud fortjener. Det er nemlig Tuberkulosen, hvis Forhold inden vort Land han alle- rede 1 1869 begyndte at studere, ligesom han i store Træk angav de Linier, som Udviklipgen i den følgende Tid af Arbei- det for at forebygge og behandle denne Sygdom 1 det Store og Hele har fulgt. Men Overlæge Larsen var ogsaa Militærlæge. Og paa dette Omraade var det, som om hans Evne og Sands for de fine Undersøgelsesmethoder mødtes med hans varme Interesse dD for hans Stilling i Hæren og for de Mandskaber, der paa Fxer- cerpladsene var heriviste til hans Omsorg. Og der kom endnu noget til: hans betydelige kunstneriske Begavelse, hans Forstaaelse af Form og Farve, hans opøvede Øie og Haand! Det var derfor ganske naturligt, at alt dette dannede det Grundlag, hvorpaa han begyndte at bygge op sine anthropologiske Undersøgelser og Studier — Undersøgelser og Studier, som han udførte paa Soldaterne i forskjellige Militær- distrikter, og som han væsentlig har offentliggjort i Videnskabs- Selskabets Skrifter. I Aaret 1900 udkom saaledes hans Arbeide ,Om Jæder- typen*, i 1901: ,Norske Kranietyper*, 1 1903: ,Trønderkranier og Trøndertyper*, 1 1909 endelig det ovenfor nævnte Arbeide, ligesom han ogsaa har redegjort for flere Anskuelser i Foredrag og under Diskussionerne i Selskabets Møder. Disse Arbeider er af grundlæggende Betydning for Studiet af vort Folks Anthropologi og vidner baade om Forfatterens dybe Indtrængen i de Opgaver, han har stillet sig, og om hans udviklede kritiske Sands. Overlæge Larsen blev i 1895 indvalgt som Medlem af Viden- skabs-Selskabet, og da Selskabet 1 1904 vedtog Gustav Guidbergs Forslag om Nedsættelse af en ,Komité til en samlet anthropo- logisk Undersøgelse af Norges Befolkning*, var det selvsagt, at Larsen blev indvalgt i denne sammen med Arbo og Guldberg. Efter disse to Mænds Død overtog han Stillingen som Formand i Komiteen. Han planlagde dens Arbeide, fik Militærlægerne Interesserede for at deltage deri og har vel ogsaa paa dette Omraade for vort Lands Vedkommende optrukket de Grundlinier, som Forskningen 1 den nærmere Fremtid vil følge. Og lige til sine sidste Levedage viste han den største Inter- esse for de Undersøgelser, der paa Komiteens Initiativ var fore- tagne. Det er et stort Tab for Videnskabs-Selskabet og for den anthropologiske Undersøgelse af vort Folk, at han er vandret bort. Overlæge Larsen var en grundig og kritisk videnskabelig Forsker, der overalt og altid søgte Sandheden. 36 Selskabet hædrede den Aifdødes Minde ved at reise sig. 9. Reusch fremførte nogle Bemærkninger om Stedet, hvor Harøhylten, en Boplads fra Stenalderen, fandtes. Harø er en træbar Ø 1 Vest for Molde ud mod Havet. Paa dens Østside er der en Gravning i en stor Torvmyr. I Torvens underste Lag blev i 1907 udgravet Resterne af en liden Hytte fra Sten- alderen. Fundet er blevet nøie beskrevet paa en meget fortjenst- fuld Maade af Sognepræst H. Saxlund 1 Akerø. Foredragsholderen fremviste en Tegning, hvorved han søgte at illustrere Hyttens oprindelige Udseende. Den havde ikke Vægge, men var opført af Enerstokke, som var stillet skraat imod hinanden som Spærrerne 1 et Tag. Høiden har været om- trent 1.70 m. Der blev fundet nogle Gjenstande af Træ inde 1 den; en var et Traug, en anden saa nærmest ud til at være en Bumerang. Hytten, hvis Træværk er blhugget af Stenredskaber, maa antages at have været bygget i den milde Periode, der er be- nævnt Littorina-Tiden; den har ligget ved et lidet Tjern, opdæm- met af en Strandvold bestaaende af Rullestensgrus. Foredraget gav Anledning til en Diskussion meliem Yngvar Nielsen, Brøgger og Foredragsholderen. Yngvar Nielsen oplyste saaledes, at han i 1907, medens Sagerne endnu laa fremme, havde besøgt Harøen. Han gik ud fra, at Hytten maatte være af Enertømmer, som var tilhugget med Stenredskaber. Han fandt, det var beklageligt, at der ikke tidligere har været Anledning til strax at slaa ned og foretage grundige Undersøgelser, saasnart der var gjort et mere inter- essant Fund. Inde paa Fastlandet ved Bud havde han hørt om Fund af Taugstumper, flettede af Bast; men disse skulde senere være forsvundne. Brøgger bemærkede, at Harøhytten, ihvorvel den stammer fra Stenalderen, dog isaafald vistnok tilhører en yngre Del af samme, idet det er sandsynligt, at den har været anvendt af det Stenaldersfolk, der har efterladt sig de Stenredska- ber, som repræsenterer den saakaldte ,arktiske Skiferkultur*. BY) Skiferredskaber fra dette Stenaldersfolk er ogsaa fundet paa Akerø, og da dette Folk var et Jæger- og Fiskerfolk, som har efterladt sig Rester fra talrige Bopladser ude ved Kysten, baade 1 Syd og Nord for Trondhjemsfjorden, saa er det rimeligt, at Harø- hytten stammer fra dette Folk, der først under en midlere Del af vor yngre Stenalder (senere end (Kjøkkenmøddingtiden) er naaet ud til vor Vestkyst. Han pegte ogsaa paa Ønskeligheden af, at Videnskabs-Selskabet vilde gjøre, hvad det kunde, for at vække mere Forstaaelse for Nødvendigheden af, at Loven om Bevarelse af vore Oldtidslevninger bliver bedre overholdt end hidtil. 4. Konow fremlagde de Bind, han har skrevet 1 ,,Linguistic Survey of India*, omfattende de tibetanske og de himalayiske Dialekter, den nord-assamesiske Gruppe, Kachin- og Kuki Chin- Grupperne af den tibeto-birmanske Sprogfamilie (21/; Bind); Mundi- og Dravida-Sprogene (1 Bind); Marathi (1 Bind) og Bhil-Dialek- terne (1 Bind). Dertil knyttede han endel Bemærkninger om Værkets Plan og Betydning. De omtalte 6 Bind overleverede han Videnskabs-Selskabet som Gave. — Præses udtalte herfor Selskabets bedste Tak. 5. A. Bugge talte om Sandhed og Digt om Olav Trygg- vason. Han søgte at redegjøre for, hvordan Olav Tryggvasons Saga er overgroet af Sagn og Æbventyr, saa der maa ryddes ordentlig op, før vi klart kan se denne for vor Historie saa Vvig- tige Konges Liv. Digt er saaledes det meste, som fortælles om Olavs Barndom, om hans Fødsel i et Vand, hans Mors Flugt gjennem Oplandene til Sverige o. s. v. Olav var rimeligvis 3 Aar gammel, da hans Fader døde. — Ligeledes har Sagaerne for- vansket Fortællingen om Haakon Jarls Død og Olavs Hjem- komst til Norge. Olav kom hemmelig indkaldt af Trønderne, som var misfornøiet med Haakon Jarls Fnevælde efter Kampen I Hjørungavaag. Fortællingen om Kark og Haakon Jarls Død er Roman, ligesom Fortællingen om Sigrid Storraade og Olav Tryggvason. Olavs Hustru, Svein Tjugeskjægs Søster Tyre, var før gift, ikke med Kong Burislav (Boleslav I af Polen), men 58 med hans Fader Hertug Miesco (f 992). Hun var 1 40-Aars- Alderen og hendes Ægteskab med Olav rent politisk. Olav Tryggvason drog til Vendland dels for at kristne (han havde 40 Præster ombord paa Ormen lange) og dels for at finde Forbundsfæller. Han har rimeligvis sluttet Forbund med Kong Boleslav af Polen (Vendland), for Skaldekvad viser, at vendiske Skibe kjæmpede ved Svold paa Olavs Side og mod Eirik Jarl. Kampen ved Svold 9. Sept. 1000 har staaet ved Mundingen af en Elv (Svold), i Sundet udenfor denne og nær en Holme. Foredraget vil blive trykt 1 ,Aarbøger for nordisk Old- kyndighed og Historie* for 1910. 6. Til Trykning fremlagdes: G. H. Ostenfeld: Vascular plants collected im Arctic North America (King William Land, King Point and Herschell Isl.) by the Gjöa Expedition under Captain Roald Amundsen 1904—1906. (Fremlagt af Wille, som gav en kort Oversigt over Afhandlm- gens Indhold). — Trykt 1 den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1909 som No. 8. Kr. Bireh-Reichenwald Aars: Die Idee. ry 7. Vogt fremlagde en forseglet Konvolut, signeret ,, Thorolf Vogt*. Denne bliver at deponere i Selskabets Særarkiv. Historisk-filosofisk Klasse. 29de Oktober. (Formand: Torp. Sekretær: Konow). 1. Konservator Kristofer Visted holdt et Foredrag om Spørgsmaalet om ,Stuens* Oprindelse. Han gjennemgik de forskjellige Betydninger af Ordet ,Stue*: Beboelsesrum op- varmet ved Ovn, Badstue, Tørkehus, og Ovn alene. De histo- riske Forhold peger paa, at Ovnstuen først har udviklet sig hos Sydgermanerne som Badstue og Tørkehus for Lin, Hamp og Korn. De saglige Forhold tyder paa, at Badstuskikken og dens Ovn og øvrige Inventar er indkommet fra Slaverne. Foredrags- holderen fremsatte den Formodning, at Ordet ,Stue* oprindelig 59 betyder ,Hamptørkehus* og er indkommet fra 'Thrakien, der var Centrum for Hampdyrkningen i Europa 1 Oldtiden. Foredragsholderens etymologiske Forklaringer blev bestridt af Falk og Storm. Den første betvivlede navnlig Rimeligheden af, at et Ord, som betyder ,Hamp*, skulde komme til at betyde ,Stue*". Mod denne Tvivl udsatte Broch sig, idet han mente at kunne paavise Paralleler fra Slavisk, medens Torp ytrede sig 1 samme Retning som Falk. 2. Fra Bergen var indkommet Forslag om Dannelse af en Komité til at forberede et Møde af Historikere og historisk Interesserede i Bergen 1 1910; Klassen besluttede at anmode Professor Dr. Yngvar Nielsen om at tiltræde denne Komité. 3. Til Trykning fremlagdes: M. Hægstad: Munkelivs eldste jordebok. — Trykt i Sel- skabets Forhandlinger for 1909 som No. 10. Fællesmøde. 12te November. (Præses: Hertzberg. Generalsekretær: Johannessen). 1. Wille holdt en Mindetale over Konservator M. Foslie og karakteriserede i korte Træk den Afdødes Personlighed og videnskabelige Virksomhed. — Selskabet hædrede hans Minde ved at reise sig. 2. Dr. phil. Harry Fett holdt et Foredrag om Mattheus af Paris og hans Stilling i norsk Kunsthistorie. Foredrags- holderen paaviste, at Englands bekjendte Historiker Mattheus af Paris ogsaa har været en af sin Tids største Kunstnere. Han nævnes som Maler, Billedhugger og Arbeider 1 ædle Metaller. Hans Forbindelser med Kong Haakon Haakonssøn har været kjendt tidligere, og P.A. Munch har fremsat den Formodning, at han har været Kongens literære Konsulent. Foredragsholderen søgte at gjøre det indlysende, at han ogsaa har været hans kunstneriske, idet hans Stil — den typisk engelske unggotiske — gaar igjen i Arbeider i Norge. I 1248 opholdt Mattheus sig i Nidaros, og samme Aar planlagdes Vest- skibet af Trondhjems Domkirke. Det, at ,den latinske Verdens 40 største Kunstner*, som han kaldes i et samtidigt Skrift, opholdt sig her netop 1 dette Aar, ansaa Foredragsholderen at være mere end et Tilfælde. Baade stilistiske og historiske Forudsæt- ninger taler for, at Mattheus af Paris har havt Befatning med selve Vestfacadens Planlægning. Foredragsholderen gik derpaa nærmere ind paa dette nye Spor og udtalte, at nye Undersøgelser i England vilde bringe Klarhed over Mattheus og hans Stil og nyt Materiale til Løs- ningen af Vestfacadespørgsmaalet. Dietrichson bragte Foredragsholderen sin Tak for Fore- draget. 3. Til Trykning fremlagdes: J. Lind: Fung: (Micromycetes), collected in Arctic North America (King William Land, King Point and Herschell Isl.) by the Gjöa Expedition under Captain Roald Amundsen 1904—1906. (Fremlagt af Wille). — Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1909 som No. 9. 4. Generalsekretæren fremlagde et Pragtværk, udgivet af Hertugen af Orléans, betitlet ,Croisiére océanographique dans la Mer du Grænland en 1905. Résultats secientifiques". Værket var oversendt Selskabet som Gave. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 19de November. (Formand: Brøgger. Sekretær: Steen). 1. Aaser holdt et Foredrag om Vakcination mod Kolera. Tilskyndet af de gunstige Resultater, som Kolera- vakcinationen havde vist i Indien og Japan, iværksatte Foredrags- holderen ifjorhøst lignende Vakeinationer paa Ullevaal for under en eventuel Koleraepidemi at kunne have et immunt Personale ved Kolerapavillonen. Efter at have givet en Qversigt over Koleraimmuniteten og omtalt Pfeilfers, Kolles m. fl. grundlæggende Arbeider gjorde han nærmere Rede for sine egne Undersøgelser. Virulente Koleravibrioner, der er en nødvendig Betingelse for at kunne fremstille en virksom Vakeine, havde Foredrags- holderen faaet fra Gesundheitsamt 1 Berlin. Af disse Baciller 41 skulde kun 0,0002 gr. (= l/;p Normaløse) til for at dræbe et Marsvin 1 6—8 Timer ved Indsprøitning 1 Peritoneum. Af disse Kolerabaciller fremstilledes Koleravakcinen efter Kolles Methode ved at gjøre Udsæd paa Agar-Agar og derefter opslemme Kulturen i fysiologisk Kogsaltopløsning, saaledes at 1 em? af Emulsionen svarede til 0,009 af Kulturmassen. Der- paa opvarmedes Emulsionen til 60" i 2—3 Timer, og saa tilsattes 0,5 % Karbolsyre. Dermed var Vakcnen færdig til Brug. I Begyndelsen indsprøitedes 1 cem?; men senere, da Fore- dragsholderen havde overbevist sig om, at 2 cm? ikke frem- kaldte stærkere Symptomer end 1 em, gik han over til denne Dose. Han prøvede Vakcmmen paa sig selv, før han indlod sig paa at vakcinere andre. Efter Indsprøitningen optraadte der baade lokale og almene Symptomer. De lokale viste sig som Svulst og Rødhed paa Indsprøitningsstedet samt Ømfindtlighed for Tryk og ved Be- vægelse. Vedkommende følte sig stiv, og dybere Indaanding som ved Hoste, Nysen etc. fremkaldte Smerte. Kjertlerne i Lysken og 1 Axelhulen var tildels svulne. Disse Symptomer viste sig 3—4 Timer efter Vakcinationen og varede gjerne en 12 til 24 Timer. De almene Symptomer, som optraadte noget senere — 6—8 Timer efter Indsprøitningen —, bestod 1 Slaphed, Søvnig- hed, Kvalme, i enkelte Tilfælder Brækninger, Hovedpine, Feber af middels Grad — Temperaturen viste sig ikke 1 noget Til- fælde høiere end 38% maalt i Axelhulen. Urinmængden var 1 flere Tilfælder betydelig forøget. Diarrhoe blev ikke iagttaget. Disse almene Symptomer varede ikke over 48 Timer; men gik j Regelen over paa kortere Tid. Efterpaa havde Vedkommende kun en vag Fornemmelse af, at han var vakeineret. I Blodet hos de behandlede Personer kunde Foredrags- holderen 1 alle de undersøgte Tilfælder paavise Kolera-Antistoffe. Disse var dels Agglutimmner, dels bakterieide Stoffe. Disse Antistoffe behøver en vis Tid for at dannes. I de 2 første Dage efter Indsprøitningen af Koleravakeine kunde 42 Foredragsholderen saaledes ikke paavise den mindste Forandring 1 Blodserum; men allerede paa den 3Sdie Dag kunde bakterieide Stolfe paavises ved Pfeilfers Forsøg, og dette Resultat afviger noget fra Kolles, der mente, at man aldrig kunde finde Anti- stoffe i Blodet før 5te Dag efter Vakcinationen. Agglutininerne optræder samtidig med de baktericide Stolfe. Mængden af bakterieid Substans varierede noksaa meget hos de forskjellige Individer. Det laveste Titer var 0,05, medens det høieste var 0,0002 d. v. s. i de Tilfælder, hvor Mængden af baktericid Stof var mindst, maatte der 0,05 cem> Blodserum fra det vakeinerede Individ til for at dræbe en bestemt Mængde -Koleravibrioner, medens der ved det høieste Titer kun behøvedes 0,0002 cm. Ved at gjentage Vakcinationen efter en vis Tid iagttog Foredragsholderen et stærkt Fald af det baktericide Titer. Dette Fald viste sig allerede at have naaet sit Maximum 6 Timer efter 2den Indsprøitning. I de 2—3 følgende Dage holdt Anti- stofmængden i Serum sig paa samme Høide, men begyndte saa at stige og var 16—920 Dage efter den nye Vakeination naaet noget høiere end efter den første. Siden aftog Antistofmængden, men noksaa langsom. Efter 11 Maaneders Forløb kunde Foredragsholderen hos 2 undersøgle Individer endnu paavise forholdsvis stor Mængde bakterieid Stof (Titer 0,01). Disse Forsøg taler for, at det dan- nede Antistof kan holde sig i mindst 1 Aar, og de kan vel ogsaa være et Tegn paa, at vedkommende Individ er uimodtagelig for Kolera 1 ligesaa lang Tid. Hvorlænge Immuniteten holder sig, er endnu ikke afgjori, hverken ved praktiske Undersøgelser eller ved Experimenter. I Tilslutning til Foredraget meddelte Holmboe, at der isommer 1 Finmarken blev foretaget Vakcinationer paa en Del Personer, som havde Samkvem med Russere, der kom fra kolera- smittede Steder. Han havde selv ladet sig vakcmere og kunde fuldt ud bekræfte Foredragsholderens Beskrivelse af de Vakeina- tionen ledsagende Fornemmelser. 43 2. R. Collett fremlagde til Trykning en Afhandling om Sicista subtilis og dens Optræden å Norge, idet han rede- gjorde for Afhandlingens Indhold. S. subtilis er en liden Gnaver-Art, tilhørende Spring-Musene (Dipodidae), en Familie, hvis Hjem er Ørken- og Steppe-Egnene i Asien, Nord-Afrika og Nord-Amerika. Den er en meærkelig Levning 1 vort Land fra den Tidsperiode omkring den sidste store Istid, da Skov endnu manglede og Vegetationen nærmest var den, der karakteriserer Nutidens Steppe-Landskaber. Indtil 1907 var Arten ukjendt i Norge; 1 det sidst forløbne Aar er den fundet paa flere Punkter i Landets sydlige Fjeldegne i Høider over Havet, der har ligget mellem 400 og 1000 Meter. Som en Levning fra Steppetiden er den maaske Norges mærkeligste Pattedyr, uddød over den største Del af Europa, med en ringe Stamme endnu levende i Jylland og forresten tilhørende i Nutiden Øst-Europa fra Finland ned til Ungarn, samt Dele af Sibirien. Mohn bemærkede i Anledning af Foredraget, at det af Collett paa det fremviste Kart afmærkede Strøg for Dyrets Fore- komst meget nær falder sammen med det Strøg 1 det sydlige Norge, som har den mindste aarlige Nedbørhøide, og hvor Maximum af Nedbør i 24 Timer er mindst. Et lignende Strøg findes 1 det mdre af Finmarken. Wille fremholdt, at dette lille Dyr forekommer sammen med de kjendte Kolonier af sibirisk-arktiske Planter 1 Trold- heimen, paa Dovre, i Lom og i Valdres. Disse Planter maa for en væsentlig Del antages at have overlevet den sidste Istid paa en isfri Kyststrækning 1 det nordlige og vestlige Norge. Der er derfor ogsaa meget, som taler for, at denne lille Gnaver har overlevet Istiden sammen med disse sibirisk-arktiske Planter. Der er forskjellige Hensyn, som absolut taler for, at den ikke kan have indvandret sydfra. Afhandlingen er trykt i Selskabets Forhandlinger for 1909 som No. 11. 3. Til Trykning fremlagdes endvidere: Axel Thue: Öber die dichteste Zusammenstellung von kon- gruenten Kreisen in einer Ebene. 44 Axel Thue: Beweis eines bekannten Satzes "ber Transposi- tionen. == Ein kombinatorischer Beweis eines Satzes von Fermat. Afhandlingerne vil blive trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1910 som No. 1, 9, 3. Fællesmøde. 3die December. (Præses: Hertzberg. Generalsekretær: Johannessen). 1. Hertzberg holdt et Foredrag om Navne og Opkal- delser som historisk Kilde å Norges Middelalder. Han søgte herunder at paavise, at de i de gamle Stormandsætter an- vendte Fornavne meget hyppig kom igjen (ligesom undertiden ogsaa de personlige Tilnavne), og at man derfor 1 en vis Ud- strækning kan slutte tilbage fra Navne til, hvem vedkommende Æt var, eller med hvilke andre Ætter den var forbunden gjen- nem Giftermaal. Fornavnene havde med andre Ord en stærkere Betegnelsesevne i Middelalderen end nutildags. Exempelvis an- førtes, at Olav den hellige paa sin Mors Side maa have tilhørt en Gren af Ætten paa Hundtorp i Fron, og at den danske Konge Erik Lam, der var en Dattersøn af Kong Erik Eiegod, medens hans Farmor var Datter af den norske Jarl Haakon Ivarssøn, derimod 1 selve Mandsstammen tilhørte Sole- Ætten. Ligeledes anførtes en Række analoge Beviser fra Aur- lands-Ætten i Sogn, Ringenes- og Saastad-Ætterne i Stange paa Hedemarken, Hestbø-Ætten 1 Ryfylke o. fl. I Tilslutning til Foredraget bemærkede Hægstad, at der endnu 1 vore Bygder mangesteds er nogenlunde faste Navne- skikke. Især er dette Tilfældet paa Vestlandet. Han mente ogsaa, at man maaske kunde bygge adskilligt paa den af Fore- dragsholderen antydede Methode, men mindede om, at den selv- følgelig maalte benyttes med Forsigtighed, særlig hvor det gjælder meget almindelige Navne. A. N. Kiær henledede i denne Forbindelse Opmærksom- heden paa det rige Materiale, som de nominative Folketællinger af 1801, 1865 og senere indeholder angaaende Anvendelsen af 45 Navne. Han mente, at der af disse vilde kunne udledes adskil- lige Oplysninger angaaende Familier og Slægter 1 forskjellige Egne af Landet, samt at ligeledes en statistisk Bearbeidelse af dette Materiale vilde kaste Lys over adskillige Forhold af Interesse. I den videre Diskussion deltog foruden Foredragsholderen Torp, Aall, Konow, samt P. Winge, den sidste med føl- gende Indlæg: Tal. vilde tillade sig at stille et Spørgsmaal til Foredrags- holderen. Navneopkaldelsesskikkens ældre og store Udbredelse kunde maaske tyde paa, at ogsaa de germanske Nationer havde kjendt den fra meget gammel Tid, og at den ikke var indført hos os saa sent som 1 Vikingetiden; den kunde vel have været i Brug samtidig med Alliterations-Navnegivningen. Men isaa- fald vilde Studiet af denne Skik kunne faa Betydning for Løsningen af Spørgsmaalet om, hvorvidt Germanerne havde kjendt Matriarkatet. Tal. ansaa nemlig ikke dette Spørgsmaal afgjort derhen, at Germanerne ikke havde kjendt denne Sam- fundsordning. Det bekjendte Sted hos Tacitus var vanskeligt at forklare under Forudsætning af, at Germanerne paa hans Tid ikke har kjendt Matriarkatet; navnlig forekom det Tal. noget tvungent at antage, at Tacitus skulde have overført en keltisk Skik fra Britannien til Germanien. Fra Tacitus til Vikingetiden hen- gik 700 Aar, og i denne Folkevandringernes Tid kunde vel næsten alle Spor være tabt. Det var ogsaa mærkeligt, at den ældste norske Navneopkaldelse, vi kjender, er Harald Haarfagres Op- kaldelse af sin ældste Søn efter dennes Morfader. Tal. vilde stille det Spørgsmaal, om det ikke var antageligt, at Navneopkaldelsen i vort Land var meget gammel, og om det ikke var muligt, at man ved et Studium af denne Skik kunde finde Momenter til en Løsning af Spørgsmaalet, om vore Forfædre har kjendt Matriarkatet. 2. Til Trykning fremlagdes: Oscar Hagem, Untersuchungen tuber norwegische Muco- rineen. II. (Fremlagt ved H. H. Gran). — Vil blive trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1910 som No. 4. 46 9. Derpaa gik man over til Valg af Embedsmænd for 1910. Til Præses rykker Vicepræses Prof. Dr. H. Mohn op. Til Vicepræses valgtes Rigsarkivar E. Hertzberg. Til Generalsekretær gjenvalgtes Prof. Dr. A. Johan- nessen. I. I den math.-naturv. Klasse rykker Professor J. H. L. Vogt op til Formand. Til Viceformand valgtes Prof. Dr. W. C. Brøgger. Til Sekretær gjenvalgtes Direktør Aksel S. Steen. II. I den historisk-filos. Klasse rykker Proi. 0. Broch op til Formand. Til Viceformand valgtes Prof. Dr. A. Torp. Til Sekretær vaigtes Docent Dr. Konrad Nielsen. . Til Revisorer gjenvalgtes Prof. C. Størmer og Overlærer S. Henrichsen. Videnskabs-Selskabets Medlemmer 1909. Selskabets Ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskabets Bestyrelse i Aaret 1909: Præses: Rigsarkivar E. Hertzberg. Vicepræses: Professor Dr. H. Mohn. Generalsekretær: Professor Dr. A. Johannessen. Formand 1 den math.-naturv. Klasse: Prof. Dr. W. C. Brøgger. Viceformand i do. Prof. Dr. N. Wille. Sekretær 1 do. Direktør A. S. Steen. Formand 1 den hist.-filos. Klasse: Prof. Dr. A. Torp. Viceformand i do. Prof. O. Broch. Sekretær 1 do. Docent Dr. S. Konow. Selskabets Medlemmer i Aaret 1909. A. Medlemmer af den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. I. Indenlandske Medlemmer *). Aaser, P. H., Overlæge. 1908. VIIL Amundsen, Roald, Cand. philos. 1907. IV. Appellöf, Dr. philos. J. J. A., Docent ved Bergens Museum. 1908. VI. Arndtsen, A. F. 0., Juster-Direktør. 1859. II. Birkeland, Kr., Professor i Fysik. 1896. II. Bjerknes, Dr. philos. Vilhelm, Professor i Mekanik og Fysik. 18983. II. Bjørlykke, Dr. philos. K. 0., Overlærer ved Landbrugshøiskolen, Aas. 1902. IV. Bock, C. A., fhv. Generalkonsul, Bruxelles. 1884. VII. Boeck, Cæsar, Professor i Medicin. 1889. VIII. Borthen. Dr. med. Lyder, Trondhjem. 1900. VIII. Brandt, Dr. med. Kr. H., Professor i Medicin. 1907. VIII. Brunchorst, Dr. philos. J., Ministerresident, Havana. 1891. V. Bryhn, Nils, Læge, Hønefos. 1906. V. Brøgger, Dr. philos. W. C., Professor i Geologi og Mineralogi. 1885. IV. Bull, Dr. med. Edv., Læge. 1885. VIIL Bull, Dr. med. OQ. B., Læge. 1886. VIII Bødtker, Dr. philos. Eyvind, Universitetsamanuens's. 1902. III Collett, Robert, Professor 1 Zoologi. 1871. VI. Dahl, Ove, Konservator ved Universitetet. 1895. V. Dedichen, Dr. philos. Georg, Universitetsamanuensis. 1902. IT. Eyde, Sam.. Generaldirektør. 1909. IX. Farup, Dr. philos. P., Professor i anorg. Kemi, Trondhjem. 1908. III. Faye, Dr. med. Ludvig, Sanitetsoberst. 1886. VIII Fearnley, Thomas, Hofjægermester. 1897. IX. Foslie, M., Samlingsbestyrer, Trondhjem. 1891. V. 4 %1 1909. Friele, Herman, Grosserer, Bergen. 1887. VI. Føyn, Nils Johan, Bestyrer af den meteorologiske Station, Bergen. 1904. II. Geelmuyden, H., Professor i Astronomi. 1878. I. Geelmuyden, Dr. med. H. Chr., Universitetsamanuensis. 1902. VII. Goldschmidt, Dr. philos. Heinrich, Professor i Kemi. 1901. III Gran, Dr. philos. H. H., Professor 1 Botanik. 1904. V. Guldberg, Dr. philos. Alf, Universitetsdocent i Mathematik. 1897. I. Guldberg, Dr. philos. Axel S., fhv. Qverlærer. 1870. I. Hagen, I. S., fhv. Distriktslæge, Trondhjem. 1898. V. Hansen, B. Helland, Bestyrer af Bergens biologiske Station. 1908. II. Hansen, Dr. med. G. Armauer, Overlæge, Bergen. 1885. VIIL *) For de Medlemmer, der bor i Christiania, er ikke Bostedet tilføiet. Aarstallet angiver, naar Vedkommende er indvalgt i Selskabet. Romertallet betegner den Gruppe, hvoraf Vedkommende er Medlem. 49 Hanssen, Klaus, Overlæge, Bergen. 1901. VIIL Harbitz, Dr. med. Francis, Professor i Medicin. 1901. VILL Heiberg, Axel, fhv. Konsul, Lysaker. 1897. IX. Henrichsen, Sophus, Qverlærer. 1899. II. Hiortdabl, Th., Professor i Kemi. 1867. III. Hjort, Dr. philos. Johan, kst. Fiskeridirektør, Bergen. 1898. VI. Holm, Dr. med. Harald, Direktør. 1898. VIII Holmboe, Michael, kst. Medicinaldirektør. 1898. VIII Holst, Dr. med. Axel, Professor i Medicin. 1894. VIII Holst, Dr. philos. Elling B., Docent, Overlærer. 1881. I. Holst, Dr. med. P., Professor i Medicin. 1901. VIII. Holth, Dr. med. Søren, Læge. 1907. VIIL Holtsmark, Dr. philos. G., Overlærer ved Landbrugshøiskolen, Aas. 1909. II. Hvoslef, Dr. philos. H. H., Apotheker. 18658. III. Isaachsen, Daniel, kst. Docent i Mathematik &c. ved Sjøkrigsskolen, Horten: 03 106 Johannessen, Dr. med. Axel, Professor i Medicin. 1886. VIII Jørgensen, Eugen, Qverlærer, Bergen. 1907. V. Kaalaas, B., Cand. real. 18983. V. Kiær, Dr. philos. Johan, Professor i Palæontologi og hist. Geol. 1898. IV. Laache, Dr. med. Søren Bloch, Professor i Medicin. 1886. VIII Larsen, C. F., Sanitetskaptein, fhv. Overlæge. 1895. VII. 7 ?/9 1909. Leegaard, Dr. med. Chr. B., Professor i Medicin. 1892. VIII. Lumholtz, C., Cand. theol., New York. 1886. VII. Mjøen, Dr. philos. J. Alfred H., Overkontrollør. 1901. III. Mohn, Dr. philos. Henrik, Professor i Meteorologi. 1861. II. Miinster, Thomas, kst. Bergmester, Hammerfest. 1904. VI. Nansen, Dr. philos. Fridtjof, Professor i Qceanografi. 1889. IV. Nicolaysen, Dr. med. Julius, fhv. Professori Medicin. 1875. VIII 4 %/2 1909. Olssøn, C. W. E. B., Generalløitnant. 1892. I. Palmstrøm, Arnfinn, Aktuar, fhv. Overlærer. 1899. I. Poulsson, Dr. med. Edvard, Professor i Farmakologi. 1894. VIII Prmtz, H. C., fhv. Distriktslæge, Valdres. 1875. V. (i 1/ 1910). Rekstad, J. B., første Geolog ved Norges geologiske Undersøgelse. 1904. IV. Reusch, Dr. philos. H. H., Bestyrer af Norges geologiske Undersøgelse. 1885. IV. Riber, C. N., Universitetsstipendiat i Kemi. 1898. III. Ringnes, Ellef, Bryggerieier. 1897. IX. Sars, Dr. pbilos. G. 0., Professor i Zoologi. 1865. VI. Schiøtz, Dr. med. Hjalmar, Professor i Medicin. 1892. VIII Schiøtz, Oskar E., Professor i Fysik. 1878. II. Schmelek, Ludvig, Stadskemiker. 1893. IL Schneider, H. J. Sparre, Konservator, Tromsø. 1881. VI. Schreiner, Dr. med. K. E., Professor i Medicin. 1906. VIL Schroeter, J. Fr. W., Observator. 1893. I. Schøyen, W. M., Statsentomolog. 1881. VI. Sebelien, John, Overlærer ved Landbrugshøiskolen, Aas. 1891. III Sopp. Dr. philos. 0. J., Direktør, Kap, Thoten. 1898. V. Steen, Aksel Severin, Underbestyrer ved det meteorol. Institut. 1888. Li. Stejneger, Leonhard, Curator in the Department of Biology, National Mu- seum, Washington. 1887. VI. 4 50 Storm, Vilh., Samlingsbestyrer, Trondhjem. 1886. VI. Strøm, Dr. med. Hagbarth, Professor i Medicin. 1898. VIII. Størmer, Carl, Professor i Mathematik. 1900. I. Sylow, Dr. philos. P. L. M., Professor i Mathematik. 1868. I. Thue, A., Professor i Mathematik. 1894. I. Torup, Dr. med. Sophus, Professor i Medicin. 1890. VII Uchermann, V. Kr., Professor i Medicin. 1898. VIII. Vedeler, Dr. med. B. C. 1895. VIII. 4 6/3 1909. Vogt, J. H. L., Professor i Metallurgi. 1886. IV. Wille, Dr. philos. N., Professor 1 Botanik. 1886. V. Winge, Dr. med. Paul E., Politi- og Fængselslæge. 1908. VIII, Øyen, P. A., Universitetsamanuensis. 1901. IV. Sum 96. Ved Udg. af 1909: 92. II. Udenlandske Medlemmer. a) Svenske, danske og islandske indvalgte før 1907. Åkerman, A. R., fhv. Generaldirektør, Stockholm. 1892. IV. Arrhenius, Dr. Svante, Professor, Stockholm. 1901. II. Bohr, Dr. Chr., Professor, Kjøbenhavn. 1902. VII. Christensen, Dr. Odin, Professor, Kjøbenhavn. 1898. II. Christiansen, Dr. C., Professor, Kjøbenhavn. 1902. II. Fries, Dr. Th. M., fhv. Professor, Upsala. 1893. V. Hammarsten, Dr. Olof, fhv. Professor, Upsala. 1891. VIL Hansen, Dr. Emil Chr., Professor, Laboratorieforstander, Kjøbenhavn. 1892. Vs 1909: Hildebrandsson, Dr. H. H., fhv. Professor, Upsala. 1891. II. Jönsson, Dr. Bengt, Professor, Lund. 1904. V. Jørgensen, Dr. S. M., fhv. Professor, Kjøbenhavn. 1892. II. Lagerheim, Dr. N. G., Professor, Stockholm. 1894. V. Mittag-Leffler, Dr. Gösta, Professor, Stockholm. 1886. 1. Nathorst, Dr. A. G., Professor, Intendant, Stockholm. 1892. IV. Nordstedt, Dr. Otto, Professor, Lund. 1904. V. Petersen, Dr. Julius, Professor, Kjøbenhavn. 1898. I. Pettersson, Dr. S. 0., fhv. Professor, Stockholm. 1892. II Retzius, Dr. Gustaf, fhv. Professor, en af de Aderton, Stockholm. 18838. VII. Thomsen, Dr. Julius, fhv. Professor, Kjøbenhavn. 1891. III. 19/23 1909. Topsøe, Dr. H., Direktør, Kjøbenhavn. 1892. III. Törnebohm, Dr. A. E., Professor, Stockholm. 1891. IV. Warming, Dr. J. E. B., Professor, Kjøbenhavn. 1892. V. Wittrock, Dr. V. B., Professor, Stockholm. 1892. V. Zeuthen, Dr. H. G., Professor, Kjøbenhavn. 1891. I. Sum 924. Ved Udg. af 1909: 99. b) øvrige udenlandske Medlemmer: Abegg, Dr. R., Professor, Breslau. 1902. III. (j 31 1910). Auwers, Dr. Arthur, Sekretær 1 den physik.-math. Klasse af det Kgl. preus- siske Videnskabsakademi, Berlin. 1907. I. Backlund, Joh. Oskar, Direktør, Pulkova. 1898. I. dÅ Barrois, Charles. Direktør, Lille. 1899. IV. van Beneden, Dr. Edouard, Professor, Liége. 1902. VI. Besnier, Dr. E., Paris. 1909. VIII Bornet, Dr. I. B. Edouard, Paris. 1905. V. Brefeld, Dr. Oscar, Professor, Breslau. 1901. V. Brotherus, Dr. V. F., Lektor, Helsingfors. 1909. V. Curtius, Dr. T., Professor, Heidelberg. 1908. III. Darboux, Jean Gaston, Professor, Secrétaire perpétuel de I Académie des sciences, Paris. 1906. I. Davis, William Morris, Professor, Cambridge Mass. 1902. IV. Engler, Dr. Adolf, Professor, Berlin. 1902. V. Fischer, Dr. E., Professor, Berlin. 19083. III. ; Gattermann, Dr. Ludwig, Professor, Freiburg 1. B. 1908. III Geikie, Sir Archibald, Chef for den britiske geologiske Undersøgelse, London. 1894. IV. å Geikie, James, Professor, Edinburgh. 1894. IV. Goebel, Dr. K., Professor, Miinehen. 1909. V. Groth, Dr. P., Professor, Munchen. 1908. IV. Hann, Dr. Julius, Professor, Wien. 1902. II. Hellmann, Dr. Gustav, Professor, Berlin. 1904. II. Helmert, Dr. Rob., Professor, Direktør for Central-Bureauet for den internat. Jordmaaling, Potsdam. 1907. I. Hertwig, Dr. Oscar, Professor, Direktør for det anatom.-biolog. Institut, Berlin. 1907. VIL Heubner, Dr. J. 0. L., Professor, Berlin. 1907. VIII Hilbert, Dr. David, Professor, Göttingen. 1906. I. van Hise, Dr. C. R., Professor, Præsident for Universitetet i Madison. 19038. IV. vant Hoff, Dr. J. H., Professor, Berlin. 1902. III. Homén, Dr. E. A., Professor, Helsingfors. 1904. VIII. Iddings, Jos. Paxon, Professor, Chicago. 1902. IV. Johannsen, W. L., Professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Jordan, Marie Ennemond Camille, Professor, Paris. 1906. I. Kemp, Dr. J. F., Professor, Columbia Umv., N. Y. 1905. IV. Koch, Dr. Robert, Geheimeraad, Berlin. 1909. VIII. Lacroix, Dr. A., Professor, Direktør for den mineralog. Afd. ved Jardin des Plantes, Paris. 1903. IV. Landolt, Dr. Hans, Professor, Berlin. 1908. III Lenard, Dr. Ph., Professor, Heidelberg. 1908. II. Lépine, R., Professor, Lyon. 1907. VIII Lévy, A. Michel, Direktør, Paris. 1900. IV. Liebermann, Dr. C. Th., Professor, Berlin. 1905. III. Lorentz, Dr. H. A., Professor, Leiden. 1908. II. Markham, Sir Clements, London. 1900. IV. Murray, Sir John, Edinburgh. 1899. IV. v. Neumayer, Dr. Georg, Professor, Neustadt an der Haardt (Pfalz). 1901. II. q 5 1909. Newcomb, Simon, fhv. Professor, Johns Hopkins Univ., Baltimore. 1907. I. q 11/7 1909. v. Noorden, Dr. C., Professor, Wien. 1909. VIII D2 Ostwald, Dr. W., fhv. Professor. Landhaus Energie, Gross-Bothen, Kor. Sachsen. 1898. HI. Painlevé, Paul, Professor, membre de I'Institut, Paris. 1907. I. Pearson, W. H., Eccles ved Manchester. 1887. V. Pfeffer, Dr. W., Professor, Leipzig. 1900. V. Picard, Charles Emile, Professor, Paris. 1906. I. Poincaré, H., Professor, Paris. 1898. I. Quincke, Dr. Heinrich, Professor, Kiel. 1907. VIII. Å Rabl, Dr. Karl, Professor, Direktør for det anatom. Inst., Leipzig. 1907. VII. Ramsay, Sir William, Professor, London. 1907. III. Ranke, Dr. Johannes, Professor, Miinchen. 1905. VIL Rayleigh, John William Strutt, Lord, Kantsler ved Univ. i Cambridge. 1908. II Rive, Dr. Lucien de la, Genéve. 1898. II. Rosenbusch, Dr. Heinrich, Professor, Heidelberg. 1898. IV. Roux, E., Direktør for Laboratoire de chimie biologique (Institut Pasteur), Paris. 1907. VII. Salomonsen, Dr. C. J., Professor, Kjøbenhavn. 1909. VIII Sarasin, Dr. Edouard, Genéve. 1898. Il. Sehmidt, Dr. Adolf, Professor, Potsdam. 1904. II. Schwarz, Dr. Hermann Amandus, Professor, Berlin. 1906. I. Schwendener, S., Professor, Berlin. 1900. V. Seeliger, Dr. Hugo Ritter von, Professor, Minchen, Direktør for Kgl. Sternwarte, Bogenhausen. 1907. I. v. Sterneck, Robert, Oberst, Direktør for det militærtopograf. Inst., Wien. 1901H01V: Strasburger, Dr. Eduard, Professor, Bonn, 1904. V. Suess, Dr. E., Professor, Præsident for Videnskabsakademiet, Wien. 1898. IV. Sørensen, Dr. S. P. L., Professor, Kjøbenhavn. 1909. III. Thomson, J. J., Professor, Cambridge. 1908. IL. Tigerstedt, R., Professor, Helsingfors. 1909. VII. Topinard, Dr. Paul, Professor, Paris. 1898. VII. Tschernyschev, Theodor, Professor, Akademiker, St. Petersburg. 1899. IV. Tullberg, Dr. T., fhv. Professor, Upsala. 1909. VI. de Vries, Dr. Hugo, Professor, Amsterdam. 1904. V. Walcott, C. D., Director of the U. S. Geol. Survey, Washington. 1900. VI. Waldeyer, Dr. H. W. G., Professor, Berlin. 1892. VII Weismann, Dr. A., Professor, Freiburg i. B. 1909. VI Wiesner, Dr. Julius, Professor, Wien. 1901. V. Winge, A. H., Vice-Inspektør, Kjøbenhavn. 1909. VI. Zirkel, Dr. F., Professor, Leipzig. 19058. IV. Sum 81. Ved Udg. af 1909: 79. B. Medlemmer i den historisk-filosofiske Klasse. I. Indenlandske Medlemmer. Aall, Dr. philos. Anathon, Professor i Filosofi. 1898. II. Aars, Dr. philos. Kr. B--R., Universitetsstipendiat 1 Filosofi. 1898. II. Aschehoug, Dr. jur. T. H., Professor i Statsøkonomi og Statistik. 1857. vern 909! Aubert, Dr. philos. Andreas. 1900. II. 5) Bang, Dr. theol. A. Chr., Biskop. 1878. V. Bendixen, B. E. R., fhv. Skolebestyrer, Bergen. 1896. I. Bing, Dr. philos. Just, Stiftsarkivar, Bergen. 1897. II. Bodding, P. 0., Pastor, Missionær, Mohulpahari i Indien. 1904. III. Brandrud, Andreas, Professor 1 Theologi. 1898. V. Broch, Olaf, Professor 1 slavisk Filologi. 1896. III. Bruinier, Dr. J. W., fhv. Lektor i Tydsk, Tydskland. 1900. IV. Brun, Christen, Biskop, Hamar. 1896. V. Brun, Joh. Lyder, Professor i Theologi. 1898. V. Bugge, Dr. philos. Alexander, Professor i Historie. 1898. I. Bugge, Dr. theol. Chr. A., kst. Fængselsprest. 1897. V. Bødtker, Dr. philos. A. F. Trampe, Overlærer. 1908. III. Collett, Alf, Expeditionschetf. 1908. Å Collin, Chr., Universitetsdocent 1 Literaturhistorie. 1897. II. Daae, I. M, fhv. Tolddirektør. 1894. III. Daae, Dr. philos. L., Professor i Historie. 1864. I. (f !%3 1910). Dahle, L., Missionsselskabets Sekretær, Stavanger. 1889. III Dietrichson, Dr. philos. L. H. S., Professor i Kunsthistorie. 1877. II. Einarsen, Dr. jur. Einar, Høiesteretsadvokat. 1901. VI. Eitrem, Dr. philos. S., Universitetsstipendiat i klass. Filol. 1904. UI. Erichsen, A. E., Rektor, Stavanger. 1889. II. Falk, Dr. philos. Hjalmar, Professor 1 germansk Filologi. 1892. IV. Feilberg, C. J.. fhv. Rektor. 1896. II. 7 %/9 1909. Gjelsvik, Dr. jur. N., Professor 1 Retsvidenskab. 1900. VI. Gjessing, G. A., fhv. Rektor. 1877. IV. Gran, Gerhard, Professor i nordisk Literaturhistorie. 1901. II. Gustafson, Dr. philos. Gabriel, Professor i Arkæologi. 1901. L Hagerup, Dr. jur. & philos. G. F., Minister. 1886. VI. Hambro, Edv. I., Byretsassessor. 1903. VI. Hertzberg, Ebbe, Rigsarkivar. 1879. VI. Hægstad, K. Marius, Professor i norsk Landsmaal og Dialekter. 1901. IV. Ingstad, Dr. jur. M. P., Professor i Retsvidenskab. 1876. VI. Johnsen, Dr. philos. Oscar Alb., Universitetsstipendiat i Historie. 1907. I. Jæger, Dr. philos. Oscar, Professor i Statsøkonomi og Statistik. 1901. VI. Kiær, A. N., Direktør for det statistiske Centralbureau. 1870. VI. Kjær, J. A. J., Bibliothekar. 1908. IV. Knudtzon, Dr. philos. J. A., Professor i semitiske Sprog. 1894. III. Koht, Dr. philos. H., Universitetsdocent i Historie. 1908. 1. Konow, Dr. philos. Sten, Universitetsdocent i indisk Filologi. 1894. III. Kristensen, Dr. philos. W. Brede, Professor i Religionshistorie, Leyden. 15950 Larsen, Dr. philos. Amund B., Adjunkt. 1892. IV. Lieblein, J. D. C., Professor i Ægyptologi. 1864. III Lowum, Dr. philos. A. A. N., Rektor. 1903. II Løchen, Dr. philos. Arne, Professor i Filosofi. 1898. IL Løseth, Dr. philos. O. E., Universitetsdocent i romansk Literatur. 1892. IIL Michelet, Dr. theol. Simon Temstrup, Professor i Theologi. 1896. V. Moe, I. Moltke, Professor i Folketraditioner og middelald. Literatur. 1889. II. Morgenstierne, Dr. jur. Bredo von Munthe af, Professor i Retsvidenskab etc. 1888. VI. DÅ. Nielsen, Dr. philos. Konrad, Universitetsdocent i Lappisk og Kvænsk. 1904. II. Nielsen, Dr. philos. Yngvar, Professor i Ethnografi. 1875. I. Nygaard, M., Rektor, Drammen. 1880. IV. Odland, Dr. theol. Sigurd, fhv. Professor i Theologi. 1892. V. Olsen, Magnus, Professor i oldnorsk og islandsk Sprog og Lit. 1904. IV. Pettersen, Hjalmar M., Bibliothekar. 1903. II. Platou, Dr. jur. O. L. S., Professor i Retsvidenskab. 1879. VI. Qvigstad, Just Knud, kst. Rektor, Tromsø. 1888. III. Ross, Hans, Stipendiat. 1892. IV. Rygh, K. D., fhv. Overlærer, Trondhjem. 1878. I. Ræder, Dr. philos. A., kst. Rektor. 1892. L Sars, Dr. philos. J. E., Professor 1 Historie. 1867. I Seheel, Dr. jur. Herman, Høiesteretsassessor. 1898. VI. Schjøtt, P. 0., Professor i græsk Filologi. 1867. III. Schreiner, E. T., fhv. Rektor. 1887. III. Seippel, Alexander, Professor i semitiske Sprog. 1897. III. Skrefsrud, L. O., Missionær, Santalistan. 1889. III. Stang, Fr., Professor i Retsvidenskab. 1900. VI. Stenersen, Dr. philos. L. B., Professor i klassisk Filologi. 1876. III. Storm, Dr. philos. Johan F. B., Professor 1 romansk Filologi. 1872. IV. Taranger, Dr. jur. Absalon, Professor i Retsvidenskab. 1892. VI. Thrap, Daniel, fhv. Sogneprest. 1892. V. Tonning, Dr. theol. K. K. Krogh, fhv. Sogneprest. 1888. V. Torp, Dr. philos. A., Professor 1 Sanskrit og sammenlign. Sprogvid. 1886. III. Western, Dr. philos. A., Overlærer, Fredrikstad. 1894. IV. Østbye, P. N,, Rektor, Fredrikstad. 1892. I. Sum 78. Ved Udg. af 1909: 76. II. Udemlandske Medlemmer. a) svenske, danske og islandske indvalgte før 1907: Birket-Smith, Dr. Sophus, Konferensraad, fhv. Overbibliothekar, Kjøbenhavn. 1898. II. Cederschiöld, Dr. Gustaf, Professor. Göteborg. 1904. IV. Danielsson, Dr. 0. A., Professor. Upsala. 1898. III. Erslev, Dr. Kristian, Professor, Kjøbenhavn. 1898. I Fridericia, Dr. J. A., Professor, Kjøbenhavn. 1899. I. Gertz, Dr. M. Cl., Professor, Kjøbenhavn. 1898. III. Hildebrand, Dr. H. 0. H., fhv. Riksantikvar, en af de Aderton, Stockholm. SSH Hjiörne, Dr. Harald, Professor, en af de Aderton, Upsala. 1896. I. Holm, Dr. Edv., fhv. Professor, Kjøbenhavn. 1891. I. Jakobsen, Jakob, Dr. phil., Kjøbenhavn. 1902. IV. Jönsson, Dr. Finnur, Professor, Kjøbenhavn. 1901. IV. Kålund, Dr. Kr., Bibliothekar, Kjøbenhavn. 1899. IV. Kock, Dr. Axel, Professor, Lund. 1901. IV. Madsen, Dr. P., Professor, Biskop, Kjøbenhavn. 1894. V. Malmström, Dr. C. G., fhv. Riksarkivar, en af de Aderton, Stockholm. 1891. I. Montelius, Dr. O., Riksantikvar, Stockholm. 1887. I. SN QT Miiller, Dr. Sophus, Museumsdirektør, Kjøbenhavn. 1896. 1. Noreen, Dr. Adolf, Professor, Upsala. 1896. IV. Olrik, Dr. Axel, Kjøbenhavn. 1902. II. Ölsen, Dr. Björn Magnusson, Professor, fhv. Rektor, Reykjavik. 1902. IV. Pedersen, Dr. Holger, Professor, Kjøbenhavn. 1904. III. Rørdam, Dr. Holger, Sogneprest, Lyngby ved Kjøbenhavn. 1898. V. Scharling, Dr. Henrik, Professor, Kjøbenhavn. 1894. V. Sehiiek, Dr. Henrik, Professor, Upsala. 1901. II. Steenstrup. Dr. Johannes, Professor, Kjøbenhavn. 1896. I. Söderwall, Dr. K. F., fhv. Professor, en af de Aderton, Lund. 1904. IV. Sørensen, Carl Th., Kaptein, Kjøbenhavn. 1898. I. Tegnér, Dr. Esaias, fhv. Professor, en af de Aderton, Lund. 1891. III. Thomsen, Dr. Vilh., Professor, Kjøbenhavn. 1887. III. Wimmer, Dr. Ludvig, Professor, Kjøbenhavn. 1887. IV. : Sum 30. Ved Udg. af 1909: 30. b) øvrige udenlandske Medlemmer: v. Amira, Dr. Karl, Professor, Miinchen. 1896. VI. Anderson, Joseph, Museumsdirektør, Edinburgh. 1901. I. Buhl, Dr. Frants, Professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Dareste, Dr. Adolphe, Conseiller å la Cour de cassation, Paris. 1885. VI. Delitzsch, Dr. Friedrich, Professor, Berlin. 1908. III. Descamps, Edouard E. F., Professor, Senator, Louvain. 1902. VI. Dörpfeld, Dr. Wilh., Prof., Sekretær ved det tydske arkæol. Inst., Athen SJON Donner, 0., Senator, fhv. Professor, Helsingfors. 1908. III. 4 19 1909. Jagic, Dr. Vatroslav, Professor, Wien. 1901. III Kattenbusch, Dr. Ferdinand, Professor, Halle a. S. 1908. V. Kermode, P. M. C., Man. 1900. I. Lehmann, Dr. Karl, Professor, Rostock. 1900. VI. Leskien, Dr. August, Professor, Leipzig. 1907. HI. Maspéro, G., Professor, Paris. 1885. III. Mayer, Dr. Ernst, Professor, Wiörzburg. 1906. VI Naville, Edouard, Professor, Genéve. 1896. III. Pappenheim, Dr. Max, Professor, Kiel. 1902. VI. Schåfer, Dr. Dietrich, Professor, Berlin. 1894. I. Schuppe, Dr. Wilhelm, Professor, Greifswald. 1901. II. Setålå, E. N., Professor, Helsingfors. 1908. III. Sievers, Dr. Ed., Professor, Leipzig. 1887. IV. von den Steinen, Dr. Karl, Professor, Berlin. 1904. I. Vinogradov, Pavel Gavrilovitsch, Professor, Moskva. 1898. VI. v. Wilamowitz-Moellendorff, Dr. Ulrich, Professor, Berlin. 1909. III. Sum 924. Ved Udg. af 1909: 28. Fordelingen af Selskabets Medlemmer inden begge Klassers forskjellige Grupper (se Statuternes $ 3) var den Site December 1909 følgende: 56 —«— "dni101, 199[[0) OM *130A 'TYepHorH "UG 'uap£nunaar 19J101ØJPIQ souraddn.r y | &0 g Of Of 6 Or IL Or 19 [P19V 9PUHIRAUN 28UM M d | uuruoypP UWØL)S GONPS del UOSS|NOd pier500] | aYydLEJ UISSJUULLJOf | | Og | 18084 d IS|0H V | 30qu[OH U391G | uwjop 'H | ZJØNPS 'OQ any I, | deep UIOS AN EM | uoNegeS UYOnN Mo[ÅS |UaSSULB SVEN 1999ula|G ddog ua | Joppuyp»s UASYDVEST JOULIØYG | uosurR "ULV | U3AØYDS (QJGT 4) ZJUrTdq 180A JOq IN yaewsj[OH 19190195 | 2£81 J9PRUYIG see[Lry ypsnoy | udøfp | uasydLIUD I WØ.LSUJEJ | I1eg *O dn101, seg 'Q 5) UISUISIØP peisen J*[S0AH put[[PH UØSS[Q Ing MM J9URI9S TY 19JSUN u28e UISULN I9epnerH | =0'g 'uasur ISJEH sousung 1puvIg ZI[OYUIN'J jaofH uv.r) 'H ææry 'gof| JPpuuyyDSp[01) ufør | Sx09p09 JIV 5.190q19H uayj10Gg uapÅnur [PL LEG 198 50.19 due souyaolg 819qp[0) SV £aju1e3, 290 |-|995) 19) 'H 19[0I Y uy£i1g oyy£rolg udyDIPaG purppyug Udp opåg JOSBV 209 joppddy | ys:1oyrpunig Uuaspunuy 194 ]PØ9 uasjpuiy | -Anunadr 'H | I 'G |RY[RUIXEY] (GG [EJJEUXEJ *S [ENEUIXEN "OP [EPEUNXEJ[ "TT []NRUNXE)N OF JEYRUTXeJA OF PeYRULXEpN FI [erpeUrsep "Of [E|PUIXEp IGLYSUAPLA | uS80porskg | 'YE.1809x) 1Sorordink LE "mouoyø-gyend unrpany *doiqjuy '1580[007, 'y1UB]oq ysiS4] 15801095 "TUIDY "el : oe N ee DEM TE 80 oysiuye[ | teuy SOpR.19 Ul PSA ENG SUN 'y[ 9ddniay | TILA *ddnax) | ypa *ddnin | JA 9ddnan 'A 9dduniy 'AT 9ddnan) "pp 9ddnay 'I[ 9ddnan 'J 9ddn.x) (0071 [EN[PWIXEN) Jawwmoa[pap| >4S10Uu SasSse[y obIaqgeysuaplaInjeu-ysneuayjeW Uag | g Eg LI PE uer AEE | | 40011 M | Sure MA | IP9YSPION | aøsdo, UNS | su1zJ9y wtoyrese] | uyogaungp uossieyed | "SpurIgGepNH uaYINAG, UIJSILUIUITJ UOSSUQf JS1OUJIEN UdSUIHIØP | UISURISLIYN) uas191Id 1yog | SLI ULULIDJV | UISUDJSLIYN) sntuoyy | 19JJ9J-82 :Jouwmoa[Pa[i[ IYSIALUIPUEYS >7b[eapu! LOGT +49) 9G Je 6 | 9 G ra LI | Or or OF SILL | [P41Z AaaydSsÅUuIDyPS | | SS9NG | | YI0UIIIG 'A | yosnquasoy JOUSIL MM £eN | 15 saLA 9p UIS JAR JA J95I1NgstI|G £19] UaSUIIØF UOSUIOYJ, 'f 199190 'A | UISUOWO[EG JOUIPUIMYDG XI1ODEJ £esuey | pwys 'V ZILMYDG xnoy 19119 d duoy PIEM]SQ UISLIPG pILIUIOG a42UIN() UOSILIJ s3urpp[ | uuveuogary aan V[ 9P p1e01d USp100N 'A 13£9P[PM uasuurYof aSIH UTA jjopuer] |ySro[Åey pi0] JAjURJ | ourda] pivurdo], 3S8UrM 'H [29205 YJ015 JOH 1,JU8A Z|U2.10'] uvp.oP | y20Y 1P9JST98I UUBUISTd AA J9|SUun arJ 05 'P | UULUID)|ET) paeuse 94 | uyuWop oYURY 109 PEM sn9y JO oren 'V TOYDSL jaaW[9H xnoqat Touqnap 198 Sx0q11,1, p|eJotg stat snnan') uueru[ [9 punppeg JoIUS9g Sima | uepouog uv j9Uuog strong (01611) 399q9v uut S19MNV or rusen er euuser|'S EEGrseg or (Erusegler PETreyler EEUXtiler META GT MEUseyler MEUSYN "OGLYSUIPLA "190J0ISÅ 'YRLISO0O9 : ; "Wouoyø-gyend "Uunpay *doayjuy '180[007 'y1ue]og gåter 190 209 "TWIN SEN Pr) ike 50 oysiuya I, "10uy AS0pk10Uur i BP SSE GREIN '*yp oddnan | 'pypa *ddnan | 'y[a *ddnin) | 'pa *ddnax | *A 9dduin *A] *ddnax) 'T[[ *ddniy 'J[ 9dduay q ddnax (001 f2BUNXEpN) JUuapdy| >YSpue[Udapn SaSSEIM 3bl[PqeYSUaplaJnjeU-YSTeEUDaYJEU UIG "198ULIR ], "ung " SI 6 J9SULIR I, SULIS [99Y?S nore[d ar aU.I0ISUISOJ Suuuo], Ye) NE deaqp Jodær pur[PO peysdup 19[9Y?IN 319q7)19H 258ng 'Vv 19) orqueH ung "I dna98eq unig '19') yras[oln) pripuerg UISIBUINJ 3urg pp pepeuse | 6 Eras MOGLYSUIPIA 5 EOS 0 SOE | 93 .ITy Gå oa -sJoH *suapnadstinf [U le 'TA 9ddnin | 'A 9ddnan PALE "'nNøfy»s "'uayDØ MESEN :9101øJPA1OQ HF | SI EI GI SIL d.to f, UIS.IUPJG pnisJanyg [2ddrag J9UIDYDS 1oly>G ugs.191)9d 'H peyssnX) 30N[ NON AIS U.19JS9 ÅÅ UuaS[QIN "MY UIYDØJ SsIEG I W.OIG YJ9SØT WNAO'J ToPpRY ssoy uto[ga!] UISUHJISTTY 'G *M ys£y UISIOQ NN M0UOY UuvIIX) *Y) UISJJIN IRASUX prerS£Nn uoZJPNUy UISYPLIJ 190Y UASILT] 'G 'V UW.1 14] uosypr.neId uaSUYof sefy r VT NUHE Ue) uospelen) prsseg verd NW T Surq (0161 4) ove "T Surssalr) 194] pøg duer 'V jIogny 199100 'V [EA Y201 sneRy asødng 'V Joumag Surppog [ev udXIPUAG 1 rypene | '05 MpEUep 5 DI reyeunsen Ka) peypeunsen "80103 oysurn *9LIO]SIY er '801dG oysurua8 ag | 198 ap ee -Jsuny 90 -ANeIDJTT ge J1OqBYSUIPIAFOIdG &suorSnay "Yoso[L 180 OPNE ET *AT *9ddnan 'TI[ *PAdnan 1] Pddnan J 9ddnan (OS |EN|PUIXLN) J3WMWO[pap| IYSJOU SaSSEJ|Y 3XYSYOSOJY-YSIJOISIY Uag I AOPU180UL Å winoyuaddeq J9ÄRN UuurUYyo] sdurdsag 91s9IJ BUUIV "Å TI PUXey TOGLYS UIPIA 9[81D0S 80 ILIOJSIY -sJey 'suapuidsting TA *ddnan '3LIOJSIY | -911Y 80 180J094], 'A 9ddnan '801dG 9ysuvua8 STE 'AT 9ddnan "F01dg oysuvr -198 op uasvrIpun J9qRLYSUIPIASOIÅG TI[ PAdnin | 'QLIOJSTY | -Jsuny 80 -ingeIDJN] fsuorsi[ay "YOSo[Ly g OFL ol v ST SLL UJUIDIG UAP UOA J9JRYPS BOP ES apou.y «ZJIMOUWIU[L AA "Å p|ojdiog THIS Uuosaapuy SX9A9IG aJ[MEN o19dsey — UdIYS9J UISUDIØG TOUT MA o1deP dn1jsu2391G I[PM19P0G y?S7I1[P( TON yosnquayey WosSjO NW '4I snr[9JUOJ 1424 EE ON addny»g WQ.1SU[LN 3P0y UISWOY, "Å uw[jop HR punpry 19US9 I, ETSE our iq SuyitYDG UOSSUOF ANUULJ Uuas.I9p2J PN YIS putiqop pH wWBePIØY uasqoyeP 7)191) YO BIDLØPLI I WoSPEN Plenpsaoparn UOSS[PIUR(J YJIUIG-JOJ UG A9 [SU '6 [RI[RUIXEN 'OF [el[RUnXepN] '03 [PYPUUXTN | GI [LJ[PUNXEN GI peyeanxep) 'RISOUYIN 90 180joæ31V '9L101SIH J>ddnay - *(G/ JeyRursepp) J3UWa[pdap| YSpue[Uapn SaSSEJW 2YSYOSOJY-YSIJOJSIY U3G Tilvæxt til Selskabets Bibliothek i 1909. (Ved A. C. Drolsum.) A. Offentlige Institutioner. 1. Norske. Aas. Norges Landbrukshøiskole. Beretning om Norges Landbrukshøiskoles virksomhet i budget- aaret fra iste april 1907 til Site mars 1908. Kra. 1908. 8. Bergen. Bergens offentlige Bibliothek. Aarsberetning for 1908. Bergen 1909. 8. Fiskeridirektøren. Aarsberetning vedkommende Norges Fiskerier for 1908. H. 5.6. 1909. H. 1—83. Bergen 1909. 8. Selskapet for de morske Fiskeriers Fremme. Aarsberetning 1908—09. Bergen 1909. S. Fiskeritidende, Norsk. Aarg.27. H. 11.12. Aarg. 28. H. 1—10. Bergen 1908—09. 8. Christiania. Finans- og Tolddepartementet. OQversigt over kongeriket Norges statsindtægter og statsutguifter. Budgetterminen 1907—08. Kra. 1909. 4. Anhang til Oversigt over kongeriket Norges statsregnskap for budgetterminen 1907—08. Kra. 1909. 4. Storthings-Efterretninger. 1836—1854. B. 4 H. 1. 2 4—6. Chra. 1906—09. 4. Kirke- og Undervisningsdepartementet. Arkiv för nordisk filologi. B. 9. N. F. 91. Lund 1908—09. 8. Kommissionen til utgivelse av kildeskrifter til Norges historie. Norske Herredags-Dombøger. Udg. for Det norske Historiske Kildeskriftfond. 2. Række. (1607—928). III. Dombog for 1613. 2. Herre- dagen paa Eker ved E. A. Thomle. H. 1.9. Chra. 1908—09. 8. 61 Historiske Samlinger, udg. af Den Norske Historiske Kildeskrift- kommission. B. 8. H. 9. (Chr. 1909. 8. Landbruksdirektøren. Aarsberetning angaaende de offentlige foranstaltninger til land- brukets fremme. 1 aaret 1908. (I. II). Kra. 1909. S. Kenbeitekommissionen av 1907. Dokumenter angaaende flytlapperne m. m. samlede efter renbeite- kommissionens opdrag af J. Qvigstad og K. B. Wiklund. I. II. Kra. 1909. 4. Riksarkivet. Statholderskabets Extraktprotokol af Supplicationer og Resolu- tioner 1662—1669. H.1. (Chra. 1908. 8. Statssekretariatet. Lovtidende, Norsk. iste avd. 1908. No. 35—51. 1909. No. 1—46. 2den avd. 1908. H. 2—4. 1909. H. 1. 2. Overenskomster med frem- mede stater. 1908. No. 6. 7. 1909. No. 1—6. Kra. 8. Stavanger. Stavanger Museum. Aarshefte for 1908. Aarg. 19. Stavanger 1909. 8. Tromsø. Trømsø Museum. Aarshefter. 99. 1906. Tromsø 1908—09. 8. Trondhjem. Trondhjems tekniske Læreanstalt. Oversigt over Virksomhed 1 Læseaaret 1907—08. Thjem. 1908. 8. Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Skrifter. 1908. Thjem. 1909. 8. 2, Udenlandske. 9 Abo. Åbo stads historiska museum. Bidrag till Abo stads historia. Utg. på föranstaltande af Besty- relsen för Åbo stads Historiska Museum. 2. Serien. IX. J.W. Ruuth. Abo stads historia under medeltiden och 1500-talet. H. 1. Helsingfors 1909. 8. Aix-en-Provence. Bibliothéque de U Université. Annales de la Faculté de Droit d'Aix. Tome I. No. 3.4. Tome II. No. 1. 2. Paris, Marseille 1907—08. Annales de la Faculté des Lettres d'Aix. Tome I. No.3. 4. Tome II. Paris, Marseille 1907—08. 8. Askov. Askov Folkehøjskole. Askov Lærlinge. Aarsskrift for 1908. Kbh. 1909. S. Augsburg. Naturwissenschaftlicher Verein fir Schwaben und Neuburg (E. V.). 388. Bericht. Augsburg 1908. 8. Batavia. De kominklijke natmurkundige Vereeniging in Nederlandsch-Indié. Natuurkundig Tijdsehrift voor Nederlandsch-Indié. D. LXVII. Weltevreden 1909. 8. Belfast. The Belfast Natural History & Philosophical Society. Report and Proceedings for the session 1907—1908. Belfast 1909. 8. Berlin. Kgl. Bibliothek. Jahresbericht. 19085—09. Berlin. $8. Gesellschaft får Erdkunde. Zeitschrift. 1908. No.9.10. 1909. No. 1-8. Berlin 1908—09. 8. Gesellschaft naturforschender Freunde. Amehbiv får Biontologied BIR 1422 Berkn/ 190953 Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1908. Berlin 1908. 8. Deutsche Physikalische Gesellschaft. Verhandlungen. dJahrg. 6. No. 22—94. Jahrg. 7—10. Jahrg. 11. No. 1—926. Braunschw. 1904—09. 8. Besztercze (Bistritz). Gewerbelehrlingsschule. Jahresbericht. XXXII. XXXIII. 1906—07. 1907—08. Besz- tereze (Bistritz) 1907—08. 8. Bologna. La KR. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna. Memorie. GClasse di scienze fisiche. Serie VI. T.V. Bologna 1908. 4. y= Classe di scienze morali. Serie I. Sezione di scienze giuridiche. T. II. Bologna 1908—09. 4. —»— Classe di scienze morali. Serie I. Sezione di seienze storieo-filologiehe. T. I. Bologna 1908—09. 4. Rendiconto delle sessioni. Classe di seienze fisiche. Nuova serie. Vol. XII. (1907—08). Bologna 1908. 8. —» — Classe di seienze meorali. Serie prima. Vol. I. (1906—08). Fase. 2. Vol. II. (1908—09). Fase. 1. Bologna 1908—09. 8. Bonn. Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande und West- falens. Sitzungsberichte. 1908. Bonn 1909. 8. Verhandlungen. dJahrg. 65. Bonn 1909. 8. Bordeaux. Commission météorologique de La Gironde. Bulletin. Année 1907. P.29. Bordeaux 1908. 8. F. Courty. Observations pluviométriques et thermométriques faites dans le Département de La Gironde de Juin 1906 å Mai 1907. Bordeaux 190008: Société des sciences plysiques et naturelles. Mémoires. 6. Série. T. IV. Bordeaux. 1908. 8. Procés-verbaux des séances. Année 1906—07. 1907—08. Paris, Bordeaux 1907—08. 8. Boston, Mass. The American Academy of arts and sciences. Proceedings. Vol. 44. Vol. 45. No. 1. Boston 1908—09. 8 Bremen. Naturwissenschaftlicher Verein. Abhandlungen. B. XIX. H.8. Bremen 1909. 8. Brest. Société académique. Bulletin. 9 Série. T. XXXII. 1906—07. Brest 1908. 8. Brooklyn, New York. Museum of the Brooklyn Institute of arts and sciences. Seience Bulletin. Vol. 1. No. 14—16. New York 1908—09. 8. Cold Spring Harbor Monographs. Brooklyn, N. Y. 8. VIL Esther F. Byrnes. The fresh water Cyclops of Long Island. 1909. Bruxelles. Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Bel- gique. Annuaire. Année 75. 1909. Bruxelles 1909. S. Bulletin de la classe des lettres et des sciences morales et poli- tiques et de la classe des beaux-arts. 1908. No. 9—12, 1909. No. 1—8. Bruxelles 1908—09. 8. — de la classe des sciences. 1908. No. 9—12. 1909. No. 1—8. Bruxelles 1908—09. S. L' Observatoire royal de Belgique. Annales. Nouvelle série. Annales astronomiques. T. XI. Fasc. II. Bruxelles 1908. 4. == —»— Physique du globe. T. IV. Fasc. I. Bruxelles 1908. 4. Annuaire astronomique. 1909. Bruxelles 1908. 8. Socidté royale zoologique et malacologique de Belgique. Annales. T. XLIII. Année 1908. Bruxelles 1908. 8. Budapest. Ungarische Akademie der Wissenschaften. Almanach. 1908. 1909. Budap. 1908--09. 8. Berichte, Mathematische und naturwissenschaftliche, aus Ungarn. B. 21. 1905. 29. 1904. 24. 1906. Lpz. 1907—09. 8. Ertesitö, Archæologiai. Uj folyam. XXVII kötet. Szåm 3—5. XXVIII — XXIX kötet. Szåm 1.29. Budap. 1907—09. 8. Ertesitö, Mathematikai és természettudomånyi. XXV kötet. Fizet 235. XXVI — XXVII — — 12 Budap. 1907—09. 8. Hampel Jösef. Ujabb tanulmånyok a honfoglalåsi kor emlékerröl. Budap. 1907. 8. Közlemények, Mathematikai és természettudomånyi. XXIX kötet. Szåm 83.4. XXX — — 1-5. Budap. 1907—09. 8. Közlemények, Nyelvtudomånyi. XXVII kötet. Fiözet 2—4. XOQM Budap. 1907—08. S. Rapport sur les travaux de Académie hongroise des sciences en 1907. 1908. Budap. 1908—09. 8. Kgl. Ung. Reichsanstalt fir Meteorologie und Erdmagnetismus. VIII. Berieht iber die Thåtigkeit der klg. ung. Reichsanstalt fir Meteorologie u. Erdmagnetismus und des Observatoriums in Ogyalla im Jahre 1907. (Deutsche Ausgabe). Budapest 1909. 8. Jahrbiöcher. Bd. XXXV. Jahrg. 1905. T. IV. Bd. XXXVI. Jahre. 1906. T. I-IV. Budapest 1907—09. 4. Publicationen. Bd. VII. VIII. Budapest 1909. 4. 7tes Verzeiehniss der fir die Bibliothek der kgl. ung. Reichs- anstalt fir Meteorologie und Erdmagnetismus im Jahre 1908 als Ge- schenk erhaltenen und durch Ankauf erworbenen Biicher. Budapest 1909. 8. Buenos Aires. Sociedad cientifica Argentina. Anales. Tomo LXVI. Entr, 2—6. Tomo LXVII. Tomo LXVIII. Entr. 1. Buenos Aires 1908—09. 8. Buffalo, N. Y. Buffalo Society of natural sciences. Bulletin. Vol. IX. No.9. Buffalo, N. Y. 1909. 8. 65 Cambridge, Mass. The Museum of comparative zoölogy at Harvard College. Bulletin. Vol. XLIII. No. 6. — LI » 6—183. — LIHII. » 1—14. Cambr., Mass. 1908—09. 8. Report, Annual, of the GCurator for 1907—08. Cambr. 1908. 8. Chicago- John Crerar Library. 14. Annual Report for 1908. Chicago 1909. 8. Cincinnati, Ohio, U. S. A. Lloyd Library. Bulletin. No. 11. Cincinnati 1909. 8. Colorado Springs, Colo. Board of Trustees of Colorado College. Colorado College Publication. General Series. No. 31— 38. 96. 37. Colorado Springs, Colo. 1907—08. 8. Dorpat (Jurjew). Naturforscher-Gesellschaft bei der Universitåt Jurjew (Dorpat). Sehriften. XVIII. XIX. Jurjew (Dorpat) 1908. 4. Sitzungsberichte. B. 16. H. 2—4. B. 17. H. 2—4. Jurjew (Dorpat) 1908. 8. Flagstaff, Ariz., U. S. A. Lowell Observatory. Bulletin. No. 34—41. [Flagstaff 1908—091. 4. Freiburg i. Br. Die naturforschende Gesellschaft. Bjermehtel Bad 17:0H2.>Freiburgi 1. Br. 190958: Genéve. Société de physique et d'histoire naturelle de Genéve. Mémoires. Vol. 85. Fase. 8. 4. Vol. 386. Fasc. 1. Genéve & Paris 1908—09. 4. Giessen. Oberhessische Gesellschaft fir Natur- und Heilkunde. Bericht. N. F. Medizinische Abt. B. 8.4. Giessen 1908. 8. — N. F. Naturwissenschaftliche Abt. B. 2. Giessen 1908. 8. Göttingen. Kömigliche Gesellschaft der Wissenschaften. Nachrichten. Math.-physikal. Klasse. 1908. H. 4. 1909. H. 1. 2. Berlin 1908—09. 8. —» — Philol.-histor. Klasse. 1908. H.5. 6.1909. H. 1—3. Berlin 1908—09. &. =p= Geschiiftliche Mittheilungen. 1908. H. 9. 1909. H. 1. Berlin 1908—09. 8. 66 Groningen. Natuurkundig Genootschap te Gromingen. Verslag, 107. 1907. Groningen [1908]. 8. Gilstrow. Verein der Freunde der Naturgeschichte in Mecklenburg. Arehiv. Jahr 62. Abt. II. Jahr 63. Abt. I. Gistrow 1908—09. 8. Göteborg. Göteborgs Högskola. Arsskrift. B. 183. 1907. B. 14. 1908. Göteborg 1908. 8. Göteborgs Kungl. Vetenskaps och Vitterhets Samhålle. Handlingar. 4. följden. H. 10. 11. Göteborg 1908. 8. Haarlem. Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne). Arehives du Musée Teyler. Série II. Vol. XI. P.383. Haarlem 1909. 4. Société hollandaise des sciences. Arehives néerlandaises des sciences exactes et naturelles. Série II. T. XIV. La Haye 1909. 8. Halifax. The Nova Scotian Institute of Science. Proceedings and Transactions. Vol. XI. P.3. 4. Vol. XII. P. 1. Halifax 1908. 8. Halle a. S. Såchsisch-thiringischer Verein fir Erdkunde. Mitteilungen. Jahrg. 82. 1908. Halle a. S. 1908. 8. Hamburg. Naturhistorisches Museum. Mitteilungen. Jahrg. XXV. 1907. Hamburg 1908. 8. Hanau a. M. Wetterawische Gesellschaft fr die gesamte Naturkunde. J.Zingel. Geschichte der Wetterauischen Gesellschaft fir die ge- samte Naturkunde. Eine Festgabe zur Feier ihres hundertjåhrigen Bestehens. Hanau 1908. 8. Hannover. Naturhistorische Gesellschaft. 55. bis 57. Jahresbericht, 1904/05—1906/07. Hannover 1908. 8. Heidelberg. Naturhistorisch-medicinischer Verein. Verhandlungen. NF. B8(H.5. BOB Ort»: Heidelberg 1908—09. 8. 67 Helder. Nederlandsche Dierkundige Vereeniging. Tijdsehrift. de Serie. D. XI. Afl. 1. Leiden 1908. 8. Helsingfors. Observatorium. Catalogue photographique du «el. Zone de Helsingfors entre + 890 et + 470, Publiée par Anders Donner. Helsingfors. 4. Série I. Coordonnées rectilignes et équatoriales. T. III. Clichés de 6h å 9b, 1908. Societas pro fauna et flora fennica. Acta. Vol. 29-31. Helsingforsiæ 1906—09. 8. Meddelanden. H.85. 34. Helsingfors 1907—08. 8. Festsehrift Herrn Professor Dr. J. A. Palmén zu seinem 60. Ge- burtstage am 7. Novbr. 1905 gewidmet von Schiilern und Kollegen. Bd. I. II. Helsingfors 1905—07. 8. O. M. Reuter. Charakteristik und Entwickelungsgeschichte der Hempiteren-Fauna der palaearktischen Coniferen. Helsingfors 1908. 4. Société finno-ougrienne. Hilfsmittel fir das studium der finnisch-ugrischen sprachen. Ill. Helsingisså 1907. 8. Journal. XXIV. XXV. Helsingisså 1907—08. 8. Mémoires. Helsingfors. 8. XXV. Antti Aarne. Vergleichende Mårchenforschungen. 1908. XXVI. Lappische Juoigos-Melodien. Gesamm. und hg. von Årnas Launis. 1908. Subkomitén för den obesuttna befolkningen. Statistisk undersökning af socialekonomiska förhållanden i Finlands landskommuner år 1901. III. Helsingfors. 4. H. Gebhard. Den odlade jordarealen och dess fördeling. 1908. Sållskapet för Finlands geografi. Fennia. 23—927. Helsingfors 1905—09. 8. H. Gebhard. Socialstatistisk atlas öfver Fimlands landskommuner år 1901. Text & Atlas. Helsingfors 1908. 8 & Fol. Kassel. Verein fir hessische Geschichte und Landeskunde. Zeitscehrift. Neue Folge. B. 32. 33. Kassel 1908—09. 8. Kiel. Gesellschaft fir Schlesmwig-Holsteinische Geschichte. Zeitschrift. B. 39. Kiel 1909. 8. Kjøbenhavn. Carlsberg Laboratoriets Bestyrelse. Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet. B. 7. H. 4. B.8. H. 1. Kbh. 1909. 8. 68 Entomologisk Forening. Entomologiske Meddelelser. Anden Række. B. 3. H.4. Kbh. 1909. 8. Dansk geologisk Forening. Meddelelser. No. 14. 15. Kbh. 1908—09. 8. Den naturhistoriske Forening. Meddelelser, Videnskabelige, for Aaret 1908. Kbh. 1909. 8. Det Jydske historisk-topografiske Selskab. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi. 3. Række.. B. VI H. 1. 2. Kbh. 1908—1909. 8. Danmarks geologiske Undersøgelse. I. Række. Nr. 11. Tekst & Atlas. I. Række NriøPeksid Atlas. Nr. 18. Nr. 19. Tekst & Atlas. Kbh. 1907—08. 8. Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1 Aaret 1908. No. 4—6. 1909. No. 1—5. Kbh. 1908—09. 8. Skrifter. 7. Række, historisk og filosofisk Afd. I. 3. Khh. 1909. 4. — 7. Række, naturvidensk. og math. Afd. V. 2. VI. 2. 3. VII. 1. Kbh. 1908—09. 4. Königsberg in Pr. Physikalisch-ökonomische Gesellschaft. Schriften. Jahrg.48. 1907. Jahrg. 49. 1908. Königsberg 1908—09. 4. Krakow. Akademija umiejetnosct mw Krakowie (Académie des sciences de Cra- covie). Bulletin international. Cracovie. 8. Classe de philologie, classe d'histoire et de philosophie. 1908. No. 6—10. 1909. No. 1—6. 1908—09. Classe des sciences mathématiques et naturelles. 1908. No.9. 10. 1909. No. 1—7. 1908—09. Katalog literatury naukowej polskiej. Tom VIII. Rok 1908. Zeszyt II. IV. Tom IX. Rok 1909. Zeszyt I. II. Krakow 1909. 8. La Plata. Direccion general de Estadistica de la Provincia de Buenos Atres. Boletin mensual. Aio IX. 1908. No. 91—101. La Plata. 4. El Periodismo en la Provincia de Buenos Aires. Aifio 1907. La Plata 1908. 8. Museo de La Plata. Anales. Segunda Serie. Tomo I. Entrega ?. La Plata 1908. 4. Revista. Tomo XIV. XV. La Plata 1907—08. 8. Lawrence, Kansas. The Kansas University. Scienee Bulletin. Vol. IV. No. 7—20. Lawrence, Kansas 1908. 8. 69 Leiden. Le Comité exeécutif de la Commission de surveillance de VEncyclo- pédie de VIslam. Enzyklopaedie des Islam. Hg. von M. Th. Houtsma und A. Sehaade. Lfg. 8.4. Leiden 1908—09. 8. Leipzig. Fiirstlich Jablonowskische Gesellschaft. Jahresbericht. Lpz. 1908. 8. Preisschriften. Lpz. 8. XXXVIIL. F. Poland. Geschichte des griechischen Vereinswesens. 1909. Die naturforschende Gesellschaft. Sitzungsberichte. Jahrg. 34. 1907. Lpz. 1908. 8. Liverpool. The Liverpool Biological Society. Proceedings and Transactions. Vol. XXII. 1907—08. Liverpool 1908. 8. London. Zoological Society. Proceedings. 1908. P. IV. 1909. P. I-II. London 1909. 8. Transactions. Vol. XIX. P.1. London 1909. 4. Libeck. Verein fir Lubeckische Geschichte und Altertumskunde. Zeitsehrift. Bd. 10. H. 1 & Beilage. Bd. 11. H. 1. 2. Libeck 1908—09. 8 & 4. Lund. Universitetet. Acta Universitatis Lundensis. — Lunds Universitets Årsskrift. N. S. Afd. 1. Bd. I-IV. 1905—08. Lund 1905—09. 8. — g 2, IV. 1908. Lund 190809, 4 Luxembourg. L Institut grand-ducal de Luxembourg (Section des sciences natu- relles, physiques & mathématiques). Archives trimestrielles. N. S. T. II. II. 1907. 1908. Luxem- bourg 1908. 8. Madison. Wisconsin Geological and Natural History Survey. Bulletin. Suppl. to No. XIV. No. XX. Madison, Wis.1908—09. 8. Real Academia de ciencias exactas, fisicas y naturales. Memorias. Tomo XXVI. Fase. 1. 2. Madrid 1908—09. 4. Revista. Tomo VII. Madrid 1908—09. 8. Magdeburg. Museum fir Natur- und Heimatkunde. Abhandlungen und Berichte. Bd. I. H. IV. Magdeburg 1908. 8. Manchester. The Manchester Literary & Philosophical Society. Memoirs and Proceedings. Vol. 53. 1908—09. Manchester 1909. 8, Melbourne. The Royal Society of Victoria. Proceedings. New Series. Vol. XXI. P. II. Vol. XX. P.I. Melbourne 1909. 8. Mexico. Instituto geolögico de Mexico. Boletin. Num. 17. 26. Mexico 1908. 4. Parergones. Tomo II. Num. 7—10. Tomo I. Num. 1. 2. Mexico 1908—09. 8. ; Observatorio meteorolögico magnético central. Boletin mensual. 1904. Num. 11. 12. 1905. Num. 1. 1908. Num. 9—12. 1909. Num. 1—4. Mexico 1904—09. 4. Sociedad cientifica ,Antonio Alzate" Memorias y Revista. Tomo 25. No. 4. Tomo 926. Nos. 10—12. Mexico 1907—08. 8. Middelburg. Het Zeeumsch Genootschap der wetenschappen. Archief. Vroegere en latere mededeelingen voornamelijk in betrek- king tot Zeeland. 1908. Middelburg 1908. 8. Milano. Reale Istituto Lombardo di scienze e lettere. Alti della Fondazione scientifica Cagnola. Vol. XXII. Milano 1909. 8. Rendiconti. Serie II. Vol. XLI. Fasc. XVII-XX. Vol. XLII. Fase. I-XV. Milano 1908—09. 8. Societa italiana di scienze naturali. Atti. Vol. XLVIIL. Fase. 3. 4. Vol. XLVIIL. Fase. 1. 2. Milano 1909. 8. Milwaukee. Public Museum. Report, 26. Annual. Sept. fst, 1907, to Aug. 3ist, 1908. Milwaukee 1908. 8. The Wisconsin Natural History Society. Bulletin. New Series. Vol. 6. Nos. 3. 4. Vol..7. No. 1. 2 Milwaukee, Wisc. 1908—09. 8. Monaco. Musée océanographique. Résultats des campaignes scientifiquesa ccomplies sur son yacht par Albert Ier, prince souverain de Monaco, publiés sous så direction avec 71 le concours de M. Jules Richard. Fasc. XXXIII.* Monaco 1908. 4. Bulletin. No. 122—153. Monaco 1908—09, 8. Moskva. Imperatorskoje Obscestvo ljubitelej jestestvoznanija, antropologij i etno- gr af sostojaseoje pri Imperatorskom Moskovskom Universitete. Izves tija. Tom CXVII. Vyp. 1. Trudy otdelenija fiziceskich nauk. Tom XIV. Vyp. 1. Moskva 1909. 4. Pamgzati Michaila Ivanoviea Konovalova. Moskva 1908. 8. Minchen. Bayerische Botamische Gesellschaft. Berichte der Bayerischen Botanischen Gesellschaft zur Erforschung der heimischen Flora. B. XII. H. 1. Minchen 1909. 8. Mitteilungen der Bayerischen Botanischen Gesellschaft zur Er- forschung der heimischen Flora. Bd. II. Nr. 9—18. Miinchen 1908—09. 4. Ormithologische Gesellschaft in Bayern. Verhandlungen. 1907. B. VIII. Miinchen 1908. 8. K. Technische Hochschule. 74 Inaugural-Dissertationer. Neuchåtel. Socidété des sciences naturelles. Bulletin. T. XXXV. 1907—08. Neuchåtel 1909. 8. Newcastle-upon-Tyne. Society of Antiquaries. Arcehaeologia Aeliana: or, Miscellaneous tracts relating to anti- quities. 3. Series. Vol. V. London and Newcastle-upon-Tyne 1909. 8. Proceedings. 38. Ser. Vol. III. No. 30. Vol. IV. No. 1—15. Newcastle-upon-Tyne 1908—09. 8. New Haven, Connecticut. Connecticut Academy of arts and sciences. Transactions. Vol. 14. P.1—4. Vol. 15. New Haven 1908—09. 8. New York. The New York Academy of sciences. Annals. Vol. XVIII. P. III. New York 1909. 8. The American Museum of Natural History. Bulletin. Vol. XXIV. New York 1908. 8. The American Museum Journal. Vol. VIII. No. 8. Vol. IX. No. 1—7. New York 1908—09. Memourse Vor VIET VoIP SVV Vol SP IT: New York 1909. 4. Anthropological Papers. Vol. I. P. VI. Vol. II. P. Ill. . Vol. II. New York 1908—09. 8. o 79 pd ' Report, Annual, of the President &c. for the year 1908. New York 1909. 8. Guide Leaflet Series. No. 28. 29. New York 1909. 8. L. W. Williams. The anatomy of the Common Squid, Loligo Pealii, Lesueur. Leiden s. a. 4. The American Mathematical Society. Bulletin. Vol. XV. No.3—10. Vol. XVI. No.1. 9. Lancaster, Pa., and New York 1908—09. 8. Register, Annual. Jan. 1909. New York 1909. 8. Offenbach. Offenbacher Verein fur Naturkunde. 43.—56. Bericht. 1901—1909. Offenbach a. M. 1909. 8. Palermo. R. Istituto botamico di Palermo. Contribuzioni alla biologia vegetale ed. da Ant. Borzi. Vol. IV. Fasc. II. Palermo 1909. 8. Societå di scienze naturali ed economiche. Giornale. Vol. XXVI. Anno 1908. Palermo 1909. 4. Para. Museu Paraense de historia natural e ethnographia- Boletim. Vol. V. No. 2. Parå 1909. 8. Paris. Bureau des longitudes. Annuaire pour lan 1909. 1910. Paris. 8. Connaissance des temps, pour lan 1909. Paris 1908. 8. — — Extrait å l'usage des écoles d'hydrographie et des marins du commerce, pour Van 1909. Paris 1908. 8. Ecole Polytechnique. Journal. Ile Série. Cahier 12. Paris 1908. 4. Institut de France. Annuaire pour 1909. Paris 1909. 8. Muséum d'histoire naturelle. Bulletin. Année 1907. No. 7. Amnnée 1908. Paris 1907—08. 8. Société zo00logique de Frame. Bulletin. T. XXXIL. Paris 1907 8: Mémoires. T. XX. Paris 1907. 8. Philadelphia. Academy of Natural Sciences. Proceedings. Vol. LX. P.9.3. Vol. LXI. P.1. Philadelphia 1908—09. 8. American Philosophical Society. Proceedings. No. 189—191. Philadelphia 1908 —09. 38. I (ed) Pisa. R. Scuola normale superiore. Annali. Scienze fisiche e matematiche. Vol. X. Pisa 1908. 8. — Filosofia e filologia. Vol. XXI. Pisa 1908. 38. Porto. Academia polytechnica. Annaes scientificos. Vol. II. No. 3. 4. Vol. IV. Cormbra 1908—09. 8. Pulkowo. L' Observatoire Central Nicolas. Publications. Série II. Vol. XVI. II. XVIII III. St.-Péters- bourg 1908. 4. Missions seientifiques pour la mesure dun arc de méridien au Spitzberg entreprises en 1899—1901 sous les auspices des gouvernements russe et suédois. Mission russe. Tome II. Sect. IX. B. 2. St.-Pétersbourg 1908. 4. Reykjavik. Hinn lærdt sköli. Skyrsla um hinn lærda skola i Reykjavik. Sköla-årid 1908—1909. Reykjavik 1909. 8. Riga. Gesellschaft fir Geschichte und Alterthumskunde der Ostseeprovinzen Russlands. Mitteilungen aus der livlåndisehen Geschichte. Bd. 18. H. 2. BaS20MER 2 Riga 1908) 8. Sitzungsberiehte aus dem Jahre 1907. 1908. Riga 1908—09. 8. Naturforscher- Verein. Katalog der Bibliothek. I. Riga 1908. 8. Korrespondenzblatt. LI. LII. Riga 1908—09. 8. Rio de Janeiro. Observatorio. Boletim mensal. 1907. Julho-Dezembro. Rio de Janeiro 1908. 8. Rochechouart. La Société Les amis des sciences et arts. Bulletin MIKSVEN No 20 TNS VIEN No Rochechouart 1907—08. 8. Roma. — Reale Accademia dei Lincei. Atti. Serie V. Rendiconti. Classe di scienze fisiche, matematich> e naturali. Vol. XVII. 2* Semestre. Fasc. 9-12. Vol. XVIIL 19% Semestre. 2” Semestre. Fase. 1—9. Roma 1908—09. 4. Rendieonto dell'adunanza solenne del 6 giugno 1909. Vol. II. Roma 1909. 4. 14 Reale Accademia medica. Bulletino. Anno XXXIV. Anno XXXV. Fasc. 1. 2. Roma 1908—09. 8. Rostock. Die Grossherzogliche Landes-Universitåt. Jahresbericht. Jahrg. III. 1908. Rostock. 8. Verzeichniss der Behörden, Lehrer &c. Winter-Sem. 1908—09. Rostock 1908. 8. — — Sommer-Sem. 1909. Rostock 1909. 8. | Vorlesungs-Verzeichniss. Winter-Sem. 1908—09. Rostock 1908. 8. — — Sommer-Sem. 1909. Rostock 1909. 8. Stipendien-Ordnung der Universitåt zu Rostock. Rostock 1909. 8. M. Thierfelder. Beitråge zur Lehre vom Trachom. (Lösung der von der medizinisehen Fakultåt fir das Jahr 1907—08 gestellten Preis- frage). Rostock 1909. 8. 1 Habilitations-Skrift. 140 Inaugural-Dissertationer. Rouen. Société des amis des sciences naturelles. Bulletin. 5e série. Année 42. fer & 2e semestres 1906. — 43. — — 1907. Rouen 1907—08. 8. San Fernando. Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando. Almanaque nåutico para el afio 1910. 1911. San Fernando 1908—09. 8. San Francisco. The California Academy of sciences. Proceedings. 4. Series. Vol. III, pp. 41—48. San Francisco 1908. 8. St. Louis, Mo. Missouri Botanical Garden. Report, 19. Annual. St. Louis, Mo. 1903. 8. St. Petersburg. Académie Impériale des sciences. Annuaire du Musée zoologique de I Académie Impériale des sciences de St.-Pétersbourg. T. XIII. No. 4. T. XIV. No. 1. 2. St-Péters- bourg 1908—09. 8. Bulletin. Ve Série. T. XXV. No. 3—5. St.-Pétersbourg 1907. 8. Mémoires. VIIIe série. Classe physico-mathématique. Vol. XVIII No. 7—13. Vol. XIX. Vol. XXI. No. 1—3. Vol. XXII. Vol. XXII. No. 1—6. St.-Pétersbourg 1908—09. 4. Schedae ad herbarium florae rossicae. VI. St. Petersburg 1908. 8. Travaux du Musée botanique de Académie Imp. des sciences. VI. St.-Pétersburg 1909. 8. Comité géologique. Bulletins. XXVI. 1907. No. 1—4. 8—10. XXVIIL 1908. No. 2. 3. St.-Pétersbourg. 8. Mémoires. Nouvelle Série. Livr. 28. 30. 37. 38. 41. 42. St.-Péters- bourg 1906—07. 4. Russisch-Kaiserliche mineralogische Gesellschaft. Verhandlungen. 9. Serie. Bd. 45. St. Petersburg 1907. 8. Materialien zur Geologie Russlands. Bd. XXIII Lfg.2. St. Peters- burg 1908. 8. Jardin Impérial de botanique. Acta Horti Petropolitani. Tom. XXVIII. Fasc. II. Tom. XXIX. Fase. II. S.-Peterb. 1908—09. 8. Murman-Expedition. A. K. Linko. Untersuchungen iöber das Plankton des Barents- Meeres. St. Petersburg 1907. 4. Schwerin. Verein fir mecklenburgische Geschichte und Alterthumskunde. Jahrbiicher und Jahresberichte. Jahrgang 738. Schwerin 1908. 8. Siena. R. Accademia dei fistoeritici. Atti. Serie IV. Vol. XX. No. 7—10. Serie V. Vol. I. No. 1—6. Siena 1908—09. 8. Stettin. Gesellschaft fur Pommersche Geschichte u. Alterthumskunde. Monatsblåtter. Jahrg. 22. 1908. Stettin 1908. 8. Studien, Baltische. N. F. Bd. XII. Stettin 1908. 8. Stockholm. Sveriges geologiska Undersökning. Årsbok. 1907. 1908. Stockh. 1907—09. 8. Kungl. Svenska Vetenskaps-Akademien. Årsbok för år 1907. 1909. Uppsala & Stockh. 1908. 8. Arkiv för botanik. Bd. 8. Bd. 9. No. 1. Uppsala & Stockh. 1909. 8. — för kemi, mineralogi och geologi. Bd. 38. H. 3. Uppsala & Stockh. 1909. 8. — för matematik, astronomi och fysik. Bd. 5. Uppsala & Stockh. 190998: — för zoologi. Bd. 5. Uppsala & Stockh. 1909. 8. H. Gyldén. Traité analytique des orbites absolues des huit planétes principales. T. II. Stockh. 1908. 4. Handlingar. N. F. Bd. 48. No. 7—12. B. 44. No. 1-3. B. 45. No. 1. 2. Uppsala & Stockh. 1908—09. 4. Iakttagelser, Meteorologiska, i Sverige. Bd. 49. (2. serien. B. 35). 1907. Bihang. B.50. (2. serien. B. 36). 1908. & Bihang. Uppsala & Stoekh. 1908—09. 8. Lefnadsteckningar öfver Kungl. Svenska Vetenskaps-Akademiens efter år 1854 aflidna ledamöter. B. 4. H. 4. Uppsala & Stockh. 1909. S. 76 Carl von Linné. Skrifter. IV. Upsala 1908. 8. Meddelanden från K. Vetenskapsakademiens Nobelinstitut. B. I. No. 12—15. Uppsala & Stockh. 1908—09. 8. Les prix Nobel en 1906. Stockh. 1908. 8. Udgiveren. Acta mathematica. 382. 1—3. Stockh. 1909. 4. Kongl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Fornvånnen. Meddelanden. Under redaktion af Emil Ek hoff. 1907. H. 5. 1908. H. 3—5. 1909. H. 1-3. Stoekh. 8. Tidskrift, Antikvarisk, för Sverige. D. 18. H. 2. Stockh. 1909. 8. Sydney. Board of fisheries of New South Wales. David G. Stead. The edible fishes of New South Wales. Sydney 1908. 8. Linnean Society of New South Wales. Proceedings. Vol. XXXIII. P. 35. 40 Vol: XXxxIVE NE Sydney 1908—09. 8. The Royal Society of New South Wales. Journal and Proceedings. Vol. XXXVII. 1903—Vol. XLI. 1907. Sydney 1903—07. 8. Tokyo. Deutsche Gesellschaft fur Natur- und Völkerkunde Ostasiens. Mittheilungen. Bd. XI. Teil 8.4. Tokyo 1908—09. 8. Det keiserlige japanesiske Universitet. Mittheilungen aus der medieinischen Facultåt der Kaiserlich- Japanischen Universitåt. B. VIII. No. 1. 2. Tokyo 1908. 8. Toronto. The Canadian Institute. Transactions. Vol. VIII. P.29. 3. Toronto 1906—09. 8. University. Studies. Papers from the Chemical Laboratories. No. 74—85. [Toronto] 1908—09. 8. — Papers from the Physical Laboratories. No. 24—31. [Toronto] 1908—09. 8. — Physiological Series. No. 7. [Toronto] 1909. 8. Toulon. L' Académie du Var. Bulletin. Année LXXIV. 1906. LXXV. 1907. Toulon 1907—08. 8. Upsala. Kgl. Universitetet. Årsskrift. 1908. Ups. 8. Sveriges offentliga bibliotek: Stockholm. Upsala. Lund. Göteborg. — Accessions-Katalog. 91. 1906. 92. 1907. Stockh. 1907—09. 8. Bref och skrifvelser af och till Carl von Linné. Afd. 1. D. II. Stockh. 1908. 8. TI Förarbetena till Sveriges Rikes Lag 1686—1736 efter offentligt uppdrag utg. af Wilh. Sjögren. VIII. Upsala 1909. 8. Kongl. Vetenskaps-Societeten. Nova Acta Regiæ Societatis scientiarum Upsaliensis. Ser. IV. Vol. II. Fasc. I. Ups. 1907—09. 4. Utrecht. Société Provinciale des Arts et des Sciences. Comptes-rendus des séances du 4. Congrés international d'élec- trologie et de radiologie médicales. Amsterdam, 1.—5. Sept. 1908. Amsterdam 1908. S8. Warszawa. Société scientifique de Varsovie. (Gomptes rendus. Rok I. 1908. Zeszyt 1—5. Rok II. 1909. Zeszyt 1—6. Warszawa 1908—09. 8. Travaux. III. Classe des sciences mathématiques et naturelles. No. 1. 1908. Warszawa 1908. 8. Udgiveren. Swiatowit. Annuaire de Varchéologie préhistorique polonaise et d'autres pays slaves. Réd. par Erasme Majewski. Vol. VIIIL 1907. Warszawa 1908. 8. Washington. Department of the Interior, Buream of Education. Report of the Commissioner of Education for the year ended June 30, 1907. Vol. 1. 9. 1908. Vol. 1. 2. Wash. 1908—09. 8. Department of the Interior. — United States Geological Survey. George Otis Smith, director. Bulletin. No. 328. 335. 337. 3388. 340. 343—359. 361—369. 3871. 372. 976. 378. Wash. 1908—09. 8. Professional Paper. Wash. 4. 58. G. H. Girty. The Guadalupian fauna. 1908. 59. Contributions to the tertiary paleontology of the Pacific Coast. I. W. H. Dall. The miocene of Astoria and Coos Bay, Oregon. 1909. 60. R. D. Salisbury & W. W. Atwood. The interpretation of topographiec maps. 1908. 61. W. W. Atwood. Glaciation of the Uinta and Wasatch Mountains. 1909. 62. F. L. Ransome & F. C. Calkins. The geology and ore deposits of the Coeur d'Alene District, Idaho. 1908. - 63. Economic geology of the Georgetown Quadrangle (together with the Empire Distriet), Colorado, by J. E. Spurr & G. H. Garrey, with general geology by S. H. Ball. 1908. Report to the Secretary of the Interior, 929. Annual, for the year ended June 30, 1908. Wash. 1908. 8. Resources, Mineral, of the United States. Calendar year 1907. PAbVWashy 19082008: 78 Water-Supply Paper. Wash. 8. 219. W. C. Mendenhall. Ground waters and irrigation enter- prises in the Foothill Belt, Southern California. 1908. 220. G. A. Waring. Geology and water resources of å portion of South-Central Oregon. 1908. 291. C. A. Fisher. Geology and water resources of the Great Falls Region, Montana. 1909. 292. W. C. Mendenhall. Preliminary report on the ground waters of San Joaquin Valley, California. 1908. 225. Underground water of Southern Maine by F. G. Clapp, with records of deep wells by W. S. Bayley. 1909. 22... W. C. Mendenhall. Ground waters of the Indio Region, California, with a sketch of the Colorado Desert. 1909. 2%. E.B. Phelps. The pollution of streams by sulphite pulp waste. 1909. Carnegie Institution. C. B. Davenport. Inheritance in Canaries. Wash. 1908. 8. F. E. Lutz. The variation and correlations of certain taxonomic characters of Gryllus. Wash. 1908. 8. Smithsonian Institution. — Bureau of American Ethnology. Bulletin. Wash. 8. 394. A.Hrdlidka. Physiological and medical observations among the Indians of Southwestern United States and Northern Mexico. 1908. Report, Annual, of the Bureau of Ethnology. 26. 1904—05. Wash. 1908. 4. Smithsonian Institution. — United States National Museum. Bulletin. No. 62. 64. Wash. 1909. 8. Proceedings of the United States National Museum. Vol. XXXIV. XXXV. Wash. 1908—09. 8. Contributions from the United States National Herbarium. Vol. XII. P. 5—9. Wash. 1909. 8. Report on the progress and condition of the U. S. National Museum for the year ending June 830, 1908. — Report of the U. S. National Museum. Wash. 1909. 8. The Library of Congress. Report of the Librarian for the fiscal year ending June 30, 1908. Wash. 1908. 8. Philosophical Society. Bulletin. Vol. XV, pp. 103—181. Wash. 1908—09. 8. Wien. Kais. Akademie der Wissenschaften. Almanach. dJahrg. 58. 1908. Wien 1908. 8. Denksehriften. Wien. 4. Math.-naturwiss. Klasse. B. 81. 1908. Philos.-historisehe — B. 58. 1. II. 1908. 708) Mitteilungen der Erdbeben-Commission der Kaiserl. Akademie der Wissenschaften in Wien. Neue Folge. No. XXXII-XXXV. Wien 1908—09. 8. Sitzungsberichte. Wien. 8. Math.-naturwiss. Klasse. B. 117. Abt. I. H. 4—10. Abt. II a. HE OREN bb 610 ARP E > 10 BAS: Abt. I. H.'1—5. Abt. Ila. H. 1—5. Abt: IIb. H. 1—6. Abt.- III H. 1. 2. 1908—09. Philos.-histor. Klasse. B. 158. Abhandl. 4. 6. B. 160. Abhandl. 9.3.6—8. B. 161. Abhandl. 5. 8. 1908—09. K.-k. zoologisch-botanische Gesellschaft. Verhandlungen. Jahrg. 1908. B. LVIII. Wien 1908. 8. Das k. k. Österreichische Gradmessungsbureau. Verhandlungen der österreichischen Kommission för die inter- nationale Erdmessung. Protokolle iber die am 99. Dezbr. 1907 abge- haltene Sitzung. Wien 1908. 8. Das k, k. naturhistorische Hofmuseum. Annalen. B. XXI. Nr. 2—4. B. XXII. Nr. 1. 2. Wien 1907—09. 8. Universitetet. Monatshefte fir Mathematik und Physik. Hg. von G. v. Esche- rich, F. Mertens und W. Wirtinger. Jahrg. XX. Wien 1909. 8 Wirzburg. Physikalisch-medicinische Gesellschaft. Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1907. No. 8. Jahrg. 1908. No. 1-5. Wirzburg 1907—08. 8. Zurich. Naturforschende Gesellschaft. Vierteljahrssechrift. Jahrg. 53. Zirich 1908. 8. B. Private Givere. Oberstløitnant H. J. Barstad, Christiania. H. J. Barstad, Bergenhusingerne 1 Felten 1808—1811. I. Bergen- husiske nationale Grenaderbataljon. Kr.a 1908. 8. Professor Dr. Chr. Christiansen, Kjøbenhavn. C. Christiansen. Experimentalundersøgelse over Gnidnings- elektricitetens Oprindelse. II. Særtryk af Oversigt over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger. 1909. No. 5. Kbh. 8. G. Colombo, Presidente del Comitato per le onoranze a Francesco Brioschi, Milano. Francesco Brioschi. Opere matematiche. Pubblicate per cura del Comitato per le onoranze å Francesco Brioschi. Tomo 5. Milano 1909. 4. 80 Professor Dr. Emil Chr. Hansen, Kjøbenhavn. E. C. Hansen. Fra Gæringsvidenskaben. Lidt om min Forskning paa Carlsberg Laboratorium. Særtryk af ,Frem"s Aarbog 1909. Kbh. 8. Professor [os. Paxon Iddings, Chicago. Joseph P. Iddings. Igneous rocks. Vol. I. New York 1909. 8. Ingeniør Charles Janet, Beauvais, Oise. 6 Separat-Aftryk. Dr. Berthold König, Göding. B. König. Die Funktion der Netzhaut beim Sehakte. Sonder- Abdruek aus der Zeitschrift fir Sinnesphysiologie. Bd. 42. Lpz. 1908. 8. Professor A. Lacroix, Paris. A. Lacroix. La montagne Pelée aprés ses éruptions avec observa- tions sur les éruptions du Vésuve en 79 et en 1906. Paris 1908. 4. 6 Separat-Aftryk. Generalinspektør J.-N. Haton de La Goupilliére, Paris. Haton de La Goupilliére. Mémoires divers. 9. éd. Paris 1909. 4. Professor Dr. Ernst Mayer, Wirzburg. Ernst Mayer. Italienisehe Verfassungsgeschichte von der Gothen- zeit bis zur Zunftherrschaft. Bd. I. II. Lpz. 1909. 8.4 Professor Chr. V. Nielsen, Kjøbenhavn. C. V. Nielsen. Oldtidens Kunst og dens Forhold til Perspektiven. Kbh. 1904. 4. Professor Dr. Björn Magnusson Olsen, Reikjavik. B. M. Ölsen. Enn um upphaf konungsvalds å fslandi. Reikjavik 1909. 3 Separat-Aftryk. Professor Dr. Max Pappenheim, Kiel. M. Pappenheim. [Anmeldelse af:] Konrad Maurer, Vorlesungen ber Altnord. Rechtsgeschichte. Bd. I-III. Lpz. 1907—08. [Sep.- Aftr. af] Zeitschr. der Savigny-Stiftung fir Rechtsgeschichte. [Bd. 29. German. Abt. Weimar 1908]. 8. Professor Dr. H. Rosenbusch, Heidelberg. H. Rosenbusch. Elemente der Gesteinslehre. 83. Aufl. Stutt- gart 1910. 8. 81 Konservator J. Sparre Schneider, Tromsø. J. Sparre Sehneider. Hymenoptera aculeata im arktischen Norwegen. Aftryk af Tromsø Museums Aarshefter 29. Tromsø 1909. 8. Overlærer J. Sebelien, Aas. M. L Lindet. Compte rendu de la Commission internationale d'analyses au VII. Congrés snternational de chimie appliquée tenu å Londres en 1909. Paris 1909. 8. Docent Dr. Sten Konow, Christiania. Linguistic Survey of India. Compile d and edited by G. Å. Grierson. Vol. III. Tibeto-Burman Family. P. I-III. — IV. Mundå and Dravidian Languages. — VII. Indo-Aryan Family. Southern Group. —- XL — — — Central RR UNG Calcutta 1903—09. 4. Professor Dr. Vilh. Thomsen, Kjøbenhavn. Actes du quinziéme Congrés international des orientalistes. Session de Copenhague, 1908. Copenhague 1909. 8. Professor Dr. Pavel Vinogradov, Moskva. Oxford Studies in social and legal history. Edited by P. Vinogra- doff. Vol. I. Oxford 1909. 8. 32 Videnskabs-Selskabets Embedsmænd m. m. for 1910. Selskabets Ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskabets Bestyrelse. Præses: Prof. Dr. H. Mohn. Vicepræses: Rigsarkivar E. Hertzberg. Generalsekretær: Prof. Dr. A. Johannessen. Formand 1 den math.-naturv. Klasse: Prof. J. H L. Vogt. Vieeformand 1 do. Prof. Dr. W.C. Brøgger. Sekretær I do. Direktør A. S. Steen. Formand 1 den hist.-filos. Klasse: Prof. O. Broch. Viceformand i do. Prof. Dr. A. Torp. Sekretær 1 do. Docent Dr. K. Nielsen. Komitéer m. m. Selskabets Repræsentanter 1 Nansenfondets Styre: Prot. Dr. W. GC. Brøgger, Rigsarkivar E. Hertzberg, Prof. Dr. J. Storm, Generalsekretæren. Bestyrelsen af Selskabets Fiendom Tømte: Prof. Th. Hiortdahl (Formand), Prof. R. Collett, Prof. Dr. N. Wille. Legatkomité for Apotheker Peder Leth Øwres Legat: Prof. Th. Hiortdahl (Formand), Apotheker Dr. H. Hvoslef, Prof. Dr. E. Poulsson. Revisorer: Prof. C. Størmer, Overlærer S. Henrichsen. Kasserer: Kvæstor M. H. Berner (1900). Bibliothekar: Overbibliothekar A. C. Drolsum (1885). Assistent ved Selskabets Kontor: Bibliotheks-Amanuensis W. P. Sommerfeldt (1910). D] OD) Videnskabs-Selskabets Møder i 1910. Møderne holdes Kl. 6—8 EFfterm. i Nobelinstitutet, Drammensv. 19. Aarsmødet afholdes 1 Universitetets Festsal. 21 Januar . Historisk-filosofisk Klasse. 28 Januar . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 11 Februar . . Fællesmøde. 25 Februar . Historisk-filosof. Klasse. (Forslag til Indvalg). 4 Marts Math.-naturv. Klasse. (Forslag til Indvalg). 18 Marts . . Fællesmøde. (Indvalg). 8 April . Historisk-filosofisk Klasse. 15 April . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 29 April . Aarsmødet. 20 Mai . . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 27 Mai. . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 16 September . 23 September . Historisk-filosofisk Klasse. . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 7 Oktober . . Fællesmøde. 91 Oktober . . . Historisk-filosofisk Klasse. Å November . . Fællesmøde. 18 November . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 2 December . Fællesmøde. (Valg paa Selskabets Embeds- mænd for 1911 m. m.). Forslag til Optagelse af nye Medlemmer behandles i Klasse- møderne d. 25. Febr. og 4. Marts og afgjøres i Fællesmødet d. 18. Marts. Jfr. Statuternes $ 10. Foredrag anmeldes skriftlig til Generalsekretæren, Adr: Selskabets Sekretariat, Drammensveien 19, senest Tirsdag Efterm. Fore- dragsholderne anmodes om at aflevere et kort Referat af sit Fore- drag til Mødets Sekretær, forinden de bestiger Kathederet. Med Hensyn til Trykning af Afhandlinger henvises til Statuter- nes $ 9 og Reglementsbestemmelsernes Afd. III. Endvidere bemærkes: 1) Ingen Trykning paabegyndes, førend det fuldstændige Manuskript er indleveret og dets Kostende beregnet. 92) Forandringer 1 Afhandlingens Text, efterat denne er sat, bekostes af Forfatteren. 83) Hver Forfatter er- holder 50 Særtryk gratis. VIDENSKABS-SELSKABET I CHRISTIANIA AAR 1910 DA Å av Y - pe Ne Mationel OA CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI. 1911 FORHANDLINGER VIDENSKABS-SELSKABET I CHRISTIANIA AAR 1910 > = (52 GS PP rddinge CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1911 Indhold. Foredrag og Afhandlinger. No. 1. J. Lieblein. Le mot Anti pe pas R mais encens, oliban. (Avec 4 fig ). BE eg ot 2. S Eitrem. Eine christliche Inschrift aus Ghios Mit 1 Taf, » 3. Halvdan Koht. Genesis of American Independence . 4. S. Eitrem. Beitråge zur griechischen SS I. Der vor-dorische Widdergott. p > P. A. Øyen. Kvartærgeologisk profil gjennem frk, fre Tønsberg til Ekern SEN AN uret alot Sint » 6. Björn Magnusson AGR. Om den Ge Sturl- ungaprolog og dens formodede Ar om de islandske slægtsagaers alder. Oversigt over Selskabets Møder i 1910 m. m. Side 1— 9 1—11 1—23 1—24 1—33 1—30 1—99 LE MOT 25 ANTI NINDIQUE PAS MYRRHE, MAIS ENCENS, OLIBAN PAR J. LIEBLEIN (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910. No.1) CHRISTIANIA EN COMMISSION CHEZ JACOB DYBWAD 1910 P.: les produits les plus précieux et les plus caractéris- tiques du pays de Pun figurent les différentes espeéces d'encens, surtout Varbre et la résine d'Anti. Cette substance jouait le premier role, et sa recherche était le but principal de toute V'expédition entreprise par les Egyptiens å Pun. Mais qu'est-ce que la substance d'Anti? Mariette åa essayé de trancher la question !. Aprés avoir eité Pline il ajoute: "Si la descript'on que Pline fait de l'encens et de la myrrhe s'ap- plique mieux å la myrrhe qu'å Vencens, on voit qu'en définitive Parbre qui produit TAna (il prononce Ana au lieu d'Anti) est Varbre å myrrhe, et que la myrrhe est cette substance précieuse dont la reine Hatshepset chargea un de ses fonctionnaires d'aller S'approvisionner dans le pays de sa production”. Cette conelusion a été adoptée aussi par d'autres savants. M. Breasted traduit toujours Anti par myrrh *. M. Maspero ne décide pas la question; il parle de la myrrhe et des arbres å encens sans en faire aucune distinetion 3. M. Flinders Petrie* ne parle que de green ana incense”, et Chabas >” ne sait pas non plus déterminer la nature de la gomme ou résine d'Anti. M. Erman 6 donne au mot Anti I Mariette, Deir-el-Bahari, Vexte, p. 17. ? Breasted, Historical Documents, II p. 118 et passim. 3 Maspero, Histoire ancienne, II, p. 250. + Dans Å History of Egypt, W, p. 82. > Etudes sur TAntiquité Nistorique, p. 160. S Ågyptische Grammatik, Lesestiieke und Wörterverzeichnis, p. 46*. 4 J. LIEBLEIN. [No. 1. le sens: Myrrhen. Mais «est bien certain une erreur, et je erois pouvoir lalfirmer positivement: Anti n'est pas Myrrhe, ni comme résine, ni comme arbre. M. Naville est, de beaucoup, mieux inspiré, quand il dit": These trees, called the sycamores of anti, are to be planted in the garden of Amon. They are difficult to identify; according to several botanists, they would be the Boswellia thurifera or Boswellia Cartern, which produces the incense on the Arabian coast and in Somaliland”. Je suis convaincu que M. Naville å complétement raison. On na qu'å comparer les arbres d' Anti dans l'ouvrage de M. Naville avec les dessins modernes de Boswellia Carter pour s'en convainere. Bien qu'on ne puisse compter sur l'exactitude des anciens Egyptiens dans leurs dessins, et bien qu'iils aient régularisé et artificiellement égalisé les particularités qui per- mettraient d'en distinguer les caractéres botaniques, la juxt- apposition des dessins anciens et modernes nous donnera, je erois, a conviction que IAnti était Varbre qui, aujourd'hui, s'appelle Boswellia Carteri ou une espeéce proche parente, ou, du moins, que, certainement, il n'était pas identique å l'arbre de Balsamoden- drou Myrrha. Pour le démontrer plus clairement je reproduirai les quatre dessins suivants: A. L'arbre d' Anti des Egyptiens d'aprés l'ouvrage dejå eité de M. Naville. B. L'arbre de Bos- wellia d'aprés une photographie d'un arbre vivant qui fut apporté de VArabie au Musée botannique de Vienne. C. L'arbre de Bos- wellia Cartern Birdw. d'aprés Köhler's Medizinal-Pflanzen, Band I. D. Balsamodendron Myrrha Nees v. Esenb. d'aprés le méme ouvrage de Köhler, B. I. En comparant Å et B on trouvera les arbres assez sem- blables, å peu prés du méme aspect extérieur, plus régulier et arrondi, il est vrai, chez Vartiste égyptien qui voulait donner une belle image, tandis que B reproduit aussi correctement que pos- sible la nature vraie. Mais si la ressemblance générale n'est pas telle qu'elle ne donne prise aux doutes, il y & en revanche I Naville, The Temple of Deir el Bahari, UI, p. 15. 1910.] te MOT ANTI N'INDIQUE PAS MYRRHE, MAIS ENCENS, OLIBAN. 5 une particularité frappante qui me parait prouver I'identité. Dans V'ouvrage botanique le plus moderne que je connaisse nous lisons cette, description ": *Boswellia Roxb. Båumchen. Etwa 10 Arten im nordöstlichen tropischen Afrika und in Vorderindien. Bos- wellia Cartern Birdw. (Boswellia sacra Fluckiger, Mohr meddhu) Fig. Å. År $x mdr PB ar Ne EA eee 9 rd på LIPPE ELISE Mn —Ä— Kr sø Pa SEE ed Kyst ne Pr på =P NG Ef re PE No Br NN DN, PIT L'arbre d'Anti. Deir-el-Bahari. mit unterseits oder beiderseits dicht filzigen, unterhalb blass- gelben, 7—9-paarigen Blåttern... auf Kalkfelsen in den Gebirgen von Hadramaut (dans I'heureuse Arabie), im Somalland auf dem Ahlgebirge um 1000—1800 m. an der Kiste des sidöstlichen Arabiens bei Merbat”. 1 A. Engler, Die naturlichen Pflanzenfamilien, Leipzig 1897, III Theil, p. 246. Fig. B. 6 J. LIEBLEIN. [No. 1. (Ge sont les 7—9 paires de feuilles (7—9 paarige Blåtter) sur lesquelles jattire attention du lecteur. La figure C- donne le plus clairement les feuilles et leur nombre; les branches com- plétes portent 7 paires de feuilles et au sommet une seule feuille. La figure B montre également 7 paires et une feuille å la pointe de la branche, quelquefois peut-étre 8—9 paires — les feuilles semblent étre fanées et ratalinées, par conséquent un peu in- distinctes, cependant lidentité ne saurait étre douteuse. Musée de Vienne. L'arbre de Boswellia. 1910.] Le moT ANTI N'INDIQUE PAS MYRRHE, MAIS ENCENS, OLIBAN. 7 Regardons enfin la figure Å. Les feuilles sont distribuées 5 5 de la méme maniére par paires, 7—9 paires, quelquefois on en voit plus ou moins, parlois on ne distingue pas bien les branches 3 A r 9 9 qui se sont enchevétrées lune dans lautre, souvent on peut Fig. GC. Boswellia Carter: Köhlers Med På. avoir des doutes sur l'exactitude de l'artisan moderne dans la reproduction de l'original — du moins on observe des différenees entre les publications de Mariette et de Naville. Mais autant quil est permis de juger des matériaux qui pour le moment sont å notre disposition, il est fort probable 8 J. LIEBLEIN, +tN que l'arbre d' Anti des anciens Kgyptiens est un proche parent de Boswellia Carterii, en Francais Encens, Oliban, en Anglais Frankincens or Luban-tre, en Allemand Weihrauchbaum. Fig. D. Balsamodendron Myrrha. Köhler's Med.-PfI. Tout au moins il est absolument certain que I Anti égyptien n'est pas la myrrhe. La figure D qui reproduit Balsamoden- dron Myrrha Nees v. Esenb. que les Anglais appellent Myrrh, 1910.] LE MOT ANTI N'INDIQUE PAS MYRRHE, MAIS ENCENS, OLIBAN. 9 les Francais et les Allemands Myrrhe nous montre un tout autre arbre. Köfiler dit dans son grand ouvrage Medizinal- Pflanzen: *Die 31 Båume, welche lebend nach Theben gebracht wurden, und die man dem Ammon weihte, zeigen annåhernd den Charakter der Boswellia, keineswegs aber Aehnlichkeit mit dem Balsamodendron”. Je suis heureux de pouvoir citer ces mots d'un botaniste distingué, car ils confirment I'opinion que jai eue sur cette question depuis longtemps. Christiania 30 Mars 1910. Imprimé le 31 Mai. EINE CHRISTLICHE INSCHRIFT AUS CHIOS VON S. EITREM MIT 1 TAFEL (CHrISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910, No: 2) CHRISTIANIA IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 1910 D. marmorne Platte, die die folgende Inschrift trågt, wurde mit anderen Åntiken zusammen, die in den Verhandlungen der hiesigen Gesellschaft der Wissenschaften fir 1909 Nr. 9 ver- öffentlicht wurden, nach Kristiama im Jahre 1870 gebracht. Die simmtlichen Gegenstånde waren ein Geschenk des Herrn Consul SPIEGELTHAL zu Smyrna an die norwegische Universitåt. Auch diese Platte befindet sich zur Zeit im Kunstmuseum der norwegischen Hauptstadt. So viel ich weiss, ist die Inschrift noch unpublizirt. Es könnte allerdings der Fall vorliegen, dass sje in irgend einer, mir unzugånglichen griechischen Publikation veröffentlicht wåre ehe sie an dem jetzigen Aufenthaltsorte anlangte. Aber Herrn Professor Laurent, dem vorziiglichen Kenner der byzantinisehen Insehriften, dem ich einen Auszug mitgeteilt habe, ist sie unbekannt. Deshalb glaubte ich, dass es eben jetzt, wo man ein Corpus inseriptionum christianarum plant, von Bedeutung wåre, den Kundigen den Inhalt dieser, allerdings ganz spåten Inschrift zur weiteren Prufung vorzulegen. Mon- seigneur DucHesng, dem Direktor der französischen Schule zu Rom, bin ich för eimzelne Bemerkungen zu lebhaftem Dank verpflichlet. Herr Amanuensis Mörca hat mir einen guten Abklatsch besorgt. Der etwa 1,10 m. hohe Stein war mm vier Stiicke zerbrochen und wieder zusammengefiigt worden ehe er hier ankam. Er war offenbar zur Aufstellung an heiligem Orte bestimmt. Die Kehr- seilte ist roh gelassen. Die Inschrift selbst macht mit ihren, vom Hintergrunde klar hervorstehenden Buchstaben einen stalt- lichén, man möchte fast sagen dekorativen Eindruck. Derjemge Å S. EITREM. [No. 2. der sie herausgemeisselt hat, wird nach den besten Vorbildern gearbeitet haben, wie ein Blick auf die Schriftzige und die Liga- turen lehrt. Die Ligaturen sind die bekannten: va, te, To, TO, At, OT, O% OTN, OG, UIT, 1tM, 110, UO, 04, VO, 718, ÅN, ÅÅ, yut, tll, LUV, un, vn, av, &, Ev, ov. Von Körzungen kommen vor: x mit nach- gehångtem Querstrich (= xai), zve (= vors) und uov (= uorn). Die einzelnen Wörter sind durchgehends mit Accenten und Aspirationszeichen versehen. An Interpunktionszeichen giebt es auch keinen Mangel. Allerdings gebricht es dem Schreiber be- denklich an den nötigen orthographischen Kenntnissen. Auch der Metrik gegentiber muss man die Anforderungen bedeutend herab- stimmen. Es werden gebraucht: jambische Zwölfsilber, elegisches Versmass, Hexameter und jambisches Trimeter. Der holperigen Metrik sucht der Dichter durch eingeftigte ye, de und sogar te nachzuhelfen. Aus der håufigen Verwendung guter epischer Wörter und Wortformen möchte man gerne eine mehr einwand- freie Verwendung des epischen und elegischen Versmasses ver- muten. Allein von der spåthellenischen Renaissance spirt man nur den guten Willen, wenn auch der brave Chiote sich sicherlich als em Landsmann und Standesgenosse des blinden Singers, als ein Schiler der sog. ,Schule Homers*, geföhlt hat. Ein feierlicher, klassischer Ton wird angestrebt, aber die Sprache schillert zwischen klassisehen Reminiscenzen und modernem Sprachgebrauche. — Ubrigens muss man es recht oft im Unge- wissen lassen wieviel auf die Rechnung des Dichters kommt, wieviel der Schreiber verschuldet hat. Was endlich die Zeit betrifft, wird uns in der Uberschrift des letzten Gedichtes ein festes Datum gegeben, der 15. April 1758. Damit ist doch mcht gesagt, dass alle Gedichte zur selben Zeit entstanden sind. Das letzte Gedicht mag fir eine Kirchen- feier am erwiåhnten Monatstage gedichtet sein, oder das Datum mag, an diesem Platze, die Zeit als die Inschrift fertig herge- stellt war, angeben. dJedenfalls haben wir hier einen terminus ante quem. | Diese Erzeugnisse der mönchischen Muse geben einen inter- essanten Beitrag zur Geschichte det chiotischen Klöster. Sie 1910.] EINE CHRISTLICHE INSGHRIFT AUS CHIOS. a) zeugen von der lebhaften Verbindung der Iberer auf der Athos- halbinsel mit den auf Chios ansåssigen Bridern, zugleich auch von der festgewurzelten Religiositåt, die die Insel immer ausge- zeichnet hat. Als Fustet pe CouranaEs sich da in den fiinfziger Jahren aufhielt, zåhlte das Dorf Pyrgi allein 80 Kirchen, von denen 30 innerhalb der Stadt, 50 in der nåchsten Umgebung lagen. Die Bedeutung des Klosters Neamoni, fir die Lokal- geschichte wie för die kirchliche Kunst gleich hervorragend, sei auch als ein gutes Beispiel erwåhnt. Die Gedichte werden durch einen und denselben Gedanken zusammengebunden: Rettung aus der Noth. Die Insel wird von allerlei Plagen, Krankheiten, Regenmangel und Erdbeben, heimgesucht (L. 26). Wird sie auch von Feinden bedroht? Viel- leicht wird etwas Åhnliches mit dem g7uc dovimov angedeutet. Und man denkt an die schöne Insel, die 1307 durch tirkische Seeråuber verwiistet wurde, die spåter durch Sultan Bajesid I. gegen Ende desselben Jahrhunderts dasselbe Schicksal erlitt, die erst unter der Herrschaft der Genoesen einigermassen aufathmete und seit 1566 den Tirken gehört — den Tirken, die im Jahre 1822 eine in der Weltgeschichte wohl unerhörte Rache an den freiheitsliebenden Einwohnern nahmen. Man erinnert sich auch, anlåsslich der øeouoi (ebd.), des grossen Erdbebens von 1881, wovon man noch deutliche Spuren sieht. Fine Schilderung der natiirlichen und geschichtlichen Verhåltnisse giebt FusteL pe (COULANGES in seinem geistvollen Artikel, Missions seientifiques et littéraires B. V (1856), vgl. Cart Horr in Ersch und Gruber's Encykl.; Art. Giustiniani und KrumBacHer Gr. Reise. Weitere Literatur bei Pauly-Wissowa, Art. Chios. Jedes Gedicht wird durch eine dariiber stehende Angabe der metrischen Form, des Anlasses und des Sprechenden eingeleitet. Auch die Zeit der Abfassung oder Vorfiihrung (vielleicht auch die zu gebrauchende Melodie?) wird einmal angegeben, L. 23. Die Zeichen L. 20 mögen Kiindigere deuten. Zunåchst gebe ich eine genaue Abschrift: 1 2. 11. 12. 13. 14. S. EITREM. [No. 2. p) , Y , , Lå Eriyoauna tauBisov elg tyv «ata tv Xiov åyiav etaova Thv IE 27 - 3 , - DEN, E& I1pnowr uovne &x OOTWINOV TIE ELKOVOG. N N n ” r b , Etxov &y0 mého tyrne, Xlot, pikot, yevrnoaong varobg Maoing TOV A6yov, pI n p) , N ouereny Å érveprpe Werdad eig Uuntéoav, uovn ”Tknew» % ayav oepasuia. , c AED - N EteQov m0wixov, 84 m000WOV TNS Iavaylag, sTaparverin på , Ertayyehla. 3 , pr J ov r , n de ot 04, Xiot, nÖE sapomor dpauerte pikor, , - ” 7 , eixovt uoro. uarnv govioraw Eoyuadr unye ” y pl - torouevor å oÅedoov svavokng te meyor. tå dpåsar ” , p) ” ” mtoyos Eywy 107008, WTUDL, KATAPLYLOV TE TOIG YE KATAPELYOVOL OGW mEPvra * Japid eier p d hl by DSD ete p) DE c - på «OOWOYNPW, Lage, x Uldrov omatt wovsw (sic) p) , æ 3 , , P N N p car evdpoovryr dmoorn uradw, Faua nat oOL. WMOTNEO, ao0yrtov tehédnve ahoyov, x Ehéovs åua unTnOE, »r = ” C > r) PG ” 7TQO0VGTAUAL HOLO TOKW, OG ExEL Ti YE MOLO PikNger, ovg &pikmoa Xiove uyav, vyrnedur svarravag, theog åQ &heolar sepvue, swavv de pilndus, owuarea bwrrow, aa x ap Adov wunas Eyeioet. Cr. C ar ” p Lå p) , Etepov nowelsyeiov, TveTQuotLyu, EVNENKUULOV, En 11Q0GWITOV TOU T7COLMTOV* Katavvvyeig S'Arcohov, Ilehorovv;ørog Eee, , pl) p) r I ta FÅ ! uvnuns ovd vying AL .. tade måker, p n DYD r p , bl etdpoøvrne ve x ukeatoning E0yuarta se0 oVTa, evyea 116 Maoms &4 øéhaog Å ayhkad" evayeg &x voLGÖOG Basikniov EVNOG ENOVONS, HTG årnuosbyyv NAV» bmatovaa, 1910. 15. HEG) LUT 18. po 22. 23. 24. 26. 27. 28. opea xe wovier meoLwoL I ovg Epiinae, poltEN» oLTroPOOWY, EVTEREag TE Xiovs. "AAN tyed woneg &yor Oaua mavreg UQ LYPOTE YETOUC, LL » bl A ” TÅQOTNY OTOUÅÉNE UOU TE ÅLOTOUEVOL, Cc N , p p) på -” aq , C - Wg O&, LOTNN EVTEBEWY, HÅVIL PETGAOVTES NULWDV Åos0uévwr, déønota mauuedéovr. ”HOE ye senåavreg 7 avadouer toloryv deArov, eig «idtov åhextogins x EvdOGuYNG, c r r ri Cr (då v 7 izéorov Maoins y&0ug, Vurov ua TE Kal UNUNV, Å 1Q00GYOC Nua doviruor Vroakéus. Cr. (4 aP ” - » od c 7 på 3 EteQov nowixov TIE Oolaodouns væournua. TOV AVTOV. Kvo 4ovvoiowo Xiov & ieQaoxovrTog uer "Høatas 6 vrng ve uovr åvenaivioe thvde, tro Tivov velédwv; IBéowr då st00NyOuEVOG TE, al HaTEntÅÅvre masar Idtare te duravac. "Erteoov tauBrirov, dlortya, og &% TQOGNMTOV TOY , , —/— FE uévor. IHMNOHA :- * AVNH åmnoikiov tå > Kaueg nvoin Öovhor såkhuuer oé0, onv & evorhaygvinv Ode Aooasd nxouer. Ilknying sal yao dewvoror On aurhaxi, to Jeiov auuag mv I aua ties. G - 2) 2) p Y - C Åtuoig TT tvouBolyg TE nal oELGUDIG kua uÅhovør te svÅetororor Gaverv attiorg 3 Lå PU pe Lo ” [å Asa hvais oais, yhvavratn Maoin, Cr c - å p) ” , / tÅetov nuiv oo0v å anéoyasor yovov. N N ” p) p) E; ! Meytota ual yao 1a0 &uelvy EGTL OL, 16z0g te dvvauig te untne WE E0.:- = ZOPIIAHNS $ 7TQ000E0X0- 8 S. EITREM. [No. 2. 1. Gedicht. Dies wurde durch ein heiliges Marienbild, aus dem iberischen Kloster der Athoshalbinsel den Chioten zur Hiilfe geschickt, veranlasst: ,Ihr Chier, Ihr Freunde, ich bin das Bild der heiligen Maria, der Mutter des Heilands (yevrnocdong vor hoyov zarote), und das hochehrwiirdige Kloster der Iberer hat mich euch zugeschickt, um das Land zu sehitzen". Die Anordnung der Gedichte ist somit ganz logiseh: das Bild selbst spricht zuerst iiber ihre bedeutsame Ankunft, dann Maria, der Dichter, die Gemeinde. Dazwischen schiebt sich Nr. 4 öber den Wieder- auflbau des Klosters, das das Bild gehaust hat, em. Das Bild steht in der Mitte, ihre Bedeutung mag auch die Restauration des Klosters veranlasst haben — die hat gewiss auch einmal die Niederschreibung, die wir vor Augen haben, hervorgerufen. 2. Gedicht. Die Panagia, die auf dem Bilde dargestellt ist, wird selbst sprechend eingefiihrt. Die Sprache macht, wie die Inschrift jetzt lautet, die grösslten Schwierigkeiten. Weder Grammatik noch Sinn scheint im Ordnung zu sein. Und doch giebt es im all dem Wuste schöne Edelsteine, erhabene Gleich- nisse. y»Laufet zu meinem Bilde, Alle die euch umsonst mit irdiseher Tåtigkeit abquålet(?). leh bringe Hilfe, ich gebe Ge- sundheit fir immer denjenigen, die mich erblicken. Ich bin die hilfreiche, ich bin die gnadenreiche —- wie eine Stute dem Fiillen, wie eine barmherzige Mutter den Kindern gegeniiber! Ich liebe die Chier die mich lieben — und der grosse Gott ist gnådig, wenn man Barmherzigkeit öbt [so auch wenn ich Firbitte får die Chier einlege] — er macht die kranken Glieder wieder gesund, er giebt dem Toten Leben*. Die Mutter Gottes bringt eine gute Botschaft und stellt eine heisse Aufforderung zugleich, staouatverian &cayyeha. L. 5: Die zåpoowot hier einfach ,Fremde*. L.6: Foyuas, wie unten L. 13 toyuarta, = ep. und lyr. E0yaoua. L.7: torzoueror statt tovxo- ueoot.* Wohin das oåe9oov gehört, ist unklar, als Acc. des Inhalts zu rovyouerot, oder was sonst? Statt scavwång, st. v000g (neugr. ,Pestilenz, Seuche*), wird fehlerhaft zzavoång geschrieben. Iodw fållt auf, st. ;703og oder zto0n, sein Gegenstand der Sehn- 1910.] EINE CHRISTLICHE INSCHRIFT AUS CHIOS. 9 sucht*, nach -cer90? L.8: evdooovrn, vgl. donorosvvn bei Hom. »Dienstleistung*, also ,Hilfe*. Wie ehemals zur Kupferschlange in der Wiste sollen die Schmachtenden zur Panagia ihre Zu- flucht nehmen, zu ihr aufblicken. Vgl. Ps. 51,8 i. 3. Gedicht. Der Dichter spricht, er betet und er lobt, ein evyeynouror. So beteten ja auch die antiken Menschen. Die hlg. Jungfrau ist gekrönt worden, die heilige Dreieinigkeit hat ihr die hohe Wirde erteilt, ,Immer stellt sie die Glåubigen in allen Gefahren sicher, immer nimmit sie sich der Christen, insbesondere der Chier, liebreich und gnådig an, sie bewafinet sie auch gegen alle drohenden Gefahren*. Deshalb missen alle eifrig zum Erschaiffer der Welt in folgender Weise beten: ,Höre uns, Gott, hoher Herrscher der Welt, die wir. jetzt beten, die Gemeinde aller Frommen*. Und der Dichter fåhrt fort: ,Dies Gebet wollen wir aufschreiben und die schönste Aufschrift dem Gotte auf ewig und immer weihen — zugleich ein Ehrengeschenk und eine demiitige Bitte an die Panagia, ein Hymnus und ein Denkzeichen zugleich. Denn Maria vermag in aller Schnelligkeit den Tag der Knechtschaft herbeizufihren!* L. 12: xatavrvyeig statt xatavvyeig (bei Procl. CP. 692 c nach Sophokl. Lex.) = xatavvooer ,hef bewegt zu sein, zu bereuen oder zu schweigen*. Bei der holperigen Sprache bleibt hier - vieles dunkel. Nennt sich der Dichter (oder der Dichtermönch) einen Peloponnesios, und ist Apollon der Gott der uvnuoovvn und der vyieta zugleich, oder was sonst? L. 18 &ålextooin gehört zu einem åÅ&two — bei Pindar steht ååextno , Helfere*. L. 14 etzog wird auch von der Finsegnung, consecratio, ge- braucht — auch hier ist die Panagia einer höheren, heiligen Wirde teilhaft geworden. Und die hlg. Jungfrau schenkt zu gleicher Zeit Gesundheit (æztnu. ,Unverletzheit*) den Kranken und bewaffnet die Schwachen, weil sie die um Hilfe Flehenden liebt. Wenn man den Ausdruck hier mit dem pe dovhtxov L. 19 verbindet, dann möchte man hier auch einen Hinweis auf kriegerische Verwickelungen finden. Man denkt gerne an die Tårken oder Piraten "berhaupt. Die Benennung der Christen 10 S. EITREM. [No. 2. als xo:ør0fpo00: könnte dann sehr leicht durch den Gedanken an die unglåubigen Gegner hervorgerufen sein. L. 15: worton (Hom., jon.) = oåton passt hier, von der Gemeinschaft der christlichen Bruder gebraucht, vorzuglch. L. 16: vw00e Hom.,, ,in die Höhe*; öroakévs auch ep., »elfrig*; zxiaotns creator. L.17: øvørnue » Verband, enge Zusammenschliessung*. æøzovteg gehört zum Subjekt des vorhergehenden &«yete. «<é0nota sauuedéor, vgl. Cram. Anecd. Par. IV 335 åa «va sauuedéov und hier oben L.9 vynédor marravas. L. 18: åoioty déåtog vom heiligen Wunderbilde oder, vielleicht besser, von der Inschrift selbst, die jetzt, im heiligen Bezirke aufgestellt, als eim dauerhaftes åvadnua von der Hilfe Marias auf alle Zeiten zeugen soll, sie ehrend zu- gleich und sie lobend — i) zco000åyo0vøa hua dovirnov Or0GLEME, bei Hom. nur dovåtov nuao. 4. Gedicht. Der Priester (9vryg, klass. 9vto) Hesaias hat zu der Zeit, als Dionysios Bischof (ieoæoyns) auf Chios war, das Kloster neu aufgebaut und verschönert, Alles auf eigene. Kosten. L. 22 åmb vivov teåédwr, d. h. aus der Insel Tog, Tinos, herstammend, jetzt Vorstand der iberischen Mönche. Der zro0nyov- mevos (z. B. Basil. III 880 A) = nyovuevog eines Klosters. Wir miissen uns wohl die Sachlage so vorstellen, dass dies iberische Kloster auf Chios das heilige Bild als Geschenk eines iberischen Athosklosters bekommen hat. 5. Gedicht. Das Gebet der um Mitleid und Hilfe Flehen- den, der z900e070wev0t, an die Panagia: ,Auch wir sind deine Diener, habe Mitleid mit uns! Wegen unserer schweren Sinden sucht uns Gott mit Unglöck heim, er måht uns unbarmherzig nieder: wir hungern, es dorren die Felder, die Erde bebt — der Tod wartet uns auf allen Wegen. Bete Maria, gute Maria, får uns, stimm deinen Sohn gnådig! Er gehorcht ja Dir, denn deine Macht ist gross — Du bist seine Mutter!* Ein einfaches Gebet, aber aus innigstem Geftihle gesprochen! 1910.] EINE CHRISTLICHE INSCHRIFT AUS CHIOS. 11 L. 24 etonhayyrin »Mitleid*, evøriayzvog N. T. ,mitleidig*. Miosasdnxouev — etwa Mosasdar nxouev ,Wir kommen hierher um zu beten*. L.925 sånyin Schlag, Unglick. ”Aurhauin Fehler, hier Sönde. Eigentlich sollte es lauten zånyins ydo ai Å.Ö. å. to Jeiov vom Gotte der Christen, passt ja zum feierlichen Ton des Gebetes. auav: das schöne Bild wurde durch die Erwåh- nung der Felder veranlasst. L. 26 Savetv aitiwos ,den Tod ver- ursachend* ist gewagt. L. 27 åreoyalw = klass. åreoyåterdan, reddere. Gedruckt am 30. Juni 1940. Vid. Selsk.s Forh. 1910. No.2. lett STERG) Je COCSC : 10 6 INGEN een oHENON- AkmNokas «ørnen en Ån 7 Cui AE endr XRII OnBe ni OR & TANNER H TOSEION AMAG- MANG o HIGTANOMBELG TER CSCHOIG k Ker MTÄCGAG rav kV TAS AP VER FAK NPF ERSNO E GICNN a Få GS GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE BY HALVDAN KOHT (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910. No. 3) EE KRISTIANIA ON COMMISSION BY JACOB DYBWAD 1910 Paper read before the Christiania Society of Arts and Seienees, February 25, 1910. Fremlagt 1 den hist.-filos. Klasses Møde 20de Mai 1910. A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI. ll this paper I propose, in å general way, to discuss two questions: Why did the American Colonies rebel against Eng- land? Why did their Revolution prove successful? While these questions have, usually, been discussed inde- pendently of each other and have met with extremely varying answers, it is the purpose of this paper to show the essential identity of the two problems. Most English and American historians agree that the Colo- nes had real grievances against the English government. The ordinary way of presenting the case may briefly be said to be this: America was right, England wrong. And still we often see expressed an opinion that may be roughly summarized in the sentence that the Americans came off victorious because they were fighting for that which was right. The modern historian is not primarily concerned with the question of moral or legal right or wrong in å given historical conflict. His task is to grasp the motives, the underlying forces of events, and as far as the American Revolution is concerned, we shall see that the course of action of both parties was natural and well founded; both of them pursued a policy which, according to their antecedents, was the only one they could be expected to follow. The contest was not one between right and wrong, but one between two different points of view, both of wbich were, in their own way, fully justifiable. The American Revolution was, essentially, an economic conflict; the chief questions involved were economical ones. 4 HALVDAN KOHT. [No. 3. We cannot, therefore, explain its course without asking primarily: what kind of economic society prevailed in England and America respectively ? Until the end of the eighteenth century, the government of England was entirely in the hands of the landlords; the interests of this class were predominant in the politics of the country. Under Queen Anne, there was carried å law making the pos- session of a certain amount of landed property an essential qualification for members of Parliament, and that law continued unaltered till 1838. The nobility formed the House of Lords; it nominated the members of the House of Commons; the modern cities were very inadequately represented in this latter assembly. The sway of the ruling class was, in reality, very lttle affected by the transfer of power from one party to another. The Whigs who controlled the government during the whole period from 1715 till 1760, were, according to Lrcky, supposed to be principally the representatives of the commercial interests and of the middle classes; but Lecky himself at the same time admits tbat they sought to check every reform that could arouse oppo- sition and made it å great end of their policy to humour and coneiliate to the utmost the country gentry, thus maintaining å government conservative in the true sense of the word. The lines of party division were blurred and confused, people being ranked as Whigs who, at other times, would have been enrolled among the Tories, and it was indeed personal factions rather than parties divided by principles that fought for power. The economic policy of a society governed in that way could not fail to take its ideals from the age of Natural-Oekonomie. This was the Mercantile System, which, actually, sought to restrain rather than promote the exchange of merchandise. The purpose and principle of government was to make each nation as seli-sustaining as possible; 1t was thought best for å nation to buy nothing from foreigners, only selling its own produce and getting hard cash in return. 1 Å History of England in the 18. Century, I. 473; IL. 464. 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. D Applied to the colonies, this system would aim at making them enter into the commonwealth as an integrant part. Each country elaimed to reserve for itself the commerce with her colonies. It was the central government that, in some way or other, backed up most colonial establishments, and the public object of these was to put national production in the place of foreign import; by various measures — monopolies and privileges, duties and navigation acts — the government strove to confine colomal commerce to the mother country. It was inevitable that the more the colonies developed, the more should they feel such commercial restrictions intolerable. By necessity of nature, they graduaily grew into new economic units, and their economic interests, from the very first, were based on foundations different from those of the old countries. From the outset,-the principle of self-sustainment was set aside as far as the colonies were concerned, their object being not to suffice to themselves by their own yield, but to apply them- selves to merchandise that the mother country stood in need of, and become the outlet for her surplus production. Their very existence was å breach in the system of Natural-Oekonomie; the exchange of goods, commerce, was vital to their welfare. Inevitably, therefore, their policy would be not mercantilism, but free trade. The conflict of interests which, in this way, arose between the mother country and the colony, made itself felt within all the colonial empires of the eighteenth century, more forably so, however, in the British empire than anywhere else. Indeed, one of the British colonies, for a long time the most populous ot them, New England, far from being established by public sup- port, was on the contrary founded in defiance of the home authorities, and the natural resources of this colony prompted her to compete with English production rather than supplement it. Now it may be said of all the British colonies that they had a population which, contrary to all other colonists, were trained from home in the art of self-government, not so much by the parliamentary system of England as by all the different forms 6 HALVDAN KOHT. [No. 83. of local government in English towns and parishes. The English colonies, then, not only had the same grievances as other colo- nies, but, atthe same time, were in å better condition to put their grievances into acts of rebellion. Such were the cireumstances that formed the general back- ground of the American Revolution. It must not be supposed that the English colonies were the objects of any particular kind of oppression; on the contrary, they were in many respects more åree than others. The truth is that we find two opposite economic systems which were bound to come into conflict with each other, unless one of them would yield. To put it briefly: it was commercial society set against agrarian society. This is very clearly illustrated by the course of the Revo- lution. The open conflict between England and the Colonies began in 1760, the very year when the all-powerful Whig ascendency was broken; but this change did not introduce any new prin- ciples into the colonial policy of the country, and, in reality, it was Whig ministers who took the initialive of those regulations that roused the opposition of the Americans. Indeed, the very man who, before long, was to be identified with the cherished ideal of the Americans in their jubilant cry *Prrt and Liberty”, the very same man, in 1760, rigorously enjoined on them the prohibition against the illieit commeree of the Colonies with the French West Indies: and GEORGE GRENVILLE, in the years 1763 and 1764, undertook to enforce the practical measures to stop the American smuggling. As a matter of fact, it was this fight of the government against smuggling that first rallied the Ame- ricans to what proved to be their struggle for independence. Å recent American historian of the highest standing, Mr. Henry Apams), has asserted that *Americans were the profes- sional smugglers of an age when smuggling was tolerated by custom”. All facts tend to confirm this statement. Even the late Mr. Bancrort who could not justly be aceused of finding faults I History of the United States of America (ed. of 1909), I. 389. 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 7 with the Americans, admits its truth, although, at the same time, he is of opinion that whenever his fellow-countrymen smuggle they are quite justified in doing so. In reality, the smuggling was the expedient that the Americans were forced to adopt, when they would not submit to the restrictions that the commercial regulations put upon them. Merchants and customs officers fra- fernally divided the gain from the unlawful imports; it was cal- culated that of such articles as sugar and molasses, wine, fruuts, and tea, nine tenths were smuggled into the North American colonies. The smuggling of molasses especially was of great importance to New England, because it constituted the real basis of the greatest manufacture of the colony, the rhum distill- ing; thus, the liquor interests, at all times very strong, were among the foremost commercial interests that the Government struck at in their fight against smuggling. It is true that the American opposition assumed the form of a struggle against taxation without representation, and the conflict about this principle is essentially associated with the Stamp Act of 1765. But it is equally true that the revolutio- nary contest had begun before that act was passed. The chapter of Bancrort's History relating to the first general rising of the colonies in the year 1764 is headed *How America received the plan of a Stamp Act”, and, actually, the Government, as early as 1764, had announced that they intended to propose such a duty. But the actual protests which, during that year, poured in from the Colonies, scarecely contained a single allusion to the stamp duty; in all of them, the commercial regulations were the chief theme. ; It was the Sugar Act of 1764 that the Americans were protesting against. This was, in reality, no new law; 1t was nothing but the old Sugar Act of 1733 with some amendments, none of them importing any radical change of principles, but all of them aiming at the reduction of the gain drawn from the smuggling of molasses. It was impossible for the Americans to I History of the United States, Vol. V, Chapt. X. 8 HALVDAN KOHT. [No. 3. complain openly of such restrictions of the smuggling traffic; they found, however, åa ground for protesting against the new Sugar Act in the fact that it plainly announced as its purpose to provide å revenue for the British treasury. It was, indeed, å financial need that compelled the Govern- ment to try to prevent smuggling, and just the same need led them to impose the stamp duty. The war with France had doubled the debt of the Empire and had increased the amount of taxation in England by millions in the year. The war was, in part, carried on in the direct interest of the American colonies, and it could not seem in any way unreasonable to shift part of the burden on to them. Ås a weapon against the Stamp Act the Americans invented the well known theory of external and internal taxes: they were willing to pay such taxes as incidentally came out of the regu- lation of commerce, but they would not be taxed for revenue. The difference was a purely artificial one, equally untenable from the point of view of practical administration and from å legal point of view. Nor was it maintained in the contest about the Sugar Act of 1764, still less in the conflicts about taxation after the repeal of the stamp duty. The inherent logic of the circumstances forced the Amer:- cans to extend their demands until they aimed at nothing less than liberation from all taxation without their own consent. Indeed, since the power of taxation was only a part of the legislative power of the British Parliament, the consequence would necessarily be: no legislation without representation! Such a demand was in its very root åa revolutionary one. It was not the Americans solely who were without any repre- sentation in the British Parliament; by far the greater part of the British nation in England herself did not exercise even the slightest degree of influence upon parliamentary elections. When Jonn HamPDEN, of revolutionary fame, refused to pay the ship- money imposed by the royal will upon the whole country, he did not do so because he had not, directly or through his repre- sentative, taken any part himself in the tax, but because the 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 9 representatives of the nation, the Parliament, had not consented to it. It was asserted as English constitutional law that the constituents cast their vote for the whole nation, not only for the non-voters in England, but just as much for all citizens and subjects of the British empire, consequently for the colonies as well. The Parliament was an imperial institution, not merely a local one of Great Britain; it passed laws and granted taxes by legal authority for the whole empire. If the Americans were not disposed to bow to this autho- rity, they could only take their stand upon the revolutionary idea of the inalienable sovereignty of the people *, an idea which, actually, leads direct to the modern political princple of universal suffrage. In reality, you will find such å statesman as BENJAMIN FRANKLIN giving his adhesion to what he described as å good Whig principle, namely that nobody is free who is not å voter *. Politically also, then, the general tendeney of American deve- lopment was diverging from English standards; it goes without saying that this tendency was due not only to the economic contrast to England, but to the very construction of American society. The British Government, in 1766, had been compelled to repeal the stamp duty as impracticable, and they strove to recon- cile the American opposition. The cause of their failure was, in the opinion of Lecky >, that from this date the English govern- ment of America was little more than a series of deplorable blunders. I cannot accept this view. I see no virtual difference m English colomal policy before and aller 1766. The British Government continued the course they had followed for cen- turies, managing the affairs of the colonies with a view to the real or imaginary advantage of the mother country. But this course was the very one calculated to stir the Americans to rebellion. America was obliged to break the old colonial policy 1 Bancrort (ed. of 1861), VI. 44. ? Writings (ed. by Smyrna), X. 180—131. Cp. American utterances from 1766, Bancrorrt, V. 441—443. > History of England, II. 349. 10 HALVDAN KOHT. [No. 3. and was determined on doing so. The economic life of America contained a revolutionary force that must logically lead to open rebellion against conservative England. Qnce more the agrarian interests proved to be opposed to the commereial interests. In 1767, the Parliament adopted a reduction of a shilling in the land tax, praclically equivalent to a reduction from 4 to 3 percent; in the debates of the House the question was treated as one arisen between the Americans and the landed interest of England, and it was generally thought that the passage of the bill must bring in its train å tax on the colonies, 1. e&. on commerce*. This actually happened in the same year, the import duties in America being increased. The conflict that arose about these duties, which in no way whatever exceeded what the Americans themselves until lately had asserted as absolutely legal, led direct to the declaration of Independence of 1776. From the outset å conflict of economic interests, it quickly developed into a political conflict and, step by step, dissolved the union between Great Britain and her old American colonies. If you read the Declaration of Independence in the light which this view throws on its historical background, you will find that It gives å nearly complete explanalion of the causes of American rebellion. In point of legal argumentation, the Declaration is a very weak document, and it does not prove its thesis that the King, by repeated injuries and usurpations, had endeavoured to establish an absolute tyranny over the colonies. Indeed, none of the alleged usurpations can justly be said to go beyond the constitutional prerogatives of the King, half of them were nothing else than the accepted colomal policy of two centuries, and the worst injuries mentioned were merely the defence against or the retortion to rebellious action in the colonies. Nevertheless, the Declaration of July 4 tells the story of the Revolution very plainly; it shows how the old colonial policy began to stir up a spirit of opposition, — how the colonial legislatures, in putting 1 Bancrort, VI. 59. 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. f1 up å demand for supreme power, met with resistance on the part of the Government at home, — how the Government, in order to enforce their will, made the judges dependent on royal pleasure, erected new offices, and kept a standing army in the colonies, — how such measures still more exasperated the colo- nists and stiffened their resistance, — how, then, the Parliament, shrewdly mentioned as fothers”, stepped in with *acts of pre- tended legislation”, aiming at subduing the pretensions to home- rule by means of military, judieial, commercial, and legislative compulsion, — and how, at last, the conflict of constitutional powers irresistibly grew into war. Political theory developed in the train of facts, and revolutionary action, by making use of old English political philosophy, was able to give herself an appearance of legal procedure |. It is not possible to throw the responsibility for the conduct of England towards America upon any particular political party. All the decisive resolutions of the Parliament were passed un- animously, or nearly so, and the whole ruling class, whether Whigs or Tories, is to be held responsible. That 1s not to say, however, that the conflict was down- right one between England and America. On both sides there were parties which alfford an additional proof that the confliet, at bottom, was one between two systems. Bristol and Nottingham, in 1774, elected members of Parlia- ment on å platform of concessions to the Colonies. The citizens of London, in 1775, applied direct to the King for putting an end to the war measures against America. ÅpaMm SMITH, the great advocate of å new economic system, in the spring of 1776, denounced the entire colonial policy of England as *illiberal and oppressive”?*. And CnaTHAM rose to real greatness when he made himself the leader of å small body of Whigs who, in the Parliament, stood firmly for the Americans. It was English trade interests that made a vain attempt to direct the colonial poliey of Great Britain. 1 Cp. Appendix. 2 Wealth of Nations, Book IV, Chap. VII. 12 HALVDAN KOHT. [No. 8. As England had her little Whig opposition against her American policy, so America had her Tories in the War of Independence. BAancrort describes the American rebellion as å civil war until the Declaration of Independence; the latest histo- rians are satisfied that it continued åa civil war until the con- clusion of peace, partly even alter that. It was not America that rebelled; it was a party in America. Ånd it must not be im- plied that the partisans of the union with England, by the mere fact of their stand-point, were reactionary ehemies of liberty; many of them were men who entertained å deep feeling of respect for popular will. American historical researches have not yet fully cleared up the dividing lines of American parties in the Revolution I, and, obviously, various motives have played their part in deciding men's party adhesion. Church affiliations carried a great force, espe- cially in New England, where the members of the Anglican church enthusiastically took the loyalist side. But church prefe- rences did not everywhere work in the same way. In Virgimia, to be sure, the dissenters most strongly supported the rebellion, while in New York and Pennsylvania, as well as in South Carolina and Georgia, they were preferably loyalists. The elass interest, the antagonism between poor and rieh, had åa still wider effect. In the American revolution, just as in most other revolutions, we perceive how the inherent force of events urges forward to more and more radical demands; the leadership falls into the hands of the lower classes that the revolution itself has summoned into the arena, while numerous elements of the upper classes are repelled and detach themselves from the movement. This development can be very clearly observed in the progress of rebellion in Massachusetts and New York. In Massachusetts the loyalists always formed a compara- tively small minority, although even there they might be reckoned by thousands, and those among the most prominent citizens. In New York almost the whole upper class were loyalists, more 1 See the books and articles eited by Van Tyne im The American Nation: a History, Vol. IX. 388—8340. 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 13 especially the great landlords of Dutch origin, and here the War of Independence was a downright social revolution in the course of which many of the large estates were confiscated and par- celled out to farmers. In Virginia likewise, many of the land- lords were Tories. But mm South Carolina and Georgia we - observe the very reverse; there the great planters near the sea- coast led the rebellion, while the poor farmers in the upper country, encumbered as they were with heavy debts to the gentlemen”, were loyalists. The explanation of these apparent incongruities is likely to be fouiid in the opposition of commercial and agrarian interests. In New England the commercial interests were so absolutely predominant, and the upper as well as the lower classes were so strongly attached to them that they approximately rallied the whole population against England. In New York, the city rebelled, the country was loyalist; this was the case also in Pennsyl- vania. In South Carolina and Georgia the merchants and the commercial planters were Whigs, the farmers of the mountains Tories. In all the Middle and Southern colonies, the Revolution had the character of a class struggle; the upper classes sided with or against England according to their commercial interests, the lower classes fought on the opposite side and always against the gentlemen. As for the proportional strength of parties within the white population in the rebel colonies, the Patriots may be roughly estimated at a third and the Loyalists at another third, while the rest were ready to join the victorious party. In New Eng- land not more than 5 or 8 per cent of the population were Loyalists; but in New York, Pennsylvania, South Carolina and Georgia they were in the majority. Ås a matter of fact, the advocates of Independence could not reckon on a white popu- lation much exceeding three quarters of å million. The Loyalists put into the field about 25,000 soldiers for the defence of the Union, and the rebels were never able to raise å force very much superior, for their cause. Taking then the English army into account, we shall find that it was 14 HALVDAN KOHT. [No.3. an overwhbelming numerical superiority that stood against the Revolution. It is not necessary here to set forth all the otber circum- stances that tended to weaken the Patriots and seemed to render their cause absolutely hopeless. They did not even possess that firm central authority that you would think indispensable to any energetic rebellion; not till the war was almost at an end, in 1781, the Confederation between the thirteen States became a reality, and even the Confederation did not as yet create a really federal Government. Fach of the thirteen States had her own govern- ment, and was not under the obligation to respect measures taken by other states. The rebel Congress at Philadelphia was, in consequence, quite impotent for financial as well as military pur- poses; it went confessedly bankrupt, and neither officers nor soldiers received their pay. It may almost be said that the - American Revolution was carried on without money, without a government and without an army. It will be necessary to go deep into contemporary letters and acts and study those days very closely, in order to realize fully how desperate the outlook often was. The more we learn about these things, the more amazing it appears that such a revolution should actually succeed, and some historians have inferred that the result was åa purely for- tuitous one. Historical sense, however, shrinks from believing in fortuity; even that which appears to be accidental is the effect of a cause which it is the task of the historian to find. And 1t would not seem impossible, through a searching inquiry into the American War of Independence, to find out the cireum- stances that made the rebels victorious. As to the conditions of Patriots and Loyalists, there is to be noted that the Patriots had the important advantage of being, in the nature of things, the first in the field. They early established their party organizations through which, with un- serupulous boldness, they possessed themselves of the admi- nistrative power in all the states, and then used this power to 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 15 (ed) proscribe the Loyalists, to imprison them, to confiscate their property, to drive them out of the country. In matters of war, the shortcomings of the revolutionary army became, im part, the cause of its strength. Loosely con- nected as it was, it was nearly impossible to inflict a decisive defeat on it, and the English tacties proved as dangerous for the English then as they did å hundred years after in the Boer war. For England there were only two ways of winning: either the country had to be wholly occupied by the Government army, or it had to be starved to subjection. For the former task the English military power did not prove sufficient; the latter course was prevented by the American alliance with the European sea powers. One cannot help thinking that, if Great Britain with her superior forces had pushed the war with energy, the Colo- nies would have suecumbed. But energy was the very quality wanting. "The first British Commander-in-Chief was Sir Wittram Howe, the very man who, in 1774, had been elected member of Parlia- ment for Nottingham on a platform favourable to America. It was not to be expected that he would exert himself to the utmost in subduing the colonies, nor did he do so. When, in 1777, an English force under General BurGoyne was advancing from Canada southward through the slate of New York, Sur Wirtram, far from uniting his forces wilh the BUurGoyne expe- dition, moved with his army in quite another direction, and the immediate consequence was the capitulation at Saratoga. It was this vietory that won for the Americans the French allianee. The next British Commander-in-Chief, Sir Henry GLInTon, with a similar disregard of his duty, quietly remained in New York, while, in 1781, an English army under Lord CORNWALLIS pressed forward from South Carolina into Virginia and was forced to surrender at Yorktown. And this victory ended the war. Beyond that, the war brought only defeats to the rebels. Now, can 1t be said, that both of these decisive victories on their part were mere accident? Or perhaps owing to the in- capacity of individuals? I do not think so. The British generals, 16 HALVDAN KOHT. [No. 3. considered individually, were not at all completely incapable. The defect was deeper than å merely personal one. It was not by accident that Howz and Crinton did not assist the captains who were their subordinates or were sent to cooperate with them. It was the will of cooperation that was lacking. Howe had laid his own plan of action, and he carried it out, regardless of the changes that BurGoyne's expedition made necessary, and of the fact that he thus saerificed both BUrGOYNE and his whole corps. Defending his conduct before the Parlia- ment !, he proceeded on the assumption that his original scheme had to be carried out at any cost, irrespecvely of the dispo- sitions of the generals sent to cooperate with him. And by way of further apology he advanced as å reason of his neglect that he did not want to be accused of attempting to steal another officer's laurels. In both arguments we find the same inability of understanding the necessity of military solidarity, the same absence of the sense of real discipline. The case of GrinToNn and GCornWaLLIS presents the same aspect and, if possible, still more strikingly* CornwaLcIs not only conceived his military task in åa different way from the commander-in-chief; but he submitted his plans of campaign to the War Department in London behind the back of his superior; he was allowed to *communicate directly with the home govern- ment, and he was supported by them against the commander- in-chiei. There was the root of that split in the campaign management that brought about the defeat of CornWALLIS. After all, then, it was the supineéness and inefficieney of the British Government that was the true cause of the outcome of the war: they were not capable of enforcing diseipline among their own highest officers. This was nothing but the natural result of the corruphion which, during most of the eighteenth century, stamped English politics throughout, and which was 1 The Narrative of Sir Willam Howe relative to his conduct during his late command in North America, London 1780. ? See B. F. Srnvexs, The Campaign in Virginia, 1781, London 1888. ar 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 17 most intimately connected with the ascendency of a self-seeking class or faction. The English landed gentry which still controlled the govern- ment of the country, no longer represented any vigorous pro- gressive element; they were rather blocking the road of progress for the country. They were a stationary or even retrogressive class which still stuck to the power and which used it for the advantage of themselves as a class or individually rather than for the benefit of the whole nation. Military as well as civil offices were reserved for them, and public service was to them a source of income, not a lofty aim of their lives. It was this class, not the English nation as a whole, which fought against the economic liberty of the colonies. That appears in the fact that no national army could be levied against America; the Government was reduced to the necessity of hiring soldiers abroad. It was the ruling elass which kept up the antiquated colonial policy, and which conducted the war with America. The very same class interests, then, that directed the economic poliey of the country, made the Government incapable of vanquishing the rebel colonies. The corrupt landlordism that ruled England was confronted by the young, aspiring commercial society of America, badly organized for war, it is true, but following å leader who in his person concentrated the whole American energy, its boldness of purpose and its patient stubbornness, — GEORGE WASHINGTON, a captain whose highest claim to greatness as å military leader was that he suffered defeats without ever being conquered. It may be objected that the same England, less than twenty years before the American Revolution, had been victorious in å universal war, and again, less than twenty years afterwards won å signal victory in the world contest with Napoleon. I think this objection may be done with by referring to the historical difference of the cases. In the Seven Years War with France, England had to fight an enemy, even much more corrupt and ineffective than herself; and, moreover, the English War Minister, Wittiam Pitt, may be justly said to be the first vigorous Vid.-Selsk. Forh. 1910. No. 3. - 2 18 HALVDAN KOHT. [No. 3. leader of the young commereial society of England. As to the England of the younger Prrt, in the dawn of the new century, it is still more true that she was no more the England of Lord Norrtn; it was just at this moment that commercial society ad- vanced to supersede agrarian society in the control of affairs. Still, Revolutionary America might, as above suggested, have been subdued by starvation, even if military force did not suflice; the colonies did not possess any navy and might easily have been blockaded by Great Britain. It is true that the Govern- ment, in 1774, in view of a conflict, had reduced the marine troops of the country by a fifth, which affords å further proof of want of energy in the English; still, Great Britain was of course, far superior to America on the sea. Once more, the old colonmial policy caused the defeat of England. Sinee 1760, Great Britain was the greatest naval and colo- nial power of the world. It was natural that the other com- merceial powers should resent more than ever the obstacles she put in their way, and the breaking down of those obstacles had become to them å matter of vital importance. This applies more especially to France and Holland; but after the outbreak of the war, the necessity became an imperious one to all sea powers, because Great Britain, im full harmony with her commereial principles, was resolved to use her superiority on the sea for the purpose of obstructing even neutral commerce, and refused to comply with the demand of the new maritime programme, that the neutral flag should cover tbe enemy's goods. It was the conflict about this question that led up to the forming of the Armed Neutrality of 1780 in defence of the liberty of lhe sea against Great Britain. Thus, Great Britam practically found herself faced by a great European coalition; no friends were left her but some small German princes, Poland, Hungary, and Turkey. Consequently, the British naval forces were engaged in war almost all over the world, and were thus unable to eut off supplies to America. Moreover, the American alliance with France 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 19 had an immediate effect on the events of the last campaign in America: a French squadron off the coast partly prevented CrinTon from coming to the assistance of CorNWALLIS. The same policy, then, that roused America to rebellion, also raised all Europe against Great Britain and became one of the chief causes of her defeat. The American Revolution rose out of the struggle between the old agrarian policy and the new commercial policy, and it proved successful by virtue of the same struggle, because the narrow, obstinate agrarian policy not only stirred up all forces of resistance against itself, but also weakened the fighting force of the agrarian society itself. The Revolution was a conflict between two different types of society, two conflicting economic systems, and it brought about the signal defeat of the old one, the victory of the young one, — not because what is young must necessarily triumph in every conflict of this kind, but because in this case the young forces had grown up to vigorous vitality, while the old society and its ideals were decrepit and decaying. 20 HALVDAN KOHT. [No. 3. Appendix. Locke and the Declaration of Independence. It has been generally observed that the philosophy of the Declaration of Independence is based upon the political theories of Joun Locke. Perhaps the similarity between the work of Locke and the American document is even closer than is gene- rally supposed. I think it may be shown that the author of the Declaration not only was imbued with the general theories of Lockz, but actually imitated the language in which they were clothed. This becomes evident by comparing the Declaration of In- dependence with the last chapter in Lockz's Two Treatises of Government”, which 1s headed: *Of the Dissolution of Govern- ment” (Book II, Chap. XIX, $$ 211—248; edition of 1698, pp: 330—358). Locke here argues ($$ 212—215) that governments are dis- solved, in the first place, when the Legislative in some way Is altered or broken, for instance if the Kiug sets up his own arbitrary will in the place of the laws, or hinders the Legislative from assembling in its due time or from acting freely. This corresponds exactly to the first six grievances of the Declaration of Independence, that the King has refused his assent to neces- sarv laws and to pass other laws, that he has called together legislative bodies at places unusual and uncomfortable, that he has repeatedly dissolved representative Houses, and that he has refused for å long time to cause others to be elected. 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 21 One way more whereby a Government may be dissolved, according to Lockz ($ 219), is when the Executive prevents the laws from being put into execution, in other words, when *there Is no longer the administration of justice for the securing of men's rights”. The same argument is found im one of the next paragraphs of the Declaration, where the King is accused of having obstructed the administration of justice. In all such cases, Locke concludes ($ 220), the People are at liberty to provide for themselves by erecting å new legislative; and the Declaration of Independence takes up the same idea, in adding to its grievances that by the mentioned acts of the King the legislative powers, incapable of annihilation, have returned to the People at large for their exercise. Lockr proceeds ($ 221) to set forth another cause of dis- solving å government, namely when the Legislative or the Prince either of them acts contrary to their trust, especially by invad- ing the property of the subject and making themselves arbitrary masters of the lives, liberties and fortunes of the People. The King of Great Britain, in the Declaration of Independence, 18 accused of similar proceedings, viz. of endeavouring to oppress the People by standing armies, to subject them to a jurisdiction foreign to their constitution, to cut off their trade, to impose taxes on them without their consent, to transport them beyond seas to be tried for pretended offences, ete. Finally, the Declaration pronounces that the King has abdi- cated Government in the colonies* by declaring them out of his protection and waging war against them. Lockkr's conelusion ($ 222) is that whenever the Legislators endeavour to take away and destroy the property of the People or to reduce them to slavery under arbitrary power, they put themselves into a state of war with the People, wbo are thereupon absolved from any further obedienee. I It is interesting to note that the Norwegian Storting, in the act of secession from the union with Sweden, in 1905, in the same way threw the blame on the King, who was declared to have ceased to act as the King of Norway. 22 HALVDAN KOHT. [No. 8. To the objection that such principles are dangerous, Locke answers ($ 223) that people are not so easily got out of their old forms as some are apt to suggest; they are hardly to be prevailed with to amend the acknowledged faults in the frame they have been accustomed to”; ($ 225) great mistakes in the ruling part, many wrong and inconvenient laws, and all the slips of human frailty will be borne by the People without mutiny or murmur”. And, in the same spirit, the general pre- amble of the Declaration states that all experience has shown that mankind are more disposed to sulfer, while evils are suffe- rable, than to right themselves by abolishing the forms to which they are aceustomed. But, the Declaration continues, *when åa long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same object, evinces a design to reduce them under absolute despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such government and to provide new guards for their future security”. This stroke of rhetoric is almost verbatim taken out of Locke's treatise ($ 225): *9f a long tramm of abuses, prevarications and arlifices, all tending the same way, make the design visible to the People, and they cannot but feel what they lie under, and see whither ihey are going, 'tis not to be wondered that they should then rouse themselves and endeavour to put the rule into such hands which may secure to them the ends for which Government was at first erected”. The base of the political philosophy of Locke was the idea that (IL. $ 87) *Man being born with a title to perfect freedom and an uncontrolled enjoyment of all the rights and privileges of the Law of Nature equally with any other man or number of men in the world, has by nature å power to preserve his property, that is, his life, liberty and estate, against the injuries and attemps of other men”. Likewise, the signers of the Decla- ration held these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable rights, that among these are life, liberty and the pursuit of happiness. Thus, the political principles of Eng- 1910.] GENESIS OF AMERICAN INDEPENDENCE. 23 land and America seemed to be identical; the conflict arose, because the Colonies began to consider themselves as constituting a separate community with independent rights, while England was unwilling to acknowledge (hem as more than a part of the whole English society. Printed Sept. 13. 1910. BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE I. DER VOR-DORISCHE WIDDERGOTT VON S. EITREM (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910. No. 4) CHRISTIANIA IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 1910 Fremlagt i den hist.-filos. Klasses Møde 20de Mai em | pe 1 Å AG BRØGGERS BOG Di. Dorier haben bei ihrem Findringen in Lakonien einen Widdergott vorgefunden, dessen Namen und zugleich hervor- ragende religiöse Stellung in Sparta und im dorischen Gebiete Apollon tubernahm. Denn der vordorisehe Karnos (Krios) ist zweifelsohne der , Widder* !; ber die Stellen vgl. die Art. ,Kar- neios* von Wide und Höfer in Roscher's Myth. Lex. und Wide, Lak. Kulte 74 få. Die legendenhaften Zige die in den Erzåhlungen vom Karnos- Krios hervortreten, sind micht viele, gerade genug um die alte religiöse Bedeutung des Widdergottes durchschimmern zu lassen. Er war Seher, er wurde getötet und wurde otxértag, ,Schitzer des Hauses*, genannt, ,weil er im Hause des Krios zu Hause war*. Aber sein Fest, die Karneien, fiel im Nachsommer, der Monat Karneios entspricht dem athen. Melageitnion.? Schon der Name. giebt uns einen guten Fingerzeig zur Fr- klårung dieser Gottheit. Der Widder hat vor Allem als phalli- sches Tier eine ausserordentliche Bedeutung fir ein Hirtenvolk.3 Die Aegypter haben auch ihren widdergestaltigen oder widder- köpfigen Ammon in der Zeit der höchsten Civilisation beibehalten, ihn zum Ammon-Ra gemacht und ihn spåter in Griechenland eingebirgert. Aber auch die Griechen und ihre Vorgånger in I Hesycn xdovos* pöeio, Bosxnua, t00Butor. Anders deutete Usener den Karnos, Rh. Mus. LIL, 377. s. M. Nirsson, Feste 118 fr. O. Kerner, Die antike Tierwelt 319. wv 4 S. EITREM. [No. 4. Griechenland miissen, wie viele andere Völker!, eine widder- gestaltige Gottheit verehrt haben. Wahrscheinlich war diese Gottheit schon im minoischen Kulturkreise vorhanden. Fine aus- gesprochen religiöse Bedeutung hat der Widder auf der Gemme bei Furtwångler T. II, 25, wo er von einer Frau umfasst wird (Furtwångler denkt selbst zweifelnd an Aphrodite), vgl. auch T. IT, 34 ebd., wo zwei Widder abgebildet sind, und T. III, 40, wo vier Widderköpfe (wie Tsuntas, £p. åox. 1889, 167 richtig sagt) auf einer Gemme vereinigt werden. Tsuntas bietet a. 0. T. X, 37, ein anderes Gemmenbild, das ebenfalls in diesem Zusammenhange von Belang ist und von ihm folgendermassen erklårt wird: sthog xex00uUNuEVOG Ort Ovo negåtmr KOLOU Kal péowr tawiag (8.170). Er sieht in dieser Darstellung die Kopi- bedeckung der mykenischen Hopliten, und es ist jedenfalls inter- essant dem am meisten hervortretenden Abzeichen des Widders als Verzierung eines Helms schon jetzt zu begegnen (s. unten). In den klassischen Zeiten Griechenlands sehen wir den Widder vorziiglich mit Aphrodite*, Hermes, Zeus und Poseidon*, dann Dionysos, Pan*, Silen3, Satyrn, Kybele verbunden. Liebe, Geil- heit, Fruchtbarkeit deutet der Widder gewöhnlich an*%. Eros reitet auch auf einem Widder, wie auf einigen in Gråbern gefundenen 1 In Orvieto hat man ein merkwiirdiges Idol gefunden: roh gearbeitetes bårtiges Idol mit Widderhörnern und tierisehen Ohren, grossem Gliede, beide Arme in die Seite gestiitzt, auf dem Kopfe eme spitze Mitze (Arch. Z. 37, 104). Eine Tetta aus dem alten Capua stellt wahrsch. die widdertragende Aphrodite und Hermes dar, Jahrb. V, Anz. 28 (wo Bethe iber Helle- Theophane-Aphr. handelt). SeHygfin 188! 1 Als weisser Widder, Verg. Georg. II, 391. Pan auf Widderkopf sitzend, Brit. Mus. Cat. Brz., N. 1358. 5 Silen auf Widder ausgestreckt, in der R. Fiillhorn, in der L. Widder- horn haltend, Arch. Ztg. VIII, 150, T. 15, 1, auch bei Winter, Typen- katalog, II, 391. Eine Gottheit, die Widderhörner trågt und auf einem Widder reitet, sehen wir auf der Abb. Arch. Ztg. 1850, T. 15 — man hat (bezeich- nender Weise) sowohl an Ammon wie an Zeus und Dionysos gedacht. Man darf aber an die Worte GrerHarp's erinnern (Arch. Ztg. 1850, 152): schon vor Zeus-Ammon haben die Griechen widder- gestaltige Gottheiten gehabt. to - 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 5 Terracotten, Winter, Typenkatal. II, 306 f. Apollon dagegen tritt, abgesehen von seiner Stellung in Sparta, mehr zuriick — in der Tat ist die Erbschaft des uralten Widdergottes in der Haupt- sache eher auf Hermes als auf den ziemlich åusserlich angekniipften Apollon Karneios tibergegangen. Die Berihrungspunkte sind sehr viele und lassen sich am besten in der Ordnung ,aphrodisisch- sepulchral-apotropåisch* (vgl. Veri., Hermes etc. 24 ff.) betrachten. Hermes zeugt mit "Pn»7 den Saos, wie Poseidon sich in Widdergestalt der Theophane (vgl. die Verbindung Poseidon's mit ”40vn) und Pan der Selene nåhern, Diod. V, 48 — hier wird folglich Hermes direkt als Widder gedacht. Und schwerlich wird man davon die Mysterienlegende, worauf Paus. II, 3, 4 anspielt, trennen können (trotz Gruppes Finspruch Gr. Myth. 1355): tor Öc év veherh Mytoog &ri Eouh heyouevov nat vØ uowp Åoyov &rtLoTauEvog ov Aéywn. Ebenfalls bezieht sich die Sage von ,,Zeus*, welcher der phrygischen Göttermutter Widderhoden in den Schoss wirft (Clem. Protr. IT, 14), auf ein åhnliches legendenhaft auf- geputztes Motiv der alten religiösen Vorstellung. Hermes hat sich ja — eben in Widdergestalt — an einer Persephone ver- griffen (vgl. die Qudaia, Veri. Hermes u. die T. 16). Die merk- wiirdige Berliner Glaspaste, die Gerhard, Arch. Ztg. VII (1849) T. 6,9 veröffentlichte und ebd. S. 60 ff. nach dem Vorgange Tölkens auf die Kabirenweihe bezog, stellt im untersten Felde eine verschleierte Frau dar, der einem widderköpfigen Mann gegeniibersteht (im Felde scheint mir noch ein Widderkopf abge- bildet zu sein), daneben zur Seite des Mannes eine xteig, zur Seite der Frau möglicher Weise emne Schwinge. Man wird hier kaum an dem phallischen Hermes, der die intimste Verbindung mit der Totengöthin und Erdenmutter* hat, voribergehen können, wenn man den Widdermann mit einem göttlichen Namen benennen will (s. Arch. Ztg. ebd. S. 112). Zu der hier ausgesprochenen Bedeutung der Fruchtbarkeit, die die ganze Natur von Neuem belebt, darf man auch die sonderbaren Gemmen, die Furtwångler in seinem Gemmenwerk T. 45, 91 und T. 46, 98 und 33 fi. 1 Ausser Brimo und Kora nennt Cie. n. d. 111 93 die Dea Dia und Paus. II 3, 4 die Göttermutter. 6 S. EITREM. [No. 4. bietet, heranziehen: wir sehen hier einen Widderkopf mit Aehren (auch Weintraube) im Maul), vgl. die goldene Halskette aus Eretria, wo wir "ber dem Widderkopfe eine Kornblithe sehen Arch. Jahrb. X, Anz. 1383 (5. Jhr.!). Man darf noch folgende Fingerringe anfiihren: Catal. Brit. Mus. N. 423, wo wir Widder und zwei Aehren tragende Hånde neben der Figur der Nemesis sehen, und N. 5388, wo eine groteske bårtige Maske auf den Beinen eines Hahns steht, wåhrend oben ein Pferdekopf, ein Widderkopf mit Aehren im Maul und ein Schlangenkopf sich befinden.? Eben weil der Widder so ausgesprochen phallische Bedeutung hat, wurde er das bezeichnendste Symbol des Hermengottes. So- wohl der goldene Widder des Atreidenhauses wie der Widder des Phrixos sind Gaben des Hermes. Zu den allgemein bekannten Darstellungen des Ko:opoeosg (s. Höfer im M. Lex., Gruppe a. 0. 1355 und Verf. Art. ,, Hermes* in Pauly-Wissowa's Realenc.) kommen noch: Marmornes Relief im kapitol. Museum, Nuova Deseriz. 318, wo wir eine Pompe mit den Symbolen des Apollon, Dionysos, Artemis und Hermes sehen, den letzten durch das Kerykeion und einen Krug von zwei Widdern gezogen> bezeichnet — Tetta im röm. Antiquarium (3. Zimmer) aus der esquilinischen Gråberståtte stammend, wo Hermes mit Geldbeutel und Kerykeion emmen stehenden Widder neben sich hat (vgl. Seitensaal ebd. No. 12 die hervorragende Statue des Hermes strengen Stiles, wo ein geschlachteter Widder quer "ber einem Baumstamme hångt); Brit. Mus. Cat. Finger Rings N. 189 Widder auf Kerykeion stehend, N. 1185 Hermes hinter Schildkröte und Widder stehend; Tett. aus Påstum, Jahrb. VI, Anz. 29 Hermes Widder leitend, im Brit. Mus. Cat. Trett. S. 116 auf Widder sitzend (wie Amasis* 1 Die Kombination von Hahn und Widder ebd. wird wohl kaum anders als eben durch die Gestalt des Hermes erklirt werden. N. 425 giebt Kybele iiber laufendem Widder, vgl. noch die Mzz. von Ainos. wie Helbig, Wandgem. Campanien's N. 366 f. (vgl. N. 857). + Österr. Jahresh. X; T. 1, vgl. Vb. in Louvre, Reinach, Répert. I, 159; Geruarp A. Vbb. 19, 1: Hermes und Maia, darunter Widder und Ziegen- bock, Gernarn ebd. 19, 2: Hermes fihrt vier Widder [diese Vierzahl, bei der Bedeutung der Tetras fir Hermes, zufållig? vgl. die vier Widder- köpfe der ,myken.* Gemmel. ro ol) 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. Ti und Pamphaios ihn darstellten). Hinzu kommt noch die schöne Bronzestatuette aus Konstantinopel, Jahrb. II, 104, wo Hermes ein Widderhorn (mit noch angehörigem Ohre) im der Hand hålt. Bei der Darstellung auf der hervorragenden Kandelaber-Basis im Vatikan, Amelung Katal. IT 631 ff., wo der Kinstler nach Vor- bildern des 5. Jhr.s arbeitet, darf man gewiss nicht wie Hauser (Neuatt. Reliefs 64) an einen Hermes Psychagogos denken: Hermes leitet den Widder am Horn — nicht wie der Nekromant es zu tun pflegte (Suid. u. wvxaywyei), weil er aber als Widder- opferer! und Diener der Götter gedacht wird. Ein Hermes Psychagogos oder Psychopompos hat neben einem olympischen Zeus und der Himmelsgöttin Hera keinen Platz. Als Widder- opferer hat auch der Minzschneider, der die Stempeln der perga- menischen Mzz. aus der Zeit des Commodus herstellte, den Hermes gedacht: der Gott schleppt hier einen Widder an den Beinen zu einem Pfeiler heran, welcher einen Widderkopi trågt. v. FriTzg, Ztschr. f. Num. XXIV 191 bezieht dies auf ein im Kabirenkult, dessen Verbreitung er im diesem Artikel feststellt, vorkommendes Widderopfer, was seine Richtigkeit haben wird. Urspringlich wird aber Hermes an diesem Opfer eben so viel Anteil haben wie die Kabiren selbst — eben der Widderkopf spielt uberall, im Opfer wie in der Zauberei>, eine hervortretende Rolle (s. unten). Die sepulehrale und chthonische Bedeutung des Widders fir das historisehe Griechenland geht aus vielerler Gebråuchen bei Totenbeschwörungen (im Trophonioskultus, Paus. IX, 37, 3) und aus dem die uralten Totenopfer festhaltenden Heroenkultus hinlånglich hervor. Den Heroen wie Herakles, Pelops>, Amphi- araos*, Trophonios, Odysseus*, Koneides u. a. wurden Widder, es heisst auch ausdrieklich schwarze, geopfert. Im sepulchral- 1 K.O. Miiuzer, Handb. der Archåol. 591. 2 Hermes mit Widderkopf auf der Hand, Mörcer- Wizseter, Denkm. a. K. 29, 321 (vgl. Herm. mit Widderhorn oben). Die Verwendung des Widder- kopfes in den Kriobolien zeigt eine Brz.platte in Berlin, Arch. Ztg. 1854, T. 65. Paus 1802: 2 Paus. I, 34, 5. I Pans DX 29 1 8 S. EITREM. [No. 4. chthonisehen Eideopfer sind sie auch herkömmlich (Widderopfer an eine Demeter-Achaia, v. Prortt, Fasti sacri 48, schliesst sich hier an, vgl. die Verbindung Hermes und die Aehren oben). In Athen hat man auch einen Heros Krios gehabt, und Koropayog (Hesych u. W.) mag irgend welche Gottheit phallischer oder chthonischer Natur mit Recht benannt worden sein.” Bei Sih- nungen, Mystenweihen und Hochzeiten spielt die Wolle und das Fell des Widders eine grosse Rolle, s. Diels, Sibyll. Bl. 70 — auf dem 4:06 pdtov sitzt man. Auch im Opferritus des Asklepios und der Hygieia, wie in demjenigen der Kybele, sind Widder- opfer herkömmlich. Dass OQinomaos vor dem Wettrennen des Pelops ebenso verfåhrt (Reinach, Répert. des vases I 290 und 379, vgl. das Opfer Nike's N. 474) ist nicht auifållig, wenn man die Natur des Dåmonen Taraxippos bedenkt, wenn auch der Vasenmaler es vor einem Artemisbilde vollziehen liåsst (Veri., Hermes und die Toten S. 7). In der aberglåubischen Magie (Riess, Art. , Aberglaube* in Pauly-Wissowa's Realenc.) wurden Kopf und Fiusse> des Widders verwendet: eingekocht helfen sie gegen allerlei Pferdekrankheiten* (Veget. I, 18, 17), und die Wolle tut grossen Nutzen gegen Måuse. In den magischen Papyri treibt wieder das ganze aberglåubische Unwesen neue Blithen.> Die Grundlage aber des rituellen Verfahrens ist die grosse Rolle, die der Widder im Gråberkultus gespielt hat. Der Widder als Grabmaltypus steht för Alt-Phrygien und in spåteren Zeiten för viele armenischen Ortschaften fest. Man kann auch auf die in gallischen Gribern gefundenen Tonfiguren verweisen (Déchelette, Rev. archéol. XXXIIT (1898), 254), um die Verbreitung des Ge- brauches an einem schlagenden Beispiele zu zeigen; es fållt deshalb auf, wenn Dragendorff (Thera II, 195) die sepulchrale Bedeutung der als Gefåssformen verwendeten Widder in den I Vgl. atyogdyos von Hera, Paus. Ill, 15, 7, zatoopdy0s von Artemis. 2 Widderopfer im Kultus des Zeus Ithomatas, Paus. IV, 183, 1. 3 Vgl. Mz. aus Kranioi, Cat. Br. M. Pelop. 78 (Kopf und Fuss). 4 Deshalb wurden wohl auch Pferdegebisse und Deichsel mit Widder- köpfen versehen! S. Brit. Mus. Catal. of Bronzes, N. 2695. Ebenso der Wagendeichsel des Dionysos auf Sarkophag, Arch. Ztg. 1845, 88. 5 Drvu»ner, De incub. 41. 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 9 theråischen Gråberfunden in Abrede stellt. Der kolossale Widder, der im halikarnassischen Maussoleum gefunden wurde (Journ. H. Si. XXV, 4), gehört wohl auch hierher. Wenn wir aber bei Paus. II, 18, 1 lesen, dass ein Widder auf dem Grabmale des Thyestes stand und die ganze Gegend oi Kotot benannt wurde, dann wird dies eben in diesem Zusam- menhange, wie schon Andere angedeutet haben, verståndlich. Auch der Zusammenhang in welchem Paus. das Grabdenkmal des Thyestes bespricht, ist bedeutungsvoll: Ovéortov våposg EoTiv dr det. hidov dr treouw avrå uorde, Hr tnv uova 0 Ovéorne Eye TNY YOVOKV, uOLJELGAG TOV UdeEÅpol Thv yvrvatua — darauf folgt das Heiligtum der Demeter Mysia und das Heiligtum fir Persephone, Pluton und Demeter. Die Nachbarschaft des » Thyestesgrabes* und der Heiligtimer der wichtigsten chthonischen Gottheiten wird auf Wesensverwandtschaft beruhen und stimmt wiederum zu dem Verhåltnis in welehem Hermes zu Persephone, Demeter, Brimo, OQudaia, Hekate, Artemis u. a. steht. Der » Widder* wurde an diesem Orte ebenso missverstanden wie das alte Grabmal, das daxrviov uvia, in Arkadien. Nicht weit von Mykenai ist auch ein anderes merkwirdiges Denkmal vorgefunden das in Ath. Mitt. VIII 141 ff. zuerst veröffentlicht wurde, spåter in I. G. IV 496 wiederholt (mit richtiger Frklårung von Diels). Es ist ein eylindrischer Devotionsaltar, wo die devotio auf einer rings herumlaufenden Tånie (vgl. die uralten mit Schrift um- wundenen Ståben der Spartaner), die in einen Widderkopf endet. eimgehauen ist. Es wird da von Persephone und Hekate ge- sprochen, vielleicht war auch von Hermes die Rede — der Widderkopf passt allerdings auch för alle unterweltlichen Gott- heiten iberhaupt. — An dieser Stelle möchte ich auch, betreffs die Verbindung des Widders mit Seirenen und anderen Seelen- vögeln auf Vbb. (vgl. z. B. Stephani, Vasensammig. der Eremitage N. 89, 151), die Frage aufwerfen, ob wir auch hier den sepul- chralen Sinn des Tieres zu konstatieren haben. Als Verzierungen römischer Grabaltåre (s. Altmann, Röm. Grabalt. der Kaiserzeit) haben die , Widderhörner Ammons* schon eme weite Entwicke- lung durchgemacht. | 10 S. EITREM. [No. 4. Mit der sepulchralen Bedeutung des Widders hingt die apotropåisehe genau zusammen. Widder, Widderkopf und Widderhörner sind zu allen Zeiten in Griechenland als Apotropåa sehr beliebt gewesen. Wir sehen sie auf Vbb. (vgl. die oben erwåhnte Amphora des Amasis), auf Bronzen (so Catal. Brit. Mus. Brz. N. 798 auf dem Helme des Mars, N. 1049 auf dem- jenigen der Athene) und auf Tetten (Cat. Br. Mus. Tett. 163). Wegen der Widderhörner fiihre ich schon hier die Neapeler Vase an, die Engelmann im Arch. Jahrb. XX, T. 7, S. 180 [== Gori, Mus. étr. I, T. 130] besprochen hat: die beiden Henkel sind mit je einem jugendlichen Kopie, aus dessen Stirn zwei Widderhörner hervorspriessen, geschmickt (,am meisten sind sie Gorgonen- köpfen åhnlich*, sagt Engelmann). Es geht aber noch weiter: auf den symbolischen Hånden (Brit. Mus. Bronzes S. 160) sehen wir als kråftigstes Apotropåum einen Widderkopf ver- wendet — auf der anderen entsprechenden Seite befindet sich Kerykeion (neben Kröte u. a.). Hier direkt an Hermes zu denken liegt im der-Tat sehr nah. Dieselbe Verzierung sieht man auf Fingerringen und Ohrringen (Cat. Br. Mus. Finger Rings N. 189, Arch. Z. 36, 165), auf Griffen verschiedener Gegenstånde, wie Vasen und Messer. Im Cat. Brit. Mus. Bronzes N. 566 fi, 578 fi. wird der Griff einer Patera auf folgende Weise gebildet: Jingling auf Widderkopt stehend und in jeder Hand einen Widder haltend. Ebenfalls auf Pfannengriffen (s. Winnefeld, Altgr. Brz.becken aus Leontinoi, 59. Winck.progr.') und Spiegel- griffen (Gerhard, Etr. Spieg. I, 24, 16).* Es ist wohl zu gewagt itberall an einen göttlichen Diener und Opferer wie Hermes zu denken>? — jedenfalls wird der Gebrauch jedes Gegenstandes durch das symbolisehe Tier vor jedem sehådlichen Finfluss gesichert. Dagegen wird man sicheren Bezug auf Hermes auf den Minzen von Ainos sehen, wo die Armlehne des Throns, wo die Hermes- 1 Vgl. Furtwingler, 48. Winckelmannspr. S. 26; Arch. Jahrb. XXIV, 20, 30 und 560. Weiteres bei Höfer a. 0. Sp. 1497 f. Beim Hermes-Thoth kam der Widder natirlich wieder im Schwung, vgl. die Brz. aus Ruvo, Röm. Mitt. 1889, T. 11 und diejenige aus Ungarn, Österr. Jahresh. XI, 240. LO pe 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. i herme steht, in einen Widderkopf auslåuft. Sonst mag derselbe das Ende eines Skeptrons sechmicken (Reinach, Répert. das vases I, 359)! und einen Pfeiler krönen (Arch. Jahrb. V, Anz. 155 — aus der Nekropole von Orvieto, welcher Umstand auch sepul- chralen Sinn andeuten möchte)*” Manchmal ist natirlich der urspriingliche Sinn nicht mehr verstanden worden, wenn auch nieht schon auf dem Kasten aus dem Grabe bei Menidi, dessen vier Ecken eben solehen Schmuck hatten. Hier möchte ich auf die Basis eines delischen ,Apollon* (aus dem 5.—4. Jhr.) aufmerksam machen, den Homolle im Bull. hell. XI, 463 ff. herausgegeben hat, eifrig fir den wirklichen Apollon eintretend. H. stitzt sich auf die Basis die mit zwei Widderköpfen und zwei Gorgoneia geschmöckt wird.? Die Stitze ist freilich sehr schwach. Denn dann wird man wohl auch gezwungen, die Tetten aus Capua im Brit. Mus. Catal. S. 156 (B 495 ff.) auf Apollon zu beziehen. Hier sehen wir aber einen ;Jtngling, der die beiden Hånde emporhebt, als ob er einen Gegenstand tragen sollte — die Fisse ruhen auf einem Plinthos, der in Voluten endigt, die Voluten aber laufen wiederum in einen nach unten geneigten [Ziegen-] oder Widderkopt aus — darunter befindet sich die Buste einer Gorgo mit Schlangen in Relief (,made from å mould for å bronze vase-handle*). Natur- lich sind Gorgo und Widderkopf aprotropåisch gleich wirksam — Hermes wird zuweilen auch mit Gorgo vereinigt (Stephani, Vasensamml. der Eremitage N. 158). Wenn man durch solchen Schmuck sich zu einer Benennung der in Frage stehenden Figur veranlasst sehen sollte, wåre doch Hermes derjenige, der den 1 Vb., Arch. Ztg. 1846, 239 (Skeptron des Zeus). Auf der oskischen Goldmz. der Bundesgenossen, Friedlånder Osk. Mzz. 73, wird dargestellt: ein Zweig, an die Cista mystiea angelehnt, an dessen Spitze ein Widder- kopf gesteckt und eme Binde befestigt ist. Man denkt unwillkirlich an die Phallophorien und an das zuletzt von Dieterich, Mutter Erde, besprochene Vb. (vgl. auch den röm. aries?) 2? Vgl. die ithyphallisehe Herme, die das Ende eines Schreibgriffels bildet, Ath. Mitt. XV, 3876 — oder Briefe erotischen Inhalts andeutend? 3 Vgl. Apollon auf einem Bema mit Widderköpfen, Mz. aus Nikopolis in Epirus, Arch. Z. XXVII, T. 93, 91. 12 S. EITREM. [No. 4. grössten Anspruch darauf håtte. Allen der Schmuck steht da, um die Statue zu weihen und allen Schaden fern zu halten. Wenn wir uns nach verwandten Anschauungen unter anderen Völkern umsehen, dann finden sich leicht åhnliche Gedanken wieder. Im römisehen Larenkult ist der Widder herkömmiieh, und Déchelette a. O. setzt dies richtig mit der Bedeutung des Widders im Manenkultus in Verbindung. Die ausgedehnte Verwendung des Widderkopfes auf römischen Grabaltåren und Aschenkisten ist hinlånglich bekannt. Im ,Mitterkult* trifft man auch einmal Vorstellungen die sich sowohl mit griechischen wie römischen Gedankenkreisen berihren, nåmlich auf der Ara bei Henzen, Ann. d. I. 1885, 980, N. 29: hier hålt ein Tier einen Schafkopf mit den Fiussen (auf den Seitenflåchen sind, wie ge- wöhnlich, Krug und Opferschale abgebildet — die Ara ist dem Kultus der Campestres gehörig, s. M. Ihm, Mitterkult 111). Damit zu vergleichen ist die Darstellung auf einer römischen Aschenkiste im kapitolinischen Museum (1. Stock) wo im Giebel eine gefligelte sphinxåhnliche Figur einen Widderkopf in der rechten Klaue hålt.* Den Etruskern war die sepulchrale Bedeu- tung des Widders ebenfalls gelåufig: im archåologischen Museum zu Florenz, dem ,Grabe Inghiramis* aus Volterra, ist der steinerne (Conus, der das Grab krönt, in eine Basis deren Ecken in Widder- köpfen endigt, eingelassen. Das Tulffragment aus Tarquinii das sich ebenda befindet (Inventarnr. 75478), stellt emmen Widderkopi und die Klaue eines Löwen (wie es scheint) dar — vielleicht stammt auch dies aus einem Grabe.3 Wenn wir vom Kopfe Dakecha's hören dass er vom Altar- feuer verzehrt und durch einen Widderkopf ersetzt wird, daun werden wir wiederum sofort auf einen griechischen Krios und I Cie. de leg. II, 22: neque necesse est edisseri a nobis quod genus saerificii Lari vervecibus fiat. Jederseits liegt eine weibl. Maske, weiter nach r. steht eine Cista mit geöffnetem Deckel. Auf Sarkophagdeckeln sieht man auch zuw. ein fabelhaftes Seetier mit Widderkopf — es erinnert gewissermassen an die Mz. des Gallienus (Mercurio Comns. Aug.) wo der Widder im einen Fischleib auslåuft, Eckhel, Doctr. num. 7, 398. 3 Vgl. die Mzz. aus Velia, Catal. Br. Mus. 311. 9 2 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 13 die oben besprochene Berliner Glaspaste erinnert. Ausgesprochen apotropåiseh sind die Widderköpfe bei den Wlachen, welche sie auf Grenzenhiigeln mit der Richtung nach Osten aulstechen, um Seuche fern zu halten (Schott, Wall. Mårchen 301).! Sehr interessant sind eben an diesem Punkte die Aus- fiihrungen Déchelette's, Rev. arch. XXXIII, 63 fi. tuber die Ver- wendung der keltisehen Feurböcke.*> Der Widder ist hier die schiittzende Gottheit des Herdfeuers — der indische Agni wurde auch von zwei weissen Widdern gezogen oder vom Widder be- gleitet. Déchelette glaubt dass es sich hier, wie im römischen Larenkult, um alte den Manen dargebrachte Widderopfer handelt. In der Tat wird auch bei den Gallern, die urspringlich ihre Toten im Hause oder um das Haus herum begruben (vgl. die Ausgrabungen in Bibracte>, J.-G. Bulliot, Les Fouilles du Mont Beuvray und Rev. arch. XXXIII, 67), der Gedanke an die herd- schiitzenden und haushittenden Manen von entscheidendem Fin- fluss gewesen sein. Der Herd war zugleich Manenaltar, und der Widder — mzuweilen, das Feuer andeutend, vergoldet, wie der Fabelwidder des Atreidenhauses und in der Geschichte vom goldenen Vliess — war för Feuer und fir Grab gleich charak- teristisch.* Die Grieschen haben aber nicht ihre Kohlenbecken auf dieselbe Weise wie die Kelten ihre Feuerböcke verziert: ihre 1 An dieser Stelle trage ich nach die goldenen Skelette eines Widder- kopfes die als Gehånge der Ohrringe in sehr alten cyprischen Gråbern gefunden wurden. Sie erinnerten Lang, Cyprus 349, an die moderne Sitte, eben solehe Widderkranien gegen den bösen Blick auf- zuhången, Cesnola Cypern I, 404, vgl. Imhoof-Bl. Tier und Pflanzenorn. T. 18, 45. Chenet: der Hund, chien, hat nåmlich in christlichen Zeiten den Widder abgelöst. Zur Sache selbst bemerkt Déchelette: aw chenet primitif, de forme basse, ne servant qw å& limiter le foyer, å en retenir les cendres et surtout & faciliter la combustiom des båches, om avait bientöt substitué les landiers & gæine élevée faisant office de hastier (S. 80). Die Köpfe der Feuerböcke (oder ,Feuerwidder*) schliessen sich bald an eine cylindrische, bald viereckige, bald pyramidenförmige Basis an (man könnte auf die dyvieis oder bekannte Grabkrönungen ver- weisen). 3 Anders verfuhren z. B. die belgischen Kelten. 4 Vgl. die Bemerkung iber die griech. Eschara, Verf. Hermes und die Toten, S. 50, Anm. 38. ro 14 S. EITREM. [No. 4. stvoavror zeigen OQchsen-, Löwen-, Bocks- und Hundsköpfe, ausserdem die gewöhnlichen Apotropåa (auch Gorgohaupt), Silensköpfe oder aber auch einen pilostragenden Feuerdimonen). Vielleicht schimmert aber noch ein Strahl des urspringlichen Lichtes durch auf der Lampe Arch. Ztg. 1850, T. 15, wo eine Fackeltrågerim mit Strahlenkrone auf einem hervorstiirmenden Widder zitzt. An diese Ubersicht tuber die religiöse Bedeutung des Widders im klassischen Kulturkreise wird sich nun passend eine nåhere Besprechung des Karnos schliessen.*” Nach den verschiedenen, freilich im Einzelnen sehr von einander abweichenden Unter- suchungen von Mannhardt, Usener, Wide, Vörtheim haben wir in Karnos einen vordorischen Widdergott zu sehen, dem die Bevölkerung Lakoniens das grosse Ernte- und Sihnefest der Karneien im Monat August feierte. Zur weiteren Aufhellung desselben dörfen wir jetzt die grosse Mysterienfeier zu Andania heranziehen. Was nun dies grosse Volksfest des wiederhergestellten Messenien's betrifft, hat schon Sauppe, Abh. Ak. Gött. 1860, 46 3 zwei Hauptbestandteile der Feier unterschieden, die Weihe der Göttinnen, die friiher zu Andania, spåter im heiligen Haine statt- fand, und das Apollonfest im Karneasion, das friher Oichalia hiess (Paus. IV, 33, 4).+ Die Zeit des Festes setzt er in den 1 Conzz, Jahrb. V, 118 ff. und Anz. ebd. 166. 2 Karnos fållt mit Kranios zusammen, der als Xteuuætios (P. III, 20, 9) verehrt wurde. Paus. a. 0. verweist auf die xo0xveto, Kornelkirsch- båume (Nilsson, Feste 121). Wenn die Stadt Kranion (Krane) auf Kephallenia auf ihren Mzz. einen Widder prågt (Babelon, Traité des monn. II, 1, 907 f.), hat auch sie ihren Namen auf einen Widder zuriick- gefuhrt, vielleicht auch einen Widdergott verehrt. 3 Ausgew. Schr. 296 ff. Sauppe, S. 58: ,Friih, noch in pelasgischer Zeit, hatte sich zu Demeter und ihrem Kinde Hermes gesellt, der als chthonisehe Gottheit auch in Eleusis und an vielen anderen Orten an ihren Mysterien Teil hat. Dazu waren die Ståmme gekommen, die Sihnfeste des Apollon Karn. mit sich brachten*. Den ersten Teil giebt er den Lelegern (Kaukonen), den zweiten einer åolisch-dorischen Bevölkerung. 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 15 Anfang Augusts; die Sitte, Zelte aufzuschlagen, passt dazu und fållt mit der Gewohnheit der Spartaner, an den Karneen Lauben (øxtadec) aufzuschlagen, zusammen.! Dies Fest, das mehrere Tage dauerte, gilt der ganzen versammelten Gemeinde — es ist eben eine zvavnyvorg (Z. 103, 114). Jung und Alt, Månner und Frauen, Sklaven und Freie finden sich da em. Fin grosser Jahrmarkt wird abgehalten, wo Alles Mögliche verkauft wird (Z. 99 ff.). Dazu kommen noch Lustbarkeiten verschiedener Art, Chortånze, Wettkåmpfe, Theatervorstellungen (vgl. die spåtere Entwicke- lung der spartan. Karneen). Es bedarf strenger polizeilicher Massregeln, um sittsame Ordnung aufrecht zu halten (Z. 40, 75). Fir ein allgemeines Volksfest passt auch das Asylrecht, welches das Karneiasion — oder riehtiger em Teil des heiligen Ortes (Z. 80) — besass.” Man darf behufs nåherer Beleuchtung desselben an das ebenfalls im August, an den Idus Sextiles, gefeierte Fest der Diana auf dem Aventin verweisen, deren Tempel latinisch-römisches Bundesheiligtum war, an deren Feste Streitigkeiten geschlichtet wurden und besonders das niedere Volk nach der Frntearbeit sich freute, wåhrend Sklaven in ihrem Asylum die Freiheit erlangten.” Aehnlichen Charakter hat der Kultus, wenn auch nicht der Festtag, der altitalischen Göttin Feronia.* Bei Erntefesten liess man, nach Mannhardt, allen - Standesunterschied fallen, den Festgedanken potenzirte man durch die Freilassung verdienter Sklaven. Der Augenblich, wo die Ernte unters Duch gebracht und in dieser Hinsicht die Zukunft der Birgergemeinde gesichert war, gab Anlass zur neuen Ver- briderung der Birger und zur Aufnahme neuer Birger — es wurde daraus ein Fest des geordneten politischen Lebens. So wenigstens in Sparta, wo an den Karneien an jedem der neun Plåtze drei Phratrien assen, und auch in Andania giebt es wenig- stens eine schwache Spur einer strengeren Gliederung, indem die 1 Athen. IV, p. 141 E. Dazu tiigt Wide, Lak. K. 82, das ,,Zelt des Orestes* in Trozen, Paus. II, 381. Auch in den Zelten im Karneiasion sollten keine «Ava: sein (Z. 38), Alles sollte an die alte einfache Zeit erinnern. Vgl. Foucart, Bull. heli. XIV, 178. PrerLer, Röm. Myth. I, 3819; Fowrzer, Roman Festivals 199. Mannnarprt, Ant. W. u. F. 328; Wissowa u. W. im Realenc. oe) [EG] 16 S. EITREM. [No. 4. Hieroi nach Phylen ausgelost wurden (Z. 5) wie die sogenannten Karneaten in Sparta (Hes. u. W.). Dass eben die Dorier diese Seite accentuirt haben, ist natirlich, aber einen mulitårischen Charakter haben sie dem Festessen sicherlich nicht geben wollen. Man ass ,aufs Commando*, damit ,das heilige Mahl*, wie es vom Mahl der Hieroi» im Karneiasion Z. 95 heisst, in allen Lauben zu gleicher Zeit anfangen und beendet werden und dem ganzen Vorgange der gleiche Charakter gewahrt werden sollte. Bedeutungsvoll ist es dass der alte Karnos zu einem Kåovetos Otzétac geworden ist (CIG 1446), als Gott der festen Wohnsitze, »noch ehe die Herakleiden nach Sparta kamen* (Paus. III, 13, 3). Schon dies besagt, dass die ganze Entwickelung des Karnos vor der doriscehen Eroberung fållt. Das ganze Volksfest könnte man ebenso wohl in Sparta wie in Andania eine æyppå nennen; leider bleibt die Inschnit aus Thera, IG XII, 3, suppl. 1324, wie auch ebd. 3, 452, die. sonst auf ein ”4y004 benanntes Karneienfest fiihren wiirde, immer noch unsicher.> Ein Wort verdient der fraghafte Suihncharakter der beiden in Rede stehenden Feste; damit kommen wir endlich wieder auf Hermes zuriick. Sihnungen werden ja in Erntegebråuchen oft angetroffen. Sowohl die Sage vom Eurytos, dem Sohne des Apolloniden Melaneus, dem man in Andania vor der Weihe Totenopfer darbrachte (P. IV, 3, 10), wie vom Leimon, der an der tegeatischen Artemisfeier von der Priesterin verfolgt wurde und dessen Bruder, Skephros, versthnt werden musste, fihren darauf. Jedenfalls ist es bedeutsam, worauf Wide, L. K. 80 aufmerksam macht, dass Karnos von einem Fihrer der Dorier, 1 das nach Nirsson, Feste 341, als Essen der Frsflinge einen sacra- mentalen Charakter trug. Wenn der Karneienwidder eingeholt und getötet wurde. liegt es nahe, das folgerde Mahl damit in Verbindung zu setzen und saeramental zu deuten, was von selbst auf einen Ver- gleich mit den Feriae Latinae und dem heiligen Mahle auf Mons Albanus fiihren wiirde: dann ruhten die Waffen, wie auch die Spar- taner daran stricte hielten. Allerdings sind die Spuren eines derartigen sacramentalen Essens in Sparta verwischt und in Andania wenigstens unsicher. 2 Trotz Nirsson, Feste 196. 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 17 Hippotes*, getötet wird. Pausanias weiss zu berichten, dass Pest die Folge war, der man spåterhin durch die Verbannung des Totschlågers vorzubeugen suchte: deshalb wurden dem Karnos von den Doriern Sthnopfer dargebracht (P. II, 13, 3). Von selbst bietet sich hier die Parallele mit Hermes Kriophoros zu Tanagra an: Hermes, der den Widder laufenden Schrittes um die Stadt trågt — in Sparta wohl der , Widder* selbst iber die Felder laufend (vgl. die röm. Lupercalien und Ambarvalien) — bringt dem Lande Segen und den Biörgern Schutz vor Allem Ublen: die mit Binden bekrånzte Hauptperson am Karneenfeste låuft &revzouevig vi vi sc6her xonotov (Bekker, An. Gr. I, 305).? Der Karnos ist deshalb doowaevg wie Hermes auch Finer sonder Gleichen. Ein weiterer Berihrungspunkt ist der Name des Kar- neienpriesters yntne, sFuhrert, und die Rolle, die der Wahr- sager Krios bei der dorischen Eroberung und Karnos bei der Uberfahrt tiber die Meeresenge (man denkt unwillkirlich an den flöchtenden und helfenden Phrixoswidder) spielt: der Karnos be- deutet Segen för das kultivirte Land wie fir das ausziehende Heer (vgl. Mars). Wenn das spartanische Heer in's Feld riekt, opfert es dem Zeus å&yntwo (Xen. rep. Lac. 13, 2), aber dieser Zeus hat die Stelle des alten Karneios æyytwo oder besser åyntys (Hes. u. W.) eingenommen.? Ebenso hat Hermes einmal in Tanagra die Feinde in die Flucht geschlagen (Tz. zu Lyk. 680). Eine derartige Vorstellung von einem Widdergotte als Heeresfihrer ist nicht allein den Griechen eigen. Bei Amm. Mare. XIX 1 lesen wir von den persischen Königen, dass sie als Heeresfiihrer einen goldenen, mit Edelsteinen besetzten Widder- kopf getragen haben. Bei Daniel VIII 8 deutet ein Widder die 1 Zu vergleichen wåre vielleicht die Sage von Leimone, die von ihrem Vater Hippomenes eingekerkert und von einem Pferde aufgefressen wurde (Roscher's Lex. u. W.). Dieser Totschlag wird folglich mehr bedeuten wie die gewöhnliche mythisehe Begrindung eines Heroen- kultus, der chthonische Opfer heischt (anders Farnell, Cults IV, 269). 2 Deshalb Apollon Dromaios Karneios in Amyklai, Ephem. arch. 1892, 20 u. 25. 3 Usener, Rh. M. 53, 360: ,mit altertiimlicher Rohheit der bildlichen Vorstellung ist der fihrende, Zukunft verheissende Gott als Widder nicht nur gedacht, sondern auch angeredet.* Vid.-Selsk. Forh. 1910. No. 4. 2 18 S. EITREM. [No. 4. Könige der Meder und Perser an, als Sinnbild des Regenten.! Wenden wir uns an griechische Traumdeuter, lautet die Antwort ungefåhr gleich, Artemid. Il, 12, &t de xal xovov st008 deønornv &ott Ånscréov nat 008 Uogovra ual 1008 Basta note yåo TO uoyewv Eheyov oi maharoi? ayador de nat 8moysiodar donetv åopakosg at år oualor yooiur uahorta pilokoyog nat voig år TO mÅovtetv Opuwuévors * nal yåo tagv tvo Coor al Eouov veVOMLOTAL Oma Elvar In vielen Beziehungen erinnert der alte Karnos an den alt-italischen Woligott Mars-Mamurius, der alles Wachstum förderte und das Land schitzte (vgl. das altrömische Neujahrs- fest am 15. Mårz, wo man unter Zelten zu Ehren der Anna Perenna schmauste und um gute Ernte betete), auch an den Gott der Thår und allen guten Anfangs Janus, dem man kurz vor der Ernte opferte (Consivius), dem man als buonus cerus beim Ambarvalienfeste eine Weinspende (auch hier mit Jupiter zu- sammen) darbrachte* und am Festtage der Agonalia einen Widder als princeps gregis schlachtete.> Aber seinen nåchsten Verwandten hat doch der alte Karnos in Griechenland selbst, nl. Hermes, dessen Beziehungen zum Phallos und Widder besonders hervortreten; ja auch för die øtapvinvdgonor, die bei den Karneen die Weinlese fördern sollen, darf man auf Lesbos hinweisen, wo Hermes den Weingarten sehitzt.* Allerdings hat Apollon in den dorischen Gebieten die - FrreprercH, Symbol. 488. 2 Aus stoischer Quelle, vgl. Zenon im Schol. Theog. 134, der den Titanen Koetos (= Koio8, Kowos) als vo Baorknor nat Nyeuovusovr erklårt; Cornut. 17, p. 80, 14 L. Aristarch liess sich auf solehe Spekulationen nicht ein, er las einfach Ko:os (s. Usener a. 0.). 3 Wie auf dem bekannten hellen. Rlf. des kapitol. Museums. 4 Cato, r. r. 184 und 141. > Auch sonst dem Janus heilig, Henzen act. fr. Arv. 144. Ebenfalls als Opfertier des Mars bekannt, vgl. Furtwångler, Gemmen T. 24, 10 ff. 6 Auf der Gemme bei Furtwångler T. XLVI, 37 hålt der Widderkopf eine Weintraube im Maul., Mzz. von Korkyra haben vorn Widder, Rv. Traube. Vielleicht verweisen noch die Opferstöcke in Andania auf eine urspriingliche Darbringung der Erstlinge der Ernte, s. u. Die Vinalia rustica in Rom am 19. August bezweckten wahrscheinlich ebenso wie der Weinlauf in Sparta eine auspicatio vindemiae (Varro I. 1. VI, 16). 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISCHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 18) Erbschaft des Karnos angetreten, aber in Andania sind noch deutliche Spuren vorhanden, die auf Hermes als den dem alten Inhaber des Karneiasion am nåchsten Verwandten hinweisen. Die Gottheilen, denen die grosse Feier gilt, werden in der Opfer- ordnung, Dittenb.? 653, Z. 34, so aufgerechnet: Demeter, Hermes, die grossen Götter, Apollon Karneios, Hagna. Ebenso Z. 69, nur mit dem Unterschied, dass die grossen Götter, die (nach Sauppe) erst Methapos bei der Neuordnung einfiihrte, und Hermes ihre Stellen umtauschen. Hermes gehört mit den grossen Göt- tinnen zusammen, denen die Mysterien gefeiert wurden, hier wie in Eleusis, auf Samothrake und sonst. Wenn seine Statue aber im heiligen Haine ihn als xocoo00g darstellt (P. IV, 33, 4), wenn ihm, und nicht dem Apollon Karneios, ein Widder geopfert wird, und wenn der Lykomide Mnasistratos, wo er seine Tåtig- keit auf dem Bilde in der heiligen Hitte der Lykomiden zu Phlya råhmt, sich so ausspricht: —— fyreoa 0 Eoueiao döpuovg [oeuvne] ve uéhevda Jauartoos «alt sowmrtoyöovov Kovoag ete. dann deutet dies Alles auf eine ganz besonders bevorzugte Stel- lung des Hermes hin, die dadureh erklårt wird, dass ihm zufållt, was urspringlich dem Karneios selbst zukommt. Eben die enge Verwandtsehaft des Karneios mit dem phallischen Fruchtbar- heitsgotte muss die Stellung des Kriophoros gestårkt haben und scheint der urspriingliche Grund gewesen zu sein, weswegen die Mysterien der grossen Göttinnen eben hierher, nach dem alten Oizahia (wohin eben ein oixérag, vgl. 00(tot oben, vorztglich passt) verlegt wurden. Es mag ja sein, dass die alte Quellgöttin Hagna, der man spåter Geldopfer (statt der urspr. Erstlings- opfer?1) darbrachte, neben dem Karnos gestanden hat, aber der heilige Hain ist doch nach dem letzteren benannt worden. Dem Apollon hat der Hain von Anfang an jedenfalls nicht gehört.? 1 Vgl. das Fest des Hercules invietus ad Aram maximam, am 19. Aug.; Fowler, Festivals 195. In der Inschr. Z. 67 heisst es staoalafovtm (oi iepot se.) tor te legg ual tåv iéoeav nat tår iéoeur Tov Kuoreiov, wie man trotz Sauppe allgemein 2 liest. Der Karneios hat folglich hier seine eigene Priesterin wie auch zu Sparta CIG 1446 der Karneios Oiketas und der Karneios Dromaieus. 20 S. EITREM. [No. 4. Aber auch das bleibt unsicher, ob die Quelle urspriinglich, wie die Inschr. Z. 84 andeutet, der Hagna gehört hat. Denn wir wissen, dass ein Fluss in Arkadien, Kaoviw», nach dem gehörnten Apollon, dem Keoeætag (= Kaoveiog, Welcker, G. G. I, 471) be- nannt war, Paus. VIII, 34, 3; Ko:og ist auch sonst Flussname. Wåhrend den eindringenden Doriern der Hermes, der alte Gott der Herme und des Phallos, zu unbedeutend schien, um die Erbschaft des Karnos anzutreten, ist es offenbar dem Ge- dåchtnis der Messenier micht entschwunden, dass dem Hermes im Haine eine Sonderstellung gebihrte. Wir haben wahrscheinlich noch einen monumentalen Beleg fir die enge Zusammengehörigheit des Karnos und Hermes. Br. Schröder hat Athen. Mitt. XXIX 92 eine Art Herme ver- öffentlicht, die in der Nåhe des alten Las an der lakonischen Kiiste gefunden wurde, und die er folgendermassen beschreibt: ,aus blauliehem Marmor, viereckig, unten ist der Schaft abge- schrågt und endigt in einem niedrigen viereckigen Zapfen zum Einsetzen, oben trågt er einen mit der Nase nach unten geneigten Widderkopf* *. Der Hrsg. bleibt bei der Deutung Apollon Kar- neios stehen, dessen Kultus Paus. III, 24, 5 fir Las bezeugt. Aber die Pifeilerform bleibt dabei unerklårt. Ich glaube, dass man sowohl den alten Karneios-Qiketas wie den Hermes hier herbeiziehen muss. Die Herme gehört von Hause aus der Wohnung (der Lebenden und der Toten) und den Wegen; wenn der schweizer Siem ein Prellstein ist*, dann wird wohl die lakon. Widderherme auch einem Oiketas (vgl. Poseidon, Apollon Domatites) oder Dromaieus gehören. Figentlich ist es gleich- giiltig, ob man sie einen Karnos oder einen Hermes benenne, 1 Die Höhe betrågt 0,57 M. Ath. Mitt. XXX 408 veröffentlieht derselbe ein ebenso sonderbares Monument aus Baden in der Schweiz, das pelnen konisehen Stein darstellt, oben in einen lebensgrossen Wid- derkopf auslaufend, unten viereckig gelassen und zum Eingraben in die Erde bestimmt, die Riickseite ist angebrannt, scheint demnach dem Hause zugekehrt gewesen zu sein; H. 0,70" (s. Stiekelberg, Anz. f. Schweiz. Alt.kunde 1898, 268). ? Oder hat er beim Herde gestanden? 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISGHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 21 weil beide in einander fliessen.! Merkwirdig ist es allenfalls, dass Paus. a. 0. eben fir das Gymnasion zu Las ein «ya aoatov des Hermes erwåbnt. Hermes wurde aber von den Doriern geflissentlich ignorirt — deshalb tritt er so auffallend wenig in Lakonien, Messenien, Argos hervor, wåhrend im Hochlande Arkadien sein Kultus besonders bliuht. Ubrigens mag der alte Karnos (oder als sein Vertreter Hermes) an den Orten, wo die ågyptischen Beziehungen hervortraten, nicht unwesentlich dazu beigetragen haben, dass der widderhörnige Ammon in den Vordergrund trat. Dies mag die merkwiirdige Ammonherme erklåren, die — wie eine andere Hermesherme — vor dem Hause Alexanders nahe dem Thersi- leion stand (P. VIII, 39, 1). Ebenfalls fållt dadurch Licht auf den elischen Kultverein: Ammon, Hera Ammonia, Hermes Parammon.? Die Verbindung eines Hermes und eines Dionysos in Hermenform mag dieselbe Vereinigung eines Dionysos-Ammon? angebahnt haben. Zum Schlusse missen wir noch den jugendlichen Kopf mit Widderhörnern erwåhnen, der sich auf Minzen verschiedener Stådte findet.+ Finige finden hier einen jugendlichen Ammon, Andere einen libyschen Dionysos oder endlich den Apollon Karneios dargestellt. Dass man den ålteren bårtigen mit den jiingeren unbårtigen Gotte nicht zusammenwerlen darf, wenn sie beide auf derselben kyrenaischen Munze vorkommen (L. Miller a. 0. 95, N. 55), geben wir Wieseler unbedenklich zu. Fbenso wenn er einen Apollon Karneios auf einer Miinze aus Nuceria in Campanien wiederfindet (S. 225). Aber haben wir 1 Die Rundung vorne an der Stirnseite der Herme mag eine Hindeutung an den aufrechstehenden Phallos sein, der als einstmaliger Gråber- schmuck auch fir Griechenland feststeht. Fine widderhörnige Schlange in Gallien (S. Reinach, Cultes u. s. w. I, 72) als erster Gott der Gallier (Caes. B. G. VI, 17) wird auch auf einen widderköpfigen Phallos zuriick- gehen. Der schweizer Stein hat noch die konische Form. den Gruppe, G. M. 1558 richtig mit ,Hermes neben Ammon" iibersetzt. Overeeck, Kunstmyth. I, 285 ff.; Amelung, Kat. Vatik. I, 657. L. Mörcer, Numism. de IAfrique I, 24 ff., 102 ff., zuletzt F, Wizsetzr, Nacbr. Ak. Gött. 1892, 220 ff. =D DD 29 S. EITREM. [No. 4. nicht denselben Gott, den Karneios, auf Mzz. aus Tenos), Les- bos*, Aphytis und Kassandreia, Pitane in Mysien?, Metapont und Laus in Campanien* zu erkennen? Werden nicht alle Fålle gleich zu beurteilen sein? Fin ganz altes und gewöhnliches Minzbild in vielen Stådten ist der Widder. So in lIonien: Klazomenai, Phokaia, Milet, Samos; dann Lesbos, Samothrake, Lemnos (mit Fackel) gegen Norden, Qinoe auf Ikaria und Sala- mis auf Cypern gegen Siden, Korkyra (Rv. Traube) im Westen; ausserdem in Lykien, m der Troas u. a. In vielen Fållen ist der Bezug auf Hermes offenbar, wie wenn man z. B. auf Samo- thrake den Widder mit dem Kerykeion verbunden sieht, vgl. Imhoof-Blumer, Tier- und Pflanzenbilder auf Mzz. 20.5 Der Widder als heiliges Tier ist ja eine weit verbreitete Vorstellung gewesen, und wie er an einigen Orten den Hermes, wird er an anderen den alten Karneios zur Darstellung bringen. Man darf vermuten, dass die Kyrenaier, die den Kultus des Apollon Kar- neios immer hoch hielten und in seinem Tempel das Feuer nie ausgehen liessen (Kallim. in Apoll. 82), die auch wussten dass ein Widder, der alte æynt5, dem durstenden Heere des Dionysos die Quelle der Ammonoase* gezeigt hatte — dass sie auch den Gegensatz zwischen ihrem nationalen jungen Widdergotte, dem doouatsve, und dem neuen ansehnlicheren Ammon lebendig ge- fihlt und zuerst zur Darstellung gebracht haben. Dass aber andere Stådte des grjechischen Kulturkreises, wo der Ammonkult nie bedeutend und seit der hellenistischen Zeit schon im Absterben war, den Ammon, zumal mm dem weniger hervortretenden und weniger bedeutsamen Typus, auf ihre Minzen gesetzt haben, ist nicht wahrscheinlich. Dagegen ist die Erinnerung an den alten und immer jungen Widdergott ihnen nicht gånzlich entsehwunden. Wenn er auf Tenos noch als Beizeichen eine Traube erhålt, Catal. Brit. Mus. Crete etc. T. 28 f. Ebd. Troas etc. 167, Mytilene 198. S. Imhoof-Bl., M.gr. 64, 67, 258. Wizsecer a. 0., vgl. Imhoof-Bl., M.gr. 3. 5 In Delphoi (zumal neben Delphinen) liegt der Gedanke an Apollon allerdings nahe, Babelon, Traité des monn. II, 1, 994 ff., 999. 6 Uber die Quelle vgl. oben S. 20. Se OJ 1910.] BEITRÄGE ZUR GRIECHISGHEN RELIGIONSGESCHICHTE. I. 23 kommt er dem alten Karneios Stemmatias wirklich sehr nahe. Auf zwei Apulischen Vbb., Stephani, Vasensamml. der Eremitage N. 880 und 119 (vgl. oben S. 10) sieht Wieseler a. 0. 227 eine Darstellung des Apollon Karneios. Auf dem letzteren Bilde jedenfalls mit Recht. Hier hålt er ,in der Rechten eine Schale, in der L. eine Leier, eine Frau bringt ihm in der L. eine Wein- traube, in der R. einen Kranz dar*. Es handelt sich hier nicht um einen Dionysos, aber um den alten Widdergott, der die Weinlese segnet und mit Chortånzen und Liedern (vgl. das Lied von Alkestis am Karneienfeste, Eur. Alk. 445 ff.) gefeiert wird. Der Apollon Karneios war weder ausschliesslich ein doriseher Gott noch allein auf die dorischen Gebiete beschrånktl, wenn auch die Dorier am meisten Propoganda för seinen Kultus gemacht haben. Ich meine, dass die alte Vermutung von Duchalais, der in dem unbårtigen widderhörnigen Gotte einen Apollon Karneios sah, es verdient — freilich aber auf weiterem Hintergrunde — wieder zu Ehren zu kommen. Zusatz zu S.5. Einen widderhörnigen Hermes hat man bisher nicht nachweisen können. Die von Höfer a. 0. Sp. 1442 erwåhnte römische Silberarbeit stellt ihn mit Ziegenhörnern dar (Mötcer-Wizserzr II, 29, 825). Als weiteres Beispiel von Hermes = Widder fihre ich an Arch. Mus. Perugia N. 757, wo am Wagebalken einer römisehen Wage zwei einander abge- kehrte Widder den Ausschlag angeben — natiirlich weil die Wage zum Machtbereiche des Mercurius gehörte. Zusatz zu S. 7, der Widderkopf im Opfer. Betreffs die Rolle des Widderkopfes im Opfer erwåhne ich noch 1) die Gemme in Berlin, Tölken III, 1490, Imhoof-Bl., Tier u. Pflanz.orn. T. 923, 4: ,Ein nackter, bårtiger Mann kniet vor einem Altar, der unter einem Laubbaume errichtet ist, an welchem ein Widderkopf hångt, und hålt mit beiden Hånden eine Schlange iiber das Alterfeuer.* Hinter dem Mann steht eine bekleidete Frau, im Hintergrunde erhebt sich eine Herme des Pan. Es giebt auch andere Varianten, wo das Schlangenopfer einer bårtigen Herme gilt (von einem phåuslichen Siihnopfer* kann keine Rede sein, wenn ein Baum da steht). 2) Einen Widderkopf (der geschlachtete Widder am Boden) legt Pan auf einen vor einem Baume stehenden, brennenden Altar auf dem schönen bak- I S. Wipzr, L. K. 85, der an die Minyer als die alten Besitzer und Ver- breiter des Karneios-kultus denkt. Den Minyern gegeniiber verhålt sich sehr skeptiseh Ep. Mevzr, Gesch. d. A. II, 195, 24 S.EITREM. BEITR.Z. GRIECH. RELIGIONSGESGH. I. [No.4. 1910.] chischen Relief aus Villa Borghese, zuletzt publicirt von Amelung, Röm. Mitt. XXIV, T. 5, der es fir wahrschemlich hålt, dass hinter dem Pan sich urspr. eine Schlange aus einem hohlen Baumstamme emporringelte, was aus einer friheren Zeichnung hervorgeht. 3) Endlich ist die Gemmenreihe anzufiihren, die Furtwingler, Gemmenwerk III 242 bespricht, und die nach demselben einen orakelsuchenden Helden wiedergehen (T. XXIV, 11 und T. LXIV, 48): der Widderkopf pflegt auf dem Altare zu liegen, das Fell ist am Baume aufgehångt. Dann 4) die Gemme bei Furtw. T. XLVI, 22, die Widder- und Bockskopf neben einem Opfermesser darstellt. Widder als Totenopfer. Ein imteressantes Beispiel fir die klas- sische Zeit bietet der alte Grabhiigel Pilaf-tepe bei Volo, s. Ath. Mitt. XXIV (1899), 90: In der Mitte des Hiigels war in den Felsen eingearbeitet eine viereckige Grube, mit Steinplatten bedeckt, ,,darim auf dem Boden in einer wieder aus Platten zusammengesetzten Steinkiste das Skelett eines Widders. Darunter, also unter dem Boden der ersten Grube, lag das eig. Grab*, worin ein schlankes Sibergefåss als Aschenurne diente. Diese Widderbestattung gilt dem Toten oder dem Gotte der Toten. Schon fir viel åltere Zeiten haben wir den Widder als den bedeutsamen Schmuck des Grabtumulus konstatiren können: jetzt ist er selbst im das Innere des Grabhiigels geraten, wohin er auch urspr. gehört haben mag. Gedruckt am 24 Oktober 1910. KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG FRA TØNSBERG TIL EKERN AF P. A. ØYEN (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910. No. 5) CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1910 Fremlagt i Møde i math.-naturv. Klasse 15de Aril Jaer: er et i kvartærgeologisk henseende meget interes- sant omraade, og vigtige bidrag til forstaaelsen av vort lands kvartærhistorie vil vistnok kunne hentes inden dette amts græn- ser. Til at give en samlet kvartærgeologisk beskrivelse af denne egn rækker mit nuværende kjendskab til denne landsdel ikke, og vi skal derfor ved denne anledning indskrænke vore betragtnin- ger til det i overskriften nævnte profil, idet vi kun for at fuld- stændiggjøre dette foretager endel mindre streiftog i de nærmest tilstødende trakter. Efterat jeg allerede tidligere ved flere forskjellige anledninger havde undersøgt forskjellige dele af den her omhandlede stræk- ning, foretog jeg sommeren 1906 en mere sammenhængende reise for at søge de enkelte detailundersøgelsers resultater sam- menarbeidet. Imidlertid blev reisen for kort til at skaffe en med de stillede forventninger hensigtssvarende oversigt. Tønsberg teglverk. Vi vil begynde vore undersøgelser lige nede ved havfladen ved det i nærheden af Tønsberg liggende teglverk ude paa Nøterø. Det faste fjeld viser her smukt isskurede former med ud- prægede roches moutonmées, ofte med deviation af skurings- striberne paa stødsiden. Paa den ved borttagelse af grus og ler nylig blottede overflade var der rig anledning til at studere den karakteristiske facetdannelse paa nær horizontal terrænflade, hvor de ganske svagt i nordlig og nordvestlig retning heldende stød- sider ingen nævneværdig forstyrrelse bragte. Som eksempler skal 4 P. A. ØYEN. [No. 5. her kun anføres iagttagelser paa to omtrent tyve meter fra hin- anden liggende steder. Om vi med begrebet facetlinje forstaar skillelinjen mellem to facetter, saa har vi paa det ene sted Ældste system, skuring . . . N12? WS 12"E Facetline SSE N2ES2 W Yngste system, skuring . . . N30" W-5S530" E og paa det andet 1 nordøst liggende sted Ældste system, skuring . . . N10”W-S10"E Facelimes sr. N8&' ESS W Yngste system, skuring . .N22—34* WS 22—34" F. I og for sig vil man kanske her kunne indvende, at betyd- ningen af nogle skuringsstribers retning ikke er saa særdeles stor, og dette er vistnok ogsaa paa sin maade rigtigt, men helt anderledes bliver forholdet, naar disse skuringsstriber kan samles 1 bestemte systemer, hvis relative alder kan fastsættes. Det vilde ligge langt udenfor denne afhandlings ramme at levere et ,sku- ringskart* over Jarlsberg; men der er visse lovmæssige træk, som jeg ikke har villet undlade at benytte anledningen til at gjøre opmerksom paa, og enkelte af disse gjenspeiler sig allerede i de to meddelte observationsrækker. 1. For det første ser vi systemerne forandre sin nominelle værdi selv inden et forholdsvis snevert omraade. 2. Men samtidig er relativforholdet nogenlunde uforandret. 9. Naar det ældste system skifter retning, forandrer facet- linjen raskere sin stilling end denne, hvilket følgelig maa bero paa raskere forandringer i det yngste system. Dette giver igjen et betydningsfuldt vink i glaciologisk henseende, idet nemlig det ældste system maa staa i forbindelse med et langt mere stabilt brædække end det yngste; dette træder ogsaa frem 1 det sidst- nævnte systems sterkere deviationsfænomener. 4. Endelig maa vi lægge merke til, at denne systemforan- dring ligger distalt 1 forhold til det store ra og de skurede flader netop dækket af dettes fluvioglaciale faciesafsætninger. Dette antyder en betydelig glaciologisk forandring inden den forud for disses dannelse gaaende periode. QT 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. Lige ovenpaa det faste fjeld fulgte saa en vekslende lagrække af sand og ler uden fossiler. Der fandtes ikke spor af nogen egte morænedannelse, da der gjennem hele mæglig- heden, ca. 1'/, meter, viste sig en tydelig skiktning. Skikt- tykkelsen var gjennemgaaende fra ',—2 cm. Dobbeltskiktet (sand ler) blev saaledes 1—4 cm. med den største mægtighed i den nedre del og aftagende opad. Den grusblandede sand var af mere rødliggraa farve, det grusblandede ler af mere graablaa, men høiere op var ogsaa dette af mere rødliggraa farve. Inden begge afdelinger fandtes nederst endel sten iblandet. De enkelte lag løsner fra hinanden efter ganske tynde sand- og gruszoner. Denne typisk fluvioglaciale afsætning ligner saaledes fuldstændig de afleiringer, som man i Akersdalen, dels indenfor og dels udenfor Kristiania bys grænser, finder som karakteristiske for den øvre del af Sveneng-periodens ældre afdeling”. Over denne fluvioglaciale afsætning følger saa 1 en mægtighed af ca. 2 m. et tildels noget sandblandet og under- tiden noget stenblandet blaat og blaagraat ler, rigt fossilførende og hist og her med enkelte større blokke. Hølge sin hele karak- ter er dette ler en egte glacial faciesdannelse 1 nær tilslutning til forrige gruppe; dette fremgaar ogsaa af dei leret indesluttede fossiler, hvoraf bestemtes: Nucula tenuis, Mont. var. expansa Reeve ikke sjelden ai længde 11,5 mm. Leda pernula, Mört. forekom tildels i hele eksemplarer med sammenklappede skaller og ikke sjelden med smukt opbevaret epidermis. Den forekom som regel i forma typica, men under- tiden ogsaa 1 en forholdsvis bred eller høi, ovalt udseende form af længde 19,0—25,5 mm. Der maaltes følgende: Længde 10—15 mm. Antal 3 Procent 3,6 — 15—290 , — 32 — 58,1 — 920—-% , — 35 — 41,7 — 259 , — 17 — S,4 EG — 39 — 2,4 I Christiania Vid.-Selsk. Skr. I. Mathem.-naturv. Kl. 1908, No. 2, pag. 36. 6 P. A. ØYEN. [No. 5. Længde 27—28 mm. Antal 4 Procent 4,8 = DOM — 1 = 1,2 Antal 84 — Procent 100,2 Portlandia arctica, GRay forekom ogsaa ret hyppig 1 hele - eksemplarer med sammenklappede skaller og ofte med smukt opbevaret epidermis. Formen var meget vekslende, hyppigst en midlere siliqua-portlandica. Der maaltes følgende: Længde 4—5 mm. Antal 1 Procent 0,20 ENN NN Le SEE 0G He ENE og EN Se NE AE sp AN SN NT EN DB ge Fe TE SN NE Jeg NNN NE oe NN å 295 Je FN Antal 494 Procent 99,95 Denne tællingsmaaling med et saavidt stort antal eksem- plarer er foretaget for at vise, at man ogsaa kvartærgeologisk er nødt til at anvende det biometriske princip for at faa et nølere indblik 1 de fysio-biologiske forhold under kvartærtiden. Jeg har ved forskjellige tidligere anledninger ogsaa søgt at hen- lede opmerksomheden paa dette forhold, ikke mindst ved mine forelæsninger paa universitetet. Allerede den forrige forholdsvis 1910.] —KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. / faatallige artgruppe viste, at der ligger et forholdsvis stort mel- lemrum mellem de to størrelsesgrupper, hvortil maksimums- størrelsen for arten og størrelsen for artens egentlige blomstring 1 et givet tilfælde hører; men dette springer saa meget klarere frem 1 foreliggende artgruppe, som her det maalte antal er større og for saa vidt bedre tilfredsstiller den fordring, man stiller til en biometrisk behandlingsmaade. Man ser gjennem tallene loven tegne sig saa tydelig, at en kurve deraf godt kunde tegnes, som paa en grafisk maade viste variationen 1 størrelse, og man ser da, at denne er en helt anden for artens egentlige blomstring og kraftfylde end for et enkelt, eller nogle faa, kanske paa en eller anden for os ukjendt maade, af naturen selv begunstigede mdivider. Ved at knytte vore betragtninger udelukkende til disse sidstnævnte vil vi derfor ofte faa et misvisende indtryk af de til en given tid herskende fysio-biologiske forhold, og vi henvises derfor til tallet og maalet for artens egentlige kraftudfoldelse for at faa et mere korrekt begreb om de til enhver tid tilstede- værende betingelser for det organiske livs blomstring. En enkelt saadan analyse kan naturligvis 1 og for sig ikke have nogen større generel betydning end at tjene som et led i en sammenligningsrække, og da vi for øieblikket ikke besidder nogen saadan, kunde en publikation synes hensigtsløs. Men jeg har dog villet vove forsøget af flere grunde. Den giver os1 det mindste endel relativtal, der giver os et middel til at danne os mere eller mindre gode forestillinger om værdien af de maksi- mumsmaal, som vi nu for en mængde arters vedkommende finder angivelse af i den hidhen hørende litteratur. Desuden kunde den muligens lede andre forskere, zoologer og kvartærgeologer, til hver efter evne at skaffe lignende analyser tilveie, saa med tiden en sammenligningsrække paa denne basis kunde foreligge mellem nutidens og fortidens dyreformer paa de forskjellige steder. Thi efter min mening staar vi her ved begyndelsen til den vei, som vi nødvendigvis maa betræde, hvor trættende og besværlig den end kan synes, om vi nogensinde skal vente at erholde et dybere indblik i kvartærtidens fysio-biologiske forhold. 8 P. A. ØYEN. [No. 5. Macoma calcaria, Cuemn. forekom i den normale form- type, tildels med sterkt bøiet cauda. Længde 36 mm. Under- tiden i hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Over det fossilførende ler kom saa øverst et sandet og sterkt forvitret lag af 1>—1 meters mægtighed, tildels muldet. Da ingen fossiler her er fundet, er den stratigrafiske betydning naturligvis helt usikker; det kunde jo ligge nær at tænke paa et udskylningsprodukt. Imidlertid giver muligens forholdene ved Kalnes et lidet indblik i bygningen af de yngre alsæt- ninger 1 omegnen. Vaaren 1907 sendte min gamle studiekammerat, adjunkt L. Knupsen mig nogle prøver af fossilførende, fin, graa sand fra Karnes tilligemed endel oplysninger om fundforholdene. Der hvor sand- og lerbakkerne her møder snaufjeldet, blev i en høide af ca. 30 m. o. h. gravet et vandbassin. Her iagttog Knudsen ,øverst et ca. 3 m. dypt lag af blandet muld og sand og tæt væv af trærøtter, kvister og lignende, en grankongle og et nøtteskal !/3 meter nedi. Saa kom sand og sandblandet lere 1 meter dypt*. En prøve fra dette sidstnævnte lag viste sig at indeholde: Anomia ephippium, Lin. Anomia patelliformis, Lin. Pecten tigrinus, Möu. Cardium echinatum, Lun. Cyprina islandica, Lin. Lnucina borealis, Lin. Axinus flexuosus, Mont. Corbula gibba, Qrivri Aporrhais pes pelecami, LIN. Verruca stroemia, MörLtL., DARWw. Lithothammion (2) I en prøve af det fra noget større dyb opkastede fandtes følgende arter: Cardium echinatum, Lin. Cyprina islandica, Lin. 1910.] —KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 9 Lucina borealis, Lin. Aæinus flexuosus, Monn. Thracia truncata, BROWN Aporrhais pes pelecami, Lin. Nu er det rigtignok saa, at vi kan finde disse to faunistiske selskaber til forskjellige tider, hvorfor lagfølgen ikke dermed kan siges bestemt, men de er dog tilstrækkelig afgrænset til at be- grænse tiden, ialfald delvis, bagover. Vi føres med den øverste og yngste gruppe ikke længere tilbage end til Tapes-niveauet og med den nederste og ældre gruppe ikke længere tilbage end til Pholas-niveauet. Videre belyses forholdene i Tønsbergs umiddelbare omegn ved de nær Teglhagen gjorte fund. Denne forekomst er alle- rede omtalt af BrøcGEr”. I det grusblandede ler paa denne forekomst lykkedes det mig at fremfinde: - Macoma calcaria, CHEMN. Macoma torelli, STEENstr. i den normale formtype, længde 16,5 mm. og høide 14 mm. Saxicava arctica, Lin. Rigtignok fandtes ikke her Portlandia arctica, GRAY, men de fundne varieteter af de nævnte arter tilhører samtlige de for den raglaciale* periode karakteristiske former. Over denne afdeling forekom imidlertid ved Teglhagen en afsætning med: Littorina littorea, Lin. Turritella terebra, Lin. Balanus crenatus, BRUG., Darw. Forholdene minder saaledes om Tønsberg teglverk og Kalnes. Kjellollen. Det interessanteste fossilfindested ved Kjellollen har jeg gjentagne gange havt anledning bil at besøge. Det er tidligere I Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforandr. Kristianiafeltet, pag. 15, 494. ? Christiania Vid.-Selsk. Skr. I. Math.-naturv. Kl. 1908, No. 2, pag. 118. 10 P. A. ØYEN. [No. 5. beskrevet af BrøGGER, der ogsaa efter Rekstap har vedføiet et fotografi af skjæringen *. 1. I en høide af ikke mere end et par meter over havet laa her lige paa det isskurede fjeldunderlag et slags bund- moræne 1 en mægtighed af ca. 1 meter. Denne bundmoræne var dog tydelig paa sine steder gjennemvævet med materiale af fluvioglacial karakter, og det under bræen fremstrømmende vand maa derfor allerede paa dette tidspunkt have gjort sig merkbart gjældende under afsætningen af grusmassen. 2. Der kom saa over dette i en mægtighed af henimod 3 meter en meget vekslende lagrække af grus og sand, dels et grovt grus med kornstørrelsen 11, cm. meget almindelig og dels en strid, grov sand, paa sine steder noget uren uden dog at indeholde egentlig lersubstants, men som regel temmelig godt vasket; paa sine steder bliver den vaskede sand noget finere. Man staar her tydeligvis lige over for en egte fluvioglacial af- sætning, hvor afsætningskilden er tilbagerykkende. Undertiden finder man heri mere eller mindre uregelmæssige indleiringer af finere materiale; saaledes iagttoges I. eks. i den øvre del en i længdesnit linseformet indleiring af blaagraa ler, henimod 2 m. lang og ca. 3 dm. tyk. 3. At man har for sig en distal afsætning med tilbage- rykkende afsætningskilde, fremgaar ogsaa deraf, at den fore- gaaende afdeling opad umiddelbart gaar over 1 skiktet sand af henimod en meters mægtighed. Dette synes at antyde, at bræen nu har rykket forholdsvis langt tilbage. De tre her nævnte af- delinger har alle en svag heldning i sydlig retning, og især i de to førstnævnte findes endel sten og blokke paa den for fluvio- glaciale afsætninger karakteristiske maade. 4. Nu maa der imidlertid være indtraadt en forandring. Thi de mere regelmæssige sandlag overlagres af et blaagraat, temmelig grovt, tildels stenet ler af noget uregelmæssig mægtig- hed, kanske henimod halvanden meter. Paa sine steder gaar det over i en tildels noget grusblandet kvikler, der paa sine Il Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforandr. Kristianiafeltet, pag. 12—15, 484. 1910.] —=KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 11 steder igjen bliver temmelig fin og løsner i en til et par centi- meter tykke lag efter tynde sandskikter. Paa sine steder ser man 1 dette ler lokale ansamlinger af sten og blokke; saaledes iagttoges en saadan af et par meters længde og henimod 3 deci- meters mægtighed. Den her nævnte afdeling var tildels meget rig paa fossiler, hvoriblandt som et af de hyppigst forekom- mende og mest karakteristiske Portlandia arctica, GRAY, med en kjendelig forandring i faunistisk henseende i den øvre del, hvor former som Yoldia hyperborea, Lov. træder til. Saavel denne lerafsætnings tildels noget uregelmæssige karakter som de lokale stenansamlinger gjør det mest troligt, at svøm- mende isbjerge, der har strandet og smeltet, har øvet sin ind- flydelse under afsætningen af denne egte, glaciale slamfacies- afsætning. 5. Eiendommelig var, at der paa den noget uregelmæssige overflade af den foregaaende lerafdeling fandtes et ganske tyndt lag af lerblandet sand og grus med rester af en meget blandet fauna, uden at der kunde paavises nogen egentlig forstyrrelse af lagene. Der er ingen anden rimelig forklaring af dette for- hold end, at fossiler fra det underliggende, glaciale ler er ud- skyllet og senere afleiret paa havbunden sammen med senere tiders dyrerester, medens sedimentationen har været forholdsvis ringe, saaledes at denne rigt fossilførende zone tildels faar karak- teren af en anrigningszone. Heri finder man den naturlige for- klaring til den merkelige sammenforekomst af fysio-biologisk saa vidt forskjellige arter som Ostrea edulis, Portlandia arc- tica og hyperborea, Cardium echinatum, Corbula gibba, Lit- torina littorea o. m. fl. 6. Over denne ,anrigningszone* fulgte saa 3—4 m. skiktet sand og grus, som maa være udvasket og afsat paa en tid, da strandlinjen befandt sig 1 forholdsvis liden høide over herom- handlede lags overflade, 12—15 m. o. h., vel nærmest under den neoatlantiske tids første afsmt. 1. Øverst kom saa et dække af porfyrdetritus, skarpkantet og helt sikkert af forholdsvis ny oprindelse, nedrullet fra den bagenfor opragende porfyrvæg. 12 P. A. ØYEN. [No. 5. I grustaget ved Kjellollen fandtes følgende arter: Ostrea edulis, Lin. Mytilus edulis, Lin. findes i mængde, men er meget smul- drende. Nucula tenuis, Mont. er meget talrig, men ligeledes skjør og smuldrende. Der forekommer ogsaa var. expansd. Leda permula, Mörc. tildels 1 former, der minder noget om den korte, høie form fra Tønsberg teglverk. Portlandia arctica, Gray talrig 1 hele eksemplarer med sammenklappede skaller. Den udprægede siliqua-type bibe- holdes selv hos ganske smaa eksemplarer; helt juvenile synes dog her at mangle. Længde indtil 24 mm. Yoldia hyperborea, Lov. forekom dels i den mere normale formtype, men dels ogsaa 1 varierende former, hvoraf enkelte vistnok rettest bør henregnes til Yoldia limatula, Say, idet der dog ikke synes at være nogen egentlig skarp grænse mellem disse to arter, ialfald i den rent ydre habitus. Og mit materiale af denne art har været for lidet til mere indgaaende at studere de specielle eiendommelig- heder. Det er dog iøinefaldende, at hyperborea stratigrafisk er ældre end limatula, og det er let at holde disse to varieteter (eller arter) ud fra hinanden, hvor mere skarpe stratigrafiske grænser optræder; men hvor disse udviskes ved kontinuerlig af- sætning, udviskes ogsaa varietetsforskjellen. Cardium echinatum, Lin. Cardium edule, Lin. Nicamia banksiti, Leacn, var. striata. Timoclea ovata, PENn. Lucina borealis, Lin. Macoma calcarta, Guemn. forekom dels i den for glaeialt ler udprægede formtype af længde 35 mm., og da ofte i hele eksem- plarer med sammenklappede skaller, og dels i en liden, tynd- skallet form, karakteristisk for de yngre skjælbanker. Corbula gibba, Orrvi Sazxicava arctica, Lin., forholdsvis tyndskallet 1 en snart noget høiere og snart noget slankere formtype af længde 28 mm. 1910.] kvARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 15 Saxicava pholadis, Lin. i en normal formtype ofte 1 den karakteristisk juvenile form. Placophora sp. Tectura virginea, Mör. Gibbula cineraria, Lin. Lunatia intermedia, PH. Lunatia groenlandica, Beck Littorina littorea, Lin., forma typica og 1 juvenile indi- vider med fremtrædende spiralstribning. Bittium reticulatum, DA Costa Aporrhais pes pelecami, Lin. Trophon truncatus, Strøm. Af denne art fandtes et stort, vakkert eksemplar i den normale formtype af længde 30 mm. Polytropa lapillus, Lin. Nassa reticulata, LIN. Buccinum terrae novae, Beck, et forholdsvis lidet, men ellers nogenlunde normalt eksemplar. Buccinum hydrophanum, Hancock i normal, men juvenil formtype. Sipho togatus, Mørcu i normal, men juvenil formtype. Sipho sarsii, JEFFR. fandtes i et enkelt, juvenilt og noget defekt eksemplar, karakteriseret ved den eiendommelige longitudi- nalstribning ligesom ogsaa ved den karakteristiske spiralstrib- ning, og er saaledes meget forskjellig fra Buccinum hydropha- nm. Det fundne eksemplar slutter sig nøle til den af Sars afbildede formtype. Neptumea despecta, Lin. forekom dels i en noget inter- mediær formtype, dels som var. carinata. Echinus esculentus, LIN. Desuden er fra Kjellollen grustag angivet følgende arter (med findernavn tilføiet i parenthes, og et tilfølet U. G. betegner, at eksemplarerne findes i universitetets glacialgeologiske samling): Anomia ephippium, Lin. (Brøgger). Mytilus modiolus, Lin. (Brøgger). I Sars: Moll. Reg. Arct. Norv. Univ.-Progr. 1878, I. Tab. XV, fig. 9. 14 P. A. ØYEN. [No. 5. Nucula nucleus, Lin. (Brøgger). U. G. Portlandia lenticula, Mørr. (Rekstad). Isocardia cor, Lin. (Brøgger). U. G. Cyprina islandica, Lin. (Brøgger). U. G. Aæxinus flexuosus, Mont. (Brøgger). U. G. Macoma torelli, Steenstr. Af denne art fandtes et enkelt eksemplar af normal formtype og længde 15,5 mm. 1 Brøggers samling af Macoma calcaria U. G. Og af Bjørlykke har jeg erholdt et enkelt skal, ligeledes af normal formtype og længde 16,5 mm. samt høide 14 mm. Mya truncata, Lin. (Brøgger). U. G. Boreochiton ruber, Lowkz (Brøgger). Capulus hungaricus, Lin. (Rekstad). Littorina obtusata, Lin. (Brøgger). U. G. Turritella terebra, Lin. (Brøgger). U. G. Nassa incrassata, Strøm (Brøgger). Gibbula tumida, Moxrt. (Brøgger). Cylichna sp. (Rekstad). Echinocyamus angulosus, LEske (Brøgger). Den temmelig righoldige fauna viser os først og fremst et egte. glacialt eller arktisk element og videre en række former, der kan skrive sig fra forskjellige tider; men samtlige udmerker sig ved at være relativt grundvandsformer fra en nyere og var- mere tid. Paafaldende er, at det element, der karakteriserer en egte, kold dybvandsfauna, synes at mangle. Men forholdene her ved Kjellollen gjenkalder for os 1 erindringen forholdene ved Tønsberg teglverk med det nærliggende Kalnes, ligesom ogsaa forholdene ved Teglhagen. Og det er et helt generelt forhold, man her staar lige over for; thi et par forekomster, som jeg sidste sommer havde anledning til at undersøge inden denne egn, noget længere øst, ud mod fjorden, viste det samme. Saa- ledes var der lige i nærheden af Narverød i knapt to meters høide over havet opkastet en henimod halvanden meter dyb brønd i blaagraa, sterkt sand- og grusblandet ler eller kanske snarere leret grus, hvori fandtes en del slet opbevarede rester af den tidligere, sublittorale fauna paa dette sted, nemlig: 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 15 Leda pernula, Mörc. Portlandia arctica, GRAY Cardium edule, Lin. Cyprina islandica, Lin. Lucina borealis, Lin. Thracia trumcata, BROWN Macoma calcaria, CHEMN. Littorina littorea, Lin. Turritella terebra, Lin. Der, hvor veien fra Narverød inde 1 skogen ved Ulvik overskjærer vandledningen til Vallø, var opkastet blaagraat, grus- blandet ler med Yoldia og rødliggraat grus med blaaskjæl i en høide af ca. 30 m. o. h. Aldersforholdet mellem disse to afsætninger var det sædvanlige. De sparsomme rester viste her: Mytilus edulis, Lin. Leda pernula, Möun. Portlandia arctica, GRAY Timoclea ovata, PENN. Macoma calcaria, CHEMN. Mya truncata, Lin., forma typica, G. 0. Sars Sazxicava arctica LIN. Lacuna divaricata, FABR. Nassa reticulata, Lin. Noget nærmere Narverød og Vallø, men omtrent i samme høide, saaes en større skjæring i ra-materiale, sand, grus og sten, hvorefter fulgte en jevn heldning nedover til Vallø, hvis lange tange fra den indre bugt af danner et udpræget ra-terræn med blokke, dog kun i en ganske liden høide over havet, og I mange henseender viser megen lighed med en lav Jæderstrand. Paa udsiden mod øst saaes cuspates. 16 P. A. ØYEN. [No. 5. Dette ra-billede fra Vallø er imidlertid kun et billede 1 for- mindsket maalestok af, hvad der møder, idet man videre mod nordvest fra Kjellollen nærmer sig Auli station gjennem det vide landskab, som snart er mere fladt udformet af havskvulpet og snart viser mere oprindelige træk med svagt stigende relieflinjer, der vidner om den fluvioglaciale virksomhed; paa sine steder har man ogsaa mere undulerende terræn, der viser det tidligere, umiddelbare verk af bræernes arbeide. Det er den jevnt og langsomt affaldende udside af det egentlige Jarlsberg-ra, man her passerer. Lige i nærheden af Auli station har man rig anledning til at studere den egentlige karakter af dette ra, der her saavel i stratigrafisk bygning som topografisk udbredelse viser en sub- marin endemorænes egenskaber. Særlig lægger man merke til grusets udseende og moræneryggenes ofte meget uregelmæssige forgrening. Hovedveien følger her endemorænen, og man gjen- finder her lige i sydvest endog navnet Ra paa flere steder som gaardnavn. Medens man fra Sem station ser udover en lav vid flade mod øst, nærmest et marint udfyldningsterræn, følger man den bugtede moræneryg saavel mod nordøst forbi Bark- aaker station som mod sydvest forbi Stokke station. Lige i sydøst for Auli station, 8,2 m. o. h., fandtes en skjæ- ring i graablaa, sterkt sandet og temmelig grov ler, der efter sin hele forekomstmaade vistnok maa betragtes som en slam- facies af den glaciale rækkefølge paa stedet. I den henimod et par meter dybe skjæring stod i den nedre del det stenede ler, der indesluttede en zone af omtrent en decimeters tykkelse, som var nogenlunde stenfri og dertil fossilførende med rester af Portlandia arctica, GRAY Macoma calcaria, CHemn. Sazxæicava arctica, LIn. samtlige af den for ra-afsætningens lerfacies karakteristiske formtype. Øverst fulgte grus og sten. 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 17 Fra Vallø til Auli passerer man saaledes egentlig en stor dobbeltmoræne med fossilførende faciesdannelser. Derpaa kommer man over til raets indside og passerer Freste station, 70 m. o. h. Nu følger en udstrakt planterrasse indtil snevrin- gen ved Klop station, 14,0 m. o. h., hvor endnu det samme terrasseniveau holder sig, men her mere eroderet, hvorved graa, noget blaaagtig, sterkt sandblandet ler kom tilsyne. Førend vi fra Klop station gaar videre op gjennem Ramnes, skal vi først af særlige grunde gjøre en afstikker mod syd og sydvest til Arendal for om muligt at faa et indblik i den strati- grafiske betydning af den lavt liggende terrasse bag raet. Rig- tignok har vi ved Kjellollen og paa flere steder 1 omegnen af Tønsberg stiftet bekjendtskab med den øvre del af den lave terrasse, som vi til og med søgte at opløse i flere, til forskjel- lige yngre niveauer hørende trin. Men efterat vi forlod den Yoldia-førende afdeling, forblev de dybere lag af terrassen, strati- grafisk seet, ubekjendte. Her møder de interessante forhold ved Grorudvand og Fosnes. Grorudvand tilhører med den sydøstlige del Stokke. Ved en tidligere anled- ning! har jeg behandlet de faunistiske og geologiske forhold paa dette sted, og vi skal derfor ved denne leilighed kun minde om, at den øverste del af den fossilførende afsætning, som tillige var den, der førte hovedmassen af fossiler, nødvendigvis maatte hen- føres til Pholas-niveauets tid. Tilbage som tilhørende et andet faunistisk selskab var da fra den underliggende afdeling: Pecten islandicus, Mörr. Leda permula, Mörr. Portlandia lenticula, Mørr. Arca glacialis, GRAY Macoma calcaria, CrEMN. I Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1907, No. 2, pag. 20—24. Vid,-Selsk. Forh. 1910. No. 5. [9] 18 P. A. ØYEN. [No. 5. Panopea morvegica, SPENGL. Antalis striolata, Stimrs. Siphonodentalium vitreum, SARS Lunatia groenlandica, Beck Da man her staar lige over for fossilrester fra et noget dybere vands afsætning, er det vistnok vanskeligt med absolut sikkerhed at henføre dem til forskjellige, bestemte, stratigrafiske grupper; men vi kan dog trække visse sandsynlighedsgrænser. For det første kan, idet hensyn tages til den i hovedgruppen indesluttede fossilbestand, en ganske godt karakteriseret gruppe om Pecten islandicus med stor sandsynlighed henføres netop til Littorina-niveauets sublittorale afsætninger. Den omstændighed, at Arca glacialis optræder dels 1 en kortere og høiere type og dels 1 en slankere, gjør imidlertid 1 forbindelse med den noget heterogene karakter af det resterende selskab, at vi heller ikke kan helt lade os nøie med at henføre det hele om Arca grupperede faunaelement til en og samme tid. Talfald kan vi med stor sandsynlighed stille op tre grupper med noget forskjellig karakter, idet vi begynder med yugste gruppe og fortsætter til ældste: Arca (slank), Portlandia. Arca (høi), Panopea. Arca (forma typica), Siphonodentalium. Størst interesse knytter sig derimod her til den optrædende Macoma-gruppe, der vistnok leverer sit bidrag til samtlige de her nævnte afdelinger, men 1 særlig grad fortjener opmerksom- hed ved at indeslutte nogle faa eksemplarer af den eiendomme- lige formtype Macoma torelli, STEENSTR., som forekom i tre forholdsvis smaa skaller, tilhørende den normale formtype. Længde 11 mm. og høide 10 mm. Den samme formtype fandt jeg høsten 1900 1 nærheden af Nevlunghavn sammen med Portlandia arctica, GraY under den nuværende havflade. Det er af megen inter- esse, at det her lykkedes at fremfinde denne lille, vakre form, der er saa karakteristisk for det ra-glaceiale ler, da det viser, 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 19 at den ældste del af lerformationen paa dette sted med den nor- male form af Arca glacialis danner en umiddelbar fortsættelse af det udenfor raet liggende Yoldia-førende ler. Man skulde derfor ogsaa her kunne vente under mere heldige forhold at gjenfinde flere af dette gamle lers eiendommelige typer, ligesom det ved en tidligere anledning! er lykkedes mig at vise, at saa var tilfældet ved Horten. Førend vi forlader Grorudvand, skal kun nævnes, at det i en grusprøve fra dette sted lykkedes at fremfinde et par foramini- ferer, som konservator Kiær har vist mig den velvilje at be- stemme, nemlig: Polystomella striatopunctata, P. & J., var. incerta, Wirx. Nonionina scapha, Ficar & Morc. Fosnes landbrugsskole ligger paa en udpræget terrasse 26,7 m.o. h., bestemt ved ti aneroid- observationer henført til Auli station og Grorudvand. Terrassen er dog endnu stigende mod nordvest. Tildels er denne terrasse meget eroderet, paa sine steder endog temmelig dybt, og en stor de! af denne erosion synes foregaaet 1 gammel tid, som antydet ved erosionsrelieffets meget denuderede præg. I denne terrasse havde landbrugslærer Ramstap fundet endel skjæl straks nedenfor landbrugsskolen 1 en høide af omtrent 15 m. o. h. Af disse skal vi her fæste vor opmerksomhed ved forekomsten af Arca glacialis, GRAY i en forholdsvis kort og høi varietet, længde 13 mm. og høide 10 mm., forresten af den normale form. Vi øiner nu sammen- hængen mellem denne terrasse og afsætningen ved Grorudvand. Hvor det blottede fjeld stak frem, viste overfladen ofte smuk isskuring 1 noget devierede retninger, men 1 det store og hele overensstemmende med dalførets løb, idet ogsaa ofte mindre ujevnheder 1 dalsiderelieffet forbliver uændsede. Det har altsaa nu lykkedes os at følge det dybere vands afsætninger fra den ra-glaciale dobbeltmorænes faciesdan- 1 Christiania Vid.-Selsk. Skr. I. Math.-naturv. Kl. 1908, No. 2, pag. 29—36. 20 P. A. ØYEN. [No. 5. nelser op fl en tid, der vistnok med sandsynlighed er at hen- føre til Portlandia-niveauets. Endvidere har vi ved at følge udviklingen fra det nuværende havniveau kunnet udskille et sublittoralt eller tildels endog littoralt trin, svarende til Ostrea- niveauet. Vi skal saa ved at gaa tilbage til Klop station og fra denne fortsætte videre op gjennem Ramnes mod nordvest forsøge at gjenoptage den tidligere fulgte udvik- lingstraad. Der breder sig nu i Ramnes ud en vid og tiltrods for senere erosion temmelig jevn planterrasse, der giver indtryk af at være dannet i et nær til randen fyldt bassin, i en høide ikke saa særdeles meget forskjellig fra høiden af de to nu følgende stationer, Ramnes 92,4 m. 0. h. og Rævetal 25,8 m. o. h. Mellem disse to stationer har man nær søndre Valle den jern- banebro, som 1 sin tid voldte jernbaneingeniørerne saa mange bekymringer, idet gang paa gang udglidninger fandt sted langs elvekanten paa grund af de forstyrrelser, som fandt sted i ler- massen ved de foretagne gravninger og ved trykforøgelsen, og hvor man endnu ved min gjennemreise i begyndelsen af august 1906 maatte gribe til den sikkerhedsforanstaltning at sende loko- motiv og vogne hver for sig over den svagt fundamenterede bro. Men ved disse ras fik man et indblik i terrassens bygning. Den viste sig øverst at beslaa af en vel fem meter mægtig afsætning af graa, forholdsvis grov ler og derunder seig blaaler, hver med sin karakteristiske fauna. Af endel medbragte ler- prøver udvaskedes brudstykker af følgende arter: Nucula tenuis, Mont. i en liden, men ellers normal form. Abra mitida, Murr. i normale former, tildels 1 hele eksem- plarer med sammenklappede skaller. Schizaster fragilis, Dös. & Kor. fandtes 1 et par smaa pigger og endel smaa pladebrudstykker af samme formtype som den, det lykkedes mig at fremfinde 1 echinid- eller spatangid- zonen ved Svenengen (Kristiania). 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 21 De tre her nævnte arter karakteriserer den dybest tilgjænge- lige lerafdeling paa dette sted, og den nævnte spatangid-zones stratigrafiske plads er nogenlunde godt bestemt, endskjønt den naturligvis her ude 1 Jarlsberg, ud mod det mere aabne hav, ikke netop behøver at være saa trangt algrænset hverken opad eller nedad som inde i den mere lukkede, indre ende af Kristi- aniafjorden. Endvidere udvaskedes rester af følgende arter, der vistnok tildels som dybere vands former kan skrive sig fra forskjellige tider, men hvor dog paa grund af afsætningens geologiske for- hold særlig interesse knytter sig til det om Isocardia cor grup- perede selskab: Pecten septemradiatus, Möuc. Mytilus edulis, Lin. Cardium edule, Lin. Cardium fasciatum, Mont. Isocardia cor, Lin. i den normale formtype, men noget liden. Axinus fleæuosus, Monn. Thracia comvexa, Woop Turritella terebra, Lin. Aporrhais pes pelecami, Lin. Buccimim undatum, Lin. Endvidere har professor HerrLanp fra Valle (Ramnes) ind- bragt til universitetets glacialgeologiske samling rester af Ostrea edulis Lin. Om disse er fundet i netop samme ras, er ikke helt sikkert, men de maa 1 ethvert fald skrive sig fra den samme terrasse som foregaaende. Tilstedeværelsen af Ostrea, Cardium og Buccinum sam- men med Jsocardia cor antyder for os en afsætning paa for- holdsvis temmelig grundt vand. Dette 1 forbindelse med, hvad ovenfor blev nævnt angaaende bassinets fyldning og stedets høide over havet, gjør os berettiget til at henføre denne atsæt- ning til Trivia-niveauet, hvis sublittorale afsætninger vi 29 P. A. ØYEN. [No. 5. ogsaa fra omgivelserne af den indre del af Kristianiafjorden kjender som rigt Isocardia-førende. Videre mod nordvest passeres Fossan station 346 m. o. h. og Svinevold station 49,1 m. o. h. Mellem disse to stationer har man saa Bakke brug, i hvis omgivelser der breder sig en ganske flad dalbundterrasse, og hvor i slutningen af mitiaarene blev anlagt et teglverk, som gav anledning til en række gravninger, ved hvilke man erholdt oplysning om den interessante bygning af denne terrasse, hvis overflade her ligger 1 en høide af 38,5 m.o. h. Høsten 1899 havde jeg anledning til at foretage en under- søgelse af de herværende interessante forhold, med megen imøde- kommenhed assisteret af ingeniør, cand. polyt. Å. V. ANDERSEN. Og noget senere blev en foreløbig meddelelse om resultatet al undersøgelsen offentliggjort. Ved gravning for fundamenteringsarbeide af teglverksovnen grov man først gjennem henimod 2 m. haard, blaagraa, fint sand- blandet ler og derunder gjennem 2—3 dm. blød blaaler. Paa et sted maaltes for disse to afdelinger tilsammen 2,7 m. Derunder kom saa et mørkfarvet lag med træ- og andre planterester; tyk- kelsen af dette lag var som regel 1—3 cm., men kunde ogsaa gaa op 1 3—5 cm. Plantelaget syntes i det hele at være svæ- vende, dog noget uregelmæssigt, muligens paa sine steder med et ganske svagt fald, indtil 5”, mod dalen. Paa sine steder syntes det udkilende; men til gjengjæld forekom paa enkelte steder spredte trærester indtil en og undtagelsesvis et par deci- meter ind i leret saavel opad som nedad fra plantelaget. Over dette fandtes tildels mere sandagtige partier i leret. Under plante- laget kom saa en 2—3 dm. blaagraa eller mere graa, forholdsvis lysere og dertil temmelig haard ler. Denne bliver dog nedad efterhaanden noget mørkere 1 farve og dertil blødere, indtil den efterhaanden gaar over i den almindelige bløde, seige blaaler, 1 Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforandr. Kristianiafeltet, pag. 386 —387. 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 25 der i en dybde af henimod et par meter under plantelaget afløses af fin, noget vandførende sand. Ved prøvegravning 1 en afstand af henimod 100 m. i sydlig retning for teglverksovnen stødte man paa lignende og helt til- svarende forhold. I de øvre 2—3 m. havde man den samme blaagraa, lidt fint sandblandede ler, ikke sjelden med gulgraa og gulbrune haardere partier eller endog konkretioner. I omtrent et par meters dybde forekom enkelte partier af en mere gulgraa til blaagraa, sterkt og uregelmæssig flammet ler, sikkert nok et oxydationsfænomen, da ellers ingensomhelst forstyrrelser er at se 1 lermassen med undtagelse af de ganske smaa forandringer, der skyldes forekomsten af haardere og blødere partier. I om- kring tre meters dybde har man saa det tidligere omtalte tynde lag med trærester, i hvis nærmeste omgivelser man har dels mere sandagtige og dels mere gulgraa partier. Plantelaget selv bestaar af en fast, haard, bituminøs masse af mørkebrun til næsten sort farve; den gløder som kul. Ofte kan den opløses i ganske tynde lag, hvori man ser talrige organiske rester, plantetrevler, nøddeskal, grene, stammerester m. m. Som binde- middel for disse plantelevninger har man en finslammet, blaa- graa, noget grønagtig masse 1 uregelmæssig formede partier; den viser imidlertid ingen brusning for HCI. De medbragte prøver fra plantelaget blev velvilligst undersøgt af nuværende direktør ved Bergens museum, Jens Horm»or, der udslammede og be- stemte følgende arter: Corylus avellana, Lin. Hassel, foruden endel brudstykker 15 hele nødder, hvoraf 10 tilhørte den udpræget lange varietet og kun 2 den korte form, medens de 3 øvrige danner overgangs- former. Man bør her merke, at i Norge gaar formen med de korte, runde nødder længst mod nord og synes i Sverige at op- træde først som fossil i torvmyrene. Quercus robur, Lin. Ek, et nøddeskal. kubus idæus, Lin. Bringebær, en frugtsten. Viola efr. riviniana, Reus. Viol, 14 frø og 2 kapselklap- per, storfrøet; det er imidlertid meget vanskeligt med sikkerhed at bestemme arten. LO HS P. A. ØYEN. [No. 5. Stachys silvatica, Lin. Skogsvinerod, en delfrugt. Nærmest under plantelaget indfandt sig saa igjen den blaa- graa, lidt fint sandede ler med enkelte gulgraa og mere brun- aglige konkretioner. I det øverste, ganske tynde lag fandtes her endel skjælrester: Portlandia lenticula, MørL. forma typica, af længde 45 mm. Mytilus edulis, Lin. juvenil. Cyprina islandica, Lin. juvenil. Mya truncata, Lin., forma typica, juvenil. Dybere ned gaar saa den noget blaagraa leif over 1 fint, seigt blaaler, hvori fandtes Arca glacialis, Gray i den normale, typiske form af længde 12 mm. Macoma sp. Til denne turde efter den forangaaende ud- vikling knytte sig en særlig interesse, da den viste sig at hl- høre en ganske liden form, som synes at staa noksaa nær den lille fra Grorudvand beskrevne formtype. Saavel form som over- fladestruktur tyder i den retning. Den kunde muligens være at betragte som en midlere formtype mellem calcaria og torelli. I det dybere ler fandtes enkelte smukt isskurede stene, hvoriblandt kan merkes sorte kalkboller, der bruser sterkt for HCI. I brøndens bund førte det mere sandede materiale saa meget vand, at det viste sig umuligt at komme dybere ned. Den stratigrafiske rækkefølge er saaledes tydelig nok. Med den fra Arendal (Grorudvand og Fosnes) kjendte bundler kom- mer vi allsaa op 1 et ganske tyndt skikt med en noget hetero- gen fauna, der viser os, at afsætningen gjennem længere tid maa have været. meget liden i den langt indgaaende fjord. Og de sparsomt opbevarede organiske rester fra dette lag viser os karakteren af stedets bundfauna gjenuem Portlandia-, Litto- rina- og Pholas-niveauernes paa hinanden følgende tidsrum. Under Mactra-niveauets og Tapes-niveauets tid har bugten, især under den førstnævnte tid, været meget grund, og drivpro- dukter fra land har da havt let for at bundfældes. Dette vises Q 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 25 ved plantelagets almindelige udstrækning. Den sidstnævnte tids fugtige klima har derpaa med den rige slamføring 1 elvene og udvaskning fra land fremkaldt afsætningen af det nu saa sterkt oxyderede ler, der dækker over plantelaget. I dette ler har det vistnok ikke lykkedes at fremfinde fossiler, men lerets petrogra- fiske beskaffenhed karakteriserer det som et udskylningsprodukt i lighed med det nærmest under plantelaget liggende tynde ler- lag. Oxydationsforholdene har ogsaa artet sig paa lignende maade inden de to zoner. Det øverste paa denne maade udskyllede ler har imidlertid en meget almindelig udbredelse inden denne egn, om end af noget vekslende mægtighed, et forhold, der især synes at have sin grund i enkelte mere lokale bækkeners udfyldning, hvorved da mægtigheden paa saadanne steder bliver noget større. Og vi fortsætter ikke langt videre mod nordvest, før vi ogsaa efter- haanden finder det fossilførende. Saaledes finder vi allerede i nærheden af næste station Bakstvaal 41,2 m. o. h. følgende profil: 1. Øverst sterkt forvitret jordsmon. 2. Derunder gulgraa—blaagraa ler. 9. I bunden af det tilgjængelige, halvanden meter dybe snit stod blaagraa ler, noget fossilførende, med samme faun1- stiske karakter som i følgende profil ved Karlsrud 41—421/, m. 0. h+ En grøft opkastet tvers over jernbanelinjen gav her et indblik i bygningen og sammensætningen af den flade dalbundterrasse eller dalbundfyldning, som maa være afsat 1 en langt og grundt indgaaende fjordbugt. Den graa, sand- blandede ler med ertestore og undtagelsesvis indtil valnødstore stene viste sig her rigt fossilførende, og man kunde endnu et stykke mod nordvest i opkast fra grøfter og ved telegrafstolper I Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforandr. Kristianiafeltet, pag. 367. 26 P. A. ØYEN. [No. 5. langs jernbanelinjen have anledning til at studere det samme fossilførende ler. Af en medbragt porbon af skjælmassen udplukkedes det forekommende for at faa et begreb om de enkelte arters mængde- forhold, og resultatet var: Anomia ephippium, Lin. . 74 Anomia aculeata, Lin... 2 2020 44 Anomia patelliformis, Lin. . . . . 10 Osten edus kn Pecten septemradiatus, Mörc. . . . 1 Pete tags Med ED Pecten'striuus Mund MVyduseaurs km 2 Nucula nucdeus im (29 Leda minuta, MörL. . >. ED Portlandia lenticula, Møru. ee ypica 1 Arca glacials Grav NN Cardium echinatum, Lin. . . . . 2 Cardium fasciatum, Mont. . . . . 32 OyprinaisadealeE Astarte compressa: Lim (29 Timoclea ovata, PeNn.. - . . 0. 39 Tapes pullastra, Mont. 1 Montacuta bidentata, Mont.. 3 Abra alba, Woob 9 Solen ensis EN Thracia villostuscula, Mace. 3 Thracia convexa, Woop, var: 902 Corbulagima Game Myalruncata mA Arcimellaiplieata Mor Sazxicava pholadisjkn GS Placophora sp. (nogle enkelte led). . ? Nectuna virgmea, More EE Gibbula cineraria, Åm SSG 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 27 Lunatia intermedia, Pam. 1 Natica clausa, Brop. & Sowe.. 1 Littorina littorea, Lin.. 19 Onoba striata, Mont. 3 Rissoa interrupta, Ab.. D Rissostomia octona, Lin. . 1 Turritella terebra, Lin.. Al Bittium reticulatum, DA Costa. 7 Odostomia conoidea, Broccar ! Ø Clathurella linearis, Monn. 1 Trophon clathratus, Lin. . 1 Trophon sp. 2 Nassa reticulata, Lin. 2 Buccinum undatum, Lin. . . . . 16 Nogle bemerkninger turde være paa sin plads angaaende forekomstmaaden af enkelte af disse arter: Anomia ephippium, Lin. forekom dels i den normale formtype af forskjellig størrelse og dels i f. cylindrica og f. hemisphæroidea, tildels ogsaa 1 en noget liden squamula-lig- nende. Leda minuta, Mörc. forekom i den normale formtype af længde 10 mm. | Arca glacialis, Gray forekom 1 en forholdsvis kort og høl form, længde 14 mm. og høide 10 mm. Astarte compressa, Lin. forekom 1 sterkt varierende for- mer, af længde indtil 28 mm. Timoclea - ovata, Penn. var af den normale formtype, længde 17 mm. Abra alba, Woop forekom dels i den normale type. dog noget lang, tildels 1 en liden, tynd form, undertiden noget longicallis-lignende. | Thracia sp. forekom i en formtype, der minder noget om T. truncata var. devexa?*. Den samme form har det ogsaa 1 Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Pl. 95, Fig. 4. 2? G. 0. Sars: Moll. Reg. Arct. Norv. Univ.-Progr. 1878, I, Tab. 6, Fig. 11. 28 P. A. ØYEN. [No. 5. lykkedes mig at gjenfinde inden Trondhjemsfeltet, og jeg har paa grund af dens størrelse og paa grund al skallets form og dets tyndhed troet at burde benføre den som en varietet under con- veæa, med hvilken den har mest tilfælles saavel i bygning som i forekomst. Corbula gibba, Orvi var af den normale formtype, længde 10 mm. Mya truncata, Lin. forma typica var som regel forholds- vis liden og tyndskallet. Ikke sjelden fandtes skaller af mindre eksemplarer inde 1 større. Arcinella plicata, Mont. forekom i den normale formtype af længde 7,5 mm. Saxicava pholadis, Lin. forekom som regel i en liden, juvenil form, kun rent undtagelsesvis af længde indtil 35 mm. Littorina littorea, Lin. forma typica af længde 21 mm., medens enkelte brudstykker antyder lidt større eksemplarer. Ganske smaa, unge eksemplarer har en globos, høispiret form med sterkt fremtrædende spiralstriering. Desuden forekom endel skalrester af bryozoer, echinider, vermes og crustaceer: Escharella immersa, Frem. (Nordgaard det.) forekom fast- siddende paa Astarte compressa og paa Littorina littorea. Denne art har saavel en arktisk som en boreal udbredelse. Tubulipora sp. (Nordgaard det.) forekom fastsiddende paa Timoclea ovata. Strongylocentrotus droebachiensis, Möuu Echinus esculentus, Lin. Echinocyamus angulosus, LESKE Amphidetus sp. (cfr. cordatus?) forekom i et par pigger tilhørende samme formtype, som jeg tidligere har beskrevet fra Dyveskogen (Svelvik) . Pomatoceros tricuspis, Pr. Balanus porcatus, DA Costa, Darw. Balanus crenatus, BRUG., Darw. Verruca stroemia, Mörz., DArRw. 1 Areh. for Mathem. og Naturvid.. B. XXX, nr. 2, pag. 9. 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 29 Det samme tærræn, med den samme flade dalbund, fortsæt- ter endnu videre mod nordvest, dels 1 omtrent samme høide, som myrstrækninger, og dels ganske svagt stigende til Barkost station 44,8 m. o. h. Fra 3 til 6 meter over jernbanelinjen ser man i omgivelserne flere steder antydning til smaa terrasselig- nende dannelser ind mod dalsiderne. I dalbunden har man den samme lysegraa, noget sandblandede ler. I nærheden af statio- nen ligger her en skjælbanke, der ogsaa tidligere er beskrevet av BRØGGER !. Ved denne skjælbanke, der hæver sig omkring 6 m. over stationen, har man øverst et par decimeter muld og umiddel- bart derunder den lidet mægtige skjælbanke, ved mit besøg til- gjængelig kun i et par decimeter høit smt. Derunder kom ler. Det lykkedes mig her at fremfinde følgende arter: Anomia ephippium, Lin. Anomia aculeata, Lin. Anomia patelliformis, Lin. Ostrea edulis, Lin. Mytilus edulis, Li. Mytilus modiolus, Li. Nucula nucleus, LIN. Cardium fasciatum, Monn. Astarte compressa, LIN. -Timoclea ovata, PENN. Mactra elliptica, BRown Abra alba, Woon, forma typica. Abra alba, var. longicallis, Sc. Macoma calcaria, CHEMN. Macoma baltica, Lin., forma typica. Thracia villosiuscula, MAca. Mya truncata, Lin., forma typica. I Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforandr. Kristianiafeltet, pag. 865 —366 P. A. ØYEN. [No. 5. Panopea norvegica, SPENGL. var ikke sjelden, men i forholdsvis liden og tyndskallet form. Sazxicava pholadis, Lin. meget almindelig, men for det meste i en liden, juvenil formtype. Pholas camdida, Lin. ikke sjelden, i normal, men noget liden formtype. Placophora sp. nogle faa, ganske smaa ledstykker. Zirphaea crispata, Lin. Tectura virginea, Mör. Emarginula fissura, LIN. Gibbula cineraria, Lin. Lunatia intermedia, Pai. Littorina littorea, Lin., forma typica. Men den forekom ogsaa 1 en juvenil type, globos og høispiret, dertil sterkt spiralstribet, ofte 1 en meget rudis-lignende formtype. Littorina obtusata, Lin., var. littoralis. Lacuna divaricata, Farr. dels i den normale form- type og dels i den mere semiglobulære. Hydrobia ulvae, Penn. Rissoa interrupta, AD. Rissoa inconspicud, ALD. Triforis perversa, LI. Parthenia spiralis, Monn. Onoba striata, Monn. Polytropa lapillus, Lin. Nassa reticulata, Lin. Nassa incrassata, STRØM Buccinum undatum, LIN. Desuden fandtes endel rester af echinider og crustaceer: Strongylocentrotus droebachiensis, Mörr. Echinus esculentus, LIN. Balanus porcatus, DA Costa, DARW. Balanus crenatus, BRUG., DArRw. Verruca stroemia, MörL., DArRw. 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. SÅ Svarende omtrent til den høide, hvortil stranddannelserne ved Barkost-banken gaar op, fandtes noget længere mod nord- vest 1 nærheden af Hallingsrud endel littoralafsætninger som vandslidt grus og rullesten. Enkelte af disse afsætninger har form af tvers over dalen gaaende grusrevler eller rullestensrevler. Videre 1 nordlig retning følger saa jernbanen et fladt, myrlændt terræn, dels dyrket og dels skogbevokset. Som regel har man her et torvlag af en halv meters tykkelse og derunder paa sine steder et skjælførende, lerblandet grus, saaledes ved Heg i nær samme høide som Hillestad station 44,0 m. o. h. Her fandtes følgende arter: Anomia ephippium, Lin. Anomia aculeata, Lin. Anomia patelliformis, Lin. Ostrea edulis, Lin. 1 en forholdsvis liden, men ellers normal formtype. Mytilus edulis, Lin. Modiola modiolus, Lin. Nucula nucleus, LIn. Arca glacialis, GRay i en forholdsvis kort og hø formtype, af længde 12 mm. og høide 9 mm. Cardium edule, Lin. Cardium fasciatum, Mont. Astarte compressa, LIN. Timoclea ovata, PENN. Mactra elliptica, BROWN Abra alba, Woop Macoma calcaria, CHEMN. Thracia villosiuscula, Mace. Mya truncata, Lin., forma typica. Saxicava pholadis, Lin. | Gibbula cineraria, Lin. Littorina littorea, Lin. 52 P. A. ØYEN. [No. 5. Littorina obtusata, Lin. Buccinimm undatum, Lin. Pomatoceros tricuspis, Pam. Balanus porcatus, DA Costa, Darw. Verruca stroemia, Mört., Darw. samt endelig Hasselnødskaller. Som man ser, er det et og samme stratigrafiske niveau, som nu er fulgt helt fra det over plantelaget liggende ler ved Bakke brug, forbi Bakstvaal og Karlsrud op til Barkost og nu videre ved Heg, nemlig det, jeg betegnede som Tapes-niveauet!. Hillestad— Ekern. Man reiser nu videre gjennem et temmelig kuperet terræn, som det tildels fremgaar selv af jernbanestationernes høider: Hillestad station 44,0 m. o. h. Sundbyfos — 58,9 — Hof -— 67,5 -— Østby — AD Brekke —- 0 = Eidsfos — Som Langt mere fremtrædende er dog vekslingen i selve land- skabsformen med de mange, smaa søer i den lave, ofte sum- pede og myrlændte dalbund og det smaakuperede, ofte opdyr- kede, men ogsaa hyppig klippefulde og skogklædte landskab indimellem og udad til siderne, medens de skogklædte aaser hæver sig 1 vest. Granskogen danner en mere dyster beklæd- ning, men løvskogen lyser op indimellem, og Hillestadvandet med Bergsvandet liver med de venlige omgivelser op 1 det trods sin rige veksling i former dog ofte noget ensformige landskab. Der synes ikke inde i dette kuperede terræn at være levnet særdeles meget fra den tidligere, gamle havbunds afsætninger. Dog maa man erindre, at undersøgelsen 1 saa henseende her 1 Christiania Vid.-Selsk. Skr. I. Math.-naturv. Kl. 1908, No. 7. 1910.] KVARTÆRGEOLOGISK PROFIL GJENNEM JARLSBERG. 35 endnu er meget mangelfuld. Det har dog ogsaa her lykkedes at fremfinde et par interessante fossilforekomster, som jeg har beskrevet i , Et par nye fund i Pholas-niveauel", altsaa netop det niveau, som nu efter den i det foregaaende fundne række- følge og de topografiske forhold skulde ventes. Langs Ekern 14 m. o. h. fortsætter et kuperet klippeland- skab med forholdsvis lidet af mere fremtrædende terrasser, som regel kun endel lave og mindre regelmæssig udformede, som da afgiver plads for endel gaarde og dyrkede marker. Ellers er omgivelserne her rigt skogklædte. Fra den nuværende strand nede ved Tønsbergfjorden og videre forbi den lavt liggende østersbanke henimod et par hun- drede meter nordvest for Kjellollen har det nu lykkedes os at følge en temmelig sammenhængende række af lag, der nøie slutter sig til den stratigrafiske rækkefølge for vore kvartære afsælninger, som Jeg angav ved en tidligere anledning. 1 Nyt Mag. for Naturvid. B. 47, pag. 243 flg. ? Christiania Vid.-Selsk. Skr. I. Math.-naturv. Kl. 1908. No. 2, pag. 118. Vid.-Selsk. Forh. 1910. No. 5. QUI OM DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG OG DENS FORMODEDE VIDNESBYRD OM DE ISLANDSKE SLÆGT- SAGAERS ALDER AF BJÖRN MAGNUSSON OLSEN (CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1910, No. 6) CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1910 Trykning i extraordinært Møde 9de December 1910. På 18; spørsmål af den største vigtighed for den islandske litteraturs historie er spørsmålet om de islandske slægtsagaers — de såkaldte Islændinge-sagaers — alder. Dette spørsmål kan formentlig ikke afgøres på anden måde end ved special- undersøgelser af hver enkelt saga. Man kan ikke skære dem alle over én kam og sige, at alle de islandske slægtsagaer er forfattede f. eks. i sidste halvdel af det 12. årh., eller 1 første halvdel af det 13. årh. Det. er åbenbart, at de forskellige sa- gaer er af en meget forskellig alder, de ældste vistnok fra slut- ningen af det 12. årh., andre fra den første halvdel af det 13. årh., andre endnu yngre, nogle endogså ikke ældre end fra det 14. årh. Det er da klart, at man for at komme til et sikkert resultat maa fordybe sig 1 den enkelte saga; der kræves mono- grafier over hver enkelt saga, med hensyn til dens indhold og form og dens forhold til andre sagaer, til andre litteraturværker. For enkelte sagaers vedkommende findes der allerede gode forar- bejder 1 denne retning, og det viser sig stadig klarere og klarere, at flere af de vigtigste sagaer ikke, som man har ment, stam- mer fra det 12. århundrede, men må være skrevne 1 den første halvdel af det 138. årh., nogle endog senere. At Egils saga er forfattet c. 1207, Eyrb., som det synes, omtrent ved samme tid, Laxdæla og Bjarnar saga Hitd. c. 1250, Njåla i dens nuværende skikkelse ikke førend henimod slutningen af det 15. årh., dette turde nu være påvist og fastslået af de mænd, som mest ind- gående har beskæltiget sig med disse sagaer. Om en kort tid håber jeg at kunne offentliggøre en specialafhdl. om Gunnl. s. 4 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [No. 6. ormst., som viser, at denne saga ikke, som man har ment, er ældre end 1200, men at den ikke på nogen måde kan være ældre end c. 1250 og rimeligvis først er skreven henimod slut- ningen af det 18. årh. En af de mest interessante og bedst skrevne sagaer er Grettis saga. Det turde nu være almindelig anerkendt, at denne saga er forholdsvis meget ung, næppe ældre end fra begyndelsen af det 14. århundrede. Det ved de omtalte specialundersøgelser opnåede resultat med hensyn til disse enkelte sagaer står i skarp strid med den tidligere og til dels endnu gængse anskuelse, at de allerfleste islandske slægtsagaer er ældre end c. 1200. Denne hypotese, at sagaens blomstringstid faldt før 1200, biev opstillet af P. EF. Miller i hans Sagabibliotek (I s. 245—248), et for sin tid højst fortjenstfuldt værk, og han beråber sig i den henseende på et sted i den saakaldte Sturlunga-prolog, der er indføjet i Sturl- ungasamlingen ved slutningen av Hvamms-Sturlas saga, på grænsen mellem denne og sagaen om Gudmund den gode som præst (1 det følgende betegnes denne prolog ved ,Stprol.*). Det sted, der ligger til grund for P. E. Millers hypotese, er dog behæftet med kritiske tvivl, idet Sturlungas to hovedmembraner, Kröksfjardarbök og Reykjarfjardarbök, netop her afviger fra hin- anden, navnlig i ordfølgen. P. E. Miller gik ud fra teksten 1 Kroöksfjardarbök, som også Kr. Kålund følger i sin danske over- sættelse!. Miller kendte ikke teksten 1 Reykjarfjardarbok. I Kålunds oversættelse lyder stedet, oversat efter Kröksfjardarbok, således: yNæsten alle de sagaer, som har tildraget sig her på Is- land, var skrevne før biskop Brand Sæmundsson døde, men de sagaer, som senere har tildraget sig, var kun i ringe grad ned- skrevne, før skjalden Sturla Tordsson forfattede Islændinge- sagaerne.* Da biskop Brand døde 1201, sluttede P. E. Miller herai, at næsten alle de islandske slægtsagaer måtte være ældre end dette tidspunkt. Hypotesen vandt først almindelig tilslutning, men 1 Denne oversættelse betegnes i det følgende ved ,Sturl. D. 0.4 1910.] DEN SÄKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 5 blev senere imødegået av autoriteter som N. M. Petersen, Guöbr. Vigftisson og Konr. Maurer. I den sidste tid har den igen fået vind 1 sejlene, idet den er bleven knæsat af Finnur Jönsson og E. Mogk i deres litteraturhistoriske håndbøger og tiltrådt af Kr. Kålund i hans afhandl. ,Om håndskrifterne af Sturlunga saga og dennes enkelte bestanddele* i Årb. f. n. o. og hist. 19022. I min afhandling om Sturlunga i Safn t. s. fsl. II har jeg fremsat og søgt at begrunde min opfattelse af det omtvistede sted i Sturl.-prologen?. I hovedsagen fastholder jeg endnu den samme opfattelse. Men der er i begrundelsen enkelte punkter, som jeg nu opfatter lidt anderledes, ligesom jeg også senere er bleven opmærksom på nye momenter, som har betydning for spørsmålets løsning. Af disse grunde og navnlig fordi spørs- målet er af stor vigtighed for den islandske litteraturs historie, har jeg ment at burde optage dette spørsmål til fornyet drøf- telse 1 en lille afhandling. Inden jeg går over til at behandle det omtvistede sted, hvorpå P. E. Millers hypotese væsentlig er bygget, må det være mig tilladt at gøre en lille bemærkning. De islandske forfattere fra den såkaldte litteraturperiode (eller, som vi Islændinger plejer at kalde den: ritöld, skriveperioden), beskæltiger sig yderst sjælden med litteraturhistoriske spørsmål, og når vi en enkelt gang hos dem finder et vidnesbyrd, som har betydning for den samtidige litteraturhistorie, f. eks. om den og den litteraturklasses alder, vil vi ved nærmere eftertanke altid finde, at dette vidnesbyrd ikke ud- springer af ren litteraturhistorisk interesse hos forfatteren, men gives rent tilfældig som led 1 en tankegang, som slet ikke har noget med litteraturhistorien at gøre. Når vi således 1 prologen I N. M. Petersen i hans litteraturhistorie Ann. f. nord. oldk. og hist. 1861 s. 235—237 (med anmærkning af Gudbr. Vigfusson). Gudbr. Vig- fisson (foruden i anf. anmærkning) i Prolegomena til Sturl? I s. c— cii. Konr. Maurer 1 ,Ueber die ausdriieke: altnordische, altnorwe- giscehe und islindische sprache" anm. 40 og 41 (Abh. der k. bayer. Alzad: I. Kl) XI Bi IL Abti os. 207—209). ? Finnur Jönsson, Litt.-hist. II s. 269—271. E. Mogk i Pauls Grundriss> II s. 736. Kr. Kålund i Årb. 1902 s. 288 fog. Safn III s. 388—398, jfr. s. 202. QD 6 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [No. 6. til den særskilte Olaf den helliges saga (Kria. 1853) møder en bemærkning, der går ud på, at Islændingerne først begyndte at skrive sagaer, efter at der var hengået c. 940 år fra landets bebyggelse, så viser sammenhængen, at dette tilsyneladende litteraturhistoriske vidnesbyrd, hvis betydning jeg forøvrigt ikke skal undervurdere, ingenlunde er hovedsagen for prologens for- fatter, men derimod fremtræder som led i en tankegang, som væsentlig går ud på at vise, hvilken stor betydning der bør til- lægges de samtidige skjaldekvad som historiske vidnesbyrd, og at sagaerne — der menes særlig de norske kongesagaer — som er nedskrevne op i mod 240 år efter de i dem skildrede begiven- heder — overfor skjaldenes samtidige vidnesbyrd kun har se- kundær betydning som historiske kilder. Heraf turde det være klart, at også det formodede litteratur- historiske vidnesbyrd, som her beskæftiger os, ikke kan løs- rives fra sin sammenhæng, men må ses i forhold til sine om- givelser. Det står midt inde 1 Stprol., der som sagt i Sturlunga- samlingen knytter sig til slutningen af Hvamms-Sturlas saga. Både prologen 1 dens helhed og slutningen af Sturlu saga må altså drages ind med i undersøgelsen og aftrykkes her efter den sidste af Kr. Kålund besørgede udgave (Sturl.?), dog med nor- maliseret retskrivning og med enkelte i noterne begrundede eller fremhævede aivigelser. Dog har jeg foreløbig afholdt mig fra alle rettelser i den omtvistede sætning, og gengiver den ordret efter den nævnte udgave (der følger I-teksten) med varianter fra I. Til'papirshåndskrifterne, som alle er afledede af membra- nerne, tages ikke noget hensyn. Ellers medtages kuu de vari- anter, som synes at have tekstkritisk betydning. Slutningen af Sturlu saga: Sturla andadiz i elli sinni $ Hvammi, |en Guöng 56 par) leng sidan. Einarr Porgilsson andadiz .ii. vetrum sidar en Sturla, [sem enn man sagt verda sidar>. 1 Fra [: ok bjö Quang par eptir II. Måske bør eptir optages 1 teksten. 2 Denne sætning, fra [, hører åbenbart ikke til den oprindelige Sturlu saga, men 1 Sturlungasamlingen er den ægte. | 19101. DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. Prologen: Margar sogur verda hér samtida, ok må po eigi allar senn rita: saga Porlåks biskups ins helga ok Guönundar ins goda Arasonar, par til er hann var vigor til prests. Saga Guömundar ins dyra hefz ii. verum eptir andlåt Sturlu, ok lykz, på er Brandr biskup er amdadr, en Gud- mundr inn godt! vigor til biskups. Saga Hrafns Sveinbjarnar- sonar ok Porvalds Smorrasonar er samtida sogu Guö- mundar ins göda, ok lyke hon eptir andlåt Brandz biskups, svå sem Sturla Pördarson segir i Islendinga sogum>. Flestar allar sogur, bær er [hér hafa ger2> å Istandi, [varu ritadar, dör Brandr biskup Sæmundarson andadiz*, en hær sogur, er sidan hafa gerz, våru litt ritadar, ådr Sturla skåld Pördar- som sagA%t fyrtr Islendinga sogur, ok haföi hann par til visindi af fröum monnum, peim er våru å ondverdöum dogum hans, en sumt eptir brefum peim, er peir ritudu, er beim vaåru samtida, er sogurnar eru frå. Marga hluti matti hann sjålfr sjå, på er å hans dogum gerduz til stortidinda. Ok treystumz> vår håanum vel til viltz ok einardar at segja i* fra, hvi at hann l|vissa ek” alvitrastam ok hofsamastan. Låti gud hånum ni> raun lofi betri. Den ledende tanke i hele den første del af Stprol. fremhæves allerede i begyndelsesordene: Margar sogur verda hér samtida. hvor samtida betyder ,jævnsidesløbende 1 tid*, d. v. 5. yskil- drende samtidige begivenheder*, og hvor her ,på dette tids- å er på tilf. II. Dette synes at være en senere tilføjelse. Strængt taget er det heller ikke ganske korrekt, idet der imellem de to begiven- heder hengik c. 2 år. sogu I, mindre rigtigt (jfr. Safn t. s. Isl. II s. 394). Fra [: gerz hofou II. Fra [: dör Brandr biskup Semundarson andadia, våru ritadar II. Abenbart er ordene dår—andadiz oprindelig en marginal-rettelse, som 1 det ene af de to håndskrifter er indsat på forkert sted. > treystum Il (måske oprindeligt). Gav JAG vissum vér II. 3 ul. II. Rv DD 8 BJÖRN MAGNUSSON ÖLSEN. [No. 6. punkt*, ,på det tidspunkt, hvortil vi nu er komne*, åbenbart henviser til slutningen af Sturlu saga, nærmere bestemt til dens sidste begivenhed, nemlig Finarr Porgilssons død i året 11851. Dette fremgår klart af fortsættelsen. Når nemlig Porlåks saga og Gprs., uden afbrydelse af sætningen, i umiddelbar apposition til margar sogur, betegnes som ,her samtidige*, med tilføjel- sen* ,indtil Guömundr blev viet til præst*, er det klart, at denne apposition ved tilføjelsen peger hen til Einars død, idet denne og Gudmunds præstevielse netop falder i det samme år. Det er ikke meningen at sige, at Porlåks saga og Gprs. er ind- byrdes samtidige indtil Guamunds præstevielse. Dette vilde være helt forkert. De følges nemlig ad meget længere, helt ned til slutningen af det 19. århundrede. Men meningen er, at disse to sagaer er ,samtidige* med Sturlu saga, indtil Gudmundr blev viet til præst?. Ved hér — måske også ved underforståelse af hensynsformen Sturlu-sogu ved samtida — inddrages altså denne saga 1 de ,samtidige* sagaers kreds*. I Stprol.'s første sætning fremhæves altså følgende sagaer som samtidige: 1 Når jeg i Safn III s. 589 udtaler, at Sturlu saga ender med Sturlas død, er dette ikke ganske nøjagtigt. På grund af den store rolle, Fin- arr spiller i den første del af sagaen, er det kun naturligt, når den ender med en kort notits om hans død. Sturla døde 1 året 1188. 2? Af denne tilføjelse fremgår, at det er Gprs., som menes med ,saga Guömundar ins göda Arasonar", og ikke bispesagaen. 3 Da jeg skrev min afhandling om Sturlunga, havde jeg allerede indset, at dette måtte være meningen, og troede at burde foreslå en lempelig rettelse for at få denne tanke klart udtrykt. Nu tror jeg, at en ret- telse er ikke blot overflødig, men også misvisende. Ordene, som de foreligger, giver, hvis de tolkes rigtig, den samme gode mening. Og senere vil det blive indlysende, hvorfor Sturlu saga ikke udtrykkelig, men kun antydningsvis, regnes blandt de ,,samtidige" sagaer. + Også på et senere sted i Sturl. fremhæves Sturlu sagas og Gprs.'s ssamtidighed*, nemlig i en åbenbart fra kompilatorens hånd stam- mende indskudssætning i uddragene af Gprs. (Sturl.3 I s. 148). Men her er det tidspunkt, indtil hvilket sagaerne følges ad, ikke bestemt ved Einarr Porgilssons død, som i Stprol., men ved Sturla Pördarsons (Hvamms-Sturlas) død. Vi vil i det følgende se, at kompilatoren i Stprol. låner fra en ældre kilde. Derved bliver denne mærkelige af- vigelse let forklarlig. 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 9 1. Sturlu saga (antydet ved hér), 2. Porlåks saga, 3. GIps. Men uagtet begyndelsessætningen nærmest går ud på at fremhæve de to sidstnævnte sagaers (nr. 2 og nr. 5) ,sam- tidighedt med Sturlu saga, ser man dog af ordet margar, at der haves flere ,samtidige* sagaer in mente, og da selviøl- gelig de sagaer, som i det følgende omtales særskilt, med løs tilknytning til den første sætning. nemlig: 4. Saga Gudmundar dyra (,Gdyr.*), 5. Hrafns saga ok Porvalds (,Hrs.*), 6. Sturlas fslendinga saga (,Isls.*). Alle disse sagaer betragtes åbenbart enten som (delvis) sam- tidige med Sturlu saga (nr. 1) eller dog som (delvis) samtidige med de to andre i begyndelsessætningen nævnte sagaer (nr. 2 og nr. 3). *Lad os se lidt nærmere på forholdet. Sturlu saga begynder omtrent 1148 og ender 1185 (hvis vi regner til Einarr Porgilssons død), Porlåks saga begynder 1133 og ender c. 1200, eller måske noget senere, Gprs. begynder 1161 og ender 1203, Gdyr. begynder 1186" og ender 1212, Hrs. begynder c. 1170 og ender 1216, Isls. begynder 1183 og ender 1242. Grafisk kan ,samtidigheds*-forholdet mellem sagaerne anskueliggjøres, som følger (s. 10). At de 3 sidstnævnte sagaer (nr. 4—6) regnes med til de ,samtidige* sagaer, bekræftes yderligere ved den i begyndelses- sætningen indskudte parentetiske bemærkning: ok må po eigi allar senn rita, hvorved kompilator antyder, at ban har 1 sinde at optage de 1 det følgende opregnede ,samtidige* sagaer, eller I Jfr. Stprol.'s ord: ,.4ti. vetrum eptir andlåt Sturlu*. Det er rigtigt, at Gudmundr dyri selv først omtales i anledning af striden om arven efter Teitr Gudmundarson, som begyndte i året 1186. Men i virkelig- heden begynder sagaen tidligere, med beretningen om Teits giftermål, som falder nogle år før branden på Mödruvellir (1184, se Isl. ann.), altså c. 1180 (Sturl.* I, s. 196 fgg.3 I, s. 154 fgg.). Ved tolkningen af Stprol. må man selvfølgelig gå ud fra dens opfattelse, selv om den ikke er ganske korrekt. [No. 6. 0£ Pt ÖLSEN. , 'S[SI "SIH Åp» "sd vØBS SYLO BJÖRN MAGNUSSON BØRS NING TT OG IE OG TT OG TT GI HE O6 FT ve OA TT 09 10 1910.] DEN SÄKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 14 dog i hvert fald nogle af dem, i sit værk. Sagaerne nr. 4—6 hører til dem, som han har optaget, og overhovedet finder vi alle de 1 Stprol. nævnte sagaer optagne i Sturlungasamlingen, kun med undtagelse af Porlåks saga. Her må vi, inden vi går videre, flygtig berøre det vigtige spørsmål: Hvorfor indskydes Stprol. på denne besynderlige plads, midt inde i Sturlungasamlingen — en prolog plejer jo ellers at stå 1 begyndelsen af værket — og hvad er egentlig meningen med den? Man har ment, at kompilatoren, da han kom til det sted, hvor han skulde til at optrævle flere i tid jævnsides løbende sagaer og indflette dem 1 sit værk, har følt trang til at orien- tere læseren ved at give ham en oversigt over disse sine kilder .. Det lader sig ikke nægte, at en sådan tanke må have været med bestemmende for kompilatoren, da han indskød Stprol., men på den anden side afgiver den ikke nogen tilstrækkelig eller udtømmende forklaringsgrund, hverken for Stprol.'s plads eller for dens indhold. Med hensyn til pladsen bemærkes, at de ,samtidige* sagaers kreds allerede begynder med Sturlu saga, som Ira 1161 løber jævnsides med Gprs., og fra c. 1170 med Gdyr. — til Porlåks saga tager jeg her ikke noget hensyn, da den ikke er optaget i Sturl. Hvis Stprol. af kompilator var ment som oversigt over hans 1 tid jævnsides løbende kilder, burde den snarere have stået ved begyndelsen af Sturlu saga. eller midt i denne, ved året 1161, hvor Gprs. træder til som ,sam- tidig", end ved sagaens slutning. Men denne indvending har dog ikke så meget at sige som de, der kan hentes fra indholdet. Af en kildeoversigt venter man dels, at den er udtømmende eller at alle kilder medtages, dels at den, så vidt den når, er korrekt, d. v. s. at den ikke blandt kilderne opregner skilter, der ikke benyttes som kilder. Ingen af delene er her tilfældet. Stprol. omtaler hverken Gizurar saga eller Pordar saga kakala eller Svinfellinga saga, og dog har kompilatoren benyttet alle disse sagaer som kilder. Gizurar saga optræder allerede som 1 Sturl? Prolegom. s. ci. Jfr. Kr. Kålund i Sturl. porsjon og Arb. f. n. oldk. og hist. 1902 s. 288. 12 BJÖRN MAGNUSSON ÖLSEN. [Nr. 6. — = -- — — == kilde jævnsides med Isls., og efter at denne hører op, er den en af hovedkilderne lige til Sturlungasamlingens slutning. I de sidste afsnit benyttes Pordar saga kakala og Svinfellinga saga jævnsides med Gizurar saga. Hvis dette skal være en oversigt over Sturl.'s kilder, er den da 1 hvert fald meget ufuldstændig. På den anden side omtaler Stprol. Porlåks saga, der, som sagt, ikke er benyttet som kilde 1 Sturl. Dette sidste er afgørende. Stprol. i dens helhed kan ikke betragtes som kildeoversigt for Sturlungasamlingen. Hvad er den da? Og hvorfor indskydes den på dette sted? Disse spørsmål vil jeg forsøge at løse 1 det følgende. Foreløbig skal jeg kun tillade mig at fremhæve den kendsgærning, at Stprol. blandt de ,samtidige* sagaer — bort- set fra selve Isls. — ikke opregner andre end dem, somkanantagesat have foreligget Sturla Pora- arson, da han skreviåsls. Hidtil har vor undersøgelse væsentlig drejet sig om begyn- delsessætningen og de slutninger, som kan udledes af den. Efter den følger en kort notits om Gdyr.'s udstrækning 1 tid, som går ud på, at den ,begynder 3 vintre efter (Hvamms-JSturlas død, og ender, efter at biskop Brandr er afgaaet ved døden og Gud- mund den gode viet til biskop*. Den første tidsbestemmelse, for sa- gaens begyndelse, er ikke ganske korrekt; i virkeligheden begynder sagaen noget tidligere (jfr. ovenfor); men den er mærkelig, fordi den viser, at Sturlu sagas slutning her igen haves for øje, be- kræfter altså, at denne saga regnes med til de ,samtidige* sa- gaer, uagtet den ikke, efter Stprol.'s opfattelse, kan betragtes som samtidig med Gdyr. Den sidste tidsbestemmelse, for sa- gaens slutning, er ubestemt; den udsiger kun, at sagaen over- skrider det ved bispeskiltet på Nordlandet 1 begyndelsen af det 15. årh. betegnede tidspunkt, men hvor langt den strækker sig nedad 1 tiden efter bispeskiftet, fremhæves ikke. Denne tids- bestemmelse er fuldtud korrekt. I virkeligheden ender sagaen ved året 1212, 11 år efter biskop Brands død og 9 år etter Gudmunds bispevielse. 1 Jfr. herom min afhandl. i Safn III s. 890, hvor jeg dog har set lidt anderledes på den herhen hørende sætning, idet jeg har taget på er 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 13 Den følgende sætning kan ordret oversættes således: ,Sa- gaen om Hrafn Sveinbjarnarson og Porvaldr Snorrason (d. v. s. Hrs.) er samtidig med Gudmund den godes saga, og den ender efter biskop Brands død, således som Sturla Pördarson siger i Isls.* Jeg skal straks fremhæve, at den ,saga Guömundar ins göda*, som her optræder, selvfølgelig er den samme som den »saga Guomundar ins goda Arasonar*, der omtales lige i forvejen, i begyndelsessætningen, nemlig Gprs. Når Kr. Kålund mener, at det er bispesagaen, eller rettere de i Isls. optagne for- tællinger om Gudmunds bispeår, hvortil der sigtes, beror det på, at han ikke har optaget ordene ,svå sem Sturla Pordarson segir i Åslendingasogum* i deres naturlige betydning, som et eitat 1 den stereotype form, der udsiger, at det foregående er lånt fra Sturlas Isls., men opfattet dem som et vidnesbyrd om, at den her nævnte Gudmundar sagas indhold var optaget i Isls. — en i høj grad unaturlig tolkning, som ubetinget må forkastes, blandt andet af den grund, at de hist og her i Isls. spredte for- tællinger om Gudmunds bispeår umulig kan betegnes som en særskilt saga !. Men forresten er det tvivlsomt, om det nævnte mærkelige citat går på bægge de foregående, ved ok forbundne, parallele sætninger, eller kun på den sidste af dem. For afgø- relsen af dette spørsmål har tolkningen af den sidste sætning den allerstørste betydning. Her er det nemlig tvetydigt, hvor- vidt subjektet ,den* (hom) går på Hrs. eller på Gprs. Hvis det går på Hrs., hvis denne altså er tænkt som subjekt til bægge de parallele sætninger, er der en til vished grænsende sandsyn- lighed for, at ctatet omfatter bægge sætninger. Hvis det der- imod er Gprs., som menes med ,den*, bliver sagen tvivlsom. Jeg har 1 min afhandling om Sturl. udtalt mig til gunst for det sidste alternativ, fordi jeg fandt, at udsagnet derved blev mere 1 betydningen ,ved den tid (omtrent), da". Men i forbindelse med det perfektiske er andadr kan på er kun betyde ,,efter at*, hvilket også stemmer bedst med det virkelige forhold. 1 Kr. Kålund 1 Sturl. DO. I s. 114 n. 5 u. t. Årb. f. n. oldk. og hist. 1902 s. 288—989. 14 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [Nr. 6. nøjagtigt. Hrs. ender nemlig først ved år 1216, 15 år efter bi- skop Brands død, Gprs. derimod ved 1208, kun to år efter samme begivenhed. Men senere har jeg fået betænkeligheder ved denne tolkning. Det var den gang ikke gået op for mig, at tidsbestemmelsen ,eptir andlåt Brands biskups* er lige så ubestemt som når det hedder om Gåyr., at den ender ,elfter at biskop Brandr er død og Gudmund den gode viet til biskop*. Bægge udtryk siger vistnok væsentlig det samme. I virkelig- heden kan det med større ret udsiges om Hrs. end om Gprs., at den overskrider det ved biskop Brands død betegnede tids- punkt. Gprs. behandler for den langt overvejende del tiden før Brands død og standser ved bispeskiftet, som lige i forvejen er benyttet som meærkepunkt. Desuden er Gprs. tidligere omtalt som samtidig med Sturlu saga (delvis) og med Porlaks saga, så at man ikke venter at se dens udstrækning 1 tid omtalt på ny. Endelig taler den syntaktiske forbindelse snarest for, at hon viser tilbage til Hrs.; ellers vilde subjektet veksle fra den ene parallelsætning til den anden. Tankegangen 1 det hidtil gennemgåede stykke af Stprol. synes at være følgende: Først omtales 3 ,samtidige* sagaer, som alle væsentlig behandler tiden før biskop Brands død, nemlig (den ved hér antydede) Sturlu saga, Porlåks saga og Gprs. Derpå fortsættes med to sagaer, Gdyr. og Hrs., som vel til dels (Gdyr. for største delen) skildrer tiden før bispeskiftet (1201—1205), men som dog bægge går længere ned 1 tiden (henholdsvis til 1912 og 1216). Vi kommer altså til det resultat, at Hrs. er tænkt som subjekt til bægge de parallele sætninger. Heraf følger igen, som allerede fremhævet, at henvisningen til Isls. må gælde bægge sætninger. Vi får altså her den vigtige oplysning, at Sturla i sin Isls. har omtalt Hrs. som ,samtidrg*" med Gprsfføe som endende efter biskop. Brands død. Men hvor har denne notits haft sin plads i Isls.? Åbenbart ikke midt inde 1 værket, hvor den vilde have afbrudt fortæliin- gens Jævne gang. Det kan derfor ikke undre os, at vi — bort- set fra dette sted — ikke finder noget tilsvarende hverken i de afsnit af Sturl., som er udskrevne af Isls. og som tør antages QD 1910.] DEN SÄÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 1 at gengive denne nogenlunde fuldstændig, eller i de uddrag, der findes 1 cod. Resenmianus (AM. 399, 4"). Den plads, notitsen indtager i Sturl., før end uddragene af Isls. begynder, adskilt fra dem ved de mellemliggende uddrag fra Gprs. og Gdyr, taler også for, at notitsen er taget fra Isls. begyndelse. I samme retning peger også fremfor alt notitsens indhold, som netop passer bedst i en indledning. Hvad var naturligere end at Sturla, efter sin farbroder Snorris eksempel, skrev en indledning til sit historiske værk, og deri omtalte de sagaværker, som tidligere havde behandlet det samme tidsrum? Og til disse hører både Gprs. og Hrs. Alt taler således for, at kompilatoren på dette sted i Stprol. har udskrevet Sturlas fortale til Isls., og dette bekræftes yderligere ved det følgende, hvor der gives en redegørelse for Sturlas kilder til Isls., som i følge sit indhold må antages at gå tilbage til den samme fortale og næppe kan bero på mundtlig meddelelse fra Sturla til kompilatoren. | Herved får vi også nøglen til forståelsen af, hvorfor Stprol. netop er indskudt på dette sted 1 Sturl., nemlig ved slutningen af Sturlu saga, som Isls. i følge sit indhold er en umiddelbar fortsættelse af. Jeg har i min afhandling om Sturl. påvist grunde, der taler for, at der har eksisteret en slags Sturlunga før Sturlunga, tilvejebragt ved Sturla Pördarson, som vor Sturl.'s kompilator har udskrevet. Dette værk bestod af følgende be- standdele, ordnede som følger: 1. De slægtregistre, som 1 Sturl.-håndskrifterne står foran : Sturlu saga, 2. Sturlu saga, Isis. &v Heraf var nr. 1 og nr. 5 Sturlas eget værk, nr. 2 dermod af en ældre forfatter (Snorre?) !. Efter at kompilatoren fra denne I Safn III s. 883—385 og 391—393. Trods Kr. Kålunds indvendinger (Arb. f. n. oldk. og hist. 1902 s. 289) må jeg fastholde, at sagen for- holder sig, som anført. Han er enig med mig i, at Isls., som den fore- ligger i Sturl., er en umiddelbar fortsættelse af Sturlu saga, og ind- rømmer, at forholdet må være, som af mig antaget, hvis man blot turde være sikker på, at Isls. oprindelig har haft sin nuværende begyndelse. 16 BJÖRN MAGNUSSON ÖLSEN. [Nr. 6. sin kilde har optaget nr. 1 og nr. 2, befinder han sig på over- gangen til nr. 3, d. v. s. Isls. Når vi nu netop her, 1 Sturl. finder en slags prolog, når vi 1 denne finder dels en notits, som udtrykkelig siges at være taget fra fsls. og i følge sit indhold og sin plads må henføres til dennes fortale, dels en redegørelse for isls.'s kilder, som med sikkerhed kan antages at være hentet fra den samme fortale, kan vi ikke længere være 1 tvivl om, at kompilatoren her har halt Isls.'s fortale liggende foran sig, samt at denne har givet anledning til, at han netop på dette til [sls.'s fortale svarende sted indskød Stprol. At han her, 1 hvert fald til dels, kopierer Sturlas værk, bekræftes ved den kendsgærning, at han blandt de ,samtidige* sagaer — bortset fra Isls. — ikke omtaler andre end dem, som kan antages at have foreligget Sturla under udarbejdelsen af Isls. Vi kommer nu til den omtvistede bemærkning 1 Stprol., af hvilken man har ment at kunne slutte, at de fleste Islendinga Men han tror, at forbindelsen mellem de to sagaer er kunstig tilveje- bragt af Sturl.'s kompilator ved omarbejdelse af Isls.'s begyndelse. Man skulde nu tro, at den forudsatte omarbejdelse måtte have efterladt sig nogen spor ved ujævnheder i fremstillingen eller lignende. Dette har Kålund dog ikke påvist. Tværtimod er Isls.'s tilslutning til Sturlu saga så glat og jævn, og overgangen så naturlig, at forbindelsen mellem dem næppe kan skyldes en omarbejdende kompilator, men må antages at stamme fra Isls.'s originalforfatter. Både tildragelser og personer, som kendes fra Sturlu saga, omtales som bekendte, ja nogle af perso- nerne nævnes endog, den første gang de omtales, kun ved døbenavn uden angivelse af fader (Safn III s. 392). Navnlig disse sidste tilfælde vilde næppe være så hyppige, hvis teksten var tilvejebragt ved omar- bejdelse af en oprindelig selvstændig Åsls., hvor personerne da måtte * antages at have været betegnede ved deres fulde navn. At fadernav- nene udelades, er så meget mere påfaldende, som de to sagaer 1 Sturl. ikke støder sammen, men er adskilte fra hinanden ved de mellemlig- gende lange uddrag af Gprs. og Gdyr., som har bortledet læserens op- mærksomhed fra Sturlu saga, så at det, når dennes tråd tages op igen, ikke vilde have været overflødigt, eller i hvert fald ikke virket stø- dende, om personerne havde været betegnede ved deres fulde navn. Fra kompilatorens standpunkt var der under disse omstændigheder i virkeligheden langt snarere grund til at tilføje fadernavne, hvis de ikke stod i hans original, end til at udelade dem, hvis de stod der. Overhovedet er alle disse mere antydende og henvisende end selv- stændig berettende notitser kun forklarlige under forudsætning af, at de to sagaer har stødt umiddelbart til hinanden i kompilatorens ori- 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 11 sogur er nedskrevne før året 1201. Lad os først gå ud fra I-teksten, således som den er meddelt ovenfor efter Sturl.* og gengivet i dansk oversættelse ved Kr. Kålund i begyndelsen af denne afhandling. Man kan da ikke undgå at lægge mærke til den mindre korrekte modsætning mellem sætnin- gens led, idet der først tales i al almindelighed om ,sagaer som har tildraget sig på Island*, og derpå i modsætning dertil (;jen*) særskilt om de sagaer, som har tildraget sig efter biskop Brands død, uagtet disse sidste, strængt taget, er indbefattede i det foregående almindelige udsagn. Dette tyder på, at teksten er forvansket. Man vil indvende, at tidsbestem- melsen ,før biskop Brandr Sæmundarson døde* i følge sammen- hængen må underforstås ved den første relativsætning (er hér hafa gerz å lslandi) fra den følgende hovedsætning. Man slipper da med at antage, at forfatteren har udtrykt sig skødes- løst og, lad os tilføje. på en højst usædvanlig måde, men får ginal, samt at han har gengivet begyndelsen af isls. omtrent ufor- andret efter originalen. Når Kålund finder det ,besynderligt, at Sturla skulde have slået sig til ro med den i Sturlu saga foreliggende skil- dring af hans farfader*, tror jeg han undervurderer Sturlas objektivitet. Der findes i Isls. flere eksempler på, at han ikke lægger skjul på sine nærmeste pårørendes svage sider, f. eks. forholdet mellem hans far- moder og Are den stærke (Sturl.3 I s. 232), det ulykkelige samliv mel- lem hans fader og dennes ægteviede hustru (s. st. s. 234), farbroderen Snorri Sturlusous løsagtighed (s. st. s. 274), broderen Pordr tiggi's gale streger (s. st. s. 468—474), osv. Med hensyn til slægtregistrene (nr. 1) mener Kålund, at de bør tillægges kompilatoren, fordi de ,i karakter minder om de Geirmundar påttr afsluttende", som utvivlsomt skyldes kompilatoren. Dertil må bemærkes, at jeg i slægtregistrene nr. 1 har påvist senere tilføjelser, som ved deres form (opadgående slægtrækker) adskiller sig fra omgivelserne, og 1 følge indholdet må stamme fra Sturl.'s kompilator (Safn III s. 383—384), hvoraf følger, at resten, hovedmassen af slægtregistrene, må være ældre end Sturlungasam- lingen. Den af Kålund påpegede lighed med slægtrækkerne i Geir- mundar påttr er ikke større end den plejer at være mellem slægt- rækker, som væsentlig indskrænker sig til en tør opregning af navne. Den bar derfor ikke noget at betyde, tilmed da den opvejes af ulig- heder. Slægtrækkerne i Geirmundar påttr drejer sig alle mere eller mindre om Skard-slægten; dette kan derimod — bortset fra de inter- polerede rækker — ikke siges om slægtrækkerne nr. 1. De førstnævnte udgår fra landnamsmænd, de sidstnævnte fra personer, der levede senere (ce. 1100). Vid.-Selsk. Forh. 1910. No. 6. 19 18 BJÖRN MAGNUSSON ÖLSEN. [Nr. 6. en korrekt modsætning og — formelt taget — en nogenlunde tålelig mening. Men ser vi på indholdet, er det da rimeligt, at nogen for alvor kunde påstå, at alle de begivenheder, som havde tildraget sig på Island helt ned til året 1201, allerede i dette selvsamme år havde fundet deres sagaskriver, med andre ord, at sagaskrivningen havde holdt sig å jour med begivenhederne helt ned til dette tidspunkt? Og hvorledes stemmer denne tanke med det foregående” Umiddelbart i forvejen benyttes jo også biskop Brands død to gange som meærkepunkt, men, vel at mærke, ikke for en sagas nedskrivningstid, men for dens ud- strækning 1 tid. Vi har set, at der i det foregående nævnes eller hentydes til 3 sagaer, som standser før, eller dog ikke væsentlig overskrider biskop Brands død, nemlig Sturlu saga, Porlåks saga og Gprs. Hvorledes forholder det sig nu med disse sagaers nedskrivningsid? For Sturlu sagas vedkommende er der en svag mulighed, men kun en ringe sandsynlighed for, at den er skreven før biskop Brands død!. De to andre sagaers nedskrivningstid falder derimod aldeles sikkert efter dette tids- punkt. Den ældste Porlåkssaga kan ikke være ældre end ce. 1206”. Gprs. kan umulig være skreven før 1212, men er rimeligvis meget yngre (fra tiden efter 1257)*. Vi har endvidere set, at der i det foregående omtales to sagaer, Gdyr. og Hrs., som siges at standse efter biskop Brands død. Men bægge disse sagaer går dog meget længere tilbage 1 tiden. Bortset fra slutningsbemærkningen, om Gudmunds optagelse i Tingøre klo- ster og om hans død, fortæller Gdyr. kun om begivenheder fra tiden før 1201, og det samme gælder hele den første del af Hrs. (k. 1—10). Bægge sagaer er selvfølgelig skrevne længe 1 Safn III s. 213—215. Sagaen må stamme fra årene 1200—1221. Tids- grænsen opad er bestemt ved Gudny Bödvarsdatters bortflytning fra gården Hvammr, som ikke kan sættes tidligere end året 1200, men kan falde nogle år senere. Sagaen omtaler henimod slutningen (Bisk. I s. 124) de rige gaver, som strømmede ind til helgenens skrin fra mange forskellige fremmede lande. En så stor udbredelse kan Torlaksdyrkelsen ikke have fået før end flere år efter 1198, da hans hellighed blev godkendt af Altinget. Jfr. Bisk. I s. XXXIII. Finnur Jönsson, Lit.-hist. II s. 570. 3 Safn III s. 225—996. [Ro] 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 19 efter biskop Brands død*. Når den her omhandlede sætning, fortolket som anført, udsiger, at de allerfleste sagaer, d. v. s. be- givenheder, som tildrog sig før 1201, var optegnede i eller før dette selvsamme år, befinder den sig altså i den mest skrigende modsigelse til det foregående. En sådan tolkning kan ikke være rigtig. Eller, rettere, den tekst, der ligger til grund for tolknin- gen, lader sig ikke forklare på en naturlig måde og må ube- tinget være forvansket. Lad os da se, om Il-teksten giver en bedre mening. Den lyder således: Flestar allar sogur, pær er gerz hoföu å Islandi, aÖör Brandr biskup Semundarson andadiz, våru ritadar, en pær sogur, er sidan hafa gerz, våru litt ritadar, adr Sturla skåld Pördarson sågoi fyrir Islendinga sogur. Som man ser, findes der her et naturligt og korrekt mod- sætningsforhold mellem sætningens dele, idet de sagaer, som behandler tiden før biskop Brands død, modstilles dem, der be- handler tiden efter samme begivenhed, hvilket er 1 bedste over- ensstemmelse med det foregående, hvor biskoppens død også benyttes som mærkepunkt med hensyn til to sagaers udstræk- ning i tid. En sammenligning mellem de to tekster på dette punkt falder ubetinget ud til fordel for Il-teksten. Dette har også Finnur Jönsson indset. Han indrømmer, at I-teksten er forvansket, og går ud fra Il-teksten, men han for- klarer den på en sådan måde, at han får den samme mening ud, som om han havde fulgt I-teksten. I fortalen til sin tyske udgave af Egils saga (1 Altn. Sagabibliotek) oversætter han den 1 Safn III s. 2352-9236 og 244—9246. Jfr. Finnur Jönsson, Lit.-hist. II s. 260—563. Om Gåyr.'s alder vil der senere blive talt. Hrs. må være skreven efter Porvaldr Snorrasons død (1228), hvilket fremgår af no- titsen medan hanm (>: Porvaldr) liföi i sagaens slutning (Bisk. I s. 676). F. J. mener, at disse ord er et senere indskud, fordi forfatteren, hvis han havde skrevet efter Porvalds død, sikkert vilde have omtalt hans dødsmåde udførligere og fremstillet den som en retfærdig gen- gældelse for Hrafns drab. Dertil må bemærkes, at forfatteren omtaler selv udførlig Porvalds nøjagtige overholdelse af det indgåede forlig, og særlig hans rejse til Rom, hvorved drabet i den fromme forfatters øjne måtte betragtes som udsonet. 20 BJÖRN MAGNUSSON ÖLSEN. [No. 6. første del af sætningen således: ,Die allermeisten sagas, welche islindisehe begebenheiten vor dem tode des bischofs Brandr be- handeln, waren auch (nåmlich ehe Brandr starb) bereits nieder- geschrieben worden*?. Her er ikke blot de i parentes satte ord, men også ,auch* og ,bereits* tilføjede af oversætteren; der findes ikke noget tilsvarende i originalen. Han underforstår, med andre ord, tidsbestemmelsen dör Brandr biskup Sæmundarson and- adiz ved hovedsætningen (våru ritadar) fra den foregående relativsætning?. Selv om denne kunstige tolkning formelt lod sig forsvare, hvad jeg tvivler om, kan man imod den gøre de samme reelle indvendinger, som jeg ovenfor har gjort mod I-teksten, som 1 virkeligheden siger ganske det samme. Således forstået indeholder sætningen den samme urimelige tanke, at sagaskrivningen ved år 1201 havde udtømt næsten hele det indtil da foreliggende sagastof, og står i den samme skærende modstrid til sine omgivelser som I-teksten. Men hvorfor ty til en kunstig og tvungen forklarmg, når den naturlige ligger lige for? Sætningen 1 dens helhed falder i to ved en forbundne parallele hovedsætninger med én fælles bisætning, som ganske naturlig stilles bagefter det hele, nemlig tidsbestemmelsen dör Sturla skåld Pördarson sagdi fyrir Ås- lendinga sogw'. De to hovedsætningers verbalformer (vårw ritadar og våru litt ritadar) må, som Finnur Jönsson bemær- ker, opfattes pluskvamperfektisk, eller som førfortid. Men den for- tid, hvortil denne førfortid refererer sig, er for bægge sætninger den samme, nemlig Isls.'s nedskrivningstid. Den vel 1300 skri- vende kompilator tænker sig altså tilbage til denne tid, sætter sig i Sturlas sted og ser på forholdet fra hans standpunkt. Dette taler for, at han her gengiver en tilsvarende sætning i den tabte fortale til Isls. Og dette bekræftes til fulde ved sætningens plads indenfor Stprol. Den er nemlig på bægge sider omgivet af stof,som må være taget fra denne fortale (jfr. ovenfor). Forud 1 Altn. Sagabibl. Egils saga s. IV, n. u. t. Jfr. FJ. Lit.-hist. II s. 269 —971. Jfr. ovenfor ved tolkningen af I-teksten, hvor den samme tidsbestem- melse omvendt underforstodes fra hovedsætningen ved relativsætningen. bo 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 21 for den går citatet fra Isls., og efter den følger redegørelsen for Sturlas kilder til Isls. Lad os da se lidt nærmere på sætningens indhold. I dansk oversættelse kan den gengives således: , Næsten alle de sagaer), som havde tildraget sig på Island, før biskop Brandr Sæmundarson døde, var nedskrevne, men de sagaer?, som siden har tildraget sig, var kun for en ringe del nedskrevne, før skjalden Sturla Pordarson forfattede Isls.* Sætningen slutter sig på en naturlig måde til det foregående, idet den sammenfatter alt, hvad der er sagt 1 det foregående, i en afsluttende almindelig bemærkning. I det foregående skel- nes der jo også faktisk mellem sagaer, som 1 tid ikke overskri- der, og sagaer, som overskrider biskop Brands død (jfr. ovenfor), og af citatet fra Isls. ser vi, at inddelingsprineipet (biskop- pens død som mærkepunkt) stammer fra fortalen til Stur- las værk. Da dette inddelingsprineip ikke blot lægges til grund I vor sætning, men også ligger bagved alt det foregående, nødes vi til at antage, at det hele er bygget over tilsvarende udtalelser i Sturlas fortale. | Sætningens indhold stemmer også fuldstændig med de 1 det foregående unævnte sagaers nedskrivningstid. Som eksempler på de sagaer, der behandler tiden før biskoppens død, anføres (for- uden Sturlu saga, som underforstås) Porlåks saga og Gprs. Alle disse sagaer er betydelig ældre end Isls. Gdyr. og Hus. som bægge overskrider biskoppens død, skulde man da, i følge den sidste del af sætningen, vente at var yngre end Sturlas værk. Men dette er ikke tlfældet. De er tværtimod ældre >. 1 Ordet saga betegner dog her ikke egentlig ,saga*, men ,sagastof*, ligesom overalt, hvor det står i forbindelsen saga geriz. Dette frem- går også klart af flestar allar våru ritadar og våru litt ritadar, hvoraf e contrario kan sluttes, at der for tiden før og for tiden efter biskoppens død fandtes henholdsvis lidet eller meget uskrevet sagastof. Jfr. Fritzner? under saga 4. Jfr. foregaaende note u. t. At Hrs. er ældre end Isls., viser ikke blot Stprol.'s citat. men også et sted i Resensbök, som er lånt fra Isls. og hvor der henvises til Hrs. (jfr. Safn III s. 250 —251). Med hensyn til Gdyr. er spørsmålet mere tvivlsomt. Jeg har tidligere ment, at den var yngre end (sls. (Safn II ad bo 29 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [No. 6. Men man må betænke, at ordene (détt skrifadar tilsteder und- tagelser. Sagen er, at Gdyr. og Hrs. nævnes som eksempler på sagaer, som i tid overskred biskoppens død, men som dog var ældre end fsls. — de hører for så vidt til det ,lidet* (litt), som før Sturla var skrevet om tiden efter 1201. Ved hjælp af Stprol. kan vi nu til en vis grad gøre os en forestilling om Sturlas fortale til fsls. Som allerede bemærket, har Sturla først optaget Sturlu saga som en slags indledning til sit eget arbejde, fsls. På overgangen fra den første til den sidste indskyder han en fortale, hvori han først i al korthed gør rede for de ældre sagaværker, der havde behandlet det samme tidsrum, som Sturlu saga og Åsls. tilsammen spænder over, med andre ord, for de med disse ,samtidige* sagaer. Som eksem- pler nævner han først Porlåks saga og Gprs., som bægge væ- sentlig behandler tiden før 1201, og derpå Gdyr. og Hrs., som bægge ender efter.1201, men som dog også, den første næsten udelukkende, handler om tiden før dette år. At Porlåks saga medtages, kan betragtes som et af beviserne for, at kompila- toren her har udskrevet Sturlas fortale. Det er fra Sturlunga- samlingens standpunkt uforklarligt, idet sagaen ikke 1 mindste s. 232—9236 og 9298), men jeg har siden fået betænkeligheder. De to af mig udpegede steder, som skulde vise forfatterens mangelfulde kend- skab til fristatens gamle love, forekommer mig nu ikke mere afgørende. I sætningen en férånsdömar våru mefndir (Sturl.3 I s. 1601) be- høver man ikke at tage verbet mefna i den tekniske betydning, om dommernes udnævnelse; det kan betyde ,fastsætte*, ,bestemme*, og således opfatter Kr. Kålund det (Sturl. DO. I s. 147: ,bestemt til at afholdes*). Jfr. Fritzner? under nefna 3 (og senere under nefna å). Og når det hedder: férånsdömsgogn skyldu fram komin, er söl var i sudri (Sturl.3 I s. 160%), kan det opfattes 1 overensstemmelse med stedet i Gråg. Kb. I, s 1169*, hvor gogn betegner kvidmænd og vidner in concreto, ikke deres udsagn. På det omhandlede sted ser man, at Gudmundr den dyre hindrer nedsættelsen af eksekutionsdomstolen før middag, hvorved selvfølgelig også kvidmænd og vidner forhindredes i at møde for samme i rette tid (fram komin = mødt frem). Finnur Jönsson, Lit.-hist. II s. 563, henfører sagaen til årene 1220—12380. Dette er dog vistnok for tidligt. Selv om vi helt ser bort fra stedet i Stprol., findes der i de bevarede lævninger af Isls. forskellige notitser, der røber kendskab til Gdyr., som altså må være ældre end Isls. Men derom mere senere. 1910.]| DEN SÅKALDTE STURLUNGAPROLOG. 25 måde vedrører Sturl., men fra Sturlas standpunkt var det ganske selvfølgeligt, at han blandt sine forgængere måtte omtale denne i flere henseender mærkelige saga. Det undrer os kun, at han ikke har opregnet flere, f. eks. Påls saga. Men måske har kom- pilatoren her gjort sig skyldig 1 udeladelser. For ham måtte hensynet til hans egne kilder være det vigtigste, og det skyldes måske kun en uagtsomhed, når han har medtaget Porlåks saga, som han ikke har indført i sin samling". Hos Sturla var op- regningen af de med hans værk ,samtidige* sagaer åbenbart ikke beregnet på at oplyse læseren om forfatterens kilder — disse sagaer har bevislig aldrig udgjort en del af Sturlas værk, ja, han synes endogså, hvad der senere skal blive påvist, for- sætlig at have forbigået det sagastof, som de jævnsides løbende sagaer allerede havde behandlet — men motivet var, som det synes, ønsket om at henlede læserens opmærksomhed på det ikke medtagne samtidige sagastof og tillige at antyde, hvorfor det blev forbigået, nemlig fordi det allerede var optegnet af ældre forfattere. Til opregningen af de ,samtidige* sagaer slutter sig så den almindelige bemærkning, der går ud på, at det før bi- skop Brands død faldende sagastof allerede for største delen var optegnet af ældre forfattere, hvorimod det sagastof, som faldt efter dette tidspunkt, kun var lidet behandlet? Herved antydes åbenbart indirekte, at der for tiden før biskoppens død kun var lidet, for den efterfølgende tid derimod meget nyt at meddele. Formelt taget kan nu rigtignok ordene sogur, hær er gerz hoföu 7 Islandi, dör Brandr biskup Semundarson andadiz omfatte 1 Den ovenfor omtalte parentetiske bemærkning 1 Stprol.'s begyndelse: ok må po eigi allar senm rita, er åbenbart ikke hentet fra Sturlas fortale, men tilføjet af kompilatoren. Den synes at burde opfattes som en antydning af, at kompilatoren har i sinde at optage de i det fol- gende nævnte sagaer i sin samling (jfr. ovenfor), hvad han også har gjort, kun med undtagelse af Porliks saga. Sætningen må naturligvis i Sturlas fortale have haft en noget anden form end den har i Stprol., som er affattet fra kompilatorens stand- punkt. Jeg tænker mig den omtrent som følger: Flestar allar sogur, pær er gerz hoföu å Islandi, ådr Brandr biskup Sæmundarson andadiz, eru ritadar, en pær sogur, er sidan hafa gere, eru litt ritadar. [80] 24 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [Nrdb: hele det på Island siden landets bebyggelse ophobede sagastoi. Men sammenhængen med den foregående opregning af ,sam- tidige* sagaer viser tydelig, at ordene bør forstås cum grano salis, samt at hele udsagnet kun angår det med Stur- las samlede værk, d. v. s. med Sturlu saga og Isls,, samtidige" sagastof. En almindelig litteraturhistorisk be- mærkning, gældende hele den islandske sagalitteratur, for så vidt som dens skueplads var Island, var ikke her på sin plads. Endelig sluttede Sturla sin fortale med en kort redegørelse for sine kilder. Som sådanne anføres: 1. Mundtlige meddelelser fra indsigtsfulde ældre samtidige. 2. Samtidige skriftlige dokumenter. 3. Selvsyn. Resten af Stprol., fra og med ordene Ok treystumz ver, er en selvstændig tilføjelse fra kompilatorens hånd. Ser vi på den således rekonstruerede fortale til Isls., finder vi fra begyndelsen til enden den bedste sammenhæng. Det er af stor interesse at sammenligne denne fortale med selve sagaen. Det viser sig da, at de to passer til hin- anden som fod 1 hose, idet fortalen til en vis grad afspejler Åsls”s hele anlæg og plan. Ingen opmærksom læser al [sls., som den er os overleveret 1 Sturlungasamlingen, vil kunne undgå at lægge mærke til, hvor- ledes sagaens horizont, som 1 begyndelsen er snæver og ind- skrænket til enkelte personer, med en gang udvider sig, så at sagaen bliver en sand Islendinga saga, omfattende næsten hele landets historie. Klarest viser delte sig, når vi læser sagaen I Sturl. ?, hvor den, bortset fra de fra Gizurar saga interpolerede stykker, fremtræder 1 den forholdsvis reneste skikkelse, nogen- lunde befriet for fremmed stof. Vi ser da, at omslaget til den ud- videde horizont sker pludselig på et bestemt tidspunkt, og dette tidspunkt er netop — biskop Brands dødsår, 1201, eller rettere bispeskiltets år, 120142 0bksj0m spiller så stor rolle i fortalen. Forud for dette tids- punkt er Isls. kun en slægtsaga om Sturlungerne, som, i til- 1910.] DEN SAKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 25 slutning til og som fortsættelse af stamfaderens, Hvamms-Sturlas, saga, fortæller om familiens skæbne efter hans død, om hans efterladte hustru Gudny og deres sønner, Porör, Sighvatr og Snorri. Dette afsnit omfatter sagaens 10 første kapitler). Bort- set fra enkelte aforistiske sidebemærkninger af synkronistisk mdho!d, som vi senere vil komme tilbage til, handler denne del af sagaen udelukkende om Gudny og Sturlasønnerne. Der for- tælles ikke om en eneste begivenhed, hvor de ikke enten op- træder som hovedpersoner eller dog er indviklede i sagen på en eller anden måde. Læser vi videre i Sturl.*, må vi overspringe Haukdøle- afsmittet, kk. 12—16 inel., som er hentet fra Gizurar saga. Derpå følger fortsættelsen af Isls. med k. 17, som danner et vendepunkt i sagaen. Her omtales nemlig straks i kapitlets begyndelse, i umiddelbar tilslutning til 11. kap.'s indhold, biskop Brands død 1 følgende ord: Binum vetri eptir deilur peira Sæmundar Jönssonar ok Sigurdar Ormssonar andadiz Brandr biskup at Hölum. Resten af kapitlet og de to følgende kapitler (18 og 19) for- tæller om bispeskiftet. Det er den første i Isls. meddelte be- givenhed, som ikke ligefrem angår Sturlungerne. At forfatteren med fuld bevidsthed gør dette første skridt udenfor slægtsagaens snævre ramme, ses af det følgende. Her indfører han nemlig en oversigt over de vigtigste islandske høvdinger ved bispeskuiltet, hvorved den forestående udvidelse af sagaens plan bestemt an- tydes. OQversigten begynder med Snorri Sturluson, og knyttes til bispeskiftet ved en bemærkning om, at Snorris svigerfader, Bersi den rige, døde i det samme år som biskop Brandr*. Der fortælles om Snorris erhvervelse af rigdom og politisk magt, om hans ophold på Borg og flytning til Reykjaholt. Derpå fore- stilles de fire sydlandske høvdinger hver i sit lille kapitel, først 1 D. v.s. kk. 2—11 inel. efter Sturl.”, hvor slægtregistrene regnes som 1. kap. I et par papirshåndskrifter tilføjes årstal efter Kristi fødsel, men dette er sikkert et senere tillæg Sturla plejer ellers aldrig at anføre årstal. Jfr. Safn III s. 806—307. [8] 26 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [Nr. 6. Sæmundr Jönsson, derpå Ormr Jönsson, Loptr Pålsson og Por- valdr Gizurarson”*. Derefter følger en kort notits om Sighvatr Sturluson, hvis bopælsforandring og voksende politiske indfly- delse fremhæves. Pordr Sturluson nævnes, mærkelig nok, ikke, rimeligvis fordi hans stilling var tilstrækkelig fremhævet 1 for- vejen og ikke havde forandret sig i mellemtiden. Heller ikke nævnes de vestfjordske høvdinger Hrafn Sveinbjarnarson og Porvaldr Snorrason, åbenbart fordi de ikke spiller nogen nævne- værdig rolle 1 det efterfølgende. Endelig omtales Kolbeinn Tuma- son samt de andre godordsejere på Nordlandet. Denne fortegnelse over islandske høvdinger ved bispeskiftet er åbenbart en af disse personlister, som sagaskrivere plejer at stille i spidsen for deres beretning for at orientere læseren med hensyn til de optrædende personae dramatis. Dette be- kræftes også ved det efterfølgende, hvor alle de nævnte mænd spiller en mere eller mindre fremragende rolle. Listen betegner altså tydelig, i forhold til det foregående, en udvidelse af sagaens plan*, således at den fra nu af næsten omfatter hele landet. Hvorfor indtræder dette omslag med bispeskiftet? Hvorfor indskrænker Isls. sig før bispeskiftet til at berette om Sturlunge- slægtens historie med forbigåelse af så vigtige begivenheder som f. eks. biskop Torlaks og biskop Jöns ophøjelse til national- helgener? Hvorfor bliver sagaen så meget mere fyldig og om- fattende efter bispeskiftet? + Notitsen om denne sidste findes i sin helhed på sin oprindelige plads i Resensbök (Bisk. I s. 48839). I Sturl. findes den også, men adskilt i to dele, som indskydes på to forskellige steder. Jfr. Safn III s. 276. Af Pordr Sturlusons udeladelse i personlisten kunde man fristes til at slutte, at Sturla fra først af kun har haft i sinde at skrive sin (lige- som farbroderen Snorri havde skrevet sin?) faders historie — under denne forudsætning lader udeladelsen sig lettest forklare — men at han under udførelsen har bragt 1 erfaring, at dette ikke lod sig gøre uden med det samme at komme ind på farmoderens og farbrødrenes og derpå (fra 1201 af) også på de andre samtidige høvdingers historie. I den første del af Isls. er Pördr, den ældste af brødrene, ubetinget hovedperson. Men hans levnedsløb er i den grad sammenflettet med hans families og (navnlig efter 1201) med hele samtidens historie, at det ikke lod sig adskille derfra. 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 27 På disse spørsmål giver den rekonstruerede fortale, sam- menlignet med selve sagaen, et fyldestgørende svar. Når sagaen før bispeskiftet er så forholdsvis fattig og en- sidig, så er det fordi ,det meste af sagastoffet fra dette tidsrum allerede var behandlet af andre* (jfr. fortalen). Når sagaen efter bispeskiftet er så fyldig og alsidig, så er det fordi ,sagastoffet for dette tidsrum kun for en ringe del var behandlet af andre* (jfr. fortalen). Med andre ord: Sagaen er af forfatteren bestemt til at være et supplement til de på hans tid eksiste- rendeogaf ham kendte ældre sagaværker, der behandlede det samme tidsrum. Nu forstår vi først rigtig, hvorfor fortalen opregner de ,sam- tidige* sagaer. Hvad var naturligere, end at forfatteren 1 sin fortale henledede opmærksomheden på de sagaer, som hans eget værk skulde udgøre et supplement til? De ovenfor omtalte synkronistiske notitser viser, at Sturla godt kendte de opregnede sagaers indhold. At han kendte indholdet af Gdyr., ses af no- titserne om mordbranden 1 Langahliö og om Gudmundr den dyres dødsår!. Desuden omtaler Isls. en gang ved given lejlig- hed en ubetydelig tildragelse, som fortælles udførlig i Gåyr., nemlig hvorledes klerken Skæringr ved Gudmundr den dyres hjælp fik bøder for sin afhuggede hånd*. Denne notits i [sls. — som dog ikke er synkronistisk — synes ubetinget at forudsætte kendskab til Gdyr. At Sturla har kendt Hrs., fremgår af den synkronistiske bemærkning om Hrafns død, som af kompila- toren er omflyttet og indsat i Sturlungasamlingens Hrs., men 1 Resensbök står på sin oprindelige plads i dens uddrag af Isls. med udtrykkelig henvisning til Hrs., som sikkert stammer fra Isls.3. Kendskab til Hrs. viser også den synkronistiske notits om Markus Gislasons drab* og en mere tilfældig, ikke synkro- I Sturl? I s. 199%-% og 995 13, 2 Sturl.?* I s. 215%, jfr. Gdyr. k. 26 (Sturl? I s. 178—174). 3 Sturl.? I s. 186 (jfr. 227). Bisk. I s. 506. Jfr. Safn III s. 250—9%1. + Sturl? I s. 19924, jfr. Bisk. I s. 647—648. 98 BJÖRN MAGNUSSON OLSEN. [Nr. 6. nistisk, bemærkning om Pordr Kollasons deltagelse 1 Ljötr Sela- Eirekssons drab!. Som man ser, henviser de synkronistiske bemærkninger til de ,samtidige* sagaers vigtigste, eller dog fremragende, begivenheder. Mærkelig nok findes der ikke i de bevarede lævninger af Åsls. nogen sådanne henvisninger til de vigtigste begivenheder i Porlåks saga eller Gprs. Men måske har Sturl.'s kompilator udeladt eller omflyttet dem (jfr. notitsen om Hrafns død)?*. Der kan ikke være tvivl om, at Sturla har kendt alle disse sagaer? Men det lå ikke i hans plan at op- tage deres indhold i sit værk, men kun at fremhæve deres vig- tigste begivenheder ved orienterende synkronistiske henvisninger. Bortset fra disse, forbigår han systematisk alt det stof, som var behandlet i de i fortalen opregnede ,samtidige* sagaer, og det hvad enten det hører til tiden før bispeskiftet (Porlåks saga. Gprs., største delen af Gådyr. og de ti første kapiter af Hrs.), eller til tiden efter samme (Hrs. k. 11 føg.). Men netop derfor måtte han ønske 1 fortalen al udpege de sagaer, hvis indhold han havde forbigået, og det ikke blot for den videbegærlige læ- sers skyld, for at belære ham om, hvor han kunde finde det forbigåede, men også for sin egen skyld, for at undskylde sin ufuldstændige fremstilling. Nu forstår vi også, hvorfor Sturlu saga ikke ligefrem, men kun aniydningsvis, opregnes blandt de ,samtidige* sagaer. Det er åbenbart af samme grund, som har bevirket, at heller ikke [sls. betegnes som ,samtidig*. Det er de med hans eget sa m- lede værk, d. v. s. Sturlu saga og Isls., ,samtidige* sagaer, 1 Sturl.? I s. 201. Jfr. Bisk. I s. 658—654. I Sturl.”s uddrag af Gprs. finder vi en bemærkning om, at Snorri Pordarson Vatnsfirdingr døde om foråret efter biskop Torlaks død (Sturl.? I s. 108, 3I s. 29110). Måske har vi her et fra Isls. hentet brudstykke af en synkronistisk notits om biskoppens død (jfr. Bisk. I s. 441). Ligeledes finder vi i Sturl.'s Gprs. en notits om Einarr Porgilssons død ved det år, da Gudmundr blev viet til præst (Sturl? I s. 102%). Mulig- vis ligger en synkronistisk henvisning i Ååsls. til grund for denne be- mærkning (jfr. Stprol.). 3 Gprs. er måske udarbejdet i Sturlas hjem. I det mindste ved vi, at dens forfatter Lambkårr Porgilsson i sin alderdom (ved 12492) havde ophold hos Sturla på Stadarhöll (Sturl.3 I s. 5785). [80] 1910.] DEN SÅKALDTE STURLUNGA-PROLOG. 29 som forfatteren vil opregne. Derfor kunde de to sidstnævnte sagaer ikke medtages. De kunde ikke betegnes som ,samtidige* med dem selv. Den påviste overensstemmelse mellem den rekoustruerede fortales indhold og Isls.'s plan må betragtes som et afgørende bevis for, at de to fra først af hører sammen. De belyser gen- sidig hinanden. På den ene side giver fortalen os en indlysende forklaring af en ejendommelighed i Isls.'s plan, som hidtil var uforklaret. Og på den anden side kaster sagaen på. så stærkt lys tilbage på fortalen, at dennes indhold nu står klart for os indtil de mindste enkeltheder. Til slutning skal jeg tillade mig i al korthed at fremhæve nærværende undersøgelses vigligste resultater. 1. Stprol. er bygget over og har for os 1 hovedtrækkene bevaret Sturlas fortale til fsls. 2. Den omtvistede sætning, hvorfra undersøgelsen tog sit udgangspunkt, er forvansket i I, men rigtig overleveret i II. Dens indhold er, ligesom omgivelserne, lånt fra Sturlas fortale. Den slutter sig nær til den foregående opregning af de med Sturlas samlingsværk (Sturlu saga og Isls.) ,samtidige* sagaer, idet den fremhæver, at største delen af det med den første del af dette værk indtil året 1201 samtidige — altså årene c. 1148 — 1201 omfattende — sagastof allerede forelå optegnet, medens der kun var skrevet ganske lidt om det efterfølgende tidsrum. Den berører slet ikke de sagaer, der skildrer den såkaldte saga- tid, og har ikke den mindste betydning for spørsmålet om deres affattelsestid. 9. Når man sammenligner Sturlas rekonstruerede fortale til fsls., og særlig den under nr. 2 omtalte bemærkning, med selve sagaen, får man et indblik i forfatterens plan, som gik ud på ikke at medtage det sagastof, som allerede var behandlet 30 BJÖRN MAGNUSSONOÖLSEN DENSÅK.STURLUNGA-PROL. [Nr.6.1910.] af andre, og man forstår, hvorfor sagaen 1 sit første afsnit, indtil år 1901, er så lidet omfattende, idet stoffet for dette tidsrum for største delen var nedskrevet, medens den efter 1201 udvider sig til at omfatte næsten hele landets historie, idet stoffet her kun 1 ringe grad var bearbejdet af tidligere forfattere. Trykt 22. Marts 1911. OVERSIGT OVER VIDENSKABS-SELSKABETS MODEN 1910 MED FORTEGNELSE OVER SELSKABETS MEDLEMMER OG TILVÆXT TIL DETS BIBLIOTHEK M.M. BE — —— CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI. 1911 Indhold. Oversigt over Selskabets Møder i 1910. Falk, af den nordiske Husbygnings Historie Olsen, Magnus, en hidtil ukjendt vestnorsk Folkestamme Brandt, Mindetale over J. Nicolaysen . Wille, Mindetale over H. C. Printz . Riiber, om umættede organiske Forbindelsers Eiendommelghketer Gran, G., Rousseaus Omvendelse til Katholicismen . Koht, til Belysning af den amerikanske Revolution. Grøn, Fr., en af Manouvrier beskreven Per Operation Mohn. Mindeord over L. Daae. Hiortdahl, Mindetale over Hans Føde. sr Mohn, Nedbørmængdens Fordeling og Vexlinger i Norse. Nielsen, Konrad, sproglige Bidrag til Belysning af Randkosdlons Ælde hos Lapperne Valg af nye Medlemmer å Johnsen, Krongodssalget 1660 —1730 og te Ames EV enger Lieblein, Virak i det gamle Ægypten . Å Bugge, A., Kampe mellem Nordmænd og Den den Vilkaeelean 1 lend. å ; Goldschmidt, Mindeiale over Mead Aae ; Steen, fra den magnetiske Nordpol . Aarsmøde 29de April. ; ; Mohn, Mindeord over Bjørnstjerne Bjorn Jæger, Mindetale over T. H. Aschehoug . Nielsen, Yngvar, Mindetale over L. Daae. Aarsberetning for 1909 Beretning om Nansenfondet for 1909 - —1 OG Størmer, Løsning af Problemet Nordlys-Fotografering . ; Opgave for Apotheker Øwres Guldmedaille for 1910—12 Konow, Mitani-Folkets Guder og Iranernes første Optræden i Historien Mohn, Nedbørens Hyppighed i Norge . å Falk, Bidrag til den oldnorske Husbygnings Histonie ; Bugge, A., engelske Arkivstudier. sr wn py a — od — — Dm =D ae == 0 (Å Faye, anthropologiske Bemærkninger om Ben, fundne ved Udgravninger i Trondhjem , Harbitz, Mindetale over Robe sl Kad ; Nansen, om Vinland. Nansen, om Hvitramannaland . Pen Aall, et psykologisk Experiment over Hukerimelee og Gjenfortælling hos Mænd og Kvinder SMED ; Moe, Moltke, Sagn og Historie; fndvendingerne me Nansens Vin» landstheori. Å er Moe, Moltke, om Nansens Vimlendatheorie ; Aubert, Tysklands Reisning mod Napoleon Mr 1 i Caspar Fuiedeen Landskabskunst . Se EE oe Valg af Embedsmænd for 1911 Forandringer af Statuternes $ 10. Ser Olsen, Björn Magnusson, om den saakaldte Sturlunga-Prolog og dens formodede Vidnesbyrd om de islandske Slægtsagaers Alder . Debatter om Nansens og Moltke Moes Foredrag . . 51, 54, Videnskabs-Selskabets Medlemmer i 1910... å Tilvæxt til Selskabets Bibliothek 11910. (Ved A.C. Drolsam) Videnskabs-Selskabets Embedsmænd m. m. for 1911. Videnskabs-Selskabets Møder 1 1911... Side 48 48 48 51 64 Ti 98 99 Historisk-filosofisk Klasse. 21de Januar. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). 1. Falk gjennemgik et Par Punkter af den nordiske Hus- bygnings Historie, som belystes ved en kritisk Behandling af Terminologien. Foredragsholderen hævdede, at Ordet ,, Dør* egentlig er Betegnelse for Forstuen, og at man heri har Forklaringen til Ordets Totalsform i Germansk: Forstuen var et Rum mellem to Døre. Den almindelige Forklaring af denne Totalsform (,-tvedelte Døre, Fløidøre*) fandt han uantagelig. — Privetet er efter Fore- dragsholderens Mening ingen urgermansk Indretning (fra Ud- bredelsen af Ordet ,Gang* kan man intet slutte i denne Hen- seende) og var i Sagatiden vistnok langtfra saa almindeligt, som det er blevet antaget. Tilslut paaviste han den yderst primitive Maade, hvorpaa selv Kongsgaardens Priveter var indrettet i Saga- tiden. I den Diskussion, som knyttede sig til Foredraget, oplyste Dietrichson, at hvad Foredragsholderen havde udtalt om Tappernes Anbringelse paa Døren, blev bekræftet ved et Fund i Mykene. Yngvar Nielsen udtalte sim Tilslutning til Foredragsholderens Anførsler om de gamle Priveter og omtalte Anordningen paa et Par gamle norske Gaarde. Hertzberg gjorde en Bemærkning til den første Del af Foredraget, og efter yderligere Bemærkninger af Foredragsholderen og Hertzberg omtalte Dietrichson Privetets Anbringelse i de romerske per (Pompey). 2. MagnusdOlsen holdt et Foredrag om en | midtil ukjendt vestnorsk Folkestamme. Foredragsholderen redegjorde for de 1 2 Grunde, som havde bragt ham til at antage, at der 1 forhistorisk Tid i Samnanger og 1 tilgrænsende Strøg af Hardanger har boet en norsk Folkestamme, hvis Navn indeholdes bl. a. i Stedsnavnet Samnanger. Dette synes at betyde ,Samnernes Fjord (angr)*, ligesom Hardanger sikkert betyder ,Hordernes Fjord*. — Paa Grundlag af Stedsnavne belyste Foredragsholderen forskjellige Punkter vedrørende Hordernes Indvandring fra Jylland og deres skridtvise Udbredelse i Vest-Norge. | Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen, Hægstad og A. Bugge, og Foredragsholderen besvarede et Par Spørgsmaal, som rettedes til ham. 9. Til Trykning fremlagdes: P.O. Schjøtt: Die Herkunft der Etrusker und ihre Ein- wanderung in Italien. — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 1. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 28de Januar. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Brandt holdt følgende Mindetale over Selskabets nylig afdøde Medlem Professor Dr. J. Nicolaysen. Professor Dr. med. Julius Nicolaysen blev født i Bergen den Slte Juli 1831 og døde 1 Kristiania den 25de December 1909 efter 3 Dage 1 Forveien at være rammet af Apoplexia cerebri. Han tog medicinsk Embedsexamen 1856, virkede nogle Aar som Privatlæge og Militærlæge og blev 11863 Reservelæge ved Rigs- hospitalets kirurgiske Afdeling, hvis Overlæge da var Professor Chri- sten Heiberg, som saaledes blev hans første kirurgiske Lærer. Efter endt Reservelægetjeneste blev han i 1867 Universitetssti- pendiat i Kirurgi, hvori han uddannede sig videre ved gjentagne og tildels langvarige Reiser til Nordamerikas og Nordeuropas vigtigste medicinske Centrer. Han var saaledes vel rustet, da han 1 1870 udnævntes til Professor i Medicin, hvorfra han fste April 1908 tog Afsked efter at have været Professor i 38 Aar. I Begyndelsen maatte han foruden Kirurgi og Akiurgi forelæse over Øiensygdomme, Anatomi og Hudsygdomme; men fra 1872, (3) [9] da han udnævntes til Overlæge ved Rigshospitalets kirurgiske Afdeling, kunde han udelukkende ofre sig for Kirurgi. Han kreeredes i 1879 til Æresdoktor ved Kjøbenhavns Un:- versitet, var Medlem af det svenske og det finske Låkaresåll- skap, blev i 1889 Honorary fellow of the American Associa- tion of Obstetricians and Gynecologists og i 1900 Honorary fellow of the Royal College of Surgeons. Af Videnskabs-Selskabet var han Medlem siden 1875. Nicolaysens Virksomhed falder i det interessanteste Tids- rum, som den medicinske Videnskab kjender. Medicinen udvik- lede sig da til en exakt Naturvidenskab, og specielt Kirurgien har i dette Tidsrum gjort Fremskridt, som ingen før kunde ane. I 50—60-Aarene falder Virchows pathologisk-anatomiske Ar- beider, Pasteurs over Mikroberne og Listers om Saarbehand- lingen, — alle lige nødvendige for Udviklingen af Kirurgien. Ved Hjælp af dem svandt lidt efter lidt Saarfebrene fra de kirur- giske Aifdelinger, hvor de før havde herjet, og Kirurgiens Felt udvidedes fra Dag til Dag, saa der ikke længer fandtes den Legemsdel eller det Organ 1 det menneskelige Legeme, som Kir- urgen ikke angreb for at rive det syge Menneske ud af Dø- dens Haand. Medicinen gjennemgik i denne Tid en Renais- sance, og ikke mindst Kirurgerne i denne Periode har megen Lighed med den historiske Renaissances Mænd. Nicolaysen saa fra første Stund af de store Opdagelsers Rækkevidde: af en Spencer Wells's indgribende Underlivs- operationer og Listers antiseptiske System; han udførte 1 1866 den hertillands første heldig forløbende Ovariotomi og indførte Antiseptiken. Han var ligeledes Førstemanden paa mange andre Omraader som Resektion af Knæled, af Tarm, af Pylorus, Ai- fjærnelse af syge Nyrer o. s. v. Han blev Norges Kirurg. Nicolaysen viste i sit Arbeide en mærkelig Elasticitet, idet han havde Blikket aabent for de hurtig paa hverandre føl- gende Opdagelser og Fremskridt; han stivnede ikke i gamle Former og Dogmer, men belyste det nye og gode ved talrige Oversigter og kasuistiske Meddelelser, som røbede den intelli- 4 gente Kliniker, omhyggelige Undersøger og dygtige Diagnostiker, og han har i Medicinsk Selskab og ved de nordiske kirurgiske Kongresser og Naturforskermøder altid med Vægt deltaget i Diskussionen om de der forekommende kirurgiske Spørgsmaal. Hans lterære Produktion er saaledes omfattende; men hans Navn er ikke knyttet til videnskabelige Opdagelser eller større videnskabelige Arbeider. Men anderledes kunde det heller ikke være i en Tid, hvor Kirurgien med dens opdukkende nye Hjælpevidenskaber tog en saa hurtig Udvikling. Det var Arbeide nok at kunne følge med. Det spændende, fysisk og psykisk opslidende kirurgiske Arbeide paa og udenfor Hospitalet krævede fuldt ud en Mands Arbeids- kraft, selv om han besad Nicolaysens Kjæmpekrælter. Nicolaysen udførte som andre af hans Aarsklasse et Pioner- arbeide. Diagnose, Behandling af kirurgisk Teknik skulde ud- vikles; de maatte ofte staa usikre og famlende, og det slider, naar man har Menneskeliv mellem Hænderne. Vi, som staar paa Skuldrene af den Tids Mænd, seiler i den af dem kartlagte og godt oplyste Led i Hurtigrute; for dem var det at staa paa Broen i alt Slags Veir og at lodde sig frem i et farligt og ukjendt Farvand. Desuden havde han en stor Undervisningspligt. Det med:- cinske Fakultet er 1 første Række en medicinsk Skole til Uddan- nelse af dygtige Læger for dette Land, og strængt videnskabe- ligt Arbeide lader sig vanskelig udføre i de faa og afbrudte Hvile- stunder, som er en saaledes beskjæftiget Mand beskaaret. End- videre var han, som saa mange andre Universitetslærere 1 et lidet og afsides liggende Land, temmelig isoleret; han havde inden sit Fag ingen jævnbyrdige at konferere med, at kjæmpe med, at maale sig med, — kort sagt at lære af. Han blev derfor noget af en Autodidakt. Hans Anlæg og Temperament laa ogsaa mere for den praktiske Kirurgi, hvori han var en kyndig Lærer og en sjelden elegant Operatør. Nicolaysen var en rigt udrustet Mand. Den athletiske Krop, den ranke Holdning og det skarpt skaarne Ansigt glemtes ikke og vakte Opsigt, hvor han kom. Han var kunstnerisk be- 9 ; gavet, musikalsk, havde Talent for Tegning og et skarpt Blik for Form, hvilket kom ham til stor Nytte som Kirurg. Derhos havde han Temperament: der var aldrig Vindstille omkring ham; altid var der frisk Bris, som ofte nok kunde gaa over 1 klodsrebet Mersseilskuling med Stormbyger indimellem, men aldrig Slud eller Taage. Det blæser altid paa Høiderne, og omkring Nicolaysen, paa den udsatte Post, med hans Temperament, hans Karakter, som aldrig tillod ham at gaa udenom eller paa Kompromis, blæste der mangen Gang baade paa Hospitalet, ved Fxamensbordet, ude i det daglige Liv og heller ikke mindst i Fakultetet, hvor han sad igjen som den sidste af sit Kuld. — Men ovenpaa Stormen kom der smilende Solgangsveir, og alt var glemt; thi alle Patienter, Kolleger og Venner vidste, at der bag det by- dende, ofte barske Væsen bankede et varmt Hjærte, og var han Mand for at saare, var han ogsaa Mand for at gjøre det godt igjen; thi han var retfærdig, som en Personlighed, en Mand maa og skal være det. At der intet smaaligt eller smaaskaaret fandtes hos ham, vistes ogsaa 1 hans Forhold til hans Assistenter: han interes- serede sig for deres Ve og Vel, for deres praktiske og viden- skabelige Uddannelse, og dertil havde han Ryg nok, ikke alene for sig selv, men ogsaa for de andre. Han kjendle ikke alene sin Overlægestillings Rettigheder, men ogsaa dens moralske For- pligtelser. Det laa til hans Høvdingenatur ikke alene at byde, men ogsaa at beskytte; men selv taalte han ikke Hjælp eller Beskyttelse, og det glædede derfor hans Venner, at han efter en lang og anstrængt Arbeidsdag sparedes for et længere Sygeleie. Det passede ikke at se ham, Høvdingen, ligge hjælpeløs; Im- peratoren kunde fældes, men ikke seigpines, naar Døden engang skulde komme. Jeg vil bede Forsamlingen at hædre hans Minde ved at reise sig. 2. Wille holdt følgende Mindetale over Selskabets nylig afdøde Medlem Distriktslæge H. C. Printe. 6 For kort Tid siden meddeltes det, at Norges ældste Viden- skabsmand var gaaet bort; det var Ifhv. Distriktslæge Hans Christian Printz, som var født 13de April 1817 og altsaa blev 92%, Aar, da han stille sov ind den 15de Januar iaar, som Følge av Influenza. Han gik paa Skole i Fredrikshald, hvor han var født, og hvor Faderen var Kjøbmand. Allerede som Skolegut begyndte han at samle paa Mynter; det blev en ganske betydelig Sam- ling, men efterat han 1838 var blevet Student, forærede han 60 Stykker til Universitetets Myntsamling. 1839 tog han Examen philosophicum og begyndte saa at studere Medicin; men det gik ikke hurtig med Embedsstudierne, thi hans Interesser havde med stor Styrke vendt sig til Botaniken, som han allerede havde dyrket som Skolegut. Han fik ogsaa en fremragende, interesse- givende Lærer i Professor M. N. Blytt, som han ledsagede paa Exkursioner. Snart kom han dog saa langt, at han kunde reise ud paa selvstændige Undersøgelser. Med offentligt Stipendium bereiste han 1842 Øerne og Distrikterne vestenfor Kristianiafjorden, 1844 Smaalenene, 1845 Land og Valders, 1846 Østerdalen og Dovre. Mange interessante Fund fra disse Reiser var talende Bevis for hans udmærkede lagttagelsesevne. Han gav ogsaa i denne Tid meget Manuduktion for Studerende i Botanik og udgav 1844 en Lærebog, som han kaldte: ,Kort Udtog af Botaniken til Brug for de medicinske og pharmaceutiske Studerende*. Med den Beskedenhed, som altid udmærkede Distriktslæge Printz, udtaler han 1 Indledningen til denne Bog: ,Da det kun er et Uddrag af andre Værker og ifølge dets Bestemmelse intet originalt inde- holder, har jeg naturligvis ved samme ej tilsigtet at erhverve mig selv et litterært Navn, men alene at give mine Medstude- rende, der vanskeligere have Adgang til de større Værker, en kort Veiledning. At jeg overalt har været heldig i Valget, tør jeg ikke haabe.* Lærebogen maatte naturligvis være afpasset efter den Tids Examensfordringer, og da disse væsentlig om- fattede Systematik og Kjendskab til Plantearter, indtager dette den overveiende Del af Bogen. Men det viser sig dog, at der ogsaa 7 er taget Hensyn til den anatomiske og physiologiske Viden, som den Tid havde, og hvor der herskede forskjellige Anskuel- ser om et Spørgsmaal, refereres disse kort og objektivt. Da der imidlertid ikke var nogen Udsigt til at faa nogen Post som Botaniker, tog han medicinsk Fmbedsexamen 1848 og var nogen Tid Assistent hos Professor Conradi, samtidig som han var Kompanikirurg ved Norske gevorbne Jægerkorps. Allerede samme Aar ansattes han som Fattig- og Kommune- læge i Land og fungerede som saadan, indtil han 22de Oktober 1864 udnævntes til Distriktslæge 1 Nordre Valders. Allerede som Læge 1 Land begyndte Printz paa sine lagt tagelser over Plantearternes aarlige Udvikling, saasom Tiden for Bladspræt, Blomstring, Løvfald o. s. v., Trækfuglenes Ankomst, Sjøernes Islægning og Snesmeltningen i Fjeldene. Han sam- lede ogsaa der Oplysninger om Folkenavne paa Planterne; men disse er ikke offentliggjort, uden forsaavidt som han med sin sedvanlige Velvilje stillede dem til Disposition for andre. Da han var blevet Distriktslæge i Valders, kjøbte han sig en liden vakker Eiendom, Granheim i Vestre Slidre, hvor han levede et lykkeligt Liv med sin Hustru, Datter af den for Bo- tanik saa varmt interesserede Foged Jens Christian Meinich. I 1864 og 1865 fik han offentligt Stipendium for at under- søge Vaarens Udvikling i Fjeldtrakterne i Valders, og han ud- gav herom i 1865 en meget interessant Afhandling: , Beretning om en botanisk Reise i Valders, foretagen i Sommeren 1864*, som tillige indeholder en Oversigt over hans tidligere lagttagel- ser fra Land 1854—1864. Her angives for 186 Plantearter, hvorledes deres Udvikling forholder sig til Høiden over Havet, hvorved Vaarens daglige Stigning mod Høiden kan paavises. Han fæster ogsaa Opmærksomheden paa ÉExpositionens store Betydning, idet samme Plante viser sig meget mindre udviklet til bestemt Tid paa Skyggesiden, end paa Solsiden. Hermed indlededes de fænologiske Observationer i Valders, som Printz med en utrolig Ihærdighed og den mest omhyggelige Nøiagtighed fortsatte til sin Død. Det var ikke blot botaniske lagttagelser, som han anstillede, saasom Tiden for Bladspræt, 8 Blomstring, Frugtsætning og Bladfald, men han observerede ogsaa Trækfuglenes Ankomst og Afreise, Tiden for Isens Læg- ning og Smeltning paa Sjøerne og Sneens Smeltning 1 Fjeldene. Da dette selvfølgelig stod i nøie Forbindelse med de meteoro- logiske Forhold, optog han ogsaa meteorologiske Observationer paa sit Program. Fra Juli 1870 har han for det meteorologiske Institut observeret Temperatur og Veir, fra Oktober 1875 tillige Barometerstanden. Som meteorologisk Observator har Professor Mohn paa min Forespørgsel karakteriseret Distriktslæge Printz som ,første Klasses lagttager A1**. Jeg vil give hans botaniske lagttagelser samme Karakter:- stik. Thi 1 alle de snart 40 Aar, som han har gjort sine lagt- tagelser over Plantevæxtens aarlige Udvikling 1 Valders, har han udført disse under saavidt mulig komparable Forhold, idet lagt- tagelserne hos Trær er gjort paa saavidt mulig samme Individ, hos Urter paa samme Lokalitet. Det er sandsynligt, at man ikke 1 noget andet Land har en saa lang, saa omfattende og saa udmærket gjennemført Serie af plantefænologiske lagttagelser. De meteorologiske lagttagelser, som Distriktslæge Printz har udført, er videnskabelig udnyttet af det meteorologiske Institut i Kristiania; hans lagttagelser over Sjøernes Islægning er ogsaa videnskabelig benyttet af A. Holmsen 1 hans Arbeidé ,Isforholdene ved de norske Indsjøer* (Vidensk.-Selsk. Skrifter. Math.-nat. Kl. 1901, No. 4). Men hans plantefænologiske lagt- tagelser er desværre endnu ikke bearbeidet; han har kun givet en ganske foreløbig Oversigt, som strækker sig indtil 1883 (den er trykt i F. C. Schibeler, Viridarium Norvegicum, B. 1. Chr.a 1886). Han havde vistnok selv mest Interesse for at samle og lagttage, og han var en udmærket Samler, fordi han var en ud- mærket lagttager; men selve Bearbeidelsen af det indsamlede lagttagelsesmateriale syntes at interessere ham mindre. Hans Tid tillod ham vel heller ikke mere end at være Samler og lagttager; tbi foruden dette var han tillige indtil 1898 Distriktslæge og havde som saadan baade meget og be- sværligt Arbeide, stundom endog lvsfarligt. Saaledes styrtede han Vaaren 1883 med Hest og Slæde gjennem Isen paa Slidrefjorden, 9 hvor der var dybt Vand. Det lykkedes imidlertid den da allerede gamle Mand at kravle sig op paa Isen, og han fik ogsaa reddet Hesten. Der var en ualmindelig Livskraft i ham; da han i Midten af 1890-Aarene besøgte Tøienhaven, sprang den da snart ottiaarige Mand omkring med en Ynglings Lethed. I de allersidste Aar aftog vistnok Legemskræfterne, og den sidste Tid maatte han tilbringe i Sengen; men hans Aandsevner holdt sig lige til det sidste mærkelig friske, og hans Hukommelse var usvækket. Maaske hang dette sammen med hans vennesæle, beskedne og tilfredse Sind. I 1879 aflagde jeg ham et kort Besøg paa Granheim. Jeg har aldrig kunnet glemme den udsøgte Venlighed, hvormed han den- gang modtog den unge og ukjendte Botaniker, og vi har fra den Tid vexlet venskabelige Breve. Han havde foræret hele sit værdifulde Herbarium til det botaniske Museum; men paa Grund af en eller anden Misforstaaelse fik han ikke Meddelelse om, at Gaven var blevet modtaget. Da jeg havde overtaget Bestyrelsen af det botaniske Museum, syntes han vel, at han kunde skrive og spørge, hvordan det hang sammen. Det blev da undersøgt, hvorledes det havde gaaet til, og han modtog ikke alene en varm Tak for sin værdifulde Gave fra Museets Bestyrer, men ogsaa fra det akademiske Kollegium, hvorover han blev meget fornøiet. Hans Interesse for Universitetets Samlinger omfattede dog ikke blot de botaniske. Det hændte oftere i Aarenes Løb, at der i Valders blev gjort interessante Jordfund af Oldsager; mange af disse er ved hans Initiativ blevet oversendt til Museerne 1 Kristiania eller Bergen. Under nogle saadanne Undersøgelser lykkedes det ham at paavise en interessant Helleristning paa Opslidre ovenfor Vestre Slidres Kirke og ligeledes en Bautasten ovenfor Gaarden Finang 1 Vestre Slidre. Det var ham altid en Glæde, naar han kunde gjøre Nytte 1 videnskabelig Henseende, og det var velfortjent, at han 1875 indvalgtes som Medlem af Kristiania Videnskabs-Selskab og 1896 fik St. Olafs-Ordenen for sine videnskabelige Undersøgelser. Men Distriktslæge Printz var ikke blot Botaniker og Meteo- rolog. I sine yngre Dage var han en ivrig Ægsamler. Hans 10 Ægsamling var særlig efter den Tids Begreber meget værdifuld; den indeholdt 4—5000 Æg, hvoriblandt flere Sjeldenheder, saa- som Æg af Lavskriken (Garrulus infaustus). Æggene var dels af. norske Fugle, samlede af Printz selv, dels af udenland- ske, som han havde erhvervet sig ved Bytte. Samlingen blev — 1867 kjøbt af Kjøbmand Herm. Friele, som ca. 1871 forærede den til Bergens Museum. Sin største Samlervirksomhed, hvad Antallet af Exemplarer angaar, begyndte han dog først, da han var omkring 60 Aar, nemlig en Samling af Autografer og Sigiller: Rigssegl, fyrstelige og private Personers og Institutioners, saavidt muligt med hos- førede Autografer og ordnede med tilføirede biografiske og histo- riske Oplysninger. Allerede i 1887 omfattede Samlingen omtrent 31000 Segl; ved en Tælling for nogle Aar siden omfattede den 5321 Segl med Autografer, 16692 norske Privatsegl, 4396 svenske Adelssegl, 1046 fyrstelige Segl, 680 Bysegl, 13426 offentlige Segl og 4656 udenlandske Adelssegl. For et Par Aar siden meddelte Distriktslæge Printz selv, at han eiede omtrent 6000 Autografer og 60000 Segl, altsammen indsat og ordnet i Bøger. Nogle af Seglene var dog for store til at rummes i Bøger; et enkelt var endog en hel Alen i Omkreds. Hvilken videnskabelig Værdi denne Sam- ling kan have, mangler jeg ganske Forudsætningen til at kunne bedømme; men man kan ialfald let forestille sig, hvad Anskai- felsen af en saa stor Samling har kostet af Tid, Arbeide og Penge. Saaledes henlevede den livlige og venlige gamle Distrikts- læge sin Tid i et stadigt Arbeide, og han var lykkelig ved altid at kunne være i Virksomhed og ved altid at kunne have noget at iagttage. Men det var ham en lige stor Glæde at kunne meddele andre Videnskabsmænd af sine rige lagttagelser, naar det var til Nytte for deres videnskabelige Arbeider; derfor mindes han ogsaa af saa mange med Erkjendtlighed og Taknemme- lighed. Han arbeidede ikke for at samle Berømmelse, men fordi det var ham en naturlig Trang at samle og iagttage; det at han fulgte denne Trang, fyldte hans Liv med Glæde og Tilfredshed. 11 De Tilstedeværende hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 9. Riiber holdt et Foredrag om umettede organiske Forbindelsers Kiendommeligheder. Efterat Foredragsholderen indledningsvis havde fremhævet den særlig vigtige Rolle, Theo- rierne spiller i den organiske Kemi, omtalte han mere udførlig Theorien for Methanets molekylære Bygning, fordi dette Stof saavel theoretisk som experimentelt er Udgangspunktet for alle andre kunstigt fremstillede organiske Stoffer. Herunder demon- streredes Methanets Dannelse af anorganiske Stoffer. Videre om- taltes og paavistes ved Experimenter, hvordan man af Methanet kan opbygge mere sammensatte organiske Stoffer, og særlig, hvor- dan de umættede Forbindelser dannes; saaledes udførtes bl. a. Berthelots berømte Fremstilling af Acetylen ved Hjælp af Kul og Vandstof. Derpaa demonstreredes de umættede Forbindelsers Optagelse af Brom, Polymerisation, deres lette Oxyderbarhed, deres eiendommelige Brydningsforhold og Tæthed og deres store Forbrændingsvarme, hvorpaa til Slutning omtaltes de for de umættede Forbindelser eiendommelige Isomerifænomener, hvilket demonstreredes ved et Lysbillede, der viste, hvordan en opløst labil Syre ved Lysets Indvirkning forvandles til den stabile Form, der skilles ud som Krystaller. Hiortdahl bragte Foredragsholderen Tilhørernes Tak for Foredraget og fremhævede specielt de elegante Experimenter, hvis Mage han aldrig før havde seet. Fællesmøde. 11te Februar. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. G. Gran holdt et Foredrag om Rousseaus Omvendelse til Katholicismen. Foredragsholderen gav, efter en kort Kritik av ,Confessions* som Kilde til Kjendskabet om Rousseaus Liv, en Skildring af dennes Overgang til den katholske Kirke i Sextenaarsalderen. Han paaviste, hvorledes Rousseau 1 sin Be- retning paa flere Steder modsiger sig selv, og konkluderte med at reducere hele Omvendelsen til en for Rousseaus Liv 1 psyko- 12 logisk Henseende temmelig betydningsløs Foregang, selv om den ikke blev uden Betydning 1 sine Følger. 2. Til Trykning fremlagdes: J.H.L. Vogt: Ueber das Spinell: Magnetit-Eutektikum. — Trykt i den math.-naturvid. Klasses Skrifter for 1910 som No. 5. A. Trampe Bødtker: Gritical Contributions to Early English Syntax. Second Series. IV—VII. Pronouns. — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 3. Historisk-filosofisk Klasse. 25de Februar. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). 1. Koht holdt et Foredrag: Til Belysming af den ameri- kanske Revolution, hvori han søgte at paavise, at Aarsagerne til Selvstændighedsreisningen og til dens Seier var at søge i de selv- samme Forhold. Revolutionen bundede i en økonomisk Modsætning mellem det af en Jordadel beherskede engelske Samfund og det amerikanske Handelssamfund. Amerikas Handelsinteresser maatte tvinge det til Kamp mod den gamle Kolonipolitik med alle dens Baand, som England haardnakket holdt fast paa. Amerikanerne begyndte med at smugle, og da den engelske Regjering vilde sætte en Stopper for dette, blev Selvstændighedskampen reist. Den førte til helt revolutionære Krav, som England naturlig modsatte sig. Kampen stod i Virkeligheden mellem to økonomiske Systemer; Handelsinteresserne i England stod paa Amerikas Side, Agrarinteresserne i Amerika paa Englands. De amerikanske Selvstændighedsvenner kjæmpede mod en vældig Overmagt; men trods alle Vanskeligheder seirede de, dels fordi den raadende engelske Klasse var saa raadden og slap, at den ikke formaaede at føre Krigen med Krait, dels fordi den samme Kolonipolitik, som havde reist Amerika til Oprør, ogsaa samlede hele Europa mod England. 2. Lieblein overrakte med nogle kortere Bemærkninger iste Hefte af sit Arbeide ,Recherches sur l'histoire et la civilisa- 15 tion de V'ancienne Kgypte*, et Arbeide, der indeholder Resultatet af hans ægyptologiske Studier. 3. Derefter skredes til Afstemning over de fra Ordførerne 1 Gruppe II, II, VI til Vedtagelse af Klassen indsendte Forslag til Indvalg af nye Medlemmer. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 4de Marts. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Dr. med. Fr. Grøn holdt et Foredrag: En af Manou- vrier beskreven præhistorisk Operation. Foredragsholderen om- talte først en Del franske Kraniefund fra den yngre Stenalder, paa hvilke der forekom en eiendommelig Arstribe eller Fure over den konvexe Flade av Kraniet langs Pilsømmen, tillige med en tversgaaende Fure over Issen. Herved fremkom en T-formet Figur, som af den franske Anthropolog Manouvrier var betegnet som ,T-sincipital". Angaaende Betydningen ai denne eiendommelige Læsion af Kraniet herskede der meget divergerende Anskuelser i Fagkredse. Fra medieinsk-historisk Side vilde man opfatte den som Udtryk for en i levende Live udført kirurgisk Operation, som man satte i Forbindelse med Trepanationen. Foredragsbolderen fremsatte som sin Opfatning den Tanke, at det her dreier sig om Spor af en primitiv Straffe- retspleie, og søgte at paavise, at man hertil har en Parallel hos et hedensk Folk i Middelalderens Europa. Hos Adam al Bremen omtales nemlig en Tortur, som de hedenske Vender udførte mod kristne Missionærer omkring Aar 1000, og Beskri- velsen her stemmer godt overens med den paa de franske Kranier forefundne Arfure. Foredragsholderen søgte ogsaa ved andre Grunde at godtgjøre, at denne Forklaring af de Manouvrier'ske Kranier havde meget for sig. Foredraget er i udvidet Skikkelse trykt i ,L'Anthropologie*. Tome XXI. 1910. 2. Derefter skredes til Afstemning over de fra Ordførerne 1 Grupperne I, IV, V, VII, VIII til Vedtagelse af Klassen indsendte Forslag til Indvalg af nye Medlemmer. 14 Fællesmøde. 18de Marts. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. Præses mindedes Selskabets nylig afdøde Medlem Professor Dr. L. Daae og meddelte, at der 1 et senere Møde vilde blive afholdt en Mindetale over ham. Selskabet hædrede hans Minde ved at reise sig. 2. Hiortdahl holdt følgende Mindetale over Selskabets udenlandske Medlem Professor Dr. Hans Landolt. Jeg har at meddele, at Selskabets udenlandske Medlem Geheimraad Hans Landolt i Berlin er afgaaet ved Døden: han tilhørte vort Selskab siden 1908. Hans Landolt er født i Zörich 4» 1881. Han offentlig- gjorde sit første videnskabelige Arbeide, da han var 20 Aar. Paa den Tid, omkring Midten af forrige Aarhundrede, havde Franklands Opdagelse af Zinkæthylet bragt Kemikerne ind paa Studiet af de hidtil lidet paaagtede metalorganiske Forbindelser, og Landolt fremstillede først Antimonmethylerne og derefter Arsenæthylerne; han var dengang Assistent hos Löwig, og da denne overtog den kemiske Lærestol 1 Breslau, fulgte Landolt sin Lærer did, hvor han habiliterede sig som Privatdocent i 1856. Han blev dog ikke længe der, da han Aaret efter fik en Kaldelse til Bonn, og nu blev han i et Tidsrum af 27 Aar i Rhinlandene, hvor han 1 de sidste Aar virkede i Aachen som Professor ved Technische Hochschule. Til Berlin, hvor han saa fandt sit blivende Sted, kom han i 1880, først som Professor ved Landwirthschaitliche Hochschule, og derefter som Leder af Universitetets Zweites chemische Institut, som han indehavde til for faa Aar siden. Landolt var en af de første Pionerer i den fysikalske Kemi, og navnlig beskjæftigede han sig med de kemiske Forbindelsers optiske Forhold; under sit Ophold i Bonn 1 60-Aarene gav han en Række værdifulde og banebrydende Arbeider over Lysbryd- ningens Forhold til de organiske Stoffers Konstitution; derfra gik han over til disse Stoffers optiske Aktivitet, og i Slutningen af 70-Aarene udkom iste Udgave af det store grundlæggende 15 Værk om de organiske Forbindelsers optiske Dreiningsevne; det udkom sidste Gang i 1898. Saa er at nævne det bekjendte fysikalsk-kemiske Tabelværk, som udkom 1 1883 og flere Gange senere; Landolts Tabeller er et af disse paalidelige og fuldstæn- dige Kildeværker, som er blevne uundværlige, og som hver eneste Dag benyttes paa Laboratorierne Verden over. Landolt nød i kemiske Kredse megen Anseelse, var gjen- tagne Gange Præsident 1 det store kemiske Selskab, som har sit Hovedsæde 1 Berlin, og som 1 en Aarrække har indtaget den ledende Stilling i Kemien, og han var lige siden dens Oprettelse et virksomt Medlem af Atomvægtskommissionen. QOgsaa som Lærer stod han i hø: Anseelse; han lagde meget Vind paa sine Forelæsningsforsøg, og med Hensyn til disse var han en Mester, som jeg tror neppe er overtrulfet. I sin Fremtræden var Landolt bramfri og beskeden, kunde for Fremmede af og til synes tilbageholden; men de, som kjendte ham, og som har færdets i hans og hans Hustrus smukke Hjem, vil have Erindringen om en i sjelden Grad sympathisk Person- lighed med godt og muntert Humør og en lun tør Vittighed, der gav mange rammende Bemærkninger. Landolt havde sin første alvorlige Sygdom, en Nyrelidelse, for 10 Aar siden, men kom snart igjen til Kræåiter, og til saa gode Kræfter, at han 1 1906 kunde publicere den vigtige Afhand- ling Uber die fraglichen Änderungen des Gesamtgewichtes sich umsetzender Körper — et Arbeide, der vakte stor Opsigt, og som man vanskeligt skulde tro var udført af en 75-Aaring. [fjor Sommer blev han atter syg, fik under en Reise i Østerrig en alvorlig Pleurit, men stod den over, saa han i Oktober kunde feire Guldbryllup i høieste Velgaaende. I Slutningen af forrige Aar var han optaget af at udarbeide en udførlig Beskrivelse af sine Veininger; efter et kortvarigt men haardt Sygeleie døde han den 15de Marts; han begroves i Bonn, ved Rhinen, som han elskede saa høit, og ved hvis Bredder han havde levet 1 sine kraftigste Manddomsaar. Selskabet hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 16 3. Mohn meddelte Hovedresultaterne af de hidtil gjorte Studier over Nedbørmængdens Fordeling og Vexlinger i Norge. Den aarlige Nedbørhøide er mindst paa Østlandet (250 mm. i Skiaaker) og 1 Finmarken og størst i Bergens Stift (8180 mm. i Søndfjord). Et Belte med over 1000 mm. strækker sig fra Kragerø langs Syd- og Vestkysten helt til Tromsø. Inde 1 dette Belte findes Maxima med over 2000 mm. indenfor Stavanger, søndenfor Hardangerfjorden, mellem Hardangerfjorden og den yttre Del af Sognefjorden og mellem denne Fjord og til Sønd- mør. Indenfor disse Maxima er der Strøg med indtil over 3000 mm. Maxima paa over 2000 mm. findes ogsaa paa Fosen og i Helgeland. Vestkystens Maxima ligger paa Halvøerne mellem de store Fjorde. En Linie mellem alle Maxima kan trækkes inde i Landet fra et Maximum paa over 1000 mm. i Nordmarken, langs Kystlinien til Tromsø. Østlandet har sin største Nedbørmængde 1 August og sin mindste i Februar. Paa Vest- og Nordlandet falder den meste Nedbør omkring December, den mindste paa Forsommeren. Elvenes Vandføring er væsentlig afhængig af Snesmeltningen. De allerstørste observerede aarlige Nedbørhøider findes fordelt over Landet ganske paa samme Maade som de gjennemsnitlige. Lige- saa de mindste observerede. Værdierne af Maxima og af Minima er meget nær proportionale med den normale Aarsmængde. Over- skud ca. 35 %, Underskud ca. 20%. I Bergens Stilt er Aars- maximum paa enkelte Steder over 3500 mm. Den største Nedbørhøide, som er faldt i 94 Timer, viser samme Forhold som den aarlige. Den er størst der, hvor den normale Aarsnedbørhøide er størst. Den gaar paa Vestlandet op til over 100 mm., paa de nedbørrigeste Steder til over 150 mm. Nedbørens Mængde vexler paa det enkelte Sted og over hele Landet ofte stærkt fra det ene Aar til det andet. Udjevnes disse Sprang, faar man, naar hele Landet tages med i et Gjen- nemsnit, en Gang for Nedbørens Vexel, der 1 hør Grad viser sig ligeløbende med Solflekkernes Hyppighed i disses 11-aarige "Periode. Faa Solflekker og nedbørfattige Aar, mange Solflekker NE og nedbørrige Aar. 5 magre Aar følges af 6 rige Aar. Et Vink til Vasdragsregulering. Foredraget ledsagedes af Lysbilleder. 4. Komad Nielsen holdt ”et Foredrag: Sproglige Bi- drag til Belysning af Renskjøtselens Ælde hos Lapperne. Foredragsholderen hævdede, at der af de nordiske Bestand- dele af Lappernes Ordforraad vedrørende Renskjøtselen kunde sluttes, at Lapper havde drevet Renskjøtsel i Skandinavien alle- rede 1 urnordisk Tid, og at der sandsynligvis allerede dengang havde været Nordboer, som eiede Ren og lod disse være under Lappernes Bevogtning. Derimod var der blandt de urnordiske Laanord intet, som beviste, at den lappiske Renskjøtsel var op- staaet 1 Skandinavien. Og fra andet Hold kunde der hentes sproglige Argumenter for den Antagelse, at Renskjøtselen hos Lapperne er ældre end deres Indvandring i Skandinavien. Fore- dragsholderen gjennemgik en Række af lappisk-samojediske Ord- sammenstillinger, som efter hans Mening talte for Antagelsen af direkte Forbindelse mellem Lapper og Samojeder (foruden det oprindelige Sprogslægtskab mellem finsk-ugrisk og samo- jedisk) og af genetisk, ja direkte Sammenhæng mellem Lappernes og Samojedernes Renskjøtsel. 5. Derpaa gik man til Votermg over Klassernes Forslag til Indvalg af nye Medlemmer. I den math.-naturvid. Klasse indvalgtes: I. Som nye indenlandske Medlemmer: . Dr. med. F. G. Gade, Christiania. (Gruppe VII). Dr. philos. Andr. M. Hansen, Bærum. (Gruppe IV). Dr. philos. Barthold Hansteen, Overlærer, Aas. (Gruppe V). . Jens Holmboe, Museumsdirektør, Bergen. (Gruppe V). Halfdan Hopstock, Prosektor, Christiania. (Gr. VII). Dr. med. H. P. Lie, Overlæge, Bergen. (Gruppe VIII). . Dr. med. Johan Nicolaysen, Professor, Christiania. (Gruppe VIII. f=N go Io I op) Or HR [9] på 18 II. Som nye udenlandske Medlemmer: 1. Tvar Fredholm, Professor, Stockholm. (Gruppe I). 2. Dr. George William Hill, New York. (Gruppe I). I den hist.-filos. Klasse indvalgtes: I. Som nye indenlandske Medlemmer: 1. Axel Andersen, fhv. Adjunkt, Christiania. (Gruppe II). 2. Dr. philos. Wilh. Schencke, Stipendiat, Christiania, (Gruppe Il). 9. Dr.jur. Jon Skeie, Professor, Christiania. (Gruppe VI). I. Som nye udenlandske Medlemmer: 1. Dr. Georg Brandes, Professor, Kjøbenhavn. (Gruppe II). 2. Dr. Karl Brugmann, Professor, Leipzig. (Gruppe ID. 3. Dr. Kaarle Krohn, Professor, Helsingfors. (Gruppe II). Historisk-filosofisk Klasse. Sde April. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). 1. Johnsen holdt et Foredrag om Krongodssalget 1660— 1730 og dets nærmeste Virkninger. Ved en Række Fxempler, hentede fra Skjøderne, søgte Foredragsholderen at paavise, at de store Krongodsudlæg i Aarene 1660—75 skabte en Proprietær- klasse af Embedsmænd, rige Borgere og adelige Godseiere. Mod disses Forsøg paa at udnytte sin Jorddrotstilling økonomisk reiste Bønderne sig med Krav paa, at Kongen skulde skride ind og tage det afhændede Krongods tilbage, saasnart det kunde bevises, at den udlagte Kapital var optjent af Proprietæren. I denne Form blev deres Ønsker ikke opfyldte, skjønt de fandt Medhold hos Statholderen Ulrik Fr. Gyldenløve. Derimod med- virkede deres Klager til Udstedelsen af de kgl. Forordninger angaaende Jordleieforholdene i Norge af 1684—85, ved hvilke Godseierne praktisk talt blev tvungne til at sælge sin Jord i smaat til sine Leilændinger. OQgsaa det Krongods, som solgtes i den følgende Tid (1681—99 og 1722—30), blev for den væsent- ligste Del opkjøbt af Bønder. Inden Midten af det 18de Aarh. 19 var den store Omvæltning, Leilændingernes Overgang til Selv- eiere, i det væsentligste foregaaet og Grunden lagt til Bondens politiske Magtstilling i det 19de Aarh. 2. Lieblein holdt et Foredrag om Virak % det gamle Ægypten, hvori han søgte at vise, at den kostbare Røgelse, som Ædgypterne hentede fra Landet Pun, og som de kaldte anti, ikke var Myrrha (Harpix af Balsamodendron myrrha), men hvad paa fransk kaldes emncens, oliban, paa engelsk frankincense, luban og paa tysk Weihrauch (Harpix af Boswellia Carter). 3. A. Bugge holdt et Foredrag: Kampe mellem Nord- mænd og Dansker under Vikingetiden å Irland. Han søgte at paavise, at der fra omkr. 850 til Begyndelsen af det 10de Aarh. havde været Kampe mellem Nordmænd og Dansker i Irland og andre Vikinge-Nybygder. | Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Hertzberg og Yngvar Nielsen med Svar fra Foredragsholderen. 4. Til Trykning fremlagdes: J. Lieblein. Le mot anti nindique pas myrrhe, mais encens, oliban. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1910 som No. 1. S. Eitrem. Eine christliche Inschrift aus Chios. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1910 som No. 2. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 15de April. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Goldschmidt holdt følgende Mindetale over Selska- bets nylig afdøde Medlem Professor Dr. Richard Abegg. Den tredie April mistede vort udenlandske Medlem Proi. Dr. Richard Abegg sit Liv ved en Ballonulykke. Prof. Abegg er født i Danzig 1 1869. Sine første kemiske Studier drev han i Berlin, Kiel og Halle. Abeggs Doktorafhandling, som han ud- førte under den berømte A. W. von Hoffmann, behandlede et rent organisk Emne, nemlig nogle nye Chrysenforbindelser. Men dengang var Tiden inde for den fysikalsk-kemiske Vækkelse, og 20 Abegg hørte til de omvendte. Han drog til Leipzig for af Ost- wald at blive indviet i den nye Videnskab. Derefter reiste han til Arrhenius 1 Stockholm, og senere blev han ansat som Åssi- stent hos Nernst 1 Göttingen, hvor han ogsaa blev Privatdocent. I 1899 fik han en forholdsvis selvstændig Stilling, idet han blev kaldet som , Abtheilungsvorsteher* til det kemiske Universitets- laboratorium 1 Breslau med Forpligtelse til at holde Forelæsnin- ger over fysikalsk Kemi og til at lede de analytiske og fysi- kalsk-kemiske Arbeider. I det følgende Aar kom han næsten til igjen at skifte Bopæl, idet han søgte det efter Prof. Waage ledige Professorat ved det Kongelige Frederiks Universitet. Han blev ogsaa af Bedømmelseskomiteen erklæret for den bedst skik- kede blandt de Ansøgere, som dennegang havde meldt sig; men alligevel trak han senere sin Ansøgning tilbage, idet han nøiede sig med nogle mindre Forbedringer 1 sin Stilling 1 Breslau. Her udfoldede han en betydelig Lærevirksomhed. Skjønt han ikke var Laboratoriets Bestyrer (indtil ifjor var det Ladenburg), kom der flere og flere Elever til Breslau for at arbeide under Abeggs Ledelse, og særlig var det engelske Studenter, som søgte hans Undervisning. Da det blev besluttet at oprette en teknisk Høi- skole i Breslau, designeredes Abegg til ordinær Professor i fysi- kalsk Kemi og Elektrokemi, og han fik 1 Opdrag at indrette de dertil hørende Laboratorier. Ihøst skulde han aabne disse og begynde Undervisningen ved den nye Høiskole. Hans Ønske om at kunne virke 1 en helt selvstændig Stilling blev alligevel ikke opfyldt, idet Døden afbrød denne saa lovende Løbebane. Abeggs yderst talrige experimentelle Arbeider behandler næsten udelukkende uorganiske Emner, sete fra et fysikalsk- kemisk Synspunkt. I 1899 opstillede han sammen med Bod- lånder et nyt Princip for den kemiske Systematik, Elektroaffini- teten, det er Elementernes forskjellig sterke Tendens til at op- tage elektrisk Ladning og derved at gaa over til Jonetilstanden. Med denne Elektroaffinitet skulde en hel Del af Forbindelsernes Egenskaber staa 1 direkte Sammenhæng, for Exempel Opløselig- heden, Dissociationsgraden, Evnen til at danne Komplexforbin- delser. For at prøve denne Theori maatte man undersøge alle 21 mulige Forbindelser af de forskjellige Elementer. Det var et vældigt Program; men Abegg lod sig ikke skræmme, og i næsten 11 Aar syslede han med disse Arbeider. Man kan vel ikke sige, at det har lykkedes ham at paavise en kvantitativ Over- ensstemmelse med Theoriens Fordringer. Men Theorien viste sig alligevel at være meget nyttig; thi vi kan takke den for en rig Udvidelse af vore uorganiske Kundskaber. Ved Siden al disse Undersøgelser, som var foranlediget af Theorien om Elektro- affiniteten, leverede Abegg en Mængde andre paa analytisk, elektrokemisk og fotokemisk Omraade. I 1900 udgav han sammen med Herz en bog, ,Chemisches Praktikum*, bestemt for den første Undervisning paa Labora- toriet. Her blev for første Gang 1 en saadan Lærebog den fysi- kalske Kemi anvendt som Grundlag for Begyndernes Veiledning. I 1903 udkom et mindre Skrift ,Die elektrochemische Dissocia- tion*, som er en meget klar Fremstilling af Arrhenius” Theori. I de sidste Aar begyndte Abegg i Fællesskab med flere andre Videnskabsmænd at udgive et stort Værk ,Handbuch der unor- ganischen Chemie*, som skal behandle denne Kemiens Gren særlig fra den fysikalske Kemis Standpunkt. Indtil nu er der allerede udkommet Halvparten, som maa betegnes som en over- maade hurtig Præslation, og som vidner om Abeggs store Orga- nisationstalent. Vistnok er ikke alle Dele af samme Kvalitet, noget, som pleier at forekomme ved det Slags Samleverker; men alligevel betyder Abeggs ,Handbuch* en uundværlig Hjælp for enhver, som har at sysle med uorganisk Kemi. Abegg har ogsaa i flere Aar været Redaktør for ,Zeitschrift fir Flektrochemie*, som udgives af ,Deutsche Bunsengesellschaft*. Særlig store Fortjenester har Abegg indlagt sig af norsk Videnskab. Netop den pludselige Udvikling, som den fysikalske Kemi havde faaet i anden Halvdel af Ottiaarene og i Begyndel- sen af Nittiaarene, bevirkede, at de, som tidligere havde bygget Grundlaget for den nye Videnskab, blev lidt tilsidesat ligeoverfor Datidens Mænd. Guldberg og Waage, som jo var de første Grundlæggere af den nye Retning, blev i denne Tid ikke mere læst i Originalen, og man vidste ikke mere, i hvor høi Grad 22 særlig den førstnævnte havde været forud for sin Tid. Abegg udgav 1 1899 1 Ostwalds , Klassiker der exakten Wissenschaften* Guldberg og Waages tre Afhandlinger fra Aarene 1864, 1867 og 1879, som omhandler Massevirkningsloven. Denne Nyudgave var forsynet med Anmærkninger og med de to norske Viden- skabsmænds Biografi. I 1908 udgav Abegg sammesteds tre Ai- handlinger af Guldberg fra Aarene 1867 til 1872, som var ud- kommet i Videnskabs-Selskabets Skrifter. Disse Arbeiders Ind- hold var indtil denne Tid næsten ukjendt. Gjennem Abeggs Oversættelser og Kommentarer fik den videnskabelige Verden at vide, at den norske Professor allerede i Aarene omkring 1870 havde udviklet en stor Del af de Love, som mere end ti Aar senere vakte den største Opsigt. Det var særlig Abeggs For- tjenester i denne Retning, som foranledigede Professor Hiortdahl til at foreslaa ham til udenlandsk Medlem af vort Selskab. Abegg satte stor Pris paa denne Udmærkelse. Han vilde gjerne vise sin Erkjendtlighed ligeoverfor Videnskabs-Selskabet, og skjønt natur- ligvis alle Tidsskrifter stod til hans Raadighed, lod han en Af- handling , Versuch einer Theorie der Valenz und der Molekular- verbindungen* udkomme i Videnskabs-Selskabets Skrifter. Da Videnskabs-Selskabet for tre Aar siden feirede sit Femtiaarsjubi- læum, var han blandt de faa udenlandske Gjæster. Allerede før havde han gjæstet Norge, og han regnede den Tid, som han tilbragte paa Landet som Cato Guldbergs Gjæst, til sine skjøn- neste Minder. De Tilstedeværende hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 2. Steen holdt et Foredrag: Fra den magnetiske Nordpol. Efter indledningsvis at have gjennemgaaet nogle elementære Træk af Jordmagnetismen for at godtgjøre, hvor vanskeligt det er at anstille magnetiske Observationer i umiddelbar Nærhed af den magnetiske Pol, viste han, hvorledes Roald Amundsen havde indrettet sine Observatorier for absolute Observationer og foto- grafisk selvregistrerende Instrumenter i Gjøahavn, der er belig- gende ca. 150 Km. søndenfor den magnetiske Nordpol. Disse Observatorier var i uafbrudt Virksomhed fra de sidste Dage af 23 Oktober 19083 til 1ste Juni 1905, altsaa uafbrudt 1 19 Maaneder, den hele Tid passet med Iver og Pligttroskab af den senere 1 King Pomt afdøde Gustav Wuk. Under Opholdet i Gjøahavn gjorde Amundsen flere Streiftog og foretog Bestemmelse af de tre jordmagnetiske Elementer paa Stationer 1 større eller mindre Aifstand fra Hovedkvarteret. Disse Observationer havde Fore- dragsholderen foreløbig beregnet og sammenstillet Resultaterne; han mente deraf at kunne konstatere, at den magnetiske Nord- pol ikke er noget fast Punkt paa Jordoverfladen, men stadig i Bevægelse. Dette Resultat bekræftedes ogsaa af de registrerede Observationer 1 Gjøahavn i November 1905, hvoraf saavel De- klinationens som Horisontalintensitetens gjennemsnitlige daglige Gang 1 denne Maaned foreløbig var beregnet. Ved Hjælp af disse Data havde Foredragsholderen kunnet konstatere den om- trentlige Bane, som Magnetpolen maa antages gjennemsnitlig at have gjennem Vandet i Døgnets Løb i November 1905. Endelig omtaltes en stærk magnetisk Storm, som Amundsen havde iagt- taget under sine Observationer paa Stationen Svanehøiden ca. Tl/, Km. i nordvestlig Retning for Gjøahavn den den Marts 1905. De samtidige Registreringskurver fra Gjøahavn fremvistes, og alt tydede paa, at Magnetpolen den nævnte Dag havde været nær indpaa de to Stationer. James Ross havde i 1831 fundet et Sted, hvor Inklinationen stillede sig lodret. Dette Sted har siden paa Karterne været afmærket som den magnetiske Nord- pol. I Tidens Løb har man imidlertid gjennem theoretiske Be- tragtninger kommet til den Anskuelse, at Magnetpolen maa være bevægelig, men man har ikke ved lagttagelser paa Stedet kunnet faa dette fastslaaet, og endnu mindre har man kunnet faa Greie paa den antagne Bevægelses Art og Omfang. Der har nemlig ikke været anstillet magnetiske Observationer i de Egne siden Ross' Dage, før Roald Amundsen nu 1 1903 oprettede sine Ob- servatorier 1 Gjøahavn. Foredragsholderen mente, at det væl- dige Observationsmateriale, som Roald Amundsen har bragt hjem, naar det om nogle Aar foreligger færdigbearbeidet og ud- givet, vil kaste et forklarende Lys over de nævnte dunkle Spørgs- 24 maal. De under Foredraget meddelte og ved Lysbilleder illu- strerede foreløbige Resultater peger afgjort i den Retning. 3. Til Trykning fremlagdes: P. A. Øyen: Kvartærgeologisk Profil gjennem Jarlsberg fra Tønsberg til Ekern. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1910 som No. 5. Axel Thue: Die Lösung eines Spezialfalles eines gene- rellen logischen Problems. — Trykt i den math.-naturvid. Klasses Skrifter for 1910 som No. 8. Aarsmøde (Fællesmøde). 29de April. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). H. M. Kongen med Følge overvar Mødet, som afholdtes i Universitetets Festsal. 1. Præses aabnede Mødet med en Velkomsthilsen til Kongen og de Indbudne og øvrige Fremmødte og udtalte der- næst følgende: Et Navn er i disse Dage i vores alles Tanker: Bjørn- stjerne Bjørnson. Han, som var den vældige Kjæmpe i norsk Aandsliv, er taget fra os. OQgsaa vi, som i Videnskaben arbeider i Aandens Rige, vil være med vore Landsmænd i at hædre hans Minde i taknemlig Erindring om hans Virke for denne Slægt og dets Betydning for kommende Slægter.* Forsamlingen paahørte disse Mindeord staaende. 2. Jæger holdt følgende Mindetale over Professor Dr. Aschehoug. Da Videnskabs-Selskabet ifjor ved Professor Aschehougs Død mistede en af sine høit fortjente Stiftere, var det Meningen, at Selskabets daværende Præses, Hr. Rigsarkivar Hertzberg, paa Aarsmødet skulde have holdt Talen til hans Minde. Ved Syg- dom er imidlertid Rigsarkivaren desværre baade dengang og senere blevet hindret fra at tale, og som Følge heraf har jeg faaet det Hverv ved dette Aarsmøde med nogle Ord at dvæle ved Professor Aschehougs Minde. 25 Professor Aschehoug var ved sin Død ikke blot Universi- tetets og Videnskabs-Selskabets, men overhovedet den norske Videnskabs Senior, og uagtet han havde den Lykke at leve længe nok til at faa udrettet alt, hvad der i det hele var Mulighed for at han kunde komme til at yde, føltes hans Bortgang dog som et smerteligt Tab, fordi hans Navn var blandt dem, som havde gjort Norge kjendt og anseet, og fordi en saa stor Del af vort Universitets og vor Videnskabs Abpseelse var knyttet til hans Liv og Virksomhed. Gjenkalder man sig 1 Erindringen hans Liv, fra han 1 1848, 26 Aar gammel, fik sin første Ansættelse ved Universitetet, og indtil han 51 Aar senere som 87-aarig Olding lukkede sine Øine, slaaes man af,1i hvilken Grad dette Liv helt blev ofret et aldrig hvilende Arbeide i Videnskabens og Fædrelandets Tjeneste. Og uvilkaarlig føier der sig til Taknemligheden for alt, hvad han har udrettet, en Følelse af Beundring, ikke blot for hans omfattende Aand, der omspændte en hel Række Videnskaber: Retsvidenskab, Historie, Statistik og Socialøkonomi og beherskede dem saa fuld- kommen, at han indenfor enhver af disse Videnskabers Omraade har ydet Arbeider af blivende Betydning, men ogsaa for hans Arbeidskraift, der var saa enestaaende, at han ved Siden heraf ogsaa fik Tid til gjennem mange Aar af sit Liv praktisk at ar- beide for vort Folks Oplysning og materielle Udvikling og til at ofre sig for sin betydningstulde Deltagelse i vort politiske Lav. Som Sekretær og senere som Direktør i Selskabet for Nor- ges Vel udfoldede Professor Aschehoug et kraftigt og virknings- fuldt Arbeide til Gjennemførelsen af vigtige praktiske Reformer i vort Jordbrug. Som Medlem af Bestyrelsen af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme gav han Stødet til det Arbeide, som omkring 1860-Aarene ledede til gjennemgribende Forbedringer i vor Folkeskoleundervisning, først i Hovedstaden og derigjennem efterhaanden 1 det hele Land. Som Medlem af talrige kgl. Kom- missioner og Komiteer øvede han gjennem sit frugtbare Imtiativ en bestemmende Indflydelse paa de forskjelligste Omraader af vort Lands Lovgivning, som Lovene om Husmandsvæsenet, om Pensionsvæsenet, om Faitigvæsenet, om Skattevæsenet, om For- 26 muesforholdet mellem Ægtefæller, om Penge-, Mynt- og Bank- væsenet, om Toldvæsenet o. s. v. Og 1 14 Aar deltog han i vort politiske Liv som Høirepartiets anerkjendte Leder i Stor- thinget, hvor han altid optraadte med Ridderlighed og med over- legen Sagkundskab, om der end kan være forskjellige Meninger om de af ham hævdede politiske Anskuelser og Idealer. Størst og varigst Betydning for vort Lands Aandsliv og Kultur har dog Professor Aschehoug vundet som Videnskabs- mand. Hans store Værk om ,Norges offentlige Ret* har baade historisk og retslig været af grundlæggende Betydning. Dets første Del: ,Statsforfatnmgen i Norge og Danmark indtil 1814* betegner efter kyndige Mænds Dom i visse Henseender et Vende- punkt indenfor den norske historiske Videnskab, og dets anden Del ,Norges nuværende Stalsforlatning* danner paa næsten alle Omraader Grundlaget for den videnskabelige Forstaaelse af vor Forfatnings Tilblivelse og statsretslige Natur seet i Lys af alle de vigtigere Kulturstaters Forfatningsret. Det vilde føre for vidt endog blot at nævne Titlerne paa alle hans øvrige Arbeider over juridiske, statsøkonomiske og sta- tistiske Emner, der findes spredt omkring i inden- og uden- landske Samleværker, Tidsskrifter og 1 Dagspressen. I en Alder, da de fleste andre Videnskabsmænds Produk- tionstrang er tilende, tog Professor Aschehoug fat paa Udarbei- delsen af sit Livs andet videnskabelige Storværk, sin ,Social- økonomik* — ,en videnskabelig Fremstilling af det menneske- lige Samfunds økonomiske Virksomhed*. Han havde i en Men- neskealder paa den økonomiske Videnskabs Felt vedligeholdt det norske Aandslivs Forbindelse med de store Kulturlandes ustanselig fremadskridende Forskning. Hans ,Socialøkonomik* gjengiver nu paa nær sagt alle Omraader den økonomiske Videnskabs nuværende Stilling. Man kan vanskelig gjøre sig for høie Fore- stillinger om den Lærdom, hvorpaa Fremstillingen 1 dette Værk helt igjennem er bygget, eller om den samvittighedsfulde Om- hyggelighed, hvormed han har draget Nytte af de nær sagt utal- lige Specalforskninger over alle de i hans Værk behandlede Emner. Det uhyre Materiale er behersket med overlegen kritisk 27 Evne, og han har paa ethvert Punkt holdt sig å jour med den soeialøkonomiske Forsknings sidste Resultater. Med dette Værk har Professor Aschehoug lagt Grundvolden for en grundig og omfattende norsk økonomisk Videnskabelighed. Som Videnskabsmand besad Professor Aschehoug mange fremragende Egenskaber: en gjennemtrængende kritisk Forstand, en enestaaende Hukommelse, som 1 Forening med hans Jern- flid muliggjorde hans overordentlige Lærdom, en samvittigheds- fuld Grundighed og Klarhed saavel i Tilegnelsen som i Udform- ningen af sit Stof og sine Ideer. Men fremfor alt var han som Forsker fyldt af en wudslukkelig Kjærlighed til Sandheden. Den var den inderste Drivkraft i alt hans videnskabelige Arbeide, den ildnede hans Arbeidsevne, og gjennem den var det, at han helt op i sin høie Alderdom formaaede at vedligeholde sin Aands Modtagelighed og fuldkomne Frihed for Fordomme. I denne Henseende var Professor Aschehoug et ligefrem Særsyn og stod langt oppe 1 Oldingealderen endnu som et lysende Exempel for os yngre. Vi vil altid i Taknemlighed bevare hans Minde! Forsamlingen hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 3. Yngvar Nielsen holdt følgende Mindetale over Pro- fessor Dr. L. Daae. For nogle Uger siden, da Ludvig Daaes afsjælede Legeme stedtes til den sidste Hvile i Graven, blev der over hans Kiste af Repræsentanter for vort Lands Videnskab talt kraftige og berettigede Ord om de forskjellige Egenskaber, som havde præget den hedengangne Forskers Gjerning i hans lange Liv, og om de Fortjenester, han havde indlagt sig af den Videnskab, til hvis Fremme han havde viet sin bedste Kraft. Gjennem det hele gik den Følelse, som havde grebet alle, at den norske Viden- skabelighed med Ludvig Daae havde tabt en af sine mærkeligste og originaleste Personligheder, en af de mest udprægede Indivi- dualiteter, som den nogensinde har eiet. Ludvig Daae var Forsker af eu Type, som nu ikke er almindelig. Han havde lagt et alvorligt Studium paa mange Tider og erhvervet indgaaende, grundigt Kjendskab til dem alle, og det kunde da ikke undgaaes, at han ikke 1 alle Dele 28 netop syntes, at den nye Tid, den Tid, hvori han levede, var den bedste. Det traf sig saaledes, at denne nye Tid netop knækkede, ja tlintetgjorde mange af hans Idealer og viste sig fiendsk overfor meget af det, han regnede for den dannede Menneskeheds dyreste Eie. Saa følte han sig kaldet til Mod- stand og til Værn om det, hvis Værdi han kjendte og krævede respekteret af alle. Med sit skarpe Blik saa den aandfulde Mand hyppig Svaghederne ved det nye, som brød frem, og han talte de hvasse Ord. Den stille Forsker blev en kjæmpende Mand og traadte med sin hele Kundskabs Rustning ind i Døg- nets voldsomme Strid. For hans egen Stilling i Samtiden blev dette ikke uden Følger. Den indvirkede meget paa Landsmænds Opfatning af hans videnskabelige Gjerning og hindrede mange fra at komme til en klar Opfatning af denne. I en saadan Kampens Tid veies ikke Ord og Meninger paa Guldvægt. Det er ikke den objektive Bedømmelse, som da sættes høiest. Kun altfor hyppig hænder det, at Maalestokken bliver en anden. Og dog blev tilsidst Ludvig Daae forstaaet. Idet han gik bort, lød Dommen enstemmig over ham. Forsoningen var kom- men, og del blev overalt erkjendt, at en ualmindelig Mand var vandret heden, — at Norge atter havde mistet en af sine bedste Sønner. Ludvig Daaes Barndom tilbragtes paa Landet. Født 1 Aremark, modtog han sin første Opdragelse under kjærligt Tilsyn i Kvinesdal og Store Næs, hvor han fik det umiddel- bare Indtryk af Bondelivet. Det kan ikke være underkastet Tvivl, at han i de samme Aar mere ubevidst udviklede den Evne, han siden ofte lagde for Dagen, til at finde de rette folke- lige Udtryk, — baade som Forfatter og som Taler. Daaes Stil var altid klar og grei. Men den var tillige eleveret og hævede sig som oftest til en Elegance, for hvilken han havde søgt Mønstret i den bedste Skole, som overhovedet kunde paavises. Denne Elegance var ikke letvunden. Hans ældste Arbeider er, omend karakteristiske, dog tunge. Men som han lagde Aarene bag sig, vandt hans Fremstilling en eiendommelig Finhed og 29 Lethed, — og heller ikke her kan der herske Tvivl om, hvor han hentede sine Forbilleder. I en ung Alder havde Ludvig Daae lært at elske Oldtidens to herlige Sprog, Latin og Græsk, og til sine sidste Dage be- varede han denne Kjærlighed. Han kjendte den gamle klassiske Literatur til Fuldkommenhed og beherskede begge Sprog. Men fremfor alt var han hjemme 1 Latinen. Med disse — det tør trygt siges — hos os sjeldne Kund- skaber i Oldtidssprogene vilde det maaske have forekommet naturligt, om han havde viet sit Livsarbeide til et indgaaende Studium af dem. Saa skede imidlertid ikke, og for den, som kjendte Daae, kunde dette ikke blive paafaldende. Den klassiske Literatur havde han selv lært. Men den Literatur, han vilde lære andre, det var den nyere Latmitet, — Middelalderens og Renæssancens Latin, og paa den lagde han et meget vidtløftigt Arbeide. Det var ham en kjær Beskjæftigelse at sysle med Saxo Grammaticus og at foredrage Eginhard. Han satte Pris paa Renæssancens Forfattere og fremfor alt paa de reforma- toriske Latinister. At høre Daae tale om de store Filologer, som havde virket i hine Dage, vakte Stemninger, som hos Tilhørerne kaldte de hedengangne tilbage til Livet. Hans Skildring viste dem, som de havde levet og virket. For Tilhørerne var det, som om de stod over deres Grave og atter saa dem stige frem. Det var Stemninger som de, Oldtidsvidenskabens sande Venner uvilkaarlig føler ved at træde ind 1 en af de Universitetskirker, der gjemmer Gravene efter Humanismens store Aander, — saa- dan som Peterskirken 1 Leiden. Man vandrer over Gravstenene og lærer de berømte Navne, — og saa er det, som om den stille Kirke fyldes med Renæssancens Aand og med dens Aander. Netop disse Følelser eiede Daae. Det var 1 Aaret 1869. Han var bleven Universitetsbibliothekets Ghef. Bevidstheden om, hvad han da havde 1 sit Værge, havde grebet ham. Saa gik han ind i de Bogsale, som gjemte de store Forfatteres Værker, han bedst forstod. Han vandrede fra Sal til Sal. Han nævnte høit de kjendte Navne, — de, i hvis Selskab han gjerne vilde leve. Han saa dem i Aanden. 50 Ludvig Daae var de store gamle Filologers Lige 1 at be- handle Latinen. Han havde Evnen til at klæde Nutidens Tanker 1 klassisk Form, — og denne Evne havde han vundet ved sin Fortrolighed med de Former, som det klassiske Sprog havde taget under de yngre Humanisters Behandling. Thi Daae kunde skrive Latin. Han skrev det som ingen anden. Enhver italiensk Dynast i det femtende Aarhundrede vilde have følt sig smigret ved at modtage en Hyldest som den, der var formet i hans elegante Sprog. Denne Beundring for Klassiatet og Humanisme var helt igjennem bygget paa literære Forudsætninger. Medens Ludvig Daaes Hjerte droges stærkt mod de gamle Literaturer, var han mere ligegyldig overfor den klassiske Kunst. Han følte ikke den stærke Trang til personlig at lære den klassiske Jordbund at kjende. En Reise til Middelhavets to Halvøer havde ikke for ham noget tillokkende og gik aldrig ind i hans Planer. Hans unge Disciple kunde gjennem hans Undervisning vækkes til at føle den hellige Glød, som ikke stansede, forinden de havde faret over Alper og Apenniner og tilfredsstillet den Længsel, som fandt sit Udtryk 1 Ordet: Romam. Han havde fundet sin Begrænsning, inden hvilken han havde Tilfredsstillelsen. Paa samme Maade som Ludvig Daae havde kastet sig over den yngre Latinitet, havde han ogsaa lagt meget Arbeide paa den østromerske, den romæiske, græske Literatur. Han begyndte 1 senere Aar at studere den byzantinske Historie og yndede meget at docere denne. Her blev han ogsaa den selvstændige Forsker; men han naaede ikke at føre sine Resultater 1 Pennen. I Korstogstidens Historie kunde han saa lade sine Forskninger fra den vestromerske og fra den østromerske Verden mødes. Historien blev den Videnskab, som fremfor nogen anden trak ham (il sig. I den fandt han sin bedste og største Glæde. Fra 1864 til 1869 foredrog han Historie i en Universitets-Stipendiats beskedne Stilling. Fra 1876 og til 1909 læste han som Professor over de samme Emner. Som Forfatter har han omtrent ude- lukkende viet sig til Behandlingen af historiske Opgaver. For Ludvig Daae var hans Videnskab ikke en af dem, som kan til- 51 lade sine Dyrkere at give sig hen i det stille vegeterende Lav, fjernt fra Døgnets Strid. Historien er Videnskaben om Menne- sket, om det Liv, som er levet og fremdeles leves. Den kræver det vaagne Øie overfor de Spørgsmaal, som i Samtiden kjæmper den haardeste Strid, og den kan ikke vel studeres og bearbeides uden personlige Erfaringer om Livet og om alt, hvad dermed har Forbindelse. Historien maa ikke synke ned til udelukkende at blive en Stuevidenskab. Som Daaes Personlighed laa an, kunde han ikke heller falde i den Fristelse. I Nutidslivet ligger saa megen Veiledning til at forstaa de svundne Slægters Liv, og Daae forstod, at han selv levede med i den aldrig afbrudte historiske Udviklingsgang. Men samtidig var det ham en Trang at værge sig imod at se Fortiden alene i Lys af hans egen Samtid og at bygge sin Skildring paa et Ræsonnement, som ikke passede ind i den Ramme, der for ham stod som den naturlige. Daae saa sit Maal 1 den fortællende Historie, ved hvilken han kunde skjænke Læserne et Billede af de svundne Tider, der gav disse netop saadan, som de var. Dette Billede maatte være korrekt. Tiden og dens Mænd skulde selv tale. Han fandt det urigtigt at give en Veiledning gjennem et paaklistret Ræsonnement, — et Ræsonnement, som desuden hurtig vilde risikere at tabe sin Gyldighed og sm Be- rettigelse. I en særlig Grad vendte han sig til Fortidens Personligheder og Karakterer. I at skildre dem blev han Mesteren. Som de talte til ham, stræbte han at tegne dem, hvilket som Regel lykkedes fortrinlig. Han var avlagt for, hvad der kunde kaldes psychologisk Historie, og hans Lyst gik i samme Retning som hans Evner. Ludvig Daae var en af de benaadede Forskere, som kan læse Fortidens Aand ud af de skimlede Dokumenter. Han blev som en fortrolig Ven af de Slægter, med hvis episto- lare Efterladenskaber han fik at sysle. Under hans Behandling, aandfuld og fyldig, skrumpede ikke en forbigangen Tids Person- ligheder ind til blotte Numere. Fremfor alt følte han sig tiltalt af Personlighederne fra Reformationens store Aarhundrede. At skildre dem, som de var, og som deres Tid var, det var altid 39 Ludvig Daaes største Lyst. I lange Tider saa han sit Livsmaal 1 en fuldstændig Behandling af Norges og Danmarks Historie gjennem det 16. Aarhundrede. Han vilde tage Arbeidet op paa det Punkt, hvor Allen kom til at afslutte sit Værk, og saa føre Skildringen ned til Periodens Udgang. Det var i Begyndelsen af Aaret 1867, at Ludvig Daae lagde sin Plan til dette Arbeide. Han tilbragte Vinteren 1 Kjøbenhavn og havde der foretaget omfattende Studier i Arkiver og Biblio- theker med dette Maal for Øie. Under samme Ophold 1 Kjøben- havn havde han vundet fuld Klarhed over sig selv og udpegt for sig de Grænser, inden hvilke hans fremtidige Granskning og Forfattervirksomhed hovedsagelig vilde have at bevæge sig. Allerede fra sit selvstændige Forfatterskabs Begyndelse havde han været bestemt paa at vie det til Opgaver, som tidligere havde været mere skudt lilside, og dette faldt igjen sammen med de nye Bevægelser, som var fremme i Tiden, — Bevægelser, som lige meget var af literær og videnskabelig som af poli- tisk Art. Hans Studietid havde faldt i det sidste Tiaar, hvori Rudolf Keyser og P. A. Munch foredrog Historien ved vort Universitet. Han var begges Tilhører, men følte sig aldrig kaldet til at følge 1 deres Fodspor. Vor egen Middelalders Historie, som de to havde sat øverst, kunde for ham først vinde Interesse fra den Periode af, da den lod sig skrive paa Grundlag af Diplomer og samtidige Sagaer, medens de Perioder, som væsentlig maa be- handles paa Grundlag af arkæologiske Fund og kritiske Slut- ninger, ingen Tiltrækning øvede paa ham. At indlade sig i Spekulationer over f Ex. Harald Haarfagres Samfundsforfatning, var ikke nogen Opgave, som i Længden passede sig for Ludvig Daae. Kun ganske undtagelsesvis har han i Norges Historie foretaget Streiftog tilbage udover Aar 1200. Som enhver, der har kjendt P. A. Munch, var Ludvig Daae imponeret af denne mærkværdige Personlighed og modtog af ham mangen vækkende Impuls. Men Munchs Elev kan han ikke kaldes. Daae valgte andre Opgaver og stillede sig andre Maal for sin Forskning. Han har mest udviklet sig selv. Han 33 formede dog sin fremtidige Forsknings Art 1 et inderligt Samliv med de betydelige Mænd, der blev hans Ungdoms Venner og siden stod som hans Manddoms Medarbeidere. Med dem sam- lede han sig om nye Opgaver. For disse havde han under et Aars Ophold i Kjøbenhavn 1861—1862 havt nærmere Anledning til at forberede sig. Men endnu den Gang stod han paa et noksaa uklart Standpunkt. I sin ,Throndhjems Stiflts geistlige Historie*, som var færdig i Oktober 1863, viste han en betydelig Lærdom. Men hans Opfatning og Synsmaade var afhængig af de gamle Anskuelser og lidet original. Han var der en Discipel åf J. Chr. Berg. Denne Forskers Lærdom var ham et Mønster. Men han fulgte ham ogsaa 1 de ubeherskede Domme. Oldenburgerne var Gjenstand for hans haanende Udifald, lige- som han hoverede over Arveprins Fredrik som den bekjendte Idiot. Men Ul samme Tid var han bleven paavirket af andre Forbilleder, idet Bekjendtskabet med lærde danske Forskere havde vist ham en helt anden historisk Skole end den, han kjendte hjemmefra. Af Mænd som Werlauff og Schiern med deres Lærdom følte han sig tiltrukken, og fremfor alt af Allen, mindre af Wegener, skjønt han ogsaa følte stor Respekt for denne lærde Forsker. Allerede ved det første Besøg i Danmark havde han modtaget mange Impulser og mange Spirer, der alle modnedes 1 de paafølgende Aar. Lige fra sin Studenterid havde Daae levet 1 en intelligent Kreds af Mænd, hvis Navne nu omgives af fortjent Ry. For- nemmelig var det Paul Botten-Hansen, Sophus Bugge, Oluf Rygh og Michael Birkeland samt Sprogmanden Jakob Løkke. Dertil kom for en Tid J. E. Sars. Fra Barn- dommen stod han ogsaa H. J. Huitfeldt nær, hvis enestaaende Kjendskab til Norges og Danmarks Adelshistorie gav ham en egen Plads i denne Kreds. Vi befandt os den Gang i en OQver- gangstid for historisk Videnskabelighed. Lange var død 1 1861, Keyser 1 1862 og Munch 1 1863, og saa spurgtes det, hvordan vi skulde fylde de ledige Pladser. De historiske Lærestole be- klædtes af den aandfulde Polyhistor L. K. Daa og af 0. Rygh, som alt mere droges over mod Arkæologien og mod den høist fortjente > «> å Virksomhed, han ellers udfoldede. Som Docent 1 Historie var Rygh virksom. Men han higede mod den Stund, da han kunde se Ludvig Daae som sin Eiterfølger, — et Ombytte, som først foregik 1 1876. I denne Mellemtid var det historiske Studium 1 stor Ud- strækning blevet omlagt. I sin berømte Afhandling om Norge under Foreningen med Danmark, der udkom 1 Løbet af Aarene 1858—1864, havde J. E. Sars stillet nye Opgaver. I 1866 havde T. H. Aschehoug skrevet sit grundlæggende Værk om Norges Statsforfatning. Fornemmelig Aschehougs Synsmaader blev af- gjørende for Daaes følgende Arbeider. Under hans andet Ophold 1 Kjøbenhavn 1866—1867, hvortil der kom et Besøg 1 Stockholm, var det, han helt blev klar over sin egen fremtidige Gjerning. Tillige traadte han nu i et endnu nærmere, personligt Venskabs- forhold til den unge Slægt af danske Historikere, fornemmelig til Edvard Holm og Kirkehistorikeren Holger Rørdam. Daaes Forskning lededes tillige ind paa dansk Historie, hvoraf han blev en fortrolig Kjender. For kun at nævne et Exempel, det var Daae, som først fastslog 1 et Foredrag, som han holdt her i dette Selskab 22. November 1867, den rette Betydning al Kristian III's Statskup i 1536. Det var en Opfatning, som hurtig vandt Tilslutning fra alle kyndige Hold og nu er den almindelig anerkjendte. Men det store Værk, som til samme Tid var planlagt, kom aldrig. I dets Sted blev Daae stedse mere Manden for de lærde Monografier. Medens hans Lærdom øgedes til vældige Dimen- sioner, optog Arbeidet med disse stedse mere hans Sind og blev ham alt kjærere.. Hans Hukommelse evnede snart at modtage enhver EFnkelthed og atter at lægge denne tilrette, naar han havde Brug derfor. Men som han føilede Monografi til Mono- grafi, alle bugnende af hans sjeldne Kundskabsfylde, arbeidede han ogsaa med at udvikle sin Stil og sin Fremstillingsevne. Daae havde altid havt en rent bedaarende Evne til at træffe Pointet og baade 1 Tale og Skrift komme med det rammende Ord. Men efter 1867 kom dertil en voxende Styrke 1 at give den sammenhængende, elegant udtrykte Fremstilling. Hvad man 55 kunde kalde Gjennembrudet i denne Side af Daaes Udvikling kom 1 Begyndelsen af 1868 med en Artikelrække, som han skrev 1 ,,Morgenbladet* om Maalbevægelsen. Med dette Indlæg, der vakte stor Opsigt og satte adskillige Dønninger, havde Daae helt fundet sin Form, den han beholdt til sine sidste Levedage. Den Anerkjendelse hos Meningsfæller, han dermed havde vundet, tjente ham imidlertid ikke udelukkende til det gode. Thi der blev i de følgende Aar trukket altfor store Vexler paa hans lovpriste journalistiske Talenter. Der sattes ham altfor mange Opgaver, som skulde løses i kort Tid. Derved droges han atter bort fra meget videnskabeligt Arbeide og hindredes fra at samle sig. Heller ikke var dette Arbeide saaledes honereret, at hans økonomiske Stilling blev væsentlig lettet. Dermed fulgte ogsaa hans Inddragning 1 Politiken med alt, hvad dertil hørte, og dette krævede for hans som for andres Vedkommende meget Tidsspilde. Men Sagen har dog ogsaa havt en anden Side. For en Historiker er det ikke ligegyldigt at have fulgt personlig med 1 en Periode af Kamp og Strid og at have staaet i Midtpunktet af den politiske Brænding, 1 hvilken Historien skabes. Der vindes Menneskekundskab, og den er for en Historieforsker uundværlig. Daae var lydhør og lærenem. Det er nok saa, at han 1 selve det store Skibbrud stod som den Mand, der ikke vilde klavre sig tillands ved det reddende Slingrebræt, gjennem Anvendelse af en sleip Parole. Men han havde vundet et sikrere og fastere Blik paa politisk Historie. Han forstod sin Tid, og han forstod sig selv. I Besiddelse af en Helbred og en Livskraft, som søgte sin Lige, havde Daae forlængst overskredet Grænsen for Støvets Aar. Han nærmede sig allerede de 75 Aar, da han grebes af den Sygdom, som lagde ham paa det lange Smertensleie. Hans Aand fordunkledes. Men der var Tider, i hvilke han gjenvandt sin gamle Klarhed, og da kunde han tale om al den Kundskab, som vilde gaa 1 Graven med ham, og beklage dette. Det var en Viden, som ikke alene var begrænset til Bøger. Nei, ogsaa en frisk levende Tradition hørte med tl hans Fie. Ikke mindst sad han inde med Forudsætningerne for at forstaa og skildre 56 Fædrelandets videnskabelige Liv 1 Tiden fra 1814. Universitetet havde overdraget ham det ærefulde Hverv at skrive dets Historie. Desværre svigtede hans legemlige Kræfter netop, som dette skulde udføres. Saa er Ludvig Daae vandret heden. Vi ser ikke længer hans originale, kraftfulde Skikkelse mellem os. Men han vil leve i Mindet. Hans talrige Disciple vil paaskjønne, hvad han gav dem 1 sine Forelæsninger, og være erkjendtlige for den alsidige Tydning af svundne Tiders Gaader, som han skjænkede dem. Og ligesaa vil han leve i sine talrige Skrifter. Enhver, som læser disse med Forstand, vil være paa det Rene med, at han ikke var den almindelige Landeveistraver, som saa Historiens Opgave 1 at levere Fødselsaar og Dødsaar. Udaf dem sætter der sig sammen et Billede, der viser hans aandfulde historiske Opfatning. Men helt at gribe, hvad Ludvig Daae var, det vil falde vanskeligt for dem, som ikke saa ham levende 1 sin virk- somme Kraft. Thi hans Personlighed, som den tegnede sig med varm Tiltrækning for Venner og eggende for Modstandere, hørte med 1 hans Forfatterskab. Hans Smertensleie blev langt. Men i Kampen mod Døden blev der over ham lagt det skjønneste Skjær. Det var den gamle Kjæmpe, der higede mod Forsoningen. Han søgte tilbage mod Venner fra unge Dage, fra hvem han var kommen bort, men til hvis Hjerte han atter søgte hen. Han fandt, hvad han søgte, og han kunde gaa bort i Ro og i Fred. Der var endnu meget, overmaade meget, som kunde siges. Men Tiden vilde ikke her strække til. Kun Et — og jeg er vis paa, at det stemmer med den kjære Afdødes Ønske, at dette nævnes: Han gik bort i Tro. Den var for ham Livets største Magt, ligesom den rækker udover Lavet. Forsamlingen hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 4 Præses oplæste dernæst Selskabeis Aarsberetning for 1909: Videnskabs-Selskabet har i det forløbne Aar afholdt sine sædvanlige 18 Møder: 6 i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse, 6 i den historisk-filosofiske Klasse og 6 Fællesmøder. SI I disse Møder er der afholdt 32 Foredrag, hvortil kommer kortere Meddelelser. Af Foredragene falder 11 paa den mathe- matisk-naturvidenskabelige, 10 paa den historisk-filosofiske Klasse og 11 paa Fællesmøderne. Af Ikke-Medlemmer er der holdt 4 Foredrag. Møderne har ogsaa 1 1909 været besøgt af et ikke ringe Antal Tilhørere udenfor Kredsen af Selskabets Medlemmer. I Selskabets Møder er der i Aarets Løb fremlagt til Tryk- ning 26 større og mindre Arbeider, hvoraf 17 nu er udgivne. Selskabet har for Aaret 1909 udgivet følgende Publikationer: I. Forhandlinger for 1909, der indeholder 11 Afhand- linger tilligemed OQversigt over Møderne, tilsammen 241 Sider med 922 Textfigurer og 1 Kart. Il. Skrifter I, den mathematisk-naturvidenskabelige Klasses, 9 Afhandlinger, tilsammen 515 Sider med 4 Tabeller, 12 Plancher og 464 Textfigurer. Il. Skrifter II, den historisk-filosofiske Klasses, 7 Afhand- linger, tilsammen 946 Sider med 2 Plancher og 475 Text- figurer. I det hele er der altsaa for 1909 udgivet 27 større og mindre Afhandlinger, tilsammen 1702 Sider med 4 Tabeller, 14 Plancher, 1 Kart og 961 Tekstfigurer. Af disse er 14 skrevet paa frem- mede Sprog, og 1 er ledsaget af et tysk Resumé; 12 Afhand- linger er forfattede af Ikke-Medlemmer. Der er for 1909 trykt 288 Sider, i Tabel mere, 10 Plancher og Karter mindre end for Aaret 1908. En Del af de i Aaret 1909 til Trykning indleverede Afhand- linger vil først kunne udgives 1 Selskabets Publikationer for Aaret 1910. Trykningen af Publikationerne for Aaret 1909 er tilende- bragt 1 den sidste Halvdel af April dette Aar. I det forløbne Aar er Statstilskuddet øget til Kr. 8 000,00, ligesom Nansenfondet har tilstaaet Selskabet et ordinært Bidrag af Kr. 15 000,00. For disse store Tilskud frembæres herved Selskabets ærbø- dige Tak. 30 Selskabet har 1 1909 havt 174 indenlandske Medlemmer, 96 1 den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse og 78 1 den histo- risk-filosofiske Klasse, og 159 udenlandske, hvoraf 105 1 den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse og 54 1 den historisk- filosofiske Klasse. Af disse mmdvalgtes 1 Fællesmødet den 26de Marts 2 indenlandske og 12 udenlandske Medlemmer. I det forløbne Aar har Selskabet havt at beklage Tabet af 6 indenlandske Medlemmer, nemlig Samlingsbestyrer M. Foslie, Sanitetskaptein, fhv. Overlæge GC. F. Larsen, Professor i Medi- ein Dr. med. Julius Nicolaysen, Dr. med. B. GC. Vedeler, Professor Dr. jur. T. H. Aschehoug og Rektor C. J. Feil- berg; desuden er 5 udenlandske Medlemmer afgaaet ved Døden. Selskabet talte ved Aarets Udgang ialt 322 Medlemmer, 168 indenlandske og 154 udenlandske. Videnskabs-Selskabets Bibliothek har i Aaret 1909 uddelt sine Forhandlinger og Skrifter til 56 indenlandske Institutioner og Personer (foruden til Medlemmerne) og til 269 indenlandske Institutioner (Bibliotheker, lærde Selskaber og Museer). Det har til Gjengjæld modtaget 1 Bytte eller som Gave fra 15 indenlandske og 1386 udenlandske Institutioner 867 Bind og Hefter. Fra 19 private Givere er modtaget 37 Bind og Hefter. Ved Leipzigs Universitets 500-aarsfest var Selskabet re- præsenteret ved Professor Olaf Broch. Ved Komitémødet for Akademiernes internationale Association, der afholdtes i Rom 1 Juni 1909, repræsenteredes Selskabet af Generalsekretæren, der ligeledes repræsenterede Selskabet ved den internationale Lepra- Konferance, der afholdtes i Bergen 1 August samme Aar. Professor H. Mohn overrakte 25de Juni Universitetet 1 Cam- bridge i Anledning af Darwins Mindefest Selskabets Adresse. I Forbindelse med Aarsberetningen har jeg den Glæde her paa Aarsmødet at nævne den store Begivenhed i vort Selskabs Historie, der vil være Dem alle bekjendt, nemlig at Selskabet er blevet Eier af afdøde Statsraad Astrups Hus, Drammensveien 78. Det er Frøknerne Ebba og Elisabeth Astrup, som vi 1 første Række har at takke, fordi de ved sit høihjertede Tilbud af den 59 store Gave af 100000 Kroner gjorde det muligt for os at bringe til Virkelighed Tanken og Ønsket om for Videnskabs-Selskabet at faa eget Hus. Og gjennem en Indsamlingskomité, der bestod af D'Hrr. Direktør Frederik Hjort, Generalkonsul H. Olsen, Redaktør Schib- sted, Overlæge Schweigaard, og af Selskabets egne Medlemmer Rigsarkivar Hertzberg, Konsul Axel Heiberg og Professorerne Aall, Brøgger, Broch, Morgenstierne og Johannessen, er det lyk- kedes at faa samlet Bidrag fra en Række offervillige Mænd og Kvinder, til et saa betydelig samlet Beløb, at vi nu har kunnet erhverve Huset gjældfrit og desuden har Midler til den fornødne Oppudsning og til Anskaffelse af et passende Inventar og Udstyr. Paa Videnskabs-Selskabets Vegne har jeg den Ære at rette en ærbødig og varm Tak først og fremst til Frøknerne Astrup, dernæst til de andre Bidragsydere, 1 første Række Deres Maje- stæter Kongen og Dronningen, og endelig til Indsamlingskom:- téen for dens virksomme og trofaste Arbeide. Det er vort Haab, at det Hjem, som Videnskabs-Selskabet nu har faaet 1 det store, smukke Hus, maa blive en værdig Ramme om et stadig fortsat virksomt og fyldigt videnskabeligt Liv i vort kjære Fædreland. Inden Bestyrelsen er nedsat en Komité, bestaaende af Pr æ- ses, Vicepræses, Professor Broch og Generalsekretæren, som har faaet det Hverv at udarbeide en Plan for Husets og dets forskjellige Rums Anvendelse. Naar Planen er færdig, vil den blive Selskabet forelagt til Diskussion og Afgjørelse. 5. Formanden 1 Nansenfondets Styre, Professor W. GC. Brøgger oplæste følgende Beretning om Nansenfondets Virksomhed i Budgetaaret 1ste April 1909—31 te Marts 1910. Fondets Renteafkastning har 1 Aaret udgjort Kr. 46902,06. Dets Kapitalformue har i samme Tidsrum steget fra Kr. 1047 333,72 den 51; 1909 til Kr. 1052 678,86 den 31, 1910. Fondets Vækst i denne Tid udgjør saaledes Kr. 5345,16. Denne Tilvæxt er fremkommen ved 40 Afsætning af !/;9 af Renteafkastningen. . . . . Kr. 4690,20 Gave fra Sanitetskaptein C. F. Larsens Arvinger (efter Afdødes herom udtalte Ønske) . . . . » 200,00 Salg af Beretningen om den 1ste Framexpedition . ,» 454,96 Kr. 5 345,16 Fondets Kapitalformue den dite Marts 1910 fordeler sig saaledes: 2 Hovediondet SEN Kr 08180525 Det amerikanske Fond . . . » 6 171,90 Det østerdalske Fond. . . . y 5 936,68 Ole Evenstads Legat . . . . » 10 253,88 Det trondhjemske Fond . . > » 11 581,62 Kr. 1052 678,86 Til videnskabelige Formaal er 1 Aaret bevilget: Fridtjof Nansens Belønning uddeltes til Docent Dr. Sten Konow for fremragende Arbeider over indiske Sprog og til Konservator M. Foslie for fremragende bota- niske Arbeider, særlig over Lithothamnierne med 1500 Kroner til hver JG STRRES00000 Til Kristiania Videnskabs-Selskab som or- dinær Bevilling paa sædvanlige Betingelser. . , 15000,00 Professor Dr. Fridtjof Nansen til Instrumenter og Udstyr for en oceanografisk Expedition . , 5000,00 Kaptein Roald Amundsen stilledes i Udsigt en samlet Bevilling af ialt 20000 Kroner til oce- anografiske Undersøgelser 1 Atlanterhavet samt til Undersøgelse af de høiere Luftlag 1 de ark- tiske Egne, hvoraf bevilgedes for Aaret . . »,» 3000,00 Restbeløbet tænktes fordelt paa de følgende 4 Aar. Professor Carl Størmer til fortsatte Undersøgelser over Katodepartiklers Baner i Verdensrummet , 600,00 (Hertil tidligere bevilget 3000, ialt saaledes 3600 Kroner). 41 Til Bestridelse af Udgifter i Anledning af Mathe- matikerkongressen 1 Stockholm (ved Pro- fessor Størmer). MR. Prosektor O. Berner Restbevilling il Ude af Cystenyrer (tidligere bevilget 200, ialt 300 Kroner) på Mg Kaller å Amanuensis Andreas Tanberg tl Ude over ,,Glandula dd Dr. philos. Signe Schmidt-Nielsen til de søgelser over mekaniske Faktorers Indflydelse paa Enzymer MA GE Dr. Valentin First il Se, over Enzymers Betydning for Ernæringen. å Dr. med. Theodor Frølich til Studier over ernæringsfysiologiske Spørgsmaal vedrørende Barnealderen Se ae SPÅ, Dr. philos. Hans Kiær til Se Balke) gelser over Kristianiafjordens Dyreliv. Amanuensis Sem Sæland til Undersøgelser over fosforescerende Legemer Amanuensis P. A. Øyen til Forces Jar pe maalinger tert gy Norsk geologisk me Ke il Bet dl af s Norsk geologisk Tidsskrift . . Kr. 400,00 — Renterne af ,Det amerikanske Bonde EVNE SN 245,55 Komiteen for Anlæg af en Forsøgsstation paa Videnskabs-Selskabets Eiendom ,Tømte* Bergens Skogselskab til dens Forsøgsstation Renterne af ,Ole Evenstads Legat* med Professor Lieblein til Udgivelse af hans Værk: sRecherches sur Vhistoire et la civilisation de Vancienne Egypte* Docent Dr. Konrad Nielsen il fortsatte beder søgelser over Kautokeino-Dialektens Fonetik . ” 400,00 100,00 300,00 400,00 150,00 150,00 400,00 300,00 200,00 645,55 300,00 450,00 500,00 400,00 49 Docent H. Celander og Lektor Dr. Goodwin, Upsala, som Bidrag til Udgivelse af deres Ar- beide: ,Ordförrådet 1 de ålsta fornnorska handskrifterna* (Halvdelen af Bevilling paa 1400 Kroer OE Professor G. Gustafson til Tegning og Fotogra- fering m. v. af norske Helleristninger. Redaktionen af ,Norsk theologisk Tidsskr if til fortsat Udgivelse af samme . . . -» 500,00 Universitetsbibliothekar Hj. Pettersen som 18 drag til Trykning af 3die Bind af hans Værk: » 900,00 » Bibliotheca Norvegica* » 1000,00 Dr. philos. Andr. M. Hansen til fett Studier over germanske Dyre- og Plantenavne (tidligere til samme Undersøgelsesrække bevilget 5000, 1alt saaledes 3500 Kroner) ee gå 500,00 Lærer Otto Grenness som Bidrag til Avsatt. af Billedstof til hans Afhandling ,Sundheds- statistik for norske Folkeskoler for 1900* . KR 600,00 Hertil kommer: Dr. I. Hagens Livrente. » 3000,00 Faste Lønninger (Kvæstor, Sekretær og Bud . , 1388,04 Tilfældige Udgifter . å 57,35 Styrelsen har i det forløbne Aar bestaaet af: Som selvskrevne Medlemmer: Professor Dr. Fridtjof Nan- sen, Videnskabs-Selskabets Generalsekretær, Professor Dr. Axel Johannessen og Kirkedepartementets Ghefer, Stadsraaderne K. Seip, K. J. Hougen og J. K. Qvigstad. Valgte af Videnskabs-Selskabet: Professor Dr. W. GC. Brøg- ger (Formand), Rigsarkivar Ebbe Hertzberg og Professor Dr. Johan Storm. Suppleant: Professor Dr. G. 0. Sars. Valgte af Universitetets Professorer: Professorerne Dr. S. B. Laache og Dr. B. Morgenstierne, med Suppleanter Profes- sorerne R. Collett og Fr. Stang. 45 Valgte af Storthinget: Stempletpapirforvalter C. Berner og fhv. Konsul Axel Heiberg. Suppleant Statsraad S. Å. B. Arctander. For Styrelsen: W. GC. Brøgger. 6. Størmer holdt et Foredrag: Løsning af Problemet Nordlys-Fotografering. Foredragsholderen omtalte først Viet eieden af at have objektive paalidelige Billeder af Nordlys, for med Sikkerhed at afgjøre, hvilken Theori er den vigtige. De mundtlige Beskrivel- ser og mere eller mindre vellykkede Tegninger, man har af Nordlys, er alle mangelfulde og upaalidelige. Det eneste sikre er Fotografier. Imidlertid viste de tidligere Forsøg med Nordlysfotografering for det meste negative Resultater; Fxpositionstiden var i Regelen flere Minutter, i hvilket Tidsrum Nordlyset bevægede sig, saa at Fotografiet blev værdiløst. Den eneste Undtagelse er et Foto- grafi, som den tyske Forsker Brendel tog i Bossekop Iste Februar 1892 med en Fxpositionstid af 7 Sekunder. Foredragsholderen gav en OQversigt over de systematiske Forsøg, han 1 det sidste Aar havde gjort for at finde et foto- grafisk Objektiv og fotografiske Plader, der egnede sig for Nord- lysfotografering. Det lykkedes efter disse Forsøg at faa foto- graferet Nordlys 1 Kristiania i Oktober forrige Aar med en Ex- positionstid af kun 2 Sekunder. Foredragsholderen gik dernæst over til at omtale sin Ex- pedition til Bossekop i Februar og Marts dette Aar. Som Assi- stent medfulgte Hr. Meteorolog B. J. Birkeland, som skal med- følge Amundsens Polarexpedition. I det hele havde Expeditionen 17 Observationsaftener med Nordlys, og der blev taget henimod 800 Billeder, hvoraf over Fjerdeparten gode. I en Række pragtfulde Lysbilleder gav dernæst Foredragshol- ren Forsamlingen Indtryk af Nordlysets forskjellige karakteri- stiske Former og Udviklingsstadier. 44 Af særlig videnskabelig Betydning var de samtidige Foto- grafier fra to Stationer, Alten Kirke og Alten Skole, 4310 Meter fra hinanden. Ved Hjælp af en af Forsvarsdepartementet ud- laant Telefonkabel kunde Exponeringen foregaa nøiagtig sam- tidig, og Nordlyset viste sig da paa Fotografierne forskjøvet i Forhold til de paa Pladerne fotograferede Stjernebilleder. Af den observerede Tid og Forskyvelsen kunde da Nordlysets Høide, Stilling og Form 1 Rummet meget nøiagtig beregnes. Foredrags- holderen viste endel af de ca. 80 Dobbeltfotografier, som Expedi- tionen medbragte. Blandt andet fik man se et Nordlysdraperi med Syvstjernen som Baggrund. Beregning viste, at det laa i ca. 55 Km.s Høide over et Punkt langt ude i Lophavet, i 200 Km.s Afstand. Foredragsholderen fremholdt Vigtigheden af, at fremtidige Nordlys-Expeditioner anvendte den fotografiske Methode, der var den eneste objektive og paalidelige. Samtidig udtaltes Ønskeligheden al, at Norge, der i Finmarken besidder et af de fortrinligste og lettest tilgjængelige Steder i Verden for Nordlysforskning, snart maatte faa en permanent Station deroppe, saa at Observationerne kunde drives Aaret rundt. Foredraget illustreredes ved talrige Lysbilleder. Mohn knyttede til Foredraget en Del Bemærkninger og udtalte sin Glæde over de smukke Undersøgelser, for hvilke Fore- dragsholderen havde redegjort. 7. Præses hævede det aabne Møde, idet han takkede H. M. Kongen, de Indbudne samt de øvrige Tilhørere for deres Fremmøde. S. Generalsekretæren fremlagde Regnskaberne for 1909 med Oplysning om, at de var gjennemsete og fundne i Orden af Revisorerne, hvorefter Selskabet meddelte Regnskabsføreren Decharge. 9. Generalsekretæren fremlagde Selskabets Publika- tioner for 1909, 1 8 Bind. 10. Præses bekjendtgjorde, at Bestyrelsen havde besluttet, at den Opgave, der i 1908 blev udsat for Apotheker Øwres 45 Guldmedaille for 1908—1910, atter skulde opstilles for 1910—1912. Opgaven lyder: Der forlanges en kemisk Undersøgelse af den her i Landet vildtvoxende Valeriana officinalis. Afhandlingen maa være led- saget af Præparater. 11. Nausen stillede en Forespørgsel om, hvorfor der ikke var givet Selskabet Anledning til at udtale sig i Spørgsmaalet om Indkjøb af afdøde Statsraad Astrups Hus til Selskabet. Op- lysninger herom afgaves af Mohn, Brøgger og Hertzberg, ligesom ogsaa Hægstad og Taranger fremkom med Ud- talelser i Anledning af Kjøbet. Historisk-filosofisk Klasse. 20de Mai. (Formand: Broch. For Sekretæren: Koht). 1. Konow holdt et Foredrag om Mitani-Folkets Guder og Iranernes første Optræden i Historien. Han paaviste, at de indogermanske Fyrster i Palæstina, Syrien og Mesopotamien, som forekommer i Kileskrift-Dokumenter fra omkr. det 15de Aarh. f. Kr., var iranske og ikke ariske. De Guder, som vi hører disse Fyrster havde bragt med sig til Mitanierne i Mesopotamien, har Navne, som ser ud som indiske eller ariske. Ved Sammen- ligning med Fyrstenavnene og Forhold i moderne Dialekter paa- viste han imidlertid, at de var iranske, men tagne fra en Dia- lekt, som afveg fra Rigssproget. Gudenavnene viste, at disse Folk havde en Religion, som stemte med Indernes. Det frem- hævedes, hvorledes denne ogsaa forudsættes af Zarathustra, som stærkt polemiserer mod de ugudelige Dæmondyrkere. Disse maa have været lraner, saadanne som vi ser dem i Mitani. Mithra- Dyrkelsen viste ogsaa, at dette iranske ,Hedenskab* holdt sig nedover Tiderne, ogsaa efter Zarathustras Reformation. Endelig gjordes opmærksom paa, hvorledes Tilstedeværelsen af iranske Fyrster midt i den semitiske Verden gjør det såndsynligt, at indogermanske Folk har havt en Haand med i Grundlæggelsen af den gamle forasiatiske Civilisation. 46 Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Knudtzon med Svar af Foredragsholderen. 2. Til Trykning fremlagdes: Halvdan Koht. Genesis of American independence. — Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1910 som No. 3. E. Løseth. Notes de syntaxe frangaise. — Trykt 1 den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 4. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 27de Mai. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Mohn holdt et Foredrag om Nedbørens Hyppighed i Norge. Antallet af Dage 1 Aaret med maalelig Nedbør er om- kring 100 paa Østlandet og 1 det indre af Tromsø og Finmarkens Amter, 150 til 200 i Land, Hedemarken, Søndre Østerdalen og 1 et Belte med en Midtaxe fra Søndre Telemarken over Sæters- dalen og videre indenfor Vestkysten helt op til Nordkap, over 200 i de ydre Fjordegne 1 Bergens Stift. Det mindste Antal Nedbørdage falder 1 den første Halvdel af Aaret, især om Vaaren, 5 1 en Maaned i Nordre Østerdalen til 13 i Søndfjord. Det største Antal Nedbørdage i en Maaned falder i August paa Øst- landet og senere paa Høsten jo længere ude mod Kysten. Det dreier sig om 14—15 Dage. Den gjennemsnitlige Varighed af Nedbør i en Nedbørdag er længst i Bergens Stift, 11 Timer, mindre paa Østlandet, 7 Timer, kortest om Sommeren, længst Høst og Vinter. Nedbørhøiden i en Nedbørdag er mindre inde 1 Landet end paa Kysten, størst i den ydre Del af Bergens Stilt. Den dreier sig om 3 til 18 mm. Nedbørdagenes Vexel i 38 Aar fra 1876—1908 har megen Lighed med Solflekkernes. OQverens- stemmelsen kommer ikke saa godt frem for et enkelt Steds Vedkommende, men er meget klar, naar 23 Stationer, fordelte over hele Norge, tages med i Middeltal. Faa Solflekker og færre Nedbørdage, mange Solflekker og mange Nedbørdage. Til Sol- flekkemaximum svarer to Maxima af Nedbørhyppighed, adskilte 47 ved et svagt Minimum. Nedbørhyppigheden 1 Norge gaar 1 Skridt med Nedbørmængden. Foredraget blev illustreret med Karter og Kurver. 2. Til Trykning fremlagdes: Francis Harbitz og N. Backer Grøndahl. Aktinomy- kosen (straalesopsygdommen) 1 Norge. Studier over dens fore- komst, patologiske anatomi og bakteriologi. (Fremlagt af Har- bitz). Trykt i den math.-naturvid. Klasses Skrifter for 1910 som No. 7. Sofus Widerøe. Die Massenverhåltnisse des Herzens unter pathologisehen Zustånden. Pathologisch-anatomische Unter- suchungen. (Fremlagt af Laache). Trykt i den math.-naturvid. Klasses Skrifter for 1910 som No. 9. Historisk-filosofisk Klasse. 16de September. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). 1. Falk holdt et Foredrag: Bidrag til den oldnorske Husbygnings Historie. I Tilknytning til sine tidligere Foredrag over gammelnordisk Bygningsmaade behandlede han Oprindelsen til den saakaldte ,Loftskemme* samt ,Ildhuset*. Forbilledet for den første fandt han i den gammeltydske ,Söller*; i Ildhuset saa han Fortsættelsen af den gamle ,Sal*. 2. A. Bugge holdt et Foredrag: Engelske Arkivstudier, hvori han gav Oplysninger om et nyt, netop færdigtrykt Halv- bind (XIX, 1) af ,, Diplomatarium Norvegicum*. Dette indeholder Aktstykker vedrørende Norges Forbindelse med de Britiske Øer og giver en Række nye Oplysninger baade til vor politiske Historie og til Handelens og Sjøfartens Historie. De viser, hvordan de norske Konger stadig underholdt Forbindelse med de engelske, sendte Gaver osv. Norges selvstændige Handel og Skibsfart naaede, synes det, sin høieste Blomstring under Haakon Haakonssøn ved Midten af 13de Aarh. Omkring 1300 seilede fremdeles mange norske Skibe til England, og der var i norske Byer et blomstrende Handelsliv. Men Hanseaterne var allerede begyndt at konkurrere med Nordmændene, og en stor Del ai 48 vor Udførsel af Tørfisk til England blev besørget af Tydskere, som for Tørfiskhandelens Skyld havde oprettet et Kontor i Boston. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 23de September. (Formand: Vogt. Sekretær: Steen). 1. Vogt fremlagde 1ste Bind af et Værk ,,Die Lagerståtten der nutzbaren Mineralien und Gesteine*, udgivet af Prof. F. Bey- schlag, Prof. P. Krusch og ham selv. Han knyttede hertil en Del Bemærkninger og gjennemgik særlig den genetiske Kiassifikation, som var fulgt. 2. Faye loreviste nogle Ben fra Udgravninger i Trond- hjem, dels fra Domkirkens Grund og dels fra Kjælderen i en Gaard i Søndre Gade, 1 afvigte Vinter. Han knyttede hertil nogle korte anthropologiske Bemærkninger og fremhævede særlig de udmærket vedligeholdte Tænder 1 flere Underkjæver. Fællesmøde. 7de Oktober. (Præses: Mohn. For Generalsekretæren: Steen). H. M. Kongen med Følge overvar Mødets Forhandlinger. 1. Harbitz holdt en Mindetale over Selskabets afdøde udenlandske Medlem Professor Robert Koch. Han gav en længere Skildring af dennes videnskabelige Virksomhed, idet han særlig fremhævede hans grundlæggende Betydning for Bak- teriologien. ; Foredraget vil blive trykt 1 ,Samtiden* for 1911. Forsamlingen hædrede den Afdødes Minde ved at reise sig. 2. Nansen holdt et Foredrag om Vinland. Foredrags- holderen begyndte — efter en Omtale af de tidligere Forsk- ninger om Emnet, først og fremst Gustav Storms — med at sige, at naar han som Ikke-Fagmand paa Historieforskningens Omraade var kommet til Resultater fuldstændig forskjellige fra alle andres, saa havde det jo maattet fremkalde Tvivl hos ham. Men jo mere han havde fordybet sig i Emnet, desto sikrere var 49 han blevet, indtil han tilslut havde fundet Bevisrækken saa fyldig og overbevisende, at han vilde fremlægge den. Det var ikke usandsynligt, at man vilde finde enkelte af bans Slut- ninger dristige og protestere. Men hvad der maa være endnu kjærere end at bevare et berømmeligt Historieblad, er dette, at søge at naa frem til Sandheden. Og om end mange af Sagaernes Beretninger viser sig at være Sagn, saa er det dog sikkert, at Nordboerne opdagede Amerika 500 Aar før Columbus. Udførlig gjennemgik derefter Foredragsholderen de Kildeskrifter, hvori Vinlandsfærderne nævnes. Han fremhævede, at Beretningerne om Vinland og Reiserne did optræder forholdsvis sent og ikke findes i de ældste islandske Kilder. Sagaernes Beretninger, særlig Firik Raudes Saga, har en sagnagtig Karakter, idet de paa- viselig er sammensatte af det ene Træk efter det andet, som er laant fra forskjellige Kanter, for en stor Del fra irske Sagn og fra den klassiske Literatur saa langt tilbage som til Odysseen. Paavisninger af dette blev overordentlig fyldig dokumenteret. Lighederne mellem Sagaernes Beretninger og de irske og klas- siske Sagn er saa mange og paa flere Punkter saa afgjørende, at de umulig kan være tilfældige. Mellem Sagaernes Beret- ninger indbyrdes findes der ogsaa meget betegnende Uoverens- stemmelser, og de ældste Kilders, selv Olav den helliges Sagas Taushed om Leiv Eirikssøns Opdagelse af Vinland er paafaldende. Sagnagtig virker i høl Grad de optrædende Per- soners Navne; saaledes forekommer Gudenavnet Thor i en Mangfoldighed af Forbindelser. Og ligeledes virker den hyppige Forekomst af 3-Tallet — en Mand med tre Sønner, tre Reiser, tre Aar osv. — eventyrmæssig. Særlig paavistes, at Skildringerne af Vinland ,det gode* beviser, at dette er Grækernes ,de saliges Øer* og Middel- alderens ,de lykkelige Øer* (Insulae fortunatae), og at disse Skildringer eier en Mængde Træk, som spiller en fremtrædende Rolle 1 de irske Sagn. Videre paavistes Sammenhængen mellem Vinland det gode og det norske ,Huldrelandet* og ,Alvelandene* paa Island, som oprindelig er de afdødes Lande. 50 Et Bevis for, at man her har med Sagn at gjøre, danner fremdeles Sammenhængen mellem den oprindelige Betydning af Skrælinger (tysk Schråhelein) og Vætter, Alver, Huldrer — og Beskrivelsen af Skrælingeslaget, hvor Skrælingerne kastede Bomber, som svarer til, hvad der i den islandske Literatur kaldes Hær- brest (Krudt). Det samme gjenfindes ogsaa 1 et irsk Sagn, som oprindelig stammer fra Kykloperne i Odysseen. Og man maa huske, at de irske Sagn var vel kjendt paa Island. Efter at have fremholdt, at Sagaerne saaledes er en mosaik- mæssig Sammensætning af laante Sagn, stillede Foredragsholderen dette Spørgsmaal: Men bliver der da intet igjen, som er ægte? Jo, Sagaerne eier paa den anden Side Træk, som ikke godt kan forklares anderledes end som stammende fra noget virkelig oplevet. Saaledes Skildringen af Tuskhandelen, Skindhandelen med Skræ- lingerne. Videre Kampen, hvor Nordboerne blev underlegne. End- videre de gamle Kvad, der citeres 1 Sagaerne, men stemmer daarlig med Prosaen, som synes lilsat senere, og hvoraf frem- gaar, at Nordboerne i Middelalderen virkelig har været der, 1 et Land, hvor man efter Sagnet drak Vin istedetfor Vand. Men det sikreste historiske Træk, som beviser, at Nordboerne har naaet Amerika, er Fortællingen 1 de islandske Annaler om, at der Aaret 1347 kom en liden grønlandsk Skude stormdrevet til Island fra ,Markland* (sandsynligvis New Foundland). Maa vi opgive Eirik Raudes Saga, saa stiger under Studierne af disse Ting vor Beundring for den islandske Digtning. Og hvor Skildringerne er realistiske, der fremstaar Islændingerne som den realistiske Romans Skabere, og der præges Skildrin- gerne af den Oplevelsens Knaphed i Formen, som viser Hand- lingens Mænd. Foredragsholderen sluttede med at meddele, at han 1 et senere Møde vil fortsætte med et Foredrag om Hvitramannaland, de hvide Menneskers Land. Han oplyste, at han under sine Forsk- ninger havde nydt den mest værdifulde Støtte af Professorerne Moltke Moe og Alf Torp. Præses takkede Foredragsholderen for hans Foredrag. Debat om dette besluttedes udsat til efter Nansens andet Foredrag. di 9. Generalsekretæren fremlagde de siden sidste Fælles- møde trykte Afhandlinger. Historisk-filosofisk Klasse. 21de Oktober. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). H. M. Kongen med Følge overvar Mødets Forhandlinger. Nansen holdt Foredrag om Hvitramannaland. Foredrags- holderen søgte at paavise, at Hvitramannaland var et irsk Sagn- land. Navnet staar 1 Forbindelse med irske Forestillinger om hvide Mænd som hellige Mænd, og dernæst med Hvitekrist og den hvide Daabsdragt. Endvidere søgte han at vise, at Eyr- byggjasagaens Fortælling om Gudleivs Reise til Hvitramannaland har paafaldende Lighed med et irsk Sagn og med en Fortælling hos Araberen Edrisi om de otte Portugiseres Reise til en Ø 1 Havet. Den paafølgende Diskussion knyttede sig hovedsagelig til Professor Nansens Foredrag om Vinland 1 Fællesmødet den 7de Oktober. Yngvar Nielsen ydede sin Tilslutning til den af Fore- dragsholderen anvendte Methode, at paavise sagnagtige Bestand- dele i Sagaerne, men mente, at han var gaaet for vidt. Are Frodes Fremstilling stemmer saa godt med de ethnografiske For- hold i ældre Tid paa New Foundland, i New Brunswick og i Nova Scotia. Han nævnte flere Beviser for, at der oprin- delig har været en eskimoisk Befolkning ogsaa i de sidstnævnte Lande. Han ansaa det godtgjort, at der er en stærk historisk Kjerne endogsaa i Eirik Raudes Saga, og fremfor alt, at Islen- dingabok er rigtig. Efter hans Mening undervurderede Nansen ogsaa Adam af Bremens Betydning. Wille omtalte den Skildring af Naturforhold, som Firik Raudes Saga indeholder. Skildringen er meget detaljeret, og Detaljerne passer godt paa Forholdene paa Amerikas Østkyst, som tildels paavist af Gustav Storm. Taleren gjennemgik en Række af slige Detaljer. 52 Andr. M. Hansen fremhævede Lighedspunkter mellem Skildringerne af Vinlandsreiserne og de ældste Beretninger om Islandsfærder. Foredragsholderen replicerede til Yngvar Nielsen og Wille, resumerede dernæst sin Opfatning, idet han opregnede Beviserne for Slutningsrækkens Rigtighed, og udtalte tilslut en Tak til Dr. Hansen. A. Bugge kunde ikke fuldt ud være enig med Foredrags- holderen, og dette var ud fra en almindelig Betragtning af den Maade, hvorpaa Sagn og Eventyr er flettede ind 1 historiske Be- retninger. Han mente, 1 Tilslutning til Yngvar Nielsen, at man ikke kan komme forbi Are Frodes Fremstilling. Selve Navnet s Vinland* maa bevares for Historien. Diskussionen blev herefter afbrudt for at fortsættes 1 et senere Møde. Fællesmøde. 4de November. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. Aall holdt et Foredrag: et psykologisk Experiment over Hukommelse og Gjenfortælling hos Mænd og Kvinder. Fore- dragsholderen refererede et af ham nylig udført Experiment med Gjenfortælling, lige efter at noget var læst høit. Paa Grundlag af de indkomne Svar undersøgte han Hukommelsens og Repro- duktionsevnens Stilling overfor de forskjellige Begreber. En Ffterprøve med samme Forsøgspersoner to Døgn senere viste, hvorledes Glemselen stiger, men ogsaa, hvorledes noget, som fra først af var glemt, senere kan gjøre sig gjældende (Eliter- hukommelse). Mellem Mands- og Kvindereferaterne er der tyde- lige Uligheder. I flere Punkter voxte Glemselen noget lang- sommere hos Kvinderne, og umiddelbart huskede de flere De- taljer end Mændene. Det traadte 1 foreliggende Tilfælde sær- lig frem ved slige Kategorier som Personer, Farver, Sager (Gaver), ikke ved Stedskategorier. Tilsidst analyserede Fore- dragsholderen Vidnesbyrdene fra Mands- og Kvindesvarene og opstillede en Lære om Vidnets særegne personlige Identificerings- drift. Under Synspunkt af Kjønsforskjellen hos Subjekterne ud- PAD] JO trykker denne Lære følgende: Mænd husker bedre eller udbreder sig vidtløftigere om Detaljer da, naar de føler sig overfor Ind- holdet som Mænd, Kvinder paa lignende Maade ved Detaljer da, naar de føler sig ligeoverfor Indholdet som Kvinder. Faye mindede om, at Professor Lyng 1 sin Tid havde foretaget et lignende Experiment som det her af Foredragsholderen meddelte. Lyng oplæste nemlig et indviklet arabisk Eventyr for endel Gutter og Piger i 15aars-Alderen, som de derefter gjen- gav. Hovedopfatningen viste sig at være den samme baade hos Gutterne og Pigerne; i Detaljerne var der derimod nogle eien- dommelige Forskjelligheder, hvorpaa han anførte endel Exempler. 2. Moltke Moe holdt derefter et Foredrag: Sagn og Historie; Indvendingerne mod Nansens Vinlandstheori. Taleren fremhævede, at Spørgsmaalet om Sagaernes histo- riske Gehalt er vanskeligt at komme paa det Rene med; Spørgs- maaiet maa afgjøres for hver enkelt Sagas Vedkommende. Men da Sagaerne er skriftlige Gjengivelser af mundtlig Tradition, er det givet, at selve Fortællingsstoffet har været underkastet de Love, som raader for al Traditionsudvikling. Han pegte særlig paa tre af de Kræfter, som her er virksomme: den plastiske Udformningsdrift, Sammensmeltningsdriften og Tillempningsdriften eller Omsmeltningsdriften. De Udviklingslove, som udgaar fra disse Drifters Arbeide, gav efter Talerens Mening Professor Nansen fuld principiel Ret i hans Syn og Methode. Dernæst betonede Taleren Forskjellen i Aandspræg mellem vor Tids og Sagatidens Mennesker, en Forskjel, som ogsaa spiller ind i Vurderingen af Sagaernes historiske Troværdighed. —Tilslut imødegik han Professor Alexander Bugges Opfatnimg af Navnet Vinland og Vinland det gode. Det besluttedes at fortsætte Diskussionen om Nansens Vin- landstheori i den math.-naturvid. Klasses Møde den 18de Novbr. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 18de November. 1. Moltke Moe fortsatte sit Foredrag 1 Fællesmødet den 4de November om Prof. Nansens Vinlamdstheori. Han vilde DÅ særlig behandle to Punkter. Først den eiendommelige Foreteelse, at der baade hos Irer og Islændinger i Middelalderen berettedes om to Sagnlande, det ene kristent, det andet hedensk, begge Lande hjemmehørende i den samme Gruppe af Sagn. I Over- ensstemmelse hermed tolkede han Hvitramannaland som ,jde døbtes Land*. Dernæst søgte han at paavise, at de islandske Sagnberetninger i sin Skildring af Skrælingerne indeholder en hel Del Vætte-Træk, hvad der støtter Professor Torps Forklaring af Skræling som ,vætteagtigt Væsen*. Diskussionen aabnedes af H. Geelmuyden, som henledede Opmærksomheden paa det Sted i Sagaen om Vinland, hvor det fortælles, at ,Solen havde Eyktarstad og Dagmaalastad paa den korteste Dag*. Om denne Oplysning kan det med Sikkerhed siges, at den ikke kan tilbageføres til Kilder, som har sin Op- rindelse fra sydligere Lande — og dette var jo Hovedargumentet for Forkastelsen af de mere sagnmæssige Dele af Beretningerne, særlig hvad der vedkom Navnet Vinland — naturligvis fordi Folk fra sydlige Lande ikke vilde finde det besynderligt, at den korteste Dag var saavidt lang; det dreier sig om 8 Timer som Minimum. Taleren fandt ogsaa at burde gjenkalde 1 Frindringen, at Historikerne ikke altid har havt Betingelserne for at forstaa Betydningen af dette Sted i Sagaen. Saaledes havde i sin Tid Finn Magnusen ved at benægte Rigtigheden af den Definition af Fyktarstad, som indeholdes i den islandske Lovbog, fremkaldt et urigtigt Resultat for Beliggenheden. Heller ikke A. Bugge har refereret korrekt 1 sin Del af den Norges-Historie, som nu er under Udgivelse. Gustav Storm havde 1 sin Tid behandlet Sagen mere udførlig og rigtig; men i den engelske Udgave al sin Afhandling om Vinland havde ogsaa han begaaet en Unø:i- agtighed, som dog kun vedrørte Taleren personlig, idet Storm havde tillagt ham en Oversættelse, som han ikke kunde være bekjendt. Yngvar Nielsen fandt, at det var en stor Feil ved Nan- sens og Moes Indlæg, at de tog alle Kilder under ét, som om de var samtidige og ikke var skrevne til høist forskjellige Tider 1 en Periode af næsten 400 Aar. Tilhørerne lededes derved til DD et feilagtigt Indtryk og kunde ikke dømme om det rette For- hold. Ældste Kilde var Mag. Adam af Bremen, der ikke var nogen blindt troende Referent, men havde de bedste Kilder og selv gjentagende havde undersøgt disse. Han byggede bl. a. paa Danekongen Svend Estridssøns Meddelelser. Han skrev til Ære for Erkebiskop Adalbert og Erkestiftet Bremen-Hamburg og omhandlede Planerne om at vinde Herredømmet over Nor- dens Riger og Øer. Spørgsmaalet var den Gang ogsaa aktuelt om Vinland. Adalbert, der var en Statsmand af Rang, havde knyttet Forbindelser med Island og Grønland, bl. a. med den islandske Biskop Isleiv, som 1054 var hos ham og bragte en Isbjørn til Keiser Henrik III. Ogsaa de frisiske Adelsmænds Tog havde vakt Adalberts Opmærksomhed, og det havde en historisk Kjerne, om end med sagnmæssige Udsmykninger. Spørgsmaalene om Havet og dets Øer laa ved Aar 1070, da Adam skrev, saa at sige 1 Dagen, og ved sin Nøgternhed vinder Beretningen om Vinland 1 Paalidelighed. Are Frodes Beretning er skreven omkring 1120; den er nøgtern og kritisk; den giver det Faktum. at der 1 Vinland levede et Stenaldersfolk, som engang ogsaa havde boet i Grøn- land. Til samme Tid sætter Annalerne Eirik Upses ulykkelige Reise til Vinland 1121. Den islandske Jordbeskrivelse, hvis første Affattelse tildels rækker op imod samme Tid, giver enkelte Tillæg og nævner først , Vinland det gode*. Men dens Haand- skrifter er meget yngre, og dermed bliver ogsaa dette Navn her tvivlsommere. Først i Kristnisaga, yngre end 1200, kommer dette ind, og først nu bliver det staaende. Men til samme Tid kom- mer de sagnmæssige Træk ind. Disse tilhører det 13. og 14. Aarhundrede; men de er ukjendte i de ældste Kilder. Beviset er ikke ført for, at Benævnelsen , Vinland det gode* har været kjendt og brugt før 1200. Men dermed bortfalder alt det, som Moltke Moe og efter ham Nansen har ment at kunne bygge paa dette Navn. Det ethnografiske Spørgsmaal har ogsaa stor Betydning. Endnu 1700—1750 var der eskimoisk Befolkning ned til 500 n. Br., medens den nu er trukket tilbage til 57%. De Udtryk, 56 sø som anvendes om Eskimoer, viser ikke andet, end at disse reg- nedes for en laverestaaende Race. Ved 1585 omtales et Par eskimoiske Trold, som reddedes af en Islænding, der vandt deres Hjerter, saa at de druknede sig, da han reiste fra dem. Over- naturlige Væsener pleier ikke at drukne sig. Ved Aar 1700 kalder en fransk Reisende Eskimoerne for démons, men siger dog, at de var Folk (peuples), som ikke kunde humaniseres. — Han tilføiede, at han af Sygdom havde været hindret fra at fuldføre Undersøgelsen af de her omhandlede ethnografiske Spørgsmaal, som i Realiteten nøie stemte overens med de 1s- landske Beretninger, som forudsætter et virkeligt Vinland med en Befolkning af levende Eskimoer. A. Bugge udtalte sig mod Nansen og Moltke Moe, idet han mente, at alle Sagn har en historisk Kjerne, saaledes ogsaa Vinlandsfortællingerne, og han hævdede, at vi maa fæste fuld Lid til de ældste Steder, hvor Vinland nævnes. Heller ikke troede han saa meget paa den mulige Overensstemmelse med irske Sagn. Paa Grund af den fremrykkede Tid blev Diskussionen be- sluttet fortsat i et Extramøde Fredag 9de December. Fællesmøde. 2den December. (Præses: Mohn. Generalsekretær: Johannessen). 1. Præses aabnede Mødet med at ønske Selskabets uden- landske Medlem Professor Dr. Björn Magnusson Olsen (fra Reykjavik) velkommen i Mødet. 2. Aubert foredrog af et utrykt Arbeide et Afsnit: Tysk- lands Reisning mod Napoleon speilet i.Caspar Friedrichs Landskabskunst. Nogle Linjer i et Eftermæle, som Professor Dahl har for- fattet over sin Ven og Husfælle, nævner en Gruppe Billeder af Friedrich fra Befrielseskrigens Tider, af hvad Dahl kalder en egen politisk-profetisk Karakter. Ved at følge dette Vink havde Foredragsholderen haft Held med sig til at opspore nogle inter- essante Prøver paa denne Side af Friedrichs Kunst og til at finde 5V) Nøglen til dens gaadefulde Billedskrift. Et af disse Billeder giver os Kommentaren til et Brev til Goethe, som man før ikke har forstaaet. Et Par andre er Udtryk for Friedrichs nære Forhold til Digteren Heinrich von Kleist, som har givet ham Motivet til disse Kompositioner ved sit franskfiendtlige Tidsdrama ,Herr- mannsschlacht*. Foredragsholderen ønskede ikke noget udførligere Referat af Foredraget. Dette illustreredes af Lysbilleder. 9. Til Trykning fremlagdes: V. M. Goldschmidt: Die Kontaktmetamorphosen im Kri- stianiagebiet. (Fremlagt af Brøgger). — Trykt i den math.- naturvid. Klasses Skrifter for 1911 som No. 1. Emil Smith. ,Tocharisch*. Fine neuentdeckte indoger- manische Sprache Mittelasiens. (Fremlagt af Torp). — Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1910 som No. 5. Olav Sopp. Monographie der Pilzgruppe Penicillium. 4. Broch overrakte som Gave til Selskabets Bibliothek sit Arbeide ,Ocerk fiziologij slavjansko) reci* (Qmrids af den sla- viske Tales Fysiologi), en Del af den af det keiserlige russiske Videnskabsakademi 1 St. Petersburg udgivne ,Enciklopedija slavjanskoy filologj*. 5. Generalsekretæren fremlagde de siden sidste Møde trykte Afhandlinger. 6. Derefter foretoges Valg af Embedsmænd for 1910 med følgende Resultat: a) Til Præses rykker Vicepræses, Rigsarkivar E. Hertz- berg op. Til Vicepræses valgtes Prof. Dr. H. Mohn. Til Generalsekretær gjenvalgtes Prof. Dr. A. Johan- nessen. b) I. I den math.-naturvid. Klasse rykker Viceformanden Prof. Dr. W. GC. Brøgger op til Formand. Til Viceformand valgtes Prof. J. H. L. Vogt. Til Sekretær gjenvalgtes Direktør Aksel S. Steen. II. I den hist.-filos. Klasse rykker Viceformanden Proi. Dr. A. Torp op til Formand. 58 Til Viceformand valgtes Prof. Dr. Alexander Bugge. Til Sekretær gjenvalgtes Docent Dr. Konrad Nielsen. d) Til Revisorer gjenvalgtes Overlærer S. Henrichsen og Prof. C. Størmer. e) Til Medlemmer af Nansenfondets Styre (jfr. $ 5 af Fondets Statuter) gjenvalgtes Prof. W. C. Brøgger, Rigs- arkivar E. Hertzberg og Prof. Johan Storm. General- sekretæren er som saadan selvskrevet Medlem. 7. Endelig forelaa et Forslag om Forandring af Statuternes $ 10, der var behandlet af en af Bestyrelsen nedsat Komuté. Følgende Indstilling fra Komitéen forelaa: il dHr.Medlemmeraf Videnskabs-Selskabet i Christiania. I Anledning af, at nedenstaaende Forslag til Forandring af Statuternes $ 10 vil komme til Behandling paa Fællesmødet 2den December d. A., skal vi tillade os at oplyse følgende: Der er fra Hr. Professor Dr. Wille til Bestyrelsen indkom- met et Forslag om, at der i Statuternes $ 10, som omhandler Optagelse af nye Medlemmer, skal udgaa de to Ord ,uden Dis- kussion*, hvor der tales om Votering 1 Aarets 2det Klassemøde, idet han antager, at der kan trænges den Støtte for Grupperne, at deres Forslag om Optagelse af nye Medlemmer kan disku- teres i Klassemøderne, uden at dog en saadan Diskussion altid behøver at finde Sted. Skrivelsen behandledes 1 Bestyrelsesmøde 26de Oktober, hvor der ifølge Statuternes $ 10 besluttedes nedsat en Komité for at afgive Betænkning om Forslaget. Til Medlemmer af denne Komité valgtes Forslagsstilleren, Præses, Vicepræses, Professor Torp og Generalsekretæren. I Møde 9de November er Komitéen blevet enig om at fore- slaa følgende Forandringer i Statuternes $ 10: 1. at Ordene ,uden Diskussion* 1 Linie 10 udgaar. 2. at Udtrykket ,, Votering* i Linie 10 ombyttes med, Afgjørelse*. 5. at der efter Punktum i Linie 7 indsættes: ,Ingen saadan Vedtagelse er gyldig, uden at 2 Trediedele af Gruppens i Christiania og Omegn boende Medlemmer har været tilstede og har deltaget i Voteringen* 1. Der hidsættes et Aftryk af $ 101 den tidligere og 1 den nu foreslaaede Form. $ 10 vedtaget 7de Decbr. 1906: Naar en Plads er ledig, med- deler Klassens Sekretær dette til vedkommende Gruppes Ord- fører, der anmoder Gruppens norske Medlemmer om at ind- skriftligt Forslag om Valg af nyt Med- sende og motiveret lem. Ordføreren sammenkalder derefter Gruppens Medlemmer til Diskussion, hvorunder ogsaa hvorvidt Pladsen for Tiden bliver at besætte, og det drøftés, med Stemmeflerhed vedtagne Forslag tilstilles Generalsekre- tæren. Denne sender de fra Gruppernes Ordførere indkomne Forslag til vedkommende Klas- ses i Christiania og Omegn bo- ende Medlemmer, hvorpaa Klas- sens Formand fremlægger det 1 Aarets det Klassemøde til Votering uden Diskussion. Til Forslagets Antagelse kræves, at to Trediedele af de Voterende Bliver Forslaget antaget af Klassen, stemmer for samme. $ 10 efter Komitéens Forslag: Naar en Plads er ledig, med- deler Klassens Sekretær dette til vedkommende Gruppes Ord- fører, der anmoder Gruppens norske Medlemmer om at ind- sende skriftligt og motiveret Forslag om Valg af nyt Med- lem. Ordføreren sammenkalder derefter Gruppens Medlemmer til Diskussion, hvorunder ogsaa drøftes, hvorvidt Pladsen for Tiden bliver at besætte, og det med Stemmeflerhed vedtagne Forslag tilstilles Generalsekre- tæren. Ingen saadan Vedtagelse er gyldig, uden at to Tredie- dele af Gruppens 1 Christiania og Qmegn boende Medlemmer har været tilstede og har deltaget i Voteringen. Generalsekretæren sender de fra Gruppernes Ord- førere indkomne Forslag til ved- kommende Klasses 1 Christiania og Omegn boende Medlemmer, hvorpaa Klassens Formandfrem- lægger det i Aarels 2det Klasse- I Dei Anførselstegn citerede Ord er nedenfor fremhævede ved Streg under. 60 meldes dette til Generalsekre- møde hl Afgjørelse. Til For- tæren, som før næste Fælles- slagets Antagelse kræves, at to møde underretter Selskabets i Trediedele af de Voterende stem- Christiania og Omegn boende mer for samme. Bliver For- Medlemmer om, at Valg skal slaget antaget af Klassen, mel- foregaa. Forsaavidt 20 Med- des dette til Generalsekretæren, lemmer er tilstede i Fælles- som før næste Fællesmøde un- mødet, indbringes Forslaget her derretter Selskabets 1 GChristi- til endelig Aifgjørelse, der sker ania og Omegn boende Med- ved Stemmeflerhed og uden for- lemmer om, at Valg skal fore- udgaaende Diskussion. gaa. Forsaavidt 20 Medlemmer er tilstede i Fællesmødet, ind- bringes Forslaget her til endelig Afgjørelse, der sker ved Stemme- flerhed og uden forudgaaende Diskussion. H. Mohn. Ebbe Hertzberg. Axel Johannessen. Alf Torp. N. Wille. Efter en Debat foretoges Afstemning over Komitéens For- slag. Dennes Resultat var: Punkt 1 vedtoges enstemmig. Punkt 2 vedtoges enstemmig. Punkt 8 vedtoges mod 6 Stemmer. Historisk-filosofisk Klasse. Extraordinært Møde 9de December. (Formand: Broch. Sekretær: K. Nielsen). 1. Professor Dr. Björn Magnusson Olsen fra Reykja- vik, udenlandsk Medlem af Selskabet, holdt et Foredrag: Om den saakaldte Sturlunga-Prolog og dens formodede Vidmnes- byrd om de islandske Slægtsagaers Alder. Foredraget var et indgaaende Résumé af en Afhandling med nævnte Titel. Efterat Formanden havde udtalt Selskabels Tak for Foredraget, rettede han en Opfordring til Foredragsholderen om i Stedet for et Referat at indlevere selve Afhandlingen 61 til Trykning 1 Selskabets Publikationer. — Afhandlingen er trykt 1 Selskabets Forhandlinger for 1910 som No. 6. 2. Diskussionen om Nansens Foredrag om Vinland fort- saltes. Nansen imødegik dem, som havde udtalt sig 1 de fore- gaaende Møder. Han nævnte først ligeoverfor Professor Geel- muyden, at den i Grænlendingapåttr brugte Angivelse af Vin- lands Beliggenhed ved korteste Dags Længde var af samme Art som den, der i Oldtiden almindelig benyttedes af Grækerne, senere af Araberne og ogsaa af Nordboerne, og derfor ikke kunde anføres som Bevis paa, at disse selv havde været paa Stedet. Overfor Professor Moltke Moe, som han 1 alt væsentligt var enig med, indvendte han, at den almindelige Opfatning, at Is- lendingabök skulde vise, at Islændingerne 1 den første Tid paa Grønland ikke havde stødt sammen med Skrælingerne, ikke er holdbar, idet Are Frode omtaler Nordmændenes Sammentræl med Irerne paa Irland med tilsvarende Ord og Vendinger. Luige- fuldt er det sikkert, at de virkelig traf sammen med disse. Dernæst præciserede Foredragsholderen ligeoverfor Professor Yngvar Nielsen og Professor Å. Bugge, at hans Undersøgelser gik ud paa, ikke at Amerika ikke var opdaget af Nordboerne (hvad han tvertimod fandt var i høieste Grad sandsynligt). men at de yngre Beretninger om denne Opdagelse, særlig Firik Raudes Saga, væsentlig var en sagnagtig Romanfortælling. Og det syntes derfor, at Foredragsholderen og Professor Nielsen og Professor Bugge var mere enig, end de sidstes Udtalelser gav Ind- tryk af. Det samme fremholdt han overfor Dr. Andr. M. Hansen og mente, at her var Qverensstemmelsen fuldstændig. Dernæst paaviste han ved en Række EFxempler, hvad han mente var Mangel paa Nøiagtighed i de andres Bevisførelse og Behandling af Kilderne, hvad der efter hans Mening delvis berøvede deres Argumentation det væsentlige Grundlag. Da baade Professor Nielsens og Professor Bugges Argumentation for en væsentlig Del hviler paa Paastanden om Kildernes Paalidelighed, særlig Adam af Bremens og Are Frodes, viste han i en Række Hoved- 62 punkter, at Adam af Bremen selv om meget nærliggende Lande, f. Ex. Kvænland, har rene Fabler. Ligesaa om Reiser endog fra hans egen By Bremen. Han mente derfor, at Paastanden om Adams Paalidelighed maatte falde, og at denne i væsentlige Punkter har benyttet klassiske Kilder. For Are Frodes Ved- kommende er det sikkert, at hans Beskrivelse af Are Maarssøns Reise og Hvitramannaland er Sagn. Han stillede da det Spørgs- maal, hvordan Historikerne vilde forene Ares Beretning herom med Paastanden om hans omtrent ufeilbare Paalidelighed. Han tillagde, at det ser efter Kilderne ud til, at Hvitramannaland var det Land i Vest, som 1 den første Tid ofredes saa megen Opmærksomhed i Kilderne, medens det er først henimod Slutten af det 13de Aarhundrede, at Reisesagnene om Vimland udvikles, muligens, som Professor Söderberg har ment, efterat Adam af Bre- mens fjerde Bog var blevet kjendt i Norden. Foredragsholderen mente, som han tidligere havde fremholdt, at Forestillingerne om Vinland fra først af kan være kommet med Navnet fra Ir- land, og senere, da man fandt Landet 1 Vest, er saa dette Navn med Forestillingerne blevet overført did, medens Beskrivelsen at Landet er taget ud af Isidors Beskrivelse af ,De lykke- lige Øer*, som han, 1 Modsætning til Professor Bugge, mente selvfølgelig var vel kjendt paa Island, hvor der tilmed var en Oversættelse af Isidors Verk. Foredragsholderen fremholdt 1 Modsætning til Bugge, at der er Ligheder i Skildringen af Skrælingerne 1 Vinland og Skildringen af Dæmoner paa irske Sagnøer og ligeledes af Beboerne af arabiske Sagnøer, medens Sagaens Skildring af Skrælingerne som Folk med stygt Haar og store Øine umulig passer paa Eskimoer, som Professor Bugge troede; det er et Træk, taget fra Forestillingerne om Vætter og Pygmæer. Foredragsbolderen fremhævede ogsaa, at der var lig- nende Sagn om Lykkelande ude i Havet paa forskjellige Steder paa Jordens Kyster, og særlig var der en mærkelig Lighed mellem kinesiske og japanske Sagn om lykkelige Lande ude i Oceanet 1 Øst og de irsk-islandske Forestillinger om Lykke-Øer, salige Øer og Vinland i Havet i Vest. Der er paa begge Sider meget nær de samme Forestillinger, og det er karakteristisk, at 63 ligesaa ivrig som man har paastaaet, at de islandske Fortæl- linger om Vinlandsreiser var historiske, har man holdt paa, at de kinesiske Sagn har en historisk Kjerne, som beviser en kinesisk Opdagelse af Amerika. Yngvar Nielsen gjorde nogle korte Bemærkninger, idet han forøvrigt erklærede, at han i den paagaaende Diskussion vilde gaa over til det trykte Ord. Han havde lagt Vægt paa de ældste Kilder, fordi Navnet ,, Vinland hit goda*, som spiller en Hovedrolle hos Nansen og Moltke Moe, ikke er paavist benyttet før 300 Aar efter Amerikas første Opdagelse. Saalænge man ikke kan paavise Navnet i ældre Kilder, falder hele denne Del af Theorien. Hægstad udtalte i Tilslutning til Yngvar Nielsen: Til- navnet ,hit göda* kommer, efterat Forvexlingen af Vinland og Vindland (>: Vendland) af sproglige Grunde var opstaaet i det 13de Aarhundrede. Han fandt det uantageligt at forklare Navnet ud fra det Sammensætningsled ,vin* (Græsgang), som findes f. Ex. 1 Bjørgvin, da dette vistnok ved Aar 1000 ikke længer benyttedes til at danne nye Stedsnavne. Videnskabs-Selskabets Medlemmer 1910. Selskabets Ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskabets Bestyrelse i Aaret 1910: Præses: Professor Dr. H. Mohn. Vicepræses: Rigsarkivar E. Hertzberg. Generalsekretær: Professor Dr. Å. Johannessen. Formand i den math.-naturv. Klasse: Prof. J. H. L. Vogt. Viceformand i do. Proi. Dr. W. G. Brøgger. Sekretær 1 do. Direktør A. S. Steen. Formand i den hist.-filos. Klasse: Prof. OQ. Broch. Viceformand 1 do. Prof. DrAFNorp Sekretær 1 do. Docent Dr. K. Nielsen. 65 Selskabets Medlemmer i Aaret 1910. A. Medlemmer af den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. I. Indenlandske Medlemmer*). Aaser, P. H., Overlæge. 1908. VIII. Amundsen, Roald, Cand. philos. 1907. IV. Arndtsen, A. F. 0., kst. Justerdirektør. 1859. II. Birkeland, Kr., Professor i Fysik. 1896. II. Bjerknes, Dr. philos. Vilhelm, Professor 1 Mekanik og Fysik. 18983. II. Bjørlykke, Dr. philos. K. 0., Overlærer ved Norges Landbrugshøiskole, Aas. 1902. IV. Bock, C. A., fhv. Generalkonsul, Bruxelles. 1884. VII. Boeck, Cæsar, Professor i Mediem. 1889. VIII. Borthen, Dr. med. Lyder, Trondhjem. 1900. VII. Brandt, Dr. med. Kr. H., Professor i Medicin. 1907. VIII. Brunchorst, Dr. philos. J., Minister, Stockholm. 1891. V. Bryhn, Nils, Læge, Hønefos. 1906. V. Brøgger, Dr. philos. W. C., Professor i Geologi og Mineralogi. 1885. IV. Bull, Dr. med. Edv., fhv. Overlæge. 1885. VIII Bull, Dr. med. 0. B., Læge. 1886. VIII. Bødtker, Dr. philos. Eyvind, Universitetsamanuensis. 1902. III. Collett, Robert, Professor i Zoologi. 1871. VI. Dahl, Ove, Konservator ved Universitetet. 1895. V. Dedichen, Dr. philos. Georg, Overingeniør. 1902. III. Eyde, Sam., Generaldirektør. 1909. IX. Farup, Dr. philos. P., Professor i anorg. Kemi. Trondhjem. 1908. II Faye, Dr. med. Ludvig, Oberst. 1886. VIII. Fearnley, Thomas, fhv. Hofjægermester. 1897. IX. Friele, Herman, Grosserer, Bergen. 1887. VI. Føyn, Nils Johan, Bestyrer af den meteorologiske Station, Bergen. 1904, II. Gade, Dr. med. F. G. 1910. VIL Geelmuyden, H., Professor i Astronomi. 1878. I. Geelmuyden, Dr. med. H. Chr., Universitetsamanuensis. 1902. VIL Goldschmidt, Dr. philos. Heinrich, Professor i Kemi. 1901. IIL Gran, Dr. philos. H. H., Professor 1 Botanik. 1904. V. Guldberg, Dr. philos. Alf, Universitetsdocent i Mathematik. 1897. I. Guldberg, Dr. philos. Axel S., fhv. Overlærer. 1870. I. Hagen, I. S., fhv. kst. Distriktslæge, Trondhjem. 1895. V. Hansen, Dr. philos. A. M., Bærum. 1910. IV. Hansen, B. Helland, Bestyrer af Bergens biologiske Station. 1908. II. Hansen, Dr. med. G. Armauer, kst. Overlæge, Bergen. 1885. VIII. *) For de Medlemmer, der bor i Christiania, er ikke Bostedet tilføiet. Aarstallet angiver, naar Vedkommende er indvalgt i Selskabet. Romertallet betegner den Gruppe, hvoraf Vedkommende er Medlem. - 9) 66 Hanssen, Klaus, Qverlæge, Bergen. 1901. VIII. Hansteen, Dr. philos. Barthold, Overlærer ved Norges Landbrugshøiskole, Aass MI, VW Harbitz, Dr. med. Francis, Professor i Medicin. 1901. VIII Heiberg, Axel, fhv. Konsul, Lysaker. 1897. IX. Henrichsen. Sophus, Overlærer. 1899. IL Hiortdahl, Th., Professor i Kemi. 1867. III. Hjort, Dr. philos. Johan, kst. Fiskeridirektør, Bergen. 1898. VI Holm, Dr. med. Harald, Direktør. 1898. VIII Holmboe, J., Museumsdirektør, Bergen. 1910. V. Holmboe, Michael, kst. Medicinaldirektør. 1898. VIII. Holst, Dr. med. Axel, Professor i Medicin. 1894. VIII Holst, Dr. philos. Elling B., Docent, Overlærer. 1881. I. Holst, Dr. med. P., Professor i Medicin. 1901. VIII. Holth, Dr. med. Søren, Læge. 1907. VIII Holtsmark, Dr. philos. G., Overlærer ved Norges Landbrugshøiskole, Aas. 190900 Hopstock, H., Prosektor. 1910. VII Hvoslef, Dr. philos. H. H., Apotheker. 1865. III. Isaachsen, Daniel, kst. Docent i Mathematik &e. ved Sjøkrigsskolen, Horten. 1908. II. Johannessen, Dr. med. Axel, Professor i Medicin. 1886. VIII Jørgensen, Eugen, Overlærer, Bergen. 1907. V. Kaalaas, B., Cand. real., Inspektør. 1893. V. Kiær, Dr. philos. Johan, Professor i Palæontologi og hist. Geol. 1898. IV. Laache, Dr. med. Søren Bloch, Professor i Medieim. 1886. VIII. Leegaard, Dr. med. Chr. B., Professor i Medicin. 1892. VIII Lie, Dr. med. H. P. E., Overlæge, Bergen. 1910. VIII. Lumholtz, C., Cand. theol., New York. 1886. VIL Mjøen, Dr. philos. J. Alfred H., Overkontrollør. 1901. III. Mohn, Dr. philos. Henrik, Professor i Meteorologi. 1861. II. Miinster, Thomas, kst. Bergmester, Hammerfest. 1904. VI. Nansen, Dr. philos. Fridtjof, Professor i Qceanografi. 1889. IV. Nicolaysen, Dr. med. J., Professor i Medieim. 1910. VIII. Olssøn, C. W. E. B., Generalløitnant. 1892. I. Palmstrøm, Arnfinn, Aktuar, fhv. Overlærer. 1899. I. Poulsson, Dr. med. Edvard, Professor i Farmakologi. 1894. VIII. Printz, H. C., fhv. Distriktslæge, Valdres. 1875. V. f 1.9 1910. Rekstad, J. B., første Geolog ved Norges geologiske Undersøgelse. 1904. IV. Reusch, Dr. philos. H. H., Bestyrer af Norges geologiske Undersøgelse. 1885.1V. Riiber, C. N., Dr. philos., kst. Professor i organisk Kemi, Trondhjem. 1898. II. Ringnes, Ellef, Bryggerieier. 1897. IX. Sars, Dr. philos. G. 0., Professor i Zoologi. 1865. VI. Schiøtz, Dr. med. Hjalmar, Professor i Medicin. 1892. VIII. Sehiøtz, Oscar E., Professor 1 Fysik. 1878. II. Schmelek, Ludvig, Stadskemiker. 1893. III. Schneider, H. J. Sparre, Konservator, Tromsø. 1881. VI. Schreiner, Dr. med. K. E., Professor i Medicin. 1906. VII. Schroeter, J. Fr. W., Observator. 1893. I. Schøyen, W. M., Statsentomolog. 1881. VI. 67 Sebelien, John, Qverlærer ved Norges Landbrugshøiskole, Aas. 1891. IIf. Sopp. Dr. philos. O. J., Direktør, Kap, Toten. 1898. V. Steen, Aksel Severin, Underbestyrer ved det meteorol. Institut. 1888. II. Stejneger, Leonhard, Curator im the Department of Biology, National Museum, Washington. 1887. VI. Storm, Vilh., Samlingsbestyrer, Trondhjem. 1886. VI. Strøm, Dr. med. Hagbarth, Professor i Medicin. 1898. VIII Størmer, Carl, Professor i Mathematik. 1900. I. Sylow, Dr. philos. P. L. M., Professor 1 Mathematik. 1868. I. Thue, A., Professor i Mathematik. 1894. I. Torup, Dr. med. Sophus, Professor i Medicin. 1890. VII. Uchermann, V. Kr., Professor i Medicin. 1898. VIII Vogt, J. H. L., Professor i Metallurgi. 1886. IV. Wille, Dr. philos. N., Professor 1 Botanik. 1886. V. Winge, Dr. med. Paul E., Politi- og Fængselslæge. 1903. VIII Øyen, P. A., Universitetsamanuensis. 1901. VI. Sum 98. Ved Udg. af 1910: 97. II. Udenlandske Medlemmer. a) Svenske, danske og islandske indvalgte før 1907. Åkerman, A. R., fhv. Generaldirektør, Stockholm. 1892. IV. Arrhenius, Dr. Svante, Professor, Stockholm. 1901. II. Bohr, Dr. Chr., Professor, Kjøbenhavn. 1902. VIL (4 3/ 1911). Christensen, Dr. Odin. Professor, Kjøbenhavn. 1898. III. Christiansen, Dr. C., Professor, Kjøbenhavn. 1902. II. Fries, Dr. Th. M., fhv. Professor, Upsala. 18938. V. Hammarsten, Dr. Olof, fhv. Professor, Upsala. 1891. VII. Hildebrandsson, Dr. H. H., fhv. Professor, Upsala. 1891. II. Jönsson, Dr. Bengt, Professor, Lund. 1904. V. (7 53 1911). Jørgensen, Dr. S. M., fhv. Professor, Kjøbenhavn. 1892. III Lagerheim, Dr. N. G., Professor, Stockholm. 1894. V. Mittag-Leffler, Dr. Gösta, Professor, Stockholm. 1886. I. Nathorst, Dr. A. G., Professor, Intendant, Stockholm. 1892. IV. Nordstedt, Dr. C. F. Otto, Professor, Lund. 1904. V. Petersen, Dr. Julius, Professor, Kjøbenhavn. 1898. I. %/s 1910. Pettersson, Dr. S. 0., fhv. Professor, Stockholm. 1892. III. Retzius, Dr. Gustaf, fhv. Professor, en af de Aderton, Stockholm. 1883. VII. Topsøe, Dr. H., Direktør, Kjøbenhavn. 1892. III. Törnebohm, Dr. A. E., Professor, Stockholm. 1891. IV. (7 24 1911). Warming, Dr. J. E. B., Professor, Kjøbenhavn. 1892. V. Wittrock, Dr. V. B., Professor, Stockholm. 1892. V. Zeuthen, Dr. H. G., Professor, Kjøbenhavn. 1891. I. Sum 99. Ved Udg. af 1910: 21. b) Øvrige udenlandske Medlemmer, Abegg, Dr. R., Professor, Breslau. 1902. III. 4 3/4 1910. Appellöf, Dr. J. J. A., Professor, Upsala. 1908. VI. 68 Auwers, Dr. Arthur, Sekretær i den physik.-math. Klasse af det Kgl. preus- siske Videnskabsakademi, Berlin. 1907. I. Backlund, Joh. Oskar, Direktør, Pulkova. 1898. I. Barrois, Charles, Direktør, Lille. 1899. IV. van Beneden, Dr. Edouard, Professor, Liége. 1902. VI. +4 2 1910. Besnier, Dr. E., Paris. 1909. VIII Bornet, Dr. I. B. Edouard, Paris. 1905. V. Brefeld, Dr. Oscar, Professor, Breslau. 1901. V. Brotherus, Dr. V. E., Lektor, Helsingfors. 1909. V. Curtius, Dr. T., Professor, Heidelberg. 19083. III. Darboux, Jean Gaston, Professor, Secrétaire perpétuel de I'Académie des seiences, Paris. 1906. I. Davis, William Morris, Professor, Cambridge Mass. 1902. IV. Engler, Dr. Adolf, Professor, Berlin. 1902. V. Fischer, Dr. E., Professor, Berlin. 1903. II. Fredholm, Dr. Ivar, Professor, Stockholm. 1910. I. Gattermann, Dr. Ludwig, Professor, Freiburg i. B. 1908. III. Geikie, Sir Archibald, Chef for den britiske ge>logiske Undersøgelse, London. 1894. IV. Geikie, James, Professor, Edinburgh. 1894. IV. Goebel, Dr. K., Professor, Miinchen. 1909. V. Groth, Dr. P., Professor, Miinchen. 1908. IV. Hann, Dr. Julius, Professor, Wien. 1902. Il. Hellmann, Dr. Gustav, Professor, Berlin. 1904. II. Helmert, Dr. Rob., Professor, Direktør for Central-Bureauet for den internat. Jordmaaling, Potsdam. 1907. II. Hertwig, Dr. Oscar, Professor, Direktør for det anatom.-biolog. Institut, Berlin. 1907. VIL Heubner, Dr. J. 0. L., Professor, Berlin. 1907. VIIL Hilbert, Dr. David, Professor, Göttingen. 1906. I. Hill, Dr. George William, fhv. Professor, West Nyack, N. Y. 1910. 1. van Hise, Dr. G. R., Professor, Præsident for Universitetet i Madison. 19038. IV. van't Hoff, Dr. J. H., Professor, Berlin. 1902. III. ($ 13 1911). Homén, Dr. E. A., Professor, Helsingfors. 1904. VIII Iddings, Jes. Paxon, Professor, Chicago. 1902. IV. Johannsen, W. L., Professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Jordan, Marie Ennemond Camille, Professor, Paris. 1906. I. Kemp, Dr. J. F., Professor, Columbia Umv., N. Y. 1908. IV. Koch, Dr. Robert, Geheimeraad, Berlin. 1909. VIIL %/s 1910. Lacroix, Dr. A., Professor, Direktør for den mineralog. Afd. ved Jardin des- Plantes, Paris. 1905. IV. Landolt, Dr. Hans, Professor, Berlin. 1903. III. + 15/3 1910. Lenard, Dr. Ph., Professor, Heidelberg. 1908. II. Lépine, R., Professor, Lyon. 1907. VIIL Lévy, A. Michel, Direktør, Paris. 1900. IV. Liebermann, Dr. C. Th., Professor, Berlin. 19083. III. Lorentz, Dr. H. A., Professor, Leiden. 1908. II. Markham, Sir Clements, London. 1900. IV. Murray, Sir John, Edinburgh. 1899. IV. 69 v. Noorden, Dr. C., Professor, Wien. 1909. VIII. Ostwald, Dr. W., fhv. Professor, Landhaus Energie, Gross-Bothen, Kgr. Sachsen. 1898. III. Painlevé, Paul, Professor, Membre de l'Institut, Paris. 1907. I. Pearson, W. H., Manchester. 1887. V. Pfeffer, Dr. W., Professor. Leipzig. 1900. V. Picard, Charles Emile, Professor, Paris. 1906. I. Poincaré, H., Professor, Paris. 1898 1. Quincke, Dr. Heinrich, Professor, Kiel. 1907. VIIL Rabl, Dr. Karl, Professor, Direktør for det anatom. Inst., Leipzig. 1907. VIL. Ramsay, Sir William, Professor, London. 1907. III. Ranke, Dr. Johannes, Professor, Miinchen. 1905. VIL Rayleigh, John William Strutt, Lord, Kansler ved Univ. 1 Cambridge. 1908. II. Rive, Dr. Lucien de la, Genéve. 1898. II. Rosenbusch, Dr. Heinrich, Professor, Heidelberg. 1898. IV. Roux, E., Direktør for Laboratoire de chimie biologique (Institut Pasteur), Barissd907: AVA: Salomonsen, Dr. C. J., Professor, Kjøbenhavn. 1909. VIII Sarasin, Dr. Edouard, Genéve. 1898. II. Schmidt, Dr. Adolf, Professor, Potsdam. 1904. II. Schwarz. Dr. Hermann Amandus, Professor, Berlin. 1906.. I. Schwendener, S., Professor, Berlin. 1900. V. Seeliger, Dr. Hugo Ritter von, Professor, Miinchen, Direktør for Kgl. Sternwarte, Bogenhausen. 1907. I. v. Sterneck, Robert Daublebsky, Generalmajor, Direktør for den geodætiske Gruppe af det militærgeograf. Inst., Wien. 1901. IV. 7 *1 1910. Strasburger, Dr. Eduard, Professor, Bonn. 1904. V. Suess, Dr. E., Professor, Præsident for Videnskabsakademiet, Wien. 1898. IV. Sørensen, Dr. S. P. L., Professor, Kjøbenhavn. 1909. III Thomson, J. J., Professor, Cambridge. 1908. II. Tigerstedt, R., Professor, Helsingfors. 1909. VII. Topinara. Dr. Paul, Professor, Paris. 1898. VII Tschernyschev, Theodor, Professor, Akademiker, St. Petersburg. 1899. IV- Tullberg, Dr. T., fhv. Professor, Upsala. 1909. VI. de Vries, Dr. Hugo, Professor, Amsterdam. 1904. V. Walcott, C. D., Director of the U. S. Geol. Survey, Washington. 1900. VI. Waldeyer, Dr. H. W. G.. Professor, Berlin. 1892. VII Weismann. Dr. A., Professor, Freiburg i. B. 1909. VI. Wiesner. Dr. Julius. Professor, Wien. 1901. V. Winge, A. H., Vice-Inspektør, Kjøbenhavn. 1909. VI. Zirkel, Dr. F., Professor, Leipzig. 1908. IV. Sum 82. Ved Udg. af 1910: 77. B. Medlemmer i den historisk-filosofiske Klasse. I. Indenlandske Medlemmer. Aall, Dr. philos. Anathon, Professor i Filosofi. 1898. IL Aars, Dr. philos. Kr. B.-R., Universitetsstipendiat i Filosofi. 1898. II. Andersen, Axel, fhv. Adjunkt. 1910. III Aubert, Dr. philos. Andreas. 1900. 1I. 70 Bang, Dr. theol. A. Chr., Biskop. 1878. V. Bendixen, B. E. R., fhv. Skolebestyrer, Bergen. 1896. I. Bing, Dr. philos. Just, Stiftsarkivar, Bergen. 1897. II. Bodding, P. 0., Pastor. Missionær, Mohulpahari i Indien. 1904. III. Brandrud, Andreas, Professor i Theologi. 1898, V. Broch, Olaf, Professor i slavisk Filologi. 1896. III Bruimier, Dr. J. W., fhv. Lektor i Tysk, Tyskland. 1900. IV. Brun, Christen, Biskop, Hamar. 1896. V. Brun, Joh. Lyder, Professor i Theologi. 1898. V. Bugge, Dr. philos. Alexander, Professor i Historie. 1898. I. Bugge, Dr. theol. Chr. A., kst. Fængselsprest. 1897. V. Bødtker, Dr. philos. A. F. Trampe, Overlærer. 1908. III. Collett, Alf, Expeditionschef. 1908. I. Collin, Chr., kst. Universitetsdocent 1 Literaturhistorie. 1897. IL Daae, I. M., fhv. Tolddirektør. 1894. III. Daae, Dr. philos. L., Professor 1 Historie. 1864. I. 163 1910. Dahle, L., Missionsselskabets Sekretær, Stavanger. 1889. III. Dietrichson, Dr. philos. L. H. S., Professor 1 Kunsthistorie. 1877. II. Einarsen, Dr. jur. Einar, Høiesteretsaavokat. 1901. VI. Eitrem, Dr. philos. S., Universitetsstipendiat i klass. Filol. 1904. II. Erichsen, A. E., Rektor, Stavanger. 1889. II. Falk, Dr. philos. Hjalmar, Professor 1 germansk Filologi. 1892. IV. Gjelsvik, Dr. jur. N., Professor i Retsvidenskab. 1900. VI. Gjessing, G. A., fhv. Rektor. 1877. IV. Gran, Gerhard, Professor i nordisk Literaturhistorie. 1901. II. Gustafson, Dr. philos. Gabriel, Professor i Arkæologi. 1901. I. Hagerup, Dr. jur. & philos. G. F., Minister. 1886. VI. Hambro, Edv. I., extraord. Høiesteretsassessor. 1908. VI. Hertzberg, Ebbe, Rigsarkivar. 1879. VI. Hægstad, K. Marius, Professor i norsk Landsmaal og Dialekter. 1901. IV. Ingstad, Dr. jur. M. P., Professor i Retsvidenskab. 1876. VI. Johnsen, Dr. philos. Oscar Alb., Universitetsstipendiat i Historie. 1907. I. Jæger, Dr. philos. Oscar, Professor i Statsøkonomi og Statistik. 1901. VI. Kiær, A. N., Direktør for det statistiske Centralbureau. 1870. VI. Kjær, J. A. J., Bibliothekar. 1903. IV. Knudtzon, Dr. philos. J. A., Professor i semitiske Sprog. 1894. IL Koht, Dr. philos. H.. Professor i Historie. 1908. I. Konow, Dr. philos. Sten, Professor 1 indisk Filologi. 1894. III. Kristensen, Dr. philos. W. Brede, Professor i Religionshistorie, Leiden. 1898. IL Larsen, Dr. philos. Amund B., Adjunkt. 1892. IV. Lieblein, J. D. C., Professor i Ægyptologi. 1864. III Lowum, Dr. philos. Å. A. N., Rektor. 1908. II Løchen, Dr. philos. Arne, Professor 1 Filosofi. 1898. II. Løseth, Dr. philos. O. E., kst. Universitetsdocent i romansk Literatur. 1892. III. Michelet, Dr. theol. Simon Temstrup, Professor i Theologi. 1896. V. Moe, I. Moltke, Professor i Folketraditioner og middelald. Literatur. 1889. II. Morgenstierne, Dr. jur. Bredo von Munthe af, Professor i Retsvidenskab ete. 1888. VI. 71 Nielsen, Dr. philos. Konrad, Universitetsdocent i Lappisk og Kvænsk. 1904. If. Nielsen, Dr. philos. Yngvar, Professor i Ethnografi. 1875. I. Nygaard, M., fhv. Rektor. 1880. IV. Odland, Dr. theol. Sigurd, fhv. Professor i Theologi. 1892. V. Olsen, Magnus, Professor 1 oldnorsk og islandsk Sprog og Lit. 1904. IV. Pettersen, Hjalmar M., Bibliothekar. 1903. II. Platou, Dr. jur. O. L. S., Professor 1 Retsvidenskab. 1879. VI. Qvigstad, Just Knud, Statsraad. 1888. III. Ross, Hans, Stipendiat. 1892. IV. Rygh, K. D., fhv. Qverlærer, Trondhjem. 1878. I. Ræder, Dr. philos. A., kst. Rektor. 1892. I. Sars, Dr. philos. J. E., Professor i Historie. 1867. I. Seheel, Dr. jur. Herman, Statsraad. 1898. VI. Schencke, Dr. philos. Wilhelm, Stipendiat. 1910. II. Schjøtt, P. 0., Professor i græsk Filologi. 1867. Il. Schreiner, E. T., fhv. Rektor. 1887. UIL. 7 1 1910. Seippel, Alexander, Professor i semitiske Sprog. 1897. III. Skeie, Dr. jur. Jon, Professor i Retsvidenskab. 1910. VI Skrefsrud, L. 0., Missionær, Santalistan. 1889. III. 4 "43 1910. Stang, Fr., Professor i Retsvidenskab. 1900. VI. Stenersen, Dr. philos. L. B., Professor i klassisk Filologi. 1876. III. Storm, Johan F. B., LL. D., Professor i romansk Filologi. 1872. IV. Taranger, Dr. jur. Absalon, Professor i Retsvidenskab. 1892. VI Thrap, Deniel, fhv. Sogneprest. 1892. V. Tonning, Dr. theol. K. K. Krogh, fhv. Sogneprest. 18883. V. (f 1 1911). Torp. Dr. philos. A., Professor i Sanskrit og sammenlign. Sprogvid. 1886. III. Western, Dr. philos. A., Rektor, Fredrikstad. 1894. IV. Østbye, P. N., Rektor, Drammen. 1892. 1. Sum 79. Ved Udg. af 1910: 76. II. Udenlandske Medlemmer. a) svenske, danske og islandske indvalgte før 1907. Birket-Smith, Dr. Sophus, Konferensraad, fhv. Overbibliothekar, Kjøbenhavn. 1898. 11. Cederschiöld, Dr. Gustaf, Professor, Göteborg. 1904. IV. Danielsson, Dr. OQ. A., Professor, Upsala. 1898. HL Erslev, Dr. Kristian, Professor, Kjøbenhavn. 1898. 1. Fridericia, Dr. J. A., Professor, Kjøbenhavn. 1899. 1. Gertz, Dr. M. Cl., Professor, Kjøbenhavn. 1898. III. Hildebrand, Dr. H. O. H, fhv. Riksantikvar, en af de Aderton, Stockholm. 1887. I. Hjårne, Dr. Harald, Professor, en af de Aderton, Upsala. 1896. I. Holm, Dr. Edv., fhv. Professor, Kjøbenhavn. 1891. I Jakobsen, Jakob, Dr. phil., Kjøbenhavn. 1902. IV. Jönsson, Dr. Finnur, Professor, Kjøbenhavn. 1901. IV. Kålund, Dr. Kr., Bibliothekar, Kjøbenhavn. 1899. IV. Kock, Dr. Axel, Professor, Lund. 1901. IV. Madsen, Dr. P., Professor, Biskop, Kjøbenhavn. V. Malmström, Dr. C. G., fhv. Riksarkivar, en af de Aderton, Stockholm. 1891. I. 72 Montelius, Dr. O., Riksantikvar, Stockholm. 1887. I. Miller, Dr. Sophus, Museumsdirektør, Kjøbenhavn. 1896. I. Noreen, Dr. Adolf, Professor, Upsala. 1896. IV. Olrik, Dr. Axel, Docent, Kjøbenhavn. 1902. II. Ölsen, Dr. Björn Magnusson, Professor, fhv. Rektor, Reykjavik. 1902. IV. Pedersen, Dr. Holger, Professor, Kjøbenhavn. 1904. III. Rørdam, Dr. Holger, Sogneprest, Lyngby ved Kjøbenhavn. 1898. V. Scharling, Dr. Henrik, Professor, Kjøbenhavn. 1894. V. Sechiiek, Dr. Henrik, Professor, Upsala. 1901. II. Steenstrup, Dr. Johannes, Professor, Kjøbenhavn. 1896. I. Söderwall. Dr. K. F., fhv. Professor, en af de Aderton, Lund. 1904. IV. Sørensen, Carl Th., Kaptein, Kjøbenhavn. 1898. I. Tegnér, Dr. Esaias, fhv. Professor, en af de Aderton, Lund. 1891. III Thomsen, Dr. Vilh., Professor, Kjøbenhavn. 1887. IL Wimmer, Dr. Ludvig, Professor, Kjøbenhavn. 1887. IV. Sum 830. Ved Udg. af 1910: 30. b) øvrige udenlandske Medlemmer. v. Amira, Dr. Karl, Professor, Minchen. 1896. VI. Anderson, Joseph, Museumsdirektør, Edinburgh. 1901. I. Brandes, Dr. Georg, Professor, Kjøbenhavn. 1910. II. Brugmann, Dr. Karl, Professor, Leipzig. 1910. III. Buhl, Dr. Frants, Professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Dareste, Dr. Rodolphe, Conseiller å la Cour de cassation, Paris. 1885. VI. Delitzsch, Dr. Friedrich, Professor, Berlin. 1908. III. Descamps, Edouard E. F., Professor, Senator, Louvain. 1902. VI. Dörpfeld, Dr. Wilh., Prof., Sekretær ved det tydske arkæol. Inst., Athen. SIE Jagie, Dr. Vatroslav, Professor, Wien. 1901. III. Kattenbusch, Dr. Ferdinand, Professor, Halle a. S. 1908. V. Kermode, P. M. C., Man. 1900. I. Krohn, Dr. Kaarle. Professor, Helsingfors. 1910. II. Lehmann, Dr. Karl, Professor, Rostock. 1900. VI. Leskien, Dr. August, Professor, Leipzig. 1907. III Maspéro, G., Professor, Paris. 1885. III. Mayer, Dr. Ernst, Professor, Wurzburg. 1906. VI. Naville, Edouard, Professor, Geneve. 1896. III. Pappenheim, Dr. Max, Professor, Kiel. 1902. VI. Schåfer, Dr. Dietrich, Professor, Berlin. 1894. I. Schuppe, Dr. Wilhelm, Professor, Greifswald. 1901. II. Setålå, E. N., Professor, Helsingfors. 1908. 1II. Sievers, Dr. Ed., Professor, Leipzig. 1887. IV. von den Steinen, Dr. Karl, Professor, Berlin. 1904. I. Vinogradov, Pavel Gavrilovitsch, Professor, Moskva. 1898. VI. v. Wilamowitz-Moellendorff, Dr. Ulrich, Professor. Berlin. 1909. III. Sum 26. Ved Udg. af 1910: 26. Fordelingen af Selskabets Medlemmer inden begge Klassers forskjellige Grupper (se Statuternes $ 3) var den Slte December 1910 følgende: hoss Uudr[PGIG PJPUYIG X0qQ1Yy UudØl yy J9[S0OAH 19ep)101H IpiwWy»Ssp[0on dunavq UudYDIPIG 93Pøg «— ÅR "duo f, 1990) OL LAN SOA :9J9JØJPIQ SsoUurdddn.rr) vr | OG L 6 HL Or | o8um ad | uurueyp | WØLS ZJØLYpPS *H | uoss[nOq | uaSÅr[ODIN | | ar] | | | paevdaar| | oyper] | uassouuryof | UINOH ISI9H 'd | PO XV a0qu[EH E uop H | IM | z1q18H ddog BENN) | UISSURHSNUIN WIOIS *A sue[LRyY 180A uasur "UIV dn.o,1, J1999ul91G UISUISAØP yosnoy ÅR OULDAYDIG NY u3£øYIG | 90qu[oH PUSH 129 *O zj[OYywWN'] JAPI9UYDG Uu39JSULH UISULN vg 4 3>0]sdo SI8G 'Q I) U25L|] Jæry "of sousung 1puvig uypÅnu J9JSUN ut H | uvosutpH AV 519q19H uayj0g | -[295) 19) 'H ao IG 19:59019 Aapureo 2009 apen o[arg uy£1g oyyå£[tølg apårg JOSTV 209 199110) Jsx0ypunig UudSpunuy 'G JeyRUnXenp 'OG eyeuxsep ' [LIJEUUXEJ (OF regpeansepg "pf pepetnrsep 'OI reypeunxepy "19QRYSUIPIA "1S0[01S£ 'yR1S001) "wouoyø-yyerd "urorpop "doiyjuy '180[007, 'yur)og ysISÅJ 180[001) 80 9ysiuye], "meuy i AS0pk19Un *y] 9ddnaxg) | 'pypa oddna | *ypa *ddnan | JA 9ddnuy *A 9ddnax "AT >ddnax) or epeun 'UDy *T[[ 9dduax) "UVI LA U291G ZJØTPNS OQ Uuyop UISYDLELSJ ar USJ [OH UudSYDLIUI put [PH 'g *uosut U£AØ.J souyaolg pue[aqUgq UISJPU.IV 11 '190[0109J9J 80 yisky TT 'J[ 9Adniy (001 reyeurxepp) Jowwajpap aYsJOU SASSEY AÅlagersuapiaIngeu-YsHEWwayewW UAg "uapånunpar OL SPEL oaUy[ Mo0[£S J9UUIØJS 19190125 Wwørstu|td UØSSIO 1S|9H S19q9P105 JIV Sxoqpp0D) 'S 'V Uuap «£nw[oox) 'H OI pe] [vu ISU] HULOUO.SV yr -vLYIN "neN 'J addnar) G 9 g v E G SIL 3[2011JLAA Suu. MA IPYISPION (TIGE 3) oøsdop | UOS snzjey WwIIyl3SL] wWYoqaUQ I, UossI91Pd | -SpueIqappH U9JSILUIUUL (TIGJ-L)uossuor 1SIOYIEN UISUVHIØf | USSULISLLY) uoypnay, (1161 4) 1909 SAL ULI y UISUPISLIY) snora v | 199] STN "JOWWo[PaiN IYSJIALUIPUEYS agHjeapu! ZOG6 I 19) 90 | 8 9 G GI 91 8 OF öl SIL [PAVZ aayDS£uIaYyDS I SSING y>snquasoy JOUSIT AA Kemp J991[00G *A SaLLA 9P ueyIe yy ZILM YIG J99.1NGSLIG £a9'] |UaS uosuoy[, 'F gARIUIOJ J9UIPUIMYIG XI01D8'J |-UIØSQ I 'd 'S JPWUYPE 'V pivdDrd UISUOUWO|PI 19119] d day £esuey UISLILG QAQJURq xnoy UosILIG s8uIpp[ PLEMISO gang ep ep utp.of oy>umn() J19£9P[8 AM UuaSUuUut OP osi uva | UURULØYgEr] |YSRJÅeYy po] [UH UIPI00N 4 paeurdo p, 38utM 'H [24901) uJ0:5 (FIG F ZjUa.O'J ueqpH aurda'] 1p9ys-.981 I, UUBUISTI ÅÅ J9[8U] arpren *F 4) JOH JUBA pieua] W[oyparg UugWOp JULY NORM snn9Y]OIg ory1er) 'V | Uuueru.oyer ja9u[2H xnogirg J1ouquaH 1984 GREN LLP P[9J919 stat J9YDSL uuvu [DH punppeg JoIUsog SIM) Jepeddy j9u10q SIOLIEG snnan') uut SJJMNV "OF T8YPUNXE JA GI IESUUXGJA 8 PESTEN POP PENTULXEN "GT []NEUNXEY GI PEHEUTXEY GL [ERU EN GI [8 EUIXEN GI [EN [2UUXe SEN EBA EJOSAG pu19005) '180[010919 IUWOUOI]SV 'IU "uwouoyø-yyead 'unpay *doryjuy '180[007 "J1URjog ysISÅj '150[001) 'TUDY ed ; å NW RE oa 80 oysiuyYe "RUV 'S0peaau SAA PN MEN *yp oddnan | pa *dduoy | TIA oddnan | TA addnax 'A 9ddnan *AT *ddnax) 'TI[ 9ddnax 'T1[ *ddnax) 'J 9ddnax) (O0T feYeUNXEN) Jewuapayy aYspuejuapn Sassk|[y AGyaqeysuapia4njeu-ysnewaypeu uag ISULIN |, 'utig "] "HP 'nølyog "uarYypøg "UISJPIN :9191ØJP10 TI 6 TL LI TI IL 'SILL d.0,1, UISI9UIIG [?ddrag5 JOSURIR I, 1yølyo5 92UIYIS SUG pryssud) uas1919d 'H 919YIG UIdS[PIN 'N 30) NON [29YS U.1 9159 MM yJESØT U22Ø'T £915Ø noje|d ULIOJG ute ga!] WnNA0'J SUG Tf P aUIIISUISLOJN (F16T 4) Fuiuuop, ssoy MOUOY UISUDISLIN 'G "M JOpæy Ne Jæry 'N 'V deay I, UWISIO NN UozIYpnuy Ut) '1) y8£y ES 195æF put[PO pier8£N UDI I UISYDLI UDS[DIN ILASUN prysSuy 19[PYPI UaSAvJ 'G V o1yrg uosypaLnIg 140Yy S19qz|19H 258ng 'v '19) sely PV avrg Uul[|0) Uugasuyof o1queH ung "I pessæp -9y]p0g oduerg 'V Sulg UOSJLISNK) dna28eq unig *19;) Furssalr) yd>o01q j1oqny 190) 'V yras[alr) punipue1g [8 Suippog sIny 985ng 'V UDSALUINJ sueq J91UIDIG uas1JPuy NAV UIXIPUIG "HI e)[RUIXEJ '6 [LI[RUIIXEN "TT [RY[RUXE | '08 |EYPUITXEN HP [eyppuxep GI TERUIXYN "IOGLYSUSPIA "'801dG 9yYsuvur 'QL1OJSIY o[t1D0S 80 ar10]1sIY -sjey 'suapnidstinp 'TA 9ddnan *9LIOJSIY -oyuUy 930 180[09 I, 'A 9ddnan '801dG oysuvt.er 'Af 9ddnan «198 9p Uuasejpun J9q8YSUIPIAS0IdG TI[ 9ddnany -JSUNY 80 -InJRIOIUT «suorSey '40So| y[ Pddnan (08 [BY|PUUXBJA) JEOWWD[pa| NSJOU SISSEIY YYSYOSO|Y-NSIJOJSIY UAN 'ye180uy)q 90 180j0æ1V '9110]SIH 'y 9ddnax L G 01 EI 9 CI SEL UIUIDIG UAP UOA Ja0puar [PO 1915 Be «ZJIMOUIR|LAA 'A opouay se S P[9ydag S19A9IG oxgdsen ey UuadrY se] Eee g180P UASUAIØG YI, ) JoWUWIM | Y?SZIY|PG dn.18u9915 I[8M19PQS uuvuSnig adduy»g JSNN AOPRBISOUTA yysunqueyey UWASJO NN U.Qlg Uutyory snr[PJUON urayudddeq 14ngq U29L0N sopueig WQHYSU[LN T9ÅR 204 UISUWOY[, 'A uw[op "4 uuvuya] I punjey Toude|re ae our q sdurevsag Surt yIg UOSSUOP ANUUL UudSI9PI4 JPNY99 puviqepI 2159 Wep1øy uasqoyeP Z|A9X) EO BDS PL BIIWUV *A UISPLN pjeryposa0 pan UOSS[PIULJ YypUS-JoYUG A9JSanJ GI tusen "TIGRBYSUSPLA o[e21D0S 80 9LIO)SIY -sjey *suspnaidsuinf TA *ddnain '6 IP] [Et IXEN *QL.IOJSIY -oy ny 850 180[09Y [, *A addnan (GL PeYRUNXEIN) JeWe|pay aYspuejuapn SASSkJY AXYSLYOSOIU-YSIJOLSIY UAg OL [1] prursepp 'B01dS PYSURULIDL) 'AT 9ddnany '0G [2I|LUNXep *501dS oysuvur -195 9p uaSR)pun J9qRYSUIPIASOLdG TI 9Addnan BI [(ERUIXEN 'QLIOJSIY -JSUnNyY 80 -InNqeIIIT suordray Yoso[y T1[ 9PAdnan BI (P[PUIXEN 'gvIS30Uuy)N 80 180[0æ31V -*or10]STH EE Tilvæxt til Selskabets Bibliothek i 1910. (Ved A. C. Drolsum). A. Offentlige Institutioner. 1. Norske. Aas. Norges Landbrukshøiskole. «Beretning om Norges Landbrukshøiskoles virksomhet i budget- aaret fra Iste april 1908 til 80te juni 1909. Kra. 1909. S. Bergen. Fiskeridirektøren. Aarsberetning vedkommende Norges fiskerier for 1909. H.4. 5. 1910. H.1. Bergen 1910. 8. Selskapet for de norske Fiskeriers Fremme. Aarsberetning 1909—10. Bergen 1910. 8. Fiskeritidende, Norsk. Aarg.28. H.11. 12. Aarg. 29. H. 1—8. Bergen 1909—10. 8. Stenografisk Referat af Forhandlingerne ved Fiskerimøtet i Kristi- anssund 4de—6te December 1909. Bergen 1910. S. Den meteorologiske Station i Bergen. Mitteilungen aus Meteorologischer Station in Bergen. Bergen. 8. N. J. Føyn. Das Klima von Bergen. T. I. Sonderabdruck. 1910. Christiania. Finans- og Tolddepartementel. Oversigt over kongeriket Norges statsindtægter og statsutgifter budgetterminen 1908—09. Kra. 1910. 4. Anhang til Oversigt over kongeriket Norges statsregnskap for budgetterminen 1908—09. Kra. 1910. 4. Kirke- og Undervisnings-Departementet. Arkiv för nordisk filologi. B. 926. N. F. 292. H. 1-38. Lund 1909 —10. 8 18 Kommissionen til Utgivelse av Kildeskrifter til Norges Historie. Det Arnamagnæanske Haandskrift 81 a Fol. (Skålholtsbök yngsta) indeholdende Sverris saga, Böglunga sögur, Håkonar saga Håkonarsonar. Udg. ved A. Kjær. H.1. Kra. 1910. 8. Landbruksdirektøren. Aarsberetning angaaende de offentlige foranstaltninger til land- brukets fremme i aaret 1909. I. Kra. 1910. 8. Det astronomiske og magnetiske Observatorium. H. Geelmuyden und J. Fr. Schroeter. Meridian-Beobachtungen von Sternen in der Zone 650—700 nördlicher Declination. I. Kra. 1909. 4. Det norske Riksarkiv. Statholderskabets Extraktprotokol af Supplicationer og Resolu- tioner 1662—1669. H. 2. (Chra. 1910. 8. Statssekretariatet. Lovtidende, Norsk. iste Avd. 1909. No.47—51. 1910. No. 1—35. 2den Avd. 1909. H. 8.4. 1910. H. 1.2. Overenskomster med frem- mede stater. 1909. No. 7. 1910. No. 1-3. Kra. 8. Stavanger. Stavanger Museum. Aarshefte for 1909. Aarg. 90. Stavanger 1910. 8. Tromsø. Tromsø Museum. Aarsberetning for 1908. Tromsø 1910. 8. Aarshefter. 30. 1907. Tromsø 1909—10. 8. Trondhjem. Trondhjems tekniske Læreanstalt. OQversigt over Virksomhed 1 Læseaaret 1908—09 & Tillæg. Thjem. 1909. 8. Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Skrerter 119099 Thjem 191008: 9. Udenlandske. Agram (Zagreb). Societas scientiarum naturalium Croatica. Glasnik hrvatskoga mnaravoslovnoga drustva. XXI, 1. 2. Zagreb 1909. 8. Aix-en-Provence. Bibliothéque de V Université. Annales de la Faculté de droit d'Aix. Tome II. No. 8. 4. Paris, Marseille 1908. 8. Annales de la Faculté des lettres d'Aix. Tome III. Paris, Mar- seille 1909. 8. Askov. Askov Folkehøjskole. Askov Lærlinge. Aarsskrift for 1909. Kbh. 1909. 8. Berlin. Gesellschaft fur Erdkunde. Zeitschrift. 1909. No.9. 10. 1910. No. 1—7. Berlin 1909—10. 8. Deutsche Physikalische Gesellschaft. Verhandlungen. Jahrg. 11. No 21—94. dJahrg. 12. No. 1—12. Braunschw. 1909—10. 8. Besztercze (Bistritz). Gewerbelehrlingsschule. XXXIV. Jahresbericht. 1908—09. Besztercze (Bistritz) 1909. 8. Bologna. La R. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna. Memorie. Classe di scienze fisiche. Serie VI. T. VI. Bologna 1908. 4. —»— Classe di scienze morali. Serie I. Sezione di scienze giuridiche. T. II. IV. Bologna 1909—11. 4. —=p= Classe di scienze morali. Sezione di scienze storico- filologiche. T. III. Fasc. I. T. IV. & Suppl. Bologna 1909—11. 4. Rendiconto delle sessioni. Classe di scienze fisiche. Nuova serie. Vol. XIIT (1908—09). Bologna 1909. 8. —» — Classe di scienze morali. Serie prima. Vol. II. (1908 —09). Fase. II. Bologna 1909. 8. Bonn. Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande und West- falens. Sitzungsberichte. 1909. Hålfte 1. Bonn 1909. 8. Verhandlungen. Jahrg. 66. Hålfte 1. Bonn 1909. 8. Bordeaux. Commission météorologique de la Gironde. Bulletin. Année 1908. Bordeaux 1909. S8. Société des sciences physiques et naturelles. Procés-verbaux des séances. Année 1908—1909. Paris, Bordeaux 19090008: Boston, Mass. The American Academy of arts and sciences. Proceedings. Vol. 45. No. 2—20 Boston 1909—10. 8. Massachusetts General Hospital. Publications. Vol. III. Nr. 1. Boston 1910. 8. Braunschweig. Verein fur Naturwissenschaft. 16. Jahresbericht. 1907—08 und 1908—09. Brschw. 1910. 8. Bremen. Naturwissenschaftlicher Verein. Abhandlungen. Bd. XX. H.1. Bremen 1910. 8. Brest. Société académique. Bulletin. 29. série. T. XXXIII. 1907—1908. Brest 1909. 8. Brooklyn, New York. Museum of the Brooklyn Institute of arts and sciences. Science Bulletin. Vol. 1. No. 17. New York 1910. 8. Bruxelles. Académie royale des sciemces, des lettres et des beaux-arts de Bel- gique. Annuaire. Année 76. 1910. Bruxelles 1910. 8. Bulletin de de classe des lettres et des sciences morales et poli- tiques et de la classe des beaux-arts. 1909. No.9—192. 1910. No. 1-8. Bruxelles 1909—10. 8. — de la classe des sciences. 1909. No. 9—12. 1910. No. 1—8. Bruxelles 1909—10. S8. L' Observatoire royal de Belgique. Annales. Nouvelle série. Annales astronomiques. T.XII. Bruxelles 1909—10. 4. —» — Sy Physique du globe. T. IV. Fase. II. Bruxelles 1909. 4. Annuaire astronomique. 1910. Bruxelles 1909. 8. E. Merlin et 0. Somville. Liste des observatoires magnétiques et des observatoires séismologiques. Bruxelles 1910. 8. Socidté royale zo0logique et malacologique de Belgique. Annales. T. XLIV. Année 1909. Bruxelles 1910. 8. Budapest. Ungarische Akademie der Wissenschaften. Almanach. 1910. Budap. 1910. 8. Berichte, Mathematische und naturwissenschaftliche, aus Ungarn. Bål 25090740 p2 909008: Ertesitö, Archæologiai. Uj folyam. XXIX kötet. Szåm 3-5. XXX — DI Budap. 1909—10. 8. Ertesitö, Mathematikai és természettudomånyi. XXVII kötet. Fizet 38—35. XXVIII — = fy Å Budap. 1909—10. 8. SI Közlemények, Nyelvtudomånyi. XXXIX kötet. Budap. 1909—10. 8. Méhely Lajos. Species generis Spalax. Budapest 1909. 8. Rapport sur les travaux de IAcadémie hongroise des sciences en 1909. Budap. 1910. 8. L' Association internationale de sismologie. Comptes rendus des séances de la troisiéme réunion de la Com- mission permanente de I'Association internationale de sismologie réunie å Zermatt du 30. aout au 2. septembre 1909. Budapest 1910. 4. Buenos Aires. Sociedad cientifica Argentina. Amales.| Tomo LXVII. =Entr: 96. Tomo LXIX. Entr. 1—4 Buenos Aires 1909—10. 8. Buffalo, N. Y. Buffalo Society of natural sciences. Bulletin. Vol. IX. No. 38. Buffalo, N. Y. 1909. 8. Cambridge, Mass. Harvard College Library. Harvard Economic Studies. Vol. V. Boston & New York 1910. 8. The Museum of comparative zoology at Harvard College. Bulletin. Vol. LII. No. 14—17. SIN Cambr., Mass. 1909—10. 8. Report, Annual, of the Curator for 1908—09. Cambr. 1909. 8. Chicago. Johm Crerar Library- 15. Annual Report for 1909. Chicago 1910. 8. A List of books in the reading room, 1909. Chicago. 8. A List of current medical periodicals and allied serials, December 1909. Chicago 1910. 8. Cincinnati, Ohio, U. S. A. Lloyd Library. Bulletin No. 19. 13. Cincinnati 1909—10. 8. Mycological Notes. No. 80—35. Cincinnati 1908 —10. 8. Dorpat (Jurjew). Naturforscher-Gesellschaft bei der Unmiversitåt Jurjerw (Dorpat). Sehriften. XVIII. XIX. Jurjew (Dorpat) 1908. 4. Sitzungsberichte. XVIII, 1—4. Jurjew (Dorpat) 1909—10. S. Flagstaff, Ariz., U. S. A. Lowell Observatory. Bulletin. No. 42—48. [Flagstaff 1910]. 4. 82 Freiburg i. Br. Natwrforschende Gesellschaft. Berichte. Bd. 18. H.1. Freiburg 1. Br. 1909. 8. Geneve. Société de physique et histoire natureile de Genéve. Mémoires. Vol. 36. Fasc. 2-4, Genéve & Paris 1910. 4. Gent. Koninklijke Vlaamsche Academie voor taal- en letterkunde, Jaarboek. 1890—99. 1901—05. 1907—10. Gent 1890—1910. 8. Verslagen en Mededeelingen. 1887—1904. 1907—09. 1910. No. 1—9. Gent 1887—1910. 8. 57 voll. in 89, indeholdende Afhandlinger &e., udgivne eller prisbeløn- nede af Akademiet. Giessen. Oberhessische Gesellschaft fur Natur- und Heilkunde. Bericht. N. F. Medizinische Abt. B.5. Giessen 1909. S. DE N. F. Naturwissenschaftliche Abt. B. 3. Giessen 1910. 8. = Regisler zu den Bånden 1—34 (alte Folge, Jahrg. 1849 — 1904). Giessen 1910. S8. Glasgow. toyal Philosophical Society. Proceedings. Vol. XL. 1908—09. Glasgow 1909. 8. Göttingen. Königliche Gesellschaft der Wissenschaften. Nachrichten. Math.-physikal. Klasse. 1909. H.3. 4. 1910. H. 1—4. Berlin 1909—10. 8. = Philol.-histor. Klasse. 1909. H. 4. 1910. H. 1. 2 & Beiheft. Berlin 1909—10. 8. — Geschåftliche Mittheilungen. 1909. H. 2. 1910. H. 1. Berlin 1909—10. 8. Groningen. Natuurkundig Genootschap. Verslag, 108. 1908. Groningen [1909]. 8. Haarlem. Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne). Catalogue du Cabinet numismatique de la Fondation Teyler å Harlem. 2. éd. Harlem 1909. 4. Société hollandaise des sciences. Archives Néerlandaises des sciences exactes et naturelles. Serie II. T. XV. Livr. 1—4. La Haye 1910. 8. (D] OY Halifax. The Nova Scotian Institute of science. Proceedings and Transactions. Vol. XIL P. 2. Halifax INO: Halle a. S. Såchsisch-thiiringischer Verein fur Erdkunde. Mitteilungen. Jahrg. 38. 1909. = — 834. 1910. Halle a. S. 1909—10. 8. Hamburg. Naturhistorisches Museum. Mitteilungen. Jahrg. XXVI. 1908. Hamburg 1909. 8. Hanau a. M. Wetterawische Gesellschaft fur die gesammite Naturkunde. Bericht iber der Zeitraum vom 1. Oktober 1903 bis 30. Sept. 1909. Hanau 1910. 8. Hannover. Naturhistorische Gesellschaft. 58.und 59. Jahresbericht, 1907—08 und 1908—09. Hannover 1910. 8. Heidelberg. Naturhistorischer medicinischer Verein. Verhandlungen. N. F. B. 10. H. 83.4. Heidelberg 1910. 8. Helder. Nederlandsche Dierkundige Vereeniging. Tijdsechrift. de Serie. D. XL. Afl.2 & Reg. 1875—1908. Leiden 1909. 8. Helsingfors. Societas pro fauna et flora fenmica. Acta. Vol. 24. 32. Helsingforsiæ 1909. 8. Meddelanden. H. 35. Helsingfors 1909. 8. Société finno-ougrienne. Journal. XXVI. Helsingisså 1909. 8. Mémoires. XXVII, 1. XXVIII. Helsingfors 1909. 8. Kiel. Naturwissenschaftlicher Verein fur Schleswig-Holstein. Sehraften BJ IV AA HN 2 Kiel 1909/18: Kiew. Société des natwralistes. Zapiski (Mémoires). T. XX. Livr. 4. T. XXI. Livr. 1. Kiew 1909—10. 8. Kjøbenhavn. Entomologisk Foreming. Entomologiske Meddelelser. Anden Række. B.3. H.5. Kbh. 1910M8: Dansk geologisk Forening. Meddelelser. No. 16. Kbh. 1910. 8. Den naturhistoriske Forening. Meddelelser, Videnskabelige, for Aaret 1909. Kbh. 1910. 8. Generalstabens topografiske Afdeling. 21 Kortblade over Island. Universitetets zoologiske Museum. The Danish Ingolf-Expedition. Vol. VI. P. 3. Copenhagen 1910. 4. Det Jydske historisk-topografiske Selskab. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi. 3. Række. B.VI. HB. 34, Kbh 1909—10/ 8. Danmarks geologiske Undersøgelse. I. Række. Nr. 90. Tekst & Atlas. Nr. 23. Kbh. 1909. 8. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs For- handlinger 1 Aaret 1909. No. 6. 1910. No. 1-3. Kbh. 1910. 8. Skrifter. 7. Række, naturvidensk. og math. Afd. V,83. VL 4.5. VIE 122 Kbb. 19091004: L. Fenger. Le temple étrusco-latin de IItalie centrale. Quvrage posthume publié par Chr. Joergensen. Copenhague 1909. Fol. Krakow. | Akademija umiejetnosei m Krakomie. (Académie des sciences de Cracovie). W. Abraham. Jaköb Strepa. W Krakowie 1908. 8. Atlas geologiczny Galieyi. Zeszyt XXIII & Tekst. W Krakowie 1908. Fol. & 8. Biblioteka pisarzöw polskich. No. 55. Kraköw 1910. 8. K. Brodzinski. Nieznane poezye. Wydal z rekopisöw Aleks- ander £ucki. Kraköw 1910. 8. Bulletin international. Cracovie. 8. Classe de philologie, classe d'histoire et de philosophie. 1909. No. 9. 10. 1910. No. 1. 2. 1909—10. Classe des sciences mathématiques et naturelles. 1909. No. 8—10. 1910. Série A. No. 1—7. Série B. No. 1—6. 1909—10. Colleetanea ex archivo Collegu iuridiei. T. VII. P.2. Cracoviae 1909. 8. Corpus iuris Polonici. Sectio I. Vol. IV. Fase. I. (GCracoviae 1910. 4. Fr. Duda. Rozwöj terytoryalny Pomorza Polskiego. W Krakowie 1909. 8. La S5 Katalog literatury naukowej polskiej. Rok 1909. Zeszyt. II. IV. Kraköw 1910. 8. Katalog wydawnictw Akademi umiejetnosei w Krakowie. Krakow 910008: Materialy antropologiezno-archeologiczne i etnografiezne. Tom X. W Krakowie 1908. 8. Materialy 1 prace komisyi jezykowej. Tom. IV. W Krakowie 1909. 8. Roeznik. Rok 1907—08. 1908—09. Kraköw 1908—09. 8. Rozprawy Akademii umiejetnosci. W Krakowie. 8. Wydzial filologiezny. Serya II. Tom XXX. Serya Ill. Tom I. 1909—10. Wydzial historyezno-filozofiezny. Serya II. Tom XXVI XXVIL 1908—09. Wydzialu matematyezno-przyrodniezy. Serya III. Tom 8. Dzial A. B. Tom 9. Dzial A. B. 1909—10. Jan Rutkowski. Kluez Brzozowski. Kraköw 1910. 8. Ludomir Sawicki. Rozmieszezenie ludnosci w Karpatach Zachod- nich. W Krakowie 1910. 8. Adam Szelagowski. Najstarsze drogi z Polski na Wschöd. W Krakowie 1909. 8. Sprawozdanie komisyi fizyjograficznej. Tom XLII. XLII. W Krakowie 1908—09. 8. Stefan Szydelski. Konstanty Zielinski, areybiskup lIwowski. Krakow 1910. 8. W. Tokarz. Galicya w poezatkach ery Jözefinskiej. W Krakowie 1O090068: Ubiory ludu polskiego. Zeszyt IL. W Krakowie 1909. 4. Hugo Zapalowiz. Conspectus florae Galiciae eritieus. Vol. IL Cracoviae 1908. 8. Plata. Direccion general de Estadistica de la Provincia de Buenos Aires. Boletin mensual. Afio X. 1909. No. 102—113. Afo XI. 1910. No. 114) Ba Plata: 4: Museo de La Plata. Revista. lomo XVI. Buenos Aires 1909. S. La Universidad. E. H. Dueloux. La enseanza de la quimica en la Universidad Nacional de La Plata. Buenos Aires 1909. S8. Leiden. Le Comité exécutif de la Commission de surveillance de U Encyclo- pédie de V Islam. Enzyklopaedie des Islam. Hg. von M. Th. Houtsma und A. Sehaade. Lfg.5.6. Leiden 1910. 8. S6 Leipzig. Firstlich Jablonowski'sche Gesellschaft. Jahresberieht. Lpz. 1910. 8. Liege. Société royale des sciences de Lige. Mémoires. 3. Série. Tome VIII. Bruxelles 1909. 8. Liverpool. The Liverpool Biological Society. Proceedings and Transactions. Vol. XXIH. 1908—09. Liverpool 1908. 8. London. British Museum, Natural History. National Antaretic Expedition, 1901—1904. Natural history. Vol. V. Zoology and botany. London 1910. 4. Guide to the Crustacea, Arachnida, Onychophora and Mysen exhibited in the Department of Zoology, British Museum (Natural Hi- story). London 1910. 8. Guide to the British Vertebrates. London 1910. 8. Special Guide. No. 4. Memorials of Charles Darwin. 2. ed. Lon- don 1910. 8. Claude Morley. Catalogue of British Hymenoptera of the family Chaleididæ. London 1910. 8. Zoological Society. Proceedings. 1909. P. IV. 1910. P. I-IIT. London 1910. 8. Transactions. Vol. XIX. P. 2-5. London 1909—10. 4 A List of the fellows and honorary, foreign, and corresponding members and medallists. London 1910. 8. Liibeck. Verein får Libeckische Geschichte und Altertumskunde. Zeitschrift. Bd. 11. H. 8. Bd. 12 H. 1. Liibeck 1909—10. 8. Ed. Hach. Inhaltsverzeichnis der Zeitschrift Bd. I-IX und Mit- teilungen H. 1—12. T. 1. Liibeck 1910. 8. Lund. Universitetet. Botaniska Notiser för år 1909. Lund 1909. S. Madison. The Wisconsin Academy of sciences, arts and letters. Transactions. Vol. XVI. P. I. No. 1—6. Madison, Wis. 1908 —09. S. Madrid. Real Academia de ciencias exactas, fisicas y naturales. Memorias. Tomo XIV. Atlas. FEntr. 6 XV PPMadad 1910. 4. Si Revista. Tomo VIN. Num. 1—10. 12. Tomo IX. Num. 4. Ma- drid 1909—10. 8. Manchester. The Mamchester Literary & Philosophical Society. Memoirs and Proceedings. Vol. 54. P.1I-1lIl. Manchester 1909 —10. 8. Massachusetts, U. S. A. Tufts College, Mass. Tufts College Stu dies. (Scientific Series). Vol. II. No. 3. Vol. III. No. 1. Tufts College, Mass. 1909—10. 8. Melbourne. The Royal Society of Victoria. Proceedings. New Series. Vol. XXII. P. II. Vol. XXIII P.I. Melbourne 1910. 8. Transactions. Vol. V. P.1I. Melbourne 1909. 4. fø, é Mexico. Instituto geolögico de México. Boletin. Num. 2. Mexico 1910. 4. Parergones. Tomo III. Num. 38. México 1909. 8. Sociedad Mexicana de historia natural. La Naturaleza. Periodico cientifico. 3. serie. Tomo I. Cuad. num. 1. México 1910. 4. Observatorio meteorolögico-magnetico central. Boletin mensual. 1909. Num. 5—9. Mexico 1905—09. 4. Sociedad cientifica ,Antonio Alzate*. Memorias y Revista. Tomo %. No.5—19. Tomo 27. No. 1—10. Mexico 1907—09. 8. Middelburg. Het Zeemwvsch Genootschap der wetenschappen. Arehief. Vroegere en latere mededeelingen voornamelijk in betrek- king tot Zeeland. 1909. Middelburg 1909. 8. Milano. Societa italiana di scienze naturali. Atti. Vol. XLVIIL. Fasc. 3. 4. Vol. XLIX. Fase. 1. Pavia 1909 =40; Memorie. Tomo VII. Fase. I. Pavia 1910. 4. Milwaukee. Public Museum. Bulletin. Vol. I. Art. I. Milwaukee 1910. 8. Annual Report. Sept. ist, to Aug. 3ist, 1909. Milwaukee 1910. S. 58 The Wisconsin Natural History Society. Bulletin. New Series. Vol. 7. No. 8. 4. Vol. 8. No. 18. Milwaukee, Wisc. 1909—10. 8. Monaco. Musée océanographique. Bulletin. No. 154—181. Monaco 1909 —10. 8. Moskva. Imperatorskoje Obscestvo ljubitelej jestestvoznanija, antropologij å etno- grafig sostojascoje pri Imperatorskom Moskovskom Universitete. Izvestija. TJCXNV Trudy etnograficeskago otdele NN Ve Moskva 1907. 4. Miinchen. Bayerische Botamnische Gesellschaft zur Erforschumng der heimischen Flora. Mitteilungen. Bd. II. Nr. 14. Minchen 1910. 4. Ornithologische Gesellschaft in Bayern. Verhandlungen. 1908. B. IX. Minchen 1909. 8. K. Technische Hochschule. Die neuen chemischen Institute der Kgl. Technischen Hochschule zu Miinchen. Minchen 1909. 4. Napoli. Istituto zoologico della R. Universita. — Direzione del Museo zoologico. Annuario del Museo zoologico della R. Universitå di Napoli. (Nuova Serie). Vol. III. Num. 1—12. Napoli 1909—10. 4. Neuchåtel. Société des sciences naturelles Bulletin. T. XXXVI. =Année 1908—09. Neuchåtel 1910. 8. Newcastle-upon-Tyne. Society of Antiquaries Arehaeologia Aeliana: or, Miscellaneous traets relating to anti- quities. 3. Series. Vol VI. London and Newcastle-upon-Tyne 1910. 8. Proceedings. 8. Ser. Vol. IV. No. 16—27. Newcastle-upon- Tyne 1909—10. 8. New Haven, Cit. Connecticut Academy of arts and sciences. Memoirs. Vol. II. New Haven 1910. 4. Transactions. Vol. 14. P.5. 6. Vol 16. P. 1. New Haven 1910. 8. New York. The New York Academy of sciences. Annals. Vol. XIX. P. I-III. New York 1909. 6. 39 The American Museum of Natural History. Bulletin. Vol. XXVI. XXVII. New York 1909—10. 8. The American Museum Journal. Vol. IX. No. 8. Vol. X. No. 1—6. New York 1909—10. 8. Memoirs. Vol. XII. P.I. Vol. XIII. P.I. New York 1910. 4. Anthropologieal Papers. Vol. IV. P.I. Vol V. PI. Vol. VI. P. I. New York 1909. 8 Annual Report of the President &c. for the year 1909. New York 1910. 8. Guide Leaflet Series. No. 80. New York 1909. 8. Berthold Laufer. Chinese pottery of the Han dynasty. Leiden 1909. 8. The American Mathematical Society. Bulletin. Vol. XVI. No. 3—10. Vol. XVII. No. 1. Lancaster, Pa., and New York 1909—10. 8. ; Register, Annual. Jan. 1910. New York 1910. 8. Catalogue of the library. Jan., 1910. New York 1910. 8. Padova. Accademia scientifica veneto-trentino-istriana. Atti. Terza Serie. Anno II. Padova 1909. 8. Palermo. Societa di scienze naturali ed economiche. Giornale. Vol. XXVII. Anno 1909. Palermo 1909. 4. Parå. Museu Paraense de historia natural e ethnographia. Boletim. Vol. Vi. Parå 1910. 8. Paris. Bureau des longitudes. Connaissance des temps, pour Van 1911. 1919. Paris 1909—10. 8. —» — Extrait å Vusage des écoles d'hydrogra- phie et des marins du commerce, pour I'an 1910. 1911. Paris 1908—09. 8. Institut de France. Annuaire pour 1910. Paris 1910. 8. Muséum d'histoire naturelle. Bulletin. Année 1909. Année 1910. No. 1. 2. Paris 1909—10. 8. Société zo00logique de France. Bulletin. T. XXXII. XXXIV. Paris 1908-09. 8. Mémoires. Paris 1909. 8. Philadelphia. Academy of natural sciences. Broceedumnss Volk EX POSH Vo Pk PN Philadelphia 1909—10. 8. 90 American Philosophical Society. Proceedings. No. 192—195. Philadelphia 1909—10. 8. Portland. Portland Society of natural history. Proceedings Volk INNPASS Portlandal9090ES: Porto. Academia polytechnica. Annaes scientificos. Vol. V. No. 1. 9. Coimbra 1909—10. 8. Potsdam. Kgl. preuss. geodåtisches Institut. Veröffentlichung. N. F. Nr. 42. 48. Berlin 1910. 8 & 4. Zentralbureau der Internationalen Erdmessung. Veröffentlichungen. N. F. No. 20. Berlin 1910. 4. Pulkowo. L' Observatoire Central Nicolas. Publications. Serie II. Vol. VII. 1. 11. XVIIL 1v. St.-Pétersbourg 1909—10. 4. Missions scientifiques pour la mesure d'un are de méridien au Spitzberg entreprises en 1899—1901 sous les auspices des gouvernements russe et suédois. Mission russe. Tome I. Seet. II. B. 1. Sect. II. D. St.-Pétersbourg 1909—10. 4. Reykjavik. Landsbökasafn. Ritaukaskrå. 1907. Reykjavik 1909. 4. Rio de Janeiro. Observatorio. Annuario. Annos XXV-—XXVI. 1909—10. Rio de Janeiro 1909. 8. Boletim mensal. 1908. Janeiro—Marco. Rio de Janeiro 1909. S. Rochechouart. La Société Les amis des sciences et arts. Bulletin. T. XVII. No. 2. T. XVII. No 1. Rochechouart 1908 —09. 8. Roma. Reale Accademia dei Lincei. Atti. Serie V. Rendiconti. Classe di scienze fisiche, matematiche e mnaturali. Vol. XVIIL 9" Semestre. Fase. 10—19 Vol XIKeG Semestre. 2” Semestre. Vol. XX. 1? Semestre. Fasc. 1. 9. Roma 1909—10. 4. Rendiconto delladunanza solenne del 5 giugno 1910. Vol. Il. Roma 1910. 4. JÅ Reale Accademia medica. Bullettino. Anno XXXV. Fase. 3-8 & Indice 1885—1900.. Roma 19090008: R. Ministero della istruzione pubblica. Le opere di Galileo Galilei. Vol. XX. Firenze 1909. 4. Rostock. Die Grossherzogliche Landes-Universitåt. Jahresbericht. Jahrg. IV. 1909. Rostock. 8. Verzeichniss der Behörden, Lehrer &c. Winter-Sem. 1909—10. Rostock 1909. 8. — — Sommer-Sem. 1910. Rostock 1910. 8. Vorlesungs-Verzeichniss. Winter-Sem. 1909—10. Rostock 1909. 8. — — Sommer-Sem. 1910. Rostock 1910. 8. 174 Inaugural-Dissertationer. 1 Festtale. Rouen. Société des amis des sciences naturelles. Bulletin. 5. série. Année 44. fer & 2e semestres 1908. Rouen 1909. 8. San Fernando. Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando. Anales. Seceiön 2a. OQbservaciones meteorolögicas, magnéticas v séismicas. Afio 1908. San Fernando 1909. 4. San Francisco. The California Academy of sciences. Proceedings. 4. Series. Vol. III, pp. 49-72. San Francisco 1909-10. 8. St. Louis, Mo. Missouri Botanical Garden. 20. Annual Report. St. Louis, Mo. 1908. 8. St. Petersburg. Académie Impeériale des sciences. Annuaire du Musée zoologique de I Académie Impériale des sciences de St.-Pétersbowg. T. XIV. No.3.4 & Beilage. T. XV. No. 1. 2 & Beilage. St.-Pétersbourg 1909—10. 8. Travaux du Musée botanique de "Académie Imp. des sciences. V. VIL. St-Pétersbourg. 1909—10. 8. La Bibliothéque Impériale Publique. Oteet. 1902—1903. S.-Peterburg 1910. 8. Comité géologique. Bulletins XXVIK 1908: No 4100 KKV 19099NO 18: St.-Pétersbourg. 8. 92 Explorations géologiques dans les régions auriféeres de la Sibérie. S.-Peterb. 8. Région aurifére de VAmour. Livr. 9. 1908. Région aurifére d'lénisséi. Livr. 7. 8 1909. A. Meister. Description des itinéraires de la partie sud-ouest de la région d'lénisséi. 1908. Russisch-Kaiserliche mineralogische Gesellschaft. Materialien zur Geologie Russlands. Bd. XXIV. St Petersburg 1909 S. Verhandlungen. 29. Serie. Bd. 46. Lfg. 1. St. Petersburg 1908. 8. Jardin Imperial de botanique. Acta Horti Petropolitani. Tom. XXX. Fase. I. S.-Peterb. 1909. 8. Schwerin. Verein fir mecklenburgische Geschichte und Allerihumskunde. Jahrbiicher und Jahresberichte. Jahrgang 74. Schwerm 1909. 8. Siena. R. Accademia dei fisioeritici. Atta. Serie V. Vol. I N. 7-10: Siena 1909. 8: Stettin. Gesellschaft fur Pommersche Geschichte u. Alterthumskunde. Monatsblåtter. Jahrg. 23. 1909. Stettin 1909. 8. Studien, Baltische. N. F. Bd. XIII. Stettm 1909. 38. Stockholm. Sveriges geologiska undersökning. Arsbok. 1909. Sth. 1910. 8. Geologiska Kartverket öfver Sverige. Ser. Ba. No. 6-8. Ser. Ca. No. 5. 6. Sth. 1910. 8,4 & Kartblade. Kungl. Svenska Vetenskaps-Akademien. Arsbok för år 1910. Bilaga ll. Uppsala & Stockh. 1910. 8. Arkiv för botanik. Bd. 9. H. 2—4. Uppsala & Stockh. 1910. 8. — för kemi, mineralogi och geologi. Bd. 5. H. 45. Uppsala & Stockh. 1910. 8. — för matematik, astronomi och fysik. Bd. 6. H. 1. Uppsala æStockh HONOMNE: — för zoologi. Bd. 6. Uppsala & Stockh. 1909—10. 8. Handlingar. N.F. B. 45. No. 3-7. Uppsala & Sth. 1909—10. 4. lakttagelser, Meteorogiska, 1 Sverige. B. 50 (2. serien. B. 36). 1908. Bihang 2. B. 51 (2. serien. B. 37). 1909. Uppsala & Stockh. 19089098: Les Prix Nobel en 1907. Sth. 1909. 8. Kongl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Fornvånnen. Meddelanden. Under redaktion af Emil Ekhoff. BUG 185 & 8 19100: BG LG Si 8 953 Udgiveren. Acta mathematica. 32,4 33. Stockh. 1909—10. 4. Sydney. Board of fisheries of New South Wales. Report for the year 1908. Sydney 1909. 4. Linnean Society of New South Wales. Proceedings. Vol. XXXIV. P.3.4. Vol. XXXV. P.1.2. Sydney 1909—10. 8. Tokyo. Deutsche Gesellschaft fur Natur- und Völkerkunde Ostasiens. Mittheilungen. Bd. XII. Teil 1. 3. 4. Tokyo 1909. 8. Det keiserlige japanske Universitet. Mittheilungen aus der medicinischen Facultit der Kaiserlich Japanischen Universitåt. B. VIII. No.3. B. IX. H.1. Tokyo 1909—10. 4. Topeka. The Kansas Academy of Science. Transactions. Vol. XXII. Topeka 1909. 8. Toronto. - The Canadian Institute. Transactions. Vol. VIII. P.4. Toronto 1910. S. University. Studies. Papers from the Chemical Laboratories. No. S6—89. [Toronto] 1909—10. 8. — Papers from the Physical Laboratories. No. 32—35. [Toronto] 1910. 8. — Biological Series. No. 8. [Toronto] 1910. 8. - Geological Series. No. 6. 7. [Toronto] 1909—10. 8. Upsala. Kgl. Universitetet. Årsskrift. 1909. Ups S. Arbeten utg. med understöd af Vilhelm Ekmans Universitetsfond, Uppsala. Upps. 8. 7.1. Collijn. Katalog öfver Linköpings Stifts- och Låroverksbiblio- teks inkunabler. 1909. K 8. H. Sjögren. Commentationes Tullianae. De GCiceronis epistulis ad Brutum, ad Qvintum fratrem, ad Atticum qvaåestiones. 1910. Bulletin mensuel de I'Observatoire Méléorologique de IUniversite dUpsal. Vol. XLI. Année 1909. Ups. 1909-10. 4. Bref och skrifvelser af och till Carl von Linné. Afd. 1. D. IV. Sth. 1910. 8. Results of the Swedish Zoological Expedition to Egypt and the White Nile 1901 under the direction of L. A. Jågerskiöld. P. HI. Uppsala 1909. 8. 94 Till Kungl. Vetenskaps-Societeten i Uppsala vid dess 200-årsjubileum. Uppsala 1910. 4. Universitati Lipsiensi saecularia quinta diebus XXVII-—XXX mensis Iulii a. d. MCMIX celebranti gratulantur Universitatis Upsali- ensis Rector et Senatus. Upsaliae 1909. 4. Humanmistiska Vetenskapssamfundet. Skrifter. B. XII. Ups. 1907—09. 8. Kungliga Vetenskaps Societetens i Upsala Tvåhundraårsminne. Upsala 1910. 8. Urbana, III. Illinois State Laboratory of Natural History. Bulletin. Vol. VIL. Art. X & Contents and Index. Vol. VIII. Art. II-V. Urbana, Ill. 1909—10. 8. Warszawa. Société scientifique de Varsovie. Comptes rendus. Rok II. 1909. Zeszyt 8. 9. Rok III. Zeszyt 1—6. Warszawa 1909—10. 8. Travaux. II. Classe des sciences anthropologiques, sociales, histo- riques et philosophiques. No. 1.2. Warszawa 1909—10. 8. — Il. Classe des sciences mathémaitiques et naturelles. No. 2. Warszawa 1910. 8. Wydawnictwa Towarzystwa Naukowego Warszawskiego. No. 4. Warszawa 1910. 8. Washington. Bureau of Education. Report of the Commissioner of Education for the year ended June 30, 1909. Vol. I. II. Wash. 1909—10. 8. Department of the Interior. — United States Geological Survey. George Otis Smith, director. Bulletin. No. 341. 360. 3870. 3783—375. 377. 379. 380. 382 —424. 498. Wash. 1909—10. 8. Professional Paper. 64. 66. 67. Wash. 1909. 4. Report to the Secretary of the Interior, 30. Annual, for the year ended June 30, 1909. Wash. 1909. S. Resources, Mineral, of the United States. Calendar year 1908. Pr VWash(9909408: Water-Supply Paper. 224. 297—9236. 238. 241—945. 248. 249. 252. Wash. 1909—10. 8. Smithsonian Institution. — Bureau of American Ethnology- Bulletin. 838. 39. 41. 49.48. Wash. 1909. 8. Smithsonian Institution. — United States National Museum. Bulletin. 638. 65—69. 71. 72. Wash. 1909—10. 8. Contributions from the United States National Herbarium. Vol. XIT P10 Vo XI På 152 Volk XIV BP 1 MWashl9090PMOES Proceedings of the United States National Museum. Vol. XXXVI. Wash. 1909. 8. : 95 Report on the progress and condition of the U. S. National Museum for the year ending June 30, 1909. Wash. 1909. 8. The Library of Congress. Report of the Librarian for the fiscal year ending June 30, 1901. 1902. 1908. 1909. Wash 1901—09. 8. The Library of Congress and its work. Wash. 1907. 8. Preliminary List of subject divisions. — 1910. 8. Want List of periodicals. N. ed. — 1909. 8. —»— of publications of societies. N.ed. — 1909. 8. Philosophical Society. Bulletin. Vol. XV, pp. 188—187. Wash. 1910. 8. Wien. Kais. Akademie der Wissenschaften. Almanach. dJahrg. 59. 1909. Wien 1909. 8 Denkschriften Wien. 4. Math.-naturwiss. Classe. B. 84. 1909. Philos.-historisehe — BYssj Eb 910! Mitteilungen der Erdbeben-Commission der Kaiserl. Akademie der Wissenschaften in Wien. Neue Folge. No. XXXVI. XXXVII Wien 1909. 8. Sitzungsberichte. Wien. 8. Math.-naturwiss. Klasse. B. 118. Abt. I. H.6—10. Abt. Ila. H. 6—10. Abt. IIb. H.7—10. Abt. III. H. 8—10. B. 119. Aldo 1 0 eb 1 Noe IN er EG 20 Noe I Ios EG 183 1909—10. Philos.-histor. Klasse. B. 160. Abhandl. 4. 5. B. 161. Abhandl. 3. 4.6. 7. 9. B. 162. Abhandl. 1—6. B. 168. Abhandl. 1. 9. 4—6. B. 164. Abhandl. 1. 4. Register zu den Bånden 151—160. 1909 —10. K.-k. zoologisch-botanische Gesellschaft. Verhandlungen. Jahrg. 1909. B. LIX. Wien 1909. 8. Das k. k. Österreichische Gradmessungs-Bureau. Verhandlungen der österreichischen Kommission fir die inter- nationale Erdmessung. Protokoll tber die am 5. Dezbr. 1908 abge- haltene Sitzung. Wien 1909. 8. Universitetet. Monatshefte för Mathematik und Physik. Hg. von G. v. Esche- rich, F. Mertens und W. Wirtinger. Jahrg. XXI. Wien 1910. 8. Wirzburg. Physikalisch-medicinische Gesellschaft. Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1908. No.6. Jahrg.1909. No. 1—4. Wiirzburg 1908—09. 8. Zirich. Naturforschende Gesellschaft. Vierteljahrssehrift. Jahrg. 54. Jahrg. 55. H.1. 2. Zirich 1909 —10. 8. 96 B. Private Givere. A. Biddlecombe, Newcastle-on-Tyne. A. Biddlecombe. Thoughts on natural philosophy (with åa new reading of Newton's First Law) and the origin of life. London & Felling-on-Tyne u. A. 8. H. Bourgeois, Bruxelles. HA. Bourgeois. Une langue nouvelle: La ,Landsmaal* norvégienne. [Sep.-Aftr. af: ,Revue de linguistique*, Paris 1909.] 8. Professor 0. Broch, Christiania. O. Broch. Ocerk fiziologij slavjanskoj rec S9 Petros 19 100e) Professor Antonio Cabreira, Lissabon. A. Cabreira. Les mathématiques en Portugal. Deuxiéme défense. Lisbonne 1910. 8. Joaquin D. Casasus, México. José N. Rovirosa. Pteridografia del Sur de México. México 1909. 4. Direktør J. Claren, Lage i. Lippe. J. Claren. Das Kommen und Gehen der Welten. 9. Aufl. Lpz. 1909/18: — Ueber das Wesen der Schweifsterne und ihre Bedeu- tung fir die Planeten. Witten 1910. 8. Meteorolog N. J. Føyn, Bergen. N. J. Føyn. Abhångigkeit des Barometerstands von den Terrain- verhåltnissen. Vertikaler Gradient. Sep.-Abdr. Braunschw. 1910. 4. ingeniørkaptein Rodolphe Guimaraåes, Madora. R. Guimaraåes. Les mathématiques en Portugal. 9. éd. Coimbre 19090008: Professor Dr. F. R. Helmert, Potsdam. 39 Separat-Aftryk. Dyrlæge, Assistent ved Veterinærlaboratoriet, Halvor Horne, Christiania. H. Horne. En lemænsyke. Særtryk. Kra. 1910. 8. Ingeniør Charles Janet, Paris. 6 Separat-Aftryk. Professor A. Lacroix, Paris. 2 Separat-Aftryk. 97 M. Ernest Lebon, Agrégé de Université, Paris. E. Lebon. Savants du jour. Gaston Darboux. Paris 1910. 8. hå Ap= Emile Picard. — Hy Henri Poincaré. Professor Dr. Björn Magnusson Olsen, Reykjavik. 7 Separat-Aftryk. Professor Dr. Carl Rabl, Leipzig. OG Red Bausteine zu einer Theorie der Extremititen der Wirbel tere MN: Lpz. 1910. 4. Dr. Christoph Schröder, Berlin-Schöneberg. Zeitschrift för wissenschaftliche Insektenbiologie. B. VI. H.1—10. Husum 1910. 8. Professor Dr. Johannes C. H. R. Steenstrup, Kjøbenhavn. Johs. Steenstrup. Kundskaben om Jorden gennem Tiderne. Kbh. 1910. 8. -J Videnskabs-Selskabets Embedsmænd m. m. for 1911. um - Selskabets Ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskabets Bestyrelse. Præses: Rigsarkivar E. Hertzberg. Vicepræses: Prof. Dr. H. Mohn. Generalsekretær: Prof. Dr. A. Johannessen. Formand i den math.-naturv. Klasse: Prof. Dr. W. C. Brøgger. Viceformand 1 do. Prof. J. H. Li Vogt Sekretær 1 do. Direktør A. S. Steen. Formand 1 den hist.-filos. Klasse: Prof. Dr. A. Torp. Viceformand i do. Prof. Dr. A. Bugge. Sekretær 1 do. Docent Dr. K. Nielsen. Komitéer m. m. Selskabets Repræsentanter i Nansenfondets Styre: Prof. Dr. W. GC. Brøgger, Rigsarkivar E. Hertzberg, Proi. Dr. J. Storm, Generalsekretæren. Bestyrelsen af Selskabets Eiendom Tømte: Prof. Th. Hiortdahl (Formand), Prof. R. Collett, Prof. Dr. N. Wille. Legatkomité for Apotheker Peder Leth Øwres Legat: Prof. Th. Hiortdahl (Formand), Apotheker Dr. H. Hvoslef, Prof. Dr. E. Poulsson. Revisorer: OQverlærer S. Henrichsen, Prof. C. Størmer. Kasserer: Kvæstor M. H. Berner (1900). Bibliotbekar: Overbibliothekar A. C. Drolsum (1885). Assistent ved Selskabets Kontor: Bibliotheks-Amanuensis W. P. Sommerfeldt (1910). 99 Videnskabs-Selskabets Møder i 1911. 20 Januar . . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 27 Januar . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 10 Februar. . . . . Fællesmøde. 24 Februar. . . . . Historisk-filosof. Klasse. (Forslag til Indv.). 10 Marts . . . . . Math.-naturv. Klasse. (Forslag til [ndvalg). 24 Marts . . . . . Fællesmøde. (Indvalg). 7 April. . . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 21 April. . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 3 Mai (Onsdag) . . Aarsmødet. 19 Mai. . *. . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 26 Mai . . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 22 September . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 29 September. . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 13 Oktober. . . . . Fællesmøde. 27 Oktober. . . . . Historisk-filosofisk Klasse. 10 November . . . . Fællesmøde. 24 November. . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 8 December . . . . Fællesmøde. (Valg paa Selskabets Em- bedsmænd for 1912 m. m.). Forslag til Optagelse af nye Medlemmer behandles i Klasse- møderne den 24 Febr. og 10 Marts og afgjøres i Fællesmødet den 24 Marts. Jfr. Statuternes $ 10. Foredrag anmeldes skriftlig til Generalsekretæren, adr. Victoria Terrasse 3, senest Tirsdag Form. Foredragsholderne an- modes om at aflevere et kort Referat af sit Foredrag til Mødets Sekre- tær, forinden de bestiger Kathederet. Med Hensyn til Trykning af Afhandlinger henvises til Statu- ternes $ 9 og Reglementsbestemmelsernes Afd. III. Endvidere bemærkes: 1) Ingen Trykning paabegyndes, førend det fuldstændige Manuskript er ind- leveret og dets Kostende beregnet. 9) Forandringer 1 Afhandlingens Text, efterat denne er sat, bekostes af Forfatteren. 3) Hver Forfatter erholder 50 Særtryk gratis. Oh FYT HH DA ane as BETEL TTS TT LTTT Hahn ini i il Anna) JHH0S Spree ai å au b å rJ øl, shp. uaAm Kold Per ; "ere OM å 0 Jr Nl PK | ay Arurevil! ET VO på No PN b ENE VER Vg Få ) And ag I utøve ostk* as br pan. TITE 44 va å w Å ao) Mn 2 Je | up * nyh > Poe LAGA Lana ja ped å å ap MK * . N J ; DL Å V s | > LS FE Hå & HIT » DEE | of: MR NTG N ær: al ME ”9R" | r aa ap pj Vaep VM pr AR +a Hi mg) PT "Ya DAELU: PRP *3a ag 4 j TY PÅ V W KK Mad vå. | 'r9e== MK 7 Li la Valse Lae TV 4 E ; | PA, a MN gt py V gula na ao ga MA mn , HEN b | , ÅÅ ATR & aa S0 | -- E De | Jøde KE Pa, aa NL VY ANT, 1 El: pep slåkka hor AP Pas" 19 KP : 48 GAR EN Noord) HINNA a 8 BAR vat GET pe å Mag ve) an N War: 3 ALT TY DEI «% vi NNN fa) Ap Å > Å NN DAA pA YI i AVTNT ea PPT VAL aa Å y NA 4 3 Å» EA GR 3 vu HE Sn DD Va, en vs PRE I» på ) ME ha MA SNr AEH ELLE Sn N PN LT | VV94 en rN) AL van POLLEN Å 299 kø. R. Pa pa å pr PE El "/N map TT v AN DN re I å a hp | TE aai PR VNO AAK ARV sjøer å *eptt, A =5 | DIN Sy AWS 18 AA Aa, pet saft 30 oi søye Supper NNN NN Ja VHA, NW AA ge p GE TI fk I Pork ad a I HApP pr Wa ON N ak PIT a AR ad y am På V Y - Vag KP PI 59 VE - Å HÅN e AN Hagen AT Syhs Rå i na UNIT fa pitle HAAR Å 1 lag ag Ser AND La VAR TINY 108 VA NMLL LU! av av hf, af e Ken a. 3 19. Nr e 2 L ib 4 ANN R AN anasast aa VNR Sy Å på rev RAN NN , VL] å | h ; Pr sa Å tag LAMA AA ad NAs ALLA TI Tenet Rap Va | ,ø I DA NANAN Tal EE an k, NAT DR DÅ 18442, | på å NA, AD AG UR e | gar JA SR —= ZSNM NAS FEL FE 19 dad Via aa DN 25 A MR q, % VARA Å Bae FER NIVSYELN aa Q JA Qå ] Å Å på Va» LITEN Av NN PE ad AG Var JM NN (ANA lg" 6 ø a, å [Å 2 Pk, sn På | ; i | å Å 4 ANNE Pk bøk, An I ef på dan ar å NÅ ; i HL Å at r& a VA, AVP SVEN Aa. Næ f Va, Q å tar Sa £R SAN. Å ; pe ea nan PLN |A aa å a % s Å ha Va SEE ELG UA TT Gå at w up nl på DE , ta Ø: TNA ru Ne RE > | å i v Å one gadmus iv aa ge Ma NILS , ARMAN VI | ann! ng E: LIISA ES: en At TIR PULPNPRA od DA PU | & ap ot É am AN PA SAS Å | gplUNkA Pal | Ha N * Ko Re Vy ej v & mi LÅ ng DM bd Aa YA K TPM uer | Jå PT ar ape Nan 1 ha. Å A Å FEL | FE Ve ag N VWesap, Pene TT MAA) KRAN, | pe) VAN NE N UN NTV ap År Ve ) v 9 ruan Mn DAR aper Nan,” SPENN - VE Ni > la Å Y v um) SE gn = Øen Fl Ve | hi | QODPGA, | AP Arryn*- "later, I Vg HA REA ydet RD Ag Sk RER TT pi få 2 |Aang) | Any AN II SE aadotte OE TA Aa NNN HE Ra | at NVA qv Fora ?y Ye Unn, blJA) Pbl GBA Aden ggn EP N se ND PIG AN PÅ PR TL OVN Leg Å ar | I ELICVR Aa å Ån TYSON, PN ver Ar VG add ean jon W2edlekpA Amped 20 FEEL av da! HETE HÅ Nag | m See på TE ng PV lag AN FEI Auve å BEE på ba LØ EE Pildetdet TU JÅNARLALbaune å PA ÅL ep RANA Kulin år And aad å SAR Va BAA ull 5 å < Å AG khaav” TL: AI TT HD | ja me SMITHSONIAN INSTITUTION LIBRARIES Å de RA A many nå N Pa øl 1 VE å XY AA TT LAG Ge TE TE NNAaaae SÅ Vand ET ed OE ao pp +% N de. Y k- Au ANT) fog pg aan Na AL 3 ÆN Å AR Nr pp å bake JON aa?” å ør kJ BAD /NAan TT rn Ny aA sil NATT KR. Mr MA JE pggåM Nenne nLRRdide Pep HORN Aa RAN pg NRAN AA an ut NE Dyrrer SV LG AR pjap NÅN KOR NA PA E3 milla» APR 2 [e] A = Kr. nd, | Ån | Ore ann ar nedi ay I TITPR å Pr Er Ayan Å ear RE Hi FDA inni 7 LEE MALAGA, p AAR APA AA AA am LIL Aka Ann. ante akt PYNT am pA nAAL NN A bey FY) Å Å sal SA IDE 18 | LAR RT Å AAN YR iset NLF VY PN an Å TNT Vei ard Aa ra, UN Bua på ab RR Aram Napa Are i i NY : ai - E å % ØY ag game ind A AE al? " RAR, I Å NA : alt: & eg 2 are aan nar TL == 248 Teal AP» DAAE , Np JE Ra > V må MT PU Å NAAR la E 'a- å ar væ ARTE a ka Æ-. Nytea fe je åg gå DA TÅ un SALE | la Al | mdr H Jr pe : ; Vy /tara Abu NR LdR FIRE SN monn JE == SP pi Ag 1. sakdha.n An ÅAARRA. 1