FOR THE PEOPEE FOR EDVCATION FOR SCIENCE LIBRARY OF THE AMERICAN MUSEUM OF NATURAL HISTORY Br td ET 3 pr ATNA HAJ NG VS VERE pg å AT (å get > VEE p. DJ pA Dogg ee RT FY ØDE Å * PE NE LEK ME PÅ dre 5 Af ør Pin ro PE HP EG % V yr EF = ar Pat =- vert sa EE D rer Å Videnskabs-Selskabet i 100 Christia FORHANDLINGER VIDENSKABS-SELSKABET I CHRISTIANIA AAR 1885 MED 14 LITHOGRÄFEREDE PLANCHER CHRISTIANIA I COMMISSION HOS JACOB DYBWAD Å. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1886 EG EE ar ee i VA hå GN i EN KØ DN ær Vis Eg FU Å - a n p 3 p å EL: ae Abid KØ i ; , BE FG OG EU RNNGN sr kle å 3 * å at å å Indhold. Foredrag og Afhandlinger. No. No. (De med * betegnede Forfattere ere Ikke-Medlemmer). *J, Mourly Vold, Albert Krauses Darstellung der Kanti- schen Raumtheorie und der Kantischen Lehre von den Gegenstånden, beurtheilt von J. M. V. L. +24 ss *Sigvardt Thorkelson, Undersøgelse af Tidssansen ved psychologiske Experimenter, foretagne i Vaarseme- Patrol og Hosisemestret 1884 . . 2. oa vev å 4 245 Gustav Storm, Om en Olavs-Legende fra Ribe . .. *G. A. Guldberg, Ueber das Centralnervensystem der Hroavwsle: (Med.5 Plancher)| . 41-22-2606 å H. Geelmuyden, Undersøgelse af Parallaxen af en Stjerne i den store Bjørn og nogle Bemærkninger om det dertil anvendte Mikrometer . . . ++ 2 20 00 as A. Chr. Bang, Norges hellige Kilder efter Reformationen J. Worm-Miller, Om Forholdet mellem de røde Blod- legemers Antal, Hæmoglobingehalten og de tørre Blod- SG JE er ÄN G. 0. Sars, On some Australian Cladocera raised from FT ETE S Plareher VYVL VGS SSS *J. Belsheim, Das Evangelium des Marcus nach dem griechischen Codex Theodoræ Imperatricis purpureus Pe- tropolitanus aus dem 9ten Jahrhundert. Zum ersten Mal herausgegeben von J. B. (Mit einem Facsimile). . ... W. M. Schøyen, Tillæg og Berigtigelser til Norges FE SSR NN SOE Sophus Lie, Om Mathematikundervisningen i vore Ne ET NG EEE L.*B. Stenersen, Om Kolonos Agoraios . . . . . 4. *Carl Aug. Hansson, Bidrag til Norges invertebrat- SE ee br SN RE ER J. Lieblein, Om Dødsbogens Titel per m bru Elling Holst, Sætninger om Cirkler i et Plan med Anvendelse paa den Dupinske Cyklide. . . . . . 22. Dr. Th: Kjerulf, Bestemmelse af den optiske Karak- ter + og 3-1 parallel polariseret Lys. . . . . . 42 Side 1—29. 1—84. 1—18. 1—154. 1—19. 1—10. 1—5. 1—46. 1—31. 1—9. 1—10. —925. 1—2. 1—%. 1—4. 1—4. No. 17. Worm-Miller, Om Multiplikatoren ved Roberts's Methode: TITRES adj å se GE No. 18. Worm-Miiller og *J. Fr. Schroeter, Betragtninger over Multiplikatoren ved Roberts's Methode . . . -. > No. 19. Ingvald Undset, Ueber die Station la Téne. . . .. No. 20. Dr. E. F. B. Horn, Periodicitetens Betydning for Her- bor EP oropa NT SAN ke å ea MG No. 21. Sophus Lie, Ueber gewöhnliche lineare Differential- STI EPO No. 22. W. M. Schøyen, Bygaalen (Tylenchus hordei n. sp.), en ny for Bygget skadelig Planteparasit blandt Rund- ormene. (Med 1 -Plancheyst AS4J9G0L FN No. 28. *Bastian Dahl, Zur handschriftenkunde und kritik des eiceronischen Cato maior. I. Codices Leidenses Oversigt over Selskabets Meder m. m. Monrad, Bemærkninger om Afhandlingerne No. 1 og No. 2... Bane, om nyere Afeudsbilleder i Norge 2. . > 2 mea > Bjerknes, om den franske Udgave af hans Abel-Biografi . . . Hieblein, om eå øpypask Mythe ++ 20-00% > 2 Så Senke - Undset, om Gravpladse i Etrurien fra Villanova-Culturen . . . Mohn, om Norges sa sol 0 KoGuENGE Gustav Storm, om Tidsforholdet mellem Kongespeilet, Stjörn og Bålhøms FØLGT 202 År Sletsol 4t GJE ae uer POE Undset, om Eæaskomes Horkoibst .:. 4. + > + (øk VEE Aarsberetnine. 4 sf SU Tenet) ++ ME Lochmann, om Bologieatd SK 50 SONE Schjøtt, om den spartanske Militærforfatning . . . ++» 2 2 Worm-Miiller, Ottos Undersøgelser om Leverens sukkerdan- nende Virksombed.. Fun 0 DS JEEE Caspari, om to utrykte pelagianske Breve. . . . . .> ket Gustav St orm, om de norske Kongers Len i England , Undset, om en Spydspids med uægte Runeindskrift fra aliee Loecbnaenn, om Cholera. >. EENNE LANE FN Caspari, om nyfundne kirkehistoriske Dokumenter. . . . . 2. Huitfeldt-Kaas, om Voxtavlerne fra Hoperstad . . . +24. Y. Nielsen, om Schimmelmanns finantielle System. . . . . .. Dietrichson, om Margretekirken paa Nordnes . ++» 22 2 va Gustav Storm, om Columbus's Ophold paa Le dan Jer oe Apotbeker Øwres Legat: -:-+ SØTE TG 18. Srhøren, om Krok i 5 24 1 NS GJE Mohn, om Strømningerne i vort Nordhav ..... 22 se Caspari, om de Pave Sixtus III tillagte pelagianske Skrifter Gustav Storm, om Biskop Valdemars og Øskjæggernes Tog i Danmark 1193... 4 :-+EE. Daae, om Historikeren Albert Crantz STEN 2 SOG Otto, om Glycogendannelsen i Organismen .. ++ v ee vs — — Nogle Bemærkninger om Sukkerarternes Udskillelse . . . Lochmann, om den saakaldte Forbryderhjerne . . . +22 ss 15. H. Geelmuy en, om Bestemmelse af Polhøiden af et Punkt i den geografiske Opmaalings Triangelrække i Nordland .. Mohn, om det meteorologiske Instituts Aarbog for 1884 . . .. Collett, om Lanius major og Lanius excubitor ... .. 4. Lieblein, om Æpgypternes Handel i de ældste Tider paa det LT Eu EE Gustav Storm, om 4de Bind af Norges gl. Love . . . . . 4... Malena Legatkomite for 1886—90 .L1 2 sea va 0000 98 Kr pågå Embedsmænd for 1886. . ..+ ob vha å å ve. Fundats og Reglement for Apotheker Øwres fe TE DE Selskabets Medlemmer 1885. . . « » » 2 avs 3 1 TR Gerer til Selskabéts Bibliøtbek i 1885. .v.+. +42 so 2 i. Kirte over Sölskabets Møder 11886. La aa ad ee eva > Albrecht Krause's Darstellung der Kantischen Raumtheorie und der Kantischen Lehre von den Gegenstånden beurtheilt von J. Mourly Vold. (Vorgelegt in der Sitzung der historiseh-philosophisehen Klasse 23. Jan. 1885 durch Hrn. Monrad). Es werden in der nachfolgenden Abhandlung citirt: Albrecht Krause, Populåre Darstellung von Immanuel Kant's Kritik der reinen Vernunft. Zu ibrem hundertjåhrigen Jubilåum verfasst. %te Auflage. Lahr 1882. — — Kant und Helmholtz iiber den Ursprung und die Bedeutung der Raum- anschauung und der geometrisehen Axiome. Lahr 1878. — Die Gesetze des menschlichen Herzens, wissenschaftlich dargestellt als die formale Logik des reinen Gefihles. Lahr 1876. Kant's Werke in der ersten Ausgabe Hartenstein's von 1867, mit Ausnahme der Kritik der reinen Vernunft, die in der Kehrbachschen Ausgabe citirt wird. (Das letzte Werk wird öfters nur als ,Kritik* citirt). Albrecht Krause's ,Populåre Darstellung von der Kritik der reinen Vernunft* ist ein Werk, das zwar um die Popularisirung der Kantischen Philosophie Verdienste hat, aber auch Auffassungen ent- hålt, welche entweder unkantisch sind oder jedenfalls der Kan- tischen Lehre eine eigenthiimliche Ausfihrung unterlegen. Un- kantisches findet sich meiner Ansicht nach in seiner Darstellung der Kantischen Raumtheorie und der Kantischen Lehre von den empirischen Gegenstånden und von den Dingen an sich. Da auf diesen Punkten die Auffassungen Krause's oder mit denselben verwandte Ansichten von mehreren Gelehrten gehegt werden, und da die betreffenden Probleme von grosser Bedeutung får die Vid,-Selsk. Forh, 1885. No. 1, 1 2 J. MOURLY VOLD. [No. 1 Wissenschaft unserer Zeit sind, verdienen sie vielleicht einer Prifung unterworfen zu werden, um so mehr als die Darstellung Krause's durch ihren populåren Character möglicherweise bereits eine grössere Ausbreitung erhalten hat als die meisten Werke der neueren Kant-Literatur. A. Die transscendentale Raumlehre. 1. Der specielle Character der Krauseschen Auf- fassung von Kant's Raumlehre ist ein physiologischer. Seine Betrachtung des ganzen ,geistigen* (d. h. wohl zunåchst: see- lisehen) Lebens ist die, dass es ,veranlasst wird durch sinnliche Reize ins Spiel zu treten,* dass es nicht ,geschaffen, geboren, erzeugt wird,* dass nicht ,der Sehnerv sieht,* sondern dass ,ich sehe auf Grund meiner Sinnenwirksamkeit* (S. 38 oben). Die Sinnesempfindungen werden nach Krause durch von aussen kommende, die Organe treffende Reize veranlasst, aber nicht dadurch geschaffen. Sie setzen also eine Fåhigkeit vor- aus, Empfindungen zu haben; ,eine solche Fåhigkeit nennen wir einen Sinn* (S. 38 unten). Der Grund får eine solehe Annahme liegt in dem durchaus verschiedenen Character des körperlichen Sinnesorganes und der entsprechenden Empfindung; ,die Organe eines anderen Menschen kann ich sehen, die Empfindungen — nicht* (38 Mitte); darum schliessen sich Nervenreiz und FEmpfin- dung ,als Gegensåtze* (ibid.) aus. 2. Wositzt die råumliche Empfindung u. wo ent- springt sie? Was filr ein Verhåltniss ist zwischen den Raumanschauungen und den einzelnen Sinnen? (Jeh suche hier den nicht sehr klaren $ 14 bei Krause in seinen Momenten darzulegen). Alles, was wir empfinden, z. B. das Roth, stellt sich uns in einer råumlichen Form, als eine råumliche Vor- stellung dar (z. B. als ein 8 Fuss hoher, rother Schrank). Wo sitzt dieseråumliche Vorstellung? Wenn wir diese Frage subjectiv, d. h. als eine Frage nach der Lage und Ausdehnung der råumlichen Einzel-Vorstellung, auffassen, leuchtet bald ein, dass die råumliche Vorstellung selbst gar keinen Raum einnimmt; ,,man 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 3 kann nicht sagen ,,drei Meter Vorstellung** (S. 42 oben). ,Sie ist etwas von allem Körperlichen Disparates* (ib.). Also: Die råum- liche Vorstellung nimmt keinen Raum ein; aber — fragen wir nach dem objectiven Raume des vorgestellten Inhalts, miissen wir zu- geben, dass die Vorstellung einem Raume angehört. Wo liegt dieser Raum? In dem empfindenden Subjecte oder ausserhalb desselben? Wenn er in demselben låge, miisste er mit dem Akte des Empfin- dungsprocesses, z. B. mit dem des Sehens, identisch sein. Das ist nun der Fall nicht; ,man tastet auch nicht das Tasten, man sieht nicht das Sehen; sondern man tastet etwas Festes, man sieht etwas Rothes* (S. 42 oben); ,das Sehen nimmt keinen Raum «ein, sondern nur das Gesehene* (42 Mitte). Jede Vorstellung nimmt ,ihren eigenen Raum* ausser mir ein (ib. — Wo ent- steht dieråumliche Vorstellung, oder besser: das in rå u m- licher Form empfundene Rothe? In einem von den körper- lichen Organen (z. B. in dem Kopfe oder in der Retina)? Eine solche Annahme verbieten die Schwierigkeiten, die mit dem Fernsehen, dem binocularen und dem umgekehrten Sehen zusammenhången, ebenso die Unmöglichkeit, die 7 verschiedenen Sinnesråume zu einem einheitlichen verbinden zu können. Sowohl die empiristi- schen Raumtheoretiker, wie Helmholtz, als auch die nativistischen, wie Hering, verfehlen das Rechte, wenn sie die Raumanschauung (völlig oder z. Th.) aus den Organen herleiten wollen (S. 41). — Wie hångt denn die Raumanschauung: 7 Fuss hoch, mit den einzelnen Sinnen zusammen? Weil sie durch Empfindungen veranlasst wird, muss sie zwar einen gewissen Zu- sammenhang mit der Sinnesthåtigkeit besitzen, aber sie ist von keinem einzelnen Sinne abhångig; denn sie kann durch jede Art von Empfindung veranlasst werden u. zwar so, dass der Raum immer — aller Art Organempfindung gegeniiber — als derselbe erscheint; ,er ist der Möglichkeit nach friher da, als jede ein- zelne Organempfindung* (S. 42 unten). Interessant ist es vorlåufig zu constatiren, dass die Frage nach der Raumanschauung mit der nach der Empfindung zusammen behandelt wird, so dass sogar der betreffende Ab- schnitt die Ueberschrift trågt: ,, Wo sitzt die Empfindung?* Auch N 1* 4 J. MOURLY VOLD. [No. 1. die Raumanschauung scheint hier fast eine Empfindung oder ein Theil der Empfindung zu sein — wenn man ihren psychologi- schen Ursprung bericksichtigt. | 3. Wie hångt die Raumanschauung mit der Emp- findung zusammen? Die Raumanschauung wird — mit ihrem Producte: dem Raume — immer durch Empfindung veranlasst, aber riihrt nicht von der Empfindung her; ,wo keine Empfindung — keine Raum- anschauung* (S. 44 ob.); die råumliche Fåhigkeit ,stammt nicht aus der Empfindung selbst und noch weniger aus den Organen* —— (S. 44 Mit). Wir haben einen åusseren Sinn, den Raumsinn, der auf die verschiedenen Empfindungen immer mit Raum antwortet.. Da nun die Empfindungen durch Organreize aus dem Empfindungs- vermögen ausgelöst werden, verhålt sich das Raummvermögen (oder die Fåhigkeit, etwas Råumliches zu sehen) zu den einzelnen Emp- findungen auf dieselbe Weise, wie das (einzelne) Empfindungs- vermögen zu den Organreizen. ,Von der Art der Organreizung hångt die Empfindung ab; von den Eigenschaften der Empfindung die Raumgestaltung —. Alles ist hier in ursåchlichem Zusam- menhange. Aber dieser Zusammenhang ist nicht zwischen der råumlichen Gestalt des Organes direct und dem Raum der Vor- stellung, sondern zwischen der råumlichen Gestalt des Organes nur unter Einschiebung der Art der Empfindung und deren Ein- wirkung auf die Form jeder Wahrnehmung durch Sinnesreiz, d. i. den Raum u. die råumliche Gestaltung* (S. 45 Mit... Nachdem der Verfasser den ursåchlichen Zusammenhang zwischen Organ- reizung — Empfindung — und Raumgestaltung hervorgehoben hat, filgt er hinzu (S. 45 M.): ,Hier ist kein Dunkel, kein Ne- bel.* Gewiss! Die Dunkelheit entsteht auf diesem Punkte erst, wenn wir bemerken, dass die Raumanschauung als ,a priori* be- zeichnet wird, und dass wir uns in der Kantischen Philosophie befinden sollen. ,Auf einen Organreiz und die Empfindung hin antwortet der Webstuhl des menschlichen Geistes durch das In- krafttreten der Raumanschauung, welche vorher nicht da war, welche nicht in der Empfindung liegt, sondern (da sie der Mög- lichkeit nach vorher da war |a priori]) in Thåtigkeit tritt auf 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 5 Einwirkung der Empfindung hin* (S. 43 ob.). Unter ,,a priori* versteht also Krause nur das, was auf einem selbstståndigen mensch- lichen Vermögen (Fåhigkeit) beruht u. durch Einfliisse, Reize, ausgelöst werden kann. Wir könnten vielleicht sagen: Das a priori Daseiende heisst bei Krause so viel wie das Aristotelische 70 Suvdpet ov, was zum Uebergehen in &v&2yetn veranlasst werden kann. An sich betrachtet steht also diese Raumanschauung auf demselben Niveau mit den Empfindungen; ,,es ist dem Menschen — angeboren Empfindungen haben zu können, diese Möglichkeit ist å priori angeboren, die Empfindung selbst ist å posteriori — erworben* (S. 32). 4. Was versteht Kant unter å priori? Dasselbe wie Krause, oder nicht dasselbe? Kant lehrt bekanntlich, dass ,alle unsere Frkenntniss mit der Erfahrung anfångt,* u. dass der Zeit nach ,keine EFrkenntniss in uns der Erfahrung vorangeht, aber anderseits auch, dass ,,nicht alle aus der Er- fahrung entspringt.* Fr lehrt, dass die Fmpfindungen die Materie der Vorstellungen, der Raum, die Zeit, und die Kategorien die Form derselben ausmachen, u. dass diese Form unsere selbst- eigene ist, dass es also etwas giebt, , was unser eigenes Frkennt- nissvermögen (durch sinnliche Eindriicke bloss veranlasst) aus sich selbst hergiebt.* Diesem Bestandtheile unserer Erkenntniss giebt Kant das Prådicat a priori (Kritik 647). Erkenntniss å priori ist ihm also ,eine — von der Erfahrung und selbst von allen Eindriicken der Sinne unabhångige Frkenntniss* (ib.); in der sreinen* FErkenntniss ist der Vorstellung keine Empfindung bei- gemischt (Kritik 76). Fr behauptet also, scheint es, wie sein Dar- steller, dass das a priori einerseits von der Empfindung unab- hångig, anderseits durch dieselbe veranlasst wird. Allein, — warum hat Kant dies ,a priori* aufgestellt? Weil er meinte, die Allgemeingiiltigkeit u. Nothwendigkeit nur durch ein völlig empfindungsfreies Frkennen erlangen zu können. Darum ist seine Auffassung schårfer als die physiologische Krause's; wir können den Unterschied kurz so bezeichnen: Nach Kant besteht zwischen den reinen Anschauungsformen und den reinen Begriffen einer- 6 J. MOURLY VOLD. [No. 1. seits und der Empfindung anderseits fir uns ein absoluter Ge- gensatz, nach Krause nur ein relativer. 5. Die ,Veranlassung* der reinen Anschauungen dureh die Sinneseindrucke bei Kant. Zunåchst scheint Kant derselben Ansicht wie Krause zu sein; denn auch bei Kant sind die beiden Fåhigkeiten, die der empirischen Empfindungen und die der Anschauungen a priori, nur 2 Seiten der einen menschlichen Fåhigkeit, der Sinnlichkeit oder unserer Recep- tivitåt; als dieser zugehörig brauchen beide Fåhigkeiten, auch die ,reine*, eine Veranlassung, und zwar durch sinnliche Ein- driiecke, um in Wirklichkeit zu treten; cfr. die oben citirte Stelle pKritik* S. 647; ebenso S. 54: ,als die formale Beschaffenheit des- selben von Objecten afficirt zu werden und dadurch unmittelbare Vorstellung derselben, d. i. Anschauung, zu bekommen* u. s. w. In so fern sind Kant und Krause einig. Allein wåhrend bei dem Letzteren sowohl die empirischen als auch die reinen Pro- ducte durch die Findriicke qualitativ bestimmt sind, gilt dies bei dem Frsteren nur in Bezug auf die empirischen; die Raum- und Zeitanschauung sind bei Kant nur nach ihrem Dasein, nicht nach ihrer Qualitåt durch Reize bestimmt. Sehr merkwiirdig sind Kant's Aeusserungen iiber die Raumentstehung in der Inauguraldis- sertation, wo wir S. 413 lesen: ,, Verum conceptus uterque (spatium et tempus) procul dubio acquisitus est, non å sensu quidem ob- jectorum abstractus, sed ab ipsa mentis actione, secundum per- petuas leges sensa sua coordinante, quasi typus immutabilis ideoque intuitive cognoscendus. Sensationes enim excitant hune mentis actum, non influunt intuitum neque aliud hic connatum est, nisi lex animi.* Wir finden, dass der Raum als ein ,typus immutabilis* dargestellt wird, der aus einer selbsteigenen, nach ewigen Gesetzen von statten gehenden Handlung der Seele ab- strahirt worden sei; die sinnlichen Eindriicke erregen zwar diese geistige Handlung, aber sie flössen dem Geiste nicht die An- schauung ein. Bemerkenswerth scheint hier die Einzahl ,,actio*, die Einzahl ,typus* und der unabånderliche Character dieser An- schauung; dies scheint darauf zu fiihren, dass Kant auch hier, wie in der Vernunftkritik, den Raum als eine unendliche, ein- » sa 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 7 heitliche Anschauungsform betrachtet, also dass nicht die ein- zelnen Theile des Raumes durch Erregungen entsprechender Sin- neseindriieke entstehen, sondern der Raum nur so zu sagen als eine voll geriistete Minerva, obwohl zunåchst in der geistigen »Handlung* verhiillt, durch den Hammerschlag der åusseren Ein- driicke aus dem Kopfe hervorgerufen wird. Ueberhaupt ist wohl festzuhalten, dass Kant zunåchst auf eine Erklårung des absoluten Raumes gezielt hat. Hiermit låsst sich ein qualitativer Zusam- menhang zwischen Raumanschauung und Fmpfindung durchaus nicht verbinden, in der Weise dass etwa einer bestimmten Farben- empfindung eine bestimmte Raumanschauung entspreche. Neben der unendlic hen Natur des Raumes wird es Kants Ansicht nach der Character der Nothwendigkeit und Allgemeingiltig- keit der geometrischen Såtze verbieten, sinnliche Findriicke auf die Qualitåt der Raumanschauung einwirken zu lassen; sie diirfen das »dass*, nicht das ,wie*, ,veranlassen". — Kiimmert sich denn Kant gar nicht um die Entstehung der einzelnen Råume (Raum- theile)? Freilich! Wie kann er denn hierbei die Hilfe der Sinnes- eindriiteke entbehren? Er versucht es ja durch Hilfe der Kate- gorien, die ,reinen* Ursprungs sind, aber mit der Zeit verbunden als ,Schemata* auftreten. Keine Spur von wirklich sinnlichen Einflissen (denn die Zeit ist ja eine ,reine* Anschauungsform). Wie das Kantische a priori kein å posteriori in sich enthålt, wilrde es umgekehrt Kant kaum einfallen können, mit Krause von einer ,a priori angeborenen Empfindungsmöglichkeit* zu reden. Prolegomena $ 11 (Wke. 4ter Bd. S. 32) sagt er: ,,.Doch betrifft dieses Vermögen, å priori anzuschauen, nicht die Materie der Erscheinung, d. i. das, was in ihr Empfindung ist; denn diese macht das Empirische aus." 6. Krause's Auffassung von der Veranlassung der Raumanschauungen durch Empfindungen. In der Krauseschen Darstellung der Vernunftkritik Kant's wird die Form, die Raumanschauung, durch die Fmpfindung auf die Weise hervorgezwungen, dass ich den Schrank sehen muss, Wle meine Empfindung mich zwingt* (S. 45 ob.). Bei der Er- klårung der Entstehung der Raumverhåltnisse — der verschiedenen 8 J. MOURLY VOLD. [No. 1. einzelnen Raumanschauungen — spielen zwar auch bei ihm die Kategorien eine grosse Rolle; in seinem Werke ,Gesetze des menschlichen Herzens* hat er sogar die Kantischen Schemata vervielfåltigt. Fr hat hier in einer Reihe von Tabellen so zu sagen die Kategorien und die Kantischen Grundschemata auf versehiedene Gebiete angewendet, dieselben in ihre Arten diffe- renziirt. Zwischen den verschiedenen Vorstellungsgebieten, z. B. dem der Empfindungen u. dem der Raumanschauungen, giebt es nach ihm bestimmte Associationsverhåltnisse, also dass die jedem Gebiete angehörigen Vorstellungen sich nach einer Regel gegenseitig hervorrufen können. In seiner Darstellung der Vernunftkritik treten die Empfindungen mit einer Fåhig- keit auf, um den Character der betreffenden Raumanschau- ungen zu bestimmen; so spricht er z. B.S. 59 oben von der »Möglichkeit, sobald die Fmpfindungen verschieden sind, die Gegenstånde verschieden im Raum, grösser und kleiner, nåher und ferner zu sehen;* ,aber* (figt er hinzu) ,immer in dem einen Raume der Welt der Gegenstånde der Erfahrung;" cfr. auch S. 56: ... yschwachen Empfindung — kleiner;* ,den Ort wech- selt der Gegenstand nicht, weil die raumsetzende Fåhigkeit (u. ihre Verbindung mit der Empfindung) keine Verschiedenheit in sich trågt.* — Es ist schwierig einzusehen, wie nach dieser Theorie dem Raume der absolute, nicht-empirische Character beigelegt werden kann, was doch auch bei Krause geschieht. — Dagegen bringt die Lehre Krause's die Raumentstehung in ein intimes Verhåltniss zu den Gegenstånden. Weil ja die Empfindungen nach ihm auf Reizen von aussen, auf Eindriicken von åusseren Gegenstånden, beruhen, werden auch die Raumanschauungen, als von den Empfindungen hervorgezwungen, consequent auf den åus- seren Gegenstånden beruhen miissen. Hiertiber mehr unten. 7. Diese Raumtheorie ist anderswo von dem Ver- fasser selbst als eine nicht-Kantische bezeichnet. In seinem Buche ,Kant und Helmholtz* aus dem Jahre 1878 be- hauptet Krause dasselbe wie hier, dass diese Raum-Fåhigkeitslehre die Kantische sei; cfr..,K. u. Helmh.* S.20, 21. Interessant ist es dagegen zu bemerken, dass der Verfasser nicht immer dieser 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 9 Ansicht gewesen ist. In seiner Schrift ,Gesetze des mensch- lichen Herzens* vom Jahre 1876 lesen wir Folgendes (S. 107): . »Nach Kant ist die reine Anschauung selbst etwas a priori, etwas transscendentales, nach mir ist das Vermögen, eine reine Anschauung zu haben, etwas åa priori, ein transscendentales. Nach Kant liegt die reine Form des Raumes als eine unendlich gegebene Grösse åa priori im Gemiith, nach mir liegt die Fåhigkeit Raum zu setzen in jeder Art und Grösse, im Gemith.* (Der gesperrte Druck riihrt vom Verfasser selbst her). Hier wird also die Lehre, dass die Fåhigkeit Raum zu setzen in jeder Art und Grösse, nicht der Raum selbst als eine unendlich gegebene (einheitliche) Grösse, im Gemiith liege, als eine specifisch Krausesche bezeichnet. Zweifelhaft bleibt hierbei, inwiefern auch hier Kant richtig aufgefasst ist; denn dass der Raum a priori im Gemiith fertig liege, vielleicht als ein Herbartsches, leeres, unendliches Gefåss, hat Kant kaum gemeint, sondern nur dass er vom Subjecte immer selbstthåtig producirt wird (cfr. Kants Schrift gegen Eberhard, wonach nur der Grund des bestimmten, objectiven Characters der Vorstellun- gen angeboren sein soll). Allein — jedenfalls steht Krause hier der richtigen Auffassung viel nåher, indem er einsieht, dass der Kantische Raum eine völlig einheitliche, unendliche Anschauungs- form ist. 8. Wohin gehört die in der ,Populåren Darstel- lung* dargelegte Raumtheorie? Wohl zunåchst zu den nativistischen. Zwar erklårt Krause (S. 33 oben), dass Kant's Empfindungstheorie sich nicht mit derjenigen Joh. Miil- ler's decke; sehr stark hebt er (S. 45) hervor, dass sich kein directer Zusammenhang zwischen Organ und Raumanschauung findet, sondern nur ein durch die Empfindung vermittelter. A1- lein — der Nativist Hering z. B. hat doch wohl auch die Entstehung der Raumanschauung nur mittelst eines psychischen Mechanismus erklårt. Helmholtz hat gewiss Recht, Krause (in » Thatsachen der Wahrnehmung*) als einen Nativisten zu be- zeichnen. Speciell scheint mir der Abschnitt in der ,Popul. 10 J. MOURLY VOLD. [No. 1. Darst.* S. 59 Iste Hålfte von der nativistischen Auffassung des Verfassers deutlich zu zeugen. 9. Krause's Erklårung von der ,Unendlichkeit* des Raumes. Eine eigenthiimliche Fassung wird dem 5ten Punkte der metaphysischen Erörterung Kant's unterlegt; der Satz: Per Raum wird als eine unendliche Grösse gegeben vorgestellt* (Kritik 53), wird also erklårt: ,gegeben* hat den Sinn, dass der Raum auf die Empfindung hin eintritt (S. 45 unten); ,,un- endlich* ist der Raum, weil er ,nicht der FEmpfindung ver- weigert werden kann* (ib.), weil das , Vermögen, Raumvorstel- lung herzugeben, sobald wir von Empfindung angeregt werden, unerschöpflich* ist. Der betreffende Passus Nr. 5 (wie auch der vorige) ist aber von Kant nur aus dem Grunde aufgestellt wor- den, weil er beweisen wollte, dass die Raumvorstellung Anschau- ung (d. h. apriorische A.) und nicht Begriff sei, was auch in dem letzten Satze des Abschnittes in der 2ten Ausgabe gesagt wird. Nach Kant kann ,kein Begriff als ein solcher so gedacht werden, als ob er eine unendliche Menge von Vorstellungen in sich ent- hielte. Gleichwohl wird der Raum so gedacht (denn alle Theile des Raumes ins Unendliche sind zugleich). Also ist die urspriing- liche Vorstellung vom Raume Anschauung å priori und nicht Begriff* (Kritik 538). In dem correspondirenden Abschnitte iiber die Zeit (Kritik 59) heisst es: ,, Die Unendlichkeit der Zeit bedeutet nichts weiter als dass alle bestimmte Grösse der Zeit nur durch Einschrånkungen einer einigen — Zeit möglich sei; daher — die urspriingliche Vorstellung Zeit — uneingeschrånkt — — es muss ihr unmittelbare Anschauung zum Grunde liegen.* Der Raum hat daher bei Kant auch nichts von dem so zu sagen zerbröckelten Character der Empfindungen; jede Theil-Raumvorstellung beruht auf einer FKinschrånkung des unendlichen Raumes und setzt wie jedes Begrenzte immer das Unbegrenzte voraus; die Unendlich- keit des Raumes liegt latent in jeder Theilvorstellung desselben, indem eine jede derartige nur als ein Theil des unendlichen Raumes gesetzt ist. (Dies hat nun, wie oben beriihrt, nicht die Folge, dass der Raum eine angeborene Vorstellung im Herbart- schen Sinne wird). Als unendliche Anschauung ist der 1885.] KRAUSE'S DARST.D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 11 Raum bei Kant von den — immer begrenzten — Empfindungen unabhångig. Dieser absolute Character des Raumes streitet gegen die realistische Auffassung Krause's; dieser fasst die Unendlichkeit des Raumes nur als eine immer fortdauernde Möglichkeit fir Produciren von Raumanschauungen auf, wodurch der Raum seine einheitliche, wahrhaft unendliche Natur einbiissen muss.! So kann Krause sogar den Kantischen Worten direct widersprechen, indem er sagt (Popul. Darst. S. 45 unten): ,Die einzelnen Råume sind nicht Theile eines allgemeinen unendlich gegebenen Raumes,* was nicht dadurch aufgehoben wird, dass er (S. 49) lehrt, die Raumarten, der Sehraum, Hörraum etc., seien nur Einschrån- kungen des einen unendlichen Raumes, wobei er Kant's 4ten Passus der metaphysischen Frörterung (Kritik S. 52) citirt. Uebrigens bleibt es mehr als zweifelhaft, ob Kant ebendaselbst an die Raumarten gedacht habe; das Verhåltniss des einen Raumes zu den verschiedenen Sinnen ist hier von Kant kaum beriick- sichtigt. — ,Gegeben* heisst bei Kant der Raum wohl aus dem Grunde, weil derselbe der menschlichen Willkiihr nicht unterliegt. 10. Der Abschnitt ,Ueber die Zeit* enthålt nichts wesent- lich Bemerkenswerthes; dagegen enthalten die ,Alløgemeinen Anmerkungen zur transscendentalen Aesthetik* meh- rere bei Kant nicht dargelegte Einwånde gegen die blosse Sub- jectivitåt des Raumes, auf welche hier einzugehen doch zu weit fiihren wirde. Oben habe ich iibrigens aus diesem Abschnitte einzelne Citate gemacht. B. Die Lehre von den Gegenstånden. 11. Die Frage nach der Vollståndigkeit der Kate- gorientafel. 1 Der von Krause (S. 46 u. 49) hervorgehobene Ausdruck in der ersten Aus- gabe der Vernunftkritik (S..-53 [Kebrbach]): ,,die Grenzenlosigkeit im Fort- gange der Anschauung,* steht bei Kant in keiner Relation zu der Empfin- dung, sondern dient nur als eine Bezeichnung fir den nicht-begrifflichen Character der Raumanschauung; auch soll die einheitliche Natur des Raumes durch die Unbegrenzheit desselben durchaus nicht aufgehoben sein. Dieser leicht missverståndliche Ausdruck ist in der zweiten Ausgabe ausgelassen worden. 12 J. MOURLY VOLD. [No. 1. Neben einigen ganz Kantischen Partien treffen wir in der Darstellung der ,Analytik* Kant's auch einzelne Abschnitte, die als specifisches Eigenthum Krause's zu bezeichnen sind. Dass hier die Kategorien durch die Empfindungen aus dem Verstande ebenso ausgelöst werden, wie die reinen Anschauungen aus der Sinnlichkeit, darf uns nicht wundern. Seine Tafel der Urtheilsformen u. mithin die Kategorien- tafel nimmt Kant in der That empirisch von der damaligen Logik auf; ihre Vollståndigkeit wird nicht — wie man erwarten sollte — å priori deducirt. Die Frage, wie wir wissen können, dass wir die Kantische Tafel von 12 Kategorien als eine vollståndige bezeich- nen diirfen, beantwortet Krause (der auch den entgegengesetzten Zweifel Schopenhauer's bekåmpft) durch eine schroffe Retorquirung der Pflicht des Beweises und durch Berufung auf Aristoteles und auf die 2000jåhrige menschliche Erfahrung, auch darauf, dass wir nicht im Stande sein wilrden, eventuell eine neue Urtheilsform zu verstehen. Die Nothwendigkeit der Kategorien wird hier durch Berufung auf Erfahrung (und Autoritåt) und durch Postulat be- stårkt. — ,Diese Behauptung* (d. h. die, dass die Logiker bis jetzt eine von ihnen selbst angewendete Urtheilsart vielleicht noch nicht bemerkt håtten) ,wåre noch einfåltiger, als wenn Je- mand vorgeben wollte — — — wir håtten noch eine 2te Nase, auf welche wir bisher bloss noch nicht geachtet håtten* (!) (S. 79 f.). Der Vorbehalt des Verfassers, dass es immerhin gestattet sei, einzelne Modificationen der Tafel, ,,sogar verschiedene Namen und Unterabtheiiungen,* aufzufinden, (wie er ja selbst zugiebt, dass Kant die alte Tafel z. Th. modificirte), wird hoffentlich ge- nilgen, um ihn selbst davon zu befreien, unter die obengenannte Kategorie gebracht zu werden; in seinen ,Gesetzen des m. Her- zens* stellt er ja eine Kategorientafel mit 16 Kategorien auf. Das specifisch Eigenthiimliche seiner Darstellung der Ana- lytik scheint mir in seiner Auffassung von dem Begriffe des Ge- genstandes und den hiermit verwandten Begriffen zu liegen. 12. Was lehrt Kant von den Gegenstånden? Um die nachfolgende Priifung der Darstellung Krause's klar zu machen, finde ich es nothwendig, erst kirzlich meine Auffassung der 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U.S.W. 13 Kantischen Lehre von den Gegenstånden darzulegen. Der em- pirische Gegenstand ist bekanntlich bei Kant eine KFr- scheinung, die uns entsteht durch ein Zusammenwirken von un- serer Sinnlichkeit mit ihrem ,gegebenen* Materiale (den Emp- findungen) und ihrer ,reinen* Form (Raum-Zeit) einerseits und von unserem Verstande (den Kategorien) anderseits. Indessen ist bei Kant die Rede auch von Gegenstånden, die eine Existenz an sich, d. h. ausserhalb unserer Vorstellungen, besitzen, von » Dingen an sich.* Der Begriff der letzteren ist bei Kant ein sehr schil- lernder. Doch können wir die Ausspriche ilber dieselben in zwei Classen bringen: eine zunåchst negative und eine zu- nåchst positive, wozu noch eine Art von Zwischenclasse hinzu- tritt. Erstens treten nåmlich die Dinge an sich als rein negative Begriffe auf; sie werden als Undinge bezeichnet, weil sie unserem Erkennen nicht zugånglich sind — cfr. Kritik d. rei- nen Vernunft S. 208 Mitte —, dann als ,problematische Be- griffe im negativen Verstande*, als etwas was sich zwar denken låsst, weil sie durch die Anwendung der Urbegriffe des Denkens (der Kategorien) auf einen gedachten, unbestimmten Gegenstand entstehen, womit sich aber keine FErkenntniss verbindet, weil eine solche bei uns Menschen eine das Denken begleitende Anschauung fordert, welche nur den Erscheinungen zu Theil wird. Dadurch kann uns der Begriff von Dingen an sich den Nutzen bringen, unserer Erkenntniss als ein Grenzbegriff zu dienen; denn wir diirfen nicht behaupten, dass der Verstand iiberhaupt, nur dass der unsrige nicht anzuschauen ver- mag; solehe Dinge an sich, die Gegenstånde eines problematischen, anschauenden Verstandes oder ,einer nicht-sinnlichen Anschau- ung* (Kritik S. 231, 1ste Ausg.), nennt Kant Noumena im Gegen- satz zu den fir uns erkennbaren Phånomena; ,der Begriff eines « Noumenon ist also bloss ein Grenzbegriff um die Anmassung der Sinnlichkeit einzuschrånken und also nur von negativem Ge- brauche* (Kritik S. 235, in beiden Ausgaben befindlich). Wenn die Dinge an sich so gefasst werden, bleibt aller Erkenntniss- werth den empirischen Gegenstånden vorbehalten, die folge- richtig nur als Vorstellungen bezeichnet werden können; cfr. 14 J. MOURLY VOLD. [No. 1. einige Stellen, die sich in beiden Ausgaben der Vernunftkritik finden: Kr. S. 403: ,daher das was in ihnen* (2: in dem Raume und in der Zeit) ,ist, (Erscheinungen) nicht an sich etwas, son- dern blosse Vorstellungen sind, die, wenn sie nicht in uns (in der Wahrnehmung) gegeben sind, iiberall nirgends angetroffen werden; * ebenso S. 182: ,Wir haben es doch nur mit unsern Vorstellungen zu thun* ... ,das Haus gar kein Ding an sich selbst, sondern nur eine Frscheinung, d. i. Vorstellung, deren trans- scendentaler Gegenstand unbekannt ist,* u. viele a. St. — Als Stel- len, die etwa eine Zwischenstufe zwischen diesem rein nega- tiven Character der Dinge an sich und dem nachher zu behan- delnden causalen vertreten, dirfen diejenigen gefasst werden, welche das Ding an sich als ,das wahre Correlatum* der åus- seren Gegenstånde, d. h. unserer Vorstellungen, bestimmen, cfr. Kritik S. 57 (beide Ausg.); cfr. auch S. 403 (beide Ausg.): ,In- dessen können wir die bloss intelligibele Ursache der Erschei- nungen iberhaupt das transscendentale Object nennen, bloss damit wir etwas haben, was der Sinnlichkeit als einer Receptivitåt correspondirt.* In der letzten Stelle wird das Ding an sich — denn das ,,transscendental* heisst hier dasselbe als ,,transscendent,* d. h. was ausserhalb der Erfahrung liegt — als eine Ursache gesetzt, aber nur um ein Bedirfniss des Denkens zu befriedigen, ohne dass desswegen darin eine Erkenntniss begriffen wåre. — Gehen wir zu der letzter en Hauptform der Dinge an sich iiber! Es zieht sich nåmlich durch die ganze Vernunftkritik eine Auffassung, welche den Dingen an sich eine gewisse objective Realitåt zuschreibt und zwar eine derartige, dass sie Wirkungen auf uns ausilben. Kant lehrt ja mehrfach, dass unsere Sinnlichkeit — unsere Receptivitåt — von Dingen afficirt wird, cfr. z. B. Kritik S. 48: dass der Gegenstand uns gegeben wird, ist ,nur dadurch möglich, dass er das Gemiith auf gewisse Weise affi- cire;* S. 61: ,sofern wir von Gegenstånden affieirt werden;* S. 182: .... y,wie Dinge an sich selbst (ohne Ricksicht auf Vor- stellungen, dadurch sie uns afficiren) sein mögen, ist gånzlich ausser unsrer Erkenntnisssphåre* (die citirten Stellen finden sich in beiden Ausgaben der Kritik) u. viele and. Stellen. In Ueber- 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U.S.W. 15 einstinmung mit solchen Ausspriichen sind wohl auch die beriihm- ten Stellen der 2ten Ausgabe gegen den empirischen Idealismus aufzufassen; S. 209 heisst es z. B.: ,Also ist die Wahrnehmung dieses Beharrlichen nur durch ein Ding ausser mir und nicht durch die blosse Vorstellung eines Dinges ausser mir möglich.* Aehnlich mehrere Stellen der Prolegomena, sehr klar 8 32 (S. 63): . .. ,dass ihnen* (d. h. den Sinnesgegenstånden) sein Ding an sich selbst zum Grunde liege" .... p»die Art, wie unsere Sinne von diesem unbekannten Etwas afficirt werden. Aus dergleichen Stellen geht hervor, dass Dinge an sich, die uns zwar nach ihrem Wesen und ihrer Wirkungsweise unbekannt bleiben und sich daher in der Wissenschaft nicht verwerthen lassen, doch ,ausser uns* sind und uns afficiren; das ,ausser uns* ist aber hier nicht im empirischen Sinne zu nehmen, als wåren die Dinge im Raume, sondern im transscendentalen Sinne = ,Was als Ding an sich selbst von uns unterschieden exi- stirt,* wie Kant selbst den Ausdruck in der lsten Ausg. erklårt (S. 316 — ich citire immer nach Kehrbachb's Ausgabe); das Wort ist ,in intellectueller Bedeutung genommen* (S. 311); das Ding ausser uns heisst ,ein von der Sinnlichkeit unabhån- giger Gegenstand* (Kritik S. 233, 1ste Ausg.); als etwas Ueber- sinnliches bezeichnet Kant das Ding an sich in seiner Schrift gegen Eberhard. — In dergleichen Stellen haben die Dinge an sich zunåchst einen objectiven, d. h. nicht-psychischen, Character. In der Lehre von den Antinomien wird dagegen dem Ding an sich ein psychischer Character beigelegt, in- dem die Vernunft oder das Ich als ein solches betrachtet wird; als ein Ich ist der Mensch ein Noumenon, ein intelligibles Wesen, das selbst erste Ursache, d. h. frei ist, indem es von den Ge- setzen der Erscheinung unabhångig ist; cfr. z. B. Kritik S. 441 (beide Ausgaben): ,Die reine Vernunft, als ein bloss intelligibeles Vermögen, ist der Zeitform, und mithin auch den Bedingungen der Zeitfolge nicht unterworfen.* Es soll aber hiermit nicht be- hauptet sein, dass die Freiheit ein wirkliches, nicht einmal dass sie ein real-mögliches Vermögen sei, sondern nur ,dass Natur der Causalitåt aus Freiheit wenigstens nicht widerstreite* (S. 16 J. MOUBLY VOLD. [No. 1. 445, beide Ausgaben). Indessen fiihrt diese Kantische ,Frei- . heitslehre*, wie Windelband (in der Vierteljahrsschrift f. wiss. Phil. Bd. I) diese Form der Lehre vom Ding an sich benennt, viel weiter; denn in der ,Kritik der praktischen Vernunft* wird dar- gethan, dass der theoretisch-mögliche Begriff der Freiheit auf ein wirkliches Vermögen hinweise — was jedoch nur als ein praktischer Lehrsatz gelten diirfe, wobei noch erinnert wer- den könnte, dass auch in der ,Kritik der reinen Vernunft* auf ein ,praktisches Interesse" (S. 385 u. öfter, beide Ausg.) an den Thesen der Antinomien hingewiesen wird, ja dass in der Vor- rede zur 2ten Ausgabe gesagt wird (S. 23): ,,Um einem solchen Begriffe aber objective Giiltigkeit (reale Möglichkeit —) beizu- legen, dazu wird etwas mehr* (d. h. als dass ich mir selbst nicht widerspreche) ,erfodert. Dieses Mehrere aber braucht eben nicht in theoretischen Erkenntnissquellen gesucht zu werden, es kann auch in praktischen liegen.* Schliesslich finden sich bei Kant mehrere Stellen, wo gesagt wird, dass ,dasjenige Etwas, welches den åusseren Erscheinungen zum Grunde liegt, was unseren Sinn — afficirt —, auch zugleich das Subject der Gedanken sein könnte* (Kritik S. 305, 1ste Aug.); cfr. iilbrigens S. 320 f. (lste Ausg.), wo es noch bestimmter heisst: ,Das transscendentale Object, welches den åusseren Erscheinungen, imgleichen das, was der innern Ånschauung zum Grunde liegt, ist weder Materie, noch ein denkend Wesen an sich selbst, sondern ein uns unbekannter Grund der Frscheinungen, die den empirischen Begriff von der ersten sowohl als zweiten Art an die Hand geben;* S. 700 (2te Ausg.): p»das, was der Erscheinung der Materie, als Ding an sich selbst, zum Grunde liegt, vielleicht so ungleichartig nicht sein dirfte;* auch in der Einleitung (beide Ausg.) S. 47, wo von einer ,gemeinschaftlichen, uns unbekannten Wurzel der zwei Ståmme der menschlichen Frkenntniss* die Rede ist. Von dem also ponirten gemeinsamen Substrate, wir können sagen: von dem Subject—Object, haben wir jedoch nach Kant kein Er- kennen. 18. Das Verhåltniss zwischen den beiden Aus- gaben der Kritik der reinen Vernunft. Weil mehrere —1885.] KRAUSE?S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U.S.W. — 17 Gelehrten bekanntlich der Ansicht gewesen sind, dass die zwei Grundformen der Lehre von den Dingen an sich mit den zwei Aus- gaben der Kritik zusammenhången, indem erst die zweite Aus- gabe den Dingen eine Wirklichkeit ,ausser uns" beilege, so wird es zweckmåssig sein, hier einige Worte iber das Verhåltniss zwischen der Ausgabe von 1781 und derjenigen von 1787 beizu- filgen, um so mehr als Krause sich die Aufgabe stellt, die Darstellung beider Ausgaben einheitlich darzulegen. Inwiefern sein Versuch gelungen ist, — dies zu beurtheilen mag einem folgenden Abschnitte vorbehalten werden. — Die Ansicht Schopenhauer's, dass Kant aus Menschenfurcht, damit seine Lehre nicht mit der Berkeley's verwechselt werde, seine Darstellung in der ersten Ausgabe der Kritik der reinen Vernunft, nach welcher die Dinge nur unsere Vorstellungen sind, in der zweiten Ausgabe dahin geåndert habe, dass die Dinge auch eine Existenz ausser uns, d. h. in dem Raume, besitzen, — hat sich der neueren Forschung genugsam als ein Phantasieproduct erwiesen. Es geht vielmehr aus den in dem vorigen Abschnitte citirten Stellen (wo ich mit Riicksicht auf diese Frage die Hinweise auf die Ausgaben beigefiigt habe) her- vor: dass in beiden Ausgaben gelehrt wird, einerseits, dass die Gegenstånde nur Vorstellungen sind, was folgerichtig auf ein Nicht-afficirt-sein unserer selbst (d. h. unserer Sinnlichkeit) durch dieselben zu filhren scheint, anderseits, dass unsere Sinnlichkeit durch — unbekannte — Gegenstånde afficirt wird, was folgerichtig auf ein reelles, causales, substanzielles Da- sein der ,Dinge an sich* scheint zuriickgefihrt werden zu miissen. Die zwei Hauptformen der Lehre von Dingen an sich — die negative und die causale — finden sich mithin in beiden Ausgaben; in beiden sind nur die Erscheinungen, welche Vor- stellungen sind, die unserem Erkennen zugånglichen Gegenstånde, welche auch ,empirische Gegenstånde* genannt werden; in beiden werden aber auch diese Gegenstånde durch unbekannte, sogenannte »Dinge an sich* verursacht. Ja, es geht aus den im vorigen Ab- schnitte citirten Stellen hervor, dass sogar die einzelnen Modifi- cirungen der zwei Hauptformen der Lehre von Dingen an sich, wie auch die, welche ich als eine Zwischenstufe gekennzeichnet Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 1. 2 18 J. MOURLY VOLD. [No. 1. habe, in beiden Ausgaben auftreten. Zuzugeben ist es aber, dass von den der ersten Hauptform zugehörigen Stellen sich mehrere in der ersten Ausgabe und umgekehrt von den der zweiten Form zugehörigen sich mehrere in der zweiten finden; speciell gehören der grösste Theil des Abschnittes ,Paralogismen der reinen Ver- nunft* und der Abschnitt ,Betrachtung iber die Summe der reinen Seelenlehre* nur der ersten Ausgabe an, indem die zweite statt derselben eine völlig umgearbeitete Darstellung liefert, welche, obwohl sie die transscendentale Psychologie bekåmpft, nebenbei das Ich als ein wirklich existirendes Wesen, als ein ,Reales zum Denken iiberhaupt* hervorhebt; ferner sind der zweiten Ausgabe u. Å. 2 Abschnitte gegen den empirischen Idealismus beigefigt, nåmlich die Anmerkung in der Vorrede (S. 31 f.) und Die Wider- legung des Idealismus* mit 2 Anmerkungen (S. 208 fø); in diesen wird ein Beweis för das Dasein der Dinge ausser uns geliefert, wåhrend es in den Paralogismen der lsten Ausgabe heisst (S. 314): ,Ich habe in Absicht anf die Wirklichkeit åus- serer Gegenstånde eben so wenig nöthig zu schliessen, als in An- sehung der Wirklichkéit des Gegenstandes meines innern Sinnes — denn sie sind beiderseitig nichts als Vorstellungen*" — und (S. 315): ... ,diese åusseren Dinge — nichts als blosse Erschei- nungen, Å. i. Vorstellungen in uns sind, deren Wirklichkeit wir uns unmittelbar bewusst werden* u. v. a. St. Nur die Abschnitte gegen den Idealismus, verglichen mit den hierauf beziiglichen Aus- spriichen der ersten Ausgabe, scheinen hier einige Bemerkungen zu fordern. Wir bedenken hier einerseits, dass der eigentliche Zweck der erstgenannten Abschnitte der ist, die Existenz der åusseren Erscheinungen unter die Erfahrung statt unter die ver- meintliche Einbildung Berkeley's unterzuordnen, d. h. die Ge- setzmåssigkeit der Erscheinungen in dem Raume zu vertheidigen, was Kant nur dadurch meint erreichen zu können, dass sie auf von uns unabhångige Ursachen — denn mehr heisst kaum das ,ausser uns," cfr. vor. Paragraphen —, auf Dinge an sich zuriickgefihrt werden, was auch in der ersten Ausgabe geschieht (cfr. vor. Par.), Wo wir u. Å. in einem nur selbiger zugehörigen Abschnitte ,den empirischen Idealismus* bekåmpft 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. S.W. 19 finden ,als eine falsche Bedenklichkeit wegen der objectiven Realitåt unserer åusseren Wahrnehmungen* (S. 318); ander- seits iiberlegen wir, dass die ,åusseren Gegenstånde*, auf welche nach der ersten Ausgabe das Schliessen unnöthig ist. nicht dieselben wie deren Existenz in den anti-idealistischen Abschnitten be- wiesen wird, nicht Dinge an sich, sondern ,empirisch å us- serliche Gegenstånde* sind, wie ja Kant (S. 316) zwischen diesen beiden Arten von ,Gegenstånden ausser uns" scharf di- stinguirt; wenn wir endlich festhalten — was zwar hier nicht bewiesen werden kann, sondern allgemein zugegeben wird —, dass die Darstellung von der Objectivitåt der Dinge der wesent- liche Differenzpunkt zwischen den beiden Auflagen ist,* — wird unser Resultat das sein, dass wir Kant selbst Recht geben in seinem Ausspruche (in der Vorrede zur zweiten Auflage [S. 30]), die Abweichung dieser Ausgabe von der ersten beziehe sich nur auf die Darstellung. Dass in der zweiten der trans- scendentale Factor der Frscheinungswelt stårker hervorgehoben wird, hångt wobl mit Kant's Interesse zusammen, seine Lehre vor einer Vermischung mit der, wie es scheint, nicht genau ge- kannten Philosophie des Berkeley zu bewahren. Ob nun mit dem Widerspruche zwischen den beiden Ausgaben auch ein jeder Widerspruch innerhalb der Kritik selbst verschwunden ist, iiber diese Frage behalte ich mir unten einige Worte vor — nach- dem ich die Darstellung Krause's von der ,widerspruchslosen* Kritik der reinen Vernunft geprift habe. 14. Krause's Lehre von den ,empirischen Gegen- stånden* Kant's. Zunåchst fållt uns in der Darstellung Krause's der eigenthimliche Unterschied auf, den er zwischen 1 Weitere Differenzen sind genau verzeichnet in der lehrreichen Arbeit Erd- mann's ,Kant's Kriticismus in der ersten und in der zweiten Auflage der Kritik der reinen Vernunft*. Der Verfasser kommt zu dem Resultate, dass in der 2ten Auflage sachliche Abweichungen vorliegen; er findet es aber iiber jeden Zweifel erhoben, dass Kant's Versicherung in der Vorrede subjective Wahrheit enthalte. FErdmann's eigene eingehende Darstellung scheint mir doch zunåchsf nur auf ein stårkeres Hervorheben einzelner auch in der listen Auflage befindlicher Momente zu filbren; wenn man derartige Abweichungen als ,,sachliche* und nicht als formelle bezeichnen will, mag ich um Worte nicht rechten. 2% 20 J. MOURLY VOLD. [No. 1. (empirischen) ,Gegenstånden* und ,Dingen an sich* setzt. Von empirischen Gegenstånden lehrt er erstens in Uebereinstim- mung mit Kant, dass sie uns durch ein Zusammenwirken von Emp- findungen, Raum, Zeit und Kategorien entstehen, wovon folgen muss, dass sie ,Erscheinungen*, d. h. unsere Vorstellungen, und keine ,Dinge an sich* sind. Im Anschluss an die Kantische Stelle S. 404 f. wird ferner gelehrt (Populåre Darstellung S. 115): , Wenn so durch die stabilen Fåhigkeiten des Geistes auf Grund einer Empfindung ein stabiles geistiges (ebilde entsprun- gen ist (welches man Gegenstand nennt), beharrt in mir auch, wenn ich mich von der Anschauung dieses Gegenstandes abwende, die Finheit der Art der Verbindung, weil sie erinnerbar ist durch ihre Beziehung zum möglichen Selbstbewusstsein.* Der objective, selbstståndige, ,feste* Character des Gegenstandes wird weiter in einem Bilde folgendermassen erlåutert (Popul. Darst. S. 118): Grade so ergeht es uns, wenn wir — das zu Wege gebracht haben, was man den Gegenstand nennt; er löst sich von unserm Webstuhl gleichsam ab und scheint uns gar nicht mehr Bezug auf uns zu haben —.* Trotz dieser råthselhaften Worte könnten wir vielleicht noch meinen, uns innerhalb der Kantischen Philosophie zu befinden; denn Kant bezieht ja den objectiven, allgemein- gilltigen Character der råumlichen Gegenstånde auf die trans- scendentale Einheit des Bewusstseins, welche es möglich macht, die vergangenen und zukiinftigen ,, Vorstellungen*, d. h. Gegen- stånde der Erfahrung, durch ,die Möglichkeit der Verlångerung der Kette der Frfahrung, von der gegenwårtigen Wahrnehmung an,* in gesetzmåssigen Zusammenhang mit den jetzigen Erfahrungs- momenten zu setzen. Ganz gewiss sind wir aber nicht långer auf Kantischem Boden, wenn behauptet wird, dass diese råumli- chen Gegenstånde freilich von den Dingen an sich verschieden sind, aber nichts desto weniger Wirkungen auf uns ausiiben, indem sie uns die Empfindungen verursachen, und zwar, wie es scheint, nicht allein nachdem sie, einmal als Erscheinungen entstanden, sich in Erinnerungsresiduen verwandelt haben, ,sich von unserem Webstuhle gleichsam losgelöst haben,* sondern auch vor ihrer eigenen derartigen Entstehung. S. 106 unten heisst es z. B.: ,Nicht Få » ne DD AT nd Far 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 21 das Ding an sich ist die Ursache, dass ich diesen Gegenstand sehe, sondern der wahrgenommene Gegenstand ist est — aus dieser und åhnlichen Stellen geht deutlich hervor, dass der Ver- fasser diesen wirkenden Gegenstand nicht mit dem Dinge an sich identificirt haben will —; S. 107: >, der Gegenstand ist allein die Ursache der Empfindung;* S. 108: ,das* (d. h. die Empfin- dung der rothen Farbe) ,verursacht der Gegenstand der Empfin- dung: Schrank;* ib.: ,Die Farbe ist der Grund des Sehens, nicht das Sehen der Grund der Farbe;* ib.: ,der Grund meiner Empfindungen selbst ist der Gegenstand, welchen ich sehe;* S. 109: ,Kant aber lehrt, dass uns die Empfindung gegeben sei, deren reale Ursache der Gegenstand sei, welechen wir in Folge der Empfindung wahrnehmen* (hieraus sieht man, dass der wir- kende und der gewirkte Gegenstand ein und derselbe ist); S. 111: Der Gegenstand wåre erstens die sinnlich wahrgenommene* (man beachte die Worte ,sinnlich wahrgenommene*) ,Ursache dessen, was ich sehe, was mich zum Sehen in bestimmter Weise anregt, und was die Ursache ist, dass ich ihn wiederum in gleicher Weise sehe, wenn ich ihn zu einem zweiten Male erblicke,* — u. s. w. Ich habe so viele Ausspriche citirt, um diese sonst unverståndliche oder sogar unglaubliche Lehre sicher zu stellen. Diese ,sinnlich wahrgenommenen* Gegenstånde vertreten also bei Krause eine Art von Zwischenstufe zwischen den Vorstel- lungen und den nicht-sinnlichen Dingen an sich. - Diese Gegen- stånde geniessen eine ganz eigenthiimliche Realitåt; ohne dass sie entweder blosse Vorstellungen oder ,an sich* wåren, sind sie in dem Raume und in der Zeit; sie scheinen auch den Kategorien unterliegen zu miissen, weil sie ja mit den ,wahrgenommenen* Gegenstånden identisch sind; von diesem ihrem ,festen* Platze aus afficiren sie uns und verursachen unsere Empfindun- gen (damit auch unsere Vorstellungen); anderseits wird dagegen die Sache auch so dargelegt, dass die ,Gegenstånde* von den Empfindungen im Verein mit den Anschauungs- und Denkformen gebildet werden. 15. Beurtheilung dieser Auffassung Krause's. Es ist nicht schwer einzusehen, dass die Kantische Duplicitåt in der 22 J. MOURLY VOLD. [No. 1. Lehre von den unbekannten ,,Dingen an sich* sich bei Krause auf die uns bekannten råumlichen Gegenstånde ausgedehnt hat, und dass dadurch die Kantische Lehre vollståndig eingewickelt worden ist in den Zirkel, dem Kant grade entgehen wollte (efr. Kritik S. 233): Gegenstånde—Vorstellungen, Vorstellungen -- Gegenstånde; womit man anfangen und womit man endigen soll, låsst sich nicht aufs Reine bringen; jedes Glied setzt das andere voraus und fåhrt mithin in einen endlosen Progress hinein. Man könnte versucht sein zu meinen, dass der Verfasser sich hier dem populåren Standpunkte anbequemt habe, um die Kantische Lehre bei dem Publicum probabel zu machen; denn dies ist ja eben die popu- låre Ansicht, dass die Gegenstånde im Raume da sind und in uns Wirkungen ausiiben, wodurch wir sie auffassen, — eine geo- centrische Frkenntnisstheorie, welche, mit der Kantischen helio- centrischen verbunden, den completen Zirkel zustandebringt. Eine derartige Anbequemung hiesse aber die Kantische Lehre gar zu sehr der Popularisirungstendenz preiszugeben; denn, wenn irgendwo, miisste man wohl in der Darstellung der kritischen Philosophie sich einer solchen Ansicht, als einem wesentlichen Hindernisse fir das Verståndniss, auf alle mögliche Weisen widersetzen. Wir können wohl also nicht umhin, die Darstellung des Verfas- sers ernstlich zu nehmen. Seine Motive fiir diese Lehre sind vielleicht die gewesen, dass er einerseits die Objectivitåt der åus- seren Gegenstånde behaupten, anderseits der nicht-sinnlichen, un- bekannten, bei Kant ein wenig zweideutigen Dinge an sich bei der Erklårung der Frscheinungswelt hat entbehren wollen. Beim ersteren Motive ist der Verfasser vielleicht * durch mehrere Kan- tische Ausspriiche iber die Wirklichkeit der &åusseren Gegen- stånde beeinflusst worden. In mehreren — oben in 88 12 und 138 2. Th. eitirten — Stellen handelt ja Kant von dem Afficirtwerden un- serer selbst durch Gegenstånde, welche unsere Empfindungen verur- sachen; in anderen Stellen werden die erscheinenden Gegenstånde, welche Vorstellungen sind, als ,, wirklich im Raume* bezeichnet, wie 1 Denn in Bezug auf den empirisehen Gegenstand verhålt sich Krause. an Citaten sehr sparsam, wåhrend er viele solehe itiber die Dinge an sich bei- bringt. % 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U.S.W. 23 es z. B. in den » Paralogismen der reinen Vernunft* S. 317 heisst: es correspondirt unseren åusseren Anschauungen etwas Wirk- liches im Raume,* und S. 318: ,dass åussere Wahrnehmung eine Wirklichkeit im Raume- unmittelbar beweise.* Bei der- gleichen Ausspriichen Kant's verdient aber Folgendes bemerkt zu werden: Diejenigen ber das Afficirt-werden durch Gegen- stånde fihren durch Vergleichung mit anderen Stellen auf nicht- sinnpliche Dinge an sich; das ,wirklich* in den Paralogismen wird ebendaselbst also erklårt (S. 318): , Was mit einer Wahr- nehmung nach empirischen Gesetzen zusammenhångt, ist wirk- lich;* S. 317 lesen wir Folgendes: ,Alle åussere Wahrnehmung also beweiset unmittelbar etwas Wirkliches im Raume oder ist vielmehr das Wirkliche selbst;* ,,die åusseren Gegenstånde* werden (S. 319) , Vorstellungen* genannt, ,deren wir uns, wie jeder an- deren Vorstellung, unmittelbar bewusst werden können, die aber darum åussere heissen, weil sie demjenigen Sinne anhången, den wir den åusseren Sinn nennen* —; sehr deutlich redet Kant S. 317 f.: es ist auch unmöglich, dass in diesem Raume irgend etwas ausser uns (im transscendentalen Sinne) gegeben werden sollte, weil der Raum ausser unserer Sinnlichkeit nichts ist.* Aus diesen Stellen geht deutlich hervor, dass die empirischen, åusseren Gegen- stånde (welche im Raume ausser uns sind) bei Kant nur Vorstellun- gen sind, aber doch als ,wirklich* bezeichnet werden, weil sie be- stimmten, unserer Willkiihr enthobenen Gesetzen unterliegen. Dabei giebt Kant zu, dass die åusseren Anschauungen ,etwas, was im transscendentalen Verstande ausser uns sein mag,* als Ursache fordern; von diesem Etwas sagt er aber ausdriicklich: ,dieses ist nicht der Gegenstand, den wir unter den Vorstellungen der Ma- terie und körperlicher Dinge verstehen* (S. 315); ja, es scheint fast, als ob sich Kant vor dergleichen Missverståndnissen, die wir in der ,Populåren Darstellung* treffen, schittzen möchte, wenn er in beiden Ausgaben seiner Kritik (S. 403) sich folgender- massen ausdrickt: ,Vor der Wahrnehmung eine Frscheinung ein wirkliches Ding nennen, bedeutet entweder, dass wir im Fort- gange der Erfahrung auf eine solehe Wahrnehmung treffen miis- sen, oder es hat gar keine Bedeutung.* Ueber die ,Dinge ausser 24 J. MOURLY VOLD. [No. 1. uns* in den Abschnitten der zweiten Ausgabe gegen den Idealismus habe ich oben ($ 13) gehandelt. Dass bei Krause der empirische Gegenstand z. Th. mit dem transscendentalen verwechselt wird, geht aus seinem Citate (Pop. Darst. S. 106) hervor, worin er Kant”s Definition von dem letzteren Gegenstande (Kritik S. 119) auf den ersteren anwendet, wåhrend er S. 114 dieselbe richtig im transscendentalen Sinne gebraucht. Abgesehen von dem Zirkel, der durch die Erklårung Krause's entsteht, bringt seine Ansicht — ganz wider den Wunsch des Verfassers — auch einen unlösbaren Widerspruch zwischen den beiden Ausgaben der Vernunftkritik zu Stande; denn die Dinge, die im transscendentalen Sinne ausser uns* und nichts desto weniger ,im Raume* wåren, miissten wohl, wenn irgendwo, in den Abschnitten gegen den Idealismus zu treffen sein, wodurch die Lehre der 2ten Ausgabe in einen Widerstreit gegen mehrere deutliche Ausspriiche der lsten, z. B. gegen die oben citirten, gebracht wiirde. 16. Krause's Auffassung von ,Ding an sich*. Dess- - ungeachtet dass der (empirische) Gegenstand, wie oben dargestellt, die Ursache der Empfindung vertritt, bleibt noch den unbekannten ,Dingen an sich* ein Platz offen. 7Zwunåchst werden sie in der ersten Kantischen Hauptform rein negativ als Undinge oder höchstens als unbekannte Grenzbegriffe gefasst; sie sind (S. 107) ,der Gedanke davon, wie das Ding aussieht, wenn man es nicht sieht;* S. 195 heisst es sogar: , Will Jemand von — Ding an sich — mit uns reden, — so redet er sinnlos*(!); S. 107 oben: ,Solche Dinge an sich existiren also, aber als Gedanken in meinem Kopfe;* S. 105 werden sie mit Kant als ,problematische Be- oriffe im negativen Verstande* bestimmt. Zweitens treffen wir neben jener Form die zweite Hauptform der Dinge an sich, nåmlich als Ursachen, bei Krause gewöhnlich mit dem Beiworte »gedacht* ausgestattet, wodurch es freilich öfters zweifelhaft wird, ob sie nun wirklich Ursåehlichkeit besitzen oder nicht; als psy- chische Ursachen treffen wir sie S. 108: die Ursache, ,dass wir ilberhaupt empfinden können;* gleich nachher wird allerdings diese Ursache zu einem ,nebelhaften Gedanken* verdiinnt; S. 110 heisst es: ,dieser Gedanke ist positiv, insofern als er sagt, dass nå 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIEU.S.W. 25 zu einem Wesen, wie der Mensch, welches recipiren kann, nicht bloss ein Grund gehört, warum die einzelne Sinnesthåtigkeit selbst angeregt wird und Anschauungen entwirft (Gegenstånde), sondern ein Grund, warum iiberhaupt Reception nicht Spontaneitåt ist, das Dasein von einem gedachten Etwas, welches die Ursache ist, dass wir iiberhaupt recipiren;* S. 120 wird das Ding an sich mit dem Triebrade verglichen, ,welches die Maschine des Webstuhles* (d. h. des Menschengeistes) ,in Gang bringt,* welches aber nicht »den Grund fester und stabiler Muster* enthalten soll. Ein solches psychisches Ding (an sich) könnte, wie mir scheint — abgesehen von Dunkelheiten wie der bloss ,gedachten* Ur- såehlichkeit, die mir ungefåhr so viel als ein unbekanntes Be- kanntes heisst — auf dem Krauseschen Kant-Standpunkte noch irgendwie geduldet werden; denn warum unsere Natur grade so beschaffen ist, dass wir von Gegenstånden afficirt werden, ist durch die ,Gegenstånde* noch nicht erklårt. Fin objectives Ding an sich scheint mir dagegen auf diesem Standpunkte völlig ilberfliissig, wenn nicht sinnlos; denn die Empfindung rihrt ja hier nicht von dem Dinge an sich, sondern von dem ,,Gegen- stande* her. S.109 wird jedoch das Ding an sich mit Kant be- stimmt als ,was der Sinnlichkeit als einer Receptivitåt corre- spondirt;* S. 107 unten ist es ,die gedachte Ursache, warum ich einen Stein nicht als Affen sehe und einen Ton nicht als Farbe höre,* — wovon jedenfalls der erste Passus auf eine in dem -Gegenstande* wirkende Ursache zu fihren scheint; ja, S. 106 f. sind die Dinge an sich sogar ,pure Gedanken desje- nigen, dass der rothe Schrank nicht gelb, sondern roth gesehen werden muss,* wodurch am Ende kein Unterschied zwischen dem ,empirischen Gegenstande* des Verfassers und seinem ,, Ding an sich* ibrig bleibt. Auch in der letzten causalen Phase als das Subject--Object treffen wir das Ding an sich bei Krause, indem in den ,Paralogismen* ein Ich aufgestellt wird, unter dem der Körper und die Seele als Erscheinungen des åusseren und des inneren Sinnes gleichwerthig neben einander stehen (S. 170); — ,von diesem låsst sich also gar keine Erkenntniss aussagen* etc.; ,eine Wirksamkeit von ihm ist, wenn es denkt; 26 J. MOURLY VOLD. [No. 1. eine zweite, wenn es Schmerz fiihlt; eine dritte, wenn es råum- lich sieht oder tastet* (ib.). Trotz der vermeinten Unerkennbar- keit des Dinges an sich haben wir jetzt nicht wenig Bestim- mungen iiber dasselbe erhalten. — S. 174 lehrt uns Krause: »Er* (0: Kant) ,will dadurch* (>: durch die Antinomien) ,nicht widerlegen, dass es eine Frkenntniss von Uebersinnlichem geben könne, sondern nur, dass der blosse Verstand dieselbe nicht zu Stande bringen könne, und dass es dazu anderer Erkennt- nisskråfte bediirfe.* Hier bezieht sich wohl der Verfasser auf die — von ihm in dem betreffenden Abschnitte mehrfach hervor- gehobene — moralische Begrindung Kant's von der Freiheit und von den verwandten Begriffen; man muss sich aber hierbei immer daran erinnern, dass Kant jede theoretische Anwendung der praktisch begrindeten Begriffe verpönt. — Werfen wir schliess- lich den Blick auf die Krausesche Behandlung der Dinge an sich zuriick, dann wird uns klar, dass der Verfasser die verschiedenen Schattirungen dieses schillernden Begriffes darlegt, ohne dass es ihm — trotz seiner eigenthimlichen Lehre vom empirischen Gegen- stande — gelungen ist, die verschiedenen Bestimmungen auf eine Grundbestimmung zuriickzufiihren, es sei denn dass man die Leer- heit oder das blosse Gedachtsein als eine solche betrachten wollte — allein in diesem Falle haben wir den Begriff des Dinges an sich in der Philosophie gar nicht nöthig; denn ,leere Gedanken* können allerlei Unsinn enthalten und eine Bestimmung von ihrem Inhalte hat gar keinen Sinn. Diese mit den Dingbestimmungen verbundene Negation macht mir jedenfalls die Kantische Dar- stellung nicht klarer. Durch das Anfiillen der empirischen Ge- genstånde mit objectivem Inhalte werden die Dinge an sich noch årmer als bei Kant, also dass sie mehr oder minder iiberfliissig werden — speciell wo sie die Schöpfung der Gegenstånde be- sorgen sollen — und am Ende zunåchst nur als Dingcarrica- turen auftreten. 17. Einige andere Beziehungen Krause's auf Kan- tisehe Begriffe. Es könnte vielleicht auch der Gebrauch, den Krause von den Worten ,Noumenon*, ,transscendentaler Gegenstand* und ,transscendentales Object* macht, kr bk 1885.] KRAUSE'S DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 27 einige Bemerkungen verdienen. Die Noumena werden von ihm ganz einfach mit den Dingen an sich identificirt, wihrend Kant eine feine Distinction zwischen negativen und positiven Noumenen macht, indem die ersteren als die gedachten Dinge an sich, als substanzialisirte Kategorien, die letzteren als Gegenstånde einer nicht-sinnlichen und daher uns unzugånglichen Anschau- ung aufgefasst werden. In Bezug auf den transscenden- talen Gegenstand oder das transscendentale Object — denn diese Ausdriicke bezeichnen wohl nur ein und das- selbe, das freilich ebensowohl subjectiv als objectiv ist (cfr. Kritik S. 122 und S. 232), so dass ein wirkliches Unterscheiden zwischen ,Gegenstand* und ,,Qbject*, wie Krause es will, von Kant wohl nicht gemeint ist — könnte bemerkt werden, dass diese Ausdriicke von Kant auch im Sinne von dem transscen- denten, d. h. ausserhalb unseres Gebietes des Erkennens liegen- den, Gegenstande angewendet werden (cfr. z. B. 8.403). Allein — in Bezug auf die Behandlung solcher Begriffe hat man kein Recht, in einer ,Populåren Darstellung* irgend eine Vollståndig- keit zu fordern, und weil der Verfasser dieselben fast nur bei- låufig behandelt, können wir uns auch hier der Miihe iiberheben, auf diese Begriffe weiter einzugehen. 18. Mit diesen in mehreren Beziehungen abschåtzenden Ur- theilen iiber die Raum- und die Objectivitåtstheorie Krause's will ich kein abschåtzendes Urtheil fiber die ganze sPopulåre Darstellung* ausgesprochen haben. Die von mir be- handelten Abschnitte sind meiner Ansicht nach die geringfigig- sten Partien der ganzen Darstellung. Es soll auch nicht geleug- net werden, dass die Krausescehe Raumtheorie eine an sich ganz interessante Umformung von Kantischen Gedanken ent- hålt. Uebrigens finden sich in dem Buche viele schöne Ausein- andersetzungen iiber Kantische Lehren, und im Grossen und Ganzen darf man wohl der ,Darstellung* das Lob zollen, dass sie jedenfalls in dem Masse ,,populår* ist, in welchem sich die ,Kritik der reinen Vernunft* iberhaupt popularisiren låsst. 19. Nachdem ich Krause's Auffassung der Kantischen Lehre von den Gegenstånden mit dieser Lehre selbst verglichen habe, 28 J. MOUBLY VOLD. [No. 1. kann ich nicht umhin, zur Abschliessung dieser Abhandlung noch meine Ansicht ilber die Folgerichtigkeit der Kantischen Erkenntnisstheorie beizufiigen. Ich habe oben ($ 13) zu zeigen versucht, dass kein wesentlicher Unterschied, noch weniger ein Widerspruch, zwischen den beiden Ausgaben der Vernunft- kritik statt findet; findet sich jedoch ein solcher nicht vielleicht innerhalb des Werkes selbst? Die — oben dargelegten — 2 Hauptformen der Dinge an sich, die negative und die causale, zeugen von einem Widerspruche in Bezug auf das Verhåltniss zwischen der Frscheinung und dem Dinge an sich. Schon Jacobi hat den das ganze Werk durchlaufenden Widerspruch entdeckt, dass die ausserhalb der Frscheinungswelt liegenden Dinge an sich unsere Sinnlichkeit ,afficiren*, d. h. eine causale Wir- kung ausiiben, wåhrend anderseits gelehrt wird, dass die Cau- salitåt (wie såmmtliche Kategorien) in Bezug auf die Dinge an sich keine Geltung besitzen. Beck's Hypothese, dass sich Kant in den causalen Ausdriicken an die allgemeine Weltansicht aus pådagogischen Grinden anbequemt habe, ermangelt, wie Erdmann richtig bemerkt, jeder Andeutung von Kant's Seite. Will man dagegen mit Kuno Fischer in seiner ,Kritik der Kantischen Philosophie* die Causalitåt der Dinge an sich als einen von der Kategorie verschie- denen, höheren Begriff auffassen, muss man in der Vernunft- kritik eine ganze Sammlung von höheren und doch mit Erkennt- werth ausgestatteten Begriffen statuiren. Denn es werden ja die Dinge an sich durch die Kategorien såmmtlicher Gruppen bestimmt. Man steht hier in der That vor einem Dilemma: Entweder sind die Kategorien positiv anwendbar auch auf die Dinge an sich — ausserhalb unserer Welt der Erschei- nungen -, oder es giebt höhere Begriffe als die Kate- gorien, vermittelst welcher höheren Begriffe sich die trans- scendente Wirklichkeit ergreifen låsst. Gegen die Kantische Lehre streiten aber beide Annahmen, auch die letztere; denn von höheren Begriffen kennt die Vernunft- kritik eigentlich nur die Ideen, denen ja bloss eine regulative und praktische Geltung zukommen soll. Wir können das Pro- 1885.] KRAUSE'S.DARST. D. KANTISCHEN RAUMTHEORIE U. 8. W. 29 blem auch folgendermassen ausdriicken: Wie låsst sich die geo- centrische Frkenntnissthatsache, dass uns die Gegenstånde in einem empiriscehen Processe Vorstellungen einflössen, vereinigen mit der heliocentrischen, von Kant so scharf nachgewiesenen, Thatsache des Frkennens, dass unsere Vor- stellungen in einem transscendentalen Processe die Ge- genstånde bilden? Dies Problem wird in der Kantischen Phi- losophie nicht gelöst; die Lösung desselben versuchen heisst eine neue Erkenntnisstheorie schreiben, — was jedenfalls ausser- halb der Aufgabe dieser kurzen Abhandlung liegt. Trykt 26 Matts 1885. Jo Ku fee Æ ar OR Hå: ak 5 Så pe AT 8: pr 8 Experimentelle undersegelser af tidssansen ved Sigvardt Thorkelson. * (Fremlagt i den historisk-filosofiske klasses møde 23 jan. 1885 af hr. Monrad.) Indledning, forsøgenes anordning, meothode etc. Bianat de mange sjælefænomer, på exakte udforskning den moderne experimentelle psychologi har gjort til sin opgave, indtager i den senere tid ,tidssansen* en vigtig plads. Imid- lertid er dette experimentelle undersøgelsesarbeide endnu kun i sin begyndelse på dette som på så mange andre gebeter. Det er den af prof. i Leipzig G. Th. Fechner udviklede psychophysiske retning i psychologien, som med iver har taget sig af en sådan udforskning af sjælelivets problemer og gjort også tidssansen til gjenstand for experimentelle undersøgelser. De første videnskabelige undersegelser af denne art foretoges for vel 20 år siden af dr. Ernst Mach 1860, — men især 1864 (offentliggjorte i: ,Sitzungsberichte der mathematisch-naturwissen- sehaftlichen classe der kaiserlichen akademie der wissenschaften*, LI. bd., 2den afdeling, Wien 1865, side 133 flg.), og af dr. Karl Vierordt samt under hans ledelse af dr. A. Höring og dr. W. Camerer i det fysiologiske institut i Tibingen, offentliggjort 1 et særskilt værk af Vierordt ,Der zeitsinn nach versuchen*, Tu- bingen 1868. Da prof. W. Wundt fandt, at disse forsøg dels ikke var anstillede efter de hensigtsmæssigste methoder, dels Vid,-Selsk. Forh. 1885. No. 2. 1 2 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. ikke med så heldige apparater som nødvendigt, foranstaltede han en gjenoptagelse og videregående fortsættelse af dem; så- ledes anstillede 1880—81 dr. Julius Kollert på Wundt's psycho- physiske laboratorium i Leipzig og under dennes ledelse en række forsøg, hvis resultater offentliggjordes i Wundt/s tidsskrift: ,Phi- losophisehe studien* 1881, I. bd., 1. hefte, s. 78 flg. under titelen: » Untersuchungen iiber den zeitsinn*. Hermed var atter den viden- skabelige verdens opmærksomhed specielt henledet på dette punkt. Men med den Kollertske undersøgelse var ikke sagen afsluttet. Det forekom mig også, at Kollerts experimenter led af enkelte mangler, især i anordningen, ligesom at der af resultaterne til- dels var udledet feilagtige slutninger. Dette bevægede mig, da jeg havde fået syn for problemets betydning og interesse for dets lesning, til mere intenst at beskjæftige mig dermed. I den hensigt deltog jeg under en studiereise i Tyskland i de experimenter, som i Leipzig — sommersemestret 1883 — atter på Wundt's psychophysiske laboratorium foretoges af cand. math. Mehner til fortsat undersøgelse af tidssansens egenskaber. Uagtet der såvel ved disse som ved 2 tidligere rækker experi- menter, foretagne under Wundt's ledelse af dr. Volkmar Estel 1881—82 (offentliggjort også i Wundt's ,Philos. studien II, 1. s. 37 flg.), var foretaget mange forbedringer navnlig med hensyn til apparaterne, fandt jeg dog adskilligt at udsætte på anord- ningen og udførelsen også af disse experimenter og bestræbte mig derfor efter hjemkomsten til Kristiania for at få de ned- vendige apparater og objekter og så anstille nye undersøgelsor efter forbedrede principer og tildels med nye mål. Til forsøgene krævedes et elektrisk batteri med lednings- tråde, et induktionsapparat (elektromagnet) med svingende fjær, en sangbund for at forstærke lyden af fjærens surren og et -ubhrværk, såkaldt: ,roterende tidsmålingsapparat* eller: ,Kymo- graphion*. Ved det fysiologiske instituts velvillige imedekom- menhed fik jeg for universitetets instrumentsamling bestille, fra Leipzig, en sådan kymograf, som professor Wundt havde den godhed at skaffe — efter en af ham netop forbedret konstruktion. Apparatet består af et uhrværk, der med konstant hurtighed per Urge 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 3 driver et svinghjul, på hvis rand er befæstet en liden hage, som løeber rundt en i grader inddelt cirkelrund skala, til hvis yderste rand kan fastskrues flere såkaldte ,udlesere". Jeg benyttede til mine hidtil foretagne forseg 4 sådanne udløsere, fra hvilke der vender en spids indad mod skalaen; sålænge denne spids indad- vendt fastholdes af en fjær, er der en metalkontakt mellem begge udløserens poler. Bevæger svinghjulets hage sig derimod rundt, kastes udløserens spids tilside og metalkontakten ophører. Ved at forbinde tråde fra batteriet på en hensigtssvarende måde med elektromagneten og de 4 udløseres 8 poler opnåes, at når sving- hjulets hage åbner den første udløser, begynder elektromagnetens fjær at surre, og denne lyd varer ensformig, til hagen åbner den anden udløser; derpaa følger en ,lydles mellemtid*, indtil hagen åbner den 8die udløser, så en ,lydtid* igjen, indtil hagen åbner den 4de udløser. Da udlesernes plads kan varieres vilkårlig, kan de lydende tidsrums længde ligesom den lydlese mellemtids bestemmes efter behag. Svinghjulet drives af lod (ikke fjær), og dets omløbshastighed må ved hjælp af sekunduhr bestemmes før forsøgenes begyndelse. (Neiere beskrivelse af lignende apparat findes i Wundts: , Philosophische studien* I. bd., 1, s. 38 og II. bd, 1, s. 38 flg.; dog er her i anvendelsen modifikationer). Mine forsøg udførtes efter en methode, som foreløbig er be- skrevet af prof. Fechner (i ,Elemente der psychophysik* I, s. 71 flg.) under navnet: ,,die methode der eben merklichen unterschiede*, videre udviklet og modificeret af prof. G. Elias Miller (i ,Zur grundlegung der psychophysik* s. 61 flg.) under navnet: ,die methode der kleinsten unterschiede* og endnu mere modificeret og begrundet af prof. Wundt (,Philos. studien* I, 1, s. 8 flg. og I, 4, s. 556 flg.) under det træffende navn: ,die methode der minimalånderungen*, samt endelig af mig endel modificeret og suppleret til: ,kontrolmethoden* og ,kombinationsmethoden*. — Experimenterne foretoges med én eller flere deltagere ad gangen på følgende måde. Først indstillede jeg såvel lste som 2det udløserpar til den tid, som skulde bedømmes (f. ex. t= 12") og valgte en bestemt tidslængde f. ex. 3” for mellemtiden (3) mellem begge lyd. Det første tidsrum, hvori lyden hørtes (her 12”), var 1* 4 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. da normaltiden (f) og det siste lyd-tidsrum — sammenlignings- tiden (t), af Kollert kaldt 9, (her først også =12"). Ved hver omdreining af svinghjulet hørtes altså begge lyd, t og " med en bestemt mellemtid å (her =3"). Når de iagttagende havde hørt begge lyd, noterede de hver for sig (og uden at meddele de øvrige sit resultat), om begge lyd forekom dem lige (i dette første til- fælde næsten altid). Dernæst flyttede jeg 4de udleser f. ex. mod venstre, så f” (Ssammenligningstiden) blev større end t (normal- tiden), og efterat de iagttagende havde hørt begge lydene igjen, noterede de sin 2den dom, = eller > t; således forøgedes for 3die, 4de, 5te forsøg o.s.v. sammenligningstiden *' mere og mere f. ex. med 0.4” hver gang, indtil de iagttagende fandt, at ' sik- kert var >t. Dette tidspunkt noteredes omhyggelig af alle. Sam- tidig havde jeg, der regulerede apparatet, noteret, hvilke værdier der svarede til de forskjellige forsegs no., nemlig (hér) tillægsvær- dierne. Den tillægsværdi, der hos én iagttager lod t' erkjendes >t4t, kaldtes for ham + 41t5. — Derpå forminskedes t", og hver iagttager noterede sig, når t' igjen syntes at være =t%. Den værdi, hvormed da &' oversteg t (altså f' +10), kaldtes + 2765". Dernæst forminskedes t' videre, indtil den blev = 4, og endnu videre, indtil alle deltagerne havde fundet; at ” : der står på grænsen mellem ,mærkbar* og ,ikke mærkbar forskjel*. At kan også kaldes ,den gjennemsnitlige vurderingsfeil*. Jo mindre nu dt er i forhold til f (eller absolut), des korrektere er tidsopfatningen eller: des skarpere er ,forskjelsfølsom- heden*; jo storre dt er, des mindre skarp er forskjelsfølsom- heden. Ved at samle middeltal (47%) fra flere personer kan man sikre sig mod rent tilfældige individuelle bedømmelser, ligeså ved gjentagelser. Ved at undersøge tidssansens skarphed for flere tider og sammenligne, kan man komme til nøiere kundskab om tidssansens forhold ved de forskjellige tider. Man har da særlig at fæste opmærksomheden ved, om At er ligestor ved de forskjellige tider eller forandrer sig. I siste tilfælde (som er det faktiske) gjælder det igjen at undersege, om der er noget for- hold mellem 7t's forandring og t's forandring eller ikke. Man kan da benytte 7t i forhold til tiden ø som et mål for tidssansens skarphed eller for forskjelsfølsomheden; kaldes af den grund: ,forskjelsfølsomhedens forholdsexponent*, der står ialfald som ét mål for tidssansens skarphed. Beskjæftigelsen med dette problem lod mig imidlertid alle- rede i Leipzig mærke, at fænomenet er langt mere kompliceret, end det på forhånd synes. | Mange faktorer (på andre gebeter af psychophysiken kaldt: »feilkilder*) blander sig ind med. Vanskeligheden — at få ud- skilt disse faktorer — må søges løst ved forsegenes ordning og kombinationer. Det er af stor betydning at få udskilt disse fak- torer og tillige at få undersegt dem og deres forhold, såmeget mere som flere af dem også selvstændig betragtede er af stor interesse. Derfor var det mig magtpåliggende på forhånd at ordne forsøgene slig, at jeg om mulig samtidig kunde nå flere af disse mål, ialfald hovedmålet, og forberede undersøgelsen af andre. 6 SIGVARDT THORKELSON. oe De hovedfaktorer, hvis tilstedeværelse og indflydelse jeg ved tidssansen søgte at konstatere, var følgende: øvelsen, af hvilken jeg opstiller 2 rent forskjellige arter, der såvidt mig bekjendt ved det tyske: ,ibung* ikke er holdt ud fra hinanden, nemlig: 1) ,færdigheden*, 2) ,udenadlæren*; dernæst 3) mellemtidens indflydelse, 4) kontrastvirkningerne, 5) ud- mattelse (træthed) 6) opmærksomhed, 7) (forstyrrende) biomstændigheders indflydelse. Endelig satte jeg som et ganske nyt, parallelt, hovedformål: 8) at undersege, hvorvidt der er nogen påvislig forskjel mellem tidssansens skarp- hed hos børn og hos voxne, og 9) hvorvidt med årene no- gen regelmæssig tiltagende skarphed gjør sig gjældende. Ved børneforsøgene fremstiller sig igjen de ovenfor først nævnte 7 faktorer. Af disse mange mål ventede jeg heller ikke på forhånd mange leste snart; men da jeg ved forseøgene i Leipzig havde lært, at anordningen dér lagde hindringer iveien for lesningen af enkelte og eliminationen af andre forhold, søgte jeg fra først af at lægge hele forsøgsordningen systematisk og efter bestemte principer, for ialfald ikke at afskjære mig løsningen. Først og fremst måtte jeg da gjøre mig rede for, hvilke faktorer jeg vilde beholde, og hvilke jeg vilde eliminere. (Jeg forbigår de mange grunde og overveielser, som bestemte mig til netop at vælge den måde; mange var rent praktiske erfaringer fra egen deltagelse i Leipzig). Følgende fremgangsmåde valgtes som den hensigtsmæssigste. I de første forseg udelukkedes udenadlæren og (relativt) færdig- heden, ligeså forandring af mellemtiden (3). I den hensigt ord- nedes forsøgene først i ,grupper*; indenfor hver gruppe var mellemtiden (8) uforanderlig gjennem alle forsøg. Således blev d i 1ste gruppe Å bestemt til: $= 1,5" 1 B:d=3% 10:83 = 45" i D:b—=6%1 B:5="%5", i F5= MED = 1051 DEE Da jeg fra Leipzig havde en del forseg med 3 = 1,5" (især for t= 1,5") og desuden uhrværket kun med større vanskelighed lod sig indstille på denne mellemtid, udelod jeg dog ved nærmere overveielse gruppe Å og begyndte med B (då = 38"). & - høl FOG. å | p T øra bn 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 7 Indenfor hver gruppe lod jeg forsøgene falde i flere ,rækker*, 1 række for hver undersegt tid; således exempelvis i gruppe B: Iste række t (normaltiden) = 1,5" 2den med t=3, 3die med t= 4,5", 4de med t= 6", 5te med f= 7,5" 6te med t=9", 7de med t= 10,5", Sde med f= 12”, (eller i omvendt orden), ligeså i gruppe UC etc. Derved holdtes mellemtiden konstant; men på samme tid opnåedes, at ikke samme tid f. ex. t="7,5" fulgte 2 gange 9: 2 rækker umiddelbart efter hinanden; derved søgtes udenadlæren udelukket i l1ste, 2den, 3die etc. gruppe, medens færdigheden efterhånden droges ind som faktor. At udelukke kontrastvirkningerne aldeles var da ikke muligt; men for at lade disses indflydelse blive énsartet ved alle forsøg, begyndte jeg hver dag med den (relativt) længste tid og gik over til kortere efterhånden; thi jeg havde i Leipzig af egne erfaringer og andres udsagn lært, at overgang fra kortere tid (f. ex. t=1,5") til længere (f. ex. t= 6") medførte en vanske- lighed, der endog steg til umulighed for bedemmelsen; denne mærkedes ikke ved den af mig valgte fremgangsmåde. (Enkelte dage prevede jeg den omvendte kontrast). Ved de 2 første grupper B og UC (og senere et par gange leilighedsvis) brugte jeg Wundt's: ,.,minimalændringernes methode* uforandret (som Kollert og Estel), idet iagttagerne underrettedes om, at &” (sammenligningstiden) først forøgedes (senere om, at den forminskedes); men da jeg fandt, at denne methode frembøed farer, forandrede jeg senere methoden fra ,bekjendt* til ,ube- kjendt* (altså 1 å 2 ovenfor ikke nævnte faktorer: 17/ og 18/).” For at få en solid basis for sammenligningen mellem børn og voxne ordnede jeg børneforsøgene ligedan. For at holde vedlige en nogenlunde konstant opmærksomhed (især hos bør- nene) og hindre udmattelse (træthed) måtte jeg tage til hjælp mange praktiske hjælpemidler, hvis beskrivelse har mindre teoretisk interesse; som de vigtigste kan nævnes: hvile mellem de enkelte forsøgsrækker og valg af tid (efterm. enten kl. 4—6 eller 5—7 eller 6—38 eller lignende), samt en overmåde heldig foranstaltning, som berneforsegene gav anledning til, men som jeg fandt så praktisk, at den siden af mig bestandig anvendtes, 8 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. nemlig før hvert enkeltforsøg at henlede opmærksomheden på det ved umiddelbart i forveien at nævne forsegets nummer. Der- ved slap de iagttagende mellem enkeltforsøgene at holde opmærk- - somheden i en trættende stadig spænding; og derved sikredes tillige mod, at der (som undertiden i Leipzig) indtrådte forvir- ring i de enkelte numre hos de forskjellige iagttagere, hvorved kunde fremkaldes feilagtig beregning og deraf urigtige resultater. Ligeså måtte jeg være opmærksom på at undgå forstyrrende uvedkommende indtryk f. ex. pianospil, ringning i byens kirker etc. Endelig for at holde forsegene under såvidt mulig normale forholde, så ikke opmærksomheden skulde spændes unaturlig eller ledes bort ved uvante omgivelser, valgte jeg ikke (som i Leipzig) et laboratorium, men et temmelig dagligdags beboelsesværelse, der holdtes sågodtsom uforandret. Derved kunde jeg vælge no- genlunde hvemsomhelst til at deltage uden at frygte for nogen unaturlig opmærksomhedsstemning, ialfald hos de voxne. Jeg var så heldig strax at få udmærkede forsegsobjekter, idet af en pigeskoles elever såmange erklærede sig villige til at deltage, at jeg kunde udvælge tjenlige fra de fleste alderstrin (især gjæl- der dette forsegene fra hesten 1884). For de voxnes forseg stillede 2 damer og 2 herrer velvillig tid og opmærksomhed til forsøgenes disposition. Af disse var 2 meget musikalske og den ene en komponist, der altså var vant til at beskjæftige sig med lydlængder og tidsintervaller, og hvis bedømmelse og meddelelser derfor har givet anledning til flere nye iagttagelser og sammen- ligninger end ventet. Jeg skylder dem alle stor tak for den opofrelse, de har vist ved at deltage i så trættende og tidsspil- dende experimenter i psychologiens tjeneste. Enkeltvis har også andre deltaget i ganske få tilfældige forsøg. Hvad det først gjaldt for mig, var at få rede på den almin- delige uøvede tidssans's skarphed hos godt begavede voxne — for de tidsrum, til hvilke jeg foreløbig måtte indskrænke mine undersøgelser. Derved kunde jeg få et udgangspunkt for sammenligningen med de senere øvede voxnes forseg, med uovede og øvede børneforsøg o. S. V. Resultaterne af de første forseg, som i den hensigt foretoges, PT. 23 5 5 Sag be hg $ Å 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 9 findes i den 1ste tabel, gruppe B (3 = 3") og fører, som det sy- nes mig, til en umiskjendelig regel. (Se s. 10—11). (Fordi den i mine forsøgsprotokoller fører navnet B, har jeg bibeholdt det, uagtet jeg senere ikke har udført tab. A). II. Forseg fra vårsemestret 1884 med nøvede voxne. Af første gruppe, tab. B, fremgår et (senere bekræftet) re- sultat, der kan udtrykkes i følgende regel: To énsartede tidsrum, hvis længde kun er lidet forskjellig, kan ved tidssansen ikke skjelnes fra hinanden. ,Forat et tidsrums forlængelse (resp. forkortelse) skal være gjenstand for fornemmelse, må den ske med gjennemsnitlig 7; af tidsrummet selv*, hvilken regel jeg har kaldt ,tidsforlæn- gelsesloven for uøvede voxne*. Følgende faktorer var da medvirkende: opmærksomhed, ånds- friskhed, énsartede forsøgsomstændigheder, normale dagligdagse vilkår, forøgelse af tiden først, så forminskelse (efter ,minimal- ændringernes methode*), modsætning mellem de iagttagne (hørte) tidsrum og mellemtiden, konstant lydløs mellemtid (å = 3"), men lydende (,fyldte*) hovedtider, kundskab om, når forøgelsen og når forminskelsen kom (,.bekjendt*), to å tre forsøgsrækker daglig (2: hver forsøgsdag), to forsøgsdage ugentlig, énsartet kontrast, idet den (relativt) længste normaltid bestandig kom først (und- tagen ved tf= 12"); derved fik kontrasten liden indflydelse. Følgende faktorers indvirken var udelukket: færdighed, uden- adlæren, varierende mellemtid, valg (2: ,ubekjendt* etc.), (mod- satte) kontrastvirkninger, taktmålen (bevidst), udmattelse (træt- hed), forstyrrende ydre omstændigheder, uopmærksomhed. Min plan var ved først at undersøge tidssansen under enkle bestemte omstændigheder at vinde et forelebigt grundlag for bedømmelsen og ved dernæst at medindbefatte en ny faktor ad gangen (omvendt ved udelukkelse af en medoptagen) at få bestemt dennes indfiydelse. Resultaterne (senere) har vist, at jeg ved dette mit valg af medoptagne og udelukkede faktorer opnåede hensigten. * Å 10 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Tab. B: d = 3” — Normaltiderne, J.K. JA oi 0,0 At; = | + 0205 +0,045 | + 0,295 +0,2 å 15” At = | — 0,182 — 0,204 — 0,182 — 0,2 dt = 0,1935"” 0,1245"” 0,238” uvant 0,2" At; = | + 0,167 +0,119 |+0,119 fr. f=3" ÅAty = | — 0,286 —0,476 | — 0,476 At = 0,2265” 0,2975" 0,2975" At, = fv; fr. | fr. + 0,4 i 4,5” Ala — —— 0,5 0,45” Åt; = fr. fr. + 0,55 + 0,3 b == 6" HE — 0,55 — 0,65 At 0,55” 0,475" At, — fr. å — 0,2 fr. p —= re Ata === 2,05 dt —= 1,125” At, = | + 0,6 fr. | +0,9 fr. f=9" EE —0,8 dt =| 0,85" 0,85” ny: At, fr, fr. + 1,1 + 0,9 bt= 10,5" At, = — 1,15 0 At 1,125* rå f= 194 Åt, = id fr, + 1,25. + 1,25 (feil lyd) AE AE Ne : At = 1,025” 1,125" HH, = fr. fr. fr. + 0,75 gå di o m i ie ho 21 å TA om 18) OS 0,875” År 1 1 Ved kontrolforsøg for 1 = 1,5" fandtes di — 0,15”. TE Den fundne regel er af mig kun empirisk prøvet for tider fra 1," til 12" og har derfor kun hypothetisk gyldighed for kor- tere såvelsom længere tidsrum; for meget lange (såvelsom for meget korte) er det sandsynligt, at den aldeles ikke gjælder; ja > E. K. + 0,25 —0;2 0225" ri ng t= 0,5" (cfr. Wundt: - er EG GJ SE | 4 Bg. N +G . p r -1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. %/5—/g 1884. ,Bekjendt*, at foragelsen kom først. N. G AEE vr Mt Afvigelse | Forholds- BK dier). t fra loven, | afvigelse, + 0,1 (af 6 værdier | —0,15 — 10,184) (0,1511| (70) |(+ 0034) (27) 0,125” 0,197" I + 0,047 3 + 0,119 ; å — 0,500 —— — 0,01 0,3095" | 0,29" å 300 + 0,2 (af 3 deltag.) — 0,68 pR) an 0,425" 0,433” 10,4 — 0017 235 + 0,4 : | 1 1 — 95 — — 0,081 å 0,45” 0,519" 11,1 74 | + 0,2 (af 3 deltag.) | — 0,6 1 1 — — 0,042 Fo 0,4" 0,708” 10,6 3 179 + 0,4 ; 2 per ne 90 180 0,8" 0,85" ; | + 0,7 me Ä + 0,087 «dr 0,975" 1137" + 1,65 — 0,75 ig 1,8" 1,15" Te lane 240 + 0,5 (af 3 deltag.) 1 5 2,0 å I) 075 Å 10,7 vi 160 1,25” 1,125” 11 +0,014 —0,171 —0,15 —0,0937 —0,508 —0,317 —0,1625 +0,2625 —0,458 s Physiol. psychologie*, IL, s. 285). 12 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Jeg har senere en enkelt gang prøvet en længere tid, t= 20", med samme resultat, nemlig JE ; men her var omstændig- 10,6 hederne noget forandrede, da færdigheden havde fået indflydelse, methoden ,ub.* anvendtes, mellemtiden (8) = 7,5”, og sandsynlig- vis kontrast fra de tidligere kortere forseg virkede ialfald noget. Derfor ter jeg ikke tage dette forseg som sikkert argument for, at tidsforlængelsesloven gjælder udenfor de nævnte tider (1,5”-12"). Ved forsøgene i gruppe B deltog stadig 4 personer, ved enkelte rækker endog 6; men da de 2 ikke engang deltog i halvdelen af rækkerne, har jeg ved beregningen af middeltallene kun brugt de fires værdier. Hvor en af disse 4 var fraværende, har jeg egentlig kun regnet middeltal af 3 værdier, men da disse i 2 tilfælde stemmer med en af de øvrige ikke medregnede iagtta- geres tt, er disse middeltal også af 4. Kun ved 8die række (t= 4,5") og 5te række (ti= 7,5) er middeltallet blot af 3 (Som i tabellen bemærket). Middeltallene dt divideret med tilsvarende hovedtid t giver følgende forholdsexponent: - —=1 (ved t = 15"), 4 (ved = 68%, 5 (ved t=4;5), år (ved t=6"), 25 å å (ved t="75"), % å År (ved f= 9") 4 (ved t=105"), 7-% (ved tf=12");| da nbr; værket ved første forseg med tf=12" gik usikkert, så at lidt stansning og deraf forstyrrelse fandt sted, prøvedes senere om Kr NN igjen; omtrent samme resultat fremkom, nemlig re po å vr (ved t= 12"). Det sees heraf, at den gjennemsnitlige forskjels- folsomhed varierer svært lidet og bestandig dreier sig om for- holdet 1:10 mellem forskjelsværdi og hovedtid, undtagen for t=1,5", hvor forholdsexponenten er større, nemlig 1, altså for- - Skjelsfølsomheden mindre. Dette har dog efter al sandsynlighed sin grund i, at apparaterne ved denne tid ikke virkede med den tilstrækkelige neiagtighed. Ved så kort hovedtid kom nemlig de 2 udløsere hinanden så nær, at- den stift, som åbnedes, ofte kom i berøring med den anden, hvorfor den elektriske strøm ikke neiagtig nok åbnedes. Jeg forsøgte selv med hånden at i 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 13 hindre bereøringen; men det lykkedes ikke altid. Tilsist, efterat hele gruppe B var færdig, anstillede jeg dog nogle enkelte ,kon- trolforseg*, hvor jeg prøvede de enkelte forskjelsværdier, og ved sådanne rent enkeltvise forsøg kunde jeg med hånden let styre udløseren. Det viste sig da, at forskjelsværdien 7t= +- 0,2" og — 0,2” (til 1,5”) bestandig mærkedes, dt =+- 0," og — 0,1" kun rent undtagelsesvis, medens +- 0,15 og — 0,45 almindelig mær- kedes, men enkelte gange ikke mærkedes, d. e. stod på mærk- barhedens grænse. Dette giver netop forholdsexponenten 7. Å At Af de øvrige tider er det kun 4de række t = 6* med Te 2 Å | og 7de række (t= 10,5") med 3: =1, der har en noget afvi- gende forholdsexponent; men selv ved disse er afvigelsen for- holdsvis liden. Middeltallet af de 8 tiders expp. er næsten nøi- agtig 7;. (Senere under experimenterne i vårsemesteret har også endel skontrolforseg* og en del forsøg efter methoden med subekjendt* givet stadig denne exp. 45; men da dér en ombyt- ning af faktorer havde fundet sted, hører disse strengt taget ikke herhen og beskrives på et senere sted). Efter sommerferierne (med længere tids ophold) fremkom ved de første forsøg: 7 2; men dette forhold var her ikke så konstant i længere tid, da færdigheden snart fik indflydelse; den nøiere beskrivelse heraf og resultaterne meddeles under et senere afsnit (V). De individuelle variationer er ikke mange og i regelen ikke store. Nogle enkelte å (som ved t= 75") går for én deltager til ca. 1, for en anden til ca. 25, (ved t= 10,5") for én til ca. 1, for en anden til ca. 2,, (ved f= 12") for én til ca. 77, (0g ved t=1,5" med ustø lyd) for én til ca. +, for en a. til 7. Alle de øvrige er næsten korrekte for alle, hvilket vidner om en særdeles énsartet og jævn opmærksomhed, langt større, end jeg havde ventet mig under en så langvarig forsegsrække. I denne tabels sidste kolonne tilhøire har jeg sat værdierne 14 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. btth , der dh 2 EE for (Kollert's og Estel's) 4 = T — t = som er den størrelse, der danner undersegelsens kjernepunkt og hovedproblem i K.s og E.s atbhandlinger. Men de tal, som deraf resulterer i min tabel, er meget forskjellige fra tallene i hines tabeller. Å = +- 0914 (t = 15"), J= — 0,7 (ét = 3"), d= — 0,5 (t = 45"), Å = — Q094 (t= 6"), Å = — 0508 (å = 75"), Å = — 0,87 (f= 9"), Å = — OQ,163 (å = 10,5), Å = 1 0,263 eller 1 = — 0,458 (f= 12"). Sædvanlig er 7 negativ, men dette er heller ikke ganske konstant, og dens væxt eller gang lader ingen lovmæssighed er- kjende. Snart er den større, snart mindre, så at jeg helst skulde tro, forandringen er rent tilfældig; dette bestyrkes endmere ved senere resultater, hvor den ofte er =0 eller ubetydelig, snart - positiv, snart negativ. Som mål for forskjelsfølsomheden kan jeg allerede af denne grund ikke finde 7 tjenlig og berettiget, ligesom jeg senere vil fremstille teoretiske grunde derimod (XI. afsnit). Jeg udelader den i de følgende tabeller, men den er let nok at regne ud. | Jeg betragter altså både variationerne ved 1, og dt og de individuelle variationer ikke som karakteristiske udslag af tids- sansens væsen, men som tilfældige, mest fremkaldte ved for- styrrende ydre og indre omstændigheder. Det må til slutning stærkt betones, at ,tidsforlængelsesloven* aldeles ikke skal give et absolut neiagtigt mål; dette er umuligt. Tallet angiver kun den omtrentlige middelværdi,”der kan så- vel under- som overskrides, hvilket også fremgår afjrat dt er gjennemsnitstal. Regelen udsiger, at under de nævnte såkaldte »normale* forholde vil til mærkbar forandring af en bestemt tid kræves en foregelse eller forminskelse, som varierer omkring hint middeltal. Dog må heller ikke reservationen: ,under normale forholde” presses, så at den skulde betyde kun under akkurat samme forholde. Flere biomstændigheder, lokale, opmærksom- heds- og friskhedsgrad, dagstider, belysning, tidsrummets (lydens) beskaffenhed, mellemtid og mange andre forholde kan variere PE R 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 15 betydelig, uden at regelens gyldighed ophøerer. For at få mere kundskab om, i hvilken grad dette gjælder, har jeg undersøgt, om regelen også stemmer med de tidligere gjorte forsøg, som tildels afviger fra mine, såvel hvad tidens beskaffenhed som an- ordningen angår, nemlig Kollert's (1880—81). Medens jeg var beskjæftiget med experimenterne, fik jeg redegjørelsen for de ovennævnte forsøg af Volkmar Estel (Wundt: ,Philos. studien*, II, 1, s. 37 flg.) hvilke var af såmeget større interesse, som de tildels behandler de samme tider som mine forseg. Jeg optog da også disse til sammenligning. III. Kort resumé af en sammenligning mellem de uovede voxnes resul- tater og de tidligere undersøgelser (Kollert's, Estel's, Mach's, Hering*s og Vierordt”s). Kollert og Estel kommer i sine resultater til slutninger, der dels direkte, dels indirekte delvis peger i en anden retning end mine ovenfor citerede. Jeg har underkastet deres resultater grundige undersøgelser, som pladsen her ikke tillader mig at optage. | Jeg må indskrænke mig til at meddele det blotte resultat. Den tilsyneladende modsætning mellem deres og mine resul- tater skriver sig dels fra en anden forsøgsanordning og andre slags apparater, dels fra en anden beregningsmåde. For at kunne anstille sammenligning mellem deres og mine forsøg er det først og fremst nedvendigt at omregne deres vær- dier efter min beregningsmåde. Gjør jeg dette og tager hensyn til de hos dem medtagne og udelukkede faktorer, stemmer de overens med mine i hovedsagen: 2. Forskjellen i beregningen er, at Kollert og Estel udregner å pp j2bth ,, då dh 2 2 lerer schåtzungsfebler oder schåtzungsdifferenz*), medens jeg ud- regner den gjennemsnitlige forskjelsværdi dt ved hver tid og finder dens forhold til normaltiden f, ,forskjelsfølsomhedens for- , (1 kaldes af Estel: ,,mitt- holdsexponent* dg | v | 16 i SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Det endelige resultat af omregningerne fra Kollerts og Estel”s værdier for 27%, og dty (hos Kollert kaldt d,(+-) og d, (—), hos Estel kaldt: d, + og dy—) til middeltallene 7t er følgende: At At Kollert's dt og Estel's dt og RÅ i h) Vi LÅ ndeli 'd- t At. td Momsl: Endeligt mid At t tid deltal af begge rik rupper. 0,4”. O,953* å grupp 0 5” 0 065” I t: M. 35 - 9 bet. Q,128*. Ir. O,7 un 0,058” 4 5 3128 TI7 di dd 0,8”. 0,067" 2. 1,8 * O,151 På Tz- Hi dl 1 v. Q,092" Tr: 9 a O,1925 . I0 * mn ti Kr Å så Ed 0 Å 1 * Ve, Q,219” 1); år på fa oÅ 2,75 O,251". T- 2,85". 0,319%. I. per Q,283”. Tr: SR 0,342". o- 3,7. 0,3837. I 3,75» Osaer 4" « 0,3787. Tr 4,5 0,31%. Tz- gå 0,454" Jr * , * E e 5,5 5 0,474”. 7z- di Hi 1 6 e 0,48 - 13* Å. 1Da Kollert oplyser, at undersøgelsen for t=1,5" er urigtig på grund af hans apparat (metronom), har jeg optaget Estel”s på samme måde (med neiagtigere metronom) fundne værdi for denne tid her istedetfor Kollert's ovennævnte, f=1,5". At = Ous32", 2 = de 28 Forøvrigt henvises til Kollert”s og Estel's egne tabeller, hvor speci- alværdierne for hver enkelt deltagers 74, og dt, indeholdes. (Wundt/s: » Philosophische studien" I, 1, s. 82 flg. ogf I, 1, s. 41 flg). Len 0,1532” 77 w 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 17 A Som det af tabellerne sees, er > len noget mindre (ca. 77 å 7), enkelte gange større (til 1 å 1). Dette forårsages sandsynligvis på den ene side af forstyrrende biomstændigheder (ophævet takt, uopmærksomhed, feil ved appa- raterne, ,tomme tider* etc.), på den anden side af taktindflydelse, færdighed, udenadlæren, kontrast etc. Kollert's og Estel's forsøg er derfor ikke ganske sammenlignelige med mine, da flere fak- torer er sammenblandede, men står mellem mine uøvede og øvede. Dog har jeg behandlet dem her, da de nærmer sig mest de uøvede. Mach's, Høring”s og Vierordt's er endnu vanske- ligere at sammenligne med mine, da de er foretagne efter andre methoder og med andre apparater og behandler meget forskjel- lige tider. I min (ovenfor omtalte) undersøgelse har jeg dog fundet ikke liden overensstemmelse, især ved Høring”s og de af omkring 2; eller i rege- Mach's tider, der svarer til mine. Således er Høring”s - fra 1 el. I til 2 (i gjennemsnit selv ned til 50 pCt. rigtige tilfælde), uagtet han anvendte 8 taktslag etc. (se Vierordt: ,der zeitsinn* Ss. 63 flg.), og selv Vierordt's efter ,die methode der mittleren fehler* udferte forsøg: tab. Å (s. 36) gir, når undtages indiffe- renspunktet: værdier fra 1 til 27, B fra 2—75, UO fra I å 1 til dy (=D), tab. F: 25—7; tab. 4' med konstruktion af takter ved bevægelser 1—1, ved længere 1—7. De øvrige forsøg lig- ger mine endnu fjærnere. Hos dr. E. Mach er liden overensstemmelse i det hele; men de til mine svarende tider fra f=0," til t= 8" stemmer til- nærmelsesvis godt med tidsforlængelsesloven, idet gjennemsnitlig Te Å og variationerne fra 1 til 2. Jeg har i min undersøgelse påvist grunde for forskjellighe- derne og slutter således: En gjennemgående neie sammenligning mellem mine forseg med uøvede og alle de tidligere undersøgelser af tidssansen kan ikke anstilles, da ved de tidligere ofte andre faktorer er blan- dede ind med (endog uvedkommende som bevægelser). Desuagtet Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 2. 2 å 18 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. viser den foretagne tilnærmelsesvise sammenligning (hvor den er mulig) en mærkelig overensstemmelse (selv i detaljerne inden- for de samme tider). Ingen af de stedfindende forskjelligheder modbeviser mine slutninger; thi for det første findes de egentlige afvigelser sjel- den ved de af mig undersøgte tider, men navnlig ved mindre og omkring indifferenspunktet, hvorom mine undersøgelser intet ud- siger, og for det andet forklares afvigelserne let og naturlig efter de fremsatte principer. Jeg finder derfor i de tidligere undersøgelser ingen argumenter mod, men (såvidt de kommer i betragtning) bekræftelser på ,tidsforlængelsesloven*. Gjentagne gange har jeg senere anstillet fornyede enkeltvise forseg med andre uevede voxne personer med samme resultat. Vistnok har dt varieret noget, eftersom vedkommende individer har havt en større eller mindre iagttagelses- og anspændelses- dygtighed ligesom efter deres temporære etc. dispositioner; men den gjennemsnitlige værdi af 170 har været 5 t for uøvede; det har vist sig, at har jeg gjort dt mindre end 7 i, har det for de fleste været vanskeligt at dømme sikkert; har jeg derimod gjort den større end 2, har bedømmelsen næsten bestandig truffet det rette. Da jeg således bestandig har fundet tidsfor- længelsesloven bekræftet og aldrig modbevist, har jeg troet ial- fald foreløbig og ialfald ved de samme deltagere, for hvem den har vist sig at gjælde, at kunne betragte den som et sikkert fundament, hvorpå de videre undersøgelser kan bygges, og hvor- med de andre forsøeg kan sammenlignes. Efterat jeg på denne måde ved egne experimenter havde opdaget nævnte lov og fundet den støttet ved andres forseg og derved vundet et fast udgangspunkt for de videre forskninger, rettede jeg først min opmærksomhed på undersøgelsen af føl- gende 4 blandt de øvrige hovedformål: | a) indflydelsen af mellemtidens forandring, b) færdighedens indflydelse, c) udenadlærens betydning, d) børns forskjelsfølsomhed. 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 19 IV. Mellemtidens indflydelse. Den udførlige behandling af afsnittet om mellemtiden må her af mangel på plads udelades og kun hovedresultatet gives. Af forsøgene fra tab. B, ligesom senere fra OC, D og E, fra de følgende tabb. I, IT etc. (i høstsemesteret) ligesom af sammen- ligning med Mehner's forseg og, såvidt det kan sees, også af Kollert's og Estel's, synes mellemtiden”s (8's) forandring in- denfor små grænser (fra 3” til 6” å 75") ingen mærkbar indflydelse at have. Dette er lettest at forklare og er af mig kun bevist ved forseg, hvor anordningen lader modsætningen mellem hovedtider og mellemtid skarpt fremtræde, nl. ved lydende (,fyldte*) hovedtider og lydles (,,tom*) mellemtid. Problemet kræ- ver til sin videre opklarelse en anden forsegsanordning end den, jeg gik ud fra. Da det efter min plan indtog en underordnet stilling, og ikke kunde løses samtidig med de vigtigere, lod jeg det foreløbig stå ubesvaret og gik over til undersøgelsen af ho- vedformålene. Såmeget var imidlertid vigtigt, og det havde jeg konstateret, at de forandringer af mellemtiden (8), som forekom- mer ved mine forsøg, ikke medførte nogen mærkbar forandring af resultaterne. V. Færdighedens væxti. a) Forsøg fra vårsemestret 1884 med færdighed. Færdighedens væxt viste sig derimod tydelig ved mine forseg meget snart, nemlig efterat de iagttagende havde gjentaget hver forsøgsrække blot 1 gang og deltaget i ca. 10 forsøgsrækker, fordelte på 3 å 4 forsøgsdage. (Se tab. C, D, E, 1 og E, 9). Den 4de forsøegsdag, da jeg begyndte åt gjentage forseg med de samme tider som før, mærkedes ingen indflydelse ved det første forseg (t=10,"), heller ikke ved det siste (f = 4,5"), hvor trætheden dog indvirkede, men ved det 3die forsøg t= 9" meær- kedes en forkortning til d7t= Og" eller da den ene deltager (hr. O. Olsen's) værdier her var noget usikre, /t= 07". Her synes en stærk lettende indflydelse at have gjort sig gjældende. Det o% 20 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Tabel 0. 8=45" H/s—13/5 1884. ,Bekjendt*. Å ; At Normal- I.K 0.0. E K Middel- Fr tid. tal (4). Forholdsexp. + 0,2 + 0,1 + 0,19 —0,45 |--0,35 | Gai a l 0,325 0,225 0,25 å +05 |+0,4 + 0,48 —0,6 |- 0,45 | —0,44 u u u 1 0,55 0,425 0,46 = +05 1404 | +0,425 u u u 1 0,45 0,45 0,45 =: +07 1+0,6 + 0,58 06. 1-06: NR u u u 1 0,65 0,65 0,64 G Adtt=|+06 |1+03 |+0,75 |+0,6 + 0,56 f=94 Ådty= | — 0,6 —0,45 | —0,75 |—0,9 — 0,68 DF fa 0,6” 0,38” 0,75" 0,75" 0,62” 145 39 Åty —= fr. -— 1,75 —- 1,25 + 0,6 + 1,2” == NER 1,35 | 125 | ES 10,5 u , , , , G At = |(! 1257) | 1875" 1,3" 0,925”| 1,2" 9 Åty = fr. 30501 125 14075 1408 FE 12" Al, —= FR 1,25 — 1,25 — 1,25 = 1,25 oa 1 24% du 1 954 di ti filer 70 At = 0,875 1 1,04 15 Tabel D. 3= 6" (fra 25/—2/;5 84). ,Bekjendt*. At Aung | .x | 00 Pæ KG tid. tal (3). For- EE SNP TE EE holdsexp.| hovedpine. db=| fr. 1403 |+02 |+01 |+02 f= 34 Ata == ga 0,3 KJE 0,3 RE 0,2 — 0,27 At å 0,3” 0,25" | 0,15" 0,23" | Eå / At - Normal- IK. | 0.0. | £.K. | N.a. | Middel | 7 tid. tal (3). Fet: ———————— === |=-——=|===|—===|=|=>= holdsexp. == At, == pre 14036 1 +04 | 40,4 vw Åty = — 0,25 | — 0,25 — 0,3 — 0,27 HØR 0,35” | 0,3 0,35 0,33” på PER fr. fr. + 0,3 +03 1403 At, EN Ved kon- |-- 0,55 |— 0,6 — 0,58 | t=6" V= trolforseg: på 1 dt = ca. 0,5" 0,425 0,45” 0,438"| At, = fr. + 0,5 +0,35 |+0,3 + 0,38 2 7, du =- — 0,89 — 0,85 — 0,85 — 0,86 Gh så SER | dt = 0,695” | 0,6 0,58 0,625 3 Åty = fr ! +0,45 |+0,45 |+ 0,45 gu | dh= OE GÅ Er OE ie Er di ti ti 1 At ea mad å 0,75 0,68 0,72 12,5 længe frav. | hovedpine EG Ådtg=|+0,75 |+0,65 |+0,75 |+ 1,25 |+ 0,88 35 f= 10,5" ty = |-— 125 — 0,5 —100 |— 1,25 — 0,92 VF pl | ag 0,58" 0,88” 1,25" 0,9” i å 12 kontrol- M=10,5"| fomeg |* 087 | 075" | 187 | 0,75" | 0,9 * Ål, = fr. + 0,5 + 0,75 + 1,25 + 0,83 2 t=12 Åty = — 1,0" |—2,5 — 1,75 | 1,75 2 (4 lodder). ft = 0,75" 1,625” 1,5" 1,29" en p) Tabel E, 1. 3=75". ("5—/5 84). At me FE 00 | EK Ine Sdd | 7 tid, tal (3). For- rc holdsexp. | | Å ja Åty = fr. +0,175 |+ 0,2 +0,15 |+0,175 | 23 f=1-4| dy = — 0,125 |-0,125 |—0,15 |—0,133 aa == 435 1 2 | EN dt ti "i di kr S- = ME 55 0,15 0,1625”| 0,15 0,154"| 5 2: rå fr ox 1408 ROA |-+0;3 53 ft=3" | dthj= 04 nedi: |— 0183 FE E EE 0,3" 0225" | 0,2 | 0,2420| 2 133 , % 3 12,4 |På E SIGVARDT THORKELSON. å V N +å 22 [No. 2. At Normal: LØD Es IN. Madure tid. tal (3). For- holdsexp. ÅAty = fr. + 0,4 +0,35 | + 0,5 + 0,417 E ; u| dhy= — 0,4 — 0,45 |— 0,45 |— 0,433 2 99 gl At = 0,4" 0,4 0,475" | 0425" på E Ål, = fr. + 0,5 + 0,4 + 0,6 + 0,5 C t=6" Ata —= ÆTT 0,6 7 0,6 357 0,6 == 0,6 3 At == 0,55" 0,5" 0,6” 0,55 fa | Længe frav. | , E Åty= |4-0,9 +0,55 1|+-0,8 + 0,8 + O,717 & t=7s0 | Hy 09 10,45, |-07 | se 2 5 1 g Mt 0,9” 0,5” 0,75" 0,8” 0,69" | q S Åtg= |+ 0,9" 140,75 140,65 |+0,9 + 0,77 E t=9" Aty = | Åndsfravæ- | — 0,6 — 0,9 — 0,75 — 0,75 $ | Je 0,68"| 0,78*"| 0,53" 1 GE Aty=|+0,85 | +07 +1,15 |+0,85 | + 0,9 == — 1,5 NE. å 4: hå EN t=10," Ala ; i 1 0,9 0,93 ( å At ar Le” 0,8” 1,08" 0,88" 0,92” på | 2 Længe frav. Eee + 1,25 | + 1,5 en + 1,25 5 f—= 19+ Alu —= Fr: 235 i 0,5 =F 1,25 de 1,5 ae å 1,08 | k å N= 1,75" 0,88” 1,38" 1,28" 1,17" | 45 = Sat sig i ho- det omvendt orden og dob- belt antal % forseg. | Tabel E, 2. d=75". ,Kontrolforsøg* ("%/—*/s 84). Sr Sa KI EE Na tid, tal (3). b==15"| Mi fr. Å 0,15" 0,18" 0,14" ir pep NE fr. 02 0,3” 0,25" 0,25" å t=45"| dt = fr. 0,37" 0,45" 0,37" 0,4 fel t 4 6” & på— = b="75" KG b=9" | At = | 0,85" 0,875" | 0775" M0,77n" 1 Gs NIE 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 23 forekommer mig at være den begyndende færdighed, men som endnu er vaklende. Den næste forsegsdag (%) gjer den sig derimod tydelig øjældende i alle de 4 forseg: t=12", t="75", t=6", t=3" (se tabel C'), således at forskjelsfølsomhedens exponent er minket fra 7 til 25 (å 7), altså forskjelsfølsomheden er steget i forholdet 12:10. Denne værdi holdt sig nogenlunde konstant også under følgende forsegsgruppe (tabel D), hvor ex- ponenten ved f= 3" og t= 6" gik ned til 2; og ved t= 4,5" endog til 4. (En undtagelse danner dog t=12 nærmest på grund af en forstyrrende biomstændighed, idet uhrværket ikke gik konstant, hvorfor jeg måtte afbryde rækken for at smøre og hænge på et nyt lod. Denne lille afbrydelse synes at have adspredt opmærksomheden for 2 af deltagernes vedkommende, men skjærpet den for den énes (komponistens) vedkommende. Alle disse forseg (undtagen for t = 10,5" og t = 3") foretoges på én dag (16% 84), da deltagerne syntes skarpe og lidet an- strængte efter de 3 første rækker. Vi tog os dog en liden hvil efter 3die række og nød et par glas vin, hvilken forfriskning synes yderligere at have virket til følsomhedens skjærpelse; dette forklarer exponentens forandring fra 5, til 2; å 15. Jeg for- modede, hvad der viste sig bekræftet ved erfaringen, at færdig- heden lod sig udvikle mere, og fortsatte derfor videre med forsøg til udforskning af dette punkt. Den næste forsøgsdag (2) ind- førtes 2 modifikationer ved methoden. 1) For at prøve, om de fundne forskjelsværdier gav et no- genlunde konstant resultat og ikke alene beroede på de bestemte forsegsomstændigheder (jeg tænkte nærmest på methodens bestemte udregning og gruppering i: først de derpå mindre + lig 2 i det flg.), anstillede jeg efter forsøgsrækkernes tilendebringelse endel såkaldte ,kontrolforseøg* således, at jeg tog de fundne forskjelsværdier, forøgede (og forminskede) normaltiden med dem og undersøgte, om nu sammenligningstiderne (t + At eller t — t4) , om hvis formodede indflydelse jeg skal udtale mig 24 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. stod på mærkbarhedens grænse (forskjelstærskelen), tog så dels større værdier (for dt) og prøvede, om forskjellen da tydelig mærkedes, dels mindre og prøvede, om dommen i regelen lød: ,=*, medens de iagttagende i disse tilfælde holdtes i uvi- denhed om, hvorvidt forøgelse (+ -t,) eller forminskelse (— 741) fandt sted. Disse ,kontrolforseg* viste den skjønneste overens- stemmelse med de efter methoden fundne resultater og styrkede min overbevisning om disses korrekthed og methodens gyldighed for gjennemsnitstallenes vedkommende. Ved de første forseg (tabel B) havde jeg ikke turdet anvende kontrolforseg, fer grup- pen var afsluttet (7/s) for ikke at resikere indbringelsen af den nye faktor øvelsen (muligens endnu andre), når det lod sig gjøre at undgå det. Da første gruppe B (3 = 3") var afsluttet (7/s), foretog jeg endel kontrolforseg med den sist undersøgte tid t= 15". Disse kontrolforsøg gjenoptoges nu ("%) først for t= 10,5, (af tabel D) med det udfald, at dt for 2 iagttagere gik ned til 0,75”, for 1 iagttager til 0,5”, for 1 til 1,3”, gjennemsnitlig Jt = 0,9", hvilket svarer til rå ca. 3. (Dog er disse tal muligens vel små, da der var adskillig vaklen i bedømmelsen). Sådanne kon- trolforseg anvendtes også under forsøgene af 4de gruppe (tabel E), for tiderne t=9": f=45", f= 3", t=1,5"; men da her var foretaget nok en modifikation, må først denne forklares. 2) Ved 4de gruppe (tabel Æ) (undtagen for t = 12”, t = 10,5" foretoges en anden modifikation af Wundt's: ,minimalændringer- nes methode*, idet jeg (modsat hvad hidtil var brugt; se sål. i Wundt's: ,Philos. studien* II, s. 39—40), lod de iagttagende være i uvished om, hvorvidt &' (sammenligningstiden) blev for- øget eller forminsket. (Herom udføerlig senere). I tabellerne har jeg mærket disse forsøg med tegnet ,ub.* = ubekjendt*) ,,+ først*. Her indførtes altså en lidt besvær- liggjørende faktor, idet der skal skarpere forskjelsfølsomhed el- ler større øvelse til for sikkert at mærke, at en tid (f') er større (eller mindre) end en anden, end for at mærke, at der er en forskjel. Experimenterne viste, at denne faktor opveiede den før — ja JR D re - Å P sø ; V NE ? 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 25 medtagne, færdigheden, så dennes indflydelse næsten gik tabt; exponenten gik for de fleste tider (undt. t= 3" og t=9") til- bage fra 7 å 7 til ;7 å 4. I denne 4de gruppe undersøgtes som i lste også f=1,;" med samme resultat. Denne forandring af forsøgene syntes altså at bringe dem tilbage næsten til samme standpunkt, som dengang endnu ingen art øvelse havde fundet sted. At ikke forskjelsværdierne forøgedes endmere, til- skrives ,færdigheden*; herfor var jeg så heldig ved en tilfældig omstændighed at få et godt bevis. Den ene af de iagttagende havde - nemlig i det foregående i længere tid været fraværende, således under hele den foregående gruppe D og var derfor for en væ- sentlig del gået glip af øvelsen. Hos ham, hvor færdigheden ikke modvirkede lettende som hos de 3 øvrige iagttagere, viste forskjelsværdien for t= 75", (tab. Æ) sig større end ved de tid- ligere uøvede forseg, hvor det var bekjendt, at %' først for- øgedes. ft var = 0," (for t="75"). Dette giver 2 =- 5 Ved kontrolforsøgene med denne tid vakler t fra 0,5”—0,9” (ca. 0,5"). Værdierne af de ,ubekjendte* forseg forholder sig altså til de , bekjendte* som 12:10 eller som 10:8,3, hvilket giver omtrent samme forholdsexp. 299 = "20. Dog er dette endnu ikke ret konstante tal, men vaklende, da færdigheden ikke (engang rela- tivt) er afsluttet. Det er rimeligt (som senere experimentelt påvist), at ved fortsættelse af experimenteringen umiddelbart efter de i tabel FE vundne resultater vilde forsøgene efter øvelse med de ,ubekjendte* forandringer snart have givet et lignende resultat som i de to foregående grupper (UC og D). Det var min hensigt strax at undersege dette; men uovervindelige hindringer tvang mig og iagttagerne til at indstille experimenteringen for den gang og udsætte med de videre forseg til efter sommerfe- rierne. Herved fik jeg imidlertid en prægtig leilighed til at under- søge det interessante forhold, hvorvidt den opnåede færdighed (der også var erhvervet i den korte tid af kun ca. 4 uger) kunde holde sig (helt eller tildels) i den mellemtid af flere uger, der vilde hengå til experimenternes gjenoptagelse. Jeg havde grund til at tvile herom, da den éne iagttager (cand. J. Kornbrække), 26 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. der ofte havde været nødt til at være fraværende, tilsist blev så usikker i forsøgene (sammenlignet med de øvrige) og fik så afvigende resultater, at jeg måtte fuldstændig sætte disse hans værdier ud af betragtning ved beregningen af gjennemsnitstal- lene i de 2 tabeller D og E (samt en del af de øvrige). Dog kunde dette delvis også have sin grund i mindre skarp opmærk- somhed, idet han de dage var så træt og optaget af forretnin- ger, at han ikke forsøgsrækken igjennem formåede at koncentrere sin opmærksomhed på sammenligningen. Jeg var derfor meget spændt på udfaldet af 1ste dags forsøg efter ferierne for at se, om de kunde henføres til de ,uøvede* eller ,evede* forsøg. Jeg besluttede at begynde forsøgene under så lige forhold som mulig, altså med de længste tider først og efterhånden kortere og kortere. Som det første forsøg besluttede jeg at optage et fra 1ste gruppe (tab. B, 8 = 3%), nemlig t= 12, fordi denne tid var mindre korrekt undersøgt, — kom som no. 2 af en dags rækker, — hvorved kontrastvirkningerne kunde have øvet æn- drende indflydelse på resultaterne (modsat de øvrige tiders). b) Forsøg fra høstsemestret 1884 med færdighed. Efterat mange hindringer havde stillet sig iveien (således feil ved uhrværket, der først måtte rettes) så at experimenterne ikke kunde gjenoptages før i oktober, kom endelig den første forsøgsdag 5190 1884, kl. 3%/4 em. og gav svar på problemet: er færdigheden gået tabt i ferierne (ca. 8 måneder)? Svaret lyder for første forsegs vedkommende: ja! For det første er enkeltdommene meget vaklende. En til- lægstid af + 1," (til 12”) forekom iagttagerne tvilsom, en til- lægstid af +1” derimod større. En fradragstid af — 2" fore- kom endog en iagttager =, en på — 1,8* og — 19” derimod mindre; ja en =t forekom éngang endog større. Denne store usikkerhed er den samme, som gjorde sig gjældende ved de par allerførste uøvede forseg mai 1884. Jeg lagde mærke til, hvilke udtryk de iagttagende brugte, nemlig: ,det er mærkeligt, hvor vanskeligt det idag er at tvinge sig til skarp opmærksomhed*. 1885.] FXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. —+ 27 Herved støttes den formodning, at færdighedens betydning væ- sentlig ligger i en erhvervet dygtighed til'at koncentrere op- mærksomheden på det givne fænomen. Men der er vistnok flere medvirkende faktorer. Foruden i usikkerheden viste tabet af færdigheden sig især i, at værdierne gik tilbage til lighed med de uøvede forseg, fik forholdsexponenten 75. Forsøg no. 1 den 519 84 hidsættes (t= 12%, 8 =3"), (Det bemærkes, at dette forsøg i alt ordnedes ligt de første uøvede i mai; således underrettedes de iagttagende om, at først fandt for- øgelse sted, hørte altså til de ,bekjendte*). E.K. N. 8. | Middeltal. ad Np LRR dy =— 1," Ådly = — 15" ap == gas” | L,188" I gjennemsnit altså 7t= l1,1ss el. næsten 1,,”. Regnes dt = l,18s" Hu ig E AR 1,188 E 1188 ved t=12", fåes her forholdsexponenten F = 12.000 — 12000 1 k E re altså efter ,tidsforlængelsesloven* for uøvede voxne. 1 Den samme dag foretoges 3 andre forsøg (3 = 6”) med t= 12%, t=11" og t= 10", hvilke gav neiagtig samme gjennemsnitsre- Å sultat 7t= 1,18" (for t=12") altså ==; men her var des- uden usikkerheden meget mindre; endnu mere aftog usikkerheden ved 3die og 4de forsøg t=11" med ft= 1,4" og t=10" med dt = l,9375". Se tab. I (fra høstsemesteret 84). Jeg må tilstå, at en sådan neiagtig overensstemmelse med tidsforlængelsesloven aldeles overraskede mig; thi ved de enkelte forseg er det jo meget naturligt, at endel større eller mindre afvigelser finder sted. Ved denne anledning var det såmeget mere rimeligt, som der kun gaves gjennemsnitstal af 2 deltagere, idet desværre kom- ponisten (hr. O. Olsen) havde forladt byen og en anden deltager (hr. cand. J. Kornbrække) den gang af forretninger blev hindret i at deltage. Men værdierne var tilstrækkelige til at vise, at forsøgene atter måtte henregnes til ,de uøvede*; thi den ube- 28 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. tydelige afvigelse (l,188” istedetfor l,") af knapt 0,2” er så liden, at den trygt kan skrives på de tilfældige variationers reg- ning. Det må bemærkes, at de 2 iagttagende netop var de samme, der uafbrudt havde deltaget i alle forseg fra forrige for- søgssemesters begyndelse til dets ende, og hos hvem således øvel- sen i tilfælde mest skulde have fæstet sig. Jeg havde ventet, at allerede ved det andet eller 3die forseg skulde spor af den erhvervede færdighed være kommen til syne igjen og forholds- exponenten bleven mindre; men heri havde jeg taget feil; thi som tabellen viser, blev forholdsexponenten hele første dag næ- sten neiagtig 2;. Dog er de følgende forsøg vanskeligere end no. 1 samme dag og de tilsvarende fra forrige semester, forså- vidt som nu de iagttagende lodes i uvished om, hvorvidt &' først forøgedes eller forminskedes. (,,Ub.*). Lidt skarpere må derfor forskjelsfølsomheden siges at være ved de 3 siste forsøg f. ex. ved t=12" (å —= 6"), (no. 2) imod t=12" (8—= 3"), (no. 1), da den siste havde den gamle ,,be- kjendte* positive forøgelse først, medens d. anden havde ,,ube- kjendt orden” og begyndte med forminskelse. Herved inde- holdtes en vanskeliggjørende faktor mere ved no. 2. Men så havde dette forseg igjen en lettende faktor, idet tiden (tf=12") var en gjentagelse af samme tid som i lste forsøg; deri kan det ligge, at forskjelsfølsomheden ved 2det forseg er større end ved 1.038 ddie og 4de, hvor exponenten E er nøie 7 eller vel % GE Ne ) 9,67 Men disse bifaktorer synes ved første dags forseg at have spillet en forsvindende rolle (tildels har de vistnok kompenseret hverandre), så at alt træder i baggrunden for den fortræffelige overensstemmelse med ,tidsforlængelsesloven*". Om 4de forsøg t=10" er at oplyse, at den ene iagttager kun har én værdi for At, og kun én for 14, idet en feil var tilstede, så 7t, = 0 fore- kom N. G. såvel > på opadgående som Jthy=0, < på nedad- gående. | Dette skrev six dels fra træthed, dels fra ikke anspændt — 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. Å opmærksomhed, og dette forhold var fremkaldt ved en uregel- mæssighed i lyden fra apparatet, hvorfor enkelte lyd måtte gjen- tages; dette har enten virket forstyrrende eller slevende (træt- tende) eller foranlediget mindre skarp opmærksomhed. Jeg tog denne gang (istedetfor ft = 10,5") de 2 tider: t=11" og t=10" for at få undersøgt nøiere forholdet ved de længere tider. Jeg vilde desuden hermed indlede undersøgelserne af et spørgsmål, der har betydning for min beregningsmåde. De umiddelbart efter den %/io foretagne experimenter viste allerede den 2den forsøgsdag (23/10) overgang fra øvede til uøvede værdier, uagtet her ,ubekjendt* blev bibeholdt. Den før erhver- vede og igjen glemte færdigheds betydning viste sig altså i, at der behøvedes færre forsøgsrækker (kun én dag med ca. 4 rækker) for at gjenvinde den forminskelse i forskjelsværdierne, som ved de absolut uøvede forsøeg krævede flere dage (3—4 dage med ca. 12 rækker). Allerede ved lste forseg den 2den forsøgsdag fik jeg for tf= 9" SEE og ved de følgende forsøg samme nn V= 6" 1= 45" t= 3"): T 25 å 2, ja ligetil ;;. (Se tabel I). De følgende forseg viser et lignende forhold, idet for de forskjellige tider nu i gruppe D (å = 6") (se tab. II) med ,ube- kjendt* forøgelse (eller forminskelse) åg varierer fra 3 til 2; At denne forminskelse i exponenten ikke skrev sig fra til- fældige forhold eller ydre omstændigheder, men ialfald hovedsa- gelig fra færdigheden, havde jeg anledning til at se konsta- - teret. Den 3die iagttager fra ivår (hr. cand. theol. J. Kornbrække), der havde været fraværende den første forsøgsdag efter feri- erne, deltog den 2den forsegsdag (29/10 1884) og var da ligeså uøvet som de øvrige deltagere den 1ste dag (3/10). Og nu viste sig hos ham i modsætning til de øvrige først usikkerheden som var tilstede hos de øvrige forrige gang (3/10) ved første for- seg, og dernæst den ,uevede* forholdsexponent 7; medens [No. 2. 30 SIGVARDT THORKELSON. Tab. I. (3 == 6”). Shp—7/10 84. , MH Normal- J.K. eK hats Middeltal| —*” tid. (af 2). | & Ub.* Å == fr. +11 +1 p 1 / == 1 5 — 1 25 t=12" |( først).| Ft po 1 Døpt å 125" | 1125" | 1188" |; Ub.< Åty = fr. + 1,15 |+ 1 pe | 121 PE b=11" |(+ først).| Åh 1 At == 1,175" 1,025" LE 10 me |dh= fr. 141,0 1+40,8" (2) EA VA — 1,05. 1-10 p=10" |(+ først).| Fa | Dre ME 1025" | 105" | 1038" | 27 ) Uba | dt= fr. Gå = + ke AG 0,00 MG f=9% | først).| Fa = ' 1 pi 0,75" | 0,75" | 075" | 5 Ub.* Aty = | + 0,5 + 0,4 + 0,5 NU D. JER JR 4 * 7 Eee 08 |-05 At = OG 0,6" 0,5" 0,55" | 7356 Ub.* At, = | + 0,6 +05 |+-0,5 EP Ne es le Er 055, 1-05". 4 05 Ub.< AÅAt,= |+0,55 |40,35 |+ 0,45 pa Vetan NT At = | 0,45" | 0,375"| 0,325" | 0,35" |-2 uevet. 12,9 JUR: or å je + 0,3 +0,2 13" (4 først).| Ta = 9 008 ke ie Å = 0,275" | 0,225" | 0,25" E Tab. II. (å= 6”). 09/11 84, Normal- | 7 KN Fag (Middel ME tid. (af 2). t Mk | Åh = | fr. eros MT EUs f=12% |(+ først).| ta = VERD pe | 0,85” | 0,875" | 0,863" 13,9 | 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 31 N ormal- FK: E K ve Middeltal At tid. (af 2). t j | dtyj= t=11" » Ub. At —= — 1 I (— først). på 1 Mt 0,85 0,85” | 0,85" - Oo Ub:* Å — fr. + 0,8 + 1 t=10" |(+ først). | < h= — 096 To At 0,7" 0,8 | 0,75" 1 13,3 [7 At == fr. O,7 0,7 END: do X 5 VE k EE f=9" (+ først). hj = pr «å 5 De 0,65” 0,65” | 0,65” 1 13,8 Ub* |db=| fr. |+03 +03 f= 15" (— først). di = — 0,7 == O,7 di LI FL 1 Å = 0,5 0,5 0,5 =- Ubx | do=| fr. 404 |+0,4 t= 6" (+ først). At = — 0,5 — 0,6 At = 0,45" | 0,5" | 0,475" — 1 Ub.+ | dio= 403 40,25 |+-0,3 pr » AR 3 ti 45 (+ først) rss ar 0,3 VG 0,3 = 0,25 AG E= 0,3” 0,275” | —0,275"” | 0,275" . | 16,4 SPR NAG 02 114015. 14015 f=3" |(+ først).| Jty= |—0,25 |-—025 |—0,1 (3) 1 Ab == Ga9nr | å 0,125" | 0,163 "?) 737 Tab. III. (d —= 6”). Sn 84. Normal- I. K. EK. | N g |Middeltal Mt tid. (af 2). t k Aty = fr. + 0,5 (!?)| +0,8 | t=10" Hå kar tu == — 0,9 r 0,4 (*) 1 Ål == 7 0,6” | 0,65" |757 Tab. IV. (d—=6%. 51 84 Normal- TK EK Middeltal| tid. (af 2). t=—=10" s0b.* e å ud + 6,5 + 0,75 | RE GT SN 65 1 kontrastfor- pe u u du u kuk pin At 0,93 0,7 0,78 0,74 1,5 fe=3") | | SIGVARDT THORKELSON. Normal- Middeltal J.K. EG. N. G. tid. å å (af 2). mea |dh=|+04 4035 | + 0,5 t — BT n g At =—= ==" 33% 0,55 === 0,45 3 0,35 (— først) 5 1 Træthedsfor- At = 0,48" 0,4" 0,43" 0,42" seg, men 14,3 tillige kon- trastforseg | | | (efter ØL | | Tab. V. (8=6%. 541 84. å Normal- | TK | E. K. N Middeltal | 7t tid. (af 2el.3). t& AA = | +1,3 00 + 1,05 KE Ve 075 | PE (+ først). | 1 Træthedsfor- Åt = 1,03" 1,18” 09" 1,04" 96 seg for E. K, | , og N. G. Tab. VI. ($=6". 11 84. Det 7de no. af dagens rækker. Det 6te for J. K. Normal- IK | EK | Nå |Mddeltal) 0 tid. D (af 3). | ve | ME | +1,25 | +0,95 | +14 | f= 10 GR Aty= | — 0,7 —0,85 |—0,7 Trætheds ( først) l fonsog At NE= 1 | 0,9 0,9 | 0,933" |797 Tab. YMs (82245): 84 Normal- IK. EK | Nea |Mddeltal| Zi tid. | (af 3). | % No. 2. U-mye | do= +04 40,45 403 0] ET At — | 0,48" | 0,45" | 03" | 0,41 45 p) No. 3. Upa | lo= |+05 +0,35 | + 0,6 Ser Åti= |—0,55 |—0,4 —0,3 TER At 0,53" | 0,38" | 0,45" | 0,45" | == |) |) |) ) 13,3 No. 4. Uba | dh= +02 |+4083 + 0,3 1 — 4 å kkd Åty= |—0,40 |—0,45 |—0,5 | At —=| 033" | 038" | 0,4" | 037 | Å TE kN SA ” ' å A å AP ør: 1883] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 33 I Normal- TK. EK. N. & Middeltal | At tid. ed ak | No. 5. + 0,3 EA ft=6"1 — 0,4 — 0,5 — 0,4 0,33” 0,45" 5 5 0,383” Å | 15,7 Tab. VIII. (3 — 45”). Vi 84. embl- DØD TNG du D NG |Middeltal| dt tid. MGE 3). | 0 fk +05 +04 40,4 | | Pit =+ |-06 |-07 05") 08" 055" | 817! | 75 + 0,55 | + 0,4 + 0,45 P på % pr Då ad | KM el 045 0,525"| 0,575"| 0,45" | 05171 | 1 - 11,6 + 0,3 + 0,6 + 0,4 No. 3. | gd En 07e Vie f= 6" || (+ først). ; , : å å 4 , 1 0,35 0,65"()) 0,5 0,5 = Å +0,3 + 0,3 + 0,3 No. 4. 20%, BE tue. 1506 ft = 6" || (— først). G , ; 1 (No 8 med å 0,4" 0,425" 0,475" 0,433" 13.9 PG fr. +0,3 + 0,3 No. 5. »Ub.* rn 0,5 GE 0:35 | (af 2) t= 6 f| (4 først). | 1 0,4 0,325" | 0,363" | (No. 9 med 16,4 3 t — 6”). de øvrige deltageres værdier ved netop samme forsøg gav for- holdsexponenten ca. 77, en konstant og tydelig udpræget forskjel. | Da denne forskjel i værdier erholdtes ikke alene for de | samme tidsrum, men endog ved akkurat de samme forsøg, der- for under fuldstændig éns forsegsomstændigheder, må jeg heri se det sikreste bevis for, at forandringen i forskjelsfølsomheden | 1 Her fulgte samme tid (1 =6") gjentagne gange uophørlig i rækkerne; denne tabel danner således begyndelsesleddet til undersøgelserne af: ,udenadlæren*, men hører endnu ganske til: ,færdighedens* afsnit. Vid.-Selsk. Forh. 1885, No, 2. - &eé 34 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. skyldes færdighedens indflydelse, da det var den eneste forskjel- lige faktor. Som tydeligt resultat fremgår, at færdigheden be- virker en skjærpelse af forskjelsfølsomheden. Men medens det således var let nok at påvise, at færdigheden havde en lettende indflydelse, var det derimod meget vanskeligere at konstatere, hvor stor indflydelsen kan blive. Thi for det første viser for- holdsexponenten ved disse øvede forseg en langt større variabili- tet end ved de uøvede forseg (såvel de absolut uøvede forseg i vårsemestret som de relativt uøvede efter ferierne). For det andet ligger det nær at tænke sig en uendelig forandring af exponenten ved færdigheden efter det princip: jo længere øvel- sen fortsættes, des større vil færdigheden blive; der kan aldrig opnåes nogen konstant færdighed. | Ved nøiere betragtning vil det dog allerede teoretisk kunne forståes, at denne anskuelse praktisk ikke har synderlig betyd- ning, idet færdigheden efter en tids forleb vil opnå en relativt konstant grad og derefter kun tiltage med så små størrelser, at de kan sættes ud af betragtning. (Det er Jo desuden en heist usikker sats, at øvelsen bevirker en uendelig varende færdig- hedsvæxt). Men om end herved sagens vanskelighed viser sig - mindre, end om færdigheden måtte tænkes voxende i det uendelige med mærkbare størrelser, så er den dog praktisk ikke aldeles skaffet af veien. Thi nu opstår det spørgsmaal: hvor er det tidspunkt, da færdigheden har nået en relativt konstant grad? Dette tidspunkt er ikke saa bestemt, at færdighedsvæxten plud- selig bråstanser, men er en gradvis, langsom, ofte vaklende skjærpelse af forskjelsfølsomheden også henimod og omkring det punkt, da den ikke mere voxer synderlig. Og med bestemthed at påvise dette punkt er vanskeligt, ikke alene fordi overgangen er så jevn, ofte umærkelig, men mest fordi forholdsexponenten ved de enkelte forsøeg vakler betydelig på grund af tilfældige omstændigheder; der kan under mere øvede forsøg enkelte gange forekomme større forskjelsværdier end under mindre øvede. For at nå til en sikker afgjørelse her kræves række på række af experimenter; så vil der da tilslut vise sig en værdi af for- holdsexponenten, som yderst sjelden ialfald overskrides. al ; ' x -—1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 35 Hvormange forseg der kræves, kan kun erfaringen vise, og enda blir der jo en mulighed for, at rækkerne kan være for få til at vise os færdighedens maximum. De af mig hertil an- stillede forseg er først de fra vårsemestret (tabel C, D og E); forholdsexponenten minkede i disse til 75 å ;,,i det høieste til 1. (Se tabellerne). Den nøiere undersøgelse af dette forhold fortsattes i høst- semestret, og uagtet erfaringen temmelig tydelig havde vist mig, at mellemtiden 8's forandring (indenfor små grænser 3"—7,5”) var uden mærkbar indflydelse, lagttog jeg dog den forsigtig- hedsregel såvidt mulig at holde d uforandret. Jeg anstillede først forseg med gruppen D ($= 6) med alle tider (t= 12" til 3”), derpaa delvis med enkelte. De to sidste tabeller har å = 45", da deres forseg danner indledning til den nye undersøgelse om ,udenadlæren*. Til normaltid for forsøgene med ,udenadlæren* valgtes t= 6*, og for ikke at resikere indflydelse af ,taktfornemmelsen* forandredes mellemtiden her (fra 6") til 4,5”. Middeltallet af forholdsexponenterne i tab. I— VIII er om- trent 7. Om denne værdi varierer også de enkelte (expp.), idet de fleste ligger mellem 7; og 7;, færre går til eller over 7 på den ene side eller til 2; eller derunder på den anden. Der er ingen regelmæssig væxt at spore. Temmelig skarp forskjelsfølsomhed gjør sig gjældende allerede i tab. IT, ligesom temmelig svag endnu i tab. VIII. Men iagttager man de enkelte værdier for di, og dt, i selve tabellerne, vil derimod sees en betydelig forskjel, idet værdierne i de første tabeller (med mindre færdighed) varierer så overmåde stærkt; men denne variationstilbeielighed er meget mindre i de siste. Dette tror jeg er færdighedens vigtigste indflydelse, mere sikkerhed i be- dømmelsen, færre feiltagelser. Nu ved jeg ikke sikkert, om mine forseg her er nogenlunde tilstrækkelige; jeg er tvertimod til- beielig til at tro, at ved længere fortsat experimentering vilde forskjelsværdierne aftage endnu mere, om end i liden mon. Mit personlige indtryk er, at en tilstrækkelig indfiydelse af færdig- 3* de ot 0005 $ ee PER A di å v D 36 SIGVARDT THORKELSON. Par hedens faktor vil bringe exponenten % ned til gjennemsnit- lig minst /;, kanske endnu videre. De ,kontrolforsøg*, som jeg af og til anstillede for at prøve gjennemsnitsværdiernes korrekthed uafhængig af methoden, ty- dede i denne retning, idet de varierede om 7;. Men der er ikke liden vaklen, ved enkelte forsøg så stor, at den vistnok dels er fremkaldt af særlige forstyrrende biomstændigheder, dels skriver sig fra en usædvanlig anspændt eller slap opmærksomhed. Dette gjælder f. ex. de forseg, hvor ål Mi ligeså hvor den er ko t 11,g p 18,4 el. Er Naar undtages disse ganske få forsøg, vakler den dog 32 ikke mere, end der naturlig kan ventes. Den siste exponent (i tab. VID: AG (og de flg. tab. IX etc.) tor jeg ikke længer s4 henføre til resultater blot af færdigheden; thi det var da så langt ud i rækken af førseg anstillede for at undersøge virk- ningen af den anden faktor, ,udenadlæren", at de vistnok er påvirkede deraf. Der er sandsynligvis et overgangsstadium mellem de 2 arter af øvelsen, ,færdigheden* og ,udenadlæren*. Hidtil har jeg brugt ordene ,færdighed* og ,evelse* temmelig ifleng og uden særlig fremhævet forskjel. Det er nu nødvendigt at redegjøre noget for forholdet. Det er meget beklageligt, at de tyske videnskabsmænd, som - har berørt dette spørgsmål: ,die iibung*, under sine experimen- ter, ikke har indladt sig paa en grundigere undersøgelse deraf. Ved nogle psychophysiske experimenter, f. ex. v. Kries's og Auerbach's samt Max Friedrich's undersøgelse om varigheden af apperception (og reaktion) ved farvefornemmelser eller sammen- satte synsforestillinger o. s. V., har man dog stedt an mod pro- blemet, mærket noget af dets betydning og ønsket det lest. Således siger dr. Max Friedrich (Wundts: —,Philos. studien* I, 1,8. 68): ,En afgjørelse af dette interessante problem var at ønske allerede af den grund, at øvelsen næsten ved alle psycho- ver dr ME Mt 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. å physiske undersøgelser har en betydelig og uundgåelig indflydelse.* Dette vil vist bekræftes tilfulde af enhver, som har med experi- mentelle undersegelser af psychiske fænomener at gjøre. Så- meget mærkeligere er det da, at ved de hidtil offentliggjorte undersøgelser over ,tidssansen* er det stillet så såre i baggrun- den; man har blot søgt at undgå øvelsen, men kun opnaaet, at få en del af øvelsen med, betragtet som uvæsentlig. Jeg tror, mine experimenter tilstrækkelig har godtgjort, at øvelsen spiller en vigtig rolle også ved tidssansen, og at resultaterne må give falske slutninger (f. ex. med hensyn til den Weberske lov), der- som man behandler denne faktor skjødeslest og sammenblander øvede resultater med uevede på en vilkårlig eller rent tilfældig måde. Dette er et af mine vigtigste ankepunkter mod Kollert”s og Estel's resultater. — Det kunde tænkes, at deres forseg var ordnede efter det princip, som v. Kries og Auerbach forlanger, nemlig ,maximal øvelse”, at resultaterne ikke var benyttede, før de iagttagende havde nået en (relativt) konstant øvelse. Her- imod må indvendes, at det er temmelig vanskeligt at bestemme det punkt, hvor øvelsen er bleven konstant; i 1 år el. 2 for- andres dog øvelsens grad; dernæst viser Estel's udtalelser (Phi- los. stud. II, 1. s. 58 og 59), at han slet ikke har bekymret sig derom ved tider under 3"; og endelig: havde han indladt sig derpå, måtte naturlig undersegelsen have fået en gang ana- log min anordning og krævet svar på spørgsmål, som mine om æøvelsens betydning, størrelse, grænser, beskaffenhed og ar- ter. Og at man virkelig ikke har været nok opmærksom på denne faktors betydning, derfor heller ikke taget solide forholds- regler for at forebygge den, ved jeg af erfaring fra min del- tagelse i cand. Mehner's experimenter (i Leipzig 1883). Da disse experimenter blev anstillede efter prof. Wundt's anvisnin- ger og under hans kontrol, anser jeg det for umuligt, at man i de foregående semestre under hans ledelse havde været opmærk- som på og benyttet omhyggelige forsigtighedsregler, som han ligeoverfor vore forseg kun berørte med de ord: ,ja den første dags resultater er ubrugbare, da herrerne først må vænne sig til lyden og intervallet*; siden opmuntrede han os til ved hver ' ann sn AS Å Å %ae % p ar Å ka lp å rå ' ' : BG) VA er, Å 38 SIGVARDT THORKELSON. vs [NO.8. ny tid at anstille de par første forsøg kun for at vænne os til ly- den; denne tilvænnelse bestod imidlertid kun i, at vi fik høre lyden et par gange, før de egentlige experimenter begyndte. Heraf følger, at disse experimenter hverken kan regnes til de rent uovede eller de øvede forseg. Samme indvending retter jeg mod Kollert”s og Estel's resultater, især efter de oplysninger, E. selv giver. (Herom mere i et senere afsnit). Det er således urig- tigt at sammenstille som jævnlige resultater af forsøg med tider, hvor forsøgenes antal går op til 11 å 16, med dem, hvor antal- let kun er 1 å 2, ligeså de først i semestrene foretagne for- søegsrækker med de senere og siste. Men til en sådan sammen- blanding fører Kollert's og Estel's fremgangsmåde. Dette mang- lende syn for evelsens uhyre betydning fører også til en anden sammenblanding, nemlig af de 2 arter øvelse, ,færdigheden* og yuUdenadlæren*, der må bestemt adskilles, fordi de læres på for- skjellig måde og adskiller sig i virkningerne. Når man øver sig med bedømmelser af flere forskjellige tider, opstår en større dygtighed ikke alene til at bedømme de samme tider, men også nye, ikke før hørte. Denne generel- lere øvelse, som frembringer ,færdigheden*, synes mest at forøge evnen til at koncentrere opmærksomheden netop på det, som skal undersøges, og hindre forstyrrende omstændigheders skadelige indflydelse. Den anden speciellere art, ,udenad- læren*, opstår på den måde, at man stadig hører én tid gjen- taget, så at den blir inderlig kjendt, ligesom fastgroet i opfat- ningen, hvorfor man er istand til at opfatte en ganske liden af- vigelse fra den; derimod vil ikke denne øvelse i og for sig hjælpe på opfatningen af andre forskjellige tider. Man kan ved udenad- læren drive det så vidt, at man ikke behøver at høre normal- tiden £ før sammenligningen, men kan nøie sig med sammenlig- ningstiden & alene og efter hukommelsen sammenligne denne med t (dog er det sikrere at høre normaltiden først). At der er stor forskjel på forseg med ,færdighed* og efter ,udenad- læren*, fik jeg allerede opmærksomheden fæstet på ved min egen deltagelse i Mehner's forsøg (1883). Det var en mærkværdig forskjel at gå fra den udenadlærte tid 1,5” til den nye 3”, uag- N ' ER å PS | | 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 39 tet færdigheden var lige stor. At dette ikke alene var tilfældet med mig, undersegte jeg ved at konferere med den anden sta- dige deltager i forsegene, cand. W. Ruin, der forklarede, at det samme var tilfældet med ham. Jeg meddelte i forbigående prof. Wundt min iagttagelse, men han kom heller ikke den gang til at rette på ordningen; thi han sagde blot: ja, så får i slutte med den tid og tage en ny og siden gjenoptage 1”. Havde han været af den anskuelse, som tilsyneladende Estel har (8. 58 og 59), vilde han tvertom sagt: nu kan i først sikkert experimen- tere; thi en (relativt) fuldkommen øvelse er nu tilstede. Ruin, men især jeg drev det jevnlig til at kunne ganske sikkert iagt- tage differensværdier, som lå mellem 2; og 2, Ja op til 7 af normaltiden. Denne erfaring har jeg fundet bekræftet ved de forsøg, som jeg planmæssigt anstillede netop til undersøgelse af »uUdenadlærens* indflydelse, og hvis resultat udgjør næste afsnits indhold. | VI, Udenadlærens indvirkning. Jeg nedtegnede ved deltagelsen i Mehner”s forsøg (Leipzig 1883) tabellerne, som pladsen her ikke tillader mig at aftrykke (de er endnu ikke offentliggjorte). De første af Mehner”'s forsøg med én og samme tid (ft = 15", Öö=1,5", senere å —= 3", $=45" og 3 = 6) viser, at sålænge normaltiden (1,;"”) ikke forandredes, aftog forskjelsværdierne for dem, som stadig deltog, dog noget uregelmæssig, medens de for- - blev omtrent éns for dem, som kun enkelte gange deltog. I de 4 å 5 første dage gik forholdsexponenten fra ca. 7 ned til 2, å 2, kun undtagelsesvis (et par gange) lavere. Fra den 5te dags 2det forseg (altså efter 10 å 12 forsøgsrækker med tiden 1,” gjentaget ca. 300 å 350 gange) gik forholdsexponenten ned til /, å 3. Siden holdt den sig for mit vedkommende, sålænge vi uafbrudt beskjæftigede os med denne tid, almindelig omkring 3, gik enkelte gange til 2-7, men varierede ellers meget lidet. For de øvrige, der dels ikke iagttog så skarpt, dels kun deltog i færre forsøg, derfor ikke fik så stor øvelse, var den mindre konstant og almindelig 40 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. omkring 7; å 75 ikke at tale om de rent uevede (som hr. G. Schneider og hr. Starke), for hvem den var ca. 5 og Varierede mellem I og 2. For prof. W. Wundt, der dog havde deltaget i såmange tidligere forseg, hos hvem 'derfor vistnok stor færdig- hed var tilstede, men ikke netop i denne art forseg, holdt for- holdsexponenten sig — de enkelte gange han deltog — temme- lig konstant, nemlig omkring 7, steg engang til en større for- / At be 7. Dette forekom skjelsfølsomhed, =5 =7% og engang mig at svare til det sande forhold; thi en vis grad af færdighed var tilstede; men då han kun deltog i et forseg nu og da, fik han ikke den stadig vedligeholdte færdighed; da han desuden havde hovedet fuldt af mange andre problemer, indførtes derved vanskeliggjørende omstændigheder, som i almindelighed viste hans forskjelsfølsomhed mindre end deres, som stadig deltog. Dette gjælder allerede med hensyn til færdighedens indfiydelse. Qg om udenadlæren af lyden blev der selvfølgelig ikke tale for ham. Jeg mener i disse forsøg at have antydninger og analogier til de forhold, som senere ved mine forseg hér (i Kristiania) tydelig er komne for dagen. Dog må bemærkes, at udenadlæren her kun forekommer i forbindelse med færdigheden, såat ,udenad- lærens* forsøg ikke følger efter endel forsøg med færdighed alene; men begge tilegnes samtidig. Dog antager jeg ikke, at dette har synderlig indflydelse på det endelige resultat for udenad- læren, der aldrig kan skilles absolut fra færdigheden. — For- søgene viser således: for de uevede: = ea, ao for dem med mindre stadig å ; Mt 1 vedligeholdt færdighed: ET fk for dem med færdighed: Å = å 2 for dem med udenadlæren: Te Å 2). En god foreløbig illustration til det senere fundne forhold! Imidlertid er der meget at bemærke ved disse forsøg og deres p då dd. 3 i . ' å i N —— 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 41 resultater. Jeg vil hér indskrænke mig til et par bemærknin- ger. Den større vaklen og de. storre forskjelsværdier for At hos hr. W. Ruin, der var den éneste, som deltog i næsten lige- mange forseg som jeg, Skriver sig dels fra, at han ikke lærte tiden ganske udenad, dels fra misforståelser, dels fra uopmærk- somhed enkelte gange under forsegene. Det er min mening, at disse forsøg er utilstrækkelige i flere henseender. De tilsigtede jo aldeles ikke at prøve hverken færdigheden eller udenadlæren, ja man var ikke engang opmærksom på tilstedeværelsen af den anden af disse faktorer. Derfor er forsøgenes anordning ugun- - stig for en sådan kontrollering; ved at fortsættes længere vilde udenadlæren vistnok også for de øvrige deltagere have frem- bragt en langt større forminskelse af forskjelsværdierne. Der iagttoges også, at jeg selv flere gange kunde mærke med vished en forandring af tiden, som kun beleb sig til 2; af normaltiden. Da disse forsøg ikke er anstillede i den hensigt at prøve udenadlæren, heller ikke systematisk og praktisk ordnede hertil og heller ikke fortsatte tilstrækkelig længe med uforandrede bi- faktorer, vilde jeg ikke kunne med sikkerhed påberåbe mig dem, dersom de ikke ganske bekræftedes ved mine til dette øiemed ordnede experimenter, såvel med voxne som børn. Overgangen fra de forseg, hvor færdigheden er den éneste nye forandrende faktor, til dem, hvor foruden færdigheden også udenadiæren begynder at gjøre sig gjældende, er ikke en pludse- lig, kan ikke påvises ved en enkelt bestemt grænse. Den er en langsom gradvis overgang, hvor den nye indflydelse dog efter en tids experimenteren lader sig påvise tydelig nok og senere ud- trykkelig konstatere som udenadlæren”s forskjellig fra fær- dighedens. Ved mine forseg tror jeg at kunne påvise om- trentlig det tidspunkt, efter hvilket forskjelsværdierne aftager i en langt stærkere grad end før. Jeg tror neppe at tage feil, når jeg betegner dette punkt som det, hvor udenadlærens ind- flydelse trænger igjennem. Det er fra 5te almindelige forseøgs- række den "/11 84, eller den 9de forsøgsrække af denne art med stadig samme hovedtid. Jeg havde valgt normaltiden t= 6" (med mellemtiden $ = 4,5") til undersøgelsens tid. SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. 42 Forseg fra høstsemestret 1884 med udenadlæren. Tab. IX. ($=45"). 17/14 84. ,Kontrolforsøg*. Nor *K. | E.K. | NG, |Middeltal 20 (af 2). t No. Vi Ub.* Åt, == fr. + 0,35 + 0,35 (No. 10 med) (-- først).| tu = — 0,55, 10% ==, At ør 0,4” 0,4” 0,4" TS No. ED » Ub.* At, — fr. + 0,425 +-0,425 (No. 11 med) (— først). db = —: 0,435 IE i 1=6"). Ål == 0,425" | 0,425" | 0,425" å No. 3.| ub.s | dig = fri 14-03 JE ber (No. 12 med) (— først). ty = — 0,4 —0,425 | 1 EGAN | Åt == 0,35” 0,4” 0,375" | 16 Tab. X. (d == 25"). 5 få 84. Normaltid EVT NG ER tt EG, (af 2). t No. 1.| wvp.« | dh= fl VS Å 2 Mø / er == 4 3 (No. 13 med (— først). th = , 7 1507) je 0,425” | 0,35" | 0,388" 25 dy - ; EE fr. |+0,4 |+0,25 Mø: 2. , Ub. pe —0,4 = 0,35 (No. 14 med (— først). 1 1=6"). Ab 0,4” 0,3” 0,35" 51 No. 3. | wpe | døy= fr. 1+025 |+02 £ At —= ETE 0,4 == 0,45 (No. 15 med) (+ først). 1=6"). EN 0,325"” | 0,325" | 0,325" | I 18,4 v 7” 0,3 + 0,25 N 8 : At, fr +- p p 0. 4 , Ub.* re —0,3 —0:3 (No. 16 med! (+ først). JE | 1=6"), AE 0,3” 0,275" | 0,88" | 3 | 20,8 No. 5. » Ub.* Åty = fr. +0,25 |+ 0,25 (No. 17 med (+ først), | Jøa = nd La hø dt = 0,3” 0275" | 0288" | eg » pj -—1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 43 Tabel XI. (å=45". %/1 84. ,Kontrolforsøg*. Normaltid J.K. EK N. G. | Middel- At pe OM tal, t No. 1. nUb.* At, fr. + 0,25 | + 0,25 fi (No. 18 mea (ét — først,| J, — 0,25 |— 0,4 1=6"). | ellers + At FE Å 1 p først). == , ) 0,288 30,5 No. 2. | »Ub.* | Jby= fr. 140,25 |+0,25 (No. 19 mea (ét — først, Åh = — 0,35 |—0,4 1=6"). | ellers + oi å først). | Ib = 0,8" | 0825" | 0318" | 19,2 No. 3. | »Ub* | ft, = fr. +02 + 0,3 (No. 20 med (ét — først, si = EP 0,85 — 0,4 —8" ellers , Ge va på rår G= 0,275” 0,85 0, 313" Teng No. 4, | »0b* | Jfy= | fr. 14025 |+0,35 | * * g pa AT 2 0 3 (No. 21 med Se nt Å ta == DD , i 2000 først). AM == 0,3 0,325 0,313 19,2 Tab. XIL. ($=45"). 112 84. ,Kontrolforsøg*. øra TK E. K N G. |Middeltal At r= 6". ' . | . . : , (af 2). 7 No. 1. Udeladt som ubrugbart på grund af forstyrrende (No. vr med biomstændigheder. t=6"|. Me. (50b%| Å, +0,35 | +0,35 (No. 28 med| (— først).| Af, — | åndsfra- | 0,35 |—0,5 1=6"). værende. ; Å 1 lt == 0,35 0,42” | 0,388" | 57 Ma Fvntv =="|40,5? 4 035440 | 4 0,35 dk med (— først).| Jty= |— 0,35 |-— 0,35 — 0,35 kN G pr > å G i t=6"). dt —= 0,425 0,35 0,35 0,35 173 No. 4. | »Ub.* | fJfj= |+0,45 140,35 | + 0,35 (No. 25 mea (+ først). | ft, = |—0,45 1? — 0,45 - pe 0), | EF å 0,45” 0,35" (?) 0,4" 0,375” Lu E 44 SIGVARDT THORKELSON. | [No. 2. Træthedsforseg. Normaltid t — 6”. Middeltal| Zt (af 2). å E. K. | N. å No. 5. »Ub.* pr PÅ nat +05? (No. 26 mea) (+ først). TG Vri ge 1 1=6"), At =| 0,475"| 0,45" 0,413” | — 145 Tabel XIII. ($=45". 112 84. De 2: E. K. og N. G. var trætte, derimod ikke J. K., som kun deltog i en del af forsøgene. Normaltid I.K EK N Middeltal | dt Jr ao Vid V (af 2). rå No. 1. | nUb.* | Mt, fr + 0,3 + 0,35 (No. 27 mea) (— først).| Zty = 05 4505 53 å | u 1 dt == | 0,325"| 0325" | 0,325" 18,5 No. 2. | »Ub* | Jt,=|+0,6? |+0,35 |+0,45 (No. 28 med ( først).| Jty = 1—0,25 |- 0,25 1=6"). Umulig ! , / —= 03" 0,35” VA få MH 0,825" |75g No. 5 | TRE BT NE NED (No. 29 med| (— først). du = | 0,4 La — 03 g== 6"). | At ass 0,45" 0,3” 0,25" 0,275" i | uste. 21,8 No 4 | vb, * Åt, == je 0,3 | at 0,25 | + 0,25 (No. 30 med! (+ først). Atg= |—035 |—03 — 0,35 Å | dt =| 6325"| 0275"| 0,3" 0288" |255 | NB. Træthedsforsøg ; forstyrrelse. Na (8 | PUb* | Jt,= | +0,35 | +0,35 | + 0,3 (No. 81 mea) (* først).| Jiy= | — 045 | 045 | —05 He | Ke 0,4" 0,4" | 0,4 å hå i n . ; er ; Å "å f —1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 45 Tab. XIV. (å = 4,5"). S/19 84. Normaltid | EE N. g |Middeltal At V= gå > E (af 2). i JE ad fr. +0,25 |+0,35 (No. 32 med (— først). Ata hr — 0,35 — 0,38 rende = 0,3” 0825" | 0313" | I Mt | ; ' 5,3 No. 2. | ,Ub.* | dig = fr. 40,25 |+ 0,25 (No 33 med (— først). Ata == 3 0,25 FET. 0,85 å xd u OT 1 EE pA At = 0,25 0,3 0,275 315 Tab. XV. ($=45"). %/2 84. ,Kontrolforsøg*. Normaltid IK | EK | na | Middel | di — 6”. V SØ r tal. t No BT 95 | Als = fr. +02? |+0,2 No. 34 med) ( først).| ty = — 0,35 |—0,4? LE å ta 3 1 1=6""). Je 0,275" | 0,3 0,288" | No. 2. Li AE fr. + 0,25 (No. 34 med (— først) Ata == — 0,35 — 0,2 dl DØ 0,3” : p | M ai Å syg. på Før d. "1 (tab. VIII, no. 5) var denne tid t=6" hørt følgende gange: først før ferien i 6 rækker ifleng med andre tider, sandsynlig ganske glemt som speciel tid i ferien; der- næst var den efter ferien under ,færdighedsexperimenterne* ifleng med andre tider hert i 4 å 5 forsegsrækker og ende- lig fra begyndelsen af experimenterne for at komme til udenad- læren, i 8 å 9 rækker, altså efter ferien idethele ca. 13 ræk- ker. Regnes nu, at hver række gjennemsnitlig bestod af 28 enkeltforseg, og at foruden de 20 gange som normaltiden der- ved hørtes, også sammenligningstiden (”) 3 å 4 gange var = normaltiden (f), desuden minst 4 gange gjorde et fra den uad- skilleligt indtryk, så var idethele 6” hørt i denne tid minst (27 x 5 rækker =) 135 gange + (27 x 8 =) 216 gange, tilsammen over 300 gange. Lægges hertil de enkelte kun delvis udførte forsøgsrækker og de gange, da sammenlignings- tiden har virket næsten fuldstændig på samme måde, kan tallet — 46 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. sikkert sættes til mellem 350 og 400 gange, hvoraf dog kun hen- imod 250 gange itræk uden andre forsegstider imellem. At iagttagerne da måtte begynde at kjende denne tidslængde ganske godt, er naturligt. Exponenten - som ved de foregående forseg havde varieret omkring 2, kun et par gange minket til 7 el. vaklet tilbage til 35, var ved det nævnte forseg: 14 så (se tab. VIITD), og fra denne tid går den sjelden til 2, men min- ker gradvis (og meget regelmæssigere end hidtil), jo flere gange tiden 6” gjentages, således fra 10de til15de forseg fra /; til. Ved 15de forseg (tab. Kr Bra . KJSV 18,4 trent: 130 gange + 250 gange + 100 gange = 130 gange + 350 gange, altså ca. 500 gange. Ved næste forsøg (samme tabel), ) var tiden 6” hørt om- PENT 5 AMG no. 16 med samme tid viser - Mp sr ligeså for 17de forsøg. ZU,8 Denne stærkt skjærpede grad af forskjelsfølsomhed holder sig under de følgende forseg temmelig uforandret, således hele tab. XI. Tab. XIT indeholder endel forseg, hvor forstyrrende biom- stændigheder dels har gjort resultaterne ganske ubrugbare (22de forseg), dels bragt forvirring i opmærksomheden, således 23de til 25de forsøg (F= ca. å), dels, paa grund af træthed, slappelse ; At) å i opmærksomheden, således 26de forseg: ER Det samme 14,5 gjælder tildels om resultaterne i tab. X171, hvor især siste for- søg viser en mindre skarp forskjelsfelsomhed på grund af træt- Å = pg. Lidt forstyrrelser (feil ved uhrværket) var også tilstede ved de 2 første no. den dag (27de og 28de). Derimod de 2 forseg (29de og 30te) står fuldkommen i heide med de best udenadlærte hidtil. Tab. XIV og XV viser samme skarphed. Det siste forseg (35te) har imidlertid kun én iagttagers værdier på grund af de øvriges sygdom, som hindrede en videre hed, nemlig 31te forseg: me (ØYE så æ. 8 *- & % , e ; A 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 47 fortsættelse af den gangs experimenter. Den største formin- skelse af gjennemsnitsexponenten, som har ladet sig opdrive ved At udenadlæren, er altså til: R => og den gjennemsnitlige At 1 størrelse er for GF 2 ay det. samme forhold, som antydedes ved experimenterne i Leipzig med t = 1,5" (Mehner's forsøg 1883). Imidlertid er det sandsynligt, at forskjelsfølsomheden kunde skjær- pes endnu mere. Thi for det første vilde vistnok en længere fortsættelse af experimenteringen på samme måde som hidtil frembringe såvel en større sikkerhed og støhed som endnu mindre forskjelsværdier. Medens nu ved et antal gjentagelser af lyden (t=6") omtrent = 130 gange + 350 gange + ca. 320 g. = 130 + 650 = tilsammen ca. 800 gange forholdsexponenten gik ned fra ca. 27 å 7- til ca. 27 (å 235) vilde ved endnu flere f. ex. ca. 400 å 600 yderligere gjentagelser af samme tid forholds- exponenten minke endmere, muligens til 2; el. 2. Dette står dog kun som en hypothese. Og om dennes rigtighed ved senere erfaringer skulde bekræftes, tror jeg tillige, det vil vise sig, at ved en sådan forsegsordning som den her anvendte vil nogen større konstant forminskelse af forholdsexponenten under >: (ialfald ved disse tider) neppe fremtræde. Det er navnlig én af de hér anvendte forsøgsomstændigheder, som isåfald måtte forandres. -— Ved de forseg, som i hestsemestret er anstillede, ligger der om- trent 6 å 8 dage mellem hver gruppe af forsegsrækker. Så- længe denne forseøgsomstændighed ikke forandres, vil det ikke være muligt at undgå hæmmende indflydelse af den forholds- vis lange mellemtid (ca. 7 dage); i demme tid vil det sikre, skarpe indtryk af normaltiden forsvinde og kun efterlade et dunklere, ubestemtere. | Dersom derimod forsøgsmøederne kunde finde sted f. ex. hver dag (1 å ? timer hver gang), vilde man indføre en lettende faktor, så jeg efter de erfaringer, som jeg gjorde ved personlig deltagelse i Mehner”'s experimenter, ikke vil tage i betænkning At ; til konstant ;4 som ganske at erklære en forminskelse af bh. vå DK Lu VG % 48 SIGVARDT THORKELSON. | [NGF sandsynlig. Hvorvidt en yderligere forminskelse, f. ex. til ;4; eller videre, kunde holde sig konstant, er mig meget tvilsomt. Ved nye modifikationer af methoden tror jeg nok, det kunde opnåes — muligens. Disse tænkte modifikationer og deres mulige re- sultater må bestemt fastholdes som tvilsomme hypotheser og der- for bestemt skilles fra de ved mine forsøg vundne resultater, som udsiger, at under de forsøgsomstændigheder bevirker udenad- læren efter ca. 600 gjentagelser en forminskelse af E fra ca. 7 (ved forseg med færdighed) el. 3 til ca. 2 å 2. Forholdet mellem forskjelsfølsomhedens exponent ved forsøg med blot fær- dighed og ved forseg med færdighed + udenadlæren er altså som 7:25 =20:14=10:7. Men de ovenfor antydede hypo- theser, forandringer i methode, anordning etc. skal pege på, at endnu er ikke undersøgelsen over dette punkt afsluttet; her kræves tvertimod grundige, vidtleftige og omhyggelige under- søgelser til fuld besvarelse af dette spørgsmål, som mine experi- menter for en del har belyst, og til hvis løsning de har angivet veien. En sådan påvisning af udenadlærens (ligesom af færdig- hedens) indflydelse kunde have adskillig betydning både som empirisk fremstilling af øvelsens virkemåde og fremadskriden og tillige som middel til at trænge ind i øvelsens væsen, forfølge dens opståen og udvikling og således danne ét af de nødven- dige grundlag for en solid øvelsens teorij VIL. Forsøg fra vårsemestret 1884 med uøvede børn. Med hensyn til anordningen af experimenterne med børn, disses antal, alder etc. har jeg foreløbig følg. at bemærke. Alle var piger. Forsåvidt der altsaa i henseende til tidssansen skulde være nogen psychisk forskjel mellem piger og gutter, gjælder disse resultater ikke gutterne. For det første er der rent teo- retisk liden grund til at antage videre stor forskjel ialfald, og dernæst har jeg for voxne i mine forsøg konstateret, at der for herrer og damer ingen konstant forskjel gjør sig gjældende i så henseende. De bedømmer omtrent lige skarpt og er lige udhol- 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 49 dende, før udmattelse influerer på resultaterne. Jeg har således ingen grund til at tænke mig stor forskjel for gutter fra de af mig fundne gjennemsnitsværdier og må ialfald lade spørgsmålet stå ganske ubesvaret, indtil experimenter giver det sikre svar i så henseende. At jeg valgte piger og ikke gutter, havde dels sin grund i, at det er lettere at få korrekte resultater ved forsøeg med piger, hvorimod gutterne, især ved så trættende experimenter som disse, stadig er oplagte til ,skøierstreger*, der allermest vilde virke til skade ved sådanne forseg, hvor det netop gjælder at koncentrere opmærksomheden på sagen selv; dels krævedes til undersøgelsen et større antal børn af forskjellige aldere, og da et tilstrækkeligt antal af ,Den nye middelskole for pigers* elever erklærede sig meget villige til at deltage, var jeg hjulpen over den ellers meget store og uundgåelige vanskelighed at skaffe passende forsegsobjekter. Jeg udvalgte nu de solideste, roligste velbegavede børn fra 9-årsalderen af. Hos yngre børn kunde jeg ikke vente den tilstrækkelige opmærksomhed og an- spændelsesevne ved forseg, der står så lidet interessevækkende som disse, og jeg har mangengang undret mig og glædet mig over, at det lykkedes at fængsle deres opmærksomhed såmeget, som tilfældet har været. Forsøgene har også vist mig, at under 93/1-årsalderen kan børnene neppe i længden følge med, hvorfor jeg har måttet lade yngre slutte og indskrænke undersøgelserne til børn fra 10-års- alderen af. Den øverste aldersgrænse for børn, som jeg fik an- ledning til at undersøge, var ca. 16 år. Herom mere nedenfor. Jeg har experimenteret (ved de uøvede forseg) med ca. 17 børn, men af disse er en del som ubrugbare bortsendte, en del har på grund af hindringer ikke kunnet deltage i alle experi- menter, er derfor ikke medregnede. Således gjør det omtrentlige antal 12, hvoraf dog enkelte igjen har været fraværende enkelte gange. For sikkerheds skyld harfjeg taget ca. 4—5 repræsen- tanter for alderen 93/1—103/4 år, for alderen 11 en, 117/1 en, 12 en, 121/3 to, 131/> to, 14 en, 141/2 en, 151/9 en å to. Der har ved anordningen og fremgangsmåden ved disse Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 2. 4 50 SIGVARDT THORKELSON. | [No. 2. berneforseg frembudt sig mange extra-vanskeligheder, og der kræves ved udførelsen en agtpågivenhed og forsigtighed fra den ledendes side, som man ved forseg med voxne ikke har nogen forestilling om. Dernæst må nævnes, at mange af forsøgene er mislykkede og har måttet gjøres om igjen, ligesom at resultaterne ikke er så solide, som de kan blive hos voxne, og derfor meget mere vaklende. Et tilfælde vil jeg særlig nævne, nemlig tendens til at fuske ved at se, hvad en anden havde, idet det varede længe, før jeg kunde få gjort dem troligt, at resultaterne for mig var lige vigtige, om den ene havde forskjelligt fra de andre. Enkelte resultater bar tydelige spor af kappelysten, der drev dem til at fuske, og særlige foranstaltninger måtte til for at fore- bygge det. Senere bragte den modsatte bevidsthed til sløvhed. Latter opstår let og kan da fordærve en hel forsøgsrække. En praktisk foranstaltning er omtalt s. 7—8, nemlig at nævne hvert forsøegs no. Derved fik iagttagerne hvile sig — enkelte gange endog lidt længere (f. ex. når uhrværket trækkes), og jeg tror, at forsøgene på den måde uden anstrængelse (ud- mattelse) kan fortsættes meget længere end ellers. Enkelte pauser mellem forskjellige forsøgsrækker gaves der børnene længer hvil, ja endog anledning til leg, forat de ikke skulde trættes. Når jeg efter børneforsøgenes ta bel B (å = 3") forsøger at samle resultaterne af de første uøvede børneforsøg, er det første, som springer mig i øinene, en større vaklen og ustøhed, så resultaterne vanskeligere lader sig forene i en så sikker og almengyldig exponent. Enkelte resultater afviger så stærkt (f. ex. t="7," for 10-årsalderen), at der åbenbart må have været forstyrrende biomstændigheder tilstede; andre (f. ex. t=6" for 11—12 år) derimod er nedskrevne uden eftertanke eller ifølge fusk. Heldigvis kjender jeg i de fleste tilfælde både foranled- ningen til uregelmæssigheden og tillige (hvad der er en nødven- dighed for et sikkert resultat af sådanne experimenter) bernenes karakter og tilbøieligheder så godt, at det er mig let at forklare de fleste uregelmæssigheder og større afvigelser. Men enkelte 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 51 står også for mig meget dunkle og må tilskrives uopmærksomhed eller forstyrrende ydre omstændigheder, som er mig ubekjendte. Den anden hovedforskjel fra de voxnes er de langt større tillægsværdier dt, som for de yngste børn endog går op til over det dobbelte af 47t for de voxne ved samme normal- tider; altså er forskjelsfølsomheden langt mindre skarp end hos de voxne. Jeg fandt ved de af mig undersøgte børn, at værdierne nogenlunde faldt i 3 grupper efter alderen, således at minst faldt forskjelsfølsomheden ud for børn på ca. 10 år (altså 93/4—103/4 år), dernæst noget større for dem på 11—121/2 år og endnu større for dem over 181/>—14 år. Sammen med disse siste fulgte endel få værdier fra 151/> år, hvilken alder jeg dog må nærmere undersøge ved hjælp af flere iagttagende, ligesom det er vigtigt at få undersegt, omkring hvilket år tidssansen almindelig nærmer sig de voxnes. Som hypothese har jeg her tænkt mig 16—18-årsalderen, muligens før; derom senere. Udregner jeg af tab. B's resultater middelværdierne for de 3 grupper og de derfor gjældende forholdstal Ea erholdes for de 8 tider (thi for børn har jeg medtaget t= 1," ved de første forsøg) følgende forholdstal: for ca. 10 år gjennemsnitstallet 4 =c2.12. (Ved forsøgene t= 75" lykkedes det mig ikke at holde opmærksomheden hos disse vedlige, hvorfor jeg ikke med- tager det fra de øvrige rent afvigende tal 1). For alderen 11—121/» år blir gjennemsnitstallet (når det ved uopmærksomhed og fusk blandede resultat ved 6” lades ude af betragtning): henimod 1. å For alderen 181/>—14 år blir gjennemsnitstallet Te ca. 4. (Resultater mangler i denne gruppe på grund af fravær for de peader 1= 105" og f= 12"). Imidlertid må disse tal på grund af deres store vaklen op- fattes med yderste forsigtighed. Således varierer jo > (for 10 A* 52 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. a) Børneforsøgenes tab. B L R. | SET HM ||28 JM. middel» | At Normal- tider. tal, 7 I gruppe 91/3—103/, år. dts=|+0,236 | + 0,309 + 0,471 + 0,339 t=15" |Ah==|-0,412 | —0,445 fr, — 0,383 fr. —|—0,413 4 |dt =| 0,324" 0,377" 0,427" 0,376” Åts=|+ 0,443 | + 0,734 | + 0,620 |(+ 0,384 + 0,599 t=3" |dty=|—0,708 | —0,325 | —0,792 | —0,443)| fr. |—0,608 — At =| 0,576" 0,53” 0,706”| feil opm. 0,604” Åty=|+ 0,708 | +0,797 | + 0,876 |(+ 0,59 + 0,797 t=45" |dtu=|—0,590 | — 0,767 | —0,679 | — 0,65) fr. |—0,679 == At =| 0,649" | 0,782"| —0,778"| 0,62! 0737" | feil opm. Ådty=|+ 0,6 + 1,4 +07 |(+0,3 + 0,9 t=6" |du=|—0,9 — 0,6 — 0,7 — 0,7 fr. —|—0,73 EG dt =| 0,75" 1” 0,7” 0,5) 0,82” | * feil opm. Ny! Ato=|+0()-1,5"| + 1,85 | + 1,5 +0,4! |+ 1,675 == Ah=12% — 2,75? | — 3,0? fr. |—1,5 — 2,870 3 Å = ! NE 2,25" 0,95” 2,273" ! fusk. Ny! Ah= FL + 1,35 | + 2,35 +1,7(?)3,4|+ 1,72" veg 1AG=|—19 — 2,00 | — 1,55 fr. |-2 — 1,81" å At =| 1,675" 1,675"| 1,95" 185727 177 | Ato=|+- 2,25 + 1,25 | + 2,5 + 2,05 |+ 2,01 t=105"|Zty=|- 2,10 — 2,75 | —2,75 fr. |—82,5 — 2,52 ES At =| 9,175" Qu 2,62” 2275" | 227" | * EE EE | + 0,85 +25 + 1,46” t=12" |dty=l—2,0 | —3,75 |—3 fv 136 på U=), 1.75" 2,38” 1,93" gå 9.97" : > Gjennemsnit: TE PRNPESSEE NE NET Va 4 AG å d ; EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 53 n (8 = 3") 2%/5—9% 1884. ROTEN. | BU. Middel- dt tal. t II gruppe 11—121/, år. III gruppe 13-141/, år (å 15). +0,236 |+ 0236 |+ 0,236 |+ 0,236 | --|+ 0442 |+ 0,236 + 0,339" —0,471 |-- 0,471 |-0,471 |-0,471 |73g |--0,118 |-0,442 | fr. |-028 |75 0,354"| 0,354"| 0,354"| 0,354” 0,28” | 0,338"| 0,309” +0,738 |+ 0,78 |+ 0,799 |+ 0758 | -|+0,418 |+0,62 +0,443 |+ 0492 | | —10,561 |-—0,561 |--0,561 |-0,561 | 77 |- 0354 |--0,62 |-- 0384 |- 0453 |737 0,649”| 0,649"| 0,681”| 0,659" 0,384”| 0,62" | 0,414"| 0,473" . fusk! + 0,679 |+ 0,679 |-+ 0,738 |+ 0,699 IA 0,384 | 0,384 |+ 0,59 |+ 0,53 | —0,788 |-0,788 |-- 0,669 |--0,715 | 77 |--062 |-0826 |- 0492 |0,646 | 35 0,709"| 0,709"| 0,704 | 0,707" 0,502”| 0,605"| 0,541"| 0,55” (+0,4? (+0,7? (40,55? 3 + 0,9 + 0,4 + 0,65 : rv Eon 1—07 & 1 Tr fr. |-05 |-075 ag? 0,65") 0,6”) | 0,625") 0,95” | 0,45" | 107 | 404 (+04 4110 |+075 + +05 1405 +04 15 |-13) 3,75 |--2,13 Ä 9,0" |—92,0(.) |-1,75 |-- 1,92 33 0,95" 193" | 1444 | * 11" 125" | 1,13" | 1,16 | +10) |+12 +17 (0) +13 +1,15 |+ 1,6 (?) |+ 0,65 |+ 1,13 —15 |-1,25 |--1,25 |—1,33 33 =P > fer ES ag å Hane 1,25" | 1,48" | 1,32" | 1,08" | 1,25" | 0,88 | 1,04 | * Al Å 0,55(*)|+ 1,75 |+ 1,0 |+ 1,10 ME: |--30 |-13 |-1,93 å fr. fr. å ; ET 2571 1,15 |- 1,52 | GL get ot 1,75 |+ 3 +1,5 |+ 2,08 + 2,10 15 |-225 |-10) |--158 åg fr. |- 1750) fr. : ; mes" | 2,63" | 1,25" | 1,83" | 1,98" ny! Gjennemsnit: T Ea Gjennemsnit: FE. 5,8 | 7 54 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. b) Børneforsøgenes tab. C i LR. |M.K. tider. I gruppe 93/1—103/, år. II gruppe dts= +05 +05 +00) |+0,5 +05 1406 t=3" At å == u=| fr. |-—0,6 |—0,7 1 1065 |53|—04 |-04 dt = 0,55 | 0,6” 0,575"| | 0,45" |- 0,5" ÅAts=|+- 0,35 +0,4 —|+0,375 ; +05 t=4,5" |dty=|-0,80 fr. fr. 1-07 1075 |mag| 055 | fr. At =| 0,575" 0,55" | 0,563"| 0,525” K dty= +088)|+03 |406 14057 | - +08 |+7ny! b=6" l|dt=| fr. |—1,05 |+1,05 |—-0,75 |—0,95 785 | 105 |-0,4 , AE 0,92” | 0,68" | 0,68" | 0,76" 0,675”| ! Åbg= +0,75 |+.2 + 1,2 Å 12 |+12 då b="75" |dty=| fr. uopm., |—0,6? |—0,8 - (75) —08 |—0,4 At == ! å 14 14 0,8” å dt=|+0? + 0,3 (2) |+ 0,6 (?) |-+ 0,45 ! ; 422 v=9" |dt=|—1,8 fr. |-205 |-09? |--1,48 |27 |-L2 fr. dt=|" 1,18” | 0,75" | 0,97 | 1,2 dt=|+0? 141,25 |4 1,25 4? + 1,25 + fr. t=105"|dty=|—1,5? |-250 |-10 |-—1,25 |--1,75 E —1,25 | fr. Av=|- "1 187594 Tie! 1,5” Ato=|+ 1,75 + 1,75 |+4 1" (?) |+ 1,75 N +.1 t=12" |dty=|—1,5 fr. | t |-15375 | gg |- 475 | fr A=|" 188" | 1,5” 1,56* | * 1,38” å FE 1 Gjennemsnit: — = — Fa år) fra 1—3% ja en enkelt gang til 1 (rimeligvis dog ved en feil); (for 11—121/» år) fra næsten 1 eller E (dog på grund af 2 fusk), ialfald dog fra +—1 og (for 131/>—14 år) fra 1—1 (og kant EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 55 (8 = 45") %—/s 1884. B. M. | SL. | miadel-| At tal. | 11—121/9 år + 0,5 + 0,53 +06 |+0,2 i fø —0,2 fr. |-—0,33 pod 0,5 å 0,35" I 0,43" 0,5” (Uopm.) 40,35! |4 0,50 |+ 0,45 + 0,4 ; —0,4 (2) |-0,50 |—0,48 | — 0,7 Er 0, 375" % 0, 0” ?0,2 47" | 0, 55” ) oe) + 0,3! +03! |, +0,75 |+0,3! |+0,3! |40,3? å — 1,05 fr. |-105 | 37-06 |-09 |-105 |-0,6? |--0,85 |37 0,675” 0,675"| | 0,675"| 0,6" | 0,675"| 0,65" | + 1,2 +1,2 å +08 [106 406 140, |-+ 0,67 N —08 fr. |-067 | 57-08 |-095 |- 095 UG og; FØ Gr 0,93" | ” | 08 0,775"| 0,775"| I 0,785"| * + 1,05 |+ 0,6 (?) |+ 0,95(?) ) +1,05 |+ 1,2 |+0,6 + 0,95 Å Mr-09- |--1 bas liden |--13 fr. |—1,23 53 —0975"| 0,8" | 0,992"| 1,175"| 1,2" 0,9” 1,092" + 135 + 1,35 + 0,6? 0,5 EG) fr. å MEG fr. |—1,25 fr. 5 Å N 0,93"? ! ! 41,5 +41 + 1,17 +10) |+ fr. 40,5 (2) —1,5 |—2,25 |—1,83 45 ? — 24 MLG fr. - å fr 15" 1,63” MTT abs je hijal . ! | fl å» ad 1 B 19 ME 1 Gjennemsnit: — = —: Gjennemsnit: — = -— t 8.4 t 8,7 endnu lidt videre, henimod 1). Jeg finder det derfor rigtigst at slutte omtrent som følgende: ap Da børns opmærksomhed er meget variabel og let bortledes af forstyrrende biomstændigheder, kan deres forskjelsfølsomhed 56 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. langt mindre end hos de voxne udtrykkes ved en bestemt for- holdsexponent å ialfald sålænge de er uøvede. Dog kan tilnærmelsesvis (for uøvede): - sættes = ca. ; (—4) for bern på ca. 10 år; for børn på ca. 11—12 år: At Fm oa å (+—7), for børn på ca. 13—14 år: 7! (—$), (for børn på ca. 15 år: ca. +, for børn på ca. 16 år 1 å 7)- Jeg vil erindre om, at forskjelsfølsomhedens exponent for uøvede At voxne ved samme tider er: F == 7g- Et par bemærkninger må endnu gjøres herom. Ved denne gruppe havde jeg for 131/»-årsalderen en ualmindelig begavet, rolig og samvittighedsfuld pige, på hvis værdier jeg i hei grad kan stole. Derimod var for 14-årsalderen repræsentanten lidet begavet og et uroligt hoved, hvorfor værdierne såvel er usikrere som stadig større end den yngres. Forholdet ved 14-årsalderen må derfor specielt undersøges påny, og man kan da muligens komme til resultater, som gjør det umuligt at sammenfatte disse 2 alderes forskjelsværdier til et naturligt middeltal. Hos repræ- sentanterne under 99/1 år var en hei grad af vimsethed tilstede. Det er derfor muligt, at undersøgelsen kan fortsættes ned til 9-årsalderen eller endog derunder med godt resultat. Sagen er dog tvilsom. Professor Wundt, for hvem jeg fremsatte min tanke om børneforsøg, havde ikke den tro, at forholdet lod sig prøve med yngre børn end på 10 år. Ligeså må jeg gjentage forsøeget med 12-åringer, da enkelte var noget urolige. Derfor er det her fremstillede resultat kun at betragte som et foreløbigt, der senere må prøves til be- kræftelse eller omstødelse. Jeg foretog som fortsættelse umiddelbart efter disse forseg (gruppen B) en.ny forsegsgruppe: U 3=4,5"; men da her øvelsen (2: færdigheden) hos de fleste havde gjort sig gjældende, opsættes den nærmere betragtning af disse resultater til næste afsnit. 4 5 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. ST Med hensyn til indflydelsen af (3) mellemtidens foran- dring, har jeg fået ganske samme indtryk som ved voxnes, at indenfor små grænser (som 8"—6”), ved lydtider og for- øvrigt under de af mig brugte forsøgsbetingelser, har mellem- tidens forandring ingen mærkbar indflydelse (ialfald udenfor udenadlæren). Efter sommerferierne begyndte jeg i høstsemestret en ny forsøgscyklus også med børn og indrettede disse ganske som de voxnes, idet jeg også her nu gik bestemt over til min modifika- tion af minimalændringernes methode, modifikationen ,ubekjendt*, anvendte ,kontrolmethoden* og endelig forenede ,kontrol- forsøg* med de almindelige til ,kombinationsmethoden*. Hensigten med disse nye forseg var dels at prøve de tidligere værdiers korrekthed, dels som ved de voxnes at studere færdig- hedens og udenadlærens indflydelse. Kun det første punkts behandling hører hjemme i dette afsnit. Da det var mig umuligt at få tid til undersøgelsen af alle de aldre, hvis forskjelsfølsomhed jeg i vårsemestret prøvede, udelod jeg de yngste, der voldte mest besvær og gav tvilsomst udbytte, ligeså de ældste, hvis forskjelsfølsomhed mest skulde nærme sig de voxnes, og foretog nu et udvalg af de beste del- tagere fra vårsemestret fra 111/>-årsalderen af, fik dernæst et par nye for 13-årsalderen, ligeså et par nye, samt én tidligere øvet for 14-årsalderen; dernæst fik en ældre uevet (15-årig) deltage, hvis opmærksomhed var mindre skarp, nærmest til sammenligning med de øvrige. Det viste sig også, at denne 15-åriges værdier dt næsten bestandig var større end de skar- pere 14-åriges, ja almindelig som de 13-åriges. Imidlertid er det her ikke så godt at anstille sammenligning mellem de nu prøvede forskjellige aldre; thi enkelte havde i vår deltaget, andre var aldeles nye. Disse forskjelligheder gjør det ikke sikkert at anstille sammenligning mellem de ældste og yngste i denne cyklus. Derimod var min hensigt navnlig den, ved stadig at beholde (omtrent) de samme hele semestret igjen- nem og tage middeltallet af alles værdier, at få et udtryk for forskjelsfølsomhedens væxt hos børn (et gjennemsnit for alderen 58 SIGVARDT THORKELSON. SRG. 2. fra 11*/>—14 (å 15) år) sammenlignet med dens væxt hos voxne. Dette har lykkedes fortrinlig. Forsegsanordningen indrettedes derfor ganske lig de samtidige voxnes, med først mellemtiden 5 = 6", senere med å = 4,5", med tiderne i samme orden etc. Den første undersegelse, hvorvidt exponenten = fra ivår var nogenlunde korrekt, fik sit svar påny i forsøgene i tab. XVI. Den første (eller rettere enkelte dele af første) forsøgsgruppe (tab. XVI) var at henregne til de fuldstændig uøvede for- sog. Således giver lste forseg, "7/10 84, i gjennemsnit Te Å pa) (ved f=12"). Næste forsøgsrække giver ee (ved t=10,5") og 35 3die forsøgsrække giver (ved t=9"). 4de række samme dag 6 aftager exp. allerede til - (ved t= 75"). Næste dags (?/10) « * . e It værdier viser en liden aftagen, idet (for t=10": PN | = 55 (førv=%": E (forv==45"% TD (fort=3"): Således viser de fleste SA sig Bu 1, de øvrige omkring 2;. Heraf kan sluttes, at de i vårsemestret deltagende børn gav gjennemsnitlig for store forskjelsværdier 2, idet exp. for dem (fra 11—14- (å 15-) årsalderen) gjennemsnitlig var 4 å 4, sjeldnere + å 4. Dette stemmer også med min an- tagelse om børnene overhoved, idet de i høstsemestret stod meget over de i vårsemestret deltagende såvel i ro som i opmærk- somhed. Hertil kommer, at der ved experimenterne i vår var en kilde til forstyrrelse deri, at flere børn var tilstede, medens de i høst var færre og af al magt næsten stadig beflittede sig på at være rigtig opmærksomme. Halvparten havde også deltaget før, og derfor fik øvelsen snart ialfald nogen indflydelse. Der kunde synes at være en vanskeliggjørende omstændig- hed mere ved ,høstexperimenterne*, idet her methoden med suUbekjendt* anvendtes; men dette havde betydelig mindre at 1885.] FXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 59 sige end hos de voxne; thi ved forsegene ivår fortalte jeg rig- tignok bernene også, at jeg først foregede t' og siden formin- skede etc.; men dette stod ikke synderlig klart for de flestes bevidsthed; under forseget glemte de oftest, om den længste tid skulde være først eller sist, og blev derfor udelukkende henviste til sin egen forskjelsfølsomhed. Kun hos enkelte virkede mine ord en bestemt forestilling om, at forøgelsen kom først. Derfor er det langt konsekventere at anvende methoden: ,,ub.*, ligesom jeg overhovedet anser denne for rigtigst og sikrest; man sikres mod mange uvedkommende indflydelser. (Herom skal udvikles nærmere i et følgende afsnit). Som hovedresultat af de uøvede forsøg kan her altså på siges: for børn i 11 til 14-årsalderen er forholdsexponenten - > for mindre skarpe og opmærksomme børn Å til af derimod for da vi ; skarpere og opmærksommere 3 (å 25? på grund af øvelsen) å 1. Forskjelsværdierne varierer hos opmærksommere mindre end hos de uopm. Flere gange kan yngre ilagttage ligeså skarpt som lidt ældre. Enkelte bern iagttager ofte ligeså skarpt som voxne, men gjerne mere usikkert og vaklende. Mellemtidens forandring viser sig hos børn som hos voxne uden betydning, indenfor små grænser ialfald. Noget bestemt grænseskjel mellem børns og voxnes for- skjelsfølsomhed kan ikke opstilles efter disse forsøg alene lige- sålidt som mellem de forskjellige alderstrin. Dog gjer sig i det hele gjældende en aftagen af forskjelsfølsomhed for de yngre alderstrin, så at der kan skjelnes mellem: 1) alderen under 10 år (912 år?), 2) alderen 10—11 år, 8) 11—12 å 13 år, 4) alderen 18—14 år, (5)? alderen 15—16 år), 6) voxne. En løselig betegnelse af exp. å for disse trin kan sættes til: for (1) under 91/. år? 4 å 1); 2) alderen 10—11: ca. 4 å 4; 3) alderen 11—12 år: ca. 1 å I; 4) alderen 18—14 år: ca. 4 å 4 (eller 4), (5) alderen 15 år: ca. 17); 6) voxne: ca. 75. Men 60 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. forholdet er ikke på langt nær så greit, meget mere indfiltret. Et yngre barn med skarpere opmærksomhed kan gå ind under et høiere alderstrins forholdsexponent og omvendt. Den videre fortsættelse af disse forsøg førte over til børne- forsøeg med færdighed. VIII. Bøerneforseg med færdighed. Allerede ved forsøgene i vårsemestret viste færdighedens indflydelse sig også hos børnene, men i mindre grad end hos de voxne, da børneførsøgene var færre (kun 2 grupper: B og 0). I hele første gruppe (se børnetab. B) mærkes ingen tydelig væxt af forskjelsfølsomheden. Således var den første dag for At pl K Loe 10-åringer: ord anden dag: I tredie dag 1253 fjerde dag a for 11—12-åringer: første dag: ko å ke anden dag Ki å & 7 42 6 GET tredie dag 5;å 23 fjerde dag?; for 18—141/»-årige: første dag: Å å å anden dag: o 5 tredie dag ?, fjerde dag: 5 For- skjelsfølsomhedens exponent er omtrent den samme, varierer kun lidet om middeltallet. Derimod viser sig strax efter overgangen til tab. C, altså efter ca. 8—9 rækkers experimenter, en stadig bestemt for- andring. Exponentens aftagen kan omtrent udtrykkes således: I anden gruppe C er for 10-åringer den gjennemsnitlige E minket fra ca. + til ca. 4; for 11—12-åringer fra ca. I til ca. 2; fra 13—14- (å 15-) åringer fra ca. + til ca. 1. Nogen nøiere indgåen herpå vilde være af liden betydning, da variationerne væsentlig skyldes biomstændigheder. Ved forsøgene i høstsemestret med børn på 11—14 år kom ligesom hos de voxne øvelsens virkning snarere tilsyne. Grun- den hertil var for en stor del den, at der i høstsemestret fore- toges fire forsegsrækker hver dag allerede fra først af, medens der i vårsemestret blot kunde foretages 2 å 3 hver dag. Så- 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 61 PO. ledes er den gjennemsnitlige Sy fra ca. I å I ved fjerde forseg minket til 77; den 2den dag også fra ca. 1 til ca. 77 (tab. XVD. I den næste gruppe (tab. X VII) minker exponenten videre fra ca. på til ca. 7. (Ved tab. XVIII modvirkes færdigheden af kontrast efter t,= 83", med hensigt anstillet tilslut for ikke at forstyrre). På dette standpunkt holder forskjelsfelsomheden sig også i At 4 de følgende forsøg; 7 Varlerer fra ca. yr til ca. 7,; dens mini- mum ér 7 å 7 (det siste kun undtagelsesvis). Den gjennem- snitlige størelse af exponenten er 7, å 7. Sammenlignes resultaterne af børnenes øevelsesforseg med de voxnes, fremstiller sig 2 hovedresultater: a) børnenes forskjelsfølsomhed tiltager med øvelsen stær- kere end de voxnes; b) børnene (på ca. 11—14 år) opnår dog ikke i samme tid en ligeså skarp forskjelsfølsomhed som de voxne (ved færdig- heden alene). AN Hos børnene er Pr minket fra + eller ! til 77, men sam- tidig hos de voxne fra 2 til 7;; udtrykt ved ensbenævnte brøker for bekvemmere oversigts skyld er altså forandringen hos bern fra ca. st til ca. <>, hos de voxne fra ca. 36 til At t den hos børn aftaget med ca. 3%=>%. Forholdet mellem forskjelsfølsomhedens væxt hos børn og hos voxne kan efter dette udtrykkes ved tallet 5:3, hvilket dog sandsynligvis ikke er noget konstant, men et mere tilfældigt udtryk for en al- mindeligere lov. Dette resultat slutter sig til den populære erfaringssætning, at børn lærer lettere end voxne. Men uagtet forskjelsfølsomheden steg raskere hos børnene end hos de voxne, opnåede dog ikke børnene så stor forskjels- følsomhed ved disse mine forsøg. Medens nemlig de voxnes exponent aftog lige til mx (en ca. ;%%; medens hos voxne er aftaget med ca. 25 = > er [No. 2. 62 SIGVARDT THORKELSON. Tab. XVI. (é=6. 1/9—2/9 84. Uden Normaltid. | i. 0. JJ SG. | : Vee 5 ; Ub.: Alg= | 41,5 + 2,5 +1,25 | + 1,75 L=03 (først). Er 175 1-0 —1,25 | — 1,5 Åt = 1,63” 1,75" 1,25 1,63" No. 2 17/19 | Ub.< ab = 19-32 +1 + 0,5 + 1,25 f= 10,5" (+ først). Ab 1 ANS —1,25 | — 1,5 == 1,38” 0,75” 0,88 1,38" 21/1g ; 100 , Ub.* PÅ =— + 1,25 +1 +1 +1 — Ahn= 124% 106 —1 — 0,75 først). 5 dene) dt = 1,25 0,75" i” 0,88” No. 3 "/1o. I DI Upn.< FN == +0,9 + 1,05 | +1,5 = * = | —1,35 | —0,9 —1,05 | — 1,2 først). u p) , p) , (+ Ørs ) At == 1,28” 0,9” 1,05” 1,55" No. 4 17/19 i Ub.* pr +0,85 | +0,5 + I + 0,75 l= 175 (+ først). Ata — 08 — 0,8 05 Mt 0,85 0,65” 0,9” 0,63” No. 2 ai ET p Ub.é == Tr + 0,6 + 0,6 + 0,9 he ( fs først). == EO 09 — 0,95 | — 0,5 | dt = 0,85” 0,75" 0,78” 0,7" No. 8 Lg R dtb=| +03 |4+03 | +04 | +05 GE VF »Ub. At Ker (+ først). KET mn == ol DG == 0,4” 0,45” 0,45" 0,6” No. 4 21 i ub. JM + 0,5 + 0,3 +-0,3 y=3" (+ fømitl Åty= | —05 | —0,45 | —0,3 | —0,25 dt = 0,45" 0,48” 0,3” 0,28” Tab. XVIL ($=6%. 2 Normaltid. BH. | J. A S.L JET No. 1 25 /19. a dtb= | +0,8 | +0,8 +2 JD" le Fi == 1,2 1,15 fr 1,15 on AT TE 2 ' FTP (+ Ørs ) MH == 17 0,98” 1,58" færdighed. (111/—14 å 15 år). A. H. | M.H. | S. Å. | ar G. L. /19—3/11 84. A. H. | MH. | S. A. G. F. G. L 1,5 0,95 + 0,4 +1,75 2 — 1,75 2 — 1,25 1,85” |--1,35" 0,95" 1,5" 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 63 på Av i Middeltal (af 8). Middeltal At 8 (af 8). ro +1,18 — 1,27 l 1,23" 64 SIGVARDT THORKELSON. Normaltid. | E. 0. Tv Al GP 2. No. 2 25/19, t=10,5" No. 3 %/io. t=10" No be" No. 2 %h1. t="75" No. 4 lp. t=6" No. 81. t=45" No. 4 %/1. fp=3" » Jer ( — først). )Ub.* (+ først). ,Ub.* (+ først). ,Ub.* (— først). ,Ub.4 (+ først). ,Ub.* (+ først). ,Ub. (+ først). dE 1.9 — 1,25 1,23" do — 0,6 0,8" +-0,7 on 0,7" +0,4 07 0,55” +0,6 — 0,5 0,55" + 0,35 203 0,325” +0,2 0,2 0,225” + 0,55 — 0,95 fr. 0354 +0,4 — 0,6 ud 0,5" + 0,5 +0,3 — 0,7 — 0,8 0,6" 0,55" +0,5 +0,5 — 0,5 — 0,7 0,5" 0,6" + 0,4 — 0,5 fr. 0,45" Løe | 1 se 025 — 0,35 — 0,4 0,275"| — 0,325" + 0,15 P — 0,2 ? 0,175”| Umulig! Uopmrks. + 0,7 Å HÅ fø +0,5 — 0,8 0,75" +0,6 — 0,5 0,55" +0,6 — 04 0,65" +0,8 Dit 0,75" +0,2 — 0,35 0,275" +0,15 — 0,15 0,15" Tab. XVIII. Et forsøg med stor færdighed (no. 5), Normaltid, AE. G. No. 17 af alle rækker i semestret. J. Å | sn J.J. EN — 0,75 — 0,5 0,63” 0,85" + 1,05 — 0,6 0,83" å n i N 3 Ai. I 1885.] eXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. (af 8). t 65 '4+ 0,7 +1,5 »beDy å 1,25 1,75 + 1,04 å EE — 1,25 — 0,55 DÅ 1.75 — 1,08 'T Lå" 1,38" 0,63” 0,98” 1,75" 1,06” å + 0,8 +1,25 +0,5 +1,0 + 1,25 + 0,84 å 4,3 SANN 2 Ojå ET — 0,80 — 0,66 Ea 0,8” 0,98” 0,45”! 0,85” 1,03" 0,75" + 0,8 +0,8 + 0,5 + 0,4 + 0,6 + 0,59 N 08 0,7 ? —0,8 0 — 0,70 7 0,8” 0,75" ? 0,5” 0,6" 0,64 + 0,4 + 0,4 +0,5 +0,5 + 0,8 + 0,51 N — 0,6 7 206 205 43 — 0,64 TF 0,5” 0,55” 0,55” 0,5” 0,8” 0,57 , + 0,5 + 0,6 +0,4 0,5 + 0,5 + 0,54 ; —60,6 == — 0,5 205 = 05 — 0,56 4 0,55” 0,65” 0,45 0,5” 0,5” 0,55 + 0,3 + 0,35 +0,25 +0,3 + 0,25 + 0,27 ; — 0,3 —0,3 20,8 20.3 03 — 0,32 0,3" 0,325" 0,275” 0,3 0,275" 0,83” ? + 0,25 + 0,25 + 0,25 + 0,25 + 0,21 å ? — 0,25 26,2 0 0,9 — 0,21 pe Umulig! 0,25" 0,225" 0,225" 0,225" 0,21 143 Uopmrks. (0 =6"). S/11 84. men med kontrast efter f,=3". Gp A. H M.H S. A GF. G. L. | Middeltal. Å + 0,4? — 0,5 0,45 Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 2. + 0,5 — 0,75 0,63” 66 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Tab. XIX. me | H. C. J. A. S.L. : JRK No. 19 (No. 2 19/11)| No. 20 (No. 3 10/11) (+ først). No. 21 (No. 4 19/11) No. 22 (No. 5 29/11) yr å Ub.* ,Ub.* (— først). Ub.+ » (— først). Trætte (undt. 2). + 0,35 —0,6 0,48” +0,4 (—0,3)? (0,35)? + 0,45 — 0,4 0,43" + 0,45 6 0,53" +0,45 | +0,35 —0,62 | — 0,55 0,54" 0,45” 056] 1 035 0,48” 0,4” +04 |+03 —05 1206 0,5”! 0,38” +06 |+05 0 NE 0,53” 0,4" Tab. XX. jemmaed DDL E H.C. | AL sk | 33 t=0. No. 28 (No. 1 79/11) No. 24 (No. 2 19/11) No. 25 (No. 3 19/11) No. 26 (No. 4 19/11) No. 27 (No. 5 19/11) ,Ub.* (— først). ,Ub.< (— først). Ub.* (+ først). ,Ub.< (+ først). ,Ub.* (+ først). UIA BEE GI HÅ Å +- 0,45 —0,6 0,525" +0,4 508 0,5" — 0,4” ? +0,3 — 0,4 0,85” +0,35 ? +0,2 (3) — 0,85 0,525" +0!? dt 0,6” (0,6 ?) +0,3 — 0,45 0,38" +0,4 — 0,55 0,48" +0,3 — 0,55 0,425" +0,5 p —0,75 | — 0,5 0,625" 0,45" +02 | +05 å 0,8 Fo 0,5 0,5” 0,5” + 0,35 p —0,5 | —0,45 0,43” + 0,6 + 0,3 — 0,5 —0,6 0,55" 0,45* +05 | +04 — 0,55 — 0,7 0,525" 0,55” *, å t å ; Lå e Fj 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 67 m=45"). "/u 84 Middeltal HH (af 8). t 5$ (8 =45"). 194 84. Te ETE G. F. GL. | Middeltal | Mt (af 6). i +0,5 +0,2(?) +0,7(") | +0,42 1 107 fr. — 0,65 LE — 0,62 —= 11,5 0,6" 0,425” 0,5" 0,52” +0!? +0,4 +0!> |. +0,38 1 — 0,6 fr. — 0,5 — 0,5" — 0,58 13 (0,6 ?) 0,45" (0,5 ?) 0,48" 3 +0,2 (+0,2? +0,4 (+ 0,31) — 0,50 fr. : ? (— 0,48) 0,35" (0,4) +0,2 +0,3 +0,3 + 0,34 Å — 0,5 fr. — 0,55 — 0,55 — 0,52 ea 0,35” 0,43” 0,43" 0,43” 3 +0,3 + 0,25 +0,25 | +0,34 ; — 0,7 fr. 203 — 0,65 — 0,64 12,3 0,5” 0,475" 0,45" 0,49" 68 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. | Tab. XXI. Et kon Normaltid: | Ede Å | Bo | Jird: te", | No. 28 b.K Ats= | +0,4 +04 1 +00) |asilg P ly ==. | — 0,5 — 0,4 —0,5 | —0,4 U No. 629 ( PL 4 tørst). et ae enkelt gang til 25), aftog den hos børnene kun til ;,; (en enkelt gang 1). Nu er det uvist, om mine forsøg har nået færdig- hedens maximum; men dette gjælder ligesåvel de voxne som børnene. Dog er det muligt, at ved længere fortsættelse med den blotte færdigheds experimenter forskjellen mellem børn og voxne vilde udjevnet sig endnu mere. Der er i børnetabellerne (ligesom i de voxnes) én omstæn- dighed, som tyder på et maximum af færdighed, og det er, at - efterat have nået ca. 7;, holder sig på dette trin som maxi- mum — under en del variationer (ca. 7). Jeg tør ikke udtale nogen bestemt mening herom. Sagen kan alene afgjøres ved fornyede, langvarigere experimenter. IX, Udenadlærens indvirkning ved børneforsøgene fra høstsemestret 1884. Præcis at angive, hvor udenadlærens indflydelse afløser den blotte færdigheds, er mig ved børneforsøgene ligeså umuligt som ved de voxnes. Dog har jeg ganske som ved de voxnes fundet, at efterat lyden f=6" var hørt uafbrudt i ca. 9 rækker, altså henimod 300 gange, begyndte exp. pe at aftage langt stærkere end før. Ved de følgende 3 rækker indtræder imidlertid en til- bagegang af 2 til ca. 25, SÅ først fra no. 14 eller mo. 16 (med t= 6"), efterat f=6" var hørt ca. 400 gange uafbrudt, holder exp. sig næsten konstant mindre end j;, en værdi, som den ved ,færdighedsforsøgene* aldrig havde nået. Den har som minimum ca. 7, men varierer forøvrigt betydelig, fra ca. 2; til 7. far Jor 209 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 69 - (8= 45"). 11 84. trolforsog!* FE TM. B. A. GF. GL. |Middeltal | (af 7). t +0,4 + 0,4 + 0,4 + 0,37 | 1 —0,3 fr. fr. — 0,5 — 0,5 — 0,45 | 163 0,35" | 0,45” 0,45” 0,41" | ; Dens gjennemsnitlige værdi er for forsøgene fra no. 14 (med t=6") " ; At 1 ( 1 til det siste (mo. 36): 7 8-57) Sammenligning med de tilsvarende voxnes forsøg viser, at for- skjelsfølsomhedens væxt hos børnene vedudenadlæren var lidt stærkere end hos de voxne, men ikke meget. Såle- des aftog 1 hos børnene fra ca. 7; (alm. minimum ved færdigheden) til ca. 27 (minimum ved udenadlæren), hos de voxne fra ca. 4 (alm. minimum ved færdigheden) til ca. 25 (minimum ved udenadlæren). Udtrykt ved ensbenævnte brøker er denne aftagen hos børn: fra 1672 ,., 1232 1463 ,., 1064 23408 tl 23408” hos voxne: fra 93408 til 55708: medens den altså 440 400 hos børn aftages med 93408. aftages den hos voxne med 93408: forholdet er som 440:400 eller som 11:10. Forskjelsfølsom- hedens væxt går her temmelig parallelt hos børn og voxne. Selvfølgelig når da heller ikke her børnenes forskjelsfølsomhed AM At de voxnes. Medens minimum for F hos voxne er ca. 2, er det | At hos børnene ca. 75, Og medens gjennemsnitsværdien for ar ved udenadlæren hos voxne er ca. 7 å 7, er den hos børnene ca. 7. Vistnok er der endnu en ikke liden forskjel, men den oprinde- lige, ved de uevede forseg, er skrumpet ind. Oprindelig var 1 Her har formodentlig udenadlæren begyndt at virke mere bestemt. Dette er no. 10 med samme lyd (1= 6"), uophørlig gjentaget. Her er altså lyden t=6" hørt uden mellemlyd ca. 250 gange. : : 70 — SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Tab. XXI. (å= 45"). Lyden t= 6" (å = 45") hørt uafbrudt i 10 rækker, v=6" No. 10 med f= 6" » Ub.* (No. 6 19/11) (+ først). Extraforsøeg for 2 enkelte Ala —= + 0,25 Åh = — 0,35 Al 0,3" Tab. XXII. Normaltid : t= SL No. 11 med t=6"%| »Ub.* å å (No. på SG fig) (— først). At ard No. 12 dt, = medti=6"|,0b* |ZPT (No. 2 27 ha) (— først). GE No. 13 med t = 6" ;Ob.* At (No. 3 ?"/)| (+ først). AE No. 14 med t === 0" Ob." At (No. 4 ”"/11)| (+ først). ye No. 15 medt=6"| =pUb.* pr (No. 5 */11)| (+ først). å. ÅÅ ad 1885.] FXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 71 19/14—2/14 84. 2: ca. 250 gange (å 300 gange). Kontrolforsøg. Vg: å M. H. S. A. GF. G. L. | Middeltal | dt (af 7). t + 0,4 + 0,4 + 0,37 4 0,3 — 0,5 — 0,5 — 0,45 aa 0,35” 0,45” 0,45” 0,41" | $ 26/11. Kontrolforseg. +- 0,25 ; — 0,45 (3) 0,35” (0,325”) (ö=45"). 7 84. A. H M.H S. A G. F G. L. | Middeltal | dt (af 8). t — 0,45 (0,45") | —0,375" 72 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Tab. XXIII. (3= 4,5"). 8 24 pe H. 0. T.A; JG I. No. 16 kl Åh = +0,25 | + 0,25 | + 0,45 med f=6"| (ét — først | Jay = | —0,35 | —0,35 | —0,45 | —0,2 (?) ellers +f.). | dt = 0,325"| 0,3" 0,35” 0,325" No. 17 pe Ådig= | +0,45 | +0,85 | +0,25 | +0,2() di »U - med t= 6 (— først) Aty= | —0,45 | —0,45 | —0,45 | —0,45 VA == 0,45" 0,4" 0,35” 0,325” No. 18 Å Jdb= | 4035 | Fosses NAN a| -»Ub. med f=6 — ført) Ådh= | —60,35 |-035 NS == 0,35” 0,85” 0,45" 0,35” Tab. XXIV. Normaltid : == 6". Å å No. 19 medt=6"| ypUb.* EN rå 2 pg UT (No. 1 /12) ( LAE At —= (0,35 ?) 0,4” 0,3” No. 20 med t=6"| v50b.* dy = + 0,3 + 02 (5) | + 0,45 (No. 2 ”h2)| ( først). dy = fr. FL — 0,4 — 0,3 . 12 At = 0,35” 0,3” 0,375” No. 21 med ft = 6" »Ub.* (No. 3 212) (— først). No. 32 +02 + 0,25 | +0,45 fr. od 112057 NE 0,3” 0,3759 10170" QR Don Aa med t = 6" Ob * At, = + 0,3 + 0,35 | +0,2 (No. 4 ”/2)| (+ først). dy = fr. — 0,5 0,35. 104 På 12 At IE 0,4” 0,35" 0,3” Tab. XXV. (8= 45"). Normaltid : 1=06% No. 23 | |mo|ana | sn | J. I. ss « At, pT= + 0,2 (2 FA ere AN Lar dh= fr. — 0,5 (?) | — 0,5 (2) ; 12 dt = | 0,35” 0,375” pr 1885.] FEXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 73 1 84. ,Kontrolforseg*. At PE 8. A. G. F. G. L. | Middeltal (af 8). Fv + 0,2 (2) +02(3) | +02() — 0,45 — 0,35 — 0,25 — 0,45 0,325" 0,3 0,225"(?) 0,325" +0,25 |+0325 | +0,35 | + 0,35 Ea 20400 | --035 | —0,85 0,3” 0,4" 0,35” 0,35” + 0,4 +0,25 | +0,35 | +0,4 —0,35 | —0,45(*) | —0,25 | — 0,35 0,375" 0,35” 0,3” 0,375” (8=45"). 2 84. PL 1 M. H. GA: G. F. GL |Middeltal | At (af 8). t + 0,2 + 0,25 + 0,35 sedan - | —055 i | —0,5 — 0,35 0,325” | 0,4" 0,425” 0,325" + 0,3 + 0,35 + 0,3 + 0,2 —0,35 | —0,5 —0,3 — 0,4 0,325” 0,4235” 0,3” 0,3” + 0,5 + 0,35 + 0,3 + 0,35 — 0,45 : — 0,6 FN 0,475” | — (0,35 ?) 0,45” 0,325” + 0,2 + 0,25 + 0,25 + 0,25 ) ' — 0,45 — 0,35 — 0,35 — 0,4 0,3235"” 0,3” 0,3” 0,325" ”ho 84. ,Kontrolforsøg*. (af 8) + 0,35 4 0,4 +0,25 | +0,35 | +0,5(*) | + 0,33 —0,35 | —0,4 —0,35 | —0,35 | —10,45 — 0,41 ae 0,35” 0,4” 0,3” 0,35" | 0,475" 0,37" 7 Normaltid: t= 6”. No. 24 med t= 6" (No. 6 212) No. 25 med t = 6" (No. 7 ”/2) No. 26 med t = 6" (No. 8 ”/12) med t = 6" (No. 1 11/12) No. 28 med t = 6” (No. 2 17/12) No. 29 med t = 6" (No. 3 17/12) No. 30 med t = 6" (No. 4 11/19) No. 31 med t = 6" (No. 5 "/2) Normaltid : ==": »Ub.* (— først). 5 Ub.* (— først). » Ub.* (+ først). nb. (+ først). Ob. (+ først). Ub.< (+ først). ab. (— først). Of (— først). Ål MH pi Åty MH Åt, VZ At Åto Ata MH At, pe At 1 + 0,25 — 0,35 0,3” + 0,35 0,8 0,325” Tab. XX VII. SIGVARDT THORKELSON. + 0,25 —0,3 0,275"” + 0,4 12462 0,4" + 0,3 — 0,45 0,375” + 0,45 03 0,375” + 0,35 — 0,25 0,3” Tab. XX VL No. 27 fr. fr; + 0,2 — 0,4 fr. 0,3” + 0,3 — 0,85 fr. 0,325” + 0,3 — 0,35 fr. 0,325" + 0,35 — 0,4 fr. 0,375” (6 == 45%, S. L. p 34 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 75 AH | MH | 84 GF. | GL | Middeltal| (af 8). t + 0,45 + 0,25 — 0,35 — 0,45 — 0,45 — 0,25 0,35” 0,45” 0,35" 0,3” + 0,35 +-0,35 +0,5(3) | + 0,45 — 0,5 (?) | —0,5 (?) | — 0,3 (2) | — 0,35 0,425" 0,425” 0,4” 0,4" + 0,25 + 0,45 + 0,2 + 0,25 — 0,25 — 0,35 — 0,35 — 0,45 0,25” 0,4” 0,275" 0,35” (å =45"). 19 84 ed ME] 8 G. F. GL. | Middeltal | (af 7). t + 0,25 + 0,25 + 0,2 + 0,26 ; — 0,7 (?) | — 0,4 — 0,4 fr. — 0,43 175 0,475" 0,325" 0,3” 0,345” : + 0,25 + 0,25 + 0,35 + 0,25 + 0,27 1 — 0,4 02 — 0,5 — 0,3 — 0,37 Jå 0,325" 0,225" 0,425" 0,275” 0,32” ; +0,2(2) | + 0,25 + 0,45 + 0,35 + 0,32 1 — 0,6 (2) | — 0,3 å — 0,45 — 0,42 163 0,4” 0,275"” 0,425" 0,4” 0,37" ; + 0,2 + 0,2 + 0,2 + 0,45 + 0,29 1 — 0,5 — 0,35 LET —0,3 — 0,35 187 0,35” 0,275" 0,25” 0,375" 0,32” : + 0,25 + 0,2 + 0,25 + 0,35 + 0,3 1 — 0,35 — 0,35 fr — 0,3 ? — 0,33 191 0,34 0,275" 0,275"” (0,35) 0,315” Å Ula 84. ,Kontrolforseg*. GL, |Middeltal| At (af 7). t 76 | SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Normaltid : t — 6”. No. 33 medt=6"| ,0b4 || (No. 7 11/19) (+ først). At No. 34 medt=6"| | p»Ub.* | (No.8 H/e)| (+først). | pg; No. 35 med t = 6" nUb.* +04 |+02 + 0,3 ? — 0,6 (3) | — 0,4 fr. (0,4) 0,4” 0,35" S (Å + 0,5 +0,35 | +02 — 0,3 — 0,4 fr. 0,5" 0,325" 0,3” S Å | = +0,3 40,85 1 405 == 1805 0,5 — 0,25 fr tn 011 først). a (No. 9 H/ia)| (+ først). | gg — 0,4” 0,375"| 0275" No. 36 Ally = 14-05 > 0,4 + 0,25 Eg Ub.+ å AR X med t 6 pp) ta == == 0,35 —= 0,35 — 0,5 fr. T 11 — først). | - (No.10/2)| (først). | gg 0,425"| — 0,375"| —0,375" 1 (å Liter bd forholdet = Teller I til å 10; 2u er det: til 19 (2 39 eller 19 til 59 Forandringen kan udtrykkes i følgende tal: 1 1 1 1 før: 77% nu 1790 eller 340 238 140 119 for: 2380 — 2380” 2" 3380 — 2380” ? forholdet var før omtrent som 17:12, nu — - 14:12. Til oversigt hidsættes de 3 trins exponenter (i gjennemsnit) 1 PN 1 2 9 Ly es , É kr for børn og 19 år: (ue.) 19 (f.) 17 (ud.) - 1 1 for voxne: 5 (ue.) — 14 (f.) — 19 (26) . (Uud.). Sammenfattet i hovedtræk, fremgår det altså af børnefor- søgene (sammenlignet med de voxnes), at børnene besidder en mindre forskjelsfølsomhed: (exponenten ca. ser Å og 5 ; imod Eå forskjelsværdierne (for uøvede) er meget vaklende, ver forandring (indenfor små grænser og ved ,lydtider*) er uden 1885.] rEXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. U AH. | im S. A. G. F. G. 5. |Middeltal| (af 7). t + 0,4. + 0,45 + 0,34 1 p — 0,8 — 0,43 15,6 (0,4) 0,375" 0,385" + 0,2 ++ 0,25 + 0,27 1 — 0,6 == (0,6 — 0,44 16,9 0,4” 0,425" 0,3535" + 0,4 +0,35 + 0,31 1 — 0,5 (2) be — 0,48 å 0,45” 0,425" 0,395” å + 0,2 +0,4 +0,32 1 — 0,5 siå — 0,44 153 0,35” 0,4" 0,38” indflydelse, ,færdigheden" og ,udenadlæren* har større indfly- delse end hos de voxne: pe imod på JÅ ) 4 TT 1 1 1 DET imod TET (hos voxne) )- X. Den Weberske lovs gyldighed. Den Weberske lov har ved mine experimentelle undersøgel- ser erholdt en ny bekræftelse og en ny belysning, specielt for tidssansen. At det modsatte er tilfældet ved Estel's forseg, må tilskrives dels hans beregningsmåde, dels hans forsegsanord- ning. Hans slutning lyder så: ,Das Weber'sche gesetz hat fir den zeitsinn keine giiltigkeit* (se Wundt's: ,,Philosophische stu- dien* II, 1. s. 65). Jeg vil i næste afsnit nøiere kritisere hans værdier og beregningsmåde og påvise såmange feilkilder i hans forseg, at deres største betydning som argument for eller mod den W. lovs gyldighed bortfalder. Her vil jeg kun indlade mig på ét punkt, forholdet mellem f, og fu, tilligemed de deraf ud- vundne værdier (v, = ,den øvre forholdstærskel*, va ,den nedre Kj o5= Ø)i (se Phil stud. * M+1. 9: 62 flg.) 78 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. Dette punkt er af speciel betydning for det foreliggende spørgsmål; thi Estel siger (, Phil. stud.* II, 1. s. 63): ,Nennen wir vo, und va die obere resp. untere verhåltnissschwelle, wo also: so fordert das Weber'sche gesetz, dass abgesehen von zufålligen und constanten fehlern nicht nur die obere der untern verhålt- nisssehwelle bei derselben hauptzeit gleich sei: vy ="y=, SON- dern auch die verhåltnissschwellen fir alle beobachteten haupt- zeiten einen und denselben werth besitzen.* — Ja sågar prof. G. Th. Fechner (i et senere ofte citeret værk: ,Ueber die frage des Web. gesetzes etc. 1884*) synes at indrøemme ligheden af Vo Og Va ved én hovedtid f som prøve på den Web. lovs gyldig- hed (se s. 46 flg., s. 79 flg.), om han end nærmere holder sig til v= ,die mittlere verhåltnisssehwelle" =w. (se s. 47 flg., hvor han omtaler feil eller forsegsomstændigheder, der kan ee et andet forhold mellem v, og vu). Estel's mening er først og fremst at v, Skal være =, der- som Web. lov er rigtig; da må altså - (==) vere == > Da t&, er større end ft, må t, være mindre end f; men ikke nok hermed; å, må være i samme forhold mindre end , som i er mindre end %. Dette forhold vilde både være rigtigt og ned- vendigt, dersom der ingen unsiagtigheder var ved undersøgel- serne, og dersom tidssansen var meget (for ikke at sige: fuld- kommen) neiagtig. Nu har alle undersøgelser af tidssansen hidtil vist, at den netop ikke er nøiagtig; små tidsdifferenser gjør intet indtryk på opfatningen. (Grænserne er ei nøie be- stemte; men størrelserne f, og &, ligesom t og t er efter defini- tionerne netop de størrelser, der kun såvidt kan skjelnes fra hinanden, hvis forskjel såvidt kan mærkes. Efter Estel's (og Kollert's) mening skal just af disse næsten umærkbare forskjelles absolute størrelse fremkaldes et grundforskjelligt forhold i opfatningen, såat når den samme for- skjel mellem t, og t,= 4t,, er fremkommen som foregelse af 1885.] FXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 79 størrelsen f, kan den mærkes, men ikke som forminskelse fra t; da må der større forminskelse til for at mærkes. Dersom det virkelig var tilfældet, at stadig f, kunde skjel- nes fra t, men ikke f, fra f, når forskjellen mellem f, og t var lig forskjellen mellem f og %,, Så vidste jeg ingen anden måde at forklare det på end af forsøgsanordningen, således som også Fechner (i ,Ueber die frage etc.* s. 80) skarpt kalder det en »Zeitfehler*, forårsaget ved, at normaltiden bestandig kommer foran sammenligningstiden. Efter Kollert og Estel er dette faktum oprindelig hentet fra Vierordt's forsøg og kan udtrykkes så: ,den først hørte tid af 2, der skal sammenlignes, forkortes i bevidstheden*, eller: ,den sist hørte tid forlænges". Således bebreider udtrykkelig Estel (å W.: ,Phil. stud.* II, 1 s. 62—63) Mauritius, at han ikke har kjendt Vierordt's konstante feil. Det synes mig derfor nedven- digt at forsikre, at jeg kjender Vierordt's forsøgsbeskrivelse og resultater (i: ,der zeitsinn*, Tibingen 1868) meget godt, men ikke kan forstå dem således, som Estel (og Wundt) har gjort, men tror, at E. har overvurderet de slutninger, som deraf må drages. (Jeg kommer nærmere ind herpå i næste afsnit). Og selv om virkelig Vierordt's konstante feil måtte eller burde forståes som af Fstel skeet, følger deraf kun sikre slut- ninger med hensyn til forskjellige tider; disse hinanden (i opfat- ningen) lige tider er ikke så klart forskjellige fra hinanden, at de angiver nogen sikker målestok for dette tidssansens forhold. Imidlertid lader sagen sig med sikkerhed hverken afgjere i den ene eller anden retning ved teoretiske overveielser. Jeg har derfor med største forsigtighed, omtanke og varsomhed gjen- tagne gange anstillet preveforseg for at komme efter, om dette virkelig var et konstant faktum, at når % høres først, skjelnes en forøget sammenligningstid (t”) snarere end en forminsket ”. Men experimenterne har vist, at forholdet ikke er så. Der behøvedes i regelen ikke større dt, (forøgelse) end 4t, (forminskelse); og om enkelte gange større 7t, behevedes, så var det igjen ligeså mange gange, at 7t, behøvedes større end Jtu. Jeg har derfor ligesålidt ved disse prøveforsøg som ved mine andre forsøg i det 80 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. store taget fundet den regel, som Estel har fået frem ved sine, at dt, er større end 7i,; dette forhold hos Estel tror jeg er fremkaldt ved én eller flere af de feilkilder, som jeg i næste af- snit nøiere skal fremstille! (Jeg tror forevrigt ikke, at den Web. lov kunde siges at være modbevist, selv om Estel's regel om At, større end dt, havde gyldighed; den kunde endda gjælde - med denne modifikation for tidssansen). Men ved tidssansen vil der troligvis især for uøvede del- tagere vise sig en stor vaklen i de enkelte forskjelsværdier, såvel dt, som dt,, og da kan det 1 længden meget let hænde, at tillægsværdierne (476,) vil vise sig gjennemsnitlig mindre end fradragsværdierne (4t,), ligeså vist som det i roulettespil kan hænde, at flere aftener i træk rødt kommer oftere end sort. Ved at fortsættes endnu længere vil forskjellen mellem 76s og Åtys storhed udjevnes. Viser det sig énsidigt, beror det ifølge min hidtil gjorte erfaring på én feil eller flere. (Jeg vil siden vise et exempel fra prof. Wundt's deltagelse i Mehners forseg). — Den store vaklen ved tidssansen har vistnok sin grund dels i indre omstændigheder som mere eller mindre spændt opmærk- somhed, træthed o.a.1., dels i ydre forstyrrende omstændigheder, hvorfor det heller ikke af denne grund synes mig heldigt at vælge til prøve på den Weberske lov størrelser, der er så små, at de let kan og ofte vil forsvinde mod de tilfældige forstyr- rende biomstændigheder. Som mål for tidssansens forskjelsfølsomhed har jeg valgt Åty + Ma 2 middeltallet ft = (der forekommer mig også at måtte kunne benyttes af dem, der deler Estel”s opfatning af tidssansen). At, = My | 2 i ethvert fald urigtigt som mål for forskjelsfølsomheden (hvorom siden; cfr. også Fechner, ,Ueber die frage etc.* s. 12). Dette mit mål for forskjelsfølsomheden dt sammenlignet Å som mål for forskjelsfølsomheden, Estel's 7 = : AM i At (divideret) med den tilsvarende normaltid %, altså Fr »for- 1 Ved senere foretagne forsøg er Mehner kommet til lignende resultat ved de længere tider. 1885.] rExPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 81 skjelsfølsomhedens exponent", finder jeg også at være det hel- digste middel til at prøve den Weberske lovs gyldighed ved tidssansen. Den simple formel for Webers lov er jo netop: ÅR =en konstant* (cfr. Wundt: ,Phil. stud. II, 1, s. 6 etc.) eller: ,den netop mærkbare pirringstilvæxt (ZR) voxer propor- tionalt med pirringen (R) selv". Dette udtrykkes ved tidssansen som 23 Denne størrelse skal altså være en konstant, hvis den Weberske lov gjælder. Her får nu mine forseg en eiendommelig betydning til be- lysning af den. Kræver man til den W. lovs gyldighed, at alle forskjelsværdier ved samme tid skal være ligestore, såvel for øvede som uøevede, såvel for børn som voxne, såvel for syge som friske, såvel for trætte som kvikke, såvel for opmærksomme som for uopmærksomme iagttagere, da gjælder den vistnok ikke ved tidssansen. Men en sådan fordring vilde være urimelig. Under sådanne vilkår vilde ingen naturlov kunne gjælde (f. ex. tyng- dens lov, der modificeres ved de forskjellige omstændigheder eller andre love i sit praktiske resultat) Man må søge at faa de fænomener, der skal sammenlignes, under så lige vilkår som mulig. Forsåvidt har mine forseg en grundlæggende betydning, som de både søger at opstille forskjellige hovedgrupper af for- seg, indenfor hvilke tilnærmelsesvis énsartede vilkår er tilstede, og tillige søger at faststille de forskjellige gruppers forhold til hinanden, altså bringe størrelserne under sammenlignelige forhold. Det er ingenlunde min mening, at arbeidet hermed er til- endebragt; men jeg tror at have bragt det ind på rette vei og gjort begyndelsen for tidssansens vedkommende. Jeg har fundet efter forholdene at burde skille forsøgene i flere afdelinger. Til første afdeling har jeg henført forsøg med uøvede voxne. I denne afdeling har jeg fundet exponenten - tilnær- melsesvis konstant, nemlig i gjennemsnit = ca. 10 Til anden afdeling henføres forseg med voxne, der har Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 2. 6 rå 82 SIGVARDT THORKELSON. [No. 2. færdighed. Her viser exp. å sig aftagende med stigende færdighed, ved omtrent høieste trin under mine forsøg = ca. 4 16 1 ; så 1 1 (å 15) gjennemsnitlig ca. 7 (å 55) Til tredie afdeling: forsøg for voxne med udenadlæren. Her er ligeledes exp. å gradvis aftagende med stigende uden- adlæren. Den nogenlunde konstante høieste grad af øvelse havde 1 ex EG = CA ved mine forse Jennemsnitlig = å å — t (men ikke afsluttet), minimum = Ge Til fjerde afdeling henføres forsøg med uøvede børn i 10-årsalderen; exp. er ikke synderlig konstant, men ca. ss Til femte afdeling: forsøg med uøvede børn i 11—12- årsalderen; exp.= ca. å Til sjette afdeling: forseg med uøvede børn i 13—14- (å 15-) årsalder; exp. ikke konstant, men ca. Få Å Til syvende afdeling: beørneforsøg med færdighed; exp. er aftagende med stigende færdighed, fra ca. E til ca. En gjennemsnitlig ca. å å ES Værdierne er gjennemsnitstal af for- seg med børn i alderen fra 11"/» år til ca. 14 år (å 15). Til ottende afdeling: børneforseg med udenadlæren (samme alder som i foreg. og samme børn fra 111/. til ca. 14 (å 15) år). Exp. var stadig aftagende med stigende udenad- læren til ca. 2 gjennemsnitlig ca. å (å 6) Som det sees, er disse undersøgelser ikke afsluttede, navnlig er det ikke afgjort, hvorlangt færdighedens eller udenadlærens væxt kan drives, og om denne kan nå en relativt konstant grad, hvorefter den ikke synderlig tiltager. Den sikreste måde at ; 1885.] EXPERIMENTELLE UNDERSØGELSER AF TIDSSANSEN. 83 kontrollere den Weberske lovs gøyldighed på (ved tidssansen), måtte vel være at prøve ved den høieste (relativt fuldkomne) grad af færdighed eller udenadlæren.* Det er formodentlig Estel's (ligesom Kollert's og Vierordt'S) mening, at han har anstillet sine forsøg ved en (omtrent) konstant øvelsesgrad; (se især ytringer herom af Estel i: W. ,Phil. stud.* s. 58 og 59 etc.). Men mine forsøg har også vist, at denne Estel'Ss mening er en illusion, idet udenadlæren ikke er afsluttet og færdigheden stadig voxer under en ligeså lang forsøgscyklus, som hovedmassen af hans enkelte grupper indtager, altså at øvelsen har forandret sig under ex- perimenteringen; dernæst har han ved enkelte tider udenadlæren med, ved andre ikke, enkelte forsøg er med færdighed, andre rent uøvede, endelig har han af disse så rent forskjellige elemen- ter sammenblandet 2 grupper, hvis resultater også af denne grund er uskikkede til at tjene som grundlag for en prøvelse af den Weberske lov. De enkelte tider og afdelinger af Estel's forsøg er ikke indbyrdes sammenlignelige, da de er foretagne under så forskjellige betingelser. Det er mærkværdigt, at Fechner, der dog ellers (i: ,Ueber die frage etc.*) så skarpt har kritiseret Estel's forsøg, ikke har været opmærksom på den uhyre betydning, som dette forhold har. I modsætning til Fechner's udtalelser (sammesteds) mener jeg med hensyn til prøvelsen af den Weberske lov, at feilagtige resultater som Estel's ikke teoretisk lader sig bringe til rigtige (korrigere) ved hjælp af mathematiske formler og beregninger alene, og mener i denne Fechner's såre mathematiske frem- gangsmåde at se et tegn på, at han endnu er bleven hængende for fast ved den Herbartske grundtanke. Selv om denne grundtanke er rigtig i sig selv, at vi fra enkelte psychiske fænomener kunde regne os til nye efter be- stemte formler, har dog denne tanke praktisk ingen betydning, før vi både har et fast udgangspunkt og vi er sikre på form- lernes rigtighed. Men det er tillige min bestemte tro, at disse formler lige- 1 Således ved enkelte af Mehners senere forsøg. 84 SIGVARDT THORKELSON. EXPERIM. UNDERS. OSV. [No0.2. 1885.] som dette udgangspunkt kun kan findes ad empirisk vei ved ex- perimentelle undersegelser som Wundt's, Fechner's m. fl. På denne måde er den Weberske grundlov fundet og godtgjort af Fechner selv, ligesom overhovedet ingen så som Fechner har bidraget til at grundlægge, udvikle og belyse denne overordentlig betydningsfulde, epokegjørende experimentelle retning i psycho- logien. Ved siden deraf har han dog den tilbeielighed enkelte gange ved beregning at ville afgjøre spørgsmål, hvor endnu ikke experimenterne har talt. Det er derimod min mening både at måtte grundlægge enhver ny anskuelse (også af tidssansens fæno- mener) først og fremst på empiri og tillige her at have gjort det. Derved tror jeg kun med endnu strengere konsekvens og neiagtighed — i en enkelt retning — at have fulgt det spor, som Fechner i det store med bestemthed har anvist og selv i mange retninger fulgt. Først må experimenterne gjøres; så vil deraf de formler findes, ved hvilke både de samme fænomener i nye tilfælde kan beregnes, og efter hvilke feilagtige resultaters værdier med sik- kerhed kan korrigeres. Fechner's korrektion af Estel's værdier anser jeg derimod ikke for sikker, da den kun er teoretisk, ikke grunder sig på direkte experimenter. I modsætning til Estel's ovenfor citerede sats om den Weberske lov vil jeg sætte følgende som resultat af mine undersøgelser: Pen Weberske lov gjælder sandsynligvis også for tidssansen inden visse grænser under de samme vil- kår som andre love, nemlig at ikke biomstændigheder forstyrrer deres virken*. Mine experimenter har aldrig antydet noget, der strider mod den W. lov i sin almindelighed, og hvad Estel's forseg synes at bevise imod den, er fremkaldt af konstante og variable feil, der hos ham ikke klart nok har ladet loven komme tilsyne, om den end (som af mig i afsnit OT antydet) med stor tilnær- melse gjælder også for hans forseg, når de beregnes rigtig. Trykt 18 August. Om en Qlavs-legende fra Ribe af Gustav Storm. (Fremlagt i den historisk-filosofiske Klasses Møde den 28de Januar 1885.) L I Haandskriftet No. 123 qv. i nyere Samling i kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, der er skrevet mellem 1460 og 1465 af Præsten Peder Madssen (Petrus Mathie) i Ribe, findes optegnet en Legende om St. Olav, som ikke har været undersøgt, uagtet allerede Nyrup gjorde opmærksom paa den i ,Minerva* for Oktober 1787. Under et Ophold i Kjøbenhavn Vinteren 1882 —83 blev jeg opmærksom paa Nyrups Udtalelser, og ved Gjen- nemgaaelse af Haandskriftet fandt jeg, at den der bevarede Qlavs-legende havde en vigtig literær Betydning som Mellemled mellem den legendariske Saga og de eventyrlige Sagn og Viser om St. Olav. Jeg har derfor, skjønt Haandskrift og Orthografi lagde ganske særegne Vanskeligheder i Veien, taget en Afskrift og gjennemgaaet denne efter Haandskriftet; jeg skylder at oplyse, at min fortræffelige Ven, Hr. Bibliotheks-amanuensis Weeke ydede mig herved sin Bistand, og naar jeg tror rigtigt at have læst de fleste Steder og oplest de mange besynderlige Abbrevia- turer, skyldes dette væsentlig ham. Jeg lader her Afskriften følge, idet jeg gjemmer de Bemærk- ninger, jeg har at gjøre om Legenden, til Ffterskriften. For- Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 3. 1 Lt 2 GUSTAV STORM. [No. 3. kortningerne er opleste, Egennavnene har jeg sat med stor Bog- stav, og endel nødvendige Rettelser er gjorte (med Henvisning til Noterne, hvor Haandskriftets Læsemaade findes), men ievrigt har jeg ganske gjengivet Originalen; derimod har jeg udeladt Olavs Mirakler efter Døden, der, som nedenfor skal oplyses, ingen Interesse frembyder. Hvad der i Texten sættes med kursive Typer stemmer ordret med den ældre Legende efter min Udgave i , Monumenta historica Norvegiæ", hvortil Henvisningerne i Margen svarer. In Nederos munitissimo castro tocius Norvegie regni* nobi- lissimo rege Harvard vna cum nobilj sua coniuge dicta Uesce nobiliter regnante ad partem aquilonis*” que in extremis illius- terre? sita* est. sicut terra aquilomi> est propinquior, ita popu- lus iste est natura glaciali aliis nacionibus hominum crudelior et ad modum gelu remocior* igne caritatis et durior lapide et ad omne malum pronior, cultu ydolatrie strictior et sicut fami- ligrius stringebatur glacie, ita eciam possidebatur temeritate erroris et infidelitate. De hac quippe regione interrogatur Iere- mia secundo: Quid vides tu, Ieremia. Qui respondit: ollam suc- censam video et faciem" ews å face aqmlomis, Et att dominus ad eum: Bene vidistt quia ab aquilone pandetur? omne malum super ommes habitatores terre. Gloria. Omne malum dicitur sug- øestio diaboli, set dominus noster Iesus Christus, qui cum deo patre vnus et spiritu sancto misericors et pius neminem wult perire, set omnes homines saluos fieri et ad agnicionem sui nomi- nis venire secundum apostolum, disponit emollire duritiam effera- rum gencium illarum, obstinatos eorum animos calore verbi fider sue Vocare, ad regem suum legatos suos scilicet predicatores vite celeste misit, ut predicarent fidem tramitis, ut sic eicerent ab illis incolis incredulum cultum ydolatrie et minarent incredulis acerbi- tatem examinacionis extreme in ultimo iudicio å dei filio facien- dam, et credulis promitterent vitam beatam eternaliter perma- nentem. 1 regno. —? aquilonem. 3 terra. 4 scita. 5 aquilonius. 6 remo= core. 7 facies. 8 pendet. ER) , 1885.] OM EN OLAVS-LEGEDE FRA RIBE. 3 Hiis fascibus(!) diuini amoris nobilis rex regionis eiusdem nomine Harvard pre omnibus hiis inflammatus causa indulgenci- arum proponit visitare limina sanctorum usque Hispaniam, primo ad sanctum Iacobum nauigans cum nobili comitatu dirigit iter suum peregre profectus est. Cum igitur peruenisset in quandam eiuitatem nomine Bordeus in ultimis finibus scilicet regni Anglie sitam, hospitatus est apud cuiusdam proconsulis relictam, que circa eum quedam mira comperit, vnde eciam in quendam amorem singularem quo ad eum in coniugem habere instincta fuit. Vidit nempe quosdam dealbatos figuram perfulgidam gerentes ut angeli dei, qui obsequio familiari assistebant ei et cuncta bene et ordi- nate mundeque ministrabant ei, vnde coniecturare est hominem sanctum ex eo propagari. et in se spem beatam pictans, si tanti prolis possit [201 b] fieri mater, temptans jnsuper tanto peregrino concumbi(!). Vnde eciam eundem seilicet Haruard regem adiens, pollicens nauem eius onustam multis mercibus, scilicet in auro et argento et preciosis lapidibus et diuiciis quam pluribus, si contingat concubitus etcetera. At ille spondet se facturum, si tamen facta peregrinacione obtenta licencia ab uxore. Et sic illa tali spe allecta naues implet regis clenodiis, procurat insuper circa vnum ex fidelissimis seruis regis, quem regi semper et continue adesse swadet et iubet ut diligenter obseruet, ne rex rediens domum regine coeat. Set deo disponente, ne tam sanc- tus thorus macularetur, aliud fiet, quia ecce quid fit. Nocte natiuitatis Christi venit Haruard domum et applicuit sui regni et castri propril portum, et regine exeunti in ecclesia venit nuncius regem aduenisse saluum, vnde regina valde gauisa festinat regi in occursum intransque in thalamum ad eum ruit in eius osculum et nescientibus domesticis opus est factum. Inde breui peracto tempore rex licencia uxoris obtenta reuertitur versus ciuitatem Bordeus completurus promissa. Set tunc ab eadem hospita inuestigabatur aliud, quod nec tam ut prius mirabile sed pocius miserabile, nec tam amabile et affectabile sed prorsus horribile et detestabile. Vidit enim protunc quosdam nigros et horridos pro ministerio regis assistentes et omnia bona allata peiorantes. Tunc ipsa bonum opus completum esse scivit, id quod prius con- V 19 Lt — 4 GUSTAV STORM. [No. 3. cupierat fieri recusauit et priorem ac posteriorem visionem regi exponens multo cum honore eum ad propria remisit. Inde rege ad reginam suam reuertente dilectus domino et hominibus ineli- tus scilicet sanctus Qlauus natus est et :n urbe Rothomagi bap- tizatus. Qui crescens cultui diuino erat anhelans et dej minister et cultum dei honorans et ministeria amplians, ingenio bono pollens atque omnium virtutum exercicio habundans. Post hec concipitur Haraldus odiosus domino et rebellis semper(?) con- trarius diuine legi et nascitur in Trondheym castro patris in grauamen omnibus incolis, Qlauus vero cepit bone indolis et morum probitate a primeua etate proficere et cultum diuinum diligere et promouere, et & contrario frater eiusdem bona impedire et omnia protriuitatis(!) exercicio promouere. quia secundum euan- gelium Christi nulla quia(!) arbor mala fructus bonos facit et equaliter. Pater igitur horum Haruard rex bono senio obiit et ut decuit sepultus fuit. OQlauus vero rex ab jncolis regni proclama- tus [202a] fuit in regem adhuc patre eius viuente et fauente eo, quod ipsum sciuit ad regimen abiliorem et graciorem in populo et saniorem moribus fama pellente. Anhelat proinde frater Olaui Haraldus et regnum magis desiderans, regnum illud Normannorum quam iustum iudicium et regnum celorum. Instigat igitur omnes principes nobiles episcopos et majores plebis in discordiam sui fratris, facit conuocacionem, congregat armatorum multitudinem ad regni diuisionem et in sui fratris expulsionem. Statuit diem, set non seruat statutam fidem eo quod non curauit officium ac sollempnia missarum, set obsequium demoniorum, con- uenit ad finem in Walstenn,* vbi conduxerunt locum. Ac abinde valde mane et diluculo dominica die abinde furtiue versus Nederos Noruegie castrum regale ut illud preoccupat nauigat ac suum fratrem de regno expellat. Sanctus vero OQlauus rex pius cui placuit cultus diuinus non est formidine mortis ac terrore CONCUSSUS, quamvis percepit impiorum consultus, set secundum morem solitum seruans diem dominicum et auditis missis et 1 Hertil en Note med omtrent samtidig Haand: falsther terra. 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. 5 officiis diuinis et visis sacramentis, inde se et suis ut cunctis laute refectis, benedicens dominum nauem cum suis conscendit et cum esset valde tarde quia scilicet(?) viltima(?) fere hora vesperarum dominico die et hora ista transisset, quidam ex seruis indignacione moti dixerunt: Scisne an ignoras domine quod frater tuus valde mane et in diluculo processit nos nauigando versus Nederos cogitans te de regno eicere ut qui tamdiu tar- dasti etcetera. (Qui rex respondit: optime noui fratrem, non(!) sit vobis cure pro ista parte. Dominus deus iudex iustus fortis et longanimis est. ipse sua pietate iudicet inter ipsum et me. voluntas dei fiat, sibi committo causam meam et sue prouidentie. Non est decens die dominico ante finem officiorum dei de domo dei discedere, quia secundum ewangelium querite ergo primum regnum dei et hec omnia adduntur vobis etc. et omnia domino sunt possibilia. Et si ei placet, potest me in regnum meum in breui inducere. Et eleuans in celum oculos suos dixit: vias tuas domine demonstra mihi et semitas tuas edoce me. virga tua et baculus tuus ipsa me(a) consolamina sunt. At cum hec dixisset, accepit virgam et percussit nauem in latere dicens semel: jn nomine domini transeas. Et statim nauis velociter erat gradiens vltra solitum morem jta currens ut sanctus rex Olauus letus efficitur(!). Et ut hec experiencia suis faceret [202b] dixit vni ex seruis suis ut balistam acciperet et jaculum de manu emitte- ret. Et ecce sagitta quam emisit in citeriorem partem nauis cecidit intus manens. Secunda igitur vice sanctus Qlauus letus in domino factus virga percutiens latus nauis ait: jn nomine domini Iesu Christi transi. et statim duplo velocius currit, et iterum sagittare iussit et sagitta in medio nauis circa malum ac velum nauis cecidit. Et tunc 3a vice 3bus jetibus nauem in latus percussit dicens: jn nomine patris et filii et spiriti (!) nauis transi. Et iterum 30 iussit sagitare. et emissa sagitta retro nauem circa gubernaculum cecidit quia ita velocissimo cursu impetuose et currens quod omnes mirarentur. Et inde cum modicum ultra tempus ultra (!) nauigassent (et) ex opposito contra se gubernator 1 eonscendat(!). H,rx 6 GUSTAV STORM. | [No. 3. conspiceret, quandam pregrandem terram se cernere proclamauit et periculum metuens ab ista parte diuertere ac declinare dixit. Econtra Olauus sanctus rex gubernatori mandauit ut nauem con- tra eandem terram ac insulam dirigeret et nulla(!) timens eam pertransietur (!). Gubernator ait: Si hoc egero, omnes peribimus et omnium reus ero. OQlauus autem ait: Securus esto confisus in domino, tantummodo fac que dico. At ille secundum volun- tatem regis nauem ad terram direxit et statim terra ista se diuisit et nauis libere pertransiit et post se patentem riuulum (qui ab omnibus usque ad presens dicitur sanctus riuule(!), jn wlgari de hylleth swndh dicitur) post se dereliquit. Qui ut vide- runt miraculum domini tam subito transitu ipsum laudauerunt. Et sic sanctus Olauus cum suis multo cicius quam frater suus in Noruegiam peruenit et castrum scilicet Nederos ante fratrem diebus tribus et malum consilium fratris sui dissipauit. Vnde et inuidiam sui fratris magis contra se incitauit insuper ut profertur, quod omnes festinos dominicam diem et cetera festa sanctorum solemniter celebrauit, ac de celebracione sanc- torum suis subditis regulam singularem de celebracione festi instituit et induxit. Vnde in quadam die dominica accidit quod sanctus Olauus ex fantasia pocius ex melancolia guandam virgam manu tenens precideret cum cultello, cum vnus seruorum sibi de hoe! pre aliis inculpando hoc aduertens dixit: [203a] Domine dies dominica est et cras feria 2a. Quo audito mitis rex ac simplex in se reuersus omnia fragmenta ligni fecit recolligi et ipsemet collegit quecunque abscisa et igne adhibito in propria manu rogum ex eis fecit et combussit. Quibus combustis manum ille- sam comperit. Valde benignus et misericors erga inopiam proximi et cuius- cunque egeni fuit: quia nunquam aliquis mendicus egenus ac pauper tristis ab eo recessit sine clenodia(!) ac consolacione, set quisquis exposcens beneficium ab eo semper misericordiam inuenit quidquid possibile å quocunque Christi paupere rogatum fuit. Et si quis pro verecundia sibi non petebat necessaria se(!), sibi sanctus rex vltra(!) optulit et exhibuit. Nullo insuper tempore se ad mensam posuit nisi prius ipse in propria persona quam 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. | 7 plurimis ad mensam ministrans et cibaria elargitus fuit. Cetera vero opera caritatis et beneficia erga egenos et subditos paucis verbis explicari non sufficit, vnde et molestias quam multas et diuersas persequciones inde pertulit a suis propriis viris. In pompa denique constitutus spiritu semper pauper humilis et Ln negociis quamuis arduis tmplicatus regni semper meditabatur celestia. Et nec contentus salute propria, set diuina dispensante Lnr gracia populos quibus erat prestitutus Vigilanter nitebatur con- firmare in fide et morum Christi obseruancia. Et quia licet mul- Liv tos comuerteret, plures habuit aduersarios fortes et potentes, hii erant contrarii predicacioni apostolici verbi nobilissimi regis OQlaui et verbo et opere obuiauerunt sibi et conabantur euertere totis nisibus vias domini rectas. Justus autem OQlauus ut leo confidit et absque terrore fuit. Exemplo Job non expauescebat a multitudine malignorum nec terrebat eum despectio propinquorum vel aduersancium minis vel insidiis fiduciam habens in domino åa constancia fidei et predicacione verbi diuini non poterat auerti. Vnde et legitur quod veritatis innimicj sui aduersarii et complices sui fratris congregara(nt) magnam multitudinem arma- torum, sanctum regem Olauum in quadam insula saxosa proprio nomine Munsterhauen dicta, vbi eum cum paucis reppererunt. Et illic ut eum occiderent cum suis, vndique cum scaphis et alii(s) nauibus [2083b] rapinis ne euaderet obsidunt. Et inde furibundi ut canes rabidi ad mansuetas oues nimia festinancia ad locus(!) insule de nauibus ad perimendum scandunt cum armis suis, videlicet lanceis, securibus et balistis et cum diuersis armis. Et virtus diuina ita sanctos suos defensauit ut? nec vnus illorum ex milibus posset perstare ac nocere Olauo cum suis quia diuina virtus que emittit uerba et liquefacit ea, insule istius lapidee duriciam liquefecit ut ceram fluentem, ita ut quocunque se diuer- terent quasi limo ac molli pice adherent ad modum erugine reptarent. et alii usque ad genua, alii usque ad femur, alii usque ad cubitum, alii manibus, alii pedibus quasi glutinio lapidis(!) imprimerent. Quorum vestigia vsque in presens adhuc ibidem I get(!), 8 GUSTAV STORM. [No. 3. ———— TN ——>———— aparent. Quo labore et lassitudine impediti et pocius metu diuino repressi et å nece sanctorum occupati. Inde addidit dominus mirum prodigium mirabilius omnium pri- orum quia milites sub vexillo sancti Olaui regis existentes timore pariter et lassitudine et solis feruore fere duos dies et noctes cru- ciatibus siti aquarum penuria ibidem existenti et ardore et potius timore fessi ad modum filiorum Israel contra Moisem, sic et isti nune contra regem OQlauum sub balnerio stantes murmura- bant et de lassitudine et siti sanctis conquesti. At sanctus OQlauus arripiens bannelum et silicem hasta trudens vexilli dicit: ecce et nunc cernite infideles beneficiorum non credentes et. omnes boni emulatores et firmi. En de duro hoc lapide poterit dominus deus vobis copiam aque viue ut olim Moisi in deserto ad nutum producere. Et ecce statim ut hasta petram tetigit aquarum fluxus effiuxit quem mox cruciformiter cum hasta diuisit; qui usque in presens ibidem effluit. Vnde et tunc exercitus eius saturatus et recreatus fuit et mirabilem deum in omnibus operibus laudabilem glorificavit. hoc eciam miraculo maxima pars persecutorum cepit åa sua proteruitate desistere et quam plures nondum baptizati sacrum baptisma expetere et sancto Olauo adherere. Vnde abinde sanctus rex et apostolus Normannorum profecit Lv ac de die in diem numerus credencium augebatur et confunde- Lvi bantur qui adorabant sculptilia et decrescebat numerus perfidorum et in multis partibus regionis illius depressa multitudine infide- lium et succendebantur [204a] templa ydolorum et erubuerunt cultores eorum. Ac multi cum deuocione magna et alacritate contempnentes temporalia offerebant deo dona et donaria et pro peccatis sacrificia. Beatus vero Olauus provinciis quibus preerat prouidens ne nobiliores per potenciam inferiores opprimerent diuina spiritus sancti sapientia et disposicione preuia leges statmit et in publico promulgawit edicta, in quibus suum ius vnicuique assignauit et hiis maxime quantum liceret prelatis exercitum iuris in subditis et quantam reuerenciam subditi in prelatis dis- tribuit. singulis terris sui regni iurisdictionis considerans sapi- enter. In quibus claret quam sollicitus erga rigorem et reli- ” 3 % LÅ F- 1885.]| OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. 9 gionem, quam deuotus erga deum et quam benignus erga prozxi- mum exæisteret. Non potest explicari paucis verbis. Unde eciam Lvn e converso quam multas et malas perpessus est å malignis et sui fratris complicibus tribulaciones insidias et persecuciones domnec multitudini. eorum mon valens resistere censuit fore cedendum malicie. Cecessit in Ruciam non passiomis timore perterritus, sed arbitrans et diiudicaus cedere ad tempus donec congruum domino volente et opportunum offerret tempus, ad utilitatem populorum plurimorum quos ad fidem conuertere et confirmare domino adiu- vante et spiritu sancto tuente ab errore reduceret et ceteros. In Ruciam vero ingressus recepit eum humanissime rex et Lvn princeps Jarsalauus magno honore quamdiu ibidem manere volwit et ab incolis habitus fwit. At vbi non paruo tempore demoratus est, monimentum vite eius laudabilis et virtuose religiositatis et caritatis paciencie et benignitatis hiis cum quibus conuersatus est prebuit et dereliquit. Nutu igitur diuino tnspiratus ut ad pro- prium rediret regnum, talis sibi visio scilicet nocte antequam regre- deretur ostensa est. Celitus vidit enim quandam scalam stantem et celum attingentem se ascendere quoddam pomerium amenis- simum intrare et mnobilissimos fructus diuersi generis et mire puleritudinis et eximii odoris et saporis capere et gustare. quo- rum gustu et odore tam corporis quam mentis inestimabili leticia fuit perfusus et delectacionem percipiens [204b] inde se gusta- turum fructus salutis eterne proponit redire et de Rucia per Swe- ciam remeauit ad Noruegiam propriam sedem, vbi å multis cum magna gloria et honore et gaudio susceptus est superhabundan- ciori gracia å domino Tesu sibi collecta. Indutus ergo lorica fidei et accinctus gladio spiritus, quod est verbum dei, per mfamiam et bonam famam, per gloriam et ignobilitatem, per arma tusti- eie a dextris et a sinistris egregius perorator constanter ubique disseminabat verba dei. sponte se periculo obiciens paratus pati pro Christo si placuisset deo, libenter martyrium sitiens, non for- midans non recusans quoniam dignus est operarius mercede sua. Placuit tandem domino agonistam suum educere de ergastulo, I,rx quamuis ad regnum suum, ut plenam laborum suorum reciperet superhabundanter mercedem, ut videret regem regum im decore Lx Lx1 10 GUSTAV STORM. [No. 3. suo. Frat in terra illa ubi nunc sanctum corpus eius requiescit quidam indurati et pertinaces in sua malicia, veritatis hostes, ymmo tpsi regi rebelles et execrabiles. In hane venit prouinciam predicaturus et docturus verba dei; qui jbi comvenerunt in vnum aduersus dominum et aduersus Christum eius et congregauerunt consilium iniquitatis ut caperent eum ac nocerent eius doctrinam (!) que erat eis contraria, vnde quidam eius adversarii instincti in propria malicia, quidam corrupti pecunia aduersus eum conueniunt, quia videbatur legibus eorum paternis esse contrarius, statuentes diem belli mn loco Schiliach sculestadh(!) quasi ignorante rege et populo eius multum ab eo distante tunc eum excipiunt bello surrepticio. Sed inuictissimus Christi athleta et martir gloriosus nihil tyrannidi (!) formidans ac falsitatis terrene vtpote totus in deo suspensus et celestia desiderans. festinat pro dei iusticia pugnaturus. non formidans åa face multitudinis. Porro dominus pro quo tot agones passus est Volens suo martyri reddere mercedem et gloriam quam diu desiderabat. Nocte igitur diem sue passionis precedente apparutt ei dominus demul- cens eum verbis consolatoruis dicit: accede huc ad me dilecte mi. tem- pus est ut laborum tuorum duleissimos fructus recipies (1) et nostro frueris consorcio et coronam eternt honoris assumes. hinc rex inclitus et martir Christi ineffabili confortatus leticia [205 a] et quast Supra modum delectatus consolacione quam acceperat letus se optulit passiomt et martyrio non pressus formidine, set ita in Christo vigebat, quia licet vndique multitudine circumdatus non tamen ledi potuit, quamuis tota die prelii jaculis hostium quorum- cunque ac inimicorum aduersus eum conueniencium ac thelis nec hastis ac securibus euelli. Set quia ipsum attingebant vi diuina, erudeliter et grauiter vsque ad exitum spiritus ita lassati ut exanimes efficerentur. Sic itaque stabilitus et confirmatus in domino magna fiducia exultat. Et exinde cognoscens preostensam Ssibi visionem veluti patriarcha lacob scalam quam nuper in somp- miis viderat erectam etcetera. Et ut Stephanus celum vidit apertum et Ihesum filium dei regem glorie annexum scale et ad se attendentem et se ad coronam glorie inuitantem et ad fructum vite quem preparauit suis electis ab inicio mundj et ad constan- å Å MA 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. 11 ciam incitantem. Sitiens ipse mortem velut compos sui gaudii ad mortem se festinat. Indenuo hostibus proprii fratris manu percussus, securl et jaculis inniquorum transfixus, inmaculatum Lx spiritum deo reddidit et coronam martyrii optulit, qui circa annos domini millesimo centesimo(!) et octauo 4t0 kalendas augusti pro defensione fidei catholice fideliter migrans a castris ad pacem que exsuperat omnem sensum peruenit ad laudem dominj lesu Christi, eui est omnis honor et gloria in secula seculorum. II. Originalen findes i Haandskriftets Blad 201a—205b; af Olavs Mirakler efter Døden findes paa sidste Blad a) Om den blinde Mand, som blir seende ved at vaske sig i St. Olavs Blod; begynder ,Inde cum ministri regales euoluto passionis tempore lavarent* = Legenden II, n. b) Om Kvinden, hvis Lemmer var sammentrukne; begynder »Inde mulier contracta* —= Legenden II, vn. c) Om Bonden, som blev hængt og som Olav vakte til Liv; begynder ,Cuidam simplici rustico" = Legenden II, x. Dette Stykke er ikke fuldendt, da et Blad er bortrevet efter 205 og saaledes Legenden maaske har havt endnu et eller flere Mirakler. Allerede disse Mirakler viser, at Ribe-legenden har modtaget Laan fra den gamle latinske Legende fra Nidaros; dette vil ogsaa sees af de i Texten fremhævede Stykker med Henvisnin- gerne. Det er saaledes klart, at den gamle Legende har dannet Underlaget; men ovenpaa denne er der bygget en ny Legende af ganske uensartet Indhold. Det er dette nye Indhold, som giver Ribe-legenden dens Interesse. Jeg skal her betragte dens Sagn enkeltvis, idet jeg sammen- stiller dem med beslægtede Sagn. 1. St. Olavs Fødsel. Efter den legendariske Saga kommer Harald Grenske fra et Vikingetog til Götaland, hvor Dron- N 12 GUSTAV STORM. - Ro. 3 ningen Sigrid Storraade modtager ham med et Gjæstebud, er meget blid mod ham og om Aftenen tilbyder sig at sove hos ham om Natten; da han svarer, at ,,Aasta sover alene, og saa skal vi*, gaar Dronningen vred bort. Kongen reiser bort, men vender senere tilbage, bliver atter modtaget med Gjæstebud og ,tilbyder sig nu at gjøre det, som de før har talt om*. Men nu vægrer hun sig, ,fordi nu er Aasta bleven Moder til den Olav, som jeg heller vilde have til Søn"; siden brænder hun ham inde. I Legenden gjenfinder man det samme Sagn Træk for Træk, men Sagnet har faaet en mere opbyggelig Karakter: Harald (Harvard er kun Skrivfeil) er ikke paa Vikingetog, men paa Pilgrimsfærd til S. Jago de Compostella, og Sigrid er ikke længer svensk Enkedronning, men en Borgemesters Enke i Bordeaux; hun ser ham i Dremme om Natten omgivet af Engle, slutter deraf, at han vil blive Fader til en Helgen, og ønsker derfor at blive denne Helgens Moder. Harald lover at sove hos hende, dog med sin Hustrus Samtykke; men da han kommer igjen, ser Bor- gemesterenken ham i Dremme omgiven af sorte Djævle, slutter deraf, at Helgenen nu er undfangen (og at Harald senere vil blive Fader til en ond Sen) og sender ham bort. — Det nye er saaledes egentlig kun, at Harald Grenske ogsaa bliver Fader til Olavs onde Broder og at dette indgaar som Led i Sagnet. Dette Sagn kjendes ikke senere, men hører dog aabenbart med til Sagnene om Kampene mellem Olav og Harald. 2. St. Olav seiler overland til Nidaros. Efter den legendariske Saga er Olav indelukket med sine Skibe i Mælaren, men nærmer sig til Landtungen Agnafit, og skjønt Vinden blæ- ser mod ham, heiser han Seil ,og Vinden gaar efter hans Vilje"; da han nærmer sig Land, falder han paa Knæ og ser i sine Hænder: da springer Næset sender for ham, og han seiler ud til Havs med stor Berømmelse; ,,men det Sund kaldes siden Konungs- sund, og nu fare Skibe derigjennem*. Ogsaa dette Sagn gjen- findes i Legenden, men som Bestanddel af Kapseilingen med Broderen Harald. Ved Faderens Død bliver Olav Konge i Norge, men Harald holder i ,Valsten* et Møde med sine Venner og beslutter sig til at seile tidlig en Søndags Morgen til Nidaros 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. 13 for at bemægtige sig denne Rigets faste Borg. Olav faar dette at vide, men drager dog først afsted efter Høimesse, pisker paa Skibet, saa det flyver afsted ,mod dets Sædvane*, lader en af sine. Svende skyde fremad 3 Pile, den ene efter den anden, hvilke dog alle falder ned paa Skibet; han seiler derpaa tværsigjennem Landet, som deler sig og danner ,det hellige Sund*, og kommer 3 Dage før Harald til Nidaros. 3. St.Olav forvandler sine Fiender til Sten. Hans Broder Harald samler sine Mænd i Mosterhavn for at omringe Olav, men ved Guds Bistand kan de ikke røre sig af Stedet, eller de synke i Jorden, nogle til Knæs, nogle til midt paa Livet o. 8. V. Dette Sagn kan vistnok ikke knyttes sammen med Olavs historiske eller legendariske Saga; derimod findes dertil en mærkelig Parallel i den fynske Geograf Claudius Clavius's Geo- grafi fra Aar 1427; her nævnes nemlig blandt Øer ved Norges vestlige Kyst: ,Summers haun insula in qua sanctus Olaus Rex et martir debellabat fratrem suum infidelem uisibili adiutorio dei quod oculis vidisse fauet*." ,Summershavn* synes nemlig her kun at være en Skrivfeil eller Hukommelsesfeil (foranle- diget ved samme Navn i Halland) for Mosterhavn; ialfald viser den angivne Bredde og Længde paa et Sted mellem Bergen og Stavanger, og Geografens Beretning svarer saaledes netop til den Situation, som Legenden skildrer. 4. St. Olav byder Vandat vælde ud af Fjeldet og læsker sine tørstige Mænd. Dette Sagn er her fremstillet efter det bibelske Menster (Moses), men er dog nok ægte, da det jo mindér om alle de traditionelle St. Olavs-Kilder i Norge; det tilføies jo ogsaa ganske sagnmæssigt, at Strømmen ,,usque in presens ibidem effluit*. 5. St. Olavs Dødsmaade har kun de KFjendommelig- heder, at han var hele Dagen udsat for sine Fienders Spyd og Øxer uden at kunne saares, og at han endelig rammes af sin egen Broder. 1 Se Facsimilet i Nordenskiölds Studier och Forskningar S. 68. 4 GUSTAV STORM. [No. 3. III Legenden forudsætter om Olav og hans onde Broder tyde- ligt en hel Sagn-cyklus, der udvikler sig fra begges Fødsel indtil Olavs Ded og Martyrium; den har tildels, som paavist, sin Rod i ældre Sagn, men har udviklet disse til en selvstændig Digtning fuldstændig uafhængig baade af Historien og af den kirkelige Legende. Denne Eventyrlegende er aabenbart ikke første Gang optegnet i Ribe-haandskriftet, der tydeligvis er en Afskrift. Dog har jeg ingen sikre Kriterier fundet til at bestemme Le- gendens Forfattelsestid; at Byen Bordeaux siges at ligge ,i den yderste Del af England*, fører os ikke med Sikkerhed længer tilbage end til 1ste Halvdel af 15de Aarhundrede; ogsaa Citatet hos Claudius Clavius henviser til denne Tid. At Legenden ikke i sin latinske Form er forfattet i Norge, synes mig klart af de uvenlige Ord om den norske Nation, som Forf. har indflettet i Begyndelsen. Vistnok har han her havt den ældre Legende til Forbillede; men medens denne taler om de hedenske Nordmænd, fremhæver Forf. disse Egenskaber som Særkjende for Nordmæn- dene overhovedet og forstærker Udtrykkene. Jeg maa derfor anse Legenden for forfattet i Jylland, ligesom den findes op- tegnet der; en anden Sag er, at de Sagn, den optegner, vistnok er norske og specielt vestlandske, hvad der fremgaar af Steds- navnene Mosterhavn (Sendhordland) og Helgesund (Agder)*. Legendens literære Betydning bestaar i, at den danner Mellemled mellem den legendariske Saga om St. Olav og paa den ene Side den tidligere bekjendte Eventyr-legende, paa den anden de sen-middelalderske Folkeviser og Afbildninger om St. Olav. 1. Den Legende om St. Olav, som blev trykt i Löwen 1485 (optrykt i ,.Monumenta historica Norvegiæ" p. 277—82) og udkom i plattysk Oversættelse i Libeck 1492 (et Aftryk efter Udg. af 1 Ogsaa Peder Claussøn nævner, at St. Olav skal have besøgt Hellesund og der bygget 'to Stenvarder; men han undgaar — vistnok med Vilje — at omtale Folkesagnet nøiere. 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. 15 1505 i Ser. rer. Dan. II 536—39), gjør tydelige Laan fra Fol- kesagnene om Olavs Kapseiling med sin Broder, men paa en eiendommelig Maade: da Broderen vil fratage ham Norge, sei- ler Olav til Throndhjem gjennem Fjeldene, og ,en Kløft staar efter i Fjeldet lige til den Dag idag"; da siden Danmark til- . falder Brødrene og de Danske vil vælge ,den, som viser sig først*, seiler Olav i sit lille Skib under en Engels Ledelse gjen- nem ,de store Fjelde de sontes, som findes i Havet mellem Norge og Danmark*, og han kommer en Maaned før sin Broder til Danmark. Som man vil se, gjentages det samme Mirakel to Gange, for at ogsaa Danmark skulde faa sin Andel i den mær- kelige Begivenhed; men Sagnet er dog aabenbart det samme som i den jydske Legende, skjønt det ikke direkte stammer der- fra. Jeg har tidligere ment at turde antage, at det nordtyske Sagn er opstaaet i Kong Olav Haakonsens Tid eller kort efter, fordi han var historisk den norske Konge Olav, som ved Arv vandt Danmark; denne Formodning bortfalder imidlertid, naar man ser, at Sagnet endnu ved 1460 havde sit Lokale i Norge. Den nordtyske Legende kan ikke paavises før 1485 og er neppe meget ældre; ogsaa i 2den Halvdel af 15de Aarhundrede var jo Danmark og Norge forenede under en Konge, saa det laa nær at fremstille Helgenen som Konge i begge Riger. Man har ment, at denne Legende er forfattet i Liibeck; men da baade det tidligere kjendte Haandskrift (fra Utrecht) og den ældste Udgave (fra Löwen) er nederlandske og Legenden desuden røber et mærkeligt Ubekjendtskab med nordiske Farvand, er det vel mest forsigtigt at antage, at den ogsaa er opstaaet i Neder- landene (Holland). Ogsaa hid kunde jo Folkesagnene om St. Olav let naa, ligesom de ogsaa her kunde faa den Tilsætning om, at St. Olav skabte Fiskemængden i Øresund og bad i sin Dedsstund for ,Kjebmændene, som seile over Havet og paakalde ham i Farer.* 2. Folkevisen om St. Olav har længst været kjendt i Vedels : Bearbeidelse (1591), og selv efter at Svend Grundtvig havde frem- draget to ægte haandskriftlige Texter (Danm. g. Folkeviser II S. 187—39), antog han, at Vedel paa flere Steder har fulgt en 16 GUSTAV STORM. [No. 3. fyldigere Tradition; navnlig troede Grundtvig, at Vedels V. 47 » Harald bleff i Huen saa vred — han skabte sig til en Orm saa feed* var ægte. Men sammenligner man Visen med vor Legende, vil det strax falde i ØOinene, at Visen kun er en EFpi- sode i Sagnkredsen om St. Olav og hans Broder, og at Harald ikke strax efter at Olav blev Konge kunde ,skabe sig til en Orm*. Vedels Vers 47 maa saaledes betragtes som hans egen vilkaarlige Tildigtning, og dermed falder ogsaa de øvrige Fjen- dommeligheder i Vedels Visebearbeidelse, f. Ex. Tilnavnet Haar d- raade (laant fra Sagaen), den protestantiske Ændring fra ,,Mes- sen* til Guds Ord* samt de bedre Rim o. s. v. Qgsaa Vedel har havt to Opskrifter af Visen, den ene i Svanings endnu bevarede Haandskrift (B), den anden en Variant til C (Anna Basses Haandskrift, skrevet c. 1610); det sees snart, at han vexelvis har brugt begge (35 efter C12, 38 efter B22, 40 efter C13 og B23 o.s. v.) og udfyldt det manglende ved Tildigt- ning (V. 11, 21, 23—25, 28, 32, 34, 36, 37, 42—43, 45, 47, 49— 51); en Restitution af Visen bør saaledes ganske afholde sig fra Vedels Bearbeidelse. Visen i de to ægte Opskrifter, der vexelvis supplere hin- anden, stemmer i det hele med Legenden; de eneste Tillæg er, 1) at Olavs Skib hedder Oxen, hvad der jo som bekjendt er næsten historisk, idet Olavs Skib hed Visundr (egl. Bison-oxen)!- og virkelig bar et Oxehoved som Galionsfigur; 2) at Olav ved at seile over Fjeldene meder et Trold (eller flere Trold), som han forvandler til Sten. Man kunde mistænke Legendens Forfatter for med Vilje at have udelukket dette Eventyr af Legenden; men da dette Træk heller ikke findes i den nederlandske Legende eller i den nedenfor omtalte danske Hymne om St. Olav, og det desuden mere har hjemme i den anden Vise om St. Olav — om Troldene i Hornelen D. g. F. IT S. 140 f. —, ligger det nær- mest at antage, at vi i Visen have en nyere Udvikling af eller Tilsætning til det ældre Sagn. I den ene Variant af Visen har endog Fjeldene faaet Navn; ogsaa dette Navn viser en stærk Ölafssaga helga (1853) S. 158, 191. 1885.] OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. | 17 geografisk Afvigelse fra Legenden. Medens denne »henferer Begivenheden til en Seilads langs Norges Kyst og lader St. Olav aabne Passagen gjennem Helgesund (>: Nyhellesund, sydvest for Christianssand), nævner Svanings Visehaandskrift ,de Skaaner- knolde,* hvilket ikke kan være andet end de ogsaa i Konge- sagaerne nævnte Skåneyjar-fjöll) der synes at være Navn paa Fjeldene mellem Sælbo og Guldal. Visen om ,St. Olavs Væddefart* kjendes kun fra ?den Halvdel af 16de Aarhundrede i Danmark, og det er endog usik- kert, om Visen har lydt der, thi Svaning kan have faaet sin Op- skrift direkte fra Norge. At dog ialfald Sagnet herom er ældre i Danmark, sees af en dansk Hymne om St. Olav, som findes trykt i to Breviarier — fra Roskilde og fra Lund — af 1517. I denne forekommer nemlig følgende Vers: Largum iter nauiganti rupes scissa prebuit: hostis vires viri tanti metuens obstupuit: qua virtute tam prestanti seindi petra potuit.? Derimod kan ikke St. Olavsbilledet i Vallensbæk Kirke paa Sjæland, afbildet i Folkekalender for Danmark 1871 S. 122, regnes blandt Vidnesbyrd om St. Olavs Seilads over Fjeldet, som Dr. H. Petersen har gjort; paa dette Billede sees St. Olav sei- lende gjennem Havet, og hans Skibs Forstavn angribes af en Havmand, medens en Havfrue hænger sig fast i Roret. Denne Fremstilling, som efter H. Petersen er tegnet omkr. Aar 1400, slutter sig nærmere til det legendariske Sagn om hans Kamp med Havfruen, som kjendes fra Kongesagaerne, men staar ellers ganske alene og selvstændigt. 3. I flere svenske Kirker findes eller fandtes Billeder af St. Olavs Kampe mod Troldene. Det mest bekjendte er Billedet i Floda Kirke (Södermanland) fra c. 1480—1500, afbildet paa 1 Fnm. Sögur IX, 16 og 115. 2 Monumenta historica Norvegiæ S. 262. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 3. 2 18 GUSTAV STORM. OM EN OLAVS-LEGENDE FRA RIBE. flere Steder!; noget yngre (c. 1500—1520) er Billederne i Tegels- mora Kirke (Upland) og i Kumbla Kirke (Vårmland), og Bille- derne paa to Alterskabe, der nu befinde sig i det historiske Museum i Stockholm, det ene fra Lenna Kirke i Roslagen, det andet fra Ytre Enhörna Kirke i Södermanland. Paa dem alle seiler Kong Olav i sit Skib, i hvis Forstavn sees Oxehovedet, ind mod Fjeldet, hvor han modtages af flere Trold eller (paa de to Alterskabe) af et enkelt Trold; paa Billedet i Floda-kirke og paa Alterskabet fra Lenna Kirke sees paa Olavs Skib en af hans Mænd udskyde en Pil, som i Folkevisen og i Legenden. Dette Sagn har altsaa i Tiden om 1500 været meget populært i Sverige, og alle Detaljer vise, at Traditionen stammer direkte fra Visen i samme Skikkelse, som vi senere kjende den fra Danmark; det er ellers sandsynligt nok, at Visen er naaet til Sverige direkte fra Norge, og at vi af disse svenske Billeder tør slutte, at Visen om St. Olav er ældre end Slutningen af 15de Aarhundrede. 1 F. Ex. Folkekalender for Danmark 1871. Daae, Norges Helgener. . Trykt 28 Februar 1885. Ueber das Gentralnervensystem der Bartenwale. Von G. A. Guldberg. (Vorgelegt in der Sitzung der mathematisch-naturwissenschaftlichen Klasse den 30sten Januar von Prof, Dr. G. O. Sars), Historische Uebersicht. | eins der Organe der Cetaceen ist so wenig unter- sucht: worden, wie das Nervensystem. Dies ist jedoch leicht erklårlich, wenn man bedenkt, wie selten iberhaupt die Gelegen- heit sich darbietet, diese Thiere der Untersuchung zu unterwerfen, und wie viel seltener noch die letztere unter den giinstigen Um- stånden vorgenommen werden kann, wo so schwer conservir- bare OQrgane, wie das Gehirn und Rickenmark, sich in aus- reichend frischem Zustand befinden. Obgleich man ziemlich friih in Erfahrung gebracht hatte, dass das Gehirn der Delphine sehr breit und verhåltnissmåssig hoch war und des Nerv. olfac- torius ermangelte, so sind derartige Beobachtungen doch lange Zeit hindurch sehr vereinzelt geblieben. Immer noch beschrånkt unsere Kenntniss dieser Verhåltnisse sich auf eine ziemlich allge- meine Uebersicht, wåhrend der Verlauf der peripherischen Ner- ven nur sehr unvollkommen studirt ist. Unser Wissen iber das Nervensystem dieser Thiere steht somit noch auf einem sehr elementaren Standpunkt, und doch sind es, in mancher Beziehung, iiberaus interessante Verhåltnisse, die uns hier entgegentreten. Vid.-Selsk, Forh. 1885, No. 4, 1 2 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Bereits aus dem 17" Jahrhundert besitzt man von Ray's (1) Hand eine kurze Beschreibung des Gehirns einer Phocaena commumis, in welcher die allgemeinen Formverhåltnisse dieses Organs besprochen werden: ,The brain and the cerebellum are, for the substance and anfractus of them, the same with those of quadrupeds, only differing in the figure, as being shorter. But what they want in length, the make up in breadth.* Demnåchst behandelt er die Hirnhåute, Dura und Pia mater, die denjenigen der iibrigen Såugethiere entsprechen, und er- wåhnt, dass, ausser dem N. opticus, noch 6 oder 7 Nervenpaare und die gewöhnlichen Hirnventrikel sich vorfinden. Nur im ver- långerten Mark konnte er die bekannten Protuberanzen, die Nates und Testes (Corp. quadrig.), nicht entdecken. — Darauf fåhrt er fort: ,Diese Aehnlichkeit mit dem Menschen in Bezug auf die Breite und die iibrigen Verhåltnisse des Gehirns beweisen, dass dieses Geschöpf in dem Besitz eines aussergewöhnlichen geistigen Vermögens (wit and capacity) sich befinden muss, und låsst die alte Erzåhlung des Herodot iiber den Arion minder fabelhaft und unglaublich erscheinen.* Im 18* Jahrhundert? begegnen wir mehreren wichtigen Un- tersuchungen von Seiten hervorragender Naturforscher, besonders denjenigen eines Hunter's. Tyson's* Untersuchung der Phocaena filgt dem bereits von Ray bemerkten die neue Beobachtung bei, dass diesem Thiere der N. olfactorius fehle, ferner dass die Testes grösser sind als die Nates (Corp. quadrigem.), so wie endlich, dass der Autor keine corpora mamillaria habe finden können. Ungleich bedeutenderes hat indessen, wie bereits oben ange- deutet, J. Hunter geleistet, dessen beriihmtes Werk ,Observa- tions on the structure and oeconomy of whales* (2) in mehreren Beziehungen fir die Cetologie Epoche machend war. Ihm verdan- 1 Es giebt noch einen Verfasser aus dem 17 Jabrhundert, der das Nerven- system der Cetaceen. behandelt hat, nåmlich S. Scholtz: (Cerebrum orcae vulgaris supposita spermaceti larva delarvatum. Lipsiae 1678. Ich habe keine Gelegenheit gefunden dieses Werk nåher kennen zu lernen., The anatomy of the Porpess, London 1680. Diese seltene Schrift kenne ich nur aus Referaten spåterer Verfasser. ae) 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 5 ken wir die ersten Untersuchungen iber das Gehirn der Bar- tenwale, und in denselben erwåhnt er bereits das reiche Gefåss- netz in der Umgebung des Centralnervensystems. Ueber das Gehirn selbst sagt er (p. 423 und 424): ,Die Grösse des Gehirns ist sehr verschieden nach den verschiedenen Geschlechtern. Das Cerebellum ist in Verhåltniss zum Cerebrum grösser, als beim Menschen. Das ganze Gehirn ist compact; der vordere Theil nicht vortretend, wie bei den Vierfissern und dem Menschen; auch die Medulla oblongata ist nicht so prominirend, sondern eher applanirt. — Das Gehirn ist aus einer Cortical- und Medul- larsubstanz zusammen gesetzt, die sich sehr distinct sondern lassen; denn die Corticalsubstanz gleicht in Farbe dem tubularen Theil einer Niere, wåhrend die medullare weiss aus sieht, wie beim Menschen. Die zwei lateralen Ventrikeln sind breit, und bei den Thieren, welche Geruchsnerven (olfactory nervs) besitzen, sind erstere nicht in letztere hinein fortgesetzt. Der Thalamus ist breit, das Corpus striatum schmal; die Crura fornicis sind långs der Windung des Ventrikels fortgesetzt. Der Plexus cho- roideus ist an eine starke Membran angeheftet, und passirt durch den ganzen Ventrikel, grade wie beim Menschen.* Darauf folgt eine Angabe des Hirngewichtes der Balaena rostrata, das 4 Pfund und 10 Unzen gefunden war. Hunter macht ferner noch darauf aufmerksam, dass die Dura mater des Riickenmarks mit der eigentlichen Medulla abschliesst, und dass die Cauda equina ausserhalb derselben liegt. Im Ganzen zeich- nen die Beobachtungen Hunters sich durch eine anerkennens- werthe Wahrheit aus, wie denn auch seine Beschreibung des Wal- fisehgehirns durch die neueren Beobachtungen bis in die klein- sten Details beståtigt worden ist. Schneider (3) liefert nur ein Resumé des damaligen Wis- sens um die Naturgeschichte der Wale, in welchem Hunters Ar- beit die Hauptrolle spielt. Was Schneider giebt, ist denn fast auch nur eine beinahe directe Uebersetzung der letzteren. Bei G. Cuvier (4) wird das Delphingehirn hauptsåchlich nur nach den Untersuchungen der friheren Forscher behandelt. Er macht besonders auf die zahlreichen Windungen aufmerksam, 1* 4 G. A. GULDBERG. [No. 4. in Bezug auf welche, wie er sagt, kein anderes Thier mit diesem sich vergleichen låsst; doch sind die Windungen nicht besonders dick, aber &usserst verschlungen und zusammengedriiekt. Die drei grossen Gyri (replis) lassen sich leicht aus der Menge ver- schlungener Furchen der verschiedensten Ordnung heraus erken- nen. Den Delphinen spricht Cuvier den N. olfactorius ab, schreibt ihn aber den Bartenwalen zu. Im Jahr 1815 traten Blainville und Jacobson (5) mit einer Beobachtung hervor, die eine ziemlich grosse Aufmerk- samkeit erweckte. Dieselben behaupteten nåmlich, den N. olfac- torius der Delphine, wenn auch in rudimentåren Zustand, gesehen zu haben. Es soll nåmlich derselbe sich finden ,an seinem ge- wöhnlichen Ort unter den vordersten Lobi des Gehirns, wo er aus zwei Wurzeln hervorgeht, aber so diinn ist, dass man guten Willen anwenden muss, um ihn zu bemerken.* Dies gab zu man- chem Widerspruch Anlass, und es bildeten sich zwei Parteien, von denen jedoch die, welche das Vorhandensein dieses Nerven beim Delphine bezweifelte, die meisten Anhånger zåhlte. Scoresby (6) beschreibt das Gehirn eines jungen grön- låndischen Walfisches (19 F'uss langes Thier). Er sagt (p. 1783): »» Die Windungen der grauen Substanz liegen in schönen Falten, mit der markigen Substanz verbunden, welche wie bei dem ,menschlichen Gehirn weiss ist.* .... Das Gehirn .... bei ,diesem Walfisch, der 11,200 Pfund .... schwer war, wog . .». ,nur 8 Pfund 24 Loth.* Rudolphi (7) bespricht die Grösse und das Gewicht des Gehirns bei B. mysticetus und Monodon monoceros. Durch die Reise Dr. Mandt's nach dem Eismeere war nåmlich das Ber- liner Museum in den Besitz dieser beiden werthvollen Pråparate gekommen. Das Gehirn des grönlåndischen Walfisches wog, nach 8 monatlicher Aufbewahrung in Alkohol, 5 Pfund 101 Loth und besass einen Sagittaldurchmesser von 8 Zoll 77/3 Li- nien, wovon 6 Zoll 5 Linien (bei einer Breite von 7 Zoll 8 Linien) auf das Cerebrum fallen. Das Gehirn des Monodon monoceros Wog 2 Pfund 31 Loth; die Långe betrug 6 Zoll 8 Linien, wovon auf das Cerebrum 5 Zoll kommen; die Breite war Å 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 5 7 Zoll. Die Långe des grönlandischen Walfisches wurde zu 75 Fuss angegeben; diese Zahl ist jedoch gewiss zu gross, da die Långe dieses Thieres nach Scoresby! selten 60 Fuss iiber- steigt. Die Långe des Narwals betrug 17—18 Fuss. In Bezug auf den N. olfactorius bemerkt Rudolphi, dass er einen solchen weder im Gehirn des Bartenwals, noch in dem jenigen des Nar- wals gefunden habe; auch am Gehirn eines jungen Delphins habe derselbe gefehlt. Die erste, eigentlich detaillirte Beschreibung des Delphin- gehirnes giebt Tidemann (10), wobei er dasselbe mit dem Gehirn des Menschen vergleicht. Dieser ausgezeichnete Beob- achter låugnet ebenfalls das Vorhandensein des N. olfact.: macht aber aufmerksam auf ein kleines Cornu posterius bei Delphinus delphis. 1826 veröffentlichte der bekannte Carl E. von Baer (11) eine Beobachtung, welche Blainvilles und Jacobsons Behauptung unterstiltzt. Nach Hunter und Rudolphi war Roussel de Vauzéme (25) der erste, der wieder etwas ilber das Gehirn der Bartenwale beibrachte. Es sind dies jedoch nur ganz kurze Bemerkungen, die durch Beobachtungen an einem Bartenwalembryo (sp. ?) ver- anlasst wurden. Er sagt: ,Das Gehirn fållt nicht die Cavitåt des Craniums. Die Bulbi olfactorii verlångern sich in die Fossae ethmoidales hinein, welche letztere durch eine Membranfalte getheilt erscheinen; man findet aber nichts von einer Crista galli, wie beim Delphinus delphis.* Filr die Kenntniss des peripherischen Nervensystems lieferte V. Bruns (15) den ersten bedeutenderen Beitrag durch seine Be- schreibung der Gehirnsnerven nach Dissection eines Phocaena- kopfes. Besondere Aufmerksamkeit ist dem N. trigeminus ge- widmet. | Kurz darauf begegnen wir dem im Gebiete der Cetologie sehr angesehenen Forscher W. Rapp und seinem bekannten Werk: sPie Cetaceen, zoologiseh und anatomisch dargestellt*. Seine I Account of arctic regions, vol. IT. 1820. N 6 G. A. GULDBERG. [No. 4. eigenen Beobachtungen sind ausschliesslich an Delphinus delphis angestellt. Er macht darauf aufmerksam, dass dem Riickenmark die Intumescentia lumbalis fehlt. Fbenso spricht er dem Del- phine den N. olfactorius ab.! | Einem andern bedeutenden Forscher auf dem Gebiete der Cetologie, Prof. Eschricht (20 und 21), verdanken wir ebenfalls einen sehr werthvollen Beitrag zu unserm Wissen um das Central- nervensystem der Wale. In einer seiner friihesten Abhandlungen iiber diese Familie beschreibt er das Gehirn eines Hyperoodon, in welchem er Rudimente eines Tractus olfactorius nachwies. Nach Eschrichts Tode hat der auf diesem Gebiete gleichfalls ver- diente Prof. Reinhardt (30) mehrere seiner Zeichnungen fiber die Anatomie der Wale veröffentlicht. Unter diesen findet sich die erste, und noch dazu sehr naturgetreue, Abbildung des Ge- hirnes eines Buckelwales, der Megaptera boops, 0. Fabr. In unsrer untenfolgenden Beschreibung der Walfischgehirns werden wir mehrfach auf die Untersuchungen dieses Naturforschers Bezug zu nehmen haben. In dem classischen Werke Leuret”s (22) iiber die comparative Anatomie des Nervensystems werden die Windungen des Ceta- ceengehirns genauer behandelt. Er bringt eine Beschreibung derselben bei Phocaena communis und bei Balaena mysticetus (nach dem Berliner Exemplar). Da wir im Folgenden uns sehr eingehend mit den Leuret'schen Untersuchungen werden be- schåftigen miissen, will ich hier nur in der Kirze bemerken, 1 Hierin schliest er sich somit der Reihe von Naturforschern an, welche das Vorhandensein dieser Nerven bei den Delphinen, oder (mit einiger Erweiterung des Begriffes) bei den Zahnwalen uberhaupt in Abrede stellen. Wir stellen dieselben hier zusammen, Es sind: Tyson (Phocaena), Serres und Cuvier (D. delphis), Tiedemann, Wagner (D. delphis), Rapp und Å. Desmoulin (Phocaena), Mandt, Otto, Rudolphi (Balaena mysticetus, Monodon mono- ceros, Delph. delphis). Eine vermittelnde Stellung in dieser Frage nimmt Hunter ein, der diesen Nerven bei den Bartenwalen nachwies. Fir die Existenz desselben auch bei den Delphinen treten dagegen ein: Blainville und Jacobson, Treviranus, Mayer und Carl E. v. Baer. Dieser Streit iber Dasein oder Fehlen des N. olfactorius bei den åchten Delphinen ist immer noch nicht ganz entschieden, doch dirfte die Mehrzahl der neueren Cetologen sich der Ansicht zuneigen, dass der fragliche Nerv bei dem voll- entwickelten Individuum nicht vorkommt. HÅ Y 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 7 dass derselbe in seinem ('apitel ,,sur les facultés des mammiféres* die Cetaceen in die 10te Gruppe, und in seinem System der Ge- hirnwindungen in die 12te der hier aufgestellten 14 Gruppen placirt. Im Resumé iiber die Gehirnbildung der Såugethiere stellt er die Cetaceen zunåchst neben den grossen grasfressenden Såugethieren. Er giebt ibrigens nur vom Phocaena-Gehirn eine Zeichnung. Serres und Gratiolet (24), — von welchen der erstere bereits vor ziemlich langer Zeit in seinem bekannten Atlas (8) einige Zeichnungen des Delphingehirns mitgetheilt hatte, die jedoch keinen grossen Anspruch auf Naturtreue machen durften, — veröffentlichten 1861 eine Beschreibung des Gehirns einer jungen Balaenoptera rostrata (Zwergfinnwal), welche an der Kiiste der Bretagne gestrandet war. Sie machen aufmerksam auf die Ab- weichungen und Uebereinstimmungen zwischen diesem und dem Phocaenagehirn, und stellen in ihren Resumé folgende Behauptung auf: ,Bei den Finnwalen ist der in den Gehirnwindungen ausge- sprochene Plan derselbe, wie bei den Braunfischen (Phocaena); die allgzemeine Gestaltung des Gehirns und die Details der Wind- ungen zeigen sich aber bei diesen zwei Thieren der gleichen Gruppe wesentlich verschieden, und diese Abweichungen machen sich besonders im Tractus olfactorius bemerkbar.* Die Beschreib- ung dieser Verfasser, — der ersten, welche das Gehirn des Zwerg- finnwales eingehender behandelt haben —, ist leider von keiner Zeichnung begleitet. Nach der ebenbesprochenen Arbeit ist, mit Ausnahme einer nach Eschrichts Tod herausgegebenen Zeichnung eines Megaptera- Gehirns, kein Fortschritt auf dem hier behandelten Gebiete zu verzeichnen bis zu der in der allerneuesten Zeit (1883) veröffent- lichten Beschreibung des Gehirns eines Blauwales, Balaenoptera Sibbaldii, durch Beauregard (49). Das Material zu dieser Ar- beit lieferte die im Jahr 1881 unter Leitung des Prof. Pouchet unternommene französische Expedition nach Finnmarken; es be- stand dasselbe aus einem ausgewachsenen und zwei fötalen Ge- hirnen der B. Sibbaldii. Diese Beschreibung ist von Zeich- nungen begleitet; es sind die ersten iiber das Gehirn der B. Sibbaldii. 8 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Beauregard benutzt die Brocasche Nomenclatur fir die Ge- hirnwindungen, deren Beschreibung den Hauptinhalt seiner Arbeit ausmacht. Besonders ausfiihrlich behandelt er ,le grand lobe limbique*, sowie ,le lobe olfactif*. Diese Arbeit ist als ein sehr wichtiger Beitrag zu unsrer Kenntniss des Centralnervensystems der Bartenwale anzusehen; namentlich verdient unser Interesse die sehr klare Abbildung des Lobus olfactorius beim Fötus. In Uebereinstimmung mit den Anschauungen Brocas erkennt er in der Form und den Verhåltnissen des Lobus corporis callost eine Analogie mit den entsprechenden. Verhåltnissen der Solipeda (Equus), welche ihn zu dem Schlusse -leitet, dass die Bartenwale, dieselbe Stellung zwischen den Pachydermaten und den Zahn- walen einnehmen, wie die Fischotter (Lutra) zwischen den Carni- voren und Pinnipedien.1 Ueber das Gehirn der Zahnwale sind im letzten Jahrzehnt zwei Arbeiten erschienen, welche ich in dieser Vorbindung nicht ilbergehen darf. Als ein sehr werthvoller Beitrag ist zu be- zeichnen die Abhandlung des Dr. Herbert C. Mayor (46) iiber das Gehirn des Weisswales (Beluga). Der Verfasser liefert, so weit mir bekannt, die ersten mikroskopischen Untersuchungen ilber das Walfischgehirn. In der Corticalsubstanz unterscheidet er 5 Schichten, die sich im wesentlichen nicht besonders von den entsprechenden Schichten im Gehirn des Menschen oder der anderen Såugethiere unterscheiden. Aus seinen Untersuchungen geht hervor, dass die Neuroglia einen hohen Grad von Entwicklung zeigt, — eine Thatsache, die ich nach meinen Beobachtungen in Bezug auf das Riitckenmark nur beståtigen kann. An den Furchen und Windungen auf den Hemisphåren des grossen Gehirns er- kennt man dieselben eigenthiimlichen typischen Verhåltnisse, welche das Cetacéengehirn im Allgemeinen charakterisiren. Ganz neuerdings hat William H. Haswell (52) eine kurze Beschreibung des Gehirns der kleinen australischen Kaschelotart, 1 Dieser Schluss hat vielleicht seine Berechtigung in Bezug auf die Formver- håltnisse des Gehirns, entbehrt aber gewiss jeder phylogenetischen Be- deutung. TS 18 JV r 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 9 & Kogia Greyi, geliefert. Das Thier war 9 Fuss 6 Zoll (engl.) lang. Die Långe des Gebirns betrug 61/3”, seine grösste Breite 6”, das Gewicht 16 Unzen. oder 454 Gram. Er fand die gewöhn- lichen 3 longitudinalen Furchen auf der lateralen Flåche der grossen Hemisphåren, ausserdem aber auch sehr stark entwickelte secundåre transversale Furchen. Die Fissura ektorhinalis zeigte sich sehr tief, und der vordere Theil des Gehirns war spitzer als bei Delph. Forsteri. Aus diesem kurzen Ueberblick iber die einschlagende Litte- ratur wird man ersehen, wie gering im Grunde die Zahl der Beobachtungen ist, welche uns iiber das Nervensystem der hier besprochenen Thierklasse zur Verfiigung stehen. Was specielt die Bartenwale betrifft, so liegen ber diese seit den Hunterschen Beobachtungen eigentlich nur drei oder vier kurze Beschreib- ungen vor, die im Grunde kaum mehr als den Namen von Notizen verdienen, bis endlich die neueste Zeit uns die Beauregardsche Arbeit gebracht hat. Ueber das peripherische Nerven- system dieser Thiere findet man vollends nur einzelne zerstreute Bemerkungen, wie der Zufall sie veranlasste, wenn man bei der Dissection der Muskulatur der Walfischarten gelegentlich auf einen Nervenstrang stiess. So findet man z.B. in Carte's und Macalister”s (27) Abhandlung iber die Anatomie der Balae- noptera rostrata einzelne Bemerkungen iiber den N. phremicus (p. 218), sowie iiber einen Zweig des Cervicalplexus, der den Musc. mastohumeralis perforirt (p. 219); ferner einige Notizen ber den peripherischen Verlauf des N. facialis (p. 219—20), und endlich einige dergleichen iiber die Nerven der Zunge (p. 232) und der Augenmuskeln (p. 256). Aehnlichen zerstreuten Bemerkungen begegnet man bei andern Schriftstellern (Flower, Turner). Zum Studium des peripherischen Nervensystems werden ohne Zweifel Foetus in etwas vorgeschrittenen Entwicklungs- stadien die beste, oder wohl richtiger, die einzigste mögliche Gelegenheit bieten, da ja doch wobl niemand auf den Finfall gerathen wird, einen 50—60 Fuss langen B. musculus, oder gar 10 G. Å. GULDBERG. [No. 4. den noch grösseren Blauwal zu zerlegen. Einen wohlconservirten kleinen Foetus dieser Thiere dem angegebenen Zweck zu opfern, wird kaum je ein Naturforscher sich willig finden lassen, wenn er endlich so gliicklich gewesen ist, einen solchen zu erbeuten. Da es fir zukiinftige Untersuchungen iiber das Centralnerven- system der grossen Cetacéen vielleicht nicht ohne Interesse sein dilrfte, etwas iiber die Erwerbung des dazu nöthigen Materials zu vernehmen, so werde ich meine Erfahrungen in Bezug auf diesen Punkt hier noch in der Kiirze mittheilen. Ueber die Auslösung des Walfischgehirns aus der Sehådelhöhle. Es wåre keine Uebertreibung, wenn man sagen wollte, dass die Auslösung des Gehirns bei einem der grösseren Bartenwale zu den schwierigsten Operationen gehört, die dem Anatomen auf- gegeben werden können. Abgesehen von den groben Werkzeugen, auf welche man angewiesen ist, gilt es nåmlich hier, die Entfaltung grosser physischer Kraft mit der höchsten Vorsicht und åussersten Genauigkeit zu vereinigen. Die Schwierigkeit der Aufgabe wåchst mit der Grösse des Individuums in unverhåltnissmåssiger Pro- gression. Mag auch im 60fissiger Finnwal an sich dem Ana- tomen Schwierigkeiten genug bereiten, so ist derselbe doch ungleich leichter zu behandeln, als der mehr als 70 F. lange Blauwal. Um ein giinstiges Resultat zu erzielen, muss man zunåchst von der Frische des Materials sich iiberzeugen. Professor Aurivi- lius und Amanuensis Forstrand (Upsala) sind meines Wissens die ersten gewesen, welche die in Finnmarken jåhrlich statt- habenden Walfischjagden zur Erlangung von Gehirnen dieser Thiere benutzt haben. Nach mehrfach verungliickten Versuchen, erhielten sie im Jahr 1879 das erste Gehirn eines gemeinen Finn- wales (B. musculus), das nun im Universitåtsmuseum in Upsala aufbewahrt wird. Im Jahr 1881 gelang mir, ebenfalls nach ver- schiedenen entmuthigenden Erfahrungen, die erste Ausnahme des * å goe 44 vi bil hi yr 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 11 Gehirns einer B. Sibbaldii, von welchem jedoch nur die åusseren Hirnhåute spåter aufbewahrt worden sind; das Innere des Ge- hirns zeigte sich nåmlich nach mehrwöchentlicher Aufbewahrung: in Alkohol nicht hinreichend von der erhårtenden Flissigkeit durchdrungen, weil die inneren Hirnhåute nicht genau genug ent- fernt waren. Zujener Zeit befand sich Prof. Pouchet mit der von ihm geleiteten französischen Expedition in Finnmarken. Ihm theilte ich meine damaligen Erfahrungen mit, deren er sich, wie ich aus seinen spåteren Mittheilungen mit einiger Genugthuung er- sehe, bei seinen Arbeiten erinnert hat, wenn auch die Quelle, aus der er geschöpft, seinem Gedåchtniss entschwunden zu sein scheint. Die Expedition erwarb ein vollentwickeltes und zwei fötale Ge- hirne von B. Sibbaldii, welche im Pariser Museum aufbewahrt werden und neulich, wie erwåhnt, von Beauregard beschrieben worden sind. Spåter habe ich noch mehrere Gehirne verschie- dener Arten, sowohl B. musculus, als Sibbaldit, ausgenommen, und dabei auch Gelegenheit gehabt, den Finfluss der seit dem Tode des Thieres verflossenen Zeit kennen zu lernen. Nach meinen Erfahrungen liegt der Grenztermin, innerhalb dessen man auf frisches Material Rechnung machen darf, höechstens24 Stunden nach Eintritt des Todes. Hat man bis zu diesem Zeitpunkt nicht bereits den Anfang mit der Eröffnung der Schådelhöhle gemacht, so kann man sich alle weitere Miihe ruhig ersparen. Wenn das Thier viel Blut verloren hat, und man die Operation in der kalten Jahreszeit ausfiilhren kann, so diirfte man vielleicht den angegebenen Termin um einige Stunden iiberschreiten können, ohne das Resuitat zu gefåhrden. In den heissen Sommertagen dagegen, welche ja nicht grade selten in den polaren Gegenden Norwegens und des russisehen Lapland eintreffen, muss man sich ein noch frischeres Material sichern. Doch hat dies seine grossen Schwierigkeiten, da es ein seltener Fall ist, dass ein Thier schon innerhalb der ersten 24 Stunden nach seiner Erlegung auf dem Meere, so weit ,abgespeckt* und fertig ist, dass es dem Ana- tomen iiberlassen wird. Ausser der Gefålligkeit der Leiter des Etablissements, von der man selbsverståndlich in erster Linie abhångig ist, spielen hier die verschiedensten Umstånde, z. B. 12 G. A. GULDBERG. [No. 4. die Fluthzeit, die Lage (Bauchlage oder Riickenlage) in welcher das Thier ans Land gebracht ist, u. s. w. eine sehr wichtige Rolle. Das seiner Speckschicht entkleidete Thier muss so liegen, dass der Riicken aufwårts gewendet ist und man freien Zutritt zur Oceipitalregion hat, in welcher bekanntlich das Gehirn ein- øeschlossen ist. Man muss sich dann mit dem Messer durch die mehrere Fuss dicke Muskelschicht der Nackengegend durch- arbeiten, wobei man eine Transversallinie dicht hinter dem Vor- derende der beiden Scapulae als Richtlinie annimmt. Alles Fleisch, das vor dieser Linie liegt, muss entfernt werden, bis die Ober- hålfte des Atlas und Fpistropheus frei liegt. Darauf ist der enorme Temporalmuskel zu beseitigen. Ist iso die Region des Hinterhaupts vom Fleisch entblösst, greift man zur Såge, d. h. in diesem Falle, zu einer grossen Holzsåge, die von zwei Mann gefiihrt wird. Man beginnt mit einem vertikalen Transversal- schnitt, 6 bis 8 Zoll hinter dem Vorderrand der Squama ossis oceipitis. Dieser Schnitt wird so tief als möglich gemacht. Darauf legt man einen horizontalen Querschnitt ungefåhr 3 Zoll oberhalb des Vorderrandes des Foramen magnum, in der Höhe des Processus frontalis ossis temporis. Einige der stårksten Vorspriinge des Schlåfenbeines wird man zweckmåssig schon im voraus entfernt haben. Der grosse Knochenblock, der durch diese beiden Sågeschnitte abgelöst ist, wird nun fortgeschafft; und man wird an der Vor- derseite des KEinschnittes die beiden Canales ethmoidales er- blicken. Die ausnehmend fetthaltige spongiöse Knochenmasse, mit der man es jetzt zu thun bekommt, wird am besten durch Beilhiebe entfernt, die jedoch immer flach-horizontal gefihrt werden miissen. Bald gelangt man so bis an die Lamina vitrea, die sich durch ihre Hårte zu erkennen giebt; doch gilt es die åusserste Vorsicht anzuwenden, zumal an der Vorderseite, wo diese Schicht sebhr diinn ist. Hat man die Lamina vitrea er- reicht, so folgt man derselben, in dem man die ganze iiber- liegende spongiöse Substanz auf beiden Seiten so tief hinunter abschålt, bis die Contouren der ganzen oberen Hålfte der Gehirns dem Auge deutlich entgegentreten, und nur noch die Lamina 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 13 vitrea den Einblick in dasselbe hindert. Nun hackt man mit dem Beile, rings um die ganze Hirncavitåt, eine tiefe Rinne aus, besonders jedoch an den Seiten und in der Nackengegend, und sorgt ferner fir die Anlage von breiten Auslaufscanålen rechts und links auf der Riickseite, um all des Fettes und Blutes sich zu entledigen, welches in der Hirnhöhle sich sammelt. Dann geht man an die Ablösung der Lamina vitrea, wozu man Beil und Meisel anwendet. Man durchbricht dieselbe an der Seite, worauf sich die Dura mater als eine grauliche, stark fibröse Membran zeigt, durch welche dunklergefårbte, tiefer liegende Venen durchblicken. Man hilte sich die Dura mater zu verletzten! Gelingt es nicht, dieselbe unversehrt zu bewahren, so muss man bei der spåteren Behandlung doppelt grosse Vor- sicht anwenden. Jetzt gilt es natiirlich das in seine Håute ge- hiillte Gehirn, so weit als möglich, bloss zu legen. Die Knochen- masse zeigt an der Hinterseite die stårkste Resistenz; hier sind die Condyli occipitales so hart wie Elfenbein. Ist das Gehirn so weit bloss gelegt, dass man von der Seite aus mit der Hand unter dasselbe gelangen kann, so beginnt einer der beschwer- lichsten Abschnitte der Operation, — die Ablösung der Dura an der Basalflåche. Man setzt sich zu diesem Zwecke rittlings iiber den Atlas, und geht mit beiden Hånden unter die Hirnhåute hinein, indem man mit der einen Hand driickt und mit der andern schneidet, wozu man ein kurzes Messer benutzt. Nach ein- bis anderthalbstindiger Arbeit dirfte man gewöhnlich die Ablösung vollbracht haben. Nun hebt man das Gehirn aus der Schådel- höhle, wobei man dasselbe an dem vordersten Theil (oder den Seitenpartien) der Prolongation der Dura mater anfasst, und legt dasselbe in ein Gefåss mit Wasser. - Die ganze Operation nimmt ungefåhr 5 Stunden in Anspruch. Am meisten ermiidet jedoch der letzte Theil der Arbeit, weil man hier so grosse Vorsicht in acht zu nehmen hat und doch gleichzeitig seine volle Kraft anwenden muss. — Ich rathe jedem die Vorder- partie des Gehirns mit besonderer Umsicht zu behandeln, wenn man triiben Erfahrungen zu entgehen wiinscht, da hier die Dura iiber Erwarten diinn ist. — Nach einstiindiger Auswisserung, wåhrend 14 G. A. GULDBERG. [No. 4. welcher das Wasser mehrere Mal gewechselt wird, öffnet und entfernt man die Dura mater; ebenso sucht man, soviel als mög- lich von der Arachnoidea und den Pialgefåssen zu entfernen, und legt dann das gereinigte Gehirn in 40 igen Alkohol. In letzterem bleibt es zu seiner Reinigung 12—24 Stunden liegen, wobei die Flissigkeit einige Mal erneuert wird. Das Gehirn muss binnen 36 Stunden nach seiner Auslösung von seinen Håuten und Gefåssen befreit sein, wenn es als Ganzes aufbewahrt werden soll. Nach 24 stindigem Hinliegen in 40 "igen Alkohol, wird es in 70 "/pigen iibergebracht, und nach weiteren 24 Stunden in 95 "bigen. In die Zwischenråume zwischen den Hemisphåren (bis zam Corpus callosum herab) und zwischen dem Cerebrum und Cerebellum legt man Baumwolle. — Hat man keine Zeit, das Pråparat in dieser Weise unmittelbar nach seiner Auslösung zu behandeln, so muss man dasselbe in sagitaler Richtung durch- schneiden, was unter allen Umstånden das sicherste ist. Man darf nie vergessen, dass der Alkohol nur unvollkommen auf die dicke Gehirnmasse einwirken kann, wenn die Pia nicht entfernt worden ist. Die Ursache dafir, dass die Gehirnmasse bei den grossen Bartenwalen so schnell in einen Zustand der Auflösung iibergeht, ist in dem Umstande zu suchen, dass das Thier nach dem Tode nicht erkaltet, sondern, bei seiner grossen Masse und in Folge der schlechten Wårmeleitung der es umgebenden Specksehicht, die Lebenswårme noch lange Zeit festhålt, so dass die Verwe- sung unter der fir diesen Process giinstigsten Temperatur be- ginnen und fortschreiten kann. Die Höhe der Bluttemperatur des lebenden Thieres kennt man nicht genauer. Zwei Stunden nach dem Tode des Thieres* zeigte das Thermometer jedoch noch 35.4? C. Die Beobachtung geschah an der Schwanzpartie einer B. musculus, und es ist somit die Möglichkeit einer höheren Temperatur in der Bauchhöhble nicht ausgeschlossen, sondern viel- 1 Herr Dr. Bonnevie aus Drammen hat auf meine Bitte hin die Gite gehabt, ein paar Messungen der Körperwårme kurz nach dem Tode anzustellen, wofiir ich ihm hier meinen Dank ausspreche. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 15 mehr sehr wahrscheinlich gemacht. Die Temperatur des Blutes und der Fleischmasse einer B. Sibbaldii betrug 3 Tage nach dem Tode ungefåhr 34 C. Die Eingeweide dieses Exemplares be- fanden sich bereit im Zustande fortgeschrittener Verwesung, und auch die Muskelmasse war im Begriff in Gåhrung "berzugehen und zeigte hie und da Gasansammlungen. Unter solehen Um- stånden versteht es sich von selbst, dass man das Gehirn bei der Auslösung immer sehr warm findet. Die Werkzeuge und iibrigen Hilfsmittel, welche man bei letzterer Operation zur Hand haben muss, sind folgende: Eine grosse Holzsåge, die von zwei Mann gefiihrt wird, und eine kleinere Handsåge fir einen Mann; ein oder ein paar scharfgeschliffene Beile; ein paar grosse, ungefåhr 8 Zoll lange, Meisel; zwei scharfe und starke Messer, z. B. norwegische Tolle- knive; ein Besteck mit grossen Skalpellen und einigen guten Scheeren; ein grösseres, flaches Gefåss zur Auswåsserung des Blu- tes im Gehirne; zwei grosse und tiefe, fast halbkugelförmige, Schiisseln, welche auf einander passen, um das dazwischen gelegte Gehirn umwenden zu können; ein Zinkkiibel von 12 bis 14 Zoll Diameter, in welchem ein mit Gaze iiberspannter Ring aufgehångt ist, auf dem das Gehirn mitten in der es von allen Seiten umspiilenden Conservirungsfiiissigkeit ruhen kann. In Bezug auf die Fintheilung der Arbeit möchte ich noch den Rath geben, dass man sich selbst nur die eigentliche Auslösung des Gehirns vorbehålt, und alles Sågen und Hacken von zwei Gehiilfen aus- fihbren låsst. Zu letzteren wåhblt man am zweckmåssigsten Zimmerleute (Schiffszimmerleute) oder so genannte ,,Flenser* d. h. Leute, die zum ,Abspecken* der Wale gebraucht werden und mit dem Beile umzugehen verstehen. Wåhrend der Arbeit muss man durchaus eine vollståndige, öhlgetrånkte Matrosenkleidung und grosse Seestiefel anlegen, und kann desungeachtet immer noch es zur Geniige erleben, dass die Unterkleidung durch das mit Blut, Fett und Walfischexcrementen vermischte Seewasser, bei der geringsten Unvorsichtigkeit grindlich besudelt wird; wie denn auch bei långerer Behandlung des gåhrenden Fleisches ein penetranter Geruch am ganzen Anzug haften bleibt. e- 16 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Die Hånde werden bei dieser Arbeit oft iibel zugerichtet, da es unmöglich ist, bei der Ablösung der Dura mater von der Knochenflåche sich vor Verletzungen an den zahlreichen Knochen- splittern und scharfen Zacken der Schådelbeine in acht zu neh- men. Doch habe ich nicht bemerkt, dass derartige Wunden eine Veranlassung zu localen Inflamationen oder Lymphangitis gege- ben håtten. Es möge hier nur noch eine Uebersicht des Materiales fol- gen, das der gegenwårtigen Arbeit zugrunde liegt. Alle unten aufgezåhlten Pråparate werden, wo nicht anders bemerkt ist, in der zootomischen Sammlung der Universitåt in Christiania auf- bewahrt. Aufzåhlung der Pråparate. Dura mater mit ihrem Gefåssnetz von Balaenoptera Sibbaldii, Q Gray, (Blauwal) 77 Fuss lang. Erworben1881. In Alkohol aufbewahrt. Gehirn, Hals- und Riickenmark bis zum ten Dorsalwirbel, nebst Lendenmark von Balaenoptera Sibbaldii, % Gray. Foetus, 4.07 m lang. Das Gehirn in mangelhaftem Zustand. Erw. 1881. Alkohol. Gehirn und etwas vom Halsmark bis Epistropheus von Balae- noptera musculus, 9 Companyo, (Finnwal) 64 Fuss lang. Prå- parat ausgezeichnet gut erhalten, in Alkohol. Erw. 1882. Halsmark der Atlas-Region einer circa 60 Fuss langen Balae- 1 Ausser diesem besitze ich mehrere Exemplare von Halsmarken, Medullae oblongatae u. s. w. von B. musculus und B. Sibbaldit. Diese Pråparate sind aber alle in Alkohol conservirt, und die meisten eignen sich nicht zum mikro- skopisechen Gebrauch. Auch Exemplare von halben Gehirnen habe ich auf- bewahrt, obgleich der Zustand der Frische bei der Auslösung aus der Schådel- höhle weniger gut war, Alle diese schlechteren Pråparate, welche nur als Hiilfspråparate dienen konnten, habe ich nicht speciell aufgezåhlt, ebenso- wenig, wie die verschiedenen Gehirne und Rickenmarke von Phocaena com- munis. Å 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 17 noptera musculus, 3 Companyo. Das Pråparat ist in der Miillerschen Flissigkeit gehårtet, gut conservirt. Erw. 1882. Das ganze Riickenmark eines 2.595 m langen Foetus von Balae- noptera musculus, Companyo. In Alkohol conservirt. Erw. 1882. Das Gehirn eines circa 60 fiissigen Finmwales, Balaenoptera musculus, Companyo. Das Pråparat bereits ziemlich alterirt, wurde zur Dissection verwendet. Conservirt in Alkohol. Erw. 1883. Das Gehirn, Sagittalschmitt, eines Buckelwales, Megaptera boops, 0, 0. Fabr. Foetus, 18 Zoll lang. Der Foetus war in Al- kohol gehårtet worden; nach seiner Decapitation wurde der Kopf in der Kleinenbergschen Fliissigkeit decalcificirt, in Paraffin eingebettet und sagittal durchschnitten. Die eine Hålfte wurde in situ, im Schådel liegend, conservirt; die andere Hålfte wurde aus der Schådelhöhle ausgelöst. Die Hemisphåre des Cerebrum war in ihrer oberen und hinteren Partie ein wenig beschådigt. Frw. 1883. Die Hemisphåren des grossen Gehirns von Balaenoptera borealis, Lesson, adultus (Seiwal). Das Pråparat gehört dem Museum in Bergen und ist mir durch die Gefålligkeit des Herrn Con- servator Nansen zur Untersuchung iiberlassen. Conservirt in Alkohol. Vid -Selsk. Forh. 1885. No. 4. 2 18 G. A. GULDBERG. [No. 4. Das Riickenmark der Bartenwale. Tæ Eu ME Es giebt kaum einen Theil des Centralnervensystems der Wale, welcher so wenig untersucht ist, wie das Riickenmark. Nur Hunter (2), Rapp (16) und Owen (29) besprechen dasselbe etwas genauer. Dagegen ist das charakteristische Gewebe aus- serhalb der Riickenmarkshiillen, nach Untersuchungen an Del- phinen und andern Zahnwalen, mehrfach beschrieben worden. Die im folgenden dargestellten Beobachtungen griinden sich hauptsåchlich auf Untersuchungen des Riickenmarkes zweier Foetus (B. Sibbaldii und B. musculus), so wie einiger Pråpa- rate des Halsmarkes von erwachsenen Individuen. Wir werden zuerst die Umgebungen des Riickenmarkes und ihre Beziehungen zum letzteren behandeln und dann das eigent- liche Riickenmark ins Auge fassen. Der Wirbelkanal und sein peridurales Gewebe (Taf. I). Vom Foramen magnum ausgehend erstreckt sich das Riicken- mark durch die ganzen Cervical- und Thoracaltheile hindurch bis in den Anfang der Lumbalregion. Dasselbe ist von einem ziemlich reichen Gefåssnetz und einem; gut entwickelten Binde- gewebe umgeben; die Maschen des letzteren enthalten eine Menge Fett. Der Canalis vertebralis ist, wie bei den andern Såuge- tbieren, mit einer stark faserigen Haut ausgekleidet, die das Periost bildet. Im Foramen magnum ist letzteres mit der Dura mater cerebralis dicht zusammen gewachsen und adbhårirt fest r 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 19 an der umgebenden Knochenmasse. Diese faserige Haut verliert jedoch bei ihrem weiteren Verlauf nach hinten allmåhlich ihren faserigen Charakter und geht in ein loseres Bindegewebe iiber. Zwischen dieser Membran und der Dura mater spinalis be- gegnet man einem eigenthiimlichen periduralen Gewebe, das, wie oben angedeutet, aus einem iiberaus reichen Gefåssplexus und einem fetterfiillten Bindegewebe besteht (cf. Taf. I). Das Rickenmark liegt ziemlich tief unten am Boden des Wirbel- kanal. In der Halsregion ist jedoch die Unterlage zwischen der Dura mater und den Wirbelkörpern bedeutender als weiter hin- ten. Die peridurale Filllungsmasse zeigt in der Halsregion die måchtigste Entwicklung des Gefåssplexus. Derselbe besteht aus ungefåhr gleichørossen, aber ausnehmend engen Gefåsslumina, und ist darum zunåchst als ein Rete mirabile zu betrachten. Im Fötalzustand hat das Gesamtgebilde das Aussehen eines schwam- migen Gewebes. In der Thoracalregion verliert es einigermas- sen diesen charakteristischen Gefåssreichthum; am Pråparat des 14 Fuss langen Foetus eines Blauwales zeigt sich nåmlich be- reits beim 3te Dorsalwirbel ein grösserer Hohlraum (Taf. I, fig. 18. €.).1 Hier scheinen Bindegewebemaschen mit Fettfillung die Oberhand zu gewinnen. Das auffallendste an diesem Ge- fåssnetz ist der Umstand, dass dasselbe wesentlich aus Arterien besteht. Diese EFigenthimlichkeit theilt dasselbe jedoch nach Owen (29) mit den öbrigen im Wasser lebenden Såugethieren, den Pinnipedien und den Sirenien, wåhrend bei den Landsåuge- thieren und dem Menschen venöse Plexus die vorherrschen- den sind. > | Vom ten Dorsalwirbel an erscheinen im Wirbelkanal, pa- rallel mit dem Riickenmark und fast in gleicher Ebene mit dem- selben, 2 grosse Venen, eine auf jeder Seite. Zwischen dem lsten und 2ten, sowie zwischen dem 2ten und 3ten Dorsalwirbel biegen dieselben nach aussen ab, und treten durch die Foramina inter- vertebralia aus dem Wirbelcanale heraus. (Taf.I, fig. 1, v b, fig. 1 Die Bildung dieser Hohlråume ist jedenfalls theils durch das Ausfliessen des Blutes, theils durch die Extraction des Fettes in der stark alkohnlisehen Conservirungsflissigkeit zu erklåren, Pa 20 G. A. GULDBERG. [No. 4. 3, vb). Wahrscheinlich ergiessen diese Venen sich in den Trun- cus brachio-cephalicus, den Serres und Gratiolet (24) bei der B. rostrata beschrieben haben. Sie entspringen aus der Vena cava superior. Nach den Untersuchungen der ebengenannten Ge- lehrten nimmt der Truncus brachio-cephalicus 3 Hauptsysteme von Venen in sich auf: 1) zwei Venae collaterales, die sich mit den Venae jugulares internae homologisiren lassen, 2) einen bedeuten- den Venenstamm, der die Vena vertebralis auf jeder Seite zu repråsentiren scheint, und endlich 3) die Vena mamillaria interna. Die Venae vertebrales scheinen die Hauptmasse des Blutes von der Wirbelsåule abzuleiten. Auch aus dem voranliegenden Theil der Cervicalsåule nehmen dieselben eine bedeutende Vene auf, die Vena cervico-vertebralis, welche auf dem Tab. I, fig. 3 abge- bildeten Pråparat, die Dicke eines Strohhalms hatte, (auf der Zeichnung aber nicht zu sehen ist). Letztere Vene geht mit dem in der Cervicalsåule verbreiteten Netz zahlreiche Verbin- dungen ein. — Den beiden Vertebralvenen begegnet man noch weit unten im Canalis vertebralis; wahrscheinlich erstrecken sie sich beinahe iiber den ganzen Verlauf desselben. Bei dem 14 Fuss langen Foetus zeigten sie sich beim 4ten Lumbalwirbel noch als fingerdicke Ståmme und schienen dort kein merkbar geringeres Lumen darzubieten, als in unmittelbarer Nåhe der ersten Ablaufszweige. Durch Anastomosen steht dies Venenpaar in gegenseitiger Verbindung, — etwa eine oder zwei fir jeden Wirbel. Die Anastomosenåste (an jenem 14 fissigen Fötus strohhalmdick und 25 cm lang) nehmen je einen öder zwei klei- nere Zweige auf, die aus der spongiösen Substanz des Wirbel- körpers entspringen. Die ebenbesprochenen Vertebralvenen, die sich wohl bei allen Cetaceen vorfinden dirften, hat Breschet (14) auch bei Phocaena communis beobachtet; er erwåhnt ihre Anastomosen und ihre Ausmiindung in die Vena cava superior zwischen der 2te und 3te Costa, d. h. an derselben Stelle, wie bei Balaenoptera Sibbaldii, und bespricht gleichzeitig den reichen Gefåssplexus, der die Medulla spinalis långs ihrer ganzen Ausdehnung umgiebt. Seiner Auffassung nach sollen .diese Vertebralvenen den Venae å ) j 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 21 azygos entsprechen, die demnach bei den Cetaceen in den Riicken- wirbelkanal verlegt. sein miissten. Diese jeder morphologischen Auffassung widerstrebende Deutung dirfte vielleicht immerhin eine gewisse physiologische Berechtigung haben. Dumeril (13), der verschiedene Untersuchungen Breschet's bespricht, nåhrt gleichfalls berechtigte Zweifel an der Richtigkeit dieser Deu- tung. Obgleich die arteriellen Plexus in den dorsalen und lumba- len Partien nicht dieselbe Entwicklung zeigen, wie in der cervi- calen, setzen sie sith doch mit einer gewissen Måchtigkeit nach dem Hinterende des Wirbelkanales fort, — weit iiber den Punkt hinaus, wo das Riickenmark aufhört, — in dem sie die langen Ner- venwurzeln und Nervenstrånge umhiillen, welche die ausserhalb der Dura mater liegende Cauda equina bilden. In gleicher Weise folgen diese arteriellen Plexus dem Laufe der von ihnen um- schlungenen Spinalnerven durch die Foramina intervertebralia hinaus; jedenfalls gilt dies von allen Cervicalnerven und theil- weis entschieden auch von den Dorsalnerven. Die eben besprochenen Plexus stehen aber auch im Zusam- menhang mit dem auf der Vorderseite des Riickgrats so måchtig entwickelten Plexus, der bei Phocaena commumis bei der 10ten oder 9ten Rippe beginnt, nach vorn hin sich ausbreitet und haupt- såchlich von den Intercostalarterien gebildet wird. OQwen (29 pag. 546) weist nach, wie von diesem thoracalen ,,Wundernetz* eine Fortsetzung in den Riickenkanal hinein sich erstreckt und das Riickenmark umspinnt. Bei den Balaenopteriden beobachtet man Anastomosen zwischen der Art. thoracica cxterwa und der Å. mammaria interna, Wodurch das Gefåssnetz noch verschlungener wird. Diese bei den Cetaceen so enorm entwickelten und an so ver- schiedenen Orten auftretenden Gefåssnetze — wir finden diesel- ben im Nacken, zwischen den Riickenmuskeln, in den Axelhöhlen, der Schådelbasis und. den Höhlungen der Maxilla inferior, — haben sich die Aufmerksamkeit der meisten Naturforscher zuge- zogen, die sich mit der Anatomie dieser Thiere beschåftigt haben. So findet man bereits bei Tyson und Hunter (2), und spåter 22 G. A. GULDBERG. [No. 4. bei Meckel,* Breschet (14), von Baer (11), Stannius (19), Carte und Macalister (27), so wie bei James Murie (87) mehr oder weniger eingehende detaillirte Beschreibungen dieser Gebilde. Der letztere giebt in Trans. of Zool. Society, vol. VII (p. 268—270) Fig. 54 eine ausgezeichnete Abbildung dieses, das Riickenmark umgebenden, Rete mirabile und seines Zusammen- hanges mit dem Thoracalnetze bei Globicephalus melas, sowie er auch die eben besprochenen Vertebralvenen zur Darstellung bringt. Bereits seit den Zeiten Hunters hat man diese grossen ar- teriellen Plexus der Wale mit dem aquatischen Leben dieser Thiere in intime Beziehung gesetzt, in dem man annahm, dass dieselben als Reservoir fir das arterielle Blut dienen, und es dem Thiere ermöglichen långere Zeit den Sauerstoff der Luft entbehren zu können. Von besonderer Bedeutung diirften in dieser Beziehung die das Gehirn und das Riickenmark umgeben- den Arterienplexen sein, da letztere Systeme am allerwenigsten, ohne iiberhångende Gefahr får den Organismus, des sauerstoff- haltigen Blutes entbehren können. So sagt bereits Fr. Cuvier (in Todd's Encyclopædia, vol. I, p. 577): ,Theese numerous ar- teries form .... å reservoir of oxygenated blood, which reen- tering the circulation, supports life throughout, where venous blood, only produce death.* Dura mater spinalis umhillt das Riickenmark wie ein dicht anschliessender Sack, der nur wenig Raum zwischen sich und der Pia ibrig låsst. OQwen (29) spricht von der. ,das Riickenmark dicht umkleidenden Dura mater”. An dem Pråpa- rate des Halsmarkes eines erwachsenen Blauwales sah man einen ziemlich grossen Subarachnoidalraum innerhalb der Dura, wåhrend letzere an den Pråparaten fötaler Rickenmarke diese sehr eng umschloss. Wie bereits angedeutet liegt die Cauda equina aus- serhalb der Dura, die somit keinen Sack unterhalb des Conus medullaris bildet. Auf diesen Umstand hat bereits Hunter in Betreff des Delphins aufmerksam gemacht. Die vorderen und hinteren Spinalwurzeln durchbohren jede I System der vergleichenden Anatomie, V. Theil. | 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 23 fir sich die Dura, und letztere scheint den Nerven keine weitere Scheide mitzugeben. Am Hinterende der Medulla legt sie sich als eine dichtschliessende Haut um das Filum terminale. — Mit der innerhalb liegenden Arachnoidea ist sie durch feine Fådehen mehr oder weniger fest verbunden. Unmittelbar vor dem Durch- bruch jeder zwei Spinalwurzeln bemerkt man ein strangartiges oder triangulåres Ligamentum denticulatum, das ziemlich dinn und wenig hervortretend ist. Dieses Ligament zeigte sich an den fötalen Rickenmarken als eine sehr diinne, leicht zerreissbare Haut, die sich nicht ohne Schwierigkeit erkennen liess. Auf dem Halsmarkstiick des erwachsenen Blauwales erschien es da- gegen deutlich als eine sehr solide und starke Membran, die sich an der Innenseite der Dura inserirte. — Die fötale Dura mater erschien verhåltnissmåssig dinn, wåhrend dieselbe am Pråparat des ausgewachsenen Thieres eine ganz ansehnliche Dicke — 3 bis 4 mm — erreichte. Die Arachnoidea ist eine diinne, mehr oder minder durch- sichtige, der Innenseite der Dura dicht adhårirende Haut, welche die weiter nach innen liegende Pia ziemlich lose umhillt. Im Zwischenraum zwischen den beiden letzteren findet man ein reich entwickeltes feines Gefåssnetz, sowohl aus Venen als aus Arte- rien bestehend. Dieselben haben bei dem erwachsenen Thier eine Dicke von 1--2mm. Wåhrend die der Dura zugekehrte Aussenflåche der Arachnoidea sich eben und glatt darstellt, ist die Innenseite derselben, die der Pia mater sich zuwendet, in besonderem Grade uneben und mit einer ausserordentlich øros- sen Menge von Fåden besetzt, die sich mit den zahlreichen fei- nen Ådern vermischen. Wie oben erwåhnt, umhiillt unsere Mem- bran das Riickenmark nur ganz lose. In dem zwischen der Pia und der Arachnoidea vorhandenen Subarachnoidalraum treten demnach jene feinen und dinnen Gefåsse in grosser Menge auf. Der Verlauf derselben ist ein ziemlich verschlungener und zeigt zahlreiche Anastomosen; dazu kommt das fadenförmige und mem- branöse Arachnoideagewebe, das ebenfalls zahlreiche Verschlin- gungen darbietet, so dass das ganze Gebilde den Eindruck eines 24 G. A. GULDBERG. [No. 4. wirren Durcheinanders giebt. Die Arachnoidea umhiillt die Ner- venwurzeln und bildet wahrscheinlich eine Scheide um die Nerven. Die Pia mater oder die Meninz vasculosa umschliesst wie gewöhnlich das Riickenmark so fest, dass man letzteres fast immer lådirt, wenn man die Pia zu entfernen versucht. Es ist diese Membran von zahlreichen Gefåssen durchbohrt und ent- sendet feine Septa-in das Riickenmark hinein. Hieriiber unten ein mehreres. Medulla spinalis. (Taf. I, fig. 1—3; Taf. II, fig. 1—15). Etwas von dem, was dem Anatomen bei der Eröffnung des Wirbelkanals und bei der Blosslegung des Riickenmarkes der Cetaceen am meisten in die Augen fållt, ist das frappante Miss- verhåltniss zwischen der geringen Masse der Marksubstanz im Vergleich mit dem Volumen des Kanales (Taf. I, fig. 1, 3). Ein åhnliches Verhåltniss soll man, nach Owen (29), auch bei den Sirenien und Pinnipedien wahrnehmen. Zur Beantwortung der Frage, wie weit hinterwårts das Rickenmark im Wirbelkanale sich erstreckt, habe ich nur einige wenige Angaben in der Litteratur auffinden können, und diese stiltzen sich iiberdies såmtlich allein auf Untersuchungen, die an Zahnwalen angestellt wurden. Rapp (16) giebt an, dass bei dem gemeinen Braunfisch (Phocaena) das Riickenmark bis zum 9ten Lumbalwirbel reicht. Jackson (23) fand bei Delphinus delphis (?) das Riickenmark bis zum 10ten Lumbalwirbel reichend. An einer Phocaena communis Less, — Långe des Indiv. 1.320 m —, fand ich das Ende des Rickenmarkes dicht vor dem 9ten Lum- balwirbel. Beim Spermwal soll das Riickenmark nach Schnei- der (3) bis zum 25ten Riickenknochen, d. h. also bis zum T7ten Lumbalwirbel sich fortsetzen. An einem 4.07 m langen Foetus der Balaenoptera $ib- baldit, Gray und einem anderen 2.595 m langen der B. musculus 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 25 Comp. zeigte das Riickenmark eine Erstreckung bis an den 4ten Lumbalwirbel. Die hier zutagetretenden Uebereinstinmungen bei Foetus von so verschiedener Grösse und von differenten Arten, scheint da- fir zu sprechen, dass auch bei den erwachsenen Bartenwalen beziiglich der Långendimension des Riickenmarkes ein åhnliches - Verhåltniss obwalten diirfte. Die Långe des ganzen Riicken- marks bei dem letztgenannten der beiden Foetus betrug 60 cm. Der transverselle Diameter ist grösser als der dorsoventrale. Dies gilt sowohl fir die ungeborenen Jungen als fir ausgewachsene Individuen. Doch findet man in der Halsregion keine so grosse Differenz zwischen den beiden Dia- metern, wie bei andern Såugethieren, z. B. beim Hunde. Messungen der Riickenmarkquerschnitte: Balaenoptera musculus, Companyo. An einem Foetus 2.595 m lang. Transversaldiameter. Dorsoventraldiameter. In d. Regio cervicalis (dickste Go 10 mm 7T mm ge hegio dorsalis 1. 4. Fit 51/a - s Regio lumbalis (dickste TAL ar ml dn 9 - Feda Halsmark eines ausgewach- senen Individs . . .. 18 065 PM Balaenoptera Sibbaldii. Gray. Riitckenmark eines 4.07 m langen Foetus. Ganz oben in d. Regio cervi- EE NE TT ET TG 121/2 - 10 - In d. Dorsalregion (4ten Dor- er DE 10 - Bil å Im Anfang der Lumbalregion > ken Ca. 71/2 cm. oberhalb des åus- sersten Endpunktes . ... 91/o - 9 - Das Halsmark aus der Atlas- * 26 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Transversaldiameter. Dorsoventraldiameter. regioneines78 Fuss lan- gen Individuums zeigte folgende Dimensionen .. 20 mm 16 mm Das Halsmark eines etwas | kleineren Individuums . . 18 - 18.40 Nach den Messungen an den fötalen Rilckenmarken ergiebt sich, dass der Unterschied zwischen dem transversellen und ven- trodorsalen Diameter in der Nackenregion sich am meisten be- merklich macht, wåhrend in der Dorsalregion der Riickenmark- strang sich ziemlich cylindrisch zeigt. An dem Riickenmark des kleineren der beiden Foetus macht sich jedoch gleichfalls eine picht ganz unbedeutende dorsoventrale Abplattung in der Lum- balgegend bemerklich. Letzteres Pråparat zeigte inzwischen auch mnoch andere interessante Figenthimlichkeiten. Im cervicalen Theil des Mar- kes bemerkte man nåmlich eine schwache Intumescenz. Durch die ganze Dorsalregion hindurch blieb dasselbe schmal und fast cylindrisch; in der Lumbalregion aber (die freilich, wie bereits bemerkt, nur sehr kurz ist) beobachtet man eine deutliche Zu- nahme der beiden Diameter, besonders jedoch des transversellen. Hier dicht vor seinem Unterende zeigt also das Riickenmark offen- bar eine zweite Intumescenz, die mit allem Fug und Recht sich der Intumescentia lumbalis homologisiren låsst, wie wir die- selbe bei anderen mit Hintergliedern versehenen Såugethieren kennen. Neben dieser Anschwellung tritt uns aber noch ein anderer beachtenswerten Umstand entgegen, insofern die Ner- venurspriinge in diesem untersten Theil der Medulla so dicht auf einander folgen, dass man innerhalb der Dura mater nicht mehr die Wurzeln der einzelnen Nerven von einander zu unter- scheiden vermag. Das gleiche Verhalten zeigt sich auch am Foetus des Blauwales. Letzteres Pråparat (Taf. I, fig. 2) be- sizt ebenfalls eine schwache Lumbalerweiterung, welche sich ilber einen långeren Abschnitt des Markes erstreckt; dieselbe ist jedoch nicht so ausgeprågt, wie beim Finnwalfoetus, ein Um- stand, der ja auch aus den Messungen zu erkennen ist. hr” få mye AT, 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 27 Rapp (16) hat zuerst den Satz aufgestellt, dass die Intu- mescentia lumbalis den Cetaceen abgehe, und Owen (29) hebt diesen Umstand als eine Eigenthimlichkeit hervor, die den Sirenien und Walen gemeinschaftlich sei, wåhrend die Intumes- centia cervicalis, sich bei denselben in normaler Weise vorfinde, aber freilich schwåcher entwickelt als sonst. Der Ausfall der Lumbalanschwellung sei natiirlich mit der mangelhaften Aus- bildung der Hinterglieder in Verbindung 7u setzen. Obwohl die Bemerkungen der ebengenanten Autoren sich wesentlich nur auf Beobachtungen an Delphinarten stiltzen, ist doch kein Grund er- findbar, der för eine stårkere Entwicklung der Lumbalintumescenz bei den Bartenwalen sprechen sollte. Das obenerwåhnte Riicken- mark der Phocaena, welches ich zu untersuchen Gelegenheit hatte, zeigte in der That eine vollkommene Uebereinstimmung mit den friiheren Beobachtungen. Durch die eben mitgetheilten Messungen ist nun freilich das Vorhandensein einer Lumbalintumescenz bei den Foe- tus der Bartenwale unzweifelhaft als bewiesen anzusehen; doch ist damit keines wegs ausgesprochen, dass dieselbe Anschwel- lung auch beim erwachsenen Individuum sich wiederfinden, ge- schweige denn ebenso merkbar sein miisse. Directe Beobachtun- gen fehlen uns leider; man wird aber aus den Messungen ersehen, dass diese lumbale Riickenmarkanschwellung bei dem jiingsten der beiden Foetus stårker zutage tritt, als bei dem ålteren. Es liesse sich somit wohl als sehr wahrscheinlich annehmen, dass diese Lumbalintumescenz mit der fortschreitenden Entwickelung des Foetus immer mehr einschwindet, so dass dieselbe vielleicht be- reits im Schlussstadium des Foetallebens kaum mehr makrosko- piseh wahrzunehmen ist. Von einem evolutionstheoretisehen Standpunkt aus ist dies allmåhliche Einschwinden der Lumbalanschwellung eine sehr interessante Beobachtung, da dieselbe, wie so manche andere be- kannte Thatsachen, auf die phylogenetische Abstamnung dieser Thiergruppe von einem mit besser entwickelten Hinterextremi- tåten versehenen Thiertypus hindeuten. Wo aber dieser Typus zu suchen ist, werden wahrscheinlich erst neue palåontologische 28 G. A. GULDBERG. | [No. 4. Funde und die Vergleichung derselben mit jungen Foetus zu entscheiden vermögen. | Am Riickmark der beiden untersuchten Foetus sieht man die 2 medianen Långsspalten, Fissurae longitudinales, deutlich ausgeprågt, doch in der Weise, dass die ventrale durchgehends tiefer einschneidet, als die dorsale. An dem 4,07 m langen Foe- tus des Blauwals zeigt das Riickenmark in der Halsregion eine 5 mm tiefe ventrale Långsspalte, die somit bis iiber die Mitte des Riickenmarkes eindringt, wåhrend die dorsale mediane Lån- geniissur bloss 21» mm tief auftritt. Weiter nach hinten gleicht sich das Verhåltniss mehr aus. und in der Lumbalregion ist so- gar die ventrale Furche seichter als die dorsale. Von den Sulci laterales erscheinen die beiden dorsalen am deutlichsten:; aber diese liegen der Fissura longitudinalis dorsalis sehr nahe, so dass die von beiden begrenzten hinteren Riickenmarksstrånge sehr schmal ausfallen. Die ventralen lateralen Sulci sind nicht deutlich zu erkennen, da die vordersten Wurzeln nicht einen schmalen lineåren, sondern breiteren Ursprung besitzen. Auf dem Querschnitt des fötalen Riickenmarkes erblickt man, namentlich in der peripherischen Partie des dorsalen Gebietes, mehrere ziemlich voluminöse Oefnungen, die von Ge- fåssen herriihren. Die graue Substanz bildet eine annåhernd åhnliche Figur, wie bei den iibrigen Såugethieren, in sofern die vorderen Hörner ungleich dicker und långer sind als die hinte- ren. Im Halsmark des Blauwalfoetus liegt die graue Substanz vorzugsweis in der dorsalen Hålfte, infolge wovon der verhålt- nissmåssig schmale Centralkanal nicht die Mittelpartie darstellt: in der Lendengegend nimmt letztere jedoch eine mebr centrale Lage ein, und hier bildet auch die graue Substanz eine mehr eireulåre Figur. Leider aber gestattet das letztere Pråparat keine eigentliche histologische Untersuchung, da dasselbe vor der Conservirung schon ein wenig alterirt war. Zur Untersuchung der entsprechenden Verhåltnisse bei aus- gewachsenen Individuen standen mir nur Stiicke des Halsmarkes, d. h. die Partie vom Foramen magnum bis zur Mitte des Epi- stropheus, zu Gebote. Unter 6 derartigen Pråparaten, die theils ”= 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 29 von Balaenoptera musculus, theils von B. Sibbaldii herstammten, zeigte sich jedoch nur eines von der erstgenannten Art bei der Conservirung in so frischem Zustand, dass es gute Querschnitte lieferte. Dasselbe war in der Millerschen Fliissigkeit gehårtet. Ein anderes in Alkohol gehårtetes Halsmarkstiick bewåhrte sich nur mittelmåssig; die iibrigen Sticke waren vollkommen un- brauchbar. — Jenes in der Milllerschen Fliissigkeit gehårtete Pråparat wurde zunåchst in Kleinenbergs Håmatoxylinlösung, und darnach in einer concentrirten alkoholischen Auflösung von Eosin gefårbt und in Paraffin eingebettet. Dieses Pråparat lieferte ausgezeichnete Querschnitte, und ich habe dieselben der folgenden Beschreibung zu Grunde gelegt. Mehrere der so er- haltenen Schnitte wurden iibrigens spåter noch einmal gefårbt, und zwar in frisch bereitetem Håmatoxylin. Von dem in Alkohol gehårteten und noch brauchbaren Hals- markstiieke wurde ein Theil in Boraxcarmin und ein anderer in Pikrocarmin gefårbt; die Schnitte zeigten jedoch, dass das Gewebe bereits theilweis alterirt war. Der åussere Umriss eines Querschnittes durch das Hals- mark einer erwachsenen Balaenoptera musculus ist annåhrend kreisförmig, da der Breitendurchmesser den dorsoventralen nur wenig iibersteigt (cf. Taf. II, fig. 2). Mit dem Riickenmark des Hundes verglichen (cf. Taf. II, fig. 1) macht sich in dieser Beziehung ein ganz bedeutender Unterschied merkbar. Die grösste Breitendimension liegt vor dem Mittelpunkt unsere Quer- schnittes. Man beachte ausserdem den Gefåssreichthum der Pia mater. Fissura logitudinalis anterior erstreckt sich als eine sehr hervortretende Spalte bis gegen die Mitte des Markes, und ist von der grauen Substanz durch eine deutliche Commissura alba geschieden. Fin starkes Septum, durch eine Duplicatur der Pia mater gebildet und von zahlreichen Gefåssen durchsetzt, fullt die Spalte.! I In Fig. 2 der Taf. II, wo dieses Septum gelöst ist, erscheint dieser Spalt vorn geschlossen, was dadurch bewirkt ist, dass die vorderen Partien des Schnit- tes sich iiber einander gelegt haben. G. A. GULDBERG. [No. 4. | So Eine Fissura longitudinalis posterior, (die, wie oben be- merkt, beim Foetus zu erkennen war, wenn auch nicht so deut- lich wie die vordere) findet man am ausgewachsenen Finnwale nicht mehr, jedenfalls nicht im Halsmarke, auf wel- ches meine Untersuchungen sich beschrånken mussten. Ebenso wenig ist irgendwelches besonders ausgezeichnete Septum po- sterius zu entdecken. Auf dem Querschnitt des Hunderiicken- markes ist dies hintere Septum nicht besonders ausgeprågt:; mit Ausnahme des der Commissura grisea zunåchst liegenden Theiles macht sich dasselbe nåmlich nicht stårker bemerklich, als die vielen anderen Bindegewebesepta, die von der Peri- pherie aus in die weisse Substanz eindringen. So ist z. B. das laterale Septum der Gollschen Strånge ebenso stark (oder schwach) ausgeprågt, als das Septum posterius (Taf. II, fig. 1). Auch am Riickenmark des erwachsenen Menschen findet man be- kanntlich keine eigentliche Långsspalte, sondern nur ein Septum, das aber freilich tiefer eindringt, als dasjenige der Vorderseite. Dieses Verschwinden der Fissur und des longitudinalen Septums der Riickseite ist in morphologischer Beziehung nicht ohne Inter- esse. Es ist dies ein Fingerzeig dafiir, dass die beiden Fissuren verschiedenen genetischen Ursprung haben, was auch durch die Entwickelungsgeschichte beståtigt wird, wie dies Balfour (47) bei den Selachien, und Kölliker (48) bei den Såugethieren nachgewiesen hat. — Von der Peripherie aus dringen zahlreiche diinne, gefåssfiihrende Bindegewebesepta in die weisse Substanz ein, indem sie Duplicaturen der Dura mater bilden. Die graue Substanz. Vergleicht man den Schnitt des Hunderiickenmarks mit demjenigen des Finnwales, so wird man alsbald einen auffallenden Unterschied in Grösse und Gestaltung der grauen Substanz wahrnehmen. Wåhrend im Rickenmark des Hundes die graue Substanz ziemlich genau dieselbe Figur zeigt, wie beim Menschen, tritt uns im Rickenmark der Balaenopteriden ein ziemlich fremdes Bild entgegen. — Die vorderen Hörner sind hier mehrfach grösser, als die hinteren, und die graue Commissur stellt sich nicht als jene stark eingeschniirte Partie dar, wie wir sie z. B. vom Menschen und Hunde her inne haben. Die bekante )-( figur, 1885]. UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 31 die man in den Beschreibungen der grauen Substanz beizulegen pflegt, erleidet darum hier eine nicht unbetråchtliche Modifica- tion und erhålt grössere Aehnlichkeit mit einer halbmondförmigen Figur, deren Concavitåt nach vorn gewendet ist, und von deren convexer Riickseite zwei kleine triangulåre Fortsåtze, die cornua posteriora, in divergirender Richtung ausgehen. Auf der Aus- - senseite der Vorderhörner bemerkt man einen ziemlich breiten, aber weit schwåcheren Vorsprung, der riickwårts und auswårts gerichtet ist, d. h. den processus lateralis. Die Hauptmasse der grauen Substanz wird somit durch die Cornua anteriora und die graue Commissur vergegenwårtigt. Was die Grösse der grauen Substanz betrifft, so ist der relative Unterschied zwischen dieser und der weissen ziemlich in die Augen springend, da letztere ein auffallendes Ueberge- wicht hat. Beim Vergleich mit dem Menschen und dem Hunde wird diese Relation noch auffålliger. Wie man nåmlich beim Blick auf Fig. 1 und 2 der Taf. II unmittelbar erkennen wird, differirt die absolute Grösse der grauen Substanz im Riicken- mark des Hundes und des Finnwales durchaus nicht in dem Grade, wie die Gesammtflåche der beiden Querschnitte. Man erwartet a priori das Vorhandensein eines Central- kanales, wie ein solcher ja auch in der That am Fötalriicken- mark sich nachweisen liess, wenn auch nicht so ausgeprågt, wie man dies im Fötalzustand erwarten möchte. An dem in Bezug auf Hårtung und Conservation vorziglichsten meiner Halsmarkstiicke habe ich jedoch durchaus kein Lumen finden können, das mit einigem Verlass als Centralkanal sich deuten liesse. Wohl endeckt man in den mittleren Partien der unter- suchten Querschnitte verschiedene Spalten und kleinere rund- liche Lumina, aber keine dieser Oeffnungen zeigt die charakteri- stischen Kennzeichen des Centralkanals, d. h. ein mit Cylinder- epithel bekleidetes Lumen und die Ansammlung von Substantia gelatinosa in der Umgebung des Kanals. An den Alkohol- pråparaten zeigt sich nun freilich eine grössere Oeffnung in der Mittelpartie; dieselbe ist jedoch als rein artificiell anzusehen. Nach Untersuchung mehrerer besonders gelungener Schnitte bin 32 | G. A. GULDBERG. [No. 4. ich zu der Ueberzeugung gelangt, dass der eigentliche Central- kanal verschwunden ist. Dagegen findet man in der Mittelpar- tie eine nicht geringe Menge kleiner und grösserer Gefåsse: auch zeigt die Mitte des Schnittes immer mehrfache kiinstliche Spalten. Wie weit dieses Verschwinden des Centralkanales im Rickenmark sich erstreckt, låst sich selbstverståndlich an dem beschrånkten Material nicht entscheiden. Ein Obliterieren des in Frage stehenden Kanals ist indes- sen auch bei andern Såugethieren mehrfach beobachtet. Nach Kölliker soll eine solche bei dem erwachsenen Menschen in der Regio cervicalis oft statthaben, und nach Goll ist sogar dieser Kanal in der Intumescentia cervicalis immer obliterirt. Schwalbe (48) giebt an, dass håufig Blutgefåsse den urspring- lichen Raum des Centralkanals ausfiillen. Die Ganglienzellen im Halsmark des Finnwales sind theils in verschiedene Gruppen geordnet, theils unregelmåssig zerstreut. | Man darf wohl 4 verschiedene Gruppen unterscheiden, deren Grösse iibrigens variirt. Dieselben gehören ausschliesslich den Seitenpartien der grauen Substanz an, d. h. den beiden vorderen Hörnern und dem lateralen Processus. 1) Die åussere laterale Gruppe bildet (Taf. II, fig. 3 e. 1.) eine mehr oder minder lose Ansammlung, die iber das åussere Drittel der vorderen Hörner zerstreut ist und aus mehre- ren kleineren Gruppen sich zusammenzetzt. Bisweilen låsst sich eine laterale und eine mediale Gruppe unterscheiden, und dazu kann noch eine ausserwårts und innerwårts gelegene Gruppe treten. 2) Die innere laterale Gruppe (Taf. II, fig. 3 i. 1.) liegt ungefåhr in der Mitte zwischen der Spitze der vorde- ren Hörner und der Basis der Hinterhörner, auswårts und vor- wårts vom Processus lateralis am Hinterrande der grauen Sub- stanz; bisweilen erstrecken sich diese Gruppen querdurch die ganze graue Substanz bis an den Vorderrand derselben. Diese Ansammlung von Ganglienzellen ist weit gedrångter und oft auch zahlreicher, als die vorangehende. In einzelnen Fållen Pad 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 83 låsst sich keine scharfe Grenze zwischen der &åusseren und der inneren Gruppe nachweisen, weil die Zellen der letzteren auch ziemlich zerstreut liegen; es kann dies sogar in der einen Hålfte der grauen Substanz der Fall sein, wåhrend in der andern die Abgrenzung ganz distinet ist. Die innere laterale Gruppe ist aus zwei oder mehr kleineren Gruppen zusammengesetzt, welche letztere von mehreren zerstreut stehenden Zellen umgeben sind. Bisweilen nimmt die Gruppe Hufeisenform an. Wie oben bereits bemerkt, liegen die Zellen hier dichter gedrångt, als in der åusseren Gruppe; man trifft so z. B. nicht selten 2—3 so eng zusammengeriickte Zellen an, dass der gegen- seitige Abstand derselben kleiner ist als der Diameter der Zellen. 3. Eine weitere, aber kleinere, Ansammlung von Zel- len trifft man constant neben oder in dem Processus lateralis (Taf. II Fig. 3 c. 1.); bisweilen ist die Anzabl der Zellen sehr gering; immer aber zeigt sich diese Gruppe ziemlich isolirt. An den in Alkohol gehårteten Pråparaten zeigt diese Gruppe sich oft ziemlich distinet, wie denn iiberhaupt der ganze laterale Processus hier sich entwickelter darstellt. 4. Eine kleinere Gruppe, die am Vorderrande, nåber an der medianen Partie, gelegen ist und eine wechselnde Menge von Ganglienzellen umfasst. An den mit Boraxcarmin und Picrocarmin gefårbten Pråparaten ist diese Gruppe sehr hervor- tretend, wåhrend dieselbe an den mit der Miller”schen Flissig- keit behandelten Stiicken sehr variirend erscheint. Ausser diesen Zellenansammlungen findet man noch mehr zerstreut liegende Ganglienzellen, doch gewöhnlich so, dass je zwei oder drei Zellen zu einer kleineren Gruppe verei- nigt sind. Dergleichen Zellen treten vorzugsweis in den hinteren Hörnern und der denselben vorgelagerten Partie auf, doch fin- den sie sich auch in den Seitenpartien. Diese theils in Gruppen gesammelten, theils zerstreut gela- gerten Nervenelemente sind indessen keineswegs iiberall gleich- artig. Wåhrend man nåmlich in der åusseren und inneren late- ralen Gruppe nur grossen Zellen begegnet, da diese Gruppen ausschliesslich aus grossen Ganglienzellen zusammengesetzt sind, Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 4. 3 ” 34 G. A. GULDBERG. [No. 4. trifft man in den beiden letzterwåhnten Gruppen gemidubte Ele- mente, d. h. ausser einzelnen grossen Ganglien, auch Zellen von mittlerer Grösse, sowle einige ganz kleine. Die zur Gruppe 1 u. 2 gehörigen Zellen homologisiren wir wohl am rich- tigsten mit den sogenannten Vorderhorns- oder motorischen Zellen des Menschen und der anderen Såugethiere. Von den zerstreut liegenden Zellen ist die iberwiegende Mehrzahl ganz klein, man trifft jedoch auch viele von mittleren Grösse an, aber nur vereinzelte ganz grosse. Die absolute Grösse der zur åusseren uud inneren La- teralgruppe gehörenden Zellen beim Finnwale variirt, was den Långendiameter betrifft, zwischen 50—75 v.. Vergleichen wir diese Werthe mit den entsprechenden beim Menschen — wo wir, nach Schwalbe, Diameter von 65—135 v.,, bei Kernen von 11—18 v,, antreffen, — so wie mit den grössten Vorderhorns- zellen im Querschnitt des Hunderiickenmarks. — welche nach meinen Messungen Diameter von 65—100 v. und Kerne von 20—26 v besitzen, — so ergiebt sich, dass die grossen Gang- lienzellen im Halsmark des Finnwales durchschnittlich etwas klei- ner sind. Die Zellen in den beiden Hinterhörnern und die ibri- gen zerstreut liegenden Ganglienzellen variiren zwischen 17— 32 v, mit Kernen von 8—14 p. Nach Schwalbe (48) können die Hinterhornszellen beim Menschen bis zu einem Durchmesser von 18 v. herabsinken. Beim Finnwale besteht also kein so ørosser Unterschied in der Grösse der Ganglienzellen, wie beim Menschen. Indessen muss ich hier nochmals ausdriicklich her- - vorheben, dass die hier angefiihrten Maassangaben sich nur auf ein verhåltnissmåssig sehr kleines Material grinden und allein auf das Halsmark beziehen, so dass man aus den Angaben iiber die Zellenanzahl, welche wir im folgenden mittheilen, keine all- gemeinen Schliisse zu ziehen berechtigt ist. In der åusseren lateralen Gangliengruppe variirte die Å n- zahl von 17 bis 43, und in der inneren Lateralgruppe von 18 bis 38. Die Gesammtanzahl der Vorderhornszellen, (d. h. der in den beiden erstgenannten Gruppen enthalten Ganglien), schwankt zwischen 48 und 68; die mittlere Anzahl dieser Nervenelemente 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 35 in jedem Vorderhorn betrågt (nach 13 Zåhlungen) 55. Die Ge- sammtanzahl der iibrigen beiden Gruppen, mit Finschluss der zer- streut liegenden Zellen, wechselt von 16 bis 30. Niemals fand ich in den beiden symmetrischen Hålften der grauen Substanz die gleiche Zellenzabl. Wenn die eine der Gangliengruppen eine grössere Zellenanzahl nachwiess, war gewöhnlich die andere weniger zahlreich; und wenn die zerstreuten Zellen, mit Ein- schluss der beiden Gruppen 3 u. 4, in grösserer Menge auftraten, war gewöhnlich eine Verringerung der Zellenanzahl in den gros- sen lateralen Gruppen zu constatiren. Die Gesammtanzahl der Ganglienzellen in der grauen Substanz variirte zwischen 142 und 169. Diese an sich nicht unbetråchtliche Zahl steigert sich wahrscheinlich noch in der eigentlichen Intumescentia cervicalis, doch wird der wahrscheinliche Ueberschuss kaum ein so grosser sein, als bei den iibrigen Såugethieren, da ja die Bewegungs- fåhigkeit und der ganze Muskelapparat der Vorderextremitåten bei den Walen so ausserordentlich simplificirt erscheint. Immer hin ist die Anzahl der Ganglienzellen in den untersuchten Quer- . schnitten des Halsmarkes beim Finnwal bedeutend grösser, als beim Menschen, bei welchem man, nach den Angaben Golls, in der Höhe des ersten Cervicalnervens 28 Vorderhornszellen, und in der Höhe des dritten 42 Zellen findet. Wie oben zu ersehen, war die mittlere Anzahl in der entsprechenden Region beim . Finnwale 55, also betråchtlich grösser als beim Menschen. Die Verschiedenheit der Form, welche man an den Ganglien- zellen der Riickenmarksschnitte beobachtet, ist selbstverståndlich ein ziemlich zufålliges Phånomen und bångt wesentlich davon ab, in welcher Lage der Schnitt die Zellen getroffen hat. Die håufigste Gestalt ist anscheinend die rund-ovale; da man jedoch an derartigen Formen nur selten irgend welchen Auslåufer be- merkt, erhellt, dass man es hier nur mit partiellen Zellendurch- sehnitten zu thun hat. Wie auf Taf. II Fig. 6—15 zu ersehen, fin- det man unipolare, bipolare und multipolare Zellen von der lang- gestreckten Spindelform an bis zum rundesten Oval, und ebenso die grösste Mannigfaltigkeit in der Zahl der Ecken nach der Anzahl der Auslåufer. Ob wirklich unipolare Ganglienzellen im 3* N r 36 G. A. GULDBERG. (No. 4. Rickenmark auftreten kann ich indessen mit Zuverlåssigkeit nicht entscheiden, obwohl ich mehrfach ziemlich isolirt liegende unipolare Zellen an solchen Stellen beobachtet habe, wo das Pråparat von einer grösseren Spalte durchkliftet war. Die Mehrzahl gehört jedenfalls den multipolaren Zellen an, und be- sonders gilt dies in Bezug auf die grossen ,,Vorderhornszellen*. Unter diesen habe ich auch wirklich bipolare Zellen beobachtet (cf. fig. 12 u. 14). Sebr håufig sind die Vorderhornszellen auch pigmentirt. Die kleinen — solitåren — Ganglienzellen erschie- nen gewöhnlich als spindelförmig mit Auslåufern an beiden Enden, doch sah ich auch birnförmige, rundlichovale, ja sogar eckige mit mehreren Auslåufern. Bisweilen erkennt man auch in diesen Zellen eine Pigmentirung, doch sind dieselben in sol- chem Fall gemeiniglich von mittlerer Grösse. Nicht selten låst sich ein einzelner Auslåufer iiber eine långere Strecke hin ver- folgen, ohne dass man eine Theilung bemerkte. Ueberhaupt habe ich nur sehr selten eine Theilung nachweisen können, so dass sich die Ansicht nahe legt, es könne der Auslåufer eine recht bedeutende Långe erreichen, ehe eine solche einzutreten brauche. Ein befriedigender Aufschluss ilber dieses Verhalten liesse sich nur durch besonders gelungene Isolationspråparate eines sehr guten Materiales erwarten. Beziiglich der Structur der mehrbesprochenen Ganglien- zellen ist nur wenig zu bemerken, da das Material sich zu Unter- suchungen in dieser Richtung nicht besonders eignete. — Das Protoplasma zeigt sich an den gefårbten Pråparaten als vanz homogen. An dem in Alkohol gehårteten Material erscheint es dagegen etwas körnig. Wie oben bemerkt, erscheint jedoch auch håufig ein Pigment von hell gelbbrauner Farbe und måssigem Brechungsvermögen. Dies Pigment tritt immer in dichten be- grånzten Kliimpchen auf, bisweilen als eine grössere Ansamm- lung in den Zellen, bisweilen aber auch in mehrere nicht zu- sammenhångende Partien vertheilt. Die Fårbung desselben ist bald heller, bald dunkler (Fig. 8 u. 13). Der Kern mit dem ziemlich grossen Kernkörperchen zeigt sich am deutlichsten an den in Håmatoxylin gefårbten Pråparaten. he | 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 37 Die Kernmembran zeigt sich jedoch hier gefåltelt, wodurch gleich- zeitig die Contouren derselben unregelmåssig erscheinen. Bei verschiedener Einstellung des Mikroskopes erkennt man auch eine Kernstructur. Sehr håufig zeigt sich ein dunkler Fleck neben dem Kernkörper, welcher als eine Verdickung an der Kreuzungsstelle der Kernfåden anzusehen ist. Bisweilen erschie- nen 2 bis 3 derartige dunkle Flecke, doch waren dieselben in solehem Fall von geringerer Grösse. Um das Kernkörperchen bemerkte man immer eine hellere Zone, in welcher keine Kern- fåden zu entdeckenTwaren. Das Kernkörperchel|n zeigt sich fast immer kreisförmig, mit deutlichen Contouren, und tritt durch seine stårkere Fårbung scharf hervor. Nur ganz selten sah ich dasselbe unregelmåssig und eckig. In den meisten Fållen war es nicht ganz homogen, sondern liess hellere und dunklere Punkte unterscheiden. Biswei- len findet man im Kernkörperchen noch einen kleinen hellen Fleck. Substantia spongiosa. In der Grundmasse der grauen Sub- stanz, welcher die Ganglienzellen eingelagert sind, erkennt man leicht die Elemente, welche dieselbe charakterisiren. Es sind dies zahlreiche Nervenauslåufer, eine Menge Axencylin- der mit oder ohne Markscheide, sowie Gefåsse mit sparsamem Bindgewebe und Neuroglia. Eine recht ausgeprågte Figen- thiimlichkeit der grauen Substanz im Riickenmark des Finnwales besteht in der auffålligen Entwicklung dieses Stiitzgewebes. An den mit Håmatoxylin gefårbten Querschnitten sieht man die Kerne sehr deutlich, und die transversal durchschnittenen Neurogliafibrillen pråsentiren sich als feine Punkte, welche die Lumina umsåumen, in denen die Axencylinder mit ihrer Mark- scheide lagern. Das reich entwickelte Netz sich kreuzender Nervenfasern, verzweigter Nervenauslåufer und markloser AÅxen- cylinder, das im Rickenmark des Hundes eine so hervortre- tende Stellung einnimmt, ist hier weit weniger ausgeprågt. Viel håufiger findet man dagegen Querschnitte grosser und kleiner Axencylinder, die sehr håufig noch in ihrer Markscheide stecken; besonders ist dies der Fall in dem peripherischen Theil der lateralen Partie des Vorderhorns, wo die von der grauen Sub- 38 G. A. GULDBERG. «No. 4. stanz ausgehenden Prolongationen ein netzartiges Gewebe bilden, dessen Maschenråume mit dicken, von ihrer Markscheide umge- benen Axencylindern angefiillt sind. Die Gefåsse der grauen Substanz besitzen nicht selten ein verhåltnissmåssig bedeutendes Lumen. Dieselben sind iiberaus reich entwickelt; auch in der Commissura grisea findet man zahlreiche voluminöse Gefåsse. Ausserdem begegnet man ver- einzelten dickeren Gefåssståmmen in dem åusseren lateralen Theil der Vorderhörner und, wenn auch seltener, in der Nåhe ihres Vorderrandes. Die iiberwiegend srössere Mehrzahl der Gefåsse zeigt ganz feine Lumina, bis zu åchten Capillargefåssen herab, deren Endothelwånde deutlich von dem umgebenden Gewebe sich unterscheiden. Die Kerne der Endothelzellen im letzteren sind deutlich gefårbt. Die Commissura grisea bietet hier nicht das gleiche Bild wie im Riickenmark des Menschen und des Hundes. Die zwei- felhafte Gegenwart des Centralkanals und das Auftreten zahl- reicher Gefåsse ist bereits besprochen. Man gewahrt ausserdem keinen ausgeprågten Verlauf der Fasern, und das Gewebe unter- scheidet sich eigentlich iiberhaupt kaum von den Seitenpartien; denn man findet auch hier auf den Querschnitten eine entwickelte Neuroglia mit zahlreichen Kernen und Axencylindern, so wie, in den Uebergangspartien zu den lateralen Theilen, zerstreute Gang- lienzellen. : Die Cormnua posteriora zeichnen sich besonders durch ihre geringe Entwickelung aus. Eine Substantia gelatinosa habe ich in denselben nicht entdecken können. Sie enthalten einzelne solitåre Ganglienzellen, die oft in der Nåhe des medialen Ran- des liegen. Auch bemerkt man zahlreiche långslaufende Fasern und eine Menge kleiner Gefåsse. Im Uebrigen unterscheiden sie sich nicht von den anderen Theilen der grauen Substanz. Es giebt namentlich drei Stellen in der grauen Substanz, an welchen man ein måchtigeres Auftreten von Nervenfasern, die in die Substantia alba hineinverlaufer, deutlich beobachten kann. Es sind dies: 1) die åusserste Partie des Cornu anterius, zumal die Strecke vom auswendigen Drittel des vorderen con- 885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 89 caven Randes bis ungefåhr zu dem entsprechenden Punkt auf dem lateralen convexen Rande, 2) der Processus lateralis und 3) die Spitze des Cornu posterius. Wåhrend die von den Vorder- und Hinterhörnern ausgehenden Fasern sich mehr oder minder deutlich bis ganz an die Peripherie der weissen Substanz ver- folgen lassen, verlieren sich die ibrigen nach kiirzerem oder långerem Lauf gewöhnlich bald in dieselbe. Die zahlreichsten Fasern gehen vom vordersten Horn aus. Man kann dieselben fiber eine långere Strecke hin verfolgen, und die bedeutensten dieser Faserbiindel liegen in den lateralen Partien. Auf den Querschnitten deuten die vereinzelten Axencylinder dieser Faser- strånge auf einen mehr oder minder schrågen Verlauf in centri- fugaler Richtung, insofern man nåmlich bei verschiedener Ein- stellung deutlich die obere und wuntere (vordere und hintere) Schnittflåche dieser Cylinder erkennen kann. Ich habe bis 6 grössere Faserbiindei gezåhlt. Bisweilen beobachtet man neben einer solehen intramedullaren Wurzel ein von der Pia mater ausgehendes Bindegewebeseptum, das Gefåsse umschliesst. In Fig. 2 Taf. IT sieht man, wie die vorderen Spinalwurzeln unter ihrem intramedullaren Verlauf, im Gegensatz zu den hinteren Wurzeln, sich iiber eine grössere Flåche verbreiten. Wie bereits erwåhnt, findet man keinen eigentlichen Suleus lateralis anterior. Aber auch von den oben nicht erwåhnten Randpartien der Sub- stantia grisea sleht man zahlreiche gröbere oder feinere Fa- sern entspringen und sich in die weisse Substanz hineinverlau- fen. So zeigt sich z. B. der vordere Rand der grauen Commis- sur als au$ einer Menge ziemlich dinner Fasern zusammengesetzt, die ein feines Reticulum bilden, deren Maschenråume mit långs- laufenden, markhaltigen Nervenfasern erfillt sind. Dadurch gewinnt es den Anschein, als ob hier die weisse Substanz mit der grauen sich vermische. Eine Kreuzung der betreffenden Fa- sern, wle sie beim Menschen und beim Hunde stattfindet, habe ich jedoch nicht beobachten können. Zwischen dem lateralen Progress und den Hinterhörnern findet man nicht selten ein mehr oder minder entwickeltes Reticulum von Nervenfasern. Die weisse Substanz. Die Commissura alba anterior ge- 40 G. Å. GULDBERG. [No. 4. wåhrt ein von der ilbrigen Substantia alba nicht besonders ab- weichendes Aussehen. Sie wird von zahlreichen, aus der grauen Substanz herstammenden, ziemlich diinnen Fasern durchsetzt; bei der verhåltnissmåssig geringen Entwicklung der letzteren erhålt die weisse Commissur jedoch nicht jenen Character, den sie bei anderen Såugethieren trågt, bei welchen sie aus gekreuz- ten Fasern besteht, die von der einen Seitenhålfte nach der an- dern verlaufen. Im Balaenoptera-Mark bilden nåmlich diese Fa- sern nur eine Fortsetzung des Reticulum, welches den vorderen Theil der grauen Commissur ausmacht. In den Maschenråumen dieses Netzgebildes findet man Axencylinder mit Markscheiden; also keine Verschiedenheit von der ibrigen weissen Substanz. Auch habe ich nichts von einer Kreuzung dieser Fasern, vom Vorderstrang der einen Seite nach der grauen Substanz der andern Seite hin, entdecken können; doch liess sich ein ab- schliessendes Urtheil iiber dieses Verhalten aus dem vorliegen- den Material nicht ableiten. Von der Peripherie der weissen Substanz dringen zahlreiche, sefåssfilhrende Bindegewebesepta gegen das Centrum hin- ein. Die Gefåsse zeigen in dem peripherischen Theil die grössten Lumina und das håufigste Auftreten; in den inneren centralen Zonen zeigen dieselben kleinere Dimensionsverhåltnisse; doch trifft man in der Nachbarschaft der grauen Substanz wieder ziemlich betråchtliche Gefåsslumina. Zwischen den gröberen und feineren Bindegewebesepten tritt ein stark entwickeltes Netz von Neuroglia auf, dessen Kerne auch hier besonders deutlich erschei- nen. Dieses Maschennetz bildet das Lager fir die zahlreichen Axencylinder mit Markscheiden, die, wie gewöhnlich, die ver- schiedensten Dimensionen besitzeu. An-den untersuchten Quer- schnitten zeigt es sich, dass diese Maschenråume oft sehr unvoll- kommen von den markhaltigen Nervenfasern ausgefillt werden, So dass zwischen den Markscheiden derselben grössere oder ge- ringere Hohlråume "brigbleiben, tiber deren Natur man vermit- telst der vorliegenden Pråparate zu keiner bestimmten Ansicht gelangen kann. — In einzelnen Fållen habe ich Ganglienzel- len in der weissen Substanz angetroffen; es lagen dieselben dann 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 41 aber in den von der grauen Substanz ausgehenden Fasern, und immer in der Nåhe der Subst. grisea; auch trifft man solche nur in der lateralen hintersten Partie ein wenig auswårts von den Hinterhörnern. Diese Zellen sind indessen ganz klein; enthalten jedoch bisweilen Pigment. Nach dem Verlauf der vom vorderen und hinteren Horn - ausgehenden Fasern, unterscheidet man bekanntlich die verschie- denen Strånge tes Riickenmarks. Was iiber diese im vorliegen- den Fall zu sagen ist, reducirt sich wesentlich auf die, freilich nicht ganz unwichtige Thatsache, dass die hinteren Strånge (eigentlich nur ein Strang) verhåltnissmåssig sehr diinn sind und den absolut kleinsten Theil des Riickenmarkes darstellen: Die vorderen (ventralen) Strånge umfassen die grösste Partie. Ungefåhr gleichgeordnet mit den letzterwåhnten, sind die Sei- tenstrånge. Spinalwurzeln. Tab. I, Fig. 2 und 3. Die folgende Beschreibung eriindet sich auf Untersuchungen der zwei foetalen Rickenmarke. — Innerhalb der Dura mater bilden die spinalen Wurzeln eine continuirliche Reihe diinner Nervenbindel. Nach dem Durchgang durch die Dura zeigen sie sich als einzelne Nervenståmme. Der Abstand zwischen den Wurzeln der verschiedenen Spinalnerven auf der Aussenseite der Dura mater ist in der Cervicalregion ein sehr kurzer; weiter nach hinten werden diese Zwischen- råume immer grösser, jedoch nur um gegen das Ende der Dor- salregion und in der ganzen, freilith kurzen, Lendenregion, sich wieder betråchtlich zu verkleinern. Dies Verhalten tritt am Rickenmark des kleinsten Foetus besonders ausgeprochen zu Tage. Wåhrend die vorderen Wurzeln auf der Aussenseite der Dura sich immer als ein einzelner dicker Nervenstamm pråsen- tiren, bilden die hinteren Wurzeln, vom 8ten oder 4ten Cervical- nerven an, immer zwei, und, weiter hinterwårts, sogar mehrere Ståmme, welche bis zur beiderseitigen Vereinigung im Spinal- ganglion, der vorderen Wurzel parallel laufen. In der Cervical- region sind beide Nervenwurzeln ungefåhr gleich dick; aber be- reits gegen Schluss derselben beginnen die Vorderwurzeln an Dicke zu iiberwiegen, und dies Verhåltniss wird weiter nach ! a=7 42 G. A. GULDBERG. [No. 4. hinten immer auffallender, so dass in dem hintersten Theil der Dorsalregion die Vorderwurzeln ungefåhr doppelt so dick er- scheinen, als die Hinterwurzeln. — Der Verlauf der Spinal- wurzeln in dem vordersten Theil der Regio cervicalis ist ziem- lich grade nach aussen gerichtet, mit einer schwåcheren von vorn nach hinten gerichteten Abbeugung; je weiter nach hinten man fortschreitet, desto stårker macht sich diese Ablenkung geltend, so dass schliesslich die Wurzeln im åussersten Theil der Dorsalregion und in der ganzen Regio lumbalis der Medulla parallel laufen. Nach dem Aufhören des Riickenmarks erfillt eine sehr entwickelte Cauda equina, im Verein mit einem reich- lichen Gefåssnetz, die ganze Höhlung des Wirbelkanals. Die Långe der Wurzeln (So Wohl was ihren intraduralen, als ihren extraduralen Lauf betrifft) ist von vorn nach hinten eine zunehmende. Es besass z. B. die Wurzel des zweiten (cervi- calen) Spinalnerven unseres Blauwalfoetus in ihrem extraduralen Verlauf eine Långe von 20mm; die des 7ten Cervicalnerven maass dagegen bereits 50 mm; und in der Lendenregion erreichten die Nervenwurzeln sogar eine Långe von 150mm. An dem Riekenmark des kleineren Foetus (DB. musculus) variirten die Långenverhåltnisse der cervicalen und des grössern Theiles der spinalen Wurzeln innerhalb viel engerer Grenzen, — zwischen 2 und 4cm. —; dagegen machte sich auth hier in der hinter- sten Partie ein ganz betråchtlicher Zuwachs der Wurzellången bemerklich, und zwar trat derselbe fast plötzlich auf. Die Nervenwurzeln umhiillt eine vom Fpiduralgewebe aus- gsehende Bindegewebescheide, in welcher die vordere und hintere Wurzel nebeneinander hinlaufen, bis sie sich im Spinalganglion vereinigen. Die Anzahl der Spinalnerven des kleineren F'oe- tus betrug 41. Die Spinalganglien liegen immer im Canalis vertebralis oder in den Foramina intervertebralia. In dem vordersten Theil der Cervicalregion liegen dieselben vollståndig innerhalb des Wirbelkanals, weiter nach hinten aber riicken sie weiter nach aussen vor bis in die Oeffnungen zwischen den Wirbelkörpern (cf. Taf. I). Das Ganglion sitzt natiirlich, wie bei den andern å Ur. 6 av 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 43 Wirbelthieren, ausschliesslich auf der hinteren Wurzel auf und wird von der vorderen Wurzel gewissermassen nur gestreift; erst unmittelbar jenseits des Ganglion bemerkt man eine intimere Ver- bindung zwischen den beiden Wurzeln, aber gleich darauf spal- ten dieselben sich wieder in einen vorderen und hinteren (ven- tralen und dorsalen) Nervenstamm. Die Spinalganglien haben die Gestalt einer Bohne; ihre Farbe ist so ziemlich diejenige der Nerven, d. h. graulich weiss, oft ein wenig rötblich. Wåhrend die Ganglien der Cervical- und Dorsal-region sich als deutliche Anschwellungen zeigen, sind diese Gebilde in der Lumbalregion schwieriger zu beobachten, da sie hier nur durch eine schwache Anschwellung an der hinteren Wurzel sich ankiindigen. In der Cauda equina des kleinen Finnwalfoetus konnte ich keine Gang- lien entdecken. Die Hirnhåute. Von den drei bekannten Hirnhåuten nimmt bei den Barten- walen besonders die åusserste, die Dura mater, durch besondere Figenthiimlichkeiten unsere Aufmerksamkeit in Anspruch. Es treten uns nåmlich bei ihr ganz åhnliche Verhåltnisse entgegen, wie wir sie bereits im Wirbelkanale gefunden. Hierauf hat be- reits Hunter (2) aufmerksam gemacht, indem er von einer dicken, aus verschlungenen und verzweigten Gefåssen bestehen- den Substanz spricht, die das Gehirn umlagert und, wie er ver- muthet, durch die Arterien des Riickenmarks mit dem Gefåss- netz der Brust anastomosirt. Die Gesammtheit der das Gehirn umschliessenden Håute entspricht genau der Gestaltung der Schådelhöhlung; doch wiirde man ein falsches Bild der tiefer liegenden Theile erhalten, wenn man die Verhåltnisse derselben nach der Configuration der Ober- flåche beurtheilen wollte. Paul Gervais (34) hat Abbildungen der Hirncavitåt ver- schiedener Bartenwale geliefert, die nach Abgiissen gefertigt 44 G. A. GULDBERG. [No. 4. sind. Solche liegen vor von Balaena mysticetus, B. Australis, Megaptera boops, Balaenoptera rostrata und B. musculus. In allem wesentlichen stimmen dieselben mit unserer Figur iberein. Fig. 1. 2 å &p +- wæo E 3 < m Rx = ka) ER) < 2 = 3 o (2) ET pe Oo o > pr kp) g og = DoD Æ R aa) æ Einschniirung der Hirnhaut durch das Hinter- Fortsetzung der Hirnhaut in den Riickenkanal, Die das Gehirn einschliessende åussere Hirnhaut einer B. Arteria carotis cerebralis. olf. Fortsatz der Dura in den Ethmoidalkanal, hirnhemisphåren gebildeten Hervorwölbungen: 8 5 I ) & å 2 ØRET 7 er % & 0 Z — Ke ao. Q 2 4 &0 3 O ig pet Sat ko ir ö 2 -O er SS æ PK= TI o & Ao B 4A l/ n. Gr. Die Hemisphårenwölbungen scheinen in dessen bei den Balae- niden stårker hervorzutreten' als bei den Balaenopteriden. An såmmtlichen Zeichnungen bemerkt man die nach vorn gerichtete Prolongation im Canalis ethmoidalis (olf). Im Foramen magnum bildet die Dura mater ein sehr fest adhårirendes Periost (Endost), das sich nur &åusserst miihsam ablösen låst. Dasselbe ist an dieser Stelle sehr dick und be- steht aus sehr festem, faserigem Bindegewebe. An einem Pråpa- rat einer ausgewachsener B. Sibbaldi: hatte dasselbe eine Dicke von 6 å ”mm. Auf dem Uebergang zur Dura mater spinalis trug es mehrere grosse Sinus, die einen um die Medulla circu- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 45 laren Verlauf aufwiesen. Vom Foramen magnum ab nach vorn zu spaltet das Periost sich in zwei Blåtter: ein åusseres, das sehr dick ist, und fest an den Wånden der Schådelhöhle anhaf- tet (Endost), und ein inneres, welches eine losere Consistenz bewahrt und die eigentliche Dura mater darstellt. Beide Blåt- ter sind in der hinteren und unteren Hålfte, — zumal in den Seitenpartien, — durch einen enorm entwickelten Gefissplexus von einander getrennt. Weiter nach vorn vereinigen beide Blåt- ter sich wieder, — wenigstens an der Dorsalseite, — und bil- den eine ståtig sich verdiinnende Haut, wie dies besonders in der vordersten Partie auffållt. Nach hinten zu, iiber dem Cere- bellum, ist diese Haut dagegen von sehr bedeutender Dicke; hier sind aber auch'die beiden Blåtter deutlich getrennt, wåhrend sie vorn zusammengewachsen erscheinen. Auf den Querschnitten gewahrt man eine gleichmåssige und dichte Verfilzung von Bindegewebefasern. Auf der inneren Flåche senkt sich das Tentorium cerebelli herab in Gestalt einer weichen und dinnen Duplicatur, die keine Spur von Verknöcherung erkennen låsst. Das Tentorium hat eine nach vorn zielende und stark herabsinkende Richtung und bildet eine grosse Incisur vor der Medulla oblongata. In der Mittellinie steigt der Processus falci- formis zwischen den Hemisphåren ziemlich tief herab. An der Uebergangsstelle in die Falx zeigt sich die Dura fast knorpelartig verdickt, und ihr Querschnitt (cfr. Fig. 2) gleicht hier einem gleich- schenkligen Dreieck, dessen Grundlinie nach oben, und dessen sehr stumpfer Scheitelwinkel nach unten wendet. Auf der Vor- derflåche der Gehirnhemisphåren geht die hier ganz diinne Dura ilber in die Umhiillungshaut des Geruchnerven und setzt sich so in den Canalis ethmoidalis hinein fort, der hier bei seinem An- fang einen Diameter von ungefåhr 2” besitzt. Dieser Ueber- gang ist nicht so scharf markirt, wie der Uebergang zur Dura mater spinalis (vergl. Fig. 1 Seite 44). Im Canalis ethmoidalis, der weiter nach vorn sich in zwei parallele Gånge theilt, bildet 46 | G. A. GULDBERG. [No. 4. die Dura mater die Bekleidung der Wånde (auf der Innenseite sind letzere hier wahrscheinlich auch noch von der Arachnoidea beklei- det). Dabei nimmt die Dura eine mehr grauröthliche Fårbung an, fillt sich mit Gefåssen und bekommt ein weiches gelatinöses Aus- sehen. Beziiglich der Balaena australis beschreibt A. Desmoulimn (9, pag. 3862) diesen Kanal nach den Untersuchungen, die Dela- landes an der Nasencavitåt angestellt hatte. Darnach besass der- selbe am cerebralen Ende einen Diameter von 1” und theilt sich in der Nåhe des Sinus ethmoidalis (in der Nasenhöhle) in zwei kleinere Kanåle von 5 bis 6 Linien im Durchmesser. Höchst interessant ist auch der Bericht des Prof. Flower (32) ilber einen åhnlichen Kanal beim Kaschelot. Er fand nåmlich: sein ovales Loch, das ungefåhr in der Mittellinie der Vereini- gung des Os frontalis und des Os ethmoideum gelegen war. Dieses Loch setzt sich nach vorn und nach aussenhin' als ein Kanal fort, und nach Durchsetzung des Os ethmoideum mindet letzterer als eine breite Fissur in die Hinterpartie des Nasen- kanals zwischen dem Ethmoideum und dem Vomer.* Auch an der Basis cranii, wo Dura die Unterflåche des kleinen Gehirns und des verlångerten Markes bekleidet, behålt dieselbe den Charakter einer ziemlich diinnen Haut; in der Mit- tellinie ist sie sogar ganz diinn, aber stark und fest. An der Aussenseite jener Linie treten einige Gefåsse auf; auch weiter nach vorn ist dies wieder der Fall. Nach den Seitenflåchen hin, wo die Dura anfångt die Umhilllung der Hemisphåren des grossen Gehirns zu iibernehmen, weichen die beiden Blåtter aufs neue immer weiter auseinander, wobei im Zwischenraum jenes reich entwickelte Gefåssnetz sich einstellt. Ein Querschnitt, der lothrecht auf die sagittale Mittellinie gefihrt wird, — Å. h. also: ein Frontalschnitt, — zeigt die Form dieses Gefåssnetzes als ein sphårisches Dreieck. Der Abstand von der Grundlinie (d. h. der eigentlichen Dura mater) bis an den Scheitelpunkt betrågt beim vorliegenden Pråparat 95 mm. Bei einem Exemplar der Gehirnhåute der DB. Sibbaldti, deren Dimensionen alsbald nach der Herausnahme gemessen wurden, zeigte der Querschnitt diejenigen Maasse, welche auf der beigege- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 47 benen schematischen Figur 3 — einen Frontalschnitt durch die Dura mater darstellend — angegeben sind. Fig. 3. IJv — Fig. 3: 4A. Bl. åusseres Blatt der Dura, J. Bl. inneres Blatt derselben. R.m. Rete mirabile, B. Basalflåche. An diesen Zahlenwerthen ersieht man, welche måchtige Ent- wicklung diese Gefåssplexus hier besitzen. Sie bilden eine zu- sammenhångende Masse, mit zahlreichen Anastomosen, die wie Poren eines Schwammes sich ausnehmen, wobei der Durchmesser der Kanåle bis auf 5 mm steigt. Wie man an der schematischen Figur 3 ersieht, ist das Gefåssnetz nach aussen und unten hin am meisten entwickelt und schwindet nach oben und innen hin um so mehr ein, je mehr es der Mittellinie sich nåhert. Nach vorn- hin erstreckt sich dies Adernetz bis zur Perforation der Dura durch den Nerv. opticus (vergl. Fig. 1 Seite 44). Letzterer Nerv fihrt bereits vor seinem Austritt aus der Schådelhöhle einige Ciliar- arterien mit sich, die sich unter seéinem weiteren Verlauf bedeu- tend vermehren und den Nerven so vollståndig umhiillen, dass derselbe bei seinem Eintritt in den Bulbus oculi in einem meh- rere Zoll dicken Plexus eingebettet liegt. Jenes ebenbesprochene, das Gehirn umgebende Gefåssnetz stammt, beziiglich seines vorderen Theiles, von der Arteria carotis cerebralis her (Fig. 1, a. c. co). Diese Arterie, die nach Stannius (19, p. 886—87) bei Pho- caena communis aus der Arteria anomyma entspringt, låuft dicht neben der Wirbelsåule hin, geht durch den Canalis caroticus ossis petrosi, und löst sich, bei ihrem Eintritt in die Schådelhöhle, plötzlich in einen grossen Gefåssplexus auf, der sich iiber die Seitenpartien und nach hinten zu ausbreitet. Als ich das in Fig. 48 G. A. GULDBERG. [No. 4. 1 (pag. 44) abgebildete Pråparat in Schnitte zerlegte, fand ich hier (d. h. bei B. Sibbaldti) ein åhnliches Verhalten, insofern die erwåhnte Arterie ein entsprechendes Gefåssnetz in den lateralen Theilen bildet, doch zeigte es sich weiter, dass der dem N. opticus zu- nåchst liegende Theil des Gefåssnetzes sich in zwei grössere Ståmme sammelt, welche das innere Blatt der Dura mater durchsetzen und dann die Arteria cerebralis und Art. cerebelli bilden. Der laterale Gefåssplexus schien nicht viele Verbindungen mit dem Rickenmark zu besitzen. — Prof. Pouchet, der in Beaure- gard's Abhandlung (49, pag. 481—88) mit grosser Anschaulichkeit die Widerwårtigkeiten schildert, mit welcher er bei der Auslösung des ausgewachsenen Blauwalgehirnes zu kåmpfen hatte, erwåhnt ebenfalls diese ,dicken Gefåssplexus*, die ,gewissermassen als eine Art von Kissen* fir das Gehirn dienen, und ,deren Fort- setzungen, dicker als ein Arm*, den Nervus opticus umgeben. Diese Annahme, beziglich des N. opticus, nach welcher der- selbe bereits bei der Perforation der Dura von derartigen Gefåss- plexus umgeben sein soll, ist, wie oben nachgewiesen, unrichtig. Prof. Pouchet hat wahrscheinlich die Art. carotis cerebralis får einen den Sehnerv umgebenden Gefåssplexus angesehen. Von den Processen der eigentlichen Dura mater findet man. im Walgehirn nur zwei einigermassen entwickelt. Es sind dies die bereits genannten: das Tentorium cerebelli und die Falx cerebri; letztere ist sehr tiefgehend, aber, wie das Tentorium, ver- håltnissmåssig diinn und weich. Die Dura mater wird von den Gehirnnerven ganz in der Nåhe der Mittellinie durchbohrt, aber sie zweigt fir keinen der- selben ein irgendwie entwickeltes Gefåssnetz ab; nur der Acu- sticus macht eine Ausnahme. Der Nerv. opticus perforirt gleich ausserhalb des Chiasma, verlåuft dann zwischen den beiden Blåt- tern der Dura, und tritt aus dicht vor und innerhalb der Caro- tis cerebralis. N. oculomotorius und trochlearis durchsetzen die Dura dicht neben einander, grade vor dem Vorderende EN Ten- torium cerebelli. Hinterwårts und abwårts von letztem, d. h. in der Höh- lung fir die Medulla oblongata und das Cerebellum findet man 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 49 dicht bei der Mittellinie den Durchgangsort des N. abducens. Schråg nach hinten und innen von letzterem Orte findet man eine Reihe grösserer und kleinerer spaltförmiger Oeffnungen får die iibrigen Cerebralnerven. N. hypoglossus und N. vagus schei- nen mehrere Oeffnungen fir ihren Durchgang in Anspruch 7u nehmen. | Die Arachmoidea bekleidet die Innenseite der Dura mater und verleiht derselben ein glattes Aussehen. Auf der Convexitåt des Gehirns bildet dieselbe die gewöhnlichen Ueberdachungen aller Furchen, und auf der Basis cerebri findet man in dem ganzen Raum vom Chiasma bis zum Pons und dem Cerebellum eine Unmasse von bindegewebartigen Fåden, Lamellen und Ge- fåssen. Pia mater besteht aus einer verhåltnissmåssig starken und dicken Haut, die wie gewöhnlich die Oberflåche des Gehirns bedeckt und dabei allen Vertiefungen derselben sich anschliesst. Unten in den tiefen Gehirnfurchen findet man oft bedeutende Gefåsse. Eine besonders starke Adhårenz und zugleich eine besonders fase- rige Beschaffenheit zeigt die Pia auf dem Lobus Insulae, den Pe- duneculi cerebri, dem Pons und der Medulla oblongata. VUeberall an diesen Orten entsendet dieselbe ziemlich bedeutende Gefåsse von 1—2 Millimeter Dicke nach Innen; dieser Umstand bewirkt, dass man die Pia nicht leicht ohne grössere oder kleinere Låsionen der Gehirnsubstanz zu entfernen vermag. Auf der Medulla oblon- gata wird unsere Hille von einer iberaus grossen Menge feiner Gefåsse begleitet, welche einen grossen Plexus zwischen den Nervenwurzeln darstellen. Auf dem Cerebellum ist die Pia sehr diinn. Der giinstigste Moment zu Entfernung dieser Membran scheint der Zeitpunkt zu sein, wo das Gehirn einige Stunden in einer schwachen Alkohollösung (40—50 %) gelegen hat. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 4. + 50 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Das Gehirn der Bartenwale. | Allgemeine Formverhåltnisse. Das Gehirn fillt nicht die ganze Schådelhöhle, sondern man findet im Hintergrund und in den Seitenpartien der letzteren einen ziemlich grossen Raum, der mit jenem Gefåssplexus gefillt ist, den wir eben, im Abschnitt iiber die Gehirnhåute, nåher be- handelt haben. Beim Foetus treten in den friiheren Stadien ziem- lich grosse Subarachnoidalråume auf, besonders in der Partie iilber dem Cerebellum und an den Seiten des Cerebrum. Wir werden spåter ausfihrlicher auf diese Råume zuriickkommen. Die åusseren Conturen des grossen und kleinen Gehirns bei unserm gewöhnlichen Finnwal, Balaenoptera musculus, bilden eine nicht ganz regelmåssige kreisförmige Figur, die in ihrer Vorder- partie, von oben gesehen, ziemlich gradlinige oder nur schwach geschweifte Seiten zeigt und am vordersten Ende etwas schmåler auslåuft (Taf. IV. fig. 5). Die obere Flåche ist gewölbt und geht mit immer stårker werdender Convexitåt in die steilen Seitenflåchen iiber; in der vorderen Hålfte fallen letztere fast lothrecht ab. Der Hinter- rand des grossen Gehirns ist gewissermassen stumpf abgeschnitten, um dem Cerebellum, dessen vorderes Drittel es bedeckt, Raum zu gewåhren. Die tiefe Spalte zwischen dem grossen und kleinen Gehirn hat eine fast verticale Lage und neigt sich nur ein wenig vorntiber. Sie wird durch das weiche Tentorium cerebelli aus- gefillt. Die weiter riiekwårts liegenden, unbedeckten Flåchen des kleinen Gehirns sind stårker gewölbt und ziemlich steil. Bei B. musculus zeigt sich eine Assymetrie der beiden Hemi- sphåren, sowohl beziglich der Grösse als der Gestalt, und zwar 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 5Å nicht nur bei dem kleinen, sondern auch bei dem grossen Gehirn; doch so, dass dieselbe bei ersterem mehr in die Augen fållt als bei letzterem. Es ist nåmlich die linke Hemisphåre beidemal breiter als die andere. Dagegen ist die rechte Hemisphåre des Cerebrum etwas linger als die linke. — Eine so stark ausge- prigte Assymetrie habe ich bei B. Sibbaldit und bei Megaptera -— nicht wahrgenommen (vergl. Eschrichts Zeichnung, 30). Die Hemisphåren des grossen Gehirns der B. borealis zeigten ebenfalls keine weiter merkbare Assymetrie. Sehr interessant wire es gewiss, wenn es sich untersuchen liesse, ob diese so stark ausgeprågte Assymetrie beim gemeinen Finnwale mit der bei dieser Art nicht selten auftretenden assymetrischen Vertheilung der Hautfirbung (besonders am Unterkiefer) in irgendwelcher Beziehung steht. Die Hemisphåren des grossen Gehirns, jede fir sich, bilden fast ein Dreieck, dessen stumpfe mediane Spitze nach hinten liegt. Die Breite der hinteren Partie ist sehr auffållig und bildet einen frappanten Gegensatz gegen den sich immer stårker verjiingenden vorderen Theil. Von der Seite und etwas von votn gesehen, — so dass das Auge der sylvischen Grube gegeniiber steht, — gleichen die Hemi- sphåren des Cerebrums einer Niere, deren Hilus der Fossa Sylvii entspricht (cfr. Taf. IV, fig. 6); man erkennt dann auch deutlich, wie die hinter dieser Grube liegende Partie den grössten und breitesten Theil ausmacht. Die Hauptwindungen haben longi- tudinale Richtung und liegen concentrisch um die Fossa Sylvii. Von unten her gesehen (Basis cerebri cfr. Taf. ITI.) bilden die åusseren Contouren des ganzen Encephalons eine ovale, fast kreis- förmige Figur. Die auf der Convexitåt so deutlich hervortre- tende Assymetrie macht sich auch hier bemerkbar. Die linke Hemisphåre zeichnet sich durch ihre Kiirze und Breite aus; dagegen ist die rechte nicht unbetråchtlich långer und hinter- wårts ein wenig schmaler. Beim kleinen Gehirn ist diese Ab- weichung von der Symetrie besonders hervortretend; seine linke Hemisphåre ist nåmlich weitaus die grösste (cfr. Taf. IV, fig. 5). Die Basalflåche des Gehirns ist, im Ganzen genommen, sehr A* 52 G. A. GULDBERG. [No. 4. flach, besonders in allen den Theilen, die dem Hirnstamm (im Sinne Reicherts cfr. Schwalbe, 48. pag. 396) zugehören; vorzugs- weise gilt dies jedoch von der Medulla oblongata und dem Pons Varolii. Die ziemlich kuppelförmigen Hinter- und Vorderpartien der Hemisphåren des Grosshirns theilt die Fossa Sylvii in eine grössere Hålfte, Pars temporalis, und eine kleinere, Pars fron- talis. Die erstere Hålfte ist ziemlich abgerundet, was besonders auf der linken Seite sich bemerklich macht; die letztere Hålfte dagegen erscheint fast dreieckig. | Cerebellum, Pons und Medulla oblongata bilden zusammen eine triangulåre Figur, mit zwei nach vorn convergirenden, fast gradlinigen Seiten und einer hinteren convexen Basis. Ein grös- serer Theil der Vorderhålfte (die Scheitelpartie des Dreieckes) ist gewissermassen zwischen die Temporalpartien des grossen Ge- hirns eingekeilt; die convexe Begrenzung auf der Riickseite bildet das hintere Schlussstiick der kreisrunden Contourlinie des gesamm- ten Encephalons.* Das Gehirn der B. Sibbaldii unterscheidet sich von demjenigen des Finnwales unter andern dadurch, dass sein Sagittaldurch- messer den transversellen nicht unbedeutend iibertrifft. Wie oben erwåhnt, zeigt dasselbe auch keine in irgendwie nennenswerther Weise sich geltend machende Assymetrie. Die Hemisphåren des grossen Gehirns erscheinen mehr in die Långe gestreckt und schmaler, sowie an der Vorderende stark zugespitzt. Am Foetal- gehirn dagegen sind die Formen viel mehr abgerundet, und auch die vordere Zuspitzung nicht so hervortretend, wåhrend die Hemi- sphåren durchgångig eine långergestreckte, ovale Gestalt dar- bieten. Die hintere Partie des Cerebrum zeigt sich auch beim erwachsenen Blauwal mebr abgerundet als beim Finnwal. Da- gegen erscheint die Basalflåche bei beiden Thieren ungefåhr gleich. In åhnlicher Richtung åussert sich auch Beauregard (49). 1 Die Abbildung, welehe die Basalflåche darstellt (Tafel IIT) zeigt einen grös- seren Sagittaldurchmesser, als das Gehirn ihn wirklich besitzt, weil letzteres wåhrend des Zeichnens auf einer flachen Unterlage ruhte, wodurch Cere- bellum, Pons u. s. w. hinteniiber sanken. Å — 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 53 Nach Serres und Gratiolet (24) zeigt das Gehirn der Balaenoptera rostrata ungefåhr die gleichen Verhåltnisse. Die allgemeine Form der Cerebrum-Hemisphåren des Zwerg- sfinnwales unterscheidet sich sehr von derjenigen des Braun- yfisches. Es ist dieselbe nåmlich viel mehr in die Långe »gezogen. Die vordersten Lobi, die bei der Phocaena so auf- »fallend reducirt waren, erlangen hier eine bedeutende Entwick- ,lung; die hinteren Partien nåhern sich auch hier mehr der ,Kugelform, und man bemerkt in der Cerebellarregion nicht jene sApplanirung, die bei Phocaena so deutlich zutage tritt.* Am Finnwalgehirn finden sich jedoch noch Spuren dieser Verflachung in dem Gebiet des kleinen Gehirns. Dagegen scheint die Zeichnung, welche Eschricht vom Gehirn der Me- gaptera liefert, wirklich eine stårker gewölbte Form und ein Vor- walten der Höhendimension anzudeuten. | Wenn wir nun zur speciellen Beschreibung des Gehirns der Bartenwale uns wenden, wollen wir zuerst ein Foetalgehirn aus einem sehr friihen Entwicklungsstadium ins Auge fassen, und dann zu vollkommner entwickelten Gehirnen iibergehen. Foetalgehirn des Buckelwales, Megaptera boops, OQ. Fabricius, 1780. (Taf. II, fig. 16 und 17). Was die Entwicklungsstufe des kaum "/» Meter langen Foetus betrifft, dessen Gehirn unten beschrieben wird, so ist zu bemer- ken, dass von der foetalen Kriimmung des Kopfes sehr wenig iibrig war, indem der Kopf nur noch einen sehr stumpfen Winkel mit dem Rumpf bildete. Ferner fand man im Oberkiefer noch die foetalen Zåhne; auf einem Querschnitt des genannten Knochens zeigte ein solcher Zahn sich als ein rundes Oval, 2 mm. lang und 17/> mm. breit. Die Anlage zum Bartenkeim war nur schwach angedeutet. Der Basaltheil des Craniums zeigte drei grosse Ossi- - ficationspunkte: einen för das Os basilare, den zweiten fir Os 54 G. Å. GULDBERG. [No. 4. sphenoidewm posterius und den dritten fir das Os sphen. anterius (cfr. fig. 17). | Höchst interessant war die Thatsache, dass durch das zweite dieser Verknöcherungscentren (Os sphen. post.) Sich noch ein kleiner Bindegewebestrang hindurchzog, als ein Ueberbleibsel der urspring- lichen Verbindung zwischen dem die Hypophysis umgebenden und dem suprapharyngealen Bindegewebe (vergl. fig. 17). Die Långe des gesammten in der Schådelhöhle eingelagerten Encephalons betrug 582 mm., wovon 19mm. auf die Medulla oblongata, und 8 mm. auf den Pons Varolii kommen. Die Långe der Cerebellum-Hemisphåren fand ich 11 mm., des Vermis 8 mm., der Corpora bigemina 81/>mm., und diejenige der Cere- brum-Hemisphåren 36 mm. Die Höhe des Cerebrum — die Hy- pophysis abgerechnet — war 26mm. Die Breitendimensionen liessen sich nicht genauer messen, da die ausgelöste Halbhemi- sphåre defect war. Die Långe des Schådels, von der Spitze des Oberkiefers an bis zur Hinterflåche des Condylus occipitalis, betrug 126 mm. | Man findet nur geringe Ueberreste der im friiheren Foetal- leben gewiss auch hier viel stårker ausgeprågten Gehirnkrum- mungen; die deutlichsten sind noch die Bruckenkriimmung und die Scheitelkrimmung. Wåhrend man aber von diesen Kriimmungen des Gehirns doch noch Spuren entdeckt, sind diejenigen des Schådels voll- ståndig verschwunden. Der Raum des ,,mittleren Schådelbalkens*, (Kölliker), (zwischen Pons und Tuber cinereum) ist mit losem Bindegewebe angefillt. Das Gehirn fillt jedoch die Schådelhöhle bei weitem nicht aus. In wie weit dieser Umstand auf Rechnung einer kiinstlichen Retraction des Gehirns zu setzen ist, welche durch den Einfiuss der Hårtungsfliissigkeit auf die weiche Gehirnmasse zustande gekommen ist, låsst sich natiirlich nicht mit Sicherheit abgren- zen, da die Beobachtungen an frisch ausgenommenen Pråparaten uns fehlen. Esistjedoch höchst wahrscheinlich, dass beim F'oetus, ewischen dem Gehirn und den dasselbe einschliessenden Schådel- wånden, mcht unerhebliche Hohlråume bestehen, die mit Fliussigkeit 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 55 und losem Bindegewebe angefillt sind. Als Beweis hierfiir låsst sich anfiihrep, dass der sehr grosse Raum um das Cerebellum, der durch ein dickes, åusserst gefåssreiches Tentorium cerebelli fast ganz von der iibrigen Cavitåt abgesondert ist, unmöglich von dem bereits verhåltnissmåssig compacten Cerebellum ausgefiillt gewesen sein kann, da das Volumen des letztern noch lange nicht einmal - die Hålfte des in Betracht kommenden Hohlraumes ausmacht. Grössere Wahrscheinlichkeit språche immerhin dafiir, dass das Cerebrum den vordersten Theil der Schådelhöhle håtte ausfilllen können; doch finden sich auch hier kleinere Hohlråume in den Seitenpartien (und auch in dem vorderen Theil), denn das Ge- hirn hat schon eine verhåltnissmåssig betråchtliche Dickc er- reicht und verhålt sich nicht mehr wie eine diinnwandige Blase, die einer stårkeren Retraction oder Einschrumpfung fåhig ist. — Es sind jedoch diese Hohlråume durchaus nur als subarachnoidale aufzufassen, da man sieht, wie die Dura mater fest an den knorp- ligen Schådelwånden adhårirt, und diese Membran in ihrer hinteren und lateralen Partie bereits mit jenem characteristischen, enorm ent- wickelten Rete mirabile versehen ist. Bei der Durchschneidung des Craniums und der Reinigung des Foetalgehirns fand ich Massen eines diinnen, losen und weitmaschigen Bindegewebes, das in Form von Lamellen so wohl auf der Oberflåche des eigentlichen Gehirns als auf der Innenseite der Dura mater sich abgelagert hatte. Offenbar entsprach dies dem subarachnoidalen Binde- gewebe des erwachsenen Thieres. Dass beim Fötus in diesen friiheren Stufen noch betråchtliche subarachnoidale Råume beste- hen, erhålt noch eine weitere Stiltze durch das Zeugniss E. van Benedens, der mir gitigst mitgetheilt hat, dass er in der That ein solches Verhåltniss im friihen Foetalstadium bei einem Zwerg- finnwal, Balaenoptera rostrata, Fabr. beobachtet hat.. — Wenn, dieser grösseren und kleineren subarachnoidalen Hohlråume un- geachtet, die Anlagen der Gehirnfurchen schon vorhanden sind, so wird man daraus schliessen diirfen, dass die Bildung dieser Furchen nicht durch das Missverhåltniss zwischen Gehirnvolumen I Prof, E. van Benedens Zeichnung von diesem Foetalgehirn konnte ich leider des beschrånkten Raumes wegen hier nicht aufnehmen. 56 | G. Å. GULDBERG. [No. 4. und Schådelvolumen bedingt sein kann. Noch weniger aber hålt die von Meynert (Anzeig. d. Ges. d. Aerzte in Wien 1876, No. 29) aufgestellte Regel in Bezug auf Cetacéen Stich, nach welcher bei dolichocephalen Schådeln die Långsfurchen, bei brachyce- phalen die Querfurchen am meisten entwickelt sein sollen; denn die Cetacéen sind in Bezug auf die Gestalt der Schådelhöhle unter allen Thieren die am meisten brachycephalen, und doch sind grade bei dieser Classe die Långsfurchen iiberaus vorher- schend und primår. Metencephalon primitivum (myelencephalon) (PI. II, fig. 17, m.). Die Medulla oblongata nimmt ganz allmåhlich von hinten nach vorn an Måchtigkeit zu bis zum Anfang der Fovea rhom- boidalis. In dieser Gegend erscheinen auf der Ventralflåche die Pyramides anteriores (ibid. py.) als eine 6 mm. lange und sehr stark prominirende Partie, verschwinden aber wieder wenige Millimeter vor dem Pons Varolii. In dieser Region mindert sich das Volumen der Medulla. Auf dem Uebergang zum Pons sieht man ein kleines Foramen coecum. Die Fovea rhomboidalis (ibid. fov. rhomb.) — von welcher bekanntlich nur die hintere Hålfte dem eigentlichen ,Nachhirn* oder myelencephalon (aus der 5ten definitiven Gehirnblase gebil- det) angehört — ist ziemlich tief; ihre laterale Begrenzung in der hinteren Partie, die Corpora restiformia, sind sehr hoch, wåhrend die dazwischenliegende Furche, Sulcus longitudinalis post., recht seicht auftritt, aber nach vorn hin bedeutend an Tiefe gewinnt. In der Umgebung des Pons ist dieselbe am tiefsten, was mit den Beobachtungen am vollentwickelten Gehirn iibereinstimmt. Membrana tectoria ventriculi quarti ist in ihrem hinteren Theil diinner als weiter nach Vorn, wo sie immer dicker wird und in das Velum medullare posterius, mit dem Nodulus in der Mittelpartie, tibergeht. Hieriiber unten mehr. Lateral hångt unsre Membran zusammen mit den Corpora restiformia; an der Dorsal- seite adhårirt sie fest an der Pialduplicatur, welche sich von der Seite und von hinten her, als Tela choroidea inferior, eindrångt. Metencephalon secundarium. Der Pons Varolii (Tafel II, fig. 17, p. V.) pråsentirt sich als eine bereits stark vorspringende — 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 57 Prominenz, welche von einer unteren convexen, und einer oberen nach vorn neigenden Flåche begrånzt wird. Beide Flåchen bil- den einen spitzen Winkel mit einander. Die hintere Flåche, oder ungefåhr die vordere Hålfte der Fovea rhomboidalis, zeigt sich concav mit tiefer Mittelfurche. In Verbindung mit dem der Medulla oblongata angehörigen Theil bildet die Fovea rhom- boidalis eine ziemlich langestreckte Grube, deren Concavitåt nach oben und etwas nach hinten gewendet ist. In den Seitenpartien setzt der Pons sich fort in den Pedunculi cerebelli ad pontem; man bemerkt hier den vortretenden Ausgangspunkt des N. tri- geminus. Das Cerebellum (fig. 17, c.) ist bereits recht entwickelt; seine Breitendimension iibertrifft die dorsoventrale um ein bedeutendes, so dass die Seitenpartien den iiberwiegenden Antheil desselben aus- . machen. Die Mittelpartie, der Vermis, der in sagittaler Richtung viel kiirzer ist als die Hemisphåren, grenzt sich auf der dorsalen Flåche von letzteren durch eine seichte Furche ab, welche in der hinteren Partie am deutlichsten ausgeprågt erscheint und hier eine Breite von 2 mm. zeigt. Im Sagittalschnitt durch den Vermis bildet das Kleinhirn eine triangulåre Figur mit abwårts- gekehrter Basis. Letztere ist jedoch nicht gradlinig, sondern bildet eine doppelte abwårtsgekehrte Convexitåt mit zwischen- liegender Concavitåt in der Mitte. In der Mittelpartie sieht man den Nodulus (fig. 17, n.) als ein ovales Markblatt in der Hinterhålfte des 4ten Ventrikels hervor- ragen und an der Ueberdachung des letzteren theilnehmen. Late- ral setzt derselbe sich in ein breiteres Markblatt fort, welche auf der Dorsalseite mit einer Pialduplicatur zusammenhångt und das Velum medullare posterius bildet. Lezteres ist an der dem Ven- trikel zu gekehrten Seite gewissermassen zerfasert oder aufge- kratzt. Der Nodulus ist auf seiner dorsalen Flåche, so wie in der zugespitzten Hinterpartie, mit der Pialduplicatur vereinigt. Nach vorn sind der Nodulus und das Velum durch eine tiefe Furche begrenzt, deren lateraler Theil in die Recessus laterales (Reicherts) ibergeht. Diese Furche entsteht durch eine Einstiil- pung des Velum mit der Membrana tect. vent. IV. Der vordere, 58 G. A. GULDBERG. [No. 4. convexe Theil der Kleinhirnbasis geht iber in ein diinnes Mark- blatt, Velum medullare anterius 8. Valvula Vieussemii, das vorn beim Uebergang in die Lamina bigemina einen spitzen Winkel mit der Hinterwand der letzteren bildet. Die dem Ventrikel zu- gewendete Flåche des vorderen Marksegels ist glatt und zeigt einige schwache långslaufende Streifen. Nach aussen zu wird dasselbe dicker und geht in die Crura cerebelli anteriora iiber. Die zwischen dem vorderen und hinteren Marksegel liegende Hauptmasse des Vermis zeigt auf ihrem Sagittalschnitt folgende Eigenthiimlichkeiten: Durch die beiden tief einschneidenden und sich deutlich aus- zeichnenden Hauptfissuren im Arbor vitae, wird der Vermis in drei Hauptåste geschieden (cfr. fig. 17, c.). Der erste, Ramus anterior, ist indessen durch eine neue, tiefe Fissur in zwei secundåre Zweige zerlegt, von denen ein jeder eine den Hauptåsten nebengeordnete Bedeutung zu beanspruchen scheint. Der erste dieser Nebenzweige liegt unmittelbar auf der Valvula Vieussenii, und bildet einen dicken ovalen Lobus, der durch seichte Sulci in 5 Gyri getheilt wird; von letzteren ver- råth der oberste deutlich eine Tendenz zur Bildung eines eigenen Lobulus mit secundåren Gyri. Der folgende Nebenzweig, der viel schmaler ist, wird durch secundåre Furchen in 5 bis 6 Gyri getheilt. Der zweite Hauptast, Ramus medius, ist måchtiger als jeder der eben besprochen Secundårzweige. Durch einen Spalt wird er in eine schmalere, vordere, und eine breitere, hintere, Abthei- lung zerlegt. Durch zahlreiche Sulci werden diese beiden Par- tien dann wieder in eine grosse Anzahl Gyri getheilt, von welchen man mindestens 10 unterscheiden kann. Dieser Ast macht die oberste und am meisten prominirende Partie des Vermis aus. Die ganze hintere Partie besteht aus dem folgenden Ast, dem Ramus posterior, der durch zwei secundåre Fissuren wieder in drei Ramuli sich spaltet, deren Dicke von vorn nach hinten (von oben nach aussen) abnehmend sich zeigt. Die ebenerwåhnten Hauptfissuren und die dadurch gebildeten | 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 59 Aeste zeigen nach ihrer Lage von vorn nach hinten mehrfache Unterschiede. Die erste Hauptfissur, welche den Ramus anterior vom R. medius scheidet, verlåuft nach aussen und vorn mit einer Sen- kung nach unten bis zur Vorderpartie der Pedunculi cerebelli ad pontem. Dadurch grenzt dieselbe einen halbmondförmigen Lobus ab, der die Valvula Vieussenii bedeckt, und umschliesst die Crura cerebelli anteriora sowie den åusseren und oberen Theil der Pe- dunculi cerebri. — Die auf dem Sagittalschnitt so klar hervor- tretende secundåre Fissur, welche den Ramus anterior in jene zwei Nebenåste zertheilt, verschwindet in den Seitenpartien sehr schnell. Der auf der Valvula Vieussenii liegende Lobulus ent- spricht vielleicht dem Lobulus centralis des Menschen; die jenen zur Seite liegenden und zunåchst folgenden Theile wirden dann mit Lobulus monticuli zu homologisiren sein. Irgend welche Spur einer Lingula låsst sich jedoch beim Embryo ebensowenig entdecken, als bei dem ausgewachsenen Finnwal. Der Verlauf der zweiten Hauptfissur ist ungefåhr der gleiche, wie derjenige der ersten. Es zieht sich dieselbe nåmlich nach aussen und nach vorn und bildet eine Concavitåt. Dadurch sehneidet dieselbe einen halbkreisförmigen Lobus ab, der den vorigen concentrisch umschliesst. Dieser Lobus wird durch eine tiefere secundåre Furche in zwei parallele Abtheilungen gesondert, deren jede wieder aus zahlreichen Gyri besteht. Die vor der zweiten Hauptfissur liegende Partie des Cerebellum stellt in der Mittelinie (der Vermispartie) bei weiten den grössten Theil (fast ?/3) desselben dar, in der Hemisphårenpartie jedoch nur ein Drittel. Die mit dem Ramus posterius zusammenhångenden Seitenpartien bilden somit den iiberwiegenden Theil der Hemisphåren, eine Figen- thiimlichkeit, die unzweifelhaft för die vergleichende Anatomie des Kleinhirns von nicht geringem Interesse ist. Diese in der Hemi- sphårenpartie so måchtige Pars posterior wird durch die Fissura horizontalis magna, die von der unteren Hinterpartie der Pedunculi cerebelli ad pontem ausgeht, in einen oberen, schmalen, und einen unteren, breiten, Lobus zerlegt. Diese Fissur miindet auf der rech- ten Seite in die erste secundåre Fissur des Ramus posterior ein; 60 G. Å. GULDBERG. [No. 4. auf der linken Seite des Pråparates theilt sie sich in der medialen hinteren Partie in zwei Furchen, die einen sehr schmalen und spitzen Gyrus zwischen sich einschliessen, — ein Verhalten, das auch beim erwachsenen Individuum wiederkehrt. Die Partie un- terhalb der grossen horizontalen Fissur, — welcher Theil im late- ralen åusseren Abschnitt eine ganz ansehnliche Masse darstellt, — ist grösstentheils glatt und nur von ein Paar seichten Sulci durchsetzt, — ein deutlicher Beweis dafir, dass diese Partie ihrer Entwicklung nach die jingste ist. Das Mesencephalon (Taf. II. fig. 17, 1. b.). Lamina bige- mina differirt nicht sehr von derjenigen der ausgewachsenen Bartenwale. Das hintere Paar der Vierhiigel sind die kleinsten und zeigen eine steil nach unten und ein wenig nach vorn ge- neigte Riickseite; in der Höhe werden sie nur wenig von den vorderen iiberragt; diese sind aber fast doppelt so gross. Der Uebergang von dem vierten Ventrikel zum Aquaeductus Sylvi ist durch den spitzen Winkel markirt, welchen die Valvula Vieus- senti mit der hintersten Wand der Lamina bigemina bildet. Der Aquaeductus ist schmal in transverseller Richtung, besitzt aber eine verhåltnissmåssig bedeutende Höhe, welche am grössten ist auf dem Uebergang zwischen den hinteren und vorderen Vier- hiigeln. Nach vorn hin verschmålert sich der Aquaeductus und geht in den Ventriculus III iber. Die Pedunculi cerebri sind gut entwickelt; auf der Unterflåche derselben bemerkt man den Ursprung des N. oculomotorius. In der Seitenpartie des Mittel- hirns låsst sich kein Brachium internum mit einem Corpus geni- culatum bemerken. Thalamencephalon. In der obersten und hinteren Partie des Thalamus findet man eine deutliche Commissura posterior (die zwar auf der gezeichneten Hålfte des Sagittalschnittes nicht hervortritt, aber recht deutlich auf der anderen Hålfte zu er- kennen war). In der mittleren oberen Partie der medialen Wand des Thalamus erkennt man eine grosse Flåche, welche von der måchtig entwickelten Commissura mollis eingenommen wird, und oberhalb derselben einen rauhen Rand fir die Habenae sowie hinterwårts die Insertion fir die Glandula pinealis, welche beim 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 61 Durchsehneiden zerdriiekt worden ist. Unterhalb der mittleren Commissur bemerkt man eine deutliche Furche, den Sulcus Monroi. Der untere Theil der Seitenwand des dritten Ventrikels zeigt eine unregelmåssige viereckige Form. Die Hinterwand bildet eine nach hinten ausgewölbte Concavitåt, welche an einer Stelle mit einer kleinen, nach hinten convexen, Anschwellung versehen ist, die das Corpus mamillare andeutet. Am Unterrande verdickt die Wand sich und bildet mit der untersten Wand einen ,Blind- sack* (Cul de sac) welcher den noch nicht entwickelten Lobus infundibuli vertritt. Der Boden des dritten Ventrikels bildet eine schwache, einwårts gegen die Ventrikelhöhlung gerichtete Convexitåt, welche mit der Vorderwand einen spitzen Winkel umschliesst, aus welchem der N. opticus in lateraler und nach vorn gehender Richtung seinen Ausgang nimmt. Hier bemerkt man auch einen Recessus opticus; irgend welche Aushöhlung des eigentlichen N. optic. liess sich aber nicht erkennen. Die Vor- derwand, die sich nach oben und ein wenig nach vorn autbaut, wird durch die Lamina terminalis gebildet und geht in das Grosshirn iiber, wobei sie mit dem verhåltnissmåssig dicken Ge- bilde verschmilzt, auf welchem die Crura anteriora fornicis sich zeigen. Am Hinterrand der letzteren, beim Uebergang durch das Foramen Monroi in das vorderste Horn, findet man einen kleinen unebenen Fleck, der den Ort fir die sehr schwach entwickelte Commissura anterior angiebt. Das Foramen Monroi zeigt sich als eine sehr grosse und weite Spalte. Prosencephalon secundarium. Auf dem Sagittaldurchschnitt bemerkt man eine grosse halbmondförmige Oeffnung, welche in das vorderste Horn der Seitenventrikel hineinföhrt, und dem Raum entspricht, in welchem das grosse Septum pellucidum aus- gespannt ist. Der Rand dieser Oeffnung erscheint sehr uneben, was daher riihrt, dass hier das Corpus callosum bei der Legung des Schnittes zerrissen wurde. Letzteres ist in dem hier beschrie- «benen Stadium wohl noch nicht zur vollen Entwicklung gelangt, man bemerkt jedoch, — wie dies durch die Beobachtungen an mehr entwickelten Gehirnen auch nur beståtigt wird, — dass das Corpus callosum in seinem vorderen Theil am dicksten und soli- 62 G. Å. GULDBERG. - [No 4 desten ist und dann nach hinten zu abnimmt und dinner wird. Die ausserordentliche Grösse des Genu ist ebenfalls beachtens- werth. Letzteres setzt sich nach unten hin in dieselbe Substanz- platte fort, von welcher die Crura anteriora fornicis ausgehen. Von der vorn und oben das Genu umgebenden Hemisphårenpartie wird dasselbe durch eine seichte, an mehreren Stellen nur schwach angedeutete, Furche abgegrenzt. Zwischen dieser Furche und dem rauhen Schnittrande sieht man ein schmales diimnes Band (fig. 17, r.), welches das Genu corporis callosi umschlingt, und an dasselbe fest adhårirend sich weiter nach hinten fortsetzt, um sich da, wo das Corp. call. aufhört, als ein deutlich distinctes Blatt zu offenbaren, das sich alsdann nach der Fissura hippocampi herab- zieht. Dieses Band ist der foetale Randbogen (Gyrus marginatus). Das Corpus striatum (fig. 17, c. 8.) zeigt sich als ein stark promi- nirender Wulst, der durch eine tiefe Furche vom Thalamus opti- cus geschieden ist. In dieser Furche liegen die verhåltnissmåssig dicken, ovalen Crura anteriora fornicis, die sich nach hinten und aussen bis in das Cornu Ammonis herab fortsetzen (fig. 17, f.). Die mediale Flåche der Hemisphåre. Ueber dem Corpus callosum und dem Randbogen sieht man eine grosse Partie der Hemisphåre, welche durch zwei tiefe Furchen in parallele Win- dungsziige getheilt ist. Die grösste von diesen Furchen (fig. 17, f. b.) beginnt grade unterhalb des Genu corporis callosi in fast horizontaler Richtung; nach einem 4 bis 5mm. langen Verlauf biegt sie im rechten Winkel nach oben ab, und setzt sich nun, concentrisch den Rand- bogen umschliessend, durch einen Bogen von etwa 90" fort; wo sie ihre höchste Höhe erlangt hat, hört sie mit einer Erweiterung auf. Inzwischen bemerkt man eine kleine seichte Furche, welche die eben beschriebene mit der weiter hinten und unten auftretenden Fissur verbindet, sodass letztere als eine Fortsetzung der ersteren aufgefasst werden kann. Diese Fissur låsst sich auch auf der Innenseite der Temporalpartie verfolgen, wo sie mehr nach hinten und aussen, der Fissura hippocampi parallel, verlåuft, aber frei- lich nur sehr schwach angedeutet ist. Auf der lateralen Flåche der Temporalpartie findet man ebenfalls eine schwach ausge- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 63 prågte Fissur hinter dem Unterende der Fissura hippocampi, welche den Gyrus uncinatus hervorbringt. Letztere Furche Fiss. rhinalis post. (Tafel II, fig. 16, f. rh. p.) ist eigentlich das un- terste Ende der oben beschriebenen anzusehen. Dieser ganze, måchtige Furchenzug, der in den verschiedenen Partien der Hemisphåre einen so bedeutenden Unterschied in seinem Entwicklungsgrad bekundet, ist ein interessantes Homo- logon zu der Brocaschen , Grande scissure limbique* oder der Krueg- schen Fissura splenialis, da letztere Spalte auch bei anderen Gyren- cephalen ebenfalls unter dem am friihsten auftretenden Hirnfur- chungen gehört. Es zeigt sich dieselbe an dem hier beschriebenen Foetalhirn aus mehreren Abtheilungen zusammengesetzt. Es sind dies: 1) Pars frontalis, horizontal, gradlinig, ein wenig vor der Umbiegung sich fortsetzend, und 2) Pars subparietalis, stark bogig. Diese beiden Abtheilungen entsprechen am genauesten der Fis- sura calloso = marginalis beim Menschen. Dazu kommt noch 3) eine kleine Verbindungsfurche und 4) Pars temporalis, die hin- terste bogenförmige Furche. Die Gehirnpartie, welche zwischen dieser grossen Furche und dem Randbogen mit dem Corp. callos. liegt, entspricht demgemåss dem Gyrus fornicatus, Arnold, oder dem Grand lobe limbique Broca. Indessen ist zu bemerken, dass diese bedeutende Windung in ihrer oberen Mittelpartie durch eine Primårfissur in einen oberen und unteren Gyrus getheilt wird. Diese Fissur (fig. 17, f. sl.) be- ginnt in der Pars temporalis als eine seichte Furche und geht dann bogenförmig nach vorn, concentriseh den Randbogen umschliessend; sie wird darauf sehr tief und'schliesst, als eine ziemlich gradlinige Fissur, unmittelbar vor der vordersten Umbiegung der ,Scissure limbique* ab, nicht ohne eine Tendenz sich mit der Pars subparie- talis der letzteren zu vereinigen. Diese primår auftretende, den Gyrus fornicatus theilende, Fissur findet man auch bei B. musculus und Sibbaldii als eine måchtige Furche wieder. Ich habe dieselbe F. sublimbica benannt, und es muss diese Furche zweifelsohne ihrer auffallenden Tiefe und ihres primåren Auftretens wegen als fir die Bartenwale characteristisch angesehen werden. Ein Homologon derselben findet man, jedoch schwach ausgeprågt, 64 G. A. GULDBERG. [No. 4. bei Phocaena, sowie bei einzelnen Ungulaten (z. B. Bos, Equus). — Oberhalb der Fissura subparietalis in der obersten und hin- tersten Partie bemerkt man eine schwache, aber breite, Depression (fig. 17, f. ssp.), concentrisch mit der oberen und hinteren Partie der Scissure limbique. Diese Depression findet man ebenfalls in dem vollentwickelten Gehirn der Balaenopteriden als eine aus- geprågte Fissur wieder (fissura suprasplemalis). Dieselbe ver- liert sich gegen den medialen Rand der Hemisphåre hin. Unter- halb der Pars frontalis der grossen Grenzfurche findet man einen schwach ausgeprågten Sulcus, der sich um den medialen vor- deren Hemisphårenrand umbiegt; ruckwårts und abwårts von diesem sieht man eine kiirzere und tiefere Furche mit vorwårts und abwårts gehender Richtung. Vor der Lamina terminalis, unter dem Rostrum corp. callosi, wird die Mittelflåche von einer ørossen Depression in der Form eines liegenden Ovales einge- nommen (fig. 17, d.), welcher auf der Basal- (oder Lateral-)fåche eine gewölbte Partie entspricht, — le lobe desert, Broca, — von deren Vorderrand der Tractus olfactorius ausgeht. Die Basalflåche und der laterale Theil der Hemisphåre. (Tafel II, fig. 16). Auf seiner Basalflåche zeigt der Stammtheil des Gross- hirns folgende drei deutlich entwickelte Abtheilungen: 1) Lamina perforata anterior, 2) Lobus olfactorius und 3) Lobus insulae. 1. Lamina perforata anterior (cfr. fig. 16, 1.) bildet die Mittel- partie der Basis cerebri und streckt sich lateral wie ein Dreieck zwischen Vorder- und Hinterende der Lobus insulae hinein; medial und vorn geht dieselbe in eine besondere erhöhte Partie, den ,, Lobe desert* des Broca, iiber. Hinterwårts bildet der Tractus opticus die Grenze dieser Abtheilung. Die Lamina perf. ant. liegt tiefer als die umgebenden Partien, welche jene vollstindig iberragen. In derselben findet man viele feine Oeffnungen, die von Gefåssen herriihren. 2. Der Lobus olfactorius (Lo) ist sehr gut entwickelt. An seiner Basis unterscheidet man deutlich eine Radix medialis, die 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 65 gleich verschwindet und in die Medialflåche am Rande der friiher erwåhnten Depression (cfr. Taf. II, fig. 17, d) sich verlåuft, und eine Radix lateralis, die alsbald sich nach aussen biegt und im medialen Vorderende des Lobus insulae verschwindet. Am Ver- einigungspunkt beider Wurzeln im Tractus olfactorius sieht man eine kleine dreieckige Abflachung, d. h. ein Trigonmum olfacto- rum. Hinter dem letzteren liegt eine schwach gewölbte Partie, deren spitzes Vorderende sich zwischen die mediale und laterale Wurzel hineindrångt. Diese Partie, die ich mit dem Brocaschen sLobe desert* homologisirt habe, ist långlich oval und bildet die Mittelpartie der Basis cerebri hinter dem Trigonum olfactorium. Lateral und hinterwårts geht dieselbe in die Lamina perf. ant. ilber, doch so, dass letztere tiefer liegt, als dieser Lobus. Der Tractus olfactorius besitzt eine Långe von 91/> mm. An der Basis ist derselbe 3 mm. breit; er verschmålert sich aber als bald ein wenig, um dann, gegen den Bulbus hin, sich wieder zu erweitern. Die Breite des letzteren betrågt 41/» mm. (Auf der Zeichnung der Lateralansicht sieht man den Tractus olfactorius nicht ganz von der Flåche, und darum erscheint die Breite desselben etwas zu gering). Der Tractus olfactorius bildet ein flaches Band, das an seinem Ursprung sich schwach prismatisch zeigt, und liegt auf dem vor- dersten Theil der Hemisphåre in einer halbeylindrischen Furche, von der Pia mater und arachnoidalem Bindegewebe umhillt. Einen Ventriculus bulbi olfactorii bemerkte ich nicht. Der Bulbus ol- factorius selbst zeigt eine nur sehr geringe Entwicklung in der Dicke, und liegt, fest an den Boden der Schådelhöhle sich an- schmiegend, in einer kleinen Vertiefung. 3. Insula Reiliit (seu Lobus centralis, Gratiolet, Lobus in- sulae, Broca). Diese Abtheilung wird fast gar nicht von der Hemi- sphåre iiberdeckt. Es bildet dieselbe einen halbkreisförmigen, gy- rusartigen Lobus, der sich seitwårts von der Basis des Tractus olfac- torius, deren laterale Wurzel er aufnimmt, nach oben, aussen und hinten erstreckt, darauf scharf nach innen (unten) umbiegt (auch ein wenig nach vorn), und darauf medialwårts in den Gyrus unci- natus ibergeht, dessen hintere Grenzfurche, -- das Unterende der Fissura hippocampi, — deutlich vor Augen liegt. Dieser Vid,-Selsk. Forh, 1885. No. 4. 5 66 G. A. GULDBERG. [No. 4. Lobus umfasst somit die tieferliegende Lamina perforata anterior, welche den Boden der spåteren Valecula Sylvii darstellt. Man bemerkt eine schwach ausgeprågte Grenzfurche, welche den Lobus insulae von der medial gelegenen Lamina p. å. sondert. Diese Furche habe ich Sulcus circularis internus (Taf. II, fig. 16, s. ci.) genannt. Dariiber unten mehr. . Die laterale Begrenzung des Lobus insulae ist sehr scharf bezeichnet durch eine bereits in diesem Stadium tief einschnei- dende Fissur, die dadurch 'entstanden, dass die Hemisphåren ange- fangen haben, sich iber die Insula hinein auszubreiten. Die- selbe beginnt vorn in der Mitte als eine schwache Depression, die mit dem Sulcus olfactorius in Verbindung steht. Diese Partie habe ich mit der Fissura rhinalis anterior (bei den Carnivoren und Ungulaten) homologisirt. Lateral von dieser Vertiefung tritt unsre Fissur als ein besonderer Spalt auf, der den ganzen Cen- trallappen umschliesst in Uebereinstimmung mit letzterem, in der obersten lateralen Partie eine winkelförmige Biegung voll- zieht, und auf der temporalen Partie der Hemisphåren nach unten (und innen) hinlåuft, wo er bald sich verliert. Von der Umbiegungsstelle zieht sich eine breitere Furche nach oben und hinten; letztere ist theilweis dadurch entstanden, dass die hintere und breitere Temporalpartie der Hirnhemisphåren sich nach vorn vorzudrången sucht, wie man dies an weiter entwickelten Foetal- gehirnen recht deutlich wahrnehmen kann. Diese Grenzfurche bildet den Anfang der Fissura Sylvii, die demgemåss die Ge- stalt eines winkelförmigen Bogens mit aufwårts und riickwårts laufendem Process erhålt. Es låsst sich daher an dieser Fissur unterscheiden: ein Ramus anterior, der der långste ist, ein Ramus posterior inferior und endlich ein Ramus posterior superior (der Processus acuminis bei den Carnivoren und Ungulaten). Die Form des letzteren ist bogenförmig mit einer nach hinten und oben gehender Spitze (cfr. Taf. II, fig. 16, f. s.). Durch die ebenerwåhnte Fissur sondert sich in ziemlich weiter Ausstreckung der Stammtheil des secundåren Vorderhirns von dem umliegenden Manteltheil, der durch den ringförmigen 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 67 Lappen, å. h. die Hemisphåre, repråsentirt wird und concentrisch den Stammtheil umschliesst. Von der Hemisphårenpartie kann leider nur der in nåchster Nachbarschaft der Fissura Sylvii gelegene Theil hier beschrieben werden, da der obere hintere Abschnitt am Pråparate zerstört war; doch ist auch unter so ungiinstigen Umstånden die ver- håltnissmåssig måchtige Entwicklung der Temporalpartie nicht zu iibersehen. Concentrisch mit dem Lobus insulae gewahrt man 3 auf einander folgende Furchen: eine vordere — F. ektosylvia anterior, eine mittlere — F. e. media, und eine hintere — F. e. posterior, von welchen die beiden letzten mit ihren Vorderenden grade unter dem Hinterende der vorangehenden Fissur einsetzen (cfr. fig. 16, fe, fe", fe”). In der Vorderpartie der Hemisphåren treten auf der Aussenseite der eben genannten Furchen 2 weite, ebenfalls långsgerichtete Fissuren* auf, die eine ausserhalb der andern liegend. Von diesen ist die obere die tiefste und enspricht wahr- scheinlich der vordersten Partie der Fissura suprasylvia (ib. f. Sss.). In dem mittleren Theil der Temporalpartie der Hemisphåre beobachtet man eine oder zwei kleinere Furchen hinter der Fis- sura ektosylvia posterior (vielleicht das Hinterende von Fiss. suprasylvia). Die kleine Furche aussen vor dem durch die Fis- sura hippocampi gebildeten Einschnitt, die als das untere Ende der Scissure limbique aufzufassen ist, scheint nach ihrer Lage der Fissura rhinalis posterior (f. rh. p.) homolog. Dieselbe ist kurz und ohne Zusammenhang mit dem Unterende des Temporaltheiles der Scissure limbique. Das entwickelte Gehirn der Balaenoptera musculus, Companyo. In die hier folgende Beschreibung werden auch die Beobach- tungen an den Gehirnen anderer Balaenopteriden mit hin- 59 SR 68 G. A. GULDBERG. [No. 4. eingezogen werden, besonders diejenigen, welche an einem Foetal- gehirn der B. Sibbaldii, I. E. Gray, das sich besonders entwickelt zeigte, und an den Hemisphåren d. B. borealis, Lesson, gemacht worden sind (cfr. pag. 16 und 17). In der nun folgenden Darstellung werde ich, ebenso wie in der vorigen, die embryologisch zusammen gehörigen Theile im Zusammenhange darstellen, doch so, dass die Gebilde der vorderen primåren Gehirnblase, d. h. das Thalamencephalon und das Pros- encephalon mit einander vereinigt werden, und zuerst die Basal- flåche, dann die Umgebung der Gehirnventrikel, und endlich die Hemisphåren zur Beschreibung kommen. Das Foetalgehirn der Balaenoptera Sibbaldii zeigte sich bereits so entwickelt, dass seine Beschreibung am zweckmåssigsten mit derjenigen der erwach- senen Individuen zusammengefasst wird. Medulla oblongata (Tafel III, fig. 1). Als hintere Grenze des verlångerten Markes betrachtet man gewöhnlich den Ur- sprung des ersten Cervicalnerven, der hier ein wenig innerhalb des Foramen magnum liegt, so dass diese Grenze in diesem Fall eine intercranielle ist. Die Långe der Medulla oblongata betrågt ungefåhr 15 cm. In situ gelegen zeigt sie in ihrer hinteren Hålfte eine schwach abwårtsgerichtete Krimmung. | In jenem hinteren gekriimmten Theilzeigt das Mark eine gleich- bleibende Dicke, beginnt aber bei seinem weiteren Verlauf nach vorn zwischen den Hemisphåren des Cerebellum an Volumen, und namentlich an Breite, zuzunehmen. Ueberhaupt hat es in seiner ganzen Ausdehnung grösseretransversale und kleinere dorsoventrale Diameter, und dabei eine auffallend tiefe Fissura longitudinalis anterior. Ungefåhr 31/2 bis 4 cm. vor dem Pons Varolii treten die vorderen Pyramiden hervor, aber nur um — in einem Abstand von 11 bis 12 mm. von der Briicke — alsbald wieder zu verschwinden. In dem vorderen Drittel beobachtet man eine be- deutende Zunahme der Breitendimension, wie denn dicht bei den Crura cerebelli ad pontem der Diameter bis auf 53 mm. steigt. Die ventrale Flåche ist in der vordersten Partie ziemlich eben und zeigt als wesentlichste Niveauverånderung nur die 1885]. UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 69 nicht weiter hervortretende Convexitåt der Pyramiden. Letztere bilden eine gegen 3 cm. lange und 2 cm. breite, ziemlich flache Erhöhung mit nur schwach angedeuteter Mittelfurche. Der An- fang der Pyramidalerhöhung nach hinten zu låsst sich iibrigens nicht leicht genau bestimmen, da die Anschwellung eine durch- aus allmåhlige ist; nach vorn hin dagegen ist der Abfall rascher, - und etwa 12 mm. vor dem Pons sind die Pyramiden vollståndig verschwunden. An einem kleineren Fxemplar der Balaenoptera musculus (von 1883) betrug der Abstand zwischen Pons und Pyramiden 10 mm. Letzteres Pråparat zeigte iibrigens ein står- keres Hervortreten der Pyramidalerhöhung. Nach Serres und Gratiolet (24) ist letztere bei Balaenop- tera rostrata sehr ausgeprågt (fortes saillantes) und stark durch- kreuzt; auch findet man bei dieser Art keine Corpora olivaria an der Oberflåche. Auf dem Gehirn des Blauwalfoetus zeigten die Pyramiden sich als ein ovaler Körper mit schwach ausgeprågter Mittelfurche. Ihre Långe betrug 16 mm., die Breite 11 mm. Nach Beauregards Beschreibung sind diese Gebilde relativ sehr voluminös und verdecken wahrscheinlich die Corpora oli- varia. Auf der nach Eschrichts Tode herausgegebenen Ab- bildung des Megaptera-Gehirns (Reinhardt 30) zeigen die Pyra- miden sich als zwei bohnenförmige, ziemlich grosse, ovale Fr- höhungen. Ihre Seitenrånder werden vom Ursprung des Nervus hypoglossus eingenommen. Die Pyramiden der Bartenwale unter- scheiden sich von denjenigen der Delphine durch ihre mehr in die Långe ausgezogene, ovale Gestalt; bei Phocaena zeigen die- selben sich fast kreisförmig. In der Partie zwischen den Pyra- miden und dem Pons ist bei Phocaena die Fortsetzung der Pyra- midenbahnen deutlich erkennbar als eine bandförmige Erhöhung, die sich erst in der Varolsbriicke verliert. Beim Finnwal und dem Foetus des Blauwales sieht man hiervon nur eine schwache Andeutung. — Nach Serres und Gratiolet (24) finden sich beim Zwergfinnwal einige transversallaufende Fasern, — eine Art von ,Trapez*, — die von diesen Verfassern als eine Vor- briieke (avant-pont) aufgefasst werden. Dasselbe Verhalten wieder- holt sich nach Beauregard, der eine Zeichnung dieser ,fibres Hr 70 G. A. GULDBERG. [No. 4. arciformes* giebt, bei einem Foetus der B. Sibbaldti. Nach meinen FErfahrungen kann ich das Auftreten derartiger transversallau- fender Fasern nur bei dem Blauwalfoetus constatiren, doch sind sie auch hier keineswegs deutlich ausgeprågt; bei dem ausge- wachsenen Finnwale finden sie sich jedoch entschieden nicht. Seitwårts von den Pyramiden findet man micht die den Oliven entsprechende Erhöhung, wie beim Menschen; — eine Figen- thiimlichkeit, die auch bei den Delphinen wiederkehrt. Die åussere Begrenzung der ventralen Flåche des verlångerten Markes wird durch die Urspriinge des 7ten—10ten Gehirnnerven gebildet. Fovea rhomboidalis. Der Theil der Fovea rhomboidalis, welcher dem eigentlichen Myelencephalon angehört, reicht nach vorn bis an die Linie zwischen dem Anfang der Pedunculi cerebelli ad pontem. Die Medulla verbreitert sich hier von hinten nach vorn. Im hinteren Theil der Fovea rhomboidalis (Calamus scriptorius) bemerkt man keinen Funiculus gracilis, da die dicken Corpora restiformia, welche bei allen Bartenwalen (wenigstens bei allen Balaenopteriden) am stårksten entwickelt erscheinen, hier die laterale Begrenzung bilden. Letztere haben eine schwach nach aussen divergirende Richtung und kriimmen sich weiter nach vorn in das Cerebellum hinein als Pedunculi cerebelli inferiores. Serres und Gratiolet bezeichnen letztere bei B. rostrata als sehr bedeutend; dasselbe beobachtete Beaure- gard bei B. Sibbaldii, wie es denn auch mit meinen Wahr- nehmungen stimmt. In der Mitte der Fovea rhomboidalis sieht man einen tiefen Sulcus longitudinalis, der in dem oberen Theil der Grube einen tiefen Spalt bildet. An der Seite dieses Sulcus sieht man in der unteren Hålfte 2 schwache Furchen, die von hinten nach vorn divergiren und den Corpora restiformia parallel laufen. Ich habe dieselben als die Aussengrenze för die in der Mitte hinlaufenden Pyramides posteriores angesehen. In der mittleren erweiterten Partie der Fovea rhomb. erkennt man den Fingang zum Recessus lateralis. An allen von mir untersuchten Pråparaten habe ich keine Striae acusticae (Ursprung des Sten Cerebralnerven) bemerken können; es ist jedoch wohl möglich, dass dies auf Rechnung des mangelhaften Materials geschrieben 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 71 werden muss, das bereits vor der Conservation alterirt war; noch wahrscheinlicher ist es mir indessen, dass jener Nervenursprung nicht so superficiell liegt, dass man denselben in der 4ten Ven- trikel sehen kann. Auf dem Querschmitt der Medulla bemerkt man folgendes: Ein Schnitt dicht hinter der Fovea rhomboidalis zeigt, dass die Fissura longitudinalis anterior bis iiber die Mitte des dorsoventralen Diameters einschneidet. Canalis centralis(?) zeigt sich in der Nåhe der hinteren Flåche. Das Vorderhorn der grauen Substanz ist sehr gross. Auf einem Querschnitt durch die Pyramidalerhöhungen sieht man die triangulåren vorderen Pyramiden mit der Spitze gegen den 4ten Ventrikel gerichtet; die Kreuzung ist åusserst schwach angedeutet. Die Corpora olivaria liegen im Inneren der Substanz mit einem dunkleren Mittelkörper. Lateral von diesen erblickt man die måchtigen Corpora restiformia. Zwischen jeder dieser Abtheilungen findet man eine Menge austretender Nerven- fasern: zwischen den Pyramiden und den Olivenkernen die Wur- zeln des N. hypoglossus, und zwischen den Corpor. olivaria und den C. restiformia die Wurzeln des Glossopharyngeus und des Vagus. | Die Membrana tectoria ventriculi quarti oder die Bedeckung der hinteren Hålfte des vierten Ventrikel, welche vorzugsweis embryologisch interessant ist, bemerkt man als ein immerhin mehrschichtiges Epithel auf der Innenseite jener Pialduplicatur, welche unter dem Namen Tela choroidea inferior sich durch die Fissura transversa cerebri posterior in den 4ten Ventrikel ein- stillpt. Diese Pialduplicatur bildet ein måchtig entwickeltes Ge- fåssnetz mit kleinen villösen Prolongationen. Die Gefåsse des- selben stehen in der genauesten Verbindung mit dem, einem Rete mirabile åhnelnden, die Medulla umgebenden Netze. Långs der Seiten der Corpora restiformia findet man gleichfalls eine Unzahl von Gefåssverschlingungen, welche keine Auslåufer in den 4ten Ventrikel hineinsenden. Metencephalon secundarium oder Fpencephalon. Dies zer- fållt in zwei Abtheilungen, von denen wir zuerst den basalen Ps 72 G. A. GULDBERG. [No. 4. Theil, den Pons Varolit, und darnach den dorsalen, das Cerebellum, beschreiben werden. Pons Varolii (Tafel III, fig. 1, P. V.), die Gehirnbriicke, bildet, bei leicht aufwårts und vorwårts gerichteter Långenaxe, eine stark prominirende Convexitåt. Der antero-posteriore Dia- meter betrågt 411/> mm., der transverselle, zwischen den Urspriin- gen der beiden Nervi trigemini semessen, dagegen 55 mm. Leuret (22, p. 448) mass die Grösse dieses Gehirntheils bei Balaena my- sticetus und fand den antero-posterioren Durchmesser 39 mm. und den transversellen 56 mm. Die vordere Contourlinie der Varolsbriicke bildet einen nach vorn gewölbten Bogen, die hintere eine gerade Linie. In der Mittelpartie sieht man eine sehr seichte Furche, Sulcus basilaris (Taf. III, fig. 1, S. b.), die von hinten nach vorn verlåuft, aber in der Hinterpartie am klarsten ausgeprågt ist. Doch fållt diese Furche iberhaupt nur wenig ins Auge und entbehrt fast ganz jener beiden parallelen oder nach vorn leicht divergiren- den Seitenwulste, welche dieselbe beim Menschen und auch bei der Phocaena auszeichnen. Bekanntlich hat man geglaubt, dass diese Basilarfurche durch d. Arteria basilaris bedingt sei. Schwalbe (48, pag. 444—45) hat indessen dargethan, dass dieselbe dem Um- stande ihren Ursprung verdankt, dass die Pyramidenstrånge die transversellen Fasern der Gehirnbriicke nach vorn drången. In den umfangsreichen Gehirnen der Bartenwale, in welehen eine solche Menge von transversellen Fasern sich vorfindet, können die lon- øitudinalen, in der Tiefe verlaufenden Pyramidenfasern sich selbst- verståndlich nicht in solcher Weise geltend machen, wie bei den kleineren Gehirnformen, und es hat somit die schwache Ausge- staltung der genannten Furche bei diesen Thieren nichts auf- fallendes. | Die vorderen und hinteren Begrenzungen der Varolsbricke sind sehr scharf. Die Oberflåche ist regelmåssig und nach allen Richtungen hin gewölbt; doch liegt die stårkste Convexitåt in der Richtung von vorn nach hinten. Die Flåchenkriimmung ist an den Aussenseiten am stårksten, in der Mitte am schwåch- sten. Man sieht eine Menge Foramina får ein- und austretende Gefåsse. Die transversallaufenden Fasern, aus welchen die Ober- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 78 flåche des Pons sich zusammensetzt, beschreiben einen nach vorn convexen Bogen; in den Seitenpartien nehmen sie eine stårker ritckwårts zielende Richtung an und werden endlich in den Pe- duneuli cerebelli ziemlich geradlinig. Å Im Foetalgehirn der Balaenoptera Sibbaldii, Gray, zeigt der Pons sich mehr flach gedriiekt; theilweis diirfte dies wohl auf artificielle Ursachen zuriickzufihren sein. Beauregard's Be- schreibung der Gehirnbriicke weicht im keinem Punkte von der hier gegebenen ab. Auch bei B. rostrata zeichnet sich die Va- rolsbriieke durch ihr starkes Vortreten aus; und dasselbe scheint nach der Zeichnung auch bei Megaptera der Fall zu sein. Auf .dem Querschnitt des Pons Varolii erkennt man, dass die von den Crura cerebelli ad pontem gebildete Fasermasse die ganze Vorderhålfte einnimmt, und ihre grösste Dicke, ungefåhr 15 mm.,, in der Mittellinie annimmt; in den Seitenpartien ist sie etwas dinner. Mitten in diesen Querfasern entdeckt man die longitudi- nalen Faserbiindel der vorderen Pyramiden. Im Hintergrund, gleich- sam eingelagert in die hinteren (oberen) Querfasern, liegen die Långsbiindel der Medulla oblongata. Letztere sind mit der grauen Substanz bekleidet, welche den Boden des 4ten Ventrikel bildet. Ueberall auf der ganzen Flåche des Querschnittes gewahrt man zahlreiche Löcher (Gefåssdurchschnitte). Die Mittelfurche der oberen Hålfte der Fovea rhomboidalis zeigt sich hier in ihrer ganzen Tiefe, die bis 7 mm. betrågt. Leider erlaubte das Material keine eingehendere Untersuchung dieser interessanten Region. Das Cerebellum wird sehr unvollståndig von den Hemisphåren des Grosshirns bedeckt: nur das vordere Drittel oder Viertel seiner Oberflåche hat sich unter letztere hineingeschoben. Beauregard (49,pag. 491) macht die gleiche Bemerkung beziiglich des Kleinhirns d. B. Sibbaldii; er sagt nåmlich: ,On pourrait mieux dire que le scerveau est simplement adossé au cervelet, mais qu'il ne le re- scouvre pas.* Die Aussencontouren des Cerebellum bilden ziem- lich nahe eine Ellipse, deren grosse Axe in transversaler Rich- tung liegt. Nach den-Messungen am Exemplare von 1883 (B. musculus) betrug die Breite 204 mm., der antero-posteriore Dia- meter in der Mittellinie (Vermis) 851/2 mm.; der Långendiameter 74 G. A. GULDBERG. [No. 4. (anter.-poster.) der rechten Hemisphåre 121 mm., der linken 105 mm.; die grösste Höhe 78 mm. Nach Beauregard's Messungen am Foetalgehirn d. B. Sibbaldii ergab sich fir den transversellen Diameter 80 mm. und fir den antero-posterioren 75 mm. Leuret fand die Breite des Cerebellum bei Balaena mysticetus bis 162 mm. Aus allen diesen Messungen wird man den Schluss ziehen dirfen, dass das Kleinhirn bei den Bartenwalen eine vorwiegende Breitendimension besitzt, was vorzugs- weis auf die måchtige Entwicklung der Hemisphåren zuriickzuföhren ist. Diese Figenthiimlichkeit ist schon von frilheren Verfassern als eine durchgehende Figenthiumlichkeit der Cetacéen hervorgehoben worden; doch scheinen die Bartenwale in dieser Beziehung eine besonders hervortretende Stellung einzu- nehmen. Die Incisura semilunaris s. marginalis anterior ist ziemlich seicht und wenig auffållig, wåhrend der hintere Ein- sehnitt, Incisura marsupialis, weit tiefer eindringt und verhålt- nissmåssig eng erscheint. Die mediale Partie des Kleinhirns, d. Vermis, ist bei B. mus- culus nur wenig distinet und unterscheidet sich nicht durch ir- gendwelche bestimmte Grenzlinie von den Seitenpartien; nur in der Hinterpartie findet man einige kurze, nicht zusammenhån- gende Långsfurchen. Man hat den Eindruck, als ob alles andere von den Hemisphåren verschlungen sei. An dem Blauwalfoetus konnte ich ohne Miihe eine deutliche Grenze zwischen dem Vermis und den Hemisphåren erkennen. Dasselbe fand auch Beauregard, der den Vermis superior be- schreibt als einen ,cordon un peu saillant* von 13 mm. Breite und 60 mm. Långe, welcher jedoch am Vorderende etwas breiter, und am Hinterende etwas dicker wurde. Bei B. rostrata ent- deckt man keine hervortretende Grenze. Auf letzteren Umstand ist in so fern einiges Gewicht zu legen, als man an den Gehirnen des Delphins und der Phocaena mehr oder weniger deutliche Grenz- furehen zwischen der medialen und lateralen Partie beobachtet. In meiner oben gegebenen Beschreibung des Gehirns eines Me- gapterafoetus habe ich eine Eintheilung des Vermis nach der Tiefe der auftretenden Hauptfissuren versucht; bei dem ausge- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 75 wachsenen Finnwal war das betreffende Material leider ziem- lich zerbröckelt, doch waren die secundåren Furchen auch hier sehr hervortretend, so dass ich auf einem Sagittaldurchschnitt der Mittelpartie deutlich 7 grosse Zweige der Arbor vitae unter- scheiden konnte, von welchen aber der hinterste und der unterste sehr schmal waren. Der vorderste Zweig verdeckte vollståndig die sehr diinne Valvula Vieussenii. Der nåchste Zweig bedeckte jedoch wieder vollståndig den vorigen, und trug halbmondförmige Seitenpartien, die bis ilber den Pons hinaus reichten und aus vielen schmalen Gyri bestanden. Die obere, hinterwårts gelegene Partie des Vermis, welche nach ihrer Lage dem Monticulus, De- clive und den Laminae transversales (Folium cacuminis, Tuber valvulae) des menschlichen Cerebellum entspricht, glaubte ich dennoch nicht mit jenen Hirnpartien des Menschen homologisiren zu diirfen. Auf der Ventralflåche, ganz dicht beim 4ten Ventrikel, liess sich ein diinnes, quergefurchtes Blatt erkennen, welches dem No- dulus entspricht; zwei dariiber liegende Abtheilungen lassen sich vielleicht mit der Uvula und der Pyramis homologisiren. Die letzte derselben bildete die hinterste Partie der Incisura marsu- pialis. Die Hemisphåren wunterscheiden sich von einander sowohl in Grösse als in Gestalt. An dem Finnwalgehirn von 1882 ist die linke Hemisphåre des Cerebellum grösser, als die rechte; am Fxemplar von 1883 hat die linke einen långeren Transver- saldiameter, wåhrend die rechte einen grösseren antero-posterialen Durchmesser nachweist. Durch die Fissura horizontalis magna wird jede Hemisphåre in eine obere und untere Hålfte getheilt. Diese Fissur, welche in ihrer mittleren Partie besonders tief ist, beginnt ungefåhr in der Höhe des Ursprungs des N. trigiminus, um zunåchst horizontal nach hinten und nach aussen zu verlaufen. Da, wo sie die åusserste Lateralpartie der Hemisphåren erreicht hat, und im Begriff ist nach der Hinterseite der letzteren umzubiegen, spaltet sie sich in eine obere und untere Furche, von denen die letztere die Fortsetzung der eigentlichen Hauptfurche darstellt. Zwischen Fw 76 G. A. GULDBERG. [No. 4. diesen beiden Zweigen liegt ein wohlbegrenzter Lobus einge- schlossen. Da sich beim Foetus ein åhnliches Verhalten kundgab, darf man wohl annehmen, dass dieser Lobus sigmoideus, wenn man ihn so nennen will, constant bleibt. In der unteren Medial- partie des Cerebellum vereinigen mehrere tiefe Fissuren sich mit der Fissura magna; dieselben haben somit einen einwårts und aufwårts gerichteten Verlauf. Dies harmonirt mit dem am Foe- talbirn der Megaptera boops beobachteten Verhalten. Die Partien oberhalb und unterhalb der grossen Horizontalfissur werden wieder durch kleinere Secundårfurchen in verschiedene Lobi zerlegt. — * Auf der Dorsalflåche laufen mehrere parallele Fissuren von der Horizontalspalte schråg einwårts auf die Mittellinie zu und theilen dadurch die Hemisphåren in eine Reihe grösserer oder kleinerer semilunåren Lobi, deren jeder wieder aus einer grös- seren oder kleineren Anzahl von Gyri besteht. Man kann 4—6 solcher concentrischer, langgestreckter Lappen unterscheiden. Ein åhnliches Verhåltniss findet man auch bei der Phocaena, und — nach Tiedemann (10, p. 255) — gleichfalls bei D. delphis. Diese Lobi zeigen sich nicht auf beiden Seiten ganz gleich- artig, sondern sind verschiedenen Variationen sowobl in Grösse als in Gestalt unterworfen. | Auf der ventralen Flåche (Taf. III, fig. 1) sind die Hemisphåren durch eine breite Vertiefung unterschieden, welche eine Fort- setzung der Incisura marsupialis darstellt und in welcher die Me- dulla oblongata zur Hålfte verborgen liegt. Man kann auf dieser Flåche einen vorderen triangulåren und einen hinteren quadrangu- låren Lobus unterscheiden. Der erstere ist durch eine ziemlich tiefe Spalte wieder in eine mediale und laterale Partie getheilt, in welchen beiden man vielleicht homologe Bildungen mit der Ton- silla und dem Lobus cuneiformis erblicken darf. Auch der hin- tere quadrangulåre Lobus wird durch eine tiefere Secundårfissur in eine vordere breite und eine hintere schmalere Partie zerlegt. Crura cerebelli ad pontem. Diese tauchen wie grosse, leicht flachgedriickte, halb cylindrische Ståmme aus der grossen Hori- zontalfissur auf und liegen schråg in einer einwårts und vorwårts gehenden Richtung. Wegen ihrer Grösse machen sie sich auf 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 77 einem ziemlich grossen Stick der lateralen Vorderseite des Cere- bellum bemerkbar. Pedunculi cerebelli amteriores s. superiores, 8. p. c. ad corpora quadrigemina. Sie bestehen aus zwei, ca. 20 mm. breiten, band- förmigen Armen, welche in ihrem vorderen Verlauf sich in einem gegenseitigen Abstand von 10 mm., ungefåhr parallel nebenein- ander hinziehen, um dann in die Lamina bigemina zu verschwin- den. An ihrem Aussenrand, zwischen dem Pons und dem Cere- bellum, bemerkt man eine Prominenz, die auf dem Finnwalgehirn und dem Foetalgehirn des B. Sibbaldii ziemlich bedeutend auf- tritt. Diese Erhöhung gehört indessen nicht den Pedunculi an- teriores an, sondern riihrt von einem besondern Faserbiindel her, das von der Medulla oblongata emporsteigt und sich nach vorn in die Pedunculi cerebri hinabsenkt. Zwischen den vorderen Kleinhirnschenkeln liegt die Valvula Vieussenii ausgespannt. Ihre diinne Haut dient mit dazu, die Bedechung iiber der vor- deren Hålfte des vierten Ventrikel herzustellen. Das Velum medullare anterius s. Valvula Vieussemi ist bei der erwachsenen Finnwal wie eben bemerkt, sehr diinn. Das gleiche gilt von dem Foetus des B. Sibbaldu und der Megaptera boops. Der vordere Lappen des Vermis superior bedeckt das Velum in seiner ganzen Ausdehnung und adhårirt fest an demselben. Bin der Lingula entsprechendes diinnes Markblatt habe ich nicht auf- finden können. i Die Pedunculi cerebelli posteriores bilden die Fortsetzung der Corpora restiformia. Dieselben sind bereits friher besprochen. Sie bilden dicke, wohlentwickelte Strånge, die bei ihrer Umbie- gung die Pedunculi c. ad pontem kreuzen. Mesencephalon. (Taf. III, fig. 1 und Taf. V, fig. 2). Vom Mittelhirn beschreiben wir erst die basale Fliche, die aus den Pedunculi cerebri und der Lamina perforata posterior ” 78 G. A. GULDBERG. [No. 4. besteht; darauf die Bedeckung: Lamina bigemina; weiter die Seitentheile: Brachium conjunctivum; endlich die Höhlung: Aquae- ductus Sylvii. Das Mittelhirn bildet im Ganzen keinen beson- ders hervortretenden Theil des ganzen Encephalon. Die Pedunculi cerebri (Tafel III, fig. 1, P. C.) bestehen aus zwei divergirenden, massiven Halbeylindern, deren Breite von hinten nach vorn zunimmt. Der linke ist beim Finnwale etwas dicker als der rechte (resp. 28 mm. zu ca. 25 mm.). Die Långe vom Pons Varolii an bis zum Tractus opticus betrågt etwa 31/. cm. Die mediale Partie erscheint, im Gegensatz zu den stårker gewölbten Lateralpartien, etwas flach gedrickt. —Etwas ausser- halb der in der Mittelparti liegenden Lamina perforata poste- rior, ungefåhr 8 mm. von dem Pons Varolii, entspringt der N. oculomotorius aus einer ganz seichten Furche. Die zahlreichen Fasern, aus welchen dieser recht ansehnliche Nerv sich bildet, treten zwischen den longitudinalen Fasern des Pedunculus mit schråger Richtung zutage, so dass die ganze Ursprungsstelle ein langgestrektes Oval bildet, dessen grosse Axe von hinten nach vorn und von innen nach aussen gerichtet ist. Die Fasern des Pedunculus divergiren nach aussen und nach vorn, und zwar die åussersten am meisten. Auf der Aussenflåche wird der Pedun- culus nach oben hin durch eine deutliche Furche begrenzt, den Sulcus lateralis mesencephali. Diese Furche scheidet somit den Pedunculus von dem Seitenfeld des Mittelgehirns und von der in der hinteren Partie gelegenen Prominenz, die seitwårts und ober- halb des Pons hervorragt. An dem Foetalgehirn der B. £ib- baldit tragen die Crura cerebri auf ihrer vorderen divergirenden Partie eine ovale Erhöhnung, die man in dem Finnwalgehirn nicht wiederfindet. Die Lamina perforata posterior (Tafel III, fig. 1,1. p. p.) ist ein kaum 15 mm. langes, dreieckiges Feld, das sich zwischen den måchtigen stark vortretenden Pedunculi cerebri einla- gert. Eine Furche, welche erstere von letzteren abgrenzt, findet sich nicht, sondern die lateralen Partien der Lamina verlieren sich allmåhlich in die medialen der Pedunculi. In dieser Ge- gend treten auch die zahlreichen Reihen longitudinal gerichteter 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 79 Gefissperforationen am håufigsten auf. Diese sehr deutlich er- kennbaren Foramina, die iibrigens auch auf den Pedunculi cerebri in ziemlicher Anzahl sich zeigen, ziehen sich iber den ganzen medialen Rand hin bis iiber das Tuber cinereum hinaus. Die hintere Spitze der Lamina perforata posterior reicht nicht ganz bis zur Varolsbriicke zuriick, sondern schliesst ein Stiick vor letzterer ab, da die Pedunculi cerebri in der zwischenliegenden Partie intim vereinigt sind, — eine Eigenthimlichkeit, die sich auch bei den Carnivoren und Ungulaten wiederfindet. Im Finn- walgehirn zeigt die Lamina perforata sich als eine concave Flåche, deren Vorderseite ungefåhr 10 mm. lang ist. Im Gehirn des Blauwalfoetus gleicht sie mehr einer Furche, in welcher nur wenig Perforationen sich entdecken lassen, wåhrend auf der me- dialen Fliche der Crura cerebri nicht wenige aber zerstreute, Foramina zu sehen sind. Lamina bigemina (Tafel V, fig. 2, L. big). Wenn man das Kleinhirn und das Grosshirn ein wenig auseinander zerrt, 80 lassen sich die Vierhiigel leicht ins Auge fassen. Dieselben pråsentiren sich als 4 gewölbte Prominenzen, von welchen die beiden vor- deren der Ausstreckung nach die grössten sind, dabei aber nie- drig und flach auftreten. Sie liegen durchaus offen da, ohne vom Splenium corporis callosi bedeckt zu sein. Die beiden hin- teren sind stark gewölbt und prominirend. Die Mittelfurche erscheint sehr seicht; so auch die Querfurche in ihrer mittleren Partie; doch wird letztere in den Seitenpartien tiefer und enger und låsst sich hier ein Stiick nach vorn verfolgen. In der vorder- sten Partie, auf dem Uebergang zum 3ten Ventrikel, entdeckt man zwischen den vordersten Vierhiigeln eine nicht unansehnliche Commissur (Tafel V, fig. 2, m.). Zwischen dieser und der vor- anliegenden Commissura posterior cerebri (ibid. C. p.) liegt eine kleine Tasche (poche), deren långster Diameter transverselle Richtung besitzt. Dieselbe ist mit einer gefåssreichen Pialduppli- katur angefillt. Die Commissur zwischen den vordersten der Vierhiigel bildet eine Prominenz in der Mittellinie und bringt die mittlere Longitudinalfissur zum Abschluss. Diese kleine Pro- minenz darf vielleicht als ein Homologon zu dem von Schwalbe 80 G. A. GULDBERG. [No. 4. (48, pag. 456) beschriebenen Colliculus subpinealis beim Menschen angesehen werden. Wåhrend die vordersten der Vierhiigel mit flach abfallenden Seiten continuirlich in die umliegenden Partien des Thalamus . opticus auslaufen, heben die hinteren sich steiler empor und ragen sogar ilber die Höhe der vorderen hinaus. Ihre stark convexe obere Flåche bildet einen beinahe spitzen Winkel mit der Hin- terflåche, die fast vertikal nach unten und leicht nach vorn ab- fållt. Die hinteren Erhöhungen pråsentieren sich deshalb auch als die am meisten hervortretende Partie, — ein Verhalten, das man bereits beim Foetus, sogar in sehr frihen Stadien, beobachten kann (Vergl. die Beschreibung des Foetalgehirns der Megaptera p. 60). Die Seitenpartien der Vierhiigel entsenden 2 halbeylin- drisehe Brachia conjunctiva in den voran gelagerten Theil des Zwischenhirns. Ein deutliches Corpus geniculatum liess sich nicht nachweisen. Die Breite der Corpora bigemina betrågt 43 mm.; die Långe, von der hinteren Flåche bis zum vorderen Rand oder zum Splenium corporis callosi gemessen, 31 mm. Die beiden vorderen Körper haben grössere Långendiameter als die hin- teren; letztere aber iibertreffen erstere an Breite. Aquaeductus Sylvii. Auf dem Transversalschnitt erscheint derselbe in triangulårer Gestalt. Seine grösste Höhe erreicht derselbe vor seinem Uebergang in den vierten Ventrikel. Dies stimmt iiberein mit dem beim Foetus beobachteten Verhalten. Weiter nach vorn nimmt die Höhe allmåhlig ab bis zur Einmiin- dung in den 3ten Ventrikel. Am Foetalgehirn der B. Sibbaldt bemerkte ich an den Seitenwånden långslaufende Streifen. Prosencephalon. Die Beschreibung dieses Gehirntheils, des ansehnlichsten unter allen, beginnen wir an der Basalflåche; dann wenden wir uns zu den Umgebungen der Ventrikeln und den eigentlichen Ven- trikelråumen, wobei wir die Ordnung innehalten, in welcher die Sn 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 81 verschiedenen Partien auf dem Sagittalschnitt dem Auge ent- gegentreten; und schliesslich werden wir dem Relief der Hemi- sphåren unsre Aufmerksamkeit widmen. Basis prosencephali (Tafel III, fig. 1). Corpus mamillare s. candicans. Vor der oben beschriebenen Lamina perforata posterior gewahrt man, wenn man das wohlent- wickelte Infundibulum ein wenig nach vorn schiebt, eine schwach ausgeprågte FErhöhung aus weisser Nervenmasse bestehend, in welcher keine Mittelfurche zu erkennen ist, so dass eigentlich nur von einem Corpus candicans die Rede sein diirfte. Dasselbe wird vollståndig von dem voranliegenden und nach hinten zu sich aus- breitenden Infundibulum iberdeckt. Auf der Basalflåöche macht dieser Körper sich bloss bemerkbar als eine schwach ausge- sprochene Verdickung in der Wand des Tuber cinereum, da dasselbe unmittelbar mit der Lamina perforata posterior zusammenhångt. Friihere Verfassser haben diese Partie des Cetacéenhirns nicht beschrieben. Serres und Gratiolet (24, p. 892) sagen, dass sie den genaueren Zustand dieser Hervorragung nicht haben ermitteln können, und Beauregard erwåhnt bloss ,une masse informe qui représente les tubercules mammillaires et Ihypophyse.* Tuber cmereum et imfundibulum (T. c.) bilden zusammen ein etwas flachgedriicktes Ellipsoid mit einer oberen und un- teren Finschniirung. Der frontale (transversale) Diameter betrågt 19 mm., der sagittale 14 mm. Die Farbe ist dunkel grauröth- lich. In dem gehårteten Gehirn des Finnwales zeigt dies Ellip- soid in der Mitte eine Vertiefung, — so auch auf der Zeich- nung; — dieselbe ist jedoch gewiss ein rein artificielles Product. Von Chiasma wird unsere Partie durch eine weissliche Ner- venmasse geschieden; nach hinten geht sie continuirlich in das graulich weisse Corpus mamillare iiber, welches letztere sich in die Lamina perf. post. fortsetzt. Nach unten und hinten hångt das Infundibulum mit dem hintersten Lappen der Hypophysis cerebri durch einen dicken Stiel zusammen, der auf dem Durch- schnitt zwei distincte Abtheilungen aufweisst: ein dinner hell- Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 4, 6 NET 82 G. Å. GULDBERG. - [No. 4. rother Strang, der eigentliche Processus infundibuli, liegt nåmlich in einem vielfach dickeren soliden Zapfen von dunkel rothgrauer Farbe eingefalzt. Der helle Theil des Stieles ist durch ein loses Bindegewebe mit dem anderen verbunden, und schlingt sich bis auf einen gewissen Grad um denselben herum, so dass derselbe in der unmittelbaren Nåhe des Infundibulums ein wenig nach vorn liegt, aber weiter abwårts, gegen die Hypophysis hin, seinen Platz auf der Riickflåche des dicken Stieles einnimmt und dann in den Lobus posterior hypophysis s. Lobus infundibuli einmiindet. Der zweite solidere und viel breitere Stiel bildet auf dem Quer- schnitt in der mittleren Partie eine halbmondförmige Figur, in deren Concavitåt der Processus infundibuli sich einlagert. Weiter unten nimmt ersterer namentlich an Breite zu, so dass er beim Uebergang in die eigentliche Hypophyse einen 9 mm. breiten Strang darstellt. Die einzigste Beschreibung dieser Hirnpartie, welche man in der Litteratur findet, stammt von Serres und Gratiolet (24). Sie berichten nåmlich: ,On remarque un tuber cenereum trés bombé, en forme d”hemisphére et d'un part une tige hypophysaire bien distincte.* Hypophysis cerebri (Taf. II, fig. 2 und 3). Dieselbe hat die Gestalt eines Trapezoid mit einem Sagittaldurchmesser von 38 mm., einen Frontaldurchmesser von 42 mm. und einem Ver- ticaldurchmesser von 21 mm. Die ventrale Flåche ist glatt und eben, die cerebrale gewölbt. Der vorderste Rand ist der långste und ein wenig ausgeschweift, der hinterste ist der kiirzeste. Der links liegende Rand ist schråg nach innen und hinten gerichtet; der rechts liegende stark bogenförmig. Hinter der Mittellinie findet man in einer Vertiefung den kleinen Lobus infundibuli, der in situ vollståndig durch den mehrfach grösseren Lobus anterior oder die eigentliche Hypo- physe berdeckt wird. Der Lobus infundibuli zeigt eine ziemlich abgerundete Form, die an ein Schneckenhaus erinnert. Der frontale und sagittale Durchmesser ist 18 mm. der verticale ungefåhr 10 mm. Ein loses Bindegewebe ist die einzigste Verbindung zwischen diesen 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 83 Lappen, und in der hinteren Furche zwischen beiden bildet die Dura im Verein mit der Pia einen sehr dicken, von Gefåssen strotzenden, Wulst, der die Furche vollståndig ausfillt und das hinterste Ende des Lobus infundibuli verbirgt. Die (Consi- stenz des letzteren Lobus ist weicher und elastischer, als die- jenige des andern, der sich fest zeigt. — Die Hypophysis des Blauwales ist viel grösser, als die hier beschriebene des Finnwales. Die Form dieses Gebildes muss Variationen unterworfen sein, da ich Hypophysen von Nierenform (mit nach vorn gewendeten Hilus) von trapezoidaler und von mehr quadratischer Gestalt beobachtet habe. Doch 'ist nicht zu ibersehen, dass die beiden seitlichen Begrenzungen nie von gleicher Långe waren, so dass unter allen Umstånden eine Assymetrie sich geltend machte. Auf der von Eschricht gelieferten Zeichnung des Megapteragehirns ist die Hypophyse in situ abgebildet. Ihre Form stimmt wesent- lich mit der hier beschriebenen der B.musculus. Beauregard erwåhnt nur die grossen, von ihm gefundenen 'Reste der Hy- pophyse und stellt darnach die Vermuthung auf, dass dieser Hirntheil sehr voluminös sein diirfte. Chiasma et Tractus opticus (Tafel ITI, fig. 1, T. opt.). Das Chiasma bildet eine 10 mm. lange (sagittal gemessen) und 15 mm. breite (frontal gem.) Partie, deren vier Arme ziemlich annåhernd die gleiche Dicke besitzen. Durch arachnoidales Bindegewebe hångt dasselbe mit dem dahinter liegenden Tuber cinereum zu- sammen. Nach oben hin vereinigt es sich mit einer ungemein diinnen weissgrauen Substanz, welche die vordere Wand des dritten Ventrikels bildet. Der Tractus opticus hat eine fast grade nach aussen und nur schwach nach hinten zielende Richtung, da er die vordere . Partie der Pedunculi cerebri umfasst, und verliert sich dann unter der Temporalpartie der Hemisphåren. Lamina perforata anterior (1. p. a.). Der lingste Diameter dieser Partie liegt in transversaler Richtung. Der mediale Rand bildet mit dem vorderen und hinteren beinahe rechte Winkel. Die vordere Begrenzung besteht aus einem verhåltnissmåssig breiten Suleus, der in seiner medialen Partie nur wenig ausgesprochen 6* 84 G. Å. GULDBERG. [No. 4. und ziemlich seicht erscheint, aber weiter nach aussen deutlicher und tiefer wird, um endlich als markirte Furche in die Fossa Sylvii zu verschwinden. Die viel kirzere hintere Begrenzung giebt der Tractus opticus ab. Die mediale Seite ist die kiirzeste. Die åussere, welche der hinteren ungefåhr an Långe gleichkommt, hat eine von hinten nach vorn, von innen nach aussen, zielende Richtung und ist nur dem Anschein nach eine Grenze, da die Lamina perforata anterior unter der sie bedeckenden Temporal- partie der Hemisphåren nach aussen und hinten sich fortsetzt. Die Oberflåche ist glatt und sowohl in sagittaler als frontaler Richtung gewölbt. Die meisten Foramina liegen in der hintersten Partie und am åussersten Rand der vordersten. Viele Perforationen sind ziemlich gross, einzelne bis gegen 1 mm. im Durchmesser. In der medialen Partie, wo die vordere Grenzlinie sehr schwach an- gedeutet ist, sieht man deutlich den Uebergang der Lamina in die vorgelagerte prominirende Partie, von der sie in ihrem ganzen iibrigen Verlauf, wie oben bereits erwåhnt, durch eine immer tiefer werdende Furche getrennt ist. Diese Furche, die bei den Cetacéen so stark hervortritt, habe ich Sulcus cireularis internus genannt, im Gegensatz gegen den Sulcus cir- cularis Reilii (Schwalbe), da die erstere dieser Furchen die innere mediale Begrenzung, die letztere die åus- sere laterale Grenzlinie des Lobus insulae (der In- sulae Reilii) darstellt. Diesen Sulcus bemerkt man schon in einem sehr friihen Ent- wicklungstadium, wie dies bereits friiher, bei der Beschreibung des fötalen Megapterahirns, eingehender dargelegt wurde. Lobus olfactorius (Rhinencephalon). Bekanntlich sind unter den Cetacéen die Bartenwale diejenigen, bei denen dieser Ge- hirntheil noch am vollkommensten entwickelt ist; aber bereits auch bei ihnen zeigt das Rhinencephalon so bedeutende Re- ductionen, dass man hier höchst charakteristischen Figenthim- lichkeiten begegnet. ) Vor dem medialen Abschnitt der Lamina perforata anterior liegt eine in sagittaler Richtung nur schwach entwickelte Partie, 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 85 EEE welche continuirlich in den lateral gelegenen Basaltheil des Lobus insulae iibergeht. Diese mediale gewölbte Partie, aus welcher der Tractus olfactorius entspringt, findet man bei den Delphinen sehr stark entwickelt. Broca (42) hat derselben den Namen ,,lobe de- sert* beigelegt. Sie nimmt die Wurzeln des Tractus olfactorius in sich auf. Diese Partie ist von der voranliegenden Hemisphåren- partie durch eine distincte Furche (F. rh.) gesondert, welche ich mit der Fissura rhinalis oder Grenzfurche des Lobus olfactorius bei den Carnivoren und Ungulaten homologisirt habe. Aus der Hemi- sphårenspalte entstammt, verlåuft dieselbe nach aussen und leicht nach vorn (Entorhinalfissur, Owen), versteckt sich darnach unter dem Tractus olfactorius, vereinigt sich mit dem Sulcus olfac- torius (F.of.), und setzt endlich ihren Lauf, seitwårts vom Tractus olf., als Fissura rhinalis anterior (F.rh.) noch ein kleines Stick grade nach aussen fort, um gleich in den Ramus anterior fissurae Sylvii (F. S.) einzumindet. Auf letzteren kommen wir im fol- genden zuriick. Tractus olfactorius (1). Dieser entspringt mit zwei Wurzeln aus dem Vorderrand der oben erwåhnten gewölbten Medialpartie. Man entdeckt eine, freilich nur schwach sich ankiindigende, tri- angulåre Erweiterung der Basis des Tractus olfactorius, welche als ein Trigonum olfactorium sich interpretiren låsst. An dem grossen Gehirn der B. musculus, — bei welchem durch die mehrmonat- liche Aufbewahrung in Alkohol der Fårbungsunterschied zwischen der grauen und weissen Substanz an der Oberflåche fast ganz verwischt war, — konnte man beim einfachen Loszerren des Tractus olf. von seinem Ursprung, eine Radix lateralis und eine KR. medialis unterscheiden; der makroskopisch sichtbare Verlauf derselben war indessen ein sehr kurzer. Diese Wurzeln zeigen eine stark divergirende Richtung und verschwinden vollståndig in den weiter riickwårtsliegenden Partien. Der Tractus olfactorius bildet ein langes, schmales Band, das da, wo es anhebt, prismatisch erscheint, weiter nach vorn aber einen ovalen Querschnitt erhålt und endlich in ein ganz flach gedriicktes Band öbergeht. Die Breite variirt unter dem Verlauf. Wåhrend es in der prismatischen Partie ca. 3 mm. - SUNL ad 86 G. A. GULDBERG. No. 4) breit ist, und in der ovalen noch etwas schmåler, etwa 2—21/» mm. erreicht es in der flachgedriickten Partie eine Breite von 4 mm. Das von Eschricht abgebildete Megaptera-Gehirn (30) scheint, wenn man nach der Zeichnung urtheilen darf, einen brei- teren und dickeren Tractus olfact. zu besitzen. Beim Foetus, wo das Rhinencephalon freilich sehr kurz, aber sonst verhåltniss- måssig gross ist, findet man, wie bereits frilher besprochen, einen deutlichen Bulbus olfactorius. Beauregard (49, pag. 499) beschreibt ebenfalls einen solehen beim Embryo der B. Sib- baldii. Er sagt: ,Le lobe olfactif . ....... se compose d'un srenflement terminal ovoide dont le grand diamétre, long de 8 mm.,, pest dirigé obliquement de dedans en dehors et dont le petit sdiamétre mesure 0.0065 m. Il repose au dessus des cornets du nez, dans une petite dépression de la base du cråne, et émet så Sa face inférieure et sur ses bords de nombreux filets nerveux qui »Vont en divergeant.* Bei dem erwachsenen BD. musculus habe ich keinen Bulbus olfactorius entdecken kön- nen; ebenso wenig findet sich ein solcher auf der Eschrichtschen Zeichnung des Megapteragehirns. — Unter seinem Verlauf auf den Hemisphåren liegt der Tractus olfactorius in einem ziemlich tiefen Sulcus olfactorius, der, wie oben erwåhnt, auch beim Foetus sich deutlich vorfindet. Bei seiner weiteren Fortsetzung nach vorn tritt er, von der Pia und Arachnoidea umhiillt, in einen besondern, vor der eigentlichen Gehirnhöhle liegenden Kanal ein, den Canalis ethmoidalis. Hier beginnt seine Vertheilung, indem er sich iber die röthliche, glånzende, nicht grade gefåssreiche Haut verbreitet, welche die beiden Ethmoidalkanåle bekleidet. Diese Kanåle haben etwa 1 Zoll im Durchmesser, und erstrecken sich von hinten und unten schråg nach vorn und oben mit etwas diver- girendem Verlauf. So weit ich ermitteln konnte, fand die Aus- breitung haupsåchlich auf der medialen Wand statt. Diese Canales ethmoidales werden bereits von Desmoulins (9) erwåhnt, welcher Delalandes Untersuchung der knöchernen Nasencavitåt bei Balaena australis referirt. Er beschreibt dieselbe als einen Kanal von 1 Zoll Durchmesser am cerebralen Ende, der aber gegen die Sinus ethmoidales hin sich in zwei Aeste Vær p5 Ke . vr N 1835.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 87 vergabelt, von denen jeder 5 å 6 Linien im Diameter behålt. Flower (32, p. 316) erwåhnt ebenfalls zwei sehr kleine Ethmoi- dalkanåle des Spermwals (Physeter macrocephalus), bei welchem aber zwischen dem rechten und linken dieser Kanåle ein kleiner Unterschied (Assymetrie) sich kundgiebt. Aus dem Vorhandensein dieser Kanåle schliest Flower, ebenso wie Desmoulins, auf die Existenz eines, wenn auch kleinen, Riechnerven (,,distributed in the simplest possible manner on the mucous membrane of the air passage*). Bei Balaenoptera rostrata hångt, nach Serres und Gra- tiolet (24), der Lobus olfactorius mit der Insula zusammen: der Tractus ist sehr diinn und liegt in einer ziemlich tiefen Furche an der Basis des Lobus anterior, welcher leztere gleichfalls, wie bei Phocaena communis, als ziemlich gross geschildert wird. Lobus insulae (Broca) s. Insula Reilii (Tafel III, Fig. 1, L. I, Taf. IV, Fig. 7, L. IL). Dieser Gehirntheil ist von frii- heren Verfassern, welche die Bartenwale behandelt haben, kaum erwåhnt. Serres und Gratiolet (24, p. 900) sind eigentlich die einzigen, welche iiber diesen Lobus etwas sagen. Nach ihrer Beschreibung ist derselbe sehr distinct, intim mit ,le tractus radi- culaire externe du lobe olfactif* vereinigt, und ganz ohne Ver- bindung mit den Circumvolutionen auf der Oberfiåche des Gehirns. Beauregard liefert keine Beschreibung der Insula, schliesst sich aber offenbar der Ansicht der ebengenannten Autoren an, da er einen Zusammenhang mit dem Lobus hippocampi ver- muthet. | Die mehr oder weniger vollståndige Bedeckung der Insula hat man bekanntlich als ein Kriterium fiir eine mehr oder minder hohe Entwicklung des Centralorgans ansehen wollen. Den Ceta- céen wilrde nach diesem Kennzeichen ein sehr giinstiges Zeug- niss auszustellen sein. Bei den Delphinen, und wahrscheinlich bei den meisten Zahnwalen, ist die Insula fast ganz iiber- deckt. Bei den Balaenopteriden ist freilich ein Theil dieses Lobus auf der Basalseite sichtbar, doch ist noch auch hier der bei weitem grösste Theil desselben dem Auge verborgen. 88 G. A. GULDBERG. [No. 4. Die Insula macht bei den Balaenopteriden einen viel grösseren Theil des Gehirns aus, als man beim ersten Blick erwarten wiirde. In der Beschreibung des foetalen Megapteragehirns ist die be- deutende Entwicklung dieser Gehirnpartie bereits zur Sprache gebracht. Grade im Gegensatz gegen den so schwach ent- wickelten oder ganz rudimentåren Lobus olfactorius ist dieser Umstand besonders in die Augen fallend. | Der Lobus insulae zerfållt nach seiner Lage in einen Basal- theil und einen Hemisphårentheil. Diese beiden Theile bilden an ihrem Uebergang in einander einen stumpfen Winkel. Der er- stere (Taf. III, fig. 1, L. I., Taf. IV, fig. 7, L. I.), der auf der Basis cerebri gesehen werden kann, ist glatt und ohne Gyri. Nur in seinem vorderen lateralen Theil gewahrt man einige kleinere Einschnitte in den åusseren Rand. Der Basaltheil bildet einen øyrusartigen Wulst, der bei seinem Verlauf von innen nach aussen etwas an Breite zunimmt. Derselbe legt sich concentrisch um die Lamina perforata anterior herum und wird von letzterer durch den Sulcus circularis internus (f. ci., 8. ci.) getrennt. Darauf verschwin- det er seitwårts von der Lamina perf. ant. in die Temporalpartie der Hemisphåre. Im Gehirn des Finnwales hat der linke Lobus in- sulae in der vorderen basalen Partie eine mehr vorwårtsdrångende Richtung als der Lobus der rechten Seite. Von den vorn und seitlich angrenzenden Gehirnhemisphåren ist der Basaltheil des Lobus insulae durch sehr tiefe Spalten geschieden (Tafel III, fig. 1, F. S.): nach innen durch die Fissura rhinalis anterior, weiter nach aussen durch den Ramus anterior Fissuræ Sylvii. Durch diese Spalten gelangt man zu dem mit zahlreichen Gyri versehenen Hemisphårentheil des Lobus insulae. Wie oben ange- deutet, geht der Basaltheil unsers Lobus in seinem medialen Ab- schnitt iiber in jene gewölbte Partie (,,Lobe desert*), aus welcher der Tractus olfactorius entspringt, wie er denn auch dieRadix late- ralis des letzteren in sich aufnimmt. Wåhrend die Lamina perforata anterior nach ihrer lateralen Umbiegung unter die 'Temporalpartie der Hemisphåre vor dem Gyrus hippocampi, grade ausserhalb des Uncus des letzteren, ganz verschwindet, setzt der Basaltheil der Insulae sich noch weiter nach oben und nach hinten fort, 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 89 nur durch den Sulcus circularis internus vom gegeniiberliegenden umgebogenen Basaltheile der Insula getrennt. Weiterhin, wo dieser Suleus aufhört, macht der Basalwulst eine scharfe Ecke und biegt nach vorn und unten jum, worauf er mit dem Gyrus hippcampi verschmilzt (vergl. Taf. IV, fig. 7, L. I. 1.i.). Der Hemisphårentheil (Taf. IV, fig. 7, G. b.) der Insula wird in seiner ganzen Ausdehnung von den von der Seite her iiber denseiben sich hineindrångenden Gehirnhemisphåren iiber- deckt, die wie ein Mantel oder Vorhang sich ber denselben breiten und ihn verbergen. Man darf somit wohl von einem Operculum im Gehirn der Cetacéen reden, und es ist dasselbe obendrein recht vollståndig entwickelt. Der Hemisphårentheil bildet eine halbmondförmige Figur; er ist ziemlich lang gestreckt und zeigt viele, vertical gehende, kurze Gyri (Gyri breves, Gall) deren Anzahl ein wenig variirt, — bei der B. Sibbaldii von 138 bis 15. — Bereits dicht ausserhalb des Punktes, wo der Tractus olfactorius entspringt, bemerkt man diese Gyri, sobald man die Spalte öffnet, welche die Insula von den Gehirnhemisphåren trennt. Die kleinen transversellen und kurzen Einschnitte in die laterale Partie des Basalwulstes stellen nur die Enden der Sulci des Hemisphårentheiles vor. Die Windungen und Furchen der Insula zeigen in der vor- dersten Partie eine sagittale Richtung, schlagen aber in dem lateralen und hinterwårts liegenden Abschnitt eine etwas schrå- gere Richtung ein, wobei sie gleichseitig an Långe zunehmen (G. b.). Als eine (åussere) laterale Begrenzung des Hemisphåren- theiles der Insula gegen das iiberlagernde Operculum hin dient eine seichte Furche, Sulus circularis Reilii (Schwalbe). Die der Insula zugewendete Innenseite des Operculum ist ebenfalls mit einer Menge kleiner, kiirzerer oder långerer Gyri versehen. La 90 48 GULDBERG. [No. 4. Die Ventrikeln des Prosencephalon, die Bedeckungen und Wånde derselben, sammt den Gehirncommissuren. (Taf. V, fig. 1 und 2). Jene Theile des Prosencephalon, welche die Ventrikeln (Ven- triculus III et laterales) begrenzen, liessen sich leider wegen verschiedener Mångel des ungeniigenden Materiales nur unvoll- ståndig untersuchen. Das wohlconservirte ganze Gehirn des Finn- wales durfte nåmlich aus Riicksicht auf andere Zwecke nicht zer- legt werden. Corpus callosum (fig. 1, c. c, fig. 2, C. cal). Der Gehirn- balken bildet (bei B. musculus) eine ungefåhr 85 mm. lange Ver- bindungsbriiteke zwischen den Gehirnhemisphåren. Das Splenium hat eine Dicke von 7 mm., das Genu eine solche von 11 mm., die aber in der Mittelpartie bis auf 3 mm. einschwindet. Im Gehirn der ungeborenen D. Sibbaldii war der Gehirnbalken sehr dinn; er besass hier eine åhnliche, nach oben gewölbte Form, wie bei dem Braunfisch. Bei dem ausgewachsenen Finnwal liegt der Hirnbalken von Genu ab in einem fast horizontalen Plan. Das Splenium ver- deckt einen kleinen Theil der vordersten Vierhiigel; wenn man das- selbe aber ein wenig aufhebt, kann man in den Ventriculus III hin- einsehen. Das Genu bildet einen sehr scharfen Winkel, und der unterste Theil desselben liegt ungefåhr in gleicher Linie mit dem Uebergang zwischen dem vorderen und mittleren Drittel des Gehirnbalkens. In seiner vorderen und unteren Partie hångt letzterer mit den Columnae fornicis anteriores und dem vorge- lagerten Theil des Gyrus fornicatus zusammen. Auf seiner Un- terflåche ist das Corp. call. in der hintersten Partie fast mit dem Fornix zusammengewachsen. Nach Beauregards (49) Beschriebung des Foetalgehirns der B. Sibbaldti zeigt das Genu nicht die scharfe von mir beob- achtete Biegung. Seine Fig. 2 u. 3 PI. 28, 29, in welchen die me- diale Flåche zweier Foetalgehirne abgebildet sind, stimmen jedoch in Bezug auf das Corp. callosum nicht völlig mit einander iiberein. In Fig. 3 erscheint nåmlich das Splenium und der mittlere Theil des Gehirnbalkens ziemlich dick, wåhrend es in Fig. 2 als diinn dt Gen 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 91 dargestellt wird, welches letztere mit meinen Untersuchungen bei B. Sibbaldii, B. musculus, Megaptera und den Delphinen aufs beste harmoniren wiirde. Lateral breitet sich das Corp. callosum in die Hemisphåren aus, wobei die Querfasern eine aufwårts und auswårts gehende Richtung zeigen. Der Fornix (Taf. V, fig. 1. F.) ist ausgezeichnet durch seine Breite in der Mittelpartie, wåhrend er nach vorn und hinten viel sehmåler zulåuft. Mit seinen beiden Crura anteriora steigt er aus dem vorderen und unteren Theil des dritten Ventrikels empor, wobei zwischen ihm und der Ventrikelwand ein grosses Foramen Mon- roi gebildet wird. Die ebengenannten Crura stellen zwei ziemlich starke Såulen von ovalem Querschnitt und von vorn nach hinten divergirender Richtung dar; sie schmiegen sich an die Unter- flåche der hinteren Partie des Corp. call. an, wobei sie die Tela choroidea superior verdecken; hier nehmen sie die Form breiter, diinner, halbdurchsichtiger Bånder an, die anscheinend dem Splenium corp. call, welchem sie fest adhåriren, als Verstår- kung dienen, und alsdann nach hinteniiber abwårts und auswårts umbiegen und in das Cornu Ammonis hinabsteigen, dessen Fim- briae sie bilden, wåhrend eine befranzte Verlångerung der Tela choroidea superior sie begleitet. Die breiteste Partie des Fornix fållt mit dem Uebergang iiber den Thalamus zusammen; unten im Cornu Ammonis ist der Fornix sehr schmal und dick und liegt, fest anklebend, auf dem Boden des Ammonshorns. In die grosse Spalte zwischen dem Splenium corporis callosi und den Corpora bigemina, d. h. in die Rima transversa cerebri (Burdach), s. fissura transversa cerebri anterior 8. superior drångt sich eine ausserordentlich stark entwickelte Tela cho- roidea superior hinein, die sich nicht am wenigsten durch ihre Dicke auszeichnet, so dass man nach ihrer Entfernung durch eine grosse Oeffnung in das Innere des Ventriculus ITT hinein- blicken kann. Diese måchtige Pialduplicatur breitet sich iiber die grossen, gewölbten Thalami optici aus und zieht sich als ein grauröthliches, gefranztes und dickes Gefåssnetz durch die weiten Foramina Monroi in das vordere Horn der Ventriculi laterales herunter. Sie bildet zahlreiche, kleine, villöse Prolonga- 92 G. A. GULDBERG. [No. 4. tionen, die bei unbewaffnetem Auge an eine granulirende Wund- flåche erinnern. Auf der Unterseite und an den villösen En- dungen findet man eine Fpithelschicht. Das zwischen den Colummae anteriores formicis und dem Genu corporis callost ausgespannte Septum pellucidum War auf den untersuchten Pråparaten zerstört; doch ist der Raum, den dasselbe einnimmt, ziemlich gross, wie das auch am kleinen fö- talen Megapterahirn deutlich erkennbar war. Der Thalamus opticus (Taf. V, fig. 2, Th. opt.) fållt durch seine bedeutenden Dimensionen auf. Bei B. musculus betrug seine Långe 65 mm. und die Breite nur unbedeutend weniger. Am Foetalhirn der DB. Sibbaldii iberwog die Breite die Långe. — Die Thalami bilden die måchtigsten Partien des Thalamen- cephalons und sind von einer Masse kleiner Löcher durch- bohrt, die von den Gefåssen der iberlagernden Tela choroidea superior herriihren. Letztere låsst sich daher auch nicht leicht entfernen ohne Zerreissungen in den unterliegenden Theilen zu veranlassen. Die hintere Partie, Pulvinar, die sich nach unten und aussen in das Cornu ammonis hinein fortsetzt, liegt nie- driger als die Mittelpartie. Von letzterer ist dieselbe durch den mittleren, sie verdeckenden, Abschnitt des Fornix getrennt. Die vorderste Partie hat keine Bedeckung ausser der Tela choroidea, und wird durch eine tiefe und breite Furche vom vorliegenden Corpus striatum geschieden. In dieser Furche låsst sich im Foetalhirn deutlich eine Stria terminalis beobachten. Die Grenze zwischen der oberen gewölbten und der medialen Ober- flåche des Thalamus ist dort ebenfalls durch eine Stria medul- laris s. habena glandulae pinealis markirt. Die mediale Flåche, die mit dem grauen Ependym bekleidet erscheint, wird durch eine semicireulåre Furche, deren Convexitåt abwårts gerichtet ist, in eine obere,rauhere, und eine untere, glattere, Partie zertheilt. Die erste derselben wird von der grossen Commissura mollis seu media eingenommen, deren Existenz bei den erwachsenen Zahn- walen von verschiedenen Verfassern in Abrede gestellt ist. Die obenerwåhnte Furche, die mit dem Sulcus Monroi im mensch- lichen Gehirn sich homologisiren låsst, ist besonders deutlich aus- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 93 geprågt, wie das ja auch bereits oben in Bezug auf das foetale Megapteragehirn bemerkt wurde. Die unterhalb dieser Furche liegende glatte Flåche verschmålert sich in ihrem Verlauf bis zum Infundibulum hinunter. Das Corpus pineale war an dem . Pråparat des erwachsenen Finnwales zerstört. In Gehirn der ungeborenen DB. Sibbaldii zeigte es sich als ein bohnenförmiges, verhåltnissmåssig festes Gebilde, das an der Vorderseite mit soliden Habenae versehen war; doch waren letztere sehr kurz.' Commissura posterior ist stark entwickelt, mit deutlichen querlaufenden Fasern. Ihr Verhiltniss zu der dahinterliegenden Partie ist oben (cfr. p. 79) besprochen. Eine Commissura anterior konnte ich bei dem erwachsenen Finnwal nicht mit Bestimmtheit nachweisen. | Corpus striatum ist wunderbar klein im Verhåltniss zu den måchtigen Thalami optici, wie dies auch bei Phocaena der Fall ist. Es bildet dasselbe einen gewölbten, ziemlich prominirenden Walst, der einen grossen Theil des vorderen Horns der Seiten- ventrikel ausfillt. In seinem unteren Theil ist dasselbe stark convex, im oberen lateralen dagegen ziemlich flach. Nach unten- hin wird es durch eine seichte Furche von der Basalpartie der Lamina perforata anterior geschieden. Der Ventriculus tertius ist in sagittaler Richtung nur kurz, zeichnet sich aber durch seine Tiefe aus. Beim Fötus findet man jedenfalls die 3 Commissuren, von denen die vordere die schwåchste und die mittlere die stårkste ist. Die Communicationen dieses Ventrikels, rickwårts mit dem Aquaeductus Sylvii, und vorwårts durch das grosse Foramen Monroi mit den Cornua an- teriora, sind oben erwåhnt. Die Ventriculi laterales besitzen sehr stark entwickelte vordere und untere Hörner. Im Phocaenagehirn bemerkt man auch ein Cornu posterius welches ich aber bei Balaenoptera nicht entdecken konnte. Doch wage ich nicht zu viel Gewicht auf diesen negativen Befund zu legen, da ein vollkommneres Mate- rial möglicher Weise einen andern Thatbestand ergeben wiirde. Die mittlere und obere Partie der Seitenventrikel zeichnen sich durch ihre Breitendimensionen aus und haben die Gestalt eines Trian- 94 G. A. GULDBERG. [No. 4 gels mit vorwårts und auswårts gerichteter Spitze und. bogen- förmigen Seiten. Die vorderen Hörner sind sehr kurz, besitzen aber eine ausgesprochene Breitendimension und sind mit einem reichen, von der Tela choroidea ausgehenden, Gefåssnetz angefiillt. Die Höhe derselben gleicht ungefåhr dem sagitalen Diameter. — In der Mittelpartié der Seitenventrikel bemerkt man ebenso, wie bei Phocaena (vergl. Tidemann's (10) und Owens (29) Beschreibung der betreffenden Relationen bei letzterer), ver- schiedene parallellaufende Regionen, und zwar: 1) Das Corpus striatum, das in seiner Medialpartie am breite- sten sich zeigt, sich nach vorn und aussen hin verschmålert, und nach hinten zu mit einer Stria terminalis versehen ist; 2) Einen breiten Zug des Thalamus opticus, der durch die Tela choroidea superior iberdeckt wird; 3) Die breite, bandförmige Partie des Formix, die iiber der Tela choroidea liegt; und endlich 4) Ganz hinten eine Partie des Pulvinar thalami optict, welche sich in das Cornu Ammomis hinab fortsetzt. Letzteres Horn erstreckt sich tief in die Temporalpartie hinunter bis dahin, wo das unterste Ende der Fissura hippocampi und der Uncus auf der Basalflåche zum Vorschein kommen. Pes hippo- campi major bildet einen sehr vorspringenden Wulst, in dessen unterstes Ende die Crura posteriora fornieis sich hineinverlieren. Die Stria terminalis låsst sich ganz bis zur Spitze herab ver- folgen. Die Hemisphåren des Prosencephalon. In einem friheren Abschnitt (cfr. pag. 50—58) ist die all- gemeine Gestalt der Hemisphåren und. in dem letzten ihre gegen- seitige Verbindung mit einander dargelegt worden. In dem nun folgenden beschåftigen wir uns mit dem Relief der Oberflåche derselben, d. h. mit den Windungen und Furchen des Gehirns. | 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 95 Fa Wenn wir im Bisherigen und im Folgenden der Ausdriicke: Temporallappen (-partie), Parietallappen (-partie) und Frontal- lappen (-partie) uns bedient haben und bedienen werden, so muss ich hier die Bemerkung einschalten, dass ich damit nicht die betreffenden Abtheilungen mit den gleichbenannten beim Men- schen zu homologisiren beabsichtige; ich möchte viel mehr ge- flissentlich betonen, dass jedenfalls fir den Lobus frontalis der Primaten mit seinem Sulcus centralis bis daher bei den Carmi- voren und Ungulaten noch keineswegs ein nachweisliches und sicheres Homologen aufgefunden ist. Schon seit langem ist es bekannt gewesen, dass das Gehirn der Cetacéen an Windungen und Furchen reich ist (vergl. die Lit- teratur oben). Dochist Cuvier (4) eigentlich der erste gewesen, der die drei grossen Windungen (replies) auf der Convexitåt des Delphingehirns genauer behandelt hat, wåhrend die iibrigen Ver- fassern sich damit begniigten von einem regellosen Wirrwar von Windungen auf der Oberflåche des Gehirns der Wale zu reden. Bedeutend genauer noch behandelt jedoch Leuret (22) in seinem umfangs- und inhaltsreichen Werk die Gebirnwindungen der Pho- caena, und giebt sogar einen Ueberblick iber die Gestaltung der Gehirnconvexitåt bei Balaena mysticetus (dem Rudolphi'schen Ex- emplar des Berliner Museums). Fr theilt die Söugethiere nach ihrem Gehirn in 14 Gruppen und stellt die Cetacéen in die 12te dieser Gruppen. Unmittelbar vor denselben stehen die Pinnipe- dien als 1lte, und zunåchst auf dieselben folgen die Elephanten als 13te Gruppe, wåhrend die Affen der l4ten Gruppen zuge- wiesen werden. Leuret sieht auf der Oberflåche der Hemi- sphåren vier Furchen, von welchen die eine die mediale Flåche einnimmt; durch diese Fissuren wird das Gehirn in 5 Gyri zer- legt, von denen einer das Corpus callosum umgiebt. Vom Ceta- céengehirn schreibt er sehr charakteristisch: ,Beim ersten An- »blick gewåhren die cerebralen Hemisphåren einen Findruck von Aehnlichkeit mit denjenigen des Elephanten und des Men- sSchen. Bei detaillirter Untersuchung findet man dieselben Win- sdungen, wie bei Phocaena, aber mit zahlreicheren Depressionen und Unterabtheilungen.* Wir werden im Folgenden mehrfach 96 G. A. GULDBERG. [No. 4. die kurze, aber naturgetreue Beschreibung dieses Autors zu citiren Anlass haben. Richard Owen (29) stellte in dem ,Hunterian course*, 1842, sein bekanntes System iber die Gehirne der Såugethiere auf, nachdem er bereits 1833 durch seine Untersuchungen der Gehirnwindungen des Chetah (Trans. Zool. Soc. vol. I) die Bahn dazu gebrochen hatte. Er theilt såmtliche Mammalien in Lyen- cephala, Lissencephala, Gyrencephala und Archencephala. Zur dritten Gruppe rechnet er die Cetacéen. Er unterscheidet bei den verschiedenen Såugethieren 45 Furchen und ebenso viele Windungen, von welchen folgende bei den Cetacéen Anwendung finden: sylvian, lateral, frontal oder postfrontal fissure, und syl- vian, super sylvian und medial folds. F.Lussana und R. Lemoigne (33) theilen die Såugethiere in 9 Typen: 1) Tipo umano, 2) Tipo elefantino, 3) T. cetaceo, 4) T. orsino, 5) T. equino. 6) T. suino, 7) T. pecorino, 8) T. canino und 9) T. felino. Ueber das Gehirn der Wale wird in- dessen von diesen Verfassern nichts nåheres beigebracht. Die meisten Anatomen folgen der Anschauung Leurets und nehmen vier Hauptwindungen an, die von Huschke als » Urwindungen* bezeichnet werden, — eine Benennung, die auch Huguenin adoptiert (38). Broca (40) theilt die Såugethiere nach der Entwicklung des Lobus olfactorius in zwei Hauptgruppen: die Osmatiques, mit wohl entwickeltem Lobus olf. und die Amnosmatiques, bei welchen dieser Lobus nur rudimentår vorkommt oder ganz fehlt. Zu letzteren Abtheilung rechnet er: Primates, Phoques (Pin- nipedia) und Cetacées. Er weist den Zusammenhang des Rhinencephalons mit ,le grand lobe limbique* nach, und nimmt an, dass die Gyri der Cetacéen sich auf einen Typus zuriickfiihren lassen, der sich von den Solipeden und Pachydermen nur wenig unterscheidet, und sich zu dem letzteren åhnlich verhålt, wie der Phocidentypus zu dem der Carmivoren. | Bei der Phocaena, deren Lobe limbique er beschreibt, stellt er einen eigenthimlichen ,Lobe desert* auf, der bereits bisher ad Å TG 134 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARBTENWALE. 97 mehrfach erwåhnt ist. Dieser, Lobus ist bei den Zahnwalen sehr stark entwickelt und entspricht der medialen Partie der Lamina perforata anterior, da ein Tractus olfactorius seiner Mei- nung nach sich bei den Zahnwalen nicht vorfindet. Ferner wird auch die Grösse des Lobus corporis callosi und die Klein- heit des Gyrus hippocampi besonders hervorgehoben. Da ein analoges Verhåltniss bei den Pachydermaten sich findet, sieht er in diesem Umstand ein Anzeichen för eine nåhere Verbindung zwischen den beiden in Frage kommenden Klassen. Beauregard folgt in seiner Beschreibung der Hirnwin- dungen der B. Sibbaldii ausschliesslich dem System des Broca; er theilt demnach die Windungen und Furchen der Gehirncon- vexitåt in zwei Abtheilungen: ,les groupes parietales* und ,,les groupes sylviennes*. Unter den neueren Forschern ist Krueg (44 und 45) der- jenige, welcher das Gehirn der gyrencephalen Såugethiere am eingehendsten behandelt hat. Er hat sein System, wenn man von einem solchen reden darf, auf embryologische Untersuchungen gegriindet. Letztere umfassen bis jetzt die Ungulata (Artiodac- tyla und Perissodactyla) und zonoplacentaren Såugethiere (Carmi- vora, Phocidae, Otariidae, samt den Hyracidae und Elephantidae). Bisher hat er sich auf die Untersuchung der Furchen beschrånkt, da er letztere, in Verhåltniss zu den Windungen, als die pri- - måren Bildungen ansieht, und bemerkt in dieser Beziehung sehr treffend, ,dass viel Papier erspart worden wåre, und wir zu einer grösseren Klarheit iiber die Homologien durch die ganze Reihe der Såugethiere hindurch gelangt sein wirden, wenn alle Autoren von der Beschreibung der Furchen ausgegangen wåren.* Die meisten seiner typischen Hauptfurchen fallen mit den von Pansch aufgestellten zusammen. Fiir die Ungulaten stellt er folgende Hauptfurchen auf: 1) Fissura Sylvit mit einem Processus anterior, posterior und acuminis, 2) F. splemialis, 3) F. supra- sylvia, mit einem Processus anterior, posterior und superior, 4) F, coronalis, 5) F. praesylvia, 6) F. lateralis, 7) F. diagonalis, 8) F. postica, 9) F. genualis und endlich 10) F. rostrata, welche in der letzten Zeit des Foetallebens bei Bos und OQvis auftritt. Vid.-Selsk. Forh. 1885, No. 4. 2 98 G. A. GULDBERG. | [No. 4. Bei den Carnwooren theilt er die Furchen in Grenzfurchen (Fissura hippocampi und F. rhinalis), Hauptfurchen und Neben- furchen: I. Hauptfurchen sind: 1) Fissura splemialis, 2) F. Sylvii, 3) F. suprasylvia, 4) F. cruciata, 5) F. praesylvia, 6) F. coro- nalis, 7) F. ansata, 8) F. lateralis, 9) F. suprasylvia posterior. II. Nebenfurchen sind: 1) F. medilateralis, 2) F. ekto- lateralis, 3) F. anterior, 4) F. posterior, 5) F. suprasplemialis, 6) F. postsplemnialis, 7) F. genualis, 8) F. olfactoria, 9) F. pro- rea, 10) F.posteruciata, 11) F. praecruciata und 12) F. confimis. In der nun folgenden Beschreibung des Reliefs der Hemi- sphåren, die nur als ein Versuch zu Homologisirung der Furchen und Windungen des Cetacéengehirns mit denen des Ungulaten- und Carnivorenhirntypus be- trachtet werden muss, folge ich der Kruegschen Methode und beschreibe — was jedenfalls im Interesse der Klarheit das zweck- måssigste ist — zuerst die Lage der Furchen, wobei ich, der Vollstån- digkeit wegen, mit der Hemispårenspalte und der grossen transver- sellen Gehirnfissur beginne; darnach folgt die Beschreibung der Grenzfurchen, unter welche bei den Cetacéen unzweifelhaft auch die Fissura Sylvii mit einzurechnen ist. Von den ibrigen Gehirn- furchen werden besonders die Hauptfissuren eine eingehendere Wiirdigung finden; in Bezug auf dieselben soll auch eine auf eigene Beobachtung gegriimdete Vergleichung mit den beim Braunfische obwaltenden Verhåltnissen vorgenommen werden. Von Gehirnen der letzteren Art standen mir nåmlich 4 Exemplare zur Verfiigung. — Den Nebenfurchen habe ich eine geringere Aufmerksamkeit gewidmet, da dieselben, in einer Mannigfaltigkeit und Verschiedenheit auftreten, die jedem Ver- suche zum Systematisiren Hohn sprechen. Nur mit Hilfe eines sehr reichhaltigen Materials liesse sich vielleicht eine annåhernde Gesetzmåssigkeit ermitteln. Aus diesem Grunde sind nur ein- zelne, einigermassen constante, von diesen Furchen notirt worden. I. Fissura longitudinalis cerebri, s. f. pallii (Schwalbe), interhemispherical fissure (Owen). Die Hemisphårenspalte erstreckt sich auf der Basalfiåche bis zum Chiasma nerv. optici. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 99 —F———————————— Ihre Långe betrågt, in grader Linie gemessen, ungefåhr 18 cm. auf der Basalflåche ist sie 117» cm. lang. Beim erwachsenen Blauwal ist dieselbe etwas långer, etwa 20 ctm. Die Tiefe bis herab zum Corp. callosum variirt in den verschiedenen Partien. Vom medialen Hemisphårenrand bis zum höchsten Punkt des- selben war der Abstand 6—61/; cm. II. Fissura transversa cerebri s. Rima transversa cerebri (Burdach) vermittelt die Verbindung zwischen dem Innern der Gehirncavitåten und der &usseren (peripheren) Oberflåche der Hemisphåre. Dieselbe besteht aus einem mittleren Theil und zwei Seitentheilen. Der erste liegt zwischen dem Splenium corporis callosi und der Lamina bigemina und ist bereits als eine sehr weite und grosse Spalte geschildert, welche durch die måchtig entwickelte Tela choroidea superior ausgefillt wird. Die Seitenpartien ziehen sich nach aussen, vorn und unten, und werden lateral vom Gyrus hippocampi begrenzt. Auf dem Boden dieser Fissur verlåuft die eigentliche Fissura hippocampi. Grenzfurchen. 1. Fissura rhinalis (Taf. III, fig. 1, F. rh.), (Grenzfurche zwischen dem Gyrus olfactorius und G. pyri- formis bei den Carnivoren und Ungulaten). Dieselbe ist bei den Cetacéen nur sehr: schwach entwickelt. Sie theilt sich in eine entorhinalis, die medial, und eine ektorhinalis'(Owen), die lateral vor dem Ursprung des Tractus olfact. liegt, wo sie nach kur- zem Lauf in die Grenzfurche des Centrallappens verschwindet. Vom Vereinigungspunkt der medialen (entorhinalen) und latera- len (ektorhinalen) Abtheilung unserer Spalte erstreckt sich der Sulcus olfactorius nach vorn. Von letzterem ist schon bei Gele-, genheit des Lobus olfactorius die Rede gewesen. Ueber Fissura rhinalis post. siehe pag. 107. | 2. Fissura Sylvii (F. S.). Diese wurde in der Beschrei- bung des foetalen Megapteragehirns als eine måchtig entwickelte Primårfurche (Kölliker) dargestellt und spåter, im Abschnitt ilber den Lobus insulae, als Grenzspalte zwischen diesem und der Gehirnhemisphåre bezeichnet. Im entwickelten Gehirn der Bartenwale ist die Gestalt dieser Furche kaum wesentlich von der beim Foetus gefundenen verschieden. * Der Ramus anterior roi 100 G. A. GULDBERG. [No. 4 | ist ungemein lang, halbkreisförmig und am meisten antient. sein Verlauf in der medialen Partie ist ziemlich gradlinig; in der lateralen zeigt derselbe eine stårkere Krimmung. Die Umbie- gung des Ramus posterior inferior bildet bei den erwachsenen Individuen einen spitzeren Winkel; dies ist eine natirliche Con- sequenz der schårferen Umbiegung des Lobus insulae. Der hintere und untere Zweig ist kiirzer als der erste und liegt in der Valle- cula Sylvii (V. S.) versteckt (dariiber weiteres unten) auf der Vorderseite der Temporalpartie, wo er sich in medialer Richtung weiter fortsetzt, doch ohne auf der Basalflåche sichtbar zu werden. Ramus posterior superior (8. acuminis) zeigte bei den verschie- denen Pråparaten verschiedene Långe. In dem entwickelten Ge- hirn der B. musculus ist derselbe ziemlich kurz. Bei B. borealis ist er dagegen långer und durchkreuzt die erste der oberhalb lie- genden Långsfurchen. Letzterer Zweig gehört eigentlich, streng ge- nommen, nicht zu den Grenzfurchen des Lobus insulae, sondern ist dadurch entstanden, dass die temporale Hemisphå- renpartie sich gegen die frontale hin vorgedrångt hat. Durch dieses Vorquellen oder, wenn man so sagen darf, durch diese ,Faltung* der Hemisphåre entsteht jene vertiefte Partie, die man als Fossa Sylvii kennt. Schwalbe macht beim Menschen einen Unterschied zwischen letzterer und der eigentlichen Fissura Sylvii, und legt der Vertiefung zwischen dem Tuber olfactorium und der Spitze des Lobus temporalis, deren Boden durch die Lamina perforata anterior gebildet wird, den Namen Vallecula Sylvii bei. Ich habe diese Benen- nung fir diejenige Vertiefung benutzt, welche zwischen der Temporalpartie und dem lateralen Theil des Limen insulae sich bildet, und auf deren Boden man die laterale Partie der Lamina perf. ant. antrifft. Bei den Bartenwalen ist diese Valle- cula ziemlich offen; bei den Delphinen gleicht dieselbe mehr einer Spalte. Nach Leuret betrågt die Långe der Fossa Sylvii bei B. musculus 62 mm. Beauregard (49) giebt eine kurze Be- schreibung dieser Furche, wonach man vermuthen möchte, dass er der von mir eben angedeuteten Betrachtungsweise sich zuneigt. Er sagt nåmlich (p. 507): ,La direction générale de cette anfractuosité Hk AASE 4 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 101 est å peu prés transversale, toutefois elle est un peu courbée en are å convexité anterieure, et å son extrémité externe surtout elle forme une sorte de crochet assez court qui se prolonge sur la face externe en un sillon, compris dans le sommet de Parc de courbure de la circonvolution sylviennne.* Er spricht auch von einer ,fosse de Sylvius* und einer ,vallée de Sylvius* (Broca). Bei den Carnivoren und Ungulaten, wo der Lobus olfactorius ilberhaupt eine måchtige Entwicklung zeigt, gestaltet sich die Fissura rhinalis selbstverståndlich auch zu einer ansehnlichen Grenzfurche. Bei den Carnivoren zeigt sich dieselbe immer mit dem vorderen Ramus der Fissura Sylvii vereinigt; bei den Ungulaten ist dies nie derfFall. Die Cetacéen liefern hierzu den ausgeprågtesten Gegensatz, da man bei ihnen, wie wir gesehen, einen måchtig entwickeltep Lobus centralis und einen nur rudi- mentåren L. olfactorius antrifft, infolge wovon denn auch die begrenzenden Fissuren ein ganz entgegengesetztes Bild auf- weisen. 3. Fissura hippocampi (dentate suleus, Huxley) (F. h.) ist auf der Basalflåche sichtbar als eine kleine Spalte in der Spitze der Temporalpartie, wo dieselbe den bekannten Uncus hervorbringt; auf der Innenseite der Temporalpartie steigt dieselbe in einem convexen Bogen aufwårts und rickwårts empor, bis sie das Sple- nium corporis callosi erreicht, ber welchem sie sich als Sulcus corporis callost fortsetzt, und dabei die Grenze zwischen diesem Körper und dem Gyrus fornicatus abgiebt. Die Hauptfurchen und constanten Nebenfurchen bei Phocaena communis, Lesson. Taf, IV, fig. 1—4. In der hier eingeschalteten Darstellung der Furchen und Windungen des Phocaenagehirns habe ich versucht, letzteres mit den Gehirnen der Ungulaten und Carnivoren durchgehends zu 102 G. A. GULDBERG. [No. 4. homologisiren und dabei mich der Auffassung und Nomenclatur der neueren Forscher anzuschliessen. Die Beschreibung soll mög- lichst kurz gehalten werden und nicht ins Detail gehen. 1. Scissure limbique (Broca), Fissura splemialis, Krueg. Dieselbe liegt auf der Medialflåche (fig. 4, F. b.), ist bisweilen auf der Basalfiåche sichtbar — auswårts und riickwårts vom Unter- ende der Fissura hippocampi —, steigt dann'concentrisch hinter der letzteren auf der Riickseite des Splenium corp. call. empor, ver- låuft in einem Bogen iiber dem Hirnbalken, und nåhert sich dem Medialrand der Hemisphåre in der vorderen Partie, schneidet auch wohl bisweilen in denselben ein. 2. F. ektosylvia (Owen) (= Fissura anterior et posterior Krueg, premier sillon, Leuret) tritt bei Phocaena (und wahrschein- lich bei allen Cetacéen) als åchte Hauptfurche auf, welche zu- nåchst die Fossa Sylvii umgiebt (fig. 1, Fl). Auf dem abgebil- deten Phocaenagehirn ist ihr Verlauf ein etwas unregelmåssiger, da sie sich in eine anterior und posterior spaltet. Dies gehört nur zu den Ausnahmen. 3. F. suprasylvia (Owen), (idem Krueg, Wilder), (fig. 1—3 F. ss.), (2:2* sillon, Leuret). Låuft oberhalb der letzteren und concentrisch mit ihr und liegt ungefåhr grade in der Mitte zwischen dem Hemisphårenrande und der Fossa Sylvii. Es zeigt dieselbe, wie die iibrigen Furchen, einen mehr oder weniger zickzackför- migen Verlauf und verliert sich hinterwårts in eine ziemlich un- gleichmåssig verlaufende Furche (Fissura suprasylvia posterior, Krueg, postsylvian fissure, Owen) welche sich auf der Rickseite der Temporalpartie der Hemisphåre fortsetzt. F. suprasylvia ist hier nicht sehr tief und scheint iiberhaupt bei den Cetacéen nicht die Rolle zu spielen, wie bei den Ungulaten und Carni- voren. 4. F. lateralis Owen, (idem Krueg etc.), (fig. 2—3, F. 1). Dieselbe bildet, im Verein mit F. coronalis, die 3:*”* sillon, Leuret. Sie ist eine ziemlich tiefe Furche, låuft parallel mit dem me- dialen Rand der Hemisphåren (fig. 3, F. 1.), wendet sich in der hinteren Partie ein wenig nach aussen und bildet zusammen 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 103 mit der F. medilateralis; Owen, eine constante Furche auf der Basalflåche ausserhalb des Ursprung der scissure limbique. 5. F. coronalis, Owen, (fig. 1 und fig. 2, F.c.). Beginnt auf der vordersten Partie der Hemisphåre in der Nåhe der Fissura Sylvi, zieht sich aufwårts und ein wenig einwårts und vereinigt sich auf der Convexitåt in der Nåhe des Medialrandes mit der vorigen. Bisweilen jedoch kommt diese Vereinigung nicht zustande. 6. F. praesylvia, Wilder (Owen), (fig. 2 og 3, F. ps). Diese habe ich mit der von Owen bei Delphinus delphis als frontal fissure benannten Furche identificirt, welche letztere ei- gentlich der sillom crucial des Leuret entspricht; die hier von mir als praesylvia bezeichnete Furche zeigt doch eine grössere Homo- logie mit derselben Furche bei den Ungulaten und Carnivoren. Diese Fissur beginnt in der vordersten Partie der Basalflåche in der Nåhe der Fossa Sylvii (ramus ant.), steigt aufwårts und einwårts gegen den Medialrand, in welchen sie bisweilen ein- schneidet. Eine tiefe und distincte Furche. Von constanten ,,Nebenfurchen* diirften folgende zu nennen sein: Suleus genualis (fig. 4, 8g.), Krueg, auf der Medialflåche, um- fasst das Genu corp. call. vorn concentrisch und verflacht sich weiter nach hinten unter der F. splenialis. 8. confinis (fig. 3, s. cf.), Krueg, auf der Convexitåt zu- nåchst dem Medialrande; ist sehr constant, findet sich aber nicht auf Leurets Zeichnung des Phocaenagehirns. Sie beginnt auf der unteren Flåche der Temporalpartie der Hemisphåre, bis- weilen mit dem unteren Ende der F. splenialis verbunden; steigt darauf bis zur oberen Fliche empor, låuft mit der F. lateralis und dem Medialrande parallel bis gegen das obere Ende der F, praesylvia hin, und biegt oft auf der medialen Flåche nach innen. Einen Sulcus olfactorius habe ich bei Phocaena nicht ent- decken können. 104 G. A. GULDBERG. [No. 4 Gehirnwindungen bei Phocaena communis, Lesson. Auf der convexen Seite der Hemisphåren kann man 4 Haupt- ziige von Windungen unterscheiden, welche sich, ungefåhr in Uebereinstimmung mit der Leuretschen Beschreibung, concen- trisch um die F. Sylvii herumschlingen; dazu kommt aber noch ein vorderer triangulårer Zug. Auf der Medialflåche unterscheidet man eine Windung, die dicht neben dem Corp. call. liegt und dasselbe concentrisch umschliesst, — Brocas lobe limbigue; und eine andere, welche den Medialrand der Hemisphåre einnimmt und mit der obersten Windung des convexen Flåche identisch ist. Nach dem man sich mit dem Lauf der Fissuren vertraut gemacht hat, låsst sich die Lage dieser verschiedenen Gyri nun leicht bestimmen. 1. Gyrus Sylvi inferior (fig. 1 und 2, G. Si.), (unterste Ab- theilung von Owens ,sylvian fold*, Leurets ,circonvolution pre- mier*) umgiebt die Fissura Sylvii und steht vorn und hinten in Verbindung mit der oberhalb liegenden Windung. Leuret giebt eine treffliche Charakteristik der Form dieses Gyrus, wenn er sagt: ,la premiére . . . . forme une sorte de frange, qui sem- blerait fixée au fond de la scissure de Sylvius.* 2. Gyrus Sylvii superior (fig. 1—3, G. Ss.), (die oberste Abtheilung von Owens, ,sylvian fold*, Leurets circonvolution 2:€me). verlåuft concentrisch um die vorige, zwischen der Fissura ektosylvia und suprasylvia; vorn in der untersten Partie nach innen zu von der F. coronalis (medial) begrenzt, zieht sie sich aufwårts und riickwårts, steigt auf die untere Flåche der Tem- poralpartie hinab, wo sie sowohl mit dem vorangehenden als mit dem nachfolgenden Gyrus in Verbindung steht. 3. Gyrus suprasylvius Qwen, ,circonvolution troisiéme*, Leu- ret (fig. 1—3, G. sp.). Beginnt mit einem spitzen Vorderende zwischen F. suprasylvia und coronalis, zieht sich ruckwårts als ein breiter Windungsgiirtel mit F. lateralis als medialer Be- grenzung, biegt sich abwiårts auf die Unterflåche der Temporal- partie hinunter, wo er beim Anfang der ,scissure limbique* auf- hört. In seinem oberen und theilweis auch in seinem hinteren dr SEA JE å ' — i 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 105 Verlauf ist dieser Gyrus breit; in der hinteren Partie wird der- selbe oft durch kiirzere långslaufende Furchen (sulci) in parallele Windungen getheilt. 4. Gyrus medialis, Owen, der grösste Theil der Leuretschen »Circonvolution quatriéme*, mit Ausschluss ihrer vorderen medialen Partie (fig. 2—4,G. m.). Diese ungemein lange Windung beginnt auf der unteren und vorderen Partie der Hemisphåre, lateral von der Fiss. coronalis begrenzt, medial von der F. praesylvia; steigt darauf aufwårts und einwårts gegen den Medialrand hin, den er im weiteren Verlauf selbst einnimmt, lateral (auswårts) be- grenzt durch die Fiss. lateralis und abwiårts, auf der Medial- flåche, durch F, splemialis (,scissure limbique*), (fig. 4, F. b.). Hier, wo er den Medialrand erreicht hat und denselben einnimmt, wird er durch die ziemlich constante Nebenfurche, Sulcus con- finis (fig. 3, s. cf.), in eine åussere (laterale) und innere (me- diale) Partie getheilt. a) Gyrus medialis externus (fig. 3) bildet die eigentliche Fortsetzung der Hauptwindung auf der convexen Flåche; er ver- låuft als ein sehr schmaler Gyrus; lateral begrenzt ihn die Fiss. lateralis, medial der Sulcus confinis; auf der hinteren Flåche ent- wickelt er sich zu grösserer Breite, biegt nach vorn als eine breite plane Windung, die von grösseren oder kleineren Quer- furehen durchsetzt wird, und zieht sich bis gegen das Unterende der Fiss. splenialis hin. b) Gyrus medialis internus 8. semicireularis. Lateral vom Suleus confinis und auf der Medianflåche der Hemisphåre von der Fiss. splenialis begrenzt, bildet derselbe eine halbkreisför- mige oder ovale Windungspartie, welche zum grösseren Theil den hinteren medialen Abschnitt der Hemisphåre einnimmt und durch verschiedene querlaufende, auch lingsgerichtete Sulci in kleine Secundårwindungen zerlegt wird. 5. Gyrus anterior s. Lobus triangularis (fig. 2, L. a.). So -habe ich die vordere mediale Partie benannt, welche lateral von der Fiss. praesylvia und nach hinten zu auf der Basalflåche von dem vorderen Zweig der Fiss. Sylvii und der rudimentåren Fiss. rhinalis begrenzt wird. Dieser Gyrus nimmt den vordersten Theil 106 G. A. GULDBERG. [No. 4 | des Medialrandes der Hemisphåre ein. Seine grösste Breite besitzt er nach unten hin; nach oben hin verschmålert er sich. Auf der Medialflåche bildet der Sulcus genualis (fig. 4, sg.) die hin- tere Begrenzung; weiter aufwirts geht unser Gyrus durch eine Uebergangspartie in den Gyrus fornicatus (Lobe limbique) iber. (G. f.). Dieser vordere Lappen oder Windungsabschnitt entspricht wahrscheinlich der vorderen, von der Fiss. praesylvia begrenzten Partie im Gehirn der Ungulaten und Carnivoren. Broca hat denselben mit dem Lobus frontalis bei den Primaten homologisirt, da er die Fiss. praesylvia als Homologon zum Sulcus centralis 8. KRolandi ansieht. Diese Deutung dilrfte wohl den annehmbarsten Weg darstellen, auf welchem man die so vielfach gesuchte Ueber- einstimmung zwischen den Primatgehirnen und den Gehirnen der Carnivoren und Ungulaten herstellen kann. Hiernach wiirde denn auch der vorderste Theil des Gyrus medialis dem Gyrus cen- tralis posterior der Primaten entsprechen. — Die beiden der Fiss. Sylvii zunåchst liegenden Windungen, welche ich G. Sylv. in- ferior und superior genannt habe, entsprechen der Brocaschen »groupe sylvienne*. Hauptfurchen und constante Nebenfurchen der Balaenopteriden. Ein Umstand, der die Bestimmung der Furchen auf der Gehirnoberflåche der erwachsenen Bartenwale in hohem Grad erschwert, ist das Auftreten von zahlreichen Nebenfurchen und das fast regelmåssige Zerfallen der Hauptfurchen in mehrere Abthei- lungen, die durch theils tiefliegende, theils ziemlich oberflåchliche Uebergangswindungen von einander getrennt erscheinen. Wie wir am foetalen Megapterahirn bemerkten, entwickeln die grossen Primårfurchen sich bereits in einem ziemlich friihen Stadium was zu dem Schluss berechtigt, dass dieselben auch in dem erwachsenen Gehirn als tiefe Spalten nachweissbar sein miissen. Letzteres ist in der That der Fall, nur machen sich hier er ' EN Å p 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 107 als ein störendes Element die Secundårfurchen geltend, von wel- chen manche an Tiefe mit den Hauptfissuren rivalisiren. Die tiefste und durch regelmåssigen Verlauf sehr ausgezeichnete Furche findet sich gleich auf der Medialflåche; es ist dies: 1". Scissure limbique, Broca (Taf. V, fig. 1, F.b.), welche eigent- lich die Fiss. rhinalis posterior und die Fiss. splenialis, Krueg, der Carnivoren und Ungulaten umfasst. Bei den Cetacéen versteht man, nach Beauregards und meiner Auffassung, unter dem Brocaschen Namen wesentlich die in der Medialflåche auftre- tende Primårfurche, welche ich oben in der Beschreibung des foetalen Megapteragehirns ausfiihrlich behandelt habe. Die dort angegebene Eintheilung dieser Primårfurche låsst sich auch der Hauptsache nach hier wiedererkennen, nur kommt der kleine Uebergangssuleus zwischen der Pars subparietalis und der Pars temporalis hier in Wegfall, wogegen eine kleine Abtheilung im temporalen Theil eingefiigt wird. Wir haben somit zunåchst eine Pars subfrontalis (F. b. fig. 1 rechts), die unter dem Rostrum cor- poris callosi anhebt, letzteren Körper concentrisch umzieht und, bereits als Pars subparietalis, iber das Corp. call. hingeht, darauf eine scharfe Biegung um das Splenium des letzteren vollfiihrt (F,, b. links) und endlich als Pars temporalis auf der Innenseite der Tem- poralpartie, parallel mit der Fissura Hippocampi, herablåuft bis zur medialen vorderen Ecke der Schlåfenpartie der Hemisphåre. Hier zeigt sie bei den verschiedenen Exemplaren ein etwas verschiedenes. Verhalten. Das grössere Exemplar, des Finnwal- gehirnes (Jahr 1882) zeigt eine weitere Fortsetzung der Pars temporalis, die auf der Basalflåche (auf Taf. III, fig. 1, links, F. rh. p. sichtbar), als eine seichte Furche ein wenig zutage tritt und der Fissura rhinalis posterior bei den Carni- voren homolog erscheint, aber nicht mit dem Ramus poste- rior fissurae Sylvi zusammenhångt. Diese Furche wird lateral von einer kleinen långslaufenden Windung begleitet, von welcher die 2 ,sylvisehen* Windungen ihren 'Ausgang néhmen (Taf. II, fig. 1, nach aussen von F. rh. p. eine Windung, von dem Gyrus Sylvii sup. entspringt). Auf dem kleineren Exemplar des Finn- walgehirns (von 1883) war die Pars temporalis der scissure 108 G. A. GULDBERG. [No. 4. limbique von dieser Fiss. rhinalis posterior getrennt. Die He- misphåre der B. borealis zeigte einen kleinen Sulcus, der Fiss. rhinal. post. mit Fiss. hippocampi verband. Auf der von Beauregard gegebenen Zeichnung des Foetal- gehirns der B. Sibbaldii, so wie in dem von mir untersuchten foetalen Blamwalgehirn besteht keine Verbindung zwischen der Fiss. rhinal. post. und der Pars temporalis der Scissure limbique; ebenso nicht bei dem oben beschriebenen kleinen foetalen Megap- feragehirn; bei 2 Phocaenagehirnen fand ich dagegen eine solehe. Diese Abbrechung der temporalen Partie der Scissure limbique geschieht durch eine Uebergangswindung, welche Broca ,pli de passage retrolimbique* nennt, und auf welche er, und mit ihm Beauregard, ein grosses Gewicht legt. | Vergleichen wir den Verlauf der Scissure limbique der Bartenwale mit dem Verlauf dieser Furche bei Phocaena, 80- låsst sich ein nicht unbedeutender Unterschied in der vorderen Partie bemerken. Bei Phocaena erlitt dieselbe, wie wir sahen, — und Leuret beschreibt dasselbe, — eine Abbrechung, weil das vordere Ende sich dem Hemisphårenrande nåhert und die, Pars subfrontalis wurde theilweise durch den Sulcus genualis substituirt. Bei den Balaenopteriden ist die Scissure limbique abwårts gebogen und umschliesst vollståndig den mit dem Corp. call. concentrischen Lobus. Bevor wir die Medialflåche verlassen, haben wir noch zwei Furchen zu erwåhnen, von welchen die erste wenigstens sehr tief ist und daher unzweifelhaft auf der Rang einer Primår- furche Anspruch machen darf. Es ist dies: 29%. Fissura suprasplenialis, Krueg (Taf. V, fig. 1, F.s. sp.). Dieselbe verlåuft concentrisch oberhalb der vorigen, nåhert sich aber nach vorn hin dem medialen Rand und schneidet in den letzteren ein. Das jfoetale Megapteragehirn (Taf. II, fig. 17, F. ssp.) zeigt in seiner oberen und hinteren Partie, oberhalb der Pars subparietalis der Scissure limbique eine Depression, die be- reits besprochen wurde; in dieser glaube ich die beginnende Fiss. suprasplenialis erkennen zu diirfen. Auf der einen der Beaure- gardschen Zeichnungen von Foetalgehirnen (B. Sibbaldii) sieht 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 109 man ebenfalls diese Fissur recht deutlich. An allen von mir untersuchten Gehirnen von entwickelten Bartenwalen (also an 2 Gehirnen von Balaenoptera musculus, an 3 Gehirnhemisphåren von B. Sibbaldii, und an einem Gehirn von B. borealis), zeigt diese Furche eine ausserordentliche Entwicklung. 3. Fissura sublimbica (F'. sl.). Dieselbe theilt den iiber dem $Corp. callosum liegenden Theil des Lobe limbique und ist bei den erwachsenen Balaenopteriden deutlich ausgeprågt. Bei dem Blauwalfoetus trat dieselbe am stårksten auf in den Partien iiber dem Splenium und dem Genu corp. callosi. Ausser den hier genannten Furchen findet man, besonders in der Temporalpartie, noch mehrere långslaufende kiirzere oder långere Secundårfurchen, die oft einen mit den Hauptfurchen concentrischen Verlauf nehmen. Auf der Convexflåche unterscheiden wir eine Reihe spalt- förmiger Furchen. Wir beginnen mit derjenigen, die der Fiss. Sylvii zu nåchst liegt. 4. Fissura ektosylvia, Owen, f. anterior und posterior, Krueg or VL åg 1/Pee, Fe, Taf. IV, åg. 5, Fe, EF. eo fig. 6, F.e.). Dieselbe besteht, wie schon'oben bemerkt, auf dem F'oetal- hirn der Megaptera aus 3 Fissuren: einer vorderen, einer mitt- leren und einer hinteren. Im Gehirn der B, musculus zeigt sie sich auf der rechten Seite als eine semicirculåre, ziemlich regel- måssig Vverlaufende Furche, welche sich aus drei Abtheilungen zusammensetzt: éiner vorderen, ziemlich kurzen, einer oberen oder mittleren, dem långsten Stiicke, und einer hinteren, einem ebenfalls kurzen Abschnitt. Wåhrend die vorderste und hinterste Abthei- lung in ihrem mehr oder weniger zickzackförmigen Lauf nicht bis auf die laterale obere Convexitåt hinaufreichen (Taf. IV, fig. 5), zeigt die F. ektosylvia media (fig. 6) in ihrer hinteren Partie eine beinahe halbkreisförmige Gestalt, verlåuft darauf grade nach Vorn, ein wenig abwårts, macht ein paar Buchtungen, um sich dann abwårts zu krimmen, wo sie kurz darnach durch eine kleine Uebergangswindung von der Fissura ektosylvia an- terior abgeschnitten wird. Durch eine seichte Querfurche steht sie mit der Fiss. coronalis in Verbindung. Zwischen diesen Aar Ve 110 G. A. GULDBERG. [No. 4. Furchen und der Fissura Sylvii findet man kurze Parallel- furchen. Auf der lin ken Seite sind die Verhåltnisse complicirter. Hier findet man nåmlich hinter der Fissura Sylvii 3 ziemlich tiefe, parallel mit einander sich hinziehende Furchen, und auf der Vorderseite derselben ebenfalls 2 parallele Sulci, von denen der åusserste und deutlichste einen höchst unregelmåssigen Verlauf' nimmt. — Von den Hemisphåren der BD. borealis trågt die rechte eine einzige ziemlich regulår von vorn nach hinten laufende Furche, wåhrend die linke eine grössere Anzahl von Furchen, aufweist. In der Temporalpartie liegen nåmlich zwei parallele Furchen und vor der Fiss. Sylvii eine einfache; dazu kommt aber noch weiter oben eine tiefe Pars medialis, die durch einen Sulcus- mit der Fissura praesylvia communicirt. 5. Fissura suprasylvia, Owen (Taf. III, fig. 1, F. ss., Taf. IV, fig. 5 und 6, F.ss.). Diese erscheint als eine sehr tiefe und måchtige Furche. Sie beginnt auf der unteren Flåche des Tem- porallappens, dicht neben Fissura rhinalis posterior, aber ohne be- merkenswerthe Tiefe, und verlåuft nach aussen und ein wenig nach hinten, ausserhalb der Fiss. ektosylvia posterior. Darauf steigt sie fast vertikal in die Höhe, knickt um und streicht nun in ziemlich horizontaler Richtung nach vorn und nåhert sich dabei dem Medialrande, — am stårksten auf der linken Hirn- seite (cfr. Taf. IV, fig. 5, F. ss.). — Auf der oberen Convexitåt der Hemisphåre ist sie fast iiber die ganze Flåche hin sichtbar und erlangt hier die grösste Tiefe, bis 3 cm. Nachdem sie die Vorderpartie der Hemisphåren erreicht hat, macht sie wieder eine scharfe Biegung und steigt bis zur vorderen Flåche herab. Hier steht sie mit der Fissura coronalis in Verbindung. Letztere Furche ist, wie friiher bemerkt, bei Phocaena mit der Fiss. late- ralis vereint. — Bei! B. borealis wird die Fiss. suprasylvia in ihrem oberen Verlauf von einer Parallelfurche begleitet, die mehr medial liegt, aber an ihrem vorderen und hinteren Ende mit der Hauptfurche verbunden ist. 6. Fissura coronalis, Owen (Taf. III, fig. 1 und Taf. IV, fig. 5 und 6, F. c.). Diese Furche habe ich als die vordere, aber : åa hå i he ad 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 111 selbstståndige Fortsetzung der vorigen Furche angesehen, die durch eine tiefliegende Querwindung von der Fiss. suprasylvia getrennt ist. In wie fern diese Ansicht auf Berechtigung An- spruch machen darf, wilrde sich freilich nur durch Untersuchung eines ausreichenden embryologischen Materials feststellen lassen. 7. Fissura lateralis, Owen (Taf. III, fig. 1 und Taf. IV, fig. 5 und 6. F. 1). Dieselbe stellt eine sehr hervortretende und distincete Furche ohne besondere Variationen dar. Sie folgt in wenig wechselndem Abstand dem Medialrande auf der oberen convexen Flåche der Hemisphåre. Sie beginnt auf der Unter- flåche der Temporalpartie in der Nåhe des hinteren Unterendes des temporalen Abschnitts der Scissure limbique und steigt dann auf der Hinterflåche der Hemisphåre mit schråg nach aussen (lateral) weisender Richtung in die Höhe. In dieser Partie ist sie wahrscheinlich der Kruegschen F. medilateralis bei den Un- gulaten homolog. | Auf der rechten Hirnseite biegt sie nun um das Hintereck der Hemisphåre herum und erscheint auf der oberen Flåche als eine verhåltnissmåssig gradlinige, nach vorn und innen laufende Fissur, die eine breite Hirnpartie zwischen sich und dem Medial- rande liegen låsst, um letzteren erst in der vorderen Hålfte der Hemisphåre zu errreichen. Hier spaltet sie sich in zwei divergirende Aeste, von denen der mediale sich mit der Fiss. praesylvia vereinigt, der laterale aber noch ein Stick nach vorn und aussen sich fortsetzt und sich dabei dem oberen Ende der Fiss. coronalis nåhert. Auf der linken Hirnseite entspringt diese Furche ebenfalls auf.der Unterseite und passirt um die åussere Hirnecke, begleitet dann aber in nur kurzen Abstand und paral- lelem Verlauf erst den hinteren Hemisphårenrand und dann den Medialrand, um sich im Anfang der vorderen Hemisphårenhålfte aufzulösen. Hier spaltet sie sich nåmlich (cfr. Taf. IV, fig. 5, F. 1. åa.) in zwei ganz kurze Zweige: einen långeren lateralen, der nach der Fiss. coronalis hin liegt ohne dieselbe jedoch zu er- reichen und einen kirzeren medialen, der sich der Fiss. praesylvia zuwendet, von der letzteren aber durch eine bedeutende Uebergangs- windung getrennt bleibt. Die Spaltung des vorderen Abschnitts 112 G. A. GULDBERG. [No. 4. erinnert an die Fiss. ansata, Krueg, bei den Ungulaten und Car- nivoren. Bei B. borealis erstreckt diese Furche sich verhåltniss- måssig långer nach vorn, als B. musculus. 8. Fissura praesylvia, Owen (Taf. III, fig. 1, F. sp. und Taf. IV, 5, F. ps.). Im Vergleich mit den ibrigen Hauptfurchen der Convexitåt erscheint diese Furche nicht als besonders tief und ausgeprågt. Auf der rechten Hemisphåre des Finnwalgehirns zeigt sie sich als eine ziemlich lange Furche, die mitten auf der Unterflåche der Frontalpartie entspringt und sich sehr dicht neben dem Medialrand nach der oberen convexen Flåche hinauf- zieht, wo sie. sich, wie oben erwåhnt, mit dem medialen Endzweig der vorigen Fissur vereinigt. Auf der Basalflåöche der linken Hirnseite liegt ihr Anfang dicht neben demjenigen der Fiss. Sylvia (ramus anter.); bei ihbrem Umbiegen auf die Vorderflåche wird sie hier sehr seicht, nåhert sich stark dem Medialrande, schnei- det sogar in der vordersten Partie der oberen Convexitåt in den- selben ein, und setzt sich darauf, ohne mit der Fiss. lateralis zu- sammenzustossen, noch ein Stiick in die obere Partie der Medial- flåche hinein fort. Diese Furche wird von Beauregard nach - der Brocaschen Nomenelatur als ,Scissure de Rolando* bezeichnet. Derselbe erwåhnt auch einen plis pré-rolandique. Letzterer scheint nach B.s Beschreibung bei den ihm vorliegendenen Ge- hirnen der B. Sibbaldii sehr regelmåssig und distinct aufgetreten zu sein, was ich jedoch nach meinen Untersuchungen nicht con- statiren kann. 9. Sulcus confimis, Krueg (Taf. IV, fig. 5, F. f.). Dieselbe tritt bald als eine långere zusammenhångende, bald als eine ab- gebrochene Furche auf. Auf der rechten Hemisphåre der B. musculus ist ein Theil derselben auf der Hinterflåche sichtbar; auf der linken Hirnseite ist die Furche dagegen nicht unter- brochen, sondern sie entsteht hier mitten auf der Hinterflåche und wendet sich von dort nach der medialen Flåche, und ver- låuft, ohne bis zur Convexitåt emporzusteigen, unterhalb derselben dem medialen Rand entlang, fast eben so weit, wie die Fissura lateralis auf der convexen Oberflåche. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 113 10. Fissura- olfactoria (Taf. III, fig. 1, F.o.). Dieselbe ist immer vorhanden, doch in verschiedenem Entwicklungsgrade. Nach hinten zu steht dieselbe, wie bereits erwåhnt, stets mit der Fiss. rhinalis anterior in Verbindung. Auf dem Finnwal- gehirn zeigt diese Furche sich auf der rechten Seite etwas kiirzer als auf der linken. Wie aus der Beschreibung des foetalen Me- gapteragehirns zu ersehen, beginnt ihre Entwicklung in sehr friihem Stadium. 11. Noch zu erwåhnen ist Sulcus ektolateralis (Taf. II, fig. 1 und Taf. IV, fig. 6, F. ectl. und fig. 5, s. ectl.), der an dem abgebildeten Gehirn nur auf einer Seite als tiefere Furche auftritt. Die Gehirnwindungen bei den Balaenopteriden. Die hier beschriebenen Hirnwindungen sind eigentlich als Windungsgruppen aufzufassen, da die zwischen den Hauptfissuren eingeschlossenen Partien oft aus mehreren einzelnen Windungen zusammengesetzt sind, und letztere wieder nicht selten in kleinere Secundårwindungen zerfallen. 1. Gyrus Sylvii inferior (Taf. III, fig. 1, Taf. IV, fig. 5 und 6, G. Si). Er bildet die zunåchst um die Fiss. Sylvii gelegene Partie und besteht aus mehreren långslaufenden Windungen, die bisweilen zwei Etagen bilden und dann wieder durch quer- laufende Sulei in viele secundåre Gyri getheilt sind. Die hintere Partie besitzt eine grössere Måchtigkeit als die vordere. Fbenso, wie die iiber ihm liegende Windungspartie, entspringt dieser Gyrus aus einer der Fiss. rhinalis post. entlanglaufenden Win- dung, und zeigt sich als ein ziemlich schmaler Wulst auf der Unterflåche der Temporalpartie, wo er den hinteren Rand der Vallecula Sylvii darstellt; in seinem Verlauf nach aussen und oben nimmt er aber an Breite zu (Taf. III, fig. 1). In seiner mittleren Partie bildet er zwei Etagen. Die Partie vor der Fiss. Sylvii låuft grade von aussen nach innen, ist aber auf der Basalflåche nicht scharf von der folgenden geschieden. In dem Fall, wo mehrere parallellaufende Fissuren auftreten, z. B. in Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 4. | 8 114 , G. A. GULDBERG. [No. 4. der hinteren Partie der linken Hemisphåre bei B. musculus, und auch bei B. borealis, wird dieser Gyrus in concentrisch um ein- ander liegende kleinere Gyri zerlegt. Von diesen pflegen die am meisten lateral gelegenen die grössten Dimensionen anzu- nehmen. Bei B. borealis ist unser Gyrus auf der rechten Seite einfach, auf der linken aber in seinem hinteren Theile doppelt. Auf dem von Eschricht abgebildeten Megapteragehirn ist der vordere Gyrus schmaler als der hintere. Nach Leuret war diese Windung bei B. mysticetus von derselben Gestalt wie bei Phocaena. Serres und Gratiolet geben an, dass diese Win- dungspartie, ,la premiere bande", bei B. rostrata sich dadurch auszeichnet, dass ihr vorderer Theil breiter ist als der hintere, so dass also hier das Verhåltniss dem obenerwåhnten grade ent- gegengesetzt ist, und dass jene erste Partie sich auch faltiger zeigt als letztere, die diinn anfångt und erst gegen ihr Ende hin sich verdickt. Absolut und relativ soll dieser Gyrus kleiner sein als bei Phocaena. 2. Gyrus Sylvi superior (Taf. III, fig. 1, Taf. IV, fig. 5 und 6, G. Ss.). Eine ziemlich lange Windungspartie, die nach unten zu durch die Fiss. ektosylvia (F. e.) und nach oben zu (medial) durch die Fiss. suprasylvia (F. ss.) begrenzt wird. Wegen des unregelmåssigen Verlaufs der letzteren Furche ist unser Gyrus bald schmaler, bald breiter. — Auf den Hemisphåren der B. borealis theilt die Windungspartie sich in ihrem mitt- leren Verlauf durch eine der oben besprochenen Fissuren in zwei Etagen. Auf dem Eschrichtschen Megapteragehirn sieht man eine Theilung in der vordersten Partie. Nach Serres und Gratiolet entsteht ,la seconde bande" bei B. rostrata aus einer diinmnen Wurzel auf dem Frontaltheil der Hemisphåre, er- weitert sich aber bald und theilt sich in zwei dicke secundåre Falten, — trés flexueuses —, welche ohne Unterbrechung den Wendepunkt der ersten Windung umgeben und sich in sehr com- plicirten Falten auf dem Temporallappen vereinigen. Leuret beschreibt diese Windung bei der B. mysticetus als ,subdivisée* auf der Hinterseite, aber als einfach auf der Vorderseite. Gyrus Sylvii inferior und superior bilden nach der Broca- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 115 schen Nomenclatur die ,grouppe sylvienne* und werden von Beauregard als ,,circonvolution sylvienne premiere et deuxiéme* beschrieben. Ihr Ursprung aus des Temporalpartie wird sehr genau besprochen. Er låsst sie nåmlich, wie oben erörtert, aus einem kleinen Gyrus entspringen, der dem Gyrus hippocampi pa- rallel låuft, ,pli de passage retrolimbique* genannt wird, und von welchem Broca nachgewiesen hat, dass er bei den meisten Såugethieren constant zu finden ist. Dieser kleine Gyrus soll nach Beauregards Untersuchungen an den beiden Foetalgehirnen der B. Sibbaldii aus einem superficiellen und einem tieferliegenden Theil bestehen, welche beide durch eine Einkröpfung, ,encroche*, geschieden sind, die sich, nach Broca, mit der ,Scissure calca- rine* bei den Primaten homologisiren låsst. Die superficielle Partie des ,plis de passage retrolimbique* bildet den Ausgangs- punkt fir die ,grouppe sylvienne* und die tieferliegende Partie fir die ,,grouppe sagittale*. Der die Fissura Sylvii zunåchst um- gebende Gyrus (premiére sylvienne) ist, nach Beauregards Be- schreibung, wie derjenige des Finnwals, in zwei Etagen getheilt, wåhrend der andere (deuxiéme sylvienne) einfach auftritt. Auf der Abbildung besteht der letztere, auf der Basalflåche, unmittelbar vor der Fiss. Sylvia gelegene Gyrus aus zwei parallelen Windungen, die sich ganz bis an die Fissura olfactoria erstrecken. Nach B.s Zeichnung scheinen diese Windungen sehr regelmåssig zu sein; doch bemerkt der Verfasser selbst, dass seine Darstellung ein wenig schematisirt ist. An dem von mir untersuchten Ma- terial, — das viel reichhaltiger ist als Beauregards, — habe ich die Verhåltnisse ziemlich verwickelt gefunden. 3. Gyrus suprasylvius (Taf. II, fig. 1, Taf. IV, fig. 5 und 6, G.sp.). Derselbe ist måchtiger als die beiden vorigen. Seine Begrenzung nach unten und nach der Seite bildet die Fiss. supra- sylvia; die mediale Grenze bezeichnet die Fiss. lateralis. Dieser Gyrus ist in seinem hinteren Abschnitt auf der rechten Hirnseite ziemlich breit, auf der linken dagegen weit schmaler. Er be- ginnt bereits auf der Hinterflåche bei dem medialen Rand der Temporalpartie und verlåuft auswårts und riöckwårts, biegt darauf nach oben, wo er die hintere und åussere Eckpartie der Hemi- S* 116 G. A. GULDBERG. [No. 4. sphåre abgiebt, låuft darauf iber die convexe Flåche nach vorn und innen und nåhert sich dabei immer mehr dem Medialrande, von welchem er in der Vorderhålfte der convexen Gehirnoberflåche nur durch eine schmale Windung geschieden ist. Hierauf biegt er nach vorn und unten mit etwas nach aussen gehender Rich- tung und wird dabei medial von der Fissura praesylvia, lateral von der Fiss. coronalis begrenzt. Auf der Basalflåche erstreckt er sich ganz bis an den vorderen Zweig der sylvischen Spalte. Auf der rechten Hemisphåre, in der hinteren Partie, wird er durch einem langen, tiefen Sulcus (Sulcus ektolateralis, Krueg, Taf. OI, fig. 1, Taf. IV, fig. 6, F. ectl., fig. 5, s. ectl.) in zwei parallele Gyri getheilt. Weiter nach vorn treten neue långs- laufende, aber sehr seichte, secundåre Furchen auf, in Folge wovon die ganze Windung, fast in ihrem gesammten rechtsseitigen Verlauf in zwei parallele Gyri zerfållt. Auf der linken Hemi- sphåre macht sich keine derartige ausgeprågte Theilung in pa- rallele Gyri bemerkbar, da hier nur einzelne kiirzere Longitudi- nalfurchen auftreten. In der vorderen Partie, da, wo die Fiss. lateralis verschwindet, steht sie durch eine Uebergangswindung mit dem Gyrus medialis in Verbindung und verlåuft dann, im Verein mit jenem, weiter nach unten und nach vorn auf die Basal- flåche hinunter, wo sie sich nach hinten und innen fortsetzt und dabei theilweis mit den vorgenannten Windungen zusammenfliesst. Bei B. borealis zeigt der Gyrus suprasylvius einen åhnlichen Verlauf, wie auf der rechten Seite des Finnwalgehirns. Er wird durch eine långslaufende Furche, welche durch schiefgestellte Querfurchen gekreuzt wird, in zwei parallele Windungen getheilt. In der hinteren Partie treten sogar auf einer kurzen Strecke zwei parallele Furchen auf, wodurch drei parallellaufende Gyri entstehen. Auf der mittleren Partie der linken Hemisphåre findet man zwei tiefe parallele Furchen, von denen jede in Bezug auf Tiefe mit der eigentlichen Fiss. suprasylvia wetteifert. Auf dem Eschrichtschen Megapteragehirn sieht man ebenfalls jene eigenthiimlichen Parallelfurchen in der mittleren Partie. Da dieses Gehirn eine mehr sphåroidische Form besitzt als z. B. das Finnwalgehirn, so erhalten infolge davon diese Å 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 117 Furchen eine stårkere Krimmung. Aehnliche Verhåltnisse finden sich auch bei B. borealis. — Nach Serres und Gratiolet ist diese Windung bei B. rostrata ebenfalls durch das Auftreten von Parallelwindungen charakterisirt. Gyrus suprasylvius, ,la troisiéme bande”, beginnt hier als einfache Windung auf der vordern und untern Flåche, theilt sich aber bald in zwei paral- lele Windungen, von denen jede sich wieder in der hinteren Partie in noch zwei Gyri theilt, so dass man hier vier parallel- laufende Secundårwindungen erhålt. bLeuret beschreibt ,,la troisiéme circonvolution* bei B. mysticetus als auf der Hinter- seite doppelt, wåhrend auf der Vorderseite nur der rechte Gyrus doppelt, der linke dagegen einfach auftritt. 4. Gyrus medialis, Owen (Taf. III, fig. 1, Taf. IV, fig. 5 und 6, G. m.). Die laterale Begrenzung dieses Gyrus bildet die F'iss. lateralis (und mediolateralis). Medial und unterwårts be- grenzt ihn die Fiss. splenialis, und er fiillt hier den ganzen me- dialen Rand nach hinten zu und den ganzen mittleren Oberrand aus. Wiåhrend er vorn auf der linken Seite mit dem vorigen Gyrus auf der Convexflåche und mit dem Lobus anterior auf der Medialflåche in Verbindung steht, communicirt er auf der rechten Seite durch eine kleinere Uebergangswindung allein mit dem letzteren. In der hinteren Partie der Hemisphåre erlangt er seine grösste Breite, was besonders auf der rechten Seite der Convexflåche bemerkbar ist (Taf. IV, fig. 5, G. m.), wo er einen måchtigen dreieckigen Lobus bildet, der theilweis durch die Fiss. confinis durchfurcht wird; auf der linken Seite beschrånkt sich seine Ausbreitung iiber die obere Flåche der Hemisphåre mehr auf die Partie långs des hinteren und medialen Randes. Die durch die Fiss. confinis bewirkte Theilung in einen Gyrus medialis externus und internus 8. semicireularis ist auf der linken Hirnseite vollstindiger als auf der rechten. Bei B. borealis bewirkt die scharf hervortretende Fiss. con- finis eine recht regelmåssige Theilung in der Hinterpartie. — Bei der B. rostrata beschreiben Serres und Gratiolet ,la quatriéme bande als einen vorn dicken Lobus (vermuthlich ist Lobus anterior hier miteinbefasst), der, wie bei Phocaena, mit 118 G. A. GULDBERG. [No. 4. Falten versehen ist, aber auf der Convexitåt sehr schmal wird. Er erstreckt sich rickwårts und abwårts bis zum Ende des untern Lappens, wo er eine Andeutung einer longitudinalen Theilung erkennen låsst; die Complication der Falten ist aber So gross und die Querfalten sind so zahlreich, dass eine Beschrei- bung dieser Verhåltnisse zur Unmöglichkeit wird.* Leuret sagt von dieser Windung bei DB. mysticetus fol- gendes: ,Die 4te Windung (circonvolution) ist die bedeutendste von allen. Hinten besteht dieselbe aus drei Partien, von welchen die eine, die åusserste, tief gefurcht ist; die zwei inneren sind einfach, aber wellig (ondulées); alle drei vereinigen sich friiher, als bei Phocaena, und nach dieser Vereinigung findet auf der linken Seite, wie ebenfalls beim Braunfisch, eine neue Theilung statt wåhrend die Windungen der rechten Seite einfach verbleiben.* Leuret sieht in dieser Theilung nicht anders als eine ,,Ano- malie*; in Zusammenhang mit dem obenangefiihrten ist es aber einleuchtend, dass derartige Variationen bei den grossen Bartenwalen nichts weniger als anomal sind. Den Gyrus suprasylvius und medialis fasst Beauregard bei B. Sibbaldti unter der Benennung grouppe sagittale (Broca) zusammen, doch ohne letzterer eine besondere Behandlung zu widmen. Auf seiner Zeichnung erscheint dieselbe auf den beiden Hemisphåren verschieden gestaltet: auf der rechten Hirnseite gewahrt man eine grössere Regelmåssigkeit und eine genaue Uebereinstimmung mit der von mir gegebenen Abbildung; Fiss. lateralis bildet nåmlich hier eine ununterbrochene Furche. Auf der linken Seite dagegen erscheint diese Furche abgebrochen, infolge wovon das ganze Verhåltniss complicirter wird, wie denn auch B.s Ausdeutung der Windungszige etwas von der meinigen abweicht. | 5. Gyrus (Lobus) anterior. Fr bildet den vordersten, spitzen -Theil der Hemisphåre. Beim Finnwal zeigte sich seine laterale Begrenzung, die Fiss. praesylvia, auf der linken Seite am deut- lichsten. Auf der Basalflåche wird dieser Gyrus von der Fiss. olfactoria durchfurcht. Auf der unteren Seite der Medialflåche bildet die Pars frontalis der Scissure limbique seine Grenze, und 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 119 er steht durch eine Uebergangswindung mit dem Gyrus medialis und einem eigenthiimlichen, unter letzterem liegenden Gyrus in Verbindung. Von Beauregard wird der hier beschriebene Lobus nach der Brocaschen Nomenclatur als ,lobe frontale* bezeichnet. Nach der Beschreibung soll er drei Windungen ent- halten, welche, wenn man der Zeichnung glauben darf, sehr di- stinet auftreten. Mir ist derselbe bis weitem nicht so distinct erschienen, wie er bei B. dargestellt ist; iibrigens zeichnet diese Windung sich durch ihre schmale, langgestreckte Form und be- schrånkte Ausbreitung auf der Convexitåt aus, so wie dadurch, dass dieselbe bedeutend kleiner erscheint als in dem Phocaena- gehirn. 6. Gyrus fornicatus, Arnold, Grand lobe limbique +- lobe olfactif, Broca, Gyrus formicatus + hippocampi, Eker, (Taf. V, fig. 1, G. f.). Die åussere Begrenzung dieser Windung ist die ganze Scissure limbique mit der eben besprochenen Finschrån- kung; die innere Begrenzung gewåhren der Sulcus corporis cal- losi und die Fissura hippocampi. Dieser Gyrus, oder richtiger Lobus, zerfållt in 3 Abtheilungen: åa) Gyrus cinguli, Burdach = gyrus corp. call.), b) Gyrus hippocampi und c) Gyrus unci- natus, welche alle continuirlich mit einander zusammenhången. a) Gyrus corporis callosi s. cinguli umgiebt concentrisch das ganze Corpus callosum vom Rostrum bis zum Splenium. Nach oben zu ist er von der Pars subfrontalis und subparietalis der Scissure limbique begrenzt und bildet einen nach oben hin schwach convexen Bogen. In seiner hinteren Partie wird er durch die Fissura sublimbica in 2 Etagen getheilt; auf der Vor- derseite tritt ebenfalls eine Furche auf, der Sulcus genualis, und bewirkt, wenigstens theilweise, eine Theilung in einen dinneren innern und einen dickeren åusseren Gyrus. Durch das Splenium corp. callosi geht er iiber in den einfachen b) Gyrus hippocampi, welcher von oben nach unten und aussen mit etwas vorwårtsgehender Richtung verlåuft. Dieser Gyrus ist nicht so måchtig, als der vorige. An seinem unteren Ende macht er eine Umbiegung und bildet: c) Den Gyrus uncinatus s. uncus, der auf der Basalseite 120 G. A. GULDBERG. | [No. 4. sichtbar ist (Taf. III, fig. 1, G. u.) und lateral durch die Fiss. rhinalis posterior begrenzt wird, eine Furche, die wie schon friiher besprochen, bei den Cetacéen nur schwach repråsentirt erscheint und ihren Namen nur ihrer homologischen Bedeutung wegen mit Recht tragen kann. Gyrus fornicatus bildet die åussere Bogenwindung des Lobus faleiformis, Schwalbe, dessen innerer Theil, der Gyrus margi- nalis internus, bereits als Fornix theilweis beschrieben ist. La- mina septi pellucidi und Fascia dentata Tarini konnten, wie bereits erwåhnt, des defecten Materials wegen nicht genauer beschrieben werden. T. Gyrus submedialis (Taf. V, fig. 1, G. sb.). So habe ich einen den Gyrus cinguli concentrisch umfassenden Windungs- gilrtel benannt, der vorn durch kleinere Uebergangsgyri mit dem Lobus anterior in Verbindung steht. Nach oben hin wird er durch die tiefe Fissura suprasplenialis (F. s. sp.) begrenzt. Die Rånder dieses Gyrus sind ziemlich eingekerbt, und man findet in der Grenzfissur quergehende Gyri. Auf der Beauregard- schen Zeichnung des Foetalgehirns findet man diese Windung fast nur nach ihrer oberen und hinteren Partie angedeutet. Bei DB. rostrata (Serres und Gratiolet, 24) wird die Medialflåche des Gehirns als der gleichen Partie des Phocaena- gehirns recht åhnlich geschildert. Eine ,Circonvolution du corps calleux* ist sehr hervortretend; ihre Vorderpartie ist breiter als die hintere, und longitudinale Furchen bewirken eine Theilung der Windung in parallele Ziige. In der Beschreibung charak- terisiren die Verfasser diese Windung als ,un lobule divisée comme les bandes chez le marsouin par des plis transversales*. Beauregards Beschreibung seines ,lobe du corps calleux* und ,lobe de Ihippocampe* stimmen mit der hier gegebenen iiberein. Er betont sehr richtig, wie der letztere (lobe de I'hip- pocampe), der in der vorderen und unteren Partie auf der Basal- flåche (oberhalb des eben erwåhnten Gyrus uncinatus) sichtbar ist, hier stetig mit dem Lobus insulae zusammenhångt, aber mit der lateralliegenden Hemisphårenwindung nur durch eine Ueber- gangswindung verbunden ist. Wie oben angegeben, besteht 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 121 eine Unterbrechung zwischen dem Ramus postero-inferior fissurae Sylvii und der F. rhinalis posterior, welche letztere auf dem Tem- porallappen das unterste Vorderende des Scissure limbique dar- stellten. Beziiglich des Gyrus corp. callosi erwåhnt Beauregard auch die Theilung desselben in parallele Windungen, so wie die zahlreich auftretenden Querfalten. Leuret fasst das Ergebniss seiner Untersuchungen in fol- gende Worte zusammen: ,Le cerveau de la baleine n'est done pas autre chose quun grand cerveau de marsouin; comme le cerveau du boeuf est un grand cerveau de mouton etc.* und diesem Ausspruche muss man wohl im Allgemeinen volle Berech- tigung zugestehen. Zu einem åhnlichen Schlusse kommen denn auch Serres und Gratiolet (24) in dem Resumé iiber ihre Vergleichung zwischen dem Gehirn des Zwergfinnwales (B. ro- strata) und demjenigen des Braunfisches, nur dass sie sehr richtig betonen, dass doch auch noch einer Menge specieller Verschie- denheiten sich nachweisen lassen. Unter diesen steht oben an das Vorhandensein eines deutlichen Lobus olfactorius bei allen Bartenwalen, wenn man - vielleicht auch diesen Umstand richtiger bloss als einen Gradunter- schied in der Zuriickbildung jenes Organes aufzufassen hat, da man beim Hyperoodon (Eschricht, 20) einen deutlichen Tractus olfactorius beobachtet, und ein åhnliches Verhåltniss wahrschein- lich auch beim Physeter, nach Flower (22), stattfindet. Aber auch hiervon abgesehen, sind noch verschiedene Abweichungen in einzelnen Punkten nachzuweisen, die, meiner Meinung nach, nicht ganz unwesentlich sind, wenn gleich einzuråumen ist, dass es sich auch hier eigentlich allein um quantitative Differenzen handelt. Als eine derartige Figenthiimlichkeit der Bartenwale ist der Umstand zu bezeichnen, dass Furchen und Windungen des Gehirns in einer Fille ,sans pareille* auftreten, so dass die Zahl der Hauptfurchen, und damit natiirlich denn auch diejenige der Gyri, gewissermassen verdoppelt wird, ja in einzelnen Regionen Sogar das drei- bis vierfache der gewöhnlichen erreicht. Der 122 G. A. GULDBERG. [No. 4. Verlauf dieser Furchen ist indessen der Hauptsache nach durch das Ueberwiegen der longitudinalen (d. h. sagittalen) Richtung eine ziemlich einförmige. Ferner zeigt jeder Gyrus eine Mannigfaltigkeit von Querwindungen, die sich iberall im Innern der eigentlichen Hauptfissuren bis auf den Boden der- selben herab stark ausgeprågt vorfinden. Es låsst sich aus diesem Umstande entnehmen, dass die Oberflåche der grauen Substanz aussergewöhnlich gross ausfållt. Beziiglich des speciellen Verlaufs einzelner Windungen ist zu bemerken, das der Lobus anterior bei den Delphinen eine relativ weit grössere Partie bildet, als bei den Bar- tenwalen, und darum auch bei jenen eine relativ grössere Partie der Convexitåt einnimmt, als bei diesen. Ferner steht der eben- genannte Lobus bei den Delphinen durch einen oder mehrere Uebergangswindungen mit dem Lobus corporis callosi in Verbin- dung, wåhrend letzterer bei den Bartenwalen viel mehr ein in sich abgeschlossenes Ganze bildet, da die Fissura subparietalis hier nicht den Medialrand erreicht. Als eine Eigenthiimlichkeit der Bartenwale ist ferner noch anzufiihren, dass die Fissura coro- nalis im Gehirn derselben nicht mit der Fissura lateralis zusammen- låuft, wåhrend dagegen nicht selten eine Verbindung zwischen der letzt genannten Spalte und der Fis. praesylvia sich nach- weisen låsst. Gewöhnlich ist ausserdem die Fiss. coronalis mit der Fiss. suprasylvia vereint. Schliesslich erwåhnen wir noch als fir die hier behandelte Abtheilung der Cetacéen charakteristisch jenes Auftreten von tiefen Fissuren im Gyrus corporis cal- lost, so wie die iiber dem letzteren Gyrus gelegene, di- stincte Windungspartie, Gyrus submedialis welche durch Uebergangswindungen mit dem Lobus anterior in Verbindung steht. Y 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 123 Tre Ueber die Grössen- und Gewichtsverhåltnisse des Gehirns bei den Bartenwalen und Vergleichung dieser Werthe mit den entsprechenden bei den iibrigen Cetacéen und anderen Såugethiere. In diesem Abschnitt habe ich zunåchst, soweit die Litteratur mir zugånglich war, såmtliche ålteren Angaben iiber Grösse und Gewicht des Gehirns der Bartenwale zu sammeln versucht, und dabei auch die iibrigen Cetacéen möglichst beriicksichtigt. An die Frgebnisse der bisherigen Forschung reihen sich dann mehrere neue Beobachtungen, die ich mitzutheilen mich in den Stand ge- setzt sehe. Aus der Vergleichung der vorliegenden Thatsachen ergeben sich endlich einige allgemeinere Schliisse, auf welche ich die Aufmerksamkeit des Lesers hinleiten möchte. Die Grössenverhåltnisse. I. Balaenoptera Sibbaldii, Gray, 77 Fuss langes Individuum. Das Gehirn mit seinen Hillen (Dura mater), ungefåhr 8 Wochen in Alkohol: eru Durehmesser i . 2 sk 2 abbed s m, 0.300 PT - 0.445 Verticaler do. (Hoöbe). ++ GN - 0.190 Das Gehirn ohne Hiillen (nur mit Pia mater). Sagittaler Durchmesser, von der hinteren Flåche des Cere- bellum bis zur Spitze des Cerebrum . . . . m. 0.300 Transversaler do. (Grosse Hemisphåren) . . . . - 0.237 Fereskr do. (HO) aS JØRN i - 0.121 Relation zwischen dem sagittalen und trans- versalen Durchmesser 1.265 :1. 124 G.' A. GULDBERG. [No. 4. Sagittaler Durchmesser der grossen Hemisphåren m. 0.245 Transversaler do. einer Hemisphåre. . . . - 0.121 Sagittaler do. des Cerebellum, ungefåhr - 0.112 Transversaler do. do. - 0.180 Verticaler do. do. . m. 0.055—0.060 (Cerebellum war sehr defect). II. Balaenoptera Sibbaldii, Gray, Foetus, m. 4.07 lang; nach 10 III. Wochen in Spiritus, ohne seine Hiillen, zeigte das Gehirn folgende Dimensionen: Sagittaler Durchmesser des ganzen G. . eo S.:- 0137 Transversaler do. (Cerebrum). . . . - 0.128 Sagittaler do. d. Hemisph. Cerebri ee: L Sy 41005 Die Breite einer Hemisphåre, vom medialen Rande bis zur Seitenfiåche, die am stårk- et r. Su +00 Sten pronanat LNL LS. - 0.065 Sagittaler Durchmesser des Cerebellum. . . . . - 0.056 Transversalér do. do. 5 - 0.087 Relation zwischen dem sagittalen fore tive Durchmesser des ganzen Gehirns — 1.05:1. Relation zwischen dem sagitt. und transvers. Durch- messer des kleinen Gehirn — 0.644: 1. Balaenoptera musculus, Companyo, 64 Fuss langes Individ. Cranium 16 Fuss lang. Cavum cranii m. 0.287 n. d. Långe und m. 0.445 n. d. Br. Das Gehirn war sehr gut conservirt, und * zeigte nach achtwöchentlicher Hårtung in Alkohol folgende Dimensionen: Sagittaler Durchmesser des gesammten Gehirns . m. 0.282 Transversaler dor 4 495 JO UD - 0.294 Relation zwischen dem sagitt. u. transv. 0.959 : 1. Sagittaler Durchmesser des Cerebrum . .. .. - 0.222 Transversaler do. do. JE. Ne 0.204 Sagittaler do. des Cerebellum . . . . . - 0.106 Transversaler Durchmesser des Cerebellum . . . - 0.187 på | DN ; 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 125 Relation zwischen dem transv. u. sagitt. 1: 0.560. Grösste Höhe des Cerebrum (im hinteren Theile) m. 0.121—0.125 02do. des Cerebelum. ....'...72.. mm. 0.094 IV. Da das Cavum OCranii in Øyre Ed in Bezug auf seine Grösse mit den Dimensionen des Gehirns in seinen Hiillen iibereinstimmt, fiige ich auch einige Messungen, diese Höhle betreffend, bei, die an einem 76 Fuss langen Balae- noptera Sibbaldii, Gray, vorgenommen wurden: Der Schådel war 18 Fuss und 10 Zoll lang, und 9 Fuss breit. Sagitaler Durchmesser der Schådelhöhle . . . . m. 0.275 Transversaler do. PP EE - 0.455 Verticaler Forn kaos sådd Geldaafnt i i i F NO0200 V. Balaenoptera Sibbaldii, Gray. 78 Fuss lang. Die folgenden Messungen sind an einem frisch ausgenommenen Gehirn ge- macht, das leider nicht conservirt werden konnte. Das Gehirn in seinen Hillen: Øaenitajer Durebmessor ss saa lealmne sle å m. 0.295 FEE ØST bod freske å edle lås - 0.415 Verticaler do. (grösste Höhe) . . . . . - 0.170 An den Seitentheilen war ein wenig von den umhiillen- den Membranen weggeschnitten. Das Gehirn ohne Dura mater, nur mit Pia mater: er Durohmesser . . . Ga ad ea åå - 0.300 EP - 0.330 Relation zwischen dem sagittalen und transversalen Dia- meter 0.909:1, — Sagittaler Durchmesser des Cerebellum. . . . . m. 0.220 I EE - 0.215 Ausser den obigen von mir ausgefihrten Messungen, fiige ich noch 3 andere bei: 1”. Das Gehirn einer Megaptera ra Fabr. Die Messung ist an der durch Professor Eschricht veröffentlichten Zeichnung, die das Gehirn in natiirlicher Grösse darstellt, ausgefilhrt worden. (Cfr. Litteratur No. 30, sowie: Kgl. Danske Vidensk. 126 G. A. GULDBERG. [No. 4. Selsk. Skr. 3te Række, naturv. mathem. Afå. 9de Bind, Tab. IT og IV). Die Långe des Cerebrum +- Cerebellum . . . . m. 0.230 Do. Cerebrum alleen .. . 1 - 0.156 Die grösste Höhe desselben . . . . . 2 2 oa - 0.164 Do. des Cerebellum .. . . . 4. -. 0.122 Der grösste transversale Durchmesser des Cere- brim se AP Gi SKEE - 0.189 Do. dotdesr Gerebellum . 202 2 SONG - 0.179 Die Långe der linken Hemisphåre des kleinen Get JJ GSA NO - 0.112 Die Relation zwischen dem sagittalen und trans- versalen Diameter des ganzen Gehirns 1.217: 1. Dieselbe Relation för das kleine Gehirn 0.866:1. 20. Die Grösse des Gehirns eines Grönlåndischen Wal- fisches, Balaena mysticetus, L., nach Leuret (22). Sagittaler Diameter . . .« . « 2 2 så JJ DR Grösster transversaler Diameter . . . . . . ++. - 0.200 Die Relation zwischen diesen 0.86 :1. 3", Die Messungen Beauregards (49) an zwei Ge- hirnen der Species Balaenoptera Sibbaldii, Gray, ausgefåhrt. Die beiden Pråparate sind wåhrend des Aufenthalts der fran- zösischen Expedition in Finnmarken 1881 erhalten: Diameter Grand Diameter sagittale. transversale. Balaenoptera Sibbaldii, adultus . . m. 0.205 m. 0.240 Do. foetus. . . - 0.085 - 0.080 Aus den verschiedenen hier angefiihrten Messungen ist deut- lich zu ersehen, wie der transversale Diameter den sagittalen gewöhnlich ibertrifft. Nur in drei Fållen, bei Balaenoptera Sib- baldit und bei Megaptera boops, zeigt der sagittale Durchmesser sich dem transversalen ein wenig iiberlegen, und zwar bei Ba- laenoptera Sibbaldii hauptsåchlich nur im Foetalzustand. Doch ist der Unterschied zwischen den betreffenden Diametern 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 127 im Allgemeinen nicht weiter bedeutend, so dass man als Regel aufstellen darf, dass bei den Bartenwalen die Långe des transversalen Diameters diejenige des sagittalen nur um wenig ilbersteigt. In dieser Beziehung unterscheiden sich somit die Bartenwale auffallend von den Delphinen und anderen Zahnwalen. Bei den Zahnwalen ist nåmlich der transversale Diameter (d. h. die Breite) des Gehirns viel grösser als der sagittale. Dieser Um- stand ist schon lange bekannt gewesen und ist bereits von Tie- demann (10), Owen (29) und Leuret (22) hervorgehoben worden. Bei vier Gehirnen von Phocaena communis, die ich zu untersuchen Gelegenheit hatte, war der Unterschied sehr be- deutend, ebenso bei Hyperoodon diodon (cfr. Eschricht 20 & 21) und bei Kogia Greyi (cfr. Haswell, 52). Fiir die ganze Ordnung der Cetacéen darf man aus den obigen Angaben den allgemeinen Schluss ziehen, dass das Gehirn seine grösste Dimension in der Breite besitzt, jedoch so, dass dieses Verhåltniss am wenigsten bei den Bartenwalen zum Aus- druck kommt, (deren kleinere Foetus sich in dieser Beziehung am meisten den iibrigen Såugethieren nåhern); am klarsten da- gegen bei dem breiten Gehirn der typischen Delphine. Die Cetacéen stehen indessen in dieser Beziehung nicht allein, denn bei den meisten Såugethieren, die ein aquatisches Leben fiihren, z. B. bei den Pinnipedien und bei Manatus (36) (Sirenia) — und eine gleichgerichtete Tendenz wird man sogar bei Lutra nicht verkennen — findet man ein erhebliches Ueberwiegen der Breitendimension des grossen Gehirnhemisphåren. Bei allen diesen Thieren zeigt sich auch der Lobus olfactorius mehr oder weniger reducirt, wo er nicht gar ganz fehlt, wie z. B. bei den Delphinen. Eine andere Eigenthimlichkeit der Cetacéen offenbart sich in der auffallenden Grösse des kleinen Gehirns. Aus den obigen Messungen ersieht man nåmlich, dass die Relation zwischen Breite und Långe bei den Balaenopteriden zwischen 1:0.558 — 1: 0.866 variirt. Die Långendimensionen in den hier mitgetheilten Mes- sungen beziehen sich nur auf die Seitenpartien oder Hemisphåren, 128 G. A. GULDBERG. [No. 4. da der centrale Theil, d. h. Vermis, viel kiirzer ist, wie dies schon Ray (1) bei Phocaena communis bemerkt hat. Das Verhåltnis zwischen der Breite und Höhe scheint nicht stark zu variiren. Das Gehirn des gemeinen Finnwales zeigt die Relation 1:0.502, und bei Phocaena commumis fand Leuret dieselbe: 1:0.400. Das Hirngewicht. Ich habe freilich nur ein einziges Mal ein frisch aus dem Schådel ausgenommenes Gehirn unmittelbar nach der Freilegung wågen können; da ich jedoch dasselbe Pråparat nach långerer Aufbewahrung und Hårtung in Spiritus nochmals der Wågung unterworfen habe, halte ich diese Observation fir sebr wichtig. Ich hoffe nåmlich, dass dieselbe fir eine klarere Beurtheilung der in der Litteratur angegebenen Wågungen von Nutzen sein wird. I. Balaenoptera musculus, Companyo, 60 Fuss langes Indivi- duum (1883). Das Gehirn (ohne Dura mater, nur mit Pia und den Gefåssen) wog frisch ausgenommen . .x + ++ . 6700 Gram Dura mater mit den Retia mirabilia. . . . 3050 — Hierbei muss bemerkt werden, dass Pia mater und ein grösserer Theil der Arachnoidea auch mitgewogen wurde, und dass also das Gehirn noch einen Theil seiner Blutmenge enthielt. Dasselbe Gehirn nach Hårtung in Alkohol (ungefåhr 3-—:4. Wochen): wog «SEE 20 he deg 3636 Gram Davon wog Cerebellum + med obl. . . ++... 914 — Cerebrum und corp. quadrigemina . . . + ++ 2722 — II. Balaenoptera musculus, Companyo, 64 Fuss langes Indivi- duum. Das Gehirn ohne Dura mater, Arachnoidea und Pia mater, also ganz gereinigt, und nach mehrmonatlicher Hår- tune fn Spiritus Weg je seo 4673 Gram III. Hierzu fige ich noch das Gewicht des ganzen Gehirns mit seinen Hiillen (also Dura mater mit den grossen Retia mira- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 129 bilia und den ibrigen Membranen) bei einem 77 Fuss langen Blauwale (Balaenoptera Sibbaidti, Gray), nach mehrwöchent- licher (ungefåhr 8 W.) Hårtung in Alkohol. .13680 Gram. Leider konnte dieses Gehirn nicht anatomirt werden, weil der hårtende Finfluss des Alkohols nicht die inneren Theile erreicht hatte. Die in die Litteratur ibergegangenen Angaben in Bezug auf das Hirngewicht der Bartenwale sind ebenfalls ziemlich sparsam; wir wollen dieselben hier aufzåhlen und nåher be- trachten. 10%, Nach I. Hunter (2) wog das Gehirn einer 16 Fuss und 6 Zoll langen Balaenoptera rostrata, Fabr., 4 Pfund und NS SE ae GAS AG 2312 Gram. 20. Scoresby (6) giebt an, dass das Hirngewicht einer 19 eng. Fuss langen (jungen) Balaena mysticetus, L., PP Lolbberse la LSGNE GL 1711 Gram. 3”. Rudolphi (7) fand das Gewicht des im Berliner Museum aufbewahrten Gehirns einer Balaena mysticetus, L., Ag 0 Å TD PE 2612 Gram. 40, Nach R.Knox wog das Gehirn einer neugeborenen Balaenoptera rostrata, Fabr., 8 Pfund 16 Loth . 1750 Gram. 50, Das Gehirn einer 45 Fuss langen Megaptera boops, Fabr., fand Eschricht (cfr. Reinhardt, Litteratur No. So SJ ST SSG 3531 Gram. 6", Rich. Owen (29, vol. III p. 148) erzåhlt, dass das Hirngewicht einer 100 Fuss langen Balaenoptera = Species nicht 4 Lbs. avoird. = 1814 Gram iiberschritten habe. Diese Zahl ist von wissenschaftlichem Standpunkte aus sehr anzu- zweifeln und darf kaum als correct angesehen werden. Er- stens ist es nåmlich keineswegs wissenschaftlich erwiesen,* dass irgend welche Art unter den Balaenopteriden, den grössten Walfisehen unserer Zeit, die excessive Långe von 100 Fuss (NB. in grader Linie gemessen) erreicht, und zweitens I Das grösste Exemplar von Balaenoptera Sibbaldii, das ich gesehen habe (1881), erreichte 84 norweg. Fuss in grader Linie gemessen: Dr. Aurivil- lius (1879) mass ein Exemplar derselben Art von 85 Fuss Långe. Vid,-Selsk. Forh, 1885. No. 4. 9 130 G. A. GULDBERG. [No. 4, wilrde das Gehirn eines jeden grossen Wales, z. B. eines Individuums von 80—90 Fuss Linge, da derselbe ja doch wohl irgendwo gestrandet sein miisste, sich gar nicht in dem Zu- stande befinden, in welchem es sich noch wågen liesse. Es wilrde dasselbe nåmlich so erweicht sein, dass es bei Er- öffnung der Scbådelhöhle von selbst ausfliessen wiirde, und also nicht einmal vollståndig gesammelt werden können. Die Zahlangabe (1814 Gram) passt dagegen viel besser, wenn man annimmt, dass dieselbe das Gewicht der Hirnhillen eines måssig grossen Wales vorstellen soll. 7. Das von Beauregard (49) beschriebene Gehirn einer Balaenoptera Sibbaldii, Gray, wog nach der Hårtung sr Ørkdhol (1 Jahr). SA+ ere 3000 Gram. Såmtliche in der Litteratur aufgefiihrte Hirngewichte, viel- leicht mit Ausnahme des von Hunter angegebenen, zeigen nur das Gewicht der in Alkohol gehårteten Gehirne. Man darf die- selben daher gewiss um */3 ihres Werthes erhöhen, wenn man das wahre Gewicht, dasjenige des frisch ausgenommenen Gehirns, zu erhalten begehrt. Scoresby (6) berechnet das relative Hirngewicht (d. h. das Verhåltniss zwischen Hirn- und Körpermasse) eines jungen saugenden grönlåndisehen Walfisches zu "/3000. Das Thier war 19 Fuss lang und wog 11,200 Pfund. Das Gehirn wog (wie oben angegeben) 3 Pfund 24 Loth. Eschricht (21) hat das relative Hirngewicht får Megaptera zu */12000 berechnet und för die (erwachsenen) grön- låndisehen Wale zu 1/25000; die letzte Zahl wirde durch "/22675 zu ersetzen sein, wenn man die von Scoresby angegebenen Hirn- und Körpergewichte zu Grunde legt.- Nach letzterem (6, pag. 178) wiegt ferner eine 60 Fuss lange Balaena mysticetus unge- fåhr 100,000 Kilo; ein 60 Fuss langer Finnwal wird daher kaum dasselbe Gewicht erreichen, da der letztere viel schmaler ist und bei weitem keine so grosse Fett- und Bartenmasse an sich trågt. Das relative Hirngewicht des Finmwales diirfte sich demgemåss auf etwa */14900 abschåtzen lassen.! Es ist indessen diesen Zahlen 1 In meiner Brochure iiber Hirngrösse und Hirngewicht in ,,Meddelelser fra 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 131 nur sehr wenig Werth beizulegen, weil das Gewicht des Körpers bei den grossen Bartenwalen so enorm ist, dass die Berechnung dieses Factors immer sehr ungenau ausfallen wird. Aus den obigen Zahlen låsst sich jedoch immerhin ersehen, dass das rela- tive Hirngewicht der grösseren Bartenwale sehr gering ist; jedenfalls geringer, als das irgend eines anderen Såugethieres. Ferner sieht man aber auch, dass das Gehirn der Familie Ba- laenopteridae grösser ist als das der Balaena. In Bezug auf das relative Hirngewicht der Foetus hat Prof. Eschricht (21) gezeigt, dass das foetale Gehirn einer Balae- noptera rostrata Schon in einem sehr friihen Stadium entwickelt ist, eine Thatsache, die ich auch för Megaptera constatiren kann. In Folge davon macht dasselbe hier natiirlich einen ver- håltnissmåssig grösseren Theil des Körpers aus als beim erwach- senen Thiere. Balaenoptera rostrata, Foetus 8” 1.,, 77» Loth schwer, das Gehirn wog 1 Loth, also Relation 1/s. Megaptera boops, Foetus 2' 8" 1,, 8 Pfund schwer, das Ge- hirn 2 Loth 21/> Quentchen, Relation 1/se. Durch die enormen Dimensionen des Kieferapparats bei den Bartenwalen wird es bedingt, dass das Gehirn dieser Thiere einen so verhåltnissmåssig kleinen Raum im hinteren Theile des Hinter- kopfes einnimmt, obwohl der Kopf selbst ja gewöhnlich nicht weniger als */3—1/1 des ganzen Körpers ausmacht, cfr. obige Messung No. IV. Wåhrend nåmlich das Gehirn schon in einem sehr frihen foetalen Zustand eine so hohe Entwicklung zeigt, dass das spåtere Wachsthum desselben sich fast nur auf eine Modification der ur- sprimglichen Verhåltnisse reducirt, ist das Wachsthum des Kie- ferapparats bei der Geburt des Thieres noch keineswegs abge- den naturhistoriske Forening i Christiania* wird das Gewicht eines grön- låndisehen Walfisches zu 60,000 Kilo gesetzt. Dies ist jedoch nach der An- gabe Scoresby des Jiingeren zu wenig (cfr. Lit. 6, pag. 177—78). So lange man iber keine genaueren Beobachtungen iiber das Körpervolumen des Finnwales verfiigen kann, bleibt natiirlich jede Berechnung ber das Körper- gewicht desselben, und mithin aucb iiber das relative Hirngewicht, höchst unsicher, Dies ist selbstverståndlich auch bei der im Texte vorsuchten Abschåtzung zu beriicksichtigen. o* 132 G. Å. GULDBERG. [No. 4. schlossen, sondern umfasst noch einen långeren Zeitraum seines selbståndigen Lebens. Als ein wichtiges Moment fiir das Verståndniss dieses lang andauernden Wachsthums der Kiefer ist der Umstand hervor- zuheben, dass die Bartenkeime oder die erste Anlage der Barten — jedenfalls makroskopisch — ziemlich spåt auftreten, und zwar erst dann, wenn der Foetus bereits die halbe Grösse des Neu- geborenen erreicht hat. An einem 14 Fuss langen Foetus von Balaenoptera Sibbaldii, dessen Gehirn ich untersuchte, konnte ich im Gaumen nur kleine papillåre Bartenkeime mit unbewaffnetem Auge entdecken. Der neugeborene Bartenwal hat ziemlich kleine Barten. Vergleichung der Cetacéen und der anderen Såuge- thiere in Bezug auf das relative und absolute Hirn- gewicht. Wenn man die Verhåltnisszahlen zwischen Hirngewicht und Körpergewicht bei verschiedenen Species der Cetacéen mit ein- ander vergleicht, findet man ganz eigenthiimliche Verhåltnisse. Nach den Angaben Leurets (22) findet man bei den ver- schiedenen Delphinen folgende relative Hirngewichte: im Genus Delphinus: 39, */90, "102; bei Phocaena communis */93, bei Glo- bicephalus melas '/100 (James Murie, 15). Wåhrend man also in unsrer Ordnung bei einzelnen Repråsentanten ein in dieser Beziehung, wenn man so sagen darf, giinstigeres Verhåltniss an- trifft als bei vielen höheren Såugethieren, z. B. bei der Katze 1/57, dem Fuchse */205;, dem Wolfe "/239, dem Hunde */305, ja sogar dem Gibbonaffen 1/18 (Leuret, 22, pag. 421), begegnet man bei andern Repråsentanten (besonders unter den Bartenwalen) in dieser Bezie- hung ein Verhåltniss, wie man es nur bei den niederen Wirbel- thieren wiederfindet. Man darfin diesem Umstand wohl einen wich- tigen Beweis dafir sehen, dass man nicht ohne weiteres das re- lative Hirngewicht als einen Massstab fir den Grad der Intelli- genz ansehen darf, sondern dass man bei einer Beurtheilung der geistigen Rangordnung in der Thierwelt auch noch andere ein- fiussreiche Factoren mit in Betracht zu ziehen hat. Unter keinen Umstånden ist man jedoch berechtigt, allein 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 133 um der Kleinheit der relativen Hirngewichte willen in ein und derselben Ordnung den grossen Repråsentanten eine beziig- lich so geringe Intelligenz, und den kleineren eine beziiglich so hohe Intelligenz zuzuschreiben, wie die einseitige Geltendmachung jenes einen Factors solches bedingen wilrde. Dieser grossen Variation des relativen Hirngewichts gegen- ilber bildet der geringe Unterschied zwischen den absoluten Hirn- gewichten der verschiedenen Species der Ordnung einen auffal- lenden Gegensatz. Wir wollen beispielweise die absoluten Hirn- gewichte einiger Cetacéenarten aufzåhlen. Nach Rudolphi (7) wog das Gehirn eines Monodon momnoceros, L., oder Narwal's 2: Pfund und 31 Loth oder zwischen 1400 und 1500 Gram. WReil dieses Gehirn erst nach mehrmonatlicher Hårtung in Alkohol gewogen wurde, darf man annehmen, dass sein Gewicht in frischem Zustande viel mehr betragen hat. James Murie (37) gibt an, dass das Gehirn eines Globicephalus melas ein Gewicht von 51/» Lbs. (avoirdupoids) oder 2405 Gram gezeigt habe. Von unter- geordneterer Bedeutung in dieser Frage ist die Angabe Jac k- son's, dass das Foetalgehirn einer Delphinart 7%s Unze (avoir- dupoids) oder 208.86 Gram wog. Dr. Herbert C. Major (46) fand das Gewicht des von ihm beschriebenen Gehirns eines Del- phinapterus Leucas 1746 Gram (62 Unzen), und Rapp (16) giebt das Hirngewicht eines 6 Fuss langen gemeinen Delphins (D. delphis) zu 1 Pfund 15 Loth oder ungefåhr 700 Gram an. In- teressant ist die Angabe Mr. William Haswells (52), der das Hirngewicht eines 9 Fuss langen Kogia Greyi in Sid- Australien nur 16 Unzen oder 454 Gram fand. Vergleichen wir die hier gegebenen, freilich nicht grade um- fassenden, Gewichtsangaben mit den Hirngewichten der grossen Bartenwale, so sieht man alsbald, dass der Unterschied zwischen den grössten und kleinsten dieser Werthe ein verhåltnissmåssig sehr geringer ist. Es ist dies ein recht schlagender Beleg fir das bereits von Cuvier (4) ausgesprochene Gesetz: ,que, toutes choses, les petits animaux ont le cerveau le plus grand å propor- tion*, und schliesst sich gut an die Thatsachen an, durch welche A. Brandt (26) spåter nachgewiesen hat, dass das relative Hirn- 134 G. A. GULDBERG. [No. 4. gewicht in demselben Masse abnimmt, wie das Gewicht des Körpers zunimmt. Wir finden somit, dass das Hirngewicht der grössten Bartenwalen ungefåhr 12 bis 20 Mal dasjenige der kleineren Zahnwale ilbersteigt, und dass iiberhaupt diese Ordnung (Cetacéen) unter allen Geschöpfen unserer geologi- schen Periode die grössten Hirngewichte repråsen- tirt. Beim Menschen ist die Mittelzahl des Hirngewichts un- gefåhr 1400 Gram. Beim Elephanten ist die Grösse des Gehirns etwas kleiner als bei den grossen Finnwalen; nach Leuret (22) betrågt nåmlich die Långe der grossen Hemisphåren des Ele- phanten 22 cm. und nach Krueg (44) 18 cm., wåhrend bei den grössten Finnwalen nach unserer Messung I die Långe 24 cm. und, nach der Messung III, 22 cm. gefunden ist; dazu kommt noch die grössere Breite bei den Finnwalen; darum wird auch das Hirn- gewicht der letzteren dasjenige des Elephanten nicht unbetråcht- lich ibersteigen miissen. Bei den kleinen typischen Delphinen hat sowohl das absolute als auch das relative Hirngewicht einen erheblichen Werth. Es scheint uns daher nach den gegebenen Daten kein unberechtiger Schluss, — der freilich erst durch eine genauere Beriicksichtigung der morphologischen Verhåltnisse des Cetacéengehirns seine volle Begrindung erhalten kann, — wenn man den Walen auch in Bezug auf die Grössen- und Gewichts- verhåltnisse dieses Qrgans einen vorragenden Platz unter den Såugethieren zuertheilt und einråumt, dass sie als eine der entwickeltsten Thierordnungen unserer Schöpfungs- periode angesehen werden miissen. Bekanntlich hat sich in der modernen biologischen Forschung ein Gesetz — ich glaube, man darf diese Bezeichnung dafir anwen- den —immer klarer und klarer herausgestellt, nach welchem die phylogenetische Entwicklung der Organismen innerhalb des Thier- reiches von dem Streben beherscht wird, eine immer höhere Intelligenz hervorzubringen. Es ist in dieser Beziehung- wirklich berraschend wahrzu- nehmen, auf welcher niedrigen Stufe der Entwicklung die Ge- hirne der friih-tertiåren Såugethiere standen. Man werfe nur einen Blick auf die von Marsch herausgegebenen Bilder von 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 135 »Steinkernen* der Hirncavitåten eocåner Såugethiere aus Nord- Amerika und beachtewz. B. das Dinocerasgehirn, welches sich aus dem Hinterhauptsloche herausziehen liess, sowie diejenigen des Tillotherium, des Brontotherium und des Coryphodon. Die Ge- hirne dieser friizeitigen Repråsentanten der Mammalienfauna zeigen, soweit man die Sachlage nach den Steinkernen beur- theilen kann, eine merkwiirdige Aehnlichkeit mit den Lacertilien- hirnen (Wiedersheim 50). Interessant ist auch die von Milne Edwards (35) gemachte Beobachtung, dass das fossile Flusspferd vom Arnothal ein relativ kleineres Gehirnvolum gehabt hat als die jetzigen Species, wie denn auch Lartet (28, pag. 1120) aus seinen Beobachtungen den treffenden Schluss zieht: ,que plus les Mammiféres remontent dans lanciennité des temps geologiques, plus le volume de leur cerveau se réduit par rapport au volume de leur téte et aux dimensions totales de leur corps.* Wenn man nun bei einer der distinctesten Såugethierord- nungen unserer Zeit die Wahrnehmung macht, dass das Gehirn sowohl nach Grösse und Gewicht, als nach den åusseren Form- verhåltnissen es verråth, dass es auf einer ziemlich hohen Stufe der Entwicklung steht, so liegt es sehr nahe, darin einen Beweis fir die hohe Stellung der ganzen Thierordnung in der jet- zigen Schöpfungsperiode zu sehen. Die hier dargelegten und zu- sammengestellten Beobachtungen iiber das Cetacéengehirn diirfen daher wohl auch fiir die betreffende Thierklasse eine Deutung in dieser Richtung beanspruschen. | Diese Annahme steht auch in vollster Uebereinstinmung mit den Beobachtungen iiber die palåontologischen Reste der Ceta- céengruppe. Nach letzteren diörfte nåmlich die Gegenwart nicht ohne Grund als eine ,Blithezeit* der Cetacéen zu betrachten sein. So weit unsere Kenntnisse reichen, treten die Repråsen- tanten dieser Thierordnung erst in der Miocånperiode auf, und die grossen Wale der Vorzeit standen den jetzigen in Grösse mehr oder weniger nach. Eine åhnliche, nur allgemeinere, An- schauung ist neuerdings auch von Prof. Flower (51) ausge- sprochen worden. | Der Gedanke liegt daher nahe, dass man in den måchtigen 136 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Walen, den grössten thierischen Organismen der Gegenwart, die Stellvortreter unserer Schöpfungsperiode fir die riesigen Repti- lien der fernen Secundårzeit erblicken darf. Resumé. | Rickenmark. 19. Die Medulla spinalis erstreckt sich nur wenig in die Lumbalregion hinein und iiberschreitet nicht den 4ten Lumbal- wirbel. 2", Beim Foetus findet man eine deutliche Intumes- centia lumbalis, die jedoch bereits stark eingeschwunden ist, wenn der Foetus die halbe Långe des neugeborenen Thieres erreicht hat. 3". Fissura longitudinalis posterior ist bei dem erwachsenen Bartenwal in der Halsregion verschwunden; ebenso ist der Ca- nalis centralis in dieser Gegend obliterirt. 4". Das vordere Horn der grauen Substanz ist vielmal grösser, als das hintere, und zeigt dementsprechend eine iberwiegende Menge von Ganglienzellen. KEbenso sind die beiden vordersten weissen Strånge måchtig entwickelt, in der Weise, dass jeder derselben fir sich allein grösser ist, als die beiden hinteren zusammengenommen, und ungefåhr jedem der Seitenstrånge gleich kommt. 50. Die Dimensionen der Nervenelemente sind höchstens die gleichen wie beim Menschen und Hunde, erreichen aber ge- wöhnlich letztere kaum. 69. Die Neuroglia ist besonders måchtig entwickelt. 7". Das Riickenmark ist verhåltnissmåssig sehr diinn, so- wohl nach seinem Verhåltniss zum Lumen des Wirbelcanals, als zum Volumen des Gehirns. Es ist dasselbe von einem, besonders in der Halsregion, sehr reichen arteriellen Gefåssplexus umgeben, der mit den entsprechenden Gefåssnetzen in der Schådelhöhle und an der hinteren Brustwand anastomisirt. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 137 89%, Die Dura mater umschliesst die Medulla verhåltniss- måssig eng, und giebt den Nervenwurzeln, welche sie durch- bohren, keine Scheide mit. Die Cauda equina liegt ausserhalb des Duralsackes. 90, Die vorderen Spinalwurzeln sind viel dicker als die hinteren, und die Spinalganglien liegen im Vertebralkanal oder in den Intervertebralöffnungen. Ein reichliches Gefåssnetz aus der Halsregion begleitet dieselben. Gehirn. 1". Die Dura mater wird in ihren hinteren und in ihren Seitenpartien von einem ausserordentlich grossen Gefåssnetz um- fasst, das ebenso, wie das entsprechende des Rickenmarks, von arterieller Natur ist. An seinem Hinterende steht dasselbe in theilweiser Verbindung mit dem Gefåssnetz des Wirbelkanals; auf der Vorderseite aber entsteht dasselbe aus der Arteria carotis cerebralis, die sich vor ihrem Eintritt in das Gehirn in ein Rete mirabile auflöst. 2". Das Gehirn besitzt die, fir die Cetacéen so charac- teristische, ausgeprågte Breitendimension, doch unter- seheidet das Gehirn der Bartenwale schon der åusseren Form nach sich dadurch von demjenigen der Delphine, dass die Breite wenig (oder gar nicht) die Långe åbertrifft, wåhrend bei den Delphinen die Breite immer vorherschend ist. Ferner zeigt sich das Gehirn der Bartenwale ziemlich stark gewölbt; das der Delphine dagegen eher flachgedriickt. Bei den Bartenwalfoetus ibertrifft der Långendiameter immer den Breitendiameter, wie denn auch die åussere Form des Gehirns im friiheren Stadium sich derjenigen der andern Såugethiere nåhert. 3”. Beim Foetus existiren grosse Arachnoidalråume, besonders an den Seiten der Hemisphåren und hinten iiber dem Cerebellum. 3”. Das Kleinhirn umfasst einen ansehnlichen Theil des ganzen Encephalon, und von ersterem machen wieder die hinteren lateralen Hemisphårenpartien, die sich am spåtesten entwickeln, den grössten Bestandtheil aus. Das vordere Drittel des Cere- 138 G. A. GULDBERG. [No. 4. bellum wird von den Hemisphåren des grossen Gehirns iberdeckt. Man findet keinen Flocculus nervi vagi. In den mittleren und lateralen Partien des Cerebellum, besonders in ihrer hinteren Hålfte, lassen sich in Bezug auf die Fintheilung der tieferen Furchen und grösseren Lappen kaum (oder gar nicht?) Homo- logien mit dem menschlichen Kleinhirn durchfiihren. 5”. Das foetale Mesencephalon hat in Beziehung auf seine Gestalt bereits frih sich entwickelt; beim erwachsenen wird es vollståndig von den Grosshirnhemisphåren iberdeckt. 69%. Die Corpora candicantia sind sehr schwach angedeutet. 79, Die ziemlich voluminöse Hypophysts zeichnet sich durch eine gewisse Assymetrie aus. 8”, Der Lobus olfactorius ist, im Verhåltniss zu dem Vo- lumen des iibrigen Gehirns, beim Foetus viel grösser, als beim erwachsenen Individuum; doch nimmt derselbe auch bereits in den friiheren Foetalstadien nur einen untergeordneten Platz ein. Bei dem erwachsenen Bartenwal ist er sehr stark reducirt. 90, Der Lobus insulae bildet eine måchtige Partie; schon seine Anlage beim Embryo deutet auf die kiinftige Grösse. Im Vergleich mit den andern Såugethieren und mit dem Men- schen erreicht dieser Hirntheil bei den Cetacéen die grösste Entfaltung. Er steht in continuirlichem Zusammenhang mit dem Gyrus hippocampi, und durch letzteren dann wieder mit dem ganzen Gyrus fornicatus. Seine zahlreichen Gyri werden voll- ståndig durch ein grosses Operculum bedeckt. 10%. Das Corpus callosum ist in seiner vorderen Partie am meisten entwicklet; im ganzen genommen aber zeigt es sich sehr diinn. 11”. Von den iibrigen Hirncommissuren sind die mittlere und die hintere die bestentwickelten. 12”, Der Thalamus opticus ist auffallend gross und zeichnet sich durch seine Breite aus, wåhrend die Corpora striata verhåltnissmåssig klein sind. 13%. Das Septum pellucidum hat eine bedeutende Ausdeh- nung, und der Formix ist in der iber dem Thalamus gelegenen Partie auffallend breit und dinn. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 139 14”. Die Fissura Sylvii zeigt dieselbe typische Form, wie bei den Ungulaten und Carnivoren, ist aber, im Gegensatz zu ihrem Auftreten bei letzteren Thierclassen, hier sebr stark ent- wickelt. Besonders gilt dies vom Ramus anterior, wåhrend die Fissura rhinalis stark reducirt erscheint. 159. Man findet bei den Bartenwalen dieselben Haupt- fissuren und Hauptwindungen, wie bei den Delphinen; es sind dieselben aber oft nicht wenig modificirt durch das Auf- treten zahlreicher secundårer Furchen, die eine grosse Anzahl von Windungsreihen veranlassen. 16%. Der Lobus anterior ist bei den Bartenwalen verhålt- nissmåssig viel weniger entwickelt, als bei den Delphinen. 179. Der Gyrus formicatus tritt bei allen Cetacéen sehr distinet auf, bildet aber bei den Bartenwalen noch mehr eine nach vorn hin abgesonderte Windung, als bei den Delphinen. In der Partie iiber dem Corpus callosum ist er durch eine con- stante Furche (Fissura sublimbica) in parallele Gyri zertheilt, wåhrend der Gyrus hippocampi dagegen immer einfach bleibt. 18%, Man findet ebenfalls constant einen Gyrus submedialis, der durch Uebergangswindungen mit dem Lobus anterior in Ver- bindung steht. 19%. Die Hauptfurchen sind sehr tief und besitzen in den verdeckten Partien zahlreiche Nebenfurchen. 20%. Die Anlagen zu den Hauptfurchen treten beim Foetus bereits sehr friihe hervor; die Entwicklung derselben scheint durchaus nicht in irgendwelcher Beziehung zum Volumen der Schådelcavitåt zu stehen, da die Hauptfurchen bereits lange existiren, ehe der Raum der letzteren ausgefillt ist. 21”. Die Hauptfurchen und Hauptwindungen der Cetacéen lassen sich mit den entsprechenden der Ungulaten und Carnivoren homologisiren; doch zeigen dieselben bei den Walen eine grössere Einförmigkeit undeinen gleichartigeren Typus als bei den ebengenannten beiden Classen. Die långs- laufende Richtung findet man åöberwiegend vertre- ten; die Querrichtung dagegen, die freilich nirgends fehlt, 140 G. A. GULDBERG. [No. 4. kommt nur in Furchen und Windungen von unterge- ordnetem Rang zur Geltung. Keine Hauptfurche be- ginnt als Querfurche. Durch diesen Typus der einförmigen Anordnung in sagittaler Richtung, (die ibrigens selbstverstånd- lich unendlich viele Variationen in den Einzelnheiten nicht aus- schliesst, welche bei den Bartenwalen grosse Schwierigkeiten bei der Bestimmung der einzelnen Furchen veranlassen) unterscheiden die Cetacéen sich von allen gyrencephalischen Såugethieren. Wenn auch das Gehirn des Bartenwals, wie wir nachdriicklich betonen möchten, in einzelnen speciellen Punkten eine Aehnlichkeit mit dem Gehirn des Ungulaten-Typus aufweisst, so können wir doch in solehen Annåherungen nicht viel anders erkennen als den gemein- samen Character aller hoch entwickelten Thiere unserer geolo- gischen Zeitperiode, wo dieselben nicht gar auf Zuriickbildung gewisser einst vollkommenerer Organtheile zuriickzufihren sind. 22”. Das Hirngewicht der Balaenopteriden scheint grösser zu sein als dasjenigen der Balaeniden. 23". Im Vergleich mit den andern Cetacéengehirnen variirt das Hirngewicht der Bartenwale verhåltnissmåssig nicht bedeu- tend. (12—20 Mal so gross). 24". Das Verhåltniss des Hirngewichtes zum Kör- pergewicht ist bei den Bartenwalen kleiner als bei irgend einem andern Såugethier; die absoluten Werthe fir Gewicht und Grösse des Gehirns ibertreffen dagegen diejenigen aller andern Geschöpfe. 250, Nach der verhåltnissmåssig hohen Entwicklung des Ge- hirns diirfte es vielleicht nicht unberechtigt scheinen der so typisch entwickelten und so scharf characterisirten Gruppe der Cetacéen einen hervorragenden Platz in der Fauna der Gegenwart einzu- råumen, oder wohl gar unsere Zeit als die » Bliithezeit* dieser Thierklasse aufzufassen. Die palaeontologische Forschung wiirde einem solchen Schluss wohl nur beistimmen können. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 141 Urspriinge der Gehirnnerven. Taf. III, fig. 1, 1—12. Nervus olfactorius. VUeber den Lobus olfactorius haben wir bereits eingehender gesprochen; desgleichen iiber die Endver- breitung desselben in den Canales ethmoidales, so weit meine Er- fahrung in diesem Punkte reichte. Im Einklang mit dem dar- tiber bemerkten, berichtet R. de Vauzéme (25), dass die Bulbi olfactorii sich in die Fossae ethmoidales hinein verlångern. Beauregard (49) sah bei einem Foetus der B. Sibbaldii, dass von den Seiten und der Unterflåche des Bulbus olfactorius zahl- reiche Nervenfåden ausgingen. Nervus opticus. Vom Chiasma aus verlaufen die Sehnerven in stark divergirender Richtung nach aussen und vorn. Sie per- foriren die Dura mater vor und innerhalb der Carotis cerebralis, die, wie friiher bemerkt, vor ihrem Eintritt in die Schådelhöhle sich in ein grosses Rete mirabile auflöst. Anfangs liegt der Nerv an der Vorderseite dieser Arterie und ist nur sparsam von Ciliargefåssen umgeben; die Menge der letzteren nimmt jedoch bei seinem weiteren Verlauf nach aussen in enormem Massstabe zu, So dass derselbe bei seinem Fintritt in den Bulbus oculi von einer gegen 2” dicken Schicht von Gefåssen bedeckt ist, welche von jenem Rete mirabile herstammen und in ihrem Aussehen den Gefåssen gleichen, die das Gehirn umgeben. Nervus oculomotorius, 2—3 mm. dick. Er entspringt, wie bereits angegeben .(s. unter Mesencephalon p. 77 u. ff.) aus den Pedunculi cerebri. Nervus trochlearis. Derselbe ist, ebenso wie bei Phocaena, sehbr dinn und fein. Auf der Beauregard'schen Zeichnung findet er sich nicht, wohl aber auf der Eschricht”schen Darstel- lung des Megapteragehirns. Nervus trigeminus. Nåchst dem Vagus ist dieser der mas- sivste der Gehirnnerven. Sein Ursprung hat eine 20 mm. breite Basis auf dem Uebergang zwischen den Pedunculi cerebri und dem Pons. Dieser Nerv besteht aus einer Menge dicker Nerven- 142 G. A. GULDBERG. [No. 4. biindel; in denselben vermochte ich jedoch beim grossen Finn- walgehirn nicht jene zwei differenten Abtheilungen zu entdecken, die wir beim Menschen kennen. In dem Foetalgehirn der B. Sibbaldii dagegen konnte ich auf der rechten Seite eine vordere und hintere Abtheilung unterscheiden, von welchen erstere also, nach Analogie mit dem Menschen, den motorischen Theil reprå- sentiren wilrde; gegen die sonst geltende Regel war diese Ab- theilung jedoch hier die grössere. Am Megapteragehirn (Esch- richt) ist diese vordere ,,portio minor* als distinct von der hin- teren geschieden dargestellt. Auf den von Beauregard gege- benen Zeichnungen der Foetalgehirne tragen såmtliche Nerven ein so schematisches Gepråge, dass alle Details weggelassen sind. Nervus abducens entspringt, wie gewöhnlich, aus dem vor- dersten Ende der Medulla oblongata am Hinterrande des Pons. Seine Basis ist ungefåhr 5 mm. breit, und der Abstand derselben von derjenigen der anderen Seite betrågt 12 mm. Der Nerv besteht aus einem 2 mm. dicken Stamm, der etwas divergirend mit dem der anderen Seite verlåuft. Nervus facialis. Im grossen Finnwalgehirn entsteht derselbe aus 4, etwa 1 bis 2 mm. dicken Nervenståmmen, die unmittelbar hinter dem N. trigeminus an der Kante des Pons Varolii ent- springen, fast grade ausserhalb des vorigen Nerven. Aehnlich, wie bei Phocaena, zeigt sich dieser Nerv auch hier stark ent- wickelt. Er perforirt die Dura gemeinschaftlich mit dem fol- genden Nerven. Nervus acusticus. Dieser entspringt mehr lateral, etwas hinter und iiber dem vorigen, aus der untersten Partie der Pe- dunculi cerebelli ad pontem. Er bildet einen måchtigen Nerven- stamm von 5 bis 6 mm. Dicke; anfangs ist er ein wenig flach- gedriickt, spåter zeigt er sich mehr ceylindriseh. Auch bei Pho- caena zeigt dieser Nerv eine starke Entwicklung. An dem Megapteragehirn sowohl als an den Foetalgehirnen der B. Sibbaldu erscheint derselbe als ein sehr hervortretender Nervenstamm, der fast den N. facialis an Måchtigkeit iibertrift. Zwischen dem Acusticus und Facialis bemerkt man einen ganz diinnen, 1 mm. dicken, Nerven, den ich fir den Nervus intermedius (Taf. III, 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 143 fig. 1, p. i.) angenommen habe (portio intermedia Wrisbergii nervi facialis). Bei den Walen scheint er sich mehr dem Acu- sticus, als dem vorangehenden Nerven anzuschliessen. Nervus glossopharyngeus entsteht am ægrossen Finnwal- gehirn aus zwei Strången von mittlerer Dicke, die ziemlich genau mit einander vereint sind und aus der Medulla oblongata, — seitlich vom N. acusticus und vor dem N. vagus, — entsprin- gen. Er perforirt die Dura zusammen mit dem letzteren. Am Megapteragehirn (Eschricht) entspringt er in 4 Strången; bei Phocaena aus zweien. Nervus vagus besitzt eine Menge von Wurzeln, deren Ur- sprungspunkte gleich hinter dem vorgenannten Nerven anfangen und sich in gleicher Linie mit demselben 3 bis 31/> cm. nach hin- ten erstrecken (eigentlich in einer dem Sulcus lateralis posterior des Riickenmarkes entsprechenden Furche). Sein breiter Ursprung entsendet mehrere flachovale Nervenståmme, welche zusammen mit dem vorigen Nerven, die Dura durchbohren, aber bereits da durch diinne Septa von einander geschieden sind. Hinter dem Vagus, aber ungefåhr in gleicher Linie mit dem- selben, findet man eine Reihe feiner Nervenwurzeln mit nach- vorn gerichtetem Verlauf, die ich als den N. accessorius Willisti s. N. recurrens aufgefasst habe. Auf dem Eschrichtschen Me- gapteragehirn sind diese Wurzeln auch dargestellt. Nervus hypoglossus. Er entspringt aus einer Menge diinner Wurzeln, medial vom Vagus, långs der åusseren Begrenzung der Pyramidenerhöhung. Diese Wurzeln erstrecken sich etwas weiter nach Vorn, als die radices. n. vagi, hören aber auch friiher auf als diese. Durch einen kleinen Zwischenraum ist der Ursprung dieses hintersten der Cerebralnerven von den vordersten Cervical- nervenwurzeln geschieden. 144 G. Å. GULDBERG. [No. 4. Sehlussbemerkung. Indem ich nun diese Arbeit der .Oeffentlichkeit iibergebe, möge es mir erlaubt sein den geehrten Herren, welche meine Arbeit in so wohlwollender Weise gefördert haben, meinen auf- richtigsten und verbindlichsten Dank auszusprechen. Es sind dies Herr Professor P. I. van Beneden in Louvain, der mir giltigst seine reichhaltige Bibliothek ålterer Verfasser zur Ver- fiigung stellte, so wie Herr Professor E. van Beneden in Liége, bei dem ich den histologischen Theil djeser Arbeit ausgefiihrt habe; ferner die Professoren Dr. J. Heiberg und Dr. G. 0. Sars in Christiania, durch deren freundliche Vermittelung meine Arbeit gedruckt vorliegt. In anderer, aber nicht minder wesent- licher Weise fiihle ich mich dem Herrn Capitain G. Sørensen aus Sandefjord, Capitain Evensen und Capitain M. Bull aus Tonsberg zur Erkenntlichkeit verpflichtet. Ihnen verdanke ich es besonders, dass ich, wåhrend meiner Reisen in Finmarken in den Jahren 1881, 1882 und 1883 ein so reichhaltiges Material zusammenzubringen im Stande war. tk SSAUAL RAGA AG/G sil MERE Å Re å ee Å å JJ NG | E « ws på 4 EY ta K OE å å ” % På - å * ' L sd 4 + Ar ? å - 2 JRK AR ensk Selsk FN 1885, V24. Å ldberg, ad. nat. Ål. Å v på densk Selsk Forh 1885 Veg eng od nat 228 [1 aa Jo mm. 0 F 40 20 å iD dd fig dg dd ge Obl 5, Oc. I Hartnack, * Cam. lue. Oberhåuser. Vergrosserung 280. TG Chr Vidensk Sclsk Forh 1882,.V94 1 G A. Guldberg, dir Carl. Moelsen., del %. Balænoptera museulus, Companyo. M Lyngs tth Anst « eV g Fe ed å Chr Vidensk.Selsk. Forh.1885,.N*4. Carl Melsen, del. | ego | ; g k : G.A. Guldberg, dir. | t H | X pm ' å ' - odde 4 å å NE En kr mi fog pr båt Jr egg Ar TA VO MP E fa yr Vidensk.Seisk Forh 1888 «Ne4 | PI V F.s.sp. Jar M Langs Uith.Anst 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 145 Litteraturverzeichniss. . Ray: An account of the dissection of a Porpess, Philos. Trans. 1671, vol. VI pag. 2274. I. Hunter: Observations on the structure and oeconomy of whales, Philos. Trans. 1787. Schneider: Ueber den Bau und Qeconomie der Walfische, 1795. G. Cuvier: Lecons d”anatomie comparée, 1799—1804. 5. Blainville: Bull. de la Soc. Philomatique, 1815. 6. W. Scoresby: Tagebuch einer Reise auf den Walfischfang. Uebersetzt von Fr. Kries. Hamburg, 1825. Rudolphi: Grundriss der Physiologie, 2. Bd. 1. Abth., 1823. 8. Serres, E. R. A.: Anatomie comparée du cerveau etc. 13. — 1824—28. Desmoulin, A.: Ferrusac's Bull. sc. nat., tome %?, 1824, pp. 362—63. | Tiedemann u. Treviranus: Zeitschrift fir Physiologie, Ba. II, H. 2, 1837. . V. Baer: Anatomie des Braunfisches, Okens Isis, 1826. — Mem. presentées å l'acad. imp. des sciences de St. Petersbourg, 1833. B. 1, Zoologie. Dumeril, C.1: Annales des sciences nat., 2. Ser., 4001, t. 2, 1834, pp. 376—80. Dumeril referirt eine friihere Arbeit von Breschet iiber die Gefåssverhalt- nisse bei den Cetacéen; daher der scheinbare Widerspruch in den Litte- - raturangaben auf Seite 21 dieser Abhandlung. Vid,-Selsk, Forh. 1885, No. 4. 10 146 G. A. GULDBERG. [No. 4. 14. Breschet, G.: Histoire anatomique et physiologique d'un organe de nature vasculaire, decouvert dans les OCetacés, Paris 1836. 15. Bruns, V.: Disquisitiones anatomico-physiologicas de nervis Cetaceorum cerebralibus. Tiibingen, 1836. 16. Rapp: Die Cetaceen, 1836. 17. Cuvier, Fr.: De I'Histoire naturelle des Cetacés. Paris, 1836. 18. — Todd's Encyclopaedia of anatomy and physio- logy, vol. I, 1837, articl. Cetacea. 19. Stannius, H.: Ueber den Verlauf der Arterien bei Delph. phocaena; in Miillers Archiv f. Anat. u. Physiol., 1841. 20. Eschricht: Undersøgelser over Hvaldyrene, fjerde Afhand- ling. Kjøbenhavn, 1845. 21 — Untersuchungen iiber die nordischen Walthiere. Leipzig, 1849. 292. Leuret et Gratiolet: Anatomie comparée du systéme nerveux, T. 1, Atlas, 1839—57. 28. Jackson, I. B.: Boston journal of nat. hist., vol. V, 1845—47. 24. Serres et Gratiolet: Observations anatomiques sur un jeune rorqval. Comptes rendus, 1861. 25. Roussel de Vauzéme: Recherches anat. sur un foetus de baleine. Annales des sc. nat., zool. 1834. 26. Brandt, A,, jun.: Sur le rapport du cerveau å celui du corps chez differens animaux, Bulletin de la société imp. des naturalistes de Moscou, 1867, XL, 2, p. 525. 27. Carte et Macalister: Philos. Trans. 1868, vol. CLVII, pp. 201—261. 28. Lartet, E.: De quelques cas de progression organique veri- fiables dans la succession des temps geologiques etc. Comptes rendus etc. 1868, tome LXVI. 29. Owen, R.: Comparative anatomy and physiology of verte- brates, vol. III, 1868. 30. Reinhardt: Ni Tavler over Hvaldyrene efter Eschricht. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr. 5te Række, naturvid.-math. Afd. 9de B. 1, Tab. III, IV, 1869. 31. Ecker, Alexander: Die Hirnwindungen des Menschen, 1869. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 147 32. 99. 34. 35. 36. BI. 38. 39. 40. 41. 42. 43. 44. 45. 46. 47. 48. Flower: Trans. of the Zool. Soc. of London, 1869, vol. VI, pp. 267—372. Lussanna et Lemoigne: Fisiologia dei Centri nervosi, vol. I, 1871. Gervais, Paul: Nouvelles archives du Museum d«histoire nat., tome VII, 1871. Milne-Edwards: A.: Recherches pour servir å Vhistoire naturelle des mammiféres, tome I, p. 66. Murie, James: On the structure and form of Manatee, Trans. Zool. Soc. of London, T. VIII, pag. 31—33. — On the organization of the caaing whale, Trans. Zool. Soc., T. VIII, 1878. Huguenin, G.: Allgemeine Pathologie der Krankheiten des Nervensystems, I. Theil, Anatomische Finleitung, 1878. Mihalkovics, V.: Entwicklungsgeschichte des Gehirns, 1877. Broca: Anatomie comparée des circonvolutions cérebrales, Revue d”Anthropologie, T. 1, 1878. — Sur la nomenclature cérebrale, Revue d'Anthrop., 1878. —- Centre olfactif, Revue d'Anthrop., 1879. Kölliker, Alb.: Entwicklungsgeschichte des Menschen u. d. höheren Thiere, 1879. Krueg: Ueber die Furchen der Grosshirnhemisphåren der Ungulaten, Zeitschrift filr wissenschaftl. Zoologie, 131, 1878. — Ueber die Furchen auf der Grosshirnrinde der zono- placentalen Såugethiere, Zeitschr. f. wissenschaftl. Zoologie, 1880, T. 33. Major, Dr. Herbert C.: Observations on the structure of the brain of the white whale, in Journal of anat. and physiol. vol. XIIT, part IT, 1879. Balfour: Å treatise on comparative embryology, vol. IT, 1881. Schwalbe, G.: Neurologie des Menschen, 1881. (Fort- setzung von Hoffmanns: Lehrbuch der Anatomie des Men- schen, II, 2). 10* 148 | G. A. GULDBERG. sr [No 49. Beauregard: Recherches sur Vencephale des Balaenides: Journal de Panatomie et de la physiologie, no. 5, 1883. 50. Wiedersheim: Lehrbuch der vergleichenden Anatomie der Wirbelthiere, 1883. 51. Flower: On whales, past and present, Discourse in the Royal Institution, 1883. 52.1 Haswell, William A.: On the brain of Grey's whale: Pro- ceed. of the Linnean Soc. of New South Whales, 1884, vol. VIII, part 4, pag. 437—-39. 53. Guldberg, G. A.: Ueber die Grössen- und Gewichtsver- håltnisse des Gehirns bei den Bartenwalen und ihren Ver- øleich mit dem Gehirn der ibrigen Cetacéen und anderer Såugethiere, in , Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kristiania”, 1885. 1 Die Arbeiten von Dr. H. C. Major (46) und Haswell (52) habe ich durch die Gefålligkeit des Herrn Prof. Turner in Edinburgh beriicksich- tigen können; ich erlaube mir daher ihm meinen besten Dank auszusprechen, 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 149 Erklårung der Tafeln. Tafel I. Riitckenmark eines Foetus von Balaenoptera Sibbaldii, Gray, 4.07 m. lang. Die Zeichnungen sind in '/» natirlicher Grösse ausgefiihrt. Fig. 1. Querschnitt durch canalis vertebralis des 4ten Brust- wirbels. m. s. Medulla spinalis. v.0b. venae vertebrales. s.c. supramedullares Cavum. 0. Ossification im Neuralbogen. sp. m. processus spinosus. ed. Periost und Bindegewebe. ib. Bindege- webe mit Gefåssen, die den perimedullaren Raum ausfiillen. Fig. 2. Medulla lumbalis zeigt eine schwache Intumescenz. r. åa. Radix anterior. r. p. Radix posterior des Lumbalnerven; der letzte doppelt. Die iibrigen Nervenwurzel sind abgeschnitten. Man sieht sie in der Figur angedeutet. Fig. 3. Medulla cervicalis und ein Theil von der dorsalen Partie des Riickenmarks bis zum 4ten Dorsalwirbel. Dura mater ist bis zur 6ten Spinalwurzel entfernt. Man sieht das Riickenmark, die Spinalwurzel und die Spinalganglien in dem breiten Wirbel- kanal liegend, vom schwammigen, gefåssreichen Gewebe umgeben. In der hinteren Partie sieht man die grossen Wirbelvenen und ihren Austritt aus dem Wirbelkanal. m. $. Medulla spinalis. d. m. Dura mater. 10.—70. liste bis 7tem Halswirbel. 1D.—3 D. lste bis 3tem Riickenwirbel. 2—8 2te bis Stem Halsnerven. I—1IV l1ste bis 4tem Dorsal- nerven (der 3te und 4te ist von Bindegewebe umgehiillt). 9. g. Spinalganglien. | | 150 G. A. GULDBERG. [No. 4. Tafel II. Fig. 1. Canis familiaris, L. Querschnitt des Riickenmarkes, in der Region zwischen dem Hals- und Riickentheil. Håmotoxy- linfårbung. Vergrösserung 4./. Mal. Mit der Loupe His's und Camera lucida Oberhåusers gezeichnet. Fig. 2. Balaenoptera musculus, Companyo. Querschnitt des Halsmarkes in der Atlasregion. Das Pråparat in Miillers Fliissigkeit gehårtet, in Kleinenbergs Håmatoxylinlösung gefårbt. Vergrösserung 41/» Mal. Wie Fig. 1 gezeichnet. Fig. 8. Balaenoptera musculus, Companyo. Die Zeichnung stellt die Umrisse der grauen Substanz des Rickenmarks dar; die Anordnung der Ganglienzellen ist durch die schwarzen Punkte bezeichnet. f. a. Fissura longitudinalis anterior. c. a. Cornu anterius. c. 1. Cornu laterale. - c. p. Cornu posterius. e. I. åussere laterale Gangliengruppe. i. I. innere laterale Gangliengruppe. Vergrös- serung 18 Mal. Gezeichnet wie Fig. 1 und 2. Fig. 4—15. Vergrösserung 280. Mit Hartnack No. 5 und Oberhåusers Camera lucida gezeichnet. Fig. 45. Camis familiaris, L. Gaaplienbella vom Vor- derhorn. (Von demselben Pråparat wie Fig. 1). Fig. 6,7, 8. Balaenoptera musculus, Companyo. Ganglie- zellen vom Vorderhorn. Das Pråparat ist wie dasjenige der Fig. 2 behandelt, ausserdem mit frischbereitetem Håmatoxylin nach der Fosinfårbung behandelt. Fig. 8 zeigt eine Pigmentansammlung. Fig. 9. B. musculus, Companyo. Ganglienzelle vom Vorder- rand der grauen Substanz. Fig. 10—11. B. musculus, Companyo. Ganglienzelle aus dem Hinterhorn. Fig. 12. B. musculus, Companyo. Ganglienzelle aus der Partie zwischen Hinterhorn und Cornu laterale. Fig. 13—15. B. musculus, Companyo. Ganglienzellen vom Vorderhorn. Fig. 13 Ganglienzelle mit Pigmentansammlung. Fig. 16. Megaptera boops, Fabr. Foetus, 18 Zoll lang. 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 151 Die Seitenflåche des Groshirns; der hintere obere Theil war be- schådigt, weshalb nur der Umriss dieser Partie gezeichnet ist. In naturlicher Grösse abgebildet. L.o. Lobus olfactorius. s. ct. sulcus circularis internus. f.rh.a. Fissura rhinalis anterior. f.s. Fissura Sylvii. f:ss. fissura supra- sylvia. f.e.,f[.e..,f.e". fissura ectosylvia anterior, media und poste- rior. f.rh.p. fissura rhinalis posterior. Å. Lobus hippocampi, hinten von einer tiefen Furche, f. h. fissura hippocampi, begrenzt. tr. op. Tractus opticus. 1. Lamina perforata anterior. 0. ,lobe desert* (Broca), zwischen den beiden Wurzeln des Lobus olfactorius. Fig. 17. Megaptera boops, Fabr. Foetus, 18 Zoll lang. Die Figur stellt eines Sagittalschnittes des Kopfes mit dem Gehirne, das in situ liegt, in natirlicher Grösse dar. m. Medulla oblongata. /py. Pyramides anteriores. p. V. Pons Varolii. pp. c. Pedunculi cerebri. c. Cerebellum. m. No- dulus mit velum medullare posterius. ov. rhomb. Fovea rhom- boidalis. i. b. Lamina bigemina. Zwischen dieser und dem Kleinhirn sieht man das dinne velum medullare anterius. c. m. Commissura media. f. fornix; zwischen den beiden letzten Gebilden wird foramen Monrot bemerkt. c. s. Corpus striatum. f. ssp. fissura suprasplenialis. f. sl. fissura sublimbica. |. b. »Scissure limbique* (pars parietalis). r. Randbogen (gyrus mar- ginatus externus) mit dem wunebenen Rande des Hirnbalkens (corp. call.) und dem Eingang zu den Seitenventrikelen. d. De- pression, die der Stelle des ,lobe desert* der Seitenflåche ent- spricht. 0. Lobus olfactorius. 4. Hypophysis cerebri. ma. np. vordere und hintere Nasenöffnung. V. vomer. — Unter dem Gehirn sieht man die Ossificationen der basalen Schådelknochen angedeutet. Unter der Hypophysis bemerkt man einen undeut- lichen Bindegewebstreifen, der durch den knorpeligen Theil geht, wahrscheinlich ein Rest der Einstiilpung des pharyngealen Hypo- physistheils. | Tafel III. Fig. 1. Die Basalflåche des Gehirns von Balaenoptera mus- culus, Companyo, */3 natiirlicher Grösse. 152 G. A. GULDBERG. [No. 4. 1—12 bezeichnen die zwölf Gehirnnerven. 1. Nervus (Trac- tus) olfactorius. 2.N. opticus. 3. N. oculomotorius. 4.N. troch- learis. 5. N.trigeminus. 6. N.abducens. 7. N. facialis, in vier Ståmme getheilt. 8. N. acusticus; zwischen diesem und dem vorigen .?., portio intermedia. 9. N.glossopharyngeus. 10.N. vagus. 12. N. hypoglossus. (Nervus accessorius Willisii war zu stark beschådigt und liess sich daher nicht bestimmt unterscheiden). P, V. Pons Varolii. P.C. Pedunculi Cerebri. I. p. p. Lamina perforata posterior. T. c. Tuber cinereum. T. opt. Tractus opticus. 1.».a. Lamina perforata anterior. L. I. Lobus insulae. L. A. Lobus anterior. V. S. Vallecula Sylvii. F. Hi. Fissura hemisphaerarum. F.»s. Fissura praesylvia. F.c. Fiss. coronalis. F. o. Fiss. olfactoria. F. rh. Fiss. rhinalis anterior (entorhinal fissure, Owen). f. ci. Suleus circularis internus (mibi). F. S. Fissura Sylvii. F. h. Fiss. hippocampi. F. rh. p. Fiss. rhinalis posterior. Fe. Fe. Fe". Kiss. ectosylvia anterior, media et posterior. F. ss. Fiss. suprasylvia. F. ectl. Sulcus ectolate- ralis. F. I. Fiss. lateralis. S.0. Sulcus basilaris. G.u. Gyrus uncinatus. G. sp. Gyrus suprasylvius. G. Ss. Gyrus Sylvii su- perior. G. Si. Gyrus Sylvii inferior. G. m. Gyrus medialis. K. Furche, die den Gyrus Sylvii inferior in seinem mittleren Theil in 2 Etagen theilt. P. cb. Pedunculi cebelli. Fig. 2. Hypophysis Cerebri von demselben Gehirn, von unten gesehen, in */3 natiirlicher Grösse gezeichnet. H. Lobus hypophysis. L. F. Lobus infundibuli. Fig. 3. Hypophysis Cerebri von der Seite gesehen. Tafei IV. Fig. 1—4. Das Gehirn von Phocaena commumis, Less. In halber natiirlicher Grösse gezeichnet. Die Figuren zeigen die Furchen und Windungen. Die Buchstaben gelten fir alle vier Figuren. F. 8. Fissura Sylvii. F. c. Fiss. coronalis. F. ps. Fiss. praesylvia. F.e. Fiss. ectosylvia. F.ss. Fiss. suprasylvia. F. 1. Fiss. lateralis. F.b. Fiss. splenialis oder ,scissure limbique*, s. g. suleus genualis. s.c/. suleus confinis. f.h. Fissura hippo- 1885.] UEBER DAS CENTRALNERVENSYSTEM DER BARTENWALE. 153 campi. F. cc. Fiss. corporis callosi. L.a. Lobus anterior. G. Si. Gyrus Sylvii inferior. G. Ss. Gyrus Sylvii superior. G. sp. Gyrus suprasylvius. G. m. Gyrus medialis. G. f. Gyrus forni- catus. G. h. Gyrus hippocampi. C.c. Corpus callosum. GC. Cerebellum. M. medulla spinalis. Fig. 1 stellt die rechte Seitenflåche des Gehirns dar. Die Fissura ectosylvia (f. e.) ist in eine pars anterior und posterior getheilt. Fig. 2. Ansicht von vorn. Fig. 3. Ansicht von oben. Fig. 4. Die Medialflåöche der linken Hemisphåre. Sh. Fis- sura Sylvii. Fig. 5. Balaenoptera musculus, Companyo. Das Gehirn von oben gesehen, in '/» natiirlicher Grösse gezeichnet. Das Klein- hirn ist an der linken Seite etwas zu gross gezeichnet, obgleich die linke Hemisphåre desselben die rechte an Grösse weit ibertrifft. L. a. Lobus anterior, G. sp. Gyrus suprasylvius. G. S. s. Gyrus Sylvii superior. G. 8i. Gyrus Sylvii inferior. G. m.e. Gyrus medialis externus. G.m.:i. Gyrus medialis internus. F.ps. Fissura praesylvia. F. c. Fissura coronalis. F.I.a. das vordere Ende der Fissura lateralis (F. ansata?). F. I. Fissura lateralis F. e, F. &. Fissura ectosylvia anterior et medio-postica. F.f. Suleus confinis. s. ectl. Suleusjectolateralis. ; Fig. 6. Balaenoptera musculus, Companyo. — Seitenansicht des Gehirns, in ungefåhr 3/; der natiirlicher Grösse abgebildet. Die Buchstaben sind dieselben wie in Fig. 5. Ausserdem sind folgende neue:it. Eine Verbindungsfurche zwischen fissura coronalis (F. c.) und fiss. ectosylvia (F. e). F.S. Fissura Sylvii. p. bezeichnet eine Furche, die den Gyrus Sylvii inferior in zwei Etagen theilt, entspricht also K. in Tafel III. G. m. ist hier Gyrus medialis externus. Fig. 7. Balaenoptera Sibbaldii, Gray. Die Zeichnung stellt die Insula Reilii des Gehirns eines 14 Fuss langen Foetus dar; dasselbe Gehirn ist Tafel V. fig. 1 im Sagittalschnitt ab- gebildet. 154 G.A. GULDBERG. UEBER D. CENTRALN. U. S.w. [No0.4. 1885. L. I. der Basaltheil des Lobus insulae. i. :. der Theil des Lobus insulae, der in den Lobus hippocampi ibergeht. G. 5. Gyri breves anteriores, kurze Windungen, G. b”. Gyri breves laterales, långere Windungen. ss. ci. Sulecus circularis internus (mihi). (. Lamina perforata anterior. Tafel V. Fig. 1. Balaenoptera Sibbaldii, Gray. Sagittalschnitt durch das Gehirn eines 14 Fuss langen Foetus. Die Zeichnung stellt die Medialflåche vor. | C. Cerebellum. OC. b. Corpora bigemina. P. y. Pyramides. P. V. Pons Varolii. Th. opt. Thalamus opticus. L. a. Lobus anterior. UC. str. Corpus striatum. FF. Fornix. c. c. Corpus callosum. s. c. c. Sulcus corporis callosi. F. bd. ,Scissure lim- bique* (Broca) oder Fissura splenialis (Krueg). F.s.sp. Fissura suprasplenialis. F. sl. Fiss. sublimbica. G. f. Gyrus forni- catus. G. sb. Gyrus submedialis. G. m. Gyrus medialis (in- ternus). Fig. 2. Balaenoptera musculus, Companyo. Das Mittel- und Zwischen-Gehirn, in "> natiirlicher Grösse abgebildet. L. big. Lamina bigemina. Th. opt. Thalamus opticus. GC. str. Corpus striatum. OC. cal. Corpus callosum. 0U.p. Commissura posterior. m. Commissur zwischen den vorderen Vierhiigeln. br. g. Brachium internum. f&. die hintere, sehr schroffe Wand der Vierhiigel. Trykt 14 Septbr. 1885. Undersegelse af Parallaxen af en Stjerne i den Store Bjern og nogle Bemærkninger om det dertil anvendte Mikrometer af H. Geelmuyden. (Fremlagt i Mødet 30 Januar 1885.) Brandt Stjernerne i den Zone, som er bleven observeret her i Christiania, og hvorom nogle Meddelelser forelagdes Selskabet ifjor, er der en, hvis Egenbevægelse er saa betydelig, at den gav sig tilkjende efter nogle faa Observationer i Løbet af Aarene 1870—73. Da det viste sig, at Stjernen havde været obser- veret en Gang før, nemlig af Argelander i 1843, kunde Egen- bevægelsens Beløb bestemmes temmelig nøie, hvorfor Prof. Fearnley i 1878 sendte en Meddelelse herom til ,, Astronomische Nachrichten*. Da Resultatet af de her udførte Observationer er blevet en Smule modificeret efter Udgivelsen af den Fundamental-Katalog, hvorpaa alle Zone-Observationerne skal baseres, og da der des- uden senere er tilkommet to nye Bestemmelser i 1881, hvorved Observationerne i Christiania omfatter et Tidsrum af 11 Aar, saa hidsættes nedenfor en Sammenstilling af alle hidtil udførte Bestemmelser af Stjernens Koordinater henført til Ækvator 1875.9, tilligemed Tiden for hver Observation udtrykt i Brøkdele af Aaret. Det bemærkes, at Argelanders Rectascension, saaledes som den oprindelig blev publiceret, er forminsket med 05.15 Vid,-Selsk, Forh. 1885. No. 5. I 2 H. GEELMUYDEN. [No 6.1 overensstemmende med Argelanders Rettelser i Vierteljahrssehrift. Astr. Ges. VIII. Rect. 1875. Decel. 1875. Eg h m s Q+v ai 1843.17 1113 46.74 | 6631 18.3 70.30 39.17 23.7 71.26 32.51 25.8 13.25 31.48 26.4 73.29 31.51 23.4 81.16 27.64 28.8 81.20 27.90 25.8 Ved Udledelsen af Egenbevægelsen og Positionen for 1875.,0 er Argelanders Rectascension kun givet halv Vegt mod de øvrige, da den kun beror paa en enkelt Traadpassage; derimod har Declinationen faaet fuld Vegt. Resultatet er: Position 1875: . 11518" 30%.75 669 81' 2577 Aarlig Egenbevægelse — 0.499 + 0".234 I Storcirkel bliver Egenbevægelsen 2".99 om Aaret. Christiania-Observationerne alene vilde give Egenbevægel- sen i Rectascension = — 05.484; Forskjellen svarer til omtrent et halvt Sekunds Feil i Argelanders Bestemmelse relativt til Fearnleys. Stjernen, som er af 9de Størrelse, er opført som No. 11677 i Qeltzens Katalog over Argelanders nordlige Zoner. Da Be- nævnelsen af en Stjerne efter Katalognumeret har sine Ulemper, især naar Tallet er saa stort som her, vil jeg i det følgende kalde den P Urse Majoris eller simpelthen P. En svagere Stjerne, som gaar omtr. 90* foran 7” nordligere kalder jeg Å. I den ovenfor nævnte Meddelelse til Astr. Nachr. henleder Fearnley Opmærksomheden paa, at saavel Stjernens Beliggenhed i Forhold til Solsystemets Apex som Bevægelsens Retning tyder hen paa, at Bevægelsen rimeligvis for en Del maa tilskrives Solsy- stemet, og at man derfor kunde vente at finde en mærkbar 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 3 Parallaxe for Stjernen. Som Følge heraf paabegyndte jeg om Høsten 1878 en Række Sammenligninger med den ovenfor nævnte Stjerne A, hvis Egenbevægelse vistnok var ubekjendt (den blev i 1881 indtaget blandt Zonestjernerne), men som maatte formodes at være tilstrækkelig fjern til at kunne ansees for et fast Punkt. Efterat Observationerne havde været fortsat lidt over et Aar, sendtes Resultatet, som gav en Parallaxe af omtrent 0.3, til Astr. Nachr. i November 1879. Da det imidlertid ikke gik an uden videre at sætte Ps Egenbevægelse relativt til Å lig dens absolute Egenbevægelse, og da det Tidsrum, hvorover Observa- tionerne strakte sig, var for kort til med Sikkerhed at bestemme den første samtidig med Parallaxen, blev dette Resultat betegnet som kun foreløbigt, nærmest som et Bevis paa, at Parallaxen er mærkbar. I Løebet af Observationerne viste det sig desuden, at Stjer- nen Å, som er henimod 10de Størrelse, egentlig var for svag for det benyttede Instrument, Observatoriets 7toms Refraktor af Merz. Saasnart Luften var urolig, og især naar den tillige var lidt taaget, hvilket hænder særdeles ofte om Vinteren i Christi- ania, maatte Feltbelysningen reduceres til det yderste Minimum, forat Stjernen skulde være synlig samtidig med Traadene. Dette lægger naturligvis store Vanskeligheder i Veien for et saa deli- kat Foretagende som Bestemmelsen af en Stjernes Parallaxe. At bruge lyse Traade i mørkt Felt ansaa jeg ikke raadeligt ved en Observationsrække, som maatte fortsættes Aaret rundt; da nemlig i vore lyse Sommernætter mørkt Felt ikke kan tilveie- bringes, saa kunde den derved foranledigede Forskjel i Obser- vationsmaaden paa de forskjellige Aarstider befrygtes at ind- bringe systematiske Feil. Høsten 1882 blev Kikkertens Objectiv ved Hr. Merz's Vel- vilje ombyttet med et andet af samme Aabning, men med 12 Cen- timeter længere Brændvidde. Da dette giver bedre Billeder end det forrige, begyndte jeg om Høsten 1883 en ny Observations- række, hvorunder jeg benyttede den samme Stjerne Å som fast Punkt, da en Kombination af denne Række med den forrige vilde give den relative Egenbevægelse med betydelig større Sik- » 1* 7 ER 4 H. GEELMUYDEN. [No. 5. kerhed, end hver Række for sig vilde kunne. Imidlertid viste der sig ogsaa nu ret ofte Vanskeligheder ved at faa skarpe Observationer af Å, naar Feltbelysningen skulde være tilstrækkelig for de yderst fine Filamenter. | Under begge Rækker benyttedes et Filarmikrometer af Fraunhofers Konstruktion. Det har sex faste (det vil sige af Mikrometerskruen uafhængige) Traade, som benyttedes til Be- stemmelsen af Forskjellen i Rectascension (uden Registrering) og een derpaa lodret bevægelig Traad, desuden en med den sidste parallel fast Traad, som dog ikke blev anvendt, da Declinations- forskjellen bestemtes ved at stille Mikrometertraaden ind paa hver Stjerne. For at skifte Udgangspunkt blev Kikkerten i Løbet af hver Aften af og til forrykket en Smule om Declina- tionsaxen. Da Kikkertrøret ikke er ganske urokkeligt. naar Bevægelsen om begge Axer er hemmet, blev i Regelen lidt Over- vegt anbragt ved Ocularenden, forat ikke Bereringen af Mikro- meterskruen skulde foranledige nogen Forandring i Stillingen under Observationen. Nærmere Oplysninger om Skrueværdien m. m. for de to Ob- jectiver meddeles nedenfor. Skjent jeg heller ikke nu ser mig istand til at levere nogen definitiv Bestemmelse af Parallaxen, da de to af hinanden uaf- hængige Resultater, som fremgaar af Observationerne af de to Koordinater, ikke stemmer tilstrækkelig nøeie overens, skal jeg dog i det.følgende anføre saavel selve Observationerne som Re- sultaterne deraf, da det ialfald vil give et |Bidrag til Bestem- melsen. For at forbinde de to Rækker er det nødvendigt at henføre begge til et fælles Tidspunkt, hvortil jeg har valgt 1882.0. Dette medfører noget større Omst ændelighed i Reduktionen, end om man kun havde havt et Aars Observationer. Grænsen for, hvad der skal medtages, kan findes ved følgende Betragtning. Hvad der i det følgende regnes for een Observation i Rectascension, er Mid- deltallet af Differentserne mellem de to Stjerners Passager over de 6 Tidstraade; da hver Passage noteres paa 0.1, faaes Middel- tallet paa 05017; er der nu 10 saadanne Observationer paa en 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 5 Aften, kan 05.0017 = 0".025 sættes som Grænse for, hvad der ber medtages i Rectascension. Aflæsningen paa Skruen noteres paa 0.001 af en Omgang, hvilket udgjør 07.02; for et Medium af 10 ØQbservationer kan man altsaa sætte 0".002 som Grænse for, hvad der ber medtages i Declination. Dette er selvfølgelig ikke at forstaa saaledes, at hver Observation giver saa stor Sikker- hed; men medens man ved Gjentagelse af Observationerne kan vente, at de tilfældige Feil delvis ophæver hinanden, stiller dette sig ganske anderledes ved Forsemmelser i Reduktionen. Det er kun Rectascensionsforskjellen mellem P og Å, som giver Anledning til en Reduktion; Declinationsforskjellen er saa liden, at den i denne Henseende ikke kommer i Betragtning, undtagen forsaavidt som Forskjellen mellem Refraktionen for de to Stjerner kommer frem i 3die Decimal af Buesekundet. Betegner o og 8 Middeltallet af Rectascension og Declina- tion af Å og P for 1882.0, a og d Forskjellen (i Retningen P—4A) mellem de to Stjer- ners heliocentriske Koordinater for 1882.9, a' og d' den apparente Forskjel ved hver Observation, r og p. den relative Egenbevægelse af P ijde to Koordinater, 7 den relative aarlige Parallaxe, t Observationsdagens Afstand fra 1882.90, udtrykt i Aar, S Solens Længde, R Solens Afstand med Middelafstanden som Enhed, K Maanebanens Knudelængde, s Ekliptikens Heldning, saa udtrykkes Reduktionen ved Ligningerne: | i kund a + bi + 5 sec å (C0S a cos & Sin S — sin ox cos S) = == a" — 15.34 (t — 0.34 sin K) cos a tg 3. a' — —- 0562 cos K tg 3 sin a . a' + + 15.37 sec 3 (cos a sin S — sin x cos & €08 S) . a'; d+tu+ 7Å [(cos å sin <— sin a sin 3 cos &) sin S — cos a sin 3 cos S|= = d" +- 20".05 (t — 0.34 sin K) sin a . a' — — (9.22 cos K + 07.55 cos 2 8) cos a . a' — — 20.49 (sin a sin S +- cos a €0s e cos S) sin 3.a.. 6 | H. GEELMUYDEN. s [No.'5. Her har man at indsætte a = 168" 17"0 d= 66"29"2 e=23027"3. a" forandrer sig uophørligt paa Grund af Egenbevægelsen. dog kan man i Præcessions-, Nutations- og Aberrationsleddene benytte en Fællesværdi for hver af de to Observationsrækker, nemlig respektive 91* og 8855, eller udtrykt i Dele af Radius: 0.0066 KP in Indsættes nu disse Værdier og sættes tillige a= " 89%6+%, AX£=—0%5 + Ak d=— 7" +y, u= 02+Au saa giver hver Observation i den ene eller den anden Koordinat en Ligning af Formen x+t.Al+p.z=P eller y+t.au+gq.z=Q hvor p = — R (0.150 sin S + 0.034 C0S S) 05.520| P = a' — 895.6 + | Å — 0.%07 sin K — 05.002 cos K — 05.519 — 05.022 Sin 8 — 05.004 CoS S gj = — Å (— 0.012 sin S +- 0.898 cos S) ye 94 er ne MK aent DE Å pg an ine 0 på ee ee sa : +12 + 07.004 cos 2 8 — 07.025 sin S +1o Ven S. Parallaxen tænkes i begge Ligninger udtrykt i Buesekunder, men Virkningen faaes i den første Ligning i Tidssekunder, da Divisionen med 15 er udført i Ligningen for p. Hosstaaende Tabeller angiver Værdierne af Ligningernes Coefficienter, den første for Observationerne i Rectascension, den anden for Declination, samt derhos Observationernes Datum, deres Antal (2) og i sidste Kolonne de beregnede Værdier af P og Q, som faaes ved at indsætte de nedenfor angivne Værdier 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 1879 1884 90.964 89.018 88.993 89.04 88.965 88.962 88.870 88.922 88.882 88.940 88.894 88.935 88.782 88.900 88.888 88.758 88.56 38.764 88.575 88 604 58.464 88.558 88.607 88.452 88.596 88 592 88 468 88 408 88.501 88.568 88.426 S Oo w — P Ber. S S 0.127 0.154 0.199 0.178 0181 0.183 0.080 0,199 0 154 0.204 0.211 0.205 0.165 | 0.248 0.199 0.260 0.253 0,263 0.208 0.236 0.133 0.209 0,238 0209 0.161 0190 0159 0.171 0.301 0.170 0188 0.166 0.146 0.152 0.105 0.111 0.112 0.096 0.150 0.090 0.109 0,083 0075 0.081 0169 0.137 0.215 0.140 0.258 0,176 0231 0.240 0.341 0.310 0.323 0.316 0.460 0.371 0.391 0.372 0.390 0.372 0.313 0.372 0.370 0.372 0.334 0.371 0 402 0.367 0.375 0.356 0.425 0.348 0.275 0.344 0.398 0.339 0.390 0.334 0.290 0,293 0.126 0.240 0.336 0.235 0.164 0.216 0.194 0.215 0.094 0.197 0.182 0.195 0.239 0.193 0.085 0.193 0233 0,192 0.249 0.193 0.141 0.198 0.106 0.209 0.242 0.241 0471 0.379 0346 0.387 1878 Sept. Okt. Nov. 1879 Jan. Febr. Marts April Mai Juni Aug. Sept. Okt. 1883 Okt. 1884 Jan. Febr. Marts April 18 21 1 4 8 9 28 23 12 — 6.95 — 7.507 — 7.292 — 7.491 — 7.696 — 7.300 — 7.192 — 7.211 — 7.233 — 7.129 — 7.454 — 7.330 — 7.044 — 7.386 — 6.917 — 7.141 — 7.593 — 7.125 — 7.291 — 7.522 — 7.53. -— 7.734 H. GEELMUYDEN. +44 LLP NT PES ++ +| I ++1 [++ 1+1++1 [No. 5. t | q | Q | Ber. 2 u u — 3.284 | — 0.899 0,56 0.052 — 3.276 | — 0.901 | — 0.004 0.051 — 3.249 | — 0.886 0,212 0.053 — 3.240 | — 0.878 0,014 0.054 — 3.145 | -- 0.605 | — 0.167 0.110 — 3.142 | — 0.593 0.230 0.113 — 3.090 | — 0.341 0.362 0.167 — 2.937 0,499 0.420 0.350 — 2.882 0.723 0.412 0,398 — 2.846 0,828 0.518 0419 — 2.814 0,877 0.19 | .0.428 —2 811 0.882 0.314 0.429 219.805 0.885 0.599 0.430 — 2.720 0827 0.219 0.410 29.704 0,788 0.677 0.400 — 2.635 0.541 0.398 0.338 — 2.613 0438 | —0.073 0.313 — 2.564 0,181 0.349 0.251 - 2.386 | — 0,702 0.052 0.035 — 2.383 | — 0.712 | —0180 0.033 — 2.323 | — 0.865 | - 0.20 — 0.007 — 2.214 | — 0.830 | —0.414 | — 0.006 1.753 | — 0.884 0042 | — 0.294 1.764 | — 0.870 05712 1— 0294 2.060 0483 0.11 — 0.001 2.068 0.522 0.273 0.008 2.079 0 571 0.169 0.018 2.090 0.618 | — 0.372 0.028 2.162 0.839 098 0,074 2 164 0.844 | — 0.149 0.075 2.166 0 850 0.304 0.077 2.216 0.895 0.238 0.083 2.230 0.892 0224 0.082 2.255 0.870 0.435 0,075 2.260 0864 0223 0,073 2971 0.845 | — 0.182 0.068 2.274 0.839 | — 0.385 0.067 2.384 0.454 | —0220 | — 0.030 2.408 0.331 | — 0.252 | — 0.060 2.485 | — 0087 | — 0.32 — 0.161 2.600 | —0.651 .| — 0.002 | — 0.299 2.605 | — 0671 | — 0.100 | — 0.304 2.696 | —0.888 | — 0.287 | — 0.360 2.709 | - 0894 | — 0.491 | — 0.363 2.852 | —0.621 ! — 1.285 | — 0.310 — 0 486 — 0.898 -— 0.281 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 9 af de søgte Størrelser. Tabellen for Declination har ogsaa en Rubrik ,Retn.*, som angiver, om Mikrometerskruens Bevægelse fra den forangaaende til den efterfølgende Stjerne har været direkte (+-) eller retrograd (—). Naar intet staar anført i denne Rubrik, betyder det, at der blev taget lige mange Indstillinger i begge Stillinger af Mikrometret. De apparente Differentser a' og d' er det umiddelbare Resultat af hver Aftens Observation, dog saaledes at den første indeholder den ubetydelige Rettelse for Uhrets Gang, den anden for Refraktion. Behandles Ligningerne efter mindste Kvadraters Methode, idet hver Ligning gives Vegt efter Observationernes Antal, saa giver Rectascensions-Differentserne følgende tre Ligninger til Bestemmelse af x, AX og 7: 509 xx 1134Ap+ 494 == 123597 11342 + 3237.33 Au + 1.82 t= 74.98 4.94 x + 1.82 Au. + 6.662 T= "5.348 Heraf findes følgende Værdier af de ubekjendte, med hos- føiede beregnede sandsynlige Feil: x = 0.236 Å 05.0049 AA = 05.022 & 050020 t =0%62 E 0.043 Den tilsyneladende Sikkerhed ved Parallaxen, som er op- naaet ved Observationernes store Antal, forringes betydelig ved den Omstændighed, at om man benytter de fundne Værdier af æ og Ad» til at beregne Parallaxen særskilt af de to Observa- tionsrækker 1878—79 og 1883—84 (som jeg for Kortheds Skyld vil kalde I og II), saa faar man respektive 07.34 og 0.73. At der let kan indflyde systematiske Feil ved Observationer af denne Art, er en bekjendt Sag, men jeg har ikke kunnet finde nogen tilfredsstillende Forklaring paa, at der i denne Henseende er en saa betydelig Forskjel mellem de to Observationsrækker. Deler man den Normalligning, som nærmest tjener til at bestemme Parallaxen, nemlig den tredie, i to, svarende til de to Rækker, faaes for: I 0.05 x — 3.54 AX + 1.87 7 = 05.557 for II 4.89 x + 5.36 AX + 4.79 = 45.791 10 H. GEELMUYDEN. [No. 5. Heraf sees, at en Feil i Egenbevægelsen vil virke til mod- sat Kant i de to Rækker, dog næsten dobbelt saa stærkt ved I som ved II; men Egenbevægelsen er netop den af de ubekjendte Størrelser, som er bestemt med størst Sikkerhed, medmindre man kunde antage, at Ombytningen af Objectiv havde medført en Forskjel i Opfatningen af den svagere og den klarere Stjernes Traadpassager. Paa Grund af den ringe Forskjel mellem Ob- jectiverne er dog dette lidet troligt. — Derimod vil en Feil i x, Som bliver uden Indflydelse ved I, virke med sit fulde Beleb ved II, det vil sige, Virkningen paa Parallaxen bliver meget nær Buesekund pr. Tidssekund; det erindres, at man for at faa Lig- ningerne homogene maa multiplicere Coefficienterne til 7 med 15. Nu er æx den Størrelse, som er behæftet med størst Usik- kerhed; men en saa stor Feil, at den kunde bevirke nogen nævneværdig Forandring i Parallaxen, kan der ikke blive Tale om. En konstant Feil i Rectascensions-Differentserne kommer her naturligvis ikke i Betragtning. Behandles dernæst Declinations-Differentserne paa samme Maade, faaes Ligningerne: 489 y+ 8l3Av.+ 3246x7= "17.03 81.3 y + 8245.0 Ap. + 117.8 7 = — 195.5 325 y+ 117.8 Av + 275.12 7 = 56.18 hvoraf findes y= 0"031%0"032 Ap. = —0".069 & 0.013 tT=) MEN 0G Benyttes ogsaa her de fundne Værdier af y og Av. til at søge 7 særskilt af de to Rækker, saa faar man ved Deling af den tredie Normalligning: for I — 12.04 + 42.7 Ap. + 109.72 7 = 24".72 for IT 44.5 y + 75.1 Ap. + 165.40 7 = 31.46 hvoraf findes Parallaxen 0”.25 af I og 0%21 af II, altsaa god Overensstemmelse. Som man ser af de to sidste Ligninger, vil en Feil i Egenbevægelsen ved begge Rækker gaa over i Paral- laxen med henved sit halve Beleb. Da Ombytningen af Objec- tivet har medført en fornyet Bestemmelse af Mikrometrets Skrue- had” ad 1885.| PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 11 værdi, saa bliver Egenbevægelsen mindre sikker, end om begge Rækker havde været udført med neiagtig samme Instrument. Den Rettelse, som Parallaxen kan komme til at undergaa af denne Grund, bliver dog i ethvert Fald ubetydelig. Den gode Overensstemmelse mellem Resultaterne af de to Rækker Declinations-Differentser skulde synes at give disse et afgjort Fortrin for Maalingerne i Rectascension. Imidlertid er den beregnede sandsynlige Feil den samme i begge Tilfælde. Sammenligner man i Tabellen de beregnede med de observerede Værdier af Q, vil man se, at Overensstemmelsen er betydelig bedre ved Række I end ved II; den gjennemsnitlige Talværdi af Residuerne er i første Tilfælde 0".18, i andet 0".33, altsaa næsten det dobbelte. Dette staar maaske i Forbindelse med en Om- stændighed, som først mærkedes ved Observationernes Afslutning i November 1884, nemlig at Skruen da havde en død Gang paa omtrent 1”. Da denne ikke var tilstede ved Rækkens Begyn- delse, er den rimeligvis opstaaet efterhaanden derved, at de to smaa Skruer, som holder det Slutstykke, hvorpaa Skruen virker under den tilbagegaaende Bevægelse, lidt efter lidt har givet sig. Nu hår det vistnok hele Tiden været fastholdt som en Regel, at Skruens sidste Bevægelse skulde gaa i samme Retning ved Indstillingen af begge Stjerner; men af og til tør det dog have hændt, at Afvigelser herfra har fundet Sted, naar en Forandring i Indstillingen har vist sig nødvendig i sidste Oieblik (nemlig for at faa begge Indstillinger paa samme Sted i Feltet). Resultatet viser imidlertid, at hvad enten Grunden er at søge her eller an- detsteds, har det virket som tilfældige Feil. Som Resultat af Observationerne i begge Koordinater faar man altsaa ( 89%.836 — 0".478 (T — 1882) |- 6.97 +0".13 (T— 1882) Relativ Parallaxe af P=0"4. Efter henved 190 Aars Forleb vil Afstanden mellem disse to Stjerner være mindre en 20". i Sammenlignes den relative Egenbevægelse med den ovenfor fundne absolute, saa sees. at den sidste er — 05.021 og + 07.10 P — Å = 12 H. GEELMUYDEN. | [No. 5 større end den første. Da den absolute i væsentlig Grad beror paa Argelanders enkelte Observation !af 1843, kan man heraf naturligvis ikke drage nogen Slutning om en Egenbevægelse hos Å; saaledes afviger den Værdi, som fremgaar af de i Christi- | ania bestemte Rectascensioner, kun 05.006 fra den relative. Til Parallaxen 0”.4 svarer Afstanden 500 000 Jordbaneradier og Lystiden 8 Aar. Den aarlige Egenbevægelse af 3” giver da Bevægelsen af P relativt til Solsystemet og lodret paa Synslinien = 7.5 Jordbaneradier eller 150 Millioner g. Mile om Aaret, hvilket er det samme som 35 Kilometer eller henved 5 g. Mile i Se- kundet. En Del jaf denne Bevægelse maa tilskrives Solsy- stemet selv. Det Filarmikrometer, som benyttedes under disse Observa- tioner med Merz's Refraktor, hører egentlig til et Ækvatoreal af Repsold, da det til Refraktoren hørende Mikrometer er for- synet med en Kombination af Traade og Staalstænger. Skrue- værdien er saavel for det gamle som for det nye Objectiv bleven bestemt ved Observationer af Polarstjernen. For med det samme at faa et Bidrag til Undersegelsen af Skruens periodiske Feil blev Indstillingen foretaget nogenlunde jevnt paa alle Tiendedele af Skruehovedet; i Almindelighed gjordes dette ved at dreie 0.7 af en Omgang, hvorved Tiden mellem to Passager bliver omtrent 405. Da Observationerne er taget i mange forskjellige Time- vinkler, hvorved Refraktionen faar større Indflydelse end i Meri- dianen, skal her anføres, hvorledes Reduktionen er foretaget. Hertil kræves først Kjendskab til den Stilling af Mikro- metertraaden, hvori den peger mod Polen, eller til det Øieblik, da Stjernen passerer denne Stilling, som jeg for Kortheds Skyld vil kalde Midtstillingen. Har man noteret de Gieblikke, da Stjernen passerede en af de faste Traade, som enten staar lodret paa Mikrometertraaden eller ialfald danner en fra 900 lidet af- vigende Vinkel 90" — dermed, saa vil Middeltallet U af disse Klokkeslet. kun paa Grund af Refraktionen og Heldningen + OI EE 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 13 være forskjellig fra Tiden U9,, da Stjernen passerer Midtstillin- gen. Forskjellen mellem U og U, er det naturligvis rundelig tilstrækkeligt at kjende med Tidssekunds Nøiagtighed. Sættes for Kortheds Skyld Å = tang 2. cos k B = tang 2. sin k hvor 2 er Zenithdistancen og å& den parallaktiske Vinkel, saa har man Uy — U= B 9 sec å — ti (1 — A 2 sec 3) + AB ax. (1) naar o er Refraktionskonstanten, å Polstjernens Declination. Første Led kan paa vore Bredder (for x Ursæ min.) lebe op til et Par Minutter, men sidste Led er saagodtsom umærke- ligt; selv paa 45" Bredde kan det ikke overstige et Par Se- kunder. Å og B forudsættes her og i det følgende at være beregnet for Tidspunktet U; de findes let ved Hjelp af de bekjendte Ta- beller efter Bessels Model. For Observationsrækker af denne Art kan man forøvrigt med Fordel beregne en særskilt liden Tabel over Å og B for givne Timevinkler, da Declinationens Forandring først efter lang Tids Forleb faar nogen mærkbar Virkning. Vinkelen ? kan let findes ved Hjelp af Positionscirkelen og en Collimator, hvortil i dette Tilfælde kan bruges hvilkensom- helst Kikkert, som har et Filament. Vinkelen er regnet positiv, naar den faste Traad, med Mikrometertraaden vertikal, peger opover mod høire. Har Stjernens begge Passager over samme Traad af en eller anden Grund ikke kunnet observeres, kan Mikrometertraa- dens Midtstilling alligevel findes, saafremt Stjernen har over- Skaaret to Traade med bekjendt indbyrdes Afstand og be- - kjendt Heldning. Man kanj;for dette Tilfælde opstille en lignende Formel, som dog ikke skal anføres her. Er nu F Tiden mellem dette Tidspunkt Us og Stjernens Passage over en Stilling af Mikrometertraaden, saa maa hver enkelt af disse Tidsintervaller reduceres efter Formelen F'= F— es =+1 Buasec3d. F2 14 H. GEELMUYDEN. [No. 5. hvor øvre Fortegn gjelder for Passager før, nedre efter Midt- stillingen, og hvor c= F—sin F bekvemmest tages ud af en ved mange Leiligheder anvendelig Tabel over denne Størrelse, udtrykt i Tidssekunder; skulde man ogsaa udtrykke denne efter Potenserne af F, maatte mange flere Led medtages for at skaffe den samme Nøeiagtighed. Er i sidste Led F udtrykt i Tidsminutter, saa har man F'= F — & £0*%131 Ba sec3. F* (2) da Antallet af Tidsminutter i en Bue lig Radien er 229 og 60 Jed å * Dag 0.131. Med det saaledes reducerede Tidsinterval beregnes sluttelig Storcirkelbuen f= F" cos å 11 — 3 — (1 + B') a — å (B a sec 5)? I (3) hvor 3 er Uhrets Acceleration pr. Sekund (naar F" er udtrykt i Sekunder). Størrelsen (xsec 3)* er ved Polarstjernen af samme Orden som %. Medens Reduktionen (2) maa anbringes paa hver enkelt Observation, er dette selvfølgelig ikke nedvendigt med (3), der bekvemmest anvendes paa den Skrueværdi, som findes af en hel Observationsrække med samme Stilling af Instrumentet. Ved Formlernes Udvikling, som her for at undgaa Vidtløf- tighed er udeladt, er kun sløifet Led 05.1 i F" eller 05.1 cos 3 i f, selv om F gaar op til en hel Time. Det erindres, at B forudsættes beregnet for Tidspunktet U, som fremgaar umiddel- bart af Observationerne. I eller nær Meridianen, hvor B=0, har man f=(F — £) (1 — 3 — 2) cos 3. Følgende Tabel viser Resultatet af Observationerne med det nye Objectiv. Af Grunde, som fremgaar nedenfor, er den direkte og retrograde Bevægelse af Skruen behandlet sær- skilt. Observationerne er i begge Tilfælde ordnet efter Tempe- raturen f; da Observatoriets Thermometre er delt efter Réaumurs Skala, er denne bibeholdt her. m betyder Antallet af Passager, 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 15 Kl. det omtrentlige Klokkeslet regnet fra Midnat, & Skrue- værdien. Direkte. | Ki. n t | $ h 0 u 1884 Jan. 29 11.9 81 1 19.348 - Jan. 22 12.4 TT pg) 59 1883 Sept. 24 L1.7 74 eå 83 = Sept. 9 12.1 73 11.5 80 &. Ane, 29 19.3 64 18 73 1884 Juli 11 19.8 81 16 45 - Juli 10 12.2 åå 18 83 Retrograd. 1884 Jan. 24 11.9 81 |—6 19.316 uker. 2 13.2 79 |-2 33 - Jan. 23 11.6 81 2 33 1883 Sept. 24 12.8 78 8 57 - Aug: %9 13.3 51 15 67 1884 Juli 11 18.6 78 17 32 - Juli 8 11.9 bl 19 57 Bestemmelsen af Temperaturens Virkning bliver efter Sa- gens Natur usikker, da det som kjendes er Luftens Temperatur, medens det som virker er Objectivets og Mikrometrets. Da en Forøgelse af Objectivets Temperatur foreger Brændvidden, alt- saa forminsker Skrueværdien, saa virker den modsat af en Forøgelse af Skruens Temperatur; man finder derfor ved for- skjellige Instrumenter Temperatur-Coefficienten snart positiv, snart negativ, da Forholdet ved Objectivet, som allerede Bessel har gjort opmærksom paa, kompliceres noget ved Kron- og Flintglassets forskjellige Udvidelse. Da Glassets slette Lednings- evne vil bevirke, at Objectivets Temperatur bliver afhængig af Luftens Varme iforveien, saa har i nærværende Tilfælde, hvor de fleste Observationer er taget omkring Middag, Objectivet i Regelen været noget koldere end Luften. En særegen Undta- gelse danner de to Observationer 1884 Juli 11. Disse to Rækker 16 H. GEELMUYDEN. [No. 5. blev taget mellem Kl. 6 og 8 om EFftermiddagen paa en meget varm Dag; nu bliver den Pavillon, hvor Merz's Refraktor er opstillet, paa varme Solskinsdage ophedet endnu stærkere end Luften udenfor; Observationerne blev vistnok ikke paabegyndt, førend Taget havde staaet saa længe oppe, at Luftens Tempera- tur var udjevnet; men at Objectivet endnu har bibeholdt et Over- skud af Varme, kan sees af den Forminskelse i Skrueværdien, som giver sig tilkjende ved begge disse Observationer. Mikrometrets Metaldele vil naturligvis hurtigere antage Luftens Temperatur; men her gjør et andet Forhold sig gjeldende, hvilket (som strax skal vises) fremkalder en gjennemgaaende Forskjel mellem Skrueværdien for den direkte og retrograde Bevægelse. Søges nemlig af de i Tabellen indeholdte Størrelser Skruevær- dien so ved Frysepunktet og Temperatur-Coefficienten x for 1" R, saa findes Be Dir. 50 = 119".332 Retr. De beregnede sandsynlige Feil — som forevrigt kun har liden Betydning, da Uoverensstemmelsen mellem den givne Lufttempe- ratur og den ubekjendte virksomme Temperatur fremkalder Af- vigelser, som ikke følger Loven for tilfældige Feil — er resp. 0”.0090 og 0.0045. Ligesaa findes 0".00087 Dir. Bre: Retr. med de beregnede sandsynlige Feil 77 og 41 i femte De- cimal. | Ved selve Mikrometrets Konstruktion er der intet, som kan for- klare Forskjellen mellem de to Værdier af s; en mulig død Gang hos Skruen bliver her uden Virkning, da Indstillingen sker paa Forhaand, hvorved Dreiningen altid sker til samme Kant i samme Observationsrække. Heller ikke en mulig Forandring i Instru- mentets Stilling i den temmelig lange Tid, en Observationsrække varer, kan virke paa denne Maade. Grunden er uden Tvivl følgende. 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 17 Ved Begyndelsen af en Observationsrække vil Mikrometrets Temperatur altid falde nær sammen med Luftens. Men naar ØOiet holdes tæt foran Qcularet, maa nødvendigvis den udstraa- lede Legemsvarme bevirke, at Metallets Temperatur efterhaanden stiger. OQpvarmningen af selve Skruen bliver her uden Betyd- ning, da den virker ens, hvad enten Skruen gaar frem eller til- bage. Derimod stiller det sig anderledes med Virkningen paa den Metalramme, hvorpaa Skruen virker, og hvorpaa Mikro- metertraaden er udspændt. Her kommer Udvidelsen af den Del af Rammen, som ligger imellem Traaden og det Punkt, hvorpaa Skruen virker, i Betragtning. Under den direkte Bevægelse, hvorunder Rammen drives i Retningen A BC, bliver Traadens Bevægelse lig Summen af Skruens Bevægelse og Udvidelsen af Stykket BC i Tiden mellem to Passager; under den retrograde Bevægelse derimod bliver Traadens Bevægelse lig Differentsen mellem Skruens Bevægelse og Udvidelsen af Stykket AC, da Skruen nu trykker ved sin øvre Ende. Er x Temperaturfor- øgelsen i den Tid, Stjernen behever for at gjennemløbe Skrue- høiden, y Metallets Udvidelses-Coefficient, og sætter man Å 0 = Å, B C=1, saa bliver Forskjellen mellem Traadens Bevægelse, naar Skruen dreies en Gang frem og naar den dreies en Gang tilbage, | Y(L+ Da. Er nu $ Vinkelværdien af 1 Millimeter og D den obser- verede Forskjel mellem Skrueværdien for direkte og retrograd Bevægelse, saa har man Ligningen y(L+DS.x= D. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 5. 2 18 H. GEELMUYDEN. [No. 5. I nærværende Tilfælde er L = 75mm, I = 40mm.,, S= 61"7, D=0"026, y (for Messing) = 0.000 017 for 19 C. Indsættes dette, faaes a (L+ 1) S= 012, altsaa fn 0.026 0.12 Da den Tid, hvori Polarstjernen gjennemløber Skruehøeiden, i nærværende Tilfælde er ca. 575, saa synes denne Stigning af Temperaturen saa moderat, at den fuldt forklarer Forholdet. Det maa erindres, at ved disse Observationer er det den gjennem- snitlige Stigning i hele Rækken, som kommer i Betragtning; i Regelen vil vel Temperaturen øges stærkere i Begyndelsen end paa Slutningen. Her er forudsat, at hele Rammen opvarmes jevnt; imidlertid er der den Forskjel mellem Stykkerne Å B og BC, at det første ligger fuldstændig aabent, medens det sidste er dækket af den overliggende Qcularplade. Under en længere Observationsrække vil dog rimeligvis Metallets Ledningsevne udjevne Temperaturen. Paa Observationerne af P Ursæ Maj. har jeg anvendt de to Værdier af s9, hver for sin Retning af Bevægelsen, da den samme Aarsag er tilstede her som ved Bestemmelsen af Skrueværdien. I en Henseende stiller Virkningen sig lidt forskjellig i de to Tilfælde; medens det nemlig ved Observationerne af Polaris kun kom an paa den gjennemsnitlige Temperaturforøgelse i en hel Række, kommer det her an paa den gjennemsnitlige Stigning inden de forskjellige Sæt af Observationer; derimod kommer det ikke i Betragtning, om Temperaturen stiger eller synker mellem de forskjellige Sæt. Virkningen paa de med Skruen udførte Maalinger kan derfor her blive lige saa stor som ved Bestem- melsen af Skrueværdien, selv om den totale Opvarmning i Løbet af en Aften har været mindre. Det kunde være et Forsøg værd at anbringe et Thermometer med Kuglen inde i Mikrometret for at prøve disse Forhold. Hvad Temperatur-Coefficienten angaar, saa har den kun liden Betydning ved Observationerne af P Ursæ Maj.; jeg har dog anvendt de to Værdier af -, hver for sin Retning af Be- vægelsen. Grunden til, at x bliver forskjellig for de to Retnin- z = 0022 G, 1885.] PARALLAXE AF EN STJERNE I STORE BJØRN. 19 ger, kan nemlig tænkes at ligge i det ovenfor omhandlede For- hold. Straalevarmen maa antages at virke stærkest ved lav Temperatur; da nu Virkningen deraf er en Forøgelse af Skrue- værdien ved direkte og en Forminskelse ved retrograd Bevæ- gelse, saa vil Virkningen af den Forkortelse af Skruen, som lav Temperatur fremkalder, forminskes ved direkte og forøges ved retrograd Bevægelse, hvilket igjen leder til, at Temperatur-Coef- ficienten under forevrigt lige Omstændigheder maa blive mindre i første Tilfælde end i sidste. Saaledes er det ogsaa i Virkeligheden; men hvorvidt Overensstemmelsen er begrundet i dette Forhold eller blot tilfældig, kan ikke afgjøres, da der savnes Data til at undersøge Tingen kvantitativt, hvorhos den ene Værdi af x kun er lidet større end sin sandsynlige Feil. Med det gamle Objectiv har jeg i 1878 og 79 undersøgt Skrueværdien ved 10 Rækker Observationer af Polaris, som gav 20”.109 Dir. V= 120.086 Retr. altsaa næsten nøiagtig den samme Forskjel som ved det nye Ob- jectiv. Disse to Værdier er anvendt ved første Observations- række af P Ursæ Maj. Temperatur-Coefficienten blev her sat ud af Betragtning, da den i begge Tilfælde fandtes = — 0".0004, hvilket er samme Beløb som dens sandsynlige Usikkerhed. Ved Hjælp af Residuerne ved de enkelte Passager af Polar- stjernen har jeg ogsaa undersøgt Skruens periodiske Feil; da disse imidlertid ikke kommer i Betragtning ved Parallaxebestem- melsen paa Grund af Observationernes Anordning, skal Resul- tatet ikke anføres her. Trykt 18 Marts 1885. Rettelse. 6, Linje 21 f. 0. i Ligningen for q staar — R istedetfor R. Hy ra de At, Fry VÆY - ad Norges hellige Kilder efter Reformationen. Af Dr. theol. A. Chr. Bang. Bunat de Naturgjenstande, der i den hedenske Tid blev dyrket inden hele den germanske Verden, indtager Vandet, især rindende Vand, en ikke ringe Plads. Af hvilken Be- tydning denne Kultus har været, og hvor dybe Redder den har havt i Folkelivet, fremgaar tydeligst af den OQOmstændighed, at den paa sine Steder har holdt sig lige til denne Dag. Ogsaa her steder man paa samme Overgang, som man ellers saa ofte bliver var. De hedenske Kilder ere blevne katholicerede, forsynede med en eller anden Helgens Navn, især dog St. Olafs. Saa- ledes legaliseret i den katholske Tid gik Kilde-Dyrkelsen med saa mange andre Levninger fra gamle Dage over i det lutherske Tidsrum; dels ignoreret, dels bekjæmpet er den paa de fleste Steder efterhaanden ophørt, medens der paa andre Steder endnu findes de Kilder, der af og til er Gjenstand for Dyrkelse ved Nat eller ved Dag. Jeg leverer i det følgende en Fortegnelse over de hellige Kilder inden vort Lands nuværende Grændser, som jeg har kun- net efterspore. 1. Haugs Kilde ved Trømborg Annexkirke i Eids- berg. | Denne ,Sundhedskilde* blev i forrige Aarhundrede søgt af i ,hele Skarer*; endog Folk fra Sverige reiste hid for at hente Vid,-Selsk. Forh. 1885. No. 6. 1 rE 9 A. CHR. BANG. [No. 6. Lægedom. Kraftigst var Kilden om St. Hans Aften; i Nødstil- fælde var ogsaa Thorsdags Aften anvendelig. Man brugte Van- det baade udvendig og indvendig; syge Børn neddyppedes i den. Naar Vand af Kilden blev hentet til Fraværende, bar man Fla- sken 3 Gange rundt Kirken; den, som i egen Person indfandt sig ved Kilden, maatte efter Brugen ligeledes gaa 3 Gange om- kring Kirken. Dette skulde selvfølgelig øge Kildens Underkraft. Til Tak for Lægedommen havde man at bringe Kilden sit Offer, idet man enten kastede Penge ned i den eller efterlod sig Klæ- der ved den. Lidt maatte man offre, var det end kun en Klud af sit Tøi. Hvad der saaledes i Tidernes Leb var bleven offret til den hellige Kilde, blev som en uantastelig Helligdom liggende, lige til Svenskerne i 1814 plyndrede den. Uagtet Troen paa Kildens Helligdom og Kraft siden den Tid efterhaanden har tabt sig, har man dog lige til 1882 en og anden Gang fundet Klædnings- stykker henkastet i den. 2. Den hellige Kilde paa Gaarden Himmerike i Herland Annex til Eidsberg. Tidligere var denne meget anseet og blev søgt af en Mængde Syge, men var i 1743 efter Sorenskriver Krogs Indberetning »ganske kasseret*. 3. St. Olafs Gryde ved Pladsen Jensrud i Vestby. Om «denne Jettegryde, som Wilse troede var gjort af Munke, fortæller han, at den tidligere var bleven anseet for en hellig Kilde, hvori Offer nedkastedes.” 4. Lægedoms-Kilden paa Gaarden Bakker i Aas. Indtil Tiden omkring 1720 er denne Kilde bleven brugt som Helsebod mod Udslet, Troldskab og indvortes Sygdomme af en Mængde Mennesker, ,hvilke, naar de havde tvættet og badet sig i Vandet, siges deraf siden at være blevne ganske friske". OQg- saa for syge Heste blev Vandet brugt. De Besøgende lod Klæ- der efter sig ved Kilden og kastede Penge i den. 1 Foged Sigholdt, Beskr. af Eidsberg, Trygstad og Askim, Afskr. i Rigsarkivet efter Kallske Saml, i Kjøbh. Wilse, Eidsbergs Beskr. i Top. Jour. Hefte 2, Pag. 76 og Hefte 17, Pag. 12. Daae, Bygdesagn I, 23, Kirkesanger Christo- phersens Oplysninger, ibid. Pag. 160, Mundtlig Oplysning af Dr. Y. Nielsen. 2 Spydebergs Beskrivelse, Pag. 541. ' / 1885.] NORGES HELLIGE KILDER EFTER REFORMATIONEN. 3 Efter 'den daværende Sogneprests Befaling maatte Opsidderne paa Gaarden omkring 1720 tilstoppe Kilden, hvorpaa Søgningen af sig selv ophørte. 5. St. Margrethe Kilde ved Urskog Kirke. Ifølge Sogneprest Langes Indberetning af 1743 skal der »paa visse Tider være holdt Valfarter* til denne Kilde, der har sit Navn efter samme Helgen, til hvem Urskog Kirke var ind- viet. At Søgningen har fortsat sig længe efter Langes Tid, er sikkert nok; thi Heyerdahl fortæller i sin Urskogs Beskrivelse,” at han har hørt gamle Folk fortælle, at de ,,har seet Plagg, som var lagte ned i Kilden af dem, der besøegte samme for at vinde Helbred*. 6. St. Olafs Kilde ved Vaaler Kirke. Kilden, i hvilken Sagnet har ladet St. Olaf vande sin Hest, hvorfor den siden aldrig er udtørret eller tilfryser selv i den strængeste Kulde, tilskreves fordum (før 1830) undergjerende Kraft. ,Syge nedlagde i den Penge og andet Sølv for at gjen- vinde sin Helbred; og stor Ulykke, mener man, forestaar den, som vover at forgribe sig paa disse Helligdomme"*. Ved Tiden for Affattelsen af denne Beretning var Søgningen til Kilden op- hørt; dog var det ikke længe, siden Benderne paa de første Høitidsdage kappedes om at naa frem til Kilden for at vande sine Heste i den.3 7. St. Olafs-Tjernet paa Trysild-Fjeldet. At dette i sin Tid har været søgt som et helligt Vand, er sandsynligt, skjønt ingen anden Ffterretning haves derom, end hvad der ligger i Navnet.+ 8. St. Olafs Kilde paa Gaarden Skaug i Rings- aker. Kilden, over hvilken der i Bjerget var indhugget Indskrif- I Sorenskriver Behrmans Indberetning af 1743, Afskrift i Rigsarkivet efter Kall- ske Saml. i Kjøbh. po Page 75, 3 Th. Ingier, Den norske Husven, 2. Halvaargang, Pag. 47. Faye, Folkesagn, Pag. 113. + Smith, Trysilds Beskrivelse, Top. Journ. Hefte 23, Pag. 81. 1* 4 Å. CHR. BANG. [No. 6. ten: ,St. Ola Kildhun*, brugtes ,1 forrige Tider (før 1743) som en Sundhedskilde*. Da den nogle Aar i Forveien blev renset og udgravet, fandtes forrustede Penge og andre Gjenstande paa Bunden. Man havde altsaa ogsaa her bragt Kilden Offer.! 9. Guld-Kilden paa Nannestad Prestegaard. Denne havde sit Opkom under en gammel Trærod og blev endnu i 1743 brugt til Lægedom ,af mange enfoldige Folk*. Segningen havde dog været større ,udi forrige Tider*.? 10. St. Olafs Kilde paa ,Dovrerosten* (*/, Mil fra Olstad). Om denne Kilde vidste Sagnet ved Slutningen af forrige Aarhundrede at berette, at St. Olaf havde vandet sine Heste i den under sin Reise i disse Egne. At den tidligere var bleven dyrket, er heist sandsynligt.3 å 11. St. Olafs Kilde paa Nordre Finang i Slidre. Fremspringer af Fjeldet. ,Hullet kan være saa stort som en meget stor Hestehov; det har altid Vand*.* 12. St. Olafs Kilde paa Bærskogen i Aurdal. Opkommer af Sandgrund. Meddeleren, der havde drukket af Kilden, siger, at han syntes ,aldrig at have smagt dette Vands Lige*> Det er uden for al Tvivl, at begge disse Kilder har været dyrkede. For sidstnævntes Vedkommende oplyses i en Indberetning fra Sorenskriver Wisleff af 17483, at Reisende og Forbigaaende pleiede at lægge smaa Træ-Kors ved samme. 13. St. Olafs Kilde i Reinlid. Fra 1743 haves en Beretning om denne Kilde, ,udi hvilken adskillige i forrige Tider har kastet Penge og drukket af Kil- den i den Tro, at de derved skulde faa Helsebod eller Lægedom for deres Sygdom*.6 få Sognepr. Christopher Anchers Indberetning af 1743, Afskrift, efter Kallske Samlinger, i Rigsarkivet. Indberetn. af Sorenskriveren i Øvre Romerike af 1743, Askrift i Rigsarkivet efter Kallske Samlinger. | Budstikken, III, 106; cfr. Faye, 120. Budstikken, III, 262. Ibid. Pag. 63. k Indberetn. fra Sognepresten i Aurdal af 1743, Afskrift, efter Kallske Sam- linger, i Rigsarkivet. Budstikken, III, 262. mn D tn > 9 1885.] NORGES HELLIGE KILDER EFTER REFORMATIONEN. 5 14. St. Olafs Kilde paa Krogskoven. Kilden, der omtales allerede af Jens Nilsen ved Enden af 16de Aarhundrede, beskreves i forrige Aarhundrede som sprin- gende ud af det haarde Bjerg; dens Vand skal aldrig fryse. Efterretning om fordums Dyrkelse haves ikke. 15. Kilden ved Vatnaas Kirke i Sigdal. Om denne Kilde, hvis Underkraft denne afsides liggende Kirke vistnok skylder sin Tilværelse, indberetter Sogneprest Bern- hoft i 1743, at der om den fortaltes ,mærkværdige Ting*, som han henfører til ,Papistisk Superstition*.*” Blandt disse mærk- værdige Ting vidste Sagnet for 40 Aar siden at berette, at da St. Olaf, som havde forvildet sig paa Jagten, træt og wudmattet af Tørst havde gjort det Løfte, at hvis han fandt Vand, vilde han paa samme Sted bygge en Kirke, saa sprang der strax frem en Kilde af den haarde Klippevæg.> At Kilden er bleven be- nyttet af den Mængde Mennesker, der tidligere søgte til Vatn- aas Kirke ved St. Hans Tider, er vistnok udenfor al Tvivl. 16. Kilden ved St. Halvards Kapel paa Løveoen. Denne, der fordum stod i stort Ry, besøgtes især St. Hans Aften af syge Mennesker. Ogsaa her offrede man Penge til Kil- den. Da der ikke var Vand i Kilden, uden hvergang det regnede, maatte man ofte først bære Vand andetstedsfra i den, før man fik noget at drikke. 17. Kilden paa Vivelstad Kirkegaard. Om denne hedder det i Sogneprest Mandalls Indberetning af 1743, at den tilforn ,til et hedensk Afguderi i Tanke at ku- rere alle Sygdomme med megen Ugudelighed har bleven besegt paa St. Hans Aften endog af langt fra reisende Folk*5 I Jens Nilsens Visitatsbøger, udg, af Dr. Y, Nielsen, Pag. 276. Wiel, Ringe- rikes Beskr., Top. Journ, Hefte 30, Pag. 138. Afskrift, efter Kallske Saml., i Rigsarkivet. Faye, Folkesagn, Pag. 111. P. Clausens Beskr. af Jarlsberg (af 1743—44), Manuskr. paa Universitetsbibl. (464, 4to). Daae, Bygdesagn, II, 75. Brønlunds Indberetn. af 1743, Afskrift, efter Kallske Saml., i Rigsarkivet. Afskr., efter Kallske Saml., i Rigsarkivet, RR ov D ov 6 A. CHR. BANG. [No. 6. Begge de sidstnævnte Kilders Dyrkelse var nogen Tid for 1743 ophørt ,efter alvorligt Forbud* fra Øvrigheden.! 18. Tjernet ved Eidsborg Kirke i Telemarken. Naar det fortælles i Lunds Beskrivelse over Telemarken, at Benderne fordum hver St. Hans Nat bar ,St. Niculs* — et Træbillede forestillende St. Nicolaus — omkring dette Tjern og heitidelig toede samme deri?* saa følger vistnok heraf, at Van- det har været anseet for helligt, og at man har villet forøge dets Hellighed og Kraft ved at neddyppe Helgenbilledet i samme. 19. St. Olafs Kilde ved Heglands nu nedrevne Kirke i Telemarken. Badning i denne Kilde, en forbi gamle Heglands Kirke fly- dende Aa, hørte med til de katholicerende Kultushandlinger, som udøvedes af den Skare Mennesker, der hver St. Hans-Nat gjorde Valfarter til den populære Kirke. Søgningen ophørte først nogle Aar før 1785.3 20. Den hellige Lidvors Kilde 21/14 Mil ovenfor Valle Kirke i Sætersdal. I et Fragment af en gammel Beskrivelse over Sætersdalen* faar man følgende Oplysninger herom: Der boede i Valle en Mand ved Navn Lidvor, der udmær- kede sig ved sin Gudsfrygt. Han gik saaledes altid fastende til Kirke, og trods den lange Vei spiste han aldrig, før han var kommen hjem igjen. Engang han saaledes havde været ved Valle Kirke og var kommen saa langt paa Tilbageveien, at han kun havde 1/> Fjerding hjem, blev han tørstig og følte sig meget mat. Han satte sig da ned ved Veien, og efter at have udtalt Ønsket: ,Gud give, jeg havde noget at drikke*, sovnede han 1 P. Clausens Beskr. 2 Lund, Telemarken, Pag. 202. 3 Faye, Folkesagn, Pag. 121. Lund, Telemarken, Pag. 233. 4 Afskrift af Originalen i Kjøbh. blandt Kildeskriftsfondets Samlinger, Rigsarkivet. Efter Indholdet kan Fragm. ikke være ældre end fra Begyndelsen af 18de eller Slutningen af 17de Aarh. Flere katholicerende Skikke beskrives nem- lig, men saaledes, at Erindringen om deres oprindelige Betydning forlængst er forsvundet. Naar det hedder, at gamle Folk endnu kan erindre den sorte Død, saa maa dette have Hensyn til en senere pestagtig Farsot, der her er sammenblandet med førstnævnte, | 1885.] NORGES HELLIGE KILDER EFTER REFORMATIONEN. 7 ind. Da han opvaagnede, var der ved hans Side udsprunget en Kilde, hvori han slukkede sin Tørst. Den holdtes siden hellig; men efter at den senere var bleven forurenset, hentørrede den.) 21. St. Olafs Kilde paa Lauvaas i Øvrebe. Kilden, der er ,ganske rund, indhulet i en Klippe* og aldrig mangler Vand, skal efter Sagnet være fremstaaet, da St. Olaf reiste her forbi og med sit Følge manglede Vand.” 22. St. Olafs Kilde i Grinnem. Denne Kilde, der er beliggende i Nærheden af Gaarden Refsnæs, og som aldrig er tør, lader det endnu levende Sagn være fremstaaet derved, at St. Olaf, da han drog her forbi, tryk- kede sin Hat ned i Fjeldet.3 23. St. Olafs Kilde i Birkelandsskoven i Kon- nesmo. Sagnet fortæller om denne, at den blev til derved, at Kong Olaf, der manglede Vand, enes paa Fjeldet, hvorpaa Kil- den vældede frem.* 24. St. Olafs-Kilderne paa Hitterø-Heien i Lister. Om disse efter Kong Olaf opkaldte Jettegryder ved Sagnet endnu at fortælle. at da han drog omkring i disse Egne for at indføre Kristendommen, vandede han sine Heste i dem.3 25. St. Olafs Kilde under Kleven ovenfor Olafs- klosteret i Stavanger omtales som existerende i forrige Aar- hundrede.* 26. Den hellige Agathes Kilde paa Askøen ved Ruinerne af et til denne Helgen viet Kapel omtales i 1743; Kil- den, hvis Vand aldrig fryser, har utvivlsomt tidligere været Gjen- stand for Søgning og Dyrkelse. få Sagnet om denne før ukjendte Bondehelgen er tidligere efter samme Kilde meddelt i Illustreret Familielæsning, Bd. II, af A. 0. Øverland. 2 Top. Journ., Hefte 11, Pag, 21. Det er denne Kilde, som hos Faye, Pag. 120, betegnes som beliggende ved ,Tveten i Raabygdelaget*. Fuglestvedt, Sagn fra Lister, I, 98. Efter mundtlig Oplysning af Lærer Messel i Kristiania. Fuglestvedt, I, 100. De Fine, Beskr. af Stavanger Amt i Norske Mag, III, 201. Sammesteds, Pag. 152. QI DJ ur & 9 ae å 8 Å. CHR. BANG. [No. 6. 27. St. Olafs Kilde i Vikingstadvaagen paa Karm- gen. Ogsaa denne Kilde lader Sagnet have Kong Olaf til sit Op- hav. Da han og hans Mænd ikke kunde finde Vand, stak han sin Haand ind i Bakken, og strax sprang en klar Kilde frem, som han bed aldrig at udtørres, hvorfor den siden har flydt baade Sommer og Vinter. Efter Fayes Udtryk?! ser det ud til, at den lige ned til Tiden omkring 1840 har været benyttet som Læge- dom for Øiensvaghed. 28. St. Olafs Kilde i Gildreskreden i Sogn har tidligere vistnok staaet i stort Ry. Da jeg i 1865 besøgte Ste- det, fandtes flere af smaa Træpinder nylig lagte Kors rundt om samme. 29. St. Olafs Kilde paa Veibust i Borgund stod tid- - ligere i stor Anseelse, og ,Folk fra alle Kanter strømmede her sammen for at hente eller drikke dens Vand*. Ingen maatte benytte den uden at sætte et lidet Kors ved Siden af den, saa man paa en Gang kunde se over 100 saadanne Kors ved Kil- den. Efter hvad Strøm” beretter, skal Sagningen være ophørt omkring 1720. 30. Den hellige Evens Kilde paa Vatsfjeld. Paa Vatsfjeldet mellem Melhus og Klæbo laa i Middelalde- ren et Kapel, i hvilket Sognepresten til Melhus 3 Gange om Aaret forrettede Gudstjeneste for den Mængde Folk, der pleiede at samle sig her. Hvor langt ned i Tiden der er bleven holdt Gudstjeneste i Kapellet, vides ikke. I 1718 laa det i Ruiner. Det var den ved Kapellet værende hellige Evens Kilde, for hvis Skyld Stedet besegtes især af Krøblinge og andre Syge. Disse Valfarter vides at have holdt sig ned til sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Da Schening nemlig i 1775 besegte Kilden, fandtes der ved samme en Hob Stave og Krykker, der vare blevne satte igjen af Syge, som i al Hemmelighed havde søgt Helsebod der. Ligesaa kunde man ogsaa skimte i Vandet 1 Faye, Folkesagn, Pag, 120. 2? Søndmørs Beskrivelse, II, 101. Faye, Folkesagn, Pag. 120. 1885.] NORGES HELLIGE KILDER EFTER REFORMATIONEN. 9 Sølvypenge, som vare blevne nedkastede deri som Offer. Omkring 1814 derimod synes Søgningen ganske at være ophert.! 31. St. Olafs Kilde paa Klingen i Værdal. Endnu ved Begyndelsen af Tyveaarene vidste Sagnet at be- rette om denne Kilde, at den var fremsprunget paa St. Olafs Ben, da han og hans Hær vansmægtede af Tørst, og at den tid- ligere var bleven segt af en Mængde Krøblinge. der troede her at skulle gjenvinde sin Helbred.” 32. St. Olafs Kilde i Imsdalen i Snaasen. Kilden, der springer frem af en Myr, stod tidligere i stort Ry for sin formentlig lægende Kraft. Oldinge og Krøblinge søgte didhen og lod sine Krykker og Stave efter sig. Ved Be- øyndelsen af dette Aarhundrede ophøerte Valfarterne.? 33. St. Olafs Kilde ved Venesund i Bindalen. Endnu ved Begyndelsen af Firtiaarene ansaa Almuen denne Kildes Vand for at indehave helbredende Kræfter.* 34. St. Helenes Kilde paa Torget havde allerede ved 1740 tabt sit Ry for Hellighed.> Af de ovenfor opregnede hellige Kilder er der, som man vil have bemærket, nogle, af hvis tidligere Hellighed kun Nav- net har holdt sig i Traditionen. For Flertallets Vedkommende er imidlertid Beretninger om Valfarter forhaanden. Disse Be- retninger gaar ud paa, at vedkommende Kilde troedes at besidde Lægedomskraft for allehaande Sygdomme og Skrøbeligheder baade hos Mennesker og Dyr, at man helst burde benytte det hellige Vand paa selve Stedet, medens man dog ogsaa i Neds- I A. 0. Øverland efter Schønings utrykte Reise, i Norsk Fam. II, 46. Kliwer, Mindesmærker, Pag, 100. 2 Sagnet bebandlet poetisk af Kliiwer, Budstikken, IV, 224. 3 S. B. Brun i Det kongl, Norske Vidensk. Selskabs Skrifter i 19de Aarh, I, 211. 4 Faye, Folkesagn, Pag. 120. 5 Amtmand Schelderups Nordlands Amts Beskrivelse fra Tiden omkring 1744, Afskr. i Rigsarkivet. 10 A. CHR. BANG. NORGES HELL. KILDER EFTER REFORMATIONEN. tilfælde kunde lade det hente, at Tiden omkring St. Hans, spe- cielt St. Hans Aften, var den mest almindelige Valfartstid, at man dels toede sig i Vandet, dels drak det, og endelig at de Besøgende efter at have brugt Kilden havde at bringe samme et Offer, der enten bestod i nedkastede Penge, eller i ved Siden lagte eller ophængte Klæder, eller i efterladte Krykker og Stave, eller endelig i korslagte Træfliser. Som ovenfor paavist har et Par af de hellige Kilder hævdet sit Ry og været Gjenstand for Søgning og Offer lige ned til vor Tid, ombnd altid i aftagende Grad — Haugs Kilde og den i Gildreskreden —. I Firtiaarene synes Kilderne paa Viking- stad og i Venesund at være blevne forladte. I de første Aartier af det 19de Aarhundrede har Kilden i Imsdalen, Evens Kilde og Olafskilden i Vaaler tabt sin Segning. Alle de øvrige — forsaavidt som Efterretning derom findes — har faaet sit Døeds- stød i Tiden omkring 1720, altsaa netop da et nyt Liv og en tidligere kun lidet kjendt Iver og Nidkjærhed begyndte at ud- foldes fra Presternes Side og man i særlig Grad fæstede sin Qpmærksomhed ved den Mængde Levninger af Hedenskab og Katholicisme, der forefandtes blandt Folket, ligesom man ogsaa begyndte at stille sig i en ganske anden aandelig Rapport til Almuen end tidligere. Christiania i Marts 1885. søn £ y », p J ”, ? > Å Vy HD F: 4 ø å VA å å , Pi , Trykt 7 April 1885 ø BEN pr Å Ri hl UV Om Forholdet mellem de rede Blodlegemers Antal, Hæmoglobin- gehalten og de terre Blodlegemers Mængde. Af Worm-Miiller. (Foredrag i Mødet den 2den November 1883.) Uåtorer man sammenlignende Bestemmelser af Blodlegemer- nes Antal efter Malazzes's og af Hæmoglobingehalten efter Hiif- ners Methode i et Par Draaber Blod fra Øret eller Læben hos Kaniner .og Hunde, finder man under sædvanlige Forholde en nogenlunde god om end ufuldkommen Proportionalitet, idet Blod- legemernes Hæmoglobingehalt hos de forskjellige Individer kan vise indbyrdes Differentser af indtil ca. 10 /, hvilke Afvigelser ikke i væsentlig Grad kan tilskrives Feil ved Tællingerne. Der er imidlertid saavidt god OQOverensstemmelse hos normale In- divider, at man af den fundne Hæmoglobingehalt kan taxere Blodlegemernes Antal, hvorhos det dog maa erindres, at Tæl- lingerne for Tiden kun har relativt Værd. — Man vil ad . denne Vei skarpt kunne iagttage og forfølge de større ind- byrdes Afvigelser, der indtræder under abnorme Forholde, navn- lig efter Blodudtømmelser, efter hvilke Blodlegemerne, som be- kjendt, ofte er meget fattige paa Hæmoglobin. Blodanalyserne og de ved Hjælp af samme vundne Resul- tater tillægges paa Grund af Methodernes Ufuldkommenhed ringe Værd; men da her foreligger et betydeligt Materiale, der skyldes Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 7. 1 2 WORM-MULLER. [No. 4. anseede Forskere, og som ikke bør lades ubenyttet, har Otto og jeg hos Kaniner og Hunde sammenlignet Forholdet mellem de tørre Blodlegemers Mængde (bestemt ved Analyse) og Blodets Hæmoglobingehalt resp. Farvekraft samt Blodlegemernes Antal. Blodanalyserne kan udferes paa mange forskjellige Maader, af hvilke jeg her blot vil fremhæve den af Otto og mig benyttede Methode, nemlig Becquerel-Rodier's. Becquerel og Rodier, der bestemte de tørre Blodlegemers Mængde ved Hjælp af Blodserums og det =defibrinerede Blods Residua tørrede ved indtil 1109 C., subtraherede ved Beregningen, der er baseret paa, at det defibrinerede Blods Residuum -+- det i samme indeholdte Serums faste Bestanddele er = de tørre Blod- legemers Mængde, et for stort Kvantum faste Serumsdele, nemlig saamange, som svarer til det defibrinerede Blods hele Vand- mængde, fra det defibrinerede Blods Residuum, saa at Beregnin- gen bliver vilkaarlig. | Istedetfor at udføre denne Beregning kan man ogsaa med Panum nøie sig med Differentsen mellem det defibrinerede Blods og Serums Residua, da det kun gjælder relative Værdier og Er- faring tilstrækkelig godtgjer, at denne Differents neiagtigen svarer til Blodlegemernes relative Mængde efter Becquerels og Rodiers Beregning. H. Nasse har i sin Tid bestemt de tørre Blodlegemers Mængde ved Hjælp af det defibrinerede Blods og Serums sp. V., idet han multiplicerede Forskjellen mellem de sp. V. med en (vexlende) Koefficient. Men istedetfor denne Beregning kan man, da det kun gjælder relative Værdier, ogsaa her nøie sig med at sam- menligne Differentsen mellem Blodets og Serums sp. Vægt. Vi har udført de sp. Vægtbestemmelser med Spenglerske Pykno- metre, der tillader at bestemme den sp. Vægt selv af 2 Kubik- centimeter med absolut Nøiagtighed, hvorhos det lykkedes os (ved at tappe Blodet direkte fra Aaren i et godt afkjelet Glas- rør) at fremstille et klart Serum. De sammenlignende Bestemmelser af Blodlegemernes Antal, Hæmoglobingehalten samt Blodets Residuum resp. sp. Vægt udførtes i det defibrinerede Blod (fra A. carotis hos Kaniner og 1885.] om BLODLEGEMERNES ANTAL, FARVEKRAFT OG MÆNGDE. 3 Vena jugularis hos Hunde), og bestemtes samtidig i en anden Prøve Serums Residuum, respektive sp. Vægt. Anvendes det defibrinerede Blod til Tællinger af Blodlegemer og til Bestemmelse af Hæmoglobingehalten, bliver Resultatet in- genlunde ganske exakt; Feilkilderne er her større, fordi det de- fibrinerede Blod, hvilke Forsigtighedsregler man end maatte an- vende, aldrig danner en jævn Blanding, saa at smaa Blodprever ofte kan vise ret betydelige Afvigelser, og selv om man udfører et større Antal (8—10) Kontrolbestemmelser i forskjellige Blod- prøver, vil man dog neppe kunne undgaa Afvigelser af ca. 3 fra Blodets gjennemsnitlige Gehalt. Men i det Hele taget finder man ogsaa her, at Blodlegemernes Antal og Hæmoglobin- gehalten under normale Forholde nogenlunde gaar Haand i Haand, derimod ikke efter Blødninger. De tørre Blodlegemers Mængde staar ligeledes under normale Forholde i en saadan Relation, navnlig hos Hunde. Hos Kaniner forholder Sagen sig forsaavidt en Smule anderledes, som disse Dyr er mindre, hvilket betinger, at Indfiydelsen af Aareladningen kan gjøre sig gjældende i de 2 udtemte Blod- prøver, hvoraf den ene bruges til Serums-Bestemmelsen og den anden til Defibrinationen. Bortsees imidlertid fra dette, viser det sig, at de tørre Blodlegemers relative Mængde i sund Til- stand gaar Haand i Haand med Hæmoglobingehalten og Blod- legemernes Antal, om end Afvigelserne kan være temmelig betydelige. | Da saaledes de tørre Blodlegemers Mængde staar i Relation til Farvekraften, saa vilde man, ved hos hver enkelt Art at bestemme den absolute Hæmoglobingehalt spektrophotometrisk og derhos samtidig foretage Blodanalyser, efter et forholdsvis ringe Antal sammenlignende Bestemmelser kunne komme til Kundskab om Forholdet mellem den absolute Hæmoglobingehalt og de tørre Blodlegemers Mængde samt paa dette Grundlag benytte det foreliggende rige Material af Blodanalyser til at erholde en Forestilling om den tilsvarende Hæmoglobingehalt. Beregningen vil dog kun blive tilnærmelsesvis rigtig, fordi Forsøgene viser, at ikke ganske ringe Afvigelser finder Sted, navnlig under abnorme 1* 4 WORM-MULLER. [No. 7. Forholde, hvor Blodlegemernes Hæmoglobingehalt kan være bety- delig mindre respektiv større end Normen. At saa ogsaa maa være Tilfældet, er uden videre indlysende, naar man betænker, at man altid subtraberer en vilkaarlig Størrelse fra det defibrinerede Blods Residuum respekt. fra den specifike Vægt, og at dette ikke kan være rigtigt, fremlyser allerede deraf, at det Serum-Residuum, der bør fratrækkes, maa vexle efter Forholdet mellem Blod- legemerne og Plasma, hvilket Forhold selvforstaaeligen i høi Grad forrykkes, naar Blodlegemernes Antal synker betydelig under Normen. Det er derfor paafaldende, at Overensstemmelsen mel- lem Hæmoglobingehalten og de tørre Blodlegemers Mængdei det Hele taget (selv under abnorme Forholde) var saavidt stor, at man i ethvert Fald af Blodanalyserne vil kunne erhverve sig en Forestilling om den tilsvarende Hæmo- globingehalt. Derimod staar de tørre Blodlegemers Mængde (ligesom Hæmoglobingehalten) under abnorme For- holde hyppig ikke i Relation til Blodlegemernes Antal, hvilket saa meget mere fortjener at fremhæves, som det fremgaar af forskjellige Forfatteres Arbeider, at de tørre Blodlegemers relative Mængde hos en og samme Art skulde være et i alle Fald nogenlunde adækvat Udtryk for Blod- legemernes relative Antal. Dette turde vistnok i Hovedsagen nogenlunde være Tilfældet i normal Tilstand, idet Hæmoglobin- sehalten og de terre Blodlegemers Mængde da i Regelen gaar tilnærmelsesvis parallel med Blodlegemernes Antal, men ingen- lunde i syg Tilstand. Saaledes har Malazzes, Hayem, Laache og andre fundet, at i flere Sygdomme, f. Ex. Chlorose, kan Farve- kraften være betydelig aftaget i Forhold til Blodlegemernes Antal, og paa den anden Side har navnlig Laache godtgjort, at i Tilfælde af pernicieøs Anæmi, hvor Blodlegemernes Antal endog ofte er sunket under 1 Million i en Kubikmillimeter, kan de en- kelte Blodlegemers Farvekraft være betydelig større end Normen. Man ter derfor under abnorme Forholde, navnlig ved anæmiske Tilstande, ikke fra de forhaandenværende Blodanalyser danne sig en tilnærmelsesvis rigtig Forestilling om Blodlegemernes Antal. 1885.] om BLODLEGEMERNES ANTAL, FARVEKRAFT OG MÆNGDE. 5 Man kunde maaske være fristet til at lade Serums Residuum respektive dets sp. Vægt ud af Betragtning og blot tage Hen- syn til det defibrinerede Blods Residuum, fordi enhver Beregning for Tiden er vilkaarlig. Anstiller man imidlertid Sammenlignin- ger mellem Blodlegemernes Antal, Hæmoglobingehalten og det defibrinerede Blods Residuum, faar man under normale For- holde, mærkelig nok, ofte paafaldende Overensstemmelse, men ogsaa selv her af og til betydelige Differentser, fordi Serum indgaar som en væsentlig Bestanddel af det defibrinerede Blod og Serumets Koncentration ingenlunde staar i Relation til Farve- kraften og Blodlegemernes Antal. Det har før været en almin- delig Antagelse, at der i Regelen skulde være Proportionalitet mellem Serums Koncentration og de tørre Blodlegemers Mængde; saaledes siger Lehmann i sin: ,Lehrbuch der physiologischen Chemie*, Aufl. ?, Leipzig 1853, B. 2, S. 186, at ,nach den Unter- suchungen der genauesten Analytiker die festen Bestandtheile des Serums in einem constanten Verhåltnisse zu denen des Blut- kuchens stehen, d. h. dass der Blutkuchen um so reicher an festen Bestandtheilen gefunden zu werden pflegt, je concentrirter das Serum ist.* Men en saadan Sammenhæng er efter vore Erfarin- ger neppe en Regel, idet Undtagelserne er mangfoldige; saaledes kan det f. Ex. hænde, at et anæmisk Individ ofte har et for- holdsvis mere koncentreret. Serum end Normalindivider. Forhol- det af det defibrinerede Blods Residua vil derfor under alle Om- stændigheder blot kunne afgive en upaalidelig Maalestok for Bedemmelsen af Blodlegemernes Farvekraft (respekt. Rigdom paa faste Bestanddele) og Blodlegemernes Antal. Trykt 28 Marts 1885. PA nn - - v - Berigtigelse. myk 8.2, L. 8 fra neden læs: Sprengelske Pyknometre. ed 4 Tai VARE v- NG e ua - sn FR pe dar” AI oe LTS å. å " å Jå å | 27 K - r å pA I 3 » «* - p gt Aer f MR hl Ne: i Heg; 30 N ; Al ener å å pi p ' p ha på å y, y " » $ * å had Å pi k HV Å i då f i N - vi 3 e ha Ag ni , pr Ne Ag - 1 1 R IA VARE å i på å ” ud p * p w ba Å » , On some Australian Cladocera, raised from Dried Mud. By ) G. 0. Sars. With 8 Autographic Plates, coloured from Living Specimens. (Read at the Meeting held. 30th January 1885. — Section for Mathematics and Natural Science). —— == Introduction. | winter I received, thanks to the kindness of the Nor- wegian traveller, Mr. Lumholtz, å considerable quantity of dried mud from åa fresh-water lake in the tropical part of Au- stralia. When requesting Mr. Lumholtz to forward me suth material, it had been my intention to institute, during the spring and summer of the following year, å series of experiments, with a view to obtain the ova of Entomostraca, probably enclosed within the mud, artificially hatched, and thus become enabled to examine some of the entomostracous forms occurring in that remote tract of the globe. Ås well known, å great number — perhaps all — of our indige- nous freshwater Entomostraca, and more particularly the Clado- cera, exhibit two essentially different modes of propagation, viz., the parthenogenetical and that generally observed in Crustacea — by means of fertilized ova. During the spring and fore-summer, our Cladocera are invariably found to bring forth egg-like germs, — the so-called summer-eggs, — which immediately, without the intervention of males, develop to new individuals, these propagating in like manner, and so on for numerous genera- Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 8. 1 2 G. 0. SARS. [No. 8. tions, whereas at a later period, and more particularly when the physical conditions of their habitat become less favourable, either - from the evaporation of the water or å considerable fall in the temperature, true ova are finally produced, which have been fer- tilized by the males, and, besides being furnished with a strong egg-shell, in many cases become even enclosed within peculiar cap- suliform envelopes, derived from the carapace of the parent indi- vidual. These ova, generally called winter-eggs, are thus enabled to retain their developing power even when completely dried up during åa long period, or exposed to the severe cold of winter, as å rule not developing in our climate till the next spring. I could not but assume, that å similar mode of propagation might also distinguish the fresh-water Entomostraca of Australia. There, it is true, occurs no cold winter season, but, on the other hand, å very marked and protracted period of drought, during which most of the ponds and ditches, constituting the habitat of numerous Entomostraca, dry up completely for å con- siderable time, until they finally again become filled with water during the heavy rain-fall that arrives at a later season of the year. According to the statements of Mr. Lumholtz, the mud was taken from a rather large lake, called Gracemere Lagoon, situated at a distance of about 7 miles west of Rockhampton, in North Queensland. This lake measures in length somewhat more than å mile and in breadth half å mile, and has not anywhere a considerable depth. In 1856 the whole lake was entirely dried up, and continued so for the space of 9 months. During the rainy season the lake is supplied with water from an adja- cent rill, which seldom wholly evaporates. The mud was col- lected at a depth of 5 and 10 feet beneath the surface of the water, at the commencement of March (or end of February) 1882, and immediately dried before being packed and forwarded, On its arrival in Christiania, the mud resembled stone-like masses, of a dark greyish colour, with å crust of a somewhat lighter hue, and exhibiting numerous fissures and crevices coated with a ferruginous deposit. It was very hard and compact, so 1885.] K ULADOCERA. 3 as scarcely to admit of being broken except with åa hammer. In water, on the other hand, it dissolved with comparative facil- ity, the separate portions breaking up into numerous fragments and ultimately resolving into a finely dispersed muddy deposit, which at first gave to the water å very dark, cloudy appearance. My first attempts to dissolve å portion of the mud in water at once convinced me, that it actually contained so-called win- ter-eggs of Cladocera; and more especially one kind of such ova, or rather their envelopes, was very frequently caught sight of and easily observed, by reason of their floating up to the surface on stirring about the mud. It was not difficult to recog- nize at å glance in these corpuscles the so-called ephippia of a species of Daphmia, each (see PI. 1, figs. 1, 2) exhibiting the aspect of a diminutive pod, with two obliquely disposed recep- tacles for as many germs, or ova. Moreover, I could distinguish 4 other different kinds of ephippia, occurring however much more sparingly, one of which (fig. 11), like the aforesaid kind, with 2 egg-chambers, whereas the other 3 had å single chamber only. One of the latter (fig. 12) exhibited å form and struc- ture readily determinable as the ephippium of åa species of Simocephalus; the other two (fig. 13 & 14) I have found, by subsequent experiments in hatching, to be, respectively, the ephippia of åa Ceriodaphmia and å Moima. Exclusive of the above-mentioned ephippia, occurred å considerable number of so- called statoblasts or winter-germs, of 2 different kinds of Bryozoa, one of which — apparently å Plumatella — was successfully hatched in the course of the summer. In the beginning of May, when I thought the temperature was so far advanced as to admit of commencing the hatehing operations, I portioned out some of the dried mud in small glass jars, pouring over it ordinary spring water. With a view to accelerate the hatching, I placed the jars, whenever pos- sible, so as to expose them directly to the rays of the sun; but, owing to the situation of my laboratory, this was confined to a few hours only in the fore-noon. On examining from time to time the ephippia fioating in the glass jars, I found in some 1* 4 G. 0. SARS. [No. 8. of them the ova in process of development; and, although the development certainly was very slow, on the 18th of May two small Daphniæ were successfully hatched in one of the jars, and moved about quickly in the water. They lived, however, but a few days, when they sunk to the bottom and died long before attaining their full growth. 'Thus, from the first series of my ex- -periments, I succeeded only in tracing the development of the win- ter-eggs of a species of Daphnia, and in examining the earliest stage of the young of that form (se PI. 1, fig. 10). The latter exhibited however an aspect so peculiar as at once to define them as å new and most interesting species. The reason that precluded the experiments from being ad- vantageously continued in the manner specified above, was found to be the water in the small jars becoming after some time putrid, thereby giving rise to an infinity of Bacterians, spreading over the surface like å thin film and thus preventing the neces- sary aération of the water. With a view to prosecute my researches with greater certainty and more complete results, I found it indispensible to work with the aid of superior apparatus. In place of the small jars at first employed, I made choice of larger glasses and 3 quadrangular aquaries of different sizes, the largest of which had a length of nearly three feet by å breadth of one foot and a half. In this latter aquary I placed the greater quantity of the mud received, and in the others correspondingly smaller portions. Into all I poured å sufficient quantity of water» taking care that none of them should be more than half-full. Very soon, however, I found that even with this improvment putrifica- tion of the water, combined with å rapid development of Bacte- rians, could not be prevented, and of course it was absolutely necessary without delay to devise some remedy against this fatal detriment. By placing in the aquaries fresh-water Con- fervæ and other plants known to thrive in water, I felt sure of thus putting a quick stop to the progress of putrification; and, although the accidental introduction into my =aquaries of ova of indigenous Entomostraca could hardly with absolute certainty be avoided, I had little fear this would cause any - 1885.] CLADOCERA. 5 serious impediment, possessing as I did an intimate knowledge of all our indigenous species. The favourable results of this method were soon apparent, the necessary aération of the water being now effected, and thus any further development of Bacterians at once obviated. But the difficulties attending my experiments were as yet however far from surmounted. Another quite unlooked for and most perplexing obstacle had next to be encountered, viz., the remarkably rapid increase of the Confervæ and other fresh-water plants introduced into my aquaries, pushing, as they did, their luxurious growth in all directions, and crowding up the sides of the aquaries, so as very shortly, it would seem, to choke up the water, and thus leave the aquaries wholly unfit to serve as å habitat for any species of Entomostraca. Ås å means of obviating this serious drawback, I placed in each of my aquaries åa few specimens of our indigenous fresh-water snails (Limnæa), which soon were found eagerly to feed on the Con- fervæ, thrived exceedingly well, and ere long began to propa- gate, depositing their egg-cakes on the walls of the aquaries. Thus, after much trouble I at length succeeded in arriv- ing at what I 'deemed relatively favourable conditions for the breeding and subsequent development of Australian Cladocera, the ova of which were contained in the mud; and notwith- standing a great part of the ova had in all probability been destroyed in the course of my experiments, yet the final result must on the whole be regarded as comparatively successful, since I am now enabled to lay before the Society descriptions and figures of as many as 5 different species of Australian Cladocera, all of which have been carefully examined from living and full-grown specimens domesticated in my aquaries. More- over, of Copepoda, a species of the genus Diaptomus, and of Ostracoda, åa species of Cypris, have been successfully hatched, finally the forementioned fresh-water Bryozoan. The 3 last- named forms I purpose describing in å subsequent Memoir; here, I shall restrict myself to a detailed Report on the 5 species of Australian Cladocera, raised from the mud. 6 G. 0. SARS. [No. 8. These forms exhibit å great interest, more especially from their perplexing resemblance to certain northern species of Clado- cera. For not only do all of the 5 species belong to well-known northern genera, but most of them are even so closely allied to some of our indigenous forms, that I have found it a matter of no little difficulty to settle with full certainty their specific distinctness. This fact, indeed, is the more surprising, since the region whence they were derived, not only lies thousands of miles distant from our country, located, as it is, in the southern hemisphere, but is also in its climatological and biological rela- tions totally dissimilar from any in our latitudes, both the fauna and flora exhibiting, as is well known, in that part of the globe, quite å peculiar character. The facts detailed above force upon us the very difficult question, in what manner the distribution of these minute ani- mals can be supposed to have taken place, and by what means it is still effected. Any possibility of a true active migration, such as might be assumed for the several marine forms, cannot of course be admitted as regards the animals in question; and moreover, as å great part of the Cladocera are confined to small stagnant ponds and ditches, with no direct connexion whatever, even å passive distribution, by the aid of rivers or streams, may to åa great extent be precluded. To explain the distribution of such forms, zoologists have assumed, that the ova in the ponds having dried up during the summer season, might possibly in some cases be carried abroad to some distance by the wind along * with the finely crumbling mud. Such may, indeed, very often oceur; and, considering the tenacious germinative power of the winter-eggs and the rapid reproduction of the individuals during the spring and fore part of the summer, å partial dissemination of the species may very reasonably be assumed to take place in this manner. But, on the other hand, I opine that the very exten- sive range of geographical distribution characterizing certain species of Cladocera, as shown by later investigations, is not sufficiently explained by such an assumption. It has long been known, that at least throughout northern and middle Europe the 1885.] CLADOCEBA. 7 Cladoceran Fauna is quite uniform; and of late years it has, too, been clearly shown by the investigations of Sign. Pavesi, that even the Cladocera of Italy are represented by precisely the same species as those occurring in Norway and existing under conditions in every respect similar, some of them being restric- ted to small ponds, whereas other forms are met with in lakes, swarming in the middle water and thus presenting åa counter- part to the so-called pelagic animais of the Ocean. To afford a sufficient explanation of so wide and extraordinary distribution of fresh-water species, we must, I think, admit the accidental transmission of winter-eggs, by the aid of migratory birds of the orders Grallatores and Natatores, essential importance. Considering the great facility with which eggs of FEntomostraca will adhere to the feet of such birds along with some portion of mud from the ponds or lakes they frequented immediately previous to commencing their long migratory flight, we may in truth be fully entitled to admit the great probability of such transmission of ova from far-offtracts. Now, we meet in all parts of the world — let alone stationary birds — with such that under- take at least short flight of passage; and hence it should seem not altogether improbable, that at times there is, or has been, a certain continuity between the faunas of Cladocera even in two localities so widely distant as Norway and the tropical part of Australia, though at present, in all probability, none of the species occurring in the latter region can, in a strict sense, be specifically indentified with any Norwegian forms. Ås is well known, our acquaintance with the Cladocera has been almost exclusively derived from investigations instituted in Europe; whereas the contributions to the natural history of these interesting little Crustaceans yielded from other quarters of the globe! are for the most part both very scant and the I As regards the Cladocera of Australia, some notices have been published by Mr. King in the Proceedings of the Roy. Society of Van Diemensland for 1853, on the species occurring in New South Wales. I do not myself know this Memoir except from an abstract given by Sehoedelerin his paper: ,Zur Naturgeschichte der Daphniden* (1877), in which also some of the figures 8 | G. 0. SARS. - No. 8 descriptions and figures given so imperfect as not to admit of any satisfactory definition of the species. The method here adopted, viz., that of raising the forms artificially in aquaries from dried mud, does, I certainly think, give promise to extend in å most essential degree our knowledge of the exotic fresh-water Ento- mostraca; and I hope to be still enabled to prosecute these in- vestigations, which for a zoologist are connected with peculiar interest and delight, and may perchance lead to important bio- logical results. given by Mr. King have been reproduced. None of the species however, are apparently identical with those examined by myself, a fact to be ac- counted for perhaps from their having been collected in small ponds only, whereasthe species described in the sequel are derived from mud taken from a comparatively large lake, lying, moreover, in å wholly different region of Australia. 1885.] CLADOCERA. 9 L On the Structure of the Ephippia and the Development of the Ephippial Eggs in Daphnia Lumholtzii, n. sp. (P1, 1, figs. 1—10). It has been mentioned above, that one kind of ephippia occurred in great numbers in the Australian mud, and that these ephippia could at once be recognized as belonging to å pecu- liar species of Daphnia, subsequently domesticated with suc- cess in my aquaries. This species, which I have named after the Norwegian traveller, Mr. Lumholtz, whose kindness enabled me to”prosecute these investigations, will further on be described in detail. Here, I purpose merely describing the structure of the ephippia of the species together with the development of the so-called winter-eggs, having found that former investiga- tions do not give satisfactory information concerning these points in the natural history of the Cladocera. The ephippia of the present Australian Daphnia differ in certain respects not a little from those of most of our indige- nous species. In but one species, Daphnia magna Strauss, do we meet with a similar arrangement of the two ova contained in the ephippium, their ampullæ having an obliquely transversal position to the axis of the ephippium. The size of the ephippia found in the mud was somewhat variable, the length of the valves measuring from 1,00 mm to 1,50 mm. Ina lateral aspect (PI. 1, fig. 1), they exhibit an oblong-oval, or rather irregular- quadrilateral form, the dorsal side being the longer and the two opposite angles rounded off. Along the dorsal edge occurs å 10 G. 0. SARS. [No. 8. highly chitinized corneous rod, constituting the hinge of the ephippium, and posteriorly projecting as a short mucroniform spine, anteriorly as two rather narrow and slightly curved riband- shaped processes, diverging a little at their extremities. This rod, moreover, is armed, throughout its entire length, with å double row of small, posteriorly directed denticles, those at the end of the anterior processes assuming the shape of recurved hooks, by means of which the ephippium readily affixes itself to extrane- ous objects. Viewed from above (fig. 2), the ephippium is found to be strongly compressed and, as it were, constricted in the middle. The two valves of the ephippium fit close together round the edges, and exhibit, each of them, two succeeding umboniform promi- nences, placed obliquely to the longitudinal axis of the ephip- pium, so as to be nearly parallel to the posterior margin. These prominences indicate the chambers, in which the ova are lodged. The colour of the ephippia, except the corneous hinge, was å uniform dirty grey, much the same as that of the mud in which they lay imbedded. With two fine needles it is not very difficult to open the valves from the ventral side, especially when the ephippium has been for some time immersed in water. This effected, another capsule (fig. 4) is found to lie within the ephippium, connected but loosely therewith and exhibiting a somewhat elliptic form. The structure of this internal capsule is very delicate, forming, as it does, a soft and flexible envelope for the ova, and, moreover, projecting at its periphery to å thin rim, developed most along the ventral face. Also this inner cap- sule is composed of two symmetrical valves fitting close together round the periphery, and in the centre lie imbedded the two ova, side by side, in two corresponding chambers (see fig. 3), much as seed in the pod. Ås regards the microscopical structure of the ephippium, it exhibits everywhere, saving the dorsal rod, or hinge, an exceed- ingly dense net-work of minute polygonal cells, that easily be- come filled with air and thus contribute in buoying up the ephip- pium on the surface of the water. These cell-like cavities are 1885.] — CLADOCERA. 11 much more numerous in the outer capsule, lying crowded together in several layers, whereas in the inner capsule (see fig. 5) only a single layer of considerably larger cells can be observed. The ova contained in the ephippia (see figs. 3, 6) are of a regular oblongo-ovate form, and measure 0,08 mm in length. They exhibit å very strong, but elastic and perfectly translucent, egg-shell (chorion), quite structureless and of a smooth and lustrous appearance, conspicuously contrasting with the dull aspect of the surrounding parts (see fig. 3). The yolk-mass is of a light bluish green, and throughout uniformly and finely granulous without exhibiting any distincet oil-globules, as is the case in the so-called summer-eggs. Respecting the formation and further development of the embryo, no essential difference from that known in the summer- germs can be detected, as appears on comparing the figures (6—9) here annexed. Nevertheless, åa very marked peculiarity in the development of the winter-eggs may be stated, viz., the fact that the chorion, or egg-shell, is retained during the whole embryonal development, while in the summer-germs, as is well known, the exceedingly thin egg-membrane very soon, and long before the embryo has attained its full development, is cast off and found in the ,matrix* or incubatory cavity, of the parent animal, along with the embryos, as minute, curly ceuticles. During the progress of development the ova increase rapidly in Volume, attaining in the last stage (fig. 9) almost double their original size. OQwing to this increase, the valves of the ephippium, together with those of the inner capsule, become gradually forced apart, opening along the ventral side, so as to expose a part of the enclosed ova. I have often found the development to proceed unequally in the two eggs, and, when such is the case, the ephippium assumes åa somewhat irreg- ular form, appearing much more tumid at the one extremity (generally the hinder) than at the other. When the embryo has attained its full development, the egg-shell becomes very thin and finally bursts, whereupon the embryo drops off into the water through the widely gaping valves of the ephippium, generally with 12 G. 0. SARS. [No. 8. the head forward. It still, however, continues enveloped in å thin embryonal cuticle, within which not only lie all the bristles of the limbs, but also the large frontal process, So characteristic of the present species, this process being folded back along the ventral margin of the head, thus giving the frontal part in this stage (see PI. 1, fig. 9; PI. 4, fig. 1) an evenly rounded contour, asin the ordinary species of Daphnia. Moreover, the large spine, jutting forth posteriorly from the carapace, lies at first folded up along the ventral face of the body, the latter exhibiting, to0, a well-marked embryonal curvature. Very soon, however, after birth this embryonal cuticle is cast off; the body then exserts itself, and the young Daphnia at once appears (see PI. 1, fig. 10), with the habitus so characteristic of the present species, moving quickly about in the water by the aid of its natatory antennæ. i 1885.] CLADOCGRA. 13 II. Description of the Species, with Observations on Vital Phenomena. Family: — Sididæ. 1. Diaphanosoma excisum, n. SP. (P1. 2). Specific Character. — Female: — General form of body very similar to that in D. brachyurum. Head obtusely truncate anteriorly, without any distinct sinus beneath the eye; dorsal margin faintly arched. Carapace oblong, truncate posteriorly, with upper angle almost a right one, valves inflected in the middle and wide-open posteriorly, having å well-marked angu- lar emargination at the junction of the ventral and posterior margins. Eye comparatively large, with å light, brownish pig- ment. Antennæ, when reflexed, not reaching posterior margin of carapace. Tail of usual structure, caudal setæ exceedingly elongate. Body highly pellucid, with å faint yellowish tinge. Length of full-grown female reaching 1,30 mm. Remarks. — This Australian species exhibits in its general habitus å very striking resemblance to the well-known northern form, D. brachyurum, Liévin, but has also å certain affinity to the closely allied species, D. brandtianum, Fischer, and would seem, as it were, to occupy an intermediate rank between the two. From both, however, it may be readily distinguished by the peculiar angular emargination of the valves posteriorly, å cha- 14 G. 0. SARS. [No. 8. racter not found in either of the northern species, and which therefore gave rise to the specific denomination. A fourth spe- cies of the genus, D. angustum, has been described by Dana, but the description and figures are so imperfect as to preclude any concise definition of the specific characters. Description of the Female. — The form of the body (see PI. 2, figs. 1, 2), as in the other known species, rather elon- gate, with the height and breadth about equal. The head, occupying about l/3 of the total length, is com- paratively narrow and, as usual, without the slightest trace of either rostrum or fornix. It is marked off from the carapace by a distinct dorsal impression, at the bottom of which a trans- versal suture passes to either side, joining the upper end of the mandibles. Viewed from the side (see fig. 2), the head exhibits a somewhat oblongo-quadrilateral form, being obtusely truncate anteriorly and having the dorsal margin slightly arched, whereas the ventral appears almost straight, with but å very slight con- vexity in the middle, and not presenting a trace of the frontal sinus immediately beneath the eye. so distinctly marked in D. brachyurum. In å dorsal or ventral aspect (see fig. 1) the head appears obtusely conic, with the front part rounded off. The so-called shell, or more properly the carapace, exhibits a form very similar to that in the two northern species, being oblong-oval and abruptly truncate posteriorly, with the upper angle somewhat projecting and well-nigh å right one, whereas the lower is obsolete. It appears more or less tumid, and ex- hibits a varying dorsal convexity, according to the number of ova, or embryos, contained within the incubatory cavity, or matrix; when these are very numerous, å slight sinus is formed immediately in front of the postero-superior angle by the bulging out of the dorsal face. The free parts of the carapace, or valves, occur comparatively small and narrow, being deeply emarginate anteriorly, and thus leave all of the oral appen- dages uncovered. Seen in a lateral aspect (see fig. 2), their ventral margins appear almost straight, forming at the antero- lateral corners å sharp curve, whereas at their junction with 1885.] CLADOCEBRA. 15 the obliquely curved posterior margins, a slight angular projec- * tion ocecurs. Viewed from below (fig. 1), the valves appear strongly inflected along the ventral side, and provided at their edges with long and delicate, inward bending bristles. At the point, too, where, in å lateral aspect, the fore-mentioned angu- lar projection oceurs, is observed å very conspicuous emargina- tion, causing the valves to be wide open in the posterior part, even should their ventral parts be closely pressed together. The posterior edges of the valves are armed in their inferior part (see fig. 4) with a few strong denticles, succeeded by a very delicate ciliation, which, however, disappears at about the middle of their length. | No sculpture whatever, neither on the carapace nor on the shell of the head. The eye, placed in the frontal portion of the head, close to its lower face, is comparatively large, and furnished with numerous erystalline cones, forming å clear zone round the light, brownish pigment. No trace of any ocular spot, or ocellus, can be detected. The antennulæ do not exhibit any difference from those in our northern species. The antennæ are, as usual, very powerfully developed, though not of quite so remarkable a size as in D. brachyurum. When reflexed (see fig. 2), they do not reach the posterior mar- gin of the carapace, but for the rest fully agree in structure, as also in the number and arrangement of the natatory setæ, with our Northern forms. In regard to the oral parts and the branchial legs, those organs would seem to be of precisely the same structure as in the other known species. Also the terminal portion of the body, or tail (see fig. 3), has a very similar form, being exceedingly short and conically tapered, without any trace of anal denticles, whereas the apical claws are very strong and armed at the base with 3 secondary teeth. The caudal process is oblongo-mamilliform, and the two 16 G. 0. SARS. [No. 8. setæ originating thence exceedingly elongate, well-nigh equalling the whole carapace in length. The so-called shell-gland, and the several internal organs, bear so close åa resemblance to those parts in our 2 Northern species as hardly to need a detailed description. As regards colour, the whole body is highly transparent, almost hyaline, exhibiting in large specimens only a faint yel- lowish or greenish tinge. The summer-eggs, when just depo- sited in the matrix, are oblong in form, and exhibit a rather vivid yellowish yolk-mass, in the centre of which å single, very small, and hyaline oil-globule lies imbedded. During the progress of development, the colour of the eggs fades away, the yolk- mass becoming gradually absorbed; and finally, åa minute residue only is found in the anterior part of the embryo. Observations. — The movements of the animal, as ob- served in my aquaries, would seem on the whole to agree with those of our indigenous species. The specific weight of the body being nearly that of the water, it very often happens, that the animal will keep itself for some time in about the same place, with its antennæ immovably extended on either side, balancing the body, so as to retain it suspended in the same position. On closer examination, with the aid of a hand-lens, the branchial legs are found to move during this apparent inactivity in aå rapid and rythmical manner, this movement serving however, as is well known, merely for respiration and procuring food. If the animal is disturbed or would change its place, locomotion is effected by a few strong propelling strokes of the antennæ, nay even one such stroke, causing it to pass through the water with as many sudden jerks, mostly in different directions. These movements are so rapid as to make it å matter of no little difficulty to catch the animal with an ordinary dipping-tube. But after å short interval, the animal invariably again assumes its former quiescent position. On the whole, its movements would seem to be somewhat irregular and abrupt, more so apparently than are those of our Northern species. When placed under the microscope in å small quantity of 1885.]| CLADOCERA. 17 water, the animal at first invariably presents itself to the ob- server either in å dorsal or ventral aspect, the strongly diverging antennæ preventing its turning in a lateral position. Not till the antennæ are reflexed or forced back along the sides of the carapace, — å movement, as å rule, performed by the ani- mal after some time spontaneously — is it possible to turn the body over, and thus obtain a lateral view. Often, however, it will soon suddenly again extend its antennæ, and thus instantly reassume its original position. Moreover, when under the miero- scope, the animal curves, as å rule, the free part of its body strongly downward, so as to force it out from the valves, the eye being then often forcibly retracted from the frontal margin. But after åa while it generally stops its exertions, remaining quite immobile, and thus admits of being accurately figured with the aid of åa camera lucida while still living, any special means for restricting possible movements being superfluous. The first specimen of this form appeared in one of my aquaries on the 30th of June, but, at that time, was so very small as to be hardly visible except with the aid of å strong magni- fier. Subsequently, several other specimens developed in the same aquary, and about the middle of July most of the specimens were full-grown and provided with numerous summer-eggs and embryos. At this time, however, I was obliged to break off my observa- tions, having to leave Christiania on å scientific excursion. On my return, late in September, I found this form to have entirely disappeared in the said aquary, its place being taken up by large shoals of another Australian Cladoceran, Daphnia Lumholtzii, of which I had observed å few young examples only before proceed- ing on my excursion. On the other hand, some few specimens of the same Diaphanosoma had appeared in the largest of my aquaries, along with the Mona to be described in the sequel. But these specimens were of rather inferior size, with but few (rarely more than two) eggs, or embryos, in the matrix. In some of them, also, an incipient production of winter-eggs could be detected; and hence, in all probability, male individuals had now likewise become developed. Meanwhile, I did not succeed Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 8. 2 18 G. 0. SARS. [No. 8. in taking any of the diminutive males, and as, after a few days, from some unknown cause, å sudden mortality occurred in this aquary, affecting all the Cladocera therein, every chance of securing the male of this species for examination was lost. True, I have not been able to find in the mud sent me winter-eggs of the fore-described form — a fact easily accounted for by their not being enclosed within any true ephippium; — but as to this species having been veritably raised from the mud, I can testify from another observation, detecting, as I did, easily determinable remains (antennæ and parts of the carapace) of the same form in the ventricles of certain small fresh-water fishes caught in the lake from which the mud was derived, and kindly forwarded to our University Museum by Mr. Lumhboltz. Family: — Daphnideæ. 2. Daphmia Lumholtzii, n. sp. (P1. 1, figs. 1—10, PÅ. 3, 4). Specific Character. — Female: — Head defined from carapace by a distinet dorsal impression, and jutting out anteri- orly as å very large lanceolate prolation pointing obliquely down- ward (in some cases however much reduced in size); frontal mar- gin straight or slightly arched; rostrum distinctly projecting; fornix very prominent and exserted on either side to an acute, spiniform point. Carapace (lateral aspect) broadly oval, free edges of valves evenly curved, and armed with unusually elongate and distant denticles. Spine of carapace exceedingly strong and elongate, pointing obliquely upward. Eye rather large, with numerous refracting corpuscles; ocular spot exceedingly minute. Antennulæ small, but distinctly projecting. Tail with terminal part gradually tapering, dorsal margin almost straight and armed with comparatively small and well-nigh uniform denticles; apical claws without any secondary teeth at base. Fphippium having the hinge produced both anteriorly and posteriorly, and with obliquely disposed ampullæ. Male: — Head somewhat depressed, not prolonged anteri- 1885.] CLADOCERA. 19 orly, front obtusely rounded, rostrum wanting. Carapace oblong, with ventral margins incurved and densely hispid, antero-lateral corners projecting. Spine of carapace comparatively short. An- tennulæ greatly produced, with peduncle and flagellum uniform in length. Tail without any dorsal process, anal margin slightly incurved and with very few denticles. Body in both sexes rather pellucid, having merely a faint greenish tinge. Length of female (including spine) reaching 3,90 mm, of male 1,60 mm. Remarks. — This would seem to be the most striking form among the Cladocera raised from the mud, and may easily be distinguished from all other known Daphniæ by the prodig- iously developed lanceolate prolongation of the head, the peculiar shape of the fornix, the distinct dorsal impression between head and carapace, and the remarkably long and distant marginal den- ticles of the valves. Moreover, as shown above, the ephippium differs somewhat in form from that in most other Daphniæ. Description of the Female. — The total length of the largest specimens examined was 3,90 mm, the spine of the cara- pace measuring 1,65 mm; hence the species somewhat exceeds in size the larger form of our common D. longispina, Miller. The general form of the body (see PI. 3, figs. 1, 2) is some- what compressed, the |øreatest breadth scarcely exceeding half the height. The head, unlike what occurs in the known species of this genus, Is well defined from the carapace by a distinct dorsal impression. In å lateral aspect (see fig. 1), it exhibits åa some- what triangular form, the top of the triangle being drawn out to a very large spear-shaped prolation, pointing a trifle downward. The dorsal margin of the head is gently arched posteriorly, Whereas it anteriorly becomes almost straight, adjoining without any interruption the upper edge of the frontal prolation. 'The ventral margin of the head, on the other hand, forms, along with the lower edge of the prolation, å distinct sinus, and is very slightly arched, running out posteriorly as an acute-angled pro- jection — the so-called rostrum. The fornix occurs very prominent o% 20 G. 0. SARS. [No. 8. in its posterior part (see fig. 2), forming, as it were, å triangu- lar shield, arching ovér the bases of the antennæ; moreover, it is drawn out on either side to åa sharp and freely projecting spiniform point, jutting almost at right angles to the axis of the body. The carapace, as viewed from the side (see fig. 1), exhibits a broadly oval form, with the dorsal margin more or less arched — according to the number of eggs, or embryos, in the matrix — and the free edges of the valves forming an even curve through- out. At the junction between the two posteriorly, projects the very strong spine of the carapace, pointing invariably somewhat obliquely upward, even should the matrix be greatly distended with eggs, or embryos. Generally, it equals in length the whole of the carapace, and is, as usual, armed with 4 rows of small appressed denticles, the two upper continuing along the dorsal edge of the carapace well-nigh as far as the dorsal impression. The free edges of the valves are in the most anterior part quite smooth, but, for the rest, armed with å series of from 16 to 20 unusually slender and distant denticles, largest in the middle and diminishing a trifle in length both forwards and backwards. As to the sculpture of the shell, it appears very faint and difficult to detect, but would seemå to resemble that in other Daphniæ, two systems of delicate striæ crossing each other at equal intervals and thus forming å very close and regular net- work. The shell-gland is easy to examine and of the usual structure, constituting an S-shaped assemblage of canals in the anterior part of the valves. The eye occurs comparatively large and provided with numer- ous refracting corpuscles, from 8 to 10 of which project at the periphery from the edges of the black pigment. The ocular spot, or ocellus, on the other hand, is exceedingly small, so as to be easily overlooked. The antennulæ are, as in other female Daphniæ, very small and quite immobile, though in this species distinctly projecting with their extremities from å small rounded prominence just 1885.] CLADOCERA. 21 behind the rostrum. They are provided at the apex with a bunch of minute, clear, sensory papillæ, besides a single delicate bristle. The antennæ agree in all essential characters with those of other Daphniæ, being comparatively feeble in structure. The natatory setæ are rather elongate, and have no pigmentary spot at the base of the terminal joint. The oral parts and the branchial legs would not seem to exhibit any marked difference from what is known to charac- terize other species of the genus. The tail (fig. 3) is provided with 4 well-marked dorsal processes, the two anterior of which are very large and not connate at the base. The terminal section tapers evenly toward the apex, the dorsal margin being almost straight. The anal denticles, about 12 on either side, occur comparatively small and well-nigh uniform in size. The apical claws are gently curved, and do not exhibit the slightest trace of secondary teeth at the base, whereas a very delicate ciliation may be traced along their sides well-nigh to the tip. The caudal setæ are rather short and of the usual structure. ; The inner organs, which, in the living animal, admit of being traced with great distinctness through the transparent integu- ments, would seem to agree in all essential characters with. those of other Daphniæ. The arrangement of the dorsal muscles moving the antennæ, is almost precisely as in D. magna Strauss, and somewhat dissimilar from that in other species of the genus, the median being quite narrow and placed in close approximation to the posterior muscle. The eggs, when recently deposited in the matrix from the ovaries (see fig. 1), are almost globular in shape and furnished with å large central oil-globule, of å light, yellowish colour; the yolk-mass is of å clear bluish-green. The above-given description has been worked up from indi- viduals domesticated in my aquaries during the summer-months. 22 G. 0. SARS. [No. 8. No essential difference in the general habitus could in any case be detected on comparing the specimens of these generations. On returning from my excursion at the end of September, I found however, that a very conspicuous alteration had taken place with the individuals swarming in one of my aquaries, apparently arising from åa less complete nutrition along with an incipient formation of ephippia. The size of these individuals was, as å rule, somewhat inferior to that of the summer-generations, and their reproduction by no means so great, more than two eggs, or embryos, being rarely found in the matrix. Meanwhile, å very striking deviation in the form of the head was observed, giving to the individuals (see PI. 4, fig. 2) å physiognomy very different from that in the earlier generations. 'Thus, the enor- mously developed frontal prolation, apparently so characteristic of the present species, had become to that extent reduced in size as to be well-nigh obsolete, the head having assumed å form agreeing more closely with that, as a rule, found to occur in the typical species of the genus, though still exhibiting in front a slight angle. Moreover, the spine of the carapace had comparatively become both much shorter and feebler than in the earlier examined individuals. In some of the specimens, too, as mentioned above, å most conspicuous formation of ephip- pia had supervened, the dorsal part of the carapace having been so modified as to receive the two winter-eggs. As will appear on comparing fig. ?, Pl. 4 with figs 1, ?, 3, Pl. 1, the recently developed ephippium, which still forms part of the carapace in the specimen figured here, agrees in every respect with the ephippia found in the dried mud, and described more in detail in the first part of this Memoir. Now, it may be easily seen, that the valves of the ephippium merely represent peculiarly modified segments of the dorsal part of the carapace limiting the so-called matrix, and that the hinge is formed by the inspissated dorsal edge, which still retains its armature of dentieles. The presence of individuals provided with ephippia naturally induced me to seek for male specimens, knowing, as I did, that the development of male Cladocera is mostly simultaneous with - 1885.] CLADOCERA. 23 that of ephippia bearing females. And I did succeed, after some little trouble, in lighting among the numerous female speci- mens upon å few fully developed males, the examination of which has enabled me to give å more complete description of the present interesting species. Description of the Male (PI. 3, fig. 3). — The size of the full-grown male, is, as usual, much inferior to that of the female, not exceeding 1,60 mm, and its general habitus, as also the structure of certain of its limbs, very dissimilar. The head appears much more depressed, the frontal part being obtusely rounded off and somewhat projecting inferiorly, with only a very slight knob-like rudiment of the frontal pro- lation. The ventral part of the head is, as it were, cut off, not forming even å trace of a rostral projection. The carapace occurs comparatively much narrower than in the female, the dorsal part not the slightest arched, nor the free edges of the valves exhibiting any regular curve. A little in front of the middle the latter appear strongly in- flected, forming anteriorly a salient angular projection. This projection, as also the inflected part of the valves, are edged with a dense fringe of delicate plumous setæ. The spine of the carapace, finally, is somewhat short and obliquely upturned. The eye would appear to be a trifle larger than in the female, almost filling up the rounded frontal part. The antennulæ"are very dissimilar from those in the female, and comparatively stronger developed than in the males of our Northern species, fully attaining, as they do, the length of the head. They are very mobile, and articulated with two small rounded prominences at the infero-posterior part of the head, being, asa rule, directed straight downward, and somewhat diverg- ing. Their basal part, jor peduncle, is narrow-cylindric, and contain within its proximal part a strong muscle; at the end, it exhibits posteriorly a rounded prominence, to which are affixed the usual sensory papillæ, whereas, in front of the prominence, protends the slender setiform flagellum, composed of two articu- lations, the outer very delicate and finely ciliated along one of 24 | G. 0. SARS. [No. 8. its edges. The length of the flagellum about equals that of the peduncle. The 1st pair of legs exhibit the usual structure, being modi- fied to act as powerful claspers, with which the male grasp the female during copulation. Their terminal part, with the strong, curved hook and the slender bi-articulate seta, is often seen exserted beyond the valves, wide-open in their anterior part. The tail is without any distinet dorsal processes, and has the terminal part somewhat curved, with the anal margin slightly incurved in the middle. Both the apical claws and the anal denticles are relatively less fully developed than in the female. The testes are distinctly visible through the carapace, as two narrow and somewhat flexuous tubes on either side of the intestine, placed a little ventrally, and reaching forward to about the insertion of the 3rd pair of legs. Ås regards colour, the body of both male and female is exceed- - ingly pellucid, with but å very faint greenish or yellowish tinge. The developing ephippium appears at first rather translucent, but very soon becomes quite opaque and of å dull greyish colour, appearing in transmitted light almost black. Observations. — The movements of the animal would appear to deviate somewhat at the different seasons of the year. In the animals belonging to the earlier (summer) generations, they are rapid comparatively, and without, in a strict sense, being distinguished by that jerking or jumping peculiarity ob- served in most other Daphniæ, but have more properly the character of an even run through the water. During this movement the animal retains its body in åa somewhat oblique position, with both the frontal spine and that of the carapace pointing well-nigh horizontally. By rapid and quickly repeated strokes of the antennæ, the animal propels itself with conside- rable speed through the water, in the direction of the frontal spine, and no perceptible deviation from the straight line can be detected. Several times I watched specimens domesticated in the largest of my aquaries, and invariably found them scud- ding about, in the manner described above, through the whole 1885.] | CLADOCERA. 25 extent of the aquary, changing only their course when striking against the walls of the aquary. Both the frontal prolation and the spine of the carapace, as also, perhaps, the peculiarly exserted fornix, serve no doubt as å balancing and steering appara- tus, and thus the present species is, it would seem, admirably adapted for living in lakes of considerable extent. However, in individuals of the later generations, this apparatus becomes, as we have shown, very much reduced, and such reduction also occasions a corresponding and very conspicuous alteration in the movements of the animal, these being now rather slow and abrupt, or jumping, as in our well-known species, D. pulex (de Geer). Moreover, the animal is found to keep its body, when moving, in å more vertical position, precisely as with the fore- mentioned Northern species. It is obvious, that the movements of the animal at such time merely serve to keep the body suspended in the water, whereas any true locomotion does not, as a rule, occur. Å great number of specimens I saw from day to day crowded in the same corner of the aquary, form- ing there åa dense assemblage, that retained its place well-nigh unaltered. The development of the ephippium would seem to restrict still further the agility of the animal, the weight of its body thereby being considerably increased; and such indi- viduals I found too, as å rule, congregated near the bottom of the aquary. — The movements of the males are a triffe more rapid, though made in å similar jerking or jumping manner, and they often keep their bodies obliquely horizontal when in pursuit of the females. This Daphnia was the Cladoceran first hatehed; and in all my aquaries å few individuals at first appeared; but in one only they continued multiplying sufficiently to attain sexual differ- entiation. In all the other aquaries, after some time the indi- viduals disappeared. This fact I found to be in all probability caused by the presence of another Australian Cladoceran, Moina propinqua (to be described further on) this form being much more tenacious of life and its power of reproduction truly mar- vellous, so as to occupy after some time most of the space in the 26 G. 0. SARS. [No. 8. aquaries, and thus preventing the full development of any feebler species. | 3. Ceriodaphmia cornuta, n. sp. (P1. 5, figs. 1—3). Specific Character. — Female: — Head much depressed, with frontal part slightly dilated, and jutting out as two acute pro- cesses, the on constituting å kind of rostrum, the other å corni- form projection of the front. Carapace broadly oval, and rather tumid, jutting out posteriorly as a short bifurcate prolation. Whole of shell distinctly reticulate, with comparatively large, polygonal meshes; free edges of valves smooth. Eye of moder- ate size, ocular spot exceedingly small. Antennulæ rather short, fusiform, tentacular seta affixed about in the middle. Antennæ comparatively feeble in structure. Tail provided with 2 distinet dorsal processes, posterior very broad, and having at hinder part a fascicle of fine hairs, terminal section evenly tapered, with dorsal margin well-nigh straight, and exhibiting about 8 pairs of rather small denticles; apical claws without secondary teeth at base. Body pellucid, with but a faint greenish tinge. Length of ovigerous female 0,60 mm. Remarks. — This form may be easily distinguished from all hitherto known species by the two peculiar projections of the frontal part, the anterior of which has the appearance of å small, anteriorly directed cornicle: hence the specific denomination. The C. textilis of Dana would appear to exhibit å similar rostral pro- jection, but wants every trace of the characteristic frontal cor- nicle. Of our Northern forms, C. quadrangula Miller, is that most nearly related to the present species. Description of the Female. — The specimen examined measures in length 0,60 mm only, and thus ranks among the smaller species of the genus. The general form of the body (see PI. 5, fig. 1) appears, as in the other species, rather short and thickset, also somewhat tumid, though the breadth does not fully equal the height. The head is very much depressed, and marked off from the 1885.] CLADOCERA. 27 carapace by a rather deep dorsal impression. Its dorsal margin is rather convex in the upper part, but farther down forms a slight concavity above the eye. The frontal part projects a little inferiorly, jutting out as two acute processes, that point in opposite directions. 'The posterior and larger process repre- sents å kind of rostrum, projecting in front of the antennulæ; the anterior, which issues from the foremost part of the front, has the form of å small cornicle, pointing straight forward, much as in the cornigerous variety of our common Scapholeberis mu- eronata. "The fornix would appear to project a little above the bases of the antennæ, and is there produced on either side as å short triangular lappet. The carapace — lateral aspect — exhibits a Es regular, broadly oval shape, both with the upper and lower mar- gins gently arched, and the posterior part, å little above the middle, produced as å short spiniform process, that, on viewing the animal from above, appears bifurcate, or to jut forth with two acute and diverging points (see fig. 2). The sculpture of the carapace, as also of the cephalic shell, is very distinct, forming over the whole surface å net-work of most conspicuous polygonal meshes, those on the valves occurring larger and more regular in form than elsewhere. The free edges of the valves are quite smooth, without any trace of bristles or denticles. The eye is of moderate size, and, as usual, placed within the frontal region of the head, not by far, however, filling up that part. The ocular spot is distinctly visible, though very minute, punctiform, and placed at a short distance from the insertion of the antennulæ. The antennulæ are rather small, not reaching by far to the tip of the rostral projection, and well-nigh fusiform in shape, having the tentacular seta affixed about in the middle of the anterior margin. The antennæ appear somewhat less powerfully developed than in most of the other species, and with the outer branch considerably shorter than the inner; for the rest exhibiting the usual structure. 28 G. 0. SARS. [No. 8. The tail (fig. 3) is provided with 2 well-marked dorsal pro- cesses, the anterior narrowly conic, whereas the posterior occurs very broad, subtriangular, and furnished at its hinder part with åa bunch of delicate hairs. The terminal section is not expanded, — tapering, as is does, evenly toward the apex, which is bluntly rounded, with a somewhat projecting anterior angle bearing the apical claws. The dorsal margin is well-nigh straight, and armed in its exterior part with about 8 pairs of denticles, almost equal in size. The apical claws are gently curved, and want every trace of secondary teeth at the base. The caudal setæ are of moderate length, and distinctly bi-articulate. The matrix of the specimen described above contained 4 rather large summer-eggs. disposed in pairs, and of a regular oval form, exhibiting also åa large central oil-globule. The body was semi-transparent, with a faint greenish tinge — the yolk-mass of the eggs of a clear bluish-green. Observations. — The movements of the animal were most unusually slow, and somewhat jumping in character, from the abrupt and well-nigh rhythmical strokes of the antennæ. The attitude of the body during these movements was almost vertical, and but very little, if any, locomotion was effected, the strokes of the antennæ serving, it would seem, merely to keep the animal suspended in the water. I watched the same specimen for some days together, and was always sure to find it precisely in the same place in the aquary, — about the middle of the water. Only a single specimen of this pretty little species was raised from the mud. It made its appearance in one of my aquaries in the first days of June, and at first was so very small as scarcely to be visible save with the aid of å strong magnifier. Soon, however, it increased in size, and after some days became full-grown and ovigerous, whereupon the specimen was submitted to a careful microscopic examination and then preserved in spirit. To the best of my judgment, the small ephippium figured in Pl. 1, fig. 13 belongs to this species, its dimensions being exactly such as would agree with the size of the specimen described above. 1885.] CLADOCERA. 29 4. Moima propinqua, n. Sp. (PL. 5, figs. 4, 5; PI. 6). Specific Character. — Female: — General habitus very similar to that of M. brachiata. Head with dorsal margin only slightly concave above the eye, front somewhat projecting and narrowly rounded, ventral margin well-nigh straight. Carapace with dorsal part in gravid specimens often enormously expanded, valves comparatively small, sculptured with distinct transversal flexuous striæ, and fringed along the inferior edges with short setæ. Eye of moderate size. Antennulæ densely fringed with cilia posteriorly. Antennæ powerfully developed, with usual number of natatory setæ. Tail having terminal section rather produced, its distal part gradually tapering and armed with nearabout 9 pairs of lateral denticles, the most exterior biden- tate; apical claws without any secondary teeth at base. Fphip- pium with å single ampulla. Male having frontal part of head evenly rounded off, and antennulæ armed at extremities with 3 strong incurved hooks. Body diaphanous, with a faint violet tinge along ventral side of intestine. Length of adult female 1,14 mm; of male 0,63 mm. Remarks. — This form exhibits å perplexing similarity to our common European species, M. brachiata, Jurine (= M, rectirostris, Zaddach), so as readily to be confounded with it at the first glance. However, on closer examination it presents certain constant differences that undoubtedly should be regarded as specific. 'Thus, the contours of the head, both in the female and the male, would seem to differ åa little from those in M. bra- chiata, the front being less produced and the sinus above the eye less distinctly marked. Moreover, the antennulæ in the female are densely ciliate posteriorly, and in the male armed with only 3 apical hooks. Finally, the terminal claws of the tail want every trace of secondary teeth at the base. Another Australian Moina, M, Macleana, has been described by Mr. King, differing however materially, to judge from the description and 30 G. 0. SARS. [No. 8. figure reproduced by Mr. Schoedeler, from the present form, alike as regards its general habitus and the number of natatory setæ on the antennæ. The M. micrura of Kurz, from South Germany, has the antennulæ, as in the present species, densely ciliate posteriorly, but differs, let alone other characters, in the terminal part of the tail being far less produced and armed with a much smaller number of lateral denticles. Description of the Female. — The largest specimen examined had a length of 1,14 mm, or nearly that of the Northern species. The general form of the body (see PI. 5, figs. 4, 5) is much the same as in M. brachiata, being, more especially in gravid specimens, rather short and clumsy. The head is marked off from the carapace by å distinct dorsal impression, from which proceeds å well-defined transversal suture, joining the upper ends of the mandibles. In å lateral aspect (fig. 4), it appears somewhat depressed, with the dorsal contour strongly arched behind, whereas anteriorly it becomes å trifle concave, forming an indistinct sinus above the eye. The front projects a little, but still less than in M. brachiata, and is narrowly rounded, with the ventral margin well-nigh straight. No true rostrum is present, the posterior part of the head forming beneath but a slight convexity previous to its joining the labrum. Ås seen from above (fig. 5), the head tapers very slightly toward the apex, which is obtusely rounded. A slight trace only of the fornix is seen projecting on either side just above the bases of the antennæ. | The carapace is much broader than the head, and, in gravid specimens, expanded on the dorsal side in å truly remarkable manner, to form å most capacious, well-nigh globular matrix (see figs. 4, 5), marked off, it would appear, from the valves inferi- orly by a curved chitinous fillet, projecting from its inner face (see fig. 3). Posteriorly, the carapace juts out as å short and obtuse prolation, below which the free parts, or valves, take their origin. The latter are comparatively small, so as not to obtect fully either the oral parts or the tail. Anteriorly, they exhibit in their upper part å well-marked sinus, leaving uncovered 1885.] CLADOCERA. 31 a great part of the mandibles, and inferiorly form åa broadly rounded corner. 'The ventral edges are almost straight, and fringed with short hairs; they are not distinctly marked off from the posterior, which are slightly incurved in their upper part. Ås regards the sculpture of the shell, no trace can be detected in other places, except on the valves, where delicate, obliquely transversal striæ, somewhat flexuous and partly anastomosing with each other, may be readily observed. The shell-gland forms a simple coil of canals in the anterior part of the valves. The eye — placed within the anterior projecting part of the front — is comparatively large, though somewhat smaller than in M. brachiata. It is provided with numerous refracting corpuscles, forming a clear zone round the dark pigment. Of the ocular spot, no trace whatever can be detected. The antennulæ exhibit the structure characteristic of the genus, projecting freely, and very movably jointed to the inferior part of the head. They are narrowly fusiform, and densely fringed along the posterior border with rather long and delicate cilia. The tentacular seta, affixed about in the middle of the an- terior margin, is rather long, whereas the apical sensory papillæ are exceedingly small. The antennæ are very powerfully developed, and agree precisely in their structure with those in M. brachiata, the num- ber and arrangement of the natatory setæ being exactly the same. This would also appear to be the case ;with the oral parts and the legs. The tail (see Pl. 6, fig. 1), as in the other species of the genus, cannot be entirely retracted within the carapace, a more or less considerable part of its terminal section being invariably exposed behind. As to form, it corresponds very nearly with that in M. brachiata. A- single conical dorsal process occurs somewhat far out anteriorly, admitting of being closely applied against an internal crest of the carapace, and thus closes up the matrix posteriorly. The terminal section is rather produced, tapering rapidly toward the apex, which is conically pointed. Its dorsal margin constitutes, a little beyond the middle, å broadly 32 | G. 0. SARS. [No. 8. rounded prominence, on which the anal opening is situated, and exhibits above another process, whence the very long caudal setæ originate. The distal part of the tail beyond the anal opening is very narrow, and, on either side, armed with about 9 denticles, the exterior of which is non-ciliate and bifid, with the outermost point the longer, whereas the remaining denticles are simple and very delicate, as also densely ciliate along both edges. The apical claws are comparatively small, and want every trace of secondary teeth at the base, whereas at the anterior edge 3 slight serrations may be observed. Ås regards the internal organs, no essential differences can be found from those in M. brachiata. 'The ova, when recently depo- sited in the matrix, are exceedingly small and transparent, of a faint rosy or violet hue, and globular in form. They rapidly, however, increase during the embryonal development, dilating the dorsal part of the carapace in the fore-described extraordinary manner. On removing the numerous embryos, the so-called alimentary layer (,Nahrboden*), described more fully by Prof. Weissman, and apparently affording å nourishing substance for the embryos during development, is seen to project from the dorsal face of the body wall. As stated above with regard to Daphnia Lumholtzii, also of the present form the individuals belonging to the later gene- rations, developing at the end of September, proved far less productive than were those of the earlier generations, more than 2 or 4 embryos being rarely found in the matrix. Apparently by reason hereof, the carapace of adult specimens exhibited at that period a somewhat different aspect, its dorsal part being not by far so expanded, and its form occurring more regularly quadrangular. In some specimens, too, å distinct formation of ephippium had taken place (see Pl. 6, fig. 2). The struc- ture of the latter was very similar to that in M. brachiata, containing, as it did, but å single ovum.* It also exhibited, alike as to size and structure, the most perfect agreement with å kind 1 In M. paradoxa, Weissman, there are 2 transversely disposed egg-chambers, as in the genus Daphnia, Å Å 1885. | | | CLADOCERA. 33 of ephippium not uncommonly found at first in the dried mud, and one of which is represented in PI. 1, fig. 14. Description of the Male. — The size of the full-grown male of this species is very much inferior to that of the female, measuring only 0,63 mm in length. The general form of the body (see PI. 6, fig. 3) appears somewhat dissimilar from that of the female, being by far not so clumsy, and rather slender and compressed. The head is comparatively more erect and elongate, with the dorsal face less arched and the sinus above the eye shorter. The front is evenly rounded, and the ventral margin exhibits at the point of insertion of the antennulæ å gentle curve. The carapace has the dorsal part not in the least expanded, and is abruptly truncate posteriorly, with the upper angle well- nigh a right one, the lower corner rounded. | The antennulæ are enormously developed, attaining about the length of the head, and are exceedingly mobile. They appear, as it were, geniculate, the slender distal part forming a slight angle with the proximal, without however being marked off by any perceptible suture. At the junction of the two, are affixed anteriorly two unequal setæ, the one very small, whereas the other is rather elongate, and would appear to correspond to the tentacular seta in the female antennulæ. The distal part being almost twice as long as the proximal, bears at the apex, exteriorly, åa small bunch of sensory papillæ, and interiorly, 3 strong incurved hooks (see fig. 4). Of any true flagellum no trace whatever can be detected. The 1st pair of legs (fig. 5) are modified in the usual man- ner as powerful claspers, the exterior part being incrassated and containing several converging muscles, that move the very strong anteriorly curved hook. At the base of this hook, is seen anteri- orly a very short seta, and posteriorly, a thin plate bearing 3 plumous setæ of equal length. The tail would not seem to exhibit any marked difference from that in the female. The testes occupy their usual place, and agree in struc- Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 8. 3 dt 34 G. 0. SARS. | [No. 8. ture exactly with those of M. brachiata, the zoospermes being likewise of a similar character. Respecting colour, both the male and female are, as å rule, highly pellucid, almost hyaline, having however, invariably, along the ventral side of the intestine, å more or less distinct rosy or violet tinge. In gravid females, the prodigiously expanded dorsal part of the carapace often exhibits a faint yellowish tinge, the embryos occurring of åa bluish-grey. In most specimens, numerous strongly refracting oil-globules, belonging to the so-called adipose tissue, are dispersed along the ventral face of the body, being especially numerous within the tail, where they occur on both sides of the terminal section of the intestine (see PI. 6, fig. 1). The recently developed ephippium exhibits an opaque brownish- red colour. Observations. — Individuals belonging to the summer- generations move through the water with comparative rapidity in a clearly jumping manner, their bodies retaining åa some- what prone attitude. True, the movements of gravid females be- come to å certain extent encumbered by the heavy burden of embryos, but are yet sufficiently vigorous to render it rather difficult to catch them with an ordinary dipping-tube. In the latter part of the summer and autumn, these animals become much less agile, keeping mostly near the bottom of the aquary, though moving about in the same jumping manner as before. The present form made its appearance in most of my aquaries at about the same time, viz,, in the first days of June, å very few individuals only having at first been observed. Meanwhile they rapidly increased, and, when full-grown, they continued multi- plying to such å remarkable extent, that in the course of a few weeks, shoals of these little creatures literally filled up the aquaries. To prevent their choking out, so to speak, all the other Cladocera, I was obliged on several occasions to remove å conside- rable number of the individuals from the smaller aquaries, whereas in my largest aquary I left the animals to multiply undisturbed. On returning from my excursion, I found this aquary filled up with immense swarms of this form, so as to give quite å turbid aspect PÅ % G N TRENE EPER NE PG 1885.] CLADOCERA. 35 to the water. The number of individuals had now become far too great in proportion to the size of the aquary, and from this cause apparently, after some days åa sudden mortality ensued, occasioning all of the animals to disappear in comparatively a very short time. Previous to this occurrence, I had fortunately submitted to examination some of the females in which ephippia were developing, as also a few individuals of the diminutive male observed at that time, and thus I could trace with comparative completness the lif-history of the present form. Ås is well known, the Northern species of Moina are, as å rule, met with in very small turbid ditches, generally appearing only at certain seasons of the year (in our country mostly in the latter half of summer), whereas no species of this genus has ever been found in lakes of any extent. Thus, it may seem somewhat strange to find this form among the Cladocera derived from one of the larger Australian lakes. We must however bear in mind, that the lake in question is very Shallow, and that some years ago it even completely dried up, having thus, apparently at least for some time, presented conditions eminently favou- rable to the existence of the present form. | Family: — Lynceideæ. 5. Leydigia australis, n. Sp. (PL. 7, 8). Specifie Character. — Female: — General habitus very similar to that of L. acanthocercoides. Head comparatively erect, with rostral projection curved but very little, if at all at apex. Carapace without any distinct sculpture, compressed, broadly quadrangular, dilated behind and very obliquely truncate, with upper angle obtuse, lower corner projecting and rounded off. Eye very small. Ocular spot enormously developed, at least three, times the size of the eye, and irregular-angulous in form. An- tennulæ reaching scarcely to apex of rostrum. Inferior expansion of labrum delicately ciliate at edge. Tail with 3 bunches of hairs 3* nøY 14, Sa i + 36 G. 0. SABS. [No. 8. above, terminal section very large, lamellar, scarcely however dilated towards apex, dorsal edge gently arched and terminating with å well-marked angle, lateral spines very slender, increasing in length towards apex, about 20 on either side, exclusive of 2 or 3 small denticles, obliquely disposed in a series at base of each spine. Apical claws slender and well-nigh straight, without any secondary tooth at base. — Male much smaller than female, with antennulæ larger and 1st pair of legs armed with å strong hook. Body of female amber-coloured. Length of full-grown female 0,84 mm, of male 0,46 mm. Remarks. — This species, although very similar in its general habitus to the 2 European forms, — L. acanthocercoides Fischer, and L. quadrangularis Leydig, can at once be dis- tinguished by the remarkable development of the eye-spot. It may also be easily recognized — at least from the species oc- curring in Norway (L. quadrangularis) — by a somewhat dif- ferent form of the terminal section of the tail, as also by its apical claws being wholly unarmed. Description of the Female. — The length of the full- grown female measures 0,84 mm; and this animal ranks &ac- cordingly among the larger forms of Lynceidæ. The body (see PI. 7, figs 1, 2) occurs, as in the other two species. much compressed, its breadth scarcely attaining half its height. The head (see fig. 1) is comparatively erect, with the dor- sal contour gently curved to the very apex of the rostrum. The edges of the fornix appear slightly flexuous, and join the cara- pace at a very acute angle. Viewed from beneath (fig. 2), the head, owing to the greatly developed fornix, assumes the form of an obtusely triangular vaulted shield, posteriorly about as broad as the carapace.A The rostrum, formed, in a strict sense, by the edges of the fornix running together in front, appears, when viewed from the dorsal or ventral face, obtusely rounded. The carapace, viewed laterally (fig. 1), is very broad, and irregular-quadrilateral in form, the ventral side being by far 1885.] CLADOCERA. 37 the longest. It expands somewhat posteriorly, and is there very obliquely truncate, with the upper angle obtuse, the lower corner rather produced and evenly rounded off. The dorsal margin forms, along with that of the head, an uninterrupted and gentle curve, whereas the ventral edges of the valves are comparatively straight, and constitute åa somewhat projecting corner on joining the anterior edges. | The surface of the shell appears quite smooth, without the slightest trace of any striæ or other sculpturing, and the inferior edges of the valves are, as usual, fringed throughout their whole length with rather long and dense cilia. The shell-gland (see PI. 8, fig. 1) is comparatively simple in structure, forming merely a single short loop just behind the mandibles, its upper extremity reaching to about the place where the heart occurs located. The eye (see PI. 7, figs. 1, 2; Pl. 8, fig. 1) is comparatively very small, with only a few, rather minute refracting corpuscles in its anterior part. The eye-spot, or ocellus, (ibid.), on the other hand, is of quite å remarkable size, being more than three times as large as the eye itself. It is placed a little nearer to the eye than to the apex of the rostrum, and exhibits an irregular-quadrilateral form, the lower side being the broadest and quite straight, whereas the upper is slightly emarginate with the anterior corner pro- duced to an acute point. Viewed from below (PI. 7, fig. 2), the ocellus appears deeply incised posteriorly, and thus, as it were, consisting of two symmetrical halves. Along the anterior and posterior edges occurs, moreover, å clear, somewhat vaulted border, representing apparently some kind of refracting corpuscles. The antennulæ (see PI. 8, fig. 1) are rather small, reaching, when extended hardly to the tip of the rostrum, and appear to å great extent concealed beneath the anterior part of the fornix. They exhibit a somewhat conical form, tapering. as they do, toward the apex, and are furnished round the edges with small spinules. The apical sensory papillæ are very short, and the tentacular seta is affixed to the outer side at å short distance from the apex. 38 G. 0. SARS. [No. 8. The antennæ (PI. 7, fig. 5), as compared with those in other Lynceidæ, are rather powerfully developed, the basal part strongly curved and composed of 2 distinctly marked segments, of which the distal is the larger and provided anteriorly with å transverse row of delicate spinules. Both of the branches are tri-articulate, the exterior a trifle longer than the interior, and having only 3 natatory setæ, proceeding from the apex, besides 2 strong spines, the largest of which is affixed to the end of the l1st joint exteriorly, whereas the other proceeds from the last joint. "The inner branch has likewise at the tip of the last joint 3 natatory setæ and å spine, but, in addition, each of the two other joints is provided interiorly with å short natatory seta, and exteriorly, with å transverse row of slender spinules. The anterior lip, or labrum (see Pl. 8, fig. 1), projects inferiorly, in front of the carapace, as å broad and compressed securiform lamella, the inferior edge of which is densely fringed with very small cilia. The mandibles (PIL. 7, fig. 3) exhibit the usual structure, with the molar extremity broadly truncate and presenting an uneven and, as it were, fluted surface, being furnished, moreover, at the periphery with a dense clothing of hairs and some few strong denticles. The maxillæ (fig. 4) are very small, and exhibit at their extremities 3 incurved plumous setæ, the median being much the longest. Of legs, 5 pairs only are present, somewhat dissimilar in appearance, and, as å rule, becoming more delicate in structure posteriorly. As no detailed description has previously been given of these organs in the true Lynceidæ, save in the anomalous genus Hurycercus, I have sought to determine as closely as pos- sible the structure of the said limbs in the present species, having for that purpose carefully dissected several specimens. As will appear from figs. 2—6, PI. S, they exhibit on the whole å some- what approximate resemblance to those in the genus Acantho- leberis, first described by Schoedeler, and more recently by the Danish naturalist Lund. 1885.] CLADOCERA. 39 The 1st pair of legs (fig. 2) are comparatively powerful in structure, and strongly curved, forming anteriorly a geniculate bend, whence å faint line may be traced crossing the trunk, and, as it were, dividing it into two segments. Along the anterior border, occur several bunches of delicate curved bristles, and a little within the margin 2 strong, anteriorly curving spines are found to project from the base of the distal segment. At the apex, the leg divides into 2 irregular branches, the inner of which (endopod) constitutes å rather broad and semi-membranous plate, fringed with 9 strong plumous setæ, arranged in 3 sets. The outer branch (exopod) is more slender, and exhibits 2 unequal lobes, the posterior being much the larger and conically produced, as also bearing at the tip an exceedingly long bi-articulate seta, somewhat bent anteriorly and denticulate along the front edge. The anterior lobe is comparatively small, but provided with 3 setæ, 2 of which exhibit a similar aspect to that of the inner lobe, though much smaller in size, whereas the 3rd seta is quite smooth and curved anteriorly in å hook-like manner. All of the setæ on the exopod project, as å rule, beyond the valves of the carapace anteriorly (see PI. 7, fig. 1), and would seem to be prehensile in character. Moreover, on the exterior face of the proximal segment of the leg, is affixed åa small rounded vesicular corpuscle, representing apparently the epipod, and mor- phologically corresponding to the gill in other Crustacea. Of the so-called maxillary process — so distinctly developed on the succeeding pairs of legs — I have failed to detect any trace whatever. The 2nd pair of legs (fig. 3) are much shorter, and have the distal segment of the trunk very broad and appressed, as also exhibiting on the edge 7 strong bi-articulate and, as it were, digitiform spines, diminishing successively in size inwards, all of them with the outer joint densely ciliate along one of the edges. At the exterior corner of this segment, — properly representing the endopod, — is affixed å simple conical lobe (apparently the exopod) bearing at the tip an exceedingly strong and curved seta, of a similar appearance to that originating from the exopod » 40 G. 0. SABS. [No. 8. of the 1st pair. The inner corner, too, is produced as å well- marked triangular maxillary process, provided on the inner side with a row of 7 strong falciform setæ, curving inward, the tip itself exhibiting 2 small denticles and a single recurved seta. The epipod is perfectly similar in form and structure to that on the 1st pair. The 3rd pair of legs (fgx. 4) have the endopodal portion much reduced in size, and furnished with about 7 plumous setæ; it juts forth inward, as å well-marked maxillary process, of å similar structure to that of the 2nd pair, save that 4 strong curved denticles are affixed on the outer margin, in place of the delicate cilia occurring there on the 2nd pair. The exopod - constitutes å thin membranous plate, tapering somewhat toward the end, and furnished with 4 strong plumous setæ, two of which proceed from the somewhat expanded outer margin, whereas the other 2 are affixed to the apex; one of the latter is exceedingly long, and indistinctly bi-articulate. 'The epipod has the same appearance as that on the 2 preceding pairs. The 4th pair of legs (fig. 5) do not exhibit any distinct demarcation between the endopod and the maxillary process, forming together, as do those parts, åa triangular, inward-curving lobe, furnished along the inner edge with 6 short and thick setæ, of which the 4 middle ones are somewhat unguiform in appear- ance and distinctly bi-articulate, with the terminal joint pecti- nately ciliate at one of its edges. Along the inner face, too, occurs å series of close upon 8 setæ, the 4 interior falciform, as in the two preceding pairs. The exopod is very large, and expanded, constituting åa broad oval plate, densely ciliate along the inner edge, and provided in addition with 6 plumous setæ, 3 of which proceed from the outer edge, the other 3 from the rounded apex; of the latter, the 2 innermost are much smaller than the outer seta. Moreover, immediately above the sac-like epipod, å very thin and pellucid, narrow linguiform lobe is seen to project, delicately ciliate at the tip. Finally, the 5th pair of legs (fig. 6) are membranous through- out, and very delicate in structure. The endopodal portion con- 1885]. CLADOCERA. 41 stitutes å pellucid triangular lobe, without any armature of setæ or spines, finely ciliate along the inner edge only. The exopod, on the other hand, is prodigiously developed, in the form of an exceedingly large rounded plate, finely ciliate round the edges, and provided also in the exterior part with 4 strong plumous setæ of nearly equal length. As in the preceding pair, å thin ciliated lobe projects immediately above the small rounded epipod. The tail (see Pl. 7, fig. 1; PI. 8, fig. 7) has the dorsal part, where it is connected with the trunk, strongly projecting — to close up the matrix behind, and exhibits posterior to this projection, , 8 bunches of delicate bristles, affixed to the end of as many separate segments. The terminal section, connected as usual with the proximal part of the tail by åa very mobile articulation, is exceedingly large, forming a broad vertical plate, the dorsal margin of which is evenly arched. It tapers a little toward the apex, which exhibits an angular incision bounded anteriorly by a short conical process (to which the caudal claws are affixed), — posteriorly, by a well-marked, almost right-angled corner. The dorsal edge of the caudal plate is quite unarmed, being - furnished merely with a very delicate ciliation. On the other hand, å lateral series of close upon 20 very slender, well-nigh setiform spines occur at some distance from the edge, increasing successively in length toward the apical angle, and projecting more or less beyond the dorsal edge. At the base of each spine, is observed moreover an oblique series of 2 or 3 much smaller spinules, and in some examples there would even appear to be several such series. But, when such is the case, it may be safely alledged that, on closer examination, such specimens will be found about to moult, and also that the apparent increase in the number of spines arises simply from those in process of development — to take the place of the old ones after moulting — becoming visible beneath the integument. The apical claws are very long and slender, only slightly curved, and quite smooth, without the slight- est trace of a basal tooth. The caudal setæ, affixed to a short process close to the joint connecting the caudal plate with the 42 G. 0. SABS. [No. 8. proximal part of the tail, are of moderate length and distinetly bi-articulate, with the outer joint densely ciliate. The intestine forms, as usual, in the posterior part of the trunk, åa double loop (see PI. 7, fig. 1), and becomes somewhat dilated before joining the rectum, without, however, exhibiting any distinet cæcal appendage. The anal orifice occurs on the dorsal side of the caudal plate, near its base. The ova in the matrix would seem not to exceed two in number. They are both of å regular oval form, and, as å rule, disposed one behind the other. The male (PI. 7, fig. 6) is very much smaller than the female, scarcely exceeding 0,46 mm in length, and may easily be distinguished from the latter by the relatively greater size of the antennulæ, projecting, as they do, considerably beyond the apex of the rostrum, as also by the structure of the Ist pair of legs (fig. 7), armed with å powerful, anteriorly curved hook originating on the trunk between the exopod and endopod, and extending as a rule beyond the valves of the carapace anteriorly. The body of the full-ørown female is amber-coloured, with a more or less distinct reddish tinge, that of the male being much paler and well-nigh colourless. The eggs recently depos- ited in the matrix of the female are of åa dark-greenish colour. Observations. — This is å true limicole form, its habitat generally occurring within the loose bottom deposit, through which it forces its way partly by means of its antennæ, partly and principally by its powerful tail, the very mobile terminal section of which acts as åa most effective organ of locomo- tion. At times, the animal also moves about freely through the water; but this mode of locomotion is never found to last for any length of time. It swims on its back; and by rapidly repeated strokes of the antennæ the body is propelled through the water, till it reaches some object which, as a rule, it succeeds in climbing up by means of the curved bristles affixed to the exopod of the 2 first pairs of legs. I first observed this form on returning from my excursion at 1885.] CLADOCERA. 43 the end of September, when I found it rather abundant in two of the aquaries. Nay. in one — åa comparatively small eylindric glass — it swarmed about in such profusion through the mud, that I could always make sure of securing several specimens by taking up with å small dipping-tube a very trifling quantity only of the mud. In some of the specimens, winter- eggs had been deposited in the matrix — easily distinguished from summer-eggs by their dark-yellowish colour. Only 2 such eggs occurred in each individual, and no perceptible modifica- tion of the dorsal part of the carapace was ever observed in such cases. Of males, only a few specimens were found at that time. H ov G. 0. SARS. [No. 8. Explanation of the Plates. Puil Ephippium of Daphmnia Lumholtzii, picked out from the dried mud, lateral aspect. X 438. Same. from above. Ephippium opened, and its two valves spread out on either side; inner capsule likewise opened, to show the two ova lying in situ within the left valve. X 62. Inner capsule separated from ephippium; viewed from right side. » 78. Å small portion of this capsule, magnified 345 diameters. Ephippial ovum in which no embryonal development has yet taken place. » 78. Another ovum, with embryo enclosed, ventral aspect. 78. Same, viewed from right side. Ephippial ovum, containing an almost fully developed embryo. lateral aspect. » 78. Young of Daphnia Lumholtzii, recently hatched, viewed from right side. X 78. Ephippium of Daphnia? sp?, picked out from the dried mud. » 48. | Ephippium of Simocephalus sp? > 62. Do. of Ceriodaphnia cornuta. > 62. Do. of Moina propinqua. > 62. Fig. pe CLADOCERA. 45 ELVE Diaphanosoma excisum, n. Sp.; adult female with sum- mer-eggs in matrix, ventral aspect. X 72. Same from left side, with antennæ reflexed. Posterior part of carapace, along with tail, last pair of legs, and a few of the ova, lateral aspect. > 165. PL 3 Daphnia Lumholtzii, n. sp.; adult female with summer- eggs in matrix, lateral aspect. X 62. Another specimen with greatly developed ovaries, from above. Tail from left side. > 78. PL 4 Daphnia Lumholtzii, n. sp.; embryo in last stage of development, extracted from matrix, lateral aspect. Same; adult female with ephippium, viewed from left side. » 62. Same; adult male, from left side. X 62. PLOG: Ceriodaphnia cornuta, n. sp.; adult female with summer- eggs in matrix, lateral aspect. X 140. Same; posterior extremity of carapace, from above. Same; tail viewed from left side. Moima propinqua, n. sp.;gadult female, matrix greatly expanded and replete with almost fully developed em- bryos, lateral aspect. X 72. Same specimen, viewed from above. PL. Moina propinqua, n. sp.; posterior part of carapace of a female specimen, along with tail, lateral aspect. » 140. Same; adult female with ephippium, lateral aspect. 42. 46 G. 0. SARS. CLADOCERA. Fig. 3. Same; adult male, from right side. > 110. by) 29 4. D. EN ad an Dr LE Same; extremity of male antennulæ. >< 290. Same; male leg (left) of 1st pair, from outer face. »x 290. PET: Leydigia australis, n. sp.; adult female with summer- eggs in matrix, lateral aspect. >» 110. Same specimen, from below. Same; mandible, from inner face. » 205. Same; maxilla. » 205. Same; right antenna, from outer face. > 205. Same; adult male, from right side. > 110. Same; male leg (left) of 1st pair, from outer side. >» 290. PL 8 Leydigia australis, n. sp.; anterior part of body of adult female, lateral aspect. » 250. Same; lst leg. Same; 2nd leg. Same; 3rd leg. > * 205. Same; 4th leg. Same; 5th leg. Same; tail, from right side. > 205. Printed 23. IV. 1885. ar ve ls NN TASTET KE PE - Kat 2. M.Lyngs lith. Anst hå AN - esunD, ma sp. Diaphenosoma ex PI G.0Q.Sars auto Ej å nn aa Fa ar eee ver S fr PE > å td : | c E Or Ke Ev KE ov x ” b 22: 5 / 7 R «4 I) ” R AN y N X IN Q 0 Fe < O. Sars a WA. Tut $: re re. å re 2 mihollse FRESH VPA Dan 721 Å «MLD dl C-0-Sars a å Ka AE, Kader? Ne DÅ. vi PU R Nes , %» VED å i SG Gol” åå 0 å all, 50 F G0JSars anTog 27. 2-3. (ereodanhnea cornea lav, mx Lg. 45. Mocna propingva, AI Moina nropingre, 72 Tv ; PO Surs aulogr: 1 Y i i i kd å og Å | De OP er Ka v4 pa fr Das Evangelium des Marcus nach dem gyriechischen Codex aureus Theodorae Imperatricis purpureus Petropolitanus aus dem Yen Jahrhunderi. Zum ersten Mal herausgegeben von J. Belsheim. Nebst einer Vergleichung der tibrigen 8 Evangelien in demselben Codex mit dem Textus receptus. (Vorgelegt in der Sitzung der historisch-philosophischen Klasse am 27ten Februar durch Herrn Prof. Dr. Caspari. Vorwort. Lå der öffentlichen Kaiserlichen Bibliothek zu St. Peters- burg befindet sich eine griechische Handschrift der 4 Evangelien mit goldener Cursivscbrift auf purpurfarbenem Pergament ge- schrieben. Dieselbe ist in dem von Herrn E. v. Muralt heraus- gegebenen ,Catalogue des Manuscrits Grecs de la Bibliotheque Impériale publique*, St. Petersburg 1864, als No. 53 bezeichnet, und wurde im Jahre 1829 vom Metropoliten Sylvester im tiir- kischen Kloster des St. Johannes in Jumisch-Khane in Klein- asien durch Vermittelung des russischen Hauptmanns Korganow dem Kaiser Nicolaus geschenkt. Nach einer vom Metropoliten Sylvester erzåhlten Sage soll diese Handschrift von einer griechisehen Kaiserin Theodora geschrieben sein. Der mit reicher Silber-Filigranarbeit und Edelsteinen verzierte Einband der Handschrift könnte allerdings fir einen solchen Ursprung sprechen. Vid.-Selsk. Forb. 1885. No. 9. 1 I y / ; ' Å 9 J. BELSHEIM, VG [No. 9. Der erwåhnte Gelehrte Herr E. v. Muralt hat im > Bulle- tin scientifique publié par Vacadémie Impériale des sciences de St. Petersbourg* tom. IV No. 77 (18388) eine ausfihrliche Beschreibung der Handschrift gegeben und dieser Beschreibung ein sehr gutes Facsimile einer Seite der Handschrift (Luc. 1, 28—34) beigefigt. Dieses Facsimile ist hier nachgebildet. Aus der Beschreibung des Herrn v. Muralt 'eitire ich hier nach- folgende Abschnitte, mit denen ich in Bezug auf die darin aus- gesprochene Ansicht ber die Handschrift der Theodora im wesentlichen ibereinstimme: — — , Unter dieser Theodora nun kann nicht die Beschiitzerin der Monophysiten um 585 gemeint sein, ungeachtet sie zum Patriarchen von Konstantinopel einen Bischof von Trapezunt nahm; denn damals ward noch keine kleine Schrift fir die Bibel angewendet, sondern erst seit dem Sten Jahrh. So kom- men wir denn auf die beriihmte Begrinderin des Bilderdienstes selt 842, för welche auch die sorgfåltig gemalten Bilder der 4 Evangelisten und eine Menge kleiner Bilder zu sprechen scheinen, von welchen letztern aber nur eines, die Wegtragung des Leichnames Jesu zu Matthåus sich erhalten hat. Auf das 9te Jahrhundert wenigstens fihren uns auch die ibrigen Merkmale der Handschritt: 1) Das Pergament ist nicht diinn und leicht sich rollend, wie man es vom 4ten bis Sten Jahrhundert angewendet findet, sondern fest und spricht fir ein Manuscript vom Sten bis 12ten Jahrhundert. 2) Die Buchstaben sind zwar keine Uncialen, aber sehr gross, gerade und regelmiisstg, ausgenommen auf einigen schon durch ihre hellere Farbe sich auszeichnenden Blåttern, die spåter eingefigt worden sind, um [6] verloren gegangene zu ergånzen. [Mtth. 20, 18—26; 21, 45—929, 9; Lue. 10, 86—11,2; 18, 25—37; 20, 24—35; Joh. 17, 1-12]. Nur bei 4 Blåttern des Ev. Johannes [Joh. 11, 26—4; 18, 2—28] ist dieses nicht geschehen, wo daher eine doppelte Liicke ist. Die Zahlen der Ammonio-Eusebianischen Kanones, die sich in einem Theile des Marcus und bei Lucas und Johannes finden, sind ebenfalls N Å i jm å så På p DAS EVANGELIUM DES MARCUS. Var 3 in kleiner Schrift und in Gold an den Rand geschrieben. Alles iibrige aber, die Zahlen der Kapitel sowohl als deren Ueber- sehriften, die Randglossen und Vor- und Nachbemerkungen auf dem Purpur-Pergament sind mit Uncialen und mit einziger Ausnahme der Zahlen des Kapitel-Verzeichnisses vor Lucas, welche in Gold sind, såmmtlich weiss geschrieben und daher sehr oft verwischt und besonders die Randglossen zu Matthåus schwer zu lesen. Die dem Codex vorgebundenen 11 gelblich- weissen Pergament- und Papier-Blåtter mit den synoptischen Tabellen und die jedem Evangelio mit dem Bilde des Evange- listen und dem Verzeichnisse seiner Kapitel vorangeschickten, sind mit rother, kleinerer Schrift geschrieben, können aber aus spåterer Zeit herrihren als die Purpurblåtter,!) deren Schrift eine Zeit des Ueberganges zwischen den grossen und kleinen Lettern zu beurkunden scheint. 38) Die Buchstaben sind dald verbunden, bald nicht, und zwischen einzelnen Buchstaben eines Wortes ist oft ein grös- serer Zwischenraum als zwischen den verschiedenen Wörtern, die gar håufig verbunden erscheinen, wie Luc. IV. 26. ov år zoy7jpav. 4) För das 9te Jahrhundert spricht ganz besonders der Mangel des lota subscriptum, welches erst gegen das Ende des- selben aufkommt. 5) Die fnterpunction scheint zuweilen durch den Punct, der oft gar nicht zur Unterscheidung von Såtzen dient,*) noch die Stichometrie andeuten zu sollen, wie im Cod. Cyprius aus dem” Sten Jahrhundert, da die Linien immer bis zum innern 1 Wir schliessen es daraus, dass das Inhalts-Verzeichniss bei Lucas mit ålterer Schrift auf åhnlichen Blåttern wie der Text sich findet, wåhrend es bei den ibrigen Evv. verloren gegangen und dann ergånzt sein mag. dJene Kanones finden sich in den Tabellen för Mt. 352, Mc. 256 (im Texte nur bis 118 angezeichnet) L. 345, J. 232. 2) Mt. 1. 18: ZopoBaBel de * eyevynee 7. Å. Å. åe * eyevwnee x. t. Å. II. 2. nach astepa, 6 nach et, XII. 1. nach xp u. s.w. [Hier im Ev. des Marcus ist die Interpunction in der Ausgabe der N. T. vom Herrn A. Hahn, Lipsiæ 1840, gebraucht. Die Zahlen fir Kapitel und Verse sind beigefigt.| ” vr 5 UN , > - . på i 3 - z ' 4 | | J. BELSHEIM. [No. 9. Rande ausgefihrt sind,!) wo nicht ein neues Kapitel anhebt. Das Komma hingegen, das Kolon, Frage- und Anfihrungs- zeichen sprechen fir's 9te, frihestens Ste Jahrhundert, wie man aus den Codd. E, M und V, g des Matthåi sieht. 6) Die Spiritus sind nicht rund, sondern noch eckigt, wie seit dem 6ten Jahrhundert, vergl. den Cod. Claramontanus, auch nicht immer angebracht (Matth. VIII. 98. edovt, SREPYOUEVOL, ULE). ' 7) Die Acceute sind wie sie sich bereits seit dem Sten Jahrhundert finden (vgl. Codd. E, H, M. Mathaei V, g.) indess fehlen sie mitunter oder sind nicht richtig. (Matth. 8, 28. WYTNPELMV, ÅEYOvTET, DO — EKELVNS). 8) Keime Anfangs- noch Schlusszetchen der I erikopen (9 und 7) wie sie seit dem Sten Jahrhundert allmålig eingefihrt wurden. 9) Wenig Abkiirsungen, nur: mv0s 595, "nh, 15 Å, x5, pp, 09y0g, TA, TND, %Æ Auf den rothen Blåttern dagegen sind sie sehr håufig. 10) Wenig Verbesserungen, die meisten in Luc. I bis V. und zwar am» Rande auf dieselbe Weise und von derselben Hand wie der Text geschrieben ausser I. 11) Die schon erwåhnten Aazones sind aus dem 4ten Jahr- hundert und die långeren Kapitel ohne Zweifel die des Futha- lius aus dem Sten. Es sind deren 68 von Matthåus, 48 von Marcus, 838 von Lucas, 18 von Johannes. Das letzte ist bei Lucas iberschrieben: , Von Kleopas", (was sich auf die Wan- derung nach Emmaus bezieht); bei den 3 andern: s Von der Bitte um den Leib Christi". Dagegen fångt Mt. an: ,Von den Magern*, Mc. ,Von dem Diåmonischen*, L. ,Von der Schatzung*, J. , Von der Hochzeit zu Kanac. 12) Die Randglossen auf der Seite sowohl als unter dem Texte, beim ersten Evangelisten sehr håufig, wåhrend sie beim vierten ganz fehlen, sind alle historischer, exegetischer, har- monistischer Art?) und fihren auf eine Zeit nach Chrysosto- Die Theilung der Wörter am Ende der Zeilen ist oft sehr ungram- % Die erste ist: lo «ata Mc. | evayyehtov suvelypavn bio avtov Mr, |pueta Kg ha ” % 1985.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 5 mus.!) Bis Mitte Matthåus sind die meisten Rånder mit pur- purfarbenem Papier verklebt als beschådigt. 18) Die dem Markus und Johannes nach- und dem Lucas vorgeschickten Bemerkungen sind kritisch schon wichtiger. Die erste sagt, diese Handschrift sei mit den alten Abschriften von Jerusalem verglichen worden,?) eine Angabe, die sich uns unten beståtigen wird; die zweite, lingste, erklårt nur den Prolog des Lucas:;3) aber die dritte zeigt an, der Urheber % %povoveltns to» 7 avaheYems (eine Notiz, die sich sonst nur bei Euthymius Zigabenus y nach 1118 findet: peta owtw €tn) egpard ba hentn tns muhastivns, fopnv dn de 970 lavvo (Theophylact um 1070: Merteppase ås vouto lwmavvns uno Tns sgpardog yhottns etg Thv Ekn- vid, ms AÅeyoust). "Er vat manptyptov | stiv TOY KEVTOVUPLOVOS TOUTOU avåpL | GMMEVOL |LETO. TAU TA EV TT] TLGTEL, PNL Ö YPLSOGTOP.OS | TLVMY DYGANTMV | UKOUTAE ÅVåpL- swyevov. Bei Marcus findet sich ausser einer harmonistischen De- merkung wegen der 2 Besessenen und Erklårungen zu VII, 3, XIV, 3, 85 nur noch zu VI, Tedamtar | to Gwua | Tov Partstou | ev mohet Nefastn | * toutov de 4 typia | «eDAkT anetedn | er Euelov und zu XIV, dl: 6 mepigefknpevos sw | öova ent Pupmvou ovtos sotwW lazmfos | å Tov wupLOY AÖEÅDOS ÅEYO | MEVOS O METEKELdE | Öaarog Evt vap pOvm I TeprBolarn €/P170 | Tov Tanta Blov Tns | lune Tns A9TOL SAP | OG KAL TNS lEpwWTLYnE tuntav nabedpav 7apa Tov anostoAwmv | shadev ev lepousaknp. % T. Å Aus dieser Glosse erhellt iibrigens, dass sie nicht zu dieser Handschrift * gemacht ist, die hier yvpvos hat. Ebenso L. I. 1.2. Lucas S. 6. a. Qu 70 xata h. | svay. suveypa | OM petA 1E YpOvOus (Theophylact: Å. %= metan mevtenadenn ETN) TNS XNprtov avaknYems | «ar 9mo llavhov nx09sev To say. | xar GLVeYpaYaro | I mante ov Hauhou suy- voagetut | 0& m9TO ev Orgars tars ev tn Eufora. Hieronymus hatte nur von Böotien gesprochen. Zu cap. I. steht mehrmals: Ov etat ev anyarors (6 uypehos — auvtnv, EVA — yuvardiv, 150000). Sonst ist nur noch eine unbedeutende hist. Notiz zu I, 32. S. das Facsimile. S. 76. b. Eypawn »ar avtefkndn oporms ex tmv leposohopwmv |7aharmv avTtLYpaDov. S. 1. a. Q mahar ev to ham mokhot mpopntetav emnNYENhovto nar veav teg Veviompogntar |, mv ås Åvawmas dos Alwn, twes|> ås 7pogntar akndiwor outos | at vu ev tn vea Gadnxn va | evayjeha mokhor nehneav yoalbar akk or Goauot Tpamelntar , tLva efehefavtor ot yap 09 | 9 te5sana % dl på WOVI EUVATYEÅLA EYpa on OÅha 7hetov så m9T00 TOY 7ao0wroL yvwsd | E. z. 6 J. BELSHEIM, [No. 9 dieser Handschrift habe die Perikope von der Ehebrecherin weggelassen, weil sie in den ;jetzigen Abschriften nicht stehe.*!) — — — — Die oben erwåhnten Versehen in Spiritus und Accent können, da sie nicht sehr håufig sind, so wenig als die aus der neu-griechischen Aussprache entstandenen Schreibfehler?y etwas gegen die Theodora, als Schreiberin oder vollends gegen das neunte Jahrhundert als Zeit dieser Handscbrift beweisen; 3 W a. 6. | 1 7o ås eney. noTnyoplav | Eye. Tv YWPIS NOPLGPATOS | GJLOL ehdovtmv em Thv avaypseonv: b) Marzdarog pev yop mor ot akhor 09% emeyeLNNGAv AÅk eypabav | ot ds nat AÅryuntLous GUPPpabavtes evayrye- Åov 09TWM$S AANOU MEVOV TO TE ETL ETLYEYPOP SpEevOv TMV ÖM0ELA 007 [PO VOY ETEYELDNSAV. AOL Basihins öe Vatepov emeypabev to aa7ta | Ba- stÅtönv eva. est da | 1 491 to nata Qwuav evarfehov | nat naa patdav sat aka | mhetovar sahms de elmev 7. | T. €9. N, 7. | TNY Jap EauToL raide | 1 ow emupparvet. emtmAnpogonn|to yap or EV OVdEvL EÖLGTOLEV | TOUTO r Os ylvetat mept Tous fe ?a Barws 7TistEVOVTOS KAL ÅeJov tag TO Ypapuzov e- geo) Bawwsov pa | ev Tols Åoyors G0u ben %aL 6 G|osTtoÅog DnYGLW' Åva NTE EppL- Lwwmevor %at Tedeushumuevor ev tn TLOTEL ELTA ETAYEN %. T. MN. OL OT O. | 19. % d. yevupevor T. Au] 10 Dyig yap ov månpogoper 09 yap |amo GypenY Opatøv 79. WPIT|TOVA YUSEMS TPATPATA ”APWE TAL, Aha hoyw: et yvap To éwmpa | wevar Tov Kupwov naa owwoa auto | many yevesthar Tov Aoyou ar | Ilihatos myTIOTTNE MV HAL 0 7poå0|TnS [09595 war mavteg ol heyovtes | D Gtaupov F s r x , c r MUTOV' TO OUV | ElbeLv TOV ÅOYOV EXELVO EL TO O709 EÅeJev 0 SmThNp U) Ewpaunns E ME EWPAKEV TOV T.UTEPOA P.0V TOV | TEP-DAVTA PE, TOLT EGTWV | ÅoYym «am 5 å Aa r r xa Ev så050 | 6 Åaos éwn2a pwovnyv Kuprov. 30 6) To mept Tns poryaköos %ePUhULov Ev TW 7apa Imavvnv | evarpehum ØSE EV TOLG VUV | AVTLYPAPOLS PT KHELLEVOV | TAPEÅELVA. LUTA TOV TOTOV | KELTAL öe odtus pet okya]|tns apyns TOV 7E KEPA/haLoL Eåns Tov Ex. ti. 0. 7, ex. I. oux eyetpetar [VII. 52]. In derselben Linie wird gleich mit VIII 12. fortgefahren: 7ahtw ov % 7. Å Es kann also das obige 979. Tov Tozov nicht zum Vorhergehenden, sondern muss zum Fol- genden gezogen werden, als Angahe, wo in den andern Handschriften die Perikope stehe, die der Urheber dieser Handschrift ganz iiber- geht, ohne auch nur wie der St. Galler Codex aus dem VIII Jahrh. eine Liicke zu lassen. Merkwiirdig ist, dass es hier nicht wie bei Mc. und L. Pag. 5 Note 1 und 2 heisst 2 den alten Handschriften. Åwvaptov, sonpONT, DEYLONTL VPAP-LATALNV, OPwWVRV | EeQVNE, GLvavThagorte (fnta); 7% (e) (und beinahe immer wov fir e150v) 7apaxokovilersar (Y-nsar), avvynsetat (avorr), amostnher (ehet), Ynhor fir Ynh» ete. 188507 DAS EVANGELIUM DES MARCUS. ert sie zeigen nur, dass dieselbe nicht copirt sondern nach einem Dictat geschrieben worden. — — | Fir die Aussprache des Neugriechischen haben wir nun zwar kein friheres Zeugniss als das des Moschopulus aus Kon- stantinopel um 1453. Allein, da das Neugriechische erweis- lich aus dem åolisch-böotischen Dialecte (in welchem die Vo- cale und Diphtongen wie im Neugriechischen verwischt sind, ungefåhr wie im Norddeutschen i = 1, å und ö = e) ent- standen ist und kein Zeugniss gegen das Vorkommen dieser neugriechisehen Aussprache im Ø9ten Jahrhundert sich findet, so haben wir keinen Grund wegen dieser und einiger andern Schreibfehler (z. B. der Verwechselung von lang und kurz 0)? 1") Siehe die orchomenische Inschrift bei Böhkh (Staatshaushalt der Athener II. 374) zoht (et), per (pm), nyys (aryovs) — luepav statt fpepav findet sich bei Plato Cratyl. 418. c. vatyt, €yet, als Echo bei Calli- machus Epigr. 30 und Yvaszw bei den Aeolern fiir Yvnszw. In Ce- remonial-Buche des Constantin Porphyrogennetes findet sich vollends Bestnztopes fir Vestitores 1. I. 4; NogeAnstp.os (Nobilissimus) XLIV. 1, und wieder Nwg. 4; Beyes (bigae) LXXI. 3; Brygnte Aopunw npmspatopes TV povÅTos avvos. Åeous ouvnnotevs mpested (Bibite Domini Imperatores in multos annos. Deus omnipotens praestet) — mv yavölw Tpavdstte Aopnw (In gaudio prandete domini) LXXV. 2. 2) Evovyp.wy, 7o mveumart. 3000ual, TO VEVOVWS, ÖmMYTES, Eaupalmv, apotprovTA, Poovtmvy, expaTarnuTn, Buy statt s150v etc. Als Schreibfehler låsst sich noch betrachten anokheyyer Mt. XII. 18. exBahhe, 20. mhnpypas, v0s95095, epuallesetat, avtous statt avtors, Mt. XV. 32, L. XX. 15, avtors statt 997095, II. 9. Tetpaymvrrdos, GYPoPoOLNIAIEA, PAYALPA (AV) EPyOPEVOY (0p.svou) XXIII. 26, Iomv fir lovöarnv, epehhev fir epshev, nangadu, weniger hingegen: Hhav Mt. XVII. 4; vo eheov, XXTII. 23; [215 vw t9pdavn fir evt.t Me. I.5.] maep a. Bakn IV.26; 0 xareyeveto L. V. 17; mokhovmhndos; eyvw ti, XVI. 4; apnser X VIL. 4; et5ehdovta, 7; jp-epar, 28; é00t09 und éovtmv XX. 20. 23; 6 (65); Kawsapa XXIII. 2; «at soptnv, 17; ötav J. XIX. 6. So sind von diesen 30 nicht aus der neugriechisehen Aussprache zu erklårenden Fehlern die Hålfte anderweitige Lapsus calami — und die andem diirfen auf 405 Quartblåttern oder 810 Seiten von 17 bis 20 Zeilen keiner Kaiserin zur Schande gerechnet werden. Von den zwei gleichnamigen Kaiserinnen des neunten Jahrh. aber past die von uns angenommene sowohl wegen ihres Vaterlandes Paphlagonien, nicht weit von dem Kloster St. Johann, wo ihre Hand- 8 J. BELSHEIM. | [No. 9. die Handsechrift der Kaiserin Theodora, (iiber deren gelehrte Kenntnisse wir viel zu wenig wissen, um daraus eine Instanz gegen die Angabe jenes Metropoliten zu erheben, so wenig als die Regelmåssigkeit und Grösse der Schriftziigel!) gegen sie zeugen kann) ganz abzusprechen.* — — So weit Herr v. Muralt. Unsere Handschrift verdient in mehreren Beziehungen ein nicht geringes Interesse. Unter den verschiedenen mit silbernen Uncialschrift beigefigten Randglossen von erster Hand sind die erwåhnten sehr wichtig, welche angeben, dass die Handschrift mit den alten Handschriften von Jerusalem verglichen worden ist (Pag. 5 und Note 1.2). Vergl. Scriveners ,Plain Introduction in the Criticism of the:N. T* 9th ed. p. 510; 8th ed. p. 586, wo mehrere åhnlichen Eg NG erwåhnt werden. Sehr beachtenswerth und merkwiirdig ist ferner meiner Ansicht nach der Umstand, dass das Fvangelium des Marcus in unserer Handschrift beinahe ganz der abenlåndischen Text- recension folgt, sehr oft Cod. D., wåhrend die ubrigen Evan- gelien der byzantinischen folgen, ein Verhåltniss, das dem Sachverståndigen alsbald ins Auge fallen wird. / Wåhrend meines zweimaligen Aufenthaltes in St. Peters- burg im Sommer der Jahre 1879 und 1880 gelang es mir diese Handschrift zu collationiren. Ich wirde nun sehr gern die ganze herausgeben. Da dies aber mit grösseren Kosten und manchen andern Schwierigkeiten verbunden ist, muss ich mich auf die Veröffentlichung des Marcusevangeliums beschrånken als desjenigen Theils des Codex, der am meisten vom Textus schrift aufbewahrt wurde, als wegen ihres bekannten kirchlichen Eifers besser als die Gattin Leo des Armeniers, der eine solche Arbeit zuzutrauen wir weniger Grund haben. Indess könnte die Handschrift jener beriihmtern Theodora auch nur gewidmet und dann ihr so zugeschrieben worden seyn, als håtte sie dieselbe nicht bloss veranlasst, sondern auch selbst geschrieben. '") Das Facsimile ist von der Rickseite des 9ten Blattes des Lucas ge- nommen; diese umfasst I. 28—34. | Når, 1885: DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 9 receptus abweicht. Dieses Evangelium wird hier nach der Handschrift mit allen Sprach- und Schriebfehlern — ohne an- dere Accente als Spiritus asper -— herausgegeben. Fir alles Wohlwollen, mit welchem mir in St. Petersburg der damalige Director der kaiserlichen Bibliothek, jetzt Mini- ster, Herr Geheimerath Delianoff, der jetzigen Director der- selben Bibliothek, Herr Geheimerath Bytschoff, und die tbri- gen Beamten der Bibliothek begegnet sind, spreche ich an dieser Stelle nochmals meinen aufrichtigsten Dank aus. Christiania. April 1885. EYAFTEAION KATA MAPKON. L 1. Apyq 700 svayryekov lrysov Xpvstov, viov tov deov — 2. Qc veypamtar ev tw Hoa tw mpoontn VOL, UTOGTEÅÅM TOV AYYEÅOV WOL TPO TPOTWTOL GOL, OG TUTMGKELMGEL TRV ÖGOV GOL EUTPOGYEV 50L. 3. Dwoyn Bowyrios ev tn ep4uwm Etonuasate Thv O00Vv xLPLOL: ELderns ep å I motette tas Tplove avtov — 4. Eyeveto Imavyns Bantlnv ev tn epYpu KAL UYPLIGWMY Bumtoua ueTUVOLAS ELT UDEGLV AUApTV. bd. Kar efsno- Eveto Tpoc MLTOV TAsu Å lovdarg ywpa ar ol 'leposokvpertar, xar us Tuvtes eBantlovto ers (I) tm lopdavn dm 20700, Eåopokoyovpevor Tug NLAP- tas avtøv. 6. Hv oe 6 lmuvne evöedumevos TPLYAS KUUNÅOL KUL Cwyvnyv Öeppatvny ment TNV OSGLV MDTOL KAL EGÖLMV UKpLÖNE NAL LEN ayprov. 7. Kur exmpuosev heymv. ot epyetat 0 LIYNPOTENOS LOV OTLIW UO), 0) 00% EL LLAVOTE ÅvaML TOV LUAVTI TMV VÆOONMATMYV UNTOL. 8. Eym duas Pantonw ev dåut, MLTos DUNS BATnTtaer EV TVEDUATL AL. 9. Kar eyeveto sv suervars tars hpepars, nådev 6 lnsovs amo Na- lupet vhs Vahharas, nar eBamtsdn es tov lopdavnv bio lmavvav. 10. Kar evdems avaBarvmv sx 700 VOMTOS LWÖEV GYLIONEVOUT TOLT OLPUVOLE 4OL TO TYELWA WMIEEL TENLGTENUV TATaBuLvov Em uvTOVv. 11. Kar 1600 MWVN EVEVETO EX TOY OLPYUVOV NAOLIÖN: GU EL Ö VIOT MOL O MYATETOL, EV WM ELGOKTGM. 10 J. BELSHEIM. [No. 9. 19. Kar evdus 70 mvevua muTov enBakher sats tv spypov 13. Kat mv exst ent Ypepas TESSNPAKOVTA, TELDALOMSVOS VITO TOV FIATAVA, nar NV META TOY brypumy, nat OL Ayyshor OLYKOVOLv ZVTW. 14. Meta 05 vo 7 50% t ov Imavyrv vradsv 60 lrsov: sr mm "Kl ETA OE TO R90460 var Tov WOMAVYNY KN EV 0 13993 =-= V4v Lahkihovav uposswmy 7o svayryehov too deov 15. Kar heymv o7 menkn- pwIar 6 Los NAL MYYIKEV 7 BUSLheto TOL Venv: WETAVOELTE NAL TTLITEVETE sv tm evayyehu. 16. Iapsymv os 6 lysovs 7upo tnv Vahassav tns Ev akkar edsv Xuwya ua Avöpeav tov adeÅpov Nuuovos, opordukkov- 2 Bø &g TUs OuTnvas Els Tv dahussav mnsav vyap Akers. 17. Kar esvnsv av- Tors 6 lrysovs Gevts om15Wm MOY, KAL TOLNSM Du VEvEsdar Ahters mv- Ypwzwv. 18. Kar svdvs mvevtes va Söta nxohovdnsav am. 19. Kat mpous okvyov edev lanmfov ov ov ZeBsdarov nar lmavynv tov MÖsÅo0v MLTOL, KAL MYTOLS EV TW TÅOLW RATANTLLOVTIT TA ÖluTtua' 20. Kat svdus uvsvtes ov mutspa untmy Lehsdburov sv vw Thom part TY uISutov annhdov om15wm 99700. 21. Kar etsmopsvovtar as Kanapvaovu* var svdvs tors suBBasw s0:905xev sls TV suvaYrwmyny. 22. Kar stenhnssovto sv vn 6:bayn a0T0U" mv va0 OVGYIKWMY ANTOUT ME EÉOLSLAV EJWYV KUL OVY I YPAUMATELS. 23. Kat mv sv mn svva[ymyn avTWY Avdownos sv mysnuaTt AUDapTto, ua avexpaksv 24. Asyov sg, ta hur %ar 301, lvsov Nalonpnve; nides ATROÅESAL TuS" OLOM OE TIE El, O Nyos Tov deov. 25. Kar enstunsev av 6 Insovs heymv vend ua efekde am avvov. 26. Kar sma- pufav MOTOV TO TVELPA TO AKAÖUDTOV KUL PE om paeyakn sinhdev så avtov. 27. Kar esdauBndnysav mavtes, Ware gis TPOS AVTNLT heyovtas tt stv 70970; OUAyN KANN ALT; RAT EÉOLSLAV KAL TOLS TVELMAGLWV TOLE AUAdUNTOrE ETLTNGSEL NAL VIIKOLOLEW a97W; 28. Einh- 4 dev öe % anov 0700 als ÖÅnv Thv meprympov Tns Pakharas. > 29. Kor evdus sx TNS SVVATOYNS i vev etg tnv OLKLDV Mypmvos xat Avöpsono pen lanmfov xo4 lmavvov. 30. H os nevdepa TO) DUMmYOs HATEKELTO TUPETTQLIN: KAL ELlems Åeyovav ALTWM TEPL avtns. 3l. Kar mposehdmv nyerpev avtnv aputnsas TNS YELPOE AVTNT KAL AGNKEV ULTNV O TVPETOS, KAL ÖrNnover uyTOLS. 3. QYras se Yevopsvns, Te €00 Ö NÅLOS, SUEPOV TUVTES T.POS ULTOV TMVTES TPOs aLTOV (I) TOLE KAKWE EJOVTIS KAL TOLE Gauovlouevour 33. Kar % mos on mv soynyuevn mnv 7pos as Yvpas. 34. Kar edepunevsev molhous uanms . å å PER ad EYOVTAS TOLKLÅULS VOGOLS, AALL GoLuovn TOKKM EfsBahsv, ua OLK NØLEV 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 11 haherv to Öarpmova, ot nÖsLsUv AVTOV YPLITOV Elva. 35, Kar 7pwr svwwyov av avastas ekekitev als sprpuov tonov, nans TposhNvNEeTo. 36. Kar norstunbev mutov Öts Xyuv ua ot pet uot0v. BT. Kar sdnovtss muTOv Åsyovawv mvtw' ÖtL muvtes iytouaw. 838. Kar heyet mut0rs ayw- WEV EL$ TAS ENJOUEVAS KWMOTOÅELS, lvd KUKEL UNPYIW' ELG TOUTO VAP skeAvda. (!) 39. Kar mv xnpvssmy etg tur GLVATWYNS ALTMV, ELT OÅNV TNV Pakihoaros, (1) nav va darpova exBakkov. 40. Kat epyetar mpos mvTOVv ÅeTpos TYPUKAÅMV AVTOV KAL VOVL- TETWY KUL ÅEymv ALTW ÖTL, EUv deknsns, dvvasar ua uadupresar 41. O ås Iysovs amhayryvodets sutervas tv yelpa NYVATO ALTOL ÅePwmv antw* Vehm, «aduprsbyt. 42. Kar svdems unnhlev % henpa am m070), nor exandensdr. 483. Kar eufpuunsauevos atm svdems eiefahsv avtov 44. Ewmwv o9v0* 699, pydsv unbev sinna AA VTAYE, TEULTOV GELZOV TW lenet, WAL KNNSEVEYKEV TEPL TOU AUDUpLaWoL 300, Å Tposetafsv Mov- 985, ELT WANTUPLOV ULTOLE. O 3e såehdøv npåuto uepuaserv Tokku nar Ovuonpilaetv Tov Åoyov, MATE PYXETL UVTOV Öuvasdar st TOÅLV pAVEnn: seder akk sim em spsuors TOTOLE NY KAL MPYOVTO TNOT MYTOY o TAvTodev. MG IL. 1. Kar zahw etstkdov 7ahv (1) rs Kuganpvaonp OL fpenmv ua ET OtL st oLAov sotrv. 2. Kur sudews suvnydnsav mokka, wars ut- ueTtt Ypelv WnNdE TA Tpos TNV Vupav nar ehaket mutors Tov Åoyov. 3. Kat 1600 mvdpes EpyOVTOL TNOS UUTOV DENOVTET TRAPAÅDTNKOV (I), ALpop=voY u70 TE5sApwv. 4. Kar un OVvamevor 7poseyysar ULTM GUL TOV O7ÅOV, ATEGTEVASAV TNV GTEYNV MNTOL, ÖTOL MV, NAL ETOPLÉNVTES, ÆYUÅWMILV TOV MN eee saerertone Boken mv å -Tnconelt APAPPATOV, ED OL O TUPAÅVLTLAOE KUTEAELTO. OD. Kat vmv 0 Irysovs Thv TLITLV ALTWV ÅEyet TW TALUÅDTLKW* TEKVOY, UYLEVTAL GOL AL UUADTLAL. 6. Hoav Os mves tv ypapuatnmv exet uadnunvor ua Ghoy- å ko v på på e * r= s ysd ra Couevot sv Tal xopdvars oadtmy heynvtr 7. Ti ovtor haker Bhas- (dø var: Ti Oy ror ay ; HIT YS = are Qzoc: 8 Ka omPLAS; TIE OLVATAL OYLEVAL OMAPTLOS, EL UN ås 6 dens; 8. Ku r r [4 (4 å PD emryvous 6 lysovs tw myenmartt mdTOL, ÖTL OLTWE Örakoyrlnvtn av Suunto, ErTev MUTOLS TL TALTA ÖLahoyrlisade sv turt nuporars opmv; 9. Ir sstv ELKOTWTEPOV, ELTELV TW TYPUÅVTLKWM" UYLEVTAL 000 AL UUGDTLUL, TN ELTTELV' eyetpat at opov Tov xpuBBatov 000 «ar mepimater; 10. va Os st0n7s, ot, efoustav syet Ö vos TOLV UVÖpmann avrevar ent TNS VNE AUNPTLAS, heyet tw mapahote 11. or hey eyerpar apov Tov xpuBfartov 300 4 VGS Els Tov oov 300 192. Kar nyspdr, svdsms nar a995 Tov 19 J. BELSHEIM. — [No GI npabBatov eirhlev svavtov mavtmy, hats silatasbar avta: nar doimlerv Tov ileov, heyovtns 0UGETOTE OUTWT ELUOUEV. 18. Kar sinhdev mahwv mupa tvnv Gakassav nor mus 6 oyÅos nP/OVID TOT MUTOY, UUL EGLGUIKEV MYTOLS. 14. lunpgymy ds s16sv lano- Bov (D, tov Aven, uudnyuevov sm To ae AL heyet 2970" 240A0D HEr VOL. HUL UVASTUS TAOÅNDÖGGEN UDTO. . Kar yiwetar uautanersar ovtov EV Tr OLAELA MADTOU, AUL TOÅÅOL TEÅMVAL KUL UUNDTMÅOL GYVIVEKESLVTO TWN lysov «ar Tors Wadrtars upTov" NoAv YAN TOÅÄOL OL FxohoLdovv avtm. 3 - e r r 16. Kar ov vpauuatsts xar o Pynrsuror vovIss Om Eodter uetn TY » Guaptmhuy ur Tehuvnv Ehsyov Tors Wudntns mITOL: TL OTL VETA TV TEÅWMYVOY KAL GUADTOÅMY ESdrers ua mere; 17. Kaur anovsus 6 hrsovs heyet autor Ot 00 YpELAV EJOVGLV OL LIYLOVTET LATPOL, UÅK OL KUKWT E7Y0VTES. 094 NÅDOV uUkssmL ÖLugLous, UAAN GULADTMÅOLE. 18. Kar voav ov uadrtar lmavvon nar ov Paprsaror vistsLovre. KAL EPYOVTAL KUL heyovar avTm* Ola TL OL Wadrtar Imayvvon nar oL ua- Uytar twy Paorsarmv vrstennuarv, ol O& s0L 00 vrstevoLswW; 19. Kar evmev avtar: å lysovs un Gyvavtnr ol vior 70) VLWGWYWOSE, EV Å WET UNTWY ESTLV Ö VLMSELOS, VÆGTEVELV; OGOV YPOVOV EYWOLV TOV VLLLGLOV VET éunTWY, 00 Guvavtar vnsteverv 20. Ehevsovtar sa huepar, Otav unapdr, UT MUTMY Å VLWDLOS, HAL TOTE VÆSTEDSOLSLV EV EXELVN Th Nuepa. 21. Quöarz smBhnua panovs muyvapon enpbumtet smt luatm Tuharw' st de U% VS, MLDEL TO TÅNDWMUWM ULTOL TO KULVOV AUTO TOL TYÅDLOL, KAL YELDW oyrsua YvivetaL. 29. Kur ov6ers Bakhet owvov veov es USKOUE TUÅMLOLT EL OE Wijs DYEet O OLVOT TOLS MGKOUE, HUL Ö OLVOS EKYELTAL KAL OL UIKOL UTOÅOUVTAL" MÅR OLVOV VEOV ELT UIKOLE KULVOLE BÅNTEOV. 28. Kur eysveto avtov sv tors sudBasw TupunopeLouevov Ola TY ST.OPLLOY, OL Os UAdytar U0TOL NPpÉavTO 000V ToLetvl) TLAÅOVTES TOUT STA- 4095. 24. Kaur ot Mayprsaror Eheyov un 15, TL TOLOLGW ÖL Wadrtar r Bast, å ovx eksstv; 25. Kar eheye m aa Q (<> c Ø å p (] C DV m po [=o] el nm 5900 TOLC saf3 UVEYVTE, TL ETOLNGEV ÅMLLÖ, 0 cl KO) N (%) D & R he MO) Q ox () 6 ng Q ) «1 eo) oe ne Q Q m G R C €c [eo] ry og Q om ot vet motov; 26. Mws etsmådev sr ov ovmov tov Yeov em Afradap DEI AYL TOLL YOTOUI AL EGWKE KAL el å... | sv 3 [%) () Z e) Q ) 2 Nr øy mn G R 3 ) Å C r — ” TOLE MET MVTOL, OUT OUX EkEGTLV WUYeLv EL MT ToLt lepsuvswv; 27. Kar r eheyev mu9t01s 70 saRBatov ra Tov uvdpwmmov eyeveto, 097 Å uvdpunos 1) Glosse: odotzopovvteg pr. m. 1895.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 18 örx to saffarov. 28. Nors uvpros sotv 6 dos TOL Mvpmann xar 790 saBBytov. OI. 1. Kar ersmadev mahiw stv tv GLVAYMYNv KAL TV EKEL UV- Ypwaos einpapusvny syv Inv yerpa. 2. Kar mapstnpovvto avta, er tole sapPBasw Vepunevaet uvTov, två natnyophamar uvtav. 3. ha heyet tv avdpumm tw Thv %elpa ENOVTL knpav eystpst Elg TO LETOV. 4. Kar heyet mvtors eåsotv tors supBRasw ayadonornsu, 1 xUKOT.OLNIAL; YDYnV SWsU, % AroÅELsaL; OL de sormTw. DB. Kar mepdheYauevos MLTOLE LET OPYNS FYÅLTOVLMEVOT ETL TN TOPWIEL TNS KAPILNT MLTV, E pe TW AvVdpmawm" ELTELVOV TNV Y%ELPU 50. KUL EÉSTELVEV, KUL UTSKUTEITADM, syv yetp avtov. 6. Kar evdems sfehdovies ot Papisuror uer ov Hpw- s s NE 3 t Ovavmy ovuBoLÅLOv EOL00VY KAT MVTOV, ÖTWT ALTOV UTOÅETMILV. 7. Kart 6 Iysovs pet Twv Wwadnytuv 10700 AVEYWPYIEV TPOS TNV Å p pe — — Vahkasanuv, xar Tokkor mAnVos amo tns Iahihavas, nnohovdrsev nar uno TNS lovdaras 8. Kar amo leposokopøvy ar 70 Ths Idovparas nar mepav %ov lopöavov war ov mept lypov ua Xömva, TÅndos moh, uxovovter 65% emorst, nNAdov mpos uvtov. 9. Kar emev tors padyturs avtov, va TÅOLANLOV TPOSKAPTEPEL AUT OLA TOV OYÅOV, va un YNBuav uvTov. 10. Ilokhous yvap sdepamenasv, Mote ETLTLTTELV AUTW, lvA ALTOL UVY- Tut, O90L ELov mastyas, 11. Kar ta mvevuatn to angdaptn, otra < MUTOV Edempouy, TPpoaentmTtov avTwW AL Expalov heyovtn. OtL 00 Et 6 vos Tov deov.l) 19. Kar mokka enetpua MDTOLE, lvA Å AVTOV DUVEDOV TOLNIMILV. 18. Kaur avafarver sts 10 0p0s nat TPOsNUÅELTaL 005 skole 9DT0E. ua Anehdov mpos ovtov. 14. Kur snomaev Owbeno, tv wa uer a9- TOY, HAL ly UTOSTENÅEL MLTOLS UYPLSTELWV, 15. Kar syetv sf0vsrav 0) 4- Bakhew vo Gorpova war emomaev Tov: Gwöexa. 16. Ka. snekynev ovopa 7 Xuov letpov 17. Kar luumdov, tov ton ZLa3=butov, nar lmavvev tov ubehgov 7ov lunmBon. nur enebrxev avtors ovoparn Bavrpeyss, Ö est, vor Bpovtne 18. Kar Avöpenv or Dirmaov no: Busdo- hoparov xor Matdarov tov tehovnv xot Qmuar var lyxmfov, Tov 790 Aka, xo. Qaddaov or VNmvo, 7ov uavavarov, 19. Kar fovdav lsuaprodes, 0 Og nAL TIDEOWKEV HVTOV. 1) Glosse: Kat em o9xet *m MT hale og nåes muTOv YOISTOV ewvar pr. M. 14 J. BELSHEIM. [No. 9. ” «= D 20. Kar epyovta ELT OLKOV' HUL GUVEPYETAL TUÅLV ONÅOT, WITIV på Guvasbar autous pm Ge uprov vayev. 21. Kar mxovsmvtss ol map avT0L EfNAov upatnomt avTOv: Eheyov yap ou sfetutn. 22. Kar oi ypapuiers ol ao leposohoumv nornbavres sheyov ot Bee war OT Ev TW APyOvT TWY Bauovwy exBakher va barpova. 923. Kar TPOSAAÅESUMEVOT MUTOLS Ö lysovse, ev mupafokurs eheyev muvtore 7w: Gu- vaTtar GUTAVAS SUTNvav ExBuhhev; 24. Kar eav Basihern sv éuutnv peprsbysa, 09 duvatar otadrvar % Basrhern =uewvn' 25. Kar suv om Eg éautnv uenrsdr, ov duvatar stadnvar 7 ovam sxewvn 26. Kar O SYTNVIS MNVSGTT E7 EMUTOV KUL MEKENLOTAL, 09 ÖuvataL otudrvar, akha TeEhos eyet. 27. Quder duvarar 7a Gen" TOY LIYNPOL, ELseÅdmy ac TV OWALAV MDTOL, ÖLUPTUGUL, EUV PN TPWTOV TOV LIYVPOV ÖNIN' AL TOTE arv ovav a9T0D Uapruse. 28. Aunv hey dur, Öm maven overse TAL TOLS DLOLT TV AVdpWTOYV TA AUADTRPATI, KAL ÅL Bhosonpa, 6995 av Bhasoypnswarv 29. 'Q: & av Bhusenunon etc 7o mvevua To dytov, 00% EYEL MYEILV, UÅÅ EVOYOT ESTLV ALWMYOL GuapTNuWaToc. 30. [4 . 1 7 r Oi skeyov: mvevua anudantov syst. Bdl. Kaur epyevnt 7 vntnp 99700 x xat OL YOEÄ DOK, KAL SÅW ÉGTWMTET MTEGTELÅNV TINOS UUTOV ÅMÅOLVTET MLTOV. 32. Kar exodyvto 7mept myTov oyhos, ELTOVTmMY GE VTM LUO), Å VÆYTNDP 699 xaL OL MGshoor 500 sim ÉÅntovaw as. 33. Amexpidy muvtors hey tig EoTV % unTEp po Rar OL UÖehpor uov; 34. Kar meprBhevamsvos xLXÅW TOUS TEDL MLTOV Wadytas uadrpevovs ermev 1600 % VNTNP POL ua ol abehgor pov. 35. "Os vap av mormaer to dehnpa 7ov deov, 6v- TOS obelso: poD XAL AÖSÅDT KAL UNTTD EST. IV. 1. Kar mpåato moh Obasuerv upon TnNy Vuhassav at svy- nydnsav mpos mvtov oyhos 7ohve, ETE MYTOV ELT TÅOLOV eu avta 44- r * Örysdar smt tn Vakassh: nar mas 0 oyhos 7pos Thv Vahassav ent Ths Y4s 7v. 2. Kur edagnev mutovs ev mapafohars Tolhu, nar eheyev ayTOLS EV Ti ÖBUyr a0T0L. 8. Åxuovsats 1800, efskdev 6 smerpmv 700 omernat. 4. Kat eysveto sv tm omstnelv O Wev ETETEV TUPU TYV O00V, ua ehdev ta metewva nor uaTtepayev uvta. D. Kar akhu enssev ent 70 TETDMM, 0709 09% MV P% ToÅky nor evdem: sfmvetsthev Ova 70 uv syerv Bados yr. 6. Kar Ote uvsterkev 6 hhos enavuatsde nar Öra to un Eye pllav sknpavdn. 7. Kar ukho emessev es tur unavdag, nar aveBrsav at anavdar xar avvenvnånv. o070, KUL KAPTOV OLX ETOLNIEV. 8. Kat alho emssev ent tnNV YNv TNV Uyadnv, «ar €60000 KADTOV UVU- 1S85.] — DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 15 Barvovta, at EDEL EV TOVIKOVTN KUL Ev SEynovin nar ev Enatov. 9. har Eheyev 0 sSJWOY MTU UAOVELV, UAQVETO. 10. Kar 6ta sysveto UTNUOVIS, ETNPWMTMOV UYTOV OL WAdeTtuL UUTOL te % 7yupaBokn avtn. 11. Kar sheyev avtors Lurv 0e00tar yvmvar TO uugTtNPpLOV Ths Bustheras tov benu: eusrvors Ge tors em ev mupaPokuts ta muvtn heyetar 19. va Bhenovtes Ghenmar nar ur (Um aAt AKOLOVTET OAOUWEILV HUL 00 WT GLVVMILV VNTOTE ETLITPEVMILV, KUL UDE TOELTUL UUTOLG ta duaptnpata. 13. Kar heyet avtors ov o1date Thv Tapupoknv taLTny; KAL TWS TUSAS TAS TapaBokus yvmsesde; 14. 0 aomerpwv tov Aoyov omstpet. 15, Qutor Ose etstv ot 7upa TNY så OTTO) ITELDETUL O ÅOYVOS, AL OTAV MAOLIWIV MLTOL, ELUdeWs EPYETKL O GUTAVAS KAL ULDEL TOV hoyov Tov sompuevov EV TaLt napårars avtmv. 16. Kaur avtar eowv ov pa 4 WÖT STELPOMEVOL; OL, OTUV UANUIWILV TOV ÅOYOv, EVdems uetn [eo] ap2= hapdavovaw 17. Kar ovn eyo0vaw plimv sv Euutors, akhu 7p05- AULDOL ELGLV: ELTD, YEVOMEVNS UAVens 7 Omyuon Ga Tov Åoyov, even: ouavaktiovtar. 18. Kur ot etg ts unavdas guetnouevor ovtEL etarv ol Tov Åoyov muousavtes, 19. Kar at wepuuvoar Tov Brov «ar AL ATAvTar 700 %OSUOD SLVÆVLYOLGLV TOV ÅOYOY, AL u4npmos Yivetar. 20, Kar es ot ent TV VRV TRV KHUÅNV GTRAPEVTET, OLTLVET MUOLOLILV TOV ÅOVOV KAL UTOGEYOVTAL, HUL KAPTODOPOLILV EV TOLAKOVTN HAL EV EENKOvTA KAL Ev Sarov. 21. Kat eheyev onto un epyetat O hvyvos, va VTO TOV LO- ötov tedy 1 tva 070 tnv unAwny tedn; o97 tva ent tnv hoyvav tedy; 22. 09 ap estv uopomtov, et Un lva pavepmbr: 0958 Eyeveto T0NUDOY, akk iv eldn es wavepov. 923. Er ts eget mun Uno, AKOLETW. 24. Kar eheyev motors: Bhemete, tt UKNLETE. EV Å VETDWM VETNELTE, MVTL- uetpndrsetnr durv. 25. Os vap av sy7, Godnsetar avtm wut OG AUX Eye, HAL Ö syet monLnEbdnsetn am moten. 926. Kar eheyev odtm: TA estv % fasthera tov Veou, Wanep avpwmes Bak, Tov amopov ent 7” Ts - 27. Kar uadevdn ar evelpntar vona ar fpepuv, xuL 6 GTROPOS Bhasta nar Wnxovntor, Ms ov OLGEv uvTtos. 28. Nu avrouatn % 47% på KUPTODOPEL, TPWTOV YOPTOV, ET ELTA GTUYVV, ELTA TÅNPT TOV GLTOV EV tw our. 29. "Nav de mapodm O napnos, evdews anostekhet to C c € ; Öpemuvov, Ot Tapesthxev O Vepisuos. 30. Kurt eheye tv ouonsmuev å m tnv Basiherav 700 Veou; 4 ev mora 7aunafok, rapafahmpeda avrnv c c c BL. Os nonne Swaram:, Os OTAV GTUDY ETL TNS VNS LINPOTEDOS TAV- 16 J. BELSHEIM. | [No. 9 TOY TWV STEPMATWMY EGTLV TMV ETL TNS YnNs' 32. Kat otav omapn, ava- Barvet xor yivetar puellov Tuvtmy TOV ÅuyAvev, KAL TOLEL KÅNÖOLE peyahove, ste ovaslar bro Thv Suva mYTOD TU TETSLVA TOL MLPMYOL KO TLIKGVOVV. 33. Kat towns mapuBokars mokka mupaohaus (I shuhet vov hoyvov, nadums növvavto uxoverv. 34. Xmpwe de mapaBokns ovn ehuhet mv- TOLE" NAT LOWNV OE ToLt padnyturs o0t00 Enskvev muvta. 85. Kat hkeyetv uvtors ev suewn tn fpepoa ons vevouevns Ö1s)- Vmpev etc to mepav. 36. Kut apovar tov oyhov xar mapakapBavonsiv avTOv OG NV Ev 7 TÅOLW: NAL TI AÅha TU OVTO TÅOLA PET MLTOL. 37. Kor ywetar haha) pefakn avepov' ta ds xomarn Pokkev etg 70 mÅoLov, ete nön Yepilesdar 7o mAowov. 838. Kar nv avrtos em mv TPYLVL ETL TPOsnenahaLov uoalevdmv. nor Öteyerpuvtes aLTOV, Åeyouaw avtw* Basuake, ov peket Got, ot aumokhvpeda; 39. Kar dreyspder OTETLUNGEV TWO AVELW, NAL Th Vakassn ua emev oLmTa, TEDLWMIO. NL EKOTMIEV O MVENOS, NAL EVEVETO Yaknvn uefakn. 40. Kar evnev Mm mvTOLE* 6 lnsovse. tr derhor ete; 00 mw eyete misuv: 41. Kar evofn- Vysav wvofov peyav, ua EhEYov TPos MUÅÄNAOLE TLE EGTLV ANA OLTOS, ot Å Vakasom xor OL UvEWOL VTAKOLOLELV ALTO; V. 1. Katmhdov etg to mepav tre Vahasens erg Thv YwPpav TY JEPVE- syvmvr. 2. Kutr etekdovres avtm Ex TOL TÅOLOL EVemt UTNVTTGEV VTM UV- Vpwios ex TY PYNPELOYV EV AVEDpaTL Uxadaptn, 3. Os eryev tnv xaToLAnaLy EV TOLE MYNMAGLV KOL 0008 GÅVGEL OULKETL OUDELT MLTOV EÖVLVATO ÖNTAL, 4. Åra to mokka W0TOV TEdULE NAL GÅVIEGLV ÅLE EÖNGUV KUL GLEGTTUS- «VAL, ROL TAS TEDNT GLVTETPLOVEVAL KAL UNDEVA ULTOV LIYVELV UpAsAr B. Kat Qumavtos, VLXTOE KAL TMENUT, KOL EV TOLE OPEGLV EV TOLE LVN- MOLOLE nPOLer nor noranomterv éavtov tors Ardorc. 6. Iömvy ås tov lysovv ano wonpodev spupev xat TPOSEXLVNOUAV ULTWM, KAL NPUENE DWVT ueyakn emev 7. Tv spor xat 500 lysov, vie Tov Yeov Tov UVILGTOL; öpuiføm aE Tov Veov, på pe Busavons. 8. Ekeyev yap uvtm efelde to mvenpa 70 oxadaptov ao tov avdpwmon. 9. Kar emnpwmra avtov Got ovopm; %ar amenpidn heymv heyswmy ovopa por, OTL TOÅÄN EGMEN, 10. Kor mapexakovv wmvtov mokka, tvo pin OLTOLE ATOGTNÅEL EÉM TN fwpas. 11. Hv öe exet mpos tw opst oyehn v7olpmY pevaÅn osnopevn. 12. Kat mupexohovy mvTOv Tovtn TA ÖMULLOVLN ELTOVTA: TEMDOV NPE SLC %OLPOLS, lvo Els uLTOUs ellekdupev. 13. Kar 0 jsove emsvrps- ] DAS EVANGELIUM DES MAR(CUS. 17 ev mutovs' nar ebekiovta ta mvenpara ta anadoptn ergehov eg Tous yo1pODS, KAL OPPYIEV % WYEÅN KYUTO TOL APLUVOD ELT TNV VaAassuv Ws ÖtsyrÄrot, KAL STywpovto Ev tn Vahassn. 14. Oi 6: Posnovtss mutous smLYOv KAL AVNYNELÅAV ELT ThV TOÅLV AL ELT TOLE MYpove: *aL EfnAdov Wösrv, TL EaTtv To Yefovos. 15. Kar epyovtat mpos Tov lysovy, xor Vempovary tov Sayoviopevov uadypsvov nuTtspevov or SWPPOVOLVTO, TOV EGYNKOTA TOV ÅeYeEmvar nar s70BhnUnsuv. 16. Amynsavto de uvror ot WÖOVTET, WE EVEVETO TW ÖMLMOVLÅOMEVM, NAL TEPL TV YoLpOY. 17. Kar mapexokovv motov umekdewv amo ty opuov avtov. 18. Kar ep- Baytos mvtov el: TO TÅOLOV TapexaÅet uLTOV O daruovsbers, wa % per avtov. 19. 0 ås yseve ovn aper muyTov, ukha hÅeyet avtm" draye er TOV OLMOV 505 TPOS TOLE GOLE, KUL UVAYVYVELÅOV WLTOLS, 094 GOL O KVPLOT emoLNaEV nar NÅENGEv ag. 20. Kor amnidev xar npåato. unpvagerv ev tn Åenumoket, 050 emomaev avtm 6 lysovs nar muvtes sanpalov. 21. Kar öumepusavtos Tov lngov eg To TEPUV TUÅLV, oLVNN oyhos mohve mpos avTOV xaL 4v 7apa Thy dakassav. 22. Kur 100, EpyeTAL ELT TOV UPYLOVVAYMPMY, Å OVopa laetnos ar LOMY ALTOV TLTTEL mpos Tovs TOdus avTov, 23. Kar mupanaker uvtov ToÅka, heywmv Örtt to Vvyatpioy pov esynTmME ENEL lva eEkdøv emidys tas verpous em avtn tas XeLpas (1), tva omdn: nar Con. 24. Kur umnide wet au700, nar rxo- hovdet ovtm oyÅos mokve nar avvedhBov avtov. 25 Kar vovr tg avs ev puset almatos etn Öwdexn, 26. Kaur mokka madovsa bro Tokkwyv LATPMY, KOL ÖATAVNGNGN TO ÉNLTNE TUVTA, AL UNDEV MYEÅnNdeLsu, aka makAov ent to verpov Ehdovsu, 27. Auovsusu mept Tov lvsov, ekdovan omtadev, 4 Yato Tov Luattov mvTOL EV TW oyÅW. 28. Åeyousu ev éautn «av TOY luaTmYy AvTOL AYVMPAL ombnsopar. 29. Kar evdeme etepavdr, n Ty TOL UMATES MLTYE, KAL EVY TM GMPUTL, ÖTL LATAL UTO TNS mastryos. 830. Kar evdems enyvovs 6 lnsovse, ev éuvtm tnv &å mdTOL övvapiv efeldovsav, emrotpupers Ev TWw OyÅm EVTEV TLI MOD HVATO TV matwov; 3l. OL de padytar avtov Åeyovar avtm: Phemert tov oykov GUVTVLYOVTE OE, KAL Åeyers: tig poL hate; 32. Kar meprefheneto werv tyv tovto mornsasav. 8383. 'H ås vovn oofndersa nar tpepovsa, ÖL 6 memoLNet Åadpo via 0 YVEVOvEV ETR ULTNV, TVEV KOL TPOSETEGEV ULTN ur EVTEV MOTO TUGAV Tyv akndernv. 34. "Os lysovs ermev mvtn: duyarep, 7 TLOTIS GOL GEGWXKEV GE' TOPELOU ELT ELpYYNV. 35. Ett avtov AaAouv- TOG SPYOVTAL TO TOL UPNLGLVAPMYOL ÅEYOVTET OtL 7 duyatnp s00 amne- Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 9. 2 18 J. BELSHEIM. [No. 9. avev: tt ett suvkhers tov dröusuahov; 36. 0 åa lvysovs ux005E TOV hoyov hAahoupevov, heyet tw apylsuvarmyw pr Popov, [LOVOV TLGTELE. 37. Kar ovx monxev 000ev4 uvTWM TUpUKoroLbrsar, ev pr etpov nar laxmBov nor lmavvnyv, tov adskpov mvtov. 38. Kar epyetar etg Thy OLxLAv TOL BPYLGLDVAYWOL, KAL demper Vopviov, uhurovtmv uar upalovv- twv mokka. 39. Kar heyet avtor ti Vopufersde xar uharete; to TaL- ö1ov ov» amebavev, akku wuadevder. 40. Kar noteyshømv ovt00. 6 de exBahov movtas mapakapBaver Tov Tutepoa TOL TULBLOL KUL TYV UTEN AL TOLE ET MLTOL, HUL ELTTOPELETO ÖTOL MV TO TULGLOV KUTNAELLLEVOV. 41. Kor upatnous Tna %ELpOs TOL TULBLOD heyer uLTn: Tuherda uovper 0 ect wedepunvevopevov 70 xOopusLov, aoL ÅeYw, eyerper 492. Ku ELems Uvest”y TO XOPMILOV KUL TEDLETATEL TV OE OG ETMV Ömdeno. KOL skeotnouv engtuset peyakn. 43. Kar Ötsoterhuto wovtors Tokha, tva undELT PYM TOLTO: NOL ELTEV dodnvar untn PUAYEL. VI. 1. Kar efehdev enetdev nar nkev eg tnv mutpiöa 00700" «at oohovdovsw avtm ot padyta avtov. 2. Kur yevopevon sudfuron npåato EV Th sLVarwmyn ÖÖMaueLv uOL TOÅÅOL UUOLOVTET EfETÅTSSOVTO emt tn bayn avton Åevovtes modev tovtm tovtn; nar us Å soYWA Å Öoddersa avtm; at ÖVVApers TOLMLTAL ÖLU TMV YELDWYV AVUTOV YIVOVTAL; 3. Qvy o0tos eotv 6 TOV TEKTOVOT LIOT Mapwac; adehoos lanmBon nar lmantos xar lovda nar Nyuumvos; nar 00 ELSLV AL UOEÅGAL ULTOL MÖE Tpos Npa; KAL ETKUVdaAALovto Ev uvtw. 4. Kar eheyev avtors 0 ln- 909S' OLX EGTLV TPOPNTNS WTYLOG, EL [UN EV T. TATPLL TNE MVTOL KAL SV TOLE GUYYEVEGLV XL EV Th OLA mLTOL. DB. Kar ov nÖvvaro exet 00Deu LAV TOLMIAL GLYVANLN, EL ÄN OÅL(OLT UPPMITOLT ETLDELT TUG. YELPUS eepamevaev. 6. Kar edavualev Öra Tnv AmLOTLAV ALTMY NAL TEPLNYEV TAS KOPIE KWUKÅM OLOUGNOV. 7. Kat mpocnahsompmevor TOLE Öwmdsnt, UTEGTENÅELV MYTOLE UV 000 690, 000T MVTOLE EEOLGLUV TWMV TVELPATOYV TOV Uxadaptmvy, 8. Kar ma- PYYVVELÅEV AVTOK, va undev anm Els 0d0v, un Te paköov un TE T%- pAW, ÄN TE MPTOW, U”N TE ELG TNv Coynv yakuov 9. Mn öe dæodeds- WEVOLE Suvdaka nar ur evåöusnode 090 yrtwvas. 10. Kaur eheyev UNTOLS* ÖTNU UV ELGEÅUNTE EL OLKLUV, ENKEL MEVETE Er uv Ekehdyte exerdev. 11. Kor 6501 ov ur Öefovtar dun, unde ULOLSWLN dpØY SEATOPEVONEVOL EKELdev EutivAGGEsdE TOV YOLY TMV TOdÖWMY DWUMY ELT MINP- tuptov mavtors. 19. Kar sfekdovtes exnpvosov, tva uetavonswarv. 13. Kat daruova mokka efefakhov nar nhevoov shan moÅAouL: UppWITOLT nar elepunevov unvtovs. 14. Kat mxovsev "Hpwöns 6 Busthevs (vuvepov yap Eyeveto 70 ovopa mYTOL) KAL EheYev OttL lmavvns 6 Bantlmv eynyeptar ex vexpmv. ar OA TOLTO AL ÖLVANELT EVEPYOLGLV EV AvTW. 15. Akko Be sheyov ot Haas estv. akhor öe Ot Tpogntns Os elg Tmv TpouNTtmv. 16. Axovsac de 6 Howdnz stev: Ov sym unenenuAeLsm, 00T0s soTrv lmavves. myTtos Ex vexpmv nyepdn. 17. Avtos yvap 6 Søg UTROGTELÅAT EXPU- tngev Tov lmavvnv ar Edn5ev avTov nar sBahev ars tnv ovhoanv öva Hpo- åvadn ny vovarna Miimno» 70» måehoov KER OTL SYAUNGEV AOTNV. 18. Eheyev vyap 6 lmavvns =o Hpwör: Ött 09% eåsstv so Eystv TAY quvara 7ov möehvon s00. 19. 'H ö=s Hpwmöras EVELyEv ATOM KAL ndehev amontsrvar avtov ar 09% NovvaTo. 20. 'O vap Howörs <70- Berto Tov Imavvny, mr 9970 Av6P% OWAMLOV KAL BYLOV KOL GUVETTDEL MITOV, KUL ULOVLIGE MLTOL TOÅÅD ETOLEL, KUL LOEWE ULTOV NAovEv. Ul. Vevousvns mfpepus svuarpov, ors Howöns tors Yevestors mUTOL HeLTvov ETOLEL TOLE MLEYIGTAOLV KAL TOLT YIÅLNPNOLT KOL TOLE TPMTOLE TNS Lat- hava, 922. Euekdousns 7ns Vuyatpos aoto0 Hpwörados «at 097%99- WEVNS KAL APEGUITs Tw Howdr ur TOLE GLVAVAKELUEVOLE, ELTEV O Bust- heves tw xOpUgLW" MTNGAL VE O Dehets, nor Öwmom 301. 23. Kurt mugsev ant 7okha: Ot, 6 Av POL AUTNSNE, ÖWMIW GOL % AV TO MPLINL TNT Dagr- stas 24. H öe sfekdovsu sumev vn pytpt UTNE TL ULTNSOpPAL; 7 OE eumev: tnv ueogÅnv lmavvon ton Bantlovtos. 2. Kar steshtdovsa =v- Hus wetg gomovbns Tpos Tov Busthen smev Efuutns ms MOL ETL TLVAKL tnv unevaknv lmavvon ov Bamtstan. 26. Kar mepihvmos yevouevos 6 Basthevs Ö TOLE O9KOLE HUL TOLE GYVAVIKELMEVOLT OLA MNeEhngev unTnv * adetnsar. 27. Alka evdems munosterkus STExoLÅMTOpU ETETAÉSV EVEN- dyvar tnv nepaknv avtov. 28. "0 ds amekdøv unenspaksev avtov sv Th "DYÅGUN KAL NVEVKEV TV KEDUÅNV MLTOL ETL TLVAKL HAL EÖWMKEV 7D- tv tm XOPUILW, KAL TO KOPUGLOV EDWMKEV AVTNV Ti MNTPL AUTYS. 29. Ot ås wallytor 99700 nkdov «ar Npav 70 TTWUWA MDTOD Rar Ebnuav 9970 EV PYNPELD. 30. Kar suvayovtar ot mmostoÅor 7pos Tov Isovv «ar aneyyeLhav DTM TAVTD, 09% ETOLNGUV KAL Eduinv. Bl. Kur snev motors 6 lysovs GELTE *DWELT HUT IÖVAV ELT SPYMOV TOTOV KUL UVATRUNEGÖE OÅLYOV. TjOUV T9p OL EPYOWEVOL KAL OL VITMTOVTES TOÅÅOL, HAL 09GE DAYELV NYALALPOLV. 20 J. BELSHEIM. [No. 9, , 32. Kor amnidov es epypov tomov ev mÅorm uaut av. 33. Kur erdov MNTOLE VÆAJOVTASE, KAL ETEYVWGNV MLTOV ToÅkar xaL TEln o70 TAUGWMY twy Toksmv söpopuov euet nor nNAdov mvtov. 34. Kar stekdøv sduy ToAÅuv oyhov, xat eomhayyvedn er avtar, Ot nouv Ms TpoBata um Syovta ToLMevar XL NPÉoTO ALTOLE OLGMGNELV TOMMU, 3D. Hör oc åmpus TRONANS Yevopevns Tposekdovtes ot uodnytar ovtov hÅeyovarv mvtw' OL EpNpoT EGTLV O TOTOE KUL NM å molkn. 836. AmoÅvsov ovv uvTOLS, vn MIENDOVvIss Els TOLE KUKÅM MYPOLE KUL KOMIE UPTOVE AUVODAIWMILV émutors: at vap Payrewv 60% Eyovaw. J3i. O de umonpiders snev avtar OOTE MUTOLT DMELT DAVEW. KAL ÅEYOVGL mMOTW' MnEkdovtet myopusmuev GLXKOSLOYV ONVAPLOY, KUL ÖmpEv MUTOLE lvZ oAYmaw; 38. 'O de here MNTOLE* TOSOLE MPTOLT ENYETE; NYNYETE NAL LÖETE. KAL YVOVTET ÅEYOLGL DTM" TEVTE MNTOLS, KUL 600 Lydvas. 39. Kar emstaisv ovrors mavras, avaaAndnvar svunosm em tm yhopu opt. 40. Kaur uvenssov mpa- SVAL TPYIVA, DVI EKKTOV KAL MVO TeVTLKovtn. dl. Kar huBov tous TEVTE MPTOVT KAL TOLE 690 LYdvas, avuBheYar eg TOV 0LPUVOY, ELÅOYVNIEV. KAL AATEKÅNGE TOUT MPTOLE RAUL EÖLGOL TOLE MANTULE NOTOL, VI TUPU- Vea mutors uar TOLE 600 vyduar epeprsev mus. 492. Kar sogyov TAVTET KUL Syoptasdysav. 43. Kar npoav uAysparmv 0Wm7IEnN KODLVOLE TÅNPELS, HAL ATO TOY vr dvov. 44. Kor mv ot OUOvIes OG TEVTA- ALEYLÅLOL. 45. Kar evdems nvaynnsev tous padnytos mvton euBnyvar etc 70 TÅOLOV HAL TNONELV ULTOV ELT TO mEPUY Ett Bydsurdav, uvtos Os uneÅvaev tous oyhovs. 46. Kar umotukapevos ovtors umnhdev. 47. Kar ovras øy VEVOWEYNE "HV TO TÅOLOV EV WEGN T Vakusen: xar mvTOS pLOVOS ETL TM vhs. 48. Kar ev avtovs ehunvov vas nar Pasavloumevove: mv vap 6 VENT EVAVTLOS GYSPA TEPL ÖE ThV TETAPTNV PUÅGUNV TNT VLKTOS EP- JETAL TepuTUTOY ETL TNG dakasene «ar ndehev mapekiewv avtovs. 49. Ot öe ovtst mMLTOV TEPLTMTOLVTIN ETL TI Valan: =00kav PUuvTAgua swva, nar mvenpukav. DO. Mavtes nar sv apaydrysav. evdems ds shuknaev mLTOr KAL heyet motors Yapserts' sym ep, un popersde. Bl. Ku uvefn ELG TO TTÅOLOV TMOG ULTOLSE" XU EXOTAGEV Ö AVENOGE. HUL TENLIGUNS v &avtors. 52. Qu yap ovvnnav nm ev &mutors Eflatavto nat ebanuatov hav ent TOY APTOY Ny VAp I KAPSLK ALTOY TETOPMMEYVN. DB. Kul Örunepa- guvtes NAdov ex tnv Pny Els Ievvnsupet. | i 54. Kar efshdovtmy uvtmy ex 70D TÅDNLOL ETEYVWIUV MLTOV OL 1885.] | DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 21 mvdpeg tov Toman. bb. Kur mepidpapovtes OAnv tny Teprympor EXELVNV, npåavto emt upudforors peperv TUVTAS TOUT KUKWE EYOVTUE, ÖTL NAOVOV Ött sotwv sxet. BG: Kar Ötuv ergemopevovto att MYpovs 7 KWWUE 7 TO- hete, sv TaLt TÅMTELULS ETLÖOLV TOLE MSVEVOLVTKE, KUL TFApeXAODV MUTOV, tyg AV TOD APAGTEÖONL TOV LLATLOL MYTOL AVmYIAL AIUL OS9L UV TPNYTO sombysav. VIL. 1. Kat ovvayovtar mpos mytov Mapiauror ur TET TV JPAppATEwmy, Ekdovtss umo leposohvpmv. 2. Kaur Wovies toy uadntnv OMTOL TLVAS KOLVALE YEPGLV, TOLT EGTLV MYLTTOLG, EOVLOVTAS UPTOLE EVEVL- avto. 3. Oi yap Poaprsuror nar ot lovdaror, euv un TLYPN VEDEMYTAL TUS YELPUS. OUK EGÖLOLGLV, KPUTOLVTET TNV TANNGOGW TWV TpecPuTspwmY Kar omo myopus, sav un Banttomyrar, ov» sadovarv «ar AAN TOM sot, Å mapehafov uputer, Buntispovs TotnpWv xaL Éestmy nat YUN- uetov nat xAvoyv 5. Kurt emsputnar avtov ot Papraaror xor OL VPAp- MATELE ÅEYovtes: Öla TL OL WAdntnr 000 OD TEPLTUTOLGLV KATA ThV TAPU- öoatv Twy mpesfutepwy, akha uowars Turs YEpoLv ESÖLoLGLV TOV APTOVY; 0 de amonprers evmev motors tt nakne enpogytevsev Homurus mept LUOYV TOV LIOKPLTOMY, DI ELEV OVTOT O ÅMOT TOLE YELÅEGLV VE TLUN, 7 nd OE nApOls MOTMY TOppW UTESGTLV UT EuOL. T. Matnv öe sefovtn ue, - G10MGKOVTET OLOMGKANINE, EvtIÅUATO Avdnmmwmv. 8. Bartouov: Totnorwmy ' IV Ui ua EEGTWMY, KOL UÅÅN TEXPOMOLG TOLMLTO TOLELTE* NDEVTET TYV EVTOÅNV TOL eo uparerts tyv Typudoaw Tw uvdpumuvr. 9. Kar eheyev ov nahws adetstte tnv evtoÅnv 700 deov, ti ThNV TYPMÖDGLV VDUY TYNPT- syte. 10. Fl ap Sue TLUA TOV TUTEPO GOL KUL TNV UYTEPU GOL" xav 6 nouohoymy matepa % pntenn Vuvatm tekevtatw. 11. Vperc oc heyete" suv etmet uvdpmmos tm matp..% Tv PYtpL KopPav, 6 EGTLY Ou- pov, suv & epov myekndnys 192. Quxett mete muvtov over ToLNSUL tw mTATtpl % Tf WNTPL 40T0), 13. KE Tov Åoyov To Venn TM. mapadoset dpmy, Å TAPSdMLATE: KAL TYPOLOLN TALNLTA TOÅÅN TOLELTE. 14. Kat mposnakesapevor Tov OYÅOV ELTEV MULTOLS UAOLGUTE OL TUVTET ua suvete. 15. QOvöey sov såmdev 100 avdpmaov etemopenopavov EL avTOV, 6 Ovvarar KoWmaUr MÅÅN TA EX TOL UYNDWTOL EKTOPELOMLEVM ExELVvA SOTLV TU KOLVOLVTA Tov uvdpmmev. 16. Er ts Eget mn anovew, auovetw. 17. Kar ors stsmkdnv etc tnv ovmav om0 70) OyÅnv, ETNPW- twy avtov ot uadnytar mvt00 mept Tns mupaPokns. 18. Kur heye å [4 AUTOS" OLTWT KOL DULELT MIVDVETOL EGTE, 0U VOELTE, OTL TUV TO stmdev 29 J. BELSHEIM. [No. 9. c ELETOPELOMEVOV ELT TOV Uvdpmmov o0 duvatar mALTOV xorvmsar; 19. "Qa D OUX ELETOPEVETUL MLTOL ELG TNV *NAPÖLAV, OÅN ELt TYV KOLÅLAV NAL ELT Tov uOEÖPWVA ExTOpeveTaL, uabapiluy mavta ta Pomuarn. 20. Eheyev öe' tt 70 Ex TOL MYDNWTOL EXTOPSVLOMEVOV, EXELVO KOLVOL TOV UVdPWTOV. 21” Eswdev yap ex tns xopdras toY avdpummy ol drahoyrspor ol xoxor EXTOPELOVTAL, MOLYELNL, TOpvEInL, 2. KAomat, povor, mheovefar, SoÅot, ToV4- pri, MEÅYern, opdakuos movnpos, Bhusonpir, drspnoava, apposvvar 23. Hoavta tano eswdev sumopevetar var uovor TOV pk 24. Kor enetdev avastas nhdev es ta opt Topov. xar ercekduv ett Tny omrav ovdeva ndeknsev yvmvar xar 09% TÖLVATO KA 25. Ånuousasa yo YV” TEPL AVTOL, TE ELJEV TO duyatpiov mvevua uxndap- Tov, EÅdovsn mposensse mpoc Tove modus mvtov. 26. H & Ov% NV "Ekhknvie; opovowom 7w ever, xaL NpWTN MLTOV, lvX TO Öayuovrov enBakn vns duyarpos mdtns 27.0 de Iysove evnev mutn! DET TPWTOV va Tenva yoptasdvar 00 AN EGTLY KUÅOV ANAL TOV APTOV TMV TEKVOY xav Bakery tors xovaproe. 28. H de a Tenpidn Åeyovsa, LpLE %aL TO ADVAPLA VTOKUTOM TNS TDYTELNT ETÖLOLGLWV UTO TMY VIYLVY TOV TALÖLOV. 29. Kar evmev avtn* days Org Tovtov Tov ÅoYov ekeknivdev to daruo- vov Ex Ths Vvyatpos sov. 80. Kaur amekdovsn etg TOV oLKov ALTNE evpev tnv Vuyatepa avtns BeBinuevnv nv em tne une ua To Oyruo- viov efsAnhvdos. 31. Kar aahw sfehdov a70 ty oprwy Tvpov qhdev dx Xdwmycs tnv dakassav 7ns Vakhavas avg uesov tmy Opvmy Aexomohems. 32. Kar vepovarv atm uWDOv NAL MOVIÅUÅOV, KUL TOPUKAÅOLGLV ULTOV, wa emdy avto Thv ep. 38. Kar amohafomevos avtov a70 TOL NN oyhov at 1Övav EBuAEv TTVGUT TOLE ÖMUTLÅOULE- ALTOL ELT TU WTO. MLTOL, nar NYATO TNS YÅWITNs myTov, 34. Kaur avaBhevas es Tov ovpuvov sgtsvafev nor heyet mot evonda, 6 estv, Öravorydnt. 35. Ka svem< GUnvorynsav mMYTOL ML MADUL, KUL ELD O Osgpos TIE JÅWNITKE 9700, nar ehokn opdes. 836. Kar Bresterhuto motors, två undev WNEV Åeymarv: Os50v OE MYTOLT OLESTEÅÅETO, MUTOL WUÅÅOV TEPLITOTENOV sxnpyssov. 37. Kar bæepmepissms etenAnssovto, Åeyovter aks TUvTa TETOLYKEV: TOLE KWWOLE TOLEL MAOVELV NAL TOLE AÅUÅDVE ÅAheLv. VIIL 1. Ev enxevarc vart huepars, Tak mokhov ovtos oyÅon KIL WT SJOVTMY UOTMV TL BYNMILV, TRPOSKAÅEGUMEVOT TOLE PADNTNE UUTOV heyet mutores. 2. Ahayyviopar em tm oyÅm, OT 40% NPEPUL TPELG 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 25 TPOSPEVOLGLV LOL XYL OLX EJMIW, TL DAyWa. 3. Kar unohvsa a97T00s vnaters py Vehw, ur mote sxhvdimar ev In 600" tives VAP AUTO LA- xpodev fxaar. () 4. Kar unsupiysav avtm ov wadlytar avtov: moldev ØMÖe TOSOLTOUS ÖLVNGETAL TLS YOPTAGAL ANTWY ET SpypIas; BD. Ka emnpta mUTOLS' ÅEYWYV 7TOG0ULs MPTOLS EYETE; OL Ös EumOv Enta. 0. Kar mapayyerhas to oyhu avaneserv amt Ths Yhe ar hafmv tous åmta MNTILS ELNAPLITNIUS EKÅNGEV KUL EÖLOD TOLT WAdnTALT A0TOL, va TAPY- dar mar mapedynav vo oyheu. 7. Kor i oktyn «at ADTY EVÅO- monov nar yoptasdrsav nar Tpav MO) v4095 EWmsv mupadewvar. 8. Kar TEPLIGEVMATMY KÅUGPATMY, GTUPIÖUS EnTta. 9. Houv ds ov payovtes ms TETPAKLSYLÅLOL. KAL UTEÅLIEV MUTOLE. 10. Kar svdems svein (1) st: 70 7ÅoLov uvaetn Toy WIntnv 19700 nar nhdev es tm venn Maysön. 11. Kar sfnhkdov ov Paprsuror nor npiavto gLlntewv avTtm, LytoLyTes TL SYPELOV TYP UDTOL AUTO TO 0YPUVOL, på = metomlovtes mutov. 19. Kar uvagtevakas Tw Tvevmartt m0TOL heyer T Bk $ ka od Anis ET OE % even avTN Enter onpetov; aunv hey vu, st dodysetar tn veven. UT LELOV. . Kar overs motovs makt evas etg Thorov uTnAdev tavtn oypetov. 13. Ka av hv epfo ) Ad &LS TO TEPAV. . Kar enshadovto hauBer mptovs, vn wovov MNTOV EV/OVTET 14. Ku 1) ) 0705, Vå ped) éavtmy sv tm how. 15. Kar Brestehheto uytors heymv Bhenete am Ths fopns tur Dyprsamy nar tns uns tuov Honöiuvov 16. pr 7 Ot öe Örehoyriovto mpos akAnhove Ot mptovs 094 sy00oW. 17. Kar 4vous 6 lysovs evnev avtore 7 eg EV TILT KADOLAE VPOV OÅLYOTLITOL, ÖTL UPTOLE OLK EYETE; OUTW VOELTE, NUÖEV LEVOVEDETE TETO- pupevn VMOY EGTLV 7 KAPÖLM; 18. Qvdakuovs syovtes 00 Bhenete; HAL WIN EYOVTES OUK MAOVETE; OUTW VOELTE 00 de MynNmOvEVETE; 19. "Ore tous mevte mpTOLE EMÅMGA ELG TOLE TEVT IKLTYLLODE, KAL 709005 KOYLVODE KÅMGPATMV TÅNPELS NPATE; Åeyovar uvtw: dmoexu. 20. Ne TOUS ÉMTU ELT TOUS TETPUKLSYLÅLOUE, TOGUE GTRVPIÖUS KÅNGUATOV TÅTPELS mpare; ov de smv émta. 21. Kar sheysv avtor Twa 007W GLVETE; 22. Kar spyetar etg Brydaudav, nur oepovaw mvTw TLGÅOV, KAL 9 TAPAKGÅDNVILV MLTOV, lva mUTOL AVNTnL. 23. Kar emhufouevos Tns ÆELPOS ADTOY EfNVATEV SW TNS KONNE KUL TTVIUS ELT TA OUMATN MNTOL, emtders tas %elpas AVTM, ETNPWMTO MLTOV, EL TL Phsmers. 24. Kar avg- Bhevas eheyer Phenom to0s uvdpwoenr ås devöpu mentmutonvtac. 925. VY x Eva makv emders tvus %elpus ETL TOUT OGÅMÅLOLT MTU, ETOLNGEV 24 J. BELSHEIM. [No. 9. avTov avaBhepar var anenotestad,, xor Bheyev thuvyms mavtn. 26. Kar omestethsv mguT0v att TOV OLXOV MUTOD heyov: Due Els FV OLKOV 309 KAL SUV EL ThNV KOPNY ELSEÅDNS, undev Elmns Ev TN KOPM%. 27. Kar etshev 6 Insovs uar ot vadyrar mvrov eg va KOPAS Kursuperus vhs Piimnov: xar ev tn 600 smmporn Tors padrtas adtoL heyov avtore: tia på Åeyovstv ot avdpwmor eva; 28. Oi de anexpr- ad Uneav mvtm heyovter lwmavvny sov Pantlovtn akhor de Haa okhor 65 éva Tv mpoyytmy. 29. Avtoc de smepmtag mytove dyre de Tra me Åsyete etvar; mmonpiers Os 6 Lletpos heyet untm* ou er 6 Xprartoc. 30. Ka emstyunesv mutorg, iva pnrdev Asymawv mept avtov. Bl. Kar Npåato dåmsuerv muTOLs, ÖTL el Tov vINv T9L uvdpwmaon mokku maderv nat O7060nMNSUNVAL UTO TMY TPESBLUTEPOYV KUL TOV VOUPVATEMV KAL amoxtavdnvar nor vn spin hpepe avastnvar 832. Kar mapbyera tov hoyov ehuhet. uor mposhafopwevos avtov å Iletpos vpåato smrTpAV ALTO. 38. 0 de emotpapers ar Bwv 7005 pudnrus myT0D ENSTIMYTEV TL lletpm heyov dmays omsw pod, GUTAVA, ÖTL OL POVELT TM TOL HENL, akha to toy avdymmv. 34. Kaur mposuakeoumevor tov oyhov suv ToLs waluytars a0t00 evmtev muUTOLE: EL TLT dehet om po. anohovdew, amap- vnsasdu åuurov, nar vpaTmM TOV GTXLPOV MLTOL MAL UXOAOLJeELTM pLOL. 35. Os vap ev av deky tyv VoYnNv MÖTOD GWGML, MTOÅEGEL ULTNV Os ö av umokesn ny VYYNY MOTOD ÉVEKEV EMOL KUL TOL ELAYYEÅLOU, GWIEL avmnv. 836. Ti vup mpehnser avbpwumov, sav xepbmsn Tov xosuov Öhov nar Cypwdy ny Voynyv Em0T00; 837. H ti Owmser avdpunos avtakkaypa tns Voyns Ths éautou; 38. Og yvap sav enasyvvdn pa xar TOUS SOVE Åoyovs sv Tr YEvEn TALTT, POLyOMdL KAL Åuaptmhw, uar 6 vios 700 avdpwon emusynvdbnsetut mvtovy, Ötav ek ev tn 6047 tov TUTPOS AITOL PETI TOY AYVEÅMV TV ALV. | IX. 1. Kar eheyev ovtoe apnv heym vu, ELSLV TLVET TØV Måe ÉSTKNYOTMY VET ELOU, OLTLVIT OD MÆ YELGOVTAL Davarov, Ews my war tv Bustherav tov deov eknhvdvinv ev Övvaper. 2. Kar ued nuepas & mupahopBaver 6 lysov: ov lletpov xar tov laxmBov nar lmavyny, or varer AuTOLE ELG OPDs UYNÅOV KUT LÖLAV MOVODE KUL EVETO EV TW MPOSELNEsdar ULTOV METEMOPDMÖT EuUTPOIYEV avtov, 3. Kar za tuata mvTOL EVeveto Åevna athfovtn Adv JUV, Ola VVAPELs ETL TNS YNS 0OV ÖvvataL ÖVTME ÅELNAVAL. 4. Ka 1800, mod avtors Hhas ovy Mwoer xat ouvehahouv tw lysov. 5. Kar a Ke EE % "v q * $ 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 25 aponpiders 6 lletpos etmev tw lysov paBBr, uakov souv hpas våe star bdehst 7omsmuev MÖe GKTNVAS TPELS, GOL LAV KAL Mwovaer pav xat Haa prav. 6. Qu yvap mdet tv amwupidn exgofor vap Eyevovto. 7. Kar 800 eyeveto vepeh” emtoxLalovau autor: nar nNAdev Dwvn ex TRE VvEYEÅNS Åeyovsa o00TOS EoTV Å VlOg MOD Å AVATYTOE UKOVETE avtov. 8. Kar evdems meprBheYapevor ovdeva 1d0v, uAhu povov Tov Iysovv ued suvtov. 9. KataBavtwy de avtmy u70 TO) 0P0UG, ÖLEGTEL- hato 6 lnsovs, tva undev å 1dov Srynsovtar, et ur Ötav Ö vLOs TOL avdpwmoen ax vexpuv avastn. 10. "Qi de enpartnsav mpos akknAovs gulntovvise, TL eotv TO EX vexpwWV avastnvar 11. Kar emnpwutuy avTOV Åeyovtes TL EGTLV TO EX vEXDMV mvagtnvar (I) 19. 05e umonprder evmev autor: Haus ekduv mpwtov amonastnaer (I) avta xar TS VE- vpamtat Et Tov vIov TOL avdpwman, va madn xar efovdevndn; 13. AAha eye dpuv, ot HAs shnhvdev, XL ETOLNIAV UVTW TUVTO, 694 ndeknsav unadwus veypamtat Em uLTOV. 14. Kar shdøv mpos tove uadnytas ev oyhov mokvv mept uvTOLS KAL TOLE YPaupatels sulytoLvtas avtoLE. 15. Kar svdus mus 6 oyÅos "ov avtov eiedapindnsav. nar mpostpeyovtes nomalovto avtov. 16. Ka emnpwria avTOLE ÅEYymy TL suLlnterte mpos akknhovs; 17. Kur amonupi- dets elg sx TOL OYÅOU ELTEV ALTWM' ÖldUGKANE, NVEYXA TOV VIOV OD TPOG 98, &x0vtn Tvevpa ahahov. 18. Kar Önov av avtov uatahafn, pusser avTOV: ar ampilet, «av TpLEet TOLE 0S0VTKE KAL Enparvetar, nar ea (!) tors padnytars 000, lva exBakmaw m970,; nat 00K LOYNGAV ULTO ExBakav. 19. Kor amoupiders avtors 6 lysovs ermev w VEVEN UTLITE, EWE TOTE TPOS LWAT EJWPAL; ÉWT TOTE MVEÉOPAL DWMV; DEPETE ULTOV MÖE TPOS pe. 20. Kar mveynav o0tov 7pos mMLTOV. AL ELdVE wmY ALTOV, TO TVELMA TO ULAduptov EomUpUkev TO TULÖLOV' TEGOV ETL TNS YYE EKLÅLETO appikmv. 21. Kat ennpwutnsev tov matepo myToL Å lysove AsYov TOG0S ÆPOVOS EGTLV, Så OV TOLTO YEVOVEV ALTM; Ö de Elmev EX TALdOG. 22. Kat mokkaners ett myp xar eg Våutn ALTOV eflakev, tv uvtov u70- heon akk ev tt Öuvasar, Bondysov hp, nar omhayyvoders sg Npa. 238. 'U de Insovs evmev mytw* er duyn mLsTELSALK TAVTA VAD ÖLvara TM miatevovt. 24. Kar evdus upaas 6 matnp To. 7adloL uETT Laxpowy EÅsye TLOTEDWM KUPLE Bonde uov Tr umrstern. 25. ldmvy de 6 lnysovs, OTL ETLOUVTNELYEL OVYÅOSE, ETETLLTGEV TW TVEDUATL TW Anadaptu, heywmv TO MÅNÅOV KAL KWMPOV TVEDNA, ESYW GOL ETLTUTGW": EZEÅde um uLTOU, KAL Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 9. , 3 26 J. BELSHEIM. på [No. 9. unxett atsehds etc avtov. 26. Kar upufav mokka var omupuav mnTOV einhdev. nar eyeve cl 0 (WEEL VENDOS, WMWITE TOÅÅONULT ÅEYELv, OTL UTEDAvEv. 27. 0 ås Insove xpurnoms TRE %ELPOS ULTOL MVELPEV ALTOV KAL AVESTN. 28. Kat ekilovtos av0t00 etg omov mposnkdov avtm ot uadrtar avtoL nat LAV nar ETNPMTMV MLTOV ÅEYOVTES: OTL FuELs 00% NÖLVNDTNEv EX- Bahewv avtov; 29. Kar evmev uvtors tovto TO Yevos EV OvÖEVL Öuvatar ekekderv, et un ev TposeLXn KUL VYGTELA. 30. Kar exerdev sfekdovtes mapenopevovto åra tns Pahhoruc nor ovx ndehev, tva ts yvm. Bl. Eöacuev yap tous uadntas adrtov nar eheyev avtors: Ött Ö vios TOL avdpwaen mupadodnsetm avg yerpas av- Öpwawmy, xor MTROKTEVOLSLY MLTOV: KAL ATOKTAvders Tn TPLTY NuEPU UVA- gtnoetar. 32.. OL åe nyvoouv to prpa, «at E90R0LyTO EPWTNSUL MLTOV. 33. Kat mådov etg Kapupvaovu: nar ev Tr ovaLa Yyevopevos ETn- pwta avtoue: TL ev tn 6dw Örehoyrlesde mpos éauvtous; 34. Oi öe EGLWTWV TPos UÅkNhovs yap Öeveydnsav ev tn 000, tig AvTMV pellmy vevntat. 35. Kat nadisas epwmynsev tous Öwdbena uar Åeyet mvtoLs EL ts Öehet mpwios etvar, s0TUL TUVTMY ETyATOS KAL dlauovos. 36. Kar haBov Tardlov EGTNOEV EV LEGW ALTMV, KUL EVAYVKUÅLGUNMEVOS UUTO ELTEV avtors: 37. "Og euv év twv totovtmy may deintar em tm ovouart OD, EME ÖeyetaL uUL Og EUV EUE Öekytar, ov EME ÖeyetaL MOVOV, UÅÅU xat Tov MmoGTELÅUVTA We. 38. Kat umoupiders ovtw 6 lmavyns heyer Ölbasuahe, Wopev tv ev TwWw Oovomatt 60) EXBukhovta dausovuu, Os 00X fxohovder pi nar exohvsapev avtov. 39. '0 de amoupiders ernev WÆ XWÅVETE MUTOV. OLÖELT YD EGTLV, OG TOLNGEL ÖVVAMLV ETL TM OVOMATL pov xat Övvnsetat ue xanohoynsar 40. "Os vap ovr eotv xad fpov, dasp hpov sotv. 41. Kor ös av moten duas motnpwov VÅXTOS Evy ovomatt OL ÖTL Xpratou ETE, auNV Åeym Lue ÖtL 00 un aTOÅsTn tov wisblov adtov. 492. Kar oc av ouavdakar Eva TmY LADY TOLTMY TWV TLGTELOVTWY ELT ELLE, KAÅDV EGTLV AUT MAÄÅOV, EL TEPLKELTAL LU- hmvinos hidos mept Tov TpUNYnNAov avTOD nar BefBhntar elg Thv dahassav. 43. Kar suv suavdaklet os 7 %ELP 900, ATOKOYOV ALTNV KAOV EGTLV 5& uvÅhov etrseÅderv ev tnv Cwnyw 7 tas 000 yeLpus EYOVTO UTEÄ deLV m etg TnV Ysevvav, EL TO TLD TO MoBestov. 45. Kar suv 6 move 000 ouavdaklet 96, Sxx0WOV MLTOV KUÅOV EGTLV GE YOÅOV ELlsEÅderv ag Thy Gwny, % tove övo modus eyovtn BAndnvar etc tnv Yeevvav, ELG TO TUP to asfestov. 47. Kuav 6 ovdakuos o00 ouavdaklet og exBake avtov Y TÅ Add * JE , 1985.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 2 xahov 96 povopdakuov etsehdev ev tnv Basthernv tov deou, 7 Tous åvo opdakuovs sz0vta Blndnvar etc Thv yeevvavr. 48. Qmon 6 sunni avTmY 09 TEÅELTA %AL TO TVP UVTMV 09 gPEVvLTaL. 49. az VAD 7TVPL åhodnaeta. 50. Kahov 7o ahas suv ds vo Ahus ovahov yevntat, EV TLL MUTO MPTVIETE; VELT OLV EYETE EV ÉMDTOLS HÅN, HOL ELDNVELETE EV akAnhors. X. 1. Kar exerdev oavastas epyetar ac ta Öpun TINE lovdaras mepav Tov lopåavov: xat GLVEPYOVTAL TONY Ö OYÅOT TPOE UVTOV, KUL ås wody (I), makwv ed1basxev avtous. 2. Oi ds Paprsuror mpocekdovtes ETNPMTMV ALTOVY, EL EåssTtLV MVÖpL VUVALKA UTOÅLIAL, TEELDULOVTET MUTOV. 3. 0 de omonpidere evnev muvtore TL Luiv evetsthato Mwmuans; 4. Ui åe evmov enetpebev BiBkiov amnostasrav ypoaryar «ar omoAvaar. 5. Kar amonprders å Iysovs ermev mvtars: mpos Thy GKÅNPOKAPSLAV DULMV EYPUVEV Opv Thv evtoÅnv tavtnv. 6. Amo de apyns gem apsev nar Vu emorngev avtovs å Veoc. 7. Kar evmev évenev tovto uuTAÅeLYEL Uv- Öpmaos tov matepu nar TNY PNTEPI, KAL TPOEKOAANDYIETAL TPOE TNV vovarxa o5t00: 8. Kar esovtar ot 800 Ex GUPKA LAV. MITTE OVAETL etgtv 800, akha oapå ua. 9. "0 ovv 6 dens sovveleviev, avdpwmos pr, ywpilstw. 10. Kar ev tn oa makt ol podytar 9700 ETTNPOUTNIUV avtov mepL Toutov. 11. Kar heyet motors suv anohven avnp TNV YY- Varna aLTOL AL PUUNEN UÅÅNY, poryatar 12. Kar yovn eav steldn a70 TOLV MVÖpos XAL VAWNGN HÅÅOV, MOLYUTOL. 18. Kar mposepepov avtw 7atda, tvo ÅYntar avtmv OL de padn- TAL MVLTOL ETETMWV TOLE TPOSPEpoLaW. 14. lömy öe 6 Insovs nya- VAKTNIEV AL ETLTIMNGNE ELTEV MUTOLE MYETE TU TULdLA EDYETÖUL TPOS VE, KUL UN HWÅVETE MLTA' TWOV PUD TOLOLTMY EGTLV 7 Busrheru TOL Veou. 15. Aunv heyu dpw, oc av un defntar ny Bastherav too Öeov åg TALGLOV, OD un elseÅdn etc avtnv. 16. Kar evarnaksuuevor avta, emtders tas yELDUS ET MUTN, ELÅOVEL MALTA. 17. Kar sumopevopevov uvtov etg d0v, Ldovtrs (I) ÅouaLns xut 7pOsÖpA- pmY XUL VYOVDTETNSIUS ULTOV ETNPWMTN MUTOV heymv Ölåasnaks ayade, 7 7oLNsw, va tuwny avwyov xknpovopnsm; 18. 0 de Ingouvs ernsv autm* 7 we heyets ayadov; ovders ayados, ev un sic å dens. 19. Tag svrohas 01690 ph POLYEDGNE PN POVELINS UN KÅEVNE. PÅ VeLSOuAPTLPNINE U% UTROGTEPNONS' TLL TOV TUTEPU GOL KAL TV UNTEPI GOL. 20. 'O å amonpiilers ermey au OdUGKnUhe, TULTA TAVTA ETNOLNGK EX VEOTNTOS 28 J. BELSHEIM. [No. 9. ——————— —————— ————0m mm SE ——Ä—————————————— wow: tig ett Vatepu. Ql. 'O åe Insovs epBheYac avtm NyamnNaev MLTOV KOL ELEV ALTW' EL deers TeheLos svar EV o0L bateper LMAYE, Ö5M ENEL TwAÅNsov ar doc TOLE MTWXOLE: NAL Eerg Vnysavpov ev o09pAVAm NAL öenpo, uxohovder uor. 22. "0 åe otvyvasas ent tovtm Tw Åoywm amEN- ev Aumoupevoc mv yap Exwvy xtnpara nokka. 23. Kar meprBheYapevos ö Insovs Aeyet tors padnytars adtov mw dusnohus ol ta ypYpata EyovTteg Els TNV Bustkerav to Öeov ersehevaovtar. 24. OL de uadntar avtov edaufovvto ent TOLE Åoyors mvtov. 6 de lnsovs makt anoupiers EUTEV MLTOLS' TEXVO, TWS, ÖLEKOÅOV EOTLV, TOLE TETOLDMTUG ETL TOLE %PY- Was elg TNV Busrkstav tov deov ersekdewv. 25. Evnomwmtspov est, xaunAov Ola TPUMUÅLNE TNS PAPLOT ELsEÅdetv, 7 TÅOLGLOV ELT Thv Buor- hetav t00 ÖVeov erseAdev. 26. Ot de mepiosme efeminssovto, heyovtes pos éavtous' nar TL dvvatar swdnvar; 27. Amonpiders de 6 lysovs Åeyet mvt0Ls Tap MEV Uvdpmmors udvvartov, Akk ov mopa Dew: mavta ap dvvata 7apa vw Yew. 28. Hpåato heyewy avtm 6 lletpos 1600, WELT ADNKUMEV TAVTA nav noko dnsauer sot. 29. Kar omonpiders å lnsovs ermev aunv heyn DpLV, 0LDELE EGTLY, OG APNXEV OLKLAV 7 UÖEÅQOUS % AÖeÅPAE N UNTEPU 7 TATEDA % TEKVA % MYPOLE EVEKEV EWOL ” ÉVENEV TO ELAYYEÅLOL, 30. Os ov på han énatovtnmhastova vov EV TM KULDE TOLTM OLKLUE KAL udehpovse nar mÖekpus nat puten NAL TEKVA NAL NYPOLE META ÖLMYN OY, xaL EV tm ULM TW EpyoWevm lwny avnvov dl. IMokhor de eo0vtar TPWTOL EGYUTOL, KUL ETYUTOL TPWTOL 32. Hoav de ev tn 60m avaBarvovtes etg leposokvua, ar mv 7pouywv muTOLE Ö lysovs, nar edapBovyto OL dranokovdovvies Ep0- Bouvto. xat mapahafmv makw tove dexa 600 npåato unTOLE ÅeYeLv TU vekhovta mot ovuBarverv. 383. Qt 1505 avaBarvomev eg leposokvpa, xav 6 vios Tov avbpwaav mapadobnaetar Tors MPYLEPELOLV NAL VPAUUUN- TELGLV" HAL KATOKPWOLGLV OLTOV Vavatm, nat TUPUÖWSOLGLV MLTOV TOLK evsow, 34. Kar eunariovaw muvtwm, %aL EPTTLSOLGLV ALTM, KOL UA- STUYWSOLGLV MLTOV, KUL UTOKTEVOLGLV: HAL Th TPLTY NWEPO UVAGTNGETAL 35. Kar mposmopsvovtar av lanwmBos nor lmavves, vior Zefe- Öatou, XL Åeyovsw avTw: Blömsnuke, Vehmuev, tva 6 suv og spWTN- GwpEY ToLNeNs Npiv. 36. 'O de heyet uvtors: tr Vehete mornsw dLuLv; BT. Ot de emov avtw: dos hu, va elg ex Öeitmy 000 nar elg Eg eLovypmv xadismuev ev tn Öoket sov. 88. 'O de lysovs amoxnpider 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 29 ELEV MLTOLS" OLX OLBMTE, TL ULTELGÖE. Öuvasde mletv TO ToTNPLOV, Ö EV www, nar to antoua, å sym Partlopa, Buntsdnvar; 39. Oi de evmov: Öduvaueda. 6 de lysovs evmev mvtors 710 pEV TOTNPLOY, Ö EV TLWW, TLEGdE, nat TO Bantoua, å sym Bartloua, Bantodnsesde 40. To de uadisar ex Gektmv ov ar så ELOVLLMV OLXK EGTLV EMLOV ÖOLVAL, ak ois ftommastar. 41. Kart auovsuvtes ot dena npiavto Ayavanterv mept laxmBov nar lmavvov. 42. Kar mposnakesamevos avtous å Im- g0uUE Åeyet mutoLs oOLdute, ÖtL OL OOnouvtes Upyerv TMY Edvav natun- DLELOULGLV MUTMY, KAL OL MEVUÅOL ALTMY KATEÉOLGLAOVGLV ULTWMY. 43. Quy odtws eatur ev du akk os suv Yekn ev dv meyns yevesia, eotwm duomy Guanovos. 44. Kar os sv dekn 'Vuov ear TpWTOS, sotar dumv ovhos: 45. Kar yap 6 vios Tov avdpwaon ovr nAvdev bvaxovndnvar, akka dvanovnsar «ar Sovvar Thv VLYNV AUTOL ÅLTEOV WYTL ToMAov. 46. Kat epyovtar eg "lepsryw, at EUTOPELOPEVOL ALTOL ATO Iepetye xar tv padytuy avtov exerdev xar oyhov inavov, 6 vios Ti- uarov, Baptuaros å tvmAOs, exadnyto 7upou Thv 6d0v smatwv 47. Ka ax0vguE, ot Insovs 6 Nalwpuros sotv; npåato npalerv nar heyerv 6 vos Aavö, lysov, eknsov pe. 48. Kar enetpoy mavtm mokka, tva gtwmnan: 6 de mokkm pakhkov eupalev: vis Anvwd, ehensov ue. 49. Kar stag 6 lysove evnev avTtov QuYNInvar oL ds emuy tn TOÅW' dupset, nar eferpur pwvat s6. 50. 0 de emBakov 10 uattov avT0L AvVATnÖn- sus nÅdev mpos avtov. BL. Q ås umonpiders Aeyet avtm' tt 001 Veke TOLgW; AL O TVPÅOE ELEV AvTm: buBPouv, va uvaBkeYm. Ba. 'OQ de Iyqsove emev mvtm' DAME, Å TLSTIS GOD GEGMXEV GE. KUL EVENT avefhe- vev, xat nxokoviet av ev tn 600. XI. 1. Kat 6te eyytlovaw etc "lepovasokupa nar eg Bndeayn na Bndavav, mpos 70 0pos twY ehutmvy, amogtekket 300 ty padnytmy avtov 2. Kar hevet murer dmayets elg TYV KOUNV TNV KATEVAvTL Dpv nor evdleme etsmopenopevor Els uLTNV EdPYgETE TWÅOV dedepevov, &9 ov budet avdpunmv exadisev husmvres motov ayayrete. 3. Kar say tg Opy en: tL Åvete tov mwAOv; smarte. OTL O KLPLOS MLTOD YPELAV Eyer uor svdems mutov mmostehher dmöe. 4. Kar amnidovtes sdpov mwÄov Öedeuevov mpos Öupuv sw ent Tov MWG080), KAL ÅDOLALV ALTOV. 5. Kat mves ty éotnuotmy EÅsSYOV MUTOLE' TL TOLSLTE ÅLOVTET TOV TW- hov; 6. Qi ås emov autor naud eveterhato motors 6 lrsous xar 30 3. BELSHEIM. [No. 9. avnxav avtore. 7. Kor nmyarov tov mwÅov mpos Tov lysonv, «ar eme- Bakhovaw avtmy ta tuatta, nat uodioer em avtov. 8. Mokhor de ta t r bo ULATLA MUUTOV EGTPWVWWOV Et ThV Odov. ukhor de suBudas enomtov EX m öevöpmvy xor sotpwyWooav Tr 000. 9. Kar ot mpooyovtss or ol axokov- dovvtec eupalov Åeyovtes monva tm dYLaTmM* EVÅOVNNEVOS O EPYOPEVOS ev ovopatt xoprov" 10. Evhoynuevn % epyopevn Basthern Tov TUTpos fpov Aavuiö* maavva ev Tors dYstore. 11. Kar erenhdwmv es ”leposo- Åvpa xoat etc To lepov xot mepiBhkeYapevor Tavtns, oYLWnNE Nd% 0vENE pus, etnidev es Bydavav vern tv dmdexo. 12. Kart vn emavpiov efekdovtmy umo Bedavas enewvasev. 13. Kat voy svxnyv ao paxnpodev, syovsuv ouAÅku, nAdev, dr sbpnsumy tv em av: ekdøv ås em avtnv xat undev SbVpwy Et un DVÅÅG WOVOY: OL (ap mv »oLpos avxmYy. 14. Amoupiders evnev avtn: pPIYMETL ELG TOV ALMVO Ex 000 MNDELT KOPTOV PUYOL KOL NKOVOV OL MADNYTAL ALTOL. 15. Kar epyovtar eg "leposohvua xar erekdmy etc 7o tepov npåato exdaukhewv tove TWAÅNLVTAS OL AYOpAlOVTUE EV TW leEpw, nat TAC tpomelas Twy TOMAvistmy sfesyesev nor tus nadedpus TWY TWÅOLVTMVY 795 TEPLITEPAS KaTEGTpeVev 16. Kar ovx nerev, iva mc Öreveyun gxevos dx Tov lenov. 17. Kaur eb6uoxev Åeywmv uvtore 00 YEVPATTAL ot. 6 OMOE WOD OLKOC TNOLELYNE NÅNVNGETAL TUGLV TOLE Edveawv; duer Öe mvtov eEnoLMaATE sTm4ÅMLOv Ånstmv. 18. Kur n4xovsav ol upytepers wAL OL YPAPUATELE, KAL EÅNTOLV TOT MLTOV UTOÅEGMILV EYOBOLVTO åE ”LTOV, OTL TUC 0 oyåos etenAnsseto emt tn råayn avt00. 19. Ka OTav OVE EYEvETO, efemopsvoyto eåo Ts TOÅEWC. 20. Hupamopevouevor ds 7mpwi (Wov Thv svunv EÉnpapuevny ex pbilmv. 21. Kar avapvnsders 0 Lletpos ermev avtm* paBåt, 100, % s0X%, fv xatnpasw, etnpavdn. 29. EG amonpiders 06 Insove ener uvtor st eyete mlotv deov. 923. Aunv yap heyw dpi, og av sutn TW opet tovtw* apdyt xar Pandyt es ny ahaseav, «ar un Ötouxpidn ev tn xpÖLA ADTOD, MÅÅD TLGTEVEL, OTL Å Åmher soTar YivNtaL, ULTM OGG AV em. 24. Az vovto heywm duty, TAVTN 059 UV TPOEENNOMEVOL ULTNONTE, TLOTEVETE, ÖTL ÅNVETGde: nar eat duw. 25. Kar ovav ovnunte mpos- ELYOLEVOL, MDLETE, EL TL EYETS EUMGTA TLVOC' la MAL O TATNP Opov 0 EV TOLG MVPYVOLS MOLOEL DULV TI TUDATTMWATL DULWV. 27. Kar epyetor may etc leposohvum. ar ev TW LEpD TEPLTU- TOUYyTOg GULTOUL E0 ov L 109 MULTOV ov GRY LENELT KOL o JOAUNATELS KAL dd vol så 0 g å A 1995.) DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 31 ot mpesutepor, 28. Kar heyovarv avtm: ev mor ef00arA TALTA TOLELG; xar TS 301 Edmrev Thv eåovaLav tavtnv; 29. 'Q ås Insovs anouprders evmev aLTOLE ETENWTNIM KAYW DUNS Eva Aoyov amonptdnte por ar sp du, EV Tola efovar Tavta 7oww. 80. To Partsua lmavvon eg - ovpavov 7 % € avdpuamv; amonpidnte por. 3l. Kar Örehoyiovto TPOS EMLTOLE ÅEYOVTES' TL ELTMUEV SUV ELEV (I) Eå 00PAYOL, EpEL NPW. Öva TL OLK EmLGTEVGUTE Uvtn; 32. Fav de smmuer & avdpunnv. 20- Boupeda tov huov. mavtes vap nöetsuv Tov lwmavyny, ot TPpOPNT%S mv. 3838. Kat amoxpidevtes Åeyovaw tw ysov: ovx ovdapev. «ar 6 In- 50us amoxprers heyet avtors 0988 sym heym Opiv, ev non efovarn TALT TIOLW. | XII. 1. Kar epfato avtors ev mapaBokars eye uvdpumus tig EYLTELGEV UNTENMVA, KAL TEpPLEDYKEV ALTO DPUTMOV, KAL WPLF=EV VTO- Anvov, xat wmrodopnaev TVLPYov XL Eå500T0 NUTOV YEMPYOLS, KAL UTS- ömpnaev. 2. Kar ansoterhev mpos Tous Yempyous TW KALD ÖoLÅOY, Lva Tap avtny an 270 ToL KAPToL TOL apmeÅWvo. 3. Oi öe hafovres avtov så=tpav nar amegtELhUV uevov. 4. Kor makw unsoterhev akhov BovÅov: xanswwov nEPAÅNLWIUNTES EfamsoteLhav ntuasuevov DB. Ka Tahwv aAhov amegterhsv uUnetvov ATEKTELVAV, KUL TOÅÅOLS UÅÅOLT, TOUG WEV Öepovtes, TOLT ÖE MmOKTELVVOvTEs. 6. ”Yotepov de éva viov Eymy UYVATNTOV UTNEGTELEV TPOS MUTOLS EGYUTOV, ÅEYWV OTL TOV LIGV LOV evtpamnaovtar. 7. Exuewor de ot yewpyor Vesuuevor uvtOv Ep yOpEVOV eTOV TPOS ÉMLTOLS' OLTOS EGTLV Å AÅNPOVOMOS: ÖELTE, UTOKTELVOMEV AvTOY, XaL LOV EGTAL % xÅnpovoua. 8. Kar haBovess uvtov umexTeLvav nar etefahov avtov ekw tov apumehmvos. 9. Tr ovv mornset 6 uvpLOs TOD MNTEÅWVOS; EÅELGETAL KUL UTOÅETEL TOUT VEWPYOULS, KAL ÖmMIEL TOV apnehmva akhor. 10. Qvuåe tnv ypagnv TULDTNV AVEYVOTE; Åldov Ov ATEÖOKLAGAV OL OLKODOMOLVTES, OdTOE EYVEVNÖT Els KEDUÅNV YuVLS' 11. ape xopov eyeveto adtn, nur EoTv YVavuastn ev ovdaukuor npov. 12. Kur elntovv uvtov upatnoar, xar svoPndsav tov oyhov eyvmsav yap, OTL TPOS ALTOLE TNV TAPABOÅNV ELTEV. KUL UDEVTET UUTOV a7mnkdov. 18. Kat amostehhovawv mpos vTov TAS TWM Daprsurmy xaL TV Hpwötavovy, tv avtov maysrsmarv Aoyw. 14. Oi de skdovres smnpw- twvy avTov sv Öokwm Åeyovtes Ölåmsnake, ovdapev, Ot ukndys et, «at 00 MEÅEL got mepL OUÖEVOS: 00 Yap Bheners elg Tpocwnoy avdpunmv, akk 39 J. BELSHEIM. | [No. 9. en aknderag tyv ödov tov denn drbasuers. eumov ovv Npiv efeotv dovvar Karsapt emiuegahutov, 7 00; dwpey 4 vn dwuny; 15. '0Q de In- sove EIbW ALTMY TNV UTÆOKPLOLV ELTEV MLTOLE: TL ME TELPUXETE LTO- xpitar; pepete pot Önvaprov, tva edu. 16. Qi de nveynrav uar emev ALTOLE* TLVOG Å ELKOMYV ALTN *aL N EmLYpuQn; Ol de EuTOv avtw' Ka- sapos. 17. Amonpiders de evmev avtar ta Kursupos ovv unodote TM Karsapt, «at ta to) Veov tw Yew xar sdavpalov em avrw. 18. Kat epyovtar ot Xaddouxaror TpPos MULTOV, OITLVETS ÅeEYoLGLV AVAGTAGLYV pY ELVA XAL ETNPWTMY aLTOV ÅeEvovtes. 19. Arbasuake, Mwosnz eypabev hu, Öt eav Twvos udehvos amodavn nar natakevnn Puvarno XoL TEKVA PN A9%, lva haBn 6 adekyos avt0L Thv YLvarna Kar efavastnaet tenva tw adehgwm adtod. 20. "Eæta adelgor nav Tap fpiv nar 6 mpwtos ehude vuvarna nar Ansdavev o0x APYXEv OTEPMOA 21. Kar å devtepos ehafev avtnv xar amedavev, nar 0088 MLTOT UPEKEV smeppa xar Mmsavtms å Tpiios. 22. Kar ehaBov avtnv nar ov Emta, KAL 0LK APEKUV GTEPUI: ETYATOV DE TUVTMY KAL Å Yovnamedave. 923. Ev TN OUV WVMAGTAGEL ÖTAV AVNGTMILV, TLVOE EGTAL TOLTMY YUVN; OL YAP ETTA =0X0v avTnNY Yovarna. 24. Aroupiders de å lygove evmev muutorg' 00 Öla TOLTO TmÅMvasde, un elbotes Taus Ypupus, UNDE TNV ÖVVANLV TOL deov; 25. "Qrav yvap ex vExpwmY UVASTMALV, OLTE JVOMOLILV OLTE VAPL- Couaw akk eo ås ayyehot ev Tors ovpavors 26. Ilept de tmy vexpwy, ÖTL SystpovtaL, 00X aveyvmte Ev tn BiBhuw Mwusews, smt tns Barou, As etmev avtm Ö dens! Aeymv sy0 6 Yeoc APBpaap nar 6 Veos lsaan nar 6 deos lanmB; 27. Qux eotv 0 dens vexpwy, akha Lwvroy, duers de ToÅd mÅavasde. 28. Kar mposekdwy etc twy YVPUpMATEWY, UUOLOV ALTOV sLLN- TOLYTWY, EWWYV OTL KHAÅWE MUTOLE UTEKPLDT, ETNPMTYGEV MULTOV' TOLK eotwv evtoÅy mpwin; 29. 'Q öe Iysove evmev avtw' TAVTMV TPUTN anove lspank, xopros 6 Jeoc fjpmy uvpros Els sotv 30. Kar ayannser xoptov Tov deov o00 Ef One The napdlug o00 nar E OANS TNS VINNE 600 xat e&å Okns tns Öravorus 000 war Så OÅMS TNS LINUOE GOL: ALT" ”pwtn. Bl. Aevtepu de opora mUTN WUYATNGELE TOV TÅNGLOV 300 ME 9EMLTOV. WeELLmMY TOLTMY Uk” EVTOÅT; OVK Eatv. 32. Kar emev avtn ö vpappatevne uahme, Ordasnake, sm aknderas evmus, Ov elg sot 0 deoc xat o9x eatv mkhos mÅnv avtov. 38. Kar to ayanav avtov eg OÅns tns xupdras war & OÅns Tns dvvapews nar så OAS TYS 19X006; 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS., 33 nar TO Myanmar TOV TÅNSLOV ME EULTOV, TÅSLOV EITLV TUVTMY Tov ÖÅO- xapTtmuaTov ar Tov dosw. 34. Kar 6 Iysovs my, 67 vovveyus umenpldn, evmev avtm: Ot. 00 uanpav al AUTO TNS Bosrheras 700 Ieov. AL QUÖELE OLKETL ETOÅPA AVTWM ETEDWMTNIUL. 3b. Kar amonpidets 6 lnsovs =heyev, 6mskmv ev TW 18000 TWS Åeyovarv ot ypapuarters Ot Ö Xprotos vios Aavw eotv; 36. Autos Anu etnev ev Ttw TvsLuatt TW Yu: ELTEV O XAUPLOS TOM ALDO LOU xadov ex Beitmy ov, åwe av dm tovs eEydpove 3900 VIOTOGLOV TV toömy o00. 37. Avtos Aa wuahet MLTOV KLPLOV HAL TWE ALTOY satwy vos; «at TOÅDE OYÅOT TKOLEV MLTOL Nöew:. 38. 'O de busnov ehsyev uvtors Phenete u70 TY YpuppaTtsmv, Tny Yehovtny sv stohuts TEPVTOTELV KAL OOTMINOLSE EV TULt Uyopars Tolsslar 39. Kar rpwronn- dedpras ev tars GLVAYMYNE KAL TPWTONÅNILIS EV TOLS Öernvors 40. i uATEGNLOVTET TAS OLKLIE TOV YNPOV KAL OPPAVV KAL TPODUIEL WANNA TPOIELNOUEVOL OLTOL ÅNVOVTAL TEPLOTOTEPOV KPLUA. 41. Kart sotns å Insovs uatevavt 700 YValoyvhanron edewpet, mws Ö oyhos Pakket tov yvakuov es 710 Yalopuhanstov. uar ”okho mÅoustor efukhov mokka. 49. Ekdovusu de uro ynpa sdahev henta 009, 6 sotv uodpavtns. 43. Kar mposuakesamevor tous madntus 05700 eLTEv unToLs aunNv hevn dur, Ot N ynpa % TTWNM ALTN Theoy EBukev Tov Bahovtmy es to yulopuhanov. 44. Mavtes yap sx 700 mepLasev(ov)tos avtors eBahov adtn de en The VITEPNIENMS AUTNT TAVTN 650 ELYEV sflahev, Öhov tov Brov udTnE. XII. 1. Kor exmopevouevov wmyT0) EX TOL lEpoL, ÅEYEr UVTW) El ex TOY padytwv avtov: bWasnake, 165, TotamoL OL Åddor uat mTotamar at ovxodopar. 2. Kar amonpiders stmev avtm 00 Bheners tuvtas ueyu- has omodopas; apny ÅeYym aoL 00 un Apedn mis Ador sm hdu, 6 ov pr xatahodn. 3. Kar vadypevov myt0v etc TO 0900: TMY EÅULMV AATEVAvTL TOL lepov, EmnNPWTINV WLTOVv at rav 6 Iletpos xar lanmBos xar lmavvns nar Avöpeus: 4. Eumov fu, mote TATA ESGTAL; KUL TL TO ommetov, Ötav uehkn tavta avvteketsdar; 5. Kar umonpiders lrsovs evmev autors: Bhenete, un ts Luas mÅavnsn: 6. Iokhor yap ehevsovtar ent TW OVOWATL OD Åefovtse ÖtL sym EL Å Xpratos* ar mohhovs mAa- vnsovaw. 7. "Qrav ås muovente Toheuous *UL UKOUE TOÅENOY, MT, Öpoerade: der vap yevesdar, akk avnm 7o tehos. 8. Avastnoetat vap sdvoc ent sdvoc nar Baarhera smi Bustheruv war ST0VTAL GELGWOL KUTU Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 9. 4 34 J. BELSHEIM. Haøin [No. 9. TOT0LS, AL ÅLuor Kar Tapoyar 9. Lava ds muvrn apyn MÖWOYV. EN GE VWELS MUTOLS TAPNÖWTIOLILV ELG GLVAYWVNE KAL ELT GSVVEOPLU, KOL bapnsesdae, ua ent Nyeuovmv ua Rusthemv otnsesde åvenev spov, et waptupLov mvToLs. 10. Kar eg mavtn va sdyn mpwiov ds det uYpvy- Ynvar to svayyehov. 11. Utav ds aymar duas TApudLdovtes, Pi” TPO- WEDLILVNGNTE, MYNDE TPOWEÅETtaTe TL Åahnaeste akk 6 sov dody Vurv Ev ExELvN Th WPA, ENELvO huherte 00 ap EOTE LWELT OL Åuhouvtes, ahAu To mvevua 70 Aylov. 12. llapadwser ös måehpos adehpov er Vavarov, KAL TATÅP TEAVOV KUL ETUVAITNGOVTAL TEKVA ETL YOVELS, KAL Öavatu- govswv autous. 13. Kurt esssde uio00uevor LAO TUVTMV ÖLA TO OVOLK Ld Wou" å BE UTONMELVAS ELT TEÅOS, 00TOS swdysetn. 14. "Qrav ds inte 70 Båehvypua Tns EPYPMIEW:, ÉTTWT OTOL OU ÖEL, Ö UVAYLVMIKMV VOELTW" TOTs OL Ev tn lovdara vevYetnsav Em Tu 09% 15. Kar å em 7100 dw- WATos un KaTtabatm es Thv oWav avtov. "16. Kaur å es tov aypov WTI] ERLITPEVATM ELT TA OT7LIWM ANAL TO LWATLov uLTOL. 17. Quar de tars Ev YUITPL EYOVIALS KUL TULS Uyhalovsars ev exervars TULs Nuepars. 18. Ilposevyesde de, va un vevntat tavta yumvos. 19. Esovtar ap at fuepar sExeLvar Öhuders, old 00 VEYOVAGLV TOTE TOLMLTTY UT APNTT KTLGEWS, åws 700 VLY, 00 GE 09 Un YevwwaL 20. Kar & ur 6 dens snohodmaev Tug Muepos OLA TOUT EKÅEKTOLE MLTOL, LX UV EGWD”Y 7TUsa sApi: Wkha Gla TOUT ENÅENTOUI, OLT Efehekuto, suohofmaev tas huepus. 21. Nore suv tg LWIV ELT: 1600, Mie 6 Xpratos' 1800, EKEL UT TLITELGYTE. 22. Eyepdysovtat vap WVevdoypiator xaL VeLdorpopntat, AL TOLTIOLGLV GYMELA HAL TENUTA TPOS TO UTOTÅAVAV, EL ÖLVATOV, KUL TOUT EKÅEKTOLS. 28. "Ypers Os Bhenete' 1800, npoerpnna dpi muvta. 24, Ahh ev exet- VALT TALT Tuepars, Weta Thv DAL exewvny, Å NÅLos suoTLodhsetar, xar 7 seÅnvn ov waer to peVyos ULTnNS 25. Kar ol ustepes meLsovytar Ex TOL 09PYY0L, KAL AL GLVAMELS OL EV TOLG OLPAYVOLS GUELdnsovTaL 26. Kat 7ote ovovtar Tov viov TOL Avdpmwaov Epyouevov EV vEDEÅNIK WETZ OVVYNUEWS gis nos öofns 27. Kar tote aumogtehet TOUS ae havs 09700, %UL ETRLGUVAEL TOUS EKÅEUTOUE TWV TEGGUPWV UVELWV AT UKDOY TNS VMS ot 4xpov Tov ovPAYEL. 28. ÅmO de Ine sLKNE Paet tnv manpafoknv ortav avtns nom 6 uÅados avtnNs Analog yevntar xaL sxQUN TA DLÅÄYU EV ALT", YIVWGKETE, ÖtL EYYyLE TO Uepos sotv. 29. Qutws xot VWELS, ÖTAV LÖNTE TALTA YLVOMEVA, YIVWIKETE, OTL EYYLE EITLV ent Vupurs. 30. Aunv Åeywm our, Ot 00 u” mapskdy 7 veven auT”n 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 35 em tut Tavtn vevntar Bl. "O ovpavos uar % v” TUPEÅENIDVTAL, OL öe Åoyor pov 09 vn Tapehdwa. 32. llept da vhs Npepas EKELVNs KAL Tne WPYS OVÖELT OLÖEV, O90E OL MYYEÅOL EV TI GYPUVM, 090E 6 VLOE, EL un 6 matnp povos. 833. Bhemete Ge nor mypumverts nat 7poseLyETle o0x odate yap ToTS Ö uaLpos Eatv. 34. Nonep yap avlpumes u79- Önpv DES TNV OLXLUV ALTOL, XL ÖOLT TOLT BOLÅOLT MYTOL TV ELOLILAV énmotm TO EPYOv MLTOL, AL TW dvpmpe eveterhuto, två ypmuyopm: 3D. I pnyoperte ovv: ovx ovdate vap TOTE Ö ALPLOS TNS OLKLAG EPNETUL, OE % pEGOVLKTLOD % MÅEXTOpoDWMV AS % Tpwr 36. Mn shduv efepvns sdpr dbuas uadevdovtas. 37. Eym dur hey, ypnyoperte. XIV. 1. Hv öe to masya nat tn olopa pett 000 NpEpUs KAL stntovv ol Upyepers nar OL Ypoappatett, TWE AVTOV EV DOÅM KPATTINVTET amontervnawv. 2. Eheyov de un ev tn éoptn, xar eotnt dopvfos 70) ÅMov. 3. Kar ovtos ovtov ev Brdava, ev ovua Nrpmvos t09 Åe”pov, KUTIKELEVOD AVTOL TÅdev vovn akaBastsov sy005A p9POL, VApilon TLITNX%NE TOÅLTLWOL' KAL ÖpxLamsm TOV UÅABAstpov KATEYEEV UUTOD KUTA Ths nepakne. 4. OL de uadytar avtoL ÖtemovoLvto uaL EÅevov es TL Å ammen advtn Tov (OPL YeYovev; D. Hövvato yap To Wypov TOLTO 7padlyvar emuve Önyvaproy TpLaxostmy xor Öodbnvar torg TTWNOLE. KAL evefipypmvto avtn. 6.0 de Insove evnev mvtors: upets MVTNV TL ALTT KOTROULE TUPEYETE; KAÅOV VAD EPTOV Npyasato eV sur. 7. Ilavrote vap TOLE TTWNOLE ENETE ed Eavtmy, nat, Otav Veknte, duvasbe avtors ev Tongar epe de 00 TUvTOte ENETT. 8. "0 esyev, emornsev mposhafev popront (100 TO GW ELT TOV EVTADLUSPOV. 9. Åunv hey VpV, 0790 av unpvydm 7o evaryehtov etg ÖÅov Tov KOGMOV, KUL O ETOLYSEV ALTN hakndrsetar etg uvnposvvor avTnE. 10. Kat 6 lovdas 6 Ersuaprod), als ex tv dmdexa, unnAdev mpos TOLE Mpylepets, va mupadwm avtov. 11. OL de unovsuvtes ELAPNIMV, KAL ETRNY(ELÅAVTO ALT APYLpLOv ÖoLvar KAL ELYTEL TWI ELKULPWUS AV- Tov TUpade. 12. Kart tn 7pom %wepa twy alvpwv, 6ts 19 7X5yA Edvov, heyovsw avtm ol padntar avt0v: mov Mehers umekdovtes Etorpuasmuev, ta mayns 7o masya; 13. Kar aumostskket 300 twy uadntuv 0700 heyøv Umayets elg Thv TOÅW, nar ELseÅdovtmv dpmv eg Thv ToÅv aRuvTngEeL duwv avdpumos xnepapov vVONTES Bastalwy axohovsute 36 J. BELSHEIM. [No. 9. amtw, 14. Kar omov av etsekd, emate tm omodesnott, ort 6 Örda- SuMÅnE heyer mov eotv TO KATAÅVLNOA, ÖTOL METT TOY WYdYTEY OL saw 70 7usya; 15. Kar mvtos duiv derker mvayetov ueyn EOTPWMMEVOV, nanet étoyuasate du. 16. Kar enidov uaner ol padytnr avt0v, nor nAdov etg tnv moh, nat sVpov nadus ermev mutors uur HtoruasUv TO massa 17. Kat ov yevopevns spyetat petn tmv ömdexn. 18, Kor OVIKELLEVOV AVTMOV KOL EGÖLOVTMY ETOLMATUL ÅeYet Å lhysove apnv AsFu bur, OTL Elg EÅ UpoV TAPUÖWMTEL PE, Å EGdumv vet spov. 19, Oi åe npiavto Avmersdar nar heyev avtm etc uud etc unt Eym; xaL hor untt syn; 20. 'Q öe amonpiders hevet motors elg sx tv dmdena, 6 epBamtopevos pet EuoL Els TO Ev TpufALov. 2l. 'Q uev vios Tov uv- dpmrov daayst, nad yveypamtar mept MLTOL* OVAL ÖE TW AvdpuTm &xELVW, ÖL 00 6 vLOE TOL AvdpwaoD TapudåotaL" KUÅOV NY AVTWM, EL 0LX eyevwnin Ö avdpwios enervos. 22. Kar esdtovtmv avtmy Adv aptov ELÅOVNGNE EKÅNGEV KAL EOWMKEV MLTOLS KOL ELTEV MNTOLS" ÅMBete' TOLTO EGTLV TO Gwua WoL. 23. Kat AaBv 10 TotnNpLOV ELYAPLOTNONS EÖWMXKEV MLTOLG, HUL ETLOV EÅ MLTOL mavtes. 24, Kar evmev avtors TOLTO EGTLV TO aug NOV, TNS duadnxns, Tov mept Tmokkwy enyvvowevov. 25. Aunv Åeyw odpuv, Ött ovxet ov mpos Dm me ex 7OL evervnuatos (I) tns apnehov, éws TIE TjpEPUS EXELVNE, OTAV MLTO TLVM KALVOV EV Tn Bustkera Tov Ven. 26. Kar duvnsuvtes efnidov eg 70 opos tmv ehavmy 27. Kar heyet mvtors Ö Insove OtL muvtes snavdaktsinseste sv spot EV Ty VUKTL tanTn* OtL Yeypamtar TUTAEW TOV TOLLLEVA, KUL TO TPpoBUTA ÖLAGXOPTL- silysovtar. 28. Alka petn 710 eyepbnvar pe mpoukw Vmas ELT Thv Pah- Aavav. 29. Q öe Iletpos amonpiders Aeyet Aeyet (sic) avtw' % av TAUVTES sKAvGakeLsdmarv, akk ovx eym. 30. Kar heyet avtm 6 lysovs apnv Åeyw 504 ÖTL OL TALTY TY VLKTL TEPLY UÅEKTOPA ÖLT POVNGAL TPL nmapvnen på Bl. 'Q de Lletpos meprosme Eheyev suv un den suv sot amodaverv, ov pr 95 aTapvysopar WMEALTME Ö= uauL muvTEs Eheynv. (!) 32. Epyovtat etg ywptov, 00 To ovoma lelonpaver, nar Aeyst tors padntars motov: nadisute me, åmws mposevimpar 33. Kurv mapahou- Bavet tov Iletpov «at laxofov xav Imavynv pet oav7t00' ur mpiato exdapBersdar nar adnpoverv. 34. Tote Aeyet avtors meprÅvnos eoTLV VINN por éms Vavarov: pewvare båe nar ypnyoperte. 35. Kar mposel- Uømy puapov enegev amt TposuTW ERLITNV YNv' HAL TPOGNDXETO, EL ÖLVATOV 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 37 sstLwv, va mapshdr am avtov % po. 36. Kar hever u3B0, 0 natnp, Öuvata TAVTA SOL TAPEVEYKE TO TOTNPLOV TOLTO UT EWOL' UÅÄ OVYWS eywm, akk As sot Yehers. 37. Kar spyetur war edprsnet uTOLE KUdev- dovtas, nat etmev tw lletu: Xuwwv, nateviers; 09% LIYLIUTE LOV pay ypnyopnsar; 38. INpyyopertar nar mposevyesde, tva up esekdnte Els TELPUGMOV, TO MEV TVELWA Tpodupov, % de supå asdevne. 39. Kar 7ahv anekduv mposnviato Tov uLTOV Åoyov etmmv. 40. Kur bmostpebas supev mAÅLV mLTOLT KAdevdovtas nNAv Vap OL ogdbakuor avtmv PBefapn- pevoL, KAL OVX NÖELIUV, TL UTOXpUmaLv avtw. 41. Kur epyetar to TpLTOV KAL ÅEYeL mLTOLS uUdevdete to Åoumov uut uvanavesde; umeyer to TeÅos" mAdev 4 hpa 1600, Tapudrotar 6 VIOT TOL UVOPWTNL ELT TAS yewpus Ty Auaptmhuv 492. Eyepsode uywper 1600, Nyymev 0 7apa- >» 040005 WE. 43. Ka et m0t00 Åahouvtos, mapayivetar lovdas lonaprutns, et my TV Ömdend, AL PET AUTOL OYÅOT META MOYULPOV KAL EDÅMY TAPY TWV APYLEPEMV KAL TV VPAPMATEMV KAL TOY Tpesfutepmv. 44. Åsdmuer öe 6 mapadlåovs ALTOV GYMELOV Åeywmv: OV Av PIÅNSW, ALTOT EGTLV' UPU- TNGATE MLTOV NAL ATAYAYETte aALTOV asYalm:. 45. Kar mposekduv haket avtm* varp paBfer nor natepiknaev avtov. 46. Oi ås enefuhov TNS %ELPUS AOTMV KAL EKpUTNsav uvTov. 47. Eis ds ts Twy TUpesti- KOTMV STTUGAMEVOS WAVYALPAV ETALGEV TOV ÖOLÅOV TOL MUDYLEPEME KUL aperhev avtov to wtov. 48. Kar umonpiders emev avtore åg en Anstnv efnkdarts petn poayarpeov ur Evhuv svikaperv pe 49. Kad npepav nunyv TPOS LUE EV TW lepm ÖLBUTKMVY, KUL OLX EKPUTNIUTE PE akk ta mAnpwdwar at ypapar twy 7pogntwy. 50. Tore ov padnytar upevtes ULTOV EYLJOv. Dl. Kur el tig veavsnos NnoAovet avtm mept- BeBånpevos stwöova yupvos ol se vemvienor xputovaLv mLTOY. DR. ON de KATAÅLTOV TNV GLVÖOVA YLLLVOS EYLYEV UT ULTMV. 58. Kar nyayrov tov lysovv mpos tov upyrepen Koumpav: nar suvap- LOVTAL TUVTES OL MPNLEPELS KAL OL YPAPPMATELT KUL OL mpesfutepor 54. Kat 6 lletpos ano paxpodev nxokovder uvtm Ewa som als ThNV ULÅNV TOV- APYLEPEMS* KAL MV GLVAGDNNEVOT META TMY LTNPETMY KUL Vepuetvo- mevos Tpos TO PWE. Db. Vi de upyrspers xor ÖÅov to svvedprov Elntovv «at TOL lyse» paptnprav lvi Vavarmamsw wuyToV, KUL OVN ELPLIKOV. 56. llokhor vap eYeLdöopaptnpovv *UT MLTOL, KAL LIUL OL PAPTOPLAL OLX mov. DU. Ahhor Os avastuvtes EYELÖOMAPTLPOLV KUT ULTOL ÅEVOVTES' 38 J. BELSHEIM. [No. 9. D8. Qu mpers n4005MMEv mMYTOL hEyovTor ÖrtL EYW KUTHÅVIM TOV VIOY TOLTOV TOV ÆELPOTOLNTOV, KUL ÖOLX TOLV TPEPMY UÅÅOV WYELPOTOLTTOV or4000p750. DY. Kur 0962 09705 KIN My % upon: avtmy. 60. Kar MVAGTAE O UPYPLEPEDE ELT TOV MEGOV ETTNPWMTNSEV TOV lysovv Åsynv 09% anoxpin ovåev; TL 0VTOL 000 uaTtamaptopovar; 61. 'Q de Iysovs EGLMTA KUL QLGEV UTERPLVATO. KAL TRUÅLV O UPYLEPELT ETTPWTNOEV MLTOV Ex Öentspov heywmv ov er O Xprotos, 6 vior tov evÅoyntov; 62. 'O ae lygovs amonprete Åeyer avtm ov evmus tr eywm sur ua oVesde tov 9tov Tov avbpmaon ex Gefmy uadnpevor Tns uvapems nur Epyopevov WETt TY VEYEÅMV ToL ovpavov. 68.0 de upytepsvs drappnins svdem: T0L3 yr wvas udTOD ÅeYmv TL ETL Yplav E/0pEv Mantupmy; 64. Huov- sate mates tnNv Bhasonurav oavt0v EX TOL GTOMUTOE ALTOL' TL LLLLV ÖoxeL; OL TOAVTES HATEKPLVAV ALTOV ELVAL EVOYov davatou. 65. Kar npfavto tives EPTTVELV MLTOL TM TPOSWTWM KAL TEPLKAÅLTTELV TO TPOGWTOV MLTOL NAL KOMMDLLELV ANTOV NAL EÅEJOV AVTW* TPODNTEVIOV. fpiv Xpiote tig Eotv O TULGELSEL HAL OL DTÆNPETAL PATLOPAILV MLTOV eAapBavev. (1) 66. Kat ovtos to lletpov ev tn DAN atm EPyETAL ULL TOY TALBLIKOV TOD Apytepews, 67. Kurt 16005% avTOv depuarvopevov, epPhe- Vasa myTm hÅeyer nur et 60 petn Tov Nalapwov lysov 7. 68. 0 öe nNpvnsnto Åeywy ovtTs OM OLTE ETLGTAMAL, TL 00 Åeyers. xar Etmkdev Ets 70 Ei TpoavÅLOv, nar Ukextnp egwvnaev. 69. Iakw os 160090 MLTOV % TALBLGKT NPENTO ÅeEYetv TOLE TUPEGTMILV' ÖTL OLTOE EÅ AVTMV stv. 70.0 68 myk npvnemto ar Pett WIKPOV TUÅLV OL TUPETTMTES ehsyov vw lletpen ukdus å avtmv ev ua van Vakhaws et. 71 0 os mpiato natadematlev xuar omvverv otL ovx 0464 Tov avbpwunov ToLToy, Oy heyete. 792. Kur esviems ex Oevtepov ahexutmp Epovnaev ar r avsmvnad; 6 Netpos 79 prpa 0 emmev AvTW O lysove Ot mpi aÅentopa OLs DOVNIAL ATAPVNGN PE TPELS. NAL TPEATO KÅNLELV. XV. 1. Kar evdems 7pwr svpBovkiov EnoLYsApevor OL APylepets ETL TOV TPESBLTEPMY KAL TOY VPALMATEOV, KAL OÅOV TO GLVEÖPLOV, KAL Gnsavtes Tov lnsovv amnyayov nur mapsdurav Ilan. 2. Kar ennpo- 4 ca tnsev muvtov 6 Iliutos Åeymv ov et 6 Basihevs twv lovdatmv; 0 9= amonpiders heyer ov heyere 8. Kar uartnyopovv avta ot apyrepers 7okha. m9T0s Öe 096ev mmoxpwato. 4. 'Qöe Iliatos makw ernpetda PG PG c 9LTOV 99% UTOKPLVN OVÖEV; LOE, TOTA KUTNUANTUPOLIW, D. 0 ås lysovs 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 39 ouett 090Ev MamEnpi, mate Manualer ov Ilihatov. 6. Kara 0 Soptnv mmehvev mutors éva Ssgprov, ov uv ntovvto. 7. tv ås 6 Aeyopevos Bapapfias weta TWY GTYILUGTWMY ÖEUEWEVOT, OLTLVES EV T” GTUGEL TETOLMN- xersav wovov. 8. Kar avaBonsus 0 oyhos mpåntn mitersdar, nad: dos av da ov Bappaav amohvaen uvtors. 9. 'O ås Matos umonprder antors hever Vehete amohvsm dpiv tov Busthen tøv lovdurmy; 10. 'Höe 4ap, Ot Örn pilovov mupsdwmum mantov ol mpyrepers. 11. Qiaves nar Tov OoxÅov smeLsav, tva tov BapuBBav amohvan avtors. 12. 'O oe Il- hatos makwv amnuprilm autor TL ovv dehete mornswm ov heyete Pasrheu twv lovdatmv; 18. Oi ös makiv ennanyaiov Asyovtss GTUDPWIOV ULTOV 14. 'Q öe Ilihatos heyst mutors 1 VP STOLNGEV KUKOV; OL OS TEDLIGWS sxpavyakov heyovtss stunpwaov uvtov. 15. 0 ds Iihatos, Boviouevns tw ogÅu 70 Mmavov Tonaut, MnegTeLhev mutors Tov BapuBfuv tov Öe Iysovv ppayekhmsus, Tupsdoxet tva stavpudn. 16. OL de stpatrwmrar UTNJAYOV ALTOV EGW EL TV AVÅNV, O EGTLV TPYLTMPLOV, KUL GUYKUÅOLILV okmv tnv smerpav. 17. Kar svåvovarv mvtov xÅupvon xoKKLVNV KAL TOP- oypav, ar mepudeasw mutm mhekavtes uuavdivov steguvov. 18. Kar npiavto asmalesdar avrov JOLDE, Basthev twvy lovdartmv. 19, Kar ETUTTOV MLTOL KANN ELT TNV KEDAÅNV, KUL EVETTVOV UNTM, KAL TLdev- Tes TU YOVATA TPOSENLYOLV AvTw. 20. Kar OTe svenursav unTW, EedLsuv avtw Thy YÅauvda uor TNV TOPGLPUV KAL EV å EGLIAV MAVTOV TL LULITLO TL LOLA. Kay efoyovat motov, va otunpwawmar muvtov. Ol, Kar uyyupevov- sty Xyuwvo 7ov Kuptvatov mapayovta, EPyOMEVOV UT UYPOL, TOV TUTENA Akefavöpov at Povgav, två apm Tov atunpov uvtov. 22. Kar ayovaw avtov ent Tov Lokyodu tomov, O Eat pedeppnvevopevov: xpavrov TOTOS. 23. Kat eö(500aw avtw mel SGpLPVLGMEVOV OLVOV' O åa OUX EÅaBev. 24. Kat stunpwaavtss mvyrov Öamepilovtar ta mata munTOL, Bakhovtes xAnpov em avta, ts t apn. 25. Hv öe po tpitn, «ar sGTALPWIUY mvtov. 926. Kat mv 7 emypaon Tns UTLAS ULTOD EnVeypappevn: O Pa- stÅeus twvy lovdarmv. 27. Kar svv atom sotuvpwaav 000 Anatas, Eva % Öeftwmv nor éva sg svwvounv. 28. Kar ezhjpwdn 7 ypugn 1 heyovsa. m «at pEeTA avoumy EhoyLsn. 29. Kar ot mpoayovtes sBhausgnpouv avTov AELVOUVTES TU KEPUÅUT ADTWV KOL ÅEYOVTET: OLA" O KUTAÅLMVY TOV VAOY KUL ovxodopwmy tpiaw muepars. 30. Xwsov semvtov xaur xaTafo a70 70L STALPOL. c c dl. Quorws «at ot apyepsts spmartovtes etg ukknhovs uett TV VPULUU- 40 J. BELSHEIM. [No. 9. i på m——— — — tewy EÅEYOV Tpos MÅÄNADLE. UÅÅOLT EGWGEV, EMULTOV 00 GVLVUTOL SWMIUL 32. 'Q Xptotos, 6 Bustkevs tov lspank, nataBarm vov u70 TOL GTMLPOL, LY VOWMMEV HUL TLITELSMNMEV ALTW. HUL OL GLVEGTALPWWEVOL ALT WVELÖL- Cov avtov. 833. bevopevns Os pas Extns Gxotos EYevete EG OÅNV TNV vnv &ws pas evarne. 34. Kar tn evatn efoqsev 6 Insovs pwyn pe- Fan. Eker, ehet, Aqua safaydavn; 6 eotv ueepunvevouevov 0 dens MOD, ELG TL Eynatehernest ve; 3D Ku tves tmvy mapestnxotmv unovguvter eheyov: ot Hawav gowver. 36. Kar dpapmv elt xat TANGUS GTOVYOV 05005, TEplets nuhap, smotlev uuvTOv Åeywmv UPETE, LÖWNEV, EL EPYETUL Has wadeherv ovtov. 37. 0 ös Insovs upars omyny peynknv sfemvevsev 38. Kor to XATATETAGUA TOL VANL EGYLIÖN ELT 500, aTo avmdev ms «utw. 39. löov öe å xevtprmv 6 mupsstnxms Ener, ÖtL upmiae efenvenasv, evnev alndus ov70s 0 avdpwnos odtos Yeov vios hv. 40. Hoav öe nar yv- varnes om0 panpodev Yempovsar, ev als hv Mapwa % Maybaknvn, nar Mapta loxmBov tov pixpovd xar lmsntos untnp, xar Xahompn: 41. Å xat OtE Nv ev tn LVakhan nxokovdonv uvtm ar SLYKOvoLv ALT" KAL akkar mokhat at suvavaBusar avtm es ”leposokvua. 42. Kor vön ovras yevopevns EmEL YV TUPAGKEVT, O EGTLY TPO- sapPBatov, 43. Hadev msn 6 amo Apnpadarus, svsynumv Bovheutns, Os mv AL MVTOE TPOTdEyopEvos TV Busrheruv to. Venu' ToÅUnNTIUT ELS- nAdev mpos Iihatov nar ntnsato to swpa Tov Imsov. 44. 'O de I hatos edanpasev, ev nd” tedvnxe. 45. Kur yvove mupu TOL KEVTLPLWMYOS sdmpnoato to swua tw lwmeng. 46. "0 de lmsnp oyopusus swåova xor uodehømv etknaev mutov ovdova, xaL Etsdyxev auvTOV EV UVNNELW, O ny hehatopnpevov Ex TYNE TETPUS, HUL TPOsenLÅLGEV Åldov ev tn dupa Tov uynpetov. 47. H 3: Mapia % Moyöokmvn xav Mapwa laxemBov xav lmsntos edeusuto, mov tdetut. XVI 1. Kat ötayevopmevov tov suBBatov Mapwa n Maydaknvmn xat Mapia loxomBov ar Nahoun mopevdnsar htonmasav UpmuWArd, va sÅdovsar akerbma avtov. 2. Kar hav 7por tn pa Toy saBBatmy Epyovtar ETL TO MYnNNAEL, (I) avatsthavtos tov hÅLov. 3. Kureheyov mpos Séavtac TE fuiv amouvÅLsEL TOY Åidov ex Tns Öupus Tov uynpeLov; 4. Hv vap weyas S900pa. AL EPXOVTAL KUL ELPLOKOLGLV UTOKEKLÅLGMEVOV tov Adov. 5. Kar erssdovsn etc To uVNNELOV VEGVLGKOV LOV NUdn- uevov sv tols Gebtous, meprfefknuevov stoknv Aeunny: nar skedauindnsav. 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 41 6. 'Q de heyet avtars un Pofersde Insovv leterte tov Nalapyvov tov EGTALPWWEVOV NYEpdn, ovx egTVv Wde' (ds ExsL Ö TOTOS MLTOL ÖTOL ednxav avtov. 7. Ak Omayete, evmutse Torg Wadntars uvTOL KUL TM etpw, öt. 1800 mpoayer Vpas elg Thv Lakharav ener avtov ovssde, xadws emev dur. 8. Kar siekdovsar svvyov uno TO) NVNNELOU: ELYEV de MALTAS TROMOS KUL EXGTAILG, HAL OLDEVL OUÖEV ELTOV. EPOPOLVTO VAP. 9. Avaatas de mpwr mpwtn oaBButov evavn Tpotov Mapia tn Maydahwn, ap "3 enBeBlener émta daruovn. 10. Exewn mopevdersu aTmNYYELÅEV TOLS NET MUTOL YEVOMEVOLG, Tevdovaw xat uAarovaw. 11. Kaxervor axovsuvtes, Ot. Xn nar edendy, va avtns, nmoTtnNoav. 12. Meta öse tavta ÖvLaLW EÅ ULTWMV TEEPLTUTOLGLV EYAVENMUY EV ETepA MOPST, TO- pevowevors etg aypov. 13. Kaxewor amekdovtes amnyyethav tors Aoumorg' 005s exetvorg EnLaTEVLGAV. 14. "Yotepov UVAKELMEVOLE ULTOLG TOLE Evåenn emavepwdn: nar Wyerdgev TNV UTLOTLAV AVTMV KAL GKÅTPOKUPÖLAV, OTL TOLE Vensmuevors mUTOV EYNVSPPEVOV EX VEXPWV GUK ETLOTEVGAV. 15. Kar ELTEV MLTOLE' TOPELDEVTET ELG TOV KOGMOV ATUVTA KÄNPLIUKTE TO ELUYVEÅLOV mas tn tsar. 16. "Qu å motevaus nar Pantoders swdnsetar, å åe ATLSTNIAE KATanpLdnsetar. 17. Xypern OE TOLE TLOTELGUGLV TALTA TUPA- xohoudnger ev tw ovopatt pov dayuovia exPakovarv yÅwagurs haknsonar «uatvårc. 18. Kav EV TOLG N%ELPSLV OPELS MUNOLSLV' RAV DVUVAsLuOv TL TLWILV, 0OV PN aLTOLS Ban: em appwatovs %ELPUS ETLDYSOLSLW, KAL LAWS EIOLGLWV. 19. 'O ev ovv å xopros Iysovs uetn vo huknsar avrors aveknodr, EL TOV OUPAVOY, KAL exadesev ex Osftwy tov Yeov. 20. Exewor ds sfsh- Vovtes eunpviav mavtnyov, TOL XALPLOL GLVEPYOLVTOS KAL TOV Åofov Be- Barouvtos öx tmy EmZAOÅOLDOLVTmMY GTPELWMV. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 9. D 49 å. BELSHEIM. [No. 9. Berichtungen und Nachtråge. Zu Pg. 2, 2. 33: Joh. 11, 26—48. Zu Pg. 4, No. 12: Folgende Correcturen in der Hand- schrift sind notirt: Me. I, 25. am 0700; corr. 470 To) Avdpwmev wnoL TO TVEL- ua 70 anodaptov pr. m.; 27. 7pos dvtovs corr. Avtov pr. m.; dåaym corr. % ts % 64% pr. m.; I, 28. npiavto add. öd0mopovvtes pr. m.; II, 19. drog tov Veov nar add. «ar emtpoy 00 KAL AVTA LVEL. m haherwv Ött nÖetsuv o0TN TOV YPLOTOLV Le. II, 26. sw corr. mn pr. m.; 28. evhoynsev corr. avevå. pr. m ; 88. tepovsaknp corr. ev tp. pr. m.; 492. avaBawvoyrey: corr. avafavtwy pr. m.; 44. mos yvwatorg COrr. ev T. Yv. Pr. M.; 45. ev ep. corr. etc ep. pr. m.; IV, 7. eværtov pov Corr. ever. spe pr. m.; 27. vauav corr. veæuav pr. m.; V, 29. ev tm omw; add. ev tn pr. m.; 80. twv tehwvev; om. tøv pr. m.; VÅ 8. etnpuupevny corr. frpav pr. m.; XII, 7. tpryec; add. masat pr. m. Vergleichung der Evangelien des Matthåus, des Lucas und des Johannes in dem Codex Theodoræ mit dem Textus recepius. (Blosse Umstellungen der Wörter ohne wesentliche Aenderung des Sinnes oder blosse Abånderungen der Orthographie z. B.m oder & får et, m får o (oder umgekehrt) sind hier nicht erwåhnt; om. = omissus; add. = addetur). Matthåus. I. 7. R. Xohouwvta — Cod. Xohouwva. II. 11. =dpov to maritov — etdov t. 7.3 29. Baarhever em — Baaihevn; 28. eg moh — evm. II.8. KAO0TOLT MÉloLE — uapmov afov. IV. 4. tnoetar avdpwmmoes — Ca. å avpmmos; 514 STOWATOT — EX GTOU. D. ETL TO TTEPLYLOV -— ELT TO AT. 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 43 9. mposxuynane por — m7. pe. 13. natakmov — uatakermov. 16. guoter — oxot. 18. mepimatov ös 6 lysovs mupa — mepimatmv de mapa. 20. ta öta — add. avtwv. V. 18. aunv ap hey — aunv Åeyw; 790 vopov — add. xat twy mpogNTmMY. AT. TOLE UPYNLOL — om. 928. avtns — avtny. 32. os av ATOÅvsN — TAG AV UTOÅDØV. 44. Tous WLSOUVTAS — TOLE MULGOUGW. 47. uÖEÅYOLs — GLÅOUE; TTOLOLGLV — emorovaw. VI. 192. apieuev — aprouev; TueLs ELgTELD — fuels OM. 18. ev ta pavepv — om. VIL 9. souv — om. 14. éu — 1; 15. öe — om. 928. avvetelesev — stekesev. VIII 5. tw 400 — 2070); 18. éxatovtapyu — énatovtapyn. 28. sts to TÅOLOY — 7O OM,; AVTW — om. 925. avtov — om. 928. ekdovt avt» — add. ete to mEpav. 30. tolhwv — om. IX. 170 måotoyv — 70 om. 4. stömy — eds. B. yap — o0m.; evKOTmTEpov — ELKOTOTEPOV. 8. Edokusuv — öohulov. 11. sodter — add. «at met. 13. etc uetavoruv — om 18. apyøv — add. års. 33. ot — om.; 19panå — add. övtws. 35. ev to Mo — om. 838. exBaly — exBakldg. X. 4. å vsrapvotns — 6 om. 10. paBöov — paBåovs; Ths TPOPNE MLYTO — TOY MLsdoL avTOL. 23. mevyete eg tn akknv — add. 7 ov ex TALT”Y ÖLWMXWIV VMAT PEDYETE etg TNv akknv; apev yap ap om. 82. ev ovpuvors — av TOLG 0L- pavors. 33. dpynsntar — anupvnontar. XI. 5. vexpor — ur venner ll. apny — oaunv yvop. 21. yopaliv — y%opalet. 924. 7 s0 — om. 2b. tavta — avta. . XIL. 3. emewasev avto — avt. om 6. hey 5e — de om. 11. tig sotet — tig sotwv. 19. 7000 ovv — 7000 ovV palhov. 29. öupmaset — öapnausn. 35. tne «apdrus — om. Så. xatadiuasdn — xataxpidnshn. 40. åanep yoap — om. XIII. 4. nar nAde — nådoy; meteva — add. tov ovpavov; 7. anemvåav — envåav 15. vuswpar — tasopar 27. sw aypv — sw om. 32. perlov tov — petfov mavtov twv. 40. uatonaretnr — naetat. 40. 116 apas tns om. 52. etc tnv Basikerav — tn Bastkera. DT. nor ev tn ovura avtov — om. XIV. 6. ayopsvmv — yeyousvov. 9. dovdnva — add. avtnv. 183. axovsa; — add. de. 14. em mvtoLE — ET AVTOLG. 22. to mÅowoyv — 170 om. XV.5.xat ov un tuNG%Y — OL UYXL TLUNGEL; 7 Thv pytepu — nar T. v. 13. evme — ettev avtors. 14. mesovvtar — epmssouvtar. 17. ovmn — 09. 2D. TpossunveL — TPOGEKLVNIEV: 3Ø. evne — etmey avtous. 834. nor heyer — xat om. 36. evxapistnsas — xar ev. XVI. 1. dryputnoav — dmnypurtmv. 8. svev avt0 — 44 J. BELSHEIM. [No. 9. avtos om. 11. ov — ovmw. ' 12. tov aptov — om. 17. 6 ev tor ovpavors — 6 ovpavros. 292. 6 metpos — add. «at rav; mnpiato — add. avtw. 28. otparpers — emotpupers. 24. 0 5005 — om. XVII. 17. amstos — amtet. XVII. 12. evvevnnovruevven — even; Gytet — bntnoer. 15. eav ås — de om. 16. otadn — otudnoetat. 19. mahwv — aunv. 928. pot — om. 929. o01 — om. 81. eldovtes — amekilovtee. 392. mpocuohkesamevos — add. de. XIX. 3. ot papro. — ot Om.; Åeyovtes avtw — avtw om.; avdapunm — add. tw.. 9. umoÅehupevev yaprsus — anokvuevev yapmv. 10. yvovarros — add. antov. 17. tnpnsov — tmnpy. 19. matepu sov — s00 om. 23. heym add. yap. 24. mahv de — ds om.; mponnuatos — Tpouakas. 25. uadytar avtov — avtov om. 26. mnsovs emev — Ina. heyst. 29. ovuras — owmav. XX. 4. aumehova — add. pov. 6. apyovs — om. 7. aunshova — add. uov. 27. sav del — eav om.; et — E9TAL 30. Ott 9005 — (46. OM.; xvpLE — Om. 32. 7orysw — Wa TOLNSW. XXI, 6. »adøs — om. 7. emexnadiosv — enadisev. 14. tuyAor nar ywAor — whot tp. 24. dpi — Vdpas. 28. apmeAmv pov — mov om. 30. devtepnm — étepw. 33. avdp. tc — 1-5 om. 43. öre — om. XXIL 16. avdpurov -— avdpunov. 21. nasape — to xarsapt. 27. nav — om. 81. buy — om. 837. svev — 917. 45. daviå — add. ev mvevpat. XXII 4. yap — om. 5. mÅatvvovar öe — öe om. 8. 6 yprstos — om. 10. buy — om.; versus 13 et 14 commutati sunt. 16. Åeyovtes oc — add. de. 921. natorxovvt — matoummsavt. 23. tavta eder — 7 de eder. 25. mapoYidos — add. tov mwaxoc. 926. to evtos — 170 eomdev. 36. nået — ot het. 39. 00 ur ve — pe om. XXIV. 2. ov xatalvdysetat — ov un x 6. mavta tuvta. 7. xat GELspoL — Om. 18. ta utd — TOY LUG- tov. 90. ev saPBatw — ev om. 22. tous exÅeutovs — 7OLC EKÅERTOLG. 24. wWevdoyprstar xat — om. 27. % astpanrn — % om.; EGTAL KAL — ot om. 31. exhextovs mLTOD EX — EKÅEnTtos Aamo. 32. vevntar Anaos — om. 36. tns dpuas — tns OM.; TaThp OL — OL OM. DU. METEP åe — de om. 49. ypryoperte ovy — ovy om. 44. nar bua — ar om. 45. fepameras — oase. 49. 2dt00 — om.; eodiy de nar mun — estetv de nar me. XXV. 3. éav toy — avtov. 9. pukhov — öe pakhov. 13. ev % 6 vios tob uvdpwnov epyetn. — om. dl. dyror — om. 832. ovvaydrsetat — svvaydysovtar. 38. mote de — 0 | 1885. DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 45 om. XXVI. 3. nav ot ypappate: — om. 7. Bapotuov — ToÅv- tuov. 9. to popoyv — om. 26. evhoynsus — evXapLaThNaus. BA. vahharav — add. naxer pe ovssde. 33. sym — add. åe. 35. opons — add. öe.- 36. ss 0 — 00 om.; exet — om. 88. heyet avtor add. wsovs. 492. amelduyv — om.; 70 motnpiov — Om. 43. edpraxet — edpev. 44. ex tpitov — om. 45. udtov — om. 47. nhde — om. 592. amohovvtar -- anodavavvtanr. 53. heyemvas aypshmv — Ås Fewvoy ayyehovs. DT. tov Lsovv — avTOY Ln0Uv. 63. sove — OM.; ekopuilm — opxiow. 69. &w — om.; 10 tuvtmy — avtmvy. 75. 700 msov — 700 om. XXVIL 22. avtw — om.; stuvpudetn — bis, 23. heyovtes — om. 833. heyouevos — om. 835. verba. wa 7anpwim s.k. ERahov xAnpov omisa. 41. mpesfotspmy — add. ar pupi- saw. 42. avtw — em avw. 43. vov — om. 65. e94 — add, öe. XXVIII. 2. dvpas — add. tov uveperov. 4. avT0) EseLsnsav — eouÅsvdnsav. 7. amo tmy vexpmy — om. 9. å msov: — 6 om.; aTNVTNIEV — LINVTYEV. Lucas. I 7. 4sav — om. 16. ent xopwov — 7po5 x. 19. xor am0xp. — å öe 0 umOxp.; 0 UyreÅos — Om. 925. oveldos — ovetdtspov. 26. 070 — amo. 28. 6 ayfyehos — om.; evÅoynpevn ov ev yovaliv — om. 29. vovsa öretupuydn — etupuydy; avtov — om. 830. nar emev — ermev de. 34. eotut — add. pot. 836. avverhygvin — ovverkngev. 37. tw dem — tov Öeov. 41. nuovasv 7 skoaufet — 4 om. 42. ovn — xupavyn. DO. yeveus yevemv — ano y. Elg yeveuv. bl. das- pYpavous — Vaepypavmy. BI. ar exahovv avto — om. 6l. ev tn) svy- Yevetu — EX TNG GLVYVEVELUS. 63. TO ovopa — 710 Om. 67. nav yetp — mat vap % 69. tw omw dav: tov maöos — tw et tov om. 174. .twv eydpøv fpov — tøy et fuoyv om. 75. nes lwns — om. 17. avtøyv — avtov. I. 2. % anoyp. — 4 om. 3. av — edvtev. >. vovar — om. 9. 800 — om. 19. xeevov — nat uer. 15. ev Tov ovpUvov — Om.; XxatL OL avdpumor — om.; avmov — EÅaÅOLv. 16. avevpov — evpov. 17. dteyvmpisav — eyvmprsav. 18. sdavpalov. 19. 7avtu — om. 921. enkysdrsav npepar out -— svvetEÅevdhsav oL out mpepar; xav exhydn — nav om. 922. ar ove enknsd. — 46 J. BELSHEIM. [No emhnst. de; mapustnsar — mapastatnsur. 25. evhafns — evsefns; nv sm avtoy — % om. 26. 7 ny — 7% ev. 28. avtov — om. 38. ev lepovusakrp. — ev om. 839. amavta ta — 1a om. 44. ev to yvostorg — ev om. 45. etg tepousaknp -— ev ep. III. 1. xar tpa- ymvtdos — xat te TPUX. 192. TOLGOWEV — ToMomuev. 14. 7onao- uev -- mouswuer IV. 4.6 avdp. —6 om. 9. 6 dog —6 om. 14. 6 tsovs —6 om. 925. masav tnv ynv — 7asav om. 929. tTne ovpLOsE — 75 om. 38. etonkdev — å tns0vs nAdev. 41. nar heyovta — ua om. 49. emopevdy — emopeveto. V. 7. ekdovrtug — eAdovtos. 9. em — ev. 12. nav ov — xat om. 18. xkwns — ts xAwns. 19. övn mons — åa om. 27. edeasuto — tdev (corr. edeusuto pr. m.) 29. tn oa — 7 oxo. 830. telwmver — twy teAwvov 36. em- Binpo vo — om. VI. 1. tøy omopumy — twy om. 4. ekufe xo — om. 7. avtoyv — om.; uvtov — ut avtv. 8. Enpav — en- papmevev. 9. amokesur — amoxtewvar. 10. eme tm avdputn — evmev avtw; dyrs — om. 11. ötehuhovv — Åahouv. 928. 1600 vap — ap OM. 28. vurv — vpas. BL. nav Vuers — nar om. 45. t00 mepras. Ty 1UPd. — tov et ts om. 49. em tnvynv — om. VIL 6. stnynv pov — po Oma. 11. avtwv — om.; oykos molvs — add. tns mokews. 19. yy — om. 16. åmavtas — mavtas. 19. tvas — om. 21. to Bkemev — 70 om. 24. ayyehmv — podnytwv. 25. vrapyovtes — Örayovtes. 28. Tpopntns — om. 31. em öse 6 uopios — om. 87. åuaptokos — add. xar; TOÖME ULTOL OLEM — T. TOL LYSOL om. 43. 6 de evmev — å de LNGOLE ermev. 44. tns nepakns — om. 48.000 —o0t. VIIL 3. amo — ex. 14 NAOLGAVTET — MUKNOLOVTES. 21. uvTtov — om. 24. yaknvn — add. ueyakn. 32. Bosxopevmy — Bosuopevn. 34. yeyovos — yeyevnpavov. 40. bmostpebar — emtotpepar. 44. mposehdovsa — add. de. IX. 1. puadnyras avtov — om. 9. sy ax000 — sym Om. 19. tov oyÅov — tous oyÅove. 19. tg om. 920. 6 metpos — 6 om. 21. heyerv — evner. 22. nav apyrEpemv — om.; eyepdnvar — avuotevar. 27. åotenotny — Eotwtwv. 36. 6 rnsovs — 6 om. 50. huøvy bis — buy bis. 55. 56. xar evnev . ++ akhoa owser om. X. 1. övo — add. 800; 6. 6 viug — 6 om. 8. ny å — 3 om. 9. usdeverg — aodevovvtns. 192. Åeym de — öe om. 20. mvevpore — Sayovn; vakkov — om. 22. versus exorditur XL GTPUDELS TPOS TOLE MADNTATE EVTEV Tavta etc. 35. nar evnev avtw” — evmmv at, XI. 10, avorynsetur — avorydnsetat. 11. 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 47 dumy — eg Vpæv; % «at Lydvov . ... endmser avtw — om. 26. etseEÅdovta — eÄdovru. 28. avtov — om. 32. vier, — Vnvevnrta. 38. ovders ds — öe Om.; npumtov — upumtnv. 44. åt mepmatoLvtes — oi om. 50. tavtøy — om. 54. «at tytovvies — xat om. VIL 2. ovåev öe — de om. 10. dywov mvevun — Åytov om. 39. toy ovsov — 7. oWxrav. 492. nat opovuos — ov op. XII, 11. avanoyar —- avastnvat. 29. amo Boppu — amo om. 84. epypos — om. XIV. 5. ovog — 0tocs. 10. ovaresov — avanesut. 15. aptov — aprotov. 28. dehwv — å delwy; mpos umaptoporv — etg unapt. BL. Em aLTOV — TPos aLTOV. 35. nomplav — uompor XV. 17. aptov — uptov. 19. nav ovner — over. XVI. 15. tov deov eotv — eatwv om. 17. souv — om. 18. wowyevet — poryatat. 22. tov afpaau — 700 om. 926. evteudev — evdev. XVIL 1. pm ekdewv — 100 pr ehdew. 4. emotonYn mpo oc — mpo og Om. 8. vor — om. 24. xar ö diog — xat om. 85. f pi — % om. v. 36 omisus totus. XVIII. 1. mopevyesdar — add. avtove. 5. dra ye — ta de. 9. evme de xor — xav om. 14. map exewvos — % Yap exeLvos. 43. nnolovder — mnxolovdesev, XIX. 7. å movtes — mavtes. 15. nav evme — xot om. 27. many — makw. 830. natevavt — amevavtt. 42. npepa sov — o00 om. 44. edupiovar — endaprovar. 48. evpi- gxov To ti — 710 om. XX. 1. apyrepers — vepers. 19. tov Aaov — om. 928. de avtwy — éavtwv. XXI. 8. heyovtee — om. 11. &oTUL — eG0vtaL 23. tw ham — ev to Åm. OT, vepehn -- vepe- hats. 32. ot — om. 836. tuvtn mavt — tavtt om. XXI. 4. ToLs oTpaTnyoLs — Torg Om. 830. ev tn Bustkera uov — om. 31. oyumvy bis — o. semel. 36. oyopasuto — ayopaset. 45. mdtov — om. 47. mposepy. avtmv — mp. avtovs. 53. ovros — ovta. 63. tot — avtov. XXII 8. dr avtov — am avtov. 18. vov Bapad- Bav — rtoy om. 925. avtois — om. 89. ovt00 — avtw. 54. xor — om. XXIV. 24. uvtov ds ovx eöov — om. 27. avtov — Éavtov. 28. mposemorstto — mposenomaate. 36. hukovvtmy — add. nat. 47. apfapevov — aptapevos. Johannes. I. 21. war heyet ox eru Å npopntns — om, 28. BndaBapa — Brdava. 29. 6 wawne — om. 32. dar — ds. 833. Kar uevoy — AS J. BELSHEIM., or om. II. 8. xat nveyrav — ot ce eveyuav. 15. wpoyekhov — ås øpar. 16. pi — xar un. IT. 2. mpos tov maovv — mpos avtav: TOLELV — mornaar; Å ov Tous — om. 8. 6 wnsovs — 6 om. 4. Pepuv my — øy om. 5. 0 ms. — 6 om. 10. 6 145. — 6 om. 15. ur anokntar ak — om. 17. viov avtov — mv700 om. 26. we — 1800. 928. por — epot. 31. enovm ntavtwv sot — om. 32. xo — om.; to0t0 — om. IV. 1. 6 xopiog — 6 wnsovs. 3. r098xrav -— add. ynv. 924. mistevsov — mioteve. 925. mavta — å mavta. 835. TETPAUNVOV - - TETpUMMNVOS; 1800 Åeym du — om. 36. iva nav — xav om. 839. emotevsuv — emtotevsov. 47. anmnide — mnådev. 49. uov — om. DL. amnyyelhav — avnyfethav. DR. Kor evntov — ovy eumov. V. 5. oxtm — xat oxtw; asdevan — add. avtov. 9. xav evdems . . . . nar meptematet — om. 15. avtov — pe. 16. nar eln- TOLV OLTOV MTOKTELVAL — Om. 19. avmev — eEheyev. 25. anovsovrar — waxovsovawv; Cysovtar — ÉCnaovsw. 830. mutpos — om. 36. sdmxa — debwuev; ey 7ow — eym om. 41. ouvdpurtwv — avdpuno. «1 I. 2. xot — om.; xohovder — add. öe; avtov — om. 3. are- (an) sv ås — anekdev ovy; év — om. 11. ehafe de — nar MBoy; uadn- tur OL — Om. öe uadytar tors — om. 192. eveninsdnsav — emnodesav. 15. avtov Pasrheu —- uvtov OM.; uvtos Wovos — om. 16. dr — om. 19. åg — Hot. 22. 6 ofhos — å Om.; exewvo elg Ö evefesav ot wadnytar uvtov — om.; mÅoapLov — mÅorov. 23. nåde — måde. DL. eot yeypauuevor — veypantat. 39. Ttovto EoTL . ... ME TOTPOS — om. 40. meubayvtos pn — matpos pov. 492. Aeyet 00705 — 00705 om. bl. aptos å Cwy — aptos tTns lwns. 52. ovv — öe. 55. vap — om.; aklndws bis — akndns bis. 59. evmev — elaknesv. 63. hah — ehaknna. 68. ovv — om. 69. tov lwyos — om. 71. toy to008uv — tov om. VIL 8. em ovn .... éoptnyv tavTnV — om.; 6 xatpos 0 euos — 6 euos uatpos. 9. ö= — om. 12. ov akta hava — ott må. 15. %at — om. 920. anexpidy — add. avtv. 21. 6 tsov; — 6 om. 926. akndus — om. 27.6 ds yprotos . . >> modev eoty — om. 30. tnv verpo — tas yerpas. B3l. mokkor de ex TOL OYÅOL ENLOT. — OVV EX TOL OYÅOV TOÅÄÅOL ETLOT.; TOLTVY — OM. 32. nx005uv -— add. ovv.. 833. emev ovy — add. avtore; pe — add. matepu. 84 & 86. ovy edpnsetat -- add. pe. 40. mokkor ovv Ex 70. oyÅov — €X TOY OYÅOL ovv (7olÅot om.): Tov Åovyov — Tov E Å N P ) n 1885. ] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. 49 Aoywv tovtov. 41. Cod. exordietur verbis akkor de eheyov 00705 ESTLY 6 yprotos et pergit aAkor de eheyovetc. 492. amo Brdhsep — ex frhes 49. emmatapator — emapator. DO. elg my — elg TO mpotepov. DB. versus totus omisus. VIII. vv. 1—11 de adultera omisi sunt. 19. å wsovs — 6 om. 921. bytnsets us — add. xat 00% sLPNETE WE; 070) — XL OT0L. 23. Em EX TMV ... . TOLTOV EGTE — OM. 25. xav tw evmov — xat om. 926. buy — vas; heyw — Aaho. 29. 6 matnp — om. 833. arexpidysuv avtm — add. xat evmov. 38. ey å — å sym; 6 EMPUNATsE — Å NAOLGUTE; TM TUTPM — TOL TA- tpos. 41. duerts — add. öe. 492. evtev ovv — ovy om. 46. et 0 —- ås om. 48. ovv — om. 49. msovs — add. xar etmev. 50. Gozav pov — 8. tyv epnv. dd. buy — hu. 55. bpoy — dpi. 58. el- mev —- add. ov. IX. 8. msovs — add. xat emev avtors. 6. Tov mnÅov em — MmvT0L; TOL TVYÅOL — OM.; TLPÅOTS — TPosuLTNE. O.OTL — ovyt akk. 11. nar etmev — om.; Åeyopevos — å Åey.; tnv xokvpu- Bydpav — om.; de nat — ovv xat. 192. eumov ovv — nat etnov. 15. emsdnxe — emornsev nar emednnev. 16. sheyov — Ös eheyov. 17. nvor- Eer — avewmiev. 18.700 avafheYavtos — om. 2l.mep, — ta mept. 25. 00v — om.; xat Eutev — OM.; OV Apt — 7 VLV AAL Apt. 26. elTOv ås — etTov oUY; NvoLEet — avemisv. 28. ehobopnsav — ov ds Ehod. 32. mvorke — avemiev. 36. ts — nat tt. 40. nx0050v — add. ovv. X. 3. nahet — pwvet. 4. nar otav — xav Om.; T7p0JATN — TAVTA. 19. Els. — å e0t.; ouopmihet ta Tpofatu — ta mpod. om. 16. yevnsetat — YEVN- øovtar. 20. ås — ovv. 21. avorysv — avorfsv. 22. bc — om. 26. ov vap — 007 Ot. 38. mistevonte — ylvmannTe 39. ex TNS %ELNOS — am7o tøv yepuv. XI. 3. adehva — add. avtov. 5. uwapdav nar Thv AdEÅonNv ALTNE — pLAPLAV KUL TNV AÖERDNV ALTNS Mapduv. 14. ovv — om. 16. svppuadntas — uadrtars. 19. ua mokhor — mokhor ovv. 21. etedvnnar — etedavev. 25. emev — add. de. Bl. 6 msovs — 6 om. 54. sov: ovy — å ovv (SOLE; ThV YWPAY — TRV OM.; MVTOL — om. XI. 2. ovv avtww — avtw om. 3. eeunie — anspaie NN [d t TOUS TOUS MYUTOD — Om.; oa —add. okn. 4. ouwmvos LIX.— Å LOX. 12. å skdøy — 6 om.; 6 maov: — om. 13. expalov — add. he- qovtss. 15. epyetut — add. sot. 16.6 sov: — 6 om. 21. 7pow- Ttwy — nPpwuTNIAv. 26. xaL EUv — %aL Om. 29. A100INT — YAOLWMY 35. ped buy — ev vurv. 39. misteverv — miatevset. 48. nmep — Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 9. 6 50 J. BELSHEIM. [No. 9. vmep. 47. msteusn — puhasn. 49. å — am; ehakvsn — eAnhvda; edwxe — dsöwuev. XIII. 25. ås — ovv. 26. sym Palau: — av esyo ”tBavas. 27. tots — om. 29. 6 10080; — 6 om.; 6 5005 — om. 34. evtoknv — 7Ånv evtoknv. 36. vor —om. 37. ups — om. XIV. 2. vn — add. ye 4. ey — om. 7. eyvmuerte av at — pe 9. xar mw ov heyets deriov huiv Tov mutepu — om. 11. sv epor — add. estv. 13. ti av — sav. 14. versus totus om. 922. w — xat tt. 928. momsouev — momsoueda. 26. a — sa. 928. ot ermov mop. | ettov om. 830. tovutov — om. 31. evetethuto uor — sÖwxev uor evtoknv. XV. 9. aper avto — avt0 om. 14. 094 — å.' 15. mov — om. 16. nat eyxa vuers — om. 21. vurv — vuae. 24. eryov — etyosav. 27. 6e — om. XVI. 3. momsovaw — add. vu. 7. sav (an — add. ey. 13. es mausav tn akndetuv — sv musn Tn akndern; 05% uv — 09% suv. 17. ey” — om. 18. 6 heyet om. 19. ovv — om. 921. to maö. — 70 om. 29. av» — om.; avtov — om. 32. xoar eus — uape. XVIL 1. etnpe — enupas; xav Ene — x OM. 19. mov — om. 90. mept twy — mept TAVTOV TY. 22. 9. EJ — KV D- 7upahadwv. 4. ovy — Ge; sumev — xat heyst. 6. 6 —om. 8. amsxpidy — add. avvas. 15. 6 ås — add. akhos. 18. or brypetar — ov OM.; at edspuarvovto — om.; 4v ås — add. xat. 920. ehahnen — hehahena 98. wa — om. 929, em —— what. Bl. upwwats avtov — avtov om.; ovy — ds. 34. anexpidy — anenpuvaro. 35. un — ph. 836. 37. 6 msov: — 6 om. 40. malw — om. XIX. mepted. avtov — add. xat spyovto 7pos uLTOv. 4. ovYy — om. 5. vopwy — eyøv. 5. te — 1800. 6. ts — Ötav. 7. avtw — om. 11. amoxpidy — add. avtw. 192. expulmy — eupavyalov; avtov — eavtov. 13. heyomevov — og heyetet; yaPBadu — uanpada. 14. öe — mv. 17. mapehafov ds tov s0LV «AL NYygyov — OL ds TAPE- haovtes *avtov unnNyayov; ULTOL — EAvTW. Pl. akk ot . ++ TV LOL- barmyv — om. 926. øy — ms sv, 0700 — om. 2. exewns — add. ovv. 28. 704 — om.; teketwdy — 7Ånpodn. 29. ov de mAnsav- tt — Om.; Gmoyyov — add. ovv pestov Tov; xat— om. 38. 0 WIND --0 om. XX. 1. ex — ano tnsdvpas. b.wevtor —add. ye. 13. 084 — otdauev. 14 x — om. 920.7nv mhevpav avTOL — TOUS TOÖUG; OLV — öe. 25. tov tunov — 70ug tvmOLE. 26. avtov — OM.; EPXETAL — add. ovv. 928. amsxp. — xar amexp.; 6 dmpasc — 0 om. 929. pe 1885.] DAS EVANGELIUM DES MARCUS. bl Jøya — Jøpz om. 31. 6 wsovs — 6 om. XXI. 3. evdy;s — om. 4. 1ön — om. 6. 19y000v — 19700v. 11. avefy — add. ovv; tn Vs — Thv ynv. 15. møÅetov tovtwy — om. 16. mahv — add. to. 17. 0 vs00s — om. 18. akhog as Cwaet — akhor og Éwaouarv; over — damo0s0uaerv os. 19. evrev — sheyev. 23. tt pos og — om. Gedruckt 23. VII. 1885. "å gt «irkag 3 od SEE dr DR eg PL TT EE K ; på EO or Ar , 5 ' TE ER rm rå FY nd å væ mig & vr K id på | Ke EE dan EG å - og 4 0 er ae ' *! > , k, % KE EE hAl * lg MEN det | * å 2 Ne: E Pr . k , r å å å g , » p i å re pe i N pe åa Van de AE pa 25) OP T gg 127 pe $ Å på) xå og dr å 4 å Vg Å på p P- R » å TE Å då v | : r p ; LJ væ % Pg SG JR ba 5 * p Ki f v% å ] *» & O pY f; $ Å * gt pr va, å v ; ATP EE se GE K p i 13 Å s BA Å =. sa 08 å F £ ø 4 nr ha Å p, R p I å N på 4 i yu ” vg nl, ba - p - | Å % ? — d - å KK - e kl "dl, 2 h - hv Å rå v ve far N va fa pi * år i $ PE på På i p * » Pa * Få i ke i åå + 2 jon » £+ J - Pg 4 å Å ” Ø 2 å på « På " å Te ' CJ På a ” gå * Å å 3 ' » v 4 - TELTE å v LL 4 GLAS 2790 teg Lo Li . > pA » JE En : » « å - ar > ag ra Fed ag, TE K I 3 € sø A å ske ud Å] = vw Kva i ra man oe did 2 * * ks. 2 v på % % R N » Te HE på | deg å , mø e* a g I ADEF FU ve - - v - Få å ED ovKei tår ÉN TVICdpxar ovcdådrr € Xoc EVHrre Ad TO BvrHN — ov Kertay Ev Jorn MEN H CVENrvN>DL Z " ær Dre TY tAovea Æ Maveantu | TWN Actlew Er FONN AUNAN EnLceNEkiov Kai tEhevrar å ov vpkandv å 6: å ”TOVJDU" 1 Too v: Aa ero hoæamuspsoov TOT — dre ude pri | en 28 To6D lay Sr VP "Ur ISR. Spouorastoup" Ou -roo'&- EG oa | | og - av >" AP vopad-mouwmpor-aurdu hen oydog Gol to porkopjol Touoraypaskayrko par ao drm veulfy 20 od DE UV PEN TT pA ”TOVU ro å » kl ao pe AV: Bed Tilleg og Berigtigelser til Norges Lepidopterfauna. Af W. M. Schøyen. (Fremlagt i Fællesmødet den 27de Marts 1885.) I Videnskabsselskabets Forhandlinger for 1881 (No. 13) leverede jeg en Fortegnelse over endel dengang for vor Fauna nye Lepidopterarter, tildels paa Grundlag af ældre, tidligere ikke offentliggjorte Fund, som jeg havde paatruffet i senere afdede Prof. Esmark's Samling under den af mig paabegyndte Ord- ning af det i Universitetsmusæet beroende Materiale af inden- landske Lepidoptera. Arbeidet med Ordningen'var dengang fore- løbig bleven afsluttet med Noctuerne. Siden den Tid er Mate- rialet bleven i en betydelig Grad forøget gjennem Indkjøbet af tvende større entomologiske Samlinger, nemlig afdøde Konser- vator Siebke”s, indeholdende Exemplarer fra de forskjelligste Kanter af Landet, og Jernværkseier N. Aall”s fra Omegnen af Næs Værk i Nedenæs. Under det vidtloftige Arbeide, der har været forbundet med Gjennemgaaelsen af det saaledes forøgede, særdeles righoldige Materiale, hvis endelige Ordning nu foreligger afsluttet for Macro-Lepidopternes Vedkommende, er jeg, som det var at vente, bleven sat istand til end yderligere at supplere og berigtige vor Kundskab om denne Del af Faunaen. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 10. 1 wW W. M. SCHØYEN. [No. 10. Jeg skal her indskrænke mig til at meddele en Fortegnelse over 23 for vor Fauna nye Arter Macro-Lepidoptera, som jeg paa enkelte Undtagelser nær, der hidrører fra nyere Fund, har paatruffet i de nævnte ældre Samlinger, for største Delen enten ubestemte eller forvexlede med andre Arter, — samt tillige at berigtige endel feilagtige Bestemmelser, hvorved enkelte Arter med Urette er blevne indtagne i vor Fauna. Ogsaa med Hen- syn til Kundskaben om en hel Del af vore tidligere kjendte Arters lokale Udbredelse hos os har jeg selvfølgelig saavel under dette Arbeide som gjennem fortsatte Undersøgelser paa forskjel- lige Kanter af Landet i Løbet af de sidste Aar kunnet samle en stor Mængde supplerende Bidrag. Disse agtes ved en senere Leilighed, naar ogsaa det vidtleftige og vanskelige Materiale af Micro-Lepidoptera er bleven gjennemarbeidet og ordnet, benyt- tede til Udgivelsen af en ny, samlet Katalog over vore Lepi- doptera, der kunde afløse den tidligere, i tredie Bind af Siebke'”s Enumeratio Insectorum Norvegicorum* leverede, siden hvis Ud- givelse Undersøgelserne inden denne Branche af Faunaen har bragt saa mange Berigelser og Berigtigelser for Dagen. 1. Lithosia eereola Hb. Denne Art, som jeg i min ovennævnte Fortegnelse (1. c., p. 10) fandt at maatte stryge af vor Fauna, har alligevel vist sig med Rette at tilhøre samme. Medens nemlig det i sin Tid af Siebke under dette Navn til Universitetsmusæet indleverede Exemplar fra Aurdal i Valders, som af mig bemærket, tilhører L. lutarella L., fandtes i hans egen Samling en & af den virkelige cereola, ligeledes fanget i Aurdal 7de August 1869. Desforuden fandtes nok et Exemplar fra Øier i Gudbrandsdalen. Arten, hvis Udviklingshistorie endnu er ubekjendt, forekom- mer saavel i Sverige som i Finland. 2. Bryophila raptricula Hb. Fandtes i Siebke”s Samling i et gammelt ubestemt Exem- plar fra Tøienhaven. Forekommer sjelden i de sydlige Dele af | 1885.] TILLÆG TIL NORGES LEPIDOPTERFAUNA. 3 Sverige og Finland, men er endnu ikke observeret i Danmark, hvor den dog rimeligvis ogsaa forekommer. Larven lever af Lav paa Træstammer, Mure, Tage etc. 3. Agrotis castanea Esp. Fandtes ligeledes i Siebke's Samling i et gammelt og defekt Explr. fra Teien, bestemt som Å. baja. Arten opførtes for første Gang som skandinavisk i forrige Aar af Meves efter Exemplarer fangede i Sverige ved Dalarö (Entom. Tidskr. 1884, p. 71). Den forekommer forevrigt baade i Danmark, England og Skotland, men er derimod, saavidt jeg ved, endnu ikke ob- serveret i Finland. Larven lever paa Lyng, Blaabær og flere lave Planter. 4. Agr. florida Schm. Toges i et 'enkelt Explr. 3die Juli 1884 ved Sæm i Snaasen sammen med Å. conflua og andre Arter paa udhængte Æble- skiver. Forekommer ifølge Haas ikke sjelden paa sine Steder i Danmark, men er, saavidt vides, endnu ikke observeret andre Steder i Skandinavien, ligesaa lidt som i Finland. Larven lever ifølge Schmidt paa Stellaria og andre lave Planter paa sum- pige Steder. | Der synes forøvrigt endnu at være delte Meninger om denne Forms Artsberettigelse, idet den staar Å. rubi View. saa nær, at man har villet anse den for en nordligere Race af denne med kun en enkelt Generation om Aaret (slgn. Rössler: Die Schup- penfliigler des kgl. Regierungsbezirks Wiesbaden, p. 9). Haas anfører imidlertid (Naturh. Tidsskrift 3 R. 13. B., p. 176), at i Danmark saavel florida som rubt har to, om end ufuldstændige Kuld om Aaret og findes sammen paa samme Steder, hvad der alt- saa synes at tale for virkelig Artsforskjel. 5. Agr. fennica Tausch. I Esmark's Samling forefandtes et Explr. af denne sjeldne Art, øiensynlig norsk, men uden nærmere Lokalitetsangivelse. å 4 W. M. SCHØYEN. [No. 10. Forekommer sparsomt i Sverige fra Skaane til det sydlige Lap- land, ligeledes i det sydlige Finland. Larven ubekjendt. 6. Hadena rubrirena Tr. Denne tidligere ikke i Skandinavien observerede Art tog jeg i et friskt, smukt Explr. (3) høit oppe paa Imsdalsfjeldet i Snaasen tæt ved Birkegrændsen 8de Juli 1884 paa Æbleskiver. I Finland er den fundet ved Petrosawodsk og Kuusamo, men hører ellers hjemme paa Alperne, Riesengebirge etc. Udviklin- gen er ukjendt. 7. Had. illyrica Frr. Heller ikke denne Art har tidligere været anmærket som skandinavisk, uagtet det er meget længe, siden den først blev fundet hos os. Den fandtes nemlig i Siebke”'s Samling i et enkelt ubestemt Fxplr. (3) fra Odalen, fundet 7de Juni 1848; desuden ogsaa I Aall”s Samling fra Næs Værk i to Exemplarer (39). Prof. Aurivillius i Stockholm, der har haft de tvende sidstnævnte Exemplarer til Paasyn, har meddelt mig, at Arten tillige er bleven fundet ved Stockholm af Lektor Thedenius. Udviklingen er ubekjendt. 8. Tæniocampa miniosa Fb. Fandtes i Aall's Samling fra Næs Værk i tvende Par (235 29). Forekommer baade i Danmark og i det sydlige Sverige, men er ikke observeret i Finland. Larven lever især paa Quer- cus, men ogsaa paa Betula og Populus. 9. Orthosia iris Zett. (crasis H. S.) Denne sjeldne, hidtil kun fra de svenske og finske Lapmar- ker kjendte Art toges i et enkelt Explr. (3) af Sognepræst Sandberg i Langfjorddalen i Sydvaranger 15de August 1882. Artens Udvikling er aldeles ukjendt. 1885.] TILLÆG TIL NORGES LEPIDOPTERFAUNA. 5 10. Aeidalia straminata Tr. Fandtes i Esmark”s Samling i et enkelt Explr. (5), fan- get paa Tobiesens Løkke ved Kristiania 13de Juli 1848. Ifølge Meddelelse fra Prof. Aurivillius, der har haft Exemplaret til Paasyn, stemmer det godt med Herrich-Schåffer's Figur. Arten er ellers ikke observeret inden Skandinaviens Grændser, men derimod baade i Danmark og i Finland; hører ellers hjemme i Mellem- og Sydeuropa. Larven lever paa Chenopodium, Thy- mus og andre lave Planter. 11. Eugonia autumnaria Wernbg. Af denne Art, der tidligere ikke har været anmærket som skandinavisk, forefandtes FExemplarer fra Tøien sammen med almaria L. baade i Siebke”s og Esmark”s Samlinger, 2 Han- ner og 3 Hunner ialt. Den ene 9 i Siebke”s Samling er fan- get 26de August 1852; for de øvrige er Tiden ikke angivet. Utvivlsomt forekommer Arten ogsaa i Sverige, men den er ikke optaget i Wallengren”s Fortegnelse, ligesaa lidt som den af Tengström er opført som finsk. For Danmarks Vedkommende anføres den af Haas som fundet i et enkelt Explr. i Sønder- jylland. Larven lever paa flere forskjellige Slags Løvtræer. 12. Pericallia syringaria L. To Hanner, fangede 14de Juni 1854 paa Løkken Fjeldstuen ved Drammensveien, fandtes i Esmark”s Samling. Arten er fundet saavel i Sverige som i Finland, men kun énkeltvis og sjelden, saaledes som Tilfældet ogsaa er i Danmark, hvor den er mere udbredt. Larven lever paa Syringa, Ligustrum, Lomi- cera etc. 13. Hybernia marginaria Bkh. Et enkelt Explr. (3) i Aall”s Samling fra Næs Værk. I Sverige er den fundet op til Upland, men er ikke observeret i Finland; derimod forekommer den i Skotland. Larven lever paa mange forskjellige Slags Løvtræer. er 6 W. M. SCHØYEN. [No. 10. 14. Anisopteryx æseularia Schiff. Fandtes ligeledes i Aall”s Samling fra Næs Værk i 3 Han- Exemplarer. Forekommer baade i Sverige og i Skotland, der- imod ikke i Finland. Larven lever paa mange Slags Levtræer. 15. Biston stratarius Hufh. En enkelt 9 i Aall”s Samling fra Næs Værk. Forekom- mer ligesom foregaaende baade i Sverige, op til Upland, og i Skotland, men ikke i Finland. Larven lever paa Løvytræer af de forskjelligste Slags. 16. OQdezia tibiale Esp. v. Eversmannaria H. S. Fra Forstkandidat Hagemann i Saltdalen modtog jeg ifjor et Explr. af denne særdeles sjeldne og interessante Form, fan- get Sommeren 1884 antagelig i Nærheden af Storjord. - Prof. Aurivillius, der har haft Exemplaret til Paasyn, har sendt mig en Kopi af Herrich-Schåffer”'s Figur, hvoraf fremgaar, at det her omhandlede Explr. har meget bredere hvide Baand og er noget større end det af Herrich-Schåffer afbildede. Denne Form opføres af Tengström som fundet i russisk Karelen og skal ifølge Staudinger”s Katalog desuden kun være kjendt fra Sibirien. Den er altsaa ny for Skandinaviens Fauna og hører til de største Sjeldenheder. 17. Cidaria cognata Thbg. (firmata Hb.) Blandt Siebke”s Exemplarer af Cid. variata Schiff. v. obe- liscata Hb. fandtes ogsaa et Explr. (3) af denne skuffende lige Art fra Tøien, fanget 7de Septbr. 1848. Den forekommer i Sverige udbredt op til Helsingland, ligesom den ogsaa findes i Skotland; derimod er den ikke anmærket for Finland og heller ikke for Danmark. Larven lever ligesom v. obeliscata'S paa Furu. 18. Cid. funerata Hb. Denne saavel for Skandinavien som for hele Nordeuropa nye Art fandtes i Esmark”s Samling i et enkelt Explr. (3), fanget 1885.] TILLÆG TIL NORGES LEPIDOPTERFAUNA. 7 ved Stabæk i Bærum vestenfor Kristiania og bestemt som C. tristata. Var tidligere kun kjendt fra Alperne, Altai etc. og er en stor Sjeldenhed. Røssler”s (1. c., p. 156) antydningsvis udtalte Formodning om, at funerata skulde være en formørket Form af molluginata Hb., kan jeg med det her omhandlede Explr. for Øie ikke til- træde. 19. Cid. hydrata Tr. Ligeledes en for Skandinavien ny Art, der tidligere har været kjendt nordligst fra Livland. Den fandtes i Esmark”s Samling i tre ubestemte FExemplarer, fangede 10de Juni og 31te August (?) 1849 i Dragonskoven paa Th. Heftye”s Landsted ved Drammensveien... Larven lever i Frøkapslerne af Silene nutans. 20. Eupithecia subnotata Hb. Toges af Prof. Esmark fra Ilste til 20de Juli 1848 paa flere Steder i Vestre Aker tæt ved Kristiania, nemlig ved Fjeld- stuen, Frogner og paa Bygdøen. Findes i Sverige op til Upland og desuden baade i det sydlige Finland og i Skotland. Larven lever paa Chenopodium og Atriplez. 21. Fup. seriptaria H. S. I min Fortegnelse over Saltdalens Lepidoptera (Tromsø Mus. Aarsh. V., p. 38) har jeg opført som E. pygmæata Hb. et den 6te Juli 1881 in copula fanget Par af en Eupithecia, der ved senere Undersegelser har vist sig at tilhøre den for Skandina- vien og Nordeuropa nye scriptaria H. S., som jeg dengang ikke kjendte in natura. Jeg har senere faaet et Explr. af denne Art fra Tyroleralperne, hvormed Parret fra Saltdalen stemmer. Arten, der tidligere kun var kjendt fra Alperne, vinder altsaa herved ogsaa arktisk Borgerret. Dens Udvikling er ukjendt. 1 Efterat ovenstaaende var sat, har jeg haft Anledning til at se nok et Explr. af denne Art, fanget i Søndre Aurdal, Valders, 11te Juli 1884 af Sognepræst Sandberg. 8 W. M. SCHØYEN. [No. 10. 22. Fup. immundata Z. Fandtes i Siebke”s Samling blandt E. satyrata i et enkelt Explr. (2), fanget paa Løkken Rosenhof, Kristiania, den 6te Juli 1849. Arten er, saavidt vides, endnu ikke observeret hverken i Danmark eller Sverige, men derimod ved Petrosawodsk i Fin- land, ligeledes i et enkelt Hun-Explr. den 23de Juni 1870; des- uden ved St. Petersburg og i Livland. Larven lever i Frugterne af Actæa spicata. 23. Eup. lariciata Frr. Toges af mig i et enkelt Explr. (3) ved Mandal i sidste Halvdel af Juni 1882. Heller ikke denne Art er anmærket som forekommende i Sverige; derimod er den fundet saavel ved St. Petersburg som paa Sjælland og i England og Skotland. Lar- ven lever paa Larix og Juniperus. Følgende i 3die Bind af Siebke”s ,Enum. Ins. Norv.* som norske indtagne Arter har jeg under Gjennemgaaelsen af Sieb- ke's Samling fundet enten feilagtigt bestemte eller manglende der, hvorfor de rettelig bliver at stryge af Fortegnelsen, ialfald foreløbig, indtil deres Forekomst hos os kan blive sikkert kon- stateret: Dryobota protea Bkh. (Enum. p. 58). Det omhandlede Explr., fundet af Siebke i Tøienhaven, tilhører ikke denne Art, men derimod Hadena unanimis. Da imidlertid D. protea i Sverige er observeret helt til Upland og desuden ogsaa forekommer i Skotland, er det rimeligt, at den ogsaa vil findes her i Landet. Caradrina arcuosa Hw. (1. c., p. 65—66). Siebke's Explr. fra Drivstuen er kun en affløien Agr. conflua. Arten skal for- ovrigt ifølge Wallengren være fundet i Skaane, og da den ogsaa forekommer baade i Skotland og i det sydlige Finland, ter den nok ogsaa være at paatræffe hos os. 1885]. TILLÆG TIL NORGES LEPIDOPTERFAUNA. 9 Nemoria viridata L. (1. c., p. 80), opgivet som fundet af Siebke i Østerdalen, manglede aldeles i hans Samling. I Es- mark”s Samling fandtes et Par angivelige viridata, men som ikke tilhørte denne Art. Acidalia ochrata Scop. (1. c., p.80—81). Alle de saaledes be- stemte FExemplarer tilhører similata Thbg. (perochraria F. R.). Jeg er endnu ikke ganske paa det rene med, om vi har den virkelige ochrata her i Landet eller ikke. Eugonia erosaria Bkh. (1. c., p. 85) fandtes ikke i Siebke”s Samling. Hvorvidt Schneider”s Explr. virkelig er denne Art, ved jeg ikke; i modsat Fald bliver Arten at stryge af Faunaen indtil videre. Skal forevrigt i Sverige være fundet op til Up- land og bør vel saaledes ogsaa forekomme her, saa meget mere som den findes i Skotland. Boarmia angularia Thbg. (1. c., p. 89) fandtes heller ikke i Siebke”s Samling, og dens Forekomst hos os synes derfor at tiltrænge Bekræftelse. Den findes baade i det sydlige Sverige og ved St. Petersburg, samt er anført som tvivlsom for Skotland. Trykt 12 Mai 1885. K Had Å | å uti Å å Av ) OE er å kr Le å 6) 0 PE VE er AE on å hop AR: Å Qt vel DE PA ES EE ELD OTER Nr g > i UNIT 0 å | i å å å A Å ö k ; e Å å ' 1 på VE N i AN t i Å Å Å føl” h . , å = Å i D DE ” EE tn i Ed = Ua NF » AG dæ Vel re Om Mathematikundervisningen i vore Skoler. ll. AM Sophus Lie. (Foredraget i Fællesmødet 13de Februar 1885). ——— — — I et tidligere Foredrag tillod jeg mig at fremsætte flere kritiske Bemærkninger om Mathematikundervisningen i vore Mid- delskoler og Latingymnasier. Da disse mine Udtalelser har for- anlediget Hr. Skoledirekteør Bonnevie (,, Dagbl.* 9de Januar 1885) til at fremkomme med en Række Modbemærkninger, hvis Beret- tigelse jeg ikke kan anerkjende, anser jeg det for rigtigt at for- søge at belyse fra mit Standpunkt de vigtigste Uoverensstem- melser mellem vore Meninger om dette for vore Skoler vigtige Spergsmaal. Samtidig vil der blive Anledning til at give en mere detaljeret Redegjørelse for mine Anskuelser om, hvorledes Mathematikundervisningen bør ordnes i Middelskolen og Latin- gymnasiet. Realgymnasiet vil jeg heller ikke idag indlade mig paa. Naar Hr. Skoledirektøren slutter sin Opsats med at paastaa at Gjennemførelsen af mine Planer vilde komme ud paa, at man Vid.-Selsk Forh 1885. No 11. 1 2 SOPHUS LIE. [No. 11. sløifede Middelskolen, saa -vil jeg udtrykkelig fremhæve, hvad mit forrige Foredrag forøvrigt med stor Tydelighed viser, at jeg ingenlunde agter at rette noget Angreb mod de Tanker, som lig- ger til Grund for vor højere Skoles Delming å Middelskole og Gymnasium. Naar derfor Hr. Skoledirektøren fremholder, at denne Del- ning medfører visse Ulemper, men samtidig med en vis Udfør- lighed betoner de endnu større Fordele, der menes opnaaet gjen- nem samme, saa ser jeg ingen Grund til at indlade mig paa en Diskussion desangaaende. Jeg har gaaet ud fra og agter frem- deles at gaa ud fra den bestaaende Delning som den Ramme, i hvilken de forskjellige Fag for Tiden maa indordnes paa den hensigtsmæssigste Maade. Mine Anker var rettede alene mod Middelskolens og Latin- oymnasiets Mathematikundervisning, der særlig for de vordende Latinstudenters Vedkommende skildredes som ufuldkommen, me- dens det medgaves, at den i visse Henseender var tilfredsstil- lende for de Elever, som afslutter sin Skolegang med Middel- skolen. Der antydedes i store Træk, hvordan Mathematikunder- visningen efter mit Skjøn burde ordnes. I fuld Overensstemmelse med min Opfatning af den nærværende Ordning fremhævedes vistnok stærkest de Fordele, som de vordende Latinstadenter vilde opnaa gjennem en rationel Omordning. Men med ikke mindre Tydelighed, om end mere kortfattet, fremholdtes, at man herigjennem, saalangt fra at skade Middel- skolen som Borgerskole, tillige vilde ramme deres Tarv, som i samme afslutte sin Skolegang. Under disse Omstændigheder er det mig gaadefuldt, hvordan Hr. B. kan sige, at han ikke har nogen Opfordring til at indlade sig paa en Diskussion om de i mit Foredrag fremførte Anskuelser om, hvordan Mathematik- undervisningen burde ordnes i ,en Skole, der organiseredes ude- lukkende med vordende Latinstudenters Trang og Tarv for Øie." Havde den af mig antydede Ordning af Mathematikunder- visningen medført Forandringer i det Timeantal, som er henlagt til Mathematiken, eller havde den overhovedet foranlediget andre Forandringer i den hele Skoles Ordning, saa havde det været 1885]. om MATHEMATIKUNDERVISNINGEN I VORE SKOLER. 3 ensidigt at indskrænke sig til at tale om Mathematikundervis- ningen alene. Det kan forevrigt gjerne oplyses, at det i mine ØQine i og for sig ikke er heldigt, at Tyngdepunktet for de vor- dende Latinstudenters Mathematikundervisning er henlagt til den umodne Alder i Middelskolen. I denne Henseende er disse Flever formentlig uheldigere stillet end nedvendigt i en Skole, som kun havde deres Tarv for Øie. Naar imidlertid Hensyn skal tages til Middelskolen som Borgerskole, ligesom ogsaa til Realgymnasiet, saa turde det være vanskeligt om ikke umuligt at gjøre nogen Forandring i saa Henseende. Jeg har derfor, netop fordi jeg ikke udelukkende eller endog blot særlig har vordende Latinstudenters Tarv for Øie, ikke med en Stavelse antydet Ønskeligheden af, at Tyngde- punktet for vordende Latinstudenters Mathematikundervisning blev henlagt til Latingymmasiet. Men naar de Forandringer i Mathematikundervisningen, for hvilke jeg tog tilorde, ikke greb forstyrrende ind i den hele Skoles Ordning, ja formentlig end ikke berørte et eneste andet Fags Interesser, hvorfor skulde jeg da tage Hensyn til andet end Mathematikundervisningens egne In- teresser? De Bebreidelser for Ensidighed, Hr. Skoledirekteren retter mod mig, mangler saaledes i mine Oine enhver reel Be- ørundelse. — | De Argumenter, gjennem hvilke Hr. B. søger at godtgjøre Utilladeligheden af isolerede Forseg paa at reorganisere Mathe- matikundervisningen, anser jeg det for rigtigt delvis at citere, ikke alene for stærkt at henlede Opmærksomheden paa de vig- tige Indrømmelser, som de indeholder, men særlig for at faa An- ledning til med størst mulig Klarhed at paavise en ikke uvæsent- lig Ræsonnementsfeil, hvoraf de i mine ØQine lider. | Hr. Skoledirektøren medgiver først, at det ikke kan nægtes, at Skolens Delning i Middelskole og Gymnasium har medført enkelte Ulemper for dem, som uddanner sig for Universitets- studierne, idet man har været nødsaget til visse Afvigelser fra den Læregang, som man ellers vilde have opstillet for de for- skjellige Fag. Derefter fortsætter han saaledes: ... ,Spørgs- maalet bliver da: Er disse Ulemper, som Skolens Ordning vol- 1* 1 SOPHUS LIE. [No. 11. der de studerende Elever, saa uheldbringende for Universitets- studierne, at man af Hensyn til dem bør opgive den store For- øgelse i Evnen til umiddelbart at tjene den store Almenhed til Gavn, som Skolen ved den nye Ordning har vundet? Det er dette Spergsmaal, som jeg mener, Hr. Professoren burde bringe paa det rene, før De for Alvor søger at reorganisere Mathema- tikundervisningen i de høiere Skoler .... De ser blot paa Mathematikundervisningen, den vil De have reorganiseret; i For- bigaaende sagt vilde jeg ogsaa dette, hvis Skolen ikke havde andet at udrette end at forberede Studerende for Universitetet: Men vil de sige, jeg behøver jo ikke at gribe ind i Skolens hele Ordning, fordi jeg vil omordne Undervisningen i Mathematik. Heri tror jeg dog, at De tager Feil. Jeg føler mig forvisset om, at Repræsentanter for andre Fag kunde komme med lig- nende Fordringer og med større Berettigelse; det kunde da om flere af de betydeligste Undervisningsfag komme til at hedde, som Hr. Professoren siger om Mathematikundervisningen, at man faar begynde i Middelskolen, men ikke afslutte noget i denne Skole; Afslutningen ber først ske ved Udgangen af Gymnasierne, og de, der maatte afslutte sin Skolegang med Middelskolen, fik trøste sig med, at de vilde faa Erstatning for Savnet af en Af- slutning i det blivende Udbytte for deres Tænkeevne af den Ind- sigt, de i Middelskolen maatte have tilegnet sig i Fagenes Be- gyndelsesgrunde. * Hr. Skoledirekteren argumenterer her, som man ser, paa den Basis, at naar Arithmetik- og Geometriundervisningen for de vordende Latinstudenters Vedkommende skulde paabegyndes, men ikke afsluttes i Middelskolen, derimod begge fortsættes i Latingymnasiet, saa vilde de, som ei gik over til Gymnasiet eller nogen anden Skole, ikke faa nogen naturlig Afslutning paa sin Mathematikundervisning. Dette Ræsonnement ser kanske ved første Oiekast ret slaaende ud; men det staar ikke for en nær- mere Prøvelse. Da det imidlertid oftere er fremsat, anser jeg det for magtpaaliggende at belyse Feilen i samme saa klart, at ogsaa Ikkefagmænd kunne se den. Min Paastand gaar ud paa, at det er ikke alene muligt, men 1885.] om MATHEMATIKUNDERVISNINGEN I VORE SKOLER. 5 endog forholdsvis let at indrette Mathematikundervisningen i Mid- delskolen paa en saadan Maade, at den giver en naturlig Afslut- ning for dem, som standser der, og samtidig danner et solid og hensigtsmæssigt Grundlag for dem, som gaar over til Gymna- sierne eller til en anden Skole. Der bestaar i Virkeligheden mellem Mathematik paa den ene Side og til Ex. Geografi og Historie paa den anden en Grundforskjel, som her kommer i væsentlig Betragtning. Det ligger saaledes i Sagens Natur, at Geografi-Undervisningen i Mid- delskolen, saasandt denne skal give en afsluttende Dannelse, ei kan indskrænke sig til enkelte Verdensdele. Ligesaalidt er det muligt at henlægge for Ex. de nyere Tiders Historie ude- lukkende til Gymnasierne. Thi heraf vilde jo følge, at de, som standsede med Middelskolen, kom til at blive fuldstændig uvidende i Afsnit af de nævnte Fag, der var ikke mindre vig- tige end de, som de havde lært. Af Geografi og Historie kan saaledes ingen væsentlig Del fuldstændig sleifes i Middelskolen; derom er vel alle enige. Med mange andre Skolefag er Forhol- det ialfald tilnærmelsesvis det samme. Men herfra kan ikke uden videre drages Slutninger om, hvordan Mathematiken maa tages i Middelskolen. Undervisningen i Mathematik kan ordnes og er faktisk ord- net paa overordentlig mange væsentlig forskjellige Maader. Man kan ialfald for Geometriens Vedkommende stanse ved Begreber» som de gamle Grækere besad; men man kan ogsaa i større eller mindre Udstrækning medtage de to sidste Aartusinders mathe- matiske Begrebserobringer. Hvilken Uendelighed af forskjellige rationelle Afslutninger Mathematikundervisnisningen som Følge heraf kan faa, vil ganske vist kun Fagmænd fuldt ud forstaa. Men en Forestilling herom vil jeg dog søge at give ogsaa Ikke- fagmænd. I det Oiemed vil jeg tillade mig et Par korte Be- mærkninger om Mathematikens eller rettere sagt (Geometriens Udviklingshistorie. Vistnok bliver det i en vis Forstand en Digression; med den synes mig berettiget derigjennem, at den kaster Lys over det foreliggende Emne. I Geometriens Historie kan man skjelne mellem tre Hoved- 6 SOPHUS LIE. [NOME epoker, hvoraf hver igjen kan deles i et stort Antal Underafde- linger. Den første Epoke danner de gamles Geometri, hvis vig- tigste Udviklingstrin til en vis Grad karakteriseres ved de tre store Navne FEuclid, Appollomius og Archimedes. Neppe er det den Dag i Dag muligt at angive noget helstebt Menneskeværk, som, hvad Tankens Strenghed angaar, staar over de gamles Geometri. Den anden Epoke begynder med Descartes's Grundlæg- gelse af den analytiske Geometri, som gjennem Newtons og Leib- mitz's Opdagelse af Differential- og Integralregningen fik en før uanet Magt. Denne Epoke naaede i en vis Forstand sin høieste Udvikling i Slutningen af forrige Aarhundrede gjennem Monge, der forberedede Overgangen til den tredie Fpoke, vort Aarhun- dredes Geometri, der forener de to tidligere Epokers Fortrin i en høiere Enhed, og som forevrigt kan deles i flere væsentlig forskjellige Udviklingstrin. Geometrien, denne Aartusinders stolte Bygning, er saaledes ingen udelelig Organisme. Den kan, om end ethvert Billede hal- ter, sammenlignes med en Bygning med mange Etager, af hvilke enhver hviler paa de lavere liggende. I Overensstemmelse her- med kan Geometriundervisningen ordnes paa overordentlig mange forskjellige Maader, alt efter hvor langt man vil gaa. Og i Virkeligheden kan man ogsaa her i Landet paavise flere Trin i Geometriundervisningen, der svarer til Videnskabens egen histo- riske Udvikling. Vore Realstuderende faar saaledes nu for Tiden et rigtignok stærkt begrændset Kjendskab til alle tre Epokers vigtigste Be- greber. Derimod gaar vore Officerers og Bergstuderendes Geome- triundervisning ikke udover den anden FEpokes Begreber. Det samme gjælder vore Realartianere, dog med den overmaade væsentlige Forskjel, at deres Undervisning er lagt saa lavt, at man ikke anvender Differential- og Integralregning. Tager jeg endelig vore Latinskoleelevers Geometriundervisning, saadan, som den var før den sidste Lovforandring, saa gjaldt den kun de gamles Geometri, og vel at mærke, kun en Brøkdel af samme, nemlig den KEuclidiske Geometri og ogsaa den taget i snæver Forstand. 1885.] om MATHEMATIKUNDERVISNINGEN I VORE SKOLER. i Selv inden de gamles Geometri giver vor egen Mathematik- undervisning Exempler paa, at Stofbegrænsningen kan varieres alt efter den Tid, som anvendes, og den Aandsudvikling, som forudsættes. Vi har jo t. Ex. havt Skoler, som udelukkede Stereometrien, medens andre medtager dens Elementer. Ingen vil benægte, at det langtfra er selvsagt, men tvært- imod overmaade vilkaarligt, hvor heit man vil føre Geometri- undervisningen, og ligesaa gjør jeg sikker Regning paa, at det vil indrømmes, at den abstrakte Analyses Stilling er væsentlig den samme. Det vil medgives, at det Problem at indrette en Skole saaledes, at den giver visse Elever en afsluttet, andre derimod en forberedende Mathematikundervisning, ofte er løst, uden at hverken den lavere eller høiere Læreanstalt har lidt derunder. Efter dette skulde man ikke paa Forhaand tro, at det kunde være forbundet med wuovervindelige Vanskeligheder at indrette Mathematikundervisningen i Middelskolen saaledes, at den opfyldte begge de Krav, som stilledes til den. Vi vil se lidt paa, hvorledes Stillingen var, samt forsøge at vise, hvor- dan man burde have lest angjældende Problem. I vore gamle Latinskoler læstes kun Plangeometri og Arith- metik (eller om man vil elementær Algebra). Saa ufuldkommen denne Undervisning ofte var, særlig paa Grund af, at vi for 30 —40 Aar siden endnu ikke havde særligt uddannede Mathema- tiklærere, saa var dog Planen for Undervisningen i sine Hoved- træk rigtig, om man end ofte undlod at anvende tilstrækkelig Tid paa praktiske Øvelser. Da man besluttede sig til at dele den gamle Latinskole i Middelskole og Gymnasium, laa det i mine Øine overordentlig nær at henlægge til Middelskolen væsent- lig kun de mest elementære Dele af den gamle Skoles Mathe- matikundervisning. Men de, som opgjorde den nye Plan, synes ikke at have gjort sig det tilstrækkelig klart, at man kan drage i hvert Fald én naturlig og skarp Grænse mellem en lavere og en højere Del af det nævnte Undervisningsstof. Da det ikke lykkedes at indpasse alt paa en tilfredsstillende Maade i Middelskolen, og en Delning saaledes ansaaes for nød- vendig, saa valgte man den i mine ØQine uheldige Udvei at ad- 8 SOPHUS LIE. [No. 11. skille de neie sammenhørende Fag Geometri og Arithmetik. Den plane Geometri henlagdes helt til Middelskolen, hvorved dog som før sagt de høiere liggende Afsnit fandt og maatte finde en stedmoderlig Behandling og det vel at mærke ikke alene kvantitativt, men ogsaa kvalitativt. Arithmetik og Algebra fandt derimod kun i Egenskab af Regning Plads i Middelskolen. Saa- ledes som jeg og formentlig alle andre har læst Loven (man se Fortalen til Hr. Skoledirekter Bonnevies Arithmetik), kan der ikke fordres af ,Eleven, at han skal gjøre Rede for en syste- matisk Udvikling af Arithmetik og Algebra*; derimod forlanges udtrykkelig, at han skal kunne gjøre Rede for den plane Geome- tri efter en liden Lærebog. Naar derfor Loven kræver Indsigt og Færdighed i praktisk Regning samt i Regning med Bogstav- størrelser, saa kan derved kun menes den Indsigt, som kan vin- des, uden at Eleven lærer virkelige Bevis. Efter mit Skjøn kan der under disse Omstændigheder ikke være Tale om, at Loven fordrer, at Eleverne skal ,trænge ind i Begreberne eller forstaa den indre Sammenhæng mellem de Operationer, som udføres.* Det faar i denne Forbindelse erindres, at det blev bestemt, at de, som gik over i Gymnasierne, skulde begynde Arithmetiken helt fra Begyndelsen, da Regneundervisningen i Middelskolen ei kunde ansees for et hensigtsmæssigt Grundlag til at bygge videre paa. Saa villig som det skal indrømmes ikke alene, at Arith- metikundervisningen i Middelskolen kan anlægges mere rationelt og derigjennem tillige mere ,praktisk*, end Loven forlanger, men ogsaa, at Hr. Bonnevie har lettet Bestræbelser i denne Ret- ning gjennem sin lille Arithmetik, saa ser jeg mig dog nødsaget til at fastholde mine tidligere Udtalelser om, at Arithmetik- undervisningen i Middelskolen efter Loven er uhensigtsmæssig ordnet ligesaavel for dem, der stanser her, som for dem, der gaar over i en høiere Skole. Inden den elementære Plangeometri og Arithmetik kan der drages flere Grænser mellem lavere og høiereliggende Partier. Men det er særlig én Grænse, som er gjennemgribende. Den leveres af Irrationalitetsbegrebet. Det, som er uafhængigt af dette høitliggende Begreb, bør i det væsentlige henlægges til Mid- 1885.] om MATHEMATIKUNDERVISNINGEN I VORE SKOLER. 9 delskolen. Derimod bør de Theorier, som med Nødvendighed forudsætter dette Begreb, å Regelen henlægges til Gymnasierne. Middelskolens rationelle Arithmetikundervisning, der selv- følgelig ber støttes ved praktiske Øvelser, vilde efter denne Plan væsentlig komme til at omfatte følgende Theorier: Grund- operationerne i hele og brudne, positive og negative Tal. Læren om Primtal, fælles Maal og Multiplum, Decimalbrøk, Proportions- lære, Ligninger af første Grad, Potenser med hele Exponenter, samt hvad der kan siges om Roduddragning uden Indførelse af Begrebet irrationalt Tal. For med faa Ord at karakterisere en til den antydede Plan svarende Geometriundervisning i Middelskolen er det bedst at tage Dr. A. S. Guldbergs Lærebog som Udgangspunkt. Sammes fire første Bøger maatte i det væsentlige henlægges til Middelskolen. Hvormeget der kunde medtages af de to sidste Beger fik bero paa, hvad Tiden tillod, paa hvad Middelskolens Egenskab af Borgerskole krævede, samt paa det Hensyn, at Begrebet :ncom- mensurabelt maatte undgaaes. Hvad jeg her har sagt, sammenholdt med mit forrige Fore- drag, giver en klar Forestilling om, hvordan jeg har tænkt mig Mathematikundervisningen i Middelskolen ordnet, uden at jeg hermed vil have udtalt en definitiv Mening om alle Detaljer. Paa dette Grundlag maatte der bygges videre i Gymnasierne eller i de øvrige Skoler, som hviler paa Middelskolen. Det vil neppe benægtes af ret mange, at en saadan Plan er hensigts- mæssigere end den nu gjældende for dem, som fra Middelskolen gaar over til en høiere Skole. En fortsat Diskussion synes under Forudsætning heraf væsentlig at burde dreie sig om, enten den gamle eller den her fremsatte Plan bedst rammer deres Tarv, som afslutter sin Skolegang med Middelskolen. Jeg har søegt efter den Erfaring, jeg som Lærer og mange- aarig Examinator har erhvervet og efter mit Kjendskab til de almindelig fastslaaede Principer for Mathematikundervisningen, at fremholde de vigtigste Mangler ved den nærværende Ordning samt Hovedtrækkene for en ny og bedre. Jeg skulde tage meget feil, om ikke de sagkyndiges Mening i det storetaget gaar i % 10 s. LIE MATHEMATIKUNDERVISNINGEN I VORE SKOLER. |[No. 11. samme Retning som min, om der end kanske gives enkelte, som mener, at de methodiske Forbedringer, hvis Nødvendighed an- erkjendes, vilde kunne naaes uden Lovforandring, blot ved regle- mentariske Bestemmelser. Efter min Overbevisning er dog en Lovforandring nødvendig. Maalet forfeiles, naar man tøier Loven udover dens Grænser. Trykt 25 Septbr. 1885. Om Kolonos Agoraios. Af Dr. L. B. Stenersen. (Fremlagt i Fællesmødet den 4de Mai 1885.) Ch det Sted i Athen, som kaldtes Kohwvdög æyopaiog, have vi følgende litterære Vidnesbyrd: 1) Harpokration (og Suidas) v. Kohwvétag' Ymepeldug sv TO TpOg Amehhatov mepl TOY Önaavpod:l tole uisdutolg Kohuvårag Wyspatov, émerd” mapa TO Kohmvd elstnnesnv, Og dot. mAnalov våg ayopde, &vda tvo Hoatstetov xal to KEvousaxetov årtv' åuahetto 8& 6 Kohwvoz ovtog myopaior mv då ual Etspoc Kohmvog mpdg å toö Ilogerddvog lepdv, og Ymepeldng dv tå xat Avtoxhéoug' ovtog Sav eln 6 töv inndu.? Peoeuodtng Meta o5Tog RÖDey Undeg;t & Kohovov (éu.n» ov TOY Myosalov, aka Tov TØV Ånnénv. Anpoodsvng Ev toist Koluvndev Por. mepl! TØY Koluvoy A:sdu- pos ta O mEDLNYNTNG al Purdyopog Ev yl Adtidog duenhdev. 2) Pollux VII 132: ot 8& Kohwvétagi [tole produto)g ovopalov] Og Ymepeldng' 340 ydo ovtu» Kolmvåy 6 uåv mmog ånahetto, ov 1 Denne Sætning mangler hos Suidas, 2 Suidas standse* her. Han har ikke Sætningen &g Ymepetd å. 7. %. Å. 3 Mss.: 7nets Runkel (Pherecratis et Eupolidis fragm. S. 55) og Meineke (Comicor. Græcor. fragm. II 1 8, 321) læse 7Ades, vistnok rigtig; derved fremkommer større Ordlighed med det af Pollux o. fl. citerede Ordsprog (se ndfr.), hvortil der aabenbart sigtes, 4 Dindorf: ,fortasse 3å töv seribendum pro åv tois*, Valesius: ,,deest nomen aliquod, nempe titulus orationis.* Vid,-Selsk. Forh. 1885. No. 12. ] 2 L. B. STENERSEN. - No. 12 Jopoxhig uepvntar og Oldlmodor elg avTtdv xATADQVYSVTOG, 6 SY &y omyopd map TO Evpuadxerov, ov Guqesav ol uisdapvodvter Odev xal TOUT Eat elompévov OU mAder, oa & tov Kohmvdv 1500. 3) Sophocl. Oed. Col. Argum. II (ed. Dindorf): . . . &rni 32 76 heyopévm imnim Kolmvs to Spdpa nettar åot. yoo mal Etspoc Kohovög ayoputog meg TÅ Evpusanelo, Ko0g & ol pudupvodvres TPOETTYMETAV, WITE HAL TNV TApoLpiav Em tots nadvarepikovar tiv xorpÖv Suadod7var N | | OW der, an år tov Kormvdy fec0. pynpovever TOY Sdveiv Kolmvv Peoenpatng åv Metan dix vovtov oltog modev hAder; å Kormvov (dun ov TOY ayopaiov, xAha TOY TOY Éxnfuv. 4) Hesychios v. ”OY" mer: "OY" hhdeg, aAA år töv Kornvöv teco. ”Etl tøv utodwtov &heyov tous vap én to Eoyov Erddvrag ogå améhvov moh» Eni podutheuov to 3: mv dv Kolnvö. 5) Photios v. ”OW' mAdes, oa å töv Kolwmvdv feso mapormia håyetar En TOY pLOVAPVOVYTOV. 6) Proverbiorum appendix IV'49 (Corpus Paroemiographorum edd. Leutsch & Schneidewin I p. 444): ”OU' meg, oa åg tov Kohovov (600: åml tv »aduoteprkdvrnv nal Boudfug soyopévuv, TMP0G0V TOY ULeoTGY Tole OVE Édovtag mw améihvov enl vo ut3dotnprov TO då mv Em töv Kornydy. 7) Aristoph. Aves 997 sq. od Set tir mvdodv; OGTLE ElW &yu; Métuy, ov oldev Ea yo Kolovde. Scholiasten hertil har følgende Oplysning: Métwv op1otog o:9700- vopmog mal yempétone' ToVTtOL ÉoTLy Å dvigmutdg O Aeyouevog Métuvog. must 8å Korklotpatos å Kohuvd avddnypd 7. eivar avtod aaTP0AO- yxdv: Evgppovog då, ot tåv Smyuov mv &x Kolmvod. todto påv osv Weddog' Pusyopog yo fAcuxovosa fpnal avtov. to SE Tod Kaxmotpdtov Sihovl [long yoo nyt nal å Kormvo. 058 Pidyopos &y Kohwvs påv avtov ovdåv Hetvar Aéyer, Emil ”Aeudoug då to mpå 1 v, Wilamowitz-Moellendorff i Philol. Unters. H. 1 8. 167 læser dönhov. Til en saadan Rettelse er der ikke Grund, Om Scholiastens Ræsonnement se nedenfor. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 3 Ivdodwpov qALOTPdmLOV EV Ti vöv oven Exximala mpog TO Telge TG év tj Hvxvi. pyrote ovv tå Xwplov, Qusi Ttwver, Exelvo nåv, 8 meprihapBovetar! nal 7 LIvdé, Kohwvdg dotw, 0 Etepog 6 plodog heEyduevog, ov påpog TL viv avvnder yårove Kohmvov nahetv? to omodev tig uaxpds. aTOGG. AAK ov» Est Mehitn ya nav Enetvo, UG &v tois opropoig yåroumtar tig Tåkeug. long 8& åv Koluvd xonvny TG. KOTEGKEVAGNTO Qyslv 6 Povvixog Movotponm ,uig Såotlv 6 META TASTA TAVTNG Poovtiluv; Métny 6 Aeuxovosug. olda o vag xoyvag yet 3 uadettar då nat 6 Movdtoomog åml td mutod XaBolou, OG eloytar. 8) Æschin. I 125: viv é&» Kolwvö ouvomav try Afpovos xahovusvny oevdÄ Qyor Try Enmypiav Eery' ov yap elvar Anp.uovos. Hertil bemærke Scholierne: 8uo etøt Kohwvol Ömpor Tris ”Attmig. al dv 10 uår doydtar voav al Exéxhnto Eoyatnis. 6 Så &repog fmmros. Hdmhov ov å omotden Kolwvö. — I nogle Mss. haves desuden: åév 8& tå épyatm»do of ayopator xal ol p.o- dopvodytes vom. (Aeschinis orationes ed. Schultze pag. 276). Maaske hører hid ogsaa 9) Terent. Andr. 355 sq.: percwrro ad forum. . . ibi ascendo in quendam excelsum locum. Muligvis menes her Kolonos Ago- raios;* men sikkert er det naturligvis ikke. 1 Saaledes læser Dobree; Mss. &xetlvo &émdvm mapahapPavetar; andre Emenda- tioner ere &x. åndvw, 7. og En Grov, 1 7 Se Wachsmuth: D. Stadt Athen im Alterthum I S, 348. 2 Emendation af Sauppe; Mss.: 05tws vm. 7. V. 6. Y. TO Kolwmvov nahetv;" se Wachsmuth 1. c. samt S. 1781) og 1792), R, Christensen i Nord, Tidsskr. f. Filol, og Pædagog. N. R. II S. 796) foreslaar enten at rette tö Kolwvov i Mss. til to Kohwvod eller at stryge disse 2 Ord; dette vilde give samme Mening som Sauppes Emendation, og at det er denne Mening, som oprinde- lig maa have ligget i Ordene, fremgaar klart af hele Sammenhængen. ji] 3 Hos Suidas, der v. Mértwmv giver et Uddrag af dette Scholion, lyder Frynichos-Citatet: tis 8 &otiv 6 petd tadta opovtiluv; Métwv å Åeuxovoreds. 05,0 tås xphvas dymyv. Man har paa forskjellig Maade søgt at restituere Versene; se Meineke: Comicor, Gr. fragm. IT 18. 589; v. Wilamowitz 1. c. læser tig 8 kotiv å petd 1458” å opovrilmv; Mérmv å Aeunovorebe. old, å vås RPÅVAG GJ. 4 Dette antages i Leake: Topogr. Athens iibers. v. Baiter u. Sauppe $8. 186%), Smlgn. Spengel ad 1, 1* 4 L. B. STENERSEN. [No. 12. Vi se altsaa, at Kolonos Agoraios var et Sted — naturlig- vis en Hei; dette viser jo selve Ordet Kolwvig — tæt ved Athens Torv (1; 2); derfor kaldtes den o%yopatoc, en Benævnelse, som forekommer allerede hos Ferekrates (1; 3). Stedet maa have grændset aldeles umiddelbart til Torvet, da det siges at være saavel minalov tig oyopåg (1) som åv oyops (2). Arbeids- folk, Dagleiere holdt til der (1; 2; 3; 4; 8).! Stedet var deres produtrgov (4; 5; 62); det kaldtes derfor ogsaa K. uisdrog (7) eller éoyatmdg (8) og disse Folk selv ,Koloneter* (1; 2). Der- for havde der om de Dagleiere, som møedte for sent frem til Ar- beidet, og som man da sendte tilbage til vo p1owt/210v, dannet sig Ordsproget ov" ve x. tv. Å. (2; 3; 4; 5; 6), et Ordsprog, hvortil tydelig allerede Ferekrates sigter i de 2 Vers af ,, Petale* «1: 3) Paa Kolonos Agoraios laa Hefæstos's Tempel (1), om hvilket Pausanias, der ellers ikke udtrykkelig nævner Kolonos Agoraios, siger (I 14, 6): via 5d& tov Kepauerxov mal otodv tiv nahovut vnv Bas'ketov vase at Honxistou.* Der laa endvidere Eurysa- kes's Helligdom (1; 2; 38). Om denne nævner Pausanias intet i Forbindelse med sin Omtale af Hefæstos-Templet; derimod siger han (I 35, 3) ved Beskrivelsen af Salamis: E39vs0xovg dwp.og got år Ad7varc, hvormed han utvivlsomt sigter til Eurysakeion 1 I nogle af Æschines-Scholierne (ovfr, S. 3) heder det, at foruden Dagleierne stode ogsaa oi dyopuior der. Dette er aldeles upaalideligt. Suidas for- klarer dyopaios: å &v ti] dyopa ANastpePÖpevos Uvbpwnos; smlgn. Theophr. Charact, ed Ussing pag. 91. Disse Personer have naturligvis ikke holdt til særlig paa Kolonos Agoraios, men drevet omkring paa det hele Torv. Hin Tilføjelse skriver sig aabenbart fra en lidet kyndig Scholiast, som rime- ligvis har ladet sig lede dertil af Benævnelsen Koh. dyopoios. Hvad disse Scholier fortælle om Kol. rer er i mere end én Henseende upaalideligt, Herom nedenfor, Naar det paa dette sidste Sted MEN at 26 pasduthptv var E7i töv Kolmvåv, er det ved en aabenbar Feil, at Pluralis her er kommen ind istedenfor Singularis. Dersom ikke dette ogsaa er noget, som Æschines-Scholiasten har fundet paa af sig selv. Derimod er der ingen Grund til at tvivle om Rigtigheden af Benævnelsen K. pisios; denne er hjemlet i Aristofanes-Scholiet, der er ganske anderledes værdifuldt; se herom strax nedenfor, At det af Pausanias omtalte Tempel er identisk med Hefaisteion paa Kol. Agor,, kan ikke være tvivlsomt. Slgn, Wachsmuth 1. c. 8. 1771). 0] ol) r 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 5 paa Kolonos Agor. Det heder nemlig hos Harpokrat. v. Eypvaaxerov' "Ymepeldng åv tå Tpog Aprotoyeltova: tåpevor dativ Evpvaanoug to Alavtog åv ADVivarz odtne ovopatiuevov &v Melirn. Helligdommen har altsaa ikke været et egentligt Tempel, men en Temenos, hvori det af Pausanias omtalte Alter har staaet. Desuden høre vi, at paa Kolonos Agoraios laa et Leiehus, som kaldtes Demon's (8). Scho- liasten til Stedet hos Æschines lader det vistnok uafgjort, om dette Hus laa paa Kolonos Agor. eller i Demen Kohwvyog fmmtog; men at dette Leiehus skulde have ligget i en Deme udenfor Byen, er meget lidet sandsynligt. Strax efter nævnes ogsaa hos Æschines et lignende Exempel paa falsk Benævnelse fra Athen selv, nemlig den saakaldte Andokides's Herme, der ikke var reist af Andokides, men af Fylen Ægéis. Endelig skal der efter Aristofanes-Scholiet (7) paa Kolon. Agor. have været en eller anden Gjenstand, et eller andet Anlæg eller Monument, der stod i Forbindelse med Meton, den bekjendte Astronom og Ingeniør. Dette Scholion er i mere end én Henseende af Vigtighed for Athens Töpografi, og uagtet sin Uklarhed i enkelte Punkter skriver det sig tydelig fra en vel instrueret Person. Vi skulle derfor se lidt nærmere paa det. Meton præseniterer sig hos Aristofanes som den, ,hvem Hel- las og Kolonos kjender*. Scholiasten vil nu have oplyst, hvor- for Kolonos her nævnes, og anfører da forskjellige Forklaringer. Efter Kallistratos fandtes der paa Kolonos et avddnpa a3572010- yxov af Meton, efter Eufronios var Kolonos hans Deme. Dette sidste er nu afgjort urigtigt, da efter Filochoros's Vidnesbyrd Meton var fra Demen Leukonoe [at saa var Tilfældet, godt- gjøres ogsaa ved de nedenfor citerede Ord af Frynichos|. Kal- listratos's Forklaring kan derimod have sin Rigtighed, da der maaske ogsaa paa Kolonos fandtes noget, Meton havde opstillet eller anlagt. Det af Kallistratos nævnte avx9nu.oa aæoT2ohoyzav kan det rigtignok ikke være, thi Filochoros nævner ikke noget avddnpa af Meton paa Kolonos, men omtaler derimod, at han har opstillet et Soluhr paa Pnyx,! hvor ,nu* [d. e. paa Filo- I Dette er vistnok Meningen. Vilde man oversætte de herhen hørende Ord: »Filochoros siger, at Meton ikke har opstillet nogen Ting paa Kolonos, men 6 L. B. STENERSEN. [No. 12. choros's Tid] Folkeforsamlingerne holdtes. Nogle? have da tænkt sig det muligt, at Kolonos, naturligvis p.!ød4og [ikke fzm1oc], tid- ligere har betegnet et større Distrikt, som foruden Kolonos om- fattede ogsaa Pnyx, medens Navnet nu bruges kun om en liden Del af dette Distrikt. Men dette er ikke rigtigt, thi hint Distrikt, hvortil baade Kolonos og Pnyx hører, er Melite, saaledes som oi oprapol tig möksus udvise. Men [her vender Scholiasten til- bage til den ovenfor ved "swa yap 7v 7. xal åv Kolovo udtalte Tanke] maaske har Meton anlagt en Vandledning paa Kolonos. Denne sin Formodning støtter da Scholiasten ved et Citat af Frynichos's ,Monotropos*, hvor Meton omtales som den, der an- lægger Vandledninger; han tilføier som yderligere Støtte, at »som sagt*, [d. e. i Hypothesis], er Frynichos's Skuespil opført i samme Åar som ,,Fuglene*. Om det Resultat, Scholiasten her kommer til, er rigtigt, lader sig ikke afgjøre; han udgiver det heller ikke for sikkert. Men han fører sin Undersøgelse med Kritik, og naar han støtter sin Hypothese ved Henvisningen til, at en anden Komedie, op- ført samme Aar som ,Fuglene*, omtaler Meton som Vand- Ingeniør, da er denne Begrundelse ikke ganske uden Værd. Det fremgaar i alle Fald af Frynichos-Citatet, at Metons Vandled- ninger i Athen paa den Tid have vakt Opsigt og været meget omtalte. Den Vittighed, Aristofanes tydelig tilsigter ved Til- føielsen vw Kolwvös, falder rigtignok lidt mat ud ved denne Forklaring; man venter, at der skulde alluderes til noget, som efter Publikums Mening just ikke var til Ære for Meton,* eller derimod et Soluhr paa Pnyx*, maatte man antage, at F. direkte havde gjen- drevet en ældre Grammatiker eller Historiker. Men dette vilde vel Scho- liasten have nævnt, om saa var Tilfældet, Nu derimod gaar han ud fra, at F. med Soluhret og Kallistr. med dvad. dstpoloy mene samme Gjenstand — hvilket vel ogsaa er rigtigt —, og slutter i Henhold til den bedre Kilde, at K. feiler, naar han siger, at dette Anathem stod paa Kolonos. I v, Wilamowitz 1. ce. S. 166 antager, at hermed sigtes til Didymos, medens Scholiets Forfatter er Symmachos. Dette kan nu være tvivlsomt. Han an- tager desuden, at i det foregaaende, hvor Eufronios og Kallistratos gjendrives ved Henvisning til Filochoros, giver ikke Scholieforfatteren sit eget Ræsonne- ment, men et Referat af Didymos's Bemærkninger. Dette synes imidlertid aldeles ikke at ligge i Scholiets Ord, 2? Smlgn. v. Wilamowitz 1. c. S. 169. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 7 som i alle Fald var mere egnet til at drives Spot med. Men herom kan da intet nærmere siges. Muligvis tænker Aristofanes ved Kolonos paa ,Koloneterne*, Arbeiderne, som holdt til der. Anlægget af Vandledningerne maatte jo skaffe Meton meget at gjøre med disse Folk, og mellem dem og ham kan der da let være forefaldt et eller andet, som Aristofanes nu vil oprippe.? Men det nytter lidet at fremsætte flere Gjætninger. I den nyere Tid har man forsøgt flere Forklaringer, men ingen af dem har vist sig holdbar.” Egentlig har man ikke engang fuld Vished I Jeg ved ikke, om maaske Wachsmuth mener noget lignende, naar han i Rhein. Mus. N. F. XXIII S. 81) efter at have talt om de forskjellige For- klaringer siger: ,Der Witz dass Meton dem Kolonos, d. i. der Schaar der Kolonaiten, der Tagelöhner, bekannt sei, beruht auf einem ganz anderen Grunde * 2? Almindelig mener man, at Metons Hus har ligget paa Kolonos; se Wachsmuth l.e. S. 1789) og 8.682, Der fortælles hos Plut. Nic. 13; Aleib. 17 og Ælian, V. H,13, 12, at Meton selv skulde have stukket Ild paa sit Hus enten for at indbilde Folk, at han var gal, og for paa denne Maade at fritages fra Deltagelse i Expeditionen til Sicilien, eller for at faa sin Søn fritagen derfra paa Grund af den Familien tilstødte Ulykke (Ælian giver kun den første Relation). Om der ligger noget sandt til Grund for denne Historie, kan være tvivlsomt. Men gik der paa hin Tid slige Rygter i Athen, og kan man forudsætte, at Huset havde ligget paa Kolonos, vilde Allusionen hos Aristofanes være meget bitter og virkningsfuld, især da ,Fuglene* er opført ikke længe efter Afsendelsen af Toget til Sicilien. Men hin Forudsætning, at Metons Hus laa paa Kolonos, er aldeles uberettiget. Havde dette været saa, er det utænkeligt, at de ældre Fortolkere, som Scholiasten kritiserer, ikke skulde kjendt nogen Tradition derom og givet en Forklaring, der laa saa nær. Selv om hine Fortolkere havde vidst, at der intet sandt var i Historien om Ildspaasættelsen, eller at Aristofanes ikke sigtede til denne, men Meton dog havde boet paa Kolonos, vilde det ligget saa overordentlig nær for dem at tyde Aristofanes's Ord som en — altsaa temmelig uskyldig — Allusion her- til Og havde Scholiasten forefundet nogen saadan Fortolkning, er det umuligt andet, end at han maatte have nævnt dette. Om Beliggenheden af Metons Hus siger Plutarch intet; Ælian derimod bemærker, at det laa nær ved (åyettvia) Stoa Poikile, og der er ingen Grund til med v. Willamo- witz (1. c. S. 168) at tvivle om denne Bemærknings Paalidelighed. Men vil man lægge denne Bemærkning til Grund for en topografisk Kombination (se Wachsmuth 1. c. S. 1785), bliver dette aldeles uholdbart. Om man end kan bestemme Beliggenheden af Kolonos — hvorom nedenfor —, saa er der, som netop vist, ingen Grund til at ansætte Metons Hus her, og Ælians Angivelse kan saaledes ikke benyttes til derefter at fixere Stoa Poikiles Plads. , Paa den anden Side er Spørgsmaalet, om paa hvilken Kant af Torvet Poikile laa, høist omstridt, og saavidt jeg ser, kan man med det nu foreliggende Materiale kun komme til en Sandsynlighed; Spørgsmaalet lader sig ikke be- 8 L. B. STENERSEN. [No. 12. for, at Aristofanes sigter til Kolonos Agoraios. Dette er vistnok det rimeligste, og derom nærer Scholiasten selv ingen Tvivl. Men der er dog ogsaa en Mulighed for, at det er Kolonos Hip- pios, som menes, og af de ældre Fortolkere, Scholiasten omtaler, kan i alle Fald Eufronios ikke have tænkt paa Kol. Agoraios.! Man kan for Resten se, at Benævnelsen ,,Kolonos Agoraios* har været brugt i forskjellige Betydninger. Det heder nemlig paa den ene Side, at Dagleierne havde sin Plads zapx to Kohowvo), og att mmaiov tig ayopåg, åvda to Hoarstetov xal Evpvsaxerov &otwy: åuaheito 8å 6 Kohwvog odtog ayoputog (Harpokrat. og Suidas; ovfr. S. 1), paa den anden Side, at Kolonos Agoraios var åv ayopd mapA TO Evpusaxetov, ol auvnesav ol prodapvodvtes (Pollux; ovfr. S. 2), hvormed Udtrykkene, at den var m/65 76 Evsuga- eld, TpOg mm ol pisdapvodvteg mpoesthxesav (Soph. O.C. Arg. II; ovfr. S. 2) stemme. Naar det i første Tilfælde siges, at Dag- leiernes Plads var , ved Kolonos Agor., som er nær Torvet, der hvor Hefaisteion og Eurysakeion ligger*, saa maa Kolon. Agor. her være brugt i en anden Betydning end i sidste Tilfælde, hvor Kolon. Agor bestemmes som værende ,paa Torvet ved Eurysa- keion, hvor Dagleierne kom sammen*. Sagen er aabenbart den, at i første Tilfælde menes ved Kolonos Agor. den hele, til Tor- vet grændsende Heide, medens i sidste Tilfælde dermed kun menes det Stykke af Høiden, som gik 1 ét med Torvet, og som var den Plads, hvor Dagleierne holdt til. Selve Navnet Kohwvog viser jo ogsaa, at Stedet maa have været en Hei, ikke blot en enkelt, mindre Plads, og derpaa tyder endvidere, at i de be- svare med evident Sikkerhed, Man kan saaledes heller ikke gaa ud fra Poikiles Beliggenhed og derfra med Sikkerhed slutte, hvor Metons Hus laa. Wachsmuth selv indrømmer ogsaa dette, at der af Ælians Angivelse i og for sig ingen sikker Slutning kan drages, men efter hans Anskuelse kommer alligevel Metons Hus til at ligge baade paa Kolonos og ,i Nabolaget af* Poikile, som han sætter paa Torvets Vestside. Mig forekommer derimod den overveiende Sandsynlighed at være for, at Poikile -laa paa Torvets Østside. — v. Wilamowitz 1. ce, 8. 171 f. antager, at Aristofanes sigter til Kolonos Hippios, og at en af Meton anlagt Kloak mundede ud der — en Hypothese, der kun har saare lidet at støtte sig til. I Kolonos Agor. har nemlig, som nedenfor skal vises, ikke været nogen Deme. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 9 varede Notitser stilles Kolonos Agoraios stadig ved Siden af Kolonos Hippios- | Altsaa paa det Stykke af Kolonos Agoraios, som gik i ét med Torvet, og som saaledes kan siges at være paa Torvet, var Dagleiernes Plads, og umiddelbart ved denne laa Eurysa- keion. Naår derimod Udtrykket bruges om den hele Heide, kan det siges, at denne var nær Torvet, at Dagleierne samledes ved den, og at paa den laa foruden Eurysakeion ogsaa Hefaisteion. Paa Kolonos Agor. — naar derved paa denne Maade forstaaes en mere vidstrakt Lokalitet, den hele Høide — laa rimeligvis, eller i alle Fald muligvis, ogsaa Afrodite Uranias Tempel, om hvilket Pausanias (I 14, 7) siger, at det var nær ved (tiqstov) Hefaistos's Tempel. Det kan godt være, at Benævnelsen samtidig har været brugt baade i den videre og i den snevrere Betydning. Men det er tillige klart, at oprindelig har Kolonos Agor. betegnet hele Høiden; det ser man af selve Ordet Kolwvic. Man er altsaa først senere kommen til at bruge Benævnelsen om den enkelte Plads; men da dette biev almindeligt, behøver det ikke at have fortrængt Brugen af Udtrykket i den ældre, oprindelige Betyd- ning. 1 Milehhöfer i Baumeister: Denkm. des klass. Alterthums, Artikelen ,Athen* S. 151. Wachsmuth 1. ce. S. 179. Naar Wachsmuth for øvrigt antager, at sKolonos* i Tidernes Løb er bleven indskrænket til blot at bruges i den speciellere Betydning, da er dette neppe berettiget. Intet tyder bestemt derpaa, og Exempler nok baade fra Oldtid og Nutid vise, at Stedsnavne saaledes samtidig kunne bruges i en videre og en engere Betydning. Wachs- muth paaberaaber sig i denne Anledning Aristofanes-Scholiet (ovfr. S. 2 f.); derom er følgende at bemærke. Det er vistnok saa, at der i dette Scholion med Ordene p-fmote odv TO ywpiov x. T. Å. fremsættes en Formod- ning af ,noglef (xvust tw=<) om, at Kolonos, som man ,nu* brugte om et Sted bag ,Makra Stoa*, tidligere skulde have havt en mere omfattende Be- tydning, og ved dette Sted ,bag Makra Stoa* menes aabenbart det samme, som ellers kaldes Dagleiernes Plads ved Eurysakeion. Men disse ,nogle* tænke sig ikke, at Kolonos tidligere skulde have betegnet den egentlige Høide, der vel har været betydelig større end Dagleiernes Plads, men dog kun kan have været en enkelt Høide; de udtale en Formodning om Mulig- heden af, at Kolonos før kan have betegnet et langt vidløftigere Distrikt, hvortil ogsaa Pnyx hørte, I Scholiet afvises da denne Formodning som urigtig. 10 L. B. STENERSEN. [No. 12 At Kolonos Agoraios stedte lige til Torvet i Athen, er allerede nævnt. Der reiser sig da Spørgsmaalet, om man nær- mere kan bestemme, paa hvilken Side af Torvet Kolonos laa. Der har mellem de nyere Topografer været Uenighed herom, men jeg kan ikke se andet, end at dette Spørgsmaal er definitivt løst. * | Kolonos Agoraios hørte nemlig til Melite. Dette fremgaar for det første deraf, at Furysakeion efter de litterære Vidnesbyrd laa saavel paa Kolonos Agor. (ovenfor S. 1 f.) som i Melite (Harpokrat. v. Evpvoaxeov, ovfr. S. 5), hvilket sidste igjen be- styrkes derved, at efter Sagnet havde Furysakes boet i Melite.? Et andet Bevis for, at Kolonos Agor. hørte til Melite, haves i Aristofanes-Scholiet (ovfr. S. 2 f.; 6; 91). Af dettes Ord uvmote o5v TO oplov x. T.). Ser man nemlig, at hele det Distrikt, hvortil Pnyx hørte, og hvoraf et Stykke kaldtes Kolonos, var Melite. Og dette Vidnesbyrd er af særdeles Betydning, fordi Scholiets Forfatter der beraaber sig paa ol opgpol tig Töhewg; disse have jo aabenbart været et officielt Dokument,3 hvad enten nu derved skal forstaaes en Fortegnelse eller ligefrem et Kart over de forskjellige By-Distrikters Grændser. | Kolonos Agoraios hørte altsaa til Melite, og om By-Demen Melites Beliggenhed i det hele taget er der neppe længere nogen Uenighed. Melite var Høiderne paa Athens Vestside; den saa- kaldte Nymfehei eller Observatoriehei med Omgivelser hørte i ethvert Fald til Melite.+ Af disse Høider er der kun en, som strækker sig lige ud til det gamle Torv og begrændser dette; 1 Se Wachsmuth 1. c. S. 177 og 349 med den der eiterede Litteratur (af hvilken navnlig Bursians Afhandling ,De foro Athenarum* S, 10 ff. er af Vigtighed for det her foreliggende Spørgsmaal); desuden Dyer: ,Ancient Athens" S. 96 ff.; 227 f.; R. Christensen 1. c. S. 106. Slgn. ogsaa Hertz- berg: ,Athen, Histor.-topogr. dargestellt.* S. 59. 2 Plutarch Solon 10: xatwxnsav 6 påv év Bpavpæw 6 8 [Edpusane] év Menttn. 3 Slgn. v. Wilamowitz 1. c. 8, 111. 4 Wachsmuth1.1,ce.c. Dyer1,c, 8. 97f. Milehhöfer 1 c. 8. 150, Det er ikke ganske afgjort, om Melite indbefattede hele det i Forbindelse med Nymfehøien staaende Høidedrag, altsaa ogsaa ,Museion* eller ,Filopappos*-Høien; men dette er ligegyldigt med Hensyn til Bestemmelsen af Kolonos Agoraios, 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 11 det er Heiden, hvorpaa det saakaldte Theseus-Tempel ligger. Denne Høide altsaa, paa Torvets Vestside, var Kolonos Agoraios, og paa den Del af samme, som stedte umiddelbart til Torvet, havde Dagleierne sin Plads. Saaledes kommer til de ovenfor (S. 4; 9) omtalte Hellig- domme paa Kolonos Agoraios ogsaa det saakaldte Theseion.* Spørgsmaalet bliver da videre, om denne Beliggenhed af Kolonos Agoraios stemmer med de topografiske Angivelser, som findes i de bevarede Notitser for øevrigt. Det er nu i det hele ikke mere end et Par Oplysninger af topografisk Indhold, vi faa. Vigtigst* er den, som Pausanias giver, idet han bemærker, at Hefaisteion, hvis Beliggenhed paa Kolonos Agoraios er sikker nok, laa vmåp tov Kepapexov »ol GT0Xy Thy Xahoupévny Basikerov (ovenfor S. 4). Nu er det ikke ikke tvivlsomt, at Pausanias her bruger ,Kerameikos* om Torvet, der laa i Kerameikos,3 og videre er man berettiget til at anse ,Kongehallens* Beliggenhed for sikker, i alle Fald for saa vidt, som den maa have ligget paa Vestsiden af Torvet.+ De to An- givelser om Hefæstos-Templet, at det laa paa Kolonos Agoraios, d. e. ,Theseion"-Høien, og dmåp otodv Try xahovpévny Baolhetov, stemme altsaa fuldstændig overens — hvad enten nu dmip i denne Forbindelse betegner ,ovenover* eller ,udover*, d. e. ,bortenfor*.3 — Om Hefæstos-Templet vide vi ellers, at det laa ved ,Jern- I I Striden angaaende dette Tempels vigtige Benævnelse skal jeg ikke her indlade mig, idet jeg kun bemærker, at efter min Opfatning kan det ikke være Theseus's Tempel, men er snarest Herakleion i Melite. 2 Naturligvis bortseet fra den Oplysning, at Kolonos Agor. laa ved eller paa Torvet (ovfr. S. 4; 8 f.). At Identifikationen af Kolonos Agor. med ,The- seion*-Høiden ikke strider hermed, siger sig af sig selv. 3 Wachsmuth 1. c. 8. 156; 185 ff. Milchhöfer 1, c. 8. 150. Dyer 1, ce. 8. 200 f. v. Wilamowitz 1, c. S. 1969), 4 Wachsmuth 1.c. 8.161; 200. Dyer 1. ce. 8. 206 f. Milehhöfer 1. c. S. 163. Det er at bemærke, at ved Ansættelsen af Stoa Basileios har man ikke benyttet Kolonos's Beliggenhed som Udgangspunkt. 5 Wachsmuth 1, c. S. 175 f. — Milehhöfer 1, c. 8. 166 vil tyde Pausanias's Ord saaledes, at Hefaisteion og Afrodite Uranias Tempel have ligget over Torvets Sydosthjørne, Dette hænger sammen med hans Anskuelse af Kolonos Agor., hvorom nedenfor. 12 5. B. STENERSEN. [No. 12. torvet*;) men om dette Torv høre vi intet nærmere, og man kan altsaa ikke derefter bestemme Hefaisteions Beliggenhed. Ifølge Aristofanes-Scholiet laa Kolonos Agoraios eller ,Mi- sthios*, som den der kaldes, bag ,Makra Stoa*. Denne ,lange Hal* omtales imidlertid slet ikke ellers i Litteraturen; den nævnes kun engang i en Indskrift fra lste Aarhundrede før Kr., hvor der tales om Opstillingen af en Æresstatue mpo tic]év Kepapemrd vaxoas otjous.? Men dette fører os aldeles ikke videre. Man har vistnok ved forskjellige Kombinationer søgt at identificere denne ,Makra Stoa* med en af de Haller ved Torvet, hvis Navne vi kjende andenstedsfra? Men ingen af disse Kombina- tioner er holdbar, og man kan saaledes af hin Notits, at Ko- lonos Misthios laa bag Makra Stoa, intet slutte angaaende Belig- genheden af Kolonos. 1 Bekker An. Gr, I S. 316, 23; Andoce. de myst. 40. Se Wachsmuth 1. c. S. 180 og Rh. Mus, N. F, XXIII S. 8 f. Det hos Andokides (!ööv 5 Edenpov .. > & ti yakuely nadhuevov dvayaydv udtdv eig tå Hoarsteiov % 7. Å) omtalte yoAxeiov, en Smedie eller Bod, har staaet paa Jerntorvet; høiere oppe, paa Kolonos, laa Hefaisteion. Som Wachsmuth gjør opmærksom paa, var dette Jerntorv forskjelligt fra Dagleiernes Plads, ved hvilken Eury- sakeion laas se ovfr, S. 8 f. - 2 Wachsmuth 1. ce. S. 178. Milchböfer l.e. S. 151, — Af Pausanias's Ord om Hefaisteion se vi, at Kolonos Agor, laa bag Stoa Basileios; i Aristofanes- Seholiet heder det, at Kolonos Misthios laa bag Makra Stoa. Men heri er ingen Modsigelse; i sidste Tilfælde menes nemlig særlig Dagleiernes Plads; smleøn. foregaaende Note. 3 Wachsmuth 1. c., hvor vises, at den ikke er identisk med Kongehallen. Almindeligst tænker man paa Poikile og tager Ælian. V. H. 13, 12 med ved denne Kombination; se herom ovfr. 8. 72). Man har ogsaa tænkt paa py Herme-Hallen* eller en af de Haller, som Pausanias I 2, 4 siger, laa ved den Gade, der gik til Torvet fra Porten, han kom ind ad (d. e. utvivlsomt Dipylon; se Milehhöfer 1. ce. 160 ff. og den der anførte Litteratur). Dette er da ikke andet end rent ud Gjætninger; om hin ,Herme-Hal* vide vi ikke engang med Sikkerhed, at den laa ved Torvet (Wachsmuth S. 204?) Man er overhovedet slet ikke berettiget til at gaa ud fra, at Makra Stoa skal være identisk med en af de Haller, som omtales andensteds. En saa anselig Byg- ning som Attalos's Stoa nævnes jo kun en eneste Gang i Litteraturen, og det ganske i Forbigaaende; tænker man sig — hvad der er godt muligt —, at Makra Stoa ligesom Attalos-Hallen har været et Udsalgslokale, en ,,Torv- Bazar*, bliver det let forklarligt, at ingen af de klassiske Forfattere har nogen Bemærkning om den. — Milehhöfer 1. ce. 8. 167 vil identificere Makra Stoa med Attalos's Stoa af samme Grund, som bringer ham til at søge Hefaisteion og Afrodi- sion over Torvets Sydost-Hjørne; det uberettigede heri skal eftervises nedenfor. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 13 At Aristofanes-Scholiastens egen Forklaring af Metons Ord ikke kan tjene til Grundlag for Bestemmelsen af Kolonos, er allerede omtalt,) og andre topografiske Vink give de bevarede Notitser ikke. Altsaa, naar vi ifølge de S. 10 paapegede Vidnesbyrd be- tragte Kolonos Agoraios som identisk med ,Theseion*-Høiden, staar dette i Samklang med Pausanias's Bemærkning om He- fæstos-Templet, og noget andet, tilnærmelsesvis sikkert Holdepunkt for Bestemmelsen af Kolonos's Beliggenhed have vi ikke. I den senere Tid er fra flere Hold den Anskuelse gjort gjældende, at Kolonos Agoraios skulde have været en af By- Demerne,? og man har tildels heraf villet udlede Konsekvenser, som, hvis de vare rigtige, fuldstændig vilde umuliggjøre Identi- fikationen af Kolonos med ,Theseion*-Høiden. Saavidt jeg kan se, har man her baade i den ene og den anden Henseende været for rask til at drage Slutninger, der i Virkeligheden ere heist usikre. Af de ovenfor S. 1 ff. samlede Vidnesbyrd er der vistnok et, som udtrykkelig erklærer Kolonos Agoraios for en Deme, nemlig Æschines-Scholiet. Men dette Scholion er helt igjennem 1 Ovfr. S. 6 ff. Der er for Resten en antik Vandledning, som lader sig for- følge fra Nordost-Hjørnet af Akropolis indtil, Theseion*-Haven, hvis Cisterne den forsyner; se Ziller i Mittheil, des deutsch, arch, Instit. in Athen II S. 107 ff., særlig S. 115, samt Curtius Atlas v. Athen S. 17 f. og Karten v. Attika H, 1 8. 8. Det vilde imidlertid ikke være tilladeligt heri at se et Bevis for Rigtigheden af Scholiastens Forklaring eller en Støtte for, at Kolonos Agor. er ,Theseion*-Høiden. Athens Vandledninger ere nemlig endnu saa lidet undersøgte, at man aldeles ikke med nogenlunde Sikkerhed kan bestemme de forskjellige Anlægs Alder (Ziller S. 129 f). For Resten har tydeligvis Scholiasten selv ikke kjendt noget til denne eller en anden Ledning, da han ved sin Forklaring kun paaberaaber sig Frynichos's Ord. ? Denne Anskuelse er for øvrigt ikke ny (se Wachsmuth 1. c. S. 355), men efterat den en Stund har været trængt tilbage, er den nu igjen bragt frem og ivrig hævdet, navnlig af v. Wilamowitz og Milehhöfer paa de oftere anførte Steder. — Curtius i Karten v. Attika H. 1 S. 5, hvor han taler om Byens Inddeling, siger, at i Nord stødte Melite til ,Kolonos*; efter hans Udtryk er det dog ikke ganske klart, om han mener, at Kolonos var en Deme eller et By-Kvarter, som Limnai. 14 L. B. STENERSEN. [No. 12. saa upaalideligt, at man umulig kan henholde sig til det. Vi have allerede seet flere Exempler paa dets Uefterretlighed (ovenfor S. 4 f.), og i de Ord, som nærmest vedrøre os her, er der en ny Feil, eller i alle Fald Uneiagtighed. Scholiet siger nemlig 8vo eløt Kohwvol Sipo. this Attmxic; men, som vi strax skulle se, var der tre, ikke to Demer af Navnet Kolonos. Dette Scho- lion maa altsaa her sættes ganske ud af Betragtning, og det kunne vi gjøre saa meget tryggere, som ingen af dem, der for- fegte den Mening, at Kolonos Agoraios var en By-Deme, have fundet det værd at ty til dette Vidnesbyrd. Det er væsentlig fra det epigrafiske Materiale, man henter sit Bevis. Af Prytan-Indskrifter har nemlig først Dittenberger godtgjort, at der fra 3die Aarhundrede f. Kr. af sikkert har været to, og muligvis tre Demer ,Kolonos*; siden har Köhler ligeledes med Benyttelse af epigrafisk Materiale vist, at der alle- rede fra Begyndelsen af 4de Aarhundrede f. Kr. sikkert fandtes tre Demer ,,Kolonos*, tilhørende Fylerne Ægéis, Leontis og An- tiochis.* Indskrifterne selv byde intet Holdepunkt for den nærmere Bestemmelse af disse tre Demer.*” De angive kun Prytanernes Navne og deres Demotikon (Kohwyndev, åx Kohwvov, Korøveig 3), uden at Demen karakteriseres ved noget speciellere Tillæg. At den ene af disse Demer har været Kolonos Hippios, Sofokles's Hjemsted, kan for øvrigt ikke være tvivlsomt. Man slutter da, at Kolonos Agoraios maa have været en af de to andre Demer, som ifølge Indskrifterne have existeret. 1 Hermes IXS. 403 f.; 415. Mittheil. des deutsch. archåol. Inst. in Athen IV S. 102. At Indskrifter fra forskjellige Tider omtale en Deme Kolonos i for- skjellige Fyler, har man ogsaa før været opmærksom paa, men man har for- klaret dette deraf, at Demen har været flyttet fra en Fyle til en anden; se Waechsmuth 1.c. 8.355. Dittenberger og Köhler derimod vise, at Indskrifter, der ere fra samme Tid, omtale en Deme af dette Navn i forskjellige Fyler. Overbeck ,Gesch. der gr. Plast.* I3 S, 472 Anm. 73 siger i Anledning af Theseion-Spørgsmaalet, at Dittenberger har bevist, at Kolonos Agoraios var en selvstændig Demos. Men dette er ikke Tilfældet. Dittenberger beviser af Indskrifterne kun, at der har været flere Demer ,Kolonos*; paa det topo- grafiske indlader han sig aldeles ikke. 3 Kohmvétar, der brugtes om Folkene, Dagleierne fra Kolonos Agoraios (ovenfor S. 1: 4), forekommer ikke som Demotikon. rd 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 15 Dette staar i direkte Strid med de litterære Vidnesbyrd. Ifølge disse har, som vi saa ovenfor (S. 10), Kolonos Agoraios været en Del af Demen Melite og kan altsaa ikke selv have været en Deme. Hertil har man nu i denne Sag aldeles intet Hensyn taget; man maa altsaa stiltiende have ræson- neret som saa, at de epigrafiske Vidnesbyrd, der ere aldeles authentiske Dokumenter, ubetinget blive at anse for de mest paalidelige, medens de litterære Oplysninger i det hele skriver sig fra meget sildige Hjemmelsmænd, om hvem det let kan tænkes, at de have taget Feil. Berettigelsen af dette Ræsonnement indrømmes naturligvis gjerne; men paa den anden Side ere de litterære Vidnesbyrd her saa deciderede og vegtige — et af dem henviser jo for dette Spørgsmaals Vedkommende til et officielt Dokument —, at man ikke uden videre kan sætte dem ud af Betragtning. Til ganske at annulere dem kan man kun være berettiget, saafremt hin Slut- ning, man i Henhold til det epigrafiske Materiale vil drage, er aldeles paalidelig. Om dette er Tilfældet, skulle vi nu under- søge. Altsaa: det staar fast, at der var tre Demer ,Kolonos* — men er det nu derfor afgjort, at nogen af dem har været en By-Deme og faldt sammen med Kolonos Agoraios? Attika er jo et bjergigt og i hei Grad kuperet Landskab; hvor mange Steder kan ikke der have været, som hed ,,Kolonos*, uden at vi vide noget derom eller kunne paavise Beliggenheden af Demer, som have faaet sit Navn deraf? Er der altsaa noget, som her særlig taler for Kolonos Agoraios? Ja, mener man. Milchhöfer (1. c. S. 151) udtaler sig herom paa følgende Maade. Ffter at have sagt, at der var en By-Deme Kolonos, bemærker han, at Kolonos oftest omtales som Dag- leiernes Tilholdssted, og fortsætter: ,Ein Quartier aber bezeichnet wenigstens Æschines (I 125; ovfr. S. 3); dasselbe beweist die Gegeniiberstellung des åusseren Kolonos Hippios (Pollux; ovfr. S. 1) wenigstens in der Auffassung bei Diodor und Philochoros (Harpocr.; ovfr. ibid)*; han omtaler derefter, at der ifølge Indskrifterne fandtes tre Demer ,Kolonos*, og siger, at en af 16 L. B. STENERSEN. [No. 12. disse ,gewiss mit jenem stådtischen Platze [0: Dagleiernes Pladsj| zusammenhing*. Det kan gjerne være, at Kolonos Agoraios har været et Kvarter; i alle Fald have vi ovenfor (S. 8 f.) seet, at man ved denne Benævnelse forstod saavel en enkelt Plads som en Lokalitet af større Udstrækning. Men andet vise heller ikke de litterære Vidnesbyrd; det fremgaar ingenlunde af dem, at Kolonos Ago- raios var en Deme, og herom er det, Spørgsmaalet dreier sig. Deme-Inddelingen var officiel; den havde administrativ og politisk Betydning. Dette var derimod slet ikke Tilfældet med Kvar- tererne. Limnai, Kepoi, Agrai vare Kvarterer; det vil sige, visse Dele af Byen og dens Forstæder kaldtes almindelig saa- ledes, men dette var ingen officiel Inddeling; i saa Henseende hørte disse Kvarterer igjen til en eller anden af Demerne. At Kolonos Agoraios var et Kvarter, strider altsaa slet ikke med det Resultat, hvortil vi ovenfor kom, at Kolonos Agor. var en Del af Demen Melite. Milchhöfer slutter nu heller ikke af Litteraturen mere, end at Kolonos Agoraios var et Kvarter. Men han benytter dette som et Holdepunkt og siger videre: ,Indskrifter vise, at der har været tre Demer ,Kolonos*; i Byen var der et Kvarter og en Plads, som kaldes Kolonos Agoraios; en af disse Demer hængte sikkert sammen med Kolonos Agor.* At denne Bevis- førelse ikke er tvingende, ser enhver. Andre Muligheder, end at en af Demerne har hængt sammen med Kolonos Agor., ere aldeles ikke udelukkede; der kan godt have været flere Demer » Kolonos*, uden at Kol. Agoraios var nogen af dem. Hvad der skulde bevises, er jo, at netop Kol. Agoraios var en Deme. v. Wilamowitz fører tildels samme Ræsonnement som Mileh- höfer. Han antager (1. c€. S. 157), at da ifølge Harpokration (ovfr. S. 1) Filochoros i tredie Bog af sin Atthis blandt de forskjellige Kolonoi ogsaa har omtalt Kolonos Agoraios, maa denne Lokalitet have været en Deme, hvilket desuden efter hans Mening er godtgjort af Indskrifterne. Om dette sidste skal jeg kun henvise til, hvad der er bemærket ovenfor S. 14”. Hvad det første angaar, da er det vistnok saa, at efter Böckh's Under- 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 17 søgelser , Ueber den Plan der Atthis des Philochoros" (Abhandl. der Berl. Acad. der Wissensch. 1832) maa Filochoros i tredie Bog af dette Verk have talt om Deme-Inddelingen, og af Harpo- kration kan man endvidere slutte, at han der har omtalt Kolonos Agoraios. Men heraf følger dog aldeles ikke, at Kolonos Agor. eller enhver Lokalitet, Filochoros i hin Bog har omtalt, maa have været en Deme. Behandlingen af Demen (eller De- merne) ,Kolonos* kan godt have ledet ham til at omtale en anden Lokalitet, der havde samme Navn, men ikke var en Deme. Det er for den Sags Skyld meget muligt, at han udtrykkelig har bemærket dette, at Kolonos Agor. ingen Deme var. Men i ethvert Fald er det sikkert, at vi aldeles ikke vide, hvad Filo- choros har sagt om Kolonos Agoraios, og at man altsaa af Har- pokrations Notits ingen Ting kan slutte.l V. Wilamowitz henviser desuden (1. c. S. 168) til Aristofanes- Scholiet og siger ,,.... zunåchst aber wollen wir den gewinn fir die Pnyx einheimsen den uns Philochoros gewåhrt. dass an der existenz zweier Demen, Melite und Kolonos, nicht gezweifelt wird, diese vielmehr schon allein aus dieser stelle mit zwingender gewalt folgen wiirde, ist das wenigste.* Nærmere udtaler han sig ikke; men efter det Résumé, han lige i Forveien har givet af Scholiet?” maa det vel være den der omtalte Hypothese om Kolonos's store Udstrækning, som nogle i Anledning af Filo- choros havde fremsat (ovfr. S. 6), han betragter som et saa afgjørende Bevis; thi af hvad Scholiet refererer om Filochoros i og for sig, kan han dog intet slutte. Men for det første frem- sætter vedkommende selv hin Hypothese tvivlende og forsigtig 1 Man kunde komme til aldeles samme Slutning som v. Wilamowitz ved at holde sig til Harpokrations Bemærkning om Periegeten Diodoros, nemlig saaledes: Harpokration sigter rimeligvis til Diodoros's Skrift ==21 tv S7jx.wv og har Diodoros her talt om de forskjellige Kolonoi, altsaa ogsaa om Kolonos Agoraios, maa Kolonos Agoraios have været en Deme. Men at en saadan Slutning vilde være uholdbar, fremgaar af, hvad ovenfor er sagt om v. W.s fra Filochoros hentede Bevis. 2 8. 167: ,... Philochoros, weleher . . . von einem weihgeschenck auf dem Kolonos nichts wusste, wobl aber von einer sonnenuhr .. auf der Pnyx ...- darauf hin wagt Didymos die vermuthung, die Pnyx habe im demos Kolonos gelegen . . .* Slgn. ovfr. S. 5 Å. | Vid.-Selsk. Forh. 1885. No 12. 2 18 L. B. STENERSEN. [No. 12. (u-mmote 05v), og for det andet — at nogle have tænkt sig det muligt, at Kolonos Agoraios (eller Misthios) oprindelig har betegnet et temmelig vidstrakt Distrikt, dette er dog intet Bevis for, at Kolonos Agor. har været en Deme. Det kan i det høieste tjene til Støtte for, at Kolonos Agor. har været et Kvarter.! Andet har man ikke anført, som kunde tale for, at Kolonos Agoraios skulde have været en af hine tre Demer. Hoved- punktet i Bevisførelsen bliver dette: Kolonos Agoraios, som ellers vides at have været en Lokalitet af større Udstrækning eller et Kvarter i Athen, maa paa Grund af sit Navn ,Kolonos* have været en af de to Demer af dette Navn, som ellers kun kjendes af Indskrifter. Det bliver Navnet ,Kolonos*, som gjør Udslaget; men da ,Kolonos* ifelge sin Betydning godt kan have været brugt om mange Steder i Attika, har dette Argument ingen Vegt. Følgelig er den Slutning, man kommer til paa denne Maade, heist upaalidelig og kan ikke kuldkaste de litterære Vidnesbyrd, som decideret godtgjøre, at Kolonos Agoraios ikke har været en selvstændig Deme. Man kunde i denne Sag anføre et andet Argument. Der er nemlig i Forholdet mellem de epigrafiske og de litterære Vidnes- byrd den Eiendommelighed — som man nok for øvrigt ikke har været opmærksom paa —, åt medens der efter hine var tre Demer »Kolonos*, kjende de sidste kun to Kolonoi, nemlig Kol. Hippios og Kol. Agoraios. Harpokration, Pollux, Argumentet til Sophoel. O.C. (og Æschines-Scholiet) omtale kun disse to Kolonoi, og det saaledes, at man tydelig kan se, at de ikke have kjendt nogen tredie. Og naar det i Aristofanes-Scholiet heder Kohwvög &dTtl, 6 Étepog 6 pladiog heydpevog, kan det ikke være tvivlsomt, at vedkommende som Modsætning tænker paa Kolonos Hippios* I Kun i Forbigaaende skal bemærkes, at naar ifølge Aristofanes-Scholiet Eu- fronios har sagt, at Metons Deme var Kolonos, da er dette naturligvis intet Bevis for, at Kolonos Agoraios var en Deme. Derimod viser Citatet af Ferekrates's Petale (Harpokr.; Argum. Soph. O.C.) intet i saa Henseende. Ferekrates bruger her samme Udtryk, som ellers almindelig gjaldt Kolonos Agoraios (Pollux; Argum. Soph. O. C.; Hesychios; Photios; Prov. Åpp.), og gjør derfor strax opmærksom paa, at det er Kolonos Hippios, han mener. — Af den Maade, hvorpaa Harpokration henviser til BI 1885.] | OM KOLONOS AGORAIOS. 19 Man kunde vistnok i Henhold hertil argumentere paa følgende Maade. Der har ifølge Indskrifterne været tre Demer ,,Kolonos*; den ene af dem var Kolonos Hippios; Bevidstheden om, at der oprindelig havde været tre, maa være ganske svunden, da hine Lexikografer og Grammatikere, fra hvem vi have vore Oplys- ninger, skreve sine Notater, thi de kjende kun to Kolonoi; nu ved man rigtignok blot om den ene af disse, at den var en Deme, men da vore litterære Kilder overhovedet kun kjende to Kolonoi, er det dog sandsynligt, at de begge have været Demer. Godkjender man denne Slutning, som dog kun fører til en Sandsynlighed, bringer man de litterære Vidnesbyrd i Strid med sig selv, da disse jo netop vise, at Kolonos Agoraios ingen Deme var. Følgen vilde altsaa blive, at man ganske maatte frakjende disse Vidnesbyrd alt Værd. At dette vilde være heist betænkeligt, er allerede paapeget (ovenfor S. 15), og jeg kan ikke indse, at det er nødvendigt. Man maa nemlig lægge Mærke til, at naar vore litterære Hjemmelsmænd distingvere mellem de to Kolonoi, tage de aldeles intet Hensyn til Attikas Inddeling i Demer. I den ældre Litte- ratur, som de dels excerpere, dels kommentere, fandt de omtalt to Steder ,.Kolonos*, en Hei inde i Byen og en anden lidt udenfor den; de finde det da Umagen værd at gjøre opmærksom herpaa og fremhæve Forskjellen mellem dem, men de tænke aldeles ikke paa, om disse to Steder vare Demer eller ikke. Andre Kolonoi nævntes ikke i den Litteratur, de kjendte — lige saa lidet som de nævnes i den Litteratur, vi kjende; de frembede saaledes intet mærkeligt, og Nedskriverne af hine Notitser have ingen Anledning til at anstille Undersøgelser eller komme med Bemærk- ninger om dem. Hvad Indskrifterne lære os om disse andre Demer ,,Kolonos,* er jo ogsaa kun, at nogle, for øvrigt aldeles ubekjendte Personer have havt sit Hjemsted der. Vi have ingen Oplysning om, hvor de to af Demerne ,,Ko- lonos* have ligget, og det kunde synes faafængt at søge efter dem, før et Indskriftfund gav nogen Veiledning, da Navnet i og Diodoros og Filochorus, kan man ikke se, hvor mange Demer ,,Kolonos* * disse Forfattere have omtalt. 20 L. B. STENERSEN. [No. 12. for sig kan have været hyppigt i Attika. Jeg tror imidlertid, at Milchhöfer (1. ce.) har givet den rigtige Anvisning til, hvor disse Demer skulle søges, idet han igjen har ladet sig lede af K. Otfr. Miller. Denne sidste har nemlig i ,,De foro Athena- rum* III (= ,,Kunstarchæol. Werke* V S.155) fremholdt, at der til Kolonos Hippios har hørt et langt større Distrikt end den egentlige lille Hei, der havde faaet sit Tilnavn efter Hellig- dommene for Poseidon Hippios og Athena Hippia. Milchhöfer mener da, at det er dette Distrikt, som i administrativ Hen- seende har været delt i tre Demer, der vare tillagte forskjellige Fyler. Dette har tilvisse i hei Grad Sandsynligheden for sig. At der til Kolonos Hippios har hørt mere end den egentlige Høei, følger af sig selv; det siges desuden udtrykkelig Sophocl. O. C. vv. 58 ff, ligesom ogsaa Korsangen vv. 668 ff. tyder derpaa. Dette hele Distrikt har da faaet sit Navn efter den egentlige Kolonos, der baade var et meget fremtrædende Punkt i Land- skabet* og havde stor sakral Betydning. Naar man altsaa talte om Kolonos udenfor Byen, har man dermed dels ment selve Høien, dels det efter denne opkaldte Distrikt. At et saadant geografisk sammenhængende Distrikt af samme Navn officielt har været delt i flere Demer — derpaa har man flere Exempler. Rigtigheden af denne Anskuelse lader sig ikke direkte bevise, i alle Fald ikke med det nu foreliggende Materiale. Men jeg kan ikke se, at noget af Vigtighed skulde tale imod den, og den løser tillige alle Vanskeligheder. Efter den faa baade Indskrif- terne og Litteraturen Ret, idet der har været tre Demer af Navnet Kolonos, uden at Kol. Agoraios har været nogen af dem, og det bliver let forklarligt, hvorledes de litterære Notitser kunne komme til at tale om blot to Kolonoi. — Dog betragter jeg denne Anskuelse kun som en sandsynlig Hypothese; efter hvad vi have seet, lader Alting sig ogsaa forklare, uden at man gaar ud fra denne Anskuelse som Forudsætning. 1 Smlgn 4oyi7s Kohwvis Soph. O. C. v. 670. Ogsaa den Maade, hvorpaa Coloneus ille locus omtales Cie. de fin. V 1,3, viser, at Kolonos Hippios var et meget i Øine faldende Punkt, 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 21 Jeg kan imidlertid kun give Milchhöfer Ret for saa vidt, som jeg med ham holder det for rimeligt, at det til Kolonos Hippios herende Distrikt var delt i tre Demer. Den videre Anvendelse, han heraf gjør i topografisk Henseende, er utvivlsomt urigtig. Han antager nemlig, at dette Distrikt har strakt sig. ind i Athen, og at Kolonos Agoraios (der, som nævnt, efter hans Mening var en Deme) var den Del deraf, som laa inde i Byen og grændsede til Torvet;! dette maa da have været paa ØOst- siden af Torvet, og Kol. Agoraios faar saaledes intet med The- seion-Høien at gjøre.” En Del af de herhen hørende Spørgsmaal ere allerede be- handlede i det foregaaende; jeg skal dertil føie et Par yderligere Bemærkninger. p Hvor Kolonos Hippios bliver at søge, derom er der ingen Tvivl. Nord for Athen, lige ved Udkanten af Olieskoven, ligger der to, paa langt Hold synlige Heie, i en Afstand fra Byen? der svarer til den af Thukydid angivne (VIII 67 åvvsxiysav tnv &xxhnalav åg tov Kohmvov åt d& lepov IMoserddvog &&n morens amfyov atadloug pdlstn Såxa). Om det var den sydligste af disse, den, hvor nu Gravstelerne over K.0O. Miller og Ch. Lenor- mant staa, eller den lidt længere mod Nord beliggende, som i Oldtiden var den egentlige Kolonos Hippios med Poseidons- Templet, dette er ikke ganske afgjort; men en af dem har det i alle Fald været.* Derimod vide vi kun lidet om det Distrikt, I Dette var ogsaa K.0. Millers Mening, Derved skal jeg imidlertid ikke op- holde mig. Han gik med Hensyn til Torvets Beliggenhed o. s. v. ud fra Anskuelser, som ere fuldstændig kuldkastede ved den nyere Forskning. Se Wacbsmuth 1, c. S. 152 ff. 2 Curtius var i ,,Attisehe Studien* II ad ganske andre Veie kommen til om- trent samme Resultat angaaende Beliggenheden af Kolonos Agor.; men han har siden, af Hensyn til Bursian ,De foro Athenarum*, fuldstændig opgivet denne Anskuelse; se Texten til ,Sieben Karten* S. 51 f. og 62. — Naar der hos Milehhöfer i denne Forbindelse S. 166 og 168 gjentagne Gange nærvnes » Vest*"-Siden af Torvet, kan dette kun være Skriv- eller Trykfeil. Det er tydelig Øst-Siden, han mener. 3 Den sydligste af Høiene ligger omtrent 1800 Mtr, fra Dipylon. 4 Wachsmuth 1. c. S. 256 ff, mener, det var den nordligste Høi, I Atlas v. Athen og Karten v. Attika betegnes derimod den sydligste som Kol. Hippios; smlgn. Milchhöfer 1. 0. 8.177; dette er rimeligvis det rigtige. Bursian Geogr. 22 L. B. STENERSEN. [No. 12. som hørte til Kolonos Hippios. Beskrivelsen i Sofokles's berømte Korsang viser, at det har været vandet af Kanaler fra Kefisos; det har vistnok strakt sig hen til selve Elven, eller muligvis endog bortenfor den. Desuden vide vi, at Akademiet, der synes «at have hørt til en anden Deme,) den ydre Kerameikos, har naaet omtrent lige op til den sydligste af hine Høie. For Resten have vi ingensomhelst Antydning om, i hvilken Retning dette Distrikt strakte sig, og vort Kjendskab til Situationen af de andre Demer her i Egnen er saa ufuldkomment? at vi deraf intet kunne slutte. Det er altsaa klart, at ligesom man ikke absolut kan benegte, at dette Kolonos-Distrikt har strakt sig ind i Athen, maa man paa den anden Side, naar man vil statuere dette Forhold, støtte sig til vegtige Grunde. Det gjør imidlertid slet ikke Milchhöfer. Han gaar ud fra, at Kolonos Agoraios har hængt sammen med en af de tre Demer ,Kolonos*, som nævnes i Indskrifterne, og paa den nys angivne Maade bringer han da Demerne Kolonos Agoraios og Kol. Hippios til at blive Dele af samme Distrikt. Det uholdbare ved hans Argumentation i det hele er allerede paavist (ovenfor S. 16 f.), og naar han med Hensyn til det sidste Punkt siger: ,Nur dann [9: naar alle tre Demer, altsaa ogsaa Kol. Agoraios og Hippios, vare Dele af samme Distrikt] konnte der Name des Kolonos ohne unterscheidendes Beiwort gebraucht werden (z. B. Aristoph. Av. 697)*, da kan jeg heller ikke tillægge. dette nogen Vegt. Aristofanes behøvede nemlig aldeles ikke i hin Replik (se ovenfor S. 2) at betegne Kolonos nærmere, da naturligvis Tilskuerne ved at høre Metons Ord strax forstode, v. Griechenl, I S. 324 f. siger: ,Die Wohnungen der Gaugenossen waren offenbar in der Niederung nach beiden Seiten, gegen die Dörfer Sepolia und Patissia hin, zerstreut* — hvilket er meget sandsynligt. Ogsaa Milchhöfer gjenkjender de frugtbare Marker, som Sofokles priser, ,in der nordwestlich und nördlich, namentlich um den Fuss des zweiten, grösseren Higels ausge- breiteten Landschaft.* Lolling i Baedekers Griechenland S. 95 gaar ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet, idet han kun bemærker, at der ogsaa kunde være Tale om, at den nordlige Høi var Kol. Hippios. 1 Wachsmuth 1, ce. 8, 257 ff. Anderledes Milchhöfer i Karten v. Attika H, II S. 39. 2 Milehhöfer 1. c. 8. 38 f. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 23 hvad der sigtedes til; at dette er dunkelt for os, er jo en ganske anden Sag. Forholdet vilde utvivlsomt vise sig at være omtrent det samme, om man undersøgte de øvrige Steder, hvor Kolonos saaledes nævnes uden nærmere Karakteristik; Milchhöfer henviser ellers ikke til flere Steder. Det Hensyn, som væsentlig har gjort sig gjældende for Milehhöfer, er dette, at alt, som havde Navnet ,,Kolonos*, skal have hængt sammen (S. 151; 166; 168). Men derfor er der jo i Virkeligheden ingen Nødvendighed. Om der overhovedet har været nogen By-Deme ,Kolonos*, er aldeles usikkert. Mulig- heden deraf lader sig ikke ligefrem benegte, men der er heller intet, som med Bestemthed taler derfor. Har der været en saadan By-Deme, skulde jeg snarest tro, at Forholdet har været det, som Milchhöfer antager, nemlig, at den har været en Del af det efter Kolonos Hippios benævnte Distrikt, der altsaa maatte for- udsættes at have strakt sig ind i Byen. Imidlertid bliver dette naturligvis meget usikkert. Men selv om der har været en By- Deme ,,Kolonos*, er det derfor ingenlunde en afgjort Sag, at den har hængt sammen med Kolonos Agoraios. Naar man tager Hensyn til Athens kuperede Terrain, kan man meget vel tænke sig, at der inde i Byen har været flere Steder, som hed ,Kolo- nos*;! dertil kommer, at muligvis det ene af disse Steder egentlig var opkaldt efter en Hei udenfor Byen. Milehhöfers hele Kombination hviler saaledes paa en yderst svag Grundvold. Vi skulle nu kaste et Blik paa de Resultater, hvortil den leder. Det er ganske rigtigt, at hvis hint Kolonos-Distrikt har strakt sig ind i Byen, maa det have grændset til Østsiden af Kerameikos og Torvet. Her faa vi da altsaa, efter Milchhöfers Kombination, By-Demen Kolonos Agoraios. Templerne for Hefai- stos og Afrodite Urania maa da ogsaa have ligget her eller mere specielt, som Milchhöfer vil, over Torvets Sydost-Hjørne. Hvorledes faar nu Milchhöfer disse Templers Beliggenhed her til at stemme med Pausanias's Angivelse (ovenfor S. 4; 9), at de I Heri Kristiania have vi jo saaledes en hel Del Navne paa ,Bakke* og Haug*. n 24 L. B. STENERSEN. [No. 12. laa Ymåp atoxv TNV Xahovpévnv Baciketov, som utvivlsomt bliver at søge paa Vestsiden af Torvet (ovenfor Side 11)? Jo, han tager vmåp i Betydningen ,ovenover* og forudsætter, at Konge- hallens Fagade vendte mod den sydlige Del af Torvet; saaledes mener han, kunde nok hine to Templer over Sydost-Hjørnet af Torvet siges at lige vmep otoxv Basiketov. At denne Forklaring er i heøieste Grad tvungen og usandsynlig, vil vistnok enhver indrøemme.!" Det er dog alt andet end rimeligt, at naar Konge- hallen laa paa Torvets Vestside med ,Theseion"-Heiden bag eller ,over* sig, Pausanias da skulde sige om et Tempel paa en Terrasse over det modsatte Hjørne af Torvet, at dette Tempel laa ,over Kongehallen*". End besynderligere vilde nu en saadan Udtryksmaade blive, om — som Milchhöfer antager, og som jeg tror, er rigtigt — Stoa Poikile har ligget paa Østsiden af Torvets sydlige Del. Milchhöfers topografiske Ordning fører desuden til en anden 1 Milehhöfer siger selv S. 166, at han fremsætter sin Anskuelse ,mit aller Reserve*: men han henholder sig dog temmelig decideret til den ved Bestem- melsen af Kolonos Agoraios's Beliggenhed. — Han fremholder desuden, at ved hans Ordning kommer der fuldstændig Kontinuitet i Pausanias's Torv- Periegese, idet Paus, c. 14, 6 efter ,Enneakrunos-Episoden* fortsætter Be- skrivelsen af Torvet og dets nærmeste Omgivelser ved dettes Sydost-Hjørne, hvor han c. 8, 6 har forladt det efter Omtalen af Tyranmorderne, hvis Plads Milehhöfer vistnok ansættér rigtig. Dette kunde være vel nok, hvis ikke andre Ting med Bestemthed talte derimod (se Texten). Pausanias's Periegese. kræver heller ikke den Kontinuitet, som :Milehhöfer antager. Man kan ligesaa godt tænke sig, at Paus. efter hin Afbrydelse gjenoptager Torv- Beskrivelsen ved det Punkt, hvor han begyndte den, nemlig ved Stoa Basi- leios. (Forsøgene paa at bringe Kontinuitet tilveie hos Pausanias ved at gjøre Kallirrhoé og Enneakrunos til to forskjellige Kilder anser jeg med Wachsmuth 1, c. 8. 174 og Milchhöfer 1. c. S. 185 f. for mislykkede). Milehhöfer er af den Mening, at Pausanias ,Melite iiberhaupt nicht beriieksichtigt hat, wenn nicht etwa der Areiopag und dessen nåchste Umgebung dazu gehörte* (S. 171). Uagtet han ikke omtaler dette i For- bindelse med Spørgsmaalet om XKolonos Agoraios's Beliggenhed, har det vistnok været en for ham medvirkende Grund til at rykke Kolon. Agor. med de af Paus. nævnte Templer Hefaisteion og Afrodision bort fra ,,Theseion*- Høiden, som han, aldeles medrette, anser for en Del af Melite (S. 150). Men den Anskuelse, at Pausanias ganske skulde have forbigaaet Melite, er ingen- lunde bevist. Skal denne Anskuelse hævdes, fører det til Vanskeligheder, som enten slet ikke eller kun tvungent lade sig bortforklare (se Texten); desuden er det langtfra sikkert, at Museion, som Pausanias omtaler c. 25, 7, ikke har hørt til Melite. 1885.] OM KOLONOS AGORAIOS. 25 Vanskelighed. Den søenderriver nemlig enhver Forbindelse mellem Melite og Kolonos Agoraios — ikke blot i administrativ Hen- seende, for saa vidt som Kolonos Agor. skal være en selvstændig Deme, men ogsaa lokalt, idet de blive skilte ad ved den indre Kerameikos. Ovenfor er nu paavist, at Kolonos Agor. var en Del af Demen Melite, men selv om man vil statuere en Feil i dette Punkt, kan man dog neppe tænke sig, at vore litterære Hjemmelsmænd vilde have gjort en saadan Feil, hvis Melite og Kolonos Agor. ikke engang lokalt havde grændset til hinanden. Milchhöfer forbigaar fuldstændig i Taushed disse Vidnesbyrd om, at Kolonos Agoraios stod i Forbindelse med Melite (smlgn. ovenfor S. 15). | Ansættelsen af Kolonos Agoraios paa Torvets Østside staar altsaa paa en mere end betænkelig Maade i Strid med de topo- grafiske Oplysninger, vi ellers have. Derimod passer alt meget vel med Kolonos Agor.s Beliggenhed paa Vestsiden af Torvet. Jeg mener saaledes, at man ikke har Ret til at antage Ko- lonos Agoraios for en selvstændig Deme i Byen, og at det lige- ledes er urigtigt at ansætte Kolonos Agor. paa Torvets Østside. Det Resultat, hvortil vi kom S. 10 ff., bliver altsaa staaende: Kolonos Agoraios, der var en Del af Demen Melite, laa paa Torvets Vestside og er identisk med ,Theseion*-Høeiden. Har der været en By-Deme ,Kolonos* — hvilket hverken lader sig benegte eller bevise —, har den i ethvert Fald været forskjellig fra Kolonos Agoraios. Trykt 25 Septbr. 1885. pep "re N Bidrag til Norges invertebrat-fauna. Af Carl Aug. Hansson Konservator. (Fremlagt i Vidensk.-Selskabets math,-naturvidenskabelige Klasse d. 15de Mai 1885 af Hr. G. 0. Sars). Di: jag nu i dagarne genomgått och beståmt några af mig i Strömstadstrakten insamlade Qniscider, fans åfven bland sam- lingen några arter, hvilka jag tog år 1879 vid Femsjö circa 1/» mil ofvanför Fredrikshald. De af mig på sagde stålle tagne arter åro: 1. ltea lævis, Zaddach: detta lilla djur tog jag i en fåtal exem- plar bland fuktig mossa vid en åt norr sluttande bergvågg, vid södra sidan af Femsjö, i medio af Augusti månad ofvan- sagde år. 2. Porcellio scaber, Brandt: förekom talrikt under en murket bråde, ej långt från stranden. 3. Armadillidium vulgare, Latr.: af denna art tog jag under en sten bland ruttnade blad och mossa ett enda exemplar tilsamman med 4. Armadillidum pictum, Brandt: af hvilken jag tog bortåt 20 exemplar. Af dessa fyra arter har jag hittils erhållit de tre först- nåmnda i Strömstadstrakten, men den fjerde har jag ånnu ej antroffat hårstådes, ehuruvål jag antager, att jag möjligen fram- deles kommer att påtråffa den hårstådes. Vid.-Selsk. Forh, 1885. No, 13. 1 2 HANSSON, BIDR. TIL NORGES INVERTEBR.-FAUNA. [No. 13. 1885]. Vid samma tillfålle och på samma stålle tog jag åfven ett exemplar af Odontura albovittata, Koll., i larvstadium. Denna råtvinge förekommer temligen allmånt i hela Norra Bohuslån på olika lokaler, dock merendels bland Urticæ och Spirææ. Ofvan- nåmnde exemplar från Femsjö öfverlemnades af mig till Herr Professor Esmark 1881. Bland Landsnåckor tog jag på samma stålle Helix fruticum, Mill. forma rufa unicolor, Helix rotundata, Möll., och H. pulchella, Mill. Trykt 25 Juli 1885. Om Dedsbogens Titel per m hru. Af J. Lieblein. (Fremlagt i den historisk-filosofiske Klasses Møde den 29de Mai 1885). PIdinogen kaldes paa Ægyptisk => A N pr EO per m hru. Denne Titel har af Ægyptologerne været oversat og opfattet paa mange forskjellige Maader. Champollion over- satte: Livre des manifestations å la lumiére; Birch: The book of the coming forth from the day; E. de Rougé: Livre de la manifestation au jour; Lepsius: Die Auferstehung am Tag der Tage; Devéria: La sortie du jour, c'est-a-dire Ventrée dans l'enfer, idet han dog bemærkede, at jour signifie durée du jour et non lumiére du jour.” Lefébure har i Chabas, Mélanges égypto- logiques III s. II t. p. 218—241 skrevet en Afhandling om denne Dedsbogens Titel, hvori han søger at godtgjøre, at per m hru betyder: Sortie pendant le jour, sortie quotidienne, hors du monde souterrain, idet han mener, at Titelen betegner dette, at den salige skulde have Frihed til at vende tilbage til Jorden om Dagen, hvorhos han henviser til de mange Steder i Deds- bogen, hvori en saadan Tilbagevenden til Jorden omtales. Men dette var blot én af Theorierne om Salighedslivet og det tilmed en af de sidste, saa der ikke er nogen Sandsynlighed for, at 1 Chabas, Mélanges égyptologiques III s. II t. 231. Vid -Selsk. Forh. 1885. No. 14. I 2 J. LIEBLENN. [No. 14. Bogen skulde have faaet sit Navn efter denne. Naville over- sætter! Titelen: Sortir du jour, sortir de son jour, og föier til for nærmere at forklare den: Oest simplement étre délivré de cette durée fatale et déterminée qu'a toute vie terrestre, ne plus avoir de commencement et de fin, avoir une existence sans limites définies dans le temps et aussi dans Vespace. Men det er uden Tvivl en Anachronisme at lægge saameget ind i den oprindelig saa enkle og ligefremme Titel. Brugsch har tidligere? oversat vor Titel med Ausgang bei Tage; men i sit sidste Værk: Re- ligion und Mythologie der alten Aegypter, S. 217, over- sætter han: Heraustreten aus dem Tage, d. h. Verlassen des Tageslichtes im irdischen Dasein, uden dog at gjøre nærmere Rede for sin forandrede Opfatning. Min Opfattelse staar nærmest den, som DHrr. Birch og Brugsch har gjort gjældende, i al Fald forsaavidt jeg kan be- demme den af den Oversættelse, de har givet. Jeg oversætter Titelen per m hru: ,Fremtræden fra Dagen.* Hvilken Betydning jeg lægger heri, skal jeg siden sige. Først skal jeg analysere de enkelte Ord. =3 per havde uden Tvivl oprindelig Betydningen træde frem, komme tilsyne. 1. Z3 A per med de to fremadskridende Fødder som Deter- minativ bruges som Bevægelsesverbum å) om en Gud eller et Gudebillede, der i Procession træder frem fra Templets Aller- helligste og ud blandt Folket, samt om Kongen, der fra Palad- sets Indre træder frem og viser sig for Folket: apparaitre; b) om Græssets og Kornets første Spire, der træder frem fra Jorden: pousser, germer. 2, == per med Blomsterstilke som Determinativ bru- ges om det, som træder eller er traadt frem, som Planter, Væxter: plante; eller 3 9 med Korn som Determinativ, Korn og Frugter: blé, fruit. 1 Abhandlungen u. Vort. des fiinften intern, Orientalisten- goe gresses, 1 Hålfte, Afrik, Section, p. 9. 2 Zeitschrift f. åg. Spr. fir 1872, 1885.] OM DØDSBOGENS TITEL PER M HRU. 3 7 per med Personen med Fingeren til Munden som Determinativ betegner at træde frem eller lade træde frem fra Munden eller ogsaa det, som er traadt frem fra Munden, betyder følgelig som Verbum prononcer des paroles og som Substantiv Tale, discours. 4. T3æ— 2 per med Armen som Determinativ, træde frem med Armen, være færdig, rede med Armen, d. e. modig, tapper, brave. 5. E3 8 per med Hjertet som Determinativ, træde frem med Hjertet, d. e. være heftig, voldsom, emporté, violent. 6. ==0Q per med Solen som Determinativ betegner den Tid, da Græsset og Kornet spirer, træder frem d. e. Vin- ter, Vhiver, da Spiretiden i Ægypten svarer til, hvad vi i Europa kalder Vinter. I Koptisk forekommer Ordet i flere lignende Betydninger, der alle paa samme Maade kan afledes af Grundbetydningen træde frem, saasom: nppe oriri, nasci; mespe ortus est; pe germinatio; mespe e80A effulgere. Man ser, at der er god Grund -til at tillægge det ægyptiske Ord Grundbetydningen træde frem, komme tilsyne. I Jeg vil ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa de figurative eller ideografiske Determinativer, der væsentlig modificerer den i Roden per lig- gende Grundbetydning; thi det var jo muligt, at disse i den ægyptiske Skrift saa almindelige Determinativer kunde yde et lidet Bidrag til Løsningen af Spørgsmaalet om Rodudvidelse og Roddeterminativer (Wurzelerweiterung und Wurzeldeterminative), hvorom der er saamegen Tale blandt etymologiserende og sprogsammenlignende Forskere (se f. Ex. Fri. Delitzsch, Studien iber indoger.-semit. Wurzelverwandtschaft, S. 33, 70 ff.). Ialfald vil man forhaabentlig komme til at give Dr. Abel Ret, naar han i sin nylig udkomne Bog (Einleitung in ein ågyptisech-semitisch-indoeuro- påisehes Wurzelwörterbuch, S. 9 og 24) hævder det ægyptiske Sprogs overordentlige Betydning for den sammenlignende Sprogforskning, da det saavel i Tid som i Form er betydelig ældre end noget andet os bekjendt Sprog, maaske dog med Undtagelse af det sumerisk-akkadiske i Euphrat- dalen, 1* 4 J. LIEBLEIN. [No. 14. Maaske har vi den samme Rod i de semitiske og indo- europæiske Sprog. I Hebraisk meder os: MM 1) durch-, hervorbrechen, von der Leibesfrucht, daher geb åren. 2) v. Pflanzen: Frucht bringen, F. tragen; MIB hervorsprossen, hervorkei- men, V. Zweigen, Blåttern, Blumen; "yA Frucht entw. der Erde, des Ackers oder des Baumes. 93 Getreide, Korn.! I Indo-europæisk har vi Sansk. par, pi-par-ti hindureh- bringen; Græsk me/po, S-1ap-0v, Té-tap-pat, durchdringen, durchwandern, durchfahren; mop-og m. Furth, Fahrt; Goth. far-an, fahren. Latin pareo, komme tilsyne; par-io, pe-per-i, zum Vorschein bringen, gebåren.* oépuw og fero staar fjernere, men har muligens sin Oprindelse fra den samme Urrod per. m er en Præposition med mange Betydninger, af hvilke fra er en af de almindeligste og maaske den ældste.* EN N per m betyder følgelig træde frem fra. Se her endel Exempler: Ip 2>SRLLT Il (le roi) sortit du palais royal* pour Voir les perséas.* Un ån-f her per m ta åbt. sIl (le taureau) sortit de la maison pure.** OgOrT NET ØP Tu repousses ,le crocodile qui ui sort de I'abime.*6 Q seigneur unique per m nun,* sorti de Pabime celeste!*” Salut å vous, o cinq dieux grands å peri m sesennu, ,qui étes sortis d'Hermopolis.* 3 O Osiris N! Le voici pour toi le parfum gn ARe Fa 1 First, Hebråisches und Chaldåiscehes Wörterbuch. 2 Fick, Wörterbuch, Le Page Renouf, Egyptian Grammar, p. 21, og i Transactions of the Society of Bibl. Archæology, Vol. VI, p. 498. Papyrus d'Orbiney XVII, 5. Ibid. XVI, 2. Pap. magique Harris II, 6. Ibid. III, 3 fl. Ibid. IIT, 5. o AI INR 1885.] OM DØDSBOGENS TITEL PER M HRU. 5 ,Venu du pays de Pun-t* pour perfectionner ton odeur.... Les voici pour toi les fluides pe, på ,émanés de Ra.*1 Tu as recu ce qui appartient aux dieux: le liquide per m rå, »emané de Ra*, le fluide mystérieux per m SU, sémané de Schu*, le sueur per m Seb, ,émané de Seb*, les membres divins per m Osiris, ,issus d'Osiris*.? Per mro IX ,Sorti des neuf portes* tu n'es pas repoussé de ces neuf portes.* (When) the field labourer had come to Sutensenen (Hera- cleopolis) to appeal to major domo Meruitens, he found him in Ge, lp då ythe act of going out from the door of his house.** Ses deux baris divines voguent sur le ciel m nifu per m ro-f ,par le souffle sorti de sa bouche.* 5 Per nifu m fent-k ,De ton nez sort le souffle.* 6 heie, $ »Dieux sortis de moi.*” Å en Xet åny per-vå åm-f, , Le feu vivant sorti de lui.*3 Ba. Ja Ane ; ad Kad Vg på så N N ar pl bin Isis, RE ich herausgegangen bin aus der Behausung*, in die mich mein Bru- der Set hineingesetzt hat.* Båk åa per m suht-f, ,A great hawk coming forth from its egg.*10 Ramses II, le fils de Ra FNS lå yné de Tatonen.* 1 RER 3 Fais marcher ces boeufs N A NA »qui sortent du påturage.* 1? Pap du Musée de Boulagq, T. I, pl. 6, 2. Ibid. pl. 6, 21. Ibid. IX, 16. Papyrus de Berlin II, 1. 34. Cf. L. Page Renouf, Grammar, 55. Ibid. No. VII, 1, 31. Cfr. Lepsius, Denkm. III, 237, c. 2. Ibid, No. VII, 1. 38. Pap. de Turin, CXXXII, 8. Ibid. CXXXII, 5. Metternicb-Stele, Taf. III, 48. Cfr. Zeitschrift f. åg. Spr. 1879, 1. L. P. Renouf, Egyptian Grammar, 21. Lep. Denkm. III, 194, 2. Zeitschrift f. ågypt. Sprache etc. fir 1879, 8. 136. 2 o GI I >» DN mn — — mn GS 6 | J. LIEBLEN. —— [No. 14. L'appel de ton coeur s'effectue aussitöt, semblablement å ce qui ad min, sSort de la bouche de Dieu.*1 ME AR l —— NE: Echapper aux filets.*? KE pe NNN as 7 OR) N em p,EÉs kommen zum Vorschein die Hinde aus dem Gewåsser*3 Af de anførte Exempler fremgaar det med Evidence, at 155 DN per m betyder træde frem fra. Det staar alt- saa tilbage at bestemme det sidste Ord i Titelen. kj Q O hru betyder Dag. I Modsætning til FE Dad. den Tid, da 'Stjernerne sees paa Himmelen, er EE bru, Dag, den Tid, da Solen sees. Begrebet Dag udtrykkes derfor ogsaa med eter Solen, hvorved hru bliver identisk med rå. Undertiden skrives endog ligefrem per m rå, ,træde frem fra Solen* istedetfor per m hru, ,træde frem fra Dagen.** Der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, at hru paa Ægyptisk har den samme Dobbeltbetydning af Dag og Dagslys som Ordet Dag har i de moderne europæiske Sprog.> Den foranstaaende Analyse leverer, som jeg mener, det filo- logiske Bevis for, at per m hru rettelig maa oversættes ,Frem- træden fra Dagen d. e. Dagens Lys* Dette kan som Titel paa Dedsbogen ikke betyde andet end: Fremtræden fra DagensLysher paa Jorden til Underverdenens Mørke. Jeg har andetsteds* udførlig handlet om de efter Tid og Sted forskjellige, tildels indbyrdes modstridende Forestillinger, som Ægypterne havde om det hinsidige Rige og det hinsidige Liv. 1) De tænkte sig først den mørke Grav som det hinsidige Rige, men da Graven efterhaanden udvidedes, blev det en under- jordisk Verden, der ogsaa var mørk; thi der herskede EN Zeits. f. åg. Spr. fir 1879, S. 138. Todtenbuch, Kap. 153. Brugsch, Religion und Mythologie der alten Aegypter, S. 216. Chabas, Mélanges éøgyptologiques III s. II t. 220. Jeg tror følgelig ikke, at den Betænkelighed, som Lepsius i denne Hen- seende nærer, (Lepsius, Aelteste Texte des Todtenbuches, S. 7) har nogen Værgt. 6 J. Lieblein, Gammelægyptisk Religion, III, 114 ff. tt å DD | 1885]. OM DØDSBOGENS TITEL PER M HRU. 7 TYQ vet totalt Morke* og Nemo 0 JÅ » Mørket var Underverdenens Herskerinde.* ip levede de døde en Skin- tilværelse. 2) Senere fik den mørke Underverden sine lyse venlige Egne: den frugtbare Mark Aalu (Elysium) og de solbeskinnede Lande i Vest, hvor de retfærdige levede et lyksaligt Liv. 3) Lidt efter lidt fik den Anskuelse Udbredelse over det hele Land, at den salige skulde seile i Solbaaden sammen med Ra og hans Følge om Dagen over Himmelen og om Natten a) enten gjennem den mørke Underverden b) eller gjennem Stjerneverdenen, Deva. Ved Siden af denne den almindeligste Forestilling gjorde sig hist og her 4) den Anskuelse gjældende, at den salig afdede med Op- givelse af sin individuelle Tilværelse skulde gaa op i Gud, 5) eller den derimod stridende Mening, at han med Bibe- holdelse af den individuelle Tilværelse skulde kunne antage en- hver som helst Skikkelse, han ønskede, deriblandt ogsaa et for- nyet Legeme, hvormed han kunde vende tilbage til Jorden. Foruden disse Anskuelser om den saliges Liv var der andre om den usaliges hinsidige Lod; men de er os her af mindre Vigtighed; thi dels udvikledes Læren herom først i de senere Tider, dels er den lidet fremtrædende i Dedsbogen, hvor det fromt forudsættes, at den afdøde vilde blive salig. I Dødsbogens Fremstillinger af Livet i den anden Verden spiller Forestillingen om Underverdenen som et Mørkets Rige en fremtrædende Rolle; den var baade en af de ældste og en af de mest udbredte. Det var derfor naturligt og noksaa beteg- nende, at Dedsbogen i Henhold dertil blev kaldt ,Bogen om Fremtræden fra Dagens Lys her paa Jorden til Underverdenens Mørke.* Ialfald er det naturligere, end at Ægypterne, saaledes som f. Ex. Lefébure mener, * skulde have opkaldt Bogen efter den sene og lidet fremtrædende Lære om den afdedes Tilbage- venden til Jordelivet. 1 Chabas, Mélanges égyptologiques, III s. II t, 234. G Trykt 25 Septbr. 1885. ad Hy ve , AG Nl AP A* KEN Ar på $ » å ag sr feen å AE * si Fl Ji 7 År ' FR ( 3 I deg K -- HAAS v JE Aludyt dr bek vl dd GM k å Et i ta) 0" G I L VEI 1 då KR VA) HUN VÅ AN V Å OP od FAE er VE V Hå ) f$ (" 7 Å! på VA 9 fv IV JH V 4 p i HIVE V : i i Ea MT. ; Cl HET i Horg | Å Ku OE Sn Iå HE lp adle $ i E å då b Å AAN i od UG. r ar RÅ g pe "å V N ) KE Ke er å " hå i j i PER * i Hi å - . rå * å ' sæd 2 på f å * p KE P 0 ol pg gr vy p G het ; Nå å E i DEN å o Kr PÅ Sætninger om Girkler i et Plan med Anvendelse paa den Dupinske Cyklide. Af Elling Holst. (Fremlagt i Selskabets mathem.-naturvidensk. Klasse i Mødet d. 12te Juni 1885). I en kort Note (Afh. 16, Vid.-Selsk. Forh. 1881) har jeg uden Bevis meddelt en mærkelig Egenskab ved den Dupinske Cyklide. En Studie af rent elementær Natur har fornylig ledet mig til en anden endnu mærkeligere, særdeles simpel Egenskab ved denne Flade, som jeg herved tillader mig at meddele i den Sammenhæng, hvori jeg har fundet den. Den slutter sig nemlig til en interessant Udvidelse af den elementære Ptolemæiske Sæt- ning om Forbindelseslinierne mellem fire Punkter paa en Cirkel. Lemma I. To Cirkler berøre hinanden i Å. Fra et løbende Punkt P paa den ene drages en Tangent til den anden, berørende denne i Q. Da er Forholdet PQ Ev en Konstant. Lemma II. En fast Cirkel berøres af en anden fast Cirkel i Å og af en variabel Cirkel i P. En Tangent fra Å til den variable Cirkel berører denne i PP", medens en Fællestangent for de sidstnævnte to Cirkler — nemlig saafremt de begge rører den første ens, 9: begge udvendig eller begge indvendig, en ydre, hvis de derimod berører den uens, en mellemliggende Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 15. 1 2 ELLING HOLST. [No. 15. Fællestangent — rører den faste i Q, den variable i P”. Da er Forholdet P'Q Pa Svinder den variable Cirkel ind til Punktet P, saa haves Lemma I. Beviset for Lemma II kan føres ganske elementært. Ved sukcessive at anvende disse Lemmata paa den Ptole- mæiske Læresætning, erholder man en Suite Sætninger af ganske lignende Form som denne, men af et langt almindeligere Indhold. Naar man ved A,B,C,D betegner 4 Punkter paa en Cirkel, ved (A), (DB), (0), (D) 4 vilkaarlige i disse Punkter berørende Cirkler, ved AB som sædvanlig Afstanden mellem Å og B, ved A(B) Længden af Tangenten fra Å til (B), ved (A(B) Læng- den efter Omstændighederne af den ydre eller indre Fælles- tangent fra (A) til (B), faaes saaledes ved blot i Udgangsformlen: AB. CD + BC. AD£ CA. BD =0 at indcirkle et Bogstav ad Gangen: 1. (A)B.CD£ BC.(A)D £ (4). BD —0. 2 (AX B) . CD + (BC. (A)D C(A) .(B)D =0. Fællestangenten (A)(B) er ydre eller mellemliggende, efter- som (A)'s og! (B)'s Berøring med den faste Cirkel er ens eller uens. 3. (AXB).(C)D & (BO) .(A)D = (CXA) .(BJD =0. Denne Sætning er særlig mærkelig ved sin Sammenhæng med det Apolloniske Berøringsproblem. Af de tre Fællestan- genter maa nødvendigvis enten alle tre være ydre eller de to være mellemliggende og den tredie ydre. Man faar da ved at opfatte D som et løbende Punkt P, (A), (B), (C) som tre givne Cirkler, følgende mærkelige geometriske Steder: Det geometriske Sted for et løbende Punkt P, hvis Tangenter til tre faste Cirkler fyldestgjør Betingelsen: 3a) (A4)x(B).(C)P& (B)y(O0).(4)P & (Oy(4) .(B)P=0 er de to Apolloniske Cirkler, der berøre alle tre givne ens. | Det geometriske Sted for et løbende Punkt P, hvis Tangenter til tre faste Cirkler tilfredsstiller Betingelsen: 3b) (AB). (0) P (BYO) (AP & (OA). (BJP=0 = en Konstant. 1885.] SÆTNINGER OM CIRKLER I ET PLAN OSV. 3 er de to Apolloniske Cirkler, der berøre (A) og (B) ens, men (0) anderledes. Ved disse forskjellige Kombinationer af dels ydre Fælles- tangenter alene, dels indre og ydre, erholder man saaledes samtlige otte Apolloniske Cirkler, parvis forbundne til fire (degenererede) geometriske Steder. Selvfølgelig kan man erholde lignende geometriske Steder af Formlerne (1) og (2). Disse blive ganske paa samme Maade degenererede i Cirkelpar, men behøver ikke her at anføres i Detail, som ligefrem indgaaende i de nævnte. 4. (AXB). (CXD) & (BXO) - (AND) == (OA) - (BYD) = 0. Her er angivet Betingelsen for at fire Cirkler berører en femte. Af de sex Fællestangenter kan enten: 1) alle være ydre; eller: 2) de tre paa samme Cirkel være indre, de tre andre ydre; eller endelig er: 3) et Par Faktorer i samme Led ydre, Faktorerne i de to øvrige Led indre Fællestangenter. De Sætninger, hvortil disse fire yderligere giver Anledning, naar man lader en eller flere af de i dem optrædende Cirkler gaa over i rette Linier, er ligeledes af megen Interesse. Lige- saa nogle mærkelige Formler, hvortil man kommer, naar man fjerner de optrædende Irrationaliteter. Det hele udgjør et smukt Kapitel i de metriske Egenskabers Theori og skal ved Leilig- hed behandles udførligt i Sammenhæng. Jeg vil imidlertid her indskrænke mig til at udtale den af Satserne 3a og 3b flydende nye Læresætning om Dupins Cyklide. Er (A), (B), (C) tre Kugler i Rummet, saa bestemmer disse, som bekjendt, fire i Centralplanet liggende rette Linier, inde- holdende de tre ydre og de tre indre Lighedspunkter. Disse Linier være a, db, c og d, saaledes at d indeholder alle tre ydre, a det ydre Lighedspunkt for (B) og (0) osv. Lægger man da f. Ex. gjennem a et vilkaarligt Plan, skjæ- rende alle tre Kugler i Cirkler (49 (B')(C"), saa vil det geom. Sted for et Punkt P saaledes, at: (AB) - (C) P (BO) (AP & (OA) (BJP=0 4 ELLING HOLST. SÆTN. OM CIRKL. I ET PLAN OSV. [No. 15. 1885.] være de to Apolloniske Cirkler, der rører (B”) og (C') ens, men (4) modsat. Dreies nu Planet om a, beskriver disse to Cirkler efterhaanden en af de fire ved Kuglerne (A), (B) og (0) bestemte Dupinske Cyklider. Man har altsaa: Det geometriske Sted for det Punkt Pi Rummet, der til- fredsstiller Betingelsen: (AB) . (C)P (BO) . (4) P + (CA). (B)P=0 — hvor af de fire Fællestangenter enten kun en eller alle tre er ydre — er efter Omstændighederne en af de fire Dupinske Cyklider. Trykt 8 August. Bestemmelse af den optiske karakter + og —=- i parallel polariseret lys. Af Dr. Th. Kjerulf. (Foredraget i den mathematisk-naturvidenskabelige klasses møde d. 12te juni 1885). På, den optiske karakter, + eller —, er et velkomment tillæg til de almindeligste simple bestemmelser, som kan ske direkte under mikroskopet i tyndslebne præparater, og da der jo ikke hyppig bliver anvendelse for metoden formedelst konver- gent polariseret lys, har jeg valgt at søge et udtryk for disse karakterer ved hjælp af tynde gipsblade i parallel polariseret lys. Brugen af gipsblade i de Newtonske ringes farveskala grunder sig, ligesom den af Sorby i Monthly Microscopical Jour- nal 1877, vol. XVIII pag. 209 udviklede anvendelse af kvartskilen, paa bladenes polarisationsfarver, hvilke skride frem i skalaen alt efter tykkelsen. Et gipsblad af bestemt orden med kjendt elasticitets retning anbragt over en krystal, hos hvilken svingningsretningens karak- ter skal undersøges, vil paa det sted, hvor krystallen tegner sig, lide ligesom en fortykkelse eller en fortyndning; gipsbladets farve vil paa det sted bringes til at give udslag enten i den ene ret- ning fremad med skala/en, saafremt svingningsretningerne har samme navn, eller i modsat tilfælde i den anden retning tilbage i skalaen. Vid.-Selsk. Forh, 1885. No, 16. 1 2 TH. KJERULF. ; [No. 16. Tynde gipsblade fra dr. Steeg & Reuter (Homburg v. d. Höhe) i de Newtonske ringes farverække, navnlig er der brug for hvidt, gult, rødt af 1ste orden, verificeredes i polarisationsinstrumentet for konvergent lys formedelst kvartskilen, og retningen for +— bisektricen og +- bisektricen afmærkedes paa hvert blads etiket- terede side. Dette udgjer egentlig alt særskilt apparat, som udfordres til bestemmelsen. Der bliver i regelen ikke spørgsmaal om anvendelsen af andre grader end disse. Har man gipsblad i alle skala'ens nuancer, og træffes med gipsbladets farve netop mineralets, saa vil, for modsatte fortegn, udslukning ske paa det sted. Men det er praktisk ikke nødvendigt i regelen at søge netop denne farve, da anvendelsen af en af de nævnte grader af lste orden pleier at give tilstrækkeligt udslag. Farveskala'en er særdeles fuldstændig aftrykt i Michel Levy's Mésure du pouvoir birefrigent, Bulletin de la soc. mineral. 1883. Om man endog kun fæster sig ved følgende grader, ter det i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt. sort blaaligt hvidt straagult orange . rødt. 1ste orden , Violet (sensible) indigo blaat grønt gulgrønt . gulrødt. 2den Der sees, at ifald gipsbladets farve ikke bringes til et for stort udslag, er der fuldkommen sikker differents ved anvendelse af hvidt, af gult, af rødt 1ste orden. Nogle exempler for tyde- ligheds skyld: 1885.] DEN OPTISKE KARAKTER + OG ++ I PARALLEL POLAR. LYS. 3 Til en prøve med isolerede krystaller erholdt jeg af profes- sor Rosenbach udsondrede fine apatitnaale. Nogle naale, altsaa under et dækglas i en draabe vand, bragtes i stilling 45” mel- lem krydsede nikoler i parallel polariseret lys. De antog derved skinnende lys blaalig farve. Gipsblad hvidt 1ste orden anbragt i det dertil bekvemme rum hos et instrument Nachet mellem ob- jektivstykket og øverste nikol, med sin +- retning parallel naalen, viste gul farve, med sin + retning udslukning over naalen til sort. Krystallen, hvis farve var af lste orden nær det hvide, er saaledes selv —. Præparater med de Daubrée'ske kunstigt fremstillede kvarts- krystaller (A. Daubrée: Etudes synthétiques de géologie experi- mentale, Paris 1879) og med de af prof. Pfaff omtalte yderst smaa kvartskrystaller (Miinchner Akad. Sitzung d. math. Classe 1 juli 1882, ,Einiges iiber Kalkstein*), tilbageblevne efter opløs- ning af Schaumkalk, give derimod for lignende prøve det mod- satte udslag. De sidstnævnte smaakrystaller til ex. viste hvidt i stillingen 45, og gipsblad hvidt med —+- retningen gav udslag til sort, med +- retningen til gult. Krystallen, hvis farve selv altsaa var lste orden, er saaledes +. Man erfarer snart, at metoden med gipsblad har hyppig anvendelse for alle i de almindelige præparater forekommende krystaller lige til ikke altfor uanselige mikroliter, for skiver osv., hvorsomhelst nogen kontur, klyvningsretning, tvillinggrændse kan tjene til orientering af objektet. Hvidt 1ste orden er i mange tilfælde, som ovenfor vist, en sikker prøve, men ogsaa gult lste kan ofte anvendes med fordel, navnlig om udslaget ikke sker større end til hvidt, blaaligt paa den ene side, til orange, rødt paa den anden side. Endelig ligesaa hyppigt og ofte sikrere end hvidt kan rødt lste anvendes med udslag exempelvis til orange og til blaat. Qgsaa for mange tilfælde, naar objektet viser selv en tem- melig stærk egenfarve, kan metoden endnu gjøre tjeneste, dog maa denne egenfarves indflydelse da medtages til overveielse. Med de brune nuancer (titanit til ex., brun zirkon, stærk- farvet rutil) lykkes det i regelen sjelden. 4 TH. KJERULF. D. OPT. KARAKTER + OG — I PAR. POLAR. LYS. 1885.] Paa denne maade er det let i mange tilfælde at faa en distinktion mere til valget mellem exempelvis disse > - vesuvian zirkon stundom skapolit rutil sjelden nefelin 4 kvarts turmalin brueit apatit kalkspat sjelden andalusit sillimanit hypersten enstatit talk muskovit klinoklor biotit straalsten og kloritoid hornblende og mange flere, thi egentlig er det jo saa, at man maa stadigt raadføre sig med tabeller over mineralernes optiske karakterer, da disse i regelen altid vil kunne medtages mellem de prøver, som gjøres. For hvert enkelt tilfælde har man naturligvis at tage i be- tænkning de forskjellige elasticitets-retningers beliggenhed i objektet. Jeg tillader mig at henvise til min fremstilling (i Nyt Maga- zin for Naturvidenskaber, Bd. 29): ,Grundfjeldsprofilet ved Mjø- sens sydende*. Et tilstrækkeligt antal exempler paa anvendelsen af den simple metode findes der i afsnittet: mikroskopiske under- søgelser. Trykt 4 August, Om Multiplikatoren ved Roberts's Methode. Af Professor Worm-Miiller. (Meddelelse fra Universitetets fysiologiske Institut.) (Fremlagt i Mødet den 15de Mai 1885.) SR I min Afhandling ,Om den kvantitative Bestemmelse af smaa Mængder Druesukker i Urinen og om Roberts's Methode* (Chri- stiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1883, No. 14 og No. 17) har jeg ikke indladt mig paa at faststille Multiplikatoren, fordi jeg fandt det nedvendigt at anstille flere Forsegsrækker med alle Kauteler, og skal jeg for nærmere at begrunde dette her først give en kritisk historisk Oversigt. Saavidt vides, har ingen af de tidligere Forskere (Roberts, Smoler, Manasséin, Antweiler og Breidenbend) nærmere studeret de videnskabelige (mathematisk-fysiske og kemiske) Principer for den Roberts'ske Methode; denne hviler nemlig ikke paa noget (forudfattet) theoretisk Grundlag, men udelukkende paa en hel Række Forseg, og de af Forskerne opstillede Multipli- katorer er udledede af Forsøgene, altsaa empiriske. Efter Roberts) der samtidig bestemte Sukkergehalten ved Titrering med Fehblings Vædske i 20 diabetiske Uriner (4.35— 11.36 %) samt i 7 Blandinger af diabetisk Urin med Vand og normal Urin (0.59—5.32 0/9), svarer en Differents i den specifike 1 W. Roberts, Edinburgh med, Journal, Oktober 1861, S. 326—333. Vid,-Selsk. Forh. 1885. No. 17. 1 2 | WORM-MÖULLER. [No. 17. Vægt for og efter Gjæringen af 0.001 til 0.23 % Druesukker: efter Manasséin,! der samtidig bestemte Sukkergehalten ved Hjælp af Ventzke-Soleil's Polarimeter i 17 diabetiske Uriner (4.2—6.4 9) samt i 15 Blandinger af diabetisk Urin med normal Urin, Ægge- hvide, Vand og Chlornatriumoplesning (1.7—3:3 0), har man for en Differents af 0.001 kun at beregne 0.219 %. Naar man tager i Betragtning, at Roberts bestemte Sukkergehalten ved Titrering, Manasséin ved Polarimeter, kan denne (forholdsvis ringe) kvantitative Forskjel ikke være paafaldende; Hovedvægten er med Rette lagt paa, at de af Roberts og Manasséin empirisk erholdte Multiplikatorer i vide Grændser viste sig at være uaf- hængige af Urinens Sukkergehalt, saa at de kunde opstilles som konstante Størrelser, hvad der selvfølgelig er af væsentlig Be- tydning for Methodens praktiske Brugbarhed. OQgsaa Antweiler og Breidenbend,? der samtidig bestemte Sukkergehalten ved Ti- trering med Knapp's Vædske i 12 ufortyndede (4.29—9.17 9) og i 5 med destilleret Vand til det dobbelte eller tidobbelte Volum fortyndede diabetiske Uriner (0.429—8.76 %), kom i sine for- øvyrigt modificerede? og derfor fra de andre afvigende Forsøg til det Resultat, at Multiplikatoren under forevrigt lige Forsegs- betingelser var en konstant Størrelse, der inden vide Grændser var uafhængig af Sukkergehalten. Siden 1879 har saavel jeg som mine Assistenter ved Under- søgelsen af diabetiske Uriner havt Anledning til at gjøre lignende . Iagttagelser, men blav det mig allerede strax indlysende, at Multiplikatoren ikke lader sig exakt faststille i diabetiske Uriner af ringere Sukkergehalt end 3.5—4 "/0, hvis man lægger den ved sædvanlig Titrering fundne Sukkergehalt til Grund for Bedem- 1 W. Manasséin, deutsches Archiv fiir klinisehe Medicin, Bd. X. Leipzig 1872. 8. 73—87. Pfliigers Archiv fir Physiologie, Bd. 28. Bonn 1882. S. 188—196. Gjæringen begunstigedes ved høiere (30—340 C.) Temp. samt ved at tilsætte Seignettesalt og fosforsurt Kali, og den sp. V. bestemtes i den gjærede Urin dels a) efter Filtreringen, der lettedes ved Hjælp af neutralt kromsurt Kali og eddikesurt Blyoxyd, og var i dette Tilfælde Multiplikatoren 263, dels b) uden Filtrering, i hvilket Tilfælde Multiplikatoren 218 kunde opstilles som konstant Middelværdi. v mn 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 3 melsen af den virkelige Sukkergehalt, altsaa hvis man indskrænker sig til at titrere Urinen før Gjæringen, fordi ved lavere Sukker- gehalt Urinens øvrige reducerende Substantser kan gjøre sin Indflydelse endog i hei Grad gjældende. Jeg siger derfor strax i Begyndelsen af min forrige Afhandling (S. 1): , Urinens Gehalt paa reducerende Stoffe lader sig vistnok bekvemt titrere med Knapps Vædske, men den saaledes fundne Mængde (beregnet efter Druesukkerets Reduktionsevne) repræsenterer ofte neppe tilnærmelsesvis den rette Sukkerværdi, fordi de øvrige reducerende Substantser her væsentlig kommer i Betragtning, og disses Mængde, der kan være ækvivalent med 0.05—0.4 "/9 Druesukker, varierer inden vide Grændser. Det gjælder her at bestemme den sande Sukkergehalt, og dette sker efter de i Institutet gjorte Erfaringer sikrest ved at titrere Urinen med Knapp's Vædske før og efter Behandling med Gjær.* Endvidere har jeg i samme Afhandling (1. c. S. 7) anført 3 Bestemmelser af diabetiske Uriner, der tydelig illustrerer dette, for end yderligere at godtgjøre, at man maa titrere (med Knapp's Vædske) de diabetiske Uriner før og efter Behandling med Gjær, fordi det er Differentsen i Reduktionsevnen før og efter Gjæringen, der maa lægges til Grund for Bedømmelsen af de diabetiske Uriners virkelige Sukkermængde (resp. det bortgjærede Kvantum"), hvad der uden videre fremgaar af den i forrige Afhandling (1. ce. S. 7) meddelte Tabel, som jeg her ordret citerer uden nogen Forandring, men kun med Tilføielse af de efter Forsøgene be- regnede Koefficienter, naar man lægger Differentsen i Reduktions- evnen til Grund for Bedømmelsen af den virkelige Sukkerprocent. 1 I No. 2 var nemlig Urinen ikke fuldt udgjæret (efter 24 Timers Henstand), da den fremdeles gav Sukkerreaktion. 1* 4 WORM-MULLER. [No. 17. Differents af De efter denne Forsøgene be- regnede Mul- tiplikatorer et m Å >=å > gd Oo 50 mrd gs en | o2P DR DD * — D oD Amr =% E-F- 2 I ' 2 8 mo Ten) SKYA Q OD AE å mA DQ mm i o DE DoD m O de) dt o re o - Do F= OD Ea GA ==, ER ===> | Ag ==) ao & = ' ' == sk] le) | ng of Te) d de) 2 EP JA 8 Eg =, == == 2 SH S : | MØ "Te Ga = > DD 10 vest = 3 — GU «U 5 oP | ==, == Oo EAS | : > METER PN Ea pr + | Em | 0 Q GE Eg ON ER NE | > å 30 | > Yen — sH | E | RE | Au = = | EE | FS) | EE SN NI | E å | 5 | SE | 1 1 | Ef | å | Q | At de beregnede Multiplikatorer differerer noget fra Roberts's (230), kan ikke overraske, da Titreringerne ikke lader sig ud- føre med den absolute Neiagtighed, at ved høiere Sukkergehalt end ca. 1 % en Afvigelse af 0.05 % kan undgaaes. Overens- stemmelsen er imidlertid, naar Sukkergehalten beregnes efter Roberts, fuldt tilfredsstillende. Roberts's Methode (230) gav altsaa her gode Resultater, naar den virkeligen bortgjærede Sukkergehalt (>: Differentsen i Reduk- 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 5 tionsevnen) lagdes til Grund for Bestemmelsen; lægges derimod i disse Forseg blot Titreringen før Gjæringen til Grund, bliver Resultatet betydeligt afvigende, kfr.: De efter Titre- o « * | Sp. V. Sp. V. | Differents rn Titrering med Munster & Å | før Gjæ- |efter Gjæ-|mellem de|, SYaTence Knapp før 219718 EE inein ie : Sukkergehalt Pr Forsøgene be- = pr RE P- *- efter Roberts.) dr regnede Mul- tiplikatorer. No. 1 | 1.0851 | 1.0185 | 0.0166 | 3.82 % | 4.17:9% 251.2 - 21|1.0815 | 1.02874| 0.00776| 1.785 - 2.54 - |: 83827.8 - 8|1.0248 | 1.0212 | 0.0036 | 0.83 - 1.25 - 347.2 Lægges altsaa Titreringen før Gjæringen til Grund, bliver Koefficienterne vexlende, større ved aftagende Sukkergehalt, fordi de øvrige ikke gjæringsdygtige reducerende Substantser her sæd- vanlig ikke blot er tilstede i relativ, men ogsaa 1 absolut større Mængde end ved diabetiske Uriner af høiere Sukkergehalt, i hvilket Fald i Regelen Polyurien er meget mere fremtrædende. Da disse Variationer af Multiplikatoren paa Grund af de øvrige reducerende Substantsers forskjellige Mængde i de forskjellige diabetiske Uriner er ganske uregelmæssige, saa vilde man let komme til at begaa store Feil, hvis man beregnede Koefficienten efter Titreringen af diabetiske Uriner før Gjæringen, navnlig ved lavere Sukkergehalt og hvor der ikke er udtalt Polyuri. Uagtet Roberts, Antweiler og Breidenbend har indskrænket sig til at titrere de diabetiske Uriner før Gjæringen, gjer dog denne Feil sig ikke gjældende i deres Forsøeg, fordi de har udført sine Titreringer i diabetiske Uriner af. høiere Sukkergehalt (4.29 —11.36 %) og de har lagt Bestemmelserne af disse Uriner til Grund for Bedømmelsen af Sukkerprocenten i de diabetiske Urin- blandinger af lavere Sukkergehalt, hvorfor de øvrige reducerende Substantser (ialfald saagodtsom) ikke kommer i Betragtning og Overensstemmelsen er fuldt tilfredstillende, saa at jeg her fandt nærmere Kritik og Redegjørelse unødvendig. Da saaledes Titreringen før Gjæringen i ufortyndet diabetisk Urin, navnlig naar denne indeholder mindre end 3—4 % Drue- 6 WORM-MULLER. [No. 17. sukker, paa Grund af de øvrige reducerende Substantser ikke bør lægges til Grund for Sammenligningen, og da Titrering med Knapp's Vædske før og efter Gjæringen fordrer saamegen Rutine og Akkuratesse, at der her maaske kan opkastes Tvivl om Me- thodens absolute Noeiagtighed, var det nødvendigt at faststille Urinens Sukkergehalt paa en saadan Maade, at der i saa Henseende ikke kunde gjøres nogen Indvending. Det var paa Grund heraf, at jeg tilsatte normal (sukkerfri 1) Urin afveiede Mængder kemisk rent Druesukker, og i de saaledes tilberedte urinese Druesukkeropløsninger af neiagtig kjendt Styrke be- stemte den sp. V. (ved Hjælp af et med Stigerer og Thermo- meter forsynet Pyknometer) før og efter Gjæringen med alle Kauteler. I Fællesskab med I. Hagen udførtes de første Bestemmelser i en normal Urin uden og efter Tilsætning af Druesukker (0.0625, 0.125, 0.25, 0.5, 1, 2 og 4 %%) (l. c. 8.3), og skal jeg her atter korteligen meddele Resultatet: ; Procent- | Procent- | Multipli- på Ep gehalt efter|gehalt efter katoren Urin. - før efter mellem de Roberts | Manassöin lifølge For- Gjæringen. | Gjæringen.| sp. V. (230). (219). søgene. opr. 1.02126 | 1.02106 | 0.00020 | 0.046 % | 0.044 %/o 0.0625 %/0| 1.02150 | 1.02091 | 0.00059 | 0.136 - |0.129 - 106 0.125 -| 1.02171 | 1.02066 | 0.00105 |0.24 - 10.238 - 9 0.25 -| 1.022382| 1.02069| 0.00163|0.87 - 10.36 - 153 0.5 - | 1.02290 | 1.02070 | 0.00220 |0.51 - 10.48 - 227 1.0 -| 1.02476 | 1.02050 | 0.00426 | 0.98 0.93 - 235 2.0 - | 1.02851| 1.01977 | 0.00874 12.01 - |191 - 229 4.0 - | 1.038621 | 1.01819 | 0.01802 | 4.14 - 13.95 - 222 Af Tabellen sees, at Differentserne mellem de sp. V. for de 4 høieste Sukkergehalters Vedkommende (0.5 % og derover) til- nærmelsesvis staar i direkte Forhold til Sukkergehalten, saa at I 9: som ikke gav Reaktion paa Sukker. 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 7 de af disse Forseg beregnede Multiplikatorer viste god Over- ensstemmelse, hvorimod en saadan Regel ikke kan opstilles for de Uriners Vedkommende, som blot indeholdt 0.25 % Sukker eller mindre, idet her Differentserne mellem de sp. V- aftog meget langsommere end Sukkeret og saaledes de af disse Bestemmelser beregnede Multiplikatorer blev uforholdsmæssig smaa (158 ved 0.25 %, 119 ved 0.125 % og 106 ved 0.0625 0). At saa maatte blive Tilfældet i denne Forsøgsrække ved disse Koncentrationer, fremgik allerede deraf, at selv den oprindelige Urins sp. V. mær- kelig aftog efter Gjæringen, idet Differentsen beregnet efter Roberts svarede til 0.046 %. Men dette er ikke tilstrækkeligt til at dække Forskjellen; et andet Moment maa ogsaa have gjort sin Indflydelse gjældende. Nærmest tænkte jeg mig Muligheden af, at selv en ringe Sukkergehalt som 0.25 %/ og mindre frem- bragte et stærkere Forbrug af Stoffe i Urinen under Gjæringen end i den normale (sukkerfri) Urin og paa Grund heraf en ufor- holdsmæssig Formindskelse af den sp. V., medens ved 0.5 % og derover Forsøgsrækken maaske kunde synes at tale for, at det her var de af Sukkeret ved dets Gjæring dannede Produkter, som fortrinsvis betingede den ringere specifike Vægt efter Gjæringen, og skal jeg, for nærmere at belyse dette, tabellarisk sammen- stille Differentserne mellem den udgjærede oprindelige Urins sp. V. og de udgjærede sukkerholdige Urinblandingers sp. V. i denne Forsegsrække: De sukker- Dertil sva- Opr. Urin. PR. be ae holdige Urin- Sp. V. efter Different. rende Procent- Gjæringen. blandinger Gjæringen. gehalt efter å Roberts. 1.02091 | 0.00015 | 0.0345 /0 1.02066 | 0.00040 | 0.092 - 1.02069 | 0.00087 | 0.085 - 1.02070 | 0.00036 | 0.083 - 1.02050 | 0.00056 | 0.129 - 1.01977 | 0.00129 | 0.297 - 1.01819 | 0.00287 | 0.660 - Q WORM-MÖLLER. [No. 17. Som bekjendt forvandles en Druesukkkeroplesning ved Gjæ- ringen til en Alkoholoplesning, hvis Procentgehalt paa Alkohol er nogenlunde lig Halvparten (efter den theoretiske Formel 51 %/) af den oprindelige Oplesnings Gehalt paa Druesukker. En 4 %s Druesukkeroplesning forvandles altsaa til en 2 %/s (2.04 %/) Alkoholopløsning. Nu viser der sig i Forsøgene en vis Overensstemmelse. Den gjærede 4 %/s urinese Druesukkeroples- ning differerede i sp. V. fra den gjærede oprindelige (sukkerfri) Urin med 0.00287; en noget lignende, om end større, Forskjel i sp. V. findes ogsaa mellem destilleret Vand og en vandig 2 %s Alkoholopløsning; thi denne har ved 15.59 C. en sp. V. af 0.9963. Det samme var ogsaa Tilfældet med de gjærede urinese 2 %/s og 1 %s Druesukkeropløsninger, hvis sp. V. differerede fra den gjærede sukkerfri Urins med 0.00129 resp. 0.00056, idet For- skjellen mellem 1 ig resp. /> ig Alkoholoplesnings og de- stilleret Vands sp. V. er 0.0019 resp. 0.00095. Ved de lavere Sukkergehalter (0.5, 0.25, 0.125 og 0.0626 9) var derimod Diffe- rentsen i det væsentlige den samme (0.00036, 0.00037 og 0.00040) og svarer den omtrentlig her til Forskjellen mellem den sp. V. af Vand og en Alkoholopløsning af ca. 0.2 %%. Paa denne en- sidige Analyse af Forsøgsresultaterne lagde jeg dog ingen Vægt og undlod derfor at anføre den i min forrige Afhandling, fordi en indgaaende Undersøgelse lettelig kunde godtgjøre, at denne Qverensstemmelse ved 0.5 % og derover kun var tilsyneladende, hvad ogsaa nogle Bestemmelser, udførte paa den samme Maade i en anden normal Urin, antydede (kfr. 1. c. S. 7): " å Procent- | Procent- | Multipli- Urin Ep re Å OE gehalt efter gehalt efter katoren : Gan Gas 7. Roberts | Manasséin |efter For- Je SE Å Å (230). (219). søgene. opr. 1.0269 | 1.0259 | 0.0010 | 0.23 90.219 %% 0.5 % | 1.0285 | 1.0266 | 0.0019 | 0.437 - |0.416 - 263 1:0+> 1.0308 | 1.0264 | 0.0039 | 0.897 - |0854 - 256 1885.] oM MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 9 Ligesaalidt som jeg her vovede at drage nogen bindende Slutning, ligesaalidt ansaa jeg mig berettiget til med Sikkerhed at faststille Multiplikatoren. Afseet fra, at jeg selv kun havde udført en enkelt større Forsøgsrække med sukkerholdige Urin- blandinger, var det mig paafaldende, at der i denne Forsegsrække, naar de sukkerholdige Urinblandinger opbevaredes 30—60 Timer i tilukkede Flasker uden Tilsætning af Gjær ved 25" C., de- strueredes en ikke ganske ringe Mængde Sukker; thi dette er ialfald i Regelen ikke Tilfældet med diabetiske Uriner eller med sædvanlige sukkerholdige Urinblandinger! (saafremt Sukkeret først opleses i Urinen, efterat denne umiddelbart i Forveien har været ophedet til Kogning), hvad vi ogsaa her i Institutet har havt rigelig Anledning til at erfare.” Man kunde saaledes tænke sig Muligheden af, at de smaa Variationer, som den af de nævnte Forsøg beregnede Multiplikator, der nærmest svarede til den af Roberts opstillede (230), viste ved 0.5 % og derover3 delvis kunde være betinget af de sukkerholdige Urinblandingers usæd- vanlig ringe Holdbarhed, ihvorvel dette ikke var sandsynligt, og ansaa jeg det for hensigtsmæssigt at gjentage Forsøgene med alle Kauteler, førend jeg indlod mig paa at faststille Multipli- 1 Jeg bemærker derfor i min forrige Afhandling om Roberts's Methode, S. 8: » Vistnok er sædvanlig saavel sukkerholdige Urinblandinger som navnlig dia- betiske Uriner meget mere resistente; men da det dog i ethvert Fald kan hænde, at et vist — om end ringe — Kvantum Sukker destrueres ved Hen- stand, bør man ikke opsætte med at bestemme Urinens sp. V. før Gjæringen*. Da jeg der udtrykkelig siger, at ,det kan hænde*, saa er det ingenlunde korrekt, naar den danske Læge Dr. Budde i sit Referat (kfr. Ugeskrift for Læger, 4de Række, Bd. 9, S. 355) meddeler, at jeg har ,fundet, at naar man henstiller sukkerholdig Urin ved 250 OC. i tillukkede Flasker uden Gjær, vil Sukkermængden efter 36—60 Timers Forløb være kjendelig formindsket*, ? Kfr, f. Ex. Pfligers Archiv fir die gesammte Physiologie, Bd. 28, J. 1882, p. 482: ,Der Traubenzucker wird auf diesem Weg verhåltnissmåssig langsam destruirt; um das zu beleuchten, wird nur ein Versuch mit der oben ge- nannten 1 0/jigen urinösen Traubenzuckerlösung hier angefihrt; eine Probe derselben wurde 5 Tage bei gewöhnlicher Temperatur stehen gelassen und titrirt; es wurden 1.213 0/) gefunden. Da der Procentualgehalt in der friseh bereiteten Lösung 1.25 0/9 war, so waren vielleicht ca. 0.03 0/, versehwunden*. 3 Multiplikatoren var nemlig en Smule variabel, idet den havde sit Maximum ved 1 0/9 (235) og aftog noget saavel ved høiere (ved 2 0/) 229 og ved 40/, 222) som ved lavere (ved 0.5 0/9 227) Sukkergehalt. 10 WORM-MULLER. [No. 17. katoren, men indskrænkede mig forelebigen til nærmere at be- stemme den Sukkergehalt, under hvilken Methoden ikke længere gav neiagtigt Resultat. Af de foregaaende Forseg vidste jeg, at den maatte ligge mellem 0.5 0g 0.25 99, og fandt jeg det i Hen- hold til den vundne Erfaring, at ogsaa den normale Urins sp. V. kan aftage mærkeligt under Gjæringen, hensigtsmæssigt først at oplese Sukkeret i den normale Urin, efterat den var udgjæret, filtreret og ophedet til Kogning. Til den Ende filtreredes den oprindelige Urin, bestemtes dens sp. V. og hensattes den med Gjær i 36 Timer, hvorpaa den filtreredes og den sp. V. atter bestemtes. Nu ophededes den til Kogning i en Kolbe med op- stigende Kjøler, filtreredes og bestemtes efter Afkjølingen atter den sp. V., der viste sig identisk med den sp. V. før Kogningen. I denne Urin opløstes nu bestemte, afveiede Mængder kemisk rent Druesukker under mild Opvarmning. Forsegene godtgjorde, at ca. 0.4 % Sukker danner Grændsen (Christiania Videnskabs- selskabs Forhandlinger 1883, No. 17), kfr.: Proeent- | Procent- | Multipli- gehalt efter gehalt efter katoren Roberts | Manasséin |lifølge For- (230). (219). søgene. Sp. V. Sp. V. | Differents Urin. før efter mellem de Gjæringen. | Gjæringen.| sp. V. opr. 1.02421 | 1.02413 | 0.00008 | 0.018 % | 0.018 % | 0.8 % | 1.02572 | 1.02402 | 0.00170 | 0.39 - |0.37 - 176 0.4 - | 1.02579 | 1.02392 | 0.00187 | 0.48 - |041 - 214 I Henhold til samtlige Erfaringer ansaa jeg Roberts's Methode for meget brugbar til kvantitativ Bestemmelse af Urinens Sukker- gehalt. naar denne ikke er mindre end 0.4—0.5 %, og havde jeg fuld Grund til at antage, at Multiplikatoren over denne Kon- centration kunde sættes lig en konstant Middelværdi; thi samtlige Forsøg viser med Bestemthed hen paa, at ved 0.5 % og derover Gjæringsprocessens Forandring af Urinen ikke frembringer nogen mærkbar Forandring af Multiplikatoren, der i det Væsentlige bliver den samme ved de forskjelligste Variationer i Urinens sp. V., hvad enten de skriver sig fra forskjellig Sukkergehalt eller fra vexlende 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 11 Mængder af de øvrige å Urinen indeholdte Stoffe. De af Ro- berts, Manasséin, Antweiler og Breidenbend udførte Bestemmelser i diabetiske Uriner af høiere Sukkergehalt end 4 "/ (4.2—11.36 %%) godtgjer nemlig tilstrækkeligen, at Koefficienten her maa siges at være en tilnærmelsesvis konstant Størrelse. Endvidere fremgaar det af mine Bestemmelser i diabetiske Uriner og i sukkerholdige Urinblandinger af 1—4 0 samt af Manasséins Bestemmelser i diabetiske Urinblandinger af 1.7—3.3 % til Evi- dents, at Multiplikatoren heller ikke inden disse Grændser va- rierer Synderligt, selv om Urinens Gehalt paa andre Stoffe var i hei Grad vexlende, idet Blandingernes sp. V. efter Gjæringen varierede inden vide Grændser (fra 1.0029—1.0200). Da Manas- séins Bestemmelser overhovedet var mig særlig instruktive, skal jeg her give en tabellarisk Oversigt over samtlige af ham med- delte Forseg med æggehvidefri diabetiske Uriner og Blandinger af disse med normal Urin, Vand og Chlornatriumoplesning.: I disse faststilledes Sukkergehalten ved Ventzke-Soleils Polari- meter og bestemtes de sp. V. ved Pyknometret. Procent- | Procent- s 6 GE Sp. V. Sp. V. |Differents | gehalt gehalt ee Soleil-Ventzke's| før Gjæ- |efter Gjæ-mellem de| efter Ro- | efter Ma- |-4 Joe For- er ere ringen. | ringen. sp. V. berts nasséin abnd (230). (219). 1.7 % | 1.0271 | 1.0200 | 0.0071 | 1.63 %| 1.55 %| 239 o Æ | 1.95- | 1.0260 | 1.0170 | 0.0090 | 2.07 - |1.97 - | 217 E V2.35- |1.0272 | 1.0164 | 0.0108 | 2.48 - |2.37 - | 218 2 194 - |1.0272 | 1.0165 | 0.0107 | 2.46 - |2.34 - | 224 E (24 - 1.0272 | 1.0161 | 0.0111 | 2.55 - |2.43 - | 216 g J26 - |1.0150 | 1.0029 | 0.0121 | 92.78 - |2.65 - | 215 £ [2.9 - |1.0284 | 1.0153 | 0.0131 | 3.01 - |2.87 - | 991 2 | 2.95- | 1.0267 | 1.0133 | 0.0134 | 3.08 - |92.93 - | 220 A 3.3 - | 1.0269 1.0120 | 0.0149 | 3.43 - |3.26 - | 221 1 I de æggehvideholdige Uriner og Urinblandinger gav den af Manassöin op- stillede Multiplikator et noget for høit Resultat (0.08—0.21 0/,). 12 WORM-MULLER. [No. 17. Procent- | Procent- go Bukkene Sp. V. Sp. V. | Differents| gehalt gehalt ke Mir SolelValsk før Gjæ- efter Gjæ- mellem de efter efter "føl pen Palma ringen. ringen. sp. V. | Roberts |Manasséin|"? 8* * 0r- (230). | (219). | *78*ne. 42 % | 1.0283 | 1.0088 | 0.0195 | 4.49 %|4.27% | 215 4.25 - | 1.0278 | 10081 | 0.0192 | 4.42 - |420 - | 991 4.25 - | 1.0273 | 1.0080 | 0.0193 | 444 - |4.23 - | 290 s Å 4.85- | 1.0267 | 1.0044 | 0.0223 | 5.13 - |488 - | 917 Ai | 4.85- | 1.0981 | 1.0057 | 0.0294 | 5.15 - |491 - | 217 PP | 5.25- | 1.0288 | 1.0049 | 0.0239 | 5.50 - |5.23 - | 220 NY 5.8 - | 1.0289 | 1.0052 | 0.0237 | 5.45 - | 5.19 - | 294 & | 5.35- | 1.0298 | 1.0055 | 0.0243 | 5.59 - |5.32 - | 220 Å f 5.45- | 1.0296 | 1.0047 | 00249 | 5.73 - |5.45 - | 219 5.7 - | 1.0818 | 1.0059 | 0.0259 | 5.96 - | 5.67 - | 220 5.7 - | 1.0818 | 1.0056 | 0.0262 | 6.03 - |35.74 - | 218 6.4 - | 1.0350 | 1.0057 | 0.0293 | 6.74 - |6.42 - | 218 Kommer hertil, at i mine Forseg Multiplikatoren ogsaa var tilnærmelsesvis konstant ved lavere Sukkergehalt end 1 9 indtil ca. 0.4 %, der dannede Grændsen, at Multiplikatoren heller ikke varierede mærkeligt i den af Roberts og i de to af Antweiler og Breidenbend udførte Bestemmelser i diabetiske Urinblandinger af 0.59, 0.538 og 0.429 0, samt endelig, at selv om den af For- søget beregnede Multiplikator ved disse lavere Gehalter viser en Afvigelse af ca. 10 % fra den opstillede Normalværdi, bliver dog Bestemmelserne her tilfredsstillende, saa ansaa jeg mig for fuldt berettiget til af samtlige foreliggende Erfaringer at drage følgende Konklusion (1. c. S.8—9): ,Roberts's Methode er en exakt videnskabelig Methode til kvantitativt at bestemme Sukkeret i Urinen og overtræffes neppe af nogen anden i Sikkerhed, naar Ge- halten ikke er mindre end ca. 0.5 % og man bestemmer den sp. V. ved et med Stigerer og Thermometer forsynet Pyknometer*. 82. Da den (S. 6) anførte Forsøgsrække syntes at tale for Mulig- heden af, at Multiplikatoren kunde variere noget, om end i ringe 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS'S METHODE. 13 Grad, med Sukkerprocenten, vilde det kunne være af Betydning at tage Hensyn til disse vistnok ubetydelige Variationer, hvis de skulde vise sig at være regelmæssige, ved Beregningen. Det gjaldt altsaa nu nærmere at undersøge, hvorvidt Multi- plikatoren kan sættes lig en konstant Middelværdi, samt med Exakthed at faststille denne. Til den Ende udførtes Forsøgene med 2 normale Uriner af meget forskjellig sp. V. (1.02998 og 1.01512) for at komme til Kundskab om, hvorvidt Urinens Ge- halt paa de øvrige Stoffe gjorde sin Indflydelse gjældende, og tilsattes disse Uriner efter Udgjæringen bestemte Mængder kemisk rent Druesukker. De sp. V. bestemtes ved Hjælp af Sprengel's Pyknometer med indsmeltet Thermometer i den af Landolt (,, Das optische Drehungsvermögen organischer Substanzen*, Braunschweig 1879, S. 135, Fig. 53) anbefalede Form, da jeg fuldt kan stad- fæste Rigtigheden af Landolt's Udtalelse S. 135, at ,dieses Pyk- nometer lisst ein sehr bequemes und genaues Årbeiten zu, man erhålt die specifischen Gewichte bei mehrfachen Einstellungen höchstens um 2 bis 3 Einheiten in der fönften Decimale abwei- ehend*. Forsegsdetaillerne var korteligen følgende: de oprinde- lige Uriner filtreredes, deres sp. V. bestemtes, og hensattes de med Gjær i 36 Timer, hvorpaa de filtreredes og den sp. V. atter bestemtes. Nu ophededes de til Kogning i en Kolbe med op- stigende Kjeler, filtreredes, og bestemtes efter Afkjelingen atter den sp. V., der viste sig identisk med den sp. V. før Kogningen. I disse Uriner opløstes bestemte Mængder kemisk rent Druesukker under mild Opvarmning. Ogsaa i disse Forsøg laa Grændsen mellem 0.3 og 0.5 0, kfr.: Hp. Diforonin) Froeont- | Frooont- | Multpli- fat ottar | mellem de |gehalt efter gehalt efter katoren Gjæringen. Gjengen, sp. V. gg op egg pet Urin No. 1 | | | opr. 1.02998 | 1.02981 0.00017 | 0.039 9 0.037 % 0.3 % | 1.03109 | 1.02960 | 0.00149 | 0.343 - |0.326 - | 201 0.5 - 1.038170| 1.02953 | 0.00217 | 0.499 - | 0.475 - | 230 14 WORM-MULLER. [NG Sp. V. Sin, Vi «fr Procent- | Procent- | Multipli- EE av St pg Frye gehalt efter gehalt efter katoren Gjæringen. | Gjæringen.| sp. V. Roberts | Manassöin |ifølge For- (230). (219). søgene. 1.0 % 1.08379 | 1.02940 | 0.00439 | 1.010 % 0.961 %| 228 20" 1.08796 | 1.02930 | 0.00866 | 1.992 - | 1.897 - 231 4.0 - 1.04656 | 1.02917 | 0.01739 | 4.000 - | 3.808 - 230 8.0 - | 1.06403 | 1.02908 | 0.08500 8.050 - |7.665 - | 229 Urin No. | opr. 1.01512 | 1.01491 | 0.00021 | 0.048 9 | 0.046 %/o 0.3 %/ 1.01635 | 1.01483 | 0.00152 | 0.350 - 10.333 - 197 0.5 - 1.01696 | 1.01471 | 0.00225 | 0.518 - |0.493 - 223 1.0 - 1.01911 | 1.01458 | 0.00458 | 1.042 - 10.992 - pk Å 2.0 - 1.02277 | 1.01441 | 0.00836 | 1.923 -.11.831 - 239 40 - 1.03195 | 1.01429 | 0.01766 | 4.062 - | 3.868 - 207 8.0 - 1.04857 | 1.01396 | 0.03461 | 7.960 - | 7.580 - 231 Disse Forsøgsrækker, der staar i fuldstæendig Harmoni med de før af mig udførte, taler med Bestemthed for Berettigelsen af at faststille den af Roberts opstillede Multiplikator (230) som konstant Middelværdi ved Bestemmelser i Uriner af 0.5 %0 og derover. Vistnok laa i Urin No. 2 den af Forsegene beregnede Multiplikator ved 0.5 og 1 % nærmere Manasséin's (219), men da dette ikke var Tilfældet med de andre Uriner, og da ogsaa Bestemmelserne i Urin No. 2 med Roberts's Multiplikator er fuldt tilfredsstillende saavel ved 0.5 % som ved 1 0/o0, saa ber den af Roberts empirisk erholdte Multiplikator dog bibeholdes som Norm. Under 0.5 aftager, som vi før har seet, Multipli- katoren, og vilde ved 0.4 %, der efter mine Erfaringer ber sættes som Grændsen for Methodens Anvendelighed, den af Ma- nasséin opstillede Multiplikator (219) være at foretrække, men Bestemmelserne bliver dog ogsaa her tilfredsstillende, selv om man lægger Multiplikatoren 230 til Grund. Under 0.4 % af- tager Multiplikatoren raskt og synes heller ikke Aftagelsen at være saa lovmæssig, at man her ter opstille bestemte Værdier, , 1885.] om MULTIPLIKATOREN VED ROBERTS $ METHODE. 15 2 om end mine Erfaringer maaske synes at tale for Berettigelsen af ved 0.3 % at opstille Multiplikatoren 190. Idet jeg lægger den af Roberts empirisk erholdte Multipli- kator (230) til Grund) kan jeg ikke undlade atter at fremhærve, at Roberts's Methode neppe overtræffes af nogen anden i Sik- kerhed, hvor man vil bestemme Sukkeret i diabetiske Uriner af større Gehalt end 0.4—0.5 %, og har jeg selv hidtil udelukkende betjent mig af denne Methode for videnskabelig at kontrollere de paa anden Maade (ved Titrering og Polarisation) erholdte Resultater. Hermed vil jeg ingenlunde have benægtet Mulig- heden af, at der gives Uriner, i hvilke Resultatet kan blive noget afvigende paa Grund af særegne Substantser (saaledes kunde man tænke sig Muligheden heraf i diabetiske Uriner under Brugen af Terpentin), men dette er hidtil ikke bevist og vil i ethvert Fald blot være en Undtagelse. Oprindelig er Methoden anvendt og indført i Medicinen af Wm. Roberts som en ren praktisk Methode, hvorfor han ogsaa foreslaar at kalde den ,the clinical method of estimating sugar* (Roberts 1. c. S. 327), og den fortjener sikkerlig ogsaa Udbre- delse som saadan i Hospitaler, der staar under videnskabelig Kontrol. At Methoden ogsaa kan være praktisk brugbar selv ved lavere Sukkergehalt (0.5—1 9»), fremgaar med Sandsynlighed af 1 At Manasséin erholdt Multiplikatoren 219, er sandsynligvis begrundet i, at Bestemmelserne ved Soleil-Ventzke's Apparat gav noget for lave Værdier. I sit Referat i Fresenius's Zeitschrift fir analytisehe Chemie, 24 Jahrgang, 1885, S. 300—302 af min Afhandling ,Om Druesukkerets Bestemmelse i Urinen ved Hjælp af Soleil-Ventzke's Polarimeter* (Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1884, No, 7) bemærker F. Hofmeister (S. 301): ,,Bei den ålteren Soleil- Ventzke'schen Apparaten liegt der Zuckerscala die Annahme zu Grunde, dass die specifisehe Drehung des Traubenzuckers + 560 betrågt. Diese Zahl ist jedoch nach neueren Bestimmungen zu hoch gegriffen, so dass Bestimmungen mit diesen Apparaten etwås zu niedrige Zahlen geben miissen. Vielleicht sind die vorliegenden und die von ålteren Beobachtern gefundenen Differenzen zwischen Polarisation und Titrirung, welche meist in gleicher Richtung liegeny zum Theil aus diesem Umstande zu erklåren.* Dette kan ikke have havt mærkelig Indflydelse paa mine Bestemmelser med Soleil-Ventzke's Polarimeter, da de af mig benyttede Apparater var justerede af mig og mine Assistenter for rene Druesukkeropløsninger og det ene Soleil-Ventzke's Saccharimeter var af nyeste Konstruktion (1882—1883). . i 16 WORM-MULLER. [No. 17. Roberts's, Antweilers og Breidenbends Bestemmelser, der er ud- forte med Aræometret, men maa dette isaafald være meget tydeligt og omhyggeligt konstrueret og bør det være forsynet med Thermometer, da Bestemmelserne af de sp. V. noiagtig skal foregaa ved en og samme Temperatur. Imidlertid har jeg dog mine Betænkeligheder ved at anbefale Methoden til Brug for den sædvanlige praktiserende Læge; Ma- nasséin gjør nemlig (1. c. S. 78) med fuld Ret opmærksom paa, »dass selbst Urometer, welche von bekannten Firmen verkauft werden, micht selten völlig unbrauchbar sind", og personlig har jeg gjentagne Gange havt Anledning til at overbevise mig om, at Aræometre, der endog anvendes i videnskabelige Instituter til Bestemmelse af Urinens sp. V., kan være heist upaalidelige, hvilket den praktiserende Læge, der vel i Regelen ogsaa mangler den fornedne Sagkundskab, hyppig ikke har Anledning til at kontrollere. Qg — mine Betænkeligheder i saa Henseende er blevne end større, efterat jeg har gjort mig bekjendt med den af den praktiserende Læge Dr. Budde i Kjøbenhavn i April Maaned f. A. udgivne Afhandling om dette Thema. Uagtet han i mange Aar har gjort Diabetes mellitus til Gjenstand for Specialstudium, saa vidner dog Afhandlingen om manglende Indsigt, hvorfor han ogsaa er kommen paa lrveie, hvilket er saa meget mere at be- klage, som han har sat sig til Formaal at ,underkaste den hele Methode en mere indgaaende Undersøgelse, særligt fra en Side som man slet ikke er kommet ind paa, nemlig den mathematisk- fysiske”. Da Dr. Budde fælder en streng Dom over de hidtil udførte Arbeider og han kommer til det grundforskjellige Re- sultat, at Multiplikatoren i diabetiske Uriner ikke engang til- nærmelsesvis kan sættes lig en konstant Middelværdi, men at den er en vexlende Størrelse, skal der i den følgende Afhand- ling gives et udførligt kritisk Referat af hans Arbeide, uagtet den af ham begaaede Feil (at have lagt en urigtig Værdi til Grund for Bedemmelsen af Urinens virkelige Sukkergehalt) er iøinefaldende og paatagelig nok. Berigtigelser. 'Side 8, L. 16—17 f. 0. læs: Ved de tre lavere Sukkergehalter (0.5, 0.25 og 0.125 0) var derimod o. s. v. — 8 L. 7 f. n. tilføies efter ,antydede (kfr. 1. e. S. 0": men det kan her maaske synes noget tvivlsomt, om Gjæringen var fuldt færdig. — 14, L. 10 f. 0. Multiplikatoren i Urin No. 2 ved 0.5 0 er ikke 228, men 222 (222,92). Trykt 27 November 1885. 0: é gr Å DE ET V v ATP + Betragtninger over Multiplikatoren ved Roberts's Methode. Af Prof. Worm-Miiller og J. Fr. Schroeter. (Meddelelse fra Universitetets fysiologiske Institut.) (Fremlagt i Mødet den 15de Mai 1885.) Sk EN Budde har efter et Foredrag holdt i ,,Medicinsk Selskab* i Kjøbenhavn den 11te Marts 1884 meddelt en udførlig theoretisk og experimentel Kritik over Roberts's Methode i det af ham redigerede , Ugeskrift for Læger", 4de Række, Bd. 9, Kjøben- havn, April 1884, S. 354—357, 875—385 og 401—410. S. 854—3357 giver han et kort Referat over de hidtil udførte Undersegelser, hvorpaa han indleder sin Kritik paa følgende Maade (1. c. S. 875—8381): ,Ingen af de Forfattere, der have syslet med denne Opgave, ere imidlertid komne ind paa Spørgs- maalet om Principet for den Roberts'ske Methode. Og dog synes dette ved første Oiekast at lide af en meget nærliggende Feil, som jeg ved en anden Leilighed? tidligere nærmere har paavist, idet man har viliet bringe det samme Princip til praktisk Anvendelse ved Æggehvidebestemmelsen. Feilen er den, at man betegner og anvender den Koefficient, hvormed Vægtfyldeformindskelsen ved Sukkerets Bortskaffelse skal multipliceres for at give Procent- mængden af Sukkeret, som en konstant Størrelse, uagtet den efter sin Natur maa være en variabel Størrelse. Inden- for Grænserne af de Værdier, hvorom der her vil kunne være I V, Budde: Bidrag til Albuminometrien o. s. v. Bibl. f. Læger, Jan. 1870. Vid.-Selsk. Forh. 1885, No, 18. 1 & 2 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. Tale, vil nemlig Bortskaffelsen af en vis Mængde Sukker for- mindske Vægtfylden desto mindre, jo større Mængden af andre faste Stoffe i Urinen og dermed dennes Vægtfylde er, og omvendt, medens ifølge Principet, saaledes som Forfatterne have anvendt det, Bortskaffelsen af en vis Mængde Sukker altid skulde betinge den samme Vægtfyldeformindskelse .... Dette Moment vil altsaa ved de heromhandlede Undersøgelser bidrage til at gjøre Koeffi- cienten større ved de høiere Vægtfyldegrader. Paa den anden Side vil det være ligesaa let at vise, at en Forøgelse af Urinens Vægtfylde ved Sukkerprocentens Stigen omvendt vil bidrage til at gjøre Koefficienten mindre ved de høiere Vægtfyldegrader. Undersøger man nu, hvorvidt disse Forhold gjør sig gjældende i Forfatternes Forsegsrækker, saa finde vi i Regelen ikke den ringeste Antydning deraf. De have hver for sig beregnet Koeffi- cienten som en konstant Størrelse, der passer lige godt ved de høieste Sukkerprocenter og de laveste, ved de høieste Vægtfylde- grader og de laveste. Roberts har saaledes 27 sammenlignende Undersøgelser af Urinprøver med en Sukkermængde af fra 11.36 til 0.59; han bestemte Koefficienten til 230, som gav Feil, der kun varierede mellem 0.22 og 0.01 %; ved 11.36 % Sukker gav Koefficienten en Feil paa 0.09 %/ og ved 0.59 % Sukker en Feil paa 0.11 %. — Manasséin bestemte Koefficienten til 219, og den gav i 12 Forseg med Urinprever, hvis Sukkermængde varierede mellem 6.4 og 4.2 %, en Middelfeil paa kun 0.038 9. — Antweiler og Breidenbend have ... ved forskjellige For- søgsrækker fundet 2 forskjellige Koefficienter, den ene paa 263 og den anden paa 218, altsaa en meget betydelig For- skjel; men ikke desto mindre passer den i hver enkelt For- søgsrække fundne Multiplikator ligesaa fortræffeligt i denne enkelte Forsøgsrække, som de af Roberts og Manasséin bestemte Koefficienter passe for deres Forsegsresultater, med andre Ord, Resultaterne afvige kun med en forsvindende Differents fra de ved Titreringerne vundne Resultater. Betragter man imidlertid Forholdene lidt nærmere, vil det vise sig aldeles uforstaaeligt, hvorledes (Forsegenes Stringens i kemisk Henseende forudsat) de sidste forskjellige Værdier for 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 3 Koefficienten kunde fremkomme i Antweiler og . Breidenbend's forskjellige Forsøgsrækker .... Hver enkelt Undersøger har altsaa fundet en særskilt Værdi for Koefficienten, der passer fortræffeligt i alle hans Tilfælde, ja de samme Undersøgere have endog i forskjellige Forsegsrækker fundet forskjellige Værdier for Koefficienten . . ... Dette viser altsaa, at Methoden endnu trænger til en nærmere Undersegelse i forskjellige Retninger, og endnu mere bliver dette fremtrædende ved en Betragtning af Worm-Miiller's Arbeide.... Prof. Worm- Millers Navn og Autoritet borger for, at hans Forsøg ere ud- førte med al mulig Præcision, Sagkundskab og Omhyggelighed, og hans Resultater vinder end mere i Interesse derved, at han ikke har stillet sig den praktiske Opgave selv at opstille nogen Værdi for Koefficienten, hvorved han saa at sige kommer til at staa mere upartisk ligeoverfor Spørgsmaalet. Det karakteristiske Resultat af hans Analyser har bevæget mig til at underkaste den hele Methode en mere indgaaende Undersøgelse, særligt fra en Side, som man hidtil slet ikke er kommet ind paa, nemlig den mathematisk-fysiske. Og jeg har følt mig saa meget mere opfordret dertil, som det forekommer mig, at Prof. Worm-Miiller's Undersøgelser ikke begrunde den Konklusion, hvortil han kommer, nemlig at den Roberts'ske Methode er en exakt videnskabelig Methode, der ikke overtræffes af nogen anden i Sikkerhed.* Dr. Budde gaar ud fra den Forudsætning, at Roberts's Me- thode er analog den af Håbler i 1868 angivne til at bestemme Ægge- hviden i Urinen, nemlig ved Hjælp af Forskjellen mellem Urinens sp. V. før og efter Æggehvidens Fjernelse ved Kogning. Da nu her i Budde's Forseg Koefficienten, hvormed Differentsen bliver at multiplicere, ikke var konstant, som Håbler og Bornhardt, hvis Multiplikatorer forevigt ikke stemmede overens, havde fundet, men variabel) afhængig af Urinens sp. V., hvad Budde ogsaa støttede ved theoretiske Betragtninger, drager han uden videre den Slutning, at det Samme ogsaa maa være Tilfældet med Multiplikatoren ved Sukkerbestemmelserne efter Roberts's Methode, I V. Budde, Bidrag til Albuminometrien, Bibliothek for Læger, Bd. 20, H, 1, Kjøbenhavn, Januar 1870. S. 1—14, 1* 4 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. ihvorvel Analogien er meget haltende, fordi Processerne (Ægge- hvidens Udfældning og Sukkerets Bortgjæring) er grundforskjellige. Selv kjendte den Ene af os meget nøie Dr. Budde's ,Bidrag til Albuminometrien,* da han skrev sin forrige Afhandling om Ro- berts's Methode, men han havde ingen Grund til at gaa til Under- søgelsen med forudfattet Mening, da man maatte lade Erfaringen raade, hvad der ogsaa har været Tilfældet med de tidligere Forskere paa dette Gebet. Det kan ikke noksom fremhærves, at de af Roberts, Manasséin, Antweiler og Breidenbend opstillede Multiplikatorer er udledede af Forsøgene, altsaa empirisk er- holdte, hvorfor Dr. Budde's Formening, at disse Forskere skulde staa saa at sige mere partiske ligeoverfor Spørgsmaalet, paa det Bestemteste maa tilbagevises.! Lad der i 100 Vægtdele Urin være opløst x Vægtdele Drue- sukker, som skal bortskaffes. Lad fremdeles v være Urinens Vægtfylde, vi Vægtfylden af den tilbageblevne Del af Urinen efter Udskillelsen af de x Dele Sukker og v» Sukkerets Vægtfylde. Man vil da, bortseet fra andre, ved Sukkerets Bortskaffelse sted- findende fysiske og kemiske Forandringer i Urinen, have: Er 5 me () v va JE pp (100— 2) vo Bi 100 va — x v 1 Dr. Budde's Anmeldelse af L. Laaches ,Harn-Analyse fir prakt. Aertze, Leipzig 1885%* i Ugeskr. for Læger, 4de Række XI, 16de Mai 1885 S. 475—476 godtgjør, at han fremdeles svæver i den samme Vildfarelse; kfr. S. 476: det maa undre, at Forf. (Laache) .... ikke omtaler, at Principet for denne (Roberts's) Methode, saaledes som det er blevet bragt i Anvendelse ikke blot ved Sukkerbestemmelsen, men ogsaa ved Æggehvidebestemmeleen baade af engelske og tyske Forskere, ikke er holdbart fra et mathematisk Standpunkt . i ethvert Fald er det ubeldigt, naar Methoden omtales i et ellers saa udførligt og instruktivt Arbeide, uden at der samtidig gjøres opmærksom paa, at dens theoretiske Grundlag hviler paa en Misforstaaelse,* Saavidt vides, har hidtil ingen anden Forsker end Dr, Budde opstillet et theoretisk Grundlag for Roberts's Methode, idet man udelukkende har bygget paa Kjendsgjerningerne (saavidt muligt exakte Bestemmelser). 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 5 100vav —xv"—1000v+ævv: xv(v—v) IR 100 vz — æ v 10002 — æv Ved Opløsning af denne Ligning med Hensyn til x faar man: 100 va (v — vi) — æ v (v — vi) == æ v (ve — V) x Vv (va — v + v — 01) = 100 va (v — vi) frie 100 VI 1 9 ES ee) kranen (v — v1) (2) v—v; er den ved Udskillelsen frembragte Vægtfyldefor- mindskelse, og Sukkerets Procentmængde x vil være bestemt ved denne Formindskelses Multiplikation med Faktoren: 100 v» f= v (v2—1i) (3) For at denne Faktor skal blive positiv 9: for at der skal indtræde en virkelig Vægtfyldeformindskelse, maa man have va >, eller Sukkerets Vægtfylde større end den tilbageblevne Urins, og denne Betingelse er opfyldt, idet Vægtfylden for det vandfri Druesukker er bestemt til 1.538. Det er dernæst ind- lysende, at v> (absolut) og vi (betragtet fra det ovenfor angivne Standpunkt) ere uafbængige af Sukkerets Procentmængde, hvor- imod v (Urinens Vægtfylde før Udskillelsen) vil være desto større jo større æ er, og da v er Faktor til Nævneren for f, vil denne aftage i samme Forhold, som v voxer: f er en variabel Størrelse og staar i omvendt Forhold til v. Under den Forudsætning, at Sukkerets Bortskaffelse af Urinen ikke var ledsaget af andre Processer, som paavirkede Urinens Vægtfylde, saa at altsaa vi var konstant, vilde Varia- tionen af f aabenbart ikke blive betydelig. Antager man f. Ex,, at v varierer mellem Grænserne 1.01 og 1.06, bliver Forholdet meilem disse to Grænseværdier di = 1.0495... Forholdet mellem de til disse Grænser svarende Værdier af f vil altsaa være det samme, og Forholdet mellem alle Værdier af f indenfor de angivne Grænser ligge mellem 1 og 1.0495.... eller nærme sig stærkt til 1. Det vilde altsaa ligge nær til praktisk Brug 6 WORM-MULLER OG I. FR. SCHROETER. [No. 18. at sætte f lig en konstant Værdi.* For at belyse dette benytter Dr. Budde den af Worm-Miiller og I. Hagen udførte! Forsegsrække, »der vil være meget oplysende med Hensyn til Spørgsmaalet om, i hvilken Grad de virkelige Forhold fjerne sig fra det her angivne, theoretiske Resultat..... Nedenfor anføres de ved Forsøgene vundne Talstørrelser Side om Side med de Tal, som jeg har fundet ved Beregning efter de Formler, som jeg ovenfor har op-. stillet. Disse sidste Tal ere altsaa beregnede under den For- udsætning, at Gjæringen kun paavirker Urinens Vægtfylde gjennem Fjernelsen af Sukkeret; en Sammenligning af de to Rækker Tal vil vise, i hvilken Grad denne Forudsætning slaar til. Ved Beregningen er v» sat lig 1.538. 1 Kfr. Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1883, No. 14, S. 3 og 1885, No. 17, 8. 6. BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 1885.] Wos 3Uajsoaq T SOG PV | PL T |8L8G |OGGG | GGIV00' 0 SSTG | 10'3 19680 | 8'80G | €68100'0 S90T | 86'0 | 7066 | L'FP8G | LT8000'0 6066 | 8 LGG | 1T87000'0 6'16G | PSEET | 621000'0 å 40805 "19819 XS PUTUL Cd onde nd [911 | puovvjsuvnog AEE S68610'0 | GOSTO'O 10690000 | 718000 6PP600'0 | 96P000 61LL00'0 | OG600'0 898000'0 | 89100'0 "uapuro,[ '995Ø810,J 23[ØJ1 32 [Øy VL aid GIGTEO I 609160 TI LTS IGOT ISTIGO TI GYPIGO TI (1) pur opøy! GISTO I LLGTOT OE060T 02060 T 69060 I '9950810,I 2510! 16960 T TSSGOT 9LPGOT OGGE0 I G&6060 I 00P 006 00 'T O9'0 60 Mn NE JE IN 8 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. Det kan her allerede strax bemærkes, at det første af disse Forseg frembyder saa stor Uregelmæssighed, navnlig med Hensyn til den af Forseget fremgaaede Værdi for f (153.4), at det paa Forhaand kan lades ude af Betragtning. Det samme gjælder i betydelig ringere Grad det andet Forseg (0.5 %/ Sukker), men Uregelmæssigheden er dog baade her og i andre af Prof. Worm- Miiller's Forsøg, navnlig naar man ser hen til de derved fore- liggende, mer end almindelig simple Forhold, stor nok til, at man med god Grund kan se bort derfra, og antage, at den her omhandlede Methode for Sukkerbestemmelsen ikke bør an- vendes, hvor Sukkermængden er under 1 %. TI de 3 sidste Forseg viser der sig derimod en betydelig Regelmæssighed.* Regelmæssigheden er imidlertid i det andet Forseg (0.5 90) ligesaa stor som i de 3 sidste, saa at Dr. Budde ikke af den Grund er berettiget til at lade dette Forseg ud af Betragtning, men hans Opfatning grunder sig her vel nærmest paa Misfor- staaelse af de i Institutet udførte Forsøg med 3 diabetiske Uriner,! idet han her, som vi senere skal se, ikke lægger den virkelige, men den ved Titrering før Gjæringen fundne Sukkergehalt til Grund for Bedømmelsen. sDe ved Forsøgene givne Talsterrelser afvige imidlertid betydeligt fra de beregnede, og navnlig er Vægtfyldedifferentsen, som jo er den Størrelse, der i denne Forbindelse er den afgje- rende, gjennemgaaende en hel Del større, end den ifølge Formlen skulde være. Dette hidrører selvfølgelig fra, at Sukkerets Bort- gjæring ikke, som det i Formlerne er forudsat, foregaar uden andre Forandringer i Vædskens Sammensætning, men omdanner den saaledes, at vi bliver mindre og derved v — vi; større end Beregningen. Worm-Miiller har i sin Afhandling ligeledes gjort opmærksom herpaa, . ... Forholdene i disse Forsøg vare imidlertid simple og i For- veien omhyggeligt tildannede, men det er en Selvfølge, at de i Almindelighed ville være ganske anderledes sammensatte. Da Vægtfylden, navnlig ved Urinen hos Diabetikere, vil være under- 1 Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1883, No. 14, S. 7 og 1885, No. 17, 8. 4—5. 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 9 kastet mange Variationer, uafhængigt af Sukkermængden, Varia- tioner, som ville vise sig saavel i v som i vi og eve deres Ind- flydelse paa Værdierne af f, saa ligger det nær først at under- søge denne Indflydelses Rækkevidde. Allerede ved en umiddelbar Betragtning kan det indsees, at de fra denne Kilde stammende Forandringer i Værdierne af f ville bevæge sig indenfor temmelig snævre Grænser og have ringe Betydning i Sammenligning med dem, der stammer fra selve Gjæringsprocessens Indflydelse . ... Denne Slutning vil finde fuld Bekræftelse ved Udviklingen og Anvendelsen af de derhenhørende Formler, men den vil ikke kunne demonstreres praktisk ved Worm-Miiller's Forseg, idet der dertil kræves Forseg med en Række Urinprøver, som ikke alene ere forskjellige i Henseende til den indeholdende Sukker- mængde, men som ogsaa i Henseende til de øvrige opløste Stoffer frembyde de Forskjelligheder, som træffes, naar Prøven tages fra en Række forskjellige Patienter. For at yde mit Bidrag til Bedømmelsen af, hvormeget disse Forhold gjer sig gjældende ved den Maade, hvorpaa Methoden bedst bringes i Anvendelse af den praktiske Læge, og hvilke Variationer derved betinges i Værdierne for Koefficienterne, hvis neiagtige Bestemmelse jo er af den største Betydning for Me- thodens Brugbarhed, har jeg anstillet en Række sammenlignende Titreringsprøver og Gjæringsprøver med Urin fra forskjellige diabetiske Patienter.* 82 Efterat Dr. Budde saaledes har underkastet Methoden ,en mere indgaaende Undersøgelse, særligt fra en Side, som man slet ikke er kommen ind paa, nemlig den mathematisk-fysiske*, og efterat han udtrykkelig gjør opmærksom paa, at Koefficien- ternes ,neiagtige Bestemmelse jo er af den største Betydning for Methodens Brugbarhed*, skulde man have kunnet vente, at Dr. Budde”s egne Forseg, af hvilke han udleder nye Koefficienter (S. 403—410), var udførte med alle Kauteler. Saa er imidlertid ingenlunde Tilfældet; navnlig maa det fremhæves, at han lægger en upaalidelig Værdi til Grund for Bedemmelsen af Urinens 10 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. virkelige Sukkergehalt, da han indskrænker sig til at titrere de diabetiske Uriner før Gjæringen, hvorimod den Ene af os udtrykkelig har advaret. Det ligger, som vi før! har seet, i Sagens Natur, at de paa denne Maade bestemte Koefficienter vexler med Sukkergehalten, idet de tiltager med aftagende og aftager med tiltagende Sukkergehalt, til hvilket Resultat, som vi i det Følgende skal se, ogsaa Dr. Budde i det Væsentlige er kommet. Paa Grund heraf kunde vi vistnok have sparet os den Ulei- lighed at gaa nærmere ind paa Dr. Budde's Forseg, hvis ikke den ,mathematisk-fysiske* Behandlingsmaade havde givet hans Arbeide Skinnet af streng videnskabelig Paalidelighed, hvorfor vi i det Følgende nødes til at give et Resumé af hans experi- mentelle Undersøgelser (1. c. S. 3883—8385 og S. 401-—410). sldet jeg her saavidt muligt har fulgt de samme Regler, som den praktiske Læge maa antages at ville følge ved Methodens Anvendelse ved kliniske Undersøgelser, har jeg af Hensyn til mine videregaaende Opgaver kun behevet at gjøre nogle mindre væsentlige Modifikationer i Fremgangsmaaden. Først skal Urinens Vægtfylde bestemmes. I den almindelige Praktik kan der selvfølgelig ikke være Tale om at bestemme Vægtfylden med Piknometer; her maa man anvende Flydevægten. Ere disse nøiagtigt konstruerede, give de ogsaa fuldstændigt paa- lidelige Resultater .... Worm-Miiller mener, at Urometret giver tilstrækkeligt nøiagtige Resultater, saalænge Prøvens Sukker- holdighed er 1 % og derover, og efter min Mening er Gjæ- ringsmethoden overhovedet ikke anvendelig ved Urin med lavere Sukkermængde ..... Til at fremkalde Gjæring anvendte jeg almindeligt Pressegjær.... Den af Antweiler og Breidenbend anbefalede Tilsætning af Seignettesalt og fosforsurt Kali har jeg undladt.... Vædskens Temperatur. . .. holdt sig mellem 20 og 259 C,, den Varmegrad, som Manassdin anbefaler som den hensigts- mæssigste, naar man vil have Gjæringen endt i 24 Timer. De høiere Varmegrader, 30—340 C., som Antweiler og Breidenbend I Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1885, No. 17, 8. 5. 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 11 anbefaler, anser jeg det for uhensigtsmæssigt at anvende, da derved Gjæringsprocessen ofte bliver saa livlig, at Vædsken løber over, og Fordampningen af Vand bliver for stærk..... Ved de sammenlignende Kontrolbestemmelser af Sukkermængden i Urin- prøverne for at bestemme den for Gjæringsmethoden gjældende Koefficient have Forff. anvendt forskjellige Methoder.... Hup- Derg. mener, at de fleste øvede Kemikere ville foretrække Fehling's Methode.* At Dr. Budde's Kjendskab til denne Methode just ikke ud- mærker sig ved Grundighed, fremgaar uden videre af de derpaa følgende Bemærkninger. kfr.: ,Hvad man særligt har indvendt mod denne er, at Iltningsprocessen ikke foregaar efter støkio- metriske Forhold, men at der alt efter Opløsningernes Koncen- tration snart findes mere, snart mindre Sukker, ligesom ogsaa Resultaterne blive forskjellige, eftersom man tilsætter Urinblan- dingen lidt efter lidt eller paa én Gang. Sagen er) at der ved Urinens Kogning med den stærke Lud udvikles Ammoniak, som holder en Del af Kobberforiltet i Oplesning, og dette iltes let af Luften til Tveilte, saa at en affarvet Vædske hurtigt bliver blaa igjen, og særligt hurtigt finder denne Iltning Sted, naar man lader Urinen gaa igjennem Filtrerpapir; derfor giver Cyan- jernkaliumspreven, saaledes som man i Almindelighed anvender den til at markere Slutningsreaktionen, heller ikke noget paa- lideligt Resultat. For at undgaa de af det nævnte Forhold flydende Ulemper gives der i Haandbøgerne den Regel, at Titreringen med suk- cessiv Tilsætning af Urinblandingen ikke maa vare ud over 10 Minutter, men herved afhjælpes, som det let vil forstaaes, Ulem- perne kun heist ufuldstændigt. Huppert anbefaler derfor en meget kombineret Fremgangsmaade..... Hele denne Operation er .... meget indviklet og tidsspildende ..... Jeg har derfor anvendt en anden Fremgangsmaade .... Først bestemmer jeg Sukkermængden paa sædvanlig Maade ved sukcessiv Tilsæt- ning af Urinblandingen til den Fehling'ske Vædske, idet jeg 1 Udhærvet af os. 12 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. markerer Slutningsreaktionen ved Hjælp af Cyanjernkalium. Jeg véd da, at den Feil, der er begaaet, ligger i Retning opad, og der vil i Regelen ikke være tilsat ud over 1 Kcetm. af Urin- blandingen for meget. 1 en anden Skaal med 10 Kctm. Fehling's Vædske og 50 Ketm. Vand, som samtidig er bragt i Kog, til- sætter jeg da strax paa én Gang det ved det første Forseg fundne Maal af Urinblandingen mindre end 1 Kctm. Ved Siden af er opstillet 5 Reagensglas, hvert med et Par Draaber Saltsyre i Bunden og med Filter foroven. Naar Vædsken har kogt, hældes et Par Draaber over paa Filtret paa det første Reagens- glas, derefter tilsætter jeg */io Kctm af Urinblandingen, koger, filtrerer et Par Draaber over i det 2det Reagensglas o. s. Vv. Imid- lertid tilsætter min Medhjælper Cyanjernkaliet til Prøverne i Reagensglassene, og i Løbet af et Par Minutter har jeg fundet det rette Maal af Urinblandingen med en Neiagtighed af /10—*/10 Kcetm. Denne Fremgangsmaade tror jeg i det hele kan anbe- fales som baade nem og tilstrækkeligt paalidelig. I omstaaende Tabel findes angivet Resultaterne af disse Forsøg. For hvert Forsøg er vi og v — 4 beregnet efter Formlen (1), f er bestemt som Kvotienten af x og v— 1, og Verificeret efter Formel (3), og Resultaterne ere anførte Side om Side med de af Forseget fremgaaede Værdier for de samme Størrelser. 13 BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 1885.] 6 986 O8G | 00760000 089710'0 | G€10'0 | OGEATOT | ATOT GE0'I OG P 91 G'O86 LPG 914600'0 F8PE10'0 | 9100 9TG6 TOT LTOT AGO'T G8'£ GT 8 486 O8G6 671000'0 A98610'0 | 6100 SPI ISO I I60T | P601 OA'& PI O'686 OPG | 99606000 G690610'0 | 9100 | G960I0T 800'T | €%0' 09'6 ET I '986 PS6 |AG91000 SPPGI0'O | 7100 | AGGSPIOT | ETOT AGO I 996 GI LA8S6 G6G6 |8480000 öG1610'0 | 9100 | S4SATOT | GTOT OS0 I STE IT G 686 606 0P6600 0 09068100 | 9100 OF60I10'I 800 I 660 I Pr E OI & 86 9PG 0P6100'0 09006100 | PIQ'O OF6010"I 600' I &600 I PYG 6 6 986 686 |6006000 166110'0 | 9100 | 6004ATOT | FPIOT 660'T PP EG 8 O'680 86G |A946000 $PGOIO'O | 6100 | AGAGGOT | OGO I 6601 96'G 4 PV LSG OGG 667100'0 89966000 | 1100 G&P9IOT GIOT 960 I GA'G 9 0'986 908 r190000—| 7196000 | 6000 986 TO I GIOT IGO'T GA'G G G 886 &1E 499000 0—/ 4998000 | 8000 666610 I OGO I SCOTT OG & rv & MSG GPO GA61000 G6P300'0 | 0100 GAGPTIOT STO T 660 T GV å & I 'O6G GPå 67631000 £94900'0 | 8000 EPTETO I GO T O60'T 96 I ö COST 666 |067000'0-| 06976000 | 6000 | OFS900T | 4001 OIL OT 00 I I nospoyspuru | ta jemtene ane | ale | ERR og 03 op warpu Å fa uappalyst0, la —a Ta GOLSIO'T F6IPIO"T 998800" E99810'I PAPGTO'T 168910 880910 98PAIOT £83000"I FSS8G 10" 980130" 030030 "I LLGITOT 683810" OFES1O'T F00'I 00" I 910'T 3001 S00'T S1O'T O1O' I GTO'T 00" LIO"T 910'T 9101 9101 9101 GTO'T S90'T LPO" GE0'I SE0'T LE0'I 980'T ££0'I GET €60' I ZE0'T LE0 I 9£0'I 9£0'T €£0'1 €£0'I D Å 6648 | 708 | 904P10'0 | 958680'0 | 90'0 P086 | P06 | F61610'0 | 90838600 | €70'0 PST | EG | 998.000 | FE1830'0 | 9600 9688 | 68% | 89956000 | 47EP30'O | 080'0 gå P'886 | 116 |747400'0 | 98918600 | 6%0'0 å 9'p8g | 888 | 188700'0 | 6496100 | 80 E 4788 | %83 | 98809000 | 616410'0 | €30'0 G 6688 | 18% | 98977000 | PIGLTO'O | €60'0 å 6633 | 86% | 89868000 | 414410'0 | 1600 3 P986 | GIG | 798700'0 | 91T9100 | 1800 3 6'98% | 81% | 98089000. | P969100 | 180'0 å 6988 | 68% | 030P00'0 | 09869100 | 0300 | 6486 | GI | 14489000 | £34P100 | 0%0'0 G F'988 | GPS .| €£83000 | 494710'0 | 4100 ; G'987 866 | 07£600'0 | 099P10'0 | STO'O : E "19SJaYSPUIUL ; Er el re 09 op warpau det rå uarpalysr0,J Uu , (T) [2wio,J 93 Øy la '49.8Ø810,I a5[øyr "a x OGTT IE OG 6 OG 00'8 66 889 SG | | 16, AG O9'G 96 OL'G OG OO'G PG OO'G 60 09 F OG SEV IG SEP OG SG P ol 606 V SI OG V AI "Funorg er AN 14 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 15 Af disse Forseg drager Dr. Budde den Slutning (1. c. S. 407), at » Gjæringsprocessens AÆmndring af Urinen frembringer en forholds- vis betydelig Variation aff. Hovedvirkningen er en Formindskelse af vi. Denne Formindskelse tiltager med Sukkermængden efter en stærkere Skala end denne, og dermed følger naturligvis i samme Forhold en Forøgelse af v— vi og en Formindskelse aff. Ved Siden af denne Virkning gaar der imidlertid en modsat, der tenderer mod en Forøgelse af vi og viser sig kraftigst ved mindre Sukkermængder, hvor den undtagelsesvis kan faa OQverhaand over den første, men bliver svagere og svagere, jo mere Sukkermængden tiltager. Den samlede Indflydelse af begge disse Indvirkninger gjør sig ved Undersøgelsen af Urinprøver fra sukkersyge Pa- tienter gjeldende i betydeligt Omfang og under stadige uregel- meæssige Svingminger.* Qg denne Slutning finder efter Dr. Budde en yderligere Støtte i de før nævnte 3 Bestemmelser af diabetiske Uriner. » Disse Forsøg har jeg gjort til Gjenstand for ganske den samme Beregning som de tidligere og har derved fundet følgende Re- sultater: [No. 18. WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. 16 (la —0) 060 | 8480 | 0'06G | G' LPE POL ISPSLT |T68G |G' LEE STP | SIS |G'L8G |G IGG "UI '495Ø8 '093=/l'088=/Æ"| -unog | --x0,g o8pøJr | o8pøy uIos 9Uulays9q 01210000 — Fr 9800'0 Toe 91100'0 610600'0 |IGSPT100 | 9910'0 067060T | GTGOT | SPAOT GGLGGO T WLEGOT STEOT 6L9060T | G8TOT | L960T aaspayspurur | "UoPWIog |'4080s10g |(T) pouIo, '99FØsI0g -10jap[kpåænr| Sø o8[øp opuarBIsuvIOJ 04 9p uerppu uap[afysaog dar 20 28[ØJ1 33JØJ! Ta SG TI PIG LEF "SULTolL, paa 9UnQysag X I Forsøget No. 2 var Sukkeret imidlertid ikke fuldstændigt ud- gjæret.... Paa dette Forsøg ber der altsaa ikke lægges nogen hvor Sukkeret var fuldstændigt Vægt, men ogsaa i begge de andre, bortgjæret, give Forsøgene Værdier af v;, der ere ikke saa lidet større end de til samme Sukkermængde svarende Værdier deraf 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 17 i Worm-Miiller's først anførte Forsegsrække. Værdierne af f bliver derfor ligeledes større — medens Middelværdien i den første Forsøgsrække falder lidt under 230, bliver den i den sidste, beregnet af 1ste og 3die Forseg, omtrent 300. De Forandringer under Gjæringsprocessen, hvilke de nu end ere, der øve en for- øgende Indflydelse paa vi, maa altsaa have virket stærkere i de sidste Forseg end i de forste. Vi skal ikke opholde os ved den Besynderlighed, at Dr. Budde, der fremholder den exakte mathematisk-fysiske Behand- lingsmaade, neier sig med at tage en Middelværdi for f af to saa afvigende Forseg som Nr. 1 og Nr. 8; thi dette er af under- ordnet Betydning i Forhold til den kapitale Feil, som Dr. Budde har begaaet, idet han ignorerer, at den Ene af os netop har meddelt disse Forseg for at godtgjøre Nedvendigheden af, at den virkelig bortgjærede Sukkermængde (3.92, 1,95 og 0.89 9) og ikke den ved Titrering før Gjæringen fundne (4.17, 2.54 og 1.25 0/) lægges til Grund for Bedemmelsen;* sker dette, saa erholder man, som før vist, ogsaa her i Hovedsagen ganske de samme Resultater som i Forsegsrækken med de sukkerholdige Urinblandinger. Og desuagtet refererer Dr. Budde sig ikke blot i sine egne Forseg, men ogsaa i sin Bedemmelse af de just nævnte Bestemmelser af diabetiske Uriner kun til den ved Titrering før Gjæringen be- stemte Sukkerprocent, hvorved, som vi før har seet, Koefficienten kun kan blive vexlende, større ved aftagende, fordi her de ikke gjæringsdygtige reducerende Substantser spiller en forholdsvis stor Rolle, og mindre ved tiltagende Sukkergehalt, men derhos varie- rende i betydeligt Omfang og under stadige uregelmæssige Sving- ninger (i de forskjellige diabetiske Uriner), da de ikke gjærings- dygtige reducerende Substantsers Mængde kan variere betydeligt — navnlig ved lavere (men ogsaa ved høiere) Sukkergehalt — i diabetiske Uriner. Dette er fuldkommen tilstrækkeligt til at forklare de uregelmæssige Koefficienter i Budde's Forsøg og anser vi os efter dette beføiede til uden videre at erklære hans Slut- ning, at de af hans Forseg fundne vexlende Koefficienter skyldes I Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1883, No. 14, S. 7 og 1885 No. 17, 8. 4-5. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 18. 2 18 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No.-18. særegne ved Gjæringsprocessen betingede Forandringer i de for- skjellige diabetiske Uriner, der altsaa efter ham i saa Henseende skulde forholde sig paa indbyrdes forskjellig Maade, for ubevist og urigtig; den beror i det Væsentlige paa Misforstaaelse. Efter dette kan vi fatte os i Korthed og skal kun indskrænke os til at omtale de Koefficienter, Dr. Budde paa dette Grundlag opstiller, »Ganske sikkert vil man ved Undersegelsen af en større Række Urinprever fra forskjellige diabetiske Patienter neppe kunne vente at finde den samme Regelmæssighed af v — vi som i Worm- Miillers Forseg; men baade hans og mine Undersøgelser tale stærkt for, at man til praktisk Brug bør ansætte forskjellige Værdier for f i Forhold til de forskjellige fundne Værdier af v— vi. I den af mig udførte Række Forseg finder man følgende Middelværdier for f: f= 300 for alle Værdier af v — vi under 0.010 f= 245 for alle Værdier af v—; mellem 0.010 og 0.020 f= 220 for alle Værdier af v —v; lig eller over 0.020.... »Afvigelserne ere .... betydelige nok, men det er indlysende, at naar et Par Forsøg, som f. Ex. Nr. 13 og 14 eller Nr. 16 og 17, have omtrent den samme virkelige Sukkermængde med en meget forskjellig Vægtfyldedifferens, saa maa idetmindste det ene af dem give et stærkt afvigende Resultat, hvilken kon- stant Faktor man end vil vælge.* Gaar man ud fra, at Dr. Budde har udført Titreringerne og de sp. Vægtbestemmelser med Neiagtighed, vilde dette sidste Ræsonnement vel have været rigtigt, hvis den virkelige Sukker- mængde havde været (omtrent) den samme i disse Forsøg, (No. 13 og 14 eller No. 16 og 17), men det er denne virkelige Sukker- mængde, som desværre Dr. Budde har undladt at bestemme, og, som ofte bemærket, er det netop dette, som ikke blot gjør Herr Buddes Experimenter værdiløse, ja endog skadelige for en exakt videnskabelig Opfatning, men som ogsaa har bevirket hans feil- agtige Opfatning af de her i Institutet udførte Forseg, nemlig at ogsaa de skulde tale stærkt for, at man til praktisk Brug bør ansætte forskjellige Værdier for f. 1 Kfr. Tabellen 8. 13—14. 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 19 Undersøgelserne gaar, som før vist, i stik modsat Retning. En anden Sag er det, at det ,til praktisk Brug* maaske ikke har stor Betydning, hvad enten man betjener sig af f= 245 eller f = 220 eller f = 230, men hvis man for alle Værdier af v— , under 0.010 vil anvende den af Budde opstillede Koeffi- cient 300, vilde denne ogsaa være at forkaste ,til praktisk Brug*; som Forsøgene tilstrækkeligen viser, vilde man ved Hjælp af denne Koefficient erholde for heie Værdier, og det fundne Plus anviser ingenlunde korrekt Mængden af de ikke gjæringsdygtige reducerende Substantser, da deres Mængde er i høi Grad vexlende, saa at man heller ikke ved Hjælp af denne Koefficient vil komme til Kundskab om den ved Titrering af Urinen før Gjæringen bestemte Sukkergehalt. Dette synes ogsaa at fremgaa af Dr. Budde's 5 første Bestemmelser! (No. 1, 2, 3, 4, 5), I hvilke v— er < resp. = 0.010, idet de af Forsøgene beregnede Koefficienter viser betydelige Variationer (333, 245, 242, 313 og 306). Koefficienten 300 ved alle Værdier af v — v1 under 0.010 er derfor at forkaste ogsaa til praktisk Brug. Herr Dr. Budde slutter sin Afhandling paa følgende Maade: sNaar jeg har underkastet denne Methode en saa indgaaende Undersegelse, saa er det væsentligst, fordi Principet for den allerede har fundet Anvendelse paa flere Punkter i den kvanti- tative Urinanalyse, og maaske i Fremtiden vil finde Anvendelse paa endnu flere, og fordi jeg mener, at de Momenter ved Me- thoden, som jeg ovenfor har udviklet og præciseret, fortjener en nøiere Undersegelse i forskjellig Retning, førend den hæves op til Rang med en exakt videnskabelig Methode. Som saadan frembyder den, saaledes som jeg har vist det, flere svage Punkter, end man hidtil er blevet opmærksom paa. Som praktisk Me- thode er den derimod ubetinget at anbefale... .* Vistnok kan den være at anbefale som praktisk Methode, men ingenlunde ubetinget, da Kauteler er nødvendige, og vistnok frem- byder Dr. Buddes Kritik og Forsøg mange svage Punkter, men en nøiere Analyse af disse har end yderligere godtgjort Berettigelsen 1 Kfr, Tabellen S. 13—14. 2* 20 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. af den Udtaleise, ,at Roberts's Methode er en exakt videnskabelig Methode til Bestemmelse af Druesukkeret i Urinen". Forhaa- bentlig vil de falske Slutninger, hvortil Dr. Budde er kommen, nemlig at Methoden er ubrugelig ved lavere Sukkergehalt end 1 % og at der selv over denne Grænse ikke tor opstilles en konstant, men 3 forskjellige Multiplikatorer, ikke anrette større Skade, efterat det end yderligere er godtgjort, at Multiplikatoren inden vide Grænser kan opstilles som en konstant Størrelse. Og dette skal vi i det Følgende støtte ved kritisk at belyse Buddes Formler og ved indgaaende theoretiske Betragtninger over Multiplikatoren ved den Roberts'ske Methode. $3. Ved første Betragtning af de Formler, Dr. Budde har op- stillet til Beregning af Sukkergehalten som en Funktion af de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen samt til Bestem- melse af Roberts Multiplikator, nemlig Formlerne (2) og (3)! synes det, som om han kan være berettiget til den Konklusion, at ,/ er en variabel Størrelse og staar i omvendt Forhold til v%. Men strax nedenfor konkluderer han med, at Variationerne er saa smaa, at Faktoren til praktisk Brug kan sættes lig en kon- stant Størrelse. Hvilken af disse to Betragtningsmaader ligger Sandheden nærmest, eller hvorfor man, naar Multiplikatoren theoretisk varierer, dog til praktisk Brug kan betragte den som en konstant, kan man ikke se af Dr. Buddes Formel; thi for at kunne afgjøre, om Multiplikatoren er konstant eller varierer, maa man først forlange, at Formlen ordnes saaledes, at det af den fremgaar, hvorledes Variationen foregaar, og med hvor stor Vægt de Le1, der betinger Variationen, optræder. For at kunne bedømme dette maa man i den opstillede Formel, hvor kun Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen og den tilsatte Sukkermængde spiller Rolle, søge at bringe Formlen i den Skikkelse, at kun disse to Størrelser op- træder som variable, medens alle de øvrige i Formlen fore- 1 Kfr. 8. 5. 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 21 kommende Led maa være Konstanter. Det er derfor nedvendigt saavel i Formel (2) som i (3) at skaffe bort v, da den varierer med Sukkergehalten, og finde et Udtryk for v som en Funktion af den oprindelige, udgjærede Urins specifike Vægt. Kaldes denne V, har man følgende Formel til dens Bestemmelse, (saavel her som j det Følgende bruges de samme Bogstaver, som Dr. Budde har benyttet): 100 100—z , x v å va (100—z)w+ 4 V V va V va dl: v V 1 16 (100—2)ø Hal Vy 100 z V 100—2(1—7,) Ein (2 > 3 (Å) Denne Værdi bliver at sætte ind i Formel (2); vi har dog fundet det bekvemmere at skrive denne Formel paa følgende Maade: 100 Va v Vi ga Indsættes her af Formel (A) Værdien for i ae har man: er v Vi = % —7 ei se EA id 100 | va ; 1 V Gives V Værdien 1.02 og va = 1.538, bliver mo (1— ) = 0.003368; sættes x = 10, udover hvilken Grænse man vel i næsten alle Tilfælde kan antage, at Urinens Sukkergehalt ikke gaar, 1 saa vil Faktoren x ( aa | kunne udvikles i Række, og da Ne fe - I 22 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. på åå 100 i den stærkt konvergerende Række kun at at første Potens v ( 1 EE optræder med saa liden Værdi, vil det være tilladt med. I Tælleren forekommer Leddet 1 -- *; da det af Forsøgs- rækkerne fremgaar, at Differentsen ao V og vi ogsaa sæd- vanlig er liden, vil Feilen ved at ombytte vi med V kunne negligeres, saameget mere som v; skal divideres med v», der er større end 3, hvorved Feilen forringes end mere. Tillader man sig disse Approximationer, har man følgende Udtryk: ”-ar+ (1-2) V—Vvi=X 100 100 , x (1 + 0.008368 x) 9291.1 V — Vi = 391. PT ba at ardet EL (B) Af denne Formel (B) ser man, at Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen afhænger af Sukkergehalten for en væsentlig Del af dens l1ste Potens, men ogsaa af dens 2den Potens. Men det fremgaar tillige af denne Formel, at Faktoren for 2den Grads Leddet er saa forsvindende liden, at 2det Led paa høire Side i Formel (B) kan sættes ud af Betragtning; thi den lille Variation, som det frembringer, er for ubetydelig til, at den kan komme frem i Observationerne; deres Feil vil i Almindelighed være større end dette Leds numeriske Værdi. Derfor er man berettiget til at slutte, at til praktisk Brug vil Multiplikatoren være en konstant Størrelse og lig Forholdet mellem Urinens Sukkergehalt og de specifike Vægter af denne før og efter Gjæringen. Naar den theoretiske Udvikling har givet en Værdi af Mul- tiplikatoren, der er noget større end den, som Empirien har fastslaaet, saa kan ikke dette benyttes som en Ankepost mod Methoden, da Multiplikatoren fra først af er opstillet som en rent empirisk Konstant uden nogen Undersegelse af, hvorfor netop denne skal benyttes og ikke en større eller mindre. 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 23 I sin Beregning har Dr. Budde kun taget Hensyn til, at al den tilsatte Mængde Sukker forsvinder ved Gjæring. Men siden man har begyndt at betragte denne Methode ,fra en Side, som man hidtil ikke er kommen ind paa, nemlig den mathe- matisk-fysiske*, kunde det fra et theoretisk Standpunkt ikke være uden Interesse at forfølge Methoden noget videre og under- søge, hvorledes Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen afhænger af den tilsatte Sukkermængde, naar man tager Hensyn til, at der ved Sukkerets Bortgjæring danner sig Alkohol. Men da disse Betragtninger paa Sagens nuværende Standpunkt kun har theoretisk Interesse, har vi sat ud af Betragtning, at der ved Sukkerets Bortgjæring ogsaa kunde optræde andre organiske Forbindelser. Vi forudsætter altsaa kun, at alt Sukker forsvinder, og at den dannede Alkoholmængde kan beregnes efter den theoretiske Formel: Os Hj2 Og = 2002 + 209 H501. Idet vi heller ikke tager med i Beregningen, at der ved Alko- holens Dannelse finder en Kontraktion Sted, har vi antaget Alkoholens specifike Vægt til at være = 0.79. I det Følgende bruger vi de samme Betegnelser, som ovenfor er anvendt, og benytter Symbolet vs for Alkoholens specifike Vægt. I 100 Gr. Urin er der oplest x Gr. Sukker og af disse æ Gr. Sukker har der dannet sig cx Gr. Alkohol. Vægten af Urin efter Gjæringen er følgelig = 100 — x + cz og dens Volum = ie —- po Den specifike Vægt af Urin efter Gjæringen bliver saaledes: Al ER ET me ag) Da Multiplikatoren er Faktor til Differentsen mellem den specifike Vægt før og efter Gjæringen, har man at danne et Udtryk for v — vi, der efter (C) bliver: 24 WORM-MÖLLER OG J. FR. SCHROETÉR. [No. 18. | C 1 100 + x(c—1) ve(f-t)-ete—p v — VI =v — ————————————— = 100 C 1 100 C 1 GE) C 1 (Et) +a-0 via SEE DNL ji sd) (D) (48 Vv 100 Vg Å Før man gaar over til en nærmere Udvikling af denne Formel, kan det synes bedst at undersøge den numeriske Værdi af de konstante Led paa høire Side, da disse muligens kunde gjøre Formlen noget simplere. Regner man derfor ud med de ovenfor angivne Værdier for v» og vs 1.538 og 0.79, samt under den Forudsætning, at den dannede Alkoholmængde er overensstem- mende med den theoretiske, faar man følgende Værdier for: p= 060. 1—0—04009 gå so V3 V2 Formlen (D) bliver da, naar disse Værdier indsættes: v 0.4889 — 0.00322 v 100 1—0.0000322 væ v— Vy =X Nævneren paa høire Side er, som man ser, meget lidet for- skjellig fra 1, saameget mere som x saagodtsom ikke overskrider 10 og v ikke naar over 1.1. Derfor kan det tillades at udvikle LAE 1 —0.0000322 væ gelig har man: i Række og kun tage første Potens med. Føl- v v—vi = 7" (0.4889 — 0.00322 v) (1 + 0.0000322 va) Udføres her Multiplikationen, ser man, at Leddet (0.4889) (0.0000322 væ) og med endnu større Ret (0.00322 v) (0.0000322 vz) kan negligeres. Formlen for v—v; reduceres da til: v v—v = 277 (0.4889 — 0.00322 v) (E) I denne Formel optræder foruden x ogsaa v som en variabel Størrelse, afhængig af Urinens Sukkermængde. Det er derfor 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. S. V. 25 nedvendigt, som ovenfor paapeget, at udtrykke v ved Hjælp af den oprindelige Urins specifike Vægt for at kunne bedømme, hvorledes Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen afhænger af den tilsatte Mængde Sukker. Vi har derfor i Formel (FE) at indsætte Værdien for 105 efter Formel (A) og erholder da: EG MR EE (0.4889 —0.00322v) (F) 100 x "100 Ai Ovenfor har vi ligeledes gjort Rede for, hvorfor vi kan tillade os at udvikle 1-5 5) i Række og kun tage første Potens med. Da Differentsen mellem v og V-efter Forsøgsrækkerne viser sig først i 2det Decimal at have gjældende Ziffer, vil Feilen ved at ombytte 0.00322 v med 0.00322 V aldeles kunne negligeres. Formlen reduceres da til følgende Form: V— Vi =X—— ad 4889 — 0.00322 V) (1 + 0.003368 æ) 100 Indsættes Værdien af V, har man: V — Vi = x (1 +0.003368 x) 1 201.3 =3 2013 3 % +0.00001673 2? (G) Som man ser af denne Formel, vil Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen afhænge kun liniært af den tilsatte Mængde Sukker; thi i det næste Led, der indeholder x i 2den Potens, er Faktoren for æ* saa liden, at Observationsfeilene som oftest vil overskride den numeriske Værdi, dette Led kan faa. Man maa følgelig ogsaa i det Tilfælde, at man tager Hensyn 26 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. [No. 18. til den ved Sukkerets Gjæring dannede Alkohol, være berettiget til at slutte, at Sukkergehalten i en Urinopløsning staar i et konstant Forhold til Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen. | For at kunne afgjøre, hvorvidt Experimentet stemmer overens med den theoretisk fundne Lov, har vi diskuteret Observationerne i- forrige Afhandling.* Af disse har vi at danne Ligningen: p-n=<"( +12) (H) hvor Å& og x er de Konstanter, som skal bestemmes experimen- telt. Da flere Ting synes at tale for, at den opstillede Formel ikke har fuld Gyldighed for lavere Procentgehalt end 0.5, har 1 Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger, 1885. No. 17, S, 13—14. For at lette Oversigten aftrykkes de ogsaa her. å Procent- | Procent- | Multipli- tid ENG here gehalt efter gehalt efter Kr se Merk my Roberts Manasséin | efter For- Jer RE Me (230). (219). | søgene. Urin No. 1 opr. 1.02998 1.02981 0.00017 0.039 % | 0.087 % 0.3 % 1.03109 1.02960 0.00149 0.343 - 0.326 - 201 0,5 - 1.03170 1.02953 0.00217 0,499 - 0.475 - 230 1.0 - 1.03879 1.02940 0,00439 1.010 - 0.961 - 228 20 - 1.03796 1.02930 0.00866 1.992 - 1.897 - 231 4,0 - 1.04656 1.02917 0.01739 4.000 - 3.808 - 230 8.0 - 1.06403 1.02903 0.03500 8.050 - 7.665 - 229 Urin No. 2 opr. 1.01512 1.01491 0.00021 0.048 %/ | 0.046 % 0.3 % 1.01635 1.01483 0.00152 0.350 - 0.333 - 197 0,5 - 1.01696 1.01471 0.00225 0.518 - 0.493 - 223 1.0 - 1.01911 1.01458 0.00453 1.042 - 0.992 - 221 20 - 1.02277 1.01441 0.00836 1923 1.831 - 239 4,0 - 1.03195 1.01429 0.01766 4.062 - 3.868 - 227 8.0 - 1.04857 1.01396 0.03461 7.960 - 7.580 - 231 Middelværdien for Multiplikatoren i Uriner af 0.5 0) og derover er efter disse Bestemmelser 228,9; men da Multiplikatoren 230 er mere letvindt og Forskjellen er høist ubetydelig, har den Ene af os i den foregaaende Af- handling (Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1885, No. 17, S. 14) fundet sig beføiet til fremdeles at fastholde den af Methodens Ophavsmand (Roberts) opstillede Multiplikator (230). 1885.] BETRAGTNINGER OVER MULTIPLIKATOREN 0. 8. V. 27 vi sat ud af Betragtning de Observationer, der refererer sig til Procentgehalten 0.3. Indsættes de observerede Værdier i Ligning (H), som vi af Bekvemhedshensyn har omformet til x = k(v — vi) — 22? har man følgende Ligningssystem: 8 =0.03500 & — 64 02 8 =0.03461 & — 64 a 4 =0.01739 k — 16 a 4 =0.01766 & — 16 2 2 =0.00866 å— 40 2 =0.00836%— 40 1 =0.00439k— a 1 =0.00453 å — 02 0.5 =0.00217 å — 0.250 0.5 =0.00225 k — 0.25 0 Dannes heraf Normalligningerne paa sædvanlig Maade efter de mindste Kvadraters Methode, har man: 0.74226 = 0.00324 k — 5.09394 2 1170.25 —=5.09394 k — 8738.125 1 Løsningen af disse to Ligninger giver: k — 222.048 7 = — 0.004481. Altsaa leder Experimentet til følgende empiriske Lov: 1 , Man faar som Resultat, at Sukkergehalten staar i et kon- stant Forhold til Differentsen mellem de specifike Vægter af Urin før og efter Gjæringen; thi ogsaa her optræder Faktoren for 2den Grads Leddet med en saa forsvindende liden numerisk Værdi, at Feilen ved at udelade dette Led kan negligeres. Som Resultat af vore Undersøgelser erholder vi altsaa, at Roberts's Multiplikator maa betragtes som en konstant Størrelse. Og naar den theoretisk fundne Værdi for denne er noget mindre end den, Empirien har opstillet, saa er Uoverensstemmelsen 28 WORM-MULLER OG J. FR. SCHROETER. BETRAGTNINGER 0. S. V. mellem disse to kun tilsyneladende. Thi vi har ved vor Udvik- ling udelukkende taget Hensyn til en Side af Gjæringsprocessen, nemlig, at der danner sig Æthylalkohol; men som bekjendt opstaar der ogsaa andre Alkoholer og desuden flere organiske Forbindelser, man vel endnu ikke er paa det Rene med.. En nærmere Under- søgelse af dette Spørgsmaal vil lede til, at i vor Formel c maatte faa en noget anden Værdi. Og hertil kommer, at man til udtemmende Behandling af dette Problem ogsaa maatte tage i Betragtning, at der finder en Kontraktion Sted ved Alkoholens Dannelse. Forelebige Under- søgelser viser, at den vil bidrage til, at Multiplikatoren faar en større Værdi, med andre Ord, at der vil være en endnu nærmere Qverensstemmelse mellem den theoretisk fundne og den af For- søgene bestemte Multiplikator. Trykt 20 Oktbr. 1885. Ueber die Station la Tene. Von Dr. Ingvald Undset. (Vorgetr. i. d. Sitz. d. phil,-hist. Cl. d. 30. Octbr. 1885). VW åhrend meiner Studienreise in der Schweiz im Herbst 1882 hatte ich Gelegenheit in den Museen von Bern, Biel und Neuchåtel, sowie auch in den Privatsammlungen der Herren Vouga in Marin und Dardel auf Préfargier bei St. Blaise das Meiste von den an der berihmten Pfahlbau-Station la Tene gefundenen Alterthimern zu studieren!; Herr Vouga, der in neuerer Zeit in weiterer Ausdehnung als irgend ein anderer an dieser Fundstelle planmåssige Nachgrabungen vorgenommen hat, war auch so liebenswirdig wåhrend eines Besuches auf dem Fundort selbst mein Fiihrer zu sein. In specielleren Arbeiten iiber die ganze archåologische Fund- gruppe, die nach dieser Station den Namen erhalten hat*, be- 1 Ueber diese Station vgl. besonders: Keller im Sechsten Pfahlbaubericht; Désor: Les habitations lacustres. Von der n-ueren, spåter als mein Besuch, 1882, ersehienenen Literatur, nenne ich nur Aufsåtze in den Verhandlungen der Berliner anthropologisechen Gesellschaft, Juni 1883, Februar 1884, in der Antiqua, 1884, und das von Herrn Vouga in 1885 publicierte Werk: Les Helvetes å la Téne, Meine hier mitgetheilten Bemerkungen datieren von meinen Studien an Ort und Stelle in 1882; in der citierten neueren Literatur wird man einige åhnliche Beobachtungen flnden, besonders aber vollståndige topographische Erlåuterungen iber die Oertlichkeit. Vom Herrn V. Gross, dem rihmlichst bekannten Verfasser des Werkes Les Protohelvétes, soll die Publication einer Monographie iber la Töéne be- vorstehend sein. Fir eine allgemeinere Uebersicht der ganzen Gruppe vgl. Undset: Das erste Auftreten des Eisens in Nordeuropa, S. 21—27. Vid>Selsk Forh 1885 No. 19. 1 2 INGVALD UNDSET, [No. 19 absichtige ich die verschiedenen Formen und Gegenstånde typo- logisch eingehender zu behandeln, und ich werde dann in den hier bei la Teéne gefundenen Materialien die Ausgangspunkte nehmen. Hier will ich öber die gewonnenen Resultate schon etwas andeuten. Es hat ich ergeben, dass die Funde von la Téne zur Kunde von der Entwickelung der GCivilisationsgruppe, die nach dem Namen dieser Station benannt worden ist, nicht viel darbieten; man findet hier wenig Material, das iber die Herkunft dieser Cultur Aufklårung giebt, — das uns verstehen låsst, wie und wovon ihre Formen sich ausgebildet haben, welcher der Ursprung und wie der Entwickelungsgang dieses ganzen Culturkreises war. Ueber das Verhåltniss der la Téne-Formen zu denen der ålteren sogenannten Hallståtter-Gruppe finden wir in den bei la Téne selbst gefundenen Sachen nur wenig Aufklårung. Was hier vorhanden ist, zeigt durchgehend den eigenthimlichen Charakter der Gruppe schon voll entwickelt: das ganze Material von la Téne tritt uns als ein wesentlich einheitliches und geschlos- senes Ganzes entgegen. Die Funde von hier gehören offenbar einer Zeit, wo diese Cultur ihre Blithe schon erreicht hatte, wo vielleicht das Ende dieser Epoche nicht mehr fern war; sie umfassen ganz gewiss auch einen nicht sehr langen Zeitraum. Der Anfang der folgenden Culturepoche wird aber hier durch die Verbreitung des Römischen bezeichnet; die Zeit der vor- römischen (gallischen) Station von la Teéne wird somit wahr- scheinlich in die zwei letzten vorchristlichen Jahrhunderte fallen. Das Material, um die Genesis und friiheste Entwickelung dieser Cultur und ihr Verhåltniss zu der vorhergehenden zu stu- dieren, miissen wir somit anderswo innerhalb dieser ausgedehnten Fundgruppe suchen; wo wir es finden, soll hier nicht nåher er- örtert werden. | Wie allgemein bekannt gehören die an den Schweizer Seeen in so grosser Zahl entdeckten Pfahlbauten durchgehend entweder der Steinzeit oder der Bronzeperiode; aus der folgenden åltesten Periode der Eisenzeit, der Hallståtter-Epoche, ist keine einzige Pfahlbau-Ansiedelung entdeckt worden, wåhrend jedoch diese 1885.] UEBER DIE STATION LA TENE. 3 Periode in den Grabhiigelfunden der Schweiz glånzend vertreten ist. Auch aus der nåchsten vorrömischen (gallischen) Epoche ist unsere Station la Teéne alleinstehend: was an solchen Eisen- sachen sonst an den Seeufern gefunden worden ist, muss als Einzelfunde betrachtet werden. Es ist somit klar, dass die Station la Téne durch einen grossen Zeitraum von den an- deren schweizerischen Pfahlbauten getrennt ist, und dass sie in dieser viel jiingeren Zeit als eine isolierte Erscheinung dasteht. Ein Ueberblick iiber den Gesammtinhalt der Funde von la Téne giebt auch ein ganz anderes Culturbild, als das, was in den gewöhnlichen Pfablbauten uns entgegentritt. Hier bei la Téne sehen wir iiberwiegend Waffen und was zur Ausristung des Kriegers gehört, und sonst Geråth etc, was von Månnern bei ihren Arbeiten gebraucht wird: Geråthe fir die Arbeiten der Frauen (Spinnen, Weben etc.) und Weiberschmuck, was alles in den Pfahlbauten sonst so håufig ist, wird hier gånzlich vermisst oder ist nur sehr sparsam vorhanden. EFs sind auch hier Reste von nur wenigen auf Pfåhlen gebauten Hiitten gefunden; eine Culturschichte mit Scherben, Ueberresten und Abfållen jeder Art von den Mahlzeiten und dem alltåglichen Hausleben, wie sonst an den Pfahlbaustationen gewöhnlich, ist hier eigentlich nicht vorhanden; von z. Th. gespalteten Knochen gespeister Thiere sah ich bei Herrn Vouga eine Anzahl, doch nicht recht viele; diese Reste sind leider noch nicht nåher untersucht worden. Es beweist dies alles, dass wir hier bei la Téne keine eigentliche Pfahlbau-Ansiédelung haben, åhnlich denen in der Stein- und Bronzezeit in der Schweiz so håufigen. Wir können also nicht sagen, wie man es gewöhnlich gethan hat, dass die in alter Zeit allgemein ibliche Wohnungs-Weise an diesem Orte in der Westschweiz sich bis tief in die Eisenzeit herunter erhalten hat. Es handelt sich hier bei la Téne offenbar um eine Station ganz eigener Art. In der Sammlung des Herrn Dardel auf Préfargier sah ich (September 1882) Vieles aus der Station la Téne, was mir neu und lehrreich war, besonders eine Menge von Miinzen, die 1* 4 INGVALD UNDSET. [No. 19. er durch viele Jahre an der Fundstelle mit grösster Sorgfalt gesammelt hatte, und woriiber damals noch nichts publiciert war. Gallische Minzen hatte er in einer Anzahl von gegen 150 dort gefunden; es waren (in Platten gegossene) Potin-Miinzen, wie sie den Sequanern zugeschrieben werden; ferner geprågte Silbermiinzen des Hæduischen Stammes. Von Massaliotischen Miinzen waren 4 silberne Obolen vorhanden; von den Colonien im Rhonethal hatte er Miinzen von Nimes, Vienne und Lyon; am zahlreichsten waren die römischen vertreten, von denen er eine Anzahl von iiber 200 gesammelt hatte, die Zeit von Augustus bis ans Ende des dritten Jahrhunderts umfassend; ja auch aus Constantinischer Zeit wurden einige gefunden. Die römischen Miinzen wurden jedoch nur oberflåchlich angetroffen, niemals in derselben Schichte wie und zusammen mit den gallischen Alter- thiimern; die vorrömischen Miinzen dagegen finden sich in der alten Schichte, wo die Eisensachen liegen; speciell sind Potin- miinzen öfters mit den Waffen zusammen gefunden. Mit den Miinzen zusammen milssen wohl auch ein Paar eichelförmige kleine Goldstiicke genannt werden, in Grösse und Gewicht auf das genauste iibereinstimmend; Herr Dardel fasste diese kleinen Gegenstånde auch als Bezahlungsmittel auf; ein åhnliches Stick war auch in Bronze vorhanden. Uebrigens findet man bei la Téne an der Oberflåche nicht bloss römische Miinzen, sondern viele römische Gegenstånde sind dort angetroffen; auch in römischer Zeit wohnten offenbar Leute hier. Der interessanteste unter den römischen Funden ist doch eine Menge von römischen Ziegeln, worunter zwei mit dem LXAXPG Auch diese Ziegel sah ich in der Sammlung des Herrn Dardel. Bei der Beurtheilung dieser Station la Téne muss die geographische Lage genau in Betracht gezogen werden. Wir befinden uns hier gerade auf einer der wichtigsten und åltesten 1885.] UEBER DIE STATION LA TENE. 5 Verkehrsstrassen zwischen dem Siden und Norden Europas. Von der Kiiste des Mittelmeers fihrte sie der Rhone entlang zuerst nach dem Genfer-See; von dort ging sie nach dem Neu- chåteller-See iiber, långs diesem See und dem folgenden Bieler-See das Aarthal binunter nach dem Rhein; weiter folgte sie dem Rheinthal bis an die Meereskiiste oder zweigte sich nach den Weser- und Elb-Miindungen ab. Welche grosse Bedeutung diese Strasse för den alten Handel, und speciell fir den Bernstein- handel hatte, geht aus der Ueberlieferung hervor und wird uns auch durch die Alterthumsfunde bekundet. Ein sehr wichtiger Punkt auf dieser Route musste nun eben die Stelle sein, wo unsere Station la Téne liegt: hier fliesst die Zihl (fr. Thielle) aus dem Neuchåteller-See aus, um sich nach kurzem Lauf in den Bieler-See zu ergiessen. Um diese wichtige und vielbenutzte Strasse zu beherrschen, hatten, glaube ich, die Helvetier hier ein Etablissement, das mili- tårisch besetzt war; dass auch hier Gefechte geliefert wurden, bekunden aufgedeckte Skelette, die öfters Schmisse und Spuren von tödtlichen Verwundungen aufweisen, sowie auch der Umstand, dass die gefundenen Waffen nicht selten starke Verletzungen und Hiebmarken zeigen. Die Wohnungen der Besatzung waren, wie es scheint, am Ufer, auf festem Lande; die Phalbauhiitten, von denen Reste gefunden sind, waren wahrscheinlich hier Maga- zine. Es scheint, als ob hier damals auch eine Brickenanlage iiber die Zihl gefiihrt hat. Möglicherweise war hier zugleich auch eine Handelsstation; sowohl Waffen wie Geråthe sind mehrmals unter solchen Umstånden und in so vielen beisammenliegenden, scheinbar unbenutzten Exemplaren gefunden worden, dass man an eine Han- delsniederlage denken muss. Ob hier auch eine Schmiedeståtte zur Fabrikation von Eisenwaffen und Geråth war, ist wohl unsicher; die zahlreich gefundenen, spitz zulaufenden Eisenbarren, die offen- bar das Material zum Schwertschmieden abgaben, nöthigen nicht zu diesem Schluss.: Die Herren Vouga und Dardel fassten ibri- 1 [Teh nenne hier eine etymologisehe Vermuthung des Herrn Dardel, ohne jedoch etwas darauf zu halten. Der Name des naheliegenden Ortes Préfargier konnte, meinte er, aus prås forgerie (nahe der Schmiedeståtte) entstanden sein. 6 INGVALD UNDSET. UEBER DIE STATION LA TENE. [No. 19. 1885.] gens die örtlichen Verhåltnisse hier verschieden auf, namentlich in Beziehung auf das alte Bett des Flusses, die Uferlinien und die Frage, ob der Fluss hier wirklich iberbriickt war. Von ganz speciellem Interesse ist es jedoch, dass dieser Punkt auch in römischer Zeit besetzt war und zwar auch mili- tåriseh, wie die aufgefundenen Ziegel der 21. Legion bezeugen. Von dieser Legion, die, wie wir wissen, in Vindonissa (Windisch) stand,) war also, wie es scheint, und was bisher unbekannt war, ein Detachement nach diesem, die grösste westliche Handelsstrasse beherrschenden Punkte verlegt. Ich bin also der Ansicht, dass es sich bei der beriihmten Station la Teéne nicht um eine eigentliche Pfahlbau-Ansiede- lung handelt, sondern um einen festen, militårisch belegten, die Haupt-Verkehrsstrasse in Westeuropa beherrschenden Punkt, — aus helvetischer und auch aus römischer Zeit.” 1 Vgl. Meyer: Geschichte der XIten und XXI[sten Legion, in den Mittheilungen der Ziiricher Gesellschaft, VII, p. 125 —171. 2 Diese Auffassung der Station la Téne habe ich schon angedeutet in einem Vortrage am archåologisehen Institut in Rom, den 9. Mårz 1883 (vgl- Bullettino dell instituto, 1883, p. 158); ferner hat Herr Bertrand nach meinen miindlichen Berichten der Académie des inscriptions dariiber eine Mit- theilung gemacht (Sitzung v. 15. Februar 1884). Gedruckt d. 5. November 1885, Periodicitetens Betydning for Herbert Spencers Philosophi. Af Dr. E. F. B. Horn. (Foredraget i den historisk-filosofiske Klasses Møde 30te Oktbr. 1885.) I Herbert Spencers Skrifter spiller Periodiciteten eller det Rhythmiske en fremtrædende Rollel. I ,First principles" har han fleresteds paavist, hvorledes en mangeartet Periodicitet behersker Tilværelsen. Specielt i Kap. XI. Han tåler om Rhythmer af forskjellige Længder. Der gives Svingninger af en overordentlig Hastighed, saasom Lys- og Lydbelgerne. Større Længde have de organiske Livs Ernærings- og Aandedrætsrhythmer, ligesaa Forplantelsesrhythmerne, i hvilke de store Rhythmer i Himmellegemernes Bevægelser, Jordens dag- lige og aarlige Omdreining, afspeile sig. End større Belgelængde har en anden Art Perioder. Han omtaler saaledes en Periode af 21,000 Aar, ja en paa Millioner af Aar, frembragt ved For- andringer i Jordbanens Excentricitet. Verden befinder sig nu, mener han, i en uoverskuelig Periode af Koncentration, der vil afløses af en Periode af Decentralisation m. m. Denne Periodi- citetens Lov er efter hans Mening saa altomfattende, at man ikke kan eine dens Ende eller Begyndelse eller overhovedet tænke sig, at den har nogen saadan. Kommer et Himmellegeme 1 TUeberweg har i sin ,Geschichte der Philosophi* kun nogie korte og lidet orienterende Bemærkninger om dette. Vid.-Selsk, Forh. 1885. No. 20. 1 2 E. F. B. HORN. [No. 20. ved en eller anden Revolution, f. Ex. et Sammensted, en Spræng- ning, til at forstyrre et periodisk Forleb, saa vil denne tilsyne- ladende Uregelmæssighed kun være et Led i en end større og mere omfattende Rhythmus. For Biologien og Sociologien har denne Periodicitet ligeledes stor Betydning og vil navnlig have sin Interesse paa Moralens Gebet. Herom har han mange ret fine og gode Bemærkninger i sine , Principles of Morality*, første Del, ,the Data of Ethics*. Jeg anfører nogle Ytringer af Femte Kapitel $ 28. Han siger, at al moralsk Udvikling gaar i Retning af ,Ligevægt*, som han nærmere forklarer at være en bevægelig Ligevægt, moving eqvilibrium*, hvorom ogsaa i ,First principles" gives fornødne OQplysninger. Han paaviser nu, hvorledes der er en Fremadskriden til Periodicitet fra de lavere til de heiere Dyre- klasser, en Fremadskriden, der ogsaa lader sig paavise i Udvik- lingen fra de ukultiverte til de mere kultiverte Menneskesamfund. » Periodicitet*, siger han, ,lader sig blot svagt lagttage i de laveste Dyreklassers indre og ydre Virksomhed. Hvor Livet staar paa et lavt Standpunkt, finde vi overalt et passivt Forhold til til- fældige Indflydelser fra den nærmeste Omgivelse, og dette har til Følge store Uregelmæssigheder i Livsprocesserne. En Polyp indtager sin Føde snart efter korte, snart efter lange Mellem- rum, alt efter de ydre Omstændigheder; og Føedens Assimilation sker ved en langsom Udbredelse af den absorberede Del, blot understøttet af de uregelmæssige Bevægelser i Dyrets Krop; og al den Indaanding, som overhovedet finder Sted, er ligeledes uden Spor af Rhythmus. Adskilligt heiere oppe finde vi endnu. en ganske ufuldkommen Periodicitet, f. Ex. hos de lavere Mol- lusker, hvilke, ihvorvel i Besiddelse af et Blodkarsystem, ikke eie noget egentligt Blodomleb, men blot fremvise en langsom Bevægelse af det ubearbeidede Blod gjennem Karrene, snart i en, snart i en anden Retning. Først med en vel udviklet Struktur indtræder en rhythmisk Puls og en rhythmisk Respira- tionsvirksomhed. Og hos Fugle og Pattedyr kommer dette til, at med. stor Hurtighed og Regelmæssighed i disse væsentlige Rhythmer og i Forbindelse dermed stor Vitalvirksomhed og til 1885.] PERIODICITETENS BETYDNING. 3 denne svarende stor Fordøielsesvirksomhed forener der sig en sammenlignelsesvis stor Regelmæssighed i Ernæringsprocessens Rhythme, ligesom i Rhythmen af Arbeide og Hvile; thi det hurtige Forbrug, som indtræder ved hurtig Pulsation og Re- spiration, nedvendiggjør en temmelig regelbunden Tilførsel af Næring* o. s. v. Det Samme gjælder, naar vi gaa over til at betragte Menneskene. ,Saaledes er det og*, siger han, ,naar vi stige fra vilde til civiliserede Mennesker og fra de laveste blandt de civiliserede til de høieste. Rhythmen af ydre Hand- linger, som udfordres for at opretholde Rhythmen af indre Hand- linger, bliver paa engang mere indviklet og mere fuldstændig, idet den sætter den i en bedre bevægelig Ligevægt. De Uregel- mæssigheder, som de Existentsvilkaar, under hvilke det primitive Menneske lever, medføre, foraarsage stadigt store Afvigelser fra denne Ligevægts Middelstand — store Oscillationer, hvoraf følger Ufuldkommelighed deri for den nærværende Tid og senere hen en fortidlig Omstyrtelse af Existentsen. Hos saadanne Menne- sker, hvis Opførsel vi kalde slet, foraarsages talrige Forstyrrelser i Ligevægtsforholdet ved de Excesser, som karakterisere et Levnet, hvori Periodiciteten ofte bliver afbrudt; og den sædvanlige Følge er, at, da de indre Virksomhedsytringers Rhythme ofte bringes i Uorden, Ligevægtstilstanden, som derved i tilsvarende Grad bliver en ufuldkommen, i Almindelighed bliver af kortere Varig- hed. En Person derimod, hos hvilken det Modsatte finder Sted, er en saadan, hos hvem der kan danne sig en bevægelig Lige- vægtstilstand, som paa engang er rig og langvarig.* Andetsteds, navnlig i niende Kapitel $ 61, paaviser han, hvorledes denne Fuldkommengjørelse i Periodicitet, eftersom Mennesket naar en høiere Kultur, ikke blot gjælder den enkelte Person, men ogsaa Samfundet. Han sammenligner her Menneskene i et Samfund med Molekylerne i et Legeme, hvilke efter en nyere physikalsk Theori skulle befinde sig i en rhythmisk Bevægelse. For at et physisk Legeme skal bestaa, maa dets Molekyler være saaledes forbundne, at deres respektive Svingninger ikke indbyrdes for- trædige hverandre. Jo uregelmæssigere enhver Molekyls egen Rhythme er, des lettere ere de andre Molekyler udsatte for at 1* A E. F. B. HORN. [No. 20. forstyrres i deres Bevægelser. Stiger denne indre Forstyrrelse til en vis Grad, kan Sammenholdet briste. Hos alle lavere Folkeslag mærker man denne Spredhed i Samholdet, idelige Op- løsninger, Itubristninger, Revolutioner og Krige indenfra og uden- fra. ligesom naar Molekylerne i et Legeme komme i Kollision. I de høiere, kultiverte Samfundslag derimod vil mere og mere den Periodicitet, som gjer sig gjældende i den Enkeltes Liv, medføre en Respekt for Andres Periodicitet. Herpaa beror Harmonien, den gjensidige Udfyldning, det fælles Arbeide efter Principet for Enheden i Arbeidets Fordeling o.s. V. Den Metaphysik, som ligger til Grund for en saadan gjen- nemført Periodicitet paa alle Felter, er let at paavise. Den bestaar nemlig deri, at Skabningen som færdig og fuldendt udgjør et System af Vexelvirksomheder, hvis enkelte Stoffe eller Faktorer hverken. forøges eller formindskes, en Grundsætning, der jo er stærkt betonet af alle Positivister. Den samlede Ver- den vil saaledes udgjøre et System af Muligheder, der, naar det hele System er gjennemlebet, fornyes; og Processen, Rækken begynder da forfra. Thi er Mulighedernes Række engang af- sluttet, saa kan man ikke befrygte nogen Forstyrrelse. Ogsaa i de enkelte Dannelser afspeiler dette Totale sig mikrokosmisk. Ere alle Muligheder paa et Felt forbrugte, saa begynde Ræk- kerne paany?*. Vi behøve kun at tænke paa Dobbeltstjernerne. Disse bevæge sig om hinanden i en evig Rhythmus. Er der flere Stjerner, bliver Rhythmen kun mere kompliceret. Er nu den hele Stjernemængde engang fra evige Tider færdig, saa vil der ingen Forstyrrelse indtræde i Rhythmen. Sæt derimod, at en vakker Dag en ny Stjerne blev skabt eller en tidligere blev til Ingenting. Dette vilde bevirke en gjennemgribende Forstyr- 1 TI Korthed kan dette bestemmes saaledes: Sæt, der gives 2 Existentser, Å og B, hvilke i en Henseende ere samvirkende, i en anden modsatte. Have de nu en Tid virket sammen, hvorved det Fælles hos dem er bleven aktuelt, saa frigjøres derved det andet Moment, der tidligere har været latent, nemlig deres indbyrdes Modsætning. Denne bliver da aktuel og overvinder det tid- ligere Moment o. s. v. i det Uendelige. Herpaa beror Elektricitetsbevægel- ser, Attraktion og Repulsion, Himmellegemernes Rhythmer, Pendelsvingninger, i det sociale Liv: Produktions-Konsumtionsperioder, Prisernes Opgang og Nedgang m. m. 1885.] PERIODICITETENS BETYDNING. 5 relse i den hele tidligere Stjernerhythmus, indtil om Millioner Aar en ny Rhythmus begyndte at gjøre sig mærkbar. Saaledes paa alle Tilværelsens Felter. Spencers Theori har altsaa Sand- hed, forsaavidt denne Grundtheori om Skabningen som et fait accompli har sin Rigtighed; og jeg betragter det som et Frem- skridt hos Spencer, at han har fremholdt denne Rhythmus og paavist dens Betydning paa saa mange Felter. Theorien beror dog, som man ser, paa en Dualisme mellem Gud og Verden, der minder om den gamle engelske Deisme. Skaberen har engang, uvist naar og hvorledes, for alle Tider trukket sig tilbage fra Verden, som da overladt til sig selv bliver en ,alter Deus*, i sig selv færdig og fuldendt. Indenfor Verden selv opstaar der da en lignende Mængde Dualiteter. Enhver Rhythmus beror paa en Bevægelse mellem visse Hoved- faktorer, f. Ex. mellem Centrifugal- og Centripetalkraft, mellem positiv og negativ Flektricitet, i det Sociale mellem Arbeide og Nydelse, eller, hvad der tildels falder sammen hermed, mellem Egoisme og Altruisme. Hvad dette sidste angaar, skal jeg udvikle mig lidt nøiere, da Spencers egen Begrundelse af den her som ellers stedfindende Periodicitet ikke har forekommet mig fuldkommen klar, ligesom det ikke er frit for, at han er i en vis Modsigelse mod sig selv. Forevrigt antager jeg, at det ikke er saa vanskeligt at eftervise dens metaphysiske Gyldighed og tillige dens philosophiske Charakter. Naar han taler om en bevægelig Ligevægt, moving eqvilibrium, da har jeg opfattet dette saaledes, at Ligevægten altid kun er approximativ, fordi der altid ere Momenter af Uro, Uregel- mæssighed, Forstyrrelse fra tidligere Tid, som ikke ere eller nogensinde kunne blive tilstrækkeligt overvundne. Paa Kulturens og Moralens Omraade viser dette sig deri, at der i ethvert, endog det mest civiliserede Samfund vil være Levninger af tid- ligere Barbari. I ethvert Fald gives der jo en Mængde uop- dragne eller slette Individer, f. Ex. en Mængde Børn, som endnu ere uciviliserede. Det Ideale hos Spencer er nu dette, at Al- truisme og Egoisme ganske forenes, d. v. s. at Mennesket finder sin Glæde og Nydelse i det Arbeide, som befordrer det Heles 6 E. F. B. HORN. [No. 20. Gavn. I et fremskredet Samfund opfatter den dannede Mand ogsaa sit Arbeide som en Nydelse. Hans Intelligents lader ham gjennemskue den hele Rhythmus, se dens Skjønhed og Harmoni og tillige blive opmærksom paa, at paa samme Tid, som han virker for det hele Samfund, giver han ved sit Arbeide Stedet til en gavnlig Bevægelse, der vender tilbage til ham selv. Men et saadant Ideal vilde, hvis det lod sig gjennemføre, lede til et mat og formindsket Arbeide. At Arbeidet er livligt og energisk, kommer af, at man trænger til et Overskud, som komme de Ikkearbeidende, f. Ex. Bern og Oldinge og Syge eller uproduk- tive Medlemmer, saasom Forbrydere, Krigsfolk, til Gode. Evolu- tionslæren, Udviklingstheorien medfører denne Mangel paa Ide- alitet. Herved opstaar da et stærkere og livligere rhythmisk Liv, som nærmere kan bestemmes, og som vil meget ligne en Pendels Svingninger. — Vi skulle se nærmere paa dette, da det belyser den helt igjennem mekaniske Lov, som paa dette Felt gjer sig gjældende. En Pendels Svingning beror, som bekjendt, paa et vexlende Forhold mellem Tyngde og Træghed. Idet Loddet fra det høieste Udslagsmoment synker nedover, virke Tyngde og Træghed sam- men, indtil det kommer i lodret Stilling. Da ophører Enheden af Tyngde og Træghed, og Modsætningen mellem dem indtræder, idet Trægheden, 9: Overskuddet svinger Loddet opad, medens Tyngden mere og mere holder tilbage, indtil Tyngden overvinder Trægheden, og Bevægelsen begynder paanyt. — Saaledes virke i Kultursamfundet hos de gode Borgere Altruisme og Egoisme sammen. De finde en Nydelse i Arbeidet. Deres Overskud af Arbeide komme de slettere Borgere tilgode. Disse kunne nok tildels arbeide, men gjøre det med Ulyst, da Altruisme og Egoisme ikke ere forenede hos dem. Det gjælder altsaa ved hint Over- skud af Arbeide at fremme den slumrende Altruisme hos disse og bringe dem til det samme Punkt af Altruisme, hvorpaa de gode Borgere staa. Herfor har man da Skoler af alle Slags. Ved hensigtsmæssig Beskatning, der beror paa det Princip, at man erholder det størst mulige altruistiske Udbytte af Enhvers Arbeide med det mindst mulige Brud paa Egoismen, d. v. s. det 1885.] PERIODICITETENS BETYDNING. K mindst mulige Offer, søge ligeledes de gode Borgere at lette de slettes Udvikling til Kulturmennesker o. s. V. Saaledes bliver da Statsoekonomien, hvad den vistnok tildels er, et Slags Maxi- mums- og Minimums-Beregning, der ligeledes tilkjendegiver den gjennemgaaende mekaniske Charakter i hele denne Maade at tænke og philosophere paa. — Men vi se tillige den Selvmod- sigelse, som neppe kan undgaaes, hvor Synsmaaden er saa helt igjennem mekanisk. Selvmodsigelsen, som man maaske allerede har observeret, er denne: Først siger han, at al Evolution — ialfald i den nuværende Verdensperiode — stræber mod et moving eqvilibrium. Denne bevægelige Ligevægt er altsaa Endemaalet. Alligevel maa det være klart, at hvis dette Maal virkelig kunde naaes, hvad forevrigt af andre Grunde maa være en Umulighed, saa vilde Ligevægten ikke længere blive bevægelig, men en ded; ialfald vilde der indtræde en mat og hendøende Pulsation, der snarere minder om de laveste end om de høieste Dyreorganismer. Spencers Ideal er f. Ex. det, at al Krig skal ophøre. Sæt nu, dette Maal naaedes, saa vilde sandsynligvis paa Grund af Men- neskenes Natur en større Søvnighed og Magelighed efterhaanden indtræde. Den evige Fred bevirker rimeligvis et saadant Re- sultat. Det er netop, som vi saa, Kampen mellem Egoismen og Altruismen, som giver Spænding eller Udslag af Pendelen, medens Foreningen mellem dem giver Nedslag. Overhovedet maa der være Levninger af Raahed, Barbari, Ukultur, Uvidenhed og Dum- hed, for at Kulturen kan komme i frisk Aktion, da den ellers ikke faar noget Synderligt at gjøre, ialfald ikke noget Klække- ligt. I alle Tilfælde maa der dog, som sagt, i Samfundet være en Mængde Bern at opdrage, hvis der skal være tilstrækkeligt Liv, Studium og Arbeide. Men Børnene have jo netop ikke naaet frem til fuldt udviklet Rhythmus. De ere jo at regne for vilde eller halvvilde Mennesker. — Her have vi altsaa den Selv- modsigelse, at Verden tenderer mod en fuldkommen Ligevægt, som vi maa bede Vorherre bevare os fra nogensinde at naa. Selve Ufuldkommenheden og Sletheden, det Vilde og Urhythmiske er et integrerende Led i Fuldkommenheden og den sande Rhyth- 8 E. F. B. HORN. [No. 20. mus. — Hvorledes skal denne Modsigelse løses? Jeg skal søge i Korthed at besvare dette Spørgsmaal. Endskjønt Spencer fra sit agnostiske Standpunkt vogter sig for enhver positiv Udtalelse om, hvad Rum, Tid, Materie og Kraft egentlig er for Noget, hvorledes de opstaa m. m., saa er det dog neppe rigtigt, naar han betragter hele Omverdenen i denne sin Udvorteshed som fuldt ud objektiv. Dette er uvidenskabeligt, da jo Omverdenen slet ikke umiddelbart og fra først af foreligger anderledes end som en Mangfoldighed af Fornemmelser, altsaa som noget i vor Aand eller vort Indre Værende. Naar vi alligevel betragte den som noget udenfor os bestaaende, da sker dette ifølge en Slutning, hvis Rigtighed maa prøves. Viser det sig nu efter en saadan Prøvelse, at Qmverdenen i en vis Forstand virkelig er noget Udvortes, saa kan dette dog ikke tages i fuld, absolut Betydning. Det op- rindelige Forhold, at Stoffet dog fra først af har været i Aanden, eller m. a. O. at Verden oprindelig har existeret som et Kom- plex af Ideer i Gud, vil dog aldrig tilintetgjøres. Vi komme til et Resultat, som for nærværende ØOiemed ikkun behøves at formes saaledes, at Verden tildels eller i en vis Forstand er udenfor Aanden eller Guddommen, tildels og i en anden Forstand udenfor Gud og Gud altsaa tillige i Verden. Forsaavidt vi nu tænke paa den ene Side af Sagen, at Verden er en fra Gud udskilt, af ham sat og saaledes i sig afsluttet Fxistentsmasse, vil den blive en ,alter Deus*, der afspeiler Guddommen, det Absolute, i den storartede Rhythmus, som gjør sig gjældende. Verden er da en Totalitet, der hverken aftager eller tiltager i Mængde, Vægt eller noget andet kvantitativt Forhold. Thi gjorde den dette, saa var den jo ikke i sig fuldkommen eller afsluttet. Herpaa beror da hele den positivistiske Theori om Kræfternes Utabelighed m. m. Periodiciteten er da her ikke 1 Det er fra philosophisk Synspunkt snarere sandsynligt, at en saadan af Gud- dommea villet og sat Omverden pludseligt afbrydes midt under sit periodiske Forløb. Ialfald er en saadan Tanke om en Verdens Ende svarende til Tan- ken om en Verdens Begyndelse og giver en fornuftigere Mening end Spencers fortvivlede slette Uendelighed af Perioder. 1885.] PERIODICITETENS BETYDNING. 9 noget Endemaal, men en alle Tider omfattende Rhytmus. Den anden Side af Sagen, at Verden dog tillige er i Gud og omvendt, hvilken jo er det oprindelige Forhold, kan paa dette sandselige, objektive Omraade ikke gjøre sig gjældende ander- ledes end som en Tendents til at overvinde Udvortesheden, for- korte og inderliggjøre denne, frembringe en indre Rhythmus, Noget, som især træder os imøde i den organiske Skabning, i den sti- gende Fuldkommenhed og subjektive Evne hos Dyrene og hos Menneskene gjennem alle Udviklingstrin. Her er det, at vi observere denne Tendents til fuldkommen Rhythmus, men da i Retning af Inderlighed, Periodiciteten som Fndemaal, altsaa en Tilbagevenden til det oprindelige Forhold, da Verden var i Gud. Her er altsaa Periodiciteten et saadant moving eqvilibrium, mod hvilket hele Verdensudviklingen tenderer som sit Maal. Hin første Art Rhythmus er af makrokosmisk, denne anden af mikro- kosmisk Natur. Nu siger det sig selv, at i enhver Organisme, som baade er noget Udvortes i Tid og Rum og tillige noget Subjektivt, begge disse Arter Periodicitet maa gjøre sig gjældende. Organismen vil ophøre, hvis f. Ex. kun den sidste bliver raadende. Dette forklarer da, hvorfor Spencer tilsyneladende er i en Mod- sigelse, naar han opstiller et slutteligt Formaal i et moving eqvilibrium, som dog kun kan og ber naaes approximativt; thi et saadant eqvilibrium er jo kun mikrokosmisk, altsaa en Ensi- dighed. — Spencer har vistnok selv været opmerksom paa disse forskjellige Arter Rhythmus. Jeg behøver her kun at henvise til de tidligere anførte korte Citater af ham. Naar han f. Ex. taler om et Dyrs eller Menneskes ydre Virksomhed, udvortes Periodicitet, f. Ex. deres Arbeide og Hviletid, deres Spise-For- plantelses-Reisetider m. m., saa er disse af forherskende makro- kosmisk Natur. Naar han taler om de indre Virksomhedsytrin- gers Rhythmer*, saasom Fordeielse, Respiration, Blodomleb og fornemmelig de regelmæssige Indtryks Forkortning og Svækkelse ved Vanen, saa ere vi inde paa det mikrokosmiske Omraade. Da den makrokosmiske Periodicitet afspeiler Guddommens og Aandens Virksomhed, saa kan dette forklare, hvorfor den altid viser sig skikket til at vække Selvbevidstheden og Guds- 10 E. F. B. HORN. [No. 20. bevidstheden. Se herom mine tidligere Afhgr.: Om Person- lighedsbegrebets rette Omfang* (1881, No. 6) og ,,Bem. til Carus' Skrift: ,Vergl. Psychologi* (1884, No. 2). Disse Rhythmer ere selvfølgelig kun Vækkelsesmidler for, ikke Skabere af det bevidste Aandsliv, hvilket jo kan sees af deres udvortes, mekaniske Natur. Hvad endelig den Moral angaar, som Spencer kan opbygge paa de her angivne Præmisser, saa er den vistnok temmelig overfladisk, men alligevel ret god og praktisk. Den svarer i det Hele til det Maal af Dyd, hvortil veltænkende Mennesker kunne drive det, selv gode Christne iberegnet, saalænge disse ere i sit jævne Hverdagslune. Hverdagslunet er nemlig dette daglige, stadigt tilbagevendende Stemningsliv, altsaa netop denne omtalte Periodicitet, fremkaldte ved de store makrokosmiske Rhythmer, der igjen betinge vort Arbeide og vor Hvile og binde Menne- skene sammen i industriel eller anden nyttig Gjerning. Her kan i Almindelighed hos gode Borgere Altruisme og Egoisme forenes, uden at det koster synderlig moralsk Anstrengelse, idet ogsaa Vanen bidrager til at holde det Hele jævnt gaaende. — Et høiere Trin i Moral naaes først ved et Gjennembrud fra Aands- dybet, hvilket finder Sted i særligt bevægede Øieblikke. Hint Oprindelige, hvor alt Materielt, Udvortes og Verdsligt og saaledes al denne ydre Rhythmus, disse idelige Hensyn og Betænkelig- heder, inddrages og smelter, idet Udvortesheden i Tid og Rum vender tilbage til sit Udgangspunkt i Guddommen, kommer da til sin fulde Ret. Kun under Paavirkning af eller i levende Erindring om saadanne Gjennembrudsstunder, da Aandslivet og det Absolute er i fuld, levende Bevidsthed hos os, kan Mennesket naa et Trin, der rager væsentligt op over Spencers Niveau, et Trin, hvilket han dog betragter som uopnaaeligt. Se The Data of Ethics Kap. XI $ 74, hvor han taler om en transscen- dental Altruisme, der kun existerer i Theorien. Ved en saadan forstaar han en Altruisme, der endog ganske overvinder Egoismen i Menneskets Hjerte, og den mener han existerer kun paa Papiret1. , I Han siger endog, at transscendental Altruisme i Theorien gjerne existerer sammen med brutal Egoisme i Praxis. 1885.] PERIODICITETENS BETYDNING. 11 Denne Selvmodsigelse, som vi paaviste i Spencers Theori, at Samfundet tenderer mod et Ideal, som det vil være farligt nogensinde at naa, idet hele«Livet netop er den af Selvmod- sigelsen opretholdte Spænding, er ogsaa følt af Andre, der forerigt ikke synes at hylde Spencers Anskuelser, f. Ex. Henrik Ibsen. Smlgn. hans Vers: Lovfast er jo Slægtens Gang Ad en evig Vindeltrappe. Kredsen blir den samme krappe; Veien altid lige trang. Viljen blir den samme higende; Punktet kun bestandig vigende. Her er det klart, at hvis denne Rhythmus, denne evindelige Spiralbevægelse engang sluttede, idet Maalet, ,Punktet* virkelig naaedes, saa vilde Livet ophere. Hos Pessimisterne kommer det Samme tilsyne i en noget anden Form. Midt i Livets Elendighed er der et evigt Suk efter Forlesning. Men naar denne For- løsning engang naaes, idet Villien ophører at ville, saa indtræder Døden; thi Livet er intet Andet end Villie. Trykt 26 November 1885. old AT AE Vi HH å VE Ke då Å HØR VIN i ok V AED Ko fi EG AR i One Gar Avis TE ey 4 [. Er Ueber gewöhnliche lingare Differentialgleichungen. | Von Sophus Lie. (Vorgelegt 13 Novbr. 1885.) | 1874 entwickelte ich die Grundziige einer allgemeinen Theorie der endlichen continuirlichen Transformationsgruppen und gab andererseits eine allgemeine Integrationstheorie von voll- ståndigen Systemen mit bekannten infinitesimalen Transforma- tionen, die dann immer eine continuirliche Transformationsgruppe erzeug en. Diese allgemeinen Principien, die ich in einer grossen Anzahl von Abhandlungen in Detail ausgefihrt habe, geben die Erle- digung von sehr vielen speciellen Integrationsproblemen, u. Å. auch eine eingehende Behandlung des folgenden wichtigen Pro- blems, mit dem sich in spåteren Jahren mehrere hervorragenden Mathematiker beschåftigt haben. A) Eine lineare Differentialgleichung Yi” + Xp 1 (DØ) Yi? +..kt+ Xi (0) Yi! + Xyi=0 ist vorgelegt; nm particulare Lösungen 12 ++. Yn Sind durch ge- rade m bekannte endliche Relationen | Peeyis sita)=0 (k=1,2...m) verbunden. Man soll diese particulåre Lösungen als Funktionen von æx bestimmen. Vid.-Selsk. Forh. 1885. No. 21, gÅ 9 SOPHUS LIE. [No. 21. Sind y1 ...y2C ein specielles Lösungssystem und (A) YO = om 910 +++ Ya ==) das allgemeinste, so sind die Constanten cr; dadurch bestimmt, dass das Gleichungssystem Fi: =0 die linearen homogenen Transforma- tionen yr = 3 om 10 gestattet, worin liegt, dass alle diese Trans- formationen eine Gruppe bilden. Das vorliegende Problem ist also ein specieller Fall des folgenden, das wie ich in Math. Ann. Bd. XXV ausdriieklich hervorhob, unmittelbar durch meine allgemeine Integrationstheorie von vollståndigen Systemen, mit einer bekannten Gruppe erledigt wird: B) Ein System Differentialgleichungen ist vorgelegt, das Yi.+.Yn als Funktionen von x1...2a bestimmt. Ein allgemeinstes Integralsystem y17...y." mit r wesentlichen Parametern geht aus einem speciellen Integralsysteme 11..." durch bekannte Gleichungen (B) VI = og (Y1»+ Ya 24.9) hervor. die eine Gruppe mit r wesentlichen Parametern bestimmen. Ein solches Problem verlangt somit nach meiner allgemeinen Theorie eines vollståndigen Systems mit bekannten inf. Trans- formationen zu ihrer Erledigung die Integration von gewissen Hiilfsgleichungen, deren Anzahl, Ordnung und Beschaffenheit allein von der Zusammensetzung der Gruppe (B) abhångt, also durch eine algebraische Discussion bestimmt wird. Ist insbesondere diese Gruppe einfach und enthalten dabei ihre grössten Untergruppen > Parameter, so giebt es nur eine Hiillfsgleichung von (r — >) Ordnung. War insbesondere r” —p < 4, so war diese Hilfs- øleichung reductibel auf eine lineare Gleichung (r—>+ L)ter Ordnung. War andererseits die Gruppe (B) isomorph mit der all- gemeinen linearen homogenen Gruppe in o Variabeln, so håtte man zwei Hiilfsgleichungen: eine lineare Differentialgleichung str Ordnung und eine Qvadratur. Får alle Fålle, in denen die Zusammensetzung der Gruppe 1885.] UrB. GEWÖHNL. LIN. DIFFERENTIALGLEICHUNGEN. 3 (A) bekannt ist, geben somit meine Theorien unmittelbar eine rationelle Behandlung des speciellen Problems A. Die Bestimm- ung des Zusammensetzung verlangt nur sogenannte ausfilhrbare Operationen. Ist z. B. n = 4, und Fy=0 homogene Gleichungen in Yi Y2Y3 Yi; Ale von x frei sind, so kann man die Gruppe (A) als bekannt betrachten, indem ich (1882) alle projectivische Gruppen des gewöhnlichen Raumes bestimmt habe, die dadurch definirt sind, dass sie eine Punktfigur invariant lassen. Ist m=1, und Fj=0 eine homogene Gleichung zweiten Grades mit constanten Coefficienten, so hångt Alles ab von der Zusammensetzung der projectivischen Gruppe einer Flåche zweiten Grades im (mn — 1)fachen Raume. Istm=3, so ist diese Gruppe bekanntlich isomorph mit der allgemeinen projectivischen Gruppe einer geraden Linie: daher ist wie bekannt die Hillfsgleichung eine lineare Gleichung zweiter Ordnung. Ist m= 4, so hat man die projectivische sechsgliedrige Gruppe einer Flåche zweiten Grades im dreifachen Raume. Diese zusammengesetzte Gruppe ist ja isomorph mit der Gruppe papapqyg "9. Daher sind in diesem Falle, wie man weiss, zwei unabhångige lineare Gleichungen 2. 0. erforderlich. Ist m= 5, so hat man eine Gruppe, die nach meinen alten geometrischen Untersuchungen mit der projectivischen Gruppe eines linearen Liniencomplexes isomorph ist: daher eine specielle lineare Hiilfsgleichung vierter Ordnung. Ist ”=6, som hat man nach Kleins alten liniengeometrischen Arbeiten eine mit der projectiviscehen Gruppe des gewöhnlichen Raumes isomorphe Gruppe: daher eine einzige lineare Hiilfs- gleichung 4ter Ordnung. Ist endlich » > 6, so scheint die alge- braische Discussion der betreffenden Gruppe noch nicht ausgefihrt. Ich halte es för wahrscheinlich, dass diese, jedenfalls einfache, Gruppe eine Zusammensetzung besitzt, welche die von mir Math. Ann. Bd. XXV, pg. 135 aufgestellten Vermuthungen umstosst. Es ist im Vorangehenden vorausgesetzt, dass die Determinante der Flåche zweiten Grades nicht gleich Null ist. 4 SOPHUS LIE. DIFFERENTIALGLEICHUNGEN. —|[No.21. 1885.] Bei diser Gelegenheit mögen noch die folgenden Bemerk- ungen ausdriicklich gemacht werden. Ist eine Curve im Raume x...4n in keinem ebenen Raume mit weniger als ” Dimensionen enthalten, und gestattet sie dabei zwei inf. projectivische Transformationen, so ist sie reductibel auf die Gleichungsform xx = æ*, und gestattet somit gerade drei solche Transformationen. Die betreffende Gruppe ist natirlich isomorph mit der projectivischen Gruppe einer geraden Linie. Sind p1+-... Pn+-... die inf. Transformationen nullter Ordnung einer transitiven Gruppen; kennt man ferner die Glieder erster Ordnung in den linf. Transformationen erster Ordnung u. S. W., und endlich die zwischen allen diesen inf. Transforma- tionen bestehenden Relationen (B; Br) = X6cixs Ba, 80 Sind alle ent- sprechenden Gruppen aehnlich. Dies beruht darauf, dass eine transitive Gruppe im mfachen Raume vollståndig bestimmt ist, wenn man nicht allein ihre Zusammensetzung kennt, sondern auch diejenige Untergruppe, welche einen Punkt allgemeiner Lage invariant låsst. Ein Problem (B) reducirt sich, wenn eine oder mehrere endliche Relationen zwischen den y und x vorgelegt werden, ohne Integration auf ein einfacheres Problem (B). Gedruckt 28 Decbr. 1885. Bygaalen (Tylenchus hordei, n.- sp.), en ny, for Bygget skadelig Planteparasit blandt Rundormene. Af W. M. Schøyen. Hermed 1 Planche. (Forelagt i Fællesmødet den 11te December 1885). EL jeg isommer i Slutningen af Juli Maaned under en Reise til Jotunheimen passerede gjennem Loni, fik jeg Anledning til personlig at gjøre mig bekjendt med en sammesteds almin- deligt optrædende Sygdom paa Bygget, kaldet ,Krok*, som jeg tidligere kun havde kjendt af Omtale, men aldrig seet omhandlet noget Sted i den mig tilgjængelige Literatur. Det er allerede meget længe siden, nemlig i Aaret 1849, at botanisk Gartner N. G. Moe og Forstmester J. M. Norman første Gang paa en Reise gjennem samme Bygd af daværende Sognepræst dersteds Halling blev gjort opmærksom paa og forevist Prøver af denne for Bygget slemme Sygdom, der dengang ligesom nu gjorde megen Skade paa Bygagrene i Lom. Senere havde ogsaa afdede Prof. Rasch Leilighed til paa Stedet at gjere sig bekjendt med samme. Sygdommen blev imidlertid ikke nærmere videnskabeligt under- søgt, men Moe beskrev den for endel Aar siden for mig som bestaaende deri, at der paa Rodtrevlerne af Bygget havde dan- net sig krogformige Knoller eller Galudvæxter, hvori fandtes en liden Orm, der antoges for at være Larven af et eller andet Insekt. Intetsteds ellers, hvor jeg tidligere har reist i Landet, Vid.-Selsk, Forh, 1885. No. 22. 2 W. M. SCHØYEN. [No. 22. hverken sendenfjelds eller nordenfjelds, har jeg hørt eller seet noget til denne Sygdom, og det blev derfor først nu i afvigte Sommer, da jeg selv besegte Lom, at jeg fik Leilighed til at studere den nærmere og derved overbevise mig om, at den ikke bevirkes af noget Insekt, men derimod af en Rundorm af An- ouillulidernes Familie. I en nylig udgivet Afhandling af Dr. J. Eriksson? har jeg senere fundet denne samme Sygdom for første Gang omhandlet, idet Forfatteren omtaler, at han for et Par Aar siden fik sig tilsendt til Undersøegelse Bygplanter fra Pajala i svensk Norr- land (16 Mile nordenfor Haparanda), angrebne aldeles paa samme Maade. I Rodknollerne fandt han Æg af Rundorme i forskjel- lige Udviklingsstadier, hvilke han imidlertid henfører til en feilagtig Art, nemlig til den:i Udlandet, især i Tyskland, i den sidste Tid meget omskrevne ,Rodaal* (Heterodera radici- cola, Greef), der lever paa lignende Maade i Galledannelser paa Rødderne af forskjellige Planter, men fra hvem den her omhand- lede Rundorm, som i det følgende skal vises, i Virkeligheden er meget forskjellig. Ligheden i Levemaade bragte forøvrigt ogsaa mig til fra først af at tænke paa Heterodera radicicola, men den nærmere Undersøgelse af Rodknollernes Indhold under Mikro- Sskopet viste snart, at vi her har at gjøre med en ganske anden hidtil ubeskrevet Art, tilhørende Slægten Tylenchus, Bast., hvoraf man allerede tidligere kjender flere Planteparasiter, der angriber Kulturplanterne. Den her omhandlede Art vil jeg efter dens Næringsplante Bygget benævne ,Bygaalen", Tylenchus hordei. Sygdommens eller ,Krokens* Tilstedeværelse mærkes alle- rede tidligt paa Sommeren, idet de angrebne unge Bygplanter antager en gulbleg Farve og ser ligesom visne ud. De stærkest angrebne der aldeles bort uden at sætte Ax, medens Resten bliver svage og forkrøblede i Væxten og kun giver lidet og daarligt udviklet Korn. Optages de saaledes angrebne Planter med Rødderne, finder man Rodtrevlerne besatte med 1 Bidrag till kånnedomen om våra odlade våxters sjukdomar I. (Bilag till Kongl. Landtbruks-Akademiens Handl, och Tidskr., 1885, No. 4) p. 12—19: Rotgallbildingar hos Korn, med Tafla 1. 1885. ] BYGAALEN. 3 en Mængde uregelmæssigt krogede og vredne Knolledannel- ser (fig. 1). Derfra skriver sig ogsaa Navnet ,Krok*, hvorunder Sygdommen er almindeligt kjendt i Lom. Aabner man en saa- dan Rodknol, finder man den opfyldt af et svampet og lakunest Cellevæv, tildels med Hulrum og Aabninger imellem. I mange Tilfælde vil man ogsaa allerede med blotte Oine eller ialfald med en Loupe kunne opdage smaa hvide, halvt gjennemsigtige Orme deri; de opnaar nemlig i fuldt udviklet, kjensmoden Til- stand en Længde af indtil over 21> mm. Lagt i en Draabe Vand under Mikroskopet frembyder en saadan overskaaret Knol en Vrimmel af Æg og Orme i de forskjelligste Aldere og Ud- viklingsstadier, der vælder ud af Knollens aabnede Hulrum, ofte i et aldeles enormt Antal, og boltrer og bugter sig om hverandre i Vandet med livlige slyngende Bevægelser af Kroppen. Medens man hos Heterodera radicicola-Gallerne finder Æggene indeslut- tede af de blæreformigt opsvulmede Moderdyrs Hud, der ogsaa efter Dyrets Død danner et beskyttende Hylster, en saakaldt »Cyste*, omkring dem, finder man derimod her baade Æggene og de nyklækkede Orme frit i Gallernes Hulrum sammen med mere og mindre tilvoxne, indtil fuldt kjensmodne Individer af begge Kjen. Hos den her omhandlede Art beholder nemlig de drægtige Hunner, ligesom hos de andre Arter af denne Slægt, - baade sin slanke Form og sin Bevægelighed og lægger Æggene fra sig i levende Live, medens de befrugtede Heterodera-Hun- ner, efterat have boret sig ind i Røedderne, svulmer op i en ganske overordentlig Grad med Bagdelen af Kroppen og danner pæreformige Blærer af indtil "> mm.s Gjennemsnit; i denne Til- stand ligger de saa fast omsluttede af Rodknollens Cellevæv, at de hverken kan bevæge sig eller afsætte sine Æg, som derfor forbliver, hvor de er, og klækkes efter Moderdyrets Ded, hvor- paa det cysteagtige Hylster brister. Da jeg ved Undersegelsen af disse Knolledannelser paa Byg- rødderne til de forskjelligste Tider udover hele Fftersommeren, Hesten og Vinteren altid har fundet dem samtidigt indeholdende alle mulige Udviklingsstadier af Dyret — flere voxne, kjønsmodne Individer af begge Kjøn ved Siden af en ofte utallig Vrimmel 1* 4 W. M. SCHØYEN. [No. 22. af Æg, dels nylig lagte dels færdige til Udklækning, samt Yngel og ikke kjeønsmodne Individer i alle Størrelser og Aldere —, saa er der vistnok ingen Tvivl om, at der i Aarets Løb udvikles flere Generationer inde i en saadan Knol. Fra først af frem- bringes hver saadan imidlertid vistnok ligesom for Heterodera radicicola”s Vedkommende af en enkelt befrugtet Hun, der borer sig ind i Rodtrevlerne og afsætter sine Æg derinde. Æelægnin- gen foregaar, som man med Sikkerhed kan slutte sig til af Kjøns- organernes Bygning, ikke paa én Gang, men Æggene afsættes lidt efter lidt gjennem et længere Tidsrum. Just af denne Grund er det ogsaa, at man altid finder Æggene samtidigt i saa høist forskjellige Udviklingsstadier, selv naar de er lagte af et og samme Moderdyr. Efter Plantens Død desorganiseres Rodknol- lernes Cellevæv efterhaanden og opløses, og saadanne Knoller finder man tomme og forladte af Ormene, der nu rimeligvis en Tidlang lever i Jorden som saprofage, indtil Hunnerne igjen efter skeet Parring finder Leilighed til at bore sig ind i nye Rodtrevler og der grundlægge en ny Ormekoloni. Endel af de Rodknoller, jeg medbragte ifrå 'Lom, lod jeg fuldstændigt indterre og fik saaledes Anledning til at overbevise mig om, at ogsaa Bygaalen besidder en lignende Seiglivethed og Modstandskraft ligeoverfor Indterring, som flere andre beslægtede Arter, idet nemlig de i Knollerne indesluttede Dyr efter sammes Opbledning i Vand viste sig levende som før. Denne mærkelige Seiglivethed, der navnlig er kjendt fra den saakaldte ,Hvede- aal* (Tylenchus tritici, Roffr.), som endog skal have beholdt sin Levedygtighed indtil 27 Aar i indtørret Tilstand, synes, saaledes som først Bastian? har gjort opmærksom paa, fornemmelig at tilkomme de Arter, hvis Hudbedækning mangler Porer; dette er foruden Slægten Tylenchus ogsaa Tilfældet med 3 andre af Ba- stian oprettede Slægter: Cephalobus, Plectus og Aphelenchus. Denne Eiendommelighed ved Hudbedækningen bevirker ogsaa, at disse Arter er meget vanskeligere modtagelige ligeoverfor kun- 1 Monograph on the Anguillulidæ, 1865. Transact. of the Linn. Soc., London, . Vol. XXV. (p. 125—126.). 1885]. BYGAALEN. 5 stige Farvningsmidler end de med Hudporer forsynede, hvad der ogsaa har vist sig at være i hei Grad Tilfældet med den her omhandlede Art. Æggene, der som nævnt ofte forefindes i meget stort Antal . i (Gallernes Indre, har det hos Anguilluliderne sædvanlige Ud- seende; de er af en aflang oval Form, lidt fladtrykte fra Siderne eller i enkelte Tilfælde en Smule konvexe paa den ene Side og tilsvarende konkave paa den anden, dels lige tykke i begge En- der, dels lidt tykkere i den ene Ende. Længden er gjennem- snitlig 0,085—0,090 mm., Bredden omkring 0,035 mm, men begge Maal er temmelig variable. De findes som nævnt samtidigt i heist forskjellige Udviklingsstadier, saaledes at man gjennem det glasklare Hylster med Lethed kan forfølge det oprindeligt ens- artet kornede Protoplasma-Indholds successive Omdannelse gjen- nem Furingsprocesserne til et først kortere og tykkere, enkelt sammenbøiet Embryo med træge Bevægelser og sluttelig til en lang og flerdobbelt sammenrullet, slank og smidig Orm, der bevæ- ger sig med stor Livlighed glidende rundt i Ægget og seger at befri sig ved at sprænge det tynde, glasklare Æggeskal (slgn. figg. 2—6). Selve Sprængningsprocessen har jeg ogsaa iagttaget under Mikroskopet; Skallet brister herunder i den ene Ende, og den nyklækkede lille Orm skynder sig ud af sit Fængsel, for under livlige aallignende Bevægelser at boltre sig rundt mellem sine Kammerater (fig. 7)1. Disse nyklækkede Orme er ca. 0,3 mm. lange og 0,015 mm. brede, jevnt afsmalnende mod begge Ender, Hovedenden but af- rundet og Bagenden løbende ud i en smal Spids. Den forreste Del af Kroppen er klar og gjennemsigtig, medens Resten er op- fyldt af en kornet Protoplasma-Masse af samme Beskaffenhed som Æggenes, hvorved den bliver ugjennemsigtig. Denne kornede Masse, der navnlig hos ældre Individer er af en gulagtig eller mere og mindre gulbrun Farve lig Cellevævets, hvorimellem de I Noget Hul i Æggets ene Ende forinden Klækningen, saaledes som Eriksson (1. c., p. 13) omtaler, har jeg aldrig bemærket. Ved de af ham leverede Figurer af de i Æggene indesluttede Orme kan mærkes, at det er feilagtigt, naar disse er afbildede med leddelt Krop — noget, der som bekjendt ikke finder Sted hos Rundormene. | 6 W. M. SCHØYEN. [No. 22. lever, findes altid meget rigeligt og skjuler tildels aldeles de indre Organer, hvorved Undersøgelsen af disse i en betydelig Grad vanskeliggjøres. Selve Hudbedækningen er aldeles klar og gjennemsigtig og lader lettest paa den forreste kontraktile Ende af Legemet er- kjende den hos Tylenchus-Arterne almindelige Tverrynkning, der ellers, naar Huden er udspændt, i Regelen ikke er videre synlig. Sprænges imidlertid Huden gjennem Tryk paa Dækglasset under Mikroskopet, hvorved baade det flydende og det kornede Ind- hold udtemmes, trækker den sig strax sammen i tydelige Tver- rynker. Under Opvæxten skiftes Hudbedækningen flere Gange, hvorfor man ofte finder tomme afkrængede Huder sammen med Knollernes øvrige Indhold. Ogsaa Individer ifærd med at under- gaa Hudskifte paatræffes ikke sjelden. Af de indvendige Organer falder først og fremst i ØOinene den stærkt chitiniserede Sugebraad fortil i Munden med sin ka- rakteristiske knudeformigt opsvulmede og trelappede Basis, hvor- efter Slægten har erholdt sit Navn (tvhor = Knude, og &ryog = Spyd). Den fremtræder allerede særdeles tydeligt hos den end- nu i Agget indesluttede Orm. Hos de voxne Individer har jeg fundet dens Længde at udgjøre heist 0,014 mm., hvilket i For- hold til denne Arts Størrelse er særdeles lidet. Dette bestyrker Biitschli's Udtalelsel, at de parasitiske Former af denne Slægt synes at være forsynede med en mindre Braad end de øvrige. Spidsen af Braadden skydes ofte frem af Mundaabningen, der er anbragt paa et smalere, afrundet Afsnit, dannet af de sammen- smeltede Læber, og som ialmindelighed er indkrænget i Kroppens Forende, men som efter Behag kan udkrænges af samme (fig. 12). Til denne Braad, der, saa liden og fin den er, dog udentvivl ikke er solid, saaledes som tidligere for Tylenchus- og Aphelenchus- Arternes Vedkommende — i Modsætning til Slægten Dorylaimus — antaget, men gjennemboret af et fint Rør til Optagelse af filydende Næring (aculeus suctorius), slutter sig umiddelbart en overordentlig fin Oesophagus, der i mange Tilfælde er temmelig I Beitråge sur Kenntniss der freilebenden Nematoden. Nova Acta Acad. Cæs. Leop.-Car, Germ. Nat, cur,, T. 36, 1873. (P. 40—41). 1885]. BYGAALEN. 7 vanskelig at opdage. Den viser sig i Form af en fin sort Stribe, der, naar Hovedenden udstrækkes, har et aldeles lige Løb, me- dens den under Kontraktion af samme antager et slangebugtet Udseende (figg. 11—12). Denne mørke Stribe betegner Spisere- rets indre Hulhed og er omgivet af hudede og muskuløse Vægge, hvis Begrændsning ialmindelighed kun vanskeligt kan skjelnes. Omtrent paa Midten, i circa 0,08 mms Afstand fra Mundaab- ningen, findes en oval muskules Udvidning (bulbus), der rimelig- vis fungerer som Sugeapparat; nedenfor samme kan endnu For- længelsen af Spiserøret erkjendes i Form af en fin sort Linie, der tilsidst aldeles taber sig i det kornede Legemsindhold, hvoraf baade den nedre Udvidning af Spiserøret og den umiddelbart der- til steødende Tarmkanal, hvis Forløb gaar i temmelig lige Retning helt til Anus, aldeles skjules. Analaabningen er yderst vanske- lig at opdage; kun hos Hannen har jeg fundet en overordentlig fin mørk Linie paa Bugsiden, aabnende sig strax nedenfor Spi- cula, og som udentvivl er at anse som FEndetarmen med dens Aabning (figg. 13-—14). Generationsorganerne frembyder særdeles karakteristiske Ei- endommeligheder, der findes fremstillede figg. 8-9 (Hannen) og fig. 10 (Hunnen). Hos Hunnen findes Vulva i Form af en Tver- spalte med noget opsvulmede Læber i en Afstand fra Halespid- sen, der omtrent svarer til Lg af hele Legemslængden. Neden- for samme findes som sædvanligt hos Arterne af denne Slægt kun et rudimentært bagre Vedhæng til Uterus, medens den egent- lige fungerende Uterus ligger strax ovenfor i Form af en afrun- det Sæk med uregelmæssigt opsvulmede, hvælvet fremstaaende Celler, der meddeler den et ganske eiendommeligt drueformigt Udseende. Derpaa folger et Afsnit, der synes at variere endel i Henseende til Længde og maa opfattes som Ovidukt eller Tuba. Det har ofte en eller et Par Udvidninger, og dets Vægge dannes af flere Rader opadhvælvede Celler, hvorved det faar en vis Lighed med en Perlesnor, hvilket lettest bemærkes, naar Qvidukten ikke indeholder Æg. Ofte findes imidlertid her - 2—3 Æg, der holder Væggene udspændte. I andre Tilfælde har jeg ogsaa fundet et Par Æg i selve Uterus, medens Ovidukten 8 W. M. SCHØYEN. [No. 22. var tom. Efter en Indsnøring følger endelig det lange Ovarium, der i sin nedre Ende er stærkt udvidet og har et betydeligt Gjennemsnit, men opad efterhaanden bliver smalere. Regelen hos Tylenchus-Arterne er den, at Ovariet har et lige Leb helt op til den blinde Ende i Qesophagus-Trakten; hos den her om- handlede Art danner det imidlertid henimod sin øvre Ende en særdeles karakteristisk dobbelt Slynge, en Eiendommelighed der ogsaa gjenfindes hos en anden parasitisk Art, Tylenchus Askena- syt, Bitschli, som lever snyltende paa en Moseart (Hypnum cu- pressiforme). Afstanden fra Ovariets øvre blinde Ende indtil Mundaabningen varierer ligesom Spiserørets Længde, alt eftersom Hovedenden befinder sig i kontraheret eller udstrakt Tilstand. Ogsaa hos Hannen dannes de indvendige Generationsorganer ligesom hos Hunnen af et enkelt, uparret Rør, der stadigt afsmal- nende i Tykkelse rækker helt op til Oesophagus-Trakten og hen- imod sin øvre Ende danner enten en dobbelt Slynge. meget kor- tere end hos Hunnen (fig. 8), eller ogsaa en enkelt Beining, saaledes at den blinde Ende vender nedad istedetfor opad (fig. 9). Begge disse Former har jeg forefundet. KForøevrigt findes her, saavidt det har kunnet skjennes, ingen særskilte Afsnit i det nederste Parti, saasom vas deferens eller ductus ejaculatorius. — Med Hensyn til Struktur, Fpithelbeklædning, Indhold etc. stemmer disse Dele saavel hos Hanner som Hunner overens med de nærmest beslægtede Arters, der tidligere er beskrevne, hvorfor jeg her ikke skal opholde mig videre derved. — Figg. 18 og 14 leverer stærkt forstørrede Afbildninger af Bagenden af Kroppen hos Hannen, seet fra Bugsiden og i Profil, for at klargjøre Stillingen og Udseendet saavel af Spicula som af Bursa copulatrix, hvilken sidstnævnte hos de forskjellige Arter af denne Slægt somoftest har et mere eller mindre forskjelligt Udseende, hvorfor den dan- ner en vigtig Karakter ved Bestemmelsen af Arterne. Afstan- den fra Halespidsen til Kjønsaabningen, hvorfra de tvende Spi- cula stikker frem, udgjør omtrent !/13 af hele Legemslængden. Længden af Spicula selv er omkring 0,028 mm. Hvad Legemsstørrelsen angaar, da maa denne Art henregnes til de større, idet nemlig de største Individer, fuldt udvoxne 1885]. BYGAALEN. 9 Hunner, kan opnaa en Længde af over 21 mm. Hunnerne er gjennemsnitlig større, baade længere og tykkere end Hamnerne; jeg har fundet dem i kjensmoden Tilstand at variere mellem 1,57 og 2,70 mm. i Længde, medens Bredden var fra 0,07 til 0,12 mm. Hannernes Længde har været fra 1,40 til 2,02 mm, Bredden fra 0,04 til 0,07. Dimensionerne er følgelig adskillig variable ogsaa hos de med udviklede Kjønsorganer forsynede, altsaa udvoxede Individer af begge Kjen. Bygaalen er saaledes, som vi ser, ganske forskjellig fra den tidligere nævnte Rodaal, Heterodera radicicola, der er udførligt beskrevet og afbildet i sine forskjellige Udviklingsstadier af Dr. C, Miiller , og som frembringer lignende Galledannelser paa Red- derne af en Mængde forskjellige Planter, helt fra ganske smaa Urter og op til Kaffebuske og Pæretræer. For Bygaalens Ved- kommende kan for nærværende ingen anden Næringsplante end Bygget med Vished opgives, skjønt det visselig ikke er nogen Tvivl om, at den jo ogsaa lever paa andre Planter. Navnlig har jeg en meget stærk Mistanke om, at de af Prof. E. War- ming *? paa ØOstkysten af Sjælland observerede Knolledannelser paa Røedderne af Strandrugen eller Marehalmen (Elymus arena- rius) Skriver sig fra denne samme Art. Warming udtaler vist- nok selv den Formodning, at de hidrører fra Heterodera radici- cola, en Formodning, som C. Miller? ikke tager i Betænkning sikkert at bekræfte, efterat have haft Anledning til at under- søge de af Warming til Prof. Magnus oversendte Originalexem- plarer af de omhandlede Galledannelser. Dette er imidlertid noget, der kun lader sig sikkert afgjøre ved at undersege selve Dyrene, ikke de tomme og indtørrede Knoller. Heterodera radicicola synes vistnok at være i hei Grad polyfag (Listen 1 Mittheilungen iiber die unseren Kulturpflanzen sehådlichen, das Geschlecht Heterodera bildenden Wiurmer. — Landwirthschaftliche Jahrbiicher, XIII, B. 1884, p. 1—42, Taf. I-—IV. 2 Knolddannelser paa Rødderne af Elymus arenarius. — Botanisk Tidsskrift, III Række 2 B. 1877—1879, p. 93—96. (slgn. ogsaa Tidsskr. f. pop. Fremst. af Naturv., 26 B., 1879, p. 468.) 3 1, cy p. 10—11. 10 W. M. SCHØYEN. [No. 22. over dens kjendte Næringsplanter udgjør saaledes nogle og femti Arter ialt, tilhørende 22 forskjellige Plantefamilier), men det forekommer mig dog, at man har været vel rask til at henføre alle mulige af Rundorme frembragte Galledannel- ser paa Planteredderne til denne ene Art uden tilstrækkelig neiagtige Undersegelser. Det viser sig ialfald, at vi her for Byggets Vedkommende har en helt anden Art, tilhørende en ganske forskjellig Slægt, der frembringer aldeles lignende Galle- dannelser, og som derfor ogsaa, ligesom saa mange andre saa- danne, netop af den Grund er blevne antagne for hidrørende fra Heterodera radicicola. Allerede efter Warming's Beskrivelse af Knollerne paa Marehalmen og deres Indhold, sammenholdt med hans Meddelelse til Dr. Eriksson? om, at de fuldkommen ligner de af denne omhandlede Galledannelser paa Bygrødderne med Hensyn til ydre Udseende og Optræden, maa jeg anse det for langt sand- synligere, at de er frembragte af den her beskrevne Tylenchus hordei, end at de skulde skrive sig fra den af ham antagne Art. Denne min Formodning har jeg senere fundet yderligere Bekræf- telse paa gjennem en Afhandling af Prof. Trail*, som nemlig paa Kysten af Skotland i Nærheden af Aberdeen ligeledes har fundet Galledannelser paa Redderne af Elymus arenarius, frembragte af Anguillulider, hvilke han har bestemt som tilhørende Slægten Ty- lenchus. At dette har været samme Slags som de af Warming observerede, kan efter hele Beskrivelsen neppe betvivles, og om- endskjønt Trail af kjønsmodne Individer kun har iagttaget Hun- ner og derfor ikke med fuld Vished tør henføre dem til Slægten Tylenchus, saa er dog Forskjellen mellem Heterodera- og Tylen- chus-Hunnerne altfor ieinefaldende til, at nogen Forvexling af disse kan tænkes mulig. Trail har desuden ogsaa ved Forseøg overbevist sig om, at hans Art besidder samme Modstandskraft ligeoverfor Indtørring som den her omhandlede Bygaal. Desværre kjendte jeg under mit Ophold i Lom isommer endnu ikke hverken Warming's eller Trail's ovennævnte Ilagt- 1 Friksson: 1. c., p. 18. 2 Scottish galls. The Scottish Naturalist, Vol. VI, 1881, p. 18—19. 18851. | BYGAALEN. 11 tagelser, ellers skulde jeg ikke have undladt at undersøge den ogsaa i Lom i større og mindre Nærhed af de syge Bygagre voxende Marehalm, der — ifald min ovenfor udtalte Formodning er rigtig — turde vise sig at være Sygdommens oprindelige Arnested der i Bygden, hvorfra den senere har spredt sig ud over Agrene. Ifølge Meddelelse fra Gartner Moe har den her voxende Marehalm et paafaldende dvergagtigt og forkreblet Ud- seende, hvorfor den af Prof. E. Fries, hvem Moe sendte Preve af samme, blev anseet for en alpin Varietet. Det turde let hænde, at Grunden hertil ialfald tildels kunde ligge deri, at den er hjemsegt af disse Rundorme. Til næste Sommer skal jeg i hvert Fald lade dette nærmere undersege for at faa Vished i Sagen. Særligt værd at lægge Mærke til synes mig den Om- stændighed, at ,Krokens* Optræden paa Bygagrene ikke stræk- ker sig ud over Loms Grændser: det samme er netop ogsaa Til- fældet med Marehalmens Forekomst. Denne voxer i størst Mængde lige ved Bævras Udløb i Vaagevandet eller, som det her kaldes, Ottavandet, og her har man ogsaa stadigt Sygdommen paa Byg- agrene. Derimod skal Marehalmen ophøre omtrent ved Grænd- sen af Vaage, og her kjender man heller intet til ,Kroken* paa Bygget. Hvordan Forholdene er i Pajala-Trakten, hvor man, som tidligere nævnt, ogsaa i de senere Aar har fundet Bygget i stor Udstrækning angrebet af denne Rundorm, derom savner jeg en- hver Oplysning; meget muligt voxer ogsaa her Marehalm, da den jo f. Ex. findes i Karasjok i norsk Finmarken 2? Breddegrader nordligere i en Afstand af 15 Mile fra Kysten. I hvert Fald er det visseligen ingen Tvivl underkastet, at Bygaalen ogsaa her oprindeligt har levet paa vildtvoxende Planter. Bygget hører jo til de indførte Plantearter, men at Bygaalen skulde være bleven indført med dette, lader sig paa Grund af dens Levevis ikke tænke. Et Par andre paa Kornarterne snyltende Rund- orme af samme Slægt, nemlig den bekjendte Hvedeaal (Tylen- chus tritici, Roffr.; scandens, Schneid.), der stiger op i Hvedeaxene og frembringer de saakaldte ,Brandkorn*, Tyskernes ,Rade- krankheit*, ,Kaulbrand* eller ,Gicht* og Englændernes ,pep- 12 W. M. SCHØYEN. — [No. 22. per-corn*, samt Rugaalen (Tyl. devastatrixz, Kuhn), der lever i Rugstraaene og frembringer den i Tyskland saakaldte ,,Stock- krankheit* eller ,,Kropf* paa Rugplanterne, kan vistnok overføres fra det ene Sted til det andet, den første med Kornet og den anden med Halmen. Den her omhandlede Art derimod holder sig ude- lukkende nede i Redderne og kan saaledes kun udbredes gjen- nem Jorden fra en Ager til en anden ved Siden af, saaledes som Jægermester Hederström anfører fra Pajala!: ,Sjukdomen sprides dårigenom, att man med hjuldon kör från en sjuk åker till en frisk, då såden vissnar eller dör ut i hjulspåren, åfven om sådden sker efter körandet.* Navnlig naar Jorden er raa og vaad, hænger den sig nemlig som bekjendt baade ved Hju- lene og ved Hestenes og Menneskenes Fødder og bliver saaledes tilligemed de deri værende Æg og Yngel af Bygaalen, eller Rod- knoller indeholdende samme, overført fra det ene Agerstykke til det andet, hvorved Sygdommen udbredes — aldeles paa samme Maade, som man i Tyskland har iagttaget det for den oven- nævnte Rugaals Vedkommende. Men ogsaa uden Menneskets Hjælp kan Rundormene udbrede sig gjennem Jorden, og man har for Rugaalens Vedkommende fundet, at ligeledes Regnvan- det spiller en Rolle ved Udbredningen, idet Sygdommen har bredt sig stribevis nedover fra de høiere liggende Agre langs efter de af Regnvandet dannede Furer i Jorden. Vandet har nemlig skyllet Ormene og deres Æg med sig. At overhovedet en raa og fugtig Tilstand af Jorden begun- stiger Bygaalens eller ,Krokens* Udvikling og Udbredelse synes afgjort efter de Erfaringer, man i Lom har gjort desangaaende. Man har nemlig fundet, at den i Regelen helst viser sig og tager mest overhaand paa de Gaarde, hvor den overalt i Lom bruge- lige Agervanding drives i størst Udstrækning. Den Proeve, jeg medbragte derfra, toges fra en enkelt Agerteig paa Skydssta- tionen Andvord ikke langt fra Bævras Udleb i Vaage- eller Ottavandet. Nétop paa denne samme Teig havde den for flere Aar tilbage ligeledes huseret, men i Mellemtiden ikke gjort sig 1 Eriksson: 1, c,, p. 12. 1885]. — BYGAALEN. | 13 videre bemærket før nu i afvigte Sommer. Aarsagen til, at den nu igjen viste sig i saa stor Mængde, var ifølge Fierens Udsagn den, at vedkommende Teig i Løbet af foregaaende Sommer var bleven for meget vandet, hvorhos tillige Vaaren efter var kold og vaad. Forevrigt findes ,Kroken* udbredt paa mange for- skjellige Steder i Lom, skjønt i forskjellig Mængde. Jordarten, den helst holder sig til, er les Muldjord eller muldblandet Sand- jord med kold lerholdig Undergrund. Skaden, den gjør, er me- øet betydelig, idet Bygplanterne paa de angrebne Agre gaar helt eller delvis ud i større eller mindre Udstrækning, ofte i den Grad, at hele Afgreden saa omtrent aldeles tilintetgjøres. Dens ødelæggende Virkning er visselig ikke saa meget at tilskrive selve det Stoftab, som disse smaa Orme ved sin Sugen tilføier Bygplanterne, men meget mere den Omstændighed, at Dannel- sen af de knolleagtige Udvæxter i Spidserne af Rodtrevlerne hæmmer Redderne i sin Virksomhed som Plantens næringsop- tagende Organer. Naar, som det ofte er Tilfældet, omtrent hver eneste Rodtrevl i Spidsen er opsvulmet til en slig Knol, er det klart, at Planten maa gaa tilgrunde af Mangel paa Evne til at optage Næring. ,Kroken* spiller i Virkeligheden i Lom fuldt ud en ligesaa fremtrædende Rolle, som den bekjendte ,Kjølmark* (Larven af Hlater lineatus og obscurus, L.) andre Steder, hvad Skadelighed for Kornagrene angaar. Ligesaa slemt synes den at hærje i Pajala-Trakten, hvorfra Hederström beretter, at i de senere Aar ,ingen reveny erhållits genom sådd af korn". At disse Rundorme ogsaa forefindes andre Steder end i de to her nævnte Trakter, kan man vistnok anse for givet, om de end ei har til- draget sig almindelig Opmærksomhed ved sin Mængde og deraf føl- gende iøinefaldende Skadelighed.” Denne betinges udentvivl af de lokale Forhold, Jordbund, Klima etc, der i usædvanlig Grad be- gunstiger deres Formering og Udvikling. I Lom spiller uden- tvivl Agervandingen i denne Henseende en væsentlig Rolle. | Det er fornemmelig, hvor der :har været avlet Byg Aar efter Aar paa samme Sted, at ,Kroken* i Lom tager rent Overhaand og saaledes ligefrem tvinger til Ombytte af Sæd. Samme Erfaring har man ogsaa forlængst i Udlandet gjort for 14 W. M. SCHØYEN. [No. 22. andre for Kulturplanterne skadelige Rundormes Vedkommende: det bedste Modmiddel er altid at iagttage et fornuftigt Sæd- skifte, saaledes at man ikke lader de for Ormenes Angreb ud- satte Afgrøder komme for ofte eller med for korte Mellemrum igjen paa samme Sted, men vexler med andre, der har vist sig - at være sikre for Angreb af dem. Hertil egner sig i nærværende Tilfælde ifølge de i Lom gjorte Erfaringer foruden Poteter til- lige Rug og Havre, som aldrig angribes.* Paa denne Maade und- drager man Ormene deres mest yndede Næring og hindrer der- . ved deres altfor store Formering og QOverhaandtagen. I Over- ensstemmelse hermed bemærker ogsaa Hederström fra Pajala: sSjukdomens utbredning håmmas genom ombyte af såd, genom rotfrukters uppdragande eller genom att lågga åkern i linda.* Om det sidstnævnte Middel, Brakning af Jorden, Kan bemærkes, at man fra Lom har meddelt mig, at det ikke hjælper. Muli- gens turde det dog væsentlig afhænge af, hvor omhyggeligt Brakningen udføres, samt hvorvidt Veiret derunder er gunstigt, d. v. s. tert og varmt, saa at det tillader Jordens fuldstændige - Udtørring under Brakarbeiderne, om man deraf kan spore nogen gavnlig Følge eller ei. Imidlertid vil selv i heldigste Fald Dy- rets Evne til at udholde Indterring og igjen levne op ved Be- fugtning, en Evne som det har tilfælles med andre Tylenchus- Arter, stille sig hindrende i Veien for dets Fordrivelse gjennem Brakning. Da man for Bygaalens Vedkommende ialfald ikke for Tiden kjender nogen anden Plante, som den maatte foretrække for Bygget, lader der sig heller ikke i dette Tilfælde anbefale nogen saadan ,Fangplante*, som man har foreslaaet at bringe i An- vendelse for Roeaalens (Heterodera Schachtii, Schmidt) Vedkom- mende. Denne sidste ynder nemlig fortrinligt baade Kløver, Sa- lat og forskjellige Slags Kaalplanter, som man derfor kan saa i den Hensigt at lokke Ormene til og senere oprykke og tilintetgjøre tilligemed disse. Vilde man imidlertid gjøre sig den Uleilighed 1 Det er forøvrigt min Agt til næste Sommer at anstille Dyrknings- og Infek- tionsforsøg med forskjellige Planter for at komme efter, hvilke der angribes af , Kroken* og hvilke ikke. ER NG 1885]. BYGAALEN. 15 itide, forinden Sygdommen har antaget altfor store Dimensioner, at oprykke de angrebne Bygplanter selv og tilintetgjøre dem, maatte man derved kunne i ikke uvæsentlig Grad formindske Qrmenes Antal, ligesom Sygdommens videre Udbredelse, efterat den fra forst af har vist sig flekkevis paa bestemte Steder i Agrene, rimeligvis vilde kunne hæmmes ved at omgive disse Ud- bredelsescentrer med en tilstrækkelig dyb Grøft, der kunde sætte en Grændse for Ormenes videre Fremtrængen. De saaledes be- grændsede, syge Partier burde da senere efter Indhøstningen omspades og Redderne saavidt muligt opsamles og tilintetgjøres. Skulde forevrigt min ovenfor fremsatte Formodning om, at Bygaalen ogsaa lever i Redderne af Marehalmen, bekræfte sig, — hvilket jeg haaber at faa bragt paa det rene til næste Som- mer —, saa er det en Selvfelge, at man ber have sin Opmærk- somhed henvendt paa dette Græs og se 'at faa det udryddet, hvor det kan befrygtes, at Sygdommen derfra kunde smitte over paa Agrene. Forklaring over Figurerne, Læbeparti 1. Uterus u. Bulbus b. Vulva v. Testes t. Vedhæng til Uterus x. Qvarium ov. Spicula sp. Æg om. Bursa copulatrix bs. Anus a. Fig. 1. Bygredder besatte med Knolledannelser, frembragte af Tylenchus hordei. Fig. 2. Æg af samme med ensartet kornet Indhold. Fig. 3 og 4. Ægi forskjellige Furingsstadier. Fig. 5. Æg med tydeligt Embryo. Fig. 6. Æg med en til Udklækning færdig Orm. Fig. 7. Nyklækket Orm forladende Ægget. 16 W. M. SCHØYEN. BYGAALEN. [No. 22. 1885]. Fig. 8. Kjensmoden Han. Fig. 9. Et Stykke af do., visende den øverste Beining af Testes. Fig. 10. Kjensmoden Hun. Fig. 11. Forenden af Legemet i sammentrukket Tilstand. Fig. 12. Samme i udstrakt Tilstand og med udkrænget Læbe- parti. Fig. 13. Bagenden af en Han, seet fra Bugsiden. Fig. 14. Samme seet i Profil. | (Samtlige Figurer, undtagen Fig. 1, stærkt forstørrede). Trykt 23 December 1885. vÆRSE: rå Å og DJ) tR De c APA C 0fole 7g's o/0/Å/DIOIO Ly M. FADNES PSP NN MEET" VP (ry & å ud BEST Sunna age ae ar KAN ARKEN rv STE > EN net Ep ae Tylenchus hordet, n. sp. »r -g de. Selsk. Forhandl. 1885. N222. ad. rat. dei Vidensk ; WM Sehöyen Zur handschriftenkunde und kritik des ciceronischen Cato maior. I Codices Leidenses. Von Bastian Dahl. (Vorgelegt in der sitzung 11—XII—85 durch herrn professor Weisse). fa sommer 1882 hatte ich gelegenheit in Paris handschriften- studien zu treiben und nahm mir besonders vor, die daselbst Dbefindlichen mss. des ciceronischen Cato maior durchzugehen und zu wilrdigen. 39 derselben werden dort aufbewahrt, von denen ich vier vollståndig kollationirt habe: Parisinus 68332, den wirdigen, schon so oft kollationirten veteranen aus dem IX jahbrhundert (P), Par. 5752 saec. X—XIII (P*), Par. 14699 saec. XI (Victorinus, V'), Par. 6364 saec. XIV (P*). Die 3 letzten codd. sind meines wissens friher nicht benutzt. Aus den ibrigen 35 Pariser codd. habe ich die wichtigeren stellen ausgeschrieben; sie sind aber alle von beinahe keinem kritischen werthe. Von Paris ging ich nach Leiden, um mich mit Cod. Voss. Fol. 12 (L) bekannt zu machen, der von Mommsen? fir ebenbiirtig mit P gehalten wird. Als ich aber durch die angabe auf einem blåttchen vor der handschrift darauf auf- merksam gemacht wurde, dass dieselbe schon von vielen gelehrten (Fr. Oehler 1859, Mommsen 1863, Sommerbrodt 1878, Weber und Lahmeyer) kollationirt worden war, begniigte 1 Cfr, Monatsbericht d. Kgl. Akad. d. Wiss. zu Berlin, 5 Jan, 1863, s. 10—21. Vid,-Selsk. Forh. 1885. No. 23. 1 Y 9 BASTIAN DAHL. [No. 23. ich mich damit, den cod. durchzulesen und hin und wieder, wo es mir niitzlich schien, addenda zu den Mommsenschen, auch von ihm selbst als unvollståndig bezeichneten, lesungen zu | notiren. Obwohl mir fir meinen Leidener aufenthalt die zeit (auf der riickreise nach der heimath) sehr knapp zugemessen war, konnte ich doch nicht umhin, obwohl ohne besondere erwartungen, auch die ilbrigen Leidener codices des Cato in augenschein zu nehmen; ich fand deren 8, — und wurde sehr erfreut, als mir. der kleine Vossianus Lat. Oct. 79 gebracht wurde; es schienen mir nåmlich die schriftzige auf das 9te, spåtestens 10te jabrhundert zu deuten, und als ich vollends hier die sonst in allen mss. wiederkehrende ungliieksglosse igmobilis (8 8) nicht ent- deckte (von welchem umstand das nåhere unten), glaubte ich wirklich einen gliicklichen fund gemacht zu haben. Ich kolla- tionirte deshalb das buch mit möglichster sorgfalt und machte auf einem blatt papier, das ich in den handschriftenband hin- einlegte, eine bemerkung, dass so geschehen sei. Leider befand sich nåmlich der Leidenerbibliothekar herr Dr. W. N. du Rieu auf einer ferienreise. Aus den anderen 7 codd. konnte ich wegen mangelnder zeit nur beilåufige excerpte machen glaubte aber auch, dass eine vollståndige kollation derselben nicht noth thåte. Nach meiner riickkehr ins vaterland schrieb ich an herrn du Rieu und ersuchte ihn um nåhere mittheilung tiber den oben genannten, wie ich meinte, neuentdeckten codex. Ich erhielt von demselben einen sehr liebenswirdigen brief, woraus ich mir folsendes mitzutheilen erlaube: — , Der Cicero-Codex Vossianus Latinus in Oct. N. 79 ist ein nettes und werthvolles Buch und gehört zu den guten Handschriften, welche collationirt sein sollten. Sie thaten sehr wohl darin, dass Sie dieses kleine Quarto Manuskript ganz verglichen.* »So weit ich sehe, ist dieser Codex nicht benutzt, aber es war friiher leider nicht Sitte, solche Sachen zu notiren, wie ich es in den letzten 20 Jahren thue. Ich glaube, die Handschrift ist wohl aus dem 10ten Jahrhundert, jedoch saeculi X* in fine.* 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 3 Obwohl diese mittheilungen von seiten eines der bewåhrtesten - handschriftenkenner sehr befriedigend lauteten, wurde doch die wiederaufnahme meines schulamts neben anderen umstånden veranlassung dazu, dass die zeit hinging, ohne dass ich zur verwerthung meiner damaligen kollektaneen gelangte. Grade machte ich mich in diesem herbst wieder an diese aufgabe, als ich im letzten hefte des ,Hermes* (XX, 3, s. 331—40) auf ,.Zwei neue Handschriften zu Ciceros Cato maior* von Wilh. Gemoll in Kreuzburg O./S. aufmerksam wurde. Es war herrn Gemoll im juli 1884 eben so gegangen, wie mir zwei jahre vorher: er kam nach Leiden um den Leidensis (Voss. F. 12) zu vergleichen (und zwar im auftrage des verdienten herausgebers des Cato maior, des geheimeraths Sommerbrodts) und stiess dort ebenfalls auf den oben erwåhnten Voss. 0. 79, welchen er vollståndig verglich und mit demselben namen wie ich, V, taufte. Ausserdem hat er auch den Voss. F. 104 ganz verglichen (v). Herr G. schreibt: ,De Leidener Bibliotheksver- waltung hat die löbliche Gewohnheit, auf Blåttchen vor jeder Handschrift zu bemerken, welche Gelehrte sie schon benutzt haben. Bei F. 12 war schon eine ganze Reihe von Blåttern, bei O. 79 eins, welches besagte, dass der Band 1882 Bastian Dahl nach Christiania geschickt worden ist, bei F. 104 war kein Vermerk. Da Dahl meines Wissens iiber V nichts veröf- fentlicht hat, so darf ich «erwarten, mit meiner Collation von V und v Neues zu bringen.* Ja, ganz gewiss! Dass ich friiher gesehen, nacher aber gesåumt habe, darf ich mir nicht als verdienst anrechnen, wenn auch dem septentrionalen cunctator es zur entschuldigung gereichen mag, dass jenes zögern zum theil der furcht entsprungen ist, eulen nach Athen zu tragen. Herr Gemoll darf es mir aber nicht verargen, wenn ich auch jetzt noch, trotz seiner publikation, meiner urspriinglichen absicht treu bleibe und mit meinen resultaten ans licht trete. Nicht, dass ich bean- spruchen wollte, mit mehr glick und geschick als mein geehrter nachfolger und vorgånger gelesen zu haben. Aber abgesehen 1 Dijese bemerkung ist inkorrekt; ich habe den codex nur in Leiden benutzen können. 1* 4 BASTIAN DAHL, [No. 23. davon, dass es besonders bei einer neuen handschrift immer niitz- lich sein kann mehrere lesungen zu gegenseitiger beståtigung oder berichtigung vor augen zu haben, so habe ich doch auch mitunter einmal anderes gesehen oder zu sehen geglaubt und stimme namentlich im dechifriren der abbreviationszeichen nicht immer G. bei; demnåchst bealsichtige ich zur weiteren erlåute- rung gelegentlich auch varianten aus anderen mss. zu geben und somit, wo möglich, einen beitrag zur richtigen wiirdigung des gegenseitigen verhåltnisses der mss. und zur endgiiltigen textesgestaltung zu liefern; in letzterer beziehung bleibt noch mancherlei nachzuholen, da es immer noch cruces und desperate stellen giebt. Endlich folgt hier eine vollsåndige liste aller Leidener (und spåterhin, wie ich hoffe, aller Pariser) codd. des Cato maior mit angabe ihres alters, aussehens, interpolation, ortho- oraphie u. åhnl. Es fehlt ja noch eine kritische ausgabe von C. m. mit vollstindigem apparate: trado quae habeo. Ich gebe zuerst das verzeichniss der såmmtlichen Leidener- codd. zu Cato maior und dann die vollståndige kollation des V, endlich einige parallele lesungen aus P, L, V. Codices Leidenses. 1. Codex Vossianus Latinus in folio no. 12 (LL). Ein miscellanband, in welchem Cato maior 19 seiten, fol. 16—25 r* einnimmt. Von derselben hand enthålt dieser codex auch 5 seiten aus Macrobii Theodosti tn somnium Scipiomis liber, von welchen die 3 ersten seiten auf fol. 25 v* und fol. 26 stehen, woran sich (verkehrt eingebunden) fol. 15 schliesst (bis zu den worten — arescentibus laureis 1, 4, 2). Zu anfang dieser blåtter, fol. 15 oben, lesen wir den namen des frilheren besitzers: Ex libb. Petri Damielig 15601. Der codex stammt aus dem 10ten jahrhundert. I Dieser Petrus Daniel (Pierre Daniel), geboren 1530 in Orleans, war da- selbst advokat und starb 1603 in Paris. Er fungirte auch als amtmann der abtei St. Benoit sur Loire, und als letztere 1562 im birgerkriege gepliindert wurde, kaufte er den soldaten einen bedeutenden theil der bibliothek um einen geringen preis ab. Cfr, Jöcher's Allg. Gelehrten-Lexicon, II, s. 26. 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 5 Professor J. G. Baiter aus Zårich hat auf einem blatt, das jetzt diesem cod. L beigefigt ist, folgende mittheilung gegeben: Zum Cato maior hat Mommsen in dem Monatsberichte der kön.-preussischen akademie der wiss. zu Berlin, januar 1868, p. 10 ff. eine anzahl lesungen mitgetheilt aus einem von ihm nåher beschriebenen cod. der Leydener bibliothek aus dem 10 jahrh,, welcher im anfange so bezeichnet ist: ex libris Petri Damielis Aurelii 1560. — Wenn aber Mommsen diesen cod. för bisher unbenutzt hålt, so ist das nur in sofern richtig, als eine genauere vergleichung desselben vor ihm mnoch nicht angestellt worden zu sein scheint. Dass dagegen diese hdschr. auch schon friiher bekannt und wenigstens stellenweise eingesehen worden war, ergiebt sich aus folgenden worten Gruter'st zu cap. III, ($ 8): »Puteanus quod non fuisset vox ignobilis in uno veteri codice Danielis, nisi å manu recenti, in altero vero nihil illius loco, arbitrabatur repeti oxo tod xowvod clarus itaque restituen- dum putabat (wie jetzt gelesen wird): Seriphius essem mec tu si Atheniensis, clarus unquam fuisses.* Mit dem, was hier iiber den ,unus vetus codex Danielis* sesagt wird, stimmt vollståndig dasjenige iiberein, was Mommsen aus seinem Leidensis zu dieser stelle berichtet: ,Die glossen ignobilis und esses stehen iiber der zeile von zweiter hand.* Da aber Puteanus noch einen zweiten vetus cod. Danielis erwåhnt, der von der glosse ignobilis ganz frei wire, so wåre es sehr zu wiinschen, dass auch dieser auf- gestört werden möchte.**. ver diesen punkt weiter unten noch mehr. Was nuu 24 werth dieser alten und wichtigen handschrift betrifft, so scheint mir derselbe von Mommsen doch etwas iberschåtzt worden zu sein, besonders jetzt, nachddem wir auch den V besitzen. Von den lesungen zweiter hand, die sehr zahlreich sind, können wir, wie M. bemerkt, absehen, weil dieselben offenbar von P herriihren, wenn auch nicht ganz aus- nahmslos. Aber auch der text des L selbst ist mit weit weniger 2 M. T. Cieceronis Opera omnia ex MSS. emend. J. Gulielmus et J. Gru- terus. Denuo rec. Jac. Gronovius. Lugd, Bat. 1692, pag. 1360, in den noten ad $ 8; Gronovius filgt hier bei: ,sane ita vidi & ipse in libro vetere si ego seriphius essem nec si, et superseriptum ignobilis. 2 Diese mittheilung Baiters findet sich auch abgedruckt in Philol, 21, 535—36- 6 BASTIAN DAHL. [No: 23 gewandheit und genauigkeit kopiirt als P, die schrift erscheint ungleich und manehmal undeutlich, die palåographischen abkir- zungen des originals sind missverstanden, die korrekturen unor- dentlich gemacht und vor allem ist die orthographie eine schwan- kende und öfters falsche: aduliscens, dispicerentur, accederet (9: accideret), eferunt, prae får Publius gesetzt, quos = c08., excoepit = excepit, fimbris statt fibris, stripium, contemptus filr contentus, inquid, aut statt haud, hospicio, devorsorium, wie die åltere form fir das klassische deversorium lautet, ammirart, quod statt quo, vor dem vokativ Scipio ist öfters m. 2 0 hinzugesetzt oberhalb der zeile. Ueber diesen codex cfr. ausser Mommsen (1. 1. 1868): Luc. Miller in Rhein. Mus. N. F. XXII, 98. 18683. Id ibid. XXIII, s. 657. 1864. C. A. Rildiger in Zeitschr. f. Gymnasialw, 18, s. 798—99. 1864. J. G. Baiter in Philologus XXI, 535—3836. 1864. å Gustav Lahmeyer in Philologus XXIII, 473—81. 1866. Zur wirdigung der Leidener und der zweiten Rheinauer hand- schrift von Ciceros Cato maior. Lesarten aus L s. 479—81. Dr. A. Brieger: Beitråge zur Kritik einiger philosophischen Schriften des Cicero. Posen 1873. Theodor Opitz in N. Jhbiicher 107, 609. 1878. Recension von Lahmeyers IV aufi. des Cato m. in Philol. Anz. 9, 201—2. 1878. 2. Codex Vossianus Latinus in octavo no. 79 (V). Mem- bran aus dem 10ten jahrh. (im katalog: ,in membr. vetustiss.*); eher als kleiner quart zu bezeichnen statt, wie im katalog, als oktav. Auf der innenseite des deckels: Ex bibliotheca Isaac Vossti. Das erste blatt enhålt auf der ersten seite folgendes verzeichniss der in diesem miscellancodex gesammelten biicher: Cato mator fol. 1v"—27v*. De animi motibus. De supinis verbis. Marii Plotit Sacerdotis de metris (Verglichen von - 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 7 H. Keil, Halle, 1870). Der abschreiber nennt einen Uramius, vir clarissimus, als seinen zeitgenossen. Centimetrum, ad Albinum decus praetextatorum; von spåterer hand dazugeschrieben: Servii. Der Cato maior ist reichlich mit interlinearglossen und randbemerkungen versehen, aber wie schon bemerkt, das verru- fene ignobilis in $ 8 fehlt ganz. Alsich die oben eitirte bemerkung von Baiter gelesen hatte, ging esauch mir ganz ebenso, wie spåter herrn Gemoll; ich dachte, wie dieser (l. 1. s. 332): ,wenn ich ihn (den alter vetus codex Danielis, der nach Puteanus von der Glosse ignobilis frei sein soll) nun aufgestört håtte?* Denn (so fåhrt G. ganz richtig fort) ,eine alte Handschrift ist V; das Frkennungszeichen des zweiten vetus codex Damielis, das Fehlen der Glosse ignobilis, trifft unter allen Hss. des Cato maior, die wir kennen, allein bei V 7zu: was liegt da nåher als die Identitåt von V mit dem zweiten vet. cod. Danielis anzunehmen ?* Ein solches raisonnement muss sehr natiirlich erscheinen. Um jedoch möglichst sicher zu gehen, holte ich auch iiber diesen punkt das gutachten des herrn du Rieu's ein und bekam fol- genden bescheid: ,— Ob nun dieser Codex der Danielis sein kann? ich glanbe es nicht, denn die Leidener Bibliothek be- sitzt viele Codices aus der Bibliothek des Daniel, aber in diesen Codices ist sein Autographon zu lesen, und das fehlt in dieser Handschrift. Die Berner Bibliothek besitzt auch eine sehr bedeutende Anzahl der Codices Danielis.*1 | V hat mehr verwandschaft mit P als mit L, er stimmt im letzten theil (von $ 78 ab, wo P aufhört) vielfach mit P*, ist aber korrekter als lezterer. Die varianten der zweiten hand I Noch eine dritte handschrift (ausser V und L) habe ich gefunden, die ign. nicht im texte hat, sondern nur am rand von weit spåterer hand beigeschreiben, nåmlich einen cod. Paris 13340 Sangermanensis (aus dem kloster St. Germain des Prés — Sancti Germani a Pratis — in Paris); diese hds. ist zwar defekt, aber gut geschrieben, stammt aus dem 12ten jahrh. und scheint nicht dem P als quelle entnommen zu sein, auch Cic. de off. ist in dem selben buche enthalten neben Tractatus Sancti Ambrosii de officiis. So stimmt dieser cod. jedenfells nicht mit dem signalement bei Putean: ,in altero vero nihil illius loec.* 3 BASTIAN DAHL. — [No. 238. weisen auf P zurick. Im verhåltniss zu L hat V weniger ab- kiirzungen, und wenn bei sonstiger variation der mss. V mit L zusammengeht, ist die lesart dieser zwei öfters die richtige; ich — glaube aber, dass im grossen und ganzen V åber L zu setzen ist. Die orthographie, die allerdings nicht konsequent und nicht fehlerfrei ist, trågt in vielen sticken ein ålteres gepråge und bietet anerkannt korrektere formen: optumus — ezxistumen — — ferundum — adulescentia neben adol. — discriptae und des- cripta — inmortales — intellego — adtribwito — querela, que- rella — mihi, micm — mihil, michil — admirari, ammirart — is (abl.), vis — di — cum (nicht quom) — karissimi. 3. Codex Vossianus Latinus in folio no. 104. Peta- vianus (2: , Pauli Petavii 1610*) (Vv). ,Codex bonus, sed non integer*; auf pergament im 13ten jahrhundert geschrieben (Ge- moll meint in 14ten). Cato maior nimmt elf blåtter ein: fol. 140—150 v?; hier sind keine korrekturen. Dieser cod. hat viele &hnlichkeit mit L. So findet sich hier das levavero in $ 1 wieder, von welchem Mommsen 1868 (1. 1. s. 12) behauptete, dass es in keiner anderen ihm bekannten handschrift stehe; ich habe es jetzt auch aus dem Pariser Victorinus notirt; die vari- anten imbecilles und imbecillis in Lv ($ 35), defectigationem ($ 86) Lv u. s. w; V hat auch (mit P*, cfr. unten) in $ 37 die gute lesung: vigebat in illa domo patris disciplina. Siehe ibri- gens die kollation von Gemoll. 4. Codex Vossianus Latinus in folio no. 14. Boistal- lerianus (2: ,ex bibliotheca Jo. Huralti Boistallerij*). Aus dem 15ten(?) jahrhundert. Ein sammelband, der ausser OC. m. auch die Tusculanen, de finibus, de officiis, Laelius, Somnium Sei- pionis, de divinatione enthålt. M. T. Ciceromis de senectute um- fasst fol. 217v"—231, åusserst elegant geschrieben, mit grossen buchstaben, ganz ohne korrekturen. Hier wird quom geschrieben, in $ 10 unus qui nobis, $ 11 fugerat in arce, & 16 hat der ennia- nische vers eine eigenthimliche gestaltung gefunden, s. unten. 5. Codex Perizonianus in folio no. 25 = no. 445 im neuen katalog. Dies schöne buch stammt aus dem 15ten jahrh,, 1885.] 1. CODICES LEIDENSES.. 9 ist auf vorziglichem pergament von fester und sicherer hand mit gothischen buchstaben geschrieben und mit zierlich gemalten initialen geschmiickt. Cato m. steht fol. 298—308. Viel gutes, das aber aus V zu stammen scheint. 6. Codex Betouwianus no. 3 = no. 453, in quarto, aus dem 15ten jahrh., theils auf papier, theils auf pergament. Cato m. fol. 25—46. Schlecht. 7. Codex Lipsianus no. 46 = no. 442, vom jahre 1456, theils papier, theils pergament. (Cato m. fol. 48—56. Schlecht. 8. Codex Gronovianus no. 2 = 452, aus dem jahr 1474, auf papier in folio. Cato m. fol. 483—51. Subscribirt von Guil- helmus de Elden. Schlecht. 9. Codex Bibl. Publ. 191 B ist ein membranband, in welchem schriften verschiedener zeitalter, 12—14ten jahrh., zu- sammengeflossen sind; er enthålt 183 blåtter in quarto. Hier haben auch ,Excerpta ex libro Tullii de senectute valde nota- bilia* auf fol. 163v"—167 einen platz gefunden. Dieser auszug ist nicht ohne geschick gemacht, bietet aber filr die jetzige kritik wenig ,notables* ($ 38 si nemint mancipata est). Endlich ist hier zu nennen: 10. Codex Vulcanius mo. ? in folio, ein cod. chartaceus, der fol. 128—141v* die von dem griechischen gelehrten Theo- doros Gaza? im 15ten jahrh. gelieferte iibersetzung von Ciceros Cato maior ins griechische enthålt (Mxp2xov Tvhkov Kwépwvog 'Pop.aiov Kotoy "H mepl Ph>uc. "Eouvstn Oc0dup0v). - Dieses ms. ist, soweit ich sehe, von dem herausgeber der ibersetzung Gaza's Ph. C. Hess? nicht benutzt worden. 1 Theodoros Gaza (I'aCyc) gehörte zu den im anfang des 15 jahrh. nach Italien eingewanderten griechisehen gelehrten, die daselbst als lehrer auftraten und das studium des griechisehen verbreiteten, Gaza war in Thessalonich 1398 geboren, zog 1430 nach Italien, lehrte in Florenz, Ferrara, Rom und Neapel, er starb als abt zu San Giovanni a Piro in Calabrien. Sein haupt- werk ist eine griechische grammatik; ausserdem hat er mehrere griechische sehriftsteller ins lateinische ibersetzt, ins griechisehe Ciceros Cato maior, Laelius und Somium Seipionis. 2 M. T. C. Cato maior, Somm. Scip., Laelius et Paradoxa ex Graecis inter- pretatt, Gazae, Planudis, Petavii, Turnebi. Ed. Ph. C, Hess. Halis 1833. 10 BASTIAN DAHL. [No. 23. Kollation des V. Ich habe die handsehrift mit C. F. W. Millers textausgabe verglichen (M. T. Ciceronis Scripta quae manseruut omnia. Rec. C. F. W. M. Partis IV vol. III 1879), worauf die zahlen der seiten und zeilen sich beziehen. Ausserdem habe ich zur be- quemlichkeit des lesers bei jeder neuen seite auch die paragraphen- zahlen der gewöhnlichen eintheilung angegeben. Den lesarten des V ist kein zeichen beigesetzt, ausser wenn diejenigen zweier hånde vorliegen (V),V*. Bei varianten anderer mss. gebrauche ich die bei Halm (in der 2ten Orelli-ausg. vol. IV, 584. 1861) und Miller (1. 1. p. XIII—XIV) gegebenen abkiir- gungszeichen der codd., sonst die von Gemoll (V, v) und mir (P-, Pt, V' der 38 Parisercodd.) neugebildeten. För die deutung der im V vorkommenden palåographischen abkiirzungen habe ich mich hauptsåcblich an Wattenbachs Anleitung zur Lat. Palåographie und W. Arndt”s kontragedruckten auflösungen solcher abbreviaturen (ein heftchen von 12 seiten und 41 $$) gehalten. P. 131. Ueberschrift: IncIPIT LIBCATONIS. DESENECTVTE! P M. Tulli Ciceromis Cato maior vel de seuectute V M.T. A. Tullui Ciceromis Cato maior de senectute Lv M. T. Ciceromis Cato maior de senectute V' Die letzte lesart (des Pariser Victorinus) scheint mir die richtige zu sein; hier ist wobl ein disputat o. åhnl. als prådikat zu Cato zu ergånzen; cfr. Lael. 4 Catonem induxi senem disputantem; liber geht also aus (hier wie in anderen åhnlichen titeln). Ad T. Pomponium Atticum om. V P. 131, 1 adiuto V), pro adiuero V*; ich deute nåmlich das vor adi. stehende zeichen als abbreviatur fir pro, nicht wie Gemoll: I. 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 11 3 pretii VI, praemii V* [Gem. gibt fir VI pui an, ich habe abbreviirtes pre + ti gelesen]. 4 michi 5 flaminum V), flamininum V* [Gem. Flaminum (bis) V]. P. 132, 1 cognomen non solum VPP*LV:, ich möchte die lesart å) 5 der mss. unangetastet bleiben lassen und somit auch hier ein zeugniss dafiir finden, dass in der verbindung non solum — sed (etiam) nicht nur das adv. solum, sondern auch das adj. (in bezug auf sein subst.) stehen könne: »Nicht den beinamen als das einzige (gute);* cf. im Cato selbst 83: neque vero eos solos convenire aveo. Lael. 102; ja ich möchte behaupten, dass solum als adj. dem cogn. adjungirt hier sogar besser im zusam- mehange passe, als ein adverbiales solum auf den ganzen satz cogn. — dep. bezogen.) [Gem. Nunc aut; es steht aber aut 9: auteml]. 5—6 mihi est visum 8 10 21 27 31 33 35 P. 135, 2 84 6 me ipsum, aber so, das me1 m. iiber der zeile zugesetzt ist [Gem. hat me (ib. d. zeile) etiam ipsuml. certe VP), certo LP*V: Aristoteles adtribuito ammirart tum iiber der zeile I m.; [danach steht im texte ein durchgestochenes I 9: vel, nicht wie G. hat: å, was sinnlos ist, einmal weil fum nicht so abbreviirt wird, und ausserdem bekåme man dann zweimal fum, denn das hinzugesetzte fum steht nicht als interpretament iber dem abbreviationszeichen, sondern geht demselben voran, wie richtig ist: fum vel maximel. Aethna 48 adeptam VPL!, adepti L* und cod. Leid. no. 9 oben. w 8 putavissent 1 Cfr. Krebs Antib. s. 1083; Madvig ad Fin. 1,44. 12 BASTIAN DAHL. [No. 23. 12 quam octogesimum VP, quam si LP*V: 23 vigetum, ub. d. z. abbreviirt: viribus privatum [G. virid- puatul. 25 diis 36 ingrediendum P. 134, 10 evenirent $ 7.14 querellarum 24 im isto sunt ommia VL, sonst nirgends (in isto ommia). 27 essem mec tu VL* Sang. — essem ignobilis L*;v 28 31 35 P. 135, 9 8 10. 11 18 19 pp 23 29 27 P. 136, 5 8 12. 7 sammt allen ibrigen codices haben ignobilis im texte selbst. Athemiensis esses VL», esses fehlt in L* und E, steht sonst iiberall. nec sapienti, c ist aber beinahe ausgekratzt. mirificos haec ferunt, ber haec steht: id est (abbr.) arma. P hat efferunt korrigirt aus ecfecerunt, V* ef- ferunt; doch deuten die korrupten lesarten auf ecf., welche form fir die klassische zeit gut bezeugt ist. Cfr. ad p. 145,17 u. 160,36. quarto tarentum dquaestor. Deinde edilis quadrienmio. post factus sum praetor unus quit nobis VLER Boist. non emm ponebant ante fuerat V* korrigirt in fugerat, wie es mir Se mit derselben hand. arce cavilio 34 praeclara quaenovi [G. praeclaraque novi]. etiam in homine ita cupide fruebar quasi VvP, Miller u. Lahm. haben ta tum cupide, Smbr. fruebar tum nach Mom- msens vorschlag, aber desselben angabe, das die lesart des L sei ta cupide fruebatur, ist nicht ganz korrekt, in sofern in L die buchstaben tu ausradirt sind, und 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 13 12 i 18 25 30 32 33 somit auch L den gewöhnlichen text ohne tum hat, welcher wohl zu halten ist. quorsus VP, wie alle ibrigen codd. gegen Millers neuerung quorsum (cursum LY). socratis HANAGENAIKOC vita V Olympha V, Olymphia V annum emm undevicesimum hi » flamin" et acilius 35 ” ST consule quinque et LX X suasissem annos, bei si ist aber eine rasur, ebenso wie in P bei m; Halm giebt an (nach Keils kollation), dass P suasisset habe, was ich nicht bestimmt sagen möchte; befremdend ist nun allerdings die zeitbestim- mung durch plusquf., und diese zwei rasuren, die friiher nicht bemerkt worden, [G. sagt hier nichts], deuten doch eine unsicherheit im texte an. Wie bekannt hat Jo. Forchhammer (Madv. Adv. II, 244) suasi. Sed vorgeschlagen, was von Miller in den text recipirt ist und dem zusammenhang nach wohl passt. L XXta. fere omnibus Vv, omnibus fere PV: eis quae in tuventute Appii Claudii dementes sese V!, aber das zweite se radirt, se V* und der Periz. F. 25. via V; antehac dementi se flexere via RS”; die varianten bieten: dementes sese S)', aber mit ibergeschriebenem i bei tes und rasur bei sese; dementes se BI; die ausgaben (Halm, Milller, Smbr., Lahm.) bieten jetzt mit P dementes sese, wohl um den richtigen daktylischen rhytmus herzustellen, welcher doch wieder gestört wird durch das desperate via am ende, woraus dieselben 14 BASTIAN DAHL. [No. 23. editoren, dem verse zu liebe, nach dem vorgange Lam- bins viai herausgelesen haben (cfr. Lachmann ad Lucr. I, 29), wåhrend kein einziger cod. dies bietet. Die lesart, welcher Lahm. (Baiter, Fleckeisen) folgt: ruma ist aus Q geschöpft, ausserdem habe ich die- selbe notirt aus 2 Parisercodices, Bourboniensis 7789 und GColbertinus 6105, beiden aus dem 15ten jh., von welchen der letztere ebenso undeutlich und nachlåssig, wie ersterer zierlich und elegant geschrieben ist; in kritischer hinsicht sind sie aber beide werthlos; ebenfalls dementes sese flexere rwima in dem Lei- denser Gronovianus 2 vom jahre 1474. Die mss. neigen meistens zu dementi se — via, was auch mit Gaza/s ilbertragung stimmt (Hess): afibd ya dy tTavtnv APpova TrdDdEv uAN aTtAPTdv: aber lateinisch bildet die zeile antehac, dementi se flexere via einen pentameter, obgleich keinen regelrechten, doch eines solchen konnte KEnnius sich nicht wohl be- dienen; dem Cato, resp. Cicero einen gedåchtnissfehler aufbiirden dörfen wir auch nicht. Nur ein einziges ms. von den mir bekannten bietet hier einen wirklich - lesbaren hexameter, welchen ich in dem oben als 27 no. 4 genannten Boistallerianus (Voss. Lat. fol. 14) getroffen: antehac, dementi tendunt se flectere vitae? Sollen wir in dem wenig zusagenden vitae eine be- ståtigung der von Fleckeisen vertheidigten konjektur Scaligers vietae sehen? (Neue Jahb. 93, s. 47—48). Ein Pariser codex no. 13947 (Coislinianus, saec. XV) hat dementi tendunt se flectere via. GYavissima et tamen mit allen ibrigen mss., wåhrend Smbr. dem Halmschen ,malim etiam* folge leistend, hier et tamen in etiam, zeile 30 in sicut geåndert. septem decim annos V), decem V> 1885.] I. (CODICES LEIDENSES. 15 35 sentina P.138, 6 praescribo. et quomodo carthagini cui male iam diu cogi- S 18. tanti (ti radirt) bellum multo ante denuntio V; so steht das sonderbare cwi auch in PLBS, in I nach eingeschobenem resistendum sit, sammt in den von mir kollationirten Pariser Victorinus u. Colbertinus (6105), im letzteren nach restituatwr; spuren einer lakune nach Karthagimi, wie bei Miiller angedeutet, finden sich nicht'; cwi fehlt in QER wie in fast allen ibrigen, die wortfolge in diesen lautet somit entweder et quomodo Karthagini male iam diu cogitanti bellum multo ante denuntio (Cod. Par. 16588 Sorbon. Lahm. Sombr.) oder et quomodo carthagimi male iam diu cogitanti resista- tur multo ante denuntio (ohne bellum, Periz.) oder et quomodo carthagini iam diw male cogitanti bellum inferatur multo ante denuntio (P", P* fehlt hier) oder et quomodo carthagimi male tam dim cogitanti bellum resistatur multo ante denuncio (Par. 7789 Bourbon.) oder et quomodo carthagmi am diu male bellum cogitanti resistant multum ante denuntio (Par. 16303 Sorbon.). Ein Parisercodex (6609) saec. XV) hat den vollstån- digsten text: et quomodo carthagimi resistatur, cui iam diw male cogitanti bellum sit inferendum, multo ante denuntio. Gaza ibersetzt: xal nos ti Kapynddv. xaxds mn &x mOALOS Stavoovuévn åmolsomev mÖAemov, TOAD TOGTEPOV ATA yio. 13 anno ante censorem 14 cum simul 21 mi 23 externas 16 BASTIAN DAHL. [No. 23. 27 percontantur ut in newit posteriori libro (am rand im nevit ludo) VP, ut in naeuti poetae libro P> Vi, naevi poetae posteriori libro V, posteriori poetae ludo Boist., ut est in Nevii poetae ludo Bourb. Colb. P. 139, 4 atunt memoriam perdam $ 21. 20 Oedippum 23 num esiodum 25 socraten — gorgian num homerum 29 obmutiscere VPP* [nicht bei G], so Lahm. 36 mirum sit, So alle codd. ausser L, welcher nach Mommsen est hat, wie Madvig schon friiher emendirt hatte. P. 140. 9 mihil — vitti 8 25, 16 eum se 19 colitur et diligitur 33 audire vellem 36 his P. 141. 4 contentior (oberhalb: magis sufficiens) V, so auch P* $ 27 10 amilius 11 titus — modo post Crassus 19 persepe ipsa sibi VP 21 exseqmi 23 annales quidem vires mit erklårung: quae per singulos annos percurrunt 24 senectute V!, senectuti V* — relinquimus alle codd. ausser L. 27 avi turt duo aemilius P. 142, 7 ut 1 m. iibergeschrieben. S 81. 12 ad quam 15 sed sex mestoris 19 his esse viribus 21—22 post tribunus 23 M. 31 qui 32 Pont 35 me ille quidem i 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 17 37 bovem uiuum VvPP*Q7; L hat virum, Woraus Mommsen utrum conjicirt; I hat igitur utrum; in L steht doch, was M. nicht bemerkt, ein interpunktionszeichen nach virum. P. 143, 2 dum adsit; absit in Millers text ist vermeintlich ein $ 33. druckfehler. 6 parcitatis 11 hospes tuus habitus 17—18 etiam senectute 19 non desunt mit rasur. 22 quomiam (abbreviirt) VPBISL? 25 possunt 27 africanu 33 K im rande vor Resistendum VP 35 contra morbum sic contra VPP* P.144, 5 defatigatione VvLIEI, defetigatione PL* rell. $36. 7 comicus — senes sigmificat V), senes hoc sigmificat V* 9 ignaviae 12 deliratio, aber i radirt. 14 filios tantum 16 subcumbebat 19 vigebat in illo amimus patrius disciplina V, genau so auch P! und L*, in P ist m. 2 åa ber us gesetzt; L hat vigebat in illa domus patri domus disciplina; Mommsen bemerkt: ,Ohne Zweifel ist zu schreiben vigebat im illa domo patria disciplina,* eher diårfte jedoch patrius aus patris als aus patria korrumpirt sein, und wirklich hat nun sowohl v als (nach meiner lesung) P*: vigebat im illa domo patris di- sciplina. Dass domus einmal in irgend einem kasus hier hineingehört, scheint sowohl das doppelte domus in L als die lesart in ER mn illa domo mos patrius et disciplima deutlich zu beweisen. Gaza ibersetzt: åv å MvTO TÅ OLD. 21 svusum retinet 22 st menti mancipata, VPB nemini emancipata est hat Vid.-Selsk. Forh, 1885. No. 23. 2 , 18 BASTIAN DAHL. [No. 23. nur Nonius, wem Lahm. u. Sombr. folgen, neminem mane. L?, ein cod. Leid. (no. 9 oben) hat neminit man- cipata est; man hat das verbum mancipare als selten und unciceronianisch verworfen, es kommt jedoch bei Plautus vor, hier spricht Cato; Gaza 4vdpamodratar.. — si ultimum 29 nunquam V), nunc quam V* 30 1us augurum P. 145, 2 quae iam agerem (radirt u. korrigirt m. 1) possem V), 838. omnp V* in der rasur. 6 frangitur subito 17 ecfrenate mit radirung vor und nach dem anfangs-e. » potiundum ] 21 libido V), lubido V* 29 possit 31 possit V!, posset V* 34 tam detestabile (kleine rasur) gquam 86 longior 37 proelio verkiirzt. P. 146, 1 cos. $ 41. 4 nato 6 cos. repperio 13 flaminii V* 16 exortatus 23 audivi ea matoribus VIL*, ea åa V*L* 26 thessala ciue mit folg. rasur. 29 titum | 33 consul se pro V!, consulem pro V?, wo em statt se eingesetzt ist. P. 147, 1 optimus 843. 2 quorsum 6 populis ll careat 18 vicerat 15 credo V!, vel crebro V* 25 accubationem concaenationem F hd . 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 19 35 potiomis V*, potione(?)s VI P.148, 7 quae quidem in Sabinis $ 46. 14 libenter ego V* 22 his quibus 23 amumibio magis delectatur [am rand: qui in prima cavea spectat delectatur| etiam qui in ultima, hier wie in PP*BISLv fehlt tamen vor etiam, es steht in ER, bei Nonius p. 417, 23 und in dem Pariser cod. no. 6609 (cfr. oben ad pag. 138, 6). Das einschiebsel qui — delectatur ist auch in L spåter hinzugesetzt. 27 eam aspectans 33 videamus im studio VPL?*, L? hat mori videbamus ohne in studio, cfr. Mommsen, der gewiss mit recht mor: fir interpolirt hålt. 34. Gallum P. 149, 4 Pseudulus VLP*BEIS $50. 6 usque adulescentiam T Licimi 83—9 hmuius scipiomis 10 atqui €os ' 11 flagrantis 12 suameduliam, ia radirt 28 foenore 81 occecatum VPeriz. (oben no. 5), hoccecatum L, occa ... tum P, occatum VP*P" 32 dein 38 Conpressu 85 culmoque recta Q7 structo P. 150, 5 quae effici $52. 9 vites radices 20 dein 34 lacertam ST ortis P. 151, 5 ea ipsa $55. 7 nam å studio ) 20 BASTIAN DAHL. [No. 23. 8 senectus est loquacior VP"; natura sonst iiberall. 9 in hanc vitam VP — M. curius 10 triumphavisset 11 cum sumpsit 21 quintio haud scio an ulla, So alle mss. ausser L1. delectatione. qua dixi aedo supervacameis V* (wie PL), es zeigt sich aber das s etwas undeutlich, als ob eine eine ausstreichung ver- sucht wåre. breviter praedicam 12 pila 14 19 22 26 31 39 35 31 unum VP atque etiam ut VP critobalo V), critobolo V> communem VPL? e floribus VL deseripta VLP* descriptio V, diseriptio PL intuendum P. 1583, 12 ille cursus $ 60.16 in atilio 17 19 24 25 uniceum virum VI, virum V* — mnotum est totum aut tam ante etiam nutu P. 154, 18 ex his 864. 18 sed his 21 hei mihi 25 morbi 26 36 morositas tamen et ea vitia VP"P"L), tamen cum id ei videatis PL”; Mommsen behauptet, dass cum id ei videatis nicht in P stehe; es ist aber nur von 2 m. ausgekratzt, was deutlich erkennbar ist. aliam V*, alia V- av 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 21 P. 155, 6—7 mon potest longe abesse $ 66. 13 qui etiam 21 et qui si 22 istius crimen VLP 24 optumo filio tum expectatis amplissimam V; die schöne konjektur Madvigs! tu in statt ftum glaube ich in der that in P” beståtigt gefunden zu haben; die stelle p tn ” D sieht nåmlich in P so aus: tumeæxpectatis, jene von m. 2 herriihrende zwei punkte oberhalb und unter- halb der zeile, die wirklich da stehen, aber nicht be- merkt sind, bezeichnen ja, dass das m ausgehen solle, und dann das iibergeschriebene :n an dessen stelle ein- treten; wenn :n nach tum zu setzten wåre, håtten die punkte hier nichts zu thun. 31 cum V mit allen anderen codd., von Madvig, Halm, Sommerb. behalten, wie ich glaube, mit recht. . 34 supremum 35 Tartessiorem 36 arcathomius qwidem dl regnamit VI, regnauerit V* — vixerit P. 156, 7 cuiquam VLIP» 8 69. 10 sapienti . . . usque (bus wegradirt). 28 vi euellentur 34 quousque V* 35 possis et tamen mortem contemnere P. 157, 2—3 respondisse senectute $ 72. 8 optumus 9 brevitate 11 deserundum 13 elogium est 15 uult 26 eo P. 158, 3 locum esse profectas $ 75.10 sunt et ineuntis I Cie, Cat, m. et Lael. rec. et praef. J. N. M. 1835, praef. p. XIV. 22 Si å ed BASTIAN DAHL. [No. 23. adfert eqwidem non in terram in locum ipse esset relicturus, aber rad. bei esset; mit den worten quin ex in & 78 endet cod. P, hier hat aber P* esset m. 2 unter der zeile, auf derselben sind 3 buchstaben radirt. natura esset artis difreilis Plato vester Karissimt quo iustius ex vis — tunc ammum discessit V, wodurch die lesart von L, welche Momm- sen filr richtig hålt, beståtigt wird; discesserit BS corporum VLBIS. ad se posse sine ullo labore et contentione cut obtustor ecferor cfr. ad p. 134, 35 u. 145, 17. neque enmim VLP* P.161, 1 habeo ; 8 83. 4 si qui deus VL 5 8 repuerescam sed habet sane habet certamen 10—11 multi et docti VI, etiam (dia) docti V* 12 14 16 26 30 31 P. 162, 2 8 85. ($ 86) existimem ex domo — deuersorium ad illud — amorum eæistimans ammas eredebam defetigationem VIRSP* Periz., defatigationem BNE?P”, defectigationem Lv, defectionem EQP*. Ich ziehe defetigationem vor, Wworaus einerseits das ebenbir- tige defatigationem, andererseits defectigationem — defectionem gekommen sein mag; ich zweifle auch 1885.] I. CODICES LEIDENSES. 23 daran, dass defectio in klassischer zeit in der hier ganz zutreffenden bedeutung mit einem solechen gen. vorgekommen sei; man sagt: defectio virium, animt, ami- mae, pecuniae, aquarum; dass defectio mamifesta bei Tac. an. 6,51 ,die offenbare abnahme der kråfte* bezeichne, giebt der dortige zusammenhang deutlich genug zu erkennen; aber absolut, und zwar mit einem gen. ganz anderer art verbunden, wurde das wort kaum zulåssig sein. FINITDESENETVTE V | EXPLIC M. TVLLIICICERONIS CATO MAIOR DESENECTVTE R" «Je. BASTIAN DAHL. [No. 23 24 T wvyYuIrdDs wunynannd d D-- 04vT omenT 5 v $ op NquUpD ogenqutg på 3020mQuI På p0PLNUID $0]21078L40 JM Ouoyy uou snwpo osum gm omoy ps wow *** ogstav pm” ouoym uoug 8 T W4DPNDI $YLS IUbIP 2ubip $YD8 DPND) d GG gunaa punoa 12|0A 09.402 opne open Somen mnsdr nya på d unsdr mvna 34 - $1UIb4nS suuaban 2400 ET ETT GR 24040 UL '110N 2.4040Y % Å T oe å mmsia 982 we vene 982 WNSIA J Maps 13 4020dsns uIWDI Wapsid 402LdSNS 3 WII d ve ad d wnos WOW UIMOUBOD I zDUubDut pro 0Uubbut mol nubvut pnoy myonn| "UIO wym giumonsd mand 142 pnboo muaed 1149 pb 19 (id Wo) umaDad p142 pmb ud ET BE 04NDNIN 08804) 03NLpD d i) o42nmp» 1 $ A I d *A I d so0mpoo Jaap Funyoropsaos an 25 CODICES LEIDENSES. L 1885.] '98-[I-—6 4001P0) * mwououmbyafop| 2 snysm onb wpnbsnu WnNDI2220 "ION 7942Ön] UT J0149N] É mb snun oj40nb 03 aNbund gupidopv pndap :4880j08 jayoyodun uodunqreryos op 4eY UOSWUON woawoupbusajap (98) 98 $ 1SSJ2SYP snysm ponb og $ zunnbsnu wonbunu 'q8 Jer UoA 1497 4 62 $ UGDUNUULOD FUIULOI maunuoz 69 8 zunun WA 2292 wnun SG $ 4012NNDO) DANDU 183 8NJI2UIS 40100NDO) 180 $m22W08 EG unqn2220Y un * * * 0200 TG $ 9889 38 WMNI 20J00| wnsoipo 2882 240120 OG 1040nj "XX 2040Nf UT 20400n/ TT 8 é > 6 gomoy snun nb sSnun| owoy snum ind omoy snun 034nnb 0b9 nb wno (0) numo ost ut 8 $ o ri YP 0340nb 062 anbumnd | T DIUMO JUNS OJSt WI G E Eg ponb| onb one ) WonNbutnp zWO FwDnbun, "wo wwvnbu 9 S me unpbia gungobia una uno: G $ d wnunsabog20 18 mnNb unwisabogo0 unnb d ER 20605 106200 d PN d 1UIssianmd d «gitdopn Fwndapo wvjdap» "dyr EE 2 kap å ør Er —— gs Oversigt over Videnskabs-Selskabets Møder 1 1885. 23de Januar. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Monrad fremlagde til Trykning en Afhandling af Mourly Vold: ,Albert Krauses Darstellung der Kantischen . Raumtheorie und der Kantishcen Lehre von den Gegenstånden, beurtheilt von M. V.* (trykt ovenfor som No. 1), idet han ytrede : »Det i de sidste Aar opfriskede ivrige Studium af Kant, der endog fik et ydre Fremsted ved det hundredaarige Jubi- læum (efter Udgivelsen af ,Kritik der reinen Vernunft* 1781), har vakt adskillige Spergsmaal om, hvorledes dette eller hiint Punkt i hans Lære, navnlig seet i den nærværende Tids Lys, er nær- mere at forstaae og anvende. Nærværende Afhandling af Mourly Vold gaaer ind i Rækken af de derom i Tydskland førte Under- søgelser, idet den nærmest slutter sig til en af A. Krause i Anledning af Jubilæet udgiven populær Fremstilling af Kants Fornuftkritik.* 2. Monrad fremlagde til Trykning en Afhandling af Sig. Thorkelson: ,Experimentelle Undersegelser om Tidssansen* (trykt ovenfor som No. 2), idet han ytrede: sIdet jeg herved fremlægger en Række Experimenter af Cand. Thorkelson henhørende til den saakaldte Psychophysik, vil jeg ikke tilbageholde den Bekjendelse, at jeg for min Part forholder mig noget skeptisk med Hensyn til det Udbytte, der af denslags Undersegelser kan ventes for den egentlige psychologiske Videnskab eller til Oplysning om Sjælens Natur og Virkemaade. Men de synes fortiden at staae paa en vis Maade paa Dagsor- denen, og man faaer uden forudfattet Mening afvente, hvad de kunne bringe. Nærværende Experimenter synes mig at være anlagte ei uden Skarpsindighed og anstillede med samvittigheds- fuld Neiagtighed.* 1 K ao 3. Gustav Storm fremlagde til Trykning en Afhandling om ,en Olafs-Legende fra Ribe* (trykt ovenfor som No. 3). 4. Bang gav en Udsigt over flere lige ned til 1858 dyrkede Afgudsbilleder med forskjellige Navne som Hernos, Thorbjørn, Faxe. Billederne ere blevne dyrkede ved Indsmøring af Fedt, Tørring foran Ilden, Offer af Mad og ØL. Foredraget fremkaldte en Discussion, hvori S. Bugge, Mon- rad, J. Storm, G. Storm, Fritzner og Y. Nielsen deltog. 30te Januar. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn.) 1. G. 0. Sars holdt et Foredrag om kunstig Udklækning af australiske Ferskvandsdyr (trykt ovenfor som No. 8). 2. G.O.Sars fremlagde til Trykning en Afhandling af Con- servator G. A. Guldberg om Centralnervesystemet hos Barde- hvalerne (trykt ovenfor som No. 4), hvilken Afhandling For- fatteren selv refererede, idet han tillige foreviste endel oplysende Præparater. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Jac. Heiberg og Lochmann. 3. H. Geelmuyden meddelte en Afhandling om Under- søgelse af Parallaxen af en Stjerne i den store Bjørn og nogle Bemærkninger om det dertil anvendte Mikrometer (trykt ovenfor som No. 5). Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Mohn og Lie. 13de Februar. Fællesmøde. (Præses: Blix.) 1. Bjerknes fremlagde den nye franske Udgave af hans Biografi af N. H. Abel, skildrede de Vanskeligheder, hans franske Medarbeider Prof. Houél i Bordeaux havde havt at overvinde under Arbeidet, og fremhævede hvilke store Opofrelser den franske Videnskabsmand og Akademiet i Bordeaux havde gjort for en norsk Videnskabsmands Minde. 5 Efter Liebleins Forslag besluttede Selskabet at udtale sin Tak til Hr. Houél og Akademiet i Bordeaux og overdrog til Be- styrelsen at frembringe denne Tak. 2. Lie holdt et Foredrog om Mathematikundervisningen i vore Skoler (trykt ovenfor som No. 11). Foredraget fremkaldte en Discussion, hvori C. Guldberg, A. Guldberg, Holst, Lochmann, Lieblein og Schjøtt deltog. 3. Bang fremlagde til Trykning en Afhandling ,om Norges hellige Kilder efter Reformationen* (trykt ovenfor som No. 6). 4. Dr. Undset indvoteredes som Medlem af Selskabet efter Indstilling fra den historisk-filosofiske Klasse. 27de Februar. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Lieblein omtalte en ægyptisk Mythe, til hvilken er hentydet i Kapitel 54 af Dødsbogen, hvor Guden Seb er kaldt den store Kakler*; Oprindelsen til denne Benævnelse og den deraf opstaaede Mythe paavistes. 2. Undset redegjorde for Indholdet af en større Afhand- ling, som han netop havde fuldført for det romerske arkæologiske Institut om de ældste Gravpladse i Etrurien fra den saakaldte Villanova-Kulturs Periode. Naar her navnlig italienske Arkæo- loger har villet konstatere Etruskernes Indvandring ved Skelet- øravenes Begyndelse, da er dette feilagtigt. Paa dette Punkt kan ingen Folkeindvandring iagttages; da disse Grave tilhøre det 7de Aarhundrede, vilde dette ogsaa være for sent. Spørgsmaalet om Etruskernes Herkomst og Nationalitet lader sig ikke afgjøre kun ad arkæologisk Vei. (Afhandlingen er trykt i Annali dell instituto di corrispondenza archeologica. 1885). 3. Caspari fremlagde gjennem Generalsekretæren til Trykning en af Pastor Belsheim besørget Udgave af Markus- Evangeliets græske Text efter Codex Theodoræ i St. Petersburg (trykt ovenfor som No. 9). I3de Marts. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn). Mohn holdt et Foredrag over Havstremmenes Theori med - specielt Hensyn til Forholdene i det europæiske Nordhav. 2de Marts. Fællesmøde. (Præses: Blix.) 1. Generalsekretæren fremlagde et færdigtrykt Exemplar af Forhandlingerne for 1884. 2. Mohn gav en Fremstilling af de mest karakteristiske Træk af Norges Klima, belyst ved Karter over: Middeltempera- turen for Aaret, for Januar og for Juli, Temperaturens daglige og aarlige Amplitude, Dagen for den laveste og høieste Tem- peratur, Nulgrads Vandring Vaar og Høst, Antal Dage med Kuldegrader, thermisk Anomali for Januar og Juli, laveste og høieste observerede Temperatur, absolut Fugtighed for Aaret, relativ Fugtighed for Januar og Juli, Lufttryk og hyppigste Vinde for Januar og Juli og den aarlige Regnheide. 3. Schøyen refererede en Afhandling: ,Tillæg og Berig- tigelser til Norges Lepidopterfauna* (trykt ovenfor som No. 10). 4. DHrr. Lochmanns, Hiortdahls og Hvoslefs Forslag til Fundats for Apotheker Owres Legat blev fremlagt og vedtaget. (Fundatsen er trykt nedenfor Side 23). 5. Som Medlemmer af Selskabet indvoteredes: Professor Maspéro (Paris), efter Indstilling fra den historisk-naturvidenskabelige Klasse. Professor Houél (Bordeaux), Brigadelæge Arbo (Christianssand), Professor W. Brøgger (Stockholm), Overlæge G. Armauer Hansen (Bergen), Amanuensis Dr. Reusch, efter Indstilling fra den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. 17de April. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Gustav Storm omtalte Tidsforholdet mellem Konge- speilet og Stjörn samt Barlaams og Josafats Saga. Foredraget er trykt i Arkiv f. nord. Filologi III 83—88. 2. Undset gav en Meddelelse om et netop af Prof. Helbig i Rom publiceret Arbeide om Etruskernes Herkomst. I Hoved- 7 resultatet, at Etruskerne er indvandrede nordfra, kunde han være enig; men mod Helbigs arkæologiske Argumentation havde han væsentlige Indvendinger at gjøre. Foredraget foranledigede en Discussion mellem Schjøtt og Foredrageren. 4de Mai. Fællesmøde (Stiftelsesdag). (Præses: Blix.) 1. Præses oplæste Aarsberetningen: »I Aarets Løb har været afholdt de sædvanlige 18 Møder samt 1 extraordinært Møde. I disse Møder er der fremlagt eller refereret 52 Afhandlinger og mindre Meddelelser, forfattede af Medlemmer af Selskabet, nemlig 18 i de almindelige Møder (Fællesmeder), 20 i Møder af den mathematisk-naturvidenskabe- lige Klasse og 14 i Møder af den historisk-filosofiske Klasse. An- tallet af Medlemmer, som have leveret saadanne Bidrag, har været 22, hvoraf 12 hørende til den mathematisk-naturviden- skabelige Klasse og 10 til den historisk-filosofiske Klasse. Af Forfattere, som ikke ere Medlemmer af Selskabet, er indleveret og antaget til Trykning 6 Afhandlinger af 6 forskjellige For- fattere; af disse Afhandlinger have 3 været jaf naturvidenskabe- ligt, 3 af historisk-filosofisk Indhold. Fællesmøderne have gjennemsnitlig været besøgt af 26 Medlemmer, de mathematisk-naturvidenskabelige Klasse-Meder af 13 Medlemmer, de historisk-filosofiske Klasse-Meder af 9 Medlemmer. Udgivet er i Aarets Løb paa Selskabets Forlag: Forhandlinger for 1884. 925 Ark med 11 lithograferede Plancher. Medlemmernes Antal er for Øieblikket 112, hvoraf 100 indenlandske og 12 udenlandske; af de indenlandske er 16 uden- bysboende. Til den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse høre af de indenlandske Medlemmer 51 og til den historisk-filosofiske Klasse 49. Selskabet har i Aarets Leb havt at beklage Tabet af 2 udenlandske Medlemmer, Ægyptologen Geheimrath Lepsius og 8 Fysiologen Prof. Panum, samt 4 indenlandske Medlemmer: Statsminister Stang, Professor Esmark, Professor A. Munch og Professor Lyng, af hvilke de to førstnævnte var blandt Selskabets Stiftere og de to sidstnævnte havde været Medlem- mer siden 1862. Selskabet har i et extraordinært Møde 19de Dee. f. A. ved- taget nye Statuter. Hovedhensigten med denne Forandring ter betegnes at være: at lette Adgangen til Selskabets Publi- kationer saavel for Selskabets Medlemmer. som -for andre, at betrygge Selskabets videnskabelige Karakter gjennem en ny Voteringsmaade, og gjennem Fastsættelse af offentlige For- handlinger og Discussioner at nærme sig Selskabets Maal, at danne et Centralpunkt for norsk videnskabelig Forsken.* 2. Lochmann fremholdt Biologiens Betydning som et Binde- led mellem tidligere adskilte Retninger i Videnskaben; han troede, at man dog maaske overvurderede dens Betydning for Aandsvidenskaberne. Som Grundlag for Ethik og Moral var den utilstrækkelig. Dette fremgaar noksom af de Forsøg, der af Herbert Spencer og andre er foretagne. Moralens Grundlag maa søges i høiere Sfærer. Biologiens fundamentale Problem er Læren om Livet i dets Udfoldning i vexlende Former. Her var imidlertid Doktrinen og Dogmet traadt hindrende iveien, og først i den sidste Tid er man begyndt at emancipere sig fra dette paa Forhaand bundne Synspunkt, der i den høiere Videnskab er forladt og nu kun har nogen Betydning i Videnskabens lavere Sfære. Som dogmatisk fremholdt han navnlig Abiogenesen, der fra et viden- skabeligt Synspunkt ikke mere kan fastholdes. Han fremholdt tillige den Tvivl og stærke Opposition, der med fuld Ret havde gjort sig gjældende imod nogle af den saakaldte Udviklings- theoris Doktriner; han omtalte særlig den moderne Anthropologis Standpunkt ligeoverfor nogle Hypotheser om Menneskets Af- stammen, hvorom Videnskaben intet ved. Han lagde særlig Vægt paa den tilbagetrukne kritiske Stilling, som de mest frem- ragende Videnskabsmænd indtager ligeoverfor dette Spørgsmaal. Han omtalte den usikre Betydning af Ordene Udvikling og Fuldkommenhed. 9 3. Schjøtt byggede sin Fremstilling af den ældste spar- tanske Militærforfatning paa Herodots Udtalelse, at Lykurg ordnede Krigsvæsenet i Sparta paa Triakader og Syssitier. Hvad dette var, har man tidligere ikke forstaaet, men det finder sin Forklaring hos Plutarch (Agis C. 8), hvor vi se, at ved Syssitier menes en Inddeling af Borgerne, der som militære Afdelinger svarer til Halvbatailloner eller ca. 300 Mand. Disse vare da igjen delte hver i 10 Underafdelinger, Triakader d. v. s. Slægter, gentes, hver paa 30 Mand. Det samlede Opbud var altsaa 9000 Mand, der inddeltes efter Klasser (Fyler), Stammer (Syssitier 9: Fratrier eller Ober) og Slægter (Triakader), altsaa en ren Klan- eller Gentilforfatning, der gjorde Tjeneste saavel for civil som mi- litær Administration. Denne Forfatning stod ved Magt indtil sand- synligvis Midten af 5te Aarh. f. Chr., da man paa Grund af den exempellese og for os uforklarlige Aftagen i Borgerbefolk- ningens Antal gik over til det System, som man hos os har be- tegnet ved procentvis Udskrivning. Der paavistes endvidere slaaende Analogier mellem den Ispartanske Forfatning og den Klistheniske i Athen, hvilken sidste Taleren formente i dens væsentlige Træk var laant fra Sparta. Vi har saaledes i disse fremtrædende Repræsentanter for den græske Kultur — Sparta og Athen — at se typiske Aabenbarelser af den Ind- flydelse, som et exclusivt aristokratisk Princip og en liberal demokratisk Retning øver paa et Folks Udvikling. Thi medens Athen i det Aarhundrede, som fulgte paa Klisthenes' Reform, noget mere end tredoblede sin Befolkning og skaffede sig en dertil svarende politisk og merkantil Magtstilling, sank Spartas Borgerbefolkning i Slutningen af dette Tidsrum til ca. 1/1 af hvad den udgjorde ved dets Begyndelse, en Nedgang, der nogle Aar efter nødte Staten til at trække sig tilbage fra al For- bindelse med Udenverdenen og føre en isoleret Tilværelse, væsentlig paa Erindringen om svunden Storhed. 4. Stenersen fremlagde til Trykning en Afhandling ,Om Kolonos Agoraios* (trykt ovenfor som No. 12). 5. Til Medlem af Selskabet indvoteredes Prof. Pontus Wikner efter Indstilling fra den historisk-filosofiske Klasse. 10 15de Mai. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn.) 1. Worm-Miiller gav en Oversigt over den nys afdøde fortjenstfulde danske Fysiolog Prof. P. L. Panums videnskabe- lige Virksomhed og hans Betydning saavel for Fysiologien som for Pathologien. 2. Worm-Miiller refererede to Afhandlinger ,om Multi- plikatoren ved Roberts's Methode* og ,Betragtninger over Multi- plikatoren ved Roberts's Methode.* Afhandlingerne ere trykte ovenfor som No. 17 og 18. 3. Worm-Miller redegjorde for Amanuensis J. G. Otto's Undersøegelser om ,Leverens sukkerdannende Virksomhed*. Hr. Otto har ved en Række methodiske Forseg gjort det indlysende, at det Blod, som forlader Leveren, indeholder betydelig mere Sukker end det Blod, som strømmer til Leveren, og overhovedet en større Mængde Sukker end Blodet forevrigt. Disse Experi- menter tjene til yderligere at støtte Cl. Bernards Erfaringer og gjøre det sandsynligt, at den Mængde Sukker, som Leveren danner i Løbet af et Dogn, er meget større end hidtil antaget. 4. G.O. Sars fremlagde til Optagelse i Selskabets Skrifter en Afhandling af Conservator Carl Au g. Hansson ,Bidrag til Norges Invertebrat-fauna* (trykt ovenfor som No. 13). 29de Mai. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Caspari foredrog en Afhandling over to utrykte Breve, som han ifjor Sommer havde opdaget i et Minchener-Haandskrift fra det Sde eller 9de Aarhundrede. Efter at have leveret Be- viset for, at disse Breve, — af hvilke det første, længere er heist mærkeligt ved de mange EFfterretninger om Forf.s personlige Forhold, som det indeholdt, — hidrørte fra en Pelagianer og var forfattede af en og samme Mand, dvælede han nærmest ved Spergsmaalet om deres Affattelsestid og Brevskriverens Fødeland. 11 Han godtgjorde, at de tilhørte den første Halvdel af 5te Aar- hundrede, og at Forfatteren var en Brite, maaske den britiske Biskop Fastidius. Herved blev Brevene Documenter ikke blot til Pelagianismens, men ogsaa den oldbritiske Kirkes Historie. 2, Gustav Storm gjorde opmærksom paa Steder i Hardy”s Rotuli litterarum clausarum fra Aar 1204—24, hvorefter de norske Konger forud for 1205 havde et Len i England, hvad der bekræftedes ved et Brev fra Haakon Haakonssen af 19224, hvori denne ansøger den engelske Konge om ligeledes at erholde et engelsk Len. 3. Undset gjorde en Meddelelse om en Spydspids med Runeindskrift, som han forrige Aar kom over i Italien og publi- cerede i et tysk Tidsskrift. De Tvivl om Ægtheden, som han der havde discuteret, var blevne bestyrkede ved Oplysninger, han nu var kommen i Besiddelse af. 4. Lieblein forklarede Dedsbogens Titel per m hru (trykt ovenfor som No. 14). 12te Juni. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn.) 1. Kjerulf holdt et Foredrag: , Bestemmelse af den op- tiske Karakter + og —- i parallel poraliseret Lys (trykt oven- for som No. 16). 2. Holst fremlagde ,Sætninger om Cirkler i et Plan med Anvendelse paa den Dupinske Cyklide* (trykt ovenfor som No. 15). 3. Lochmann omtalte Muligheden af at beskytte sig mod Cholera ved formildet Sygdomsstof og gav en kort Fremstilling af denne Læres nuværende Stilling. 18de September. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Caspari gav en Udsigt over en Del hidtil ukjendte kirkehistoriske Dokumenter, som han havde fundet paa sin viden- 12 skabelige Reise i Sommer: 1) To Trosbekjendelser, en af Chry- sostomus og en af Nestorius i syrisk Oversættelse, 2) et Brev fra en Kvinde fra 5te eller 6te Aarhundrede til en anden Kvinde af meget hei Byrd, 38) 11 Homilier og Sermoner fra den kir- kelige Oldtid og tidligere Middelalder, deriblandt en om hvorfor Guds Sen ikke har frelst Menneskene ved Magt, men ved at blive Menneske, og en fra Romerrigets sidste Dage om Ver- dens Ende. 2. Huitfeldt-Kaas gav en Meddelelse om den i Koret i Hoperstad Kirke fundne Notitsbog fra Middelalderen, der bestaar af 6 Blade af Træ, overtrukne med Vox, hvorpaa med en Stift eller Stylus er gjort endel Optegnelser om Ydelser, Afyifter, Retsforhandlinger og nogle latinske Ords Betydning. De i Retsforhandlingerne nævnte Personer ere tildels kjendte anden- stedsfra, saa det kan sees, at Notitserne ere nedskrevne omkring 1300. De øvrige ere formentlig noget ældre, Gloserne noget — yngre. De i Notitserne nævnte Gaarde ligge for det meste paa Voss, nogle i Hardanger og Haus. Denne Maade at skrive paa er kjendt af nogle Steder i Sagaerne, men noget Exemplar af saadanne , Vax-spjölld* er hidtil ikke kjendt i Norden. Foredraget fremkaldte Bemærkninger af S. Bugge. 2. Bang meddelte et Par arkæologiske Bemærkninger ved- rørende Maria- og Halvardskirkerne i Oslo. 4. Y. Nielsen gav en Udsigt over Schimmelmanns finan- tielle System, hvis Virkninger han paaviste, ligesom han ogsaa omtalte Forbindelsen mellem dette og Grev Wedels Finanspolitik i Norge. 2den Oktober. Fællesmøde. (Præses: Guldberg.) 1. Dietrichson talte om Margretekirken paa Nordnes og hævdede mod Gustav Storm (i norsk historisk Tidsskrift IT 4de Bind), at der i Middelalderen havde existeret en Kirke eller et Kapel for den ,hellige Margrete* paa Nordnes. Om Foredraget opstod en Discussion mellem Foredrageren 13 og G. Storm, som fastholdt sit Standpunkt, at han ikke fandt Kirkens Existence bevist. 2. Gustav Storm omtalte Beretningen om Columbus's Ophold paa Island, som han skulde have besogt i 1477; Fore- drageren hævdede, at dette Ophold paa Island ikke havde nogen Indflydelse paa Columbus's Ideer om et vestligt Fastland eller rettere om Reisen til Indien mod Vest, hvortil Columbus først var kommen under Opholdet i Portugal flere Aar senere (c. 1480 —82) ved Læsningen af Paulo Toscanellis Brev af 1474. Det var urigtigt, naar man havde troet, at Columbus var kommet paa disse Ideer allerede 1474 før hans Reise til Island. 3. Præses refererede, at naadigst Confirmation var meddelt paa Fundatsen for Apotheker OØwres Legat, og foreslog, at Sel- skabet anmodede DHr. Lochmann, Hiortdahl og Hvoslef om at udarbeide Udkast til et Reglement for Udsættelse af Prisopgaver. Forslaget blev vedtaget. 4. Præses oplæste Kirkedepartementets Skrivelse af 10de August d. Å. angåaende Budgettet og foreslog at bemyndige Bestyrelsen til at udfærdige en Svarskrivelse. Denne Bemyn- digelse meddeltes. 5. Til udenlandsk Medlem af Selskabet valgtes Dr. Ro- dolphe Dareste, conseiller å la cour de cassation (Paris), efter Indstilling fra den historisk-filosofiske Klasse. 16de Oktober. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn.) 1. Schøyen gav en foreløbig Meddelelse om en i Lom optrædende Sygdom paa Bygget, kaldet ,Krok*, der tidligere ikke var bleven nærmere undersøgt, men som viste sig at hidrøre fra en i Rødderne levende Rundorm af Anguillulidernes Familie. I For- bindelse hermed omtaltes flere andre paa Kulturplanterne snyl- tende Rundorme, der har økonomisk Betydning som Skadedyr. 2. Mohn gav en Fremstilling af de Resultater vedkom- mende Strømningerne i vort Nordhav, hvortil han var kommen ved Studiet af de fra Nordhavsexpeditionen hjembragte Iagt- 14 tagelser, og som findes meddelte i en foreløbig Afhandling, trykt som Frgånzungsheft 79 til Petermanns geographische Mitthei- lungen. 30te Oktober. Historisk-filosofisk Klasse. (Formand: Lieblein.) 1. Horn foredrog en Afhandling om Periodicitetens Be- tydning for Herbert Spencers Philosophi (trykt ovenfor som No. 20). Foredraget gav Anledning til en Bemærkning af Monrad. 2. Caspari omtalte de Pave Sixtus III (432—40) tillagte pelagianske Skrifter de divitiis, de malis doctoribus et operibus fidei et de judicio futuro samt de castitate; han godtgjorde, at disse Skrifter ikke var tre, men fire, idet det andet bestod af to Breve, — at de, skjønt det fjerde Skrift paa et Par Punk- ter stod i Strid med det første og andet, dog maatte tillægges en og samme Forfatter, idet de med Hensyn til Tankegang, Fremstilling og Sprog var overordentlig beslægtede, — og at de ikke kunde hidhøre fra Sixtus III, men maatte være forfat- tede enten af den britiske Biskop Fastidius eller af en pela- giansk Epigon fra Leo den stores Tid. 3. Undset foredrog en Afhandling om Stationen La Téne (trykt ovenfor som No. 19). 13de November. Fællesmøede. (Præses: Guldberg.) 1. Gustav Storm omtalte Biskop Valdemar af Slesvigs og Øskjæggernes Tog til Danmark i 1193. (Foredraget er trykt i Historisk Tidsskrift 2den Række V S. 214 flg.) 2. Daae meddelte Bemærkninger om Historikeren Albert Krantz. (Foredraget er trykt i Historisk Tidsskrift 2den Række V S. 266 fle.). 5 Foredraget fremkaldte Bemærkninger af G. Storm. 3. Lie fremlagde til Trykning en Afhandling ,Ueber ge- wöhnliche lineare Differentialgleichungen* (trykt ovenfor som No. 21). / 15 4. Præses fremlagde det af DHrr. Lochmann, Hvoslef og Hiortdahl udarbeidede Forslag til Reglement for Apotheker Øwres Legat. Forslaget vedtoges. (Det nye Reglement findes trykt nedenfor Side 24). 5. . Til Medlemmer af Selskabet indvoteredes: Qverlæge Dr. Edvard Bull, Conservator G. A. Guldberg, Universitetsstipendiat Jac. G. Otto, efter Indstilling fra den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. 27de November. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. (Formand: Mohn.) 1. Otto holdt et Foredrag ,om Glycogendannelsen i Organismen*: Som bekjendt hersker der Uenighed angaaende det Materiale, hvoraf Organismen frembringer sit Glycogen. Der er i saa Hen- seende opstillet to Theorier, den saakaldte Anhydridtheori (Luchsinger) og den saakaldte Besparingstheori (Weiss, Wolfberg og Voit). Den første grunder sig paa, at man har seet Glycogenmængden tiltage betydeligt efter Fodring med de fleste Kulbydrater, den sidste baseres væsentlig paa den Iagt- tagelse, at man faar mere Glycogen ved Fodring med en større Mængde Æggehvide og en mindre Mængde Sukker end ved mindre Æggehvide og mere Sukker. Anhydridtheorien gaar ud paa at forklare Glycogendannelsen af Kulhydraterne som en Anhydriddannelse, idet Sukkeret ved Tab af Vand skulde gaa over til Glycogen. Besparingstheorien gaar ud fra, at Glycogenet dannes af Æggehvide, og at den rigeligere Ophobning af Gly- cogen i Organismen ved Fodring med Sukker hidrører fra, at dette forbrænder i Stedet for Glycogenet, og saaledes sparer paa Glycogenet. Hidtil har vel de fleste Forskere holdt paa Besparings- theorien, uagtet der kan gjøres væsentlige Indvendinger mod samme, hvilket forresten ogsaa er Tilfældet med Anhydridtheorien. Mine Undersegelser over denne Gjenstand, der forresten endnu ikke er af- sluttede, har bragt mig til at slutte mig til Anhydridtheorien. Som væsentligt Argument for samme kan jeg anføre mine Fodringsforsøg 16 med Rørsukker, idet der ved disse dannedes en saadan Glycogen- mængde (ligetil 149 Glycogen i Leveren efter Fodring af en Hane med 60 Gr. Rørsukker), at den umulig kan være dannet af Æggehvide. Dyret havde nemlig hungret saalænge, til Le- veren var glycogenfri, og Kvælstofudskillelsen under Forsøgene viste, at der ikke paa langt nær var dekomponeret saameget Æggehvide, at Glycogenet kunde skrive sig derfra. Forsøgene er imidlertid forbundne med saa store Vanskeligheder. at det er let at tage feil. Der indtræder nemlig ved Fodringen med de store Sukkermængder en overordentlig voldsom Diarrhoe, der ofte i Løbet af ganske kort Tid gjør Ende paa Forsøgsdyrene. Samtidig er den udskilte Urin stærkt kvælstofholdig og ofte »ggehviderig. Kun ved Iagttagelse af bestemte Kauteler lykkes det ved Sukkerfodring at holde Dyrene normale, og naar dette er Tilfældet, er det utvivlsomt, at den store Mængde Glycogen, der optræder faa Timer efter Fodringen, skyldes det tilførte Sukker. Mærkelig nok foreger Melkesukkerfodring ikke Leve- rens Glycogengehalt synderlig, hvilket viser, at Organismen forholder sig ganske forskjellig ligeoverfor de forskjellige Kul- hydrater. Det, at Melkesukker ikke forøger Glycogenet i Orga- nismen, eller m. a. 0. at Glycogenet ikke kan dannes af Melke- sukker, har ogsaa sin store Betydning for andre Forhold, paa hvilke jeg her ikke skal gaa nærmere ind. 2. Otto meddelte ,Nogle Bemærkninger om Sukkerarternes Udskillelse*: Prof. Worm-Miiller har anstillet en større Forsegsrække over Sukkerets Udskillelse i Urinen hos sunde Mennesker og i denne fundet, at der udskilles samme Sukkerart som den, der er tilført vedkommende Menneske. For Dyrs Vedkommende forekommer en hel Del modstridende Opgaver i saa Henseende, og jeg har derfor leilighedsvis anstillet en Del Undersøegelser over Sukkerets Udskillelse hos Hunde og Kaniner. Forsegene omfattede hidtil kun Fodring med Rersukker og Melkesukker i muligst store Doser og efterat Dyrene havde hungret nogen Tid, uden at dog Hungerperioden var drevet saa langt, at de i væ- 17 sentlig Grad var svækkede. I alle Tilfælde viste det sig, at alle tilførte Rør- eller Melkesukker blev forvandlet til Drue- sukker i Organismen og udtraadte som saadant i Urinen. Det har hidtil ikke lykkedes mig at paavise Lævulose i Urinen efter Fodring med de nævnte Sukkerarter; men efter Seegeus be- stemte Opgivende og nogle Forseg af Dr. Riihner kan jeg ikke tvivle paa, at der hos Hunde efter Fodring med Rørsukker kan optræde Invertsukker i Urinen og denne derfor dreie Pola- risationsplanet til Venstre. En Gang har det hos en stor Hund hændt mig, at der efter Rørsukkerfodring ved Siden af meget Druesukker ogsaa optraadte lidt Rørsukker i Urinen; men Mæng- den var forholdsvis liden. Mine Resultater sammenstilles i føl- gende Tabeller: Rørsukkerfodring. Udskilt Mængde Forsøgs- sa Druesukker | Rørsukker Ne 3 ae å Maximums 0%9/Maximums 0 Mængde. Mængde. Hund 250 Gr. 6,5 %/ 1,8 % 8,3 Gr. 0,6 Gr. Do. TO 0 80 - 0 Kanin 60 - 5,6 - 0 31 - 0 Do. EE 0 ESP 0 Melkesukkerfodring. Udskilt Mængde Forsøgs- Fodret Elg gs odre kes Mulkesobber Druesukker | Melkesukker dyr. Mængde. G : samlet samlet Max. 0 Max. 0 Mængde. Mængde. 18 Hertil knyttede Worm-Miiller endel orienterende Bemærk- ninger om Glycogendannelsen og Sukkerudskillelsen hos Menne- sker og Dyr. 3. Lochmann omtalte den af Benedict paaviste saakaldte Forbryderhjerne. De Eiendommeligheder, der efter Benedict skulde charakterisere denne Hjerne, er ikke constante. Da de undersøgte Hjerner tilhøre Individer af forskjellig Folkerace, er det sandsyeligt, at her er Tale om Raceforskjel. Hjernens Furer og Vindinger synes i det hele taget hverken at være con- stante eller typiske. En eiendommelig Forbryderhjerne er saa- ledes ikke videnskabelig paavist. Taleren bemærkede derpaa, at selve Begrebet Forbrydelse er labilt og ubestemt. 4. H. Geelmuyden meddelte Resultatet af en i Sommer foretagne Bestemmelse af Polheiden af et Punkt i den geogra- fiske Opmaalings Triangelrække i Nordland, nemlig det sydvest- lige Endepunkt af en for et Par Aar siden maalt Basis ved ved Bode. Bestemmelsen udførtes ved Hjælp af et Observatoriet tilhørende Passage-Instrument af Pistor & Martins, som velvillig blev overladt af Prof. Fearnley til dette Brug, og som blev op- stillet i første Vertical. Samtidig bestemte Premierleitnant i Generalstaben Ebbesen en Triangelsides Azimut ved Observa- tioner af Polarstjernen, hvorhos han tog Tidsbestemmelser med Theodoliten som Passage-Instrument. Da Observationerne maatte udføres i August Maaned, altsaa paa en Tid da Nætterne under saa hei Bredde endnu er ganske korte, især i Begyndelsen af Maaneden, kunde ikke et tilstrækkeligt Antal af de sædvanlige Fundamentalstjerner, hvoraf .Efemerider findes i de større astro- nomiske Aarbøger, komme til Anvendelse ved Breddebestem- melsen; men da den sydlige Del af den "i Christiania observerede Zone 65"—709, hvorom en Meddelelse tidligere er Selskabet fore- lagt, tilfældigvis passede i Declination, da Bredden er noget over 670, foretog jeg et Udvalg af disse Stjerner ned til 7de Størrelse; af disse kom 11 Stykker til Anvendelse foruden 3 Fundamentalstjerner, nemlig x, O og Cephei, af hvilke dog. de to første egentlig har noget for lav Declination (resp. 62 6" og 62037) og den sidste kun blev observeret en enkelt Gang i 19 Øst. Resultatet maatte derfor i Hovedsagen baseres paa Zonestjer- nerne; ihvorvel jeg til Beregningen af disses Koordinater ikke blot benyttede Observationerne i Christiania, men ogsaa alle andre mig tilgjængelige Stjernekataloger, blandt andet for at undersøge, om der var Grund til at antage nogen Egenbevægelse, kan natur- ligvis Positionernes Sikkerhed ikke maale sig med Fundamental- stjernernes. En Feil i Declinationen vil optræde med noget nær sit fulde Beleb i Polheiden. Paa Grund af Stjernernes be- tydelige Antal antages imidlertig de mulige Feil i Declinatio- nerne at kunne slaaes sammen med de tilfældige Observations- feil. En af Stjernerne, som var observeret to Gange og begge Gange gav noget sterre Polheide end de andre, blev sat ud af Betragtning, fordi Observationerne i Christiania gav Declina- tionen 4” mindre end de ældre Kataloger, uden at der med Sik- kerhed kunde udledes nogen Egenbevægelse. Instrumentet viste en udmærket Stabilitet; da det er for- synet med Mikrometerskrue, kunde Stillingen og Collimations- feilen nøie undersøges ved en Mire, som blev udstukket paa en ca. 1000 Meter i Vest liggende Ø. Derimod viste Chronometret, som tilhører den veografiske Opmaaling, en temmelig mangelfuld Compensation, saaledes at Gangen i Løbet af Observationerne var ganske forskjellig fra den gjennemsnitlige Gang mellem to Tidsbestemmelser, da Temperaturen inde i Teltet, hvor Chrono- meteret stod naar det ikke benyttedes, gjerne var en Del høiere end ude. Da en Gang hos Uhret har meget nær samme Virk- ning som en Forandring i Instrumentets Azimut, blev den over- ført paa denne og udledet af Observationerne selv,. hvorved det kom til Nytte, at a og O Cephei havde noget lavere Declination end de øvrige Stjerner. Observationerne udfertes i Lobet af Nætterne August 5, 8, 12 og 14, hvoraf dog kun den første var saa klar, at en fuld- stændig Observationsrække kunde gjennemføres. Ialt erholdtes 23 Passager i Øst, deraf 9 i den ene og 14 i den anden Stilling af Instrumentet, og 19 Passager i Vest, resp. 11 og 8 i de to Stillinger. Resultatet var Polheiden = 67" 15"42".,3%& 0". 16 am: 20 naar hver Passage gaves Vegt efter Antallet af observerede Traade. August 13 benyttedes Leiligheden til at føre Chronometret ind til den ca. 5 Kilometer fra Observationsstedet liggende Tele- grafstation for at modtage de sædvanlige Tidssignaler. Dette gav som Biresultat Længden 14" 2258 Øst Christiania, hvilket dog er noget usikkert, dels paa Grund af Chronometrets ujevne Gang, dels paa Grund af et mindre heldigt Arrangement paa Bode Telegrafstation, hvorved selve Signalet var næsten ubhørligt, medens Tilbageslaget var meget stærkt. De ældre Karter over denne Del af Kysten i Maalestokken l/a99000 giver Observationsstedets Polhøide 67 15' 85” Længde 14" 205, 5 Ost Christiania. Da den nye Basis imidlertid ikke er afsat paa dette Kart, har Stedet maatte afsættes ved Hjelp af Kystens Konturer, hvor- ved nogle Buesekunders Usikkerhed kan opstaa. Reduceres de i Sommer bestemte Koordinater ved Hjelp af Kystkartet til Hundholmens Fyr, som ligger lige ved Bode, faaes dettes Polhøide 679 17' 17” Længde 14" 385 Øst Christiania eller 57 32 Ost Greenwich. Hertil benyttede Mohn en Bemærkning om,-at han havde fundet vore Kystkarter for det nordlige Norge mærkelig godt overensstemmende med sine astronomiske Observationer fra Nord- havsexpeditionen. 5. Mohn fremlagde det meteorologiske Instituts Aarbog for 1884 og gav et Referat af Indholdet, navnlig angaaende den Forandring, Institutets ældre Normalbarometer har vist sig at have undergaaet i Tiden fra 1866 til 1875. 21 Illte December. Fællesmøde. (Præses: Guldberg). 1. Collett omtalte Laniur major og Lanius excubitor og paaviste den Belysning af Spørsmaalet om Arternes Oprindelse, der kunde hentes fra disse og en hel Række med dem beslæg- tede Klimatracer. 2. Lieblein behandlede Ægypternes Handel i de ældste Tider paa det røde Hav, de ældste Haudelsstationer her og Han- delsprodukter fra og til Ægypten. 3. Gustav Storm fremlagde et færdigtrykt Fxemplar af Fjerde Bind af Norges gl. Love, omtalte hele Værkets Historie og 4de Dels Indhold samt fremviste Facsimilier af Haandskrifter og Prøver paa smukt udførte Initialer i gamle norske Haand- skrifter. 4. Schøyen fremlagde til Trykning en Afhandling ,,0m Bygaalen (Tylenchus hordei mn. sp.)*, en ny for Bygget ska- delig Planteparasit blandt Rundormene. (Trykt ovenfor som No. 22). 5. Weisse fremlagde til Trykning blandt Selskabets Skrifter en Afhandling af Universitetsstipendiat Bastian Dahl, ,Zur Handschriftenkunde und Kritik des ciceronianischen Cato Maior I. Codices Leidenses* (trykt ovenfor som No. 23). 6. Til Komité for Apotheker Øwres Legat for Aarene 1886—90 valgtes DHr. Hiortdahl, Lochmann og Hvoslef. 7. Til Medlemmer af Selskabet valgtes Justitsraad Dr. Rink og Universitetsstipendiat O. Jensen, begge efter Indstil- ling fra den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. 8. Valg paa Embedsmænd for Aaret 1886. Prof. Guld- berg rykker op til Præses, Prof. Worm-Miller til For- mand i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse og Prof. Joh. Storm til Formand i den historisk-filosofiske Klasse. Til Visepræses valgtes Statsraad Blix. Til Generalsekretær valgtes Prof. Gustav Storm. 22 I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse valgtes til Viceformand Prof. Mohn, til Sekretær Prof. Blytt. I den historisk-filosofiske Klasse valgtes til Viceformand Prof. Lieblein, til Sekretær Prof. A. Bang. 23 Fundats for Apotheker Peder Leth Øwres Legat til Pharmaciens videnskabelige Udvikling i Norge (vedtaget i Selskabets Møde d. 27de Marts 1885 og konfirmeret ved høieste Resolution af 5te Mai 1885). GM Legatets Kapital, Kr. 4000.00, skal udsættes mod sikkert Pant i fast Gods og forblive Videnskabsselskabets stedsevarende Eiendom, saaledes at alene Renterne kunne anvendes. 82. Videnskabsselskabets Bestyrelse besørger ved dets Kasserer Midlerne udsatte og giver de for samme udstedte Obligationer Paategning om at de ikke maa opsiges, transporteres eller udbe- tales uden dens Vidende og Samtykke. 838. Af Legatets Renter afholdes Udgifterne til en Guldmedalje af indtil 100 Kroners Værdi, der uddeles hvert andet Aar som Belønning for den bedste Besvarelse af en af Videnskabsselskabet udsat Prisopgave i en af de under Pharmacien hørende Disci- pliner. Til Prisbelenningen kan konkurreres af Apothekere og examinerede Pharmaceuter. Saafremt ingen Besvarelse indkommer eller ingen af Besva- relserne ansees værdig til Belenning, kan Medaljen uddeles til Forfatteren af en i Løbet af de sidste 5 Aar publiceret Afhand- ling, der maatte findes at være af særlig Betydning for den pharmaceutiske Videnskab. Hvis Medaljen ikke uddeles, bliver - det til den bestemte Beleb at tillægge Kapitalen. 84. Den øvrige Del af Renterne lægges til Kapitalen indtil denne har naaet en Størrelse af 10,000 Kroner. 24 B 5. Renterne af den saaledes foregede Kapital anvendes — for- uden til en Guldmedalje hvert andet Aar som i $ 3 bestemt — til et Reisestipendium for examinerede Pharmaceuter, hvilket ligeledes uddeles hvert andet Aar. 86. Til Varetagelse af Bestemmelserne i 8$ 3 og 5 af nærvæ- rende Fundats vælger Videnskabsselskabet en af tre af dets Med- lemmer bestaaende Komité for Legatet, der til Selskabet har at afgive Forslag om Udsættelse af Prisopgave, Opnævnelse af Ko- mité til Afhandlingernes Bedømmelse samt om Uddeling af Reise- stipendiet. SÅ Paa nærværende Fundats anseges kongelig naadigst Konfir- mation; naar den er meddelt, kan ingen Forandring i Fundatsen foregaa uden kongeligt naadigst Samtykke. | Legatets Regnskabsvæsen er undergivet den for offentlige Midler i Almindelighed anordnede Kontrol. Reglement for Uddeling af Prismedaljer og Reisestipendier af Apotheker Peder Leth Øwres Leget til Pharmaciens videnskabelige Udvikling i Norge (vedtaget i Selskabets Møde den 13de November 1885). Ek Den i Fundatsens $ 6 omhandlede Legatkomité vælges for et Tidsrum af 5 Aar samtidig med Selskabets øvrige FEmbeds- mænd. SAP Komitéen har inden Midten af April hvert andet Aar til Videnskabsselskabets Bestyrelse at afgive Forslag om Prisop- gaver samt Opnævnelse af Bedemmelseskomité. Naar Opgaven er vedtaget af Bestyrelsen, oplæses den paa Selskabets Stiftel- sesdag og bekjendtgjøres gjennem de offentlige Blade. 25 6.8. Besvarelserne indleveres til Videnskabsselskabet inden Ud- gangen af December det paafelgende Aar, kun betegnede med Motto og ledsagede af forseglede Navnesedler. 4. Bedeømmelseskomitéen skal bestaa af 3 Medlemmer, af hvilke mindst 1 maa tilhøre Videnskabsselskabet. 8 5. Censorernes Bedemmelse indsendes inden Midten af April gjennem Legatkomitéen til Videnskabsselskabet, hvis Formand paa Selskabets Stiftelsesdag uddeler Medaljen. Fortjener nogen Afhandling, foruden den indstillede, at udmærkes, tilkjendes den . Accessit. Saafremt ingen Besvarelse indkommer eller godkjendes, kan Medaljen efter Legatkomitéens Indstilling uddeles overens- stemmende med Fundatsens $ 3, sidste Passus. Den ubesvarede Opgave kan fremsættes paa ny for de følgende 2 Aar. 86. Naar Reisestipendium efter Fundatsens $ 5 skal uddeles, maa Ansegninger herom indleveres til Videnskabsselskabet inden Midten af April hvert andet Aar. Stipendiet uddeles paa Sel- skabets Stiftelsesdag efter indhentet Erklæring fra Legatkomitéen. G% Medaljens Præg bestemmes af Videnskabsselskabets Besty- relse efter Forslag fra Legatkomitéen. 26 Videnskabs-Selskabets Medlemmer 1885. Selskabets Beskytter: HANS MAJESTÆT KONGEN. Selskabets Embedsmænd i Aaret 1885: Præses: Vicepræses: Generalsekretær: I den mathematisk-naturviden- skabelige Klasse: Formand: Prof. Dr. H. Mohn. Viceformand: Miller. Sekretær: Prof. Axel Blytt. Prof. Dr. J. Worm- Statsraad Dr. E. Blix. Professor Dr. C. M. Guldberg. Professor Dr. Gustav Storm. I den historisk-filosofiske Klasse. Formand: Prof. J. Lieblein. Viceformand: Prof. Dr. Joh. Storm. Sekretær: Prof. Dr. A. Chr. Bang. Kasserer: Quæstor H. Aars. Bibliothekar: Universitetsbibliothekar A. C. Drolsum. Selskabets Medlemmer ved Udgangen af 1885. A. Indenlandske (de med * betegnede er udenbys-boende). I den mathematisk-naturviden- skabelige Klasse: *Arbo, Brigadelæge. 1885. Arndtzen, Å. F. 0., Direktør. *Barth, I. P., Forstmester. 1861. Bjerknes, Dr. C. A., Professor. 1859. Blytt, A. G., Professor. Bock, Dr. Carl. 1884. *Broch, Dr. 0. J., Professor. Bull, Dr. Edvard, Overlæge. 1869. 1857. 1885. 1859. I den historisk-filosofiske Klasse: Aschehoug, Dr. T. H., Professor. 1857. Aubert, Dr. L. C. M., fhv. Professor. 1857. Aubert, Dr. L. M. B., Professor. 1865. Bachke, Dr. 0. A., Høiesteretsasses- sor. 1867. Bang, Dr. A. Chr., Professor. Bergh, J., Høisteretsadvokat. 1878. 1879. Collett, R., Professor. 1871. Dahl, Dr. L. V., Medicinal-Direktør. 1865. *Dahll, Dr. T., Bergmester. 1859. *Danielssen, Dr. D. C., Overlæge. 1858. Faye, Dr. I. C., fhv. Professor. 1857. Fearnley, C. F., Professor. 1857. Geelmuyden, H., Observator. 1878. Guldberg, Dr. A. S. 1870. Guldberg, Dr. C. M., Professor. 1867. Guldberg, G. Å., Universitetsstipen- diat. 1885. *Hansen, G. Armauer, Overlæge. 1885. Heiberg, Hj., Professor. 1875. Heiberg, Dr. Jacob, Professor. 1881. Hiortdahl, Th., Professor. 1867. Hjort, J., Professor. 1878. Holst, Dr. E. B., Universitetsstipen- diat. 1881. Hvoslef, Dr. H. H., Apotheker. 1863. Hørbye, J. C., Forstmester. 1859. Jensen, 0., Universitetsstipendiat. 1885. Kiær, F., Læge, kgl. Fuldmægtig. 1983. Kjerulf, Dr. Th., Professor. 1859. *Koren, J., Conservator. 1858. Lie, Dr. Sophus, Professor. 1872. Lochmann, Dr. E. F., Professor. 1868. Meidell, C. H. N., Bergmester. 1869. Mohn, Dr. H., Professor. 1861. Miinster, E. B., Professor. 1857. Nicolaysen, Dr. J., Professor. 1875. *Normann, J. M., fhv. Forstmester. 1857. Otto, Jac. G., Universitetsstipendiat. 1885. Pihl, C. A., Jernbane-Direktør. 1876. Pihl, O. A., Direktør for Christiania Gasværk. 1869. *Printz, H. C., Distriktslæge. 1875. Reusch, Dr. H., Universitetsstipen- diat. 1885. Rink, Dr. H., Justitsraad. 1885. Sars, Dr. G. 0Q., Professor. 1865. Schiøtz, O. E., Professor. 1878. Schiibeler, Dr. F. C., Professor. 1859. Schønberg, Dr. E., Professor. 1880. Schøyen, W. M., Conservator. 1881. Sexe, S. A., fhv. Professor. 1859. *Sparre-Schneider, J., Conservator. 1881. *Gjessing, G. A., Rektor. Birkeland, M., Rigsarkivar. 1867. Blix, Dr. E., Statsraad. 1877. Brandt, Dr. F. P., Professor. Broch, I. P., Professor. 1859. Bugge, F. W., Professor. 1872. Bugge, S. B., fhv. Professor. 1880. Bugge, Dr. S., Professor. 1858. Caspari, Dr. C. T., Professor. Daae, Dr. L., Professor. 1864. Dietrichson, Dr. L. H. S., Prof. 1877. Friis, I. A., Professor. 1859. Fritzner, Dr. Johan, fhv. Provst. 1864. Getz, Dr. B., Professor. 1879. 1877. Hertzberg, E. C. H., Professor. 1879. Horn, Dr. E. F. B., Sognepræst. 1879. Huitfeldt-Kaas, H. J., Arkivfuldmæg- tig. 1874. | Ingstad, Dr. M. P., Professor. 1876. 1864. 1857. Johnson, Dr. G. C., Professor. 1857. Kiær, A. N., Direktør. 1870. Lieblein. J. D. C., Professor. 1864. Monrad, Dr. M. J., Professor. 1857. Nielsen, Dr. Y., Universitetsstipen- diat. 1875. *Nygaard, M., Rektor. 1880. Peterser, Fr., Professor. 1884. Platou, Dr. F.C.S,, Justitiarius. 1859. Platou, Dr. O. L. S., Assessor. 1879. *Rygh, K. D., Adjunkt. 1878. Rygh, 0., Professor. 1859. Sars, Dr. J. E., Professor. 1867. Schjøtt, P. O., Professor. 1867. Schnitler, D. P. S., Oberstlieutenant. 1872. Skavlan, Dr. 0., Professor. 1878. *Sommerfeldt, Chr., Provst. 1875. Stenersen, Dr. L. B., Universitetssti- pendiat. 1876. Storm, Dr. Gustav, Professor. 1874. Storm, Dr. Joh. F. B., Professor. 1872. Tonning, Dr.K.K. Krogh, Præst. 1883. Undset, Dr. Ingvald. 1885. Unger, Dr. C. R., Professor. 1857. Weisse, J. P., Professor. 1879. Wikner, Dr. Pontus, Professor. 1885. *Sylow, P. L. M., Overlærer. 1868. Voss, Dr. J. A., fhv. Professor. 1857. Waage, P., Professor. 1863. Winge, Dr. E. F. H., Professor. 1868. Worm-Miller, Dr. J., Professor. 1871. 28 B. Udenlandske. Brøgger, W.C., Professor, Stockholm. | Dareste, Dr. Rodolphe, Conseiller å 1885. Key, Dr. Axel, Professor, Stockholm. 18883. Retzius, Dr. Gustaf, Professor, Stock- holm. 1888. Houel, J., Professor, Bordeaux. 1885. la cour de cassation, Paris. 1885. Fleischer, Dr. H. L., Geheim-Hofrath, Professor, Leipzig. 1877. Madvig, Dr. J. N., Geheime-Konfe- rentsraad, fhv. Professor, Kjø- benhavn. 1876. Maspero, G., Professor, Paris. 1885. Maurer, Dr. Konrad, Professor, Min- chen. 1876. Möbius, Dr. Theodor, Professor, Kiel. 1882. Riant, Dr. Paul, Greve, Paris. 1877. Rydin, Dr. H. L., Professor, Upsala. 1876. 29 Gaver til Selskabets Bibliothek i 1885. (Meddelt af A. C. Drolsum.) A. Offentlige Institutioner. 1. Norske. Christiania. Kommissionen til Ledelse af de Norges Deltagelse i den europæiske Grad- maaling vedkommende Arbeider. Publication der Norwegischen Commission der Europåischen Grad- messung. — Geodåtische Arbeiten. H. IV. Chra. 1885. 4 Udgivet af den norske Gradmaalingskommission. Vandstands- observationer. H. III. Chra. 1885. 4. Den Kongelige Norske Regjerings Finants-Departement. Forklaringer til Kongeriget Norges Statsregnskab Budgetaaret 1883—1884. Kra. 1885. 4. Den Kongelige Norske Regjerings Indre-Departement. A. N. Kiær. Norgestland og folk, statistisk og topografisk be- skrevet. H. 1. Kra. 1884. 8. Den norske Nordhavs-Expedition 1876—77. Zoologi. Pennatulida, ved D.C. Danielssen og Johan Koren. Zoologi. Spongiadæ, ved G. Armauer Hansen. Zoologi. Crustacea. I. Ved G. 0. Sars. Chra. 1894—5. 4. Den Kongelige Norske Regjerings Kirke- og Undervisnings-Departement. Arkiv for nordisk Filologi. B. 2. Chra. 1885. 8. Sth. Prp. No. 1, Hovedpost IV. Kirke-Departementet. 1885. [Chra. 1885]. 4. Goloubéeff. Appareil automoteur (mécanique) nouvellement in- venté. Pskoff 1885. 8. Statssekretariatet. Norsk Lovtidende. lste Afd. 1884. No. 42—45. — — 2den Afd. 1884. H. 2.3. — —- Iste Afd. 1885. No. 1—21. — — 2den Afd. 1885. H. 1. Overenskomster med fremmede Stater. 1885. No. 1—3. 5. 6. Kra. 8. 30 Den Kongelige Norske Regjerings Finants-Departement. Storthings-Efterretninger 1836—1854. B.1. H. 1—3. Chra. 1884—85. 4. Den naturhistoriske Forening. Meddelelser. Kra. 1885. 8. Universitetet. L. Daae. Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg. Chra. 1884. 8. Molde. Molde Latingymnasium og Middelskole ved Rektor A. Brinchmann. Indbydelsesskrift til den offentlige Examen i Juni og Juli 1885. Molde 1885. 8. Throndhjem. Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Skrifter. 1888. Thjem. 1884: 8. Tromse. Tromsø Museum. A Aarshefter. VII. Tromsø 1884. 8. Aarsberetning for 1884. Tromsø 1885. 8. 2. Udenlandske. Arras. Académie des sciences, lettres et arts. Mémoir es. ITe série. Tome XV. Arras 1884. 8. Baltimore. Johns Hopkins University. Johns Hopkins University Circulars. Vol. V. No. 48. Balti- more 1885. 4. American Journal of Mathematics. Vol. VII. No. 4. Baltimore 1885. 4. Studies from the Biological Laboratory. Vol. OI. No. 4. Balti- more 1885. 8. Berlin. | Königlich Preussische Akademie der Wissenschaften. C. G. J. Jacobi's Gesammelte Werke. Herausgegeben von K. Weierstrass. B. 383. Berlin 1884. 4. Physikalische Gesellschaft. Die Fortschritte der Physik im Jabre 1878. XXXIV. Jahrgang. Berlin 1884. 8. Bologna. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna. Memorie. Serie IV. Tomo V. Bologna 1888. 4. Bonn. Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande und Westfalens. Verhandlungen. Jahrg. 41. Hålfte 2. Jahrg. 42. Hålfte 1. Bonn 1884—85. 8. Autoren- und Sachregister zu Band 1—40 (Jahrg. 1844—1883) der Verhandlungen &c. Bonn 1885. 8. 31 Boston. | The American Academy of Arts and Sciences. Proceedings. New Series. Vol. XII. Boston 1885. 8. Bruxelles. Société malacologique de Belgique. Annales. Tome XV. XVII. XIX. Bruxelles 1880 & 1883— 84. 8. Procés-verbaux. Tome XII. Pag. CIX—CXLVII. Tome XITI. Tome XIV. Pag. I-LXXX. Bruxelles 1883—85. 8. Cambridge, Mass. The Museum of Comparative Zoölogy, at Harvard College, Cambridge, Mass. Bulletin. Whole Series, Vol. VII. (Geological Series, Vol. I). No. 2—8 & 11. Cambridge 1881—82 & 1894. 8. Vol. XI. No. 11. Cambridge 1885. 8. Vol. XII. No. 1. Cambridge 1885. 8. Annual Report. Cambridge 1884. 8. Cördoba (Republica Argentina). Academia Nacional de ciencias en Cordoba (Repiblica Argentina). Boletin. Tomo VI. Entr. 2—4 'Tomo VII. Tomo VII. Entr. 1. Buenos Aires 1885—84. 8. Dorpat. Dorpater Naturforscher- Gesellschaft. Archiv fir die Naturkunde Liv-, Ehst- und Kurlands. 2 Serie. B. X. Lføg. 1. Dorpat 1884. 8. Schriften. I. Dorpat 1884. 8. Sitzungsberichte. B. 17. H.1. Dorpat 1885. 8. Göttingen. : Königliche Gesellschaft der Wissenschaften zu Göttingen. Abhandlungen. B. 81. Göttingen 1884. 4 Göttingische Gelehrte Anzeigen. 1884. B.1.2. Göttingen 1884. 8. Nachrichten von der Königl. Gesellschaft der Wissenschaften und der Georg-Augusts-Universitåt zu Göttingen. Aus dem Jahre 1884. Göttingen 1884. S8. Haarlem. Musée Teyler. Archives du Musée Teyler. Série II, Vol. II. P. 1.2. Haarlem 1884—85. 4. La Société Hollandaise des sciences å Harlem. Archives Néerlandaises des sciences exactes et naturelles. Tome XIX. Livr. 35. Tome XX. Livr. 1.2. Harlem 1884—85. 8. Hamburg. Naturhistorisches Museum. Bericht des Direktor Professor Dr. Pagenstecher fir das Jahr 1884, abgestattet in dem Jahrbuch der wissenschaftlichen Anstalten zu Hamburg för 1884. Hamburg 1884. 8. Hannover. Naturhistorische Gesellschaft. 33. Jahresbericht fir das Geschåftsjahr 1882—1883. Hannover 1884. 8. 32 Heidelberg. Naturhistorisch-mediciniseher Verein. Verhandlungen. Neue Folge. B.3. H.4. Heidelberg 1885. 8. Kassel. - Verein fir hessische Geschichte und Landeskunde. Albert Duncker. Der Verein fir hessische Geschichte und Landeskunde in den ersten finfzig Jahren seines Bestehens. 1834 —1884. Kassel 1884. 4. Verzeichnisz der Mitglieder des Vereins. 1884. Kassel1884. 8. Mittheilungen an die Mitglieder des Vereins. Jahrg. 1883. Kas- sel 1883../8. Kiel. Gesellschaft fir Schleswig-Holstein-Lauenburgische Geschichte. 38. Berichtzur Alterthumskunde Schleswig-Holsteins. Kiel 1885. 4. Schleswig-Holstein-Lauenburgische Regesten und VUrkunden. Bearbeitet und herausgegeben von P. Hasse. B.1. Lfg.1—3. Ham- burg u. Leipzig 1885. 4. Zeitschrift der Gesellschaft får Sohleaprig POE dg sche Geschichte. B. 14. Kiel 1884, 8. Kjøbenhavn. Naturhistorisk Forening. Videnskabelige Meddelelser for Aaret 1883. No. 2. Kbh. 1884. 8 Selskabet for Udgiwelse af Kilder til dansk Historie. Libri memoriales Capituli Lundensis. — Lunde Domkapitels Gave- bøger og Nekrologium paa ny udgiven ved UC. Weeke. H.1. Kbh. 1884. 8. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger i Aaret 1884. No. 2. 8. Aaret 1885. No. 1. Kbh. 1884—85. 8. Regesta diplomatica historiae Danicae. Series II. Tomus I. TV: Kbh. 1885. 4 Vidensk. Selsk. Skr. 6. Række, naturvidenskabelig og mathema- tisk Afd. B. 1. XI. B.2?. VIL. Khbb. 1885.44. Leiden. Nederlandsche dierkundige Vereeniging. Tijdsehrift. D. VI. Afl. 2—4. 2 Serie. D. I. Afl. 1. Leiden 1882—85. 8. Leipzig. Fiirstlich Jablonowskische Gesellschaft. Preisschriften gekrönt und herausgegeben von der Firstlich Jablonowski'schen Gesellschaft zu Leipzig. XXV. E. Hasse. Ge= schichte der Leipziger Messen. Lpz. 1885. 8. Lund. Universitetet. Lunds Universitets-Bibliotheks Accessions-Katalog. 1884. Lund 1885. 8. Acta Universitatis Lundensis. Lunds Universitets Års-Skrift. Tom. XX. Lund 1883—84. 4. 39 Magdeburg. Naturwissenschaftlicher Verein. 18., 14. und 15. Jahresbericht. 1882. 1383.1884. Nebst den Sitz- ungsberichten. Magdeburg 1885. 8. México. Observatorio Meteorolögico-Magnético Central de México. Boletin del Ministerio de fomento de la Republica Mexicana. Tomo IX. Num. 65—80. Tomo X. Num. 1—89. México 1884—85. Fol. Milano. Reale Istituto Lombardo di scienze e lettere. Memorie. OClasse di scienze matematiche e naturali. Vol. XV. — VI della Serie III. — Fasc. 2. 8. Milano 1884. 4. Rendiconti. Serie II. Vol. XVI. Milano 1883. 8. Minneapolis, Minn. The Minnesota Academy of Natural Sciences. Bulletin. Vol. II. No. 4. Winona, Minn. 1883. 8. Miinehen. K. 5. Akademie der Wissenschaften. Sitzungsberichte der philosophisch-philologischen und histori- schen Classe. 1884. H. 5. 6. 1885. H. 1. Minchen 1885. 8. Neuchåtel. Société des sciences naturelles. Bulletin. Tome XIV. Neuchåtel 1884. 8. New Haven. The Connecticut Academy of Arts and Sciences. Transactions. Vol. VI. New Haven 1882—85. 8. New-York. | The American Museum of Natural History (Central Park, New- York). Bulletin. Vol. I. No. 6. NewYork 1885. 8. Annual Report of the Trustees, Constitution, By-Laws, and List of Members for the Year 1884—85. New York 1885. 8. Offenbach am Main. Offenbacher Verein fir Naturkunde. 24. und 25. Bericht. 4. Mai 1882 bis 11. Mai 1884. Offenbach a. Main 1885. 8. Oxford. The Radcliffe Observatory, Oxford. Results of Meteorological Observations made at the Radcliffe Observatory, Oxford. Vol. XXXVII. XXXIX, Oxford 1880 & 1884. 8. Palermo. & Societå di scienze naturali ed economiche. Giornale di scienze naturali ed economiche. Vol. XVI. Palermo 1884. 4. Circolo matematico. Rendiconti. Marzo 1894—Marzo 1885. (Palermo 1885). 8. Paris. Bureau des longitudes. Annales du Bureau des longitudes.. — Travaux faits å I'Obser- 3 34 vatoire astronomique de Montsouris (section navale) et Mémoires divers. T. 38. Paris 1883. 4. Annuaire pour l'an 1885. Paris. 8. Connaissance des temps, pour l'an 1886, publiée par le Bureau des longitudes. Paris 1884. 8. Ephémérides des étoiles de culmination lunaire et de longi- tude pour 1885, par M. Loewy. Paris 1884. 4. M. Loewy. Description d'un nouveau systéme de télescope. Paris 185*, 8. M. Loewy. Rapport adressé par le Comité consultatif des obser- vatoires astronomiques de province å M. le Ministre de Vinstruction publique. Paris 1884. 8. Ecole polytechnique. Journal. Cahier 54. Paris 1884. 4. Philadelphia. Academy of Natural Sciences of Philadelphia. Proceedings. 1884. P. I. OI. 1885. P.IL. 1. Philadelphia 1884—85. 8. Pisa. R. Scuola normale superiore. Annali. Della Serie Vol. VIL. Filosofia e filologia. Vol. IV. Pisa 1884. 8. Prag. K. K. Sternwarte zu Prag. Magnetische und Meteorologische Beobachtungen an der K.K. Sternwarte zu Prag im Jahre 1884. Jahrg. 45. Prag. 4. Rio de Janeiro. Muséum National de Rio de Janeiro. Ladislåu Netto. Conférence faite au Muséum National en présence de LL. MM. Impériales le 4 novembre 1884. Rio de Ja- neiro 1885. 8. Rom. R. Accademia dei Lincei. Atti. Serie III. Transunti. Vol. VIII. Fasc.16. Roma 1884. 4. Serie IV. Rendiconti. Vol. I. Fasc. 1—25. Roma 1884—85. 4. Osservazioni meteorologiche fatte al R. Osservatorio del Cam- pidoglio. Dal Luglio al Dicembre 1884. Roma 1585. 4. Rotterdam. Het Bataafsch Genootschap. Nieuwe Verhandelingen van het Bataafsch Genootschap der proefondervindelijke Wijsbegeerte te Rotterdam. %. Reeks. D. 3. St. 2. Rotterdam 1885. 4. 1884. Programme de la Société Batave de philosophie expéri- mentale de Rotterdam. S.1l.å&a. 8. Rouen. Société des amis des sciences naturelles. Bulletin. 2.Série. 20. Année. 1884, 2.semestre. Rouen 1885. 8. Salem, Mass. The Essex Institute. Bulletin. Vol. XV. 1883. XVI. 1884. Salem, Mass. 1884. 8. N 35 Priced Catalogue of the Publications of the Essex Institute, Sa- lem, Mass. 1884. Salem, Mass. 1884. 8. San Fernando. Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando. Anales. Seccion 22. Observaciones meteoroldgicas. Anno 1888 —84. San Fernando 1884—85. 4. San Francisco. California Academy of Sciences. Bulletin. No. 2.3. Jan. & Febr. 1885. San Francisco 1885. 8. St. Petersburg. Jardin Impérial de botanique. Acta Horti Petropolitani. Tom. VIII. Fasc. III. Tom.IX. Fasc.I. St. Petersburg 1884. 8. Sevilla. (Ubekjendt). Fiat lux. Plåtical. Texto. Låminas. Membrete. Sevilla 1885. 4. Stockholm. Udgiveren. Acta mathematica. Zeitschrift, herausgegehen von G. Mittag- Leffler. III—VI. VII, 1. 2. Stockholm 1883—85. 4. Kongl. Svenska Vetenskaps-Akademien. Bihang till Kongl. Svenska Vetenskaps-Åkademiens Handlingar. B. 8. H.2. B.9. Stockholm 1884—85. S. E. W. Dahlgren. Förteckning öfver innehållet i Kongl. Svenska Vetenskaps-Akademiens skrifter 1826—1883. Stockholm 1884. 8. Handlingar.? Ny Följd. 'B. 19. H. 1.2. B. 20. H. 1.2. Stock- holm 1884. 4. Meteorologiska Iakttagelser i Sverige, anstålda och utarbetade under inseende af Meteorologiska UCentral-Anstalten. B.22. 2 Serien. B. 8. 1880. Stockholm 1885. 4. Lefnadsteckningar öfver Kongl. Svenska Vetenskaps-Akade- miens efter år 1854 aflidna ledamöter. B.2. H.3. Stockholm 1885. 8. C. J. A. Skogman. Minnesteckning öfver Gustafaf Klint. Stock- holm 1884. 8. Öfversigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens Förhandlingar. Årg. 40. 41. Stockholm 1884—85. 8. Kongl. Vitterhets historie och antiqvitets Akademien. Handlingar. D. 28. N. F. 8. I. Stockholm 1885. 8. Månadsblad. Årg. 13. 1884. Stockholm 1884—1885. 8. Toronto. The Canadian Institute. Proceedings. New Series. Vol.II. Fasc.3. 3. Series. Vol. III. Fasc. 1. 2. Toronto 1884—85. 8. Upsala. Meteorologiska Observatorium. Bulletin mensuel. Vol. XVI. Upsal 1884—85. 4. Rapport au comité météorologique international. Upsala 1885. 8. Vetenskaps-Societeten. Nova Acta Regiæ Societatis scientiarum Upsaliensis. Ser. ITI. Vol. XII. Upsaliæ 1885. 4. 53% 36 Washington. Department of Agriculture of the United States of America (Ved The Smithsonian Institution). Report of the Commissioner of Agriculture for the year 1884. Washington 1884. 8. The Bureau of Ethnology. Second Annual Report. 1880—81. By J. W. Powell. Washington 1883. 8. Department of the Interior. — The United States Geological Survey. Monographs of the United States Geological Survey. Vol. II. George F. Becker. Geology of the Comstock Lode and the Washoe District. With Atlas. Washington 1882. 4 & Fol. Vol. IV. Eliot Lord. Comstock Mining and Miners. Washing- ton 1883. 4. Vol. V. Roland Duer Irving. The Copper-bearing Rocks of Lake Superior. Washington 1888. 4. ) Vol. VI. William Morris Fontaine. (Contributions to the Knowledge of the Older Mesozoic Flora of Virginia. Washington 1883. 4. Vol. VI. Joseph Story Curtis. Silver-Lead Deposits of Eureka Nevada. Washington 1884. 4. Vol. VI. Charles Doolittle Walcott. Paleontology of the Eureka District. Washington 1884. 4. Departement of the Interior. — Bulletin of the United States Geological Survey. No. 2—6. Washington 1883—34. 8. Third Annual Report of the United States Geological Survey to the Secretary of the Interior. 1881—82. By J. W. Powell. Wash- ington 1883. 4. Department of the Interior. — U. 8. Geographical and Geological Survey of the Rocky Mountain Region. Contributions to North-American Ethnology. val V. Washing- ton 1882. 4. Westerås. Westmanlands Fornminnesförening. Årsskrift. II. Westerås 1884. S. Wien. K.-k. zoologisch-botanischer Verein. Verhandlungen. Jahrg. 1884. B. 34. Jahrg. 1885. B.35. 1. Halbjahr. Wien 1884—85. 8. Personen-, Ort- und Sach-Register der dritten zehnjåhrigen Reihe (1871—1880) der Sitzungsberichte und Abhandlungen. Wien 1884. 38. Wiirzburg. Physikalisch-medicinische Gesellschaft. Sitzungsberichte. Jahrg. 1884 Wirzburg 1884. 8. 37 B. Private Givere. C. A. Bjerknes, Professor. Christiania. C.-A. Bjerknes. Niels-Henrik Abel. Tableau de sa vie et de son action scientifique. Traduction francaise, revue et considérablement augmentée par lV'auteur. Qrné d'un portrait d'Abel. Paris 1885. 8. Dr. Lyder Borthen. Throndhjem. Lyder Borthen. Synsindtrykkene, specielt med hensyn paa farvesandsen, forklarede ved molekularbevågelse. Throndhjem 1885. 8. (2 Expl.). L. B. Falkman, Generaldirektør. Stockholm. Ludvig B. Falkman. Om mått och vigt i Sverige; historisk framstållning. D. 1.2. Stockholm 1884—385. 8. H. H. Remfry, Solicitor, High Court. Calcutta. Patents. India, Ceylon, Straits-Settlements, and Hong-Kong. — Information and Forms. Calcutta 1885. 8. J. Sparre Schneider, Konservator. Tromsø. J.Sparre Schneider. Nordfuglø, en zoologisk skisse. Tromsø 1885. 8. , J. Sparre Schneider. Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. II. Crustacea og Pycnogonida indsamlede i Kvænangsfjorden 1881. Tromsø 1884. 8. 38 Videnskabsselskabets Møder i 1886. 29 Jannarsu sy: 5 Februar . 19 Februar .. AL EK JR SE ME DNG VE 3 Mai SV el ML VANG MEL EPLET Ver PE TA SE MR DU eu søte telt 195019 17 September. . 1 Oktober ..... 15 Oktober .. 29 Oktober . 12 November .... 26 November .. 10 December ... . Møde 1 historisk-filosofisk . Møde i mathematisk-naturvidenskabelig . Møde i mathematisk-naturvidenskabelig . Fællesmøde. Møde i historisk-filosofisk | Klasse. — - mathematisk-naturvidenskabelig — . Fællesmøde. Møde i historisk-filosofisk - mathematisk-naturvidenskabelig Fællesmøde. Mede i historisk-filosofisk Fællesmøde (Stiftelsesdag). Møde i mathematisk-naturvidenskabelig - historisk-filosofisk — - mathematisk-naturvidenskabelig Fællesmøde. - historisk-filosofisk Fæliesmøde. mn » , å så v* » ty * *: PL ag v RR Y LEN Al! p Å 3 p NEW VORK På AN Å å > EK Å Plon IV Æ $ då ) På Po URAL 1 agé Eee EF gv vv 3 TET RS EN * ber GE Å NG SE) Page ing ar Pet Pa Ea FY Nr YA - Ad % gN li ? ay: LG ter 26 RD Seg ae 2 HIN eg å or OA på x FE gt PE Gr «$ > x G - Peke de] % DET -* 20 p EIN hørt Pye pr E SR DE ud Ko k PE San AD pp PAY ett | 94% PK ut re 33 EG or BEN ART md Sy Å DAS lage PS ett te Ag å å SAN ak Ya Fre JAN å på på PN Pa Ua ar OPS Vrdn ga? von VS NG Ka Pi Å pr NAF PIN: Sr EG Na 00 Ax VO ed Ba por Ga RAGE v VEL EN Pk | å å å s - Å x - 7 1 Aa Må Y Ep, d ep da Pr p p ee die > Å LY v= EG an « pr AN 57% ÅRE As Te Ned ; K , d ) pt 4 på E i 7 NL JE by i - 5 tr y AA å : i ra ER ES AZ Å VW her AV Sten AA TENG AMNH LIBRARY ep OQ pc) : OQ QO N QO O ==