FOR ERE PEOPLE
FOR EDVCATION
FOR SCIENCE

LIBRARY
OF

THE AMERICAN MUSEUM

OF

NATURAL HISTORY

X
p

«

eg å
Ki
2

*
ig

f

| VG ; å V

hør å

en TT
ee

adr
k: pr

rm

I CHRISTIANIA

AAR 1890

MED 8 LITHOGRAFEREDE PLANCHER OG 23 TRÆSNIT >

CHRISTIANIA

I COMMISSION HOS JACOB DYBWAD
— A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI
1891

Indhold.

/Foredrag og Afhandlinger.
VNo. 1. G. 0. Sars. Oversigt af Norges Crustaceer med foreløbige

V mo.

Vå Oversigt

8.

Bemærkninger over de nye eller mindre bekjendte Arter
(IL. Branchiopoda — Ostracoda — Cirripedia) . . . . ..
W. H. Pearson. Frullaniae Madagascarienses praecipue
e collectionibus Borgeni (c. tab. IV) . . - .«. 2 2 2 048
Dr. Ingvald Undset. Til kundskab om vor yngre jern-
ser Med å biliosr planeher- L+ ++ v «ev 2 va 0n
Robert Collett. Om 6 for Norges Fauna nye Fugle
EE PG EE EE EP
J. Lieblein. Om en af H. M. Kongen til det etnogra-
fiske Musæum skjænket ægyptisk Mumie . . . . 22 as
Dr. Ingvald Undset. Mere til kundskab om vor yngre
jernalder. Med 1 lithogr. planche . . . .. aa Ea
Hans Reusch. Geologiske iagttagelser fra Trondhjems
stift, gjorte under en reise for Norges geologiske under-
søgelse 1889. Med 23 Træsnit og ,An English Summary
Ke NE GT AE ea TE
G. Sandberg. Bemærkninger til Wallengrens tydning af
Prikens Nociaa, Obscara, Strøm, ho sa 0 08 dr Me
over Selskabets Moder i 1890 m.m. . ..L... oe ov

1—80
1—9
1—14
1-17
1—17
1—9
1—60
1— 7
1 - 44

i

et

Og

Å

n, NEW IO HK: V

Nm TURAL us19G
DENNE 0

versigt

af

Norges Crustaceer

med foreløbige Bemærkninger

over de nye eller mindre bekjendte Arter

Af

G.. 0. Sars

| I
(Branchiopoda — Ostracoda — Cirripedia)

(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandliuger 1890, No. 1)

=== På PN EE

Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers Bogtrykkeri
1890

V*

Po

Då , Je Å , v
on ri Å

Eee

Dversigt af Norges Grustaceer, med forelebige Bemærkninger
over de nye eller mindre bekjendte Arter.

I

(Branchiopoda — Ostracoda — Cirripedia.)
Af
G. 0. Sars.
(Meddelt i Mødet den 15de November 1889.)

I Selskabets Forhandlinger for 1882 har jeg givet en fore-
løbig Oversigt over de til Norges Fauna hørende Former af
Malacostraceernes store Afdeling og forbeholdt mig her senere
at give en lignende Oversigt over Entomostraceerne. Forskjel-
lige uopsættelige Arbeider har imidlertid hindret mig fra at
indfri dette Løfte, og først nu ser jeg mig istand til at optage
igjen dette Emne, hvis nærmere Udredning jeg haaber vil lette
Studiet af denne formrige og interessante Dyrgruppe for de af
vore yngre Zoologer, der agter at bearbeide vor rige Crustacefauna
i den ene eller anden Retning.

At jeg foreløbig indskrænker mig til v omhandle blot 3 af
de til Entomostraceerne hørende Ordener, har sin Grund deri, at
det Tillæg af nye Former, jeg har at give til den 4de Orden,
Copepoda, er saa særdeles betydeligt, at min Afhandling, ved
ogsaa at medtage denne, vilde antage altfor store Dimensioner.
Jeg har derfor anseet det for rigtigt at behandle denne Orden

særskilt, som en 3die Del, og haaber at kunne gjøre dette inden
19

Å G. 0. SARS. [No. 1.

forholdsvis ikke saa lang Tid, da Materialet allerede forlængst
er lagt tilrette og delvis bearbeidet.

Hvad de 2 første her omhandlede Ordener, Branchiopoda
og Ostracoda, angaar, saa er det hovedsageligt de fortsatte Un-
dersøgelser af vor Ferskvandsfauna, der har givet det betydeligste
Tillæg. OQgsaa i vort Naboland, Sverige, har denne Del af Fau-
naen været ivrigt studeret i de sidste Decennier af Prof. W.
Lilljeborg, der ved sit classiske Arbeide: ,De Crustaceis ex or-
dinibus tribus in Scania occurrentibus* gav Stedet til disse
Undersøgelsers Gjenoptagen i Skandinavien siden O. Fr. Miiller”s
Tid. I Upsala har denne udmærkede Forsker afholdt et Cursus
Forelæsninger over dette Emne og herved meddelt sine Tilhørere
de væsentligste Resultater af sine nyere Undersøgelser over
Skandinaviens Ferskvands-Entomostraceer, uden at dog, saavidt
mig bekjendt, endnu noget herom er bleven offentliggjort. Ved
Hr. Intendant ved Gøteborgs Museum, Dr. A. Stuxbergs velvillige
Imedekommenhed har jeg imidlertid havt Anledning til at gjøre
mig delvis bekjendt med disse Forelæsninger, idet jeg af ham
har erholdt tillaans et skrevet Hefte, hvori en af Prof. Lillje-
borgs Tilhørere har noteret de mange nye Arter, som af Pro-
fessoren har været omtalte paa hans Forelæsninger, med Ved-
føielse af korte Diagnoser. Det har derved været mig muligt
at identificere de fleste af de af mig i de senere Aar fundne
nye Arter med Former iagttagne af Prof. Lilljeborg i Sverige,
og det er mig en Glæde her at kunne faa hævdet de af ham
for disse Arter foreslaaede Navne.

Mest Bryderi har inden Cladocerernes Underorden Slægten
Daphmia (sensu strictiore) forskaffet mig. Den store Variabili-
tet i Skallens og navnlig Hovedskjoldets Form gjer det nemlig
yderst vanskeligt at trække skarpe Grændser mellem de for-
skjellige Arter, der ofte i sine extreme Varieteter synes at aa
over i hinanden, og jeg var derfor en Tid endog tilbøielig ti!
at reducere det store Antal herhen hørende: Arter kun til 83,
nemlig de længst bekjendte Former D. magna Strauss, D. pulex
de Geer, og D. longispima Miiller. Ved en nøiere Granskning
har jeg dog fundet igjen at maatte opgive denne Anskuelse og

Vå

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 5

har alene foretaget en delvis Reduction af Arterne, medens
flere Former, der navnlig grupperer sig om D. longispina, synes
mig fremdeles at maatte hævdes som distincte Arter, om de
end i visse Tilfælder kommer hinanden overordentlig nær. I
den vedføiede systematiske Fortegnelse har jeg, som det
vil sees, ved enhver af disse sidste Arter, ligesom ogsaa ved
enkelte andre Cladocer-Former, opført en Række af Varieteter,
som jeg har troet at burde betegne med særskilte Navne, da de in-
genlunde er ganske tilfældige, men ofte optræder med stor Con-
stanthed, til og med paa vidt adskilte Localiteter, saa at de,
uden en omhyggelig sammenlignende Undersøgelse, meget let
vilde kunne opfattes som virkelige Arter. — Qgsaa for en anden
Slægts Vedkommende, nemlig Sl. Bosmina Baird, har jeg fundet
Artsbestemmelsen forbundet med store Vanskeligheder, idet de
talrige opstillede Arter ogsaa her synes at gruppere sig meget
nær om 3 Typer, nemlig BP. longirostris Miller, B. longispina
Leydig, og B. coregomi Baird. Jeg har dog ikke troet for Tiden
at burde foretage nogen Reduction, skjønt jeg for enkelte Arters
Vedkommende er i nogen Tvivl om deres virkelige Berettigelse.

Hvad Ferskvandsostracoderne angaar, saa har en Søender-
deling af den oprindelige Slægt Cypris i flere Slægter vist sig
mere og mere nødvendig paa Grund af det store Antal Arter.
I det nyeste Værk over disse Dyr af Brady og Norman *) an-
føres 8 herhen hørende Slægter (foruden de allerede tidligere
godkjendte: Notodromas, Cypridopsis og Candona), hvoraf de
4 er nye. Hertil kommer endnu ? Slægter, Stenocypris G. 0.
Sars og Cyprinotus Brady, oprindelig baserede paa exotiske For-
mer, men ogsaa repræsenterede i vor Fauna. Angaaende Be-
grændsningen af disse forskjellige Slægter er jeg, som det vil
sees, noget uenig med Brady og Norman, idet jeg herved
støtter mig til baade anatomiske Characterer og Mærker hen-
tede fra Skallens Structur. Den største Tilvæxt af nye For-

1) A Monograph of the Marine and Freshwater Ostracoda of the North Atlantic
and of North- Western Europe.

X

6 G. 0. SARS. JNØJE

mer viser Slægten Candona, hvoraf ikke mindre end 10 forskjel-
lige til vor Fauna hørende Arter er mig bekjendte.

Cirripedierne er endnu kun lidet studerede hos os, og jeg
anser det derfor for heist sandsynligt, at de til vor Fauna he-
rende Arters Tal vil blive ikke lidet forøget, navnlig af de lavere
parasitiske Former.

"EE GA

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

| Branchiopoda.

Subordo 1.

Phyllocarida.
Fam. Nebaliidæ.

Nebalia, Leach.
1. bipes Fabr..')
2. typhlops, G. 0. Sars*)

Subordo 2.
Phyllopoda.
A. Amnostraca.

Fam. 1. Branchipodidæ.

1. Branchinecta, Verrill.
1. paludosa, Mill.

Fam. 2. Polyartemiidæ.
2. Polyartemia, Fischer.
2. forcipata, Fischer.

G. 0. SARS.

B. Notostraca.
Fam. Apodidæ.

3. Lepidurus, Leach.
3. glacialis, Krøyer.?)

C. Conchostraca.

Fam. 1. Limnadiidæ.
4, Limnadia, Brogniart.

4. lenticularis Linné.*)
Fam. 2. Limnetidæ.

5. Limnetis, Lovén.
5. brachyura, Miller.*)

Subordo 38.
Cladocera.

A. Calyptomera.
a. Ctenopoda.

Fam. 1. Sididæ.

1. Sida, Strauss.
1. crystallina, Miill.ö
var. elongata.
2. Limnosida, G. O. Sars.
2. frontosa, G. O. Sars.

3. Diaphanosoma, Fischer.

3. brachyurum, Liévin.”)
var. minor. |
4. brandtianum, Fischer.5)
var. microphthalma.
» -productifrons.
4. Latona, Strauss.
5. setifera, Miiller.

[No. 1.

1890.]

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

IG.

1.

12.

Fam. 2. Holopediidæ.
5. Holopedium, Zaddach.

gibberum, Zaddach.*)
var. ornata.

b. Anomopoda.
Fam. 1. Daphniidæ.

6. Daphmia, Miller.

magna Strauss.'')
var. Schåfferi.
pulex de Geer.)
forma vernalis.

var. ovata.

» WSchedleri.

» Mixta.
obtusa, Kurz.**)
longispina, Miiller.**)
var. Leydigii.

» rectispina.

» Carinata.

» litoralis.

» Caudata.

» brevipennis.

» FrOSea.

» Cavifrons

» hnasuta.

» tenuitesta.

p affinis.
lacustris, G. 0. Sars.)
var. angustifrons.

» aqvilina.

p alpina.
galeata, G. O. Sars.1)
var. obtusifrons.

10 G. 0. SARS.

var. microcephala.

» procumbens.

» longicornis.

» Oxycephala.
18. hyalina, Leydig.16)

var. brachycephala.

» rotundifrons.

» pellucida.

» Aangulifrons.

T. Hyalodaphmia, Schoedeler.

14. dardinii, Baird.1”)
var. obtusata.
p CUucullata.
n berolinensis.
» apicata.
» kahlbergensis.
15. cristata, G. O. Sars.18)
forma vernalis.
var. longiremis.
» pusilla.
» tenuirostris.
» laticeps.
» Cederstrømii.
8. Ceriodaphma, Dana.
16. qvadrangula, Milller.**)
var. producta.
17. hamata, n. sp.*")
18. reticulata, Jurine.?")
var. rosea.
» Serrata.
» > minor,
19. pulchella, G. O. Sars.”)
var. microcephala.
20. megalops, G. 0. Sars.
21. laticaudata, P. E. Miller.
22. rotunda, Strauss.

[No 2:

1890.]

23.

24.

25.

26.

27.

28.
29.

30.
31.
32.
33.

34.

35.
36.

31,
38.
39.
40.

41.

42.

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

9. Simocephalus, Schoedeler.
vetulus, Miiller.*)
var. sima.
exspinosus, de Geer.)
var. congener.
serrulatus, Koch.
10. Scapholeberis, Schoedeler.
mucronata, Miller.**)
var. cornuta.
» longispinosa.
micerocephala, Lilljeborg M. S.)
var. subcornuta.
11. Moima, Baird.
brachiata, Jurine.
paradoxa, Weissman.?)

Fam. 2. Bosminidæ.

12. Bosmina, Baird.
longirostris, Miller.
cornuta, Jurine.
similis, Lilljeborg M. S.%)
longispina, Leydig.?*)
var. flexuosa.
obtusirostris, G. OQ. Sars.3')
var. major.
» alpina.
brevicornis, P. E. Miiller.3')
lacustris, G. O. Sars.3)
var. procumbens.
nitida, G. O. Sars.
brevispina, Lilljeborg M. S.%)
elegans, Lilljeborg M.)
bohemica, Hellich.3)
microptera, Lilljeborg M. S.36)
coregoni, Baird.37)
var. diaphana.

på

12

G. 0. SARS.

[No. Vi

43.

58.
59.

var. gibbosa.
Lilljeborgii, G. O. Sars.3)
var. obtusata.

Fam. 3. Lyncodaphniidæ.

13. Macrothrix, Baird.
laticornis, Junine.3*)
hirsuticornis, Norman & Brady.*')
arctica, n. sp.!)

14. Streblocerus, G. O. Sars.
minutus, G. 0. Sars.

15. Drepanothriz, G. Q. Sars.

dentata, Furén.*)
var. obsoleta.
16. Acantholeberis, Lilljeborg.
curvirostris, Milller.
17. Ilyoeryptus, G. O. Sars.
sordidus, Liévin.
agilis, Kurz.*)
acutifrons, G. O. Sars.
18. Lathomura, Lilljeborg.
rectirostris, Miiller.
19. Ophryozxus, G. O. Sars.
oracilis, G. Q. Sars.*)
var. spinifera.

Fam. 4. Lynceidæ.

20. Furycercus, Baird.
lamellatus, Miiller.

21. Leydigia, Kurz.
qvadrangularis, Leydig.”)
22. Alona, Baird.
qvadrangularis, Miller.*6)

var. sangvinea.
oblonga, P. E. Miller.
tenuicaudis, G. O. Sars.

1890.]

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

intermedia, G. OQ. Sars.*)
costata, G. O. Sars.
lineata, Fischer.*%)
rectangula, G. 0. Sars.

n 49
. -parvula, Kurz.*)

guttata, G. O. Sars.

23. Harporhynchus, G. O. Sars.

falcatus, G. O. Sars.

24. Alonopsis, G. Q. Sars.
elongata, G. O. Sars.

25. Acroperus, Baird.
harpæ, Baird.
leucocephalus, Koch.
angustatus, G. OQ. Sars.

26. Camptocercus, Baird.
macrurus, Miiller.
rectirostris, Schoedeler.9)
Lilljeborgii, Schoedeler.9')

27. Graptoleberis, G. OQ. Sars.

testudinaria, Fischer.

28. Alomella, G. Q. Sars.
rostrata, Koch.
latissima, Kurz.3*)
excisa, Fischer.
exigua, Lilljeborg.33)
nana, Baird.)

29. Peracantha, Baird.
truncata, Miller.
lævis, G. O. Sars.5)

30. Pleuroxus, Baird.
trigonellus, Miiller.
uncinatus, Baird.)

var. deflexa.

31. Chydorus, Baird.
sphæricus, Miiller.
nitidus, Schoedeler.3”)

18

14

86.
87.
88.
89.
90.
91.
92.

93.

94.

05.

96.
OT.

98.
99.
100.

101.
102.

108.

G. 0. SARS.

minor, Lilljeborg M. S.59)
caelatus, Schoedeler.5*)
ovalis, Kurz.6)

latus, G. O. Sars.

piger, G. O. Sars.

gibbus, Lilljeborg M. 8.5)
globosus, Baird.

32. Amnchistropus, G. 0. Sars.

emarginatus, G. 0. Sars.6)
33. Monospilus, G. O. Sars.
dispar, G. O. Sars.63)

B. Gymnomera.

a. Onychopoda.

Fam. Polyphemeidæ.

34. Polyphemus, Miller.
pediculus, de Geer.

385. Bythotrephes, Leydig.
longimana, Leydig.9)
borealis, Lilljeborg M. 8.9)

36. Podomn, Lilljeborg.
intermedius, Lilljeborg.
polyphemoides, Leuckart.6)
Leuckartii, G. 0. Sars.

37. Evadne, Lovén.
Nordmanni, Lovén.
spinifera, P. E. Miiller.%)

b. Hapiopoda.
Fam. Leptodoridæ.
38. Leptodora, Lilljeborg.
hyalina, Lilljeborg.6)
var. angusta.

[No. 1.

1890.)

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

Subordo 4.
Branchiura.
Fam. Argulidæ.

1. Argulus, Miller.
1. foliaceus, Linné.

Ostracoda.

—————

Subordo 1.
Myodocopa.

Fam. 1. Gypridinidæ.

1. Cypridina, Milne-Edwards.

1. norvegica, Baird.
2. megalops, G. 0. Sars.
2. Philomedes, Lilljeborg.
8. brenda, Baird.
4. Lilljeborgii, G. O. Sars.
8. Asterope, Philippi.
5. norvegica, G. 0. Sars.
6. abyssicola, G. O. Sars.

Fam. 2. Conchoeciidæ.

4. Conchoecia, Dana.
7. elegans, G. O. Sars.
borealis, G. 0. Sars.
5. Halocypris, Dana.
9. obtusata, G. O. Sars.6%)

15

16

G. 0. SARS.

Subordo 2.
Cladocopa.

Fam. Polycopidæ.
1. Polycope, G. O. Sars.
1. orbicularis, G. O. Sars.
2. punctata, G. O. Sars.
3. pustulata, n. sp.”

Subordo 3.
Platycopa.

Fam. Gytherellidæ.

1. Cytherella, Bosquet.
1. abyssorum, G. 0. Sars.

Subordo 4.
Podocopa.

Fam. 1. Gyprididæ.
1. Notodromas, Lilljeborg.
1. monachus, Miller.

2. Cyprois, Zencker.
2. marginata, Strauss.”')
3. Cypria, Zencker.
3. ophthalmica, Jurine.”?)
lacustris, Lilljeborg. M. 8.7)
5. exsculpta, Fischer.”*)
4, Cyclocypris, Brady & Norm.
6. lævis, Miller.)
7. serena, Koch.”9)
globosa, G. OQ. Sars.7?)

[No. 1...

EE EE JE

1890.]

24.

32.
39.

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER,

5. Cyprinotus, Brady.
salina, Brady.)
fretensis, Brady & Roberts.7*)

6. Cypris, Miiller.

pubera, Miiller.

erassa, Miiller.9)
fuscata, Jurine.51)
affinis, Fischer.3*)
elliptica, Baird.)
obliqva, Brady.**)
incongruens, Ramdohr.
virens, Jurine.

7. Stenocypris, G. O. Sars.
fasciata, Miller.5)

8. Ilyocypris, Brady & Norm.
gibba, Ramdohr:.36)
Bradyi, n. sp.)

9. Herpetocypris, Brady & Norm.

reptans, Baird.

Jurinii, Zaddach.3)

glacialis, n. sp.*)

olivacea, Brady & Norm.*")
tumefacta, Brady & Roberts.”))

10. Cypridopsis, Brady.
vidua, Miiller.
obesa, Brady & Roberts.**)
picta, Strauss.

11. Potamocypris, Brady.
villosa, Jurine.”)
aculeata, Costa.?*)

12. Candona, Baird.
candida, Miller.
acuminata, Fischer.”)

Vid -Selsk.-Forb, 1890. No. 1.

17

18

34.
35.
36.
dU.
38.
39.
40.
41.

42.

43.
44.
45.

46.

47.
48.

49.

OT
=

Ot
T

52.
53.
54.

55.
56.

G. 0. SARS.

pubescens, Koch.*)

compressa, Koch.”)

rostrata, Brady & Norm.)
stagnalis, n. sp.*)

Zenckeri, n. sp.!)

Kingsleyi, Brady & Roberts.11)
fabæformis, Fischer.!*?)
hyalina, Brady & Roberts.10)

138. Paracypris, G. 0. Sars.
polita, G. 0. Sars.

14. Pontocypris, G. O.4Sars.
mytiloides, Norman.1%*)
hispida, G. O. Sars.
trigonella, G. O. Sars.

15. Argilloecia, G. Q. Sars.
cylindrica, G. 0. Sars.
15. Macrocypris, Brady.
minna, Baird.1")
angusta, G. O. Sars.

Fam. 2. Bairdiidæ.
16. Bardia, M'Coy.
inflata, Norman.)
17. Bythocypris, Brady.
complanata, Brady.1%7)
obtusata, G. OQ. Sars.

Fam. 3. Gytheridæ.
18. Limmicythere, Brady.
inopinata, Baird.105)
incisa, Dahl.109)
sancti-Patricii, Brady & Robertson.19)
19. OCythere, Miller.

lutea, Miller.
viridis, Miiller.

[No Kø

1890.]

57.
58.
59.
60.
61.
62.
63.
64.
65.

66.
OG.
68.
69.
70.
vL.
12.
73.
74.
75.
76.
de

18.
49.
80.
81.
82.

83.
84.

85.
86.

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

pellucida, Baird.)

confusa, Brady & Norman.19)
erispata, Brady.)
porcellana, Brady.'”)
cuneiformis, Brady.16)
limicola, Norman.)

rubida, Brady.H5)

macallana, Brady.
albomaculata, Baird.11)

20. Cythereis, Jones.

villosa, G. O. Sars.1*)
tuberculata, G. O. Sars.
emarginata, G. O. Sars.
crenulata, G. O. Sars.
concinna, Johnston.1?)
angulata, G. O. Sars.

finmarchica, G. O. Sars.

latimarginata, Speyer.1**)
echinata, G. O. Sars.
dunelmensis, Norman.*)
mucronata, G. O. Sars.
Jonesii, Baird.1*)

21. OCytheridea, Bosquet.
torosa, Jones.1%)
lacustris, G. Q. Sars.1?6)
papillosa, Jones.1?”)
punctillata, Brady.!*)
sorbyana, Jones.1*)

292. EFHucythere, Brady.
argus, G. 0. Sars.130)
declivis, Norman.1?)

23. Krithe, Brady & Robertson.

bartonensis, Jones.13)
angusta, Brady og Normann,13)

28

19

G. 0. SARS.

[No. 1.

ST.
88.
89.
90.

DÅ:
92.

93.
94.
95.
96.
97.
< 10
99.
100.
101.
102.
103.

104.
105.
106.
107.
108.

109.

110.
ad.
112.
113:
114.

24. Loxoconcha, G. O. Sars.
impressa, Baird.13*)
guttata, Norman.)
tamarindus, Jones.136)
fragilis, G. O. Sars.

25. Xestoleberis, G. O. Sars.
aurantia, Baird.13”)
depressa, G. 0. Sars.

26. Cytherura, G. Q. Sars.
gibba, Miiller.
nigrescens, Baird.
similis, G. 0. Sars.
sella, G. Q. Sars.
striata, G. O. Sars.
atra, G. OQ. Sars.
undata, G. O. Sars.
acuticostata, G. O. Sars.
affinis, G. O. Sars.
clathrata, G. O. Sars.
cellulosa, Norman.135)

27. Cytheropteron, G. O. Sars.

latissimum, Norman.1*)
subeircinatum, G. 0. Sars.
alatum, G. 0. Sars.
hamatum, G. O. Sars.
testudo, G. OQ. Sars.

28. Pseudocythere, G. O. Sars.

caudata, G. O. Sars.

29. Bythocythere, G. OQ. Sars.
turgida, G. O. Sars.
constricta, G. O. Sars.
dromedaria, G. O. Sars.
simplex, Norman.)
insignis, G. O. Sars

1890.]

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

30. Sclerochilus, G. Q. Sars.
115. contortus, Norman.

31. Cytherois, Wilh. Miller.

116. Fischeri, G. OQ. Sars.14)
117. vitrea, G. O. Sars.1*2)

32. Paradozxostoma, Fischer.
118. variabile, Baird.
119. ensiforme, Brady.1*)
120. abbreviatum, G. O. Sars.
121. pulchellum, G. 0. Sars.
122. obliqvum, G. 0. Sars.
123. flexuosum, Brady.)
124. rostratum, G. O. Sars.

Cirripedia.

Subordo 1.
Thoracica.
A. Pedunculata.

Fam. 1. Lepadidæ.

1. Lepas, Linné.
1. anatifera, Linné.'*)
fasciularis, Ellis.1*9)

2. OCimeras, Leach.
3. vittata, Leach.1+)

3. Conchoderma, Of.
4. auritum, Linné.1*)

4, Amelasma, Darwin.
5. sqvalicola, Lovén. 4)

ID
)

G. 0. SARS. [No. 1:

13.

14.

Fam. 2. Pollicipedidæ.
5. Scalpellum, Leach.
vulgare, Linné.1*)
Strømii, M. Sars.151)
hispidum, n. sp.*3*)

B. Operculata.

Fam. 3. Balanidæ.
6. Balamus, Linné.)
balanoides, Linné.13)
crenatus, Brugiére.13*)
porcatus, da Costa.1)
Hameri, Ascanius.13)

Fam. 4. Verrucidæ.

7. Verruca, Schumacher.
Strømii, Miiller.197),

Fam. 5. Coronulidæ.

8. Coronula, Lamark.
diadema, Linné.)

Subordo 2.
Rhizocephala.

Fam. 1. Peltogastridæ.
1. Peltogaster, Rathke.
paguri, Rathke.19*)
sulcatus, Lilljeborg.16)
microstoma, Lilljeborg:.1%)
2. Apeltes, Lilljeborg.
paguri, Lilljeborg.16)

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 23

Fam. 2. Sacculinidæ.

3. Sacculina, Thompson.
5. carcini, Thompson.)

4. Sylon, Krøyer.
. hippolytes, Krøyer.16)
7. pandali, M. Sars.1%)

Ifølge ovenstaaende systematiske Liste vil Antallet af de
for Tiden som norske bekjendte Arter, tilhørende de 3 her om-
handlede Crustace-Ordener, komme til at stille sig paa følgende

Maade:

K rn
— Phyllocarida
Phyllopoda ;|

Cladocera FÅ

111 Arter.

Branchiura

2. Ostracoda.
Myodocopa 9
Cladocopa 3
Platycopa ]
Podocopa 124

3. Cirripedia.
Thoracica 14 |

ar > ie
Rizocephala 7 J

Tilsammen 269 Arter.
Heraf er 68 Arter nu for første Gang føiede til vor Fauna
nemlig 51 tidligere beskrevne og 17 nye.

De for Faunaen nye Arter er følgende:
1. Limnadia lenticularis.
2. Limnetis brachyura.

24

G. 0 SARS. [No.

Daphnia obtusa.
Ceriodaphnia qvadrangula.
Moina paradoxa.
Bosmina brevicornis.

» — bohemica.

å coregoni.
Macrothrix laticornis.

: hirsuticornis.
Ilyoeryptus agilis.
Leydigia qvadrangularis.
Alona lineata.

» -parvula.
Comptocercus rectirostris.

5 Lilljeborgii.
Alonella latissima.

- exigua.
Chydorus nitidus.

å caelatus.
. ovalis.
Evadne spinifera.

Cypria exsculpta.
Cyprinotus salina.

G fretensis.
Cypris crassa.

» fuscata.

» affinis.

» -elliptica.
Ilyocypris gibba.
Herpetocypris olivacea.

” tumefacta.
Cypridopsis obesa.
Candona acuminata.

å pubescens

1890.]

36.
37.
38.
39.
40.
41.
42.
43.

+1

45.
46.
47.
48.
49.
50.

51.

OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

Candona rostrata.
* Kingsleyi.
g: hyalina.
Limnicythere inopinata.
K incisa.
Cythere albomaculata.
Krithe angusta.
Paradoxostoma ensiforme.
; flexuosum.

Lepas anatifera.

» fascicularis.
Cineras vittata.
Conchoderma auritum.
Anelasma sqvalicola.
Coronula diadema.

Apeltes paguri

De for Videnskaben nye Arter er følgende:

E

10.

EK

2
3
4.
5.
6
7
8
9

Ceriodaphnia hamata.
Scapholeberis microcephala.
Bosmina similis.

å brevispina.

å elegans.

å microptera.
Macrothrix arctica.
Chydorus minor.

Chydorus gibbus.
Bythotrephes borealis.

Polycope pustulata.

26

12.
13.
14.
15.

16

am

G. 0. SARS.

Cypria lacustris.
Ilyocypris Bradyi.
Herpetocypris glacialis.
Candona stagnalis.

> Zenckeri.

Scalpellum hispidum.

[No. 1.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 21

Bemærkninger.

Phyllocarida.

1. Nebalia bipes (Fabr).

Denne Form forekommer langs vor hele Kyst, fra Christi-
aniafjorden til Vadsø, paa 10—830 F. D., helst hvor Bunden er
mudret og dækket af forraadnede Alger. Der synes ingensom-
helst væsentlig Forskjel at være mellem den nordiske Form og
den i Middelhavet forekommende N. Geoffroy: M-Edw., hvorfor
jeg maa betragte begge som identiske.

3. Nebalia typhlops, G. O. Sars.

Nye Dybvandserustaceer fra Lofoten. Chr. Vid. Selsk. For-
handl. f. 1869.

Kun 2 Exemplarer af denne meget distincte Art er af mig
hidtil observerede. Det ene toges ved Lofoten, det andet ved
Hvitingsø, nær Stavanger, begge paa meget betydeligt Dyb, over
100 Favne.

Phyllopoda.

3. Lepidurus glacialis, (Krøyer).

I September 1885 iagttog jeg denne Form i stor Mængde i
et Fjeldvand, Vesleskartjernet kaldet, paa Heiden ovenfor Ny-

28 G. 0. SARS. [No. 1.

stuen paa Filefjeld, circa 4000 Fod over Havet. Den forekom
her almindeligst paa et Par Favnes Dyb, i Regelen lige ved
Bunden, sjeldnere længere op i Vandet. Da dette Tjern er tem-
melig dybt, saa at det aldrig bundfryser, endsige udtørres, har
man her et Exempel paa, at Phyllopoder ogsaa kan forekomme
i større Vande og udvikles, uden at Æggene behøver at ind-
tørre. Blandt de talrige indsamlede Exemplarer lykkedes det
mig kun at finde 2 Hanner, begge meget smaa, neppe mere end
halvt saa store som Hunnerne, men, som den anatomiske Under-
segelse har vist, fuldt udviklede.

4. Limnadia lenticularis, (Linné).

Allerede i 1865 er denne mærkelige Phyllopode af Grube*)
anført som funden i Norge af H. Rathke, hvor er ikke nøiere
angivet. Men da den senere ikke er bleven gjenfunden nogen-
steds her i Landet, uagtet saagodtsom alle Trakter ligefra Chri-
stiania til Varde har været nøie undersøgte, antog jeg, at denne
Angivelse af Grube maatte bero paa en Feiltagelse, og jeg har
derfor heller ikke optaget denne Form i min tidligere givne
Fortegnelse over Norges Phyllopoder*). Det er mig af stor
Interesse nu at kunne constatere Rigtigheden af Grube's Angi-
velse, idet jeg selv har iagttaget denne eiendommelige Form her
i Landet og rimeligvis paa samme Localitet, hvor H. Rathke
har samlet de i Berliner-Museet opbevarede Exemplarer. Under
en Reise langs Sydkysten af vort Land, foretagen i Sommeren
1885, fandt jeg den i stor Mængde i et lidet, ganske grundt og
oræsbevoxet Tjern uden Afleb, beliggende paa en liden Ø, Mærdø
kaldet, circa 3 Mil udenfor Arendal... Ved min Ankomst hertil
i Slutningen af Juli fandtes endnu væsentlig kun Larver og en-
kelte ganske smaa Unger, men, da jeg forlod Stedet i Midten
af August, var allerede de fleste Exemplarer fuldvoxne og æg-
bærende. OQgsaa de 2 følgende Aar havde jeg Anledning til
at observere denne Form paa samme Sted lige til Slutningen

1) Ueber die Gattungen Estheria und Limnadia und einen neuen Apus, p. 69.
2) Se Vid. Selsk. Forhdl. f. 1873

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 29

af September og kunde desuden constatere dens Forekomst paa
3 andre Punkter af Øen i smaa Damme, der kun temporært er
fyldte med Vand. Derimod kunde jeg, trods de omhyggeligste
Undersøgelser, ikke finde det mindste Spor af den paa nogen
af de nærmest tilgrændsende Øer. Ganske nylig er endnu en
Lokalitet paavist, nemlig ved Hamar, hvor Prof. Collett og Stud.
Kjær fandt den i Begyndelsen af Juli dette Aar meget almindelig
i en liden med Conferver overfyldt Dam paa Vestsiden af Byen.
I Slutningen af August tog jeg mig selv en Tur derop for nøiere
at undersøge Lokaliteten, men fandt Dammen da fuldstændig
udtørret og kun antydet ved en kjendelig Indsænkning i det
græsbevoxede Terrain, saa at jeg kun kunde bringe hjem med
mig en Prøve af den indterrede Bundsats. Ved at oplese smaa
Portioner af denne Bundsats og anbringe dem i ombyggeligt
præparerede Aqvarier har det imidlertid lykkets mig i Løbet af
Høsten at faa store Mængder af dette Dyr udklækkede, og jeg
har paa denne Maade havt Anledning til at forfølge den hele
mærkværdige Larveudvikling Skridt for Skridt. Blandt de mange
Hundrede Exemplarer, dels indsamlede af mig til forskjellige
Tider paa Mærde, dels observerede i mine Aqvarier, har det
endnu ikke lykkets mig at finde en eneste Han, og ingen anden
Forsker har heller nogensinde observeret Hannen af denne Art,
saa det næsten skulde synes, at den ikke existerer, og at alt-
saa Forplantningen er exclusiv parthenogenetisk, noget jeg haaber
at kunne faa endelig afgjort ved de af mig nu paabegyndte
Experimenter med Domestication af dette Dyr. En Ting er
sikker, og det er, at de ubefrugtede Æg er fuldkommen udvik-
lingsdygtige, hvad jeg har kunnet overbevise mig om ved kun-
stige Udklækningsforsøg.

5. Limmetis brachyura, (Miller).

Af denne hidtil ikke hos os noterede Phyllopode medbragte
Prof. Collett en Del Exemplarer fra sin Finmarksreise i Som-
meren 1885. Fxemplarerne blev tagne i Slutningen af Juli i
et lidet Tjern ved Matsjok, Bielv til Tana. Forrige Aar havde
jeg selv Anledning til at undersege denne Lokalitet og fandt

30 G. 0. SARS. [No. 1.

dette interessante Dyr i store Mængder paa grunde Steder i det
angivne Tjern, Hanner og Hunner næsten lige hyppige. Alle
Exemplarer var da (i Slutningen af August) fuldvoxne, og saa-
godtsom alle Hunner forsynede med store Ægpaketter. Mine
Forsøeg med kunstig Udklækning af det hjembragte tørrede
Mudder mislykkedes desværre fuldstændigt, saa jeg ikke har
faaet Anledning til at studere dette Dyrs Larveudvikling.

Cladocera.
6. Sida crystallina, (Miller).

Den af mig tidligere som distinet Art opførte Form, S. elon-
gata, de Geer, finder jeg nu at maatte inddrage som saadan og
alene betragte som en Varietet af ovenstaaende Art. Den fore-
kommer paa mange Steder her i Landet, baade i større Vande
og i mindre Tjern. Særdeles store og vakre Exemplarer har
jeg taget ved Røros paa Dovre i Udvidninger af den forbi
Byen løbende Elv.

7. Diaphanosoma brachywrum, (Liévin).

Af denne Art forekommer hos os 2 Varieteter, en større
Form med smalere Hoved og særdeles stort Oie, hyppig i mindre
Damme og Tjern, og en mindre Form med forholdsvis bredere
Hoved og mindre Øie, almindeligst i større Vande. Den første
af disse synes at være den typiske Form, hvorfor den sidste,
udførligt beskreven og afbildet i min Afhandling over Norges
Cladocera ctenopoda*), opføres her som Varietas minor.

8. Diaphanosoma brandtianum, Fischer.

Skjønt denne Form staar særdeles nær D. brachyurum,
maa jeg dog anse den for en afgjort distinct Art, da jeg ikke
har fundet nogen tydelige Overgange mellem begge. Navnlig

1) Univ. Program for 1865.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 31

er den betydelig ringere Længde af Svemmeantennerne sær-
deles characteristisk og som det synes fuldkommen constant.
Foruden den typiske Form har jeg iagttaget 2 Varieteter, hø-
rende ind under denne Art, hvilke i ovenstaaende synoptiske
Fortegelse er anførte under Benævnelserne var. microphthalma
og productifrons, begge alene observerede i den sydlige Del af
Landet.

9. Holopedium gibberum, Zaddach.

Den her opførte Varietet, ornata, skiller sig hovedsageligt
kun fra den typiske Form ved en eiendommelig Pigmentering af
Valvlerne, idet der paa disses forreste Del findes afsat i netfor-
formige Tegninger et meget ieinefaldende vakkert rødt eller
blaat Farvestof. Jeg har fundet denne Varietet meget almin-
delig i vore Fjeldvande, hvorimod den kun yderst sjelden træffes

i Lavlandet.
10. Daphma magna, Strauss. i

Foruden de 2 af mig tidligere angivne Lokaliteter, Varde
og Inderøen, kan jeg nu anføre 3 andre vidt adskilte Finde-
steder for denne Art, nemlig Selsevig i Nordland, Apelvær ved
Namsenfjord og Hvaleer ved Udlebet af Christianiafjorden.

Paa alle disse 3 Steder fandtes den i store Mængder i smaa
Vandansamlinger nær Stranden, med halvt brakt Vand. Medens
Exemplarerne fra Selsevig fuldkommen stemmede overens med
de af mig tidligere observerede, skilte Exemplarerne fra Apel-
vær og Hvaløer sig kjendeligt ved den betydelig stærkere Ud-
vikling af Skallenes Spina, i hvilken Henseende de mere ligner
den af Baird under Benævnelsen D. Shåfferi: opførte Form, hvilken
jeg derfor her opstiller som en egen Varietet.

11. Daphmia pulex, (de Geer).

Denne meget udbredte Art er særdeles variabel, og jeg blev
derfor ved mine første Undersøgelser af vor Ferskvandsfauna for-
ledet til at opstille en hel Del Arter, som jeg nu finder uhold-

32 G. 0. SARS. [No. 1.

bare. De 3 her opførte Varieteter synes at repræsentere de
mest udprægede Former. Da de først paa Vaaren optrædende
Individer i Regelen, baade hvad Størrelsen og Skallens Form
samt Skalspinaens Længde og Retning angaar, skiller sig ikke
saa lidet fra de senere ud paa Sommeren udviklede Generatio-
ner, har jeg troet at burde særskilt opføre, foruden de 3 nævnte
Varieteter, ogsaa en forma vernalis.

12. Daphma obtusa, Kurz.

Dodecas neuer Cladoceren, Sitzungsber. d. K. Akad. d.
Wissensch. 1 Abth. Jahrg. 1874. p. 16, Tab. 1, fig. 8, 9.

Denne Form ligner vistnok overmaade meget visse Varieteter af
D. puler, men synes mig dog at maatte opretholdes som distinct
Art. Hannen skiller sig nemlig meget væsentlig fra Hannen
af sidstnævnte Art ved Halens forskjellige Form og ved Man-
gelen af den lange haarede Rygflig, der hos alle Varieteter af
D. pulex er tilstede ovenfor Halebørsterne. Derimod er Hovedets
Form og Antennulernes Structur kun lidet forskjellig hos fuldt
udviklede Hanner af begge Arter.1) Det forekommer mig i hei
Grad sandsynligt, at den af Lilljeborg i hans bekjendte Arbeide
over Skaanes Entomostraceer som D. puler beskrevne Form
hører herhen. Jeg har taget dene Art i store Mængder paa
Mærdø udenfor Arendal i smaa Fytter, som ud paa Sommeren
ganske tørrer ud, af og til ogsaa paa et Par andre Lokaliteter
i den sydlige Del af Landet. Den er ny for Norges Fauna.

13. Daphmia longispina, Miller.

Dette er om muligt en endnu mere variabel Art end D.
puler, hvorfor jegVhar fundet at maatte opstille en hel Række
af Varieteter, hvoraf nogle svarer til tidligere af mig som di-
stinete Arter opstillede Former. Enkelte af disse Varieteter, f.
Ex. nasuta, tenuitesta og affimis, er ikke saa ganske let at kjende
fra visse Former af D. hyalina Leydig.

1) Den af Kurz 1, c. afbildede Han har aabenbart været et endnu ganske ungt
Individ,

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 33

14. Daphmia lacustris, G. O. Sars.

Denne Form staar vistnok meget nær D. longispina, men
jeg finder dog, at den bør specifisk adskilles, da jeg aldrig har
været i Tvivl om dens Bestemmelse. Foruden den typiske
Form forekommer hos os 3 meget udprægede Varieteter, som
jeg har truffet paa flere, vidt skilte Lokaliteter. Den første
af disse, var. angustifrons, udmærker sig ved en meget paafal-
dende Form af Hovedet, der noget minder om samme hos S7. Simo-
cephalus; den anden, var. aqvilina, er tidligere af mig characte-
riseret som en egen Art; den tredie, var. alpina, som jeg har
taget i nogle af vore høiest beliggende Fjeldvande, ligner noget
den sidstnævnte Varietet, men skiller sig blandt andet ved sin
intensive mørke Farve, der varierer fra blaagraat til næsten sort.

15. Daphmia galeata, G. O. Sars.

Den characteristiske hjelmformige Fortsats, hvori Rygkanten
af Hovedet gaar ud fortil, er i Regelen hos de første, om For-
sommeren optrædende Generationer utydelig, ofte neppe antydet,
og saadanne Individer ligner da adskilligt D. lacustris, fra hvem
de dog altid lader sig adskille. Jeg har opført denne Form som
en egen Varietet under |Benævnelsen obtusifroms. Hos den
næste her opførte Varietet, microcephala, tidligere af mig cha-
racteriseret som distinet Art, er Hovedet ikke blot uden ethvert
Spor af den ovenomtalte Fortsats, men til og med af ualminde-
lig ringe Størrelse og jevnt afrundet, hvad der giver denne Form
et ganske eget Physiognomi, og dog kan jeg efter en nøie Un-
dersøgelse ikke tvivle om, at den hører ind under nærværende
Art. Af de 3 følgende Varieteter er navnlig den sidste, var.
oxycephala, temmelig afvigende og synes i visse Henseender at
nærme sig til D. hyalina Leydig, fra hvilken Art den dog skiller
sig bestemt derved, at Hovedet er uddraget i en smal sylformig
Spids, der, uligt hvad Tilfældet er hos den typiske Form, ligger
centralt eller i Hovedets Axe, hvorved den egentlige Pandedel
ogsaa bliver langt mindre udbuet. Samme Varietet har jeg og-
saa taget i en af de italienske Indsøer, nemlig Lago di Garda,
og den fra Øvresøen i Nordamerika anførte Form synes ogsaa

nærmest at høre ind under denne Varietet.
-— Vid.-Selsk. Forh. 1890, No. 1 3

34 G. 0. SARS. [No. LA

16. Daphma hyalina, Leydig.

Den typiske Form forekommer i stor Mængde som Midt-
vandsform i Jeresjøen, 17/> Mil fra Christiania. Desuden findes
hos os 4 eiendommelige Varieteter, henhørende til denne Art,
hvoraf den ene, var. pellucida, tidligere beskrevet som selv-
stændig Art af P. E. Miiller, senere af denne Forsker er erkjendt -
som en Varietet af D. hyalina. Jeg har taget denne Form i
Aarungen mellem Christiania og Drøbak samt i et Par mindre
Vande i Omegnen af Ski Jernbanestation. De 3 øvrige Varie-
teter viser et fra den typiske Form endnu mere afvigende Ud-
seende. Den første, var. brachycephala, kun funden paa en enkelt
Lokalitet, nemlig i Stenbrovand ved Christiania, mangler saaledes
ganske den for begge hine Former characteristiske heie afrun-
dede Crista paa Hovedet og ligner, hvad dettes Udseende ange.ar,
meget mere visse Former af D. longispina, men skiller sig strax '
ved den altid overordentlig stærkt opadrettede Skalspina, i hvil-
ken Henseende den ganske stemmer med den typiske Form.
Varieteten rotundifrons har en Form af Hovedet, der stærkt
minder om D. psittacea Baird, idet Panderanden danner en fuld-
kommen jevn og uafbrudt Bue lige til Rostrum, der som hos hin
Art er ganske stumpt. Den forekommer som Midtvandsform
i et Par Smaavande i Nærheden af Asker, Semsvand og Stovi-
vand. Den sidste Varietet endelig, var. angulifrons, har ved
første Øiekast nogen Lighed med D. galeata, idet Hovedet danner
fortil et tydeligt, omend kort, vinkelformigt Fremspring; men
den hører aabenbart ogsaa ind under nærværende Art. Den
forekommer i Femsjø ved Fredrikshald: hvor ogsaa Overgange
til den typiske D. hyalina forefindes.

17. Hyalodaphmia Jardinii, Baird.
(Syn. Daphnia cucullata, G. 0. Sars.)

De først om Vaaren optrædende Generationer af denne Art
har i Regelen Hovedet ganske jevnt tilrundet, uden Antydning
til den mere eller mindre stærkt uddragne, hætteformige Udvid-
ning, som characteriserer Sommergenerationerne, og viser derfor

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 35

et meget afvigende Physiognomi, saa meget mere som ogsaa
ØOiet synes betydelig større. Da jeg ogsaa længere ud paa Som-
meren af og til har fundet lignende Individer, har jeg troet at
burde opføre denne Form som en egen Varietet under Benæv-
nelsen obtusata, ligesom ogsaa den af mig først observerede Form,
cucullata. De under Benævnelserne H. berolinensis, apicata,
vitrea og. kahlbergensis som distincte Arter beskrevne Former
hører alle utvivlsomt til nærværende Art og forekommer samt-
lige ogsaa her i Landet. Da ialfald de 3 af disse er nogen-
lunde kjendelige fra hinanden, opstilles de her som Varieteter.

18. Hyalodaphma eristaia, G. 0. Sars.

Ogsaa denne characteristiske Art optræder i de første Vaar-
generationer under et temmelig afvigende Udseende, idet Ho-
vedets Orista, da kun er lidet udviklet og mere eller mindre
jevnt afrundet fortil, hvortil endnu kommer, at lste Led paa
Svømmeantennernes indre Gren har en tydelig, skjønt temmelig
kort Svemmebørste, som ganske mangler hos de senere Gene-
rationer. Denne Form, opført her som forma vernalis, danner,
saaledes en tydelig Overgang til den af mig som distinct Art.
characteriserede Duphmia longiremis, som jeg nu alene holder”
for en eiendommelig Varietet af nærværende Art. Af de 4
øvrige her opførte Varieteter, har den sidste, var. Cederstrømui,
ialmindelighed været henført til foregaaende Art. Den af mig
observerede Varietet, som, hvad Hovedets Form angaar, ganske
svarer til den af Schoedeler meddelte Haandtegning af Daphmua
Cederstrømii, hører imidlertid utvivlsomt til nærværende, ikke
til foregaaende Art. Denne eiendommelige Varietet forekommer
i stor Mængde som Midtvandsform i Vansjø ved Moss, i Aar-
ungen og i en Del andre Vande paa Østsiden af Christiania-
fjorden. De 3 øvrige Varieteter, pusilla, tenuirostris og laticeps,
har jeg derimod bidtil kun iagttaget paa enkelte Lokaliteter,
den første i et lidet Tjern ved Fredriksstad, den anden i Tem-
sevand ved Grimstad og dén sidste i Semsvand ved Asker.

ga

36 G. 0. SARS. [No. 1.

19. Ceriodaphmia qvadrangula, (Miiller).

Jeg er enig med P. E. Miller i, at den af mig tidligere
under dette Navn opførte Art neppe er identisk med den af O.
Fr. Miiller saaledes benævnte Form, hvorfor jeg for hin adop-
terer den af P. E. Miiller foreslaaede Artsbenævnelse laticaudata
Den rette C. qvadrangula er meget almindelig saavel i Chri-
stianias Omegn som andetsteds her i Landet, men har tidligere
af mig været overseet paa Grund af dens ydre Lighed med C.
reticulata. Den her opførte Varietet, producta, skiller sig fra
den typiske Form ved en tættere Reticulation af Valvlerne og
ved den ualmindelig stærkt uddragne øevre bagre Fortsats af
Skallen. Den toges i de sidste Dage af August 1885 i en liden
Dam nær Toppen af Stuguneset paa Filefjeld, mellem 4000 og
5000 Fod over Havet. Arten er ny for Norges Fauna.

20. Ceriodaphma hamata, n. Sp.

Charact. spec. 9. Caput minus depressum, fronte anguste
rotundato, suberecto, ante insertionem antennularum obscure
angulato. Fornix utrinque supra basin antennarum in spinam
procurvatam, hamiformem, sat prominentem producta. Testa
ovata, antice angustior, sat ample reticulata, processu postico
prominulo, supine denticulis 2—3 ornato, apice bidentato, margi-
uibus liberis valvularum lævibus. OQculus qvam solito minor
parvam modo partem frontis explens. Antennulæ fere ut in C.
qvadrangula. Cauda apicem versus leviter attenuata, extremi-
tate rotundato-truncata, aculeis analibus subæqvalibus, utrinqve
circiter : 9, ungvibus apicalibus magnis, non dentatis, sed per
totam longitudinem in margine altero subtiliter ciliatis. Corpus
pellucidum, violaceo-roseo tinctum. Longit. 0.80 mm.

Hab. sat freqvens in lacu Skogsvand insulæ Sartore prope
Bergen.
si; Jeg” har ikke kunnet identificere denne Form med nogen
af de tidligere beskrevne Arter og maa derfor holde den for ny.
Den udmærker sig strax fra de øvrige bekjendte Arter ved den
eiendommelige hagveformige Torn, som Fornix danner over

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 37

Svømmeantennernes Basis, og som navnlig er meget iøinefaldende,
naar Dyret sees ovenifra. Forøevrigt synes den at komme nær-
mest foregaaende Art. Den blev indsamlet af mig for mange
Aar siden i et Jidet Vand paa Sartorøen, Skogsvand kaldet, hvor
den forekom i store Mængder, saavel nær Stranden som midt
ud paa Dybet.

21. Ceriodaphnia rechculata, (Jurine).

Foruden den typiske Form forekommer hos os 3 temmelig
distincte Varieteter. Den forste af disse, var. rosea, udmærker
sig, foruden ved sin Farve, ved en noget afvigende Form af
Hovedets Pandedel, der er mere jevnt tilrundet end hos den
typiske Form, uden nogen tydelig Bugt over ØOiet; den anden,
var. serrata, derved, :at Valvlernes frie Rand ligesom ogsaa
Skallens bagre Fortsats er meget tydelig saugtakket. Den
sidste Varietet endelig er af Prof. Lilljeborg i sine Forelæsninger
opført som en egen Art under Benævnelsen C. minor. Jeg
finder imidlertid ikke at kunne opretholde denne Forms speci-
fiske Forskjel fra C. reticulata og 'opfører den derfor her kun
som Varietet.

22. Ceriodaphmia pulchella, G. O. Sars.

Den her opførte Varietet, microcephala, udmærker sig ved
den paafaldende ringe Sterrelse af Hovedet og navnlig af dettes
Frontaldel, hvad der giver denne Form et ganske eget Phy-
siognomi. Jeg har kun taget den i et lidet Vand i den sydlige
Del af Landet, Torpevand kaldet, hvor den imidlertid forekom
i store Mængder.

23. Simocephalus vetulus, (Miller).

Af denne yderst almindelige Art forekommer hos os 2 vel
udprægede Former, hvoraf den ene, der ubetinget er den mest
udbredte, og som jeg derfor betragter som den typiske Form,
har Skallen i enhver Alder bagtil skjævt afskaaret, uden det
ringeste Spor af nogen Protuberans, medens den anden viser en

38 G. 0. SARS. [No. 1.

meget tydelig saadan, navnlig hos ægbærende Fxemplarer.
Ogsaa er Hovedet hos denne sidste Form, for hvilken jeg har
benyttet det Millerske Navn stma, mindre og mere nedtrykt,
ligesom ØOiet er af kjendelig ringere Størrelse.

24. Simocephalus exspinosus, (de Geer).

Ogsaa af denne Art har jeg observeret 2 Former, der imid-
lertid hovedsageligt kun skiller sig noget i Hovedets Configura-
tion, idet hos den ene Panden fortil, ved Overgangen mellem
den øvre og nedre Rand, er stærkt fremspringende, næsten vin-
klet, medens den hos den anden er mere jevnt afrundet. Jeg
holder den sidste og mindre hyppige Form for Koch's Daphmia
congener og opfører den her under sidstnævnte Navn som Varietet.

25. Scapholeberis mucronata, (Miller).

Foruden den almindelige hornede Form opføres her nok en
af mig af og til i Christianias Omegn observeret Varietet, longi-
spinosa, udmærket baade ved den ualmindelige Længde af de
fra Valvlernes nedre bagre Hjørner udgaaende pigformige Fort-
satser og ved den usædvanlige Udvikling af Pandehornet, der
er særdeles langt og stærkt samt lige fortilrettet, ikke opad-
krummet som hos den sædvanlige Varietet cormuta.

26. Scapholeberis microcephala, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. 9. Caput qvam in S. mucronata minus, im-
pressione distincta a testa definitum, fronte anguste rotundato,
rostro brevissimo. 'Testa ovato-qvadrangularis, distincte reti-
culata, mucronibus perbrevibus et recurvatis. OQculus medioeris.
Antennulæ qvam in S. mucronata majores, apicem rostri longe
superantes. Cauda brevis, margine dorsali ultra medium angu-
lato, aculeis analibus utrinqgve modo 5, ungvibus apicalibus
magnis, simplicibus. Color cinereo-brunneus, dilutior qvam in S.
mucronata. Longit. 0.48 mm. Variat cornu frontali minimo, recurvo.

Hab. in paludibus Norvegiæ meridionalis rarissima.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 39

Denne af Prof. Lilljeborg i sine Forelæsninger opførte nye
Art er let kjendelig fra alle Varieteter af S. mucronata ved
Hovedets forholdsvis ringe Størrelse, og det korte Rostrum,
samt derved, at Antennulerne med over Halvdelen af sin Længde
- overrager Spidsen af samme. Den meget tydeligt udprægede
Reticulation af Skallen er ogsaa characteristisk. Jeg har taget
den i en liden Myrpyt ved Moss, men temmelig faatallig. Va-
rieteten toges i et lidet Skovtjern i Nærheden af Bredvigstran-
den i den sydlige Del af Landet.

27. Moina paradoxa, VWeissman.

For mange Aar siden har jeg taget denne Form i en Dam
ved Ulevold nær Christiania. Den fandtes her i Midten af Au-
gust efter flere Ugers vedholdende Regnskyl sammen med M.
brachiata, fra hvem den strax skilte sig ved sin mere gulbrune
Farve og ved den næsten lige nedre Contour af Hovedet, samt
ved Mangelen af en tydelig Indbugtning ovenover Øiet. Senere
har jeg forgjæves sogt den her. Den er ny for Norges Fauna.

28. Bosmina similis, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. 9. Corpus a latere visum fere rotundum, al-
titudine longitudinem subæqvante, margine frontali ante oculum
leviter protuberante, linea dorsali test» *qvaliter arcuata, mu-
cronibus sat prominentibus, recurvis adqve marginem inferiorem
serraturis 4—6 instructis. Oculus mediocris. Antennulæ sat cur-
vatæ, non tamen ad apicem hamatæ, dimidia corporis longitu-
dine breviores, seta flagelliformi apici rostri qvam oculo propiore.
Testa pellucida, subvitrea. Longit. 0.55. mm.

Hab. in lacu Semsvand prope Christianiam.

Denne af Prof. Lilljeborg opstillede Art staar meget nær
B. longirostris, fra hvem den dog skiller sig ved stærkere krum-
mede Antennuler og navnlig ved de længere og i den nedre
Kant tydeligt saugtakkede Skaltagger. Jeg har hidtil kun ob-
serveret den i 2 Vande ved Asker, Semsvand og Bondivand.

40 G. 0. SARS. [No. 1.

29. Bosmina longispina, Leydig.

Den af Leydig givne Figur af hans B. longispina er aaben-
bart, ligesom ogsaa hans øvrige Figurer af Bosminer, mindre nøiag-
tig, hvad;den ydre Configuration af Legemet angaar, og jeg har
derfor ogsaa været i nogen Tvivl ved Bestemmelsen af denne Art.
Jeg tror imidlertid i en Bosmina, der forekommer som Midt-
vandsform i enkelte af vore større Vande, og som udmærker
sig ved ualmindelig lange og tynde Skaltagger samt ganske
svagt og jevnt. buet Panderand, at gjenkjende den Leydigske
Art. Desuden har jeg under min sidste Reise, i Rorevandet ved
Grimstad, observeret en eiendommelig herhen hørende Varietet,
som jeg har benævnt /lexuosa paa Grund af de excessivt for-
længede og tydeligt S-formigt bugtede Skaltagger.

30. Bosmina obtusirostris, G. O. Sars.

Foruden den typiske Art har jeg troet at burde opstille 2
Varieteter af denne Art. Den første af disse, var. major, fun-
den i Strandefjord i Valders, udmærker sig, foruden ved sin ualm.
Størrelse, ved en noget mere forlænget oval Form af Skallen
og ved forholdsvis korte og næsten ganske lige Antennuler;
den sidste, var. alpina, meget almindelig i vore Fjeldvande, har
Antennulerne valmindelig lange og tynde samt jevnt beiede, hvor-
imod Skaltaggerne er kortere end hos den typiske Form og ganske
glatte.

31. Bosmina brevicorms, P. E. Miller.

Til denne Art henfører jeg en liden Bosmina, som forekom-
mer af og til sammen med B. similis i Semsvand og Bondivand
ved Asker. Den ligner i Hovedets Form temmelig B. obtust-
rosiris, men har betydelig kortere Antennuler og Skaltaggerne
ganske glatte samt skjævt nedadrettede. Desuden mangler Skal-
len ethvert Spor af den for hin Art characteristiske dorsale
Stribning. Den er ny for Norges Fauna.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 41

| 32. Bosmina lacustris, G. O. Sars.

Den typiske Form blev først af mig observeret i Maridals-
vandet ved Christiania, men forekommer ogsaa i flere af vore
øvrige større Indseer og overalt som en udpræget Midtvands-
form. Den her opførte Varietet, procumbens, som af mig hid-
til kun er fundet i nogle Smaavande ved Arendal, har Hovedet
ualmindelig stort og saa stærkt nedbøiet, at Enden af samme
omtrent kommer til at ligge i Linje med Valvlernes nedre
Kanter. Den udmærker sig fremdeles ved grovere byggede
Antennuler, hvis basale Parti er ualmindelig stærkt fortykket.

33. Bosmina brevispima, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. Corpus feminæ adultæ oblongo-rotundatum,
margine frontali ante oculum leviter protuberante, rostro brevis-
simo, linea dorsali testæ æqvaliter arcuata, mucronibus perbre-
vibus, fere obsoletis. OQculus sat magnus. Antennulæ breves,
subrectæ, oblique postice vergentes; seta flagelliformi prope api-
cem rostri sita. Testa manifeste reticulata et dorsaliter striata.
Mas femina multor minor, linea dorsali ante medium valde pro-
tuberante, structura antennularum, lmi pedum paris et caudæ
fere ut in mare B. obtusirostris. Color violaceo-brunneus plus
minusve saturatus. Longit feminæ 0.70 mm.

Hab. in paludibus montanis, nec non ad Selsevig Nordlandiæ.

Denne Form ligner mest DB. obtusirostris, men er betyde-
lig mindre og skiller sig desuden strax ved de særdeles korte,
næsten obsolete Skaltagger. I September 1885 fandt jeg den
meget almindelig i et Par grunde Fjeldtjern paa Hoøiden af
Filefjeld, ca. 4000 F. o. H. Den forekom her sammen med
den ovenfor omtalte alpine Varietet af B. obtusirostris, fra hvilken
den let og sikkert lod sig skille ud i begge Kjen ved
Skaltaggernes ringe Udvikling. Alle de af mig her indsamlede
Hunner var forsynede med Vinteræg og viste den for saadånne
Hunner characteristiske skraatgaaende Ribbe over Skallens
dorsale Del. Det følgende Aar fandt jeg samme Art ved Selsø-

42 G. 0. SABS. [No. 1.

vig i Nordland i smaa Myrpytter og havde her Anledning til
at undersege Individer med Sommeræg. Alle disse Individer
var af en meget mørk, næsten kaffebrun Farve, med mørkt
violet Skjær, og havde Skaltaggerne endnu utydeligere, i Hege
len kun antydede ved et stumpt Fremspring.

34. Bosmina elegans, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. Q. Corpus å latere visum subovatum, margine
frontali ante oculum leviter modo protuberante, rostro brevis-
simo, linea dorsali testæ arcum æqvum formante, mucronibus per-
longis et tenuibus, fere dimidiam testæ longitudinem æqvantibus,
leviter curvatis adque marginem inferiorem serraturis 3—4 in-
structis. Qculus medioeris. Antennulæ dimidia testa longiores,
tennuissimæ, perparum curvatæ, flagello apici rostri approximato.
Ungves caudales ad basin dentibus pluribus armati. Testa
pellucida, pallide flavescens, superficie dorsali indistincte striata.
Longit. 0.83 mm.

Hab. in lacu Femsje prope litus.

I de fleste Henseender kommer denne Form meget nær B.
longispina Leydig, saa at jeg har været i nogen Tvivl om dens
Berettigelse som selvstændig Art. Jeg har imidlertid indtil
videre troet at burde opretholde den som saadan, da den i et-
hvertfald ved de excessivt forlængede og tynde Skaltagger
viser en ganske eiendommelig Habitus. Kun nogle faa Fxem-
plarer af denne Form blev af mig tagne i Femsjø ved Fredriks-
hald, nær Stranden.

35. Bosmina bohemica, Hellich.

Det eneste Sted, jeg hidtil har fundet denne Art, eri Jere-
sjøen, 1 Mil fra Christiania, hvor den imidlertid forekommer i
stor Mængde som Midtvandsform. Jeg har tidligere forvexlet
denne Art med B. longispina Leydig, fra hvilken den skiller sig
ved betydelig stærkere forlængede Antennuler og ved Skaltag-
gernes eiendommelige Retning. Den er ny for Norges Fauna.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 43

36. Bosmina microptera, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. 9. Corpus å latere visum late ovatum, alti-
tudine longitudinem fere æqvante, margine frontali ante oculum
leviter protuberante, rostro brevi, linea dorsali testæ valde ar-
euata, mucronibus perbrevibus, fere obsoletis. OQculus medioeris.
- Antennulæ haud elongatæ, dimidiam testæ longitudinem vix su-
perantes, subrectæ vel perparum curvatæ, flagello prope apicem
rostri affixo. Testa pellucida, subvitrea, manifeste reticulata.
Longit. 0.60 mm.

Hab. rara in lacu Orrevand Norvegiæ meridionalis.

Denne Art har ved sin heit buede Dorsalkant nogen Lig-
hed med DB. coregom Baird, men skiller sig bestemt ved bety-
delig kortere Antennuler og tydelige, skjønt meget smaa Skal-
tagger. Jeg har taget den ganske enkeltvis i Orrevand paa
Jæderen sammen med B. coregomi.

37. Bosmina coregomi, Baird.

Den typiske Form forekommer i stor Mængde som Midt-
vandsform i Orrevand paa Jæderen, hvor jeg ogsaa har fundet
en eiendommelig Varietet, med Dorsalkanten af Skallen gaaende
ud i en afrundet Pukkel. Jeg har kaldt denne Varietet gibba,
ikke at forvexle med B. gibbera Schoedeler, der synes at være
en distinet Art. Den anden her opførte Varietet, ditaphana, er
identisk med den af P. E. Miller som selvstændig Art beskrevne
B. diaphana, men hører aabenbart herhen og skiller sig væ-
sentlig kun fra den typiske Form ved noget mindre Øie og
mindre tydelig Skalsculptur. Den forekommer meget almindelig
i flere Vande i den sydlige Del af Landet, saasom Vansjø ved
Moss, Aarungen og flere. Arten er ny for Norges Fauna.

388. Bosmimna Lailljeborgu, G. Q. Sars.

Skjønt, hvad den ydre Habitus angaar, meget lig foregaa-
ende Art, er denne dog let kjendelig ved den altid meget tyde-
ligt udprægede dorsale Stribning af Skallen og ved de exces.»

44 G. 0. SARS. [No. 1.

sivt forlængede Antennuler. Foruden den typiske Form har
jeg ogsaa observeret en eiendommelig herhen hørende Varietet,
obtusata, som blandt andet udmærker sig derved, at det nedre
bagre Hjørne af Valvlerne, som hos den typiske Form danner
et tydeligt udpræget retvinklet Hjørne, ofte endog skydende ud
i en ganske kort Skaltag, her er ganske afstumpet og tilrundet.
Denne Varietet forekommer som Midtvandsform i Indsøen Ly-
seren i Smaalenene.

39. Macrothriz laticormis, (Jurine).

Denne Art er ikke ualmindelig i Omegnen af Christiania,
saavel i mindre Damme som større Vande, i de sidste ialminde-
lighed nær Stranden, hvor Bunden er mudret. Ny for Norges Fauna.

40. Macrothriz hirsuticormis, Norman & Brady.

For mange Aar siden har jeg taget denne distincte Art i
en liden Dam med mudret Bund paa Skraaven i Lofoten.
Senere har jeg ogsaa truffet den paa enkelte andre Steder i
den nordlige Del af Landet, f. Ex. ved Apelvær og paa Tjøto
i Nordland. Den er ny for Norges Fauna.

41. . Macrothriz arctica, n. Sp.

Charact. spec. Q. Corpus subcompressum, å latere visuf
oblongo-ovatum, postice rotundato-truncatum, linea dorsali testæ
et capitis arcum æqvum formate, marginibus inferioribus. val-
vularum leviter modo curvatis. Caput minus erectum, dimidia
testa multo brevius, rostro obtuso, parum prominente. Testa ob-
secure reticulato-sqvamosa, crista dorsali perangusta et omnino
lævi, setis marginalibus valvularum sat brevibus. Ocellus oculo
multo minor, ab apice rostri remotus. Antennulæ parum curvatæ,
sparse et breviter modo pilosæ Cauda ultra medium distincete
sinuata, parte terminali ad apicem late truncata, dentibus anali-
bus utrinqve' circiter 10, margine dorsali minutissime dentato.
Color pallide cinereo-flavecens. Longit. 1.20 mm.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER.

Hab. ad Vardø Finmarchiæ.

Denne nye Art, der betydelig overgaar alle tidligere be-
kjendte Arter af Slægten i Størrelse, synes at komme nærmest
M. hirsuticormis, fra hvem den dog væsentlig skiller sig ved
Antennulernes Structur, ligesom ogsaa ved en noget afvigende
Form af Skallen og ved den ringe Brede af Rygkanten. Denne
sidste er, som hos hin Art, fuldkommen glat uden Spor af de
Smaatænder, som forefindes her hos den 3die af vore Arter, M.
laticormis Jurine. Jeg har kun truffet den paa en enkelt Lokali-
tet, nemlig i et lidet Tjern paa Sydsiden af Varde, hvor den
forekom ikke sjelden sammen med Daphma magna og store
Skarer af Diaptomus retusus Lilljeborg.

42. Drepanothrixz dentata (Eurén).

Den her opførte Varietet, obsoleta, udmærker sig hovedsage-
ligt kun ved den rudimentære Beskaffenhed af Rygtornen, der
ofte neppe engang er antydet. Den toges i et lidet Myrtjern
paa en af Oerne udenfor Tjøte i Nordland.

43. Ilyocryptus agilis, Kurz.

Denne for Norges Fauna nye Art forekommer i Mængde i
Østensjøvandet ved Christiania paa et Par Favnes bled mud-
ret Bund. Andetsteds har jeg endnu ikke truffet den.

44. Ophryozxus gracilis, G. O. Sars.

Den her opførte Varietet, spinifera, viser ved første OØiekast
et fra den typiske Form meget afvigende Udseende, idet det
øvre bagre Hjørne af Skallen, der hos hin kun danner et skarpt
Hjørne, her er udtrukket til en lang og stærk, skjævt opadrettet
Spina. Da imidlertid Ungerne af den typiske Form ogsaa har
dette Hjørne stærkt udtrukket, kan jeg ikke i den ovennævnte
Character se tilstrækkelig Grund til at foretage en specifisk
Adskillelse. Jeg har truffet denne eiendommelige Varietet paa

> NER G. 0. SARS. DNG: 16

2 vidt adskilte Lokaliteter, nemlig i Lundevand ved Flekkefjord
og i et Par Smaatjern paa Fastlandet strax indenfor Vardø.

45. Leydigia qvadrangularis, (Leydig).

Jeg har taget denne eiendommelige Lynceide i Vansjø og
i Aarungen paa 8—6 Favnes- Dyb, Mudderbund. Den er ny
for Norges Fauna.

46. Alona qvadrangularis, (Miller).

Den af P. E. Miller som selvstændig Art opførte Form,
Alona samgvinea kan jeg kun betragte som en Varietet af oven-
staaende Art. Den forekommer ikke ualmindelig i Østensje-
vandet ved Christiania paa et Par Favnes Dyb sammen med
Ilyocryptus agilis, ligeledes paa et Par andre Lokaliteter i den
sydlige Del af Landet.

47. Alona intermedia, G. O. Sars.

Denne af mig efter et enkelt i Maridalsvandet ved Christi-
ania fundet Exemplar opstillede Art har jeg senere truffet igjen
paa en vidt adskilt Lokalitet, nemlig ved Hammerfest, hvor den
forekom af og til i et Par ganske grunde Smaatjern, befolkede
af store Skarer af Polyartemia forcipata. Den er identisk med
en af Prof. Lilljeborg i hans Forelæsninger under Benævnelsen
Lynceus platyurus opført Form.

48. Alonma lineata, Fischer.

I Sommeren 1883 fandt jeg ved Fredrikshald i en grund
græsbevoxet Vig af Havnen, hvor Vandet var meget brakt,
sammen med andre Ferskvandsentomostraceer, en Alona, i hvilken —
jeg tror at gjenkjende den af Fischer under ovenstaaende Navn
beskrevne Form. Den ligner meget den af mig som Å. retangula
characteriserede Art, men er næsten dobbelt saa stor og skiller

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 47

sig desuden ved en noget afvigende Form og Bevæbning af
Halen. Arten er ny for Norges Fauna. i

49. Alona pavula, Kurz.

Denne pygmæiske Art forekommer ikke saa ganske ualmin-
delig i mindre Damme og Grøfter, baade her ved Christiania og
paa andre Kanter af Landet, lige op til Finmarken. Dens ringe
Størrelse gjør det imidlertid meget let at overse den. Arten
er ny for Norges Fauna.

50. Camptocercus rectirostris, Schoedeler.

Jeg har tidligere sammenblandet denne Art med UC. macrurus
(Miiller), hvem den meget ligner i ydre Habitus. Begge Former
forekommer saavel i Omegnen af Christiania som mange andre
Steder i Landet; men nærværende Art synes hovedsagelig at
være indskrænket til sterre Vande, medens Millers Art ofte
forekommer i mindre Tjern og Damme. Ny for Norges Fauna.

51. Camptocercus Lalljeborgii, Schoedeler.

Af denne meget distincte Form har jeg kun fundet et Par
Exemplarer i stille Viger af Elven ved Fredrikshald. Den er
ny for Norges Fauna.

52. Alonella latissima, (Kurz).

Denne i mange Henseender eiendommelige og let kjendelige
Form henføres af Kurz til Slægten Alonopsis. Efter min Mening
bør den imidlertid ubetinget henregnes til Sl. Alonella, med
hvilken den stemmer overens ved det stærkt fremspringende Ro-
strum, det bevægelige Hovedskjold og ogsaa i Beskaffenheden
af Skallens Stribning. Den synes at være overordentlig sjelden
her i Landet. Jeg har taget nogle faa Fxemplarer i et med
Nymphæa tæt bevoxet Myrtjern i Nærheden af Moss og et enkelt
Exemplar ved Christiania. Figuren hos Kurz er i enkelte Hen-

48 G. 0. SARS. [No. 1.

seender mindre nøiagtig, saavel hvad Skallens Form som Be-
skaffenheden af Halen angaar. Arten er ny for Norges Fauna.

58. Alonella exigua, (Lilljeborg).

Jeg har tidligere staaet i den Formening, at nærværende,
af Prof. Lilljeborg først beskrevne Form var identisk med Å.
excisa Fischer. Begge er imidlertid, som jeg nu finder, vel ud-
prægede Arter og i levende Tilstand endog for det blotte Øie
kjendelige fra hinanden ved den forskjellige Maade, hvorpaa de
bevæger sig, idet Å. excisa svømmer med ganske jevn Fart, me-
dens Å. exigua bevæger sig stedvis eller i raske Sæt. Arten er
ny for Norges Fauna.

54. Alomella nana, (Baird).

Ifølge Norman og Brady er den af mig tidligere under
Benævnelsen Alonella pygmæa characteriserede Form identisk
med Baird's Acroperus manus og maa altsaa benævnes paa
ovenstaaende Maade.

55. Peracantha lævis, G. 0. Sars.
(Syn.: Pleuroxus hastatus, G. O. Sars.)

Efter nøiere Undersøgelse finder jeg, at denne Form bør
henføres til Slægten Peracantha, og ikke, som jeg først tænkte,
til S1. Pleuroxus. Det af mig paa den først anvendte Artsnavn,
lævis, tror jeg igjen at burde indsætte i sin Ret, istedetfor det
senere foreslaaede hastatus.

56. Pleuroxus uncinatus, Baird.

Jeg kan ikke være enig med Schoedeler i at opstille for
denne Form en egen Slægt, Rhypophilus, da den forekommer
mig i alt væsentligt at vise den største Overensstemmelse med
den typiske Form, Plewroxus trigomellus (Miller). De 3 af
Schoedeler til hans nye Slægt henførte Arter, uncinatus, glaber
og personatus, Synes mig kun at være Varieteter af en og samme
Art. Hertil kan jeg endnu føie en 4de hos os forekommende
Varietet, deflexa, der i hei Grad udmærker sig derved, at Spidsen
af Rostrum ikke som sædvanlig er ombøiet i Form af en Hage,

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 49

men næsten fuldkommen lige og nedadrettet. Denne Form, som
ganske sikkert kun er en tilfældig Varietet, faar derved en
endnu større Lighed med den typiske Art, P. trigonellus.

57. Chydorus mitidus, Schoedeler.

Denne af Schoedeler opstillede Art staar meget nær C. spheæ-
yicus, fra hvilken den dog skiller sig blandt andet ved sin glind-
sende hornbrune Skal, der kun er fint punkteret, ikke reticuleret.
Jeg har truffet den af og til i Omegnen af Christiania i mindre
Damme og Grøfter. Ny for Norges Fauna.

58. Chydorus minor, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. £. C. sphærico simillimus, sed multo minor
et rostro paulo breviore. Testa vix nitida, lævi, non reticulata.
Qcellus oculo parum minor, medio inter eundem et apicem rostri
situs. Cauda fere exacte ut in C. sphærico. Color obscure fusco-
olivaceus. Longit. 0.28 mm.

Hab. in lacubus majoribus freqvens.

Det kan maaske være et Spørgsmaal, hvorvidt denne Form
fortjener at skilles specifiskt fra C. sphæricus, hvem den ligner i
saagodtsom alle Henseender, naar undtages den ringere Størrelse
og Mangelen af tydelig Reticulation paa Skallen. Jeg opfører
den imidlertid her indtil videre som selvstændig Art, da den af
Prof. Lilljeborg er anseet som saadan. Den forekommer meget
almindelig i Omegnen af Christiania, især i større Vande.

59. Chydorus caelatus, Schoedeler.

Ogsaa hvad denne Art angaar, har jeg været i Tvivl om
dens Berettigelse, da det næsten alene er den eiendommelige
Sculptur af Skallen, der skiller den fra den typiske Art. Den synes
at være meget sjeldnere end de foregaaende, men er dog af mig
observeret ikke blot i den sydlige Del af Landet, men ogsaa i

Finmarken. Ny for Norges Fauna.
Vid.-Selsk. Forh. 1890, No. 1. 4

50 G. 0. SARS. [No. Å

60. Chydorus ovalis, Kurz.

Denne utvivlsomt distincte Art forekommer ikke saa ganske
sjelden saavel i Christianias Omegn som paa andre Steder i
den sydlige Del af Landet, især i grunde græsbevoksede Vand-
samlinger, der ud paa Sommeren ganske udtørrer. Den er be-
tydelig større end UC. sphæricus og allerede for det blotte Øie
kjendelig ved sin lyst gulbrune Farve. Den er ny for Norges
Fauna.

61. Chydorus gibbus, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. £. Corpus å latere visum irregulariter ova-
tum, dorso medio distincte angulato vel gibbero, marginibus ven-
tralibus parum modo arcuatis per totam longitudinem dense
ciliatis et ad angulum prosteriorem æqvaliter rotundatis; supra
visum sat latum, parte anteriore faciei dorsalis expansa, subfor-
nicata, linea distincta obliqve transversa, de clypeo cephalico ad
gibbositatem dorsalem extensa, åa cetera testa definita. Rostrum
sat productum, acuminatum. Ocellus oculo vix minor et eidem
propior qvam apici rostri. Cauda lata, angulo dorsali valde pro-
minente, aculeis analibus utrinqve circiter 8 sat fortibus. Testa
tota distinctissime reticulata, areolis sat magnis plerumqve hex-
agonalibus. Color fulvus. Longit. 0.52 mm.

Hab. in lacu Femsjø prope litus.

Jeg har kun truffet denne særdeles distincte Art paa en
enkelt Lokalitet, nemlig i Femsje ved Fredrikshald paa ringe
Dyb nær Stranden. Den forekom her ikke ualmindelig paa
mudret Bund sammen med forskjellige andre Lynceider.

62. Amnchistropus emarginatus, G. 0. Sars.

Af denne eiendommelige, tidligere af mig kun paa en enkelt
Lokalitet fundne Form har jeg senere taget nogle faa Exem-
plarer i Femsjøen ved Fredrikshald.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 51

63. Monospilus dispar, G. OQ. Sars.

Ogsaa denne i mange Henseender mærkelige Lynceide var
af mig tidligere kun observeret paa en enkelt Lokalitet, nemlig
i Maridalsvandet ved Christiania. Jeg har imidlertid senere
forefundet den i flere andre Vande i den sydlige Del af Landet,
saasom Sognsvandet, Aarungen, Vandsjø ved Moss o. fl.

64. Bythotrephes longimanus, Leydig.

Schoedeler har, paa Grund af tilsyneladende Afvigelser mel-
lem den af Leydig i Genfersøen og den senere af Lilljeborg i
svenske Indseer samt af mig her i Norge observerede Form, ad-
skilt denne sidste som en egen nordlig Art under Benævnelsen
B. Cederstrømu, og P. E. Miller har i sit Arbeide over Danmarks
Cladocerer fulgt hans Exempel, skjøndt han tillige har gjort op-
mærksom paa, at man ikke i et og alt ubetinget tør stole paa
Rigtigheden af Leydigs Beskrivelse og Figur, da denne Forsker
kun har havt Anledning til at undersege macererede Exem-
plarer, udtagne af Fiskemaver. Jeg tror nu med nogenlunde Sik-
kerhed at kunne godtgjere, at begge disse Former i Virkelig-
heden er identiske. Under min Reise i Middelhavslandene har jeg
nemlig i en af Øvreitaliens Indsøer, Lago di Garda, indsamlet
adskillige Exemplarer af en Bythotrephes, som efter Forekomsten
at dømme neppe kan være nogen anden end Leydigs Art. Ved
en neiagtig Sammenligning af disse Exemplarer med vor nordiske
Form har jeg fundet den fuldkomneste Overensstemmelse i alle
Punkter. Da det som sagt er meget liden Sandsynlighed for,
at den i Genfersøen og den i Lago di Garda forekommende Bythotre-
phes er artsforskjellig, finder jeg mig saaledes berettiget til at
stryge Schoedelers Art, som grundet paa falske Forudsætninger.

65. Bythotrephes borealis, Lilljeborg, M. S.

Charact. spec. Caput qvam in B. longimano minus, parte

frontali angustiore, vix apicem versus dilatata. Cauda magna,
4*

52 G. 0. SARS. [No. 1.

cylindrica, distincte segmentata, postice sensim in processum cau-
dalem magnum exiens, ungvibus caudalibus qvam in B. longimano
multo majoribus et leviter flexuosis. Pars basalis processus
caudalis sat fortis et curvaturam distincte sigmoideam for-
mans, in adultibus vulgo 2 paria ungvium spuriorum exhibens.
Pedes 1mi paris longiores et tenuiores qvam in specie typica-
Marsupium sæpe valde inflatum, globosum, antice procumbens.
Corpus pellucidum, pallide caeruleo-virescens, ad apicem caudæ
et partem posteriorem marsupii fulvo-rubido tinctum, processu
caudali ad basin fasciis latis rubidis et albidis alternantibus
ornato. Longit. feminæ adultæ, processu caudali excluso, usque
ad 47/2 mm.

Hab. sat freqvens in paludibus Finmarchiæ, nec non in la-
cubus alpinis totius Norvegiæ.

Denne ved sin colossale Størrelse i hei Grad udmærkede
Form har jeg allerede for mange Aar siden observeret i flere af
vore Fjeldvande og senere meget almindelig i mindre Tjern
overalt i Finmarken, hvor den synes at opnaa sin kraftigste Ud-
vikling. Angaaende dens Forhold til B. longimanus saa har
jeg længe kun betragtet den som en heinordisk Varietet af denne
Art, og skjøndt jeg ved en nøiere Undersøgelse har fundet frem
visse distinctive Characterer, er jeg dog endnu i nogen Tvivl om
dens virkelige Artsberettigelse. Prof. Lilljeborg har i sine Fore-
læsninger opført endnu en ny Art fra Kola-Halvøen, B. crassi-
cauda, som endog skal opnaa en Kropslængde af fulde 5 mm.
Hvorvidt den af mig her i Landet observerede Form falder
sammen med denne sidste eller med hans D. borealis, er det mig
umuligt efter de mig tilgjængelige Notater at afzjøre med Be-
stemthed, men antager det sidste for rimeligst.

66. Podon polyphemoides, (Leuckart).

Ifølge Poppe er den af mig som P. minutus characteri-
serede Form identisk med Evadne polyphemoides, Leuckart, me-
dens min P. Leuckartii repræsenterer en egen Art.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 53

67. Evadne spinifera, P. E. Miller.

Denne meget distinete Art forekommer ikke saa ganske
sjelden ved vor Sydkyst sammen med E. Nordmanmi, Lovén.
Den er adskilligt større end denne sidste og derfor allerede for
det blotte Øie kjendelig fra samme. Ny for Norges Fauna.

68. Leptodora hyalina, Lilljeborg.

I flere af vore Vande forekommer en Form af Leptodora,
som skiller sig fra denne typiske ved forholdsvis endnu smalere
og mere langstrakt Form, men især derved, at 1ste Fodpar er
forholdsvis betydelig kortere, saa at det fortilstrakt ofte ikke
engang overrager Hovedets Ende. Nogen anden væsentlig For-
skjel har jeg dog ikke kunnet finde frem og tror derfor heller
ikke at burde skille den specifiskt, men kun af opføre den som
en eiendommelig Varietet under Benævnelsen angusta.

Ostracoda.

69. Halocypris obtusata, G. O. Sars.

Denne af mig først som en Conchoecia-Art characteriserede
Form har jeg senere") fundet nærmest bør henføres til den nær-
staaende Slægt Halocypris Dana. Den synes idethele at være
meget sjelden og alene indskrænket til den sydlige Del af vor
Kyst.

70. Polycope pustulata, n. Sp.

Charact spec. Testa a latere visa suborbicularis, extremitate
antica vix exserta, postica subtruncata, angulo superiore distincto,

1) Se G. 0. Sars, Ostracoda mediterranea, pg. 87.

54 G. 0. SARS. [No. 1.

inferiore obsoleto, margine dorsali medio valde arcuato, fere an-
gulato, ventrali arcum æqvum formante; supra visa antice attenu-
ata, postice valde dilatata, utrinqve pone medium eminentiam
rotundatam pustuliformem exhibens. Valvulæ læves, vix reticu-
latæ, margine ventrali minute denticulato. (Color fere ut in P.
orbiculari. Longit. testæ 0.55 mm.

Hab. rarissima ad oras occidentales Norvegiæ.

Af denne ved de eiendommelige laterale Udposninger af
Skallen udmærkede Art har jeg hidtil kun havt Anledning til
at undersege et enkelt Exemplar, som for mange Aar siden
toges af mig etsteds ved vor Vestkyst, Lokaliteten kan nu ikke
huskes nøiere.

UT. Cyprois marginata, Strauss.
(Syn.: OCypris flava Zaddach — dispar, Fischer.)

Jeg har troet i den af Strauss under Benævnelsen Cypris
marginata opferte Form at gjenkjende nærværende mærkelige
Cypride, og da Strauss" Artsbenævnelse er langt ældre end de
2 ovenfor anførte, foreslaaes den bibeholdt. Foruden ved Chri-
stiania har jeg truffet denne Form paa et Par andre Steder i
den sydlige Del af Landet, nemlig ved Moss og ved Nevlung-
havn, paa begge Steder, ligesom ved Christiania, skarevis og
Hanner og Hunner omtrent lige hyppige.

72. OCypria ophthalmica, (Jurine).

Ifølge Brady og Norman er Baird's Cypris compressa iden-
tisk med Monoculus ophthalmicus Jurine, hvilken sidste Artsbe-
nævnelse, som den langt ældre, derfor bibeholdes for nærværende
Form. Arten er yderst almindelig i Smaadamme over hele den
sydlige Del af Landet.

73. OCypria lacustris, Lilljeborg, M. 8.
Charact. spec C. ophthalmicæ valde affinis, sed disting-

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 55

venda testa adhuc magis compressa et paulo humiliore, limbo
antice et postice latiore et valde hyalino. Animal sat pellucidum
colore pallide flavescente, maculis testæ minus distinctis et sæ-
pius omnino deficientibus. Longit. testæ feminæ 0.80 mm.

Hab. in lacubus majoribus in profunditate 6—30 orgyarum.

Denne af Prof. Lilljeborg i sine Forelæsninger opførte nye
Art staar særdeles nær UC. ophthalmica og er muligvis kun at
betragte som en eiendommelig Varietet af samme. Jeg har taget
den ikke sjelden i flere af vore større Vande og altid paa be-
tydeligt Dyb. I Maridalsvandet forekommer den saaledes paa
indtil 30 F. D. Under lignende Forhold har ogsaa Prof. Lillje-
borg taget den i Sverige.

74. Cypria exsculpta, Fischer.
(Syn.: Cypris striolata, Brady.)

Denne ved sin betydeligere Størrelse og fint strierede Skal
fra de 2 foregaaende let kjendelige Art har jeg fundet meget al-
mindelig i Damme og Grøfter omkring Østensjøvandet og Sogns-
vandet ved Christiania. Den er ny for Norges Fauna.

75. Cyclocypris lævis, (Miller).

Brady og Norman har i sit nyeste Arbeide identificeret den
ialmindelighed under Benævnelsen Cypris ovum Jurine bekjendte
Art med den Milllerske Art, Cypris lævis, hvad jeg ogsaa tror
er rigtigt. Slægten Cyclocypris er egentlig kun opstillet for en
af de her opførte Arter, nemlig UC. globosa, G. OQ. Sars; men
jeg finder, at baade nærværende og følgende Art, der begge af
Brady og Norman henregnes til Slægten Cypria, ubetinget ifølge
sin hele Bygning gaar ind under samme Slægt som hin Art.

76. QCyclocypris serena, (Koch).

Jeg har tidligere opført denne Art under Benævnelsen UC.
minuta Baird, men, da ifølge Brady og Norman Bairds Art er

56 | G. 0. SARS. [No. 1.

identisk med UC. ovum Jurine, kan hin Benævnelse ikke benyttes.
Nærværende ved sin betydelig bredere og tæt haarede Skal fra
foregaaende let kjendelige Art er først beskrevet af Koch under
ovenstaaende Navn, senere af Fischer som OC. scutigera, og af
Brady som UC. lævis.

TT. Cyclocypris globosa, G. O. Sars.

Denne af mig som Cypris globosa benævnte, men ikke nøiere
characteriserede Form er i Brady og Normans nyeste Arbeide
udførlig beskrevet, saavel hvad Skallen som Dyret angaar. For-
uden i Omegnen af Christiania har jeg nylig taget den ved
Sunde i Søndhordland, paa begge Steder i grunde græsbevoxede
Damme, der om Sommeren helt udtørrer.

78. Cyprinotus salina, (Brady).

I sit nyeste Arbeide identificerer Brady og Norman denne
Form med Fischers Cypris prasina fra Palermo, men erkjender
selv, at den for nærværende Art særdeles characteristiske Farve-
tegning ikke er angivet, hvorfor jeg finder det meget tvivlsomt,
om Identificationen er rigtig. Da de samme Forfattere ogsaa.
henfører følgende, som jeg tror, distincte Art til Fischers C. pra-
sina, anser jeg det for bedst at bibeholde det først af Brady
foreslaaede Artsnavn salina. Som jeg tidligere!) har havt Anled-
ning til at paavise, tilhører baade denne og følgende Art Slæg-
ten Cyprinotus Brady, oprindelig opstillet for en exotisk Art. Jeg
har kun fundet nærværende Form paa en enkelt Lokalitet,
nemlig i Strandpytter med brakt Vand ved Sandvigen nær Chri-
stiania. Den er ny for Norges Fauna.

79. Cyprinotus fretensis, Brady & Robertson.
The Ostracoda and Foraminifera of Tidal Rivers, p. 13, Pl. IV, figs. 7—9.

Som ovenfor bemærket, maa jeg anse denne Form for en

1) G. 0. Sars, On some Freshwater Ostracoda and Copepoda raised from dried
Australian mud, pg. 6.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 57

vel udpræget, omend foregaaende meget nærstaaende Art, som
blandt andet skiller sig bestemt ved den meget forskjellige
Farvetegning, ligesom ogsaa Skallens Form er noget forskjellig.
Jeg har kun taget den paa et Sted, nemlig i en Grøft ved Moss
med fuldkommen ferskt Vand, hvor den forekom i Mængde sam-
men med Cyprois marginata. Ny for Norges Fauna.

80. Cypris crassa, Miller.
(Syn.: C. dromedaria, Fischer.)

Denne meget eiendommelige og let kjendelige Art har jeg
taget tidlig paa Vaaren i Smaadamme paa Høiden af Egeberg ved
Christiania. Som de øvrige, til den egentlige Sl. Cypris hørende
Arter er den meget rask i sine Bevægelser. Ny for Norges Fauna.

81. Cypris fuscata, Jurine.

Den af mig tidligere under dette Navn opførte Form er
identisk med GC. obliqva, Brady. Den rette C. fuscata, let kjen-
delig ved sin eiendommelige Farvetegning, har jeg kun observe-
ret paa en enkelt Lokalitet, nemlig paa Mærde udenfor Arendal,
hvor den imidlertid forekom i stor Mængde i Smaadamme, der
ud paa Sommeren ganske udtørrer. Den er ny for Norges Fauna.

82. OCypris affimis, Fischer.

Brady og Norman har for denne Art benyttet Zaddachs
Artsbenævnelse reticulata. Jeg tror imidlertid, at det er bedst
ganske og aldeles at sleife denne Benævnelse, da den alene re-
fererer sig til uudviklede Individer, og det vil være umuligt med
Sikkerhed at afgjere, hvorvidt de af Zaddach undersøgte Exem-
plarer har tilhørt foregaaende, efterfølgende eller nærværende
Art, der alle som unge har en reticuleret Skal. Nærværende
Art forekommer tidlig om Vaaren meget almindelig i Smaa-
damme omkring Christiania. Den er ny for Norges Fauna.

58 G. 0. SARS. [No. 1.

83. Cypris elliptica, Baird.

Ifølge Brady og Norman er den af Fischer under Benæv-
nelsen UC. hirsuta beskrevne og senere af Lilljeborg i Sverige
fundne Art identisk med Baird's OC. elliptica, hvilket sidste Arts-
navn, som det ældre, maa bibeholdes for Arten. Den forekommer
ligeledes i Omegnen af Christiania, men mindre hyppig end fore-
gaaende, fra hvilken den let kjendes ved sin betydelig mørkere,
næsten sortgrønne Farve. Ny for Norges Fauna.

84, Cypris obliqva, Brady.

Som ovenfor bemærket, er den af mig i enkelte af vore
større Vande forefundne og under Benævnelsen UC. fuscata op-
førte Form identisk med nærværende af Brady opstillede Art.
Foruden i Omegnen af Christiania har jeg ogsaa truffet den paa
enkelte andre Steder i den sydlige Del af Landet, saaledes i et
lidet Tjern, Hopetjern kaldet, circa 1 Mil fra Risøer, hvor den
fandtes i store Mængder overalt ved de græsbevoxede Bredder.

85. Stenocypris fasciata, (Miller).

Denne fra alle vore øvrige Ferskvandsostracoder ved sin
ualmindelig smale og forlængede Skal udmærkede Form hører,
som jeg tidligere!) har havt Anledning til at paavise, til en
egen Slægt, Stenocypris G. O. Sars. Den af Fischer som Uypris
fasciata beskrevne Form er af Prof. Lilljeborg opstillet som en
ny Art, C. Fischeri, og hører ligeledes til denne Slægt, men er
endnu ikke fundet her i Landet. Nærværende Art, tidligere af
mig opført som OC. angustata og ephippiata, synes at være meget
lokal i sin Forekomst. Jeg har hidtil kun truffet den paa et
Par Steder i Omegnen af Christiania, men her i Mængde.

86. Ilyocypris gibba, (Ramdohr).

Under Benævnelsen Cypris gibba har Brady i sin Monographi

1) G. 0. Sars, On some Freshwater Ostracoda and Copepoda, raised from dried
Australian mud, pg. 28.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 59

aabenbart sammenblandet 2 meget distincte Arter. Den ene af
disse, udmærket ved de eiendommelige laterale Udvæxter af
Skallen, er den her omhandlede Form; den anden er en herfra
meget forskjellig Art, som i det følgende nærmere skal charac-
teriseres. Slægten Ilyocypris er nylig opstillet af Brady og
Norman og synes mig at være fuldt berettiget, saameget mere
som den allerede tæller flere vel udprægede Arter. Jeg har
saaledes nylig (1. c.) udførligt beskrevet en herhen hørende austra-
lisk Art og har ligeledes havt Anledning til at undersøge 2 nye
Arter fra China. Nærværende Art er ikke ualmindelig i Omegnen
af Christiania i grunde Grøfter med mudret Bund og kjendes
strax fra følgende ved Skallens lyse, hvidagtige Farve og ved
de overordentlig lange Svømmebørster paa begge Par Antenner.
Foruden den typiske Form forekommer ogsaa her ved Christi-
ania en Varietet med meget smaa, ofte neppe antydede laterale
Fortsatser, men som forøvrigt i ingen Henseende synes at skille
sig fra hin. Det er rimeligvis denne Form, som af Koch er
opført under Benævnelsen Cypris biplicata. Arten er ny for
Norges Fauna.

87. Ilyocypris Bradyi, n. sp.
Cypris gibba, Brady (ex parte.)

Chara:t. spec. Q. Testa sat compressa, å latere, visa 05-
longo-reniformis, duplo cireiter longior qvam altior, extremitate
antica altiore et late rotundata, postica obtuse subtruncata, mar-
gine dorsali subrecto et paulo declivo, angulo anteriore qvam
posteriore magis prominulo, ventrali medio profunde sinuato;
supra visa anguste oblonga, antice qvam postice magis attenuata,
processibus lateralibus nullis, sed utrinqve faciei dorsali propius
distincte bisinuata, margine cardinali in parte postica profunde
impressa. Valvulæ subæqvales, sat firmæ, calcareæ, foveolis
impressis ubiqve instructæ et prope margines anteriores et po-
steriores dense piliferos minutissime tuberculatæ. (Color obscure
badius, zona marginali albida. Antennæ sat fortes, superiores
setis ex parte spiniformibus haud elongatis instructæ, inferiores

60 G. 0. SARS. [No. 1.

ad articulum antepenultimum fasciculum setarum perbrevium ex-
hibentes, ungvibus apicalibus sat fortibus. Partes orales et pedes
fere exacte ut in I. gibba. Rami caudales qvam in illa paulo
majores, leviter arcuati, ungvibus fortioribus, seta marginis dor-
salis brevi ad partem ultimam tertiam rami sita. Animal na-
tandi ineptum. Longit. testæ circiter 1 mm.

Hab. sat freqvens in fossis limosis circa Christianiam.

Jeg kan ikke tvivle paa, at de af Brady i hans Monographi
paa Pl. 24 Fig. 47—350 givne Fremstillinger af Skallen refe-
rerer sig til nærværende Art. Derimod hører Fig. 54 paa samme
Planche, ligesom de paa Pl. 36 leverede anatomiske Figurer, til
foregaaende Art. Det samme er ogsaa Tilfældet med de i Brady
og Normans nyeste Arbeide givne anatomiske Analyser. Som
det af ovenstaaende Diagnose fremgaar, er nærværende Form
en fra foregaaende vel adskilt Art, der endog afviger fra samme
i en Character (den rudimentære Beskaffenhed af Svemmeber-
sterne paa de nedre Antenner), som ialmindelighed tillægges
generisk Betydning. Den synes imidlertid aabenbart at maatte
henføres til samme Slægt som hin, da den i alle andre Hen-
seender paa det nøeieste stemmer med samme. Jeg var i Be-
øyndelsen tilbeielig til at identificere denne Art med Cypris
biplicata Koch, men finder det nu, efter nøiere at have confereret
med Kochs Værk, rimeligere, at hans Art refererer sig til den
ovenfor omtalte Varietet af I. gibba. I Omegnen af Christiania.
er nærværende Art meget almindelig og forekommer ofte i store
Mængder i grunde Grøfter med sagte flydende Vand. Paa Grund
af Antennernes Bygning er den fuldstændig udygtig til Svemning
og formaar kun langsomt at krybe om paa Bunden efter Cytheri-
dernes Vis. med hvilke den ogsaa i Skallens Structur viser en
umiskjendelig Lighed.

88. Herpetocypris Jurimi, (Zaddach).

Den af Prof. Lilljeborg under dette Navn beskrevne Form
er efter min Mening en bestemt forskjellig Art og identisk med

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 61

C. strigata Miller, senere afbildet under dette Navn i Brady og
Normans nyeste Værk. De nævnte Forfattere opfører imidlertid
som Synonymer saavel Zaddachs Art som den af Lilljeborg som
OC. lueida Koch beskrevne Art, hvad jeg tror er urigtigt. Den
af mig undersøgte Form, som jeg ikke kan tvivle om er identisk
med Jurine's Monoculus ornatus, med hvilken igjen Zaddach
identificerer sin Art, skiller sig kjendelig ved sin betydelig sma-
lere og mere forlængede Skal, samt derved at Ventralranden er
tydeligt indbugtet i Midten. Jeg har hidtil kun truffet den i et
Par Smaadamme ved Christiania tidligt om Vaaren og senhøstes.
Den hører til vore største Arter, da den opnaar en Længde af
over 2!/> mm.

89. Herpetocypris glacialis, n. sp.
Oypris Jurinii, G. O. Sars, Den norske Nordh, Exped. Crustacea II, p. 75
(non Zaddach).

Charact. spec, P. Testa sat ventricosa, å latere visa oblongo-
ovata, vix duplo longior qvam altior, altitudine maxima paulo ante
medium sita, extremitate antica rotundata, postica obtusa, mar-
gine dorsali æqvaliter arcuato, angulum tamen obscurum supra
oculum formante, ventrali medio perparum sinuato; supra visa
late fusiformis, latitudine maxima fere altitudinem æqvante paulo
pone medium sita, extremitate utraqve acuminata. Valvulæ sub-
æqvales, sat tenues, nitidæ, pilis dense obsitæ. (Color obscure
fuscatus, supine macula magna viridi irregulari, utrinqve in fas-
cias 2 angustas diagonales retro vergentes exserta. Setæ nata-
toriæ antennarum superiorum sat elongatæ, eædem inferiorum
vero brevissimæ et rudimentares. Ungves apicales antennarum
inferiorum et pedum 1mi paris subtiliter denticulati. Rami cau-
dales mediocres, apicem versus attenuati, ungvibus dimidiam
rami longitudinem superantibus, seta marginis dorsalis tenui ung-
vibus approximata. Longit. testæ 1.60 mm.

Hab. ad Vardø Finmarchiæ, nec non in paludibus Spetsbergiæ.

Jeg har tidligere forvexlet denne Art med H. Jurimi, med
hvilken den vistnok i sin ydre Habitus har adskilligt tilfælles.

62 G. 0. SARS. [No. .1

Den nøiere Undersøgelse, jeg senere har underkastet de af mig
ved ,Adventbay paa Spitsbergen indsamlede Fxemplarer, har
imidlertid overbevist mig om, at den i Virkeligheden repræsen-
terer en selvstændig Art, der navnlig udmærker sig ved sin
stærkt bugede og tæt haarede Skal samt ved dennes afvigende
Farve. Under min Finmarksreise i Sommeren 1888 tog jeg
samme Art i nogle faa Exemplarer i et lidet Tjern paa Fast-
landet strax indenfor Varde, hvorved altsaa Arten bliver at
henføre til Norges Fauna.

90. Herpetocypris olivacea, Brady & Norman.

Denne af Brady og Norman i sit nyeste Værk opførte Art,
der er let kjendelig fra alle vore øvrige Arter ved Skallens
ensformige og intensive græsgrønne Farve, har jeg for mange
Aar siden taget i en grund Grøft ved Christiania sammen med
følgende Art. Den er ny for Norges Fauna.

91. Herpetocypris tumefacta, Brady & Roberts.

Jeg er i nogen Tvivl om, hvorvidt denne Form kan hen-
føres til Sl. Herpetocypris. Den synes nemlig at skille sig kjen-
delig i Skallens Form og Structur og ligner i denne Henseende
meget mere Arterne af Sl. Cypris, fra hvilken den dog bestemt
afviger derved, at Svømmebørsterne paa de nedre Antenner er
ganske rudimentære, hvorfor ogsaa Dyret fuldstændig mangler
Sveømmeevne. Den forekommer, ofte i enorme Mængder, i nogle
grunde Grøfter ved Christiania. Ny for Norges Fauna.

92. Cypridopsis obesa, Brady & Roberts.
Notes af a weeks Dreging in the West of Ireland. Ann. Mag. Nat, Hist., 1869,
p. 12, Pl. XVIII, figs. 5—7.

Brady og Norman har i sit nyeste Arbeide igjen inddraget
denne Art, som de nu kun betragter som en Varietet af 0. vidua
Miller. Heri maa jeg være ganske uenig. Den er efter min

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 63

Mening en meget god og vel udpræget Art, som i alle Aldere
let kjendes fra hin ved sin stærkt bugede og med tætte haar-
bevoxede Skal, der desuden viser en meget tydeligt fremtrædende
Skulptur i Form af smaa fordybede Gruber. Farven er sæd-
vanlig brunagtig, men undertiden ogsaa grønlig, med mørkere,
nedentil sammenflydende Tværbaand, eller ensformig grøn. Den
forekommer af og til i Smaadamme omkring Christiania, men
sjeldnere end UC. vidua. Ny for Norges Fauna.

93. Potamocypris villosa, (Jurine).

Jeg har allerede tidligere !') fremsat den Formodning, at denne
før som en Cypridopsis opferte Form heller ber gaa ind under
Slægten Potamocypris Brady, og har ved en anatomisk Under-
søgelse fundet dette fuldkommen bekræftet. Foruden i Christi-
anias Omegn, hvor den er temmelig sjelden, har jeg senere fundet
den meget almindelig i smaa Myrtjern paa 2 Lokaliteter i Nord-
land, nemlig Tjete og Selsevig.

94. Potamocypris aculeata, Costa.

Ogsaa denne let kjendelige Art hører efter min Mening til
SI. Potamocypris og ikke til Sl. Cypridopsis, hvortil den før har
været henregnet. Den af Costa fra Italien opførte Cypris aculeata er
utvivlsomt identisk med den paa samme Maade af Lilljeborg be-
nævnte Art. Jeg har fundet den ikke ualmindelig i Christianias
Omegn, men altid kun i halvt brakt Vand. Under lignende
Forhold er den ogsaa fundet i England.

95. Candona acuminata, Fischer.

Denne særdeles vakre og distinkte Art har jeg taget i stor
Mængde paa et Par Favnes Dyb i Østensjevandet, af og til
ogsaa i Frognerdammen ved Christiania. Den er ny for Norges
Fauna.

1) On some Freshwater Ostracoda and Copepoda, raised from dried Australian
mud, pg. 53.

64 G. 0. SARS. [No. 1

96. Candona pubescens (Koch).
Deutschlands Crustaceen etc, H. 11, No. 6 (non Brady og Norman.)

Charact. spec. Testa feminæ å latere visa ovato-subrenifor-
mis, altitudine maxima dimidia longitudine multo majore in parte
postica sita, extremitate antica anguste rotundata, postica sat
expansa adqve angulum inferiorem obtusa, margine dorsali po-
stice valde arcuato antice declivi, ventrali leviter sinuato; supra
- visa oblonga, latitudine maxima altitudine multo minore in medio
sita, extremitate antica angustiore. Testa maris eadem feminæ
paulo major et postice magis expansa, margine ventrali distinc-
tius sinuato. Valvulæ parum inæqvales, pilis longissimis ubiqve
hispidæ, albæ, opacæ, parum nitidæ, tuberculis nullis visibilibus.
Rami caudales breves, vix flexuosi, apicem versus sensim atte-
nuati, ungvibus subæqvalibus dimidio ramo multo longioribus,
margine altero subtiliter denticulato, seta marginis dorsalis haud
elongata ad partem ultimam tertiam rami sita. Longit. testæ
maris 1,20 mm. |

Hab. rara in paludibus circa Christianiam.

Brady og Norman har isit nyeste Arbeide for den af først-
nævnte Forfatter tidligere som C. compressa Koch opførte Art
benyttet ovenstaaende Artsbetegnelse, hvilket jeg finder urigtigt.
Den rette OC. pubescens synes ikke siden Kocbh's Tid at have
været observeret og er først nu af mig gjenfunden. Efter min
Mening er den en fra den af Lilljeborg og Brady beskrevne
Form vel adskilt Art, som, foruden ved sin betydeligere Stør-
relse, udmærker sig ved de ualmindelig lange og stærke Haar,
hvormed Skallen overalt er besat, fremdeles ved dennes forskjel-
lige Structur og opake Udseende, endelig ved Halegrenenes Byg-
ning. Jeg har hidtil kun taget den paa en enkelt Lokalitet,
nemlig i en grund Grøft ved Christiania.

97. Candona compressa, Koch.

Denne Art, om hvis Identitet med Koch's Cypris compressa
jeg ikke kan tvivle, er let og sikkert kjendelig saavel fra fore-

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 65

gaaende som de efterfølgende Arter ved den allerede af Brady
paaviste eiendommelige fint reticulerede Structur af Skallen,
samt ved dennes heie sammentrykte Form. Jeg har kun taget
den i Omegnen af Christiania og her temmelig sjeldent.

98. Candona rostrata, Brady & Norman.

Allerede for mange Aar siden har jeg været opmærksom
paa denne særdeles vakre Candona, som ingenlunde er sjelden i
Christianias Omegn, og jeg havde foreløbig benævnt den C.
limbata paa Grund af den usædvanlig brede klare Bræmme,
som høire Valvel danner saavel fortil som bagtil. Det af Brady
og Norman valgte Artsnavn forekommer mig derimod mindre
heldigt. Jeg fandt denne Art først i smaa Udvidninger af Østen-
sjøvandet ved Christiania og har senere truffet den ogsaa paa
flere andre Steder i den sydlige Del af Landet. Den er ny for
Norges Fauna.

99. Candona stagnalis, n. Sp.

Charact. spec. Testa feminæ a latere visa oblongo-subreni-
formis, fere duplo longior qvam altior, extremitate antica rotun-
data, postica qvam in C. compressa minus expansa, supine vix
angulata, inferne obtusa, margine dorsali subrecto et parum modo
declivi, ventrali leviter sinuato; supra visa oblongo-ovata, lati-
tudine maxima altitudine paulo minore pone medium sita, antice -
qvam postice magis attenuata. Testa maris ab eadem feminæ
parum discrepans, extremitate postica tamen paulo magis expansa
et ad angulum inferiorem mutica. Valvulæ parum inæqvales,
læves, nitidæ, semipellucidæ, sparse pilosæ. Rami caudales fere
recti et sensim attenuati, ungvibus sat fortibus et margine altero
conspicue dentatis, seta marginis dorsalis haud magna, ad par-
tem ultimam tertiam rami affixa. Longit. testæ 0.90 mm.

Hab. sat freqvens in fossis et paludibus circa Christianiam.

Jeg har tidligere sammenblandet denne Form med OC. com-
pressa, fra hvilken den ved nøeiere Undersegelse let kjendes ved

Vid.-Selsk, Forh, 1890 No. 1. | 5

66 å. 0. SARS. [No. 1.

Skallens betydelig ringere Heide og mere udpræget nyredannede
Form, samt ved de fuldkommen glatte og glindsende Valvler.
Den forekommer meget almindelig i Omegnen af Christiania,
især i smaa grunde Damme og Grøfter med mudret Bund.

100. Candona Zenckeri, n. Sp.

Charact. spec. Testa feminæ sat compressa, å latere visa oblongo-
reniformis, duplo circiter longior qvam altior, extremitate antica
obtuse rotundata, postica sat expansa adqve angulum inferiorem
arcuata et limbo tenui hyalino circumdata, margine dorsali medio
recto et paulo declivi, angulo distincto et antice et postice ter-
minato, ventrali profundius sinuato; supra visa anguste oblonga,
latitudine maxima altitudine multo minore fere mediana, antice
qvam postice magis attenuata. Testa maris ut vulgo in parte
postica magis expansa, angulo superiore sat prominente. Val-
vulæ sparse et breviter pilosæ, semipellucidæ, læves, nitidæ, mar-
garitaceæ, dextra sinistra nonnihil majore Rami caudales
subrecti, attenuati, ungvibus dimidiam rami longitudinem vix
superantibus, sublævibus, seta marginis dorsalis brevi ad partem
ultinam qvartam rami affixa. Longit. testæ 0.88 mm.

Hab. sat rara in paludibus circa Christianiam.

Denne nye Art ligner ved første Oiekast noget OC. stagnalis,
men kjendes ved nøiere Undersøgelse ved den forholdsvis kortere, —
stumpt afrundede Forende og den kjendelig stærkere udvidede
bagre Del af Skallen, der oventil viser en, navnlig hos
Hannen, meget tydelig udpræget Vinkel, nedentil en temmelig
bred og stærkt buet klar Bræmme. Den af Zencker afbildede
Candona-Han synes mig at minde adskilligt om nærværende Art,
og jeg har derfor valgt ovenstaaende Artsbetegnelse, der antyder
en mulig Identitet med Zencker's Form. Jeg har hidtil kun
truffet denne Art paa en enkelt Lokalitet, nemlig i et Par
mindre Damme og Grøfter, der om Vaaren staar i Forbindelse
med Sognsvandet ved Christiania.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 67

101. Candona Kingsleyi, Brady & Roberts.

Jeg henfører foreløbig til denne Art en eiendommelig Can-
dona med overordentlig stærkt sammentrykt og gjennemsigtig
Skal, som forekommer af og til i Omegnen af Christiania i
ganske grunde Vandsig, og i Habitus nærmest synes at slutte
sig til UC. fabæformis Fischer, skjendt den er ganske sikkert
. artsforskjellig. Ny for Norges Fauna.

102. Candona fabæformis, Fischer.

Denne særdeles vakre og gjennemsigtige, ved sin fra Siden
seet regelmæssigt bønnedannede Skal let kjendelige Art fore-
kommer temmelig almindelig paa mudret Bund i Grøfter og
Smaadamme omkring Østensjøvandet ved Christiania. Hvor-
vidt den af Brady og Norman i deres nyeste Værk under dette
Navn afbildede Form virkelig hører herhen, forekommer mig
temmelig tvivlsomt. Arten er ny for Norges Fauna.

103. Candona hyalina, Brady & Roberts.
The Ostracoda and Foraminifera of Tidal Rivers, Ann. Mag, Nat. Hist. 1870,
pg. 18. Pl. IX, figs. 5—8.

Det er med adskillig Tvivl, at jeg henfører en af mig i
Christianias Omegn funden, ved sin glasklare, sammentrykte og
i Midten af Dorsalkanten stærkt og abrupt buede Skal til oven-
nævnte af Brady og Robertson opstillede Art. Som det vil
sees, har Brady og Norman i sit nyeste Værk igjen inddraget
Arten, idet de kun betragter den som en Varietet af UC. fabæ-
formis. At imidlertid den af mig observerede Form er artsfor-
skjellig fra Fischer's Art, er ganske utvivlsomt. Jeg har taget
den paa et Par Steder i grunde Vandsig sammen med UC. Kingsleyt
og desuden paa meget betydeligt Dyb, indtil 30 Favne, i Mari-
dalsvandet ved Christiania og Vandsjø ved Moss. Den er ny for
Norges Fauna.

Bh*

68 G. 0. SARS. [No. 1.

104. Pontocypris mytiloides, Norman.
= P,. serrulata, G. 0. Sars.

105. Mhacrocypris minna, (Baird).

Brady og Norman henfører i sit nyeste Værk Slægten Maero-
cypris Brady til den af mig opstillede Familie Bairdiide, hvad
der aabenbart er urigtigt. Den her omhandlede Slægt skiller
sig meget bestemt fra de til denne Familie hørende Former ved
Bygningen af sidste Fodpar, der som hos Cyprididerne er opad-
bøiet langs Siderne af Bagkroppen og ikke locomotoriskt. Heller
ikke kan der her godt tales om 3 Par Føedder, da den til 1ste
Fodpar hos Bairdiiderne svarende Palpe paa 2det Par Maxiller
er saa kort, at den neppe kan fungere som noget Locomotions-
organ. Desuden har jeg ved den anatomiske Undersøgelse af
nærværende Art fundet, at Fortarmen som hos Cyprididerne har
2 tydelige, omend korte, laterale Blindsække, og at der hos
Hannen findes et vel udviklet Fjaculationsapparat ,,mucous gland*,
hvis fuldstændige Mangel jeg har paavist hos SI. Bairdia. Slæg-
ten Macrocypris er derved ubetinget stemplet som en Cypridide
og synes i flere Henseender at komme nærmest Sl. Pontocypris.
Nærværende store og smukke Art er yderst almindelig langs
vor hele Kyst paa passende Dyb og gjør sig strax bemærkelig
ved sin porzelænhvide Farve og derved, at den ved at komme i
Berørelse med Luften strax flyder op paa OQverfladen af Vandet
i det Kar, hvori man har den til Undersøgelse bestemte Bundsats.

106. Bawdia inflata, Norman.

Ifølge Brady og Norman er den af mig kun efter 2 tomme
Valvler opstillede Art, B. obliqvata, identisk med ovenstaaende
af Norman først beskrevne Form. Fra sidstnævnte Forsker har
jeg faaet tilsendt flere complette Exemplarer, tagne af ham i
Hardangerfjorden ved Lervik, og har derved selv kunnet over-
bevise mig om Identificationens Rigtighed.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 69

107. Bythocypris complanata, Brady.

Jeg har tidligere!) havt Anledning til at gjøre opmærksom
paa, at saavel denne som den anden her opførte, af mig tid-
ligere som Bairdia obtusata characteriserede Art rettest bør hen-
føres til Brady's Slægt Bythocypris, og maa fremdeles fastholde
denne Anskuelse. Begge Arter er meget sjeldne ved vore Kyster
og kun indskrænkede til større Dybder.

108. Limmicythere inopinata, (Baird).

Den af mig tidligere som Cythere inopinata opferte Form
er ikke denne Art, men L. sancti-patricti Brady & Robertson.
Den rette L. inopinata har jeg hidtil kun truffet paa en enkelt
Lokalitet, nemlig i en større Dam eller Tjern ved Lille-Frøen
nær Christiania. Den er ny for Norges Fauna.

; 109. Limmicythere incisa, Dahl.
Die Cytheriden des westlichen Ostsee. Zool. Jahrbiicher Bd. IIT 1888, p. 20,
Tab. II, Fig. 49—58.

Denne nylig af Dr. F. Dahl opstillede Art staar meget nær
L. inopinata, men skiller sig ved den fuldstændige Mangel af
de for hin characteristiske knudeformige Udvæxter paa Skallen,
ligesom ved det særdeles skarpt udprægede laterale Indtryk,
der har givet Anledning til Artsbetegnelsen. Jeg har taget den
i stor Mængdei et lidet Myrtjern paa Tjøte i Nordland, og efter
al Sandsynlighed har det været denne Art, jeg i en af mine
Reiseberetninger har opført som Cythere relicta Lilljeborg fra
smaa Vandansamlinger ved Vaagevandet. Ny for Norges Fauna.

110. Limmicythere sancti-patricii, Brady & Roberts.

Jeg har længe staaet i den Formening, at den af mig for
mange Aar siden i Mjøsen observerede og under Benævnelsen
Chythere inopinata opførte Form var identisk med Lilljeborg”s
C. relicta, men finder nu, ved at conferere med Brady og Normans

1) Ostracoda mediterranea, pg. 117.

70 G. 0. SARS. [No. 1.

nyeste Værk, at den ganske sikkert refererer sig til ovenstaaende
Art og ikke til den af Lilljeborg beskrevne, hvilken altsaa fore-
lebig maa stryges af vor Fauna.

111. Cythere viridis, Miller.

Jeg tror fremdeles at maatte fastholde Rigtigheden af min
oprindelige Bestemmelse af denne Art. Den af Lilljeborg og
nylig ogsaa af Brady og Norman under dette Navn opførte og
til Slægten Loxoconcha hørende Form synes mig at afvige meget
bestemt fra Millers Tegning i Henseende til Skallens Form.

112. Cythere pellucida, Baird.

Brady og Norman har ved Undersøgelse af Bairds Type-
exemplarer fundet, at disse ikke henherer til den senere ialminde-
lighed under ovenstaaende Navn opførte Form, men til den af
mig som UC. castanea characteriserede Art.

113. Cythere confusa, Brady og Norman.

Under dette Navn har Brady og Norman opført den af mig
og senere Forfattere som UC. pellucida Baird omtalte Art.

114, OCythere crispata, Brady.
= C. ceicatricosa, G. O. Sars.

Det af mig oprindelig for denne Art benyttede Artsnavn
har maattet sleifes, da det allerede tidligere har været anvendt
af Reuss og Bosquet for en fossil Form. Arten opføres nu under
det af Brady senere anvendte Artsnavn crispata.

115. Cythere porcellana, Brady.
= OC, propinqva, G. 0. Sars.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 71

116. Cythere cuneiformis, Brady.

== OC, ventricosa, G. O. Sars.

117. Cythere limicola, Norman.
= OC. nodosa, G. 0. Sars.

118. Cythere rubida, Brady.

= OC, drammensis, G. 0. Sars.

119. Cythere albo-maculata, Baird.

Selv har jeg hidtil ikke stedt paa denne let kjendelige
Art ved vore Kyster; men Norman har sendt mig flere vel ud-
prægede Exemplarer, tagne af ham ved Lervik paa Stordøen,
hvorfor Arten maa indføres i vor Fauna.

120. Cythereis villosa, G. O. Sars.

Jeg er fremdeles af den Mening, at det paa Grund af det
overordentlig store Antal Arter vil være hensigtsmæssigt at dele
SI. Cythere i 2, Cythere (sens strict.) og Cythereis, Jones. Vist-
nok er Jones's Siægt egentlig kun opstillet for et begrændset
Antal fossile Arter, hvis Skal udmærker sig ved en særlig ujevn
og pigget Overflade, men dette synes mig ikke at være til Hinder
for at udvide Slægten ogsaa til andre med dem beslægtede Arter.
Jeg har i min Oversigt over Norges marine Ostracoder frem-
hævet visse anatomiske Characterer, hvorved disse 2 Slægter
skiller sig fra hinanden, og har navnlig fremhævet den eien-
dommelige Forkumren af 2det Par Antenners Flagellum som et
constant og sikkert Kjendemærke for Sl. Cythereis i Modsætning
til Cythere, hvor denne Flagellum er normalt udviklet som hos
de evrige Cytherider. Nærværende Art synes af alle at være
den, som kommer de egentlige Cytherer nærmest, men viser dog
den ovennævnte Character vel udpræget.

72 G. 0. SARS. [No. 1.

121. OCythereis concinna, (Johnston).
== 0, clavata, G. 0. Sars.

122. Cythereis latimarginata, (Speyer).
= CO. abyssicola, G. 0. Sars.

123. OCythereis dunelmensis, (Norman).
= OC, horrida, G. O. Sars.

124. OCythereis Jones, Baird.
= 0, spectabilis, G. 0. Sars.

125. Cytheridea torosa, Jones.

Slægten Cyprideis, hvortil jeg tidligere har henført denne
og en Del andre Arter, er efter Brady neppe forskjellig fra SÅ.
Cytheridea Bosquet og er derfor af denne Forfatter inddraget.
Nærværende Art synes dog i enkelte Henseender at skille sig —
fra de øvrige. Den er en udpræget Brakvandsform og hidtil af
mig alene observeret i Omegnen af Christiania.

9

126. Cytheridea lacustris, G. O. Sars.

Denne af mig tidligere til Slægten Cythere henførte Form
forekommer foruden i Mjøsen, hvor jeg først fandt den, ogsaa i
flere andre større Vande i den sydlige Del af Landet, saaledes
i Aarungen mellem Christiania og Drøbak og i Orrevand paa
Jæderen.

127. Cytheridea papillosa, Jones.
= Oyprideis Bairdii, G. 0. Sars.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 73

128. Cytheridea punctillata, Brady.

= OQyprideis proxima, G. O. Sars.

129. Cytheridea sorbyana, Jones.

De 2 af mig efter tomme, løsrevne Valvler opstillede Arter,
Qytheridea dentata og inermis, tilhører ifølge Brady en og samme
Art, der er identisk med ovenstaaende af Jones i fossil Tilstand
observerede Form. Den paafaldende Forskjel hos denne Art
mellem høire og venstre Valvel saavel i Form som Bevæbning
gav Anledning til, at jeg ansaa de faa mig foreliggende Valvler
som stammende fra 2 forskjellige Arter. —

130. Eucythere argus, (G. O. Sars).

Det af mig oprindelig for denne og følgende Art benyttede
- Slægtsnavn, Cytheropsis, har ikke kunnet bibeholdes, da det alle-
rede tidligere har været anvendt af M'Coy for en fossil herfra
forskjellig Slægt, og Brady har derfor foreslaaet Benævnelsen
FEucythere istedet. I sit nyeste Arbeide har Brady og Norman
inddraget nærværende Art som Synonym under følgende, da de
har troet at finde Overgange mellem begge. Dette er efter
min Mening urigtigt, da jeg har fundet ikke blot i Skallens
Form og Structur, men ogsaa i de anatomiske Detailler vel ud-
prægede Forskjelligheder mellem begge.

131. Fucythere decliwis, Norman.

= Cytheropsis tenuitesta, G. Q. Sars.

132. Krithe bartonensis, Jones.
= Ilyobates prætexta, G. O. Sars.

Denne eiendommelige Cytheride er først under Benævnelsen
Cytherideis bartonensis beskrevet af Jones efter fossile Exemplarer
fra Englands Tertiærformation. Det af mig oprindelig benyt-

74 G. 0. SARS. [No. 1.

tede Slægtsnavn, Ilyobates, er allerede tidligere anvendt i Zoo-
logien og derfor af Brady, Crosskey og Robertson i sin Mono-
graphi over de post-tertiære Fntomostraceer ombyttet med
ovenstaaende Benævnelse.

133. Krithe angusta, Brady & Norman.

Jeg anfører denne nylig af Brady og Norman opstillede
Art som norsk efter nævnte Forfatteres Opgivende. Den skal
nemlig være fundet paa flere Steder ved Norges Kyst. Hvor-
vidt den i Virkeligheden er artsforskjellig fra foregaaende, for-
maar jeg ikke at afgjøre, da jeg ikke har havt Anledning til
at undersøge Fxemplarer af den.

184. Loxoconcha impressa, (Baird).
= L,. rhomboidea, G. 0. Sars.

185. Lozxoconcha guttata, Norman.

= L. granulata, G. O. Sars.

136. Loxoconcha tamarindus, (Jones).

= L. longipes, G. O. Sars.

187. Xestoleberis aurantia, (Baird).
= (Qythere nitida, Lilljeborg.

138. Cytherura cellulosa, Norman.

= OC. nana, G. 0. Sars.

189. OCytheropteron latissimum, (Norman).

= (.. convexum, G. 0. Sars, (non Baird).

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 15

140. Bythocythere simplex, Norman.

= B. acuminata, G. 0. Sars.

141. —Cytherois Fischeri, (G. O. Sars).

Jeg har tidligere henført denne Art til Slægten Paradoxo-
stoma Fischer, med hvilken den i ethvert Fald viser et nært
Slægtskab, men har tillige gjort opmærksom paa visse Afvigelser
i Munddelenes Bygning hos denne og følgende Art. Dr. W.
Milller har nylig?) for nærværende Art opstillet en egen Slægt,
Cytherois, som ogsaa anerkjendes af Brady og Norman i deres
nyeste Arbeide. Naar imidlertid de nævnte Forfattere henfører
denne Slægt til Cytheridernes Familie, medens de opstiller SI.
Paradoxostoma som Typen for en særskilt Familie, Puradoxo-
stomatide, Saa maa jeg være ganske uenig heri. Skal denne
Familie opretholdes, hvad jeg dog ikke tror den bør, maa ned-
vendigvis ogsaa Slægten Cytherois gaa ind under samme.

142. Oytherois vitrea, G. O. Sars.
= Paradoxostoma vitreum, G. O. Sars.

Denne Art er aabenbart nær beslægtet med foregaaende
og maa vistnok derfor gaa ind under samme Slægt som denne.

148. Paradoxostoma ensiforme, Brady.

Norman anfører denne Art fra Lervik paa Stordøen, hvorfor
den bliver at indføre i vor Fauna. Selv har jeg ikke fundet
den, eller, hvad der vel er rimeligere, jeg har ikke tilstrækkelig
kjendt den ud fra P. variabile, hvem den meget ligner.

144. Paradoxostoma flexuosum, Brady.

Ogsaa denne Art anføres af Brady og Norman som fore-

Tr) Zur nåheren Kenntniss der Cytheriden, Arch, f. Naturgeschichte 1884.

76 G. 0. SARS. [No. 1

kommende ved Norge. Selv har jeg taget den ikke sjelden ved
vor Syd- og Vestkyst paa dybere Vand mellem Hydroider. Ny
for Norges Fauna.

Cirripedia.

145. Lepas anatifera, Linné.

Ikke ualmindelig ved vor Syd- og Vestkyst fæstet til Driv-
temmer og andre i Søen flydende Gjenstande. Neppe endnu
angivet som norsk.

146. Lepas fascicularis, Elis.

Jeg har taget denne Form i stor Mængde ved vor Sydkyst
efter uroligt Veir med paalands Strom, fæstet til lesrevne, i
Søen flydende Tangstumper og ofte i store buskformige Knipper.
Saavidt vides ny for Norges Fauna.

147. OCimeras vittata, Leach.

Denne vakre Cirripedie har jeg kun en Gang observeret,
nemlig i 1865. Den fandtes fastheftet til Exemplarer af den
colossale Parasit Penella balænopteræ, Koren & Danielssen, ind-
boret i Ryggen paa en ved Lofoten indbjerget Rørhval (Balæ-
noptera musculus). Ny for Norges Fauna.

148. Conchoderma auritum, (Linné).

Jeg har taget denne eiendommelige Form ved Vadsø, fast-
heftet til Coromula diadema paa Huden af en netop indfanget
Knølhval (Megaptera boops). Ny for Norges Fauna.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. rår

149. Amnelasma sqvalicola, Lovén.

Ikke ualmindelig paa Spinaz miger ved vor sydlige Kyst.
Ny for Norges Fauna.

150. Scalpellum vulgare, (Linné).

Meget almindelig overalt ved vor Syd- og Vestkyst paa
mindre Dyb.

151. Scalpellum Strømu, M. Sars.

Foruden ved Finmarken, hvor min Fader først fandt den,
forekommer den ogsaa ved vor Syd- og Vestkyst, men her kun
paa større Dybder, ofte fæstet til Stammen af Dybvandshy droider,
f. Ex. Tubularia indivisa og Sertularella Gayi.

152. Scalpellum hispidum, n. sp.

Charact. spec. Corporis forma haud elongata. Capitulum
apicem versus non dilatatum, ovato-naviculare, vix duplo longius
qvam latius, ad basin paulo constrictum, cuspide terminali brevi,
parum recurvato, fere mediano, valvis 14 arcte appressis, sublævi-
bus, membrana obducente fusco-griseo pilis sat longis ubiqve
hispida. Carina æqvaliter arcuata, umbone nullo. Rostrum an-
guste triangulare, basin versus dilatatum. Terga haud magna,
triangularia, margine occludente basali multo breviore. Scuta
illis parum minora, irregulariter qvadrangularia, plus duplo lon-
giora qvam latiora, angulo terminali leviter producto. Late-
ralia superiora scutis vix angustiora, irregulariter pentagona,
umbone vix prominente. Valvæ basales sat inæqvales, superiores
inferioribus majores et supine in angulum leviter prominentem
excurrentes, mediæ perangustæ, tringulares, apice acute producto.
Pedunculus capitulo brevior et angustior, subrectus, cylindricus,
sqvamis calcareis sparsis non imbricatis tectus, membrana obdu-
cente hispida. Longit. 10—13 mm.

78 G. 0. SARS. [No. 1.

Hab. haud freqvens ad oras occidentales et septentrionales
Norvegiæ in prof. 150—300 orgyarum.

Denne, som jeg tror, hidtil ubeskrevne Art skiller sig strax
fra vore 2 øvrige Arter ved Formen af Capitulum og den for-
holdsvis korte, ikke ombøiede Stilk, samt ved de tætte børste-
formige Pigge, hvormed den ydre Membran overalt er besat, og
som giver den et eiendommeligt laaddent Udseende. I Formen
af Capitulum ligner den noget den af mig fra Nordh.-Expedi-
tionen beskrevne S. striolatum, men skiller sig ved Valvlernes
forskjellige Form og Sculptur, ikke at tale om, at den er langt
mindre. Jeg har taget den paa 3 forskjellige Steder, nemlig
ved Apelvær i Namdalen, ved Lofoten og ved Hasvig i Vest-
finmarken. Paa alle 3 Steder forekom den i en meget betydelig
Dybde, fra 150—8300 Favne, fæstet dels til Flustra abyssicola,
M. Sars, dels til Skallen af Waldheimia septigera, Lovén.

153. Balamus balanoides, Linné.

Almindelig ved vor hele Kyst i Fjæren paa Skjær og Klipper.

154. Balamus crenatus, Brugiére.

Mindre hyppig end foregaaende og paa dybere Vand.

155. Balanus porcatus, da Costa.

Ikke ualmindelig paa maadeligt Dyb, fæstet til Stene og
Skjæl eller til større Conchylier, som Bucciner og Sipho-Arter.

156. Balamus Hameri, Ascanius.

I Søresundet ved Hammerfest har jeg taget nogle Exem-
plarer af colossal Størrelse, 90 mm. lange og 50 mm. brede, paa
circa 100 F. D. Den anføres ogsaa af min Fader fra flere
Punkter ved Finmarken, ligesom ogsaa fra vor Vestkyst, hvor
den dog er meget mindre.

1890.] OVERSIGT AF NORGES CRUSTACEER. 79

157. Verruca Strøm, Schumacher.

Almindelig langs vor hele Kyst paa Stene og Skjæl, saavel
fra grundt som dybere Vand.

158. Coromula diadema, Linné.

Denne Cirripedie forekommer, som det synes, constant paa
Huden af Knølhvalen (Megaptera boops), især i Mængde under
Hagen og Forbrystet, men ogsaa paa andre Steder, f. Ex. i
Genitalregionen og paa Lufferne. Jeg har undersøget 2 Indi-
vider af denne Hvalart, og begge var rigeligt besat med denne
Form.

159. Peltogaster pagquri, Rathke.

Ikke ualmindelig, fæstet til Bagkroppen af Eupagurus bern-
hardus, ved vor Syd- og Vestkyst.

160. Peltogaster sulcatus, Lilljeborg.

Sjeldnere end foregaaende og væsentlig kun paa Eupagurus
cuanensis fra vor Sydkyst.

161. Peltogaster microstoma, Lilljeborg.

Paa Spiropagqurus chiroacanthus og lævis fra vor Syd- og
Vestkyst, ofte flere Exemplarer paa samme Individ.

162. Apeltes paguri, Lilljeborg.

Denne for Faunaen nye Form har jeg taget af og til paa
Spiropagurus chiroacanthus og Forbesu fra vor Sydkyst.

80 G. 0. SARS. [No. 1. 1890.]

163. NSacculina carcim, Thompson.

Under Halen af Carcinus maenas ved vor Syd- og vestkyst.
En herfra maaske forkjellig Art har jeg fundet paa samme
Maade fæstet til Inachus scorpio og til Munida rugosa. 3

— be

164. Sylon hippolytes, Krøyer.

Ikke ualmindelig under Bagkroppen af forskjellige Hippo» 3
lyter, især H. pusiola, langs vor hele Kyst.

165. Sylon pandali, M. Sars.

Tagen af min Fader ved Drøbak under Bagkroppen at
Pandalus anmnulicormis. 1

Trykt den 17 Februar 1890.

>» pg
pre
er
-- PE — -

Frullaniag Madagascarienses

praecipue e collectionibus Borgeni

auctore W. H. Pearson

e, tab, IV

(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890 No. 2?)

D2
—VVmmn—==""%%%""3 3 nr I er

ZØ8N

Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
A. W, Brøggers Bogtrykkeri
1891

(ASA

f
å

Jå

på
i
i

-

Frullaniae Madagascarienses

v . p På *
praecipue e collectionibus Borgeni.

Auctore W. H. Pearson.
(Fremlagt i Mødet den 27de September 1889.)

[his small collection of Frullamae from Madagascar en-
trusted to me to name by Dr. Kiær of Christiania, I have
arranged in sub-genera, according to the method, proposed by
Dr. Spruce, in his *Hepaticae Amazomicae et Andinae”.

So far as I am acquainted with the literature of the subject,
no Frullamiae have previously been recorded from Madagascar,
excepting those enumerated in Abhand'. mat. Ver. Bremen.
1882. *Reliqmiae Rutenbergianae”, by the venerable Dr. Gott-
sche, namely Frullamia Ecklomi Spreng. (Fr. Mundiana L.
et G.), Fr. diptera L. et Lindenb., Fr. apiculata N., Fr. Ruten-
bergiana G. n.'sp.,, Fr. varia G. n. sp., Fr. madagascariensis
G. n. sp.

In my herbarium I have specimens of Fr. stricta Lindenb.
from Madagascar collected by Pollen and van Dam (Ex. herb.
Lindberg).

Chonanthelia, Spruce.

1. Frullama Ecklomi Spreng. (Fr. Mundiana G. L. et N. Syn.
Hep p. 772.

Hab.? 1874 legit Borgen, (Hb. Kiær no. 90, no. 90 e

Pp.). In montibus Ankaratra, 1879, legit Borgen, (Hb. Kiær

2

—W. H. PEARSON. [No. 2.

no. 90 c, no. 90 dj). In montibus Ankaratra. 1880, leg. Dahle
et Borchgrevink, (Hb. Kiær 90 b).

Monoicous, underleaves remarkably undulate, perianth
pluriplicate.

Trachycolea. Spruce.

. Frullama squarrosa N.

Hab.? 1874, legit Borgen (Hb. Kiær no. 99 b).

Ad Manandriana, 831—1—1879, legit Borgen, (Hb. Kiær
no. 96). z

In montibus Ankaratra, 1879, legit Borgen, (Hb. Kiær
no. 100).

. Frullania ovalifolia n. sp. Kiær et Pears.

Dioica, pallide fusca, elatiuscula, vage et sparse ramosa,
flexuosa. Folia approximata imbricatave, horizontalia-patentia-
divergentia, plana, late ovalia; lobulus erectus, galeatus;
cellulae parvae, quadratae. Foliola approximata, caulis 5-plo
latiora, reniformia, ad usque */4 bifida, sinu lunato, seg-
mentis acutatis, conniventibus. —Bracteae foliis majores,
lobis deltoidiis, integerrimis, lobulis subulatis, recurvis, inte-
gerrimis; bracteola oblonga, infra 1/> bifida, segmentis subu-
latis, integerrimis, ad basin utrinque 2-laciniatis. Perianthia
ovali-ovata, trigona, verruculosa.

Plant of å pale brown colour. Stems 17/» to 3 inches
long, vaguely branched, irregularly sub-pinnate, flexuose.
Leaves imbricate, near the base of stem and on the bran-
ches approximate or loosely sub-imbricate, horizontal to
patent divergent, plane, broadly oval; lobule erect, galeate,
cuculate, when explanate lanceolate, canaliculate, 5 cells
broad at the base, 4 cells near the apex, 20 cells long,
contracted at the base; cells quadrate, small, walls thick-
ened; style minute, narrowly triangular, 3—2—1 cells. Under-
leaves approximate, 5 times broader than the stem, plane
or nearly so, reniform, bifid to about 1/1, sinus lunate,
segments acutate, connivent; rootlets reddish, arising from
base of under-leaves. Inflorescence dioicous, 9 terminal on

1890.] FRULLANIAE MADAGASCARIENSES. 5

short, lateral branches. Bracts larger than the leaves, lobes
deltoid, rotundate, entire; lobules subulate, entire, recurved:
bracteole free from the bracts, oblong, bifid to below the
middle, segments subulate, entire, with two subulate teeth on
each side of the contracted base. Perianth half covered by
the bracts, oval to ovate, trigonous, unicarinate beneath,
minutely verruculose. % plants smaller, more slender. An-
droecia on short branches, globose.

Measurements. Stem .15 to .2 mm. diam.; leaves 1.4
long X 11 mm. broad, 1.2 X .9 mm.; cells .02 mm.; lobule
83» .25 mm. lobule explanate .1 mm. broad; style .75 long
X .06 mm. broad at the base; underleaves .8 high X 1.1
mm. broad, .8* 1. mm. 7 >» 1.1 mm., sinus .15 mm. deep;
sub-bract, lobe 1.2 long X .7 mm. broad, lobule 1. long X
2 mm. broad at the base; sub-bracteole .8 high x .5 mm.
broad; sinus .4 mm. deep; bract, lobe 1.8 long X 1. mm.
broad, lobule 1.1 long X .4 mm. broad at the base; bracteole
1.5 mm. high X.7 mm. broad, segments .9 mm. long; peri-
anth 2.4 long X 1.2 mm broad.

Hab. Ankaratra, 5—1877, legit Borgen, (Hb. Kiær no.
107).

Description of Plate I. Fig. 1. Stem nat. size. 2.
Portion of stem » 924. 3. Leaf 924. 4. Portion of leaf
>» 290. 5. Lobule x 85. 6. Lobule explanate with style
>» 85. 7,8. Underleaves » 24. 9. Sub-bract and sub-
bracteole X 24. 10. Bract »x 24. 11. Bracteole X 24.
12. Perianth X 17. 13. Cross-section of perianth x 17.
14. Androecia X 85.

Homotropantha, Spruce.

4. Frullamia stricta, Lindenb.

Monoicous; bracts, lobe ovate-lanceolate, acute, laciniate-
dentate or serrate, lobule similar but smaller; bracteole bifid
to about the middle, segments laciniate-dentate or serrate;
perianth on short lateral brancehes, obovate-oblong, trigo-
Nous, smooth.

DT

W. H. PEARSON. [No.:2.

The underleaves vary on the same plant as figured, margin
entire, crenate-dentate.

Agrees with specimens from Madagascar, collected by
Pollen and van Dam, (Ex. herb. Lindberg).

Hab. In montibus Ankaratra, 1877, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 92 pp, no. 98). In silva Alamazautra, Julio 1882,
legit Borgen, (Hb. Kiær no. 98).

Description of. Plate II. Figs. 1,2. Leaves X 924.
3—5. Leaves X 31. 6—10. Underleaves X 381. 11. Sub-
bract X 31. 12. Sub-bracteole > 31. 18-15. Bracts
* 31. 16,17: Bøcteoles KE 8 Per SEN
19. Cross-section of perianth x 31. 20. Perigonial leaf
» 24. 21. Antheridium > 85.

Meteoriopsis, Spruce.

Frullama Rutenbergu Gi.

Hab. In montibus Ankaratra, 1977, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 92b, no. 94). 1879, (Hb. Kiær no. 92 pp). 1880,
leg. Dahle et Borchgrevink. (Hb. Kiær no. 95).

Frullamia varia G. |

Hab. In montibus Ankaratra, 1879, legit Borgen, (Hb.

Kiær no. 91).

Thyopsiella, Spruce.

Frullama Brasiliensis Raddi var.

Hab. In montibus Ankaratra, 1877, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 93 b). |
Frullamia loricata n. Sp.

Elata, irregulariter ramosa, dioica, cladogena, fusca.
Folia arcte imbricata, patentia-divergentia, glabra, recurvula,
subrotunda, semi-cordata, integerrima; lobulus erectus, eylin-
drieus; cellulae parvulae, oblongae. Foliola cauli 4-plo la-
tiore, cordato-reniformia, ad '/s—1/7 bifida; sino angusto;
segmentis acutis, margine revoluto. Bracteae foliis longiores,
lobis acinaciformibus, integerrimis, lobulis fere aequilongis,
subulatis, spinosis; bracteola oblonga, subquadrata, fere "/>

N

1890.] FRULLANIAE MADAGASCARIENSES. 7

bifida, segmentis subulatis, spinosis. Perianthia ovalia, oblonga,
elongata, alte trigona, glabra.

— Growing in straggling masses, irregularly branched, of
-a dark brown colour. Leaves strongly convolute when dry,
giving the stem a neat, twine like appearance, hence its
name, closely imbricate, patent-divergent, auriculate on one
side, smooth, when moistened slightly recurved, roundish,
semi-cordate, entire; lobule erect, cylindrical; cells smallish,
oblong, with thickened walls, sinuate within; style broadly
and shortly subulate. Underleaves closely imbricate, margin
slightly revolute, 4 times as broad as the stem, broadly
rotund, cordate-reniform, bifid from about an l/sth to a "/;th
deep, sinus acute, narrow, segments acute. Inflorescence
dioicous, cladogenous. Bracts longer than the leaves, bi-
lobed, divided to about a l/srd from the base, lobes broadly
acinaciform, entire; lobules of almost equal length, broadly
subulate, spinose. Bracteole connate on one side with the
bract, oblong, subquadrate, divided to about the middle,
margin laciniate-spinose, segments subulate, spinose-dentate.
Perianth oval-oblong, elongate, deeply trigonous. unicarinate
beneath, marginal angles recurved, rostellate, smooth. An-
droecia not seen.

Measurements. Stems3 to 4 inches long, 2 mm. diam.;
leaves .8 high X .9 mm. broad, 9 X .11 mm.; lobule of
leaf .5 x .25 mm., 5 *< .3mm.; cells .03 » .015 mm.; style
1 mm. long X .075 mm. broad at the base, bract 1.5 X .7
mm.; lobule of bract 1.25 X .4 mm.; bracteole 1.5 X .75
mm., segments .75 mm.; perianth 2,25 X 1. mm.

Hab. In montibus Ankaratra, 1879, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 97). In silva Alamazautra, Julio 1882, legit
Borgen, (Hb. Kiær no. 99).

Description of Plate III. Fig. 1. Plant nat. size. 2.
Portion of stem » 24. 3. Leaf x 24. 4. Portion of
leaf >» 290. 5. Lobule of leaf »x 24. 6. Style X 85.
7, 8. Underleaves » 24. 9. Bract »X 24. 10. Bracteole

10.

W. H. PEARSON. [No. 2.

»x 24. 11. Perianth, postical view » 924. 19. Oross-

section of perianth X 924.
Frullama loricata var. laxa.

Stems shorter, more branched, olive green to brown,
leaves laxer, spreading when damp, style often rotundete,
underleaves more distant.

Hab. In montibus Ankaratra, 1877, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 97).

Diastoloba, Spruce.

Frullamia Borgem n. sp.

Monoica, rufescens, pusilla, irregulariter subpinnata. Folia
patula, approximata vel subimbricata, horizontalia-patentia-
divergentia, subrotunda-semi-reniformia: lobulus suberectus,
subeylindricus vel galeatus; cellulae parvae, subquadratae.
Foliola cuneata, subquadrata unidentata vel integerrima;
l/4—1/3 bifida, segmentis acutis. Bracteae ovatae, integer-
rimae; lobulis ovato-lanceolatis, tridentatis; bracteola late
lanceolata, fere ad 1/» bifida, integerrima vel unidentata,
segmentis acutatis. Perianthia orbicularia, glabra, quinque-
plicata.

Plant of a dark reddish brown colour, small, irregu-
larly subbipinnate, leaves fragile, insertion narrow, patulous,
approximate or loosely imbricate, horizontal to patent-diver-
sent, roundish to semi-reniform; lobule suberect, subcylin-
drical, galeate; cells small, subquadrate with thickened walls,
sinuate within, larger and elongate near the base, mar-
ginal cells conspicuous; style minute, linear. Underleaves
about twice the breadth of the stem, cuneate to subqua-

-drate, unidentate at each side or entire, from '/a4 to a 1/3

bifid, segments acute. Sub-bract ovate, lobule, explanate,
oblong-ovate with å large segment on the outer side. Bracts
ovate, entire; lobule ovate-lanceolate, tridentate; bracteole
broadly lanceolate, bifid to nearly the middle, entire or fur-
nished with å minute tooth, segments acutate. Perianth pro-
jecting about l/. beyond- the bracts, orbicular, smooth,

1890.] FRULLANIAE MADAGASCARIENSES. 9

”

5-plicate, slightly rostellate, angles almost winged, margin
irregular, one augle antical, two postical, two other ridges
slightly developed near the apex. Inflorescence monicous,
perigonial leaves 2—3 pairs.

Measurements. Stem !/» to 31 inch long, .1 mm. diam.;
leaves .4 ».3 mm., lobule .2 X .125 mm., .175 X .15 mm.;
underleaves .2 bigh > .175 mm. broad, segments .075 mm.;
cells .02, .015, .02 X .04 mm., sub-bract .45 x .25 mm.,
lobule .35 X .2 mm. .5 X .3mm. lobule .3 X.2 mm, bract
.55 X< .45 mm., lobule .55 X .35 mm., bracteole .4 X .15
mm., segments .15 mm., perianth .45 X .4 mm.

Hab. In montibus Ankaratra, 1879, legit Borgen, (Hb.
Kiær no. 99 co).

Description of Plate IV. Fig. 1. Plant nat. size. 2.
Portion of stem X 31. 3—5. Leaves X 64. 6. Portion
of leaf and lobule »< 64. 7. Portion of leaf » 290. 8.
Underleaves and lobules > 64. 9. Style magnified. 10,
11. Sub-bracts > 64. 12. Bract x 64. 13. Bracteole
> 64 14. Periantb, antical view »< 31. 15 Dlitto,
postical view » 31. 16. Cross-section of perianth > 31.

Trykt 13 februar 1891.

i. pabte dd ov
gomsiro dt me

=-

ee

Fen Af, Sel ot. ard EE pr SÅ

i RE OT å
le mår EG 0 dk FOGN båe

å vi på -
) f då
2» i tk - BT ES DS
SD vn
at > i 14 stad JA LE Aitr
i Mar DOE did en) arderit dt oe
- dB) Bør -itesk GT8K Grill FT ng: AE

svie 9na Jarl OF vi VE strlE 1: re

2 pr
| midt 1369 36 orad TG ESS Me ME
4 > 008 > tøst to molo GH SØsbgol hs tast

de hetene 3104 GR fa * > frtfo | bitt: avsi GE
2 ofl ST ET ØST Bon 0914 bi > ard -ARE ee Ve:

- , - ar Ä k
- p FOIF TL01T08 HJE 194, LE

i *
hd
n * *
»
-
i hå
-
På R
Ä -
o -
å > Gå.
. vi
på 6 &
å å
å 53
* ' N
Va +- D2K%
jr
-% +$.
Å E p ag
% på gg - ; v ør
-
AE på å
- ha å get p
AT
Å Er 7
fl
N
$ p
dg -
å y de
FLERE Tåget E$
å
%
Fa
* * p ” pt
- å vill
- kva % på

1

k. Sélsk. Forhandl. Ne2. 18590.

Frullania ovalrfølia.

Eg

vik pr i i

AEE tg
fl ø* » >
NT
é

r. Vidensk.Selsk. Forhandl. N2. 1590.

SG

trullania stricta.

JM Lyng: VE Ånse Ghristiæn:a

ae i dl nl be

Vidensk.S elsk. Forhandl. N2. 1890.

Frullania forreata.
Ming VB Qnst Gfristiania

MM. Lyng: å2f. Önst Griskania.

Frullania B orgeni.

92.1890.

t. Selsk, Forhandl,

T Are. dd

yr AN MU
” CENTRAL PARK,

PI
MOVI VADV
å NEW YORK. JP
på Å PL
an NVA
pe URAL åå >

Til kundskab |
vor yngre jernalder

Af

Dr. Ingvald Undset

G Med 3 lithogr. plancher

(Kristiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890. No. 3)

Christiania.
I commission hos Jacob Dybwad

Å. W. Brøggers bogtrykkeri

1890

Til kundskab om vor yngre jernalder.
Af
Dr. Ingvald Undset.

(Fremlagt i mødet den 4de oktober 1889).

I ,Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie,* 1889,
pag. 291—316, har jeg leveret en afhandling: , Mindre bidrag
om den yngre jernalder i Norge*, hvori jeg har omtalt
endel sager i vore fund fra denne periode, hvilke vistnok er
af fremmed oprindelse. Navnlig har jeg behandlet endel bronze-
kedler med 38 ører, som omstående fig. 1, hvoraf ikke så få
er fundne i Norge, navnlig på Vestlandet; tildels viser de emaille,
navnlig paa hankeskjoldene, således som et par skønne farve-
trykte plancher i hin afhandling illustrerer i fortræffelige af-
bildninger. Af de der omtalte 15 exemplarer fra 14 forskellige
fund hidrører, som der side 302 anført, de 12 fra Vestlandet,
d. e. kystdistrikterne vest for Lindesnæs og nordover til Roms-
dalen; fra Østlandet kunde jeg kun anføre 3 exemplarer fra
3 fund, ligeledes fra bygder nær kysten; fra Danmark kendes
intet exemplar af denne slags kedler, fra Sverige kun 1, nemlig
fra handelsstedet Birka, således som 1. c. anført.) Som prof.

I Jeg får her anledning til at berigtige et par feilagtige navneformer, som
alt i ældre tid er komne ind i litteraturen og således også i bin afhand-
ling af mig. Pag. 294 står om fund no. 3, at det er gjort på Gansel,

Hetland pgd., Stavanger a,, skal være Gausel; pag. 308 umtales et vægtlod

med emailleret overplade fra Fårland, Hå pgd., Stavanger a., skal være

Tårland; prof. Rygh har velvillig gjort mig opmærksom på disse feilagtige
navneformer.

1*

i DR. INGVALD UNDSET. [No. 3.

Fig. 1.

Rygh nu meddeler mig, kan dette østlandske antal vistnok for-
øges til 4 exemplarer, nemlig med et stykke fra Østby i Rakke-
stad pdg., Smålenene a., hvoraf fragmenter findes i universitetets
samling i et gammelt fund (C. 797—808).

I den citerede afhandling har jeg pag. 301 f. også nævnt
2 besynderlige bronzemasker, der i århundredets begyndelse
skal være fundne i jorden på Avaldsnæs i Stavanger a., og
som menes i sin tid at være blevne nedsendte til kunstkam-
meret i København, hvor de dog ikke kan sees at være an-
komne; de antoges at være stebte, og i deres sine mentes perler
eller stene at have været indsat; som man af tegningen ser, er
den ene maske lidt større end den anden. Originalerne er nu
visselig tabte, men ved Bergens museum bevares tegninger af
dem, daterede september 1803 og udførte af daværende student,
senere overlærer Lyder Sagen. På vor planche III fig. 3—4
gengiver jeg hine tegninger i temmelig nøiagtige kopier; en
tidligere gengivelse af dem i årsberetningen 1867, pag. 66 og
figg. 22—23, er i så liden målestok, at den ikke kan være tilfreds-
stillende. Hine tegninger er vistnok temmelig ufuldkomne og
gengiver ganske vist kun slet stykkerne og aldeles ikke arbeidets
karakter, så at de ikke i nogen grad kan være tilfredsstillende
i arkæologisk henseende, men da originalerne vistnok er tabte,
må man nøeie sig med tegningerne, som de er, indtil andre lig-
nende bronzemasker kommer frem. Hankefæster til kar kan

1890.] TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 5

stykkerne vel neppe have været, irsk importgods som de om-
talte kar med 3 ører kan de efter stilen at demme heller
neppe være. En forgyldt bronzering med indfældte gule, røde
og blå stene, der skulde være funden sammen med disse bronze-
masker, og hvoraf også i Bergens museum en tegning haves,
der er gengivet som fig. 21 i den citerede årsberetning, er
visselig middelalderlig og kunde antyde, at også maskerne er fra
samme periode, men tegningerne er som alt anført for stillese
til at muliggere en sikker slutning derom. Hine mærkelige
stykker må derfor blive at henstille ,til observation*.

Om de omtalte bronzekar med 3 ører, der tildels er email-
lerede, antager jeg som alt sagt, at de er indførte fra vesten,
fra den keltiske verden,) og skriver sig fra den ældre tid af
vor yngre jernalder, d. e. tiden omkring år 800 og nær der-
efter, ligesom andre beslagstykker, mest af forgyldt bronze,
med ornamenter i den ældre irske stil, der er så talrige i de
norske oldsagfund fra denne periode, og ligesom en eiendom-
melig, af prof. Rygh først udskilt, gruppe gamle norske fund
af vesterlandsk mynt, der hidtil ikke er fundne i Danmark og

1 Min korrespondent inden den keltiske verden, Mr. Geo. F. Black, assistent
ved det arkæologiske museum i Edinburgh, meddeler mig i et brev, at
han ikke kender sådanne kedler fra fund i de keltiske lande i vesten.
Når jeg har nævnt de emaillerede stykker fra Chesterton i Warvickshire,
omtalte og afbildede i Archæological Journal 11, pag. 162, og jeg
antager dem for sådanne kedelører, så udtaler han, at det kan de neppe
have været, da de ikke viser naglehuller; om de vesterlandske keltiske
emailler mener han, at emaillerkunsten hos de vestlige Kelter enten er af
hjemlig oprindelse (som dr. Andersson har diseutteret i Proceedings of the
Society of Antiquaries of Scotland XIX pag. 45—50), eller, som andre
vesterlandske arkæologer har ment, er indført til det britiske rige af føni-
kerne. Han nævner ikke, og synes altså ikke at kende, det store materiale
af keltiske emailler, som man har, i det mindste fra det 5te århundrede
før Kr. af, hos Kelterne i det indre Mellemeuropa, og som visselig afgiver
de nærmeste forudsætninger for den emailler-kunst, som man finder hos
Vesteuropas keltiske folk i den førromerske tid, — i den periode, som af
Franks er benævnt late celtic (cfr. Hore Ferales). Hine hankeører har
imidlertid visselig for en stor del ikke været fæstede til karrene ved nagler,
men har været loddede på, som tilfældet er med ørerne på flere af de i
Norge fundne kar af denne slags. Som pag. 306 i min citerede afbandling
omtalt, har dr. Sophus Miller nævnt mig lignende kar i museerne i
York og i Dublin, hvilke altså mr. Black ikke synes at kende.

6 DR. INGVALD UNDSET. [No. 3.

Sverige,) og måske andre sager. Pag. 309 får jeg i den an-
ledning leiligbed til at minde om min i de samme årbøger for
1880 pag. 175 ff., i min afhandling om den ældre jernalder
i Norge, fremsatte formod»ing om tidlige forbindelser med
landene i vesten, særlig Irland, forbindelser, der måske har
lært vore fædre hine landes rigdomme at kende og måske
derved netop i nogen grad har foranlediget vikingetogenes be-
øyndelse i slutningen af det 8de århundrede. Hr. arkivassistent
A. Taranger ger mig nu også opmærksom på en afhandling
af Zimmer: »Keltische beiråge« i Zeischrift fir deutsches
Alterthum, XXXII, pag. 205 og navnlig pag. 231 ff., hvori det
geøres sandsynligt af irske kilder, at Nordmænd i lebet af det
8de århundrede oftere har besøgt Irland, isærdeleshed fra Hør-
daland (Hiruath, Hirotas land). De irske kilder, som det her
dreier sig om, er Dicmil og Armaghs bog, i håndskrifter fra
begyndelsen af 9de århundrede. Jeg minder her også om,
hvorledes Montelius, Kultur Schwedens, Berlin 1887, pag. 130 f.
på arkæologiske grunde finder at måtte formode tidlige tog til
Vesten.

I min citerede afhandling i årbeger 1889, pag. 311 .
omtaler jeg i noten i Ungarn fundne sværd med det samme
Ulfbern-navn på klingen, der så byppig forekommer på vore
norske damascerede sværdklinger fra yngre jernalder, således
som påvist navnlig af Lorange i hans posthume værk om
Vikingetidens sværd.” Jeg kan her rette en feiltagelse, hvori
jeg i hin afhandling i årbøgerne har gjort mig skyldig: det
i Magyar Orszagy 1873, pag. 195 afbildede stykke med Ulf-
bern-navnet på klingen, hvilket stykkes øvre del med selv-
indlægning på håndtaget ganske som på flere i Norden fundne
stykker og med et fabrikantnavn på klingen, hvori man visselig
kan genkende levningerne af hint samme Ulfbern-navn, gen-
giver jeg her på pl. I fig. 2; det er ikke, som jeg hist har
udtalt, fundet i Ungarn, men er det såkaldte ,den hellige

1 0. Rygh i Kristiania videnskabs-selskabs forbandlinger for 1876 no. 10.

? A. L. Lorange: Den yngre Jernalders Sværd, Bergen 1889; cfr. også min
anmeldelse af dette værk i Vidar 1889, pag. 287—290.

1890.] TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 7

Fig. 2.

Stefans sværd* i domskatten ved domkirken i Prag, og er der-
for vistnok engang fundet etsteds i Bøhmen. Det sammesteds
efter Archæologiai Ertesitö, I, 1869, pag. 214 citerede exem-
plar er heller ikke fundet i Ungarn, men i Slesvig, afbildet for
at vise et fuldstændigt exemplar, som et forrustet ungarsk antages
at have lignet.

I hin samme note omtaler jeg et i Ungarn fundet sværd,
hvis håndtag er ganske af samme art som Rygh: Norske
Oldsager fig. 506, her gengivet som fig. 2. På vor pl. I,
fig. 1, å og b, kan jeg nu ved venskabelig bistand af hr. prof. dr. J.
Hampel i Budapest give en afbildning af hint i Ungarn fundne
sværds håndtag; selve håndtaget er 9 cm.1., med knap og hjalt
18'/2 cm. 1., det tilhørende bevarede stykke af klingen har en
længde af 511/9 cm. På en kærne af jern har det belægning
af udarbeidet bronze og sølvtråde, ganske som vore lignende
norske, desuden også øuldtråde, skriver prof. H. Pl. II. fig. 1
gengiver jeg et sådant i Norge fundet håndtag, hvis knap
dog mangler; det stammer fra den i sin tid i Våge af provst
H. P. S. Krag anlagte samling af oldsager og er derfor vist-
nok fundet i Gudbrandsdalen.)

g Årsberetning 1867, pag. 45 f., hvor sværdhåndtaget er, rigtignok temmelig
utilfredsstillende, afbildet fig. 31.

DR. INGVALD UNDSET. [No. 3.

Af sværd fra yngre jernalder med håndtag af samme

slags arbeide som de afbildede fra Våge og fra Ungarn kan
fra norske fund følgende anføres:

1.

Universitetets samling no. 1977 fra Ophus i Vang pgd.,
Hedemarken a. Det er dette, som her i texten er afbildet
som fig. 2 (efter Rygh: Norske Oldsager fig. 506); det
er fundet i en gravhaug tilligemed mange andre oldsager,
hvoraf kan mærkes et stykke af en tveegget sværdklinge
af ældre jernalders form, altså vistnok henførende fundet
til den tidligste tid af vor yngre jernalder. Det bevarede
af sværdets klinge viser damasceret arbeide.

. Samme samling no. 4058: nederhjalt med noget af tangen

og lidt af klingen af et lignende tveegget sværd, fundet i
en ager på Bjerke, Brandbu s, Gran pgd., Kristian a.;
ornamenterne er ensartede med dem på det foregående
stykke.

Samme samling no. 1868: tveegget sværd med begge
hjalter, men uden knap, fundet ved pleining på Ås land-
brugsskole, Akershus a.; det viser ligeledes ornamenter i
samme stil som det her afbildede, dog er bronzepartierne
her forgyldte.

. Samme samling no. 8095: tveegget sværd med helt beva-

ret hjalt og ligeledes helt bevaret belæg på håndtaget;
fremdeles i samme stil som det foran afbildede. Det til-
hører den i univ. mus. deponerede Deichmanske samling,
er fra ukendt findested, dog altså sandsynligvis fra Brats-
berg a. Det er afbildet i årsberetningen for 1877 fig. 22.
Samme saml. no. 4072: det på vor pl. II, fig. 1, afbildede
håndtag fra den tidligere oldsagsamling i Våge; som
omtalt er det først afbildet i årsberetningen for 1867
fig. 31, men utilfredsstillende, da stykket endnu dengang
ikke var renset.

. Berg. mus. no. 1451: begge hjalt og knappen af et tve-

egget sværd, der 1861 fandtes med en stor jernex og
en hammer i en stenres på Halsne klosters hovedgård,
Fjeldber pgd., søndre Bergenhus a.; det er afbildet i Loranges

1890.] TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 9

katalog over Bergens mus. pag. 143. Belægget synes at

være i noget anden stil, end på de ellers fra Norge be-

kendte sværdhjalt af dette slags, men prof. Rygh bemærker,
at han 1876 i Bergen har noteret, at originalen er for
destrueret til, at en god afbildning kan gives.

7. Til samme klasse hører vistnok også det såkaldte , Egil

Uldsærks sværd*, Throndhjems samling no. 63, fundet 1768

i en gravhaug på Frei ved Kristianssund N; klingen, som

er stærkt destrueret, antages at have været enegget.)

I årsberetningen for 1867 pag. 45 gives oplysninger om
og opregnes nogle af disse i Norge fundne sværd; her har jeg
imidlertid velvillige meddelelser fra prof. Rygh at takke for,
at jeg nu kan levere en vistnok fuldstændig liste over de i
Norge fundne stykker af denne art.

I Danmark er der kun fundet 1 sværd af denne slags,
nemlig Københavns museum no. C. 1572, indkommet i 1873 fra
Løgstør i Jylland. Håndtaget og hjalterne er platterede med
selv og forselvet bronze (velvillig meddelelse fra hr. museums-
inspektør, dr. Sophus Miller).

I Sverig er der, efter hvad prof. dr. Montelius meddeler
mig, hidtil ikke fundet noget sværd med håndtag af denne
slags; Montelius: Svenske fornsaker, fig. 508, med belægning
af udarbeidet bronze forestillende dyrefigurer, er ganske ander-
ledes, — efter stilen at demme vistnok gotlandsk metalarbeide.

Som man ser, stemmer vort pl. II, fig. 1 afbildede sværd-
håndtag fra Våge så neie med det i Ungarn fundne, på pl.
I, fig. 1, a—b, gengivne, at de visselig må være udgåede fra
samme værksted eller fabrikant. Nederst på hjaltet af dette
norske ser man fremstillinger af overdelene af 3 mænd,
hvoraf den midterste vistnok er en biskop, der strækker
hænderne velsignende i veiret. — PI. II fig. 2 er, i 1/p, af-
bildet det sammen med hint ungarske sværd i komitatet Thuröcz
i Nordungarn fundne og i hin samme note i årbøgerne af mig

I K. Rygh: Katalog over det kgl. norske Videnskabernes Selskabs Old-
samling, pag. 25.

10 DR. INGVALD UNDSET. [No. 3.

nævnte trefligede smykke af jern, som jeg der har omtalt som
rimeligvis visende os prototypen for vore nordiske kløverblad-
formede spænder. Det har, som prof. Hampel meddeler mig,
vistnok oprindelig været helt belagt med ornamentalt udarbeidede
selvplader, som dog nu for det meste er tabte; de en trekant
i midten dannende nagler er ikke, som jeg hist har udtalt, af
sølv, men af bronze, der vistnok har været forgyldte; på under-
siden har stykket visselig haft charnier og nålefæste, men
deraf er nu ikke spor bevarede. At vi i dette stykke må se
en prototyp for vore nordiske kleverbladformede spænder, kan ikke
være tvivlsomt. En sammenligning med fig. 3 paa pl. II, hvilken
figur fremstiller en i Norge funden sådan bronzespænde fra
Hår, Hå pgd., Stavanger a.,) vil slående gøre enhver klar
på denne sammenhæng. Et fragment af et lignende stykke
forekommer i et andet fund fra samme egn, i museet i Budapest.

Pag. 314 ff. i den citerede afhandling i årbøgerne har jeg i
noter omtalt, hvorledes visselig også vor yngre jernalders skål-
formede og ligearmede spænder har sit udspring fra former, der
tilhører mellemjernalderen og også genfindes mod syd og sydest,
ned igennem Europa. For her at holde mig til de skålformede
spænder, der er så fremtrædende i vor yngre jernalders fund,
har jeg pl. III fig. 2 gengivet et i Norge fundet exemplar,
hvis ornamentik visselig går tilbage til en fremstilling af et
dyr; typen viser en af de nordiske former, der må ansees
som de ældste. I Norge forekommer disse dyreformede spænder
hyppigst på Vestlandet; det afbildede exemplar er fundet på
Bru, Rennese pgd., Stavanger a. En sammenligning med de pl.
II, fig. 4—6 afbildede bornholmske exemplarer viser, hvorledes
udviklingen må være foregået, således som af Montelius og
Vedel allerede påvist? Det på vor pl. II fig. 5 afbildede

1 Undset: Norske oldsager i fremmede museer, pag. 46, fig. 37, og Rygh:
Norske Oldsager, fig. 672.

2 Montelius i Månadsblad 1873, pag. 179 ff., især 189 ff.; 1877, pag.
461 £.; Vedeli tidligere afhandlinger i årbøgerne og i Bornholms Old-
tidsminder og Oldsager (1886), pag. 165 f., 180; sammenlign også Handel-
mann i Verhandlungen der Berliner Anthropologisehen Gesellschaft, 1882,
pag. 22 få. o. fl. st.

1890.] TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 11

stykke fra det sydestlige Rusland, fundet i guvernementet
Perm og offentliggjort af Aspelin," viser, hvorledes dyre-
formen bliver indesluttet i en oval ramme, hvorved altså
overgangen til skålformen formidles. Det bornholmske exemplar
på vor pl. II fig. 6 illustrerer, hvorledes dyret (et på maven
liggende menneske tror jeg nemlig ikke med Vedel, at det skal
være, Skønt det dermed har lighed) ornamentalt afbildes ovenpå
spænden; på vore andre, pl. III, afbildede skålformede exemplarer
kan man følge, hvorledes en ryglinie og fra denne til begge sider
udgående ribber endnu længe bevarer mindet om dyreformen. Af
dyrets to øine og fire ben, især af de sidstes øvre dele, hvor
tykkere og rundere partier angiver lårenes ledlige forbindelser
med kroppen, opstår de, oprindelig 6, siden flere, rundinger, der
senere forsynes med knapper, og som i en følgende tid bliver
det mest karakteristiske ved disse spænders ornamentik. Fra
dette grundlag må man gå ud ved det mere indgående studium
af vore nordiske skålformede spænders videre typologi, de
forskellige formers geografiske udbredelse etc.

Hvad jeg i denne afhandling væsentlig har påvist af nyt,
er, at idetmindste en hel gruppe af vor yngre jernalders
rigere arbeidede sværdhåndtag også er indførte udenlands fra,
således som navnlig det pl. I afbildede ungarske exemplar
ger utvivlsomt, — ligesom Lorange i sit værk om den
yngre jernalders sværd har påvist det samme om de da-
mascerede og andre sværdklinger. Hvorfra, fra hvilke egne
og fabrikationscentrer, kan endnu ikke med sikkerled angives;
naar Lorange 1. c. om Ulfbern-klingerne har ment, at de var
indførte fra Frankerrigets område, skulde jeg være tilbøielig til
særlig at henpege på dettes østlige dele, ved midtre og nedre
Rhin, hvor der i ældre tider, ligesåvel som i nutiden, vides at
have hersket en betydelig metalindustri, og hvorfra vi også nu
har et ikke så ubetydeligt materiale af lignende sværd med
sølvindkrusterede etc. håndtag, der ganske minder om vore

I Aspelin: Antiquités Finno-Qugriens, fig. 568.

12 DR. INGVALD UNDSET. [No. 3.

nordiske.! Vore her behandlede sværdhåndtag med belægning af
udarbeidet og tildels forgyldt bronze, med søelvtråd ete., turde
måske stamme sammesteds fra, skent der, såvidt jeg ved, endnu
ikke dernede er fundet noget sådant stykke; det må imidlertid
mærkes, at man fra hine alt dengang kristnede egne kun har
lidet materiale af den slags, da våben etc. jo dengang ikke
der mere stadig medgaves i gravene. Så må også fuld op-
mærksomhed haves henvendt på, hvad der kan være Norden og
særlig vort land tilført vestfra, fra Irland og England; ovenfor
er talt om irske bronzearbeider, andetsteds har jeg før noteret,
hvorledes der både i Dubliner-museet og i British De-
partment i British museum i London sees ikke blot sværd-
klinger med lignende mærker som inden vor yngre jernalder,
men også andre sager, hvortil vi har sidestykker i vore fund
fra vor seneste hedenske tid. At bestemme, hvor slige sager
og former har hjemme, er opståede og er fabrikerede, hvorfra
exporterede, er imidlertid noget, som endnu ikke kan afgeres;
dertil er som sagt den slags materiale derude for sparsomt og
der endnu for lidet påagtet og studeret; men det er fra hine
sydlige og vestlige lande, at vi her i Norden må vente besked
om, hvorfra alt, som er importeret i vor yngre jernalder, er
kommet til Norden.

I det nordiske oldskriftselskab i København sees hr. kammer-
herre Vedel sidste hest (5—11—1889) at have holdt et fore-
drag om keltisk ornamentiks indflydelse i Norden ved den tid,
da vor nordiske yngre jernalders kultur bliver til. Han finder,
at sådanne indflydelser har spillet en betydelig rolle, bl. a.
f. ex. ved de skålformede spænders tilbliven af den senere
mellemjernalders dyreformede etc. Han formoder, at disse ind-
flydelser, som vi særlig kan iagttage på bornholmske og elanske
oldsager, er komne til Norden, ikke direkte fra Irland, men ud-

1 Lindenschmit: Die Alterthiimer unserer heidnisehen Vorzeit, III, XI, pl.
4 og IV pl. 33. Tillige henviser jeg her i almindeliged til hvad Linden-
sehmit i Handbuch der deutschen Alterthumskunde pag. 217—239 har
sammenstillet om folkevandringstidens spatha, fra hvilken form jo vore nor-
diske yngre jernalders sværd selvfølgelig stammer,

1890.] TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 13

gående fra syd, hvor jo som bekendt keltisk mission allerede
tidlig var virksom for kristendommens og dermed vel og kulturens
udbredelse i Alpelandene. Da jeg endnu kun kender kammer-
herre Vedels anskuelser af et avisreferat af hint foredrag,
kan jeg her ikke nærmere medtage dem til behandling; jeg må
imidlertid gøre en anmærkning om, hvorledes man, ialfald
endnu, neppe kender keltiske metalarbeider fra hine missions-
stationer i det sydlige Mellemeuropa, hvilke vel da heller ikke
derfra kan være blevne synderlig udbredte, heller ikke erindrer
jeg i noget mellemeuropæisk museum at have seet noget
metalarbeide med hin tidlige tids keltiske ornamentik. På
den anden side er derimod sådanne keltiske metalarbeider,
der bestemt må antages at være indførte direkte fra Irland,
særlig hyppige i oldsagfundene på Norges vestkyst fra den
ældste tid af vor yngre jernalder. Jeg henviser her også
til, hvad jeg derom har udtalt i Nordisk (Letterstedtske) Tid-
skrift, 1878, pag. 390 f. samt til pag. 5 f. ovenfor. I en noget
senere tid vidner også de talrige fund af fremmed, ikke mindst
vesterlandsk, mynt på æøerne i Østersøen om, at de har været
centret for udbredte handelsforbindelser i tidlige tider, handels-
forbindelser, som visselig har været af største betydning i den
tid, da den nordiske yngre jernalders kultur bliver til, men
som i de tilstødende dele af selve de nordiske riger dengang
kun har efterladt sig svagere spor. Jeg skal ikke her minde
om, hvorledes Nordboerne på Norges vestkyst og på de nævnte
sydlige øer i Norden ved de samme forbindelser i denne og de
følgende tider også kan have modtaget impulser, der er blevne
af største betydning for udviklingen af vikingeperiodens og den
følgende tids eiendommelige og rige åndelige kultur i hele
Norden. |

For har jeg fremhævet, hvorledes det jo må volde os
megen vanskelighed ved vor udforsken af vor yngre jernalders
kulturs oprindelse, at de sydligere og vestligere lande, dengaug
forlængst kristnede, kun kan byde os så lidet arkæologisk

I Berlingske Tidende no. 259 for 6te november 1889.

14 DR. I. UNDSET. OM VOR YNGRE JERNALDER. |[No. 3. 1890.]

materiale til sammenligning. Vi har jo her i Norden selv-
følgelig aldrig tvivlet om, at den kultur, som vore nordiske
yngre jernalders fund giver så fyldige vidnesbyrd om, står
i nærmeste sammenbæng med og kun viser os, tildels i fordeiet
og tilgodegjort skikkelse, hvad der var samtidens kultur i det
øvrige Europa. Men fattigdommen på tilsvarende materiale
derude gør det jo vanskeligt for os nærmere at skelne mellem,
hvad af former og sager der kan være modtaget og indført
fra syd og hvad fra vest. Når vi f. ex. nede i Ditmarsken!
genfinder et spyd som Rygh: Norske Oldsager fig. 517, eller
Montelius: Sv. fornsaker fig. 503, hvoraf vi i vor yngre jern-
alders fund kan opvise mange exemplarer, er det jo klart, at
formen ikke er særlig nordisk, hvad vi heroppe da heller aldrig
har indbildt os. Hvorfra alle de forskellige elementer til vor
yngre jernalders kultur er komne, må det som sagt være frem-
tidige undersøgelser forbeholdt nærmere at skaffe rede på.

Efterskrift. FEndnu førend foranstående afhandling er
trykt, modtager jeg fra museumsinspekter, dr. Sophus Miller i
København underretning om og fotografi af en liden bronce-
spænde, der er fundet på Bornholm, og som tilhører sandsyn-
ligere den første kristne end den sidste hedenske tid. Øverst
ender den i et menneskeansigt, der over panden viser de samme
opstående og i en liden spiralslyngning endende hårlokker,
som er karakteristiske for de to på vor pl. III fig. 3—4
afbildede tabte broncemasker fra Avaldsnes; måske også disse
sidste snarere har tilhørt vor første kristne end yngste tid?

1 Lindenschmit: Die Alterthiimer unserer heidn. Vorz, IV, pl. 23, fig. 5.

Trykt 7 marts 1890.

Ohr. Vidensk. Selsk. Forh.1890,N?3. FE I

DA

NEAR
TE

=> 3> på

== KV

på > 9» 7 , ;
MLlyngs th. Anst. faisttania.

Chr. Vidensk. Selsk. Forh. 1890, N%3. PER.

Eu T JER ENG DE

Vie;
=o
== 15

)

> Bn FR rå

(OC 2-3 å ER ER
Jungs lhj. Hnst. Utristrania.
J /

Ohr. Vidensk. Selsk. Forh. 7890,N?3.

| 1 i N Av
| si NAN

| Å Å)

vi Lan
W Ne
Å UR NSTAN
KAL AY NY NG
VE I Å INN p

EP En
GC er >

PI. II.

v
på

åå

V CENTRAL PARK, *
NEWYORK.
ser

Y CEN L PAN! ,
gå NEWYORK. - 4: å

MEG Norges Fauna nye Fugle

— fundne i 18871889.

: Af
SE Robert Collett
|
N |
(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890 No. 4) |

Christiania 4 10
I Commission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers Bogtrykkeri
1890

Om & for Norges Fauna nye Fugle,
fundne i 1887—1889.

Af
Robert Collett.

(Fremlagt i den mathematisk-naturvidenskabelige Classe den 7de Februar 1890.)

Turdus fuscatus, Pall. 1811.

Turdus fuscatus, Pall, Zoogr. Rosso-Asiat,, Tom. I, p. 451 (1811).

2 Expl. af denne sibiriske Art bleve Høsten 1889 fundne i
Landets sydlige Dele, og begge ere afgivne til Univ. Mus. Det
første af dem fandtes af Forf. blandt et Knippe T. iliacus (hos
en Vildthandler i Christiania), og var fanget i Eidsberg i Smaa-
lenene 20de Oct. 1889. Dette Expl. var en ung Han, og havde
følgende Maal:

ME EE SA I NG 96
RT GE EE
Halens Længde . . .. ME OE

Det andet Expl. var Age (gelsdae i kone) sammen med
T, pilaris i Romedal indenfor Hamar 2den Nov. 1889, og ind-
sendtes af Lærer Rud. Localiteten var blandet Løv- og Naale-
skov. Dette Expl. var en ung Hun, og maalte:

TT Se JR GU EY
TITTET PE EE
ST alle EE ET ET

1 ROBERT COLLETT. [No. 4.

Det vil sees, at Forskjellen i Størrelse var ikke ubetydelig
mellem de 2 Exemplarer. Foruden at Hannen var betydeligt
sterre end Hun-Exemplaret, var Farven gjennemgaaende lysere
og mere redlig. Ryggen udviste næsten ikke Spor af de mørke
Fjær-Centra, der fandtes hos Hunnen, og som ere typiske for
Arten; de nedre Vingedækfjær vare, tilligemed Randen af Arm-
fjærenes Yderfaner, bredt kantede med rustbrunt, saaledes at
den sammenlagte Vinge udviste et sammenhængende rustbrunt
Felt. Ogsaa paa Halefjærene var den rustbrune Farve stærkt
fremtrædende ved Grunden af Yderfanen. Fremdeles vare de
characteristiske mørke Pletter, der hos Hunnen dannede det
stærkt markerede Belte over Brystet, her tildels skjulte (især
midt paa Brystet) af Fjærenes brede hvidgule Bræmme; ogsaa
hele Struben og Forbrystet var stærkere farvet ef rustgult, end
hos Hunnen. |

Forskjellen i Farvetegning mellem begge er dog neppe
større, end der jevnlig kan findes mellem Individerne i et
Knippe T. pilaris.. Allerede Seebohm har i 1879 gjort opmærk-
som paa den store Tilbøjelighed til Variation hos denne Art.
Blandt de Expl., som han hjembragte fra Jenisei i 1876, fandt
han især varierende Udstrækningen af den sorte Farve paa
Brystet, og den røde paa Legemets Overside. Enkelte Expi
havde ligeledes mere, andre mindre rødt paa Halefjærene, og
kunde nærme sig T. naumanm. Især var en Han mærkelig ved
næsten ganske at mangle rødt i sin Dragt, og selv de undre
Vingedækfjær vare her graa, istedetfor rødbrune (Ibis 1879,
p. 47). Det vil saaledes sees, at den stærkere eller svagere
Udvikling af den røde Farve ikke er bunden til noget bestemt
Kjøn.

Udbredelse. Blandt de sibiriske Tuwrdus-Arter, hvoraf
enkelte Individer i Aarenes Leb have vist sig at berøre Europa
under Træktiderne, hører T. fuscatus til de sjeldneste Gjæster.
Dens Hjem er Nord-Asien østenfor Jenisei, og de fleste af de i
Musæerne opbevarede Individer ere erholdte under Træktiderne
og om Vinteren i China og Japan. Allerede i Himalayagebetet
og i Indien hører den til de sjeldnere Vinterbesøgere.

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 5

I Europa ere idethele blot enkelte Fxemplarer iagttagne.
Disse ere især fundne i Tydskland og Østerrige under Hest-
trækket; et enkelt Ind. er erholdt i Italien. I hele Vest-Europa
var den hidtil blot funden i et Par Individer i Belgien om Høsten
(Dubois, Ois. de Belgique, Tom. I, p. 286), ligesom jeg af Dr.
Gåtke har faaet Meddelelse om, at et enkelt Ind. er fanget paa
Helgoland i Oct. 1880.

Dens Optræden i 2 Individer i Norge i afvigte Høst er
derfor af Interesse.

I Norge er hidtil af Slægten Turdus fundet 8 Arter, hvoraf
6 ruge talrigt, 2 ere trufne tilfældigt; hertil kommer Oreocinela
varia (Pall.) 1811, ligeledes truffen tilfældigt. Om disse Arters
Udbredelse se Forh. Vid.-Selsk. 1887, No. 8.

Oriolus galbula, Lin. 1766.

Oriolus galbula, Lin. Syst. Nat. ed. XII, Tom. 1, p. 160 (1766).

Den 20de October 1889 blev et ungt Expl. fanget i Snare
lige ved Sandefjord, ved Indlebet til Christianiafjorden, og
afgaves til Skolens Samling i denne By, hvorfra det senere
overlodes til Univ. Musæet. Exemplaret synes at have været
alene, da ingen andre Fugle fandtes samtidigt i Snarerne.
eee ME ND OGNA
ME ke

Dragten var ny og uslidt. Kjønnet var ikke bleven antegnet
ved Præparationen, men det er sandsynligt, at det er en ung
Hun. Dette antydes ved den forholdsvis uanselige Dragt;
mellem Næb og Øje findes neppe Spor af sort Tøjle; de gul-
hvide Spidser paa Haandfjærenes Dækfjære, som hos de unge
Hanner ere temmelig brede, ere her næsten ikke antydede.
Næbbet er mørkbrunt, og mørkere, end hos de ældre Individer.

Skjønt 0. galbula har. en forholdsvis vid Udbredelse over
Central- og Syd-Europa, og er paa de fleste Steder her mere
eller mindre hyppig, bevirker dens skjulte Levesæt, at dette i
flere Henseender endnu er ikke" fuldstændig kjendt; saaledes er

6 ROBERT COLLETT. [No. 4.

Spørgsmaalet om de Foraudringer, som Farvetegningen under-
gaar med Alderen, indtil Ungfuglene have naaet sin fuldt
udviklede Dragt, saavelsom Udseendet af den gamle Huns
Dragt i Parringstiden, endnu kun ufuldstændigt udredet.

Udbredelse. 0. galbula er i hele Nordvest-Europa blot
en mere eller mindre tilfældig Beseger; den vides her endog at
have besøgt Island, idet et Exemplar, en gl. Han, ifølge en
Meddelelse til Dr. Kjærbølling er funden dedt i Decbr. 1843 i
Skagefjord-Syssel.

I Sverige ere blot enkelte Individer skudte i Landets syd-
lige og mellemste Dele; meni Danmark og paa den danske Halve
har den vist sig at ruge sporadisk paa flere Steder, saavel i
Hertugdømmerne, som paa Øerne. I England er den ligeledes
endnu sparsom, og hovedsagelig blot iagttagen i enkelte, om-
strejfende Individer; vistnok er den ogsaa angivet at være
fundet rugende her, men disse Observationer turde alle grunde
sig paa tilfældige Omstrejfere, trufne om Sommeren | Boo
Hist. Brit. Birds, Vol. I, p. 590).

Derimod ruger den mere eller mindre hyppigt i gamle Løv-
skove over hele Central- og Syd-Europa lige ned til Spaniens
og Italiens sydligste Dele; i Øst-Europa forekommer den paa
flere Steder talrigt i det sydlige Finland lige op til 683" N. B,,
samt i Rusland og videre mod Øst gjennem Sibirien indtil
Irkutzk. Ligeledes er den talrig i Lille-Asien, og forekommer
endnu i Persien og Turkestan. Mod Syd ruger den endnu i
Nord-Africa (Algier), og trænger under Trækket ned til Syd-
Africa, hvor den er fundet i Damara Landet, i Natal og paa
Madagascar. |

Mod Vest er den antaget engang at være observeret paa
Azorerne.

Den er overalt i Europa en Trækfugl, der ankommer fra
sit Vinteropholdssted i April og Mai, og vender tilbage i Sep-
-tember og October. Den er her den eneste rugende Art af sin
Slægt, der i Africa, Syd-Asien og Australien tæller næsten 40
Arter og Underarter. Af disse staar 0. kundoo, Sykes 1832, (fra
Indien) den europæiske Art nærmest.

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 7

Falco islandus, Fabr. 1780.

Falco islandus, (part.) Brinn., Orn. Bor. p. 2, No. 7, 8 (1764).
Falco islandus, Fabr., Fauna Groenl. p. 58 (1780), nec auct.
Falco candicans, Gmel., Syst. Nat. ed. XIII, Tom. I, p. 275 (1788), et

aucetorum plurim.

Den 18de Oktober 1887 blev paa Lille Tamse i Porsanger-
fjorden (Vest-Finmarken) skudt et ungt FExemplar af denne
Art, og indsendt i frisk Tilstand til Univ. Mus., hvor det nu
er opstillet. Det viste sig at være en ung Han; i Ventrikelen
fandtes Levninger af en Rype.

KE NST ai 18 Jr 104
I PN PE PE EE nat
Halens Længde . . . . bk SE:

Exemplaret bar al ster eller tilhørte den
mørkere Form, hvor de draabeformige Pletter ere rigeligere
strøede ud over den hvide Bundfarve, end hos de lyseste Exem-
plarer.? Det var i alle Henseender overensstemmende med et
ungt Expl. i Univ. Mus. fra Grønland.

Udbredelse. FF. islandus, eller den hvide grønlandske
Falk, der oftest er omtalt under det senere Gmelins Navn F.
candicans, er kjendt fornemlig fra Grenland, og de fleste i
Musæerne opbevarede Individer stamme herfra. Den ruger her
især ,i de nordligere Districter (nordenfor Polarcirkelen), men
er temmelig hyppig i Syd-Greønland under Træktiderne og om
Vinteren:?

1 Andre Ungfugle ere lige fra den første Dragt af næsten helt hvide med ganske
faa Draabepletter, og næsten uplettet hvid Hale, Disse Ungfugle bære saa-
ledes lige fra Begyndelsen af en Dragt, der er hvidere, end de fleste ældre
Imdividers. Denne Ungfugledragt, hvoraf Univ. Mus. ejer et smukt Expl,
hjembragt af Dr. Nansen fra Grønland, (skudt ved Sukkertoppen 25de
Oct. 1888), optræder dog ulige sparsommere, end den mørke, men mellem
begge findes selvfølgelig Overgange.

I de sydlige Dele af Grøpland optræder iøvrigt talrigst den egentlige is-
landske Falk, af Gmelin i 1788 benævnet F. islandus, under hvilket Navn
den af de fleste Forfattere hidtil er opført (saaledes af Forf. i Nyt Mag.
f. Naturv. B. 26, p. 329). Denne Form, der af flere Forfattere ansees som
en lys Climatrace af den nord-europæiske F. gyrfalco, er allerede i 1780
af Fabricius i hans Fauna Groenlandica benævnt F. rusticolus (og dens
Ungform F. fuscus), efter den i Linnés Syst. Nat., ed. XII i 1766 under
dette Navn beskrevne Art. Endskjønt Linnés Beskrivelse paa det anførte

vo

8 ROBERT COLLETT. [No. 4.

Paa Island er den ligeledes vel kjendt under Træktiderne
og om Vinteren, men ikke med Sikkerhed fundet rugende.

Den ruger fremdeles i Nord-Americas arctiske Dele, og
træffes om Vinteren i Canada og paa New-Foundland, Det er
sandsynligt, at den ogsaa ruger i det arctiske Asien, da den flere
Gange er truffet om Vinteren i Amur-Districtet og i Japan; paa
Berings-Øen er den i alle Tilfælde af flere Naturforskere fundet
rugende, sidste Gang af Dr. Stejneger i 1882—883 (Res. Ornith.
Explor. Commander Islands and Kamtschatka, Wash. 1885).

Det er lidet sandsynligt, at den ruger i det arctiske Europa;
men i Aarenes Leb ere flere Exemplarer dræbte i Vest-Europa,
næsten altid Ungfugle om Høsten, og uden Tvivl alle af østlig
QOprindelse. Den synes saaledes at mangle paa Spitsbergen,
hvor blot 1 Expl. angives at være truffet. De fleste Individer
ere fundne i Storbritannien, især i England; ligeledes er et og
andet Individ bemærket i Frankrige.

Noget andet sikkert Exempel paa dens Pykskone i Nord-
Europas Fastland, end det forhaandenværende fra Finmarken
foreligger ikke.

Af Slægten Falco (med dens Underslægter) ere følgende
Arter fundne i Norge:

1. Falco gyrfalco, Lin. 1766. Alm. rugende; delvis
overvintrende. i

Ruger temmelig almindeligt i Fjeldegne over den største
Del af Landet, dog især i Finmarken fra Nordcap og Varanger-
fjorden af, men ogsaa sydover paa Fjeldene i Nordland og
Trondhjem Stift, samt paa Dovre og Langfjeldene med deres
Forgreninger lige ned paa Telemarksfjeldene i Christiansand
Stift. I sterst Antal optræder den i de Aar, hvori Myodes
lemmus yngler i Masse.

Sted af F. rusticolus vistnok kan passe paa den islandske Art, svækkes

Sandsynligheden for, at han virkelig har havt denne for sig, noget derved, at

han som dens Fødeland opgiver: ,,ex Suecia*, et Land, hvor Arten endnu

neppe med Sikkerhed kan siges at være fundet. Det er derfor sikrest for

den islandske Art at datere Benævnelsen F. rusticolus fra Fabricius 1780,

idet denne Forfatter utvivlsomt har havt netop denne Art for Øje, (ligesom
den hvide grønlandske Falk for sin Beskrivelse af I, islandus).

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 9

Lavlandet besøger de kun under Træktiderne, og kunne
da være i visse Aar ret talrige, især i de lavere Kystegne, saa-
som paa Listerlandet og Jæderen.

De fleste Individer forlade Landet om Hesten, men ad-
skillige overvintre langs Kysten helt op i Varangerfjorden.

2. Falco islandus, Fabr. 1780 (F. candicans, auct.).
Tilfældig om Høsten.

Et ungt Individ er skudt i Porsangerfjorden, Finmarken,
Qct. 1887 (Univ. Mus.). |

3. Falco rusticolus, Fabr. 1780 (F. islandus, auct.).
Tilfældig om Vinteren.

2 ældre Individer ere skudte om Vinteren, det ene, en Han,
ved Lillehammer ovenfor Mjøsen i Febr. 1879, det andet, en
Hun, paa Listerland i Febr. 1886 (Univ. Mus.).

4. Falco peregrinus, Tunst. 1771. Alm. rugende;
delvis overvintrende.

Ruger spredt saavel i Landets sydligste Dele, fra Hval-
gerne af og Egnene om Ohristianiafjorden, som i de nordlige
Landsdele lige op til Varangerfjorden, hvor den dog er spar-
sommere, end F. gyrfalco. Den er hovedsagelig udbredt i Kyst-
egnene, skjønt den ogsaa forekommer i det indre, og den be-
bor her saavel de lavere Egne, som de egentlige Fjeldtrakter.
Under Træktiderne er den talrig i visse fladere Kystegne, saa-
som paa Listerland og Jæderen.

Qgsaa denne forekommer overvintrende, dog i mindre Antal,
end F. gyrfalco.

5. Falco subbuteo, Lin. 1766. Sparsomt rugende:;
Trækfugl.

Tilhører blot Landets sydlige, lavere Dele, og ruger i
ringe Mængde op til Gudbrandsdalen; den er ikke hidtil truffet
ovenfor Dovre. Langs Vestkysten træffes den ligeledes spar-
somt op til Bergen. Den er fuldstændig Trækfugl.

6. Falco aesalomn, Tunst.1771. Alm rugende; Trækfugl.

Ruger i alle Fjeldegne, fra de sydligste Dele af Telemarks-
fjeldene op til Varangerfjorden og den russiske Grændse. "Især
er den talrig i Birkebeltet paa Dovre og Langfjeldene med

10 ROBERT COLLETT. [No. 4.

alle deres Forgreninger, og er idethele sammen med Archibuteo
lagopus paa Højfjeldene den hyppigste Rovfugl. Ligeledes ruger
den, om end i mindre Antal, i de bjergfulde Kystegne.

Paa de egentlige Lavlande synes den ikke nogetsteds at
ruge, men er her talrig under Træktiderne. Den vides aldrig at
have overvintret.

7. Falco tinnunculus, Lin. 1766. Alm. rugende;
sparsomt overvintrende.

Er i de sydlige Dele Landets hyppigste Rovfugl, der ruger
især paa Lavlandene talrigt op til Nordland, sparsommere
nordenfor, men er truffen endnu ved Tromsø. Paa Fjeldene er
den ligeledes ikke sjelden, og almindelig i de Aar, hvori Myodes
lemmus har sine Udvandringer. Langs Vestkysten er den næsten
ligesaa udbredt, som i de østlige Dele.

I milde Vintre overvintrer et og andet Individ, især i de
sydlige Kystegne, men ogsaa fra og til inde i Landet.

Otis tetrax, Lin. 1766.
Otis tetrax, Lin. Syst. Nat. ed. XII, Tom. 1 p. 264 (1766).
En Hun af denne Art blev skudt paa Gaarden Kjorstad
i Fron, Gudbrandsdalen (619 40' N. B.) 23de Mai 1888; den
blev forelebig præpareret af Jægeren, men senere overladt til
Univ. Mus. Den var alene; Ovariet opgaves at have indeholdt
7 større og mindre Æggeblommer.
Vingens Længde 2 Ge GA ERE
Halens Længde . . .. JJ
Det er første Gang, at er ae ae] Sikkerhed er funden
i Norge. Den er ikke angivet som observeret af nogen For-
fatter i dette Aarhundrede; men i Leem's bekjendte Skrift:
, Beskrivelse over Finmarkens Lapper* (Kbhvn. 1767) findes i
en Note (p. 242) angivet, at et Par Expl. i Midten af forrige
Aarhundrede ere fundne paa Smelen.!
1 For nogle Aar siden, bleve tvende Trapper, eller saa kaldede Trap-Gies
(Otis tetrax Fn. Sv. 196) fangede paa Smølen, hvoraf jeg har faaet den eene,
hvilke, uden al Tvivl, ved en Storm eller en anden besynderlig Hendelse,

ere did hen komne. De vare og meget afmægtige, da man fik dem at see,
saa at man fangede dem med de blotte Hænder.* (Leem, 1. c.)

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 11

Noterne i Leem's Værk ere, som bekjendt, forfattede af
Gunnerus, og den ovenstaaende Meddelelse tør derfor ikke savne
al Grund.

Udbredelse. Otis tetrax er en sydestlig Art, den har sit
Hjem i Hede- og Steppelandskaberne i Syd-Europa og Øst-
Asien. Som en characteristisk farvet Fugl af et anseligt Ydre
bliver dens Optræden som oftest let bemærket, og i Egne, som
den kun besøger tilfældigt, synes den derfor at være hyppigere,
end den i Virkeligheden er. FEndskjent den saaledes paa de
britiske Ger neppe nogetsteds vil finde Opholdssteder, som ere
passende for den, ere dog her idetmindste 40 Tilfælde af dens
Optræden blevne i Aarenes Løb antegnede, og alle disse have
været blot tilfældige Gjæster.

I hele Nord-Europa har den blot vist sig med lange Mel-
lemrum af Aar. I Sverige ere omtrent et halvt Dusin Exem-
plarer antegnede, flere dog allerede i Begyndelsen af Aarhun-
dredet; den anføres herfra allerede af Linné i hans Fauna Suecica
1761, ed. II, p. 79, men uden nøjere Angivelse af Localitet.
I Finland er dens Optræden usikker, og noget Exemplar fra
dette Land synes aldrig at have været opbevaret, skjønt den
enkelte Gange er angivet som truffen.

I Danmark ere enkelte Exemplarer skudte, de fleste i Halv-
øens sydlige Dele (Hertugdemmerne); af disse synes flere at
have været trufne om Vinteren.

I hele Mellem-Europa optræder den idethele sparsomt, selv
paa Steder, der kunde synes at afgive passende Rugesteder for
den, og hvor f. Ex. 0. tarda forekommer regelmæssigt rugende.
Først i Syd-Frankrige findes den paa flere Steder rugende; sit
Hovedtilhold om Sommeren i Europa har den paa den spanske
Halve, hvor den paa mange Steder er talrig, ligesom i Donau-
landene og Syd-Rusland.

Mod Øst forekommer den, skjent paa de fleste Steder i
forholdsvis ringe Antal, gjennem Lille-Asien til Afghanistan og
Indien; i Vest-Sibirien er den af Dr. Finsch truffet ved Omsk
og Irtisch.

I Nord-Africa forekommer den endnu temmelig talrigt i

12 ROBERT COLLETT. [No. 4.

Marocco og Algier, men synes ikke st trænge langt mod Syd
under Træktiderne.

Anser hyperboreus, Pall. 1767.
Anser hyperboreus, Pall. Spieil, Zool., Tom. I, pt. VI, p. 25 (1767).

Af en Flok paa 4 St., som den 24de Sept. 1889 kom flyvende
fra Seen ind over Listerland, blev et af Exemplarerne skudt
ved Gaarden Ville. De øvrige saaes endnu et Par Dage senere
i den samme Egn; alle syntes at være fuldt udfarvede.

Det skudte Fxemplar indsendtes i frisk Tilstand til Univ.
Mus,, hvor det nu er opstillet. Det var en gammel Hun i for-
trinlig Stand; Ventrikelen indeholdt alene Grus og Plantedele,
deriblandt mange Fre.

Totallængde SG JR GNR
Vingens Lænede >. slu 060 0 Se NE
Halens Længde . . .. EEE

Dragten er fuldstændig ak de Kor af Ungfugledragt.
Tændernes Antal langs Overnæbbet 29.

Udbredelse. Denne Art, som har sit fornemste Hjem i
det arctiske America, men som ogsaa ruger i Asiens nordøstlige
Polartrakter, hører i Europa (udenfor visse Dele af Rusland)
til de sjeldneste Gjæster. I Nord-America ruger den i Polar-
trakterne omkring 70" N. B., for en stor Del i ukjendte og
af Mennesker ubetraadte Localiteter. Om Vaaren trækker den
si Myriader* op langs Hudsons-Bugtens vestlige Bred til sine
nordlige f Klækkesteder; under Træktiderne og om Vinteren
træffes 'den næsten over hele Nord-America, tildels i enorme
Flokke, men paa andre Steder sparsomt, lige ned til Vest-Indien.
Paa Grenland er den ikke fundet rugende, og blot et eller
andet Ind.feriher iagttaget under Træktiderne.

Fremdeles bebor den lignende høje Breddegrader i Nord-
Asien, i;men ogsaa her ere dens Rugesteder næsten fuldkommen
ukjendte., Den sees om Høsten at trække østenfra langs Sibi-
riens Nordrand og ud mod Ishavet, for her at ruge paa kjendte

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 13

eller endnu uopdagede Ølande (Wrangels Land etc.), eller ogsaa i
Fastlandets nordligste Dele. Disse overvintre i det sydestlige
Asien, saasom i Japan; enkelte drage under Trækket mere mod
Vest, og de ere ikke sjeldne i enkelte Dele af det europæiske
Rusland, Sortehavslandene og Grækenland om Vinteren.

I hele Nord- og Vest-Europa ere blot kjendte nogle faa,
med lange Mellemrum af Aar iagttagne Individer.

Den er hidtil aldrig med fuld Sikkerhed fundet i Finland,
Sverige eller Danmark; dog angives et Expl. at være skudt
udenfor Amager ved Kjøbenhavn i 1851, men Exemplaret synes
ikke at have været opbevaret.. Et eller andet Expl. er i
Aarenes Leb fundet i Frankrige, Østerrige og Tydskland; i Irland
bleve 3 Expl. skudte i Nov. 1871, og et Expl. i Oct. 1877, det
sidste af en Flok paa 7 St.; ligeledes er den enkelte Gange
iagttaget under Trækket paa Helgoland, hvor et saa stort Antal
østlige Former ere trufne, som paa intet andet Sted i Vest-
Europa.

Af Å. hyperboreus forekommer en mindre Race, der har
været opstillet som en egen Art under Navn af Anser (Chen)
albatus, Cass. 1856. Til denne Race hørte de 2 i Irland i 1871
erholdte Individer. Denne synes hovedsagelig at være ind-
skrænket til Americas nordvestlige Dele, og er, ifølge Murdoch *
0. å, den eneste Art, der ruger i Alaska.

Af Gjæs (Slægterne Anser og Bernicla) forekomme i Norge
følgende Arter:

1. Anser anser, (Lin.) 1766, (4. cimereus, Mey. 1810).
Alm. rugende; enkeltvis overvintrende.

Ruger hyppigt langs Kysten, især paa de ydre ØOer og
Holmer, fra Stavangerfjorden af og op til Nordecap og Øst-
Finmarken. Talrigst forekommer den paa visse Fuglevær, især
ovenfor Polarcirkelen, og kan her danne paa enkelte Steder hele
Colonier, f. Ex. paa Tamse i Porsangerfjord, hvor 100—150 Æg
aarlig kunne indsamles. Den er, saavidt vides, aldrig fundet

I Kjærbølling, Danmarks Fugle, 2. Udg. p. 638.
2 Rep. Intern. Pol. Exped, Point Barrow, Alaska, p. 116 (1885).

14 ROBERT COLLETT. [No. 4.

rugende i Landets indre Dele, men er hos os om Sommeren
udelukkende en Saltvandsform.

Trækket gaar sandsynligvis ogsaa hovedsageligt langs Kysten;
dog er den ogsaa paavist at hvile paa enkelte af Søerne i det
indre, skjønt utvivlsomt sjeldnere, end følgende Art. Den er
delvis stationær, og FExemplarer fældes jævnlig om Vinteren
paa Jæderen, samt hist og her i Kystegnene nordover indtil
Trondhjemsfjorden.

2. Å. segetum, Gmel. 1788. Alm. rugende; Trækfugl.

Tilhører de indre Dele af Landet, og ruger mer eller mindre
hyppigt langs Rigsgrændsen nordenfor Dovre, indtil ØOst-Fin-
markens indre Trakter. Det sydligste Sted, hvor den hidtil
med Sikkerhed er paavist rugende, er i Skurdalsøen i Meraker
(68” 20' N. B.) og i Lierne i Nordre Throndhjems Amt; mod
Nord ruger den endnu ved Pasvigelven i Syd-Varanger. En
Art, der sandsynligvis er denne, ruger endnu ved Fjeldvandene
paa Magerø, ikke langt fra Nordcap. Hvorvidt den nogensinde
ruger ved Saltvand, saaledes at Ungerne (ligesom hos foreg.
Art) undergaa sin Udvikling i selve Søen, er usikkert”.

Hovedmasserne af'de Graagjæs, der Vaar og Høst trække
gjennem de indre Dele, synes at bestaa af denne Art. Dog
berører Trækket ogsaa Kystegnene, og Musæerne i Stavanger og
Bergen eje flere Exemplarer fra Sydkysten. Den er hidtil ikke
fundet overvintrende hos os.

Af den mindre Form (A. rufescens, Brehm. 1822), der an-
tages at have sine Rugepladse paa Novaja Zemlja, ejer Univ.
Mus. 2 ældre Exemplarer, skudte under Høsttrækket i de syd-
lige Dele (Øjeren 22de Sept. 1884, Sarpsborg lste Oct. 1888).
Ungfuglene af begge Former kunne formentlig ikke med Sikker-
hed adskilles.

3. A. brachyrhynchus, Baill. 1833. Sparsomt under
Trækket.

Berører tilsyneladende kun sparsomt Norge under Træk-
tiderne, da hidtil blot et forholdsvis ringe Antal Individer
Dy vjebøe angiver (Kgl. Kise. Acad. Handl, f. 1850, p. 328), at den i

1848 rugede temmelig alm. paa Øerne ved Tromsø; sandsynligvis er hermed
ment A. cimereus, der ikke findes opført, men som her netop ruger talrigt .

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 15

ere med Sikkerhed undersøgte herfra." Univ. Mus. ejer 1 Vaar-
Exemplar (Næsodden 28de Mai 1873), og 2 Høst-Exemplarer
(Strinden i Trondhjemsfjorden l4de Oct. 1871, Raade i Smaa-
lenene 23de Sept. 1885). Endvidere har jeg undersøgt 2 Expl.,
skudt af en Flok paa 10 St. ved Lillehammer 15de Mai 1882
(tilhørende Mr. Slater, cfr. Zoologist 1883, p. 1). Ligeledes
eje Musæerne i Stavanger og Trondhjem et Par utvivlsomme
Individer af denne Art.

Sandsynligvis foregaar dog et regelmæssigt, om end maaske
neppe talrigt Træk af denne Art over Landet, vel især over
de indre Dele; et af de ovenfor nævnte Exemplarer (23de
Sept. 1885) blev saaledes skudt af en Flok paa omtr. 200 St.
tilsyneladende af samme Art.

4. A. albifroms, (Scop.) 1769. Sparsom under Træk-
ket; enkeltvis overvintrende.

Viser sig tilsyneladende i ringe Antal under Træktiderne,
men er ikke fundet rugende inden Landets Grændser. Hoved-
trækket berører neppe Norge, og blot forholdsvis faa Individer
ere fældte her, især i de sydlige Kystegne om Høsten, enkelte
ogsaa om Vinteren. I Landets indre Dele ere de blot und-
tagelsesvis trufhe.

De fleste af de hos os iagttagne Individer have været ud-
farvede. Et Par Aarsunger erholdt Stav. Musæum fra Jæderen
i Dec. 1879; maaske have saadanne været mindre nøje paa-
agtede.

5. Å. erythropus (Lin.) 1766. Ruger i Finmarken;

enkeltvis overvintrende.

Tilhører som Rugefugl alene de indre Dele af Finmarken,
hvor den forekommer paa adskillige Steder ved Smaa-Elve og
Vande, talrigst i Tanadalen og dens Bi-Dalfører, idetmindste
mod Syd til Karasjok og Koutokeino, ligesom i Syd-Varanger;
saavidt vides ruger den aldrig umiddelbart ved Seen (Saltvand).

1 Da Ungfuglene af denne Art og af Å. segetum-Formerne om Høsten neppe
kunne med fuld Sikkerhed adskilles, lades det ikke ringe Antal unge
Individer, der i Aarenes Løb ere tilflydte Landets Musæer, og hvoraf flere
have været anførte som tilhørende Å. brachyrhynchus, her ude af Betragtning.

16 ROBERT COLLETT. [No. 4.

Trækket gaar idethele østenom Norge, og den træffes derfor i
de sydlige Lavlande næsten blot tilfældigt; først noget ovenfor
Polarcirkelen berører dens Træk mere regelmæssigt Landet.

Enkelte af Individerne fra de sydlige Kystegne have været
skudte om Vinteren. |

6. Å. hyperboreus, Pall. 1769. Tilfældig.

Et udfarvet Ex. skudt paa Listerland 24de Sept. 1889.
(Univ. Mus.). —

1. Bermnicla leucopsis, (Bechst.) 1803. Sparsom under
Træktiderne; enkeltvis overvintrende.

Trækket synes sparsomt at berøre Norge, og blot et for-
holdsvis ringe Antal Individer ere fældede, enkeltvis eller af
smaa Flokke, oftest ved de sydlige Kyster om Høsten, tildels
ogsaa om Vinteren; om Vaaren ere de sjeldnere trufne. I
Landets indre Dele vides de ikke iagttagne.

I Aarene 1860—1876 (og senere?) rugede et enkelt Par
aarligt paa Borgevær i Lofoten (689 15' N. B.), og Univ. Mus.
har modtaget et Par Æg fra denne Localitet: I Juli 1872
observeredes et Expl. af Forf. ved Tamseø i Porsangerfjord,
Vest-Finmarken, hvilket nogle Dage senere indfangedes og
medbragtes til Univ. Mus.; ogsaa i 1875 saaes et Par Indiv.
sammesteds; et eller andet Par tør ogsaa her have ruget i
Qmegnen.

8. Bernicla bernicla, (Lin.) 1766. Alm. under Træk-
tiderne; delvis overvintrende; enkelte oversomrende.

Ruger ikke ved de norske Kyster. Vaartrækket slaar ind
under Kysten ved Lindesnæs i talrige og sluttede Flokke i
Slutningen af Mai, og fortsætter, uden synderlig at standse, langs
Kysten op til og forbi Nordcap. Høsttrækket er mere spredt,

og den kan herunder være ret talrig i de ydre Kystegne. Den

overvintrer i Regelen enkeltvis, men i visse Aar i større Antal
især udenfor Stavanger og Jæderen. ØOstenfor Lindesnæs ere
de til enhver Aarstid sjeldnere, men enkelte Smaaflokke synes

1 Forh. Vid. Selsk. Chria, 1872, p. 279, Nyt Mag. f. Naturv. 23. B. p. 112
(1877).

PE ere]

1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 17

at drage ogsaa tvers over Landets indre Dele, da de herunder
ikke sjeldent ere trufne, f. Ex. paa ØOieren.

Enkelte Individer eller smaa Selskaber tilbringe hele Som-
meren ved vore Kyster, dog uden nogensinde, saavidt vides, at
have ruget.) Saadanne oversomrende Individer ere trufne lige
ned i de sydligste Kystegne.

Tadorna casarca, (Lin.) 1768.

Anas casarca, Lin, Syst. Nat. ed. XII, Tom. III, App. p. 24 (1768).
Anas rutila, Pall. Nov. Com. Petrop. Tom, XIV, p. 579 (1769—1770).

En ung Han blev skudt ved Nordsiden af Selbo-Søen (nær
Trondhjem) i Slutningen af Sept. 1887, og indsendt til Musæet
i Trondhjem, hvor den nu er opstillet. Ifølge Conserv. Storm
opholdt Exemplaret sig, da det blev skudt, i en Bygager; Ven-
trikelen indeholdt Korn, Snegle og Grus.?

Ved Hr. Storms Velvilje har jeg havt Exemplaret udlaant
til Undersøgelse. Det viste sig at være et yngre Exemplar,
sandsynligvis en l-aars gammel Han, og havde endnu ikke
ganske fuldendt sin Hestfælding. Vingefjærene havde endnu
Blodspoler, og vare ikke fuldt udvoxede; det er derfor sandsynligt,
at Exemplaret i længere Tid, maaske siden Vaaren, har havt
sit Tilhold i Egnen, og her undergaaet sin Heøstfælding. Halen
var udvoxet, og havde ikke Blodspoler.

Halens Længde . .. EEE EN 1 AR
Næbbets Længde fra Pahdén AS GE Å ET? et
Mellemtaaens Længde (Kloen iberegnet) . . . . . . 63282

Halsringen var næsten umærkelig, men dog antydet, især

1 Ungfugle ere skudte om Høsten, der have været endnu langtfra udvoxede (et Ex.
i Univ. Mus. fra Jæderen 6te Oct, 1889 er neppe større, end en voxen ÅAnas
boscas). Om disse ere fløjne fra Ølandene i Ishavet, eller muligens stamme
fra et eller andet i Landets nordligste Dele rugende Par, kan ikke afgjøres.

2 Køl. N. Vid. Selsk. Skr. 1886—1887, p. 54.

Vid,-Selsk, Forh. 1890, No, 4. 2

18 BOBERT COLLETT. [No. 4.

paa Halsens Sider, samt fortil. De indre lange Armfjære havde
Yderfanen lyst rødgul (som Hovedets Farve); Inderfanen var
brun med blegrød Punctering. Armens lange Dækfjære havde
de indre Dele fint spraglede, og selv de fri Dele viste endnu
Spor af Punctering. Paa Siderne af Undergumpen var Spor af
sort Indblanding.

Iøvrigt var Dragten som hos den fuldt udfarvede Han.

Udbredelse. T. casarca er en sydestlig Art, der yderst
sjeldent og blot tilfældigt er truffet nordenfor Carpatherne og
Alperne. Sit Hjem har den i Sortehavs-Landene og Central-
Asien, fra Donau-Mundingen og Tyrkiet af gjennem Lilleasien,
Palæstina, Persien, Turkestan og Mongoliet op til 50—52* N. B.
I Indien, China og Japan er den talrig under Træktiderne.

Fremdeles ruger den, skjønt i ringe Mængde, i Syd-Spanien
samt i Nord-Africa. I hele Vest-Europa er den blot enkelte
Gange truffen i England og Scotland, men de fleste af disse tør
have været Individer, undkomne fra Fangenskab. Fra Nord-
Europa forelaa hidtil blot et enkelt utvivlsomt Tilfælde, nemlig
et Exemplar, skudt i Stockholms Skjærgaard i Mai 1854.

Af Slægten Tadorna ere følgende Arter fundne i Norge:

1. Tadorna tadorna, (Lin.) 1766. Alm. rugende
enkeltvis funden om Vinteren.

Ruger i større eller mindre Antal i hele Skjærgaarden, fra
Bohuslen af og op til Lofoten; udenfor Kysten af Tromse Stift
er den ikke hyppig, men antages dog sporadisk at ruge. I
Finmarken er den enkeltvis bemærket lige hen i Varanger-
fjorden. I størst Antal forekommer den ved Hvaløerne udenfor
Christianiafjorden, samt udenfor Listerland og Jæderen, hvor
den er en halv Husfugl paa samme Maade som Somateria mol-
lissvma.

Den har især Tilhold paa de aabnere Dele af Kysten, og
mellem de ydre Skjær; i de dybere Fjordbunde er den sjeldnere,
og sees alene tilfældigt i Landets indre Dele, hvor blot spredte

| -1890.] OM 6 FOR NORGES FAUNA NYE FUGLE. 19

Individer (især Ungfugle om Hesten) ere trufne paa de sydligere
Indsøer. Den er næsten fuldstændig Trækfugl; dog ere enkelte
Individer fundne overvintrende ved de sydligste Kyster (Jæderen).
2. Tadorna casarca, (Lin.) 1768. Tilfældig (om
Høsten.)
Et ungt Ex. skudt nær Trondhjem i Sept. 1887 (Thjem. Mus.).

Trykt 12 Marts 1890.

| Hd

rP» DÅAD!

k 3 i ao. ITPR r) AK, ta 4 Y
AO NE FW YORK. SA .
ka NA ATURAL NSG ke

tu en 1 å. Å. Im en til det etnografiske
Museum skjænket egyptisk Munic

J. Lieblein

(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890 No, 5)

Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad

A. W, Brøggers Bogtrykkeri
1890

Om en af H. M. Kongen til det ethnografiske

Musæum skjænket ægyptisk Mumie.
Af J. Lieblein.

(Foredrag i Fællesmøde 28 Marts 1890.)

J eg skal herved tillade mig at meddele Resultatet af de
Undersøgelser, som jeg med Bistand af flere Fagmænd har
foretaget paa den af Hs. Majestæt til vort ethnografiske
Musæum skjænkede Mumie.

Den ydre Trækiste, der typisk og skabelonmæssig efter-
ligner Ligets Form, viser, at den afdøde var en Kvinde.

Paa Laaget findes en i tre vertikale Kolonner ordnet hiero-
glyfisk Indskrift. Det er en velbekjendt urgammel Text, der
første Gang læses paa Kong Menkeras (Herodots Mykerinos)
Ligkistelaag i British Museum, men ogsaa senere ofte gjentages.
[Se f. Ex. Brugsch, Recueil de Monuments égyptiens, Pl. VIII,
2]. Den lyder saaledes:

Din Moder, Gudinden Nut, breder sig ud over dig i sit
Navn af Himmelens Hemmelighed . . ... Din Moder Nut dit
Navn; hun giver dig at være som en Gud mod dine Fiender ..

Indskriften paa vor Ligkiste indeholder noget mere end
den paa Menkeras Kiste, men da den kun er fragmentarisk og
derhos fuld af Feil, lade de tilføiede Grupper sig ikke oversætte.
Man kunde nærmest vente deri at finde den afdedes Navn,
Titler og Slægtskabsforhold, men noget saadant er ikke at op-

1*

4 J. LIEBLEIN! [No. 5.

dage. Interessant er det i ethvert Fald, at en religies-funerær
Text, der læses paa Menkeras Ligkiste fra det fjerde Aartu-
sinde f. Kr., gjenfindes paa vor Ligkiste, der aabenbart tilhører
Ptolemæertiden. Texten og den dertil knyttede religiøse Fore-
stilling har altsaa, tiltrods for de mange Omskiftelser, for-
plantet sig gjennem et Tidsrum af mindst tre Tusinde Aar.
Paa Kisten findes følgende Billeder: |
Øverst paa Hovedet en bevinget Skarabæ.
Paa Halsen og Brystet et bredt og rigt Smykke.
3. Under Halssmykket Gudinden Nut udbredende sine Vinger
over
4. den derunder fremstillede Afdede, der hviler paa sin Baare
betjent af Anubis og to klagende Kvindeskikkelser, for-
modentlig Isis og Nefthys.
5. Paa begge Sider af Indskriften sidder sex straffende Genier
med Sværd i Haand. | AE
6. De fire Dødsgenier Amset, Hapi, Devamutf og Qebhsenef.
7. Nederst paa begge Sider to Slanger, den ene med ØOvre-
og den andre med Nedre-Ægyptens Krone paa Hovedet.
Ifølge Prof. A. Blytts Undersøgelse er Træet i Ligkisten
af Ficus Sycomorus, der gjælder for at være den varigste af
aile bekjendte Træsorter. [Se Jomard i Description de YEgypte,
II édit. T. IT, 96.]

vb

Herr Professor Blytts Erklæring lyder saaledes:

, Til undersøgelse har jeg modtaget et stykke træ af en
Mumiekiste. Da der var grund til at formode, at træet var af
Ficus Sycomorus, har jeg ved professor Englers velvillie fået
tilsendt et stykke ved af denne Ficusart, samlet af dr. Schwein-
furthb i Ægypten. Under mikroskopet viser de to træprøver
en fuldkommen lighed. Marvstrålernes form og marvstråle-
cellerne selv, vedkarrenes form og skulptur, vedcelierne, alt er
så ligt, at jeg med vished tør erklære, at træet fra mumie-
kisten tilhører Ficus Sycomorus.

A. Blytt.*

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 5

Ligkistens Laag er ved Hjælp af Tapper fældt ned i Under-
kisten. Man ser, at den ægyptiske Snedker paa haandværks-
mæssig Vis har afmærket Pladsen for Tappernes Huller med
Blyantstreger for derefter at indhugge Hullerne.

Naar vi nu gaar over til at betragte selve Mumien, saa
støder vi først paa en ydre Maske, forfærdiget af en Slags
Papier måché. Ligesom Trækisten er ogsaa Masken bemalet
med et kvindeligt Ansigt og efterligner Ligets ydre Form
ligeledes findes her som paa Kisten forskjellige guddommelige
og symbolske Billeder i sin sædvanlige religios-funerære Ån-
vendelse og Betydning. Hr. Professor Torup har velvillig
underkastet Masken og de derpaa anbragte Farver en nærmere
Undersegelse og havt den Godhed derom at meddele mig følgende:

,Idet jeg hermed tilbagesender de til Analyse fremsendte
Brudstykker af Mumiens Beklædning, skal jeg med et Par Ord

- gjøre Rede for Undersogelsens Resultat.

Man har stillet sig følgende Opgaver:

1. At undersøge den Stuk-agtige Substans, med hvilken hele

Mumien er overtrukken;

2. At undersøge de til Bemaling anvendte Farvestoffers Natur,
nemlig:

a) En lysgrøn Dækfarve;

b) En mørkgren Dækfarve;

c) En redbrun Dækfarve og endelig

d) En gulbrun Farve, der synes at være en Lakfarve.

1. Den Stuk-agtige Substans, med hvilken hele Mumien er
overtrukken, er af en hvid-gul Farve og sprød Konsistens.
Den udblødes i Vand, men opløses ikke.

Ophedet paa Platinblik forkuller den svagt og efter-
lader ved Gledning en hvid Aske af samme Udseende som
det glødede Stykke. Stoffet er opløselig i Chlorvandstof.

Analysen viser, at den gledede Substans bestaar af
Kulsyre og Kall: og ringe Spor af Natron.

| Den oprindelige Substans udkoges med svag Natron-
opløsning. Oplesningen, der har optaget den organiske Sub-

J. LIEBLEIN. [No. 5.

stans, idet den uopleste Masse ikke nu mere viser noget
Indhold af organiske Stoffer, giver ikke Reaktioner paa
Æpggehvide, Lim eller Sukker, men har flere væsentlige
Reaktioner fælles med Gummi arab.

Denne Stuk-agtige Substans, der i et Lag af c. 1/9—1
mm. Tykkelse er udbredt paa flere Lag af Lin over hele
Mumien, bestaar da af kulsur Kalk blandet med en orgamisk
Substans i ringe Mængde. Om den nu oprindelig har været
paalagt som læsket Kalk blandet med et Bindemiddel (Gummi
arab.) og i Tidens Leb optaget Kulsyre, eller om den
oprindelig er anvendt som kulsur Kalk (Kridt) udrørt
i en Gummioplesning, lader sig neppe nu afgjøre, i hvert
Fald lader det sig ikke afgjøre ved en kemisk Under-
søgelse.

2. åa) Den lysgrønne Dekfarve viste sig ved Analysen at be-

staa af kulsurt Kobber. Substansen var — under Brus-
ning — opleselig i Chlorvandstof og gav saavel med
Fosforsaltperlen for Blæserøret som i evrigt Kobberets
Reaktioner.

Hvorledes denne Farve har været tilberedt, er ikke
let at afgjøre. Men jeg skal minde om, at kulsurt

Kobber forekommer i Naturen som Malachit, og det er

vel sandsynligst, at det er fra denne Kilde Farven
stammer].

b) Den mørkgrønne Farve viser sig ved Opslemning i Vand
at bestaa af mørkegrenne Partikler, der ,skrige* ved
Gnidning mod Porcellainsskaalen som Sandkorn eller
Glassplitter. Substansen er uopløselig i Chlorvandstof,
Salpetersyre og Kongevand. Den farver Fosforsaltperlen
paa samme Maade som den lysgrønne Farve nemlig
i Oxydationsflammen lys blaa — i Reduktionsflammen
opak red, men efterlader i Perlen et temmeligt betyde-
ligt Kiselskelet. Der kan altsaa ikke være Tvivl om,

1 Under Mikroskopet viser denne Farve sig bestaaende af amorfe grønlige

uigjennemsigtige Partikler.

3

ON JE PP

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 7

at Farven bestaar af Kiselsyre og Kobber. Da det
Kobbersilicat, der findes i Naturen — Chrysokol (Hydro-
silicatet af Kobber), er delvis opleseligt i stærke Syrer,
idet det efterlader sig et Kiselresiduum, og da dette —
som bemærket — ikke var Tilfældet med denne Substans,
er det rimeligst at antage, at man har at gjøre med
et kunstigt Silicat, altsaa med Glas farvet med Kobber.
Denne Antagelse bestyrkes i hej Grad ved, at Farven
under Mikroskopet viser sig at bestaa af temmelig store
stærkt lysbrydende, uregelmæssig facetterede og gjennem-
sigtige blaagrenne Splitter, der i et og alt ligne de
Splinter, som jeg til Sammenligning har fremstillet ved
at knuse blaat Glas. Hvilken Kobberforbindelse der er
anvendt til Sammensmeltning og Farvning af Glasset,
lader sig selvfølgelig ikke afgjøre; maaske har det
været den til den lysgrønne Farve anvendte Malachit1.

ce) Den mørkrøde Farve er opleselig i Chlorvandstof. Den
viser sig ved Analysen at bestaa udelukkende af Jern
(ikke at indeholde andre Metaller); der kan ikke paa-
vises nogen uorganisk Syre. Saavel Blæserøret og Fos-
forsaltperlen som Reaktionerne paa den vaade Vej give
karakteristiske positive Udslag for Jern. Der kan
saaledes neppe være Tvivl om, at vi staa overfor
(Fea O3) Jernoxyd, og det rimeligvis i den naturligt fore-
kommende Form som Hæmatit (rød Okker).

d) Hvad endelig den gule Grundfarve angaar, saa viser

1 Det er interessant at se, at Prof. Torup her er kommen til samme Resultat,
som Lepsius i sin Afhandling: De Metalle in den ågyptischen Inschriften.
Lepsius paaviser her, at de gamle Ægyptere forskaffede sig sine varige
Dekorationsfarver ved at smelte mineralske og metalliske Farvestoffe i Glas;
herved fremkom ikke en blot og bar mekanisk Blanding, men en kemisk
Forbindelse, der bandt de oprindelig uvarige Farver og gav dem den Frisk-
hed og Bestandighed, som man forbauses ved at finde paa de ægyptiske
Monumenter. Naar Farven skulde bruges, blev Glassmalten, der opbevaredes
og transporteredes i Murstensform, pulveriseret og omrørt i et eller andet
passende Bindemiddel, Da nu Hr. Torup uden at kjende Lepsius' Under-
søgelser er kommen til samme Resultat som denne, tør vi med Sikkerhed
antage, at Æpgypterne producerede sine kunstige Farver, navnlig blaa og
grønne, paa den her omskrevne Maade.

8 J. LIEBLEIN. [No. 5.

den sig at forkulle ved Ophedning, kun at efterlade en
ubetydelig Rest, der bestaar af Kalk og vistnok maa
betragtes som hidrørende fra den Stuk-agtige Masse,
da Farven er lagt paa i et saa tyndt Lag, at den ikke
kan aftages, uden at en Del af denne Substans med-
følger. Farven er altsaa vistnok af organisk OQprindelse
(Plantefarve), men hvilken lader sig paa Grund af dens
overordentlig ringe Mængde ikke afgjøre.

Sophus Torup."

Under den ydre Maske ligger en temmelig tyk Asfaltmaske
udvendig overtrukket med et tyndt rødgult Tei. Asfaltmasken.
er meget skjør og vilde falde sammen i Smaastykker, om man
forsøgte at tage den helt af. For ikke at edelægge Mumien
som Udstillingsgjenstand i Musæet klippede vi med stor For-
sigtighed af et firkantet aflangt Stykke paa Forsiden fra Halsen
og ned til Bækkenbenet; det afklippede Stykke lod sig uden -
synderlig Beskadigelse afløse og kunde lægges tilside. Under
Asfaltmasken kom det egentlige Ligsvob tilsyne, der bestol af
en hel Del Lag af ca. 47 mm. brede Baand, af to hele Skjorter og
en Mængde Lapper og Smaastykker. Den nærmere Undersegelse
viste, at Ligsvebet indenfra udad var ordnet paa følgende
Maade: |

Det første Par Tøilag var lagt om selve Kroppen, men
holdt Armene og sandsynligvis Benene fri; derefter blev disse,
ligesom hver enkelt Finger og Taa, særskilt omviklede; efterat
saa Armene og Benene var bragte i den rette Stilling, om-
hylledes det hele af det fælles Ligsvebl.

Det inderste mangedobbelte Teilag bestod af Cirkulærbind.
Det bedækkedes af en ,Skjorte*, der var strammet til ved
brede Remser fra Skuldrene til Fødderne.

1 Jomard har iagttaget det samme: Cette momie, siger han, m'a fait voir
encore qu'on enveloppait séparément chacun des membres, chaque main
ou chaque pied, et méme chaque doigt, par des bandelettes particuliéres,
avant de mettre des enveloppes générales autour du corps. (Description de
VÉpypte, II édition, T. III, 70).

Kå

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 9

Dernæst kom et nyt mangedobbelt Lag af Cirkulærbind,
mellem hvilke der var puttet en Mængde lese Lapper for at
udfylde Legemets Ujevnheder, f. Ex. ved Albuerne. — Så fulgte
atter en ,Skjorte*, der ganske lignede den foregaaende.

Tøilagenes Antal kunde ikke neiagtig bestemmes, da de
inderste var stærkt hensmuldrede; fra Knæerne til Skuldrene
var der omtr. 16, over Skuldrene derimod kun omtr. 6 Lag.
Halsen var omgiven af en tyk Tøimasse, hvis enkelte Lag ikke
kunde adskilles.

Det anvendte Tøi bestaar af Lin; det har været mikro-
skopisk undersøgt af de Herrer Dr. Hennum, Kemiker Schmelck
og Apotheker Hvoslef, og de ere alle deri enige). Hr. Dr.
Hennum, der har leveret den fuldstændigste Beskrivelse, har
velvillig meddelt mig følgende:

,De 3 stykker toi, jeg har modtaget til undersøgelse, er alle
af ublandet lin; fibrene er "/1000—*/1000 mm. tykke, trinde, rette
eller svagt krummede, glatte, hist og her fortykkede, gjennem-
satte paa langs af et smalt rør, og i vexlende afstand ser man
tværsløbende linjer (porekanaler).

Alle tråder er tvundne fra venstre til høire (,retomkring*
i modsætning til ,avont*, teknisk udtryk fra Romeriket) og er
enkelte (ikke sammensat af flere tråder). De er forresten meget
ujevnt spundne, så tykkelsen vexler fra det ene sted til det
andet betydeligt, og derfor kan de enkelte tråders tykkelse ikke
angives med absolut sikkerhed.

1 Jomard derimod siger (Description de VEgypte, III, 71): I est difficile de
s'assurer aujourd'hui si la toile de momie est en effet de coton ou de lin,
lorsqu'elle est fortement imprégnée de bitume, dessechée et cassante; mais
il y a aussi des toiles parfaitement conservées, aussi solides que si elles
étaient neuves; et celles-ci, quand on les examine attentivement, offrent
beaucoup d'analogie avec le tissu de coton, tant å la vue qu'au toucher.
Je n'ai trouvé d'exception å cette régle que dans les toiles des catacombes
da Philæ; on y reconnait la fibre du lin assez elairement. Hvad her er
nævnt som Undtagelse, var visselig Regel; de senere Undersøgelser har
nemlig vist, at Mumiernes Ligsvøb have været af Lin. Se forøvrigt Czermak
i Sitzungsberichte der Math.-naturw. Classe der K. K, Akademie der Wissen-
sehaften. Wien, 9 B. 1852, S. 427 ff, samt Forhandlinger i Videnskabs-

æ Selskabet i Christiania, 1875, S. 379.

10 J. LIEBLEIN. [No. 5.

Tøierne er som sædvanlig en fletning af to sæt med tråder,
der krydser hinanden under rette vinkler. Det ene sæt (væft-
ingen, islætten) dannes af temmelig ret forlebende tråder, der
ligger i regelmæssige afstande fra hinanden; det andet sæts
tråder (rendingen) ligger bugtet og ikke i regelmæssige afstande,
ti snart ligger trådene tæt sammen og snart spredt, så teiet
ved gjennemfaldende lys ser ,skjollet* ud, kort man får det
indtryk, som om tøiet var vævet med en ske, der var ,drin*
(teknisk udtryk fra Romeriket).

Rendingstrådenes tal er i alle 3 tøier c. 26 pr. cm., mens
væftingen hos det fineste tei har 16 tråder pr. cm., det dernæst
13 tråder og det groveste 10 tråder.

Hvad tykkelsen af trådene angaar, har jeg målt dem med
100dele af millimeteren; i det fineste tøi viser rendingen 18—20,
væftingen 20—24, i det næste rendingen 23—27, væftingen 25
—40 og i det groveste 20—27 og 30—40.

Hvad der har ledet mig ved bestemmelsen af, hvad der er
væfting og rending, har været trådenes tykkelse; denne er altid
nu for tiden sådan, at er der nogen forskjel i trådtykkelsen, er
altid væftingen den tykkeste, hvilket ogsaa er det naturligste,
da man ikke behøver at indvæve så mange tråder pr. meter,
når de er tykke, som når de er fine, mens rendingen går lige
hurtig for sig, enten tråden er fin eller grov.

Med hensyn til farven viser alle tøier sig gule; det fineste
er brungult, de andre lysere, det groveste lysest; jo mørkere
toiet er, desto skjørere er det også.

J. 0. Hennum,
Dr. med.

Bryst- og Mavehulingerne er temte for sit oprindelige Ind-
hold; Hjerte, Lunge, Lever og de øvrige Indvolde er formodent-
lig udtagne for som sædvanlig at opbevares i de fire saakaldte
kanopiske Vaser. Det er derfor sandsynligt, at vor Mumie er
bleven behandlet paa den af Herodot omskrevne kostbareste
Balsameringsmaade. Ffterat Indholdet var udtaget, blev Hulin-
gerne indvendig belagte med en sort, haard, glat og glindsende

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 11

Substans, som i smeltet Tilstand er bleven gydt ud over de indre
Vægge. Denne Substans bestaar troligvis af en eller flere Slags
Harpixer, men ifølge Hr. Professor Hiortdahls kemiske Under-
søgelser lader den sig paa Grund af dens amorfe Beskaffenhed
ikke med Sikkerhed bestemme, ja det kan ikke engang bestemt
siges, om den er af mineralsk eller vegetabilsk Natur; kun saa-
meget er sikkert, at den i Brysthulen fundne Substans er noget
forskjellig fra den i Mave- eller Livmoderhulingen. Foruden af
disse Sorter fik Hr. Hiortdahl ogsaa en Prøve af den cverfor
omtalte Asfaltmaske, og det er disse tre Substanser Professoren
omhandler i den Meddelelse, han i Sagens Anledning har havt
den Godhed at sende mig. Den lyder saaledes:

, Af den ved Orientalistkongressen ifjor hidbragte Mumie er
udtaget nogle Prøver af sorte, sprøde og letsmeltelige Substan-
ser, der blev mig tilstillede til Undersøgelse.

Jeg skal tillade mig at bemærke, at denne Slags sammen-
meltede Blandinger af forskjellige Substanser, der i og for sig
er lidet definerede, ikke lader sig analysere saaledes, at man
med Bestemthed kan angive deres specielle Sammensætning; den
kemiske Analyse vil alene kunne paavise, om de forskjellige
Prøver er identiske, og vil kun tillade at drage mere alminde-
lige Slutninger med Hensyn til Blandingens Natur.

Prøverne var a) fra den Kroppen omgivende Masse og b) fra
den Masse, der fyldte Brysthulen; derhos fik jeg senere c) en
Prøve af en i Livmoderen indeholdt lignende Masse.

Udseendet af samtlige Prøver frembed ikke væsentlig For-
skjel; dog havde Massen bd en større Jævnlhed og et smukkere
Brud end de to andre.

Det viste sig ved Undersøgelsen, at Prøverne a og b bestaar
af to væsentlig forskjellige Substanser, som det vil sees af føl-
gende Sammenstilling:

a. b.
Ved Ophedning erholdtes Ved Ophedning erholdtes
Dampe. der reagerede svagt Dampe af sur Reaktion.
alkalisk.

12 J. LIEBLEIN.

I Alkalier var Massen for
en betydelig Del opleselig; der
dannedes en brun Vædske, som

[No. 5.

I Alkalier var Massen del-
vis opløselig til en lys, svagt
gulagtig Vædske, der ved Af-

ved Afkjoling udskilte rigelige kjoling udskilte nogle Fnokker.
Fnokker.

I Terpentinolie var Mas- I Terpentinolie mindre
sen rigelig opleselig til en mørk opleselig med lysgul Farve.-
brun Vædske, der ved Afkjøling
afsætter Fnokker.

Jeg er tilbøielig til at antage, at Forskjelligheden er be-
grundet i, at Massen a bestaar af eller indeholder Asfalt.

Massen c, der ved Opheding afgav surt reagerende Dampe

af en eiendommelig Lugt, som jeg ikke ser mig istand til at

karakterisere, forholder sig omtrent paa lignende Maade som b.

En samtidigt modtaget Prøve af Tøi viste sig ved en mikro-
skopisk Undersøgelse, som Hr. L. Schmelck havde den Godhed
at foretage, at bestaa af Lin. 'Tøeiet havde en gul Farve, der
ved Behandling med Alkalier blev brun; maaske det er farvet
med Kurkuma.

Th. Hiortdahl."

Armene er, som det sees, lagte i Kors over Brystet, men
medens den venstre Haand er knyttet, er den høire flad og hvi-
ler udstrakt paa den venstre Skulder. Denne Stilling af Armene

findes ogsaa ellers, men mest paa Mandslig. En anden Stilling

var den, at Armene var lagte ret nedover langs med Legemets
Sider med en Bøining indad i den nedre Del, saaledes at Hæn-
derne nærmede sig til hinanden over det nederste Parti af Maven;
denne Stilling sees paa den anden Kvindemumie i vort Musæum,
men var dog, som vi af den her omhandlede Kvindemumie erfare,
ikke nødvendig for alle Kvindelig. [Jeg bemærker dette mod
Jomard, som i Description de I'Egypte, T.III, 86 siger: Les
femmes ont généralement les bras fixés contre les cuisses; les
hommes les ont croisés sur la poitrine.]

Men her fremstiller sig det Spørgsmaal: Hvorfor er den
venstre Haard knyttet, medens den høire er udstrakt? At den

I
|
|
|

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 13

ene er knyttet, kan ikke komme af nogen sygelig Kontraktion,
da der ikke findes Spor af, at Haanden har lidt af Gigt eller
anden Sygdom. Det kan heller ikke være tilfældigt. Jeg be-
sidder en Mumiehaand; det er den høire, og den er udstrakt; jeg
har ligeledes en Træhaand fra det gamle Ægypten; det er den
venstre, og den er knyttet. OQgsaa blandt Gravfigurinerne, hvis
Hænder sædvanlig er lukkede, fordi de bære Agerdyrkningsred-
skaber i dem, findes der nogle, hvis høire Haand er udstrakt; da
denne Stilling er unaturlig for en Haand, som holder en Hakke, maa
den have en særlig Grund; jeg kan heraf fremvise et Exemplar.
Endelig kan bemærkes, at i Hieroglyfskriften er som Type for
den knyttede Haand den venstre valgt &>, medens den høire
er brugt som Type for den udstrakte F)).

Om det samme vidner klarlig et Sted i den saakaldte Bal-

sameringspapyrus, som er publiceret af Mariette i hans Les

Papyrus égyptiens du Musée de Boulaq, Pl. 6—14, og behandlet
af Maspero i Memoire sur quelques Papyrus du Louvre. Denne
Papyrus, der udførlig beskriver Fremgangsmaaden ved Ligenes
Balsamering, giver Forskrifter om de Salver, Harpixer og vel-
Iugtende Substanser, hvormed Liget skulde behandles, om de
forskjellige Slags Baand og Tøier, hvormed det beklædedes, de
Smykker, hvormed det udstyredes, de Billeder, hvormed det bema-
ledes, og endelig om de Bønner og religiøse Formularer, hvormed
enhver af Balsameringens Handlinger ledsagedes. Ethvert af
Ligets Lemmer behandles særskilt, og Beskrivelsen er ofte sær-
deles detailleret. Jeg skal anføre et Exempel:

»Baand af Seyet, den store Gudinde, Ptahs elskede, lagte
i to Ruller for hans (d. e. Mumiens) Hoved, for hans to Øren to
Baand, kaldte Nebt arqit, for de to Næsebor to Ruller Tei,
Nehi kaldes den ene, Smen den anden, for de to Kinder to
Ruller Tei, kaldte de levende, for Panden fire Ruller, kaldte
de straalende, for hans Isse to Ruller, kaldte Meh ut'ati,
to og tyve Ruller Tei paa høire og venstre Side af Ansigtet,
omgivende Ørene, for Munden fire Ruller Tei, to indvendig

Å Forsaavidt der herfra findes Undtagelser, kan man kun bemærke: Nulla
regula sine exceptione.

14 J. LIEBLEIN. [No. 5.

og to udvendig, ior Hagen to Baand, kaldte yi1i, for Nakken fire
store Ruller. Derefter gjøres det hele fast med to Finger brede
Baand og salves med Olie.*

Derpaa følger en Ben: ,,0, du heie og store Vestens Her-
skerinde og Østens Dronning, træd ind i den afdedes Øren!
O, du dobbelt store, du dobbelt guddommelige, du dobbelt mæg-
tige Gudinde, o, du Vestens Herskerinde og Østens Dronning,
kom, aand Livets Pust i den afdødes Hoved i Underverdenen;
lad ham se med sit Øie, høre med sit Øre, aande med sin Næse,
frembringe Lyd med sin Mund, tale med sin Tunge i Underver-
denen, tage tilorde i den dobbelte Retfærdigheds Sal for at ret-
færdiggjøre sig i Sebs Hal foran den store Gud, Herre i Amen-
thes. 0, Osiris afdede, den fede Olie kommer til dig og for-
syner din Mund med Liv, dit Øie ser i Underverdenen, ligesom
Solguden ser i Himmelen, den lader dit Øre høre, hvad du øn-
sker, ligesom Guden Schu hører, hvad han ønsker i Hebit, den
øiver dig din Næse til at aande, ligesom Seb indaander sød og
behagelig Lugt i sin Næse.* [Taf. VIII, 11—22.]

Det Sted, jeg her særlig vil lægge Vægt paa, lyder saaledes:
[Taf. XI, 7—10.] ,Derpaa balsamere man hans venstre Haand,
Nærven, med den foran nærvnte Olie og lægge saa indeni den
Anyamu-Blomster, Harpix fra Koptos og Natron. Nu omvikle
man hans Øren med Pil-Tei, med fint Tei og med Seben-Tøi,
hans Fingre og Negle paa hans udstrakte Haand med Ti-Tøi af
fortrinligt Stof, idet man lader Kjærlighedsringen glide af, ind-
vier dens Plads og atter sætter den paa hans Finger, som mod-
tager Guldringen og holder den fast; sidenefter fylde man Haan-
den med Saut-Tøi, salver den lige til Fingrene, udenpaa lægges
Anyamu-Blomster, Natron og Harpix samt friske Sebn-Blomster.*

Her handles klarlig om Balsameringen først af den venstre
og siden af den høire Haand. Om den venstre Haand siges det
udtrykkeligt, at den er knyttet, medens den anden ikke benæv-
nes den høire, som det jo er, men kaldes blot ,den udstrakte*.
Man maa følgelig være berettiget til at antage, at det var den
heire Haand, som altid var udstrakt, efterdi Mumiens høire

1890.] | OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 15

Haand ansaaes tilstrækkelig betegnet ved Udtrykket: ,,den ud-
strakte Haand*.

Et andet Spøergsmaal er, hvorfor det altid var den høire
Haand, som var udstrakt, medens den venstre var knyttet; der-
paa kan jeg intet tilfredsstillende Svar give; det maa vel have
været af en eller anden religiøs Grund, som hang sammen med,
at det var paa den høire Haand, Ringen sad.

Ligkistens og Maskens ydre Form viser, at vi have en
Kvinde for os. Af Indskriften kan intet bestemt sluttes, da
Navnet mangler; vistnok har den overalt, hvor den afdøede til-
tales, >, som er det maskuline Suffix for anden Person i Sin-
gularis, istedetfor a, som er Hunkjøn, og som altsaa her skulde
have været brugt, men det er en Feil, som ofte findes i slette
Texter, navnlig fra de senere Tider, idet Formularerne oprinde-
lig var skrevne for Mænd, og man saa i det enkelte Tilfælde
har glemt at foretage den paakrævede Rettelse af Hankjen til
Hunkjen. For at komme til Sikkerhed om Kjønnet har Hr.
Professor Schönberg undersegt Liget, og han har havt den God-
hed derom at meddele følgende:

, Af den for Dagen lagte Del af Mumien kan sluttes,

at den, er en Kvinde, i fremskreden Alder, over eller om-
kring 50 Aar, af lav Statur, antagelig omkring 155 Cm., svagt
bygget og spædlemmet med, saavidt af de afdækkede Arme og
Hænder kan sees, slanke og fine Former. Legemsholdningen
har ikke været ganske rank, men viser Tegn paa en Asymmetri,
som ikke er sjelden hos Nutidens Kvinder. Dette giver sig til-
kjende ved, at Bækkenet er lidt skjævt, skudt over til høire Side
og lidt rummeligere i denne Side. Hvad Bækkenets Dimen-
sioner angaar, udmærker det sig ved forholdsvis liden Bredde
(liden Bækkenbredde), hvorimod de saakaldte indvendige Bæk-
kenmaal ere ret rummelige. Den omtalte Asymmetri giver sig
i Rygsøilens øvre Del tilkjende ved en lidt (over den sædvanlige)
forøget Krumning til høire. En Deviation af Rygseilen inderst
i Lændepartiet synes at bero paa en Aarsag, der har virket

efter Døden.
ad E. Schönberg.*

16 J. LIEBLEIN. '[No. 5.

For Fuldstændigheds Skyld opgives de Maal, som er tagne
af Mumien:

Længden fra Isse til Fodsaale (udenpaa Asfaltmasken) er
1529 mm.)

OQverarmens Længde . . . ++... 800 mm.

Underarmens Længde . . . ... 2. 235 —

Fra Haandroden til Fingerspidsen. . . 190 —

Altsaa hele Overextremitetens Længde . . . . 725 —

Diameter transvera ++ .- (SG > GN ER
— Te TE
-— diagonalis sinistra ++ «+ Sa ++ sed
— — dextra” 40 SEG GER EEE
— SPIDATTD 2 ST NE Ge
—- eriskarnmn:< 5 sad GENE

Sacro-cotyloidia deira OVE EE. 95 —

— sivistra: 0

Hr. Prof. G. Guldberg har af Mumien udtaget et Stykke
Ben af Overarmen og noget Muskelsubstans af Underarmen til
mikroskopisk Undersegelse og velvillig meddelt mig Resultatet
af Undersøgelsen. Han siger:

»l. Benstykkerne viste den sædvanlige Structur af Bensub-
stants. Paafaldende er imidlertid den meget udbredte Ind-
trængen af bituminøs Substants (tjæreagtige) i de Haverske
Kanaler, saa at det giver Udseende af en Injection af Tjære
eller Beg i Blodkarrene. Den Behandling med Jordbeg
(bitumines Substants), som Liget har været udsat for, har
altsaa været saa indgaaende, at denne Substants ogsaa har
trængt ind i Benets smaa Kanalsystemer.

2. Den indteørrede Muskelsubstants viste efter lidt Op-
bledning følgende Structurforholde: Muskelsubstantsens mest
karakteristiske Egenskab, nemlig Fibrenes Tværstribning,

I Naar Hr, Schönberg sætter Høiden til ca. 155 cm,, saa kommer det deraf,

at Legemet paa Grund af Indtørringen under Balsameringen er sunket

sammen, navnlig er Ryghvirvlerne sunket nærmere sammen, end de var i
levende Live.

1890.] OM EN ÆGYPTISK MUMIE. 17

er forsvundet. Istedetfor de større og mindre Bundter af
tværstribede Fibre finder man brunagtige, gjennemsigtige
Fibre, som giver det hele Udseende af en brun, langsefter
stribet Masse. Hist og her i de homogene temmelig tynde

Fibre findes kortere og længere Drag af tætliggende Smaa-
korn, hvilket ligner den oprindelige Tværstribning, men som
vel maa tydes som smaa Korn af bitumines Substants. Hist
og her synes ogsaa at findes elastiske Fibre. Forresten
sees talrige Korn af bitumines Substants, ligesom Muskel-
fibrenes brunagtige Farve ogsaa skyldes denne.

Dr. med. G. Guldberg,

Professor.*

Der fandtes ingen Papyrusrulle, Skarabæ eller anden Slags
Amulet paa Mumien. Denne var imidlertid, som ovenfor nævnt,
kun aabnet fra Halsen og nedover paa Forsiden til Bækken-
benet, og det var i Rummet mellem Ligets Ben?!) at Papyrus-
| rullen mest pleiede at nedlægges. Da nu H. M. Kongen
viste sin Interesse for Sagen ved personlig at være tilstede og
paahøre Foredraget, ansaaes det enskeligt yderligere at aabne
Mumien for at undersøge, om der laa nogen Papyrusrulle paa
det Sted, hvor den helst maatte antages at være. Med Hs.
Majestæts Tilladelse og under Hoøeistsammes Nærværelse blev
derfor Asfaltmasken opklippet og Mumiesvobet aftaget lige ned
til Ligets Knæer; men der fandtes desværre heller ikke her
nogen Papyrus eller andet af særlig Interesse.

Sandsynligvis er denne Mumie kommen fra Akhmim, vår

man i de senere Aar har gjort betydelige Gravfund.

pa Jomard, Description de VÉgypte, l, ce. 118: Cest ordinairement entre les

Pyrus.

Trykt 27 Mai 1890.

cuisses et quelquefois entre le bras et le corps qu'on a decouvert les pa-

9 Æ Lar ek
SE DIE NOTE EN kb

e

eg
7 Age
re

&

å pa.
er.

-- t p b MØTT
. , : k
: å å SST GOE. VE Vo pA
* V ' Aq- AT ar t
Å * ø se AT! å LE
, Å 3 | NTE TET NE AG
3 HAR 2
bøk:

at

TT VE JP NET

kundskat om vor popee jernalder

. af

dr. Ingvald Undset

sk
EG SEE ST

Med 1 lithogr. planche

i

(Christiania Videnskabs-selskabs Forhandlinger 1890. No. 6) J
3

E

$

se 3

I

;

Christiania Å

I commission hos Jacob Dybwad
' Y 1

A. W. Brøggers bogtrykkeri E

4 ; p

1890

Mere til kundskab om vor yngre jernalder.
Af

dr. Ingvald Undset.

(Fremlagt i mødet den 14de marts 1890.)

———————

I samme øieblik, som foranstående opsats no. 3: , Til kund-
skab om vor yngre jernalder* blev trykt, modtog jeg fra hr.
professor dr. J. Hampel i Budapest et brev, hvori han med-
deler mig, at samtidig med det i forrige afhandling pl. I, fig.
1 afbildede sværd og det dermed fundne kløverbladformede
stykke pl. II, fig. 2 indkom også, ved den samme hr. B.
Révay, til museet i Budapest endel beslagstykker af forgyldt
bronce, der er afbildede i den tyske udgave af Hampels af-
handling om guldfundet fra Nagy-Szent-Miklös)!, pag. 182, også
fundne i komitatet Thuröcz. Ihvorvel det ikke er aldeles
sikkert, at disse sager stammer fra samme grav Som, eller er
fundne sammen med, hine genstande, sværd og kløverblad-
formet stykke, tilhører de dog åbenbart samme tid, efter den
ungarske arkæologis kronologi omtrent 8de århundrede efter
Kr,, den dernede såkaldte ,avariske* epoke, d. e. den tredie

Å Hampel: Der Goldfund von Nagy-Szent-Miklös, sogenannter ,,Attilas
Schatz*, Budapest 1886.

1*

4 INGVALD UNDSET. [No. 6.

periode af de ungarske arkæologers ,folkevandringstid*, hvilken
periode man dernede inddeler i 8 afsnit, nemlig det gotiske,
det gepidiske og det avariske (slgn. den citerede afhandling
af prof. Hampel). Disse beslagstykker har vistnok været fæstede
på remme; de korsfurmede, hvoraf det fuldstændigste her er
afbildet fig. 4 paa vor planche, har vistnok siddet, hvor remme
har krydset hinanden, flere af de andre paa rem-ender; hvortil
disse remme imidlertid har hørt, er usikkert. Man kommer
selvfølgelig først og fremst til at tænke paa hestetøi, men
beller ikke derved bliver alle stykker let forståelige; der
findes saaledes to, der er ornamenterede i samme stil som de
øyrige og ved den ene ende viser en naglerække, men som for
en flygtig betragtning har en vis lighed med nøgler, dog uden
indsnit i de firsidige endeplader, hvor man netop af nagleræk-
kerne ser, at remme har været fæstet til, og hvilke plader
ovenpå har ornamenter ganske som armene af fig. 4 på vor
planche.

I min citerede afhandling no. 3 udtalte jeg pag. 11, at
det væsentligste hidtil ukendte, som jeg i den publicerede, var
det ungarske sværdhåndtag pl. I, fig. 1 og dermed beviset for,
at vore bedre arbeidede sværdhåndtag fra yngre jernalder er
importerede, ligesom Lorange i sit posthume værk havde påvist
om idetmindste en hel del af vore sværdklinger fra samme periode.
Jeg kom i den forbindelse ikke til at nævne det vigtige og
hidtil ukendte ungarske stykke pl. II, fig. ?, der giver os en
prototyp for vore nordiske kleverbladformede spænder fra yngre
jernalder. Dette ungarske kleverbladformede stykke viser på
undersiden nu ganske vist ikke nålefæste og charnier; hvorledes

det har været anbragt, kan ikke mere sees; det kan måske.

have været en spænde, måske har det også tjent til at forene
tre remme, der har været fæstede til dets underside ved de
nagler, hvis forgyldte overdele endnu er bevarede; stykkets
underplade af jern kan sees ovenpå at have været belagt
med ornamenterede selvplader, hvoraf nu kun ringe rester er
levnede.

Jeg er nu ved nærmere at betragte de omtalte ungarske

Tm

1890.] MERE TH: KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. b
ne Dreier lb AGS EE

,avariske* beslagstykker til remtei! kommen til igen at tage
for mig det på vor forrige pl. II, fig. 3 afbildede kløverblad-
formede spænde fra Hår, Hå pgd., Stavanger å., Som jeg her
på vor planche gentager som fig. 1 i ny, større og bedre
afbildning, og hvilket jeg også forhen stadig har lagt særlig
mærke til på grund af dets fra andre nordiske stykker så
afvigende ornamentik. Fig. 4 gengiver jeg det fuldstændigste
af de omtalte ungarske korsformede beslagstykker. Man kan
ikke undlade at bemærke temmelig lighed mellem fig. 1 og fig.
4: på armene af fig. 4 ser man de samme fra de opheiede,
brede partier langs siderne indad loebende tverarme, som sees
på vort norske kløverbladformede spænde fig. 1, inddelende
armene i flere efter hverandre følgende smårum, — idethele en
dekorationsmåde, som ellers ikke er sædvanlig på andre i
Norden fundne stykker. På hint ungarske er der, som man
ser, i disse rum anbragt menneskefigurer; på vort norske sees
- sådanne ikke, derimod andre mindre forståelige og sandsynligvis

også af kunstneren uforståede detailler. Vor fig. 3 viser os,
hvad han vistnok har villet gengive, nemlig parvis forenede
blade; bladværk forekommer ofte på andre af de i Norden
fundne kloverbladformede spænder, hvilke vi må anse for de
ældste, og på fremmede stykker i hin tid. På vor fig. 1 er
imidlertid bladene ikke tydeligt gengivne. Midtpartiet på dette
samme stykke, med sine fra vinklernes toppunkter og fra
sidernes midte mod trianglets centrum løbende linier, erindrer
bestemt om de hinanden skærende diagonaler i midtpartiet af
det ungarske korsformede stykke fig. 4; se også fig. 3, hvorom
mere nedenfor. De omkring det triangulære midtparti på fig. 1
anbragte rækker af små ophøiede cirkler erindrer bestemt om
de i midten af det ungarske kloverbladformede stykke fig. 2
anbragte rækker af naglehoveder. Dette motiv genfindes også

I De her nævnte ungarske beslagstykker publicerer jeg nu sammen med de
i min citerede forrige afhandling i disse ,,Forhandlinger* udgivne stykker
fra samme sted, nemlig sværdet pl. I, fig. 1 samt det kløverbladformede
stykke pl. II, fig. 2, i det ungarske tidsskrift ,Archæologiai Ertesitö*
1890, hefte 2.

6 INGVALD UNDSET. [No. 6.

på nogle andre kleverbladformede spænder, der forøvrigt ikke
erindrer om hine ungarske stykker. Således om midtpartiet af
den i Aarsberetningen 1870 fig. 19 afbildede spænde fra
Fonbæk i Ullensaker pgd., Akershus a., fra et rigt gravfund,
hvori bl. a. de forgyldte broncebrakteater, af hvilke den ene
er afbildet fig. 20 sammesteds; i sine øskener og pladens dyre-
figurer minder den bestemt om mellemjernalderen og henfører
derfor fundet til en tidlig tid af vor yngre jernalder.

Ved velvillig bistand af professor Rygh kan jeg her noget
nærmere omtale de i Norge fundne kløverbladformede spænder
med saadan bladornamentik, betegnende vistnok en ældre tid af
den yngre jernalder.

C (== universitetets samling i Christiania) 1095 og 1284
(N. Fornl. pagg. 58 og 263) er små forgyldte kleverbladformede
spænder af bronce fra Elverum og Sætersdalen, hvilke viser
bladornamenter, sluttende sig om et tresidet midtparti eller om
neduver armene løbende stængler med tverbånd.

C 3630 (N. Fornl. pag. 758) er det paa vor planche som fig.
3 afbildede fragment fra Vestern i Jævnaker; en sammenligning
med planchens fig. 1 viser nært slægtskab mellem disse stykker:
de samme rækker af om hine naglehoveder mindende småcirkler
ovenfor armene, det tresidede midtparti med fra vinklernes
toppunkter mod trianglets centrum løbende linier, hvilke vinkler
igen halveres af nedad mod siderne løbende linier, der dog her
ikke når helt ned til sidernes midte; de således fremkommende
små triangulære rum fyldte af brudte linier, der snarest minder
om bladkanter. På den bevarede arm løber langsefter en midt-
linie som en stængel, fra hvilken udgår to par krumme og et -
par rette linier til de om armens sider løbende buerækker;
de således dannede rum fyldes af fra armens sider indad le-
bende dobbeltblade, der tydeligt fremstiller, hvad der på vort
fig. 1 afbildede stykke kun ufuldkomment er bragt til udtryk.

C 5297 er det omtalte i Aarsberetningen 1870 fig. 19 af-
bildede exemplar fra Fonbæk i Ullensaker, med rigt udviklet
bladornamentik på de tildels forbeiede arme, omkring et tre-
sidet midtparti indfattet af rækker af runde småcirkler, min-

1890.] mERE TIL: KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. ær

dende om naglehoveder; allerede ovenfor blev anført, hvad der
taler for, at dette fund vistnok tilhører en tidlig tid af vor
yngre jernalder.

C 8790 (Aarsberetning 1878 pag. 254) er et lignende tyndt
exemplar, hvis ornamenter på armene ikke er vegetabilske, men
rettest beskrives som fra armenes midte udgående spiralslyng-
ninger; midtpartiet optages af et trekantet ornament med ind-
bøiede sider. Stykket minder nærmest om et nedenfor omtalt
exemplar af sølv fra Gotland. Det hidrører fra et rigere grav-
fund på Reine i Sandsvær pgd., Buskerud a.; af dette funds
øvrige indhold kan mærkes nogle plader af tyndt selvblik med
kufiske myntpræg, der tilhører den arabiske myntnings ældste
tid, efter en fagkyndig erklæring visselig den første halvdel af
det 8de århundrede; fremdeles var der et par enkelte ovale
skålspænder af bronce.

Endelig kan nævnes C 11414, et exemplar med eien-
dommelige ornamenter, bestående især af blomster, udgående
fra nedad armene lebende stængler, slgn. Aarsberetningen 1883
pag. 107 og afbildningen fig. 21 sammesteds, fundet i en grav-
haug på Reimål i Flåbygden, Lunde pgd., Bratsberg a.:;
forresten indeholdt fundet et par dobbelte ovale skålspænder
af typen N. 0. 652.

Om exemplaret B (= Bergens museum) 1497 (Loranges
katalog pag. 147) fra Hovland i Ullensvang meddeler professor
Rygh mig, at han har noteret, at det i sine ornamenter noget
ligner det fra Fonbæk i universitetets samling (se ovenfor og
Aarsberetningen 1870, fig. 19). — En eiendommelig trefliget
sølvspænde i Bergens museum fra Fister, Ryfylke, er afbildet i
Aarsberetning 1885, fig. 22; den minder noget om det oven-
nævnte stykke C 8790 fra Reine, men er meget skønnere og
fuldkomnere og tilhører vel ligeså lidt som hin den yngre jern-
alders tidligste tid.

Å (= Arendals museum) 306 er ligeledes, gør professor
Rygh mig opmærksom på, et sådant exemplar med ornamenter
af plantemotiver på de fra det trekantede midtstykke udgående
arme (Katalogen af 1882 pag. 51 f.). Det er fundet på Kaupang,

Thjolling pgd., Jarlsberg og Laurvik a., sammen med bl. a. et
«par ovale skålspænder som N. 0. 652.

Disse i Norge fundne kløverbladformede spænder med
karolingisk bladornamentik stammer, som man ser, alle fra
landets sydlige del og fra egne, der ligger ikke ret langt fra
kysterne.

Lignende kleverbladformede spænder med bladornamenter
udgående fra stængler i armenes midte og med et tresidet
midtparti forekommer også i Sverige og Danmark. Tildels viser
de også de samme reminiscenser om naglehoveder omkring det
tresidede midtparti, søm blev omtalt ved flere norske. Jeg hen-
viser således f. ex. til plancheværket Teckningar ur Sven-
ska Statens historiska Museum, håfte II, pl. 3, fig. 1, fra
Skåne; fra Københavns museum nævner dr. S. Miller mig no.
10755 fra Hørby på Sjælland; flere af de i det citerede planche-

værk afbildede svenske exemplarer af sølv ansees dog for

senere og henføres (om med rette?) til begyndelsen af den
kristne tid.

I sin så indholdsrige afhandling om dyreornamentiken i
Norden gør dr. S. Miiller (Aarbøger 1880, pag. 349 f.) opmærk-
som på, hvorledes det karolingiske bladværk hyppig fore-
kommer på de trefligede spænder og på andre former, der lige-
ledes vistnok er af fremmed oprindelse; han henviser f. ex,
som og andre forhen har gjort, til den sikkerlig importerede
guldspænde Rygh: Norske Oldsager fig. 670, efter med den
fundne mynter vistnok fra 9de årh. Om end nogle af disse
stykker kunde tilhøre en senere tid, hidrører vel dog formen
og i det hele taget de med karolingisk bladværk udstyrede
stykker fra den tidligere tid af den yngre jernalder, især vist-
nok 9de århundrede. De fleste af de nordiske kløverbladformede
stykker har imidlertid fået dyreornamenter i tidens sædvanlige
nordiske stil.

Med hensyn til vor planches fig. 1 gør som sagt en sanmimen-
ligning med fragmentet fig. 3 det utvivlsomt, at armenes slet
udførte ornamenter skal være bladværk; man må vistnok for-
mode, at stykkets fabrikant ikke ret har forstået detaillerne på

ad =

1890.] MERE TIL KUNDSKAB OM VOR YNGRE JERNALDER. 9

sit forbillede. OQrnamentet i midtpartiet erindrer imidlertid som
sagt bestemt om midten af det ungarske beslagstykke fig. 4
på vor planche.

At vore nordiske kløverbladformede spænder hviler på
ude fra Europa indkomne forbilleder har som alt berørt før
været erkendt; i sin ,Dyreornamentik* henviser dr. S. Miller
således til afbildninger i gamle karolingiske manuskripter etc.
Her ovenfor har jeg nu kunnet fremføre de første udenlandske
forbilleder i hine i Ungarn fundne oldsager. Fremtidige fund
derude i Mellemeuropa vil utvivlsomt, ikke mindst i det vestlige,
på rent karolingisk område, lære os at kende mere materiale
af denne slags, om end, som jeg alt har udtalt, den omstændig-
hed, at landene derude dengang allerede for det meste var
kristnede, vanskeligger påvisningen af arkæologisk materiale
fra hine lande og tider.

Jeg må tilslut her igen minde om, hvad jeg i min forrige
opsats no. 3 og forhen andetsteds har udtalt: for tilbunds at
lære at forstå alt det eiendommelige inden vor yngre jernalders
kultur må vi først og fremst have for øie, hvad den kan have
optaget fra det hjemlige grundlag i vor ældre jernalders senere
dele, dernæst hvad den har modtaget fra de parallele, folke-
vandringsperiodens og de følgende tiders udviklinger ude i
Europa, ikke mindst i sydvest, i syd og i sydøst, endelig hvad
der kan være tilkommet ved de stærke indvirkninger vestfra,
før og i begyndelsen af vikingetidens bevægede tidsalder.

Om forskellige stilretninger inden den nordiske yngre jern-
alder henviser jeg igen til det orienterende og grundlæggende
arbeide af dr. Sophus Miiller.

Trykt 10 april 1890.

KM å

ÅR hå J i

4 r aa på
Se AL TEN
ae OM dm ap POE JAG h Å
Kr fade. D Dr å
å EF )
UME

, N

er NO
ME
AE
JR
b I Krig A ;

Ga Vi Å

ta »
Å it
Løe G)
Då på * » E » å å ; , Då INE

; N
: N ; MAE?
LI

»
»
-
En
Fl
vei de"
Gam:
ml
etg ,

ve ER
N ET»
PG

VA pefen)

>

18 Å

Bed br
p
* å Ed
å p På hv
| fr PN på
Å Å,
p
, *
= å
E >
a ETR ,
SOE Vå jr
Å -
å
i &
- , ,
Ge , f
3 g of: Sag
G å « fe ve i]
Pr dg Vm > gr Å FR
; s d H
lg) or oe hå $ våre

Gr. Vidensk. Selsk. Forh. 1890, Ne 4.

Geologiske iagttagelser fra Trondhjems stift,
gjorte under en reise for Norges geologiske undersegelse 1890.
Af
Hans Reusch.
(Fremlagt i mødet den 7de februar 1890.)

Indhold: I. Indledning. — II, Merakerbanen. — III, Trondhjems omegn, —
IV. Selbu m. m. — V. Støren. — VI. Tulitforekomsten ved Hinderhejm. —
A Summary of the Contents.

——F——====

I. Indledning.

Fa i det følgende meddelte iagttagelser er samlede sommeren
1889 paa en reise, jeg som bestyrer af Norges geologiske under-
søgelse foretog for at vinde en begyndende indsigt i Trondhjems
stifts vanskelige forhold.

Kjerulf har i sine værdifulde skrifter om Det trondhjemske
noget mere, end man nu vil gjøre, fremstillet fjeldbygningen
som lignende Kristianiaegnens silur med de !gjennem denne
sættende eruptiver. Bergarterne i dette sidste strøg er som
bekjendt (naar kalksandstenen af etage 5 undtages) dannede i
et aabent hav; de enkelte lag har stor udbredelse og kan
forfølges vidt og bredt gjennem foldesystemet. De eruptive
bergarter er indtrængte som noget fremmed længe efter foldningen.

Ganske anderledes i Trondhjems stift. Afleiringerne er her
for en stor, ja kanske største delen stranddannelser, karakteri-
serede ved optræden af konglomerater og sandstene.

Blandt eruptiverne fremhæver sig først større og mindre
masser af dioritiske og granitiske bergarter. De dioritiske er
rimeligvis væsentlig forandret gabro. KEruptiverne er i Det

trondhjemske almindeligvis foldede sammen med de lagede
bergarter; samtidig er de blevne forandrede, ofte næsten til

1*

A HANS REUSCH. [No. 7.

ukjendelighed; de er nu skifrige og har for en stor del faaet
de oprindelige mineraler erstattede af nye.

Foruden saadanne eruptiver, som er masseformige, er der
andre, navnlig en mængde grønlige, krystallinske, mere eller
mindre skifrige bergarter (gjerne forekommende sammen med
de dioritiske), som maa ansees for tuffer. Kort sagt, man maa
antage, at under silurtiden opbyggedes i Det trondhjemske væsentlig
stranddannelser og vulkanske fjelde; disse sidste var tildels be-
tydelige saavel i heide, som fladeudbredelse. Man gjenfinder alt-
saa de samme forhold, som nu kjendes fra Bergens stift, og som
allerede fra adskillig tid tilbage har været omtalte fra De britiske
per. Vi føres hen imod antagelsen af et i silurstriden existe-
rende vældigt vulkanstrøg langs Evropas nordvestre rand, maa-

ke lignende det tertiære, tildels endnu virksomme vulkanske
bælte, som kan forfølges over Jan Mayen, Island, Færøerne og
vestsiden af De britiske øer.

For denne betragtning, efter hvilken vi i Det trondhjemske væ-
sentlig har for os stranddannelser og vulkanske bergarter, bliver
det naturligvis vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at kunne be-
stemme bergarternes aldersforholde over det hele strøg efter petro-
grafiske kjendetegn. En tuf et steds kan godt være samtidig med et
konglomerat et andet og med en lerskifer et tredie sted. Alders-
følgen er, bleven yderligere fordunklet ved, at den oprindelige
stilling af de geologiske bygningsled er forandret ved deres
stærke foldning og sammenknugning; hertil kommer saa de regio-
nalmetamorfiske forandringer, der sikkerlig ikke overalt er lige
stærke, og sidst men ikke mindst fossilfattigdommen. De midler,
vi har til at vinde en bedre indsigt i den vanskelige trondhjemske
fjeldbygning, er væsentlig de samme, som geologerne overalt
ellers arbeider med: en ombyggelig kartlægning støttet ved
petrografiske undersegelser, studiet af fossilerne; hvad dette
sidste angaar, gjælder det væsentlig at'opdage nye findesteder. I

1 y det følgende er de afsnit, som indeholder beskrivelsen af bergarternes mi-
kroskopiske udseende betegnede med m. R-o.angiver de afsnit, som indeholder
reiseoptegnelser, der væsentlig kun kan have interesse for fremtidige under-
søgere i de samme egne,

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 5

II. Vandring langs Merakerbanen.

Jernbanen, som fører fra Trondhjem mod øst til Jemteland,
gaar forst langs sydsiden af Trondhjemsfjorden, derpaa ind i
landet gjennem Stjørdalen og Meraker indtil den svenske station
Storlien, som ligger tæt ved Rigsgrænsen. I det store taget
gaar banen paatvers af lagbygningens strøgretning og skaffer os
saaledes et profil, Merakerprofilet. Dette er med stor noiagtigled
studeret af Kjerulf, (Kjerulf: ,Merakerprofilet*, samt Reusch:
»Nogle af dets bergarter*. Det kngl. norske videnskabers selskabs
skrifter 1882. Trondhjem 1883). For den midterste og østlige
dels vedkommende har vi ogsaa iagttagelser af Svenonius: , Några
profiler inom mellersta Skandinaviens skifferområde. Geol. fören.
i Stockh. förh. VII 1885. s. 631.

Omstaaende fremstilling af jernbanelinjen er vedfoiet for
dem, der ikke netop har for haanden de tre geologiske rektangel-
blade ,Trondhjem*, ,Stjørdalen* og ,Meraker*, paa hvilke man
finder jernbanen afsat. Vore smaakarter kan ogsaa tjene til
veiledning under læsningen af Kjerulfs ,Merakerprofilet*.

I den østlige del af profilet finder vi det strøg, som Kjerulf
har benævnet gneisfeltet; her optræder rigeligt i gneisen horn-
blendeskifer og en dioritisk bergart. Faldet er i det hele tem-
melig steilt mod v. I vest for dette strog indtil henimod Floren
udbreder sig ,glimmerskiferzonen*.

Bergarterne er i denne væsentlig gneisagtige lag og en noget
tykskifrig glimmerskifer, der mest er brunlig og allerede for det
blotte øie tydelig skjællet; et steds sætter op i den to mægtige
pegmatitiske gange. Kjerulf synes at anse lagningen for i det

store taget at være svævende. Efter min mening har man

imidlertid væsentlig for sig steile lag. Folder iagttages kun
underordnet og er vel mest glidningsfolder. Med dette skal
dog ikke være udtalt, at det hele er en enkel sammenhængende
lagrække.

- Det kan endvidere bemærkes, at jeg heller ikke har fundet
noget sted, hvor jeg har kunnet overbevise mig om, at de her
optrædende falbaand, som Kjerulf mener er ,steilt opstigende

6 | HANS REUSCH. [No. 7.

ForbordJ

N Grana ær rR
Merakerbanen.

Den punkterede linje omgrænser Kjerulfs ,antaget silur*; forberskende bergarter
er her sandsten og konglomerat, Ved Nyhus er fundet kalksten med enkrinitled.
gjennem de i modsætning til dem svævende lagbølger.* (Mera-
kerprofilet s. 80). Den dioritiske bergart i gneisstrøget lader
sig, som allerede af tidligere iagttagere angivet, forfelge mod
syd over Fondfjeld. Videre frem i såmme retning udbreder

dioriten sig til et vældigt eruptivstreg over de store fjelde,.

Fongen, Melshogna, Hyllingen og andre; den ledsages her som
i Merakerprofilet af skifrige, grønne, gjerne hornblendeførende
bergarter; masserne har imidlertid større dimensioner. Professor
Vogt har de to sidste somre besøgt disse egne inden blad ,Opdal*
og student Chr. Homan i 1889 inden blad ,Selbu*; ogsaa fra
ældre undersøgere har man optegnelser. De dioritiske bergarter
i Meraker er kun at betragte som udløbere af hine vældige
masser; ogsaa længere mod nord kan man forfølge eruptiv-
bæltet. I dette at udskille, hvad der er indtrængte, hvad der er
udflydte masser, og hvad der kan være tuffer, har endnu ingen
forsegt.

Ogsaa glimmerskiferzonen har en betydelig udbredelse i
nord-sydlig retning langs vestsiden af eruptivstrøget (sml.
Kjerulfs og Hauans kort fra 1870 i Nyt Mag. f. Naturvd.). Den

længst mod syd i Gulas dal forherskende brunlige, skjællede

glimmerskifer, der indeholder kvartslinser med disthen har Vogt
i sin indberetning til den geologiske undersøgelse for 1888 kaldt
dreiaskifer. Vi gjenkjender den samme varietet i Merakersnæv-
ringen, hvor heller ikke disthenen mangler (Merakerprofilet s. 79).

JE he

EY

|

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 7

er SAGE UUE OL
VA ! i 2 h
7; Ad GR Bt PSP de hl Ke

| pe VI ip
NG 7 NM l ré DN (ag
Vy Q li Mee IT 7, SÅ ar -ssøkk
Ny Fl V Hdi MNiist ARE renne. pber Jibt lev
E Ez op å i PK Ligbergeg 44 PA Go så
R får

7 Hm refer: EE Er er Rösacs

På 70 ørn

Ä fortet .

Merakerbanen.

Fortsættelse af kartet paa foranstaaende side,

Inden sit omraade gjorde Vogt i nævnte aar et vigtigt
fund, nemlig en sort skifer med aftryk af dictyograptus. Denne

- skifer fandtes i øst for drøiaskiferen indleiret i bergarter, som -

vel nærmest ber regnes til eruptivbæltet. I overensstemmelse
hermed bliver i vort profil glimmerskiferbæltet og gneisstrøget, der
begge to synes at høre neie sammen, nærmest at regne til primordial.

m. En muskovitførende biotitskifer fra et sted omtrent 1/»
km. i v. for Lunkholmen har jeg undersøgt mikroskopisk. Hoved-
bestanddelene var kvarts, feldspat og biotit. Feldspaten viste
undtagelsesvis tvillingstribning; for det' meste lod den sig kun
ved sin to-aksige natur skjelne fra kvartsen; et og andet sted
saaes dog spalteridser. Muskoviten spiller for den mikroskopiske
betragtning ikke den rolle, som man efter de talrige selvskin-
nende skjæl, der sees paa spalteflader, skulde formode. Den
forekommer gjerne sammenvokset med biotit paa sædvanlig re-
gelmæssig maade. Svovlkis, hvortil man neppe ser noget med
blotte eine, optræder rigeligt for mikroskopet. En i ikke ringe

-mængde forekommende bestanddel er endelig et trevlet vand-

klart mineral med temmelig stærk lysbrydningsevne og livlige
polarisationsfarver i tykkere snit. Kun lige udslukning er iagt-
taget; det er sikkerlig sillimanit, altsaa Al» Si Os i en anden

form end disthen. I haandstykket sees ingen strækningsstruk-

tur; men under mikroskopet fremtræder en saadan navnlig ved
sillimanitens anordning i baand med trevlerne liggende langs-

8 HANS REUSCH. [No. 7.

efter. Ogsaa hos de andre bestanddele, mindst kanske hos
biotiten, bemærkes denne stribe-anordning.

Straks i vest for Gudaa station indeholder glimmerskiferen.
de af Kjerulf (Merakerprofilet s. 87) beskrevne kvartskagelag.
Disse er, saavidt Arch. Geikie (som sammen med mig besegte
skjæringerne ved jernbanen) og jeg forstod det, presset kvartsit-
konglomerat med glimmerskifer som bindemiddel. Ogsaa Sve-
nonius benævner bergarten konglomerat. Den er foruden at.
være presset ogsaa strukket. De længste dimensioner hos stenene
i konglomeratet gaar parallelt med smaafoldningens akselinjer
og strækningsstrukturen, der sees hos bindemidlet; saavidt erin-
dres omtrent vandret.” Til begge sider af glimmerskiferbæltet
og gneisstrøget følger efter den antagelse, som for tiden synes

1 Efterat ovenstaaende var skrevet, er udkommet en afhandling af H. Båck-
ström ,Om kvartskagelagren vid Gudå, Norge*. (Geol. fören. i Stockh.
förhandl, B. XII, 4. Stockh. 1890). I denne afhandling, der indeholder vær-
difulde oplysninger om den omhandlede bergarts petrografiske natur, søger
hr. Båckström at fremføre beviser for, at man ikke har for sig et konglomerat,
men et ,psevdokonglomerat*. Dette skal være dannet ved smaakrusning og
presning af sandstenlag vekslende med lersandsten (lindseformige brudstykker
af sandsten i lerskifer fremkomne paa en saadan maade har nærværende
forf, beskrevet i ,,Bømmeløen og Karmøen*. Kr. 1888. s. 139. En ved pres
i lindser opdelt gneis omtales i ,Silurfossiler og pressede konglomerater i
Bergenskifrene*. Kr. 1882. s. 75).

Hr. Båckströms grunde synes ikke'overbevisende. Han drives af sine slut-
ningers konsekventse til den antagelse, at hvor ,sammenskrynklingen" har
været størst, der ligner bergarten mest et almindeligt konglomerat. Hans
fig. 10, der er gjort efter fotografi, viser et saadant sted; paa fig. 12 har
bergarten derimod efter hans mening ikke konglomeratudseende.

Ved et tilfælde har jeg ogsaa fotograferet disse to punkter og det paa en
enkel plade; de ligger nemlig tæt indtil hverandre begge to mnederst paa.
vestsiden af den granitgang, som sees lidt til høire for midten i Båck-
ströms profil side 229; at granitgangen i et tilfælde skulde kunne beskytte
den tilstødende bergart mod pres, i det andet tilfælde ikke, trænger vel en
nøiere begrundelse, end der er givet i det omhandlede arbeide; ja adskillige
vilde vel tvivle paa, at gangen overhovedet kunde spille nogen rolle.

En omstændighed, som tyder paa, at man har for sig et virkeligt konglo-
merat, er, at man i bergarten finder lagning. Der forekommer nemlig indlei-
ret foldede glimmerskiferflager; bergarten i disse ligner den, som omgiver
konglomeratet; de kan neppe tydes som andet end lag. Kalderjeg det plan,
hvori de fladtrykte kvartsknoller har sine største dimensioner, presningsplanet,
saa sees dette at skjære lagningen umder en vinkel.

had Ka

verv

å ao BA Ba In Se

i
1890]. GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 9
/ ; I!
V / 1 på å Å VZ
N Ex r Rigsgranse

fPreinordub

mig sandsynligst, yngre lag, silur. Det af Svenonius tegnede
h pothetiske profil forekommer mig derfor at give det hoved-
sagelige i fjeldbygningen. Det er her gjengivet med nogle mindre
forandringer. Man har her altsaa forhold lignende dem, der
er kjendte fra Schweiz som Mt. Blancs og andre ,massivers*
vifteformige lagstilling.

Vi vil først se paa den østlige del af profilet. Hvad styk-
ket mellem Gudaa og Meraker angaar, henvises til Kjerulfs
arbeide. Straks i nord for Meraker station sees i en skjæring
en brudstykkebergart, der af Kjerulf beskrives som trykbreccie.

Maaske er den dette; men jeg kan ogsaa tænke mig, at man

har for sig et vulkansk agglomerat. Den sydlige halvdel af
samme skjæring viser en finkornig dioritisk bergart.

Ved Meraker station udsondrer Kjerulf et bælte, hvor ler-
glimmerskifer er en fremtrædende bergart, som hørende til ,gula-
skiferens gruppe, medens alt forresten her mod est regnes til
Trondhjem-Størengruppen. I kalkstenen ? ved Brenna er der i

nord for jernbanelinjen anlagt tre stenbrud. Jeg gav mig her

god tid for at søge efter fossiler; udbyttet var et stykke, som
jeg efterat have seet tilsvarende stykker i Bergens stift mener
at kunne tyde som en utydelig og presset favosites, altsaa et

sikkert silurisk fossil. I lerglimmerskife-

x ren forekommer nu og da graptolitlignende
å tegninger, en af disse forekommer mig
= at være en tetragraptus, et fund, der ikke

X strider mod forekomsten af favosites. Fort-

sætter man i bergarternes strøgretning mod

nø. inden Merakerkartet, træffer man om-
trent paa Kjelhaugene. Paa disses østskraaning har cand. min.

1 Den bør paa kartet flyttes omtrent 1/9 kil. længer vest.

10 HANS REUSCH. [No. 7:

Alfred Getz fundet tilsvarende bergarter og i dem monograptus
enf. convolutus, monograptus Halli (?) Barr. og en rastrites (Alfr.
Getz. Graptolitførende skiferzoner i Det trondhjemske. Nyt.
Mag. f. Naturvd. XXXL s. 31). Følger vi nu profilet videre
østover, finder vi, at en udbredt bergart er den, som Hørbye og
senere Kjerulf har kaldet lersten. Den er grenlig og graalig,
finkornig til tæt for det blotte eie, har et jordagtigt brud og
viser ingen eller utydelig skifrighed. En tidligere undersegt
varietet (sidste side i ,Merakerprofilet*) viste sig under mi-
kroskopet at bestaa af feldspat, tildels tydelig tvillingstribet,
hornblende og en del epidot. Ft par andre varieteter vil omtales
i det følgende. Benævnelsen lersten for denne bergart, der ikke
indeholder nogen mineralogisk bestanddel, der kan henføres til
,ler*, maa naturligvis kun betragtes som et ,nom de guerre*.
Meget vil kanske engang blive at henføre til forandrede tuffer.

R-o. Fra Meraker station har jeg gjort en afstikker mod
sv. til Nustad. Omtrent 700 m. fra stationon rager op en
klippe af en dioritisk bergart; ellers forhersker her skifrige,
for eiet tætte, grenlige bergarter med fald i vestlig og vnv.-lig
retning; man har etsteds nær jernbanelinjen forsegt at bryde
tagskifer. Ved broen over elven nær Nustad har man en med
sin skifrighed temmelig steilt vestligt hældende finkornig, grøn-
lig bergart opfyldt med porfyrisk indsprængte smaa feldspat-
individer (presset diabas?). Nær gaarden Fossen staar en skif-
rig bergart af muskovit og et finkornigt hvidt mineral, rimeligvis
kvarts; fald af skifrighed og sandsynligvis ogsaa lagning 6009
mod vest. Ved at den hvide bestanddel tildels optræder i tem-
melig rigelig mængde, og, som det synes, tydelig feldspat indgaar
i blandingen, faar bergarten undertiden noget gneisagtigt ved
sig. Herfra østover mod Egbergan passerer man lidt merk,
tyndskifrig lerskifer. Kalkstenen ved Fgbergan strækker sig
ikke lige hen til elvebredden. Over det nivaa, hvor man skulde
søge den, er blottet graalig grøn lersten med tykskifrighed, og
heist sandsynlig ogsaa lagning, hældende omtrent 300 mod v.t.n.
Kalkstenen skal heller ikke findes mellem jernbanen og elven.
Jeg forsegte at forfølge kalkstenen ved Fgbergan %—38 kilo-

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 11

meter opad den af gran med noget fure bevoksede Røsaas; men
her var aldeles eller saa godt som aldeles bedækket; ingen kalk
blev iagttaget.

R-o. Mine iagttagelser mellem Meraker og Storlien har
jeg fornemlig gjort paa en vandring, der begyndte fra sidst-
nævnte sted. Mellem Storlien og rigsgræpsen har man et be-
mærkelsesværdigt punkt, hvor faldet beier om fra nordvestligt til
sydestligt (se Svenonius's hypothetiske profil )!. Bergarten her, der
viser et kvartsitisk udseende, har en 1—2 cm. tyk forvitrings-
skorpe og er maaske en granulit. Den er mest graalig; tildels
er den opfyldt af lyse, tenformige pletter, rimeligvis udpressede
feldspatøine. Undertiden faar selve massen en for det blotte øie
noget mere udpræget krystallinsk struktur og bliver saaledes
mere gneisagtig. I den vestlige del af folden sees fald af skif-
righed fladt mod nnv. og strækningsstruktur hældende mod vnv.
I den østlige 'del af folden er skifrighedens fald under en liden
vinkel østlig og strækningsstrukturen hældende sydestlig. Noget
glinsende lerskifer og kloritisk skifer viser, at man her har for
sig en virkelig lagning og ikke alene skifrighed. Dette er
Glukens kvartsskifer hos Herbye? og Kjerulf. I est berfor har
jeg noteret grønlig, haard skifer faldende omtrent 200 i nø-lig
retning og fadtliggende lag af gronlig, hornblendeførende skifer.
Nærmere Storlien station hersker muskovitskifer, der viser smaat-
bølgende hinder paa skifrighedsfladerne; tildels indeholder den
omtrent 1 cm. lange søiler af mørk, grøn hornblende. Lagnin-
gen, der fremtræder ved bergartens større eller mindre rigdom
paa kvarts, synes tildels at hælde noget steilere i østlig ret-
ning end skifrigheden, hvis fald er paa omtrent 30". I første
skjæring i vest for rigsgrænsen bestaar fjeldet af graa glinsende
lerskifer med ,lersandstenagtige* lag paa nogle faa centimeters

1 Fjeldgrunden er her gjennemsat af nogle, i det store taget nord-syd-gaaende
kløfter med steile vægge, maaske gamle revner, der er opbrustne paanyt.

2 Hørbyes iagttagelser fra disse egne findes i hans værdifulde, smukt skrevne
arbeide: Et Strøg af Rigsgrænsen. Afsnittet ,Merakers Skifere* staar i Nyt
Mag f. Naturvd. Bind, XI, Chra. 1861. s. 92—106; nogle orografiske bemærk-
ninger kan eftersees sammesteds s. 123—126,

12 HANS REUSCH. [No. 7.

tykkelse indimellem. Lagningen hælder i vestlig retning under
en liden vinkel, nemlig 100 til 200, Skifrigheden hælder der-
imod en ganske anden vei, nemlig (hvor den er mest fremtrædende)
150 mod nord. Som ellers almindeligt er skifrigheden meget.
mere udpræget i lerskiferen end i de sandstenagtige lag.
Samme bergarter har man ogsaa i skjæringen nærmest i ø. for
rigsgrænsen, bergarten har her et grenligt skjær over sig; skif--
righedens forskjellighed fra lagningen er ikke fremtrædende.

m. De ovenfor nævnte , lersandstenagtige* lag fra skjæringen
nærmest i vest for grænsen viser under mikroskopet intet sand-

Sstenagtigt. De sees at være mere finkornige, end man efter

deres ydre skulde formode. En væsentlig del, maaske 1/4, er
kalkspat, hvorfor bergarten ogsaa bruser livligt for syre. Den

Vigtigste bestanddel, som er vandklar, er, da tvillingstribning

flere steder iagttages, kanske væsentlig plagioklas. Mere under-

ordnet optræder smaa skjæl af muskovit og en kloritisk bestand-

del. Ogsaa smaa rutilseiler bemærkes. Porfyrisk indsprængt i
forholdsvis store individer forekommer lappede kloritindivider,
der gjerne i det indre omslutter en kjerne af brun biotit, hvoraf
kloriten er fremgaaet. Lerglimmerskiferen indeholder mindre
af kalkspat og mere af muskovit end den uskifrige bergart,
hvem den forresten ligner.

De samme bergarter som i første skjæring i vest for rigs-

grænsen har man ogsaa i anden. Herfra er følgende tegning.
Lagningen er utydelig; man Ser veksling mellem en grenlig-
graa, Sskifrig og en dermed nærtstaaende uskifrig, finkornig berg-

art. Denne ,lersten* viste sig selv under mikroskopet finkornig.

Man erkjender i den finskjællet klorit og muskovit, dertil en

kornig vandklar substans (feldspat). Porfyrisk indsprængt ligger

biotitindivider og svovlkisterninger. De enkelte lags tykkelse
er mest paa 1 til 10 cm. Lagningen, der paa figuren sees:
omtrent i profilsnit, falder mod nv. 250. Skifrigheden hælder
derimod under en liden vinkel i nordlig retning (paa figuren, hvor
de skifrige lag er antydede med skraffering, fra betragteren).
Mellem a og å gaar en spalte, efter hvilken der har fundet en
forskydning sted. Det 80 cm. brede parti ved Å er rimeligvis

Dr

ik dd -

JEPP GSE STP) AV

å
p

1890]. GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 13

jr
AD

Fra en jernbaneskjæring kort i vest for Rigsgrænsen. Lag af lersten og ler-
skifer veksler. Partiet ved X er fremstillet i 1/; af den naturlige størrelse under
hovedfiguren. — a—a er en forrykkende spalte.

kommet i sin nuværende stilling ved, at en del af det uskifrige
lag 1 er slæbt langs spalten. Da jeg først saa dette punkt,
tænkte jeg, at man her havde en gang, ,hvis bergart var indtil
forveksling lig med de uskifrige lag i sidestenen*", og aftegnede
den som saadan. Efter paa den videre vandring at have seet
en dristig foldning fik jeg tvivl og vendte tilbage for nu at
komme til bedre forstaaelse.

R-o. Paa vandringen videre vestover gaar man forbi de
samme bergarter; i den nærmest følgende skjæring er der fladt-
bølgende foldninger. Dette vedvarer til vogterhuset Teveldalen;
hældningen er dog i det hele vestlig; et par steder sees enkelte
skarpe foldninger. Mellem Teveldalen og broen over Skurdals-
aaen har man fremdeles de samme bergarter; den uskifrige for-
hersker; faldet er vestligt, mest omkring 309. Noget nær samme
bergarter fortsætter til Krigshaugen. Ogsaa her omkring og
videre vestover til Grønlibæk har man fremdeles samme slags
fjeld. De uskifrige, ofte sandstenagtige lag er her mest hvid-
agtige, og de skifrige er graa, medens fjeldet paa den sidst
tilbagelagte strækning havde noget grønligt over sig.

14 HANS REUSCH, [No. 4.

m. Jeg har undersegt mikroskopisk en hvidlig graa,
for det blotte eie næsten tæt, uskifrig varietet. Den eneste
bestanddel, man erkjender uden mikroskopets hjælp, er bitte
smaa, merke glimmerskjæl. Nærmest ser bergarten i haand-
stykket ud som en meget finkornig granit; den er dog ikke
saa stærk og fast, som 'en saadan bergart pleier at være, idet
man med neglen kan smulre op tynde kanter af den. Den
fremherskende bestanddel er kvarts i rundagtige individer: til
dette mineral slutter sig feldspat kjendelig ved sin to-aksighed,
undertiden ogsaa ved tvillingstribning. Kalkspatkorn er rigelig:
tilstede, hvorfor ogsaa bergarten bruser for syre; den og den
fjerde hovedbestanddel, muskovit i smaa skjæl, synes nærmest at
optræde som bindemiddel mellem kornene af de to førstnævnte
mineraler. De hist og her indstrøede forholdsvis store biotit-
individer er delvis forvandlede til klorit. Ganske underordnet
forekommer smaa rutilnaale og apatitseiler samt en i forholdsvis
store korn optrædende erts.

R-o. For strækningen nærmest Krigshaugen noteredes, at
faldet er vestligt, undertiden temmelig steilt, men vel i det hele
omkring 45". Skifrigheden er tildels afvigende fra lagningen; den
gaar undertiden temmelig fladt, hvor lagningen hælder under en
steilere vinkel. Omtrent 21/» kil. i ø. for vogterhuset Tormodalen
møder man en tyndskifrig, smaarynket, graa lerglimmerskifer, der
holder ved omtrent 800 m. Iden derpaa følgende hvidlige, sand-
stenagtige bergart træffes den første dioritiske masse; den iagttages
paa en strækning af omtrent 150 m. og efterfølges af den sand-
stenagtige bergart sammenleiret med skifer. Omtrent 700 m. i
9. for Tormodalen har man atter en dioritisk masse og saa, noget
nærmere vogterhuset, en stor skjæring i den hvidlige, sandsten-
agtige bergart; faldet er her i det hele steilt vestligt; adskillige
smaabeininger sees. Nærmest i v. for vogterhuset er faldet fla-
dere. Allerede 1/» kil. videre frem ser man et parti af den
dioritiske bergart; en anden masse træffer man vel 1 km. derfra.
Denne sidste er omtrent 150 m. bred og indeslutter et under-
ordnet parti, som er meget grovkornigt. Ved Grøenlibæk er der
en del grenliggraa, skifrig bergart med temmelig forvirret lag-

EA an
|
»

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 15

ning og en dioritisk masse. Herfra og vestover til Kobberaaen
har man lagede, finkorvige, grenlige og graa, skifrige og mas-
sive bergarter; lagstillingen synes ofte at være svævende; her
optræder adskillig lersten, opfyldt med porfyrisk indsprængte
biotitindivider, saakaldet ,glimmerlersten". Af strækningen Kob-
beraaen — Meraker har man et detaljeret profil i Kjerulfs skrift.

Vi vender os nu til den vestlige del af profilet, nemlig den
vestenfor glimmerskiferbæltet liggende del. Paa hele stræknin-
gen mellem Floren og Hegre har man bergartvarieteter, der efter
sit ydre kan betegnes som forandret graalig sandsten (,Jersand-
sten* og ,lersten* hos Kjerulf). Skifrighed iagttages ofte at
være forskjellig fra lagningen. En steil østlig faldretning er
gjennemgaaende. Det forekommer mig, at foldning ikke spiller
en fuldt saa stor rolle som hos Kjerulf fremstillet.

R-0. Kalkstenen straks i s. for Floren station er noget
nær 4 m. mægtig og falder omtrent 60% mod øsø. Den er blaa-
lig graa med lagvis veksling af mørkere og lysere varieteter.
Fossiler eftersøgtes forgjæves. Nærmest begrænses kalkstenen
af graa lerglimmerskifer med bølgende skifrighedsflader. Omtrent
8 m. over kalkens hængende kommer grenlig, finkornig skifer.
I et steilt temmerleb lige ved kalkstenen kan:man klavre op,
først over grenlig skifer, dernæst over graa' lerglimmerskifer.
Denne sidste forfulgte jeg i stregretningen til Mølska. Foruden
den graa varietet har man forresten ogsaa en sortagtig, der
som hin er stærktglinsende og ujævn paa skifrighedsfladerne.
Jeg gjenfandt ikke, som jeg havde ventet, kalkstenen ved Mel-
ska. Om stykket fra Floren vestover til Hell faar eftersees i
Kjerulfs arbeide. Det kan bemærkes, at man omtrent 1 km. i
øst for Ingstadnes i skiferen iagttager et forresten ikke rigtig

tydeligt konglomerat vekselleiret i tynde lag med sandsten.

Konglomeratet er presset i en fra lagningen forskjellig retning.

R-o. Omtrent 1 km. i øst for tunnelen ved Billedholmen
noteredes sandsten vekslende med lidt lerskifer. Dette ved-
varer vestover til tunnelen. Lagstillingen er bugtet og i sin
helhed ikke let at betegne. Hvor skifrighed sees, er den gjerne
falsk. Visse partier af fjeldet er presset og foldet konglomerat.

16 HANS REUSCH, [No. 7.

Kvartsaarer opfylder saavel dette som fjeldet forresten. Ved
den østlige tunnelmunding er den derværende skifrige, finkor-

nige sandsten tildels gjennemsat af en hel del pap- til papir-
-tynde aarer af kvarts, der gaar parallelt med skifrigheden; de
kunde bringe iagttageren paa den tanke, at de fulgte lagningen,
dersom ikke denne desuden havde været synlig i afvigende
retning. |

Profilsnit i 1/9 nat. st.
Finkornig sandsten med omtrent lodret stillet lagning. Den gjennemsættes af
fladtliggende tynde pladeformige kvartsaarer, der følger bergartens
skifrighed, A

R-o. I vest for tunnelen vedvarer de samme bergarter,
som sees i øst for den. EFfterat man har passeret sraniten ved
Muruvik, kommer man til en tykskifrig, sandstenagtig bergart;
forskjellige varieteter af saadan, grønliggraa, tildels finkornige,
varer nu ved omtrent til Lillemo. Indleiret flere steder er flad-
presset skifrigt konglomerat. Ved Lillemo og sydover derpaa
til Hommelvikens station har man foruden de sandstenagtige
bergarter en del graalig glinsende skifer, tildels ogsaa lidt sort-
agtig skifer, opfyldt af kispletter.

Veien, som fra Hommelviken fører mod syd til Selbu, er
nylig omlagt indtil i en afstand af omtrent 11/. km. fra først-
nævnte sted. Ved den sydlige del af det omlagte veistykke
optræder der en del konglomerat. Rullestene i dette bestaar
fornemlig af en graa (lysere eller mørkere), kvartsitisk udseende
bergart; desuden sees hvide kvartsiter og enkeltvis ogsaa lyse

re EE MEG

1890] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 17

graniter. Stenene er pressede og lesner gjerne for slag efter
tynde kloritiske hinder, der gaar parallelt med stenenes flade-
udstrækning.

En rullesten af den ovenfor nævnte graa, kvartsitisk ud-
seende bergart undersegtes mikroskopisk. Den viste sig da
aldeles ikke at være en kvartsit, men en porfyr, idet man i en
finkornig grundmasse antagelig bestaaende af feldspat ser ind-
strøet hist og her større feldspatindivider, tildels med tvilling-
stribning. * Feldspatindividerne har tildels temmelig uregelmæssig
omgrænsning og indeholder undertiden talrige smaa muskovitskjæl,
der ogsaa forekommer i grundmassen. Enkeltvis sees aggre-
gatpolariserende klumper, der kan formodes at være opknuste
kvartsstrøkorn. Bergarten gjer overhovedet indtryk af at være
adskillig forandret. Grundmassen i konglomeratet der, hvor den
undersøgte rullesten laa, indeholdt foruden en temmelig ujevn
kornig blanding af kvarts og feldspat, tildels tvillingstribet, ogsaa
kalkspat og en kloritisk bestanddel.

Nærmere Hommelviken forhersker en grenliggraa, finkornig,
eller for øiet tæt, sandstenagtig bergart, tildels forekommer ogsaa
lidt grov sandsten eller smaastenet konglomerat. Lagningen
stryger i det store taget nordestligt, staar steilt og viser under-
ordnede foldninger. Fjeldet er gjennemsat af talrige sprækker
fyldte med kalkspat, som tildels ledsages af kvarts. Undertiden
er der tilstede en hel del omkring paptykke pladeformige aarer,
der alle staar [parallelt i en indbyrdes afstand af omkring 1 til
2 em. Ved forekomsten af disse aarer, der paa dette sted ikke
er ledsaget af nogen falsk skifrighed, fremkaldes en tilsyne-
ladende, mest i sydvestlig retning hældende, lagning; denne frem-
træder navnlig paa den forvitrede dagflade, hvor hulrummene
efter kalkaarerne ligner lagfuger. Undertiden er det visse en-
kelte lag af sandstenen, som er opfyldt af talrige tversgaaende
smaa kalkspataarer. Fjeldet her ved Hommelviken viser, hvor
det har været bedækket med les jord (ikke hvor der har ligget
et tykt lerlag over), en gulagtig hvid forvitringsfarve.

I s. for Hommelviken og længere øst paa begge sider af

jernbanen ser man paa det geologiske rektangelblad ,Stjerdalen*
Vid-Selsk. Forh. 1890. No, 7. på

Fed å HANS REUSCH. - No. f-

aflagt med en egen farve ,antaget silur". Dette strøg er ogsaa
særskilt udhævet paa vor kartskisse. Omtrent 5 km. i s. for
Hommelviken findes i det en graaligblaa kalksten, hvori Hauan
for 24 aar siden fandt krinoidestilke. Kjerulf antager, at denne
silur er afvigende afleiret over den omgivende ,gulaskifernes-
gruppe*; en støtte herfor finder han ogsaa deri, at man i konglo-
meratets stene tildels finder bergarter, som ligner underlagets,.
f. Ex. Trondhjems protogingranit, Muruvikens granit og en
mørk skifer med svovlkisterninger (,, Merakerprofilet* s. 73). Paa.
den anden side er der, bortseet fra, at konglomerat spiller en
stor rolle i ,siluren*, saadan overensstemmelse mellem bergarterne
i den og i gulaskiferne ved Hommelviken, at det ikke synes
gjørligt at trække nogen grænse her. Heller ikke lagstillingen
berettiger, saavidt min erfaring gaar, dertil; saavel inden ,siluren*
som dens antagne underlag forekommer mig at raade steil lag-
stilling og foldning med nordestlig strøgretning. |

Paa vestsiden af Hommelviken bestaar fjeldet af mørkere
og lysere graa tykskifrig, ,sandholdig* forandret lerskifer eller
fyllit. Undtagelsesvis sees ogsaa merk tyndskifrig lerskifer.
Falsk skifrighed er meget almindelig. Jeg har undersegt et
præparat af graa fyllit. Det var forfærdiget parallelt med
skifrigheden og viste samtidig et lag af en mørk og af en lysere
varietet. En saadan som denne sidste er det, man paa grund
af den efter udseendet formodede sterre kornighed er tilbeielig
at betegne som ,sandholdig*. Hovedbestanddelen i begge er en
finkornig blanding af kvarts og feldspat, tildels med tvilling-
stribning, lidt mere grovkornig i den lyse varietet. Mellem kors-
vise nikoller fremtræder strækningsstrukturen paa samme maade
som nedenfor i anledning af Malvikens bergart beskrevet. Under-
-ordent, rigeligst optrædende i den mørke varietet, er klare,
stærktbrydende korn af et par mineraler, som ikke er nøeiere
bestemte (Zoisit og titanit ?)

- Angaaende lagningen kommer man til det resultat, at den,
som netop anført om Hommelvikens omgivelser, er foldet og stry-
gende nordestligt: Steile lag er almindelige. Flere forhold kan
her forvi irre en iagttager, der ikke pERE NE ge) at se nøie efter.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 19
| EN TE

Fjeldet er gjennemsat af talrige sprækker, der ofte synes at
have tjent som glidflader. Undertiden forekommer disse spræk-
ker i talrig mængde og indbyrdes parallelle. Saaledes er der
paa en strækning ved den indre del af viken et sprækkesystem,
som hælder omtrent 459 i sydøstlig retning. Af dette og af
sprækker efter skifrigheden opdeles fjeldet paa den ved hos-
staaende figur antydede maade i prismatiske stykker, der er

langstrakte i strøgretningen. OQgsaa
forresten synes fjeldet at have en til-
beielighed for at løsne i kantede styk-
ker udstrakte efter strøget. Steilt-
staaende tversgaaende spalter savnes
heller ikke. Et mærkeligt forhold,
som iagttages flere steder her paa
Hommelvikens vestside, er, at den fal-
ske skifrighed, som meget almindelig
iagttages, er foldet. Nedenstaaende
lille tegning viser et omtrent 1 m. høit
profilsnit gjennem vexlende lag af lys
og mørk, graa, tykskifrig lerskifer,
hos hvilken skifrigheden gaar vifte-
formig, saaledes som den tversgaa-
ende stregning angiver.

Paa folgende side er afbildet en
omtrent 3m. høiklippeflade, der staar paa
tvers af strøgretningen. Bergarten er
en sandholdig lerskifer. Skifrigheds-
strukturen fremtraadte her almindelig-
vis ikke i fjeldets ydre, naar det saaes
paa afstand, men først naar man slog

i det. Imidlertid er der visse lag,

som parallelt med skifrigheden er

— gjennemsatte af aarer med kalk-

spat og kvarts. Disse aarers vifte-

| formige stilling viser os allerede, før
mån kommer nærved, skifrighedens

foldning. Omkring Malvik og vest-

Profilsnit af en lerskifer med
et system af nærliggende spræk-
ker, som følger skifrigheden, og
et system, som skjærer denne.
Hommelviken,

Foldet skifrighed.
29%

20 HANS REUSCH. NGS:

over har man efter det geo-
logiske rektangelblad ,Trond-
hjem* bergarter af Kjerulfs
» Trondhjem-Sterengruppen*.
Mellem Malvik og Saksvikber-
get gaar jernbanen i det hele
taget paa tvers af strøgretnin-
gen. Her optræder for det før-
ste en sandstenagtigt udseende
bergart, der er gjennemtrukket
af sericithinder, saa den bliver
skifrig. Ved sericithindernes
tiltagende mængde gaar den
sandstenagtige bergart over
til lerglimmerskifer. Disse to
bergarter, den sandstenagtige
: i og lerglimmerskifer, veksler
Lerskifer, som er foldet efterat have med hinanden i lag, som mest
faaet falsk skifrighed. Visse lag er er mellem 1 cm. og JR m.i
parallelt med skifrigheden gjennem- : , E
satte af sprækker fyldte med kalk- tykkelse. Tildels viser lagnin-
spat og kvarts. gen sig foldet og kruset; saa
kan man gaa et stykke forbi lag, som staar lodret eller falder
i østlig retning. Lagningen og skifrigheden er ikke sjelden
afvigende fra hinanden; den sidste sees gjerne hældende i est-
lig retning under en vinkel paa mindre end 45", Tildels synes
selve skifrigheden at være foldet. Lerglimmerskiferen har ofte
paa skifrighedsfladen en ved fin belgning frembragt stribning,
der hælder i nordøstlig retning. I fjeldet forekommer hyppig
nyrer og aarer af kvarts gjerne ledsagede af kalkspat eller dolo-
mit. Som eksempel paa foldede og samtidig smaakrusede lag
fra denne strækning afbildes nedenfor et profilsnit. Visse lag
a aa af sandstenen er særdeles rigelig gjennemtrukne af seri-
cithinder, der forresten ogsaa forekommer i de mellemliggende lag.
Disse hinder frembringer en mod øst (til høire paa fig.) hældende
skifrighed uafhængig af lagningen. Længst tilhøire er en smaa-
kruset plade af kornig kalksten, et lag eller en parallelt med

eg

pr IP DE

pressen rydnnd
G

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 21

lagningen gaaende aare (x—x). Det kalken nærmest omgivende
sandstenlag var mere finkornigt end de øvrige.

Lagene a a å

er meget muskovitrige; x x hvid kornig kalksten i et lag eller en aare.

Fra Malvik jernbanestation er undersegt mikroskopisk et
præparat forfærdiget parallelt med skifrigheden og visende sam-
tidig lerglimmerskifer og et hvidagtig graat sandstenagtigt lag.
Skifrigheden gik paa tvers af dagningen. Lerglimmerskiferen
viste en som fin bølgning fremtrædende strækningsstruktur (i

retning x x paa nedenstaaende figur).
m. Hovedbestanddelene i begge berg-
arter er en finkornig blanding af feldspat,
ofte med tvillingstribning, og kvarts. Der-
til optræder rigeligt i den sandstenagtige

bergart store, uregelmæssigt omgrænsede

korn af kalkspat og i lerglimmerskiferen
svag grenlig muskovit i skjæl, hvis
stilling er det betingende for spalteret-
ningen. Saavel kvartsen som feldspaten
viser ofte belgende udslukning. Stræk-
ningsstrukturen fremtræder fornemlig
mellem korsede nikoller, idet der da
udhæver sig stærkt polariserende tver-

Et haandstykke visende et

sandstenagtigt udseende lag,

a, ilerglimmerskifer, b. Skif-

righeden ligger i papirets
plan, Malvik.

22 HANS REUSCH. [No. 7.

snit af muskovitblade liggende i denne retning (lodret paa teg-
ningen). Som det fremgaar af beskrivelsen, har den sandsten-
agtige bergart (se den øverste halvdel af figuren) i virkelig-
heden meget lidet sandstenagtigt ved sig; det er kalkspaten, som
frembringer dens kornige udseende. I lerglimmerskiferen sees
hist og her flekkevis indstrøet en del rutil.

TN

7
Min Ay
uti

DU sr
S SU p --
= ik

/ LE?

= be Ke
NE VVS
IØR JORGE EYE

SV Nr V=

25 VG (3 VA =

Gå Syr GP II
alen t S WW I

€v I NN

rer
, == Vy tr PE
PE > I U=,
ET ra 1 EN LAE
7
FL NS

Ved Saksvikberget ligger de beskrevne bergarter i stærkt
sammenpressede folder, hvis axelinjer hælder omkring 10* til 209
I nordlig retning. Fjeldet er her rigt paa kvartslinser. Vest-
over gaar det, idet en kloritisk bestanddel optages, uden skarp
grænse over til en tykskifrig grenlig skifer; denne har en i
nordlig retning hældende strækningsstruktur, der fremtræder
ved, at bergarten let lader sig dele op i stavformige stykker.
Skifrighedens fald er i østlig retning.

Ved Hornhammer staar graa lerglimmerskifer, i hvilken
den muskovitiske bestanddel er temmelig tydelig. Bergarten
viser lagning, som falder mod no. og strækningsstruktur, der
hælder omkring 209 i nordlig eller nordnordestlig retning. Ved
overgange fremkommer lag, der viser særegne varieteter. Saa-
ledes er visse et par meter tykke lag kalkrige og desuden op-
fyldte med kalklinser udstrakte efter den herskende stræknings-
retning. Sammen med disse knoller forekommer tildels andre
som er silikatrige; bergarten synes der saaledes at være konglo-
merat. Lerglimmerskiferen er for en ikke ringe del, idet glim-
merbestanddelen træder tilbage, temmelig tykskifrig den kan;

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 23

endog gaa over til en bergart, der nærmest maa betegnes som
en smaakornig, hvidagtig gneis.

m. En saadan har jeg undersegt mikroskopisk. Den indeholder
gneisens sædvanlige bestanddele og dertil kalkspat. Kvartsen
optræder i linseformige aggregater. Biotit er tilstede i temmelig
store, muskovit i smaa individer, ingen af dem i stor mængde.
Kalkspaten forekommer i uregelmæssigt linseformige korn gjerne —
- omsluttende kvarts- og feldspatkorn. FEndvidere er tilstede korn
af epidot /0g zoisit (afgjørende kjendemærker for bestemmelsen
af disse mineraler blev ikke efterviste).

R-0o. Omkring !/. km. i øst for Ranhejm sees de samme
bergarter, som beskreves fra strækningen nærmest i vest for
Malvik. Lagningen er i det hele fladtliggende. Mellem Ran-
heim og Charlottenlund er fjeldet bedækket. Ved en veiunder-
gang nær sidstnævnte sted staar en finkornig, grenlig bergart
med en meget utydelig, svagt i nordlig retning hældende stræk-
ningsstruktur og antydning til skifrighed faldende til samme

kant.

III. Fra Trondhjems omegn.

Ilsvikens gramit. Fra Trondhjem har jeg gaaet mod nordvest
langs stranden til henimod Munkaunet. Ved Ilsviken møder man
graniten (prikket paa kartet side 6) et par hundrede meter sydligere
end paa rektangelkartet angivet. Der forekommer her sammen med
den en del saussuritgabbro og en massiv, finkornig, grenlig bergart.
Graniten er dels massiv dels fornyet med planparallelstruktur.
Hvor den er massiv eller kun viser svag antydning til parallel-
struktur, har man flere steder anlagt stenbrud paa den, saaledes
»Hovringen*. Bergarten er paa disse steder middelskornig, mest
redliggraa. Af glimmermineraler ser man foruden smaa uregel-
mæssigt omgrænsede individer af sort biotit en del af en gronlig,
finskjællet sericitisk bestanddel, som ledsager denne. Paa grund

24 HANS REUSCH. [No. 7.

af den sericitiske bestanddel er bergarten tidligere benævnt.
protogingranit. '(I ,Merakerprofilet* omtales dens geologiske
forhold s. 69 og dens mikroskopiske beskaffenhed s. 125). For-
uden den massive granit har man en, der er forsynet med plan-
parallelstruktur, saa den i udseende nærmer sig en tykskifrig
gneis. Ja graniten kan i visse flager, hvis tykkelse er 3 til 10-
m. eller vel ogsaa mere, gaa over til en tyndskifrig, smulrende
gneisagtig eller glimmerskiferagtig bergart. Dennes gradvise over-
gang til granit viser, at man ikke har for sig indesluttede brudstykker-
af gneis, men et strukturfenomen rimeligvis fremkommet ved den
massive bergarts forskyvning og presning langs visse flader.
Den skifrige granit, delvis ogsaa den massive, gjennemsættes af
et sprækkesystem. Dette saavel som planparallelstrukturen og
de omtalte meget skifrige flager hælder 209 til 30 i østlig ret-
ning. Hvor man paa en gang ser saavel sprækkesystemet som:
planparallelstrukturen vel udviklet, synes denne sidste at hælde
lidt mindre end sprækkesystemet. Undertiden ledsages plan-
parallelstrukturen af en i østlig retning hældende” stræknings-
struktur. Hos den gneisagtige afart af sraniten viser kvartsen
delvis tilbøielighed til at optræde i ,øine*. Man faar saaledes
en ,kvartseiegneis*, som ved at feldspaten tildels er gulagtig:
(epidotiseret) faar megen lighed med den varietet, der er be-
skrevet fra Osøren ved Bergen. Granitens udvikling som ,kvarts-
ølegneis* synes især at forekomme der, hvor den er strakt;
kvartseinene er i overensstemmelse dermed tenformige, langstrakte
i strækningsretningen.

Strandlinjen ovenover Ilsviken. Denne strandlinje er for-
nemlig bleven bekjendt ved undersegelser af Kjerulf (Om
skuringsmærker, glacialformationen, terrasser og strandlinjer ete.
II. Kr. 1873. Universitetsprogram, s. 90) og Mohn (Bidrag til
Kundskaben om gamle Strandlinjer i Norge. Nyt Mag. f. Naturv.
22 B. Kr. 1877 s. 10). Fra et besøg i 1879 vedføies hosstaaende
tegning, der viser en del af linjen eller rettere sagt af den
nederste linje, thi i virkeligheden forekommer to linjer, men den
øverste er mere ufuldkommen og delvis afbrudt. Den afbildede-
strandlinje er indgravet i fast fjeld. Bagvæggen er tildels over-

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 25

Strandlinje ved Trondhjem.

hængende, i denne sees ovenfor Skjenningsdal antydning til en
eiendommelig tilrunding af fjeldet; ogsaa en vandret indgaaende
kopformig jettegryde bemærkedes. Dette anføres, da det taler
for, at brænding har spillet en rolle ved denne strandlinjes dan-
nelse. Foran dalsænkninger optræder strandlinjen, som det synes,
i løst grus. Etsteds saaes ved den øverste linje paa et saadant
sted en forheining, der muligvis er en strandvold.

I det fjerne tegner Sverresborg (paa ovenstaaende figur beteg-
net med en flyvende fugl) og Blyberget (2 fugle) sig med afsatser i
hovedstrandlinjens heøide. En afbildning af Sverresborg seet paa
nærmere hold fra vest viser dette tydeligere. Det er sandsynligvis

Sverresborg seet fra vest.

dette sted, som afbildes af F.M. Stapff i Zeitschrift d. deutschen
geol. Gesellsch. XXXIV. B. 1882. Berlin 1882. (Geologische
Beobachtungen im Tessenthal s. 54. Figur: tab. III 3).

R-o. Kalkstenen ved Bleken. Omtrent 7 km. i ssø for
Trondhjem ligger gaarden Øvre Bleken. Omtrent 1./. km. i
øst for den træffer man et kalkbrud, hvorfra stenen anvendes
ved Trolla brug i nv. for Trondhjem. Driften er let, forekom-
sten betydelig; men der er altfor mange sprækker til, at man
kan faa blokke anvendelige til arkitektonisk brug. Mellem
Øvre Bleken og bruddet har man en finkornig grenlig skifrig

26 HANS REUSCH. [No. 7.

bergart. Indesluttet i denne iagttager man et omtrent 200 m.
bredt belte af en hvidagtig, granulitisk bergart med en vel ud-
præget fladt i nordøstlig retning strygende grovstænglig struk-
tur. Nærmere indved kalken er der et lignende omtrent 100 m.
bredt gneisagtig udseende belte. Kalkstenen i bruddet er om-
kring 50 m. mægtig og falder i ono.lig retning eller staar
nogenlunde lodret; den er graalig hvid og mest middelskornig.
Indleiret i den forekommer graa og groenlig lerglimmerskifer,
der viser en omtrent vandret gaaende stængelstruktur. Skiferen
indeholder tildels tenformige eller langstrakt linseformige knoller
af kalken, der gjerne maaler 1 til 5 cm. i tversnit (længde-
dimensionerne er parallele med den indesluttede bergarts stæn-
gelstruktur. Man kunde haabe, at disse knoller skulde være
levninger efter koraller, men struktur efter saadanne eftersøgtes
forgjæves. Jeg forfulgte kalkstenleiet omtrent 300 m. i sv.lig
retning. Det fortaltes mig, at det ikke skulde strække sig
længere; ganske sikker er jeg dog ikke herpaa.

R-o. I nne.lig retning vandrede jeg langs efter kalken indtil
Ejstenstad. Mægtigheden er vel neppe nogensteds synderlig
større end ovenfor angivet. Der har her været drevet flere
(8?) brud. Nogle af dem er rimeligvis meget gamle, da fjeldets
overflade i dem er adskillig forvitret. I de nordligste brud synes
sprækkerne ikke at være fuldt saa talrige som længere mod syd.
Tildels er kalkstenen breccieagtig sammensat af hvide kantede
stykker, der sammenkittes af en graalig varietet. I denne fore-
kommer lerglimmerskiferhinder, hvorved modsætningen til de
iliggende stykker yderlig fremhæves. Umiddelbart i nord for
husene paa Fjstenstad har man fremdeles kalk; den synes her
at ligge temmelig fladt..

Ei
|
|

-1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 27

IV. Vandring fra Eidets station mod øst til Sylene og der-
fra gjennem Selbu til Heimdal station.

I nord for Eidets station udbreder sig brunlig glimmerskifer,
udmærket ved, at den fører kvartslinser med disthen. Professor
Vogt, som har forfulgt dens udbredelse langs jernbanelinjen
mod nv. saa langt som til Singsaas, har, som anført, i sine ind-
beretninger til den geologiske undersøgelse kaldt bergarten
dreiaskifer efter Drøeia, en sidearm til Gula. For at lære drøia-
skiferen at kjende ved selvsyn gik jeg først omtrent 2 km. fra
stationen nordover langs jernbanelinjen. Drøeiaskiferen er her
temmelig ensartet; den viser sig — som saa hyppigt glimmer-
skifer — paa tverbrud at være mere kvartsholdig, end man
skulde formode efter udseendet af skifrighedsfladerne. De inde-
- sluttede linseformige partier af hvid kvarts kan maale indtil
1 m. i sine største dimensioner. Disthen i kvartslinserne fore-
kommer ikke altid, men kun nu og da. Indved saadanne kvarts-
linser er glimmeren tildels mere grovskjællet end ellers. Noget
sjeldnere end kvartsindeslutningerne forekommer andre linse-
formige partier af dimensioner som kvartsens, men bestaaende
af finkornig, granulitisk eller gneisagtig bergart med sin plan-
parallelstruktur gaaende efter linsernes største dimensioner.
Glimmerskiferen er antagelig strakt, idet den er smaafoldet med
akselinjerne hældende i vestlig retning (mest vel omkring 459).
I smaafoldninger deltager ogsaa indeslutningerne. Paa snit
lodret mod strækningsretningen kan man tildels faa se smaa
kvartsaarer, der overskjærer skifrigheden. Hvad man ved den
første betragtning er tilbeielig at holde for lagning, viser sig
ved nøiere granskning ofte tvivlsomt. Saavidt det lod sig gjøre
at opfatte lagningen (og skifrigheden?), synes den gjennemgaaende
at falde omkring 60% mod nnv., dels mere vestlig, dels mere
nordlig. Foldninger af større maal end smaafoldninger fattes
forresten ikke.

Eidets hvide granit kan man godt studere i sprængningerne
ved stationen. I nord for denne iagttages enkelte steder i den

por VET NED"

$

rv = )

S
ee

fr] *

Q

[77

D

[ed

Å å bøk

OT 7 GST p,

2 NG å est Å
al AreslimHgit

Q 3 SYN sa Gol) v i

Av
AE VE R
P y S i N Sirigsaa NN
p =P NE
SN p . Q n
gr AS H
[7) 70 20K7n Y Å Q å

pærdet /
(Gera RS € G 7.
DG (77 PN ect A

28

Her PÅ

«Mer ahep
Å

& tor/ie VED
* *

på
é »
FT r
rå
»
å

V K0mISPÅ

fom

AN

Busgie

Osvold Å

Neas dal og Guldalen. Laggrupperne ,Ældste Trondhjems lag* og ,Trondhjem—Størengruppen* m. m. er efter Kjerulf.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 29

en omtrent 309 i vestlig retning hældende strækningsstruktur.
Graniten udsender forgreninger i den tilstødende drøiaskifer.
Nærmest indtil stationen indtil omtrent 200 m. i nord for den
har man en af granitaarer gjennemsat smaakornig dioritisk
bergart. Graniten straks i nord herfor indeholder en del, ind-
til omkring hovedstore, ellipsoidiske indeslutninger, der er mere
finkornige end den herskende granit, og undertiden mere, under-
tiden mindre glimmerførende end denne; tildels kan de ogsaa
vise porfyrisk struktur, idet de er opfyldte af feltspatkorn, der
er forholdsvis store i forhold til grundmassens kornstørrelse,
men forresten ikke har nogen god krystallografisk omgrænsning.
De beskrevne indeslutninger i graniten er fladtrykte overens-
stemmende med en skifrighed, der sees i der indesluttende gra-
nit (skifrighedens hældning blev ikke noteret paa stedet, an-
tagelig vestlig); endvidere er indeslutningerne langstrakte i
granitens strækningsretning. Man kan af de beskrevne inde-
slutninger ledes ind paa den tanke, at graniten maaske skulde
være et omdannet konglomerat, men overbevisende er dog for-
holdene her ikke.

R-o. Naar man fra Eidets station vandrer langs jernbanelin-
jen mod sø. til Reitan station, har man paa stationspladsen endnu
granit. Den er smaakornig og har en udpræget steiltstaaende
mod sv. t. V. strygende planparallelstruktur; deruden sees antyd-
ning til strækningsstruktur hældende omtrent 459 i nævnte ret-
ning. Ogsaa her i syd for stationen sees indeslutninger af den
beskrevne art. Gramiten strækker sig kun et kort stykke; snart
bliver drøiaskifer med granitindleiringer paa adskillige meters
(6—7) tykkelse forherskende. Ved Østenget begynder en dioritisk,
smaakornig bergart. Den viser en mod vsv. hældende stræk-
-ningsstruktur og samtidig gjerne en temmelig steilt nordvestlig
faldende planparallelstruktur; en lagvis veksling mellem for-
skjellige bergartvarieteter, hvilken desuden bemærkes, har sidst-
nævnte stilling. Omkring Aalens kirke er dalsiden bedækket
med morænegrus. Der, hvor kirkeveien skjærer jernbanen, sees
dog en del fast fjeld, nemlig en hornblenderig dioritisk bergart,
med skifrighed hældende nordvestligt og strækningsstruktur vest-

20 HANS REUSCH. [No. 7-

ligt. Man vil overhovedet bemærke, at vestligt hældende stræk-
ningsfenomener er herskende i egnen. Ved Lille Renaa staar
grenlig, smaakornig glimmerskifer, hvis omtrent 50" mod vest
hældende skifrighed tildels tydelig afviger fra lagningen. Stræk-
ningsstruktur, blandt andet fremtrædende ved fjeldets tilbøielighed
at lesne i langstrakte fliser, er iagttaget at hælde til samme
kant som skifrigheden. Et kort stykke i sø. for broen over Lille
Rena iagttages en bergart, der maaske kan tydes som et strakt
konglomerat af dioritiske bergarter i et omtrent 1 m. tykt lag.
I skjæringerne henimod Reitan station er herskende en mere
eller mindre skifrig, ofte finkornig dioritisk bergart. Denne er
sikkerlig et sydligt parti af det store dioritiske eruptivstrøg.
R-o. Fra Reitan station reiste jeg først østover paa
nordsiden af Gula og saa videre i nø. over Stuedål til Nedalen
ved rigsgrænsen paa sydvestsiden af Sylenes fjeldgruppe. Indtil
man er kommen omtrent 1'/> km. fra Reitan, forhersker finkornig,
graa gneis. Paa et sted i nævnte afstand fra stationen var berg-
artens faldretning mod vsv. og strækningsretningen, som ogsaa.
iagttoges, hældende mod v. Gneisen havde flere steder havt et
konglomeratagtigt udseende. Videre østover er fjeldet meget be-
dækket, saa man kun hist og her med dreie mellemrum faar se
bergarten. Hvor veien kommer ned til Gula, staar graa, stærkt
glinsende lerglimmerskifer, hvis skifrighed og strækningsstruktur
hælder i vestlig retning. Der, hvor man paa rektangelkartet har
bakkestregningen ved de to elve Meina, er ophobninger af les-
materiale, rimeligvis mægtige masser af morænegrus, som er gjen-
nemskaarne af elven; langs efter denne er der elvegrus og elve-
sand. Herfra og til Renolsvold er der i dalbunden en hel mængde
smaahøider, hvoraf i det mindste en del bestaar af morænegrus;
derimellem er udbredte flade, ofte myrlændte forsænkninger. I
det store betragtet er vel alligevel terrænget mere fladt, end
skraferingen paa rektangelkartet lader formode. Kun i tre eller
fire elveleier sees fast fjeld blottet, maaske ogsaa en del af de
omtalte smaaheider bestaar af fjeld, men dette er i saa tilfælde
saa opsmulret i huden, at man end ikke i veisnittene faar se”
det. Bergarten er fladtliggende; finskjællet, hvidlig muskovit-

y
1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 31

skifer opfyldt med porfyrisk indsprængte bictitindivider og horn-
blendenaale. Denne bergart, som har adskillig udbredelse heri
Norges grænseegne mod Sverige, vil jeg i det følgende betegne
som stuedalsskifer; man finder den omtalt af Hørbye i , Et Strøg
af Rigsgrænsen". N. Mag. f. Nat. Bind II. Chr. 1861. S. 81.
Nærstaaende og rimeligvis at regne sammen med den er Kjerulfs
» Tydalsglimmerlersten*, der beskrives i ,Om.Trondhjems stifts
geologi*. Nyt Mag. for Nat. Bind 19. Chr. 1871. S. 42. Stue-
dalsskiferen har flere afændringer; saaledes kan enten biotiten
eller hornblenden træde tilbage; paa den anden side kan sidst-
nævnte mineral forekomme smukt udviklet i rosetvis anordnede
naale. Bergarten er lidt smulrende og giver en redligbrun jord,
som danner gode beiter. Fra Renolsvold gik jeg til osen i den
nedre del af Bærsjøen og derfra mellem Ysteosen og Mustjern
til Stuedalen. Dette strøg er saa godt som overalt moræne-
dækket; kun hist og her ved en bæk eller i toppen af en haug
sees lidt af den beskrevne stuedalsskifer i svævende lagstilling.
I syd for Stuevolden udbreder der sig hævet 5 m. over Stue-
sjøen en af laget sand med lidt grus bestaaende flad strækning,
der er bevokset med tarvelig birkeskov.

R-o. Fra Stuevolden til Nedalen fulgte jeg hr. direktør
J. P. Friis. Til Rotaatjern sees intet fast fjeld; den her fore-
kommende morænemasse er rimeligvis betydelig; den sandagtige
bestanddel i den er tildels lerholdig. I en bæk ved Rotaatjern
ligger en hel del flager af tykskifrig, graalig, for eiet tæt berg-
art, der under lupen har udseende som graa,finkornig kvarts;
paa skifrighedsfladerne sees smaa, mørke, isoleret liggende glim-
merskjæl. Omkring elven Gjeta har man flader, der bestaar af
laget lesmateriale. Mellem Sparkdalslivold og Gjetbækken van-
drer man ovér morænemateriale, der danner et belgeformigt

hauglandskab. Haugene er ovenpaa graalige, idet deres tynde
jorddække der forsvinder. Omtrent 2 km. fra Sparkdalslivold
bemærkedes, at der blandt de fremmede stene er mange, som
bestaar af hornblendegranulit; paa den videre vandring henimod
Gjetbækken fandtes kun granitiske og granulitiske stene (ikke
hornblgrl.). Ved Gjetbækken staar hornblendegranulit, som

32 HANS REUSCH. [No. 7.

forresten ikke er rigtig karakteristisk, idet den i grundmassen
indeholder en hel del lys glimmer, hvorved den nærmer sig en
hornblendeførende varietet af stuedalsskiferen. Lagstillingen er
svævende eller noget mod sø. faldende. Fra Gjetbækken af er
løsmaterialet meget mindre mægtigt; man vandrer over isskurede
svaberg, der for største delen er overklædte med et kun ganske
tyndt 'grusdække. Først bemærkes en temmelig karakteristisk
hornblendegranulit med en hvidlig, haard, for øiet tæt grund-
masse, saa folger mindre karakteristiske, tætte, graalige, tildels
lidet skifrige bergarter; i dem forekommer nu og da rigeligt
klorithinder, undertiden iagttages biotit. Hældning af skifrig-
heden mod se. og 9. er iagttaget; skuringen her har gaaet dels
mod vsv. dels mod ssv.

R-o. Fra Nedalen gik jeg op paa Stor-Sylens top, der
ligger i øst for Syl-tjern, som sees nordestligst paa rektangel-
kartet ,Stuesjø*. Indtil et punkt '/9 km. i nord for den med
tallet 1021 paa kartet mærkede høeide er flere steder blottet
granit. Man ser nu mod øst det paa rektangelkartet med tallet
1379 betegnede fjeld, der kaldes Bannaklumpen. Banna i dette

ere

Bannaklumpen.

ord betyder baand. Navnet kommer af, at der rundt fjeldet

strækker sig en mod øst hældende grænseflade. Over denne.

I

reiser sig en fjeldmur, der skiller mellem foden af fjeldet, som

er jevntskraanende, nogenledes grenklædt, og den øvre del, som
er negen og mere utilgjængelig. Denne sidste bestaar, som det
fremgaar af egnens geologiske bygning, af Sylenes dioritiske
bergart. Den lavere del af Bannaklumpens vestskraaning er

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 33

skifere rimeligvis granulit og nærstaaende. Langs foden af fjel-
det har man i ethvert tilfælde granulit; denne er dels lysfarvet
og da sandsynligvis kun bestaaende af feldspat og kvarts, dels
forurenet, antagelig med en kloritisk substans, og samtidig mere
skifrig. Faldet af skifrigheden er fladt mod ene. Vestenfor
granuliten (fremdeles dog paa den herværende dalsænknings
østside) træffer man granit.

Naar man under den videre vandring nordover nærmer sig
Fiskaaen, ber man lægge mærke til dalsiden i nord for Fisk-
aaen (eller neiagtigere i den vestlige del af Sylskaftets sydvest-
skraaning). Der tegner sig her i gruset afsatser som vand-
rette linjer langs efter fjeldsiden. Den underste linje vil
jeg anslaa til at ligge omtrent 80 m. over dalbunden; den
næste kommer omtrent 20 m. derover; endnu høiere sees spor
til en tredie. Flere smukke morænevolde strækker sig tvers
over dalen i v. for Syltjern. Sydsiden af Fiskaadalen er be-
«dækket; de nedramlede stene viser, at fjeldet her bestaar af
smaakornig, tykskifrig dioritisk bergart rig paa hornblende.
Denne samme bergart er det, man gaar over, naar man fra
dalens bund stiger op ad den bratte skrænt til Storsylens top.
Hvor man har anledning til at bemærke skifrigheden i den
nedre del af skraaningen, sees den at hælde omtrent 20% mod
ene. Uafhængig af skifrigheden er et sprækkesystem, hvorefter
fjeldet gjerne løsner i flager; sprækkerne hælder omkring 45 i
vestsydvestlig retning. Høiere oppe sees den rane skifrig-
hed at være svævende.

Om selve Storsylens top, 1710 m. o. h., noterede jeg, at den
dioritiske bergart ikke viser tydelig skifrighed. Ved mnøiere
betragtning sees antydning til en henflydende, smaakruset
lJagning i tynde floer. Alleraverst ved varden er der en 5 til
10 m. bred, nogenledes jevn flade; denne er en del af en noget
bugtet eg, som strækker sig mod nv. (og senere gaar over I
Sylskaftets eg). Paa eggens nordestside er der en stupbrat
-— «skraaning ned til en skrænt med bræ. Ogsaa til den anden side,
der hvor man er kommet op, gaar det, som anført, brat ned.

Mod sydest for varden kan man ikke gaa mange skridt, før
Vid,-Selsk. Forh, 1890, No. 7. 3

34 HANS REUSCH. [No. 7.

eggen skraaner saa brat ned, at man ikke kan komme videre
frem. Isskuring eller afrunding af klipperne ser man intetsteds-
noget af paa eggen. Alligevel finder man en hel del fremmede-
stene. De er kantstødte. Jeg talte langs eggen paa en stræk-
ning af 18 m. regnet fra varden 34 stene, som var mere end.
hovedstore. Af mindre stene ligger der vist flere hundrede.
De fleste stene bestaar af lys graalig, skifrig granulit; dernæst i
hyppighed følger uskifrig helleflintagtig granulit; endvidere sees
øiegneis, gneisgranit, gneis (smaakornig graa), en uren kalk-
sten (?), en porfyrisk dioritisk bergart, granit, endelig ren hvid
kvarts (ikke bemærket i dioriten). Ved en anden del af kammen,.
der kan anslaaes til at ligge omtrent 70 m. lavere end varden,
sees ogsaa en hel del fremmede blokke. Her er ogsaa lidt grus,
der maa tydes som morænegrus. Overhovedet antager jeg for
sikkert, at det fremmede materiale her er tilbragt af isbræer,
nemlig fra est. Vi har som bekjendt mange oplysninger om en
transport i denne retning af Hørbye i hans afhandling ,Det
erratiske Phænomen paa Rigsgrænsen*. Nyt Mag. for Natv.
Bind VIII. Chra. 1855. Side 237. Af de paa Syltoppen fundne
Stene taler vel den karakteristiske øiegneis især for den anp-
førte flytningsretning. Interessant er det, at endog dette fjeld,
der rager saa steilt op, høiere end alle sine omgivelser, nemlig
som anført 1710 m., har været overflommet. At der ingen sku-
ring bemærkes paa det faste fjeld kommer kanske af, at den,
som engang har været, er bleven udslettet af senere forvitring;
dette skulde tyde paa, at der er gaaet meget lang tid hen, siden
isen var her. Om nogle høie fjeldtoppe, som har raget op af
det gamle isdække, og andre, der har været overflommede, kan
eftersees Reusch: ,Bidrag til kundskaben om istiden i det
vestenfjeldske Norge*. Nyt Mag. f. Natv. XXVIII. S. 166. Paa.
nedstigningen bemærkede jeg, at der støtter sig en del moræne-
grus til fjeldets fod i øst for Syltjern. Den dioritiske bergart
er fremherskende hos dettes stene. Kun en og anden af de
fremmede blokke bemærkes; rimeligvis er disse nedkomne oven-
fra. Dette morænegrus maa antages at skrive sig fra en lokal
bræ, som i forholdsvis ny tid har udfyldt Fiskaas dal.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 35

En anden ekskursion foregik fra Nedalen i østnordestlig
retning til den vestlige del af Lillesylen, som er det fjeld, der
paa rektangelkartet kaldes Storsola. De forholdsvis flade skraa-
ninger i syd for Sylenes opragende tinder er dækkede af moræne-
grus. I omtrent 1100 meters høide o. h. meder man en 300 m.
bred flade, der strækker sig som en afsats langs foden af de
egentlige Syltinder. Afsatsen synes at være nogenledes vandret;
den ydre rand rager delvis poget (omtrent 10 m.) op over
den indenfor liggende del. I nord for hovedafsatsen sees an-
tydning til en mindre, som ligger omtrent 50 m. høiere end den.
I den østligste af de sideelve, som rinder ned fra Sylene, er flere
steder blottet fast fjeld, saa det i det mindste her er tydeligt,
at lesmaterialets masse i afsatsen ikke er betydelig. Paa afstand
ser man, at der i syd for Ekornaaen er en lignende afsats langs
fjeldsiden i omtrent 900 meters høide.

R-o. Den udprægede linje, som bemærkedes paa vestsiden af
Bannaklumpen, sees her paa sydsiden af Sylen at sænke sig øst-
over i fjeldet mellem Bannaklumpen og Lillesylen og i dette sidste
fjeld. Qgsaa under denne linje forekommer der kanske noget diori-
tisk bergart; en finkornig, temmelig massiv varietet af denne træf-
fer man nemlig i foden af Lillesylen og i fjeldet vestenfor. Af
fjeldets udseende kan man slutte, at alt ovenfor bestaar af det
samme. I den ovenfor omtalte østligste sideelv staar øverst
hornblendeskifer faldende mod nord og indeholdende indleiret en
del tynde lag af gneis- og granitagtig beskaffenhed. Disse bliver
forherskende mod syd henimod Ekornaaen. Ved selve Ekorn-
aaen omtrent ./>» km. i v. for sideelvens udløb antegnedes fald
mod ens.

R-o. Da jeg forlod Nedalen, tog jeg veien mod nv. Efterat
have passeret Esna nær dens udleb i Nea steg jeg op ad den
jevne skraaning, der fører til den med tallet 832 mærkede
høide. Fjeldet er beklædt med et morænedække, som vel sjel-
den er mere end 1 m. tykt. Jeg fandt blottet i en liden bæk
svagthældende, hornblendeførende stuedalsskifer og høiere oppe
en granulitisk bergart, der rimeligvis danner et lidet indleiet
parti. Paa toppen staar hornblendeførende stuedalsskifer, der

3 *

36 HANS REUSCH. [No. 7
OL IO MT PE EE

paa tverbrud ser ud som en finkornig gneis. Skifrighed og vel
ogsaa lagning hælder omtrent 30% mod sse. Mellem denne top
og den næste, 878, lagttoges et par steder blottet samme bergart;
morænegruset var her lidt mægtigere end tidligere. Nogle om-
trent 5 m. heie aaslignende hauge var udstrakte i retningen
nord—syd. Paa den flade top var enkelte steder blottet den
samme hornblendeførende stuedalsskifer som før; hældning mod
880. Kvartsgange gaaende i østlig retning er flere steder be-

mærkede. Heroppe laa et par mandsstore vandreblokke af gra-
nitisk. og granulitisk bergart. De var, som man ogsaa andre
steder i heifjeldet kan faa se, omgivne af en omtrent 1 til 2.
decimeter dyb rendeformig forsænkning i gruset, hvorpaa de
laa. Under nedstigningen til Raavaatjerns nordende bemerkede
jeg forst stuedalsskifer i flade lag, derpaa begyndte omtrent 1
km. i est for vandet en paa flere steder blottet, omtrent 300 i
østlig retning faldende gneisagtig bergart, som er oraa og fin-
kornig indtil tæt. Umiddelbart omkring tjernet, navnlig paa
dets østside ligger moræneafleiringer. Omtrent !/2 km. nedenfor
vandet i Raavaatjernbækken træffer man fast fjeld, som viser
vestlig gaaende isskuring; det bestaar af hornblendeskifer og
uren, smaakornig, kloritførende gneis. Lagningen hælder om-
trent 50" mod esø.; der er antydning til strækningsstruktur
i faldretningen. En vandreblok af eiegneis med store røde eine
laa her. Jeg gik i retning af det lille tjern (778) over
smaakornig til tæt øneis med lidt hornblendeskifer indimellem.
Ved den paa rektangelkartet aflagte gangsti, som jeg nu kom
ind paa, fandt jeg først en liden smule stuedalsskifer, der var
noget haardere end den sædvanlige og faldt i sydestlig retning.
Derefter saaes forskjellige smaa- til finkornige, gneisagtige berg-
arter faldende omtrent 45" mod ssø. Saa kommer en veksling
af gneisagtig og tæt helleflintagtig granulit med hornblende-
skifer; der er forskjellige faldretninger; hældning omtrent 3809
mod s. er seet. Saa noteredes paa et par km. henimod Grav-
bakvoldens sæter, der ligger inden rektangelkartet ,Essandsje*s
omraade, gneisagtige (tildels næsten tætte) og granulitiske berg-
arter. Nærmest i sø. for sæteren er fjeldet temmelig bedækket;

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 31

ved selve husene staar granulit og kloritrig skifer med fald mod
se. og s. Ved den bielv, man nu kommer til lidt længere vest,
staar med fald paa 30" mod s. en hornblenderig, tildels temme-
lig haard skifer. Man vandrer saa gjennem granskov, hvor kun
lidet fjeld er blottet. Etsteds stod en graalig-gren, tæt, temme-
lig haard skifer, hos hvem skifrigheden falder steilt mod n.;
dernæst iagttoges en dioritisk bergart og saa, straks før Østby,
smuk diorit.

R-o. Fra Østby gik jeg mod vest ned igjennem Tydalen.
Om denne har man oplysninger hos C. F. Naumann fra 1821,
» Beitråge zur Kenntnisz Norwegens*. IT. Theil. Lpz. 1824. S. 360,"
endvidere hos Hørbye, ,Notitser om Thydalen", Nyt Mag. f. Natv.
XI. Chra. 1861. S. 220. Ved Østby saa jeg paa de tilrundede
stene af morænegruset, som bedækker alt langs veien indtil om-
trent 1*/> km. fra gaarden. En stor del af stenene er glimmer-
fattig kvartseiegneis; undertiden træder planparallelstrukturen
tilbage; tildels indeholder bergarten ved siden af kvartsøine
feldspateine, hvilke dog ikke skiller sig synderlig ud fra den
felsitiske grundmasse. Andre morænestene bestaar af granulit
eller finkornig feldspatferende kvartsit, endvidere af dioritiske
bergarter; sjeldnere forekommer granitblokke og allersjeldnest
øiegneis med store røde feldspateine. Det fine materiale i moræ-
nerne er sand med noget ler. Om stuedalsskiferen, hvoraf der
sees adskillige lese stene, tilhører morænegruset, er jeg ikke
ganske sikker paa. I ethvert tilfælde er ikke saa tilfældet med
en del lese flager af den før nævnte varietet, Tydalens glimmer-
lersten, som sees lige ved husene paa Østby. Det forste faste
berg, man møder, bestaar af massiv dioritisk bergart og viser
mod v. t. n. rettede skuringsstriber; den dioritiske bergart varer
nu ved blottet hist og her. Der, hvor kjøreveien kommer ned
til Nea, omtrent ved Hytmoen, staar en eiendommelig bergart,
der i den længste retning er blottet omtrent 100 m.; den er
meget opsprukket, hvid af farve. Man kunde ved første øiekast

I Skydsbogen med denne berømte geologs navn er endnu i brug ved et af
skifterne her; jeg vil erindre, det var Rolset. Fra tyveaarene finder man
kun antegnet gjennemsnitlig 3 reisende aarlig. ,

rp

38 HANS REUSCH. [No.- 7. |

tage den for kvarts; men ved nøiere eftersyn opdager man
spalteflader af feldspat, ofte tvillingstribede; tildels er berg-
arten hornstenagtig; den benyttes til veifyld. Man vandrer
herfra over en liden elveslette og finder saa paa østsiden af
broen over Ledelja et omtrent 200 m. stort granitparti. Ved
broens vestlige ende iagttages en smule klorit- og kvartsførende
biotitskifer, dernæst omtrent 300 m. videre frem en granitagtig,
smaakornig bergart. Saa vandrer man over en elveslette forbi
Tydals kirke, til man ved broen over Væla træffer middelskornig,
glimmerfattig granit. Man er nu kommen ind paa rektangelkart
,Selbu*'s omraade; det sidst behandlede veistykke fra Grabak-

Indeslutninger i granit.

volden til Tydals kirke maa, som antydet, eftersøges i det syd-
vestlige hjørne af bladet ,Essandsje*. En afart af den sidst
omtalte granit er opfyldt med indeslutninger, der i størrelse og
form ligner nedder eller valnedder og yderst bestaar af biotit-
skjæl, medens det indre udgjøres af granit. Nu gaar man om-
trent "> km. over en temmelig smal elveslette og har saa indtil
henimod Græslivold dioritisk bergart, mest uskifrig, men under-
tiden ogsaa skifrig med skifrigheden hældende i vestlig og syd-
vestlig retning; tildels sees ogsaa strækningsstruktur, saaledes
et sted, hvor den iagttoges at hælde omtrent 40 ” mod sv.
Fjeldet er gjennemsværmet af pegmatitiske gange, der undertiden
er pressede og viser parallelstruktur. Paa den sidste km. i ø.
for Græslivolden har man bedækket terræng. */> km. i v. for
gaarden gaar man over dioritisk bergart med granitiske aarer.
Saa vandrer man omtrent 17/3 km. over torvmyr, som sikkerlig
lader sig anvende; et sted dukker op lidt diorit. Der, hvor —

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 39

veien forlader torvmyren i vest for Græsli, staar en graa, for
ølet tæt bergart, der i solen viser punkter med speilende flader;
det er en granulit, bergartens skifrighed hælder 5009 mods. t. v.
Veien folger strygningsretningen af granuliten; tildels forekommer
der lidt smaakornig gneis indimellem. Paa de sidste */3 km.
i s. for bækken, der rinder forbi Tørresvold, fører veien over
morænegrus. Paa nordsiden af bækken sees en med sin lag-
ning og skifrighed omtrent 450 mod vsv. faldende graa og
sortagtig jevnskifrig lerglimmerskifer og en del graalig musko-
vitskifer. Denne varer ikke længe ved; thi allerede ved Tørres-
volds huse staar uskifrig, dioritisk bergart og (underordnet?) en
temmelig massiv gneisagtig bergart, der indeholder saavel kvarts
som feldspat porfyrisk udskilt i øine. Her er der et grustag i
en moræne, hvis stene væsentlig fremviser de samme bergarter,
som opregnedes fra Østby; den fine bestanddel i morænen er
lys, smaakornig, tildels stevagtig sand. Nu følger paa en stræk-
ning af vel 2? km. diorit. Etsteds sees dog, ved en bæk om-
trent 400 m. i n. for Tørresvold, lidt granulit faldende 70 0 mod
vsv. Dioriten er paa den omhandlede strækning gjennemgaaende
massiv, ofte er den opfyldt med omtrent 1/» cm. store hvide
feldspatflekker. Paa de følgende 2 km. har man fremdeles dio-
ritisk bergart; men den er her forherskende finkornig og ofte
tykskifrig med skifrigheden hældende i vsv.lig retning, mest
steilt. Derefter begynder lerglimmerskifer eller kanske rettere
glimmerskifer, som, der hvor man først træffer den, er graalig.
Faldet er steilt i vestlig retning. Der er hist og her kvarts-
linser i skiferen; i en enkelt saaes disthen. Meget af glimmer-
skiferen ligner forresten ved sin brunlige farve skiferen ved
Eidet; den maa regnes til drøiaskifer. Ved Havdagsaaen bemærkes
skuringsstriber rettede mod vnv. Lidt morænegrus sees nærmest
i vest for den følgende bæk, ligesaa der, hvor man stiger ned
til Nea ved Hegset. Nærmest i øst for Skogan vandrer man
under en steil skrænt af dreiaskifer, fald omtrent 60 0 mod v.t.s.
I syd for elven her, ved Bakken, ligger elvegrus i to afsatser.

Paa den videre vandring ned igjennem Tydalen og paa
andre udflugter, som gjordes i egnene ved den østlige del af

40 HANS REUSCH. [No. 7.

Selbusjøen, ledsagedes jeg af cand. philos. Chr. Homann, som ved
en anden leilighed vil berette herom.

R-o. Fra Selbusjøens vestende (rektangelkartet ,Melhus*)-
har jeg fulgt landeveien mod nnøe. til jernbanestationen Heimdal.
Mellem Trangsund og Bjorsjøen ligger en liden fremstikkende-
halve bestaaende af løsmateriale. Det faste fjeld, man meder
paa den første km. fra Bretum, bestaar af skifer, graa ler--
glimmerskifer tildels overgaaende til en nærstaaende temmelig
haard skifer. Skifrigheden staar lodret eller falder steilt enten
mod ne. eller se. Strækningsstruktur hældende under en liden:
vinkel i sydvestlig retning er iagttaget. Saa følger 1/> km.
elvegrus med rullestene, derpaa paa en strækning af 1/e km.
graa eller grønliggraa tykskifrige bergarter, der ser kvartsitiske
ud paa tverbrud; saavel lagning som skifrighed staar steilt og
stryger mod ne. Nu træffer man steile skrænter, hvor lagningen
ikke viser sig i fjeldets ydre former; bergarten er grenlig
sandsten, hvis brudstykkenatur træder lidet frem i haandstykke;.
sandstenen indeholder lag med rullestene fornemlig af granitiske
bergarter. Sammenleiret med den er henimod broen over Nea
ved Trangfos en grenlig, haard, skifrig, tæt eller næsten tæt
bergart. Strøget er nordestligt; tildels sees strækningsstruktur
hældende til denne samme kant. Flere steder er fjeldet opfyldt
af linealformige, 1 til 2 cm. brede aarer af middelskornig kalk-
spat. Disse linealers fladeudstrækning er uafhængig af lagningen;
længden er rettet som strækningen. Det geologiske rektangel-
kart har her en grænse; dog vedvarer samme bergartvarie-
teter. Lagningen falder omtrent 500 mod se; til samme
kant hælder ogsaa skifrigheden, men under en mindre vinkel.
Lillengvold ligger paa en liden terrasseformig grusslette; i nord
for denne har man lidt fast fjeld; men saa hersker der paa om-
trent 6 km. løsmateriale; et sted ved Moen kan man dog af de
mange lese stene af lerglimmerskifer forstaa, at denne bergart
hersker i grunden; et andet sted kort i syd for der, hvor veien
til Klæbu kirke tager af mod sø., rager der op paa en strækning
af 20 til 30 m. glinsende lerskifer sammenleiret med tynde sand-
stenagtige lag; lagningen staar steilt og stryger mod ne. Fra

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 41

det nævnte veiskille gaar man paa en strækning af omtrent 1
km. over konglomerat. Rullestenene i dette bestaar af granit,
endvidere hvidlig og grenlig finkornig granulitisk bergart, Her-
til kommer i enkelte lag middelskornig kalk i rullestene, som
endog kan være over 1 m. store. Ved pres er rullestenene
blevne fladtrykte med sine største dimensioners plan hældende i
vnv.lig retning, dertil strakte i en omtrent vandret mod nne. (?)
strygende retning. Over nogle dele af fjeldet træder rullestenene
tilbage, og man faar en tæt, grenlig, haard, sandstenagtig berg-
art. En omtrent l/2 m. tyk indleiring af blaakvarts er seet.
Efter konglomeratet følger en finkornig, grenlig, temmelig mas-
siv bergart, derpaa 800 m. i den ydre del af passet Sjelen, en
fin- til grovkornig dioritisk bergart, der paa det geologiske
kart er betegnet som Vasfjeldets saussuritgabbro. Resten af
veien gaar over lesmateriale. I dette har jernbanen straks i
øst for Heimdal station et grustag. Man ser her i den østlige
del af nordvæggen smukt laget, vestligt faldende sand og grus.
I den vestlige del staar moræne-materiale, nemlig ulaget ler med
stene og uregelmæssige sandlag.

V. Støren.

R-o. Fra Støren station gjorde jeg sammen med general-
direktor Arcb. Geikie nogle udflugter langs jernbanelinjen. Om
forholdene her kan eftersees i Kjerulf: ,Udsigt over det s. Nor-
ges geol.* Chra. 1879. S. 174—75. Sml. Brøgger: Om Trond-
hjemsfeltets midlere afdeling. Chra. Vid.-Selsk. Forh. 1867, No. 2,
og Kjerulf: Om Trondhjems Stifts geologi. Nyt Mag. f. Natv.
XIX. Chra. 1871. S. 29. Vi gik først fra Rognes jernbane-
station, der findes anmærket nordligst paa kartbladet , Rennebu*
(endnu ikke udgivet som geologisk) mod vest til Støren station.
Man vandrer gjennem Kjerulfs ,gulaskifer*. Ved Rognes staar
en kvartsitisk bergart gjennemtrukket med glimmerhinder og

42 HANS REUSCH. [No. 7.

indeholdende lidt granat; den er sammenleiret med glimmer-
skifer fuld af granater. Strækning fremtrædende ved, at smaa-
foldningens akselinjer hælder steilt mod s. Ved gaarden Rottem
er der et stykke bedækket terræng; dernæst felger glimmer-
skifer, der tildels med sin brune glimmer ser ud som den før
omtalte dreiaskifer. Faldet er steilt mod vsv. Man vedbliver

En 2 meter høi klippe med en foldet og skifrig granitgang. Sprængning ved
jernbanelinjen i syd for Støren station. Sidestenen er lerglimmerskifer. I denne
og i gangen sees foldede kvartsaarer,

nu indtil broen straks i s. for Støren station (Ssydligst paa det
geologiske kartblad ,Melhus*) at gaa paa tvers af steiltstaaende
skifere; foruden ,drøiaskiferen" har man mere kvartsrige skifere
med smaaskjællet biotit og sericitisk glimmer, endvidere, navnlig
henimod Støren station, skifer, der maa betegnes som graa ler-
glimmerskifer; enkelte lag er ogsaa sort lerglimmerskifer med
indsprængt svovlkis.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 43

Flere steder gjennemsættes skiferen af granitgange, som
tildels er forgrenede paa forskjellig vis. Særlig interessant er
en finkornig lys granitgang noget over 1 km. i syd for Støren
station. Bergarten er nemlig tyndskifrig parallelt med grænse-
fladerne. Dertil er den foldet, ja kan være finkruset, saaledes
som paa nedenstaaende figur fremstillet. Glimmerbladene i gra-
niten ligger parallelt med skifrigheden; endvidere er at mærke,
at der paa spalteflader viser sig strækningsstruktur, idet glim-
meren er ordnet i baand, som hos ,strakt gneis*. I foldnin-
gerne felger strækningsstrukturen faldretningen (strækningsstruk-

7 Partiet ved åa paa foregaaende figur fremstillet i naturlig størrelse.

turen gaar altsaa paa tvers af foldningernes akseretning) og
viser sig saaledes selv at være foldet.

Naar man fra Haga, der ligger omtrent 3 km. i nord for
stationen, gaar mod s. til denne, har man først forholdsvis
uforandret lerskifer og konglomerat, dernæst grenlige bergarter,
kanske tuffer, dog med nogle indleiringer, som antagelig er
dannede af almindelige klastiske sedimenter; et lag rød jernkisel
er maaske en kildeafsætning. Saa folger en massiv masse,
diabastuf eller en af en smeltemasse størknet bergart, hos hvem
man ser mere og mere udviklet parallelstruktur, eftersom man
kommer sydover. Tilslut har man graa glinsende lerskifer med
indleirét sort skifer.

44 HANS REUSCH. - JR

VIL. Thulitfforekomsten ved Hinderhejm sæter og iagttagelser
paa kysten mellem Hinderhejm og Leksviken.

Hinderhejm annekskirke (Leksvikens prestegjeld) ligger i
nord for Trondhjem hinsides Trondhjemsfjorden (nordestligst paa
rektangelkartet ,Trondhjem*). Fra kirken gaar man til thulit-
bruddet i nordlig retning. Først fører veien over lidt terrasse-
grus; derpaa stiger man op langs vestsiden af fjeldet Lersklimpen
| gjennem en brat skraanende dal, hvor der staar gneisgranit med
en i sydøstlig retning omtrent vandret strygende strækningsstruk-
tur. Naar man er kommen op paa heiden, ser man mod nord udover
et belgeformigt fjeldlandskab sparsomt;bevokset med naaleskov.
Et stykke indpaa ligger den søndre Hinderhejm-sæter. der til-
hører Hinderhejm, østre. Man gaar hen til den over gneisgranit
som er temmelig smaakornig, og gneis med en omtreet 600 mod
sv. hældende planparallelstruktur. Thulitforekomsten er beliggende
3 km, n. t. v. fra sæteren, i det hele omtrent 6 km. i n. for
Hinderhejm kirke. Veien derhen fra sæteren er temmelig
bedækket. |

Rektangelkartet over det her omhandlede strøg er ikke
fuldstændig neiagtigt. Den omtalte sæter ligger paa østsiden
af den forbirindende elv. Det østligste af de to navne ,Hel-
vedesskaret* bør vistnok udgaa.

For vi gaar over til at behandle thulitstenens geologiske
optræden, skal vi betragte den og den omgivende bergart
noget nøiere.

Thulitstenen bestaar væsentlig af en finkornig bestanddel,
hvis farve er smuk lyserød og nærmest minder om kuløren hos
rødt trækpapir, altsaa staar mellem cinnober og rosen-red. Til
denne bestanddel kommer smaakornig, graalig hvid kvarts, som
optræder i uregelmæssige klumper eller linseformige. partier;
disses dimensioner overskrider for det meste ikke 1 cm. MHist
og her er der i stenarten smaa uregelmæssige hulrum. Mod
disse er ingensteds kvartsen og den røde bestanddel iagttagne
at rage ind anderledes end i uregelmæssige korn. Maaske har

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 45

hulrummene engang været fyldte med en substans, som senere
er tæret bort.

Thulitstenen er ikke stærkere, end at man med anvendelse
af lidt kraft kan bryde itu skarpe kanter mellem fingrene. Den
er dertil gjennemsat af sprækker og er sprød for slag og stød.
Af disse grunde er det vanskeligt at faa store hele stykker af
den, navnlig naar det tillige fordres, at disse skal have et ens-
artet udseende helt igjennem. Thulitstenen er efter anstillede
forseg meget vanskelig at bearbeide ved dreining; den lader
sig ikke synderlig polere og vinder ikke meget i udseende der-
ved. Uagtet disse forskjellige hindringer for stenens anvendelse
vil der dog stadig være efterspergsel efter den som luksus-
sten paa grund af dens usædvanlige og for øiet behagelige ud-
seende. Prisen paa en stenart som denne, der ikke er gjenstand
for regelmæssig udvinding, er naturligvis ikke fast. Det er mig
berettet, at der i 1887 blev leveret en del til Paris, som der
blev betalt saaledes: stykker paa 5 til 100 kilo 175 kr. tonnet,
stykker paa 100 til 500 kilo 200 kr., stykker paa 500 til 1000
kilo 250 kr. Transporten ned til søen ved Hinderhejm er, da
der ingen kjørevei findes, ikke lidet besværlig.

m. Under mikroskopet viser thulitstenen ved anvendelse af
den undre nikol et meget smukt udseende; den røde bestanddel
opløser sig da i gule og røde korn, hvis farver ved objektbordets
dreining for største delen ombyttes. Mellem korsvise nikoller
ser man, at en del af kornene polariserer med skinnende sterke
farver; det er piemontit og almindelig epidot, (denne sidste er
tilstede i forholdsvis ringe mængde). Andre korn, der kun viser
polarisationsfarver af laveste orden, er thulit. Piemontit er som
bekjendt en Mn:Os-holdig varietet af den monosymmetriske
epidot; thulit er en tilsvarende varietet af den rhombiske zoisit,
der kemisk”er epidoten lig. Piemontiten og thuliten optræder
saavel i uregelmæssige korn som i søileformige individer; disse
viser ofte en temmelig god krystallografisk omgrænsning mod
kvartsen. Andre skjelnemærker mellem de to mineraler er mel-
lem korsvise nikoller foruden farverne epidotens skjæve udsluk-
ning og karakteristiske tvillinger. Et kjendetegn, som ofte

46 HANS REUSCH. [No. 7

fremtræder allerede ved anvendelsen af den undre nikol alene,
er, at epidotens seileformige individer tildels er gule, thulitens:
derimod altid røde, naar seilernes længdeudstrækning er lodret
mod lysets svingeplan. Jeg skal forresten ikke gaa nøiere ind
paa forskjellen mellem de to mineraler; man finder dem beskrevne:
i Rosenbusch: ,Hiilftabellen*, tab. III, b og andre steder. Neden-

staaende. figur oplyser om, hvorledes den thulitsten, som mest.

forhandles, ser ud i mikroskopet. Til venstre sees en karakteri-
stisk tvilling af piemontit. I kvartsen opdages hist og her (ikke
fremstillet paa figuren) væskefyldte blærerum med selvbevægelig
libelle. — Et præparat forfærdiget af en mørk rosenred varietet.

Thulitsten.

af thulitstenen indeholdt ingen kvarts. Piemontiten fremherskede
her for thuliten og var mere finkrystallinsk end i det afbildede
præparat. — Dette samme var tilfældet i et præparat af en
strakt varietet. Saavel kvartsen som epidotgruppens mineralkorn
var hos denne anordnede i striber. Inden kvartsstriberne saaes
igjen flere steder langagtige individer; tildels var disse opdelte
i mindre korn med en meget nærliggende optisk orientering.
De enkelte kvartskorn viste bølgende udslukning.

m. En varietet af thulitstenen har et temmelig broget ud-
seende af hvidt, rødt og grønt. Det hvide er finkornig kvarts
med noget feldspat; det rede er piemontit og almindelig epidot;
den grønne bestanddel er straalsten. Under mikroskopet iagt-

TT

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 47

toges endvidere lidt granat, biotit og smaa korn af et mineral,
som jeg antager for rutil.

m. Et præparat af gneis-granit ved thulit-findestedet viser
som forherskende bestanddel temmelig grovkornig feldspat. Denne
har ofte tvilling-stribning, som imellem korsede nikoller frem-
træder med korte afbrudte striber. Kvartsen forekommer i
kornige aggregater. Klorit er underordnet tilstede, ligesaa korn

Q0
QO0OG
RR

pr
QOOQOGO
RSS
So
tere
*

R
(2
*
2

232
er
252

v

(

N

70 rmeter

af epidotmineralerne. Kataklasfænomener iagttages. I et andet
præparat af gneisgranit saaes med blotte øine et brunligt mine-
ral; dette viste sig under mikroskopet at være almindelig epidot
opblandet med en del piemontit. Farven af disse to mineraler
tilsammen er det, som gjør indtryk af brunt; begge mineraler
er her som i præparater af thulitstenen ofte sammenvoksede
saaledes, at de uden skarp grænse gaar over i hverandre og
slukker ud samtidig, interferensfarven viser sig dog gjerne for-
skjellig, selv om piemontiten kun, hvad der hyppig er tilfældet,
forekommer som en red flek inde i et epidotindivid.

48 HANS REUSCH. [No. 7.

Foranstaaende «lille kartskisse viser stedet, hvor thulitstenen
brydes; det hvide er mark, hvor fast fjeld ikke sees. Det
stregede er gneisgranit; denne samme bergart sees raadende
overalt i en videre omkreds, hvor jeg havde anledning til
iagttage det faste fjeld. Paa selve thulitfindestedet er den varie-
rende og har for det meste ikke noget rigtig typisk udseende; den er
tildels paafaldende kvartsrig og atter andre steder paafaldende

Thulitbruddene (det lyse i mellemgrunden) seet fra nord.

kvartsfattig. Parallelstrukturen fremtræder som en 10* til 20*
mod nnv. hældende strækning, idet bergartens bestanddele er
ordnede til langstrakte partier i nævnte retning. Tildels inde-
holder gneisgraniten som underordnet bestanddel de førnævnte
epidotmineraler.

Det korsvis skraferede paa kartskissen er thulitstenen; denne
adskilles ikke fra omgivelsen ved skarpe grænser. Meget mere
gaar gneisgraniten, idet feldspaten mere og mere erstattes af
epidotmineralerne, gradvis over til thulitstenen (maaske forsvinder

1890] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 49

ogsaa en del af kvartsen). I thulitstenen sees i regelen ikke
mere den hos moderstenen forekommende strækningsstruktur.

5 m. i syd for punktet b er der af marken opragende en
knat med bleg thulitsten. En anden liden klippe er beliggende
5 m. i øst for punktet a. Her iagttoges i thulitstenen en om-
trent 30% mod ne. t. 6. hældende planparallelstruktur. Denne
er frembragt ved veksling mellem kvarts og epidotmineralerne.
Samtidig er der tilstede en mod nord rettet strækningsstruktur
betinget ved, at de plader, hvori nævnte to bestanddele op-
træder, er linealformige og udstrakte i nævnte retning. Thulit-
stenen er paa dette sted kun blottet med en mægtighed af 80 cm.
lodret mod planparallelstrukturen. Bergarten, som sees under
den, bestaar af feldspat og en lys grenlig glimmer. Thulitstenen
gjennemsættes af en omtrent 1 cm. bred kvartsaare.

-— Paa tilbageveien gik jeg omtrent ret mod s. fra thulitsten-
bruddene. Indtil i en afstand af et par hundrede meter saaes
røde prikker i gneisgraniten, ja endog smaapartier af temme-
lig ren thulitsten; undertiden var bergarten gulagtig af nydannet
almindelig epidot. |

Fra Hinderhejm har jeg reist i baad mod ne. langs
kysten til Leksviken. Man reiser først forbi gneisgranit; der-
paa træffer man omtrent 1 km. i øst for Hestdalen endel graa
gneis, der indeholder samtidig saavel mørk som lys glimmer og
falder 10” mod øst. Paa stranden mellem Lille og Store Bjørnaa
bemærker man i gneisen en eiendommelig forskydning,'der er
fremstillet paa omstaaende tegning, som viser en omtrent 5 m.
hei klippe. Gneisen er middelskornig, graa (en smule red, gjerne
i øine udskilt, feldspat sees dog) og fører to glimmerarter; dens
planparallelstruktur falder 40” mod 6. Efter en omtrent 1 m.
bred plade, hvis gjennemsnit sees mellem x og x, har der fundet
en forskydning sted. Den omhandlede plade bestaar af en for
det blotte øie tæt, grenliggraa masse opfyldt med smaa partier
og korn af rødlig, finkornig feldspat opblandet med kvarts; disse
partier er fladtrykte parallelt med forskydningsfladen, der hælder
mod vsv. Endvidere indeholder massen tynde, med muskovit

opblandede klorithinder og er gjennemsat af smaasprækker
Vid.-Selsk Forh, 1890. No, 7. 4

50 HANS REUSCH. Ke

parallelt med disse; herved fremhæves dens planparallelstruktur
end mere.” Sidestenen gaar gradevis over i den, idet skifrigheden
bøies som paa figuren antydet, samtidig hermed bliver fjeldet
meget opsprukket. ;

m. Den ,uforandrede* gneis viser sig under mikroskopet
fornemlig at bestaa af en kornig blanding af feldspat, tildels
med tvillingstribning, og kvarts, dertil biotit, klorit, muskovit,
endvidere korte rundagtige søiler, som ikke er nøiere bestemte,
men som jeg er tilbøielig til at henføre idetmindste delvis til
enstatit. Underordnet sees titanit. Den forandrede gneis har

Gneis opknust langs en forskydningsflade (mellem x og x).

udpræget kataklasstruktur. Feldspaten og kvartsen forekommer
i kantede stykker, dels forholdsvis store, dels dannende en fin-
knust masse. Klorit optræder som udfyldningsmaterial mellem.
feldspat- og kvartsstykkerne, desuden som hinder, der bugter
sig gjennem præparatet; titanit har tiltaget i mængde. Biotit
og det ovenfor nævnte, ikke nøiere bestemte mineral savnes.
Lidt kalkspat forekommer.
R-o. Omtrent ved Tangen begynder gneis, der har et mere
udpræget laget udseende end der, man hidtil”har reist forbi.
Strøget gaar her i det hele taget nord-sydligt; faldet er gjerne
steilt og kan saavel være østligt som vestligt; udenpaa er fjel-

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 51

det gjerne rustfarvet. Omtrent paa en strækning af 1 km. i sv.
for Tømmerdal har fjeldet et temmelig massivt gneisgranitisk
udseende. Nærmest i sv. for Leksviken (geologisk rektangelkart
sSkjeørn*) paa omtrent 3 km. er fjeldets lagning i det hele taget
fladtbelgende. Ved elvens munding i Leksviken staar gneis, der
indeholder lys glimmer og er opfyldt med omtrent ertstore
hornblendeindivider. Delvis gaar den over til en dioritisk berg-
art, idet hornblendemængden tiltager, og kvarts (i det mindste
for det blotte eie) forsvinder. Lagningen er bølgende, men vel
i det hele fladtliggende; strækningsstruktur, der hælder til for-
skjellig kant, iagttages.

Bergarten omkring Leksvikens kirke er gneis, der tildels er
muskovitrig og gaar over i muskovitskifer. Strøget er øst-vest-
ligt; lagningen falder dels nordligt, dels ligger den fladt. Saa-
vel i vest for kirken (i Vinjehaugen ved gaarden Ø. Vinje) som
i øst for for samme (Bjerkanhaugen ved gaarden Bjerkan) er
der paavist forekomst af manganertser, et forhold, som sikkerlig
staar i forbindelse med den ovenfor beskrevne forekomst af
thulitsten, i hvilken manganoxyd indgaar som farvemiddel. Ved
mit besøg lykkedes det forresten ikke, uagtet der flere steder er
foretaget smaa skjærpningsarbeider, at fremfinde andre prøver
af manganerts, end mindre, wadlignende stykker; en nøiere
bestemmelse af, hvilke manganertser der er tilstede, har saaledes
ikke været gjørlig: indsprængte kise, mest magnetkis, kanske
ogsaa magnetjern, finder man derimod gjerne i de lesbrudte
stykker. Manganertsens maade at optræde paa er, efter hvad
der berettes, og efter det, man har anledning til at se, rimeligvis
saaledes: den forekommer som underordnet bestanddel i fin- til
smaakornige masser, der fornemlig bestaar af hornblende-augit-
mineraler, granat og andre silikater. Disse ertsførende masser
er nyre- til linseformige og har sine største dimensioner liggende
som planparallelstrukturen hos den omgivende gneis; mægtig-
heden kan være flere meter, men er forresten vanskelig at
angive. I overfladen er fjeldet stærkt forvitret og viser okker-
dannelse. Fra Bjerkanhaugen lader det ertsførende belte sig

efter opgivende forfelge sammenhængende omtrent 2 km. estover.
A*

52 HANS REUSCH. [No. 7.

Bredden er omkring 100 m. Ved Vinje har bæltet omtrent
samme tværmaal, men lader sig ikke forfølge synderlig langt
efter strøget. Mellem de to forekomster er der mest bedækket
terræng; paa et punkt her, nemlig straks i øst:for kirken, skal
der dog være fundet lidt manganerts. To varieteter af den
ertsførende mineralblanding har jeg undersøgt mikroskopisk:

m. Et præparat af mørk smaakornig bergart, hvori man alle-
rede med blotte eine saa magnetkis, bestod af granat, meget svagt
redlig i gjennemfaldende lys, lysfarvet augit og grenlig horn-
blende. Disse bestanddele optraadte i rundagtige korn, navnlig
var granatens regelmæssige. Af erts saaes under mikroskopet
alene magnetkis; den udfyldte rummene mellem de andre be-
standdele.

m. Et andet præparat var af et haandstykke, der opviste en -
lagagtig veksling mellem en mørkere og lysere granatsten samt
pladeformige partier af et smukt rosenredt, fin- til middelskornigt
mineral. Dette viste sig under mikroskopet efter sine lysbryd-
ningsforhold, spalteretninger og udslukning at.være en augit,
rimeligvis den asymmetriske rhodonit, som hidtil ikke er fundet
hos os. De grundigste undersøgelser over dette mineral skyldes
Gust. Flink. (Om Rhodonit från Pajsberg och Långban. Öfvers.
af Kongl. Vet.-Akad. Förhandl. 1885. Ni:o 6 eller Meddelanden
från Stockholms Högskola N:o 41). At foreliggende mineral er
asymmetrisk, har jeg antaget paa grund af den asymmetriske
udslukningsretning, som iagttages i snit, der synes at gaa om-
trent lodret mod spalteretningen; den rosenrede farve er i
gjennemfaldende lys særdeles svag. I granatstenen forekommer
granaten i vel udviklede rundagtige krystalindivider; mellem-
rummene optages af: lys hornblende, augit og kvarts. Af en sort
substans, antagelig en manganerts, saaes en smule.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 53

Geological Notes from the Diocese of Trondhjem.

(A Summary of the Contents).

I. Introduction.

The following observations are collected for the Geological
Survey of Norway during the summer 1889.

In his valuable works on the regional-metamorphic Silurian
in the Diocese of Trondhjem, Kjerulf has depicted the geological
relations as being more similar to the Christiania Silurian (with
its attendant eruptives) than one would be inclined to consider
it at the present time. 'The rocks in the Christiania district are,
as it is known, (with the exception of the lime-sandstone of
etage 5) formed in an open sea; the individual beds have å
greåt extension and may be traced far and wide throughout
the system of folds. The eruptive rocks have penetrated long
after the folding process. |

It is quite different in the Diocese of Trondhjem. Here the
beds are in great part or perhaps mostly shore-formations charac-
terized by the occurrence of conglomerates and sandstones.

Among the eruptives we have first greater and smaller
masses of dioritic and granitic rocks. The dioritic rocks
are probably chiefly altered gabbro. The eruptives in the
Trondhjem district are usually folded together with the stratified

54 | HANS REUSCH. [No. 7.

rocks; at the same time they have been altered, often nearly
past recognition; they are now schistose and have in large part
got their original minerals replaced by new ones.

Besides such massive eruptives there are others, chiefly å
number of greenish, crystalline, more or less schistose rocks
(generally occurring together with the dioritic rocks), which
must be considered as tuffs. In short one must suppose that
during the silurian age in the Trondhjem district chiefly shore-
formations and volcanic mountains were built up; the latter
were often considerable both as regards height and area.

Thus we find the same relations which are now known
from the Diocese of Bergen and which have already some time
back been described as being found on the British islands.

II. Section along the line of the Meraker railway.
(Sketch map p. 6 and 7. Literature p. 5 and note p. 8.)

The railway which goes from Trondhjem eastwards towards
the border of Sweden cuts through the strata, giving å Cross
section of them. The hypothetic diagram page 9 shows the
authors views on the subject, according to which the strata have
on the whole a fanshaped position, like that which”has often
been described as found in the central parts of the Alps. In the
middle of the section at Gudaa there are steeply dipping beds
of mica-schist ? and gneissose strata. There is a subordinate
oceurrence of interstratified dioritic, often finely grained and
sehistose rocks. These must be considered as the northern ex-
tension of a large dioritic mass of which great mountains further
south consist. The outlines of the latter are indicated on the
map page 28. At one place there is an inclusion in the mica-
schist of a bed of pressed quartzite-conglomerate. It may be

1 Several varieties were found by Dr. Archibald Geikie (whom I had the
pleasure of accompanying in this district) resembling tbe Scottish Moine-
sehists,

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 55
Egen" EET em === ENGE

of some importance for the determination of the middle zone
of our section that Prof. Vogt has found probably primordial
dictyograptus in å black schist interstratified in mica-schist south
of our section and probably in strike with its middle zone.

The supposed Silurian in the eastern part of our section
consists mainly of argillaceous mica-schist and clay-stone. This
has been the designation for Various greenish, greyish, finely
grained or microscopically dense rock, which have an earthy
fracture and show no schistosity or indistinctly such. Å micro-
scopical examination shows that they have nothing like clay in
their structure but are throughout crystalline; the most important
constituents ascertained are plagioclase, quartz, actinolite, chlorite,
muscovite, calespar; biotite occurs partly in comparatively large
porphyric individuals which may be seen even with the naked
eye. An apparently more sandstonelike variety of claystone has
generally been called clay-sandstone.

In the part of the section in question I have at some places
found indistinct fossils viz. in limestone favosites. In north of
the line of section Mr. Alfred Getz has found argillaceous mica-
sehist with tetragraptus (monograptus tconvolutus) monograptus
Halli (2) and å rastrites.

Fig. p. 13 is from å railway cutting; it shows a dislocation
a. åa. The rock is an unschistose clay-stone interstratified with
greenish argillaceous mica-schist. The part at X is pictured in
one third of natural size under the main figure. Here also the
schistosity of the argillaceous mica-schist is indicated. It differs
from the stratification and dips away from the observer. The
80 cm. broad part at Å is part of the claystone layer 1. which
has been dragged along the fault.

The western part of the section towards Trondhjem resem-
bles very much the eastern part. Some diagrams show details
of the mutual relations of stratification and schistosity. Fig. on
page 16 shows a section in one half natural size. 'The rock is
finely grained sandstone dipping almost perpendicularly. The
rock is penetrated by almost horizontal thin plates or veins of
quartz following this schistosity. The uppermost fig. p. 19 shows

56 HANS REUSCH. [No. 7.

argillaceous mica-schist with joints parallel to and at angles to
the cleavage. Several cases are remarkable in which the
cleavage may be shown to have been folded. The second fig.
p. 19 shows a section one metre high through changing layers
of light and dark clay-schist. On account of the folding the
schistosity now is fanshaped. The rock shown in the following
drawing consists of sandy argillaceous mica-schist. Certain layers
of this are penetrated by small plates or veins of quartz and
calespar parallel to the cleavage. 'The fan-shaped position of
these veins shows even at å distance the folding of the cleavage.
The formation of false schistosity is often connected with a fine
crumpling of the strata. The sandstone shown in the first fig.
p. 21 is penetrated by membranes of sericite by which false
schistosity is produced. The layers a. å. are especially full of
sericitic membranes. Farthest to the right is a folded plate
of white limestone x.x. It is uncertain whether it is a bed or
a vein parallel to the bedding.

The hand-piece depicted in the second fig. p. 21 shows a
layer of sandstone like rock a, enclosed in argillaceous mica-schist
b. The cleavage is parallel to the flat front of the hand-piece. On
b. are seen fine stripes; it is a stretching structure which ap-
pears as åa fine undulation. The following fig. shows å micro-
Sscopic section; in the upper part we see the sandstone-like
layer which upon åa closer examination is seen to be Very little
like a sandstone. Calecspar occurs here plentifully; the rest of
the white on the diagram is å fine-grained mixture of felspar
(partly with twin-stripes) and quartz. The shaded mineral which
is especially plentiful in the lower part of the fig., the argil-
laceous mica-schist, is å faint greenish muscovite. The stretching
structure is noticeable under the microscope mainly on account
of many of the muscovite sections being parallel to it.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. ST

III. The environs of Trondhjem.

One of the most remarkable features here is the granite
(dotted on the map p. 6) just west of the town. The granite
is of middling size of grain and besides biotite contains some
greenish fine-shelled sericitic constituent; on account of this it
has earlier often been called protogine-granite. Besides the
massive variety there is one with å plane parallel structure in
appearance much resembling gneiss with thick cleavage; the
typic granite may in certain flakes, having a thickness of 3 to
10 or more m. by degrees go over to åa rock having åa thin
cleavage and resembling oneiss or even mica-schist. The schistose
granite, partly also the massive rock, is penetrated by åa system
of cracks. Both the latter and the plane parallel structure
dip 20* to 30" E. When both the system of'cracks and the
plane parallel structure are seen at once the latter seems to dip
rather less than the former. Sometimes stretching structure
dipping in an easterly direction may be seen at the same time.
In the gneissose variety of the granite the quartz has some-
times åa tendency to occur porpbyritically as eyes; å quartz-eye
gneiss is thus produced.

Raised beaches are depicted p. 25.

IV. Excursion from the railway station Eidet to the Sylene
mountain group on the border of Sweden and thence to
the station Heimdal.

The map p. 28 gives a view of the district in question.
The names of several of the xroups of rocks proposed by Kjerulf
are given on the map. The greater part of this section will
chiefly be of interest only to afford supplementary information
to the works of Hauan, Høerbye, Kjerulf, Keilhau and Naumann
(Literature p. 31, 34,37). We shall only mention å few details.

58 HANS REUSCH. [No

Stor Sylen is the highest mountain of the Sylene group. The
upper part of this mass of mountain consists of dioritic rock,
the border of which with the underlying regional metamorphic
schist in one of the outer parts of the mountain group is as
indicated on fig. p- 32. On the top of Stor Sylen å phenomenon
of interest to glacial geology was observed. At the very highest
point a number of stones were found of different kind of rock
from the diorite of the mountain, they consisted of granulite
eye-gneiss, granite etc. These stones must have come from
Sweden. Now it is remarkable that Stor Sylen which obtains å
height of 1710 metres above the sea level is the very highest
point on this part of the Scandinavian mountain range. The
eastern slope of the pike is very steep, as far as the upper
most part is concerned almost perpendicular. In the glacial
period the ice must have moved from the low lying country in
Sweden over the mountainridge towards the Atlantic. Various
researchers De Geer, Hansen, Hørbye, Svenonius have already
concluded from the glacial blocks that this had been the direction
of transport; but no foreign boulders have been found at such å
height before. The reason of the ,ice-shed* being on the eastern
slope of the Scandinavian peninsula has been sought in the
supposed circumstance of the Atlantic having been open water
while the masses of ice eastwards spred themselves over Finland
and the Baltic. Under such circumstances the ice would have
been much more inclined to flow towards the Atlantic than east-
wards; consequently the ice-divide would come to lie further east
than one might expect. One must not conclude from å single
find like that before us that the old icecovering has been as
thick as here everywhere. On the coast near Bergen the author
has found that the top of Hornelen 906 m.o.s. 1. and of Tysnes-
saaten 722 m. o. s. 1. show no traces of glacial action while å
lower mountain Siggen 470 m. o. s. 1. had glacial markings on
the very top. In Jotunfjeldene, which lie further removed from
the coast, the highest peaks have stood out uneovered by the ice
which filled the valleys. Thus Stelenaastinden from about 1800
m. to 2040 m. o. s. 1, has never been iceclad.

1890.] GEOLOGISKE IAGTTAGELSER FRA TRONDHJEMS STIFT. 59

The little drawing p. 38 is from å granite poor in mica
near the church of Tydalen; it shows in natural size cross
sections of some peculiar inclusions, the shells of which consist
of biotite while their inside is granite like the rock outside
the shell.

V. The environs of the railway station Steren.

The drawing p. 42 is from a cutting here. The predominant
rock is argillaceous mica»schist. It is penetrated by a dyke of
fine-grained light granite which has required a thin cleavage
and been folded together with the surrounding rock. The figure
p. 43 shows the part near a in natural size. Besides this dyke
there are others similar; the manner in which they branch out
shows that they are not beds of gneiss as might be supposed at
the first glance. Also on the dyke in the drawing is seen å
small branch.

VL. The occurrence of thulite-stone at Hinderheim.

Thulite is, as is well known, å red manganese zoisite. The
mineral is found at a place 21 km. n. of Trondhjem on the north
side of the Trondhjem fjord. The map p. 47 shows the locality.
The white is covered ground. The rock indicated by parallel
lines is a granitic one of middle-sized grain showing a rod-
structure, not very prominent however, which dips 109 to 209
N.N.W. The part indicated by cross-lines is the thulite-stone. It
chiefly consists of å beautiful rose-red fine-grained constituent
- with a little quartz. The thulite-stone is used for ornamental
purposes on account of its uncommon and pleasing appearance.

60 HANS REUSCH. GEOL. IAGTT. FRA TRONDHJ. STIFT. [No. 7. 1890.]

The reason why it has not been more used are various: the
difficulty of obtaining large blocks of pure stone, the difficulty
of polishing the stone and the brittle nature of the same. Un-
der the microscope (fig. p. 46) the red constituent is seen to be
besides thulite also piemontite or red monosymetric epidote, lastly
also an admixture of some common epidote. The thulite-stone is
not sharply defined from the surrounding rock but merges into it.
It must be supposed to have been formed out of the granitic
rock chiefly by the felspar of the latter being replaced by
epidote minerals while the mica has vanished. At Leksviken
church at some distance from the occurrence of thulite stone,
black manganese ores have been found, but they have not been
more closely examined as yet. The quarry of thute-stone is
depicted p. 48. ]

The last diagram shows å rock about 5 m. high of gneiss
of middle-sized grain. Along a plate between x and x, about
1 m. broad, a faulting has taken place; in this plate the gneiss
has got a plane parallel structure differing from that of the
surroundings; it is rich in chlorite, to the nuked eye remark-
ably fine-grained, and under the microscope showing a cataclastic
structure.

Trykt den 3die februar 1891.

Bemö&ærkninger

Wallengrens tydnine af Phakena Noctua Øbscura,

Strom
af

G. Sandberg

(Kristiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890, No. 8)

Christiania
I commission hos Jacob Dybwad
A, W. Brøggers bogtrykkeri

1891

Bemærkninger til Wallengrens tydning af Phalæna Noctua
Obscura, Stram.
Af
G. Sandberg.

(Fremlagt i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse 30 Mai 1890
af Hr. Schøyen).

Krisa Schøyen har i sin reiseberetning fra gamle
provst H. Strøms entomologiske fangstfeldter på Søndmøre
(se ,Nyt Mag. f. Naturvidsk.* b. XXVIII, h. 1) opponeret mod
BH. D. J. Wallengrens tydning af Strems Phalena Noctua
OQbscura i ,Kristiania Vidensk.selsk. Forhandl.* 1880 No. 2, idet
han antar etpar af ham fangede sendmørske eksemplarer af
Guenées Aecronycta Euphorbie var. Montivaga for den samme
Noctua Obscura, som Strøm har beskrevet i det ,Danske Vidensk.
Selskabs Skrifter* Kbhvn. 1783, p. 79. Da han også hen-
fører Guenées Myricæ fra Skotland til Ewphorbiæ som en varietet
af samme, tar Wallengren til gjenmæle og hævder i sin ,Skan-
dinaviens Heterocer-Fjårilar*, d. 2, h. 3, p. 438 sin første opfat-
ning af Strøms Obscura efter den givne beskrivelse som egen
art, vistnok identisk med Myrice, men uden at have noget med
Euphorbiæ at gjøre. ,Hade Ström", siger Wallengren, ,beskrifvit
endast fjårilen, så hade mot Schøyens tolkning icke varit synner-
ligen at såga; men nu beskrifver han åfven den larv, hvaraf
hans fjåril blifvit klåckt, och denna beskrifning hör oveder-
sågligen till A. Myrice Gn., hvarföre också Ströms art såkert
år identisk med Guenées art och ej med A. Euphorbiæe. Huru-

4 G. SANDBERG. [No. 8.

vida återigen Å. Kuphorbie var. Montivaga Gn., som af Schøyen
funnits i Romsdalen, verkligen tillhör A. Fuphorbie eller den
år identisk med Å. Myrice och således med Ströms N. Obscura,
år en fråga, som endast kan iösas genom larvens upptåckande
och uppfödande.* — Mens altså for Schøyen imagos udseende
er det bestemmende, opholder Wallengren sig senest alene ved
Strøms beskrivelse af larven, som i udseende afviger noget fra
larven af Euphorbie, men ganske stemmer med Bucklers be-
skrivelse i ,The Entomologists Monthly Magazine* vol. VII,
p. 83 af larven af Myrice fra Skotland. Wallengren modsiger
således ikke, at Schøyen kan have fundet Guenées Montivaga
og dermed kanske også Strøms art; men påstanden om, at denne
skulde være en varietet af Euphorbie og ikke en egen art,
mener han, kan alene bevises ved en ordentlig undersøgelse af
larverne.

Da jeg har samlet endel materiale af interesse i så hen-
seende, skal jeg tillade mig at fremkomme med nogle oplys-
ninger i sagen.

Vi finder i fjelddalene i Valders og på højderne lige op
mod Jotunfjeldene indtil over 1000 meter over havet en Acronycta-
larve, der efter udseendet ingen anden kan være end den af
Buckler fra Skotland og af Strøm fra Vestlandet beskrevne.
Gjennem flere år har jeg været opmærksom på disse larver,
der er temmelig almindelige og ved sine gloende farver meget
jøinefaldende, og da de er lette at opføde, har det lykkedes mig
at klække flere af dem til sommerfugl. Jeg anfører her efter
mine notitser larvens udseende: grundfarven mørkegrå; bugen
stundom gulgrå; hårbedækningen på siderne gråagtig, på ryggen
sort; hovedet glindsende sort, med eller uden hvide vinkelhager;
kroppens 2det led blodredt med sort omfatning og i midten en
sort prik samt 4 hårede småvorter (2 rede og 2 gule); de øvrige
led med fløielssort ryg; på hver side af ryggen en rad store,
guldgule flekker, hver med 2 smaa, hårede vorter af samme
farve; nedenfor disse på den grå eller sortgrå bund en række
større vorter af samme (grå) farve; derunder en blodrød side-
linie med en rad små, hårede vorter af samme farve og de

1890.] OM PLALÆNA NOCTUA OBSCURA. 5

hvide åndehul i øvre kanten; sålerne grågule; ca. 3 cm. lang.
Larverne har været at finde i denne dragt færdige til forpup-
ning lige fra slutningen af juni til helt ud i oktober måned.
Ligeså er puppestadiets varighed temmelig forskjellig. Af en
puppe fundet den 9de mai 1884 fæstet ved sin hvide, med blade
indspundne silkekokong til et klippestykke oppe i en fjeldur
udkom alt imago den 19de samme måned, mens etpar andre
pupper, der tidligt var tat ind i varm stue, først gav imago den
23de juni og 4de juli.

Larverne er meget omnivore og nærer sig af Chrysanthemum,
Campanula, Geramum, Rumex, Rosa, Tussilago, Sorbus, Betula
og Salix. Dog synes de at foretrække lavere vækster for træer
og buske. Jeg har ikke set larverne før efter 3die hudskifte,
da de plejer at have det anførte udseende; men det er rimeligt,
at de i en yngre alder har en noget anden dragt, der svarer
til den for Acron. Euphorbiæe og Euphraste almindelige. (Se
Wilgn. Heter. Fjårl. d. 2, h. 3, p. 411 og 414.) Således tog
jeg i 1887 den 5te og 15de Aug. oppe på Møjfjeldet på Salix
to tilvoksne larver af dette slags, der havde de sædvanlige gule
sideflekker blåhvide uden forevrigt i farvetegning at skille
sig fra de andre; men efter hudskiftet havde flekkerne også hos
disse ombyttet den hvide med den gule farve. Men ingen af
dem, jeg har set her, har nogensinde manglet den røde flek spå
andet segment. Efter dette har jeg, som sagt, antat disse larver
for de samme som af Strøm beskrevet og tilhørende hans Noctua
Obscura, da de på den røde flek nær, hvorom Strøm forresten
ikke taler, fuldkommen ligner disse.

De sommerfugle, der har været klækkede af disse larver,
har alle vist sig at tilhøre Guenées Aecron. Euphorbie
var. Montivaga på et par individer nær, der ved sin rent blågrå
farve og tverliniernes tydeligere fremtræden på forvingerne står
hovedformen nærmere. Således er også jeg kommet til samme
resultat som Schøyen, nemlig at vi i Strems Phalena Noctua Ob-
scura har for os Guenées varietet af Acron. Euphorbiæ.

Det er bekjendt, at larvernes udseende ofte er underkastet
forandringer, bevirkede dels af forskjellig næring og dels af

6 G. SANDBERG. [No. 8.

klimatisk indflydelse. I særlig grad gjælder dette gruppen
Acron. Euphorbie, hvorom den ombyggelige iagttager dr. A.
Rössler i Wiesbaden i sit værk ,,Die Schuppenfliigler des kgl.
Regierungsbezirks Wiesbaden" 1881 p. 76 udtaler sig således:
»864. Euphorbie F. Die Raupe an Fuphorbia Cyparissias,
Campanula-Arten im Juni und Oktober, an Fuphrasia lutea nur
im Herbst. Diese im Oktober an FEuphrasia lebenden sind oft
ganz schwarz, ohne Weiss, mit blutrothem Seitenstreif. Sie sind
die Fuphrasie Brahm's, die nur eine Varietåt der Raupe,
nicht des Schmetterlings, ist. Die hier daraus erzogenen Schmet-
terlinge sind nicht von hiesigen anderen abweichend, nur manch-
mal etwas gelblicher in der Fårbung. Eine Acron. Euphrasie
gibt es also nicht, und dies ist das Endergebniss der Erfahrungen
der Frankfurter und Wiesbadener Sammler, die wir seit 30
Jahren die Raupen von Brahm's, des Autors der Fuphrasie,
Fundplåtzen fast alljåhrlich abgesucht haben.

Efter dette vil det være indlysende, at det ikke går an,
når det gjælder Fuphorbiæ-gruppen, at bygge nogen artkritik
alene på tilstedeværelsen eller mangelen af en flek hos larven.
Kan hænde, at endog puppen til denne art varierer noget.
Talfald har jeg her mellem fjeldene fundet den blåsort af farve
med bryststykkets nederrand, ledfeiningerne og abdominalenden
af kaffebrunt skjær, mens den jo ifølge Wallengren skulde være
ensfarvet sortbrun.

Af Guenées Myrtce har jeg ikke havt anledning til at se
noget eksemplar; men efter beskrivelsen må den antages rettest
at måtte slåes sammen med Montivaga. Så er også dr. Stau-
dingers opfatning; cfr. hans udtalelser herom i Stett. ent. Zeit.
1881 p. 409: ,Acron. Euphorbie F. var. Montivaga Gun. var.
(Myricæ Gn.). Drei von Saisan-Gebiet (wohl Tarbagatai) stam-
mende & kann ich nur als etwas kleinere, dunklere Varietåt
zur var. Montivaga Gn. oder Myrice Gn. ziehen, welche beide
Formen am besten als Synonyma zusammengezogen werden
diirfen, wenigstens nach den mir vorliegenden englischen und
schottischen Myricæ. Von den Saisan-Stiicken hat das eine fast
ganz zeichnungslose grauschwarze Vorderfligel, wåhrend ein

1890.] OM PHALÆNA NOCTUA OBSCURA. 7

anderes deutliche graue (Querlinien zeigt; auch die Makeln
treten hier auf.*

Af den lille mørke, sortprikkede varietet har jeg havt
anledning til at se eksemplarer fra flere kanter af landet, såsom
foruden her fra Valders, fra Odalen, Kragerø samt fra Vest-
landet, alle af samme, til Strøms beskrivelse af sin Obscura
svarende udseende, og må jeg derfor fuldt ud slutte mig til
Schøyens udtalelser i hans Lepidopt. Undersøg. i Romsd. Amt
Sommeren 1880: ,Naar alt kommer til alt, vil Forholdet vel
sluttelig stille sig saa, at disse Former rettest ber henføres
sammen under Euwphorbie som Lokalracer med noget forskjelligt
Præg paa de forskjellige Steder, modificeret efter de lokale og
klimatiske Forholde, navnlig i Norden mindre Størrelse og mør-
kere Farve (Obscura eller Myrice), paa de sydligere Alper større
og mindre mørkt farvede (Montivaga).*

Da Strøm er den, der først har beskrevet varieteten (1783)
under navnet Obscura, mens Guenées navne Montiwwaga og Myricæ
skriver sig fra en langt senere tid (Species Général des Lépi-
doptéres. Paris 1852), ber det af Strøm foreslåede navn i hen-
hold til prioritetsretten have fortrinnet, såat den rette benævnelse
på hans Phalæna Noctua Obscura vil blive Acronycta Euphorbie,
Fabr. var. Obscura, Strøm. Varieteten har været beskrevet før
hovedformen.

S. Aurdal i Valders den 10de mai 1890.

Trykt 27 januar 1891.

j- KOR
LYN Å

Oversigt

over

Videnskabs-Selskabets Moder

1890

Med Fortegnelse over Selskabets Medlemmer og Gaver til
dets Bibliothek i 1890

Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers Bogtrykkeri

1891

Indhold.

——————

Oversigt over Selskabets Meder i 1890.
Schjøtt, om den ældste romerske Militærforfatning . . . .+.+ vvs.
Wille, de fysiologiske Vævsystemers Udviklingshistorie hos fe Halbvandslre:
J. J. Åstrand, nye Interpolationsformler . . . . . ..
Lochmann, om Influenza. . . . . 0 0 4 od aat ae AT EP
C. M. Guldberg, om Vædskers Molekylarvolum og om det kritiske Tryk,
Caspari, om Briterne i Bretagne . . . ++ +44 Na
Schøyen, om 4 for Norges Fauna nye 5 att ai NE AE '
TE TT EE KP .
C, M. Guldberg, om Lovene for ER Kogepunkt. . . .
Me om rkjørsodø Collier i åa 4 260 0 ae 0200
Schiøtz, om Sparagmit-Kvartsfjeldet. . . . .. sov rv rv
Schjøtt, om Comitia centuriata . . . .. : PE LIKT aa
G. Storm, om en Krig mellem Olaf Kyrre og Pt
Vogt, om nordlandske Jernmalmforekomster . . . + . » 45 >
TET TE ER ee de. Hae jada vk
mere Mot om Baker å 220 008880
Wille, om Celledelingerne . . . . + SPD LE
Steen, om Lufttrykkets Forandringer under en total EE
8. Harpe, TT EEE EE
Taranger, om Angelsaxisk Indflydelse paa ie Krng Ed
Mohn, om Resultaterne af Dr. Nansens Observationer paa Grønlandsfærden
Me Depnelsrene Ansvar 2 aks ee 9 må å
TT EE PP EE NE ER
ME å Kloster pod Grøt 20 2 atra m 05 9 å hå 6 8 bn enn
Geelmuyden, om Længdeforskjellen mellem Christiania og Fuglenes
Brev fra Prof. Fayes Arvinger . .. TEEN EE
G. Storm, om St. Olafs Lig og Bole FA sed a
Caspari, om Hippolyts Kommentar over Apokalypsen . . . s oa
Ger om Ermon v. Sållingons Kart, Lao 4 ae eine 0.
-— om Tubinger-Fragmenterne åa se are
Lieblein, om en 7 Aars Hungersnød i Ægypten . . . >
G. Storm, om de to vestlandske Gildeskraaer . . . . . + 2 >
Hennum, om Folderne i Huden paa Haandryggen. . . 2 5»
Lieblein, om den tyske Oversættelse af Papyrus Ebers ...
TITTET TETT 7 EPP
Vogt, om Melilithgruppens Mineraler. . . . «2 2 avs
Collett, om Chlamydoselachus .. . ++ 2 as
8. Bugge, Digtet om Valund. . . . . +..
Molg pas sye Medløsmer . 4,2 å 22 0600»
Valg paa Embedsmænd for 1891 . . . . 2 2 2
Videnskabsselskabets Medlemmer 1890 . . . . . sv ss Jå
Gaver til Selskabets Bibliothek i 1890 (meddelt af A, C. ee pg
Videnskabsselskabets Moder i 1890. . ... ov vo vr rv 00 00

* » .* > ,* *

Side

5

10

Male EN PE NA
Sr EE de
| | frå Vri 0 ål å et» BE

24de Januar. Historisk-filosofisk Klasse.

P. 0. Schjøtt gav en Oversigt over den ældste romerske
Militærforfatning, specielt en Kritik af tidligere Fortolkninger
af Polybs Oplysninger om dette Emne.

Foredraget er trykt i Fleckeisens Jahrbiicher.

de Februar. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. Reuschrefererede en Afhandling: ,Geologiske Optegnel-
ser fra Throndhjems Stift*. Trykt som No. 7 for 1890.

2. Wille omtalte de fysiologiske Vævsystemers Udviklings-
historie hos to Saltvandsalger Rhodymenia palmata og Euthora
cristata.

3. Collett refererede en Afhandling ,om 6 for Norges
Fauna nye Fugle". Trykt som No. 4 for 1890.

4. Geelmuyden fremlagde følgende Afhandling:

Nye Interpolationsformler.
Af

VJ. J. Åstrand.

Betegnes numeriske Argumenter, der have constant Interval
deres tilsvarende Functionsværdier og disses successive Differentser,
som i det følgende Schema:

(å-3) a-s) A!
Q- —2) Fa 3) EE
A! —9 3 gr
Q- fa) AEG A"-q Aa A* 4 pe
(ao) — ao) FG Av A3 på Ao* å Ao
(a.,,) 2. Hau) pe An FS Ar åg
(252) Ø (jg), Fe A?3 2
(213) SN åg
saa er, exact for Functioner af den 6te Grad:
Alan) = Ala) + MA + UA + SE += (A% +

jo

+1 ++ A $9)))D.

For Interpolation i Midten mellem (a,) og (211), er altsaa:

Aa 1.) = flag) + MAL — HAY + HA Ty — HA + H(Afu —
— FA): |
For Bestemmelse af det til en given Functionsværdi, nt),
svarende Argument:
- nm) — fan)
ar) (ag Ånd Å,
hvor
df(an
ETER, TE Altu—tA%—$A tn +HA 0 +350 ju—HA
+25 å AT Au)
+ 20HA%— $A%—2A% +$A%)
+40X4A% —4A%)
sn (A%1— AA)
+ råon*A %-

Denne Formel tilsteder vel kun successiv Approximation til
den Størrelse af v, der svarer til f(a.1), men er dog at fore-

trække for den meget complicerede Reversionsformel.

For Interpolation af n—1 Functionsværdier mellem f(ag) og
f(a:;) € naar de eqvidistante Argumenter, Functionsværdierne
og disses successive Differentser, betegnes som i følgende Schema:

ET harer er
(2+2) (212) . A å å .
(8) An)

G rå) far)

(å4) far)
36 = Å A%,
pe, EN TER se 56,
4 dar fin
Stu Å Aa 3 Gy 4 ET Gu 0)
8 = gr Ag Ort tv 5%)
dyret Nu" +2 (84, L RE +

n+ 14 238)

Efterat 5%,, 35,1, Å &c., ere blevne beregnede og placerede

som i det ovenstaaende Schema, bestemmes de søgte Functions-
værdier, (212), FA po &c., inclusive f(a 1), ved successive Addi-

tioner og Subtractioner. En sikker Prøve paa Rigtigheden af
de saaledes interpolerede Functionsværdier har man deri, at den
sidste af disse, f(a.1), Skal være enten exact lige med den givne,
Åa+1), eller, i modsat Tilfælde, derfra &fvige mindre end en halv
Enhed af den sidste, sikkre Decimal. For at tilvejebringe en
saadan Control ber Regningen udføres med 1, 2 å 3 Decimaler
flere, end Antallet af de sikkre Decimaler i de givne Functions-
wærdier.

Alle ovenstaaende Formler, ihvorvel exacte for Functioner
af kun indtil den 6te Grad, ere dog, i de fleste practiske Til-

8

fælde, tilstrækkeligt approximerende ogsaa for Functioner af
højere Grader, saavelsom for transcendente Functioner, nemlig
desto mere nøjagtige, jo mindre de 7de og følgende Differentser ere.

I Særdeleshed naar n=10 og kun regnes med tre
Differentsrækker, vil Interpolationsarbeidet, af en øvet Regner,
kunne udføres med en Lethed og Rapiditet, der neppe kan op-
naaes ved de sædvanlig anvendte Interpolationsmethoder, endog
med Tilhjælp af den ellers fortrinlige Thomas'ske Regnemaskine.
De specielle Formler for dette Tilfælde er nemlig, som Corollarier
af de ovenstaaende, følgende:

3 SIE 3
1 == rov Å +1

2 oe 2

38% 167 A*

51 ge | Al — 9 (32 11 33. :
+29 ITU + 1 g ( ot 3 2)

For Interpolation i Midten mellem Argumenterne åa, og å+1»
uden Hjælp af Differentser, er, naar:

m, = å fa) + (fa)
Mmy= 3 (fam) + fa)

Nn =m,—m,,

/a:j)=m, FL

exact for Functioner af den 3dje Grad, og, naar tillige:

mg = å (fla2) +/(2:3))
In = 11; — mg ,

/a.1)=m+3n H+ — 12),

exact for Functioner af den 5te Grad. |

Exempel 1. En Declinationsnaals Retninger, /(a), obser-
veredes paa en Scala, som nedenfor angivet, timevis, i Tidsrummet
mellem (a-s3)=16" og (a,,)= 22", Dens Retninger skal
bestemmes for Tidsmomenterne (a:1), (a+1) og (a+2), samt Ret-
ningens Variation, v, i 1 Time, for Tidsmomentet (a43). (Hand-
buch der physikalischen Maasbestimmungen. Von Dr. B.
Weinstein. I, p. 480.)

Dr EO

(a s)=16" fla-s)=+20

(a-p=1P fla-s)=+28 |" " +12
PNAN ør
(2,) = 19" flag) = + 56 pr —38 > Å ae
(8, )=20" la) =+26| >" —48 RAP

(a2)= 21? fla,,) =— 52 —17
(2,,)= 22" fla,)=—147

Her er n=4. De specielle Formler ere altsaa:
38% = 057 A%
8 = 107 Au — 886
dg = oå7 Ag" —459
37 get 74 An EK å (85* å å (891 TF å 89*))
89” = 3 Ao? amt: (39* = rå. 89*)
dl = 1 Ay — å (897 + å (06% + å (8,44 (8%1 + 48,9).

Med de givne Differentser:

Av =+ 7 » Al 10
Ay=+2% Ao? =— 38
Ao = +16 Ay = — 30
findes:
3,5 =+ 0,0017 89%; = — 0,3309
8* 1 = + 0,0219 39? = — 2,4486
80* = +-0,0582 511 = — 3,1059,

hvorefter Interpolationsregningen er:

an) = 56 —2,4486 +0,0582
en —3,1059 mor 0,83 +0,0219
J(a+] ) = 52,8941 —2,7795 +0,0801 +0,001 7

TR —0,25 +0,023

far) ) = 47,0087 —3,0303 +0,1037
H ) —8,9157 31774 —0,1471

2,1 ) = 38,0930 —3;

—12,0931

f(a:1) = 25,9999

Weinsten finder f(a.3), ved Substitutioner i tre forskjellige
Interpolationsformler, men med kun fem Differentsrækker, resp.
88,0, 38,2 og 38,3. ' Den ovenstaaende Beregning, med sex
Differentsrækker, giver den nøjagtigere Størrelse af /(a,3)

—38,093. v=VC%) — 41887,
d(a.3)

10

Exempel 2. Givne: de briggske Logarithmer for 102, 104,
106, 108, 110 og 112, med ti Decimaler. Søges Log 107.

fa-,) = Log 102 = 2,0086001718

fa) = » 104= 2,0170333393
fag) = , 106= 2,0253058653
flau) = » 108= 2,0334237555
fa) = » 110=2,0413926852
flau) = » 112=89,0492180227
Hao) + f(a,) = 4,0587296208
m, = 2,0293648104
fa-1) + (a:3) = 4,0584260245
m, = 2,0292130122
r, = 0,0001517981
år = 0,0000189748

fa: )=m,+1r, =2,0293837852, proxime.
Ha-,) + fa) == 40578181945
Im, = 2,0289090972
(ma —m;)=r, =0,0003039150
ir, = 0,0001519575
MN = 0,0000001594
ax (1, — 4 2) = 0,0000000075

fa: 1) = Log 107 =2,02938377717,
overensstemmende med Vegas Thesaurus Logarithmorum.
5. Holst fremlagde i færdigtrykt Stand sin , Bibliographi-
sehe Notiz ber das Studium der Mathematik in Norwegen*, hvis
Indhold var foredraget i et foregaaende Mede.

21de Februar. Fællesmøde.

1. Lochmann omtalte de videnskabelige Spørgsmaal, der
knyttede sig til den nuværende Verdensepidemi af Infiuenza.
Fra Historien kjendtes Fpidemien, men for den nuværende
Slægt af Læger var det noget nyt. Dens Udbredelse maatte
forklares ved Smitte eller menneskeligt Samkvem. Der er dog

ag

Eiendommeligheder ved dens Udbredelse, der er uden Analogi
med de smitsomme Sygdomme, vi hidtil kjender. Dens Smit-
somhed eller Udbredelsesevne er overordentlig, den synes ikke
at gjøre Forskjel paa Race eller Folk, ligesom de hygieniske
Forhold er saagodtsom uden Betydning. Af særlig videnskabelig
Interesse er dens proteusartede Natur; den optræder under vex-
lende og ofte næsten ukjendelige Former. De store Kolera-
epidemier fra 30aarene af rokkede vor Tillid til Therapien;
«den nu herskende Pandemi tør vise, at vor nuværende Hygiene,
hvor langt fremskreden den end er, ikke yder Beskyttelse mod
de store Verdensepidemier. Endnu er mange næsten uløselige
Problemer knyttede til de epidemiske Sygdommes Oprindelse og
Udbredelse.

2. C. M. Guldberg paaviste, at den Lovmæssighed, som
Vædskers Molekylarvolumen frembød ved Kogepunktet, ikke var
almengyldig, og forklarede Aarsagen hertil; tillige udviklede han
æn ny Lov for det kritiske Tryk.

83. Caspari hævdede, at en britisk Koloni i Bretagne —
«det ældre Armorica — kan paavises i 461, idet en Mansvetus,
Britannernes Biskop, var tilstede paa et gallisk Provinsconcilium
i Tours den 1lte Nov. 461 e. Chr.

4. Schøyen fremviste 4 for Norges Fauna nye Lepidoptera,
fundne i afvigte Sommer, nemlig: Orrhodia vau punctatum, Esp. og
Depressaria flavella, Hb. fundne ved Kragerø af Skolebestyrer A. C.
Ullmann, Fupithecia nanata, Hb. paa Jæderen af Prof. R. Collett,
og Nemoria viridata, Lin. paa Hvaleerne af Schøyen. — Den
sidstnævnte Art findes vistnok tidligere angivet som fundet i
«Østerdalen af Siebke; men da denne Opgave, der i sig selv er
lidet sandsynlig, ikke er støttet til noget Exemplar af Arten, er
«den efter al Rimelighed grundet paa en Feiltagelse.

7de Marts. Historisk-filosofisk Klasse.

Caspari omhandlede den nationale Side ved Pelagianismen
«og gjorde gjældende, at det navnlig var-Indvaanere af Italien,
«der udgjorde Hovedmassen af den pelagianske Sekts Tilhængere.

12

Aarsagen til denne Italienernes Tilbøielighed for Pelagianismen-
troede han iallefald for en betydelig Del maatte tilskrives Efter-
virkninger af den antike Dannelse og Filosofi, der virkede i
rationaliserende Retning, ligesom det samme var Tilfældet i:
Reformationstiden.

14de Marts. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. C. M. Guldberg omtalte Lovene forjVædskers Koge--
punkt og udviklede, at den absolute Kogepunktstemperatur kun:
var et Maal for Dampens Molekylarvolumen i mættet Tilstand.

2. Wille omtalte flerkjernede Celler i Planteriget, og:
søgte af disses Forholde at finde Argumenter mod den Opfat-
Ding, at Cellekjernen skulde være det eneste Organ i Cellen,.
hvortil Arveligheden skulde være bundet. |

Foredraget fremkaldte en Discussion mellem DHr. G. Guld--
berg, Lochmann og Foredragsholderen. t

3. Schiøtz paabegyndte et Foredrag om Sparagmit--
Kvartsfjeldet langs Rigsgrændsen. Jfr. Mødet 18de April.

4. Undset aumeldte en Afhandling ,Mere til Kundskab-
om den yngre Jernalder”. Tryktsom No. 6 for 1890.

28de Marts. Fællesmøde.

Tilstede var H. M. Kongen, Selskabets Medlemmer samt.
ca. 500 Tilhørere.

Lieblein holdt et Foredrag om den af H.M. Kongen til
det ethnografiske Museum skjænkede ægyptiske Mumie. Trykt
som No. 5 for 1890.

lite April, Historisk-filosofisk Klasse.

1. P.O. Schjett omhandlede de romerske Comitia cen--
turiata og de forskjellige Spergsmaal, som hermed staar i For--
bindelse. Navnlig dvælede han ved forskjellige vanskelige, hidtil

13

ikke tilstrækkelig belyste Steder i den latinske Literatur, der
hermed staar i Forbindelse.

2. G. Storm paaviste, at de Vers af Skalden Stein i
,Hulda*, der har været brugt som Bevis for en Krig mellem Olaf
Kyrre og Danmark, i Virkeligheden kun sigter til førstnævntes
Deltagelse i Slaget ved Nisaa I hans Faders Livstid. Han paa-
pegede, hvorledes Snorre ogsaa har opfattet Verset saaledes.
Foredraget er trykt i (Norsk) Historisk Tidsskrift
B3die Række 2det Bind Side 95—99.

18de April. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. Schietz fortsutte sit Foredrag om- Sparagmit-Kvarts-
fjeldet langs Grændsen. Foredraget er trykt i Nyt Maga-
sin for Naturvidenskaberne, Bind 32, Side 1—98.

Til Foredraget gjorde Reusch et Par Bemærkninger.

2. Vogt holdt et Foredrag over de nordlandske Jernmalm-
forekomster (Dunderlandsdalen i Ranen, Næverhaugen i Salten
0. 8. V.) og udviklede en Theori for Detaillerne ved Sedimenta-
tionen af Jernglimmerskiferen i det nordlige Norge og øvrige
lagdelte Jernmalme i Norge og Sverige, hvorved forklaredes, at
først er blevet udsondret Jernglands, Magnetit og Kvarts (med
andre Silikater) og Apatit, videre lokalt lidt Guld i den tilsva-
rende Bergart ,Itabirit* i Brasilien, og senere Kalksten (med
Dolomit).

Efter Foredraget fulgte Bemærkninger af Reusch med
Svar fra Foredragsholderen.

3die Mai. Fællesmøde (Stiftelsesdag).

l. Præses oplæste følgende Aarsberetning fra Videnskabs-

Selskabet :
35 1889 —3/5 1890.

I Aarets Leb har der været afholdt de sædvanlige 18 Me-
der: 6 Fællesmøder og 6 Meder for hver Klasse. I disse Møder-

14

er fremlagt eller refereret 40 (43)* Afhandlinger og mindre
Meddelelser, forfattede af Medlemmer, nemlig 14 (18) i Fælles-
meder, 17 (25) i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse, 9
(11) i den historisk-filosofiske Klasse. Antallet af Medlemmer, som
har leveret disse Bidrag, har været 25 (24), af hvilke 15 (15)
hørende til den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse, 10 (9)
til den historisk-filosofiske Klasse. Tages Hensyn til Afhandling-
ernes Indhold, har 21 (19) været af mathematisk-naturvidenskabe-
ligt Indhold, 19 (23) af historisk-filosofisk. 3 Ikke-Medlemmer
har holdt Foredrag; af disse har 2 været af historisk-filosofisk.
Indhold, 1 af mathematisk-naturvidenskabeligt.

Fællesmøderne har været besøgte af sjennemsnitlig 29 (27
å 28) Medlemmer, de mathematisk-naturvidenskabelige Klasse-
meder af 13 (13), de historisk-filosofiske af 10 (10). I de 5
første Fællesmeder var tilstede gjennemsnitlig 12 Tilhørere, ved
sidste Fællesmede ca. 500 Tilherere.

Udgivet er i Aarets Løb paa Selskabets Forlag:

Forhandlinger for 1889. 3801/. Ark med 11 litho-
graferede Plancher. — Forhandlingerne indeholde 12 Afhand-
linger samt 4 Ark Referat.

Forhandlingerne fordeles — foruden til”Medlemmerne — til
192 (178) udenlandske og 48 (47) indenlandske videnskabelige
Instituter og Bibliotheker. Selskabets Bibliothek har som Gave
til Gjengjæld modtaget 223 (170) Værker i 293 Bind og Hefter,
hvoraf ikke ubetydeligt vil blive afgivet til Universitetsbibliotheket.

Medlemsantallet er for Tiden 186 (134)ihvoraf 110 inden-
landske, 26 udenlandske; af de indenlandske er 26 udenbysboende.
Af de indenlandske hører 61 (62) til den "mathematisk-natur-
videnskabelige Klasse, 49 (47) til den historisk-filosofiske Klasse.

I Aarets Løb er indvoteret 5 indenlandske Medlemmer: 1
i den mathematisk-naturvidenskabelige;Klasse, 4 i den historisk-
filosofiske. Selskabet har i Aarets Løb havt at beklage Tabet
af 3 Medlemmer: Høeiesteretsassessor Bachke, Medlem siden 1867,
samt Overlærer Volrath Vogt og Toldkasserer Pettersen, begge
Medlemmer siden 1889.

*) de i Parenthes satte Tal henviser til forrige Aar.

FÅ
Gh å dl pr ET

15

2. Moltke Moe søgte at paavise, hvorledes den middel-
alderlig-moderne Opfatning af Basilisken som et vinget Fabeldyr
af Haneform og med Slangehale og som opstaaende af et Haneæg,
har sin Rod i Indflydelser, dels fra den latinske Bibeloversæt-
telses Sprogbrug, dels fra ældre germansk-romersk Folketro og
i det sidste Tilfælde er foranlediget ved en Række s. k. Folk-
etymologier.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Lieblein og L.
Faye.

3. Wille fremholdt, at Celledelingerne i Planternes Em-
bryoner ikke kunde tages til Indtægt for den Håckelske Sætning,
at den ontogenetiske Udvikling er en Rekapitulation af den
fylogenetiske, men at Celledelingerne i Planternes Embryoner i
en væsentlig Grad følge de Love, som Plateau har paavist hos
Vædskelameller.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Lochmann og
Hennum.

4. Blytt fremlagde til Trykning en Afhandling: Myxo-
myceter fra Norge, hvori er (beskrevet en Del”nye Arter, deri-
blandt: Perichæna plasmodiocarpa.

Foredraget vil blive trykt blandt Forhandlingerne for 1891.

5. Steen holdt Foredrag om Lufttrykkets Forandringer
under en total Solformørkelse. I Begyndelsen af 1886 havde
han udstedt en offentlig Opfordring til norske Skibsførere om at
udføre Barometeriagttagelser under den totale Solformørkelse -d.
29de August s. A. Opfordringen var efterkommet af 14 Skibs-
førere, og af disses Tagttagelser mente han gjennem grafiske
Fremstillinger at kunne paavise, at en total Solformørkelse virker
paa Lufttrykket paa samme Maade som Vexlingen af Dag og
Nat, idet den frembringer en BelgegangTi Barometerkurven, der
er et Billede i formindsket Maalestok 'af Døgnets normale Baro-
meterkurve.

16de Mai. Historisk-filosofisk Klasse.
1. S. Bugge gav først en historisk Udsigt over Udvik-
lingen af de etruskiske Forskninger, hvorpaa han gik over til

EG.

nærmere at omtale et af ham forfattet Universitetsprogram, der
gaar ud paa at eftervise sproglig Sammenhæng mellem
etruskisk og armenisk, og som søger at eftervise dette
ved Sammenstilling af en Række Ord, tilhørende begge disse
Sprog.

2. Taranger efterviste ved en Række Exempler, hvor-
ledes Angelsaksisk ligger til Grund for en stor Flerhed af old-
norske Udtryk for kirkelige Begreber, og hvorledes dette peger
hen paa en angelsaksisk Indflydelse.

30te Mai. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. Mohn meddelte Resultaterne af de Beregninger, han
havde gjort af Dr. Nansens astronomiske, magnetiske, trigo-
nometriske og meteorologiske Observationer paa Grønlandsfærden.
De astronomiske Instrumenter, Altazimutinstrument, Lommesex-
tant med Kviksølvhorisont og Urene fremvistes og beskreves.
Middelfeilen af en enkelt maalt Høide var neppe et Minut og
af en Tidsbestemmelse + 6*, der svarer til 0.7 Kvartmil. Chro-
nometrets Gang bestemtes efter Observationer paa Grenlands
Østkyst. Feilen i de astronomisk bestemte Længder beregnedes
i det høieste at naa 3 Kvartmil. Dr. Nansen gjorde paa Gren-
landsisen 5 Misvisningsbestemmelser med 3 Compasser. Resul-
taterne stemme godt med Dr. Neumayer's nyeste Isogonkarter
ved Kysterne, men vise, at disse Karters Isogoner i det Indre
af Landet maa rykkes noget mod Vest paa den 64. Breddegrad.
De trigonometriske Observationer gjordes ved Opstigningen paa
Østkysten og benyttedes til Bestemmelsen af Beliggenheden og
Høiden af en Række Nunatakker. — De meteorologiske Instru-
menter, Aneroidbarometre, Hypsometre og Thermometre forevistes
og beskreves. Det vistes, hvorledes deres Correctioner bleve
bestemte og hvorledes de i den meteorologiske Tabel givne
Data vare bestemte efter Observation og Beregning. Observa-
tionspunkternes Bredde og Længde bestemtes efter de astronomiske
Observationer og Dr. Nansens Dagbog. Nattestationernes Heide
over Havet beregnedes efter Barometerobservationerne paa Stedet

san sci

17

og de samtidige Barometerheider paa de danske Stationer i Vest-
grenland, paa Island og Færøerne, idet disse reduceredes op til
- Stationernes foreløbig beregnede Niveau. En fuldstændig Afskrift
af de corresponderende meteorologiske Observationer fra de nævnte
danske Stationer var velvillig meddelt af det danske meteoro-
logiske Institut. Reductionen op til det foreløbige Niveau var
udført af Kapt. Dietrichson. Stationernes Høide paa Grøn-
landsisen antages bestemte med en Nøiagtighed af mellem 30
og 40 Meter. Det derefter tegnede Profil over Grenland under
den 64. Breddegrad forevistes. Det høeieste Punkt ligger 2720
Meter over Havet og adskillig nærmere Østkysten end Vestky-
sten. Der er brattest ude ved Kysterne. Inde i Landet skraa-
ner dette svagt nedad fra det høieste Punkt til begge Sider, mod
Øst og Vest, uden at Skraaningen er afbrudt ved nogen Fordyb-
ning. Der findes ingen Da!sænkninger, det Hele er som en Over-
svømmelse af Sne og Is, ganske i Overensstemmelse med Dr.
Rinks Anskuelse. Barometrets Variationer paa Grønlandsisen
er svagere end i Godthaab og paa Island. Lufttemperaturens
daglige Periode, der var sterkt udpræget, bestemtes efter en ny
Methode, der gjorde det muligt fuldt ud at anvende samtlige
Observationer, der ikke vare tagne til regelmæssige Tider. Det
viste sig, at Temperaturens daglige Variation var mindst ved
Regnveir, større ved Sneveir, mindre ved overskyet Veir og
større ved Klarveir, mindre ved høiere Temperaturer og større
ved lavere, mindre i mindre Høider over Havet og større i større
Høeider. Under en Kuldeperiode med Klarveir, heit Lufttryk og
ter Luft midt inde i Grønland i Høider fra 2300 til 2600 Meter
gik Døgnets Middeltemperatur ned til — 32? C. og Nattetempera-
turen ned til — 459, medens den høieste Dagstemperatur var — 186.
Den tynde Luft i disse Høider og Sneoverfladen spiller her en
Hovedrolle. Under ganske lignende Forhold var i Marts 1883
Middeltemperaturen ved det lavtliggende Fort Rae ved Store
Slavesø — 24" og den hele daglige Vandring 119, medens den
paa Grønland var 239. Temperaturens Aftagen med Høiden (og
Afstanden fra Kysten) beregnedes til 09,68 pr. 100 Meter. Efter
Dr. Nansens Observationer, sammenstillede med de fra Godthaab,
2

18

faaes som en første Tilnærmelse for det Indre af Grønland i 2000
Meters Heide en Middeltemperatur for hele Aaret af — 255, for
Januar af — 40" og for Juli af — 109. Her maa derfor være
en Kuldepol, der ligger tvers over for den sibiriske paa den
anden Side af Nordpolen. Det er rimeligt, at Temperaturen i
det Indre af Grønland kan gaa ned til — 659 eller lavere, ganske
som i Sibirien. Den britiske Polarexpedition under Sir George
Nares havde — 58? ved Havfladen. De hyppigste Vinde blæste
ud fra det Indre mod Kysterne. De varmeste Vinde vare syd-
lige, de koldeste nordostlige. Paa Østsiden var mest overskyet
med Sydost, klarest med Nordvest. Paa Vestsiden klarest med
Nordost, mest overskyet med Vest. Vindene fra Havet gav let-
test Nedbør, de nordostlige vare tørrest. De høieste Skyer saaes-
hyppigst. Hver 4. Dag var en Snedag, hver 4. Dag var klar
og næsten hver 2. Dag overskyet. Over Havene i Vest, i
Syd og i Øst for Grenland gaa jevnlig Hvirvelcentrer, medens-
saadanne kun yderst sjelden gaa over det Indre. At saadant
kan hænde, bevises af Dr. Nansens Observationer, men det var
kun et sekundært Minimum. Nedover Dalen paa Vestsiden ved
Ameralikfjorden blæste flere Gange varm og tør Føhnvind, der
ikke rakte ud til Godthaab. FExpeditionens Drift paa Isen i
Danmarkstrædet viser en Strømhastighed af en hel Knob, var
saaledes uventet sterk og meget sterkere end den, der svarer
til de paa Stedet blæsende Vinde.

2. Schiøtz omtalte Leiringsforholdene mellem Sparag-
miten og Siluren langs Sydgrændsen af Sparagmitfeltet; han
nævnte, at ligefra Ringsaker ved Mjøsen til Kletten viser Obser--
vationerne, at Lagene i begge er beiede sammen lige til Inver-
sion. Man maa derfor antage konform Lagstilling mellem Silur
og Sparagmit.

3. Schøyen fremlagde til Trykning: Bemærkninger til
Wallengrens Tydning af Phalena Noctua obscura Strøm af G.
Sandberg. Tryktsom No. 8 for 1890.

19

19de September. Historisk-filosofisk Klasse.

1. Aubert holdt Foredrag over Depositarens Ansvar, idet
han gik ud fra Bestemmelserne i Lovbogens 5—8—17 og kri-
tiserede den herskende Opfatning af Forholdet, hvorpaa han
efterviste, at Udtrykket: ,at forvare som sit eget Gods*
faar Lys fra 5—8——13, der viser tilbage til gammelnorske Kilder.
Derpaa gik han over til nærmere at analysere disses Bestemmel-
ser om Ansvaret ved at tage Dyr paa For og det
Lys, disse kaster paa Spørgsmaalet, nemlig at der i Artikelen
: menes en agtsom, samvittighedsfuld Opbevaring (objektivt), sva-
rende til Jonsbogens Bestemmelser om Depositum. I samme Be-
tydning maa da ogsaa Ordet staa i 5—8—17. å

2. S. Bugge udviklede Etruskernes Forhold i Roms ældste
Historie og paaviste, hvorledes !de har 'efterladt sig Mærker i
Arkitekturen og øvet sin Indflydelse paa andre Maader. Han
efterviste dette for flere Enkeltheder, navnlig hævdede han, at
Etruskerne har været et konstitutivt Element ved Roms Anlæg,
idet han beviste, at flere af de i Sagnet om Roms Anlæg optræ-
dende Navne er etruskiske.

3. Bang meddelte efter udenlandske Kilder en Notits om
Tilværelsen af et Kloster paa Gran.

26de September. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. Formanden mindede omfjSelskabets siden sidste Møde
afdøde Medlem Professor Fearnley, hvis Minde Selskabet hædrede
ved at reise sig.

2. Geelmuyden gav følgende? Meddelelse om en i August
Maaned for den geografiske Opmaaling paabegyndt, men ved
Professor Fearnleys Død afbrudt Bestemmelse? af Længdefor-
skjellen mellem Christiania og Fuglenes ved Hammerfest.

Planen var, at Fearnley skulde udføre Tidsbestemmelse: ne
med Meridian-Instrumentet i Christiania, jeg med et Passage-
Instrument af Pistor & Martins paa Fuglenes, hvorhos begge

TIagttagere og Instrumenter skulde direkte sammenlignes saavel
o%

20

for som efter Længdebestemmelsen ved samtidig Observation af
de samme Stjerner i samme Meridian. Signaludvexlingen, hvor-
til Telegrafdirekteren velvillig havde stillet Linien til Disposition
efter Midnat, skulde udføres dels ved Haandsignaler, dels ved
Koincidenser, idet der paa begge Stationer var opstillet et med
elektriske Kontakter forsynet Signaluhr, reguleret til 1 Sekunds
Acceleration i 100 Sekunder Stjernetid. Batteriet til den 2100
km. lange Ledning (uden Overdrag) bestod paa begge Steder af
300 Daniells Elementer foruden 4 til Signaluhret.

Paa Grund af den kort forud indtrufne store Brand paa
Hammerfest maatte alle Fornødenheder medtages dels fra Chri-
stiania, dels fra Trondhjem. For Telegrafrekvisiternes Vedkom-
mende blev Anskaffelsen og Opsendelsen med stor Imedekommen-
hed besørget af Telegrafintendant Collett. En Kasse med Ler-
celler til Batteriet, som var kommet frem lidt før de andre
Sager, blev ødelagt ved Branden, hvilket forsinkede Opstillingen
i Christiania, da de til Observatoriet anskaffede Celler øieblikke-
lig maatte sendes op istedet. Paa Fuglenes blev et Skur opført
til Batteriet og Signaluhret (et Opmaalingen tilhørende gammelt
Pendeluhr), der anbragtes paa en cementeret Flade af Fjeldet.
Passageinstrumentet, hvortil en Murstens Støtte blev opført, blev
tilligemed de øvrige Telegrafapparater anbragt i et af Opmaa-
lingen anskaffet Observationshus, der medhavdes i Lemmer fra
Christiania. Til Forbindelse med Telegrafstationen i Hammerfest
havde Konsul Robertson paa Fuglenes velvillig overladt sin
Telefonlinie.

Den 7de August fik jeg den første Observation, men paa
Grund af den ovennævnte Forsinkelse var Linien da endnu ikke
aaben. De første Signaler udvexledes Dagen efter; Himmelen
var da overskyet paa Fuglenes, men Fearnley fik sin første
Observation, som tillige skulde blive hans sidste, idet han alle-
rede Dagen efter blev sengeliggende af den Sygdom, som 14
Dage efter voldte hans Ded. I Paavente af Observationernes
Gjenoptagelse i Christiania vedblev jeg at observere paa Fugle-
nes, saa ofte Veiret var gunstigt, og fik ogsaa senere to Signal-
udvexlinger, den 12te og 16de August, idet jeg gjennem Tele-

21

grafen gav Observatoriets Vagtmester, Eriksen, den fornedne
Instrux. Efter Hjemkomsten sammenlignede jeg hans Opfatning
af Koincidenserne med min egen og anbragte en liden Korrek-
tion (0.5025) for Forskjellen.

Den 19de August fik jeg fra Opmaalingens Chef, Oberst-
løitnant Haffner, Ordre om at komme hjem paa Grund af den
betænkelige Vending, Prof. Fearnleys Sygdom havde taget. Fn
til den samme Nat forlangt Signaludvexling kunde ikke komme
i Stand, da Linien ved en beklagelig Forsemmelse af en Tele-
erafist paa en Mellemstation var stængt. Herved blev de sidste
Dages Observationer paa Fuglenes uden Anvendelse.

Samme Dag, jeg kom tilbage, nemlig 27de August, fik jeg en
Observation i Christiania. Skjønt der saaledes var 19 Dage
mellem de to Tidsbestemmelser i Christiania, og skjønt der ikke
var samtidige Observationer paa nogen af de tre Signalaftener,
havde jeg dog efter mit Kjendskab til det i Christiania benyttede
fortrinlige Observationsuhr, hvis Afhængighed af Baromerstand
og Temperatur var neie undersegt tidligere, Haab om at kunne
udbringe et brugbart Resultat. Betegner L Længdeforskjellen
og S Stremtiden, var Resultatet for de 3 Signaldage:

L. S.
1890 Aug. 8. 51" 47.545 0.5087
på Ad 47.46 0.101
> 16. 47.25 0.115

Anbringes paa Middelværdien af L Korrektionen — 0.505
som Reduktion til den saakaldte Meridianstøtte (Instrumentet var
opstillet 732 m. østenfor denne) og Korrektionen — 0.507 som
Folge af en i Mai, Juni og Juli funden Forskjel mellem de to
Iagttagere og Instrumenter, hvilken sidste Korrektion dog er
usikker paa Grund af Observationernes Afbrydelse, saa faaes:

Meridianstøtten paa Fuglenes 51” 47.58 østenfor Meridian-
cirkelen i Christiania.

Sluttelig meddeltes til Sammenligning en Del Værdier af

Stremtiden ved andre Længdebestemmelser, samt de tidligere

fundne Værdier af Længdeforskjellen, hvoraf dog kun en var
nogenlunde direkte bestemt, nemlig i 1878 af Mohn ved en "ække

22

Sextant-Observationer i Forbindelse med et af de ordinære Tids-
signaler fra Christiania. Denne saavelsom to paa geodætisk Vei
fundne Værdier findes i Beretningen om den norske Nordhavs-
expedition.

10de Oktober. Fællesmøde.

1. Præses meddelte et Brev fra Prof. Dr. Fayes Arvinger,
hvorefter Prof. Faye havde for sine Bern udtalt Ønske om, at
en Buste eller et Maleri af ham skulde skjænkes Selskabet ,som
et Minde til det Selskab, som han selv havde været med at stifte*.

Præses takkede paa Selskabets Vegne den tilstedeværende
Dr. L. Faye for denne Meddelelse.

2. G. Storm holdt et Foredrag om St. Olafs Lig og hæv-
dede, at hans Legeme maatte antages at være balsameret kort
efter Døden; han oplyste, at Balsamering ikke var ukjendt i
Middelalderen og navnlig kunde paavises om flere tysk-romerske
Keisere fra Karl d. store af samt om flere høiere Geistlige.

— Foredraget foranledigede en Diskussion, hvori deltog DHrr.
Lieblein, Dietrichson, Monrad, F. Kiær og G. Guldberg.

24de Oktober. Historisk-filosofisk Klasse.

1. Caspari meddelte: 1) et i et syrisk Skrift opbevaret
Fragment af Hippolyts Kommentar over Apokalypsen. 2)
en anonym Opsats over Luk. 18, 1 fg., der findes i 2 Haand-
skrifter i St. Gallen, og hvor Lignelsen fortolkes om Anti.
kristen; 3) en i Cod. Vatic. No. 2077 indført Opsats om Enoch
og Elias.

Desuden omhandlede han et Skrift: ,De volmtate Dei*,
tillagt Cyprian af Karthago og indeholdende Udtalelser, kompi-

lerede af flere Kirkelæreres Skrifter, deriblandt ogsaa af

Cyprian.

2. G. Storm fremlagde Fotografier af Simon von Sallingens
Kart over det nordlige Europa, udførte .paa en meget heldig
Maade af Sektionschef Petersen i den geografiske Opmaaling;
han paaviste, hvilken Nytte Fotografien kan gjøre ved Studiet
af gamle, utydelige Haandskrifter.

sann

RR NE JA

23

3. Dernæst omtalte G. Storm de i Tiibingen fundne Frag-
menter af Frostathingsloven og dvælede navnlig ved den Inddeling
af denne Lov, som Fragmenterne fremsætter eller bærer Mærker
af. 41 Modsætning til den tyske Udgiver Sievers hævdede han
en anden og naturligere Inddeling af Loven; han droftede de
fundne Fragmenters Stilling til de hidtil bekjendte og paaviste
flere Ligheder, hvoraf fremgik nye Resultater.

Foredraget fiemkaldte Bemærkninger af DHrr. Aubert,
Bang og Bugge.

4. Lieblein fremviste et Fotografi af en ægyptisk Ind-
skrift fra senere Tid (Tiden kort forud for Ptolemæerne), hvori
omtales en 77Aars Hungersned i den sydlige Del af Ægypten
paa Grund af lav Vandstand i Nilen.

de November. Fællesmøde.

1. G. Storm meddelte Bemærkninger om de to gamle vest-
landske Gildeskraaer; han henførte den ene til Hordalands Kyst-
egne, den anden til Onarheim i Søndhordland og forklarede,
hvorledes tidligere Historikere har forvexlet dem og henført den
første til Onarheim, den onarheimske til Hardanger.

2. G. Storm fremviste et Fotografi af et Pergamentsblad fra
British Museum, som tidligere havde hørt til den Arnamagnæanske
Samling i Kjøbenhavn.

3. Hennum gjorde en foreløbig Meddelelse om en Under-
sogelse af Folderne i Huden paa Haandryggen, han havde fore-
taget, hvorunder han var kommen til det Resultat, at dette Net-
værk af Folder, der her krydser hverandre i snart sagt alle
Retninger, let lod sig forklare ved, at de Folder, der i Haanden
opstaar ved Fingrenes og Haandens forskjellige Bevægelser, i
Tidens Leb bliver til staaende eller blivende Folder, der ikke mere
udslettes igjen efter Bevægelsens Ophør, — kort at de er frem-
komne ad mekanisk Vei. Foredraget ledsagedes med Forevisning
af to Gibsafstøbninger.

4. Lieblein fremlagde en nylig udkommen Bog: ,Papyrus
Ebers. Das ålteste Buch iiber Heilkunde. Aus dem Äøyptischen

24

zum ersten Mal vollståndig iibersetzt von Dr. med. H. Joachim*
(Berlin 1890). Bogen er dediceret til ham (Lieblein), som
ogsaa egentlig havde oversat den. L. havde i sin Tid leveret
en Oversættelse af det meste af Papyrus Ebers i Norsk Mag. f.
Lægev. og i Nordisk Med. Arkiv (Stockholm), og denne Over-
sættelse, som suppleredes, havde L. selv sendt til Joachim, som:
havde anmodet om at faa benytte den. Korrekturen af Oversæt--
telsen samt Indledningen har L. gjennemgaaet i Sommer, men
Titelblad og Forord havde L. ikke seet, før Bogen OE
kom i hans Haand.

21de November. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

1. Kaurin omtalte endel mærkelige Mosfund fra Somme-
rens Exkursioner, hvoraf fremhæves Gymnomitrium revolutum med
Frugt og en ny Grimmia, G. Ryani, begge fra Gjendin. Den
første, forhen ukjendt med Frugt, blev af Kaurin allerede ifjor
fundet med Frugt i Lom..

Til Foredraget knyttede Kiær endel Bemærkninger om
Mosernes Udbredelse og Mohn Oplysninger om Kystklimatets-
Indtrængen over vore Høifjelde, samt Blytt om Kystplanters-
Forekomst i de subalpine Egne i Indlandet. |

2. Vogt holdt, under Henvisning til et af ham nylig publi--
ceret Arbeide: ,,Beitråge zur Kenntniss der Gesetze der Mineral--
bildung in Schmelzmassen und in den jiingeren Eruptivgesteinen*,
et Foredrag om Melilithgruppens Mineraler: Det paavistes, at
alle de tetragonale, i basiske, kalkrige og lerjordsholdige Smelte-
masser udkrystalliserende Mineraler tilhører en fælles Gruppe
med Yderled Gehlenit og det nye Mineral , Å kermanit*; de mel-
lemliggende Led bestaar, som ved f. Eks. Plagioklas- og Glim-
mer-Grupperne, af nævnte Yderled i chemisk Blanding. Mest
paafaldende Fgenskab er, at de kiselsyrerige Led er optisk
positive, de basiske optisk negative; paa Overgangstrinet medes-
et optisk isotropt, tetragonalt Mineral. Tilslut omhandledes-
Krystallisationsfølgen mellem Melilithmineralerne paa den ene-
Side og Augit, Olivin og Anorthit paa den anden, samt omhand-

25

ledes, at Melilithens Optræden i ,Melilithbasalterne* lader sig
deducere af Magmaens chemiske Sammensætning (særlig Magnesia -
gehalt) under et vist Chrystallisationsstadium.

12te December. Fællesmøde.

1. Collett fremlagde et Exemplar af Chlamydoselachus
anguineus, en mærkelig Haislægt fra Havet omkring Japan og
ved Madeira, der staar fuldstændig isoleret blandt Nutidens
Haier og danner en egen Familie mellem Familierne Notidanidæ
og Rhimide. Dens Tandbygning viser, at den har sine nærmeste
Slægtninge i Cladodonternes Familie fra Mellem-Devon, og den
kan saaledes maaske ansees som den ældste levende Type af
Vertebrater.

2. Sophus Bugge behandlede Digtet om Valund og søgte
at vise, at dette Digts Forfatter havde sit Hjem i Nordmænde-
nes nordligste Bygd i Haalogaland, men at det, skjønt erkjendt
som et af de ældste heroiske norrøne Digte, ikke er ældre end
Aar 900 og neppe yngre end 970, og at det er forfattet paa
Grundlag af engelske Meddelelser.

3. Caspari gav Meddelelser angaaende den christelige Filo-
sof Aristides's Aar 125 e. Chr. F. til Keiser Hadrian i Athen
overrakte Forsvarsskrift for Christendommen, om dette Skrift
og særlig om den nylig af Prof. Rendel Harris i Katherinaklostret.
paa Sinai gjorte Opdagelse af Skriftet i syrisk Oversættelse.

4. Til nye Medlemmer af Selskabet valgtes DHrr.

Professor S. Torup og
Oberstleitnant Haffner.

5. Derefter foretoges Valg paa Embedsmænd for Aar 1891.
I Selskabet, hvor Prof. Blix rykker op til Præses, valgtes
til Vicepræses Prof. C. M. Guldberg,
til Generalsekretær Prof. G. Storm,
til Revisorer Dr. A. S. Guldberg og Prof. Hagerup.
I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse, hvor Prof.
Mohn rykker op til Formand, valgtes

26

til Viceformand Prof. Hiortdahl,
til Sekretær Prof. Blytt.
I den historisk-filosofiske Klasse, hvor Prof. Lieblein ryk-
ker op til Formand, valgtes
til Viceformand Prof. Joh. Storm,
til Sekretær Prof. A. Bang.

27

Videnskabs-Selskabets Medlemmer
1890.

————==—0=T—m—wmmw

Selskabets Beskytter: HANS MAJESTÆT KONGEN.

Selskabets Embedsmænd i Aaret 1890:

Præses: Professor Dr. C. M. Guldberg.

Vicepræses: Professor Dr. E. Blix.

Generalsekretær: Professor Dr. Gustav Storm.

Formand i den math.-naturv. Klasse: Prof. Th. Hiortdahl.

Viceformand i do. Prof. Dr. H. Mohn.
Sekretær i do. Prof. Axel Blytt.
Formand i den hist.-filos. Klasse: Prof. Dr. J. Storm.
Viceformand i do. Prof. J. Lieblein.

Sekretær i do. Prof. Dr. A. Chr. Bang.

Revisorer: Dr. A. S. Guldberg og Prof. Dr. F. Hagerup.
Kasserer: Qvæstor H. Aars (1858).
Bibliothekar: Universitetsbibliothekar A. C. Drolsum (1885).

Selskabets Medlemmer ved Udgangen af 1890.

(De med * betegnede er udenlandske.)

A. I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse:

Arbo, OC. 0. E., Brigadelæge, Christianssand. 1885.
Arndtsen, Å. F. 0., Juster-Direktør. 1859.

Barth, J. B., Forstmester, Lillehammer. 1861.
Bjerknæs, Dr. C. A., Professor. 1859.

Blytt, Axel, Professor. 1669.

Bock, C. A., Vicekonsul i Shanghai. 1884.

28

Boeck, Cæsar, Overlæge. 1889.

Brøgger, W. C., Professor. 1885.

Bull, Dr. Edv., Læge. 1885.

Bull, Dr. Ole B., Læge. 1886.

Collett, R., Professor. 1871.

Dahll, Dr. T., Bergmester, Kragerø. 1859.
Danielssen, Dr. D. C., Overlæge, Bergen. 1858.
Faye, Dr. Ludv., Korpslæge. 1886.

Friele, Herman, Grosserer, Bergen. 1887.
Geelmuyden, H., Professor. 1878.

Guldberg, Dr. A. S,, Lærer ved Krigsskolen. 1870.
Guldberg, Dr. C. M., Professor. 1867.

Guldberg, Dr. G. A., Professor. 1885.

Haffner, J. F. W,, Obert. Chef for Norges geografiske ep 18902.
Hansen, G. NE Overlæge, Bergen. 1885.
Heiberg, Hj., Professor. 1875.

Hennum, Dr. J., Korpslæge. 1886.
Hiortdahl, Th, Professor. 1868.

Hjort, J., Professor. 1878.

Holst, Dr. E. B., Universitetsstipendiat. 1881.
Hvoslef, Dr. H. H., Apotheker. 18683.

Hørbye, J. C., Forstmester. 1859.

Johannesen, Dr. Axel, Læge. 1886.

Kaurin, Chr., Sogneprest, Sande. 1889.

*Key, Dr. Axel, Professor, Stockholm. 1888.
Kiær, F., Læge, kgl. Fuldmægtig. 1888.

Laache, Dr. S., Overlæge. 1886.

Lie, Dr. Sophus, Professor, Leipzig. 1872.
Lochmann, Dr. E. F,, Professor. 1866.

*Ludwig, Dr. C., Professor, Leipzig. 1886.
Lumholtz, C., Cand. theol. 1886.

Mejdell, C. H. N., Bergmester. 1869.
*Mittag-Leffler, Dr. Gösta, Professor, Stockholm. 1886.
Mohn, Dr. H., Professor. 1861.

Nansen, Dr. Fridtjof, Conservator. 1889.
Nicolaysen, Dr. J., Professor. 1875.

Norman, J. M, fhv. Forstmester. 1857.

* Pearson, W. H., Eccles ved Manchester. 1887.
Pihl, C. Å, Jernbanedirektør. 1876.

Pihl, 0. A., Direktør for Gasværket. 1869.
Printz, H. C., Distriktslæge, Valders. 1875.
*Retzius, Dr. Gustaf, Professor, Stockholm. 1888.
Reusch, Dr. H., Chef for den geologiske Undersøgelse. 1885.
Rink, Dr. H, Justitsraad. 1885.

Sars, Dr. G. 0., Professor. 1865.

Schiøtz, O. F., Professor. 1878.

Schiibeler, Dr. F. C., Professor. 1859.

Schønberg, Dr. E, Professor. 1880.

Schøyen, W. M., Conservator. 1881.
Sparre-Schneider, J., Conservator, Tromsø. 1881,

29

(Steen, Aksel Severin, lste Assistent ved d. meteorologiske Institut. 1888.
'Steineger, Leonard, Conservator, Washington. 1887.
Storm, Wilh., Conservator, Trondhjem. 1886.
Sylow, P. L. M., Overlærer, Fredrikshald. 1868.
Thoresen, N. W., Distriktslæge, Eidsvold. 1886.
Torup, Dr. Sophus, Professor. 1890.

Vogt, J. H. L., Professor. 1886.

Voss, Dr. J. A., fhv. Professor. 1857.

Waage, P., Professor. 1863.

Wille, Dr. N., Docent, Aas. 1886.

Winge, Dr. E. F. H., Professor. 1868.

B. I den historisk-filosofiske Klasse.

Aars, Jonathan, Skolebestyrer. 1886.

Aschehoug, Dr. T. H., Professor. 1857.

Aubert, Dr. L. M. B., Professor. 1865.

Bang, Dr. A. Chr, Professor. 1878.

Bergh, J., Høiesteretsadvokat. 1879.

Birkeland, M., Rigsarkivar. 1857.

Blix, Dr. E., Professor. 1877.

Brandt, Dr. F. P., Professor. 1864.

Bugge, F. W., Professor. 1872.

Bugge, Dr. Sophus, Professor. 1858.

«Caspari, Dr. C. P., Professor. 1857.

Daae, Dr. L., Professor. 1864.

Dahle, L. N., Pastor, Stavanger. 1889,

*Dareste, Dr. Rudolphe, Conseiller å la cour de cassation, Paris. 1885.
Dietrichson, Dr. L. H. S., Professor. 1877.

Eriksen, A. E., Rektor, Tromsø. 1889.

Friis, J. A., Professor. 1859.

Fritzner, Dr. Joh., fhv. Provst. 1864.

Getz, Dr. B., Rigsadvokat. 1879.

Gjessing, G. A, Rektor, Arendal. 1877.

Hagerup, Dr. F,, Professor. 1886.

Hertzberg, E. C. H., fhv. Professor. 1879.

* Hildebrand, Dr. H. H., Rigsantikvar, Stockholm. 1887.
Horn, Dr. E. F. B., Garnisonsprest. 1879.
Huitfeldt-Kaas, H. J., Arkivfuldmægtig. 1874.
Ingstad, Dr. M. P., Professor. 1876.

Johnson, Dr. Gisle, Professor. 1857.

Kent, Dr. George, resid. Kapellan. 1888.

Kiær, A. N., Direktør. 1870.

Lieblein, J. D. C., Professor. 1864.

* Maspero, G., Professor, Paris. 1885.

*Maurer, Dr. Konrad, fhv. Professor, Munchen. 1876.
Moe, Moltke, Professor. 1889.

Monrad, Dr. M. J., Professor. 1857.

*Montelius, Dr. 0., Professor, Stockholm. 1887.
Morgenstierne, Dr. Bredo v. Munthe af, Professor. 1888.

30

Nielsen, Dr. Yngvar, Professor. 1875.
Nygaard, M., Rektor, Fredrikshald. 1880.
Petersen, Fr., Professor. 1884.

Platou, Dr. F. C. S., Justitiarius. 1859.
Platou, Dr. 0. L. S., Professor. 1879.

Qvigstad, Just Knud, Seminariebestyrer, Tromsø.

*Rydin, Dr. H. L., Professor, Upsala. 1876.
Rygh, K. D., Overlærer, Trondhjem. 1878.
Rygh, O., Professor. 1859.

Sars, Dr. J. E., Professor. 1867.

Schjøtt, P. O., Professor. 1867.

Schreiner, E. T., Rektor, Drammen. 1887.
*Sievers, Dr. Edv., Professor, Halle. 1887.
Skavlan, Dr. 0., Professor. 1878.
Skrefsrud, L. 0., Missionær, Indien. 1889.
Sommerfelt, Chr., Provst, Trygstad. 1875.
Stenersen, Dr. L. B., Professor. 1876.
Storm, Dr Gustav, Professor. 1874.
Storm, Dr. Joh. F. B., Professor. 1872.

1888.

Thomsen, Dr. Wilh., Professor, Kjøbenhavn. 1887.

Tonning, Dr. K. Krogh, Sogneprest. 1888.

Torp, Dr. A,, Universitetsstipendiat. 1886.
Undset, Dr. Ingvald. 1885.

Unger, Dr. C. R., Professor. 1857.

*Ussing, Dr. L. J., Professor, Kjøbenhavn. 1887.

*Wimmer, Dr. Ludv., Professor, Kjøbenhavn. 1887.

*Porkelsson, Dr. Jön, Rektor, Reykjavik. 1887.

Gaver til Selskabets Bibliothek i 1890.

(Meddelt af A. C. Drolsum.)

Å. Offentlige Institutioner.

1. Norske.
Bergen.
Selskabet for de norske Fiskeriers Fremme.
Fiskeritidende. 1890. H. 3. Bergen. 8.

Christiania.
Den Kgl. Norske Regjerings Finants- og Told-Departement.

Forklaringer til Kongeriget Norges Statsregnskab, Budgetaaret
1888—1889. Kra. 1890. 4.

Storthings-Efterretninger. 1836—1854. B. 2. H. 3—5.
Chra. 1890. 4.

Den Kgl. Norske Regjerings Kirke- og Undervisnings-Departement.

Arkiv för nordisk filologi. B. 6. N. F. B.2. Lund 1889—90. 8.
Den Kgl. Norske Regjer ings Departement for det Indre.

'Den Norske Nordhavs-Expedition 1876—78. XIX. Zoologi.
Actinida ved D. GC. Danielssen. Med 25 Plader og'1 Kart. Chra.
1890. 4 maj.

Statssekretariatet.
Norsk Lovtidende. lste Afd. 1890. No. 1—383.
2den Afd. 1889. H.4. 1890. H. 1—2.
Kra. 8.

Overenskomster med fremmede Stater &c. 1890. No. 1.2.
Kra. 8.

Kommissionen til Ledelse af de Norges Deltagelse i den europæiske Grad-
maaling vedkommende Arbeider,

Geodåtische Arbeiten. H. VI. VIL. Chra. 1888—1890. 4.

2. Udenlandske.
Arras.

Académie des sciences, lettres et arts.
Mémoires. 2 Série. T. XIX, XX. Arras 1888—89. 8.

32

Baltimore.
Johns Hopkins University.
Johns Hopkins University Circulars. Vol. VIII. No. 72. 73. 7.
Vol. IX. No. 77-82. Vol. X. No. 88, Baltimore 1889—90. 4.
Studies from the Biological Laboratory. Vol. IV. No.5.6. Bal-
timore 1889—90. 8.

Batavia.
Koninklijke Natumurkundige Vereeniging in Nederlandsch-Indié.
Natuurkundig Tijdsehrift voor Nederlandsch-Indié. D. XLIX.
Batavia, Nordwijk en *”s Gravenhage 1890. 8.

Berlin.

Gesellschaft fir Erdkunde.

Verhandlungen. Bd. XVL 10. Bd. XVII. No. 1—7. Berlin
1888—90. 8.

Zeitschrift. Bd.24.H.5.6. Bd.25. H. 1—4. Berlin 1889—90. 8,
Gesellschaft naturforschender Freunde zu Berlin.

Sitzungsberichte. Jahrg. 1889. Berlin 8.
Physikalische Gesellschaft zu Berlin.

Die Fortschritte der Physik im Jahre 1883. XXXIX Jahrg.
Abth. 1—3. Borlin 1889—90. 8.

Béziers.
Société archéologique, scientifique et littéraire de Béziers. (Hérault).
Bulletin. 26 Série. T. XIV. 2e Livraison. Béziers 1889. 8.
Bistritz.

Gewerbeschule.
XV. Jahresbericht. Bistritz 1889. 8.

Bologna.
La R. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna.

Memorie. Serie IV. T. IX. Bologna 1888. 4.

Nouveaux progrés de la question du calendrier universel et du
méridien universel. Rapport de la commission de lunification du
calendrier &c. Bologne 1889. 4.

C. Tondini de Quarenghi. La question de Iheure universelle
devant VAssociation Britannique. Extrait de la Revue Scientifique.
Paris 1888. 8.

Bonn.
Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande, Westphalens u. des
Reg.-Bezirks OQsnabriick.
Verhandlungen. dJahrg. 46. Hålfte 2. Jahrg. 47. Hålfte 1.
Bonn 1889—90. 8.

Bordeaux.
Société des sciences physiques et naturelles de Bordeaux.
Mémoires. 38. Série. T. III. Cah. 2. Paris, Bordeaux 1887. 8.
— — — Appendice. Observations pluvio-
métriques et thermométriques faites dars le département de la Gi-

ronde de Juin 1886 å Mai 1987. Note de M. Rayet. Bordeaux
1887. 8.

39

Boston, Mass.

The American Academy of Arts and Sciences.
Proceedings. N.S. Vol. XV. P.2. Vol. XVI. Boston 1888—89. 8.

Bremen.

Naturwissenschaftlicher Verein.
Abhandlungen. Bd. XI. H. 12., Bremen 1890. 8.

Brest.

Société Académique de Brest.
Bulletin. 4. Série. T. XIV. 1888—89. Brest 1889. 8.

Bruxelles.

Société Royale malacologique de Belgique.
Annales. T XXIII (46me Série, T.IIT). Année 1888. Bruxelles. 8.
Procés-verbaux. T. XVII. Pag. LXXXIIT—0CXXIV. T. XVI.
Pag. I-CXXXII. Bruxelles 1888—1889. 8.

Budapest.

Ungarische Akademie der EN
Almanach. 1890. Budap. 1890. 8.
Berichte, Mathematische u. naturwissenschaftliche, aus Ungarn.
Bd. 7 (Juni 1888—0ct. 1889). Berlin & Budapest 1890. 8.
Értekezések åa mathematikai tudomånyok köreböl. XIV. kötet.
' 2—3. szåm. 1889. Budap. 1889. 8.
Értekezések a természettudomånyk köréböl. XVIII kötet. 6—7
szåm. 1888. XIX. kötet. 1—10. szåm. 1889. Budap. 1889—90. 8.
Ertesitö, Archæologiai. Uj folyam. IX. kötet. 3—5. syåm. X.
kötet.1—2. szåm. Budap. 1889—90. 8.
— Mathematikai es természettudomånyi. VIL 'köt. 4—9. fuz.
VIII. kötet. 1—5. fizet. Budap. 1889—90. 8.
Közlemények, Mathematikai és természettudomånyi. XXIII.
kötet. 4. szåm. Budap. 1889. 8.
— Nyelvtudomånyi. XXI kötet. 3—6. fizet. Budap.
1889-90. 8.
Ungarische Revue. Jahrg. 9. 1889. H 4—10.
— 10. 1890. H.1—4. Budap. 1889—90. 8.
A Magyar tud. Akadémia kiadåsåban megjelent munkåk és
folydiratok betiirendes czim-és tartalomjegyzéke. 1830—1889 junius
hö végéig. Budap. 1890. 8.
Kumos Ignacz. Oszmaån-török népköltési gyijtemény. II. kötet.
Oszmån-török népmesék és népdalok. Budapest 1890. 38.

Buenos Aires.

Sociedad cientifica Argentina.
Anales. Tomo XXVIIL. Fntr. 3—6.

— XXIX. — 1—6.
— XXX. — 1—4, Buenos Aires 19889—90. 8.
Indice general. 1876—1889, — 1890:118,

3

34

Cadiz (San Fernando).
Instituto %y observatorio de marina.
Analles. Seccion 22. Observaciones meteorolögicas. Afio 1889.
San Fernando 1890. 4.
Cambridge, Mass.
The Museum of Comparative Zoölogy, at Harvard College.
Bulletin. Vol. XVI. No, 6—9.
— XVIE .-" 6.
— XRX.
— XX. No. 1.2. Cambridge 1889—90. 8.
Report, Annual, of the Curator for 18889—89. Cambridge 1889. 8.
Cördoba (Rep. Argentina).
Academia mnacional de ciencias.
Boletin. Tomo X. Entr. 3. Buenos Aires 1889, 8.
Dorpat.
Naturforscher-Gesellschaft bei der Universitåt Dorpat.
Schriften. V. Carl Weihrauch. Fortsetzung der neuen Unter-
suchungen iib. die Bessel'sche Formel u. deren Verwendung in der

Meteorologie. Dorpat 1890. 4.
Sitzungsberichte. Bd. 9. H. 1. 1889. Dorpat 1890. 8.

Genéve.
Société Genevotse pour la protection des animaux.

Bulletin de la XXme, XX[Jme, XXI[me assemblée générale et pu-
blique. Genéve 1888—90. 8.

Giessen.
Oberhessische Gesellschaft fur Natur- u. Heilkunde.

Bericht 27. Giessen 1890. S8.
Göttingen.
Kömnigliche Gesellschaft der Wissenschaften.
Göttingische gelehrte Anzeigen. 1889. B.1.2. Göttingen 1889. 8.
Nachrichten von der Kgl. Gesellschaft der Wissenschaften u.
der Georg-Augusts-Universitåt zu Göttingen. Aus dem Jahre 1889.
Göttingen 1889. 8.
Giistrow.
Verein der Freunde der Naturgeschichte in Mecklenburg.
Archiv. Jahr 43. Giistrow 1890. 8.
Haarlem.
Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne).
Archives du Musée Teyler. Série II. Vol. OI. P.4. Haarlem
1890. 4.
Fondation Teyler. — Catalogue de la Bibliothéque, dressé par
C. Ekama. Vol. IL. Livr. 1—3. Harlem 1889. 4.
La Société Hollandaise des sciences å Harlem.
Archives Néerlandaises des sciences exactes et mnaturelles.
T. XXIV. Livr. 1—3. Harlem 1890. 8.
Halifax, Nova Scotia.
The Nova Scotian Institute of Natural Science. +
Proceedings and Transactions. Vol. VIL 1888—89. P. ITI.

Halifax, N. S. 1889. 8.

PE EE SN

PETE FG

Halle a. S.
Verein fir Erdkunde.
Mitteilungen. 1890. Halle a. S. 1890. 8.

Hamburg. r
Naturhistorisches Museum.
Mitteilungen. Jahrg. VII. 1889. Hamb. 1890. 8.

Hannover.
Naturhistorische Gesellschaft.
Jahresbericht 38 u. 39. Hannover 1890. 8.

Helsingfors.
Société Finno- OQugrienne.

Journal. VIII. Helsingisså 1890. 8.

Mémoires. I. Wiklund. Lule-Lappisches Wörterbuch. Hel-
singisså 1890. 4.

Societas pro fauna et flora Fennica.

Acta. Vol. V. Pars 1. Helsingforsiae 1888. 8.

Meddelanden. H. 15. Helsingfors 1888—89. 8.

Herbarium Musei Fennici. Ed. 2. I. Plantae vasculares.
Curantibus Th. Sælan, A. Osw. Kihlman, Hj. Hjelt. Helsingforsiae
1889. 4.

Hj Hjelt. Notae conspectus florae Fennicae. Helsingforsiae 1888. 8.
Sållskapet för Finlands geografi.

Fennia. Bulletin de la Société de géographie de Finlande. 1.
1889. 2.1890. 3. 1890. Helsingfors 1889—90. 8.

Kiel.
Gesellschaft fir Schleswig-Holstein-Lauenburgische Geschichte.
Schleswig-Holstein-Lauenburgische Regesten und Urkunden.
Bearb. u. hg. von P. Hasse. Bd. 3. Lfg. 1—3. Hamb. u. Lpz.
1889—90. 4. |
Zeitschrift &c. Bd 19. Kiel 1889. 8.

Kiew.
Société des naturalistes de Kiew.
Mémoires. T. X. Livr. 2. Kiew 1889. 8. (Russ.)

Kjøbenhavn.

Naturhistorisk Forening.

Videnskabelige Meddelelser for Aaret 1889. Kbh. 1890. 8.

Festskrift i Anledning af Den Naturhistoriske Forenings Be-
staaen fra 1833—1883. Kbh. 1890. 8.
Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Oversigt over det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhand-
linger i Aaret 1889. No. 3.

ENE 1 AK; 1890: - 8.

Vid. Selsk. Skr. 6. Række, naturvidenskabelig og mathem. Afd.
Bd. 6. 1. Kbh. 1890. 4.
Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.

Libri memoriales Capituli Lundensis. Lunds Domkapitels
Gavebøger og Nekrologium paa ny udg. ved C. Weeke af Selskabet

3 *

36

for Udg. af Kilder til Dansk Historie. Paa Carlsbergfondets Be-
kostning. H. 2. Kbh. 1889. 8.

Kraköw.
Academija umiejøtnosei w Krakowie. (Société des sciences de Cracovie).
Acta historica res gestas Poloniae illustrantia ab anno 1507 usque
ad annum 1795. T. XII. W Krakowie 1890. 4.
Archiwum do dziejöw literatury i oswiaty w Polsce T. VL
W Krakowie 1890. 8.
Atlas geologiczny Galicyi. Tekst do zeszytu I.
EN — II. Kraköw 1880-88. 8.
Biblijoteka pisarzöw polskich.

(1.) S. Ptaszycki. Fortunyi cnoty röznosc w historyi o mlodziencu
ukazana 1524. Krak. 1889. 8.

(2.) I. Karlowicz. Wita Korczewskiego Rozmowy polskie lacin-
skim jezykiem przeplatane 1553. Krakow 1889. 8.

(8.) Z. Celichowski. Marcina Kwiatkowskiego Ksiazeczki roz-
koszne o poczeiwem wychowaniu dziatek 1564 i Wszystkie
Lifflanckiej ziemi opisanie 1567. Krak. 1889. 8.

(4) WIl. Wislocki Marcina Bielskiego Satyry. Krakow 1889. 8.

(5.) R.Zawilinski. Szymona Szymonowicza Castus Joseph przekla-
dania Stanislawa Goslawskiego 1597. Kraköw 1889. 8.

(6.) M. Baraniecki. Algoritmus to jest nauka liczby przez ks. T.
Klosa. 1538. Kraköw 1885. S. |

(7) R. Zawilinski. M. Reja z Naglowic Zywot Jözefa z poko-
lenia zydowskiego 1545. Krakow 1889. 8.

(8.) Wl. Wislocki. Proteus abo QOdmieniec. Satyra z roku 1564.
Kraköw 1890. 8.

Bulletin international. 1889. No 10. 1890. No. 1—10. Cracovie
1889—90. 8.

Corpus antiquissimorum poetarum Poloniae Latinorum usque
ad Joannem Cochanovium.

Vol. II. Pauli Crosnensis Joannisque Visliciensis Carmina continens.

— III. Andreae Cricii carmina continens. Cracoviae 1887—88. 8.
Pamietnik. Wydz. filologiczny 1 historyezno-filozoficzny. T. VII.
Krakow 1889. 4.
— Wydz. matematycezno-przyrodniezy. T. XVI. XVII.
Krakow 1888—90. 4.
Rocznik zarzadu. Rok 1888. W Krakowie 1889, 8.
Rozprawy 1 sprawozdania z posiedzen.
Wydz. filologieznego. T. XIII. Krakow 1889. 8.
— — historyezno-filozofieznego. T. XXII. XXIII.
XXIV. Krakow 1888—89. 8. |
— — matematyczno-przyrodniczego. 'T. XIX. XX.
W Krakowie 1889—90. 38.
Seriptores rerum Polonicarum. T. XII. XIV. Krakow 1889.
4. min.
Sprawozdanie komisyi do badania historyi sztuki w Polsce.
T. IV. Zeszyt 1-3. Krakow 1889. 4.
Sprawozdanie komisyi fizyjograficznej. T.XXII XXIII. XXIV.
Kraköw 1888—89. 4. min.

37

Starodawne prawa polskiego pomniki. T IX. X. Czsc LÅ

Cracoviae 1888—89. 4 r
Zbiör wiadomosei do antropologii krajowej. T. XIII. Krakow
1889. 8.
La Plata.

Museo de La Plata.

Le Musée de La Plata Rapide coup d'oeil sur sa fondation et
son développement par Francisco P. Moreno. Extrait de la
sRevista del Museo de La Plata", Tomo I, 1890. La Plata. 8.

Leipzig.
Firstlich Jablonowskische Gesellschaft.

Preisschriften. Nr. X. der mathem.-naturwiss. Section. XX VII.
A. Looss Ueber Degenerations-Erscheinungen im Thierreich, be-
sonders iib. die Reduction der Froschlarvenschwanzes u die im Ver-
laufe derselben auftretenden histolytischen Processe. Lpz. 1889.
8 maj.

Lisboa.
Academia Real das Sciencias.

Jornal de sciencias mathematicas, physicas e naturales. 2. Série.
T. I. Num. 1 2. Lisboa 1889. 8.

Portugalliae monumenta historica. Inquisitiones. Vol. I. Fasc.
1. 2. Olispone 1888. Fol.

J. de Andrade Corvo. Estudos sobre as provincias ultramarinas.
Vol. I-IV. Lisboa 1883—87. 8.

Vise. de Benalconfor. Elogio historico de S. M. el-rei Fer-
nando II. Lisboa 1886. 4

V. Machado. Å electricidade. Estudo de algumas das suas prin-
cipaes applicacses. Lisboa 1887. 8.

E. A. Motta. Licces de pharmacologia e therapeutica geraes.
Lisboa 1888. 8.

A. X. Pereira Coutinho. Curso de selvicultura.

T. I. Botanica florestal.
- II. Esboco de uma flora lenhosa portugueza Lisboa 1886—87. 8.

C. Roma du Bocage e D. Nic. de Goyri. Origem do Condado
de Portugal. Lisboa 1887. 4.

Liverpool.
The Liverpool Biological Society.
Proceedings and Transactions. Vol. IV. Liverpool 1890. 8.

Macon.
Académie de Macon.
Annales. II. Série. T. VI. Macon 1888. 8.

Magdeburg.
Naturwissenschaftlicher Verein.
Jahresbericht und Abhandlungen. 1888. 1889. Magdeburg
' 1889—90. 8.

Melbourne.
Royal Society of Victoria.
Transactions. Vol. I. P. II. Melbourne 1889 4.

58

México.
Observatorto Meteorologico-Magnético Central de México.
Boletin mensual. Tomo II. Num. 2—12. México 1889. 4 maj.
In formes y documentos relativos å comercio interior y exterior,
agricultura é industrias. Num. 51. 52. 55—60. México 1889—90. 8.
Memoria presentada al Congreso de la Union por el secretario

de estado &c. de republica Mexicana. T. I-V. & T. VI. Atlas.
México 1887. 4. & Fol.

Middelburg.
Heet Zeeuwsch Genoøtschap der Wetenschappen.
F. Nagtglas. Levensberichten van Zeeuwen. Afl. 2. Middelburg
188948.
Milano.
Reale Istituto Lombardo dt Scienze e Lettere.
Rendiconti. Serie II. Vol. XXI. Milano. 8.

SM della Fondazione scientifica Cagnola. Vol. VIIL Milano
1888. 8.

Minneapolis.
The Minnesota Academy of Natural Sciences
Proceedings &c. 1883—86. Minneapolis 1889. 8.

Newecastle-upon-Tyne.
Society of Antiquaries of Newcastle-upon- Tyne.
Archaeologia Aeliana: or, Miscellaneous Tracts relating to
Antiquity. Vol. XIII, 2. 8. Newcastle-upon-Tyne 1889. 8.

New-York.
The New York Academy of Sciences.
Arnnals. Vol IV. No. 12.: Vol V. No: 133/ N Yorke
Transactions. Vol. VILL. 1888—89. No. 5—8. Vol. IX. 1889—90.
Noi 2. Ny More 8:
The American Museum of Natural History.
Bulletin. Vol. II. No. 3.4. New York 1889-90. 8.
Annual Report of the Trustees &c. N. York 1890. 8.

Palermo.
Reale Accademia di Scienze, Lettere e Belle Arti.
Atti. N.S. Vol. X. Palermo 1889. 4.
Paris.
Bureau des Longitudes.
Connaissance des temps, pour lan 1890. 1891. Paris 1888—89. 8.
Éphémérides des étoiles &c. pour 1890, par M. Loewy. Pa-
ris 1889. 4.
Ecole Pol ytechnique.
Journal de I'École Polytechnique. Cahier 53. Paris 1889. 4.
Société Zoologique de France.
Bulletin. «Vol. I=XIV. XV, No. 1-36 BI Paris 1876—
1850. -8.
Mömoires. T. I. II, No. 1. II. No. 1-8. Paris 1889—90 8.
Extrait du Compte-rendu des séances du Congrés international de
zoologie: Recherche des animaux marins. Progrés réalisés sur.

39

I'Hirondelle dans loutillage spécial par le Prince Albert de Mo-
naco. Paris 1889. 8.

Congrés international des Sciences Géographiques en 1889: Ex-
periences de flottage sur les courants superficiels de lAtlantique
Nord par S. A. S. le Prince Albert de Monaco. Paris 1890. 8.

Philadelphia.
The Academy of Natural Sciences.
Proceedings. 1889, Part II. II. 1890, Part I. Philadelphia
1889—90. 8.

Pisa.
R. Scuola Normale Superiore.
Annali. Vol. XII. Pisa 1889. 8.
Prag.
Kgl. Bölmische Gesellschaft der Wissenschaften.
Abhandlungen. Math.-naturwiss. Classe. VII. Folge, Bd. 3.
Prag 1890. 4.
Classe fir Philosophie, Geschichte, u. Philologie. VII. Folge.
Bd. 3. Prag 1890. 4.
Jahresbericht fir das Jahr 1889. Prag 1890. 8.
Sitzungsberichte. Math.-naturwiss. Classe. 1889. IT. 1890. I.
Prag 1890. 8.
Philos.-histor.-philolog. Classe. 1889. Prag 1890. 8.
Spisuv poctenych jubilejni cenou. Cislo IIT. IV. V. V Praze,
1890. 8.

Reykjavik.
Landsbokasafn.
Ritauka-Skrå Landsbökasafnsins 1888. Reykjavik 1890. 4.
Riga.
Gesellschaft fir Geschichte u. Alterthumskunde der Russischen Ostsee-
Provinzen.

Geschichte der Buchdruckerkunst in Riga 1588—1888 von Arend
Buchholtz. Riga 1890. 4.
Rio de Janeiro.
Observatorio.
Revista. Anno IV. 1889. No. 12.

SVV. 19980 No: 1—4, 68 Rio de Janeiro.
1889—90. 8.

Lo Observatorio meteorologico.
Boletins measaes. Vol. I-III. 1886—88. Rio de Janeiro. 8.
Rom.
R. Accademia dei Lincei.
Atti. Serie IV. Rendiconti. Vol. V (20 Semestre) Fasc. 8—13.
AO OE he
— VI (20 EE
Roma 1889—90. 4.
La Reale Accademia medica di Roma.
Atti. 1888—89. Roma 1889. 4.
Bulletino. Anno XV. Fasc. VIII.
— XVL — I-VI. Roma 1889—90. 8.

40

Indice decennale dei lavori pubblicati dalla R. Accademia
medica di Roma dalla fondazione fino a tutto lanno 1884 Roma
1890 8.

Ministero della istruzione pubblica.

Le Opere di Galileo Galilei. Edizione nazionale sotto gli

auspicii di S. M. il Re d'Italia. Vol. I. Firenze 1890. 4.

Rostoek.
Die Grossherzogliche Landes-Umiversitåt.
Index Lectionum 18 Fe Rostock. 4.
Verzeichniss der Behörden, Lehrer &c. Winter-Semester 1889
—90, Sommer-Semester 1890. .Rostock 1889—90. 8.
45 Doctordissertationer.
Lehrplan der Juristen-Facultåt zu Rostock. Rost. 1890. 8

Rouen.
Société des Amis des Sciences naturelles de Rouen.
Bulletin. 3e Série. 1888. 1—2 Semestre. Rouen 1888—89. 8.
(2 Expll.)
San Francisco.
The California Academy of Sciences.
Proceedings. Vol. II. 1889. San Francisco 1890. 8.
Santiago de Chile. |
Der deutsche wissenschaftliche Verein.
Verhandlungen. Bd. II. H. IT. Santiago 1890. 8.
S$. Paulo.
Commissao Geographica e& Geologica da Provincia de S. Paulo.
Boletim. No. 1—3. S. Paulo 1889. 8.
St. Petersburg.
Comité Géologique.
Bulletins. T. VII. 1888. T. VIII. 1889. T. IX. 1890. No. 1—6.
— Supplément au T. IX: Bibliothéque géologique de la
Russie. 1889. Composée sous la rédaction de S. Nikitin. St
Petersbourg 1889—90. 8.
Mémoires. Vol. HI. No. 4. Vol. V. No. 2.3. Vol. VI. Vol.
VI. Ne:.1. 2. Vol VII No. 1 VIAK. No DVDEN
St. Pétersbourg 1888—89. 4.
Jardin Impérial de Botanique.
Acta Horti Petropolitani T. XI. Fasc.1. St. Petersb. 1890.
Saint-Quentin.
Société Académique des Sciences, Arts, Belles-Lettres, Agriculture å Indu-
strie.
Mémoires. 4 Série. T. VII. 1884—85. Saint-Quentin 1888. 8.

8.

Schwerin.
Verein fir meklenburgische Geschichte u. Alterthumskunde.

Jahrbicher. Jahrg. 55. Schwerin 1890. 8.

Siena. tk
R. Accademia dei fisiocritiet.

Atti. Serie IV. Vol. I. Fasc. 10.
— IT — 1—6. Siena 1889—90. 8.

41

Stettin.
Gesellschaft fir Pommersche Geschichte und Alterthums kunde.
Monatsblåtter. Jahrg. 3. 1889. Stettin 1889. 8.
Baltische Studien. Jahrg. 39. 40, Stettin 1889—90. 8.

Stockholm.
Kongl. Vitterhets, Historie och Antiqvitets Akademien.
Antiqvarisk Tidskrift för Sverige. D. 11. H.1.2. Sth. 1890, 8.
Månadsblad. Årg. 1988. 1889. Sth. 1889—90. 8.
Udgiveren.
Acta mathematica XIII. 1.2. XIV. 1.2. Sth. 1890. 4.

Sydney.
The Royal Society of New South Wales.
Journal and Proceedings. Vol. XXIII. P. I. Sydney 1889. 8.
Catalogue of the Scientific Books in the Library of the Royal
Society of N. S. Wales. P. I. General Catalogue. Sydney 1889. 8.

Tokio.
Deutsche Gesellschaft fir Natwr- u, Völkerkunde Ostasiens.
Mittheilungen. H. 48. 44, Yokohama 1890. 4.

Topeka.
The Kansas Academy of Science.
Transactions. Vol. VIII. IX. XI. Topeka 1983—89. 8.

Toronto.
The Canadian Institute.
Proceedings. 3.Series. Vol. VIIL No. 1.2. Toronto 1889—390. 8
Annual Report. Session 1888—89. Toronto 1889. 8.

Upsala.

Kgl. Universitetet.

Årsskrift. 1889. Ups. 8.

Sveriges offentliga Bibliothek: Stockholm. Upsala. Lund. Göteborg.
Accessions-Katalog. 4. 1889. Sth. 1890. 8.

Bulletin mensuel de l'observatoire météorologique de I'Université
d'Upsal. Vol. XXI. Année 1889. Ups. 1889—90. 4.

J. Juhlin. Sur la température nocturne de lair å différentes
hauteurs. Upsal 1890. 4.

C. G. Fineman. Néphoscope marin. Upsala 1890. 8.
Kongl. Vetenskaps-Societeten i Upsala.

Nova Acta Regiae Societatis Scientiarum Upsaliensis. Ser. III.
Vol. XIV. Fasc. 1. Ups. 1890. 4.

Catalogue méthodique des Acta et Nova Acta Regiæ Societatis

Scientiarum Upsaliensis 1744—1889. Redigé par Å. G.S. Josephson,
Upsala 1889, 4.

Venezia. RER
Real Istituto Veneto di Scienze, Lettere ed Arti.
Atti. Ser. VI. Tomo VII, Disp. 3—10. Venezia 1889. 8.

42

Washington.
U. 8. Department of Agriculture. Dwision of Economic Ornithology
and Mammalogy.

Bulletin 1. The English Sparrow (Passer domesticus) in North
America especially in its Relations to Agriculture. By W. B. Bar-
rows. Wash. 1889. 8.

North American Fauna. No. 1. Revision of the N. Amer. Pocket
Mice. By C. H. Merriam.
— — — No. 2. Descriptions of fourteen new spe-
cies and one new genus of N. A.
Mammals. By C. H. Merriam.
Wash. 1889, 8.
Department of the Interior, Bureau of Education. N. H. R. Dawson,

Commisstoner.

Circular of Information. No. 2, 1889. No. 1,1890 (Contributions
to American Educational History. Ed. by H. B. Adams. No. 9).
No. 2, 1890. Wash. 8.

Report of the Commissioner of Education. 1887—88. Wash. 1889. 8.
Department of the Interior — The United States Geological Survey. I.

W. Powell, Director.

Bulletin. No. 48—57. Wash. 1888—90. 8.

Monographs. Vol. XIII—XVI. Wash. 1888—89. 4.

Report to the Secretary of the Interior. VII. 1885—86. VIII.
1886—87. Part 1.2. Wash. 1888—89. 4.

The Smithsomian Institution.

Annual Report of the Board of Regents. 1886. P. 2. 1897. P.1.2.
Wash. 1889. 8.

Smithsomian Institution. Bureau of Ethnology: I, W. Powell, Director.

Report to the Secretary of the Smithsonian Institution. 1883—84.
1884—85. Wash. 1887—88. 8. |

William H. Holmes. Textile Fabrics of Ancient Peru. Wash.
1889. 8.

I. C. Pilling. Bibliography of the Iroquoian Languages. Wash.

1888. 8,
—sæ— Bibliography of the Muskhogean Languages.
Wash. 1889. 8.
C. Thomas. The Circular, Square and Octagonal Earthworks of
Ohio. Wash. 1889. 8.
— s— The Problem of the Ohio Mounds. Wash. 1889. 8.
Smithsonian Institution. United States National Museum.

Bulletin of the United States National Museum. No. 33—37.
Wash. 1889. 8.

Proceedings of the United States National Museum. Vol. X.
1887. Vol. XI. 1888. Wash. 1888—89. 8.

The Anthropological Society.

The American Anthropologist. Vol. III. No. 1—3. Wash. 1890. 8.
Wien.
K. K. Zoologisch-botamische Gesellschaft.

Verhandlungen. Jahrg. 1889. Quartal III. IV.

— 1890. — IL. II. Wien 1889—90. 8

45

Das K. K. Naturhistorische Hofmuseum.
Annalen. Red. von Fr. Ritter von Hauer. Bd. IV. No. 4.

Wien 1890. 8.
Wiirzburg.
Physikalisch-medicimische Gesellschaft.
Sitzungsberichte. Jahrg. 1889.
— 1890. No. 1—6, Wirzb.1889—90. 8.
Zaragoza.
Facultad de medicina de Zaragoza.
Memoria.de los trabajos pråcticos realizados en las Clinicas.
Curso académico 1888—89. Zaragoza 1890. 8.
,

B. Private Givere.

Observator J. J. Åstrand, Bergen.
Hilfstafeln zur leichten u. genauen Auflösung des Kepler'schen
Problems von J.J. Åstrand. Mit einer Einleitung von H. Bruns.
Lpz. 1890. 8.

Konservator M. Foslie, Tromsø.
Contribution to Knowledge of the Marine Algæ of Norway. By M.
Foslie. I. East-Finmarken. With 3 Plates. [Reprinted from
Tromsø Museums Aarshefter XIII.] Tromsø 1890. 8.

Professor Dr. Gustav Guldberg, Chra.
Om Darwinismen og dens rækkevidde. En almenfattelig fremstilling
af nedstamningstheorien og Darwins lære om det naturlige udvalg
samt udviklingstheorien med kritiske bemærkninger. Af Prof. dr.
Gustav Guldberg. Kra. 1890. 8.

Direktør Th. Koller, Aas.
Th. Koller. Beretning om den høiere Landbrugsskole i Aas fra

1. Juli 1887 til 30. Juni 1888. Chra. 1889, 8.
—z— Beretning om den høiere Landbrugsskole i Aas fra
1 Juli 1888 til 30. Juni 1889. Chra. 1890. 8.

Konservator J. Sparre Schneider, Tromsø.
Entomologiske Udflugter i Tromsø Omegn. Af J. Sparre Schnei-
der. [Entomol. Tidsskr. Årg. 10, H. 4 (1889)].

Rektor Jön Thorkelsson, Reykjavik.
Beyging sterkra sagnordai Åslensku. Jön Porkelsson hefir samid.
Pridja Hefti. Reykjavik 1890. 8.
Supplement til islandske Ordbøger ved Jön Thorkelsson. Tredje
Samling. Første Hefte. Reykjavik 1890. 8.

14

Videnskabsselskabets Møder i 1891.

eter. SSL Historisk-filosofisk Klasse.

pordannaer. 006: Mathematisk-naturvidenskabelig —
IS Fobrasr 2 S8:3 Fællesmøde.
27 Februar... : ... Historisk-filosofisk —
Goder "2 000 Mathematisk-naturvidenskabelig —
Joar JÅ NNN Fællesmøde. |
PAPE GR Historisk-filosofisk i —
EV ge ES Mathematisk-naturvidenskabelig —
GE Fællesmøde (Stiftelsesdag:.)
EE TT Historisk-filosofisk —
23 0 SR Ma Mathematisk-naturvidenskabelig —
18 September .... Historisk-filosofisk * Klasse.
25 September .... Mathematisk-naturvidenskabelig TK
POKkfober SAVE Fællesmøde. |
23 Oktober... ... Historisk-filosofisk —
6 November. . ... Fællesmøde.
20 November. .... Mathematisk-naturvidenskabelig —
11 December. .... Fællesmøde.

Møderne holdes i Timerne fra 6—8 Efterm. I Mødet den
11te December vælges Selskabets Embedsmænd for 1892.

Foredrag anmeldes hos Generalsekretæren (Prof.
Gustav Storm, Uranienborgveien 23). Anmeldelse kan ogsaa
nedlægges i Kassen hos Selskabets Bud, Universitets pedel
Johannesen. Anmeldelsen bør gjøres senest Thorsdag Kl. 12
Middag.

Maximum for Afhandlinger, der kan trykkes uden at
behøve Bestyrelsens Approbation, er indtil videre 5 Ark. |

Sa ATR at

Pa % ad , ”
å FE -

>»

Da

>

EN | 3

ut TE
||

pr å HE

SEE

pk

22
*
på
på

-%.

Oversigt
af
| Norges Crustaceer

med foreløbige Bemærkninger

”»

4

på Å

på

Så

over de nye eller mindre bekjendte Arter

Af

G. 0. Sars

TI

(Branchiopoda — Ostracoda — Girripedia)

/
på

(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890. No. 1)

Ne Å Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
Å. W. Brøggers Bogtrykkeri |
1890

Haniae ER

. tab. 1V

«

- (Christiania Videnskabs-Selskaba Forhandlinger 1890 No: 2)-

Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
å W. Brøggers Bogtrykkeri
1891

på

av

- kV, 3 ' pt) J
APG 3
ms AE TG

pg

Til kundskab

>

om

væ!

9 p- do

>

or Å
å=

or yngre jernalder

Af

Dr. Ingvald Undset

Med 3 lithogr. plancher

då -

— (Kristiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890. No. 3)

Christiania.
— I commission hos Jacob Dybwad

So 'A. W. Brøggers bogtrykkeri

HA
de VA
Sr ALP

Nr
vn

IA VEG

ng

E ete å

I

r

Hi
NÅ
på
EG
pe få

6 for Norges Fauna nye Fugle

ei

He
P Ve DA Robert Collett

?

(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890 No. 4)
å Te Øhristiania |
I Commission hos Jacob Dybwad

A. W. Brøggers Bogtrykkeri
1890 MJN

'
——————==========——=
?
LED MAPS Er la ===> EE
7
AM
Å
p >

N

J. Lieblein

Y ,

Christiania

aq Commission hos J acob Dybwad
å V Brøggers Bogtrykkeri

til

å ER i bk Hd

mh

Kundskad om vor yngre jernalder ||

af |

dr. Ingvald Undset

Med 1 lithogr, planche

KRD AA Bm ae aa ee ie ae GA
P 4 då ut H 3
5 Å

(Christiania Videnskabs-selskabs Forhandlinger 1890. No, 6) |
|
|

|
Christiania |
I commission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers bogtrykkeri
|

| 1890 |
| , |
|

———

N v å

e iagttagelser
Pet EN OE Em g ;
—— Trondhjems stift,

ft»

R . gjorte under en reise for Norges geologiske
E -— undersøgelse 1889.

Af
— Hans Reusch.

- Med ,,An English Summary of the Contents'*.

(Christiania videnskabs-selskabs forhandlinger 1890.

= -

om

Å re

Christiania
I commission hos Jacob Dybwad
Å. W. Brøggers bogtrykkeri.
or M.

4

til

| VWallenrens dn akan Noen Usta

å . Strom
| af
G. Sandberg
% KG | (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1890. No, 8)
p i |
p i

Christiania
| I commission hos Jacob Dybwad
å 6 2 A. W. Brøggers bogtrykkeri,

1891

LL
MAY

Mp då

ÅR

ikå: OH å |

å - Oversigt
I Videnskabs-Selskabets Meder

1890

Med Fortegnelse over Selskabets Medlemmer og Gaver til
Jå dets Bibliothek i 1890

Christiania
| I Commission hos Jacob Dybwad
E Ko N å 9 Bisireter høpteykkert
| est 801

+
sy Nå å
Boo) i
ed V £
pe) Mil, å Rv
X LE av å
Aa « Pi Ui g Å j
ad: ke A
h På 4 N

*
FE

ad

en DV
jm VNR Å

bek
ne Prag
KE

re

PS: ad

OST xey
FTPUSY LOG

I 1994

JEF

min