TN DN rytvn Sr ee LG PG møde» yr 5 ei sv el ES Å | GER Ä PEER 4 ee N se Ve Må ei tr Na mn ffl am my SE å NN Li di "å å ; D *. Sa To ae å FA k pi på DE An . i Å dd - Ma orger på p 200, | prgde sd TD Pa å Rd IN Ja td: Lab Ar Soadde PG å PIGG) EAA) YGIA > dø Vy 9. Jes ” F: å 2 hå 4 LEGA N Nå MT ED VL K =2y! vr v dl dx På TAA, N *% NLI FL EE KE AE mn EE GER SE TETTE Både IDET EE ek mager Sorgen nermeste IN veere- eee eee Jer NA de GA AA EN TL NAA | k LEM MAG ea på? DN Ax NZ verøri: kl sø 7 vivyedvs AAN Ve Muy Å, å LA) Af G sv Set ay ae AG Sr L Øra FEN : vw 3? Å KA pe vere Sit ae nd Å farsen e ar å - Ax BE guy AD Er epete vu atter vi PS RIE p yppsnd ut je ANER | $ ALENE JE NE = FA ed Ar vr å NI dr verT V. ve å vw KAN AKA | gav NL å Ale ATT seer ØSE eld pe - 39% = TY 28: — må” LE NS SøPAKADE i løvene sees aT Så im DAA oyr4E | N å Å de vYIGE Ørsta > ÅH Å Nød ok Nsupee Øian å ør 2 UYET w) å øke eevsyte btereeetee ve V = op eee de OG ge — Er AN o: v N vr Å bl Å Se | | by /v VA AN MS vI199 SN PA | 1916 EE våre ae FORHANDLINGER I VIDENSKAPSSELSKAPET I KRISTIANIA AAR 1915 «243800 KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD .A. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A/S FORHANDLINGER VIDENSK APSSELSK APET I KRISTIANIA AAR 1915 Evnen Instity; %, 24/85$00 National KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD A. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A/S 1916 Å Beg 0 18 In dhold: : Side Foredrag og avhandlinger. : No. 1. Yngvar Nielsen. Christian Frederik og Valgene til Eids- voldsforsamlingen . . EA NE ed ke » 2. Oscar Albert Johnsen. | inceni Lunges drap i Trond- | hjem 83. januar 1536. . . . ENE » 3. V.M Goldschmidt. Uber die Se der Brvealle. Mit 9 Textfiguren. - . Stede en sg ae en » 4 Paul Winge. Porkatske. og Ke Pee omgtabu og olem SØTE » 9. Carl Størmer. The solar eclipse of August ist, 1914. Lecture delivered before the Videnskapsselskap of Kristiania on September th, 1914. (With 4 plates) . . i rele=0 » 6. Oluf Kolsrud. Om udtrykket ,den Helbede Ar bel 9 Oversigt over Videnskapsselskapets møter i 1915 m.m. . . . 1—146 CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE TIL EIDSVOLDS- FORSAMLINGEN AF YNGVAR NIELSEN (VIDENskaPSSELSKAPETS FORHANDLINGER FOR 1915. No. 1) KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1915 fe PE GER Å MEG |! det første Bind af mine Bidrag til Norges Historie i 1814, hvilket forelaa afsluttet om Høsten 1882, optog jeg bl. a. til Granskning det Spørgsmaal, hvad der blev vedtaget paa det Møde, som Prins Christian Frederik holdt paa Eidsvold Værk 16de Februar 1814 efter sin Tilbagekomst fra sin hurtige Reise til Trondhjem. Det var denne Reise, som fik grundlæggende Betydning for Alt, som senere foregik 1 1814. Prinsen kom her i Berøring med de forskjelligste Klasser af Folket. Her opgjorde han sine Planer for, hvad der videre var at foretage til Gjen- nemførelse af det Maal, som han endnu inden Freden i Kiel havde havt for Øie. Dette Arbeide tog allerede sin Begyndelse under den korte Stans, som han 28de-929de Januar gjorde paa Eidsvold Værk i CARSTEN ANKERs Hus, hvor han havde Anledning til at indhente Oplysninger om Stemningen fra en Del der for- samlede Mænd, som med ham var Ankers Gjæster, nemlig Biskop Becan, Stiftamtmand N. E. pe ThyGeson, Oberst SEJERSTED, Etatsraad von Horten og den frederikshaldske Kjøbmand og Godseier Carsten Tank. Med dem drøftede Prinsen Muligheden af at bestige Norges Trone 1 Kraft af Arv, hvortil han endnu under dette første Eidsvoldsmøde mente at være i sin gode Ret, og Stemningen paa Mødet synes ligeledes at have gaael i samme Retning. Derimod bliver det uklart, hvorvidt hans 1 Øieblikket forhaandenværende Raadgivere har forudsat, at han skulde be- stige Tronen som Enevoldskonge. Disse Ting falder nemlig ikke ganske sammen. Endnu i Januar 1814 var det for Prinsen en Hovedsag at fastholde Arveretten. Men der er tillige Meget, 4 YNGVAR NIELSEN [No. 1 som tyder paa, at der i hans Hjerte allerede fandtes Sympatier for en liberal Forfatning. Arveretten var for ham det Væsentlige, Spørgsmaalet om Forfatningen mere underordnet. Forsaavidt stod han mellem sine norske Omgivelser meget ubunden. —Alle- rede lidlig havde han vundet en Overbevisning, som vilde have gjort det let for ham at oktroyere en Konstitution, og hans Tilbøielighed hl at give Afkald paa Enevoldsmagten blev 1 den følgende Tid stadig voksende. Med disse Tanker drog Prinsen over Dovrefjeld. Med dem kom han til Trondhjem. Om dette Møde i Januar blev der ikke udsendt nogen Med- delelse, uagtet det naturligvis blev bekjendt og meget omsnakket Mand og Mand imellem. Det maa saaledes have været et yndet Samtaleemne paa det snart efterfølgende Christiana Marked. Der foreligger et enkelt Vidnesbyrd om Mødet i et Brev, som Biskop Becn 3die Februar, efter sin Tilbagekomst til Oslo Bispe- gaard, tilstillede samtlige Provster i Akershus. Stift, og som øiensynlig var beregnet paa at forberede Stemningen paa det, som Biskopen den Gang ventede snart skulde følge efter. » Vagtet det endnu ikke er mig tilladt at meddele den fulde Forklaring over Norges politiske Stilling, hvilket i øvrigt vil med det første fuldstændigen ske, undlader jeg dog ikke forud at sige saameget, at det nu maaske mer end nogensinde tilforn, er vigtigt at virke med Raad og Daad og standhaftig Samdrægtig- hed til Norges Selvstændighed og Uafhængighed af fremmed Aag. Lader os derfor, mine Brødre! som Religionens Tjenere anvende med Aand og Kraft vor Indflydelse paa Folket til at bevare den gode Stemning, der findes hos det, og lil endmere at opflamme dets ædle Følelser for Landets Frihed og Ære, idet vi nære og styrke dets retfærdige Afsky for et Herredømme, der om kort eller længe vilde kaste den frie Norske Nation under. Trældoms Aag, bringe den 1 Krig og Feide for at svække og derved desto lettere mishandle den! Vel kan det rette Fædrelandssind ikke kraftigen ytre sig under Nutidens Omstændigheder uden mangehaande Opofrelser, uden at lide og taale, hvad man øskede at undgaa. Men det er ikke de nærværende Onder, der fornemlig skal lages i Beregning, OT 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE om den kommende Tid, om den Trældom, vi vil føre over os og vore Børn og Børnebørn, ifald vi nu ikke gjorde og under- kastede os Alt for Norges Frihed og Ære. Med Mod og Enighed og Haab paa Gud besidder det kjække Norske Folk Kraft nok til at modstaa en Fiende, der ikke strider af Fædrelandsfølelse, men efter et erobringssygt Magtbud. Vi har en Fyrste iblandt os, der forstaar at styre og lede Alt med overskuende Forstand, sjelden Klogskab og Fasthed, og som høit ærer og elsker Norges Folk. Han vil ikke forlade det, og vi ville ligesaa lidet forlade ham. I en standhaftig og tillidsfuld Forening med og under ham skal Norges Ære og Uafhængighed vorde beskjærmet og vi omsider vinde Fredens ærefulde Frugter og Fredens Velsignelser. Lad os, mine Brødre! baade ved privat og offentlig Tale i Menigmands Hjerter og især i Nødens og Mangelens Dage styrke Modet og Kraften, ved at oplive og be- fæste den Tro paa Forsynet, at vi under dets almægtige Bistand visseligen skal bestaa 1 Ærens tunge Kamp, fuldende Striden for den gode og retfærdige Sag og derefter nyde Seirens og Fredens Frugter.* Det, som skulde ske, og hvortil Biskop Becn sigtede 1 dette Brev, at det snart skulde blive bekjendt, var det, som Prinsen selv har angivet i sin Dagbog for 30te Januar, at han ikke op- gav sin Arveret og vilde antage Kongenavn. Men dette kom i de følgende Dage yderligere til at modificeres paa forskjellig Vis. Under Opholdet 1 Trondhjem modnedes hos Prinsen yderligere Villigheden til at opgive Enevoldsmagten. Han blev i denne By gjort bekjendt med en Adresse, som var forfattet av Byskriver CARL FaLSEN og undertegnet med 58 Navne, og i hvilken der til ham rettedes en Anmodning om at lade Folkets Deputerede udarbeide en Statsforfatning. I denne Adresse tales ikke om Prinsens Arveret. Men det kan dog se ud, som om det deri forudsattes, at han skulde vedblive som Rigets Styrer. For øvrigt er det sikkert, at der under Opholdet i Trondhjem ogsaa er talt om Arveretten inden Prinsens nærmeste Kreds, uden at der dog vides noget om, at denne Drøftelse har sat et endeligt 6 YNGVAR NIELSEN [No. 1 Resultat. Alt stod forsaavidt fremdeles uafgjort i Paavente af en senere Overlægning efter Prinsens Tilbagekomst søndenfjelds Først, da Prinsen atter befandt sig paa Eidsvold Værk, blev baade Arveretten og Forfatningsspørgsmaalet optaget og bragt tl fuld Klarbed. Prinsen ønskede Tilslutning af Mænd med Kjendskab til de Tanker og Stemninger, som raadede mellem Folket, og derfor satte han nu Stevne paa Eidsvold Værk med en Række fremskudte Personligheder, som boede i Christiania eller i denne Bys nærmeste Omegn. Dette blev det andet Eidsvoldsmøde, der saa i Historien gaar under Navn af Notabel- mødet, en i flere Henseender træffende Benævnelse, laant fra Tiden før den franske Revolution (1788), som i 1859 blev givet 1 et Foredrag her i Videnskabsselskabet af Professor LupviG Kr. Daa. Mødet var kun en privat Sammenkomst. Men det fik dog en blivende Betydning af lang Rækkevidde, som Ud- gangspunktet for de paafølgende Begivenheder. Det private Notabelmøde lagde den første Grundvold for Norges paafølgende historiske Udvikling gjennem hundrede Aar. Om Notabelmødet er der bevaret mange paalidelige, om end ikke i Detaljerne helt overensstemmende Beretninger, og der hersker i det hele taget Klarhed baade over Deltagerne og over Forhandlingerne. Som den bedste af alle Kilder maa regnes den Beretning, Prinsen selv, umiddelbart efter Mødet, nedskrev 1 sin Dagbog 16de Februar. Dernæst følger, hvad CarsTEN ÅNKER under 16de og 17de Februar nedskrev i to Breve, som han sendte til Biskop BucGe i Trondhjem. Ubetydelig yngre er de Beretninger, som Professor HersteB og Professor PrLaTou nogle Dage senere nedskrev i Breve og Dagbøger. Den første for Offentligheden bestemte Meddelelse fremkom 1 1817. Denne siges at være for- fattet paa Grundlag ,af et Manuskript af en velunderrettet Mand, som selv har taget Del i Begivenhederne*. Forfatterens Navn er ikke opgivet. Men det har været antaget, at det er den be- kjendte Medarbeider 1 det Falsenske Grundlovsudkast, Lektor ÅDLER, altsaa en Mand, som havde den bedste Adgang til at skaffe sig Kjendskab til det, som er foregaaet, og som fremdeles 1 1817 befandt sig mellem Prinsens Omgivelser. Denne Beret- 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 7 ning findes i en tysk Aarsoversigt for 1814, i Dr. Kart VENTURINIs bekjendte Chronik des neunzehnten Jahrhunderts, Aargang XI, hvor den følger lige efter Omtalen af Reisen til Trondhjem. Senere hen, tildels mange Aar efter, er der hertil kommet andre Beretninger, som yderligere kaster Lys over Begivenheden, bl.a. af Generalauditør Beren og af Professor SverDRUP selv. VEn- TURINIS Chronik er kanske af dem alle den, som er vanskeligst tilgjængelig for et norsk Publikum, og jeg skal derfor her gjen- give den 1 Oversættelse fra Tysk: s Allerede havde man udbredt Rygter om, at Prinsen vilde lade sig krone i Domkirken i Trondhjem, vilde sætte Kronen med uindskrænket Souverainetet paa sit Hoved, og allerede for- beredte flere sig paa at bekjæmpe denne Souverainetet, da Prinsen kom tilbage til Eidsvold. Professor SVERDRUP begav sig til ham og talte med saa megen Varme og Energi, da endelig Prinsen helt gik ind paa hans Idéer: at give Nationen en fri Forfat- ning. Den følgende Dag (16de Februar) traadte Prinsen ind i Forsamlingen, som bestod af Generalmajor HaxTHAUSEN, Kam- merherre RosENKRANTZ, Kammerherre Peber Anker, Konferents- raad CARSTEN ÅNKER, Admiral LöTken, Generalmajor ÅRENFELDT, Oberst SEJERSTED, Oberstlieutenant Harrner, Biskop Becn, Etats- raad Farpe, Etatsraad Trescnow, Professor SverDRUP, Agent NieLsen, Amtmand SomMErHIELM, Amtmand CotLeTT og CARSTEN Tank. Han spurgte disse Mænd, om de i sin Virkekreds havde gjort andre Erfaringer om Folkets Stemning end han paa sin Reise? Svaret lød i Almindelighed derhen, at efter hvad de maatte holde paa, herskede der kun em Vilje, nemlig den, ikke at blive forenet med Sverige ! (CARSTEN ANKER var derhos af den Mening, at kun under Bibeholdelsen af den hidtilværende Regjeringsform kunde Anar- chiet blive forebygget; at Norge, overensstemmende med Konge- loven, efter Freprkrik VI's Frasigelse, dpso facto hblfaldt Prinsen, og at Sammenkaldelsen af en Nationalforsamling kunde blive høist farlig, ogsaa give frit Spillerum for de svenske Intriger. SVERDRUP, SoOMMERHIELM og ROSENKRANTZ bekjæmpede disse An- skuelser og paastod: den kommende Statsform kunde retslig 8 YNGVAR NIELSEN [No. 1 kun blive bestemt ved Folkedeputerede. Desuden vilde den Krone, som Folkets Kjærlighed og Tillid ufeilbarlig vilde tilbyde Prinsen, visselig langt være at foretrække for en arvet. Prinsen sluttede sig selv til denne Udtalelse, idet han er- klærede: Han vilde ikke grunde sin Magt paa Rettigheder, som af Nationen kunde drages 1 Tvivl; han vilde meget hellere under Titel af en Regent overlage Regjeringens øverste Ledelse saa længe, indtil Nationen anderledes kunde bestemme derom.* Altsaa blev 19de Februar Regentens aabne Brev til det norske Folk udfærdiget, hvori det hed: ,da det norske Folk er løst fra sin Ed til Kongen af Danmark og igjen sat i Besiddelse af et frit og uafhængigt Folks fulde Ret, ogsaa i Almindelighed har udtalt sin Villie at hævde sin Uafhængighed mod Sverige, saa følger han (Prinsen) som født Arving til den norske Trone (Odelsbaaren) villig det hellige Kald, med sim yderste Evne at virke til det norske Folks Sikkerhed og Frihed o.s.v. Oplyste Mænd, valgte af Nationen, skulde samles 10de April paa Fids- vold i Akershus Amt for at antage en Regjeringsform, som for altid sikrer Folkets Frihed og Statens Vel*. Foruden de foran nævnte vides endnu Major Brock, Guvernør P. ÅNKER, General- auditør BErGH, Kammerraad P. Car. Horst og rimeligvis Oberst- lieutenant Ropr at have været tilstede paa Eidsvold Værk 16de Februar. Notabelmødet var som sagt udelukkende indkaldt som et privat Møde af Mænd, til hvem Prinsen havde Tillid, og hvem han ønskede at spørge om deres Mening. Forsamlingen kunde ikke paaberaabe sig anden Bemyndigelse end denne Prinsens Henvendelse, og de bagefter udfærdigede Kundgjørelser hentede alle sin Kraft fra Prinsens Myndighed. Det blev ham og ham alene, fra hvem disse udgik; hvad der senere skulde ske, fulgte alene paa hans Bud. De Mødende var hans Tillids- mænd; kun i denne Egenskab havde de nu givet sin Mening tilkjende. Men Prinsen, som havde handlet i Egenskab af Kong Freperik VI's forhenværende Statholder overfor det norske Folk, som overfor Kongerne af Danmark og Sverige, de to Monarker, som hidtil havde handlet, som om Alt alene var afhængigt af 1915 CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 9 deres Vilje, var den, som havde at tage Ansvaret paa sine Skuldre. Selv tog han fra nu af Titelen Norges Regent, med hvilken under de forhaandenværende Omstændigheder ingen Anden kunde forlene ham. Han meddelte Intet om den hele Sammen- komst, undtagen forsaavidt som han kundgjorde, at det norske Folk, efterat det var gjengivet et uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, lydelig og endrægtigen havde ytret sin bestemte Vilje til ikke at samtykke i nogen Underkastelse under Sveriges Konge, men derimod til at hævde og forsvare sin Uafhængighed og Selvstændighed. Selve Mødets Overlægninger havde givet som Resultat, at Prinsen frafaldt sin oprindelige, i det længste fastholdte Paastand om, at han havde Ret til at bestige Tronen som nærmeste Arving. Men, som han selv har formet Ordene i sin Dagbog, shan havde dermed vundet mere end en Krone, for altid vundet alle Nordmænds Hjerter". I de bevarede Referater hersker der ogsaa Enstemmighed for den Opfatning, at naar Prinsen frafaldt sin oprindelige Beslutning om øieblikkelig Tronbestigelse, kunde han til Gjengjæld være sikker paa, at Folket ved sit paafølgende Valg vilde samles om ham som Rigets Konge. I denne Retning gik de begrundede Udtalelser, som fremkom paa Mødet fra Mænd som RosENKRANTZ, SOMMERHIELM, BERGH og fremfor Alt Profes- sor GEORG SVERDRUP. Ligesaa herskede der fuld Enstemmighed om, at Folket ikke vilde bøie sig for Fredens Bestemmelser om Afstaaelsen til Sverige, og i Grunden var dette det sammen- bindende Moment for Enigheden. Prinsens Medvirken var her en Nødvendighed. Mødet bragte det Udbytte, at Prinsen og hans Tillidsmænd enedes om Planen, idet begge Parter erkjendte, at de maatte mødes paa Halvveien og arbeide i Fællesskab. Prinsen erkjendte, at den Opfatning, han først havde dannet sig, ikke lod sig gjennemføre. Overbevist eller idetmindste tilbageholdt ved de Forestillinger, som han havde faaet at høre fra de tilkaldte Raadgivere, valgte Prinsen den sikrere Vei, at lade sig af Folket føre til det samme Maal, som han havde troet med ét Skridt at kunne naa. Saa har G. P. Brom træffende skildret det, som nu blev opnaaet, og som jeg i 1882 og senere har betegnet som 10 YNGVAR NIELSEN [No. 1 Kompromisset af 16de Februar. Prinsen gav Afkald paa at bestige den norske Trone efter Arv, men fik sig stillet 1 Udsigt at opnaa det Samme ved Folkets Valg. Brom har ligeledes Ret I sit Udsagn om, at Prinsen med Klogskab benyttede sin Ned- stammen fra det gamle Dynasti og det indgroede Had mod Nabofolket for at styrke Folkets Iver for at slutte sig til ham. Men Prinsen gjorde endnu Mere og føiede et nyt Led til dette Kompromis. Idet han helt gik ind paa Kravet fra Trond- hjem og kundgjorde sin Hensigt om, at en Rigsforsamling, be- staaende af Nationens oplyste Mænd, skulde træde sammen paa Fidsvold Værk 10de April for at bestemme en Regjeringsform for Norge, kom der ogsaa en meget væsentlig Tilføielse, at ,af deres Bestemmelse vil det afhænge, om jeg fremdeles skal røgte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder mig*. Tydeligere kunde der ikke tales. Prinsen stiller Nationens til- kommende Repræsentanter den Opgave at give Norge en Re- gjeringsform, og naar dette var skeet, stillede han sig til Valg som Rigets tilkommende OQverhoved. Dermed var det næste Skridt taget; et nyt Led var føiet til det foregaaende. Vælgerne fik sig forelagt et Plebiscit, og Kongedømmet i Prinsens Person blev gjort til Valgprogram, samtidig med at denne blev betegnet som ,Norges "Trones Odelsbaarne*. Samtidig afgaves den For- sikring, at han, ,kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, har lovet at forblive blandt dette troe Folk, for, som dets Regent, at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed*. Var ikke dette et Plebiscit, i den klareste Form, hvori et saadant over- hovedet kunde fremkomme, — har jeg ikke al Beføielse til her I en saadan Sammenhæng at anvende dette Udtryk, da gad jeg vide, naar dette kunde ske. Den Fremgangsmaade, Prinsen her tænkte sig anvendt for at skaffe et Udtryk for Folkets Stemning, var for hans Øiemed meget praktisk. Der skulde gives et Udtryk for Urvælgernes Vilje, først af alt for deres Harme over Afstaaelsen til Sverige, og dernæst for deres faste Ønske om at se ham som Norges tilkommende Konge. Herom skulde en bestemt Udtalelse inde- holdes i Adresser, som stiledes til Regenten og blev underskrevet 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 11 af de Mænd, som havde overværet Valgmandsvalget. Paa disse Adresser skulde han senere kunne støtte sig, naar han efter Rigsforsamlingens paafølgende Valg overtog Norges Krone, og ved dem vilde han inden Forsamlingens Sammentræden være designeret for Stillingen. Urvælgerne i Norge, det var de, som mødte til Valg paa Valgmænd, og af deres Mund ønskede Prinsen at faa Veiledning for de Deputerede til den kommende Rigsfor- samling om sit Valg til Konge. Urvælgernes Adresser, de var for Kongevalget det Afgjørende; de var Grundlaget for det Ple- biseit, som her var begjæret, og det var en Afgjørelse, ligesaa bindende for Folket som nogen, hvorom Napoleonerne i 1799 eller 1850 har rettet et Paabud til det franske Folk. Jeg maa sige, at for hver Gang, jeg gjennemgaar Dokumenterne fra Fids- vold og Christiania i Februar 1914, desto høiere sætter jeg Prinsregentens Dygtighed og Behændighed, og desto mere bliver det min Overbevisning, at disse Dokumenter ikke er et Øiebliks Værk, at deres Tanker ikke alene skriver sig fra en enkelt Nats Arbeide. Ligesaa vist, som Prinsen ikke var overrasket af det, som skede i Kiel 14de Januar, saa har han heller ikke und- fanget disse Ideer om Valgene til Rigsforsamlingen, og hvad dermed stod i Forbindelse, ved et Skrivebord paa Eidsvold Værk 16de Februar. Det var gjennemtænkte Tanker, som bares al Kjendskab til norske Forhold. Det er meget muligt, at en Gjennemgaaelse af mulig bevarede Koncepter til disse Papirer yderligere vil kunne kaste endnu klarere Lys over deres Til- blivelse, at den vil aabne et endnu videre Indblik i hans Tanke- gang, 1 hans Planer. Af de Vælgere, som ved Prinsens forskjellige Kundgjørelser og Cirkulærer af 19de Febrnar 1814 kaldtes til Udøvelsen af sin politiske Borgerpligt, skulde Hovedmassen paa en nærmere an- givet Dag samles ,i Guds Templer* og der ,gjennem Religionens Læreres Mund* høre oplæse de forskjellige Aktstykker, som be- lyste Stillingen, efterat først Præsten havde holdt ,en kort, men kraftfuld Indledningstale*. Dagen skulde overalt betragtes som en Bededag, hvorved Alle skulde aflægge en Ed om 1 fornødent Fald at sætte Livet ind. Efter Gudstjenesten havde Præsten at 19 YNGVAR NIELSEN [No. 1 lede Valget, til hvilket Menighedens Indvaanere havde Stemmeret. For hver Menighed maatte vælges to 1 den bosatte ,ecivile, geist- lige eller militære Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere af over 25 Aars Alder*. Af disse to Mænd skulde paa Landet den ene være af Bondestand, og de skulde derpaa som Valgmænd alle møde paa et nærmere angivet Sted for at vælge de Deputerede til den kommende Rigsforsamling. Efter Valget skulde der udfærdiges en Fuldmagt og en Adresse til Regenten, hvilke alle senere skulde overleveres i hans Haand for derefter tilslut at blive opbevaret i Rigets Arkiv. I Byerne skulde paa samme Maade anvendes indirekte Valg, hvor der var flere Menigheder i hver By, og saa af Valgmændene udkaares en Deputeret. I Christiania, Christiansand og Trondhjem skulde vælges to Deputerede, og i Bergen fire. Hvor der i en By kun var en enkelt Menighed, kunde der med en Gang foregaa direkte Valg paa Byens ene Deputerede uden at vælge særskilte Valg- mænd. I Cirkulæret til Rigets Biskoper endte Prinsen med en Forsikring om, at han ,ved denne, som ved alle Leiligheder*, stolte ,paa Præsteskabets gavnlige Indflydelse paa Almuen, til at opflamme dens varme Følelser for Fædrelandets den gode Sag*. Dette var en Slutning, som ikke var indkommet tilfældig, og som ikke blev overseet. Hoveddokumentet i den Række af Aktstykker, som udgik fra Prinsen med Dato 19de Februar 1814, var et saakaldet aabent Brev, Opraabet til det hele Folk, hvori dette fik Meddelelsen om, at Prinsen overtog Styrelsen, og at Nationen kunde blive reddet fra de truende Farer. Som Rigets Regent overtog han foreløbig alle de Rettigheder og hele den Myndighed, som Kong Freperik VI tidligere havde eiet og nu havde frasagt sig. Med ubetydelige Forandringer kunde det samme aabne Brev givet Folket den Underretning, at Prinsen overtog Regje- Tingen som Konge. Nu havde det faaet en anden Redaktion, hvori der meddeltes, at oplyste Mænd, valgte af Nationen, skulde samles paa Eidsvold 10de April for at antage en Regjeringsform. I nærmeste Forbindelse med dette aabne Brev stod en Kundgjørelse, hvori meddeltes, at det frie norske Folk selv kunde bestemme sin Skjæbne, og at Prinsen, Norges Trones 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 13 Odelsbaarne ved Guds Styrelse befandt sig i dets Midte. Af Forsynet var han bestemt til i denne Stund at styre Riget, og han havde hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ubetinget Modstand mod fremmed Vold. Til disse Aktstykker sluttede sig endnu flere Cirkulærer. Tilsammentagne er disse en storartet Indvielse af alt det Arbeide, som skulde udgaa fra Regentskabet i Norge, det, som nu fra 19de Februar 1814 fremtraadte som en bestaaende Institution. Et nyt Afsnit i Norges Historie var dermed indviet. Som det første Led i dette, som noget helt nyt stod Valgene til den konstituerende Rigsforsamling, der var organiseret af den enevældige Konges forhenværende Arving; vi kan gjerne kalde dette det første af de mange Vidundere, som Aaret 1814 bragte Norge. Det er en Opgave, som endnu ikke er løst af den norske Historieforskning, at paavise, hvorledes denne eiendommelige Organisation kunde foregaa, og hvilke Mænd derved var hans Hjælpere. Men det lader sig neppe bestride, at Prinsregenten har baaret en væsentlig Del af Byrden, ligesom da han kun faa Dage senere organiserede det gamle og dog nye Kongeriges Administration. Med nogle faa Tillidsmænd ordnede han det Hele i en forbausende kort Tid, og han gjorde sit Arbeide godt. I vore Dage vilde man kanske have nedsat nogle kongelige Kommissioner til Udredning. CHRISTIAN FREDERIK havde knap Tid og kunde ikke anvende dette Hjælpemiddel. Maaske dette netop blev en af de Grunde, som her frembragte det gode Resultat. Ligesom Prinsregenten selv i disse Ting dokumenterede sin egen Dygtighed, saa gav samlidig Enevældens Administration sig et glimrende Bevis for sin Evne til at gribe ind under en vanskelig Situation. Baade den geistlige og den civile Administration deler her Æren. Provster og Præster havde især et stort Arbeide. Dettes Art er for øvrigt noget forskjellig bedømt. Jeg skal først her anføre den Beretning, som Biskopen i Akershus F.J. Becn ved Ud- gangen af Marts tilstillede Regenten om Udfaldet af de afsluttede Valg 1 dette Stift, — det Svar, som han afgav paa Cirkulæret til Biskoperne: 14 YNGVAR NIELSEN [No. 1 å Neppe har et Regentbud nogensteds truffet en Modtagelse som det, der nylig fra Deres Kongelige Høihed forkyndte, at Norges Menigheder skulde samles i Guds Hus for at bevidne for den Alvidendes Aasyn, for hverandre, lydeligen og med hellig Høitidelighed, at de med ethvert det kostbareste Offer vil hævde Norges Frihed og Selvstændighed. Da Budskabet kom, strømmede Menigheden i hver By og Bygd ilende til Templerne paa den Dag og Tid, de vare indbudne til Møde. — Saasnart de hørte og forstod, hvad det var for en Ed, der skulde enstemmigen sværges, biede de neppe, indtil den blev dem affordret, men ligesom med en Mund og et Hjerte svor de til Fædrelandets hellige Sag. Dog der skede ikkuns, hvad En- hver, der kjendte Normandens Aand og Sindelav, forud vidste og ventede. Det var kun Udtrykket af et Friheds- og Fædrelands- sind, der stedse og almindelig der besjælede Nationens Mænd og Fædre. — Det er ikkun et høitideligt Vidnesbyrd om det Mod og den Kraft, hvormed de altid stod rede til at hævde Norges Uaf- hængighed, om den Beredvillighed, hvormed de heller underkaste sig Mangel og Hunger og Død end fremmed Aag og Trældom. Saaledes lyde fast alle indkomne Beretninger fra Aggershuus Stifts Menigheder om Maaden, hvorpaa den almindelige høitide- lige Bededag blev feiret, om det Sind og de Følelser, hvormed hin hellige Ed blev aflagt, om det Liv, den Aand og Enig- hed, hvormed hver og En vilde freidig og mandig kjæmpe under Deres Kongl. Høiheds Fane for Norges Fred og Frelse, for dets Frihed og Ære. Og saaledes haver jeg paa engang den Lykke at efterkomme min underdanigste Skyldighed og tillige at opfylde en usigelig behagelig Pligt for D.K.H. de under 19de Februar befalede og i behørig Form alffattede Vidnesbyrd fra hver By og fra hvert Præstegjeld i Aggershus Stift om den i Kirkerne aflagte høitidelige Ed paa den anordnede Bededag den 25de Februar og den 4de Marti sidstleden. Disse Vidnesbyrd er alle indsendte in duplo, hvoraf det ene efter høieste Befaling herved underdanigst tilstilles og det andet efter lige høieste Befaling er indlagt i Stiltsarchivet, med behørig Fortegnelse over samme og Beretning Anledningen(!) til den paabudte høitidelige 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 15 Bededag, Deres Kongl. Høiheds Befalinger desangaaende, hvor- ledes den blev feiret, samt alle didhenhørende Bilage.* Denne Skildring har alene Hensyn til de Valgmandsvalg, som lededes af Præsterne. Men der var endnu en Række andre, som var mærkelige og særegne for Situationen 1 1814. Der var den- gang ogsaa tilkaldt et militært Element, baade Land- og Sø- krigere. Disse Urvælgere mødte efter ,hver formeret Bataillon, Eskadron eller Division*, samt hver Orlogsbrig og hvert Orlogs- verft. Valgmændene af Underklasserne skulde være Gaardeiere og have fyldt 25 Aar. Denne Militærets Deltagelse egnede sig til at kriticeres. Men jeg kan ikke slutte mig dertil, idet ogsaa den stemte nøie med Datidens norske Forhold. Hæren var en helt national Institution og kunde godt som et Supplement passes ind i det, man i nyere Tid har kaldt Folket i Valg. Den gled naturlig ind 1 den øvrige Masse af Urvælgere og hørte med til Systemet. Den maa bedømmes efter samme Kritik, som anvendes paa dette for øvrigt. Det maa bemærkes, at JacoB Aarr If. Ex. omtaler det med en Humanitet som er værd at paaagte, og selv den Mand blandt de samtidige Forfattere, som ellers har de bitreste og skarpeste Indvendinger, G. P. Buom, er her taus. Man kan være forvisset om, at han i dette Punkt ikke havde holdt sin Kritik tilbage, hvis han havde havt noget atindvende, og det er derfor vel beføiet at lægge Vægt paa hans Dom. Jeg skal for øvrigt anføre Hovedindholdet af Broms kritiske Ord og gjengive dem som et Modstykke til den Dom, som lyder ud af Brecas ovenfor anførte Brev. Jeg tror, at Broms Udtalelser i mange Henseender giver et vægtigt Bidrag til at danne sig et korrekt Billede af Situationen 1 1814. Hans Ord lyder saaledes: Folket blev sammenkaldt og Eden affordret og aflagt, uden at Hensigten med Sammenkaldelse til Kirkefesten var Nogen, endog de civile Embedsmænd bekjendt, fordi det var paalagt Geistligheden at holde den hemmelig indtil det afgjørende Øieblik. Det overraskede Folk svor en Ed, som det ikke vidste, om det kunde opfylde, og uden at det blev levnet Tid til Undersøgelser desangaaende. 16 YNGVAR NIELSEN [No. 1 Det Indtryk, som dette Optrin gjorde paa den almindelige Mening, var vel beregnet og utrolig stort. Løsenet var nu give, og som en Løbeild udbredte sig Enthusiasmen overalt, for hvilken, som bestandig, det rolige OQOverlæg og den forskende Fornuft maatte vige. Det, var nu bestemt, hvad der skulde foretages, og at overveie eller betvivle, om eller hvorledes dette kunde udøves, var anseet som crimen læsæ nationis; thi Folket havde svoret og maatte blive Eden tro. Den hidtil herskende frie og liberale Prøvelse af Grunde og Modgrunde var nu forbi, og man turde ikke længere spørge om, hvad der bedst kunde befordre Fædre- landets Vel; thi det var afgjort, hvorved det skulde befordres. Istedet for en fri liberal Tone, der passer sig for Folkets Vær- dighed og bedst kunde befordre dets Vel, indtraadte en Intolerans, der kun førte til feig, blind Efterfølgelse, ikke til rolig Over- bevisning, og formaar hin end at henrive den større Mængde af Nationen, saa kan denne Mængde dog ikke formaa at erstatte Tabet af Nationens bedre og tænkende Del i et saa vigtigt Tidspunkt, som det daværende, den Del, der ikke lader sig afholde ved Øieblikkets Skræk fra at følge Overbevisningen som Ledestjerne.* Videre lyder Broms Ord: ,,Det vilde stride mod Sandheden at negte, at der 1 dette Øieblik ytrede sig en ægte revolutionær Aand, og at man kun kunde takke Landets fysiske Beliggenhed og Nordmændenes mindre choleriske Temperament for, at de Trusler og Forbandelser, som man olte skriftlig eller og mundtlig udstødte mod Enhver, der ikke blindthen hyldede Prinsen og hans Foretagender, ikke udartede til vilde Injurier og Grusom- heder. Terroristerne troede sig ved den aflagte Ed berettigede og de mindre Stærke derved forpligtede til at udskrige enhver afvigende Mening eller opstigende Betænkelighed som Mened og Forræderi, og denne Ed blev sat mod enhver Tvivl som Folkets Stemme og følgelig som Guds Stemme.* Nævnte Forfatter an- fører 1 Almindelighed en Række Betænkeligheder, som om de end ikke kan tillægges den ubetinget bindende Kralt, dog har har megen Vægt, og som ikke kan holdes tilbage, naar det gjælder Bedømmelsen af Prinsens Handlemaade med dens 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 17 Rækkevidde: ,Med denne Ed troede han at kunne lukke Øinene paa Enhver, der vilde se ham i Kortet, og binde Munden paa Enhver, der vovede at betvivle, at det var hans Hensigt, at gjøre Nordmændene til et uafhængigt Folk; og med denne af Prins Christian Frederik befalede Ed blev Hænderne bundne paa det frie norske Folk, da det ved sine Repræsentanter skulde udøve sine Rettigheder og bestemme sin Skjæbne. Denne Ed blev Terroristernes Vaaben, Sværmernes Løsen og Hierarchernes Skrækkebillede, og ve den, der tvivlede paa dens Egenskaber og vovede at ytre sin Tvivl.* Brom var en af dem, som led under disse Forhold, og hans Vidnesbyrd lader sig ikke uden videre skyde tilside. De første Valg til Rigsforsamlingen foregik 25de Februar. Alle var afsluttet inden Udgangen af Marts. De sidste Amter, hvis Valgmænd samledes til Repræsentantvalg, var Buskerud, Nordre Bergenhus og Romsdal. Disse valgte alle 30te Marts. Af Byerne kom Christiania, som allerede 25de Februar havde faaet sine Valgmænd, sidst med Repræsentantvalg (15:de Marts). Som bekjendt var der ikke Tid til at faa afholdt Valg 1 de to nordlige Amter, Nordland og Finmarken, som saaledes blev uden Repræsentation paa Fidsvoldsforsamlingen. I de øvrige Amter blev der ialt stemt i 275 Præstegjæld. Disse Menigheder ind- befattede saaledes Massen af Urvælgerne, dem, til hvem Prins- regentens Henvendelse var udgaaet. Dertil kom endnu 20 Kjøb- stæder og 18 vælgende Militærafdelinger. Af disse tages her de 275 Landspræstegjæld først. I dem var det Præsterne, som indtog den ledende Stilling ved Valget, og her har man utvivl- somt Prøver paa Tidens geistlige Veltalenhed. Det er til dem, P.G. Brom maa sigte ved sit Udtryk ,Hierarcherne*, og det er vistnok saa, at her har de fire Biskoper, BEcH, SØRENSSEN, BRUN og BucGE ydet megen Veiledning. Regenten lagde aabenbart megen Vægt paa Biskopernes Medvirkning. BecH var med fra Begyn- delsen af, BUGGE og Sørenssen blev oftere tilkaldt, og BRUN, denne store, geistlige Høvdingeskikkelse, blev en af de bedste Støtter for hans Sag. Biskopernes politiske Indgriben var et af de løinefaldende Momenter ved Begivenhederne i 1814, og den har Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 1. på 18 YNGVAR NIELSEN [No. 1 visselig gjort stor Virkning. Naar Brom talte om Hierarkerne, saa havde han nok gode Grunde for sig. Ligesom disse havde ogsaa Amtmændene som de andre civile Embedsmænd faaet Paalæg om at foregaa Folket med et følgeværdigt Exempel paa Fædrelandskjærlighed og at drage Omsorg for en god og for- nuftig Stemnings Udbredelse. Om Valgenes Udfald og de Stem- ninger, som derved kom tilorde, vidner de afgivne Adresser og Fuldmagter fra Menighederne, hvis Forfattere for en aldeles overveiende Del er Præster. Amts- og Byadresserne kan mere stamme fra civile Embedsmænd, særlig Amtmænd, medens de militære Adresser er skrevet av høiere Officerer. Den geistlige Veltalenhed er her den mest svulmende og anvender de fleste Ord. Dog er der heller ikke faa, som mere forholder sig nøg- ternt refererende. Amtmændene er i Regelen mere nøgterne, og fremfor alt viser Officererne en virkelig Takt ved at vælge maadeholdne Udtryk om Prinsen, en Takt, som virkelig gjør dem Ære og viser, at de i Regelen har kjendt sin Stilling paa dette for dem nye Felt. Af en særegen Interesse er det her at følge de mere be- kjendte Mænds Stemmegivning og Motivering af deres Holdning. Om vi end ikke har dem alle, saa er der dog Anledning til at følge mange af dem efter Underskrifterne paa de indgivne Adresser. For dette Valg er der saaledes aabnet en ellers savnet Adgang til at blive kjendt med Urvælgernes Stemmegivning. Størst Interesse knytter sig til Navnet GHrisTraN MaGNUs FaLsEN, som findes under Adressen fra Aas paa Follo, hvor han den Gang var Sorenskriver, den første Menighedsadresse (af 25de Februar), som forekommer i den trykte Samling af saadanne, som senere blev udgivet paa offentlig Foranstaltning. Farsen havde ikke været tilstede i Notabelmødet 16de Februar; men efter den Stilling, han indtog under de paafølgende Begivenheder, maa der ligefuldt lægges stor Vægt paa de Udtryk, som ved denne Leilighed kom til Anvendelse. Selv om Adressens Ordlyd var formet af Sogne- præsten, LanGE, har ikke den tilkommende Grundlovs Fader blindt sluttet sig til denne, og Ordene staar mindst med samme 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 19 Ret for Sorenskriverens Regning som for nogen af de Andres. Særlig er Slutningen historisk betegnende. Den lyder saaledes: yDet er Trang for vore Hjerter, ved denne Leilighed, med den dybeste Taknemmelighed, at erkjende den tillidsfulde Hen- givenhed, Deres Kongelige Høihed, vor høimodige Regent viser Nationen, ved paa en for Dem og den saa hædrende Maade, at overlade Bestemmelsen om dens Fremtids Skjæbne til dens fritvalgte Repræsentanter. Vi nærer det tillidsfulde Haab, at dette Skridt, idet samme sikrer Nationen et frit og ædelt Folks hellige og uforkrænkelige Rettigheder, tillige vil give Deres Kongelige Høihed det mest overtydende Bevis, saavel paa dens Hengivenhed for Deres Person, som dens Agtelse for Deres udmærkede Egenskaber.* | Et mere ubetinget Svar paa det Spørgsmaal, som ved Plebiseitet var stillet til Folket, i Forbindelse med det vedtagne Kompromis, kunde ikke tænkes, og det giver Vink om, at ingen ganske almindelig Mand var Adressens Forfatter. Det bliver da al Interesse at undersøge, hvorledes de Fremmødte fra 16de Februar stemte ved Valgmandsvalgene. Tildels lader dette sig opgjøre ved Adressernes og Fuldmagternes Underskrifter. I Adressen for Aker, som er ganske nøgtern og rent forretnings- mæssig, deltog P. C. Horst, den senere Statsraad, og han kommer igjen, sammen med P. Anker, i Fuldmagten for Akershus Amt. Saa har vi Fuldmagten for Christiania, hvor vi træffer Becn, TrescHow, Jaco» Niersen og G. Sverprur. I denne udtales disse Ord: ,Næst at anbefale denne for Norges nærværende og tilkommende Slægter uberegnelig vigtige Sag i det guddommelige Forsyns faderlige Haand, er det, at vi, med den mest uind- skrænkede Tillid til Deres Kongelige Høiheds herlige Regent- Egenskaber, og med den underdanigste Hengivenhed, hvis hjerte- lige Iuderlighed os fattes Ord til at udtrykke, herved nedlægge for Deres Kongelige Høihed vor underdanigste Tak for den virksomme Omhu og store Opofrelse, hvormed Deres Kongelige Høihed har ilet det Norske Folk til Frelse, under de for dette Folk indtrufne høist farlige Omstændigheder, og underskriver os paa egne og vor Frelsers Menigheds Vegne, Norges Regent, % YNGVAR NIELSEN [No. 1 Naadigste Fyrste og Herre, Deres underdanigste Tjenere.* Under Adressen fra Slotsmenigheden findes yderligere to af Mændene fra 16de Februar, HaxTHAUSEN og Beren. Af de øvrige Del- agere i Notabelmødet findes ÅreNreLpTSs Navn under Fuldmagten for Vesterlenske Regiment, som er uden Interesse, ellers ingen und- tagen SoMMERHIELM, som administrerede Valget for Smaalenenes Amt, hvor Adresse og Fuldmagt er uden Interesse. Af dem, som var tilstede 16de Februar og kort efter blev udnævnt til Medlemmer af Regjeringsraadet, findes ikke CoLLeTT, ROSENKRANTZ og Tank mellem Underskriverne af nogen Adresse eller Fuldmagt. I det Hele er der i Massen af de derværende Navne rig Anledning til at gjøre allehaande Studier. Jeg skal i denne Forbindelse alene dvæle ved et bekjendt Navn, nemlig Soren- skriver og Kancellisekretær W. F. K. Curistiz. Det findes ikke mindre end tre Gange. Først underskrev CHristiE 1 Bergens Domkirke 1lte Marts den glødende Adresse fra denne Menigheds Valgmænd, hvis Sprog peger i Retning af, at Biskop Brun er dens Forfatter eller ialfald Inspirator. Denne Adresse slutter saaledes: ,I[ vore Hjerter gjentoner uafladelig hine Deres Konge- lige Høiheds Trøstens Ord: Jeg er uadskillelig fra Norge. Ja, store Prins! Tillad Nordmanden at tale sit Hjertesprog: fra Dig, rette Qdelsmand til Haarfagers Trone — fra Dig, af Gud, til Frelse i Nøden Udsendte — fra Dig er vi uadskillellge til vort sidste Aandedræt — Dig og det gjenfødte Norge tilhører vort Liv, Blod og Gods.* Derefter var Cunristit to Dage senere, 13de Marts, tilstede ved Valget i Haus, hvor han sammen med sin Ven, Foged BøcH, underskrev Adressen, som indledes med følgende Ord: ,Vi takker alle Gud, at vi under nærværende Nød, har en til Norges Trone odelsbaaren Fyrste hos os, der vil paatage sig at virke til det norske Folks Sikkerhed. Du har, Allernaadigste Fyrste! vore Hjerter, og vi hylde Dig gjerne, som vor, og som hele Norges Regent. Gud krone Dit Kongelige Mod og Dine Fyrstelige Bestræbelser med Held.* Endelig var Curr- sTiE Dagen derpaa tilbage i Bergen, hvor han som Valgmand deltog i Valget af denne Bys Repræsentanter og undertegnede 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 21 en Adresse, som i Modsætning til de netop nævnte udmærkede sig ved sin ikke-lyriske Tone. Adresserne fra Februar og Marts 1814 giver ikke Oplys- ninger, som med haarfin Nøiagtighed statistisk lader sig henføre under bestemte Grupper. Men de wil til alle Tider blive staaende som et umiskjendeligt Udtryk for det, som var det norske Folks virkelige Stemning. Prinsen havde appelleret til Folket, til Væl- gerne, og han havde faaet et Svar, hvoraf Ingen kunde tage Feil. Overalt lød Stemmerne paa et selvstændigt Norge, og en dybtfølt Harme og Sorg trængte sig frem over den Maade, hvorpaa Norge var skilt fra Danmark. Men saa fandt man sin Trøst i Tronfølgerens Nærværelse og saa i ham Landets til- kommende Styrer. Der gaar en monarkisk Stemning gjennem det Hele, og paa den hviler Alt. Det var den norske Kongs- tanke, som Regenten her havde kaldt tillive, og den samlede Folket om ham. I det Øieblik, da Norge skulde skilles fra Danmark, kom der vemodige Tanker frem, og Adresserne fra 1814 er et Minde derom, som ikke maa sættes ud af Betragtning. De raadende Følelser blev for en overveiende Del sat i Pennen af Præsterne; men selv om de af disse blev malet med stærke Farver, var de ikke derfor opkonstrueret, og den, som vil give et paalideligt Billede af Stemningen hos det norske Folk ved Skilsmissen fra Danmark, maa ogsaa bygge paa Adresserne. Hvor megen Andel end Præster, Biskoper og Amtmænd kan have havt i disses Udformning, saa er de i sin Realitet sande og korrekte, og Begeistringen over Christianer og Frederiker er ligesaa varm som over Haralder og Haakoner. Al Mislyd var holdt borte og fik ikke komme til Orde. Derfor var det natur- ligt, at mange af disse Adresser, som gav Udtryk for og bares af den nationale norske Kongstanke, maatte blive en Støtte for den 'Trone, Regenten ønskede at reise i Norge. Vi har et Exempel herpaa i Adressen fra Christiansand, der formodentlig nærmest er et Værk af Stiftamtmand pe Scuou»or og Biskop SØRENSSEN, og som det overdroges Byens tvende Deputerede, NicorLar WERGELAND og 0. U. Mørca at overbringe: ,Med ligesaa underdanig som inderlig Taknemmelighed og Hengivenhed er- og YNGVAR NIELSEN [No. 1 kjende vi Deres Høiheds flammende Iver for vor og Fødelandets Redning. — Den Evige velsigne Deres høimodige Bestræbelser ! Han lade Dem 1 et frit Folks Velsignelser nyde Lønnen for det store Dagværk, De paatager Dem!* I denne Adresse, mellem hvis Undertegnere baade WeEerGELANDS og Mørcas Navn er at læse, maa der vel ligge et bejaende Svar paa Spørgsmaalet om Regentens tilkommende Kongeværdighed. Den er tillige et væsentligt Bidrag til at forstaa de Forudsætninger, som bestemte Valget i den sydligste Stiftsstad, og veilede for den rette For- staaelse af WerGELANDs Stilling til den kommende Partidannelse. Adresserne er alffattet efter to gjennemgaaende Principer. En hel Del af dem er væsentlig indskrænket til et nøgternt Referat, og navnlig er dette fremtrædende ved dem, som om- handler Amtsvalgene og mange Byvalg. Men til Gjengjæld fremtræder det, jeg vil kalde den geistlige Elokvens, eller for at bruge Broms Ord, den hierarkiske Grundtone, 1 mange flere. I et Girkulære til Akershus Stifts Provster antyder Biskop Becn, at der var udsendt Koncepter, som kunde tjene til Veiledning for Affattelsen af Adresserne; men jeg har ikke stødt paa noget af disse. Jeg vil dog henlede Opmærksomheden herpaa, om der kunde findes et Spor, som lod sig følge. I de mange Adresser, som byder os Prøverne paa den geistlige Veltalenhed, er der imidlertid en mærkelig Overensstemmelse, og fremfor Alt er at mærke den monarkiske Stemning, som gaar igjennem overalt. Ikke paa noget Sted findes en Antydning om, at man ønskede Norges Fremtid bygget paa et andet Grundlag. Der raader en dyb Taknemmelighed over Prinsens Nærværelse, tildels med Bønner om, at han maa vedblive som Norges Regent. Ret som det er, hædres han med Navn af Norges Skytsengel, og der læses Forsikringer om, at man vil ofre den sidste Blodsdraabe for Norge og dets ædle Fyrste. Prinsen er i Folkets Midte, han, den Odelsbaarne, den første Odelsbaarne til Norges Trone, Folkets Trøster og Beskytter, den eneste, som kunde opfylde Folkets Ønske, den, som skal bringe Christian VII's lykkelige Dage tilbage, og efter Nationens enstemmige Ønske overtage Regjeringen. 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 25 Det er ganske naturligt, at saadanne Udtryk forekommer 1 Mængdevis i Smaalenene og i Akershus; men den samme Tone møder i Adresserne fra Christians Amt, hvor der alene fra Gran, Lesje og Lom foreligger Adresser i den nøgternt refererende Form. For øvrigt træffes den hierarkiske Grundtone lige meget i Mjøs- og Randsfjordbygderne, i Valdres og i Gudbrandsdalen, som en eneste overstrømmende Hyldest til Norges odelsbaarne Arving, Regent og Skytsengel*, med gjentagne Forsikringer om, at ,Norge har en Trone og vi dens odelsbaarne Arving iblandt os*. Uvilkaarlig synes man her at høre Gjenlyden af Jubelen fra Prinsereisen i Februar. Modsætningen frembyder sig 1 Hedemarkens Amt, hvor mere end Halvdelen af Menigheds- Adresserne nøies med et kjøligt og nøgternt Referat af, hvad der er foregaaet, og forøvrigt den hierarkiske Veltalenhed gjennem- gaaende ikke er af nogen særlig glødende Art. Maaske har vi i denne Tone at se et Udtryk for, at Hedemarken paa denne Tid var gjennemsyret af en Aand, som var fiendsk mod Præste- skabet. Som det loyaleste af de søndenfjeldske Amter fremtræder Buskerud, hvor alene Eker og Sigdal benyttede den refererende Tone, medens der forøvrigt ikke lagdes nogen Dæmper paa de store Ord. Fra Nes i Hallingdal forsikres det, maaske i Erindrin- gen om Napoleons Henvisning til de Aartusinder, som skuede ned fra Pyramiderne, at ,mange Aarhundreder skuer ned fra Fjeldenes Topper paa Norges Land og Folk*. Lier frydede sig til snart at kunne hilse den elskede Regent som Norges Konge. Menighedsadresserne for Jarlsberg Grevskab byder atter en sær- egen Karakter og udmærker sig væsentlig ved en paafaldende Nøgternhed. Samtlige Menighedsvalg var her afgjort 1 Grev Wepets Fravær og kan alisaa ikke være paavirket af ham, medens hans Aand taler gjennem Adressen efter det samlede Valg og hævder et ubundet og selvstændigt Standpunkt for Greyskabets tre Repræsentanter. Dersom man ellers vil søge at udfinde Nogen, som kan antages at have bidraget til at give Valgene deres Præg, er av Urvælgere og Valgmænd at nævne to, nemlig Sorenskriverne G. P. Brom og J. Cur. BEre. OQgsaa her forekommer dog enkelte Undtagelser. Adressen fra Strøm- 24 YNGVAR NIELSEN [No. 1 men, som var Annex til Hurum, er kun en Gjentagelse af Be- geistringen fra Hurum, som laa i Buskerud Amt. Den er kon- ciperet af Stedets Sognepræst, Å. Mørca, og hylder med be- geistrede Ord, de samme, som anvendtes i Hovedsognet, Regenten som en Skytsengel for Norge, som dettes ,udkaarne Arveherre*. Fra Lardal lyder atter Talen om den ,Odelsbaarne til Norges Trone*, medens ogsaa Stokke og Sande giver Udtryk for Loyalitet mod Regenten. Paa sidstnævnte Sted var J. Sr. Muncn Sogne- præst, en Mand, som 1 sin Egenskab af Grev Wepzts Ven og Meningsfælle ellers var meget omtalt og ofte angrebet 1 de Dage. I Larviks Grevskab var Frrprrik VI traadt i de tidligere Lens- grevers Sted, og Tanken herpaa lagde maaske en Dæmper paa Stemningen. Dog kaldes Regenten fra Hedrum Tronens Odels- baarne. Fra Bratsberg Amt lyder atter Menighedernes Røst noget blandet, og her er nogle Adresser, som kun er nøgternt refere- rende. Men der er nok af Adresser, som tiljubler Regenten. Af dem kommer først 1 Rækken Gjerpen, hvor Kammerherre S. LøvenskioLps Navn møder som det første. Denne Adresse taler i høie Toner om Fædrelandets Uafhængighed, Ære og Selvstændighed og forudsætler, at Norges Trone skal gaa 1 Arv til Regentens Ffterslægt; den er 1 høi Grad loyal overfor Regenten. Andre Menigheder tolker den samme Hengivenhed og Taknemme- lighed overfor Norges odelsbaarne Regent, den Odelsbaarne bil Norges Trone. I Nedenes og 1 Raabyggelaget, som var to sær- skilte Amter, var Bygland Menighed den eneste, som nøiedes med en kort refererende Adresse; overalt ellers høres Jubelen over den Odelsbaarne. I Lister og Mandal, som ogsaa betragtedes som to Amter, dog med fælles Amtmand, den danske Baron WepetL WEDELLSBorG, stemte de fleste Menighedsadresser overens I sin Tak og Hengivenhed til Regenten; hvem skulde vi heller ønske til Norges Styrer, spørges fra Hitteren, og Vanse udbryder: Vi var som faderløse Barn. Overalt lyder Jubel over den Odels- baarne til Norges Rige, og kun fire Adresser nøies med det tørre Referat. Stavanger Amt har kun fire Menighedsadresser med et tørt Referat, medens alle de andre jubler over den Qdels- 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE 25 baarne og bevidner sin Glæde og Henrykkelse. F. Ex. fra Skjold lyder det enstemmige Ønske, at Prinsen vil bestige Norges Trone. Søndre Bergenhus Amt bringer syv refererende Adresser, som nøies med Faktum, medens de audre 1 stærke, lyriske Ord jubler over Regenten. Voss glæder sig over, at han vil modtage den norske Trone, som Rigsdagen vil bestemme. Fra Nordre Ber- genhus er der ti refererende Adresser, som bare giver Faktum. Men ellers klinger overalt de jublende Tirader om Norges Skyts- engel, dets retmæssige Arveherre. Eivindvik velsigner ham, den eneste til Norges Krone odelsbaarne Arving, og Sogndal ser 1 ham den, hvis Fødsel og Fortjenester giver ham Ret til at regjere over Norge. Romsdals Amt udmærker sig ved de mange nøgterne, kortfattede Adresser, som her er 1 Flertal; men disse er. ligefuldt bestemte i sin Mening og i sin Tendens ikke til at miskjende. Men der er ogsaa her en Del, i hvilke den større Ordfylde har det sædvanlige Præg, og som taler om den Odels- baarne. Vannelven ønsker, at han maa bevares for Norge indtil sølvgraa Alderdom. Søndre Trondhjems Amt bærer igjen stærke Spor af den Jubel, Regentens Besøg her har voldt. Kun Selbu og Støren har her de knappe Adresser, medens det store Flertal er overstrømmende 1 sin Loyalitet. Mærkelig i sin Art er Adressen for Hitteren, som udtaler Haabet om, at den tilkommende Grundlov maa indeholde Bestemmelser ,som hele Folkets hellige Ret til stedse, i ethvert Tilfælde, at kunne gjøre Udtrykket af den almene Vilje til den eneste gjældende Lov*, — Udtryk, hvis iøette Mening dog ikke kan siges at være aldeles klare. Klæbu minder om den Interesse, som Regentens Fader, Arveprins Freperik havde vist Norges Landbrug. Opdal udtaler sin Glæde over at skulle se en af de stolteste Kroner paa Prin- sens Hoved. Hevne erklærer sine Valgmænd opnævnte for at være Prinsregenten som Norges retmæssige Konge huld og tro. Sidst i Rækken kommer saa Nordre Trondhjems Amt, hvor de korte refererende Adresser er de overveiende. Til Gjengjæld er Adressen fra Beitstaden meget stærk. Denne Menighed ser med Længsel den Dag imøde, da den skal aflægge Troskabsed til Prinsen som det frie Norges Konge 26 YNGVAR NIELSEN [No. I Som Helhed betragtet er Adresserne ikke til at tage Feil af. De var et eneste Votum for Norge som konstitutionelt Kongedømme med GarISTIAN FREDERIK, den Odelsbaarne til Tronen, som Konge, han hvem Folket skyldte stor Taknemme- lighed, fordi han havde kaldt det til Handling. Disse Adresser fra Landdistrikterne var ikke ført i Pennen af Bønder, men de gav ligefuldt Udtryk for, hvad disse mente. De var bestemte Svar paa Regentens Spørgsmaal og lovede at opretholde Selv- stændigheden og dernæst at gaa med paa at give Norge en Grundlov og fastsætte dets Regjeringsform, dets monarkiske Regjeringsform. Om en republikansk Regjeringsform var ikke Tale, ligesaa lidt som der kunde tænkes paa at opretholde Enevælden. Begge Muligheder laa udenfor Bemyndigelsen. Kun to Adresser optrak videre Grænser og gav de Valgte en mere ubegrænset Fuldmagt til at bestemme om alle Spørgsmaal; det var Adresserne fra Jarlsberg Grevskab og fra Bratsberg Amt. Alene disse Repræsentanter kom til at staa helt frit. Mange Adresser giver desuden endnu Svar paa et andet Spørgsmaal, nemlig om de Følelser, som Skilsmissen fra Danmark vakte hos Folket, og disse Svar er afgivet under det friske, umiddelbare Indtryk af Freden af 14de Januar. For Elftertiden vil de være et Dokument af stort historisk Værd gjennem det Vidnesbyrd, de aflægger om Forholdet til Broderfolket, egnet til at fjerne mange Misforstaaelser, som siden kom i Gang. Vi faar se, hvorledes det hele Dynasti med dets lange Række af Christianer og Fre- deriker betragtedes af Nordmændene i 1814, og vi maa sande Broms Ord, at Regenten med Held havde henvist til sin Ned- stamning fra det hidtil herskende Dynasti, det, som i enkelte Adresser nævnes som det, der havde 400 Aar bag sig paa Norges Trone. Det er som Regel til dette, der henvises. En enkelt Gang bliver Regenten kaldt Skjoldungen. Men den nationalhistoriske, patriotiske Fraseologi har ogsaa begyndt at trænge sig frem, og der tales enkelte Gange om Haralds og Haakons Krone og om Sverres Scepter, hvorimod Olavs Konge- navn ikke forekommer, maaske stængt ude af Rationalismens Uvilje mod den katolske Helgenkonge. 1915] CHRISTIAN FREDERIK OG VALGENE om Hvad Regentens egen Kandidatur til Tronen angik, da havde Henvendelsen til Urvælgerne opnaaet sin Hensigt. Den Odelsbaarne var designeret, og Folkestemningen lod sig, selv hvor hans Navn ikke nævntes, umulig miskjende. Appellen til det snart 400-aarige Dynasti havde baaret sin Frugt, og forsaa- vidt kunde CrrISTIAN FREDERIK rolig se Fremtiden imøde. Lige- saa havde der gjort sig gjældende en dyb Uvilje mod Afstaaelsen til Sverige 1 Kraft af Freden af 14de Januar. Ingen vilde være med paa at bære det, som kaldtes de svenske Slavelænker. Det spurgtes kun om, hvor dybt denne Uvilje gik, og om den ikke ved given Leilighed kunde træde stængende i Veien for en anden af Regentens Drømme, den om Huset Holsteins Restitution paa den svenske Trone, — som var Gjenstand for mit Foredrag her i Videnskabsselskabet 4de December 1914. VINCENTS LUNGES DRAP I TRONDHJEM 3. JANUAR 1536 AV OSCAR ALBERT JOHNSEN (VIDENSKAPSSELSKAPETS FORHANDLINGER FOR 1915. No. 9) KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1915 Fremlagt i den hist--filos. klasses møte 9. april 1915. D. nærmere omstændigheter ved Vincents Lunges drap 1 Trondhjem den 3. januar 1536 er indhyllet i dunkelhet. Særlig gjælder dette drapets forhistorie og den rolle erkebiskop Olav Engelbrechtsson saavelsom kapitlet og almuen egentlig har spillet ved denne begivenhet. De samtidige kilder, som hittil har været offentliggjort, gir rum for tvil og motsiger hinanden tildels imd- byrdes. Den omstændeligste fremstilling findes i Trøndelagens almues brev til øvrigheten og borgerne i Bergen av 7. januar 15361. I dette brev fortælles der bl. a., at almuen var kommet overens med erkebispen, lagmanden, raadmændene og borgerne 1 Trondhjem om, at biskop Mogens av Hamar, biskop Hans av Oslo og Claus Bille skulde tages tilfange, men Vincents Lunge, provsten i Oslo, Erik Ugerup og Erik Hack ,straffes* som op- havsmænd til det ulovlige valg av Kristian III til norsk konge. Den anden samtidige beretning, biskop Hans Refs brev til kong Kristian av 25. april 15362, oplyser kun 1 al korthet, at Vincents Lunge blev ,slagen*, og forfatteren selv tillikemed Claus Bille og Eske Bille fanget og sat i fængsel 1 klostret paa Tuterøen. Av hans fremstilling kan det ikke sees, hvem der er de egentlige ophavsmænd til drapet. Derimot uttaler kapitlet i Trondhjem i brev av 13. januar 1538, at erkebispen ,hadde besluttet det hemmelig hos sig selv og med nogle av sine daglige tjenere* 3. 1 Dipl. Norv. IV, no. 726. ? C. Pacunan-Mircer, Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid, no. 112. 3 D. Mag. VI, s. 291. 4 OSCAR ALBERT JOHNSEN [No. 2 Disse uttalelser av kapitlet kan ikke uten videre forkastes, det er i og for sig godt mulig, at de 1 det væsentlige er sand- færdige; men de kan heller ikke godtages uten en nærmere prøvelse; thi kapitlet var ved denne leilighet sterkt fristet til at kaste hele skylden over paa den fraværende erkebisp, for saa- ledes at fri sig selv for ethvert ansvar. Paa den anden side forekommer det mig litet sandsynlig, at almuen har tat initiativet og revet de ledende geistlige og verdslige herrer med sig, slik som Frostatingets almue fremstiller det. Dette var da heller ikke samtidens eller den nærmeste eftertids opfatning. De la tvert- imot, likesom kapitlet, hovedansvaret over paa erkebispen. Saa- ledes siger lensmanden paa Akershus 1 sit brev til Kristian III av 6. februar 1536 likefrem, ,at Erchebischopen hafuer ladet ihielslagh Her Vincents*?. Historikeren Aritp Hurtretpr fortæller, at Olav Engelbrechtsson paa egen haand lot de søndenfjeldske riksraader fængsle. Hans Ref, Claus Bille og Eske Bille sendte han til Tuterøens kloster, Vincents Lunge lot han forvare i Trondhjem. Mellem hr. Vincents og erkebispen var der fiend- skap baade av personlige og politiske grunde. Om kvælden drak erkebispen sig drukken i glæde over sit held, og overtalt av sin slegtning og militære hjælper, høvedsmanden Kristopher Trondson Rustung, gav han 1 sin drukkenskap denne be- faling til at dræpe hr. Vincents. Om natten betænkte han sig dog og sendte avbud til Kristopher Trondson; men denne sa, at han vilde rette sig efter den første ordre, lot huset, hvor V. Lunge holdtes fangen, omringe og ham selv ta av dage”. Denne for erkebiskop Olav særlig nedsættende tradition gjen- findes 1 en noget omstændeligere form i KRAG og STEPHANIUS, Christian III's Historie (s. 115—117, noten)?, men har ingen støtte i de samtidige kilder. Den er øiensynlig blit til 1 den danske og protestantiske kreds i Norge og er forplantet i Huit- - Parupan Mörner 1. c. no. 106. [80] Danmarchis Rigis Krøniche, folioutg. II, s. 1470 f. [ot] Et andet sted i samme verk (s. 163, teksten) siger dog samme forfatter, at almuen dræpte Vincents Lunge 1 hans herberge paa erkebispens tilskyndelse. 1915] —vINCENTS LUNGES DRAP I TRONDHJEM 3. JANUAR 1536 D feldternes familie!. Arilds far hadde været norsk lensmand, først i Trondhjem (fra 1537), senere 1 Bergen, hvor Arild selv blev født og tilbragte sine første barndomsaar. De nyere historikere har med fuld ret forkastet traditionen 1 den form HurrretLpt og KrRaG har meddelt den. PALupan-MöLcer, som 1 sit verk om ,Grevens Feide" (1854) utførlig dvæler ved disse begivenheter, uttaler tvertimot den formodning, at der blandt erkebispens omgivelser i byen Trondhjem har været mænd, som av misnøle med hans ubestemte og tvetydige holdning og av had til Vincents Lunge og Danmark har egget almuen til oprør for derved at rive erkebispen med sig og tvinge ham ind i en av- gjort fiendtlig stilling til kong Kristian?*. R. Keyser fremstiller begivenheterne paa grundlag av de før nævnte samtidige kilder; han tillægger almuens optræden en ganske selvstændig karakter og lar det staa hen som uavgjort, hvor meget eller hvor litet erkebiskop Olav egentlig har gjort for at fremkalde bevægelsen; dog helder Kryser bestemt til den opfatning, at erkebispen ikke har tat initiativet, men tvertimot først har lat sig rive med, da bevægelsen ikke længere var til at stanse? ØVERLAND holder sig til Hans Refs snaue beretning, som han søker at forlike med HvitreLpTs, og anser den trondhjemske almues mere utførlige fremstilling av saken for ,mindst paalidelig**. Endelig har Ynav. NizcLsen 1 den store nye Norges historie git en kortfattet fremstilling av begivenheterne, hvor han, likesom Keyser, eller snarest endnu bestemtere end denne, lar almuens holdning være den avgjørende. ,Almuen*, siger YNGV. NIgeLsenN, ,kom under burspraaket i ophidselse og negtet at bøie sig for raadsherrerne. Erkebiskop Olav fulgte med, og det kom til vilde optrin, hvor- under Vincents Lunge blev dræbt*>. Ingen av de nævnte historikere har været opmerksom paa, at der er levnet et hittil utrykt dokument, som sætter os istand 1 Hist. Tidsskr. I, 3, s. 338. 2 Grevens Feide II, s. 261. 3 R. Keyser, Den norske Kirke under Katholieismen II, s. 785—98. 4 Øverranp, Illustreret Norges Historie V, s. 404 f. 5 Norges Historie IV, 1, s. 6. 6 OSCAR ALBERT JOHNSEN [No. 2 til at opgjøre os en bestemtere mening om drapets forhistorie og specielt om arten av de forhandlinger, som gik forut, og som almuen omtaler i sin før nævnte skrivelse fil raadet og borgerne 1 Bergen. Dokumentet er et brev fra kanniken Jens Olson til Eske Bille, dateret 4. dag paaske 1587, egenhændig skrevet, undertegnet og forseglet av Jens Olson selv. Vi hitsætter brevet 1 dets helhet efter originalen i det danske riksarkiv. Original paa papir med segl i DRA Privatarkiver: Eske Billes Arkiv Ila, Litr. J. Jvfr. Hist. tidsskrift, 1. r.3.b., s. 335 flg. Myn ydmyghe helsen och tieniste eders herredøme altid til- forne met vor herre Christo Jesu. Kære her Eske Bille?, gifver jegh eders strenghedh kerlegen tilkenne, at megh afh mange hafver veridh tilkennegifvidh, hvorledis at jegh er umsagd paa mit lifh afh her Vincentn Lungis, hves siel Gud glede, sleetinge, venner och tienere, fordi at jegh skulde verit met y de handel, sum skede siden jeg kom af Opslogh, och skulde vere voldendis y hans død met the andre mym her erkebyspens raadgifvere, saa bekenner jegh for Gud och hver erlig mamd, at jegh alder var y raad eller daad met mym her erkebyspen, at han treddhe høgborne fyrsthe, vor allernadegiste herre, unge koning Chri- stiern fraa efter den handel, som jeg handlet y Opslogh, och ingen skal meg thet paa bevise, at jegh nogen anden koning samtycht hafver siden jeg kom af Opslogh en Hans Naade, och hafver jeg for Hans Naadis Kong: Maiest: skuld verit skeldit for eyn forreder afh Goute Tarelds och hans anhengere, hvicket erlige men megh bestaa skulle. Item, kære herre, dhersum 1 Brevet er ikke tidligere trykt; men L. Daar har kjendt det og citerer nogle linjer derav i sin avhandling om Fru Inger til Østraat m. v., Haust. Tidsskr. I, 3, s. 336. Eske Bille (0. 1480—1552), siden 1529 lensmand paa Bergenhus, blev paa reise til Trondhjem ved juletid 1535 taget tilfange av erkebispens folk og holdtes i nogen tid fængslet paa Tuterøens kloster, virkede efter løs- ladelsen med stor kraft for Kristian III's sak, men forlot Norge efter erkebispens flugt i april 1587 og blev senere (1547) dansk rikshofmester. [8] 1915] =vinCENTS LUNGES DRAP I TRONDHJEM 3. JANUAR 1536 7 nogen erlig mand megh kan paa sige och bevise, at 1eg y nogen maadhe var voldendis y her Vincentn dødh, dhaa vil jegh vil- kaare mym hals derofver och aldrigh af nogen erlig mand begere at bedhe for megh. Thet kenne dem evige Gud och mangen erlig mand vitterlict er, at thet var megh och flere gode men saare noch ymod, at han blef slagen; thersum jegh motte komme til handel och ords, vil jegh til kenne gifve, hvi[e|ke for Gud voldendis och skyldig ere y hans dødh; mangen [ehr!]ig mand afh Tromdhiems caniker, raadmenner och meynighedh hafve nu skuld for hans dødh, hvicket kenne Gud, at the ickhe af viste for dem same time hamn blev slagen. Den tid mym her erkebyspen vilde faget ham til fange och therum forsporde seg hos noger danemend, svared tha noger: gode mem, baade afh canickerne och leyekmennerne?, sum fyrst blefve atsporde, och raade Hans Naade, at ham skulde tagis til fange met thet the ander gode herrer, efterthi Hans Naade ingelunde vilde late dem komme af Trondhem ygen, blef them, sum fyrst svarede, saa kaart och hastelegem foretaget af noger af myn herris raad- givere, sigendis, at the vore forredre, saa mange thet vilde raade, at ham skulde lefve, saa at ther inge[n] flere torde legge noget got til uten lifs fare. Item myne copier vel skulie bevise, hvor- ledøs jeg handlet mellom mym herre och her Vincents, jegh hafver saa handlet nest Guds hielp, at hvar erlig mand meg betacke skal, sum gode mend och vitterlict er. Och mym herre giorde myn undskyldingh for bysp Hans Ref, her Claves Bille och edher y sit merck um de handel, giflvendis eder gode herrer tilkemne, at ieg var ganske uskyldig y den handel. Kære her Eske, saa er myn ydmyge kerlige bøn til edhers strenghedh, at Y ville for Guds och retvishetsens skyldh forhandle myn sagh hos fru Ingerd, fru Margrete och andre her Vincentii venner och tienere til thet beste, at jegh ickhe hastelegen blifver offerfallen til mit if, gaardh, gots eller peninge. Kære herre, jegh gifver megh och mit under eders strenghets hender och beskerm til 1 Hul i papiret. ? Daaz læser feilagtig ,og af lagmændene*, Hist. Tidsskr. I, 3, s. 395. 8 OSCAR ALBERT JOHNSEN [No. 2 ret. . .1 och megh fulkommelig til beder (?)* thet Y megh lofvid paa Touterøn och siden y Trondhem den tid jegh skildis met edher och eders kere frue. Kære her Eske, dersum Y vilde for Guds skyldh och eders siel skyld fordactinge och beskerme den meyne mandh, sum uskyldig er y denne sack och handel, hobis meg, at ten evige Gud edher beløne skal til evigh tidh. K[ælre herre, tencker paa Olef Monson och forhandler hans sack til thet besthe, kenne Gudh, at hamn er uskyldigh y then handel; dersum thet motte ganget efter hans villie, tha hade her Vincents ennu lefved y dagh och møget ont vered usket, som nu sket er. Kære herre, gører herudhi, sum mym gode tro och lofve er til eder, jegh thet mym fatige och ydmyge tieniste gerne forskylde vil, saa lenge jegh lefver. Befallendis edher och eders kære frue och barn den evige Gudh. Secrefvid paa mym gaard Qura fierde dack paaske anno domini mdxxxvij. — Eders strenghets fatige och villige tienere Jens Olson. [Udskrift:] Erligh velbyrdigh mand och strenghe ridder, her Eske Bille, høfvidsmand paa Bergenhus och statsholdere nordenfiels ydmygeligen tilsereividh. Jens Olsons beretning stadfæster, som vi ser, den oplysning, som findes i Frostatings almues brev av 7. januar 1536, at der forut for riksraadernes tilfangetagelse og drapet paa Vincents Lunge har været holdt et møte, hvor beslutningen om dette er fattet. ,Blefue wij tha offuer eens mett hanss nade laugmanden, raadtmendenne oc menige Trondhiems borgere offueruerende*, siger almuen i nævnte skrivelse*% Og Jens Olson oplyser ut- trykkelig, at baude geistlige og lægmænd var tilstede paa møtet, og endvidere, at dette var indkaldt av erkebiskop Olav og lededes av ham. De to beretninger utfylder hinanden. Vi faar ved at sammenholde dem et bestemt billede av møtets karakter. Det Hul 1 papiret. Papiret beskadiget. 1 3 D.N. VI, s. 765. 1915] —vINCENTS LUNGES DRAP I TRONDHJEM 3. JANUAR 1536 9 har ikke været en tilfældig sammenløpet hop, skapt ved en almuereisning, men en utvalgt forsamling av byens mere frem- trædende mænd. Av Jens Olsons brev ser vi ogsaa, at han selv har været tilstede paa møtet, noget som paa forhaand maatte anses for sandsynlig, da han jo var kannik og en av Olav Engelbrechtssons betroede mænd; saaledes hadde han 1 1535 været benyttet som erkebispens sendebud i Oslo. Han var, som det likeledes fremgaar av brevet, mistænkt for at være en av ophavsmændene til drapet paa Vin- cents Lunge, og hans forsikringer om sin absolute uskyldighet har til hovedhensigt at skaffe ham Eske Billes beskyttelse og befri ham for fiendskapen fra Vincents Lunges mægtige slegt; de kan følgelig ikke uten videre tages for gode, men faar staa ved sit værd. Langt vigligere end forfatterens uttalelse om sin egen per- sonlige stilling er hans oplysninger om møtet og erkebispens holdning under dettes forhandlinger. Hvad han fortæller om disse ting, kan ikke godt drages 1 tvil; thi for det første hadde Jens Olson selv været øien- og ørenvidne til de begivenheter han her fortæller om, og for det andet kunde han ikke godt gi sig til at forvanske kjendsgjerninger, som saa mange hadde været vidne til, og som Eske Bille let kunde skaffe sig sikre oplys- ninger om paa andet hold; heller ikke forelaa der nogen grund til en saadan forvanskning. Vi kan derfor trygt gaa ut fra, at det han fortæller om møtets forløp, saavelsom om dets alminde- lige karakter, 1 alt væsentlig er korrekt. Somivi har set i det foregaaende, hadde erkebispen indkaldt møtet for at drøfte spørsmaalet om, hvad der skulde gjøres med de søndenfjeldske raadsherrer, som virkelig da allerede var an- kommet til byen. Han var bestemt paa ikke at late dem komme bort fra Trondhjem igjen, og maa ha fremholdt nødvendigheten derav for de forsamlede geistlige og lægmænd, da han spurte dem til raads angaaende deres tilfangetagelse. En del av de tilstedeværende kanniker og lægmænd, oplyser Jens Olson, gav da sin tilslutning til forslaget om, at Vincent Lunge saavelsom de andre raadsherrer skulde tages tilfange; men de som uttalte sig I denne retning, blev avbrutt av nogen av erkebispens raad- 10 OSCAR ALBERT JOHNSEN [No. 2 givere, som utskjældte alle dem for ,forrædere*, som raadet til, at Vincents Lunge skulde faa leve. Og dette yderliggaaende parti, som krævet den voldsomste fremgangsmaate, terroriserte de øvrige, ,saa at der ingen flere torde lægge noget godt til uten livs fare*. Som hovedmand for oprørspartiet utpeker Jens Olson Gaute Taraldson. Denne Gaute, med tilnavnet ,Kantzler*, ogsaa kaldt ,Gaute Norweger*, var en søstersøn av erkebispen og indehadde en sekretærstilling hos sin morbror, derav tilnavnet »Kantzler**. Likesom den før nævute Kristopher Trondson Rustung tilhørte han den norske lavadel, altsaa samme stand som erkebispen selv. Han fulgte denne i landflygtighet aar 1537 og gik ved hans død 1 phalzgrevens tjeneste, men ut- sonet sig senere med Kristian III og nævnes i 1557 som lens- mand i Romsdalen”. Tidligere har man antat, at det har været Kristopher Trondson og Finar Tjeld, som har spillet den største rolle ved de begivenheter, som førte til Vincents Lunges drap*, og at idetmindste Kristopher Trondson har været delagtig i dem synes godtgjort ved vidnesbyrd i samtidige kilder*; men hvilken rolle han egentlig har spillet, er uklart. Dog er Aritp HuiTFeLDTS beretning, at han har fralokket den drukne erkebisp en befaling til at dræpe Vincents Lunge og derefter straks utført denne uten at agte erkebispens avbud, 1 ethvert fald apokryf, og Jens Olsons brev til Eske Bille viser tillike, at det ikke er Kristopher Trondson, men Gaute Taraldson, som har været den egentlige agitator, om hvem handlingspartiets mænd især har samlet sig. Da nu Gaute, som nævnt, var Olav Engelbrechtssons søstersøn og sekretær, maa vi anta, at han har handlet 1 fuld overens- stemmelse med sin foresatte, erkebispen, og at denne selv har villet Vincents Lunges død; hans maatehold under møtet maa 1 L. Daar antar ham for identisk med den Gauto Nidrosiensis Norwegus, som 1 1598 blev immatrikuleret ved universitetet i Køln, Hist. Tidsskr. IV, 4, s. 283. 2? Norske Rigs-Registranter I, s. 2192. 3 Keyser I. c. II, s. 798, jfr. Pauupnan-Mörcer, Grevens Feide II, s. 262. 4 Se Hist. Tidsskr. I, 9, s. 1183 flg. 1915] —=viNCENTS LUNGES DRAP I TRONDHJEM 3. JANUAR 1536 11 ha været en beregnet manøver, sigtende til at læsse ansvaret for drapet fra erkebispens skuldre over paa forsamlingens. Dette stemmer godt med, hvad vi ellers vet om Olav Engelbrechtssons karakter. Han var forsaavidt en svak mand, som han gjerne søkte at dække sig selv ved at skyte andre frem foran sig; men der er intet, som tyder paa, at han var saa dum eller saa kujon- aktig, at han ganske lot sig tvinge av sine egne tjenere til at handle mot sine sympatier og meninger. Hadde han villet frelse Vincents Lunge, kunde han selvfølgelig ha opnaad dette ved be- stemt at slutte sig til de maateholdnes parti, som jo, efter hvad Jens Olson uttrykkelig oplyser, fandt talsmænd i forsamlingen baade blandt kannikerne og lægmændene og, efter alt at dømme, har utgjort dens store flertal. Naar han ikke gjorde dette, men stiltiende bøiet sig for dem, der forlangte dødsstraf over hr. Vincents og kaldte alle for forrædere, som hadde en anden mening, saa kan man derav trygt slutte, at han var enig med terroristerne og handlet i fuld forstaaelse med dem. Først da blir ogsaa Gaute Taraldsons agitation fuldt forklarlig; thi det siger sig selv, at denne mand, Olav Engelbrechtssons søstersøn og private tjener, ikke har kunnet tillate sig en saadan op- træden uten at være i samklang med sin foresatte, erkebispen. Jens Olsons skrivelse kaster ikke alene et klarere lys over drapets forhistorie; den gir, sammen med de andre samtidige vidnesbyrd, ogsaa et bidrag til belysning av begivenhetens hele karakter. Den godtgjør paa det tydeligste, at der i Trondhjem har været et handlingsparti av geistlige og lægmænd, som har samlet sig om erkebispen, og som har haabet ved en voldsom, revolutionær handling paa een gang at kunne redde den katolske kirke og fædrelandets synkende selvstændighet. At erkebiskop Olav og hans venners tanker var sterkt henvendt paa begge disse ting, fremgaar bl. åa. av nogen optegnelser fra tiden forut for riksmøtet i Bud 1538, som aapenbart stammer fra ham. Der opstilles her i korte avbrutte ordelag krav paa en lang række vigtige reformer, bl. a. at menigmand skal forsynes med vaaben; rikets len og slotte fratages utlændingerne og gives til nordmænd; Orknøerne indløses, finnerne atter bringes under 12 OSCAR ALBERT JOHNSEN [No. 2 1915] norsk herredømme; kirkens forskjellige brøst bøtes, en skole op- rettes ved hver domkirke o. s. v. Hvis dette ikke sker, vil Norge synke ned til at bli en del av Danmarks rike: et regnum hereditario jure spectabit ad regnum Dacie!. Det er slike tanker, som har bevæget erkebispen og den kreds, som samlet sig om ham. Det har været en kreds av indfødte nordmænd, gode katoliker og varme patrioter, som i Vineents Lunges og de søndenfjeldske riksraaders egenmægtige valg av Kristian III har seet ikke alene en uregelmæssighet og et overgrep, men et grovt forræderi baade mot kirkens og Norges sak. Til denne deres opfatning svarer den voldsomhet, hvormed de optræder, og betegnelsen forrædere for motstandere, som to gange anføres 1 Jens Olsons brev. Begivenheterne i Trondhjem den 3. januar 1536 har saaledes ikke den tilfældige karakter, historikerne har villet tillægge dem; det er ikke almuen, som fører an og fremtvinger drapet paa Vincents Lunge; men dette var besluttet av aktionspartiet i Trond- hjem, hvis leder erkebispen var, vedtat paa et almindelig møte av kanniker og trondhjemsborgere og fuldbyrdet i henhold til denne beslutning, saaledes som allerede Frostatings almues brev av 7. januar 1536 oplyser. Erkebispen kan ikke fritages for hovedansvaret for drapet, og de av vore historikere, som allerede før har hævdet dette, L. Daar*, J. E. Sars? og G. Srorm*, faar sin opfatning bekræftet ved oplysningerne i Jens Olsons brev. Til gjengjæld bør det fremhæves sterkere end skeet, at erkebispen og hans tilhængere, efter alt at dømme, mindre lededes av per- sonlige motiver end av ønsket om at redde den katolske kirke og landets selvstændighet. 1 D.N. X, no. 672, 673 og 674. 2 Hist. Tidsskr. I, 3, s. 335 flg. 3 Udsigt over den norske historie III, s. 288. 4 Norges historie i Salm.'5 Konversationslexikon XIII, s. 636. Trykt 2. juli 1915. UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE VON V. M. GOLDSCHMIDT MIT 2 TEXTFIGUREN (KRISTIANIA VIDENSKAPSSELSKAPS FORHANDLINGER FOR 1915. No. 3) KRISTIANIA IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD | 1915 Fremlagt i den mat.-naturv. klasses A. W. BRØGGERS Pa wir einen Krystall, etwa von Kalkspat, von Quarz oder Schwefelkies, so wird unsere Aufmerksamkeit zuerst von der regelmåssigen åussern Form angezogen, von der Be- grenzung durch polygonale ebene Flåchen. Es ist daher ganz begreiflich, dass die åltesten wissenschalftlichen Untersuchungen iiber Krystalle wesentlich den Zweck verfolgten, diese Begrenzungs- flåchen zu sludieren, Gesetzmåssigkeiten in deren Form und An- ordnung nachzuweisen. Schon sehr bald wurde man jedoch darauf aufmerksam, dass auch das Innere der Krystalle bedeutungsvolle und charak- teristische Eigenschaften darbietet. Man beobachtete, dass gewisse Krystalle, wenn auch keines- wegs alle, durch eigentimliche Kohåsionsverhåltnisse aus- gezeichnet sind, die sich scharf von solchen Kohåsionsverhålt- nissen unterscheiden, wie man sie bei unkrystallisierten Körpern antrifft. Zahlreiche Krystalle zeigen nåmlich Spaltbarkeit, das heisst, sie können mit besonderer Leichtigkeit in einzelnen, be- stimmten Richtungen zerspalten werden; diese Richtungen ent- sprechen sehr ausgeprågten Minimalwerten der Kohåsion. Vorliegende Abhandlung ist, mit Ausnahme der Fussnoten, die genaue Wiedergabe eines Vortrages, welchen ich am 4. April 1914 in Stock- holm, spåter in unverånderter Form auch in Kristiania gehalten habe. Einige der Fragen, die in meinem Vortrag behandelt wurden, speziell die Symmetrie und Klassifikation des Diamantenpunktsystems werden in mehreren Abhandlungen von anderer Seite (P. P. Ewart, P.v. Grotø), die seitdem erschienen sind, diskutiert. Da anscheinend noch keine Uebereinstimmung in diesen Fragen erzielt ist, halte ich es fir zweck- miissig, auch meine Auffassung dem Drucke zu iibergeben. 4 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 5 Bei der Spaltung werden die Krystalle nach ebenen Flåchen getrennt. Besitzt ein Krystall drei oder mehr Spaltungsrichtungen, deren Ebenen nicht alle die Richtung einer geraden Linie ge- meinsam haben, so kann der Krystall durch wiederholte Spal- tung in kleinere Sticke zerteilt werden, die selbst allseitig von ebenen Flåchen begrenzt werden, wir erhalten somit regelmåssig begrenzte Spaltungssticke, und derartige Aulteilung des Kry- stalls in immer kleinere Spaltungsstiieke kann wiederholt werden, soweit tiberhaupt die Beobachtung noch mitfolgen kann. Es war daher ein ganz natirlicher Gedankengang, als die Spaltbarkeit den Vorstellungen ber den inneren Bau der Kry- stalle zugrunde gelegt wurde. Man nahm an, dass die kleinsten Teile eines Krystalls die Form seines Spaltungsstiickes besitzen, und dass derart eine bestimmte untere Grenze fir die Grösse des Spaltungsstiickes existiert: Die Krystalle sollten nach dieser Vorstellung aus einer grossen Anzahl parallel orientierter, gleichgrosser, submikro- skopischer Spaltungssticke gebaut sein. Diese alten Versuche, zu einer Vorstellung iiber den inneren Bau der Krystalle zu gelangen, waren also ausgeprågt atomisti- scher Natur, und es mag betont werden, das atomistische Vor- stellungen das Hauptprinzip auch in allen spåteren Theorien der Krystallstruktur geblieben sind. Es war die erste glickliche Hypothese auf dem Gebiete der Krystallstruktur, die Krystalle aus parallelorientierten kleimen Teilen aufgebaut zu denken. Die formelle Entwickelung dieser Hypothesen wurde von dem Bestreben geleitet, einen Zusammen- hang zwischen der åusseren Form und dem inneren Bau der Krystalle zu finden. Der erste Bahnbrecher auf diesem Gebiete war ein schwedischer Forscher TorBern BereGman in Uppsala, der zusammen mit J. G. Gann versuchte, die gewöhnlichste Krystallform des Kalkspats, das Skalenoeder, aus kleinen Rhom- boedern aufzubauen, aus der bekannten Spaltungsform des Kalk- spals. Eine systematische Durchfuhrung analoger Vorstellungen auf alle Krystalle verdanken wir dem eigentlichen Begrinder der Kry- 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 5 stallographie, Rent Haöv. Auch er nahm als Ausgangspunkt die Spaltbarkeit und dachte sich jeden Krystall geteilt in Krystall- molekiile, und diese begrenzt von ebenen Flåchen, den Spaltungs- flåchen. Als Beispiel können wir erwåhnen, dass er die ein- zelnen Krystalliormen des Steinsalzes aus kleinen Wirfeln ge- baut dachte; das Spaltungsstick des Steinsalzes hat ja Wirfel- form. Haöys Theorie litt indessen an wesentlichen Unvoll- kommenheiten. Erstens gibt es Krystalle mit sehr undeutlicher Spaltbarkeit, sogar solche, an denen Spaltbarkeit nicht nach- weisbar erscheint. Hier gab es also Spielraum fir manche Willkörlichkeit, wenn man die ,Primitivform*, die Form des s Krystallmolektls* feststellen sollte. Weit bedenklicher war jedoch eine andere Schwierigkeit, es gibt nåmlich Krystalle mit zu vielen Spaltungsrichtungen, vor allem diejenigen Substanzen, welche parallel den Flichen des regulåren Oktaeders Spalt- barkeit besitzen, wie zum Beispiel das verbreitete Mineral Flus- spat. Denken wir uns einen Flusspatkrystal parallel den Spal- tungsflåchen zerteilt, unter Beriicksichtigung der Symmetrne- verhåltnisse, so gelangen wir zu kleinen Oktaedern als Form des Krystallmoleköls. Aber dann begegnen wir sogleich einer grossen Schwierigkeit, indem es nicht möglich ist, emmem drei- dimensionalen Raum vollståndig mit gleichgrossen, parallelen Oktaedern zu föllen, es hinterbleiben ungefillte Zwischen- råume. Hiermit zeigt sich eine Inkonsequenz m Haöys urspring- licher Theorie, indem er in einigen Krystallen den Raum gånz- lich mit parallelen Krystallmolektlen erföllt dachte, wåhrend in andern ungefillte Zwischenråume zurickblieben. Beide Arten von Krystallen zeigten sonst keimen Unterschied in ihrem Ver- halten, das auf einen so durchgreifenden Unterschied in ihrem inneren Bau hinweisen konnte, und Haövy war sich dieser Schwierigkeit wohl bewusst. Diese schwache Slelle der Strukturtheorie kann vermieden werden, wenn man davon absieht, den einzelnen Krystallmole- kilen eine bestimmte Form und Grösse zuzuschreiben. Das Fortschreiten der Theorie nach Haöy wåhlte diesen Weg. Das 6 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 Krystallmolekil wurde zu einem Punkt reduziert, die Diskussion konnte nun von der Form der Krystallmolekile absehn; der Inhalt der Strukturtheorien bezog sich von jetzt an wesentlich auf die Anordnung der Krystallmolekile. Auf diese Weise wurde die Frage nach dem inneren Bau der Krystalle ein rein geometrisches Problem, betreffend regelmåssige, unendlich aus- dehnbare, Punktsysteme im dreidimensionalen Raum. Die erste durchgefihrte Behandlung derartiger Systeme ver- danken wir M. FraNkenHemm und Å. Bravars gegen die Mitte des neunzehnten Jahrhunderts. Die einfachsten Arten regelmåssiger dreidimensionaler Punktsysteme, diejenigen, die von FRANKENHEIM und Bravars behandelt wurden, kann man sich folgendermassen anschaulich machen. Långs einer geraden Linie ist die einfachste regelmåssige Anordnung von Punkten diejenige, dass alle Punkte einander mit gleichen Zwischenråumen folgen. Die analoge Anordnung in einer Ebene ist ein Punktnetz, bestehend aus kongruenten, parallelen, åquidistanten Punktlinien, deren Anfangspunkte såmt- lich auf einer geraden Lime liegen. Endlich kann man zum dreidimensionalen Raum ibergehn, indem man ein System von kongruenten, parallelen åquidistanten Punktnetzen annimmt, deren Anfangslinien in einer Ebene liegen. Ein solehes System nennt man ein Raumgitter. In einem Raumgitter können je acht Punkte als eine engere Gruppe ge- dacht werden, derart dass sie ein kleinstes Parallelepiped um- schliessen, dies ist das sogenannte Elementarparallelepiped, dessen Form eine åhnliche Rolle spielt, wie diejenige von Haöys Kry- stallmolektl. Die Raumgitter können nach ihren geometrischen Figenschaften in vierzehn Typen eingeteilt werden. Das ein- fachste Raumgitter ist das sogenante trikline, in welchem keinerlei spezielle Annahmen tber die Seitenlången und Winkel des Ele- mentarparallelepipeds gemacht sind. Dieses Raumgitter besitzt somit sechs geometrische Freiheitsgrade. Durch verschiedene spezialisierende Bedingungen können wir hieraus die dreizehn anderen Gittertypen ableiten, so zum Beispiel Bravars” Gitter ? 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 7 No. 12, das kubische, indem wir alle Seiten des Flementar- parallelepipeds gleichlang, alle drei Winkel als rechte annehmen. Die vierzehn Arten von Raumgittern vertreten sieben ver- schiedene Grade geometrischer Symmetrie, wir können sie dementsprechend in sieben Gruppen einteilen, diese entsprechen den bekannten sieben Krystallsystemen. Bekanutlich sind aber die sieben Krystallsysteme nicht ausreichend zur Symmetrie- einteilung der Krystalle, sie sind selbst nur Zusammenfassungen von Symmetrieklassen, deren es im Gauzen zweiunddreissig gibt. Die sieben Symmetrietypen der Raumgitter zeigen somit eine geringere Anzahl Symmetriearten als die Krystalle mit ihren zweiunddreissig Symmetrieklassen, und Bravars sah sich deshalb genötigt, eine Hiltshypothese einzufuhren, um die tatsåchlichen Symmetrieeigenschaften der Krystalle in seinen Punktsystemen darzustellen. Die neue Annahme bestand darin, dass er dem einzelnen Element des Raumgitters, demjenigen, welches wir Punkt genannt hatten, gewisse Symmetrieeigenschaften zuschrieb, welche geeignet waren, in Verkniipfung mit dem Bau des Git- ters die Symmetrieklassen der Krystalle darzustellen. Demnach sollte die Symmetrie eines Krystalls ihre Ursachen auf zwei verschiedenen Gebieten haben; sie wirde bedingt erstens durch die Form oder Beschaffenheit der kleinsten Teile, zweitens durch die Art, auf welche diese Teile im Raume angeordnet sind. Ein solcher Zwiespalt in der Theorie konnte natörlieh leicht zu Schwierigkeiten und Willkörlichkeiten fiihren; es fehlte des- halb nicht an Versuchen, zu einer mehr befriedigenden Auf- fassung zu gelangen. Es entstanden, wie hier nur kurz erwåhnt set, verschiedene Richtungen in Bezug auf die Gesichtspunkte, unter denen die Lehre von der Krystallstruktur zu behandeln war. Finige Kry- stallographen, wie E. Mattarp und J. BeckenkamP sahen in den meisten Krystallen pseudohomogene Gebilde, aus niedrig symme- trisehen Teilen. Das nåchste Ziel in der Entwickelung der anderen Theorien, welche sich nåher an Bravas anschlossen, war nun, solche regel- måssige, unendlich ausdehnbare, Punktsysteme abzuleiten, welche 8 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 die Symmetrieeigenschaften der zweiunddreissig Krystallklassen besassen, ohne dass spezielle Voraussetzungen iiber die Beschaiffen- heit der einzelnen Punkte benötigt wurden. Die Raumgitter von FrankENHEM und BRavaIs sind geo- metrisch durch folgende gemeinsame Eigenschaft gekennzeichnet, dass nåmlich die Punktabstånde långs einer beliebigen geraden Linie durch das System konstant sind. Legen wir eine gerade Linie dureb zwei beliebige Systempunkte, so muss die Fortsetzung der Line mit gleichmåssigen Zwischenråumen durch andere Systempunkte belegt sein. Aus dieser Figenschaft folgt die Homogenitåt des Punkt- systems, welche sich physikaliseh darin åussert, dass alle Teile ein und desselben Krystalls in allen ihren Figenschaften gleich- wertig sind. Nehmen wir indessen Ricksicht auf die geringen Dimen- sionen molekulårer Abstande, so ist auch eine andere Art von Homogenitåt denkbar, dass nåmlich die Punktabstånde långs einer geraden Linie nicht konstant serien, sondern periodisch wechselnd. Sobald Punktsysteme dieser Art in Betracht kommen können, gelangen wir zu einer weit grösseren Mannigfaltigheit als zu den vierzehn Raumgittern. Als plausible Grundannahme kann man vorlåufig davon ausgehn, dass die kleinsten Teile eines Krystalls untereinander identiseh und åquivalent sind, dann erhalten wir als einzige Einschrånkung fir die Beschaffenheit des Punktsystems die folgende Bedingung: Alle Punkte des Systems sind auch geo- metrisch åquivalent; dass heisst, die Anordnung der Nachbar- punkte um einen beliebigen Punkt ist dieselbe för alle Punkte des Systems. Punktsysteme dieser Art wurden zuerst von CHR. WIENER beschrieben, die vollståndige mathematische Behandlung des Pro- blems verdanken wir L. Sonnckt. Wir gelangen hierbei zu 65 Arten von Punktsystemen, wenn ein Massenpunkt als kleinster Teil des Systems gewåhlt wird. Jedes einzelne dieser, zum Teil sehr komplizierten Punktsysteme kann aufgefasst werden, als bestehend aus einer endlichen Anzahl kongruenter Raumgitter, 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE g die einander gegenseitig durchdringen. Punktsysteme dieser Art können mathematisch durch die Lehre von den sogenannten Bewegungsgruppen abgeleitet werden. Jeder Punkt des Systems kann mit jedem beliebigen anderen Systempunkt zur Deckung gebracht werden, indem man eine endliche Anzahl Deckbewe- gungen ausfuhrt; solcher Deckbewegungen gibt es drei Arten. Erstens Translation, also Parallelverschiebung lings einer geraden Limie, zweitens Drehung um eine feste Axe und endlich Schrauben- bewegung, bestehend aus Translation und gleichzeitiger Drehung um die Translationsrichtung. Indem Drehung und Schraubung unter den Deckbewegungen der Punktsysteme eingefuhrt sind, ent- fållt eines der Kriterien, welche den einfachen Raumgittern zu eigen sind, nåmlich die gegenseitige Parallelitåt aller Systempunkte. Auch SoHnckes urspringliche 65 Punktsysteme enthalten noch nicht alle die Symmetriearten, die bei Krystallen tatsåchlich auftreten können; so fehlte die rhomboedrische Symmetrieklasse, der zum Beispiel das wohlbekannte Mineral Dioptas angehört. Um diesem Mangel (auf den L. Wuuerr hingewiesen hat) abzu- helfen, wurde SoHncke zu einer sehr bedeutungsvollen Erweiterung seiner Theorie gefthrt. Nach der erweiterten Theorie besteht das Punktsystem eines Krystalls nicht notwendig aus einer Art Punkten, sondern kann aus verschiedenartigen Punkten aufgebaut sein, wobei jede Punktart fir sich ein regelmåssiges Punktsystem der oben beschriebenen Art darstellt. Die Struktur eines Krystalls kann demnach folgendermassen defimert werden: Fin Krystall besteht aus einer endlichen Anzahl regelmåssiger Punktsysteme mit kongruenten, parallelen Translationen, die einander durch- dringen. Innerhalb der einzelnen Punktsysteme gibt es nur eine Art materieller Punkte, die verschiedenen Systeme können ver- sehiedene Punkte enthalten. Um jeden Punkt desselben Finzel- systems hat das Komplexsystem dieselbe Konfiguration. Da jedes der einfachen regelmåssigen Punksysteme aus einer endlichen Anzahl Raumgitter aufgebaut werden kann, so låsst sich auch sagen, dass ein Krystall aus einer endlichen Anzahl von kongruenten Raumgittern besteht, die emmander auf regel- måssige Weise durchdringen, und deren materielle Punkte gleicher 10 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 oder verschiedener Art sein können. Um jeden Massenpunkt der- selben Art ist die Konfiguration des Systems dieselbe. Somnckrs erweiterte Theorie ist der allgemeinste Ausdruck fir såmmtliche denkbare Krystallstrukturen. Dieser Ausdehnung der Definition zur Umfassung von Systemen aus mehreren Punklarten wurde eine hervorragende physika- lisehe Bedeutung zugeschrieben, und zwar wegen der Tatsache, dass wir als Bausteine der Krystalle nun nicht mehr das che- mische Molekil oder dessen Multipla annehmen können, sondern ungleiche Bruchteile des chemischen Molekiils. Den einzelnen Atomen, oder vielleicht Atomgruppen innerhalb des chemischen Molekils kime demnach im Krystall eine relativ selbstståndige Stellung zu, ein Umstand, auf den besonders P.v.GrotH auf- merksam gemacht hat. In formal mathematischer Beziehung wurde die Theorie der regelmåssigen Punktsysteme, unter Ånnahme assymetrischer Punkte, durch A. ScHoenreizs und E. v. Frpborow noch bedeutend weiter entwickelt, doeh möchte ich an dieser Stelle nicht nåher auf ihre Darlegungen eingehen, da sich Sonnckes Arbeiten, wenigstens bisher, fir die krystallographische Anwendung am fruchtbarsten erwiesen haben. Im ibrigen sei erwåhnt, dass sich die Lehre von den regel- måissigen Punktsystemen auch von einem anderen Ausgangs- punkte aus behandeln låsst, nåmlich im Anschluss an dichte Kugelpackungen im dreidimensionalen Raum. Versuche, die Kry- stallstruktur mit dichten Kugelpackungen in Verbindung zu bringen, können bis in sehr fråhe Zeiten zuriiekverfolgt werden. Um nur ein Beispiel zu nennen, versuchte schon Cur. Huycens, die klein- sten Teile des Kalkspats als ellipsoidisehe Körper in dichter Packung aufzufassen. Spåter ist dieser Zweig der Strukturtheorie besonders von englisehen Krystallographen gepflegt worden, hier selen W. H. Worraston und in der neuesten Zeit W. BArLow und W. J. Porz erwåhnt. Nach dieser Ubersicht tuber die historisehe Entwickelung der geometrischen Strukturtheorie wollen wir uns zu derjenigen Frage wenden, welche von jeher ein Hauptproblem der Krystallographie å 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 11 gewesen ist; dies ist die Frage, ob wir aus den Eigenschaften eines Krystalls seine innere Struktur feststellen können. Gewisse strukturelle Eigenschaften erscheinen ohne weiteres bestimmbar, nåmlich die Symmetrieeigenschaften der Struktur. Sobald wir fir eimen Krystall die Zugehörigkeit zu einer be- stimmten Symmetrieklasse festgestellt haben, etwa aus der An- ordnung seiner Begrenzungsflåchen, so haben wir damit auch die Symmetrieklasse des Punktsystems bestimmt, welches der Struktur dieses Krystalls zugrundeliegt. Aber hiermit ist die Struktur noch mcht eindeutig be- stimmt. Um nur ein ganz einfaches Beispiel zu nennen, können wir einen Krystall betrachten, welcher der am meisten symme- trischen Klasse des regulåren Krystallsystems, der hexakisok- taedrischen Klasse, angehört. Selbst wenn wir nur auf die einfachen Raumgitter Bezug nehmen, erhalten wir schon drei verschiedene Gitter mit demselben Symmetriegrad. Um fest- zustellen, welches dieser drei Gitter nun der Struktur des be- treffenden Krystalls entspricht, hat man eine Hilfshypothese eingeftihrt, indem man folgende Beziehung zwischen Spaltbarkeit und Gitterstruktur annahm: ,Spaltungsflåchen sind solehe Ebenen im Raumgitter, deren Punktnetze am dichtesten mit Punkten besetzt sind und bei denen der gegenseitige Abstand aufeinander- folgender Punktnetze ein Maximum ist.* Hiermit erhielt man ein anschauliches Bild der Tatsache, dass Spaltungsflåchen Ebenen mit grosser tangentialer Kohåsion und geringer nor- maler Kohåsion sind. Die drei regulåren Raumgittertypen nach FRANKENHEIM und BRAVAIS sollten sich somit in der Spaltbarkeit der entsprechenden Krystalle unterscheiden. Berechnen wir die Punktdichte der einzelnen Netzebenen oder den gegenseiligen Abstand konsekutiver Netzebenen, so erhalten wir das Resultat, dass dem einen Gitter Spaltbarkeit parallel den Wöirfelflåchen entspricht, dem zweiten eine solehe nach den Flåchen des Rhombendodekaeders, dem dritten nach denen des Oktaeders. Auch zwischen der åusseren Flåchenbegrenzung eines Kry- stalls und seinem Raumgitter hat man Beziehungen finden wollen, indem man es fir wahrscheinmlich hielt, dass die am dichtesten 192 V. M. GOLDSCHMIDT No. 3 besetzten Netzebenen auch die wichtigsten und håufigsten Be- grenzungsflåchen eines Krystalls sind. Die Erfahrung liefert uns keine vollståndige Beståtigung der letzteren Hypothese. Wir können aus ihr allein meht die merk- wiirdige Tatsache erklåren, dass ein und derselbe Krystall sich mit ganz verschiedenen Flåchen umgeben kann, wenn er unter verschiedenen physikalisehen Bedingungen entsteht. So sind Alaunkrystalle in der Regel von Oktaederflåchen begrenzt; wird aber einer wåsserigen Alaunlösung ein wenig Pottasche zugesetzt, so krystallisiert derselbe Alaun in Form von Wirfeln, wir er- halten somit ganz verschiedene Begrenzungsflåchen, trotzdem in beiden Fållen dasselbe Raumgitter zugrunde liegen muss. Noch grössere Schwierigkeiten stellen sich ein, wenn wir statt der einfachen Raumgitter die komplizierteren Punktsysteme nach Sornnckr betrachten, indem wir hier schon Schwierigkeiten antreffen können, sobald wir die Punktdichte auf einer Schar paralleler Netzebenen definieren wollen. Die sehr zahlreichen Versuche, eine eindeutige Verkniipfung zwischen der åusseren Form der Krystalle und ihrer inneren Struktur aufzufinden, haben derart noch nicht zu einem end- giltigen Ergebniss gefthrt. Immerhin lassen sich Wege denken, die vielleicht einmal zu einem weiteren Fortschritt filhren werden. Hier sei erinnert an E. v. Feborows Versuch, die Beziehungen zwischen Punktdichte und Flåchenhåufigkeit auf statistischem Wege zu finden, indem er die Krystallflåchen aller flåchenreichen Minerale des regulåren Kry- stallsystems zusammenstellte, um auf diesem Wege die zufålligen Beeinflussungen durch spezielle Krystallisationsbedingungen auszu- schalten. Es wåre vielleicht auch möglieh, die Beziehungen zwischen Punktsystem und åusserer Flåchenbegrenzung der Krystalle theore- tisch zu behandeln, sobald wir eine plausible Annahme iber die Kråfte, welche im Punktsystem von Punkt zu Punkt wirken, be- sitzen. Dann wåre unsere Frage ein Problem der Slatik, es wåre die Frage, welche Art von Grenzflåchen nötig sind, um dem Punktsystem mechanische Stabilitåt zu verleihen, also ein Problem dreidimensionaler Fachwerkkonstruktion. Manche Eigenschaften 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 13 der Krystalle, besonders die Bildung von ebenflåchigen Åtzfiguren bei Lösungsprozessen, sprechen sehr zugunsten einer derartigen Behandlungsweise. Vorlåufig ist aber die geometrische Kenntniss des einzelnen Krystalls lange nicht so bedeutungsvoll fir unsere Kenntniss der Krystallstruktur, wie Untersuchungen iber diejenigen Ver- ånderungen in der Form der Krystalle, welche die Folge che- mischer Substitutionen sind. An dieser Stelle kann ich meht nåher auf die wichtigen Resultate eingehen, welche auf diesem Gebiete gewonnen sind. Hier sei nur erwåhnt, dass einige der wichtigsten strukturtheoretischen Erkenntnisse auf diesem Gebiet (man ver- gleiche die Untersuchungen "ber Ammoniumjodid und seine Alkylderivate, welche in P.v.Groras Institut ausgefåhrt wurden) durch den Gebrauch der topischen Åxen gewonnen wurden, oder wie man sie nennen könnte, die Krystalldimensionen des Gram- molekiils. Indem wir alle Dimensionen des Krystalls auf das Grammeolekiil beziehen, erhalten wir ein Mittel zum quantitativen Vergleich chemisch verschiedener Krystalle, und hier wie immer knöpft sich der Fortschritt an quantitative, nicht an qualitative Untersuchungen. Indessen ist keineswegs nur die åussere Form der Krystalle zur Aufklårung ihrer inneren Struktur herangezogen worden. Kaum eine Figenschaft krystallphysikalischer Art ist hier un- beniitzt geblieben!. Besonders die optischen Eigenschaften eines Krystalls scheinen nach neueren pbysikalisehen Arbeiten in naher Beziehung zum inneren Baue zu stehen. Von physikalischer Seite ist versucht worden, den Zusammenhang zwischen Punkt- system und optischen Konstanten festzustellen. Je mehr sich ein Punktsystem von den åquidimensionalen regulåren Punktsystemen geometrisch entfernt, desto stårker sollten auch die optischen Figenschaften von der Isotropie der regulåren Krystalle ab- weichen. Dass tatsåchlich ein quantitativer Zusammenhang zwischen Krystallstruktur und optischen Konstanten besteht, zeigt 1 So sind zum Beispiel in neuester Zeit die Gleitflåchen der Krystalle durch A. Jonnsen mit Eigenschaften der Punktsysteme in Beziehung gebracht worden. 14 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 sich wohl am schönsten in der Tatsache, dass Körper, bei denen man nach Form und Spaltbarkeit grosse strukturelle Åhnlichkeit vermuten darf, auch in optischer Beziehung nahe Analogie zeigen. Als Beispiel habe ich in der folgenden Tabelle diejenigen Körper zusammengestellt, welche sich in geometrischer Beziehung dem Kalkspat anschliessen, diese besitzen såmtlich Spaltbarkeit parallel den Flåchen eines Rhomboeders von elwa 1039 Kantenwinkel. Rhomboederwinkel Doppelbrechung a wm—e (D) NaNOS 0202 0,250 GEO ON 55 0,172 Mc 9 0,202 Ne 5) 0,241 CaMg(COs). . . . 102 53 0,179 Asp MOE 1 0,203 Aga: 11103922 0,268 Alle diese Krystalle, so verschieden sie auch in chemischer Beziehung sein mögen, zeigen somit såmtlich negative Doppel- brechung von derselben, sehr ungewöhnlichen Grössenordnung. Fin anderes Beispiel liefern die Minerale, welche sich geometrisch der Zirkongruppe anschliessen, und die ebenfalls untereinander nahe optische Analogie zeigen. Auch die optischen Eigenschaften cirkularpolarisierender Krystalle wurden erfolgreich mit strukturellen Eigentiimlichkeiten in Verbindung gebracht, indem man die optische Drehung als Resultat einer Schraubenstruktur ansprach. Fin wohlbekanntes Objekt derartiger Theorien ist das Mineral Quarz. Es ist indessen nicht sehr wahrscheinlich, dass wir durch ausschliesslich optische Untersuchungen jemals eindeutige Gewiss- heit tuber die strukturellen Eigentumlichkeiten eines Krystalls erhalten werden. Die Lichtwellen im sichtbaren Spectrum besitzen bekannilich eine. Wellenlånge von etwa 105 em. Nach unserer Kenntniss molekulårer Dimensionen missen die Punktabstånde in einfachen Raumgittern zu der Grössenordnung 10 5 em. ge- sehåtzt werden. Die Lichtwellen sind somit sehr gross im Ver- QT 1915] ÖUBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 1 håltniss zu den Punktabstånden des Gitters; das Krystallgitter verhålt sich gegentiber gewöhnlichen Lichtwellen beinahe als ein Kontinuum. Deshalb erhalten wir niemals Beugungserscheinungen, wenn gewöhnliches Licht einen Krystall durchsetzt, etwa ver- gleichbar der Beugung des Lichts bei Durchgang durch eine Glasplatte, auf welcher ein mikroskopisch feines Gutter ein- geritzt ist. Jedoch gerade auf diesem, anscheinend aussichtslosen, Ge- biete erhielten wir vor wenigen Jahren eine iiberraschende neue Möglichkeit, den inneren Bau der Krystalle einwandfrei zu be- stimmen. Man hatte schon vor långerer Zeit vermutet, dass auch Röntgenstrahlen Transversalschwingungen sind, vergleichbar den gewöhnlichen Lichtwellen, aber von weit kleinerer Wellenlånge, einer Wellenlånge von etwa 10? cm. Falls die Röntgenstrahlen tatsåchlich Transversalschwingungen wåren, so miissten sie Beugungserscheinungen zeigen, wenn sie durch feine Spalten, oder besser durch ein Gutter soleher, hindureh- passieren. Die Hauptschwierigkeit bestand jedoch darin, gentigend feine, weit submikroskopische, Spaltengitter zu beschaffen, welche in ihren Abmessungen zu der vermuteten kleinen Wellenlånge der Röntgenstrahlen passen mussten. Um diese, rein physika- lisehe Frage nach der Wellennatur der Röntgenstrahlen zu lösen, unternahmen der Physiker Max Laue in Miönchen und dessen Mitarbeiter ein bahnbreehendes Experiment. Er setzte voraus, dass Krystalle Raumgitterstruktur besitzen, und dass die Punkt- abstånde dieser Gitter von åhnlicher Grössenordnung sind, wie die vermuteten Wellenlången der Röntgenstrahlen. Ein Bindel paralleler Röntgenstrahlen wurde durch einen Krystall von Zinkblende geschickt und dahinter photographisch abgebildet. Das Resultat war eine pråchtige Beugungserseheinung, bestehend aus zahlreichen Beugungsbildern rings um das primåre Strahlenbindel. Das Bild entsprach in seinem Habitus vollståndig demjenigen, welches sich berechnen låsst, wenn ein Bindel von Transversalwellen von einem bekannten dreidimensionalen Gitter gebeugt wird. 16 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 Bald darauf wurde dasselbe Gebiet von W. H. BrRaGG und W. L. BraGG unter Anwendung einer anderen Arbeitsweise er- forscht. Sie untersuchten nicht den Durchgang von Röntgen- strahlen durch Krystalle, sondern deren Reflexion. Das Punkt- system des Krystalls wirkt hier als Reflexionsgitter, der Verlauf der Spiegelung ist in mancher Beziehung analog den Erschei- nungen an LirPMaNns Farbenplatten. Die Reflexionsmethode bietet in den meisten Fållen bedeutende Vorteile bei der mathe- matischen Behandlung des Problems, aus den beobachteten Er- scheinungen die geometrischen Einzelheiten des Punktsystems zu bestimmen. Auf die Weise erhielt man ein glånzendes Hilismittel zur direkten Bestimmung der inneren Krystallstruktur, denn aus den Beugungsbildern in krystallographisch verschiedenen Richtungen oder aus den Spiegelungserscheinungen an verschiedenen Flåchen kann man direkt den Bau des Punktsystems bestimmen. Be- sonders diejenige Berechnungsweise, welche die beiden BraGG angegeben haben, ist åusserst einfach; beziglich der Unter- suchungs- und Deduktionsmethoden sei auf ihre Arbeiten ver- wiesen, hier sollen nur die bereits erzielten Resultate an einigen Beispielen besprochen werden. Derjenige krystallisierte Körper, dessen Struktur durch die Untersuchungen von Lavur und den zwei BRAGG wohl am besten bekannt sein dirfte, ist der Diamant. Bereits Laurs Unter- suchung zeigte, dass dem Diamant eine der Strukturarten des regulåren Krystallsystems zugrunde liegen muss. Das erhaltene Beugungsbild konnte in seinen Hauptziigen unter Annahme des allereinfachsten regulåren Raumgitters, des kubischen, erklårt werden. Die Arbeiten der beiden BracG iber die Reflexion der Röntgenstrahlen am Diamant fuhrten zu einem spezielleren Re- sultat. Sie liessen Röntgenstrahlen bekannter Wellenlånge von Diamantkrystallen an krystallographiseh verschiedenen Ebenen reflektieren. Jede Fliche giebt dann reflektierte Röntgenspektra verschiedener Ordnungen, und nach dem Winkelabstand der Spektra verschiedener Ordnung und nach ihren gegenseitigen 1915] ÖUBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 17 Intensitåtsverhållnissen kann man fir die betreffende Fbene die Punktdichte innerhalb der Ebene, sowie den gegenseitigen Ab- stand konsekutiver Netzebenen berechnen. Es zeigte sich hierbei, dass unter den drei regulåren Raumgittertypen das seitenzentrierte Wörfelgitter (entsprechend oktaedrischer Spaltbarkeit) der Diamant- struktur am nåchsten kommt; aber die Untersuchungen ergaben mit der grössten Deutlichkeit, dass ein solches Gitter nicht aus- reicht, um die Struktur des Diamanten darzustellen, hierzu be- nötigt man zwei kongruente Gitter dieser Art. Beide Gitter durchdringen einander gegenseitig auf solche Art, dass die Punkt- vm me am mm an en 0 orte des einen Gitters um je eine viertel Wiörfelkante in den drei Kantenrichtungen gegen die Punktorte des anderen Gitters verschoben sind. Den Bau eines solehen Punktsystems können wir leicht mit Hilfe eines einfachen Modells, das ich zu diesem Zwecke herstellen less, anschaulich machen. Zwei kongruente Modelle des flåchenzentrierten regulåren Gitters werden auf einer gemeinsamen Grundplatte montiert. Letztere besteht aus zwei Teilen, die fingerförmig ineinander greifen, derart dass die zwei kongruenten Einzelgitter auf geeignete Weise ineinander geschoben werden können. Auf Fig.1 ist eine Skizze des Modells gegeben. Durch Ineinanderschieben der zwei Gitter erhålt man das Puuktsystem des Diamanten. Die einzelnen Systempunkte werden zweckmåssigerwelse von farbigen, durehlochten Gummibållen vertreten, die auf Glasståbe Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 3. 2 18 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 geschoben werden. Durch Auswechseln oder Verstellen der Gummibålle kann dasselbe Grundmodell zur Darstellung ver- schiedener Punktsysteme benutzt werden. In unserm Punktsystem entspricht jede der Kugeln einem Punkte; die nåchste Frage ist nun: ,entspricht jedem der System- punkte nur ein Kohlenstoffatom im Diamant oder mehrere Atome?* Auch diese Frage wurde von den beiden BraGG gelöst. Die Messungen ergaben direkt die Kantenlånge des Flementarwirfels gleich 3,52.10-%ecm. Diese Kantenlånge können wir auch be- rechnen, wenn wir eine bestimmte Annahme iiber die Zahl der Atome in jedem Systempunkt machen wollen, indem wir ja die Anzahl Atome in einem Grammalom kennen, sowie die Dichte des Diamanten. Setzen wir nun voraus, dass jeder Punkt mit nur einem Atom besetzt ist, so erhalten wir als berechnete Kantenlånge des Elementarwirfels 3,55.10-%em. Die Uber- einstimmung mit der direkt gefundenen Zahl zeigt, dass die Grundlage der Berechnung richtig sein muss, dass jeder System- punkt nur ein Atom Kohlenstolf repråsentiert. Derart hat man, durch rein physikalische Untersuchungs- methoden die Anordnung der Atome im Diamant bestimmen können. In chemischer Beziehung zeigt dieser Bau der Diamani- krystalle manchen interessanten Zug. Man findet, dass jedes Kohlenstaffatom von den vier nåchsten in tetraedrischer Anord- nung umgeben wird, weiter bilden je sechs Atome zusammen einen Ring. So sind die beiden Hauptbegriffe in der Chemie der Kohlenstoffverbindungen, VAn't Horrs Tetraeder und KrkurLks Sechsring, gewissermassen schon in der inneren Struktur des Diamanten angedeutet. In krystallographiseher Beziehung ist das Punktsystem des Diamanten von ganz besonderem Interesse. Zunåchst interessiert uns die Symmetrie dieser Strukturart. Die beiden BrRaGG nahmen an, dass dieses Punktsystem der symmetrischsten Klasse des regulåren Krystallsystems, der hexakisoktaedrischen, angehört; aber ein einziger Blick auf unser Modell "berzeugt uns davon, dass die Symmetrie eine geringere ist. Die Wirfelebenen sind keine Symmetrieebenen, nur die Rhombendodekaederebenen sind 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 19 es. Die Wirfelnormalen sind keine gewöhnlichen vierzåhligen Symmetrieaxen, sie sind vierzåhlige Axen der zusammengesetzten Symmetrie, sonst sind sie zweizåhlig. Nun gibt es unter den fnf Symmetrieklassen des reguliren Krystallsystems nur eine einzige, welche die eben aufgezåhlten Symmetrieeigenschaften besitzt, es ist dies die hexakistetraedrische Symmetrieklasse”. Und zu eben dieser Symmetrieklasse wurden die Krystallo- graphen gefihrt, als sie die åussere Form der Diamantkrystalle studierten. I In einer inzwischen publizierten Abhandlung (Zeitschr. f. Krystallogr. Bd. 54 1914, S. 65) bringt P. v. Grorn Darlegungen iiber die Symmetrie der Diamantstruktur, welche zu einem anderen Resultat kommen als meine obigen Ausfiihrungen, indem er der Struktur keine Symmetrie- ebenen und keine vierzåhligen Axen der zusammengesetzten Symmetrie zuerkennt. Der Unterschied, hat seinen Grund in der Definition des ,Punktes*. P. v. Grotu scheint mit ScHornrfLiEs den ,Punkt* als assymetrisehes Gebilde anzunehmen, wåhrend Somnckr dem ,Punkt* Symmetrieebenen beilegt. Der ,Massenpunkt* in unserem Falle, das einzelne Kohlenstoffatom, diirfte nicht assymetrisch sein. Der ,symme- trische* Massenpunkt im Sonnckr-Punktsystem kann betrachtet werden, als aufgebaut aus zwei oder mehr assymmetrischen Scnoenruizs-Punkten. Zum Aufbau eines Punktsystems mit Ebenensymmetrie gebraucht man nach ScHoenFLIEs eine gleiche Anzahl rechter und linker assymme- trischer Punkte. Hieraus folgt aber noch nicht, dass nun ein solches Punktsystem aus rechten und linken aktiven Atomen oder Molekiilen gebaut ist. Der assymetrische Scaoenruirs-Punkt ist eine sehr niitzliche geometrische Abstraktion, braucht aber im konkreten Falle keine Exi- stenz als selbstståndiger Massenpunkt zu besitzen. Im Einzelfall dirfte er håufiger nur einen Teil eines symmetrischen Massenpunktes repråsen:- tieren. Die Symmetrie des Massenpunkts wird dann durch Zahl, An- ordnung und eventuelle Enantiomorphie seiner geometrischen Einzel- punkte dargestellt. Die Symmetrieverhåltnisse des Diamants-Punktsystemes wurden auch von P. P. Ewarp einer eingehenden Diskussion unterzogen (Annalen der Physik, Bd. 44, 1914, S. 277—279). Ieh kann mich seinen An- sichten iiber die Symmetrie des Systems vollståndig anschliessen, in- besonders seinem Nachweis, dass dieselbe in gewisser Beziehung An- klånge an die hexakisoktaedrische Klasse zeigt. Diese Mittelstellung des Punktsystems zwischen ausgesprochen hexakistetradrisch und hexakisoktaedrisch (fehlende Polaritåt der Ok- taedernormalen) bedingt offenbar auch das Fehlen piöézoelektrischer Erscheinungen am Diamant. Echte (vektorielle) Pyruelektrizitåt wåre auch bei ausgesprochen hexakistetraedrisehem Habitus des Punkt- systems aus Symmetriegriinden ausgeschlossen. 20 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 8 Zu welcher Art von Punktsystemen gehört nun die Struktur des Diamanten, enispricht sie einer derjenigen Strukturarten, die wir durch Somnckes Darlegungen kennen? Die Betrachtung des Systems zeigt uns sofort, dass es ein SoHnckr-Punktsystem sein muss, denn wir finden das Grundpostulat derselben beslåtigt, alle Punkte sind geometrisch åquivalent, jedes beliebige Kohlenstoffatom wird von den andern in gleicher Weise umgeben. Es handelt sich hier offenbar um das ,regulåre Gegenschrauben- system zweiter Art*!, Sonnckzs System No.63. Wir haben hier aber nicht den allgemeinsten Fall des regulåren Gegenschrauben- systems zweiter Art, sondern einen Spezialfall, entstanden durch Zusammenfallen mehrerer Systempunkte zu je einem Punkt höherer Ordnung. Und es ist besonders interessant, dass dieser Spezial- fall des Sonnckr-Systems No. 68 schon 1869 von Carr. Wiener geometrisch beschrieben wurde*, und zwar als Beispiel dafir, wie Tetraeder regelmåssig råumlich angeordnet werden können, derart, dass jedes Tetraeder von den "brigen in gleicher Weise umgeben wird. Ein zweites Mineral, das von W. L. BRaGG untersucht wurde, ist die regulåre Krystallart des Zinksulfids, Zinkblende. Er fand hier ein åhnliches Punktsystem, wie för Diamant, nur mit dem Unterschied, dass die eine Hålfte der ganzen Punktanzahl aus Zinkatomen besteht, die andere Hålfte aus Schwefelatomen, ent- 1 Siehe Sonncke, Entwickelung einer Theorie der Krystallstruktur, Leipzig 1879, S. 169. Man vergleiche Sonncxr |. c., S. 25, 170, 174. Car. Wrieners Original- abhandlung ist mir leider nicht zugånglich gewesen. Das System wird beschrieben, als bestehend aus regulåren Tetraedern, die einander parallelflåchig, aber mit gekreuzten Kanten, gegeniiberstehen. Dass ebendieselbe Definition dem Punktsystem des Diamanten zugrunde gelegt werden kann, ergibt sich aus der Betrachtung des råumlichen Modells. Sofort ersieht man es aus den Abbildungen, welche L. Förer in seiner Abhandlung: ,Der Fundamentalbereich des Diamantgitters* (Physikalische Zeitschr., Bd. 15, 1914, S. 199) gegeben hat. Ich kann somit P. P. Ewarp (Annalen der Physik, Bd. 44, 1914, S. 280) und P. v. Grotn (Zeitschr. f. Krystallogr., Bd. 54, 1914, S. 70) nicht beistimmen, wenn dieselben das Punktsystem des Diamanten nicht unter die Sonncke-Systeme einordnen wollen. 9 per 1915] ÖUBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 21 sprechend den beiden, einander durchdringenden regulåren Raum- gittern. In unserm Modell kanu diese Struktur leicht demon- striert werden, indem man beide Raumgitter mit verschieden- farbigen Kugeln besetzt. Auch die Struktur der Zinkblende ent- spricht der hexakistetraedrischen Symmetrieklasse. Von Interesse ist die Anordnung der Punkte in Bezug auf die Ebenen der Oktaederflåchen. Abwechselnde Netzebenen in diesen Richtungen sind ent- weder nur mit Zinkatomen oder nur mit Schwefelatomen besetzt, die Abstånde zwischen konsekutiven Netzebenen wechseln periodiseh zwischen zwei Werten, die sich wie 1:3 verhalten. Wir können den Krystall demnach in der Richtung einer Ok- taederflåche in Ebenenpaare zerlegen, bestehend aus je einer Zinkebene und der nåchstbenachbarten Schwefelebene, wie es auf Fig. 2 schematisch angedeutet ist. Diese Struktur besitzt somit eine sehr stark ausgeprågte polare Assymmetrie in der Richtung der Oktaedernormalen, deutet somit auf eine besonders stark ausgeprågte Hemiedrie der Zinkblendekrystalle. Dies stimmt ausgezeichnet mit der krystallographisehen Erfahrung, die Kry- stalle der Zinkblende zeigen eine weit stårkere Abweichung vom hexakisoktaedrischen Habitus, als die Krystalle des Diamanten. Wir können auch direkt aus der Struktur der Zinkblende einen wesentlichen Unterschied zwischen parallelen Flåchenpaaren in der Oktaederrichtung voraussehen, also zwischen den Flåchen des positiven und des negativen Tetraeders. Denken wir uns einen Schnitt dureh den Krystall, parallel einer Oktaedernormale (Fig. 2), so sehen wir den Krystall gebaut aus Doppelschichten von je pr V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 einer Zinkebene und einer Schwefelebene. Die Doppelschichten wenden stets ihre Zinkebene nach einer Seite, die Schwefelebene nach der andern. Damit der Krystall nun die Bauschzusammen- setzung ZnS besitzt, muss er aus einer ganzen Zahl von Doppel- schichten bestehn, dass heisst, wåhrend die eine begrenzende Tetraederflåche immer mit Zinkatomen besetzt ist, muss die parallele Gegenflåche immer mit Schwefelatomen besetzt sem. Kann dieser Unterschied paralleler, entgegengesetzt gerichteter Krystallflåchen sichtbar gemacht werden? Denken wir uns den Krystall che- misch angegriffen, so miissen wir annehmen, dass eine Såure am schnellsten diejenigen Flåchen angreifen wird, in denen nur Zinkatome nach aussen gerichtet sind, eine Base wird dagegen am schnellsten an denjenigen Flåchen angreifen, in denen Schwefel- atome nach aussen wenden. Wie stimmt nun dieses mit der Erfahrung? Im Jahre 1884 fand F. Brcke eben diesen Unter- schied zwischen den parallelen Flåchen der beiden Tetraeder; die einen wurden durch Såuren schnell gelöst, boten aber grossen Widerstand gegen Basen, die andern verhielten sich gerade ent- gegengesetzt. Wir sehen hier somit eine völlige Uebereinstim- mung zwischen Theorie und beobachteten Tatsachen. Wie stimmen nun die Strukturen des Diamanten und der Zinkblende mit der Relation zwischen Punktsystem und Spalt- barkeit? För Bravars-Gitter soll, wie schon fruher erwåhnt, der Satz gelten, dass die Spaltungsrichtungen solehe Ebenen sind, die am dichtesten mit Punkten besetzt smd, und die den grössten Abstand zwischen konsekutiven Netzebenen besitzen. Bei den Bravars-Gittern sind beide Bedingungen stets gleich- zeitig erfillt, dagegen nicht bei unseren, mehr komplizierten, Punktsystemen. Im Falle des Diamanten und der Zinkblende sind es die Rhombendodekaederflåchen, die am dichtesten mit Punkten besetzt sind, dagegen finden wir das Maximum des Ab- standes zwischen konsekutiven Netzebenen zwischen jeder zweiten Oktaedernetzebene. Welches Kriterium ist nun das entscheidende, die Punkt- dichte oder der Netzebenenabstand; spalten die zwei Krystalle nach den Flåchen des Rhombendodekaeders oder denen des Ok- 1915] ÖBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 23 taeders? Die Antwort ist öberraschend; die eine Krystallart, die Zinkblende, låsst sich vortrefflich nach dem Rhombendode- kaeder spalten, die andere, der Diamant, dagegen nach den Flåchen des Oktaeders. Es scheint hiernach, dass die Anord- nung der Atome im Raume nicht der einzige bestimmende Faktor fir die Spaltbarkeit ist; auch die Kråfte, welche die Atome in ihrer Lage festhalten, scheinen von mitwirkender Bedeutung fir die Spaltbarkeit zu sein. Die zweite vermutete Relation galt den åusseren Begrenzungs- flåchen der Krystalle. Die håufigsten und wichtigsten Krystall- flåchen sollten am dichtesten mit Punkten besetzt sein. In un- serem speziellen Fall låsst sich diese Relation leicht prufen. Das Punktsystem des Diamant und der Zinkblende bietet den rechne- risehen Vorteil (im Gegensatz zu vielen anderen Sonnckr-Systemen), dass alle parallelen Netzebenen gleich dicht besetzt sind (bei Dia- mant stets mit gleichartigen Atomen, bei Zinkblende teilweise mit verschiedenen). Fine Berechnung der Punktdichten ist sehr einfach, indem wir die Zahlen zugrunde legen, welche E. v. Feporow för das flåchenzentrierle regulåre Bravars-Raumgitter (seine dodekaedrische Strukturart) berechnet hatl, und seine Zahlen fir diejenigen Netzebenen verdoppeln, bei denen die Netze beider Gitter in dieselbe Ebene fallen. In der folgenden Ta- belle sind die dichtesten Punktnetze zusammengestellt, ge- ordnet nach abnehmender Dichtigkeit; jede Krystallflåche ist mit ihren drei Indices bezeichnet, den reziproken Werten ihrer Schnitte an den drei Wirfelkanten. Diejenigen Krystall- flåchen, die an Diamant oder Zinkblende sicher beobachtet sind, habe ich mit einem Kreuz bezeichnet, unsichere Flåchen mit einem Fragezeichen, nicht beobachtete mit einem Strich. Als Finheit der Punktdichte wurde der Wert dieser Grösse auf der Wirfelflåche gewåhlt. 1 Zeitschr. f. Krystallogr., Bd. 36, 1902, S. 221, siehe auch Bd. 40, 1905, S. 529. 24 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 , Krystall- i Zink- Punktdichte Auke Diamant en ao) ae 1 1,155 (111) å 1000 | (100) JE 08 en) me Kr o62 11 (810) 0,603 (311) DEE 0535 | * (321) ? 55 oe v Ai 0459 (331) Ser 0447 | (210) ? 26 0426 (332) 2 4 0392 | (481) ? då 039 | (510) | EA 035 | 611 | ee 036 Ar GN 0343 | (433 SE N ke NN 0,338 | (531) 2 3 0338 | (221) EN 0324 | (532) ST 0,324 (611) os å 0,309 (541) BE å 0,305 (533) ae 28 0,295 (631) IE 2 0283 (543) E = 0283 | (710) LE = 0,280 (551) - JE 0,280 (771) ik 2 0,277 (320) ? 2 Die Tabelle zeigt, dass wirklich m den gröbsten Zigen eine Beziehung zwischen dem Auftreten der Krystallflåchen und ihrer Punktdichte besteht. Aber in den Einzelheiten zeigen sich ganz unzwelfelhafte Abweichungen von einem Parallelismus beider Figenschaften. So kommt der Krystallflåche (322), die sowohl an Diamant wie Zinkblende beobachtet wurde, eine Punktdichte 1915] UBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 25 von nur 0,243 zu. Ferner sollte nach der Punktdichte das Rhombendodekaeder (110) eine håufigere Form des Diamanten sein als das Oktaeder (111), wåhrend tatsåchlich das Gegenteil der Fall ist. Also auch för das Auitreten der Krystallflåchen scheint die Punktdichte nur einer der massgebenden Faktoren zu sein, nicht aber das ausschliesslich Bestimmende. Fine weitere Krystallart, welche von W. L. BRAGG untersucht wurde, ist Fluorcalcium, Flusspat. Die Struktur des Flusspats kann auf unserem Modelle dargestellt werden, indem wir ein Calciumgitter von flichenzentrierten Wirfeln von einem Fluor- gitter durchdringen lassen, dessen Massenpunkte ein einfaches Waårfelgitter bilden mit der halben Wirfelkantenlånge des Cal- ciumgitters. Auf diese Weise enthålt die Raumeinheit doppelt so viele Fluoratome als Galeciumatome, entsprechend der Formel CaF,. Die Inkongruenz des Fluorgitters und des GCaleiumgitters ist nur eine scheinbare, indem wir uns das Fluorgitter aus zwei seitenzentrierten Gittern doppelter Kantenlånge gebaut denken können. Das Punktsystem des Flusspats entspricht in seiner Symmetrie der höchstsymmetrischen Klasse des regulåren Krystall- systems, der hexakisoktaedrischen, welcher Symmetrieklasse der Flusspat auch tatsåchlich angehört. Die Versuche uber die Beugung und Reflexion der Röntgen- strahlen zeigen somit mit aller Sicherheit, dass die Krystallstruktur der erweiterten Theorie von Sornckz entspricht. Eine komplizierte chemische Verbindung im krystallisierten Aggregatzustand besteht demnach aus einer grösseren Ånzahl kongruenter mit Atomen be- setzter Raumgitter, die einander auf regelmåssige Weise durch- dringen, und die eine solche gegenseitige Lage haben missen, dass gewisse molekulåre Figentimlichkeiten, wie zum Beispiel die gegenseitige Lage der Atome in isomeren Verbindungen, im Punkt- system erhalten bleiben. Die Vorstellung, dass die Krystalle aus derartigen, chemisch verschiedenen, Gittern bestehn, die einander gegenseitig durch- dringen, erhålt auch eine Beståtigung durch eine Reihe von Untersuchungen, welche in den letzten Jahren durch F. Rinne und seine Schiler ausgefuhrt wurden. 26 V. M. GOLDSCHMIDT [No. 3 Betrachten wir unser Punktsystemmodell, so können wir uns das Gedankenexperiment vorstellen, dass wir aus einem komplexen Punktsystem die eine Art Atome herausnehmen. Der Rest des Punktsystems zeigt dann noch immer Krystallstruktur und sollte sich zum Beispiel in optischer Beziehung verhalten, als sei er ein Krystall desselben Krystallsystems wie das urspringliche Komplexgitter, wenn auch eventuell einer anderen Symmetrie- klasse angehörend. Experimente dieser Art lassen sich tatsåchlich verwirklichen. Eines der bekanntesten Beispiele bezieht sich auf das Mineral Brucit, Magnesiumhydroxyd. Brucit krystallisert im trigonalen Krystallsystem, ist daher optisch einaxig, wie die Symmetrie es verlangt. Magnesiumoxyd bildet dagegen Krystalle, welche dem regulåren Krystallsystem angehören, also in optischer Be- ziehung isotrop sind, es ist das bekannte Mineral Periklas. Wenn man einen Brucitkrystall vorsichtig erhitzt, gelingt es, den ganzen Wassergehalt zu entfernen ohne die Krystallstruktur gånzlich zu zerstören. Wir erhalten somit einen Körper, der aus reinem Magnesiumoxyd besteht, jedoch nicht mit den Figenschaften des Periklases, sondern deutlich optiseh anisotrop. Er ist optisch einaxig, wie es.einem trigonalen Punktsystem entspricht, er zeigt auch in seinen Kohåsionsverhåltnissen Anklånge an das urspriingliche Hydroxyd. Es gelingt also, das Komplexgitter in mehrere, chemisch verschiedene, Komponenten zu zerlegen, ohne die regelmåssige Struktur ganz zu zerstören. F. Rinng, der dieses Experiment als »krystallographischen Abbau* bezeichnete, hat ferner gezeigt, dass man sogar aus sehr komplizierten chemischen Verbindungen auf analoge Weise ein- zelne Gitterkomponenten isolieren kann. So gelang es ihm, aus Krystallen des Minerals Biotit, dem die chemische Formel K3 Hz (Al, Fey; Sig Os4 : x (Mg, Feb» S10, zukommt, durch Behandlung mit Såuren und spåterem Glöhen ein Gitter aus reiner Kiesel- såure darzustellen, das in seinen optischen Eigenschaften und seinen Kohåsionsverhåltnissen noch deutliche Anklinge an den urspriinglichen Biotit erkennen liess. 1915] ÖUBER DIE STRUKTUR DER KRYSTALLE 27 Auch diese Versuche fordern zu ihrer Erklårung eine Kry- stallstruktur, wie sie SoHnckEs erweiterter Theorie entspricht. Alle die experimentellen Untersuchungen und theoretischen Betrachtungen, die ich hier kurz skizziert habe, fiihren somit zu einem bestimmten Bilde, das uns zeigt, wie die kleinsten Teile eines Krystalls im Raume angeordnet sind. Der Werdegang der Lehre von der Krystallstruktur ist in mehrfacher Beziehung von Bedeutung. Zunåchst wegen des behandelten Gegenstandes, welcher nicht nur för die Krystallo- graphie grundlegend ist, sondern auch fir die Physik und Chemie fester Körper. Die Entwickelungsgeschichte der Strukturlehre hat aber auch eine allgemeinwissenschaftliche Bedeutung, denn sie zeigt uns, vielleicht klarer als irgend ein anderes Beispiel, den Weg des Fortschritts in den Naturwissenschaften. Wir sahen, wie die Entwickelung ihren Anfang nahm, wie Beremans und Haöys geniale Intuition, gestitzt auf sorgfåltige deskriptive Arbeiten, bereits die Richtlinien feststellen konnte, denen auch die spåtere Strukturforschung folgen musste. Den nåchsten Fortschritt verdanken wir der deduktiven mathematischen Methode, welche unklare Vorstellungen durch wohldefinierte ersetzte, welche uns schliesslich einen Uberblick tuber alle geometrisch möglichen regelmåssigen Punktsysteme gab, ohne allerdings etwas Bestimmtes ber die reale Existenz der Punktsysteme aussagen zu können. So blieb die Lehre von den regelmåssigen Punktsystemen lange ein beinahe totes Wissen, ohne fruchtbare Anwendung, bis sich endlich ein neuer Faktor in der Entwickelung geltend machte, welcher es ermöglichte, die geometrische Strukturlehre auf konkrete Fålle anzuwenden, dieser neue Faktor war der technische Fortschritt in den experimentellen Untersuchungsmethoden. Heutzutage ist es das Experiment, welches das entscheidende Wort auf dem Gebiete der Krystallstruktur spricht, und bis jetzt wurden die Vorstellungen der gevmetrischen Theorie von den experimentellen Tatsachen glånzend beståtigt. PSYKIATRISKE OG SEXOLOGISKE BEMÆRKNINGER OM TABU OG TOTEM AF PAUL WINGE (ViDENsKaPSSELSKAPETS FORHANDLINGER FOR 1915. No. 4) KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1915 Fremlagt i fællesmøtet den 26de mars 1915. L | Å. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A| I. Vag sammenligning af de jordfundne redskaber fra sten- alderen med dem, som i vor tid endnu benyttes af de saakaldte vilde mennesker, var der allerede før midten af forrige aarhun- drede paavist væsentlige ligheder; men denne sammenligning fik øget interesse og betydenhed, eftersom man 1 den følgende tid ved samarbeide mellem geologer, palæontologer og anthropologer gjorde en række fund fra diluvialtiden af menneskelige skelet- dele, som frembød anatomiske ligheder med endnu levende menneskeracers. Den videnskabelige betydenhed af disse studier blev saa meget mere afgjørende, fordi læren om menneskets genetiske sammenhæng med de øvrige hvirveldyr i det samme tidsrum arbeidede sig frem til anerkjendelse 1 hele den viden- skabelige verden. De vilde stammers levesæt blev gjenstand for indgaaende studier af en række fremragende ethnologer, blandt hvilke her kun skal nævnes LuBBock, McLeNnan, MorGan og WESTERMARCK, og disse forskere underkastede særlig de oplysninger, som fore- laa om disse stammers konnubiale gamier !, en kritisk behand- ling og sammenligning. Blandt andet paa grund af ligheden mellem visse nulevende | Australnegeres og de diluviale menneskers kranier havde man tid- ligere troet, at Australnegerne repræsenterer en primær menneske- race; men den nærmere undersøgelse viste, at saa ikke kunde være tilfælde, idet man hos de australske stammer forefandt en 1 For hvad der forstaaes ved dette udtryk skal der nedenfor blive nær- mere redegjort. 4 PAUL WINGE [No. 4 social organisation, som henviste til en forudgaaende langvarig udvikling. Man mødte nemlig hos disse stammer en dyredyr- kelse af væsentlig samme art som den Lonc allerede 1 1791 havde paavist hos Indianere, og denne dyredyrkelse”! var hos begge disse fra hinanden saa fjernt levende menneskearter in- timt sammenvævet med klanforfatning og exogami. Ligheden mellem de to arter af samfundsordning viste sig at være endnu videre gjennemført, idet de eiendommelige saakaldte tabu>-fore- stillinger (som forøvrigt findes udbredte over hele menneskeheden) hos begge havde udformet meget ensartede skikke. Hele denne kultur benævnte LuBBock , Totemisme*. Skuffelsen over, at Australnegerne ikke var primære men- nesker, gav sig imidlertid, da man i nogle tropiske lande opda- gede lavtvoxne menneskeracer (Pygmæer), hvis kultur er mere primitiv end Australnegernes ?. Man gik nemlig dengang ud fra, at alle menneskeracer tilhørte samme art, og enkelte forskere tog tilorde for den opfatning, at de nævnte pygmæerstammer endnu staar paa det samme anthropologiske udviklingstrin som de aller ældste menneskeracer, og saaledes kunde ansees som primære mennesker. Naar man hylder læren om den hele menneskeheds arts- enhet, kan det ganske vist være berettiget at tale om et primært menneske og at søge efter et saadant; men man er efter min me- ning ialtfald ikke berettiget til i nutidens Pygmæer at se repræsen- I Lone kaldte vedkommende dyrearter ,totam«, men senere er ordet al- mindeligvis skrevet ,totem". Det skal være en gjengivelse af et i Chippewa-indianernes sprog hjemmehørende ord dodaim (odaim) med betydningen: den (det) som raader for (har i sin magt) en person, et sted eller en stilling. Tabu er et polynesisk ord, sammensat af ,ta* og ,pu". Ta betyder anderledes, særeget, udmærket. Pu betyder særdeles, i høi grad. Tabu betegner mennesker, dyr, planter, gjenstande, steder, ord eller handlinger, som er hellige eller indviede eller forbandede, eller hvis be- nyttelse er forbudt, i modsætning til ,.Noa*, der betegner det, som er almindeligt og af alle kan benyttes. I betydning svarer altsaa ,tabu* omtrent til græsk ,dyios* og latin ,,sacer*. 3 Kongopygmæerne i Centralafrika, Weddaerne paa Ceylon, Semangene og Senoierne paa Malakka og Negritoerne paa Filippinerne samt en- kelte andre stammer. [80] = 1915] OM TABU OG TOTEM 3) tanter for det primære menneske. Man har nemlig ikke fundet utvil- somt diluviale Pygmæer), og de nulevende staar i anthropologisk henseende paa et høiere udviklingstrin end de diluviale Evropæere. At Pygmæerne ikke kan være primære mennesker, fremgaar for- øvrigt efter min opfatning allerede deraf, at ingen af dem, efter hvad der anføres, har bevaret sit oprindelige sprog, men istedet antaget de omboende stammers, og vel at mærke i antikke ud- viklingsstadier, som disse sidste forlængst har overvundet?, et forhold, der forudsætter en gammel kulturpaavirkning af saa stor styrke, at den vistnok ikke kan tænkes uden i forbindelse med krydsning og raceforskyvning. Jeg mener, at man ogsaa i fremtiden forgjæves vil søge efter det primære menneske. Jeg antager nemlig, at dette ikke existerer og aldrig har existeret. Efter nutidens kjendskab til fossile menneskeracer maa det vistnok antages, at der til for- skjellige tider, maaske allerede et stykke tilbage i tertiærtiden, er fremtraadt menneskearter i fjernt fra hinanden liggende egne; og af disse arter er formentlig nogle allerede tidligt uddøde, andre har krydset sig med hverandre og er bleven stamforældre til de nulevende menneskearter. De anthropoide abearter maa vistnok ansees som sidegrene, der er skudt ud fra stammen, før den menneskelige artskonfluents begyndte. Udviklingen af hele den dyreslægt, til hvilken ogsaa menneske- arterne hører, maa have omspændt et uhyre tidsrum; og de ældste arkæologiske spor efter mennesker maa sikkert tilhøre dette tids- rums sidste fase. Til nogen mutation under denne fase har vi ialtfald intet kjendskab, og vi maa vel derfor antage, at der har fundet en jevn udvikling sted. Man kan saaledes med en vis ret tale om primitive menneske- racer, men nogen enkelt primær menneskerace har efter min me- ning aldrig existeret. I Se ScmaLpe: "Studien zur Vorgeschichte des Menschen*, Sonderheft zu Zeitschrift fir Morphologie und Anthropologie 1906, s. 39 f. ? Saa paastaaes ialtfald at være tilfælde med de af Malayerne betvungne Pygmæer. 6 PAUL WINGE [No. 4 De vilde folks psykologi blev naturligvis draget ind under studiet af deres samfundsforhold, og da man lærte nøilere at kjende den amerikanske og den australske totemisme, kom flere forskere ind paa den tanke, at totemismen repræsenterede et kulturstadium, som alle de nulevende høierestaaende menneskers stamforældre engang i en forhistorisk tid havde gjennemlevet, og det laa da nær at anskue f. ex. Weddaernes kultur som et la- vere udviklingstrin, fra hvilket totemismen kunde have udviklet sig. WirnetLu Wvunpr udgav 1 1912 sin bog ,Flemente der Völker- psychologie*, i hvilken han med udgangspunkt i læren om menneskets artsenhed hævder, at Pygmæerne repræsenterer et primitivt kulturtrin, af hvilket totemismen har udviklet sig. Af denne fremgaar saa videre en tredje hovedepoke, som Wundt benævner helte- og gudetiden. Naar man alene tager i betragtning de mest oprindelige so- ciale fænomener, er det ogsaa efter min opfatning videnskabelig berettiget at gaa ud fra som en given forudsætning, at alle nu- levende menneskestammer, før de kunde naa udover de lavest- staaende vildes kulturtrin, har gjennemgaaet ensartede udviklings- faser — forsaavidt der ikke har fundet overmægtige kulturpaa- virkninger sted, som har overført vedkommende stammer direkte fra et primitivt til et høiereliggende kulturtrin. Sanseopfatningen og de fire animale grundinstinkter (drif- terne): alimentationsdriften, detumescentsdriften, kontrekta- tionsdriften og fugaldriften er utvilsomt identiske hos alle høiere hvirveldyr — mennesket indbefattet. Vistnok kan hos nogle arter en eller flere sanser være skar- pere, hos andre sløvere end hos mennesket, men nogen væsens- forskjel kan ikke antages at foreligge, ligesaalidt som det kan formodes, at noget dyr er 1 besiddelse af en drift, som ikke kan henføres under nogen af de forannævnte. Vedkommende dyrs sansning maa da danne mnemiske en- grammer (altsaa ogsaa erindringsbilleder) af samme art som menneskets, og da drifterne ligeledes er mnemisk betingede, maa ogsaa disse saavel hos dyr som mennesker være ligeartede. At 1915] OM TABU OG TOTEM 7 saa virkelig er tilfælde, bekræfter tilfulde vor daglige erfaring fra vore husdyr. Men naar erindringsbillederne er af samme natur, da kan ikke de elementære forestillinger være af en anden; og det lig- ger i sagens natur, at drifterne maa søge sin tilfredsstillelse paa væsentlig samme maade hos alle høiere dyr — mennesket ind- befattet. Drifternes tilfredsstillelse ledes 1 den første lid af ungens liv alene af dennes arvede mneme; først efterhaanden gjør den af individet selv erhvervede erfaring og øvelse sig gjældende. Men det, som herved vindes, fuldkommengjør ikke alene indivi- dets egen færdighed, men det præger ogsaa dets kim og gjør derved, saalænge udviklingen er progenerativ, afkommets mne- miske skat rigere for hvert slægtsled I. Fuglens arvede mneme bringer den til et søge det passende sted for sit rede samt til at bygge dette efter en for arten karak- teristisk plan; og denne dens evne til at vælge og bygge kan ned gjennem slægtsledene tillade den en vis variation og for- bedring, men udover en vis snever grænse naar fremskridtet ikke. Ogsaa det primitive menneskes arvede mneme bragte det til at søge sig et tjenligt tilflugtssted og indrette dette efter sit behov, og ogsaa dets mnemiske skat berigedes fra slægtsled til slægtsled, dog uden at dets bolig naaede en fuldkommenhed som flere andre dyrs. Hos mennesket gjorde der sig nemlig en fak- tor gjældende, som foran redebygningen stillede andre og større krav til den mnemiske udvikling. Allerede de ældste menneskeracers intelligents var alle andre dyrs uhyre overlegen, og skjønt daarlig udrustede med naturlige angrebs- og forsvarsvaaben overvandt de ved hjælp af dette af- gjørende fortrin alle de øvrige dyrearter og naaede langt udover de grænser, til hvilke mnemen havde ført noget andet dyr, og med sprogets udvikling lærte det ikke blot at bygge et fuldkomnere rede end noget andet, men, hvad der var uendelig meget værdi- fuldere, det skabte en organisation, som selv i dens primitive for- I Se RicHarp Semon: Die Mneme 1911. 8 PAUL WINGE [No. 4 mer stod uendelig høit over alle andre dyrs. Denne organisa- tion er i aartusendernes løb mangfoldige gange nedrevet næsten til grunden for atter at opføres efter en anden plan og i en større maalestok; og disse nedrivninger og gjenopbygninger vil blive fortsatte, saalænge mennesker lever og virker paa jorden. Saalænge udviklingen er progenerativ, vil enhver ombygning være en fuldkommengjørelse; men denne ombygning kan ikke udføres uden for en pris, der staar i forhold til fremskridtets værdi. Menneskenes sansning og drifter har dog i sit grund- væsen altid været, vil altid vedblive at være de samme, og de behov, som drifternes tilfredsstillelse nødvendigvis maa forlange opfyldte, er bestemte af vedkommende menneskers mneme. Det er derfor givet, at de grundidéer, som leder gjenopbygningerne, altid maa blive de samme, og resultatet maa derfor ogsaa, trods alt, blive det gamle paa en ny maade, — og saa bliver det, til den degenerative udvikling har naaet sit maal — døden. Den tro, at samfundets organisation fra grunden af er byg- get af menneskelig tænkning og vilje og derfor ogsaa af disse kan gjenopføres helt fra nyt af — alt eftersom det til enhver tid maatte findes hensigtsmæssigt — er en indbildning. Jeg skal forsøge at vise, at tabuskikkene er et udslag af den ene af de fundamentale drifter, og at den totemistiske dyre- dyrkelse har sin oprindelse i en for alle menneskeracer fælles prælogisk tænkning, og det samme maa vel ogsaa kunne antages, forsaavidt angaar klanen (phratrien), der jo opstaar ved en ganske enkel deling. Hvis man for at betegne en kultur som totemistisk ikke forlanger mere end den karakteristiske kultus og klanforfatning, maa man derfor efter min mening være berettiget til at anse totemismen som et almenmenneskeligt kulturtrin, men da kan man ikke opfatte exogamiet som en integrerende del af totemismen. Til denne sag kommer jeg forøvrigt senere nær- mere tilbage. Jeg finder det paakrævet paa dette sted at indskyde nogle bemærkninger angaaende det konnubiale gami's udviklings- historie, og jeg tror, at det til forstaaelse af dette emne er nød- 1915] OM TABU OG TOTEM 9 vendigt at benytte tekniske sexologiske ord istedetfor de alminde- lige fra ganske andre sfærer hentede udtryk !. Endnu ved midten af forrige aarhundrede gik man almindelig- vis ud fra som en given forudsætning, at der inden dyreriget kun forekom to, fra hinanden skarpt adskilte sexuelle levesæt, nemlig det parvise, under hvilket én han slutter sig sexuelt sam- men med én hun, samt det flokkevise, under hvilket én han for- binder sig sexuelt med flere hunner. Det første af disse levesæt var guddommeligt fastsat for mennesket allerede ved dets skabelse. Som betegnelse for disse to sexuelle levesæt valgte man — som i den øvrige systematik — ord, hvis oprindelige betydning ikke havde hensyn til biologiske forhold. Man optog nemlig to 1 sen gammelgræsk forekommende juridisk-tekniske ord ;0v0- vauia og mokvyauia og lod det første af disse betegne den par- vise, det andet den flokkevise sexualforbindelse; og skjønt disse ord egentlig betyder ,enegifte* og ,mangegiflte* og altsaa be- tegner et juridisk, ikke et biologisk forhold, finder jeg dog at burde beholde dem ogsaa til sexologisk brug, idet jeg, naar 1 Da zoologerne udformede sit system, var de letsindige 1 valg af tek- niske udtryk. De tog som udgangspunkt for sin inddeling den gruppe dyr, af hvilken der oprindelig antoges skabt kun et par, som var stam- forældre til alle de øvrige individer af samme gruppe. Som den la- tinske betegnelse for denne gruppe valgte man ordet ,species". hvis grundbetydning er ,det som sees*, ,tilsynekomst" og videre afledet »Skikkelse*, ,sort*, et ord, der saaledes maa siges at være meget lidet betegnende for den brug, som zoologerne gjorde af det. Flere species sammensluttedes i en overgruppe, der betegnedes som ygenus*, hvis grundbetydning er ,slægt*, det er en samling individer, som har mindst et par kjendte stamforældre, et ord, der altsaa har en langt snevrere betydning end species. Disse ,genera” blev atter indordnede under ,familjer*, og vi fik saaledes endnu et teknisk ord, der var lige- saa uheldigt valgt som de to andre. ,Familje* betegner nemlig en vis menneskelig association, som intet har med biologi at skaffe. I vatget af tekniske udtryk som betegnelse for de forskjellige kjønsforbindelser var man ikke synderlig mere nøieregnende. Man benyttede ogsaa her ord, som betegner sociale forhold; og idet man gav disse ord en hel ny biologisk valents, afstedkom man megen uklarhed. Dette forhold var til en vis grad undskyldeligt for 100 aar siden; men nu er det paa høi tid at skabe en brugbar terminologi. 10 PAUL WINGE [No. 4 jeg sigter lil de menneskelige forhold, sætter foran adjektivet skonnubialt*. Jeg benytter ordet ,gami* som betegnelse for et sexuelt samliv af kortere eller længere varighed mellem to kjønsmodne individer af forskjelligt kjøn, men af samme art (eller af en saa nærstaaende, at befrugtning kan finde sted), som begynder med de forberedende skridt til coitus (parringsleg), og som ikke er af- sluttet med dettes fuldbyrdelse, men i ethvert fald varer 1 brunst- tiden. Coitus konstituerer altsaa ikke 1 og for sig noget gami. Vedkommende dyrearts fysiologiske gami er monogamt, naar den i vild tilstand lever parvis, men polygamt, naar den lever flokkevis, selv om det enkelte handyr under brunsttiden bemæg- tiger sig en enkelt hun og kun parrer sig med denne. Under monogamiet varer det sexuelle samliv, til ungen (eller ungerne) er udviklet nok til at greie sig selv. Hannen deltager i bygnin- gen af redet, tilveiebringer næringsmidler og beskytter hunnen og ungerne. Polygamiet varer ikke udover brunsttiden, og vare- tagelsen af de nævnte opgaver overlades derfor til hunnen alene. Det menneskelige gami er konnubialt, nåar det er sank- tioneret og beskyttet af vedkommende samfund. Bestaar det mellem flere mænd og en kvinde, kaldes det polyandri, er det sluttet mellem en mand og flere kvinder, benævnes det polygyni, i begge tilfælde er det polygamt. Gamiet er konnubialt, selv om det tillades hvilkensomhelst gament, ogsaa medens gamet bestaar, at pleie coitus med andre personer end de i gamiet deltagende. Jeg benytter ikke ordet ,promiskuitet* i en betydning, som blot gjør det anvendeligt om et sexuelt samliv, paa hvilket sam- fundet ingensomhelst indflydelse øver, men derimod som betegnelse for et gami, hvis nærmere beskaffenhed ikke er bekjendt, og som forudsættes at være saa svagt paavirket og kontrolleret af sam- fundsskikkene, at disse ikke hindrer de mest virile mænds par- ring med de mest feminine kvinder og saaledes heller ikke kan øve nogen væsentlig indflydelse paa befolkningens racekonstitution. Jeg finder altsaa promiskuitet forenlig med et meget svagt ud- viklet konnubialt gami. 1915] OM TABU OG TOTEM fl Ved endogami forstaar jeg et konnubialt gami, som er slut- tet mellem medlemmer af samme phratri, uden at der i defini- tionen er taget hensyn til spørgsmaalet om, hvorvidt incestuøse forbindelser er tilladte eller ei. Ved exogami forstaar jeg et konnubialt gami, som er slut- tet mellem individer, der ikke tilhører samme phratri, uden at der i definitionen tages hensyn til de mere eller mindre kom- plicerede regler for dettes stiftelse, som forefindes hos de fleste af de nu existerende totemistiske samfund. Ordet ,matriarkat* anvender jeg som betegnelse for det forhold, at slægten socialt og juridisk er knyttet sammen ved den mødrene side ? i modsætning til ,patriarkat*, hvor slægten er knyttet sammen til den fædrene side. Med ordet ,ægteskab* betegner jeg et patriarkisk gami med en og samme husstand, som er stiftet ved en retshandling. der giver de i gamiet fødte børn ret til at tilhøre den mandlige ga- ments familje. Ved et konnubialt monogami (matrimonium) forstaar jeg et paa livsvarighed beregnet ægteskab mellem en mand og en kvinde. Med ordet ,familje* mener jeg en af samfundet anerkjendt pa- triarkisk association, som omfatter ægtefællerne og deres fælles descendenter samt hver enkelt af ægtefællernes ascendenter og sød- skende, forsaavidt vedkommende ikke er traadt over i en anden familje. Til familjen henregner jeg ogsaa den ene af ægtefæl- lernes 1 tidligere ægteskab fødte børn, forsaavidt de staar under ægtefællernes tutel, samt adoptivbørn. Alle primitive systemer for ordningen af de konnubiale ga- mier maa efter min opfatning antages at være opkomne paa et saa tidligt kulturtrin, at vedkommende mennesker ligesaalidt som de vilde dyr kan have havt nogen bevidsthed om aarsagssammen- 1 Det under en applanationstid indtrædende kontrære forhold, som ka- rakteriserer sig ved amazonevæsen, skythisk afsindighed og lignende former, benævner jeg ,gynaikokrati". Se herom min afhandling: Den menneskelige gonochorisme og den historiske videnskab", Videnskabs- selskabets Skrifter 1913, Math.-naturvid. klasse no. 12. 12 PAUL WINGE [No. 4 hængen mellem parring og fødsel. De er alle resultatet af mne- miske indflydelser paa de sexuelle drifter, ikke af nogen tanke paa afkommets beskyttelse. Ligesaalidt som fuglen bygger rede med tanke paa en fremtidig fødsel, ligesaalidt har det primitive menneske truffet foranstaltninger med en kommende barnefødsel for øie. Som jeg senere lidt nærmere skal omtale, har vi fortiden ingen kundskab om de sexuelle forbold hos de vilde og halvvilde stammer, fra hvilke vore egne forfædre nedstammer; og man er efter min op- fatning ikke berettiget til at gaa ud fra som givet, Ja ikke engang til at anse som sandsynligt, at kun de stammer, som har overført de forskjellige primitive former for konnubialt gan: til exogami, har været levedygtige og 1 besiddelse af betingelserne for at føre den sexuelle og sociale udvikling videre frem. For at acceptere en saadan doktrin maatte der foreligge ganske andre oplysninger end de, vi fortiden besidder. Hertil kommer, at et nærmere studium af de nulevende totemistiske stammers levesæt viser os, at det heller ikke hos dem er en undtagelsesfåri regel, at exogami er forenet med totemistisk kultur og klanforfatning. Til dette emne kommer vi forøvrigt i det følgende nærmere tilbage. Det er efter min mening ugjørligt at bygge en sexologisk udviklingshistorie paa grundlag af vort kjendskab til de nule- vende vilde og halvvilde stammers ordning af deres konnubiale gami, og jeg kan derfor ikke anse den af Wunpr forfægtede folkepsykologiske udviklingstheori som tilstrækkelig videnskabe- ligt funderet. Hvor høit man end skatter de allerede foreliggende viden- skabelige resultater af studiet af de primitive menneskers ethno- logi og folklore, og hvor meget man end maatte vente sig af dette studiums fortsættelse, saa vil man nok komme til erkjendelse al, at disse studier alene ved et intenst samarbeide med den fysio- logiske og pathologiske psykologi samt ikke mindst med sexo- logien vil kunne give et afgjørende bidrag til forstaaelsen af den vældige udviklingsproces, som har ført mennesket frem fra de vilde stammers enkle samfund til vor tids altomspændende ci- vilisation. 1915] OM TABU OG TOTEM 13 Dette arbeides program er fra psykiatrisk og sexologisk standpunkt at optage til drøftelse et af de herhenhørende emner; men før jeg gaar over hertil, finder jeg at maatte indskyde nogle faa elementære psykiatriske strøbemærkninger. II. Psykiatrien kjender intet psykisk symptom, der er væsens- forskjelligt fra dem, som hører hjemme indenfor det normale sjæleliv. Alle de sygelige fænomener, der møder os hos de sinds- lidende, gjenfinder vi ogsaa hos det normale menneske; det er kun styrkegraden og varigheden og navnlig symptomernes for- ening i komplexer, som er forskjellig. I psykiatrien, som over- alt paa hele det medicinske omraade, er grænserne mellem sundt og sygt flydende; intetsteds findes der grænsepæle. Sanseopfatningen kan under sindslidelser være svækket eller — undtagelsesvis for visse sansers vedkommende — skjærpet, men det dreier sig altid kun om en gradsforskjel. Drømmen er normale hallucinationer, og ogsaa 1 vaagen til- stand kan der leilighedsvis indtræde hallucinationer, uden at man derfor er berettiget til at anse vedkommende som sinds- lidende. Temperamentet er jo ingenlunde hos alle sindsfriske det samme, og stemningen kan ogsaa hos disse svinge fra dyb sorg med svære selvbebreidelser til overstrømmende glæde med hø: selvfølelse, ja affekterne, navnlig skræk- og vredes- affekter, kan endog naa en saadan høide, at bevidstheden om- taages. Enkelte forestillinger kan ogsaa hos den normale — navnlig under træthedstilstande — naa saadan varighed og in- tensitet, at de blokker sindet og saaledes nærmer sig til tvangs- 14 PAUL WINGE [No. 4 forestillinger, og ogsaa den normale kan fælde domme, som ikke er mindre forkjerte end den sindssyges vrangforestillinger. Men under sindslidelser — og blandt disse navnlig under sindssygdomme — kan de nævnte psykiske funktionsforandringer naa en større intensitet og varighed, end det er muligt, saalænge sindets integritet er bevaret, og desuden indgaa med hverandre I faste og varige, men mod virkeligheden stridende forestillings- komplexer, som en normal kritik hurtig vilde sprænge. Som følge af disse forhold bliver under sindssygdommene patientens hele personlighed forandret, og denne forandring kan gaa saa langt, at han saa at sige kommer til at leve 1 en belt uvirkelig forestillingsverden. Jeg finder ikke anledning til at gaa nærmere ind paa disse emner, men maa til forstaaelse af det følgende sige nogle ord om drifterne og deres forandringer under sindslidelser. Drifterne bevirker primære handlingsimpulser, men hos de høiere dyr gjør disse sig ikke uden modstand gjældende, idet der i umiddelbar tilslutning til handlingsimpulserne vækkes kon- trastforestillinger, som forbyder iverksættelsen af handlingen, og der foregaar nu 1 sindet den kamp, som vi kalder vilje: Ved tæmning og dressur af dyret udvikles dets kontrastforestillinger, og det er ikke vanskeligt at overbevise sig om, at vore husdyr ikke blot kan handle med overlæg, men ogsaa under ledelse af moral og ethik. Men allerede fra menneskets første fremtræden paa jorden har dets mneme været rigere end noget andet dyrs, og ved hundretusender af aars progenerativ raceforskyvning og under stadig paavirkning af mægtige kulturimpulser har den efter- haanden naaet den rigdom, som det intellektuelt og ethisk høit- staaende menneske ved sin fødsel medbringer som sin dyreste arv. FEftersom dette menneske voxer op 1 ren moralsk luft i et velstyret samfund, strømmer der stadig ind paa dets sind en mægtig intellektuel og ethisk paavirkning, som ikke blot er dres- sur, men en personlighed skabende kralt. Alimentationsdriften leder søgningen efter næring. Detu- mescentsdriften fjerner de efter alimentationsdriftens tilfreds- 1915] OM TABU OG TOTEM 15 stillelse i legemet ophobede sekretions- og exkretionsstoffe, og sammen med kontrektationsdriften konstituerer den kjønsdriften. Fugaldriften beskytter mod fiendtlige angreb. Den sexuelle detumescentsdrift driver manden til sexuel aktion overfor den kvinde, som virker kontrekterende paa ham, og kontrektationsdriften leder kvinden til den mand, som virker kontrekterende paa hende. Kjønsdriftens nærmeste formaal er den sexuelle akt, men kontrektationsdriften har ogsaa et andet mere fjernsigtigt maal. Den underholder ikke blot den erotiske kjærligheds ild og bringer menneskene til at gjøre offer og bære savn for denne flammes bevarelse, men den er ogsaa moder til de høiværdige protektive instinkter, som ikke blot sammen- slutter og beskytter den enkelte familjes medlemmer, men som ogsaa fører den hele nation — og 1 sidste instants endog alle civiliserede mennesker — ethisk og moralsk sammen, og den er saaledes den menneskelige solidaritetsfølelses ophav. Saalænge udviklingen er progenerativ, undergaar kontrektationsdriften en stadig forædling, idet den drager flere og flere af menneske- livets opgaver ind under sit barmhjertige værn. Fugaldriften skiller og fjerner dyrene fra hinanden paa to principielt forskjellige maader, nemlig enten derved, at det ene 1 kamp overvinder og dræber det andet, eller derved, at det ene tager flugten og søger sig skjulested; i det første tilfælde virker selvhævdelsen eller herskerinstinktet, i det andet skyheden. Ogsaa for menneskets vedkommende spiller fugaldriften endog under de høieste civiliserede forhold en vigtig rolle; men da selv den mest primitive organisation til en vis grad aflaster den, og da den sociale organisation, eftersom den fuldkommengjøres, i stadig stigende grad erstatter den, er fugaldriften ikke af den algjørende betydning for menneskearternes som for de øvrige dyrearters opretholdelse. For visse omraaders vedkommende taber fugaldriften hos mennesket, ialtfald naar det er naaet udover det mest primitive stadium, næsten al betydenhed. Sky- heden advarer dyrene mod skadelige næringsmidler og hemmer 16 PAUL WINGE [No. 4 forsaavidt alimentationsdriften; men hos det civiliserede menneske finder vi kun svage spor af denne skyhedsfunktion. Skyheden er først og fremst rettet mod det uvante eller ukjendte, det pludseligt overraskende, hvis væsen og virkning man ikke kjender eller ialtfald ikke i det givne øieblik kan be- dømme med sine sanser f. ex. paa grund af mørke. Hesten bliver sky, naar den første gang ser en vogn, som bevæger sig uden at være trukket af et dyr. Enhver betydelig forandring, enhver uvant begivenhed, som man finder paafaldende og ufor- klarlig, fremkalder skyhed, som derfor er den primære reaktion ved synet af det menneskelige lig. Fornemmelsen af, at en stærkere magt er nærværende, frem: kalder skyhedsreaktion, og en person, der antages at være istand til at bevirke en betydelig forandring eller øve indflydelse paa vigtige begivenheders gang, repræsenterer den stærkere magt og er derfor gjenstand for skyhed. Ikke blot denne person selv, men en hvilkensomhelst af hans handlinger — selv om den er ganske naturlig og dagligdags — kan fremkalde skyhed ligesaavelsom hvert ord af hans mund, og enhver gjenstand, som han maatte have besiddet eller be- nyttet. Personen og hans navn er for den prælogiske mentalitet et og det samme, og skyhedsreaktionen fremkaldes derfor ogsaa af navnet. — Skyheden er saaledes et frygtinstinkt, et udtryk for en fornemmelse af, at der vil ske noget ondt, hvis man ikke undgaar det, mod hvilket skyheden advarer. Men eftersom kulturen voxer, undergaar fugaldriften paa samme maade som kontrektationsdriften en forædlingsproces. Selvhævdelses- og herskerinstinktet er den mandlige krafts na- turlige udslag, og den driver den normale civiliserede mand til ikke alene at ofre sit eget liv, men endog sine egne famuiljeinter- esser for det hele samfunds beskyttelse; og herved skaber dette instinkt et livskraftigt og fædrelandssindet folk. Fugaldriftens anden komponent, skyheden, forbliver ikke et blot og bart frygtinstinkt, men den driver mennesket bort fra det onde og skadelige, fordi dette er ondt og skadeligt, og den 1915] OM TABU OG TOTEM 1070 holder det 1 en vis afstand fra det ophøiede, fordi dette er godt og ophøiet og som saadant har krav paa ærbødighed. Skyheden er et dobbeltinstinkt — afsky og ærbødighed; og denne sidste er grundlaget for den pligt til at vise respekt for det større an- svar, som er bleven en integrerende del af det normale civili- serede menneskes personlighed, med andre ord for disciplinens ære og ansvar. Denne drifternes forædling er fra først af betinget og senere i høi grad fremmet ved den udvikling, der fører den primitive mentalitet over i den logiske, og ved studiet af skyhedsreaktionen træder dette forhold klarest frem. Eftersom den logiske mentalitet gjør sig stadig stærkere gjældende, hemmer den skyhedsreaktionen og den med denne forbundne angstbetoning. Skyheden og dens angstbetoning er ogsaa erfaringsmæssig stærkest hos de mennesker, hvis logiske mentalitet endnu ikke er kommen til udvikling eller er suspen- deret (f. ex. som følge af bevidsthedsforandring) eller hemmet eller endelig ødelagt. Vi kan følge dette fænomen historisk, efter som menneskehedens humanisering skrider frem, sociologisk i nutiden paa de forskjellige kulturtrin og psykiatrisk hos vore sindslidende. Endelig kan vi følge det hos hvert enkelt menneske, efter som det udvikler sig frå barndommen til den fuldmodne alder. I de tidligere børneaar staar mentaliteten endnu paa et prælogisk standpunkt, og under sindslidelser, navnlig sindssyg- domme, kan den blive staaende paa et mer eller mindre uud- viklet trin eller blive suspenderet, svækket eller ødelagt. Sindslidelser øver ogsaa en mægtig indflydelse paa drifterne, idet de ikke blot kan forandre driftsreaktionens styrke, men — I ethvert fald for kontrektationsdriftens vedkommende — ogsaa dens art. En svækkelse, ja endog ødelæggelse af alimentationsdriften er ikke ganske sjælden, og det samme gjælder ogsaa detume- scentsdriften. Kontrektationsdriften kan ogsaa undergaa dybt indgribende sygelige forandringer. De fleste sexuelle abnormiteter beror paa arvede afvigelser eller senere i livet indtraadte forandringer af Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 4. 2 18 PAUL WINGE [No. 4 kontrektationsdriften; men skjønt disse abnormiteter har den allerstørste psykiatriske og sociale interesse, finder jeg dog ikke her leilighed til at gaa nærmere ind paa dem, idet jeg maa ind- skrænke mig til med nogle ord at omtale de forandringer, som denne drift undergaar under de depressive sindssygdomme. Under de melankolske tilstande har patienten selv en for- nemmelse af, at kontrektationsdriften er svækket, hvilket frem- kalder en psykisk smerte af stor intensitet. Patienten mærker, at ægtefælle, børn, forældre og venner ikke længer interesserer ham, og at han er bleven helt kold og ligegyldig for sin livs- gjerning. Han kjender ikke sig selv igjen og føler sig som et helt andet menneske, end han tidligere var. Selvbebreidel- serne kvæler ham, og hørselshallucinationerne spaar ham evig fordømmelse. Han skal forklare sig selv, hvorfor han er saaledes nedsunken i synd og ureddelig fortabt, og der indstiller sig da vrangforestillinger af forskjelligt indhold, som bringer den søgte løsning. Patienten begaar handlinger, som hverken han selv eller nogen af hans omgivelser tidligere havde tænkt sig muligheden af, at han kunde komme til at forøve; og dette fænomen be- styrker ikke blot patienten selv, men ogsaa hans omgivelser i den opfatning, at han i virkeligheden er bleven et andet menneske, eller, som det paa et vist udviklingstrin fortoner sig, at hans sjæl er byttet. Jeg skal i det følgende omtale, hvorledes denne depressions- tilstand kan udvikle et delir, som 1 sin fuldt udviklede form fore- kommer meget sjelden 1 vor tid, men som under tidligere tids- afsnit utvilsomt var langt hyppigere. Jeg sigter til metamorfose deliriet. Læren om de sygelige forandringer af drifterne udgjør et stort kapitel i psykiatrien, som ogsaa i socialmedicinsk henseende er af meget stor betydenhed. Der er dog ikke her leilighed til at komme nærmere ind paa dette vidtløftige emne, og jeg skal derfor kun til forstaaelse af tabuforestillingernes genese sige nogle faa ord om de forandringer, som fugaldriften undergaar under sindslidelser. 1915] OM TABU OG TOTEM 19 Skyhedsreaktionen er forstærket og dens angstbetoning øget under en række sindslidelser, blandt hvilke hører nogle af de almindeligst forekommende sindssygdomme. For visse sindslidelser er det et karakteristisk træk, at pa- tienten skyr omverdenen, blot fordi han tror sig bemærket, altsaa uden at mene sig udsat for fiendtlighed eller uvilje. Skyheden kan ogsaa være begrundet i ringheds-vrangforestillinger eller i umotiveret skamfølelse eller selvbebreidelse. En anden grund til skyheden er angstbetonede tvangsforestillinger, og blandt disse navnlig fobierne. Den syge frygter for, at en hvilkensomhelst handling, han maatte foretage, kan komme til at tilføie ham selv eller andre skade; han gaar 1 stadig frygt for at blive aarsag til ulykker og søger skjul mod verden og dens travelhed. Skjønt det urimeligste og usandsynligste kan volde frygten, og skjønt patienten selv fuldt indser dens meningsløshed, kan han dog ikke frigjøre sig for den. Tilsidst tør den syge ikke se nogen 1 øinene — hans onde blik kan volde ulykke — og selv finder han intetsteds et øiebliks ro eller lindring. Selv den smule søvn, han faar, forbitres af skrækagtige drømme. Sindsdepressionen er forfærdelig, og hvis det ikke ender med selvmord, skaffer den indre spænding sig luft i en voldshandling. I en anden gruppe af sindslidelser er skyheden betinget i forestillingen om at være omgiven af fiendtlige magter eller ind- flydelser. Den syge føler sig blsidesat og krænket og 1 det hele taget hindret 1 at opnaa de goder, som rettelig tilkommer ham. Før eller senere tror han sig ligefrem forfulgt. Den mad, han faar, er af forfølgeren gjort uappetitlig eller ligefrem modbydelig. Man siger, at han faar kalvesteg, men i virkeligheden er det menneskekjød. Eller han mener, at maden er forgiftet i den hen- sigt at gjøre ham syg eller for at pine ham eller tage hans liv, og snart venter han hver dag paa at blive pint til døde. Fiter- haanden bliver patienten hallucineret for flere sanser. Han føler sit legeme paavirket ved allehaande mystiske midler, blandt hvilke han, alt efter sin dannelsesgrad, gjør et passende udvalg f. ex. vinkelsprøiter, frimurerhemmeligheder, aandepust, elek- 20 PAUL WINGE [No. 4 tricitet, magnetisme, hypnotisme, tankeoverføring, tanketyveri, traadløs telegrafi, hvilket sidste middel i vore dage er særlig populært. Den syge spørger sig da selv, hvorfor netop han skal pines saa skrækkeligt, han, som dog altid har gjort ret og skjel mod alle; og han faar svaret, ofte i en hallucination. Alt er for- beredelse og prøvelse til hans høie kald. Han maa først fristes og lutres; nu maa han derfor bære al verdens synd og ulykke; men tiden er snart inde, da han ikke blot skal frelse sig selv, men tillige alle mennesker, som vil tro paa ham og følge ham; alle de andre skal faa sin velfortjente straf. Han føler, hvor- ledes hemmelighedsfulde kræfter ikke blot strømmer ind paa ham, men ogsaa straaler ud af hans legeme. Han kjender, hvorledes han kan baade forbande og velsigne, hvorledes han kan læsse baade godt og ondt over paa andre væsener, mennesker og dyr, ligesom Aron læssede Jødefolkets synd paa bukken. Hvad han ser omkring sig, føler han paa sig selv. Ser han en anden skjære sig eller blive skaaret, føler han, hvorledes kniven gaar gjennem hans eget legeme. Han har nok endnu bevidsthed om sin egen ringe stilling 1 samfundet, men samtidig er han tillige gud, Ja maaske overgud. Hvis patienten er heldig, ser han sig snart omgiven af en troende skare, mest kvinder, der blindt lystrer ethvert af hans bud. Der bestaar en intim sammenhæng mellem det heromhandlede delir og de sexuelle drifter, og patienten svælger derfor til stadighed i sexuelle forestillinger, i hvilke han drager sine tilbederinder ind. I henrykkelse hengiver de sig til sin profet, og tror at følge et guddommeligt bud, naar der fødes ham profetbørn. Patienten geraader 1 affekt med mere eller mindre omtaaget bevidsthed, og under denne tilstand udløses en række gebærder, navnlig mimiske. Ikke ganske sjælden indtræder ogsaa krampagtige bevægelser 1 strubens og mundhulens muskulatur, hvorved fremkaldes artiku- lerede lyd, i regelen bestaaende af en vokal eller en konsonant med en paafølgende vokal. Affektens art og styrke bestemmer baade gebærdernes udslag og lydenes tonehøide. Lydenes og lyd- 1915] OM TABU OG TOTEM 21 forbindelsernes antal er som regel ganske lidet, idet de samme lyd gjentages i visse rækker med en noget forskjellig stemme- modulation, men ledsagede af de samme gebærder. Det hele fænomen virker stærkt suggererende paa discipelkredsen, der bringes 1 en lignende affekttilstand, og færre eller flere faar kramper af samme sort. Snart forstaar en eller flere den gud- dommelige mening i disse krampelyd. Gjentages scenen inden den samme kreds, indtræder de samme eller lignende gebærder og lydrækker, og snart lærer baade profeten selv og mange ai hans diseiple at forstaa dette sprog”. Under den prælogiske mentalitet er formerne for tænkningen, og derfor ogsaa kravene til sproget, af en noget anden avt end under den logiske; og da en prælogisk tænkningsmaade er et af det heromhandlede delirs mest karakteristiske symptomer, er det forstaaeligt, at vedkommende sindssyge for sine forrykte forestillinger tiltrænger særegne sproglige udtryk. Saadanne fin- der de ogsaa i en vis udstrækning i sit eget modersmaal ved omtydning og fordreining af dettes ord og udtryk, og hvad der mangler, skaffer de sig ved udfyldning med de nævnte kramp- agtige lydforbindelser. De syge har nu faaet et helligt sprog, og det gjælder kun at give dette et passende navn. ,Hebraisk* er meget yndet som saadant. Under deliriets udvikling viger efterhaanden skyheden samt angsten, og fugaldriftens anden komponent, selvhævdelses- og herskerdriften, gjør sig stærkere og stærkere gjældende. Aiffekten stiger, og der indtræder syns- eller hørselshallu- cinationer, som yderligere øger den, til den endelig skaffer sig løsning i en grufuld ugjerning. Deliriet udvikler sig lidt efter lidt sammen med personlig- hedens væxt og har altsaa ikke sin primære aarsag 1 forud- 1 Til forstaaelsen af hele det her omtalte symptomkomplex har studiet af barnesproget og (i endnu høiere grad) af de døvstummes tegnsprog stor interesse. — Alt synes mig med stor styrke at tale for den op- fatning, at gebærderne (der oprindelig alle er motoriske udslag af affekter) er en af de vigtigste tilgange til den første dannelse af de artikulerede sprog, som ganske vist et godt stykke paa sin udviklings- vei har maattet støttes af gebærder, baade mimiske og andre. 29 PAUL WINGE [No. 4 gaaende sansebedrag eller stemningsanomalier, men i en op- rindelig psykopathisk anlagt personlighed, hvorfor man ogsaa har benævnt det det primordiale delir!. Vrangforestillingerne, der udmærker sig ved stor ensartethed, sammenføies efterhaanden i et fast, til en vis grad logisk op- bygget system, hvorfor man ogsaa har kaldt dette delir det systematiserede delir. Det primordiale delir er en fremadskridende og uhelbredelig lidelse. At de mindre psykiske forandringer, som tilhører det nor- male sjæleliv, har øvet en stor indflydelse paa de menneskelige idéers udvikling, og at denne indflydelse maa antages at have været særlig stærk under den prælogiske mentalitets herredømme, — det har psykologerne forlængst erkjendt, og jeg vil ingen- lunde undervurdere dette forholds betydenhed. — Jeg vil kun hævde som min opfatning, at de svære forandringer i de psykiske funktioner, som sindssygdommene fremkalder, og som kan lede til en fuldstændig omdannelse af personligheden, maa antages at have øvet en mindst ligesaa stor indflydelse paa idéernes ud- vikling, særlig saalænge mentaliteten endnu er primitiv. Ganske vist har der til enhver tid levet forholdsvis faa sindssyge; men til gjengjæld har ikke saa faa af disse erholdt profetens rang og saaledes faaet leilighed til at øve en indflydelse paa udviklingen af hele forestillingsrækker, som langt overskrider, hvad det vilde have været muligt for et almindeligt normalt menneske. Ogsaa hos dyrene kan vi iagttage drømme, og hos flere af vore husdyr, navnlig hundene, henviser disse til et ikke ganske usammensat sjæleliv; men hos mennesket er naturligvis drømme- livet langt rigere, og eftersom sproget udvikles, bliver det stadig iyldigere. Men den fysiologiske søvn varer ikke ud over nogle timer, og selv dvalen yderst sjælden længere end nogle faa døgn. Drøm- mene er altid blege, mest synshallucinationer, som følger paa 1 Vi han ikke her gaa ind paa spørsmaalet om, hvorvidt et lignende delir ogsaa kan udvikle sig sekundært. 1915] OM TABU OG TOTEM 25 hverandre ubundne af sted og tid, men som ikke destomindre kritikløst accepteres. Forestillingen om personlighedens identitet er under søvnen suspenderet. Døde og levende omgaaes med den drømmende og halvglemte barndomsminder gjenopleves og blander sig med de nutidige. Saasnart opvaagningen har fundet sted, forstaar dog ved- kommende selv som regel, at han har sovet, og hans omgivelser vil jo ogsaa regelmæssig have iagtaget ham under søvnen. Man kommer derfor strax paa det rene med, at det vidunderlige er oplevet i sovende, ikke i vaagen tilstand. Hvilken ganske anderledes magt er der ikke i den sinds- syges fortællinger om, hvad han har oplevet — og oplever — ikke sovende, men 1 fuldvaagen tilstand og ikke 1 løbet af nogle timer, men gjennem maaneder og aar. Disse fortællinger om- handler heller ikke altid mere eller mindre løst sammenhængende enkeltbegivenheder, men de kan ogsaa være lange systematiserede beretninger, som er indpassede 1 og sammenarbeidede med de i vedkommende kreds herskende idéer. De samme symptomer, som vore dages sindslidende frem- byder for de psykiatriske undersøgelser, har ogsaa karakteriseret deres lidelsesfæller i svundne tider — selvfølgelig præget af datidens idéer og tænkemaade. Den maade, paa hvilken nutidens sindssyge danner det sprog, de tiltrænger for sit særlige behov, maa efter min mening i væsentlige henseender være analog med den, som de primitive mennesker har befulgt under den begyndende sprogdannelse; og den maade, paa hvilken de sindssyge 1 vore dage danner sine religionssystemer, kan neppe være principielt forskjellig fra den, som vore ældste forfædre befulgte, dengang de dannede sin første religion. Paa de sproglige analogier kan jeg ikke paa dette sted komme nærmere ind. Her skal vi kun beskjæftige os med spørgs- maalet om den indflydelse, de sindssyges beretninger kan antages at have øvet paa totemismen og tabuskikkene; og til belysning af dette spørgsmal er det nødvendigt at gaa ind paa enkelte sexologiske emner. 24 PAUL WINGE [No. 4 He Om de ældste menneskeracers levesæt ved vi saagodtsom intet. Det maa vel antages, at de fleste af dem har levet i større og mindre flokke, alt eftersom tilgangen af næringsmidler har været rigere eller fattigere. Paa sine steder har de maaske ogsaa levet parvis. Paa et lidt senere udviklingstrin har vel flokkene sluttet sig sammen til horder. De har søgt tilflugt i driftlag og huler og skaffet sig ild ved at gnide træstykker mod hinanden. De har kastet med stene og stokke paa sine fiender (mennesker saavelsom dyr), og snart er de vel begyndt at ud- vælge enkelte gjenstande som skikkede ll kastevaaben eller andet redskab. Allerede paa dette udviklingstrm har de vel kjendt et blandet gebærde- og artikulationssprog og havt begreb om liv og død. De har vidst, at stene hverken voxer eller vil- kaarlig kan bevæge sig, at planten spirer, voxer, faar blade og blomst, men at den ikke vilkaarlig kan forandre plads; og de har ogsaa vidst, at det levende dyr vilkaarlig kan komme og gaa, og maaske ogsaa at det er varmt, medens det livløse lig- ger der ubevægeligt og koldt. At mennesket i saa henseende forholder sig ganske som dyret, har de utvilsomt ogsaa forstaaet. Mennesket har neppe dengang havt forestilling om nogen dybere kløft mellem dette selv og dyret. Hunden har formodent- lig allerede dengang søgt ind i menneskets hule og er bleven dets tro ledsager paa den første jagt. Menneskets daarlige udstyr med naturlige vaaben maa vel have modvirket ved en stærk skyhedsreaktion, og da sproget var naaet saavidt langt, at man kunde fortælle hinanden, at et menneske, som man kanske kort forinden havde talt med, nu laa der ubevægeligt og koldt, var allerede grundlaget for udvik- lingen af tabuforestillinger givet. Den heromhandlede periode, som repræsenterer et overgangs- stadium mellem dyrelivet og menneskelivet, er afsluttet i og med lagtagelsen af exspirationsfænomenet og den paa denne iagtagelse grundlagte animismes opkomst. 1915] OM TABU OG TOTEM 25 Mennesket iagtager, at der strømmer luft ud gjennem det levende menneskes og dyrs mund og næse, og at denne strøm begynder at gaa ved individets fødsel og vedvarer lige til dets død. I det øieblik, luftstrømmen ophører, rører individet sig ikke mere, og dets legeme bliver koldt. Livet er udslukket. Mennesket maa have tænkt over dette fænomen og dets aarsag og spurgt: Hvorfra kommer denne luft, hvorfor ophører sammen med den varme og bevægelse, og hvorfor er livet der- med udslukket? Det umiddelbart nærliggende svar er det, at luften kommer fra legemets indre, at det er den, som frembringer varme og be- vægelse og 1 det hele er det livgivende princip. Naar man giver agt derpaa, kan man føle udaandingsluften som en vind, og erfaring viser, at den har samme virkning som vinden. Den blæser bort det støv, den møder, for derefter selv at svinde. Aanden kan ogsaa som vinden være varm og kold; den kan fryse, og man kan da se den. Den slutning, man paa dette kulturtrin maa drage af disse kjendsgjerninger, er den, at vinden og eæspirationsluften er et og det samme. Mennesket ledes da til at opfatte udaandingsluften som et stof, der hører hjemme 1 legemet, og som lidt efter lidt eller paa engang forlader dette. En frisk og kraftig mand falder pludselig overende, som om han var slaaet ned, og han aander ikke mere. Aanden har for- ladt ham, og derfor er han død. Men fordi om han er død, er han ikke udslettet af tilvæ- relsen. Han holder til under jorden, men besøger den sovende og meddeler sig gjennem drømme til de efterladte. Da vind, aand, sjæl og liv er det samme, bliver ogsaa de sproglige udtryk for disse de selvsamme. 1 Jeg har i en liden afhandling: ,Om fortidens psykologiske og psyki- atriske forestillinger og begreber* (indtaget som første kapitel i min bog: Den norske sindssygeret B. I) redegjort for de sproglige mindes- mærker, som denne og den efterfølgende udvikling har efterladt. 26 PAUL WINGE [No. 4 Eftersom sproget udvikles og sjæleforestillingen — støttet ved iagttagelsen af skygge- og speilbilledet — efterhaanden ud- vikles under paavirkning af drømmene, persomficerer mennesket alt det, som omgiver det, baade levende og livløst, fra stenen bil mennesket selv. Alt har to naturer, eller det er, om man vil udtrykke det saa, sammensat af to elementer. Den hele natur er belivet og kan handle. Naar skredet fra fjeldsiden styrter ned 1 dalen, da er det fjeldet, som har kastet stenen ned, lige- som vinden har blæst bort de tørre blade, eller manden har slynget ud en sten eller stok. Det ligger da nær at tænke sig en sjæl eller en aand som kilde til enhver kraftytring, hvis aar- sag man ikke umiddelbart kan erkjende, og denne tankegang: støttes af drømmeoplevelserne. Vi ser jo i drømme ikke blot levende og afdøde mennesker, men ogsaa dyr, planter, bjerge, have o. s. V. Det ligger da nær at tænke sig, at det er bjerge- nes og havenes sjæl, vi ser paa samme maade, som vi ser men- neskenes og dyrenes. Kort — der er dannet en dualistisk verdensopfatning (ani- mismen), til hvilken dæmonforestillingen knytter sig som en nød- vendig konsekvents. Haand 1 haand med denne kulturudvikling, hvis første epoke vel kan antages at falde sammen med alluviallidens begyndelse, og som arkæologisk kan henføres til den ældste neolithiske tid, gjør mennesket de grundlæggende fremskridt paa alle omraader. Det begynder at bygge boliger og at forarbeide vaaben (bue og pil) samt andre redskaber, og 1 og med disse fremskridt bliver naturligvis ogsaa den sociale sammenslutning fastere og mere omfattende. Maaske er der allerede paa dette tidlige kulturtrin begyndt at danne sig en standsforskjel 1. Om menneskearternes kjønsliv 1 overgangstiden og 1 den ældste rent menneskelige tid ved vi næsten intet. Da man i midten af forrige aarhundrede begyndte et virkeligt videnskabe- I Allerede i dyrelivet ser man tendentser til udviklingen af en saadan. Graagjæssene flyver i en vis orden, og den ko, som gaar nærmest efter bjældekoen, vil ikke vige pladsen for no. 8. 1915] OM TABU OG TOTEM 27 ligt studium af de laveststaaende nulevende menneskeracers kjønsliv, gik man ud fra, at det primære menneske havde levet 1 en sexuel promiskuitet, som lod kjønslivet fuldstændig ubundet af samfundsmæssige hensyn. MoreGan, McLennan og LuBBock mente ogsaa hos de nu- levende vilde folkeslag at kunne paavise efterdønningerne af den oprindelige, fuldstændig ubundne frihed. Mod læren om den oprindelige helt ubundne promiskuitet optraadte WEeSTERMARCK |, som støttet paa en kritisk undersøgelse af de nulevende vilde menneskers levesæt hævdede den mening, at de ældste mennesker fra dyrelivet havde medbragt monoga- miet, som altsaa allerede den første samfundsorganisation maatte have gjort konnubialt. Til støtte for denne opfatning anførte WEesTERMARCK to hovedgrunde, for det første den, at de anthropoide aber — ifølge flere bekjendte opdagelsesreisendes iagtagelse — lever i mono- gami, og for det andet den, at de laveststaaende nulevende men- nesker, f. ex. Pygmæerne, er monogame. Til disse grunde føiede han en tredje, nemlig den, at erfaring viser, at de vilde folk holder sit konnubiale gami 1 ære, saalænge de endnu er uberørte af civilisationen. WesTERMARCKS anskuelser vandt stor tilslutning, og Wunpr har ogsaa 1 sit ovencit. verk sluttet sig til disse. Men menin- gerne staar dog fremdeles skarpt mod hinanden. Mod WertErmarcks argumentation kan der gjøres vægtige indvendinger. For det første kan det vel ingenlunde ansees som en kon- stateret kjendsgjerning, at de anthropoide aber, eller nogle af dem, lever i monogami, og selv om saa var tilfælde, vilde dette lidet bevise, eftersom det ikke længer kan antages, at nogen menneskeart nedstammer fra nogen af anthropoiderne, og for det andet kan det heller ikke længer paastaaes, at alle menne- sker tilhører samme art. Hertil kommer, at de nævnte abe- arter lever, og altid har levet, i varme lande, medens ialtfald én 1 The History of Human Marriage (1891). 28 PAUL WINGE [No. 4 fossil menneskeart allerede i diluvial tid levede 1 et koldt klima lige op mod randen af den store indlandsis. Men at flere menneskearter, spredte over store dele af den beboelige jord, i primitiv tilstand skulde have havt samme fysiologiske gono- chorisme, synes mig ganske uantageligt; og at opstille den hy- pothese, at forskjellige arter med forskjellig fysiologisk gono- chorisme og levende under høist ulige klimater med en ganske forskjellig næringstilgang, fra dyrelivet skulde have medbragt den samme form for det sexuelle samliv, forekommer mig fra sexologisk standpunkt helt umuligt. Men har kjønslivet oprinde- lig artet sig forskjelligt, maa dette forhold have havt virkninger langt ned i den følgende tid. Med disse bemærkninger vil jeg ikke have benegtet muligheden af, at en eller anden menneske- art fra dyrelivet kan have medbragt et monogami og senere have fæstet dette konnubialt; men for at anse et saadant for- hold som videnskabeligt bevist maatte man efter min mening have et langt mere indgaaende kjendskab, end det vi fortiden besidder, til de høiere abearters og laveststaaende nulevende menneskearters sexualliv, og særlig maatte man have nærmere oplysninger om deres gonochorisme og brunstforhold. Jeg mener ogsaa, at man savner bevis for, at nogen nu- levende menneskestammes (for exempel Pygmæernes) monogami er primært, altsaa for, at der her ikke foreligger en sekundær udvikling. Promiskuitetslæren har ogsaa fremdeles sine forsvarere med autoritet. Saaledes forfægter BuscHan 1 sin afhandling: ,Das Sexuelle in der Völkerkunde* ! denne lære. Saalænge vedkommende arter ikke er komne ud over dyrelivet, kan selvfølgelig heller ikke samfundet øve indflydelse paa deres kjønsliv; og hvis der har existeret monogame menneskeracer, har vel disse forholdt sig som andre monogame dyr. Men det fore- kommer mig å priori givet, at en social organisation ikke kan være mnaaet ud over de aller første begyndelser, før den griber ind i de kjønslige forhold. Den sexuelle jalousi, som ganske 1 I Mours ,Handbuch der Sexualwissenschaften* 1912. 1915] OM TABU OG TOTEM 29 vist er medbragt fra dyrelivet, maa fra første stund af have gjort sig gjældende, og saasnart der er bleven forskjel paa so- cialt mere og mindre formaaende mennesker, maa de førstes mænd have fundet udvei til at skaffe sig de mest feminine kvin- der, som de nok har beholdt for sig selv. Nogen absolut pro- miskuitet kan saaledes — saavidt jeg skjønner — ikke have fun- det sted. Men disse mennesker kan meget vel have levet 1 re- lativ promiskuitet og tidlig have skaffet sig if. ex. et eller andet punalua-lignende system. Af dette kan der da have udviklet sig et matriarkat med polyandri og muligens ogsaa et primært patriarkat, der 1saafald formodentlig har været monogamt. De fleste forskere er nemlig enige om at antage, at polygyniet til- hører en senere udvikling. Der foreligger adskilligt, som taler for den antagelse, at menneskearterne i den animistiske epoke har havt en brunsttid om vaaren *, og de fra dyrelivet arvede parringslege har isaa- fald utvilsomt været fortsatte under denne. Saasnart sproget havde naaet en vis grad af fuldkommenhed, har der sikkert fundet en kultisk behandling af disse parringslege sted, og der- med var grundlaget givet for de primitive folks vaarfester med deres danse og mandbarhedsceremonier. Det maa altsaa an- tages, at der allerede i den animistiske tid har existeret en kultus af selve de sexuelle drifter som saadanne uden hensyn til par- ringens aarsagssammenhæng med svangerskab og fødsel. Denne sexualkultus har antagelig allerede paa et meget tid- ligt stadium ogsaa til symbolsk brug havt anvendelse baade for galkog og xteig, og man har saaledes vistnok allerede dengang kjendt en phallo-ktenisk kultus. Fælles kultus og de sexuelle drifter irriterer hinanden gjen- sidigt, medens modsat kultus irriterer fugaldriften. Ikke desto- mindre udøver ogsaa fugaldriften en enorm indflydelse paa op- 1 Der existerer endnu enkelte menneskeracer, som har en brunsttid om vaaren, og som da feirer vilde sexuelle orgier. Brunsten er neppe ellers helt forsvunden hos de civiliserede mennesker. Se herom HaveLock Erus: ,Die Psychologie des normalen Geschlechtstriebes" II. Bewer- bung, i Morr's oveneit. Handbuch s. 182 f. 30 PAUL WINGE [No. 4 komsten af kultiske motiver, idet den inddrager dæmonforestil- linger som en den hele kultus bærende idé, og naar man først faar midler til at besværge dæmonerne, viger snart skyheden for liget saavidt, at kultiske begravelsesskikke bliver mulige. Den dødes sjæl bor jo under jorden sammen med dæmonerne, men kan alligevel under søvnen indfinde sig hos den drømmende, og disse besøg stemmer sindet til at vise respekt for de døde og beskytte dem mod de onde dæmoner, som de levende menne- sker allerede har lært at besværge. Archæologien lærer os ogsaa, at de ældste gravfund skriver sig fra den ældre neoli- thiske tid. Mennesket har utvilsomt allerede temmelig langt oppe 1 den animistiske tid iagttaget den dybe indaanding. Man føler jo, hvorledes man indsuger luft under denne, og man erfarer, at den efterfølges af en kraftig udaanding. Det ligger da nær at slutte, at den luft, som udaandes, er den samme som den, der strax 1 forveien var indaandet, og da man først havde gjort denne slutning, var skridtet neppe langt, før man erkjendte den rhytmiske bevægelse, med andre ord, lærte at forstaa respira- tionen som et sammenhørende fænomen. Hermed var mennesket traadt ind i den sekundære eller, som man ogsaa kan kalde den, den totemistiske tid. Mennesket iagttager nu, at der er noget inde 1 legemet, som bevæger sig, og at dette er grunden til respirationen. Ophører først indaandingen, saa slutter ogsaa udaandingen (og vice-versa) med den følge, at livet udslukkes. Dette, som bevæger sig inde i legemet, bliver paa denne maade at opfatte som det væsentlige, som det, der ikke et øie- blik kan stanse, uden at livet ophører, medens det ydre legeme kan skades og lemlæstes, uden at livet derfor nødvendigvis be- høver at udslukkes. Den første distinktion, som voxer frem paa dette grundlag, maa være sondringen mellem legemet og det, som er inde i dette, hvilket sidste ogsaa opfattes som et stof. 1915] OM TABU OG TOTEM d1 Da nu mennesket til sine tider fornemmer tilstedeværelsen og bevægelsen af visse af sine indre organer, er det naturligt, at man henlægger denne indre materie til et af disse organer. Man føler hjertet slaa, og man kan iagttage, at mellemgulvet hæver og sænker sig. Det indre stof, der fremkalder bevægelsen, hen- lægges derfor til et af disse organer eller opfattes som identisk med dette. Det kan forøvrigt ogsaa henlægges til andre orga- ner, f. ex. blodet, leveren eller nyrerne. Saaledes lader det gamle testamente sjælen være i blodet eller være selve blodet. Forestillingen om den vilkaarlige bevægelse som en af li- vets aller vigtigste ytringer maa, som omtalt, antages at stamme fra menneskets ældste tid, og til denne forestilling knyttes da naturlig idéen om den indre bevægelse som den vigtigste af al bevægelse. Grublingen over problemet om det, som bevæger sig inde i legemet, fører naturlig tanken i to retninger, alt eftersom man tager sit udgangspunkt ved selve bevægelsen eller ved den omstændighed, at denne vedvarer fra livets begyndelse til dets ende. Begge disse tankeretninger har efterladt sig sproglige mindes- mærker, som jeg har omtalt i min ovenciterede afhandling. Her interesserer os kun den retning, som identificerer bevægelse og liv. Saalænge mentaliteten er primitiv, forestiller mennesket sig en villet bevægelse som noget, der maa være udført af et men- neske eller et dyr, og det er da naturligt, at man tænker sig, at den nævnte indre bevægelse skyldes et dyr inde i legemet. Denne antagelses rigtighed bestyrkes ogsaa ved iagttagelsen af exspirationsluften. Naar man aander i kjølig luft og ser ex- spirationsluften komme ud af munden, opfattes ikke dette fæno- men derhen, at det er legemet, som støder luften fra sig, men man mener, at exspirationsluften af sig selv ved en villet hand- ling forlader legemet !. FExspirationsluften kan altsaa selv be- 1 De gamle sproglige betegnelser støtter ogsaa denne opfatning. Man troede ogsaa helt ned til henimod vor tid, at fosteret krøb ud af mo- derens legeme. 32 PAUL WINGE [No. 4 væge sig og er følgelig et dyr. Der spørges kun om hvad slags dyr. Da den bevæger sig gjennem luften og sliger tilveirs, er det naturligt at anse den for en fugl, men da den har slange- agtig form og bugtning, kan man ogsaa holde den for en orm. Begge opfatninger har skaffet sig kultisk udtryk; men afgrunde, som vil fremgaa af det følgende, er identifikationen af exspirations- luften med en orm den hyppigste og maaske ogsaa den oprindeligste. Ormene lever under jorden paa uhyggelige og fugtige ste- der, hvor de holder til sammen med dæmonerne, og ormene lever ogsaa inde i det menneskelige legeme. De fortærer liget, og de spiser ogsaa af det menneske, i hvis indre de holder til. De smerter, mange syge føler i sine indvolde som sugende, gnavende, bidende o. s. v., tilskrives disse orme. Indtræder saa en hurtig og stærk afmagring, ser man resultatet af dyrets graa- dighed. Tilstedeværelsen af indvoldsorme bestyrker ogsaa denne opfatning. Men ormene hører dæmonerne til, og det er dem, som tvinger sjæledyret (exspirationsluften) til at forlade legemet. Men forestillinger om sjæledyret finder ogsaa støtte 1 et andet fænomen. Omkring midten af svangerskabet mærker kvinden foster- bevægelsen; og disse tiltager 1 den nærmest følgende tid stadig 1 styrke samtidigt som underlivets omfang voxer. Paa et ud- viklingsstadium, da aarsagssammenhængen mellem parring og svangerskab endnu ikke anes, er det naturligt, at disse bevæ- gelser opfattes som handlinger af et dyr, der befinder sig inde 1 kvindens legeme; og da svangerskabet ender med fødsel, sæt- ter man denne i aarsagsforbindelse med dyrets indtrængen i kvindens legeme. Om dyret er sjælen selv eller kun bærer af denne, er et spørgsmaal, som ikke kan stilies paa en tid, da den prælogiske mentalitet endnu er eneherskende. Paa det heromtalte grundlag bygger nu drømmene et helt system. Grunden til, at sjæledyret forlader legemet, er ikke altid den, at det for bestandig er forjaget fra dette. Det kan nemlig under søvn og dvale for en kortere eller længere tid for- lade legemet, og særlig under den sidstnævnte tilstand er der rig anledning for det til at besøge fremmede verdener. 1915] OM TABU OG TOTEM 33 Medens sjælen er fraværende fra legemet, ligger dette der sovende, og naar den kommer tilbage, vaagner mennesket og kan da fortælle om de mærkeligste oplevelser paa den vidunder- lige reise. At sjælens reise er foretagen paa eller i et dyrelegeme, er selvfølgeligt, eftersom noget andet fremkomstmiddel ikke er tæn- keligt, da Jo alene dyret af egen drift kan bevæge sig; og nogen distinktion mellem sjælen og det dyr, med hvilket den reiser, kan paa den prælogiske mentalitets standpunkt ikke foretages 1. De visionære drømme fæster og udformer saaledes forestil- lingen om sjæledyret, og denne faar yderligere bekræitelse og fasthed ved sindssyges fortællinger om, hvorledes de selv er blevne forvandlede til dyr. Det psykiske symptomkomplex, som her kommer 1 betragt- ning, er det ovennævnte metamorfosedelir — eller som de gamle psykiatere kaldte det — ,melancholia metamorphosis*. Dette delir forekommer i to former: den inkomplette og den komplette. Under den første af disse gjenkjender ikke patienten sin egen personlighed og søger forklaring hertil i den omstændighed, at han har mistet sin oprindelige sjæl og faaet et dyrs i dens sted, og 1 denne form kan man ikke saa ganske sjelden møde dette delir ogsaa hos vore dages civiliserede sindssyge. Under det komplette delir gjenkjender heller ikke patienten sit eget legeme, som han derfor tror omskabt til et dyrs. Denne form synes baade i Oldtiden og i Middelalderen at have været noksaa al- mindelig, men inden Nutidens europæisk civiliserede folk er den i vore dage meget sjelden. Jeg har seet et enkelt tilfælde. Det var en yngre stærkt afmagret kvinde med et eiendommelig hexeagtigt ansigtsudtryk, som troede sig omskabt til en hund. Hun viste mig sine magre krummede hænder og sagde: Se paa poterne! Vi husker alle fra vor børnelærdom profeten Danzrs for- tælling om kong Nrsukapnzzar, som blev forvandlet til et dyr I Sjæledyr er som regel smaadyr, f. ex. mus, hvilket naturlig forklares derved, at de jo baade skal ud og ind af legemet og saaledes maa kunne passere trange aabninger. Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 4. 3 34 PAUL WINGE [No. 4 og levede blandt dyrene. Han fik ørnefjær istedetfor haar og klør istedetfor negle; han brølede som en oxe og spiste græs. Da hævede han sit hoved og bad til den høieste Gud, hvorefter han blev helbredet og atter overtog regjeringen 1 Babel. Lignende historier kjender vi fra æventyrene samt fra hexeprocesserne. Der kan ikke tænkes en dæmondyrkelse uden en shaman (troldmand), og naar kulturudviklingen er naaet saalangt som ind i den totemistiske tid, har shamanen allerede erhvervet sig en position, der hæver ham høit op over det øvrige folk. Det systematiserede delir kan naturligvis føre ham i for- dærvelse, men det kan ogsaa i høieste grad begunstige hans virksomhed og fremforalt systematisere methoden, med andre ord danne skole. Shamanen er profeten. Han er selv tabu og kan tabuere mennesker, dyr og ting. Han har raad for alle sygdomme, han kan velsigne og forbande mennesker og dyr saavelsom marken og dens grøde. Han kan tyde drømmene og overvinde dæmonerne og løse alle livets gaader. Han kan ogsaa forklare fødselens store mysterium, og for- klaringen er denne: Ligesom døden indtræder, naar sjæledyret for bestandig har forladt legemet, saaledes skabes det nye liv, naar sjæledyret er trængt ind i kvindens legeme. —— Dyret er saaledes ophavet baade til fødsel, sygdom og død. Dette dyr er det, som raader for person, sted og stilling — alt- saa totemdyret. Jeg mener, at jeg ni har paavist hovedleddene å den ud- vikling, som fører fra iagttagelsen af respirationsfænomenet til grundlæggelsen af den totemistiske dyrekullus og i og med denne paavisming at have givet den rette forklaring af det fænomen, som man har kaldt konceptionstotem 1. 1 Der har gjort sig meget afvigende meninger gjældende angaaende spørgsmaalet om, hvorvidt konceptionstotem optræder primært eller sekundært, samt om hvorledes dette fænomen skal opfattes og for- klares. 1915] OM TABU OG TOTEM dD Godtager man denne forklaring som rigtig, bliver det efter min opfatning ogsaa forstaaeligt, hvorfor den totemistiske kultus i de fundamentale grundtræk overalt er den samme og saaledes kan antages at være opstaaet autochtont i flere meget fjernt- liggende egne. Jeg vil ikke gjøre nogetsomhelst forsøg paa at give en over- sigt endog blot over de allervigtigste hovedlinjer i den umaade- lige totemistiske udvikling, der begynder allerede i den midlere stenalder og ikke er endelig afsluttet før i jernalderens første tid, en tidsalder, som falder 1 flere historiske epoker, der saavel biologisk som kulturelt indbyrdes staar langt fjernere fra hver- andre end f. ex. den ægyptisk-babyloniske Oldtid fra Middel- alderen og den nyere tid. I løbet af de mange aartusinder, som den totemistiske tidsalder omspænder, falder saadanne omvælt- ninger og fremskridt som animismens begrænsning til kun at gjælde levende væsener samt dens senere overgang til fædre- dyrkelse og gudetilbedelse, samt tæmningen af hysdyr, der er forudsætningen baade for agerbrug med plov og for nomadeliv. Begge disse to levesæt fører til opkomsten af nye næringsveie ved siden af de gamle (jagt, fiskeri og indsamling af spiselige plantedele) samt til anskaffelse af bedre vaaben og andre red- skaber, hvilket videre leder til grundlæggelsen af haandværk. De bedre vaaben og redskaber muliggjør nærkamp under kom- mando, altsaa krig, og de bringer store forbedringer af bolig og husgeraad, som navnlig de fastboende folk allerede i den totemistiske tid fører frem til en vis fuldkommenhed. Alt dette tilsammen leder til en stadig fuldkomnere og større enhed ved omfattende samfundsorganisation, og de nydannede større samfund kommer i en mere eller mindre intim fredlig og krigersk berørelse med hverandre. Krydsninger og en begyn- dende raceforskyvning finder sted, og fremmede paavirkninger med nye kultusmotiver strømmer ind. Men herom mere nedenfor. Denne umaadelige udvikling med dens dybtgaaende bryd- ninger omskaber efterhaanden samfundet, saa det i den næste periode ser ganske anderledes ud end 1 den foregaaende; ja endog det store skifte mellem matriarkat og patriarkat kan, som 26 PAUL WINGE [No. 4 jeg senere skal omtale, gjennemføres i den totemistiske tid. Man maa derfor være meget forsigtig med fra en epokes samfunds- skikke at drage slutninger om disses tilstedeværelse allerede i en ældre tid, og man maa altid have for øie muligheden af fremmed kultuspaavirkning og laan. Man maa ogsaa holde sig klart for øle den sandhed, at paavisningen af en vis skik hos alle nutidens totemistiske samfund ikke godtgjør, at den ogsaa har hersket hos fortidens. Af særlig interesse er spørgsmaalet om sammenhængen mel- lem exogamiet og den totemistiske kultus og klanforfatning. Jeg finder ikke anledning til at gaa nærmere ind paa dette spørgs- maal, men vil dog bemærke følgende: Det er en udbredt opfatning, at menneskene før den to- temistiske tid levede i endogami, som tillod incestuøse forbin- delser; men angaaende aarsagerne til detie endogamis overgang til exogami er der opstillet forskjellige hypotheser. En af dem er følgende: De incestuøse forbindelser havde afstedkommet al- vorlige degenerative følger, og klartskuende totemistiske racehygie- nikere fandt da paa exogamiet som et effektivt middel til at sætte stopper for al incest. Denne naive theori har efter min mening intet krav paa imødegaaelse. Ifølge en anden hypothese er exogamiet fremgaaet som en direkte følge af de første krige, idet den fiendtlige stammes kvinder var det mest eftertragtede bytte. Men hertil maa for det første indvendes, at alle de gamle sagnhistoriske efterretnin- ger om kvinderov beretter os om bytte, erhvervet under kamp mod fremmede stammer, ikke om rov fra totemistiske med hin- anden forbundne klaner, og saa er ogsaa, saavidt jeg ved, til- fælde med de af nutidens vilde stammer, der driver kvinderov. Hertil kommer, at de røvede kvinder ikke pleier at blive hu- struer, men medhustruer. For det andet maa bemærkes, at hy- pothesen om kvinderov ikke giver nogen forklaring paa det, som netop skal forklares, nemlig hvorfor ikke gami tillades indenfor samme klan. Den rimeligste hypothese til forklaring af exogamiets op- komst er efter min mening den af WesTermaRck angivne, som 1915] OM TABU OG TOTEM 37 støtter sig paa den sexologiske kjendsgjerning, at det fra den tidligste barndom stedfindende daglige intime samliv hindrer udløs- ningen af den sexuelle kontrektationsdrift, medens mødet med et fremmet, sexuelt tiltrækkende voxent menneske af modsat kjønirrite- rer den hernævnte drift. Westermarck henviser til den omstændig- hed, at de ældste menneskesamfund maa have været yderst faa- tallige, og at deres enkelte individer maa have levet tæt sammen. Deres indbyrdes sexuelle kontrektation maa saaledes have været svag. Naar derimod stammens mænd har faaet fat i fremmede kvinder, har den virile detumescentsdrift gjort sig gjældende med fuld styrke. | Dette forhold forklarer efter min mening fuldt ud, baade at mændene har søgt sine kvinder hos andre totemklaner, og at der, naar tilgangen har vist sig tilstrækkelig, har udviklet sig forbud mod gami inden klanen. Jeg mener saaledes, at WEstermarck har seet rigtig; men er hans løsning den rette, da beror exogamiet paa et sexolo- gisk forhold, som ikke staar i nogen naturnødvendig forbin- delse med totemismen. At der ikke bestaar nogen nødvendig sammenhæng mellem exogami og totemisme, bestyrkes forøvrigt ogsaa derved, at den totemistiske Aruntastamme ikke kjender exogamiet!; og endelig vil jeg i denne sammenhæng ikke undlade at pege paa det for- hold, at de komplicerede regler for exogamiets stiftelse, som her- sker hos flere australske stammer, har ført til saa nære slægt- skabsforbindelser mellem de forbundne klaners medlemmer, at man faar konsangvine gamier, med andre ord, man føres tilbage til et forhold, som biologisk maa ansees som ligeværdigt med et endogami; og et matriarkat, som er bygget paa saadanne for- bindelser, har jeg tidligere uden videre betegnet som endogami. Jeg skal nu gaa over til kortelig at omtale den videre ud- vikling af totemistisk kultus samt dennes afblomstring og op- løsning. I Se Anprew LanG: ,Totemism* i Encyclopædia Britannica, fite ud- gave. 38 PAUL WINGE [No. 4 Tabuidéen paavirker sterkt den totemistiske kultus og sociale ordning gjennem hele dens udvikling fra dens begyndelse til dens opløsning; og herunder bidrager den væsentlig til at sam- arbeide dyrekultus med den phallo-kteniske sexualkultus med dens danse og mandbarhedsceremonier. Herved opstaar den mere udviklede frugtbarhedskultus med dens vaarfester, hvilken faar sin blomstringstid, naar dæmonerne henimod slutningen af den totemistiske tid afløses af en frugtbarhedsgudinde, en Demeter eller Nerthus. Som ovenfor omtalt giver shamanen konceptionstotem den autoritative sanktion. Han maner totemdyret ind og ud af det menneskelige legeme. Ved hans trolddomsmagt træder det ind i kvinden og fødes som det spæde barn, og for dette barns skjæbne raader han; thi det samme dyr, som forud for svanger- skabet traadte ind i kvindens legeme og skabte det spæde barn, skal engang i fremtiden forlade dettes mund 1 dets sidste aande- dræt, og den time, da dette vil ske — kjender shamanen. Det totemistiske samfund formerer sig ved tvedeling. Naar klanen har naaet en passende størrelse, indtræder tilfældet Abra- ham—Lot. Den ene flok gaar til høire, den anden til venstre. Men eftersom klanerne deles, opstaar behov for nye totemdyr; og da orme og fugle snart stopper op, maa shamanerne skaffe andre. Som saadanne sekundære totemdyr fremstiller sig naturlig (af grunde, som lige nedenfor skal omtales) oxen, vedderen og hingsten. Men denne udvidelse er ikke tilstrækkelig, særlig naar man kommer saavidt, at ikke blot klanerne, men ogsaa flere eller færre af deres enkelte medlemmer ved siden af klanens ogsaa skal have sine specielle private totemdyr. Man maa da godtage et hvilketsomhelst dyr, og som jeg strax skal omtale, har ud- viklingen paa flere steder ført derhen, at man istedetfor dyr har taget planter, ja endog livløse ting til totem. Klanens totemdyr bliver naturligvis fremfor noget andet tabueret. Det bliver helligt og ukrænkeligt, det maa ikke dræbes og i almindelighed heller ikke spises. Gjøres der undtagelser og det tillades at nyde noget af dets legeme, da er dette en høsi- 1915] OM TABU OG TOTEM 39 helig handling; thi det er selve det hellige dyrs ,blodsjæl* man nyder. Men den totemistiske klan bærer som enhver anden sam- fundsorganisation paa spiren til sin egen undergang, og den totemistiske organisation maa derfor som enhver anden før eller senere gaa til grunde. Saasnart man havde faaet fædrift, blev som nævnt oxen, vedderen og hingsten efterhaanden dragne ind i den phallo- kteniske kultus. Disse dyr, navnlig vedderen og hingsten, frem- byder nemlig under brunsttiden et kjønsliv, som gjør dem til typiske repræsentanter for den sexuelle kraftudfoldelse. Hertil kommer et andet forhold. De fleste pattedyr føder 1 tempererede klimater sine unger om vaaren, kort efterat plan- terne begynder at spire, og fuglene lægger sine æg omtrent paa samme tid. For den prælogiske mentalitet maa det der- for staa som en kjendsgjerning, at den hele natur paa en vis aarstid vaagner til nyt liv, og til forklaring af dette fænomen vil den altid søge efter en mystisk sammenhæng. Vaarfestens egentlige indhold er derfor de trylleceremonier, som skal frem- kalde vaarlivets frembrud, og dette vaarliv repræsenteres ikke blot af planternes spiring, men ogsaa af dyrelivets opvaagning. Naar dyrkelsen af himmellegemerne --- antagelig i slutningen af den totemistiske tid — er begyndt, bliver den nye kultus sat i forbindelse med frugtbarhedskultus, og merneskene kan nu se baade oxen og vedderen oppe paa himmelhvælvingen, netop der hvor solen begynder sin aarlige vandring). Der opstaar en ny art af dyredyrkelse, som vi kjender fra oxen Åpis 1 Ægypten og fra forskjellige former af bukke-dyrkelse, hvis spor vi kan følge langt ned 1 tiden. Men under denne udvikling maa det efterhaanden gaa op for menneskene, at der hos dyrene bestaar en aarsagssammen- I Vaarjevndøgnspunktet stod fra c. 4400 til 1700 f. k. f. i Tyren og fra sidstnævnte aar til ca. 100 f. k. f. i Vedderen. (Se Mr. and Mrs. Mavnper: ,Date of Passage of the Vernal-Equinox from Taurus into Aries* i ,Monthly Notices of the Royal Astronomical Society*, Vol. LXIV (1904) s. 488 f.). Paa dette grundlag vil man maaske kunne op- sætte en kronologi for den sen-totemistiske tid i Babylon. 40 PAUL WINGE [No. 4 hæng mellem parring og fødsel. Man maa jo snart lægge mærke til, at der baade hos pattedyrene og fuglene paa en bestemt tid forud for den, paa hvilken de føder, indtræder en periode, under hvilken deres hele tilstand og opførse) er en anden end ellers, og at dyrene paa visse dage inden denne periode har en ud- præget parringslyst, som den ellers ikke lægger for dagen. Men har man først gjort denne iagttagelse, vil man snart sætte den nævnte periode, og specielt parringen, i aarsagssammenhæng med den paafølgende fødsel, med andre ord, man vil forstaa brunstfænomenet. Ganske vist foreligger der ingen biologisk, men kun en my- stisk forstaaelse, men ogsaa denne baner veien for erkjendelsen af den nødvendige aarsagssammenhæng. Det kunde maaske ved den første betragtning synes be- synderligt, at det endnu varer saa længe, inden mennesket lærer at forstaa, at den selvsamme aarsagssammenhæng ogsaa gjælder for dets eget vedkommende; men ved nærmere eftertanke vil man let forstaa grunden til dette forhold. Brunsten maa paa den heromhandlede tid for mange slægt- led siden være ophørt hos de allerfleste menneskeracer eller ialtfald være saa stærkt afsvækket, at besvangrelse kan finde sted paa en hvilkensomhelst tid inden kvindens frugtbarheds- periode. Men naar først saa er tilfælde, træder forskjellen mellem dyrenes og menneskets kjønsliv saa stærkt frem, at man, saalænge mentaliteten er prælogisk, overhovedet ikke anstiller nogen sam- menligning, saameget som baade mænd og kvinder ved sig 1 besiddelse af parringslyst ganske uanseet aarstiden og ogsaa er fuldkommen klare over, at kvinden kan føde børn paa en hvilken- somhelst aarstid. Men til denne forskjel, der for det primitive menneske maa gjøre enhver sammenligning mellem dyr og mennesker umulig, slutter sig ogsaa et andet forhold, som længe stænger for er- kjendelsen af den sande sammenhæng. Dette forhold er sha- manens autoritet. Ved denne er virkeligheden af konceptions- totem fastslaaet. Totemdyret er faderen. 1915] OM TABU OG TOTEM 41 Paa den anden side maa det jo, eftersom betydenheden af dets konnubiale gami for den hele sociale organisation voxer, blive klart, at der bestaar en sammenhæng mellem parring og fødsel, og dette er da naturligt, at man søger at forsone denne erkjendelse med læren om konceptionstotem. Man ser da i parringen en slags tryllehandling. der er ligesaa nødvendig, forat kvinden skal kunne føde, som vaar- festens trylleceremonier, forat marken skal kunne bære grøde, en opfatning, som holder sig langt ned i tiden, og som er en af tempelprostitutionens forudsætninger. En anden mere rationa- listisk (og formentlig nyere) forklaring er den, at parringen er nødvendig til farbargjørelse af den vei, som fosteret senere skal følge fra moders liv ud i verden. OQgsaa denne opfatning har holdt sig langt ned i tiden og sat frugt i visse skikke, som er bragt i forbindelse med tempelprostitutionen. Før eller senere kommer imidlertid det tidspunkt, da læren om konceptionstotem ikke længere kan opretholdes; men da er ogsaa totemismens kultiske forudsætning fjernet, og den hele totemistiske samfundsorden geraader i opløsning. Totemdyret degraderes fra at være fader til enhver enkelt af klanens mænd og kvinder til at blive urahne til alle klanens medlemmer; og et eiendommeligt udslag af denne udvikling er den mærkelige omdannelse af totempælen, som er forefunden hos en Indianerstamme og er benævnt ,tomtemsøilen*. Denne ,,søile* er bygget af ovenpaa hverandre lagte hjerneskaller, som an- gives at tilhøre klanens ahner, og det øverste af søilens krones af totemdyrets billede. Degradationen af dyret gaar imidlertid langt videre; ogsaa planter bliver efterhaanden totem, ja endog stene (de i Australien saakaldte churinga) kan blive dyrket som totem, idet man fore- stiller sig, at vedkommende sten indeslutter eller repræsenterer totem-aanden. En saadan churinga bliver da en fetisch! og til- sidst blot en amulet eller et vaaben som f. ex. Norges løve. I Totem er en bestemt art eller sort, fetiseh derimod en enkelt gjenstand. 42 PAUL WINGE [No. 4 Men om end dyret saaledes mister sin rang som totem, ved- bliver dog dyredyrkelsen i forskjellige andre former; saaledes spiller den vedblivende en stor rolle under de kultiske frugtbar- hedsceremonier. I tilslutning til denne udvikling opkommer sjæle- vandringslæren, der lader menneskesjælen efter døden gaa over i dyrelegemer og atter tilbage til menneskelegemer. Denne om- flakken af menneskesjælen fra menneskelige til dyriske legemer opfattes oprindelig som en lustration (skjærsild), men faar senere karakteren af straf, og i denne sidste form gjenfinder vi den endnu i vore folkeæventyr. I hexeforfølgelsernes tid var det og- saa en udbredt forestilling, at det ved troldomsmidler var muligt at omskabe mennesker til dyr. Forbudet mod at spise det dyr, som fordum dyrkedes som totem, opretholdes meget længe udover den totemistiske tid; men begrundelsen af forbudet er nu bleven en anden. Det er ikke paa grund af dyrets hellighed, men fordi det er urent, at Gud har forbudt sit folk at spise det. Det, at forestillingen om noget helligt omdannes til idéen om noget ondt, skadeligt eller urent, er karakteristisk for tabu- forestillingens udvikling, og aarsagen til denne omdannelse er efter min mening ganske klar. Tabu er, som ovenfor udviklet, et udslag af skyhed, og denne ytrer sig. alt efter den foreliggende situation, enten som ærefrygt eller som afsky og slaar meget let over fra den ene til den anden af disse reaktioner. Det er ogsaa et meget velkjendt forhold, at det, som 1 en tid holdes helligt, i den følgende an- sees som fordømmeligt. Fortidens guder bliver eftertidens onde aander. Kultus og sexualliv er paa det nøieste knyttede sammen, og en væsentlig ændring 1 kultus maa derfor medføre forandringer i det konnubiale gami, og disse forandringer maa atter medføre kultiske konsekventser. Denne proces vil arte sig forskjellig, eftersom vedkommende totemistiske klan er fastboende paa et mindre omraade i et jordstrøg med varmt klima og rigelig næringstilstand eller er henvist til en forholdsvis fattig egn og til at leve af fædrift. Dette sidste tilfælde er af særlig interesse 1915] OM TABU OG TOTEM 43 for os, og jeg vil derfor, før jeg gaar videre i omtalen af to- temismens opløsning, indskyde nogle bemærkninger om dens forhold til nomadelivet. I egne, der er skikkede til ren- eller fædrift, f. ex. steppe- lande, vil den totemistiske klans forfatning med dens halvering af phratrierne, eftersom disse naar en vis størrelse, bevirke ud- viklingen af et nomadeliv. I sin ældre udviklingsfase er dette levesæt stationært, det vil sige, vedkommende nomadestamme har et hjemland, inden hvilket de flytter om med sine hjorder, noget som forøvrigt ikke er til hinder for, at der ved siden af drives et primitivt agerbrug. Paa dette trin kan de blive staaende, og der lever jo fremdeles rundt om paa jorden — ogsaa 1 vort eget land — stationære nomader. — Men det kan ogsaa hænde, at flere nomadestammer slutter sig sammen og vandrer udover sit hjemlands grænser. De optræder da som erobrerfolk og under- lægger sig da ofte folkeslag med langt høiere kultur end deres egen. Disse nomader kalder jeg, i modsætning til de stationære, serobrernomader*, og af saadanne kjender historien adskillige, f. ex. Hyksos, Israel og flere mongolske stammer. Saalænge nomaderne er stationære og bevarer den totemi- stiske forfatning, omslutter de enkelte klaner kun et ringe antal personer, men har alligevel til sit livsovhold behov for et for- holdsvis stort landomraade; og eftersom klanerne deler sig, ud- kræves stadig nyt land. En fiendtlig konkurrence om beite- marker eller græsgange vil nemlig blot kunne undgaaes derved, at de nydannede klaner forlader de gamles landstrækninger. Det maa 1 tilfælde gaa som det gik Abraham og Lot; den ene maa gaa til høire, den anden til venstre. Under det stationære nomadeliv er matriarkatet en naturlig form for det konnubiale gami, og nomadeliv og matriarkat støtter derfor hinanden. Saalænge konceptionstotem staar ved magt, kan der naturligvis kun tænkes slægtskabsbaand til den mødrene side, og matriarkatet bevares derfor overalt i det mindste saalænge sit herredømme uanfægtet; men hos stationære no- mader vil det endnu lang tid efter, at konceptionstotem er op- u PAUL WINGE [No. 4 given, beholde magten og derved ogsaa i stor udstrækning kon- servere den totemistiske kultus. De samme forhold, som styrker matriarkatet, begunstiger imidlertid i ikke mindre grad et endogami, som indrømmer til- ladelse til visse incestuøse forbindelser, og dette medfører igjen, at exogamiet ikke kommer til udvikling eller, hvis dette allerede er skeet, svinder hen. Under disse forhold maa gonochorismen svækkes, baade fordi, som bemærket, det nære samliv svækker den indbyrdes kontrektation, og fordi de kræfter, der begunstiger en høi gono- chorisme, sættes ud af virksomhed!. Imidlertid kan forholdene udvikle sig derhen, at trykket bliver saa stærkt, at det fremtvinger en sammenslutning af et større antal klaner og dannelsen af en herskende overklasse. Denne proces vil i høi grad udvide kredsen af de personer, der indbyrdes kan slutte konnubiale gamier, og de mænd, som har magten, vil naturligvis sørge for at faa 1 sin besiddelse de mest feminine kvinder. En progenerativ raceforskyvning kommer istand, og gonochorismen forstærkes. Forbundet føler sig snart stærkt nok tl at trænge frem udenfor hjemlandet; kort sagt, de stationære nomader gaar over til at blive erobrernomader. Hermed er udviklingen bragt ind paa et helt nyt spor. Indtrængningen paa det fremmede omraade møder krigersk modstand, og i og med, at denne overvindes, følger et rigt bytte af feminine kvinder. Herved paaskyndes yderligere den pro- generative forskyvning og gonochorismens vext. Erkjendelsen af aarsagssammenhængen mellem parring og fødsel og den deraf følgende opgiven af konceptionstotem maa af sexologiske grunde! fremkalde tendentser, hvis videre udvik- ling fører til patriarkat; og en stigende gonochorisme paaskynder og forstærker i høi grad udviklingen af disse tendentser. Hvis nu de seirende erobrernomader besætter et land, som er beboet af et fastboende, høiere kultiveret folk, der allerede 1 Se herom min ovencit. afhandling: ,Den menneskelige gonochorisme og den historiske videnskab*. 1915] OM TABU OG TOTEM 45 lever i patriarkat, vil de snart blive paavirkede af den høiere kultur; og der behøver ikke at gaa mange slægtsled, før de kul- turelt er helt overvundne af og i stor udstrækning sammen- smeltet med den befolkning, som de tidligere havde under- tvunget. Denne sammensmeltningsproces kan imidlertid ikke gjennem- føres uden svære kampe mellem matriarkatet og patriarkatet, og under disse kampe, der ender med det sidstnævtes fuldstændige seir, svinder de sidste rester af den totemistiske kultus. Den phallo-kteniske frugtbarhedskultus med dens jordgud- inde maa vige pladsen for en phallisk kultus, der symboliserer selve befrugtningen, og jordgudinden erstattes af en mandlig guddom. Selv hos de totemistiske samfund, som aldrig har udviklet noget nomadeliv eller er optraadt som egentlige erobrere, maa erkjendelsen af aarsagssammenhængen mellem parring og fødsel bevirke konceptionstotems opgivelse samt matriarkatets svækkelse og endelige fald. Vi kjender ogsaa flere exempler paa, at kampen mellem matriarkat og patriarkat er helt afsluttet med det sidstnævntes afgjørende seir, medens den totemistiske kultur forøvrigt endnu staar 1 blomst*. Om dette har kunnet ske uden indgriben af en overmægtig fremmed indflydelse, er et spørgsmaal, som ikke her skal drøftes. Jeg vil blot bemærke, at historien, saavidt jeg ved, ikke kjender noget samfund, der har vist sig istand til ved egen kraft at gjennemføre en saa radikal omstyrtning af det bestaaende med en derpaa følgende gjenopbygning af noget helt nyt. Jeg vil dog ikke med denne bemærkning have benegtet muligheden ai, at differentiationsevnen under primitive tilstande kan være større end under mere udviklede, og at derfor forandringer, som ikke er tænkelige hos et folk, der har naaet et vist kuliurtrin, vil kunne gjennemføres hos laverestaaende stammer. I Se min ovencit. afhandling om gonochorismen. 2 Se Anprew LanG ovenecit. 46 PAUL WINGE [No. 4 TV: Totemforestillingen er efter min opfatning oprindelig frem- gaaet af et forsøg paa at forklare, hvorledes mennesket bliver til og dør. Denne forklaring er given paa en tid, da mentaliteten endnu er prælogisk, og den kan følgelig ligesaalidt være resultat af en logisk deduktion som af en experimentel induktion. Den beror kun paa iagttagelsen af, at visse fænomener pleier at gjentage sig i en bestemt rækkefølge, samt paa forventningen - om, at det næste led i rækken vil komme, naar først det fore- gaaende er indtraadt. Under den forudsætning, at en ting, som bevæger sig, uden at beskaffenheden af den bevægende kraft kan erkjendes, maa være et dyr, iagttager man, at der inde i mennesket befinder sig noget, som bevæger sig, og at bevægelsen begynder med menne- skets første indaanding og ender med dets sidste udaanding. — Saalænge mennesket lever, er der noget 1 dets indre, som altid bevæger sig, og følgelig maa der i menneskets indre hele livet igjennem opholde sig et dyr. Man iagttager, at kvindens underliv under svangerskabet voxer, og hun fortæller selv, at der er noget — inde 1 hende, som bevæger sig. 4—5 maaneder, efterat hun har begyndt at føle disse bevægelser, nedkommer hun med et barn. Væxten af kvindens underliv og hendes fortælling om foster- bevægelserne forklares ud fra de givne forudsætninger ved den antagelse, at der er kommet et dyr ind i hendes underliv, og samtidig vækkes forventninger om, at hun skal føde 4—5 maaneder senere. Disse forestillinger samt en række erfaringer, som antages at støtte dem, paavirkes og bearbeides af drømmene og styrkes yderligere ved de sindssyges forklaringer om sine delirier. Alt flyder sammen 1 en kultus, som dog ikke blot faar sit tilløb fra denne theori om livets ophav og ende, men ogsaa fra kravet paa en regulering af drifternes tilfredsstillelse; navnlig er det 1915] OM TABU OG TOTEM AT kontrektationsdriften og fugaldriften, som her kommer 1 betragt- ning. Begge disse drifter øver en bestemmende indflydelse paa den primitive profets og hans tilhængeres hele forestillingskreds og tænkemaade. Det er disse drifter, der forlener profeten med den suggestive magt og hans tilhængere med deres blinde tro og lydighed; og særlig under primitive forhold maa skyheden man:- festere sig 1 tabuforestillinger, som gjør sig gjældende med vældig magt og præger den hele kultus. Uden tabuforestillinger og dens shamaner vilde den to- temistiske theori om livets ophav og ende neppe have kunnet skabe den eiendommelige kultus og sociale ordning. Ialtfald er det tabuidéen, som vedligeholder det totemistiske system længe efter, at dets grundlæggende forklaringsforsøg har maattet opgives. Denne forklaring kan nemlig kun til en tid tilfredsstille al- menhedens videbegjærlighed og religiøse trang. Andre og bedre hypotheser gjør sig efterhaanden med stadig øget styrke gjældende og beseirer sluttelig de gamle idéer om livets ophav og ende. Denne proces fordrer naturligvis meget lang tid, og selv efterat den virkelige sammenhæng mellem parring og fødsel er almindelig erkjendt, formaar tabuforestillingerne endnu en tid at vedligeholde den totemistiske kultus. Men naar grundmuren først begynder at svigte, sprækker bygningen, og naar den totemistiske kultus synker sammen, kan heller ikke klanforfatningen meget længe opretholdes. Af den totemistiske samfundsordnings ruin bliver der dog længe tilbage betydelige dele, og enkelte rester er ogsaa i cvili- serede lande bevarede helt ned til vor tid. Buddhismen har saa- ledes bevaret zoophilomane forestillinger (som forøvrig i vor tid ogsaa begynder at gjøre sig ganske stærkt gjældende i den kristne verden!), og disse forestillinger har den indarbeidet 1 sin kontritionsethik. 1 Hos psykopather kan de endogsaa antage karakteren af tvangsfore- stillinger. 48 PAUL WINGE [No. 4 Denne ethik har efter min opfatning sin psykologiske for- udsætning i en svækket gonochorisme, og jeg finder det derfor naturligt, at den begunstiger kontrektationsdriftens omsætning til barmhjertighedstrang. Under sexuel applanation er en saadan omsætning mulig ikke blot for kvindens, men i nogen udstrækning ogsaa for mandens vedkommende, og engang opnaaet finder den tilfreds- stillelse 1 barmhjertighedsudøvelse ikke blot mod mennesker, men mod alt levende. Der maa saaledes antages at bestaa et konditionelt forhold mellem kontritionsethiken og de zoophilomane tilbøieligheder. Theorierne skifter med kulturens fremskridt, og selv om de er fæstnede og beskyttede af den uhyre magt, som de kul- tiske forestillinger udøver, maa de dog i tidens fylde vige. Sand- heden seirer, selv om den synes at staa 1 strid med, hvad vor sansning godtgjør; det kopernikanske system er derfor nu aner- kjendt af alle meningsberettigede. Men med de forestillinger, som dannes og beherskes af drif- terne, forholder det sig i væsentlige henseender anderledes. Alle- rede fra den logiske mentalitets ældste tider har intellektualisme og voluntarisme kjæmpet med hinanden, og medens den første I forrige aarhundrede afgjort havde overtaget, er den sidste i vor tid seierherre. Den moderne psykologi har tilrettelagt en stor mængde kjendsgjerninger til støtte for læren om viljens primat; det er den voluntaristiske opfattelse, at viljen ikke alene bestemmer hand- linger, men ogsaa følelsesbetoning, vurdering og domme om, hvad der er hensigtsmæssigt og moralsk rigtigt. Viljen er kampen mellem driften og dens kontrastforestil- ling, og denne kamp foregaar for en væsentlig del 1 under- bevidstheden. Drifterne er bestemte af mnemiske engrammer, som er ned- arvede gjennem millioner af slægtsled fra de første levende væsener. De kan vistnok hos færre eller flere individer svækkes, hemmes, ødelægges eller forandres, men isaafald foreligger der defekttilstande eller sygdomme, som til enkelte tider kan have 1915] OM TABU OG TOTEM 49 en ringe, til andre derimod en stor udbredelse. Hos normale individer af samme art varierer driftsreaktionerne inden meget snevre grænser, og vi maa antage, at de hos alle høiere hvirvel- dyr er væsentlig de samme. Hvad der gjælder om drifterne i almindelighed, gjælder ogsaa specielt om skyheden. Tabuforestillingerne er en specifik funk- tion af skyheden, og denne maa til enhver tid fremkalde disse. Mennesket maa saaledes have medbragt disse fra dyrelivet og altsaa have været behersket af dem længe før den totemistiske tid. De har ogsaa vedblevet at herske længe efter totemismens fald, og de danner fremdeles i vor tid indboet i det større eller mindre mørkeloft, som findes 1 ethvert menneskes indre. Men dette indbo bestaar ikke udelukkende af gammelt værdiløst skrammel; der findes ogsaa værdier, som tjener til at vedlige- holde den respektfulde ærbødighed for love, som er høiere end de selvgivne. Ægteskabet blev jo allerede grundet i Paradiset, og de ti bud blev, skrevne paa stentavler, af Gud selv overantvordet menneskene under Mose besøg paa Sinai bjerg. Moralens bud er given som guddommelige befalinger, menne- skene har at lystre; de er ikke folkeviljens selvgivne love. Familjelivets grundlove og de konventionelle regler for om- gangen mellem kjønnene er bestemte ved moralbud, som folke- viljen ikke ustraffet krænker, og tabuforbudet mod almenhedens offentlige diskussion om de sexuelle spørgsmaal respekteres, saa- længe samfundet er sundt, det taber først magten, naar det lakker mod enden. THE SOLAR ECLIPSE vr AUGUST 2181, f914 LECTURE DELIVERED BEFORE THE VIDENSKAPS- SELSKAP OF KRISTIANIA ON SEPTEMBER 25th, 1914 BY CARL STØRMER (wITH 4 PLATES) (VIDENSkAPSSELSKAPETS FOrHANDLINGER FOR 1915. No. 5) 4— KRISTIANIA IN COMMISSION BY JACOB DYBWAD 1915 A. V. BRØC 5 has occurred to me that the members of the Videnskabs- selskab might be interested in hearing something about an ex- eursion I made to Vefsen to see the total eclipse of the sun on the 21st August. The expedition was of a purely private character, so I must begin by asking my hearers not to expect great things. The only public grant received was 300 kroner towards the travelling expenses of two of my assistants, this grant being obtained through Professor GEELMUYDEN. The members of our expedition were, in addition to my wife and myself, Mr. B. J. BirkeLanD, meteorologist, Mr. KRISTIAN Lovs, Fellow of the University, Dr. Henr aud Mr. J. T. F. Oxaat, geologist. What I had in view in planning the excursion, in addition to witnessing the phenomenon itself, was as follows: In the first place to observe whether there was any oc- currence of aurora during the eclipse, and if there were, to obtain parallax photographs of it for the determination of its height and position. An aurora such as this would have great interest, for otherwise it cannot be seen so near the sun, owing to the daylight. In the next place I was desirous of obtaiming as many photographs of the outer corona as possible. In case this should extend many degrees out from the sun in the form of very distinet rays — as has occasionally been observed — my auroral photographic apparatuses would be suitable for the purpose, although the image of the sun on the plate would be very small; for the apparatuses are so sensitive to the light that an exposure 4 CARL STØRMER [No. 5 of a few seconds gives as good an impression as å corresponding number of minutes with other apparatuses. There was thus a possibility of taking å number of photographs in succession during the 2 minutes that the eclipse lasted. The place chosen as our station was Laksfors in Vefsen 65 37.6 N. Latitude, 18" 170 E. Longitude, situated inland about 30 kilometres to the south of Mosjøen. I had also placed Bernt JOHANNES BIrkELAND in Svenning Bay, about 35 km. to the south of Laksfors, having received permission from the Telegraph Department to make use of å Government Telephone line be- tween Laksfors and Svenning Bay each night and during the eclipse for the possible photographing of aurora. he 10 20 30 40 50 2h?2 10 20 — Semperatunkurwe 21-8-1914 eg (dl, Ås my hearers are aware, the weather on the 21st August was splendid and the air quite clear. The eclipse was an ever-memorable sight. The stars came out, and the sky was of a rather light, bluish grey shade of colour, which passed into bright yellow in the south. The corona was magnificent, but of no very great extent. No aurora was visible. Mr. Oxaac observed the temperature during the eeclipse. It fell as much as 5 degrees Centigrade ! (see fig. 1). The thermo- meter was placed in the shade, facing north-east. The remarkable shadows that move over the ground just before it becomes dark, and again just after it has grown light again, were clearly seen, before and after the totality, upon å 1 Professor Moarn told me that at Sandnæssjøen, on the coast, the fall of temperature that he observed during the eclipse was only 1.8” Centi- grade. 1915] THE SOLAR ECLIPSE OF AUGUST Y1st, 1914 5 large sheet that had been spread upon the ground. The direction in which they moved was south-east or east-south-east, at right angles to their length; and their velocity was å couple of metres per second. During the eclipse we took about thirty photographs with the auroral cameras, and seventy single photographs with the cinematograph. OQxaarL also took some photographs with his own camera. | As the corona was of small extent, 1t did not come out very clearly in the small photographs. The larger expeditions in Sweden and Russia and at Sandnæssjøen, which were all equipped at great expense and had most perfect instruments, will no doubt have returned with very much finer photographs than the modest specimens that I am producing here; but I thought that the members of this Society might nevertheless be interested in seeing what we obtained. Plate I. Plate II. Plate III. Plate IV. CARL STØRMER [No. 5, 1915] Explanation of the plates. Mr. Oxaat's photographs of the corona, taken with an amateur camera. Plates: Agfa Chromo; exposure, 5—8 seconds. Magnified 8 times. The first three upper photographs from Laksfors, taken with an auroral photographic apparatus (lens, Ernemann kinostigmat. Plates: Agfa Chromo and Chromo isolar) by dr. Henie and myself. Exposure about 1 second. Magnified 8 times. The other photographs taken by B.J. Brrkeranp at Svenningviken, with the same objective, on Agfa Chromo plates. Exposure 1 and 4 seconds. Nos. 7—18 and 37—41 of the film. Objective, Ernemann kino- stigmat. Exposure about one third of å second. These and the following photographs taken by Mrs. Størmer. Magnified 8 times. Nos. 42—45 and 638—69 of the same film. Magnified 8 times. Printed 80th August, 1915. Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 5. Plate I. LI Te Så Pr «S01 Ir el HÅ Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 5. Plate II. Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 5. Plate III. Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 5. Plate IV. LG Kl EE k OM UDTRYKKET ,PDEN HELLIGAAND* AF OLUF KOLSRUD (VIDENSKAPSSELSKAPETS FORHANDLINGER FOR 1915. No. 6) KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 1915 Fremlagt i aarsmøtet den iste mai 1914: A. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A I Norsk Kirkeblad 19. juli 1913 (nr. 29, s. 341—3) har fhv. rektor dr. Georg Fasting f taget ordet for at ombytte udtrykket den Helligaand med den sproglig naturligere form den hellige aand. Ved det forudgaaende brevskifte med dr. Fasting blev jeg ledet ind paa undersøgelser om dette udtryks historie. Det havde været min mening at meddele nogle bemerkninger derom i Kirke- bladet; men det vanskelige 1 at røre ved et traditionelt kirkeligt udtryk uden samtidig at give den fulde og udførligst mulige dokumentation til veiledning, bevægede mig til at udarbeide en nogenlunde udtømmende og detaljeret fremstilling af udtrykkets historie i de nordiske sprog, betragtet fra formelt synspunkt og tillige fra dogmatisk, forsaavidt dette stod i sammenhæng med hint. Resultatet meddelte jeg i et foredrag i Videnskabs- Selskabet i Christiania 19. september 1913, 1 noget udvidet form fremlagdes det til trykning 1. mai 1914, men er senere atter gjennemarbeidet og udfyldt. De sproghistoriske oplysninger er mere detaljerede end nødvendigt for filologer, da fremstillingen er beregnet paa at kunne læses af folk uden speciel indsigt paa det omraade. Indhold. 1. aand . Sr 2 Tre 3. den Helligaand . Par Se dansk . norsk-dansk svensk norsk . islandsk . 1. aand. Som bekjendt har de tre nordiske sprog! to ulige ord, — delvis af samme, delvis af forskjellig betydning —, som begge er brugt og bruges for at betegne den tredje person i guddom- men, 1) en oprindelig ö-stamme af hunkjøn, 2) en oprindelig an- stamme af hankjøn, den sidste enten en oprindelig afledning af den første, eller en paralleldannelse til den samme indoeuro- pæiske rod: Jå IL. HL. 1 (o0) gammelnorsk: 1) ond, 2) ande, islandsk og vestnorsk sær- lig andi; nynorsk: 1) østnorsk ond (ogsaa skrevet aand), vest- norsk and>, 2) ande; gammeldansk: 1) and, 9) ande; nydansk og norsk-dansk: 1) aand, 2) aande; gammel- og nysvensk: 1) and (i nysv. ofte skrevet and"), 2) ande. Som navn paa ,den Helligaand* bruges i gammelnorsk og islandsk ande, andi >, J. Fritzner, Ordbog over det gamle norske Sprog? I, 53—4. III, 1087 —8. — 0. Kalkar, Ordbog til det ældre danske Sprog IV, 942. II, 208. — K. F. Söderwall, Ordbok öfver svenska medeltids-språket I, 35—6. 478. — Ordbok öfver svenska språket, utg. af Svenska Akademien I, 1281. 1294—1333. — MH. Falk og A. Torp, Etymologisk ordbog over det norske og det danske sprog I, 3—4. 283 = Norwegisch-dånisches etymologisches Wörterbuch I, 5. 396. — A. Torp, Nynorsk etymologisk ordbok, 5. Omvendt heder fuglenavnet paa østlandsk and, paa vestlandsk ond. I et diplom fra Romerike 1362 (DN IV 481) forekommer udtrykket j hællghe ande tidum, som ved maskulin-genitiven røber sig som en svecisme; se s. 61. 8 OLUF KOLSRUD [No. 6 II. gammeldansk and"; nyere dansk (fra 16. aarh.) and, aand”*; II. gammelsvensk baade and og ande; nyere svensk (fra 16. aarh.) ande, stundom and. Denne forskjel mellem de tre sprog har neppe noget med en oprindelig betydningsforskjel at gjøre. De første sema- siologiske udviklingstrin er fælles for alle tre sprog i begge ord: 'aande”, 'aandedræt”, sjæl”, tildels ogsaa "liv. Det er ved beteg- nelsen for 'aandevæsen”? i personlig betydning, at sprogene skil- ler sig, og derfor ogsaa ved navnet paa den personlige ,Hellig- aand”. I norsk og svensk forekommer kun amnde i betydningen ”aandevæsen”, 1 dansk* derimod bare and; men nogen anden grund til denne forskjel end tilfældet kan vanskelig paavises. I hver sine sprog bruges de samme ord ogsaa om ,den Hellig- aand*, men desuden ogsaa amd i svensk, skjønt dette ord her ikke ellers betyder "aandevæsen”, — atter et vidnesbyrd om sprog- udviklingens tilfældighed paa dette punkt. Til at opretholde den skarpe forskjel mellem det personlige ande og det upersonlige ond i norsk? har visselig væsentlig 1 Brugen af ande kan ikke regnes som egtle dansk. Den forekommer i en tekst, som er oversat fra svensk ved midten af det 15. aarh. (Kirkeårets Søndags-Evangelier med Udlæggelse, udg. af C. J. Brandt, Dansk Klosterlæsning I 3, 2331. 1042. 11714. 11819. 12134. 18012. 18115. 18211), og maa da betragtes som en svecisme. I 16. aarh. kan jeg kun et par gange paavise ordet aande brugt om », den Helligaand*, nemlig i Rostocksalmebogen 1529: then helliaande (Psalmebøger fra Reformationstiden, udg. af C. Bruun I, 725), og 1 Erik Krabbes nye dagvise i Hans Thomissøns Salmebog 1569: dem Hellig Aamde (C. J. Brandt og L. Helweg, Den Danske Psalmedigtning I, 61 bj3); men begge salmers metrum viser tydelig, at det udlydende -e kun er tilføiet for at give verslinjen kvindelig udgang. 3 Ordet aandevæsen i Falk og Torp's Etymol. ordb. I, 3 er i den tyske udgave I, 5 oversat med atemmesen (!). 4 Det maa atter regnes som en svecisme, naar den i anm. I nævnte postille bruger ande i personlig betydning, saaledes s. 119 ff. 1 for- tællingen om Jesus, som uddriver onde aander eller djævle. 5 Betydningsforskjellen fremgaar tydelig af et exempel som dette: Gud allzvaldanndi, send mer anda pinn godan ok rettan, sa er ond mina ok lkam vardveiter (Leifar fornra kristinna fræda islenzkra, prenta ljet Porvaldur Bjarnarson, Kph. 1878, 18593 —10: begyndelsen af 14. aarh.). ) 1915] OM UDTRYKKET , DEN HELLIGAAND* 9 den skarpe forskjel mellem de 3 grammatiske kjøn været hoved- midlet. Svensk og dansk tabte allerede tidlig 1 middelalderen den udvortes grammatiske adskillelse mellem hankjøn og hun- kjøn?, og efterhaanden forsvandt ogsaa bevidstheden eller er- indringen om en oprindelig kjønsforskjel mellem and og ande. I fornsvensk er and maskulinum, hvilket turde bero paa ind- virkning fra det maskuline ande med samme betydning”. I dansk har man derimod temmelig langt ned i tiden (almindelig endnu 1 16. aarh.) brugt pronomenet hun om and (aand), i. ex.: strax aanden saa hannem, da sled oc reff hun hannem (Christiern Pederssøn); men ,,den Helligaand* kunde dog ikke betegnes med femininums pronomen, al den stund man sang Kom Helliaand, herre Gud allerede fra reformationstiden?, og der kan visselig heller ikke fra middelalderen paavises noget exempel paa, at and har været betragtet som hunkjønsord ogsaa i navnet ,den Hellig- aand*. En tilsvarende forskjel i kjøn mellem navnet og navnets bærer findes som bekjendt i græsk, hvor (70) zvevua (70) «ytov er neutrum. Det første af de to nævnte ord maa føres tilbage til en grundform *andö, som i nom. og akk. sg. i urnordisk hedte andu; deraf fremkommer i gammelnorsk ved w-omlyd ond (nom. og akk.), gen. andar, dat. omdo, i ental bøiet som en 0-stamme, 1 flertal som en ?-stamme*. Omlyden har visselig ogsaa eksiste- ret i dansk og svensk, men den er her tidlig trængt tilbage af den ikke-omlydte form i de oblikve kasus; derfor har man her bare formen and (nom. sg.)>. I nynorsk lever and ved siden af ond (vanlig skrevet aand), det første særlig paa Vestlandet, det andet særlig paa Østlandet 6. 1 Jfr. H. Falk og A. Torp, Dansk-norskens syntax, $ 44. 45. 2 Svenska Akademiens Ordbok I, 1281. 3 Rostock-salmebogen 1529 (Psalmebøger fra Reformationstiden, udg. af C. Bruun I), 50. Een Haandbog for Sogneprester, Kbh. 1537 (unicum i Christiania Umv.-Bibl.). 4 Jfr. A. Noreen, Altisl. u. altnorw. Gramm.3, $ 881. 375. 376. 5 Jfr. A. Torp og H. Falk, Dansk-norskens lydhistorie, $ 53. 54. 5 Ivar Aasen, Norsk Ordbog>, 6. 10 OLUF KOSLRUD [No. 6 I dansk — ikke 1 norsk og svensk — virkede nu videre 1 15. og 16. aarh. en helt anden lydlov), ifølge hvilken overgang fra å til aa foran nd finder sted 1 en række ord, som band > baand, hand - haand, vande + vaande ('vanskelighed'), and > aand, ande -- aande. De fleste ord paa nd har dog i skrift- sproget beholdt a (brand, land, sand o. fl.).— I 1ste halvdel af det 16. aarh. vinder aand overtaget. 2. hellig. Med hensyn til adjektivet ,hellig* (heilagr, helagher, helæg o.s.v.) er først at merke, at der i alle tre gamle nordiske sprog i en række tilfælde under deklinationen indtræder synkope, idet 2den stavelses vokal forsvinder. I vestnordisk bruges synkopen veks- lende med de usammendragne former ret ofte, især i gammel- norsk, men 1 gammelislandsk først i senere tid”; foruden 1 hele den svage deklination (determineret) forekommer den i sterk bøi- ning (udetermineret) i mask. sg. dat. akk. og pl. nom. dat. akk., i fem. sg. akk. og pl. nom. dat. akk., 1 neutr. sg. dat. og pl. dat. I fornsvensk? er synkopen almindelig i den svage deklination undtagen i neutr. sg. nom. og pl. nom.; i den sterke deklination forekommer den vekslende med usammendragne former 1 mask. sg. nom. akk. og pl. nom. gen. dat., i fem. sg. nom. akk. og pl. gen. dat. akk., 1 neutr. sg. nom. og pl. nom. gen. dat. akk., medens kun synkoperede former er paavist i mask. sg. dat. og pl. akk. I gammel dansk findes ogsaa synkope 1 en række tilfælde, særlig i den svage bøining, men sprogstoffet er her endnu ikke saadan undersøgt, at en oversigt over forholdet kan opnaaes. — Som attribut til and, ande bliver helagher paa A. Torp og H. Falk, Dansk-norskens lydhistorie, $ 33,3. Lis Jacobsen f. Rubin, Studier til det danske Rigssprogs Historie I, 41 f. 46. 90. 109 f. 110 f. 168. 173f. 183. 188. 190. 197. 199. 209. 294 f. 233 f. 266. — Om forholdene i de danske dialekter se Valdemar Bennike og Marius Kri- stensen, Kort over de danske folkemål med forklaringer (Kbh. 1898— 1912), s. 15—16 og kort nr. 2. A. Noreen, Altnorw. u. altisl. Gramm.3, $ 123. 418, 1. 3 Söderwall, Ordbok I, 478. NE) 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 11 fornsvensk gjennemgaaende synkoperet; paa gammel dansk skifter synkope og usammendragne former efter sted og tid; paa gammel norsk følges 1 dette stykke de grammatiske bøinings- former regelmæssig. Paa grundlag af synkopeformerne opstod i gammel svensk og dansk en sammendragning af attributet ,hellig* og visse substantiver til ett ord, i svensk ved and(e), aptan, dagher, måssodagher, man (min), — 1 dansk ved and, messe, geist (1 helggeisthus), legeme (i helgelegemedag); saaledes fremkom for- men hilgand(a), helgand, eller (udtalt med palatal g= j?) helli- and. Sammendragning pleier dog kun ske, naar udtrykket er determineret. Paa gammel norsk finder sammendragning ikke sted; endnu 1 1493 bruges her den opriudelige form, kun fone- tisk svækket: gen. thes helge andhe". — I alle nordiske sprog er synkoperingen 1 ,hellig* gaaet af brug ved overgangen til nyere tid. I gammel dansk behandledes imidlertid adjektivet ,hellig* meget ofte paa en maade, der afviger fra norsk og svensk; der- ved er den gjængse form den Helligaand opstaaet. I norsk og svensk fik attributet i determineret forbindelse de vanlige bø- ningsendelser, og ,hellig* blev som nævnt synkoperet til tosta- velses. I dansk derimod indtraadte apokope af bøinings- endelsen? meget almindelig ved adjektiver paa -(ljög, -el, -en, -er, samt ved participer af svage verber, enkeltvis ogsaa ved andre flerstavelsesadjektiver; 1 flertal og i bestemt form ental mangler derfor bøiningsendelsen -e ofte: dine blodig vunder, i gammel dage, med folded hænder, vor menneskelig fornuft, den geist- lig og verdslig stat, den christen kirke, min simpel stil, den sønder side, din fornedret stand, mit ynksom hierteo.s.v. Af saa- 1 DN I 976 (Hamar). 2 I nynorske sammensatte ord med helga- helge- helg- som første led er dette gjennemgaaende at opfatte som gen. af subst. helg (I. Aasen, Norsk Ordbog 3, 282); en undtagelse danner dog helgetorsdag (ib., 277), hvor helge er oprindeligt adjektiv (Norges gamle Love V, 744). — I is- landsk forekommer synkope (helge, -t) ogsaa 1 nyere tid, men sjelden (se s. 72). 3 H. Falk og A. Torp, Dansk-norskens syntax, $ 61. 62. 12 OLUF KOLSRUD [No. 6 danne former lever endnu: min salig mand, min egen gut, den anden side, den megen tale, den hellig aamd (jfr. de sammensatte menigmand, sorenskriver, naadigfrue, Helligtrekongersdag). Denne bortkastelse af -e var i ældre tid og er endnu karakteri- stisk for jydsk, hvor overhovedet det gamle sprogs endelsevokaler i en række tilfælde er afslidt, navnlig 1 tre- eller flerstavelsesord med akcenten paa Åste stavelse og ret ofte i tostavelses (helst let betonede) ord”. I skriftsproget var dog apokopen af bøinings- endelsen -e i adjektiver og participier ikke begrænset til Jylland; den forekom over hele det danske skriftsprogs omraade, ogsaa i Norge; særlig brugtes den her af bergenske forfattere”. AÅApo- kope af endelsevokaler finder ogsaa som bekjendt sted i norske dialekter nordenfjelds, baade i substantiver, verber og adjektiver, særlig sterkt i Salten-maalet>. Endelsetabet i jydske flerstavelsesord maa have medført sam- mensat akcent 1 fortisstavelsen, og endnu i de nyjydske maal hører man en temmelig udpræget tvetoppet akcent i de gamle tostavelsesord med lang sonant*. Denne akcentueringslov kom- mer til anvendelse ved apokopering af bøiningsendelsen -e i en række adjektiver, ogsaa 1 hellig. 1 Axel Kock, Om förlust av åndelsevokaler 1 fornjutskan och om forn- dansk akcentuering, Arkiv för nordisk filologi V (n. f. I) 1889, 66—75. V. Bennike og M. Kristensen, Kort over de danske folkemål med for- klaringer, 128. Se exemplerne hos H. Falk og A. Torp, Dansk-norskens syntax, 82. 83. — Falk og Torp har opfattet forholdet med det attribute adjektiv slig, at sløifning af -e er karakteristisk for jydsk og ,bergensk dia- lekt* (s. 82). Dette er urigtigt. De anførte exempler viser kun den skrift- lige sprogbrug hos bergenske forfattere. Det talte bymaal har der- imod den dag 1 dag den vanlige bøiningsmaade, og kun i prædikative adjektiver i slutningen af sætningen (foran punktum) udelader bergen- seren flertals-e'et (Amund B. Larsen og Gerhard Stoltz, Bergens bymål, 44f., jfr. 119f). Men dette forhold turde have været et støttepunkt for de gamle bergenske skribenters brug af den jydske apokope i det danske skriftsprog. 3 Hans Ross, Norske bygdemaal VII—XI (Vid.-Selsk. Skr. II. Hist.-Filos. Kl. 1908. No. 4), 38. 492f. 53. 66 fr. 72f. 75; Ivar Aasen, Norsk Gram- matik ?*, $ 112. 184. + Marius Kristensen, Om stødet i dansk (Arkiv för nordisk filologi XV [n. f. XI] 1899), 48. [80] 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 13 Hvad særlig angaar udtrykket den hellig aand, er adjek- tivets bøinings- og akcentueringsforhold her første gang rigtig belyst af rektor J. Chr. Qvistgaard i Slagelse i 18361. ,I Almue- sproget paa sine Steder 1 Jylland finder man adskillige Side- stykker, f. Ex. den gammel Mand, den sulten Ulv, den blissed Hest, det vissen Blad, den grimed Koe, det ny Huus, i hvilke, som i flere Udtryk, Adjectivets Udtale efter den bestemte Artikel er aldeles den samme, som efter den ubestemte, imedens der ved et langt større Antal andre Adjectiver lægges forskjelligt Tryk paa den næstsidste Stavelse 1 Adjectivet, saa at det, uagtet Endelsen er den samme, vorder kjendeligt 1 Udtalen, saa ofte Adjectvet er bestemt. Dette sidste gjelder just om Adjectivet ,Hellig*, i hvilket den første Stavelse er acueret 1 det ubestemte, men circumflecteret 1 det bestemte Adjectiv, eller, om man vil, i første Tilfælde er Ordet paroxytonon, i sidste properispomenon. Æmn hællæ Kjæld, en hellig Kilde; æ hællæ Kjæld, den hellige Kilde; æn hællæ Daå, en hellig Dag; æ hællæ Dad, den hellige Dag; hællæ Daåw, hellige Dage; æ hællæ Daiw, de hellige Dage. Saaledes circumflecteret eller forlænget udtaler man i de omtalte Dialecter den første Stavelse i Ordet ,hellig' af Hellig-Aand, hvil- ket viser, at Adjectivet virkeligen skal forstaaes bestemt, og at det for saa vidt sprogrigtigen burde skrives: den hellige Aand.* 3. den Helligaand. a. dansk. I nordiske sprog har udtrykket ,den Helligaand* sin inter- essanteste historie i dansk, navnlig paa grund af modsætningen mellem almindelig (østdansk) sprogbrug og jydsk særegenhed?. Tilbageslaget efter rationalismen bragte endog 1 Betånkninger helligede Kirken og Skolen, Indbydelsesskrift til Høi- tideligheden i Slagelse lærde Skole den Site October 1886 1 Anl. af Reformationens Indførelse i Danmark, 17—18; jfr. nedenfor s. 44—5-. 2 Uvæsentlig for det skrevne udtryks historie er forskjellen mellem jydsk og anden dansk 1 brugen af stød og i akcentuering. Vistnok over hele Jylland udtales hellig med stød (V. Bennike og M. Kristensen, Kort 14 OLUF KOLSRUD [No. 6 betydningsforskjel ind mellem den sproglig normalt bøiede form og den af traditionen helligede jutisme, og dette fremkaldte 1 1830-aarene en eiendommelig strid, som er af adskillig kirke- historisk interesse. Allerede i formularen for hjemmedaab i kong Valdemar Seiers jydske lov (I 2)! findes formen hin helægh and. I et skriftemaal fra 1ste halvdel af 14. aarh. læses gen. thæn hæ- ligh anz gift, dat. mæth thæn hæligh and (jfr. mæth thin hæligh fathær)?. — Imidlertid var denne form ingenlunde eneraadende i dansk 1 middelalderen; 1 det 15. aarh. findes ofte then helghe andh> (then hælghe and*, then hælge and), gen. then hælghe ande*, eller then hælghe andæ”, og da den synkoperede form helge gik ud af brug ved denne tid, opkom udtrykket then hellighe andh 8 (then hellighe and*, then hellige howsualendhe andh?), gen. over de danske folkemål, 146; M. Kristensen i Arkiv för nordisk filologi XVII [n.f. XII] 1901, 83), og ordet har som nævnt forskjellig akcent i ubøiet og 1 apokoperet form. Ifølge Jens Høysgaard (Første Anhang til den Accentuerede Grammatika, angaaende Indretningen i et ortho- graphisk Ord-Register, Kbh. 1769, 380) udtaler de fleste jyder aand med dobbelt (>: stødende + kortjevn) akcent, altsaa circumflecteret, medens enkelt stød regnes for almindeligt og yret". 1 udg. af N. M. Petersen (Kbh. 1850), 67; Henrik Bertelsen, Dansk sprog- historisk Læsebog (Kbh.-Kr.a 1905) 1 I, 632; (hælegh), jfr. 1 II, 55 (hælægh). 2 C.J. Brandt, Gammeldansk Læsebog I (Kbh. 1857), 5918. 30. Klosterlæsning I1, 417 (Henrik Susos Gudelig visdomsbog, maaske oversat i Grinderslev kloster i Salling, 15. aarh.). 4 1b. 1 3, 1 o. fl. st. (Postille, midten af 15. aarh.). 5 Gammeld. Læseb. I, 25731 (jomfru Mariæ rosenkrans, 15. aarh.). ib. I, 958.9 (den athanasianske troesbekjendelse, birgittinerdansk; paa det første sted staar H-, visselig saaledes ændret af udgiveren). Klosterlæsning I 3, 12134. 18118 o. fl. st. (Postille, midten af 15. aarh. oversat fra svensk). 8 Gammeld. Læseb. I, 26133 (Anna Brahes bønnebog, 15. aarh.). 2799 (Marine Jespersdatters bønnebog, 15. aarh.; det store H- skyldes vist udgiveren). 9 ib. I, 312; (jomfru Mariæ psalter, af hr. Mikel i Odense 1496). 10 ib. I, 27829 (Karen Ludvigsdatters bønnebog, 15. aarh.). «I 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 15 then hellige andz). Det 15. aarh. opviser ogsaa den barokke blandingsform* then helliger and(h)?, then helluger* andh>. Dog vinder den jydske form stadig videre udbredelse: I samme haandskrift findes 1 2den troesartikel then hellighe and og i ddje artikel then helig and ved siden af then hellighe kyrke*; lignende blanding af ubøiede og bøiede former frem- træder ogsaa i andre skrifter”. Men ret almindelig er ogsaa den konsekvente brug af den ubøiede form: then hellig andh> (then helig and), gen. then helligh andz*. Ved hyppig brug indtræder her i 15. aarh. sammendragning af attribut og substantiv til ett ord — ligedan som ved det synkoperede bøiede attribut, særlig i svensk (se s. 60i.); begge dele viser, at man opfatter udtrykket som et nomen proprium (her har brugen af H eller h intet at sige paa denne tid). I et religiøst samlehaandskrift fra 2den halvdel af 15. aarh. fremtræder overgangen klart: then helligh andh (then hellych andh, then hellich andh), then hellychandh, thæn hellyandh?!"; i litamet i Peder Ræffs haandbog fra 15. aarh. skrives oftest then hæligandh (en enkelt gang then heliandh, 1 Gammeld. Læseb. I, 270>9.23.25 (Anna Brahes bønnebog, 15. aarh.; den store H- skyldes vist udgiveren). Se N. M. Petersen, Det danske, norske og svenske Sprogs Historie I (Kbh. 1829), 288. Klosterlæsning I 9, 7x1. 2913. 4017. 681 (legender, midten af 15. aarh.). Gammeld. Læseb. I, 28123—24 (Jesu barndoms historie, 15. aarh.; den store H- skyldes vist udgiveren). Endnu i ,en ny Dagevise" i Hans Thomis- søns Salmebog 1569 forekommer formen din helliger Aand (C.J. Brandt og L. Helweg. Den Danske Psalmedigtning I, 51). Om -m- i 2den stavelse se Valdemar Bennike og Marius Kristensen, Kort over de danske folkemål, 130 jfr. 64. 5 Klosterlæsning I 2, 6356. 7129. 929 (legender, midten af 15. aarh.; de store H- og A- skyldes vel udgiveren). Gammeld. Læseb. I, 2799. 14 (Marine Jespersdatters bønnebog, 15. aarh.; den store H- i alle 3 tilfælde skyldes vist udgiveren). met Fadher oc Hælleg And, Klosterlæsning I 1, 20139 (Henrik Susos- Gudelig visdomsbog, 15. aarh.; de store begyndelsesbogstaver skyldes vel udgiveren), jfr. s. 14 anm. 3; thæn hellugh andh, gen. then hellug and», ib. I 9, 74. 8123. 924-5 (legender, midten af 15. aarh.; de store H- og A- paa sidstanf. sted skyldes vel udgiveren), jfr. anm. 5. Gammeld. Læseb. I, 25115. 2642. 8 (Karen Ludvigsd.s bønnebog, 15. aarh.). ib. I, 2567 (Peder Ræffs haandbog, 15. aarh.). 27914 (Marine Jespers- datters bønnebog, 15. aarh.). 10 Kirkehist. Saml. I, 448. 441. 432. 436. 428 o. fl. st. [82] 1 øv o 16 OLUF KOLSRUD [No. 6 then hæliandh) og kun én gang then hælliæ andh?"; i et Luci- darius-haandskrift fra midten af 15. aarh. findes næsten bare den sammendragne form: then hillig and, helliand, hellyandh, helli- andh, hæliandh, gen. then helliantz, helliendz, helienz o.s.v.*. Idet denne sammendragning finder sted, forsvinder ofte g1 hellig; en saadan form er meget almindelig 1 15. aarh., ligesaa 1 begyn- delsen af 16. aarh. og ind i reformationsaarene. Christiern Pe- derssøn skriver den helliand (1514, 1515)*, Paulus Heliæ then Helliand(t) (1526)*, og i Rostocksalmebogen 1529* er den almin- delige form then Helliaand. Men udtalen er aabenbart vaklende; 1 den trykte Lucidarius 15109 læses then heligandh ved siden al then helliand (heliandh), og i Rostocksalmebogen 1529 findes ogsaa formen then Helligand”, Frants Vormordssøn taler paa en og samme side 1 et skrift fra 1531 om then helliandtz hiælp og then helligandtz hielp*. Imidlertid forsvinder nu den afslidte form helliand (helliaand), og den tydelige form med skrevet og formodentlig udtalt g er siden den enesle. Samtidig med denne stræben mod større tydelighed kommer den før omtalte overgang fra and til aand; som nævnt findes den almindelig i Rostocksalmebogen 1529, og der er nogen vaklen frem og tilbage mellem disse former ud gjennem det 16. aarh., dog saaledes at and bruges langt sjeldnere end aand. Hans Tavsen skriver altid oend [>: aamd] 1 sine skrifter fra 1528—31*, kun en enkelt gang then Helligand (1531)14; men i 1 C.J. Brandt og L. Helweg, Den Danske Psalmedigtning I, xvr—xvii. 2? Lueidarius, en Folkebog fra Middelalderen, udg. af C.J. Brandt (Kbh. 1849) 4. 6. 7. 10. 14. 15. 19. 20. 80 o. fl. st. 3 Christiern Pedersens Danske Skrifter, udg. af C. J. Brandt og R. Th. Fenger II, fl. st. 4 Povel Eliesens Danske Skrifter, udg. ved C. E. Secher I, 22—9. — Ellers skriver han oftest Aamd(t) (Lis Jacobsen, Studier til det danske Rigssprogs Historie I, 234). 5 Psalmebøger fra Reformationstiden, udg. af C. Bruun, I. 6 A. Chr. Bang, Dokumenter og studier vedrørende den lutherske kate- kismus” historie i Nordens kirker I, 275. 7 Psalmeb. fra Ref.tiden I, 12. 3 En kort Forklaring og Forskjel (Skrifter fra Reformationstiden, udg. af H. F. Rørdam, nr. 3), 6. 9 Smaaskrifter af Hans Tavsen, udg. af H. F. Rørdam (Kbh. 1870); jfr. Lis Jacobsen, Studier til det danske Rigssprogs Historie I, 241 f. 270. 10 Smaaskr., 18825 —96. 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 17 sine kirkebønner fra 1550aarene I bruger han aand og and fuld- stændig om hinanden. En sjelden gang findes i Christian III's Bibel 1550 den hellig And*, og i Frederik IT's Bibel 1589 den Helligand>. Længst synes and i betegnelsen for ,den Hellig- aand* at have holdt sig i norsk-dansk. Superintendenten mag. Jens Nilssøn i Oslo og Hamar skriver i sin bispevielsesprædiken 1580 konsekvent den Helligand; udtrykket er for ham aabenbart ste- reotypt; men formen and har ellers forekommet ham arkaistisk, og hau taler derfor i samme stund om Guds aand og om aan- delige ting*. Formen and har dog neppe levet længe efter 1600. Tillige gjøres der 1 reformationstiden stundom forsøg paa at opretholde eller indarbeide den uafkorltede form den hellige and (aand), der som nævnt kom op 1 15.aarh. Peder Laurentssøn (1529) er vaklende; han skriver baade then Helligands dom og mett sin hellige aandts hwswale>, senere (1530) then helliaand* og (1533) den helligaand, den hellig aand”; i Rostocksalmebogen 1529 findes en enkelt gang den fulde form 1 ett ord: Kom Gud skaber helligeaand (Veni creator spiritus)*; 1 Frants Vormordssøns Haandbog (Messebog) 1589 findes ikke sjelden formen den hel- ligeaand, og endog i samme kollekt Helligand og gen. hellige- aans”. Hans Tavsen skriver omkr. 1530 oftest then helig(h) oend 9, men 1 et enkelt skrift ligesaa olte then helighe oend (15381); 1 1550 aarene skriver han konsekvent !* den hellige And (Aand "*) Smaaskr., 265 — 8305. 1 2 Matth. 118. 3 Ap. Gy. 431. 4 Jens Nilssøns Visitatsbøger, udg. af Y. Nielsen, 611 fr. 5 Malmøbogen, udg. af H. F. Rørdam (Kbh. 1868), fol. A1jv. Binzv. Eugv. 6 Malmø-Beretningen (Skrifter fra Ref.-tiden, nr. 4), 22. 42. 7 En stakket Undervisning (Skrifter fra Ref.-tiden, nr. 5), 43 ff. 54 f. 64. 8 Psalmeb. fra Ref.-tiden I, 11. 9 C.H.Kalkar, Om Troesbekjendelsens Form i den danske Kirke (Odense 1836), 22*). 10 Smaaskr. 515. 263. 3039. 62 35. 6329. 12 99. 756. 11+ 13- 17-+ 19-+ 38: 1997. 1 jb., 16929 30. 1804—3. 1816.16. 188j—2.8. 19622. 2231. 25129. 23323, sam- menlignet med 180 22. 1813. 18917. 186 23. 1873—4- 9—10+ 17- 19—20+ 22: 27—28» 30- 20710. 21635. 220». 12 kun en gang den hellig And (ib., 804). 13 jb., 268. 279. 282. 284—9292, 294—297. 299—302. 1 jb., 265—986. 293. 300. 308—305. Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 6. 9 18 OLUF KOLSRUD [No. 6 (sjelden den Hellige And), den Hellige Aand*). Men den bøiede form trængte ikke igjennem. Den findes en sjelden gang 1 Chri- stian III's Bibel 15503, i Wittenberg-udgaven af det danske Ny- Testamente 15584, i Frederik II's Bibel 1589> og som en typo- grafisk gjenganger* i Christian IV's Bibel 1633 og den ældste udgave af Hus- og Reise-Bibelen 16697. Reformationstiden er ogsaa I sproglig henseende en brydnings- tid, hvor nydannelser og litterære former gjør sig sterkt gjæl- dende og kjæmper med levende traditioner fra middelalderen3. Denne proces afspeiler sig ogsaa i udtrykket ,den Helligaand*. Skrivemaaden af dette ord er meget vaklende 1 det 16. aarh. (ligesom i middelalderen), noget som hænger sammen med tidens regelløse bogstaveringsmaade overhovedet. Hver forfatter stavede ordene paa sit vis, og var Ikke engang selv konsekvent paa nogensomhelst maade; brugen af store og smaa begyndelses- bogstaver er fuldkommen vilkaarlig; heller ikke er der nogen overensstemmelse i den maade, hvorpaa man sammenskriver eller adskiller ord, der hører sammen og kunde eller skulde for- bindes til ett ord. Det 17. aarh. arbeider sig efterhaanden frem mod større enhed, og mod dets slutning pleier orthografiske regler at overholdes nogenlunde bestemt. Den litterære brug af betegnelsen for den tredje person > guddommen viser el meget broget billede, men veksten mod en- hed er paatagelig. Den foregaar jevnt, ganske al sig selv. Fiter 1530? indtil 1700 møder man former som disse (for det meste hentede fra officielle kirkelige bøger): 1 Smaaskr., 2983. 2 ib., 965. 3 Matth. 28;9; I Kor. 123. 4 sst.; Kalkar, 28. Luc. 41. sst. Om denne Bibel-udgave (trykt hos Henrich Gøede, Kbh. 1669), af hvil- ken et defekt exemplar findes i det Norske Bibelselskabs samling i Christiania, se A. V. Heffermehl i Luthersk Kirketidende 5 XII (1892 Il), 134—8. S jfr. Lis Jacobsen, Studier over det danske Rigssprogs Historie I, 266—71. » Nogle exempler fra reformationstiden findes sammenstillet hos Lis Jacobsen, Studier til det danske Rigssprogs Historie I, 258 f. 44 & eo 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 19 then helliaand (2. art.), then Helliaand (3. art.) (Een ny Bedebog aff then hellige schrifft, 1531) ); then helligandt= (Ben cristelig Wnderuisning oc sandt lærdom hwor lunde mandt scall giøre sitt Serifftemaall . . . . oc Spørsmaal oc genswar huarlunde Sacramentet annammes, 1581); den helligand, den Helligand, en enkelt gang den helliggand (Det Nye Testamente, oversat af Christiern Pederssøn, 1531)3; then Helligaand, then Helligeaandt, gen. then Helliaandtz, then Hellige aandtz (Jørgen Sadolins oversættelse af Luthers lille Katekismus, 1532); den hellig aandt (2. art.), den helligaand (3. art.) (Thet christelig Messe- embede [af Claus Tøndebinder], 1534)*; den helliggandt, den helligaand, gen. den helligaands, den helligaandte (Frants Vormordssøns oversættelse af Luthers lille Katekismus, 1587) 6; den helligaand, den Helligaand (En Dyalogus, vdsaat aff Henrick Smith aff Malmø, 1587)"; den helligaand, den heliggand (Een Haandbog for Sogneprester, 1587) 8; den Helligaamd, den helligaand, den hellig aand, gen. den Heilig aandz (Peder Palladius's oversættelse af Luthers lille Katekismus 1 haand- bogen for sogneprester, 1538)”; den Hellig aand, gen. Hellig aandz (Peder Palladius, Om lønligt serifte- maal, 1588) 10; den helige ond (En Ordinantz hworledis Kircketiensten skal holdes vdi Danmarcks oc Norges riger, oc de hertugdøme til Sleswig oc Holsten, Roschyld 1589, sandsynligvis oversat af Peder Palladius): den helligaandt (Frants Vormordssøns Haandbog, 1589) !”; —> Kalkar, 11. 2? udg. af C.J. Brandt (Universitets-Jubilæets danske Samfund nr. 18, Kbh. 1884), fol. Air. 3 Christiern Pedersens Danske Skrifter III, fl. st. — Chr. Pederssøn skri- ver oftest aand, men helligand (Lis Jacobsen, Studier I, 288 f.). 4 Bang, Dokumenter I, 106 ff. 112 f. Kalkar, 12. Bang, Dokumenter I, 141 f. 148f. 145. — Til Peder Palladius's oversæt- telse 1537 af Luthers lille Katekismus for sognedegne (Bang, Doku- menter I, 167—187 = Peder Palladius” Danske Skrifter, udg. af Lis Jacobsen I, 15—25) kan her intet hensyn tages, da den kun er op» bevaret i et aftryk ved H. P. Resen 1631 og derfor har det 17. aarh.s skrivemaade (dend Hellig-Aand, den(d) hellig-Aand). 7 Bang, Dokumenter I, 279 f. 159. S unicum i Christiania Univ.-Bibl.. >? Bang, Dokumenter I, 211 f. 218 £.; Peder Palladius Danske Skrifter I, 80 ff. 86 f. 89. — Palladius skriver regelmæssig aand, ogsaa 1 forbin- delse med hellig (Lis Jacobsen, Studier I, 234). 10 Peder Palladius Danske Skrifter I, 145. 147. 151. 1 ib. I, 184. 199. 12 Kalkar, 19. MR OE 20 OLUF KOLSRUD [No. 6 den Hellige Aand, den Helligaand, den helliggand (D. Martin Luther, En ret enfoldig bede bog, fordansket aff D. Petro Palladio, 1540) !; den Helligaand, den helligaand, den hellige aand (Den rette Ordinants 1539, trykt 1549)?; den Helligaand, den Hellig aand, en enkelt gang den helligaand, gen. den Helligaands (Matthias Parvus Rosæfontanus's danske oversættelse af Peder Palladius's latinske Katekisme-udlæggelse for de norske sogne- prester, 1546) 3; den hellig Aand (Christian III's Bibel 15504; sjelden den hellige Aand>, den hellig And*); den Hellig Aand (Peder Palladius, En daglig oc personlig Bekendelse, 1551)"; den hellig Aand (troesbekj.)3, å helligAdands enighed* (Peder Palladius's Alterbog 1556, efter udg. af 1564); den hellig Aand (Luthers lille Katekismus, Kbh. 1575) 10; den hellig Aand, den hellig-Aand (Den christelig Troes Hoffuet-Artikle, fordansket af Hans Mogensøn, Kbh. 1578) 11; den helligAand"”. den HelligAand?* (sjelden den hellige Aand, den Hellig- and (Frederik Il's Bibel 1589); den hellig Aand (Peder Lauritsøns forklaring over Katekismen, Kbh. 1598 og 1608) !>: den helligAand. den HelligAand (sjelden den hellig Aand) (H. P. Resens Bibel-oversættelse 1607): den Hellig Aand, den hellig Aand (den norske Kirkeordinants 1607); den hellig Aand, den Hellig Aand. den H. Aand (H. P. Resens udgave af Luthers lille Katekismus 1616): den Hellig-Aand, den Hellig Aand, den H. Aand, Hellig-Aand (uden ar- tikel, 1 den triadiske formel) (H. P. Resen, Om Børnelærdoms Visitatz, 1627) 16; Peder Palladius' Danske Skrifter I, 268. 286. Danske Kirkelove, udg. af H. F. Rørdam I, 57. 68. udg. af J. Belsheim (Kr.a 1900), 25. 29. 37. 39. 41—3. 45. 69. 73; 38 f. 70f.; 88; 69ff. — Kalkar, 12 f. wv Nm m 4 jfr. Lis Jacobsen, Grundlaget for Christian den Tredjes Bibel, Nordisk Tidsskrift for Filologi 4 Il 1914, 151—68. 5 se s. 183. Osensl 7 Peder Palladius" Danske Skrifter II, 80. S Bang, Dokumenter I, 281 f. 9 selvsyn. — At det er meningen, at navnet skal læses 1 ett ord, sees bl. Dinujr, hvor det er delt paa 2 linjer: hellig- Aands. 10 Kalkar, 13. I 4b., 18: 12 At det er meningen, at navnet skal læses 1 ett ord, sees af Marc. 13, Ap. Gj. 239. 53, hvor det er delt paa 2 linjer med bindestreg. 1 Kalkar, 13. 15 folke 17 ves 15 Bang, Dokumenter II, 74. 77. 89. 91. 16 jb. II, 142. 146. 155. r 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 21 den Hellig Aand, den hellig Aand (sjelden den HelligAand, den hel- ligAand, den Hellige Aand) (Christian IV's Bibel 1638); den Hellig-Aand (H.Svanes udgave 1647 af H. P. Resens Bibel-oversættelse fra 1607); den Hellig Aamd, den H.Aand, den hellig Aand, den Hellig-Aand, den hellig-Aand, hellig Aand (uden artikel, i den triadiske formel) (A. M. Hiørings Hospitals-Katekismus 1658) 1; den Hellig Aand, den hellig Aand (sjelden den Hellige Aand) (Hus- og Reise-Bibel 1669); den Hellig Aand, den hellig Aand (Danmarks og Norgis Kirke-Ritual 1685) ?; den Hellig Aand, stundom den hellig Aand (Hus- og Reise-Bibel, optrykt efter Christian IV's folio-Bibel af 1633, trykt hos J. Ph. Bockenhoffer, Kbh. u.a. [før 1690]); den Hellig Aand (sjelden den hellig Aand) (samme Bibel-udgave, 3. opl. 1699). Oversigt over de danske former. then helge and hin helæg and — hellige and then hælig and — helliger and — hel(ljug and — helluger and — »hel(l)ig and — hellich and — hellichand — hel(liand Helliand — helliend — hellig And den hel(ljigand Helligand den hellige and — hellige And Hellige And — helliaand Helliaand — heligaand »helligAand Helligaand HelligAand — hellig-Aand Hellig-Aand — helligaand hellig Aand Hellig aand Hellig Aand — helligeaand — Helligeaand — hellige aand — hellige Aand Hellige aand Hellige Aand Man kan i udviklingen gjennem det 16. og 17. aarh. skjelne mellem to hovedlinjer: dels bruges den sammendragne form med adjektiv og substantiv 1 ett ord (i begyndelsen uden, senere med bindestreg), — dels bruges den usammendragne form med adjek- tiv og substantiv hver for sig. Sammendragningen af adjektiv og substantiv til ett ord og med bibehold af den foranstillede adjektivets bestemte arlikel er en sproglig uregelmæssighed, en unaturlig og enestaaende form. Man kan i sammensætninger af adjektiv og substantiv sige en 1 Bang, Dokumenter II, 190 f. 199 f. 206 f. 212. 925. 934 f. 239 f. 244. 974. ? Ny Udgave af Danmarks og Norges Kirkeritual, ved A. Krogh (Kbh. 1855), s. XI. 22 OLUF KOLSRUD | | [No. 6 stormand, en sorenskriver, et fattigbarn, men ikke den stor- mand, den sorenskriver, det fattigbarn; det kan derfor hede en helliggand, men ikke den helliggand". Naar alligevel den sam- mendragne (ikke ,sammensatte*) form den hel(li(gjamnd kunde komme op og blive meget almindelig i middelalderens sidste del (15. og begyndelsen af 16. aarh.), da aabenbarer dette, som før sagt, at man opfattede og brugte udtrykket som nomen proprium. Sammendragningen vedvarede ogsaa, da and gik over bl aand; først optræder former med sløifet g: den Helliaand (1529), men den omhyggelige udtale med g viser sig i skrift allerede 1532 (Jørgen Sadolin), og med bindestreg i det 17. aarhundrede. Den sproglig naturlige form den hellig (eller hellige) aand spiller paa reformationstiden en forholdsvis lidet fremtrædende rolle; den optræder spredt, og vistnok i regelen bare ved siden af den langt overveiende sammendragne form; der er da neppe nogen forskjel i værdi mellem det sammendragne og det usam- mendragne udtryk. En af dem, som nogenlunde konsekvent bru- ger den usammendragne form, er Hans Tavsen. Christiern Pe- derssøn har ogsaa regelmæssig skilt adjektiv og substantiv i sin Bibel-oversættelse (1550). Men man tør neppe deraf slutte, at disse mænd har villet ændre udtrykkets traditionelle betydning som nomen proprium. I Bibelen af 1550 er der ingen konse- kvent brug af store begyndelsesbogstaver 1 substantiverne, men der skrives altid stor Å i den hellig Aand; deri ligger utvilsomt fremdeles dets værdi som navn. Det vigtigste kjendetegn paa udtrykkets nomen-proprium- karakter turde være dets anvendelse i vokativ, hvilken kan paa- 1 den betragtes af flere grammatikere som sidestykke til substantivets bestemte foranstillede artikel (ligedan som den Herre Zebaoth; Johan- nes den Døber; Brevet til de Romere; de Venders og Gothers), saa- ledes J.C. Lange, Haandbog i Modersmaalet, til Selvunderviisning og Selvrettelse, med Ordbog over Sprogfeil, Kbh. 1832, 194; K. Knudsen, Tyskhet i norsk og dansk, Kr.a 1888, 171; jfr. Joh. Storm, Bibelsproget, Kr.a 1904, III $16a. Denne sprogbrug er som bekjendt indkommen fra tysk og er i intet tilfælde oprindelig dansk (H. Falk og A. Torp, Dansk-norskens syntax, $ 53); men udtrykket den Helligaand (i 2 ord) er en autochthon dansk sprogdannelse uafhængig af tysk; Helliggand er ikke oprindelig sammensætning; det kan kun være sammendragning af adj. og subst., og den staar tilbage som adjektivets bestemte artikel. 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 25 vises allerede fra 15. aarh. Vokativen, som med hensyn til sam- mendragningen ikke adskiller sig fra udtrykket forresten, har i gammeldansk den bestemte artikel (then hæligandh hielp oss å all wor reys*) ligesom i fornsvensk?, men fra reformationstiden af erstaltes artikelen den af interjektionen o eller pronomenet du (idet der 1 begge tilfælde gjerne indskydes et adjektiv, som da pleier bøies svagt) eller tiltalen indledes med Herre eller Gud feller begge ord) eller med et svagt bøiet adjektiv. Egennavns værdi har ,den Helligaand* ogsaa hvor det (siden 17. aarh.) 1 den triadiske formel bruges uden artikel: Fader, Søn oc Hellig- Aand?. Derimod er det vistnok meningen at faa frem begge ords selvstændige betydning, hvor en genitiv tager den bestemte artikels plads som determinerende led: Guds hellige Aand 1626. Blandt andre forbindelser af substantiv med attributet hellig forekommer stundom i reformationstiden ogsaa udtryk, som for- melt er parallele med den hellig aand, i. ex. det Hellig Alters Sacrament, den Hellig scrifft >; det sidstnævnte udtryk kunde som bogtitel udentvil have fæstnet sig i denne form, hvis betin- gelserne derfor havde været tilstede, men naar saa ikke er skeet, er vel aarsagen den, at udtrykket før reformationen ikke paa langt nær har været saa ofte brugt som guddomsnavnet ,den Helligaand* og altsaa ikke var traditionsbundet, da reformations- tidens flittigere brug af Bibelen ogsaa medførte en hyppigere anvendelse af benævnelsen ,den Hellige Skrift*. Nogen regel for brugen af store bogstaver iagttages ikke 1 reformationstiden. Naar der i udtrykket ,den Helligaand* skri- ves nogen stor bogstav. er det sedvanlig stor H- baade i sammen- dragen og usammendragen form; 1 den usammendragne form bliver h- og Å- efterhaanden det vanlige. Ved midten af det 16. aarh. vinder den usammendragne form større rum og kjæmper med den sammendragne om herredømmet: denne tager farve af hin, og der opkommer en sammendragen form med h- og A- se s. 24. 2 se s. 63. Bang, Dokumenter II, 155. 234. 240. Danske Kirkelove III, 123 (forordning om bededage). Peder Palladius" Danske Skrifter I, 143. 144 (1538). Andensteds skri- ver Palladius den gantzske Hellige serifft (ub. I, 151). SE 24 OLUF KOLSRUD [No. 6 (hellig and, 1564 ff.), senere ogsaa en med baade H- og A- (Hel- lig Aand, 1589 ff.), hvilke begge kan veksle i samme bog. Men den usammendragne vinder efterhvert overtaget, dog endnu langt frem i det 17. aarh. skreven baade med h- A- og med H- A-. Den helt sammendragne form forsvinder allerede i begyndelsen af det 17. aarh., men bindestregsformen (med H- A-) bruges fremdeles af og til. Skjønt den gjennemførtes konsekvent 1 den Svaningske Bibel af 1647, blev den ikke almindelig. Ffterat det lille h- ogsaa var fortrængt af H-i Hus- og Reise-Bibelen, blev fra begyndelsen af det 18. aarh.* formen den Hellig Aand> den faste 1 alle Bibeludgaver; forøvrigt bruges indtil 1819 smaa begyndelses- bogstaver i substantiverne 1 alle Bibeludgaver efter 1700, und- tagen i Vaisenhusets kvart-Bibel 1788 ff., trykt efter Hus- og Reise-Bibelen af 1699. Idet den usammendragne form trængte igjennem, blev den sammendragne forms værdi som nomen proprium udtrykt ved skrivemaaden med store begyndelsesbogstaver (H- A-), og den dogmatiske tradition derved bevaret; den ældre skrivemaade med h- A- dør efterhaanden saagodtsom helt ud, vistnok 1 løbet af det 18. aarh.s første halvdel. Allerede i middelalderen synes det sammendragne udtryk at være blevet udtalt med hovedakcenten paa lste stavelse; derpaa tyder omkvædet i det gammeldanske litani fra slutten af 15. aarh.> then hæligandh hiélp oss i åll wor réys og Rostocksalmebogen 1559+ viser samme betoning: méd then Hélliaands nåade Skjønt udtrykket efter reformationen 1 halvtredje hundrede aar vanlig blev skrevet usammendraget, blev dog ordene neppe > Jeg har gjennemseet det Norske Bibelselskabs meget gode samling af ældre Bibel-udgaver. I oktavudgaverne 1732 og 1740 af Vaisenhus-Bibelen findes et enkelt sted (Luc. 41) den hellig Aand, men det er rettet 1744. — I udgaven af 1777 staar sammesteds den Hellig-Aand (paa to linjer); det er senere atter rettet. C. J. Brandt og L. Helweg, Den Danske Psalmedigtning I, xvr—xvin. Psalmebøger fra Reformationstiden, udg. af C. Bruun I, 92. 80) Dee) - , Q 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 2 adskilt i talen; den tilvante akcentuering med hovedtonen paa Hél- bevaredes. Dette viser sig tydelig i salmedigtningen; 1 salme- bogen af 1553) heder det: Du vérdige Hélligaand, vér vor Tölck og: 0 du gode Hélligaand köm Hans Thomissøns salmebog af 1569? giver en række ex- empler: Prophéterne åff den héllig Aands Nåade eller: Hand öss den Héllig Aand sénde eller: Udåff din héllig Aands Nåade eller: Christ den héllig Aand sénde I H. C. Sthens Haandbog 15923 staar det: Din Héllig Aands Nåade mig betée I en af J. Brunsmands salmer (1687) lyder en verslinje*: den Héllig Aand ikke bedrøfve. Endnu i den danske salme ,Saa vil vi nu sige hverandre Farvel* fra 1830-aarene> anraabes Gud Hélligaand, himmelske Trøster i Løn De fleste salmer har imidlertid tostavet versmaal, og saa- ledes blir betoningen den Hellig Aånd den almindelige i efter- reformatorisk salmedigtning; i midten eller slutten af en vers- linje falder da thesis noget tyngre paa udtrykkets sidste stavelse: den Hellig Aand, I. ex. Gud Hellig Aand i Tro os lær eller: Kom værdig Hellig Aand eller: Gud Hellig Aand, vær du vor Gjest. Vistnok gjennem dette metriske tonefald er den skik kom- men op, ogsaa 1 prosa at kaste lonen over paa substantivet: 1 C.J. Brandt og L. Helweg, Den Danske Psalmedigtning I, 5. 47. bo 020120 3 1b. I, 178. 4 J.N. Skaar, Norsk Salmehistorie Il, 242; M. B. Landstad, Kirkesalme- bog, nr. 475, v. 7. 5 M. B. Landstad, Kirkesalmebog, nr. 98, v.2. 26 OLUF KOLSRUD (No. 6 den Hellig Aand. I samme retning virkede vel ogsaa den i ældre dansk langt sterkere udbredte skik at betone andet led i sammensætninger!; 1 17. og delvis endnu 1 18. aarh. sagde man: Husgid, Brudgöm, Vandstrømme, Brændoffer, Jomfru, Aarsaåg, Manddoöm, Misbrug, odga Tilflugt, Umag, Uvén- ner, samtykke, indbyde, oplæse, uheldig, utvungen, velvillig, stormödig, ildsindet, trofast, retvis o.s.v. Naar denne akcen- tuering er bleven almindelig i ,den Helligaand*, kan vanskelig paavises; men ved begyndelsen af 19. aarh. klages der over den som en uskik; J. P. Mynster søgte 1 Danmark at modarbeide den ved at indføre den usammendragne form med bøiet adjek- tiv (1814)*. I 1915 regner Gustav Jensen 1 Norge Hellig Aand for ,utilladelig betoning* og søger at overføre hovedakcenten paa substantivet". Maaske hænger det sammen med denne talebrug, at den sammendragne form, dels med, dels uden bindestreg, kommer op igjen omkring aar 1800. I biskop N. E. Balles skole- udgave af Luthers lille Katekismus 1784 skrives den Helligaand>, og denne skrivemaade blev optagen af Videnskabernes Selskab 1 Dansk Ordbog (1802)% og af Chr. Molbech i Dansk Haand- Ordbog til Retskrivnings og Sprogrigtigheds Fremme (1813). I den sammendragne form bliver, udtrykket urigtig opfattet som 1 Et lignende forhold er eiendommeligt for flere norske bygdemaal: jfr. Amund B. Larsen, Om betoning paa andet sammensætningsled i de norske bygdemaal, Festskrift til Alf Torp 1918, 86—45. Axel Kock, Historiska anmårkningar om dansk akcentuering (Arkiv for nordisk Filologi III 1886), 59—61. 82; jfr. K. Knudsen, Den lands- gyldige norske uttale (Kr.a 1876), 307—8. se s. SL. ov Gustav Jensen, Forslag til revideret salmebok for den norske kirke (Kristiania 1915), 14. I den verslinje i M. B. Landstads Kirkesalmebog (ur. 2, v.8) som Jensens bemerkning gjælder, er dog Helligaand ikke daktylus; linjen maa skanderes: ,Hérre Gud Hélligåand! i Evighéd*, med 6 thesisstavelser ligesom i de andre vers. Den ovenfor (s. 2) citerede salmelinje af J. Brunsmand har Jensen omskrevet for at undgaa daktylus-betoningen (,yHans Aand ei med synder bedrøve*, nr. 511, v. 7); men 1 salmen ,ySaa vil vi nu sige hverandre farvel" (nr. 754) er den oprindelige betoning (ovenfor s. 25) beholdt. Bang, Dokumenter II, 309. IL, 546 b. 7 s. 928. for) 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* | vo | normal sammensætning, og ud herfra kritiserer J.C. Lange 1 1832 brugen af artikelen den som en sprogfeil!. I det 19. aarhundrede skifter skrivemaaden sterkt, og meget almindelig findes flere former i samme bog, dog som regel saa- ledes at én har overvegten; den Hellig Aand, den Hellig-Aand og den Helligaand er de mest brugte skrivemaader. Hvilken form som har været den vanligste til de forskjellige tider siden 1800, vil det være umuligt at sige noget bestemt om; at gjøre de nødvendige statistiske undersøgelser vilde blive et arbeide, hvis udbytte ikke staar 1 forhold til møien. Men selv spredte lagttagelser peger i den retning, at formen den Hellig. Aand efterhaanden atløses af den Hellig-Aand, og denne atter af den Helligaand, naturligvis saaledes at formerne 1 længere tid løber ved siden af hverandre. Allerede i 1883 anser C. Molbech* den Helligaand for at være den sedvanlige form. Udviklingen i det 19. aarh. gaar altsaa fuldkommen den modsatte vei af den, som fandt sted i det 16. og 17. aarh. Da gik man fra sammendragen til bindestregs-form og videre til fuldstændig adskillelse af adjektiv og substantiv. I nyere tid har man gjort omvendt, istedenfor at det naturlige vilde været, at man havde holdt fast ved den usammendragne form og gaaet et skridt videre 1 den rigtige retning, nemlig ved at tage 1 brug den bøiede istedenfor den gammeldagse ubøiede form. Men de forsøg, som blev gjort i denne henseende, førte paa grund al modstanden ikke til noget varigt resultat. Formen den hellige a(a|nd, som havde været ret almindelig i det 15. og 16. aarh., var 1 over to hundrede aar saagodtsom ude af kurs. Det 18. aarhundredes danske grammatikere? hen- holdt sig endnu til formen med ubøiet adjektiv. Men allerede fra 1770-aarene begynder den bøiede form at bruges af enkelte forfattere. Den orthodokse sogneprest ved Trinitatis kirke i 1 J.C. Lange, Haandbog i Modersmaalet, til Selvunderviisning og Selv- rettelse, med Ordbog over Sprogfeil (Kbh. 1832), 194. 2 Dansk Ordbog I (1838), 429 = "I (1858), 900. 3 [J. Høysgaard,| Accentuered og Raisonnered Grammatica, Som viser Det Danske Sprog i sin naturlige Skikkelse (Kbh.1747), 55; Jacob Baden, Forelæsninger over det danske Sprog * (Kbh.1792), 119=3-% (Kbh. 1801. 1818), 76. 28 OLUF KOLSRUD [No. 6 Kjøbenhavn (senere biskop i Trondhjem) J. C. Schønheyder skrev I sin bog ,,Underviisninger 1 Christendommen* (1774) den Hellige Aand) og indførte den samme form 1 sin nye udgave af Luthers lille Katekismus (1788)*. I sin oversættelse af det Nye Testa- mente 1794 bruger den i theologisk henseende konservative Ove Høegh Guldberg formerne den Hellig Aand og den Hellige Aand ganske 1 flæng*?. I den oversættelse af de paulinske breve, som biskop Tønne Bloch paa Fyen i 1801—38 udgav under titelen s St. Pauli Fiorten Apostoliske Rescripter*, og som han indledede med aposteldekretet i Ap. Gj. 15 under titel , Apostolisk Plakat*, veksler formerne sterkt+. Bloch bruger snart den ubøiede, snart den bøiede form, men skrivemaaden DEN HELLIGE AAND> med kapitæler (ligesom i JESUS Christus, HERREN, SØN, og i pronomener som gaar tilbage paa Jesu navn, saasom HANS, HAM, SIN, DER) giver med al tydelighed udtrykket karakter af egennavn. Ogsaa 1 den reviderede udgave af Alterbogen 1788, som havde den gamle form den Hellig Aand, kom det bøiede adjektiv ind paa et par steder, saaledes 1 kollekten paa 13de - I, 344 få. ? J. P. Mynster, Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus (Kbh. 1835), 88. 46. — I udgaven Trondhiem 1799 findes ved siden af den Hellige Aand stundom den Hellig Aand. 3 Qve Høegh Guldberg, Det Nye Testamente oversat med tilføiede An- mærkninger (Kbh. 1794). Han skriver den Hellige Aand paa de steder, som 1 hans oversættelse svarer til Matth. 1232, Luc. 22, Joh. 14 2g, Ap. Gy. 116. 751 818. 1044. 47. 1115. 1839.-4. 1538. 2098. 211. 289, Hebr. 37. 938. 1015. I Lue. 1113 skriver han en Hellig Aand, Ap. Gj. 12 og II Kor. 66 en hellig Auand, Joh. 739 og Ap. Gj. 63 Aanden, I Thess. 438 sin Hellige Aand, I Kor. 619 den å eder boende Hellige Aand, Ef. £39 Guds Hellige Aand. 4 Bloch bruger følgende former: Ap. Gj. 153s (I, Indl. s. [19]), Il Kor. 13813 (I1,277), I Tim. 114 (111, 730) den Hellige Aand; — I Kor. 123 (1, 624), Hebr. 64 (ILL, 105) en Hellig Aaønd; — Rom. 1533-16 (II. 650. 658), II Kor. 66 (IL, 132), I Thess. 16 (I, 21) en hellig Aand; — I Thess. 15 (1, 20) hellig Aand ; — I Kor. 69 (I, 476) DEN blandt Eder boende HELLIG AAND; — Rom. 55 (II, 414) den os christne skiænkede HELLIGE AAND; — Ef. 1,3 (I11,556) Naadeløftets Den HELLIGE AAND:; — Ef. 439 (ILL, 646) Guds DEN HELLIGE AAND; — Hebr. 37. 98. 1015 (III, 56. 191. 297) AANDEN DEN HELLIGE; — I Thess. 43 (I, 51) DEN AAND af Sig, DEN HELLIGE: — I Kor. 913 (I, 383), Hebr. 24 (IL, 380) en HELLIG AAND. udtrykket varierer sprogligt efter sammenhængen. or 1915] OM UDTRYKKET ,, DEN HELLIGAAND* 29 søndag efter Trinitatis: formedelst din Hellige Aand, og ved daaben: at vi ei bespotte og forhaane den hellige Aand ). Navnlig blev dog den bøiede form yndet af rationalister. Proi. theol. C. F. Horneman brugte 1 1784 1 sin Forklaring over Efeserbrevet* formen den hellige Aamnd 1 114; 1 439, hvor aanden opfattes som en person, skriver han Guds Hellige Aand; konse- kvent blev han dog ikke, — 1 1821 bruger han 1 samme skrift fem ulige former: den Hellige Aand, den hellige Aand, den Hellig Aand, den hellig Aand, den Helligaand?. P.O. Bugge, sogneprest ved Trinitatis kirke i Fredericia, senere biskop i Trond- hjem, brugte i sine oversæltelser af nytestamentlige skrifter i 1803 den hellige Aand>. At Bugge 1 denne form lagde en anden betydning end den traditionelle, viser hans forklaring af Joh. 1455, hvor den hellige Aand betegner ,de Gaver, Christi Apostle fik til at fremsætte Religionens Sandheder 1 et ordent- ligt og populært, men derhos fyndigt Foredrag, samt til at be- holde uforstyrret Sinds Rolighed endog i Dødens Farer, naar de fremkaldtes for Magthavernes Domstole og skulde tale deres Sag . ....; den klarere Oplysning og Kundskab de skulde faae om Jesu Religion*; ved Joh. 203, definerer han den hellige Aand som ,de høie Siæle Evner, den oplyste Forstand og den Siæle- kraft, der skulde giøre dem [>: apostlerne] dygtige til at udbrede Christi Religion*; paa lignende maade fortolkes Joh. 739, hvor åytov erklæres ,kritisk uægte* og mvetua oversættes med den fuldstændigere Kundskab. I II Kor. 65, hvor allerede hof- prædikant C. Bastholm i sin oversættelse af det Nye Testamente 1 5.187. 841. Ligesaa i Alterbogen 1819, s. 187. 250. Jfr. J.P. Mynster, Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus* (Kbh. 1837). 50 f. C. F. Horneman, Forklaring over Brevet til de Epheser med Indled- ning og OQversættelse, Kbh. 1784. 3 C.F. Horneman, Oplysninger til Christi Taler hos Johannes. II. Med Fort- sat Revision af vore vedtagne Bibeloversættelser (Kbh. 1821), 164. 169. 72 oil Ek 4 P.O. Bugge, Johannes's Evangelium, oversat med Anmærkninger (Fre- dericia 18038); Pauli Breve til Korintherne og Brevet til Ebræerne, oversatte med Anmærkninger (Fredericia 1808). 5 Joh. 14 2g. 20 293 I Kor. 193; Hebr. De 3r. 64. 93. 105. (I Kor. 619 den Helligaand). 80] 30 OLUF KOLSRUD [No. 6 1780) havde ombyttet det overleverede den Hellig Aand med et helligt Sindelav, skrev P.0. Bugge en hellig Tænkemaade. Karakteristisk for tiden er Bugges oversættelse af den aposto- liske velsignelse 1 II Kor. 1343, som 1 den gjængse oversættelse lød: ,Vor Herres Jesu Christi Naade, Guds Kjærlighed og den Hellig Aands Samfund være med eder alle*, men hos Bugge: Vor Herres Jesu Christi Lære og Guds Kierlighed og Deel- agtighed i Jesu Religions Velgierninger lyksaliggiøre Eder alle!. — Det var overhovedet almindeligt under rationalismen, at presterne saagodtsom helt udelukkede den Helligaand fra for- kyndelsen eller til menigbedens forvirring benævnte ham som en Guds kraft, visdom eller almagt, ligesom Gud blev tituleret for- synet, altbestyreren, grænseløs almagt, og Jesus kaldtes den store religionslærer, sædelæreren o. s. v.?. Tiltrods for at der aabenbart af rationalistiske theologer lagdes en anden mening ind i formen den hellige Aand, havde dog mænd af en mere konservativ retning ikke betænkeligheder ved at bruge den. Rasmus Møller, senere en ivrig modstander af rationalismen, skriver 1 sin oversættelse af Romerbrevet 17933 den hellige Aand (1513) ved siden af den hellig Aand (55. 1515), S. B. Hersleb i sin lærebog 1 Bibelhistorie 1813 den hellige Aand*, og der kunde visselig nævnes flere exempler. Oplysningstidens aand førte det med sig, at prester og theo- loger behandlede de overleverede tekster 1 Bibel, Ritual og be- kjendelsesskrifter med megen frihed og gjorde forbedringer i disse efter eget bedste skjøn. Og under den almindelige opløsning af de hellige teksters autoritet fandt ikke bare udgivere, men endog I en anmerkning tilføier han: ,Kow.oy.mnv. Deelagtighed i christelig Tænkemaade. — Meningen: Herrens Jesu Messiæ Religion, og den der Eder forvissede Guds Kierlighed, saavelsom en ved den fremvirket christelig Tænkemaade lyksaliggiøre Eder alle !* L. Koch, Oplysningstiden 1 den danske kirke 1770—1800 (Kbh. 1914), 804. Rasmus Møller, Forsøg til en Oversættelse af Pauli Brev til de Romere (Kbh. 1798). 4 S, B. Hersleb, Kort Udsigt over Bibelhistorien (Kbh. 18183), 148. Lo OD 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* d1 forlæggere og bogtrykkere! sig beføiet lil at gjøre ændringer efter behag 1 Luthers lille Katekismus, ogsaa 1 selve det apostoliske symbol. Katekismen stod i det hele 1 fare for at forvandles til en ganske anden bog. Da sogneprest i Næstved Peder Holsts meget ,forbedrede* udgave kom i 1812, greb biskopen over Sjælands stift, F. Minter, ind, og efter hans forestilling fik Vaisenhusets direktion ved kgl. res. af 14. januar 1813 bemyn- digelse til at besørge en privilegeret oversættelse af Katekismen, der skulde autoriseres til ene at benyttes 1 skolerne. Biskop Miinter anmodede den residerende kapellan ved Vor Frue kirke i Kjøbenhavn [senere biskop over Sjælands stift] J.P. Mynster om at oversætle. Mynsters arbeide, der blev foretaget som en helt ny oversættelse efter en høitysk udgave af 15492, over- sendtes af Vaisenhusets direktion til det theologiske fakultet ved Kjøbenhavns Universitet; med fakultetets rettelser efter Sauro- mann! latinske oversættelse 1530 og en plattysk udgave 1534 udkom denne nye Vaisenhus-Katekismus 1814, og den fik auto- risation som eneste brugelige skolebog>. I Vaisenhus-Katekismen oversatte Mynster Luthers tekst uden hensyn til den danske traditionelle sprogbrug i de ældre udgaver. Blandt andet indførte han ogsaa formen den hellige Aand, for at ,fremtvinge nogen Fitertanke ved Læsningen, iste- denfor den tankeløse Maade, hvorpaa det ofte havde forarget mig at høre Ordet ,den Helligaand* — de to første Stavelser saa 1 Allerede Henrich Ussing, Kirkeforfatningen i de kongelige danske Stater I (Sorøe 1786), 139, klager over, at ,Lovgiveren hidtil* har ladet dette ske; ,det er skeet og skeer endnu, uden at jeg har hørt eller merket, at man derom har bekymret sig*. Jfr. reskript 6. Mai 1768, at ,Bogtrykkerne og Boghandlerne ikke maae sælge uden velcorrige- rede Exemplarer af Psalmebøger og Catechismuser* (Kongelige Rescrip- ter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge, udg. af L. Fogtman V 2, 528). se Mynsters brev til Miinter ved arbeidets oversendelse 2. september 1813 (Nogle Blade af J. P. Mynster's Liv og Tid, udg. af GC. L. N. Mynster, Kbh. 1875. 127—1929), og Mynster til W. F. Engelbreth 18. december 1884 (Kirkehist. Saml. 4 IV, 741). se J. P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet (Kbh. 1854), 194 f.: GC. P. Caspari, Historiske Oplysninger om Troesspørgsmaalenes Ordlyd ved Daaben (Chr.a 1870), 43—4. 66—7. ro ov 39 OLUF KOLSRUD [No. 6 kort fremsagte, og den sidste saa langtrukken, som mueligt — læses 1 Skolerne* Nogen anden betydning end den som laa i skrivemaaden den Hellig(-)/dand, lagde Mynster ikke 1 sit den hellige Aand; 1 1830-aarene? begyndte han derfor at skrive den Hellige Aand (med stor H), for at betegne udtrykkets karakter som navn. Tilføielsen af -e begrunder han 1 1838 saaledes: ,Medens Ud- trykket ,den Helligaand' hos de Fleste er bleven en betydnings- løs Klang, vækker Skrivemaaden ,den Hellige Aand* med en vis Nødvendighed Forestillingen om, at Guds Aand er ved sig selv aldeles hellig, og giør hellig.* Mynster mente at kunne gjøre denne ændring 1 den traditionelle sprogbrug med god historisk ret, idet ,vore Forfædre ikke tænkte paa nogen Forskiel mellem ,den Hellig Aand* og ,den Hellige Aand* — ligesaa lidet som den hellige Skrivt, vor eneste Norm, kiender en saadan Forskiel —, men blot fulgte den Orthographie, der var dem den sædvanlige* 3 Vaisenhus-Katekismen synes dog ikke at være bleven særlig udbredt; folk kjøbte heller de gamle udgaver, som fremdeles optryktes, og skjønt bruddet med den gamle danske Katekisme- teksts traditioner i sin almindelighed paataltes allerede 1 en recension i Dansk Litteratur-Tidende 1814*, vakte ændringerne ikke straks nogen offentlig opmerksomhed. Vistnok sendte den embedsløse prest N. F.S. Grundtvig et langt ,Klagebrev* til bi- skop Miinter og ankede særlig paa udtrykket den hellige Aand. Men han vidste ikke da, hvem oversætteren var, og da han fik høre, at det var Mynster, ,undlod han al offentlig Anke* af 1 J. P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet, 246 f.; jfr. J. P. Mynster, Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus, 46 =>, 51. Skrivemaaden den hellige Aand bruger Mynster 1 Prædikener II (Kbh. 1815), 90 f., og i Prædikener paa alle Søn- og Helligdage 1 Aaret (Kbh. 1823) II, 48 f. 55 (ligesaa i de senere oplag). Derimod skriver han i 1833 den Hellige Aand 1 Betragtninger over de christelige Troes- lærdomme (Kbh. 1838) 11, 177—90 (den Hellig Aands s. 178. 180, an- ført etter Ap. Gj. 233, er 1 2. udg. 1837 rettet til Hellige), ligesaa i sine senere skrifter. 3 J. P. Mynster til W. F. Engelbreth 27. januar 1888 (Kirkelige Saml. 4 IV, 755). 4 No. 87, s.577—89. — Jfr. hertil et brev fra provst W. F. Engelbreth til Mynster 9. november 1814 (Nogle Blade af J. P. Mynster's Liv og Tid, 1830 f.). [80] 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 3 ae) respekt for denne anseede orthodokse prest. Minter gjorde heller intet ved sagen !. — I den autoriserede udgave af det danske Ny-Testamente 1819, i hvis revision Mynster havde havt en be- tydelig andel, var ogsaa udtrykket den hellige Aand brugt paa nogle steder (II Kor. 6,5; Ef. 1j5. 430); denne reviderede tekst blev optrykt i den fuldstændige Bibel 1819 og følgelig ogsaa i senere udgaver baade af den og af det Nye Testamente. Ifølge Kancelli-skrivelse til biskop F. Minter 8. april 18283 om en ny udgave af Alterbogen blev 1 udgaven af 1830 troes- bekjendelsen ved daaben* og 1 den som tillæg trykte Katekismus> rettet efter Vaisenhus-Katekismen af 1814 (den hellige Aand); men den Hellig Aand blev beholdt overalt ellers, ogsaa i den ændrede døbeformel 6, endskjønt Vaisenhus-Katekismen (og ligesaa optrykket 1 Alterbogen”) gjengav Matth. 2819: døber dem å Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn. Korrekturen paa Alter- bogen læstes af presten C. H. Visby*, men Sjælands biskop (F. Minter) havde det endelige ansvar for udgaven*, og det var vistnok biskopen, der havde foretaget udeladelsen af og mellem Iste og 2det led i treenigheds-navnet 1 daabsbefalingen og døbe- ordene, skjønt Kancelliet ikke havde givet paalæg om eller bemyn- digelse til denne ændring. Presten N. F. S. Grundtvig havde ikke glemt de indven- dinger, han ved Vaisenhus-Katekismens fremkomst 1 1814 gjorde mod dennes tekst i troesbekjendelsen, og 1 et brev til sin for- trolige ven digteren B.S. Ingemann (lektor i dansk sprog og 1 Nordisk Kirke-Tidende, udg. af Jac. Chr. Lindberg VI (1838), 182. 2 ib. 1IL (1835), 107 f.; jfr. J. P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet, 195. 3 trykt i Nord. Kirke-Tid. IL (1835), 8-5; jfr. J. F. Fenger 1 Dansk Kirketidende 1857, 506—8. 838—40. 4 s. 247. 249. s. 290. s. 247. 249. s. 291. Nord. Kirke-Tid. III (1835), 1—2; Dansk Kirket:d. 1856, 665 f. Dansk Kirketid. 1856, 699 f. — C. P. Caspari (Historiske Oplysninger om Troesspørgsmaalenes Ordlyd ved Daaben, Chr.a 1870, 44. 67) til- lægger P. E. Miller alene ansvaret for Alterbogen af 1830, men Miin- ter døde først 9. april 1830, og Miller udnævntes 17. april s. a. Ø nm 419 & Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 6. 3 34 OLUF KOLSRUD [No. 6 litteratur i Sorø) udtalte Grundtvig sin uforbeholdne misfornøielse med den nye Alterbog-udgave: ,Forandringerne i Alterbogen kan vel synes mange ubetydelige; men i det uforanderlige er ethvert Forandrings-Forsøg et Attentat paa Kirkens Liv; og det er netop Trosbekjendelsen og Daabsordet, man med Flid har omskrevet, saa der behøvede ikke en Gang at være den Hovedforandring: jeg tror paa ,den hellige Aand? 1 Steden for den Hellig-Aand*, for at jeg maatte sige: det Samfund, hvor der døbes paa den Tro, er ikke det, hvori jeg er døbt og vi evindelig blive". For det første blev dog dette punkt i Alterbogen af 1830 ikke gjenstand for offentlig kritik. Men nogle aar senere reiste der sig pludselig en heftig strid om ændringerne 1 troesbekjen- delsen og særlig om formen den hellige Aand. Beretningen herom>? er det merkeligste kapitel i Helligaandsnavnets historie. Feiden aabnedes 1 slutningen af 1834 af Nordisk Kirke-Tidende's udgiver, magister Jacob Christian Lindberg (tidligere adjunkt ved Metro- politanskolen i Kjøbenhavn), og førtes videre af ham og hans meningsfælle N. F. S. Grundtvig (dengang fri aftensangsprædikant ved Frelserens kirke paa Christianshavn). ,Striden om det lille "e'* var ingen sammenhængsløs foreteelse; den var et led i den store kamp>3, som fra 1825 1 omtrent femten aar med største ihærdighed og kraft førtes af Grundtvig og Lindberg mod den rationalistisk liberale retning i den danske theologi og kirke, navnlig repræsenteret af stiltsprovst Henrik Georg Clausen 1 Kjøbenhavn, dennes søn prof. theol. Henrik Nicolai Clausen og svigersøn presten (senere biskop) Peter Christian Stenersen Gad, samt presten Carl Holger Visby, der stod den Clausen'ske fa- milie nær. I Grundtvig til Ingemann 19. april 1831 (Grundtvig og Ingemann, Brevvexling 1821—1859, udg. af Svend Grundtvig, Kbh. 1882, 125 f.). Striden er tidligere kort behandlet af L. Koch, Den danske Kirkes Hi- storie 1817—1854 (Kbh. 18838), 152—5. 3 W. A. Wexels. Tids-Skrift for Kirke-Krønike og christelig Theologie I (1833), 103—28. II (1835), 66—167; L. N. Helveg, Den Danske Kirkes Historie efter Reformationen ? II, 453—626; L. Koch, Den danske Kir- kes Historie 1817— 1854, 45—183. [80] 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* Det som gjorde Grundtvig og Lindberg ængstelige ved æn- dringerne 1 troesbekjendelsen. var den rituelle frihed ved sakra- menternes forvaltning, som dengang mange prester tillod sig, blandt dem ogsaa en saa fremskudt geistlig som stiftsprovst H. G. Clausen, tiltrods for at Kancelliet i 1828 paalagde presterne sved alle kirkelige Handlinger nøie at følge de allernaadigst foreskrevne Formularer, uden nogen Udeladelse og uden noget Tillæg*!. I 1851 angreb Lindberg presten Gad for, at han ikke fulgte nadverritualets ordlyd, og i 1832 traadte Grundtvig op mod stiftsprovst H. G. Clausen, fordi han ændrede daabsritualet og navnlig udelod forsagelsen af Djævelen. Det er nu karak- teristisk for Clausenianerne, at de yndede udtrykket den hellige Aand; denne form brugte professor H. N. Clausen 1 sit udkast til nyt daabsritual 1825, trykt som tillæg til hans store skrift om ,Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus*?, der havde givet anledning til Grundtvigs berømte stridsskrift , Kirkens Gjenmæle*, hvormed kampen aabnedes, lige- saa I sin anmeldelse af Grundtvigs skrift om daabspagten 1 18527; og 1 sine ,Liturgiske Blandinger** foreslog presten Gad 1 1834 en døbeformel å Navnet Faderens, Sønmens og den hellige Aands. Med presten Visby, der havde læst korrekturen paa Alterbog-udgaven af 1850, førte Lindberg 1 1831—34 lærestrid og proces om den evige fordømmelse, og da Lindberg tabte pro- cessen, begyndte han at gaa Visby efter i sømmene 1 Alterbogen og angreb offentlig 1 sin Kirke-Tidende de der indførte ændrin- ger i daabsritualets formularer. Stiftsprovst Clausens liturgiske frihed ved daaben var den væsentligste aarsag til, at Grundtvig 1 18829 1 sit flyveskrift Om Daabspagten* for alvor udtalte ønsket om løsning af sogne- baandet. Under den fortsatte kirkestrid 1 1880-aarene blev 1 L.N. Helveg, Den Danske Kirkes Historie efter Reformationen "II, 508. 2 s. 835 fl. 3 Maanedsskrift for Litteratur VIII (1832), 607. 611 fr. 4 fste Hefte (Kbh. 1834), s. 67. 5 I Kirke-Leksikon for Norden IV, 278 staar feilagtig angivet aarstallet 1833. [No. 6 36 OLUF KOLSRUD sognebaandsløsningen, ,den religiøse samvittighedsfrihed*, en programsag for det Lindberg-Grundtvig'ske parti og det for- nemste middel til at hævde den gammeltroende kristendoms existens-berettigelse og selvstændighed overfor de fritænkende theologer. I kampen for sognebaandsløsningen, som allerede 1 1835 blev en politisk sag, kom efterhaanden hele modsætnings- forholdet mellem de to leire til at spille ind, og 1 den lange række af stridsemner, fra hvilke anklagepunkter? mod de fri- tænkende theologer hentedes til støtte for ønsket om menig- hedernes adgang til ubundet af sognegrænserne at søge tillid- givende sjælesørgere, hører ogsaa spørgsmaalet om betydningen af udtrykket den hellige Aand hjemme. 1 En udførlig sammenstilling af modsætningerne mellem de gammel- dagses og de fritænkendes tro og lære giver Grundtvigianeren sogne- prest P. A. Fenger i en artikel om sognebaandssagen i 1840 (Nordisk Kirke-Tidende VIII, 37 f., 12. januar 1840 nr. 2): ,,. . . det gaaer aaben- bart ikke an, at være gode Christne [1] enten man antager Christus for Guds eenbaarne Søn, eller for En af de mange Sværmere, som have vandret paa Jorden, [2] enten man troer, at han er undfanget af den Hellig-Aand, eller at han er ,født af jordiske Forældre ligesom vi, [3] enten vi troe at han er død, eller skindød, [4] enten vi troe ham opstanden fra de Døde, eller opvaagnet af en Besvimelse, [5] enten vi tilbede ham som Himmelfaren, eller vi kalde Himmelfarten ,en Umue- lighed”, [6] enten vi trøste os ved Hans Gjenkomst til Doms, eller vi kalde Læren herom en jødisk Indbildning, [7] enten vi troe, at den Hellig-Aand er sand Gud tilligemed Faderen, eller at den Hellig-Aand ikke er andet end det hellige Sind hos Menneskene, den hellige Aand, hvortil vi skulle hæve os selv, [8] enten det er vor Lære, at vi blive retfærdiggjorte ved Troen, eller ved vore gode Gjerninger, [9] enten det er vor OQverbeviisning at der er personlig Djævel til, som kan friste os og som vi skulle forsage, eller at der ingen anden Djævel er, end i vor egen Indbildning eller i vore egne syndige Tilbøieligheder, [10] enten vi troe Kjødets Opstandelse, eller vi benægte den, [11] enten vi kalde Synden Folkets Fordærvelse, kommet ind i Menneskeheden ved Djævelens List og Avind, eller et ,ufuldstændigt Gode”, Sandse- lighedens Qvervægt over Fornuften, hvori vi ikke selv ere skyldige, [12] enten vi grue for den evige Fordømmelse, eller Læren derom skal være noget ,hvorfra det menneskelige Hjerte vender sig med Afskye, [18] enten vi udgive Daaben for en smuk Ceremonie, eller et Igjen- fødelsens og Fornyelses Bad i den Hellig-Aand, [14] Nadveren for et blot Erindringsmaaltid eller for Deelagtighed i Jesu Christi sande Legeme og Blod . ..... saadanne Modsætninger findes i hvad Folk kalde deres OQverbeviisning, findes baade blandt Læge og Lærde her i Landet . .. * 1915] OM UDTRYKKET ,, DEN HELLIGAAND* 37 Allerede i sit første indlæg ,Om den christne Troes-Bekjen- delses Form i den sidste Udgave af den danske Alterbog*?! ud- taler Lindberg? den opfatning, som siden altid gjentoges og ud- rededes paa forskjellige maader af ham og Grundtvig, — at der ligger en betydningsforskjel mellem: den hellige Aand og den Hellig(-) Aand; det første er et almindeligt, generelt udtryk, det andet er et egennavn for den tredje person i guddommen; de, som holdt paa det første udtryk, mente Lindberg og Grundtvig, vilde af- svække eller negte den Helligaands personlighed; for dem laa der af denne aarsag en umistelig religiøs værdi 1 udtrykket den Hellig(-)JAand; i samtidens sprogbrug hævdedes efter deres op- fatning netop den Helligaands personlighed 1 det uforandrede, tilvante udtryk. Paa samme maade protesterede Lindberg mod, at man i daabsformularen udelod og mellem iste og 2det led i opregningen af Treenighedens personer, saaledes som der var gjort 1 Alterbogen af 1830 uden bemyndigelse af Kancelliet (Jeg døber dig i Navnet Faderens, Sønnens og den Hellig Aands), thi netop ved dette og fremhævedes baade treheden og enheden >. Allerede faa uger efter sit første angreb fortsatte Lindberg 1 begyndelsen af 1835 med ,Nærmere Oplysning om den sidste Udgave af den forordnede Alterbog for Danmark**. Han blev snart ogsaa opmerksom paa den hellige Aand i de seneste Bibel-udgaver og gav meddelelse 1 sin Kirke-Tidende ,Om en mærkelig trykt Feil i vor danske Ny-Testamente**; men stederne blev aldrig ændrede. I en anmeldelse af J. P. Mynsters ,Christelige Troeslær- domme* (Kbh. 1833), i Maanedsskrift for Litteratur april 1835 gjorde [den residerende kapellan ved Vor Frue kirke i Kjøben- I Nord. Kirke-Tid. II, 817—32. 844—8 (6. og 13. december 1884 nr. 49 og 50). Jfr. Mynsters brev til W. F. Engelbreth 18. december 1884 (Kirkehist. Saml. 4 IV, 741). sp. 828 f. 848. sp. SAT f. Nord. Kirke-Tid. III, 1—10 (3. januar 1835 nr. 1). Nord. Kirke-Tid. III, 105—8 (14. februar 1885 nr. 7). STIL 2779). nn > ag 19 38 OLUF KOLSRUD [No. 6 havn] [Geor]g [Holge]r [Waag]je ogsaa en ,Bemærkning* ved skrivemaaden den Hellige Aand, som forf. havde brugt 1 dette skrift?, og forsvarede den tilvante form, dog med langt større sindighed end Lindberg: ,Da det nemlig, 1 Almindelighed taget, maa ansees for en Fuldkommenhed i Sproget, ved for- skjellige Betegnelsesmaader at kunne give Udtrykket 1 ethvert Tilfælde den muligste Bestemthed, og det danske Sprog just her har det Fortrin for andre f. Ex. det græske og det tydske Sprog, at det har eet Udtryk, ,den hellige Aand”, hvormed vi kunne betegne det hellige Sind, (ligesom vi tale om den fromme Aand eller den vanhellige Aand, der udtaler sig i et Menneskes Ord og Vandel) og en anden, ,den Hellig Aand' til at betegne den ddie Person i Guddommen, Guds, det hellige Sind virkende, Aand, saa synes dette eiendommelige Fortrin i Sproget at fortjene at skattes, og Distinetionen at burde bevares i Udtrykket, ligesom den maa bevares 1 Tanken.* Mynster tænkte paa at svare paa Lindbergs ,, Beskyldninger* mod den autoriserede udgave af Katekismen, ,men da de i sig selv vare saa intetsigende, at det næsten vilde have taget sig latterligt ud at træde frem med et eget Skrivt for at gjendrive dem**, foretog Mynster sig at gjøre en historisk undersøgelse Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus*, der ud- kom paa den Gyldendalske Boghandlings forlag i slutningen af 18353. Her behandler forf. ogsaa (s. 43—46) — 1 tilknytning til IL, 177—190. J. P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet, 247. Mynster begyndte paa arbeidet om vaaren 1835, men maattei mai fore- løbig lægge det til side for embedsforretningernes skyld (se Mynsters brev til W. F. Engelbreth 15. mai 1835, Kirkehist. Saml. 4 IV, 748 f.). Fortalen er dateret Roskilde 15. oktober 1835. I november har alle- rede biskop N. Fogtmann i Aalborg læst bogen (Af efterladte Breve til J. P. Mynster, Kbh. 1862, 179f.), og Mynster sendte den til flere af sine venner, 8. december til lektor dr. P. Hjort i Sorø (Udvalg af Breve til P. Hjort, Ny Saml., Kbh. 1869, s. 8), 9. december til Sorø Akademis direktør H. Estrup (Af efterladte Breve til J. P. Mynster, 181), 10. de- cember til sogneprest Otto Laub i Ryslinge (Breve fra J. P. Mynster, Kbh. 1860, 172) og 14. december til provst W. F. Engelbreth i Lyders- løv (Kirkehist. Saml. 4 IV, 746 f.). — Om hvorledes bogen blev mod- tagen, se Fogtmanns brev (l.c.) og Mynster til sin hustru 10. januar vw W m= 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 39 Waages bemerkning, ikke som svar til Lindberg — spørgsmaalet om formen den hellige Aand fra sprogligt synspunkt, men be- tegner det hele som en ,Bogstavstrud*. Mynsters skrift vakte Lindberg til en ivrig antikritik. Alle- rede 1 begyndelsen af januar 1836? udsendte han paa den Wahl- ske Boghandels forlag en ,Frimodig Gjendrivelse af Hans Høi- ærværdighed Hr. Biskop Dr. J. P. Mynsters Forsvar for den privilegerede Vaisenhuus-Catechismus* (42 sider). hvor han bl. a. forsøger en mislykket sproglig begrundelse for udtrykket den Helligaand som en sammensætning af lignende art som stor- mand, skjønskrift, bedstefader, grønkaal, sursteg o.8.V. — sPDer behøvedes hertil ingen anden ,Frimodighed' end den, der vistnok udfordres for at byde Publicum noget Saadant*, skri- ver Mynster 1 sine Erindringer*; ,Giendrivelsen var i alle Hen- seender af den Beskaffenhed, at jeg ikke fandt det Umagen værd at tage nogen Notits deraf*. Imidlertid foretog overlærer ved Odense Kathedralskole dr. C. H. Kalkar en historisk detalj undersøgelse ,Om Troesbekjen- delsens Form i den danske Kirke*, og udgav resultatet heraf i et lidet hefte (paa forf.s forlag, Odense 1836, 24 sider); han paa- viste her paa grundlag af 44 forskjellige danske udgaver af det apostoliske symbol fra reformationstiden til slutten af 18. aarh. (i Karen Brahes bibliothek i Odense), hvorledes formen til de forskjellige tider har vekslet efter sproglige behov, uden at der er lagt forskjellige meninger ind 1 ordene, heller ikke ved den Helligaand; ogsaa han betragter det hele som en bogstavstrid. Kalkars skrift blev straks sterkt sympathiserende anmeldt af 1836 (Nogle Blade af J. P. Mynster's Liv og Tid, 821). Den udkom senere 1 2den udgave (se nedenfor s. 46) cg blev oversat til tysk af dr. Gottlieb Mohnike, preussisk konsistorial- og skoleraad og sogne- prest til Jakobskirken i Stralsund, hvem Mynster havde tilegnet den (Theologische Studien und Kritiken XI 1838, 1098, hvor striden refereres i en anmerkning). Bogen er optrykt efter 2den udg. i Blandede Skriv- ter af Dr. J. P. Mynster V = 2 II (Kbh. 1856), 239—98. Skriftet nævnes 10. januar 1836 af Mynster i et brev til hans hustru (Nogle Blade af J. P. Mynster's Liv og Tid, 321). I Nord. Kirke-Tid. IV, 48 (17. januar 1836 nr. 3) omtaler Lindberg det som udkommet. 2 Meddelelser om mit Levnet, 247. å 40 OLUF KOLSRUD [No. 6 antigrundtvigianeren cand. theol. Søren Hempel, bogtrykker og avisudgiver i Odense*, ligesaa af en anonym i Kjøbenhavns- posten”. Men nu rykkede Grundtvig ud med et indlæg 1 Lind- bergs Kirke-Tidende, ,,Om Troes-Bekiendelsens Form i den Danske Kirke*? og forsvarede paa sin fyndige maade formen den Hellig Aand*; den skrivemaade ansaa vore fædre for den rette, og sUdtalen kræver den Skrivemaade, hvor Bogstaven skal føl- ges, thi at de Præster, som nu med Flid sige: den hellige Aand, har dermed lidt bag Øret, nægte de, saavidt jeg ved, ikke engang selv*3. [I Kjøbenhavnbladet ,Dagen*% blev Lindberg mere vel- ment end heldig taget i forsvar af sin kones broder cand. theol. Jørgen Hansen 1 en artikelrække ,Om Kjøbenhavnspostens Sand- hedskjærlighed og Liberalisme*, hvortil Kjøbenhavnspostens ud- giver, Å. P. Liunge, kun gav det svar, at redaktionen var ,al- deles ligegyldig* ved udfaldet af striden om skrivemaaden, — det maa blive en strid om aandsfrihed ”. sI Anledning af* dr. Kalkars skrift fremkom nu Lindberg paany med et udførligt svar i 4 numere i Kirke-Tidende mai— juni 18365; han gjentager og udvikler atter sit grammatiske bevis, ogsaa angaaende den Helliggand*, med nye eksempler; men han er ikke opmerksom paa, at det vel gaar an at sætte den ubestemte artikel (en) foran ord som dagligstue, egennytte, helligaften, helligbrøde, helligdag, men ikke den bestemte (dem) saaledes som ved Helligaand; han forstaar ikke, at dette udtryk har en helt anden oprindelse end de andre. I Fyens Stilts Avis'0 Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis 25. februar 1836 nr. 81 s. 128. Kjøbenhavnsposten 1. marts 1836 nr. 61 s. 244. Nord. Kirke-Tid. IV, 155—160 (6. marts 1836 nr. 10). Naar Grundtvig tager det Danske Videnskabs-Selskabs Ordbog til ind- tægt for skrivemaaden den Hellig Aand, er dette ikke ganske rigtigt, thi Ordbogen (II, 546 b) har Helligaand. sp. 160. Dagen 24. 95. 98. 29. marts 1836 nr. 72. 73. 75. 76. Kjøbenhavnsposten 1. 3. april 1836 nr. 97. 99 s. 388 f. 397 f. Nord Kirke-Tid. 1V, 305—19. 323—34. 338—47. 353—683 (15.0g 22. og 29. mai og 5. juni 1836 nr. 20—23). 9 sp. 853—363. 10 Fyens Stifts Adresse- og politiske Avis 7. juni 1836 nr. 95 s. 379. > QD DM må (20) SP ED 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 41 og i Kjøbenhavnsposten! gav dr. Kalkar straks et skarpt svar, hvor han bestemt afviste paastanden om, at der i de ændrede udtryk i Vaisenhus-Katekismens og Alterbogens troesbekjendelse skulde være lagt nogen ny og afsvækket mening, og hævdede skrivemaade-vekslingens betydningsløshed. Imidlertid var ogsaa den bekjendte filosof professor Frederik Christian Sibbern bleven indblandet 1 striden. Han havde redi- geret en samling af ,Udvalgte Psalmer*, der udgaves af Sel- skabet for Trykkefrihedens Brug, og hvoraf 1ste hefte udkom 1835. Her fandtes en salme af presten H. C. Christensen (i AÆrøskjøbing paa Fyen), hvor Jesus fremstilledes som Josefs og Marias søn. Dette paatalte Lindberg i Kirke-Tidende?. Til Lind- berg og en anmelder i Dansk Literatur-Tidende> gav Sibbern i Literatur-Tidenden* et heftigt tilsvar, men udtalte her kjætterske meninger, som Lindberg atter angreb?; bl. a. havde Sibbern og- saa skrevet den hellige Aand, hvor han talte om inkarnationen; Lindberg fortolkede udtrykket saaledes, at det hidrørte fra ,en Tanke om Aanden som en upersonlig Kraft*. Lindberg mente ved sin ,Frimodige Gjendrivelse* at have belyst udtrykket saa til- strækkelig, at han ,venter, ,den hellige Aand' for Fremtiden ikke vil blive nævnt eller skrevet af Andre end dem, som virkelig ville fornegte den Helligaands Personlighed*. I en artikelrække 1 Kjøbenhavnsposten*? j marts besvarede Sibbern Lindbergs an- greb, ogsaa hans ,Erklæring at ville ansee Dem for at fornægte den hellige Aands Personlighed, som sige eller skrive ,den hel- 1 Kjøbenhavnsposten 9 juni 1886 nr. 165 s. 659 f.: Erklæring om mit lille Skrift: ,om Troesbekjendelsens Form i den danske Kirke*. Nord. Kirke-Tid. 111, 816 (19. december 1885 nr. 51). Dansk Literatur-Tidende 920. januar 1836 nr. 2 s. 17—81. Dansk Literatur-Tidende 3. februar 1836 nr. 3 s. 38—47: Til Gjensvar paa den i forrige Numer indrykkede Recension over den af mig redi- gerede lille Psalmesamling, samt paa Magister Lindbergs Beskyldning i No. 51 af hans nordiske Kirketidende for forrige Aar. 5 Nord. Kirke-Tid. IV, 113—926 (21. februar 1836 nr. 8): Om Prof. F.C. Sibbern i Dansk Literatur-Tidende. 6 Kjøbenhavnsposten 16. 17. 18. 19. marts 1836 nr. 76. 77. 79. 80 s. 301—3. 3805—7. 313—6. 317—-8: Om og til Herr Magister Lindberg til Gjen- svar paa hans i Nr. 8 af den nordiske Kirketidende aftrykte Svar til mig. KR QD D 42 OLUF KOLSRUD [No. 6 lige Aand'*. Sibbern mener, at ,man skal just lade begge Maader at tale og skrive paa gaae ved Siden af hinanden, fordi hver af dem har Noget, der taler for den; og man skal just der- ved behandle Folket med Sandhed; thi, hvor begge Dele kunne lade sig godt forsvare, er det det Sande, at lade begge Dele gjelde*!. ,Græsken har nok saa megen Bøielighed til nye Ords Dannelse som Dansken, saa at et til vort ,Helligaand" svarende græskt Udtryk meget vel kunde være kommet ind 1 Skrivten, om saa skulde have været**. Men ,Alt hvad man drager ind under Bogstaven, deri begrændser man med det Samme Aanden. Alt, hvad man vil tvinge hen tl een Form, derved forsøger man at hæmme de Herrens Ledelser, der have mange Veie*3, Nu rykkede Grundtvig ogsaa ud for at støtte Lindberg med et aabent brev mod Sibbern i Kirke-Tidenden*, dog uden lige- frem at berøre spørgsmaalet om skrivemaaden. Sibbern blev ikke Grundtvig svar skyldig; en ny artikelrække i Kjøben- havnsposten? alsluttede han med ønsket om, at man i Dan- mark ved denne kamp maatte faa afsky mod forkjætring og bogstavvæsen og erkjende vigtigheden af at handle i fri- hedens aand, o.s.v.6. Medens Grundtvig 1 sit nye svar til Sibbern i Kirke-Tidenden” fremdeles undlod at komme ind paa skrivemaaden den hellige Aand, redegjorde cand. theol. J. Han- sen i et brev til professor Sibbern i ,Dagen** nærmere. for sin og Lindbergs mening med kravet om troesbekjendelsens ufor- anderlighed i kirken, og Sibberns haarde ord mod Lindberg 1 s. 305. 2 s. 815: 3 s. 806. 4 Nord. Kirke-Tid. IV, 193—201 (27. marts 1836 nr. 13): Aabent Brev (il Prof Sibbern om Mag. Lindberg og Meer. 5 Kjøbenhavnsposten 13. 14. 16. 17. april 1836 nr. 108. 109. 111. 112 s. 481 —4. 435—6. 443—5. 447—9: Svar lil Pastor Grundtvig. Gs TO) 7 Nord. Kirke-Tid. IV, 257—69 (24. april 1836 nr. 17): Nok et Brev til Professor Sibbern fra N. F. S. Grundtvig. S Dagen 2. 3. mai 1836 nr. 104. 105 (brevet er dateret 21. april). 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 43 fremkaldte endog et forsvar for Lindbergs personlige karakter af presten lic. theol. J. F. Fenger), hvortil Sibbern atter svarede”. Striden om troesbekjendelsens ordlyd blev fulgt med stor interesse 1 de theologiske kredse, og der var dem, som i hoved- sagen var enige med Lindberg, dog uden at lægge den vegt paa bogstaven som han. J.P. Mynsters søn stud. theol. Christian N. L. Mynster skriver til presten Otto Laub 1 Ryslinge: ,Med Lindberg vil jeg nok udslette e'et [1 den Helligaand'|, men ikke tillægge dets Beholdelse en Betydning, det aldrig kan erholde. Du har vel læst Sibberns heftige Angreb paa ham i den Anled- ning i Kbhvnsposten? hvis ikke maa Du læse det*?. — Otto Laub, som beundrede J. P. Mynster og blandt sine universitets- lærere navnlig satte Sibbern og H. N. Clausen høit, giver føl- gende karakteristiske svar: ,Katekismusstriden og den dermed sammenhængende Sibbernske Korrespondance har ogsaa jeg fulgt, — naturligvis siden Kalkar er min Korrespondent og Literatur- forsørger i Odense. Jeg kan noksaa godt lide Lindbergs ,Hellig- aand, men naar han tror at kunne binde Aanden 1 et Ord og bruge dette som Kriterium paa Antipersonalisterne, saa skulde man dog en Gang foreholde ham Analogien af det nu saa meget yndede og som Nomen proprium langt fuldkomnere dannede ,Almenaanden'. Lindberg siger maaske, at det er Djævelen; men mon ogsaa de, som bruge Ordet, og paa dem kommer det dog her alene an, virkelig herved tænke sig et personligt Væsen? Sibberns Angreb paa Lindberg har, med al dets Uregjerlighed, dog noget saa Aabent og Ærligt og Grundalvorligt, at man ikke kan Andet end føle sig tiltrukket deraf. Men især forekommer Sibberns og Grundtvigs Korrespondance mig saa vel- I Kjøbenhavnsposten 2. mai 1836 nr. 127 s. 507—8: Nogle Ord i Anled- ning af Prof. Sibberns Stykke i Kjøbenhavnsposten Nr. 76 o. f. og 108 o.f. Kjøbenhavnsposten 11. mai 1836 nr. 136 s. 548—5: Til Hr. Licentiatus theologiæ Pastor J. F. Fenger i Anledning af hans i Kjøbenhavns- posten Nr. 127 (for Mand. d. 2den Mai) indrykkede: ,Nogle Ord* o.s.v. mig angaaende. 3 Christian Mynster til Otto Laub 93. april 1836 (Biskop Otto Laubs Levnet, en Livsskildring i Breve, samlet og udgivet af F. L. Mynster og G. Schepelern, I, Kbh. 1885, 48). [80] 44 OLUF KOLSRUD [No. 6 gjørende midt i denne Tids spidse, kolde, egoistiske Polemik. Det er en Holmgang imellem to ærlige Danske; lad dem hugge til ,med baade Hænder”; derved blive de kun desto bedre Ven- ner. Jeg venter virkelig, med Sibbern, at det maa føre til Noget, vel ikke strax og umiddelbart som Følge af disse Breve, men dog ved en saadan Aand, som de sigte til at vække.*1 Til reformationsfesten 31. oktober 1836 forfattede Slagelse lærde skoles rektor J. Chr. Qvistgaard som indbydelsesskrift nogle »Betænkninger helligede Kirken og Skolen*, hvor han bl. a. be- handlede ,de Punkter, som 1 den sidste Tid især have tjent til at understøtte Ønsket om Sognebaandets Løsning*, nemlig djævle- forsagelsen ved daaben og udtrykket den hellige Aand?. Han paaviser rigtig, at den Helligaand er en jydsk Form og betrag- ter den som ,ganske ligefrem en Sprogfeil*. , Vilde man hertil bemærke, at Sproget har sammensatte Ord af Adjectiv og Sub- stantiv, f. Ex. Stormast, Høiland, Lavkirke, saa er det bekjendt nok, at disse 1 den bestemte Form antage Substantivets bestemte Artikel, og hedde Stormasten, Høilandet, Lavkirken, saa at det Ord, her omhandles, 1 Analogie dermed maatte retteligen hedde: , Helligaanden, hvilket ogsaa sprogrigtigen vilde stemme med de tvende andre Navne 1 Døbeformularen: ,Faderens' og ,Søn- nens'. Det kan imidlertid ikke være min Mening at Ordet saa- ledes skulde omdannes, da der i denne Form er noget Fremmedt og Stødende; men at det vilde være mere sprogrigtigt, end den gamle Form, derom kan der neppe være ulige Meninger, og at det tillige, hvis Saadant ellers var nødvendigt, vilde individual: sere den Helligaand til Forskjel fra enhver anden hellig Aand, er indlysende.* Rationalisten Qvistgaard forstaar, at det er ,denne Individualitet, der især tjener til Grundlag for Striden for Navnet: Den Helligaand*, og han indrømmer, at han ,virke- ligen selv for over 30 Aar siden krympede sig ved stundom at høre det ombyttet med den hellige Aand, og det dog af en streng orthodox og dybichristelig Liturg% men han kan dog 1 Otto Laub til Christian Mynster I juni 1836 (Biskop Otto Laubs Lev- net I, 50). ? s.15—19; jfr. ovenfor s. 13. 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 45 ingenlunde finde, at forandringen ,kan begrunde den allermindste dogmatiske eller praktiske Misforstaaelse eller Ulempe. Jeg tvivler paa, at der i det danske Sprog om nogen Gjenstand bru- ges den Benævnelse: den hellige Aand. uden just om den tredie Person i Guddommen, saa at der fra Sprogbrugens Side Intet kan være at befrygte; og skulde den Helligaands Personlighed hos nogen Protestant være tvivlsom, saa kan Opoffrelsen af et dansk Bogstav virkeligen ikke redde den, og det er en sørgelig eller om man hellere vil, ærgerlig Urimelighed at ville støtte et Dogma paa en anomal Idiotisme*. Det kunde neppe ,være an- det end Egensindighed, dersom man hos os vilde vrage en Daab, ved hvilken' dette Udtryk [den hellige Aand] bruges i Forening med Navnene: Faderen og Sønnen*. * var navnlig rettet mod sogne- Qvistgaards ,Betænkninger* baandsløsningens ivrige forkjæmper, Grundtvigs ven P. A. Fenger, sogneprest til Slotsbjergby og Sludstrup, der allerede tidligere i den saakaldte ,vestsjællandske Krig* var bleven heftig angrebet af Qvistgaard og andre for sine modige udfald mod rationa- listerne. Fenger blev ikke Qvistgaard svar skyldig; i Lindbergs Kirke-Tidende* tilbageviste han 1 en ypperlig artikel med titel »Skinnet bedrager* rektorens opfatning, at striden kun gjaldt uvæsentlige ting. ,En af Rationalisternes Hoved-Mænd hertil- lands har fremført den Paastand, at Udtrykket: ,den hellige Aand' alene bør bruges, for at det derved kan blive aabenbart, at Man ikke vedkjender sig den kirkelige Lære om Treenigheden** .. »Folk veed jo desuden godt, at naar Nogen, som saa ofte er skeet, paastaaer, at zvevua aytov (den Hellig Aand) i Skriften ikke betyder Andet end ,det dydige Sindelag hos dem, der er- kjende Christus for deres Lærer", saa kunne de, der hylde denne Sknit-Fortolkning, gjerne kalde dette Sindelag hos dem selv og Ligesindede ,en hellig Aand' eller: ,den hellige Aand'; men Christne af vor Troe ville dog frabede sig, at faae deres Børn døbte til Troen paa saadan en hellig Aand, og bede om at beholde ved 1 Nord. Kirke-Tid. IV, 794 —800. 801—16 (11. 18. december 1836 nr. 50. 51). ? sp. 801. (Hvem den nævnte rationalist var, har ikke kunnet paavises). 46 OLUF KOLSRUD [No. 6 Daaben det Udtryk, som ikke tillader en saadan Udtydning* sLad os dog endelig gaae aabent og ærligt tilværks og sige: her handles om langt Mere, end om symbolske Bestemmelser og Formularer. Der er virkelig indtraadt en saadan Forskjellighed i Troe og Lære, at hvem der ikke vil beherske Andres Sam- vittighed, og hvem der elsker den Fred, som kan bestaae med Sandheds-Kjærlighed, maa og bør villig laane Øre til et Forslag, der, uden at gjøre Brudd paa de Baand, der knytte os til hver- andre som Borgere i samme Stat og Medlemmer af samme Stats- Kirke, synes at kunne tilfredsstille det billige Ønske om Sam- vittigheds-Frihed for begge Partier! Der er stor Forskjel paa Troen, stor Forskjel paa den Lære, som føres af de Tjenere, Stats-Kirken beskikker, der er Uenighed om større Ting end om Formularer . > *> Efter ordskiftet mellem Qvistgaard og Fenger hvilede spørgs- maalet om det lille -e et aars tid. Men 1 slutten af 18373 ud- gav Mynster, ,foranlediget ved nogle nye Opdagelser**, en 2den sforøget og forbedret* udgave af sit før nævnte skrift. Dette mindede Lindberg om sagen, og i Kirke-Tidende tog han i fe- bruar 1838 for sig ,Biskop Dr. Mynsters Forsvar for hans For- andringer i den gamle christne Troe**>, hvilket han fremdeles fandt utilfredsstillende; Grundtvig skrev dertil i marts 1838 et langt nyt indlæg 1 ,Den store Strid om det lille *e* 1 Luthers Cathechismus* 9, og krævede frihed for de gammeldagse prester til at bruge den form, de vilde have, og som for dem kunde udtrykke, hvad de mente. En anmelder af Mynsters skrift i Tidsskrift for Litteratur og Kritik ” siger, at han ,ved Betragtuimgen af den Heftighed, med hvilken Kampen er bleven ført mod det anførte Udtryk, ikke har 1 sp. 801—2; jfr. Moritz Littke, Kirehliche Zustånde im den skandina- vischen Låndern (Elberfeld 1864), 32. * sp. 808. fortalen er dateret Kbh. 24. november 1837. å Meddelelser om mit Levnet, 247; jfr. Mynsters brev til W. F. Engel- breth 27. januar 1838 (Kirkehist. Saml. 4 IV, 754.). Nord. Kirke-Tid. VI, 85—91 (11. februar 1888 nr. 6). Nord. Kirke-Tid. VI, 129—44 (4. marts 1838 nr. 9). Tidsskrift for Litteratur og Kritik, udg. af F.C. Petersen II (1889), 112—35. SENG 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 47 kunnet undlade at tænke paa den Gellertske Fabel or de to Vægtere — ihvorvel her kun raabes i een Gade —, som bittert hadede hinanden og ikke vilde have Lod eller Deel med hinanden i Noget, fordi den ene sang: verwahrl das Feuer und das Licht, den anden: bewahrt*. Og for dem der bekjæmpede den sproglige arkaisme i udtrykket den Hellig-Aand, tog Lindbergs og Grundtvigs ihærdige modstand mod det lille -e sig ud som bogstavrytteri. Men for det gamle udtryks forsvarere dreiede det sig om en realitet, nemlig ,Begrebets Forandring**, og en af Grundtvigs varmeste tilhængere, presten P. A. Fenger, nævnte? slaaende som sidestykker til striden om det lille -e, hvorledes det 4de aarhundredes rettroende bestemt hævdede udtrykket Öuoovørog imod arianernes 6/01000105, Og hvorledes Luther i sit ordskifte med Zwingli om nadveren holdt haardt paa ordet &0x;, — ikke fordi det dreiede sig om eit eller nogle bogstaver, men fordi det gjaldt forskjellig tro og lære. Beskyldningen for at negte den Helligaands personlighed rammede ikke Mynster. Men han holdt selv paa den bøiede, sproglig normale form af udtrykket, saa længe han levede?, kun at han fra 1853 skrev den Hellige Aand med stor H-, isteden- for tidligere? med liden h->. I denne skrivemaade var den bøiede form samtidig ogsaa brugt af en mand som sogneprest Wilhelm Rothe 1 Hyllested6, der hørte til det sydvestsjællandske brødre- konvent, hvis ledere brødrene J. F. og P. A. Fenger var. En mellemform, Hellig Aand (med apostrof) var brugt af salme- digteren Caspar Johannes Boye”. 1 J.C. Lindberg, Frimodig Gjendrivelse, 15. 2 Nord. Kirke-Tid. IV, 1836, 802. i 3 J. P. Mynster, Prædikener 1846—47 (Kbh. 1847), 1; Prædikener 1846 —52 ”(Kbh. 1854) [1], 112. [11], 88; Prædikener 1852—53 (Kbh. 1855), 81. 4 se s. 82. | 5 H.N. Clausen gjør i 1830-aarene den samme forandring; endnu 1882 skriver han den hellige Aand (se s 35), men i sine Fest-Prædikener, holdne i Frue Kirke (Kbh. 1836), 106, den Hellige Aand. Hvorvidt dette har nogen sammenhæng med hans dogmatiske opfatning, turde være uvist. 6 W. Rothe, Om symbolske Bøger i den lutherske Kirke (Kbh. 1835), 7—10. 7 C.J. Brandt og L. Helweg, Den Danske Psalmedigtning II, 327 (1854). HEN 00 OLUF KOLSRUD [No. 6 Det anstød, som ændringerne 1 Vaisenhus-Katekismen 1814 og de deraf følgende i Alterbogen 1830 havde vakt, førte dog tilslut Mynster til et tilbagetog med hensyn tl de offentlige kirkelige teksters form. At den aristokratiske mand bekvemmede sig dertil, skyldtes udentvil biskop N. Fogtmann 1 Aalborg, paa hvis aabne og ærlige ylringsmaade Mynster salte megen pris!. , Hvad De har sagt om Skrivemaaden ,den Helligaand, er i mine Tanker aldeles rigtigt og meget grundigt, og der kan neppe siges noget derimod*, skriver Fogtmann til Mynster i november 1885”. ,Dog er jeg endnu tilbøielig til at holde paa Skrivemaaden ,den Hellig Aand, fordi den nu engang er kom- men i Brug, og fordi jeg ikke gjerne vil give Nogen Anstød ved at forandre den, skjøndt jeg i høieste Grad maa misbillige, at Lindbergianerne lægge saamegen Vægt derpaa.* Mynster blev ved sit. Og da der ved kgl. res. af 29. juli 1837 blev overdraget ham at udarbeide et forslag til forandringer 1 Ritu- alet og Alterbogen*, tænkte han at optage formen den hellige Aand i disse bøger. Men Fogtmann protesterede. ,Jeg er endnu af den Mening, at man i Ritualet bør beholde Skrivemaaden ,den Hellig Aand”; thi der er ikke nogen Fare ved at beholde denne Skrive- maade, som har faaet Hævd for sig i vort Sprog, og som har Analogie for sig i andre Sprog, f. Ex. det franske Saint-Esprit. Derimod kan man ikke uden at give Forargelse skrive ,den hellige Aand'; thi i denne gjærende og urolige Tid ville Mange rimeligvis troe, at de, som følge og forsvare denne Skrivemaade, ville negte Aandens Personlighed og dermed forkaste Treenig- hedslæren**. ,Jeg indrømmer villig, at ,Hellig Aand' er en Archaisme, og at dette Udtryk kan kaldes urigtigt; men det er nu eengang vedtaget i det kirkelige Sprog, og det er ogsaa Til- —- Af efterladte Breve til J. P. Mynster, 196**). 2 Af efterladte Breve til J. P. Mynster, 180. — I et brev af 10. februar 1834 skriver Fogtmann den Hellige Aand, men holder samtidig fast paa kirkens lære om Aandens personlighed (Udvalg af Breve til P. Hjort, Ny Samling, Kbh. 1869, 147). 3 se Meddelelser om mit Levnet, 257. 4 Fogtmann til Mynster 20. oktober 1837 (Af efterladte Breve til J. P. Mynster, 191). | 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 49 fældet med andre Ord 1 dette Sprog, at den gamle Form har holdt sig i en helligere Betydning eller i en særegen Betydning. . 1 En liden Forandring i denne Henseende vilde vække stor Strid. Og al Strid om ingen Ting er værst og langvarigst* >. Mynster opgav derfor (1 slutten af 18387 eller begyndelsen af 1838)> sin tanke og beholdt skrivemaaden den Hellig Aand 1 sit udkast, ,deels fordi Jeg der ingen Strud vil have derom, og vil overlade til Lindberg og Consorter at gjøre en orthogra- phisk Dispute til en Troessag, deels fordi Ordene ,den Hellige Aand' ikke ere ret cantable, men give en Hiatus, som vilde skurre ved Afsyngningen af Collecterne, og vi gierne her kunne beholde denne Anomale, ligesom i ,Hellig Tre Konger”, ,Hellig Anders' o. s.v.*%, I de ,Bemærkninger*, hvormed Mynster led- Fogtmann nævner her nogle exempler. Fogtmann tl Mynster 19. februar 1888 (Af efterladte Breve til J. P. Mynster, 191). 3 Lektor Peder Hjort i Sorø kommer ogsaa ind paa spørgsmaalet 1 et brev til J. P. Mynster 18. januar 1838 (Udvalg af Breve til P. Hjort, Ny Samling, Kbh. 1869, 18), hvor det heder : ,Ogsaa jeg har havt at gjøre i denne Tid med den ,Hellig Aand*, thi jeg samler nogle gamle Psalmer, til Brug ved Underviisningen. Ligesom archæistiske Ord gjælde undertiden som Prydelse 1 Poesien, saaledes kunde jo en archæistisk Skrivemaade ogsaa have en vis Vægtighed for Øjet. Det er derfor ypperligt, at de [Mynster ? 50, efter Kalkar 23] anfører af C. III's Bibel de to Hovedsteder [Matth. 2819 og I Kor. 123], hvor hel.” staaer som Adjektiv [den hellige Aand]|! Det er slaaende og giver frit Raaderum; thi Archæismen er nu kun halvgammel, og det Naturlige er heel gammelt.* Medens Hjort her nærmest synes at tage parti for formen den hellige Aand, benyttede han selv i den omtalte salmesamling den ubøiede form (Psalmer og Bønner udvalgte og lem- pede efter vor Tids Trang til Brug saavel ved Underviisning som ved huuslig Andagt, af Peder Hjort, Kbh. 1888), rigtignok skrevet paa 83 forskjellige maader: s. 41 den Helligaand; s. 18 Gud Hellig-Aand, Kom Hellig-Aand; s. 74 Q Hellig-Aand; s. 74 Gud Hellig Aand. Mynster til W. F. Engelbreth 27. januar 1858 (Kirkehist. Saml. 4 IV, 755). — Paa lignende maade ytrer Mynster sig til biskop N. Faber i Odense 920.juni 1838 (Nogle Blade af J. P. Mynster's Liv og Tid, 866): »Deels er ,Hellige Aand* ikke beqvem i Colleeter, som skulle synges, da derved fremstaaer en Hiatus, deels og fornemmelig vilde jeg ikke, at denne Ubetydelighed, hvorpaa nu Zeloterne have behaget at kaste sig og hvormed de have fundet Indgang hos Adskillige, der dog ellers have bedre Forstand, skulde volde den nye Alterbog nogen Anfegtelse. Der vil blive nok alligevel.* [0] AN Vid.-Selsk. Forh. 1913. No. 6. i 50 OLUF KOLSRUD [No. 6 sagede sit udkast, udtaler han, at ,vor Kirke bør ikke foretage nogen Forandring 1 den Form af det apostoliske Symbolum ved Daaben, som vel ikke er den oprindelige, men dog nu i mange Aarhundreder har været vedtagen. Det vilde ogsaa være van- skeligt at opnaae nogen Enighed i Henseende til de Forandrin- ger, der skulde foretages, hvorimod uden Tvivl de Fleste ville billige, at lade det staae urørt*1. Derimod var det theologiske fakultets? flertal (4 mod 1) i betænkningen om Alterbogs-udkastet uenig med Mynster i dette punkt: ,Skrivemaaden: ,den Hellig Aand* maa Facultetet, med Undtagelse af eet Medlem, misbillige. Er det engang erkjendt for sprogrigtigt at skrive: ,Den Hellige Aand*, synes Kirken ikke beføiet til, af Hensyn til Enkeltes Indfald, at autorisere en afvigende Skrivemaade; men da GCollecternes Tonefald maaskee vil medføre Udeladelse af det toneløse ,e*, kunde man for at betegne dette (hvis det ansees fornødent) skrive: ,den Hellig Aand*; men i alle andre Formeler og Bønner: ,den Hellige Aand*.%3 Paa den anden side kritiserede sogneprest H. Chr. Rørdam (i Laastrup og Skals 1 Jylland), at der ,i tvende foreslaaede Collecter (Udkastet S. 40. 49) siges ,den” om den Hellig-Aand istedetfor ,han”. Dette demonstrative Pronomen brugt om den Hellig-Aand gjør det uvist, om man ved den Hellig-Aand skal tænke sig enten en blot guddommelig Virkemaade og Krait eller en Person". Da kirkens lære og udkastet forøvrigt , bestemt antager Troe paa den Hellig-Aands Personlighed, bør ogsaa det 1 Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark (Kbh. 1839. 21840) [III], 28; jfr. J. P. Mynster, Oplysninger angaaende Udkastet. til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark (Kbh. 1840), 29—30. H. N. Clausen, M. H. Hohlenberg, C. E. Scharling, C. T. Engelstoft, H. Martensen. 3 Det theologiske Facultets Betænkning over det paa allerhøieste Be- faling udarbeidede Udkast til en Alterbog og et Kirkeritual for Danmark (Theologisk Tidsskrift, udg. af C. E. Scharling og C.T. Engelstolt. V, Kbb. 1841, H. 1), s. 106, jfr. 135. [8] 1 ov 1915] OM UDTRYKKET ,, DEN HELLIGAAND* personlige Pronomen ,han” beholdes i Talen om den Hellig- ond. 0] — Litteraten J. Chr. Lange havde i 1832 i sin Haandbog i Modersmaalet* betegnet brugen af adjektivets bestemte artikel den i udtrykket ,den Helligaand* som en sprogfeil. Og rektor Qvistgaard paaviste i 18365, at en sproglig normal form, svarende til den ofte anførte parallel stormand, med den bestemte artikel maatte hede Helligaanden. Det faldt let i øinene, at benæv- nelsen i denne form paa den tydeligste maade udtrykte Aandens individualitet, og det varede ikke længe, før den fik kurs hos dem der bekjæmpede formen den hellige Aand. For digteren Grundtvig fyldte det nye udtryk et rytmisk behov, og allerede i sit store ,Sang-Værk til den Danske Kirke* (1837) bruger han Hellig-Aanden skiftende med den Hellig- Aand, hvor det kræves af versemaalet, i. eks. nr. 382 (s. 741): Godt Pant er Hellig-Aanden nr. 396 (s. 763): Og velsigner Hellig-Aanden nr. 45 (s. 181): Vi troe og paa Aanden, Paa Høihellig-Aanden+* Som sproglig uangribeligt og dogmatisk utvetydigt guddoms- navn er Hellig-Aanden senere med forkjærlighed brugt af Grundtvigianerne, først og fremst i Danmark, men ogsaa i Norge; men eftersom den ordrette apostoliske troesbekjendelse for dem var en kirkens klippe, holdt de i denne paa den traditionelle form, og da helst den sammendragne (med eller uden bindestreg). Formen den Hellig-Aand findes saaledes i den berømte grundt- vigilanske prest P.A. Fengers 18de udgave fra 1867 af hans skole-Katekismus fra 1841 (,Pave-Katekismen*); det var denne ændrede udgave, som gav anledning til N. G. Blædels angreb 1 1 H. Chr. Rørdam, Om Forhandlingerne angaaende Udkastet til en ny Alterbog. Et Bidrag til deres retfærdige Vurdering (Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af Th. W. Oldenburg og P. Chr. Kierke- gaard. II, Kbh. 1840), 30—1. se s1221197. 3 se s.13. 44—5. 4 I 2. udg. (1868) er denne linje ændret til: Paa Gud-Helligaanden*. pr QT 52 OLUF KOLSRUD [No. 6 1873; der fremkaldtes en lang og temmelig bitter polemik, som blev døbt ,Slaget ved Katekismen**. Fengers Katekismus- udgave blev 11. februar 1874 forbudt som lærebog 1 skole- og konfirmationsundervisningen ved et ministerielt eirkulære til alle skoledirektioner. I denne feide gjælder det dog ikke ud- trykket ,den Helligaand*, og nogen egentlig strid derom har der ikke været siden 1880-aarene. Man har fra den anden side rettet sig efter de grundtvigianske ønsker, og det lille -e har sta- dig været trængt tilbage. J. P. Mynsters udkast til Alterbog blev liggende uden at faa autorisation, og Baggers Alterbog vedblev fremdeles at bruges. Den usammendragne form, den Hellig Aamd, som Alterbogen havde bevaret fra den første udgave 1 1688. blev ombyttet med den helt sammendragne den Helligaand i udgaven 18573 (lige- saa 1867 og 1882), og formen den hellige Aand, som havde indsneget sig paa nogle steder i 1788, blev udrenset; men de ældre udgaver vedblev selvfølgelig fremdeles at bruges ved siden af de nyere. Den danske Bibel holdt endnu paa den Hellig Aand (undtagen paa de faa ovenfor s. 533 anførte steder), og samme form havde biskop F.C. Balslevs autoriserede Katekis- mus, der udkom 1 1849 og snart blev den mest udbredte skole- bog af denne art. Vel saa almindelig var dog bindestregs-formen den Hellig-Aand, som ud gjennem det 19. aarhundrede var kom- men sterkere 1 brug. Uoverensstemmelsen i de officielle bøger var i hvert fald paa- tagelig nok baade i denne og navnlig i andre henseender, og et I Som svar paa N.G. Blædels stridsskrift ,Grundtvigianismen og den dan- ske Folkekirke" (Kbh. 1873) udgav V. Birkedal et modskrift, ,, Den danske Folkekirke, ,Grundtvigianismen” og Pastor Blædel* (Odense 1878; 2 udg. ib. 1873). Blædel havde allerede besluttet, ikke at svare Birkedal, men blev gjort opmerksom paa Fengers 13de Katekismus-udgave og udsendte det i teksten omtalte angrebsskrift ,Pastor Birkedal og ,Grundtvigia- nismens' Catechismus* (Kbh. 1873). Se W. Hjort, Nikolaj Gottlieb Blædel (Nyborg 1881), 165 ff.; Frederik Barfod, Peter Andreas Fenger (Kbh 1878), 88—90. 2 [V. Birkedal], Slaget ved ,Katekismen”, imellem Pastor Blædel og Vil- helm Birkedal (Odense 1873); D. G. Monrad, Om Slaget ved Katekis- men (Kbh. 1874). 3 Om den tredje artikels ordlyd i denne udgave se Dansk Kirketidende 1837, 506 —8. 838—40. 1915 OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 53 ” medlem af Kirkekommissionen af 1868, professor GC. C. E. Langhoff, indbragte et forslag om at faa istand en ensartet troesbekjen- delse; han gjorde opmerksom paa et par tilfælde i Jylland, hvor udtrykkene en hellig christelig Kirke og Guds eneste Søn, der var brugt istedenfor de tilvante, havde voldt forviklinger), og han nævnte ogsaa den uensartede skrivemaade af udtrykket ,den Helligaand*. Langholf foreslog Balslevs form som valgfri for presten ved siden af. Alterbogens former?*. Skjønt man anbefa- lede forslaget til Kirkeministeriets opmerksomhed, skede der intet. En enslydende troesbekjendelse blev 31. januar 1885 autori- seret af Kirkemunisteriet i et cirkulære til biskoperne?; her fandtes formen den Hellig Aand, den samme som 1 Bibeloversættelsen. I sit udkast til revideret oversættelse af det Nye Testamente 1895* indførte A.S. Poulsen og J. L. Ussing bindestregsformen, den Hellig-Aand. Men Alterbogen havde den Helligaand; denne form godkjendtes af Kirkeministeriet gjennem Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog (1870)? og V. Saabys Dansk Retskrivnings- ordbog (1891)% og optoges 1 Psalmebog for Kirke og Hjem (1900). I Alterbogsudgaven af 1901 gik man rigtignok tilbage til den oprindelige form den Hellig Aamnd, men den Helligaand gjen- optoges i udgaverne af 1908 og 1913. Da J. Jacobsen og G. Koch fik i opdrag at bearbeide Poulsen og Ussings udkast til over- sættelse af det Nye Testamente, blev det dem paalagt at hen- holde sig til Saabys Retskrivningsordbog; 1 den endelige udgave, der udkom 1906 og blev autoriseret 1908, blev saaledes formen å Om et lignende tilfælde fra Hollen i Nedre Telemarken, foranlediget ved udtrykket almindelig i 8dje artikel, se Lutbersk Kirketidende 2 VI (1872 I), 399. Beretning om Forhandlingernei den ved Allerhøieste Resolution af 1Sde Juni 1868 til Overveielse af de kirkelige Forhold nedsatte Commis- sion (Kbh.1870), 161—38. Love og Expeditioner vedkommende Kirke- og Skolevæsen, 1884—86 (Kbh. 1885—87), 161—2. + paa Foranstaltning af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. 3 Dansk Haandordbog med den af Kultusministeriet anbefalede Ret- skrivning (Kbh. 1870, 2. udg. 1882). Dansk Retskrivningsordbog, 1. udg. (1891) efter ministerielle regler af 7. juni 1889, 2.—5. udg. (1892. 1896. 1994. 1909) efter min. regler af 97. februar 1892. [80] od [er] Bå OLUF KOLSRUD [No. 6 den Helligaand indført, og en 200-aarig Bibel-sprogs-tradition (den Hellig Aand) var dermed brudt. I Balslevs Katekismus holdt den Hellig Aand sig endnu 1 223de oplag 1909, men ombytte- des samme aar 1 224de oplag med den ellers brugelige skrive- maade den Helligaand. Der raader nu i de oifficielle danske kirke- og skolebøger enstemmighed 1 dette punkt. Privat bruges forskjellige former: den hellige Aand, den hellig Aand, den Hellig Aand, den Hellig-Aand, den Hellig- aand, foruden det grundtvigianske Hellig-Aanden eller Hellig- aanden. At udtale sig om, hvad der er brugeligst, er umuligt. Mange bruger flere former, eftersom det falder i talen.! b. norsk-dansk. Norge arvede ved adskillelsen fra Danmark 1 1814 dette lands kirkelige bøger og sprog. Den oificielt gjældende form for det her behandlede udtryk var den Hellig Aand. Men efterhaan- den udbredtes skrivemaaden den Helligaamd*, som dog i 1830- og 40-aarene trængtes tilbage af den Hellig-Aand. I de norsk-danske religionslærebøger er den Helligaand ret alminde- ligt indtil 1840-tallet; professor S. J. Stenersen skriver 1827 den Helligaamd> (en enkelt gang*+ den hellige Aand), ligesaa professor N. Treschow 18289 og provst Nicolai Wergeland 1836%. Men særlig efter 1840 bliver bindestregsformen den I Om de sidste halvhundrede aar har prof. theol. J. Oskar Andersen 1 Kjøbenhavn velvillig givet forf. adskillige meddelelser og henvisninger, som her er benyttede. 2 den Helligaand findes i katekismeudgaver Chr.a 1811 (Jakob Neumann), 1813. 1816. [ca. 1819]. 1828, Stavanger 1836, Chr.a 1837. 1840. 1841 (2 -udgg:). 1842; og i udgaver af E. Pontoppidans Katekisme-forklaring Chri- stianssand 1820. 1834, Stavanger 1888, Chr.sand 1839. 1847, Chr.a 1847, Chr.sand 1849, Stavanger 1849; — den Hellig Aand bruges 1 Katekis- men Trondhjem 1813 og i Pontoppidans Forklaring Chr.a 1824. 1835, Stavanger 1836. S. J. Stenersen, Forsøg til en Lærebog i Religionen til Brug for de lærde Skolers høiere Classer (Chr.a 1827). sd | 5 N. Treschow, Christendommens Aand (Chr.a 1828), 86. 6 N. Wergeland, Kortfattet Lærebog i Den Evangelisk-Luthersk Christe- lige Religion (Chr.a 1836), 75 f. 79. 81 £. 98 ff. IN 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* Di Hellig-Aand gjængs 1 skolebøgerne! og er i halvhundrede aar væsentlig eneraadende her”. I en norsk-dansk Bibel-tekst viste skrivemaaden den Hellig- Aand sig første gang i E. Corneliussens udgave af det Nye Testamente 18473; aaret efter toges den 1 brug af det norske Bibelselskab (det Nye Testamente, 4de udg. 1848; 1 den fuld- stændige Bibel 1854)+ og 1 1860 af det Britiske Bibelselskab (baade 1 udgaverne af det Nye Testamente og af hele Bibelen i dette aar); siden 1860 har derfor bindestregsformen været den eneraadende 1 norsk-danske Bibel-tekster ?, ogsaa 1 den nye over- sættelse af det Nye Testamente 1904%. Samme form blev ogsaa brugt 1 den officielle oversættelse af den norske kirkes symbolske bøger 1850. I Alterbogen holdt man fremdeles paa den usam- mendragne form 1 1862, men 1 Ritualet var allerede 1825 paa flere steder kommet ind den Helligaand ved siden af den Hellig Aand, som her ellers var den almindelige skrivemaade. Formen den Helligaand blev efterhaanden mere og mere ud- bredt, M. B. Landstads Kirkesalmebog (1863, autoriseret 1869) 1 den Hellig-Aand bruges i Katekismen Chr.a 1834. 1844 (4 udgg.), Skien 1845, Stavanger 1845, Moss 1846, Chr.a 1846. 1847 o.s.v., og 1 Pon- toppidans Forklaring Chr.a 1837, Drammen 1840. 1843, Chr.a 1844 (2 udgg.). 1845 (4 udgg.), Stavanger 1845 (2 udgg.), Skien 1845, Chr.a 1846. 1848, Trondhjem 1848, Bergen 1849, Arendal 1849 o.s.v.; ligesaa i Lu- thers større Katechismus, oversat af W. A. Wexels (Chr.a 1828). 2? den Hellig Aand forekommer i Katekismen Fredrikshald 1851 (udg. af Olaus Nielsen efter en udg. Kbh. 1586); — den Helligaand i Katekis- men Christiansand 1852, Pontoppidans Forklaring Stavanger 1854. 1862. 1869, P. A. Jensen, Christelig Børnelærdom (Kr.a 18960) o. fl. Christiania, Jacob Dybwads Forlag. 4 Olaus Nielsens Bibel-udgave (Frederikshald 1853 og 1858, efter en ud- gave af 1744) har den ældre form uden bindestreg. 5 Der er kun to undtagelser (den Hellig Aand): 1) N.T., optryk af en udgave fra 1744, ved N. Ulnæss (Christiania 1871); efter denne paany udgivet af den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika (Minneapolis 1902). 2) N.T., udg. af det Amerikanske Bibelselskab (New-York 1900; Luk. Ev. særskilt ib. 1904); derimod har dette selskabs udgaver af hele Bibelen (1893. 1896) bindestregsformen, da de er optryk af det norske Bibelselskabs reviderede Bibel af 1888. Begrundelsen herfor er given af Joh. Storm, Bibelsproget, en Frem- stilling af Sproget i den nye Oversætielse af det Nye Testamente (1904) ="Fra det norske Bibelselskab I (Kr.a 1906), III $$ 1. 2. 16 a. 22. 56 OLUF KOLSRUD [No. 6 optog den, ligesaa Å. Hauges Psalmebog for Kirke og Hus (18638, autoriseret 1873). I udkastet til den nye Alterbog af 18891 stod der den Hellig-Aand, men i den approberede form blev trykt den Helligaand; derimod beholdt man i de nye Kollekter og Texter af 1886 den stavemaade, som endnu bruges i de norsk- danske Bibel-udgaver, den Hellig-Aand. Et typisk gjennemsnit af skrivebrugens mangfoldighed giver den af Kirkedepartementet 1 1884—5 afholdne konkurrance om en ny forklaring af Luthers lille Katekismus?”: G. Amundsen, L. Ottesen, A. Riddervold, L. W. Schønheyder & 0. Jensen, J. Tandberg skriver den Helligaand; P.J. Holm, H. E. Sommer- felt?, Volrath Vogt den Hellig-Aand; en Ånonymus og 0. Saxe den Hellig Aand; kun et af udkastene, det af E. Meyer, gjen- nemfører (ogsaa i skrifistederne) den hellige Aand*. I sit for- slag til ny oversættelse af Katekismen (1889)* skrev professor A. Chr. Bang den Helligaamd; hans tekst blev autoriseret ved kgl. res. 4. april 1891. Den samme skrivemaade blev optaget i Katekisme-forklaringer af Thv. Klaveness (autoriseret ved kgl. res. 14. juli 1892) og af J. R. Sverdrup (autoriseret ved kgl. res. 27. marts 1897); i den Katekismus, som blev gjennemseet af Jacob Hveding 1 henhold til Kirkedepartementets skrivelse af 5. marts 185859, ændredes den Hellig-Aand i oplaget Bergen 1889 til den 1 Departements-Tidende 1889, 552—6. 561—70. 577—90. 592—601. 609— 17. 625—34. 641—50. 657—66. 673—81. 689—93. 709—20. 726—836. 769 —75. 784—93. 801—10. 817—26. Udkastene blev udgivne i trykken af Kirkedepartementet 1884—5. To ældre forklaringer deltog ogsaa i konkurrancen (H. E. Sommerfelt 1888; Volrath Vogt3 1880 [iste udgave trykt i Indbydelsesskrift til den offent- lige Examen ved Kristiania Kathedralskole 1865]. Hans Mo's lands- maalsudkast er ikke anført i denne sammenhæng. den Helligaand i sp. 115. 118 er vel trykteil. den Hellig-Aand i 2den artikel er vel trykfeil. 5 A. Chr. Bang, Dr. M. Luthers Lille Katekismus i ældre og yngre dan- ske og islandske Oversættelser samt Forslag til en ny OQversættelse for den norske Kirke, Kr.a. 1889; jfr. hans Motiver til en ny Udgave af Dr. M. Luthers Lille Katekismus og Forklaring over Dr. M. Luthers Lille Katekismus, Chr.a 1891. 6 Denne udgave er endnu i 1910 optrykt i Bergen med den samme paa- skrift paa titelbladet, ,gjennemseet af provst Jacob Hveding*, skjønt Hveding døde 1 1895. ro Dee) OM UDTRYKKET , DEN HELLIGAAND* DI 1915 Helligaand; det samme skede i H. U. Sverdrups Katekismus (autoriseret ved kgl.res. 10. juli 1874) 1 antikva-udgaven Kristi- ania 1903. Derimod er den Hellig-Aand beholdt 1 H. U. Sver- drups Katekisme-forklaring (autoriseret ved kgl. res. 16. december 1865) endnu i 21de opl. Kristiania 1905, og 1 J. R. Sverdrups forkortede udgave af samme bog (godkjendt af Kirkedeparte- mentet 4. juli 1893) 1 10de oplag Kristiania 1907, endvidere 1 den ved kgl. res. af 14. juli 1843 autoriserede udgave af Pontoppidans forklaring, som 1 henhold til Kirkedepartementets skrivelse af 14. december 1874 blev korrigeret af E. Corneliussen, 1 oplaget Christiania 1906, og 1 Th. G. B. Odlands Katekismus (autoriseret ved kgl. res. 9. januar 1886) i ny udgave ved Sven Svensen 19de oplag Kristiania 1913. — I de Bibel-steder, som anføres i lære- bøgerne, staves udtrykket vanlig paa samme maade som i teksten forøvrigt, — dog er, besynderligt nok. i A. Chr. Bangs Forklaring Yde opl. 1910 Bibel-oversættelsens bindestregsform beholdt i Bibel- stederne, saaledes at i denne bog er to former brugt? (ikke saa i hans Katekismus 17de og flg. opl. 1907 ff., hvor retskrivningen udtrykkelig siges at være holdt overensstemmende med reglerne af 1907). Det synes dog at være meningsløst at holde to ulige for- mer, den Hellig-Aand i Bibelen og 1 Bibel-tekster og den Hel- ligaand ellers, og det er da spørgsmaal om at vælge. I N.T. af 1904 er den Hellig-Aand regnet blandt sammensætninger, og bindestregen er brugt for at fremhæve hvert led*; formen er imidlertid, som før paavist, ingen sammensætning, men kun en unormal sammendragning, og den har i vort land heller ikke særdeles længe været 1 brug 1 større udstrækning 1 de officielle kristendomsbøger, nemlig siden 1840-aarene. Den usammen- 1 Udgaven bærer fremdeles paa titelbladet paaskriften ,Correkturen be- sørget af E. Corneliussen, Skolebestyrer*, skjønt Corneliussen døde 1 1880. En lignende inkonsekvens findes i J. R. Sverdrups Forklaring Kr.a 1913: i spm. 152 er Matth. 2819 anført efter den nye Bibel-oversættelse med til ...navn, men i spm. 155 staar 1 Sverdrups egen tekst %... navn. 3 Joh. Storm, Bibelsproget, 111 $2. — Ogsaa K. Knudsen, Tyskhet i norsk og dansk, Kr.a 1888, 171, maa have regnet Helliggand som en egte sammensætning. [80] 58 OLUF KOLSRUD [No. 6 dragne form den Hellig Aamnd har en 200-aarig Bibel-sprogs- tradition at paaberaabe sig; den er gjenoptaget af Gustav Jensen i hans Forslag til en revideret salmebok for den norske kirke 19151; men den er ligesaavel som den sammendragne form sproglig unormal, det ubøiede adjekliv er en arkaisme. Enkelte norske Grundtvigianere har skrevet helligånden*, og K. Knudsen?> har forsvaret formen (Helligaanden), men for de fleste vil vel dette ord klinge fremmed, og det er helt sat ud af betragtning Near 19022 Skulde der være tale om en ny form, burde man vælge den usammendragne med normalt bøiet adjektiv. Den brugtes ikke sjelden paa reformatioustiden, og man har i Danmark forsøgt at tage den i brug 1 1ste halvdel af 19de aarh. I Norge fore- kommer den af og til efter 1850; saaledes hos R. Keyser 1 Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 18565: den Hellige Aand, og i E. Meyers Udkast til en Religions-Lærebog 1884: den hellige Aand*; Knud Knudsen foreslaar ogsaa 1 1888 den hellige Aand”. Rigtignok betragter professor Johan Storm den Hellig-Aand som ,en gammel tilvant Form som ikke lader sig modernisere*, og afviser den hellige Aand, da den ,ikke passer 1 Bibelsproget**: altsaa skulde den vel heller ikke passe i det kirke- lige sprog overhovedet. M. B. Landstad har dog den bøiede form i sin Kirkesalmebog (1869): Kom Hellige Aand, Herre Gud !? og Gustav Jensen i sit Forslag til revideret salmebok 191510: Ls: 2 V. Ullmann og V. A. Wexelsen, Salmebog for Kirke, Hjem og Skole (Kr.a 1887), S3ff Med hensyn til skrivemaaden med liden h- maa merkes, at udgiverne ogsaa skriver Guds navn med liden bogstav (gud). 3 Tyskhet i norsk og dansk, 171; jfr. Norsk blandkorn [1], 90. 92. 4 Joh. Storm, Bibelsproget, III $ 16a. 5 I, 441. se s. 56. Tyskhet 1 norsk og dansk, 171. Joh. Storm, Bibelsproget, III $ 16a. nr. 429 (udkastet 1863, nr. 442). 10 nr, 451. 455, jfr. 758. Oo -1 for) 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 59 Kom Hellige Aand, du Guddom sand og: 0O Hellige Aand, du sjælens lyst Men man bør undgaa det skjær, hvorpaa Mynsters velmente sprogforbedring ufrivillig stødte an. Det maa holdes fast paa, at betegnelsen for den tredje person 1 guddommen er at betragte som et egennavn. Der kan neppe være tvil om, at kirken til enhver tid har ment dette. Den norske Kirkekommission af 27. januar 1859, som ogsaa hadde faat i opdrag at behandle spørgs- maalet om troesbekjendelsens form i lærebøgerne og ved daaben”, gaar ud fra som selvsagt, at , Ordene: ,den” og ,Helligaand” til- sammen danne et Nomen proprium og ere tilsammen det norske Navn paa den tredie Person [i Guddommen], saa at Benævnelsen ;den Helligaand* staaer aldeles paralelt med Benævnelsen ,Gud Fader" i den første Artikel og ,Jesus Christus" i den anden**. Overlærer Knud Knudsen> spotter rigtignok paa sin fyndige maade brugen af store forbogstaver 1 guddomsnavne. ,Så har vi i tredje artikkel atter et ord, som den skrivende må stanse ved. Regelen siger: hugs på ordet Gud! bare dette ene ord! Men tvilen siger: ja, men den helligånd — helligånden, ånden, Guds ånd — er jo også Gud. Jeg kan altså bil regnet for ateist”, for gudnægter, eller i alle fald bli mistænkt som vrang- troende (heterodox), om jeg staver ordet med litet. Det blir føl- gelig det sikreste, at jeg også her dyrker Gud med min store bokstav. Og i alle fald undgår jeg at få fejl for min store 1 Departements-Tidende 1859, 81—8; Nogle statistiske Oplysninger om de Recensioner af Troesbekjendelsen, som bruges ved Daaben, og om de ved Skole- og Konfirmationsundervisningen brugelige Lærebøger, Luthersk Kirketidende VI (1866 I), 305—11 (jfr. C. P. Caspari, Historiske Oplysninger om Troesspørgsmaalenes Ordlyd ved Daaben, Chr.a 1870, 45f. 68); Motiveret Forslag til Bestemmelser angaaende Troesbekjen- delsens Form i Lærebøgerne og ved Daaben m. V., afgivet af den ved kongelig Resolution af 27de Januar 1859 til Drøftelse af forskjellige kirkeligeAnliggender nedsatte Commission (Chr a 1870); jfr. Luthersk Kirketidende 2 I V (1871 1), 129—39. 294—6. 2 V (187111), S—14. 267—9. 2 VI (18721), 1—9. Motiveret Forslag, 830, jfr. 109. Majoriteten skriver den Helligaand, minoriteten (1) den Hellig-Aand. 3 Norsk blandkorn [I] (Kr.a 1882), 90—1. [0] 60 OLUF KOLSRUD [No. bokstav av læreren, som naturligvis liker det, at jeg er så Gud- frygtig.* — Men Knud Knudsen bar ikke faaet mange med sig paa at skrive gud med liden g-; det er nu engang en indgroet skik at sætte det med stort, og der knytter sig bestemte fore- stillinger til skriftbilledet. I N. T. af 1904 er store forbogstaver brugt 1 særlige tilfælde, bl. a. i den Hellig-Aand, ,høitidehlg, fremhævende (som et Slags Titler)t1; ligesaa skriver Gustav Jensen 1 sit salmebogsforslag 1915 Hellig ,med stort bokstav for værdighetens skyld*>. Vil man bevare denne udtrykkets karakter af nomen pro- prium, kan man derfor ikke skrive den hellige aand, som flere nyere? gjør (ei heller den hellige Aand med ældre orthografi*); derved faar udtrykket en generel eller abstrakt karakter og en anden dogmatisk betydning end den som skal udtrykkes. Bedre er den Hellige aand, som bruges af somme>; men fuldt tilfreds- stillende er kun formen den Hellige Aand: jfr. engelsk the Holy Spirit (the Holy Ghost), tysk der Heilige Geist, latin Spiritus Sanctus, fransk Saint-Esprit. Siden der i løbet af det 17. aarh. har udviklet sig ll fast regel den skik, som 1 ældre tid ingen- lunde var almindelig nogensteds 1 verden, at skrive egennavne med stort begyndelsesbogstav, og denne regel endnu gjælder hos os, kan her intet afslag gjøres. c. svensk. I gammelsvensk bruges baade ande (m., cas. obl. anda), og and (m., gen. ande, dat. akk. and), dog oftest ande. Adjek- tivet pleier som regel synkoperes bil helge, hålghe (cas. obl. helga, hålgha). Sammendragning af synkoperet adjektiv med substantivet forekommer ret hyppig, ligesom i dansk. De van- 1 Joh. Storm, Bibelsproget, III $ 1. SJ 3 f.eks. Lyder Brun, Troens verden (Kr.a 1914), 168; Johannes Ording, For kirke og kultur XXII (1915), 301. 1 J.J. Jansen, Gode Stunder (Kr.a 1912), 48f.; Johannes Johnson, Hus- andagtsbok (Kr.a 1912), 194. 201. 203 (s. 197 den Helligaand, s. 208 Helligaanden). 5 f. eks. S. Michelet i Norsk Kirkeblad X (1913), 544 (men s. 541 Guds hellige aand). 1915] OM UDTRYKKET ,, DEN HELLIGAAND* 61 lige former er (bortseet fra uvæsentlige forskjelle i skrivemaaden) følgende": a) nom. then helge amde, gen. thes helga anda, dat. them helga anda, akk. then helga anda; b) nom. then helge and, gen. pes helga ande |dat. them helga and], akk. then helga and; c) [nom. then helgande], gen. thes helganda, dat. them helganda, akk. then helganda; d) nom. then helliand, gen. thes helliandz, thes helgande, o. s.v. Der forekommer af og til vokal- svækkelse af a til æ eller e i 2den stavelse 1 de oblikve kasus, f. eks. gen. pes hælghæ ande allerede 1346”. Sammendragningen den helgand(e) forsvinder allerede paa reformationstiden; man bruger altid siden formen 1 3 ord. Helt frem 1 19. aarh. lever and 3? ved siden af ande, hoved- sagelig i salmedigtningen, og delvis støttet af dansk indfiydelse; navnlig bruges amd i bearbeidelser af ældre salmer, og af og til i selvstændig religiøs lyrik 1 tilslutning til ældre sprogbrug. Skiftningen mellem and og ande er bestemt af metriske hen- syn; derfor findes begge ord i Psalmeboken af 15724 men i den samtidige Katekisme (1572)> skrives kun ande. I 18. og 19. aarh. opfattes and som en af metriske grunde berettiget tradi- tionel forkortelse af ande, og man skriver det derfor med apo- strof%. I Psalmboken af 1819 heder det saaledes (nr. 25, v. 3) O Helge And"! gif of din nåd Gud Fader, Son och Helge And!'! (nr. 24, v. 5) O Helge And", gör sjålen from 1 Exemplerne er hentet fra K. F. Söderwalls Ordbok öfver svenska medeltids-språket I, 35. 36. 478; Svenska medeltids-postillor, utg. af G. E. Klemming (Stockholm 1879 ff.) I-1II; Skrifter till uppbyggelse från medeltiden, utg. af R. Geete (Stockholm 1904—5); Svenska böner från medeltiden, utg. af R. Geete (Stockholm 1907—9); Svenska kyrko- bruk under medeltiden, utg. af R. Geete (Stockholm 1900); Jungfru Marie örtagård, utg. af R. Geete (Stockholm 1895). Diplomatarium Svecanum V, 561. Andre exempler: Klosterlåsning, utg. af G. E. Klemming (Stockholm 1877—78), 131 ff. (1385); Svenska medeltids postillor III, 212. 913. 217. Ordbok öfver svenska språket, utg. af Svenska Akademien I, 1981. Then Swenska Psalmeboken 1572 [fototy pisk reprod., Stockholm 1886/87]. Bang, Dokumenter I, 8. I 1695-aars Psalmbok skrives i nr. 182. 184. 187 And i udgaverne Stock- holm 1709 og Norrköping 1792, men And" 1 udgaven Götheborg 1787. po) RK nm Oo 62 OLUF KOLSRUD [No. 6 og en af J. L. Runebergs pinsesalmer fra 1857? begynder Vi lofva dig, du Helge And Den synkoperede form helge holder sig merkværdig længe, helt ud i 2den halvdel af 19. aarh.*; den var fæstnet ved over- sættelsen af N. T. 1526 og Bibel-oversættelsen af 1541, og endnu i en Bibel-udgave af 1859 er formen helge den alt overveiende ligesom i de ældre udgaver?. TI slutningen af middelalderen støder man stundom paa en usynkoperet form, f. eks. thån hå- loghe ande 15104. Efter at vokalen -a- eller -0- i den stavelse 1 adjektivet ,hellig* fra 2den halvdel af 15. aarh. blev fortrængt af -i-, kom den usynkoperede form helige ind paa nogle faa steder 1 Bibel-oversættelsens*> udtryk for ,den Helligaand* (f. eks. Matth. 118-20- 911). Men helt gjennemført blev den først 1 den kgl. kommissions prøveoversættelse 1774—93; den blev ogsaa brugt 1 H. M. Melins Bibel-oversættelse 1878, og ved prøveover- sættelsen af N. T. 1882, som fik kongelig autorisation 19. oktober 1883, har den endelig afløst den synkoperede form. I Katekismen indførte erkebiskop J. A. Lindblom den Helige Ande 1 sin udgave 1811%: samme form findes i den finske Kyrkohandbok af 1886 og den svenske af 1894. Kasusbøiningen beholdes i udtrykket ,den Helligaand* langt ned i 19. aarh., baade i adjektiv og substantiv: helga eller heliga i oblikve kasus, anda fra først af 1 alle oblikve kasus, senere bare i dativ og akkusativ, mens en ny genitiv andas eller an- des kommer op. If Bibelen af 1703 og i de fleste nyere oplag af den veksler formerne i overensstemmelse med det gamle bøi- ningssæt”; samme veksling opviser ogsaa O. Swebilius's Katekis- aa Förslag till svensk psalmbok för de evangeliskt-lutherska försam- lingarne i storfurstendömet Finland (Helsingfors 1857), nr. 178 = Jo- han Ludvig Runebergs Samlade skrifter II (Stockholm 1873), 36. Jfr. Ordlista öfver svenska språket, utg. af Svenska Akademien 6 (Stoekholm 1889), 99. Jeg har benyttet udgaver fra Amsterdam 1688, Stockholm 1744 og 1859. Jungfru Marie örtagård, 176 (1510). allerede 1 udg. Amsterdam 1688. Bang, Dokumenter I, 74. Svenska Akademiens Ordbok I, 1296. EG) IJ 1 OQ 1915] OM UDTRYKKET ,,DEN HELLIGAAND* 63 mus 16891 og J. A. Lindbloms Katekismus 1811 med de følgende oplag?, ligesaa Psalmboken af 1819. De nedarvede bøinings- former blev opgivne af den kgl. kommissions [ikke approberede] forslag til ny udgave af Katekismen 18723, ligesaa i den næste Katekisme-kommissions forslag, som godkjendtes af kongen 1878. Bibelkommissionen af 1773 beholdt den gamle kasusbøining i sin prøveoversættelse, men den blev opgiven i H. M. Melins oversættelse 1878 og i Bibelkommissionens prøveoversættelse af N. T. 1882, som approberedes af kongen 1883. — I den svage deklination af adjektiverne har man 1 nysvensk som bekjendt valget mellem endelserne -e og -a i maskulinum; i ,den Hel- ligaand* er dog -e det almindelige. Allerede i middelaldersvensk er udtrykket ,den Helligaand* brugt som nomen proprium; i Vadstena-bønnebøger fra slutnin- gen af 15. og begyndelsen af 16. aarh. begynder flere bønner paa en maade som tydelig viser dette: Jak takkar tik, ihån hålge ande ...; 0 aldra sötaste hugswalare thån hålge ande +++; Kom thån hålge ande ...; ... Jac bidher til thiin, fadhir oc som oc thån hålghe andh....; 0 thu thån håloghe andhe, wårnlösa hwgswalare.? Eiendommelig er vokativen med adjektivets bestemte artikel. Efter reformationen betegnes udtrykkets egenskab som navn ved stort begyndelsesbogstav, i Psalmeboken 1572 og Katekismen 1572 h- A-, ligesaa endnu i Bibelen 1688; men allerede 1 17. aarh. findes hos flere forfattere H- A- (E. Schroderus 1647, J. Reenhielm 1691)9%, og 1 18. og 19. aarh. er denne skrivemaade den gjængse. I nyere tid skriver dog flere h- Å-, eller endog Svenska Akademiens Ordbok I, 1296. ib. I, 1296; Bang, Dokumenter I, 74. Doktor Mårten Luthers Lilla Katekes med Kort Utveckling. (Under- dånigst förslag, utarbetadt af dertill i Nåder utsedde Komiterade.) (Stockholm 1872). 4 Doktor Mårten Luthers Lilla Katekes med Kort utweckling. Af Kongl. Maj:t den 11. Oktober antagen samt på nådig befallning utgifwen af tillföørordnade Komiterade. (Stockholm 1879). Jfr. Bang, Dokumenter I, 74. 5 Svenska böner från medeltiden, 21.27—9. 25; Jungfru Marie örtagård, 176 f. 6 Svenska Akademiens Ordbok I, 1816. w NN mm 64 OLUF KOLSRUD [No. 6 h- a-. Svenska Akademiens Ordbok (1898) bruger H- a- og be- tragter udtrykket som ,en fast förbindelse, som i viss mån fått karakteren af ett egennamn*1, I nysvensk bruges som bekjendt ved sammenstilling af attri- but og substantiv baade adjektivets foranstillede artikel og sub- slantivets efterhængte, ligedan som 1 nynorsk. I visse faste udtryk gjælder dog den ældre sprogbrug uden efterhængt artikel, f eks.: den Helige Ande, den Heliga Skrift; dette forhold bi- drager hl at styrke udtrykkets karakter som egennavn eller titel. I nyere tid tilføres dog undertiden slutartikelen, saaledes af J. H. Ekendal 1849* og af Victor Rydberg 18623. — I den sidste Bibel-kommission var det paa tale at gjennemføre en konsekvent brug af den dobbelte artikel overalt hvor der 1 græsk staar ztvevuc med bestemt artikel. Imidlertid skrev kommissionen, af pietet for den gamle kirke-Bibel og traditionen, 1 sin prøveover- sættelse af N. T. 1907 den helige Ande overalt, hvor det græske TO mvevua staar personligt; var ikke dette tilfældet, brugtes for- merne den heliga anden eller helig ande, beroende paa, om den bestemte artikel findes eller ikke findes i grundteksten, og paa sammenhængen*. — I sin kritik over Bibelkommissionens over- sættelse udtalte professor Erik Stave, at det var unødvendigt 1 en oversættelse at afgjøre om svevua var at opfatte personligt eller ei, og det var heller ikke nogen let sag at gjøre dette paa hvert sted. Det havde derfor efter hans mening været bedre at indskrænke sig til en konsekvent skiftende brug af helig amde og den helige anden, alt eftersom grundteksten havde den be- stemte artikel eller ei?. Ujevnheden i kommissionens behandling af artikelen blev ogsaa kritiseret af lektor P. Waldenström 6. 1 Svenska Akademiens Ordbok I, 18317. J. H. Ekendal [kyrkoherde i Skara stift], Luthers Lilla katekes (Stockholm 1849); Svenska Akademiens Ordbok I, 1817. 3 Victor] R[ydberg], Bibelns låra om Kristus (Göteborg 1862), 31 f. = Skrifter X (Göteborg 1897), 45 ff. 4 John Personne, Bibelkommissionens principer vid 1907 års öfversått- ning af Nya testamentet m.m. (Bibelforskaren XXV 1908), 8—9. 5 Erik Stave, Bibelkommissionens proföfversåttning af Nya Testamentet (Bibelforskaren XXV 1908), 106—7 = sårtryek (Uppsala 1908), 22 f. $ P. Waldenström, Bibelkommissionens nyaste öfversåttning af Nya Testa- mentet, granskning och kritik (Stockholm 1908), 70. ro OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 65 d. norsk. Paa gammelnorsk og -islandsk er udtrykket ,den Hellig- aand* ingenlunde stereotypt. Det forekommer 1 de forskjellige kasus 1 en række variationer, svarende til nominativerne heilagr andi, andi heilagr, hinn helgi andi, andi hinn helgi, an- dinn helgi. Dette kommer ganske klart frem, naar man sammenligner døbeordene ved hjemmedaab 1 de norske og islandske kristen- retter, hvor disse genitivformer findes: anda heilags”*, heilags anda>, andans helga>, anda hins helga". I troesbekjendel- sens forskjellige recensioner skifter formerne ogsaa sterkt: 1 den islandske homiliebog fra omkr. 12009 heder deti2. art. af anda helgom, 1 5. art. å anda helgan eller å anda enn helga, 1 lov- bøgerne fra Magnus lagabøters tid af krapti heilags anda og å helgan anda, i erkebiskop Paals tredje slatut 1336/467 af hel- gum anda og å heilagan anda. Sammenlign ogsaa formler som disse: i nafmi fodur ok sonar ok andans helga* eller - Ældre Gulathings kristenret, 19te aarh. (NgL I, 12. 1192. IV, 5); Grå- gås, Islændernes Lovbog i Fristatens Tid, udg. af V. Finsen I 1, 5—6 = Stadarhölsbök, 4 = Skålholtsbök, 4. 2? Ældre Eidsivathings kristenret, 12te aarh., rec. IL (NgL I, 894); Nyere Gulathings kristenret, 1267, rec. [I (NgL II, 327); Nyere Borgarthings kristenret, 1268 (NgL 11, 293); Udkast I til kristenret for Magnus Laga- bøters landslov, ca. 1270 (NgL I, 418); erkebiskop Jons kristenret, 1273 (NgL II, 341); biskop Arnes kristenret for Island, 1275 (NgL V2420): å > Ældre Borgarthings kristenret, 19te aarh. (NgL I, 389. 3863); Ældre Eidsivathings kristenret, 12te aarh., rec. I (NgL I, 375); Nyere Gula- things kristenret, 1267, rec. I (NgL II, 811); Udkast II til kristenret for Magnus Lagabøters landslov, ca. 1270 (NgL IV, 52). + Ældre Frostathings kristenret, 1244? (NgL I, 182). 5 Homiliu-bök, utg. af Th. Wisén (Lund 1872), 145 f. 149 f. i K. Maurer, Das Bekenntniss des christlichen Glaubens in den Gesetz- biichern aus der Zeit des Königs Magnus lagabætir (Sitzungsberichte der philos.-philol. u. histor. Classe der k. bayer. Akad. d. Wiss. 1892 PVy55S FlrANg ll IT 806 11026201122 SAVN ST I 192 IN 94 (= Jönsbök, udg. ved Ölafur Halldörsson, Kbh. 1904, 17 f.). V, 16. IV, 50 f. NgL III, 285. NgL I, 259 (1271). DM [0] -3 Vid.-Selsk. Forh. 1915. No. 6. d 66 OLUF KOLSRUD [No. 6 heilags anda”; . . ... er liftr ok rikir med fedr ok helgum anda>, sjeldnere anda helgum> eller andanom helga *. Fra Bibel-tekster? kan fuldstændige paradigmaer opstilles for de to hyppigst forekommende former af udtrykket: 1) nom. heilagr andi, gen. heilags amda, dat. helgum anda, akk. hel- gan anda; 2) nom. hinn helgi andi, gen. hins helga anda, dat. hinum helga anda, akk. hinn helga anda. Ogsaa for de andre varianter kunde vistnok de fleste bøiningsformer paavises ved en omhyggelig gjennemgaaelse af de kristelige tekster. Skjønt udtrykket slet ikke var stivnet, men stadig skiftede, er det dog utvilsomt opfattet som en personlig benævnelse. De oldkirkelige pneumatomachers kjætteri med hensyn til den Hellig- aands guddom var vel kjendt paa Island i middelalderen. I en optegnelse fra omkr. 1400 om de 5 første økumeniske koneilier fortælles om Macedonius's fordømmelse 1 Konstantinopel 381, fordi han taldi helgan anda eigi guddom hafa*; i en skindbog fra 1387, hvor den samme optegnelse meddeles, heder det, at han taldi helgan annda eigi gud helldr anda guds”. I Lög- manns-annåll> (ca. 1360), Flateyjarbök* (ca. 1380) og Veraldar saga!? (ca. 1400) er dette kjætteri tillagt Arius): hann talde son - NglL 11,-392 = IV, 183 (1274/77). 11, 487 (1268/78). Gammel norsk Homiliebog, udg. af C. R. Unger, 77. 88. 109. 115. 129. 1297. 1381. 188; Homiliu-bök, utg. af Th. Wisén, 10. 922. 928. 35. 49. 56. 64. 71. 79. 86. 103. 180. 195. 207: Leifar fornra kristinna fræda islenz- kra, prenta ljet Porvaldur Bjarnarson, 28. 36. 56. 68; Mariu saga, udg. af C. R. Unger, 260. Gammel norsk Homiliebog, 136; Homiliu-bök, 186. 215; Leifar, 22. 154. 1 Gammel norsk Homiliebog, 168. J. Belsheim, Af Bibelen paa norsk-islandsk (norröna) i Middelalderen (Kr.a 1884) (Særtryk af Theol. Tidsskr. f. d. ev.-luth. Kirke 1 Norge, ny R. VIII, 514—48. IX, 140—90. 255—80. X, 71—159). 6 44 Prøver af oldnordisk Sprog og Litteratur (= Synisbök islenzkrar tungu og islenzkra bökmenta i fornöld), udg. af K.Gislason (Kbh. 1860), 104. 7 Alfrædi islenzk I, udg. af Kr. Kålund (Kbh. 1908), 31. S Islandske Annaler, udg af Gustav Storm, 297. > Flateyjarbök III, 485. 10 44 Prøver, 95. 1 Jfr. den døbeformel som i et islandsk haandskrift fra ca. 1300 tillæg- ges Arius: N. skirir pik vm [P: Od] som å nafni favdvr ok å hinvm helga anda. Småstykker 1—16, udg. af Samf. t. udg. af gml. nord. litt (Kbb. 1834—91), 187. 190. FE) 3 1915] OM UDTRYKKET ,yDEN HELLIGAAND* 67 guds ok helgan anda minna vera gude fedr ok sagde son ok helgan anda skiepnu en eighe skapara, ok eydde sua allre prenninghu guddoms, en villde trua a gud j eininghu. En rigtig tolkning af Hallfred vandrædaskålds vers viser, at allerede den nyomvendte klart har opfattet kirkelæren om Kristi forhold til faderen, og at Hallfred ingenlunde har delt Arius's meninger. Bekjendelsen om den Helligaand som en selvstændig person 1 den guddommelige treenighed, én med faderen og sønnen i magt, kommer ofte og tydelig til orde i den gamle litteratur; et vers af Sölarljöö? er nok til at vise dette: (v. 75) Hinn måtki fadir! mærztr sonr! heilagr andi himins! pik bid ek skilja, er skapat hefir, oss alla eymdum frå. eller abbed Arngrim Jonssons Gudmundarkvædi 1:45: (v. 59) Skinandi sitr sonr hjå sinum samheidr ok jafn fedr i veldi hverja stund, ok heilagr andi, hendir slikt, en ei verdr endat. I haandskrifterne pleier udtrykket ,den Helligaand* skrives med minuskel h- og a-?. I de haandskrifter, hvor store begyn- — Theodor Hjelmqvist, Var Hallfredr vandrædaskåld arian? Arkiv för nordisk filologi XXIV (n. f. XX) 1908, 155—79. Bernhard Kahle, Die altnordisehe Sprache im Dienste des Christen- tums. I. Die Prosa. (Acta Germanica, hg. v. R. Hennings u. J. Hoffory I 1890), 386; Bernhard Kahle, Das christentum in der altwestnordischen diehtung (Arkiv för nordisk filologi XVII [n.f. XII] 1901), 147—9. 3 Norræn fornkvædi, udg. af S. Bugge, 368—9. 1 Biskupa sögur II, 201; Arvid Isberg, Kvædi Gudmundar byskups (Lund 1877), 49. Palæografisk Atlas, Oldnorsk-islandsk Afd. [I], Nr. 8 (ca. 1200). 10 (ca. 1200). — Det Arnamagnæanske Haandskrift Nr. 674 A, 460, udg. 1 foto- litografiske Aftryk (Kbh. 1869), 4—5. 40 (ca. 1200). — Norges gamle Love IV, pl. I nr. 3 (slutten af 12. aarh.), pl. VI nr. 3 (første halvdel af 14. aarh. — Borgarthings ældre Kristenret i fotolithografisk Gjen- givelse efter Tønsbergs Lovbog fra ce. 1320 (Chr.a 1886), bl. [1]v. — Hird- skraa i fotolithografisk Gjengivelse efter Tønsbergs Lovbog fra c. 1320 (Chr.a 1895), bl. 1v. [69] 68 OLUF KOLSRUD [No. 6 delsesbogstaver bruges 1 nogen større udstrækning andensteds end efter punktum, er det helst egennavne som udstyres med kapitæler eller versalier. Men i en oversættelse af Honorius Augustodunensis' Gemma animæ ca. 1200 1 cod. AM 619 4to begynder alle tre navne i den triadiske formel med kapitæler !: ver scolom gofga hælga prenning . Fodur oc Son oc Anda hælgan?*; Fader oc Sonr oc Ande heilagr gofgase af englom oc af ondom heilagra manna >; ellers skrives ,den Helligaand* med minuskler, naar navnet staar alene. — Saa længe norsk skriftsprog brugtes i Norge, levede det gamle norske udtryk (1 15. aarh. tildels forsvensket i form)*. Endnu 1 1498 skrives paa Hamar formularen: I nampn fadhers oc søms oc thes helge andhe>. Men ved reformationen blev norsk fuldstændig trængt ud af kirken; alle rituelle bøger var paa dansk. I det 16. aarhundredes oversættelse af de gamle norske lovbøger afløses det norske udtryk i formularen for hjemmedaab med det danske helligaand*. Naar ungdommen lærte Katekismen”, var det paa dansk, enten af prestens Katekisme-oplæsning fra prædikestolen, eller af degnens fore- staving, eller af de udskaarne Katekisme-tavler, der 1 16. og 17. aarh. blev saa almindelige som alterprydelser (særlig i Bergens stift) paa grund af sin pædagogiske hensigt. Her forefandtes den danske udtryksmaade. Det er da intet under, at folkesproget har optaget det danske ord «and i den danske betydning, som det norske ord pmd ikke havde, og at det norske ande mistede sin gamle norske betydning som betegnelse for ,den Helligaand*. Da Ivar Aasen samlede sin ordbog over folkesproget, var det I Dette sees ikke af C. R. Ungers udgave (Gammel norsk Homiliebog, Chr.a 1864), da brugen af store og smaa begyndelsesbogstaver her er normaliseret. fol. 70" (= Unger 2066-17); cod. har formen Ande. fol. 70r (= Unger 20610-11). Birgittin-norske tekster fra 15. aarh. har svenske former: pån helg(h)e ande, påm helgha ande (Hel. Birgittas uppenbarelser IV, 43821. 49821. 22). DN I 976. NgL IV, 38. 161. Herom se A. V. Heffermehl, Folkeundervisningen i Norge indtil om- kring Aar 1700 (Chr.a 1913), 51 f. 55 ff. 71 ff. 107 f1.; L. Daae. Norske Bygdesagn I, 141—55 =1, 213—28. Am 29 LO 4 & en 1915] OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* 69 gamle norske udtryk — som naturlig kunde være — helt uddøet; kun det danske kjendtes. Endogi en folkevise fra Telemarken heder det: Gud gjeve meg den helligaand saa, & at eg kann late kristne baa” store aa smaa! Da det nu gjaldt at skabe et nynorsk udtryk for ,den Helligaand*, var der saaledes intet andet at gjøre end at gribe tilbage til gammelnorsk. Den gamle synkoperede form af het- lagr var imidlertid forlængst gaaet ud af den levende sprog- brug 1 norsk ligesom i dansk og svensk. Trods Joh. Storms kritik? bliver derfor den heilage amde det eneste naturlige og sprogrigtige udtryk. Det er uheldigt at overføre det Grundtvig- ske Hellig-Aanden til norsk i formen Helig-ånden>, Heligån den* (0. J. Høyem 1873. 1881) eller Heilagaanden (L. Eske- land 1899”. 1911%: Joh. Storm betegner dette ord som ,en uægte halvdansk Bastarddannelse*7, og Eskeland har siden byttet det om med den gjængse form*. I ren norsk form er det brugt al Matias Skard i hans salmer": Heilag-anden vekslende med den 1 Norsk folkekultur I 1915, 98; jfr. H. Falk og A. Torp, Etym. Ordb. I, 283 jfr. 5= Norw.-dån. etym. Wb. I, 396 jfr.3—4: ,,n. folk. [neunorw.] den helligaand skyldes indflydelse fra dansk*. Joh. Storm, Landsmaalet som Kultursprog (Rigsmaalsforeningens Smaa- skrifter VIII. 1908), 30 f. 3 Barn-lærddomen eller den litle katekjesen hans Morten Luther, om-sæt av 0. J. Høyem (trykt som hand-skrift) (Nidaros 1873; 2dre utg. Oslo eller Kristiania 1874). 4 Den helige saga og kjørkjesaga på norsk av 0. J. Høyem, serleg skreve etter ,Større Bibelhistorie, en Haandbog o.s.v. ved J. T. A. Tang* i Danmark (Nidaros 1881), 326 f. 332. 338. o. fl. st. — Tang var Grundtvigianer og skrev Hellig-Aanden. Thv. Klaveness, Uttyding til Luthers litle Katekisma, paa norsk ved Lars Eskeland (Kristiania 1899) [godkjendt af Kirkedepartementet 3. ja- nuar 1899|; Lars Eskeland, Norsk rettskrivingslæra aat folkeskulen (Kr.a [1899]), 18. Lars Eskeland, Norsk rettskrivingslæra med ei ordlista? (Kr.a 1911), 15.35. Joh. Storm, Landsmaalet som Kultursprog, 80. Thv. Klaveness, Uttyding til Luthers litle Katekisma, 2. uppl. 1907: den heilage amnde; 3. uppl. 1911: den Heilage Ande. > Matias Skard, 55 Salmar (Kr.a 1908), 1. 2. 4. 25; Ny samling [45] Salmar (Kr.a 1904), 25. 89; 100 Salmar (Kr.a 1904), 1.2. 4. 23. 85. 99; jfr. Matias Skard, Nynorsk ordbok for rettskriving og literaturlesnad (Kr.a 1912), 62: Heilaganden. [80] (31 om AI Q& 70 OLUF KOLSRUD [No. 6 heilage Ande, dim Heilag-and”, vokativ Heilag-ande, Hei- lag-and', Heilage Ande. "Thorleif Homme (1912) har forsøgt en helt ny form: Helgaandi). Ffterligning af danske former som din Heilag Ande eller vokativ Heilag Ande kan kun være fremkaldt af metriske behov”. Da nynorsken kom i brug 1 skrift, skrev man endda store begyndelsesbogstaver i substantiverne. I 1880-aarenes oversæt- telse af N. T., som efter E. Blix's revision (1899) endnu aftrykkes væsentlig uforandret, skrives derfor den heilage Ande, ligesaa 1 [Georg Grieg's] Katekisme-oversættelse af 18683, i E. Blix's over- sættelse af Katekismen (autoriseret 25. juli 1891) 1. og 2. udg. 1891 og 19004, 1 E. Blix's kirkesalmer 4. udg. 1891 (autoriseret 4. marts 1899, aftrykt som tillæg til M. B. Landstads Kirkesalmebog fra 1898), og i M. Skards retskrivningsordbog 19125. Men i nyere tid har ogsaa den skik at skrive substantiverne med smaa begyndelses- bogstaver kommet ind i de nynorske kirke- og skolebøger og frem- bragt skrivemaaden den heilage ande, som blev opført i retskriv- ningsordlisterne * og optaget 1 E. Blix's Katekismus-oversættelse fra ddje udgave 1906, 1 2. opl. 1907 af L. Eskelands oversættelse af Klaveness's Forklaring, og i Alterbogen og Tekstbogen, autoriseret 28. oktober 1907 (aftrykt som tillæg til M. B. Landstads Kirke- salmebog 1908). Denne bogstavering er dog kun en inkonse- kvens, hvad der tydelig fremgaar af skrivemaaden for den tri- adiske formel i Blix's Katekismus, hvor de to første led har store begyndelsesbogstaver, men ikke det tredje: Faderen og Sonen og den heilage ande. For at give udtrykket karakter af 1 Dr. Martin Luthers litle Kakisma, umskipa og umsett fraa tysk og og latin ved Thorleif Homme (Volden 1919). [E. Blix], Nokre Salmar [I] (Chr.a 1869), 20. 11 (Chr.a 1870), 25. III (Chr.a 1875), 18; E. Blix, Nokre Salmar, 2.—3. utg. (Kr.a 1883, Bergen 1857), nr. 95. 96. 27. 30. 31. 40; 4. utg. (Kr.a 1891), nr. 90—98. 97. 98. 145. 3 Martin Luthers litle Katekisma (Bjørgvin 1868, hjaa F. Beyer). 4 Dr. Martin Luthers litle Katekisma ved Dr. E. Blix (Kr.a 1891; [2. utg.] Kr.a 1900). Matias Skard, Nynorsk ordbok, 5. 6 L. Eskeland, Norsk rettskrivings-ordbok (Kristiania 1906), 4; L. Eske- land, Hjelpebok i norsk rettskriving 3(Kr.a 1906), 46; jfr. S. Schjøtt, Norsk ordbok (Oslo 1914), 11. le] or 1915] OM UDTRYKKET , DEN HELLIGAAND* rå egennavn maatte det skrives den Ieilage Ande; saaledes har allerede Blix skrevet i Nokre Salmar 1869—871; L. Eskeland opfører i sin ordliste 1911 ,den Heilage Ande ell. Heilag- aanden*?, men gjennemfører skrivemaaden den Heilage Ande i 3. opl. 1911 af Klaveness's Katekisme-uttyding, og 1 sine ret- skrivningsbøger 1912. Der bruges 1 almindelighed bare adjektivets bestemte artikel; sjelden tilføres substantivets efterhængte artikel: den heilage anden”. e. islandsk. I det 16. aarh. fortsatte traditionen fra middelalderen ; udtrykket varierede som før>. Der fæstnede sig dog med tiden én form, som saa at sige er den raadende i biskop Thorlakur Skulasons 9 Bibel-udgave af 1644 (— 1747): Heilag(wr Ande; ved siden af denne forekommer hinn Heilage Ande kun et par gange”. I biskop Steinn Jönssons nye daarlige oversættelse af 1728 er Heilagur Ande den hyppigste form, men meget ofte forekom- mer afvekslende med denne sa Heilage Ande. I det islandske Bibelselskabs reviderede” oversættelse af 1841 er formen heila- gur Andi alt overveiende, men stundom findes så heilagt Andi *9, Andinn så hinn heilagi", hinn helgi Andi". Ligesaa er 1 heilag Ande (vokativ) 1 2. udg. nr. 27 er trykfeil (se 8. udg.). 2 L. Eskeland, Norsk rettskrivingslæra med ei ordlista ? (Kr.a 1911), 38. 3 L. Eskeland, Hjelpebok i norsk rettskriving *(Kr.a 1912), 53; !Norsk rettskrivingsordbok ”(Kr.a 1912), 6. 4 Chr. Gunnhejm, Sundagstekster (Oslo 1915), 95 f. — S. Schjøtt, Dansk- norsk ordbog (Kr.a 1909), 319, opfører denne form som oversættelse af den Helligaand. Se f. eks. den islandske oversættelse 1541 af Kirkeordinantsen, Diplo- matarium Islandicum X, 1831. 139. 6 Udgaven af 1584 har jeg ikke havt anledning til at se; udg. af 1644 er en revision af denne. Joh. 1425, Hebr. 93. Forholdet er som mellem 3 og 5. Den første udgave af 1825—27 har jeg ikke sect. 10 nom. Joh. 143, Ap. Gj 532; gen. I Kor. 619; dat. Ef. 113. 11 Ap. Gj. 2111. Hebr. 93; gen. hins heilaga Anda Hebr. 64. ov 79 OLUF KOLSRUD: OM UDTRYKKET ,DEN HELLIGAAND* heilagur andi den regelmæssige form i den nyeste Bibel-over- sættelse 1912; kun en enkelt gang forekommer andinn heilagi (Joh. 1435), hins heilaga anda (Matth. 289). — Kasusbøiningen er den regelmæssige. — Synkopering af adjektivet er yderst sjel- den: 1644 (= 1747) Helgum Anda II Kor. 6,5; 1841 hinn helgi Andi Hebr. 95, helgum Anda Ap. Gj- 1352. Det 17. og 18. aarhundredes Bibel-udgaver har store bog- staver 1 substantiverne; der skrives 1644 som regel Heilag(wr Andi, ikke ofte h- A-; 17928 forekommer h- A- kun en enkelt gang (Joh. 79), 1747 bruges overalt H- A-. Efter 1800 skrives substantiverne med smaat, men Bibel-udgaven 1841 gjennemfører h- A-; i 1859 gaar man helt over til smaa begyndelsesbogstaver ogsaa 1 dette udtryk og skriver h- a-, ligesaa 1912. Trykt 18 seplbr. 1915. OVERSIGT OVER VIDENSKAPSSELSKAPETS MØTER 1915 MED FORTEGNELSE OVER SELSKAPETS MEDLEMMER OG TILVEKST TIL DETS BIBLIOTEK M. M. KRISTIANIA I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD Å. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI A-S 1916 IØR = AN 5 EG å å Indhold. Oversigt over selskapets møter i 1915. Nielsen, Yngvar, mindetale over kaptein C. Th. Sørensen Koht, sættargjerda i Tønsberg 1277 Olsen, nogle norske stedsnavne : Steen, mindeord over overlæge Klaus Hansen å Goldschmidt, V. M., om krystallernes indre struktur . Faye. tro paa eien amuletter . å Nielsen, Yngvar, Christian Frederik og valgene til devon Gleditsch, Ellen, om radiums levetid. Foreløbig m-ddelelse Thormodsæter, S. A. L., norske magistre 1 Wittenberg Hansen, Helland, snedækket og dets biologiske betydning . i Winge, psykiatriske og seksologiske bemerkninger om tabu og olem Vegard, om atomernes indre bygning . Indvalg av nye medlemmer Bull, E., Norge og paveskismaet i 1160-aarene Johnsen, Vincents Lunges drap i Trondhjem den 3dje januar 1536 Mohn, Roald Amundsens meteorologiske observationer paa Sydpolar- landet Aarsmøte 3dje mai å Aarsberetning for 1914 Å H. A. Benneches stipendium for ke fa skap. ; ; re Beretning om Ned for 1914 —15 Tildeling av Fridtjof Nansens belønning. Bøgh, den ældste ornamentik 1 kinesisk kunst. Hægstad, spraakvitskapleg smaating Torp, norske etymologier Bonnevie, Kristine, 8 ebetsundseøbee I Norse, braldig med. delelse Lund, F. Macody, Trondk om» 'dombidken Be ometiske Se Stang. om skadeserstatning og straf ; Størmer, nye resultater fra nordlysekspeditionen til Finarken 1913 . Schnitler, en renæssanceborg i Smaalenene . Å Beretning om eiendommen Tømte i Nannestad for feer aaret 1912—1914 . ; Valg av viceformand 1 den mat.- Aatur vid. de Ræstad, de forskjellige slags private monopoldannelser Side SSN Ø Eitrem, meddelelse om en græsk papyrus fra Antoninus Pius's tid. . 51 Torp, mindeord over generalløitnant Olssøn . . . . 2 4 2 2 ++ Då Hægstad, korleides maalføre vert til 22 ENN Vegard, rumgilteret for krystaller av sølv, guld og bly bestemt ved røntgenstraaler «ss S GE Olsen, om trollruner . . ee Sylow, referat av Th. Skolene arhandligg* Untersuehungen iiber einige Klassen kombinatorischer Probleme . . . Å Å > Forslag om forandring av Statuternes $ 9 og Reelk mente bestemmelsernes avsnit IL 220 (25 Valg avembedsmænd for 1916 . . .. 56 Valg av medlem av bestyrelsen for peter. r r Øwreslleen 56 Mindetaler. Bonnevie, Kristine, mindetale over prof. dr. August Weismann . . . 59 Goldschmidt, H., mindetale over prof. dr. Carl Liebermann . . . . 65 Gran. H H., mindetale over Sir John Murray. . . . . 24222 68 Brøgger, A. W., mindetale over overlærer Karl Rygh og prof. dr. G. Gustafson AE So 72 Mohn, H., mindetale over direktør Ate S. ISticen AG EO Koht, H mindetale over prof. dr. Edvard Holm . . . . 2 2442. 82 Størmer, Carl, mindetale over dr. Elling Holst . . . . .. 2... 89 Bjerknes, V., Elling Holst . . .. NG Mohn, H., ee over eneløiaune Chr. W. E. B. Ollean ND) Selskapets medlemmer i 1915. Bestyrelse/m 108 MOS Den matematisk- raterddsnse. Ve medie 104 Den historisk-filosofiske klasses medlemmer . . . . . .109 Qversigt over grupperne. - ST EEG Dødsfaldir9S SENSE Tilvekst til selskapets bibliotek. Fra offentlhgermrnstrubnvner 9 FN FN Fra private givere SS SSS SE Meddelelser for 1916. Bestyrelse, komitéerm.m. 11916 GE Møterir1916. JG Prisopgave «"sJsrs eee ee Tillæg. Beretning om eiendommen Tømte i Nannestad for aarene 1906-1941 TE EE EE | | | I | OVERSIGT OVER SELSKAPETS MØTER Historisk-filosofisk klasse. 22de januar. (Formand: Falk. Sekretær: Schencke). (Tilstede: L. Brun, Chr. A. Bugge, E. Bull, Eitrem, Falk, Hægstad, Johnsen, A. Kjær, Koht, Marstrander, Y. Nielsen, Olsen, Schencke, Seippel, Taranger). 1. Yngvar Nielsen holdt en mindetale over selskapets av- døde utenlandske medlem, den danske krigshistoriker kaptein CU. Th. Sørensen”. De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. Koht holdt et foredrag: Sættargjerda i Tønsberg 1277. Ved en gjennemgaaelse av dette forliksbrevs indhold efterviste han at det i forholdet mellem stat og kirke ikke indførte noget nyt princip; det eneste virkelig nye var ledingsfrihet for erkebispens og bispernes følge. Støttet til de nyeste undersøkelser av for- skjellige forskere hævdet han særlig at sættargjerden 1 spørs- maalet om kirkens domsret bare bragte en lovfæstning og nøiere utformning av den magt kirken allerede 1 forveien hadde vundet, og at den altsaa ikke betegnet noget forsøk paa revolutionær omdannelse av norsk statsret. Han godtgjorde derefter at den vanlige lære om sættargjerdens ophævelse 1290 var bygget paa en falsk tolkning av det paagjældende aktstykke; det som blev ophævet, var intet andet end et par tillæg til sættargjerden av økonomisk natur, mens derimot selve sættargjerden hele middel- alderen tilende vedblev at danne grundlaget for kirkens ret. Til- slut fremhævet foredragsholderen at kirkens magikrav i middel- alderen i almindelighet var blit fordømt ut fra et begrænset I Paa grund av foredragsholderens sygdom er denne mindetale ikke bleven indsendt til trykning. + protestantisk eller positivistisk syn; efter en senere almen social opfatning maatte kirkens magtfremgang bety en vinding for samfundets retsorganisation. Foredraget er 1 sin helhet trykt i (Norsk) ,Historisk Tids- skrift*. 5. række, bd. 3 s. 261—276. Johnsen fremholdt i tilknytning til foredraget at der ogsaa under Magnus Lagabøter blev gjort forsøk paa at hævde et slags kirkelig overhøihet over kongemagten. De betingelser paven satte for ratifikationen av overenskomsten 1 Bergen 19273, gik i virkeligheten ut paa ad omveie at hævde et saadant, og kunde derfor umulig godtages av kong Magnus. Sættargjerden 1 Tøns- berg 1277 var derfor i dobbelt forstand en vinding for konge- magten; ti ikke alene indeholdt deu visse indrømmelser til kongemagten, som ikke fandtes i Bergens-overenskomsten, men erkebispen opgav de pavelige krav og gik med paa at sættar- gjerden traadte 1 kraft uten pavens ratifikation; derfor kunde Magnus nok gaa med paa visse andre indrømmelser til geistlig- heten, f. eks. de der indeholdes i det nye tienderegulativ og i kongebrevet av 13de september 1277. 3. Olsen holdt et foredrag: Nogle norske stedsnavne, hvori han belyste endel stedsnavne i Søndre Bergenhus og Stav- anger amter, som han saa i sammenhæng med teorien om hor- dernes og rygernes indvandring til Vest-Norge sydfra. Efter foredraget utspandt der sig en diskussion over emnet, hvori deltok Seippel, Hægstad, Taranger, Koht og fore- dragsholderen. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 29de januar. (Fung. formand: Steen. Sekretær: Isaachsen). (Tilstede: Faye, Gade, H. Chr. Geelmuyden, H. Goldschmidt, V.M. Goldschmidt, Holtsmark, Isaachsen, Johannessen, Steen, Sylow, Vegard, Winge, Øyen). 1. Formanden mindet om at selskapets medlem overlæge Klaus Hanssen var avgaaet ved døden siden klassens sidste møte. De tilstedeværende hædret hans minde ved at reise sig. ) 2. V.M.Goldschmidt holdt et foredrag: Om krystallernes indre struktur. Han gav heri først en oversigt over de ældre krystallografiske strukturteorier. De første teoretiske anskuelser om krystallers indre bygning hadde sit grundlag i iagttagelser over kohæsionsegenskaperne, idet spaltestykkets form blev antat som form av krystallens mindste del, krystalmolekylet. Teoriens videre utvikling var væsentlig basert paa en mere abstrakt geo- metrisk behandling; spørsmaalet om krystalstrukturen blev væ- sentlig et geometrisk spørsmaal om regelmæssige punktsystemer 1 rummet. Efter en gjennemgaaelse av nogen hovedtræk i læren om punktsystemers geometri, knyttet til navnene Frankenheim, Bravais, Wiener og Sohncke, kom foredragsholderen til omtalen av det for krystallografien fundamentale spørsmaal, hvordan man av en krystals egenskaper kunde dra slutninger om dens indre bygning. Baade av krystallernes symmetri, spaltbarhet, ytre form og av ideres optiske egenskaper kan man dra visse slut- ninger angaaende deres indre struktur, uten at dog strukturen herav kan bestemmes helt entydig. En entydig bestemmelse av krystallers indre struktur blev først muliggjort ved M. Laues opdagelse av røntgenstraalers inter- ferensfænomener ved deres gjennemgang gjennem krystaller. Ved de undersøkelser som er foretat av Laue og de to fysikere Bragg, er strukturen ffor flere krystallers vedkommende blit bestemt med fuldstændig sikkerhet. Foredragsholderen illustrerte de hittil indvundne resultater ved hjælp av modeller over de fundne punkt- systemer og fremhævet især den betydning som disse, oprindelig rent fysiske undersøkelser vil ha for krystallografiens utvikling. De fundne strukturer slutter sig fuldstændig til de punkt- systemer som har været forutsagt av Sohneke; de egenskaper som teoretisk følger av punktsystemernes beskaffenhet, viser i mange henseender overensstemmelse med de faktiske forhold. Antagelsen av Sohnckes punktsystemer som bygningsarten av krystallernes indre finder ogsaa en smuk bekræftelse 1 F. Rinnes undersøkelser over muligheten av kemiske forandringer 1 kry- staller med bibehold av krystallernes regelmæssige struktur. De moderne resultater av læren om krystalstrukturen er grundlæg- 6 gende for forstaaelsen av de faste legemers fysik og kemi. De er imidlertid ogsaa av betydning i almenvidenskabelig hen- seende, idet de paa en udmerket maate illustrerer det fremskridt som kan naaes ved samarbeide mellem iagttagelse, intuition, teori og eksperiment. 9. Faye nævnte som en kulturhistorisk merkelighet at den gamle tro paa saarbeskyttende amuletter og medaljer fremdeles lever. En tysk feltlæge fortæller saaledes fra den nuværende krig at han har set baade tyske og franske soldater bære saa- danne. De franske har dem oftere hængende i en kjede uten- paa vaabenfrakken. Hos en falden tysk infanterist fandt han inde 1 de blodige klær et saakaldt ,himmelbrev*. Av saa- danne breve, som sagdes at stamme umiddelbart fra oven, fandtes der like fra den tidligere middelalder en stor mængde 1 hele Europa og endog helt ned i Abyssinien. De formanie til bod og bedring og indeholdt desuten en kraitig opfordring til at av- skrive dem og utbrede dem saa meget som mulig. Fiermanden var beskyttet mot forskjellige ulykker, ildsvaade o.a. 4. Til trykning fremlagdes: V. M. Goldschmidt. Uber die Struktur der Krystalle. — Trykt i selskapets Forhandlinger for 1915 som no. 3. Fællesmøte. 12te februar. (Fung. præses: W.C. Brøgger. Generalsekretær: Johannessen). (Tilstede: Brandrud, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, E. Bull, Collett, Dahl, Eitrem, Falk, Faye, V.M. Goldschmidt, G. Gran, H. H. Gran, Guld- berg, Hambro, M. Holmboe, Holtsmark, Isaachsen, Johannessen, A. Kjær, Larsen, Marstrander, Mohn, Morgenstierne, Y. Nielsen, Olsen, Pettersen, Ringnes, Schroeter, Sebelien, Sylow, Vegard, R. Vogt, Winge, Øyen). 1. Yngvar Nielsen holdt et foredrag: Christian Fre- derik og valgene til Fidsvoldsforsamlingen. Han omtalte heri først, 1 tilknytning til sit foredrag den 4de december 1914, de helt private sammenkomster paa Eidsvold i januar og februar 1814, prinsens reise til Trondhjem samt indkaldelsen av nationens deputerede og prinsens henvendelse til urvælgerne om sin egen 7 kandidatur til tronen. Christian Frederik hadde i disse sine fore- tagender lagt megen dygtghet for dagen, og det viste sig like- ledes at enevældens administration var meget brukbar under de nye forhold. Valgene lagdes væsentlig i hænderne paa geistlig- heten, og prinsen fandt god støtte i denne. Fornemmelig vendte han sig til biskoperne, og i det hele spillet geistligheten en stor rolle. Man har kritisert militærets deltagelse 1 valgene; men denne var dog naturlig og stemte med de nationale forhold. Valgene tok sin begyndelse 25de februar og avsluttedes 30te mars. Man kan tildels følge urvælgernes stemmegivning ved valgmandsvalgene gjennem adresser og fuldmagter. Chr. M. Falsen uttalte sig ved disse (25de februar) for prinsens valg til konge; likesaa Christie, som forøvrig avgav stemme baade i Bergen og i Søndre Bergenhus amt. Baade N. Wergeland og Løvenskiold uttalte sig ved valgmandsvalget varmt for prinsen. Som det mot denne lojaleste amt kan Buskerud amt betegnes. Fra Kristians amt møter os megen jubel, en gjenklang fra prinsens reise over Dovrefjeld, mens Hedemarkens amt er mere nøgternt. Interessant er den maate hvorpaa Frederik VI og dynastiet omtales; den 400-aarige række av Christian'er og Fre- derik'er faar megen honnør, og man skilles fra dem med sorg. Ogsaa Haralds og Haakons troner og Sverres scepter finder sin plads i omtalen av gamle dage, mens Olav endnu ikke er kom- men med. Valgstemningen bæres oppe av en national kongs- tanke og gaar uten undtagelse i en avgjort monarkisk retning. At presterne har en stor andel i disse uttalelser, er givet: men de maa dog ha været delt av de vælgende menigheter og kan betragtes som sande uttryk for hvad folk mente. Efter foredraget fulgte en diskussion, hvori deltok E. Bull, Morgenstierne og foredragsholderen. 2. Winge paabegyndte et foredrag, betitlet: Psykiatriske og seksologiske bemerkninger om tabu og totem, som agtedes avsluttet i det næste fællesmøte. Referatet av det hele foredrag er indtaget 1 referatet av fællesmøtet den 26de mars nådfr. 8 3. H. H. Gran fremlagde følgende meddelelse: OM RADIUMS LEVETID. Foreløbig meddelelse af Ellen Gleditsch, Dr. of Se. Et radioaktivt grundstof karakteriseres ved sin radioaktivi- tetskonstant Å; denne konstant betegner den brøkdel af det aktive grundstof der omformes, desintegreres, i tidsenheden. Man angir ogsaa ofte for en aktiv substans dens periode, T, den tid i hvilken halvparten af substansen omsættes; de to konstanter staar 1 følgende forhold til hinanden: T = log nat 2. = ve I mange tilfælde kan å bestemmes direkte ved maaling af substansens aftagen 1 aktivitet; men for langtlevende substanser som radium er dette ikke gjørlig. Man maa da ty til andre methoder. Professor Boltwood ved Yale University har for nogle aar tilbage bestemt radiums periode efter en methode som kortelig skal omtales!. Radium dannes kontinuerlig af ionium, der sam- men med radium findes 1 uranmineraler. I gamle mineraler vil der mellem ionmium og radium findes radioaktiv ligevegt. Be- tegner vi mængden af ionium med N, og dets aktivitetskonstant med å og radiummængden med N., radiums konstant med å», saa har vi i mineralerne: ; Å Nj å Njå =N» å», hvoraf 4, = NE N, — mængden af radium i mineralet — kan bestemmes. Bolt- wood skiller nu ionium fra en kjendt mængde mineral. Denne ionium vil danne radium, og den dannede mængde radium kan bestemmes. lonium selv desintegreres, og den brøkdel der om- formes 1 sekundet, er Ni Å4. Men da ionium ved sin desinte- I Am. Journ. of Science Vol. XXV, June 1908. 9 gration gir radium, saa vil der altsaa 1 tidsenheden dannes Nj 4 radium; 1 en vis tid, t, vil der dannes Ny Å t Boltwood bestemte radiummængderne efter emanationsme- thoden, angit simpelthen ved ionisationsstrømmen i et elektroskop. Lad os kalde ionisationsstrømmen af radiummængden i mine- ralet 1, og lad i; være strømmen, som vi faar fra ionium- mængden i mineralet efter tiden t, da har vi Med andre ord, 4 kan bestemmes, uden at man behøver at angi radiumindholdet 1 absolute enheder; man er uafhængig af renheden af den benyttede radiumstandard. Boltwood bestemte paa denne maade radiums periode til 2000 aar. Der er en vanskelighed ved methoden, den at faa al 10nium udskilt af mineralet; er ikke al ionium udskilt, vil værdierne for perioden bli for lave. — Professor Boltwood opfordrede mig ifjor, da jeg arbeidede i hans laboratorium, til at foreta en bestemmelse af radiums periode efter denne samme methode, men paa en saadan maade, at jeg kunde forvisse mig om, at al ionium var udskilt. Uden at gaa nøiere ind paa fremgangsmaaden skal jeg si, at dette blev gjort, og jeg bestemte perioden af radium i en uraninite fra North Carolina. Der var imidlertid en usikkerhed ved den ud- førte bestemmelse; denne kunde hæves ved en ny maaling, men min tid tillod mig ikke at afvente denne. Maalingen er imidlertid blit udført, og resultatet vil bli mig sendt, Det resultat jeg kom til var imidlertid, at radiums periode var 1740 aar. Jeg har nu foretat en bestemmelse af radiums periode 1 en cleveit fra Sætersdalen. Ogsaa her har jeg fraskilt ionium, men jeg har foretrukket at gjøre dette efter en anden methode end den jeg anvendte for uraninite fra North Carolina. De experi- mentelle detailler vil bli offentliggjort senere. Perioden viser sig efter denne bestemmelse at være 1780 aar. 10 Der kan efter dette ikke være tvil om, at radiums periode maa være adskillig lavere end de almindelig antagne 2000 aar. Jeg skal tilslut nævne, at Rutherford og Geiger har beregnet radiums periode efter det antal partikler der afgives fra radium *. De angir perioden til 1760, men denne værdi maa omregnes efter den internationale standard og skulde da gi 1690 aar. Denne værdi er, som man ser, i ganske god overensstemmelse med den jeg har fundet. Mine forsøg paagaar fremdeles, og jeg haaber om en kort tid at komme til en helit sikker afgjørelse af denne vigtige kon- stants størrelse. Universitetets kemiske laboratorium. Kristiama februar 12. 1915. 4. Til trykning fremlagdes: Yngvar Nielsen. Christian Frederik og Valgene til Fids- voldsforsamlingen. — Trykt i selskapets Forhandlinger for 1915 som no. 1. Axel Thue. Uber die ganzzahlige Gleichung c"» = a" + +a”tbt+:. tab lt+brm, — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 3. Thorolf Vogt. Petrographisch-chemische Studien an eini- gen Assimilations- Gesteinen der nordnorwegischen Gebirgskette. (Fremlagt av W. C. Brøgger). — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 8. Historisk-filosofisk klasse. 26de februar. (Formand: Falk. Sekretær: Schenecke). (Tilstede: Aall, Broch, A. W. Brøgger, E. Bull, Trampe Bødtker, Ei» trem, Falk, G. Gran, Johnsen, A. Kjær, Koht, Larsen, Løchen, Marstrander, Michelet, Y. Nielsen, Schencke, Seippel, Taranger, Winge). 1. Resid. kapellan S.A. L. Thormodsæter holdt et fore- drag: Norske magistre å Wittenberg. Paa grundlag av egne kildestudier og dermed sammenhængende litteratur meddelte han en række akademiske, litterære og genealogiske oplysnin- 1 Proc. Royal Soc. A 81 p. 162, 1908. dd ger om 16 Wittenberger-magistre som vedkommer Norge, derav 11 norske, 4 dansk-norske og 1 tysk. Nærmere omtalt blev det interessante og smukke samarbeide mellem tre nordiske stu- derende i Wittenberg 1 slutningen av det 16de aarhun- drede. Den ene av disse var Johannes Georgius Norrigianus fra Stavanger, søn av den bekjendte biskop Jørgen Erikssøn, den anden var Qlaus Petræus Norvegus fra Jemtland, og den tredje magister Carolus Georgius Bangius Danus fra Ystad i Skaane. Endel feil hos tidligere historiske forfattere angaaende nordmænds studier 1 Wittenberg blev berigtiget i foredraget. 2. Derefter diskutertes og avstemtes over de fra ordførerne 1 gruppe I, II og VI til vedtagelse av klassen indsendte forslag til indvalg av nye indenlandske medlemmer og et fra ordføreren 1 gruppe II indsendt forslag til indvalg av et utenlandsk medlem. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 12te mars. (Formand: H. H. Gran. Sekretær: Isaachsen). (Tilstede: Bonnevie, W. C. Brøgger, Collin, Faye. H. Geelmuyden, H. Goldschmidt, V. M. Goldschmidt, H. H. Gran, Hiortdahl, Holth, Holts- mark, Isaachsen, Johannessen, Kaalaas, Mohn, Miinster, Nansen, Steen, Størmer, Sylow, Torup, Vegard, Winge, Øyen). 1. Frk. Bonnevie holdt en mindetale over selskapets av- døde utenlandske medlem professor Å. Weismann (se under » Mindetaler* s. 59—64). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. H. Goldsehmidt holdt en mindetale over selskapets avdøde utenlandske medlem professor Carl Liebermann (se under ,Mindetaler* s. 65—68). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 3. Helland Hansen holdt et foredrag: Snedækket og dets biologiske betydning, hvori han fremla endel av resul- taterne fra sine sne-undersøkelser i det nordlige Skandinavien 1 1911 og 1912. Han paaviste de almindelige love for vekslin- gerne 1 snedækkets tykkelse om vinteren og dets borismelting 12 om vaaren, og omtalte de resultater som en stor mængde specifik vegt-bestemmelser og temperaturmaalinger hadde gut. Ved undersøkelser av sneens lagdeling og struktur blev mange eiendommeligheter 1 snedækket nærmere studert. Ved en række eksempler fra plante- og dyreverdenen viste foredragsholderen hvorledes de fundne forhold i sneen kunde forklare mange bio- logiske forhold. Foredraget, som ledsagedes av talrike lysbilleder. er trykt i »Naturen* 1915, s. 129—143, 161—174. Steen lykønsket foredragsholderen med de smukke viden- skabelige resultater han hadde opnaadd av sine interessante studier over snedækket og dets biologiske betydning, og omtalte kortelig hvorledes regelmæssige iagttagelser over snedække, sne- dybde og sneens vandværdi foregaar ved det Meteorologiske Instituts stationer. 4. Til trykning fremlagdes: Fridtjof Nansen. Spitsbergen Waters. — Oceanogra- phic observations during the cruise of the *Veslemöy” to Spits- bergen in 1912. — Trykt 1 den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 2. 9. Derefter diskutertes og avstemtes over det fra ordføreren 1 gruppe VI indsendte forslag til indvalg av et indenlandsk medlem. i Fællesmøte. 26de mars. (Fung. præses: W. C. Brøgger. Generalsekretær: Johannessen). (Tilstede: Aall, Bonnevie, Brinkmann, Broch, A. W. Brøgger, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, EF. Bull, E. I. H. Bull, Trampe Bødtker, Cranner, Falk, Faye, H. Chr. Geelmuyden, Gjelsvik, H. Goldsehmidt. V. M. Gold- sehmidt, G. Gran, H. H. Gran, Guldberg, Hambro, Holtsmark, Hægstad, Isaachsen, Johannessen, A. Kjær, Koht, Løchen, Mohn, Minster, Y. Nielsen, Sehencke, 0. E. Schiøtz. Schroeter, Sebelien, Steen, Størmer, Sylow, Tar- anger, Vegard, Winge, Øyen). 1. Winge fortsatte sit 1 fællesmøtet den 12te februar paa- begyndte foredrag: Psykiatriske og seksologiske bemerkninger om tabu og totem. Det følgende referat omfatter begge disse møter. Foredragsholderen bemerket indledningsvis at han ikke kunde slutte sig til læren om menneskehetens artsenhet, men antok at der til forskjellige tider i forskjellige egne var frem- staal menneskearter, av hvilke nogle forlængst er utdøde, mens andre endnu lever. Taleren formodet at der mellem flere av disse arter hadde fundet krydsning sted, og at de nulevende menneskeracer saaledes var opstaat ved artskonfluens. Disse primitive arter maatte ha levet under høist ulike klimatiske for- hold og ha hat en forskjellig fysiologisk gonochorisme. Nogen enkelt primær menneskerace hadde saaledes efter talerens me- ning aldrig eksistert. De nulevende pygmæer stod i antropolo- gisk henseende over de diluviale europæere, og de kunde hverken i biologisk eller kulturel henseende ansees som primære mennesker. Ut fra læren om menneskehetens artsenhet hadde Wundt (og flere andre forskere) betegnet pygmæerne som de mest pri- mitive nulevende menneskeracer, mens han 1 australnegrene saa repræsentanter for det næste hovedavsnit i kulturutviklingen: det totemistiske, hvilket atter efteriulgtes av et tredje, som Wundt kaldte helte- og gudetiden. Taleren kunde ikke følge Wundts kulturhistoriske syste- matik, men medgav dog at den totemistiske dyredyrkelse med dens tabu-idéer og klan-forfatning betegnet en utviklingsfase som alle menneskesamfund engang hadde gjennemgaat, forsaavidt de ikke ved en overmægtig fremmed kulturpaavirkning var blit direkte overført fra et lavere til et høiere kulturtrin. At tote- mismen betegnet en saadan utviklingsfase, lar sig psykologisk og psykiatrisk forklare, og at gi en redegjørelse for denne for- klaring var formaalet for talerens foredrag. Foredragsholderen omtalte derefter kortelig sansernes og drifternes psykologi og paapekte begges mnemiske grundlag, idet han særlig dvælte ved redebygningsinstinktet, og han indskjøt derefter nogen foreløbige bemerkninger angaaende de konnubiale gamiers utviklingshistorie, og fremhævet herunder, at alle primi- tive ordninger av disse maatte antages at være opkommet paa et saa tidlig kulturtrin at vedkommende mennesker likesaalitt 14 som de vilde dyr kunde ha nogen bevissthet om sammenhængen mellem parring og fødsel. De er alle resultatet av mnemiske indflydelser paa de seksuelle drifter, ikke av nogensomhelst omsorg for avkommet. Taleren hævdet den opfatning, at man ikke kunde bygge en seksologisk utviklingshistorie alene paa kjendskapet til de vilde stammers ordning av sine konnubiale gamier, men at studiet av disse forhold alene ved samarbeide med den fysiologiske og patologiske psykologi samt med seksologien kunde gi avgjørende bidrag til forstaaelse av den vældige utvikling som har ført mennesket fra vildmandens enkle samfund til den høieste civilisation. Efter at ha nævnt at psykiatrien ikke kjender noget psykisk symptom som er væsensforskjellig fra dem der tilhører det normale sjæleliv, samt at der ikke eksisterer nogen bestemt grænse mellem sundt og sykt, normalt og abnormt, omtalte taleren kortelig drifterne og de forandringer disse undergaar under sindslidelser. Særlig omtalte han viljen og de etiske kontrastforestillingers medvirkning ved dennes dannelse. Derefter gik han over til at omhandle kontrektations- driften og fugaldriften samt disses forædling under kul- turens paavirkning. Idet han omtalte fugaldriftens to kompo- nenter, selvopholdelsesdriften og skyheten, redegjorde han for de irritamenter som fremkalder skyhetsreaktionen, og paa- viste at den logiske mentalitet hemmet denne reaktion samt dens angstbetoning. Han omhandlet derefter sindslidelsernes indflydelse paa drifterne, specielt paa kontrektationsdriften og fugaldriften. Han omtalte herunder kontrektationsdriftens svæk- kelse under depressive sindstilstande og den dermed forbundne psykiske smerte, som søktes forklaret ved den antagelse, at den sykes sjæl var byttet, samt redegjorde for de vigtigste psykiske symptomer under de sindslidelser som medførte en forsterkelse av skyhetsreaktionen og saaledes tendens til dannelsen av tabu- forestillinger. Særlig uthævet han fobierne samt det systema- tiserte delir. Den intime sammenhæng mellem dette delirs vrang- forestillinger og de seksuelle drifter paapektes; og 1 denne for- 15 bindelse omtaltes ogsaa de sammen med vrangforestillingerne optrædende affekttilstande med kramper, hvorunder der fremkom artikulerte lyd, samt de heromhandlede patienters tilbøielighet til sprogdannelse. Idet taleren derefter omhandlet drømmenes be- tydenhet for idédannelsen, fremhævet han at de sindssykes for- tællinger om sine overnaturlige oplevelser maatte antages at ha øvet en sterk indflydelse i samme retning som drømmene. I det følgende avsnit omhandlet taleren først de ældste menneskeracers levesæt og henviste hl at allerede disse hadde forstaat at skaffe sig ild, samt hadde hat et blandet gebærde- og artikulationssprog. De hadde neppe hat forestillinger om nogen dyp kløft mellem dyr og mennesker, og hunden var alle- rede dengang menneskets tro ledsager. Taleren fremhævet dernæst hvorledes allerede det primitive sprog hadde git mennesket rikelig erstatning for dets daarlige utstyr med naturlige vaaben, og hvorledes dettes første utvikling betegner overgangen til den helt menneskelige tid, som begynder med iagttagelsen av eksspirationsfænomenet. Hermed var nem- lig mennesket indtraadt i den animistiske epoke. Vinden, eksspirationsluften, sjælen og livet opfattedes nu som et og det samme, og den hele natur belivedes. Denne periodes begyndelse faldt efter talerens antagelse i den ældste alluvialtid og arkæologisk sammen med den neolitiske tids be- gyndelse, og den varte maaske i hundretusen aar. I denne periode begyndte menneskene at grundlægge en virkelig social organisation og maa følgelig allerede dengang ha kjendt konnu- biale gamier og en viss arbeidsfordeling mellem hordens med- lemmer. Angaaende beskaffenheten av det konnubiale gami 1 den animistiske tid hadde diametralt motsatte meninger gjort sig gjældende. Nogen forskere antok at der hadde hersket en ubunden promiskuitet, andre at mennesket fra dyrelivet hadde medbragt monogamiet, som de hadde gjort konnubialt. Taleren hyldet ingen av disse meninger, idet han antok at de primitive menneskearter hadde hat en forskjellig fysiologisk gonochorisme og levet i forskjelligartede kjønsforbindelser. Nogen hadde mulig- 16 vis levet i monogami, men de fleste rimeligvis i promiskuitet, dog neppe nogensinde i en fuldstændig ubunden form. Et eller andet punalua-system hadde man vistnok meget tidlig faat, og et saadant kunde senere ha utviklet sig til et polyandrisk matri- arkat og maaske ogsaa til et primært patriarkat. Efter talerens mening forelaa der grund til at anta al ial- fald nogen menneskeracer 1 den animistiske tid hadde hat en brunsttid om vaaren; og de fra dyreriket medbragte parrings- leke maa isaafald utvilsomt ha været fortsat under vedkom- mende menneskeracers brunsttid. Saasnart sproget hadde naadd en viss grad av fuldkommen- het, maatte disse leke være blit tat under kultisk behandling, og hermed var grundlaget for de senere vaarfester givet. Det maatte saaledes antages, at der allerede i den animistiske tid hadde eksistert en kultus av de seksuelle drifter som saadanne, uanset deres sammenhæng med svangerskap og fødsel. Man maatte altsaa allerede dengang ha kjendt en phallo-ktenisk kultus. Fælles kultus irriterer kontrektationsdriften, mens fremmed kultus irriterer fugaldriften, og som følge herav binder en fælles kultus socialt menneskene sammen, mens en forskjelligartet kul- tus fjerner dem fra hverandre. Fugaldriften inddrar dæmon- forestillinger i kultus, ja gjør disse til dennes bærende idé; og har man først fundet midler til at besverge dæmonerne, viker skyheten for liket. og begravelsesskikke begynder at utvikle sig. Taleren søkte at paavise at iagttagelsen av respirations- fænomenet danner indledningen til en ny tid, den sekundære, eller, som man ogsaa kunde benævne den, den totemistiske. Man iagttok, at der er noget inde i mennesket som be- væger sig, og at denne bevægelse vedvarer hele livet igjennem. En bevægelse hvis aarsak man ikke kan erkjende, maa, saa- længe mentaliteten er primitiv, opfattes som fremkaldt av et dyr, eftersom kun dette frivillig kan bevæge sig, og naar det først antages, at der inde 1 legemet befinder sig et sjæledyr, som i dødsøieblikket forlater mennesket, ligger det nær at identificere dette dyr med eksspirationsluften og i denne at se en fugl eller en orm. 17 Efter talerens opfatning laa det da nær at forklare foster- bevægelsen som fremkaldt ved sjæledyrets indtrængen i kvindens legeme, og denne forklaring førte videre til den antagelse, at døden skyldtes den omstændighet, at sjæledyret for bestandig forlot legemet. Under paavirkning av drømmeerfaringer blev saa den hele opfattelse systematisert av shamanerne, og læren om konceptionstotem forelaa færdig. Men sjæledyret kunde ogsaa under søvn og dvale midler- tidig være fraværende fra legemet, og naar det vender tilbake, vaagner den sovende og kan da fortælle om merkelige oplevelser 1 fjerne egne. De visionære drømmeerfaringer støttedes ved de sindssykes fortællinger om sine delirier, og i denne forbindelse spillet meta- morfosedeliriet en stor rolle; men av endnu større vigtighet var efter talerens mening det systematiserte delir. Dette kunde ganske vist bringe shamanen i fordærvelse, men det var ogsaa vel skikket til at gjøre ham til profet. Isaafald blev han selv tabu og fik magt til at tabuere baade levende væsner og døde gjenstande.. Shamanerne dannet skole og fik sat system 1 det hele. Det her utviklede forhold gav efter talerens opfatning for- klaringen paa den merkelige kjendsgjerning, at de selvsamme forestillinger paa et visst kulturtrin optræder autochtont hos forskjellige folkeslag som vanskelig kan tænkes at ha øvet nogen paavirkning paa hverandre. Taleren antok at den totemistiske kultus og klanforfatning spændte over et tidsrum av adskillige tusen aar fra den yngre stenalder helt ind 1 jernalderen. Det var da selvfølgelig, at den totemistiske kultus i løpet av dette lange tidsrum maatte ha undergaat en saa sterk utvikling, at dens utseende ved epokens slutning var meget forskjellig fra det den hadde frembudt 1 den ældste tid. | Det maatte antages, at der allerede temmelig tidlig til de oprindelige totemdyr, fugl og slange, var kommet en række nye og blandt disse først oksen, væderen og hingsten, hvilke taleren betegnet som de phalliske totemdyr. De senere tilkomne totem- 9 18 dyr kunde man betegne som de sekundære, og da en himmel- kultus utviklet sig, sattes de phalliske dyr først blandt solbanens dyrekreds. Under denne utvikling maatte det efterhaanden gaa op for almenheten, at der bestaar en aarsakssammenhæng mellem parring og fødsel, og eftersom denne forstaaelse trænger igjennem, undermineres grundlaget for den totemistiske kultur. Totemdyret degraderes fra at være fader til enhver enkelt av klanens medlemmer til at bli urahne til dem alle. Et karak- teristisk monument for denne utviklingsfase var den saakaldte totemsøile, som er bygget op av kranier av stammens avdøde og paa toppen er prydet med totemdyrets billede. Dyrets degradation gik imidlertid langt videre, og hos en række totemistiske stammer var ikke blot dyr, men ogsaa planter, ja endog stene blit totem. Men selv efterat dyret hadde mistet sin rang som totemdyr, vedblev dog i forskjellige former en dyredyrkelse. Sjælevandringslæren var en sidste utløper av denne; oprindelig var vistnok vandringen opfattet som en lustra- tion, men senere blev den sat i forbindelse med hevn og straf. Endnu længe efter at erkjendelsen av aarsakssammenhængen mellem parring og fødsel var trængt igjennem, hadde man ved hjælp av forskjellige kompromisser søkt at opretholde koncep- tionstotem, og et av disse gik ut paa at parringen er en kultisk nødvendig forutsætning for fødsel, likesom vaar-festceremonierne er nødvendige for at markerne skal gi grøde. Klanens totemdyr var naturligvis først og fremst tabu og maatte derfor i almindelighet hverken dræpes eller spises; til- . lotes undtagelsesvis dette, var det en høihellig handling. Selv efterat den totemistiske dyredyrkelse var overvundet, vedblev forbudet mot at spise vedkommende dyr fremdeles at bestaa; men motivet til dette blev et andet, idet dyret ikke længer ansaaes som hellig, men som urent. Dette forhold var efter talerens opfatning begrundet i skyhetens væsen, idet dette instinkt alt efter omstændigheterne ytrer sig dels som hellig ær- bødighet, dels som avsky. Taleren mente at eksogamiet ikke var en nødvendig be- standdel av den totemistiske samfundsordning, om det end sed- 18) vanligvis var forbundet med denne. Han antok at der allerede tidlig 1 den totemistiske tid hadde dannet sig flere meget forskjellige samfundsordninger, idet nogle stammer var blit fastboende akerdyrkere, mens andre hadde utviklet sig til nomader. Han antok videre at alle nomader var begyndt som stationære, og at kun en mindre del av dem var blit erobrerfolk. Saalænge konceptionstotem opretholdtes, kunde der, frem- hævet taleren, selvfølgelig kun tænkes slegtskapsforbindelser til den mødrene side, og matriarkatet bevarte derfor uanfegtet sit herredømme, saalænge konceptionstotem anerkjendtes. Efter talerens mening begunstiget nomadelivet og matriarkatet hin- anden gjensidig, og hos nomaderne holdt derfor matriarkatet sig længe efterat konceptionstotem var opgit; men denne situation lot sig dog ikke i længden opretholde. Selv uten fremmed ind- flydelse vilde patriarkiske tendenser, ialfald hos erobringsnoma- derne, før eller senere gjøre sig gjeldende og sluttelig overvinde matriarkatet. Kom mnomaderne til at herske over folk med høiere kultur, som allerede kjendte patriarkatet, gik denne ut- vikling saa meget hurtigere og sikrere. I og med patriarkatets seir var det ikke længer den frugt- bare jord, men selve befrugtningen, som symbolisertes i guddom- men, og den kvindelige jordgudinde omdannedes til en mandlig guddom, samtidig som den phallo-kteniske kultus gik over til en phallisk. Ogsaa hos de fastboende totemistiske samfund kom det til kamp mellem matriarkat og patriarkat, og denne kamp kunde naa sin avslutning med patriarkatets endelige seir inden den totemistiske epokes avslutning. Sluttelig gav talereren følgende resumé av sin opfatning: Totemforestillinger berodde paa en teori, og enhver saadan maatte før eller senere falde. Tabuforestillinger var derimot et naturnødvendig utslag av et for alle høiere hvirveldyr fælles instinkt, nemlig skyheten, og disse har derfor holdt sig ned til vor tid og vil neppe nogen- sinde helt forsvinde. Disse forestillinger var ingenlunde ude- lukkende overtroiske frygtidéer, men ogsaa store værdier, som 20 tjener til at vedlikeholde den respektfulde ærbødighet for love der er høiere end de selvgivne. Blandt disse love hørte familje- livets grundlove samt de konventionelle regler for omgangen mellem kjønnene. Det tabuforbud som disse love hadde nedlagt mot almenhetens offentlige diskussion om de seksuelle spørsmaal, blir respektert saalænge samfundet er sundt, og taper først magten naar det lakker mot enden. 2. Vegard holdt et foredrag: Om atomernes indre bygning. I tilslutning til et tidligere foredrag 1 selskapet over ,,positive straaler og materieproblemet* (se selskapets Forhandlinger i 1918, Oversigt s. 55—60) gav foredragsholderen en utredning av spørs- maalet om atomernes indre bygning. De sidste aars forskning hadde frembragt en rigdom av. kjendsgjerninger som hadde gjort det mulig at faa et indblik i atomsystemernes mekanisme. Da det var paavist at elektriske elementer (elektroner) var bestanddele av atomet, gik forskernes stræben ut paa at op- bygge atomet av elektriske smaadele. Taleren gjennemgik og demonstrerte ved forsøk og grafiske fremstillinger en række av de vigtigste elektriske atommodeller som var bragt i forslag, og omtalte mere indgaaende den Rutherfordske, som paa en slaaende maate forklarte de hittil kjendte fakta, saasom lovene for de elektriske straalers spred- ning i materie. Maalingerne av bølgelængderne for røntgen- straaler og gamma-straaler, som grundet sig paa den tyske fysiker Laues epokegjørende opdagelse av straalernes bøming i krystaller, hadde i høi grad støttet den Rutherfordske model. Ved at lægge denne model til grund var det nylig lykkedes den danske fysiker Bohr teoretisk at beregne spektrene for de let- tere elementer, og den engelske forsker Moseley hadde utledet lovene for røntgenstraalernes spektra. Tilslut omtalte foredragsholderen endel undersøkelser han netop hadde foretat over muligheten av at anta magnetiske fel- ter knyttet til atomernes indre kjerne. 21 3. Til trykning fremlagdes: Paul Winge. Psykiatriske og sexologiske bemærkninger om tabu og totem. — Trykt i selskapets Forhandlinger for 1915 som no. 4. J. Schetelig. Report on rock-specimens collected on Roald Amundsen*s South Pole Expedition. (Fremlagt av W.C. Brøg- ger). — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 4. 4. Derefter gik man til votering over de av klasserne ved- tagne forslag til indvalg av nye medlemmer. EFiter forslag av den fungerende præses besluttedes først, efter nogen debat, at der iaar blot skulde indvælges indenlandske medlemmer, og der- efter indvalgtes som saadanne: A. I den mat.-naturvid. klasse: I gruppe VI professor dr. Theodor Odhner. B. I den hist.-filos. klasse: I gruppe I universiteisstipendiat dr. O. Solberg. I gruppe I | universitetsstipendiat cand. mag. C. W. Schnitler. I gruppe VI universitetsstipendiat dr. A. Ræstad. Historisk-filosofisk klasse. 9de april. (Fung. formand: A. Kjær, Sekretær: Schencke). (Tilstede: Brandrud, Broch, A. W. Brøgger, E. Bull, E. I. H. Bull, Eitrem Hambro, Johannessen, Johnsen, A. Kjær, Koht, Marstrander, Y. Nielsen, Sehencke). 1. E. Bull holdt et foredrag: Norge og paveskismaet i 1160-aarene. Ut fra en hittil upaaagtet engelsk kilde, hvis paa- lidelighet han mente at kunne hævde, søkte han at vise at den pavelige legat Stephanus var sendt til Norge i 1168 for at virke for tilslutning til Alexander III. Av de to stridende partier 22 1 Norge sluttet Haakon Herdebreids sig til motpaven Victor IV, mens det seirende parti, Inge Krokryggs, Erling Skakkes og erkebiskop Fysteins hyldet Alexander. 2. Johnsen holdt et foredrag: Vincents Lunges drap i Trondhjem den 3Sdje jamuar 1536. Denne begivenhet hadde ikke den tilfældige karakter som mange har villet tillægge den. Drapet skyldtes ikke en almuereisning, men var besluttet av et litet patriotisk-kirkelig parti i Trondhjem, hvis fører erkebiskop Olav Engelbrechtsson selv var, og vedtat paa et almindelig møte av kanniker og ansete Trondhjemsborgere, indkaldt og ledet av erkebispen. Denne kan saaledes ikke fritages for hovedansvaret for drapet; men han og hans tilhængere lededes vistnok mindre av personlig fiendskap end av ønsket om at redde den katolske kirke og landets selvstændighet. Til støtte for sin opfatning oplæste taleren en utrykt skrivelse fra kanniken Jens Olson til Eske Bilde, datert 4de april 1587. 9. Til trykning fremlagdes: Edv. Bull. Den pavelige legat Stephanus i Norge (1168). — Trykt i den hist.-filos. klasses Skrifter for 1915 som nr. 2. Oscar Alb. Johnsen. Vincents Lunges drap i Trondhjem 3. januar 1536. — Trykt 1 selskapets Forhandlinger for 1915 som nr. 2. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 23de april. (Formand: H. H. Gran. Sekretær: Isaachsen). H. M. Kongen med følge overvar møtet. (Tilstedeværende medlemmer: W. C. Brøgger, H. Goldschmidt, V. M. Goldschmidt, H. H. Gran, Hambro, Isaachsen, Johannessen, Qlssøn, Schroeter, Steen, Størmer, Sylow, Vegard, Winge, Øyen). 1. H.H.Gran holdt en mindetale over selskapets avdøde utenlandske medlem Sir John Murray (se under ,Mindetaler* s. 68—72). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. Mohn holdt et foredrag: Roald Amundsens meteoro- logiske observationer paa Sydpolarlandet. Han gav heri en 23 beretning om Roald Amundsens geofysiske observationer ved Framheim og paa slædereisen til og fra Sydpolen. Framheims klima er karakterisert ved den lave og sterkt vekslende tempe- ratur, ved det lave og foranderlige lufttryk, de fremherskende østlige vinde og det urolige veir. Der saaes forholdsvis mange sydlys i alle retninger. Dernæst omtaltes slædereisen, veien til polen, høider over havet, barrieren og fjeldet, vind og velr, temperatur ved Sydpolen og det lave lufttryk omkring polen, som betinger cykloniske luftstrømme der bringer sne til det indre av Sydpolarlandet. 3. Til trykning fremlagdes: Carl Størmer. The solar eclipse of August 21ist, 1914. Lecture delivered before the Videnskapsselskap of Kristiania on September th, 1914. — Trykt i selskapets Forhandlinger for 1915 som nr. 5. Olaf Devik. Existe-t-il une influence du champ statique magnétique sur le champ électrostatique? (Fremlagt av 0. E. Schiøtz). — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som nr. 9. Aarsmøte (fællesmøte). 3dje mai. (Præses: Torp. Generalsekretær: Johannessen). H. M. Kongen med følge overvar møtet, likesom en række andre indbudne var fremmøtt. (Tilstedeværende medlemmer: Bjørlykke, Borthen, Brandrud, Broch, L. Brun, A. W. Brøgger, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, E. Bull, Bøgh, Dahl, Dedichen, Eitrem, Falk, Føyn, H. Goldschmidt, V. M. Goldschmidt, G. Gran, H. H. Gran, Hambro, Holtsmark, Isaachsen, Johannessen, A. Kjær, Leegaard, Marstrander, Mohn, Morgenstierne, Minster, Y. Nielsen, Odhner, Olsen, Schencke, Schroeter, Sebelien, Steen, Sylow, Torp, Winge, Øyen). 1. Præses aapnet møtet med en velkomsthilsen til Kongen, de indbudne og øvrige deltagere i møtet. 2. Præses oplæste følgende Aarsberetning for 1914. Videnskapsselskapet har i det forløpne aar avholdt 18 ordi- nære møter: 6 i den matematisk-naturvidenskabelige klasse. 6 i 24 den historisk-filosofiske klasse og 6 fællesmøter. Desuten har været avholdt 1 ekstraordinært fællesmøte. Der er ialt holdt 28 foredrag. Av foredragene falder 6 paa den matematisk-naturviden- skabelige klasse, 11 paa den historisk-filosofiske klasse og 11 paa fællesmøterne. Selskapets møter har gjennemsnitlig været besøkt av 97 medlemmer foruten et ikke ringe antal ikke-medlemmer. Selskapet har i 1914 utgit følgende publikationer: I. Forhandlinger for 1914, der indeholder 8 avhandlinger til- likemed Oversigt over selskapets møter. H. Skrifter I, den matematisk-naturvidenskabelige klasses, 13 avhandlinger. IE. Skrifter II, den historisk-filosofiske klasses, 7 avhandlinger, utgjørende 2 bind. I det hele er der altsaa for 1914 utgit 28 større og mindre avhandlinger samt oversigten over møterne, tilsammen 2708 sider med 928 plancher, 6 karter og 92387 tekstfigurer samt karter i teksten. Der er for aaret 1914 trykt 725 sider, 115 tekstfigurer o. s. v. mere, 37 plancher og 2 tabeller mindre end for aaret 1913. Av de 28 avhandlinger er 6 forfattet av ikke-medlemmer, 2 av et medlem i forening med et ikke-medlem. 10 avhandlinger er skrevet paa fremmede sprog, 1 er ledsaget av et tysk resumé. I det forløpne aar har selskapet oppebaaret et statsbidrag av kr. 12000,00, likesom Nansenfondet har tilstaat selskapet et ordinært bidrag av kr. 15000,00. For disse store bidrag frembæres herved selskapets ærbø- dige tak. Selskapet har i 1915 hat 174 indenlandske medlemmer, 100 i den matematisk-naturvidenskabelige klasse, 74 1 den historisk- filosofiske klasse, og 163 utenlandske medlemmer, hvorav 104 i den matematisk-naturvidenskabelige klasse og 59 i den histo- risk-filosofiske klasse. I det forløpne aar har selskapet hat at beklage tapet av 1 indenlandsk medlem i den matematisk-naturvidenskabelige klasse, nemlig overlæge dr. Klaus Hanssen, og 1 indenlandsk medlem i 25 den historisk-filosofiske klasse, nemlig stipendiat Hans Ross, 10 utenlandske medlemmer 1 den matematisk-naturvidenskabelige klasse, nemlig professor dr. Odin Christensen, professor dr. G. W. Hill, professor dr. S. M. Jørgensen, professor dr. C. T. Liebermann, Sir John Murray, professor dr. H. Rosenbusch, professor dr. Eduard Suess, akademiker dr. F.N. Tschernyschev, professor dr. A. Weismann og professor dr. V. B. Wittrock samt 1 utenlandsk medlem 1 den historisk-filosofiske klasse, nemlig kaptein C. T. Sørensen. I 1914 indvalgtes 19 nye medlemmer, hvorav i den matemaltisk- naturvidenskabelige klasse 6 indenlandske og 5 utenlandske, i den historisk-filosofiske klasse 5 indenlandske og 3 utenlandske. Selskapet hadde ved aarets utgang 324 medlemmer. Videnskapsselskapets skrifter er i 1914 sendt til 59 inden- landske og 278 utenlandske selskaper. biblioteker o.s.v. Til gjengjæld har man mottat 726 bind og hefter fra de forskjellige inden- og utenlandske institutioner, samt 26 bind og hefter fra 15 forskjellige private givere. Ved Norges jubilæumsutstilling 1 1914 utstillet Videnskaps- selskapet en fuldstændig serie av sine publikationer. 5. Præses meddelte at bestyrelsen efter indstilling av den sakkyndige komité hadde besluttet at utdele H. A. Benneches stipendium for skjønlitterært forfatterskap hl forfatterne Hjalmar Christensen og Gabriel Scott med kr. 1000.00 til hver. 4. Formanden i Nansenfondets styre, professor W. GC. Brøg- ger. oplæste følgende Beretning om Nansenfondets virksomhet i budgetaaret Iste april 1914—31te mars 1915. Fondets renteavkastning har 1 budgetaaret utgjort kr. 49 200,51. Dets kapitalformue er steget fra kr. 1094 700,27 den 1, 1914 til kr. 1109575,15 den 3; 1915. Fondets tilvekst under aaret utgjør saaledes kr. 14 874,58. 26 Denne tilvekst er fremkommet saaledes: Avsætning av */jo av renteavkastningen . . . . kr. Indbetalt restancer paa Fries's gt.4. Salg av utgivne skrifter . 08 Indbetalt av overskud av bevilgning til te av beretningen om den 2den Framekspedition , Sum ar 5 043,02 1 449,41 389,45 8 000,00 14 874,88 Fondets kapitalformue den 3; 1915 fordeler sig saaledes: Hovedfondet skr 06490963 Det Amerikanske fond . . . . 2 2» 6 323,77 Det Østerdalske fond . . . . 2 229 1 814,22 Ole Evenstads legat , 108234 Det Trondhjemske fond . . . . 2» 14 609,55 Fredrik Lundgreens legat Sie Sum kr. 1 109 575, 15 Til videnskabelige formaal og som belønninger for videnskabelige arbeider er i det forløpne budgetaar bevilget: Videnskapsselskapet 1 Kristiania, det sedvanlige ordinære bidrag . . . kr Prosektor H. Hopstock og Stedene fo Vangensten og A. Fonahn til fortsæt- telse av utgivelsen av Leonardo da Viner's »Quaderni d'Anatomia* Re (Hertil tidligere bevilget kr. 3 600,00, pia men saaledes kr. 5 600,00). Dr. Hagen til fortsatte botaniske studier, hans livrente med AN å Redaktionen av tidsskriftet ,, ] d ti i en* vil ut- givelse av tidsskriftet | (Hertil tidligere bevilget kr. 3 400,0 00, me men saaledes kr. 2 900,06). 15 000,00 2 000,00 3 000,00 500,00 27 Professor G. Gran til utgivelse av tidsskriftet ,Edda* Det nor Fete MN tl dere ke av renten av ,Ole Evenstads legat* og ,Det Østerdalske fond* ee Norsk geologisk forening til er av dens tidsskrift, av renten av ,Det amerikanske fond* . Mk NR Komitéen for lokalhistorisk forsk- ning, ved prof. dr. Osc. Alb. Johnsen, til utarbeidelse av en veiledning for lokal- historikere Ao ) SAN Overlæge Aug. Koren til feider for en pe nologisk fremstilling av arméens og marinens sanitets historie Pee Ke Ja Dr. Amund Larsen til undersøkelser over Sognemaalet Å (Hertil tidligere bee å 1 000, 00, men kr. 1 500,00). Stiftsarkivar dr. Just Bing tl undersøkelser over helleristninger ee AT Overlærer Thomas J. Parr til psykologiske studier ; Me (Hertil tidligere be. å 500,0, tilsam- men kr. 800,00). Agent Einar Belsheim til undersøkelser over Vikingtiden . (Hertil tidligere et hå 500.0, me men kr. 1 000,00). Kand. theol. R. Christiansen til et arbeide over Die zweite Merseburgerformel , (Hertil tidligere bevilget kr. 750,00, er men kr. 850,00). Læge J. Horn til et klinisk-anatomisk arbeide over hypermasti JER 2 000,00 700,00 250,00 500,00 500,00 500,00 400,00 300,00 500,00 100,00 600,00 28 Læge Ths. Gunnufsen tl et arbeide over glaukom og glaukoterapi . . . . . i. kr. 600,00 Læge GC. Schiøtz til undersøkelser over struma , 500,00 Prof. dr. H. H. Gran til fortsatte undersøkelser over havrearters akklimatisering . . ++. » 200,00 (Hertil tidligere bevilget kr. 200,00, tilsam- men kr. 400,00). Konservator Ove Dahl til fortsættelse av et arbeide over er utbredelse 1 Fin- marken . . . å 400,00 Amanuensis B. Lynge i et bibliografisk - over Lichen-exsiccater . . . . å 600,00 Observator J. Fr. Schroeter til en «handling om solformørkelser i Europa fra aar 600—1800 , 300,00 Geolog J. Rekstad til undersøkelser over Aar- dalsterassen AGE SR 250,00 Geolog J. Oxaal til analyser av nordlandske bergarter å Lene OE 400,00 Amanuensis P. A. Øyen til Peeide av be maalinger for den internationale bræmaalings- kommisson PN ORM 200,00 Amanuensis P. A. Øyen til Heel av bræ- maalinger i Norge for de sidste 20 aar . . . > 300,00 Geolog kand. real. Gunnar Holmsen til undersøkelser av sæter 1 Foldalen . . . » 900,00 Stipendiat Adolf Hoel til en ekspedition il Spitsbergen . . » 1 000,00 Kand. real. Ørjan Olsen n il en er Jak tagelse i hans ekspedition til Sibirien . . . » 1000,00 kr. 35 100,00 Fridtjof Nansens belønning utdel- tes til: Professor dr. H. Mohn for hans indsats 1 fysisk geografisk videnskap ++ - 2 (ER ONO 29 Professor Marius Hægstad for fortjenstfulde arbeider over gammelnorske dialekter . . . kr. 1 000,00 Fridtjof Nansens pris utdeltes til : Professor Magnus Olsen for besvarelse av en prisopgave om norske stedsnavne . . . . . » 1500,00 Prof. Falk og Torp for censur av samme . . » 200,00 Til videnskabelige formaal og som belønninger for videnskabelige arbeider ialt saaledes under budgetaaret bevilget. . . . . . +++. kr. 86800,00 Til faste lønninger m. v. (til kvæstor, sekretær, bud, vagtmester, opvarmning og belysning av fondets lokale, Drammensveien 78) . . . . » 16834,00 Til tilfældige utgifter er medgaat. . . . . ++» 98,35 Avsætning av "/19 av renten for aaret har utgjort , 5043,0- Samlet utgift for budgetaaret '/, 1914—%/; 1915 Sadedes NN Pk MS DD 37 Under det forløpne regnskapsaar har styret bestaat av: Selvskrevne medlemmer: Prof. dr. Fridtjof Nansen, Videnskapsselskapets generalsekretær prof. dr. Axel Johan- nessen samt Kirkedepartementets chef statsraad A.O. Bry g- gesaa. Valgte av Videnskapsselskapet: Prof. dr. W. C. Brøgger (formand), prof. dr. Alf Torp og prof. dr. H. S. Falk. Suppleanter: Prof. dr. G. 0. Sars og proi. dr. Yngvar Nielsen. Valgte av Universitetets professorer: Professor dr. S. B. Laache og pro. dr. B. Morgenstierne. Suppleanter: Prof. Fr. Stang og prof. Axel Holst. Valgte av' Stortinget: Stempletpapirforvaller C. C. Berner og fhv. konsul Axel Heiberg. Suppleant: Borgermester S. A. B. Arctander. 30 Nye bevilgninger : I møte den 23de mars d. a. har styret til videnskabelige formaal bevilget: Videnskapsselskapeti Kristiania det sedvanlige ordinære bidrag å Dr. Hagen (Trondhjem) til fortsatte hol studier, hans livrente med. Å . Prosektor H. Hopstock og ee o. Vangensten og A.Fonahn til utgivelse av Leonardo da Viner's ,Quaderni d'anatomia* (Hertil tidligere bevilget kr. 5 600,00, tilsam- men saaledes kr. 6600,00). Professor G. Gran tl utgivelse av tidsskriftet »Edda* (Hertil ene beer ke 9.000. 00, ee men kr. 5 000,00). Bibliotekar Hj. Pettersen til fortsat utgivelse av hans verk ,Bibliotheca Norvegica* å (Hertil tidligere bevilget kr. 3 000,00, til- sammen kr. 4 000.00). Dr. Amund Larsen til avsluttende undersøkel- ser over Sognemaalet se eder (Hertil tidligere bevilget kr. 1500,00, til- sammen kr. 2 000,00). Kand. mag. A. E. Jensen tl studier over det nynorske riksmaal Ar Prof. A. Taranger til pe av en ny utgave av ,Magnus Lagabøters landslov* ved assistance av kand. mag. Sig. Kolsrud Kand. mag. Sig. Kolsrud til maalhistoriske undersøkelser Universitetsstipendiat C. W. S c hin nit 1 elr il Fan over gamle norske haveanlæg kr. pp) ” ” 15 000,00 3 000,00 1 000,00 1 000,00 1 000,00 500,00 500,00 1 000,00 500,00 300,00 51 Riksantikvar H. Fett til illustrationer for et arbeide over norsk malerkunst under Sverre- ætten Stipendiat F. Mod, L un a i et is over Norges økonomiske tilstand i middelalderen Dr. Kr. Schønheyder til utarbeidelse av en avhandling om ,International økonomi og politik* FE JE S Dr. Andr M. Hansen til fortsættelse av hans studier over vort lands ældre historie Arkivar Jacob Friis til studier over norske haandverkslaugs historie Drykr: bireh: mo ne uil ut- arbeidelse av en avhandling om værdierne . Dr. Helga Eng til fuldførelse av en avhandling om ,Nutidens pædagogik*. ; ; Agent Einar Belsheim til fortsatte dier over vikingtiden Se (Hertil tidligere bevilget er 1 000,00, til- sammen kr. 1 500,00). Universitetsstipendiat N. Messel til studier over den urkristelige eschatologi ; Professor Fridtjof Nansen og professor Bjørn Helland-Hansen til utgifter ved bearbeidelse av oceanografiske observationer Professor Kr. Birkeland til undersøkelser over zodiakallyset AN Or AE Det norske skogselskap il nr av » Tidsskrift for skogbruk*, av renter av ,det AN. fond* . Å Bergens skogselskap ti forske rotete av renten av ,Ole Evenstads legat* Kand. real. A. K. Brynildsen til praktisk-viden- skabelige forsøk vedrørende katalytiske gjød- ningsstoffer . kr: n ” ” ” ” 500,00 1 000,00 600.00 300,00 500,00 1 000,00 800,00 500,00 600,00 1 000,00 1 000,00 300,00 400,00 500,00 59 Stipendiat K. Høye (Bergen) til jordundersøkelser Overlæge Aug. Koren til hans studier over san:- tetets historie Aa (Tidligere hertil Berild 500,06, tilsam- men kr. 1 000,00). Professor H. Mohn til bearbeidelse av Roald Amundsens meteorologiske observationer paa hans Sydpolsekspedition Universitetsstipendiat Adolf Hoel il en Spits- bergenekspedition . (Tidligere til Hoels Spilsber generelt - bevilget kr. 2000,00, tilsammen kr. 3 000,00). Dr. Hans Kiær til zoologiske undersøkelser i Kristianiafjorden JE NE (Tidligere hertil bevilget KR 1 600,00, til- sammen kr. 2000,00). Zoolog H. T. L. Sehaaning tl undersøkelser over norske hvirveldyrs navn JE Professor Kristine Bonnevie til arvelighets- undersøkelser i vort lands fjeld- og fjordbygder Professor H. H. Gran til fortsatte forsøk over arvelig tilpasning av havre- og bygvarieteter : (Tidligere hertil bevilget kr. 400,00, tilsam- men kr. 600,00). Statsgeolog Steinar Foslie tl analyser av nordnorske bergarter. PG ML Amanuensis P. A. Øyen tl fortsatte brærmaeliner (Tidligere hertil bevilget kr. 1 300,00, tilsam- men kr. 1 500,00). Amanuensis P. A. Øyen til undersøkelser av ler- avsætning 1 det sydøstlige Norge Dr. med. Alexandra Ingier til studier over eksperimentelle bensygdomme Ka Overlæge Olav Hanssen (Bergen) til under- søkelser over den amyloide degenerations kemi kr. pp 7 400.00 500,00 1 000,00 1 000,00 40)0,00 4000,00 500,00 200,00 400,00 200,00 300,00 400,00 600,00 39 Dr. med. Ragnvald Ingebrigtsen til eks- perimentelle undersøkelser over spiserørets krus TE ee SET ANEAOOGD Kand. med. Å. Brine h mann til dyreeksperi- menter over visse hos mennesket forekom- mende blodsygdomme . . ++ 300190 Læge Carl Schiøtz til fortsatte PN. over struma. . . ND00!50 Kand. real. Th. Sr ii Are nt søkelser over kombinatorik . . . . » 450,00 Geolog J. Oxaal til et kart over kysten av Nan | Helgen NR EN 130,00 Norsk geologisk forening tl utgivelse av dens tidsskrift, av renten av ,det ameri- kanskerondstr SL EN SE AE 950,00 pp Tilsammen kr. 41 130,00 Til 43 forskjellige formaal er der saaledes bevilget tilsam- men kr. 41 130,00. Fraregnes bevilgningen til Videnskapsselskapet med kr. 15000,00 og dr. Hagens livrente med kr. 3000,00, er der saa- ledes til 41 formaal bevilget tilsammen kr. 23 180on eller gjen- nemsnitlig kr. 564 til hvert formaal. Det samlede antal ind- komne andragender var 56, til et samlet beløp av kr. 65 000,00. Til sammenligning kan anføres, at der til det danske Carls- bergfonds avdeling B (for videnskabelige formaal) 1 aaret 1912 —13, det sidste hvorfor der foreligger beretning, mdkom 295 andragender om ialt 545000 kroner. Der bevilgedes (bortset fra bevilgningerne til Det danske Videnskabernes Selskab) til 210 ansøkere og formaal ialt kr. 312000,00. Der bevilgedes saaledes her til 5 gange saa mange formaal et 131/; gange saa stort beløp og gjennemsmtlig til hvert formaal kr. 1486; den gjennemsnitlige størrelse av bevilgningerne var saaledes hen- imot det 3-dobbelte av Nansenfondets. Disse tal har jeg fundet av interesse til sammenligning med vore forhold for at vise, hvor ganske anderledes gunstig dansk videnskap er stillet, og 5 54 hvilket ganske anderledes høit utviklet videnskabelig liv der takket være Carlsbergfondet findes i Danmark sammenlignet med forholdene hos os. Transport kr. 41 130,00 Fridtjof Nansens belønning beslut- tedes utdelt til: 1. Professor dr. Bjørn Helland-Hansen for hans oceanografiske arbeider med . . . kr. 1000,00 2. Konservator dr. A. W. Brøgger for arkæo- logiske arbeider +10 SO Til videnskabelige formaal og videnskabelige belønninger saaledes ialt bevilget . . . . . . . kr. 48 130,00 Nansenfondets styre utsatte ifjor følgende prisopgave til besvarelse inden utgangen av februar 1917: ,Det tyske sprogs indflydelse paa det norske sprog — riksmaalet og bygdemaalene*. Idet jeg paa styrets vegne skal tillate mig at minde om denne prisopgave, skal jeg tillike meddele følgende nærmere oplysninger til forstaaelse av opgaven: Der ønskes en sammenstilling av de tyske elementer i vort sprog og en paavisning av de veie ad hvilke de er komne ind, samt av de perioder i hvilke det tyske indryk har været særlig sterkt. Materialet bør omfatte saavel ordforraadet som syntak- tiske forhold. Hvad det første angaar, undersøkes baade arten av de indkomne ord og de lydforhold som har gjort sig gjæl- dende ved optagelsen. Der bør overalt skjelnes saa skarpt som mulig mellem nedertysk og høitysk paavirkning. I betragtning av opgavens store omfang vil ogsaa en delvis besvarelse kunne godkjendes. Man vil for eksempel foretrække en grundig behandling av den tyske indflydelse paa vore bygde- maal for en mere overfladisk behandling av emnet i hele dets omfang. Eller besvarelsen kan lægge vegten paa det kultu- relle, i hvilket tilfælde det semasiologiske eller den begrebs- mæssige side i forholdet mellem de tyske laaneord og det hjem- lige ordforraad træder 1 forgrunden. 3 519) Den 3dje mai 1905, altsaa for 10 siden, var Nansenfondet ved en særskilt indsamling naadd op til noget over en million kr. 1001 607.183). laar er fondet for første gang naadd op over elve hundre tusen kroner (kr. 1109575,15). Fondets tilvekst paa disse 10 aar utgjør saaledes noget over ett hundre tusen kroner (nemlig kr. 107 968,27). — Det kan da ha nogen interesse at ta rede paa hvordan denne tilvekst er naadd. Det viser sig at tilveksten skyldes: Øplagtefrenen NE medikr 475376 frenterestancer +. » 20. MH: i — » 7 060,90 Solgte skrifter (beretningerne om Le og ale ' Bram-ekspedihon| «1 STN NE 908851 Refusion av bidrag til beretningen om den 2den Fram-ekspedition . . . . GS 000700 Indbetalt ifølge kontrakt om urene. av dr Flagen: "0 K 13000050 Indbetalt i henhold il grosserer Fr. nd greens testamente av 17, 1904 . . . . — 3» 95000,0 Indbetalte bidrag paa tegning til det Øster- dalske fond av 1904 . . .. — » 700,00 Efterskudsbidrag paa tegning av 1904 je Dunderland Iron Ore Comp. . . . ++ — » 381,00 Indbetalt ifølge testamentarisk ønske av sani- tetskaptein C. F. Larsen 1909 . . . .+ — » 200,00 kr. 107 968,27 Det viser sig saaledes, at der av det hele beløp ca. 108000 kroner kun er indkommet som gave, der ikke allerede var til- sikret fondet i anledning av indsamlingen av 1904, et beløp av) kr. 200,00, siger og skriver to hundrede kroner, og disse fra et avdød medlem av Videnskapsselskapet. Jeg skulde anta, at dette er et ganske eklatant bevis paa manglende forstaaelse og interesse for videnskapen hos vort folk, som jeg allerede forrige aar den 3dje mai tillot mig at fremhæve, og hvorfor jeg av et av vore kulturinteresserte presseorganer blev overfaldt i en ar- tikel med overskrift: ,Brøgger klager*, med beskyldning for 56 utaknemlighet mot vore rikmænd o. s. v. Jeg antar ovennævnte 10-aars-statistik over fondets tilvekst vil støtte mit utsagn, naar jeg i korthet kan karakterisere mine erfaringer i anledning av Nansenfondets grundlæggelse og senere vekst derhen, at de til fondet indkomne bidrag med yderst faa undtagelser gjennem- gaaende skyldes direkte henvendelser, altsaa med andre ord, som det før er karakteriseret: ,fondet er tigget sammen*. Kun i ganske faa tilfælde er bidragene kommet av sig selv og da særskilt ved fondets stiftelse, da konsul Heiberg av sig selv til- bød det første bidrag kr. 50000,00, og da friherre Oscar Dickson av sig selv anmodet om at faa lov til at tegne kr. 25000.00 til fondet. Men bortset fra disse og nogen faa andre tilfælde mest fra fondets første tid, er de beløp som er indkommet utover præmielaanets bidrag til fondet og bortset fra fondets 'egen renteavkastning o. s. v. tigget sammen. Og da der i det sidste tiaar av forskjellige grunde ikke har været igangsat nogen systematisk indsamling til fondet, er der heller ikke indkommet andre gaver end de nævnte 9200 kr. Ti det forholder sig saa som prof. Wille, i anledning av den ifjor førte pressediskussion om mine uttalelser herom, skrev: ,Pene barn tigger ikke, men pene barn faar heller ikke noget*. Nu vil jeg 1 anledning av min karakteristik av den mang- lende forstaaelse for videnskapens betydning hos os naturligvis bli møtt med den paastand, at Nansenfondet jo dog takket være betydelige og talrige gaver fra vore rikmænd er naadd op til et for vore forhold betragtelig beløp, og at det derfor er den rene utaknemlighet her at tale om manglende forstaaelse og interesse. En saadan paastand vil jeg bestemt avvise. Ingen skal være villigere end jeg til at erkjende, at man selvfølgelig maa være 1 høieste grad taknemlig for den betydelige offervillighet, mange av vore rikmænd har vist likeoverfor videnskapen, saa meget mere som mine erfaringer gaar 1 den retning, at næsten alle til hvem der i aarenes løp har været rettet henvendelse om bidrag til Nansenfondet eller andre videnskabelige formaal, har vist den største imøtekommenhet og offervilje. Men der er dog en væsensforskjel i det at gi, naar man uttrykkelig blir anmodet, 31 og det at gi uopfordret, av sig selv. Netop dette forhold karak- teriserer forskjellen mellem videnskapens stilling f. eks. 1 vort naboland Sverige, eller i De føörenede stater, og hos os. Viden- skapen indtar ikke hos os, som i Sverige, den stilling 1 folkets forstaaelse og interesse, at de midler den trænger for sin virk- somhet, frivillig stilles til dens raadighet, og det er derhen vi maa se til at naa. Den 10-aars-statistik, som jeg derom har kunnet fremlægge for Nansenfoudets vekst, beviser at dette er nødvendig. Videnskapen maa indta 1 vort folks forstaaelse en lignende stilling som I. eks. missionen, til hvem selv under det sidste krigens aar gaver 1 levende live og ved testamenter stadig strømmer ind, som om ingen krig var. Jeg tillot mig derfor ifjor ved Nansenfondets aarsmøte 1 forbindelse med meddelelsen om grosserer Fredrik Lundgreens testamente til fondet at fremhæve betydningen av, at vore rik- mænd i rimelig utstrækning i sine testamenter ogsaa vilde be- tænke vore videnskabelige institutioner, idet jeg gjorde opmerk- som paa det faktum, at Nansenfondet helt siden sin stiftelse 1896 kun hadde mottat det forsvindende beløp av 1200 kroner ved testamentarisk gave, hvortil nu kom grosserer Lundgreens testamente paa 5000 kroner, som rigtignok var tilsikret fondet allerede 1904. tJeg pekte samtidig paa den store forskjel i denne henseende for vore nabolandes vedkommende. idet det saavel i Sverige som i Finland er et almindelig forhold at store summer, ikke sjelden millioner og hundretusener, testamenteres til videnskabelige formaal, likesom det for størstedelen ved testa- mente grundlagte Carlsbergfond har gjort det mulig i Danmark at anvende det mangedobbelte beløp til fremme av landets viden- skabelige forskningsarbeide, sammenlignet med hvad tilfældet er hos os. Jeg uttalte i denne forbindelse følgende: ,Det er en livs- betingelse for norsk videnskap at saadan forstaaelse og interesse ogsaa blir almindelig i vort land; thi de midler som for tiden kan disponeres for videnskabelige formaal hos os er rent forsvindende I sammenligning med hvad der i de øvrige nordiske lande hertil kan anvendes. Og ved statsbevilgning alene kan videnskabelig 38 liv i Norge ikke opretholdes; dertil trænges absolut en større forstaaelse og offervillighet fra private, og det gjælder derfor her først og fremst, at det hos os som 1 vore nabolande blir skik, at vore rikmænd 1 sine testamenter ikke som hittil gjerne gir av sin overflod alene til saakaldte veldædige formaal, men ogsaa I rimelig utstrækning betænker videnskapen, hvis trivsel er en grundbetingelse for landets fremgang baade 1 aandelig og mate- riel henseende*. Jeg har fundet det i høi grad paakrævet at gjenta disse ord ogsaa nu iaar ved! Nansenfondets aarsmøte. Thi jeg tror det skal erkjendes, at det merkelige aar vi siden har gjennemlevet med den vældige verdenskamp for tilværelsen, som vi endnu ikke øiner nogen ende paa, har leveret os alle beviser nok for, at det var en sak av stor betydning jeg dermed søkte at slaa til lyd for. Jeg sigter ikke til de velkjendte forhold, at det som sed- vanlig har vist sig, at naar hos os staten har ondt for at balan- cere budgettet, saa er det først og fremst universitetsbudgettet og det saakaldte kulturbudget som maa holde for. Nei jeg sigter til det faktum, at krigen har leveret de mest slaaende beviser paa videnskapens enorme betydning ogsaa for de enkelte stater i deres kamp for eksistensen. Ikke bare ved de avgjørende videnskabelige opdagelser, hvorpaa selve krigsred- skaperne hviler, de forskjellige sprængstoffe, det røkfri krudt, de nøiagtig beregnede effekter av kanoner og andet skyts, sam- mensætninger av panserstaalet, luftskibene og aéroplanerne og deres motorer, undervandsbaatene, den 'traadløse telegrafi, det elektriske søkelys o.s.v. Nei Imeget mere ved de videnskabe- lige opdagelser som har gjort det mulig at de krigførende magter overhodet kan holde krigen ut; jeg tænker paa den enorme avhængighet av kirurgiens fremskridt, av medicinens epokegjørende opdagelser paa serumterapiens omraade, ernærings- fysiologiens betydning for soldaternes ernæring og helse. Men endnu mere eklatante beviser kan fremlægges, som f. eks. at prof. Habers epokegjørende opdagelser paa kvælstofindustriens omraade og prof. Delbricks opdagelse av en metode for frem- 39 stillingen av foreggehvitestoffe saa at si midt under krigen maaske rent ut har sikret Tysklands hele befolkning mot den nødstilstand, som mangelen paa gjødningsstoffe og kraftforstoffe ellers maaske kunde medføre, om krigen, som det ser ut til, endnu blir av lang varighet. Det erkjendes ogsaa alment, ikke bare fra tysk hold, men endog fra de med Tyskland kjæmpende magter, at likesom den høie utvikling av den tyske videnskap har været en av de vigtigste faktorer 1 landets enorme frem- gang 1 frédens dage, saa er ogsaa nu den tyske videnskap paa mange maater en viglig, Ja uundværlig støtte i dets kamp for tilværelsen. undertiden endog den store hjælper i nøden, naar intet andet kunde hjælpe. Et høit utviklet videnskabelig liv er under nutidens aldrig hvilende kappestrid mellem staterne for ethvert folk en hovedbetingelse for fremgang og utvikling, og det kan bli en livsbetingelse. Og det skal være vanskelig at peke paa noget folk, for hvem netop et høit utviklet viden- skabelig liv kan være av større betydning end hos os. Alle vore hovednæringsveie: — jordbruket, skogdriften, bergverks- driften, fiskeribedriften, sjøfarten, hvalfangsten, vor industri knyttet til utbygningen av vore vandfald og kraftoverføring der- fra, — skylder allesammen videnskapen sin fremgang og utvik- ling og vil stadig komme 1 større og større gjæld til viden- skapen. Derfor siger jeg atter og atter og skal ikke bli træt av at gjenta det: det er en pligt for enhver som holder av vort land at gjøre sit til at vort videnskabelige liv kan trives og fremmes. Derfor siger jeg ogsaa, ikke som en utaknemmelig klage, men som en berettiget appel netop til vore rikmænd, som ikke sjelden i stor utstrækning netop skylder videnskapens opdagelser og fremskridt sine formuer: glem ikke at gi videnskapen noget igjen for det I skylder den! Testamenter til videnskapen! Den vil i sin tid altid gi landet igjen med renter det den faar! Kristiania, 3. mai 1915. For styret W. GC. Brøgger, formand. 40 5. Præses uttalte selskapets tak til Nansenfondet for dets betydelige aarlige bidrag til selskapet. 6. Bøgh holdt et foredrag: Den ældste ornamentik å kinesisk kunst. Indledningsvis berørtes den i det sidste decen- nium intenst drevne forskning til klarlæggelse av den kinesiske kunsts oprindelse og dens videre utvikling i de sidste aartusener før vor tidsregning, en utvikling som paa mange av kunstens om- raader blev av grundlæggende betydning for al eftertid 1 Kinas kunst- og kulturliv. Det gjaldt her nærmere at betragte et en- kelt av disse omraader, nemlig ornamentiken i dens ældste kjendte former. Det er den ældgamle broneekunst som yder materialet til en saadan undersøkelse. Av virkelige originaler i bronee fra de ældste tider er kun faa bevaret. Tilgjengjæld gir de gamle katalogverker over de keiserlige samlinger, forsynt med tusener av omhyggelig utførte billeder av de ældste broncer, et overmaate rikt materiale. Her kommer navnlig 1 betragtning den lærde Wangfu's beskrivende katalog (,Pokutulu*) over keiser Huitsungs samlinger, forfattet 1 aarene 1107—1111, samt den store pragtkatalog fra midten av det 18de aarhundrede over keiser Kienlungs samlinger. Tilsammen indeholder disse to verker et antal av 3000 avbildninger. De ældste avbildede broncekar tilhører den endnu halvhistoriske periode under Shang-dynastiet (1766 —1122 før Kr.) og fører os videre gjennem 21/ aartusen op til Tang-dynastiet 900 aar efter Kr. Ved hjælp av en række lysbilleder med gjengivelser av billeder fra disse verker gjennemgik taleren nu den ornamentskat som kan forfølges til- bake til det det aartusen før Kr., og paaviste dens utvikling ned til Han-dynastiets tid omkring begyndelsen av vor tidsreg- ning. Det geometriske ornament som forefindes paa Shang- broneer, maa betragtes som utløpere av en ornamentik som den- gang allerede hørte en fjern fortid til, men som ikke desto- mindre gir en ret fyldig besked om den ornamentale dekor i en mere primitiv periode, hvis grænse antagelig kan sættes til henimot slutningen av det 3dje aartusen. Shang-periodens broncer tilhører et andet, høiere trin i utviklingen, paa hvilket det geometriske ornament allerede forlængst er traadt tilbake 41 for et andet ornamentmotiv, som derpaa blir det herskende til langt ned i det 1ste aartusen, nemlig en utpræget dyreornamen- tik. Taleren redegjorde derefter for den nye ornamentiks specifike karakter, paaviste dens begrænsning, idet dyret opfattes alene som type og behandles alene som ornament, og dette paa en saa skematisk maate at en paavisning av bestemte arter er utelukket. Nye tilløp til en friskere og finere behandling av mo- tiverne, navnlig av fuglefigurerne, forekommer under Chou- dynastiet (1122—255 før Kr.). Fra midten av det sidste aar- tusen foregaar en gjæring som følge av nye, utenfra kommende impulser. Resultatet av disse indvirkninger foreligger 1 den ornamentik som findes paa arbeider fra Han-dynastiets tid (202 før—225 efter Kr.) en ornamentik som har frigjort sig fra det gamle typologiske ornamentskema og aapner nye veie. Set fra et utviklingshistorisk synspunkt er den gamle kinesiske orna- mentik et avsluttet omraade ved begyndelsen av vor tids- regning. Foredraget ledsagedes av talrike lysbilleder. 7. Generalsekretæren fremla regnskapsførerens regn- skaper for 1914 med revisorernes bemerkninger og regnskaps- førerens besvarelser, som revisorerne hadde fundet tilfreds- stillende. Selskapet meddelte regnskapsføreren decharge. 8, Generalsekreiæren fremla selskapets Skrifter og Forhandlinger for 1914 samt de siden sidste fællesmøte trykte avhandlinger. Historisk-filosofisk klasse. 14de mai. (Formand: Falk. Sekretær: Schencke). (Tilstede: Broch, A. W. Brøgger, Chr. A. Bugge, Eitrem, Falk, Hambro, Hægstad, Johnsen, Y. Nielsen, Schencke, Seippel, Torp). 1. A. W. Brøgger holdt en mindetale over selskapets avdøde indenlandske medlemmer overlærer Karl Rygh og pro- fessor G. Gustafson (se under ,Mindetaler* s. 72—78). De til- stedeværende hædret de avdødes minde ved at reise sig. 49 2. Hægstad holdt et foredrag: Spraakvitskapleg smaa- ting. Han paaviste heri fra hjemlig og nedertysk litteratur i 15de aarh. forekomsten av ordet nornsk, overgangsformen fra det ældre norrøn, norrønsk til norsk; norsk findes brukt allerede før 1500. Ved eksempler fra Diplom. norv. paavistes derhos at gaardsnavne paa -land blev opfattet som hunkjønsord, idet man underforstod appellativet jord; foredragsholderen mente at dette var grunden til at stedsnavne paa -land, -hus o.s. v. fik endelserne -ar, -tr 1 flertal likesom almindelige hunkjønsord. Fiter en oversigt over de forskjellige norske dialektformer for fuglenav- net sysvorta (Turdus merula), kom foredragsholderen til det resul- tat, at alle de norske former pekte paa en og samme oprindelse og betydning (sort som vildsvin), likesom ogsaa det danske solsort og det svenske solsvårta (dial.) sluttet sig dertil. Han antok at navnet var opstaat i England og derfra hadde utbredt sig til landene rundt Nordsjøen. For dette mente han at finde støtte i en ags. glossa, som han gjorde nærmere rede for. Foredraget foranlediget bemerkninger av Falk, hvortil foredragsholderen replicerte. | 3. Torp behandlet endel morske etymologier; de i fore- draget givne forklaringer vil indgaa 1 hans , Etymologisk norsk ordbok*, som er under utgivelse. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 28de mai. (Formand: H. H. Gran. Sekretær: Isaachsen). (Tilstede: W. C. Brøgger, E. I. H. Bull, H. Geelmuyden, V. M. Gold- sehmidt, H, H. Gran, Isaachsen, Johannessen, A.N. Kiær, Mohn, Ringnes, Schroeter, Størmer, Sylow, Vegard, R. Vogt, Winge). 1. Mohn holdt en mindetale over selskapets avdøde inden- landske medlem direktør Aksel S. Steen (se under ,Mindetaler* s. 79—89). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. Frk. Bonnevie holdt et foredrag: Arvelighetsunder- søkelser å Norge, foreløbig meddelelse. Siden aarhundredskiftet har arvelighetsforskningen indtat en altid bredere plads i den 43 biologiske forskning, og man har paa de forskjelligste felter, særlig ved undersøkelser paa planter og dyr, fundet en lovmæs- sighet i de enkelte egenskapers nedarvning som man tidligere neppe har anet, skjønt den allerede i midten av forrige aar- hundrede blev paavist av Gregor Mendel for en del planters vedkommende. Det lille beskedne arbeide hvori han nedla sine resultater, blev imidlertid helt ubemerket, indtil det i 1900 blev opdaget og lagt til grund for det nye og frugtbare forsknings- felt som nu efter ham ofte benævnes ,mendelismen*. Ikke bare hos planter og dyr, men ogsaa hos mennesker har man for en række karakterers vedkommende kunnet paavise at Mendels lov gjør sig gjældende. Men netop de menneske- lige forhold frembyr store vanskeligheter for en rationel forsk- Ding, og hvis man her overhodet skal opnaa sikre resultater, saa gjælder det i høi grad at nytte enhver gunstig leilighet og bedst mulig at utnytte det materiale som forefindes. Netop vort land frembyr med sine isolerte fjeld- og fjord- bygder de bedste betingelser for arvelighetsforskning. Jo større samtrafikken blir mellem disse bygder, desto mer vil imidlertid deres særpræg forviskes og muligheten for omfattende slegts- studier forringes. Ved spørsmaalsskemaer til vort lands distriktslæger og helseraadenes ordførere hadde foredragsholderen søkt at skaffe en oversigt over forekomsten av visse arvelige misdannelser eller lidelser i vore bygder, og ved undersøkelser paa stedet supplert ved arkivstudier er saa disse karakterers utbredelse inden den enkelte slegt og lovmæssigheten i deres optræden nærmere utredet. Der forevistes slegtskemaer og billeder av en 6-fingret familie fra Storelvedalen, av familier med ,blødersygdom*, dvergvekst m. m., — karakterer som alle viser en lovmæssig optræden indenfor slegten. — Særlig interesse har de ,store* slegtstavler, som omfatter flere krydsende slegter gjennem en række genera- tioner, idet man her kan iagtta hvordan en krydsning av be- stemte slegtslinjer i flere tilfælder gaar ork for en arvelidelses førsteoptræden inden slegten. 44 Det viser sig ogsaa at slike omfattende slegtstavler er av stor betydning for studiet av selve lovmæssigheten i en arve- lidelses optræden. De tilsynelatende uoverensstemmelser som viser sig 1 en karakters optræden inden enkelte generationer, — de kan, naar slegtslinjerne følges bakover gjennem generationerne, vise sig at være led i et sammenhængende hele og uttryk for en lovmæssighet som 1 en mindre omfattende slegtstavle ikke vilde træ frem 1 dagen. Men saadanne undersøkelser som tar sit utgangspunkt 1 tidligere generationer, vil paa den anden side være usikre, fordi man med hensyn paa arvelidelsens symptomer vil være henvist til at stole paa de nulevendes hukommelse eller paa en mer eller mindre usikker slegtstradition. Foredragsholderen fremholdt derfor sterkt nødvendigheten av at planlægge undersøkelserne med tanke paa deres fortsættelse i fremtiden, idet man da vil kunne bygge paa det sikre iagttagelsesmateriale som nu kan samles og tilrettelægges. For at kunne bevare kontinuiteten 1 et saadant arbeide og for 1 størst mulig utstrækning at kunne utnytte vort lands gode betingelser for arvelighetsforskning maa man arbeide hen mot oprettelsen av et centralinstitut for slegtsforskning, et institut som kunde motta meddelelser fra læger og andre interesserte landet over om forekomsten av arvelige misdannelser eller lidelser, og som saa atter kunde orgamsere arbeidet for at undersøke lovmæssigheten i deres optræden. 3. Stipendiat F. Macody Lund holdt et foredrag: Trond- hjems domkirkes geometriske system. Han paaviste heri at vinkelforholdet ved det gamle takspor paa centraltaarnets vest- og østside, nemlig en grundvinkel av 659 og en topvinkel av 549, er gjennemført paa alle kirkens ældre staaende dele. Ved at gjennemføre dette vinkelforhold paaviste han at Christie's paa arkæologisk troskap rekonstruerte ste og den etage saa at sige paa tommemaalet er rigtig. Dette vinkelforhold er det vinkel- forhold som fremkommer ved den pythagoræiske skoles lære om det gyldne smit og de med denne konstruktion sammenhængende fremgangsmaater ved konstruktion av femkanten og dermed 45 pentagrammet, hvis hemmelighet gjennem aarhundredernes løp har været glemt og sunket ned til en trylleformular. Ved anvendelse av alle konstruktionskombinationer gjennem alle pentagrammets centrer paaviste foredragsholderen at det gyldne snit og pentagrammet er den geometriske formel hvorefter Trondhjems domkirke er bygget. Ved anvendelse av denne formel som prøve paa de staaende ældre dele av Trondhjems domkirke fremgik det, at kleristoriehøiden (kirkens 3dje etage) samt hvælvhøiden og høiden paa midtskibsmuren er for lav, likesom det paavistes at ogsaa Nordhagens hvælvkonstruktion er anakronistisk og geometrisk urigtig, idet den er en hvælvkonstruktion fra tiden før 1220 med dens anvendelse av stjernehvælvet, som om dette var et dekorativt indfald av gotikens bygmestre, istedenfor at det er en kon- struktiv nødvendighet til styrkelse av den horisontalt liggende ribbe imellem slutsten i skibet og slutsten i skjoldbuen over kleristorie- vinduerne. Foredragsholderen fandt at denne karakteristiske misforstaaelse 1 dette væsentlige konstruktionsled røber en mang- lende indsigt 1 den gotiske konstruktions væsen. Denne mangel gjør sig da ogsaa selvfølgelig gjældende i Nordhagens nye utkast. Foredragsholderen godtgjorde ved at anvende pentagrammet paa nogle av Frankrigs og Englands typisk gotiske katedraler fra nogenlunde samme tid som Trondhjems domkirke at denne indtar en enestaaende plads i middelalderens arkitektur med hensyn til en gjennemført anvendelse av proportionerne som fremkommer ved det gyldne snit. Hvert eneste hovedled og hvert eneste dekorativt led er fremkommet efter et forhold som 5:8 og hele frontens opbygning som helhet efter et for- hold som 5:8— 15:24. Trondhjems domkirke er med andre ord bygget som et musikstykke med 5/s takt. Den viser sig at være en fuldt selvstændig konception, og hvis man skal trække en sammenligning (som saa ofte har været gjort) mel- lem f. eks. katedralen i Lincoln og katedralen i Trondhjem, frem- trær den første som en provineiel efterligning av Trondhjems dom- kirke, hvor kun dennes dekorative pragt, men intet av dens konstruktive princip og proportionalitetsidé er levnet tilbake. Foredraget ledsagedes av lysbilleder. 46 4. Til trykning fremlagdes: Roald Amundsens Antarctic Expedition. Scientific Results. — Meteorology, by H. Mohn. — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som nr. 5. Kr. Birkeland. On åa possible crucial test of the theories of auroral curtains and polar magnetic storms. — Trykt 1 den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 6. Gunnar Isachsen. Travaux topographiques de I'Expédi- tion Isachsen 1909—1910. (Fremlagt av W.C. Brøgger). — Trykt i den mat.-naturvid. klasses skrifter for 1915 som no. 7. Historisk-filosofisk klasse. 17de september. (Formand: Falk. Sekretær: Schencke). (Tilstede: Broch, E. Bull, Falk, Hambro, Hægstad, Johannessen, Å. Kjær, Koht, Marstrander, Rygg, Scheel, Schencke, Stang, Taranger, Torp). 1. Koht holdt en mindetale over selskapets avdøde uten- landske medlem professor Edvard Holm (se under ,Mindetaler* s. 82—89). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. Stang holdt et foredrag: Om skadeserstalming og straf. Han paaviste heri hvordan disse to retsinstituter op- rindelig var forenet, idet privatboten utfyldte begges funktioner. Senere var de blit skilt. I nutiden var der imidlertid en tendens til igjen at føre dem sammen, idet man søkte at bringe pønale momenter ind 1 erstatningslæren. Paa den anden side tenderte utvidelsen av det objektive ansvar til at utvide skillet mellem erstatning og stral. Foredraget gav anledning til bemerkninger av Taranger, Hambro og Scheel, hvortil foredragsholderen replicerte. 3. Til trykning fremlagdes: Kr. B.-R. Aars. The world around us and our soul in the world. Essay concerning the å priori and the universe. — Trykt i den hist.-filos. klasses Skrifter for 1915 som no. 6. 47 Catharinus Elling. Vore Slaatter. (Fremlagt av Å. Kjær). — Trykt i den hist.-filos. klasses Skrifter for 1915 som no. 4. C. Marstrander. Bidrag tl det norske sprogs historie i Irland. — Trykt i den hist.-filos. klasses Skrifter for 1915 som no. 5. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 24de september. (Formand: H. H. Gran. Sekretær: Isaachsen). (Tilstede: W. C. Brøgger, Faye, H. Geelmuyden, H. Goldschmidt, H. H. Gran, Holtsmark, Isaachsen, Johannessen, Schroeter, Sebelien, Stør- mer, Winge, Øyen). Størmer holdt et foredrag: Nye resultater fra nordlys- ekspeditionen til Finmarken 1913, hvori han meddelte, at be- arbeidelsen av det store materiale av nordlysfotografier tat i mars 1913 samtidig fra Bossekop og Store Korsnes nu er saa langt fremskredet at henved halvparten er bearbeidet. Dette har git definitive resultater angaaende nordlysets høide for vedkom- mende tid og sted. Av de hittil utregnede 1400 nordlyshøider grupperer de aller fleste sig i intervallet 95 til 115 km. over jorden. Den nedre grænse er omkring 90 km. og den øvre grænse over 950 km. Der er tydelige grupperinger omkring høiderne 101 og 106 km., antagelig svarende til forskjellige sorter av elektriske korpuskler, som utenfra trænger ned til disse niveauer. Foredragsholderen viste dernæst en række nordlysbilleder av særlig interessante nordlys, med tilhørende fremstilling av deres beliggenhet i rummet. De strakte sig over et omraade straks vestenfor Lofoten til langt østenfor Vardø, over ca. 1500 km. i en høide av over 100 km. over jorden. Særlig var en række parallele baand natten mellem den 15de og 16de mars av stor interesse. Foredragsholderen fremviste likeledes et fotografi tat med prismeobjektiv, hvor flere billeder av en nordlysstripe ligger ved siden av hinanden, svarende til forskjellige spektrallinjer i 48 nordlysets spektrum, og han nævnte at muligheten av at ta slike fotografier samtidig med parallakse-fotografier til høidemaa- ling vilde være av betydning for utforskningen av de høieste lag av atmosfæren. Foredragsholderen meddelte at den av ham indførte metode til fotografisk at bestemme nordlysets høide ogsaa var blit an- vendt paa Haldde-observatoriet av Krogness og Vegard, og at et vældig materiale nu var samlet i 1914 og 1915. Endvidere var metoden anvendt paa Spitsbergen av dr. Wegener. Naar maksimum av solflekker og nordlys om kort tid indtræder, vil metoden være av største betydning; store problemer venter nemlig da paa sin løsning. Foredraget ledsagedes av lysbilleder. Fællesmøte. Sde oktober. (Præses: Torp. Generalsekretær: Johannessen). (Tilstede: Aall, Aaser, A. W. Brøgger, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, E. Bull, Trampe Bødtker, Collett, Dahl, Faye, Gade, H. Chr. Geelmuyden, Gjelsvik, H. Goldschmidt, V. M. Goldschmidt, H. H. Gran, Guldberg, Ham- bro, Henrichsen, Hægstad, Isaachsen, Johannessen, A. Kjær, Koht, Kolsrud, Marstrander, Mohn, Morgenstierne, Olsen, Ræder, Ræstad, Schetelig, Schnitler, Schroeter, Størmer, Taranger, This, Torp, Winge, Øyen). 1. Schnitler holdt et foredrag: En renæssanceborg i Smaalenene. Han skildret heri det gamle befæstningsanlæg paa Ellingaard, hvor volde, grave og bastioner ligger bevaret den dag idag. Han søkte at bevise at det hele anlæg skyldes Norges rikes kansler Jens Bjelke, som maa ha bygget sig en borg efter mønster av den nye befæstningskunst, som her 1 Norge første gang blev praktisert av Kristian IV ved hans nybygninger paa Akershus. Han pekte ogsaa paa en merkelig overensstem- melse mellem Ellingaard og Kristian IV's lystslot Rosenborg 1 Kjøbenhavn. Foredragsholderen kom derefter ind paa en række andre gamle herresæter, især i Smaalenene, hvor man muligens tør vente at finde levninger av borganlæg fra det 16de og 17de aarhundrede. Han pekte paa en utviklingslinje 1 borgbygningen 49 hertillands, saa at de eneste bevarede eksemplarer vi har, nemlig Østraat og Rosendal, ikke blir isolerte tilfælder, men slutstenene I en sammenhængende række. Foredraget ledsagedes av lysbilleder. 2. Generalsekretæren fremlagde følgende Beretning om eiendommen Tømte i Nannestad for treaaret 1912—1914. (Avgivet 1 henhold til bestemmelse 1 F. 0. Guldbergs testamente av 7de januar 1908). Ffter professor Robert Collett, som avgik ved døden i begyndelsen av 1913, valgtes som medlem av eiendommens be- styrelse fhv. apoteker Morten Stillesen, som allerede tidligere nogle gange efter formandens anmodning hadde tat sig av land- bruket. Han kom desværre ikke til at virke længe, idet han døde i begyndelsen av 1914, og da bestyrelsen gjerne vilde se en dygtig landmand 1 sin midte, blev fhv. statsraad Johan EF. Mellbye valgt i Stillesens sted. Det nye medlem har dog ikke deltat 1 bestyrelsen i det tidsrum, denne beretning omfatter. Med hensyn til gaardens bygninger er at meddele at hoved- bygningen blev malet 1912, og at der blev tilbygget et vindfang. [ stuen er ophængt et stort smukt aneroidbarometer, som pro- fessor Morgenstierne har foræret. Alle forpagterboligens ind- vendige rum blev nyt opmalet sommeren 1914. Samme sommer lagdes kabel for det elektriske lys, som leveres fra Bjerke elek- trieitetsverk. Det blev tat i bruk ved juletid. Foruten 1 de to nævnte bygninger er lys installeret i stald og fjøs, hvorhos der utvendig er anbragt to kraftige lamper, saa man 1 den mørke tid kan gaa bekvemt fra forpagterboligen til fjøset. I dette er der sommeren 1913 indlagt vandledning 1 jernrør, hvorhos der er anbragt nye takrender paa fjøsbygningen. Skogen blev optællet i mai 1913 og befandtes at indeholde 119,5 tylvter 7-tom og derover samt 287,11 tylvter 6-tom. Den blev samtidig befaret av amtsskogmesteren, som fandt den i god tilvekst (gjennemsnitlig tilvekstprocent 7,7). Han raadde til 4 50 endnu at vente 3 aar før man tok paa salgshugst av tømmer, og imidlertid sælge ved. I 1913 og 1914 blev der da solgt ved (favne og kors) for tilsammen kr. 489,80. Sommeren 1912 blev utført en av skogmesteren aaret forut planlagt avgrøftning av myr, hvilket arbeide kostet kr. 146,26, hvorav halvdelen utre- dedes av Akershus amts skogselskap. — Siden sommeren 1914 holdes skogen brandforsikret. I det paa Engerhaugen 1909 anlagte felt for koniferer findes ved den tid denne beretning avgives, plantet følgende arter: Abies balsamea, Å. brachyphylla, A. cephalonica, Å. conco- lor, A. grandis, Å. nobilis, Å. Nordmanniana, Å. pectinata, A. pinsapo, Å. sibirica, Å. subalpina og Å. Veitschii. Picea alba, P. Alcockiana, P. Engelmanni, P. nigra, P. obo- vata, P. orientalis, P.pungens, P. rubra, P. Schrenkiana og P. sitchensis. Larix europæa, L. leptolepis og L. sibiriea. Pinus austriaca, P. Banksiana, P. Cembra, P. contorta, P. flexilis, P. montana, var. gallica, var. mughus, var. uncmmata, P. Murrayana og P. Strobus. Pseudotsuga Douglasi — tilsammen 37 arter og varieteter i 275 eksemplarer. Det er hensigten at komplettere saavidt mulig, saa antallet av hver art kan bli 10. Plantningen er nu forsynet med porcellænsetiketter. Feltet staar godt, om det end sidste vinter har lidt noget av sneen. Kristiania den 1d5de september 1915. Th. Hiortdahl. N. Wille. [Den forrige treaars-beretning er trykt tilslut som ,Tillæg*.] 5. Derefter avholdtes særmøte i den matematisk-natur- videnskabelige klasse til valg av viceformand istedenfor avdøde direktør Aksel S. Steen. Valgt blev observator J. Fr. Schroeter. - 51 Historisk-filosofisk klasse. 22de oktober. (Formand: Falk. Sekretær: Schencke). (Tilstede: Broch, Chr. A. Bugge, Eitrem, Falk, Gjelsvik, Koht, Mar- strander, Morgenstierne, Olsen, Rygg, Ræder, Ræstad, Schnitler, Winge). 1. Ræstad holdt et foredrag: De forskjellige slags pri- vate monopoldannelser. Statsøkonomerne fremhæver at der under nærings- og konkurrancefriheten har utviklet sig en stadig sterkere tilbøielighet til sammenslutning i produktions- og omsæt- ningslivet mellem bedrifter paa samme trin (horisontal;koncen- tration) og bedrifter paa forskjellige trin (vertikal koncentration). Statsøkonomerne er tilbøielige til at regne, paa lignende maate, med horisontale og vertikale monopoldannelser. Men monopo- lerne knytter sig 1 nutiden til en bestemt vare eller tjeneste. De hviler forsaavidt altid paa horisontal koncentration. En anden sak er, at vertikal koncentration spiller stor rolle til at fremelske monopoldannelser. Der er at skjelne mellem monopoldannelser som hviler paa avtale og samarbeide, og monopoldannelser som hviler paa hel sammenslutning og en ny økonomisk enhet. Den første gruppe omfatter karteller, interessefælles- skaper (communities of interest) og opkjøpsmonopoler (corners). Den anden gruppe omfatter trusterne. De forskjellige former gaar ikke umerkelig over i hverandre, men de kan arbeide sammen og paa den maate fremme monopolvæsenet. Et andet grundlag for inddelingen er at skjelne mellem monopoler 1 de forskjellige lag av det økonomiske liv (handel, samfærdsel, in- dustri). Der knyttes stadig forbindelser mellem monopoldannel- ser i de forskjellige næringslag, med tilhjælp av finansverdenen. Monopolvæsenet indarbeides saaledes paa kryds og tvers i et land. At faa det ut igjen, blir i tilfælde ikke bare et økonomisk, men et socialt og politisk spørsmaal. Efter foredraget utspandt der sig en diskussion mellem Morgenstierne og foredragsholderen. 2. EFitrem holdt et foredrag: Meddelelse om en græsk papyrus fra Antoninus Pius's tid, 1 hvilket han fremla flere græske papyrus'er, erhvervet i Ægypten 1 1910, og nærmere 52 forklarte en av disse, som er dateret aar 154 e. Kr., et bank- dokument fra Alexandria, som handler om et slavesalg. Slaven garanteres at være ,tro, uten tilbøielighet til at rende av tjenesten, fri for epilepsi og spedalskhet. Prisen er antagelig noget over 1000 drakhmer, hvorav endel betales kontant. Papyrus'en kaster lys over kommunale forhold i Alexandria og over det ægyptiske bankvæsen paa den tid. Fællesmøte. 5te november. (Præses: Torp. Generalsekretær: Johannessen). (Tilstede: Broch, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, Cranner, Eitrem, Falk, Gjelsvik, V. M. Goldschmidt, H. H. Gran, Hægstad, Isaachsen, Johan- nessen, A. Kjær, Kolsrud, Larsen, Marstrander, Mohn, Olsen, Ræder, Schroeter, Sebelien, Torp, Winge, Øyen). 1. Præses mindedes det tap selskapet hadde lidt ved dets indenlandske medlem generalløitnant Olssøns død, og meddelte at der i det næste møte i den klasse den avdøde hadde tilhørt, vilde fbli holdt en mindetale over ham (se under ,Mindetaler* s. 100). 2. Hægstad holdt et foredrag: Korleides maalføre vert til. Han fremholdt heri at hovedgrunden til den uundgaaelige forandring av sproget (talesproget) var det individuelle moment, i forbindelse med det svingerum der er 1 avstandene mellem de forskjellige lyds beliggenhet i taleorganet. Dette har nemlig den virkning, at en viss uttale aldrig blir reproduceret paa samme vis, ikke engang av samme individ. Gaar da reproduktionen i en viss retning, som kan ha sin grund i en ny smak, å. eks. ved paavirkning av 'samfærdsel med folk söm taler anderledes, eller i en lettere uttale, saa kan en saadan avvigelse utbrede sig og vokse, saa ingen bemerker det før det en god dag med en til- voksende slegt stiger frem som et helt lydskifte. Indenfor samme slegtled gaar saadanne forandringer ikke for sig. Foredragsholderen nævnte eksempler fra Nordfrankrig paa forandringer av denne art, som var iagttat i sidste halvdel av forrige aarhundrede, og likesaa flere fra vort eget land. Han antok at utjevningen i Å 53 dansk av endelse-vokalerne e, 4, u til €, som er særegen for dette nordiske sprog, idet baade svenske og norske dialekter har bevaret e, å og o (eller 4), har foregaat 1 det 13de aarhundrede og har sin grund i paavirkning fra tysk. Han omtalte derefter dialektforskjelligheter paa det norske sprogomraade, og paaviste hvorledes nogle skrev sig fra gammelnorsk, andre fra middelnorsk og atter andre fra nynorsk tid. Efter foredraget fulgte en diskussion, hvori deltok Larsen, Falk, Broch og foredragsholderen. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. 19de november. (Formand: H. H. Gran. Sekretær: Isaachsen). (Tilstede: Boeck, Bonnevie, W. C. Brøgger, H. Geelmuyden, V. M. Goldschmidt, H. H. Gran, Henrichsen, Holtsmark, Isaachsen, Johannessen, Mohn, Schroeter, Sebelien, Winge). 1. Størmer holdt en mindetale over selskapets avdøde inden- landske medlem dr. Elling Holst (se under ,,Mindetaler* s. 89—95). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at reise sig. 2. Mohn holdt en mindetale over selskapets avdøde inden- landske medlem generalløitnant Olssøn (se under ,Mindetaler* s. 100). De tilstedeværende hædret den avdødes minde ved at relse sig. 83. Vegard holdt et foredrag: Rumgitteret for krystaller av sølv, guld og bly bestemt ved røntgenstraaler. Han gav først en kort oversigt over de paa professor Laues opdagelser grundede metoder til analyse av krystallers indre struktur ved hjælp av røntgenstraaler. Metoden var utviklet og forenklet av professor Bragg og dennes søn L. W. Bragg. Han meddelte derpaa resultaterne av undersøkelser over krystallers rumgitre han 1 løpet av den seneste tid hadde foretat ved det Fysiske Institut. Det var bi. a. lykkedes ham at bestemme strukturen for krystaller av bly, guld og sølv samt av blyglans, og han frem- viste modeller av rumgitret. Man hadde her for sig et rikt felt, og foredragsholderen haabet at der kunde skaffes de nødvendige midler til fortsat arbeide. Då V. M. Goldschmidt og W. C. Brøgger fremkom med bemerkninger 1 tilslutning til foredraget. 4. Til trykning fremlagdes: Carl Looft. Untersuchungen iiber die Bedeutung der Kråmpfe im friben Kindesalter för die spåtere Intelligenzent- wickelung. (Fremlagt av Johannessen). — Trykt i den mat.- naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 11. Fællesmøte 3dje december. (Præses: Torp. Generalsekretær: Johannessen). (Tilstede: Aall, Bjørlykke, Brakdend A. W. Brøgger, W. C. Brøgger, Chr. A. Bugge, E. Bull, Dahl, Eitrem, Falk, Faye, H. Geelmuyden, V. M. Goldschmidt, G. Gran, H. H. Gran, Guldberg, Hiortdahl, Hægstad, Isaach- sen, Johannessen, A. Kjær, Koht, Larsen, Marstrander, Mohn, Minster, Olsen, Ording, Palmstrøm, Pettersen, Rygg, Schroeter, Størmer, Sylow, Torp, Vegard, Winge, Øyen). 1. Olsen holdt et foredrag: Om trollrumer. Foredraget omhandlet magiske runeindskrifter, bestaaende dels av rune- rækken med tryllekraftig anvendelse, dels av ord med sproglig mening, hvor: man paa forskjellig maate har søkt at faa frem grup- per med samme antal tegn som runerækken indeholder. Disse indskrifter fulgte han til den ene side ut over det germanske omraade og fremholdt deres sandsynlige forbindelse med ,,alfabet- troldom* hos grækere og romere. Til den anden side gjorde han rede for forhold, som tyder paa at flere skaldevers, specielt nidviser, har været forfattet i den bestemte hensigt at indridses med runer. 2. Sylow refererte en avhandling av Th. Skolem: Unter- suchungen tiber einige Klassen kombinatorischer Probleme. Han fremhævet herunder at forfatteren ikke alene har løst en stor mængde vanskelige problemer, men at han ogsaa har be- vist en række almindelige satser. Den vigtigste av disse er en generel sats av stor rækkevidde, som fastslaar en dualisme i teorien om inddelinger og grupperinger, som er analog med den som hersker i plangeometrien mellem deskriptive sætninger om punkter og linjer. Forf. har paa den anden side ogsaa visst at DØ D: sætte de kombinatoriske problemer 1 forbindelse med andre discipliner, navnlig kemi. Han betragter nemlig de forskjellige maater hvorpaa atomer av forskjellig valents kan tænkes grupperet inden et molekyl. 3. Til trykning fremlagdes: Th. Skolem. Untersuchungen iiber einige Klassen kom- binatorischer Probleme. (Fremlagt av Sylow). — Vil bli trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1916. V. M. Goldschmidt. Geologisch-petrographische Studien im Hochgebirge des sidlichen Norwegens. III. Die Kalksilikatgneise und Kalksilikatglimmerschiefer des Trondhjem-Gebiets. — Trykt I den mat-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 10. Olaf Holtedahl. The Strophomenidae of the Kristiania- region. (Fremlagt av W. GC. Brøgger). — Trykt i den mat.- naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 12. Axel Thue. En kobling ved svingende bevægelser. — Trykt i den mat.-naturvid. klasses Skrifter for 1915 som no. 13. 4. Præses fremla paa bestyrelsens vegne et forslag om forandring av $ 9 i selskapets Statuter og av avsmit III i Keglementsbestemmelserne. Istedenfor den nuværende $ 9 i Statuterne foresloges: $9. Ønsker et medlem et av ham forfattet videnskabelig arbeide trykt blandt selskapets skrifter, maa det fremlægges eller refereres i et møte. Hvis bestyrelsen finder at det bør trykkes, besørger generalsekretæren det trykt i den orden hvon det er fremlagt eller tilstillet ham. Hvis en utenforstaaende ønsker et av ham forfattet arbeide trykt blandt selskapets skrifter, maa dette fremlægges av et medlem. Antas det til trykning, skal medlemmets navn med bemerkning om fremlæggelsen trykkes paa avhandlingen. Istedenfor det nuværende avsnit III i Reglementsbestemmel- serne foresloges: III. Som reglementsbestemmelse til Statuternes $ 9 er ved- tat følgende: 56 De møter hvori saadanne bestyrelsesbeslutninger fattes, holdes som regel kun to ganger om aaret (omkring iste mars og Åfste oktober); her vedtas trykning av fremlagte "arbeider for det følgende halvaar. Arbeider ved hvilke der av den ene eller den anden grund kan opstaa tvil hos bestyrelsen, hvorvidt de bør trykkes blandt selskapets skrifter, skal av bestyrelsen forelægges en sakkyndig komité eller eventuelt den hele faggruppe inden klassen til uttalelse. Ffter nogen diskussion blev forslagets behandling besluttet utsat til et ekstraordinært møte i 1916. 4. Derefter foretoges valg av embedsmænd m. m. for 1916. Prof. dr. Hj. Falk frabad sig valg til viceformand i den hist.- filos. klasse. Valgene hadde derefter saadant utfald: a. Til præses rykker vicepræses, prof. dr. W. C. Brøgger op. Til vicepræses valgtes prof. dr. Alf Torp. Til generalsekretær gjenvalgtes prof. dr. Axel Johan- nessen. b. I den mat.-naturvid. klasse: Til formand rykker viceformanden, observator J. Fr. Sehroeter op. Til viceformand valgtes prof. dr. H. H. Gran. Til sekretær gjenvalgtes justerdirektør D. Isaachsen. c. I den hist.-filos. klasse: Til formand rykker viceformanden, bibliotekar A. Kjær op. Til viceformand valgtes prof. Magnus Olsen. Til sekretær gjenvalgtes prof. dr. Wilh. Schencke. d. Til revisorer gjenvalgtes overlærer S. Henrichsen og aktuar dr. G. Holtsmark. e. Til medlem av bestyrelsen for apoteker Øwres legat valgtes, istedenfor prof. dr. N. Wille, som ønsket at fratræde, prof. dr. S. Torup. MINDETALER 8 TE vr Mindetale over prof. dr. August Weismann holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 19te mars 1915 av KRISTINE BONNEVIE. Den 6te november 1914 døde Aug. Weismann, en av Viden- skapsselskapets utenlandske medlemmer og en av de store blandt det forløpne aarhundredes forskere. Naar meddelelsen om hans død først efter maaneders forløp har naadd frem til vort land, saa er det en talende illustration for hvorledes likevegten er for- styrret inden den kultiverte verden. Der er ikke mange forskere som i saa høl grad som W. har øvet indflydelse paa tænkningen ogsaa utenfor rent viden- skabelige kredser; og under normale forhold vilde sikkerlig baade fagtidsskrifter og dagspresse ved hans død ha benyttet anledningen til at minde om denne mands liv og virke; han, som kanske mer end nogen anden har bidradd til at forme og utvikle vort syn paa den organiske verden som en fast knyttet enhet, hvor individer og arter kun er at betragte som like mange led i slegtens uendelige kjede. I dette krigens aar, da unge mennesker 1 tusenvis rives bort fra livet i sin bedste alder, har ogsaa Weismanns, den gamle 80-aarige forskers død fore- gaat i stilhet, uten at den i nogen væsentlig grad har formaadd at lægge beslag paa almenhetens opmerksomhet. Aug. Weismann blev født 17de januar 18384 1 Frankfurt a. M. Han studerte medicin i Göttingen og senere i Wien, Italien og Paris, og mottok i 1861 stillingen som livlæge hos erkehertug Stephan av Østerrike. Allerede efter et aars forløp brøt han 60 imidlertid overtvert med den vei som syntes opstukket for ham; han frasa sig sin stilling og reiste til Giessen, hvor han begyndte at studere under Leuckart, og habiliterte sig senere i Freiburg som privatdocent i zoologi. Til universitetet i Freiburg har han senere altid været knyttet, fra 1866 som ekstraordinær og fra 1873 som ordinær professor i zoologi. Det pludselige omslag i Weismanns løpebane fremkaldtes ved offentliggjørelsen av Darwins bok om ,arternes oprindelse*. W. fortæller selv hvorledes indholdet av denne bok slog ned i ham ,som lyn fra klar himmel; i hvilken grad den tok magten over hans sind, det sees gjennem hele hans senere liv og virke. Til trods for at avstamningslæren allerede for et halvt aarhun- drede siden var fremsat av Lamarck, saa var den dog endnu saa fremmed for forskernes tanker at den studerende ungdom paa Weismanns tid ikke med et ord hadde hørt nævne at en saadan tanke nogensinde var diskutert. W.s studietid falder netop 1 den intense ,specialforskningens periode*, i hvilken alle grene av den biologiske viden gjorde store og vigtige fremskridt, men hvor man savnet en samlende tanke som kunde knytte al denne spredte viden sammen til et hele. Da derfor Darwins bok utkom i 1859 og i tysk oversættelse 1860, saa kom den som det forløsende ord tiden længtet efter; og den kom, med hele sin fylde av bevismateriale, ogsaa med en saadan kraft at ingen forsker kunde staa uberørt av den. Enhver maatte ta stilling for eller imot — ikke bare selve av- stamningslæren — men ogsaa Darwins nye lære om ,kampen for tilværelsen" og ,det naturlige utvalg* som den drivende kraft i den organiske verdens utvikling. Under den voldsomme kamp som opstod omkring Darwins lære, tok Weismann straks sit standpunkt som dens ivrige og utrættelige forsvarer, — han forlot, som allerede nævnt, sin lægepraksis for uhindret av alle andre gjøremaal at kunne ofre sig for denne nye opgave. Og her holdt han trofast ved; helt fra hans første arbeide ,Uber die Berechtigung der Darwinschen Theorie*, som utkom i 1868, og til hans sidste dage har hele hans forskning — enten den har dreiet sig om ,hydromeduser- 61 nes seksualceller*, om , livets varighet*, om ,musik* eller om arvelighetsproblemer — altid har den været rettet mot dette ene, at utdype og befæste avstamningslæren. Han kjæmpet ikke, som Håckel, først og fremst mot lærens ydre fiender, slik som de var repræsenteret ved tidens fordommer og de ældre forske- res konservatisme; nei Weismann søkte under sit stille arbeide vanskeligheterne i læren selv, han søkte dens svakheter for at kunne utbedre dem, og han lot altid nye specialundersøkelser sætte igang for at fylde hullerne 1 det allerede fremlagte bevismateriale. Paa denne maate har W. fremfor nogen anden bidradd til at befæste avstamningstanken 1 forskernes sind og at sikre denne den plads den nu ubestridt indtar som grundlag for al biologisk tænkning. Skjønt W. var en varm tilhænger av tanken om selektionen som en virksom faktor under arternes omdannelse, saa han dog ogsaa snart at denne lære, i den form Darwin hadde git den, ikke var tilstrækkelig til at forklare alle omdannelsesfænomener. Det syntes, for den tids viden, indlysende at gunstige variationer — egenskaper som er av vital betydning for individernes eksistens — netop som følge av det naturlige utvalg kunde komme til at nedarves og tilslut bli til faste artskarakterer; men vanskeligere var det at forstaa hvorledes likegyldige karakterer, helt uvæsent- lige som hjælpemidler under kampen for tilværelsen, kunde komme til at præge de nye arter; nogen fyldestgjørende forkla- ring kunde heller ikke gives for problemet om de ,rudimentære organer*, som fortsætter sin tilbakeskridende utvikling selv efterat de har mistet enhver selektionsværdi. Paa dette punkt hadde W. Roux allerede før Weismanns optræden søkt at gi en forklaring, idet han førte Darwins lære om kampen for tilværelsen ind i selve organismen, til en kamp ikke bare mellem arter og individer, men ogsaa mellem individets enkelte dele. Ethvert organ, lærte Roux, styrkes ved selve sin funktion, ikke bare paa grund av en øket tilstrømning av næ- ringsvæske, men ogsaa fordi de enkelte cellers assimilationsevne paavirkes under funktionen. Et organ som brukes meget, vil derfor vinde et forsprang likeoverfor et andet, som ikke benyttes. 62 Men denne engang indtraadte forstyrrelse av organernes gjen- sidige styrkeforhold drar lange følger elter sig, idet der altid hersker en skarp konkurrancekamp mellem legemets dele, en konkurrance om plads og om fordelingen av den legemet tilførte næringsmængde. Ft organ som ved sin funktion er styrket, vil samtidig ha vundet et fortrin i denne ,kamp mellem delene*, det vil faa en øket blod- og næringstilførsel, mens et paa for- haand svækket organ vil ligge under i kampen og fortsætte sin tilbakeskridende utvikling paa grund av underernæring. Men denne Roux's ,kamp mellem delene" foregaar kun i det enkelte individ, og for at forklare dens virkninger paa hele slegten var det nødvendig at forutsætte at de av individet saa- ledes erhvervede egenskaper uten videre nedarves paa de efter- følgende generationer. Her var det Weismann traadte til. Han saa straks svak- heten ved dette ræsonnement; han paaviste uholdbarheten i paa- standene om en direkte overføring paa efterslegten av individets modifikationer, — og har ogsaa gjennem hele sin senere forsk- ning ført en heftig kamp mot læren om arv av erhvervede egen- skaper. Men samtidig skapte W. ogsaa en ny og solidere basis for avstamningslæren 1 sit epokegjørende verk om ,kimplasmateo- rien*, som utkom i 1892. Her viser han os kimplasmaet som det materielle substrat for hele slegtens arv; det indeholdes i kimcellerne og overføres med disse fra den ene generation til den næstfølgende som en levende og kontinuerlig voksende rot- stok, fra hvilken hver generations individer vokser op. Hver enkelt arvelig egenskap maa efter Weismanns teori ha sin materielle basis i kimplasmaet; dette tænkes sammensat av et uendelig antal smaa kim, determinanter, som hver for sig betinger utviklingen av en enkelt arvelig karakter. Og fordi kimplasmaet kontinuerlig overføres fra den ene generation til den næste, derfor maa ogsaa disse arvelige karakterer, selv om de for individets eksistens er helt betydningsløse, atter og atter komme tilsyne igjen hos slegtens individer. Naar der allikevel viser sig forskjel paa de forskjellige individer indenfor en og 63 samme slegt, saa kan det efter kimplasmateorien forklares der- ved, at kimcellerne, baade de hanlige og hunlige, før befrugt- ningen gjennemgaar en modningsproces, hvorved cellens kim- plasma reduceres til det halve; hvilken halvpart som skal ut- støtes av cellen, det er tilfældigheten underlagt, og individets kimeeller er derfor ikke indbyrdes like. En ny tilfældighet re- præsenteres av selve befrugtningsakten, idet en hvilkensomhelst kombination av determinanter fra det ene individ under befrugt- ningen forenes med en likesaa tilfældig kombination fra det andet. Denne kontinuerlige kimbane som, efter Weismanns teori, fører arven videre fra slegt til slegt, den maa efter sin egen natur virke som en sterk konservativ faktor 1 naturen. Den tillater vistnok for hver generation nye kombinationer av sleg- ternes gamle egenskaper, men den fortsætter ellers sin bane uberørt av individets erhvervelser og av ydre paavirkninger i det hele. Naar kimplasmateorien allikevel først blev fremsat som en støtte for og en forklaring av avstamningslæren, saa er det klart at den ogsaa maa søke at gi en forklaring for hvordan mye egenskaper opstaar, og hvordan de gamle artskarakterer foran- dres eller forsvinder. Her bygger Weismann videre paa det grundlag som var lagt av Darwin og av Roux. Den ,kamp for tilværelsen som Darwin saa utspilles mel- lem arter og individer, — og som Roux hadde ført ind i indi- videt til en ,kamp mellem delene*, — denne samme konkur- rancekamp fører nu Weismann videre ind i selve kimplasmaet til en kamp mellem de enkelte determinanter. Han ser i denne stadig paagaaende ,germinalselektion* en faktor som bevirker en slags omregulering av kimplasmaet, idet visse determinanter svækkes og gaar tilgrunde, mens andre som før kanske ikke har formaadd at gjøre sig gjældende, gjennem germinalselektionen kan bringes frem 1 forgrunden og bevirke tilsynekomsten av nye karakterer hos individet. Med et merkelig skarpsind har Weismann her som led i sin kimplasmateori utkastet tanker og utformet detaljerte livs- 64 processer som senere 1 sine store hovedtræk er blit bekræftet ved indgaaende undersøkelser over de mest forskjelligartede organismer. Ved sine dristige hypoteser har han virket inspire- rende paa yngre forskere, paa samme tid som han har egget til kritik og motstand; og altid har han selv staat rede til at opta nye tanker til saklig diskussion, og til at prøve sine hypo- tesers rigtighet likeoverfor nye iagttagelser. Aug. Weismann blev en gammel mand, han var over 80 aar da han døde, og han har i fuldt maal opnaadd at se frugterne av sit livs arbeide. Han har set den morfologiske utforskning av chromo- somerne, bærerne av hans kimplasma, naa frem mot en grænse hvor selve objekternes litenhet synes at stanse enhver videre indtrængen. Men han har ogsaa set den eksperimentelle arve- lighetsforskning blomstre op og bygge videre der hvor celleforsk- ningen synes at maatte gi tapt, — og han har opievet at se at hvert nyt resultat paa arvelighetsforskningens omraade har vist sig at være en ny bekræftelse paa hovedlinjerne i hans egen storslagne tankebygning om det kontinuerlige kimplasma. Der har vistnok ikke levet mange forskere som 1 saa hø grad som Weismann har forstaat ved sine spørsmaal at virke inspirerende paa samtidens forskere; men der har heller ikke levet mange som i samme grad som han oplevet at se sine spørsmaal klart og sikkert besvaret, om end ikke altid paa den maate han oprindelig selv hadde tænkt sig. Videnskapsselskapet har i Aug. Weismann mistet et av sine meget fremragende utenlandske medlemmer. Jeg vil be forsam- lingen hædre hans minde ved at reise sig. 65 Mindetale over prof. dr. Carl Liebermann holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 12te mai 1915 av H. GOLDSCHMIDT, Den 28de december døde, 73 aar gammel, vort utenlandske medlem geheimeraad Carl Liebermann, professor ved den Tek- niske Høiskole 1 Charlottenburg. Hans navn er for alle tider knyttet til en av de største triumfer som den tyske organiske kemi har vundet, til en opdagelse som ikke alene var betydnings- fuld i videnskabelig henseende, men samtidig frembragte en stor omveltning i økonomisk henseende. Naar jeg nævner denne hans store gjerning straks i begyn- delsen av denne mindetale, begaar jeg ingen feil mot kronologien, ti den er samtidig begyndelsen av Liebermanns videnskabelige virksomhet. I anden halvdel av det forrige aarhundredes sekstiaar var der et frodig videnskabelig liv paa det kemiske laboratorium ved ,Berliner Gewerbeakademie*, den skole som senere utviklet sig til den Tekniske Høiskole 1 Berlin-Charlottenburg. En ung energisk professor, Adolf Baeyer, f. 1835, som netop nu som ottiaaring trækker sig tilbake fra sit professorat i Munchen, hadde dengang tiltraadt sit embede, og sammen med en flok av endda yngre medarbeidere dyrket han den nye organiske kem, strukturkemien, grundlagt av August Kekulé. Blandt disse med- arbeidere var Carl Graebe, f. 1841, og Carl Liebermann, f. 1842. Disse to unge mænd foretok en undersøkelse over alizarin, farvestoffet i kraproten, en droge som fra oldtiden var høit- skattet av farverne som materiale til frembringelse av alskens farver som utmerket. sig ved sin store egthet. Graebes og Liebermanns opgave var ikke let. Ikke engang alizatsrine ke- miske formel var dengang med sikkerhet bekjendt. Rigtignok levet en mand som kjendte den, det var den for den norske kemi saa betydningsfulde Adolph Strecker, men han hadde den- gang endnu ikke offentliggjort dette resultat, undtagen i en kort bemerkning 1 sin lærebok. Men saa tidlig som 1 1868 opdaget 5 66 Graebe og Liebermann at alizarin let kan overføres til anthracen, et kulvandstof som findes i stenkultjære. Og allerede i det følgende aar lykkedes det at fremstille alizarin av anthracen. Successen var enestaaende. Det var første gang at et naturlig farvestof kunde fremstilles ad kunstig vei. Men der forelaa ogsaa den fremtidsmulighet, at farverierne kunde faa sit alizarin gjen- nem den kemiske industri istedenfor gjennem landbruket, og hele det landareal som indtil denne tid var optat av krapdyrkningen, kunde nytliggjøres til dyrkning av andre produkter. Denne fremtidsmulighet lot sig realisere. Straks efter Graebes og Liebermanns opdagelse begyndte den kemiske industri, fremforalt »Badische Anilin- og Sodafabrik*, at fremstille alizarim 1 større maalestok, og kraplandbruket viste sig at være dødsdømt. Det fremgaar av følgende tal: Frankrike, som hadde den største krapproduktion, særlig i Avignon-distriktet, eksporterte i 1868 krap for 22 millioner kroner, 1 1876 allerede kun for 3 millioner, og nu er krapdyrkningen næsten helt forsvundet. Den tyske kemi har her vundet en seier som kun engang senere blev overtruffet: da Baeyer utførte indigosyntesen og derved gav »Badische Anilin- og Sodafabrik* midlet til at knække indigo- dyrkningen i de engelske kolonier. Efter alizarinsyntesen arbeidet Liebermann videre paa me- todens forbedring, og han utarbeidet i fællesskap med sine elever anthracenets kemi, ti nu var anthracen, som før var yderst vanskelig at faa, blit et let tilgjængelig stof. Industrien leverte jo nu denne substans, som den trængte til alizarinfremstillingen, 1 de største kvantiteter. Han foretok et overmaade stort antal av organisk-kemiske undersøkelser inden de mest forskjellige dele av den organiske kemi, men altid vendte han tilbake til farve- stoffernes kemi. Blandt andet leverte han vigtige bidrag til karminsyrens kemi. Karminsyren har, som bekjendt, sin oprin- delse 1 dyreriket, det er farvestoffet i cochenillen, den mexikanske skjoldlus. Det var ikke forundt Liebermann at løse dette pro- blem tilbunds. Dimroths nyeste undersøkelse har imidlertid vist at karminsyren likesom alizarin er et anthracenderivat. Nu er det kun et tidsspørsmaal, naar karminet kan fremstilles teknisk 67 av stenkulstjære. Den avgrund som har slukt krapdyrkningen og størstedelen av indigoplantagerne, vil vel snart lukke sig over cochenillen. En merkelig opdagelse lykkedes Liebermann 1 anden halv- del av ottiaarene. Mens alizarinarbeidet repræsenterer en teore- tisk undersøkelse, som blev epokal for den tekniske kemi, gik de arbeider som nu skal behandles, ut fra en teknisk under- søkelse, men blev i hø grad betydningsfulde for den teoretiske kemi. Sammen med Friedrich Giesel, der senere har vundet et stort navn som radiokemiker, foretok han en undersøkelse vedkommende nyttiggjørelsen av de saakaldte bialkaloider 1 ko- kabladene. Efterat kokainets fremragende medicinske virkninger var blit bekjendt, var det selvfølgelig av største betydning at ut- vinde saa meget som mulig av dette stof. I kokabladene findes ved siden av kokain en hel del andre beslegtede forbindelser, de saakaldte bialkaloider, som ikke kunde faaes 1 ren tilstand, og som viste andre fysiologiske virkninger end kokain. Om ko- kainet visste man allerede at det var en forbindelse av et kvæl- stofholdende stof, ecgonin, med benzoésyrens og methylalkoho- lens radikaler. Liebermann og Giesel kunde paavise at ogsaa bialkaloiderne var ecgoninderivater, som istedenfor benzoésyrens radikal indeholdt andre syrerester. Ved at spalte bialkaloiderne kunde de saa fremstille ecgonin, som derefter ved passende be- handling kunde overføres til kokain. Man kunde altsaa ikke alene utvinde det kokain som allerede fandtes i færdig tilstand 1 kokabladene, men ogsaa nyttiggjøre bialkaloiderne for kokain- fabrikationen. Det var en stor teknisk succes, men en endda større teoretisk blev knyttet hertil. Liebermann underkastet de syrer som 1 bialkaloiderne erstattet benzoésyren, en indgaaende undersøkelse. Derved fandt han de saakaldte truxillsyrer, syrer som hadde kanelsyrens sammensætning, men den dobbelte mo- lekularvegt, og som ved sine isomeriforhold byder teoretisk interesse. Men ved siden av disse syrer fandt han ogsaa en syre som efter Van't Hoffs forutsigelser maatte eksistere, men som man indtil denne tid ikke hadde fundet, nemlig den saa- kaldte isokanelsyre. Denne syre har ikke alene kanelsyrenssammen- 68 sætning, men ogsaa dens molekularvegt og konstitution, og for- skjellen mellem kanelsyren og isokanelsyren maa søkes i atomernes anordning i rummet. Denne teoretisk forutsete isokanelsyre fandtes allsaa blandt bialkaloidernes spaltningsprodukter. Men til sin store forbauselse fandt Liebermann kort tid efter en anden syre som ogsaa viste kanelsyrens sammensætning og molekular- vegt, og som forholdt sig 1 de fleste henseender som isokanel- syre, men allikevel ikke var identisk med denne. Denne syre kaldte han allokanelsyre. Og nu kjender man endnu en tredje syre som slutter sig nær til de andre. Den plads 1 systemet som efter Van't Hoff burde indtages av en syre, indtages altsaa av tre forskjellige syrer. Liebermanns hele videnskabelige virksomhet var knyttet til et eneste institut, Berliner Gewerbeakademie, senere den Tekniske Høiskole i Berlin-Charlottenburg. I 1869 blev han privatdocent ved denne anstalt, 1 1872 blev han utnævnt til professor som Baeyers efterfølger, og denne stilling indehadde han indtil for et aar siden, da han trak sig tilbake fra sit embede. Hans lærer- virksomhet var meget betydelig. Som hans norske elever kan her nævnes prof. C. N. Riber og dr. J. Alfred Mjøen. Han vil altid mindes som en av de store grundlæggere av den moderne farvekemi. Mindetale over Sir John Murray holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 23de april 1915 av H. H. GRAN. Sir John Murray, et av Videnskapsselskapets mest frem- ragende medlemmer, omkom ved en automobilulykke den 16de mars 1914, 73 aar gammel, men endnu like ungdommelig, like- saa optat av planer til store arbeider som han hadde været gjennem hele sit virksomme liv. 69 Han var født i Coburg 1 Ontario, Canada, av skotske for- ældre i 1841. I 17 aars alder kom han til Scotland og studerte dels under privat veiledning, dels ved universitetet i Edinburgh. I 1868 reiste han med en hvalfanger til Ishavet og samlet store samlinger av havdyr og observationer over havstrømmene, over havets og luftens temperatur og over isens utbredelse, og senere utførte han i professor Taits fysiske laboratorium undersøkelser over thermoelektricitet og elektrisk ledningsevne, og hadde specielt sin opmerksomhet rettet paa muligheten av at konstruere et elektrisk dypvandstermometer. I denne tid blev interessen vakt for studiet av dyrelivet paa de store havdyp, ikke mindst ved et arbeide som blev fremlagt i dette selskap 1 1864, ,Om det dyriske livs ud- bredelse i havets dybder* av Michael Sars. Murray gjorde sammen med Wyville Thomson og W. B. Carpenter en under- søkelse i Færø-Shetland-renden, hvor de bl. åa. paaviste at Wy- ville Thomson-ryggen skiller mellem to dyresamfund, et arktisk, som lever under en temperatur av — 19, og et atlantisk paa sydsiden, hvor bundtemperaturen er 79, og denne opdagelse gjorde et dypt indtryk paa ham og vakte hans interesse for de store biologiske spørsmaal som skulde beskjæftige ham resten av hans liv. Disse undersøkelser førte til at han blev ansat som viden- skabelig medlem av GChallenger-ekspeditionen, den største og vigligste havforskningsekspedition som nogensinde har været utført. Murray deltok i forberedelserne og var et av de mest virksomme medlemmer under hele ekspeditionen. Især under- søkte han de pelagiske organismer, og hadde sin store del i den minutiøse nøiagtighet, med hvilken alt blev bevaret som kunde ha videnskabelig interesse. Han beskrev selv hvorledes efter dyphavstrawlingerne, som det krævet et timelangt arbeide al faa op, alt materiale blev samlet oppe paa broen, hvor ingen anden end de sakkyndige fik adgang før alle organismer var bevaret og alle observationer notert. Paa Michael Sars-ekspeditionen, da de slore moderne redskaper bragte paa dæk store fangster som det ikke var mulig at bevare 1 sin helhet, syntes det ham 70 næsten som en helligbrøde, naar man blev nødt til at behandle fangsterne mere summarisk. Men med sin dype respekt for alle de enkelte fakta og med sin omhu for at bevare hver eneste detalj — den omhu som har skaffet den zoologiske videnskap et for alle tider enestaaende materiale til kundskapen om formernes mangfoldighet — bevaret han allikevel det videnskabelige overblik. Som sin egen opgave valgte han studiet av avleiringer som samler sig paa havbunden, av de pelagiske planters og dyrs skaller av kalk og kiselsyre og av detritus fra land. Sedimenterne er som en projektion paa havbunden av hele havets plante- og dyreliv; derfor fik han som ingen anden 1 sin tid en oversigt over de almindelige livslove 1 havet, saa han med rette kan kaldes den første biologiske hav- forsker. Selv de mindste planter, dem som selv ikke de tætteste haaver kunde fange, studerte han ikke alene i bundavleiringerne, men ogsaa 1 maverne paa de pelagiske dyr og 1 vandglas som han lot staa natten over 1 laboratoriet, saa de samlet sig paa traader som han hadde lagt i vandet. Da ekspeditionen kom hjem i 1876, blev materialet fordelt til undersøkelse av specialister fra alle land, og Murray hadde virksom del i utgivelsen av resultaterne; fra 1882 blev han paa grund av Sir Wyville Thomsons sygdom lederen for publika- tionen, og i 1895 forelaa det sidste av de 50 store bind; alle de mellemliggende aar ofret han paa dette arbeide, hvert eneste bind gjennemarbeidet han, foruten at han gav flere tusen pund av sin private formue som tilskud til utgivelsen. Selv skrev han den avsluttende oversigt over resultaterne, og netop fordi han hele tiden stod som en virksom leder, er resultaterne av denne største av alle ekspeditioner blit samlet til en helhet som ingen anden ekspeditions materiale før eller senere. Under utgivelsen hadde Murray sit Challenger Office i Edin- burgh, hvor han blev besøkt av alle som skulde søke praktisk eller videnskabelig veiledning i havforskning. I alsidig kundskap om havbundens avleiringer var han hele sit liv den enestaaende autoritet. 7 Skjønt Challenger-ekspeditionen var anlagt utelukkende med rent videnskabelige maal for øie, førte den ogsaa til et ganske enestaaende praktisk resultat. Ved undersøkelse av stenprøver fra en ensom ø midt under Ækvator i det Indiske Hav, Christmas Island. kunde Murray ved sine kundskaper om bundavleiringerne forutsi at øen maatte indeholde værdifulde lag av fosfater. Han fik den britiske regjering til at annektere den i 1888, fik selv sammen med nogen andre koncession paa den, fik organisert en videnskabelig undersøkelse av øen og hele dens dyreliv, upaa- virket av menneskene som den var; nu har øen kaianlæg og vandledning, er bebodd av tusen mennesker, og der foregaar en livlig eksport av fosfater, saa at alene avgiften av Christmas Island: har dækket den britiske regjerings utgifter til hele Chal- lenger-ekspeditionen. Murray var hele sit liv den uavhængige privatmand, som avslog alle offentlige stillinger. I 1899 var han som medlem av direktionen i Scotlands Fishery Board med ved havforsknings- kongressen i Stockholm, hvor den internationale havforskning blev grundlagt; men de officielle baand passet ikke for ham, og han gik ut av organisationen saasnart den var kommet i gang. Som privatmand virket han ved sin levende interesse og sin uavhængige kritik altid stimulerende baade 1 sit eget land og paa de mange utenlandske forskere som han kom i berøring med. I 1910 bekostet Sir John Murray den norske Atlanterhavs- ekspedition med Michael Sars under dr. Johan Hjorts ledelse og fulgte med som raadgivende medlem, men uten at blande sig i ledelsen. Den interesse som han viste for hvert eneste viden- skabelig spørsmaal, og den kundskap og erfaring som han altid glædet sig ved at meddele, virket stimulerende og gjorde ekspe- ditionen til en fest for alle deltagerne, og den norske videnskap skylder ham stor tak, fordi han har git den anledning til at gripe ind i løsningen av store problemer netop 1 rette tid. Murrav er ogsaa medutgiver av den første almindelige be- retning om ekspeditionen og har ydet bidrag til den speeielle bearbeidelse. Hans sidste arbeide er en klar og sammenfattende fremstilling ,The Ocean* 1 Home University Library. 72 Endnu i 78 aars alder hadde han planer om fortsatte ar- beider; han tænkte paa en 3 aars ekspedition til det Stille Hav, det eneste hav, som er saa stort at der i de centrale dele ikke kan spores paavirkning fra land, og hvor altsaa oceanet kan studeres i hele sin renhet og storhet. Isteden derfor blev han brat rykket over i den store stilhet. | Sir John Murray var en mand som faa, en helstøpt per- sonlighet, og en forsker som faa, som aldrig stivnet 1 færdige meninger, men altid var like brændende i sin kjærlighet til selve forskningen og i sin tro paa dens fremtid. Mange er de som kan takke ham for impulser til sit viden- skabelige arbeide og for aapen svmpati med ethvert initiativ. Mindetale over overlærer Karl Rygh og prof. dr. G. Gustafson holdt 1 den hist.-filos. klasses møte den 14de mai 1915 av A. W. BRØGGER. Med en maaneds mellemrum har den norske arkæologi mistet to av sine mest fremstaaende mænd, to av dem som var med under Oluf Ryghs førerskap at lægge det nye grundlag for norsk arkæologisk videnskap, Karl Rygh og Gabriel Gustafson. Vor arkæologi er 1 virkeligheten en av de ældste videnskaper 1 landet. Selv om vi ikke tar med dilettanterne fra Ole Worms dager, har den allikevel den respektable alder av mindst 100 aar. Universitetets oldsaksamling stammer helt fra 1811, og Bergens Museum er stiftet 1 1825 væsentlig ut fra antikvariske intereser. Det kan mindes om et foretagende som lidsskriftet ,Urda*, forat man vil forstaa at arkæologien har gamle røtter. Rudolf Keyser, som 1 1828 paa Kollegiets anmodning overtok bestyrelsen av Universitetets oldsaksamling, hadde hos Thomsen i Kjøben- havn lært at kjende tredelingssystemet, og det la han til grund ra 73 for ordningen av oldsaksamlingen. Nogen videnskap i moderne forstand kan man dog ikke si at denne første generation av arkæologer — hverken i Norge eller Danmark og Sverige — ut- formet. Urda-kredsen var præget av dilettantisme, og med 30—40-aarene kom desuten nyromantiken og slog ned over oldtidsminde-studiet og gav det en retning som førte langt paa avveie. Keyser var ikke arkæolog, og hadde ikke den tid til at ofre sig for museet som vilde ført det fremover. Det var den nye generation med Oluf Rygh 1 spidsen som skulde lægge det videnskabelige grundlag for den norske arkæologi. Oluf Rygh, som jo egentlig var historiker og sprogmand, hadde sjeldne evner for arkæologisk forskning. Han kom til med alle sine kritiske evner i en tid da arkæologien var drevet ind i fantasifuld spekulation og i nytteløs kombination med historisk digtning. Den overmaade sterke reaktion imot denne maate at drive arkæo- logi paa kom 1 Sverige tilsyne med Hans Hildebrand og Oscar Montelius, i Norge med Oluf Rygh. Programmet blev et radi- kalt oprydningsarbeide, som i fuld samklang med tidens natur- videnskap grundla metode og forskning paa utviklingslærens principer. Istedenfor spekulationerne kom studiet av selve old- saksformerne i høisætet, virkeliggjort i den typologiske metode som er knyttet til Montelius' og Ryghs navne. En række grund- læggende arbeider med oldsakstypene som materiale saa lyset, den nordiske forhistories kronologi blev bygget op gjennem skarpe, ofte skematiske studier av selve oldsakenes former og serier av typer. Den typologiske metodes seiersgang var resul- tatet. Troen paa at alle problemer kunde løses med denne nøkel, flyttet med like ind i nutidens forskning. Det positive ved hele denne skole er forøvrig dette, at den gjorde arkæologien til en virkelig videnskap. Det er dens uomstridte fortjeneste, — og den fordeler sig paa forskjellige av de mange navne i Norden som er knyttet til dette arbeide. Det er i denne generation de to høit hædrede medlemmer av dette selskap til hvis minde denne stund er viet, hører hjemme. Ingen av dem var førere, begge var de tilbaketrukne naturer. Men de har i norsk viden- skap og i norsk kulturarbeide efterlatt sig et varig minde, som 74 vil bli hædret, Karl Rygh for sit trofaste, vederheftige og aldrig svigtende arbeide med det "nordlige Norges arkæologi, Gabriel Gustafson som Osebergfundets mester, dets utgraver og konser- vator, en gjerning som der vil staa glans av langt utover den tid vi lever 1. Karl Rygh var Oluf Ryghs yngre bror (0. R. var født i 1855, K. R.1 1859), begge sønner av lensmand Peder Strand Rygh i Verdalen, og av samme karakter og personlighet som denne. Den stramme uniformitet 1 hans ydre liv, — fra embedseksamens- bordet i 1863 ind 1 virksomheten som arkæolog og sprogforsker 1 Trondhjem, den han fortsatte til sin død — svarer til en streng, alvorlig. aldrig hvilende arbeidets mand 1 det indre. Det er 1 Trondhjem hele hans arbeide er gjort. Her, ved Videnskaps- selskapets oldsamling, hvis bestyrelse han overtok 1 1870, — og med spaden i haanden rundt om i det nordenfjeldske hver som- mer, har han ryddet grunden for et stort og vigtig avsnit av norsk arkæologi. ,Før Rygh traatte til (sier Schetelig 1 Forenin- gens Aarbok 1914) var trøndersk arkeologi som et ubeskrevet blad. Endel spredte fund var efterhvert kommet til museene 1 Bergen og Kristiania, og ved Videnskapsselskapet i Trondhjem fandtes en gammel samling, men den var liten, bare en 600 no., da Rygh overtok den, og den hadde til alle tider været meget forsømt.* Det blev faktisk grundlæggelsen av Trondhjems- museets oldsamling som blev Ryghs opgave, og denne gjennem- førte han med en usvikelig energi. Det museum han har efterlatt sig er nu en samling paa snart 15 tusen no., og det vigtigste av alt: den er gjort tilgjængelig i udmerkede kildepublikationer. Det er denne ramme om Ryghs virksomhet som indeholder et betydelig og udmerket arbeide. Det findes nogen aarlige publi- kationer fra museerne som i almindelighet betragtes med mistro av lægmænd eller andre, det er de saakaldte tilvekstfortegnelser fra museerne, det som aar om andet kommer ind av jordfund. Det er ikke allemandslæsning. For selv en noksaa opmerksom læser kan det forekomme som en ørkenvandring gjennem rustne jernsverd og brukne lerkar, spænder og stenøkser. Disse lister er imidlertid et aldeles uvurderlig og uundværlig hjælpemiddel 75 for enhver dypere indtrængen 1 norsk arkæologi. De er som et slags ,diplomatarium norvegicum* for arkæologen. Disse til- vekstfortegnelser var Karl Ryghs specialitet. Han hadde den samme evne som Oluf Rygh til at gi prægnante, klare og kon- centrerte katalogbeskrivelser. Det er en begavelse 1 det, og Karl Rygh hadde denne 1 fuldt maal. De sidste 'tilvekstfortegnelser fra Karl Rygh, de fra 1912, 1913 og 1914, er likefrem mønster- gyldige som kildepublikationer i norsk arkæologi. Det er noget betegnende 1 dette træk for Karl Ryghs hele personlighet og virke. Han har ikke elterlatt sig store eller bindsterke arbeider av banebrytende natur. Omtrent alle hans avhandlinger — og det er ikke saa faa — er 1 en eller anden form bare publikation av materiale, og de gjælder næsten ute- lukkende det nordenfjeldske materiale. Han hadde sin genera- tions respekt for kjendsgjerningen og dens mistro til spekula- tionen, fantasien, digtningen. Kombinationer, slutninger henimot hypoteser og formodninger, disse nødvendige frø til ny viden, nye tanker, dem strødde han ingen av, fuldstændig son: broren Oluf Rygh, for hvem al spekulation var av det onde. Det for- hindrer naturligvis ikke at han med stor interesse kunde følge de nye tanker, men han var fuldt overbevist om sin egen be- grænsning overfor denne art av forskningsarbeide. En kraftig, selvstændig, frygtløs og energisk personlighet gik bort med Karl Rygh, en videnskapens tjener og av dens trofasteste. Helt anderledes var Gabriel Adolf Gustafson. Som svensk av fødsel og opdragelse hadde han staat betydelig nærmere kilden til samtidens arkæologiske problemer og tanker. Han kom alt 1 1875 som 91-aaring i forbindelse med Vitterhets- Akademien i Stockholm, da han fik i opdrag at gjøre utgravninger paa sin fædrene ø, Gotland. Fra tidligste aar blev han saaledes fortrolig med det som skulde bli hans store arbeide, de aarlige utgravninger. Født i Visby Sde august 1853 begyndte han tidlig at øke den utprægede interesse for oldtiden som viste sig hos ham. Det er nu ogsaa et klassisk sted av Skandinaviens oldtid, Visby med Gotland. Hvert skridt maatte minde den opvakte skolegut om fortiden. Byens gamle ringmure med taarner og 76 skyteskaar, kirkeruiner med gravstener og indskrifter, hedenske begravelser i omegnen med billedstener og tegn, alle disse minder har præget den tidlig modne arkæolog, slaat ned i hans evner, rettet dem mot det maal han vilde naa, og øket det fond av beaandet idealitet som har præget hans arkæologiske gjerning fra den første tid han stod frem. Skolegutten brukte søndagene til at laane lærerens gamle folianter, han stiftet bekjendtskap med Peringskiöld, Rudbeck og Olaus Magnus, og noget av denne gamle bokkultur var der altid ved ham sidenhen. Meget faa har hat en belæsthet og en slik kundskapsmasse som Gustafson. Det var bare det, at alle disse kundskaper interesserte ham ikke længere end de kunde brukes i hans tankegang og forskning. de blev ikke til katalogsedler i hans hjerne som hos saa mange andre. Der var noget aandfuldt over Gustafsons belæsthet, det var en, æstetikers og en kulturhistorikers dyptgaaende viden, — ikke bok- hylder fulde av bøker interesserte ham, men opslaatte bøker, bøker som blev brukt, indholdsrike bøker, — det var disse han vilde ha. Dette er træk som kommer tidlig tilsyne hos ham. Han læser og arbeider bestandig. Eksamener, poster, kort sagt avslutningen av et arbeide, det var ham en pine. Han blev aldrig færdig, han kunde ikke bli det, med det stadig sterkere ansvar overfor sig selv han følte. Det er idealitetens skjær over hans arbeide fra første stund, som aldrig forlot ham. Det er ikke for ingenting at en natur som denne kom til at slaa sig paa den rene arkæologi. Der er noget ved det ar- kæologiske arbeide som bedst kan forenes med slike egenskaper. Sommeren lang utgravning paa utgravning, ofte fulde av rik spænding og oplevelse — stadig nye kilder som findes. Saa kommer høsten og vinteren med deres bearbeidelse, stadig nyt vil findes, man synes man er ikke færdig, og inden man faar sat pen paa papir, er sommeren inde med nye opgaver. nye undersøkelser, nye krav. Og Gustafson var en utgraver som meget faa. Naar man erindrer det, vil man forstaa hvad han har hat anledning til at se, lære, berike sin erfaring med, gaa ind i mangloldig forskjellige stofmængder, fordype sig i irganger av forsknings- detaljer. Allermest interessert var han av ornamentik, og her TT har han — ogsaa rent til egen berikelse — gjort en masse studier, som gaar i graven med ham fordi han aldrig fik sig selv til at sætte pennen paa papiret. Det er saaledes 1 aller fornemste grad som museumsmand og utgraver at Gustafson skal mindes. Det findes et uskrevet slagord av den nuværende svenske riksantikvar Salin, som kan karakterisere en type som Gustafson: Én museiman får inte ha principer. Saaledes forstaat at en museumsmand maa eie den størst mulige fordomsfrihet, vil dette ord passe paa Gustafson. Han var til det ytterste forsighig med ikke at stivne 1 teori og princip, han hadde en stadig trang til at være lydhør overfor selv den ringeste opgave i en museumsvirksomhet, krævet av sig selv og andre at der maatte være indhold og mening 1 hver detalj i museets virke. Vi kan være uenig med ham 1 sak, og det hændte ofte at vi var det, men hans syn var altid den for- domsfri, kloke, forstandige mands, ogsaa det som var sprunget av en meget lang erfaring. Vi skal ikke her tænke paa Gustaf- sons senere aar, men han skal dømmes efter det bedste virke han gjorde, aarene i Bergen, hvor han utfoldet en betydningsfuld virksomhet for Bergens Museums arkæologiske avdeling. Og for dem som ser detaljerne i et saapas langt virke som hans, 14 aar i Sverige, 26 aar 1 Norge, for dem vil alt det han gjorde i Bergen ha betydning til utformningen av hans billede. Vi ser hans smukke katalog i Bergen, hans omhyggelige gravninger, hans nidkjære interesse for museet og arkæologien, ved siden av hans stadige arbeide paa selvfordypelse. Men vi ser ogsaa hvor omhyggelig han planla og utførte flytningen av Universitetets oldsaksamling da han var blit professor 1 1900, og den gjennem- førte maate hvorpaa han opstillet den i aarene 1901 — 04. Og dog er alt dette for litet at regne mot det storverk han øvet 1 Osebergfundets utgravning og præparering, det som vil bli hans minde naar alt andet er skrevet op 1 et eller andet skikkelig faglig leksikon. Den dag kommer da Osebergfundeis ydre historie ogsaa skal skrives, og da vil enhver faa se hvad han der har utrettet. Det var aldrig gjort et saadant fund. hverken hjemme eller ute. Det var ingen erfaringer at godgjøre 78 sig nogensteds, intet at bygge paa. Han maatte arbeide fra bar bakke, løse alle problemer selv, ikke bare i gravningen. men ganske særlig i præpareringen. At faa alle de tusener av smaa- biter ihop, faa dem konservert paa den rigtige maaten, faa dem sat sammen, montert dem og gjort dem brukbare til utstilling, det er et arbeide som vel selv den ukyndige har en forestilling om kræver ganske store forutsætninger, og som krævet en mands hele, fulde gjerning. Engang skal det skildres — omend med eftertidens farver — hvorledes han stod i dette arbeide fra vaaren 1904 til julen 1904 og siden 1 aarevis helt til det sidste, hvor- ledes det tilslut blev ham hans et og alt, saa det paa en maate stjal margen og kraften fra ham 1 mere end én forstand. Gustafson kom sig aldrig til at publisere Osebergfundet, likesaalitt som han idethele har publisert noget særlig. Det vil for- staaes av alt det som er sagt, at publikation, avslutning paa et arbeide i form av et arbeide eller en avhandling laa lite for ham. Han efterlater sig omtrent intet av slikt. Men studier gjorde han til arbeider om vikingetidens ornamentik, om helleristninger, om gotlandske billedstener og om Osebergfundet. Og enhver vil forstaa, at naar Gustafson istedenfor at fristes av alle de mange thanser til ydre berømmelse som efter Osebergfundet laa ham nær, gik dypere og dypere ind 1 sine studie-idealer, saa var dette et træk av det bedste 1 hans natur, denne helt igjennem personlige, sterke, intime glæde og selvoplevelse i arbeidet, der han lukket sig inde, tilslut bare for at bli der, alene, som den ærbødigste, ydmygeste tjener i videnskapens inderste templer. Det er ogsaa i disse dype træk av hans fornemme person- lighet vi skal se forklaringen paa at han ikke fik gjort alt det han skulde gjøre. I dette skal vi erkjende hans karakters store uegennytte, dens urokkelige videnskabelige alvor, dens fornemhet fra larmende ærgjerrighet og skraasikker aktivitet. Vi har lov til at kalde ham en i sandhet fornem mand. Naar tiden skiller ut og trækker fra i hans gjerning, vil dette bli hans hæder, og det er dette som i denne stund gjør at vi bøier os 1 ærbødighet for hans minde. % 79 Mindetale over direktør Aksel $. Steen holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 28de mai 1915 av H. MOHN. Aksel Severin Steen var født den 26de juni 1849 i Kristiania. Han blev student 1 1867 og cand. real. 1 1873. Den 1ste mai 1874 blev han ansat som den assistent ved det Meteorologiske Institut og den iste mai 1875 som iste assistent. I 1900 blev han underbestyrer av institutet og fungerte som saadan til den iste september 1913, da han blev ansat som midlertidig direktør. Fra den iste juli 1914 var han til sin død den lite mai 1915 direktør for det Norske Meteorologiske Institut. Aksel Steens videnskabelige virksomhet omfatter meteoro- logien og jordmagnetismen. Som assistent og underbestyrer deltok han 1 inspektionsreiser til de meteorologiske stationer i Norge, fra Kristiania til Sydvaranger og gjennem de norske dale. Han har gjort omfattende veirstudier til forbedring av veirvarslerne og studert Grønlandsisens indflydelse paa veiret i Norge. Fra Iste april 1882 til 1ste oktober 1883 var ban forstander for den norske polarstation 1 Bossekop. Dette hverv utførte han paa den mest tilfredstillende maate. Hans organisation av 1agttagelsernes utførelse staar 1 første række blandt de inter- nationale stationers. Han bygget et halvt underjordisk magnetisk observatorium, hvor temperaturen holdt sig enestaaende konstant. Han opdaget en feil i de gjængse formler for beregningen av visse dele av de magnetiske observationer og tilførte derved Bossekop-observationerne en forhøiet værdi. Den større avhand- ling som han skrev om den norske polarstations arbeider, vidner helt igjennem om hans dygtighet som organisator og bearbeider. Den reise som han sommeren 1902 foretok sammen med kapt. Roald Amundsen til en række meteorologiske stationer helt til Sydvaranger, var av betydelig interesse baade derved, at der blev gjort magnetiske observationer, og at der blev git kapt. Amundsen leilighet til at sætte sig ind i saadanne, en omstæn- 80 dighet der har baaret sin rike frugt i det nøiagtige og omfangs- rike observationsmateriale som foreligger fra Gjøa-ekspeditionen til den magnetiske nordpol. Efter avslutningen av Bossekop-ekspeditionen deltok Steen i 1884 1 den sidste Polar-konferens i Wien, hvor de fleste av de internationale polarstationers forstandere var tilstede. I 1891 besøkte han paa en stipendiereise meteorologiske og magnetiske observatorier i Sverige, Rusland, Tyskland og Danmark. Som medlem av ,lThe Commission for the Correlation of Polar and Terrestrial Meteorological Research* deltok han i kommissionens møte i Cambridge 1 1904. Sine ferier benyttet han gjentagne gange til paa utenlands- reiser at besøke meteorologiske instituter og magnetiske obser- vatorier til stort gagn for vore hjemlige arbeider. Aksel Steen var en flittig videnskabelig forfatter. Han har utgit følgende række av meteorologiske og jordmagnetiske av- handlinger: 1878. Om Lovene for Veir og Vind (,Naturen*). 1878. Ein Beitrag zur Climatologie Novaja Semlja's. 1881. Den internationale Undersøgelse av Polaregnenes fysiske Forhold (, Naturen*). 1884. Lidt om Nedbørforholdene paa Vestlandet (,Naturen*). 1886. Om magnetiske lagttagelser i Polaregnene (Nyt Mespl for Naturvidenskaberne). 1887. Beobachtungs-Ergebnisse der Norwegischen po Bossekop in Alten. I Theil. 1888. Samme, II Theil. 1890. Die Aenderungen des Luftdruckes wåhrend einer totalen Sonnenfinsterniss (Annalen der Hydrographie und mari- timen Meteorologie). 1898. Den Richard'ske Barografs Anvendelighed til Stormvarsler | i Finmarken (Vid.-S. Forh.). 1901. The Norwegian North Polar Expedition 1893—1896, edited by Fridtjof Nansen. VII. Terrestrial Magnetism. SI 1904. The diurnal Variation of Terrestrial Magnetism (Vid.S. Skrifter, I. 1904). 1904. Jordmagnetiske Maalinger i Norge Sommeren 1902 (Arkiv for Matematik og Naturvidenskab). 1904. Fremtidens Meteorologi (Aftenposten). 1905. Vandmangel i Norge 1904 (, Naturen*). 1905. La sécheresse en Norvége (,La Géographie*). 1906. Die Sonnenfleckenperiode der Gewitter (Hann Band. Me- teorologisehe Zeitschrift). 1907. Report of the Second Norwegian Arctic Expedition in the sFram* 1898—1902. No. 6. Terrestrial Magnetism. 1909. Einige Studien iiber die Bewölkung. I-III. (Meteorolo- gisehe Zeitschriit). 1909. Havoverflatens Temperatur ved Norges Kyst (Arkiv for Matematik og Naturvidenskab). lalt 19 avhandlinger. Til dagspressen har Steen git talrike bidrag om videnskabe- lige spørsmaal. Han var for aviserne ofte den strenge censor i meteorologiske saker. Steens forfatterskap vidner om hans grundige behandling av emnet og en klar fremstillingsevne. I de senere aar hadde Steen som sit hovedarbeide, ved siden av sin virksomhet ved det Meteorologiske Institut, bearbeidelsen av de magnetiske observationer fra Roald Amundsens Gjøa- ekspedition. Han har for dette arbeide lagt, med bistand av de bedste autoriteter paa dette felt, en udmerket plan, som, naar den var kommet til sim fulde utførelse, vilde skaffet ham et hædret navn blandt jordmagnetismens forskere. Det er med dyp sorg at vi tænker paa at hans bratte død skulde berøve os hans fortsatte virksomhet med og endelige avslutning av dette arbeide, som han selv elsket saa høit, og av hvilket vi som videnskaps- mænd og som nordmænd lovet os saa meget. Vi faar haabe at det vil lykkes hans medarbeidere, som han har sat grundig ind i sin plan og sine metoder, at bringe hans verk til en der- med stemmende heldig avslutning. Men den fylde av utvidet 6 82 granskning og omfattende fremstilling av de videnskabelige resultater som vi hadde haabet al glæde os ved fra Steens arbeide, er det nu ikke let at tænke sig virkeliggjort. Det Norske Meteorologiske Institut har i Aksel Steen mistet en kundskapsrik, energisk og taktfuld direktør. Aksel Steen blev medlem av Videnskapsselskapet i 1888. 1907 blev han revisor, 1908 sekretær for den matematisk-natur- videnskabelige klasse og i 1913 viceformand 1 klassen. Han efterlater et stort savn blandt sine venner og kolleger i selskapet og dets styrelse. Mindetale over prof. dr. Edvard Holm holdt i den hist.-filos. klasses møte den 17de september 1915 av H. KOHT. Vort videnskapsselskap har i sommer mistet et av sine ældste utenlandske medlemmer, en forsker som var knyttet til norsk videnskap sterkere og mere direkte end de fleste andre utlæn- dinger og hadde git vegtige bidrag til kundskapen om norsk utvikling, professor 1 historie ved Kjøbenhavns universitet Edvard Holm. Det var et naturlig uttryk for den videnskabelige tak- nemlighetsgjæld vort land stod i til ham, at han i 1891 blev valgt til medlem av dette selskap, og det var en selvsagt ting, at han ved universitets-jubilæet i 1911 blev utnævnt til norsk æresdoktor. Hans historiske arbeide betydde en overordentlig landevinding ogsaa for Norge, og norske videnskapsmænd skal endda i lange tider søke til det som til en stadig levende kilde. Peter Edvard Holm — saa lød hans fulde navn — var fødd 1 Kjøbenhavn den 26de januar 1833, og han var saaledes ved sin død den 18de mai iaar over 82 aar gammel. Han hadde en lang arbeidsdag, og den blev vel utnyttet; det faldt ualmin- delig let for ham baade at gjennemgaa store stofmængder og FE 83 bringe sit forskningsutbytte i skreven form, og resultatet blev et livsverk av imponerende omfang. Fra først av var det oldtidens liv som sterkest fanget hans sind, og hans første studiereise, elterat han i 22-aars alderen hadde tat sin filologiske eksamen, gik naturlig til Italien. Han kastet sig med iver ind i studiet av den tidsalder som i 60-aarene traadte saa slerkt i forgrunden ) Europas videnskabelige inter- esser, — den romerske keisertid, den merkelige sociale og kulturelle omdannelse som blev indledningen til en ny tid. Og han la fra første stund sine studier paa det bredeste grundlag. Det var samfundstilstandene,- styrelsesforhold og politisk tænkemaate han vilde utforske. I 1860 tok han doktorgraden paa en av- handling om ,De græske Undersaatters politiske Stilling under de romerske Keisere indtil Caracalla*. Saa gav han ut 1 1864 det utførlige verk: ,Geistlighedens Optræden ligeoverfor Staten fra Slutningen af Constantin den Stores Regering indtil det vestromerske Riges Fald*. Og i 1865 skrev han 1 , Tidsskrift for Philologi og Pædagogik* (som han var med at redigere) en stor avhandling om ,Nationalitetsstemningerne 1 det romerske Rige 1 Slutningen af Oldtiden*. Særlig 1 det sidste arbeide ser vi tydelig sammenhængen mellem det historiske studium og nu- tidens problemer, — en sammenhæng som Holm var sig meget vel bevisst, og som allerede hadde sat sin farve paa doktor- avhandlingen fra 1860. - Det var fordi — som han siger — netop 1 vore dager ,Øiet saa stærkt er blevet aabnet for Na- tionalitetens politiske Betydning*, at han hadde reist spørsmaalet om hvilken rolle nationalitetsforholdene hadde spillet i Romer- rikets utvikling, og de undersøkelser han gjorde paa dette om- raade, har den dag idag sin betydning for forstaaelsen av an- tikkens undergang. Selv om de ikke har saa mægtig et vinge- fang som arbeidene av de litt ældre samtidige Burckhardt og Lecky, saa er det likevel noget av den samme aand som præger disse Holms første skrifter, og han var med i gjennembruddet for en egte kulturhistorisk granskning i Danmark. Det var ydre forhold som gav støtet til at Holm forlot old- tidshistorien og fandt et helt nyt emne for sine forskninger. Da SÅ4 han i 1865 blev docent ved Universitetet, fik han det hverv at holde forelæsninger over den nyeste tids historie for de stats- videnskabelige studerende, og han beholdt dette hverv ogsaa efterat han 1 1867 var blit utnævnt til professor. Men det var ikke bare en slik embedstvang som kunde holde ham fast paa det nye omraade. I alle de aarene han stod som professor — til 1899 — tok han med forkjærlighet sine forelæsningsemner fra den nyeste historie, og selv da han dyrket oldtidshistorien, var det jo 1 virkeligheten i ikke ringe utstrækning nutids-interesser som bestemte hans studier. Det var det 18de aarhundred som blev hans egentlige studieomraade, og det var Danmarks utvikling i denne tid han viet sit arbeide. Det er let at merke at han kom til den hjem- lige historie fra verdenshistorien; for det var Danmarks uten- rikspolitik han først og fremst gav sig ifærd med. Alt i 1866 hadde han færdig en avhandling om ,Danmarks Deltagelse i Forhandlingerne om en væbnet Neutralitet 1778—1780*, og saa kom en række avhandlinger om dansk utenrikspolitik fra 1770- til 1790-aarene, indtil han 1 1875 gav ut et tobinds verk om Danmark-Norges udenrigske Historie under den franske Revo- lution og Napoleons Krige fra 1791 til 1807*. Alle disse ar- beider var bygget paa nye selvstændige arkivgranskninger; de drog frem en mængde nyt stof, og de gav et fast grundlag for opfatning og dom paa vigtige omraader, hvor man før hadde nøidd sig med omtrentlige sandheter og løse indtryk. De blev i sit resultat kraftige forsvarsskrifter for Danmarks politik, virk- somme vidnesbyrd om dets formaalsbevisste fredskjærlighet særlig 1 forhandlingene om det væbnede nøitralitetsforbund av 1780, 1 forholdet til Sverige i 1780-aarene og 1 den store krise 1 1807. Men det som la styrke i hævdelsen av det danske standpunkt, det var ikke nogen patriotisk lidenskap, det var netop den litt kjølige, alsidig overveiende sanddruhet som lyste frem paa hver side av Holms bøker, og paa punkt efter punkt blev derfor hans dom det avgjørende ord, som baade fremmede og danske historikere har bøidd sig for. 85 Under granskningene vedrørende Danmarks utenrikspolitik var det at han mer og mer blev draget over til at studere ogsaa dets indre historie. Han kunde jo ikke være blind for sammen- hængen mellem den ytre og den indre styrelse; den traadte klart nok frem for ham ved betragtningen av (slike personligheter som Bernstorff og Struensee. Og hans verdenshistoriske utgangspunkt førte ham let nok over til det samspil av dansk utvikling og europæisk aandspaavirkning som netop i 18de aarhundred grep saa voldsomt ind i begivenhetenes gang. Han kom til for Dan- mark i denne tid at ta op studier som svarte til adskillig av de undersøkelser han hadde gjort i oldtidens historie: det var den offentlige tænkemaate han vilde utforske. Han begyndte med en enkelt central skikkelse; han skrev 1 1879 om , Holbergs statsretslige og politiske Synsmaade". Men derefter var det selve folkemeningen han studerte. I 1888 utgav han et ind- holdsrikt skrift med den lange ttel: ,Om det Syn paa Konge- magt, Folk og borgerlig Frihed, der udviklede sig i den dansk- norske Stat 1 Midten av det 18. Aarhundrede (1746—1770)*. Saa fulgte i 1885 ,Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedstidens Historie 1770—1775*, i 1886 ,Den offentlige Mening og Stais- magten 1 den dansk-norske Stat i Slutningen af det 18de Aar- hundrede (1784—1799)*, og det hul som saaledes var opstaat for aarene 1773—84, blev i væsentlig grad utfyldt ved festskriftet fra 1888: ,Kampen om Landboreformerne i Danmark i Slutningen af 18. Aarhundrede (1773—1791)*. Det som foreligger i disse skrifter, er en ret enestaaende skildring av den offentlige opinion i et land gjennem en hel vigtig periode; de er i sit slag grund- læggende verker. Men Holm blev i sine studier ved deres egen magt ført længer og længer, og mer og mer vokste det op 1 ham en trang til at gi en alsidig skildring av det hele Danmarks liv i det 18de aarhundred. Hvilke opgaver som her laa og ventet paa en forsker, det viste han selv paa det allerklareste ved en avhand- ling i 1884 om ,Frederik IV's Landmilits og dens Indflydelse paa Bondestandens Kaar*. Her gjorde han en gang for alle av 86 med den opfatning som længe hadde raadd 1 dansk hustorie- skrivning, at stavnsbaandet var indført i Danmark ved milits- forordningen av 1701, og det var aabenbart at allerede denne ene ting maatte medføre et helt nyt syn paa enevældets historie. Det var tiden fra 1720 til 1814 Holm vilde skildre. Men først maatte han selv skape sig et grundlag i en fremstilling av enevældets styrelsesmaate og forhold til folket i det foregaaende tidsrum, og 1 aarene 1885—86 utgav han en ,indledning* 1 to dryge bind om ,Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720*. Det var et rent nyrydningsarbeide han her hadde maatlet gjøre, og ved fortsættelsen hadde han heller ikke stort mer end sine egne granskninger at bygge paa. I 1891 fik han ut første bind av det hovedverk han saa længe hadde for- beredt sig til: ,Danmark-Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse (1720—1814)*. Inden han 1 1899 tok avsked fra sin professorgjerning, lykkedes det ham at faa færdig fire bind, som førte fremstillingen frem til 1766. Han badde allerede 1 forveien paatat sig at skrive en kortere populær oversigt over hele tidsrummet 1699—1814 i den store illustrerte ,Danmarks Riges Historie* som professor Erslev var hovedredaktøren for, og da han i 1903, sytti aar gammel, hadde avsluttet dette arbeide, kunde han ialfald ha den bevissthet, at han hadde faat lagt frem hovedresultatene av sine studier. Men for ham var 1 virkeligheten studiene vigtigere end resultatene, og det var selve de videnskabelige forskninger han allermest længtet efter at faa meddele. Med sjeldsynt ihærdighet drev han paa med sit granskningsarbeide endda i sin høre alderdom. Han hadde gjort en avtale med den unge videnskapsmand Aage Frus, som i 1899 tok doktorgraden paa en avhandling vedrørende jdansk historie 1 1770-aarene, om at hvis han selv faldt fra, skulde dr. |Frus fortsætte verket. Men eftersom han fik bind efter bind fra haanden, og han fremdeles bevarte sin arbeidskraft, fik han haab om at han selv skulde faa fuldføre sit store verk. ,De skal se*, sa han en dag til dr. Frus paa sin lune maate, ,De skal se, jeg snyder Dem nok!* Og det S1 var ikke saa langt ifra at hans haab blev opfyldt. Syv nye bind sendte han ut, efterat han hadde tat avsked, det sidste i 1912. Dermed hadde han faat behandlet den utenrikske historie helt frem til 1814; det var bare den indre historie fra 1800 som stod igjen. I de par sidste bind merker man utvilsomt nogen svækkelse; den gamle nøiagtighet og omfattende kilde-beherskelse svigter. Men hele den solide bindrække som gir det 18de aarhundreds historie, er et eneste monument over sin forfatters mdtrængende forskning, hans paalidelige, samvittighetsfulde arbeide, hans usvikelige sandhetskjærlighet. Saa godt som hver sætning paa disse tusender av sider er bygget paa førstehaands kildegransk- ning, hver eneste dom er resultatet av en omhyggelig faktisk prøvelse. Det er ikke et verk som glimrer ved nogen original historisk filosofi, ved dyptgaaende psykologisk analyse eller ved aandfuld personlig stil; det har bare sat sig til opgave at rede- gjøre for den faktiske utvikling i styrelse og samfundsforhold, og det løser sin opgave i et fordringsløst, flytende sprog inden- for et fast optrukket skema, som gjentar sig ensformig fra bind til bind. Men frem av denne nøkterne fortælling stiger et helt nyt syn paa det dansk-norske enevælde. Den gamle forestilling om det enevældige kongedømmes vilkaarlighet kan ikke længer holde stand, og 1 steden ser vi en styrelse som ivrig og alvorlig stræver for at stelle alt saa godt og saa retfærdig som mulig for undersaattene, — det blir historisk sammenhæng og vekst ogsaa 1 enevældets tidsalder. Dette er Holms fortjeneste. Han var en rydningsmand paa et stort og vigtig omraade av dansk historie, og hans lange række av skrifter har rang av kilde- verker, som alle maa søke til. Et ord maa endda bli sagt om Holms forhold til Norge. De første avhandlinger han utgav om dansk utenrikspotitik, nævnte bare Danmark. Men fra 1871 skrev han altid »Dan- mark-Norge*. Saa længe det bare gjaldt utenrikspolitikken, kunde dette ikke være stort andet end en tom form; Norge hadde ingen utenrikspolitik. Men det vidnet om at han regnet ogsaa Norge med som jevubyrdig led av den stat han skrev om. SS Og da han naadde frem til den indre historie, maatte denne opfatning sætte sine merker. ,Det er ikke Danmarks, men Danmark-Norges Historie, jeg skriver*, uttalte han 1 1891, og han satte sig til maal ,saa vidt muligt at behandle norske For- hold efter samme Maalestok som danske*. Derfor kom han ogsaa stadig paa arkivgranskninger i Norge; han holdt av vort land, som han var knyttet til ved venskaps- og slegtskapsbaand, og han hadde en ærlig vilje til at gi Norge dets historiske ret. Han delte den mening, som ogsaa blandt norske historikere er den almindelige, at enevoldsmagtens indførelse løftet Norge op til en ganske anden likestilling med Danmark end det før hadde hat, og derfor fik Norge en langt bredere plads i hans verk end i noget andet dansk historisk arbeide, kanske med undtagelse av Allens verk om ,De tre nordiske Rigers Historie 1497 —1536*. Men det staar jo ikke til at negte at den likestilling Norge vandt 1 1660, var en likestilling indenfor en helstat, hvor Norge stod sammen med Jylland, Fyn og andre riksdeler, og det kan for nordmænd aldrig være noget glædelig minde, at vort land har været og derfor ogsaa historisk maa behandles som led av slik en helstat. Ogsaa Holm tok Norge med som del av helstaten, og jeg betoner at dette er det eneste korrekte historiske stand- punkt, om det saa kan være saarende for vor selvfølelse. Han skildret, som han selv siger, ,en Tid, da Danske og Normænd politisk taget vare Landsmænd*. og vi har bare at takke for at han ikke simpelt hen oversaa os. Han oversaa os saa lite, at hans verk ogsaa for store deler av norsk historie er et kildeskrift og gir de utførligste oplysninger vi overhodet finder paa prent. Han gav os i virkeligheten mer end vor ret, fordi vor senere vundne selvstændighet og hans egen sympati for vort land uvil- kaarlig gav Norge øket plads 1 helstatens historie. I Holms vurdering av Norges stilling gjenfinder vi den samme humanitet som er et saa gjennemgaaende drag i hele hans historieskrivning, og som ogsaa var et særkjende for hans per- sonlighet. Han hadde sine avgjorte meninger om alle spørsmaal som kom indenfor hans rækkevidde, og han stod som en mand for dem. Men han hadde en likesaa avgjort vilje til at gjøre 89 ret og skjel til alle sider, i fortid som i nutid. Han var en egte historiker, fordi han altid søkte at forklare endog de hand- linger som frastøtte ham, og eide han end ikke den geniale historiske fantasi, saa gjælder det likevel om ham det som han visselig satte langt større pris paa: han blir fulgt med en tillid som faa andre historieskrivere. Han hadde 1 utpræget grad den største av alle videnskabelige dyder: han var ærlig. Mindetale over dr. Eiling Holst holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 19de november 1915 av CARL STØRMER. Videnskapsselskapet mistet ved docent dr. Elling Holst's død 2den september et av sine mest sympatiske og fortjente med- lemmer; som hans gamle elev er det mig en kjær pligt at sige nogle mindeord i anledning av hans bortgang. Elling Bolt Holst blev født 19de juli 1849 i Drammen, hvor hans far Adolf Theodor Holst var bokhandler, senere fattigfor- stander. Holst blev student 1868 med præceteris og vandt alle- rede samme aar prisen for en av det svenske ,Tidskrit f. matematik och fysik* utsat prisopgave. Som et kuriosum kan nævnes, at han fandt løsningen mens han sat og skrev sin norske stil til eksamen artium. I 1869 tok han andeneksamen, likesaa med præceteris, og fuldendte 1 aarene 1872—74 de 3 avdelinger av den daværende reallærereksamen med karakteren laudabilis. Efter i flere aar at ha hat forskjellige hverv, dels som lærer ved skoler, dels som assistent ved det Meteorologiske Institut. reiste han med privat understøttelse, specielt av grosserer Jacob Borch i Drammen, til Tyskland, hvor han hørte forelæsninger av Klein, Gordan og Brill. Efter hjemkomsten 1 1875 blev han 90 lærer ved Aars og Voss's skole, hvilken stilling han indehadde til november 1891. I 1876 blev Elling Holst universitetsstipendiat 1 matemalik. Han opholdt sig høsten samme aar med offentlig stipendium i Kjøbenhavn, hvor han gjorde studier til sin bok ,Om Poncelets Betydning for Geometrien*; for denne fik han i 1878 Kronprin- sens guldmedalje. Vinteren 1879—80 foretok Holst, likeledes med offentlig stipendium, en studiereise til England og Frankrike, hvor han blandt andet hørte forelæsninger av den berømte geometer Darboux. I 1883 tok han ved vort universitet doktorgraden paa den udmerkede avhandling: , Et par synthetiske Methoder især til Brug ved Studiet af metriske Egenskaber*. Vi skal senere nærmere komme tilbake til dette arbeide. Efter allerede tidligere ved flere leiligheter at ha holdt fore- læsninger ved Universitetet, dels som professor Bjerknes's vikar, dels som forelæser til andeneksamen, blev Holst 1 1886, ved Sophus Lies kaldelse til Leipzig, overdrat de geometriske fore- læsninger til reallærereksamen. Dette vigtige hverv indehadde han helt til han 1 1912 tok sin avsked. Han blev 1 1894 for- fremmet til docent i geometri. Samtidig med dette hverv indehadde ogsaa Holst fra 1891 til 1912 overlærerstillingen i matematik ved Kristiania tekniske . skole. Disse to hverv slet; sterkt paa hans arbeidskraft, saa hans videnskabelige produktion 1 de senere aar væsentlig indskrænket sig til biografier av norske matematikere, et felt hvor: han for- øvrig har indlagt sig stor fortjeneste. Under sin virksomhet ved Universitetet oprettet Ho 1 sep- tember 1886 det matematiske seminar, hvor studerende efter tur holdt foredrag dels over andres og dels over egne undersøkelser. Seminaret, hvis virksomhet fortsatte helt til for nogen aar tilbake, var av største betydning for de studerendes matematiske utdan- nelse og gav flere av dem impulser til selvstændige arbeider. 91 Overanstrengelse under arbeidet med festskriftet i anledning av Abeljubilæet 1902 gav Elling Holst et knæk som han senere ikke forvandt, og tiltagende sykelighet nødte ham tilsidst i 1912 til at frasige sig sine hverv ved Universitetet og den Tekniske Skole. Senere har sykeligheten stadig tiltat, og et slaganfald endte hans liv natten til 2den september iaar. For at faa den mest kompetente dom om Elling Holsts geometriske arbeider har jeg henvendl| mig til den nulevende største autoritet paa dette omraade, professor Zeuthen i Kjøben- havn. Han har sendt mig følgende fremstilling, som jeg med hans tilladelse gjengir in extenso: sPet vækker ofte Forundring hos udeniforstaaende, naar Mathematikerne bruge saadanne Ord som ,elegant* om mathe- matiske Beviser og Operationer. Jeg vover at gaa videre og sige, at der var noget ,elskværdigt* ved Elling Holst's mathe- matiske Arbeider, og dermed mene at fremhæve en ogsaa ma- thematisk talt paaskjønnelsesværdig Egenskab. Som han i sine Børnebøger, hvilke man ikke vil betænke sig paa at karakteri- sere paa den hernævnte Maade, sætter sin frodige Fantasi og kunstneriske Evner ind paa at faa det frem, som kan forstaaes af og glæde Børn, saaledes benytter han ogsaa sin frodige geometriske Fantasi — en kunstuerisk Evne, som tages i Brug ved alt skabende geometrisk Arbeide — til at udfinde saadanne Enkeltheder, som ville tiltale Mathematikerne, vække deres Op- merksomhed og bringe dem til at dele hans egen varme Interesse for de anvendte Methoder og tilskynde til ogsaa i andre Tilfælde at anvende disse. Hertil egnede hans egne Yndlingsstudier sig godt. De gjaldt det, som man i hans Ungdom kaldte ,den nyere Geometri*, og som paa én Gang omfatter Projektivgeometrien og den Udvidelse af de geometriske Operationer, som lader dem give Udtryk for alt det, som lader sig fremstille ved algebraiske Ligninger. Be- tegnende for ham og hans kunstneriske Opfattelse er det, at han foretrak den direkte Anvendelse af Methoderne til af simple 92 Resultater at udlede langt almindeligere, for en saadan Almin- deliggjørelse af selve Systemet med dets Forudsætninger, hvor- ved det kom til umiddelbart at omfatte de almindeliggjorte Resultater. I sit Skrift om Poncelet beklager han saaledes et Sted, at de projektivgeometriske Systemer med almindelige pro- jektive Udgangspunkter bringe til at forsømme selve den frugt- bare Udvidelse ved Projektion. Som et ret tilfældig valgt Eksempel paa en vel i sig selv ubetydelig, men ansporende Bemerkning fra hans Side skal jeg nævne et Bevis for, at naar tre Punkter af en ret Linie med konstante Afstande glide paa faste Planer, vil et med de første fast forbundet Punkt af Linien gjennemløbe en Flade af anden Orden. Stedets Orden er nemlig uafhængig af de givne Afstan- des Størrelse, og det er en Kugleflade, naar de ere Nul. Den der ikke er fortrolig med saadanne antalgeometriske Betragt- ninger, vil først finde denne Slutning meget dristig. Der vil imidlertid ikke behøves meget Kjendskab til algebraisk Frem- stilling af geometriske Figurer for at indse, at den er ganske paalidelig, og at den kan finde videregaaende Anvendelser, fore- løbig udvides til det Tilfælde, hvor de tre Planer ombyttes med vilkaarlige algebraiske Flader. Eksemplet er iøvrigt ogsaa karakteristisk for Elling Holst's Interesse for ogsaa at faa me- triske Egenskaber med i sine Undersøgelser. Gjennem saadanne Eksempler formaaede han at meddele andre den rette Forstaaelse af sin egen Interesse for de Studier, for hvilke han selv havde Forkjærlighed. At denne ogsaa er gaaet over til hans Elever, ses af de Arbejder, hvormed flere af dem have begyndt. Elling Holst har sikkert ikke Andel i Enkelthederne i disse Arbejder: men det er hans Interesse for Emnerne, som har forplantet sig til Forfatteren. En smuk Prøve herpaa og paa Varigheden af den vakte Interesse er det antalgeometriske Ungdomsarbejde, som Professor Kr. Birkeland fornylig har udgivet. Her har jeg, som det ses, ikke indskrænket mig til Om- talen af trykte Arbejder, men ogsaa tænkt paa Elling Holst's 95 Meddelelser 1 Ord og i Breve. Til saadanne kunde han ofte føre en Bemerkning om, at man frit turde benytte og videre udvikle de i disse Meddelelser indeholdte Hovedtanker. En saadan Be- merkning kunde let fremkalde et afvisende Smil; thi vel vidste man ham ganske fri for smaalige Tanker paa Prioritet, men man fristedes hil deri at se et Forsøg paa at unddrage sig selv Besværet med den videre Udvikling af Tanker, som han havde havt Fornøielsen af at kunne undfange. Det kunde imidlertid nok hænde, at den, til hvem Bemerkningen var rettet, under den videre Udvikling af sine egne Undersøgelser fik Brug for den frugtbare ,Anregung*, som Bemerkningen havde indeholdt. Holst's Forsømmelse af selv videre at udvikle undfangne Ideer * turde derimod være Skyld i, at det er forholdsvis lidet, som han har udviklet saaledes, at det har fundet Plads 1 Litteraturen. Indenfor denne har dog to af hans Arbejder en blivende Be- tydning. Dette gjælder først om hans Skrift um Poncelet (1878), der fremkom paa en Tid, da der netop var Trang til en saadan Undersøgelse som den, Elling Holst foretog sig. Den Omtale, som Chasles giver Poncelet i sin i 1887 udkomne Apercu histo- rique og senere fastholder i sin Rapport sur les Progrés de la Géometrie (1870), bærer nemlig for meget Præg af, at Chasles stod Poncelet og de samtidige Geometre, særlig Monge, Carnot og deres Elever, til hvilke ogsaa Poncelet hørte, for nær til ret at se, hvor højt Poncelet rager op i denne Kreds og blandt dem, som derefter førle den nye Retning i Geometrien videre. Der var derfor virkelig Brug for en ny Prøvelse af de Bidrag, som hver enkelt havde ydet, og disses Betydning og Indflydelse ogsaa paa Poncelet og — som det viste sig — dennes Hoved- andel i Grundlæggelsen af ,den nyere Geometri". Undersøgelsen er udført med Omhu og Kritik, med en Paaskjønnelse af hvert enkelt Fremskridt, der røber Elling Holst's egen Kjærlighed til de frembrydende Betragtningsmaader og en Forstaaelse af deres Betydning, som netop sætter ham i Stand til at vurdere hvert enkelt efter Fortjeneste. Og om hans største Sympathier og 94 Beundring end med Rette samler sig om Poncelets egne For- tjenester, lader han ingenlunde Læseren overse de andres. Han er heller ingenlunde blind for, hvad der kan være berettiget 1 Cauchys 1 saa skarp Form fremsatte Kritik av Poncelets Kon- tinuitetsprineip, samtidig med at han hævder den fundamentale Betydning af de Synsmaader, som ligge bag dette Navn, og hvis store Rækkevidde allerede da traadte frem, og hvis Gyldighed, naar de løsreves fra det nævnte samlende, om end ikke klart begrænsede Princp, nu er almindelig anerkjendt. Hvorledes Elling Holst selv forstod at udnytte de frugtbare Ponceletske Methoder, træder bedst frem i hans Doktorafhandling: Et Par synthetiske Methoder især til Brug ved Studiet af me- triske Egenskaber (1882). Til Grund for de deri indeholdte Undersøgelser lægger han et Princip, som han selv vistnok først har opstillet, og hvoraf han 1 hvert Fald først gjør omfattende og dybtgaaende Anvendelser. Det gaar ud paa, at — som jeg her vil udtrykke det — en, ikke ved vilkaarlige Forudsætninger indskrænket, algebraisk Funktion af en eller flere Størrelser, naar den ikke kan antage en eller anden bestemt Værdi, der- under 0 eller %, maa være konstant (eller hvis den er flertydig, blot have visse konstante Værdier). Hvor stor en Betydning og Anvendelighed jeg for mit Vedkommende tillægger dette Princip, viser jeg i min Lærebog i ,,die abzåhlenden Methoden der Geo- metrie* ved at betragte det som en af de Hovedformer, som Brugen av ,Antallets Vedligeholdelse* kan antage, nemlig den hvor en Opgave faar 0 Opløsninger. Det sætter i Stand til at føre et antalgeometrisk Bevis for enhver Sætning, som kan ud- trykkes ved en algebraisk Ligning. Selv anvender Elling Holst det i Overensstemmelse med en alt berørt Forkjærlighed hoved- sagelig paa metriske, desuden ogsaa elementære Opgaver. Det ,Par Methoder*, som han meddeler, give netop Tillempning til saadan Anvendelse, og for dennes Skyld giver han en grundig Oversigt over Betydningen og Indflydelsen af de Figurdele, som ere særegne for den metriske Geometri (uendelig fjerne Linie og Plan, Cirkelpunkter og Kuglecirkel), og karakteriserer Planens og Rumpunktets metriske Invarianter. 95 De specielle Anvendelser, han dernæst giver, ere omtrent ligesaa mange Prøver paa den Opfindsomhed og Skarpsindighed, hvormed Elling Holst vidste at gjøre Brug af sine Betragtnings- maader og ved dem komme baade til Udvidelse af delvis be- kjendte Resultater, som derved selv stilles i et nyt Lys, og til nye smukke og ofte overraskende Sætninger. Flere af Elling Holst's andre geometriske Arbejder ere som For- og Ffterarbejder knyttede til dette, som 1 det hele lader hans Ejendommeligheder som geometrisk Forfatter træde tydelig frem. Hans 1 1886 (bl. a. 1 Acta Mathematica) fremkomne Bevis for Algebraens Fundamentalsætning turde staa 1 Forbindelse med det samme Arbejde, da det maatte være ham om at gjøre, at have et simpelt og af mere indgaaende funktionstheoretiske Betragtninger uafhængigt Bevis for det algebraiske Princip, som han der: lægger til Grund for sine Undersøgelser.* Til disse smukke mindeord av professor Zeuthen har jeg ikke meget at tilføre. Lad mig kun fremhæve en side av Elling Holst's personlighet som har været av største betydning for hans virksomhet som lærer. Det er hans evne til at opspore blandt sine elever dem som viste utprægede matematiske anlæg. Naar han fandt saadanne, var han utrættelig til at opmuntre og hjælpe dem med raad og daad. Han søkte at begeistre dem til selv- stændig arbeide og glædet sig med dem naar de kom til ham med sine videnskabelige fund. Han fulgte dem frem gjennem livet med den største trofasthet og uegennytte og, idealist som han var, lærte han dem at se ideelt paa videnskapen, at dyrke den for dens egen skyld uten hensyn til materiel fordel, at se fremad og opad for at søke at naa det høeste! Ære være hans minde. 96 Efter forfatterens ønske indtages her følgende nekrolog. avtrykt efter ,Tidens Tegn* 1915 no. 264. Elling Holst av V. BJERKNES. Blandt de mange lyse minder som knytter sig til Elling Holsts navn, blander sig for alle der nøiere kjendte hans skjæbne, et streif av dyp vemod. Han naadde aldrig en stilling hvor hans evner fuldt kunde utfolde sig. Han var en av dem som fik føle at videnskapens kaar er trange i et litet land. Dengang han 1 1876 som ung realkandidat meddelte sin forhenværende lærer C. A. Bjerknes at han tænkte at søke et ledigt adjunktstipendium ved universitetet, advarte denne ham indstændig mot dette skridt. Bjerknes hadde selv forsøkt hvad det vilde si at sitte og vente paa del uvisse som stipendiat, og forholdene var nu for en ny matematiker ugunstigere end nogen- sinde. Bjerknes og Guldberg, som endnu var mænd i. sine bedste aar, indehadde universitetets to ordinære professorater 1 ren og i anvendt matematik. Sophus Lie var faa aar i forveien forfremmet fra stipendiat til ekstraordinær professor, og til over- flod hadde Ole Jacob Broch sin statsraadspension i form av et ekstraordinært professorat i matematik. Selv om den sidstes virksomhet ikke længer kom universitetet synderlig tilgode, saa maatte dog de bevilgende myndigheter ha det indtryk, at der var sørget til overflod vel for matematiken. Der kunde ikke engang være tale om at gjøre noget for en europæisk berømthet som Sylow, der sat som overlærer paa Fredrikshald, og en ny stipendiats ulsigter maatte under disse forhold være alt andet end lyse. Men Elling Holst følte kaldet for sterkt. Han søkte og fik stipendiet og fordypet sig med hele sin ungdoms enthu- siasme 1 sit yndlingsfag, geometrien. Det var med tanken paa sin nye geometer at universitetet paa denne tid stillet sin prisopgave ,Om Poncelets betydning for geometrien". Og den blev ikke stillet forgjæves. Holsts besvarelse av opgaven blev belønnet med kronprinsens guld- 97 medalje og kort efter trykt som universitetsprogram. Selv ikke-matematikere vil med utbytte læse denne bok om den unge franske ingeniørofficer. som efter Napoleons felttog 1 1812 sat som fange paa de russiske stepper, og der, med støtte kun i halvglemt erindringsstof fra sine læreaar ved Ecole Polytechnique, gik løs paa det ene geometriske problem vanskeligere end det andet, først efter de tungvindte analytiske metoder, som han hadde fra skolen, for saa efterhaanden at utvikle sig sine nye syntetiske metoder, der gjør det mulig saa at si umiddelbart at se de resultater som man før kun kunde naa gjennem de be- sværligste regninger. Men Holsts tanker gik videre end kun til dette, at skildre den nyere geometris grundlægger og hans verk. Han vilde selv fortsætte det. Det er de geometriske figurers saakaldte ,,projek- tive* egenskaper som egner sig umiddelbart til behandling efter Poncelet og hans efterfølgeres metoder. Naar det gjælder de smetriske* egenskaper, er man atter henvist til den besværlige regning. Her var det Holst grep ind, idet han visste at de analytiske metoder kunde erstattes ved syntetiske, som berodde paa en original anvendelse av de imaginære størrelsers betydning i geometrien. Sine første resultater meddelte han 1 sin faa aar efter fuldførte doktoravhandling ,Et par syntetiske metoder bil studiet av metriske egenskaper". Men her skulde det bli med en glimrende begyndelse. Hans drøm at skrive et verk , Traité des propriétés métriques des figures", der skulde være et side- stykke til Poncelets fundamentalverk ,Traité des propriétés pro- jectives des figures*, skulde aldrig gaa i opfyldelse. Tiden da han kunde faa samie sine kræfter helt paa en opgave av dette omfang, skulde aldrig komme. Sterke naturer kan holde det gaaende nogen ungdomsaar med skolearbeide dagen igjennem og videnskabelig tænkerarbeide i aften- og nattetimerne. Men i længden gaar det ikke. Den trætte hjerne kan ikke tænke de nye tanker. Det nytter ikke at ta den sterkeste vilje til hjælp. Naturen sætter sine ubønhørlige grænser. Kun altfor mange vet at fortælle om en knæk for mange aar, eller for hele livet, erhvervet i denne fortvilede kamp ut over grænsen av sine kræfter. 7 98 Saa saa Holst sig efterhaanden nødt til at gaa over til lettere sysler 1 de timer som hans undervisningsarbeide levnet ham. Paa denne maate opstod hans mindre matematiske leilig- hetsarbeider, hans matematiske lærebøker, hans aandfuldt skrevne biografier av de norske matematikere, og endelig det som har gjort hans navn kjendt i de videste kredse, hans barnebøker. Fra først av tok han til disse lettere arbeider i haabet om at bedre tider skulde komme. Men han skulde faa vente for- gjæves. Da Sophus Lie i 1884 blev kaldt til Leipzig, var tiden inde da noget burde kunne gjøres 1 det mindste for en av de to ubefordrede matematikere, Sylow eller Holst. Men det lykkedes ikke dem som arbeidet for saken at opnaa noget tilfredsstillende. Hele resultatet var at Holst mot en liten godtgjørelse overtok Lies forelæsninger over geometri. Arrangementet var midlertidig | og helt paa det uvisse, idet Lie blev betragtet kun som tjenst- ledig i Kristiania under sit ophold i Leipag. Saa meget denne akademiske undervisning interesserte Holst, saa blev det dog en ny byrde for ham. Sit eneste sikre erhverv, skolen, maatte han beholde ved siden av, og hans bedste kraft blev litt efter litt slitt op. Da langt om længe ledigheten i de ordinære profes- sorater indtraadte, først efter Guldberg og saa efter Bjerknes, var han allerede en forbrukt kraft. Han regnet sig ikke længer selv for at være manden. De smaa forbedringer av sin stilling som han efterhaanden fik opleve, og den efter norske forhold hensynsfulde behandling, da han, brutt av sygdom, maatte ta avsked, har virket som forsonende solstreif mot aftenen. Men de kom for sent overfor det som skulde været hovedsaken, at gi en stor begavelse anledning til at utfolde sig. Elling Holsts skjæbne maner til alvorlig eftertanke. Det er de smaa land, de som har mindst at miste, som er utsat for at lide de største tap av denne art. Og hvor store disse tap 1. virkeligheten er, vil det aldrig lykkes at faa oversigt over. Man kan peke paa enkelte tilfælde. Men hvor mange, kanske netop av de bedste, som 1 stilhet trækker sig tilbake fordi de ikke vover at betræde den usikre vei, unddrar sig fuldstændig vor bedømmelse. Det er en nationalsak av den største betydning, 99 like meget ved aarvaakenhet 1 det enkelte tilfælde, som ved hen- sigtsmæssig organisalion at lette veien frem for de virkelig gedigne begavelser. Blev end Elling Holst et offer for de smaa forhold 1 et litet land, og fik han kun utrettet en brøkdel av det han hadde evner til, saa blev dog det livsverk han efterlater, betydelig. Hans begavelse var for sterk og oprindelig til at kunne gaa tilgrunde under de trykkende forhold. Jeg vil her særskilt fremhæve hans akademiske lærergjerning. Vort universitet har hat store for- skere og udmerkede lærere i matematik. Og dog har Elling Holst, trods al skjæbnens ugunst, som lærer overgaat dem alle. Den arbeidsbyrde han hadde at bære fra morgen til aften, fik nok ofte til følge at hans foredrag kunde være alt andet end formfuldendt. Men det beholdt altid en umiddelbar friskhet, som rev alle dem med som hadde dypere interesser. Hans under- visning var aitid baaret av en smittende begeistring for sit tema, og ingen har forstaat som han at komme 1 personlig rapport med sine elever. Derfor har han ogsaa, i dypere personlig for- stand, hat flere elever end nogen anden av vore matematikere. Tre av disse elever, de nuværende professorer Thue, Birkeland og Størmer, har han opdaget allerede paa skolebænken, og fra da av med den mest levende interesse fulgt deres utvikling, for den sidstes vedkommende endog frem til den plads som han engang selv hadde gjort regning paa, lærerstolen i ren mate- matik efter Bjerknes. Og hans interesse for sine elever var ikke bare fagmandens, men menneskets. Ingen av de realstuderende som nogengang har været med ved de selskabelige sammenkomster hvor han var midtpunktet, eller ved de utflugter som han fik istand, vil glemme disse livets feststunder. Fik han end aldrig samle sine kræfter til det store videnskabelige livsverk som han drømte om, saa kunde ingen skjæbnens motgang hindre ham i av sin indre rigdom at gi øieblikket et indhold som deltagerne aldrig glemte. Leipzig, september 1915. 100 Mindetale over generalløitnant Chr. W. E. B. Qlssøn holdt i den mat.-naturvid. klasses møte den 19de november 1915 av H. MOHN, Generalløitnant Christian Wilhelm Engel Bredal Olssøn var født i 1844. Han blev officer i 1866. I det følgende aar ar- beidet han som assistent ved det nyoprettede Meteorologiske Institut og begyndte her sine videnskabelige studier, idet han salte sig ind i beregningen av periodiske funktioner efter de Bes- selske sinusrækker. Som garnisonerende løitnant i Bergen an- vendte han disse kundskaper til beregningen av den daglige periode av meteorologiske elementer efter timevise observationer som var gjort paa nogle av vore meteorologiske stationer. Ved den Militære Høiskole erhvervet han sig grundige kundskaper og færdighet i matematik og mekanik. Det var naturlig at han i besiddelse av disse valgte at gaa over til artilleriet, det viden- skabelige vaaben, som det gjerne kaldtes. Som artillerist følte han trang til at studere alle til dette vaaben hørende grene, ikke mindst den metallurgiske, og gjennemgik et teoretisk og praktisk kursus navnlig 1 jernets metallurgi ved den Tekniske Høiskole i Stockholm. Som lærer 1 artilleri ved den norske Militære Høi- skole utarbeidet han moderne avhandlinger over ballistik, grun- det paa hans indgaaende studier av metallurgi og mekanik. I denne virksomhet ser jeg ham som en værdig og tidsmæssig efterfølger av professor Chr. Hansteen, som i sin tid som uni- versitetslærer 1 anvendt matematik og som lærer ved den Mili- tære Høiskole skrev sin fortrinlige og interessante lærebok i mekanik, i hvilken han indtok et længere kapitel om ballistik, kanonen og kuglebaner. Generalløitnant Olssøns virksomhet som officer og krigs- minister maatte i lange tider virke hemmende paa hans rent videnskabelige virksomhet, men efter at være traadt tilbake som officer ser vi ham atter 1 de sidste aar av hans liv som metal- lurg og forfatter av avhandlinger over den moderne elektriske jernsmeltning. Han begyndte og han endte som videnskapsmand. SELSKAPETS MEDLEMMER 108 Videnskapsselskapets medlemmer 1915. Selskapets ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskapets bestyrelse i aaret 1915: Præses: Prof. dr. A. Torp. Vicepræses: Prof. dr. W. C. Brøgger. Generalsekretær: Prof. dr. A. Johannessen. Formand I den matem.-naturvid. klasse: Prof. dr. H. H. Gran. Viceformand i do. Direktør A. S. Steen (f 10. mai), Observator J. Fr. W. Schroeter (fra 8. oktbr.) Sekretær 1 do. Justerdirektør D. Isaachsen. Formand iden hist.-filos. klasse: Prof. dr. Hj. Falk. Viceformand i do. Bibliotekar A. Kjær. Sekretær 1 do. Prof .dr. W. Schencke. 104 A. Den matematisk-naturvidenskabelige klasses medlemmer, I. Indenlandske medlemmer *). Aaser, P. H., overlæge. 1908. VIII Amundsen, Roald, cand. philos. 1907. IV. Arndtsen, A. F. 0., fhv. justerdirektør. 1859. Il. Birkeland, Kr., professor 1 fysik. 1896. II. Bjerknes, dr. philos. Vilhelm, professor i geofysik, Leipzig. 1898. li. Bjørlykke, dr. philos. K. 0., professor i mineral., geol. og zool., Norges landbrukshøiskole, Aas. 1902. IV. Bock, C. A., fhv. generalkonsul, Bruxelles. 1884. VII. Boeck, Cæsar, fhv. professor 1 mediein. 1889. VIIL Bonnevie, dr. philos. Kristine, professor i zoologi. 1911. VI. Ay] Borchgrevink, dr. med. O. J., overlæge. 1914. VIII Borthen, dr. med. Lyder, Trondhjem. 1900. VIII Brandt, dr. med. Kr. K. H.. professor i medicin. 1907. VILL Brinkmann, dr. philos. M. C. Aug., professor, Bergen. 1914. VI Brunchorst, dr. philos. J., minister, Rom. 1891. V. Bryhn, Nils, læge, Hønefoss. 1906. V. d Brøgger, dr. philos. W. C., professor i geologi og mineralogi. 1885. IV. Bull, dr. med. Edv. I. H., fhv. overlæge. 1885. VIII Bull, dr. med. O. B.. læge. 1886. VIII Bødtker, dr. philos. Eyvind, universitetsamanuensis. 1902. III. Cranner, dr. philos. B. H., professor i botanik, Norges landbrukshøiskole, Aas. 1910. V. Dahl, Ove, konservator ved Universitetet. 1895. V. Dedichen, dr. philos. Georg, overingeniør. 1902. III. Enebo, S., astronom, Dombaas. 1914. I. Eyde, Sam, generaldirektør. 1909. IX. 3 Y Farup, dr. philos. P., professor i anorg. kemi, Trondhjem. 1908. II. Faye, dr. med. Å. L., oberst. 1886. VIII Fearnley, Thomas, fhv. hofjægermester. 1897. IX. Friele, Herman, B. S., grosserer, Bergen. 1887. VI. Føyn, Nils Johan. bestyrer av den Meteorologiske station i Bergen. 1904. IL Gade, dr. med. F. G., læge. 1910. VII Geelmuyden, H., professor i astronomi. 1878. I. Geelmuyden, dr. med. H. Chr., universitetsamanuensis. 1902. VII. Goldschmidt, dr. philos. Heinrich, professor i kemi. 1901. III. Goldschmidt, dr. philos. V. M., professor i mineral. og petrografi. 1914. IV. *) For de medlemmer som bor i Kristiania, er ikke bostedet tilføiet. Aarstallet angir naar vedkommende er indvalgt i selskapet. Romertallet betegner den gruppe hvorav vedkommende er medlem. 105 Gran, dr. philos. H. H., professor i botanik. 1904. V. Guldberg, dr. philos. Alf, professor i matematik. 1897. I. Haaland. dr. med. M., prosektor, Bergen. 1914. VIII. Hagen, I. S., fhv. kst. distriktslæge, Trondhjem. 1898. V. Hansen, dr. philos. A. M., Hvalstad. 1910. IV. Hansen, dr. philos. B. Helland, professor, Bergen. 1908. II. Harbitz, dr. med. Francis, professor i mediein. 1901. VIII Heiberg, Axel, fhv. konsul, Lysaker. 1897. IX. Henrichsen, Sophus, overlærer. 1899. II Hiortdahl, Th., professor i kemi. 1867. II. Hjort, dr. philos. Johan, kst. fiskeridirektør, Bergen. 1898. VI. Holm, dr. med. Harald, direktør, Asker. 1898. VIII Holmboe, J., professor, Bergen. 1910. V. Holmboe, Michael, kst. medieinaldirektør. 1898. VIII Holst, dr. med. Axel, professor i mediem. 1894. VIII. Holst, dr. philos. Elling B., fhv. docent, fhv. overlærer. 1881. I. 4 29 1915. Holst, dr. med. P. F., professor i mediein. 1901. VIII Holth, dr. med. Søren, læge. 1907. VIIL Holtsmark, dr. philos. G., aktuar, fhv. overlærer. 1909. II. Hopstock. H., prosektor. 1910. VII. Isaachsen, Daniel, kst. justerdirektør. 1908. II. Johannessen, dr. med. Axel, professor i medicm. 1886. VIII. Jørgensen, Eugen, kst. overlærer, Bergen. 1907. V. Kaalaas, B., cand. real., inspektør. 1893. V. | Kiær, dr. philos. Johan, professor i palæontologi og hist. geol. 1898. IV. Laache, dr. med. Søren Bloch, professor i medieim. 1886. VIII. Leegaard, dr. med. Chr. B., professor i mediein. 1892. VIII. Lie, dr. med. H. P. E., læge, Bergen. 1910. VIIL Lumholtz, C., cand. theol., New York. 1886. VII. Mjøen. dr. philos. J. Alfred H.. apoteker. 1901. III. Mohn, dr. philos. Henrik, fhv. professor i meteorologi. 1861. . II. Miinster, Thomas, kst. bergmester. 1904. VI. Nansen, dr. philos. Fridtjof, professor 1 oceanografi. 1889. I1V. Nicolaysen, dr. med. J., professor i mediem. 1910. VIII Odhner, dr. philos. Theodor, professor i zoologi. 1915. VI. Olssøn, C. W. E. B., generalløitnant. 1892. I. 310 1915. Palmstrøm, Arnfinn, aktuar, fhv. overlærer. 1899. I. Poulsson, dr. med. Edvard, professor 1 farmakologi. 1894. VIII Rekstad, J. B., første geolog ved Norges Geologiske Undersøkelse. 1904. 1V. Reusch. dr. philos. H. H., bestyrer av Norges Geologiske Undersøkelse. 1885. IV. Riiber, dr. philos. C. N., professor i organisk kemi, Trondhjem. 1898. II. Ringnes, Ellef, bryggerieier. 1897. IX. Sars, dr. philos. G. 0., professor 1 zoologi. 1865. VI. Schiøtz, dr. med. Hjalmar, professor i medicin. 1892. VIII Schiøtz, Oscar E., professor i fysik. 1878. 11. Sehmelck, Ludvig, stadskemiker. 18983. III. (4 9» 1916). Schneider, H. J. Sparre, konservator, Tromsø. 1881. VI. Schreiner, dr. med. K. E, professor i mediein. 1906. VII. 106 Sehroeter, J. Fr. W., observator. 1898. I. Schøyen, W. M., statsentomolog. 1881. VI. Sebelien, Johan, professor i kemi, Norges landbrukshøiskole, Aas. 1891. IL Sopp, dr. philos. 0. J., direktør, Kap, Toten. 1898. V. Steen, Aksel Severin, direktør for det Meteorolog. Institut. 1888. II. $ 1/; 1915. Stejneger, Leonhard, Head Curator of the Department of Biology, National Museum, Washington. 1887. VI. Størmer, Cari, professor i matematik. 1900. I. Sylow, dr. philos. P. L. M., professor i matematik. 1868. I. Sæland, Sem, professor i fysik, Trondhjem. 1912. II. Thue, Å., professor i matematik. 18394. I. Torup, dr. med. Sophus, professor i medicin. 1890. VII. Uchermann, V. Kr., professor i medicin. 1898. VIII. Vegard, dr. philos. L., docent 1 fysik. 1914. IL Vogt, J. H. L., professor i mineralogi m. m., Trondhjem. 1886. V. Vogt, dr. med. Ragnar, professor i psykiatri. 1918. Vill. Wille, dr. philos. N., professor i botanik. 1886. V. Winge, dr. med. Paul E., politilæge. 1903. VIII Øyen, P. A., universitetsamanuensis. 1901. VI. Sum ved utg. av 1915: 97. II. Utenlandske medlemmer. a) Svenske, danske og islandske indvalgt før 1907. Åkerman, A. R., fhv. generaldirektør, Stockholm. 1892. IV. Arrhenius, dr. Svante, professor, Stockholm. 1901. II. Christiansen, dr. C., professor, Kjøbenhavn. 1892. II. Hammarsten, dr. Olof, fhv. professor, Uppsala. 1891. VII. Hildebrandsson, dr. H. H., fhv. professor, Uppsala. 1891. II. Lagerheim, dr. N. G., professor, Stockholm. 1894. V. Mittag-Leffler, dr. Gösta, fhv. professor, Stockholm. 1886. I. Nathorst, dr. Å. G., professor, intendent, Stockholm. 1892. IV. Nordstedt, dr. C. F. Otto, professor, Lund. 1904. V. Pettersson, dr. S. 0., fhv. professor, Stockholm. 1892. III Retzius, dr. Gustav, fhv. professor, en av de Aderton, Stockholm. 1883. VII. Topsøe, dr. H., direktør, Kjøbenhavn. 1892. III. Warming. dr. J. E. B., professor, Kjøbenhavn. 1892. V. Zeuthen, dr. H. G., professor, Kjøbenhavn. 1891. I. Sum ved utg. av 1915: 14. 107 b) Øvrige utenlandske medlemmer, Appellöf, dr. J. J. A., professor, Uppsala. 1908. VI. Aschan, dr. A. 0., professor. Helsingfors. 1912. III. Auwers, dr. Arthur, professor, Berlin. 1907. I. 44 1915. Backlund, Joh. Oscar, direktør, Pulkova. 1898. 1. Barrois, Charles, professor, direktør, Lille. 1899. IV. Beddard, dr. Frank E., prosektor. F. R. S., London. 1912. VI. Brefeld, dr. Oscar, professor, Berlin. 1901. V. Brotherus, dr. V. F., lektor, Helsingfors. 1909. V. Curtius, dr. T., professor, Heidelberg. 1903. II. Darboux, Jean Gaston, professor. secrétaire perpétuel de I'Académie des seienees, Paris. 1906. I. Davis, William Morris, professor, Cambridge, Mass. 1902. IV. Ehrlich, dr. P., professor, direktor, Frankfurt a. M. 1914. VILL 2 1915. Engler, dr. Adolf, professor, Berlin. 1902. V. Fischer, dr. E., professor, Berlin. 19083. III. Fredholm, dr. Ivar, professor, Stockholm. 1910. I. Gaittermann. dr. Ludwig, professor, Freiburg i Br. 1908. III. Geikie, Sir Archibald, chef for den Britiske Geologiske Undersøkelse. Lon- don. 1894. IV. Geikie, James, professor, Edinburgh. 1894. IV. + 23 1915. v. Goebel, dr. K., professor, Miinchen. 1909. V. v. Groth, dr. P., professor, Miinchen. 1908. IV. Haeckel, dr. Ernst, professor, Jena. 1911. VI. Haller, A., professor, Paris. 1913. II. v. Hann, dr. Julius, professor, Wien. 1902. 1I. Hellmann, dr. Gustav, professor, Berlin. 1904. II. Helmert, dr. Rob.. professor, direktør for Centralbyraaet for den internat. jordmaaling, Potsdam. 1907. II. Hertwig, dr. Oscar, professor, direktør for det Anatom.-biolog. Institut, Berlin. 1907. VII. Heubner, dr. J. 0. L., professor, Loschwitz ved Dresden. 1907. VIII Hilbert, dr. David, professor, Göttingen. 1906. I. van Hise, dr. C. R., professor, præsident for universitetet i Madison. 19034 IV Homén, dr. E. A., professor, Helsingfors. 1904. VIIL Iddings, Jos. Paxon, professor, Chicago. 1902. IV. Johannsen, W. L., professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Jordan. Marie Ennemond Camille, professor, Paris. 1906. I. Jungersen, dr. H. F. E.. professor, Kjøbenhavn. 1914. VI. Kemp, dr. J. F., professor, Columbia Univ.,, N. Y. 1905. IV. Klason, dr. P.. professor, Stockholm. 1918. III Kraepelin, dr. E., professor, Miinchen. 1911. VIII. Laeroix, dr. A., professor, direktør for den mineralog. avd. ved Jardin des plantes, Paris. 1903. IV. Lenard, dr. Ph., professor, Heidelberg. 1908. II. Lépine, R., professor, Lyon. 1907. VIII. Lorentz, dr. H. A., professor, Haarlem. 1908. 11. 108 Mackenzie, dr. James, London. 1911. VIIL Manson, Sir Patrick, London. 1911. VII. Markham, Sir Clements, London. 1900. IV. (4 4 1916). Moynihan, dr. B., professor, Leeds. 1914. VIII. Murbeck, dr. S. S., professor, Lund. 1913. V. v. Noorden, dr. C., professor, Berlin. 1909. VIII. Ostwald, dr. W., fhv. professor, Landhaus Energie, Gross-Bothen, Kr. Sachsen. 1898. III. Painlevé, Paul, professor, Membre de IInstitut, Paris. 1907. I. Pearson, W. H., Manchester. 1887. V. Pfeffer, dr. W., professor, Leipzig. 1900. V. Picard, Charles Emile. professor, Paris. 1906. I. Pickering, E. C., professor, Cambridge, Mass. 19183. I. Quincke, dr. Heinrich, fhv. professor, Kiel. 1907. VIII Rabl, dr. Karl, professor, direktør for det Anatom. Inst., Leipzig. 1907. VII. Ramsay, Sir William, professor, London. 1907. III. Ranke, dr. Johannes, professor, Miinehen. 1905. VIL Rayleigh, John William Strutt, lord, kansler ved universitetet i Cambridge. 1908. II. Rive, dr. Lucien de la, Genéve. 1898. II. Roux, E., direktør for Laboratoire de chimie biologique (Institut Pasteur), Paris. 1907. VIII. Rubner, dr. M., professor, Berlin. 1914. VII. Salomonsen, dr. C.*J., professor, Kjøbenhavn. 1909. VIII. Sarasin, dr. Edouard, Genéve. 1898. II. Schmidt, dr. Adolf, professor, Potsdam. 1904. II. Schwarz, dr. Hermann Amandus, professor, Berlin. 1906. I. Sehwendener, dr. S., professor, Berlin. 1900. V. Seeliger, dr. Hugo, Ritter von, professor, Miinchen, direktør for Kgl. Stern- warte, Bogenhausen. 1907. I. Sørensen, dr. S. P. L., professor, Kjøbenhavn. 1909. III. Thomson, J. J., professor, Cambridge. 1908. II. Tigerstedt, dr. R., professor, Helsingfors. 1909. VIL Tullberg, dr. T., fhv. professor, Uppsala. 1909. VI. de Vries, dr. Hugo, professor, Amsterdam. 1904. V. Walcott, C. D., Director of the U. S. Geol. Survey, Washington. 1900. VI. Waldeyer, dr. H. W. G., professor, Berlin. 1892. VII. Weber, dr. Max, professor, Amsterdam. 1911. VI. Wettstein v. Westersheim, dr. Richard, professor, Wien. 1912. V. Wien, dr. W., professor, Wiörzburg. 1914. II. Wiesner, dr. Julius, Ritter von, professor, Wien. 1901. V. Wilson, dr. E. B., professor, New York. 1912. VI. Winge, A. H., viceinspektør, Kjøbenhavn. 1909. VI. Sum ved utg. av 1915: 77. 109 B. Den historisk-filosofiske klasses medlemmer. I. Indenlandske medlemmer *). Aall, dr. philos. Anathon, professor i filosofi. 1898. II. Aars, dr. philos. Kr. B.-R. 1898. II. Bendixen, B. E. R., fhv. skolebestyrer, Bergen. 1896. I. Bing, dr. philos. Just, stiftsarkivar, Bergen. 1897. II. Bodding, P. 0., pastor, missionær, Mohulpahari. 1904. III. Brandrud, Andreas, professor i teologi. 1898. V. Broch, Olaf, professor 1 slavisk filologi. 1896. III Bruinier, dr. J. W., fhv. lektor i tysk, Oberlehrer, Anklam. 1900. IV. Brun, Christen, biskop, Hamar. 1896. V. Brun. Joh. Lyder, professor i teologi. 1898. V. Brøgger, dr. philos. A. W., professor 1 arkæologi. 1914. I. Bugge, dr. philos. Alexander, fhv. professor i historie, Fyresdal. 1898. I. Bugge, dr. theol. Chr. A., kst. fængselsprest. 1897. V. Bull, dr. philos. Edv., docent i historie. 1914. I. Bødtker, dr. philos. A. F. Trampe, professor i engelsk filol. 1908. IlIL Bøgh, Johan, museumsdirektør, Bergen. 1913. II. Collett. Alf, ekspeditionschef. 1908. I. Collin, Chr., professor 1 litteraturhistorie. 1897. II. Daae, I. M., fhv. tolddirektør. 1894. III. Dahle, L., Missionsselskapets sekretær, Stavanger. 1889. IL. Dietrichson, dr. philos. L. H. S., professor i kunsthistorie. 1877. II. Eitrem. dr. philos. S., professor 1 klass. filol. 1904. III. Falk, dr. philos. Hjalmar, professor i germansk filologi. 1892. IV. Gjelsvik, dr. jur. N., professor 1 retsvidenskap. 1900. VI. Gjessing, G. A., fhv. rektor. Lysaker pr. Kristiania. 1877. IV. Gran, Gerhard, professor i nordisk litteraturhistorie. 1901. II. Gustafson, dr. philos. Gabriel, professor i arkæologi. 1901. I. 16/4 1915. Hagerup, dr. jur. & philos. G. F., minister, Stockholm. 1886. VI. Hambro, Edv. 1., høiesteretsassessor. 1908. VI. Hægstad, K. Marius, professor i norsk landsmaal og dialekter. 1901. IV. Ingstad, dr. jur. M. P., professor 1 retsvidenskap. 1876. VI. Johnsen, dr. philos. Oscar Alb., professor 1 historie. 1907. I. Jæger. dr. philos. Oscar, professor 1 statsøkonomi og statistik. 1901. VL Kiær. A. N., fhv. direktør for det Statistiske Centralbyraa. 1870. VI Kjær, A., bibliotekar. 1908. IV. Knudtzon, dr. philos. J. Å., professor i semitiske sprog. 1894. IIL Koht, dr. philos. H., professor 1 historie. 1908. I. Kolsrud, 0., universitetsstipendiat. 1914. V. Konow, dr. philos. Sten, professor ved Hamburgisc hes Kolonialinstitut, Ham- burg. 1894. III. Kristensen, dr. philos. W. Brede, professor i religionshistorie, Leiden. 1898. II. Larsen, dr. philos. Amund B., kst. overlærer, Nordstrand pr. Kristiama. 1892. IV. * For de medlemmer som bor i Kristiania, er ikke bostedet tilføiet. Aarstallet angir naar vedkommende er indvalgt i selskapet. Romertællet betegner den gruppe hvorav vedkommende er medlem. 110 Lowum, dr. philos. A. Å. N., fhv. rektor. 1908. 11. Løchen, dr. philos. Arne, professor i filosofi. 1898. II. Løseth, dr. philos. O. E., professor 1 romansk tilologi. 1892. III. Marstrander, Carl, professor 1 keltiske sprog. 1911. IN. Michelet, dr. theol. Simon Temstrup, professor i teologi. 1896. V. Morgenstierne, dr. jur. Bredo von Munthe af, professor 1 retsvidenskap etc. 1888. VI. Nielsen, dr. philos. Konrad, professor i finsk-ugriske sprog. 1904. III. Nielsen, dr. philos. Yngvar, professor i etnografi. 1875. I. ($ %3 1916). Odland, dr. theol. Sigurd, fhv. professor 1 teologi. 1892. V. Olsen, Magnus, professor 1 oldnorsk og islandsk sprog og litt. 1904. IV. Ording, dr. theol. J., professor i teologi. 1912. V. | Pettersen, Hjalmar M., bibliotekar. 1908. II. Platou, dr. jur. 0. L. S., professor i retsvidenskap. 1879. IV. Qvigstad, Just Knud, rektor, Tromsø. 1888. III. Rygg, N., kst. direktør for det Statist. Centralbyraa. 1914. VI. Rygh, K. D., fhv. overlærer, Trondhjem. 1878. I. 4 19% 1915. Ræder, dr. philos. A., kst. rektor. 1892. 1. Ræstad, dr. jur. A., universitetsstipendiat 1 folkeret og handelspolitik. 1915. VI. Sars, dr. philos. J. E., professor i historie. 1867. 1. Scheel, dr. jur. Herman, høiesteretsassessor. 1898. VI. Schencke, dr. philos. Wilhelm, professor i religionshistorie. 1910. II. Schetelig, dr. philos. Haakon, professor, Bergen. 1911. I. Schjøtt, P. 0., professor i græsk filologi. 1867. III. Schnitler, cand. mag. C. W., universitetsstipendiat i kunsthistorie. 1915. II. Seippel, Alexander, professor 1 semitiske sprog. 1897. III. Skeie, dr. jur. Jon, professor 1 retsvidenskap. 1910. VI. Solberg, dr. phil. O., universitetsstipendiat 1 etnografi. 1915. 1. Stang, Fr., professor 1 retsvidenskap. 1900. VI. Stenersen, dr. philos. L. B., fhv. professor i klassisk filologi. 1876. IL Storm, Johan F. B., LL. D., fhv. professor 1 romansk filologi. 1872. IV. Taranger, dr. jur. Absalon, LL. D., professor i retsvidenskap. 1892. VI. Thnis, J., direktør for Statens Kunstmuseum. 1914. II. Torp, dr. philos. A., professor i sanskrit og sammenlign. sprogvidenskap. 1886. III. Western, dr. philos. A., rektor, Fredrikstad. 1894. IV. Østbye, P. N., rektor, Drammen. 1892. I. Sum ved utg. av 1915: 74. II. Utenlandske medlemmer. a) Svenske, danske og islandske indvalgt før 1907. Birket-Smith, dr. Sophus, fhv. overbibliotekar, Kjøbenhavn. 1898. II Cederschiöld, dr. Gustaf, professor, Göteborg. 1904. IV. Danielsson, dr. O. A., professor, Uppsala. 1898. III. 111 Erslev, dr. Kristian, riksarkivar. Kjøbenhavn. 1898. 1. Gertz, dr. M. Cl., professor, Kjøbenhavn. 1898. III. Hjårne, dr. Harald, professor, en av de Aderton, Uppsala. 1896. I. Holm, dr. Edv., fhv. professor, Kjøbenhavn. 1891. I. 4 19; 1915. Jakobsen, dr. Jakob, professor, Aberdeen. 1902. IV. Jönsson, dr. Finnur, professor, Kjøbenhavn. 1901. IV. Kålund, dr. Kr., bibliotekar, Kjøbenhavn. 1899. IV. Kock, dr. Axel, professor, Lund. 1901. IV. Montelius, dr. 0., fhv. riksantikvar, Stockholm. 1887. I. Miller, dr. Sophus, museumsdirektør, Kjøbenhavn. 1896. I. Noreen, dr. Adolf. professor, Uppsala. 1896. IV. Olrik, dr. Axel, professor, Kjøbenhavn. 1902. II. Ölsen, dr. Björn Magnusson, professor, Reykjavik. 1902. IV. Pedersen, dr. Holger, professor, Kjøbenhavn. 1904. II. Scharling, dr. Henrik, professor, Kjøbenhavn. 1894. V. Sehiick, dr. Henrik, professor, Uppsala. 1901. II. Steenstrup, dr. Johannes, professor, Kjøbenhavn. 1896. I. Söderwall, dr. K. F., fhv. professor, en av de Aderton, Lund. 1904. IV. Tegnér, dr. Esaias, fhv. professor, en av de Aderton, Lund. 1891. III. Thomsen, dr. Vilh., fhv. professor, Kjøbenhavn. 1887. III. Wimmer, dr. Ludvig, fhv. professor, Kjøbenhavn. 1887.. IV. Sum ved utg. av 1915: 25. b) Øvrige utenlandske medlemmer. v. Amira, dr. Karl, professor, Munchen. 1896. VI. Anderson, dr. Joseph, museumsdirektør, Edinburgh. 1901. I. Brandes, dr. Georg, professor, Kjøbenhavn. 1910. II. Brugmann, dr. Karl, professor, Leipzig. 1910. III. Buhl, dr. Frantz, professor, Kjøbenhavn. 1908. V. Delitzsch, dr. Friedrich. professor, Berlin. 1908. III. Descamps. Edouard E. F., professor, senator, Louvain. 1902. VI. Diels, dr. Herm., professor, Berlin. 1912. III. Dörpfeld, dr. Wilh., professor, Berlin-Friedenau. 1899. I Harnack, dr. Adolf, professor, generaldirecetor, Berlin. 1911. V. Heiberg, dr. J. L., professor, Kjøbenhavn. 1912. III. Jagic, dr. Vatroslav, professor, Wien. 1901. III. Johansson, dr. K. F., professor, Uppsala. 1914. III. Kattenbusch, dr. Ferdinand, professor, Halle a. S. 1905. V. Kermode, Philip M. C., Advocate, Glen Aldyn, Ramsey, Isle of Man. 1900. I. Krohn, dr. Kaarle, professor, Helsingfors. 1910. II. Lehmann, dr. Karl, professor, Göttingen. 1900. VI. Leskien, dr. August, professor, Leipzig. 1907. III. Liiders. dr. H., professor, Berlin. 1914. III Lundström, dr. A. H., professor, Uppsala. 1912. V. Maspéro, G., professor, Paris. 1885. III. Mayer, dr. Ernst, professor, Wirzburg. 1906. VI. 112 Meillet, A., professor, Paris. 1918. III. Naville, Edouard, professor, Genéve. 1896. III. Pappenheim, dr. Max, professor, Kiel. 1902. VI. Schåfer, dr. Dietrich, professor, Berlin. 1894. I. Sehuchardt, dr. Hugo, fhv. professor, Graz. 1912. III. Schuppe, dr. Wilhelm, professor, Greifswald. 1901. II. Setålii, E. N., professor, Helsingfors. 1908. III Sievers, dr. Ed., professor, Leipzig. 1887. IV. von den Steinen, dr. Karl, professor, Berlm. 1904. I. Söderhjelm, dr. W., professor, Helsingfors. 1914. II. Vinogradov, Pavel Gavrilovitsch, professor, Oxford. 1898. VI. v. Wilamowitz-Moellendorff, dr. Ulrich, professor, Berlin. 1909. III. Sum ved utg. av 1915: 34. Fordelingen av selskapets medlemmer inden begge klassers forskjellige grupper (se Statuternes $ 3) var den Site december 1915 følgende: 'souSuny '2Av "«dnaoy, 'Q1ra2UUog "UTI "1983ø1 TYepjt0rH p1edan "uap£nwu[aax :919JØJP.10 Ssauraddu.rx t SG L or FT | H 6 al GSE o 38uM 4 'd : 3 E lege te 80 Yy | | uusunoyon | | | GSURSE | | uoss[nod | | | US ÅB[ODIN | | or] | | p1ersoe] | | ayæert | | UaSSaUUvYoP | | | YHOH | | | ISIOH 'd | | | ISIOH V | | | predon | 96 soqu[pH NN | uekg | DEI) == Or OF SYLM 180A LENER ES APS) gr zy1qaeH J1939u[915 ddog yosnoy (9161 +) UuYoN pue[re u3£ØYIG svejery prysyey y2[2UYISG USS YDLUSJ any I, Ley dna101, JAp12UYIG uasUaduør UDSUEN Jequy Ya8UISJ[OH MmMo[ÅG ung *O JoUul2Iyog | SI8S 'Q 5 | 20qujoH PI —=særy 'yof u3ølp | uesyorusap JØUIIØYG IP9g 'H T 4 21 [0YUINJ J9UYPQO uadep uesurH AI 'V 198pHOt | pue[[PH 19190145 1pueig 4>01sdop J93JSUNJN ue1) H 1piuyos 1p!1uryds 'q "uosuey WØIsUu[eq sauduny | uayj.og uapÅnu Holy 198 0 *P19D MW *A -p[09 'H UuLØø, S19qp|n5 Jaeqeg 'V 4uoergy210g |-je9x) 149 *H g[PLL I J9UUu) 19939019 ')' AM due seuysolg uap £apuneay 230 apen) — uuewyoung uyfuig | ayykølg uaydIpag pueppquig | -Anup2en 'H opåg JOSEY 0 e1aouuog | js1oydunig | uaspunuyv a94pøg USSIPUIV oqaug "19deysuapra "180[01SÅ] 'YUIS098 4180j0109jew nouonst Yu "'wouoyø-gyLad "undpdap "donur '180[007, '1ueBJog YSISÅJ 180038 '1U9Y So viså "eyour «eN J0 aysiuye | «JeUy gopgaaun gl 1 N 'y[ addnag he adduax) | 'T[a *ddnix | 'ya *ddnas | *'a 2dduix "AT *dduig | 'T[[] *dduan | 'p[] *ddnax) '] *ddnay (001 [ENPUNSYEUI) JEWLUA|pau OYSJOU SESSEN AbIeqEXNSUAPIAJNJBU-YSINEWGJEW UAg su1zJey UAJSARUIUT | | Sue MA +psyspioNn wiay198e] | es | g G g G SIL | |UoOS = | |eSPUe ge PIKE | ISJOYJEN | 3øsdo[| uesuevnsIy) uayINIZ uvWINYV | UOSSsIe))Adq sniuDy.IV 19 J*T3*N IN "J9WLWWIA|pau OYSIALUIPULXS ajbjeapu! 2061 49) 90 HI 9 | 6 | ol 6 | 6 TE | OF "SUL > EE NN NE | W1IYSI9JS9 AA | | uasuoulo EG | | å UlSJST9M UIL AA xnoy | sama P | (9161 4) |UaS uoswoyy PP 1981[995 EN aydUumn() o8ulM 'H |19U3puemyG | meyyuepp -UNØS"T'd'S PUYIS 'V ZI8MYIS se USp.X00N 'A UOS|LÅÄ 19JJ9Jd XI0J287] fesuey UISLILG Suua421d ueyquiop 1999 M UoSIBIqd duray pjemsQ | aary EI 3P preorg UosueyN 19Å£9P[8M HOPPM yJSQANN | sguipp[ uose[y yHrajkey plo] JA9JUlEJ | emzuayoep 1pays98I, Sseqn uesuueyor | ast[ UBA | Je[[PH 71U9410'] uepiof autd9'] JouqnyY uasaagunf | 199905) 'A | YJOIX) 'å | UUBUIIYEX) pieuo'] 9PH utjadoery aYUEY je4792*H | a9åuyg | 914195 'V 19YDSL I juauweH w[oypaL uduWop [d2 H pieppag sn19Y101 sat sunan') uurW[[PH xnoqaeg 192UqnaH Jen Jopeddy p[2J914 s10.u8g utYDSy uuvg 'A punpqo*gq or repeunsyep] Genvansarns [(Bppennsye oneearsyeg GiMMUSJEN E NEUSTEN Mmm mm '19deysuapta | 180jo1s4 | ye13093 180j01001ou 1urouoajse qu "uouoyø-pYead "undrpaoy *donue 180[007Z 'yuejog ——YsISÅJ 18010933 "19 y Er Tek ee 80 2yswWAA | "BUY | S0reupy lost] 71 TEN x] *ddnay) TIA addnax) | "TIA addunax) | 'TA oddnan 'A *dduax) "AI oddnug 'Yf *dduiy | 1 addnax) I odde I == (001 [LN|EUISYELI) JEWNUEJPEU aYSPULJUAJN SASSEN afyegeysuapiasnjeu-ysemaejeu uag 198UvIe I, 19[3YIIN PALE [2ddrag IV uas[2IN :9191ØJp10 sauradduix FI 8 6 | gr PI &T STL | d19,1, Uas12URIG 193UBIR I, jadd195 Sy I, a£915Ø Suns nøfyos 191UYS 310q|05 SPS | prysåud 94209095 31[919yp5 |29Y?G uas[QIN 'M uas191%4d 'H SIUG HE peysey JopueI) SIE uaydøJ J19pæ2Y 53£y : U1IJS59 AM uJ9SØT wnao'J (9161 4) Ve) nord SurpIQ UW1015 M0UoY uasuajsuy 'G 'M uas[aIN 1818UX = 3Us91)SUSSIOJN put[PO U2SIQ NW uozjpnUy UBIX) 'X) 1904 seæ1y 'N 'V 19[9Y2IN uasarT 'Gg V Wa 17 uosyaunerg uasuyor J193ær puis[joy sæly 'v a1YE Ut[[07) 1910) pe)sduy a283ng 'V '19) pesdep Elan] yudøg | ting 4 o1qur un1g "] Surssoln a124)pøg sdwenp 'V 3uig a2ø3ng 'V dn123e*H unig '197) Jeg y01G sILy 10989919 'M 'V yuasjafn puipueig se1umig Suippog ev uaxIpuag "19deysuapra E | 'Soads a4s *3LIOYSI å EN | -uewo3 ap ean -JSunyY 80 HET JED so a[er00s 80 9LI01SIY -5jaI 'suapnidsrnp *TA *ddnix «ay 30 180109, 'A *ddnax 'Boads aysuvuar) "Af *ddniy | s19deysuapra901dg 11] *ddnag == Å = = -suolgr[ad "yoso[y 1] *dduy 180j0æx4a8 '9r101SIH 'J 9ddnax (08 |EY|RUNSYLL) JEUNUGJPAUI OYSJOU SESSENN AYSYOSONY-YSOPSIN UA 116 D AOPBISOULA w3yuaddeq 13£8y uueUya] sdureosag RIIUIV *A uwqajspun] yasnquapey yoeue|g 199 gunaevyIS SJ9A91G JOUIU AA IEATSPOS u23SJO TN uIQlg ” uegION JON pan uossuor JNUUuLJ uasqoyer EEE 6 g10pue[[PO] -ZJIMOUIB[LAA *A BRING | Jpa8YINYIQ SEN | P1PEN | o19dsepy | saapn] uaIYseJ uossutyor sjeld 25218 | uueusdnig UISUIOY f, 'A | 19UBQJ, uasI19P94 71491) uossj[prue wjafy.13p95 addnyag uyo1y sapueig 490495 4910 muS-jeYng OF SEL UugdUIIIG U9P UVA JIJIRYIG 9P0UuLIIN p[eJd19G UoSJISpUV dn.1]5u3215 JSPIN snr[P1UOP aug aaJsa KO SE "19deysuapra a[B1D0S 30 aLIO1SIY -sjer 'Ssuapnidsunr TA *ddni» 6 [MRUSPeN 'QL1O)SIY -ay1IY 80 180109, *A 3ddniay or re RUISsYEN "Boads oysuvu.ar) *'A] *ddnan 'Sords ays -UBUW.I38 Ip UaFL]pun s19deysuapta801dg 'TI] *dduax er mms | '2110]s1 -JsUnY 30 -1njeI9J| suorgrpad *yoso[y 'I] *dduiy STP Gr PePeUSYoN 'ye180u)a 50 180j0æy.8 'ar10]SIH 'J 9ddnax) (CL [PY|BLUISYBUI) Jawwapaw aYSPpUE|UIIN SASSBN IYSLYOSO|U-NSIJOLSIY UA al Dødsfald i 1915. v. Auwers, Arthur, dr. phil., professor, Wirkl. Geh. Oberregier.-Rat, medlem av Kgl. Akademie der Wissenschaften, Berlin, astronom. Uten- landsk medlem av klasse I, gruppe 1. Indvalgt 1907. 4 24de januar. Geikie, James, fhv. professor i geologi og mineralogi ved Universitetet i Edinburgh. Utenlandsk medlem av klasse I, gruppe 4. Indvalgt 1894. q 2den mars. Rygh. Karl Ditlev, fhv. overlærer ved Trondhjems Katedralskole, bestyrer av det Kgl. Norske Videnskapers Selskaps oldsaksamling, Trondhjem. Indenlandsk medlem av klasse II, gruppe 1. Indvalgt 1878. $ 10de mars, Gustafson, Gabriel Adolf, dr. phil., professor i arkæologi ved Universi- tetet i Kristiania. Indenlandsk medlem av klasse II, gruppe 1. Ind- valgt 1901. 16de april. Steen, Aksel Severin, direktør for det Meteorologiske Institut 1 Kristiania. Indenlandsk medlem av klasse I, gruppe 2. Indvalgt 1888. 7 11te mai. Holm. Peter Edvard, dr. phil., fhv. professor i historie ved Universitetet 1 Kjøbenhavn. Utenlandsk medlem av klasse II, gruppe 1. Indvalgt 1891. 4 18de mai. Ehrlich, Paul, dr. med., professor, direktør for Kgl. Institut för wissen- schaftliche Therapie, Frankfurt a. M. Utenlandsk medlem av klasse I. gruppe 8. Indvalgt 1914. 20de august. Holst, Elling Bolt, dr. phil., fhv. docent i matematik ved Universitetet og fhv. overlærer ved den Tekniske Skole 1 Kristiania, Høvik pr. Kristi- ania. Indenlandsk medlem av klasse I, gruppe 1. Indvalgt 1881. 7 2den september. Olssøn, Christian Wilhelm Engel Bredal, generalløitnant. Indenlandsk medlem av klasse I, gruppe 1. Indvalgt 1892. + Sdje oktober. TILVEKST TIL SELSKAPETS BIBLIOTEK Tilvekst til selskapets bibliotek i 1915. - (Ved selskapets bibliotekar). A. Fra offentlige institutioner. 1. Norske. Aas. Norges Landbrukshøiskole. Beretning om Norges Landbrukshøiskoles virksomhet i budgetaaret fra ste juli 1913 til 30te juni 1914. Kra. 1915. 8. Beretning fra Foringsforsøksstationen. 9. (1913—14). Kra. 1915. 8. Bergen. Bergens offentlige Bibliotek. Aarsberetning for 1914/1915. Bergen 1915. 8. Fiskeridirektøren. Aarsberetning vedkommende Norges fiskerier for 1913 H. 5. 1914. H. 3.4. 1915. H. 1. 2. Bergen 1914—15. 8. Bergens Historiske Forening. Skrifter. Nr. 21. Bergen 1915. 8. B. E. Bendixen. Tyskernes handel paa Norge og det hanseatiske kontor i Bergen. H. 1. Bergen 1915. S. Bergens Museum. Aarbok 1914—1915. Avhandlinger og aarsberetning. H. 2. 3. Ber- gen 1915. 8. Aarsberetning. 1914—1915. Bergen 1915. S8. G. O. Sars. An account of the GCrustacea of Norway. Vol. VI. (opepoda cyclopoida. Parts 7—10. Bergen 1915. 4. Selskapet for de Norske Fiskeriers Fremme. Fiskeritidende, Norsk. Aarg. 54. H. 1—11. Bergen 1915. 8. Horten. Sjømilitære Samfund. Tidsskrift, Norsk, for sjøvæsen. Aarg. 385. Kra. 1915. S. Kristiania. Finans- og Tolddepartement ei. Oversigt over kongeriket Norges statsindtægter og statsutgifter budgetterminen 1918—1914. Kra. 1915. 4. 122 Anhang til Oversigt over kongeriket Norges statsregnskap for budgetterminen 1913—14. Kra. 1915. 4. Foreningen for Norsk Folkemuseum. Beretning om foreningens virksomhet 1914. XX. Kra. 1915. 8. Generalstaben. Tillægs-katalog. Nr. 2. 1911—15. Kra. 1915. 8. Kirke- og Undervisningsdepartementet. Arkiv för nordisk filologi. Bd. 31. N. F. 27. Lund 1914—15. 8. Kommissionen til Utgivelse av Kildeskrifter til Norges Historie. Eirspennill. — Am 47 fol —. Nöregs konunga sogur: Magnus gödi — Håkon gamli. Udg ved Finnur Jönsson. H.3. Kra. 1915. 8. Oslo Kapitels Kopibog 1606—1618. Udg. ved O. Kolsrud. H. 2. Kra. 1915. 8. Sprogminder, Ældre norske. Ill. Christen Jensøns Den norske Dietionarium eller Glosebog. 1 ny utg. ved T. Hannaas. Kra. 1915. 8. Landbruksdirektøren. Aarsberetning angaaende de offentlige foranstaltninger til land- brukets fremme 1 aaret 1914. I-IV. Kra. 1914—15. 8. Norges Oplysningskontor for Næringsveiene. N. Voll. La Norvége économique. Kra. 1914. 8. Kedaktionen. | Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning. 1915. Kra. 1915. 4. Oldtiden. Tidsskrift for norsk forhistorie. Bd.5. H.1. Kra.1914. 8. St. Halvard. Tidsskrift for Oslos og Kristianias historie. Bd. 1. Kra. 1915. 8. Riksarkivet. Arkivregistraturer, Norske. Bd. 1. Fortegnelse over kirkebøker 1 stiftsarkiverne 1 Kristiania. Utg. ved S. H. Finne-Grønn. Kra. 1915. 8. Det Norske Skogselskap. Tidsskrift for skogbruk. Aarg. 23. 1915. Kra. 1915. 8. Kristiansand S. Agder Historielag. Bidrag til Agders historie. I. Kr.sand S. 1915. 8. Stavanger. Stavanger Museum. Aarshefte for 1914. Aarg. 25. Stavanger 1915. 8. Trondhjem. Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Skrifter. 1913. Tjem. 1914. 8. 2. Utenlandske. pi Agram (Zagreb). Societas scientiarum naturalinm Croatica. Glasnik hrvatskoga naravoslovnoga drustva. XXVI. 4. 1.2. Zagreb 1915. 8. XX VIL Askov. Askov Folkehøjskole. Askov Lærlinge. Aarsskrift for 1913—14. Kbh. 1915. 8. Batavia. Het Bataviaasch Genootschap van Kunsten en Wetenschappen. Notulen van de algemeene en directievergaderingen. Deel LII. 1914. Afl. 1—4. Deel LIN. 1915. Afl. 1.2. Batavia, 's Gravenhage 1914—15. 8. Rapporten van den oudheidkundigen ”s Gravenhage 1915. 8. Tijdsechrift voor indisehe Taal-, Land- en Volkenkunde. Deel LVI. Afl. 3-6. Deel LVII. Afl. 1. Batavia, 's Hage 1914—15 . 8. Verhandelingen. Deel LXI. Stuk 2—4. Batavia, 's Hage 1915. 8. Verslag, Qudheidkundig. 1914, Kwartaal 2—4. 1915, Kw. 1. 2. Batavia, s' Hage 1914—15. 8. De Koninklijke natuurkundige Vereeniging in Nederlandsch-Indié. Tijdsehrift, Natuurkundig, voor Nederlandsch-Indiö. LXXIII. Welte- vreden 1914. S. Dienst. 1914. Batavia, Belfast. The Belfast Natural History & Philosophical Society. Reportand Proceedings for the session 1914—15. Belfast 1915. 8. Berlin. Kgl. Bibliothek. Jahresbericht. 1913—1914. 1914—1915. Berlm. 8. Gesellschaft fur Erdkunde. Zeitschrift. 1915. No. 1-5. 7. 8. Berlin 1915. 8. Gesellschaft naturforschender Freunde. Arehiv får Biontologie. Bd. III. H. 3 4. Berlin 1914. 8. Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1918. Berlin 1913—14. 8. Zentralbureau der internationalen Erdmessung. Veröffentlichungen. Neue Folge. Nr. 98. Berlin 1915. 4. Besztercze (Bistritz). Gewerbelehrlingsschule. XXXIX. Jahresbericht. 19138—14. Bestereze (Bistritz) 1914. S. 124 Bologna. La R. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna. Memorie. Classe di scienze morali. Serie I. Sezione di selenze giuridiche. T. VIL. Fase. unico. Bologna 1914. 4. Sezione di seienze storico-filologiche. T. VIII Fasc. unico. Bologna 1914. 4. Rendiconto delle sessioni. Classe di scienze morali. Serie I. Vol. VII (1913—14). Bologna 1914. 8. Brooklyn. The Brooklyn Institute of arts and science. Seienee Bulletin. Vol. 2. No. 3-5. Brooklyn 1914—15. 8. Cold Spring Harbor Monographs. Brooklyn. 8. VIII. B. Schwartz and S. R. Safir. The natnral history and behavior of the Fiddler Crab. 1915. Bucarest. Academia Romåna. Bulletin de la Section seientifique de IAcadémie Roumaine. Année «II. No. 4—10, III. No. 1—10. IV. No. 1—4. Bucarest 1913—15. S. Buenos Aires. Museo nacional de historia natural de Buenos Aires. Anales. T. XXV. XXVI. Indices de los T. I-XX. Buenos Aires 1914—15. 8. Museo social Argentino. Boletin mensual. Nums. 35. 36. 39 —44. Buenos Aires 1914—15. 8. Sociedad qwimica Argentina. Anales. Tomo II. No. 8. Tomo III. No.9. Buenos Aires 1914—15. 8. Cambridge, Mass. The Library of Harvard University. Publications, Special. V. Cambr. 1915. 8. Studies, Harvard Economic. Vol. XI. Cambridge 1914. 8. Chicago. John Crerar Library. A List of books on the history of industry and industrial arts. January 1915. Prepared by Aksel G. S. Josephson. Chicago 1915. 8. Report, 20. Annual, for 1914. Chicago 1915. 8. Gincinnati, Ohio, U.S. A. Lloyd Library. Contributions, Bibliographical. Vol. Il. No. 3—6. Cineinnati 1914—15. 8. Disko. Den danske arktiske Station paa Disko. Arbejder. Nr. 7—9. Kbh. 1915. 8. * Dresden. Kgl. öffentliche Bibliothek. Jahresbericht. 1914. Dresden 1915. 8. Flagstaff, Ariz., U.S. A. Lowell Observatory. Bulletin. Nr. 67. [Flagstaff 1915]. 4. Freiburg i. Br. Die naturforschende Gesellschaft. gå Berichte. Bd. 91. H.1. Freiburg i. Br. 1915. 8. Genéve: Société de physique et d'histoire naturelle de Genéve. Compte rendu des séances. XXXI. 1914. Genéve 1915. S. Société helvétique des sciences naturelles. Mémoires, Nouveaux. L. (== Centenaire de la Société helvétique des sciences naturelles 1815—1915.) (Zirich) 1915. 4. Göttingen. Kömnigliche Gesellschaft der Wissenschaften. Nachrichten. Math.-physikal. Klasse. 1914. H. 4. 1915. H. 1. Berlin 1914—15. 8. —» — Philol.-histor. Klasse. 1914. H. ?+ Beiheft. 1915. H. 1. Berlin 1914—15. 8. —»— Geschåftliche Mitteilungen. 1914. H. 2. Berlin 1914. 8. Groningen. Natuurkundig Genootschap te Groningen. Bijdragen tot de kennis van de Provincie Groningen en omgelegen streken. Deel II. Stuk 4. Groningen 1915. S8. Gistrow. Verein der Freunde der Naturgeschichte in Mecklenburg. Archiv. Jahr 68. Abt. I. II. Gistrow 1914. 8. Haarlem. Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne). Archives du Musée Teyler. Série III. Vol. 2. Haarlem 1914. S. Catalogue de la bibliothéque. T. IV. 1904—12. Harlem 1915. 4. Société hollandaise des sciences. Archives Néerlandaises des sciences exactes et naturelles. Série II B. T.T. Livr. 92. La Haye 1915. 8. 126 Hamburg. 6 Naturhistorisches Museum. Mitteilungen. Jahrg. XXXI. 1918. Hamburg 1914. 8. Helsingfors. Societas pro fauna et flora fennica. Acta Vol. 39. 40. Helsingforsiæ 1914—15. 8. Meddelanden. H.40. 41. Helsingfors 1914—15. S. Sållskapet för Finlands geografi. Fennia. 37. Helsingfors 1914. 8. Finlands Geologiska Undersökning. Bulletin. No. 31—48. Helsingfors 1912—15. 8. Meddelanden, Geotekniska. No. 10—16. Helsingfors 1912—15. 8. Neuphilologischer Verein. Mitteilungen, Neuphilologisehe. 1914. Nr. 7. 8. 1915. Nr. 1—6. Helsingfors 1914—15. 8. Finska Vetenskapssocieteten. Acta 'Societatis scientiarum Fennicae. Tom. XLV. R. A. Wrede. Minnestal öfver senatorn dr. L. H. St. Mechelin. Tom. XLV. No. 3. Tom. XLVI. No. 2. Helsingfors 1914. 4. Bidrag till kinnedomen af Finlands natur och folk. H. 74. No. 1. Helsingfors 1914. 8. A. Donner et R. Furuhjelm. (Calalogue photographique du ciel. T. 11. Helsingfors 1914. 4. i Untersuchungen, Finlåndisehe hydrographisch-biologische. No. 13. Helsingfors 1914. 4. Öfversigt af Finska Vetenskapssocietetens förhandlingar. LVI. 1914—14. C. Redogörelser och förhandlingar. LVIL —=1914—1915. A. Matematik och naturvetenskaper. B. Humanistiska vetenskaper. C. Redogörelser och förhandlingar. Helsingfors 1914—15. 8. Jurjew (Dorpat). Naturforscher-Gesellschaft bei der Universitåt Jurjem (Dorpat). Sehriften. XXII. Jurjew 1915. 4. Sitzungsberichte. XXIII. 1. Jurjew (Dorpat) 1914. 8. Kassel. Verein fiir hessische Geschichte und Landeskunde. Zeitschrift. Neue Folge. Bd. 38. Kassel 1915. 8. Mitteilungen an die Mitglieder. Jahrg. 1918—14. Kassel 1914. 8. Kiel. Gesellschaft får Schlesmwig-Holsteinische Geschichte. Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins. Bd. 1. 2. (= Quellensammlung. Bd. 8. 9.) Lpz. 1914. 8. Zeitsehrift. Bd. 44. Kiel 1914. 8. Naturmwissenschaftlicher Verein fur Schleswig-Holstein. Schriften. Bd. XVI. H. 1. Kiel 1914. 8. PE Kjøbenhavn. Carlsberg Laboratoriets Bestyrelse. Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet. Bd. 11. H. 3.4. Kbh. 1915. 8. Dansk geologisk Forening. Meddelelser. Bd. 4. H. 4. Kbh. 1915. 8. Den naturhistoriske Forening. Meddelelser, Videnskabelige. Bd. 66. Kbh. 1915. 8. Generalstabens topografiske Afdeling. 27 kortblade over Island. Det Jydske historisk-topografiske Selskab. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi. 4. Række. Bd. IL H. 2. Kbh. 1915. 8. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1 Aaret 1914. No. 3-6. 1915. No. 1—4, Kbh. 1914—15. 8. Skrifter. 7. Række, historisk og filosofisk Afd. II. 4. IL 1. Kbh. 1914—15. 4 7. Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 4—6. XIL 1—6. Kbh. 1914—15. 4. 8. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 1. Kbh. 1915. 4. La Plata. La Umiversidad nacional. Anuario. No. 5. 1914. No. 6. 1915. La Plata. 8. Contribuciön al estudio de las ciencias fisicas y matemåticas. Serie fisica. Vol. 1. Entrega 1—4. — téenica. — 1. — 1. La Plata 1914—15. 8. Memoria. Nr. 8. 1913. La Plata. 8. Leiden. Le Comité exécutif de la Commission de surveillance de VEncyclo- pédie de VIslam. Enzyklopaedie des Islim. Hg. von M. Th. Houtsma & A. Schaade. Lfg. 91. Leiden 1915. 8. Nederlandsche dierkundige Vereeniging. Catalogus der Bibliotbeek. 5. mitg. 1. vervolg. (1. januar: 1907 —1. juli 1914). Helder 1914. 8. Tijdsehrift. 9. Serie. Deel XIV. Afl. 1.2. Leiden 1915. 8. Lissabon. Academia de sciencias de Portugal. Trabalhos. Série 1. Tomo II. P. 2. Coimbra 1915. 8. Sociedade de Geographia de Lisboa. D. P. Pereira. Esmeraldo de situ orbis. Lisboa 1905. 0 128 Liverpool. The Liverpool Biological Society. Proceedings and Transactions. Vol. XXIX. 1914—15. Liverpool 1915. 8. London. British Museum, Natural History. Claude Morley. Å revision of the Ichneumonidae based on the collection in the British Museum. P. IV. London 1915. 8. Natural history Report. British Antaretie (Terra Nova) Expedition, 1910. Geology. Vol. I. No. 1. London 1914. 4. Zoology. Vol. I. No. 1-3. Vol. II. No. 1—4. London 1914—15. 4. Zoological Society. Proceedings. 1914. P. 3. 4. 1915. P. 1-3. London 1914 STEG 68 Transactions. Vol. XX. P. 11—15. London 1914—15. 4. Liibeck. Vereim fr Libeckishe Geschichte und Altertumskunde. Zeitschrift. Bd. 17. H. 1.2. Libeck 1915. 8. Lund. Kulturhistoriska Föreningen för Södra Sverige. [Arsberåttelse.) 1914—15. Lund 1915. 8. Umiversitetet. Notiser, Botaniska, för år 1914. 1915. Lund 1914—15. 8. Madison, Wis. The Wisconsin Academy of sciences, arts, and letters. Transactions. Vol: XVIE PI No 1969 PINANOMEIG Madison, Wis. 1911—14. 8. Wisconsin Geological and Natural History Survey. Bulletin. 38. 34. 41. 45. Madison, Wis. 1914—15. 8. Manchester. The Manchester Literary & Philosophical Society. Memoirsand Proceedings. Vol. 58. P. III. Vol. 59. P. II. Manchester 1915. 8. Melbourne. The Royal Society of Victoria. Proceedings. New Series. Vol. XXVII. P. 1.2. Melbourne 1914—15. 8. Milwaukee, Wis. The Wisconsin Natural History Society. Bulletin. New Series. Vol. 192. No. 3. 4. Vol. 18. No. 1-3. Milwaukee, Wis. 1914—15. 8. 129 Minneapolis, Minn. Agricultural Experiment Station. Bulletin. 1830. 188. 140. 141. 1483—148. St Paul 1914—15. 8 School of Mines Experiment Station. Bulletin. No. 8. Minn. 1915. 8. Minnesota Geological Survey. Bulletin. No. 11. 12. Minn. 1914—15. 8. The University of Minnesota. Library. Minnesota Farmer's. Vol. 5. No. 4. St Paul 1914. 8. Problems, Current. Nr. 2-5. Minn. 1914—15. 8. Studies in engineering. Nr. 1-3. Minn. 1915. 8. Studies in language and literature. Nr. 1. Minn. 1914. 8. Studies in the social sciences. Nr. 2—4. Minn. 1915. S & 4 Monaco. Musée océanographique. Bulletin. No. 998—306. Monaco 1914—15. 8. Moskva. Ob$cestvo sodejstvija uspecham opytnych nauk å ich prakticeskich primeninij imeni Cl. S. Ledencova Vremennik 1914. Tillægshefte 5. Moskva. S. La Sociécté d'encouragement. des sciences expeérimentales. Annales. 1914. Vyp. 4. Moskva 1914. 8. Miinchen. Die K. Bayerische Hof- und Staatsbibliothek. Catalogus codieum manu seriptorum Blbliothecae Regiae Mona- censis. Tom. I. P. VII. Monaehn 1915. 8. Bayerische Botamische Gesellschaft zur Erforschung der heimischen Flora. Mitteilungen. Bd. III. No. 6—9. Miinehen 1914—15. 4. Ornmithologische Gesellschaft in Bayern. Verhandlungen. Bd. XII. H. 2.3. Miinchen 1915. 8. Newcastle-upon-Tyne. Society of Antiquaries. Proceedings. 3. Ser. Vol. VI. No. 28 + Index. Vol. VII. No. 1-3. 6. 7. Newecastle-upon-Tyne 1914—15. 8. New Haven, Connecticut. Connecticut Academy of arts and sciences. Transaetions. Vol. 19. Pages 1—445. Vol. 20. Pages 1—160. New Haven 1915. 8. New York. The New York Academy of sciences. Annals. Vol. XXIV, pp. 171—448. Vol. XXVI, pp. 1—894. New Fore NNN 8! 9 130 The American Museum of Natural History. Bulletin. Vol. XXXHIL XXXV. P. 2. New York 1914—15. 8. Guide, General, to the exhibition halls. New York 1914. 8. The Ameriean Museum Journal. Vol. XIV. No. 8. Vol. XV: No. 1—7. New York 1914—15. 38. | Papers, Anthropological. Vol. XI. P. 7—10. XIV. P.1. XV. P. 1. XVI. P. 1. New York 1914—15. 8. Report, Annual, of the President &e. for the year 1914. New York 1915. S. Guide Leaflet Series. No. 41. 42. New York 1915. S. The American Geographical Society. Bulletin. Vol. 46. 1914. No. 7—12 + Index. Vol. 47. 1915. No. 1—12. New York 1914—15. 8. The American Mathematical Society. Bulletin. Vol. XXI. No. 3—10. Vol. XXII. No. 1. 92. Lancaster, Pa., and New York 1914—15. 8. på List of officers and members. January 1915. New York. S. The New York Zoological Society. Zoologica, seientific contributions of the New York Zoological Society. Vol. I. Nr. 19. 20. New York 1914. 8. Notre Dame, Indiana. University of Notre Dame. Naturalist, The Midland. Vol. II. Index. Vol. IV. No. 1—6. Notre Lame 1915. S. Padova. Accademia scientifica veneto-trentino-istriana. Atti. Serie 3. Anno VII. Padova 1915. 8. Paris. Bureau des longitudes. Anuuaire pour lan 1915. Paris. 8. L' Observatoire d'astronomie physique de Paris. Annales. T. IV. Partie 1. T. V. Fasc. 1. Paris 1910—12. 4. Philadelphia. Academy of Natural Sciences. Proceedings. Vol. LXVI. P. 2. LXVIL P. 1. 2. Philadelpma 1914—15. 8. American Philosophical Society. Proceedings. No. 215—9219. Philadelphia 1914—15. 8. Portici. Laboratorio di zoologia generale e agraria. Bollettino. Vol. IX. Portici 1914—15. 8. Portland. Portland Society. of Natural History. DÅ Proceedings. Vol. Ill. P. 1. Portland 1914. 8. 151 Potsdam. Kgl. Preuss. Geodåtisches Institut. Veröffentlichung. N. F. Nr. 62. 64. Berlin 1914—15. 8. Prag. Kgl. Böhmische Gesellschaft der Wissenschaften. Jahresbericht. 1913. Prag 1914. 8. Sitzungsberichte. Mathematisch-naturwiss. Klasse. 1913. Prag 1914. 8. =D Klasse får Philosophie, Geschichte und Philologie. 19138. Prag 1914. S. Reykjavik. Håsköoli Islands. Ärbök Håsköla Islands fyrir håskölaårid 1914—1915. Reykjavik 1915. 8. Riga. Naturforscher - Verein. Korrespondenzblatt. LVII. Riga 1915. 8. St. Louis, Mo. Missouri Botamical Garden. Annals. Vol.I. No.4. Vol. II. No. 1.2. St. Louis, Mo. 1914—15. 8. San Fernando. Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando. Almanagque nåutico para el afio 1916. San Fernando 1914. S. San Francisco. The California Academy of sciences. Constitution and by-laws, trustees etc. April 15, 1915. San Francisco 1915. 8. Proceedings. 3 Series. Zoology. Vol. IV. Nos,. 4. 5. 4 Series. Vol. II, pp. 208—374. Vol. IV, pp. 15—160. Vol. V, pp. 1—110. San Francisco 1914—15. 8. Panama-Pacific International Exposition, 1915. An Announcement. Congresses, Conferences, Conventions. San Francisco 1915. 8. Sendal, Japan. Töhoku Imperial University. Journal, The Töhoku Mathematical, edited by T. Hayashi. Vol. 6. No. 1—4. Vol. 7. No. 1—4. Vol. 8. No. 1. 9. Sendal, Japan 1914—15. 8. Stettin. Gesellschaft fir Pommersche Geschichte u. Altertumskunde. Monatsblåtter. Jahr 97. 28. 1913. 1914. Stettin 1918—14. S. Studien, Baltische. N. F. Bd. XVII. XVIII. Stettin 1918—14. 8. 132 Stockholm. Kungl. Biblioteket. Sveriges offentliga bibliotek. Acecessions-Katalog. 29. 1914. Sth. 1915. 8. Kungl. Tekniska Högskolan. Program för låroåret 1915—1916. Sth. 1915. 8. Sveriges Geologiska Undersökning. Årsbok. 1912—14. Sth. 1918—15. 8. Kartverket, Geologiska, öfver Sverige. Ser. Aa. No. 147. Ser. Ba. «No. 9. Ser. Ca. No. 6. Sth. 1909—15. 8,4 & Fol. Kungl. Svenska Vetenskapsakademien. Årsbok för år 1915. Upps. & Stockh. 1915. 8. Arkiv för botanik. Bd. 14. H. 1. 2. Upps. & Stockh. 1915. 8. — för kemi, mineralogi och geologi. Bd. 5. H. 6. Upps. & Stoekh. 1915. 8. för matematik, astronomi och fysik. Bd. 10. H. 38. 4. Upps. & Stockh. 1915. 8. — för zoologi. Bd. 9. H. 9. Upps. & Stockh. 1915. 8. Jac. Berzelius Bref, utgifna af Kungl. Svenska Vetenskaps- akademien genom H. G. Söderbaum. IV. Brefvåxling mellan Ber- zelius och P. L. Dulong (1819—37). Upps. 1915. 8. E. W. Dahlgren. Personförteekningar 1789—1915. Sth. 1915. 8. lakttagelser, Meteorologiska, 1 Sverige. Bd. 53 (2. serien. Bd. 839). 1911. Upps. & Stockh. 1915. 4. Meddelanden frånK. Vetenskapsakademiens Nobelinstitut. Bd. III. H. 1.9. Upps. & Stockh. 1915. 8. Les Prix Nobel en 1918. Stockh. 1914. 8. K. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Fornvåinnen. Meddelanden. Under redaktion af Emil Ek- hoff. 1914. H. 4.5. 1915. H. 1—3 + Tillågshåfte. Stockh. 8. Tidskrift, Antikvarisk, för Sverige. D. 91. H. 1. Stockh. 1915. S. Lars Tynell. Skånes medeltida dopfuntar. H. 3. Stockh. 1915. 4. Utgiveren. Acta mathematica. 37. H. 4. 40. H. 1. 2. Stockh. 1914—15. 4. Sydney. The Royal Society of New South Wales. Journaland Proceedings. Vol. XLVIII. P.2—4. Vol. XLIX. P. 1. Sydney 1914—15. 8. Zoologist, The Australian. Vol. I. P. 2. Sydney 1915. 4. Tokio. Fhe Fmperial Academy. Proceedings. Vol. I. No. 4. Tokyo 1914. 8. 155 Deutsche Gesellschaft fur Natur- und Völkerkunde Ostasiens. Mitteilungen. Bd. XV. Teil B. C. Tokyo 1914—15. 8. Veröffentlichungen. Bd. XVI. Japanische Jahreschronik 1913. Tokyo 1914. 8. Det keiserlige Universitet, Kyushu. Mitteilungen aus der medizinischen Fakultåt. Bd. I. 1914. [Kyushu.] 8. Det keiserlige Universitet, Tokio. Mitteilungen aus der medizmischen Facultåt. Bd. XIIL H. 1—3. Bd. XIV. H. 1. Tokyo 1914—15. 4. Topeka. The Kansas Academy of science. Transactions. Vol. XXVI. 1918. Topeka 1914. 8. Toronto. The Canadian Institute. Transactions. Vol. X. P.9 Toronto 1915. 8. Uppsala. Kgl. Universitetet. Arsskrift. 1914. Upps. 58. Kongl. Vetenskaps-Societeten. Nova Acta Regiæ Societatis seientiarum Upsaliensis. Ser. IV. Vol. III. Fase. 2. Upps. 1913—14. 4. Urbana, Ill. Illinois State Laboratory of Natural History. Rallotvim OK G Ak FSS Vol DL Are GL Urbana, 1000 1914—15. 8. Illinois State Geological Survey. Bulletin. No. 2.48. 21. 28. Urbana, Ill. 1914. 8. Monograph Il. St. Weller. The Mississippian Brachiopoda of the Mississippi valley basin. Text. Plates. Urbana, Il. 1914. S. University of Illinois, Bute tn Vol XI No 1952 SA Urhana ll 1914—15. 8. Warszawa. Socicté scientifique de Varsovie. S.Serkowski. Epidemiologia i profilaktyka cholery. Warszawa 1915. 8. 5 Washington. National Academy of sciences. Memoirs. Vol. XII. P.1. First memoir. Wash. 1914. 4. Proceedings. Vol. I. 1915. Nr. 1—4. 6—11. Wash. 1915. 8. 134 Bureau of Education. Bulletin. 1915, no. 97. Wash. 1915. 8. Report of the Commissioner øf Education for the year ended June 30, 1918. Vol. I. II. 1914. Vol. I. II. Wash. 1914—15. 8. Carnegie Institution. Department of experimental evolution. Annual Report of the Director 1914. Wash. S8. Department of the Interior. — United States Geological Survey. George Otis Smith, director. Bulletin. No. 541. 544. 549. 559—563. 566. 567. 569. 570. 572. 576—578. 580 F—P. 581 C—E. 582 —584. 586—590. 592. 594. 596. PT 601. 612 620 A. Wash. 1914—15. 8. Monographs. Vol. LIIL. F. Leverett and F. B. Taylor. The Pleistocene of Indiana and Michigan. Wash. 1915. 4. Paper, Professional. No. 86—88. 90 E-L. 95 A-C. Wash. 1914—15. 4. The Publications of the United States Geological Survey. March, 1915. Wash. 1915. 8. Report to the Secretary of the Interior, 85. Annual, for the year ended June 30, 1914. Wash. 1914. 8. Resourees, Mineral, of the United States. Calendar year 1919. P. I. I. 1918. P I. No. 6—11. 14—96. P. II. No. 14. 17. 18. 20—35. 1914. P. I. No. 1.2. P. II. No. 1—7. Wash. 1914—15. 8. Water-Supply Paper. No. 312. 321. 325. 326. 328—331. 335. 336. 338. 339. 340 C—K. 341—344. 345 G-—1I. 346 —350. 353. 354. 356 — 358. 363—368. 375 A—C. Wash. 1912—14. 8. Smithsonian Institution. — Bureau of American Ethnology. Bulletin. 46. 58. Wash. 1914—15. 8. Smithsonian Institution — United States National Museum. Bulletin. No. 71. P. V. 82. 88—91. Wash. 1914—15. 8. Bulletin. Special. American Hydroids. P.3. The Campanularidæ and the Bonneviellidæ, by Ch. C. Nutting. Wash. 1915. 4 Contributions ifrom the United States National Herbarium. Vol. XVII. P.6. Vol. XIX. Wash. 1915. 8. Proceedings of the United States National Museum. Vol. 47. Wash. 1915 8. Report on the progress and condition of the U. S. National Mu- seum for the year ending June 30, 1914. Wash. 1915. 8. The Library of Congress. Publications of the Library issued since 1897. January 1915. Wash. 1915. 8. Report of the Librarian for the fiseal year ending June 30, 1914. Wash. 1914. 8. Wien. Kais. Akademie der Wissenschaften. Almanach. Jahrg. 63. 1913. 64. 1914. Wien. 8. Denksehriften. Wien. 4 Math.-naturwiss. Classe. Bd. 89. 90. 1914. Philos.-historisehe — Bd. 57. I. II. IV. B. 58. I-1V. 1914—15. 135 Mitteilungen der Erdbeben-Commission der Kaiserl. Akademie der Wissenschaften in Wien. Neue Folge. No. XLVIIL. XLVIIL Wien 1914. 8. Mitteilungen der pråhistorisehen Kommission der Kais. Akad. d. Wissenschaften. Bd. Il. No. 3. Wien 1915. 4 Sitzungsberichte. Wien. 8. Math.-naturwiss. Classe. Bd. 122. Abt. I. H. 8—10. Abt. II a. H. 9.10. Abt. II b. H 9.10. Bd. 128. Abt. I. H. 1—10. Abt. Wa HA. 110. Abt Iib. H.1—10, Abel IIL BH. 110. Bå 194 Abs lb (EG NON ke JED GA Ao GR To (156 == Wien 1913—15. 8. Philos.-histor. Classe. Bd. 169. Abh. 2. Bd. 171. ARE Bd. 173: AbboF Bd 1741 Abh 4 5.00 (Bd 1758 Abh. 208 (59 Bd 176: Abh. 1—6.8. Bd. 177. Abh.92.3.5. Bd. 178. å Bd. 179. Abh. 1. 8. Wien 1913—15. 8. Das k.-k. naturhistorische Hofmuseum. Annalen. Bd. XXVIIL. No. 3.4. Bd. XXIX. No. 1. 2. - Wien 1914—15. 8. Wiirzburg. Physikalisch-medizinische Gesellschaft. Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1914. No. 1—4, — Wirzburg 1914. 8. Ziirich. Naturforschende Gesellschafi. Vierteljahrssehrift. Jahrg. 59. H. 3.4. Jahrg. 60. H. 1.2 Zårich 1914—15. 8. B. Fra private givere. Hr. Daniel M. Barringer, Washington. D. M. Barringer. Meteor erater in northern Central Arizona. (Wash. 1915. 4.) Hr. Joaquim Bensaude, Bern. J.Bensaude. L'astronomie nautique au Portugal å l'époque des grandes découvertes. Bern 1912. S. Histoire de la scienee nautique portugaise å I'époque des grandes découvertes. Collection de doeuments publiés par J. Bensaude. Vol. 1. 8 4. 5. Berne, &e. 1914—15. 4 & Fol. L. Pereira da Silva. 0 livro do Sr. J. Bensaude: L'astronomie nautique au Portugal å l'époque des grandes découvertes apreciado pelo Sr. L. Gallois. Coimbra 1914. 8. Regimento do Estrolabio e do Quadrante. Hg. von I. Bensa ude. Emleitung. Minchen 1914. 8. 136 Professor Kr. Birkeland, Kristiania. The Norwegian Aurora Polaris Expedition 1902—1908. Vol. I. Sec» tion (1. 2) By Kr. Birkeland. Chria. 1908—13. 4 Pastor P. 0. Bodding, Mohulpahari. P.O.Bodding. Lidt om Santalmissionens Tilblivelse. Kra. 1915. 8. Cand. jur. Einar Corneliussen, Kristiania. E. Corneliussen. Vildfarelse som ugyldighetsgrund ved formue- retshandler inter vivos efter engelsk-amerikansk ret. Kra. 1915. 8. Professor GC. M. Fiirst, Lund, og Professor Fr. C. C. Hansen, Kjøbenhavn. C. M. First and Fr. C. C. Hansen. (Crania Groenlandica. Å description of Greenland Eskimo erania. Copenhagen 1915. Fol. Librairie Gauthier-Villars, Paris. Bulletin des publications nouvelles. Année 1944. III. et IV. Trimestres. 1915. I. et II. Trimestres. Paris 1914—15. 8. Professor dr. M. CI. Gertz, Kjøbenhavn. En ny text af Sven Aggesøns værker, genvunden paa grundlag af Codex Arnæmagn. 38, 40, ved M. C1. Gertz. Kbh. 1915. 4. Professor H. H. Gran, Kristiania. H. H. Gran. The Plankton production of the north European waters in the spring of 1912. Kbh. 1915. 4. Hr. Randolph Gurley, New York. 1 separatavtryk. Fhv. distriktslæge J. Hagen, Trondhjem. 3 separatavtryk. Professor F. C. C. Hansen, Kjøbenhavn. F. C. C.- Hansen. De ældste Kongegrave og Bispegrave i Roskilde Domkirke. Kbh. 1914. Fol. Ritmester G. Isachsen, Kristiania. 2 separatavlryk. Professor dr. Chr. Leegaard, Kristiania. 1 separatavtryk. Hr. L. Mirinny, Paris. L. Mirinny. —Pantosynthése. Fonction pandynamique. Paris 1915. 8. 137 Dr. L. J. J. Mushens, Amsterdam. 5 separatavtryk. Professor dr. A. G. Nathorst, Stockholm. 1 separatavtryk. Professor dr. Yngvar Nielsen, Kristiania. Y, Nielsen. Christian Frederik 1815—1814. Kra., Kbh. 1915. 8. Professor dr. Björn Magnusson Olsen, Reikjavik. Sö la rljöd. Gefin ut med skiringum og athugasemdum af Birni M. Olsen. Reikjav. 1915. 8. Assistent dr. V. H. Ryd, Kjøbenhavn. V. H. Ryd. Bidrag til Bestemmelsen af meteorologiske Elementers Perioder. Kbh. 1915. 8. Professor dr. Hugo Schuchardt, Graz. 1 separatavtryk. Professor dr. Johannes Steenstrup. Kjøbenhavn. Joh. Steenstrup. Historieskrivningen. Dens Udvikling gennem Tiderne. dens Væsen og Formaal. Kbh. 1915. 8. —»— Nogle Hovedtræk af Skriftarternes Historie og Diplomatiken. Kbbh 1915: 8: MEDDELELSER FOR 1916 141 Videnskapsselskapets bestyrelse, komitéer m. m. i 1916. Selskapets ærespræses: Hans Majestæt Kongen. Selskapets bestyrelse: Præses: Prof. dr. W. C. Brøgger. Vicepræses: Prof. dr. A. Torp. Generalsekretær: Prof. dr. A. Johannessen. Formand 1 den mat.-naturv. klasse: Observator J. Fr. W. Sehroeter. Viceformand 1 do. Prof. dr. Å. H. Gran. Sekretær 1 do. Justerdirektør D.Isaachsen. Formand 1 den hist.-filos. klasse: Bibliotekar A. Kjær. Viceformand i do. Prof. Magnus Olsen. Sekretær I do. Prof. dr. W. Schencke. Komitéer m. m.: Gruppernes ordførere: Kl. I. (Ef) prof. dr. H. Geelmuyden, (II) docent dr. L. Vegard, (HH) prof. Tb. Hiortdahl, (IV) prof. dr. W. G. Brøgger, (V) prof. dr. H. H. Gran, (VI) prof. dr. Kristine Bonnevie, (VIT) prof. dr. S. Torup, (VIII) oberst dr. L. Faye, (IX) bryggerieier E. Ringnes. KO) prof. dr. H. Koht) (MU) dr A* Aall) (TN) prof AA. Seippel, (IV) prof. dr. Hj. Falk. (V) prof. dr. S. Michelet. (VE) prof. dr. Å. Taranger. 142 Selskapets repræsentanter i Nansenfondets styre: Prof. dr. W. C. Brøgger, prof. dr. A. Torp, prof. dr. Hj. Falk, generalsekretæren; suppleant: Prof. dr. Yngvar Nielsen (f 2. mars 1916). Bestyrelsen av eiendommen Tømte: Prof. Th. Hiortdahl (formand), prof. dr. N. Wille, statsraad J. Mellbye. Legatkomité for apoteker Peder Leth Øwres legat: Prof. dr. E. Poulsson, amanuensis dr. E. Bødtker. prof. dr. S. Torup. Revisorer: OQverlærer S. Henrichsen, aktuar dr. G. Holtsmark. Bibliotekar: Overbibliotekar A. C. Drolsum (1885). Kasserer: Kvæstor M. H. Berner (1900). Sekretær ved selskapets kontor: Cand. jur. & oecon. S. Bålver- feldt (1911). er 143 Videnskapsselskapets møter i 1916. . januar 28. januar . februar 25. februar — IKS) Lo — > I G9 S RDS Ov 24. mars. . mars . mars . april . april . mai (onsdag) - mai . juni . september . september . oktober . oktober . november . november december Historisk-filosofisk klasse. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. Fællesmøte. Histor.-filos. klasse. (Forslag til indvalg) Mat.-naturv. klasse. (Forslag til indvalg). Fællesmøte. (Indvalg). Historisk-filosofisk klasse. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. Aarsmøtet. Historisk-filosofisk klasse. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. Historisk-filosofisk klasse. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. Fællesmøte. Historisk-filosofisk klasse. Fællesmøte. Matematisk-naturvidenskabelig klasse. Fællesmøte. (Valg paa selskapets em- bedsmænd for 1917 m. m.). Forslag til optagelse av nye medlemmer behandles i klassemøterne den 95. februar og 10. mars og avgjøres i fællesmøtet den Foredrag anme adr. Wergelandsveien 17, Jfr. Statuternes $ å0. eldes skriftlig til generalsekretæren, senest tirsdag form. Foredragsholderne anmodes om at avlevere et kort referat av sit foredrag til møtets sekre- tær, forinden de bestiger katetret. dets kostende beregnet. denne er sat, bekostes av forfatteren. Med hensyn til trykning av avhandlinger bemerkes: 1) Ingen trykning paabegyndes førend det fuldstændige manuskript er indlevert og tryk gratis. Videnskapsselskapetsadresse: stiania: 29) Forandringer 1 avhandlingens tekst efterat 3) Hver forfatter erbolder 50 sær- Drammensveien 78, Kri- 144 Prisopgave. Opgave for Fridtjof Nansens pris: Det tyske sprogs ind- flydelse paa det norske sprog, — riksmaalet og bygdemaalene. — Indleveringsfristen utløper 28de februar 1917. Der ønskes en sammenstilling av de tyske elementer 1 vort sprog og en paavisning av de veie ad hvilke de er komne ind, samt av de perioder 1 hvilke det-tyske indryk har været særlig sterkt. Materialet bør omfatte saavel ordforraadet som syntak- tiske forhold. Hvad det første angaar, undersøkes baade arten av de indkomne ord og de lydforhold som har gjort sig gjældende ved optagelsen. Der bør overalt skjelnes saa skarpt som mulig mellem nedertysk og høitysk paavirkning. I betragtning av opgavens store omfang vil ogsaa en delvis besvarelse kunne godkjendes. Man vil for eksempel foretrække en grundig behandling av den tyske indflydelse paa vore bygde- maal for en mere overfladisk behandling av emnet 1 hele dets omfang. Eller besvarelsen kan lægge vegten paa det kulturelle, 1 hvilket tilfælde det semasiologiske eller den begrebsmæssige side i forholdet mellem de tyske laaneord og det hjemlige ord- forraad trær 1 forgrunden. TILLÆG. Beretning om den under Videnskabsselskabet hørende eiendom Tømte ti Nannestad for aarene 1906—1911. Ved testamente af 7de januar 1903 gav direktør F. O. Guld- berg den ovennævnte eiendom ,som en offentlig stiftelse til et plante- og dyre-biologisk experimentalfelt*. Stiftelsen skal be- styres af 3 af Videnskabsselskabets mathematisk-naturvidenskabe- lige klasse valgte medlemmer. EFiter testators død vaaren 1905 blev professorerne Collett, G. A. Guldberg og Wille valgt til bestyrelse; Guldberg fungerede som formand, og da han døde vaaren 1908, efterfulgtes han i denne stilling af professor Hiort- dahl. Fifter testators bestemmelse skal bestyrelsen hvert 3die aar offentliggjøre en beretning om sit styre af eiendommen; at en saadan først fremkommer nu skyldes forskjellige omstændig- heder, navnlig professor Guldbergs pludselige bortgang kort før udløbet af den første treaarstermin. Eiendommens værdi blev ved testators død ansat til 6 000 kroner, og det deri værende indbo og løsøre, der efler testators bestemmelse ,følger eiendommen som stiftelsen overdraget*, til 400 kroner, llsammen kr. 6400. Paa eiendommen hvilede 2 hypothekbanklaan paa ca. 1500 kroner tilsammen, derhos blev man, for at kunne betale arvealgiften og nogle gjældsposter, nødt til mod pant i eiendommen at optage et laan paa 1000 kroner, saa stiftelsens nettoformue, da den kom i forbindelse med Viden- skabsselskabet, var at anslaa til henimod 4000 kroner. I de 3 første aar efter testators død blev der af den til eiendommen hørende skov, hvis størrelse opgives til 680 maal, uddrevet tilsammen 1928%/, tylvter tømmer, og det derved ind- komne beløb anvendtes til reparation af forpagterboligen. De 10 (== ' Å å Cl V-frl, 146 indlægter, eiendommen ellers har havt, forpagtningsafgilt, vedsalg og bortleie af hovedbygningen, har vistnok kunnet dække de regelmæssige aarlige udgilter, men har ikke kunnet strække til for de uopsættelige reparationer, som gaardens idetheletaget mindre vel vedligeholdte bygninger gjorde fornødne, saa at regnskabet jævnligt bar vist underskud. Bestyrelsen lod derfor høsten 1911 udblinke 174 tylvter træer til salg paa roden. Det derved ind- komne beløb er anvendt til indfrielse af det ovennævnte laan paa 1000 kroner og til dannelse af et grundfond paa 4000 kroner, hvorhos resten, efter underskudets dækkelse, tænkes anvendt til grundforbedringer, nogle endnu tilbagestaaende byg- ningsreparationer samt, hvis det strækker til, til kartlægning af eiendommen. * Stiftelsens økonomi er saaledes nu kommen i orden. | Skoven blev i september 1911 befaret av amtsskogmesteren, i hvis erklæring det anføres, at den er meget væksterlig og særdeles godt bestokket, og da udblinkningen er foretaget meget forsigtigt, mener han, at man om en 5—6 aar vil kunne hugge et lignende kvantum. Grundfondet vil da kunne forøges, og man vil saaledes efterhaanden kunne arbeide sig frem til realisationen af lestators ønske om anvendelsen af skovens udbytte. Imidlertid vil endnu en god tid gaa hen, før man bliver istand til at afse noget større beløb til experimentalfeltet, saa at man foreløbigt maa holde sig til mindre kostbare foranstaltninger i den retning. Vaaren 1909 begyndte man at anlægge et felt for koniferer — en plantefamilie, hvis dyrkning ved Universitetets botaniske have aar for aar bliver vanskeligere paa grund af røgen fra «byen: Paa løkken Engerhaugen har den botaniske haves bestyrer 1909 og 1911 udplantet 200 naaletræer af forskjelligt slags. -Plantningen staar godt og ser lovende ud. For at faa feltet sat i god stand har man ansøgt Nansenfondet om et bidrag af. 300 kr. aarligt 1 3 aar, og man har hidtil faaet 600 kroner. «Arbeidet med dette felt fortsættes fremdeles. Christiania, ste februar 1912. Th: Hiortdahl. : R. Collett. N. Wille. * AST DAG SK ar el k DPS ee Te LE ANN VAÅre AER p ; fa VIN | nd ESPN er pr t PPT Par A Raaen: | arr AANN mA Dapboppppe MAMMA Aa kø "epppre aa SR ad aan” vn V LØ å | por É VG | RA 3 INN PAR am IA JA MMAR RIK RA pan PV Ep å av på ET VARE Ra "Rasa | ARAR Ø aRApiPPe PORN DE Aa ar VYRAARA na å AG V sg Jå fa VA An PA, - PAPP AApaAe Å pe de NA la ARAPAAD pva pe EE i Aa an ar ET 2 RIF arvayaar var”: | Å =P > kp RI A PRAT NRF NARRBRR A SAP A ar DARUA?: i maM ap år AanaD ; - | ! rør ne Ea SPENNET ADR RRAR AA ARD ODO pa TA ag ar Na SA RADA VAAR Na ARAaA EP AAF TALE I a - Å ja AY) ver 2 La ER JØR PR. a- nAA nov X PR tå æ=paPC LY oa pp an ANG OP YA Ir AA SR ap ør - AA ar Aa GE PAPPA N I PN EN al: aAAagfPP A aa - AAR å) ae PP PA anal Ka DUR TØRT TV lan din, NARA NAPARAADP SÅ MEG | PA Æ N 4 sv R ON e se OE Messe ør Te Vg 8, - ØRN NG > in VEN Va v SA ogs 0 derd add PD NNVDNAN | INR ml HAAR JASAR ÅRIG - An, pøP PET TN ARM HEVN NPR pa vag AA ØRA AA » YA aiaanan VIL ap FNS Å VET Tm j Å pre EN PE AE PE IE aan ON RART VAN A&gAP ar F9530 RR dra Bay p ete ARR NE PR VAR aan ør 2 AA an P NNN ny 5 SA TN El Ap AE Ai Der a DA pr ap, GARA YI BEN Aa, G å Å « AM 3 Ania ae ØP I MAA V ap = VYY RAD GE fr RARE RANG VA a) AN, Aae: ja eserennt? - FE NT 9 KA AJ Naa å å Å I €? 9 3 HAINAN All | LIBRARIES Ta - Å Ta MR KF PLETTEN ETTE Adr EE ; E Grå N Ree Å E SN 3 Ar 2407" > p. Sp Aae ae sT ==" | er TT AEK ALNA å PØAs-g - daded NOE CAR ti dn en NTE Are jpÅøene ar AN Ad ø P, Å PG ETAT PYV EK 1357 4 0 INSTITUTION 1 | == & RS an ae RA pep Å MOS ag strandet er pørrer" persp ee E Fl TREG par aa Møn Meg å ET gr SEE 94 DE nt banet ape - Vikarer ep av at” Ar: Kj Pu | ero ae Ver åt APP edle Hå y BER vett Sen NY % X Y ÆR pi Nate, re AA jag