> 6, SES NSSS NERO SO ERK KEE å KODE SVAVSER SER ø ga EM FEST SØNSEST EOS SNE E 244 15430 øv ASA ENEDES PSA mk dks ar ANG år DAS ANES BÆRRNEN my y ern 2 AGEE rl 7 Bye DR RE rer lb ADA EB! FT SMÅ DE am E MUSEO LUN DIT. En Samling af Afhandlinger om de i det imdre Brasiliens Kalkstenshuler af Professor Dr. Peter Vilhelm Lund udgravede og i den Lundske palæontologiske Afdeling af Kjøbenhavns Universitets zoologiske Museum opbevarede Dyre- og Menneskeknogler. rr Andet Bind. Første Halvbind. Indeholdende Afhandlinger af H, Winge. Med 2 franske Résuméer og 6 lystrykte Tavler, Paa Carlsbergfondets Bekostning udgivet af Dr. Chr. Fr. Litken, Professor i Zoologi ved Kjøbenhavns Universitet og Bestyrer af det zoologiske Museums Hvirveldyr-Afdeling og den derunder indbefattede palæontologiske Afdeling. Kjøbenhavn. H. Hagerups Boghandel. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer) 1893. VAN 21907 L93 5 ) re INDHOL D. I. Jordfundne og nulevende Flagermus (CAwroptera) fra Lagoa Santa, Minas Geraes, Brasilien. Med Udsigt over Flagermusenes indbyrdes Slægtskab. Af Cand. mag. Herluf Winge, Viceinspektor ved Univer- sitetets zoologiske Museum. (Med 2 Tavler.) Clrauves-souris fossiles et vivantes de Lagoa Santa, Minas Geraes, Brésil. Avec un apercu des affinités mutuelles des Chiroptéres. Par M. H. Winge. (Apercu du mémoire danois, publié par les soins de T'éditeur.) ll. Jordfundne og nulevende Pungdyr (Marsupialia) fra Lagoa Santa, Minas Geraes, Brasilien. Med Udsigt over Pungdyrenes Slægtskab. Af Cand. mag. Herluf Winge, Viceinspektor ved Universitetets zoologiske Museum. (Med 4 Tavler.) Marsupiaux fossiles et vivants de Lagoa Santa, Minas Geraes, Brésil. Avec un apercu sur les affinités des Marsupiaux. Par M. H. Winge. (Résumé du mémoire danois, publié par les soins de l'éditeur.) Særtrykkene af den første Afhandling stilledes til Forfatterens Raadighed i December 1892, til den anden i Marts 1893. UNGES il mA MM Jordfundne og nulevende Flagermus (Chiroptera) fra Lagoa Santa, Minas Geraes, Brasilien. Med Udsigt over Flagermusenes indbyrdes Slægtskab. Af Herluf Winge. E Museo Lundii. 2. I. ! 1 Etter Prof. Litken's Opfordring og med fri Brug af Museets Samlinger er denne Afhandling skreven. Fra Egnen om Lagoa Santa i Minas Geraes, Brasilien, haves i Kjøbenhavns zoologiske Museum følgende Flagermus, jordfundne og nulevende, de jordfundne hørende til Lund's Samling af Knogler fra Huler, de nulevende hjembragte af Lund, Reinhardt og Warming:!) Jordfundne. Nulevende. -. Schizostoma megalotis. I. 1. Schizostoma megalotis Gray.>”) (55) == . Lophostoma bidens Spix? 3. 3. Vampyrus auritus Peters. 2. Vampyrus auritus. 4. 4. Phyllostoma hastatum Pall. 3. Phyllostoma hastatum. >. 5. Tylostoma longifolium Natt.? 6. 6. Carollia brevicauda Wied. 4. Carollia brevicauda. T. 7. Glossophaga soricina Pall. 5. Glossophaga soricina. 8. 8. Lonchoglossa caudifera Geofir. 6. Lonchoglossa caudifera. 9. 9. Lonchoglossa ecaudata Wied. 7. Lonchoglossa ecaudala. 10. 10. Vampyrops lineatus Geoffr. 8. Vampyrops lineatus. Il. 11. Sturnira lilium Geoffr. 9. Sturnira lilium. 12. 12. Chiroderma villosum Peters. 10. Chiroderma villosum. (3. 13. Artobius perspicillatus L. u. Artobius perspicillatus. 14. 12. Stenoderma humerale Lund. [5 13. Pygoderma bilabiatum Natt. 16. 14. Desmodus rufus Wied. 1. Desmodus rufus. 17. 15. Saccopteryx canina Wied. 15. Saccopteryx canina. 18. 16. Natalis stramineus Gray. 16. Natalis stramineus. 19. 17. Vespertilio nigricans Wied. 17. Vespertilio nigricans. 7) Anmærkningerne findes sidst i Afhandlingen. Jordfundne. Nulevende. 20. 18. Vesperugo serotinus Schreb. 21. 19. Vesperugo hilarii Geoffr. 18. Vesperugo hilarii. 22. >. Vesperugv velatus Geoffr. 19. Vesperugo velatus. 23. 21. Atalapha noveboracensis Erxl. 20. Atalapha noveboracensis. 24. 2. Atalapha cinerea Beauv. 25. 22. Atalapha ega Gerv. 22. Atalapha ega. 26. 23. Molossus bonariensis Peters. 23. Molossus bonariensis. 27. 2. Molossus abrasus Temm.? 24. Molossus abrasus. 28. 25. Molossus perotis Wied. 25. Molossus perotis. 29. 26. Molossus nasutus Spix? 30. 27. Molossus hirtipes Lund. 26. Molossus hirtipes.?) I Jordlagene i de enkelte Huler er der fundet: Lapa da Escrivania Nr. 1. Vampyrus auritus. Vesperugo serotinus. Lapa da Escrivania Nr. 5. Schizostoma megalotis. Natalis stramineus. Lophostoma bidens ? Vespertilio nigricans. Vampyrus auritus. Vesperugo serotinus. Phyllostoma hastatum. Vesperugo hilarii. Tylostoma longifolium ” Vesperugo velatus. Carollia brevicauda. Atalapha noveboracensis. Lonchoglossa caudifera. Lonchoglossa ecaudata. Vampyrops lineatus. Sturnira lilium. Chiroderma villosum. Artobius perspicillatus. Saccopteryx canina. Vampyrus auritus. Lonchoglossa caudifera. Atalapha ega. Molossus bonariensis. Molossus abrasus? Molossus perotis. Molossus nasutus ? Molossus hirtipes. Lapa da Escrivania Nr. 11. En Salpeterhule ved Escrivania. Lapa da Lagoa do Sumidouro. Schizostoma megalotis. Glossophaga soricina. Vampyrus auritus. Desmodus rufus. Phyllostoma hastatum. Vesperugo velatus. Lapa da Quebra Chavelha. Schizostoma megalotis. iForskjellige Huler». Lophostoma bidens? Chiroderma villosum. Vampyrus auritus. Artobius perspicillatus. Phyllostoma hastatum. Desmodus rufus. Sturnira lilium. Vesperugo serotinus. Ovenpaa Hulernes Jordlag, i Aflejringer fra nyeste Tid, er der fundet Knogler af: Schizostoma megalotis. Desmodus rufus. Vampyrus auritus. Phyllostoma hastatum. Garollia brevicauda. Glossophaga soricina. Lonchoglossa caudifera. Lonchoglossa ecaudata. Saccopteryx canina. Natalis stramineus. Vespertilio nigricans. Vesperugo hilarii. Atalapha noveboracensis. Molossus bonariensis. Vampyrops lineatus. Molossus abrasus? Sturnira lilium. Molossus perotis. Pygoderma bilabiatum. Paa Listen over de jordfundne Flagermus findes kun fire Arter, Lophostoma bidens?, Tylostoma longifolium?, Vesperugo serotinus og Molossus nasutus?, der ikke ogsaa findes paa Listen over de nulevende. Men alle fire Arter leve maaske endnu ved Lagoa Santa; de tre af dem i hvert Fald findes vist ikke langt borte. Zophostoma bidens og Molossus nasutus kjendes fra Egnen om Rio Såo Francisco, 7Yylostoma longifolium fra Mato Grosso. Vesperugo serotinus, en Art, der findes vidt udbredt baade i den Gamle Verden og i Amerika, kjendes ikke sikkert fra Steder, der ere nærmere end Mellem-Amerika og de Vestindiske Øer; men muligvis lever den ogsaa i Brasilien”). Der er tre af de nulevende Arter, Stenoderma humerale, Pygoderma bilabiatum og Atalapha cinerea, der ikke ere jordfundne. Grunden er vel neppe, at ikke ogsaa de have levet længe ved Lagoa Santa, men kun, åt deres Knogler tilfældigvis ikke ere komne i Hulerne eller ikke ere fundne eller gjenkjendte; Flagermus -Knoglerne ere forholdsvis sjeldne i Hulernes Jordlag, især ere de kun faa i Forhold til, hvad der findes af Knogler af Gnavere. I Schvizostoma megalotis Gray. (PI. 1, fig. 1.) Nulevende ved. Lagoa Santa (hjembragt er 7 i Spiritus, 2 Skeletter); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (forreste Del af en Hovedskal, 1 Overarm). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (1 Overarm), i Lapa da Lagoa do Sumidouro (nedre Ende af en Over- arm) og i Lapa da Quebra Chavelha (1 Overarm). 2. Lophostoma bidens Spix? (Pl. I, fig. 2.) Kjendes fra Lagoa Santa efter den forreste Del af en Hovedskal fra Lapa da Escri- vania Nr. 5. Stykket stemmer godt med Dobson's Beskrivelse og Billede af Zophostoma bidens; maaske er p4 lidt lavere og Panden mellem Tindinggruberne lidt bredere end påa Dob- son's Billede; men der kjendes neppe nogen Flagermus, hvormed den jordfundne kunde stemme bedre. Maal af den afbildede Hovedskal: Længden af Rækken af øvre Hjørnetand og Kindtænder ...........- 97/gmm Ansigtets Brede over pE EET ET Se 6 Pandens Brede mellem Øjehulerne esse SEES ERE RS KENT RERE . 62/3 Pandens-Bredermellemslindinggrubermne eee SES SES REESE ESSEN SER Ganens Brede mellemibege em ERE SEES SE RSS rer Lophostoma bidens findes vist endnu levende i Egnen; Spix har fundet den «sub tectis domiciliorum prope fluvium St. Francisci». %) En hel venstre Overarm og øvre Ende af 2 venstre og 1 højre fra Lapa da Escri- vania Nr. 5 og øvre Ende af 1 højre fra «forskjellige Huler» ere maaske ogsaa af Lopho- stoma bidens; men Overarmen af Lophostoma haves ikke til Sammenligning. I hvert Fald ere de paagjeldende Overarme af en Flagermus=-Art, der er en nær Slægtning af Schzzostoma, Lophostoma og Vampyrus og omtrent er paa Størrelse med Lophostoma bidens. Blandt Phyllostomata fra Lagoa Santa udgjøre Slægterne Schizostoma, Lophostoma og Vampyrus en lille Afdeling for sig; de staa paa et lavere Trin end de andre. Overfor Phyllostoma og Tylostoma ere de oprindelige i at have beholdt nedre p3 og i, at Ansigtet er forholdsvis smalt. Overfor Carollia ere de oprindelige ogsaa i at have beholdt p3, i at Kindtænderne ikke ere vantrevne og i, at Kindbuen er fuldstændig. At Sclwzostoma og Vampyrus staa hinanden nær, viser sig ogsaa klart i deres Overarme. (Overarmen af Lophostoma kjendes ikke.) Selhizostoma megalotis er en af de mindste Phyllostomer og Vampyrus auritus en af de største; Overarmen hos Schzzostoma er ikke halvt saa lang som hos Vampyrus; men i Overarmens Form ere Schzzostoma og Vampyrus dog næsten ens og ret ejendommelige; de afvige deri ikke alene fra andre Phyllostomata, som Plwyllostoma og Carollia, men ogsaa fra de fleste (lossophagæ og Steno- dermata, der stemme allernærmest med Plwyllostoma. Forskjellen fra Phyllostoma er føl- gende: — Den brede Condylus ?nternus påa Overarmens nedre Ende har paa sin Underrand en anselig tapformet Udvæxt, frembragt af Udspringet af Flexor carpi ulnaris og Flexor digitorum profundus. Den samme særskilte Udvæxt findes hos RØRhinolophider og hos Nata- linerne blandt Vespertilionider; tydeligt Spor af den findes hos Carollia, men ikke, eller næsten ikke, hos nogen af de andre Phyllostomatider fra Lagoa Santa. — Den frie, lige fremad rettede Rand af Crista deltoidea er meget lidt fremstaaende; den Kam, der løber langs Indersiden af Crista deltoidea og frembringes af et Seneblad i Fæstet af Pectoralis, faar derved Udseende af at være forholdsvis stærk. I denne Henseende minde Schizostoma og Vampyrus mere om RØhinolophider, Emballonurider og Vespertilionider, end de fleste andre Phyllostomatider gjøre det; kun hos Desmodus er Crista deltotdea lige saa lidt fremstaaende ; hos de andre er dens frie Rand ejendommelig stærkt fremspringende. — Ogsaa i andre, mindre iøjnefaldende Egenskaber slutte Sc/zzostoma og Vampyrus sig sammen overfor andre Phyllostomatider, hlandt andet i nogle Egenheder paa Tuberculum minus i Fæstet af Sub- scapularis 0. s. v. De paagjeldende jordfundne Overarme minde i alt væsenligt om Schizostoma og Vampyrus. Den eneste nedre Ende, der er funden, er vel noget itubrudt; men det synes dog tydeligt, at der har været en anselig fri nedadrettet Udvæxt fra Condylus znternus. Den frit fremstaaende Rand af Crista deltoidea er lidt mere fremspringende end hos Vam- pyrus, men næsten ganske som hos Schizostoma. I Størrelse staar den jordfundne Art mellem Schizostoma og Vampyrus; en Overarm af Schizostoma megalvtis er 20!/2mm hos Vampyrus auritus omkring 46; den eneste hele af de jordfundne er 29/3, hvad vel vilde passe til Zophostoma bidens. 3... Vampyrus auritus, Peters. (PI.I, fig. 3, 3 a.) Nulevende ved Lagoa Santa (I Skind hjembragt); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (Stykke af en Hjernekasse). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 1 (det meste af en Hovedskal), da Escrivania Nr. 5 (det meste af en Hovedskal, 2 højre Underkjæbegrene, 3 hele Overarme og Stykke af en 4de, Stykke af en Underarm), da Escrivania Nr.11 (Stykke af en Underkjæbe), da Lagoa do Sumidouro (Stykke af en Overarm) og i «forskjellige Huler» (1 hel Hovedskal, Stykker af 3 andre, 4 løse Underkjæbegrene, 2 Overarme). Mellem de jordfundne, fuldt udvoxede Overarme er der en Del Forskjel i Størrelse; Længderne af fem hele Overarme ere: 437, 45, 46?/3, 471/2, 482/3. 4... Phyllostoma hastatum Pall. (PI. I, fig. 4, 4 a.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 4 i Spiritus, 3 Skeletter, 8 Skind, 3 Hovedskaller); ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (forreste Stykke af en Hovedskal). Jord- funden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (2 højre, 5 venstre Underkjæbegrene, mindst 9 Overarme, (Phyllostoma hastatum.) tildels kun Stykker), i Lapa da Lagoa do Sumidouro (forreste Del af en Hovedskal, 4 Under- kjæbegrene, 5 Overarme, hvoraf 2 hele) og i «forskjellige Huler» (1 Underkjæbegren og I Overarm). Af de jordfundne Overarme er den korteste 47%/4mm den længste 51. I Lund's Haandskrift findes følgende: «Den 17de Januar 1838 dræbte jeg en i min Have. Det var en Han. Da jeg havde slaaet den til Jorden, udstødte Hunnen, der fløj med den, meget gjennemtrægende hvislende Toner og slog ned paa mig, som om den vilde angribe mig.» 5.… Tylostoma longifoldum Natt.? (Pl. I, fig. 5.) Kun jordfunden ved Lagoa Santa, i Lapa da Escrivania Nr. 5. To Underkjæbe- grene, en højre og en venstre, ikke sammenhørende, ere fundne; den ene er fuldstændig, den anden mangler noget af den bageste Del; påa begge er Fortanden udfalden; ellers findes alle Tænderne. Tylostoma longifolum haves ikke til Sammenligning; men Bestemmelsen er dog temmelig sikker. De paagjeldende Underkjæber minde stærkt om Plyllostoma, som Mod- sætning til Vampyrus, baade i Tænder og i Knoglens Form, især i Højden af Kjæbens bageste Del; men de afvige fra Kjæber af Phyllostoma hastatum ved at være meget mindre (Kjæbens Længde 167" mod 25/2, Tændernes Række 10/3 og 11 mod 15), ved kun at have én Fortand og ved, at den forreste Forkindtand, p 2, er kortere forfra bagtil og højere. Der er to Slægter, Tylostoma og Mimon, der staa nær ved Phlyllostoma, men afvige ved at mangle 73. /Mimon afviger fra den jordfundne ved, at p2 er lavere. At de jordfundne Kjæber ere af en Yylostoma, er vist utvivlsomt; men af Slægten kjendes to Arter&), 7". crenu- latum fra Surinam og T. longifolium fra Mato Grosso, og kun T. crenulatum kjendes med Hensyn til Tænderne (beskrevne af Dobson). 7' longifokum staar dog meget nær ved T. crenulatum; der har med god Grund været tvivlet om dens Selvstændighed; i Tænderne stemmer den vist nøje med 7, crenulatum. At dømme efter Findestederne er der størst Sandsynlighed for, at Arten fra Lagoa Santa er 7. longifoltum. 6.… Carollia brevicauda Wied. (Pl. I, fig. 6.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er $ i Spiritus, 2 Skeletter, 4 Skind, 2 Hovedskaller); ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (2 næsten fuldstændige Hovedskaller, 2 Underkjæbegrene). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (9 Overarme). Glossophaga soricina Pall. (Pl. I, fig. 7.) Nulevende. ved Lagoa Santa (hjembragt er 1 i Spiritus, I Skind, 3 Hovedskaller) ; findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (Stykker af 2 Hovedskaller, 1 Overarm). Jord- funden i Lapa da Lagoa do Sumidouro (1 Overarm). Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves desuden 2 jordfundne Overarme, der i Knoglens Slankhed og i Kortheden af Crista deltoidea minde om Glossophaga soricina i Modsætning til andre Glossophager &6g Stenodermer; men de ere lidt mindre end hos G. soricina sædvanlig (19/3 og 20T= lange mod 202/4, 21!/> og 21%/3), og Crista deltoidea er endnu lidt kortere og øverst lidt mere fremstaaende. Muligvis ere de dog ikke af nogen anden Årt. 8. Lonchoglossa caudifera Geoffr. (Pl. I, fig. 8.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 14 i Spiritus, 4 - J £ I > 4 Skind); ogsaa i Aflej- ringer fra nyeste Tid (1 Overarm). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (5 Overarme) og i en Salpeterhule ved Escrivania (Stykke af en Underkjæbe). 9. Lonchoglossa ecaudata Wied. (Pl. I, fig. 9.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 5 i Spiritus, 4 Skeletter, 1 Skind); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (1 Underkjæbe). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (2 Overarme). 10. Vampyrops lineatus Geoffr. (Pl. I. fig. 10.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 8 i Spiritus, 4 Skeletter, 8 Skind, I Hovedskal); ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (Stykke af en Hjernekasse, 1 Underkjæbe- gren). Jordfunden i Lapa då Escrivania Nr. 5 (en næsten hel Hovedskal og Stykke af en anden, 3 Underkjæbegrene). I Lund's Haandskrift staar, at der i Slutningen af Maj 1837 hver Aften fangedes mange i Byen Lagoa Santa, hvor de flagrede om et vildt Figentræ i Selskab med Pryl/o- stoma hastatum, Chiroderma villosum og Artobius perspicillatus. Deres Maver vare fyldte med de smaa søde Figen. Det samme siges om Olzroderma og Artobius. 11. Sturntra liltum Geoffr. (Pl. I, fig. 11.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 8 i Spiritus, 1 Skelet, 5 Skind, 2 Hoved- skaller); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (1 Underkjæbe). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (forreste Del af en Hovedskal, 1 Underkjæbegren, 13 Overarme) og i «for- skjellige Huler» (3 Overarme). 12. Chiroderma villosum Peters. (PI. I, fig. 12.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 5 i Spiritus, 2 Skeletter, 3 Skind). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (17 Overarme) og i «forskjellige Huler» (2 Over- arme). E Musco Lundii. 2. I. ge 10 « 13. Ærtobius perspicillatus L. (Pl. I, fig. 13. Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 3 i Spiritus, 5 Skeletter, 5 Skind). Jord- h funden i Lapa då Escrivania Nr. 5 (2 venstre Underkjæbegrene, 4 Øverarme) og i «forskjel- lige Huler» (1 Overarm). 14. Stenoderma hwmerale Lund. Lund havde en Han i Spiritus; han havde iagttaget den levende i Lagoa Santa. Af en Fejltagelse er den ikke sendt hjem med hans øvrige Samling; men Beskrivelsen i hans Haandskrift er saa nøjagtig, at Arten derefter maa kunne kjendes. Han stillede den i Slægten Phyllostoma, men i sin Underslægt Sycophaga, der ogsaa omfattede de Steno- dermer, der nu kaldes C/zroderma villosum, Vampyrops lineatus og Sturnira lilium; de to andre Stenodermer, han kjendte, Artobrus perspicillatus og Pygoderma vilabiatum, stillede han i egne Underslægter. Kjendetegnet paa Sycophaga var Tandsættet, beskrevet omtrent saaledes : m=>. 'Tandrækken danner en udad buet Linie. Øvre Hjørnetand glat; w| ie Hg D 2den øvre Forkindtand med en Hæl, som Bagkindtænderne; mi og m 2 have udadtil blot en skjærende Rand med to Spidser og Hælen enkelt, må lidt større end m2; m3 ganske lille med aflang Krone. I Underkjæben aftage Bagkindtænderne i Størrelse forfra bagtil; den sidste er meget lille. Chiroderma svarer ikke ganske til denne Beskrivelse; den mangler den lille bageste Kindtand baade i Over- og Underkjæben, og m2 er større end mi. En eller anden lig- nende Unøjagtighed kunde maaske være mulig ogsaa for « Sycophaga humeralisv, hvad dog ikke vilde have nogen egenlig Betydning for Opfattelsen af Arten. Lund's Beskrivelse lyder omtrent ordret: «En overordenlig tyk, bred og sværtbygget Art med meget kort og tyk Snude, meget stort Næseblad og meget store Øjne. — Hoved næsten kugleformet; Panden hvælvet, meget bred; Snuden meget kort og tyk. Læberne med en skarp Rand, der paa Over- læben er stumpt rundtakket. "Indenfor Randen sidder påa begge Læber en stor Mængde spidse kegleformede sammentrykte hvide Papiller; paa Overlæben staa de i en Rad med flere ved Siden af hverandre i Breden; paa Underlæben staa de dels spredte nær Læbe- randen, dels i en enkelt Rad nær Tandkjødet. Paa Spidsen af Underlæben er en stor tre- kantet Plet med Vorter: én stor rund ved Randen i Midten og en Mængde andre lang- strakte i en Halvkreds omkring den. Næsebladet langt; i Midten af sin Længde har det en svag afrundet Udvidning til Siderne og løber derpaa pludselig spidst til. I sin Midt- linie har det en bred ribbeformig Fortykkelse. Ørets Inderrand er ved Grunden næsten retvinklet; Yderranden har noget over Midten et svagt Indsnit; Spidsen er afrundet. Tragus bred, med fire dybe afrundede Indsnit i sin ydre Rand nederst og en lille Udtakning nær RED lg Spidsen, der er tyk. Øjet meget stort, omgivet af en stor Hudvold. Tommelens Flyvehud bred, fæster sig ved Grunden af Iiste Fingerled. Flyvehuden mellem ?den og 3dje Finger meget bred. Haleflyvehuden forholdsvis bred. Farven af hele Dyret er graabrun, foroven mørkere, især bagtil, Hovedet og hele Undersiden lysere. Paa Skulderen en snehvid Plet, der udbreder sig et Stykke ned ad Overarmen under Flyvehuden. 7ragus og Hudvolden om Øjet gule. /ris kastaniebrun. » Tommer og Linier. Millim. Fra Spidsen af Snuden til Enden af Kroppen .... 2771” 55 Pandens' Brede mellem ørene SS anede me 67/27" 14 Næsebladets Længde fra Midten af Næsebor .....- Sud ii Næse bider s Brede Re eee see en TUNE te tet FARE SE 67/2 Øretst Lander ESS RSET ER SEERE L TE 07 19/2 ØretsøBreder ikke ndbredt een SENE SEES All, 19 ONKEL NE SUT EL SSRE so area ENO on ØL EL Er DSE EE PLS 4/3 Underdele 1178 41'/» LEDET TNS Es Saar Ba or 0 OLD no Bad ED BERGE 125 RE 320 UN NEEDS EEN EEN OIO KODET DAD NO LEE 15/3 FOSSER ESSEN Ll [1 SPORES ES See REN STEDE ERE SENE STADERE BEL 6/2 Haleflyvehudens Brede i Midten. ....22224….… Sa 17/2 «Den 25de Marts 1836 fløj en Han ind i mit Værelse i Lagoa Santa, og jeg luk- lede strax Døren. En tam Ugle af Arten Striv decussata Licht. (Scops brasilianus) sad i Værelset og fløj strax op paa en Pind under Loftet for at gribe sit Bytte; men aabenbart i Bevidsthed om, at Uglen ikke kunde skade den i Flugten, fløj Flagermusen bestandig hen imod den og gav den et Slag med Vingerne paa Hovedet og tirrede den aldeles som Smaafuglene. Uglen indskrænkede sig til Forsvarsstilling, saa længe Flagermusen fløj; oa (ej z DD) z 7 men aldrig saa snart var den bleven udmattet og hagede sig til Loftet, før Uglen fløj ben og greb den med Kløerne; imidlertid rev den sig løs, og Spillet fortsattes saaledes med vexlende Angreb fra begge Sider, til Flagermusen aldeles udmattet var bleven et Rov for sin Fjende, hvis jeg ikke var traadt imellem.» Arten hører til de Stenodermer, der have de korteste Snuder og rundeste Hoveder; Lund fremhæver dens kugleformede Hoved i Forhold til Vampyrops, Chiroderma og Sturnira; den maa heri sammenlignes med Arter af Slægterne Stenoderma, Centurio og Pygoderma, Slægter, der ligne hverandre i mange Henseender, ogsaa i Farvetegning. Pygoderma af- viger allerede ved at have anden Form af Læbe og Tænder; Lund stillede den selv i en anden Underslægt. Centurio afviger ved ganske anden Form af Snude og Øre 0. s. v. Arten synes snarest at høre hjemme i Slægten Stenoderma, men kan ikke falde sammen med nogen af de hidtil kjendte Arter. Stenoderma («Sphæronycteris») toxophyllum har ganske anden Form af Næseblad; 5. («Peltorhinus») achradophilum, S. (Stenoderma s. str.) rufum, S. nichollsi og S. («Plyllops») falcatum afvige i Form af Næseblad og Haleflyvehud, i Maal 9% 12 (Stenoderma huwmerale.) og Farver; 5. («Ametrida») centurio er betydelig mindre, har kortere Næseblad 0. s. v., men er dog vist den Art, der ligner mest, ogsaa den, der stemmer bedst med Hensyn til Findested; den findes i Brasilien; de andre Arter synes at være indskrænkede til nord- ligere Egne, til Vestindien. 7”) 15. Pygoderma bilabiatum Natt. (Pl. I, fig. 14, 14 a.) Nulevende ved Lagoa Santa (1 i Spiritus hjembragt), findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (1 venstre Overkjæbe). Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves en Overarm, der minder ikke lidt om Pygo- derma bilabiatum, men dog er forskjellig. — Pygoderma afviger i Overarmen fra andre Phyllostomatider med stærkt fremspringende Crista deltoidea; det ser ud, som om den nederste Del af Crista deltoidea var bortskaaren, saa at ikke meget mere end den øverste Rand er tilbage. Iøvrigt er Overarmen næsten ganske som Overarme af Phyllostoma, Glossophagæ og de andre Stenodermata, der ikke ere forskjellige i stort andet end Størrelse og Længdeforhold. Den jordfundne Overarm er i Størrelse (24!/omm Jang) og Form næsten aldeles som hos Pygoderma bilabratum; kun er det øverste forreste Hjørne af Crista deltoidea noget mindre fremstaaende, og der er lidt mere tilbage af den sædvanlige nedre Del af Kammen. Muligvis kunde det være Stenoderma humerale. 16. Desmodus rufus Wied. (Pl. I, fig. 15.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 6 i Spiritus, 20 Skeletter, 2 Skind); findes ogsaa ofte i Aflejringer frå nyeste Tid. I Lapa da Lagoa do Sumidouro er der fundet en Mængde Knogler, hvoraf mange tilsyneladende ere fra ældre Tid; men der kan ikke gjøres nogen skarp Adskillelse mellem ældre og yngre Knogler. Fra Sumidouro-Hulen haves 9 næsten hele Hovedskaller, 86 Overarme, 59 Underarme, 9 Laarben, o. s. v. Fra en ukjendt Hule haves en jordfunden nedre Ende af en Overarm. I Lund's Haandskrift staar, at han aldrig har fundet Desmodus undtagen i Huler; men her forekommer den undertiden i såa overordenlig Mængde, at man ej uden Livsfare kan trænge derind, dels paa Grund af den kvælende Stank af deres Exkrementer og Lig, dels fordi Gulv og Vægge ere slibrige af deres Exkrementer, der ere flydende, og endelig fordi Lysene idelig udslukkes af deres omflagrende Sværme. 17. Saccopteryx canina Wied (Pl. II, fig. 1, 1a.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 27 i Spiritus, 5 Skeletter, 5 Skind og I Hovedskal); ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (1 Overarm, 2 Underarme). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (5 Overarme). 15 18. Natalis stramineus Gray. (PI. II, fig. 2, 2 a.) Nulevende ved Lagoa Santa (1 Skind hjembragt); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (1 Underkjæbegren, 1 Overarm). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (7 Overarme). 19. Vespertilio nigricans Wied. (Pl. II. fig. 3.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 4 i Spiritus, 2 Skeletter, 3 Skind); og- saa i Aflejringer fra nyeste Tid (det meste af en Hovedskal). Jordfunden i Lapa da Escri- vania Nr. 5 (8 Overarme). 20. Vesperugo serotinus Schreb. (Pl. MH, fig. 4, 4a.) Kun jordfunden ved Lagoa Santa. Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves den forreste Del af en Hovedskal, uden Underkjæbe; af Tænderne findes m2 og m3 paa begge Sider, og Gruberne efter alle de andre ere endnu tilstede. Fra samme Hule haves ogsaa en hel højre og en hel venstre Overarm, øvre Ende af en højre og af en venstre og nedre Ende af en venstre; desuden haves fra Lapa da Escrivania Nr. 1 en hel venstre og nedre Ende af en højre Overarm og fra en ukjendt Hule nedre Ende af en venstre; ialt 8 Overarme. Det paagjeldende Stykke af Hovedskallen stemmer i Form og Størrelse nøje med den tilsvarende Del af Hovedskallen af Vesperugo serotinus forma typica fra Europa; kun er Ophøjningen langs Næseryggen ubetydelig svagere end hos de fire europæiske Hoved- skaller, der haves til Sammenligning, og Øjehulens Indervæg foroven lidt mindre udstaaende. To Hovedskaller af den nulevende særlige amerikanske Vesperuyo serotinus forma fuscus, den ene fra Cuba, den anden fra «Brasilien», ere derimod noget mindre; indbyrdes ere de noget forskjellige i Snudens Form, men ingen af dem minder særlig om den jordfundne ; hos den fra «Brasilien» er Næseryggen stærkest ophøjet, men Øjehulens Indervæg foroven mindst udstaaende. Den jordfundne staar, i hvert Fald i Størrelse, nærmest ved forma typica, der efter Dobson skal være funden ogsaa i Amerika; Dobson) har set Serotiner fra Mellem-Amerika, der ikke vare til at skjelne fra europæiske. Af de nærstaaende sydamerikanske Arter ere Vesperugo magellanicus, V. montanus, V. macrotus ”) og V. velatus nogenlunde af samme Størrelse som de mindre Serotiner; men i Formen af Hovedskallens Ansigt afvige de fra V. serotinus, især fra forma typica og netop ganske særlig fra den jordfundne; de have mindre kort, mindre bredt og fladt Ansigt; V. velatus afviger desuden i at have et usædvanlig stort Mærke paa Pandens Øje- hulerand efter Udspringet af en af Øremusklerne (de andre af de nævnte sydamerikanske Arter kjendes ikke i denne Henseende, men maa vist ligne V. velatus mere eller mindre ; de have alle stort Øre og stort Trommeben). Vesperugo hilari er meget mindre og tillige i andre Henseender forskjellig, men har dog i Ansigtets Korthed og Brede en ikke ringe 14 (Vesperugo serotinus.) Lighed med forma typica af V. serottnus.… Vesperugo dorianus ") er paa Størrelse med '. hilarit, som den skal staa nær. Vesperugo (.Rhogeéssa) parvulus har ikke g ær= V. hilari, l kal staa nær. V go (RI lus har ikke nogen nær mere Lighed og mangler desuden 73. Atalapha-Arterne, der ogsaa mangle 723, have en væsenlig anden Ansigtsform. Maal af den afbildede Hovedskal fra Lapa da Escrivania Nr. 5 og af andre til Sammenligning: Vesperugo serotinus. VÆ v Eee 3 10 brian: Attika. Lubeck. Lagoa Lagoa Eser. 5. å 2 Bøhmen. Cuba. «Brasilien». Santa. Santa. Øvre Kindtænders Række ...-.….- 67/3mm — 6/4 67/4 6 57/2 5. 5 4/2 Ansigtets: Brede "Over PART Ios 71/3 Ul 7 7 5/4 52/4 53 5 Pandens Brede over Pre. postorbitales 6%/4 7/3 77/3 77/3 6 7/2 6 >" [3 Pandens Brede mellem Tindinggruberne 47/2 42/3 42/3 AT ig i 32/4 32/3 i Ganens Brede mellem begge m3 ....4/3 STE) 43/3 42] 3%" 33/4 37/3 3 De 8 jordfundne Overarme stemme i Form nøje med Overarmen af Vesperugo sérotinus; nogle af dem ere lidt mindre end hos den europæiske Serotin, hvormed de have været sammenlignede, andre lige saa store (Længden 30?/s3rm, 31'/2 og omtrent 33Y2 hos de tre hele jordfundne, 33!/> hos den europæiske), men alle vist større end hos forma Jfuscus,… De kunne skjelnes i Form fra Overarme af forskjellige andre Arter Vesperugo, der have en lignende Størrelse, som V. noctula; i Størrelse overgaa de betydelig Overarme af Vesperugo velatus (26!/2mm) og V. hilari (22), de andre Arter fra Lagoa Santa, om hvem de minde i Form. Overarmen hos Slægten Atalapha minder meget om Vesperugo, og hos Å. cinerea og Å. ega har den omtrent samme Størrelse som hos V. serotinus; men i det mindste hos alle tre Arter fra Lagoa Santa findes der en dyb skarpt begrændset Fossa anconæa paa Bagsiden af Overarmens nedre Ende, hvad ikke findes hos Vesperugo; Tuber- culum minus er lidt mindre fremstaaende end hos Vesperugo, og Overarmens Ledhoved er mindre kugleformet end hos V. serotinus, V. hilarti og V. velatus, mere nyreformet i Omrids, som hos V., noctula. 21. Vesperugo hilarit Geoffr.. (Pl. II, fig. 5.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 2 i Spiritus, 1 Skelet, 5 Skind); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (2 Overarme). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (1 Overarm). w Vesperugo velatus Geoffr.. (PI. 11, fig. 6, 6b.) Nulevende ved Lagoa Santa (bjembragt er 15 i Spiritus, 8 Skeletter, 9 Skind). 15 Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (| Underkjæbegren og i Overarm) og i Lapa da Lagoa do Sumidouro (2 Overarme). Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves desuden nedre Ende af 3 Overarme af en Vesperugo, noget større end hos V., velatus., men mindre end hos V. serotinus. 23. Atalapha noveboracensis Erxl.. (Pl. II, fig. 7.) Nulevende ved Lagoa Santa (1 Skind hjembragt); ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (I næsten hel Overarm og øvre Ende af en anden). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (2 næsten hele Overarme). w Atalapha cincrea Beauv. (PI. II, fig. 8.) Nulevende ved Lagoa Santa (1 Skind hjembragt). 25. Atalapha ega Gerv.. (PI. II, fig. 9.) Nulevende ved Lagoa Santa (2 Skind hjembragte). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (øvre Ende af en Overarm). 26. Molossus vbonariensis Peters. (Pl. HI, fig. 10.) Nulevende ved Lagoa Santa: det meste af en Hovedskal, forreste Del af en anden Hovedskal og en løs Underkjæbegren er fundet i Aflejringer fra nyeste Tid. Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (forreste Del af en Hovedskal). ig De paagjeldende Stykker stemme nøje med Peters” Beskrivelse og Billeder"), Arten afviger fra /. nasutus, som den ligner i Størrelse, ved at have længere Ansigt med svagt nedbuet Pande, ved at have en skarpere Udvæxt ved Øjehulens forreste Rand og ved, at den forreste øvre og den forreste nedre Forkindtand, p 2, og begge nedre Fortænder ere betydelig større. Maal af det afbildede Stykke (1) og af de andre: Nyeste Tid. Eser. 5 lÉ ar 3- k: Længden af Rækken af øvre Hjørnetand og Kindtænder . . 7mm T| 7 Længden af Rækken af nedre Hjørnetand og Kindtænder . .......- 77/3 Ansigtets Brede OveR DÅ noe dte en eee e) fem nen ene RE ne 6 Pandens Brede mellem Øjehulerne. 22... eee Als Al» Pandens Brede mellem Tindinggruberne .........…+…- 32/3 Ganens Brede mellcm begge mm? 2.200 0 eee ee 31/3 Ganens Længde, fra Mellemkjæbens Forrand.......….- 7/3 Underkjæbens Længde,; fra: Ledhovedet. 73 oe se eee er eee 13 16 Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves 3 Overarme af Molosser, der efter Størrelsen vist kunde passe til 4. bonartensis eller M. nasutus; men maaske kunde de ogsaa være af andre Arter. Der har ved Lagoa Santa levet endnu en af de mindre Molossiner; fra en ukjendt Hule haves en Underkjæbegren, uden Tænder; den er noget større end hos M. bonariensis, om hvem den minder i Størrelsen af 2 at dømme efter Gruben; For- lændernes Tal kan ikke sees; Rækken af Hjørnetand og IKindtænder er omtrent 8?/3mm ; foreløbig er Kjæben ubestemmelig. z W ao 27. Molossus abrasus Temm. (PI. II, fig. 11.) Nulevende ved Lagoa Santa (1 Hovedskal hjembragt, nøje stemmende med en Hovedskal udtagen af en Molossus abrasus i Spiritus fra Valencia, Venezuela, og med en anden fra Cotinguiba). I Lund's Haandskrift findes Artens Ydre beskrevet og aftegnet efter to Hanner fra Lagoa Santa. En Overarm fra Aflejringer fra nyeste Tid og to jordfundne Overarme fra Lapa da Escrivania Nr. 5 kunde efter Størrelsen være af 4. abrasus. 28. Molossus perotis Wied. (Pl. II, fig. 12, 12a, 12b.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 7 i Spiritus, 1 Skelet, 7 Skind); findes ogsaa i Aflejringer fra nyeste Tid (2 næsten fuldstændige Hovedskaller). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (forreste Del af en Hovedskal, 23 Underkjæbegrene, mindst lå Overarme og 8 Underarme). De jordfundne Knogler vise kun ringe indbyrdes Størrelseforskjel; en af de største , Underkjæbegrene er 24!/omm lang, en af de mindste 237/3. 29. Molossus nasutus Spix? Kun jordfunden ved Lagoa Santa. Fra Lapa da Escrivania Nr. 5 haves en højre Underkjæbegren sammenhængende med den forreste Del af venstre; af Tænderne findes kun på og de tre Bagkindtænder; men Gruberne af de andre Tænder ere tilstede; det kan sees, at der har været 2 Fortænder paa hver Side, og at den forreste Forkindtand, p 2, har været lille. Kjæben stemmer i Størrelse og Form saa nøje med Peters' Beskrivelse og Billede af Molossus nasutus"?), at Bestemmelsen næsten er sikker. Den afviger fra Kjæber af andre Molosser, der have en lignende Størrelse; den er kortere, og p2 er mindre end hos M. bonariensis; i begge disse Henseender minder den om M. rufus, især om den lille Jorma obscurus (flere Iovedskaller haves til Sammenligning); men fra M. rufus kjendes den let, ved at den har en Fortand mere og ved, at p4 er mindre. Om Underkjæben af M. («Myopterus») brachymeles vides saa godt som intet; men den vilde vel neppe være ganske som hos M. (« Promops») nasulus. Maal af Underkjæben: Længden af Rækken af Hjørnetand og Kindtænder . .. 7mm Kjæbens: Længde, fra Ledbovedet 2. eee 12 Molossus nasutus har Spix fundet levende ved Rio Såo Francisco. 30. Molossus hirtipes Lund.) (Pl. II, fig. 13.) Nulevende ved Lagoa Santa (hjembragt er 3 i Spiritus, 2 Skind, 1 Iovedskal). Jordfunden i Lapa da Escrivania Nr. 5 (nedre Ende af en Overarm). E Museo Lundii. 2, I mm i il at kjende Flagermus-Knogler vejledes man af en lang Række Mærker, der ere lette at opfatte, fordi Flagermusenes Historie kan læses i dem. Flagermusenes Forfædre maa have været Smaapattedyr af Legemsform nærmest som de mest oprindelige Insektædere, uden de nulevende Insektæderes Særpræg, blandt andet uden den stærke tryneagtige Snude, der er ejendommelig for de fleste nulevende Insektædere; det har været lette, klatrende Smaadyr, springende fra Gren til Gren med strakte, spredte Lemmer, næsten svævende, baarne af Luften. Som klatrende springende have de faaet lange, spinkle Arme og Ben. Ved Lemmernes Spredning ere Hudfolderne i Hjørnerne mellem krop og Lemmer, i Albue- og Knæled, mellem Fingre og mellem Tæer, strammede, og ved Stramningen og Luftens Tryk mod dem have de faaet Tilskyndelse til Væxt ""); de ere voxede frem som Flyvehud. Ved Flyvehudens Paavirkning ere Fingre og Tæer blevne lange. Lemmerne og den omgivende Flyvehud ere brugte som Faldskjærm. 79) Naar Lemmerne ere blevne lange, og Flyvehuden er bleven stor, kan Springets Længde forøges ved vilkaarlige Bevægelser i Luften; Evnen opdages og øves; fra Springen og svævende Dalen sker Overgangen til Flugt. Halvt uvilkaarlig udføres den Bevægelse, der fremmer Flugten bedst; Armene slaaes op og ned i Luften; Faldskjærmen bliver til Vinge. Saa længe Lemmer og Flyvehud tilsammen kun tjente som Faldskjærm, vare baade Arm og Haand helt indesluttede i Flyvehud; alle Fingrene vare lange i Sammenligning med, hvad de ere hos sædvanlige Dyr; iIste Finger var kortest og 3dje længst, saaledes som Forholdet pleier at være hos lavere Pattedyr. Naar Forlemmet bruges som Vinge, bøjes Tommelfingeren uvilkaarlig ned mod Haandfladen, og den Finger lægges ind mod den lange 3dje, for at Vingens Forrand kan faa den nødvendige Fasthed; Tommelen bliver mindre og mindre delagtig i at danne Vingen; den Finger deltager vel i Dannelsen af Vingens Forrand, og dens Mellemhaandsben bliver langt; men i Sammenligning med 3dje Finger bliver den kun en Svækling; den Del af Flyvehuden, der fra første Færd strakte sig langs Armens Forrand og omgav Iste og den Finger, indskrænkes, fordi den ikke udspiles og ikke bruges. De Knogler, der især danne Vingens Støttelinie og ere udsatte for det stærkeste Tryk, voxe derefter: Radtus og Knoglerne i 3dje Finger, den af Fingrene, JL) der fra første Færd er den længste og ligger i Retning med Radztus, naar Haanden er strakt; Radrus voxer, mest i Længden, paa Bekostning af Ulna, hvis Midtstykke særlig vantrives 7%); Mellemhaandsbenet og iste og det Led af 3dje Finger faa en overordenlig Længde. åde og dte Finger voxe paa lignende Maade som 3dje, men faa dog ikke den samme Styrke; bte Finger er dog fra første Færd forholdsvis tyk, fordi den bærer særlig meget af Vægten af den brede Flyvehud mellem Arm, Krop og Baglem 7). I Flugten holdes Forlemmet stift strakt; det bevæges næsten kun i Skulderleddet. De Muskler, der komme til at arbejde mest og derfor voxe mest, ere de, der bevæge Overarmen, ganske særlig de, der virke til at slaa Armen ned, Pectoralis og Deltoideus. Men ogsaa nogle af de Muskler, der gaa fra Brystkassen til Skulderbladet og maaske snarest tjene til at holde Skulderbladet fast, blive usædvanlig stærke; især gjelder det Serratus anticus major. Skuldermusklernes Væxt fremkalder Forandringer i Skelettet. Serratus anticus major og Subscapularis voxe op som tykke Kjødmasser mellem Brystkassen og Skulderbladet, som derved kommer i usædvanlig Afstand fra Kibbenene; Mægtigheden af Fectoralis og Deltoideus er ogsaa medvirkende til, at Skulderbladet skydes ud til Siden; stærke Seneblade i Musklerne afsætte skarpe IKamme paa Skulderbladet; Trykket af Pecto- ralis, Deltoideus 0. s. v. giver Nøglebenet Styrke: Trykket af Serratus anticus, Pectoralis 0.S.V. paa Brystkassen forstærker Senebaandene mellem Ribbenene, og Ribbenenes Rande voxe ud i Baandene; Sternocostalia forbene, og de fleste af Brystbenets Led smelte sammen indbyrdes; Senen i Udspringet af Pectoralis frembringer Kam paa Brystbenet; de stærke Sener i Fæstet af Pectoralis, Deltoideus, Supra- & Infraspinatus, Subscapularis og Teres major forøge Størrelsen af Overarmens Tuberculum majus og T. minus og af Crista deltoidea; Senen af Subscapularis med sit Fæste paa den store Tuberculum minus skyder sig ind mellem de to Hoveder af Biceps, løfter Prc. ecoracoideus ud af den oprindelige Stilling og skyder den ind under Nøglebenet; med Spidsen af Fre. coracoideus følger Udspringet af Caput breve bicipitis og af Coracobrachialis. Naar Overarmen løftes, kommer Indersiden af den store Tuberculum majus til at støde mod Skulderbladets Yderside ovenfor Ledskaalen ; ved Gnidningen fremkommer der Ledflader mellem dem. I Forhold til Skuldermusklernes Størrelse og Flyvehudens Udstrækning voxe ogsaa Armens Nerver og med dem den Del af Rygmarven, hvorfra de udspringe; dermed følger Udvidelse af Rygmarvskanalen i Skulder-Egnen. Den hurtige Bevægelse stiller stærkere Krav til Aandedrættet; Lungerne. fyldes med Luft og udvides. Efter Lungernes Størrelse formes Brystkassen. Forlemmets Uddannelse til Vinge gjør det for en stor Del ubrugeligt til dets oprindelige Tjeneste til Gang paa fast Grund. Evnen til uhindret Bevægelse paa Jorden kunde være vedligeholdt paa forskjellige Maader; Baglemmerne kunde saaledes have over- taget Arbejdet alene; men der er ingen særlige Anstrengelser gjort i den Retning; For- ax 5] 20 og Baglemmer hjelpes ad som før; men deres Virkning er tarvelig. Der kan ikke mere trædes påa Haandfladen, kun paa Haandleddets Forrand; af Fingrene kommer kun Tommelen lil at røre ved Jorden; de andre lange tynde Fingre kunne ikke taale at stødes mod Jorden; de holdes i den Stilling, hvori de ere mindst udsatte; påa en meget ejendommelig Maade lægges de tilbage tæt langs Underarmens Yderside, saa at de under Gangen ere helt ude af Tjeneste; som Følge deraf miste de Trædepuder og Negle; Kloleddet vantrives, bliver brusket og afviger mere og mere fra det oprindelige”); ligesom i Flugten holdes de fleste Led strakte; påa Grund af den ringe Bevægelse mellem Leddene blive Led- føjningerne meget simple, Kamme og Furer forsvinde, Ledfladerne blive næsten plane. At de lange Fingre i Flugten spredes vidt og i Hvilen lægges tæt sammen langs Under- armen, medfører, at Bevægeligheden i Haandroden bliver meget stor; Ledføjningerne mellem Underarm og Haandrod, mellem de fleste af Haandrodsknoglerne indbyrdes og med Mellem- haandsbenene blive meget usædvanlige, især usædvanlig løse; ved at Mellemhaanden lægges tilbage langs Underarmen, skydes PFisiforme bort fra sin oprindelige Stilling, ind under Midten af Haåaandroden; Mon. ænterossei, der samle Mellemhaandsbenene, blive stærke. Tommelen alene maa gjøre Fyldest for alle de andre Fingre; den bliver derfor øvet i stor bevægelighed, faar stærke Muskler og beholder meget af sit oprindelige Udseende: Træde- puder, Klo, de sædvanlige Ledføjninger; men den kan næsten kun tjene som en Hage; Tommelens Haandrodsknogle, Multangulum majus, bliver stor og voxer tildels paa Bekostning af Multangulum minus. Den lange Underarm, der i Flugten holdes vidt udstrakt, bøjes i Hvilen tæt ind til Kroppen op mod Overarmen, for at undgaa Stød; Bevægelsen i Albue- leddet er derfor stor, men kun i Retning af Bøjning og Strækning; Drejning øves kun meget lidt; det vilde være i Strid med Bestræbelserne i Flugten for at holde Armen stiv. Leddet mellem Over- og Underarm gaar over til at blive et rent Hængsel-Led med Furer og Kamme, der ikke mere tilsteder Bevægelse til Siderne; Spændingen i Ledbaandene gjør dem stærke; de afsætte dybe Mærker påa Arm-Knoglerne og frembringe Seneknogler: smaa Knogler findes undertiden i Albueleddets Sidebaand, og en forholdsvis stor Knogle ligger ofte i dets Bagvæg over den bageste Ende af Ulna, mere eller mindre i Forbindelse med Senen af 7riceps"%), De Muskler, der virke til Underarmens Drejning, svinde stærkt ind: Brachialis internus, Supinatores, Pronator teres; Pronator quadratus forsvinder. Med Pronator leres indskrænkes Condylus internus humeri. — Bevægeligheden i Skulderleddet er fri; men det bøder ikke meget paa de andre Ulemper for Gangen, især ikke paa dem, der hidrøre fra Armens Længde; holdes Underarmen bøjet inde under Kroppen, kommer Haandleddet med Trædefladen til at ligge uforholdsmæssig langt fremme, Albuen langt tilbage, og strækkes Albueleddet lidt, løftes Forkroppen højt ivejret; fjernes Armen lidt til Siden, kommer Haandleddet langt udenfor Kroppen. Som Følge af Vanskelighederne ved at gaa indskrænkes Gangen til det mindst 21 mulige; den meste Tid påa fast Grund tilbringes med Hvile. I Hvilen holdes Vingerne lfæt foldede til Kroppen, dels for ikke at udsættes for Stød, dels af Hensyn til Varmen. Den sammenfoldede Stilling med slap Flyvehud er derfor Armens almindeligste. Flyvehuden faar derved Tilbøjelighed til at indsnevres; naar Arm og Haand strækkes, spændes den stærkt; naar Strækkemusklerne slappes, trækker den sig igjen sammen. Strækkemusklerne maa overvinde Flyvehudens Modstand og holdes derved stadig stærke; Bøjemusklerne understøttes af Flyvehudens Sammentrækning og vantrives tildels som uvirksomme. //exor digitorum sublimis forsvinder; Flexzor profundus beholder Fæste kun paa enkelte af Fingrene ??) ; med Svagheden i Bøjemusklernes Udspring følger yderligere Indskrænkning af Condylus internus humeri. — En anden Følge af Mangel paa Øvelse i at gaa er den, at Skulder- bladets lodrette Højde bliver mindre, fordi det ikke paa sædvanlig Maade kommer til at møde Trykket fra Overarmen, og Overarmens Tryk opefter kun er svagt ”"). Baglemmerne havde oprindelig et væsenligt Arbejde: at begynde Springet; men efterhaanden som Vingerne uddannes, miste de Betydningen i den Henseende. De inde- sluttes endnu tildels i Flyvehuden, som de medvirkede til at frembringe; men i Flugten tjene de mest kun som Stivere; de holdes i spredt Stilling ud fra Kroppen; der gjøres ingen særlige Anstrengelser for at sprede Flyvehuden mellem Tæerne. Lysten til at have Vingerne frie bringer Flagermusen til i Hvilen at holde sig fast ved Baglemmerne alene, hage sig fast ved Fodens Kløer og iøvrigt lade Tyngden råade; har Flagermusen med Foden haget sig til en lodret Væg eller til Undersiden af et Loft, hænger Kroppen lodret ned; denne Stilling er den sædvanligste i Hvilen, fordi den medfører en stor Fordel: gives Slip med Foden, falder Flagermusen frit i Luften og kan strax bruge Vingerne til Flugt. Under Gangen paa fast Grund føres Baåglemmet, saa vidt gjørligt, som hos andre Pattedyr; men Øvelsen i Gang er kun ringe. Tjenesten med at holde Orden i Haarklædningen, gjøre Jagt paa Utøj 0.s.v., hvori ellers ogsaa Haanden deltager, overtages næsten udelukkende af Foden i Forening med Munden; i denne Tjeneste føres Foden behændig rundt, til Hovedet, Ryggen, over det meste af Kroppen. — Den Brug, der gjøres af Baglemmet, er altsaa temmelig mangfoldig; men til ingen af Bevægelserne bruges særlig Kraft. At Laarbenet i Flugten holdes rettet ud til Siden, en Stilling, der for en stor Del ogsaa beholdes i Hvilen, medfører som blivende Virkning, at Laarbenets Hals ikke bøjes i Vinkel, men kommer til at ligge i Fortsættelse af Laarbenets Axe; Benets Drejning til Siden medfører desuden Tilbøjelighed til Opløsning af Symplwysis pubis. Sidebevægelser i Knæleddet undgaaes i Flugten; Leddet bliver mere og mere stift Hængsel-Led, smalt, med høje Ledknuder, der glide i dybe Skaale. Af Mangel paa Brug svinder Flyvehuden mellem Tæerne, og Tæerne blive korte, tildels ogsaa fordi de kun lidt bruges til Gang. At hele Legemets Vægt i Hvilen bæres af Fodens Kløer, medfører, dels at Kløerne blive stærke og krogede, og at Tæernes Bøjemuskler, baade de lange og de korte, holdes stærke, og 99 fed md dels al hele Baglemmet forvrides: Benet bliver strakt bagud, Knæet drejes udad og tilbage, Tåaspidserne pege tilbage. Denne Stilling af Bagbenet er saa sædvanlig, at Musklerne indøves i at rette sig derefter og derfor kun sjeldnere føre Benet frem i en mindre særegen Stilling. Naar Flagermusen har hængt sig op ved Fodens Kløer, og Kroppen svinger efter Tyngden, vrides MHælleddet let; under Klatring paa ujevn Flade kommer Foden i mange forskjellige Stillinger, 0. s. v.; Ledforbindelsen i Hælen bliver derfor løs ; det er ikke mere et udpræget Hængsel-Led; Ledfladerne paa 7%bza og Astragalus miste Furer og Kamme og blive jevne. Fordi kun faa af Baglemmets Bevægelser udføres med Kraft, blive Musklerne gjennemgaaende svage og Knoglerne spinkle. Nogle af Musklerne vantrives, som Obturator internus, der forsvinder, og Biceps cruris, der ogsaa næsten forsvinder eller dog næsten opsluges af Flyvehudens Hudmuskler, hvormed den træder i Forbindelse; ogsaa Semzmembranosus er ifærd med at forsvinde; Æatensor cruris bliver svag, Patella vantrives og kan forsvinde; o.s.v. Med Musklerne indskrænkes deres Fæster: Trochanter major svinder ind, saa at den neppe bliver større end Trochanter minor; Crista glutæa forsvinder, ligeledes næsten alle Kamme paa 7%6ca. Underbenets svageste Knogle, Fibula, bliver ganske tynd; dens øvre Ende er ofte kun tilstede som Baand; dens nedre Ende mister Forbindelsen med Astragalus. At Løb og Spring ophøre, har særlig til Følge, at Gastrocnemius bliver meget svag, at Soleus forsvinder, at Hæludvæxten paa Caleaneus, deres Fæste, bliver svag og mere retter sig efter hvad andet, der træder i Forhold til den: Sporebrusken, en Fortykkelse i Flyvehudens Rand, der fæstes til den og giver den en udbredt Spids, og Fodens korte Bøjemuskler, der trække dens Spids nedad mod Fodsaalen. De andre Muskler, der ellers almindelig øves hos Dyr, der løbe og springe, Ryggens Strækkemuskler, blive ogsaa svage, deres Virkninger paa Hvirvlerne og Bækkenet ligeledes. Torntappene blive ganske lave eller forsvinde tildels; Spændingen i Ligamentum interspinale, der ellers fremkalder Torntappenes Heldning i modsat Retning, ophører, dermed ogsaa dens Virkning; Tværtappe, Pre. mamillares og Prc. accessorii svinde ind til intet eller næsten intet, samtidig med at Qvadratus lumborum 0.s.V., 0.5. v. blive svage; Ryghvirvlerne i det hele tabe i Styrke, og Rygraden bliver kort; selve Hvirveltallet indskrænkes lidt?””); Hoftebenet bliver svagt. — Evnen til at bøje sig sammen har Flager- musen beholdt; Rygraden kan bøjes temmelig stærkt; den Muskel, der ligger heldigst til al udføre denne Bevægelse og derfor særlig bruges, er Psoas minor, der bliver forholdsvis stærk og med sit Senefæste frembringer en lang Udvæxt, Pre. zlæopectineus, paa Forranden af Skambenet. Hos de fleste Pattedyr kunne Hænder og Mund hjelpes til at gribe Føden; Flager- musene, hvis Forfædre snarest have sprunget og flagret efter Insekter, vænne sig til al gribe Insekterne i Flugten, og Munden alene maa overtage Arbejdet; Hovedet rettes fremad i Retning med Halsen; med Læber og Kjæber i Forening gribes Føden. Musklerne indøves i at holde Hovedet i den fremadrettede Stilling, en Stilling, der tilsidst beholdes ogsaa i Hvilen. Læberne blive tykke, kjødfulde og bevægelige; Musklerne ere de sædvanlige, men stærke, og i deres Virkning understøttes de af dem, der bevæge Snuden; Occipitifrontalis S& Procerus nast foruden Levator labii superioris alægve nasi virke ikke alene til at bevæge Næsen, men ogsaa til at løfte Overlæben, der er fæstet til Næsebrusken ved fast Bindevæv. Occipitifrontalis udformes særlig, og dens Styrke har Følger paa forskjellig Maade; den kan frembringe Hudfolder ovenfor Næseaabningen, der kunne forme sig meget ejendomme- lig”%), eller rive Mellemkjæbebenene samlede løs fra Forbindelsen med Overkjæbebenene, eller oprive Forbindelsen mellem de to Mellemkjæbeben indbyrdes, eller bøje hele Hoved- skallen, bøje Snude-Delen op mod Panden, eller paa én Gang baade det ene og det andet; Hovedskallens Næseaabning udringes. De Tyggemuskler, der øves mest, ere 7emporalis og Plterygoidei; Masseter faar ingen Lejlighed til Væxt, fordi Munden maa spærres vidt op; den vantrives tildels og med den Kindbuen og Underkjæbens Pre. angularis, dens Udspring og Fæste. 7emporalis voxer op som en tyk Pude over Hjernekassen; dens Størrelse hindrer væsenlig Øjet i at trives; dens Fæste, Prc. coronoideus, bliver stærkere; det er vist ogsaa 7emporalis, der giver Nakkekammens nederste forreste Hjørne Tilskyndelse til Væxt og fremkalder en pladeformet Udvidelse af Nakkebenet, der dækker over Ydersiden af Fars mastoidea. Pterygowidei voxe med deres Udspring op langs Ydersiden af Pre. pterygotdeus, langs Ydersiden af Næsegangens Væg, inderst i Øjehulens Bund; de skaffe sig Plads dels ved at øpløse Siderne af Kilebenskroppene, dels ved at løfte, hvad der ligger over dem: de fleste af de Nerver og Aarer, der komme ud fra Fæssura orbitalis og Foramen ovale, den og 3dje Gren af Trigeminus 0.s.v.; Nerverne 0.s.v. trykkes op mod Mjernekassens Bund, der viger tilbage og tildels opløses: den forreste Del af Ala magna hvælves op mod Hjernen, og dens forreste Rand bliver Hinde; med Ala parva sker noget lignende; den bliver mere og mere hindet. Baandene i Underkjæbe-Leddet blive stærke som Følge af det stærke Slid, der gaar paa dem; de fremkalde Tykkelse i de Knogler, der bære Ledskaalen; dels paa Grund deraf, dels fordi A/a magna fortil er iøftet ivejret, faar Ledskaalen en ejendommelig fremskudt Stilling. Vanskeligheden ved at opspore og fange Insekterne i Flugten nøder til at øve Sandserne. Øjet kan ikke trives godt paa Grund af Trykket fra 7emporalis og Fterygoider; Næsen hæmmes noget af Læberne”"); men Hudfølelsen og Hørelsen trives uhindret. Ørets Muskler blive stærke og mangfoldige og bringe Ørebrusken i det hele til at voxe; dér, hvor Afandibuli-auricularis fæster sig, voxer 7ragus frem. Ogsaa det indre Øre voxer: Cochlea svulmer op og sammenpresser Nakkebenets Grund. Efter den store Mængde Egenskaber, der ere Udtryk for svagere eller stærkere og forskjelligartet Tillempning til Flugt, er Flagermusenes indbyrdes Slægtskab snarest følgende : ??) i mr En IE) ?den Finger ikke særlig lagt ind mod 3dje; Kloleddet paa den Finger findes. Overarmens Crista deltoidea svag; Tuberculum majus og T. minus svage; ingen Ledforbindelse mellem Indersiden af T, majus og Scapula. Hjernekassens Bund ikke løftet ivejret af Mm. pterygoidei; Underkjæbens Ledskaal paa Sgvama ikke fremstaaende. Hovedskallens Ansigt ikke væsenlig omformet af Næse- og Læbemuskler. Ingen 7ragus; Ørets Cochlea kun lille, sammentrykker ikke Baszoccipitale. Pteropodidæ. Pteropodes: Cynonyceteris, Pteropus, Pteralopex, Epomophorus, Cephalotes, Cynopterus, Harpyia. Macroglossi: Notopteris, Megaloglossus, Macroglossus, Melonycteris, Nesonycteris, Eonycteris. HE) ?den Finger lagt ind mod 3dje; Kloleddet paa den Finger mangler. Overarmens Crista deltoidea stærk; Tuberculwm majus og T. minus stærke; Ledforbindelse mellem Indersiden af 7. majus og Scapula. Hjernekassens Bund løftet ivejret af Mm. pterygoidei; Underkjæbens Ledskaal paa Sqvama fremstaaende. Hovedskallens Ansigt omformet af Næse- og Læbemuskler. Tragus findes (eller har været tilstede); Ørets Cochlea stor, sammentrykker Basioccipitale. A) M. occipitifrontalis fæster sig i Ansigtets Hud. f) Overarmens Condylus internus stærk. aa) 3dje Led af 3dje Finger kort. Rhinolophidæ. Megadermatini. Nycterides: Nycteris. Megadermata: Megaderma. Rhinolophini. Plwyllorhinæ: Phyllorhina, Anthops, ØRhinonycteris, Triænops, Coelops. Rlanolophi: Rhinolophus. D) 3dje Led af 3dje Finger langt. Phyllostomatidæ. Phyllostomatini. Plwyllostomata: Macrotus, Lonchorhina, Macrophyllum, Schizostoma, Trachyops, Phyllo- derma , Lophostoma , Vampyrus, Phyllostoma, Tylostoma, Mimon, Carollia, Rhinophylla. Glossophagæ: Glossophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa, Lonchoglossa, Glossonycteris, Choeronycteris. Stenodermata: Vampyrops, Sturnira, Chiroderma, Artobius, Stenoderma, Centurio, Pygoderma. Desmodontes: Brachyphylla, Diphylla, Desmodus Mormopint: Chilonycteris, Mormops, Noctilio. Z) Overarmens Condylus internus svag. Emballonuridæ. Rhinopomatini: Rhinopoma. Emballonurini. Emballonwræ: Mosia, Emballonura, Coléura, Saccopteryx, Rhynchonycteris. Taphozoi: Vespertiliavus, Diclidurus, Taphozous. B) M. occipitifrontalis fæster sig med en enkelt Midt-Sene paa Næsebrusken. Vespertilionidæ. Natalini: Natalis, Thyroptera, Furia, Amorphochilus. Vespertilionini: Vespertilio, Plecotus, Minyopterus, Lasionycteris, Vesperugo, Harpyio- cephalus, Synotus, Chalinolobus, Scotophilus, Otonycteris, Nyectophilus, Atalapha, Antrozous. Molossint: Mystacina, Nyctinomus, Chiromeles, Molossus. I Form af Stamtræ ?&): Vespertilionidæ. Emballonuridæ. Plwyllostomatidæ. | ; Rhinolophidæ. Pteropodidæ. Pteropodidæ. Hos Pteropodiderne har Flyve-Evnen medført færre Afvigelser fra det oprindelige end hos andre Flagermus; Vingerne selv afvige lidt mindre fra sædvanlige Arme, og deres Indflydelse påa det øvrige Legeme er mindre. Lavere end alle andre kjendte Flagermus staa Pteropodiderne i følgende: Flyvehuden omkring Tommelen og den Finger, langs Vingens Forrand, er bred; 2den Finger er ikke særlig lagt ind mod 3dje og har beholdt Kloleddet, selv om Kloen undertiden mangler, og dens Mellemhaandsben er forholdsvis kort. Overarmens Crista deltoidea er kun svag; Tuberculum majus og T'. minus ere smaa; der er ingen Ledforbindelse mellem Tuberculum majus og Skulderbladets Yderside over Ledskaalen. Hovedskallens Ansigt er næsten upaavirket af Næse- og Læbemuskler og minder derfor stærkt om sædvanlige Pattedyr. Mm. pterygoidei have ingen Forandringer fremkaldt ; Hjernekassens Bund har sin oprindelige Skikkelse, Underkjæbens Ledskaal har sin oprinde- lige Form. Det ydre Øre er forholdsvis lille og simpelt; 7ragus er ikke uddannet. Heller ikke det indre Øre er særlig uddannet: Sneglen er forholdsvis lille; derfor have ogsaa Nakkebenets Grunddel og bageste Kilebens Krop deres oprindelige Brede. At Pteropodiderne ere de oprindeligste blandt kjendte Flagermus, kan sees ikke alene i, at de i flere Henseender staa lavere end alle andre, men ogsaa i, at de i deres fleste Egenskaber ikke staa højere end de laveste blandt de andre. I følgende Egenskaber staa de, i hvert Fald de fleste af dem, kun paa Højde med de laveste blandt de højere- staaende Flagermus, eller maaske tildels lidt lavere: Tommelfingeren er lang, 3dje Finger forholdsvis svag, dte Finger derimod stærk, og Mellemhaandsbenene af 3dje, åde og 5te Finger ere korte; Ledforbindelserne mellem Fingerleddene indbyrdes og med Mellemhaands- benene have beholdt forholdsvis meget af deres sædvanlige Form, Ledruller 0. s. v.; Kloleddet af 3dje, 4de og dte Finger er kun tilstede som en meget lille Bruskspids eller mangler 78); Multangulum minus er anseligt og ikke dækket af Multangulum majus og Capitatum. Ulna er forholdsvis stærk; først nær ved Haandleddet gaar dens Midtstykke over i Baand. Overarmens nedre Ende har en bred Ledflade mod Underarmen; Ledrullerne have en meget sædvanlig afrundet Form; Condylus internus er stor, især som Følge af, at Pronator teres er forholdsvis stærk; Baandene mellem Over- og Underarm frembringe kun en svag For- E Museo Lundii. 2. I. 4 26 (Pteropodidæ.) dybning i Condylus eæternus og paa Indersiden af øvre Ende af Radius, slet ingen i Condylus internus. Pre. coracoideus har den oprindelige Retning og kun enkelt Spids. De forreste Ryghvirvler ere forholdsvis smalle. Kroppen kan være forholdsvis lang, Ryg- hvirvlernes Tal stort. Ribbenene ere ikke særlig brede. Lendehvirvlernes Kroppe og Buer ere forholdsvis oprindelige; Kroppene ere ikke stærkt sammentrykte; Torntappene kunne være temmelig høje og Tværtappene paa de bageste Hvirvler anselige; Pre. accessori kunne findes paa de forreste. Hoftebenet har en meget sædvanlig simpel Form; Pre. iliopectineus er forholdsvis lav. Laarbenets Ledhoved har ikke skarpt afsat Hals, er ikke helt afsat fra Trochanter major; Laarbenets nedre Ende er bred, begge Condylt brede og vidt skilte bagtil. Øvre Ende af 7zbra har flade brede Ledskaale for Laarbenets Condyli. Nedre Ende af Fibula har en anselig Ledflade mod Calcaneus. Astragalus og Calcaneus have beholdt forholdsvis ikke lidt af deres oprindelige Form; Astragalus er tyk knoldformet, ikke flad; ogsaa Calcaneus har en temmelig knoldformet Krop, og Hæludvæxten er uden særlig udbredt Spids; Sporebrusken er kun lille. Hovedet holdes i Hvilen bøjet ned mod Halsen. I Næsebenets Længde, i Sibenets temmelig sædvanlige Udvikling og i Næsehulens Form og anselige Størrelse staa Pteropodiderne lavere end alle andre Flagermus; i Ansigtets øvrige Bygning staa de væsenlig lige saa lavt som de laveste af de andre; Mellemkjæbeben, Overkjæbeben og Pande have ganske sædvanlig Form. Øiet er stort. Ære. coronoideus har en temmelig oprindelig Form. Kindbuen er vel noget svag, men har dog den Form, der er den almindelige hos lavtstaaende Pattedyr, fortil buet nedad, bagtil opad. Undersiden af bageste Kilebens Krop er ikke udhulet af Udvidelser af Næsegangen. Pars mastoidea er ikke dækket af nogen Udvæxt fra Nakkebenet; 0.8. V., 0.5. V. De nulevende Pleropodider ere kun en lille, særlig tillempet Afdeling af Familien, en lille Kreds af indbyrdes meget nærstaaende Slægter. De have tillempet sig til at leve væsenlig af Frugter i Stedet for af Insekter; dog æde de kun Frugter, som det ikke kræver videre Anstrengelse at tygge. Deres Kindtænder ere omformede derefter paa en ejen- dommelig Maade, noget vanslægtede. Hos de insektædende Flagermus have de bredformede Kindtænder, baade øvre og nedre, samme Form som hos de laveste Pungdyr og Insekt- ædere?”); de øvre have sex eller syv Spidser: tre yderste, to indre og en enkelt eller dobbelt indre Hæl; de nedre have fem Spidser: tre indre og to ydre. Hos de nulevende Pteropodider er der sket følgende Forandring paa de bredformede øvre Kindtænder: de tre yderste Spidser ere helt forsvundne ; af de to indre er den bageste stærkt indskrænket og smeltet sammen med den forreste til en Længdekam; Hælens to Spidser ere ogsaa væsenlig smeltede sammen til en Længdekam. Ganske tilsvarende Forandring er gaaet for sig med de nedre bredformede Kindtænder: de to ydre Spidser ere smeltede sammen til en Længdekam, de tre indre ligeledes. Ogsaa i enkelte Ejendommeligheder, der ikke staa i noget nærmere Forhold til Føden, ere de nulevende Pteropodider mindre oprindelige D9 1 end mange andre Flagermus. 21 mangler, ligeledes m 378). Ganen naar temmelig langt tilbage. Fre. supraorbitalis findes. Halen og Haleflyvehuden ere vantrevne, og mogle af de inderste Halehvirvler ere sammenvoxede indbyrdes og med Sædebenene. Hos nogle, der have den Vane i Hvilen at bøje Hovedet stærkt ned mod Brystet, ere Halshvirvlerne forholdsvis lange, og Hovedets Axe er bøjet, Ansigtet bøjet nedad, hvad vist maa være fremkommet ved særlig stærkt Træk af de overfladiske Halsmuskler. — Vil man danne sig et Billede af en oprindelig Pteropodide, maa man tænke sig et Dyr, der i alt væsenligt har lignet Cynonycteris eller Pleropus, men har haft tre Fortænder i hver Underkjæbegren, ikke alene sex nedre, men ogsaa sex øvre Kindtænder, og de bredformede Kindtænder af Form som hos de fleste insektædende Flagermus; Pre. supraorbitalis manglede, Ganen var kortere, Hovedets Axe lige, Halen var lang og indesluttet i Flyvehud. Iblandt de nulevende Pteropodider staa Pteropodes lavere end Macroglossi; de have Tunge af væsenlig sædvanlig Form og veludviklede Tænder. Ios Macroglosst er Tungen bleven lang, indrettet til at slikke saftige Frugter, og Tænderne vantrives. Blandt Fteropodes ere Slægterne Cynonycteris og Pteropus de oprindeligste; fra dem, eller fra Former, der have lignet dem, ere de andre Slægter udsprungne. Pteralopex slutter sig nær til Pleropus; paa de største af Kindtænderne og paa de øvre Hjørnetænder har den faaet Tilvæxt af Spidser””), Epomophorus, der har vænnet sig særlig til at æde bløde Frugter, som Figen??), har faaet usædvanlig store Læber og har mistet p2, m2 og m 3. Cephalotes har faaet usædvanlig store Vinger; den Finger har mistet Kloen; Mellem- kjæbebenene vantrives noget og miste Forbindelsen indbyrdes; 22 forsvinder. Hos Cynopterus og Harpyia er Ansigtet blevet noget kortere end hos de andre; m 2 og m3 ere forsvundne. Cynopterus slutter sig ellers nær til de laveste Preropodes; Harpyia har fjernet sig mere fra det oprindelige; den har faaet stærkt fremstaåaende Næsebrusk, stærke, fast sammen- voxede Mellemkjæbeben, rimeligvis paavirkede af Næsemuskler, og den har mistet 22, baade øvre og nedre, der ere fortrængte af stærke Hjørnetænder. Ogsaa Macroglosst ere udsprungne fra de oprindeligste FPieropodes. Slægterne Notopteris, Megaloglossus”"), Macroglossus, Melonycteris, Nesonycteris og Eonycteris”?”) stemme i det væsenlige overens; de ere mindre eller mere uddannede i samme Retning. I at have en forholdsvis lang Hale er Wotopteris mere oprindelig end nogen anden nu- levende Pteropodide. Pteropodidæ ). I) Tungen af sædvanlig Form; Tænderne veludviklede. Pieropodes. 1) Ansigtet langt. a) Mellemkjæbebenene støde sammen. Klo paa den Finger a) p2, m2 og m 3 findes. Cynonycteris, Pteropus, Pleralopex. (Pteropodidæ.) Å) p2?, m2 og m 3 mangle. Epomophorus. b) Mellemkjæbebenene støde ikke helt sammen. 2den Finger mangler Klo. Cephalotes. 2) Ansigtet kort. a) Mellemkjæben som sædvanlig. Cynopterus. b) Mellemkjæben usædvanlig stærk. Harpyia. II) Tungen lang; Tænderne vantrevne. Muacroglosst. Notopteris, Megaloglossus, Macroglossus, Melonycteris, Nesonycteris, Eonycteris. Rhinolophidæ. Fra oprindelige Pteropodider nedstamme Rhinolophiderune. Blandt højerestaaende Flagermus ere Rhinolophiderne de, der i de væsenligste Henseender minde mest om Pteropodider; men allerede de laveste Rhinolophider ere gaaede videre end Pteropodiderne i følgende: Flyvehuden omkring Tommel og den Finger er smallere; Zden Finger er lagt læltere ind mod 3dje, har helt mistet Kloleddet og har faaet længere Mellemhaandsben. Overarmens Crista deltoidea er stærkere; Tuberculum majus og T. minus ere større, og Indersiden af 7. majus glider i en Ledskaal paa Ydersiden af Skulderbladet ovenfor Led- skaalen for Overarmen. Hovedskallens Ansigt er tydelig paavirket af Næse- og Læbemuskler; paa Grund, af Næsebruskens Bevægelighed er Næsebenets forreste Rand trængt tilbage. Mm. pterygoidet have løftet en Del af det forreste af Hjernekassens Bund, den forreste Del af Ala magna 0.s.v.; Underkjæbens Ledskaal har faaet en særegen fremskudt Stilling. Det ydre Øre er større og mere udformet; 7ragus findes eller har været tilstede; Sneglen er stor og indsnevrer Nakkebenets Grunddel. Enhver af de kjendte ØRhinolophider er i en eller anden Henseende ejendommelig udviklet; de nulevende Slægter kunne kun være en lille Levning af, hvad der har hørt til Familien. For dem alle gjelder det, at Næsen er særlig omformet. Iovedskallens Næse- aabning er usædvanlig udringet; dens øverste Rand er rykket langt tilbage, ligeledes dens Siderand: Mellemkjæbebenets Ansigtsdel er forsvunden; Mellemkjæbens Ganedel er i det højeste tilstede som en tynd Benplade, der er fast forenet med Næsebrusken og bevægelig med den; Næselabyrinthen er stærkt indskrænket; der findes anselige, men forskjelligartede, Hudfolder om de ydre Næsebor. I 2den Finger er kun det inderste Led tilbage. Af øvre Forkindtænder findes i det højeste to. Hos nogle ere Øjnene endnu anselige, men hos de fleste ere de blevne meget smaa; 0.s.v., 0.5. v. Lavest staa væsenlig Megadermatini; hos dem er Tragus endnu tilstede; Næsehulen er ikke opsvulmet; øvre ydre Væg af Canalis infraorbitalis er bred, som sædvanlig hos lavtstaaende Pattedyr; Furerne paa Overarmens nedre Ledflade ere svage og jevnt afglattede. 29 Hos Rhinolophini er Tragus næsten eller helt forsvunden, idet en Flig af Helix er voxet op foran den og har hindret den i at trives, ligesom hos Molossiner; Næsehulen er opsvulmet, dens øvre Væg poset ivejret; øvre ydre Væg af Canalis infraorbitalis er bleven ganske smal; en af Ledfurerne paa Overarmens nedre Ende er bleven temmelig skarpt udskaaren. I Formen af Hudbladene paa Næsen have Megadermatiner og Rhinolo- phiner neppe noget fælles; de nedstamme vist indbyrdes uafhængig fra Flagermus uden Næseblade. Af Megadermatinernes to Slægter, Nycteris og Megaderma, er Nycteris væsenlig den oprindeligste; den har endnu anseligt Mellemkjæbeben, skjønt kun Ganedelen er tilbage; to øvre og tre nedre Fortænder findes påa hver Side; Tommelfingeren er for- holdsvis lang og den omgivende Flyvehud bred; Halen er lang. Hos Megaderma er Mellemkjæbebenet helt opløst; øvre Fortænder mangle; en af de nedre Fortænder er for- svunden; Tommelfingeren er temmelig kort og den omgivende Flyvehud smal; Halen er bleven kort. I Næsebladenes Form ere de to Slægter grundforskjellige. Blandt Rhinolophinerne er det Afdelingen Phyllorhinæ, med de indbyrdes nær- staaende Slægter Phyllorhina”"y, Anthops??), Rhinonycteris, Triænops, Coelops, der i de fleste Henseender staar lavest; deres Næsehule er kun lidt opsvulmet; Ørets Cochlea er ikke særlig stor, Baszoccipitale derfor forholdsvis bredt; Hælen paa de øvre bredformede Kindtænder er forholdsvis lille. Hos Rhinolophi, med eneste Slægt Rhinolophus, er Næse- hulens Loft paafaldendende udposet; Ørets Cochlea er uhyre og har indsnevret Basi- occipilale stærkt; Hælen paa de øvre Kindtænder er stor. I noget staa dog de kjendte Phyllorhinæ højere en Rhinolophi; i Zden til Ste Taa ere Iste og Zdet Led sammensmeltede og Baandet fra Spidsen af Prc. tltopectineus til Hoftebenets forreste Ende er forbenet. Rhinolophidæ "). I) Tragus findes. Næsehulen ikke opsvulmet. Øvre ydre Væg af Canalis ænfraorbitalis bred. Megadermatint. A) Mellemkjæbebenet tilstede; 2 øvre, 3 nedre Fortænder paa hver Side. Tommelfingeren lang. Halen lang. Nycterides: Nycteris. B) Mellemkjæbebenet opløst; ingen øvre, 2 nedre Fortænder. Tommelfingeren forholdsvis kort. Halen kort. Meyadermata: Megaderma. IT) Tragus forsvunden. Næsehulen opsvulmet. Øvre ydre Væg af Canalis infraorbitalis smal. Rhinolophint. A) Næsehulen kun lidt opsvulmet. Cochlea ikke særlig stor; Basioccipitale forholdsvis bredt. Hælen paa øvre bredformede Kindtænder lille. Phyllorhinæ: Phyllorhina, Anthops, Rhinonycteris, Triænops, Coelops. B) Næsehulen stærkt opsvulmet Cochlea uhyre; Basioccipitale smalt. Hælen paa øvre bredformede Kindtænder stor. Rhinolopli: Rhinolophus. Phyllostomatidæ. Fra de oprindeligste KRhinolophider er i forskjellige Ret- ninger udgaaet Phyllostomatider, Emballonurider og Vespertilionider. Phyllostomatiderne slutte sig nær til Rhinolophiderne; deres væsenligste Afvigelse er, at Bruskspidsen paa 3dje Finger er bleven lang og forbener"”). Ogsaa i at have mistet den nedre forreste Fortand staa alle kjendte Phyllostomatider højere end de oprindeligste Khinolophider; ligeledes i kun at have ét Led i den Finger. løvrigt staa de laveste Phyllostomatider omtrent påa samme oprindelige Trin som de laveste Rhinolophider; i nogle Henseender, som i Næsehulens og Mellemkjæbens sædvanlige Form, staa de lavere end de kjendte Øhinolophider. Phyllostomatidernes kjendte Former ere mange, men indbyrdes meget nærstaaende. Den laveste af de to Hovedafdelinger er Phyllostomatini; i Sammenligning med dem have Mormopini i Overarmens Form fjernet sig mere fra det oprindelige, idet deres Condylus internus er bleven mindre, og de have desuden faaet en usædvanlig lang Spore. I at mangle egenlige Næseblade staa Mormopinerne derimod lavere end de kjendte Phyllo- stomatiner. I Afdelingen Phyllostomata blandt Plyllostomatini findes de laveste Slægter, Macrotus, Lonchorhina og Macrophyllum, der endnu have lang Hale og oftest sex nedre Kindtænder, idet p3 findes, stor hos Macrotus, lille hos Lonchorhina; kun hos Måcrophyllum mangler den; de ere ikke særlig uddannede i nogen enkelt Retning. Nær til dem slutte sig korthalede Former, hos hvem ogsaa nedre p 3 findes, som veludviklet eller som vantreven, Slægterne Schizostoma, Trachyops, Phylloderma, Lophostoma, Vampyrus. Nær til dem igjen slutte sig korthalede Former, der mangle p 3, Slægterne Phyllostoma, Tylostoma, Mimon. Højest blandt Plyllostomata staa Carollia og Rhinophylla, hos hvem Kindtænderne vantrives, og Kindbuen forsvinder, og //m. pterygoidert skjære sig ind bagfra mellem Over- kjæbebenets Krop og Ganen. Lidt højere end Plwyllostomata staa Glossophagæ, der have faaet Tunge, Ansigt og Tænder omformede paa lignende Maade som hos Macroglossi blandt Pteropodiderne ; Tungen er lang, og Hornpapillerne paa dens Spids ere usædvanlig lange; Ansigtet er ogsaa forlænget; Tænderne vantrives; Kindbuen bliver meget spinkel eller forsvinder. Slægternes Række, Gløssophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa, Lonchoglossa, Glosso- nycteris, Choeronycteris, betegner i det væsenlige forskjellige Trin i Uddannelse i samme Retning. Noget mere forskjellige fra Phyllostomata ere Stenodermata. De skulle for en Del leve af Frugter. Deres Tandsæt er omformet paa en ejendommelig Maade. De bageste Kindtænder vantrives. Paa Kronerne af de øvre bredformede Kindtænder ere de tre oprindelige yderste Spidser forsvundne; de to indre Spidser ere mere eller mindre smeltede sammen til en langsgaaende skarp Kam. Paa de nedre bredformede Kindtænder forsvinder 558 del 31 den forreste af de tre indre Spidser, og Kronerne faa et lignende Præg som paa de øvre. Ansigtet bliver kort. — Vampyrops og Sturnira ere oprindeligere end de andre Stenodermer i Henseende til Kindtænderne: m3 findes oftest, skjønt den er lille; m2 er anselig, omtrent påa Størrelse med m1; de øvre Kindtænders Hæl er ikke særlig udvidet. Ansigtet er vel kort i Sammenligning med Forholdet hos Plyllostomata, men dog ikke paafaldende kort, og Hovedskallens Næseaabning har den sædvanlige Form. — Hos Chiroderma for- svinder m3; m2 er bleven usædvanlig stor; de forreste Kindtænder ere derimod noget svage; Hovedskallens Næseaabning er stærkt udvidet tilbage. — Ærtobius, Stenoderma, Centurio og Pygoderma afvige fra Vampyrops og Sturnira i anden Retning: m 3 vantrives helt og forsvinder, m 2 bliver ogsaa mindre og vantrives, m 1 bliver derimod stor og faar i Overkjæben en usædvanlig bred Hæl; Ansigtet bliver stærkt forkortet. Hos Pygoderma svulmer Næsehulen op, og Næsegangen udvides mellem Pre. pterygoider. Desmodonies, Slægterne Brachyphylla, Diphylla og Desmodus afvige fra Pluyllo- stomata især i, at den øvre forreste Fortand og øvre Hjørnetand blive store og formes næsten som Knivblade. Brachyphylla er i det hele kun lidt forskjellig fra Phyllostomata. Hos de blodsugende Slægter, Diphylla og Desmodus, ere de øvre For- og Hjørnetænder meget stærkt udviklede paa de andre Tænders Bekostning. Hos Desmodus mangle de to bageste Kindtænder, øvre z 2 er forsvunden, Forkindtænder, nedre Hjørnetand og nedre Fortænder ere vantrevne; Spidserne af de øvre Fortænder slutte ned i en dyb Grube i Underkjæbens Inderside bag de nedre Fortænder. iphylla er lidt mere oprindelig; den har en øvre og en nedre Bagkindtand mere. Desmodus (Brachyphylla og Diphylla kjendes ikke i den Henseende) har desuden faaet en Egenhed i Lemmeknoglerne; de Seneskeder, der omslutte Musklerne, have fremkaldt Kamme langs mange af Lemmeknoglerne, saa at Musklerne for en stor Del komme til at ligge i Furer; paa Overarmens Forside er der en svag Fure; stærkere Kamme og Furer findes langs Forsiden af Underarmen og af Laar- benet; baade fra 7%b6æa og fra Fibula udgaa Kamme, der omslutte Musklerne langs Under- benet (= , baade paa For- og Bagsiden, og en betydelig Del af Ligamentum interosseum er forbenet; Fibula faar derved Udseende af at være usædvanlig veludviklet %). Mormopinerne, Slægterne Chilonycteris, Mormops og Noctilio, staa vel i enkelte Henseender, i Indskrænkningen af Condylus internus humeri og i Sporens Længde, højere end alle Phyllostomatiner; men Mangelen af egenligt Næseblad tyder paa, at deres Op- rindelse ligger langt tilbage blandt de laveste Phyllostomatider. I det hele slutte de sig ellers nærmest til de oprindeligste Phyllostomata; ingen af de kjendte Slægter har dog lang Hale, naaende ud til Flyvehudens Rand; Halen er kort; men Haleflyvehuden er stor og styres vistnok mest ved Hjelp af Sporerne; i Hvilen er Haleflyvehuden stærkt sammen- foldet, Sporen lagt tilbage langs Underbenet. Hos Chilonycteris og Mormops findes endnu & Ansigtet er ikke særlig kort; Foramen incisivum findes; Udspring-Stedet Ka OS DIE (Plvyllostomatidæ.) for Digaster er ikke særlig udbredt; Overarmens Ledhoved er omtrent påa sædvanlig Maade afrundet, skjønt lidt sammentrykt; den lange Bruskspids paa 3dje Finger er som sædvanlig hos Phyllostomatiderne forbenet; Underben og Fod stemme med det sædvanlige; den lange Sporebrusk er trind som sædvanlig. Hos Woctilio mangle 13 og p3; Ansigtet er blevet kortere; Foramen incisivum er lukket; MDigaster's Udspring er stærkt udbredt; Overarmens Ledhoved er sammentrykt; den lange Bruskspids paa 3dje Finger er ikke forbenet; Sporebrusken, der ligesom hos Chzlonycteris og Mormops vist for en væsenlig Del tjener til at sammenfolde Haleflyvehuden, idet den lægges op mod Underbenet, er bleven overordenlig stor og sammentrykt, vist trykket mod Underbenet; 7%bæa er lang og stærkt sammentrykt, som om Sporen havde trykket den; Taaleddene ere blevne usædvanlig lange, Kloleddene store, og fra Siderandene af I1ste Led i hver Taa er der voxet Kamme ud i Skeden om Tæernes Bøjemuskler. Woctrlio skal leve af Fiske ?8); det ser ud, som om dens Baglemmer vare særlig indrettede til at fange dem; Fødderne minde næsten om Fiskeørnen. Phyllostomatidæ "). I) Condylus internus humeri anselig. Sporebrusken forholdsvis lille. Phyllostomatini. AÅ) Øvre Hjørnetand og forreste Fortand af mere sædvanlig Form. a) Ansigtet ikke forkortet 1) Tungen ikke lang. Plwyllostomata. a) Kindtænderne veludviklede. Kindbuen fuldstændig. a) Halen lang. Macrotus, Lonchorhina, Macrophyllum. b) Halen kort. 1) p3 findes. Schizostoma, Trachyops, Phylloderma, Lophostoma, Vampyrus. 2) p 3 mangler Phyllostoma, Tylostoma, Mimon. É) Kindtænderne noget vantrevne. Kindbuen ufuldstændig. Carollia, Rhinophylla. 2) Tungen lang. Glossophagæ: Glossophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa, Loncho glossa, Glossonvyceteris, Choeronyeteris. b) Ansigtet forkortes. Stenodermata. 2) Ansigtet forholdsvis langt. Vampyrops, Sturnira, Chiroderma. Æ) Ansigtet forholdsvis kort Artobius, Stenoderma, Genturio, Pygoderma B) Øvre Hjørnetand og forreste Fortand store, knivformede Desmodontes. a) Kindtænderne veludviklede Brachyphylla. Æ) Kindtænderne vantrevne. Diphylla, Desmodus. 33 ID) Condylus internus humeri forholdsvis svag. Sporebrusken stor. Mormopinzt. a) 13 og p 3 findes. Overarmens Ledhoved afrundet. Bruskspidsen af 3dje Finger forbenet Sporebrusken trind. Chilonycteris, Mormops. Æ) 23 og p 3 mangle. Overarmens Ledhoved sammentrykt. Bruskspidsen af 3dje Finger ikke forbenet. Sporebrusken sammentrykt. Noctilio. EÆEmballonuridæ. Allerede de laveste Emballonurider skille sig fra Rhinolo- phiderne ved større Uddannelse til Flugt. Overarmens nedre Ende er bleven smallere, Condylus internus betydelig mindre fremstaaende. Hovedet er ogsaa i Hvilen rettet mere ud i Retning med Halsen. Men Emballonuridernes Udspring maa være blandt de aller- oprindeligste Khinolophider; der findes hos Emballonurider Egenskaber, der pege tilbage til mere oprindelige Forhold, end der forekommer hos nogen kjendt Rhinolophide; 2den Finger hår endnu to Led hos R2/inopoma; Næselabyrinthen er oftest mindre stærkt ind- skrænket; Mellemkjæbebenet kan være fuldstændigt; 3 øvre Forkindtænder kunne findes; Næseblad mangler oftest; 0. s. v. Til de kjendte Emhballonuriders Ejendommeligheder hører, at Haleflyvehuden er mere eller mindre vantreven, og at det Led af åde Finger, naar Vingen foldes, bøjes op mod Vingens Overside; de øvre Fortænder ere vantrevne. Rhinopoma, den eneste kjendte Slægt af Rhinopomatini, er den af Emballonuriderne, der har holdt fåst ved de fleste oprindelige Egenskaber. det Led findes endnu i 2den Finger ””); Overarmens Ledhoved er afrundet, og Fuberculum minus er lille; Hovedet holdes i Hvilen noget bøjet nedad; Halen er lang; Mellemkjæbebenet er fuldstændigt og anseligt og støder paa sædvanlig Maade sammen med det tilsvarende paa den modsatte Side; ingen Pre. postorbitalis findes; Næsegangen er ikke udvidet bagtil. Men i enkelte Henseender er Rlinopoma gaaet sin egen Vej og er udviklet højere end de andre; den har faaet et lille Næseblad; dens Næsebor ere blevne mærkelig snevre Spalter, hvis Rande kunne lukkes tæt sammen; dens Næsehule er ejendommelig udposet til Siderne; dens Tænders Tal er indskrænket; 4de Mellemhaandsben er usædvanlig kort og spinkelt; 0. s. v. Overfor Rhinopoma staa Emballonurini højere i følgende: den Finger har helt mistet Zdet Led; Overarmens Ledhoved er ejendommelig sammentrykt, langstrakt-pære- formet; Tuberculum minus ev usædvanlig stor; Hovedet holdes ogsaa i Hvilen næsten helt rettet fremad; Halen er kort; Mellemkjæbebenets Ganedel er ufuldstændig, de to Mellem- kjæbeben støde ikke sammen og voxe heller ikke fast til Overkjæbebenene; en anselig lang Prc. postorbitalis er udviklet, mest som Følge af Paavirkning af Øremuskler, der ud- springe bag Øjet; Næsegangen er udvidet bagtil og har udhulet Undersiden af bageste Kilebens Krop. De kjendte Emballonuriner ere en tætsluttet Afdeling af indbyrdes nærstaaende E Museo Lundii. 2. I. lag Slægter. Hos Emballonuræ, Slægterne Mosia, Emballonura, Coléura, Saccopteryx og Rhynchonycteris har Underkjæbens Hage væsenlig beholdt sin oprindelige Form. Hos Taphozoi, med den tertiære europæiske Vespertiliavus, Diclidurus "") og Taphozous, er Underkjæbens lage særlig omformet: Kjæbens Underrand har faaet en fremspringende Udvæxt omtrent under den bageste Forkindtand, og Forranden er ligesom lidt tudformet fremstaaende, 0.s.v. De nulevende Slægter af Emballonuræ ere kun forskjellige i Ube- tydeligheder, i mere eller mindre Opsvulmning af Næsehulen, i Pandens Form, 0. s. v. Af Taphozoi er Vespertiliavus den oprindeligste; den har endnu tre Forkindtænder, mens hverken de andre 7aphozow eller nogen af de nulevende ZÆmdballonuræ har mere end to; iøvrigt slutter den sig nøje til 7aphozous. Emballonuridæ ”). I) Mellemkjæben fuldstændig. Ingen Pre. postorbitalis. Næsegangen bagtil ikke udvidet. Over- armens Hoved rundt; Tuberculum minus lille To Led i den Finger. Halen lang. Rhinopomatini: Rhinopoma IT) Mellemkjæben ufuldstændig. Pre. postorbitalis findes. Næsegangen bagtil udvidet. Over- armens Hoved sammentrykt; Tuberculum minus stor. Kun ét Led i Zden Finger. Halen kort. Emballonurint. a) Underkjæbens Hage sædvanlig. Emballonwræ: Mosia, Emballonura, Coléura, Saccopteryx, Rhynchonycteris. b) Underkjæben har en Udvæxst fra Underranden nær ved Hagen Taphozoi: Vespertiliavus, Diclidurus, Taphozous. Vespertilionidæ. Det væsenligste Mærke, der skiller Vespertilionider fra Rhi- nolophider, er Næsemusklernes Udvikling. Hos Rhinolophider og hos alle andre Flagermus undtagen Vespertilionider ender M. ocetpitifrontalis fortil temmelig ubestemt, kjødet eller som et tyndt Seneblad, og udbreder 'sig i Huden over Næseryggen eller Snudens Sider, hvorledes den end ellers nærmere er udformet. Hos Vespertilioniderne ender den samme Muskel fortil i en stærk Sene, der fæster sig paa Næsebrusken i Næseryggens Midtlinie 7”), Følger af Næsens og Overlæbens Bevægelighed vise sig i, at Mellemkjæbebenenes ind- byrdes Forbindelse opløses, og at Næsebenenes forreste Rand trænges tilbage. Endnu findes der hos Vespertilioniderne mange Minder om, at de ere udsprungne fra meget oprindelige Øhinolophider. Der findes mellem Vespertilioniderne Former, hvis Lemmeknogler, som Overarme og Laarben, i alt væsenligt have lige saa oprindeligt Præg som hos Rhinolophider, hvis Næsehule er lige såa sædvanlig formet, som den maa have været hos de oprindeligste Rhinolophider, hvis Tænder ere tilstede i det største Tal, der i det hele kjendes hos Flagermus, 0. s. v. Natalini, Slægterne Natalis, Thyroptera "%), Amorphochilus og Furia, ere de laveste af Vespertilioniderne. Overarmens Condylus ænternus er lige saa stærk og Ledfladen påa ØOverarmens nedre Ende lige saa bred og jevn som hos nogen RØhinolophide eller anden oprindelig Flagermus, og dybe Baandgruber findes ikke; ligeledes er Laarbenets nedre Ende endnu bred, Ledrullerne ikke smalle og ikke tæt sammenstillede. Mellemkjæ- bens Prc. palatinus er i det mindste delvis tilstede. Kun i faa Forhold staa de kjendte Nataliner over andre lave Vespertilionider: deres Ansigt er af MM. occipitifrontalis bøjet usædvanlig stærkt ivejret. Hos Natalis og Thyroptera er Mellemkjæben fuldstændig, og P? findes; hos Amor- phochilus og Furia er Mellemkjæbens Pre. palatinus delvis opløst, og P2 er forsvunden. Thyroptera er ellers i flere Henseender den højest uddannede af Slægterne; Bruskspidsen påa 3dje Finger er ikke alene bleven lang, som det ogsaa kan ske hos andre Vespertilio- nider, men tillige forbenet, og andet Mellemhaandsben vantrives. Påa Haandled og Fod- saal er der fremkommet Sugeskaal-formede Trædepuder; vist som Følge af Uddannelsen af Sugeskaalen paa Foden ere Tæerne indbyrdes ved Hud sammenvoxede til Kloleddene, og Iste og Zdet Led i Tæernes Skelet ere indbyrdes sammensmeltede. Overfor Natalinerne staa Vespertilionini og Molossini paa et højere Trin i Hen- seende til Flyve-Evnens Udvikling og dens Følger; blandt alle Flagermus er det dem, der deri ere de største Modsætninger til Pteropodider, om end ikke alle i samme Grad. For dem alle gjelder, at Overarmens nedre Ende er bleven smal, Condylus znternus svag, Led- rullerne skarpe; de fleste af Sidebaandene mellem Over- og Underarm ere fæstede i dybe Gruber. Forbindelsen mellem de to Mellemkjæbeben er (eller har været) helt afbrudt. Vespertilioninerne ere i en væsenlig Henseende noget mere oprindelige end Molos- sinerne: deres Mellemkjæbeben ere indbyrdes vidt skilte; hos Molossinerne nærme de sig igjen til binanden og voxe igjen sammen, vist under særlig Paavirkning af den stærke for- reste Fortand. Derimod ere Vespertilioninerne de mindst oprindelige i Laarbenets Form: Laarbenets nedre Ende er bleven smal, Ledrullerne smalle og tæt sammenstillede. Lavest mellem Vespertilioninerne staar Slægten Vespertilio, med det fuldstændigste Tandsæt: er sæt : benet A/a parva omkring Foramen opticum , med forholdsvis korte brede Vinger, hvor 5te med langstrakt Ansigt, med Kindbue af mere sædvanlig Form, .med Finger endnu er lang; Ulna kan være forholdsvis veludviklet; o.s.v. Til Vespertilio slutter sig nogle Slægter, der i en eller anden særlig Retning ere naaede videre: Plecolus, der har faaet uhyre Øre og mistet 3, Minyopterus, der har faaet lange smalle Vinger, med kort dte Finger, har mistet p 3, har faaet usædvanlig stor Hjernekasse, 0. s. V., Lasionyc- teris, der har mistet p3, 0. s. v. Det eneste gjennemgaaende Mærke, der skiller Vesperugo fra Vespertilio og dens Slægtninge, er vist, at p3 mangler. Men selv om der ikke er flere gjennemgaaende Skjelnemærker, har dog Vesperugo i det hele et stærkere Præg af at være Flyver, end Vespertilio har det. De mindst oprindelige Arter af Slægten Vesperugo, som V. noctula, V. serotinus, V. discolor 0.s.v., ere naaede til den højeste Flyve-Udvikling, som Flagermus have naaet; hos dem er det, at Følgerne af Flyve-Evnen vise sig i den største Udstræk- ning. Ogsaa i Forhold, der ikke ligefrem følge méd Flyve-Evnen, naa de forskjellige Vesperugo-Arter højere end nogen Vespertilio eller nogen af Vespertilio's Slægtninge: i3 zx ” IA [3] vantrives og forsvinder, ligeledes p2; nedre Hjørnetand kan komme i et ejendommeligt Forhold til de øvre Fortænder, 0o.s.v. Nær til Vesperugo, nærmest til de mere oprindelige Former af Slægten, knytter sig Harpyiocephalus, der har faaet tudformet fremstaaende Næsebrusk, Synotus, der har faaet meget stort Øre, og Chalinolobus, der har faaet en sær- egen Hudfold påa Underlæben og undertiden har en Slags lille Næseblad. Yderst nærstaaende ved Vesperugo, især lignende de højeste Arter, tildels neppe nok forskjellige som Slægter, ere Scotophilus, Otonycteris, Nyctophilus, Atalapha og Antrozous. Antrozous er naaet videre end nogen anden af Vespertilioninerne i, at en af de nedre Fortænder er forsvunden. De noget brede Ledruller paa Laarbenets nedre Ende og den forholdsvis vel- udviklede V/na tyde paa, at Molossinerne stamme fra temmelig oprindelige Vespertilionider ; iøvrigt, i Henseende til Flyve-Udvikling 0. s.v., staa de kjendte Molossiner omtrent paa samme Trin som de højeste Vespertilioniner, ligeledes i Henseende til Tændernes Tal. Læberne ere blevne usædvanlig store. Vist mere end andre, Flagermus have Molossinerne øvet sig i, trods Flyve-Evnen, at bevæge sig paa fast Grund; deres Baglemmer ere vel korte som hos andre højtstaaende Flagermus, men usædvanlig muskelstærke; F%bula er ogsaa forholdsvis stærk. Haleflyvehuden er indskrænket. Ligesom andre Flagermus bruge de Foden til at kæmme deres Skind; men i Stedet for altid at bruge Fodens Kløer have de ofte nøjedes med at bruge Fodens Inder- eller Yderrand; Følgen deraf er bleven, at Haarene langs Randene af Iste og dte Taa ere blevne lange, stive, tildels krogede Børster, og at Huden paa de samme Steder er bleven tyk. Skjønt Mystacina i nogle Retninger er meget ejendommelig udformet, særlig indrettet til at bevæge sig hurtig paa fast Grund med sammenfoldede Vinger, er den dog i én Henseende oprindeligere end de andre Molossiner: den har em mere sædvanlig Tragus; hos de andre bliver Antitragus usædvanlig stor og dækker for Tragus, der van- lrives.. Molossinernes øvrige Slægter ere indbyrdes meget nærstaaende. Hos Nyctinomus ere Mellemkjæbebenene endnu indbyrdes frie forrest, om end Afstanden mellem dem kun er ringe; hos Chiromeles og Molossus ere de voxede sammen. Vespertilionidæ "). I) Overarmens Condylus internus stærk; Ledfladen paa Overarmens nedre Ende bred og jevn; Baandene mellem Over- og Underarm ikke fæstede i dybe Gruber. Natalini: Natalis, Thyroptera, Amorphochilus, Furia. IT) Overarmens Condylus internus svag; Ledfladen paa Overarmens nedre Ende smal og dybt furet; de fleste af Baandene mellem Over- og Underarm fæstede i dybe Gruber. A) Mellemkjæbebenene forholdsvis temmelig vidt skilte; F%bula svag. Vespertiltonini: Vespertilio, Plecotus, Minyopterus, Lasionycteris, Vesperugo, Harpyio- cephalus, Synotus, Chalinolobus, Scotophilus, Otonycteris, Nycto- philus, Atalapha, Antrozous. B) Mellemkjæbebenene kun lidt skilte eller sammenvoxede. F%bula stærk. Molossini: Mystacina, Nyctinomus, Chiromeles, Molossus. om DÅ D& gamle Verden er Hjemstedet for de fleste af Flagermusenes Familier. De oprindeligste Flagermus, Pleropodiderne, kjendes kun fra den gamle Verden. Det samme gjelder Pteropodidernes nærmeste Efterkommere, Øhinolophiderne. Af ØRhinolophidernes Afkom ere Emballonurider og Vespertilionider først og fremmest hjemmehørende i den gamle Verden. Fra den gamle Verden ere Flagermus vandrede til Amerika, vel snarest over Land fra Asien til Nord-Amerika. En oprindelig ØRhinolophide maa være Stamformen for Amerikas eneste ejendommelige, men formrige Familie, Phyllostomatiderne "%). Enkelte af de højerestaaende Emballonurider ere indvandrede som Stamformer til de faa indbyrdes nærstaaende amerikanske Slægter, Saccopteryr, Rlwynchonycteris og Diclidurus, der ogsaa kun afvige lidt fra deres Slægtninge i den gamle Verden. Af Flagermusenes højeste Familie, Vespertilioniderne, er der indvandret Former af de fleste Afdelinger; som de, der have den største Flyve-Evne, og som de haardføreste, de eneste, der have vænnet sig til at kunne leve i forholdsvis kolde Lande, have Vespertilioniderne mere end andre Flagermus haft Mulighed for at brede sig over Jorden. Allerede Vespertilionidernes laveste Afdeling, Natalinerne, er naaet til Amerika; de faa endnu levende Nataliner ere amerikanske. Af Vesperlilioninerne er der kommet nogle Arter af Vespertilio og Vesperugo; enkelte af de indvandrede Arter have holdt sig næsten uforandrede; nogle faa egne amerikanske Arter ere fremkomne baade af Vespertilio og Vesperugo; enkelte nye Slægter ere opstaaede: Lasionycteris, kun lidt forskjellig fra Vespertilio, Atalapha og Antrozous, nær knyttede til Vesperugo. Af Molossinerne er indvandret Nyetinomus, og fra Nyctinomus er udgaaet Molossus som egen for Amerika 7Ø). Amerikas Flagermus-Fauna er altsaa forholdsvis fattig paa mere forskjelligartede Former og afhængig af den gamle Verden. Begge de laveste Flagermus-Familier mangle ; der findes kun Former, der staa højere end Øhinolophiderne. Af Emballonurider og Vespertilionider er der kun fåa Former, stammende fra enkelte, der ere udvalgte blandt den større Mængde, der findes i den gamle Verden; af Vespertilionider findes der vel Former af alle Underfamilier, men oftest forholdsvis kun faa af hver. En enkelt Familie, Amerikas egne Phyllostomatider, opstaaet af den gamle Verdens ØRhinolophider, har faaet en overvejende Magt. Den Flagermus - Fauna, der kjendes fra Lagoa Santa, giver en Forestilling om Faunaen i de varme, mest Flagermus-rige amerikanske Lande: blandt de 30 Arter er der 1 Emballonuride, 13 Vespertilionider af de tre Afdelinger Nataliner, Vespertilioniner og Molossiner, og 16 Phyllostomatider. Ånmærkninger, 1) p.3. Om Flagermusene fra Lagoa Santa har Lund skrevet følgende: Lund: Blik paa Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning, iste Afhandl., 1838 (Særtryk af Vidensk. Selsk. naturv. mathem. Afhandl., VIN Del); p. 20—21. Lund: Blik paa Brasiliens Dyreverden, 0. s. v., Zden Afhandl., 1839 (Vidensk. Selsk. VII); p. 47—48, 75. Lund: Blik paa Brasiliens Dyreverden, 3dje Afhandl., 1840 (Vidensk. Selsk. VIII); p. 36, 50. Tillæg; p. 17, 22 Lund: Fortsatte Bemærkninger over Brasiliens uddøde Dyrskabning, 1842 (Vidensk. Selsk. IX); p. 8, 14, 15. Lund: Blik paa Brasiliens Dyreverden, åde Afhandl., 1842 (Vidensk. Selsk. IX); p. 64. Lund: Blik paa Brasiliens Dyreverden, te Afhandl., 1843 (Vidensk. Selsk. XI); p 77. I Lund's Afhandlinger staar kun meget lidt om Flagermus. Derimod indeholder hans efterladte Haandskrift omhyggelige Beskrivelser af Ydre af adskillige af de nulevende Arter fra Lagoa Santa; men om de jordfundne siges næsten intet. Lund selv havde kun frasamlet nogle faa jordfundne Flagermusknogler ; de fleste af dem, der ere omtalte i nærværende Afhandling, ere udtagne af de hidtil usorterede Prøver af Hulernes Indhold. Burmeister hjembragte 6 Arter Flagermus fra sit Besøg i Lagoa Santa hos Lund; Oplysninger derom findes i: Burmeister: System. Ubersicht der Thiere Brasiliens, Theil I, Såugethiere, 1854. 2) p.3. Bestemmelserne (af de hele Dyr) ere i alt væsenligt gjorte efter Dobsons's Catal. of the Chiroptera in the British Museum, 1878. Ogsaa i Navnegivningen er Dobson fulgt; kun i enkelte Tilfælde, hvor en Forandring burde finde Sted, er der brugt andre Navne end hos Dobson Den Art, der her kaldes Lonchoglossa ecaudata Wied, er den samme, der hos Dobson kaldes L. wiedii Peters. Wied havde beskrevet den under Navnet Glossophaga ecaudata Geofir.; ved Eftersyn af Originalerne fandt Peters, at G. ecaudata Geoffr. var den samme som G. caudifera Geollr.; til Arten G. ecaudata Wied, nec Geofkr., gav han derfor det nye Navn wziediz. Forandringen var overflødig; Navnet ecaudata er betegnende og bør under alle Omstændigheder foretrækkes for det barbariske Hyldningsnavn wed. Molossus hirtipes Lund kaldes ellers M. temminckii Lund. Navnet hirtipes har Lund kun brugt i sit Haandskrift; men det bør have Forrang for det barbariske Hyldningsnavn temmincliiz. Slægtnavnene Årtobrus og Natalis ere Forbedringer af de ellers brugte mislykkede Navne Artibeus og Natalus. 3) p.4. Lund's sidste Fortegnelse over Flagermus fra Lagoa Santa (Blik paa Brasiliens Dyreverden, åde Afhandl., 1842; p. 64) er saaledes: «Nulevende. Fossile. Plwllostoma spectrum L. Plujllostoma aff. spectro. — hastatum L. — sp. — brevicaudum Max. — sp. bL 7 39 Nulevende. Fossile. Plwllostoma plecotus m. Phyllostoma sp. — humerale m. — sp. — lilium Geof. — lineatum Geof. — dorsale m. — superciliatum Max. — leucostigma m. Glossophaga ecaudata Geof. — brevicaudata m. — amplexicaudata Max. Dysopes Temminckit m. Dysopes aff. Temminckii. Vespertilio velatus Is. Geof. Vespertilio sp. — leucogaster Max. — caninus Max. — bursa m. — migricans Max. Noctilio leporinus L. Nycticeius sericeus m. Desmodus fuscus m.» Af Listens 22 Numre maa følgende 13 af forskjellige Grunde have andre Artnavne: 1. Plwyllostoma spectrum L. = Vampyrus awritus Peters. 2. Phyllostoma plecotus Lund. = Schizostoma megalotis Gray (1842). 3... Phyllostoma dorsale Lund = Chiroderma villosum Peters (1860). 4. Plwyllostoma superciliatum Max. = Artobrus perspicillatus L. 5. Plyllostoma leucostigma Lund = Pygoderma bilabiatum Natt. (1843). 6. Glossophaga brevicaudata Lund = Lonchoglossa caudifera Geofir. 7... Glossophaga amplexicaudata Max. = Glossophaga soricina Pall. 8. Dysopes temminchkii Lund = Molossus hirtipes Lund (se Anm. 2). 9. Vespertilio leucogaster Max. = Vesperugo hilarit Geofftr. 10. Vespertilio bursa Lund = Atalapha noveboracensis Erxl. 11. Noctilto leportnus L. = Molossus perotis Wied. Lund havde bestemt Arten efter hule- fundne Hovedskaller. 12. Nycticetus sericeus Lund = Atalapha ega Gerv. (1855) 13... Desmodus fuscus Lund = Desmodus rufus Wied. Lund's Navne for de tre Arter, der nu kaldes Chzroderma villosum, Pygoderma bilabiatum og Atalapha ega, have Forrang i Alder; men de ere fremsatte uden Beskrivelser. Følgende 8$ Arter maa tilføjes fra den Del af Samlingen af baade nulevende og jordfundne, hvorom tidligere intet er bekjendtgjort: …… Lophostoma bidens Spix.? 5. Atalapha cinerea Beauv. 2. Tylostoma longifolium Natt.? 6. Molossus bonariensis Peters. 3. Natalis stramineus Gray. 7... Molossus abrasus Temm. 4... Vesperugo serotinus Schreb. 8.… Molossus nasutus Spix.? Natalis stramineus og Atalapha cinerea ere indsamlede som nulevende af Reinhardt, ligeledes Molossus abrasus indsamlet af Lund; de andre Arter ere kun hulefundne. 4) p.5. I Kjøbenhavns zoologiske Museum findes en Vesperugo serotinus forma fuscus, der efter Opgivelse skulde være fra «Brasilien», men hvis Historie er ukjendt. 40 5) p.6. Om Lophostoma bidens: Dobson: Catal. Chiropt. Brit. Mus., 1878; p. 473—74, pl. XXVI, fig. 2. Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1865; p. 585—86. Spix: Simiarum et Vespertilionum Brasiliensium species novæ, 1823; p. 60. 6) p.8. Om Tylostoma crenulatum og T. longifolium : Dobson: Catal. Chiropt. Brit. Mus., 1878; p. 488—91, pl. XXV. Geoffroy St. Hilaire: Annales du Muséum d'hist. nat. Paris, tom. 15, 1810; p. 183—84, pl. 10. (7. crenu- latum.) Gervais: Castelnau: Expéd. scientif. dans les parties centr. de J'Amérique du Sud, Mammif, 1855; p. 49, pl. VIII, f. 9. (7. crenulatwm.) Pelzeln: Brasilische Såugethiere. Resultate von Johann Natterer's Reisen in den Jahren 1817 bis 1835. Herausgegeb. von d. k. k. zool. bot. Ges. Wien, Beiheft z. Bd. XXXIII, 1883; p. 31. (7. longifolium fra Villa Maria og S. Vicente, Mato Grosso.) Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1865; p. 514; ibd. 1866; p. 398. Wagner: Abhandl. k. bayerischen Akad. Wissensch. Munchen, mathem.-phys. Kl., Bd. 5, 1850; p. 163—64. Wagner: Die Såugethiere, von Schreber etc., Supplem., Abth. 5, 1855; p. 622—23, pl. 44. 7) p.12. Foruden Stenodermerne fra Lagoa Santa og enkelte andre Arter af de samme Slægter har der til Sammenligning kun foreligget Stenoderma achradophilum; de andre Stenodermer ere omtalte efter Bøger, især efter: Dobson: Catal. Chiropt. Brit. Mus., 1878; pl. (Alle Stenodermer undtagen Sphæronycteris.) Gervais: Castelnau: Expéd. part. centr. Amér. Sud, Mammif., 1855; pl. (Mange Stenodermer.) Leche: Zur Kenntn. d. Milchgebisses und der Zahnhomologien bei C/zroptera; Lunds Univ. Årsskr., Bd. XIV, 1877—78; p. 12—14, pl 1, f. V. (Ametrida.) Peters & Gundlach: Monastber. Akad. Wissensch. Berlin, 1861; p. 155—56. (Phyllostoma alboma- culatum, 2: Stenoderma falcatum.) Peters: Ibd, 1866; p. 396—98. (Ametrida.) Peters: Ibd., 1876; p. 429—34, 2 pl. (De fleste Stenodermer.) Peters: Sitzungsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1882; p. 987—90, pl. XVI. (Sphæromyeteris.) Thomas: Ann. Mag Nat Hist., 6 ser., vol. VII, 1891; p. 529—30. (Stenoderma mnichollsi n. sp.) 8) p.13. Om Vesperugo serotinus forma typica fra Mellem-Amerika : Dobson: Catal. Chiropt Brit. Mus., 1878; p. 192—93. Alston: Biologia Centrali-Americana, Mammalia, 1879; p. 20. 9) p.13. Beskrivelser og Billeder af Vesperugo magellanicus, V. montanus og V. macrotus: Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1875; p. 785—92, pl. 10) p 14. Om Vesperugo dorianus: Dobson: Annali del Museo Civico di Storia Naturale di Genova, ser. 2, vol. Il, 1885; p. 17—18. « Vesperugo arge mn. sp.…, Cope (Amer. Nat., vol. XXIII, 1889: p. 131) fra Syd- Brasilien er kun beskreven i såa almindelige Udtryk. at man ikke rigtig kan dømme om den, og den synes ikke at have været sammenlignet med de nærstaaende Arter; der er i Beskrivelsen. vist ikke sagt noget, der ikke stemmer med de mindre Former af Vesperugo serotinus. 11) p.15. Om Molossus bonariensis: Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1874; p. 232—34, pl. 12) D.16. Om Molossus nasutus: Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1865; p. 576—79, pl. Spix: Simiarum et Vespertilionum Brasiliensium species novæ, 1823; p. 60 Naar det siges, at den jordfundne Underkjæbe stemmer nøje med Peters' Billede af M. nasutus, er det under Forudsætning af, at Kjæbens bageste Del er fortegnet paa Billedet, bagtil er bleven for kort og høj, saa at den har mistet Molossinernes Præg. 13) p. 23. At Molossus hirtipes (M. temminckii) kun har én nedre Fortand paa hver Side, ikke to, som det er sagt af Burmeister og efter ham af Peters og Dobson, er allerede oplyst af Thomas og Doria (Annali del Museo Civico di Storia Naturale di Genova, ser. 2, vol. IV, 1886; p- 206—7). 14) p. 25. Hvorledes Luftens Tryk kan virke til at fremkalde Væxt, ser man tydelig hos Dyr med haarklædt Flyvehud; gjennemgaaende have de den stærkeste, længste Haarklædning i Flyvehudens Rand. Forholdet er et lignende som hos mange gravende og svømmende Dyr, hvor Haarene langs Hændernes og Føddernes Rande ere særlig stærke som Følge af, at de ere særlig udsatte for Tryk, naar Lemmerne føres gjennem Jord eller Vand. 15) p.25. Galeopithecus kan give nogen Forestilling om, hvorledes Flyvehuden har været hos de første Flagermus; men den har intet nærmere Slægtskab med dem. Ligesom Flagermusene stammer Galeopithecus vel fra temmelig oprindelige Insektædere og har frembragt en anselig Flyvehud. Men Flagermusene stamme fra Insektædere, der have været endnu mere op- rindelige end de, fra hvem Galeopithecus stammer. Galeopithecus har derfor intet med Flagermuseénes Stamtræ at gjøre. Flagermusene stamme fra meget lavtstaaende Insektædere, der blandt andet have haft ringformet Trommeben og Ledforbindelse mellem Fibula og Calcaneus; Galeopithecus stammer fra noget højere staaende Insektædere, der have faaet skaalformet Trommeben og have mistet Forbindelsen mellem Fibula og Calcaneus; dens Stamfædre have sikkert været blandt de mere oprindelige Medlemmer af den forholdsvis højtstaaende Cladobates-Gruppe. Bortset fra Flyvehuden og hvad dermed staar i Forbindelse er der heller ikke nogen særlig Lighed mellem Flagermus og Galeopithecus; Galeopithecus slutter sig nærmest til Cladobates, og Afvigelserne fra Cladobates gaa ikke i Flagermusenes Retning (man se blandt andet de lange Halshvirvler, de stærke Torntappe paa Ryghvirvlerne, 0. s.v.); og selv Ligheden mellem Galeopithecus og Flagermus i Henseende til Flyvehud o.s.v. er mindre, end den ved første Øjekast kunde synes. Galeopithecus er ikke naaet videre end til at have Faldskjærm; den har ikke frembragt Vinger. Deri ligner den Flagermusenes Forfædre. Men dens Faldskjærm er uddannet fra et andet Grundlag end Flagermusenes og er udformet anderledes, end den nogensinde kan have været hos de første Flagermus. — Baade For- og Baglemmer ere lange og spinkle; Baglemmerne have neppe mistet noget af deres oprindelige Styrke; Forlemmerne have ikke faaet nogen særlig Overvægt; i Skelettet spores saa godt som intet af alle de mange Ejendommeligheder, der sees hos Flagermusene som Følger af deres Flyve Evne. Heri er der ikke noget, der særlig kunde vidne mod Slægtskab med Flagermusene, om end heller ikke meget, der taler for det, — Men at Galeopithecus er udsprungen af en anden Stamme end Flagermusene, kan ogsaa for Fald- skjærmens Vedkommende sluttes af, at der ikke i Lemmeknoglernes nærmere Form, lige saa lidt som i Krop eller Hovedskal, kan spores nogen virkelig nærmere Lighed med Flagermus; blandt andet er der ingen nær- mere Lighed i Formen af Lemmeknoglernes Ledflader. — Og at Faldskjærmen hos Galeopithecus er udformet anderledes end hos en oprindelig Flagermus, kan sees især i Udviklingen af Kløerne og af 5te Finger. Til at faa Fæste efter Springet bruger Galeopithecus Kløerne paa Haand og Fod, hvad vel ogsaa de første Flagermus have gjort; men hos Galeopithecus have Kløerne paa alle fem Fingre og alle fem Tæer i den Anledning faaet en overordenlig Størrelse og Styrke; de tilsvarende Bøje-Sener ere ligeledes blevne stærke, og deres Senehylstre afsætte skarpe Kamme paa Finger- og Taaled; altsammen Forhold, der vanskelig kunne tænkes at have været saa udprægede hos de første Flagermus. Kropflyvehuden har givet 5te Finger en saadan Tilskyndelse til Væxt, at den ikke alene er bleven tykkere, men ogsaa længere end de andre Fingre; den er betydelig længere end åde og endnu meget længere end 3dje Finger. Hvis et Dyr med en Faldskjærm som hos Galeopithecus gav sig til at bruge sin Faldskjærm som Vinge, vilde utvivlsomt 5te Finger, der allerede er den stærkeste og længste, voxe ud som væsenligste Støtte for Vingens Forrand; de fire forreste Fingre vilde svinde ind; der vilde fremkomme en Vinge, der ikke var som Flagermusenes, men som mindede om Pterodactylerne. E Museo Lundii. 2, I. 42 (Anm. 15.) Galeopithecus har været stillet sammen med Halvaber eller med Flagermus eller Insektædere. Man var efterhaanden bleven mere og mere enig om at regne den til Insektæderne; men i nyeste Tid ere Parker (Mammalian Descent, 1885, p. 176 og andre Steder) og Leche (Uber die Såugethiergattung Galeopithecus ; Vetensk. Akad. Handl., Bd. 21, 1886; 92 pp., 5 pl.), hver ad sin Vej, komne til den Opfattelse, at det er en begyndende Flagermus med kun meget ringe Uddannelse i egen Retning. Jarker's Udtalelser ere overordenlig ubestemte; man kan ikke rigtig se, naar han taler i Alvor og naar ikke. Leche har udførligere søgt at gjøre Rede for sin Mening. Leche har gjennemgaaet Muskler, Nerver og Indvolde hos Galeopithecus og sammenlignet med Insektædere, Halvaber og Flagermus og har ogsaa taget Hensyn til forskjellige Dele af Skelettet. Om Udbyttet af Undersøgelsen siger han (p. 77): «Was aber mit Sicherheit aus den obigen Untersuchungen hervorgeht, låsst sich folgendermassen zusammenfassen: Aus einem gemeinsamen Stamme mit Insectivora, Prosimiæ und Chiroptera hervorgegangen, hat Galeopithecus sich zusammen mit den letzteren vom Urstamme abgezweigt und sich zuerst in derselben Richtung wie diese entwickelt, ohne jedoch dieselbe hohe Diflerenzierung des Patagium und der Extremitåten zu erlangen. Er ist jedenfalls als cine sehr alte Thierform und als ein wenig modificirter Nachkomme des Urstammes der C/wroptera zu betrachten. Von den heutigen Insectivora steht er den Menotyphla (a: Macroscelididæ og Cladobatidæ), speciell den Tupatidæ (5: Cladobatidæ), am nåchsten; am wenigsten zeigt er Ubereinstimmung mit den Prosimiæ». i Leche har (p. 73, 74) opført en Række af Mærker, hvori man bedst skal kunne se Forholdet mellem Galeopithecus og (andre) Insektædere, Halvaber og Flagermus, Grupper som Galeopithecus virkelig ev mere eller mindre beslægtet med i Egenskab af forholdsvis lavtstaaende placentalt Pattedyr med Kløer. De Lig- heder, han har kunnet finde med Halvaber ere ganske vist hverken mange eller store; ikke én af dem er særlig slaaende; der kunde have været opført lige saa mange Ligheder med andre mere oprindelige Pattedyr; men af de faa Ligheder drager Leche store Slutninger. Han mener, at Galeopithecus i visse - Retninger ligner Hovdyr; den skal være «herbivor», mest leve af Blade; den skal i Tænderne minde om Hovydyr, ligeledes i Tarmen. Han tror desuden, at man blandt uddøde Dyr har fundet Mellemformer mellem Hovdyr og Halvaber (p. 75): «Es hat sich nåmlich den Palæontologen die Uberzeugung aufgedrångt, dass mehrere Såugethierreste aus dem Eocån Europas und Americas (Adapis, Lammothertum u. a.) Charaktere von Halbafren mit solchen von Hufthieren verbinden.… Og han slutter (p. 76): «Da nun ferner wenigstens die Typen- gsemeinschaft unseres Gal. mit den letztern (9: Halvaber) nicht bestritten werden kann, so dirften wir vielleicht in den erwåhnten palæontologischen Befunden eine Erklårung fir einige Eigenthumlichkeiten bei Gal. (.… de nævnte Ligheder med Hovdyr i Tarm og Tænder) zu suchen haben und in diesen somit nicht spåter erworbene Anpassungsproducte, sondern von gemeinsamen Hufthier-artigen Vorfahren ererbte Reste erblicken. Jedenfalls ist diese Frage noch nicht spruchreif, aber verdient im hohen Grade die Aufmerksamkeit der Morphologen.» Sagen er klar: der kan intet Slægtskab være hverken mellem Galeopithecus og Hoydyrv eller mellem Halvaber og Hovdyr, undtagen for saa vidt baade Galeopithecus, Halvaber og Hovdyr stamme fra Insektædere, mere eller mindre umiddelbart. (Det samme siger Schlosser (Die Affen, Lemuren, Chiropteren etc. des europåischen Tertiårs; Beitr. Palåontol. Osterreich-Ungarns, Bd. VI, 1887; p. 20) for Halvabernes Vedkommende og paa cn Maade ogsaa for Galeopithecus; han regner nemlig Galeopithecus til Halvaberne, som nærmest beslægtet med ÅLemur). — Kjendsgjerningerne ere ikke saaledes, som Leche har fremstillet dem. For det første, hvis Galeopithecus virkelig væsenlig lever af Blade, har det i hvert Fald ikke afsat stærke Spor i dens Bygning. Dens Tarmkanal er, at dømme efter Beskrivelsen, ikke meget forskjellig fra, hvad den er hos insektædende eller altædende Pattedyr; det mærkeligste skal være, at «der Dickdarm långer als der Dinndarm ist, was sonst nur bei cininigen Herbivoren angetroflen ist» (p. 65). Og i dens Tandsæt er der netop ingen særlig Lighed med Hovdyr. Den Lighed. som Leche finder mellem Galeopithecus og Hovdyr i Henseende til Tænderne, omtaler han saaledes: «Bedeutsam scheint mir aber, dass die Umbildung der Molarform in die Form der Milchbackzåhne bei einigen der am wenigsten differenzirten Hufthieren (Schweine, die alltertiåren Anoplotherium, Dichobune, Ancodus u. a) in ubereinstimmender Weise sich vollzieht. Bei der Merzahl der lebenden Hufthiere geschieht die Umbildung auf ganz andere Art» (p. 61). Den sidste Sætning maa være forulykket; Mælkekindtænderne ere i deres Form i Forhold til Bagkindtænderne væsenlig ens hos alle Artiodactyler, uddøde og nulevende, ganske som hos dem, Leche nævner; Perisso- dactylerne ere noget anderledes. For de øvre Kindtænders Vedkommende kan der vel siges at være den 43 Lighed mellem de nævnte Artiodactyler og Galeopithecus, at dp 4 er formet som Bagkindtænderne, og dp 3 er noget simplere; men heri stemme Galevpithecus og de nævnte Artiodactyler med mange andre Pattedyr, og ellers er Forskjellen mellem Galeopithecus og Artiodactyler i Kindtændernes hele Forhold langt større end Ligheden; Artiodactylernes ejendommelige Form paa dpå kan ikke minde om Galeopithecus; Mælke- kindtænderne og deres Efterfølgere hos Galeopithecus ere næsten ens; hos Artiodactylerne ere Efterfølgerne betydelig simplere; hos Galeopithecus have alle de bredformede øvre Kindtænder kun en enkelt Hæl, som hos de laveste Pungdyr (Didelphyider, Dasyurider) og mange Insektædere (som Talpa, Cladobates)y, hos Artiodactylerne have de en dobbelt; o.s.v. At på hos Galeopithecus har samme Form som Bagkindtænderne, er ikke nogen særlig Lighed med noget Hovdyr; hos andre lavtstaaende Pattedyr, som Pungdyr, flere Insekt- ædere, findes det samme. For det andet er Adapis ingen Mellemform mellem Hovdyr og Halvaber, men fuldt ud en Halvabe; Hovedskallen (fuldstændige Hovedskaller haves i Kjøbenhavn) er næsten helt igjennem i de mindste Enkeltheder, som i Formen af Bulla og Prc. postglenoideus, i Øjehulen, i Ganen, ganske som hos Nutidens Halvaber. Om det samme gjelder de amerikanske Former, er ikke sikkert; men i hvert Fald have heller ikke de nogen virkelig eller særlig Lighed med Hovdyr. — Leche's (og andres) Tanker om, at Galeopithecus og Halvaber skulde kunne stamme fra hovdyragtige Dyr, ere helt urigtige. Hvad der giver Hovdyrene deres Særpræg, er først og fremmest deres Fødder; og Dyr med sædvanlige Kløer kunne umulig stamme fra Dyr med hovdyragtige Fødder. Den Liste, som Leche giver over Mærker, hvori Galeopithecus ligner eller ikke ligner Insektædere, Halvaber eller Flagermus, og hvoraf det skal fremgaa. «dass Gal. weit grossere Ubereinstimmung mit Chiroptera als mit Insectivora oder Prosimiæ darbietet», er ikke i alle Tilfælde rigtig med Hensyn til Kjendsgjerninger; Fejlene skrive sig ofte fra, at Leche selv ikke har set tilstrækkeligt af Flagermus. Af Listen, saaledes som Leche har stillet den op, faar man ikke andet ud, end at Galeopithecus har baade Ligheder og Uligheder med Insektædere, Halvaber og Flagermus, ligesom den vilde have det med andre Pattedyr, som man sammenlignede den med. Tilsyneladende har den forholdsvis mange Ligheder med Flagermus; men det beror paa en Vilkaarlighed i den Maade, hvorpaa Listen er affattet; blandt andet burde flere af Listens Numre have været samlede under ét: Tilstedeværelse af Flyvehud. Listens enkelte Numre ere følgende: 1) I «Beschaffenheit der Augenhohble» skal Galeopithecus være «åhnlich» Cladobates, have «ent- ferntere Ubereinstimmung» med Halvaber, men ikke stemme med Flagermus. Det kan vel nok siges, at Galeopithecus i Øjehulens Bygning minder ikke lidt om Cladobates, trods betydelig Forskjel; den staar noget lavere i ikke at have Øjehulen fuldstændig omringet af Ben, men højere i, at Øjet noget mere har trykket og omformet sine Omgivelser. I at have stor Pre. supraorvitalis staar Galeopithecus højere end de fleste Flagermus; i Omformningen af Øjehulens Bund og Forvæg staar den højere end alle Flagermus. 2) Galeopithecus skal have en «Beschaffenheit der Bulla tympanica beim jungen Thiere», der skal være «ebenso bei Twpaiideæ und Macroscelididæ, nicht bei den ubrigen Insectivora», og den skal deri ogsaa stemme med Halvaber og Flagermus. Leche's Opgivelser ere ikke ganske rigtige. At Bygningen af Bulla «beim jungen» Galeopithecus særlig fremhæves, har ikke noget videre at sige; den voxne Galeø- pithecus har Bulla bygget paa samme Maade som den yngre; kun forsvinde nogle af Sømmene mod Om- givelserne med Alderen, og den ydre Øregang bliver længere. Det, hvori Ligheden med Cladobatider 0. s. v. væsenlig skal ligge, er, at Trommebenet danner hele Bulla og er skaalformet med en tudformet ydre Ørezgang som hos de fleste højere Pattedyr, ikke ringformet som hos de mere oprindelige Pattedyr, hvor saa det meste af Trommehulens Ydervæg enten er hindet eller dannet af Udvæster fra de tilstødende Knogler, som fra gammel Tid bekjendt. — Men heri har Galeopithecus netop ingen Lighed med Flagermus; Flagermusene have netop væsenlig ringformet Trommeben og en betydelig Del af Trommehulens Væg hindet; især hos de oprindeligste Flagermus, Pteropodiderne, er Trommebenet oftest en ganske smal Ring. — Ligheden med Cladobates er meget mindre, end den synes, naar man kun ser Bulla udvendig. Cladobates har nemlig noget, der ser ud som et dobbelt Trommeben: Trommehinden bæres af en tynd ringformet Knogle, der ligner det ringformede Trommeben hos lavere Pattedyr, og som ligger for Størstedelen frit inde i den ellers ganske sædvanlige Bulla, kun fæstet til dens Væg ved en Hinde, der udgaar fra Ringens Yderside. Det samme findes hos de madagaskarske Halvaber, Chirogaleus, Lemur (hos Lemur omtalt af Hyrtl: Vergl. anat. Såugethiere, 1845; p- 7), Lepilemur, Hapalemur, 6" Unters. uber das innere Gehørorgan des Menschen und der (Anm. 15.) Lichanotus, Propithecus, Chiromys (i Modsætning til de Halvaber, der leve udenfor Madagaskar, Tarstus Otolicnus, Stenops, Nycticevus, hos hvem Trommebenet er ganske sædvanligt). Man kunde maaske tænke påa at sammenligne med de Rovdyr, der have dobbelt Forbening i Bulla (Parker sammenligner Cladobates og Rlwyynchocyon med Felis (Mammalian Descent, 1885; p. 173 og 183); Rluynchocyon synes dog ikke at være ganske som Cladobates; Parker synes ikke at kjende Cladobates rigtig, se: Philos. Transact. Roy. Soc. London, vol. 176, 1885; p. 268); men Forholdet er dog maaske et andet; Sagen er maaske kun, at Anmulus tym- pamicus, den Liste paa Trommebenets Indervæg, hvortil Trommehinden er fæstet, er bleven særlig frem- staaende og derpaa løsnet fra den øvrige Del af Trommebenet, hvormed den nu kun staar i Forbindelse ved Hinde. I denne Henseende er Galeopithecus ganske som sædvanlige Pattedyr. Ogsaa andre Forskjelligheder findes mellem Cladobates og Galeopithecus i Trommehulens Bygning; hos Cladobates findes en ejendommelig Skillevæg i Trommehulen, hvad ikke findes hos Galeopithecus; Cladobates har en stærk Arterta stapedta, hvad ogsaa oftest findes hos Flagermus, men ikke hos Galeopithecus; 0. s.v. — Trods alle Forskjelligheder tør man dog vist nok sige, at der i Trommebenet er større Lighed mellem Galeopithecus og Cladobates end mellem nogen af dem og Flagermus; de staa begge paa et højere Trin. 3) «In Bezug auf die Lage des Beckens nimmt Gal. eine vermittelnde Stellung zwischen Insectivora und Clwéroptera ein. Meningen hermed er kun, at Galeopithecus i Tallet af Ryghvirvler gjennemsnitlig staar mellem Insektædere og Flagermus; Flagermusene med den korte Krop have de færreste Hvirvler. Men der er, ogsaa efter Leche's Opgivelser, Insektædere (Cladobates), der have lige saa faa Ryghvirvler som Galeopithecus, og Flagermus, der have lige saa mange. For Spørgsmaalet om nærmeste Slægtskab har dette Forhold derfor ingen Betydning. 4) «Os epicoracoideum» skal findes hos Galeopithecus og være temmelig ejendommelig udviklet ; hos Insektædere: «kommt vor, aber in anderen Lagebeziehungen», hos Halvaber: «fehlt»; hos Flagermus: «bei Pteropi vållig mit Gal. ubereinstimmend». Hvad Leche kalder Os epicoracoideum hos Galeopithecus, er et forbenet Stykke af iste Ribbens Brusk, svarende til forbenede Stykker i de følgende Ribbensbruske; hvad han, ligesom Parker (Monogr. on the struct. and devel. of the Shoulder-girdle and Sternum in the Vertebrata ; Ray Soc., 1868; p. 214, pl. XXVII), kalder Os epicoracoideum hos Flagermus, er en Epiphyse paa Manubrium sterni, svarende til andre Epiphyser paa Brystbenets Led; hverken det ene eller det andet har noget at gjøre med det sædvanlige «Os epicoracoideum», der snarest er en Levning af Øs coracoideum. Selv om Leche's Tydning var rigtig, vilde Forholdet hos Pteropodider og Galeopithecus være alt andet end såberein- stimmend», om end Delenes Tal vilde være ens; iste Ribbens Brusk vilde saa hos Galeopithecus være et ubetydeligt lille Bruskstykke mellem selve Ribbenet og Os epicoracoideum, derimod hos Pteropus stor og forbenet: Øs epicoracoideum hos Galeopithecus vilde være en stor altid fri Knogle, meget lignende Iste Ribbens Brusk hos Flagermus, hos Pteropus derimod en uselvstændig Benskive, lignende en Epiphyse påa Randen af Manubriwm, hvormed det hos voxne smelter sammen. I Virkeligheden er Forskjellen mindre, men, dog stor nok; den vigtigtigste Forskjel er den, at Galeopithecus, saa vidt man hidtil ved, i Modsætning til Flagermus ikke har nogen Epiphyse påa Randen af Manubrium, og at Nøglebenet hos Galeopithecus er rykket saa langt ud til Siden, at dets Tilheftning kommer til at ligge helt paa iste Ribbens Brusk, ikke som hos Flagermusene paa Randen af Manubriwn og paa mere eller mindre af det tilgrændsende af iste Ribbens Brusk. — I Henseende til Forbindelsen mellem Nøgleben, Manubrium og iste Ribbens Brusk afvige Galeo- pithecus og Flagermus paa forskjellig Maade fra de sædvanlige Forhold hos mere oprindelige Insektædere. De to forreste Led af Brystbenet, de to forreste Ribben & | (| og Nøglebenet, sete halvt fra Siden, halvt forfra. 1 og 2 Manubrium og Zdet Brystbens-Led. 3, 4, 5 og 6 Epiphyser paa Brystbenet hos Pteropus. 7 og 8 forbenede Ribbensbruske. 9 og 10 Stykker ikke forbenet Ribbensbrusk hos Galeopithecus. 11 og 12 Ribben, iste og 2det. 13 Nøglebenet med Epiphyse, 14, hos Pteropus. Nøglebenets Ledflade paa Manubrium og iste Ribbensbrusk hos Pteropus er skraveret. — Efter Leche skulle Stykkerne 3 hvs Pteropus og 7 hos Galeopithecus svare F: E til hinanden og være Epicoracoid, og 7 hos Pteropus og 9 hos Pteropus, juv. Galeopithecus. Galeopithecus skulle være enstydige, Ribbensbruske. 45 5) « Episternwm» skal hos Flagermus være «auf derselben Entwicklungsstufe wie bei Gal.…, derimod ikke stemme med Forholdet hos Insektædere og Halvaber. Meningen er, åt der hverken hos Galeopithecus eller Flagermus findes noget «Episternum». medmindre en noget fortykket Del i Væggen af Kapselbaandelt mellem Clavicula og Manubrium (eller iste Ribbens Brusk) skulde kunne regnes derfor. Men den samme Mangel af «Episternum» kan ogsaa vise sig hos Insektædere, som Cladobates og Sorex. Forholdet er altsaa uden Betydning for Spørgsmaalet om nærmeste Slægtskab. — Hvad Leche her, med Forbehold, kalder Episternum, bør iøvrigt ikke kaldes saaledes; den Dannelse, der sigte» til, er en lille, velkjendt Levning af Os coracoideum; det er det lille, undertiden dobbelte, Bruskstykke, der hos Pungdyr og placentale Pattedyr kan ligge bag Nøglebenets nedre Ende, mere eller mindre fast forbundet med Kapselbaandet mellem Clavicula og Manubriwm. 6) «Beim jugendlichen Gal. ist Humerus ebenso lang wie Radius, beim erwachsenen Huwmerus viel kurzer. Tupaia und Prosimiæ stimmen nur mit dem jugendlichen Gal. åberein. Bei Chir. veråndert sich das Långenverhåltniss der genannten Knochen wåhrend der Entwicklung in derselben Weise wie bei Gal.» Meningen er kun, at Underarmen hos Galeopithecus og Flagermus voxer stærkere end Overarmen; det er en Omskrivning for, at Galeopithecus og Flagermus have usædvanlig lange Underarme, og at de som Unger ere mindre ejendommelige end som voxne, saaledes som det plejer at være Tilfældet. Spørgsmaalet om Betydningen af Ligheden i Underarmens Længde er en Del af Spørgsmaalet om Betydningen af Ligheden mellem Faldskjærm og Vinger. 7) I Henseende til « U/na und seine Entwicklung» skulle Flagermusene være «vållig åbereinstimmend mit Gal.», Insektædere og Halvaber derimod ikke. Leche har set bort fra meget store Forskjelligheder i Form mellem Galeopithecus og Flagermus; Meningen er kun, at Ulna hos Galeopithecus og (i Almindelighed) hos Flagermus vantrives, hos voxne delvis erstattes af Baand eller paa anden Maade forsvinder, men hos Unger eller Fostre er fuldstændig tilstede i brusket Tilstand. Men hos Flagermus er det mere eller mindre af Midtstykket af U/na, der forsvinder som Knogle; baade øvre og nedre Ende ere tilstede, om end nedre Ende smelter sammen med Radtus. Hos Galeopithecus er det derimod kun Knoglens nedre Ende, der forsvinder, «nur durch ein Ligament vertreten ist (oder gånzlich fehlt?)» (p. 11). Heri er altsaa netop en betydelig Forskjel mellem Galeopithecus og Flagermus. (Man tør dog maaske ikke regne det for godtgjort, at nedre Ende af Ulna hos Galeopithecus ikke alligevel er tilstede, men hurtig smelter sammen med Radius; Formen af Underarmens Ledflade mod Haandroden kunde tyde noget derpaa.) Men selv om Ulna hos Galeopithecus og (i Almindelighed) hos Flagermus var vantreven paa samme Maade, kunde Leche ikke bruge denne Omstændighed som Bevis for, at Galeopithecus væsenlig er en begyndende Flagermus; han mener nemlig, at der var tertiære ægte Flagermus, der havde en fuldstændig Ulna, ikke meget svagere end Radius (se Anm, 16); deri vare de altsaa mere oprindelige end Galeopithecus. — Spørgsmaalet om Betydningen af Ulna's Forhold falder nær sammen med Spørgsmaalet om Betydningen af Underarmens Længde. 8) «Gråssenverhåltniss des Capitulum fibulæ und des Malleolus lateralis» er hos Flagermus «bei vielen wie bei Gal.»; Insektædere og Halvaber skulle være anderledes. Der sigtes til, at øvre Ende af Fibula hos Galeopithecus og Flagermus er mere vantreven end nedre. Men det samme Forhold kan findes hos vidt forskjellige Dyr med vantreven Fibula; det gjenfindes hos Drøvtyggere blandt andre. Ellers er der ingen særlig Overensstemmelse mellem Galeopithecus og Flagermus i Henseende til Fibula; der er netop betydelig Formforskjel; tilmed ere de laveste Flagermus mere oprindelige end Galeopithecus i, at Fibula er i Led- forbindelse med Calcaneus. 9) «IM. dorso-brachialis» skal være «bei Propithecus åhnlich wie bei Gal.…, men hos Flagermus «in einen Patagium-Muskel (M. dorso-patagialis) umgebildetv; Insektæderne skulle være anderledes end Galeopithecus. Det kan ikke godtgjøres, at Flagermusenes tynde «Dorsopatagialis» er afledet af en Muskel som «Dorsobrachialis» hos Galeopithecus. Der er intet, der tyder påa, at den paagjeldende Muskel hos Flagermus nogensinde har været andet end Hudmuskel; den har ingen Forbindelse med Latissimus dorsi. Hos Galeopithecus er derimod «Dorsobrachialis», hvad ogsaa Leche mener, en Affødning af Latisstmus dorsi; baade «Dorsobrachialisv og «Dorsoepitrochlearis» hos Galeopithecus ere sikkert fremkomne som ejendomme- lige Uddannelser af det Bundt Muskeltraade, der hos forskjellige andre Pattedyr løsner sig fra Latissimus dorst og strækker sig ned langs Armens Bagside. 10) «Halstheil des JM. trapezius fehlt» hos Galeopithecus, «ist vorhanden» hos Insektædere og (Anm. 15.) Halvaber, «fehlt» hos Flagermus. I denne Henseende er der en Lighed mellem Galeopithecus og Flagermus; de ere sikkert heri mindre oprindelige end de Insektædere, hos hvem Trapeztus naar frem over Halsen; men om Udspringet af Trapezius strækker sig lidt længere eller lidt kortere, kan ikke være meget betydningsfuldt, 11) «Insertionsweise des M. subclavwus» skal være «bei Cléromys wie bei Gal.», men anderledes hos Insektædere og Flagermus. Sagen er, at Fæstet af Subelavwus hos Galeopithecus ikke alene som sædvanlig er langs det yderste af Clavicula indtil ÅAcromion, men ogsaa strækker sig videre langs det korte Båand mellem Clavicula og Prc. coracowdeus ned til det øverste Hjørne af Prc. coracoideus, til «dorsalen Schenkel des Proc. coracoid.» Denne Forskjel fra det sædvanlige er yderst ubetydelig ; ved en ubetydelig Væxt i Fæstet af Subclavius vilde det samme fremkomme hos andre Dyr. løvrigt er Forholdet jo blandt dem, der ikke tyde paa Slægtskab mellem Galeopithecus og Flagermus. Den «dorsale Schenkel des Proe. coracoid.» hos Galeopithecus regner Leche for at være særlig ejendommelig; dog skulle nogle Flagermus deri nærme sig Galeopithecus: «Der Prøocessus coracoideus (hos Galeopithecus) låuft ..…. in zwei lange Fortsåtze aus, von denen der ventrale allein demjenigen anderer Såuge- Uhiere entspricht, wåhrend der dorsale vordere den dieser Form eigenthimlichen Muskulaturverhåltnissen seine Entstehung verdankt; er dient nåmlich dem Muse. coraco-cutaneus und einem Theil des Muse. subelavtus zum Ansatz. Das Ligamentum coruco-claviculare geht von der Spitze des dorsalen Coracoidschenkels aus. .…. Am Nåchsten stimmen in der Bildung des Proc. corac. wiederum einige Vespertiliones mit Gal. uberein, nur ist der Processus nicht an der Basis gespalten, sondern es ist ein langer Schaft vorhanden, welcher die beiden Fortsåtze trågt» (p. 10). Det er ikke de paagjeldende svage Muskler, men det stærke Lig. coraco- claviculare, der frembringer den opadgaaende Udvæxt fra Grunden af Prec. coracoideus hos Galeopithecus. Ganske den samme Udvænst, frembragt af samme Baand, findes hos enhver Flagermus, dog altid svagere, og kan ogsaa spores hos mange andre Pattedyr. De to Grene paa Spidsen af Prec. coracotdeus hos nogle Vespertilionider ere fremkomne ved Udvidelse og Spaltning af den sædvanlige enkelte Spids; den ene af de to Grene er Udspringet for Caput breve bricipitis, den anden for Coracobrachaalis; ingen af dem har noget at gjøre med den «dorsale Schenkel» hos Galeopithecus. 12) «Ursprung des «M. flexor carpi ulnaris» skal hos Flagermus være som hos Galeopithecus; derimod skulle Insektædere og Halvaber være anderledes. Sagen forklares nærmere saaledes (p. 25): «Bei Insectivora (auch Tupaia) und Halbaffen nimmt der Flexor c. ulnaris stets vom Hwmerus seinen Ursprung; bemerkenswerth ist desshalb, dass er bei Chzroptera gleichwie bei Gal. distalwårts gewandert ist, denn bei den ersteren entspringt er nach Macalister hauptsåchlich von «subolecranon part» der Ulna, erhålt aber sewohnlich ausserdem einen kleinen Zipfel vom Condyl. med. humert; bei Gal. ist nun selbst dieser schwache Humerusursprung verschwunden.… Hvis denne Fremstilling var rigtig, skulde altsaa Galeopithecus heri være mindre oprindelig end Flagermusene; men Sagen er ikke saa ligefrem; hos de fleste Flagermus ud- springer nemlig Flexor carpt ulnaris fra Overarmen. Hos Mucrogløssus (maaske i det hele hos Pteropodider) udspringer den med to Hoveder, et stærkere fra Ulna og et svagere fra Humerus; hos Artolbius er der ogsaa to Hoveder, men det stærkeste udspringer fra Humerus; hos Rlunolophus, Nycteris, Vespertilio, Plecotus, Minyopterus, Vesperugo, Molossus er Udspringet kun paa Humerus. Den oprindeligste Form for Udspringet er snarest den mere ubestemte, paa én Gang fra Over- og Underarm; denne Form er i hvert Fald meget almindelig hos Pattedyr; i saa Fald vilde altsaa Galeopithecus afvige fra det oprindelige paa én Maade, de højerestaaende Flagermus paa en anden. 13) «Ursprung des M. supinator longus» (burde maaske snarest kaldes Supinator brevis eller longus d: brevis) skal hos Halvaber være som hos Galeopithecus, men anderledes hos Insektædere og Flagermus. Der er i denne Henseende ingen væsenlig Forskjel mellem Galeopithecus, Insektædere og lavtstaaende Flagermus, som Macroglossus; Forskjellen er kun, at Udspringet af Supinator hos Galeopithecus maaske strækker sig noget højere op langs Overarmen end sædvanlig hos de andre, ligesom dens Fæste naar temmelig langt ned paa Underarmen; det er kun hos de højerestaaende Flagermus, at Swpinator vantrives stærkt. Galeopithecus og de højere Flagermus afvige paa forskjellig Maade fra det sædvanlige. 14) «Verhalten der Mm. tensor fasciæ latæ, glutæus maximus und femorococcygeus» skal hos Flager- musene være som hos (7aleopithecus, men anderledes hos Insektædere og Halvaber; dog faar man anden- steds (p. 32) at vide, at «unter den Insecttvoren stimmt hierin nur Clrysochloris mit Gal. iberein.« Det er sandt, at den paagjeldende Muskelmasse hos Galeopithecus og Flagermus er temmelig ens; men det kan 47 ikke med Rette siges, at Insektæderne, som Talpa og Sorex, ere væsenlig anderledes; der er lige saa store Forskjelligheder fra Flagermus som fra Insektædere; der er, blandt andet, neppe nogen Flagermus, hos hvem Muskelmassens Fæste strækker sig saa langt ned ad Laarbenet som hos Galeopithecus. 15) «M. caudofemoralis ist- vorhanden» hos Galeopithecus, «kommt nur bei Menotyphla vor» mellem Insektædere, «fehlt» hos Halvaber, «kommt bei vielen Chir. vor». Forholdet er altsaa uden Betydning for Spørgsmaalet, om Galeopithecus er nærmest beslægtet med Insektædere eller Flagermus. 16) «M. sartorius ist vorhanden» hos Galeopithecus, «kommt nur bei Tupaia und Erinaceus vor» mellem Insektædere, «kommt bei Allen vor» hos Halvaber, «fehlt stets» hos Flagermus. Altsaa en Forskjel mellem Galeopithecus og Flagermus. 17) «M. gracilis doppelt» hos Galeopithecus, «ebenso bei Erinaceus und Centetes» mellem Insekt- ædere, «einfach» hos Halvaber; hos Flagermusene «einfach (vielleicht doppelt bei Cephalotes)».. Som man kan se af Macalister's Beskrivelse og Billede, hvortil Leche henviser (The Myology of the Cheiroptera; Philos. Transact., vol.162, 1872; p.156 pl. XIV, f.11) er «Cephalotes pallasii» (>: Harpyia) i denne Henseende væsenlig som andre Flagermus; Gracilis udspringer hos Flagermusene langs Skambenets nedre Rand, fra forreste Spids af Pre. tliopectineus til Skambenets bageste Ende; Muskeltraadene samle sig vifteformet og gaa over i en lang tynd Sene, der fæster sig paa Indersiden af Tibda nær ved den øvre Ende; hos nogle Flagermus, som Harpyia og Artobius, er den Del, der udspringer forrest paa Pre. iliopectineus, lidt skilt fra det øvrige; intet af Gracilis udspringer paa Hoftebenet. I Gracilis er der netop en betydelig Forskjel mellem Galeo- pithecus og Flagermus. Hos Galeopithecus er nemlig Gracilis, efter Leche's Beskrivelse, dobbelt; den bestaar af to lange remformede, ikke senede, Muskler, af hvilke den forreste udspringer fra Hoftebenet foran Pre. iliopectineus, den bageste fra Skambenets nedre Rand; tæt ved Tibia forenes de to Muskler og fæste sig samlede omtrent midt paa 7%bra. 18) «M. biceps fem. rudimentår» hos Galeopithecus, «ist wohl enwickelt» hos Insektædere og Halvaber, «fehlt»« hos Flagermus. I Vantrivningen af Biceps cruris, der vist er afhængig af Elyvehuden, er der en Lighed mellem Galeopithecus og Flagermus. 19) «Lage der Mm. extensor digitorum longus et tibialis anticus» skal hos Flagermus være som hos Galeopithecus, men anderledes hos Insektædere og Halvaber. Der sigtes til, at 7%bralis anticus hos Galeo- Pithecus og Flagermus i sin øverste Del er dækket af Eætensor digitorum longus, ikke som sædvanlig omvendt. Heri er der Lighed mellem Galeopithecus og Flagermus; men Forskjellen fra det sædvanlige er ikke stor; den beror kun paa lidt Forskydning af Udspringet af de to Muskler; den Del af Eætensor longus, der udspringer paa Underbenet, har foroven sendt nogle Muskeltraade frem langs Randen af øvre Ende af Tibia og Crista tibiæ udenom Tibialis anticus. i 20) «M. extensor digitorum longus entspringt hauptsåchlich vom Femwr» hos Galeopithecus, sentspringt vom Femur» hcs Insektædere, «entspringt nicht vom Femur» hos Halvaber; hos Flagermus sentspringt vom Femur, ausgenommen bei Pteropus». Hos nogle Flagermus udspringer den ligesom hos Galeopithecus baade fra Femur og Tibia: Nycteris, Artobius, Taphozous; hos andre udspringer den kun fra Femwr: Rhinolophus, Vesperugo; hos Macroglossus, som hos Pteropus, udspringer den kun fra Under- benet. Forholdet er saa lidt fast, at det ikke kan have stor Betydning. 21) «M. extensor digitorum brevis vållig getrennt vom M. ext. dig. longus» hos Galeopithecus (der sigtes til Senerne af de paagjeldende Muskler); bei Vespertilio murinus wie bei Gal.», men anderledes rjeldende Sener skilte som hos hos Insektædere og Halvaber. Kun hos højerestaaende Flagermus ere de på Galeopithecus, hos Nycteris, Rlvinolophus, Artobius, Taphozous, Vesperugo; de mere oprindelige Flagermus staa i denne Henseende paa et lavere Trin end Galeopithecus; hos Cynonycteris, Pteropus og Macroglossus ere Senerne ikke skilte; de smelte sammen over Leddet mellem Mellemfod og Iiste Tauled (Leche omtaler det selv hos Pteropus efter Humphry: The Myology of the limbs of Pteropus; Journ. of Anat. and Physiol, vol. III, 1869, p. 317). Ligheden mellem Galeopithecus og nogle Flagermus er altsaa uden Betydning. 22) «M. popliteus ist vorhanden» hos Galeopithecus; «ebenso» hos Insektædere og Halvaber; hos Flagermus «fehlt; bei Vampyrops Spuren vorhanden». Om end Popliteus hos Flagermus er ifærd med at vantrives, er den dog endnu ret anselig hos nogle, som Artobius, Taplhozous. For Spørgsmaalet om nær- meste Slægtskab er Forholdet uden Betydning. É 23) «Mm. plantaris mnd soleus fehlen» hos Galeopithecus; «bei Tupaia fehit M. plantaris; (Anm. 15.) «beide Muskel vorhanden» hos Halvaber; «beide Muskel fehlen» hos Flagermus. Heri ere Galeopithecus og Flagermus mindre oprindelige end Insektædere. Det er en Lighed mellem Galøopithecus og Flagermus ; men det behøver ikke at tyde paa Slægtskab. 24) «Pedaler M. eætensor brevis digitt qvinti» findes hos Galeopithecus, ikke hos Insektædere, ønur bei Loris gracilis» blandt Halvaber, men «bei der Mehrzahbl der C/ør.… Der sigtes til, at Fætensor brevis digitorum hos Galeopithecus og de fleste Flagermus helt og holdent udspringer paa Foden som kort Muskel, at ikke den Del, der hører til dte Taa, udspringer paa Underbenet som lang Muskel. Leche slutter sig til den vistnok rigtige Mening, at hele Eætensor brevis oprindelig hos Pattedyr har været en lang Muskel med Udspring påa Underbenet, at Udspringet først efterhaanden har flyttet sig ned paa Foden, og at altsaa de Pattedyr, hos hvem noget af Musklen endnu udspringer paa Underbenet, i denne Henseende ere oprinde- ligere end de, hos hvem Musklen helt er flyttet ned paa Foden. Galeopithecus er altsaa heri mindre op- rindelig end de ikke faa Flagermus, hos hvem Eætensor brevis digiti qvinti udspringer paa Underbenet; Ligheden mellem Galeoptthecus og nogle af Flagermusene er derfor uden Betydning. — Forholdene hos Flagermusene ere, efter hvad jeg selv har set, følgende: Hos Cynonycteris, Pteropus og Macroglossus er Extensor brevis til ste Taa en selvstændig Muskel, der udspringer paa Underbenet og ligger ved Siden af Peronæus brevis (Leche omtaler Musklen hos Pteropus efter Humphry). Hos Nycteris, Rlunolophus, Artobrius udspringer Extensor brevis til 5te Taa paa Foden sammen med Æxtensor brevis til de øvrige Tæer. Hos Taphozous og Vesperugo (discolor) er Eætensor brevis til ste Taa paa en Maade dobbelt; dels er der ganske den samme korte Muskel som hos Røænolophus 0o.s.v., dels gaar der til dte Taa en Sene fra Peronæus brevis, hvad der tyder paa, at en lang Eætensor brevis digiti qvinti er sammensmeltet med Peronæus brevis (et lignende Forhold omtaler Macalister hos Cynopterus («Eleutherwra margimata»; Philos. Transact., 1872; p. 158). Maisonneuve (Traité de TFostéol. et de la myol. du Vespertilio murinus, 1878, p. 290 og 300) beskriver det hos Vespertilio murtmus). Forholdet hos Taphozous og Vesperugo synes iøvrigt at oplyse om, at naar Flagermus ikke have en lang men en kort Extensor brevis digitt qvinti, er det ikke, fordi den lange Extensor er rykket ned paa Foden og bleven kort, men fordi den lange Extensor brevis er vantreven og forsvunden og erstattet af en ny tilkommen kort Eætensor brevis. 25) «Insertion des M, eætensor hallucis brevis» skal hos Flagermusene være som hos (aleopithecus, men anderledes hos Insektædere og Halvaber. Ligheden mellem Galeopithecus og Flagermus udtrykkes såaa- ledes (p. 42): «Characteristisch und gemeinsam fir Gal. und Chiroptera ist die Insertion des Ext. hallucis brevis an der Basis der Klauenphalange, wodurch er der einzige Strecker der 1. Zehe wird.” Leche omtaler selv en Erxtensor hallucis longus hos Galeopithecus; men den skal fæste sig kun ved Grunden af Tommel- taaens Iste Led og regnes derfor ikke for Strækkemuskel af iste Taa; hos Flagermusene mener Leche, at en lang Strækkemuskel til iste Taa helt mangler; det skulde dog altsaa egenlig bero paa forskjellige Forhold hos Galeopithecus og Flagermus, at Eætensor brevis er den seinzige Strecker der 1. Zehe». Men Forholdene hos Flagermusene ere anderledes, end Leche tror. For det første kan der ogsaa hos Flagermus findes en Extensor hallucis longus, udspringende paa Underbenet, fæstende sig ved Grunden af Tommeltaaens iste Led, som hos Galeopithecus; det findes hos Chilonycteris (der samtidig mangler TY%bialis anticus) og hos Noctilzo; Macalister (1. e. p. 159) beskriver det hos Macroglossus (hvor jeg dog ikke har set det). For det andet er Extensor hallucis brevis, i det mindste undertiden, lige saa fast bunden til Grunden af Tommeltaaens iste Led som til Kloleddet. For det tredje er det meget almindeligt, at Eætensor digitorum communis longus ogsaa har en Sene til iste Taa; jeg har set det hos Rø/ænolophus, Artobius, Chilonycteris, Noctilio, Ta- phozous, Vesperugo; Macalister beskriver det hos Cynopterus, Megaderma og Rhinolophus, Maisonneuve hos Vespertilio murinus. For det fjerde kan der findes to korte Strækkemuskler, begge naaende til Kloleddet: foruden den sædvanlige Afdeling til iste Taa af Extensor digitorwm communis brevis findes der en egen Extensor hallucis brevis; jeg selv har set det hos Taphozous; Maisonneuve har beskrevet det hos Vespertilio mwrinus. Undertiden, som hos Artobius og Molossus, findes den samme særlige Extensor hallucis brevis ikke naaende til Kloleddet, men fæstende sig paa Grunden af Tommeltaaens iste Led. (Muligvis er Flager- musenes Æztensor hallucis brevis opstaaet ved Udspaltning i den sædvanlige Afdeling til Iste Taa af Extensor digitorum communis brevis; muligvis er det en oprindelig lang Muskel, der fra Underbenet har trukket sig ned paa Foden; sikkert er det den samme som den, der hos Chilonycteris og Noctilio er kaldt Eætensor 49 hallucis longus; men om Forholdet hos Chilonycteris og Noctilio er det oprindelige eller ej, kan ikke siges.) — I Strækkemusklerne til iste Taa er der ingen særlig Lighed mellem Galeopithecus og Flagermus. 26) «M. flexor accessorius ist vorhanden» i Fodsaalen hos Galeopithecus, «ist vorhanden» hos Insektædere, «fehlt« hos Halvaber og Flagermus. Ogsaa hos Flagermus kan den dog være tilstede; den er meget tydelig hos Nycteris og Artobius. Sagen er altsaa uden Betydning for Spørgsmaalet om nærmeste Slægtskab. 27) « M. pyramidalis fehlt» hos Galeopithecus, «ist vorhanden» hos Insektædere, «fehlt» hos Halvaber og Flagermus. Macalister (1. c. p. 153) beskriver den hos Pieropus; jeg selv har ikke set den hos nogen Flagermus. Tilstedeværelse eller Mangel af Pyramidalis kan ikke have stort at sige; hos de fleste Pattedyr er den meget ubetydelig, ifærd med at vantrives. 28) «Zwei Mm. sterno-costales sind vorhanden» hos Galeopithecus, ligeledes hos Halvaber; «ein M. sterno-cost. ist vorhanden» hos Insektædere; «Mm. sterno-cost. fehlen» hos Flagermus. I Virkeligheden kan en tydelig Sternocostalis ogsaa findes hos Flagermus, udspringende langs Brystbenet, fæstende' sig paa Iste Ribben; den findes hos Artobius, Rhynchonycteris, Taphozous; den mangler hos Nycteris, Rhinolophus, Thyroptera. Forholdet er uden Betydning. 29) «Unterzunge rudimentår» hos Galeopithecus, «gut ausbildet bei Twpaia»; hos Halvaber «bei allen gut ausbildet»; «fehlt» hos Flagermus. Altsaa snarest en Lighed med Cladobates. Hos Flagermus kan der dog i Virkeligheden findes tydelige Spor af «Unterzunge» som hos Rhinolophus (især R. blasii). (Ved «Unterzunge» forstaar Leche, ligesom Gegenbaur, noget andet, end man ofte ellers forstaar derved; den anselige Dannelse hos Flagermus, som man plejer at kalde Undertunge, vilde han kalde «Sublingualfalte».) 30) «Oberer 2. Schneidezahn und s.g. Eckzahn mit je zwei Wurzeln» hos Galeopithecus, «ebenso bei einzelnen Formen» blandt Insektædere, men ikke hos Halvaber og Flagermus. Altsaa en Ulighed mellem Galeopithecus og Flagermus. — Leche mener (p. 61), «dass die Beschaffenheit des vordersten Oberkieferzahns, des s.g. Eckzahns, nicht etwas fur Gal. eigenthumliches ist, sondern vielmehr ein fir eine grosse und phylogenetisch alte Gruppe gemeinsames, primitives Anfangsstadium darstellt«; man skal (p. 60) «innerhalb der Insectivorengruppe die schrittweise vorsichgehende Entwicklung des vordersten Oberkieferzahns aus einem indifferenten, mit dem Pråmolartypus ibereinstimmenden Stadium zur Ausbildung einer wirklichen Eckzahn- form verfolgen konnen». Der henvises til, at øvre Hjørnetand hos nogle Insektædere («Petrodromus, Rlwyn- chocyon, Ericulus») har lav Krone og to Rødder, hos andre («Gymnwura, Talpa») høj Krone og to Rødder, snur bei Centetes und Hemicentetes» høj Krone og enkelt Rod; om den dobbelte Rod paa øvre Hjørnetand siges desuden, at den «nach Marsh zu dem am meisten charakteristischen der åltesten bekannten Såugethiere, der mesozoischen Pantotheria, gehårt.… Men det er utvivlsomt, at den særegne udprægede Form paa øvre Hjørnetands Krone hører til Pattedyrenes oprindeligste Ejendommeligheder; den findes gjennemgaaende ikke alene hos de laveste Pungdyr, men ogsaa hos Juratidens Pattedyr, der vel nærmest vare lavtstaaende Mono- tremer, og den er allerede tydelig hos mange Krybdyr; naar Hjørnetanden hos nogle Insektædere afviger fra den sædvanlige Form og har lav Krone, er det et ikke oprindeligt Forhold, fremkommet enten ved Van- trivning, idet Fortænderne voxe paa Hjørnetændernes Bekostning, eller ved forandret Brug, idet Hjørnetanden ikke mere bruges i Egenskab af Hjørnetand. Det er sandt, at øvre Hjørnetand hos lavtstaaende Pattedyr er temmelig ligegyldig med Hensyn til Røddernes Tal; men hos de fleste har den enkelt Rod. At øvre Hjørnetand hos Galeopithecus (hvis det iøvrigt er en Hjørnetand) og endogsaa bageste øvre Fortand have Form som For- kindtænder og noget af den samme mærkelige Form som de nedre For- og Hjørnetænder, er i hvert Fald ikke et oprindeligt Forhold; og at de paagjeldende to Tænder have dobbelt Rod, er for Hjørnetandens Ved- kommende snarest, for Fortandens Vedkommende ubetinget en Egenskab, der følger med deres øvrige Form, heller ikke oprindelig. — I Formen af øvre Hjørnetand og bageste Fortand er Galeopithecus mindre op- rindelig end Flagermus. 31) «Blinddarm. vorhanden» hos Galeopithecus, «ebenso bei Menotyphla» blandt Insektædere; hos Halyvaber «ebenso bei allen»; «fehlt oder (selten) rudimentår» hos Flagermus. Altsaa en Ulighed mellem Galeopithecus og Flagermus; Blindtarmen er hos Galeopithecus særlig veludviklet. 32) «Bau des Uterus» skal være »bei einigen Pteropi wie bei Gal.», men anderledes hos Insekt- ædere og Halvaber. Dog skal, efter Leche's Beskrivelse, Tupaia tana i meget ligne Galeopithecus. Men E Museo Lundii. 2, I. (å 50 (Anm. 15.) Bygningen af Uterus kan neppe have meget at sige; blandt Flagermusene findes der i den Henseende de største Forskjelligheder (cf. Robin: Rech. anat. sur les Mammif. de V'ordre des Chiroptéres; Ann. se. nat., 6 séæér., Z0ool., tom. XII, 1881; p. 151). 33) «Bau der åusseren weiblichen Genmitaliav skal være «bei Chiromys wie bei Gal.»; andensteds (p. 69) staar, at det «bei manchen Halbaffen» er som hos Galeopithecus. Baade Insektædere og Flagermus skulle være anderledes. 34) «Placenta discoidea» hos Galeopithecus, Insektædere og Flagermus, « Placenta diffusa» hos Halvaber. Altsaa Overensstemmelse mellem Galeopithecus, Insektædere og Flagermus, saa at Forholdet er uden Betydning for Spørgsmaalet om nærmeste Slægtskab. 35) «Zitzen axillar» hos baade Galeopithecus og Flagermus, «verschieden»v hos Insektædere og Halvaber. Galeopithecus skal have to Par Patter, hvoraf kun det forreste Par «etwa in der Hohe der Achsel- håhle liegt» (p. 71); Flagermusene have oftest kun ét Par (se H. Allen: Mammary glands of Bats; Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1880; p. 133). At Patterne kun ere faa, ligesom at der oftest kun fødes en enkelt Unge, er en Lighed mellem Galeopithecus og Flagermus; men den er snarest kun en Følge af den noget fælles Levemaade; det er Ejendommeligheder, der ogsaa findes hos flere forskjellige klatrende Dyr. For at godtgjøre Rigtigheden af sin Slutning, at Galeopithecus er en begyndende Flagermus med kun ringe Uddannelse i egen Retning, «ein wenig modificirter Nachkomme des Urstammes der Chzroptera», burde Leche have søgt at vise, ikke alene at Galeopithecus havde Ligheder med Flagermus, men ogsaa at dens Afvigelser fra Flagermusene, i hvert Fald som oftest, bestod i, at den var mere oprindelig; men det har han ikke forsøgt undtagen i ganske enkelte Tilfælde. I Virkeligheden ere Lighederne med Flagermusene færre og mindre betydelige, end Leche mener. Kun en ringe Del af Afvigelserne fra Flagermusene tyder paa, at Galeopithecus staar lavere og for saa vidt kunde ligne Flagermusenes Stamfædre; men intet peger paa nærmere Tilslutning til Flagermus end til Insektædere. I mange Henseender staar Galeopithecus højere end Flagermusene eller er udviklet i andre Retninger og maa for saa vidt være forskjellig fra de første Flagermus. Der er derfor ingen Sandsynlighed for, at Galeopithecus blot nogenlunde nær skulde slutte sig til Flagermusenes Stamtræ. Leche har ikke selv søgt at regne med Mærkerne for ved deres Hjelp at dømme om Åfstamningsforholdet; det eneste, han anfører, hvori Galeopithecus paa én Gang skal have en slaaende Lighed med Flagermus og staa paa et lavere Trin, er Flyvehuden (p. 18): «Und in der That muss man, wenn man sich von der Entwicklung der Flughaut der Chzroptera eine Vorstellung machen vill, sich stets ein Durchgangsstadium denken, genau so wie es vom Gal.-Patagium realisirt wird». Men en Faldskjærm som den hos Galeopithecus (se ovenfor, p. 41) kan ikke være Grundlag for Flagermusenes Vinger. Hvad Leche siger om Lighed med Insektædere, særlig med Cladobatider, er sikkert rigtigt. Men Indrømmelsen af særlig Lighed med Cladobatider er uforenelig med den Mening, at Galeopithecus nærmest skulde være Stamform for Flagermusene. Til Cladobatidernes vigtigste Ejendommeligheder, hvori ogsaa Galeopithecus stemmer mest med dem, høre Øjehulens Dannelse og Trommebenets Form; men i begge disse Henseender ere Cladobatiderne afgjort mindre oprindelige end Flagermusene og kunne altsaa ikke være Flagermusenes Stamformer. (Til Forsøgene paa at klare Forholdet mellem Flagermusene og andre Dyr maa man ogsaa regne, hvad Prof. Dr. Noack siger i Anledning af Hovedskallen af en Unge af Nyctinomus limbatus: «Der Schådel des Pullus erinnert entschieden an den der Lacertiden, die bekanntlich in einigen Gattungen, z. B. Acantho- dactylus und Doryphorus, eine Neigung zur Verlångerung der Zehen, sowie zur Bildung einer Flughaut wie bei Ptychozoon oder zu Hautwucherungen wie bei Chlamydosawrus haben, so dass in dieser Richtung der Ursprung der Chéroptera uberhaupt zu suchen ist.» (Zoologische Jahrbucher, Abth. f. Systematik etc., Bd. 4, 1889; p. 232.)) 16) p. 19. En fuldstændig Ulnma kjendes ikke hos en eneste nulevende voxen Flagermus; hos Fostre kan den derimod findes, i delvis brusket Tilstand, som Leche har oplyst (Uber die Entwicklung des Unterarms und Unterschenkels bei Chiroptera; Bihang till Vet. Akad. Handl., Bd. 5, Nr. 15, 1879). Denne Oplysning skal finde «ihre vollståndige morphologische Verwerthung» ved «Vergleichung mit den Organisations- verhåltnissen, welche die fossilen Chiroptern darbieten+ (1. c. p. 14); der henvises til + Vespertilio aqvensis Saporta» og « Vespertilzo parisiensis Cuvier». ul ER rn Paa Billeder af Arme af « Vespertilio aqvensis» fra «marnes gypsiféres d'Aix» (Gervais: Zool. pal. génér., I sér., 1867—69; p. 161, pl. XXVIII, f. 1 & 12) og af « Vespertilio parisiensis» fra Montmartre-Gipsen (Blainville: Ostéogr., genre Vespertilio, pl. XV: V. serotinoides antiqvus, og Gervais: l.c. f. 2) findes der noget, der kan se ud som en selvstændig, stærk Ulna, der ligger langs hele Radius; paa selve Gjenstandene skal det samme kunne sees. Derom siger Leche (1. c. p. 16): «Immerhin ist jedoch die Thatsache sicher gestellt, dass die beiden, bis jetzt bekannt gewordenen fossilen Ghiroptern in dem Bau ihres Antibrachium das nicht differenzirte, embryonale Stadium der lebender repråsentiren . . .» « Vespertilio aqvensis» er opstillet efter en Underarm og Haand liggende vel vedligeholdt i en Gipsplade; ogsaa Fingrenes Bruskspidser og Flyvehuden sees, i Aftryk(?). Den stemmer meget vel med Vesper- tilioniderne, bortset fra «Ulra». Tommelen er kort; den Finger har kun ét Led, der er temmelig kort og ender i en Bruskspids; 3dje Finger har to Led og kort Bruskspids; åde og Ste Finger have hver to Led. Mellemhaandsbenene ere temmelig ens i Længde. — Af »… Vespertilio parisiensis» kjendes en Del af Skelettet, der ligger i ret god Stand i en Gipsplade. Som bekjendt stemmer den nøje med Vesperugo serotinus i Hovedskal, Tænder og alt andet, undtagen i «Ulnas; Leche siger om den (l.c. p.15): « V. parisiensis ist somit ein V. serotinus, bei welchem der Unterarm auf dem embryonalen Entwicklungstadium stehen geblieben ist.» Det er ikke troligt, at et saa lavt Mærke som en fuldstændig, stærk Ulna skulde kunne findes uden at gaa Haand i Haand med andre lave Mærker, ikke hos ellers lavtstaaende Flagermus, men hos Årter, der ellers i et og alt stemme med de højtstaaende Vespertilionider, endogsaa med Vesperugo serotinus, en af de allerhøjeste. Indtil noget andet uomtvistelig eftervises, maa man snarest tro, at «Ulnma» hos V. aqvensis er et udsplittet Stykke af Radius (eller maaske Underarmens Sener; naar Fingrenes Bruskspidser kunne være tilstede, som Aftryk (?) eller forstenede (?), kunne ogsaa Senerne være det paa samme Maade). Hos V. parisiensis er «Ulna» maaske ogsaa et udsplittet Stykke af Radius (saaledes opfatter Schlosser Forholdet hos V. pari- siensis: Die Affen, Lemuren, Chiroptern etc., Theil 1, 1887; p.58; med Hensyn til V. agvensis giver han derimod Leche Ret), eller maaske et Mellemhaandsben, der er kommet til at ligge langs Radius. 17) p.19. Hvorledes Flyvehud kan bringe Væst i de Dele af Lemmet, som den støtter sig til, kan sees hos de forskjellige flyvende Phalangistider. Hos Acrobates og Petaurista (der høre til forskjellige Hovedafdelinger af Familien) naar Flyvehuden frem langs Underarmen omtrent indtil Albuen eller længere frem; men den rører ikke Haanden. Fingrene have det samme indbyrdes Længdeforhold som hos klatrende Phalangistider uden Flyvehud; åde Finger er den længste; Ste er hos Acrobates betydelig kortere, hos Petawrista lidt kortere end Ååde. Hos Petaurus naar Flyvehuden frem indtil Grunden af te Fingers iste Led. Flyvehudens Paa- virkning har bragt Ste Finger til at voxe; den er bleven længere end åde. 18) p.20, 25, 30. Hos de laveste kjendte Flagermus er Kloleddet paa 3dje, åde og dte Finger forsvundet eller indskrænket til en ubetydelig Bruskspids (hvis da ikke Sagen er den, at Bruskspidsen er en ikke-for- benet Del af 2det Fingerled); hos højerestaaende Flagermus kan Kloleddet afvige endnu mere fra sin op- rindelige Ezenskab som Kloled og udvikle sig til en lang Bruskspids, der delvis kan forbene. Det sker især, med Bruskspidsen paa den lange 3dje Finger, der mere end de andre Fingerspidser er udsat for Luftens Tryk. Især hos gode Flyvere, som Taphozous, Minyopterus, flere Arfer Vesperugo, Scotophilus, er 3dje Fingers Bruskspids lang og mere eller mindre forkalket ; hos hele Familien Phyllostomatidæ er den ligeledes lang og næsten altid i sin største Udstrækning forbenet. — Dobson (On the phalanx missing from certain digits in the manus of Chiroptera; Journ. of Anatomy and Physiology, vel. 16, 1382; p. 200—201) synes at forudsætte, at de Flagermus, der have, hvad her kaldes «forbenet Bruskspids», i den Henseende ere de mest oprindelige. (Harrison Allen's Afhandling On the taxonomie values of the wing membranes and the terminal phalanges of the digits in the Cheiroptera (Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1889; p. 313—40, pl. X) indeholder ikke noget Forsøg paa at udfinde, hvad der er det oprindeligste Forhold. Naar Bruskspidsen er delvis forbenet, kaldes den indre forbenede Del 3dje Fingerled, og den ydre bruskede Del kaldes åde Led.) she 52 19) p.20. Den Knogle, der som oftest findes hos Flagermus bag den bageste Ende af Ulna i Bag- væggen af Albueleddet og sædvanlig tildels indesluttet i 7rzceps, plejer man at opfatte som en Seneknogle i Triceps, svarende til Patella i Knæleddet i Senen af Eætensor crwris. Rimeligvis er den fra første Færd opstaaet i Senen af Triceps; men i saa Fald har den undertiden mistet sine oprindelige Forbindelser; hos nogle Flagermus er den nemlig uden nærmere Forhold til Triceps. Hos Rlænopoma og Taphozous er det kun et inderste Lag af 7riceps, der med en temmelig svag Sene fæster sig paa Knoglen; Hovedsenen gaar frit hen under den. Hos R/wnolophus (baade R. hipposiderus og R. ferrwm-eqvinwm) er Knoglen helt uafhængig af Triceps-Senen, der gaar ganske frit hen under den til bageste Ende af Ulna. 20) p.21. Haandens lange Bøjemuskler ere i Almindelighed hos Pattedyrene følgende: 1) Flexzor carpi radialis, fæstende sig med en Sene paa Haandrodens eller Mellemhaandens Inderrand, 2) Flexor carpi ulnaris, fæstende sig med Sene paa Pisiforme, 3) Palmaris longus, endende med Seneblade i Haandfladen, 4) Flexor digitorum sublimis, endende med fem Sener, en til hver af Fingrene, 5) Flexor digitorum profumdus, ligeledes med fem Sener. Hos Flagermusene er Flexor carpi ulnaris altid tilstede paa sædvanlig Maade, men er dog svag; Flexor digitorum sublimis synes altid at mangle. De andre lange Bøjemuskler forholde sig forskjellig, men ere næsten altid mere eller. mindre vanslægtede og tilsyneladende ligegyldige med Hensyn til deres Sener. Til Oplysning om, hvor forskjellige Senerne kunne være, kan følgende tjene (set af mig selv): Flexor carpi radialis findes hos Cynonycteris, Maceroglossus, Nycteris, Rhinolophus, Artobius, Taphozous; Senen fæster sig ved Grunden af det Mellemhaandsben; den er af forskjellig Styrke, forholds- vis svagest hos 7T'anhozous. Hos Vesperugo (discolor) mangler Musklen helt. Palmaris longus (kjendelig paa, at Senen ikke omsluttes af Ligamentum carpt volare proprium) findes hos de nævnte Slægter med Undtagelse af Nycteris.. Hos Cynonycteris har den en Sene til Iiste, en til 2den og en til Ste Finger, hos Macroglossus og Taphozous en Sene til iste og en til 2den, hos Rhzno- lophus en til Zden og en til 3dje, hos Artobrus to til iste og en til den, hos Vesperugo en til iste Flexor digitorum profundus har hos Cynonycteris og Macroglossus en Sene til iste og en til 2den Finger, hos Nycteris og Artobrus en til iste og en til 3dje, hos Røøæénolophus Sener til iste, 3dje og åde, hos Taphozous en til 1ste og desuden en, der igjen gaar over i to smaa Muskler til 4de og Ste Finger, hos Vesperugo to til iste, en til 3dje og en til 4de. (Om F'lexor profundus hos Vespertilio murinus, Ple- cotus og Vesperugo pipistrellus siger Macalister (Philos. Transact. Roy. Soc. London, vol. 162, 1872; p. 150), at dens Sener gaa til iste og 2den Finger; Maisonneuve (Traité de Vostéol. et de la myol. du Vespertilio murinus, 1878; p. 246—47) opgiver for Vespertilio murinus, Naumann (Några ord om byggnaden af fråmre extremiteten hos slågtet Vespertilio; Vetensk. Akad. Handl. for 1850; p. 149) for en Vesperugo og Macalister (I. c. p. 149) for Vesperugo noctula Sener til iste, 3dje og 4de, ligesom jeg har fundet det hos Vesperugo discolor.) 21) p.21. Det samme er sagt af Dwight: The range of variation of the Human shoulderblade; Amer. Nat., vol. XXI, 1887; p. 627. 22) p. 22. Indskrænkningen af Ryghvirvlernes Tal sker vel snarest ved, at Fosteret arver For- ældrenes korte Krop og faar Rygraden delt i et mindre Antal Hvirvler. 23) p.23. Der er i Næsebladets Bygning, i Musklerne 0.s. v., ikke noget, der kunde tyde paa, at det var fremkommet ved Sammenvoxning over Snuden af opsvulmede kirtelrige Overlæber, som Dobson mener (Catal. Chiropt. Brit. Mus., 1878; p. XVI-XVIII, pl. Xl. f. 7—10); Overlæbens Kirtler ere indlejrede imellem Traade af Læbemuskler, Orbicularis oris 0.s.v.; men ingen af selve Læbens Muskler ; naar op til Næsebladet. 24) p.23. Om Næselabyrinthens Udvikling hos forskjellige Flagermus: Harrison Allen: On a revision of the Ethmoid bone in the Mammalia with special reference to the deser, of this bone and of the sense of smelling in the Cheiroptera; Bull. Mus. Comp. Zool. at Harvard College, vol. X, 1882; p. 135—64, p1..1—VII. 53 Nogle Oplysninger findes ogsaa hos: LZuckerkandl: Das periphere Geruchsorgan der Såugethiere, 1887; p. 58— 60, pl. VII. 25) p.23. Dobson har givet den nyeste selvstændige Oversigt over Flagermusene, dels i sin Af- handling: Conspectus of the suborders, families and genera of Chiroptera arranged according to their natural affinities (Ann. Mag. Nat. Hist., 4 ser., vol. 16, 1875; p. 345—57; ogsaa trykt i Dobson's Monogr. of the Asiatic Ghiroptera), dels, videre udført og med nogle Ændringer, i hans overordenlig nyttige Catal. of the Chiroptera in the coll. of the British Museum, 1878. Hans Opstilling er senere næsten stadig fulgt af andre, ogsaa godkjendt af Flower (On the arrangement of the orders and families of existing Mammalia; Proceed. Zool. Soc. London, 1883) og af Flower & Lydekker (Mammals living and extinct, 1891). I Ud- drag, med Udeladelse af Afdelingernes Kjendetegn, er Opstillingen følgende (I firkantede Klammer er vedføjet en Del Navne, for det meste nye, som Flower og Lydekker af forskjellige, mindre gode Grunde søge at ind- føre for de sædvanlig brugte, og i runde Klammer ere de Slægter vedføjede, der ikke kjendtes, da Dobson skrev, og som ere optagne af Flower og Lydekker.): T) Megachiroptera. Pteropodidæ. Pteropi: Epomophorus, Pteropus, Gynonycteris [Xantharpyia], (Boneia), Cynopterus, Cephalotes, (Pteralopex). Macroglossi: Notopteris, Eonycteris, Macroglossus [Carponycteris], (Nesonycteris), (Callinyeteris), Melonycteris, (Megaloglossus [Trygenycteris]). II) Microchiroptera. A) Vespertilionine Alliance. Bhinolophidæ. Rhinolophinæ: Rhinolophus. Phyllorhininæ: Triænops, Rhinonycteris, Phyllorhina [Hipposiderus], (Anthops), Coelops. Nycteridæ. Megaderminæ: Megaderma. Nycterinæ: Nycteris. Vespertilionidæ. Plecoti: Antrozous, Nyctophilus, Synotus, Plecotus, Otonycteris. Vespertiliones: Vesperugo, Chalinolobus, Scotophilus, Nyeticejus, Atalapha, Harpiocephalus, Vespertilio, Kerivoula (2: Vespertilio). Miniopteri: Natalus, Thyroptera, (Myxopoda), Miniopterus. B) Emballonurine Alliance. Emballonuridæ. Emballonurinæ. Ib Å. Furiæ: Furia [Furipterus], Amorphochilus. Emballonwræ: Emballonura, Coléura, Rhynchonycteris, Saccopteryx, Taphozous. Dicliduri: Diclidurus. B. Noctiliones: Noctilio. II. Rhinopomata: Rhinopoma. Molossinæ. Molossi: Cheiromeles, Molossus, Nyctinomus. Mystacinæ: Mystacina [Mystacops]. Phyllostomidæ. Lobostominæ. Mormopes: Chilonycteris, Mormops. Phyllostominæ. Å. a. 2 Vampyri. 54 (Anm. 25.) 1. Lonchorhina, Macrotus [Otopterus], Macrophyllum [Dolichophyllum]. 23 a. Vampyrus, Lophostoma, Schizostoma, Trachyops, Phylloderma. f. Phyllostoma, Tylostoma [Anthorhina], Mimon, Carollia [Hemiderma], Rhinophylla. Glossophagæ: Glossophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa [Leptonye- teris]), Lonchoglossa, Glossonycteris, Choeronycteris. b. Stenodermata: Artibeus, Vampyrops, Stenoderma, Ametrida (3: Stenoderma), Chiroderma, Pygoderma, Sturnira, Brachyphylla, Centurio. B. Desmodontes: Desmodus, Diphylla. For at tydeliggjøre sin Opfattelse ledsager Dobson sin Fremstilling med et «Diagram illustrating the affinities of the families and genera of Chiroptera, and probable lines of descent from ancestral forms (Palæochuroptera)», der i det væsenlige ser saaledes ud: E = Pteropi. | | Phyllorhi- | Rhinolo- | ninæ, phinæ. | Macroglossi. | | Pteropodidæ. Rhinolophidæ. Ea —E z | Glosso- | phagæ. | Vampyri. | å Megader- Ds Phytllosto- Nycterinæ. 7 minæ. minæ. En SV] Stenoder- mata. Chilonyc- Desmo- | teris. dontes. Nycteridæ. Phyllostomidæ. y Nyctophilus. | Noctiliones. y Plecotus. nå Plecoti. HUL SELTE, | Histiotus. Rhinopomata. SSR | Vesperugo. Vespertilio. | 25 ag | Vespertiliones. | | Taphozoi. Molossi. Kerivoula. Emballonuræ. | Miniopteri. i Natalus. Furia. | Vespertilionidæ. Emballonuridæ. | Ancestral forms. | | Palæochiroptera. Af Dobson's Forklaring hertil maa man især lægge Mærke til følgende: «...the affinity of the generic groups to each other, and to groups of other families, is indicated (as far as possible) by the relative position of the names of these groups in each circle (3: her Firkant). The generic names are introduced in order to indicate the position of the transitional forms...… og «The position of the Pteropidæ is not in- 55 tended (as in other cases) to indicate their descent from the Plwyllostomidæ, but to show their position with regard to the whole suborder Mzcrochiroptera». Den største Anke, der kan rettes mod Dobson, er, at han ikke bedre har søgt at skjelne mellem mere og mindre oprindelige Egenskaber og derfor ikke har kunnet bruge Mærkerne til at udlede Afstam- ningen. Han har desuden altfor ofte holdt uvæsenlige Ligheder for Tegn paa Slægtskab; som Overgangs- former har han opstillet Former, der umulig kunne være det, Former, der ikke ere andet end Tillempninger i samme særlige Retning paa forskjelligt Grundlag, af forskjellige Afdelinger. Hans Forestilling om Af- stamning beror derfor paa Tilfældighed. Vespertilionider og Emballonurider skulle være de oprindeligste kjendte Flagermus, Phyllostomatider, Rhinolophider og Pteropodider de højeste; 0. s.v. Plecotus og dens Slægtninge skulle gjøre Overgang fra Vespertilionider til Rhinolophider gjennem Megadermer; en Slags Overgang mellem Phyllostomatider og Pteropopider skal gjøres gjennem Glossophaga og Macroglossus; 0. s. v. Som Følge af sin urigtige Opfattelse af Flagermusene Stamtræ har Dobson ogsaa en temmelig bagvendt Forestilling om Grundene til deres Udbredelse over Jorden (Ann. Mag. 1875; p. 356—57). Dobson's vigtigste Forgjænger er Peters, der dels har givet en samlet kort Oversigt over Flagermusene (Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1865; p. 256—58), dels har skrevet en stor Mængde mere eller mindre foreløbige smaa Afhandlinger om enkelte Afdelinger (mest spredt i forskjellige Aargange af Monatsber. Akad. Berlin, fra 1856—82). Det er Peters, hvem man skylder en væsenlig Del af den Kund- skab, man nu har om Flagermus. Hans Opstilling af Familier 0.s.v. (Monatsber. 1865) er væsenlig følgende : Pteropi: Pteropus, Cynonycteris, Pterocyon, Gynopterus (Ptenochirus, Uronycteris), Megærops, Epomophorus (Hypsignathus), Macroglossus, Harpyia, Cephalotes, Notopteris. Megadermata: Rhinopoma, Megaderma (Livia), Nycteris, Nyctophilus (senere overført. til Vespertilionider). Rhinolophi: Rhinolophus, Phyllorhina, Coelops. Phyllostomata. Vampyri: Phyllostoma (Macrophyllum, Mimon, Tylostoma, Trachops), Vampyrus (Lophostoma, Schizostoma), Lonchorhina, Macrotus, Carollia. Glossophagæ: Glossophaga, Ischnoglossa, Anura, Monophyllus, Phyllonycteris. Stenodermata: Stenoderma (Dermanura, Pygoderma, Artibeus, Vampyrops), Chiroderma, Sturnira, Brachyphylla, Genturio. Desmodi: Desmodus, Diphylla. Mormopes: Mormops, Chilonycteris, Pteronotus. Brachyuræ: Mystacina, Noctilio, Taphozous, Emballonura (Saccopteryx), Diclidurus, Furia. Molossi: Dysopes (Molossus, Promops, Mormopterus, Nyctinomus), Chiromeles. Vespertiliones: Synotus, Plecotus, Histiotus, Otonycteris, Miniopterus, Vespertilio (Kerivoula, Natalus), Vesperugo, Vesperus, Murina, Harpyiocephalus, Nycticejus, Atalapha, Thyroptera, Antrozous. 1 nogle Henseender stod Peters tilbage; for Dobson; men i Hovedsagen ser hans Fremstilling naturligere ud end Dobson's. Men Forskjellen mellem Peters og Dobson er temmelig tilfældig; til at skjelne Afdelingerne bruge begge væsenlig den samme Kreds af Mærker, mest hentede fra Ydre, Tænder og enkelte Dele af Hovedskallen, begge bruge Mærkerne omtrent paa samme Maade, og begge have væsenlig den samme Forestilling om Overgangsformer. 26) p.25. For den her givne Oversigt over Flagermusenes indbyrdes Slægtskab gjelder ogsaa, hvad der er sagt i Anledning af Oversigten over Gnavere (E Museo Lundii, Bd. 1, 3dje Afhandl., 1887 (88); p. 161 Anm. 29). Især maa man huske paa, at Kjendetegnene for Afdelingerne ere søgte udelukkende blandt de Egenskaber, der maa have været at finde allerede hos de oprindeligste Former i Afdelingerne. 27) p. 26. Om de oprindelige Former paa Pattedyrenes Tænder: H. Winge: Om Pattedyrenes Tandskifte især med Hensyn til Tændernes Former ; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1882; p. 15—69, pl. III. meen 28) p. 27. skal nedenstaaende Oversigt tjene. Til Forstaaelse af, hvad der p. 27 og i det følgende siges om Flagermusenes Tandsæt, Det er forudsat, at Flagermusene stamme fra Pattedyr, der have det 123.1.1234567 Tandsæt, der er det oprindelige for Placentalia: 47534 4234567) ! hver Kjæbeside foroven og forneden 3 Fortænder, 1 Hjørnetand og 7 Kindtænder, hvoraf 4 Forkindtænder og 3 Bagkindtænder (Vidensk. Medd. Naturhist. Foren., under denne tegnes saaledes: 1882); Pteropodidæ. Pteropodes. 5 ER Es er Cynonycteris, Pteropus, Pteralo- pex. — Der kjendes ingen Flagermus, der har mere end to øvre Fortænder paa hver Side; derimod er der mange, der have tre nedre. Hos dem, der have to øvre og tre nedre Fortænder, som Nycteris og de fleste Vespertilionider, svare de to øvre til de to bageste af de nedre. Det forudsættes, at de to øvre Fortænder ere de samme hos alle Flagermus, åt de altsaa ogsaa hos Pteropodider ere den og 3dje af de oprindelige tre. Naar Pteropodidernes øvre Fortænder ere 2den og 3dje, ere de nedre Fortænder det samme, bestemte efter deres Stilling til de øvre. — Ingen kjendt Flagermus har mere end tre Forkindtænder. Det forudsættes, at det er den forreste, p1, af de oprindelige fire, der mangler. ERR ERA Epomophorus. 8143456 31.234507 Cephalotes. 23. 1. 2345 23,1,23458 Cynopterus. 3.4. 2345 n 31.23456 -Harpyia. Macroglosst. 23.1.23456 23.1. 234567 Melonycteris, Eonycteris. 23.1. 3456 ” 31.23458 WNotopteris. Megaloglossus, Macroglossus, 23.4.23456 a 31.234567 Nesonycteris. Rhinolophidæ. Megadermatinz. Uli DRE ; — os mr 245ET ANycteris: | 'Atudet er pl3, der mangler, er sluttet ved Sammenligning med Rhino- lophiner. At det er i3, der mangler, er sluttet af, at i 3 hos Nycteris er den mindste af de nedre Fortænder. 4567 754567 Megaderma. Forudsætning maa Tandsættene hos Flagermus-Slægterne be- Rhinolopluni. 2.1.24567 n TE GERT Plwyllorhina (som oftest), Anthops, Rhinonycteris, Triænops, Coelops. Fortænderne ere bestemte ved Sammenligning med Nycteris, hos hvem i 3 er den mindste. p2 mangler hos enkelte Plryl- lorhina-Arter; p3 findes ofte hos uddøde tertiære Arter («Pseudorhinolophus» Schlosser), der ellers i ingen Henseende ere væsenlig forskjellige fra nu- levende, men er kun en ubetydelig Vantrivning. 2.1.2 4567 £ å 1271, 224587 Plunolophus (som oftest). Mulig- vis er det ikke p3, som hos mange Vespertilionider, men p2, som hos de fleste Phyllostomatider, der mangler i Overkjæben hos Rhinolophider. Der er hidtil ikke fundet noget Middel til at afgjøre Sagen ; ogsaa Forholdet til Underkjæbens Tænder er for ube- stemt til at oplyse noget. I Underkjæben er p 3 ifærd med at forsvinde; den kan undertiden mangle (Vidensk. Medd. Naturhist. Foren., 1881; p. 10). Phyllostomatidæ. Plwjllostomatint. Phyllostomata. 23.1. 34567 2 i 53.1.234567 Macrotus, Lonchorhina, Schizo- stoma, Trachyops, Phylloderma, Vampyrus (Subg. Vampyrus). — For øvre og nedre Fortænder gjelder det samme som hos Pteropodider. — Kun hos nogle faa Slægter blandt nulevende Phyllostomatider findes tre øvre Forkindtænder: hos Carollia, Lonchoglossa, Glossonycteris og Choeronycteris; hos dem er det den forreste, p 2, der er mindst, undertiden vantreven. Deraf sluttes, at det er p2, der mangler hos de Phyllostomatider, der kun have to øvre Forkindtænder. Vilde man søge at løse Spørgsmaalet ved Hjelp af de øvre Tænders Forhold til de nedre, vilde Udfaldet blive et andet. De øvre Forkindtænder pleje, naar Munden lukkes, at slutte ind bag de tilsvarende nedre; hos de Phyllostomatider, der have to øvre og tre nedre veludviklede Forkindtænder, som hos Schizostoma, slutter den forreste øvre ind bag den forreste nedre, p2, og foran p3; efter sin Stilling til Underkjæbens Tænder vilde altsaa den forreste mon øvre Forkindtand være en p2 og ikke en p3. Men hos Flagermusene tør man neppe altid dømme efter de øvre og nedre Forkindtænders indbyrdes Stilling; dertil er deres indbyrdes Vexelforhold ikke bestemt nok; hos Vespertilioniderne vilde man i hvert Fald aabenbart ad den Vej komme til urigtige Slutninger; der kan ikke tvivles om, at den forreste øvre Kind- tand hos Former som Plecotus er en p2; men efter dens Stilling til Underkjæbens Tænder maatte den regnes for p 3. 23.1. 34567 23.1.2 4567 Macrophyllum, Phyllostoma, Ca- rollia (som voxen), Rhinophylla. Hos de fleste af de Phyllostomata, der have p 3, er den vantreven. 23.1. 34567 21.234567 ZLophostoma, Vampyrus (Chro- topterus). 23.4. 34567 ' 31,2 456% Tylostoma, Mimon. 28:1.234567 å ; 231.2456, Varollia (som ung). Sædvanlig opgives kun to øvre Forkindtænder; hos voxne ser man heller ikke mere. Leche (Lunds Univ. Årsskr., Bd. XIV, 1877—78; p.7) har hos en Unge fundet en ganske lille p2; det samme har ogsaa jeg set hos en Unge fra Lagoa Santa, der tillige havde en ubetydelig lille dp 2 siddende løst i Tandkjødet udenfor p 2, ens paa begge Hovedets Sider. — Oftest hos Flagermus findes kun to Mælkekindtænder, dp 3 og dp4; en dp 2 var hidtil kun funden i Overkjæben hos Glossophaga (Leche: l.c. p.11). At dømme efter den omtalte Unge fra Lagoa Santa er Mælketandsættet hos Carollia 23. 1.234567 23. 1.234 . 34 i Forhold til det blivende Sæt saaledes: Glossophagæ. 23.1. 34567 ' 531,234567 CGlossophaga, Monophyllus. 23:42 134567. : 531.24567 Plyllonycteris. 23.1. 3456 23. 1.23456 23. 1.234567 — 53,1,234567 Lonchoglossa , Ischnoglossa. Glossonycterts , Choeronycteris (som unge; hos ældre mangle nedre Fortænder, hos Choeronycteris ogsaa p 2). Stenodermata. 23.1. 34567 23.1. 2 4567 tobius (part.), Stenoderma (part.). 23.1. 3456 23.12 4567 Vampyrops (oftest), Stwrnira, År- Artobius(part.), Stenoderma (part.). E Museo Lundii. 2, I. 23.1. 3456 Å i 23 1.2 150 Artobrus (part.), Chiroderma (part.), Centurio, Pygoderma. 23.1. 3456 3 3 23). 1.2 4567 "Clhuroderma» (part.). (Cf. Tho- mas: Ann. Mag. N. H. 1889; p. 170.) Desmodontes. 23.1. 34567 23.1.2 4567 Prachyphylla. i 456 mn. k AN 531.2456 Diphylla. Ved Sammenligning med Desmodus. eee Se 531,2 a5 Desmodus. Kindtænderne bestemte efter Form og Stilling: begge øvre have Spor af to- spidset Yderrand påa Kronen og have stor indre Rod; den bageste nedre er formet som en sammen- trykt Bagkindtand og sidder lidt foran bageste øvre. Å 2 34 (Leche opgiver Kindtænderne som: 373;, Dobson å 34 vist som: 31") Mormopinz. 23 MES ÆDE NEUER g 53.1,234567 Clilonycteris, Mormops. 23.1. 4567 2.1.2 4567 Emballonuridæ. Rhinopomatini. 18:58:59 120 11254567 stemt efter sin Stilling, yderst i Mellemkjæbebenet. Noctilio. Rlunopoma. Øvre Fortand be- At det er TER der mangler, sluttes af, at i 3 er den mindste af de nedre Fortænder hos de Emballonurider, der have alle tre. At det er 3, der mangler, er sluttet ved Sammenligning med andre Emballonurider. Emballonurini. 23.1. 34567 123.1.2 4567 tænderne bestemte ved Sammenligning med Vesper- tilzavus. 2 .1. 34367 123.1.2 4567 chonycteris, Diclidurus. Hos Mosia og Emballo- nura.er i3 mindre end i 2. Mosia, Emballonura. Kind- Coléura, Saccopteryx, Rhyn- 2 .1.234567 2123. 1. 234567 tænder kjendes ikke; af nedre Fortænder har der, efter Schlosser, været enten tre eller to, snarest tre. Vespertiltavus. De øvre For- 2.1. 34567 12.1.2 4567 Taphozous. Vespertilionide. Natalini. 23.1.234567 Be GE T, . Ø É 1231.234567 Natalis, Thyroptera. 8 58 (Anm. 28.) 3.1. 34567 ; É 2.4.1 4567 534567 Tuwria, Amorphochilus. Hos SSD TAB Er Natalis og især hos Thyroptera er p? den mindste teris, Scotoplulus, Nyctophilus, Atalapha (Subg. af de øvre Forkindtænder (hos Natalis vel højere Dasypterus). Vesperugo (Rhogeéssa), Otonyc- men smallere end p 3). 2.1. 14567 Arne ; y ilionid 2 Ud SAyE FRE E 531,2 4567 Antrozous. Hos Vespertilionider Vespertiltonint. med tre nedre Fortænder pleje de to bageste at være 23.1.234567 Få EA de største. 123.17234567 "Espero. Molossini. 23 SAND EA ETS lGe Mystaci .1.2 4567 i 3 5 Æt ystacina. Min STS sne KE 6 123.1.23456% Plecotus, Minyopterus, Lasio 2.1.2 4567 : as É 2 2.1.2 4567 ; nycteris.. Hos Vespertilio er p3 den mindste af Bigg FT: Nyctinomus (part.). . då. (| le Forkindtænderne. s ne 2 .1.2 4567 23.1.2 4567 3 (part.: M. nasutus, abrasus, perotis, glaucinus, (Subg. Vesperugo), Synotus, Chalinolobus, (Subg.. bonariensts). Nyctinomus. (part.),… Molossus 23.1. 4567 z 23.1.2 4567 vesperugo (Vesperus, Hespe- Chiromeles, Molossus (part.: M. roptenus), Chalinolobus (Glauconyeteris). rufus, fluminensis, hirtipes) 2.1.2 4567 2.1. 43567 30 rer Vesperugo (Scotozous), Atalapha 5= ma " Molossus (part.: M.brachymeles, 123.1.2 4567 perugo ( I 23.1.2 4567 I Y (Subg. Atalapha). planwostris). De opførte Tandsæt ere fundne mest ved Undersøgelse af selve Dyrene, tildels ved Hjelp af Billeder og Beskrivelser, men uafhængig af andres Meninger. Udfaldet er i alt væsenligt blevet en Bekræftelse af, hvad Leche har fundet hos de Flagermus, han har undersøgt (Studier åfver mjålkdentitionen och tåndernas homologier hos Chiroptera; Lunds Univ. Årsskr., Bd. XII, 1875—76, 47 pp-, 2pl., og Zur Kenntniss des Milchgebisses und der Zahnhomologien bei Chiroptera, II Theil; ibd., Bd. XIV, 1877—78, 37 pp., 2pl. Leche's pl, p2 og p3 kaldes i nærværende Afhandling p2, p3 og på). Om de øvre Fortænders Forhold til de nedre har Leche ikke sagt noget; for de nedre Fortænders Vedkommende gaar han ud fra, at det altid er de yderste, der mangle, naar Tallet er formindsket, hvad dog ikke lader sig godtgjøre. 29) p.27. Om Pteralopex: Thomas: Ann. Mag. Nat. Hist., 6 ser., vol. 1, 1888; p. 155, og Proceed. Zool. Soc. London, 1888; p.473— 39 10905,0, 8 5,0,46 Thomas mener, at Tændernes Form hos Pteralopex tyder paa, at det er en lavtstaaende Ptero- podide: «At first sight it might appear to be merely a highly specialized offshoot of Pteropus, but a careful comparison of the other members of the family has convinced me that this is not the case, and that it is more probably an isolated survivor from the time when the ancestors of the modern Pteropodidæ still possessed cuspidate teeth — such teeth, which are still characteristic of nearly all the Microchiroptera, having been inherited from the Insectivora by the Palæochiroptera, or common ancestors of all the living Bats»; etc. (P.Z.S.88; p. 473). Selvfølgelig stamme de nulevende Pteropodider fra Flagermus, der have haft de Tand- former, der ikke alene ere de sædvanlige hos Flagermus, men ogsaa fælles for mangfoldige andre lavt- staaende Pattedyr, og det vilde ikke være mærkeligt, om man hos en Pteropodide fandt Minder om de tid- ligere Forhold; men hos Pteralopex finder man det netop ikke; i dens flerspidsede Kindtænder kan man ikke gjenkjende Formerne hos de insektædende Flagermus, og dens øvre Hjørnetænder, der have en lignende Form som de største af de øvre Kindtænder, ere endnu mere ejendommelige. Pteralopex er netop «a highly specialized offshoot of Pteropus». Der er heller ikke ellers i dens Bygning det mindste, der kunde lyde paa Oprindelighed, tværtimod (p2? er lille; den forreste nedre Fortand er meget lille og den bageste stor; Øjehulen er fuldstændig omringet af Ben; Pre. angularis er mærkelig stor, 0. s. v.). zo0g 30) p.27. Dobson: Catal. Chiropt. Brit. Mus.; p. 5. 31) p.27. Om Megaloglossus: Pagenstecher: Jahrb. Wissensch. Anst. Hamburg, II Jabrg, 1885; p. 125—29, pl. 32) p.27. Om Nesonycteris og andre Macroglossi: Thomas: Proceed. Zool. Soc. London, 1887; p. 323 —26. Thomas bruger Formen af «Pm 1» som et af de bedste Mærker til at skjelne Notopteris fra de andre Macroglosser. Det måa dog først mindes, at ingen kjendt Pteropodide har en virkelig p1; den forreste Kindtand hos sædvanlige Pteropodider er p2. Dernæst mangler Notopteris i Overkjæben p2; dens forreste øvre Kindtand er p3 og svarer altsaa ikke til den forreste hos de andre Macroglosser. 33) p.27. Skjønt Dobson opstiller Pteropodidernes Slægter paa en noget anden Maade end her, har han dog selv haft Øje for de samme Slægtskabsforhold, som her ere fremhævede; han gjør selv op- mærksom paa Slægtskabet mellem Cephalotes og Pteropus, mellem Harpyia og Cynopterus, 0. s. v. Jentink har opstillet to nye Pteropodide-Slægter, Bonera (sic) (Notes from the Leyden Museum, vol. I, 18379; p. 117—19) og Callinycteris (ibd., vol. XI, 1889; p 209—12, pl. 9), der maaske kunde have lige saa god Berettigelse som flere af de her vedtagne; men de synes i hvert Fald at slutte sig meget nær til henholdsvis Cynonycteris og Nesonycteris. 34) p. 29. Schlosser (Die Affen, Lemuren, Chiropteren, etc., des europåischen Tertiårs, Theil I, 1887; p. 61—70, pl.) har opstillet en egen Slægt, Pseudorhinolophus, for tertiære europæiske Plwyllorhina- Arter (særdeles gode Stykker af de tertiære franske Arter findes i Kjøbenhavn), der i ingen væsenlig Hen- seende afvige fra nulevende (Schlosser havde ingen Nutids-Phyllorhina til Sammenligning); en lille vantreven p3, som hos Rhinolophus, findes ofte; den synes altid at mangle hos nulevende Phyllorhina-Arter; hos Rhunolophus mangler den kun en sjelden Gang. Overensstemmelsen med Nutidens Phyllorhiner har ogsaa Lydekker set (Catal. Foss. Mamm. Brit. Mus., part I, 1885; p. 13; nogle af Arterne henfører han dog til Rhinolophus). Weithofer (Zur Kenntniss der fossilen Chiropteren der franzosisehen Phosphorite; Sitzungsber. Akad. Wissensch. Wien, Bd XGVI, Abth.1, 1887; p. 342—50) fastholder endnu Slægten Pseudorhinoloplus, dog med nogen Tvivl, om der ikke maaske i den er sammenfattet forskjellige Slægter; men heller ikke han oplyser noget om, hvori den egenlig er forskjellig fra Phyllorhina. Det samme gjelder Weithofer's nye Slægt Alastor (1. c., p. 350—51, pl., f. 5—8); hverken af Beskrivelsen eller Billedet faar man noget at vide om Forskjel fra Phyllorhina. 35) p. 29. Om Anthops: Thomas: Proceed. Zool. Soc. London, 1888; p. 477—78, pl. XXII. 36) p. 29. Hvad her er regnet til én Familie, Rhkinolophidæ, holdes baade af Peters og Dobson i to, men indbyrdes nærstaaende, Familier; Peters kalder dem Megadermata og Rhinolophi, Dobson Nyecteridæ og Rhunolophidæ. Robin, der særlig har undersøgt Flagermusenes Indvolde (Rech. ånat. sur les Mammif. de Tordre des Chiroptéres; Ann. sc. nat., 6 sér., Zool., tom. XII, 1881; p. 3), har derimod allerede foreslaaet at forene Nycterider og Rhinolophider i én Familie. 37) p.31. I sin Afhandling: Uber die Entw. des Unterarms und Unterschenkels bei Chiroptera (K. Vet. Akad. Handl., Bd. 5, Bihang, 1879; p. 13—14) skriver Leche: + Es sei hier auf die, wie mir scheint, recht bemerkenswerthe Thatsache hingewiesen, dass wir gerade bei Desmodus den embryonalen Bau des Antibrachium und Grus am Treuesten bewahrt finden, wåhrend dagegen, wie ich fruher gezeigt habe, das Zahnsystem dieser Form sich durch den håchsten Grad der Differenzierung, welcher uberhaupt bei den Chiroptern vorkommt, auszeichnet.» I Virkeligheden er der netop ingen Uoverensstemmelse mellem Lem- mernes og Tændernes Udvikling hos Desmodus; baade Undérarm og, især, Underben ere netop særlig højt udviklede. I det væsenlige ere Lemmerne byggede som hos andre Phyllostomatider; hvad der giver mange gr 60 (Anm. 37.) af Lemmeknoglerne hos Desmodus et ejendommeligt Udseende, er usædvanlig stærke Kamme, der frem- bringes af nogle af Musklernes Senehylstre, ikke af Musklerne selv, Det er ikke alene Ulna og Fibula, men ogsaa Humerus, Radius og især Femur og Trbia, der paa den Maade ere blevne omformede. Ulma og især Fibula have vel faaet Udseende af at være forholdsvis stærke; men deres Bygning er alt andet end oprindelig. 38) p. 32." Om Noctilio's Føde: «Nature», vol. XXXIX, 1889; p. 503. 39) p 32, I Ordningen af Phyllostomatiderne har Dobson, som han selv siger, i alt væsenligt fulgt Peters. Ogsaa her ere Afvigelserne fra Peters og Dobson kun faa. Carollia og Rhinophylla stiller Dobson vel til Phyllostomata; men han har dog ikke været rigtig klar over deres Slægtskab; han siger om Carollia, at den «forms a connecting link between the groups Vampyri (2: Phyllostomata) and Glossophagæ» (Catal. Chir. Brit. Mus., p. 494), og om Rivnophylla, at den «connects the Vampyr with the Glossophagæ and with the Stenodermata» (ibd. p. 496). En saadan Mellem- stilling er ubetinget en Umulighed for saa særlig uddannede Former som Carollia og Rhinophylla; Glosso- phager og Stenodermer ere desuden udgaaede fra Phyllostomata i modsatte Retninger. (At Rhinophylla, ligesom sin nære Slægtning Carollia, mangler Kindbue, er ikke omtalt af Dobson.) Brachyphylla (kun dømt efter Beskrivelser og efter Billedet af Hovedskallen hos Blainville: Ostéogr., genre Vespertilio, og af Tænderne hos Gervais: Castelnau: Expéd. Amér. Sud., Mammif., pl. IX, f. 7) regnes her til Desmodonterne som den oprindeligste Form, der ikke har fjernet sig langt fra Phyllo- stomata, Dobson stiller den til Stenodermata, men fremhæver selv dens Lighed med Phyllostoma og med Diphylla og Desmodus. Dobson saa godt, at Noctilio ligner Mormopinerne blandt Phyllostomatiderne, men regnede den dog, ligesom Peters gjorde det, til Emballonuriderne, som en Slags Overgang til Phyllostomatider: « Noctilzo connects the Emballonuridæ, especially the subfamily Emballonurinæ, with the Phyllostomidæ through the Lobostominæ (>: Mormopini). 1 have placed Noctilio provisivnally in this family; for its affinities appear to me to be with C/wlonycteris and the genera allied thereto...… Overgang fra Emballonurider til Phyllo- stomatider er en Umulighed, og i Virkeligheden er Noctzlio's Lighed med Mormopinerne saa gjennemgaaende, baade i Ydre og Indre, at der ikke kan være nogen Grund til at tvivle om, at den hører sammen med dem. Men selv om det kan siges, at Noctilto hører til Mormopinerne, staar den dog i Nutiden temmelig alene som en paafaldende højt udviklet Form; de Led, der have bundet den til andre Mormopiner, kjendes ikke. Den har ikke Bruskspidsen paa 3dje Finger forbenet; det ser ud, som om den deri stod paa et oprindeligere Trin end alle andre Phyllostomatider; men da det ellers synes klart, at den er uddannet fra Mormopiner, har man Grund til at tro, at den stammer fra Dyr, hos hvem Bruskspidsen har været forbenet. Til Phyllostomatiderne regner Weithofer (Zur Kenntniss der fossilen Chiropteren der franzåsischen Phosphorite; Sitzungsber. Akad. Wissensch. Wien, Bd. XCVI, Abth. I, 1887; p. 353—59, pl., f. 18—21) en tertiær Flagermus fra Frankrig, Necromantis adichaster. Slægten er opstillet efter en Underkjæbegren, der allerforrest i Hagen ikke er ganske hel, og som mangler den bageste Del og alle Tænder med Undtagelse af m? og m3. De Forhold, der skulle godtgjøre dens Henførelse til Phyllostomatiderne, ere «die ausserordent- liche Reduction der Incisiven und die beginnende des Pr2 (5: p3), der ausserdem nach innen aus der Reihe gedrångt wird» (p. 355); i det ene eller det andet eller i begge Dele skal den minde om Phyllostomer som Lophostoma, Vampyrus, Trachyops, Mimon. — Skjønt Weithofer selv (p. 354) siger, at Underkjæbens forreste Spids er itubrudt, er han dog sikker paa, at der enten ikke har været nogen Fortand eller kun en lille Vantrivning. 1 den Henseende kan man umulig vide noget; der kan lige saa godt have været tre eller to Fortænder som en eller ingen; paa jordfundne, ikke aldeles hele Kjæber af Vampyrus awrttus og Plwyllo- stoma hastatum, blandt andre, kan det ofte se skuffende ud, som om der slet ingen Fortand havde været, og dog har Vampyrus én og Plwyllostoma to i hver Kjæbeside. Men selv om der virkelig kun havde været én Fortand eller ingen, kunde dog Slægtskab ikke bestemmes derefter; det er jo ikke alene blandt Phyllo- stomatider, men ogsaa hos Vespertilionider, som Molossiner, for ikke at nævne Pteropodider, at man kjender Former, hvis nedre Fortænders Tal er sunket under to, og der vilde ikke være det mindste ivejen for, at 61 aet samme kunde ske i andre Familier. — At p3 er noget vantreven og skudt lidt til Siden fra Tandrækken, er et Forhold, hvoraf intet kan sluttes om Slægtskab; for den Sags Skyld kunde Necromantis lige saa gjerne være Rhinolophide eller Vespertilionide som Phyllostomatide eller andet. At p3 er skudt indad, er uvæsenligt; hos de Phyllostomer, der have en lille p3, ligger den snart i Tandrækken, snart indenfor, snart udenfor. — Vantrivning af p3 og Indskrænkning af de nedre Fortænders Tal er heller ikke en Sam- mensætning af Mærker, der er ejendommelig for Phyllostomatider. — Selve Kjæbens Form, med Underranden buet nedad under m2 og m3, minder heller ikke særlig om Phyllostomatider. — Efter det paagjeldende Stykke af en Underkjæbe er det umuligt at danne sig en Forestilling om Dyrets Slægtskab. 40) p. 33. Det sandsynligste er vel, at de to Led i 2den Finger hos Rhinopoma ere en virkelig Lighed med Pteropodider; saaledes er det ogsaa opfattet af Peters og Dobson. Men helt utænkeligt er det ikke, at 2det Led kunde være opstaaet ved en Forbening i det Baand, der hos andre højerestaaende Flager- mus er traadt i Stedet for det og 3dje Fingerled. Der findes netop i den Finger hos Rhinopoma en Ejendommelighed, der er alt andet end oprindelig: Grunden af Mellemhaandsbenet er usædvanlig stærk og har en anselig Udvæxt fremkaldt af Senen af Extensor metacarpi radialis longus; en noget lignende, men dog mindre Udvæxt findes ellers kun hos meget højtstaaende Flagermus, som hos nogle Vespertilio- niner og Molossiner. 41) p. 34. Rhinopoma regnes her, ligesom hos Dobson, til Emballonuriderne; Peters stillede den til sin Familie Megadermata. Blandt nulevende Flagermus staar den temmelig alene. I mange Henseender er den højt udviklet, som i Tandsæt, i Næsehulens Form, i Øverarmen, i Haleflyvehuden, 0. s. v.; men nogle af dens Egenskaber, som den fuldstændige Mellemkjæbe og de to Led i den Finger (se dog Anm. 40), tyde "paa, at dens Rod er blandt meget oprindelige Flagermus. Der kan ikke være Tale om Slægtskab med andre Familier end Rhinolophider og Emballonurider; enten stammer den fra en meget lavtstaaende Emballonuride, eller ogsaa er det en oprindelig Rhinolophide, der i adskillige Retninger er naaet særlig højt; i sidste Til- fælde vilde dens Ligheder med Emhballonurider ikke være Følger af Slægtskab, men kun af lignende Til- lempning; her er gaaet ud fra, at blandt andet Formen paa Overarmens nedre Ende er et Tegn paa virkeligt Slægtskab med Emballonurider. De andre nulevende Slægter, der her regnes til Familien Emballonwridæ, regnes ogsaa dertil af Dobson; men i samme Familie stiller han flere Slægter, der ikke kunne høre derhen: Noctilto, Furia, Amorphochilus, Nyctinomus, Chiromeles og Molossus. Om Noctilio se Anm. 39. Furia og Amorphochilus kjendes vel endnu ikke tilstrækkelig til, at man rigtig kan dømme om dem (om Furia især: Gervais: Castelnau, Exp. Amér. Sud., Mammif., 1855; p. 69—71, pl. XI, f. 2, pl. XIV, f.6; om Amorphochilus, den bedst kjendte: Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1877; p. 184— 87, pl.); men der er den allerstørste Sandsynlighed for, at de ere nære Slægtninge af Natalis, der er en Vespertilionide. Grunden til, at de ikke ere regnede for Vespertilionider, er vist kun den, at Halen er kort og ikke naar ud til Randen af Haleflyvehuden; men Forholdet mellem Hale og Flyvehud kan vexle stærkt hos indbyrdes nærstaaende Former i andre Familier og kan derfor neppe have meget at sige. Dobson havde dog selv nogen Følelse af deres Slægtskab med Vespertilionider, men udtrykte sig uheldig; han mente, at det var Emballonurider, der nærmede sig til Vespertilionider, særlig til (den kunstige) Afdeling Minyopteri, hvortil ogsaa Natalis henregnedes. Slægterne Nyetinomus, Chiromeles og Molossus stillede Dobson vel til Emballonuriderne, men dog som en egen Underfamilie, Molossinæ. Det er vist især 10 Egenskaber hos Molossinerne, der have bragt Dobson til at overse deres Slægtskab med Vespertilionider: Fingerleddenes Bøjning og Haarenes Bygning. iste Led i 3dje Finger bøjes under Hvilen opad paa Haandens Overside, som hos de fleste Emballonurider ; men Fingerleddenes Bøjninger ere altfor ubestemte til, at man kan stole paa dem; Dobson har heller ikke selv tillagt dem særlig stor Betydning; til Emballonuriderne regnede han Former, der bøje Fingerleddene paa sædvanlig Maade: Noctilio og Mystacina. I Haarenes Bygning hos Flagermus mener Dobson, at man for en væsenlig Del kan se Slægtskabsforholdene; han inddeler derefter «Microchiroptererne» i en «Vesper- tilionine» og en s+Emhballonurine Alliance», og til den s«Emballonurine Alliance» høre Molossinerne. Men Forskjellen i Haarenes Bygning hos de to «Alliancer» er langtfra altid let at se (jeg har selv eftergaaet Sagen (Anm. 41.) hos en anselig Række Former). Desuden er der Undtagelser, der alt andet end «rather support the gene- ralization» (Ann. Mag. 1875; p. 355); Minyopterus, der ubetinget er en Vespertilionide, har Haar som Em- ballonurider, 0. s. v. Den uddøde tertiære Slægt Vesperhltavus (Navnet er uheldigt baade efter Form og Betydning) er opstillet af Schlosser (Die Aflen, Lemuren, Chiropteren, etc. des europåischen Tertiårs, Theil 1, 1887; p. 70—74, pl.), der dog nærnest kun kjendte Underkjæber. (Om dens Slægtskab siger han (l. c. p. 71): «...…. Die Unterschiede gegenuber Vespertilto sind in die Augen springend. Dagegen durfte die directe Ab- stammung dieser letzteren nicht ausgeschlossen sein .... Bei der Kleinheit des unteren Pr 2 (5: p 3) und des oberen Pr 3 (5: p 2) konnen als etwaige Nachkommen unserer fossilen Fledermåaus nur Vespertilioniden mit 3 Pr in Betracht kommen .... Die unserem Vespertildavus im allgemeinen am nåchsten verwandte lebende Form ist, meiner Ansicht nach, Vespertilzo alecto (efter Dobson: Catal. Chir. Brit Mus., 1878, p. 361, er Vespertilio alecto Eydoux & Gervais = Emballonura monticola Temm.) mit ebenfalls ziemlich langem Kiefer und ziemlich einfachen Pr. Vespertiltavus nimmt in Folge der Långe seines Unterkiefers gegenuber den ibrigen Fledermåusen jedenfalls eine sehr primitive Stellung ein und erinnert zweifellos an die Mar- supialier, deren C ja auch sehr weit zurucksteht Unter den ersteren kommt in dieser Beziehung noch Taphozous am nåchsten, indem auch hier die Incisiven einen noch ziemlich bedeutenden Raum ausfillen; das Gleiche ist der Fall bei Vespertilio lepidus» (»: Natalis lepidus). En Hovedskal af Vespertiltavus findes i Kjøbenhavn; den mangler Mellemkjæbebenet, men er ellers særdeles fuldstændig; endogsaa de lange Pre. supraorbitales findes. 1 Virkeligheden staar Vespertiltavus overordenlig nær ved Taphozous, en af de højeste Emballonurider; den har altsaa intet at gjøre med Vespertilionidernes Stamtræ; Formen paa Underkjæbens forreste Ende er netop ikke oprindelig, men en af Taphozoernes høje Egenheder. Det er sikkert Overarmen af Vespertiliavus, som Weithofer (Sitzungsber. Akad. Wissensch. Wien, Bd. XGVI, 1 Abth., 1887; p. 352——53, pl., f. 12—16) henfører til «T'aphozous?», fordi den «von dem eines Taphozous (auch noch Molossus) fast gar nicht zu unterscheiden war... ». Af Billedet kan det sees, at Overarmen virkelig minder stærkt om Taphozous (at den altsaa i sit smalle Ledhoved og stærkt udstaaende Tuberculum minus er en fuldstændig Modsætning til Molossus). (Baade Schlosser og Weithofer omtale Overarme, som de uden nærmere Redegjørelse henføre til Vespertiltavus, muligvis kun i den Tro, at Vesper- tiltavus er en Vespertilionide,) Diclidurus (der kun er dømt efter Beskrivelser og Billeder) hører snarest til Afdelingen Taphozot; efter Billedet hos Gervais (Castelnau: Expéd. scientif. dans les parties centr. de 'Amérique du Sud, Mammif., 1855, pl. 13, f£. 1) synes Underkjæbens Hage at være formet omtrent som hos Taphozous; og det Billede, Wied giver (Beitr. z. Naturgesch v. Brasilien, Bd. 2, 1826, pl. 1, f. 1) tyder vist ikke paa det modsatte. 42) p.34. M. occipitifrontalis er i det væsenlige ens hos forskjellige Vespertilionider; jeg har efterset den hos Thyroptera, flere Arter Vespertilio, Plecotus, Minyopterus, Lasionycteris, flere Arter Vesperugoø, Seotoplilus, Atalapha, Nyctinomus og Molossus. Den udspringer med to Hoveder paa Nakkekammen, et påa hver Side; hvert Udspring fortsættes i en kjødet Muskelbug, der fortil gaar over i en stærk Sene, der smelter sammen med den tilsvarende paa den modsatte Side; den fælles Endesene fæster sig paa Næseryggens Brusk i Hovedets Midtlinie. Iøvrigt kan Musklen være stærkere eller svagere; dens Udspring paa Nakke- kammen kan være kjødet eller senet; de to Hoveder kunne være mere eller mindre adskilte; i dens Sene over Snudens Ryg kan der fremkomme Muskeltraade; den kån staa i forskjellig Forbindelse med andre af Ansigtets Muskler som Levator labii superioris og Compressor Nast; 0.s.v. To af de største Modsætninger indenfor Vespertilioniderne i Henseende til Udviklingen af Occipwtt- frontalis ere Thyroptera og Molossus. Hos Thyroptera 'er Musklen forholdsvis svag; dens Udspring er kjødet, dens to Hoveder vidt skilte, dog indbyrdes forbundne ved en tynd Hinde; først langt fremme, tæt ved er Musklen stærk; dens Udspring er senet; de to Hoveder ligge tæt ved Siden af hinanden og forenes snart; allerede over Panden ere Senerne smeltede sammen; men Fæstet, smelte de to Sener sammen. Hos Moøloss over Næseryggen gaar den fælles Sene paa et Stykke over til at blive kjødet. Nærmest som hos Molossus er Forholdet hos Nyetinomus og Vespertilioniner. Hos andre Flagermus end Vespertilionider ender Occrpitifrontalis ikke med en Sene, der fæster sig paa Næsebrusken, men har beholdt mere af sit oprindelige Præg som HudmuskeJ. Jeg har efterset den GERE: hos Cynonycteris, Notopteris, Macroglossus, Melonycteris, Nycteris, PIlujllorhina, Rhinolophus, Schizo- stoma, Vumpyrus, Carollia, Rlinophylla, Lonchoglossa, Artobius, Pygoderma, Desmodus, Chilonycteris, Noctilio, Rhinopoma, Mosia, Emhallonwra, Rhynchonycteris, Taphozous. Enten fæster den sig kjødet i Næseryggens Hud, eller den ender i en tynd Seneudbredning uden bestemt Fæste, eller den gaar over i Levator labi superioris, eller den gjør baade det ene og det andet. 43) p.34. Myxopoda fra Madagaskar (se især Dobson: Notes on Myxopoda aurita, Milne-Edw.; Proceed. Zool. Soc, London, 1878; p. 871—73) har man opført som Slægtning af Thyroptera; men den kjendes endnu for lidt til, at man kan dømme om dens Slægtskab. Den har flere mærkværdige Ligheder med Thyroptera, som forbenet Bruskspids paa 3dje Finger (hvad dog ogsaa kan findes hos andre Vesper- tilionider), Sugeskive, dog mindre fuldkommen, paa Haand og Fod, sammensmeltede Taaled, 0.s.v.; men muligvis ere Lighederne kun Følger af Tillempning i samme Retning. Mellemkjæbebenene ere ikke beskrevne ; men om de øvre Fortænder siges det, at de staa «in pairs, placed close to the canines», alts a som hos de fleste Vespertilioniner i Modsætning til Natalinerne; det tyder paa, at Mellemkjæben er lige saa indskrænket som hos Vespertilioninerne. Muligvis er Myxopoda afledet fra Vespertilio paa lignende Maade som 7'%y- roptera fra Natalis. Enkelte Arter i Slægten Vesperugo, V. pachypus, V. tylopus og V. nanus, vise Til- bøjeligheder til lignende Uddannelse. 44) p. 36. Slægterne Furta og Amorphochilus og Afdelingen Molossint regnes ellers ikke til Vespertilioniderne (se Anm. 41). (Mystacina er kun dømt efter Beskrivelser.) Dobson's Afdelinger Plecott, Vespertiliones og Minyoptert ere aabenbart for en væsenlig Del kun- stige og gjøre vist ikke Fordring paa at være andet. Harrison Allen (Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1891; p. 467—70) har opstillet en ny Slægt, Euderma, som han mener er en «Plecotian genus». Efter Beskrivelsen synes den at gaa ind under Vesperugo. 45) p. 37. Om Weithofer's tertiære europæiske Necromantis, der skulde være Phyllostomatide, se Anm. 39. 46) p. 37. Til at gjøre sig en Forestilling om Flagermusenes Historie i Amerika har man ingen anden Vejledning end den, der gives af den nulevende Faunas Slægtskabsforhold; hvad der kjendes fra Amerika af jordfaundne Flagermus, bortset fra Fundene ved Lagoa Santa, er saa godt som intet. En « Vesperugo anemoplulus» har Gope (The Vertebrata of the Tertiary Formations of the West, Book I; Hayden: Report U Geol. Surv. Territ,, vol. IT; 1883; p. 374; ikke afbildet) opstillet efter den for- reste Del af en Hovedskal fra tertiære Lag i Nord-Amerika. En egen Slægt, Domnina, med to Arter, ogsaa fra tertiære nordamerikanske Lag, har Cope (Il. c., p. 809—11, pl. LXII, f. 25—29) opstillet efter nogle smaa Stykker af Underkjæber. CGope henfører Slægten til Flagermusene, dog med nogen Tvivl; om det er rigtigt, eller om den hører til Pungdyr eller Insektædere, er vist umuligt at afgjøre; men der er i de paagjeldende Stykker ikke noget, der særlig minder om Flager- mus. Paa Ydersiden af nogle af Kjæbestykkerne, langt tilbage, under mt, er der et lille Hul, som Cope anser for et Foramen mentale, hvad det ogsaa synes at være; hvis det er det, er der deri netop ingen Overensstemmelse med Flagermus (hvad ogsaa Schlosser siger: Die Affen. Lemuren etc., I, 1887; p. 78), men snarere med Pungdyr; hos Didelphyider plejer et saadant lille Hul at ligge under p4, men kan ogsaa findes under m 1. Nogle andre smaa ubestemmelige Kjæbestykker fra nordamerikanske Tertiærdannelser har Marsh (Amer. Journ. Sc. Arts, 3 ser., vol. IV, 1872; p. 127—28 og 215—16) løselig omtalt; han har efter dem op- stillet Slægterne Nyctitherium og Nyctilestes, som han har henført til Flagermusene. be Tavleforklaring. For begge Tavler gjelder følgende: Alle Billederne ere i naturlig Størrelse. De ere tegnede af mig selv, Omridsene ved Hjelp af Camera lucida, Enkeltheder udførte under Forstørrelsesglas Alle Billederne ere tegnede efter Stykker fra Lagoa Santa med Undtagelse af Fig. 3 paa PI.I og Fig. 7, 8 og 11 paa PI. II. Pl. I. Hovedskaller og Overarme af Phyllostomatidæ. 1. Schizostoma megalotis &; 2. Lophostoma bidens? Lapa da Escrivania Nr. 5. 3... Vampyrus auritus e- Såo Paulo. 32. Vampyrus auritus. Lapa da Escrivania Nr. 5. Venstre Overarm set forfra og dens øvre Ende set fra Indersiden. 4... Plyllostoma hastatum jun. 42. Phyllostoma hastatum. Lapa da Escrivania Nr.5. Venste Overarm. Paa Underranden af Condylus internus spores den tapformede Udvæxt usædvanlig tydelig. 5. Tylostoma longifolium? Lapa da Escrivania Nr. 5. 6. Carollia brevicauda då. 7... Glossophaga soricina å. 8. Lonchoglossa caudifera. 9. Lonchoglossa ecaudata 9. 10... Vampyrops lineatus. 11. Stwrnira liltum. 12. Chiroderma villosum. 13... Artobius perspicillatus. 14. Pygoderma bilabiatum Gå 142. Pygoderma bilabratuwm å. Venstre Overarm. 15. Desmodus rufus. 152. Desmodus rufus. Lapa da Lagoa do Sumidouro. Venstre Overarm. På. IE. Hovedskaller, Overarme 0. s.v. af Emballonuridæ og Vespertilionide. 1. Saccopteryx canina. 12, Saccopteryx canina. Venstre Overarm set forfra og dens øvre Ende set fra Indersiden. 2. Natalis stramineus 2. 21. Natalis stramineus. Fra Aflejringer fra nyeste Tid. Venstre Overarm. 3. Vespertilio nigricans. 4 Vesperugo serotinus. Lapa da Escrivania Nr. 5. år, Vesperugo serotinus. Lapa da Escrivania Nr. Venstre Overarm. Vesperugo hilarii. 6. Vesperugo velatus. (65% Vesperugo velatus. Venstre Laarben set bagfra. 7. Atalapha noveboracensis då. St. Louis, Nord-Amerika. 8. Atalapha cinerea 9. Matamoras, Mexico. 9. Atalapha ega. 10. Molossus bonariensis. Fra Aflejringer fra nyeste Tid. — 11. Molossus abrasus Q. Valencia, Venezuela. 12. Molossus perotis 2. 124, Molossus perotis 9. Venstre Overarm. Å 12v. Molossus perotis 9. Venstre Laarben set bagfra. 13. Molossus lvirtipes 2. H Winge: Flagermus tra Lagoa Sanla. be 4 merrnrcel] ig SIF ERE BEES ve == å 'X ; » € x— Art n EY C23272 ferdaldés CT) E| VV) zS lir, Tylrslørrea faregifoliscser E g Bao) ere EN) sd W —t | = : Vel a Ø os «ala lis "AA Jaccejili ey Melodstes -Sljamirtus Ted fer ruge ) Al tgølireud TEDE SL. 7 7. SØN Lossmuriern sis K FS Å Å ”Å ed É rn »røvele x85 2777 « 2 v eMNeløéb ses ISA: Si va frerelis VÅ t= frerelis HH. Winge del. Phototyjit: Pacht d-(rone Chauves-souris fossiles et vivantes de Lagoa Santa, Minas Geraes, Brésil. Avec un apercu des affinités mutuelles des Chiroptéres par M. Herluf Winge. (Extrait du mémoire danois, publié par les soins de Téditeur.) On trouvera p. 3—4 du mémoire danois une liste des Chauves-souris vivantes et fossiles trouvées dans les environs de Lagoa Santa et représentées, å une seule exception prés, dans le Musée zoologique de VUniversité de Copenhague. Les espéces fossiles appartiennent å la collection d'ossements de cavernes de Lund; les espéces vivantes ont été rapportées par MM. Lund, Reinhardt et Warming. La premiére colonne renferme les espéces fossiles (27) et la seconde les espéces vivantes (26). Les seules différences entre les deux listes sont que la premiére embrasse 3 espæces qui n'ont pas encore été trouvées vivantes aux environs de Lagoa Santa, mais qui néanmoins s'y trouvent peut-étre, et que la seconde liste compte également 3 espéces qui n'ont pas été trouvées dans les cavernes ou qui n'ont pas été reconnues. Les listes p. 4—5 donnent T'énumération des espéces trouvées dans les différentes cavernes. Une seule espæce est nouvelle; elle est décrite (p. 10—11), mais seulement d'aprés le manuscrit de feu Lund (Stenoderma humerale); elle n'a pas été trouvée å VFétat fossile. Pour chaque espæce, Vauteur a rendu compte des måtériaux qui ont été å sa disposition; son exposé est accompagné de critiques ou de descriptions suivant le besoin. Les crånes de la plu- part des espéces et souvent aussi des piéces caractéristiques du squelette, sont figurés dans les deux planches qui accompagnent ce mémoire. Sur les affinités et la phylogénie des Chiroptéres en général, Vauteur s'exprime comme suit: Pour bien connaitre les os des Chauves-Souris on est renseigné par une longue série de caractéres faciles å saisir, parce que Vhistoire des Chauves-Souris peut s'y lire. Il faut bien que les ancétres des Chauves-Souris aient été des petits Mammiféres dont la conformation s'est rapprochée le plus de celle des Insectivores les plus primitifs, et sans les traits caractéristiques des Insectivores d'aujourd'hui, entre autres le robuste museau en forme de groin et qui caractérise la plupart des Insectivores actuels. (C'ont été des petits animaux légers, grimpeurs, bondissant de branche en branche, avec des membres étendus et étalés, pour ainsi dire, planant et portés par TFair. Grimpeurs et sauteurs, ces animaux ont eu les bras et les jambes longs et gréæles. L'étalage des mem- E Museo Lundii. 2. I. 9 68 bres a tendu les plis de la peau aux angles entre le tronc et les membres, au coude et au jarret, entre doigts et orteils; cette tension et la pression que Tair a fait subir å ces plis, ont då håter leur croissance: ces plis se sont développés sous forme de membrane cutanée. Sous Vaction de cette membrane, les doigts et orteils se sont allongés. Les membres et la membrane environnante ont servi de parachute. "?) Quand les membres sont devenus longs et la membrane cutanée grande, lå portée du saut peut étre augmentée par des mouvements arbitraires dans Fair; cette faculté se découvre et s'exerce; les sauts et la descente en planant se changent en vol. C'est presque involontairement que s'exécute le mouvement qui facilite le mieux le vol: les bras s'agitent de haut en bas et de bas en haut dans les airs: le parachute se change en aile. Tant que les membres et la membrane cutanée ne servaient ensemble que de parachute, le bras et la main étaient entiérement enveloppés de la membrane; tous les doigts, comparés å ceux des animaux ordinaires, étaient longs; le 1% doigt était le plus court et le 3 le plus long, comme cela arrive généralement chez les Mammiféres infé- rieurs.. Quand le membre antérieur est employé comme aile, le pouce s'incline involon- tairement vers la paume, et le 2 doigt s'accole au long 3, afin que le bord antérieur de Paile puisse obtenir la fermeté nécessaire; le pouce participe de moins en moins å former Paile; le 28 doigt concourt, il est vrai, å former le bord antérieur de Vaile, et son os métacarpien s”allonge; mais comparé au 3? doigt il devient faible: la portion de la mem- brane cutanée qui, dans le début, longeait le bord antérieur du bras tout en entourant le 1% et le 2 doigts, se rétrécit pour n'étre pas étalée et employée. Les os qui constituent principalement la ligne d'appui de VPaile et sont exposés å la plus forte pression, croissent å Vavenant: le Radius et les os du 3€ doigt, celui des doigts qui est originairement le plus long et qui suit la direction du Radus, quand la main est étendue; le Radius croit, surtout en longueur, aux dépens de I W/na, dont la portion médiane s'atrophie surtout; Pos métacarpien, la phalange et la phalangine du 3? doigt acquiérent une longueur dé- mesurée. Les 4"? et 5 doigts se développent å peu prés comme le 3€, sans toutefois étre doués de la méme force; cependant, dés le début, le 5% doigt est relativement gros, parce qwil porte une træs grande partie du poids de la large membrane alaire étendue entre le bras, le tronc et le membre postérieur. Durant le vol, le membre antérieur se tient raide et étendu: il ne se meut guére que dans Varticulation scapulaire. Les muscles qui ont le plus å travailler et qui, pour cette raison, se développent le plus, sont ceux qui meuvent le bras, et tout particuliére- ment ceux qui contribuent å baisser le bras, c'est-å-dire les Pectoralis et Deltoideus. Toutefois, quelques-uns des muscles qui s'étendent du thorax å T'omoplate et qui peut- étre servent plutåt å fixer ''omoplate, deviennent extraordinairement forts; ceci est surtout vrai du Serratus anticus major. La croissance des muscles scapulaires détermine des modifications dans le squelette. Les Serratus antzceus major et Subscapularis s'élévent comme des masses charnues épaisses entre le thorax et P'omoplate, qui par lå s'écarte extraordi- nairement des cotes; le volume des Pectoralis et Deltoideus contribue, lui aussi, å pousser de coté I'omoplate; de fortes aponévroses des muscles laissent des arétes aigués sur Pomoplate; la pression des Pectoralis, Deltoideus, etc. renforce la clavicule; la pression des Serratus anticus, Pectoralis, etc. sur le thorax renforce les ligaments intercostaux, et 69 les bords des cåtes s'élargissent dans ces ligaments; les Sternocostalia s'ossifient et la plupart des segments du sternum se soudent entre eux; le tendon de I'origine du Pecto- ralis donne naissance å une créte sur le sternum; les puissants tendons de Vattache des Pectoralis, Deltoideus, Supra- & Infraspinatus, Subscapularis et Teres major, augmentent les dimensions des 7uberculum majus et T. minus de Vhumérus et de la Crista deltoidea ; le tendon du Subscapularis avec son attache sur le gros 7Yuberculum minus s'enfonce entre les deux tæétes du Biceps, souléve le Pre. coracoideus de sa position originaire et le fait pénétrer en dessous de la clavicule; la pointe du Pre. coracoideus entraine avec elle VFori- gine du Caput breve bicipitis et du Coracobrachialis. Quand le bras se léve, la face interne du gros 7uberculum majus vient å heurter la face externe de I'omoplate, au-dessus de la cavité articulaire; le frottement fait naitre des surfaces articulaires entre ces deux os. Proportionnément å la grosseur des muscles scapulaires et å V'extension de la membrane alaire, les nerfs du bras croissent, eux aussi, et avec eux la partie de la moelle épiniére d'on ils partent, ce qui améne 1'élargissement du canal des vertébres dans la région scapulaire. Le mouvement plus accéléré réclame un renfort de respiration: les poumons se remplissent d'air et s'élargissent. Les dimensions des poumons déterminent la forme du thorax. La transformation en aile du membre antérieur le rend en grande partie incapable de son råle primitif, qui était de servir å la marche sur terrain ferme. La faculté de se mouvoir sans entrave sur le sol ett pu étre entretenue de diverses maniéres: les membres de derriére auraicent pu fournir ce travail å eux seuls; mais il n'y a pas eu d'efforts parti- culiers dans ce sens; les membres, tant antérieurs que postérieurs, s'entr'aident comme auparavant; toutefois leur action est médiocre. L'animal ne peut plus s'appuyer sur la paume pour marcher; cela ne peut plus se faire que sur le bord antérieur du poignet; le pouce est le seul doigt admis å toucher la terre; c'est que les autres doigts, longs et græéles somme ils le sont, ne sauraient supporter le choc contre la terre; ils sont main- tenus dans la position ou ils sont le moins exposés, et c'est d'une maniére trés particuliére qu'ils sont repliés en arriére, le long et tout prés de la face externe de Favant-bras, de maniére å étre tout å fait hors de service pendant la marche; en conséquence ils perdent les ongles et coussinets plantaires; la phalange onguifére s'atrophie, devient cartilagineuse et s'écarte de plus en plus de sa forme primitive); comme durant le vol, la plupart des phalanges sont maintenues étendues; en raison du faible mouvement entre les phalanges, les articulations deviennent træs simples, les arétes et les sillons disparaissent, les surfaces articulaires deviennent presque planes. Le fait que les doigts allongés s'écartent fortement durant le vol et se replient étroitement, au repos, le long de Vavant-bras, améne une trés grande mobilité du carpe; les articulations entre Pavant-bras et le carpe, ainsi qu'entre la plupart des os carpiens entre eux, et entre ces os et ceux du métacarpe, prennent des formes tout å fait inaccoutumées et deviennent surtout extraordinairement låches; le métacarpe replié le long de TFavant-bras, refoule le Pisiforme de sa position primitive, jusque par- dessous le milieu du carpe; les Mm. ænterosset, qui rallient les os métacarpiens, se ren- forcent. Seul le pouce doit suppléer å tous les autres doigts; c'est pourquoi il acquiert une grande mobilité et de forts muscles tout en gardant beaucoup de son aspect primitif: 9% coussinets plantaires, griffes et articulations ordinaires ; cependant il ne peut guére servir que de crochet; Pos carpien du pouce, le Multangulum majus, S'agrandit et croit en partie aux dépens du Multangulum minus. Le long avant-bras, maintenu bien étalé durant le vol, se replie, au repos, tout prés du tronc, vers le bras, pour éviter les chocs; aussi le mouvement du coude est-il grand, mais seulement dans les sens de flexion et d'exlension ; la rotation n'est que træs peu pratiquée: cela contrecarrerait les efforts pour maintenir le bras raide pendant le vol. Varticulation qui relie le bras å Pavant-bras, se change en pure articulation ginglymoide avec gouttiéres et crétes, n'admettant plus de mouvement latéral; la tension des ligaments articulaires les rend forts; ils laissent de profondes marques sur les os des bras et produisent des os sésamoides: de tels osselets se trou- vent parfois dans les ligaments latéraux du coude, et souvent un os relativement grand est situé dans la paroi postérieure de cette articulation, par-dessus Vextrémité postérieure de I Ulna, plus ou moins en connexion avec le tendon du 7riceps"?). Les muscles rotateurs de Vavant-bras: Brachialis internus, Supinatores, Pronator teres, s'atrophient fortement; le Pronator quadratus disparait. Le Condylus internus humeri se réduit conjointement avec le Pronator. — La mobilité de Varticulation scapulaire est libre; mais ce fait ne rachéte guére les autres inconvénients qui s'opposent å la marche, non pas, surtout, ceux qui sont dé- terminés par la longueur du bras; si 'avant-bras se replie sous le tronc, le poignet et sa face plantaire se trouvent reportés démesurément loin en avant, tandis que le coude est de beaucoup reculé, et, si Varticulation du coude s'étend un peu, la partie antérieure du tronc se souléve fortement; si le bras est écarté un peu de cåté, le poignet dépasse de beaucoup le tronc. Par suite de la difficulté de la marche, cette fonction se réduit au minimum: sur terrain ferme, la plus grande partie du temps se passe au repos. Dans le repos, les ailes sont maintenues collées contre le tronc, tant pour ne pas les exposer aux heurts que pour maintenir la chaleur. C'est pourquoi la position repliée avec membrane alaire låche est la plus ordinaire du bras. Par lå, la membrane tend å se rétrécir; quand le bras et la main s'étendent, la membrane se tend considérablement; quand les muscles extenseurs se détendent, elle se contracte de nouveau. Les muscles extenseurs ayant å surmonter la résistance de la membrane alaire, sont par lå maintenus toujours forts; les muscles fléchisseurs sont soutenus par la contraction de la membrane et s'atrophient en partie comme inactifs. Le Flexor digitorum sublimis disparait; le Flezor profundus ne garde son attache que sur quelques-uns des doigts?”); la faiblesse de Vorigine des fléchisseurs détermine la réduction ultérieure du Condylus internus humeri. — V'absence de Vhabitude de marcher améne une autre conséquence, c'est de diminuer la hauteur verticale de 'omo- plate, parce que cette derniére n'est pas exposée, comme d'ordinaire, å la pression du bras et que la pression de celui-ci de bas en haut est assez faible. Les membres postérieurs avaient originairement å fournir un travail important, celui de commencer le saut; mais, au fur et å mesure que se forment les ailes, ils perdent en importance å cet égard. Ils sont encore partiellement enveloppés de la membrane alaire, qwils avaient contribué å produire; mais, durant le vol, ils ne servent guére plus d'étais; ils s'écartent du tronc, simplement étendus; Vanimal ne fait pas d'efforts particuliers pour étaler la membrane entre les orteils. Le désir d'avoir les ailes libres fait qu'au repos 71 la Chauve-souris se fixe au moyen des membres postérieurs seuls, s'accroche avec les . griffes du pied et laisse agir d'ailleurs la pesanteur; quand la Chauve-souris s'est accrochée, å Vaide du pied, å une muraille verticale ou å la face inférieure d'un plancher, le corps pend d'aplomb, ce qui est, au repos, la position la plus habituelle, parce qu'elle améne un grand avantage: si la Chauve-souris låche pied, elle tombe librement dans TFair et peut aussitåt s'envoler. Durant la marche sur terrain ferme, V'animal se sert du membre postérieur autant que possible, comme les autres Mammiféres ; mais Vhabitude de marcher n'est que faible. Le soin de se faire le poil, de faire la chasse å la vermine, etc., soin ou, en d'autres cas, la main aussi prend part, incombe presque exclusivement au pied de concert avec la bouche; dans cette fonction le pied est adroitement tourné de maniére å atteindre la téte, le dos et en passant sur la plus grande partie du corps. — L'usage que Panimal fait du membre postérieur, est donc assez multiple; mais la force n'est particu- lierement requise pour aucun de ces mouvements. Le fait que le fémur se tient, au vol, dirigé latéralement, position qwil garde aussi en grande partie au repos, améne T'effet permanent que le col du fémur ne forme pas d'angle, mais qw'il se place dans le prolongement de T'axe du fémur; la rotation laté- rale de la jambe entraine en outre une tendance å supprimer la Symplwysis pubis. Les mouvements latéraux de Varticulation du genou sont évités durant le vol; cette articulation se fait de plus en plus articulation ginglymoide raide, étroite, å condyles hauts, glissant dans de profondes fossettes. Faute d'étre utilisée, la membrane alaire s'atrophie entre les orteils, qui se raccourcissent, en partie aussi parce qu'ils servent peu å la marche. Le fait qu'au repos le poids du corps entier est supporté par les griffes du pied, entraine tantot qu'elles deviennent fortes et crochues et que les muscles fléchisseurs des orteils, les longs ainsi que les courts, se maintiennent forts, tantot que le membre postérieur tout entier se tord: le membre entier s'étend en arriére, le genou se tourne en dehors et en arriére, Textrémité des orteils pointe en arriére. Cette position du membre de derriére est si commune que les muscles sont exercés å s'y conformer et, pour cette raison, avancent assez rarement le membre dans une position moins particuliére. Quand la Chauve- souris s'est accrochée au moyen des griffes du pied, et que le trone oscille d'aprés la pesanteur, Varticulation du talon se tord aisément; durant le grimpage sur une surface inégale, le pied prend beaucoup de positions différentes, etc.; c'est pourquoi la connexion articulaire du talon devient låche: ce n'est plus une articulation ginglymoide prononcée ; les surfaces articulaires des 7ibra et Astragalus perdent sillons et crétes et s'égalisent. Comme seulement un petit nombre des mouvements du membre postérieur sont exécutés avec force, les muscles deviennent généralement faibles et les os gréles. Quelques-uns des muscles s”atrophient, tels que ' Obturator internus, qui disparait, et le Biceps cruris, qui, lui aussi, disparait å peu préæs ou, au moins, est prés d'étre absorbé par les muscles cutanés de la membrane alaire, auxquels il se relie; le Semzmembranosus est aussi en train de disparaitre; VÆztensor cruris s'affaiblit; la Patella s'atrophie et peut disparaitre, etc. La réduction des muscles entraine celle de leurs attaches: le 7rochanter major se résorbe de maniére å dépasser å peine les dimensions du 7rochanter minor, la Crista glutæa dis- parait; de méme, presque toutes les crétes du 7zbia. V'os le plus faible de la jambe, la Fibula, s'amincit tout å fait: son extrémité supérieure ne se présente souvent qwå Vétat de ligament; son extrémité inférieure perd la connexion avec I'Astragalus. La cessation de la course et du saut entraine spécialement Taffaiblissement considérable du Gastrocne- mius, la disparition du Soleus et Vaffaiblissement de la tubérosité du Ca/lcaneus, qui leur sert d'atlache; elle fait que cette apophyse s'adapte plutåt å toute autre chose qui entre en relation avec elle: le cartilage de 'éperon, un épaississement du bord de la membrane alaire, qui s'y fixe et lui donne une pointe étalée, et les courts muscles fléchisseurs du pied, qui retirent en bas vers la plante Vextrémité de ladite apophyse. Les autres muscles, d'ailleurs généralement exercés chez des animaux de course et de saut, les muscles exten- seurs du dos, s'affaiblissent åaussi, ainsi que leur action sur les vertébres et le bassin. Les apophyses épineuses s'abaissent en partie. La tension du Z7gamentum interspinale, qui en d'autres cas provoque Vinclinaison en sens opposé des apophyses épineuses, cesse et, avec elle, aussi son action; les apophyses transverses, les Pre. mamillares et Pre. acces- sorit disparaissent entiérement ou å peu prés, en méme temps que les Quadratus lumborum, etc., etc., s'affaiblissent; en général, les vertébres dorsales perdent en force et T'épine dorsale se raccourcit; le nombre méme des vertébres se réduit un peu; Vos iliaque s'af- faiblit. — La Chauve-souris åa gardé la faculté de se replier sur elle-méme; Fépine dor- sale peut se fléchir assez fortement; le muscle situé le plus avantageusement pour exécuter ce mouvement et, pour cette raison, employé particuliérement, est le Psoas minor, qui devient relativement robuste et produit avec son attache tendineuse, sur le bord antérieur de IV' Os pubis, une apophyse allongée, le Pre. iltopectineus. Chez la plupart des Mammiféres, les mains et la bouche peuvent s'entr'aider pour saisir la nourriture; les Chauves-souris, dont les ancétres ont plutåt sauté ou voleté pour prendre les insectes, s'habituent å saisir les insectes au vol, et ce travail incombe å la bouche seule: la téte se dirige en avant, dans la direction du cou; c'est avec les lévres et les måchoires combinées que la nourriture est saisie. Les muscles sont exercés å maintenir la téte' dans cette position dirigée en avant, position que V'animal finit par garder, méæéme au repos. Les lévres deviennent épaisses, charnues, mobiles; les muscles sont comme d'ordinaire, mais forts, et leur action est secondée par ceux qui meuvent le museau; les Oecipitifrontalis et Procerus nasi, outre les Levator labii superioris alæque nasi, fonc- tionnent non seulement pour mouvoir le nez, mais aåaussi pour soulever la lévre supérieure, attachée au cartilage nasal au moyen d'un tissu conjonctif solide. C'est I Occwpztifrontalis qui est particuliérement développé, et sa force a des conséquences diverses: il peut pro- duire, au-dessus de Vorifice nasal, des plis cutanés qui peuvent affecter des formes trés singuliéres, ou détacher de leur connexion avec les maxillaires les intermaxillaires réunis, ou bien rompre la liaison des deux intermaxillaires entre eux, ou bien fléchir le cråne entier, faire remonter vers le front la région du museau, ou simultanément Tun et Pautre; Porifice nasal du cråne s'échancre. Les muscles masticateurs qui s'exercent le plus, sont les Temporalis et Pterygoidei; le Masseter ne trouve pas occasion de croitre, parce qwil faut que la bouche s'ouvre largement: il s”atrophie en partie et, avec lui, Varc zygomatique et le Prc. angularis de la måchoire inférieure, son point de départ et son attache. Le Temporalis se développe en un épaisse pelote qui couvre le cråne; ce sont ses dimensions qui s'opposent essentiellement au développement de Væil; son attache, le Prc. coronoideus, devient plus forte; c'est sans doute aussi le 7emporalis qui accélére la croissance de ] (gt) Vangle inférieur et antérieur de la créte occipitale et fait naitre un élargissement lamellaire de Voccipital, qui recouvre la face externe de la Pars mastoidea. Les Pterygoidei s'élévent avec leur point de départ le long de la face externe du Prec. pterygoideus, le long de la face externe de la paroi du conduit nasal, tout au fond de Vorbite; ils se font place soit en résorbant les cotés des corps du sphénoide, soit en soulevant ce qui les surmonte, c'est-å-dire, la plupart des merfs et des veines qui partent de la Fæssura orbitalis et du Foramen ovale, les 2% et 3% branches du Trigeminus, etc.; ces nerfs, etc. sont refoulés vers le fond du cråne, qui recule et se résorbe en partie: la portion antérieure de I'A/a magna se bombe en haut vers le cerveau, et son bord antérieur passe å Vétat de mem- brane; il arrive quelque chose d'analogue å V'A/a parva: elle devient de plus en plus membraneuse. Les ligaments de VFarticulation mandibulaire se renforcent en raison de leur forte usure; ils épaississent les os qui supportent la cavité articulaire; c'est soit å cause de ce fait, soit parce que la partie antérieure de 'Ala magna est soulevée, que la cavité arti- culaire affecte de faire une saillie d'une maniére particuliére. La difficulté de traquer et de prendre au vol les insectes, force å exercer les sens. Or, Tæil ne peut pås bien se développer å cause de la pression exercée par les Temporalis et Pterygoider; le développement du nez est quelque peu entravé par les lévres; mais le toucher cutané et Vouie se développent sans entrave. Les muscles de Voreille se renforcent et se multiplient et font croitre le cartilage auriculaire en général; lå ou se fixe le Mandibuli-auricularis, surgit le Tragus. Woreille interne, elle aussi, se développe: la Cochlea se renfle et comprime la base de Voccipital. D'aprés la grande multitude de qualités qui représentent, sous des formes diverses, le plus ou moins d'aptitude au vol, la parenté mutuelle des Chauves-souris est plutot comme suit: ET) 22 doigt, sans contiguité particuliére avec le 38; phalange onguifére du 2€ doigt, préæsente. Crista deltoidea de Yhumérus, faible; Tuberculum majus et T. minus, faibles; pas de connexion articulaire entre la face interne du T.majus et la Scapula. Base du cråne, non soulevée par les Mm.pterygoider ; cavité articulaire de la måchoire inférieure sur la Squama, non saillante. Face du cråne, non essentiellement modifiée par les muscles nasaux et labiaux. Point de Tragus; Cochlea, petite, sans compression du Basioccipitale.. Pteropodidæ. HE) 22 doigt s'accole au 38; phalange onguifére du 28 doigt, absente. Crista deltoidea de Y'humérus, forte: Tuberculum majus et T. minus, forts; connexion articulaire entre la face interne du 7. majus et la Scapula. Base du cråne, soulevée par les Mm. pterygoidei; cavité articulaire de la måchoire inférieure sur la Squama, saillante. Face du cråne, modifiée par les muscles nasaux et labiaux. Tragus, préæsent (ou ayant existé); Cochlea, grande et comprimant le Baszoccipitale. A) M. occipitifrontalis, s'attachant å la peau de la face. 1) Condylus internus de Yhumérus, fort. a) Phalangette du 3€ doigt, courte. Rhinolophidæ. BES STE RON ' (Les genres sont énumérés p. 24 du texte danois.) b) Phalangette du 38 doigt, longue. Phyllostomatidæ. Phlujllostomatini. (Voir Yénumération des tribus et des genres p. 24 du texte danois). 2) Condylus internus de Yhumérus, faible. Emballonuridæ. (Comp. p. 24 du texte danois). B) M. occipitifrontalis, s'attachant au cartilage nasal par un seul tendon médian. Vespertilionidæ. 74 Pteropodidæ. Chez les Ptéropodides, VPaptitude au vol a entrainé moins d'écarts du type primordial que chez d'autres Chauves-souris; les ailes mémes différent un peu moins des bras ordinaires, et leur influence sur le reste du corps est moindre. Voici ce qui place les Ptéropodides au bas de Téchelle de toutes les autres Chauves-souris connues: La membrane alaire qui entoure le pouce et le 28 doigt, le long du bord antérieur de VFaile, est large; le 2% doigt m'est pas particuliérement accolé au 3" et a gardé la pha- lange onguifére, méme si la griffe fait défaut parfois, et son os métacarpien est relative- ment court. La Orista deltoidea de VYhumérus w'est que faible; les Tuberculum majus et T. minus sont petits; il n'y a point de connexion articulaire entre le 7uberculum majus et la face externe de V'omoplate au-dessus de la cavité articulaire. La partie faciale du cråne échappe å peu prés å Vaction des muscles masaux et labiaux et, par conséquent, rappelle beaucoup celles des Mammiféres ordinaires. Les Mm. ptery- goidei wont amené aucune modification: la base du cråne conserve sa configuration primitive, et la cavité articulaire de la måchoire inférieure garde sa premiére forme. VW'oreille externe est relativement petite et simple; le 7ragus m'est pas développé. T'oreille interne n'est pas non plus particuliérement développée, la Cochlea est relativement petite; aussi la base de TFos occipital et le corps du sphénoide postérieur ont-ils leur largeur originaire. Les Ptéropodides sont les Chauves-souris les plus primitives que l'on connaisse jusqwici; en voici deux preuves: d'abord, å plusieurs égards, elles occupent le bas de Péchelle entiére; ensuite, dans la plupart de leurs propriétés, elles ne dépassent pas les plus primitives des autres Chauves-souris. Quant aux qualités suivantes, ces animaux sont, sinon tous, du moins la majorité, seulement au niveau des plus primitives parmi les Chauves-souris supérieures, et méme peut-étre un peu plus bas pour un certain nombre d'entre elles: Le pouce est long, le 3% doigt relativement faible, le 5 doigt, au contraire, fort, et les os métacarpiens des 38, 4% et 5% doigts sont courts; les connexions articulaires des phalanges entre elles et avec les os métacarpiens, ont conservé relativement beaucoup de leur forme ordinaire, des condyles, etc.; la phalange onguifére des 3, 4" et 5" doigts n'existe que comme une træs petite pointe cartilagineuse, ou bien elle fait défaut”$); le Multangulum minus est volumineux et non recouvert par les Multangulum majus et Capi- tatum. L'Ulna est relativement forte; ce n'est que prés du carpe que sa diaphyse se change en ligament. VL'extrémité inférieure de 'humérus a une large surface articulaire vers Vavant-bras; les condyles sont d'une forme arrondie, træs ordinaire; le Condylus wn- ternus est grand, surtout par suite de la force considérable du Pronator teres; les ligaments entre le bras et Pavant-bras ne déterminent qwune faible cavité dans le Condylus externus et å la face interne du bout supérieur du Radius, aucune dans le Condylus ?nternus. Le Fre. coracoideus a la direction primitive et une pointe unique. Les vertébres dorsales antérieures sont relativement étroites. Le tronc peut étre relativement long, le nombre des vertébres dorsales grand. Les cotes ne sont pas particuliérement larges. Les corps et arcs des vertébres lombaires sont primitifs, relativement parlant; les corps ne sont pas fortement comprimés; les apophyses épineuses peuvent étre assez élevées, et les apophyses transverses des vertébres postérieures, assez volumineuses; des Prec. accessorz peuvent se trouver sur les vertébres antérieures. Los iliaque a une forme simple, trés ordinaire; le 1 [xba] Pre. iliopectineus est relativement bas. La téte articulaire du fémur wa pas de col forte- ment aåccusé et n'est pas entiérement séparée du 7rochanter major; le bout inférieur du fémur est large, les deux Condyli, larges et trés éloignés Tun de Vautre postérieurement. Le bout supérieur du 7%bza a des cavités articulaires larges et plates pour les Condyli du fémur. Le bout inférieur de la Fibula a une surface articulaire volumineuse vers le Ca/caneus. Les Astragalus et Calcaneus ont conservé , relativement parlant, assez de leur forme origi- naire: le premier est formé en gros tubercule et sans aplatissement; le Calcaneus, lui aussi, å un corps assez tuberculiforme, et Papophyse du talon n'a pas de pointe parti- culitrement épanouie;. le cartilage de Véperon est seulement petit. Au repos, la téte se tient infléchie vers le cou. La longueur de V'os nasal, le développement assez ordinaire de Tethmoide et la forme de la fosse nasale, ainsi que sa grandeur notable, placent les Ptéropodides au-dessous de toutes les autres Chauves-souris: le reste de la structure faciale les met en général au niveau des plus primitives d'entre les autres; les inter- maxillaires, les sus-maxillaires et le front sont d'une forme tout ordinaire. L'wil est grand. La forme du Pre. coronoideus est assez ordinaire. L'arc jugal, il est vrai, est assez faible, mais il a pourlant la forme qui est la plus commune chez les Mammiféres inférieurs, c'est-å-dire arqué vers le bas antérieurement, arqué vers le haut postérieure- ment. La face inférieure du corps du sphénoide postérieur n'est pas creusée par des élargissements du conduit nasal. La Pars mastoidea west couverte d'aucune apophyse de Poccipital, etc., etc. Les Ptéropodides de Vépoque actuelle ne constituent qu'une petite division parti- culiérement organisée de la famille, un petit cercle de genres træs voisins entre eux. Elles se sont adaptées å vivre surtout de fruits au lieu d'insectes; toutefois elles ne mangent que des fruits dont la mastication n»'exige pas de trop grands efforts. Leurs molaires sont modifiées å cet eflet d'une maniére particuliére, et sont un peu dégénérées. Chez les Chauves-souris insectivores, les molaires élargies, tant supérieures qwinférieures, présentent le méme aspect que chez les plus primitifs des Marsupiaux et des Insectivores ; les molaires supérieures ont six ou sept pointes: trois externes, deux internes et un talon interne simple ou double; les inférieures ont cinq pointes: trois internes et deux externes. Voici les modifications qu'ont subies, dans les Ptéropodides de Vépoque actuelle, les molaires supérieures élargies: les trois pointes externes ont disparu tont å fait; des deux internes, la postérieure en est forlement réduite et s'est soudée å Vantérieure de maniére å constituer une aréte longitudinale; les deux pointes du talon, elles aussi, se sont en grande partie soudées en aréte longitudinale. Les molaires inférieures élargies ont subi des modifications tout å fait correspondantes: les deux pointes externes se sont soudées en aréte longitudinale; les trois internes également. Certaines particularités qui n'ont pas précisément rapport å la nourriture, rendent égaålement les Ptéropodides actuelles moins primitives que bien d'autres Chauves-souris: 21 fait défaut, m 3 également. Le palais s'étend assez loin en arriére. Le Pre. supraorbitalis existe. La queue et sa mem- bråne cutanée sont atrophiées, et quelques-unes des vertébres caudales sont soudées entre elles et avec les ischions. Chez quelques Ptéropodides qui, au repos, ont Vhabitude d'infléchir fortement la téte vers la poitrine, les vertébres cervicales sont relativement longues, et Vaxe de la téte est fléchi, la face inclinée en bas, ce qui résulte sans doute ( E Museo Lundii. 2. I. 10 76 d'une traction singuliérement forte des muscles superficielles du cou. — Si Ton veut se faire une idée d'une Ptéropodide primordiale, il fåut s'imaginer un animal qui aurait res- semblé, dans tous les points essentiels, å un Cynonycteris ou å un Pleropus, mais ayant eu trois incisives dans chaque branche de la måchoire inférieure, six molaires, non seu- lement en haut, mais aussi en bas, et les molaires larges ayant la méme forme que celles de la plupart des Chauves-souris insectivores; le Pre. supraorbitalis aurait fait défaut, le palais aurait été plus court, VPaxe de la téte droit, la queue longue et enfermée dans une membrane alaire. Parmi les Ptéropodides de Vépoque actuelle, les Pteropodes sont inférieurs aux Macroglossi: la forme de leur langue est essentiellement Vordinaire et leurs dents sont bien développées. Chez les Macroglosst, la langue s'est allongée, organisée pour lécher les fruits juteux, et les dents s'atrophient. Parmi les Pteropodes, les genres Cynonycteris et Pteropus sont les plus primitifs; c'est d'eux, ou de types qui leur auraient ressemblé, que sont issus les autres genres. Le Pteralopex se rattache de prés au Pteropus; il a eu un surcroit de pointes sur les plus grandes des molaires et sur les canines supérieures ”?). L'Epomophorus, qui s'est habitué tout spécialement å manger des fruits mous, tels que les figues, a pris des lévres extraordinairement grandes et a perdu p2, m2 et m3. Le Cephalotes a été doté dailes extraordinairement grandes; le 2 doigt a perdu la griffe; les intermaxillaires s'atrophient un peu et perdent la connexion entre eux; 22 disparait. Chez les Cynopterus et Har- pyia, la face est devenue un peu plus courte que chez les autres; m2 et m3 ont disparu. Le Cynopterus, d'ailleurs, se rattache de prés aux Pleropodes les plus primitifs; I' /arpyia s'est écarté davantage du type primordial: chez lui on trouve le cartilage nasal fortement saillant, les intermaxillaires forts, étroitement soudés, probablement sous VFinfluence des muscles nasaux, et il a perdu 22, tant en haut qu'en bas, supprimée, par de fortes canines. Fu Eux aussi, les MMacroglosst sont issus des Fteropodes les plus primordiaux. Les genres Notopteris?”), Megaloglossus, Macroglossus, Melonycteris, Nesonycteris et Eonycteris concordent en général; ils sont plus ou moins développés dans le méme sens. La pré- sence d'une queue relativement longue assigne plus de primordialité au Notopteris qwå aucune autre Ptéropodide de F'époque actuelle. Pteropodidæ. I) Langue, de forme ordinaire; dents, bien développæées. Pteropodes. 1) Face, longue. a) Intermaxillaires, contigus. Grifle au 2% doigt. a) p2, m2 et m 3, præsentes. Cynonycteris, Pteropus, Pteralopex. ØB) p2, m2 et m 3, absentes. Epomophorus. b) Intermaxillaires, non tout å fait contigus. 2 doigt, sans griffe. Cephalotes. 2) Face, courte. a) Os intermaxillaire comme d'ordinaire. Cynopterus. b) Os intermaxillaire, extraordinairement fort. Harpyia. II) Langue, allongée; dents, atrophiées. Macroglossi. Notopteris, Megaloglossus, Macroglossus, Melonycteris, Nesonycteris, Eonycteris. al Rhinolophidæ. Les Øhinolophides tirent leur origine de Ptéropodides primi- tives.. Entre les Chauves-souris supérieures, les Rhinolophides sont celles qui, sous les rapports les plus essentiels, rappellent le plus les Ptéropodides; mais voici en quoi déjå les Rhinolophides les plus primitives sont plus avancées que les Ptéropodides. La portion de la membrane alaire entourant le pouce et le 2 doigt, est plus étroite ; le 2 doigt est accolé de plus prés au 3, a entiérement perdu la phalange onguifére et a acquis des os métacarpiens plus longs. La Crista deltoidea de Vhumérus est plus forte; les Tuberculum majus et T. minus sont plus grands, et la face interne du 7. majus glisse dans une cavité articulaire sur la face interne de P”omoplate au-dessus de la cavité glé- noidalée qui recoit Phumérus. La partie faciale du cråne est manifestement influencée par les muscles nasaux et labiaux; å cause de la mobilité du cartilage nasal, le bord antérieur de Vos nasal est refoulé. Les Mm. pterygoidei ont soulevé une partie antérieure du fond du cråne, la portion antérieure de VA/a magna, etc.; la cavité articulaire de la måchoire inférieure a pris une position particuliérement saillante. L'oreille externe est plus grande et plus développée; le 7ragus existe ou, du moins, a existé; la Cochlea est grande et ré- trécit la base de VFoccipital. Sous un rapport ou sous un autre, chacune des Øhinolophides connues a un développement qui lui est propre; les genres de V'époque actuelle ne sauraient étre quun faible reste de ce qui a appartenu å la famille. La transformation spéciale du nez leur a donné å toutes un cachet général. L'orifice nasal du cråne est extraordinairement échancré ; son bord supérieur est træs reculé; son bord latéral également; la portion faciale de Vintermaxillaire a disparu; c'est tout au plus si la portion palatale de Pintermaxillaire existe sous forme de mince lame d'os, fortement réunie au cartilage nasal et mobile avec lui; le labyrinthe du nez est trés réduit; il y a, autour des narines externes, des plis cutanés volumineux, mais variés. Quant au 2 doigt, il m'en reste que la premiére pha- lange. Il m'y a que deux tout au plus des prémolaires supérieures. Chez quelques ØRhino- lophides, les yeux sont encore volumineux, tandis que la plupart les ont trés petits, etc., etc. Ce sont surtout les Megadermatini qui sont au plus bas de Véchelle; ils ont en- core le Tragus; la fosse nasale m'est pas gonflée; la paroi externe et supérieure du Canalis infraorbitalis est large, comme il arrive ordinairement chez les Mammiféres inférieurs ; les sillons de la surface articulaire inférieure de 'humérus sont faibles et assez lisses. Chez les Rhinolophini, le Tragus a disparu toutzå fait ou å peu prés, un lobe de I Helix ayant surgi devant lui et Vayant empéché de se développer, comme chez les Molossines ; la fosse nasale se gonfle, sa paroi supérieure fait poche en haut; la paroi externe et supé- rieure du Canalis infraorbitalis est devenue tout å fait étroite; un des sillons articulaires de Vextrémité inférieure de Vhumérus présente une échancrure assez marquée. Les Méga- dermatines et les Rhinolophines wont guére rien de commun quant å la forme des feuilles cutanées du nez: sans doute ces tribus proviennent, indépendamment les unes des autres, de Chauves-souris sans feuilles nasales. Quant aux deux genres des Mégadermatines, Nycteris et Megaderma, c'est surtout le premier qui est le plus primitif: il a encore un os intermaxillaire volumineux, quoiqu'il n'en reste que la portion palatale; il se trouve å chaque coté deux incisives supérieures et trois inférieures; le pouce est relativement long et la membrane alaire qui Ventoure, est 108 78 large; la queue est longue. Chez le Megaderma, Vos intermaxillaire est tout å fait ré- sorbé; les incisives supérieures font défaut; Tune des incisives inférieures a disparu; le pouce est aåssez court et la membrane qui I'entoure, est étroite; la queue s'est raccourcie. La forme des feuilles nasales différencie fonciérement ces deux genres. Parmi les Khinmolophines, c'est la division Phyllorhinæ avec les genres, rapprochés PFun de Vautre, Phyllorhina, Anthops, Rhinonycteris, Triænops, Cælops, qui sous la plu- part des rapports sont tout au bas de Téchelle: leur fosse masale n'est que peu gonflée; la Cochlea de Voreille n'est pas particuliérement grande; par conséquent le Baszoccipitale st relativement large; le talon des molaires supérieures élargies est relativement petit. Chez les ØRhinolophi avec le genre unique Rhinolophus, le plafond de la fosse nasale est remarquablement bombé; la Cochlea de Voreille est énorme et a fortement rétréci le Basi- occipitale; le talon des molaires supérieures est grand. A quelques égards, toutefois, les Phyllorlanæ connus sont supérieurs aux R/nolophi: depuis le 28 orteil jusqwau 5%, les phalange et phalangine sont soudées, et le ligament qui relie V'extrémité du Pre. tlzopecti- neus au bord antérieur de V'os iliaque, est ossifié. Rhinolophidæ. I) Tragus, præsent. Fosse nasale, non gonflée. Paroi externe du Canalis infraorbitalis, large. Megadermatint. A) Os intermaxillaire, présent; 2 incisives supérieures, 3 inférieures, de chaque coté. Pouce, long. Queue, longue. Nycterides: Nycteris. B) Os intermaxillaire, disparu; point d'incisives supérieures, 2 incisives inférieures. Pouce, relativement court. Queue, courte. Megadermata: Megaderma. II) Tragus, disparu. Fosse nasale, gonflée. Paroi externe et supérieure du Canalis infraorbi- talis, étroite. Rhinolophint. A) Fosse nasale, seulement peu gonflée. Cochlea, de dimension peu notable; Baszocci- pitale, relativement large. Faible talon des molaires supérieures élargies. Phyllorlinæ: Phyllorhina, Anthops, Rhinonycteris, Triænops, Cælops. B) Fosse nasale, fortement gonflée. Cochlea, énorme; Basioccipitale, étroit. Fort talon des molaires supérieures élargies. Rhunolopli: Rhinolophus. Phyllostomatidæ. Les BØRhinolophides les plus primitives ont produit, en divers sens, les Phyllostomatides, Emballonurides et Vespertilionides. Les Phyllostomatides se rattachent de prés aux Rhinolophides; leur différence prin- cipale est Pallongement et Vossification de la pointe cartilagineuse du 3? doigt””). La perte de Vincisive antérieure et inférieure, ainsi que la présence d'une phalange unique au 2 doigt, assigne aussi å toutes les Phyllostomatides connues un rang plus élevé qwaux Khinolophides les plus primitives. Du reste, les Phyllostomatides les plus primitives Ooccupent presque le méme échelon primitif que les Rhinolophides les plus primitives ; certains caractéres, tels que la forme ordinaire de la fosse nasale et de Vintermaxillaire, leur assigne un rang inférieur å celui des Rhinolophides connues. Les types connus des Phyllostomatides sont nombreux, mais trés voisins entre eux. Les Phyllostomatint constituent la plus basse des deux divisions principales; compara- tivement å eux, les Mormopinz se sont écartés davantage du type primordial par la forme de Thumérus, en ce que leur Condylus internus s'est amoindri; de plus, ils ont acquis un éperon extraordinairement long. D'autre part, VFabsence des feuilles nasales proprement dites assigne aux Mormopines un rang plus bas qu'aux Phyllostomatines connues. La section des Phyllostomata renferme, parmi les F/ryllostomatini, les genres les plus bas, ce sont les Macrotus, Lonchorhina et Macrophyllum, ayant encore lå queue longue et, le plus souvent, six molaires inférieures, en ce que p3 existe, grande chez le Macrotus, petite chez le Lonchorhina; ce n'est que chez le Macrophyllum qwelle fait dé- faut; ces genres ne sont spécifiés dans aucun sens particulier. Tout prés de ces derniers viennent se ranger des types å queue courte et chez lesquels on trouve aussi la p3 d'en bas, tantåt bien développée, tantåt atrophiée, ce sont les genres Schizostoma, Trachyops, Phylloderma, Lophostoma, Vampyrus. Tous préæs d'eux encore se ratlachent des types å queue courte et om manque p3; ce sont les genres Phyllostoma, Tylostoma, Mimon. Le rang le plus élevé parmi les Plyllostomata est occupé par les Carollia et Rhinophylla, dont les molaires s'atrophient et 'arc zygomatique disparait, tandis que les /m. pterygoider se frayent par derriére un passage entre le corps de V'os maxillaire supérieur et le palais. Un rang un peu plus élevé que celui des Phyllostomata, est occupé par les Glosso- phagæ, dont les langue, face et dents ont subi une transformation analogue å celle des Macroglossi parmi les Ptéropodides; la langue est longue et les papilles cornées de sa pointe sont extraordinairement longues; la face, elle aussi, est allongée; les dents s'atro- phient; Varc zygomatique devient græle ou disparait. La série des genres: Glossophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa, Lonchoglossa, Glossonycteris, Chæronycteris, dénote, sous tous les rapports essentiels, divers degrés d'évolution dans le méme sens. Les Stenodermata différent un peu davantage des Phyllostomata. Ils se nourrissent en partie de fruits. Leur systéme dentaire est modifié d'une maniére particuliére. Les molaires postérieures s'atrophient. Sur la couronne des molaires élargies supérieures, les trois pointes extrémes primitives ont disparu; les deux pointes internes se sont plus ou moins confondues en une aréte aigué longitudinale. Sur les molaires élargies inférieures, Vantérieure des trois pointes internes disparait, et les couronnes affectent le méme carac- tére que sur les molaires supérieures. La face se raccourcit. — Les Vampyrops et Stur- nira sont plus primitifs que les autres Sténodermes quant aux molaires: m 3 existe le plus souvent, quoiqu'elle soit petile; m2 est volumineuse, environ de la dimension de m1; le talon des molaires supérieures n'est pas particuliérement élargi. La face est assez courte en comparaison de ce qui a lieu chez les Plwllostomata, sans toutefois étre remar- quablement courte, et Forifice nasal du cråne a la forme ordinaire. — Chez le Chiroderma m3 disparait; m2 est devenue extraordinairement grande, tandis que les molaires anté- rieures sont un peu faibles; Vorifice nasal du cråne est fortement prolongé en arriére. — Les Artobius, Stenoderma, Centurio et Pygoderma S'écartent dans un autre sens des Vampyrops et Sturnira: m3 s'atrophie tout å fait et disparait, mm 2 s'amoindrit aussi et s'atrophie, tandis que m1 s'agrandit et acquiert, å la måchoire supérieure, un talon extrémement large; la face se raccourcit fortement. Chez le Pygoderma, la fosse nasale se gonfle, et le conduit nasal s'élargit entre les Prc. pterygoidei. Les Desmodontes, genres Brachyphylla, Diphylla et Desmodus, s'écartent des Plyllostomata surtout en ce que Vincisive antérieure et supérieure et la canine supérieure s'agrandissent et prennent å péu præs la forme de lames de couteau. En somme, le Brachyphylla diffåre peu des Phyllostomata. Chez les genres sanguisuges, Diphylla et Desmodus, les incisives et canines supérieures sont fortement développées aux dépens des autres dents. Chez le Desmodus, les deux molaires postérieures font défaut; 172 supé- rieure a disparu; les prémolaires, la canine inférieure et les incisives inférieures sont atrophiées; les pointes des incisives supérieures s'emboitent dans une fosse profonde, située dans la face interne de la måchoire inférieure derriére les incisives d'en bas. Le Di- phylla est un peu plus primitif: il a une molaire vraie supérieure et inférieure de plus. Le Desmodus, en outre, a acquis, dans les os des membres, une particularité qu'on ne connait pås aux Brachyphylla et Diphylla: les aponévroses qui entourent les muscles, ont fait naitre des arétes le long de beaucoup de ces os, de facon qu'en grande partie les muscles viennent å étre placés dans des sillons; sur la face antérieure de V'humérus il y a un faible sillon; des arétes et des sillons assez prononcés se trouvent le long de la face antérieure de Pavant-bras et du fémur; il part du 7zbza, ainsi que de la F%bula, des arétes qui entourent les muscles le long de la jambe, soit sur la face antérieure, soit sur la face postérieure, et une portion considérable du Zzgamentum interosseum est ossifiée; par lå, la Fæbula semble étre extraordinairement bien développée ?”). Les Mormopines, genres Chilonycteris, Mormops et Noctilio, sont, il est vrai, plus haut placées que toutes les Phyllostomatines sous quelques rapports, tels que la réduction du Condylus internus humerit et la longueur de Véperon; mais Vabsence d'une feuille nasale proprement dite dénote que leur origine est træs reculée parmi les Phyllostomatides les plus primitives.. Somme toute, elles se rattachent d'ailleurs de plus prés aux Phyllostomata les plus primitifs; toutefois, aucun des genres connus m'a la queue longue et atteignant le bord de la membrane alaire; la queue est courte, mais la membrane caudale est grande et est sans doute dirigée le plus å V'aide des éperons; au repos, cette membrane est forte- ment repliée et Véperon s'applique en arriére le long de la jambe. Chez les Chilonycteris et Mormops se trouvent encore 73 et p3, et la face n'est pas particuliérement courte; le Foramen incisivum existe; le point de départ du Digaster v'est pas particuliérement épanoui ; le Caput humeri, quoique un peu comprimé, est arrondi å peu prés comme d'ordinaire ; la longue pointe cartilagineuse du 3% doigt est ossifiée, comme elle l'est ordinairement chez les Phyllostomatides; la jambe et le pied ont VPapparence habituelle; le long cartilag de V'éperon est rond comme å Vordinaire. Chez le Noctilio, 13 et p3 manquent; la face est devenue plus courte; le Foramen incisivum est fermé; Vorigine du Drigaster est forte- ment épanouie; le Caput humeri est comprimé; la longue pointe cartilagineuse du 3? doigt n'est pas ossifiée; le cartilage de Véperon qui, comme chez les C/zlonycteris et Mormops, sert sans doute essentiellement å replier la membrane alaire en s'appliquant contre la jambe, est devenu extrémement grand et comprimé, pressé qu'il est probablement contre la jambe; le 7%bza est long et fortement comprimé, comme si l'éperon Vavait pressé; les phalanges dorteils sont devenues extraordinairement longués et les phalanges onguiféres grandes; les bords latéraux de la phalange de chaque orteil ont projeté des arétes dans la gaine qui entoure les muscles fléchisséurs des orteils. Le Noctilzo passe pour se nourrir de poissons; ses membres de derriére ont Vair d'étre particulierement organisés pour les prendre; les pieds rappellent presque ceux des Aigles-pécheurs. mer Phyllostomatidæ?, I) Condylus internus lvumeri, volumineux. Gartilage de 1'éperon, relativement petit. Phyllostomatini. Å) Canine supérieure et incisive antérieure, de forme ordinaire. a) Face, non raccourcie. 1) Langue, non allongée. Phyllostomata. a) Molaires, bien développæées. Arc jugal, complet. a) Queue, longue. Macrotus, Lonchorhina, Macrophyllum b) Queue, courte. 1) p3, présente. Schizostoma, Trachyops, Phylloderma, Lophostoma, Yampyrus. 2) p3, absente. Phyllostoma, Tylostoma, Mimon. 2) Molaires, un peu atrophiées. Arc jugal, incomplet. Carollia, Rhinophylla. 2) Langue, allongée. Glossophagæ: Glossophaga, Phyllonycteris, Monophyllus, Ischnoglossa, Lonchoglossa, Glossonycteris, Ghæronycteris. b) Face, se raccourcissant. Stenodermata. a) Face, relativement longue. Vampyrops, Sturnira, Chiroderma. Ø) Face, relativement courte. Artobius, Stenoderma, Centurio, Pygoderma. B) Canine supérieure et incisive antérieure, grandes, en forme de couteau. Desmodontes. - 2) Molaires, bien développées. Brachyphylla. Ø) Molaires, atrophiées. Diphylla, Desmodus. II) Condylus internus hwmeri, vrelativement faible. CGartilage de I'éperon, grand. Mormopini. a) 73 et Pp3, présentes. Caput hwmeri, arrondi. Pointe cartilagineuse du 3€ doigt, ossifiée. Cartilage de Téperon, rond. Chilonycteris, Mormops. É) 13 et p3, absentes. Caput humert, comprimé. Pointe cartilagineuse du 3e doigt, non ossifiée. Cartilage de 'éperon, comprimé. Noctilio. Æmballonuridæ. Déjå les Emballonurides les plus primitives se distinguent des Øhinolophides par leur plus grande adaptation au vol. L'extrémité inférieure de ''humérus est devenue plus étroite, le Condylus z?nternus de beaucoup moins saillant. Aussi, au repos, la téte est-elle dirigée plus dans la direction du cou. Cependant, il faut que Vorigine des Emballonurides se trouve parmi les plus primordiales des Rhinolophides; il y a, chez les Emballonurides, des propriétés qui dénotent des rapports plus primitifs que n'en a aucune Rhinolophide connue: le 2? doigt conserve encore 2 phalanges chez le F/rznopoma; le plus souvent, le labyrinthe du nez est moins fortement réduit; Pos intermaxillaire peut étre complet; 3 prémolaires supérieures peuvent exister; le plus souvent, la feuille nasale fait défaut, etc. Les particularités des Emballonurides connues préæsentent entre autres les faits que la membrane caudale est plus ou moins atrophiée et que lå phalangine du 4£ doigt se reléve contre la face supérieure de Taile quand cette derniére se replie; les incisives supérieures sont atrophiées. Le Rhinopoma, seul genre connu des Rhinopomatini, est celle des Emballonurides qui a conservé la plupart des propriétés primitives. La phalangine du 2" doigt existe encore ?); le Caput humeri est arrondi, et le Tuberculum minus est petit; au repos, la téte est tenue un peu baissée; la queue est longue; Tos intermaxillaire est complet et volu- mineux, et rencontre, comme d'ordinaire, le correspondant du coté opposé; il m'y a pas de Prc. postorbitalis; le conduit nasal w'est pas élargi postérieurement. Mais en quelques points le Æ2hinopoma a pris une direction propre et s'est développé plus que les autres: il a acquis une petite feuille nasale; ses narines sont devenues des fentes remarquable- ment étroites et dont les bords peuvent se coller Fun å Vautre; så fosse nasale fait singu- ligrement poche sur les cdtés; le nombre de ses dents est réduit; le 4" os métacarpien est extraordinairement court et gréle, etc. Vis-å-vis le Rhinopoma, les Emballonurini s'élévent å un plus haut rang par les caractéres suivants: le 2% doigt a entiérement perdu sa phalangine; le Caput humerv est singuliérement comprimé, allongé et pyriforme; le Tuberculum minus est extraordinairement grand; au repos, la téte aussi est tenue presque complétement dirigée en avant; la queue est courte; la portion palatale de 'os intermaxillaire est incompléte; les deux intermaxil- laires ne se rencontrent, ni se soudent non plus aux os sus-maxillaires; il s'est développé un Prc. postorbitalis d'une longueur notable, plutdt par suite d'une action provenant des muscles auriculaires qui partent de derriére Væil; le conduit nasal est élargi postérieure- ment et a creusé la face inférieure du corps sphénoidal postérieur. Les Emhballonurides connues constituent un groupe compact de genres voisins entre eux. Chez les Emballonuræ, genres Mosia, Emballonura, Coléura, Saccopteryx et Rhynchonycteris, la partie mentonnigre de la måchoire inférieure a essentiellement gardé sa forme originaire. Chez les Taphozoi, avec le Vespertiliavus tertiaire d'Europe, le Diclidurus et le Taphozous, cette partie est particuliérement modifiée: le bord inférieur de la måchoire s'est muni d'une excroissance saillante, située å peu prés au-dessous de la préæmolaire postérieure, et le bord antérieur s'avance å peu prés en forme de bec, etc. Les genres actuels d'/Ømballonuræ ne différent entre eux que par des détails insignifiants, tels que le gonflement plus ou moins grand de la fosse nasale, la forme du front, etc. Parmi les 7aphozow, le Vespertiliavus est le plus primitif; il a encore trois prémolaires, tandis que ni les autres 7aphozot, ni aucun des Æmballonuræ actuels w'en ont plus de deux; du reste, il se rattache de prés au 7aphozous. Emballonuridæ "). I) Intermaxillaire complet. Point de Prec. postorbitalis. Conduit nasal, non élargi postérieure- ment. Téæte de 'humérus, ronde; Tuberculum minus, petit, Deux phalanges au 2€ doigt. Queue, longue. Rhinopomatini: Rhinopoma. II) Intermaxillaire, incomplet. Prec. postorbitalis, préæsent. Conduit nasal, élargi postérieurement. Téæéte de I'humérus, comprimée; Tuberculum minus, fort. Phalange unique au 2€ doigt. Queue, courte. Emballonurint. a) Partie mentonniére de la måchoire inférieure, ordinaire. Emballonwræ: Mosia, Emballonura, Coléura, Saccopteryx, Rhynchonycteris. b) Måchoire inférieure ayant une excroissance qui part du bord inférieur prés du menton. Taphozoi: Vespertiliavus, Diclidurus, Taphozous. Vespertilionidæ. Le caractére le plus essentiel qui distingue les Vespertilio- nides des Rhinolophides, est le développement des muscles nasaux. Chez les Rhinolo- phides et chez toutes les autres Chauves-Souris excepté les Vespertilionides, le AZ. occipiti= frontalis se termine antérieurement d'une maniére assez indéterminé, étant d'un aspect charnu ou en forme d'une mince aponévrose, et, quelle que soit d'ailleurs sa forme parti- 83 culiére, il se répand dans la peau par-dessus le dos du nez ou les cdtés du museau. Chez les Vespertilionides, ce méme muscle se termine antérieurement dans un tendon assez fort, qui s'attache au cartilage nasal dans la ligne médiane du dos du nez?”). La mobilité du nez et de la lévre supérieure a pour résultat une solution de continuité des intermaxillaires et le refoulement du bord antérieur des os nasaux. Les Vespertilionides conservent encore beaucoup de souvenirs de leur provenance de Khinolophides træs primordiales. Il se trouve, parmi les Vespertilionides, des types dont les os des membres, tels que Thumérus et le fémur, ont, sous tous les rapports essentiels, un caractére aussi primitif que chez des Khinolophides, et dont lå fosse nasale est formée aussi ordinairement qw'elle a då Vétre chez les Khinolophides les plus primor- diales; le nombre de leurs dents est le plus grand que V'on connaisse en général chez les Chauves-souris, etc. Les Natalini, genres Natalis, Thyroptera??), Amorphochilus et Furia, sont les plus primitifs des Vespertilionides. Le Condylus internus de V'humérus est aussi fort et la sur- face articulaire du bout inférieur de I'humérus aussi large et aussi unie que chez aucune Khinolophide ou telle autre Chauve-souris primordiale, et il m'existe aucune fosse liga- menteuse profonde; de méme, le bout inférieur du fémur est encore large, les condyles ne sont ni étroits ni serrés. Le Pre. palatinus de Vintermaxillaire existe, au moins en partie. Ce n'est que dans peu de caractéres que les Natalines connues s'élévent au-dessus d'autres Vespertilionides inférieures: leur face est fléchie extraordinairement fort en Vair par le M. occipitifrontalis. Chez les Watalis et Thyroptera, Vintermaxillaire est complet, et p2 existe; chez les Amorphochilus et Furia, le Prc. palatinus est partiellement atrophié, et p2 a disparu. Du reste, le 7hyroptera est, sous plusieurs rapports, le plus développé des genres; la pointe cartilagineuse du 3" doigt s'est non seulement allongée, ce qui peut avoir lieu aussi chez d'autres Vespertilionides: elle s'est de plus ossifiée, et le 2 métacarpien s'atrophie. Il s'est développé, sur le poignet et la plante, des coussinets plantaires en forme de ventouse, et c'est sans doute par suite de lå formation de la ventouse sur le pied que les orteils se sont soudés entre eux par I'entremise de la peau jusqu'aux phalanges onguiféres, et que la phalange et la phalangine des orteils sont soudées entre elles. Vis-å-vis des Natalines, les Vespertilionint et Molossini sont plus haut placés par rapport au développement de Vaptitude au vol et å ses conséquences; parmi toutes les Chauves-souris, ce sont eux qui, å cet égard, contrastent le plus avec les Ptéropodides, mais pas tous au méme degré. Il est vrai de dire pour tous que le bord inférieur de P”humérus s'est rétréci, le Condylus internus affaibli, les poulies articulaires aiguisées ; la plupart des ligaments latéraux entre le braås et Vavant-bras ont leurs- points d'attache dans des fosses profondes. La connexion entre les deux intermaxillaires est — ou a été — entiérement interrompue. Les Vespertilionines sont, sous un rapport essentiel, un peu plus primitives que les Molossines: leurs intermaxillaires sont trés séparés entre eux; chez ces derniéres, ils se rapprochent Vun de Vautre et se soudent de nouveau, probablement sous Vaction de la puissante incisive antérieure. Par contre, les Vespertilionines sont les moins primitives E Museo Lundii. 2. I. 11 84 par rapport å la forme du fémur: le bout inférieur de celui-ci est devenu étroit, les con- dyles étroits et serrés. Au plus bas de VF'échelle, entre les Vespertilionines, est le genre Vespertilio, avec la dentition la plus compléte: rer, ayant la face allongée, Parc zygomatique d'une forme plus ordinaire, Ala parva osseuse autour du Foramen opticum, les ailes relative- ment courles et larges, om le 5% doigt est encore long; quelquefois T' U/na est relativement bien développæée, etc. Prés du Vespertilko viennent se ranger quelques genres, plus avancés dans telle ou telle direction particuliére: le Plecotus, å Voreille énorme et ayant perdu p3; le Minyopterus, aux longues ailes étroites, au 5? doigt court et ayant perdu p3, å la boite cranienne démesurément grande, etc.; le Lasionycteris, ayant perdu p3, etc. Le seul caractére persistant qui distingue le Vesperugo du Vespertilio et ses con- généres, parait étre Tabsence de p3. Mais, méme s'il n'y a pas plus de traits distinctifs persistants, le Vesperugo n'en a pas moins, en somme, un caractére plus prononcé de volateur que ne Va le Vespertilio. Les espéces les moins primitives du genre Vesperugo, telles que les V. noetula, V. serotinus, V. discolor, etc., sont arrivées au plus haut dévelop- pement de VForgane volateur qwaient atteint les Chauves-souris; c'est chez ces espéces que les conséquences de Vaptitude au vol se montrent dans la plus grande extension. De méme, dans des rapports qui n'accompagnent pas d'emblée Taptitude åu vol, les diverses espéces de Vesperugo s'étendent plus haut qwaucun Vespertilio, ni aucun de ses congénéres: 23 s'atrophie et disparait, comme aussi p2; la canine inférieure peut en arriver å de singuliers rapports avec les incisives supérieures, etc. Prés du Vesperugo, le plus prés des types plus primitifs de ce genre, viennent se ranger le Harpyiocephalus, qui a acquis un cartilage nasal saillant en forme de tube, le Synotus, qui a acquis une vaste oreille, et le Chalinolobus, qui a acquis un pli cutané particulier sur la lévre infé- rieure et a parfois une espéce de petite feuille nasale. 'Trés voisins du Vesperugo et res- semblant surtout aux espéces les plus élevées, en partie presque sans différences géné- riques, sont les Scotophilus, Otonycteris, Nyctophilus, Atalapha et Antrozous. Ce dernier est plus avancé qu'aucune autre des Vespertilionines, en ce que Tune des incisives infé- rieures aåa disparu. Les condyles un peu larges du bout inférieur du fémur et I U/na relativement bien développée dénotent que les Molossines sont issues de Vespertilionides assez primitives; au reste, quant å Vaptitude au vol, etc., les Molossines connues sont å peu prés au méme échelon que les Vespertilionines les plus élevées; il en est de méme quant au nombre des dents. Les lévres sont devenues extraordinairement grandes. Sans doute les Molossines, en dépit de Taptitude au vol, se sont exercées plus que les autres Chauves-souris å se mouvoir sur terrain ferme; il est vrai que leurs membres postérieurs sont courts, comme chez d'autres Chauves-souris supérieures; mais ils sont extraordinairement muscelés; la Febula, elle aussi, est relativement forte. La membrane caudale est réduite. Comme les autres Chauves-souris, les Molossines emploient le pied å peigner leur pelage; mais, au lieu de se servir toujours des griffes du pied, elles se sont souvent contentées d'employer le bord extérieur du pied, d'ou a résulté que les poils situés le long des bords du 1% et du 5" orteil sont devenus des soies longues, raides, en partie crochues, et que la peau des mémes endroits s'est épaissie. Quoique le Mystacina ait, sous quelques rapports, des formes træs particuliéres et soit tout spécialement organisé pour se mouvoir rapidement sur terrain ferme, les ailes repliées, il n'en est pas moins, å un seul égard, plus primitif que les autres Molossines : il a un 7ragus plus ordinaire; chez les autres, I Antitragus devient extréemement grand et déborde le Tragus, qui s'atrophie. Les autres genres des Molossines sont træs voisins entre eux. Chez le Nyctinomus, les intermasillaires sont encore libres entre eux anté- rieurement, quoique la distance de Vun å Vautre ne soit que faible; chez le Chéromeles et le Molossus, ils sont soudés. Vespertilionidæ. I) Condylus internus de V'humérus, fort; surface articulaire du bout inférieur de I'humérus, large et unie; ligaments entre le bras et I'avant-bras, non attachés dans des fosses profondes. Natalini: Natalis, Thyroptera, Amorphochilus, Furia. II) Condylus internus de Vhumérus, faible; surface articulaire du bout inférieur de I'humérus, étroite et profondément sillonnée; la plupart des ligaments entre le bras et I'avant-bras, attachés dans des fosses profondes. A) Intermaxillaires, relativement assez fortement distants. Fibula, faible. Vespertilionini: (Voir 'énumération des genres p.36 du texte danois.) B) Intermaxillaires, peu distants ou soudés. F%bula, forte Molossini: Mystacina, Nyctinomus, Chiromeles, Molossus. A cet apercu du systéme des Chiroptéres, Vauteur ajoute encore les remarques qui suivent sur la distribution géographique et sur les rapports entre la phylogénie de cet ordre de Mammiféres et sa repræsentation dans la région néotropicale. La plupart des familles des Chauves-souris habitent V'ancien continent; c'est lå seulement que l'on connait les Ptéropodides, qui sont les plus primitives de toutes les Chauves-souris. Il en est de méme des Øhinolophides, les descendants les plus proches des Ptéropodides. Parmi les descendants des Rhinolophides, les Emballonurides et les Vespertilionides appartiennent avant tout å Vancien continent. De Vancien continent, des Chauves-souris ont immigré en Amérique, sans doute plutåt par terre, en passant d'Asie dans PAmérique du Nord. Il faut qwune Øhinolophide primordiale ait été la souche de la seule famille particuliére å VAmérique, les Phyllostoma- tides, famille riche en types. Certaines des Emballonurides supérieures ont immigré comme souches des rares genres américains voisins les uns des autres, les Saccopteryx, Rlwyncho- nycteris et Diclidurus, qui ne s'écartent que peu de leurs congénéres de F'ancien continent. Quant å la famille la plus élevée des Chauves-souris, les Vespertilionides, la plupart des sections ont fourni des types å V'immigration: ayant la plus grande aptitude au vol, étant les plus acclimatables, les seules qui se soient habituées å vivre dans des pays relative- ment froids, les Vespertilionides, plus que les autres Chauves-souris, ont eu la possibilité de se répandre sur la terre. Déjå les Natalines, la division la plus basse des Vespertilio- nides, ont gagné VAmérique; le petit nombre des Natalines encore existantes vit en Amé- rique. Parmi les Vespertilionines, il y est arrivé quelques espéces des Vespertilio et Vesperugo; quelques-unes des espæces immigrées se sont maintenues presque sans modi- fications; um nombre restreint d'espæces propres å 1'Amérique, est issu tant du Vespertilio fg 86 que du Vesperugo; quelques genres nouveaux ont surgi: /ZLastonycteris, peu différent du Vespertilio, Atalapha et Antrozous, qui se rattachent de prés au Vesperugo. Parmi les Molossines, le Nyctinomus a immigré, et c'est de lui qu'est issu le Molossus, propre å ”Amérique. La faune chiroptére de I'Amérique est donc relativement pauvre en types trés variés, et reléve de J'ancien continent. Les deux familles les plus primitives des Chauves- souris y manquent; il n'y existe que des types supérieurs aux Øhinolophides. Les Em- ballonurides et les Vespertilionides ne sont représentées que par peu de types, issus d'un petit nombre choisi dans la grande majorité que posséde Vancien continent; les Vesper- tilionides, å la vérité, sont représentées par des types de toutes les sous-familles, mais le plus souvent les représentants de chacune ne sont relativement quw'en petit nombre. Une seule famille, les Phyllostomatides, particuliére å 'Amérique et descendant des RØRhi- nolophides de Vancien continent, Va emporté. La faune chiroptére qwon connait å Lagoa Santa, donne une idée de la faune des pays américains chauds les plus riches en Chauves- souris: parmi les 30 espéces, il y en a 1 Emballonuride, 13 Vespertilionides des trois divisions des Natalines, Vespertilionines et Molossines, et 16 Phyllostomatides. Voici un choix des notes dont VFauteur accompagne son exposé: 15) page 68. Le Galeopithecus peut donner quelque idée de la nature de la membrane alaire chez les Chauves-souris primitives; mais il n'a avec elles aucune parenté plus rapprochée. Comme les Chauves-souris, le Galeopithecus tire sans doute son origine d'Insectivores assez pri- mitifs, et il a pris une membrane alaire de dimensions considérables. Toutefois, les Chauves-souris descen- dent d'Insectivores encore plus primordiaux que ceux dont dérive le Galeopithecus; c'est pourquoi ce dernier n'a rien å faire avec Varbre généalogique des Ghauves-souris. CGelles-ci tirent leur origine d'Insectivores træs infimes qui ont eu, entre autres, 'os du tympan formé en anneau et une connexion articulaire entre les Fibula et Calcaneus, tandis que le Galeopithecus dérive d'Insectivores un peu plus haut placés, qui ont eu 'os du tympan formé en écuelle et ont perdu la connexion entre les Føbula et Calcaneus; ses ancétres ont surement appartenu aux membres plus primitifs du groupe Cladobates, relativement assez haut placé. Abstraction faite de la membrane alaire et de ce qui s'y rapporte, il n'y a pas non plus de ressemblance particuliére entre les Chauves-souris et le Galeopithecus. Ce dernier se range le plus préæs du Cladobates, et, quand il s'en écarte, ce n'est pas pour se rapprocher des Chauves-souris (voir, entre autres, les longues vertébres cervicales, les puissantes apophyses épineuses des vertæbres dorsales, etc.). Méme la ressemblance entre le Galeopithecus et les Chauves-souris, sous le rapport de la membrane alaire, etc., est moindre qu'elle ne le paraitrait au premier coup d'æil. Le développement du Galeopithecus s'est arrété au parachute: il n'a pas pris d'ailes. En cela il ressemble aux ancétres des Chauves-souris. Mais la construction de son parachute repose sur une autre base que la construction de celui des Chauves-souris, et il s'est formé d'une autre maniére quil ne Ta pu jamais étre chez les premiétres Chauves-souris. — Les membres de devant, comme ceux de derriére, sont longs et græles; c'est å peine si les membres postérieurs ont rien perdu de leur force originaire; les membres antérieurs n'ont pas eu de prédominance particuliére; dans le squelette il n'y a presque aucune trace de foutes les nombreuses particularités qu'on voit chez les Chauves-souris en conséquence de leur aptitude au vol. En ceci il n'y a rien qui puisse témoigner particuliérement contre son affinité avec les Chauves-souris, bien quw'il n'y ait pas non plus grand'chose qui parle en sa faveur. — Mais que le Galeopithecus soit issu d'une autre souche que les Chauves-souris, c'est ce que, å Tégard du parachute aussi, on peut conclure du faåit qu'on ne saurait découvrir la trace d'aucune ressemblance ultérieure réelle avec les Chauves-souris dans les détails des os des membres, pas plus que dans le trone ou le cråne. Entre autres, il n'y a point de ressemblance ultérieure dans la forme des surfaces articulaires des os des membres. — Et que le parachute soit formé autrement que chez une Chauve-souris originaire, c'est ce qu'on voit surtout dans le développe- ment des griffes et du 5€ doigt. Pour prendre pied aprés le saut, le Galeopithecus se sert des griffes de la main et du pied, ce que probablement ont fait les premiéres Chauves-souris, elles aussi; mais, chez le Galeopithecus, les griffes de tous les cinq doigts et de tous les cinq orteils ont pris, å cette occasion, des dimensions et une force extraordinaires; les tendons fléchisseurs correspondants se sont également renforeés, et leurs gaines aponévrotiques laissent des arétes aigués sur les phalanges des doigts et des orteils: tous caractéres qu'on a peine å se repræsenter comme ayant été aussi fortement prononcés chez les premiéres Chauves-souris. La membrane alaire du trone a tellement accéléré la eroissance du 5€ doigt, que celui-ci s'est non seulement plus épaissi, mais aussi plus allongé que les autres doigts: il est de beaucoup plus long que le 48 doigt et plus long encore que le 3e. Si un animal muni d'un parachute tel que celui du Galeopithecus, se mettait å se servir de son parachute comme d'une aile, le 58 doigt, déjå le plus fort et le plus long, se développerait indubitablement comme Tappui le plus essentiel du bord antérieur de Vaile; les quatre doigts antérieurs se raccourciraient; il se produirait une aile différente de celle de la Chauve- souris, mais rappelant celle des Ptérodactyles. Aprés une critique détaillée de la maniére dont M. le professeur Leche voit les relations du Galeopithecus avec les Insectivores, les Chauves-souris et les Lémuriens (texte danois, p. 42—50), Vauteur termine comme suit: Pour constater la justesse de sa conclusion, savoir que le Galeopithecus est une Chauve-souris au début avec peu de développement dans un sens å part, — «ein wenig modificirter Nachkomme des Ur- stammes der C/zroptera», — M. Leche aurait då tåcher de montrer, non seulement que le Galeopithecus avait des ressemblances avec les Chauves-souris, mais encore que, quand il s'en écarte, c'est — en tout cas, la plupart du temps, — par sa plus grande primordialité; mais est ce qu'il w'a essayé de faire que dans un træs petit nombre de cas. En réalité, les ressemblances avec les Ghauves-souris sont moins nom- breuses et moins importantes que ne le pense M. Leche. Ce n'est qwune petite partie des diflérences d'avee les Chauves-souris qui dénote que le Galeopithecus est placé plus bas et, å ce titre, pourrait ressem- bler aux ancétres des Chauves-souris, mais il n'y a rien qui indique qu'il se rapproche plus des Chauves- souris que des Insectivores. AÅ beaucoup d'égards, le Galeopithecus est plus haut placé que les Chauves- Souris, ou bien il est développé dans d'autres sens, et doit, å ce titre, différer des premiéres Chauves-souris. ÅAussi n'est-il pas vraisemblable que le Galeopithecus se rapproche tant soit peu de Varbre généalogique des Chauves-souris. M. Leche n'a pas lui-méme essayé de compter avec les caractéres pour juger, gråce å eux, des relations de filiation; le seul point cité par lui et qui établisse une ressemblance frappante du Galeopithecus avec les Chauves-souris, et qui le place en méme temps å un échelon inférieur, c'est la membrane alaire (Leche, p. 18): «Und in der That muss man, wenn man sich von der Entwicklung der Flughaut der C/zroptera eine Vorstellung machen will, sich stets ein Durchgangsstadium denken, genau so wie es vom Gal.-Patagium realisirt wird.» Mais un parachute tel que celui du Galeopithecus (voir plus haut) ne saurait constituer une base pour les ailes des Chauves-souris. Ce que dit M. Leche de la ressemblance avec les Insectivores, particuliérement avec les Clado- batides, est certainement correct. Mais la concession d'une ressemblance particuliére avec les Cladobatides est incompatible avec 1'opinion que le Galeopithecus serait plutåt le prototype des Chauves-souris. Aux particularités les plus importantes des Cladobatides, particularités avec lesquelles le Galeopithecus, lui aussi, 1) Explication des figures p. 44. - Les deux segments antérieurs du sternum, les deux cåtes antérieures et la clavicule, vues moitié de coté, moitié de face. 1 et 2, Manubrium et 2" segment du sternum. 3, 4, 5, 6, épiphyses du sternum chez le Pteropus. 7 et 8, cartilages costaux ossifiés. 9 et 10, portions de cartilages costaux non ossifiés du Ga/leopithecus. 11 et 12, 1"" et 2" cotes. 13, clavicule, avec épiphyse, 14, chez le Pteropus. La surface articulaire de la clavicule du Afanubrium et du premier cartilage costal du Pteropus est représentée par les hachures. — Selon M. Leche, les piéces 3 du Pteropus et 7 du Galeopithecus doivent correspondre les unes aux autres, et constituer un épicoracoide, et 7 du Pteropus, et 9 du Galeopithecus, doivent étre identiques: cartilages costaux. 88 concorde le plus avec elles, appartiennent la formation de Vorbite et la forme de V'os du tympan; mais, sous ces deux rapports, les Cladobatides sont décidément moins primitives que les Chauves-souris et ne peuvent, par consæquent, constituer les types primitifs des Chauves-souris. 18) p. 69, 74, 78. Chez les plus primitives des Chauves-souris connues, la phalange onguifére des 3e, 4 et 5% doigts a disparu ou a été réduite å une pointe cartilagineuse insignifiante, å moins que celte pointe cartilagineuse ne soit une portion non ossifiée de la phalangine. Chez des Chauves-souris supéricures, la phalange onguifére peut dævier encore davantage de sa qualité primitive de phalange onguifére et se développer en une longue pointe cartilagineuse qui peut s'ossifier partiellement. Ceci a lieu surtout pour la pointe cartilagineuse du long 3€ doigt, exposé plus que les autres bouts de doigts å la pression de Vair. C'est notamment chez de bons volateurs, tels que les T'aphozous, Minyopterus, plusieurs espæces de Vesperugo, Scotophilus, que la pointe cartilagineuse du 3 doigt est longue et plus ou moins riche en sels calcaires; chez toute la famille Phyllostomatidæ, elle est également longue et presque toujours ossifiée dans sa plus grande extension. — M. Dobson (Journ. of Anatomy and Physiology, vol. 16, 1882; p. 200—201) semble supposer que les Chauves-souris qui ont ce qu'on appelle ici pointe cartilagineuse ossifiée, soient, sous ce rapport, les plus primitives. 19) p. 70. L'os qui, chez les Chauves-souris, se trouve le plus souvent derriære le bout posté- rieur de TUl/na dans la paroi postérieure de Varticulation du coude, et, la plupart du temps, enfermé en partie dans le Triceps, est généralement regardé comme un os tendineux du Triceps, répondant å la Patella dans TVarticulation du genou, dans le tendon de I'Eætensor cruris. Probablement cet os a de prime abord pris naissance dans le tendon du Triceps; mais en ce cas il a quelquefois perdu ses connexions originaires ; c'est que, chez quelques Chauves-souris, il n'a pas, avec le 7riceps, de rapports plus particuliers. Chez les Rhinopoma et Taphozous, ce n'est qwune couche intérieure du Triceps qui s'attache å cet os au moyen d'un tendon assez faible; le tendon principal s'étend librement par-dessous. Chez le R/øxnolophus (hipposi- derus et ferrum-eqvinum) Vos en question reste tout indépendant du tendon du Triceps, qui passe librement sous lui pour gagner le bout postérieur de I Ul/na. 20) p. 70. Chez les Mammiféres, les longs muscles fléchisseurs de la main sont en général les suivants: 19 Flexor carpt radialis, s'attachant avec un tendon sur le bord intérieur du carpe ou du métacarpe ; 20 F'lexor carpi ulnaris, s'attachant avec un tendon sur le Pisiforme; 39 Palmaris longus, se terminant par des aponévroses dans la paume; 49 Flexor digitorum sublimis, se terminant par 5 tendons, un pour chaque doigt; 5? Flexor digitorum profundus, pareillement å 5 tendons. Chez les Chauves-souris, le Flexor carpi ulnaris est toujours préæsent comme å Vordinaire; toutefois il est faible; le Flexor digttorum sublimis semble toujours manquer. Les autres longs muscles fléchisseurs se comportent difléremment, mais sont presque toujours plus ou moins dégénérés, et leur rapport semble en apparence indifférent relativement å leurs tendons. Les faits suivants (observés par I'auteur) peuvent servir å élucider quelles grandes différences peuvent exister entre ces tendons: Le Flexor carpi radialis se trouve chez les Cynonycteris, Macroglossus, Nycteris, Rlunolophus, Artobius, Taphozous; le tendon s'attache å la base du 2e os métacarpien; il affecte divers degrés de force et se trouve relativement le plus faible chez le 7aphozous. Chez le Vesperugo (discolor), le muscle fait totalement défaut. Le Palmaris longus (reconnaissable en ce que le tendon n'est pas enfermé par le Ligamentum carpt volare propriwm) se trouve dans les genres nommés, excepté chez le Nyeteris. Chez le Cynonycteris, il a un tendon au 1% doigt, un au 2€ et un au 38; chez I Artobzus, deux au 1er doigt et un au 28; chez le Vesperugo, un tendon au 1e” doigt. Le Flexor digitorum profundus a, chez les Cynonycteris et Macroglossus, un tendon au 1er doigt et un au 28; chez les Nycteris et Artobius un au 1e€r et un au 3€ doigt; chez le R/znolophus, des tendons > aux 1er, 3€ et 4åe doigts; chez le Taphozous, un au 1€r doigt et, de plus, un tendon qui å son tour se termine par deux petits muscles aux 4€ et 5e doigts; chez le Vesperugo, deux tendons au 1er doigt, un au 3e et un au 48. 25) Aux pages 53—54 (texte danois) on a donné un extrait du systéme de M. Dobson pour classer les Chauves-souris. L'auteur y ajoute la remarque suivante: Le plus grand grief qu'on puisse opposer å M. Dobson, c'est qu'il n'ait pas mieux cherché å discerner le plus ou moins de primordialité des propriétés; c'est ce qui 'a empéché d'employer les caractéres distinctifs pour déduire la -filiation. De plus, il a trop souvent regardé des ressemblances insignifiantes comme marques daffinité; il a établi comme types de transition des types qui ne sauraient jamais étre tels, types qui ne sont que des accommodations analogues de tribus différentes dans le méme sens spécial, mais sur des bases diverses. Aussi lidée qu'il se fait de la filiation, repose-t-elle sur le hasard. Selon cet auteur, les Vespertilionides et les Emballonurides seraient les plus primitives des GChauves-souris connues, les Phyllostomatides, Rhinolophides et Ptéropodides, les plus haut placées, etc. Le Plecotus et ses congénéres feraient transition des Vespertilionides aux Rhinolophides, en passant par les Mégadermes; une sorte de transition des Phyllostomatides aux Ptéropodides se ferait en passant par les Glossophaga et Macroglossus, etc. Par suite de sa maniére fausse de concevoir Tarbre généalogique des Chauves-souris, M. Dobson a aussi une idée assez erronée sur les causes de leur répartition sur le globe (Ann. Mag. 1875; p. 356—57). Le prædécesseur le plus important de M. Dobson est M. Peters. Son classement des familles, etc. a été reproduit å la page 55 (texte danois). A quelques égards, M. Peters le céde å M, Dobson; mais dans V'essentiel son exposition semble plus naturelle que celle de M. Dobson. Cependant, la différence entre ces deux savants est assez fortuite: pour distinguer les divisions, V'un et Vautre se servent essentielle- ment du méæme cercle de caractéres, tirés le plus souvent de T'extérieur, des dents et de quelques parties du cråne; Tun et Tautre emploient les caractéres å peu préæs de la méme maniére et tous deux ont essen- tiellement la méme idée sur les types de transition. 28) A la page 56 du texte danois, Tauteur donne un apercu de la dentition de tous les genres des Chauves-souris. Ghaque groupe dentaire y a son ordre numérique å part: les incisives 1 2 3, les canines 1, les molaires 1 2 3 4 5 6 7. 29) p. 76. M. Thomas pense que la forme des dents chez le Pteralopex le désigne comme une Ptéropodide inférieure. Il va sans dire que les Ptéropodides actuelles sont issues de Chauves-souris ayant eu les types dentaires qui, non seulement se rencontrent d'ordinaire chez les Chauves-souris, mais sont aussi communs å bon nombre d'autres Mammiféres inférieurs, et il ne serait pas singulier qu'on retrouvåt dans une Ptéropodide des réminiscences d'un état de choses antérieur. Mais, chez le Pteralopex, on n'est précisément pas dans ce cas: il n'y a pas moyen de reconnaitre, dans ses molaires å plusieurs pointes, les types des Chauves-souris insectivores, et ses canines supérieures, qui ont une forme semblable å celle des plus grandes molaires supérieures, sont plus singuliéres encore. Le Pteralopex est préæcisément «a highly specialized offshoot of Pteropus» D'ailleurs, sa structure m'offre rien non plus qui puisse témoigner de sa primordialité; tout au contraire! (p2 est petite; la plus antérieure des incisives d'en bas est trés petite, et la plus en arriéære, grande; Vorbite est complétement entouré dos; le Prc. angularis est remarquable- ment grand, etc.). 32) p. 76. M. Thomas emploie la forme" de «Pm 1» comme un des meilleurs caractéres pour distinguer le Notopteris des autres Macroglosses. Cependant, il faut tout d'abord se rappeler qu'aucune Ptéropodide n'a une p1 réæelle, la molaire antérieure des Ptéropodides ordinaires étant p2. Ensuite p2 manque dans la måchoire supérieure du Notopteris; la plus antérieure de ses molaires d'en haut est p 3, qui par conséquent ne répond pas å la molaire antérieure des autres Macroglosses. 37) p. 80. Quant å ce que remarque M. Leche sur Vavant-bras et la jambe du Desmodus, voici ce qu'écrit T'auteur. En réalité, il n'y a précisément aucune discordance entre le développement des membres 90 et celui des dents chez le Desmodus; et Vavant-bras et, surtout, la jambe sont justement des plus développés. Sous tous les rapports essentiels, les membres ont la méme structure que chez d'autres Phyllostomatides. Ce qui, chez le Desmodus, donne un aspect insolite å beaucoup d'entre les os des membres, ce sont des arétes extraordinairement fortes, produites par quelques-unes des gaines aponévrotiques des muscles eux- méæmes. Ce ne sont pas seulement les Ulna et Fwbula, mais encore les Humerus et Radius, et surtout les Femur et Tibia qui ont été transformés de cette maniére. Il est vrai que 'UIna et notamment la Føbula affectent une apparence relativement robuste, mais leur structure n'est rien moins que primitive. 39) p. 81. Dans le classement des Phyllostomatides, M. Dobson — c'est lui-méme qui le dit, — a suivi M. Peters en tout ce qu'il y a d'essentiel. Ici encore, les dissidences d'avec MM. Dobson et Peters sont peu nombreuses. A la vérité, M. Dobson range les Carolliau et Rlvnophylla parmi les Phyllostomata; mais il n'a pas saisi bien nettement leur degré d'affinité: en parlant du Carollta, il dit qu'il «forms a connecting link between the groups Vampyrt (c.-å-d. Phyllostomata) and Glossophagæ» (Catal. Chir. Brit. Mus., p. 494), et du Rhwinophylla qwil «connects the Vampyri with the Glossophagæ and with the Stenodermata» (ibid., p. 496). Une pareille position intermédiaire est absolument impossible pour des types aussi particuliérement développæés que le sont les Carollia et Rlznophylla; en outre, Glossophages et Sténodermes sont issus des Plwllostomata en sens inverses. (Que le Røinophylla, comme son proche parent, le Carollia, manque d'are jugal, c'est ce que M. Dobson wa pas mentionné). Dans le préæsent ouvrage, le Brachyphylla est classé parmi les Desmodontes comme étant le type le plus primitif qui ne se soit pas beaucoup éloigné des Phyllostomata. M. Dobson le range parmi les Stenodermata, tout en insistant lui-méme sur sa ressemblance avec le Phyllostoma et avec les Diphylla et Desmodus. M. Dobson a bien vu qu'entre les Phyllostomatides, le Noctilto ressemble aux Mormopines; néan- moins, comme Va fait M. Peters, il Va classé parmi les Emballonurides pour en faire une sorte de transition aux Phyllostomatides, ce qui est impossible; et, en réalité, la ressemblance du Noctilzo avec les Mormopines est si compléte, tant pour J'extérieur que pour la structure intérieure, qu'il ne peut y avoir aucune raison de douter qw'il ne se rattache å elles. Mais, quand méme on peut dire que le Noctilto appartient aux Mor- mopines, il n'en reste pas moins assez isolé dans le præsent comme un type remarquablement træs développe; les intermédiaires qui Vont relié å d'autres Mormopines, sont inconnus. Il n'a pas la pointe cartilagineuse du 38 doigt ossifiæe: il parait, sur ce point, étre placé å un degré plus primitif que toutes les autres Phyllo- stomatides; mais, comme d'ailleurs il parait clair qu'il tire son origine des Mormopines, on est fondé å croire quwil est issu d'animaux chez lesquels la pointe cartilagineuse a été ossifiée. 40) p. 81. Ce qu'il y a sans doute de plus vraisemblable, c'est que les deux phalanges du 2€ doigt du Rhinopoma constituent une ressemblance ræelle avec des Ptéropodides, maniére de voir partagée aussi par MM. Peters et Dobson. Cependant il n'est pas tout å fait inconcevable que la phalangine ait pu étre Veffet d'une ossification du ligament' qui, chez d'autres Chauves-souris d'un ordre supérieur, a remplacé la phalangine et la phalangette. Il y a, præcisément dans le 2e doigt du R/énopoma, une singularité qui n'est rien moins que primitive: la base du métacarpien est extraordinairement solide et porte une apophyse volu- mineuse, déterminée par le tendon de 'Eætensor metacarpi radralis longus; une apophyse un peu sem- blable, et pourtant un peu moins grande, ne se trouve d'ailleurs que chez des Chauves-souris træs haut pla- cées, par exemple chez quelques Vespertilionines et Molossines. 41) p. 82. Ici, comme dans Dobson, le Rhinopoma est rangé parmi les Emballonurides. M. Peters Va relié å sa famille les Megadermata. Le Rlunopoma est assez isolé parmi les Chauves-souris actuelles. A beaucoup d'égards, il est trés développé, par exemple å V'égard de la dentition, de la forme de la fosse nasale, å Tégard du bras, de la membrane caudale, etc.; mais quelques-unes de ses particularités, telles que Vétat complet de Vintermaxillaire et les deux phalanges du 2€ doigt (voir pourtant la remarque 40) dænotent que sa souche est parmi des Chauves-souris primitives. Il ne saurait étre question daffinité avec d'autres familles que les Rhinolophides et les Emballonurides: ou bien le R/znopoma est issu d'une Emballonuride BED Øl d'échelon træs inférieur, ou bien c'est une Rhinolophide primitive qui, en divers sens, est arrivée å un point particuliérement élevé. Dans ce dernier cas, ses points de ressemblance avec des Emballonurides ne seraient pas les suites d'une affinité, mais seulement d'une accommodation analogue. Ici Von a pris pour point de départ que, entre autres, la forme du bout inférieur du bras est un signe d'affinité réelle avec des Emballo- nurides. Les autres genres actuels, rapportés ici å la famille des Emballonwridæ, y sont également comptés par M. Dobson, qui, toutefois, y place plusieurs genres qui ne peuvent pas appartenir å cette famille: Noctilto, Furia, Amorphochilus, Nyctinomus, Chiromeles, Molossus. ll est vrai qu'on ne connait pas encore assez les Furta et Amorphochilus pour les bien juger (voir sur le Furia, surtout Gervais: Castelnau, Exp. Amér. Sud., Mammif., 1855; p. 69—71, pl. XI, f. 2, pl XIV, f. 6; sur TÅAmorphochilus, celui qu'on connait le mieux, Peters: Monatsber. Akad. Wissensch. Berlin, 1877; p. 184—87, pl.); mais il y a toutes les chances pour qu'ils soient proches parents du Natalis, qui est une Vespertilionide. La raison pour laquelle on ne les a pas pris pour des Vespertilionides, est sans doute simplement que la queue est courte et »'atteint pas le bord de la membrane caudale; mais le rapport entre la queue et la membrane alaire peut varier fortement dans des types voisins entre eux d'autres familles, et par conséquent peut å peine entrer en ligne de compte. Pourtant M. Dobson lui-méme avait un léger pressentiment de leur affinité avec des Vespertilionides; mais ses expressions furent moins heureuses: il pensait que c'étaient des Emballonurides se rapprochant de Vespertilionides, surtout de la division (artifi- cielle) des Mænyoptert, parmi lesquels il rangeait aussi le Natalis. Les genres Nyctinomus, Chiromeles et Molossus furent, il est vrai, rattachés par M. Dobson aux Emhballonurides, mais å titre de sous-famille å part, les Molossinæ. Sans doute ce sont notamment deux propriétés des Molossines, qui ont porté M. Dobson å oublier leur affinité avec des Vespertilionides, savoir la flexion des phalanges digitales et la structure des poils. Au repos, la phalange du 3€ doigt se reléve contre le dos de la main, comme chez la plupart des Emballonurides; mais les flexions des phalanges digi- tales sont trop vagues pour qu'on puisse s'y fier. M. Dobson lui-méme ne leur a pas non plus attribué trop d'importance; il classait parmi les Emballonurides des types qui fléchissent les phalanges digitales de la maniére ordinaire, savoir les Noetilio et Mystacina. Selon M. Dobson, la structure des poils chez les Chauves-souris révéle en grande partie leurs rapports d'affinité; c'est pourquoi, se basant sur ce fait, il divise les «Microchiroptera» en une «+Vespertilionine Alliance» et une «Emballonurine Alliance», et å cette derniére appartiennent les Molossines. Mais il s'en faut que la différence de la structure des poils dans les deux «Alliances» soit toujours aisée å voir (Vauteur du préæsent mémoire a lui-méme vérifié la chose dans une série considérable de types). De plus, il y a des exceptions qui sont loin de «rather support the generaliza- tion» (Ann. Mag. 1875; p. 355); le Minyopterus, qui est sans contredit une Vespertilionide, a le poil comme les Emballonurides, etc. 42) p. 83. Le M. occipitifrontalis est, sous tous les rapports essentiels, identique dans diverses Vespertilionides; Vauteur 'a examiné chez le Thyroptera, plusieurs espéces des Vespertilto, Plecotus, Miny- opterus, Lasionycteris, comme chez plusieurs espæces des Vesperugo, Scotophilus, Atalapha, Nyctinomus et Molossus. Å sa naissance sur la créte occipitale, ce muscle a deux tétes, une de chaque cåté; ces deux points de départ se prolongent en un renflement musculaire charnu, qui se change par devant en un fort tendon se confondant avec le tendon correspondant du cåté opposé; le tendon terminal commun s'attache sur le dos du cartilage nasal dans la ligne médiane de la téte. Du reste, ce muscle peut étre plus ou moins fort; å son origine sur la créæte occipitale, il peut étre charnu ou tendineux; les deux tétes peuvent étre plus ou moins séparées; le tendon qui est sur le døs du museau peut présenter des filaments musculaires, et il peut étre relié diversement å d'autres muscles de la face, tels que les Levator labi superioris et Compres- sør Nast, etc. Deux des plus grands contrastes que présentent les Vespertilionides sous le rapport du développe- ment de V'Occipitifrontalis, ce sont les Thyroptera et Molossus. Chez le premier, ce muscle est relative- ment faible; son point de départ est charnu, ses deux tétes træs séparées, pourtant reliées entre elles par une mince membrane; ce v'est que træs en avant, prés de Vattache, que se soudent les deux tendons. Chez le Molossus, le muscle est fort; son point de départ est tendineux; les deux tétes sont presque contigués et E Museo Lundii. 2, I. 12 92 ;jå sur le front, les tendons sont soudés; mais sur le dos nasal, le tendon ne tardent pas å se joindre; dé commun passe å I'état charnu sur un certain espace. Il en est des Nyetinomus et des Vespertilionines å peu præs comme du Molos Chez des Chauves-souris autres que les Vespertilionides, NOeccripitifrontalis ne se termine point par un tendon s'attachant sur le cartilage nasal, mais il a conservé davantage de son cachet primitif de S. muscle cutané. L'auteur I'a examiné dans une grande séærie de genres (énumérés å la page 63 du texte danois). Ou bien ce muscle se fixe, å Vétat charnu, dans la peau du dos nasal, ou bien il se termine en un tendon mince et épanoui sans attache déterminée, ou bien il se continue dans le Levator labti superioris, ou bien il fait Tun et Tautre. 43) p. 83. On a porté comme parent du Thyroptera le Myzopoda de Madagascar (voir surtout Dobson: Proceed. Zool. Soc. London, 1878; p. 871—73); toutefois on le connait encore trop peu pour pou- voir juger de ces affinités. En plusieurs points il ressemble d'une maniére remarquable au Thyroptera, par exemple pour VFossification de la pointe cartilagineuse du 38 doigt (ce qui pourtant se trouve aussi chez d'autres Vespertilionides), la ventouse (bien que moins parfaite) de la main et du pied, la soudure des pha- langes des orteils, ete.: mais il se peut que ces ressemblances ne soient que Veffet d'une accommodation en méme sens. Les os intermaxillaires ne sont pas décrits; mais on dit, en parlant des incisives supérieures, qu'elles sont placées «in pairs, placed close to the canines», par conséquent comme chez la plupart des Vespertilionines, par opposition aux Natalines, fait qui dénote que Tintermayxillaire est aussi restreint que chez les Vespertilionines. Il est possible que le Myxopodu. descende du Vespertilio d'une maniére analogue å celle dont le 7hyroptera descend du Natalis. Quelques espæces du genre Vesperugo, savoir les V. pa- chypus, V. tylopus et V. nanus, montrent des tendances å un développement semblable. ven LLR 9088 00578 7478