* Katalog 


over 


p 


| 


Dyrsamlingen 


1 


Pa 


Bergens Museum. 


Udarbeidet 
til Veiledning for de Besøgende 
af 


Oiaf S. Jensen, 


Conservator. 


———T == 


VF 


Bergen. 
J. D. Beyers Bogtrykkeri. 
1875. 


j 


I 


å Katalog 


over 


Dyrsamlingen 


1 


Bergens Museum. 


Udarbeidet 
til Veiledning for de Besøgende 


af 
Oiaf S. Jensen, 


Conservator. 


— RAI 


Bergen. 
J. D. Beyers Bogtrykkeri. 
1875. 


å 
å 


AE 


Forord. 


PE == === 


Bergens Museum stiftedes den 8de Juni 1825. En offent- 
lig Indbydelse af den bekjendte Eidsvoldsmand, Stiftamt- 
mand Christie, gav det første Stød dertil. Foretagendet 
blev straks omfattet med almindelig Velvillie. Mange i 
Bergens By og Stift tegnede sig som Medlemmer; en hel 
Del interessante Gjenstande indsendtes som Gaver til 
Museet, og Stiftsdirektionen tilbød den daværende Real- 
skoles store Sal til Rum for den begyndende Samling. 
Denne forøgedes hurtig. Allerede i 1832 indkjøbtes en 
egen Bygning til Museum, den nu nedrevne saakaldte 
Præsidentbolig, og 1838—41 opførtes ved Siden af denne 
endnu en ny Musébygning, den nuværende Almueskole 
ved Kaien. Mange Privatmænd understøttede ved disse 
Leiligheder med Aktiebidrag og Pengegaver. Med den 
større Skikkelse, Museet herved vandt, kunde det mere 
end før fremtræde for Offentligheden som en folke- 
belærende Anstalt. Og da traadte Staten, der allerede 
tidligere havde ydet en mindre aarlig Understøttelse, og 
Bergens Kommune med Sparebank til med betydelige Bi- 
drag. Begge de hidtilværende Bygninger, der i Aarenes 
Løb vare blevne altfor utilstrækkelige, bleve da endelig 
afløste af den nuværende Musébygning, der opførtes i 
1863—65. 


IV 


Sin almindelig folkebelærende Retning har Museet 
stedse senere vedligeholdt. En saadan Retning maa natur- 
ligen ogsaa være en ganske væsentlig i Museets Udvik- 
ling. Thi det har, ved Siden af sit strengt videnskabelige 
Arbeide, alene at virke direkte for Almenheden. Dets 
Formaal kan kun være i saameget desto høiere Grad at 
tjene ikke til Underholdning alene, men til virkelig Be- 
lærelse for Folket i Almindelighed. 

Med dette for Øie er nærværende lille Bog udarbeidet. 
Den indeholder ikke blot en Opregning af Navne paa 
Dyrene med enkelte løsrevne Oplysninger om de mærk- 
værdigste af dem. Den er meget mere beregnet paa at 
være som en liden Naturhistorie. for Folket, knyttet til 
Museets Samlinger. Dyrerigets naturlige Inddeling er 
derfor fulgt, hvilket ogsaa i det Hele stemmer vel overens 
med den Orden, hvori Dyrene ere opstillede paa Museet. 
Efterhvert som de enkelte Dyreafdelinger og de interes- 
santeste af de dertil hørende Dyrearter komme fore, er 
deres eiendommelige Bygning og dermed overensstem- | 
mende Levemaade, deres Betydning i Naturens Hushold- 
ning, deres Nytte og Skade for Mennesket o.s.v. kortelig 


forklaret. Overalt ere Nummerne i Samlingen, saavel paa 
p 


Rummene som paa de enkelte Dyr, i Bogen anførte efter | 
Talrækken og kunne saaledes med Lethed udfindes. 


Forfatteren. 


Museets Dyrsamling 


beskreven for de Besøgende efter Dyrerigets 
naturlige Inddeling. 


Naar man for første Gang gjennemvandrer Dyr- 
samlingen i Museet, falder Fns Tanke naturligen paa, 
hvilken Mængde forskjellige Dyreformer her findes op- 
stillede. Og dog er dette Antal kun en ubetydelig Del 
af den uhyre Vrimmel af mere eller mindre forskjellig- 
artede Dyr, der findes i Naturen. Antallet af alle 
de forskjelligartede levende Dyreformer, der hidtil ere 
kjendte og beskrevne, gaar op til omtrent 238,000, et 
Tal, som visseligen meget betydelig vil forøges, efter- 
haanden som de endnu mere wubekjendte Lande blive 
undersøgte. Forverdenens Rigdom paa Dyreformer lades 
ude af Betragtning; thi Antallet er uberegneligt. Forat 
overse denne store Mængde af Dyreformer, for bekvem- 
mere at sammenligne dem, der maatte ligne hverandre, 
og klargjøre sig deres indbyrdes Slægtskab, inddeler 
man Dyreriget i flere store Hovedafdelinger; under hver 
af disse Hovedafdelinger indbefattes alle de Dyr, som 
ere dannede efter en og samme Grundplan; Hovedafde- 
lingerne deles igjen paa samme Maade i Underafdelinger 
og disse atter i lavere og lavere Afdelinger, saaledes at de 
laveste Afdelinger eller Arterne tilsidst kun indbefatte 

1 


2 

Dyr, der stemme saa nøie overens, at ingen væsentlig 
Forskjel længere kan opdages mellem dem (d. v. s. 
Indiwider). 

Hovedafdelingerne i Dyreriget ere følgende 5: 

1. Hvirveldyr, de høiststaaende af Dyrene, med en 
indre Benrad, der beskytter Indvoldene og understøtter 
de 4 Lemmer. 

2. Leddyr, hvis Legeme bestaar af flere efter hin- 
anden følgende Led eller Ringe, uden nogen indre Benrad 
(f. Ex. Regnmarken, Insekterne). 

3. Blöddyr, hvis Legeme er blødt, sækformigt, uden 
Leddeling eller indre Benrad (f. Ex. Sneglerne). 

4. Straaledyr, hvis Legeme er stjerneformigt (f. Ex. 
Korstrold). 

5. DUrdyr, de laveststaaende af alle Dyr, hvis Legeme 
ofte er af en ubestandig, vexlende Form og væsentlig 
bestaar af sammentrækkeligt Slim (f. Ex. Svampene, 
hvoraf Vadskesvampen faaes; de allerfleste Urdyr ere 
usynlige for det blotte Øie). 


Hvirveldyr. 


Hvirveldyrene deles i Pattedyr, Fugle, 
Krybdyr, Froske og Fiske. 


Pattedyr. 


Rummene I—ITI. 


Pattedyr kaldes alle de Hvirveldyr, der føde levende 
Unger, som de opføde med sim Melk. Nesten alle ere 
mere eller mindre bedækkede med Haar. Antallet af de 
nulevende Arter af Pattedyr er omtrent 2,400. 

A. Egentlige Pattedyr, hvis Unger først fødes, naar 
alle deres Redskaber eller Organer (Lemmerne, Fordøi- 
elseskanalen osv.) ere udviklede; til denne Afdeling høre 
de allerfleste Pattedyr. (Smøgln. Afdeling B i Slutningen 
af Afsnittet om Pattedyrene). 


Aber (Quadrumana). 
Skabene 1 og 10. 


Aberne udmærke sig derved, at de have Hænder 
med 5 Fingre og flade Negle paa alle 4 Lemmer. De 
klatre derfor meget behændig paa Træerne, hvori de 
næsten altid opholde sig; 1 opreist Stilling gaa de kun 
meget besværlig; dertil ere ogsaa Laar og Læg for 
svage og Hofterne for smale. De høre hjemme i de hede 
Lande, leve af Frugter og gjøre ofte megen Skade ved 
at ødelægge Markens Grøde (Sukker, Æbler, Meloner, 
Bananer, Mais osv.); en ringe Erstatning give de ved 
sit Kjød og sit Skind, som af nogle Arter kan bruges. 

f* 


Å Pattedyr. 


a. De egentlige Aber. Ansigtet er nøgent og ikke 
uddraget til en spids Snude saaledes som hos Patte- 
dyrene i Almindelighed. De findes dels i den gamle og 
dels i den mye Verden. 

Det er navnlig den gamle Verdens Aber, hvortil de 7 
nærmest følgende Aber henhøre, der vise en stor Over- 
ensstemmelse med Menneskets Bygning. Deres Næsebor 
vende nedad ligesom hos Mennesket, og Ansigtet, Hæn- 
derne og Fødderne ere nøgne; det øvrige Legeme er 
hos flere af dem kun tyndt bedækket med Haar. 

1. Orang-utangen eller det asiatiske Skovmenneske, 
Pithecus Satyrus Geoffr. Ungt Dyr. Orang-utangen hører 
til de største Aber, der have mest Lighed med Mennesket. 
Disse Aber kaldes ogsaa ,-Skovmennesker*. TI opreist 
Stilling gaa de dog kun vanskeligt og maa da enten 
støtte sig paa en Kjæp eller ogsaa bruge Armene, der 
ere overmaade lange (meget længere end Benene), som 
Krykker eller til at balancere med. Halen mangler. — 
Orang-utangen bliver indtil 5 Fod høi; Armene naa 
helt ned til Anklerne. Findes kun paa Øen Borneo i 
store øde Skove. — En endnu større Abe hørende til 
» Skovmenneskene* er Gorillaen, hvoraf et Par Hoved- 
skaller (af unge Dyr) ere opstillede i Rummet VIII og 
senere hen omtales under Afsnittet: Benrader. 

2. Den grønne Markat, Cercopithecus sabæus Buffon. 
3. Den røde Markat, Cercopithecus ruber Geoffr. 4. Den 
hvidstrubede Markat, Cercopithecus albigularis Sykes. 

Markattene have en lang Hale, og Kinderue kunne 
udvides til Poser (Kjæveposer), hvori de gjemme den 
Føde, som de ikke straks fortære. De gjøre den aller- 
største Skade paa Mais- og Kornagre og gaa herunder 
planmæssig frem, have sin prøvede Anfører i Spidsen, 


Rummene I—III, Skabene 1 og 10. 5 


udsætte Vagter, opstille sig saa i Rækker og lange Tyve- 
kosterne fra Haand til Haand langt bort. 

5. Den almindelige Abe eller den tyrkiske Abe, 
Inuus sylvanus Lin., ligner Markattene, men mangler 
Hale. Denne Abe er det, som almindelig føres omkring 
af Lirespillere og Bjørnetrækkere, da den bedst kan ud- 
holde vort Klima. Den er ogsaa den eneste Åbe, som 
findes i Europa, nemlig i Spanien ved Gibraltar, hvortil 
den er kommen over fra Afrika, dens egentlige Hjem. 

6. Den almindelige Bavian, Cynocephalus sphinz 
Lim. I Guinea i Afrika. 

Næst Skovmenneskene ere Bavianerne de største 
Aber. De adskille sig fra de foregaaende især ved 
sin fremstaaende Hundesnude; de kaldes derfor ogsaa 
Hwumdehoveder. I sit Væsen ere de vilde, uforskammede, 
dertil af uhyre Styrke og farlige for Mennesket; de ud- 
plyndre Agre og Frugthaver (ogsaa Vinbjerge) paa samme 
planmæssige Maade som Markattene og ere en sand 
Landeplage. De leve i Afrika og Arabien. 

7. Mandrillen eller Skovdjævelen, Cynocephalus mor- 
mon Ill. Ungt Dyr. Hører ligesom den foregaaende 
til Bavianerne. Kinderne hos den voxne Mandril ere 
blaa med dybe Furer, Kindskjægget citrongult, Næsen 
ildrød, Lænderne fiolblaa. Dette afskyelig udseende Dyr 
er dertil af exempelløs Vildhed og frygtelig for Menne- 
skene. Lever i Guinea 1 Afrika. 

8. Rulleaben, Cebus apella Lim. Har Navn efter 
sin meget lange Hale, der kan rulles sammen. I Syd- 
amerika. 

Denne og de to følgende Aber, tilligemed mange flere, 
findes alene i den mye Verden. Den mye Verdens Aber 
have ikke mere den Lighed med Menneskets Bygning 


6 Pattedyr. 


som den gamle Verdens Aber. Næseborene vende ikke 
nedad, men udad, og alle have de en lang Hale, hvis 
Ende kan rulles stærkt sammen til at gribe med som 
en 5te Haand og tillige bruges til at føle med — ligesom 
Haanden. De opholde sig saa godt som sit hele Liv i 
Urskovenes Træer, der ved Slyngplanter mangfoldigen 
ere forenede med hverandre. Uden Halen, som hjælper 
dem under Klatringen, kunde de ikke leve. De ere til 
overordentlig Nytte for de Indfødte ved sit spiselige Kjød 
og gjøre liden Skade. Kun i Amerika. 

9. Den røde Brøleabe, Mycetes semiculus Kuhl. 
Almindelig 1 Sydamerikas Skove. Bliver omtrent 2 Fod 
lang. Bekjendt ved sin vældige, brølende Stemme; 
Strubehovedet staar nemiig i Forbindelse med en stor 
benet Tromme, der virker ligesom Sangbunden 1 et In- 
strument og forstærker Brølene saaledes, at de kunne 
høres i en 800 Favnes Afstand. Om Morgen og Aften 
stemme de op; da sidde de i Selskaber i Trætoppene og 
istemme i Forening sine frygtelige Koncerter, som med 
korte Afbrydelser ofte vare hele Timer. 

10. Dødningehovedet eller Ekornaben, Satmaris sciu- 
reus Geoffr. I Brasilien. Paa Grund af sin lette, nyde- 
lige Form og vakkre Farve holdes den gjerne tam baade 
af de Vilde og Europæerne derovre. | 

b. Halvaber. 

Halvaberne fjerne sig i Udseende og Bygning næsten 
ganske fra de egentlige Abers menneskelignende Bygning. 
Ansigtet er hos dem behaaret og uddraget til en spids 
Snude, omtrent som en Rævesnude. De have vistnok 
4 Hænder, men se forøvrigt mere ud som Rovdyr end 
som Aber. Leve især paa Madagaskar. 

ll. Makien eller Ræveaben, Lemur mongoz Lin. 


Rummene I—IlI, Skabene 1 og 10. - 7 


Ligner ved første Øiekast mere en liden slank Hund end 
en Abe. Alene paa Madagaskar. 

12. Kattemakien, Chirogaleus Milii Geoffr. 

13. Dværgmakien, Microcebus Coquerelhi. 


Flaggermus eller Skindvinger (Uheiroptera). 
Skabene 1 og 10. 


Flaggermusene udgjøre den næste Underafdeling af 
Pattedyrene. De kjendes let fra Fuglene ved sin Haar- 
beklædning. Rundt hele Legemet, undtagen Hovedet og 
Halsen, er der en tynd Flyvehud, der især er stor mellem 
Forlemmernes Tæer, som hos Flaggermusene ere meget 
lange og tynde som Spiler i en Paraply. Baglemmernes 
Tæer ere derimod almindelige Poter eller Labber med 
Kløer, saaledes at Skindvingerne ved dem kan hefte sig 
op med Hovedet nedad, naar de ville sove eller ere i 
Vinterdvale.  Foruden den store, tynde Flyvehud have 
Flaggermusene overmaade lange, tyndhudede Ørelapper 
og mange af dem (dog ingen hos os) store Hudblade 
paa Næsen. Hørelsen er yderst fin og leder dem om 
Natten efter Sommerfugl og Myg ligesom Lugten leder 
Hunden. Lugtesandsen er ogsaa meget skarp. Synet er 
derimod ganske svagt, men erstattes paa anden Maade 
og det, mærkværdig nok, af Flyvehuden, de store Øre- 
lapper (og for en Del ogsaa af Næsebladene); disse ere 
nemlig saa yderst følsomme, at Skindvingerne alene ved 
Hjælp af dem kunne mærke endog det ulige Tryk af 
Luften i Nærheden af de forskjellige Gjenstande og saa- 
ledes undgaa dem under Flugten. Flyvehuden tjener 
- endvidere foruden som Føleredskab ogsaa som et Slags 
Næt til at slaa sammen om Rovet (Insekter) under Flugten. 


8 Pattedyr. 


Flaggermusene ere af alle Pattedyr de nyttigste for 
Skovene, da de nemlig fortære en Masse skadelige In- 
sekter; de have heri den samme Forretning om Natten 
som Fuglene om Dagen. 

I Skandinavien er 12 Arter fundne, alle smaa. 


åa. Glatnæser. 

14. Langøret, Plecotus awritus Lin.* Ørene næsten 
ligesaa lange som Kroppen. I et eneste Maaltid kan 
den fortære 60—70 Fluer. Findes hos os. 


15. Den graa Flaggermus, Vesperugo murimus Lin.* 

b. Bladnæser. Paa Næsen findes forskjellig formede 
Hudblade. De leve af Insekter; men mange ere tillige 
Blodsugere og overfalde sovende Dyr eller Mennesker. 
Ingen hos os. 


16. Den tretandede Bladnæse, Phyllorhina tridens 
Geoffr. I Ægypten. 17. Den store Hesteskonæse, Khi- 
nolophus ferrum eqwnum Buffon. 18. Den lille Heste- 
skonæse, Rhinolophus hipposideros Bechst. Begge i 
Syd- og Mellem-Europa. 

c. Frugtædere. Disse ere de største af Flagger- 
musene og kunne enddog blive saa store som Katte. De 
findes kun i de hede Lande, leve af Frugter og anrette 
ikke liden Skade. 


19. Den flyvende Hund eller Kalong, Pteropus edulis 
Geoffr. Den største af alle Flaggermus. Almindelig 
paa de indiske Øer. Om Natten styrte de sig 1 ubyre 
Skarer over Frugttræerne; den eneste Maade at holde 
dem borte paa er at overtrække Træerne med stærke Næt; 
om Dagen hvile de hængende paa Grene, ofte i hundre- 
devis paa et eneste Træ, og nedslaaes da med lange 
Stænger af de Indfødte, som gjerne spise deres Kjød. 


Rummene I—1III, Skabene 1 og 11. | 9 


20. En frugtædende Flaggermus fra Ægypten, Ptero- 
pus egyptiaeus Geoffr. 


Insektædere (Insectivora). 
Skabene 1 og 11. 


Smaa Dyr af den forskjelligste Skikkelse; men alle 
have de et rørligt spidst Tryne ligesom et Bor til at 
grave i Jorden med efter Insekter, dertil brede Labber 
med skarpe Kløer ligeledes for at grave og skuffe Jorden 
tilside med. + Ligesom Flaggermusene ved sin særegne 
Bygning kunne flyve i Luften, saaledes ere Insektæderne 
ved sin særegne Bygning skikkede til at leve under 
Jorden i Huller og Gange; ligesom Flaggermusene føre 
de et natligt Liv; de ernære sig endvidere ligesom disse 
af Insekter, endog haardskallede; i Kjæverne sidde brede 
Jæxler med spidse Topper paa til at sønderhakke dem 
med; de ødelægge disse smaa Skadedyr ligesaa ivrigt i 
Jorden som Flaggermusene i Luften. 

21. Muldvarpen, Talpa europæa Lin. Hele Dyret 
er indrettet til i sit hele Liv at færdes under Jorden: 
Kroppens Form passer ganske til de underjordiske, rør- 
formige Gange, som Dyret graver; den er nemlig valse- 
formig med saa korte Lemmer, at ikke stort andet end 
Fødderne synes; Forfødderne ere fuldkomne Gravefødder, 
overmaade stærke, brede som Skuffer, med lange, brede 
Kløer, vende dertil udad med Saalen og blive herved i 
høieste Grad skikkede til at grave med. Synet er yderst 
svagt og Øinene ikke større end Knappenaalshoveder; 
Muldvarpen kommer heller aldrig op i Dagens Lys. Den 
findes i Danmark og ellers i Europa, men ikke hos os; 
det, som her kaldes Muldvarp, er Vaanden eller Vand- 
rotten (No. 71 i Skabet 3; se Side 22). 


10 Pattedyr. 


22. Dværgspidsmusen, Sorex pygmæus Pallas.* Ikke 
engang 2 Tommer lang, et af de mindste Pattedyr (det 
allermimdste Pattedyr er en anden Art Spidsmus, der 
kun er 1") Tomme lang). Er en og anden Gang funden 
i Norge, ogsaa her ved Bergen. 

29. Den almindelige Springmus, Sorex vulgaris Lin.* 
Almindelig hos os. Kaldes ogsaa Næbmus, Vasskjær og 
Musskjær. Den skiller sig let fra Musen ved sit spidse 
Tryne. 

24. Vandspidsmusen, Crossopus fodiens, Pallas.* Al- 
mindelig hos os. Har forøvrigt de samme Navne som 
foregaaende. 

25. Pindsvinet eller Bustdivilen, Erinaceus euro- 
pæus Lin.* Dyret ruller sig strax sammen, naar der er 
nogen Fare paa Færde, og Ryggens skarpe Pigge stritte 
da ud til alle Sider; heri bestaar dens eneste Forsvars- 
middel. Bustdivil betyder Børstedjævel. Findes i den 
sydostlige Del af Landet, saaledes omkring Kristiania. 


Rovdyr (Carnivora). 
Skabet 2. 


Rovdyrene leve af andre, især varmblodige Dyr og 
kun som en Undtagelse af Planter. —Ffter denne Leve- 
maade er det naturligvis især Tænderne og Kløerne, 
som udmærke dem. Med de lange Hjørnetænder holde 
de sit Bytte fast; med de smale, skarpe, sagtakkede 
Jæxler sønderskjære de Kjødet; allerbagerst i Kjæverne 
sidde desuden en, to eller tre flade Jæxler med stumpe 
Knuder, de saakaldte Plantetænder (af samme Form som 
Jæxlerne hos Mennesket); disse bruges kun, naar Rov- 
dyrene tillige fortære Planteføde eller ville knuse Brusk 


Rummene I—1II, Skabet 2. 11 


og Ben (Rovdyrenes Tandbygning sees bedst paa Ben- 
raderne af Rovdyr, der ere opstillede i Rummet VIII og 
anførte med sine Nummere i det senere Afsnit om Ben- 
rader). Kløerne ere stærke, krumme og skarpe. 

a. Katte. Kattene ere de fuldkomneste af alle 
Rovdyr. De kjendes let, især paa sit runde Hoved; 
Kjæverne ere nemlig korte, men derfor kun saameget 
kraftigere; Kløerne trækkes op under Gangen og holde 
sig derved altid lige skarpe; Benene berøre Jorden kun 
med Tæerne, og under dem er der bløde Puder. De 
liste sig tyst om og angribe pludselig i enkelte store 
Spring sit Bytte med Kløerne. Af Plantetænder findes 
kun svage Spor. Vor Huskat er 1 alle Henseender et tro 
Billede paa hele Katteslægten. 

26. Den almindelige Gaupe, Felis Lynx Lm* 26 
å. Kattegaupen. 26 b. Ulvegaupen. Gauperne kjendes 
let paa sin korte, stumpe Hale og Haarpensler paa Ørene. 
Den almindelige Gaupe er tilligemed Ulven vort Lands 
frygteligste Rovdyr; den ødelægger en Masse Fuglevildt, 
Faar, ja unge Elge og myrder dertil langt mere, end den 
fortærer. Vor ,Kattegaupe*, ,Ulvegaupe" og ,Ræve- 
gaupe* er den ene og:samme Art Gaupe, kun med til- 
fældig Farveforskjel. Skindet, især af Kattegaupen, er 
et dyrebart Pelsværk. 

27. Den røde Gaupe, Felis rufa Giildst. Leverer 
et prægtigt Pelsværk. I Nordamerika. 

28. Karakal-Gaupen, Felis Caracal Gildst. Kan 
indøves til Hare-Jagt. I Afrika og Asien. 

29. Løven, Felis Leo Lm. Her i Museet findes 
kun Løvinden, der mangler Hannens stolte, kongelige 
Man og er !/4 mindre. Løven er den vældigste af alle 
Katte. Dens Føde bestaar især i større Dyr som 


12 Pattedyr. 


Antiloper, Zebraer, Vildsvin og al Slags Kvæg; en eneste 
Løve kan ødelægge for 1000 Spd. Kvæg om Aaret. Har 
den engang faaet Smag paa Menneskekjød, bliver dette 
ofte dens hovedsagelige Føde. Løven hører hjemme i 
hele Afrika og det sydvestlige Asien. 

30. Kuguaren eller Pumaen, Felis discolor Lin. 
Kaldes ogsaa den amerikanske Løve og findes baade i 
Syd- og Nord-Amerika. Yderst blodtørstig, men feig og 
flygter enddog for Hunde. 

31. Tigeren, Felis Tigris Lim. Tigeren er endnu 
lidt større end Løven og af alle Rovdyr det frygteligste. 
Aarligen bliver et stort Antal Mennesker i Indien dræbte 
af Tigere; det hænder, at Postbud og Reisende regel- 
mæssig sønderrives, saa Forbindelsen mellem enkelte 
Landsdele stundimellem næsten ganske ophører. Tigeren 
er udbredt over en stor Del af Asien, gaar langt mod 
Nord, enddog helt til det sydlige Sibirien (d.v.s. under 
Berlins Breddegrad!) og faar her en tykkere Pels; tal- 
rigst er den i Indien. 

32. Leoparden eller Panteren, Felis Pardus Lim. Paa 
hver Side er den tegnet med 6—10 Rader af sorte Flæk- 
ker, hver igjen sammensat af flere mindre Flækker; den 
er slankere end de øvrige Katte og skal være fortryl- 
lende let i sine Bevægelser; Aber er den altid paa Jagt 
efter; paa Kvæghold anretter den ofte forfærdelige Øde- 
læggelser; Børn blive hyppig dens Rov. I Afrika og en 
Del af Asien. 

39. Den sorte Leopard, Felis melas Peron. Paa 
Java. 

b. Hunde. De ere mest skikkede til at løbe; Be- 
nene ere derfor høie. Sit Bytte jage de efter med stor 
Udholdenhed og angribe det med Tænderne. De berøre 


Rummene I—III, Skabet 2. 18 


Jorden kun med Tæerne ligesom Kattene; men Kløerne 
kunne ikke trækkes op under Gangen og blive herved 
stumpe. 

34. Ulven, Canis Lupus Lin.* Ulven adskiller sig 
med Sikkerhed fra en Hund og navnlig fra en stor 
Slagterhund alene ved Halen, der hos Ulven er ret, ned- 
hængende, men hos Hunden altid mere eller mindre 
krummet opad; efter al Sandsynlighed er Ulven en af 
de, vistnok flere, Stamfædre for den tamme Hund. Fra 
flere Lande i Furopa: Danmark, England og en stor 
Del af Tydskland, har Ulven efterhaanden ganske maattet 
trække bort for den fremadskridende Kultur. Hos os og 
næsten overalt i Europa ere forøvrigt Ulvene i de seneste 
Aartier (fra 1840 omtrent) betydelig aftagne, mangesteds 
forsvundne, formodentlig ved en hærjende Sygdom; nu 
begynde de igjem hos os at tiltage. 

35. Sjakalen, Camis awreus Lin. Er mindre end 
Ulven og har en kortere Hale (Samlingens Exemplar er 
dog ikke fuldt udvoxet). Sjakalen er ligesom Ulven en 
af den tamme Hunds Stamfædre. I Afrika og en stor 
Del af Asien. I disse varme Egne gavner den noget 
ved at fortære Aadsler, men skader endnu langt mere 
ved sine stadige Tyverier fra Gaard og Kjøkken. 

36. Den almindelige Ræv, Canis Vulpes Lim.* 36 a. 
Unge af Ræven. Rævene kjendes let fra de to foregaa- 
ende ved sin spidse Snude og lange, buskede Hale. 

Vor almindelige Ræv gjør vel ofte en stor Skade, 
men erstatter det dog ogsaa paa en vis Maade ved at 
ødelægge i Mængde de for Skovene saa skadelige Mus 
og Rotter. — Ræven har ofte, dog kun tilfældigvis, en 
anden Farve end den almindelige; saaledes: 36 b. Kors- 
ræven, Cams Vulpes, var. crucigera Nilss. med et sort 


14 Pattedyr. 


Baand langs Ryggen og et andet lignende paatværs ned- 
over Boven og Forbenene; 36 c. Sølvræven, Canis Vul- 
pes, var. migro-argentea Nilss. Mørk med sølvhvide 
Haarspidser; et dyrebart Pelsværk. 

37. Melrakken, Hvidræven eller Blaaræven, Canis 
Lagopus Lim.* TI alle nordlige Polarlande. Hos os 
findes den overalt paa Snefjeldene. I den strenge Vinter- 
tid har den en tyk Pels og laadne Fodsaaler; om Som- 
meren er den tyndere klædt med nøgne Saaler; dertil 
er den om Vinteren hvid som Sneen og om Sommeren 
blaagraa eller brungraa som Fjeldet og Jorden for bedre 
at kunne skjule sin Jagt efter andre Dyr. Den ødelæg- 
ger Ryper, Harer o. s. V., men især Lemæn. Det blaa- 
graa Skind er et kostbart Pelsværk. 

ce. Zibetkatter. Smaa Rovdyr, der i Skabning og 
Levemaade ligne Maaren (se nedenfor under ,Maardyr*). 
Under Haleroden findes en Mængde Kjertler, som af- 
sondre en stærkt og oftest ildelugtende Vædske. 

38. Zibetkatten, Viverra Zibetha Lin. Fra Kjert- 
lerne under Halen afsondrer den et fedtagtigt, hvidt eller 
brunt, stærkt moskuslugtende Stof, der kaldes Zibet og 
er en vigtig Del af forskjellige Vellugtstoffe; fordum 
brugtes det i Medicinen. I Indien; mangesteds holdes 
Dyret tamt for den kostbare Zibets Skyld. 

39. Rullemaaren, Paradoxurus musanga Gray. I 
Ostindien. Skadelig for Kaffe-Plantningerne. 

d. Maardyr. Sædvanligen slanke, trinde Dyr med 
meget korte Ben. De fleste klatre godt ved Hjælp af 
sine skarpe Kløer. Yderst blodtørstige. Deres Skind er 
værdifuldere Pelsværk end alle andre. 

40. Skovmaaren, Martes sylvestris Gesn* 4. Sten- 
maaren, Martes foima Briss. Skovmaaren bar en gul 


Rummene I—II], Skabet 2. 15 


Flæk paa Strube og Bryst; Stenmaaren har denne Flæk 
hvid og bagtil tvedelt. Om Stenmaaren findes hos os, 
er uvist. Skovmaaren derimod har hjemme over hele 
Landet, isæri de dybe og tætte Naaleskove. Med utrolig 
Hurtighed klatrer den i Træerne og jager efter Ekorn; 
den løber paa Træstammerne saavel paa de slette som 
paa de rue, baade opad og nedad og hopper paa Grenene 
fra det ene Træ til det andet gjerne en hel Skov igjen- 
nem uden at røre ved Marken. Ved sine uforlignelige, 
lette Bevægelser, sin skjønne Form og rige, vakre Pels 
er den det smukkeste Pattedyr i Nordens Skove. For 
Skovfuglene: Tiuren, Aarhøns, Rype o. s. v. er den 
meget farlig; thi den er fuld af Blodtørst og falder 
næsten i Raseri ved at se et levende Væsen i sin Nærhed. 

42 å og b.  Hermelinen eller Røskatten, Foetorius 
Ermimea Lim.* ISommerdragt (42 åa.) rødbrun, i Vinter- 
dragt (42 b.) hvid; Halespidsen altid sort. Almindelig 
hos os i Stenrøser, Gjærder, i Udhuse o. s. v.  Herme- 
linen er ligesom Maaren et saare blodgjerrigt Dyr; den 
ødelægger mange madnyttige Fugle, men fortærer ogsaa 
en uendelig Mængde Rotter og Mus og opveier herved 
rigelig Skaden. Af Hermelinens Vinterpels faaes et 
skjønt Pelsværk, idet man syer de snehvide Skind sam- 
men og bestrøer dem med de sorte Halespidser; for- 
dum brugtes Hermelinskind almindelig til Pelsværk, 
psiden her i Bergen næsten et hvert Fruentimmer sta- 
ferer, ja deels gandske forer sin Kaabe dermed* (Pon- 
toppidan); nu bruges de hos os næsten alene til Kro- 
ningskaaber. 

43. Lekatten eller Snemusen, Foetorius mivalis Lin.* 
Betydelig mindre end foregaaende og lever næsten ude- 
lukkende af Mus og Rotter; tynd som en Orm, smidig 


16 Pattedyr. 


og stærk, er den som skabt til at forfølge og fange 
dem; temmelig sjelden hos os. 

M. Ideren, Foetorius Putorius Lin.* Mørkebrun, 
paa Undersiden sort. Næsten i hele Europa, men meget 
sjelden hos os. Ilderskind gaa i Handelen, men agtes 
ringe paa Grund af sin ubehagelige Lugt. 

45. Otteren, Lutra vulgaris Eræl.* 45 a. (Skabet I). 
Unge af Otteren. Otteren er et Maardyr i Vandet; den 
bor kun paa Land, men færdes mest i Vand. Med sit 
slangeagtige, fladbyggede Legeme og glatte Pels kan 
den rask glide gjennem Vandet; de korte, kraftige Fød- 
der med Svømmehud mellem Tæerne bruger den som 
Aarer, og den lange Hale er et fortrinligt Ror; den er 
dog ogsaa bygget til at bevæge sig paa Landet og det 
temmelig let og hurtigt. Otteren findes overalt her i 
Landet; den lever især af Fisk, myrder langt mere, end 
den fortærer og er ligesaa stort Skadedyr i Fiskevandene 
som Ræv og Gaupe i Skovene. Skindet er et kostbart 
Pelsværk. 

46. Stinkdyret, Mephitis putorius Cuv. Fra to 
Kjertler under Halen afsondrer dette Dyr en ganske 
utaalelig stinkende Saft og holder derved de blodtør- 
stigste Dyr i tilbørlig Afstand; kommer Saften paa 
Klæder, blive de aldeles ubrugelige, ja Huse kunne blive 
ubeboelige derved og store Vareoplag tabe alt sit Værd. 
I Amerika. 

47. Jerven eller Bjørnserven, Gulo borealis Lan.* 
I sin plumpe Skikkelse ligner Jerven ikke lidet Bjørnen 
og navnlig en Bjørneunge. Med Jerven begynder nemlig 
en Overgang fra Maardyrene til Bjørnene. Den kjendes 
dog strax fra Bjørnene ved sin store buskede Hale. 
Farven er smukt kastanjebrun; langs Ryggen har den en 


Rummene I—1II, Skabet 2. 17 


mørk stor Flæk, der er glindsende og kaldes Speilet. 
Jerven er et ægte nordisk Dyr, ikke sjelden i vore Fjeld- 
trakter. Den er et blodtørstigt og overmaade kraftigt 
Rovdyr, der, naar Leilighed gives, dræber langt flere 
Dyr, end den paa én Gang kan fortære; træffer den en 
Faareflok, myrder den saaledes det ene Faar efte: det 
andet, saa fort den kan. Om Vinteren følger den Rens- 
dyret paa dets Vandringer fra Sted til Sted og er dette 
Dyrs farligste Fiende; for Lappernes Rensdyrhold er 
den til stor Skade; den plyndrer ogsaa ofte Lappernes 
Madforraad. Skindet, især Rygspeilet, er et kostbart 
Pelsværk. 

48. Grævlingen eller Svintoksen, Meles Taxus Bodd.* 
Grævlingen har et plumpt Legeme med korte Ben og 
lange Kløer paa Forbenene, der bruges til at grave med. 
Almindelig i det sydlige Norge. Den bor i dybe Huler 
og ligger her hele Dagen i Hvile; i Skumringen gaar 
den ud forat søge sin Føde, der bestaar af mindre 
Dyr (Rotter, Orme osv.) og tillige af Planter. Ved at 
oprode Engene og fortære nyttige Planters Rødder gjør 
den nogen Skade, men den gavner dog mere ved at 
 ødelægge en Mængde skadelige Insekter. I Vintermaane- 
derne ligger den i Hi ligesom Bjørnen. Herved saavel- 
som ved sine blandede Fødemidler og ved sin plumpe 
Legemsbygning nærmer Grævlingen sig endnu mere til 
Bjørnene end Jerven. Dens Skind leverer et grovere 
Pelsværk, og de stive Ryghaar ere udmærkede til Børster. 

49. Den amerikanske Grævling, Meles labradorius 
Sab. 

e. Bjørne. Bjørnene er de plumpeste af Rovdyrene; 
de træde paa hele Fodsaalen ligesom Mennesket; de 
kunne derfor gaa i korte Strækninger i opreist Stilling. 

2 


18 Pattedyr. 


Sit Bytte dræbe de dels ved Slag med Labben dels ved 
at klamre det tæt op til sig (den saakaldte Omfavnelse); 
uagtet sin svære Styrke leve dog Bjørnene mere end de 
øvrige Rovdyr af Planteføde. Plantetænderne ere ogsaa 
meget store. 


50. Landbjørnen, Ursus Arctos Lim.* Ft endnuikke 
udvoxet Dyr. Bjørnen er nu fordreven fra flere Lande i Eu- 
ropa (Danmark, Nord- og Mellem-Tydskland, Frankrig og 
de britiske Øer); sit tryggeste Ophold har den hos os og i 
Sverige. Bjørnen er Huropas største og stærkeste Rovdyr. 
Den lever dog mest af Planter og især af Bær, som 
Jordbær, Tyttebær, Blaabær, Multer osv.; men har 
den en Gang faaet Vane paa at slaa Kreaturer, sø- 
ger den siden helst dem. I sit Hi Vinteren igjennem 
ligger Bjørnen i Dvale og tager ingen Føde til sig, og 
dog er det netop i denne Tid, at den badde føder og 
dier sine Unger.') 

51. Isbjørnen, Ursus maritimus Lim. Isbjørnen 
eller Hvidbjørnen lever alene i det høieste Norden. Den 
er større, omtrent 2 Fod længere, end Landbjørnen og 
ernærer sig næsten alene af dyrisk Føde, især Kobber 
og Hvalrosser, og det naturlig nok, da den er nødt dertil 
i Egne, hvor Plantevæxten er saa arm. Med Drivisen 
er den undertiden kommen til Finmarken. 


52. Næsebjørnen, Nasua socialis Wied. Findes i 
Sydamerika og er der almindeligere end Ræven hos os. 


1) At Björnen, Grævlingen og andre Dyr kunne leve hele Vinte- 
ren over uden Föde, kommer deraf, at de i denne Tid ligge i stadig 
dyb Hvile, og saaledes forbruge saa lidet, at de have nok med at tære 
paa det overflödige Fedt, som de have lagt paa sig om Hösten. Naar 
de gaa ud af Vinterhiet, ere de meget magre, 


Rummene I—III, Skabene 3 og 11. 19 


Den lever af Insekter. At Næsebjørnen er en liden 
Bjørne-Art, kan let sees paa Tandbygningen, men ogsaa 
derpaa, at den gaar paa hele Saalen. 


Gnavere (Rodentia). 


Skabene 3 og 11. 


For det meste smaa Dyr med Bagkroppen høiere 
end Forkroppen og alle let kjendelige derved, at de i 
hver Kjæve have to lange, fremragende Fortænder af 
lignende Form som Hugjern, hvilke de bruge til at 
ønave med. Disse Tænder voxe uafladelig; ved Sliden 
holde de sig dog altid lige lange; ved selve Sliden holde 
de sig ogsaa lige skarpe; paa Forsiden af Tanden findes 
nemlig et stenhaardt Emaljebelæg, men ei paa Bagsiden, 
som herved slides mere, saa Tyggefladen under Brugen 
altid bliver skraa med en skarp Rand fortil. Gnaverne 
leve mest af Planteføde, og da de formere sig uhyre, 
vilde de snart lægge Jorden øde trods sin ringe Stør- 
relse, dersom de ikke havde en utallig Hærskare af Fien- 
der i andre Dyr og tillige i Mennesket. 

53. Ekornet, Scwrus vulgaris Lim.* KEkornene 
udmærke sig ved sin Hale, der er fjærformig; dens Haar 
ere rettede til begge Sider. Vort almindelige Ekorn 
lever især af Nødder, som det søndergnaver med sine 
skarpe Fortænder, og af Frøerne i Gran- og Furukongler; 
men det fortærer ogsaa ved Leilighed Æg og Fugle- 
unger. De bedste Nødder og Frøer gjemmer Ekornet 
til Vinterforraad i et hult Træ eller i et Hul i Jorden. 

54. Katte-Ekornet, Scwurus cinereus Lin. i Nord- 

på 


20 Pattedyr. 


amerika. 55, 56, 57, 58 og 59. Andre nordamerikanske 
Ekorn. 


60. Flyve-Ekornet, Pteromys volitans Lin. Huden 
forlænger sig udad til begge Sider mellem Forbenene 
og Bagbenene og danner en Faldskjærm, hvorpaa Dyret 
kan svæve mellem Træerne skraat nedover fra Toppen 
af det ene til Midten af det andet, selv om de staa i 
en Afstand af 120 Fod fra hinanden. I det nordlige 
Rusland og Sibirien; forhen skal det være fundet i 
Finmarken. 


61. Den almindelige Zisel eller Jord-Ekornet, Sper- 
mophilus citillus Lim. I Østerrige og Polen. Holdes ofte 
tamt; detteer sig høist elskværdigt; allerede efter en Dag 
eller enddog kun efter nogle faa Timer har det vænnet 
sig til Menneskets Selskab. 


62. Murmeldyret, Arctomys Marmota Lim. Leve- 
sted og Levevis lige mærkelige. Sit Hjem har det paa 
Alperne, endnu høiere oppe end Træ kan voxe, ja enddog 
paa de smaa Klippe-Øer i det milevide Ishav deroppe; 
her har det sin ofte tarvelige Næring i Fjeldurter og 
Græs. De 8—10 Vintermaaneder tilbringer det i dyb Søvn; 

al denne Tid drager det ikke oftere Aande end i Lø- 
bet af to Dage i vaagen Tilstand. 


63. Syvsoveren, Myoxus Gilis Lim. Har ligesom 
Ekornet en fjærformig Hale og ligner det ogsaa ellers 
i Legemsbygning. Tidlig om Høsten falder Syvsoveren 
i Dvale og sover nu i samfulde 7 Maaneder; vaagner 
den op i denne Tid ved mildt Veir, spiser den lidt af sit 
indsamlede Forraad. I Syd- og Mellem-Europas Løvskove. 


64. Havesoveren eller den store Hasselmus, Eliomys 
nitela Pall. I Vest-Europa. Til største Skade for Frugt- 


Rummene I—III, Skabene 3 og 11. 21 


haverne; de bedste Frugter søger den sig ud og ingen 
Midler kan holde den borte. 

65. Den almindelige brune Rotte eller Vandrings- 
rotten, Mus decumanus Pall* Rotter og Mus skjelne 
sig i det Ydre fra de øvrige Gnavere især ved sin lange 
skjælbelagte Hale. Den almindelige Rotte stammer for- 
modentlig fra Asien. I Europa var den aldeles ukjendt 
helt til forrige Aarhundrede; men nu har den dels ved 
Udvandring og dels ved Skibsfart spredt sig over hele 
Jorden; til det skandinaviske Norden kom den først 
omkring 1780. Tidligere var det den følgende Rotte-Art, 
som overalt huserede hos os; men vi have ikke vundet 
ved Byttet; den brune Rotte er endnu graadigere, større 
og frugtbarere. 

66. Den sorte Rotte, Mus Rattus Lin.* Før den 
nu almindelige brune Rotte indvandrede, fandtes den 
sorte Rotte allesteds; men nu er den næsten ganske opædt 
eller fordreven af den indvandrede. Hos os findes den 
kun paa enkelte Steder, i det Indre af Landet, hvortil 
den brune Rotte endnu ikke er naaet frem; dog er den 
ogsaa fanget her i Bergen. 

67. Husmusen, Mus musculus Lin.* 67 å. Hvid- 
musen er kun den almindelige Husmus uden alt særeget 
Farvestof og derfor hvid; Øinene røde. Den er ikke 
sjelden. 

68. Skovmusen, M. sylvatieus Lin.* med Oversidens 
graa Farve skarpt adskildt fra Undersidens hvide. Al- 
mindelig hos os i Skove og paa Enge; om Høsten 
tyer den gjerne ind i Husene, men holder ellers til ude 
i Skovene og paa Markerne. 

69. Hamsteren, Cricetus frumentarius Iin. Lidt 
større end Rotten med en kort, haaret Hale og store 


22 Pattedyr. 


Kjæveposer. I Tydskland, Rusland og Sibirien, paa 
Kornmarkerne; talrig, undertiden i en ubyre Mængde. 
Naar Markerne gulne, høster de ind til Vinterforraad i 
sin underjordiske Bolig; Kornene læsser den ind i de 
rummelige Kjæveposer, slæber afsted dermed til sine 
Forraadskamre, trykker her Poserne tomme med For- 
labberne og sorterer Kornene; en eneste Hamster kan 
samle ind lige til 1 Centner Korn i sin Bolig. Hamsterne 
formere sig meget stærkt og ere Skadedyr af værste 
Slags for Landmanden. 

70. Den almindelige Markmus, Hypudæus agrestis 
Lim*  Markmusene ligne i det Ydre meget Rotterne, 
men have en kort, haaret Hale og leve hovedsagelig alene 
af Planteføde. De opholde sig mest under Jorden, af- 
bide de fine Trærødder og den unge Sæd, afgnave ogsaa 
Træbarken, sønderskjære de modne Ax og fortære det 
udsaaede Frø; for Skuvene ere de enddog de skadelig- 
ste af alle Pattedyr. Den almindelige Markmus er den 
hyppigste af dem aile hos os. 

71. Den store Markmus eller Vaanden, H. amphibius 
Lin.* Almindelig overalt hos os og en af vore skade- 
ligste Markmus. Den graver vidtstrakte Gange i Jorden 
tæt under Overfladen og opkaster med visse Mellemrum 
smaa Jordhøie ligesom Muldvarpen; i det sydlige Norge 
kaldes den derfor Muldvarp; den kan ogsaa svømme 
fortræffeligt og har deraf Navnet Vandrotte. 

72. Lemænen, Lemmus norvegicus Worm.* Rustgul 
med sorte Flækker. Lemænen (i det videnskabelige 
Sprog: den morske Lemæn) har sit rette Opholdssted og 
Stamhold paa Jorden i Skandinavien, paa den store, 
norske Fjeldryg nemlig og Bjergkjederne, som udgaa 
derfra. Med kortere eller længere Mellemtider vandre 


Rummene I-III, Skabene 3 og 11. 23 


de ved Høsttiden ud fra Fjeldryggen i uberegnelige 
Skarer,enten i Vest henimod Nordsøen elleri Øst henimod 
den botniske Bugt, ufravigelig i en ret Linie over Søer, 
Floder og Bjerge; de, som endelig naa Havet, svømme 
ogsaa ud deri efter den engang antagne Retning, til de 
drukne. I det høieste '',, bliver tilovers og vender til- 
bage, naar Vaaren kommer. Hvor Toget drager frem, 
ser det ud, som om Ilden var gaaet over.!) 

75. Bæveren, Castor Fiber Lin.* Bæreren er en 
svømmende Gnaver. Tæerne ere forenede ved Svømme- 
hud, dog alene paa Bagfødderne; Forfødderne bruger 
den nemlig, ligesom Kobberne, ikke under Svømningen; 
Halen tjener som Ror; den er belagt med Skjæl, flad 
og vandret, saa Dyret hurtig kan styre ned i Vandet og 
op til Overfladen forat aande. I Europa gaar Bæveren 
sin Undergang imøde; i Skandinavien er den meget 
sparsom og trængt tilbage til de nordlige, øde Skov- 
trakter undtagen paa ganske enkelte Steder (Nisservandet, 
Vegaardsheien nærved Næs Jernværk.) I Sibirien og 
Nordamerika findes den almindeligst; her forene Bæverne 
sig i store Selskaber og opføre sine mærkværdige Boliger; 
Disse bygges af Træstokke med Ler og Jord udenpaa, 
have som oftest Form som en Bagerovn, ere 2—3 Alen 
høie og indeholde flere Stokværk; flere Indgange føre 
ind til dem under Vandet, nogle saa dybt, at de ikke 
fryse til om Vinteren; de anlægges ved en stille Bugt i 
en Elv, forat Træstammerne, som Bæverne fælde med 
sine vældige Fortænder, let kunne føres ned til Bygge- 
pladsen; men først bygge Bæverne en Dæmning ovenfor, 


1) Man har undertiden seet Lemæner falde ned fra Luften, en 
stærk Hvirvelvind kan have revet dem fra Fjeldfladen ud i Luften, 


2 


24 Pattedyr. 


forat Vandet altid kan staa lige høit. Bæverens Haar 
bruges til det fineste Filt; Bævergjælen er et brunagtigt, 
bittert Stof, der afsondres fra to Kjertler under Halen. 

74. Springmusen, Dipus gerbox Gmel/ Bagbenene 
overmaade lange, men Forbenene yderst smaa. De tare 
afsted i høie Spring, ofte 20 Gange saa lange som Le- 
gemet, alene paa Bagbenene, med Halen til Styre og 
Ligevægt. I Afrika. 

75. Kuanduen, Synetheres prehensilis Brdt. Hører 
til de piggede Gnavere eller Pindsvin med Gnaver-Byg- 
ning. Piggene bedække Legemet baade paa Over- og 
Undersiden, og rettes ud ved truende Fare. I Sydame- 
rikas Skove, hvor den klatrer langsomt i Træerne med 
Tilhjælp af sin lange Snohale; den lever af Blade. 

76. Apgutien eller Guldharen, Chloromys acuti Cuv. 
Ligner Haren, men er mere høibenet. I de hede Dele 
af Sydamerika; er her et almindeligt Jagtvildt. 

77. Pakaen, Coelogenys Paca Cuv. har Hjem til- 
fælles med foregaaende og jages ligeledes ivrigt for sit 
velsmagende Kjød. 

78 å og b. Den almindelige Hare, Lepus timidus 
Lin.* Haren forandrer som bekjendt sin Farve alt efter 
Udseendet i de Eone hvor den øpholder sig; det værge- 
løse Dyr kan saaledes skjule sig for sine utallige Fiender. 
78 å. Haren hos os, hvid om Vinteren som Sneen og 
brunagtig om Sommeren som Jorden. I Polaregnene 
med sin stadige Sne er Haren hvid hele Aaret rundt. 
78 b. Haren i de blidere Dele af Skandinavien (i Skaane 
og Danmark), ikke længere helt hvid om Vinteren, men 
blaagraa; her i Landet kun funden paa Jæderen. 

79. Den tydske Hare, Lepus europæus Pallas, brun- 
agtig hele Aaret rundt. 


Rummene I—III, Skabene 4 og 11. 25 


Tandløse (Edendata). 
Skabene 4 og 11. 


Disse Dyr ere fulde af de sælsomste, de forskjelligste 
Eiendommeligheder; kun dette have de væsentligen til- 
fælles, at de mangle Fortænder, ja undertiden alle Tænder, 
men derimod have store og stærke Kløer. Levemaaden 
er dels klatrende, dels gravende; Bevægelserne ere imid- 
lertid paa Grund af Legemsbygningen som oftest yderst 
langsomme. I de hede Jordbælter. 

86. Dovendyret, Cholopus didactylus Illig. 80 a. 
Unge af et Dovendyr, Bradypus tridactylus Cuv. Do- 
vendyrene minde i sit Udseende om Aberne og leve 
ligesom de paa Træerne. Men de klatre paa en ganske 
anden Maade end de øvrige Dyr, nemlig med Ryggen 
nedad; de entre saaledes frem yderst trægt; ofte til- 
bringe de Dage og Nætter i samme Stilling med Ryggen 
nedad. Bevægelsen paa Jorden falder dem dog endnu 
langt tungere; ved den stadige Klatring med Ryggen 
nedad, blive nemlig de Muskler, der skulle holde 
Legemet oppe, naar Dyret gaar, kun svage, og Gangen 
er derfor overordentlig trættende; dertil kommer, at de 
have saa lange Arme, at de maa træde paa hele For- 
armen, forat faa lige Høide med Bagbenene. Sit hele 
Liv føre de paa de tæt sammenslyngede Træer i Syd- 
amerikas Urskove. Træknopperne og Bladene er deres 
Føde og Duggen derpaa deres Drik.") 


1) I Forverdenens Tid fandtes Kjæmpe-Dovendyr af Störrelse 
som en Okse eller endnu större, dog med en noget anden Leve- 
maade end Nutidens Dovendyr, 


26 Pattedyr. 


81. Bæltedyret, Dasypus novemcimctus Lin. 91 å. 
Unge af Bæltedyret. Hos Bæltedyret og det føl- 
gende Dyr, Skjældyret, er det især Legemsbedæknin- 
gen, som er paafaldende og ganske fremmed for Patte- 
dyrenes Afdeling iøvrigt. Bæltedyrene ere forsynede 
med mangfoldige benede Plader, der ligge ved Siden af 
hinanden til en tavlet Legems-Bedækning; paa Skuldre 
og Lænder danne Pladerne 2 ubevægelige Pantsere, men 
over Ryggen ere de ordnede i bevægelige Bælter, saa 
Dyret kan bøie sit Legeme. Mellem Pladerne stikke 
Haar frem. Leve i Sydamerika, grave sig Huler i Jorden 
med sine stærke Kløer, helst ved Foden af Myretuer; 
Myrer og andre Insekter udgjør deres Føde.") 

82. Skjældyret, Manis brachyura Eræl. Legemet 
er bedækket med hornartede Skjæl, der ligge over hver- 
andre som Skjællene i en Grankongle. Mellem Skjællene 
staa nogle lange Børster. Naar Dyret ruller sig sammen, 
stritte Skjællene ud med sine skarpe Rande, og Dyret 
er beskyttet som ved mange Knivsblade. Munden tand- 
løs, men Tungen meget lang, ormformig, klæbrig, og 
med den henter Dyret sig sin Føde, nemlig Myrer og 
Termiter, hvis Tuer det udgraver med sine store, stærke 
Kløer. I Afrika og Sydasien. 


Heste eller Enhovede (Solidungula). 
(Benraden af en Hest er opstillet i Rummet VIII; se 


i det senere følgende Afsnit om Benrader). 
Drøvtyggere eller Tveklovede Ruminantia). 
Skabene 5, 6, 7, 8 og 11. 

De ere alle let kjendelige derpaa, at de kun have 


1) Forverdenens Bæltedyr opnaaede Störrelse som Næsehorn, 


Rummene I—III, Skabene 5—38, 11. 27 


'2 Tæer fuldkommen udviklede, hver med en Klov; af 
et Par andre Tæer findes kun Spor, som vi udvendig 
kunne se i de saakaldte Biklove. —Klovene ere nu ikke 
andet end overordentlig store Negle, der have Form og 
Anvendelse som Horn-Sko; Drøvtyggerne gaa altsaa kun 
paa Neglene; Hælen ligger meget høit over Jorden og 
danner det bagudvendende Hjørne som sees omtrent 
midt paa Bagbenene (det samme er Tilfældet hos Hesten 
og mange andre Pattedyr, der kun gaa paa Tæerne: 
Hunden, Katten o. s. v.).  Fortænder mangler ganske i 
Overkjæven (se paa de fritstaaende Benrader af Drøv- 
tyggere i Rummet VIII); de erstattes af en brusket Rand. 
Eiendommeligt for Drøviyggerne er det, at de efter en 
Gang at have nedsvælget Føden igjen opstøde den, tygge 
den paany og saa nedsvælge den for anden Gang d. v. s. 
de tygge Drøv (dette beror paa deres sammensatte 4rum- 
mede Mave). En anden af Drøvtyggernes Eiendomme- 
ligheder, som ikke træffes hos andre Dyr, er de benede 
Udvæxter paa Panden, der danne Hornene. 

a. Kameler (Benraden af en Kamel er opstillet i 
Rummet VIII; se i det senere Afsnit om Benrader). 

b. Giraffen. 

83 (Skabei 5). Giraffen, Camelopardalis Giraffa Gml., 
er det høieste af alle Dyr, fra Klovene til Hornene 18—19 
Fod, men er ogsaa forholdsvis det korteste blandt Patte- 
dyrene. Det slutter sig nærmest til Hjortene, men ad- 
skiller sig fra dem ved sin eiendommelige Legemsform; 
Horn findes kun i sit første Anlæg som to smaa Bentapper, 
beklædte med haaret Hud. Giraffen lever af Træernes 
Blade; den er ogsaa paa en Maade nødt dertil; skjønt 
Halsen nemlig er overmaade lang, er den dog for kort, 
til at Dyret kan naa med Hovedet ned til Jorden, da 


: 28 Pattedyr. 


Benene og Boverne ere for høie; naar Dyret vil drikke, 
spriger det ud med begge Forben, hvorved Afstanden til 
Jorden bliver mindre. Giraffen løber hurtigt i lange 
Spring med rette Forben, og svinger herunder stadig 
den lange Hals forfra bagover, thi kun saaledes er den 
istand til at løfte sin tunge Forkrop op under Løbet. 
I Mellem- og Syd-Afrika. 

ce. Hjorte. Hornene eller Takkerne ere grenede, 
solide og benede; de voxe ud fra to korte med Hud - 
beklædte Udvæxter af Pandebenet, de saakaldte Rosen- 
stokke, falde af hvert Aar om Vaaren og voxe frem 
paany i Løbet af 10—14 Uger. Hornene tjene dels til 
Forsvar, dels til Prydelse og bæres kun af Hannerne 
(med Undtagelse alene af Rensdyret, hos hvilket begge 
Kjøn have Horn). 

84. Den europæiske Elg, Alces palmatus Sm.* Tem- 
melig almindelig hos os paa Østlandet, opholder sig 
flokkevis i store stille Skove og lever af Bark og unge 
Træskud (og kan herved, uagtet den er et planteædende 
Dyr af saa betydelig Størrelse, alligevel holde Vinteren 
ud i vore Skove), om Sommeren tillige af Blade og 
Græs.  Elsayret har mange Fiender, baade i Mennesket 
og i vore større Rovdyr; om Vinteren, naar Skare ligger 
paa Sneen, ødelægges den især af Ulven, som kan springe 
ovenpaa Sneen, medens Elgen synker nedi. 

85., Den nordamerikanske Elg, Alces americanus 
Jardine. Mørkere farvet og med større Horn end den 
foregaaende. 

86. Renen, Rangifer Tarandus Lin.* 86 åa. En 
endnu ikke udvoxet Ren, tilfældigvis hvid af Farve. 86 
b. Renkalv. 86 c. Foster af Renen. Hornene findes 
hos begge Kjøn og ere glatte med Grene baade fortil 


Rummene I—1II, Skabene 5—38, 11. 29 


og bagtil. Renen har hjemme overalt i de nordligste 
Dele af den gamle og nye Verden, er almindelig paa 
vore Høifjelde, bliver let tam, og erstatter i de kolde 
Egne, hvor den findes, fuldkommen Mangelen af alt 
andet Buskap; aldrig kommer den i Hus, men søger 
selv sin Føde, i Vintertiden fornemmelig Renmose, 
som den veirer under Sneen og derpaa opskraber med 
Hornene. 

87 å og b. Kronhjorten eller Røddyret, Cervus 
Elaphus Lm.* 87 åa. Hannen. 87 b. Hunnen eller 
Hinden. Hornene knudrede med Grene alene paa For- 
siden; Hovedet bæres høit i en stolt, kneisende Stilling. 
Hos os findes den kun enkelte Steder paa Vestlandet, 
især paa de større Øer (Hittern). 

88. Raadyret, Cervus capreolus Lin. - Hunnen. I de 
fleste større Skove i Europa, ogsaa 1 Sverige og Dan- 
mark, men ei hos os. 

89. Aristoteles's Hjort, Cervus Aristotelis Cw. I 
Indien. 

90. Muntjak-Hjorten, Cervus Muntjac Lin. I Indien. 

91. Dværg-Moskusdyret, Moschus Napu Fr. Cuv. 
Moskusdyrene mangle ganske Horn, men ligne ellers i 
Legemsbygning Hjortene; Hannerne udmærke sig ved 
lange, fremragende Hjørnetænder; et af dem, det egent- 
lige Moskusdyr, afsondrer (fra en Pung paa Bugen) den 
bekjendte Moskus. Dværg-Moskusdyret er den mindste 
af alle Drøvtyggere; det lever i Ostindjen. 

d. De Skedehornede. Hertil hører det almindelige 
Hornkvæg. Hornene ere hule og omgive de benede Ud- 
væxter af Pandeskallen (Kviken) som en Skede; de ere 
bestandig ugrenede og fældes aldrig, men voxe ved lag- 
vise Tilvæxtringe (Aarringe). 


30 Pattedyr. 


92. Gazellen, Antilope Corinna Cuv. Gazellen hører 
til Antiloperne eller saadanne Skedehornede, der ved sin 
slanke Legemsbygning staa nærmest Hjortene. Den fær- 
des i Afrikas Ørkener i smaa Flokke og er paa disse 
øde Steder det deiligste Dyr, nogen kan se. Dens Ben 
ere yderst tynde med slanke, fine Klove og dens Løb 
overordentlig iet og yndigt. De Indfødte fange den ved 
at kaste Stokke mellem Benene, hvorved disse let bræk- 
kes over. 

93. Gemsen, Capella rupricapra Lin. Paa Alperne 
-i Tydskland og Schweits. Dens utrolige Behændighed i 
at klatre om paa de utilgjængeligste Klipper og Farerne 
ved Jagten efter den er viden bekjendt. 

94. Det islandske eller nordiske Faar, Ovis aries, 
polycerata Lim. Er den Faarerace, som findes overalt 
hos os, hvor Racen ei er bleven forbedret ved spanske 
eller engelske Faar. Stundom har det 3, 4 eller enddog 
6 Horn. | 

95 a, b og €. Fostere af Koen, Bos Taurus Lin* 
95 a. Et Foster af en Ko i Vandhinden. 95 b. Mere 
udviklede Fostere af Koen. 95 c. Misfoster af en Ko 
med 2 Hoveder. 

96 (Skabet 8). Den amerikanske Bison-Oxe, Bos 
americamus Gmel. Dette vældige Dyr (som forøvrigt i 
Almindelighed er godmodigt og frygtsomt) lever vildt i det 
Indre af Nordamerika paa de uendelige Græs-Sletter eller 
Prærier der, i umaadelige Flokke paa indtil 20,000 Stkr. 
Millioner af dem gjennemstreife endnu Prærierne; men 
Antallet aftager Aar for Aar ved den uafladelige Jagt, 
og efterhaanden vil det stolte Dyr vistnok gaa sin fuld- 
komne Undergang imøde. 


Rummene I—III, Skabet 9. 31 


De Tykhudede eller Mangehovede 
(Pachydermata). 
Skabet 9. 


Hertil høre de plumpeste og største af alle Landdyr, 
som Elefanten, Næsehornet og Flodhesten, ') men ogsaa 
mindre Dyr som Svinet. Huden er tyk og haard, be- 
dækket med Børster, som oftest kun sparsomt. — Fød- 
derne ere forsynede med 3—5 Klove; herved skjelnes 
de Mangehovede i det Ydre fra Drøvtyggerne, der kun 
have 2 Klove. 

97. Vildsvinet, Sus Scrofa, ferus Gmel.  Vildsvinet, 
der er Stamdyret til det tamme Svin, har en tættere 
Haarbeklædning end dette og er altid sortbrunt af Farve. 
Hugtænderne ere lange og i udvoxet Tilstand frygtelige 
Vaaben. Kloverne staa ud som Gafler, forat Dyret ei 
skal. stige nedi paa sumpig Grund. I Mellem-Europa, 
fordum ogsaa ganske almindelig i Danmark og det syd- 
lige Sverige, men har vel neppe nogensinde levet hos os. 

98. - Pekari-Svinet, Dicotyles torquatus Cw. En 
liden Art Svin med kun 8 Klove paa Bagfødderne og 
ingen Hale. Amerika. 


Kobber eller Sældyr (Pinnipedia). 
Skabene 12, 13, 14 og 15. 


Kobberne have en stor Qverensstemmelse med Rov- 
dyrene, især med Otteren. Deres Fødemidler bestaa i 


1) Tænder af Elefanten og en Hovedskal af Flodhesten findes 
opstillede blandt Benrader i Rummet VIII, og ere omtalte under sine 
Nummere i det senere Afsnit om Benrader, 


32 Pattedyr. 


Rov især Fisk, og Kindtænderne ere skarpe, én- eller 
flerspidsede som hos Rovdyrene; de kunne betragtes 
som svømmende Rovdyr. Da Sælerne næsten stadig føre 
sit Liv i Vandet, nærmer paa den anden Side deres 
Legemsform sig meget til den følgende Afdeling, Hva- 
lernes fiskelignende Form. Det flade, baadformede Le- 
geme afsmalner ligesom hos Hvalerne stærkt bagtil; 
Fødderne ere finneartede, dog endnu med tydelige Tæer 
og Negle; Forfødderne vende udad ligesom Hvalernes 
og Fiskenes Brystfinner og bruges som disse, naar Dyret 
vil dreie sig i Vandet; Bagfødderne vende bagud i Lig- 
hed med en Halefinne, og disse er det, der drive Legemet 
frem; de føies nemlig sammen i lodret Stilling (som 
Fiskenes Halefinne) og bevæges afvexlende til begge 
Sider. Under Huden findes et tykt Lag Spæk; kun 
herved kan Varmen holdes vedlige i det kolde Vand. — 
For Grønlænderne er Kobberne næsten den eneste Rig- 
dom: Kjødet og Spækket tjener dem til Føde, Tranen 
til Lys, Skindet til Klæder og Baade, Tarmene til Vin- 
duer og Seil, Senerne til Traad, Tænderne til Knapper, 
Ribbenene til Nagler, Skulderbladene til Spader o. 8. v. 

99. Stenkobben eller Fjordsælen, Callocephalus vitu- 
linus Lim.* (4 Exemplarer paa Museet i forskjellig Alder). 
Spraglet med sort og hvidt eller graat og brunt. Den 
holder til i Fjorde og Viger og er den almindeligste af 
alle vore Kobber. Skind og Spæk værdifulde, og Kjødet 
spises paa flere Steder. 99 a. (Skabet 16). Foster af 
Stenkobben. 

100. Ringsælen, Pagomys foetidus 0. F. Mll.* (5 
Fxemplarer i forskjellig Alder). Sortagtig med hvide 
Ringflækker. Den er ikke sjelden i vore Skjærgaarde. 
OQmendskjønt den mindste af vore Sæler, gjør den dog 


Rummene I—1II, Skabene 12—15. 33 


mest Skade ved at bortskræmme Fisken, sønderrive 
Garnene og fortære Fangsten. Spæk har den i Mængde 
og af et fortrinligt Slags. 


101. Sulryggen, Svartsiden eller Grønlandssælen, 
Pagophilus groenlamndiceus Mll.* (5 Exemplarer, hvoraf 
2 Unger). Farven er meget forskjellig efter Alderen; 
det voxne Dyr er hvidagtigt med en stor sort Sideflæk. 
I alle nordlige Polarhave i uhyre Mængder;, for Grøn- 
lændernes Tilværelse er den fremfor alle andre Sæler af 
allerstørste Betydning, og af Ishavsfarerne fanges den 
aarlig i betydeligt Antal. Sjelden hos os. 


102. Haverten, Storkobben eller Blaakobben, Phoca 
barbata Fabr.* (4 Exemplarer). Graa, i Almindelighed 
uflækket. Haverten er den største af alle Nordens Kob- 
ber og findes i Mængde i Polarhavene; den jages ivrig, 
især for sin stærke Hud, der bruges til Harpunliner, 
Fiskesnører, Touge o. s. v. 102 åa. Unge med Dunhaar 
af Haverten. Sælernes Unger ere ved Fødselen oftest 
bedækkede med en fin Uld. 


103. Graasælen, Halichoerus grypus C. F. Fabr.* 
(2 Exemplarer). Lysere eller mørkere graa, undertiden 
sølvhvid, med sorte Flækker. Findes overalt ved vore 
Kyster, men har sit Stamhold i Østersøen, hvor Fangsten 
efter den er større end al den øvrige Kobbefangst til- 
sammen 1 Furopa. 


104. Klapmydsen eller Klakkekallen, Cystophora 
eristata Eræl* (8 Exemplarer, fra ganske smaa til 
9 Fod lange). Huden mellem Øinene og Næsen er hos 
Hannen løs og kan blæses op til en Blære af Størrelse 
som et Menneskehoved. Denne Blære maa vel nærmest 
kun betragtes som en af de Prydelser, der ofte i Dyre- 

3 


34 Pattedyr. 


riget findes hos Hankjønnet. 1 det nordlige Polarhav r 
store Skarer; sjelden hos os. 

105. Hvalrossen, Odobænus Rosmarus Lim. (4 Ex- 
emplarer i forskjellig Alder, det største 13 Fod, 7 Tom- 
mer langt med en Omkreds af 10 Fod, 2 T. 105.a. En 
liden Unge af Hvalrossen uden Stødtænder. 105 b. Fo- 
stere af Hvalrossen. — Hvalrossen ligner i det Hele 
meget de egentlige Kobber, men skiller sig strax fra 
dem ved sine uhyre Hjørnetænder; disse bruge Hval- 
rosserne fornemmelig som en Hakke til at grave op de 
Skjæl fra Søbunden, hvoraf de leve, desuden som For- 
svarsvaaben (gjennembore saaledes ikke sjelden Baade, 
der sættes ud efter dem) og endelig til at drage sig op: 
paa Isen med, idet de hugge dem fast i Iskanten og: 
derefter slæbe Kroppen op. Hos en voxen Hvalros ere: 
Stødtænderne indtil % Fod lange. Hvalrossen lever 
Flokke (paa 20 til flere Hundrede Stkr.) i det nordlige 
Ishav og besøger herfra vore nordlige Kyster, men nu 
ialfald kun saare sjelden.  Stødtænderne ere ligesaa 
værdifulde som Elfenben; Huden er omtrent 2? Tommer 
tyk og fortrinlig til Remmer; af et Dyr faaes I Tønde Tran. 


Hvaler (Uetacea). 
Skabene 13, 14, 15 og 16. 


Hvalerne ere virkelige Pattedyr: de opføde sine 
Unger med Melk; de have endvidere varmt Blod og 
aande ved Lunger ligesom Pattedyrene. Men i det Ydre 
have de en skuffende Lighed med Fiskene. De kunne 
dog strax skjelnes fra dem ved Halefinnen, som hos 
Hvalerne altid er vandret, medens den hos Fiskene er 
lodret. Denne vandrette Halefinne har Hvalen, forat den 
(som et lungeaandende Dyr) let skal kunne slaa sig op 


Rummene I—1II, Skabene 13—16. 35 


til Overfladen af Vandet og trække Pusten. I Hvalens 
øvrige Bygning kan det ogsaa ret øiensynlig vises, hvor- 
ledes Alt er indrettet for det Element, hvori Dyret lever. 
Med Halen skyder den sig frem og behøver med dette 
vældige Bevægelsesredskab ingen Baglemmer; de til Bryst- 
finner omdannede Forlemmer holde Legemet i Ligevægt 
og bjælpe til at forandre Retningen; den glatte Hud 
letter Farten; de store Lunger, fyldte med Luft, og det 
tykke Fedtlag formindsker Legemets Tyngde; de store 
Lunger med det betydelige Aandedrag giver endvidere 
Legemet en stærk Varme i det iskolde Vand, og Fedt- 
laget under Huden holder denne Varme vedlige; de store 
Lunger tillade endeligen ogsaa Hvalen at forblive længere 
Tid under Vandet; naar den maa op for at drage Aande, 
behøver den blot at hæve den øverste Del af Hovedet 
over Vandfladen; her udmunde nemlig Næseborene (eller 
Blæsterrøret). Idet Hvalen skal aande, sprøiter den først 
ud det Vand, som har trængt ind i Næseborene, og det 
med saadan Kraft, at Vandet opløser sig i fine Draaber 
og ligner en Dampsøile. Hvaler findes i alle Have. 

åa. Tandhvaler eller Delphiner. Forsynede med 
Tænder. 

106. Springeren eller Hvidskjævingen, Delphimus leu- 
copleurus Rasch.* Hovedet fortil spidst uddraget; paa 
Siderne af Kroppen findes en hvid og ovenfor den en 
graabrun Flæk. Ganske almindelig her ved Vestkysten 
i Flokke paa 200—300 Stkr. 106. Fostere af Springeren. 

107. Foster af Vagnhunden, Orca Schlegelii Koren 
(Lalleb).* Om Vagnhunden se i det senere Afsnit om 
Benrader. 

108. Grindehvalen, Orca Melas Trail* Hovedet 
fortil but; en hvid Stribe langs Bugen, forøvrigt sort. Den 

3%* 


36 Pattedyr. 


besøger fra Tid til anden Kysterne hos os, i Flokke paa 
indtil flere hundrede, ja tusinde Stkr.; gjennemsnitlig 
leverer den 1 Tønde Tran; Kjødet af Grindehvalen (ligesom 
ogsaa af de øvrige Hvaler) er spiseligt. 108 åa. Unge af 
Grindehvalen. 108 b. Foster af Grindehvalen. 

109. Nisen eller Isen, Phocena communis Cuv.* Den 
almindeligste Delphin hos os. Som oftest svømme Niserne 
i Række, og naar de da med krummet Ryg hæve sig op 
over Vandet og igjen ned deri, ser det næsten ud, som 
et Hjul rullede sig. 109 åa. Fostere af Nisen. 

110. Hvidfisken, Delphinapterus Leucas Pallas.* 
Denne skjønt melkehvide, i det mørke Hav blændende 
Hval findes flokkevis i alle nordlige Ishave ikke sjelden 
og besøger undertiden vore Kyster. 110 åa. Unge af 
Hvidfisken. 110 b. Fostere af Hvidfisken. 

b. Bardehvaler (se det senere Afsnit om Benrader). 

ll. Fostere af Vaagehvalen, Balænoptera rostrata 
Fabr.* — Benrader af Vaagehvalen og andre Bardehvaler 
findes ophængte under Taget i Rummene VII og VIII og 
ere omtalte under sine Nummerei Afsnittet om Benrader. 


B. Pungdyr, hvis Unger fødes i en høist ufuldkommen 
Tilstand (smlegn. Afdeling Å eller de egentlige Pattedyr, 
Side 38). 


Egentlige Pungdyr (Marsupialia). 
-Skabet 17. 
Ungerne fødes høist ufuldkomne og smaa, kun med 
Stumper til Lemmer (Ungerne af det største Pungdyr, 


Kjæmpekenguruen, No. 115, med 5 Fod lang Krop, ere ved 
Fødselen kun 1 god Tomme lange); de bringes derfor strax 


Rummene I—1I], Skabet 17. 37 


efter Fødselen ind i en Pung under Bugen, hvor de suge 
sig fast ved Dievorterne, og forblive der, indtil de ere 
udviklede nok til at hjælpe sig selv. Pungdyrene findes 
næsten alene i Australien og ere, foruden nogle faa Flag- 
germus og Gnavere, de eneste oprindelige Pattedyr der. 
I sin Legemsbygning vise de store Forskjelligheder og 
gjentage enddog paa en vis Maade Underafdelingerne af 
de egentlige Pattedyr: Aber, Rovdyr, Drøvtyggere osv. 
åa. Rovpungdyr. 

112. Denflækkede Pungmaar, Dasyurus Maugei Geoffr. 
Australien. 

b. Pungaber. Paa Baglemmerne findes Hænder (Tom- 
melen er nemlig frit bevægelig), Halen er sædvanligen en 
Snohale, Levemaaden klattrende og Føden Frugter — lige- 
som hos Abermne. 

113. Den almindelige Pungabe, Phalangista vulpina 
Desm. 114. Pungbjørnen, Phascolarctos einereus Gray. 
Begge i Australiens Skove; de skattes høit og jages ivrigt 
af de Vilde dels for Kjødets, dels for Skindets Skyld. 

c. Græsædende Pungdyr. De minde om Drøvtyg- 
gerne: Paa Baglemmerne findes hovlignende Kløer, de 
ernære sig af Græs, og Tændernes og Mavens Bygning 
ligner Drøvtyggernes. 

115. Kjæmpe-Kænguruen, Macropus giganteus Shaw. 
Forlemmerne se næsten forkrøblede ud i Forhold til de 
vældige Bagben og bruges væsentlig kun som Gribered- 
skaber 1 forskjellige lette Øiemed; med Bagfødderne 
derimod og med den lange, kraftige Hale (der er tyk- 
kere og længere end hos noget andet Pattedyr!) bevæge 
disse Dyr sig frem i lange Spring paa 10—25, ja 30 Fod. 
Paa alle fire humpe de kun besværlig frem. Naar de 
ville sidde, støtte de sig bekvemt og sikkert paa Bag- 


38 Fugle. 


lemmerne og Halen ligesom paa tre Ben. — Kjæmpe- 
kænguruen er 5 Fod lang og oprindeligen Australiens 
største Pattedyr. 

116. Pademelomen, Macropus Thetidis Wath. W7. 
Den rødbugede Kænguru, Macropus Billardieri Wah. 
118. Bjerg-Kænguruen, Petrogale pemicillata Gray. Alle 
i Australien. 


Næbdyr (Monotremata). 
Skabet 17. 


Disse, de laveste Pattedyr, nærme sig paa en ganske 
selsom Maade til den følgende Afdeling af Hvirveldyrene, 
Fuglene (og ligeledes til en Del af Krybdyrene). De 
føde nemlig ikke alene som Pungdyrene meget ufuld- 
komne Unger, hvorved de nærme sig til Fuglene med 
deres Æiglægning, men have dertil Kjæverne omdannede 
til et Næb ligesom hos Fuglene (og hos Skildpadderne 
blandt Krybdyrene). ' 

19. Det egentlige Næbdyr, Ormithorhynchus para- 
doxus Blumb. Næbbet ligner meget et Andenæb og har 
ligesom dette smaa Tværplader langs Randen. I Austra- 
lien ved Elvebredderne, svømmer fortræffelig og ernærer 
sig af smaa Vanddyr. 


Fugle. 


Rummene IV—VI. 


Fuglene ere Hvirveldyr, der have varmt Blod og 
legge Ag, som de selv udruge; deres Legeme er bedækket 
med Fjær og Forlemmerne omdannede til Vinger. Af 


Rummene IV—VI, Skabet 18. 39 


Fugle ere i det Hele omtrent 11,000 forskjellige nulevende 
Arter fundne og beskrevne. 

Fuglene kunne deles i to store Afdelinger, og hver 
af disse i flere Rækker. 

A. Første Afdeling: Fugle med Siddefødder d. v. s. 
Fødder med 8 sammensluttede Fortæer og en fuldstændig 
Bagtaa, der sidder i samme Høide som Fortæerne; saa- 
danne Fødder ere skikkede til at hoppe jevnføttes med 
og til at gribe med. Ungerne ere nøgne, blinde og maa 
mades af Forældrene (smgln. Afdeling B, Side 55). 


Förste Række: Fugle, der især leve af Planteføde og 
have et tykt, stærkt Næb til at sønderdele Korn og andre 
haarde Plantedele med. 


Papegøier (Psittacini). 
(Se i Slutningen af Afsnittet om Fuglene). 


Spurvefugle (Passeres). 


Skabet 18. 


Smaa Fugle med kegleformigt Næb og skarpe Kjæve- 
kanter, indbøiede paa Undernæbbet til at afskalle Frøerne 
med. Om Sommeren leve de foruden af Frø tillige af 
Insekter. Kun enkelte ere virkelig til Skade; mange 
derimod til Gavn ved at ødelægge skadelige Insekter. 

1. Furukorsnæbbet, Loxia pityopsittacus Bechst.* 
Korsnæbberne afvige paa en besynderlig Maade fra de 
andre Spurve, ja fra de andre Fugle i det Hele derved, 
at Overnæbbet og Undernæbbet krydse hinanden med 
sine Spidser. De leve nemlig af Frøerne i Furu- og 
Gran-Kongler og have den usædvanlige Næbform med 


40 Fugle. 


sine krydsende, smale, skarpe Næbspidser til at rispe op 
de tætte Kongleskjæl, hvorunder Frøerne ligge. Desuden 
bruge de Næbbet som en Hage til Hjælp under Klat- 
ringen ligesom Papegøierne. I det Hele ligne Kors- 
næbberne Papegøierne baade i Klatrekunst og i Væsen; 
de ere Papegøier blandt Spurvefuglene. Fwrukorsnæbbet 
findes overalt hos os i Naaleskovene. 


2. Grankorsnæb bet, = curvirostra Lin.* Almindelig 
1 vore Naaleskove. 


3. Konglebiten, Corythus enucleator Lin.* Har sit 
Hjem i Norden, er størst af alle vore Finker og en af 
vore vakreste Fugle, forøvrigt en Storæder, træg og 
dum, saa man enddog, naar de ere ifærd med at spise, 
med en Snare paa en Stang kan drage ned enkelte fra 
Træerne, uden at de øvrige flyve bort. 

4 a og b. Dompappen, Pyrrhula vulgaris Temm.* 
4 a. Hannen. 4 b. Hunnen. 

5. Kirsebær-Fuglen, Coccothraustes vulgaris Pall.* 
Meget sjelden hos os. Ernærer sig især af Kirsebær, 
fortærer dog ei det saftige Kirsebærkjød, men knækker 
let Stenene med sit stærke Næb og sluger Kjernen. Til 
stor Skade for Kirsebærhaverne i de mildere Dele af 
Europa. 

6. Bogfinken, Fringilla coelebs Lim.* En af vore 
vakreste og almindeligste Sangfugle, let at kjende paa 
den dobbelte hvide Flæk over Vingen. 

7. Bjergfinken, Fr. montifringilla Lin.* Meget nær 
beslægtet med Bogfinken, findes i utallig Mængde i de 
nordlige Dele af Landet, hvor Bogfinken mangler. 

8. Knøtteren eller den gulnæbbede Irisk, Cannabina 
flavirostris Lin.* 9. Graasisiken, Acanthis linaria Lin.* 


Rummene IV—VI, Skabet 18. 41 


10. Sisiken, Acanthis Spinus Lin.* Om Sommeren 
lever Sisiken parvis i vore Barskove; om Vinteren stepger 
den om i store Flokke. 

ll. Stilitsen, Å. Carduelis Lin.* Hist og her hos 
os. Smuktfarvet: Ansigtet karmosinrødt, Vingerne sorte 
med en stor høigul Flæk; synger dertil vakkert og bliver 
let tam. 

12.  Graaspurven, Passer domesticus Lin.* —Graa- 
spurven gjør visselig stor Skade paa Agre og i Haver, 
men er dog, naar den ikke findes i altfor store Mængder, 
til endnu større Nytte ved at ødelægge en Masse skade- 
lige Insekter og Larver. Paa flere Steder, hvor man 
har udryddet Graaspurven, have Insekterne saaledes for- 
øget sig, at man igjen har maattet føre Graaspurven ind. 

13. Pilfinken, P. montamus Briss.* 14. Svensken, 
Chlorospiza chloris Lin.* 

15. Kornspurven, Emberiza miliaria Lim.* Fundet 
paa Jæderen; i sydligere Lande findes den i Mængde. 

16. Gulspurven, E. citrinella Lin.* Er ingensteds 
til egentlig Skade, men maa snarere ansees som over- 
veiende nyttig; den bortplukker en stor Mængde Insekter 
og Ugræsfrø. 

17. Hortulanen, E. hortulana Lin.* Almindelig hos 
os paa Østlandet. I Sydeuropa nedlægges de i Krydde- 
rier i store Mængder for sit lækre og fede Kjøds Skyld 
og forsendes rundt om.. 

18. Sivspurven, E. Schoeniclus Lin.* 19. Lapspurven, 
E. lappomiea Lim.*, i Finmarken og paa Fjeldmyrerne 
nærved Snegrændsen. 

20. Snespurven, E. mivalis Lin.* Paa vore nordlige 
Snefjelde lige op imellem de bestandige Snedriver og for- 
øvrigt i Landene yderst mod Norden, hvor foruden den 


42 Fugle. 


kun et Par andre Spurvefugle forekomme (paa Spits- 
bergen trives ingen anden Spurv); den findes rundt 
Ishavets Kyster, saalangt Land rækker. I disse Egne, 
hvor Planter kun ere yderst sparsomme, lever den især 
af Myg, hvis Larver i millionvis findes i Snevandspyt- 
terne. Om Vinteren flytter den sydover og lever af Korn 
og Frø. 

21. Den almindelige Lærke eller Sanglærken, Alauda 
arvensis Lin.* Lærkerne udmærke sig ved sin usæd- 
vanlig lange, rette Klo paa Bagtaaen. Sanglærken holder 
alene til paa flade Egne og er derfor sjelden paa Vest- 
landet; ved Bergen findes den kun paa Herlø og yderst 
paa Radøen. Den kommer først af alle Trækfugle om 
Vaaren; ved Kristiania hører man dens høie, jublende 
Triller ved Vaarens Begyndelse overalt klinge ned fra 
det Blaa, medens Fuglen næsten usynlig flyver om der- 
oppe. Paa Markerne bortplukker den en Mængde Ugræsfrø 
og fortærer skadelige Insekter. For en lækker Rets Skyld 
dræbes den sangrige og nyttige Fugl i uhyre Mængde i 
Tydskland; i Leipzig er der saaledes paa en Maaned 
blevet indført 408,455 Lærker. 

22. Trælærken, Å. arborea Lin* I Skove. 23. 
Bjerglærken, A. alpestris Lin.* I Finmarken og ellers 
langs Ishavets Kyster; dens Sang skal være meget ens- 
formig. 24. Toplærken, 4. cristata Lim.* 


Kraakefugle (Uoracirostres). 
Skabet 18. 


Kraakefuglene skille sig i det enkelte kun lidet fra 
den foregaaende Afdeling, Spurvefuglene, men have dog 
i det Hele et anderledes Præg. De ere større, mere 


Rummene IV—TVI, Skabet 18. 43 


langstrakte med langdraget, kegleformigt Næb og stærke 
Ben; Farven oftest sort med pragtfuld Metalglands. 

25. Den almindelige Stær, Sturnus vulgaris Lin.* 
26. Rosen-Stæren, Gracula roset Cuv. Enkelte Gange 
seet i Sverige. 

27. Guldtrosten eller Pirolen, Ortolus Galbula Lin. 
I Europa, enkelte Gange seet i Sverige, men ei hos os. 


En endnu pragtfuldere Kraakefugl, Paradisfuglen, 
staar opstillet i Rummet VI, Skabet 28; den omtales 
senere hen (se i Slutningen af Afsnittet om Fuglene). 


28. Nøddeskriken, Garrulus glandarius Lin.* Meget 
almindelig her tillands, dog sjeldnere paa Vestlandet. 

29. Lavskriken, Rauskjæren eller Tolleskrikja, G. 
mfaustus Lim.* Findes ei paa Vestlandet, men er almin- 
delig i Barskovene paa Østlandet og lige op til Ishavet. 

30. Nøddekraaken, Caryocatactes guttatus Nilss.* 
Hist og her hos os. 

31. Skjæren, Pica caudata Lin.* Skjæren gavner 
ved at fortære en Mængde Insekter og Larver, men skader 
dog endnu mere ved at ødelægge Æggene og Ungerne 
af nyttige Fugle, baade tamme og vilde, og ved at afbide 
Frugter og Træknopper. 

32. Ravnen eller Korpen, Corvus Corax Lin.* 33. 
Kraaken, 0. Corma Lim.* Ravnen og Kraaken ere ganske 
skadelige Fugle; de ødelægge Æg og Unger af nyttige 
Fugle, endvidere unge Harer, ja Ravnen enddog undertiden 
Lam; i Haverne fortære de allehaande Frugter; thi de for- 
smaa saa godt som intet spiseligt.  Kraaken gjør dog ogsaa 
nogen Nytte ved at ødelægge skadelige Smaadyr. Rav- 
nens Vingefjær bruges til Tegnepenne og fine Skrivepenne. 

34. Kornkraaken, C. frugilegus Lin.* Fra Tid til 


44 Fugle. 


anden hos os. 35. Kajen, C. Monedula Lin.* Paa Øst- 
landet; lever kolonivis sammen i gamle Kirketaarne og 
større Bygninger, paa nogle Steder i Mængde. 


Anden Række: Fugle, der jage og fange andre Dyr 
ligesom Rov-Pattedyrene; Næbbet hos dem alle kort med 
hageformig bøiet Qvernæb. Til anden Række høre: 


Rovfugle (Raptatores). 


Skabet 19. 

Næbbet stærkt med skarpe Rande og udløbende i 
en nedbøiet, hvas Krog; Kløerne skarpe, tilbagetrække- 
lige. Hunnen er næsten altid større og stærkere end 
Hannen. Ikke alle Rovfugle ere skadelige; Taarnfalken, 
Hvepsehøgen, Musvaaken og Uglerne (undtagen Hubroen 
eller Bjerguglen) ere utvivlsomt nyttige ved at ødelægge 
en utallig Mængde Markmus og Insekter. 

åa. Dagrovfugle. 

36. Jagtfalken, Falco Gyrfalco Lin.* Falkene ere 
de fuldkomneste Rovfugle; Næbbet bliver hos dem endnu 
mere skjærende end hos de øvrige ved en stor, skarp 
Horntand bag Overnæbbets Spids. Jagtfalken findes paa 
vore høiere Fjeldstrækninger, i de nordligste Egne især 
nærved Fuglebjergene. Særdeles skadelig Rovfugl. For- 
dum (indtil for omtrent 100 Aar siden) lod Fyrster og høie 
Herrer denne Fugl almindelig afrette til Jagt efter Harer, 
Aarfugle o.s. v.; aarligen kom da her tillands Folk, der 
dreve Fangst efter Jagtfalke paa Dovre, Filefjeld o. fl. St. 

37. Pilgrimsfalken, F. peregrinus Gmel.* Overalt 
hos os. Meget skadelig. Ligesom foregaaende brugtes 
ogsaa denne Falk fordum almindelig til Jagt, men ansaaes 
ei saa høit som Jagtfalken. 


 Rummene IV—VI, Skabet 19. 45 


38. Lærkefalken, F. Subbuteo Lin.* Ikke sjelden 
hos os.  Skadelig. 39. Dværgfalken eller Stenfalken, 
F. Æisalon Cuw.* Den mindste af alle Falke. 

40.  Taarnfalken, F. tinnumculus Lm.*  Almindelig 
i gamle Kirker og Stenhuse. Lever især af Rotter, Mus 
og Insekter og er langt mere nyttig end skadelig. 

Al. Hønsehøgen eller Duehøgen, Astur palumbarius 
Lim.* Høgene have ikke som Falkene nogen Horntand 
bag Overnæbbets Spids, men istedet derfor en mindre 
fremtrædende, uddragen Flig omtrent midt paa Over- 
næbbets Rand. Halen lang, og herpaa kjendes de let 
under Flugten. Duehøgen er sikkerlig den skadeligste 
af alle vore Rovfugle. 

42.  Spurvehøgen, Astur Nisus Lin.* Almindelig hos 
os. Den frygteligste Fiende for alle Smaafugle; ødelægger 
ogsaa en Mængde Mus og Rotter, men skader dog langt 
mere, end den gavner. 

43. Landørnen eller Kongeørnen, Aquila Chrysaétos 
Lim.* Hos Ørnene er Hovedet og Halsen bedækket 
med lange, spidse Fjær, der hos Kongeørnen ere kan- 
tede med lyst gulbrunt; deres Øine ere bedækkede af et 
Bryn, der dannes af de stærkt fremspringende Pandeben; 
herved faa de et vildt og majestætisk Udseende. Komnge- 
ørnen findes spredt over hele Landet og har sit Stamhold 
i store, bjergfulde Skove, hvor hvert Par har sit bestemte, 
vidtstrakte Jagtomraade. Dens Rov bestaar af varm- 
blodige Dyr: Harer, Ræve, Lam, ogsaa unge Rener og 
Kalve o. s. v. og større Fugle; foruden Næb og Kløer 
benytter den ogsaa de vældige Vinger som Angrebs- 
Vaaben og kyler dermed Haren med et eneste dødbrin- 
gende Slag et godt Stykke bort; ikke saa faa Gange er 
det hændt, at den er fløiet bort med smaa Børn. 


46 Fugle. 


44. Havørnen, Haltaétus Albicila Lim.* 44 å. Dun- 
haaret Unge af Havørnen. Denne Ørn skjelnes let fra 
foregaaende derved, at Benene kun ere fjærklædte til 
midt paa den lange Vrist, medens de hos Kongeørnen 
ere fjærklædte helt ned til Tæerne. Havørnen findes ved 
Havet, Indsøer og større Elve over hele Landet; den for- 
tærer især større Fisk og Vandfugle, ogsaa unge Kobber. 

45. Den sorte Glente, Milvus ater Daud. TI det 
sydøstlige Furopa. 46. Sumphøgen, Circus æruginosus 
Lin.* Meget sjelden hos os. 47. Slangeørnen, Circa- 
étus gallitus Gm. I Syd- og Mellemeuropa; lever af 
Slanger og Firben. 48. Hvepsehøgen, Permis apivoris 
Tån.* I den sydlige Del af Landet. | 

49. Ormehøgen eller Musvaaken, Buteo vulgaris Raji.* 
I det sydlige, ogsaa seet her ved Bergen. Gjør over- 
veiende og betydelig Nytte ved at fortære en utrolig 
Mængde Mus, Lemæn, Insekter, Snegler o. 8. v. og bør 
derfor overalt skaanes. 

50. Den hvidhovede Grib eller Gaasegribben, Vultur 
fulvus Br. Gribbene eller Aadselfuglene have Hovedet og 
Halsen nøgne eller kun bedækkede med kort Dun; de ere 
feige og dovne Fugle, der leve af Aadsler, høre hjemme 
ide varme Lande og ere her, hvor Aadslerne let forpeste 
Luften, til stor Nytte. Gaasegribben lever i Syd-Europa 
og Nord-Afrika; ved Tilintetgjørelsen af et Aadsel over- 
tager den en bestemt Del af Arbeidet, idet den fortrinsvis 
udæder Kropshulen; i nogle faa Bid river den Bugen op 
paa det døde Dyr, stikker sin lange, nøgne Hals saa 
dybt ind, som den kan, og fortærer Indvoldene. — En 
anden Grib, Komngegribben, er opstillet i Rummet VI, 
Skabet 28 og staar omtalt under sit Nummer i Slutningen 
af Afsnittet om Fuglene. 


Rummene IV— VI, Skabet 18. 47 


b. Natrovfugle eller Ugler. 

Uglerne færdes i Almindelighed kun ude om Aftenen 
og Natten. Øinene ere derfor store, runde og fremstaa- 
ende forat samle de svage Lysstraaler; de vende end- 
videre fremad og ere omgivne af en Fjærkrands. Fjær- 
klædningen er overordentlig blød, dunagtig og Flugten 
lydløs, forat de i den stille Nat lettere skulle kunne 
overrumple sit Rov. Med Undtagelse af Hubroen (No. 51) 
ere Uglerne meget nyttige Fugle, da de fortære en 
Mængde skadelige Mus og Insekter; de fortjene saaledes 
istedetfor at forfølges tvertimod at beskyttes hvorsomhelst. 

dl. Bjerguglen, Hubroen eller Roperen, Strix Bubo 
Lin.* Sort og rødgraa med to Fjærtopper paa Panden. 
Den største af vore Ugler og en af de skadeligste Rov- 
fugle; især ødelægger den større Skovfugle og Harer. 
Om Natten lader den sin gyselige Stemme høre, der paa 
Afstand ligner et Menneskes Nødraab. 

52. Sneuglen, S. mnyctea Lin.* Træffes paa vore 
Fjeldvidder over Trægrændsen og lever især af Lemæn 
og Fjeldmus. 

53. Høguglen, S. funerea Lin.* 54. Spurveuglen, 
S. passerina Lim.* er den mindste af vore Ugler. 55. 
Hornuglen, S. Otus Lin.* 56. Den kortørede Ugle, S. 
brachyotus Lath.* 57. Lapuglen, S. lappomica Thumnb.* 
58. Perleuglen, S. Tengmalmi Gm.* 59. Katuglen, S. 
Aluco Lim.*, den almindeligste hos os af alle Ugler og 
meget mere nyttig end skadelig. 


Svalefugle eller Bredmundede (Fissirostres). 
Skabet 18. 


Leve alene af Insekter, især de bløde (Sommerfugle, 
Myg o. s. V.), som de flyve om efter med aabent Gab; 


48 Fugle. 


Mundspalten er derfor overordentlig stor og naar lige 
under Øinene; Vingerne ere lange og kraftige. Stærkt 
Næb og stærke Ben behøves derimod ikke; Næbbet er 
bredt, men ellers lidet og tyndt, Benene korte og svage. 

60. Ladesvalen, Hirundo rustica Lin* 61. Tag- 
svalen, H. urbica Lim. 62. Strandsvalen, H. riparia 
Lim.*, holder aldrig til ved Menneskers Bolig, men 
alene i Sandbakker, især ved Elvebredderne, hvor den 
graver sig Gange, ofte flere Alen lange og lægger sit 
Rede ind ved Bunden af dem. 

63. Tornsvalen eller Fjeldsvalen, Cypselus Apus Illig.* 


Om Høsten flyve Svalerne bort fra os ned til Afrika; 
man antager med gode Grunde, at en Svale kan tilbage- 
lægge en Strækning af henved 200 Mil d. v. s. hele Af- 
standen fra det sydligste Skandinavien lige til Algier i 
et eneste Døgn!") 


64. Natteravnen eller Kvælknarren, Caprimulgus eu- 
ropæus Lim.* Almindelig paa Østlandet; ved Bergen 
er den ei endnu med Sikkerhed funden (her ved Ber- 
gen er det en ganske anden Fugl, der kaldes Natteravn 
eller Kvælknar, nemlig Rugden, se Side 60, No. 150). 
Øinene ere store ligesom hos Uglerne og Fjærklædningen 
yderst blød, af graaagtig Farve; Kvælknarren er i Over- 
ensstemmelse hermed en natlig Fugl; uden mindste 
Larm, med det vældige Gab vidt aabent, flyver den i 


1) Og dog har man hos os den urimelige Tro, at disse mærk- 
værdig flyvedygtige Fugle om Hösten skulde krybe ned paa Bunden 
af Damme og blive der Vinteren over, medens alle andre insektædende 
Fugle, ogsaa de med svage, korte Vinger, flyve bort til varmere Lande ! 
Muligens har man forvexlet Svalerne med Fossekallen (No. 82), der 
lever hos os ogsaa om Vinteren ved Fosse og Kværndamme, hvor 
Vandet ikke fryser til. 


Rummene IV—VI, Skabet 18. 49 


Tusmørket om efter Insekter og har heri samme For- 
retning om Aftenen og udover Natten, som de øvrige 
Svaler om Dagen. Dens Sang er høist besynderlig, lig 
Lyden af et surrende Rokkehjul, og høres ofte hele Aftenen 
der, hvor Fuglen findes. 


Sangfugle (Oscines). 
Skabet 18. 


Smaa, i Regelen uanseelig farvede Fugle med tone- 
fuld og skjøn Sang; Næbbet er for det meste lidet, 
trindt og sylformigt; Vinger og Ben middels lange. Gavne 
overordentlig ved at borttage skadelige Insekter og deres 
Æg; en enkelt Meise eller Tæte behøver daglig i det 
allermindste '/, Lod Insekt-Æg, d. v. s. omtrent 10,000 i 
Antal; regner man, at kun Attendedelen af dens Føde 
(et alt for lidet Tal!) bestaar af Insekter, vil den aarlig 
fortære 200,000; da nu 2000—5000 Insekt-Mak ere til- 
strækkelige til at ødelægge en Fure i 1—2 Aar, saa gaar 
der under Insekternes Skovhærgninger en 40 Træer med 
for hver Fugl, der ødelægges. En uhyre Mængde af 
disse pyttige Smaafugle omkomme paa sine Træktog til 
de sydlige Lande ved Italienernes fordærvelige Jagtlyst. 

Tornskader: 65. Den brunryggede Tornskade, La- 
nius Collurio Lin.* 66. Varsleren, L. Ezxcubitor Lin.* 
Tornskaderne høre uagtet sin ringe Størrelse til de mo- 
digste og rovgjerrigste Fugle, som findes. Det stærke, 
krummede. Næb med en Horntand: bag Spidsen ligner 
Næbbet hos Rovfuglene (Falkene, se Side 44), hvortil 
Tornskaderne danne en Overgang. Især er Varsleren en 
mordlysten Fugl, der foruden Insekter ødelægger alle 
Slags Smaafugle, Spurve, Lærker 0.8. V., dertil Øgler 

4 


50 Fugle. 


og Froske. Sit Bytte samle dei Forraad, som de opbevare 
paa en besynderlig Maade derved, at de fæste Insekterne, 
Smaafuglene, Øglerne o. s. v. rundt om paa Taggerne af 
de Buske, hvori de have sit Tilhold; paa disse opstillede 
Fødemidler holde Tornskaderne sine regelmæssige Maal- 
tider; saadant træffes ikke hos de fleste andre Fugle. 
Mærker Varsleren en Rovfugl i Nærheden, tilkjendegiver 
den dette ved et eget skarpt Skrig og brugtes derfor 
fordum ved Falkefangst (se Side 44) til at varsle, om 
Falken var i Nærheden. 


Fluesnappere: 67. Den sort- og hvide Fluesnapper, 
Muscicapa atricapilla Lim.* 68. Den graa Fluesnapper, 
M. Grisola Lim.* 


69. Sidensvandsen, Ampelis garrulus Lin.* En af 
Europas smukkeste Fugle, træffes i uhyre Flokke hos 
os om Vinteren og fanges ofte i Snarer. 


Sangere. Disse Fugle er det især, hvis Sang lyder 
til Lyst og Glæde for os i Skove og Haver. 70. Natter- 
galen, Lusciola Luscimia K. & Bl., i Danmark, men ei hos 
os. 71. Blaastruben, L. suecica Lim.*, kun paa Høifjeldene 
her i Landet og i Finmarken; dens Sang er vakker og 
skal lyde saare skjønt i de øde, stille Fjeldtrakter. 72. 
Rødstruben, L. Rubecula Lim.* 73. Rødstjerten, L. 
Phoenicurus Limn.* 74. Stendulpen eller Stenskvætten, 
Sazxicola Oenamthe Lin.* 75. Buskskvætten, S. Rubetra 
Lin.* 76. Maaltrosten, Twrdus musicus Lin.*; dens 
herlige Sang faar man almindelig hos os høre om Som- 
meraftnerne; Folket har givet den mange Navne: Tal- 
trast, Natvake, Nordens Nattergal o. s. v. 77. Due- 
trosten eller Dobbelttrosten, T. viscivorus Lan.* 78. 


Rummene IV—VI, Skabet 18. 51 


Graatrosten eller Fjeldtrosten, T. pilaris Lin.* 79. Rød- 
vingetrosten, T. iliacus Lin.* 80. Ringtrosten, T. tor- 
quatus Lin.* 81. Solsorten eller Svarttrosten, T. Merula 
Lim* 82. Fossekallen eller Elvekongen, Cinclus aquati- 
cus Bechst.*, almindelig hos os hele Aaret rundt, altid 
ved rindende Vand, helst ved rigtig brusende Elve: med 
udmærket Behændighed dykker den ned i Vandet, løber 
paa Bunden mod Strømmen og kommer snart op med 
et Vandinsekt i Munden; efter sin Bygning er Fosse- 
kallen en Trost; ved sin særegne Levemaade har den 
imidlertid faaet nogen ydre Lighed med en And: Krop- 
pen er saaledes nedtrykt og bred; Fjærklædningen tæt, 
dunrig og vædes ei af Vandet. 83. Mølleren, Sylvia 
curruca Gm.* 84. Havesangeren, S. hortensis Bechst.* 
85. Munken eller den sorthovede Sanger, S. atricapilla 
Lin.* 86. Graasangeren, S. cinerea Lath.* 87. Løv- 
sangeren, 5. Trochilus Lath. 88. Gransangeren, S. rufa 
Lath.* 89. Bastardnattergalen, S. Hippolais Lin.* 90. 
Sivsangeren, S. phragmitis Bechst.* 


91. Gjærdesmutten eller Persmyger, Troglodytes 
europæus Leach.* 


Piplærker: 92. Engpiplærken, Amnthus pratensis 
Lim.* 93. Træpiplærken, A. arboreus Bechst.* 94. 
Brunstrubet Piplærke, Å. cervinus Pall.* 


Erler: 95. Linerlen, Motacilla alba Lin.* 96. Gul- 
erlen, M. flava Lin.* 


97. Jernspurven, Accentor modularis Lin.* 


Meiser: 98. Fuglekongen, Regulus cristatus Ray,* 
den mindste af alle norske Fugle med gyldne Fjær paa 
A* 


52 Fugle. 


Hovedet, der kan reises op til en liden Top. 99. Hale- 
meisen, Parus caudatus Lin.* 100. Topmeisen, P: ert 
status Lim.* - 101. Kjødmeisen eller Talgoxen, P. major 
Lim* 102. Kulmeisen P. ater Lmn.* 103. Blaameisen, 
P. coeruleus Lim.* 104. Sumpmeisen, P. palustris Lin.* 
105. Nordisk Meise, P. borealis Sel.* 


Tredie Række: Fugle, der leve af andre Dyr (In- 
sekter) og ere særlig udrustede til at søge disse op paa 
skjulte og forborgne Steder.') Til tredie Række høre: 


- Klatrefugle (Scansores). 
Skabet 18. 


Tæerne regelmæssig stillede eller parvise (2 fortil 
og 2 bagtil). Klatre paa Træerne. 


106—112. Hakkespætter. Tæerne parvise med store 
skarpe Kløer; hermed hoppe Hakkespætterne opad Træ- 
stammerne, idet de samtidig støtte sig med sine korte, 
stive Halefjær for ei at rulle ned. Ernære sig af Insek- 
ter indeni Træerne; ved at lytte efter Insekternes Gna- 
ven under Barken eller ved at banke paa Træstammerne 
og høre paa Lyden, om de ere hullede, mærke de 
let Insekterne, meisle saa Hul med sit kileformige, 
tilskjærpede Næb (hvorunder den stive, elastiske Hale 
tjener som Spændfjær til at forøge Huggenes Kraft), 
udslynge sin lange, med Gjenhager besatte Tunge og 
drage Insekterne ud. Hakkespætterne ere til uberegnelig 


1) En Del (navnlig Letnæbberne) forfölge dem i Luften lige- 
som Svalerne og Fluesnapperne, ja selv i Vandet, men kunne dog 
alligevel efter sit Slægtskabsforhold stilles sammen med de övrige 
Fugle i denne Afdeling. 


Rummene IV—VI, Skabet 18. 53 


Nytte for Skovene; thi de fortære saadanne Insekter, 
som andre Fugle ikke kan komme til: og- som, hvis de 
lodes uforstyrrede, vilde gjøre store Ødelæggelser.") — Af 
Hakkespætter findes hos os: 106. Sortspætten eller 
Gjertrudsfuglen, Picus Martius Lin.* 107. Grønspætten, 
P. viridis Lim.* 108. Graaspætten, P. camus Gmel.* 
109. Den store Flagspætte, P. major Lin* 110. Den 
lille Flagspætte, P. minor Lin.* 11. Den hvidryggede 
Flagspætte, P. leuconotus Bechst.* 112. Den tretaaede 
Hakkespætte, P. tridactylus Lin.* 

113. Vendehalsen eller Saagjøgen, Iynx torquilla Lin.* 
Har ingen stiv Hale som Hakkespætterne. (se ovenfor) 
og klatre heller ikke, men ligner forøvrigt meget Hakke- 
spætternei Legemsbygning. Fanger Insekter, især Myrer, 
med sin lange, klæbrige Tunge. Ved sin bark- eller jord- 
lignende Farve undgaar den let sine Fienders Blikke; 
tror den sig angreben, gjør den de besynderligste Gri- 
masser: vrider Halsen langsomt omkring, saa Næbbet 
snart staar fortil, snart bagtil, og vender ud og ind paa 
Øinene — uden Tvivl for at forfærde sine Modstandere. 

114. Trækryberen, Certhia familiaris Lin.* 115. Nøt- 
vækken eller Spætmeisen, Sitta ewropæa Lin* Begge 
disse ere almindelige hos os; Tæerne uparrede, men 
 Bagtaaen er usædvanlig stærk; de klatre derfor ligesom 
Hakkespætterne meget behændig paa slette Træstammer; 
herunder opsøge de Insekterne inde i Sprækker paa 
Barken; Nøtvækken kan i dette Øiemed med sit tykkere 
Næb løsgjøre smaa Barkstykker. 

116. Hærfuglen, Upupa Epops Lin.* Sjelden hos os. 


1) Aldrig hugge Hakkespætterne Hul i Træer, der ere aldeles 
friske; de ere altid markstukne, selv om vi ikke mærke det. 


E4 Fugle. 


Kolibrier (Stridores). 


(Om Kolibrierne se i Slutningen af Afsnittet om Fuglene). 


Letnæbber (levirostres). 
Skabet 18. 


Næbbet stort og tykt, men let. Benene korte og 
svage, skikkede til at omklamre Grene, derimod ikke 
til at klatre eller gaa med. 


17. Bi-Æderen, Merops apiaster Lin. Almindelig i 
Sydeuropa; en skadelig Fugl for Bikuberne. Den skal 
en enkelt Gang være seet hos os. 

118. Blaaraaken, Coracias garrula Lin.* Meget sjel- 
den hos os. Visseligen den pragtfuldeste af alle Skandi- 
naviens Fugle. 

119. Kongefiskeren eller Isfuglen,') Alcedo Ispida 
Lim.* Overordentlig sjelden hos os. Lever især af smaa 
Ferskvandsfiske, som den griber ved at styrte ret ned 
under Vandet, hvorfra den ligesaa hastigt atter kommer op. 


120. Gjøgen, Cuculus canorus Lin.* Ligner ved første 
Øiekast en Spurvehøg (men kan ingenlunde forvandle sig 
dertil! !). Den bygger som bekjendt intet eget Rede 
(maaske formedelst den ulige Tid, hvori Æggene udvikles), 
men lægger sine Æg i andre Fugles Reder, hos os navnlig 
i Linerlereder, og bryder sig ikke senere om sit Afkom. 


Peberfuglen (se i Slutningen af Afsnittet om Fuglene). 


1) Ffter det tydske Navn Eisvogel, oprindelig Eisenvogel af 
Jernrust-Farven paa Fuglens Bryst. 


Rummene IV— VI, Skabet 18. 55 


B. Anden Afdeling: Fugle med Gangfødder eller 
Svömmefødder. Gamgfødder ere Fødder med vidtspredte 
Fortæer og ingen eller kun en liden Bagtaa, der sidder 
høiere oppe paa Foden end de øvrige Tæer; disse Fød- 
der ere skikkede til at gaa og løbe med; Foden bliver 
nemlig ved de spredte Tæer saa bred, at Legemet kan 
hvile paa den ene Fod, medens den anden løftes op 
(Gang i Modsætning til den jevnføttes Hoppen hos den 
foregaaende Afdelings Fugle); den lille Bagtaa tjener 
herunder som Hæl. Svømmefødder ere korte Fødder med 
en bred Svømmehud paa Tæerne. — Ungerne ere seende, 
dunklædte og kunne strax løbe om (smgin. Afdeling A, 
Side 39). 


Fjerde Række: Gangfugle. 


Duefugle (Columbinæ). 
Skabet 18. 


Duerne udmærke sig ved et kort, oftest svagt Næb, 
der kun i Spidsen er hornartet, ved Roden derimod 
ganske blødt, svampet og opsvulmet. 

121. Ringduen, Columba Palumbus Lin.* 122. Skov- 
duen, C. Oenas Lin.* 

123. Klippeduen, OC. livia Briss.* Klippeduen findes 
i Skandinavien kun paa nogle smaa Klippeøer ved Sta- 
vanger (især Rennes-Ø). Denne Due er Stamfuglen for 
den tamme Due, som ligner den i Farve og Væsen. 


1) Duefuglene danne en tydelig Overgang mellem den förste og 
anden store Afdeling af Fuglene: De have vidt spredte Fortæer og 
gaa paa Gangfuglenes Vis; derimod ere Ungerne blinde og maa mades 
af Forældrene, saaledes som Forholdet er hos den förste Afdelings 
Fugle (se Side 39); Bagtaaen er ogsaa ligedan udviklet som hos disse, 


56 Fugle. 


Hønsefugle (Gallinæ). 
Skabet 20. 


Undersætsige, kjødfulde Fugle med kort, hvælvet 
Næb, korte, afrundede Vinger og stærke Ben med butte 
Kløer. 


a. Skov- og Markhøns. 


124. Den kirgiske Steppehøne, Syrrhaptes paradoxus 
Pall., med lange, spidse Vinger (skiller sig derved fra 
Hønsefuglene i Almindelighed); den hører egentlig hjemme 
i Mellem-Asiens store Steppelande; i 1863 vandrede den 
(formodentlig paa Grund af Vandmangel) i store Skarer 
ud over Europa, forsvandt saa efterhaanden igjen; den 
saaes da ogsaa hos os paa flere Steder; det i Museet 
opstillede Exemplar bley taget i Nordfjord. 


125 a og b. Tiuren, Tetrao Urogallus Lin.* 125 a. 
Hannen. 125 b. Røien eller Hunnen tii Tiuren. 


126 a og b. Aarfuglen, T. Tetrix Lin.* 126 å. Aar- 
hanen. 126 b. Aarhønen. Om Vinteren lever Aarfuglen 
hovedsagelig af Bjerkeknopper, Tiuren af Granbar. 


127. Knivtiuren eller Rakkelhanen, T. Urogallides 
Nilss.* Er en Bastard (og kan altsaa ei videre formere 
sig), fremkommer i fri Tilstand ved Blanding af Aarhane 
og Røi; fra Røien har den sin temmelig betydelige 
Størrelse og fra Aarhanen sin noget kløftede Hale-Ende. 
Ikke sjelden. 

128. Rypeaarren, T. Løgopides Nilss.* Fr en Ba- 
stard i fri Tilstand af Aarhane og Lirype; Aarhanen 
ligner den i Halen, der er noget kløftet, og Lirypen deri, 
at Tæerne for en Del ere fjærklædte; Aarfuglens mørke 


Rummene IV—VI, Skabet 20. 5Y 


og Lirypens hvide Farve findes blandede sammen og 
strides ligesom om Forrangen. - Sjelden. 

129. Hjerpen, Bonasia sylvestris Gray.* Almindelig 
paa Østlandet, men mangler paa Vestlandet. 

130 a—d. Lirypen eller Dalrypen, Lagopus subal- 
pimus Nilss.* —Ryperne skifte Dragt efter Aarstiderne, 
saaledes at de.ligne sine Omgivelser i Farve og derved 
skjules for sine Fienders Øine. 180 å. Lirypeni Sommer- 
dragt, 180 b i Høstdragt, 130 € i Vinterdragt, 130 d i 
Vaardragt. 

131 a—e. Fjeldrypen, L. alpinus Nilss.* 131 a i 
Sommerdragt, 131 b i Høstdragt, 131 € i Vinterdragt. Om 
Vinteren leve Ryperne især af Bjerkeknopper og Stilkene 
af Blaabærris. 

182. Raphønen, Perdix cinerea Lath.* Raphønsene 
høre ikke oprindelig hjemme i Skandinavien, men ere 
for længere Tid siden blevne indførte til Sverige og 
derfra indvandrede til vort Land, hvor de have spredt 
sig vidt omkring; i Vinteren 1874—75 have de ogsaa 
vist sig paa Vestkysten, nemlig paa Karmøen. De holde 
især til paa større Agerland. Kjødet er lækkert; des- 
uden gjøre de stor Nytte paa Markerne ikke alene ved 
at fortære en Mængde Insekter, men ogsaa ved at bort- 
plukke meget Ugræs. - 

153. Vagtelen, Coturniz communis Bon.* Temmelig 
almindelig paa Østlandet; kun paa dyrkede Marker. Vag- 
telen er, i Modsætning til vore øvrige Hønsefugle, en 
Trækfugl, der forlader os om Vinteren og flyver uagtet 
sme korte Vinger helt til Afrika. Kjødet udmærket. 

b. Fasaner (sei Slutningen af Afsnittet om Fuglene). 


58 Fugle. 


Løbefugle eller Strudsefugle (Cursores). 


Af Strudsefuglene haves Benrader (se i det senere 
Afsnit om Benrader); af den nærmest til Strudsefuglene 
henhørende Kivi findes et udstoppet Exemplar i Rummet 
VI, Skabet 28, se No. 226). 


Skabet 21 
indeholder Æg af Strudsefugle: 


134. Æg af den almindelige Struds, Struthio Came- 
lus Lin. Strudsen lever i Afrikas Ørkener og lægger 
Ægien simpel Fordybning i Sandet; flere Hunner lægge 
sine Æg (tilsammen indtil 30 Stkr.) i et fælles Rede og 
udruge dem dels selv, dels udsætte de dem kun for 
Solvarmen. Æggene spises af Negerne; meget almin- 
delig benytte de dem ogsaa til Drikkekar og omgive 
dem da med et let Fletværk. 

155. Æg af Emuen eller den nyhollandske Kasuar, 
Dromæus Novæe-Hollandte White. Emuen findes paa 
Australiens Sletter, ligner i Legemsform Strudsen, men 
har en kortere Hals og er i det Hele lavere, omtrent 
6 Fod høi. 

136. Gibs-Afstøbninger af Æg af Æpyornis eller 
Kjæmpefuglen fra Madagaskar, Æ'pyornis maximus Ge- 
offr.'") Afdenne Fugl, den største, som kjendes, har man 
kun fundet Æg og enkelte Knogler. Den havde forkrøblede 
Vinger, uduelige til Flugt, og lignede i Skabning Strudsen, 
men var meget større, 9—12 Fod høi, d. v. s. ligesaa 
høi, ja endnu høiere end de omkringstaaende Fugle- 


1) De naturlige Æg findes i Museet i Paris. 


Rummene IV— VI, Skabet 22. 59 


skabe. Et af de uhyre Æg, har man beregnet, kan 
rumme 12,000 Kolibri-Æg; Æggeskallet er saa tykt, at 
det kun kan sønderslaaes med en Hammer; hvor stor 
Kraft maa da Ungen have havt for at kunne gjennem- 
bryde dette Skal med sit Næb! Levede fordum paa 
Madagaskar; de Indfødte have endnu Sagn om den.*) 
137. Reder af den almindelige Væverfug) eller Bayaen, 
Nelicurvius Baya. Væverfuglene ere meget almindelige 
afrikanske og indiske Smaafugle, henhørende til Spurve- 
fuglene (se Side 39). For Rummets Skyld ere deres 
Reder opstillede i samme Skab som Strudse-Æggene og 
omtales derfor her. Alle Væverfugle udmærke sig ved 
kunstfærdige Reder, som bygges det ene ved Siden af 
det andet i store Samlinger. Den alminbelige Væver- 
fugls Reder ere flaskeformige; de hænges paa Enden af 
Grene med den smale Aabning nedad, saa ingen Fiender 
let kan trænge ind. Nogle Arter Væverfugle bygge 2 Re- 
der, et til Vugge for Ungerne og et til Syngekammer 
for Hannen. $ 


Vadefugle eller Sumpfugle (Grallatores). 


Skabet 22. 


Slanke, langhalsede Fugle med Ben og Næb dannede 
til at leve og færdes i Dyndet paa Strandbredderne eller 
i Sumpe; Benene ere nemlig høie med lange, udspær- 
rede Tæer, forat Fuglen ei skal stige ned i den bløde 
Grund, og Næbbet er i Regelen tyndt og langt til at 
bore ned i Dyndet og drage de Smaakræk op, hvoraf 
disse Fugle leve. 


1) Hele den øvrige Samling af Fugle-Æg er indelaaset i Ska- 
bet; den kan blive beseet ved Henvendelse til Conservator. 


60 Fugle. 


Brokfugle: | 

138. Heiloen eller Fjeldplistren, Charadrius apri- 
carius Lin.* Almindelig hos os høit tilfjelds paa de 
store Myrstrækninger; ogsaa paa Sletteland. 

139. - Pomerantsfuglen eller Rundfuglen, Ch. mori 
nellus Lim.* Kjødet lækkert. Almindelig paa Fjeldene 
over. Trægrændsen i Nærheden af den bestandige Sne. 

140. -Strandrylen, Sandmylen (eller Præsten), Ch. 
maticula Lin* 141. Stendreieren eller Graveren, Strep- 
silas imterpres Lin.* 142. Kjelden, Hoæmatopus- ostra- 
legus Lin.*, meget almindelig ved vore Kyster. 

143. Viben, Vamnellus eristatus Mey.* Almindelig 
hos os (paa Jæderen findes den i stor Mængde). 

Snepper: 

144.  Storpoven, Numenius arquata Lin.* Almin- 
delig langs Vestkysten paa fugtige Enge og Moser. 

145. Den rustrøde Langnæb, Limosa rufa Briss.* 

146. Brushanen eller Kamphanen, Machetes pugnax 
Lin.* Ikke sjelden hos os. Hannerne ere om Vaaren 
smykkede med en lang, brusende Fjærkrave og forøv- 
rigt af en uendelig forskjellig Farve. I Vaartiden her- 
sker der mellem Hannerne en wuophørlig Tvekamp paa 
- bestemte Kamppladse: de slaa ud den lange Halskrave 
som et Skjold, rende sammen og hugge mod hinanden 
med Næbbet, idet hver søger at dække sig med Hals- 
kraven. 

147. Glutsneppen (eller ,Livit*), Totanus glottis Bechst.* 
148. Graakjelden eller Raudstilken, T. Calidris Lim.* 
149. Strandsnipen eller Muddersneppen, T. hypoleucos 
Lim.* Denne lille Vadefugl er det især, som saa almin- 
delig sees hos os om Sommeren ved Elve og Indsøer. 

150. Rugden, paa Vestlandet kaldet Natteravnen, 


Rummene IV—VI, Skabet 22. 61 


Scolopax rusticola Lin,* 151. Dobbelt-Bekkasinen, Gal- 
linago major Gm.* 152. Enkelt-Bekkasinen eller Mækre- 
gauken, G. scolopacinmus Bp.* Om Vaaren svinger den 
sig ofte høit op i Luften og skyder her i Buer op og 
ned med saadan Kraft, at Halefjærene komme i en snur- 
rende Bevægelse og derved frembringe en Lyd, der me- 
get ligner en Gjeds Brægen. 153. Smaa-Bekkasinen 
eller Halvenkelt-Bekkasinen, G. gallinula Lim.*") 

Rugden og de øvrige Bekkasimer ere almindelige hos 
os, færdes kun ude i Skumringen og finde sin Føde ved 
at kjende sig for med sit yderst følsomme Næb, idet de 
med dette stikker Huller i Dyndet, det ene ved Siden af 
det amdet, og herved mærke de Smaadyr, som maatte 
findes deri. 

154. Fjærepisten eller Fjæremusen, Tringa maritima 
Brinn.* 155. Den foranderlige Strandvibe eller Skratlen, 
Tr. alpina Lin.* Begge disse ere almindelige ved vore 
Strandbredder. 

156. Svømmesneppen, Phalaropus hyperboreus Livn.* 
157. Klyden, Recurvirostra avocetta Lin.* med opad- 
krummet Næb; kun enkelte Gange truffen her tillands. 

Rixer eiler Sumphøns: 

Disse Fugle opholde sig sædvanlig blandt høit Græs 
og Siv og have, for let at kunne bevæge sig derimellem, 
en smal sammentrykt Krop. 

158.  Vandrixen, Rallus aquaticeus Lin.* 159. Ager- 
rixen, Crex pratensis Bechst.* Noksom bekjendt er den 
stærke Lyd: ,Errp, errp, errp,* som den saa vedhol- 
dende lader høre i Engene. 

160. Blishønen eller Sothønen, Fulica atra Lin.* 


1) Lægger 4 Ag, der tilsammen ere mindst ligesaa tunge som 
Fuglen selv. Vadefuglene lægge i det Hele meget store Æg. 


62 Fugle. 


I Ferskvande med sivbevoxede Strande; sjelden hos os. 
Paa Panden har den en hvid Plade; Tæerne ere kantede 
med en lappet Svømmehud; den svømmer og dykker 
udmærket og kommer sjelden paa Land. 

Heirefugle: 

161. Den almindelige Heire eller Hegre, Ardea 
ceimerea Lim.* Almindelig hos os langs Vestkysten. 

162. Rørdrummen, A. stellaris Lin. I Sverige og 
hele Europa, men ei hos os. 

163. Den hvide Heire, Ardea alba Lin. 164. Nat- 
heiren, Ardea nycticorax Lin. Begge de to sidstnævnte 
have hjemme i det sydøstlige Europa; en og anden en- 
kelt Gang ere de trufne i Sverige. 


Femte Række: Svømmere. 


Svømmefugle (Natatores). 
Skabene 23—27. 


Svømmefuglene ere indrettede til at færdes paa Van- 
det: Kroppen er flad og bred til at hvile paa Vand- 
fladen; Benene sidde mere eller mindre langt bagud for 
bedre at kunne skyde Legemet frem; Tæermne ere for- 
bundne ved Svømmehud; Benene forøvrigt korte og sam- 
mentrykte, for ei at gjøre alt for stor Modstand mod 
Vandet, naar de drages fremover under Svømningen. 
Fjærbeklædningen er yderst tæt og fast, belagt med en 
olieagtig Vædske og derved vandtæt.") 


1) Den olieagtige Vædske afsondres i en Kjertel over Haleroden; 
vi se ofte, hvorledes Fuglene ivrigt trykke Næbspidsen mod Hale- 
roden og derpaa stryge med Næbbet overalt paa Fjærene; dette er 
for at trykke Olien ud af Kjertelen og indsmöre Fjærene dermed. 


Rummene IV—VI, Skabene 23—27. 63 


åa. Andefugle (Skabene 23, 24 og 25). Næbbet hos 
Andefuglene er til Siderne besat med Tænder, oftest 
bladformige, der gribe ind i lignende paa Undernæbbet; 
herved dannes et Si, der yderligere fuldstændiggjøres 
ved de frydsede Rande paa den store Tunge; ved dette 
Si fjernes let alt det flydende fra de faste nærende Be- 
standdele. 
Svaner: + 
165. Sangsvanen, Cygnus musicus Bechst.*  Sang- 
svanen findes hos os ved Fjeldsøerne i de store nord- 
lige Ødemarker. Dens Sang skal ligne skjønne Vald- 
horntoner. Tamsvanen (der er en anden Art end Sang- 
svanen) findes ei vild hos os. 
Gjæs: 
166. Graagaasen eller Vildgaasen, Anser cimereus 
Mey.* Den er Stamfuglen til vor tamme Gaas. 
167. Blisgaasen, A. albifrons Gmel.* 168. Ring- 
gaasen eller Gaulen, Å. torquatus, Frisch.* 
Ænder. Skille sig fra Gjæssene ved sine lavere og 
længere bagud stillede Ben. Af Ænder findes hos os: 
169. Gravanden eller Fagergaasen, Anas Tadorna 
Lm* 170a0gb. Stokanden eller den almindelige Vild- 
and, Å. Boschas Lin.* 170 åa. Hannen. 170 b. Hunnen. 
Fra Stokanden nedstammer vor tamme And. 
171 å og b. Pipanden eller Brunnakken, Å. Penelope 
Lim.* 171 a. Hannen. 171 b. Hunnen. Almindelig. 
172 åa og b. Spidsanden eller Pilanden 4. acuta 
Lim.* 172 a. Hannen. 172 b. Hunnen. 
173. Knækanden, A. gquerquedula Lin.* Hannen. 
174 å og b. Krikanden eller Sauranden, A. crecea 
Lin.* 174 å. Hannen. 174 b. Hunnen. Denne lille 
vakre And er almindelig overalt hos os. 


64 Fugle. 


175. Topanden, Fuligula cristata Steph.* Hannen. 


176 å og b. Bjerganden, F. marila lim.* 176 a. 
Hannen. 176 b. Hunnen. 177a og b. Taffelanden, F 
ferima Lwm.* 177a. Hannen. 177b. Hunnen. 178. Skjær- 
anden eller Hvinanden, F. clangula Lin.* Hannen. Almin- 
delig. 179 åa og b. Isanden eller Havellen, F. glacialis 
Lim.* 179 åa. Hannen, med to af Halefjærene lange, 
spidse. 179 b. Hunnen (ung Fugl). I*talløse Skarer 
om Vinteren langs Vestkysten. 180 a og b. Stellers 
And, F. Stelleri Pall:* 180 a. Sag 180 b. en: 
I Finmarken. 


181 a—c. Edderfuglen eller Efuglen, F. mollissima 
Lim.* 181 åa. Hannen. 181 b. Hunnen. 181 c. Dunklædte 
Unger. Almindelig overalt ved vore Kyster. Den dyre- 
bare Edderdun plukker Hunnen selv af sig forat varme 
Æggene og tillige forat skjule dem for Fienders Øine, 
idet den altid overdækker Æpggene med Dunet, inden 
den forlader Redet. 


182 a og b. Ekongen eller Pragtedderfuglen, F. 
spectabilis Lim.* 182 å. Hannen. 182 b.- Hunnen. I det 
høieste Norden, talrig paa Grønland; om Vinteren træffes 
den ogsaa ved Finmarken og Nordland, men er ikke 
almindelig. 


183 å og b. Svartanden, F. migra Lin.* 183 a. 
Hannen. 183 b. Hunnen. Almindelig. 184ao0gb. Hav- 
orren, F. fusca Lin.* 184 å. Hannen. 184 b. Hunnen. 
Almindelig. 

Fiskeænder. Leve fornemmelig af. Fisk; Næbbet 
er smalt, besat med spidse, tilbagerettede Tænder paa 
Randene og saaledes udmærket skikket til at holde de 
glatte Fiske fast. Af Fiskeænder findes hos os: 


Rummene IV— VI, Skabene 25—27. 65 


185 a og b. Den store Fiskeand, Mergus Merganser 
Lim.* 185 åa. Hannen. 185 b. Hunnen. Ikke sjelden. 
186a0gb. Den lille Fiskeand, M. Serrator Lim.* 186 a. 
Hannen. 186 b. Hunnen. Almindelig. 


187. Den hvide Fiskeand, M. albellus Lin.* Meget 
sjelden hos os, én Gang truffet ved Bergen. 


b. Pelikanfugle (Skabene 25 og 26). Skille sig fra 
alle andre Svømmefugle derved, at alle 4 Tæer ere for- 
enede i en eneste Syømmehinde. Svømme og dykke 
overordentlig let. 

188. Storskarven eller Kvitlaaringen, Phalacrocorax 
carbo Lm.* 189. Smaaskarven eller Topskarven, Ph. 
graculus Lin.* Begge ere almindelige hos os; meget 
skadelige for Fiskerierne, fortære vistnok ogsaa en 
Mængde Æg og Unger af Søfugle og ere maaske slemme 
Fiender for Edderfuglene. 

190. Havsulen, Sula bassana Br* Almindelig paa 
Vestkysten.  Flyver udmærket; fra en betydelig Høide 
styrter den med Pilens Fart ofte flere Favne ned under 
Vandet efter Fisk. Vore Bønder benytte sig heraf til at 
fange den med et Bræt, der skydes ud paa Vandet, og 
hvorpaa er lagt en Fisk; Havsulen styrter ned af Luften 
paa Fisken og træffer Brættet med saadan Voldsomhed, 
at den dør. | 

c. Maage- eller Maasefugle (Skabene 26 og 27). 

Egentlige Maagefugle: 

191. Den almindelige Terne, Sterna Hirumdo Lim.* 
192. Hvidmaagen eller Elfenbensmaagen, Larus ebur- 
neus Gm.* Har sit egentlige Hjem i Ishavet. 193. Spits- 
bergermaasen eller den islandske Maage, L. glaueus 


Brimn* 194. Havmaagen eller Svartbagen, L. marimus 
5 


66 Fugle. 


Lim* Almindelig. 195. Sildemaagen, Sæingen eller 
Gulføtlingen, L. fuseus Lim.* Almindelig. 196. Fiske- 
maagen, L. canus Lim.* Vor almindeligste Maage. 197. 
Den tretaaede Maage eller Krykjen, L. tridactylus Lin.* 
I utrolige Mængder paa Fuglebjergene i Lofoten og Fin- 
marken (se Side 67 under ,,Alker*). | 

198. Tyvjoen eller Leverjoen, Lestris parasitica Lim.* 
Almindelig. Tyvjoen og de øvrige Joer ere glubske 
Fugle; da de dykke vanskelig, fange de imidlertid ikke 
selv Fiskene i Vandet, men passe paa, naar en Terne 
eller Maase flyver op med en Fisk og hugge og knibe 
denne saalænge, til den maa give Fisken fra sig (endog 
efterat den er bleven slugt!) og snappe den derpaa med 
en utrolig Færdighed, inden den naar Vandet. — 

199. Fjeldjoen, L. longicaudata Br.* 


Stormfugle. Næseborene ligge i Rør paa Næbryggen. 


200. Stormfuglen eller Havhesten, Procellaria glaci- 
alis Lin.* Tilhører det aabne Verdenshav; ikke sjelden 
udenfor vore Kyster. 


201. Stormsvalen eller Lever-Lars, Thalassidroma 
pelagica Lim.* Har samme Opholdssted som den fore- 
gaaende. Ligesom denne viser den sig ikke sjelden under 
Storm dagevis i Følge med Skibene, svævende med 
næsten urørte Vinger, tæt over det oprørte Hav, idet 
den hæver og sænker sig med Bølgerne.  Stormsvalen 
er den mindste af alle Svømmefugle. 

Albatrossen (se Side 72, No. 227): 


d. Gumpføddede (Skabet 27). Fødderne sidde langt 
tilbage paa Gumpen, saa disse Fugle gaa daarligt; de 
svømme og dykke derimod bestandig eller ogsaa sidde 
de i opreist Stilling paa Stranden. Vingerne ere korte, 


Rummene IV—VI, Skabet 27. 67 


men kunne i Almindelighed meget vel bruges til Flugt; 
især gjøre de dog Tjeneste som Aarer, naar Fuglen dykker. 
Lommer: å 

202. Den hvidstrubede Toplom, Podiceps cristatus 
Lim.* 203. Den graastrubede Toplom, P. rubricollis Gm.* 
204. Den sortkravede Toplom, P. arcttcus Lim.* 205. 
Den lille Toplom, P. minor Gm.* Alle findes de hos os 
om Sommeren ved stillestaaende Ferskvande, men ikke 
almindelig. Toplommernes Tæer ere hver sær kantede 
med en bred Svømmehud. Sit Rede bygge Toplommerne 
af Vandplanternes luftholdige og derfor meget lette 
Stengler og lade det flyde paa Vandet. Naar Ungerne 
ere udklækkede, gaa de strax i Vandet; blive de trætte 
af at svømme, tager Moderen dem op paa sin Ryg, hvor 
de hvile eller sove, medens Moderen svømmer om. 
Skindet er meget søgt og bruges til Muffer, Bræmmer osv. 

206. Havimmeren eller Islommen, Colymbus glacialis 
Lm* Dens frygtelige Skrig ligner et Menneskes Nød- 
raab i Livsfare. 

207. Storlommen, C. arcttcus Lin* 208. Smaa- 
lommen, OC. septentrionalis Lim.* Begge almindelige. 
Skindet bruges til Pelsværk. 

Alker. Alkerne hække i Almindelighed paa Afsat- 
serne af bratte Klipper i vandrette Rader opefter, hver 
Art for sig i en bestemt Orden. Disse Klipper ere de 
bekjendte Fuglebjerge i. Lofoten og Finmarken. Fugle- 
bjergene blive regelmæssig afhøstede: Æg og Fjær 
sælges; Kjødet bruges af Folkene paa selve Stedet til 
Vinterføde.') Af Alker findes hos os: 

209. Teisten, Uria grylle Lin.* Almindelig rundt 

1) Foruden af Alker dannes forövrigt Fuglebjergene ogsaa af 
Skarver og: flere Slags Maaser. 


Bn 


68 Fugle. 


hele Kysten, men især i Nordland og Finmarken, hvor 
den indtager den nederste Række paa Fuglebjergene 
sammen med Skarvene (anden Række udgjøres af Krykjen, 
No. 197 i Skabet 26). 

210. Lomvien eller Spidsnæb-Alken, U. troile Lin.* 
Rundt hele Kysten. I talrige Skarer paa Fuglebjergene; 
de sorte Bjerge hvidne ganske af dem. 

211. Alkekongen, Mergulus Alle Lim.* I over- 
ordentlig Mængde paa Spitsbergen og Grønland, hvor 
den klækker; hos os findes den ofte talrig, men kun om 
Vinteren som Strøg- eller Trækfugl. 

212. Lunnefuglen, Mormon arcticus Lin.* Næbbet 
paafaldende stort, høit og stærkt sammentrykt, kortere 
end Hovedet. Almindelig ved vore Kyster, hækker i 
utrolig Mængde paa Fuglebjergene og er for Folkene 
deromkring en af de vigtigste Næringskilder (paa nordre 
Fuglø i Finmarken dræbes aarlig 80—40,000 Alker, især 
Lunnefugle). 

218. Alken, Alca Torda Lin.* Næbbet ligner noget 
den foregaaendes, men er længere end Hovedet og ei 
saa høit. Rundt hele Kysten; paa Fuglebjergene 1 store 
Skarer sammen med de øvrige Alkefugle. 


Forskjellige Fugle fra fremmede Verdensdele opstillede i 
Skabet 28. 


Papegøier. Papegøierne høre til første Række af Fug- 
lene og skulde egentlig være omtalte foran Spurvefuglene 
(se Side 39) eller først af alle Fugle. De svare til de høiest- 


Rummene IV—1V, Skabet 28. 69 


staaende af Pattedyrene, nemlig Aberne: Hele deres 
Bygning er indrettet til Klatring og Fødderne bruges 
herunder ganske i Lighed med Abernes Hænder. Tæerne 
ere parvis stillede Klatretæer som hos Hakkespætterne, 
men benyttes ikke som hos disse til at hoppe jevn- 
- føttes med paa Træstammerne, men virkelig til at klyve 
med, idet de gribe om Grenene vexelvis med den ene 
og den anden Fod; under Klatringen hjælpe de til 
med det hageformige Overnæb; ogsaa naar de æde, 
bruge de Fødderne som Hænder, idet de gribe Føden 
med Kløerne og føre den op til Munden. De ernære 
sig af Frugter ligesom Aberne og findes ligesom de i 
de hede Landes tætte Skove, hvis Fugleverden for en 
stor Del bestaar af disse skjønt og levende farvede Fugle. 

214. Jakoen eller den graa Papegøie, Psittacus eri- 
thacus Lin. I Afrika; den lærer meget let at tale og 
bliver ofte bragt til Europa. 

215. Den røde og blaa Arapapegøie, Macrocercus Ara- 
camga La Viel. I Brasilien. Kjødet spises, og Fjærene 
bruge de Vilde til at fæste paa Fnden af sine Pile og 
til Prydelse. 


216. Kongegribben, Gyparchus papa Lin. Gribbene 
eller Aadselfuglene ere tidligere omtalte; de henhøre til 
Dagrovfuglene (se Side 44). Kongegribben lever i Mellem- 
og Syd-Amerika. Den har sit Navn nærmest af sin pragt- 
fulde Farve; imidlertid øver den ogsaa virkelig efter de 
Reisendes Beretninger en Hærskermagt over de mindre 
Gribbe; selv om Hundrede af disse ere forsamlede om 
et Aadsel, trække de sig hurtigt tilbage, saasnart Konge- 
gribben nærmer sig. 


7O Fugle. 


217. Paradisfuglen, Paradisea apoda Lin. Paradis- 
fuglen er nær beslægtet med Guldtrosten, vor almindelige 
Skjær, Kraaken og hører ligesom disse til Kraakefuglene 
(se Side 42).  Sidefjærene ere hos Hannen overerdentlig 
forlængede med opløste, bløde Fjærstraaler og danne 
lange, svulmende Fjærbuske under Vingerne; disse pragt- 
fulde Fjær bruges almindelig til Hovedpynt. Den findes 
fornemmelig paa Ny-Guinea ved Australien. 


218. Klippehønen, Rupicola peruama Bon. I Syd- 
amerika. Den henhører til Sangfuglene (ikke til Hønse- 
fuglene). 


219. Kolibrier, Stridores. Kolibrierne ere de mindste 
af alle Fugle. Kroppen hos nogle er neppe større end 
en Humle. De udmærke sig ved sit tynde, lange Næb 
og lange Vinger og ved Fjærenes ubeskrivelige Farve- 
glands. Af den hele Farvepragt ser man dog intet, naar 
de flyve, thi deres Flugt er saa hurtig, at man neppe 
engang formaar at følge dem med Øinene. Men naar de 
sidde eller holde sig rolig i Luften, ere de som levende 
Ædelstene. De svæve over Blomsterne med en saa hurtig 
Bevægelse af Vingerne, at disse blive næsten usynlige 
eller se ud som et Stykke Slør, og herunder hente de 
med sit lange Næb og sin lange Tunge Insekter op af 
Blomsterbægerne. XKolibrierne findes alene i Amerika, 
men der overalt, hvor Blomster voxe, endog lige ved 
Snegrændsen. Af Naturforskerne stilles de nærved vor 
almindelige Trækryber og Nøtvække (se Side 58); de 
kunne betragtes som en egen Afdeling mellem Klatre- 
fuglene og Letnæbberne (Side 54). 


Rummene IV—VI, Skabet 28. 71 


220. Tukanen eller Peberfuglen, Rhamphastos. Næb- 
bet uforholdsmæssig tykt og langt, men papirtyndt, ind- 
vendig med Luftrum og derfor meget let. Tukanerne 
henhøre ogsaa til Letnæbberne (Side 54). Meget almin- 
delige i Sydamerikas Skove. Sine Fødemidler (Frugter 
og Smaadyr) sluge de derved, at de først kaste dem op 
i Veiret og derpaa med beundringsværdig Behændighed 
opfange dem i det aabne Gab; naar de drikke, stikke de 
Næbspidsen ned i Vandet og fylde det store Næb med 
Vand, idet de drage Luften kraftig til sig. Kjødet spises, 
og Fjærene benyttes almindelig til Pynt. 


Fasaner. Fasanerne høre til Hønsefuglene og udgjøre 
en egen Afdeling ved Siden af Skov- eller Mark-Hønsene 
(se Side 56). De adskille sig fra disse sidste blandt Andet 
ved sit nøgne Hoved eller Kinder. 

221. Paafuglen, Pavo cristatus Lin. Hører oprindelig 
hjemmei Ostindien, hvor den er et almindeligt Jagtvildt. 
Siden Alexander den Stores Tider indført til Europa. 

222. Den almindelige Fasan, Phasianus colchicus Lin. 
Vild i Vest-Asien, men er forlængst indført til Europa, hvor 
den findes i Mængde dels fuldkommen forvildet, dels i 
Fasanerier under Menneskets Opsyn. Kjødet er udmærket. 

223. Guldfasanen, Ph. pictus Lin. Hører hjemme 
i Kina; i Europa holdes den for sin Skjønhed tam i 
Fasanerierne. 

224. Den vilde Kalkun, Meleagris gallopavo, sylve- 
stris Briss. Hører hjemme i Nordamerika og er der et 
yndet Jagtvildt. Den tamme Kalkun er mindre med 
meget forskjellig Farve uden den stærke Metalglands 
som hos den vilde; den trives hos os lige til Polarcirkelen. 


72 Krybdyr. 


225. Perlehønen, Numida Meleagris Lin. Vild i 
Afrika; tam i Europa, ogsaa hos os paa enkelte større 
Gaarde. 


226. Kivien, Apteryx Oweni Gould. En besynderlig 
Fugl med en haarlignende Fjærklædning uden Vinge- og 
Halefjær. Den hører nærmest til Løbefuglene (Side 58), 
men minder ogsaa om Vadefuglene (Side 59), navnlig 
ved sit lange, tynde Næb. Den ernærer sig af Insekter, 
Orme o. desl. og lever paa Ny-Zeland. Af de Indfødte 
jages den ivrig og fanges let, da den ikke kan flyve; 
den aftager derfor hurtig og vil vel snart høre til de 
uddøede Fugle. 


227. - Albatrossen, Diomedea exulans Lim. En af 
Svømmefuglene (se Side 62), nær beslægtet med vor 
Stormfugl eller Havhest (No.200). Den træffes paa det 
aabne Hav ligefra Ildlandet og Kaplandet til Kamt- 
schatka, ofte flere hundrede Mile fra Land. Dens egent- 
lige Hjem er Verdenshavet syd for Æquator; her flyver 
den i bogstavelig Forstand rundt Jorden. Den fanges let 
af de Søfarende ved Hjælp af Angel med Agn paa, der hæn- 
ges ud fra Skibene. Kjødet er imidlertid haardt og tranet. 


Krybdyr. 
Rummet VII. 


Krybdyrene ere koldblodige Hvirveldyr, der aamnde 
ved Lunger og ere bedækkede med Skjel. 
Krybdyr kaldes de med Rette, fordi de slæbe Se 


Rummet VII, Skabet 29. 73 


paa Jorden. Benene ere nemlig ikke som hos Pattedyrene 
stillede lodret nedad, men udad til Siderne; en Del Kryb- 
dyr (Slangerne) mangle ganske Fødder. 

Af Krybdyr findes omtrent 1,300 nulevende Arter, 
de allerfleste i de hede Lande, hvor de have de livligste 
Farver og rent eventyrlige Former (Basilisker, Drager, 
Leguaner o. 8. v., der dog allesammen ere smaa; Dragen 
er kun 1 Fod lang).*) 


Skildpadder (Chelonii). 
Skabet 29. 


Skildpaddernes Legeme er indesluttet mellem to 
Skjolde, et Rygskjold og et Bugskjold, der midt paa hver 
Side ere forbundne med hinanden, men fortil og bagtil ere 
abne, saa Hovedet, de fire Fødder og Halen kunne træde 
1d; i dette stærke Pantser har disse ellers værgeløse Dyr 
sin Beskyttelse. Begge Skjolde ere bedækkede med 
/ Hornplader. Hornpladerne hos enkelte Slags Skildpadder 
- (navnlig hos den ægte Karetskildpadde i de varme Have) 
have en stor Værdi; de benyttes til Kamme, Daaser osv. 
og ere hertil bedre og skjønnere end alt andet Hornstof. 

1. Den græske Landskildpadde, Testudo græca Lan. 
Landskildpadderne have et stort, hvælvet Rygskjold, 
saa baade Hoved og Lemmer ganske kunne skjules der- 
under; dog blive de alligevel ofte et Bytte for Rovdyrene, 
der grave Dyret ud af Skallen med sine lange Klør. Den 


1) I Forverdenens Tid var der en Periode (den sekundære Tid), 
da Krybdyrane fandtes i kjæmpemæssige Störrelser og ret behærskede 
Jorden; saadanne Krybdyr vare Fiskeøglerne, indtil 30 Fod lange, 
Svaneøglerne, 18 Fod lange med Svömmefinner og en lang Svane- 
hals og Flyveøglerne, 11 Fod lange, lignende store Flaggermus. 


74 Krybdyr. 


græske Landskildpadde bringes regelmæssig til Torvs i 
Italien; Kjødet spises, Suppen deraf er især yndet. 

2. Den europæiske Flodskildpadde, Emys europeæa 
Sehmeid. Hos Flodskildpadderne er Rygskjoldet temme- 
lig fladt, saa Hoved og Lemmer enten ikke eller kun 
delvis kunne drages ind under det; Fødderne ere for- 
synede med Svømmehud; de ernære sig af smaa Vanddyr. 
Den europæiske Flodskildpadde er almindelig i Syd- og 
Østeuropa og gaar saa langt mod Nord som i Preussen.*) 
Kjødet spises. 2 a. Benrader af den europæiske Flod- 
skildpadde. 

3. Kjæmpeskildpadden eller den spiselige Havskild- 
padde, Chelomia Mydas Lin. Havskildpadderne have et 
lidet Rygskjold, meget fladt, saa Hoved og Lemmer slet 
ikke kunne trækkes ind derunder; Fødderne ere omdan- 
nede til Finner, der i Formen meget ligne Finnerne hos 
Kobberne.  Kjæmpeskildpadden kan opnaa en Længde 
af over 7 Fod og en Vægt af 1000 Pund. Den lever i 
Atlanterhavet ved Kysterne af Afrika og Amerika; kun 
om Sommeren drager den i Land, i store Flokke paa 
bestemte, ensommeiKyster for at lægge sine Æg i Sandet. 
Hver Skildpadde lægger indtil 150 Æg og formerer sig 
saaledes uhyre; men de forfølges ogsaa overalt baade 
af Dyr og Mennesker; Fangsten foregaar meget simpelt 
derved, at Skildpadderne væltes om paa Ryggen; de 
kunne nemlig ikke selv vende sig om igjen; i Havet 


1) I Skaane findes Levninger af denne Skildpadde i stort Antal 
i Torvmoserne, et Bevis fra Dyrehistorien for, at Skandinavien fordum 
har været landfast med det nordlige Tydskland; i Skaanes Torvmoser 
findes ogsaa Ben af Uroxer, Bisonoxer og Vildsvin, Dyr, som Skandi- 
navien engang har havt tilfælles med Tydskland, förend den ved Lan- 
denes Sænkning frembragte Oversvömmelse adskildte dem. 


Rummet VII, Skabene 29 og 30. 75 


harpuneres de eller fanges, naar de sove paa Vandfladen, 
af dygtige Svømmere. Kjødet og Æggene ere fortrin- 
lige, Skildpaddesuppe er en Lækkerhed; paa Torvene i 
Vestindien ere Havskildpadderne ligesaa almindelige som 
Harer og Fuglevildt hos os. 3 å. Benrad af Kjæmpe- 
skildpadden. 


Firben (Saurii). 
Skabene 29 og 30. 


Firbenene have et langstrakt, trindt Legeme, for det 
meste 4 Ben og en lang Hale. Ingen af dem ere giftige. 

åa. Skjoldfirben eller Krokodiler. 

4. Krokodilen, Crocodilus biporcatus Cuv. Ungt Dyr. 
Krokodilernes Legeme er bedækket- med firkantede, be- 
nede Plader, der paa Halen danne en takket Kam. Ha- 
len er lang, sammentrykt og tjener som en vældig Aare 
ved Bevægelser i Vandet; Bagføddernes Tæer ere for- 
bundne ved en Svømmehud. Krokodilerne findes baade 
i den gamle og nye Verden i Floder og Indsøer, ofte i 
utallig Mængde. De opnaa en Længde af 20 Fod og 
derover. Paa Landet bevæge de sig kun besværligt og 
betjene sig da af Halen som et mægtigt Angrebsvaaben; 
i Vandet derimod ere de høiest behændige; her snappe 
de Fisk, som udgjør deres meste Føde; dernæst angribe 
de og fortære Pattedyr, der komme for at drikke, saa- 
som Faar, Gjeder, ja selv Heste og Kameler; paa denne 
Maade bliver ogsaa aarligen et stort Antal Mennesker 
Bytte for Krokodiler.  Krokodilerne lægge 40—50 Æg, 
der ligne Gaase-Æg; de voxe meget langsomt, blive 
over 100 Aar gamle og maatte forøge sig uhyre, dersom 
de ikke havde en Mængde Fiender fremfor alle i Menne- 


76 Krybdyr. 


sket, dernæst i Rovdyr og Fugle, der ødelægge en Masse 
Æg og Unger. 

5. Brillekaimanen eller den sydamerikanske Kroko- 
dil, Alligator Sclerops Cuv. Unge. Brillekaimanen, der 
som alle Kaimaner har en bredere Snude end de egent- 
lige Krokodiler, er meget almindelig i Sydamerikas Floder 
og Søer; den bliver 9—10 Fod lang, ernærer sig af 
alt levende, som den kan faa fat i, Fiske, Vandfugle, 
Hunde o. s. v. og angriber ogsaa Mennesket, men er i 
Almindelighed ikke farlig. 

6. Alligatoren eller den nordamerikanske Kaiman, 
Alligator Lucius Cuv. Unge. 6 å. Benrad af Alligatoren. 
Almindelig i Nordamerika i Floder og Søer; indtil 14 Fod 
lang; den kan være farlig for Mennesket. 

b. Skjælfirben. 

7. Skovøglen eller Landfjørfeslen, Lacerta viwvipara 
Jacg* Et net lidet Dyr, meget almindeligt hos os i 
Skove og paa Lyngmarker, nyttigt ved at fortære Insekter 
og aldeles harmløst. Fra Vandfjørfeslerne (No. 40 og 41) 
adskiller den sig straks ved sin skjælbedækkede Hud. 

8. Det grønne Firben, L. viridis Daud. I Syd- og 
Mellem-Europa. 

9. Kamæleonen, Chamæleo vulgaris Cuv. Et af de 
besynderligste Dyr, viden bekjendt fra de ældste Tider. 
Tungen er trind, klæbrig og kan udstrækkes saa langt, 
at den ofte overgaar hele Legemet i Længde. Øinene 
kunne bevæges uafhængigt af hinanden i alle Retninger; 
medens det ene Øie vendes opad, kan det andet Øie 
vendes nedad eller medens det ene Øie vendes fremad, 
kan det andet vendes tilbage. Tæerne staa % og 3 imod 
hinanden, saa Dyret kan gribe omkring Grenene med 
dem, som med en Tang. Kamæleonen er et overmaade 


Rummet VII, Skabene 29 og 30. UA 


trægt Dyr, og alle de ovennævnte Særegenheder ere lige- 
som beregnede paa, at den skal kunne fange sit Bytte 
uden at forstyrres i sin Ro. Den ser med sine bevæge- 
lige Øine alle Insekter rundt omkring, uden at den 
behøver at vende sig; den griber dem i lang Afstand, 
naar de flyve forbi, idet den slynger sin uhyre Tunge ud 
efter dem, og holder sig herunder saa fast med Fødder 
og Hale, at selv den heftigste Udslyngen ikke frem- 
bringer nogen Rysten af Legemet. Det forunderligste 
ved Kamæleonen er alligevel dens Farveskiftninger; sæd- 
vanlig er den graa-grøn, men kan pludselig forandre 
denne Farve til næsten hvidt eller til gult, rødligt, sort- 
agtigt o. s. v. Den lever i Syd-Europa, Afrika og Asien. 
I Spanien holdes Kamæleonen meget inde i Værelserne 
for at fange Fluer. 

10. Galeoten, Bronchocela jubata Dum p Bibr. I 
Ostindien. 

ll. Dragen, Draco volams Lim. Dragen er et lidet 
Firben med Faldskjærm paa hver Side af Kroppen; 
denne Faldskjærm er udspændt mellem 6 Par af de 
bagre Ribben, der hos Dragen ere udbredte til Siderne 
og ikke som almindelig bøiede omkring Underlivet. 
Dyret bliver kun 1 Fod langt, lever i Indien og svæver 
paa sin Faldskjærm mellem Træerne i en Længde af 
20—30 Fod. 

12. Leguanen, Iguana tuberculata Laur. Langs 
Ryggen en Kam af spidse Skjæl, under Struben en stor 
hængende Pose. Den bliver indtil 5 Fod lang og lever 
i Sydamerika paa Træerne. Uagtet dens frygtelige Ud- 
seende jages den meget ivrigt for sit Kjød, der hører 
til det fineste, som kan gives. Ligesaa velsmagende ere 
Æggene. 


78 Krybdyr. 


13. Marmorfirbenet, Polychrus marmoratus Cuv.. I 
Sydamerika. 

14. Pighalen, Uromastix spinipes Merr. I Ægypten 
og Nubien. 


15. Molok, Moloch horridus. I Australien; vistnok 
det frygteligst udseende af alle Firben. 


16. Gekkoen, Platydactylus guttatus Cuv. Hoved 
og Krop brede, flade, Øinene store ubedækkede — hele 
Udseendet modbydeligt. Tæerne ere paa Undersiden 
besatte med tværstaaende Hudblade, der danne Suge- 
skiver, hvormed Dyret klatrer opad Vægge og hen under 
Tage ligesom en Flue med største Lethed. Findes i 
de hede Lande og holder sig gjerne i Mængde inde i 
Husene. 

17. Øien-Skinken, Gongylus ocellatus Wagl. I Syd- 
europa og Nordafrika. | 


18. Guldfirbenet, Plestiodon Aldrovamdi Dum å& 
Bibr. I Nordafrika. 


19. Jordkryberen eller Sepsen, Seps Chalcides Ch. 
Bonap. Med sin langstrakte, ormformige Krop og for- 
krøblede Lemmer nærmer dette Firben sig tydeligen til 
Ormene. I Middelhavslandene i uhyre Mængde og tjener 
til Føde for alle de smaa Rovdyr og mange Slags Fugle. 


20. Staalormen, Sløgen eller Ormsloen, Anguis fra- 
gilis Lin.* Legemet er fuldkommen af samme Form som 
hos Ormene, uden Spor til Lemmer udvendig. Og dog 
hører Sløgen efter sin Bygning i det Hele utvivlsomt til 
Firbenene; navnlig er Munden ligesom hos alle Firben slet 
ikke udvidelig, medens det for Ormene netop er et Sær- 
kjende, at Munden kan udspiles i en overordentlig Grad. 
Oventil er den brunlig, under staalblaa, et vakkert Dyr, 


Rummet VII, Skabene 29 og 30. 79 


der ikke gjør den ringeste, Fortræd, men gavner ved at 
ødelægge skadelige Insekter.  Almindelig hos os. 

ce. Ringfirben. 

21. Dobbeltkryberen, Amphisbæna fuliginosa Lim. 
Dobbeltkrybernes Krop er ikke saaledes som hos alle 
de foregaaende Firben bedækket med Plader eller Skjæl, 
men med en læderagtig Hud, der ved Ringfurer og Længde- 
furer er afdelt i utallige smaa Firkanter; begge Ender 
af Legemet ere lige stumpe; Fødder mangle. Lever 
under Jorden, bevæger sig omtrent som Medemarken 
(og antages at kunne krybe ligesaa godt tilbage som 
fremad). I Amerika. 


Slanger (Ophidii). 
Skabene 29 og 30. 


Trinde, lange Krybdyr uden Lemmer. Fra andre 
fodløse Krybdyr (Sløgen, Dobbeltkryberen, se ovenfor) 
skjelnes de bedst derved, at de enkelte Ben i hver Kjæve 
ere løst og bevægeligt forbundne med hverandre, saa 
Munden kan udspiles betydelig; herved blive Ormene 
istand til at sluge Dyr, som ere meget tykkere end de 
selv; efter saadanne Maaltider kunne de undvære. Føde 
i ugevis, ja maanedsvis. Øinene mangle Øielaag, men 
ere bedækkede med en ubevægelig, glasagtig Hud, hvor- 
ved de faa et ubyggeligt, stikkende Udtryk.  Ormene 
bevæge sig i vandrette Bugtninger og skyde sig afsted 
derved, at de rette .de store Bugskjæl frem og med de 
skarpe Skjælkanter støde mod Ujevnhederne paa Jorden. 

a. Giftløse Slanger. 

22. Kongeslangen, Boa comnstrictor Lin. Unger. 
Kongeslangen høfer til de største og stærkeste af alle 


80 Krybdyr. 


Slanger, Kjæmpeslangerne, der slynge sig om sit Bytte 
og kvæle det. Den bliver indtil 20, ja 30 Fod lang, 
angriber dog 1 det høieste kun Dyr af Størrelse som en 
Hund eller en Kalv; et voksent Menneske har intet at 
frygte af den (en anden Art Kjæmpeslange, Anakondaen, 
der bliver lidt større end Kongeslangen, skal undertiden 
være farlig for Mennesket). Kongeslangen er almindelig 
i Brasilien; Skindet bruges der til Støvler, Sadeldæk- 
kener o. s. v. og Kjødet spises af Indianerne. 

23. Tigerslangen eller Pythonslangen, Python mo- 
lurus Lim. 23 å. Benrad af Tigerslangen. Hører lige- 
som foregaaende til Kjæmpeslamgerne; den bliver i 
Almindelighed 12—16 Fod lang, men opnaar undertiden 
en Længde af 25 Fod; selv meget store Tigerslanger 
raade kun Bugt med mindre Dyr (i det høieste en Slags 
indiske Hjorte af 31, Fods Længde); at den skal angribe 
Mennesker, er kun Fabel. I Indien. Denne Slange er 
det, som sædvanligen vises frem i Menagerier under 
Navn af Kjæmpeslange. 

24. Rudeslangen eller Argusslangen, Morelia argus 
Dum. & Bibr. Er ligeledes en Kjæmpeslange og vistnok 
den skjønneste af dem alle; oventil er den blaasort med 
glindsende gule smaa Ruder, nedentil gul. Den bliver 
12—15 Fod lang og lever i Australien. 

25. Den almindelige Snog, Buormen eller Husormen, 
Coluber Natriz Lin.* Smnogene ere af middels Størrelse 
og have Hovedet belagt med større Plader. Den alminde- 
lige Snog er den hyppigste og største af vore Orme; 
den skal undertiden blive indtil 2 Alen lang. Paa hver 
Side bag Nakken har den en gulhvid Flæk (kaldes derfor 
ogsaa hos os Guldøringen) og kan herved sikkert og let 
adskilles baade fra den følgende og fra Hugormen. Snogen 


Rummet VII, Skabene 29 og 50. 81 


er et frygtsomt Dyr, ikke i nogen Maade farlig; den gjør 
derimod Nytte ved at ødelægge Insekter; i Sydeuropa 
spises den og ansees for velsmagende. 

26. Sletsnogen, UC. lævis Lacep*' Brunagtig med 
sort Tværbaand over Nakken; Skjællene ere slette (d.v.s. 
uden nogen Kjøl langs Midten som hos den almindelige 
Snog). Hist og her hos os. Kan let af den Ukyndige 
forvexles med Hugormen. 

27. Træsnogen eller $Sipoen, Herpetodryas carimatus 
Schl. Træslangerne, hvortil Træsnogen hører, have et 
slankt, pidskeformigt Legeme med en lang, tynd Hale 
(hos Træsnogen er Halen ligesaa lang, som hele det 
øvrige Legeme); de leve i de hede Landes Skove og 
klatre med stor Lethed i Træerne; ernære sig af Smaa- 
fugle, Firben og Froske. 

28. Boigaen, Leptophis liocereus Neuw. Hele Le- 
gemet er oventil safirblaat, under sølvhvidt, i levende 
Tilstand spillende i det herligste smaragdgrønne, gule, 
røde, som en lang Kjede af Ædelstene. I Sydamerika, 
hvor den klatrer paa Træerne. — Den største af de to 
i Spiritus liggende Boigaer har slugt et Firben, hvoraf 
Halen og noget af Tæerne staa ud af Gabet; dens Mund 
og Hals ere herved betydelig udvidede (se herom under 
Slanger, Side 79); Halsen i sin almindelige Tilstand er 
meget tynd, saaledes som det sees paa det andet mindre 
Exemplar. 

b. Giftige Slanger. Paa hver Side i Overkjæven 
sidder en Gifttand, længere end de øvrige Tænder, tynd 
og naalespids, hul indeni med én Aabning ved Roden, 
hvorigjennem Giften kommer ind i Tanden fra en Gift- 
kjertel paa hver Side af Hovedet, og en anden Aabning 
ved Spidsen, hvorigjennem Giften udgydes i Saaret (Gift- 

6 


82 Krybdyr. 


tænderne sees i det udspærrede Gab paa Brilleslangen 
No. 29 i Skabet 30). 

29: Den ægyptiske Brilleslange, Aspis eller Kleo- 
patra-Slangen, Naja Haje Lin. De forrerste Ribben hos 
Brilleslangerne kunne bevæges udad til Siden og Halsen 
derved udvides til en Skive eller Skjold. Hos den egent- 
lige eller indiske Brilleslange er denne udvidelige Del 
tegnet med en sort brilleformig Figur. Den »ægyptiske 
Brilleslange har ingen saadan Tegning; den er almindelig 
i Æøypten, hvor den af de gamle Ægyptere blev ophøiet 
til Sindbillede paa den verdensbeskyttende Guddom og 
afbildet over Indgangen til deres Templer paa begge 
Sider af Jordskiven; naar Brilleslangen tirres, reiser den 
sig lodret op med Forkroppen, idet den hviler paa Bag- 
kroppen, vider Halsen ud til en Skive og styrter løs. 
Dette, at den saaledes reiser sig med sit Skjold, er 
maaske Aarsagen til de gamle Ægypteres Tro, at den 
værnede om Fædrelandet. Nu tildags vises den gjerne 
af de ægyptiske Gjøglere frem for Penge, efterat Gift- 
tænderne ere brudte ud. Dens Bid bevirker hurtig Døden. 

30. Den nordamerikanske Klapperslange, Crotalus 
durrissus Lin. 31. Den sydamerikanske Klapperslange, 
Crotalus horridus Lin. Halen hos Klapperslangerne ender 
i en Rangle, bestaaende af flere Hornringe, som under 
Bevægelsen frembringe en Raslen. Længden 5—7 Fod. 
Biddet har en forfærdelig Virkning og kan bringe Døden 
inden faa Minutter; dog har Mennesket mindre at frygte, 
da den raslende Lyd af Halens Hornringe sædvanligvis 
forraader Slangens Nærhed. : 

32. Hugormen, Vipera Berus Lin.* Brun eller graa 
af Farve med et sort siksakformet Baand langs Ryggen. 
392 åa. En tilfældigvis ganske sort Hugorm.  Hugormen 


Rummet VII, Skabet 30. 83 


er det eneste giftige Krybdyr hertillands og i hele det 
nordlige Europa. Den holder mest til paa solbare, høi- 
lændte Steder. Smaa Børn skulle oftere være døde af 
Hugormbid, derimod neppe nogensinde voksne, friske 
Folk. Giften virker kun i Berørelse med Blodet; derfor 
kan man uden Fare udsuge Giften (naar Munden, vel at 
mærke, er uden Saar); bedre er det dog at udbrænde 
eller udskjære Saaret, som neppe er "/, Linie dybt; 
ovenfor Saaret er det godt straks at lægge et meget 
fast Bind (bedst sker dette ved at stikke en Stok eller 
Nøgle ind under Bindet og dermed vride dette fast om- 
kring det saarede Lem). 

33. Hornslangen, Cerastes ægyptiacus Dum. & Bibr. 
med et lidet Horn over hvert Øie. I Æøypten. Den 
betragtedes af de gamle Ægyptere som hellig. 

34. Den tofarvede Havslange, Pelamis bicolor Daud. 
Havslangerne have en kort, aaredannet Svømmehale og 
sammentrykt Legeme; de findes i de indiske Have, 
svømme rask om i Overfladen af Vandet, sædvanligen 
i store Mængder, og komme aldrig i Land; leve af Fiske. 
Meget giftige og frygtes af Fiskerne. Længden i Al- 
mindelighed kun 2'/9—83 Fod. 


Froske eller Amfibier. 
Rummet VII (Skabet 30). 


Froskene ere koldblodige Hvirveldyr med en nøgen, 
fugtig Hud; især udmærke de sig ved sine mærkværdige 
Forvandlinger; i sin første Tid ligne de Fiskene, leve 

6* 


84 | Froske eller Amfibier. 


ligesom de alene i Vandet, aande ved Gjæller, der sidde 
som Kvaster paa hver Side af Halsen, og bevæge sig ved 
en lang, aaredannet Hale; de gaa da hos os under Navn 
af Haletrold; senere faa de Fødder, aande ved Lunger 
og krybe op paa Land som fuldkomne Froske. Saaledes 
ere Froskene til en Tid lig den Dyreafdeling, som staar 
nærmest under dem, nemlig Fiskene, og til en anden 
Tid lig den Dyreafdeling, som staar nærmest over dem, 
nemlig Krybdyrene, og danne altsaa klarligen Mellem- 
leddet mellem disse Afdelinger. — Ingen af Froskene ere 
giftige; den Saft, som de afsondre, frembringer kun 
nogen Svie, naar den kommer paa tynd Hud. Antallet 
af Froskearterne er lidt over 400. 

åa. Haleløse: 

35. Løvfrøen, Hyla arborea Lim., der klatrer paa 
Træerne ved Hjælp af sine Sugeskiver paa Tæerne; 
almindelig i Mellem- og Syd-Europa. 

36. Den almindelige Frosk, Rana temporaria Lin.* 
Den almindelige Frosk gjør ikke liden Nytte ved at 
ødelægge en Mængde Snegler, Mark og Insekter, saa 
enhver forstandig Landmand bør skaane den. I Tydsk- 
land spises de fede Laar. 

37. Den spiselige Frosk, R. esculenta Lim. Grøn 
med sorte Flækker og tre gule Baand langs Ryg og 
Sider. Almindelig i Sydeuropa, hvor Laarene, ja hele 
Dyret spises og -betragtes som en meget sund og vel- 
smagende Føde. K 

38. Den almindelige Padde, Bufo vulgaris Laur.* 
Padderne skille sig fra Froskene ved sin vortede Hud 
og derved, at Bagfødderne ere kortere, saa Gangen bliver 
mere krybende end hos Froskene.  Padden udrydder en 
Mængde skadelige Insekter og Mark. 


Rummet VIL Skabet 30. 85 


b. Halefroske: 

39. Den flækkede Landsalamander eller Ild-Sala- 
manderen, Salamandra maculosa Laur. I hele Syd- og 
Mellem-Europa. Meget berømt i Alchemisternes eller 
Guldmagernes Historie; Guldmagerne forbrændte det arme 
Dyr og beredte deraf under latterlige Ceremonier Hoved- 
bestanddelen 1 sine guldfrembringende Stoffe. 

40. Den større Vandsalamander eller Vandfjørfesle, 
Triton eristatus Laur.* 4. Den mindre Vandsalamander 
eller Vandfjørfesle, Tr. punctatus Ouv.* Begge alminde- 
lige hertillands i Damme og Kjern. | 

42. Axolotlen, Siredon pisciformis Shaw. I Mexiko. 
Dens Kjød spises Axolotlen er ingen selvstændig Dyre- 
art, men kun en nordamerikansk Fjørfesle i uudviklet 
Tilstand; Gjællerne vise sig meget tydelig som tre smaa 
Buske paa hver Side af Halsen. 

43. Olmen eller Proteus, Proteus angwineus Laur. 
Legemet langt, aalformigt med fire smaa Ben. Et saare 
gaadefuldt Dyr. Det findes udelukkende i de mørke, 
underjordiske Søer i Krain og Dalmatien. I Fangenskab 
spise de smaa Fiske, Orme og Snegle; nogle have for- 
smaaet al Næring og dog levet i rent Vand i flere Aar. Den 
blege Farve kommer af det stadige Mørke, hvori de leve; 
Øinene ligge under Huden og kunne ikke sees udvendig. 

Olmen hører til Fiskefrøerne d. v. s. saadanne Hale- 
froske, der beholde Gjællerne sit hele Liv igjennem, 
ogsaa efter at Lungerne have udviklet sig (Gjællerne 
hos Olmen sees som tre korte Buske paa hver Side af 
Halsen); Fiskefrøerne staa herved tydeligen paa Over- 
gangen til Fiskene. 


86 Fiske. 


Fiske. 


Rummet VII. 


Fiskene ere Hvirveldyr, der have koldt Blod og hele 
sit Lw aande ved Gjæller; de 4 Lemmer ere omdannede 
til Finner (to Brystfinner og to Bugfinner). 

De bevæge sig frem ved vekselvis at slaa til begge 
Sider med Halen, ja med hele Legemet, som med en 
Aare. De uparrede, lodrette Finner tjene til at forøge 
denne Aares Størrelse; de parrede Finner (Bryst- og 
Bugfinnerne) hjælpe kun lidet til at bevæge Legemet 
frem; de holde det derimod i Ligevægt og bidrage til 
at styre Kursen. Fiskene indaande ved Hjælp af Gjæl- 
lerne den Luft, som altid findes indsuget i Vandet (naar 
Vand koges, ser man, hvorledes Luften drives ud i de 
fine smaa Blærer, som stige op, førend den egentlige 
Kogning begynder; denne Luft er det, der giver Vandet 
sin forfriskende Smag). Af Fiske ere omtrent 10,000 
forskjellige nulevende Arter og 2000 Arter fra Forver- 
denens Tid bekjendte. 

Fiskene deles i to store Afdelinger: Bemnfiske og 
Bruskfiske. 


A. Benfiske. Benraden dannes af haarde Knogler; 
Munden sidder i Enden af Hovedet (smlgn. Afdeling B, 
Side 96). 


 Pigfinnede (Acanthopteri). 


Skabene 31—35. 


Have stive, pigartede og uleddede Straaler i den 
forreste Del af Rygfinnen og sædvanligen den regel- 


Rummet VII, Skabene 31—35. 87 


mæssige, tendannede Fiskeform. Til de Pigfinnede hen- 
hører omtrent %, af alle bekjendte Fiske. 


Aboragtige: 44. Aborren, Perca fluviatilis Lim.* 
En af Norges almindeligste Ferskvandsfiske, men træffes 
kun sparsomt vestenfor Fjeldryggen. 45. Havaborren, 
Labrax Lupus Cuv.* Meget sjelden hos os. 46. Gjørsen, 
Lucioperca Sandra Lim.* I Glommen. 47. Horren eller 
Rusklen, Acerina vulgaris Cuv.* 48. Den brune Poly- 
prion, Polyprion cernium Valenc.* kun én Gang tagen 
hertillands ved Bergen. 49. Den nordlige Beryx, Beryx 
borealis Dub. & Koren,* hvoraf kun tre Exemplarer ere 
bekjendte, alle fundne ved Bergen. 50. Den almindelige 
Fjæsing, Trachinus Draco Lin.* Kroppen knivformig, 
graa af Farve med blaa og gule Skraastriber. Paa hver 
Side af Hovedet rager en lang Torn frem fra Gjælle- 
laaget. Hist og her ved vore Kyster. Fjæsingen er den 
eneste Fisk, der skal kunne afsondre et giftigt Slim. 
Med sine Pigge i Rygfinnen og paa Gjællelaaget frem- 
bringer den nemlig høiest smertefulde Saar, hvorved ikke 
alene den saarede Del, men hele Legemet kan svulme 
op og bliver først efter længere Tid helbredet. 51. Den 
guldstribede Mulle, Mullus surmuletus*. Sjelden. 


Pantserkindede med brede, taggede Kindben. Herhen 
høre: 52. Den almindelige Knur, Trigla Gurnandus Lin.* 
53. Den røde Knur, Tr. Hirundo Lim.* 54. Flodulken, 
Cottus poecilopus Heck.* I Elve og Indsøer paa Østlandet, 
men meget sjelden. 55. Den almindelige Ulke eller , Peli- 
kunteren**, 0. Scorpmus Lin.* 56. Dværgulken, C. Bu- 
balis Euphr.* 57. Stenulken, Agonus cataphractus Lin.* 
58. Den almindelige Rødfisk eller Ueren, Sebastes norve- 
gicus Cuw.* Det store Exemplar i Skabet 35 er fra 


88 Fiske. 


Finmarken. 59. Blaakjæften eller Skjærueren, S. daciy- 
lopterus De Lar.* Mørkeblaa inden i Munden. 60. Den 
almindelige Stikling eller Stængesild, Gasterosteus acule- 
atus Cuv.* 61. Tangstiklingen, Spinachia vulgaris Cuv.* 


Søkarpenartede: 62. Søkarpen, Pagellus centrodon- 
tus Cuv.* Sjelden hos os. 63. Den graa Cantharis, 
Cantharus griseus Cuv. & Val.* - Saare sjelden. 


Skjælfinnede med skjælbelagte Ryg- og Gumpfinner: 
64. Pterycombus brama Fries,* hvoraf kun ganske Tb ø 
Exemplarer kjendes. 


Multer: 65. Den tyklæbede Multe, Mugil Chelo Yarr.* 


Makrelfiske: 66. Den almindelige Makrel, Scomber 
Scombrus Lim.* 67. Makrelstørjen eller Tunfisken, 
Thynnus vulgaris Cuv.*  Makrelstørjen er meget nær 
beslægtet med Makrelen, som den ligner i Udseende. 
Den bliver indtil 15, ja 18 Fod lang og veier over 1000 
Pund. Ikke saa sjelden ved vor Vestkyst. Sit egentlige 
Hjem har den i Middelhavet, hvor den fanges 1 utallige 
Mængder for sit velsmagende Kjøds Skyld. Den bety- 
deligste Fangst foregaar ved de italienske Kyster med 
de saakaldte Tonmnaroer, uhyre store Garn af 160 Fods 
Høide, der udstilles langs Kysten i en Længde af flere 
hundrede Alen og ved Tværgarn afdeles i flere Kamre; 
Makrelstørjerne skræmmes fra det ene Kammer til det 
andet, indtil de komme ind i det sidste eller Dødskam- 
meret, der er forsynet med et stærkt Bundgarn, hvor- 
med de fangne Fiske hæves op; en Del af dem, omtrent 
100 i Antal eller derover, lades tilbage ligesom Lokke- 
middel for en ny Fangst. 68. Skibsholderen, Echeneis 
KRemora Lim. Ovenpaa Hovedet findes en ægrund Skive 
med bruskede Tværplader, hvormed Skibsholderen suger 


Rummet VII, Skabene 31—35. 89 


sig fast til andre Gjenstande, især til Haier, sandsynligvis 
fordi disses rue Hud giver den et sikkert Fæste, og fordi 
deres Bevægelighed giver den Lejlighed til altid at 
fiske i nyt Vand. Længden 1 Fod. Almindelig 1 Mid- 
delhavet. 69. Sværdfisken, Xiphias gladius Lim. Unge. 
Længden i voksen Tilstand 10—15 Fod. Overkjæven er 
forlænget til et langt Sværd, hvormed Sværdfisken skal 
angribe de største Havdyr. I Middelhavet. 70. Laxe- 
størjen, Lampris guttatus Retz.* Kroppen høi, sammen- 
trykt, Finnerne lange og spidse. Dens Farve i levende 
Tilstand ere de skjønneste, nogen kan se. Ryggen er 
mørk finlet, Siderne sølvfarvede med fiolet Skjær; over- 
alt er den bestrøet med runde, perlemorglindsende Flæk- 
ker; Øinene guldfarvede og alle Finner cinnoberrøde. 
Hist og her hos os. 


Læbefiske: 71. Berggylten, Labrus maculatus Bloch.* 
72. Blaastaalen, L. mixtus Lim* 72 åa. Rødnæbben 
eller Hunnen til Blaastaalen L. mixtus Lin., fem.* 
73. Bergnæbben eller Raaden, L. rupestris Lin.* 


Baandfiske: 74. Sildekongen eller Sildestørjen, Gym- 
netrus Glesne Åscan.* Henhører til de saakaldte Baand- 
fiske med overordentlig langt, baandformigt eller sværd- 
formigt Legeme; Farven sølvglindsende. Sildekongen er 
(som alle Baandfiske) en ægte Dybvandsfisk; den er saa 
skjør, at den endog, om den tilfældigvis kommer op i 
Overfladen af Vandet let brækkes over alene ved Bølge- 
slagene. De fangede Exemplarer have været indtil 18 
Fod lange. Træffes kun yderst sjelden, opkastet paa 
vore Strandbredder. 75. Vaagmæren eller Sølvkveiten, 
Trachypterus Vogmarus Reinh.* Ved Finmarkens Kyster, 
men sjelden; 6—10 Fod lang. Den svømmer med den 


90 Fiske. 


ene Side skraat opad ligesom Flyndrerne (deraf Navnet 
Sølvkveite) og bølger sig saaledes langsomt frem. 


Slimfiske: 76. Den almindelige Kutling eller Smørbuk, 
Gobius niger Lim.* 77. Den hvide Smørbuk, G. minu- 
tus Gml.* 78. Fløifisken eller Fløifjæsingen, Calliony- 
mus Lyra Lin* 79. Rognkjæksen eller Rognkatten, 
Cyclopterus Lumpus Lin. * med en Sugeskive under Bry- 
stet, dannet af de sammenvoxede Bugfinner; med denne 
Sugeskive kan den suge sig saa fast, at man han løfte 
en Balje med en halv Snes Potter Vand op efter Fisken, 
uden at den slipper Taget. Naar Hunnen har lagt sine 
Æg, suger Hannen sig fast paa Bunden i Nærbeden af 
Æggene, ja skal endog bedække dem med Sugeskiven 
og bevogter dem med stor Omhu. Ikke sjelden hos os. 
80. Tangsnærten, Blenniops Ascamit Walb.* %1. Tang- 
brosmen, Lumpenus mebolosus Fries.* %2. Den almin- 
delige Tangaal eller Tangsprel, Gunellus vulgaris Cuv.* 
83. Aalekonen eller Aalekvabben, Zoarces vwiparus 
Lin.* Føder levende Unger (noget som kun er Tilfældet 
hos faa Benfiske, men næsten hos alle Haier). 84. Den 
almindelige Stenbit eller Havkatten, Anarrhichas Lupus 
Lin.* 85. Den plettede Stenbit, A. pantherinus Zouiew.* 


Armfinnede: 86. Bredflabben, Marulken eller Sø- 
djævelen, Lophius piscatorius Lim.* Det overordentlige 
store, brede og flade Hoved og den lille, smale Bagkrop 
giver Bredflabben nogen Lighed med et kjæmpemæssigt 
Haletrold. Dens besynderlige og skrækindjagende Ydre 
forøges endmere ved det uhyre, med frygtelige Tænder 
besatte Gab, de lange Føletraade paa Panden, Hud- 
lapperne og Fryndserne langs Underkjævens Rand og 
Kroppens Sider. Bredflabben udmærker sig især ved 


Rummet VII, Skabene 33—36. 91 


sine Brystfinner, der ere wudstaaende ligesom Labber. 
Sjelden ved vore Kyster; den lever paa Havbunden og 
ernærer sig især af Kveiter, Torsk og smaa Haaer. - 


Blødfinnede (Malacopteri). 
Skabene 33, 34, 35 og 36. 


Finnernes Straaler ere leddede paa tværs og bløde 
(med Undtagelse af første Straale i Rygfinnen, der under- 
tiden er stiv, pigartet). 

Torskefiske: 87 a—e. Den almindelige Torsk, Gadus 
Morrhua Lin.* 87 å. Skrejen eller Vaartorsken. 87 b. 
Loddetorsken eller Finmarkstorsken. 87 c. Rødtorsken 
eller Taretorsken. 87 d. Graatorsken. 87 e. Æg og 
Unger af Torsken i forskjellige Udviklingstrin. 88. Koljen 
eller Sypigen, G. mimuius Lm.* 89. Hysen, G. Ægle- 
finus Lim.* 90. Hvittingen eller Bleken, G. Merlangus 
Lin.* 91. Lyren, G. Pollachius Lin.* 92. Kulmulen, 
G. poutassou KRisso.* 93. Seien, G. carbonarius Lin.* 
94. Berglaxen eller Kulmulen, Merluccius vulgaris Cuv.* 
95. Langen, Molva vulgaris Nilss.* 96, Bjærkelangen, 
M. abyssorum Nilss.*') 97. Laken, Lota vulgaris Ouv.* 
Den eneste af Torskefamilien, der leveri Ferskvand. Al- 
mindelig hos osi Indsøer og Elve; er dog ikke funden paa 
Vestlandet. 98. Skjælbrosmen, Physis furcatus Flem.* 
99. Stenlængen eller den tretraadede Tanglake, Motella 
tricirrata Nilss.* 100. Den firetraadede og 101. Den fem- 
traadede Tanglake eller Tangbrosme, M. cimbria Struss.* 
og M. Mustela Lm.* 102. Lubben eller Stenbrosmen, 
Raniceps trifurcus Walb.* 103. Den almindelige Brosme, 
Brosmius vulgaris Cuv.* 104. Skolæsten eller Berglaxen, 


1) Bjærk betyder Handel; Bjærkelange altsaa Handels- eller 
Kjöbmandslange. 


92 Fiske. 


Coryphoænoides norvegieus Nilss.* og Macrourus rupestris 
Block.* 


Sandaaler: 105. Silen, Sandaalen eller Tobisfisken, 
Ammodytes Tobianus Lin.*. Langs hele vor Kyst paa san- 
dige Steder; med sin blanke Farve er den et fortrinligt Agn. 


Flyndrer: 106. WMareflyndren eller Sandflyndren, 
Pleuronectes microcephalus Donov* 107. Rødspætten 
eller Kongeflyndren, Pl. Platessa Lin.* -108. Skrubben, 
PI. Flesus Lim.* 109. Slætten, Pl. Limanda Lin.* 
110. Haarflyndren, Pl. limandoides Bl.* Ill. Kveiten 
eller Helleflyndren, Hippoglossus vulgaris Flem.* Ill a. 
Unger af Kveiten. 112. Pighvarren, Rhombus maximus 
Lm* 113. Slethvarren, Rh. lævis Lin.* 114. Sjaa- 
flyndren, Rh. megastoma Donov.* 115. Tungen, Solea 
vulgaris Quensel;* 


Næbgjedder: 116. Næbbesilden eller Horngjælen, 
Belone vulgaris Lin.* 117. Halvnæbben, Hemirampus, 
ide hede Have. 118 (Skabet 31). Flyvefisken, Exocoétus. 
Ligner 1 Udseende ikke lidet en Sild, udmærker sig ved 
sine overordentlig store Brystfinner, hvormed den kan 
hæve sig op af Vandet. Herved undgaar den Rovfiskene, 
men bliver ofte med det Samme selv et Bytte for Søfuglene. 
Under Flugten holder den Brystfinnerne vandret ud- 
spændte uden at slaa i Luften med dem som Fuglene. 
I Almindelighed hæver Flyvefisken sig kun 2—38 Fod og 
falder snart igjen ned; disse Luftspring gjentages imid- 
lertid hurtigt og skal meget ligne de Hop op og ned 
paa Søen, som en flad Sten gjør, der kastes henover 
Vandfladen; men Flyvefisken kan ogsaa hæve sig indtil 
18 Fod i Veiret og gjennemflyve en Strækning af indtil 
400 Fod. Flere Arter i de europæiske Have. 


Rummet VII, Skabene 33—36. 93 


Karpefiske: 119. Karpen, Cyprinus Carpio Lin.* 
Hører oprindelig hjemme i det sydostlige Europa. Den 
holdes almindelig i Damme for sit velsmagende Kjøds 
Skyld, især i Østerrige og Preussen, hvor en Karpedam 
af en Tønde Lands Udstrækning ansees for at give et 
ligesaa stort Udbytte som en Tønde Land med frugtbar 
Jord. Hos os findes den kun ved Farsund og ved Gaar- 
den Mille nær Bergen, hvor den er indført. 120. Karudsen, 
C. Carassius Lin.* I Damme især paa Østlandet og 
holdes næsten som Husdyr. 121. Iden, Idus melanotus 
Heck.* 122. Sørven, Leuciscus erythrophtalmus Lin.* 
123. Orbugen, L. Cephalus Lin.* 124. Morten, L. ru- 
- tilus Lin.* 125. Ørekyten eller Gorkimen, L. Phoxinus 
Lim* 126. Brasen, Abramis Brama Lwm.* 127. Løien, 
Aspius alburnus Lim.* De syv sidste Fiske findes i 
Ferskvande og, med Undtagelse af Ørekyten, alene paa 
Østlandet; man fisker dem gjerne; de større af dem, 
Brasen, Orbugen, ere meget velsmagende. 128. Aspen 
eller Blaaspolen, Aspius rapax Pall* I Øieren. 


Laxefiske: 129. Den almindelige Lax, Salmo Salar 
Lin.* 129 å. Æg og Unger af Laxen i forskjellige Ud- 
viklingstrin. 130. Graalaxen, S. Erioæ Lin.* 131. Lax- 
ørreten, S. Trutta Lin.* 131a. Forskjellige Udviklingstrin 
af Laxørreten. 132. Hunnerørreten eller den store Imåd- 
sjøørret, S. ferox Yard.* fra Mjøsen. 133. Fjeldørreten, 
S. Farto Lin.* 133 å. Æg og Unger af Fjeldørreten i 
forskjellige Udviklingstrin. 134. Røien, S. alpinus Lin.* 
184a. Æg og Unger af Røien i forskjellige Udviklingstrin. 
135. Blandinger eller Bastarder af Fjeldørret og Røi i 
forskjellig Alder. 136. Slommen eller Norsen, Osmerus 
Eperlanus Lin.* 137. Lodden, 0. arcticus Lin.* Ved 


94 Fiske. 


Finmarkens Kyster, hvor den gaar ind i Vikerne i uhyre 
Stimer. Den har en stærk, modbydelig Lugt, som imid- 
lertid synes meget behagelig for Rovfiskene; thi Torsk, 
Sei og næsten al anden Slags Fisk følger efter den i 
utrolige Mængder for at mætte sig; Lodden er derfor 
Forbud paa et begyndende Torskefiske. Fiskerne bruge 
den som et fortrinligt Agn, og et heldigt Torskefiske 
beror for en stor Del paa dette Agn. 138. Storsiken, 
Coregonus oxyrrhyneus Lin.;* i Brakvand paa Østlandet. 
139. Siken, 0. Lavaretus Lim.* 139 a. Æg af Siken i 
foiskjellig Udvikling. 140. Lakesilden, C. Albula Lim.* 
De to sidste findes i Ferskvande og Elve, Lakesilden 
alene paa Østlandet. 141. Guldlaxen, Argentima Silus 
Nilss.* 142. Strømsilden, 4. hebridiea Yarr.;* i Kristi- 
aniafjorden. 143. Harren, Thymallus vulgaris Cuv.* 144. 
Olfers Fladfisk, Sternoptyx Olfersii Cuv.* Hører hjemme 
i de varme Dele af Atlanterhavet; ved vore Kyster ere 
enkelte Exemplarer fundne, sandsynligvis førte herhen 
med Golfstrømmen. 


Gjedder: 145. Gjedden, Esor Lucius Lin.* 


Sildefiske: 146 a—e. Silden, Clupea Harengus Lin.* 
146 a. Storsilden. 146 b. Vaarsilden. 146 c. Sommer- 
silden eller Fedsilden (Kjøbmandssild). 146 d. Sommer- 
silden (Kristianiasild). 146 e. Silde-Yngeli forskjellig Al- 
der. 147. Brislingen eller Hvasbugen, Clupea Sprattus Lin.* 
148. «Den egentlige Alose, Alosa communis Cuv.* Meget 
sjelden. 149. Stamsilden eller den flækkede Alose, 4. 
Finta Cuv.* Sjelden. 150. -Ansiosen, Engraulis Encras- 
sicholus Lin:* Kun enkeltvis ved vore Kyster, i Mængde 
ved Frankrig og Italien, hvor den nedlægges og for- 
sendes som -Sardeller. 


Rummet VII, Skabene 35 og 37. 95 


Aaleartede: 151. Håvaalen, Anguilla Conger Lin* 
Denne Aal er en Saltvandsfisk, temmelig sjelden hos 
os. I Almindelighed er den 5—6, men undertiden endog 
over 10 Fod lang; Kjødet er paa langt nær ikke saa 
velsmagende som af den almindelige Aal. 152. Den 
almindelige Aal, Anguilla vulgaris Flem.* 


Fastkjævede (Plectognathi). 
Skabene 35 og 37. 

Munden og Gjælleaabningen (der sidder tæt foran 
Brystfinnerne) ere meget smaa og hele Legemet har i 
Almindelighed en ganske besynderlig Form; de Fast- 
kjævede udmærke sig forøvrigt især derved, at de for- 
rerste Ben i Overmunden (Overkjævebenene) ikke som 
almindelig hos Fiskene ere bevægelige, men fast for- 
bundne med hinanden. 

153. Maanefisken eller Klumpfisken, Orthagoriscus 
Mola Lwm.* Hele Fisken ser ud som et 'afskaaret Ho- 
ved (kaldes derfor ogsaa ,,det svømmende Hoved*); Mun- 
den er meget liden; den mangler Tænder, men hver af 
Kjæverne er overdragen med Emalje og danner ligesom 
en eneste stor Tand. Alle de i Samlingen værende 
Maanefiske ere tagne ved vore Kyster, det største her 
ved Bergen; de ere imidlertid sjeldne; man tror, at den 
holder til paa Havbunden og lever af Tang; i vakkert 
Veir gaar den op paa Havfladen, lægger sig her om paa 
Fladsiden og flyder med Strømdraget. 

154. - Pindsvinfisken, Diodon multimaculatus Cuv. 
Overalt besat med store spidse Pigge, som denne Fisk 
retter ud mod sine Fiender, idet den blæser Bugen op 
med Luft til en Ballon. I de hede Have. 

155. Kuffertfisken, Ostracion. Dens tykke, trekan- 


96 Fiske. 


tede Legeme er bedækket af et ubevægeligt Pladepantser 
med Huller, hvorigjennem Munden, Halen og Finnerne 
træde ud; paa Hovedet findes stærke Pigge eller Spyd. 
I de varme Have. | 


Buskgjællede (Lophobranchii). 
Skabet 36. 


Smaa Fiske med et langstrakt Legeme, næsten uden — 
Kjød, belagt med Skjolde og derfor sædvanligen kantet; 
Snuden er udtrukken til et Rør, der ender i en liden, 
næsten ret opadvendt Mund. Gjællerne dannes ikke som 
almindelig hos Fiskene af mange kamformig stillede 
Smaablade, men af smaa Buske. 

156. Tangsneller eller Tangnaaler, Syngnathus Acus 
Lin.* og S. Typhle Lin.* Almindelige hos os. 157. Hav- 
naalen, Scyphius Ophidion Lin.* 


B. Bruskfiske. Benraden er bruskartet; Munden sid- 
der paa Undersiden af Hovedet (smgln. Afdel. A, Side 86). 


Størfiske (Acipenserini). 


Skabene 35, 36 og 37. 

Paa hver Side bag Hovedet findes kun et Gjællelaag 
(som hos Benfiskene); Munden er tandløs. 

158. Bisehiren eller den mangefinnede Stør, Polyp- 
terus bischir Geoffr. I Nilfioden. Den skiller sig ved 
første Øiekast fra næsten alle nulevende Fiske derved, 
at Skjællene ere belagte med Fmalje eller Glasur, have 
Form af Ruder og sidde i skjæve Rader paa Kroppen.) 

1) I en af de foregaaende Jordperioder udgjorde de emaljeskjæl- 


lede Fiske den störste Del af de dalevende Fiskeformer; nu findes 
kun ganske faa Arter. 


Rummet VII, Skabene 35—37. 97 


159. Den almindelige Stør eller Haastørjen, Acipenser 
Sturio Lin.* 159a. Unge. Med fem Rader af Benskjolde 
langs Kroppen og en lang Snude. Træffes en og anden 
Gang hos os; om Vaaren gaar den op i Elvene forat 
lægge Æg. Kjødet og de nedsaltede Æg (Kaviar) ere 
meget velsmagende; Svømmeblæren *) giver Husblas. 

160.  Spadestøren, Spatularia folium Lacep, med en 
høist besynderlig formet Snude, overordentlig forlænget 
og udbredt som et stort Blad. I Missisippi. 


Tværmundede (Plagiostomi). 
Skabene 35, 36 og 37. 


Munden danner en Tværspalte paa Undersiden af 
Hovedet. 


å. Haiartede. Rovfiske, hvis Mund dannes af en bred 
Tværspalte, bevæbnet med flere Rækker af Tænder, der 
efterhaanden afløse hinanden. Paa hver Side bag Hovedet 
findes fem Gjællespaiter. Hertil høre: 

Egentlige Haier eller Haaer. Legemet er trindt og 
langstrakt med tyk, kjødfuld Hale. Munden er bevæbnet 
med sagformige Tænder, og dermed skulle Haierne for- 
melig sage sit Bytte over, idet de bevæge Underkjæven 
fra Side til anden. Huden er besat med fine, tætte 
Tagger istedetfor Skjæl; den leverer et Slags Læder, 
Chagrin kaldet, eller benyttes af Snedkere til at polere 
Træ-Arbeider med. Haierne spille en stor Rolle i Havet 
ved at fortære Aadsler. Af Haier maa»anføres: 

161. Hundehaien, Scyllium Camicula Lin.* 162. Haa- 

1) Svömmeblæren hos Fiskene ligger mellem Rygraden og Tarm- 


kanalen; den er fyldt med Luft og tjener ved sin Sammentrækning og 
Udvidning til at lette Fiskens Synken og Stigen i Vandet. 


7 


98 Fiske. 


gjælen eller Ringhaien, S. annulatum Nilss.* 163. En Hai, 
Carcharias Lamia Risso, hørende hjemme i Middelhavet. 

164. Hammerhaien, Sphyrna. "Hammerhaierne- ud- 
mærke sig ved Hovedets overordentlige Bredde, 'saa 
Øinene synes at sidde paa Stilke. De blive indtil 10—12 
Fod lange og leve i Atlanterhavet. 

165.  Haabranden, Lamna cornubica Schneid.* Ikke 
sjelden ved vore Kyster. Af Leveren koges Tran; dog 
drives aldrig nogen særlig Fangst efter Haabranden. 
Ofte vikler Haabranden og andre mindre Haier sig ind i 
Sildegarnene, som derved ilde medfares. 

166. Brygden, Selachus maximus Lin.* Den største 
af alle Haier og rimeligvis den største af alle Fiske. Den 
bliver indtil 36 Fod lang og 160 Centner tung (ja Gunne- 
rus ') forsikrer efter troværdige Folks Beretninger, at 
der ved Nordland er fanget Brygder af 72 Fods Længde 
og derover). Uagtet sin uhyre Størrelse lever denne Hai, 
i Modsætning til Haierne i Almindelighed, kun af smaa 
Vandkræk. Som hos Bardehvalerne (Side 111) findes 
ogsaa hos Brygden et S%, dannet af Børster, hvormed 
Vandet i Munden afsies fra de fine Fødemidler; dette 
Si sidder imidlertid ikke langs Kjæverne som hos Barde- 
hvalerne, men langs hver af de uhyre Gjællespalter.. Bryg- 
den fandtes forhen talrig udenfor vore vestlige og nordlige 
Kyster og blev ivrig jaget med Harpuner for Leverens 
Skyld; meni Løbet af de sidste 380—40 Aar er den næsten 
forsvunden. Af en 36 Fod lang Brygde faaes 7 Tønder 
Lever og omtrent Halvdelen Tran. 

167. Halehaien, Alopecias vulpes Bon.* Den: øvre 
Haleflig er af en overordentlig Længde. Ved Hjælp af 


1) Biskop i Trondhjem, berömt Naturkyndig, föd 1718, död 1773. 


Rummet VII, Skabene 35—37. 99 


denne lange Hale angriber Haien sit Bytte (f. Ex. Spring- 
hvaler) og uddeler dermed vældige Slag. Ikke sjelden i 
Middelhavet. Det her i Museet opstiliede Fxemplar er 
taget ved Bergen og er det eneste, som hidtil er fundet 
ved vore Kyster. 

168.  Pighaaen eller Pighaien, Acanthias vulgarts 
Risso.* Den almindeligste af alle vore Haier,  oventil 
graabrun, under hvid, med en stor Tag foran hver Ryg- 
finne. Længden 2—3 Fod. Opæder ofte Fisk i Garnene. 

169.  Svarthaaen eller Blaamaven, Spinax niger Bon.* 
Ilde anseet af pink da den ofte borttager Agnet fra 
Krogene. 

170. di akeidevn, Seymnus borealis Scor.* * Læng- 
den 12—15 Fod og derover. Haakjærringen er den glub- 
skeste og farligste af alle Haier i Nordsøen. Den fortærer 
især Kveiter, Langer o. 8. v., Kobber og Springhvaler; af 
de store Hvaler river den Stykker ud ved Forbifarten, 
det ene efter det andet, saa store som et Menneskehoved. 
Ogsaa  sluger den Mennesker. Temmelig hyppig ved 
vore Kyster og fanges (med en stor Jernkrog) for Leverens 
Skyld; en Haakjærring leverer to Tønder Lever. 

171. Sværd af Saghaien, Pristis. Sværdet dannes 
af Saghaiens forlængede Snude, der udgjør omtrent "/; 
af hele Dyrets Længde og langs hver Rand er bevæbnet 
med skarpe, indkilede Tænder.” Saghaien skal være en 
af de frygteligste Fiender for de store Hvaler; den 
svømmer efter Fortællingerne hen under Hvalen, fører 
den tandbesatte Rand af Sværdet langsefter Kroppen og 
risper Bugen op. I alle Verdenshave. 

Rokker eller Skater. Rokkerne holde til paa Hav- 
bunden og have i OQverensstemmelse hermed et fladt, 
bredt Legeme, der ved de overordentlig store, kjødfulde 

my 


100 Fiske. 


Brystfinner paa Siderne af Kroppen faar Formen af en 
Rude. Paa Oversiden af Legemet sidde Øinene, paa 
Undersiden Munden, Næseaabningerne og de fem Par 
Gjællespalter. Halen lang og tynd. Rokkerne grave sig 
ned i Sandet paa Havbunden og lure efter sit Bytte, 
smaa Flyndrer, Ræger 0. s. v. Til Rokkerne høre: 

172. Sitter-Rokken, Torpedo marmorata Risso. Sitter- 
rokken er især mærkværdig ved sit elektriske Organ, 
der ganske ligner et elektrisk Batteri, dannet af mange, 
ved Siden af hverandre staaende Søiler; det ligger under 
Huden mellem Hovedet og de brede Brystfinner (der 
danne Sidehalvdelene af det skiveformige Legeme). Ved 
elektriske Slag bedøver eller dræber Sitterrokken de 
smaa Dyr, som tjene den til Føde, og værger sig gå 
derved mod sine Fiender. I Middelhavet. 

173. Glatskaten eller Glatrokken, Raja Batis Lin.* 
174. Plogjernskaten, R. oæyrhynchus Lin.* 175. Sand- 
skaten, R. cireularis. Couch.* Meget sjelden. 176. Næb- 
skaten, R. Fullomica Lin.* 177. Kloskaten, R. radiata 
Donov.* 

b. Haagyllingartede. Med en liden tværspaltet 
Mund og kun én Gjælleaabning paa hver Side. 

178. Haagyllingen eller Havkatten, Chimæra monstrosa 
Lin.* med traadformig forlænget Hale; Farven spiller i 
guldgult, brunt og hvidt. Ikke sjelden her ved Bergen. 
Dens Lever flyder ved Beskadigelse næsten ganske sammen 
til Qlie, der benyttes af Fiskerne som Lægemiddel. 


Rundmundede (Cyclostomi). 
Skabet 36. 


De rundmundede Fiske ere de laveststaaende af alle 
Hvirveldyr. Istedetfor en af Knokler sammensat Rygrad 


Rummet VII, Skabet 36. 101 


findes kun en brusket Streng, med et Hudrør oventil for 
Rygmarven.: Legemet er ormformigt og har i den forrerste 
Ende én simpel, rund Aabning som Mund, hvormed disse 
Fiske suge sig fast til andre Fiske og æde ig ind i 
Kjødet paa dem. Indeni Mund-Aabningen sidde Tæn- 
derne, der ere fæstede til en Bruskring; Kjæver mangle. 

179. Digeraalen, Havnegenøien eller Lampretten, Pe- 
tromyzon marmus Lin.* Paa hver Side af Forkroppen 
findes hos Negenøinene 7 Gjælleaabninger. Havnegen- 
øien er ikke videre almindelig hos os. Om Vaaren er 
Kjødet fortrinligt. 180. Den lille Flodnegenøien, P. 
Planert Bloch.* : 

181. Linaalen, Ammocoetes branchialis Lim.* er ikke 
nogen særegen Fiskeart, men kun den foregaaende Fisk 
i ung Tilstand. I Elve og Bække. God til Agn. 

182. Slimaalen, Piiraalen eller Hvidaalen, Myxime 
glutimosa Lim.* Den kaldes ogsaa Digeraal. De smaa 
Gjælleaabninger sidde under Bugen og ere kun to i. 
Antal. Omkring Munden sidde otte Skjæggetraade. Al- 
mindelig ved vore Kyster. Den afsondrer en uhyre Masse 
Slim; inden et Par Timer er en eneste af disse Fiske istand 
til at fylde 3—4 Kar Vand af i det Mindste 1 Kubik- 
fods Indhold med det seigeste Slim. For Fiskerne er 
den et ekkelt Skadedyr, der, saasnart Garnene formedelst 
Storm ikke kunne røgtes i rette Tid, suger sig fast til de 
fangede Fiske, æder sig ind i Kjødet og giver istedet 
derfor fra sig en Mængde Slim, saa Fiskerne, naar de 
drage sine Garn op, kun finde Skind og Ben tilbage 
af Fisken. 


183. Lancetfisken, Branchiostoma lanceolatum Pall.* 
Lancetfisken er det laveststaaende af alle Hvirveldyr. 


102 Benrader. 


Den ser mere ud som en Mark end som en Fisk 
og adskiller sig betydelig fra alle de øvrige Fiske.!) 
Hjertet mangler, men Aarerne udvide og sammentrække 
sig vekselvis ligesom Hjertet og drive derved Blodet 
omkring. En egen Hjerne mangler ogsaa. At Lancet- 
fisken dog er en Fisk, kan let sees paa Finnerne og 
paa den for Fiskenes Kjød egne skraa Bladdeling langs 
Kroppens Sider. 


Benrader. 
Rummet VII. 


Hvirveldyrenes Benbypning er værsentlig dannet af 
to Dele: 1) Rygraden, der fortil udvider sig til Hoved- 
skallen og 2) Yderlemmeérnes Ben. Hver af disse Dele 
bestaar 1gjen af enkelte med hinanden forbundne Ben- 
stykker. Yderlemmernes Ben ere bevægelig forbundne 
med hinanden ved Led.  Rygradens, men især Hoved- 
skallens Ben ere fastere forenede med hverandre, og dette 
Parti af Benraden danner saaledes et stærkt Hylster om 
de ømfindtligste Dele, Rygmarven og Hjernen. At Hjerne- 
skallen herunder ikke dannes af et eneste Ben, men af flere 
Benstykker, har sin store Betydning; derved kan nemlig 
Hjerneskallen udvide sig (i den yngre Alder ere derfor 
Benstykkerne løsere forbundne med hverandre ved sene- 
agtige Hinder), og Hovedet med Hjernen bliver altsaa 

1) De nyere Naturforskere henregne derfor hellerikke Larcetfisken 


til de Rundmundede, men betragte den meget mere som udgjörende 
en egen större Afdeling af Fiskene. 


Rummet VIL; Skabene 38—145. 103 


herved istand til at voæxe; dertil kommer, at Hjerne- 
skallen netop ved de mange Ben, hvoraf den bestaar, 
bedre kan afbøde Virkningerne af Slag, end om den 
kun bestod af et eneste Stykke. 


Benrader af Pattedyr. 
Skabene 88—45. 


Pattedyrenes Benrad udmærker sig blandt andet der- 
ved, at de større Ben: ere indvendig hule, marvholdige; 
herved blive Benene lettere og tillige hverken bøielige 
eller meget skjøre. | 

184 (Skabet 38): Benrad af Mennesket. Kun Menne- 
sket har:en sand opreist Holdning (Aberne gaa egentlig 
ikke i en opreist Stilling). I Overensstemmelse hermed 
ere Hofterne hos Mennesket brede; herved dannes nemlig 
en Støtte for de nedad tyngende Indvolde; herved komme 
ogsaa de paa Bækkenet indleddede Ben til at staa læn- 
gere ud fra hinanden, hvorved Grundfladen for det opret- 
staaende Legeme forøges. . Menneskets Hjerneskal er 
større og mere hvælvet end hos Dyrene; navnlig træder 
Panden frem og giver Menneskets Ansigt. sin ophøiede 
Karakter, Kjæverne træde derimod tilbage; hos Dyrene 
er det omvendte Tilfældet. | 

185 a—h (Skabet 39). Gibs-Afstøbninger af Hoved- 
skaller af forskjellige Menneskeracer: 185 åa. Grækeren 
og 185 b. Georgieren (henhøre til den kaukasiske Race). 
185 ce. Tnnguseren (den mongolske Race). 185 d. Peru- 
aneren og 185 e. Eskimoen (Peruanerne og vel ogsaa Eski- 
moerne henhøre til den amerikanske Race). 185 f. 
Otaheitieren (den: malayiske Race). 185.g. Papuen 
(Papuer-Racen). 185 h. Negeren (Neger-Racen). : 


104 Benrader af Pattedyr. 


Grækeren, eller i det Hele Furopæerné, de høiest 
udviklede Folk, have en høi, hvælvet Pande. Negeren 
med en smal, sammentrykt Pande, og Papuen og Tungu- 
seren med en vistnok bredere, men lav Pande, høre til 
de lavest udviklede Folk paa Jorden. 


Aber (Skabene 39 og 40). Om Aberne se Side 3 fr. 


186. Orang-utangen, Pithecus Satyrus Geoffr. (se 
Side 4). Ungt Dyr. 186 a. Hovedskaller af den voksne 
Orang-utang. I den yngre Alder ligner Orang-utangens 
Skalle ikke lidet et Barnehoved. I den ældre Alder 
træder Panden mere tilbage og Kjæverne frem, og Skallen 
faar derved et stedse mere dyrisk Udseende. 

187. To Hovedskaller af Gorillaen eller Kjæmpe- 
aben, Troglodytes Gorilla Savage. Skallerne ere af unge 
Dyr. Hovedskallen af det fuldt udvoksede Dyr er 11% 
Tomme lang. Gorillaen er den største af alle Aber, 
omtrent 6 Fod høi, og henhører til de saakaldte ,Skov- 
mennesker” ligesom Orang-utangen (Side 4, No. 1), hvem 
den ligner i Udseende. Den lever i det vestlige Afrikas 
Skove, er ubændig og vild og har en uhyre Styrke; de 
Indfødte frygte den mere end selve Løven. Først i den 
senere Tid er dens Udseende og Levemaade nøiere under- 
søgt af den amerikanske Reisende, Du Chaillu, der har 
foræret de to herværende Hjerneskaller af unge Gorillaer 
til Museet. 

188. Ekornaben, Hapale aurita Kuhl. I Brasilien. 
Henhører til den nye Verdens Aber (Side 5 og 6). 


Insektædere (Skabet 40). Om Insektæderne se S. 9 fr. 


189. Muldvarpen, Talpa europæa Lin.* 190. Pind- 
svinet, Erinaceus europeus Lin.* 


Rummet VII, Skabene 38—45. 105 


Rovdyr (Skabene 39, 40 og 41). Om Rovdyrene se 
Side 10 ff. 

191. Huskatten, Felis domestica Briss.* 191a. Hoved- 
skal af Huskatten. 192. Den almindelige Gaupe, F. 
Lynx Lim* 192 åa. Hovedskaller af den almindelige 
Gaupe. 193. Løven, F. Leo Lin. Hunnen. 194. Tigeren, 
F. Tigris Lin. 194 å. Hovedskal af Tigeren. 195. Hoved- 
skal af Leoparden, F. pardus Lin. 196. Den sorte Leo- 
pard, F. melas Peron. 

197. Hovedskal af den stribede Hyæne, Hyæna striata 
Zimm. Hyænerne leve i Afrika og For-Asien; de grave 
godt, ernære sig af Aadsler (som de endog opgrave paa 
Kirkegaardene) og gavne ved at bortskaffe disse, som i 
de varme Lande ellers vilde forpeste Luften. I Legems- 
bygning (navnlig i Lemmebygning) ligne de Hundene, men 
have høiere Forben og stærkere Forkrop end Bagkrop; 
i Tandbygning ligne de Kattene (derved, at de kun have 
Spor til Plantetænder; se Side 10 og 11). 

198. Ulven, Canis Lupus Iin.* 198 a. Hovedskal 
af Ulven. 199. Hushunden, C. familiaris Lin.* 199 å. 
Hovedskal af Hushunden. 200. Den almindelige Ræv, 
C. Vulpes Lim.* 201. Melrakken eller Hvidræven, C. 
Lagopus Lim.* 

202. Otteren, Lutra vulgaris Eræl.* 203. Jerven, 
Gulo borealis Lin.* 

204. Den almindelige Landbjørn, Ursus Arctos Lin.* 
204 å. Hovedskaller af Landbjørnen. 205. Hvidbjørnen 
eller Isbjørnen, U. maritimus Lin. 205 a. En endnu ikke 
udvokset Isbjørn. 205 b. Hovedskaller af Isbjørnen. 
206. Hovedskallen og andre Ben af Hulebjørnen, Ursus 
spelæeus Cuv. Hulebjørnen er nu forlængst uddøet. Den 
levede i samme Tidsrum som de store, nu uddøede Land- 


106 Benrader af Pattedyr. 


dyr: Mammuth-Elefanten, Mastodon- Elefanten, i den 
kvartære Tid, en Del af vor nuværende Jordperiode. 
Vor Verdensdel havde da et adskillig andet Udseende 
end nu. Ved store Vandstrømme, som oversvømmede 
Landene, :afleiredes en Mængde nu stivnet Slam, det 
saakaldte Diluvum  (Diluvialland). I disse Afleiringer 
findes Ben af Hulebjørnen byppigi Mellemeuropa, navnlig 
paa Bunden af Klippehuler, hvori den har levet; Mængden 
af Knokler er stor og lader slutte til mere end 100 Indi- 
vider (efterhaanden) i samme Hule; er Hulens Indgang 
snæver, er. den ofte ganske slidt af Dyrenes Gang ud og 
ind. I saadanne Huler, Knokkelhuler, findes ogsaa Ben 
af mange andre Dyr, og desuden mellem det stivnede Slam 
— Spor efter Mennesket. Allerede saa tidlig, sammen med 
Knoklerne i Knokkelhulerne, træffer man nemlig Redska- 
ber af Menneskehaand, forarbeidede af Sten, tilhørende 
Stenalderens Mennesker, der endnu ikke kjendte Metaller. 


Gnavere (Skabet 44). Om Gnaverne se Side 19 ff. 

207. Marsvinet, Cavia Cobaya Marcgr.: Marsvinet 
er. omtrent 11 Tommer langt og ligner i Udseende noget 
Kaninen; . det nedstammer fra. Sydamerika, men findes 
ikke mere i vild Tilstand; tamt holdes det som et for- 
nøieligt Husdyr i de fleste Lande. 208. Den almindelige 
Hare, Lepus borealis Nilss.* 


Tandløse (Side 25). 
209 (Skabet 39). Hovedskal af Dovendyret, Cholopus 
didactylus Illig. 
Heste: - 


210. Den almindelige Hest, Equus:caballus. Lin.* 
Hestene danne en Afdeling for sig selv blandt Patte- 


Rummet VIL, Skabet 38—45. 107 


dyrene, jevngod med de Tveklovede eller Drøvtyggerne 
(se Side 26), de Mangehovede o. s. v. De udmærke sig 
derved, at de kun have en Hov d.v.s. de have kun 
en eneste Taa paa hver Fod til at bære Legemet, Hesten 
er fra umindelige Tider bleven et Husdyr, maaske først 
hos de mellem - asiatiske Folkeslag; i Mellem - Asiens 
Stepper sværme. endnu: talrige Heste omkring, uden at 
man ret ved, enten de ere vilde eller kun forvildede: 
Det Led, der sees som et bagudvendende Hjørne 
noget nedenfor Midten af Bagbenene hos Hesten og hos 
de. øvrige indenfor Jerngitteret opstillede Benrader, der 
henhøre til. Drøytyggerne (endvidere hos: Rovdyr som 
Katten, Hunden o..s. v.), er Heælleddet; ovenfor. Hæl- 
leddet kommer derpaa Knæleddet med sin Knæskal. I 
samme Høide som Hælleddet, findes paa Forbenene 
Haandleddet og derovenfor Albuleddet. 


Drøvtyggere (se Side 26 ff.). 


21. Den topuklede eller indiske Kamel, Camelus 
bactrianus. Lin. - Kamelerne udgjøre en egen Under- 
afdeling af Drøvtyggerne (se Side 27). Klovene ere meget 
smaa, - men Tæerne erc hos det fuldstændige Dyr paa 
Undersiden forenede ved en fælles hornagtig Saalepude; 
denne Fodbygning kommer Kamelerne udmærket til Nytte 
i de Ørkener, hvori de leve, idet de nemlig derved 
hindres fra at synke ned i den løse Sand.  Hornene mangle. 
Puklerne paa Ryggen bestaa kun af store Fedtmasser. 
Den  topuklede Kamel lever i Mellem- Asiens  Ørkener: 
Næsten alene ved Hjælp af denne Kamel er det, at den 
storartede Karavanehandel gjennem de asiatiske Ørkener 
mellem China og Rusland kan foregaa. 212. Hoved- 
skallen af den enpuklede Kamel eller Dromedaren, Ca- 


108 Benrader af Pattedyr. 


melus dromedarius Lin. Dromedaren lever i Vestasien, 
hvor den er Arabernes Trækdyr, og i Nordafrika (, Ørke- 
nens Skib*). Den er endnu vigtigere for Mennesket end 
foregaaende. 

213. Giraffen, Camelopardalis Giraffa Gml. (Side 27). 

214. Den europæiske Elg (Elgkoen), Alces palmatus 
Sm.* Flgkoen mangler Horn. 215. Horn af den ameri- 
kanske Elg, Alces americamus Jard. — 216 (Skabet 42). 
Rensdyret (Renoksen), Rangifer Tarandus Lin.* De store 
Grene af Hornene, der rage frem over Panden, benytter 
Dyret til at bortskrabe Sneen med for at komme til 
Renmosen. 216 a. (Skabet 44) Renkoen, med lignende 
Horn som Renoksen, men mindre (se under ,,Hjorte*, 
Side 28). 216 b. Hovedskal af Renoksen. 216 ce. Ben af 
Rensdyret fra Knokkelhulerne (se Side 106), hvor de findes 
i Mængde. 216 d. Horn af Renoksen. 217 (Skabet 43). 
Kronhjorten, Cervus Elaphus Lin.* 217 å. Hovedskal af 
Hjörten. 217 b. Horn af Hjorten. 218 (Skabet 44). 
Dværg-Moskusdyret, Moschus javamicus Lin. | 

219 (Skabet 44). Den arabiske Stengjed, Capra 
simnaitica Ehrenb.  Stengjederne, der udmærke sig ved 
sine overmaade lange Horn, findes 1 Bjergtrakter, saavel 
i Europa som i Asien. I Levemaade ligne de Gemserne 
(Side 30) og hamle fuldkommen op med dem i Springen 
og Klatren. 220. Hovedskallen af en Vædder, Ovis Artes 
Lin.* Fra Bergenskanten. 221. Hovedskallen af den 
kapske Bøffel, Bubalus caffer Lin. I hele Syd- og Mellem- 
Afrika i Flokke paa indtil 80 Stkr. Et Dyr af stor Styrke, 
rasende og dertil listigt og hevngjerrigt. Endnu er det 
ikke lykkedes at tæmme denne Okse. 222. Den ameri- 
kanske Bison-Okse, Bos americanus Gml. (Side 30). 


Rummet VII, Skabene 38—45. 109 


Tykhudede eller Mangehovede (Side 31). 


223 (Skabet 39). Kindtænder af Elefanten, Elephas 
indieus L. og Elephas africanus Blumenb. Elefanten har 
kun én saadan vældig Kindtand paa hver Side i Over- og 
Underkjæven og forøvrigt ingen flere Tænder undtagen 
de to uhyre Stødtænder. Naar en Kindtand ved Brug 
er bleven formeget slidt, danner sig bagenfor den en ny 
Tand, der efterhaanden rykker frem og skyder den gamle 
ud. Paa Kindtændernes Tyggeflade (som er den Flade, 
der vender opad paa de udstillede Tænder) løber ophøiede 
Striber ligesom paa en Hestetand; thi Elefanten lever 
ligesom Hesten blot af Planteføde. 


92924, Hovedskallen af Flodhesten eller Nilhesten, 
Hippopotamus amphibwus Lim. Et endnu ikke fuldt 
udvokset Dyr. Flodhesten er et overmaade plumpt Dyr, 
ikke uligt et kjæmpemæssigt Fedesvin. Kroppen er tyk, 
og Bugen berører næsten Jorden; Benene ere selv hos 
en udvokset Flodhest af 15 Fods Længde, kun 2? Fod. 
Snuden er overordentlig bred. I Afrikas Floder og lever 
her af Planter, som den opriver med sine lange Stød- 
tænder. 

225 (Skabet 44). Den amerikanske Tapir, Tapirus 
americanus Lin. Tapirerne ligne Elefanten i Skabning, 
men ere af forholdsvis ringe Størrelse. Den høie og 
brede Næse-Aabning paa Benraden tyder paa en stor 
Næse. Næsen hos Tapirerne forlænger sig virkelig ogsaa 
til en kjødagtig Snabel, der imidlertid kun er nogle Tom- 
mer lang. Den amerikanske Tapir er almindelig i Syd- 
amerikas Skove og ernærer sig især af Blade. 


226. Hovedskaller af det tamme Svin, Sus Scrofa, 
domestica Gml.* 


110 Benrader af Pattedyr. 


Kobber (Skabene 39 og 45). Om Kobberne se 8. 31 ff. 


227. Stenkobben, Callocephalus vitulinus Lin. * 227 å. 
Hovedskal af Stenkobben. 228. Haverten, Phoca barbata 
Fabr.* 2929. Grønlandssælen, Pagophilus groenlamdieus 
Mull.* 230 (over Skabet 43). Hvalrossen, Odobænus 
Rosmarus Lin., ikke fuldt udvokset. 230 a.  Hoved- 
skaller af to voksne Hvalrosser. 230 b. Hovedskal af 
et Hvalrosfoster. 230 c. QOverkjæven af en ung RES, 
hvis ene Stødtand er Tvetand. 


Hvaler (se Side 34 ff.). 
a. Tandhvaler: 


231. Hvidskjævingen, Delphinus leucopleurus Rasch* 

232. Vagnhunden, Hvalhunden eller Spækhuggeren, 
Orca Schlegel" Koren (Lilljeb.)* 232 åa. Hovedskallen 
af Vagnhunden. Vagnhunden er ikke sjelden ved vor 
Vestkyst. Længden indtil 24 Fod. Af alle Tandhvaler er 
Vagnhunden den glubskeste; med Kobberne fører den 
altid Krig, ja den angriber endog undertiden de kjæmpe- 
mæssige Bardehvaler (deraf Navnet Hvalhund) og river 
med sine grove Tænder det ene store Stykke Spæk efter 
det andet ud af deres Sider i Forbifarten. 233. Grinde- 
hvalen, Orca Melas Trail* 234. Nisen, Phocæna com- 
munis Cuv.* 235. Hvidfisken, Delphinapterus Leucas 
Pall.* | 

236 a—d (Skabet 39). Hovedskaller af forskjellige 
Tandhvaler. 

237. Narhvalen, Monodon Momnoceros Lin. Udmeær- 
ker sig fremfor alle andre Hvaler derved, at Hannerne 
have en undertiden to vandret fremstaaende, 6—10 Fod 
lange, spiralformig dreiede Stødtænder i Overkjæven. 


Rummet VII, Skabene 38—45. 111 


Andre  Tænder findes ikke udviklede. Hunnerne mangle 
ogsaa Stødtænder.  Nytten af Stødtænderne er ikke sik- 
kert bekjendt; de ere imidlertid ikke at anse som noget 
Forsvars- eller Angrebs-Vaaben (hvorledes skulde da 
Hunnen hjælpe sig!).. Narhvalen er en munter og livlig 
Hval; mødes to Narhvaler, løfte de Stødtænderne over 
Vandet, krydse dem med hinanden, ligesom om de vilde 
fegte sammen. I Ishavet; yderst sjelden forvilder en 
enkelt sig til vore Kyster. 

238. Næbhvalen, Hyperoodon diodon Lacep.* Sjelden 
hos os. Kjæverne danne et fremstaaende, smalt Næb, fra 
hvis Rod to uhyre Benkamme stige op; i det udvortes faar 
herved Snuden Lighed med et Gaasenæb, fra hvis Rod 
Panden hæver sig næsten lodret i Veiret. Af Tænder 
findes. kun de +%o0 forrerste i Underkjæven udviklede. 
Længden indtil 30 Fod. 


b. Bardehvaler, de kjæmpemæssigste af alle nu- 
levende Dyr. De danne den anden Underafdeling af 
Hvalerne ved Siden af Tandhvalerne (se Side 35). Barde- 
hvalerne mangle 'Tænder. -Istedetfor Tænder have de 
langs Overkjævens Sider en Mængde Hornplader eller 
Barder (fra 300 til 1000 i Antal), der paa sine indre 
Rande ere opløste i Børster. Herved dannes ligesom 
et uhyre Si paa hver Side i Munden. Underkjæven er 
ubevæbnet og lægger sig med sin Læbe udenom Bar- 
derne, naar Munden lukkes. Uagtet Bardehvalerne ere 
de største af alle Dyr, leve de dog kun af Smaafisk, Orme 
og Bløddyr, af hvilke sidste en hel Del neppe ere synlige 
for vort Øie (de saakaldte Hvalaat. Med sit uhyre 
Gab vidt aabent stryger Hvalen gjennem Havet, fylder 
det med Vand og faar med det samme Millioner af Smaa- 


112 Benrader af Pattedyr. 


dyr ind i Munden; derpaa lukker den Gabet og presser 
herved Vandet ud gjennem Siet; alle Smaadyrene blive 
derimod tilbage og skydes med et eneste Tryk af den 
plumpe Tunge ned gjennem Svælget. Bardehvalerne 
jages dels for Bardernes Skyld, hvoraf faaes Hvalsfin, 
dels og især for Spækkets Skyld. 

Den allerstørste af Bardehvalerne er Grønlandshvalen, 
der er 67 Fod lang, 40 Fod i største Omkreds, veier over 
220,000 Pund eller omtrent ligesaameget som 88 Elefanter, 
har 15 Fod lange Barder i Munden og giver 160 Tønder 
Spæk. 

239. Rørhvalen eller den almindelige Sildehval, 
Balænopiera musculus Comp.* TI fuldvoksen Tilstand 
indtil 70 Fod lang, men slank og langstrakt. Den ene 
af de herværende tre Benrader er 60 Fod og 4 Tommer 
lang, den anden 56 Fod lang. Sildehvalen er ikke 
sjelden ved vor Vestkyst, ja ved Lofoten synes den at 
være den almindeligste Bardehval. Den lever af Fisk 
(Sild, Torsk) og af lavere Sødyr. 


240. Den bredhovede Sildehval, Balænoptera laticeps 
Gray,* fanges en og anden Gang hos os. Hidtil ere kun 
unge Exemplarer trufne, af 32—34 Fods Længde. 


24. Vaagehvalen, Balænoptera fostrata Fabr.* 
241 åa. Hovedskallen af en ung Vaagehval. 241 b. 
(Skabet 39). Hovedskallen af et Vaagehval-Foster. Vaage- 
hvalen er den almindeligste af vore Bardehvaler og tillige 
den mindste af dem alle. Længden omtrent 30 Fod. 
Her ved Bergen fanges den i mindre Fjorde med trangt 
Indløb, som tilstænges med Garn, saa Hvalen ei kan 
komme ud; deraf Navnet Vaagehval. 


Fostere af Vaagehvalen sees i Rummet III, No. 111. 


Rummet VII, Skabene 46, 47 og 48. 113 


Pungdyr (Side 36). 

242. Kusuen, Cusceus orientalis Waterh. Henhører 
til Pungaberne og lever paa de indiske Øer. Fra Under- 
siden af Bækkenringen sees to Ben at strække sig frem- 
over, de for Pungdyrene eiendommelige Pungben. 


Benrader af Fugle. 
Rummet VII, Skabene 46, 47 og 48. 


Hos Fuglene ere Benenes Hulheder i Almindelighed 
ikke fyldte med Marv som hos Pattedyrene, men med 
Luft.') Den indaandede Luft standser nemlig ikke i 
Lungerne som hos Pattedyrene, men gaar gjennem Aab- 
ninger paa Lungernes Sider ud 1 store, tyndhudede 
Blærer, der indtage en stor Del af Kropshulen, og derfra 
ind i Benene og selv ind i Penneposerne. Ved denne 
Mængde Luft i Legemet bliver dettes Vægt betydelig 
formindsket og Flugten altsaa lettere; derved faar ogsaa 
Fuglenes Stemme en høi Grad af Udholdenhed og Styrke. 

De enkelte Dele af Benraden hos Fuglene ere saa- 
ledes forbundne med hverandre, at Fuglen faar den 
nødvendige Fasthed i Benbygningen til de kraftigé Vinge- 
bevægelser og samtidig med største Lethed kan indpumpe 
og udpumpe en Masse Luft: Ryghvirvlerne ere næsten 
ubevægelig forenede indbyrdes og tilbyde herved Vin- 
gerne et fast Støttepunkt; Brystbenet er overordenligt 
stort med en høi Kam *?) til Fæste for Flyvemusklerne; 

1) Hos Fugleunger og Fugle uden Flyve-Evne (f. Ex. Strudsen) 
ere Benene marvholdige. 


2) Hos Strudsen og de faa andre Fugle uden Flyve-Evne mangler 
ogsaa Brystkammen. 


8 


114 Benrader af Fugle. 


og Ribbenene mellem Rygraden og Brystbenet bestaa af 
to bevægelige, i en Vinkel sammenstødende Stykker, 
hvorved det store Brystben kan hæves og sænkes som 
Bunden i en Blæsebælg; forat Ribbenene dog skulle give 
Brystkurven Fasthed, har hver især, undtagen det første 
og sidste, en bagudrettet Fortsats, der støtter sig paa 
det følgende Ribben. 

Af Fuglebenrader kan nævnes: 

243—246. Papegøier, Psittacmi. 247. Kanarie- 
fuglen, Fringilla canaria Lin. 248 og 249. Ørne 
(248 er Kongeørnen, Aquila Ohrysaétos Lim.*) 250. Svalen, 
Hirundo urbica Lin.* 251. Tiuren, Tetrao urogallus Lin.* 

252 (Skabet 47). Den almindelige Struds, Struthio 
Camelus Lim. Flokkevis i Afrikas Stepper og Ørkener. 
253 (Skabet 47). Nanduen eller den amerikanske Struds, 
Rhea americana Lath. I Sydamerikas Stepper.  Strudse- 
fuglene eller Løbefuglene ere de største af alle Fugle. 
Benene ere lange og yderst kraftige. Strudsen løber 
hurtigere end Hesten. Vingerne ere derimod forkrøblede 
og du ei til at flyve med; de udspændes under Løbet 
og give med gunstig Vind en pilsnar Fart. (Se forøvrigt 
Anm. under foregaaende Side. Æg af Strudsen sees i Rum- 
met V; se Side 58). Strudsefuglene udgjøre en egen Afde- 
ling af Fuglene mellem Hønsefuglene og Vadefuglene (se 
Side 58.) 254 (Skabet 47). Ben af en Moafugl, D:- 
nornis didiformis Owen. Moafuglene ere uddøede Strudse- 
fugle (se ovenfor), der fordum levede paa Ny-Zeland og 
opnaaede en kjæmpemæssig Størrelse. De største af 
dem vare endog dobbelt saa høie som den almindelige 
Struds (smgln. Side 58, No. 136). 

255. Heiren eller Hegren, Ardea cinerea Lin.* 256. 
Sangsvanen, Cygnus mustceus Bechst.* 


Rummet VII, Skabene 46, 47 og 48. 115 


257. Ben af Gejrfuglen, Alca impenmis Lin. Gejr- 
fuglen er nu efter al Sandsynlighed uddøet. Den hørte 
til Svømmefuglene og lignede i Farve og Holdning Alken 
(Rummet VI, Skabet 27, No. 218; Side 68), men var saa 
stor som en Gaas og havde saa smaa Vinger, at de vare 
aldeles uduelige til Flugt. Denne mærkværdige Fugl 
fandtes fordum i uhyre Mængder i de nordlige Have ved 
ved Amerika, Island og Færøerne og levede da ogsaa ved 
vore Kyster. I det 16de og 17de Aarhundrede aftog den 
betydeligt; de Søfarende provianterede sig hver Sommer 
med disse Fugle og deres Æg; de toge saamange de 
vilde i Baadene (efter deres Fortællinger kunde de paa 
mindre end én Time fylde 30 Baade) og flere Tønder Æg. 


Enkelte Benrader af Krybdyr sees i Skabet 29; de 
ere forhen anførte (se under Krybdyr, Side 72). 


I Skabet 39, i samme Rum som Benraderne, findes 
ogsaa: 

258. Hjertet af et Menneske. Et Menneskes Hjerte 
er omtrent saa stort som Vedkommendes knyttede Haand. 
Det bestaar af fire Kamre, der ved sin Udvidning og 
Sammentrækning drive Blodet omkring i Legemet. 

259 0g 260. Sidehalvdelen af et Menneskehoved med 
sin Aareudbredning. 

261. Et Menneskes Arm og 262. Et Menneskes Ben 


med sine Aareudbredninger. 


g* 


Leddyr. 


(Se Side 2.) 


I. Egentlige Leddyr. Med leddede Bevæ- 
gelsesredskaber (smgln. Afd. II, Side 142). 


Insekter. 
Rummet VII, Skabene 49 og 50.") 


Insekterne have 3 Par Ben; deres Legeme er delt i 
3 større Afsmit: Hoved, Bryst og Bagliv.*”) De ere i 
Almindelighed forsynede med Vinger og ere de eneste 
flyvende af alle de hvirvelløse Dyr. 

Paa Hovedet sidde to Følehorn og udad til Siderne 
to Øine, hvoraf hvert er sammensat af en Mængde Smaa- 
Øine, sædvanligen 4000—6000; ved dette store Antal Smaa- 
Øine kan Insektet se sig omkring uden at dreie Legemet, 
omendskjønt begge Øine ere aldeles ubevægelige. 

Insekternes Unger gjennemgaa store Forvandlimger. 
I Begyndelsen ere de ormformige og kaldes Larver. 
Efter Larvetilstanden, der ofte varer i flere Aar, antage 
de en ganske forandret Skabning; de kaldes da Pupper, 
ligge i fuldstændig Hvile og tage ingen Føde til sig. 
Omsider brister Puppehuden og det fuldkommne Insekt 
fremkommer. 


1) Skabene aabnes ved Henvendelse til Conservator. 
2) Deraf Navnet Insekt, som betyder Indsnitsdyr. 


Rummet VII, Skabet 50. 117 


Antallet af forskjellige Arter af Insekter anslaaes nu 
til omtrent 160,000. 


Vingedækkede eller Biller (Coleoptera). 
Skabet 50. 


Have fire Vinger, hvoraf de to forrerste eller Vinge- 
dækkerne ere haarde, skjoldformige og danne et beskyt- 
tende Dække over de hindede Undervinger og den bløde 
Bagkrop. 

å. Rovbiller: 

1. Den grønne Sandløber, Cicindela campestris Lin.* 
2. Haveløberen, Carabus hortensis Lin.* 3. Jordløbere, 
Harpalus.* Løberne ødelægge en Mængde skadelige 
Insekter og Larver. 

4. Den gulrandede Vandkalv, Dytiscus marginalis 
Lin.* I Damme og Kjern; skadelig for Fiskeyngelen. 
5. Den farede Vandkalv, D. sulcatus Lin.* 

6. Hvirvlere, Gyrinus* ere de smaa Insekter, som 
ofte sees svømme i Kredse paa Overfladen af Ferskvand 
med overordentlig Hurtighed og glindse i Sollyset som 
Sølv. 

b. Kortvingede: 

7. Stafylinen, Staphylinus* fortærer skadelige In- 
sekter. 

ce. Vandbiller eller Vandkjær: 

8. Dynd- eller Mørjekalven, Hydrophilus piceus Lin.* 

d. Torbister: 

9. Herkulestorbisten fra Sydamerika, en Kjæmpe 
blandt Insekterne. 

10. Næsehorntorbisten, Geotrupes masicormis Lin. 
I Danmark og Sverige, men neppe hos os. 


118 Insekter. 


11. Den almindelige Tordyvel eller Skarnbasse, Sca- 
rabæus stercorarius Lin.*  OQpholder sig i Gjødsel og 
har som de øvrige Skarnbasser Betydning i Naturen ved 
at fortære Gjødselen og sprede den om i Jorden. Tor- 
dyvelen er bekjendt for sin uhyre Styrke: ,Havde en 
Elefant i Forhold til sin Størrelse saadan Styrke som 
en Tordyvel, skulde den omstyrte de største Træer som 
Bønnestilker og skuffe Bjerge og Klipper til Side* (Lin.). 

12. Oldenborren, Melolontha vulgaris Lin.* opæder 
Løvtræernes Blade; i Tydskland og Frankrig vise de sig 
ofte i vældige Mængder og anrette uhyre Ødelæggelser. 

13. St.Hans Torbisten, M. solstitialis Lin.* 14. Guld- 
torbisten, Cetonia aurata Lin.* 

Nær beslægtet med Torbisterne er 15. Egehjorten, 
Lucanus cervus Lin.* med store, tandede Kindbakker, 
det største Insekt i Europa; det findes ogsaa hos osi 
Grevskabernes Egeskove, men er meget sjeldent. 


e. Aadselbiller: 


16. Den almindelige Aadselgraver, Necrophorus ves- 
pillo Lin.* Disse Insekter begrave i Fællesskab Aadsler 
af Mus, Rotter, Smaafugle o. s. v., idet de skyde Jorden 
væk under dem, og lægge deri sine Æg, for at Larverne, 
naar de komme ud af Æiggene, kunne finde sin Føde. 
Nedgravningen sker med overordentlig Hurtighed for 
at ikke andre Aadselbiller eller Spyfluer o. fl. a. skulle 
lægge sine Æg i samme Aadsel. 

Nær beslægtede med Aadselbillerne ere de saakaldte 
Klannere: 

17. Fleskeklanneren, Dermestes lardarius Lm.* og 
18. Pelsklanneren, D. pellio Lin. * der begge gjøre stor 
Skade i Spiskamrene og i Museerne. 


Rummet VII, Skabet 50. 119 


f. Pragtbiller. Findes især i de hede Jordstrøg. 

19. Kjæmpepragtbillen, Buprestis gigas Lin. fra Syd- 
amerika. 20. Andre Pragtbiller, Buprestis fra Syd- 
amerika. 

21. Sædsmelden, Elater segetis Gyll* —Smelderne 
have for korte Ben, til at de kunne vende sig om, naar 
de lægges paa Ryggen; de hjælpe sig paa en anden 
Maade: de strække sig lige ud og ved en lynsnar Bøi- 
ning af Forkroppen, hvorved en Tap paa Undersiden af 
Brystet smeldes ind 1 en tilsvarende Fordybning, hoppe 
de op i Veiret og komme ned paa Benene igjen. Sæd- 
smeldens Larve er Kjølmarken, der gjør den allerstørste 
Skade ved at fortære Korn- og Græsspirerne. 


Nær beslægtet med Pragtbillerne ere: 


22. St. Hansormen, Lampyris noctiluca Lin.* Hunnen 
er vingeløs og lyser i Mørket. 

23. Bogmøllet, Pinus fur Lin.* søndergnaver Pels- 
værk, Bøger, Planter og Dyr i Museerne. 

24. Dødningeuret, Anobium pertimax Lin.* gjennem- 
borer Møbler; dets Lokketoner ligne et Lommeurs Pikken. 


g. Skyggebiller: 
25. Melbillen, Tenebrio molitor Lim.;* hvis Larve 
eller Melormen fordærver Mel og Klid. 


h. Tykhalsede: 

26. Den spanske Flue, Lytta vestcatoria Lin. meget 
almindelig i Sydeuropa; for at benytte den til Plaster, 
tørrer man hele Insektet og river det til Pulver. 

27. Oliebillen, Meloé Proscarabæus Lin.,* der ved 
Berøring udsveder en gul, blæretrækkende Vædske gjen- 
nem Knæleddene; den benyttes undertiden istedetfor 
spansk Flue. 


120 Insekter. 


i. Snudebiller. Deres Hoved er forlænget til en 
Snabel, i hvis Ende Munden sidder. Gjøre ofte stor 
Skade paa Sæden, Frugterne og Skovene. 


28. Kornsnudebillen, Calandra granaria Lin.* 29. 
Æblesnudebillen, Anthonomus pomorum Lin.* 30. Bir- 
kens Snudebille, Rynchites betulæe Lin.* 31. Nøddens 
Snudebille, Balaminus nucum Lin.* gjennemborer med 
sin Snabel de unge Hasselnødder og lægger et Æg ind 
i Hullet, som derpaa gror til, saa kun en sort Plet 
bliver tilbage; naar Larven eller den almindelig bekjendte 
Nøddemark har fortæret Kjernen, bliver Nøddeskallen, 
der nu er haard, gjennemboret for anden Gang af Larven. 


j. Barkbiller: 


32. Den almindelige Barkbille eller Bogtrykkeren, 
Bostrichus octodentatus Gyll.* Bogtrykkeren (og Barkbil- 
lerne i det Hele) gjør stor Skade i Gran- og Furuskove. 
Larverne af disse Insekter er det, som danne de sammen- 
slyngede Gange eller Labyrinter af Udseende som Runer 
eller østerlandske Bogstaver, der sees paa de afbarkede 
Naaletræer. Herunder gjennemgnave de Splinten, hvor- 
ved Saftomløbet afbrydes, og Træet visner. 


k. Langhornede eller Træbukke. Ere ogsaa Træ- 
Ædere og blive ofte skadelige. 


33. Den almindelige Træbuk eller Tømmermanden, 
Lamia ædilis Lin.* 34. Blaabukken, Callidium vio0- 
laceum Fabr.* 35. Garverbukken, Cerambyx heros Fabr. 
paa Garverbark; i Tydskland. 36. Cayennes Harlekin, 
Aerocimus longimanus Lin. fra Sydamerika. 37. En 
Træbuk fra Sydamerika. 


 Rummet VIL Skabet 50. ge 


I. Guldbiller: 

38. Guldhøner eller Guldkonger, Chrysomela* pragt- 
fuldt metallisk glindsende; ødelægge Løvtræernes Blade. 
39. Sydamerikanske Guldkonger. 40. Jordloppen, Hal- 
tica oleraceu Lin.* fortærer Kjøkkenvæksterne. ål. 
Skjoldbiller, Cassida.* 42. En sydamerikansk Skjold- 
bille, Mesomphalia. 


m. Bladlusædere: 

43. Mariehøner, Marieflyer (eller Jomfru Maria), Cocci- 
nella.* Meget nyttige Insekter, der opæde de for Plante- 
verdenen fordærvelige Bladlus; sættes en Mariehøne paa 
de af Bladlus angrebne Potteplanter, renses disse strax 
for Utøiet. 


Skindvingede (Orthoptera). 
Skabet. 50. 


Have fire netaarede Vinger, hvoraf de forrerste eller 
Qvervingerne ere læderagtige, smale; Undervingerne der- 
imod, som bruges til at flyve med, ere hindagtige, bredere 
og foldes under Hvilen sammen paa langs, saaledes at 
de dækkes og beskyttes af Overvingerne. 


a. Løbende Skindvingede: 

44. Øretvisten, Forficula awricularia Lin.,* hvis Bag- 
krop ender i en Tang, der tjener som Forsvarsvaaben; 
den kryber gjerne ind i Huller, og det hænder undertiden, 
at den kryber ind i Ørene paa sovende Mennesker; den 
dør næsten øieblikkelig, naar man hælder nogle Draaber 
Olie ind i Øreaabningen. 

45. Den amerikanske Kakkerlak, Blatta americana 
Deg.* 46. Den ostindiske Kakkerlak, Bl. orientalis 
Lim.,* hvis Overvinger ikke dække stort mere end halve 


122 Insekter. 


Bagkroppen. Begge ere i de varme Jordstrøg en sand 
Landeplage; til vore Søstæder ere de indførte med Ski- 
bene; de lægge sig paa og ødelægge alt spiseligt og 
anrette stor Skade paa Skibsprovisionerne. 

47. Den lappiske Kakkerlak, Blatta lappomica Lin.* 
opholder sig i Mængde i Lappernes Hytter og fortærer 
deres Madforraad. 

48. Knæleren, Mantis religiosa Lin., af høist for- 
underlig Bygning med lange Forben, hvis nedre Led 
kan slaaes imod det med Tænder bevæbnede Laarben, 
som Bladet paa en Foldekniv; ved Hjælp af disse Rov- 
fødder griber den Insekter, hvoraf den ernærer sig. I 
Sydeuropa. 


b. Hoppende Skindvingede eller Græshopper: 


49. Muldvarpegræshoppen eller Jordkrebsen, Gryllo- 
talpa vulgaris Latr. Opholder sig næsten altid under 
Jorden ligesom Muldvarpen; Forbenene ligne Muldvar- 
pens, ere brede som Hænder, besatte med fingerformige 
Takker og benyttes til at grave med. I Mellemeuropa, 
ødelægger Planterødderne til stor Skade for Landmanden. 

50. Sirissen, Acheta domestica Lin.* lader som be- 
kjendt idelig høre en gnislende Lyd, som Hannerne frem- 
bringe ved at gnide OQvervingerne mod Undervingerne. 

51. Vortebideren, Locusta verrucivora Lm* 352. 
Klappregræshoppen, Gryllus stridulus Lin.* 53. Van- 
dringsgræshopper. I Østerlandene, Afrika og Sydeuropa, 
ogsaa i Amerika; enkelte Gange ere de endog trufne i 
Sverige og hos os. I de varmere Lande høre de til de 
frygteligste Landeplager, hvorom allerede Bibelen be- 
retter. De komme farende i Skarer, ofte af flere Miles 
Længde og Bredde, formørke Solen som en uhyre Sky 


Rummet VII, Skabet 50. 128 


og frembringe et Bulder som af en fjern Torden. I de 
Distrikter, hvor de slaa ned, ødelægges al Plantevækst 
inden faa Timer. I Ægypten, Arabien, Jødeland o. a. St. 
spises de og ere der en almindelig Vare paa Torvene. 


Netvingede (Neuroptera). 
Skabet 50. 


Have fire Vinger, alle hindede, klare og gjennem- 
trukne med et tæt Aarenæt. 


54. Øienstikkere eller Guldsmede, Libellula* og 55. 
Vandjomfruen, Agrion,* almindelige ved Ferskvande og 
sidlændie Enge. 

56. Døgnfluen, Ephemera vulgata Lin.* Sees om 
Sommeraftenerne i store Mængder dandse op og ned 
over Ferskvand; de leve kun 3—6 Timer eller neppe et 
Døgn, falde derpaa ned paa Vandfladen og blive et rigeligt 
Maaltid for Fiskene. Som Larve lever derimod Døgn- 
fluen 1—2 Aar i Vandet. 

57. Skorpionfiuen, Panorpa communis Lin.* 

58. Florvingen, Hemerobius perla Lim.* Larverne 
anrette store Nederlag paa de for Planterne skadelige 
Bladlus (kaldes derfor Bladlusløver). 

59. Termiter eller hvide Myrer, Termes. Bo sammen 
i store Skarer bestaaende af Hanner, Hunner og de 
vingeløse Arbeidere og Soldater. De høre hjemme i de 
hede Lande. Den her opstillede Art, den krigerske 
Termit, lever i Afrika og er bekjendt af sine store Bo- 
liger. Disse ligne Høsaater og naa en Høide af 5—8 Alen 
over Jorden; de ere saa faste, at vilde Okser klavre op 
paa dem for at opstille sig der som Skildvagter for den 


124 Insekter. 


øvrige Hjord, og de indeholde undertiden saa store Rum, 
at et halvt Snes Mennesker kunne søge Ly i dem. Det 
er Arbeiderne, som opføre disse Boliger; Soldaterne have 
Tilsyn med Arbeidet, forsvare Kolonien og holde Orden 
iden. Andre Termiter opføre ingen Boliger, men sønder- 
gnave Træværket i Huse og Møbler; de trænge ind i 
Træet, søndergnave hele det indre deraf og efterlade 
kun paa Overfladen en tynd Trævæg af en Oblats Tyk- 
kelse; inden kort Tid kan endog et helt Hus ødelægges 
i Bund og Grund. 

60. Vaarflagreren, Phryganea.* Saavel Larven 
som Insektet er en lækker Føde for Ferskvandsfiske og 
bruges til Agn baade i naturlig Tilstand og eftergjorte. 
Larven træffes idelig om Sommeren i Vandet, boende i 
et lidet Futteral af Sandkorn, Straa og Stikker, som den 
kryber omkring med. 


Aarevingede (Hymenoptera). 
Skabet 50. 


Have fire Vinger, alle hindede, klare og gjennem- 
trukne med kun faa Aarer. 


a. Aarevingede med Zglæggerbraad, hvormed Æg- 
gene bringes ind i Planter (undertiden dybt ind i Veden) 
og ind i andre Insekter. 


61. Furubladvepsen, Lophyrus pini Lin.* Larverne 
leve af Naalene paa Furutræer; undertiden ødelægge de 
hele Furuskove. 

62. Stikkelsbærbladvepsen, Nematus Ribesu,* hvis 
Larver opæde Bladene paa Ribs- og Stikkelsbærbuske. 

63. Kjæmpetrævepsen, Svrex gigas Lin.* 


Rummet VII, Skabet 50. 125 


64. Snyltevepse eller Puppeædere, Ichneumonide,* med 
stilket Bagkrop; særdeles nyttige ved at ødelægge skade- 
lige Insektlarver: Hunnerne gjennembore nemlig med 
Æglæggerbraadden Insektlarvernes Hud og lægge sine 
Æg derunder; de udklækkede Larver fortære nu Fedtet 
og tilsidst ogsaa de ædlere Dele af sin Vert, hvorved 
denne dør (herunder gjennembore de Aanderørene og 
faa derved den nødvendige Luftveksel); endelig æde de 
Hul i den døde Larves Hud og krybe ud. 

65. Egebladgalvepsen, Cymips quercus fol Lin.* 
66. Rosengalvepsen, Cynips rose Lin.* Galvepsene 
lægge sine Æg i Blade, Knopper o. s. v. og indbringe 
samtidig en skarp Vædske, hvorved der dannes Udvekster, 
de saakaldte Galæbler. Galæblerne paa Rosenbuskene 
have et mosagtigt Udseende og ere meget almindelige. 


b. Aarevingede med Gitbraad. 


67. Guldvepsen, Chrysis ignita Lin.* 

68. Gravevepse, Fossores,* der grave Huller i Jorden 
og lægge i disse, foruden sine Æg, ogsaa Larver, Edder- 
koppe o.s. v., som de have gjennemboret med sin Braad, 
til Føde for Ungerne. 

69 a—c. Tuemyren, Formica rufa Lin.* 69 å. Han- 
ner. 69 b. Hunner. 69 ce. Arbeidere. 70. Stokmyren, 
F. hereulanea Limn.* 71. Eddermyrer, Myrmica* I Myre- 
tuerne findes der ligesom i Vepsebol og Bikuber foruden 
Hanner og Hunner ogsaa de saakaldte Arbeidere, der 
mangle Vinger; Arbeiderne udføre alt Byggearbeide, for- 
svare Tuerne og pleie Yngelen; i varmt Veir sees ofte 
Arbeiderne bringe Myrepupperne (der i Almindelighed 
urigtigen benævnes Myre-Æg) op af Tuen ud i Solvarmen. 


126 - Insekter. 


72. Den almindelige Veps, Vespa vulgaris Lim.* 
73. Gjedehamsen, V. crabro Lin.,* hvis Stik frembringer 
høiest smertelige Svulster. 74 a—c. Den almindelige 
Bie, Apis mellifica Lim*  74a. Hanner eller Droner. 
74 b. Hun eller Dronning. 74 c. Arbeidere. 75. Humler, 
Bombus.* 


Skjælvingede eller Sommerfugle 
(Lepidoptera). 
Skabet 50. 


Have store Vinger, belagte med smaa farvede Skjæl. 

Alle. Sommerfugles Larver ere mere eller mindre 
skadelige; Sommerfuglene selv leve kun af Blomster- 
honning. I Skandinavien findes omtrent 1200 forskjellige 
Arter. 


åa. Dagsommerfugle med en tynd Krop og brede, 
næsten firkantede Vinger, der under Hvilen holdes op- 
retstaaende. 


76. Makaon eller Svalestjerten, Papilio Machaon 
Lim* 77. Apollo, Dorittis Apollo Lin.*; begge ikke 
sjeldne i de sydligere Dele af Norge. 78. Kaalsommer- 
fuglen, Pontia brassicæ Lin.,* almindelig; dens Larve er 
Kaalmarken, der lever paa Kaal og andre Kjøkkenvexter 
og ofte gjør betydelig Skade. 79. Hagetornsommer- 
fuglen, P. cratægi Lin.* hvis Larve lever paa Frugt- 
træer og opæder Blomsterne og Blomsterknopperne. 80. 
Citron-Sommerfuglen, Colias Rhammi Lin.* 81. Admi- 
ralen, Vanessa atalanta Lim.* 82. Sørgekappen, V. 
Antiopa Lin.* 83. Neldesommerfuglen, V. urtice Lin.;* 


Rummet VII, Skabet 50. 127 


vor almindeligste Dagsommerfugl. 84. Den hvide C.-Som- 
merfugl, V.OC. album Lin.,* tegnet med et hvidt C. under 
Bagvingerne. 85. Sølvpletten, Argynnis Latonia Lin.* 
86. Argus-Øiet, Lycena argus Lin.* 


87. En Dagsommerfugl fra Sydamerika, der frem- 
byder et af de mærkeligste Exempler paa Naturens Be- 
skyttelses-Lighed: Vingerne ligne ganske et vissent Blad 
med Midtnerve og Sidenerver, ja synes endog at være 
gjennemborede af Huller og bedækkede med Skimmel 
og Sop. Det er kun Undersiden af Vingerne (der vende 
op paa det udstillede Exemplar), der er saaledes farvet; 
thi naar Sommerfuglen sidder paa Grenene, holder den 
begge Vinger oprette, saa kun Undersiden vises; Vin- 
gerne se da ud som et eneste Blad, og Sommerfuglen 
undgaar derved Fuglenes Blik. 

88.  Sydamerikanske Dagsommerfugle, Morpho. 
89—97. Andre Dagsommerfugle fra de varme Lande. 


b. Aften- og Natsommerfugle med en tyk Krop og 
smalere, længere Vinger, som under Hvilen ere taglagte 
eller vandret udspændte. 


Aftensommerfugle: 


98. Øiensværmeren, Smerinthus ocellatus Lim.* 99. 
Poppelsværmeren, S. populi Lin.* 100. Dødningehovedet, 
Acherontia Atropos Lim. * med en Tegning som af et 
Dødningehoved ovenpaa Brystet; den største Sommerfugl 
hos os; meget sjelden. 101. Ligustersværmeren, Sphinx 
ligustri Lin.* 102. Furusværmeren, S. pimastri Lin.* 
103. Bisværmeren, Sesta apiformis Lin.,* hvis Vinger 
kun tildels ere bedækkede med farvede Smaaskjæl. 
104. Rødpletten, Zygæna filipendulæ Lin.* 


128 Insekter. 


Natsommerfugle: 


105. Pileboreren, Cossus lignitperda Lin.,* hvis Larve 
lever inde i Træstammerne og søndergnaver Veden; den 
er en af vore skadeligste Insekter. 


106. Humlesværmeren, Hepialus humult Lin.,* hvis 
Larve gjør stor Skade ved at fortære Rødderne af Hum- 
len og andre Planter. 


107. En Øienspinder, Saturmia. Til Øienspinderne 
høre de største af alle Sommerfugle, der ere omtrent I Fod 
brede mellem Vingespidserne. De findes især i Amerika. 


108. Bjørnebærspinderen, Bombyx rubi Lin.* Dens 
Larve eller ,Sotmarken, Bjørnelarven*, fortærer Græs- 
væxten. 

109. Furuspinderen, B. pimi Lim.* Larven eller 
, Skovmarken* opæder Furutræernes Naale og har en- 
kelte Aar anrettet frygtelige Ødelæggelser i vore Skove. 


110. Silkespinderen, B. mort Lim. 110 a. Silke- 
spinderlarvens Hylster, hvoraf faaes Silke. Silkespinderen 
er af alle Insekter det nyttigste for Mennesket. Dens 
egentlige Hjem er Sydasien; nu opfødes den inden Hus 
i næsten alle civiliserede Lande paa Jorden undtagen 1 
Polartrakterne. Larven eller Silkeormen lever paa Mor- 
bærtræet (der ogsaa trives i Skandinavien, hvor man 
har gjort flere heldige Forsøg med Silkeavlens Ind- 
førelse); naar den skal forpuppe sig, omgiver den sig 
med et ægformigt Silkehylster, idet den udgyder 2 Draa- 
ber Saft af Munden og udtrækker disse til en eneste 
sammentvunden 1200—1600 Alen lang Traad, den be- 
kjendte Silke, der vikles omkring Legemet, idet Dyret 
bestandig dreier sig. 

ll. Harlekinspinderen, Euprepia caja Lim* Lar- 


Rummet VII, Skabet 50. 129 


ven, der ligesom flere andre Natsommerfugles Larver 
kaldes Bjørnelarve, er skadelig for Enge og Marker. 

112. Uglespinderen, Erebus strix Ian. i Amerika, 
hører til de største Sommerfugle, som findes. 

113. Græsflyet, Noctua gramimis Lin.* Larven eller 
» Græsmarken* afbider Græsstraaet ved Roden og har paa 
denne Maade foraarsaget store Ødelæggelser, især i det 
Throndhjemske. 114. Sølvgammaet, Plusia gamma Lin.* 

115. Bladrøveren, Frdonia defoltaria Lin.,* hvis Larve 
bevæger sig frem, idet den skyder Ryggen op i en Bue 
og flytter Bagfødderne lige frem til Forfødderne; kaldes 
derfor Landmaaler eller Spanner; den gjør ofte megen 
Skade ved aldeles at afblade Frugttræerne. 

116. Melmøllet, Asopia farinalis Lin.,* hvis Larve lever 
paa Madvarer. 117. Bladviklere, Tortriz,* hvis Larver 
leve paa Blade, som de rulle sammen omkring sig i en 
Tut ved Hjælp af nogle Silketraade. 118. Æblevikleren, 
Carpocapsa pomonana Lin.,* hvis Larve markstikker 
Æbler, Pærer o. s.v. 119. Klædemøllet, Tinea tapezella 
Lim.,* hvis Larve afgnaver Tøier og Pelsværk. 120. 
 Fjærvinger, Alucita.* 


Halvvingedækkede (Hemiptera). 
Skabet 50. 


Have fire Vinger, hvoraf de to forrerste eller Over- 
vingerne hos de fleste ere læderagtige og ugjennemsig- 
tige ved Roden, hindede i Spidsen; Undervingerne helt 
hindede. Deres Mund er omdannet til en lang, leddet 
Sugesnabel. 

å. Uligevingede eller Tæger, hvis Overvinger ere 
læderagtige ved Roden og hindede i Spidsen. 

9 


130 Insekter. 


121. Bærtæger, Cimex.* 122. Væggetægen eller 
Væggelusen, Acanthia lectularia Lin.* 

123. Vandspretten, Hydrometra,* tynd, med lange 
Ben, hvormed den hurtigt hopper om paa Overfladen af 
Vandet. 

124. Rygsvømmeren, Notonecta glamca Lim.* der 
svømmer fortrinlig med Ryggen vendt nedad. 

125. Skorpiontægen, Nepa,* der lever paa Bunden 
af Vandet; Forbenene ere Rovfødder, hvis Led kunne 
slaaes sammen som Bladet paa en Foldekniv (ligesom 
hos Knæleren, No. 48, se Side 122). 


b. Ensvingede, med ensartede Vinger. 


126. Skumcikaden, Uercopsis spumaria Lin.;* hvis 
Larve, der er almindelig paa Plantestengler, omgiver 
sig med et hvidt Skum, bekjendt under Navn af Trold- 
kjærringspyt, Gjøgespyt o. s. v.; tages dette Skum bort, 
hopper Larven ud med et rask Spring. 127. Store Ci- 
kader fra de varmere Lande. 

128. Den kinesiske Lygtedrager, Fulgora candelaria 
Lim. 129. Den surinamske Lygtedrager, F. lanternaria 
Lin., fra hvis opblæste, forlængede Pande man forhen 
troede, at der udbredte sig et stærkt Lys, hvilket dog 
ved senere Undersøgelser ikke har bekræftet sig. 

130. Cochenillen eller Skjoldlusen, Coccus cacti Lin, 
indtørrede Hunner, saaledes som de forekomme i Han- 
delen. Cochenillen har sit egentlige Hjem i Mexiko, 
hvor den holdes i store Plantninger af Kaktusbuske, 
hvorpaa den lever. Hunnerne mangle Vinger; i tørret 
Tilstand danne de en betydelig Handels-Artikel; de ere 
indvendig røde og levere de kostbare Karmin-, Skarlagen- 
og Purpurfarver. 


Rummet VII, Skabet 50. 131 


Til de Ensvingede høre ogsaa Bladlusene, smaa, 
fine Insekter, der skade Planterne overordentlig ved at 
udsuge deres Safter. 


Tovingede (Diptera). 
Skabet 50. 


Have kun to hindagtige Vinger (Forvinger). I Skandi- 
navien findes over 3000 forskjellige Arter. 


åa. Myg: 

181. Den almindelige Knott, Simulia reptams Lin.,* 
hvis Bid er meget smertefuldt; i Sydeuropa har en nær- 
staaende Art flere Gange dræbt Kvæg i hundredevis 
om Aaret. 

132. Mosquitoen, Culex molestus. I Sydamerika; til 
overordentlig Plage for Befolkningen; mange Egne, især 
ved Floderne, ere aldeles ubeboelige formedelst Mosqui- 
toer; for at undgaa deres Stik, leve de Indfødte paa 
visse Aarstider i en bestandig Røg eller oversmøre hele 
Legemet med et tykt Fedtlag. 

133. Den almindelige Myg, Culex pipiens Lin.* Dens 
Larve, der lever i Vandet, kaldes almindelig Spret. 

134. Stankelben, Tipula.* 


b. Fluer: 


135. Koklæggen, Tabamus bovinus Lim.* 136. Blin- 
ningen, Hæmotopota pluvialis Lin.* 

137. Blomsterfluer, Syrphus* der i Farve ligne 
Bierne og ved denne sin skuffende Lighed snige sig ind 
i Bikuberne, lægge der sine Æg, hvorpaa de udklæk- 
kede Larver fortære Bilarverne. De gavne ved at øde- 
lægge Bladlus. 

gå 


132 Insekter. 


138. Kobremsen, Oestrus bovis Lin.* slipper sine 
Æg paa Kjørenes Ryg, hvor Larverne bore sig ind i 
Huden, frembringe Knuder og ernære sig af de tilstrøm- 
mende Vædsker; tilsidst krybe de ud, falde paa Jorden 
og forpuppe sig. 

159. Renbremsen eller Gormfluen, Oe. tarandt Lin.,* 
lægger sine Æg paa Rensdyrene paa samme Maade 
som foregaaende. 

140. Faarebremsen, Oe. ovis Lin.;* lægger sine Æg 
i Faarenes Næsebor; Larverne krybe op i Pandehulen 
under Hornene og leve af Slim; de foraarsage Uro og 
Smerte, men ei Ringsygen, der frembringes af en Ind- 
voldsorm, nemlig Kvæsen. 

141. Hestebremsen, Oe. equi Fabr.;* lægger sine Æg 
paa Hestene, sædvanligen omkring Knæerne; Æggene 
frembringe under sin Udvikling Kløen, og Hestene slikke 
sig, hvorved Larverne komme ned i Maven; de udstødes 
derpaa, naar de skulle forpuppe sig, med Gjødselen. 

142. Den almindelige Flue, Musca domestica Lim.* 
143. Spyfluen, M. vomitoria Lin.* 144. Guldfluen, M. 
cæsar Lin.* 145. Ostefluen, Piophila casei Lim.,* hvis 
" Larver ere de hvide Ostemarker. 146. Kornfluen, Oscimis 
Frit Lin.,* hvis Larver leve i Korn og frembringe det 
saakaldte Letkorn; de anrette undertiden frygtelige Øde- 
læggelser. 


c. Puppefødende. Lægge ikke Æg (som de øvrige 
Tovingede), men føde fuldt udvoxede, til Forpupning 
skikkede Larver. 


147. Hestefluen eller Skalfluen, Hippobosca equina 
Lin.;* med yderst seig Hud, meget almindelig paa Hesten. 


Rummet VII, Skabet 50. 133 


Tusindben. 
Rummet VII, Skabet 50." 


Tusindbenene ere Leddyr, hvis Legeme bestaar af 
en lang Række ensartede Ringe (indtil over 160 i Antal), 
hver forsynet med et eller to Par Ben. 500—600 Arter 
ere bekjendte. Denne lille Afdeling af Dyreriget kan 
deles i to Hovedgrupper: 


Egentlige Tusindben og Skaalorme eller Skolopendre. 


De egentlige Tusindben (Chilognatha). 


Have et valseformigt Legeme med to Par Fødder 
paa hver Ring. Hertil høre: 

148. Den almindelige Tusindben, Julus terrestris Lin.* 
149. Randtusindben, Polydesmus.* 150. Rulledyr, Glo- 
meris.* 

Disse tre forskjellige Former af Tusindben ere almin- 
delige hos os; de leve paa mørke Steder under Stene, 
Bark, Løv o. s. v. Ved den mindste Fare rulle de sig 
sammen i en Spiral eller Kugle. 


Skaalorme eller Skolopendre (Chilopoda). 

Have et fladtrykt Legeme med et Par Fødder paa 
hver Ring. Til Skaalormene høre: 

151. De egentlige Skolopendre, Scolopendra.* 152. 
Den elektriske Tusindben, Geophilus electricus Lin.* al- 
mindelig hos os; den lyser i Mørke. 153. Stenkryberen, 
Lathobius forficatus Lin.* 


1) Skabet aabnes ved Henvendelse til Conservator. 


184 Edderkopartede. 


De opholde sig paa mørke, fugtige Steder og ernære 
sig af andre Dyr, som de dræbe ved sine giftige Bid. 
I de varme Lande opnaa Skolopendrene en betydelig 
Størrelse (indtil 8 Tommers Længde) og kunne endog 
være farlige for Mennesket. 


Edderkopartede. 
Rummet VII, Skabet 50.) 


De Edderkopartede ere Leddyr med kun fire Par 
Ben, hvis Legeme å Almindelighed er delt ved en dyb 
Indsnøring % to Hoveddele: en Forkrop (Hovedet og 
Bryststykket, der ere sammensmeltede med hinanden) 
og en Bagkrop. Omtrent 2000 forskjellige Arter ere 
bekjendte. 


Egentlige Edderkopper (Arane»). 
Have en sækformig Bagkrop, der er forbundet med 
Forkroppen ved en tynd Stilk.*) 


154. Husedderkoppen, Tegenaria domestica Lin.* 155. 
Korsedderkoppen, Epeira Diadema Lin.;* den største af 
vore Edderkopper, med et hvidt Kors paa Bagkroppen. 
156—166. Enkelte andre indenlandske Edderkopper. 

167. Tarantelen, Lycosa Tarantula Rossi, almindelig 
i Italien; dens Bid er lidet skadeligt og frygtes ikke 


1) Skabet aabnes ved Henvendelse til Conservator. 


2?) De Traade, hvoraf Edderkoppernes Væv dannes, fremkomme 
af 4—6 Vorter i Spidsen af Baglivet, hver med en Mængde Aabninger. 
De fineste Traade i Væven, der danne Maskerne, ere sammensnoede 
af i det mindste 1000 enkelte Traade. De tykkere Traade danne 
Hovedtaugene i Garnet og give dette sin Form. 


Rummet VII, Skabet 50. 135 


mere end hos os et Biestik; efter Folketroen maa de, 
der bides af Tarantelen, uvilkaarligen dandse, men ,, Ta- 
ranteldandsen* er en Sygdom, der ikke staar i nogen 
Sammenhæng med Tarantelen. 

168. Fugleedderkopper, Mygale, i Sydamerika, de 
største af alle Edderkopper; de udspænde ingen egentlig 
Væv, men gjøre Jagt efter Insekter, ja endog undertiden 
efter smaa Fugle, som de dræbe ved sine giftige Bid; hos 
Mennesket frembringer Biddet en langvarig Betændelse. 


Skorpioner (Scorpionidæ). 
Bagkroppen er forenet med Forkroppen efter hele 


Bredden og forlænger sig i en lang, leddet Hale med 
en Giftbraad i Enden. 


169. Den europæiske Skorpion, Scorpio europæus 
Lim. I Middelhavslandene. Dens giftige Stik, som den 
frembringer med Braadden i Halespidsen, foraarsager 
brændende Smerter. 

170—172. Flere andre Skorpioner. Biddet af de 
store Skorpioner, 5—6 Tommer lange, der findes i de 
hede Lande, kan blive dødeligt selv for Mennesket. 


Til de Edderkopartede høre ogsaa Midderne, ganske 
smaa Dyr, hvoraf nogle leve i vore Levnetsmidler (Oste- 
midden), andre som Snyltedyr (Skabmidden, Skarnbas- 
midden). 


Krebsdyr. 


Rummet VIII. 


Krebsdyrene ere Leddyr med 5—7 Par egentlige Ben 
og bagenfor dem ufuldkomne, finneformige Fødder (Aare- 


136 Krebsdyr. 


fødder) under Baglivet. Henimod 5000 forskjellige Arter 
ere fundne. 


Skjoldkrebs (Podophthalmata). 
Skabene 51, 52, 53 og 55. 


Forkroppen er dækket af et sammenhængende Skal 
(der er dannet ved Hovedets Sammenvoxning med Krops- 
ringene). 

å. Korthalede eller Krabber. ,Halen* eller den 
bagerste Del af Kroppen hos Krabberne sees kun, naar 
man lægger Dyret om paa Ryggen; Halen bæres nemlig 
indslaaet under Bugen og passer ind i en derværende 
Fordybning (se No. 1 i Skabet 55). 

1. Taskekrabben, Cancer pagurus Lin.* Almindelig 
hosos. 2. Den almindelige Krabbe, Carcinus mænas Lin.* 

3. Sandkrabber eller Rytterkrabber, Ocypoda. I de 
varmere Lande findes ikke alene Krabber i Havet, men 
ogsaa Ferskvandskrabber og Landkrabber. Landkrab- 
berne aande ligesom de øvrige Krabber ved Gjæller; 
mange af dem kunne tage en Portion Vand i sin Gjælle- 
hule med sig paa Land og holde derved Gjællerne altid 
fugtige. Rytterkrabberne ere Krabber, der leve udeluk- 
kende paa Land, indaande Luft i sine Gjæller og dø 
snart, naar de komme ned i Vandet; de løbe med uhyre 
Hurtighed og opholde sig i Nærheden af Havet, hvor de 
grave sig Huller i Stranden. 

4. Flodkrabben, Telephusa fluviatilis Belon meget 
almindelig i Elve i Italien, hvor den skal benyttes som 
Fastespise. 

5. Skamkrabben, Calappa marmorata Latr., i de 
hede Landes Have; med sine korte tykke Kløer bedæk- 


Rummet VIII, Skabene 51—55. 137 


ker den under Fare den forreste Del af sit Legeme 
(skjuler ligesom sit Ansigt, hvoraf Navnet Skamkrabbe.) 

6. Edderkopkrabben, Hyas aranea Lwm.,* ved vore 
Kyster. 

7. Uldkrabben, Dromia vulgaris Lam., overtrukken 
med brunt Filt. I Middelhavet. Med sine bagerste 
Fødder, der ere indleddede op mod Rygfladen, holder 
den Musling-Skaller og andre fremmede Legemer over 
sig som Skjul for derved ubemærket at overraske sit 
Bytte. 8. Troldkrabben, Lithodes maja Lim.,* ved vore 
Kyster. 

9—24. Forskjellige udenlandske Krabber. 

b. Langhalede eller egentlige Krebse: 

25. Eremitkrebs, Pagurus* hvis Bagkrop eller 
»Hale* er blød og beskyttes derved, at disse Krebsdyr 
stikker Bagkroppen ind i tomme Sneglehuse, som de 
føre omkring med sig og ombytte med større, eftersom 
de vokse til. Deres bagerste Fødder ere meget korte, 
kloformige og tjene til at fastholde Sneglehuset. Almin- 
delige hos os. 

26. Den almindelige Hummer, Homarus vulgaris 
M. Edw.* Et kjæmpemæssigt Exemplar. Saa store 
Hummere indeholder dog kun lidet og mindre godt 
Kjød. Hummeren findes især i Nordeuropas Have 
og talrigst ved vore. Kyster. 26 åa. Hummerkløer 
med klolignende Udvækster ligesom Antydning til 
Dobbelt-Klo. 

27. Bogstavhummeren, Nephrops norvegicus Latr.* 
Meget velsmagende; i Italien bringes den til Torvsi 
store Mængder. Findes ogsaa ved vore Kyster. 

28. Flodkrebsen, Astacus fluviatilis Gesn.* I Elve 
i den sydlige Del af Landet. Velsmagende. 


138 Krebsdyr. 


29. Langusten, Palinurus vulgaris Latr. Indtil 
1", Fod lang. Almindelig i Middelhavet og spiller der 
samme Rolle som Hummeren i Nordeuropa. 

30—34. Ræger, Crangon,* Palemon,* Hippolyte,* 
Pandalus. 

350—39. Forskjellige udenlandske Krebse. 

40. Søgræshopper, Squilla, fortil forsynede med 
mægtige Fangben, hvis Endeled kan slaaes mod det 
næstsidste Led som Bladet paa en Foldekniv. 40 å. Den 
almindelige Søgræshoppe, S. mantis Rondel. Almin- 
delig i Middelhavet; spises. 


Ringkrebs (Hedriophthalmata). 
Skabet 53. 
Forkroppen dannes af adskilte Led eller Ringe. 


åa. Tanglopper med et sammentrykt, krumbøiet 
Legeme. 

4—350. Egentlige Tanglopper eller Marfiner, Gamma- 
rida,* i uhyre Mængde i Tangen, hvor de svømme eller 
hoppe paa Siden ved at krumme og strække Halen. 
En Art er ogsaa almindelig i Ferskvand. 

51. Hvalfiskelusene, Cyamus,* der leve som Snylte- 
dyr paa Hvalerne. 


b. Skrukketrold med et fladtrykt Legeme. 

52. Fiskebjørne, Zg9a,* der snylte paa større Fiske. 
53—63. Tanglus, Idothea* o. fl. 

64. Pælekrebsen, Limnoria terebrans Leach, * meget 
almindelig ved vore Kyster. Dette lille Krebsdyr, kun 
2 Linier langt, er det, som graver de mangfoldige fine 
Gange, hvoraf Træværk under Vand saa ofte sees op- 
opfyldt; det anretter ofte store Ødelæggelser. 


 Rummet VIII, Skabene 51—55. 139 


65. Vandlusen, Asellus* almindelig i Ferskvand. 

66—69. - Egentlige Skrukketrold, Skoppetrold, Tud- 
selus, Omiscida,* smaa Land-Krebsdyr, meget almindelige 
paa fugtige Steder under Stokke og Stene. Nogle kunne 
rulle sig sammen. 


Dolkhaler (Poecilopoda). 
Skabet 55. 


Dolkhalernes Legeme er bedækket af % Skjolde, 
forbundne med hinanden ved Hængselled; det forreste 
Skjold er halvmaaneformigt og meget større end det 
bagre, der er besat med Takker paa Randene og for- 
synet med en dolkformig Hale. Munden sidder paa Un- 
dersiden omgiven af Fødderne, hvis Hofter ere forsynede 
med Torne og gjøre Tjeneste ikke alene under Bevæ- 
gelsen, men ogsaa under Tygningen, idet de bruges som 
Kjæver. Af Dolkhaler findes kun faa Arter. 

70. Den molukkiske Krebs, Limulus moluccanus 
Latr. Kjød og Æg spises af Kineserne og Halen be- 
nyttes af de Vilde til Landsespidser. 


Trilobiter eller Urkrebs (Trilobitæ). 
Rummet VII, i Pulten. 


71—80. Trilobiter eller Urkrebs ere meget almin- 
delige forstenede Krebsdyr, der levede i de ældste Jord- 
tidsrum, hvorfra Forsteninger haves. Flere Arter fore- 
komme 1 Fjeldene (i Kalksten og Lerskifer) ved Kri- 
stiania. 

Hele deres Legeme er ved to Længdefurer delt i tre 
Lapper; i sin forrerste Del er det dækket af et Skjold; 


140 Krebsdyr. 


her sees de to Øine som to Knuder; hos mange findes 
ogsaa et Skjold paa den bagerste Del af Legemet. De 
staa nærved Dolkhalerne (se ovenfor), men Haledolken 
mangler, og mellem de to Skjolde er Kroppen leddet. 
Flere Arter kunde rulle sig sammen. (Sef. Ex. No. 71.) 


Snyltekrebse (Parasita). 
Skabet 54. 


Snyltekrebsene ere sugende Krebsdyr, der snylte paa 
andre Dyr, især paa Huden og Gjællerne af Fiske. Deres 
Legeme er ufuldkommen leddet, blødt, ofte af den æven- 
tyrligste Form, forsynet med allehaande knudede, gre- 
nede eller lappede Udvækster. Forfødderne ere bevæb- 
nede med Kløer, hvormed de sidde fastheftede. 

I den spæde Alder ere Snyltekrebsene tydelig led- 
dede og fritsvømmende; først senere er det, at de blive 
fastsiddende og tabe mere eller mindre Leddelingen, tabe 
ogsaa ofte Lemmerne og faa et uformeligt Udseende. De 
undergaa altsaa med Alderen en tilbageskridende For- 
vandling (ligesom de Rankeføddede, se nedenfor). 

81-87. Fiskelus, Caligus* o. fl., der snylte paa 
Huden af Torsk, Laks, Ørret og mange andre Fiske; 
de kunne flytte sig langsomt omkring og bibeholde 
under sine Forvandlinger Krebsformen. No. 87 sidder 
fasthettet til et Fiskehoved. 

88—94,. Lernæer eller Gjælleorme, Penella * Lernæa,* 
Lernæopoda* o. fl. ere Snyltekrebs, der sidde ubevæge- 
lige paa Fiskenes Gjæller og Hud og ganske have tabt sin 
tidligere Krebsform. Med de i Spidsen sammenvoxede 
Fødder hos No. 88 eller med de grenede Udvækster fra 
Forkroppen hos No. 89 og 90 sidde de fast til Gjæl- 


Rummet VIII, Skabene 51—355. 141 


lerne og Kjødet. No. 90 a. sidder saaledes med sine 
Grene fastheftet til et Stykke Hvalspæk. No. 94 er en 
Gjælleorm, der plager Torsken. 


Rankeføddede. 
Skabet 54. 


De Rankeføddede ere fastsiddende Leddyr, hvis Le- 
geme er bedækket af flere Kalkskaller. De se ud som 
Muslinger og antyde en Overgang til den lavere Afde- 
ling af Dyreriget, hvortil Muslingerne høre, nemlig Blød- 
dyrene. Selve Kroppen er dog leddet, ligeledes de lange 
Fødder, der ere rankeformige eller spiralformig bøiede og 
kunne strækkes udenfor Skallen. Det er ogsaa kun i 
den voksne Alder, at de Rankeføddede have nogen Lig- 
hed med Bløddyrene. I sin første Tid ligne de meget 
nogle smaa Krebsdyr og svømme da frit omkring. De 
undergaa saaledes en tilbageskridende Forvandling, idet 
de snart fjerne sig fra de høierestaaende Krebsdyrs Byg- 
ning og nærme sig til de laverestaaende Bløddyr. Om- 
trent 100 nulevende forskjellige Arter ere bekjendte. 

95—97. Andeskjæl, Lepadina* med en lang Stilk, 
hvormed de hænge sig fast til Skibe, Hvaler, Haier o.s. v. 
No. 97. Denalmindelige Andemusling, Pentalasmis amati- 
fera Lin.* sees ofte paa Skibe, som have været længe 
i aaben Sø. 

98—104. Rur eller Balaner, Balanidæ, mangle Stilk 
og sidde fæstede med Grunddelen af det kegleformige 
Hus til Klipperne paa den Del af Strandbredden, som 
ligger mellem Ebbe og Flod; her findes de sammentrængte 
i uhyre Mængder og danne et bredt, hvidt Bæite, der 
angiver Vandets Middelstand, No. 104 findes almindelig 


142 Ringorme. 


ved vore Kyster. I Toppet af Huset er der en Aab- 
ning, der holdes tillukket af 2—4 bevægelige Kalkstyk- 
ker, naar Ebben indtræder. Men naar Vandet atter 
beskyller Husene, strække Dyrene Fødderne ud og be- 
væge dem ligesom vinkende; de kaldes derfor ocsaa 
vinkende Engle. Ved disse Bevægelser føres baade friskt 
Vand til Gjællerne og Smaadyr ind i Munden. 


II. Orme. Uden leddede Bevægelsesredskaber 
(smgln. Afd. I, Side 116). 


Ringorme. 
Rummet VIII 


Ringormene ere Leddyr, hvis Legeme er langstrakt, 
afdelt i mange Ringe, ligesom hos Tusindbenene (se 
Side 188), men uden leddede Ben. 

En af de almindeligste Ringorme nemlig Regnmarken 
viser tydelig disse Dyrs Bygning. 

De allerfleste Ringorme leve i Vandet. 


Børsteorme (Chætopoda). 


Skabet 55. 


Have en tydelig Leddeling og spidse og skarpe 
metalglindsende Børster langs Legemets Sider, i Almin- 
delighed fæstede paa egne Fodvorter; Børsterne ere dels 
samlede i Knipper dels enkelte og benyttes af Dyrene 
væsentlig som Bevægelsesredskaber (undertiden maaske 
ogsaa til at saare sit Bytte med, idet de slynge sig 


Rummet VIII, Skabet 55. 143 


omkring det). Omtrent 1500 forskjellige Arter ere for 
Tiden bekjendte. 

åa. Frit levende Børsteorme eller Ryggjællede, der 
leve frit i Havet og have Gjællerne siddende paa Fod- 
vorterne langs hver Side af Ryggen. 

105. Sømusen eller Guldmusen, Aphrodite* med et 
fladt, ovalt Legeme, besat med fine, lange, guldglind- 
sende Haar. Ryggen er overtrukken med et fildtagtigt 
Dække. Almindelig hos os paa Dyndbund; den udgjør 
Torskens kjæreste Føde. 106—109. Skjælryggene, Poly- 
noe,* Lepidonote* o. fl. 

110—126. Nereider eller Søtusindben, Nereidæ,* Euni- 
ceæ* o, fl. med et trindt, langt Legeme. En Mængde Arter 
leve paa Havbunden hos os; i de Gange, som Pæleormen 
(se under Muslinger) gnaver i Træværk, findes de altid, 
og man har deraf den feilagtige Tro, at det er Søtusind- 
benene, som ødelægge Træet. De gaa hos os under 
Navn af Sømark eller Jægteorme. 113. Den kjæmpe- 
mæssige Eunice, Eunice gigantea Cuv. er vel den største 
af dem alle; den bliver 4—5 Fod lang og lever i de 
vestindiske Have. 

127. Sandormen, Piren eller Fjæremarken, Arenicola 
piscatorum. Lam.* med en Række Buske, der ere Fjære- 
markens Gjæller, paa hver Side af Kroppens Midtparti, 
og en tyk Forkrop. Den findes i overordentlig Mængde 
i Sandet i Fjæren og bruges som Agn; kaldes derfor 
ogsaa Agnmark. 

b. Rørboere eller Hovedgjællede, der danne Rør, 
hvori de bo, og have buskformige Gjæller paa den 
forrerste Ende af Legemet. 

128. Det almindelige Sø-Rør, Serpula;* der saa ofte 
sees paa Stene, Skjæl o.s.v. Røret dannes af Kalk ved 


144 Ringorme. 


Afsondring af Huden. 129. Skiverør, Spirorbis* 130. 
Sabeller, Sabella* med læderagtigt Rør, belagt med 
Dynd. 131. Koggerorme, Pectinaria,* med kogger- 
formigt Rør, sammenkittet af Sandkorn. 

132—135. Flere Rørboere fra vore Kyster. 

c. Jordorme eller Regnmarker, der mangle Gjæller; 

de aande gjennem Huden. Paa hver Side af Legemet 
findes parvis stillede Børster, usynlige for det blotte 
Øie, men vel kjendelige for Følelsen. 
186. De almindelige Regnmarker eller Medemarker, 
Lumbricus;* skade ved at fortære fine Planterødder og 
unge Planter; hvor de ikke findes i altfor stor Mængde, 
gavne de ved at opsmuldre Jorden, som derved lettere 
paavirkes af Luft og Vand. 


Stjerneorme (Gephyrea).*) 
Skabet 55. 


Legemet er utydelig leddet, uden Fodvorter og kun 
hos enkelte med Børster i Enden af Legemet (smgln. 
Børsteorme, Side 142). 

187. Sprøiteormen, Stpunculus* og 138. Kølleormen, 
Priapulus* leve paa Havbunden, nedgravede i Sandet. 
139—141. Andre Stjerneorme ved vore Kyster. 


Igler (Hirudinea). 
Skabet 55. 


Iglerne have et leddet Legeme, der mangler Børster, 
men bagtil enderi en stor Sugeskaal; ogsaai den forrerste 
Ende findes ofte en Sugeskaal, der dannes af Munden. 


1) De henregnedes forhen ikke til Leddyrene, men til Straale- 
dyrene; deraf Navnet Stjerneorme. 


Rummet VIII, Skabet 55. 145 


142. Blodiglen, Hirudo medicinalis Lin.* med skarpe 
Kjæver. Den lever i Kjern og er temmelig almindelig 
hos os i den sydøstlige Del af Landet. De fleste Blod- 
igler faaes nu fra Polen, Ungarn og Tyrkiet; i den senere 
Tid har man med megen Fordel anlagt særskilte Damme 
til Opfødning af Igler; ogsaa i Sverige har man gjort 
heldige Forsøg hermed. 

143. Hesteiglen, Aulostoma sanguisuga Bergm* Al- 
mindelig i Damme. Den kan ikke bide Hul i en almin- 
delig frisk Hud. Den lever af blødere Vandkryb. 

144—146. Forskjellige andre Ferskvandsigler. 

147—151. Saltvandsigler, der suge sig fast til Fiske 
og Bløddyr.') 


Hvidorme. 


Rummet VIII. 


Have et trindt eller fladtrykt Legeme, + Almmndelighed 
langstrakt, men altid uden Leddeling?); som oftest ere de 
hvide af Farve. De fleste ere Indvoldsorme. 


Rundorme eller Traadorme (Nematodes). 
Skabet 55. 


Legemet er trindt, langstrakt med en egen Krops- 
hule og deri en frit liggende Fordøielseskanal. 

1) I de varme Lande findes ogsaa Landigler, der skarevis kaste 
sig over Mennesker og Dyr og ere en stor Landeplage. 


2) Dog henhöre Hvidormene nærmest til Leddyrene (se Side 2 og 
116) paa Grund af hele Legemets langstrakte, tosidede Form. Smgln. 
Straaledyrene (den næstsidste af Dyrerigets Hovedafdelinger). 


10 


146 Hvidorme. 


152. Den almindelige Spolorm, Ascaris lumbrieoides 
Lin.* Hos Mennesket og Husdyrene. Hvorledes den ind- 
vandrer i Mennesket er endnu ikke ret bekjendt (Æggene 
ere overordentlig talrige, have en stor Modstandskraft 
mod Tørke, Kulde o. s. v. og kunne findes overalt; dog 
er det neppe allerede i Ægget, at Spolormen kommer 
ind i Menneskets Legeme). 

153. Springormen eller Børneormen, Oxyuris vermi- 
cularis Lin.* Heller ikke Maaden, hvorpaa denne Ind- 
voldsorm indvandrer i Mennesket, er endnu bekjendt. 

154. Taglormen, Gordius aquaticus Lin.*  Findes i 
Ferskvand; som ganske liden borer den sig ind i Insekt- 
larverne i Vandet, udvikles indeni dem, hvorpaa den 
igjen borer sig ud. 

155—160. Flere Arter Rundorme. 

Til Rundormene hører ogsaa Trichinen, der næsten 
er usynlig for det blotte Øie. 


Fladorme (Platyelmia). 


Skabet 55. 


Legemet er fladt og bredt; Kropshule mangler, og 
Fordøielseskanalen har ingen særegne Vægge, men er lige- 
som udgravet i selve Legemets Masse, eller den mangler 
ganske, og Næringen indsuges da gjennem Huden. 


Å. Hvirvlere: 

161. Egentlige Fladorme, Plamarie,* og 162—165. 
Slimbændler, Nemertina,* ere fritlevende Fladorme, al- 
mindelige hos os baade i Ferskvand og Saltvand. De 
bevæge sig frem dels ved at bugte Kroppen, dels ved 
Hjælp af smaa for Øiet usynlige Flimmerhaar, der over- 
alt bedække Legemet, og ved hvis Svingninger en hvirv- 


Rummet VIII, Skabet 55. 147 


lende Bevægelse- opstaar i Vandet, hvorved Dyret roligt 
glider afsted. Disse Dyrs Sammentrækningsevne er 
ganske overordentlig. Slimbændlerne kunne blive indtil 
40 Fod lange, men kunne dog spele sig: lige 
til én Alens Længde. 


B. Ikter. I Regelen Indvoldsorme. De have en eller 
flere Sugeskaaler ligesom Iglerne (men mangle Ringe). 


166. Leverikten eller Faareflyndren, Distoma hepa- 
ticum Lin.* I Galdeblæren og Leveren, især hos Faaret, 
undertiden ogsaa hos Mennesket. Æggene udvikles i 
Vandet, og Leverikterne komme ind i Faaret paa vaade 
Græsgange, naturligen især i fugtige Aaringer. I Eng- 
land anslaaes det aarlige Tab af Faar gjennemsnitlig til 
en Million. 

167. En Ikte, Capsala rudolphiana Jonhnst* der 
lever paa Huden af Maanefiske (se Side 95, No. 158). 

168$—170. Forskjellige andre Ikter. 


C. Bændelorme. De ere alle Indvoldsorme og op- 
holde sig i Hvirveldyrenes Tarmkanal. Deres Legeme 
dannes af flere, indtil 1000, Led. Men disse ,Led* ere 
ikke at betragte blot som Dele af et eneste Dyr; men 
hvert Led er selv et Dyr, der kan forplante sig og be- 
væge sig, efterat det er revet løs fra de øvrige. Hele 
Bændelormen danner saaledes en kjedeformig Dyrkolomi. 
Den forrerste smale. Ende eller ,Hovedet* er det af 
Ægget fremkomne Moderdyr, den saakaldte Amme, hvor- 
fra alle de øvrige ledlignende Dyr voxe frem, det ene efter 
det andet, saaledes at de nye Led altid dannes mellem 
»Hovedet* og det sidstdannede Led, som derved fjernes 
stedse længere og længere fra Moderdyret. Baade Ho- 
vedet og Leddene mangle Mund; . Næringsstoffene ind- 

10* 


148 Hvidorme. 


suges gjennem Huden. De fleste Bændelorme maa, forat 
opnaa sin Udvikling, vandre fra det ene Dyr til det andet: 
Naar de fjernest staaende, ældste Led ere modne, skille 
de sig tilsidst fra Ormerækken, udstødes af Legemet og 
krybe nu i flere Dage om paa Planterne. Forat disse 
Leds Æg skulle kunne udvikle sig, er det nødvendigt, 
at de sluges af et (for hver Art af Indvoldsorme be- 
stemt) varmblodigt, plantædende Dyr. I 1 af 1000 Til- 
fælde sker dette. Æøgene udvikle sig i dette Dyrs 
Mave, og Ungen gjennemborer Mavevæggen, baner sig 
Vei ud til Leveren, Kjødet, Hjernen o. s. V., og her 
uddanner den sig nu til den fremtidige Bændelorms 
»Hoved.* Hovedet ender paa dette Udviklingstrin i en 
Blære og danner den saakaldte Blæreorm (Kvæsen; Itlen 
eller Tinten). Først naar endelig det Dyr, hvori Blære- 
ormen holder til, bliver spist af et andet Dyr eller af 
Mennesket og kommer ned i Tarmene, udvikler Blære- 
ormen sig til en egentlig Bændelorm, idet Blæren svin- 
der ind, og Leddene begynde at voxe frem. 

171. Den almindelige eller langleddede Bændelorm, 
Tenia solum Lim.* Forekommer hos os. Den udvikler 
sig af den i Svinets Kjød levende Blæreorm, den saa- 
kaldte Itle eller Tinte (se ovenfor) og kommer ind i 
Mennesket ved Nydelsen af raat eller slet tilberedt 
Svinekjød. 

172—175. Forskjellige Arter af Bændelorme. 


Pulten i Rummet VIG. 149 


Nogle Dyre- og Plantelevninger 


fra Forverdenens Tid. 
Pulten i Rummet VIII. 


Levninger af Pattedyr fra den kvartære Tid (se 
Side 106): 176. Ben og Tænder af Hulebjørnen, Ursus 
spelæus Cuv. (Side 105). 177. Ben af Hjorten, Cervus 
Elaphus Lin. 178. Tænder af Hesten, Equus caballus Lin. 
179 å. Ben og 179 b. Brudstykke af en Kindtand af Mam- 
muten, Elephas primigenius Blumb., en Elefant, større 
end de nulevende, med laaddent Skind og uhyre opad- 
krummede Stødtænder; Stødtænder og Ben findes i uhyre 
Masser i Sibirien, ja der er endog fundet fuldstændige 
Dyr med Hud og Haar, opbevarede i Ismasserne. 

180. Fodspor af Fugle; fra Connecticut i Nord- 
amerika. 

181. Ryghvirvel af et Krybdyr, Ichtyosaurus, hvis 
Ryghvirvler lignede Fiskenes. Se Side 73, Anm. 

182. En emaljeskjællet Fisk, Palæoniscus, i Kobber- 
skifer, fra den permiske Periode. Se Side 96, Anm. 183. 
Benrad af en Sild, Clupea. 184. Do. af en Lodde, Mal- 
lotus (i Mergelboller. 185—208. Forskjellige andre 
Fiske. 209—215. Hai-Tænder, hvoraf en Mængde findes 
fra Kridtperioden og den tertiære Periode. 

216. Insekter indesluttede i Rav. Insekter findes 
især fra Brunkultidens Skove; Raven har oprindelig 
været Træernes seige Kvade, hvori Insekterne ere blevne 
hængende og senere opbevarede i sine fineste Dele. 

217. En Krebs, Eryon. 218—223. Levninger af 
andre Krebse. 


150 Dyre- og Plantelevninger fra Forverdenens Tid. 


224—236. Blade af Bregner, Pecopteris, Neurop- 
teris etc. Bregnerne, hvoraf nu næsten alene findes 
urtagtige Former (Ormegræs), spillede en stor Rolle i 
Forverdenens Skove; deres forkullede Levninger findes 
byppig fra Kultiden. 237. Stykke af en Bregne-Stamme. 
238. Stamme af en Sigillaria, henhørende til de lavere, 
skjultblomstrede Planter ligesom Bregnerne; almindelig 
i Kultiden; paa Stammen sees de smaa, langagtige Blad- 
Ar i lige Rækker. 238 åa. Rodstykke (Stigmaria) af en 
Sigillaria, dækket med runde Ar efter Rodtrævlerne. 
239. En Ulvefod. 240. Stamme af en Lepidodendron, 
nær beslægtet med vor almindelige Ulvefod; paa Stam- 
men sees store, runde, oventil tilspidsede Ar: efter Blade. 
Almindelige i Kultiden; dannede høie, prægtige Træer. 
241. Stamme af en Calamites, nær beslægtet med vor 
Kjærringrok: 242. Blade af en Slags Palme, Flabellaria. 
243. Rester af Nilssonia fra Hör i Sverige; beslægtet 
med Bartræerne, men lignede i Udseende en Palme. 
244.  Forstenet Ved af en Cypres, Uupressites. 245 og 
246. Forstenet Ved af et Bartræ (i Træ-Opal). 247—251. 
Andre forstenede Træstykker. 252. Bituminøst Træ 
(Brunkul). 253—255. Flere finnetnervede Blade. 256. 
En Frugt, fra Stenkultiden. —257—262. Forskjellige 
andre Planterester fra Forverdenens Tid. 


Bløddyr. 


Bløddyrene have et blødt Legeme, der 
altid omsluttes mere eller mindre af forlængede 
- Hudflige ligesom af en Sæk eller Kappe (se 8. 2). 


R. HB. pult-Rækken nærmest Vinduerne indeholder 
Skaller af norske og europæiske Bløddyr, Pult- 
rækken nærmest Skabet Skaller af Bløddyr fra frem- 
mede Verdensdele. 


Blækspruter eller Hovedfoddede. 
Rummet IX. 


Blækspruterne ere de høieststaaende af Bløddyrene. 
De have et tydelig afgrændset Hoved med to store Øine, 
der ligne Fiske-Øime. Øverst paa Hovedet sidder Munden, 
omgiwen af 8 eller 10 kredsstillede Fødder eller Famng- 
arme, der ere besatte med en Mængde Sugeskaale. Den 
øvrige Krop stikker med i en Sæk, der er aaben fortil 
ved Hovedet. Denne Sæk kunne Blækspruterne sammen- 
trække og presse derved Vandet i Sækken ud fortil med 
saa stor Kraft, at de bevæge sig tilbage i modsat Ret- 
ning; de Blækspruter, hvis Sæk ender spidst bagtil (f. Ex. 
No. 8 og 9 i Skabet 56), skyde sig paa denne Maade 
frem som en Pil. Foruden ved denne Udstødning af 


152 Blækspruter. 


Vand bevæge ogsaa Blækspruterne sig ved at krybe påa 
Havgrunden, idet de skiftevis løsne og befæste Armene 
ved Hjælp af Sugeskaalerne. 

Alle Blækspruter leve i Havet og ere glubske Rov- 
dyr, der omslynge sit Bytte med Armene og holde det 
aldeles urørlig fast med Sugeskaalerne, medens de for- 
tære det. Blive de forfulgte, udsprøite de en sort Vædske 
(bekjendt som Malerfarve under Navn af Sepia, fordum 
benyttet som Blæk), forplumre derved Vandet og und- 
gaa sine Fiender. 

Enkelte Blækspruter opnaa en uhyre Størrelse; i uden- 
landske Museer findes Fangarme af 80 Fods Længde."') 

Omtrent 300 nulevende og 1500 Arter fra Forverde- 
nens Tid ere bekjendte. 


Egentlige Blækspruter (Acetabulifera). 
Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 


Have 8—10 Arme, bevæbnede med Sugeskaaler; de 
mangle ydre Skal (med Undtagelse af Papirsnekken, se 
No. 1). 

1. Papirsnekken, Argonauta Lin. fra Middelhavet. 
Den papirtynde Skal, hvori Dyret stikker, er rullet i 
Spiral om sig selv og danner kun et eneste Rum; den 
bæres kun af Hunnerne og tjener til Beskyttelse for 
AÆggene. | 

2. Ottefoden, Octopus cirrhosa Lam.* og 3. Den 
almindelige Kalmar, Loligo vulgaris Lin ,* begge almin- 
delige hos os. 4. Moskuspolypen, Eledone moschata Lam. 

1) Saadanne kjæmpemæssige Plækspruter have maaske givet An- 


ledning til Fablerne om Sö-Uhyret Kraken (af en halv Mils Gjen- 
nemsnit). 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 153 


fra Middelhavet. 5. Den egentlige Blæksprut, Sepia 
offievnalis Lin. I Middelhavet. Leverer Sepia (Side 152). 
6—9. Indenlandske Blækspruter. 10—17. Udenlandske 
Blækspruter. I Middelhavslandene bruges Blækspruterne 
til Føde og danne en væsentlig Handels-Artikel paa Tor- 
vene. 18. Rygskallen af den almindelige Kalmar (No. 3.) 
19. Rygskallen af den egentlige Blæksprut (No 5). Den 
egentlige Blæksprut, Kalmaren og de fleste andre Blæk- 
spruter uden noget ydre Hus i Form af et Sneglehus 
have dog en Skal, men denne ligger indeni Dyret paa 
Rygsiden; den har i Almindelighed Form af en Plade 
og er hornagtig som hos Kalmaren, eller ogsaa kridtartet 
som hos den egentlige Blæksprut, hvis Skal kaldes Hval- 
skum og benyttes til Tandpulver og til at polere med. 

20. Den indre Rygskal af Posthornef, Spirula, fra 
de varme Have. Skallen dannes af flere efter hinanden 
liggende Kamre og bestaar af Perlemoder. 

21. De indre Rygskaller af Belemniter, Belemnitida, 
eller Blækspruter fra ældre Jordtidsrum (den secundære 
Tid). De udstillede Exemplarer ere kun Endestykkerne 
af de fuldstændige Rygskaller. Disse Endestykker finder 
man almindeligst (i Jura og Kridtlagene); allerede tid- 
ligen har Folket forundret sig over dem, tydet dem paa 
sin egen Maade og kaldt dem Tordenkiler, Vættelys o. s. v. 


Nautiler eller Skibsbaade (Tentaculifera). 
Rummet IX, i Pulterne. 


Have en ydre Skal, der ved Tværskillevægge er 
afdelt i Kamre. 

22. Den almindelige Skibsbaad, Nautilus pompilius 
Lim. 22a. Den samme Skal gjennemskaaret. I de 


154 Blækspruter. 


indiske Have. Vindingerne ere ved Tværskillevægge 
afdelte i en Række Kamre, der staa i Forbindelse med 
 hinanden ved. et Hul i hver Skillevæg. I det yderste 
Kammer bor Dyret, der er befæstet til Skallen ved et 
Hudrør, som gaar gjennem alle Skillevæggenes Huller. 
De øvrige Kamre ere fyldte med Luft og tjene Dyret til 
Ballon, naar det med sin tunge Skal vil svømme paa 
Overfladen af Vandet. Skallen benyttes som Drikkekar. 


Den almindelige Skibsbaad og enkelte andre Arter - 
Skibsbaade ere de eneste Blækspruter nu for Tiden, der 
ere forsynede med en ydre Skal og, med Undtagelse af 
Papirsnekken, de eneste levende Blækspruter, der i det 
Hele have nogen ydre Skal. I Forverdenens Tid vare 
derimod de skaldækkede Blækspruter saare almindelige; 
Fjeldene vrimle paa sine Steder af dem; de høre til de 
ældste Beboere af Jorden, der kjendes. Deres Skaller 
ere ved Tværskillevægge afdelte i Kamre ligesom hos den 
nulevende Skibsbaad (se ovenfor No. 22). Til disse høre: 


23. Krumhorn, Cyrtoceras* med krum Skal. 


24. Rethorn, Orthoceras,* med ret Skal. Rethornene 
træffes almindeligst hos os (i Fjeldene ved Kristiania 
o, fl. St.) Nogle ere 6 Fod lange og derover. 


25—29. -Ammonshorn, Ammomnitida, med spiralfor- 
mig Skal; de opnaa endog en Størrelse som et lidet 
Vognhjul. | 

29 åa. Et Ammonshorn, Ammomites, der er gjennem- 
skaaret for at vise de Kamre, hvori Vindingerne ere 
afdelte (se ovenfor). Kamrene ere fyldte med Stenmasse, 
der i de ældste Jordtidsrum dannede Bestanddelene af 
den bløde Søgrund, hvori Skallerne have ligget; i nogle 
Kamre har denne Masse ikke kunnet trænge ind; i disse 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 155 


er en Mineralieopløsning indflydt, der har udkrystalliseret 
sig paa Væggene. 

30. Et lidet Stykke Lerskifer, opfyldt med Ammons- 
horn. Stenmassen, hvori Skallerne ligge, er dannet ved 
Bundfælding i Vand og har i ældre Jordtidsrum, da 
Ammonshornene levede, udgjort en Bestanddel af Sø- 
bunden. De tomme Skaller bleve liggende deri, aldeles 
som Sneglehus paa Nutidens Søbund, og fyldtes af Dyndet. 
Søbunden hævede sig nu, den tidligere bløde Bundmasse 
blev fast og dannede Bergslag, og saaledes finde vi nu 
Stenformer af Skallerne, bedækkede med Skalsubstants, 
i Fjeldene paa Landjorden. 


Snegler eller Bugføddede. 
Rummet IX. 


Sneglerne ere Bløddyr, der have et tydeligt Hoved, 
sædvanligen med et eller to Par Følehorn, og under Bugen 
en bred, flad Skive, hvormed de krybe eller glide lang- 
somt afsted. De fleste ere bedækkede af et enkelt, spiral- 
formig dreiet Sneglehus. Omtrent 16000 nulevende Arter 
og 8000 Arter fra Forverdenens Tid ere bekjendte. De 
kaldes hos os i Almindelighed Kuvunger. 


Lungesnegler (Gastropoda pulmonata). 
Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 


De aande ved en Lungesæk, der aabner sig i et Hul 
fortil paa høire Side af Legemet (Hullet sees tydelig paa 


156 Snegler. 


enhver Veisnegle, der kryber uforstyrret omkring; det 
aabner og lukker sig afvekslende). Til denne Afdeling 
høre vore Land- og Ferskvandssnegler. 


a. Landsnegler: 


31. Den sorte Veisnegle, Limax cinereo-miger Wolf * 
og 32. Den almindelige Agersnegle, L. agrestis lamn.,* 
begge uden Skal. Agersneglen gjør ofte stor Skade paa 
den spirende Sæd og i Haverne. Den udryddes bedst ved 
at udstrø rigelig Kalk paa det angrebne Stykke Jord 
eller ved Oversprøitning med tynd Lud; i Haverne lægger 
man Tagstene og halvt forraadnede Planter rundt om- 
kring for at samle Sneglerne derunder og saaledes lettere 
dræbe dem. 

33—99. Andre nøgne Landsnegler. 

Havesnegler, Helix: 36. Den almindelige Havesnegle, 
Helix hortensis Mull.* 37. Træsneglen, H. arbustorum 
Limn.* 38. Kratsneglen, H. frutteum Mull.* 39. Vin- 
bjergsneglen, H. pomatta Lin., en af de mest bekjendte 
Landsnegler, almindelig i Mellemeuropa, hvor den er en 
yndet Spise; den fanges, fedes og forsendes til Wien i 
hele Skibsladninger. 40. Forskjellige andre indenlandske 
Havesnegler, Heliz.* 41. MHavesnegler, Helix, fra de 
varme Lande. 42. Bulimer, Bulimus.* 43. Bulimer, 
Bulimus, fra de varme Lande. 44. Agatsnegler, Achatina, 
fra de varme Lande, de største, men ogsaa de skadeligste 
af alle Landsnegler, der afblade Træer og Buske. 44 a. 
En gjennemskaaret Agatsnegle. 45. Clausilier, Clau- 
silia, og 46. Puppesnegler, Pupa; No. 45 å. og 46 å. 
i Pulten. nærmest Vinduerne findes hos os i Mos, paa 
fugtige Fjeldvægge o. s. v. 47. Ravsnegler Succinea.* 
48. Øresnegler, Auricula, fra de varme Lande. 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 157 


b. Ferskvandssnegler: 
49. Damsnegler, Limnæea* og 50. Skivesnegler, 
Planorbis,* almindelige hos os i Damme og Kjern. 


Gjællesnegler (Gastropoda branchifera). 
Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 


De aande ved Gjæller og leve i Havet. 

åa. Nøgne Gjællesnegler: 

51. Stjernesnegler, Doris* med en Krands af blad- 
formige Gjæller midt paa Bagryggen. 52. Busksnegler, 
Dendronotus,* med to Rækker sirlige, buskformige Gjæller 
langs Ryggen. 53. Traadsnegler, Zolis* hvis Ryg er 
besat med flere Rækker traadformige Gjæller. 54—38. 
Forskjellige andre nøgne Gjællesnegler. De ligne noget 
vore nøgne Landsnegler og krybe omkring paa Hav- 
bunden paa Stene, Tangplanter o. s. v. Mange af dem 
ere overordentlig smukt farvede. 

b. Skalbærende Gjællesnegler. Have en Skal, der 
i Almindelighed er spiraldreiet, forøvrigt af meget for- 
skjellig Form. 

De lavere Gjællesneglers Skal afvige ofte fra den 
sedvanlige spiraldreiede Form: 

59. Søtænder, Dentalida, hvis Skal har Form af 
en Elefanttand. No. 59 å og b hos os. 

60. Ormesnegler, Vermetus, hvis Skal kun i sin 
første Del er regelmæssig spiraldreiet og med den tynde 
Ende deraf fæstet til Koraller og Stene. Flere Arter i 
Middelhavet. 

61 og 62. Chitoner eller Teglstensnegler, Chito- 
nideæ, der adskiller sig fra de øvrige Snegler derved, at 
deres Skal er sammensat af flere sammenleddede Tvær- 


158 Snegler. 


plader. 61. Indenlandske Teglstensnegler. 62. Større 
udenlandske Teglstensnegler. 


63 og 64. Fløskjæl, Patellida, med et laagformigt 
eller lavt kegleformigt Skal, almindelige ved Strand- 
bredderne paa Stene; de sidde her overmaade fast og 
forlade sjelden sit Sted; i bløde Stene danne de under 
sig dybe Huller. 63. Indenlandske Fløkjæl. 64. Flø- 
skjæl fra de sydlige Have. 


65 a—e. Søharer, Aplysta, med et lidet, fladt Skal, 
indesluttet af Kroppens to Hudfliger. 65 åa. Skal af 
Søharen. 65 b. Den plettede Søhare, Aplysia punctata 
Cuv.* er ikke sjelden ved vore Kyster. 656. er en Søhare, 
Aplysia depilans Lin., der afsondrer en purpurfarvet 
Vædske, bekjendt fra Oldtiden, da den ansaaes for giftig 
og brugtes af Giftblandere ved det fordærvede romerske 
Keiserhof. 

66. Kuglesnegler, Akera.* 67. Bægersnegler, Phyl- 
line.* 

68 og 69. Blæresnegler, Bulla. 68. Indenlandske 
Blæresnegler. 69. Blæresnegler fra de sydlige Have. 

70—72. Spaltsnegler, Fissurella, Rimula o. fl., hvis 
Skal ligner Fløskjæl (No. 68 og 64), men har et Indsnit 
i den forrerste Rand eller en Aabning i Toppen. . No. 
70 a—72 å findes hos os. 

73—75. Huesnegler, Capulus,* Calyptreæa 0. fl. 

76. Sø-Ører, Haliotis, fra de sydlige Have, levere 
Perlemoder; langs Randen er Skallet gjennemboret af 
en Række Huller, hvorigjennem Vandet trænger ind til 
Gjællerne. 


De to sidste, Huesneglerne og Sø-Ørerne, have en 
- Antydning til spiraldreiet Top paa Skallet og danne 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. - 159 


Overgangen til de talrige følgende Snegleformer med taarn- 
formigt eller topformigt, skruedreiet Skal. 

En Del af disse have en helramdet Aabning paa 
Skallet uden noget Udsnit eller Kanal. Til disse høre: 

77—79. Topsnegler, Trochus. 77. Topsnegler fra 
de sydlige Have. Af de større Arter faaes Perlemoder. 
77 a. En Topsnegle, der er gjennemskaaret for at vise 
Vindingerne. 78. Stenkjerner eller Sten-Aftryk efter 
den indvendige Huling af Topsnegler fra Forverdenens 
Tid. 79. Topsnegler fra vore Kyster. 80. Perlesnegler, 
Margarita, fra vore Kyster. 81. Rundmundsnegler eller 
Maanesnegler, Turbo, fra de sydlige Have. 81 a. En 
Rundmundsnegle med det tykke, kalkede Laag, hvormed 
Dyret dækker Aabningen paa sit Skal, naar det drager 
sig ind i det. Laag paa Skallerne findes hos mange 
Snegler og tjener til at beskytte Dyret mod Tørke, 
navnlig naar Ebben indtræder. 82. Stenkjerne (se ovenfor 
under No. 78) af en Rundmundsnegle fra Forverdenens 
Tid. 83. Fasansnegler, Phasitanella fra de sydlige Have. 
84. Stenkjerner (se ovenfor under No. 78) af Euom- 
phalus, almindelig udbredte Snegler i Forverdenens Tid 
(især i Kultiden). 85. Roteller eller Hjulsnegler, Rotella, 
fra de sydlige Have. 

86. Maanesnegler eller Svømmesnegler, Nerita, fra 
de sydlige Have. 87. Flod-Svømmesnegler, Neritina, i 
Ferskvand, ogsaa i Saltvand, vidt udbredte. 87 å. Den 
almindelige Flod-Svømmesnegle, N. fluviatilis Lim.,* fore- 
kommer hos os. 

88. Æblesnegler, Ampullaria, i Ferskvande i de 
varme Lande. 89. Sumpsnegler, Paludina, i Ferskvande 
i den nordlige Halvdel af Jorden. No. 89 åa. Paludina 
contecta Mill. skal forekomme hos os. 


160 Snegler. 


90 og 91. Rissoer, Rissoa. 90. Fra de sydlige 
Have. 91. Fra vore Kyster. 92 og 93. Strandsnegler, 
Litorima. 92. Fra de sydlige Have. 93. Fra vore Kyster, 
hvor de findes overalt. No. 93 å. er vor almindelige 
Strandsnegle, Litorina litorea Lin.* der i Udlandet brin- 
ges i Tøndevis paa Torvene og spises. 

94. Sigaretus fra de sydlige Have. 95. Fløiels- 
Snegler, Velutina, fra vore Kyster. 

96 og 97. - Navlesnegler, Natica. 96. Fra de sydlige 
Have. 97. Fra vore Kyster. Navlen hos Navlesneglerne 
(og andre Snegler) er det Hul, der sees paa Undersiden 
af Skallen nærved Skal-Aabningen; det fremkommer der- 
ved, at Vindingerne ikke slutte tæt sammen indad. 

98 og 99. Taarnskruer, Turritella. 98. Fra de 
sydlige Have. 99. Fra vore Kyster. 100. Eulimer, 
Eulima, fra vore Kyster. 101. Kronesnegler, Melania, i 
Ferskvande i de sydlige Lande. 102 0g103. Naalesnegler 
eller Hornsnegler, Cerithium. 102. Fra de sydlige Have. 
103. Fra vore Kyster. 

104. Ametystsnegler eller Bldasaeplen) Janthima, fra 
de sydlige Have; afsondre Purpurvædske. 

105. Perspektivsnegler, Solarium, med en saa vid 
Navle (se under No. 96 og 97) midt paa Skallets undre, 
flade Side, at alle Vindingerne ere synlige deri. Fra de 
sydlige Have. 

106 og 107. Vindeltrapper, Scalaria. 106. Fra de 
sydlige Have. 107. Fra vore kyster. 

Andre Snegler have et Udsmit eller en Tud i Aab- 
ningen af Skallet, hvorigjennem et Aanderør kan strækkes 
ud, saa at Sneglen kan vedligeholde sit Aandedræt, 
medens den roder omkring i Leren eller i- Sandet: paa 
Havbunden. Til disse høre: 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 161 


108. Randsnegler, Marginella, fra de sydlige Have. 
109. Baadsnegler, Cymbiuwm, der benyttes til Kar, Skeer 
o. s. v.r fra de sydlige Have. 110. Valsesnegler, Voluta, 
fra de sydlige Have. 

ll. Harpesnegler, Harpa, 12. Anciller, Ancillaria, 
og 113. Olivensnegler, Oliva, alle fra de sydlige Have. 

114. Bispehuer, Mitra, fra de sydlige Have. 

115. Elfenbensnegler, Eburna, 116. Enhornsnegler, 
Momnoceros, og 117. Morbærsnegler, Ricinula, alle fra de 
sydlige Have. 118 og 119. Purpursnegler, Purpura. 
118. Fra de sydlige Have. 119. Fra vore Kyster.  Purpur- 
sneglerne afsondre Purpurvædske, ligesom Pigsneglerne 
(se No. 129). No. 118 å benyttedes i Oldtiden meget til 
Purpurfabrikation. Ogsaa No. 119 å, der er meget almin- 
delig hos os, afsondrer en rigelig Purpursaft. 120 og 121. 
Kuffertsnegler, Nassa. 120. Fra de sydlige Have. 121. 
Fra vore Kyster. 122 og 125. Bølgehornsnegler, Buc- 
cemum. 122. Fra desydlige Have. 123. Fra vore Kyster. 
123 åa. Den almindelige Bølgehornsnegle, Buccimum un- 
datum Lim.* hører til vore største Snegler; almindelig, 
benyttes til Agn, spises gjerne i England. 123 b. Den 
samme tilligemed dens drueformig sammenholdte Ægge- 
punge. 

124. Baandsnegler, Fasciolaria, 125. Duesnegler, 
Columbella, og 126. Pæresnegler, Pyrula, alle fra de syd- 
lige Have. 12702128. Spindelsnegler, Fusus. 127. Fra 
de sydlige Have. 128. Fra vore Kyster. Af indenlandske 
mærkes vor største Snegle: 128 åa. Buhunden, Fusus 
antiquus Lin.,* hvis Skal paa Shetlandsøerne benyttes 
som en Lampe, der hænges vandret op under Taget, 
fyldes med Olje og forsynes med en Væge i den Tud, 
hvori Skallets Aabning forlænger sig. 129. Pigsnegler, 

pl 


162 Snegler. 


Murex, fra de sydligere Have. De afsondre fra en liden 
Sæk en purpurfarvende Vædske. No. 129 åa og 129 b 
leverede de Gamles bekjendte Purpurfarve, der i Old- 
tiden, da Cochenillefarver, metalliske og andre kemiske 
Farvestoffe vare ubekjendte, havde en betydelig Værdi. 
Over hele Italien og Grækenland vare Purpurfabriker 
anlagte, hvis Sted nu kjendes paa den Mængde Skaller, 
som der ere sammenkastede. 

130—132. Taarnsnegler, Pleurotoma. 130. Fra de 
sydlige Have. 131. Fra vore Kyster. 132. Taarnsnegler 
fra Forverdenens Tid. 138. Skruesnegler, Terebra, fra 
de sydlige Gave. 134 og 135. Keglesnegler, Conus, fra 
de sydlige Have. 134 å. En Keglesnegle, der er over- 
skaaret for at vise Vindingerne. 135. Stenkjerner (se 
under No. 78) af Forverdenens Keglesnegler. 

136. Ægsnegler, Ovula, fra de sydlige Have. 137. 
Porcellænsnegler eller Ormehoveder, Cypræa, almindelige 
Strandsnegler i de varme Have. Forarbeides ofte til 
Daaser (Snusdaaser) og forskjellige Galanteri- Sager. 
187 a er Ringsneglen, 0. annulus Lim. 137 b. Tiger- 
sneglen, 0. tigris Lin. 137 ce. Kaurien eller Pengesneglen, 
C. moneta Lin., der af de sydasiatiske og afrikanske 
Folkeslag benyttes som Mynt; en Tid blev hele Slave- 
handelen i Afrika dreven med disse Sneglehuse (for 
12000 Pund deraf kunde indkjøbes 500—600 Slaver). 
Vore Bønder bruge dem ofte til Pryd paa Hestebidsler. 
157d. Den europæiske Porcellænsnegle, 0. europæa Lin.,* 
den eneste Porcellænsnegle ved vore Kyster. 

138. Tritonshorn eller Trompetsnegler, Tritomium, 
fra de sydlige Have. De store Arter, som No. 138 a, 
benyttedes af de gamle Romere til Krigstrompeter. De 
kunne bruges til Hængelamper paa samme Maade som 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 163 


Buhunden (se under No. 128 a). 138 b. Tritonshorn fra 
vore Kyster. 

139. Hjelmsnegler, Cassis, Cassidaria, fra de sydlige 
Have. 140. Tøndesnegler, Dolium, fra de sydligere Have. 
140 åa. Den store Tøndesnegle, Dolum galea Lin. er 
Middelhavets største Snegle. 

141. Pelikansneglen, Aporrhais pes pelicami Lin.* 
Almindelig hos os. 142. Snabelsnegler, Pteroceras, og 
145. Fingersnegler, Rostellaria, fra de varme Have. 
142 åa. Gjennemskaaret Fingersnegle. 143 åa. Gjennem- 
skaaret Snabelsnegle. 144. Vingesnegler, Strombus, fra 
de sydlige Have. 144 a. Den kjæmpemæssige Vinge- 
snegle, S. gigas Lin., hvis Skal benyttes til Porcellæn- 
Arbeider og indføres aarlig i Massevis til Europa (over 
300,000 alene til Liverpool). 


Vingeføddede. 
Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 


Have en Svømmefinne paa hver Side af Hovedet 
eller Halsen. I de aabne Verdenshave. 

145 og 146. Krystalsnegler, Hyalea, Cleodora, med 
en tynd, gjennemsigtig Skal. 

147. Hvalaat, Clio borealis Lin.;* uden Skal; i uhyre 
Masser i Polarhavene; disse og andre Smaadyr udgjøre 
: den fornemste Føde for de kjæmpemæssige Bardehvaler 
(se Side 111). 


147 


164 Muslinger. 


Muslinger. 
Rummet IX. 


Muslingerne ere Bløddyr uden moget fra Kroppen 
afgrændset Hoved, altid bedækkede af to Skaller (Skjæl). 
Skallerne ere forbundne med hinanden paa Rygsiden dels 
ved et Hængsel, dannet af i hinanden gribende Takker 
og Fordybninger, dels ved et elastisk Baand, der ved 
sin Spænstighed bevirker, at Skallerne aabne sig. Skal- 
lerne lukkes af Dyret selv ved en eller to Muskler, der 
gaa fra det ere Skal til det andet. De fleste have paa 
Bugsiden en kjødet Fortsats, Foden (se f. Ex. No. 189 i 
Skabet 56), hvormed de skubbe sig afsted (eller hoppe) 
paa Havbunden. Muslingerne spille en stor Rolle i 
Stoffenes Krebsløb, idet de stadig til sin Skaldannelse 
udtrække Kalken af Søvandet. 

Omtrent 4500 nulevende Arter og 8000 Arter fra For- 
verdenens Tid ere bekjendte. 


Enmusklede (Monomyaria). 
Skabet 56 og Pulterne. 


Have kun én Lukkemuskel (se ovenfor), efter hvilken 
Skallerne bære et stort Indtryk omtrent midt paa Ind- 
siden (se f. Ex. No. 148 i Pultrækken ved Vinduerne). 

148. Den almindelige Østers, Ostrea edulis Lin.* 
ved vore Kyster og næsten rundt hele Europa. 149. 
Østers fra de sydlige Have. 150. Østers fra Forver- 
denens Tid, hvoraf findes mange og vidt udbredte Arter. 
151. Løgmuslinger, Anomia,* fra vore Kyster. 152. Skive- 
muslinger, Placuna, fra de sydlige Have. Benyttes i 


Rumm et IX, Skabet 56 og Pulterne. 165 


Østasien som Vindueglas. 153—155. Kammuslinger, Pecten. 
153. Fra de sydlige Have. 154. Fra vore Kyster. De 
bevæge sig frem, idet de saa at sige flyve i Vandet ved 
hastigt at aabne Skallerne og slaa dem sammen. 155. 
Kammuslinger fra Forverdenens Tid, fyldte med Sten- 
masse (fordum blød Dynd). 156 og 157. Filmuslinger, 
Lima. 156. Fra de sydlige Have. 157. Fra vore Kyster. 
De bygge, som enkelte andre Muslinger, et Rede til sin 
Beskyttelse, idet de binde Smaastene, Skjæl o. s. V. 
sammen omkring sig med Traade (de samme Slags Traade, 
hvormed Kraakeskjællene sidde fæstede til Søbunden) og 
beklæde det indvendige Rum med fint Væv og Slim. 
De bevæge sig frem paa samme Maade som Kammus- 
lingerne (No. 153—155). 158. Filmuslinger fra For- 
verdenens Tid, fyldte med Stenmasse (fordum blød Dynd). 
159. Klappemuslinger, Spondylus, fra de sydlige Have. 


Tomusklede (Dimyaria). 
Skabet 56 og Pulterne. 


Have to Lukkemuskler (se Side 164, under Muslinger), 
efter hvilke Skallerne paa Indsiden bære et Indtryk i 
hver Ende (f. Ex. No. 182 i Pulterne ved Vinduerne). 

160. Den ægte Perlemusling eller Havperlemuslingen, 
Meleagrina margaritifera Lin. I den persiske Bugt, ved 
Øen Ceylon, i den mexikanske Bugt o. fl. St. Verdens- 
berømt ved de Perler, som dannes i Dyrets Legeme, 
og det tykke Perlemoderlag paa Indsiden af Skal- 
lerne. Perlerne bestaa væsentlig af det samme glim- 
rende Perlemoderstof som Perlemoderlaget; en enkelt 
Gang kunne de opnaa Størrelse som et Due-Æg og koste 
da flere hundrede tusinde Spd. De ere sygelige Frem- 


166 Muslinger. 


bringelser af Dyret, der ofte danne sig omkring et ind- 
trængt Sandkorn, en Indvoldsorm eller dens Æg." Af 
Skallerne forarbeides Perlemoder- Asjetter, Perlemoder- 
Knapper o. s. v.; i Perlefiskeri-Egnene bruges de til 
Tagsten. 161. Hammermuslinger, Malleus, fra de indiske 
Have. 162. Pigmuslinger, Pinna, fra de sydligere Have; 
sidde fastheftede til Søbunden ved Hjælp af en Bundt 
seige Traade ligesom Kraakeskjællene og flere andre 
Muslinger; Traadene hos Pigmuslingerne ere meyet 
lange, fine og silkeglindsende og benyttes i Italien til 
Handsker, Pengepunge o. s. v. 

163 og 164. Blaamuslinger eller Kraakeskjæl, My- 
tilus. 163. Fra vore Kyster. 164. Fra de sydlige Have. 
165. Det almindelige Kraakeskjæl, M. edulis Lin.;* spises 
ofte; det er en almindelig Vare paa Torvene i Udlandet. 
166. Oskjæl, Modiola, almindelig hos os. 167. Daddelmus- 
lingen, Lithodomus lithophagus Lin., almindelig i Mid- 
delhavet; borer Huller i Sten, maaske ved Hjælp af 
af en skarp opløsende Vædske, i al Fald ikke (som 
Boremuslingen No. 202 og 203) ved at file med Skjællene, 
der mangle alle Tænder og Takker; berømt ved sine 
Boringer i Ruinerne af Serapistemplet nærved Neapel. 
168. Dreissena, Dreissena polymorpha Pall., næsten i 
alle større Floder i Europa. 

169 og 170. Arkmuslinger, Arca. 169. Fra de sydlige 
Have. 169 a. Noas Ark, Å. Noe Lim., i Middelhavet. 
170. Arkmuslinger fra vore Kyster. 171. Fløielsmus- 
linger, Pectunculus, fra de sydlige Have. 172. Nødmus- 


1) Perler dannes heller ikke alene i den ægte Perlemusling, men 
i alle Muslinger med et indre Perlemoderlag, saaledes i Elveperle- 
muslingen (No. 176 a), Kraakeskjæl, Østers o. s. v. 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 167 


linger, Nucula, 173. Ledaer, Leda, og 174. Voldier, 
Yoldia, alle ved vore Kyster. 

175 og 176. Elvemuslinger, Unio. 175. Fra Nord- 
amerika. 176. Fra Europa. Hos os findes 176 å. Elve- 
Perlemuslingen, U. margaritifer Retz.* der er almindelig 
i Elve over hele Landet; den leverer ganske smukke 
Perler, sædvanligen til en Værdi af 1—5 Spd.; fordum 
var Perlefiskeriet her tillands en Forrettighed for de 
danske Dronninger. 177. Dammuslinger, Anodonta cygnea 
Lin.,* i vore Kjern og Damme. 

178 og 179. Lueiner, Lucima. 178. Fra vore Kyster, 
179. Fra de sydlige Have. 

180. Kuglemuslinger, Cyclas* i vore Damme, og 
181. Ertmuslinger, Pisidium,* endnu mindre, i Mængde 
hos os i alle Bække, Damme og Kjern. 

182. Den islandske Cyprina, Cyprina islandica Lin.,* 
fra vore Kyster. 185. Astarte-Muslinger, Astarte, fra 
vore Kyster. 184. Oksehjertet, Isocardia cor Gmel., fra 
Middelhavet. 185. Lapmuslinger, Chama, med bladede 
Skjæl, fastheftede til forskjellig formede Gjenstande paa 
Søbunden og derfor uregelmæssige. I de sydlige Have. 
186. Kjæmpemuslinger, Tridacna, fra de sydlige Have. 
Til disse hører den største af alle Muslinger, fra Ost- 
indien, med 5 Fod brede Skaller, der benyttes til Badekar 
for Børn. 187. Hovmuslingen eller Hestefod-Muslingen, 
Hippopus, i det indiske Hav. 

188 og 189. Hjertemuslinger, Cardium. 188. Fra de 
sydlige Have. 189. Fra vore Kyster. 189 å. Den spise- 
lige Hjertemusling, OC. edule Lin.* Almindelig hos os; 
spises i Mængde i England, Holland og Sydeuropa. 

190 og 191. Venus-Muslinger, Venus, Cytherea etc. 
190. Fra de sydlige Have. 191. Fra vore Kyster. 


168 Muslinger. 


192 og 195. Trogmuslinger, Macira, Lutraria. 12. 
Fra de sydlige Have. 193. Fra vore Kyster. | 

194 og 195. Talerkenmuslinger, Tellina, Fordblebia 
etc. 194. Fra de sydlige Have. 195. Fra vore Kyster. 

196 og 197. Knivmuslinger, Solen. 196. Fra de syd: 
lige Have. 197. Fra vore Kyster. De leve nedgravedé 
i Sandet og ere ikke sjeldne hos os. I Italien bringes 
de til Torvs og spises af fattigere Folk. | 

198. Sandmiger, Mya, fra vore Kyster, meget almin- 
delige; de leve dybt nedgravede i Sandet paa Strandbred- 
derne, saa kun den fryndsede Ende af Dyrets tykk» 
Aanderør, der rager langt udenfor Skallet, sees (se dei 
Skabet 56 opstillede Exemplarer). I Polarlandene udgjøre 
de en Hovednæring for Hvalrosserne, der opgrave dem 
med sine Stødtænder. 199. Klippeborere, Saxicava, ved 
vore Kyster, almindelige. 199 å. En Sand-Sten, gjennem- 
boret af Klippeborere. Hullerne dannes maaske, idet 
Dyret afsondrer en egen skarp Vædske, der opløser Sten- 
substantsen. Forøvrigt leve ogsaa Klippeborerne gjerne 
i Stensprækker, mellem Tangrødder o.s.v. 200. Neærer, 
Neæra, fra vore Kyster. 


Rørboere (Inclusa). 
Skabet 56 og Pulterne. 


Bore sig Gange i Træ, Sten eller Dynd. De fieste 
ere omsluttede af et Kalkrør. 

201. Siemuslingen eller Havesprøiten, Aspergillum, 
fra Indien. Selve Dyret med sine ganske smaa Skaller 
lever indesluttet i Kalkrøret, der i den ene Ende eller 
» Tuden* er gjennemboret af mange Smaa-Huller, i den 
anden Ende helt aabent. Røret staar med Tuden lodret 
ned i Sandet. 


Rummet IX, Skabet 56 og Pulterne. 169 


202 og 203. Boremuslinger, Pholas. 202. Fra de 
sydligere Have. 202a. Kridistykker og 202 b. Et andet 
Stenstykke, der ere gjennemborede af Boremuslinger. 
Boremuslingerne bore i Træ og Stene (især de blø- 
dere) ved Hjælp af sine Skjæl, der ere meget haarde, 
besatte med Tænder og Takker, saa deres Overfiade 
danner en grov Rasp. 202 c. Den almindelige Bore- 
musling, Ph. dactylus Lin, er i Middelhavslandene en 
meget yndet Spise, der i Smag endog overgaar Østers; 
forat faa den fat, hugger man den ud med stor Møie. 
203. Boremuslinger fra vore Kyster. 

204a—e. Pæleormen, Skibsboreren eller Træmarken, 
Teredo norvegica Spengl.,* Xylophaga dorsalis Twt.* Fra 
vore Kyster. 204 å. Pæleormen med sine Skjæl, der 
kun bedække Forenden af Dyret. 204 b. Pæleormens 
Skjæl. 204 e. Et Stykke Træ gjennemboret af Pæle- 
ormen. Pæleormen gjennemborer Træet, efter hvad man 
har iagttaget, ved Hjælp af sine to Skjæ!, der benyttes 
som Kjæver eller Tænder til sønderhakke Træmassen; 
alt eftersom den graver sig ind, omgiver den sig med 
et Kalkrør, hvormed Gangene udfores. Faa Dyr ere 
saa skadelige som dette lille Bløddyr, der borer sig ind 
i Pæleværk, Skibe, som ikke ere kobberforhudede, Baade 
G. S. V., og udhuler Træværket som en Svamp. Det 
Hul, -hvorigjennem det unge Dyr trænger ind, er ikke 
større end Hullet efter en Knappenaal, saa Beskadigelsen 
neppe vises udvendig. I Holland brast i forrige Aar- 
hundrede pludselig paa Grund af Pæleormens Gjennem- 
rodninger de Dæmninger, som beskytte Landet mod 
Høivandets Indtrængen, og Havet styrtede ind og øde- 
lagde store Strækninger. Et naturligt Beskyttelsesmiddel 
er at overtrække Træværket med Kraakeskjæl, som 


170 Armføddede. 


Pæleormen skyr. I Naturens Husholdning spiller Pæle- 
ormen en stor Rolle ved at ødelægge Drivtømmer i 
Flodmundingerne. 


Armføddede. 
Pulterne (og Skabet 56) i Rummet IX. 


Mangle Hoved og ere bedækkede af to Skaller lige- 
som Muslingerne. Skallerne ligge imidlertid ikke paa 
høire og venstre Side som hos Muslingerne, men paa 
den forrerste og bagerste Del af Legemet og ere derfor 
hinanden ulige. Omkring Munden sidde to lange frynd- 
sede spiraldretede Arme, der tjene som Gjæller og tillige 
ved sim Udstrekning aabne Skallerne. 

Dyre-Afdelingen er i Begreb med at uddø; kun 
forholdsvis faa (omtrent 80 af de 2000 bekjendte) For- 
mer findes nulevende. 

205. Terebratula og 206. Rynchonella ved vore 
Kyster. - Det største af deres to Skaller er i Spidsen 
gjennemboret af et Hul til Gjennemgang for en kort, 
kjødet Stilk, hvormed Dyret sidder fastheftet til for- 
skjellige Gjenstande paa Søbunden. 207. Crania, Crania 
anomala Mull,* ved vore Kyster. 

208. Lingula eller Tungeskjællet, Lingula anatna 
Lam., med en lang kjødet Stilk, hvormed Dyret fæster 
sig paa Klipperne. I det indiske Hav. 

I ældre Jordtidsrum vare de Armføddede uhyre tal- 
rige; de synes at have dannet store Banker. Til disse 
Forverdenens Armføddede høre: 

209. Terebratula. 210. Spirifer. 211. Rynchonella. 
212. Pentamerus. 213. Orthis. 214. Productus. 215. Lingula. 


Rummet IX, Skabet 56 og Puiterne. | 171 


Det var navnlig i de ældste Jordperioder, at de Arm- 
føddede fandtesi Mængde. I Kalkstenen ved Kristiania, 
tilhørende den siluriske Tid, vrimler det af dem. 


Kappedyr eller Sækdyr. 
Rummet IX. 


Mamngle Hoved og Skal; Kroppen omgwes af en 
læderartet eller bruskartet Sæk med to Aabninger: en 
Indgangsaabming, hvorigjennem Næringsmidlerne med 
Vandet føres ind til Munden, og en Udgangsaabming. 
Omtrent 300 Arter ere bekjendte. 


Søpunge (Ascidiæ). 
Skabet 56. 


Sidde fast til Stene, Tang o. s. v. paa Søbunden 
nærved Kysterne. Begge Aabninger paa Sækken (se oven- 
for) staa nærved hinanden. 

Nogle leve altid enlige: 

216 og 217. Egentlige Søpunge eller Äseidier, Asci- 
dia. 917. Fra vore Kyster, hvor mange forskjellige 
Arter findes. 918 og 219. Cynthier, Cynthia. Af No. 
218 a. og nogle andre Søpunge bruges Indvoldene til 
Føde i Italien. 219. Cynthier fra vore Kyster. 220 og 
221. Stilkpunge eller Boltenier, Boliemia, med en lang 
Stilk, hvormed Dyret sidder fast paa Havbunden. 221. 
Stilkpunge fra vore Kyster. 222—224. Andre enligt- 
levende Søpunge. 


172 Kappedyr. 


225. Clavelliner, Clavellina, dannes af flere enkelie, 
stilkede Dyr, der udspringe fra en fælles Stamme. 

Hos andre, de sammensatte Søpunge, findes en endnu 
nøiere Forening, idet flere meget smaa Dyr ere ned- 
sænkede i en fælles Masse og ordnede i Grupper om en 
fælles Aabning. Af saadanne kan nævnes: 

226 og 227. Stjernesøpunge, Botryllma. 226 (Bo- 
tryllus) med stjerneformige Dyrgrupper (se ovenfor) 
og 227 med uregelmæssige, grenede Dyrgrupper, ind- 
sænkede i den fælles Masse. Mange Arter fra vore Kyster. 
228—230. Andre sammensatte Søpunge. 


231. Idpølser, Pyrosoma, hos hvilke en Mængde 
enkelte Dyr ere forenede til et langt, hult, udvendigt 
lappet Rør, der er lukket i den ene Ende. I det samt- 
lige Dyr indtage Vand udenfra og drive det ind i det 
hule Rør, af hvis aabne Ende det igjen flyder ud, be- 
væger hele Dyrstokken sig langsomt frem med den 
lukkede Ende fortil. De leve massevis i de varme Strøg 
af Verdenshavene. Berømte ved sin Lysen i Mørket. 
De Reisende sammenligne dem med glødende Kugler 
eller hvidglødende Metalstave. 


Salper (Salpæ). 
Skabet 56. 


Fritlevende, vandklare Dyr, der svømme derved, at 
de indtage Vand gjennem Indgangsaabniugen (se ovenfor 
under Kappedyr) i den ene Ende af Legemet og med 
Kraft støde det ud gjennem Udgangsaabningen i den 
modsatte Ende. I disse Dyrs Slægtrækker finder en 
saare mærkelig, regelmæssig Afvexlimg Sted. Den enkelte 


Rummet IX, Skabet 56. 178 


Salpe (No. 232) føder nemlig ikke igjen en enkelt Salpe, 
men en Salpekjede d. e. en Række af sammenvoksede 
Salper (No. 232a). Disse sidste føde først enkelte Salper, 
der saa atter føde Salpekjeder o. s. v. Saaledes ligner 
Ungen hos Salperne aldrig sin Mor, men sin Mormor. 
(Denne Afveksling i Slægtrækken eller Vekselgenerationen 
er meget almindelig hos Straaledyrene, se nedenfor). 

232. Egentlige Salper, Salpa. 232 åa. En Salpe- 
kjede (se ovenfor). Nogle Arter forekomme til sine 
Tider i overordentlig Mængde ved vor Vestkyst. Lyse 
i Mørket med et blaalig-hvidt Skin. 


Straaledyr. 


Legemet er stjerneformigt. Det bestaar ikke af 
to ligedannede Sidehalvdele, som hos alle de høiere Dyr- 
afdelinger, men af flere, rundt om et fælles Centrum 
ordnede Dele (f. Ex. hos Korstrold) og nærmer sig saaledes 
i sin Grundform til Planterne (med sine kredsstillede 
Blomsterblade o. s. V.). 


Pighudede. 
Rummet X. 
De Pighudede ere Straaledyr med en læderartet, mere 


eller mindre forkalket Hud, besat med Pigge. Straalerne 
eller de saakaldte Arme ere sædvanlig 5 eller 5-dobbelte 


174 | Pighudede. 


i Antal. Omtrent 2000 nulevende Arter og 1500 Arter fra 
Forverdenens Tid ere bekjendte. 


Søstjerner (Asteridea). 
Rummet X, Skabene 57, 59 og Pulterne. 


Legemet er stjerneformigt. Munden findes midt paa 
Undersiden af Legemet, og fra Munden udefter langs 
hver Arm sidde Rækker af smaa, rørformige Fødder, 
der ende i en Sugeskaal. 


1. Korstrold, Asteracanthion rubens Lin.* meget 
almindelig hos os. Korstroldene og andre Søstjerner 
anrette store Ødelæggelser paa Østersbanker og ere høiest 
besværlige for Fiskerne ved at fortære Agnet. 2. Flad- 
stjerner, Astrogonium,* 5-kantede, idet Kropsskiven er saa 
stor, at Armene næsten kun danne fremspringende Hjørner. 
3. Solstjerner, Solaster,* fra vore Kyster. 4. Solstjerner, 
Heliaster, fra de varme Have. 5—15. Andre Søstjerner 
fra vore Kyster. 16—32. Søstjerner fra de varme Have. 
33. Brisinga-Stjernen, Brisinga,* med 1 Fod lange Arme, 
en af de mærkeligste Søstjerner, den største ved vore 
Kyster, meget sjelden, først funden og beskreven af den 
som Eventyrfortæller, men ogsaa som Naturforsker be- 
kjendte Asbjørnsen, der har opkaldt den efter Gudinden 
Freyas Brystsmykke, Brising. 33 å. Arme af Brisinga- 
Stjernen. 

34—55. Slangestjerner, Ophiwuræ, med tynde, trinde 
Arme, afsatte fra Kropsskiven. 45—55. Fra vore Kyster. 
56 og 57. Medusahoveder eller Krakeyngel, Astrophyton, 
med mangfoldig forgrenede Arme; opkaldte efter den i 
de græske Gudesagn bekjendte skjønne Medusa, der for sin 


Rummet X, Skabene 57—59 og Pulterne. 175 


Stoltheds Skyld blev forvandlet og fik Slanger 1 Haaret. 
57. Fra vore Kyster, paa betydelige Dybder. 


Søpindsvin eller Søæbler (Echinidea). 
Rummet X, Skabene 58, 59 og Pulterne. 


Legemet er sædvanlig kugleformigt eller ægformigt. 
Munden sidder paa den fladere, undre Side; fra Munden 
løbe 5 Dobbelt-Rækker af Huller for Sugefødderne stjerne- 
formig ud og samle sig igjen ved Tarmaabningen paa 
den øvre, hvælvede Side af Legemet. Søpindsvinets Form 
kan tænkes fremkommen af Korstroldets Form derved, 
at Korstroldets Arme ere bøiede opad og sammenvoksede 
med sine Spidser og Siderande. Huden er dannet af en 
Kalkskal, besat med bevægelige Pigge. Piggene tjene 
dels til Beskyttelse, dels som Stylter under Gangen. 


58. Den spiselige Kraakebolle eller Illkjær, Echi- 
nus esculentus Lin.,* almindelig hos os. Rognen af 
Kraakebollerne spises i Middelhavslandene; brugtes ogsaa 
til Føde i Oldtiden; i Pompejis Kjøkkener har man fundet 
store Masser af aabnede Skaller. 58 åa. Kraakeboller, 
hvis Pigge ere afrevne, saa de Knuder, hvorpaa de ere 
indleddede, sees. 59. En Kraakebolle, E. lividus Lam., 
i Middelhavet, der gnaver Huller i Sten (ved Hjælp af 
de spidse, haarde Tænder i Mundaabningen paa den 
undre, flade Side af Skallen?). 60—65. Andre Kraake- 
boller fra vore Kyster. 66—82. Kraakeboller fra de 
varme Have. 83 og 84. Pindkraakeboller, Leiocidaris. 
84. Fra Bergenskysten. 84 a. Pindkraakeboller, hvis 
Pigge ere afrevne. 

85—89. Skjoldkraakeboller, Mellita etc., med ganske 


176 -  Pighudede. 


skiveformigt Legeme; fra de varme Have. 90—100. Sø-Æg, 
Spatangus etc. 96—100. Fra vore Kyster. 

101—109. Søæbler, tilhørende Forverdenens Tid. En 
stor Mængde Arter kjendes, især fra Jura- og Kridt- 
perioden. 


Søpølser (Holothuridea). 
Rummet X, Skabene 58, 59 og Pulterne. 


Adskille sig fra Søpindsvinene ved sit valseformige 
Legeme. Tænker man sig et Søpindsvin udstrakt til 
en Valse med Munden i den ene Ende og Tarmaabningen 
i den anden Ende, faaes Søpølsens Legemsform frem. 
Søpølsernes Hud er læderagtig med mange spredte smaa 
Kalkdele. Munden er omgiven af én Krands af Fangarme. 

110. Egentlige Søpølser, Holothurta. 110 å er meget 
almindelig hos os. Il. Sø-Agurker, Cucumaria.* 12. 
Skjælpølser, Psolus* Cuvieria.* 13. Ormpølser, Sy- 
napta.* Alle fra vore Kyster. 114—119. Andre Søpølser 
fra vore Kyster. 120—128. Søpølser fra fremmede, især — 
varmere Have. I de ostindiske Have samles Søpølserne 
af Malaierne, tørres og forsendes i store Mængder under 
Navn af Trepang til Kina, hvor de ere et yndet Fødemiddel. 


Sølilier (Crinoidea). 
Rummet X, Skabene 57, 59 og Pulterne. 


Have i sin Ungdom eller i hele Livet en leddet Stilk, 
hvis nederste Ende er fæstet til Havbunden. Tænker man 
sig et Korstrold sat paa en Stilk med Mundsiden opad, 
faaes Søliliens Formfrem. Stilken er bøielig. De grenede 
Arme kunne rulles ind mod hverandre; med dem griber 
Dyret sit Bytte og fører det ind til Munden. 


Rummet X, Skabene 57—359 og Pulterne. 177 


129. En Stilkstjerne, Rhizocrinus, fra Lofoten; et 
mærkeligt Dyr, der findes levende paa 300 Favnes Dyb, 
medens dets Samslægtninge allerede ere uddøede i 
Kridttiden. 

130 og 131. Haarstjerner, Comatula, der kun i sin 
yngre Alder sidde fast ved en Stilk. Senere klatre de 
om paa Tang- eller Koral-Buske med sine fjærede Arme. 
1381. Ved vore Kyster. 132. Haarstjerner fra Forver- 
denens Tid. 

133 og 134. Den bægerformige Krop og 135—138. 
Stilke af Sølilier fra Forverdenens Tid. 

I de tidligere, navnlig i de allerældste Jordperioder 
hørte Sølilierne til de alleralmindeligste Havdyr; deres 
Levninger danne milevide Lag af det nuværende Fastland; 
i Kalkstenen ved Kristiania træffes de meget hyppig. 
Nutidens Sølilier ere derimod meget faa og sjeldne. 


Pulten i Rummet XI 


indeholder europæiske Bløddyr, der tidligere ere nævnte 
efter sine No. under Bløddyr, Rummet IX, se Side 151 ff. 


Mosdyr. 
Rummet XI, Skabet 60. 


Mosdyrene henhöre ikke til Straaledyrene; de ere derimod be- 
slægtede med Kappedyrene (se Side 171) og skulde egentlig være 
omtalte nærmest efter dem, som den laveste Afdeling af Blöddyrene. 
De omtales först her, da de i Samlingen ere opstillede i samme Rum 
som de lavere Straaledyr. 

Mosdyrene ere meget smaa, aflange, sækformige Dyr med en 
Krands af Fangarme omkring Munden og i sin nedre Del forsynede 

12 


178 Manæter. 


med en hornartet eller kalkartet Beklædning. Uagtet sin höist ube- 
tydelige Störrelse have de dog samme Grundform (en Ryg- og Bug- 
side), som de höiere Dyr (smgln. Straaledyrene, Side 173) og en vel 
udviklet Fordöielseskanal. De leve altid i Kolonier og danne grenede 
eller skorpeagtige Dyrstokke. 

1—10. Forskjellige Mosdyrkolonier fra vore Kyster. 

Næsten paa enhver Tangplante ved vore Kyster sees Kolonier af 
visse Mosdyr som et fint, skorpeagtigt Overtræk. 'Törres Tangen, 
bliver dette Overtræk hvidt, og naar det da betragtes gjennem et 
almindeligt Forstörrelsesglas, ser man tydelig, hvorledes hele Over- 
trækket bestaar af mangfoldige smaa, nette Kamre, hvoraf hver især 
danner den kalkede Beklædning for et Mosdyr. 


Meduser eller Manzæter. 
Rummet XI, Skabet 60. 


Fritsvømmende Dyr, hvis Legeme er geléagtigt, gjen- 
nemsigtigt, med en straaleformig Anordning af dets Red- 
skaber eller Organer (f. Ex. af Fangarme og Fangtraade 
hos vore almindelige røde Manæter), men forøvrigt af 
et meget forskjelligt Udseende. De smaa Manæter og 
forøvrigt mange andre for det blotte Øie usynlige Dyr 
frembringe Morilden. Omtrent 1000 Arter ere bekjendte. 


A. Skivemanæter, Discophora, med skive- eller 
klokkeformigt Legeme. 11. Rodmanæter, Rhizostoma, 
med talrige Sugemunde paa de fra Undersiden af Skiven 
nedhængende Arme. 12—14. Andre Skivemanæter. Til 
Skivemanæterne henhøre ogsaa vore egentlige Manæter. 
15—17. Tidligere Udviklingsformer af forskjellige smaa 
Skivemanæter, Campanularia,* Tubularia,* Sertularia.* 
Æggene udvikle sig først til disse smaa, grenede Dyr- 


Rummet XI, Skabet 60. 179 


kolonier, hvorpaa Skivemanæterne knoppe frem og senere 
rive sig løs. 18—26. Andre saadanne Udviklingsformer 
af Skivemanæter. 


B. Rørmanæter, Svphonophora, af forskjellig Form, 
forsynede med nedhængende Sugerør, hvormed Næringen 
indsuges, og luftfyldte Blærer, hbvormed Dyret holder sig 
svævende i Vandet. 27. Bidevindseilere, Physalia, al- 
mindelige i de varmere Have. 280929, Bruskmanæter, 
Velella, Porpita. 30—33. Forskjellige andre Meduser. 


Koraldyr eller Polyper. 
Rummet XI, Skabene 60 og 61. 


Koraldyrene ere i Almindelighed fastsiddende Dyr, 
der have et valseformigt Legeme med en Krands af Fang- 
arme omkring Munden (sef. Ex. No, 84—48). Sjelden ere 
de enlige (som No. 34—438); thi som oftest skyder Koraldyret 
Knopper, der efterhaanden faa samme Legemsbygning 
og Udseende som Moderdyret; disse Knopper skyde atter 
Knopper, og der danner sig herved (paa lignende Maade 
som hos Træerne) en Kolomistok af Dyr, der er fæstet 
til Havbunden. De enkelte Dyr staa saaledes i Forbin- 
delse med hverandre, at det, som det ene Dyr nyder, 
ogsaa kommer det andet tilgode. Henved 1000 nulevende 
Arter og 1500 Arter fra Forverdenens Tid ere bekjendte. 


A. Sø-Anemoner, Actimma. 34—43. Sø-Anemonerne 

ere enlige Dyr med et blødt Legeme, der nedentil ender i 

en Sugeskive, hvormed Dyret kan krybe lidt omkring 
va 


180 Koraldyr. 


paa lignende Maade som en Snegle. I levende Tilstand 
ere de pragtfuldt farvede, røde, gule med ringede, blaa 
eller sølvbvide Fangarme. Almindelige ved vore Strand- 
bredder. I Frankrig spises de. 


B. Stenkoraller, Madreporaria, leve i Kolonier og 
danne ved Afsondring af Kalk stenhaarde Koralstokke, 
fastvoksede til Havbunden. Efter Dyrenes Død sees deres 
Pladse paa Koralstokken som stjerneformige Huller (se 
f. Ex. No. 45 og 57). 


44 og 45. Stenkoraller, Lophohelia. To Arter ved 
Bergenskysten. 46—63. Stenkoraller fra de varme 
Have. 

Sten-Korallerne i de varme Have danne ved sin tætte 
Vækst de bekjendte Koralrev under Vandspeilet, ofte af 
mange Miles Længde langsmed Kysterne (langs Nordost- 
kysten af Australien løber et Koralrev af omtrent 170 
Miles Længde). Af Koralrevene dannes efterhaanden 
Øer.  Koraldyrene bygge vistnok ikke selv helt op til 
Vandfladen, men kun saalangt, indtil de udsættes for 
Sollyset. Ved Brændingernes Magt løsrives imidlertid 
Koralblokke og taarnes op paa Overfladen af Koralrevet, 
saaledes at dette tilsidst hæver sig op som en lav Ø. 
Den nydannede Ø bliver snart frugtbar og beboelig. Fint 
Kalkgrus af Korallerne samles mellem Koralblokkene, 
og Tang opkastes; herved dannes en frugtbar Jordbund. 
Svyømmende Frugter drive hen til Øen med Havstrøm- 
ningerne og spire frem i Kalkjorden; Træstammer kunne 
ligeledes drive hen til Øen og føre med sig Insekter og 
Firben; forvildede Landfugle og en Hær af Søfugle fæste 
Bo paa Øen; endelig viser ogsaa Mennesket sig med 
sine Husdyr og Næringsplanter. Paa denne Maade ere 


Rummet XI, Skabene 60 og 61. 181 


mange skjønne, nu af Mennesker beboede, Øer i Sydhavet 
opstaaede. 

I Forverdenens Tid vrimlede det af Koraller; visse 
Strækninger i Europa (Schwaben og Franken) fremvise 
Bjergmasser, der ikke ere andet end fordums Koralrev 
af 100 Miles Længde, og have dem at takke for sin 
mærkværdige Frugtbarhed. 


C. Barkkoraller eller Hornkoraller, Corticata, leve 
i Kolonier og danne træformige Koralstokke, som kun 
i det indre ere haarde, udvendig beklædte med en blød 
Bark, hvori Dyrene sidde paa kegleformige Spidser. 

64—68. Søtræer, Gorgonina, fra vore Kyster. No.66, 
Mwicea placomus Lim. No. 67, Primnoa lepadifera 
Lim.* og No. 68, Paragorgia arborea Lin.* ere almin- 
delige ved Bergenskysten paa 150—300 Favnes Dybde. 
69—72. Søtræer fra de varmere Have. 

73. Edelkorallen, Corallium, fra Middelhavet; for- 
arbeides til kostbare Smykker. 


D. Søfjær, Pennatulida, hvis Koralstok ligner en 
Fjærpen og med sin nederste Ende stikker løst ned i 
Sand og Mudder. Dyrene sidde i Række paa Side- 
grenene. 

74. Den lysende Søfjær, Pennatula phosphorea Lin.* 
Almindelig hos os; lyser i Mørke. 75. Virgularia. 
Ved vore Kyster. 76—83. Andre Søfjær fra vore Kyster. 
84, Søfjær fra de sydligere Have. 


E. Orgelkoraller, Tubipora. 85. Orgelkorallen har 
en rød Koralstok, der bestaar af slanke Rør (et for hvert 
Dyr), som staa ved Siden af hinanden og ved vandrette 
Plader ere ordnede i flere Etager. Fra de indiske Have. 


182 Svampe. 


F. Søkorker, Aleyomida, med en helt igjennem blød, 
korket Koralstok. 

86. Sjøgranen, Aleyomium arboreum Lam.* af indtil 
3 Alens Høide og med en Omkreds ved Roden af 1—12 Fod. 
Den trækkes undertiden op af vore Fiskere med Linerne. 

87. Dødningehaanden, Å. digitatum Lim.* Almin- 
delig hos os. $88—90. Andre Søkorker fra vore Kyster. 


Urdyr. 


(Se Side 2.) 


Urdyrene ere de ufuldkomneste af alle Dyr. Mange 
ligne i den Grad de laveste, for det blotte Øie usynlige 
Planter, at ingen bestemt Forskjel kan opstilles mel- 
lem dem. 


Svampe. 
Rummet XI (Skabet 60). 


Svampene bestaa af en Slimmasse, som understøttes 
af et Net- eller Filtværk af Horntraade eller af Kalk- og 
Kiselnaale. Hele deres Legeme er gjennemboret af talrige 
Kamaler. De ere fastsiddende Dyr, hvis eneste dyriske 
Livsytringer vise sig som en svag Sammentrækning af 
Slimmassen og en stadig Strømning af Vand i Hullerne 
og Gangene. I sin første Tid ere de kugleformige Smaa-' 
dyr, der svømme frit omkring ved Hjælp af Flimmerhaar. 


Rummet XI, Skabet 60. 183 


91. Hornnettet af Vadskesvampen, Spongia. Vadske- 
svampen er 1 levende Tilstand slimet, sort. For at gjøre 
den skikket til Brug behøver man kun at træde Slim- 
massen ud og vadske den gjentagne Gange i Ferskvand. 

92. Kiselnettet af Venus's Blomsterkurv, Fuplec- 
tella, fra Ostindien. 

93. Barksvampe eller Sølimoner, Tethya cramium 
Miull.* o. fl., bedækkede med en kiselholdig Bark. Ved 
vore Kyster. 94—107. Andre Svampe ved vore Kyster. 


(Infusionsdyr.) 


Under Infusionsdyr indbefattes de laveste Urdyr, der næsten alle 
ere usynlige for det blotte Öie. Mange af dem ere forsynede med et 
Skal af Kalk eller Kisel. De forekomme i ubyre Mængde overalt. 
Morilden frembringes for en stor Del af Infusionsdyr; den röde Farve 
i Vandet (navnlig i Söer i Eøypten), paa Sneen, i Bröd, Potetes, en 
egen blaa og gul Farve i Melken skyldes ligeledes Infusionsdyr. 
Kalkskallerne af de uddöede Former danne nu mægtige Bjergstræk- 
ninger; Kridtbjergene ere saaledes dannede af dem. I Naturens Hus- 
holdning opfylde de et vigtigt Hverv ved at rense Vandet for Levninger 
af forraadnede Plante- og Dyrestoffe. Hele denne usynlige Vrimmel 
af Dyr tjener endvidere til Næring for större Dyr, hvoraf Fiske, Fugle 
0. 8. Vv. og Mennesket mætte sig. Uden Infusionsdyrene vilde den 
store, mangfoldige Dyreverden ikke kunne bestaa. 


Rettelser: 


Side 4, Side 11, Side 26 og Side 27 staar: Rummet 
VIII, læs: Rummet VII. 


Side 36 staar: Rummene VII og VIII, læs: Rummet VII. 


Bestemmelser: 


Museet er aabent og Adgangen fri for Alle hver 


Mandag, Onsdag og Fredag Kl. 11—1 Formiddag i 
hele Aaret og hver Søndag i de samme Timer i 
Vinterhalvaaret, men i Sommerhalvaaret Kl. 4—6 
Eftermiddag. 


Tobaksrygning tillades ikke i Museet. 


Hunde maa ikke slippes ind. 
I Museets Forhal afleveres mod en Nummer- 


seddel Paraplyer, Stokke o. s. v., der faaes igjen 
mod 1 Skilling pr. Person. 


w 


Anmærkninger: 


Rummenes Nummere ere malede med romerske 
Tal over Døraabningerne og paa Søilerne. 

Rummenes og de enkelte Gjenstandes Nummere 
ere i Bogen ordnede efter Talrækkemn, ligeledes, 
paa nogle Undtagelser nær, Skabnummerne, der 
ere anførte, for at man lettere efter Bogen skal 
kunne finde et bestemt Dyr i Samlingen. 


Rummenes Ordning efter Talrækken følges, naar 
man i Samlingen gaar i Retningen til venstre 
for Indgangen. 

En Stjerne (*) ved Dyrenes Navne betegner, at 


+t forekommer i Norge. 


t 
4 


mn 


3 2044 072 1 175 5 


er in si