FORHANDLINGER 


VIDENSKABS-SELSKABET 


I CHRISTIANIA 


AAR 1888 


MED 25 LITHOGRAFEREDE PLANCHER OG 10 KARTER 


- CHRISTIANIA 
I COMMISSION HOS JACOB DYBWAD 
A. W. BROGGERS BOGTRYKKERI 
1889 ee 


Foredrag og Afhandlinger. 


Indhold. 


(De med * betegnede Forfattere ere Tkke-Medlemmer.) 


. 12. 


S tud Tie, Zur Theorie der ee ee 


Oversigt over Selskabets Meder i 1888 m. USSR O 


Si 
Axel Johannesen, Difteriens Forekomst i Norge (med 10 E 
Kartor, 1 Planche og 13 Tabeller à 80 Sider)............... 1— 336 
Dr. Ingvald Undset, Norske jordfundne oldsager i Nordiska 
Museet i Stockholm (med 2 Plancher og Register) ........ 1— 46 
- *P. N. Østby, Om plan og komposition i Thukydids sd 
hitai We EE ee E EE — 94 
Dr. Pire Und set, Indskrifter fra uiddaléldoiein i Thrond- 
hjems domkirke (med 1 kei eee og 15 autograferede 
Piancher) .. TEL es 1— 99 
J. Aarts, De Gedicht da Å monider in Platons Protagoras .. 1— 16 
*N. ©. Kindberg, Enumeratio Bryinearum Dov — 30 
G. O. Sars, Additionel Notes on State Closer a raised 
from Dried Mud (with 6 Autographic Plates, coloured from 
Peng SPOMENA) ¿ca re Ee isc. AA 
Hans Reusch, late i Ste? i 1887 nn 1— 10 
*Axel Thue, To theoremer vedrgrende en aa brékistikeóbó 
ES FS n s — 15 
H. Geelmuyden, Christiania RER Polhøide adr 
ved Observalioner i inte Vertikal... Eh 1— 50 
Dr. A, Torp, Beitråge zur E von SC ‚gechlectichen 
Pronomen in den indogermanischen Sprachen .......... voce A— 53 
, Studier over Nedbgrens Varighed og Tæthed . so... 1— 58 


Difteriens Forekomst 


Norge 
Af 
Axel Johannessen | 


Med 10 Karter og 1 Planche 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 1) 


Christiania 
I Commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brgggers Bogtrykkeri 


1888 


Indhold. 


Side 
un: — Difteriens Forhold til Kroup . . 2.2... +... 1 
ned Moni i Hong» 1803—1884 Qa quce. T> o 
Kritisk Oversigt over Difteriens Forekomst i LN. kou Eb 
Om Difteriens Infektion og Smitteforhold . . i AI 
Om Opfatningen af Difterien som en primer lokal die siue psum 
EE PERS å . 209 
Om Inkubatlonstiden is a A r 221 
Om Alderens og Kjønnets Indflydelse paa Modtage Modtageligheden f for Difteri A  - 
Individuel Disposition. — Sociale Forholdes Indflydelse jg ee ` 
De meteorologiske Forholdes Indflydelse . . . . . . . . . +. . . . 247 
Difteriens gjentagne samme Individ. 264 
ingen af Befolkningens Tæthed, af E E it af Di- 
strikternes hovedsagelige Næringsveie for Sygdommens Forekomst . . 268 
Difteriens Forekomst i Byer og paa Landet. . . . . . . . . . . . 978 
Om Mortaliteten . ode e^. 4 £l. kr 
Om Exanthemet i Difteri ç 2 Ce NM 
Om den difteriske Anginas Forhold, til dis Affaktioner af MTM Cc. ME 
Difteriens m samtidig med andre epidemiske ires Sekundær 
Difteri . . . 815 
Om Difteriens — Optreden i dis. omk eid Srelg og ñuka. . 320 
Om Eftersygdommene. . . > 325 
Tabeller: 


Tabel I: Difteriens Forekomst i Norges Amter og Legedistrikter 1853—1884. 

Tabel II: Difteriens Forekomst i Norges Amter og Lægedistrikter 1866— 1884. 

Tabel III a: Forholdstal mellem angrebne af Difteri og 1000 Indvaanere i Norges 
Amter 1859—1884, 

Tabel III b: Forholdstal mellem angrebne af Kroup og 1000 Indvaanere i Norges 
Amter 1859—188 

Tabel IV a: Tabel over de af Lægerne behandlede Tilfælde af Difteri efter Tid, 
Alder og Kjen 1867—1884. 

Tabel IV b: Tabel over de af Lægerne behandlede Tilfælde af Kroup efter Tid, 
Alder og Kjon 1867—1884. 

Tabel V a: Tabel over kjendte Dødsfald af Difteri i Norge 1853 — 1884. 

Tabel Y b: Tabel over kjendte Dødsfald af Kroup i Norge 1853—1884. 


Tabel VI a: Tabel over de af Lægerne anmeldte Dødsfald af Difteri i Kristiania 

860—1884. 

Tabel VI b: Tabel over de af Lægerne anmeldte Dødsfald af Kroup i Kristiania 
1860—1884. 

Tabel VII: Folkemængden, angrebne og døde af Difteri fordelte paa Aldersklasser, 


Tabel VIII: Forholdstal mellem angrebne af Difteri og Kroup og 1000 indbygge 
i Lægedistrikterne i Norge 1858—1865. 

Tabel IX: Forholdstal mellem angrebne af Difteri og Kroup og 1000 Indbyggere 
i Lægedistrikterne i Norge 1879—1884, 

Tabel X: Midlere Antal angrebne af Difteri og Kroup pr. 100,000 Indbyggere i 
Maanederne i Aarene 1874—1884, 

Tabel XI—XII: Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Difteri og Kroup 
pr. 100,000 Indbyggere fur hver Gruppe. 

Tabel XIII: Temperaturens Afrigelse fra Normalen for hver Gruppe. 


Tabel XVIII: Barometerstandens, Temperaturens, Nedbgrdagenes og den relative 
Fugtigheds Afvigelse fra Normalen i Medium for alle 4 Grupper. 


Forord. 


Det foreliggende Arbeide tilsigter paa den ene Side at give en 
saavidt mulig udtømmende Fremstilling af Difteriens Forekomst i 
Norge og den Maade, hvorpaa den fra den første Tid, hvorfra Efter- 
retninger foreligger, har udbredt sig og vundet fast Fod i Landet, 
og paa den anden Side i det hertil indsamlede Materiale at finde et 
Grundlag for Studiet af dens saa omstridte og vexlende Forhold. 

Det er vistnok saa, at det for Opfatningen og Forstaaelsen af 
det afsluitedes og overleveredes Betydning for vor Erkjendelse og 
Kundskab ofte kan være nødvendigt at erindre sig de bekjendte Ord 
af Goethes Faust: 

»— — — — Die Zeiten der Vergangenheit 
Sind Ihr ein Buch mit sieben Sieg: 

Was Ihr den Geist der Zeiten heisst, 

Das ist im Grund der Herren eigner Geist, 
In dem die Zeiten sich bespiegeln.* 

Men netop fordi jeg har veret mig dette fuldt bevidst, har jeg 
forsøgt saa objektivt som muligt at sammenstille de Kjendsgjer- 
ninger, som har foreligget, og det er min Tro, at det indsamlede 
Materiale vil kunne beholde sit Værd, om end de nuværende An- 
skuelser om Difteriens Pathologi skulde skifte. I denne Frem- 
stillingens Objektivitet ligger da Grunden til, at Materialet paa sine 
Steder fremtræder med større Bredde, end det kanske kunde synes 
nødvendigt. 

Hvad Literaturen forøvrig angaar, har jeg forsøgt at give en 
oversigtlig Fremstilling af de ledende Tanker og vexlende Anskuelser 
om Difteriens Epidemiologi, som har gjort sig gjældende i Udlandet, 
og prøvet paa ikke at fare vild i den snart sagt uoverkommelige 
Mængde af Arbeider over den nævnte Sygdom. x 


—k s 


Tilslut aflægger jeg min Tak til D’Hrr. Professor Hjalmar 
Heiberg, Direktor Kier, Veidirektør Krag og Kand. real. Aksel Steen 
for den velvillige Hjælp, de har ydet mig: 


asss 


Indledning. — Difteriens Forhold 
til Kroup. 


wr bekjendt er det gjennem det neiagtige Studium og 
en omhyggelig lagttagelse af de enkelte Individer, at de for- 
skjellige Sygdomsbilleder er dannede. Men derfor er det ogsaa 
under Bedemmelsen af en Sygdom Individets Ret at fordre 
Hensyntagen til sine Szeregenheder og det for sig karakteristiske. 
Nu gives der en Del Sygdomme, hvis store Betydning for Sam- 
fundet, hvis periodiske Udbredelse til mange Folkeslag og store 
Omraader af Jorden, hvis gaadefulde, pludselige Opstaaen og 
ligesaa gaadefulde Forsvinden, der uvilkaarlig leder Tanken hen 
til at parallelisere dem med mere kjendte Forhold i Naturens 
Husholdning, ligesom fordrer, at det Mosaikbillede af For- 
Staaelse, som den menneskelige Erkjendelse seger at sammen- 
sætte af de enkelte Iagttagelser, som bestemmende Konturer 
maa have en Klargjerelse af de Trek, hvormed Sygdommen 
viser sig i de enkelte Lande, og af de Forskjelligheder, der mu- 
ligens kan være en Følge af de enkelte Folks Særpræg — kort 
sagt en Hensyntagen til Individualiteten, hvor Individerne lige- 
overfor de verdensherjende Pandemier repræsenteres af Nationerne. 
Og det vil være klart, at Forstaaelsen og Opfatningen af Syg- 
dommens Optreden i det enkelte Land vil vinde i Dybde og ` 
Rigdom netop ved en saadan Anledning til Sammenligning med 
dens -vexlende Forhold i de forskjellige Lande, og at Veien til 
at finde Lovene for dens Udbredelse i det enkelte Land tildels 


vil gaa gjennem Studiet af dens Udbredelse inden de preis | 
ete Forh. 1888. No. 1. 


2 AXEL JOHANNESSEN. [No. 


Lande, sammenholdt med de enkelte Landes individuelle Fo 
hold. 
Det er derfor, jeg i det følgende skal vove paa at give en — 
Fremstilling af den Sygdoms Udbredelse og Forekomst i Norg E 
der blandt de nevnte Farsotter indtager en saa fremragende 
Stilling saavel med Hensyn til sin store sociale Betydning, som 
med Hensyn til de mange uleste Gaader, der omgiver den — 
nemlig Difterien. 
Det er vistnok saa, at de Slutninger, hvortil et saadant Ar 
beide vil fere, og de Resultater, hvortil det kommer, er ma 
Indskrænkninger underkastede og maa opfattes med varsom 
Kritik, ikke alene paa Grund af de Mangler, Uneiagtigheder 08 
kanske ogsaa Misforstaaelser, der hæfter ved Materialet, men 
ogsaa paa Grund af Uensartetheden af Observationerne og disses 
ulige Fordeling over Landet. 
Paa den anden Side kan det dog siges, at al historisk 
Forskning mere eller mindre vil lide af disse Ufuldkommenheder 
og Skranker for en fuld og rig Erkjendelse, og mere eller mindre 
vil have at kjæmpe med Hindringer, som til alle Sider omgiver 
den menneskelige Iagttagelse, — saa det næsten vil være ubilligt 
at fordre, at Veien til Klargjørelse af de saa vanskelige epidemi- 
ologiske Spergsmaal skal være let at finde og let at vandre. 
Det tør vel udtales, at det her som ved den historiske Forskning 
i Almindelighed vil gaa saaledes, at Enkelthederne vistnok som 
oftest kommer til at staa med udviskede Omrids, ligge i Skygge 
eller mangle, men Begivenhedernes Hovedkonturer træde frem — 
kanske saa meget skarpere, fordi mange Enkeltheder mangler. 
Og tilsidst kan vi ikke andet end være taknemmelige for 
den Rigdom af Virkelighedsbilleder og Erfaringer, hentede ud 
fra det daglige Liv, som indeholdes i de norske Medicinalbere" 
ninger, og som gjør det muligt for os at danne os et Billede af 
en Sygdoms hjemlige epidemiologiske Forhold. 


- 


For jeg imidlertid gaar over til Undersøgelsen af Difterl® 
Optræden og Udbredelse i Norge, vil det være nedvendigt at 


Bi SZ miska ert Aen, et 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 3 


en Oversigt over dens Historie i Almindelighed og mere fremtre- 
dende sterre Epidemier samt en Antydning af, hvorledes de 
vexlende Opfatninger af dens Vesen har gjort sig gjældende 
op igjeunem Tiderne. Nytten eller Nedvendigheden af en saadan 
Fremstilling vil staa i direkte Forhold til den sterre eller min- 
dre Forvirring, der har hersket i Begreberne om en Sygdom, og 
og at disse for Difteriens Vedkommende just ikke har veret 
eller er serdeles klare, er jo almindelig bekjendt. En saadan 
Udredning vil derfor vere nedvendig som Grundlag for en 
Diskussion om flere af disse Spergsmaal. 


Allerede i den indiske Medicin har man ment at have fun- 
det Spor til, at Difteri har været kjendt som en ødelæggende 
Sygdom, idet Süsrutas Ayur-Veda omtaler en Affektion, hvori 
der som Følge af en Foregelse i Lymfe og Blod opstaar en 
Hevelse i Svælget, og som karakteriseres ved Angsten og 
Smerten, der ledsager den, edelegger Organerne og er uhel- 
bredelig; den hindrer Svælgningen, ledsages af betydelige Feber- 
symptomer og tillukker Luftveiene. : 

Om hvorvidt Hippokrates har kjendt Difterien, har der 
veret delte Meninger. I sit Skrift De dentitione? omtaler han 
nomaartede Affektioner paa Mandlerne og Farynx; paa sidste Sted 
er de farlige „os ¿mimo dugmvola» eripfper“. Jeg maa dog her- 
til bemærke, at det af hele Sammenhængen synes at fremgaa, 
at der paa dette Sted handles om Sygdomme hos Diebern, hvis 
ringe Tilboielighed for Difteri jo er almindelig bekjendt. 


Lo 


Den engelske Læge Mackenzie: Die Krankheiten des Halses und der 
Nase, Deutseh von Felix Semon, Berlin 1880, S. 156, har fremdraget dette 
Sted efter Hesslers Oversættelse af Süsrutas Ayur-Veda. Det ber dog 
kanske ikke lades uomtalt, at efter H a eser: Geschichte d. Medicin. Jena 
1875. B. I. S. 17 er denne Oversettelse hgist mangelfuld og ofte fuldstendig 
ubrugelig paa Grund af Oversætterens utilstrækkelige Kjendskab til Sanskrit, 
ligesom heller ikke, at Süsrutas Levetid fremdeles er uafgjort, idet flere sæt- 
ter den til Tiden efter den græske Medicins Blomstring, ja endog i den 
kristelige Tidsregning. 
Littré: Oeuvres ien lica d'Hippoerate. Paris 1861. Tome VIII. 8.546. 


H 


4 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Den ferste norske Forfatter, der har beskrevet Sygdommen, 
Dr. Hans Munk i Skien,! er derfor tilbeielig til at antage, 
at disse Ulcerationer maa opfattes som en Slags ondartede 
„Aphthæ“. ; 
Af ganske anderledes Betydning er det andet Sted, hvor ` 
Hippokrates omtaler Sygdomme, der kan tænkes at være pi. 
teri. Saavel fur Sagens egen Skyld, som fordi Heinrich © 
Rohlfs i sin Kritik? af min Bog: „Die epidemische Verbreitung — 
des Scharlachfiebers in Norwegen“ har dadlet mig, fordi jeg — 
her i en kort Notits akcepterer Littré's Forklaring af dette | 
Sted, skal jeg lidt neiere gaa ind paa den interessante Be 
skrivelse, som Hippokrates leverer af „Epidemien“ eller, som den — 
egentlig heder, ,Hosten^ i Perinthus (en By i Trakien) i Lib. 
d. epidem. VIII. Í 
Littré? giver folgende Oversettelse: „15 eller 20 Dage | x 
efter Vintersolhverv optraadte ,Hoste*, som i Begyndelsen ikk 
frembød noget særegent. For det følgende Jævndegn hav! 
største Delen af de syge et Tilbagefald, som i Almindelighed 
gyndte den 40de Dag efter Sygdommens Debut. Der viste 

3 Slags Symptomer: Nyktalopier, Anginaer og Paralyser. Naar 
»Hosten* i Recidivet havde været lidet intens eller lig Nu ] bler — 
Patienterne, især Bern, angrebne af Nyktalopi Naar derimod — 
 »Hosten* i Recidivet havde været heftig, ter, eller der var 0p- 
hostet haarde og terre „matières“, viste sig Anginaer og Para 
lyser. Anginaerne viste sig iser hos dem, som havde anstrengt 
sin Stemme eller lidt af Kulde; de, som brugte at arbeide med 
Armene, fik Paralyser i disse; di. som pleiede at ride eller gas 
eller arbeide meget med Underextremiteterne, fik Paralyser i di 
eller Laenderne. Hos dem, som blot havde Vanskelighed for at 
svælge, var Affektionen meget godartet og let at udholde, hos d 
derimod, som talte meget utydeligt, var den meget besværlig og lar 
varig; hos dem, som havde udvidede Vener i Tindingerne og P 


! Om de meest herskende Sygdomme i og kie Skien i Aaret 1824. P 
1826. B. 23 

2 Deutach. Archiv f. Geschichte der Medicin. VII. B, 1884. S. 266. 

tLABETL ETE 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 5 


Halsen, var den af en vis ondartet Natur; hos dem endelig, hvis 
Respiration forblev hurtig, var den meget ondartet; thi i dette Til- 
fælde var der Feberhede.* Ligeledes har Littré fremdraget en- 
kelte andre Steder hos Hippokrates, hvor der omtales lignende 
Lammelser. Merkeligt er det, at der ved Beskrivelsen i Lib. epid. 
II. 2, 8 af en ung Pige, som efter „Hoste“ fik Paralyse i heire 
Over- og venstre Underextremitet, udtrykkelig tilfeies, at hun ikke 
frembed nogen , Altération, rien à la face, rien dans l'intelligence*, 
— et tydeligt Tegn paa, at Forfatteren har reflekteret over 
Aarsagen til Lammelsen, som han har frygtet kunde vere af 
cerebral Natur. 

Hvad der giver disse hippokratiske Observationer den væ- 
sentligste Interesse, er den klart og bevidst udtalte Forstaaelse 
af Sammenhengen mellem en akut Sygdom og de Paralyser, som 
optreder i dens Felge. Med Undtagelse af den nedenfor nævnte 
korte Notits hos Aétius og et Par spanske Leger omkring Aar 
1600 gik der omtr. 2200 Aar hen, fer denne Tanke om en Konnex 
for Difteriens Vedkommende blev grebet af Italieneren Ghisi i 
Midten af det 18de Aarhundrede; men det var dog først gjennem 
de 100 Aar senere Arbeider af Orillard,! Trousseau,? 
Bretonneau? og Maingeault,* at den er bleven bestemt 
formuleret og Lægernes Eie. 

I de felgende Aarhundreder efter Hippokrates herer man 
intet til Sygdomme, som man kunde henfere til Difteri, med Undta- 
gelse af, at Celsus? omtaler ,morbi genus pestiferum acut- 
umque", som ,nostri anginam vocant*, og som karakteriserer sig 
ved, at Svælgning og Aandedret er generet, og at Asklepia- 
des fra Bethynien (f. Aar 124 fer Kristus) siges at have udfert 


å 


Mémoire sur une épidémie d'angine maligne ou ERE qu. a ten 
à Vouvray. Journ. génér. d. méd. Tome 104, 1828 


2 Leçons cliniques sur l'angine couenneuse à l'Hótel-Dieu, Gazette des 
hóp. 1855. De la paralysie diphthéritique, Gazette des hópiteaux 1860. 
Janv. 3 et 12. 


Mémoire sur les moyens de prévenir le seg Store et les ES de la 
diphthérie. Archiv génér. de médicine. Sept. 1855. 

De la paralysie diphthéritique, recherches ind sur les causes, le nature 
et le traitement de cette affection, Paris 1860. 

5 De medicina libri octo; recensuit Daremberg. Lipsie 1859. Cap. VII. S. m. : 


de 


` 


6 | . AXEL JOHANNESSEN. (No 15 


den første Trakeotomi,! — fer Aretzus fra Kappadokien (sand- | 
synligvis i 2den Halvdel af det 1ste Aarh. efter Kr.) i sin klare, 
af den hippokratiske Aand gjennemtrengte Fremstilling hen- 
leder Opmerksomheden herpaa. I sit Skrift De causis et 
signis morborum acutorum Lib. I. Kap. IX.?: De tonsillarum 
ulceribus* giver han sin berømte Beskrivelse af ,Syria et ægyptia 
ulcera“ : 4 
De pestartede Saar (paa Tonsillerne) er brede, dybe, smud- 
sige, bedækkede med en sterknet hvid, livid eller sort Vzedske. | 
Naar dette Overtrek gaar i Dybden, er og kaldes det degen | 
(== crusta), og omkring denne Kruste opstaar en betydelig ,ru- 
bor, inflammatio et venarum dolor* saaledes som i Anthrax 
Saarene kan angribe Uvula, der kan destrueres, Tungen, Tand 
kjedet og Alveolerne. Betændelsen kan strække sig til Halsen. 
„De, som er saaledes syge, der i Lobet af faa Dage af Beten- 
delse, Feber, Stank og Hunger, eller dersom Sygdommen gjen 
nem Luftroret strækker sig til Brystet, saa kvæles de Syge endnu 
samme Dag.“ Born ere mest udsatte. Sygdommen forekommer 
mest i Ægypten og Celosyrien. | 
Som det vil sees, sondres her mellem Sygdommens Lokalisa- 
tion til Svælget og Munden og dens Forplantelse til Luftreret. 
Det er interessant at sammenligne, hvad Forfatteren i et foregaa- 
ende Kapitel De Angina? udtaler om de 2 Maader, hvorpaa denne 
Sygdom kan ytre sig. I det ene Slags Angina (Kynanche = 
Angina canina, fordi Tungen staar frem som paa en Hund) 
der en Betændelsestilstand i Tonsiller, Epiglottis, Fances, Uvula, 
Tunge o. s. v., hvilken gaar over i Suppuration; i det andet 
Slags (Synanche, fordi den urget interius atque angit“) er der 
ingen Svulst af „Instrumenta spirandi“, tvertimod er de kolla- 
berede; Ansigtet er blegt, Oinene indsunkne, Stemmen ,suppri- 
mitur*. Kvælningen er meget heftigere her end i det forste 


— 


Haeser a. St. B. I. S. 267. 
Efter Universitetsbibliothekets smukke Exemplar: Aretæi Cappadocis he: 


supersunt. Recensuit et illustravit F. Z. Ermerius, Traject. ad Rhen. 1 
S. 290—291. 


s ABS Kap. VII, 


Ll 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 7 


Slags. De syge der meget hurtig, endog den lste Dag, og under- 
tiden fer de kan hente Lægen; men selv om de ogsaa under- 
tiden har hentet ham, faar de dog ingen Hjælp, men dor fer 
han kan anvende, hvad hans Kunst magter.*  Beskrivelsen synes 
at passe paa Kroup.! 

Archigenes, der levede i Rom under Keiser Trajan, ud- 
taler sig saaledes?: „Det saakaldte pestartede Saar forekommer 
ikke alene i Munden, men ogsaa paa det evrige Legeme, iser 
paa Leggen. Naar det optreder i Munden, er det en Saar- 
dannelse fra Uvula eller Ganens Dele; det bliver hvidt og ilde- 
lugtende og griber hurtig om sig; ofte er det indvendigt, men 
undertiden ogsaa paa de udvendige Dele; er det indvendigt, 
saa felger der Hoste med; og naar man harker, kommer der 
Saarskorpe op, enten blodig eller med Materie, men naar Saaret 
udbreder sig opover, bliver Hosten stærkere.* 3 

Galenus (fedt Aar 131 e. Kr.) omtaler* Ophostningen af 
Pseudomembraner: ,Et for Dagen bragt Fragment af tunica 
membranacea antyder Tilstedeværelsen af en Ulceration, men 
hvor findes denne? Det er det, som skal vise os Sedet for Li- 
delsen. Dersom Fragmentet er ophostet, er der en Affektion af 
Larynx, af Trakea eller Lungen; dersom det er opharket, er 
der en Affektion af Farynx.* | 

I Slutningen af det 4de eller Begyndelsen af det 5te Aar- 
hundrede beskriver Caelius Aurelianus fra Sicca i Numidien, 
der levede som Læge i Rom,” en Lidelse i Halsen, der karak- 
teriserer sig ved Redhed, Terhed og Svulst af Svelget og Tun- 


1 Det har dog været enkelte, som ikke i Aretæus's Beskrivelse har kunnet 
finde nogen Lighed med Difteri. Saaledes Vogel (Handbuch der praet. 
Arzneywissenschaft. T. IV. 1795), der anser Uleerationerne for at have 

været Aphthæ, og Munk (Eyr a. St. S. 231), der er tilbøielig til at antage 
dem for skorbutiske. 

Classicor. auctor, e vaticanis codicibus editorum. Tom. IV. Curante Angelo 
Majo. Rome 1831. Oribasii collect, S. 197. —— fra den græske 
Originaltext er velvillig besørget af Hr. pe d J. 

Haeser a. St. B. I. S. 339 bemerker, at nyere Ee Forskninger use at hare 

eftervist, at Archigenes i sine Arbeider afskrev Areteu 

De locis affectis, oversat af Daremberg. Tom. II. p e 

De morbis acutis et chronicis. Lib, VIII. Amstelodami 1722. Lib. HL 

caput II: qvæ conseqvantur synanchicos. S. 181. U 


Ki 


as 


En We 


8 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. | 


gen, der kan rage udenfor Tænderne, fremstaaende Oine, udvi- 


dede Vener, hvid Ansigtsfarve, gjeende, uartikuleret Stemme, 


Synkningsbesværligheder, „gutturis atqve pectoris stridor“, hurtig | 


paafelgende Ded ved Kvælning. 


Den i Talmud under Navnet Askara (ésy29%) omtalte Syg- | 
dom antages at have været Difteri. Saaledes bemærker Ma cken- 


zie, ! at Ordet egentlig betyder „Tillukning“, og at Sygdommens - 
Symptomer sammenlignes med Strangulation. Askara opferes 


som en epidemisk, paa andre Personer overforbar Sygdom, „der ` 
ofte udbryder i et Menneskes Mund og ender dødeligt ved 


Kvælning.* 


I det 6te Aarhundrede omtaler Aëtius i sit store Samler- ` 
værk „Ulcera crustosa et pestilentia tonsillarum^.? Disse fore- E 
kommer, siger han, mest hos Bern, dog ogsaa hos voxne, for- 
nemmelig om Vaaren under „pestilentibus constitutionibus* hos dem, U 
der lider af ,vitiosis humoribus“. Ulcerationerne er dels hvide, 
pletlignende, dels af en graalig Farve, dels Kruster, lig dem, 
som er opstaaede ved Kauterisation med gledende Jern. Der 
indfinder sig hos de syge Tørhed i Svælget, og heftig Aandened | 
træder til, især naar der opstaar en Rubor under Hagen, eller 
ogsaa angribes Sygdomsstedet, naar denne ,Skarphed* er gaaet 
over, af en ødelæggende Noma, og der følger en Forraad- 
nelse. Febrene pleier at være heftige, og under Afstodningspro- 
cessen i Saarene maa man mest agte paa disse; thi de fleste : 
Bern angribes da af Konvulsioner, men nogle kvæles, da Svel ` 
get tørrer ud. Der er ogsaa dem, hos hvem Uvula korroderes. 1 
og naar efter lang Tid Saarene er komne i Stilstand og fordybe | 
sig, idet der har dannet sig Arvær, taler de utydeligt, og Drikke ` | 
trænger ved Synkning ind i Næsen. „Saaledes har jeg seet, ab - x 
en Pige omsider dede efter den 40de Dag, da hun allerede var | 


LA 868. 187. 


. Enkelte moderne Lexikografer oversætter Askara med Senf 


Henricus Stephanus, 
tetrabiblos, Tetrabibl II. Sermo IV. Cap. XLVI. 


Aétius, fodt i Amida i Mesopotamien, levede under Titelen vor E 


obsequii (Chef for det keiserlige Felge) i Bysanz. 


= y 

ke den eneste Udgave, der findes paa Universitetsbibliotheket : Medie? ` 
prineipes post Hippoeratem et Galenum. Anno d. 1567. Excudebat 3 

Aétii Medici Greet contracte «t veteribus medisini 


* 


UO ABL ane LAP ert RT RE NERO om er A A aye yas ELO 
Ty vaka ee uin 


å 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 9 


begyndt at komme sig efter sin Sygdom. De Fleste er i Fare 
indtil den 7de Dag.“ 

At disse Udtalelser ikke maa opfattes som en specifik Viden 
fra Aétius’s Side fremgaar af, at han længere nede nævner 
flere tidligere Lægers Behandlingsmaade for Sygdommen, hvad 
der altsaa forudsætter Kjendskab til den hos disse. Saaledes 
Archigenes, Soranus (født omkr. Aar 110 e. Kr.), Phila- 
grius (350 e Kr), Theodorus (500 e. Kr), Philumenus 
(50 e. Kr), Asclepiades, Galen. Han advarer mod den lo- 
kale Behandling, som ,inscii^ anvende, idet de ,vehementer illi- 
nunt, simulque inflammatum locum comprimunt, simulque crustam 
detrahunt.“ „Qvod si,“ fortsætter han (a. St. S. 398), „enim ad- 
hærentem adhue crustam avellere aggrediamur, ulcerationes ma- 
gis in profundum procedunt, et inflammationes consequuntur, 
augenturque dolores, et in ulcera serpentia proficiunt.* 

Ogsaa Paulus ZEginetus (7de Aarh. efter Kr.) omtaler 
ganske kort: „pestifera ulcera in tonsillis*.! 


Middelalderens arabiske og kristne Leger taler vistnok 
meget om ondartede Tilfælde af „Angina“; men dels er disse 
Angivelser meget ubestemte, dels tyder de hen paa, at der ofte 
menes secundzre Affektioner efter Pest, Kopper, tyfese Febre 
osv. Derimod finder man hos Krenikeskriverne ikke sjelden 
Efterretninger om Folkesygdomme, som muligens kan tydes som 
Difteri. Saaledes indfandt der sig ifølge St. Denis Kronik: i 
Aaret 580 efter en stor Oversvemmelse en ,Pest*, som kaldtes 
„Esquinancie“ (senere benævnte man Angina maligna hyppig: 
Squinantia) I Rom? optraadte der i Aaret 856 efter en Over- 
 Syemmelse af Tiberen en „pestilentia fancium*, qua fluxione guttur 


l Qiteret efter Francotte: La diphtérie,  eonsidérée principalement au 
point de vue de ses causes, de sa nature et de son traitement, Mémoire de 
medicine couronné. Paris 1885. S. 6 

Cis, Baronii annal. ecclesiast. Sec? Tom. X et XI (1602); citeret efter 
Haeser a. St. IIl. B. S, 434 og Hirsch: Handbuch der hiet geogr. 

Pathol. HI. Abth. S. 49 (Stuttgart 1886). Gare 


Hi 


10 a AXEL JOHANNESSEN. b L 


obstructam etiam mortem inferret“, og i Aaret 1004 en pu 
som steg ned i Fances og dræbte ved Kvælning. I AE 1039! 
herskede? i nogle Provindser af det ostromerske Rige ligeledes 
efter heftige Regnskyl og Jordskjælv Sygdommen ,,Kynanche* 
saa stærkt, at de levende ikke formaaede at begrave de dede. 

I Aaret 1389 omtaler Short? en Slags Angina, som h 
Skede i England og bortrev mange Bern. 

I det 16de Aarh. bliver Efterretningerne om Difteri talrigere 
og nøiagtigere. Atter er det Kronikeskriverne, som leve 
de ferste Bidrag.  Saaledes skriver Sebastian Frank von 
Wörd*: „I Aaret 1517 opstod i Rhinegnene „eine unbekandte 
Seuch under den Menschen, das den Leuten die Zung und 
Schlundt, gleich als mit Schimmel überzogen, weiss wurden, wede 
essen noch trinken kondten oder mochten, mit einem Hauptwehe, 
nicht ohne Pestilentzischs Feber, welches die Leut von Vernun 
unnd Sinnen bracht. Welchen solt von dieser Krankheit geholfen 
werden, demselbigen must man neben andern Mittlen, je zu zweyen 
Stunden, den Mundt und Zung fegen, dass das Blut hernach lotte 
demnach mit Rosshonig gelindert werden.“ Aldeles ordlydende 
udtaler sig Baseler Krenikeskriveren W urstisen,? der for Aaret 
1517 beretter om „eine unbekannte Seuch“, som i Løbet af * 
Maaneder bortrev 2000 Personer i Basel. Ogsaa i Amsterdam skal 
der i samme Aar, efter hvad Forestus® forteller efter en da 


LJ 


Cit. efter Hirsch. — Haeser har Aarstallet 1004. 
Georgii Cedrini: Comp, hist, Paris 1647. P. II. cit. efter Haeser a 8 
St 


bo 


Hirse 


e 
o 
c 
Ki 
et 
o 
"n 
E: 
a 
er 
å 
° 
Lac 
o 
yal 
- 
ge 
o 
B 
bi 
o 
$ 
B 
Eis 
Ki 
e 
a 
cr 
- 
— 
o 
D 
£f. 
£2 
ro 
E 
a 
o 
E) 
un 
e 
tn 
° 
ri 
= 
° 
ke 
I 
m 
2 
KR 


e 


begin der Welt bis auf das gegenwertige jar Christi 1585. Summa, bierna 
findestu gleich ein kurtzen Begriff, Summa, Inhalt und Schatzkammer a 
Chronickwierdigsten und ee weltlicher und geystlicher ES 
verfasst weyland durch Sebastian Franken von W 6rd, jetzt Eo 
dureh Calonium od auszgeführt, 1585. 2te Theil. B. e 
Bassler Chronich durch Christian Wurstisen 1765. VII. Buch, 9te Capi” 
p. 475, Cit. efter Dr. Martin Neukomm's Die epidemische Diphtherie 

Canton Zürieh. Leipzig € S. 1. se 
Petrus Forestus: Observat, et curat, medicinal, libri XXVIIL A 

furti 1602. S. 151 (Lib. VL acr IL. Scholia). > 


[^] 


& 


` 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGF. 11 


levende Lege Johannes Tyengius’s Optegnelser, vere fore- 
kommet en „Angina Epidemia, imo pestifera, et adeo maligna et 
contagiosa.“ Daniel Sennert! omtaler kortelig, at blandt 
de Anginaer, som er „fere epidemiæ*, hører ogsaa den, som i 
Aarene 1544 og 1545 ,plurima Germaniæ inferioris loca Rhenique 
accolas vexavit“, fra hvilke Egne Wierus? ogsaa for Aarene 
1564? og 1576 nævner Epidemier af Angina maligna. 

Mod Slutningen af Aarhundredet bliver Angivelserne hyp- 
pigere og mere bestemte; det synes, som om en stor Epidemi er 
gaaet over det sydlige Europa med Udgangspunkt i Spanien, 
hvor den begyndte i Sevilla i Aaret 1538, naaede sit Heidepunkt 
i Aaret 1613, hvilket Aar betegnedes som ,anno de los garo- 
tillos*,* og ophørte i Aaret 1618. T Aaret 1610 optraadte Syg- 
dommen samtidig med infekties Pneumoni i Mantua og Lombar- 
diet. Ligeledes begyndte den dette Aar i Neapel, hvor den her- 


jede til 1645. Under de store Oversvemmelser i 1618—1620 


udbredte den sig samtidig med tyfese Sygdomme, Epidemier af 
Erysipelas og Epizootier hos Hornkvzsget? over en stor Del 
af Kirkestaten og det neapolitanske. 1620 angrebes Portu- 
gal, Sicilien og Malta. I 1630 angrebes atter Spanien, 1642— 


Opera, Lugduni 1650, Tom. secundi. Practice medic. Lib, II. Pars I. 
Cap. XXIV (S. 656). 

Observat. Lib. I. S 3. Amstel. 1660, Cit. efter Hirsch a, St. S. 50. 

I dette Aar skal Difteri ogsaa vere optraadt epidemisk i Basel, M Gu g- 
genbuhl: Der Alpenstich, Zürich 1838, eit. efter N eu k o mm a, St, S. 2. 
Jeg vil dog ikke undlade at bemerke, at den ,Rothlauf*, som "ledsagede 


Hi 


EI 


Dr. N. anfərer om, at Searlatina fərst viste sig i 1627, kan ikke ws be- 

nyites som Bevis, (smlg. herom min Bog: Die epidemische Verbreitung des 

Scharlachfiebers in Norwegen, 8. 8. 

Garotillo kaldtes den lille Knevel, som Bøddelen benyttede sig af til at 

stramme Knuden paa Strikken, hvormed Forbryderne blev hengte. Det frem- 

gaar allerede af Navnet, at Opmærksomheden har været fuldt ud rettet paa ` 

Larynxstenosen, Sygdommen kaldtes ogsaa ,tabardillo* (l'angine carbonneuse) 

Sir Dutrouleau: Notes pour servir à l'histoire de la diphterie en 
rtugal. Gazette hebdom, 1861. S. 102 

“Eg Hjorder gik til Grunde af en i Svælget opstaaet Forraadnelse, og de 

Hyrder, som spiste af det angrebne Kvægs Kjød, døde under lignende SC 

tomer, (Fuchs: Historische eer über Angina maligna. Wiirz 

2 


p 


ér 


burg 1828. S. 16 


12 AXEL JOHANNESSEN. [No. : 
1650 herjedes Italien, fra 1666 atter Spanien. Mod Slutningel 
af Aarhundredet kan Epidemien betragtes som ophert. 
Muligt er det, at Difteri ogsaa viste sig i Amerika i dett: 
Aarhundrede, idet John Josselin (Account of two voyages 
New-England 1638—1663) siger: „Also they are troubled with a 
disease in the mouth or throat which hath proved mortai t 
some in a very short time, quinsies, and impostumations of the 
almonds, with great distempers of cold*.1 
Af den Mengde udmærkede Skrifter, som Sygdommens 0 
træden i Spanien fremkaldte, og som for største Delen er over- 
ordentlig sjeldne, skal jeg tillade mig at meddele folgende Cita- 
ter, som har staaet til min Raadighed. 
Saaledes udtaler De Fontecha?: „Nunc per initia majora 
ulcera apparent albicantia et fere Sqvamosa. Sæpe tumor magn 
ostenditur ad partes externas, ita ut descendat usque ad os jug’ 
Villa Real? nævner Sygdommens Tegn, der først ¢ 
fremst bestaar i en ,erusta, veluti membrana*, som bedæk 
Svælget og Struben, og som ikke er „perfecte alba sed d 
nans ad lividum*, dernæst en stærkt hvidlig belagt Tunge, s 
i Forening med Synkningsbesværligheder under „grassante 
epydemia* kan formode Antagelsen af Sygdommen, fer den hvid 
Hinde har afsat sig; Diagnosen bestyrkes ved Glandelsvulst 
udenpaa Halsen. „De Dele, som angribes i denne Sygdom, svi 
mer Op, »Supra naturam*, men der er ingen virkelig Tumo 
tilstede. Thi Sygdomsstoffet er ikke infiltreret i Vævet, men å 
griber Overfladen, ligesom det skulde være stænket over den (per 
modum irrigationis), og omslutter Svælget og Struben ligesom 
med en solid Membran.* 
»Jeg har tusinde Gange hos saadanne syge seet, at der dl 
lerede strax i Sygdommens forste Angreb har været en nvid 


E 


Citeret efter Jacob i, Diphtherie, Gerhardts Handb. d. Kinderkrankheiten, 
Tübingen 1877. 2. B. $. 690 


Disputationes medicæ. Compluti 1611. Cit. efter Haeser, HI. B. 2 
S. 440, 


ts 


us 


De signa, causis, essentia, prognostiev et curatione morbi suffocantis. V^ 
pluti 1611, Cit, efter Haeser, a, St. S, 440 | 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 13 


Hinde tilstede i Svælg og Strube, uden at der (efter den syges 
Udsagn) er gaaet nogensomhelst Besverlighed i Forveien.“ 

De Heredia! bekjender sig fuldt ud til Aétius’s ovenfor 
omtalte Anskuelse af Lokalbehandlingens Skadelighed. 

Ifelge Haeser? forstod de spanske Leger desuden at 
skille mellem den septiske og den laryngeale Form af den dede- 
lige Difteri; de-kjendte godt de ,abortive Former* og Proces- 
sens Lokalisation til Huden og andre Slimhinder end Halsens, 
dens Kontagiositet,? ja Herrera (ligesom ogsaa Heredia) 
antyder, at der kan komme utydelig Talen hos Rekon- 
valescenter. 

De Her Lægers Beskrivelse svarer ganske til de span- 
skes. 

Alaymo* siger saaledes: Den nye Sygdom er ikke „morbi- 
fera lues“. Heller ikke kan den kaldes Angina; ,toto enim coelo 
inter se distant“. Sygdommen bestaar i „Ulcus sordidum sive 
crustosum seu sphacelosum tonsillarum*. Sygdommen benævnes 
efter Aretæus „syriacus“ og er ,venenosus, malignus et conta- 
giosus.^  ,Si vox rauca et interclusa eis fiat, magnam qvidem 
viarum spiritus interclusionem et subitam anime exsolutionem 
hee omnia significant.“ 

„Er Sygdommen kommen ind i Huset, skal de sunde iso- 
leres.* 


De morb. acut, II. Lyon 1685, Cit. efter Bretonneau's Traité de la diph- 
térite, Paris 1826. S. 503. 
A. B. B. HL S. 487, 
»Pestis dire aut veneni promptissimi instar, contagio qvodam pueros et 
adultos corripiunt, (Zacutus Lusitanus: ER praxi med, admiranda 
Lib, I obs. 90, Cit, efter Bretonneau a. St. 01) Mercato (Oper. 
- Franeof, 1520, citeret efter Fuchs: u uir sol über An- 
gina maligna, Würzburg 1828. S. 1) fortæller om en Mand, som ved at 
tage en Kruste ud af sit Barns Mund saarede sin Finger og snart derpaa selv 
fik Sygdommen. Marcato er forøvrigt den eneste, som omtaler et Exan- 
them ,maculæ et pustulæ, sæpe rubores et erysipelata*. Sammenholdt med 
samtidige Beretninger antager Fuchs dette for at have veret Sugillationer 
og Petchier og den med Halsglandlernes Opsvulmen sammenhengende Hud- 
rgdme, 
4 Consultatio pro ulceris syriacis nune vagantis curatione, Panormi 1632. 
Cit. efter Bretonneau a. St. 8. 496. Haeser, III. B. a. St. S. 441. 


3 


14 AXEL JOHANNESSEN. 


[No. : | 
Cleti!: Sygdommen angreb mest Bern, ofte med saa stor 
Dedelighed, at mange Familier mistede alle sine. 
Carnevale? giver en meget god og neiagtig Beskrivels 
af den ,nye Sygdoms* Symptomer, som han henferer til 4 Sta- 
dier; Sygdommen, som han anser for epidemisk og smitsom, 
kalder han „strangulatorius“, fordi „via spiritus intercluditur, 
perit proinde strangulatus et suffocatus æger.* 

Franciscus Nola* udtaler sig om Kontagiositeten saa- 
ledes: „Ab altero alter inficitur, et qvandoqve in numerosa domu ` 
unus tantum puerorum læditur, exteris illesis et conversantibus 
cum ægroto ejusque rebus utentibus.* 

Cortesius* advarer mod at løsne Membranerne med Fin- 
geren eller Instrumenter; thi da „brevissimo tempore peribant 
ægrotantes*. Behandlingen var forøvrigt dels lokal, dels anti- 
fiogistisk. Trakeotomi anvendtes meget og var Gjenstand for 
livlig Diskussion, saaledes som det fremgaar af den danske La 
Thomas Bartholins Skrift: De Angina puerorum Campan 
Sicilieqve epidemica exercitationes. Lut. Paris. 1646.5 

De ferste 2 Decennier af det 18de Aarh. synes at v® 
gaaet temmelig fri for Sygdommen, idet der blot berettes om 
en Epidemi paa Melos i 17015 og enkelte Udbrud af Sygdom- 


Ld 


De morbo strangulatorio opus, Rome 1636. Cit. efter Haeser a St 
S. 441, 


LI 


De epidemico strangulatorio affectu. Neap. 1620. Cit, efter Bretonneal 
a. St, S, 485. 


Som alle de andre Forfattere i dette Tidsrum er han ivrig Kontagionist. 
Fra ham hidrører Verset, der har Hensyn til Angina maligna : : 

»Cede cito, longinquum abi, serusque reverte.* — 
De epidemica phlegmone anginosa, Venet. 1620. Cit, efter Bretonneal- 
a. S. 497 


- 


Miscella medie, decades II. Messan 1626. Cit, efter Bretonneau a. Sh 


a 
cé 
š. 
= e 
5 
o 
= 
y 
o 
> 
å 
nR 
o 
Ss 
B 
2 
a 
dq 
_ 
-1 
FR 
= 
< 
y 
ke 
@ 
< 
eh 
[e 
ES 
S 
Ë 


beide underkastes en temmelig skarp Kritik af Fother gill: The wor 3 
London 1783. Vol, I. S. 349, 
Tournefort: Relat, d'un voyage du Levant, Paris 1717. Cit, efter Fu 


a. St. S. 21. Det bemerkes her, at Sygdommen var „assez commune 
Levant.“ x 


o 


CT EE eer, 


EE E BE Ga ni Sn nen: 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 15 


men paa forskjellige Steder i Spanien.! Men desto mere her- 
jedes Europa af Krige, Jordskjælv, Oversvemmelser, Misvæxt, 
Kvægsygdomme, Pest, tyfese Febre, Malaria og Influenza. Om- 
kring 1720 var det, som om der indtraadte en Tilbagegang af 
disse Ulykker, og der fulgte nu en omtrent 20aarig Periode af 
Ro og Fred baade for herjende Epidemier og andre ødelæggende 
Naturbegivenheder. I denne Periode arbeidede de exanthematiske 
Sygdomme sig mere og mere frem, idet Scarlatina, Erysipelas, 
ligesom ogsaa Dysenteri og tildels Puerperalfeber blev langt hyp- 
pigere, end de havde veret i tidligere Perioder, indtil i Firti- 
aarene den store Pandemi af Difteri satte sit Præg paa Aar- 
hundredets ,Sygdomskonstitution*. Nu er det ganske merkeligt, 
at der forud for denne Sygdoms Optreden og ligesom introdu- 
cerende den i forskjellige Lande gik en overmaade heftig Epi- 
zooti, som begyndte i Slutningen af Trediveaarene og ferst for- 
svandt i 1775. Sygdommen angives at have været Kvegpest,? 
undertiden ogsaa Miltbrand.? Sikkert er det, at man ved Sek- 


- tionen fandt Dyrenes Hals opsvulmet, maligne Ulcerationer paa 


Tungen og i Svælget, eller blaasorte, gangrænerende Flækker 
paa Slimhinden i Tractus intestinalis og Luftveiene.  Enkelte 
Forfattere kaldte denne Sygdom ligetil Angina maligna. * 

Ved Studiet af Difteriens Udbredelse i det 18de Aarhundrede 


1 Wedelius beskriver en Epidemi af „Angina infantilis contagiosa“ (De 
morb, infant. Jena 1717 p. 72), der af enkelte Forf, (saaledes Francotte, 
Jacobi osv.) henregnes til Difteri. Men for det første er det rimeligt at an- 
tage, at denne Sygdom har hørt ind under den Scarlatinaepidemi, som gik 
over det vestlige Tyskland 1717—1740 (W. kalder ogsaa Sygd. ,in Italia 
freqventior qvam apud Boreales magis Europsos); dernest siger bá selv 
p. 178) „unus post alterum (extinctus est) aliqvot abhinc milliaribus 
Haeser III. B. S, 465. I Aarene 1739—49 døde 3 Millioner Stykker 
Kvæg i Europa af ze Sygdom 

Fuchs a, St. 8. 

Saaledes beretter Saas r (Geschichte der neueren Heilkunde, Berlin 1839 
S. 263) om, at der i den Epizooti, som hærjede Schweiz samtidig med den 
nedenfor nevnte Siementhalerepidemi (1752), og som han er tilbøielig til at 
sættei Forbindelse med denne, hos de syge Dyr observeredes „Blutschwären 
und Blattern über den ganzen Körper, Entzündungsgeschwülste am Euter 
und andern en endlich Trockenheit und Schwärze der Zunge 
und des Gaume 


` 


EI 


16 AXEL JOHANNESSEN. [No 1 13 
_ 


vil man stede paa den Vanskelighed, at den saa ofte konfunde 
med den samtidig hyppig optrædende Scarlatina, hvad der d 
allerede moder i de første Beretninger om dens Optræden 
denne Tid, nemlig fra Amerika i Aaret 1735. 1 Beretningerne | 
fra Kingston i New-Hampshire synes at kunne passe nok saa 
godt paa Difteri, idet der omtales gangrænerende Ulcerationer 
Halsen, Hoste, besværlig Respiration, Suffokation. Men Beskri 
velsen af Sygdommens Optræden i Boston viser, at den der va 
forbunden med ,an eruptiv milliaris fever* samt Afskalling, saa 
det vel er Tvivl underkastet, om ikke denne Affektion hellere 
ber opfattes som Scarlatina, 2 

Af denne Grund er det ogsaa vanskeligt at bestemme Pan 
demiens Udgangspunkt i Europa. 

Fothergill fortæller rigtignok i sit udmærkede Arbeide 
Ån account of the putrid sore — thr oat, 3 at de første Tilfelde 
af denne Sygdom skulde være forekomne i London — samtidig 
med den forste Optreden af Epizootien i Landet. I 1742 saa 
han selv flere Tilfælde af Sygdommen, i 1746 havde den udvik 
let sig til betydelige og odeleggende Epidemier i Middlesex og 
Greenwich. 1747 optraadte Epidemien i London. I 1751—3 
blev Plymouth herjet af en lignende Epidemi, som Huxham' 
har beskrevet. Men foruden Svælgaffektionen, som hos begge di 
Forfattere skildres med mensterverdig Neiagtighed, optraadte 
der ogsaa et Exanthem, der beskrives saaledes af Fother 
»Generally on the second day of the diseases, the face 
nick, breast and hands, to the fingers ends, are become of a deep 
erysipelatous colour, with a sensible tumefication.* „A great 
number of small pimpless, of a colour distinguishably more iN- 
tense than that wich surrounds them, appear on the arms, and 


ra 


Fuchs a St. 8. 45. Me 
Franeotte a. St. S. 


Ogsaa Hirsch ia at det har veret Scarlatina. Smlg. a. St, iste Abh. 
S. 125, 


a, St. 8.691. Haeser, III B. a, St, 8. 4il 


to 


° 


The works of Fothergill, London 1788, Vol I, 8. 


5 Huxham: Bomm mlung medic, Sehriften, aus dem Aud über; 
2te Aufl, Bremen 1769, S. 304: Abhandlung von den bösartigen 
geschwüren, — 


* AM S. u 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 17 


other parts.“ Huxham skriver!: „Udslettet var undertiden 
som Erysipelas, undertiden som Kopper. Disse var da hyppig 
opheiede og af dyb, stærk red Farve, især paa Bryst og 
Arme, dog undertiden meget smaa og kunde bedre føles end 
sees; de meddelte derfor Huden en forunderlig Ruhed. Exan- 
themets Farve var almindeligvis som Karmoisin, eller som om 
Huden skulde være oversmurt med Ribssaft.* Fothergill til- 
- skriver Exanthemet en heldig Indflydelse paa Sygdommen, Hux- 
ham ikke; den sidste omtaler en stærk Kløen og Afskalling 
efter, den første nævner intet herom. Begge sætter Udbruddet 
til den 2—5 Dag eller endog senere; i mange Tilfælde var der 
dog intet Exanthem. — Som det heraf vil sees, tor disse Epi- 
demier vel neppe opfattes som Difteri. 

Paa den anden Side er det fremholdt, at de nævnte Forfat- 
tere har skildret en Affektion, der afviger saavel fra Difteri som 
fra Scarlatina, men har Træk tilfælles med begge disse Sygdomme, 
ligesom ogsaa, at der samtidig i Hartfordshire? forekom 
en betydelig Epidemi af ren Skarlagensfeber og i Cornwall i 
1744—49 en Epidemi,? som udmærkede sig ved Brandskorper, 
»gangrenous sloughs“, Hæshed, ,stranguleret* Respiration, Op- 
hostning af Slim, der var blandet med geléagtige Membraner, i 
et Tilfælde efter Forfatterens Mening hele den afstedte Slim- 
hinde i Larynx og Trakea, ,Mortification* og korroderende 
Pustler omkring Anus og i Ingvinalregionen, intet Exanthem — 
utvivlsomt altsaa en med Larynxaffektion forbunden virkelig 
Difteri. Derfor har enkelte* antaget, at de Fothergill’ske 
og Huxham'ske Epidemier beroede paa en Komplikation af 
ægte Difteri med Scarlatina. Hvorom alting er, ogsaa Hux- 
ham? beretter, ,at ikke alene Nese og Mund angrebes af 
den skarpe Materie men Luftroret selv blev korroderet og 


1 A. St, S. 590. 

Beskrevet af Cotton: Ozanam, T, III, p. 296, Cit, efter Fuchs a. St, S. 56. 
Starr: Philos. transact, London 1752. Vol.:46 p.436. (An acount of the 
morb. strangulat), 

^ F. Ex Fuchs, 

5 A. Bt. 8. 819. 


i 


ae Bi o o 


18 AXEL JOHANNESSEN. [No. à 


Stykker af dets indvendige Bekledning blandet med Blod a 
Materie udspyttet.^ Sikkert er det, at siden disse epokegjerent 
Beskrivelser har den genuine nekrotiske Halsaffektion i Scar 
tina i lange Tider efter veret antaget og antages fremdeles fra 
flere Hold den Dag i Dag at skyldes en Komplikation med Difteri. 

I Aaret 1745 optraadte Epidemier af Difteri paa flere Steder 
i Frankrig, saaledes i Paris blandt Pensionzrerne i College 
Louis le Grand. Astruc beretter, at der ophostedes gangrsenese 
Hinder fra Larynx og Farynx. I 1746—48 var Sygdommen 
hyppigere i Paris. Samtidig med dens Udbrud i Hovedstaden 
optraadte den ogsaa flere Steder i Provinserne, fornemmelig i 
Guyenne, Orleans, Normandie, Chalons sur Marne, Aumale (1768), 
beskrevet af Marteau de Grandvilliers, Picardie 0. S. 1 
Ligesom i England henfertes Smitten til Udaandingsluften ell 
Hududdunstningerne. 

Portugal angrebes i 1749. Spanien skal have været uaf 
brudt okkuperet fra 1750—1762. Italien naaedes i 1747, da 
Sygdommen udbred i Cremona. Epidemien er beskrevet af Marti 
Ghisi i hans Lettere mediche, Cremona 1749,2 hvori findes 
den beromte Fremstilling af den difteriske Lammelse. „Mange 
af dem,“ siger han, „som allerede var helbredede, begyndte 
Maaned efter at tale i Næsen, samtidig med at Neeringsmidlerné, 
især de mindre faste, regurgiterede gjennem Nxsen“.3 Desuden : 
forekommer her ogsaa den forste tydelige og bevidste B ; 
skrivelse af difteriske Membraner i Luftroret 4 („ce lambeat 


! Smlg. hvad jeg i denne Henseende nøiere har udviklet i D. epid, Verbr, ( 
Scharlachf. in Norwegen, 


o t2 


i 


ave omtalt difteriske Mem 
braner i Larynx. Det er vistnok saa, at han af den obducerende Kirurg ™ 
at vide, at der hos en Gut, som var død „ista difficili spiratione“, var func 
branæ cujusdam arteriæ aspere "7 
oitus spiritus: sic suffocatio reg 
Men dette har dog ingen Indflydelse paa Baillous egen Opis" 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 19 


présentait exactement la figure et le diamétre de la trachée et 
d'une portion des bronches. Cette substance était membraneuse 
et semblait leur avoir servi de tunique interne*), ligesom ogsaa 
Sektionsfundet hos en af denne Sygdom ded Patient. 

I Aaret 1759 forekom Difteri epidemisk i Ponte Lungo. 

Holland angrebes i 1745, da der herskede en ,crudelis- 
simus morbus“ i Dalhem ved Lüttich.! Ogsaa her angrebes 
ofte Larynx.  Lignende Epidemier optraadte 1750 i Utrecht og 
1754 i Dortrecht og Rotterdam.? 

I Schweiz viste Epidemien sig først i et afsidesliggende 
Dalfere, Obersimmenthal i Berner Oberland, i Foraaret 1752. 
Dr. Dan. Langh aus, som har beskrevet den, skildrer den saa- 
ledes: ,Das ganze Halsåpflein und der obere Theil der Speise- 
róhre sind mit einer dicken, garstigen, weissen Haut belegt*.? 
Flere dede af Laryngostenose; i et Tilfælde synes der at være 
observeret en Lammelse af Velum. 

I Tyskland herskede Angina maligna  epidemisk i 
Harzegnene i 1752; i 1755 herjede i og omkring Frank- 
furt en Sygdom, der optraadte hos Bern fra 2—6 Aar, og 
som begyndte med en sædvanlig Coryza og Svulst af Ton- 
siller og Uvula, derpaa gik over til en hæs Hoste, som 
„rejecit tabulum membranaceum“ og frembragte Ded ved Kvæl- 


af Sygdommens Symptomer: ,retulimus ad ventrem inferiorem malum non 
ad pulmonem,* Det maa hellere være de spanske og italienske Leger i det 
17de Aarhundrede, som skal have Æren, I det ovenfor citerede Arbeide i 


Herrera, medens igen ker (Geschichte d. neu. Heilkunde. Berlin 1839. 
S. 246) nævner, at Neapolitaneren Severino i 1642 fandt ,crustacea 
qvædam pituita* i Luftrøret hos en af Difteri død Gut. Kurt Sprengel 
(Versuch einer pragmat. Geschichte d. Heilk. V. B. 1803. S. 423) er til. 
beielig til at antage, at det er den engelske Læge Bennet, hos hvem 
de fərste Spor af Kjendskab til difteriske Membraner i Luftroret findes, idet 
denne har seet en fra Larynx ophostet Hinde, som han antog for at vere 
den indvendige Bekledning af Strubehovedet, 

Beskrevet af Zaff: Synopsis observat. medicarum. Lugd. Batav, 1751. 
Cit. efter déer a. LES S. 472 og Fuchs a. St, S. 61. 

Hirsch a. St. 

Beschreibung en Merkwiirdigkeiten des Siementhales nebs einem 
genauen Bericht über eine neue, ansteckende Krankheit, Zürich 1753, Cit. 
efter Neukomm a, St, 8. 3 M lau 


pa 


es b 


GC 


20 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1 


ning.! En lignende Sygdom saa Michaelis? blandt Born I 
Göttingen 1765. 4 

I Sverige? synes det, som om det ferste kjendte T 
felde af difterisk Laryngit er observeret i Stockholm 175 
idet Professor Rolandus Martin i dette Aar foretog Sekti 
paa et Barn, hos hvem der blev fundet en Membran i Tra 
og Bronkierne. Samme Aar hjemsegtes Nerike af en ondar 
Epidemi, som kaldes ,Synanche pharyngea epidemica*, og så 
karakteriseredes ved Hæshed, Svulst og hvide Skorper i Mu 
og paa Velum. I Nerike gik i 1755 en ,elakartad Halssjukdon 
epidemisk over Lånnås Sogn. I Stockholm herskede Difte 
"1 1757—58, i Upsala i 1761—62, i Kalmar i samme Aa 
Södermannland i 1761—68, i Falun 1761. I 1765 optraadte 
Kalmar By en Sygdom, der er beskrevet af Wahlbom 
kaldes ,Cynanche aphthosa“ eller „Morbus strangulatorius*. 
lignende Affektion forekom i 1761—62 i Kopparbergs Lån og Å 
Dalarne, i 1771 i Stockholm. å 

Udenfor Europa optraadte Sygdommen i New-York i 1752 I 
talrige Tilfælde, hvoraf mange frembed Membraner i Tr 

For det sydlige Europas Vedkommende i 1760, for Sveri 
først 10 Aar senere indtraadte der en Standsning i Epidemien 
Udbredning. Pest og tyfese Sygdomme fik Overhaand, og 1 
Undtagelse af Aarene 1770—90, hvori Difterien atter paa fler 


* v Bergen. Nova acta natur» curiosor, Cit, efter Pauli: Der Crou 


Wiirtzburg 1865. S. 6, — Angaaende Aarstallet for Sygdommens Optre 
er der Uenighed, Pauli har 1758, Fuchs 1764, Hirsch 1755. Ñ 
Dissertatio de Angina polyposa seu membranacea. Argentorati 1778. 
254 f. 


Hi 


os 


Jonas Wern: Om Difterins och Strypsjukans uppträdande i Sv 
Stoekholm 1885, S. 12 ff 
Det er ganske interessant, hvad Ilmoni i Bidrag til Historien om Nord 
Sjukdomar, Helsingfors 1853, 3die Del S. 212 fortæller om Epizooti 
Aaret 1755 (det »mårkvårdige* Aar): I Mælaren uddøde Fiskene paa. 


af et sort Parasitdyr. I Elfsborgs Län døde en Mængde Faar af Kopp 
Leversyge. 


pe 


med sort Skab og Saar. 
kaldt „Boskaps-Pest« 


henhørte til de miltbrandagtige, I de følgende Aar herjede „Boskape- 
meget blandt Husdyrene. : xe ud 


i 
E 
| 
1 
š 
3 
3 
3 
j 
E 
1 
: 
1 
4 
Í, 
å 
[ 
i 
3 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 21 


Steder spillede en vis, om end ikke fremtrædende Rolle, beholdt 
de dette Overtag til de første Aartier af det 19de Aarhundrede. 

Ogsaa i den nævnte Periode var Difterien ofte saa fast 
sammenvævet med Skarlagensfeber, at det bliver vanskeligt eller 
ofte endog umuligt at skille dem ad. I Spanien herjede Difterien 
i Valencia 1764—71; i Lissabon forekom den 1786. I Hol- 
land optraadte i 1769—70 en Epidemi i Utrecht, som aldeles 
lignede den af Zaff fra 1745 beskrevne. 1758, 1759 og 1762 
angrebes atter Paris, 1774 Normandie og 1787 Poitiers. Istrien 
angrebes i 1786, Osnabrück i 1790. I 1787 optraadte Dif- 
terien igjen i Sverige, idet den viste sig som en ondartet 
Familieepidemi i Skaane.! I Danmark? optraadte i 1785 en 
Epidemi af „Angina pituitosa* i Helsinger. Svælget var beklædt 
af ,crasso albido tenacique muco*. ,Nemo difficilem querebatur 
respirationem*. 

Af størst Betydning er dog i denne Periode Epidemierne i 
England og Amerika, da disse har givet Anledning til, at Syg- 
domsbegrebet Kroup er bleven bestemt præciseret. Af den 
foregaaende Udredning vil sees, at der oftere og selv saa langt 
tilbage i Tiden som hos Aretæus og Cælius Aurelianus 
findes Antydninger til, at man har iagttaget, at Respirationsorga- 
nerne har været afficerede under Forlebet af Angina maligna. 
Fra Midten af det 18de Aarhundrede bliver disse Angivelser hyp- 
pigere og antager fastere Former, ja enkelte af de omtalte Epi- 
demier antages endog væsentlig at have bestaaet i en Affektion 
af Larynx og Trakea. Men det synes dog, som om Larynxaffek- 
tionen under sine mange Navne (f. Ex. Angina suffocatoria, An- 
gina strangulat., Morbus strangulat, Angina membranacea sive 
polyposa, Cynanche stridula o. s. v.)? stadig for den medicinske 
Bevidsthed stod som en integrerende Del af Angina maligna. 

I 1765 fremsatte den skotske Lege Francis Home i sit 


1 Wern a. St. 8. 

Acta regiæ ne medice hauniensis, Hauniæ 1791. Vol. II: Descriptus 
et modus medendi morb. epidem. Helsingoræ Anno MDCOLXXXV grassan- 
tium per de Meza. S. 362. 
Se om de forskjellige Benævnelser Burserius de Kanilfeld: Insti- 
tutionum medicine practice,  Lipsie 1787, Vol. III. S. 391. ` Se > 


o 


29 AXEL JOHANNESSEN. (No 


berømte Skrift: ,Inquiry into the nature, cause and cure of the 
croup“, Edinbourg, sine paa 12 neiagtige Undersøgelser baserede 
Anskuelser om denne Sygdom, som han betragter som en for. 
Videnskaben indtil da ukjendt Lidelse.! Sygdommen, som han 


kaldte Suffocatio stridula eller med et skotsk Folkeord ,croup*? 
har intet med Difteri at gjøre; kun i et Tilfælde var Tonsillerne 
svulne og Fauces injiceret. Dens Sæde er i Slimhinden i Las > 
rynx og Trakea, det karakteristiske ved den er den Hinde, som 
fremkommer ved Koagulation af Slimkjertlernes sygelige Afson- 
dringer, der atter fremkaldes ved forskjellige Irritamenter, som 
koldt og fugtigt Vinterveir, Seluft og enkelte Sygdomme som 
f. Ex. Meslinger, Kopper, Kighoste. Hinderne har han seet dels 
som ophostede Pseudomembraner, dels ved Sektioner fundet dem 
i Larynx, Trakea og Bronkierne. Det maa dog her fremholdes* 
at det i hans 3 ferste Sygehistorier bestemt synes at handles om 
en akut katarrhalsk Laryngit. Det ligger i Sagens Natur, at 
en saadan Forvexling ikke var let at undgaa for den Tid, hvori 
Sygdomsbegrebet opstod; men denne Forvexling har da bestaaet 
nedover Tiden og gjør den kritiske Sigten af det foreliggende 


*) At dog en akut Larynxstenose uafhengig af Epidemierne af Angina malign? 
muligens var kjendt tidligere, synes at fremgaa (Hirsch a. St. 8. 32) af 
Beretningerne hos Fabricius v, Hilden (1641, Ettmüller (1685) 
og Blair(1718) om Catarrhus suffocativus, under hvilket Kollek- 
tivbegreb den er gaaet ind. Det fortjener i denne Forbindelse at nævnes, ` 
Burserius (a. St S. 400—401) strengt vil holde ,the croup ab Anglis 
dietu^ ud fra Catarrhus suffocat, Ettmiilleri, Burserius's Arbeide var den 
mest anseede Lerebog paa sin Tid, : 

) Efter Cooke (Pauli a, St. S. 7) betegner Skotterne ved „Kroup“ den hvide 
Hinde paa Tungen hos Fjærkræet, hvad der i Tyskland kaldes Pips. I des 
østlige Skotland kaldes Kroup „Croup Hives“, i det vestlige „Chock“ eller 
„Stuffing“, i England „Rising of the lung“, „Bladder in the throat“. 

Ifølge Charles Wilson Observations on croup, Edinbur 
medic. Journal, Febr, 1856, S. 675, har Patrick Blair været den første, 
som har brugt Ordet „Croops“ (1713). Wilson antager, at denne BeneY- — 
nelse kan udledes fra en fælles germanisk Rod, der findes i det islan 
Hröp, det angelsaksiske Hreopan, det gothiske Hropjan, det oldgermaniske 
Hróf. Fornemmelig er det dog de frisiske Elementer i Sproget, der ne 
byder analoge Udtryk. Paa hollandsk heder Ordet ,Geroop“, hvormed det 
nordengelske og skotske ,roop“ har en umiskjendelig Lighed. Han men? 
derfor, at vi i Ordet Kroup har et ærværdigt og udtryksfuldt Ord, der i sin 
Oprindelse peger hen mod en Tid, da Angelsakseren, Friseren 0g Skandinar 
ven endnu ikke var skilte fra den felles Stamme. 


d. 


= 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 23 


Materiale vanskelig og indviklet. -Home skjelnede desuden og- 
saa mellem 2 Stadier af Kroup, et 1ste betændelsesagtigt eller 
katarrhalsk og et 2det purulent, hvori Membranerne dannedes. 
Bern fra 2—12 Aar angrebes mest. De Symptomer, hvoraf Syg- 
dommen vesentlig diagnosticeredes, var Hæshed, Dyspnoe og en 
hanegallignende Hoste. Sygdommen var ikke kontagies. Som 
Behandling anbefaledes Trakeotomi. 

Det siger sig selv, at en saa opsigtsvækkende Beskrivelse 
af en ,ny* Sygdom maatte drage flere lignende Arbeider efter 
sig, og der fremkommer da ogsaa en hel Række saadanne fra 
det nordlige Europas Lande. Saaledes beretter Crawford, 
Russel? og Johnstone? om Epidemier af ,Kroup*, men det 
fremgaar, at det her nærmest handles om Difteri, siden der ta- 
les om „Ulcerationer i Farynx*. I Danmark er Kroup først 
beskrevet af Henrik Callisen* i Slutningen af 70-Aarene, 
i Sverige allerede i 1765 (se ovenfor).” I Tyskland var 
det Michaelis, som skarpt fremholdt, at Kroup maatte udskil- 
les fra Angina gangrænosa. * Mod Slutningen af Aarhundredet 
bliver Arbeider over Kroup i Homes Aand hyppige fra Læger 
i Skotland, især fra saadanne, som praktiserede ved Kysten. 

Man var nu altsaa kommen dertil, at man havde faaet den 
gamle Angina maligna spaltet i to Sygdomme, en infekties og 


1 Dissertatio de cynanche stridula. Edinburgh 1777. 
o 
" n 


es 

Observatio de concretione polyposa. Act. societ. med, Hafn. 1777. Vol, I, 

S. 76 : En 9aars gl. Gut ophostede ,concrementum membranaceum, firmum, 

ramosum totoqve tractu cavum, arterie asperæ, bronchiarumqve conforma- 

tionem satis apte referens.“ Senere „accessit Dysphagia“. Der refereres 

til Homes Arbeide, 

Allerede fra 1761 omtales i Rosén v. Rosensteins ,Underrüttelse om 

barns sjukdomar och deras botemedel“, Stockholm 1771, ifølge Meddelelse 

fra Berglægen Schulz, at der i Fahlun forekom en Sygdom, hvori op- 

hostedes ,små Hinnor och en Myckenhed Materia*, og hvori Hosten havde 

en ,låte, som var hest och hvasst och liknade något når en ung tupps*. 

$ A. St. S. 112 ff. Han akcentuerer Svælgets forskjellige Udseende, Gangrænen 
eller Pletterne i Angina maligna, Feberen, Smertens Sæde, Membranernes 
Udseende, Han udskiller ER og Asthma Millari fra Angina maligna 
og Kroup. i 


5 


94 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1 


en, som udelukkende hvilede paa et inflammatorisk Grundla 
men det varede ikke længe, før man ogsaa fik præciseret ei 
adie efter Datidens Opfatning meget indgribende Larynzlidels à 
som man i Begyndelsen forklarede at skulle bero paa en Kr 
i Rima glottidis, og som forst gjordes til Gjenstand for Omtale 
af John Miller! i 1769 og strax efter af Rush i Filadelfia? 
Wichmann tog Ideen op i det nedenunder citerede Skrift og 
døbte med Navnet Asthma Millari sin særdeles klare og godt 
Beskrivelse af katarrhalsk Kroup, som han dog ikke vilde or 
fatte som en Betændelse, men antog beroede paa en Neurose. 

Medens disse separatistiske Tendenser i den med Diti 
sparsomt forsynede Tid arbeidede sig frem til Anerkjendelse, 
offentliggjorde New-Yorker Legen Samuel Bard sit smul 
Indleg? i Sagen, hvori han, stottet til sine udmærkede Ob 
vationer i Epidemien 1771— 72, fuldt ud hevder Enheden af: 
membranese Processer i Larynx og Farynx. Medens han und 
Epidemien hos nogle Patienter paa Tonsillerne har seet: „tachi 
blanches, qui s'aceroissaient au point de les couvrir tout entiér 
d'un enduit pelliculaire^ har han hos andre observeret ” 
difficulté de respirer qui s'accroissait souvent sondainement 2 
point de menacer d'une prompte suffocation“. Her har han ogs: 
hert en Hoste, som var ,creuse et séche et par un changemel 
particulier dans le ton de le voix, difficile à décrire, mais 
singulier qu’une personne qui l'avait une fois observé pouv 
facilement reconnaitre cette affection en entendant les mala 
tousser et parler“, Hos en daarig Pige fandtes ved Sekt 
Fances bekledt med hvide Membraner, Epiglottis, Larynx 
Trakea bedækket med „un mucus épaissi en forme de membra 
coriace et ferme; Peripneumonie“. 


1 Observations on the asthma and 
efter Wiehmann Ideen zur 
91 f.: Asthma ac utum, 

Rush: eicere on es 8 
Cit. efter Pauli a. 


Transactions of the american . nen society pe T a 
dir 


on the hooping cought. London 1769. Cit- 
Diagnostik. redii 1794, 2te Band. 
Angina pol yp 

Pasmodic, asthma e ae Lontan 


bo 


I. S. 396. Citeret efter B retonneaus Oversætt 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 25 


Sygdommen forekom ham at vere kontagies. Han har som 
Eftersygdom observeret Lammelse af Farynx, Larynx og Under- 
extremiteterne. 

Processen i Svzlget og Strubehovedet antager han har den 
samme Grund, nemlig, at ,mucus de ces parties a perdu ses 
caractères naturels et s'est épaissi au point de former une mem- 
brane*. 

Disse Anskuelser vandt i Begyndelsen ingen Anklang; forst 
gjennem Bards store Arvtager Bretonneau var det, at de 
sattes i ferste Rekke paa Dagsordenen. 

Forelebig oscillerede Meningerne omkring de Home'ske 
Anskuelser. Man ser saaledes, at Englenderen Cheyne og Skot- 
lænderen Cullen under Navnet „Cynache trachealis* leverer sine 
i Samtiden saa meget leste Beskrivelser af Difteri.! Men ferst og 
fremst er det dog Frankrig, som adopterer de nevnte Anskuelser. 
I 1783 udsatte Société royale de medicine Prisopgaven: „Si la 
maladie connue en Ecosse et en Suéde sous le nom de Croup ou 
angine membraneuse existe en France?* — Prisen blev vunden af 
en Genferlege Vieusseux. I 1807 opstillede Napoleon i Anledning 
af, at en Søn af hans Broder, Kongen af Holland, døde af Kroup, til 
international Konkurrence en Prisbelonning for det bedste Arbeide 
over denne Sygdom. Prisen blev vunden af Genferlægen Jurine 
og Bremerlægen Albers. Disse og de allerfleste af de mange, som 
i denne Tid viede Sygdommen sit Studium, saaledes f. Ex. Doubles- 
Caillou, Portal, Pinel, Gölis, Royer-Collard, Sédillot 
0. S. V. ansaa den som begrundet i en Betændelse, og naar undtages. 
Jurine, som bestræbte sig for at finde en pathologisk Konnex 
mellem Angina gangrænosa og Kroup, og som henledede Opmærk- 
Somheden paa, at der ogsaa i Svælget kunde findes Pseudo- 
membraner ved Kroup,? — var de alle enige i at betragte 
Angina og selv Angina gangrænosa som en tilfældig Komplika- 


1 Sml, Mackenzie a. St. S. 161. 
2 Pauli a, St. S. 14. Jurines Antagelse af en intermitterende Kroup eg > 
ligesom hvad der nedenfor an af Albers’s Skrift, hvor sterkt Forve: 
lingen med katarrhalsk Laryngit var indforlivet i — Bevidsthed. 


26 — AXEL JOHANNESSEN. [No. ho 


tion af Kroup, ja Royer-Collard udtaler endog,! at en ep 
-demisk Angina gangrænosa i og for sig ikke formaar at fren 
kalde en Kroupepidemi, men at vel Kroup kan herske ër 
uden at hin Sygdom forekommer. * 

Et Par Forfattere, nemlig Autenrieth i Tübingen "T 
og fornemmelig Lobstein i Strassburg (1817) kunde dog i 
ganske slutte sig til den exklusive Betændelseslære; de tilsk 
desuden Nerverne (det 8de Nervepar) en dominerende Stilling, 
medens Pseudomembranerne blot tilkjendtes en sekundær Betyd- 
ning, og mente, at Deden fremkaldtes ved Spasmus glottidis? 
som man ser, en Frontforandring i Retning af det Miller-Wich 
mannske Standpunkt og den samme Forvexling med katarrhe 
Laryngit, som ovenfor er omtalt. 

Da var det, at Paul Bretonneau* i sine til det fran 
Akademi rettede ,mémoires*,? der var grundlagte paa et noi 
tigt Studium af Epidemierne i Tours 1818—21, i La Ferri 
1824—25 og i Chenusson 1825—26, klart og bestemt fremh¢ 
den ætiologiske (specifike) Enhed af Angina maligna 
Kroup. 

I den ¡fra Bourbon til Tours forflyttede Vendéerlegion 0 
traadte i en stor Del Tilfælde graaagtige Ulcerationer paa Tand " 


å 


Rauchfuss: Laryngotracheitis fibrinosa, Gerhardts Handbuch der Kinder 
krankheiten, 2. B. 2, Hälfte, S. 136. 
Albers: Commentatio de tracheitide infantum, Lipsiæ 1816, antagen 
Kroup kan optræde epidemisk (S. 70), at den ikke er kontagiøs (S. 73), 
dens Væsen er en ved Inflammation af Trakea udskilt koaguleret Lymfe 9 
Blodfibrin (S. 91). Han antager ogsaa, at Asthma Millari og Tracheitis 
fantum er samme Sygdom (8.52). For at frembringe kunstig Kroup indf 
han i Luftrøret hos Katte, Hunde og Gjeder forskjellige kemisk virkende 
Substanser. 1 Gang lykkedes det ham, ved at indføre rødt Kviksolvox) 
blandet med Terpentin, at frembringe krouplignende Symptomer hos E 
Kat. Ved Sektionen fandt han „Cylindrum e lympha plastica, subvi 
atqve extensum a cartilagine cricoidea in bronchos usqve“, 8. 102. 
Denne Anskuelse har ikke havt liden Betydning, eftersom Schönlein 
adopteret den og regnet Kroup til Respirationsapparatets Neuro 
(Path. u. Therap. 1837. 1ste Band, 8, 373). 

Læge i Tours, født 1771, død 1862, 

I 1826 samlede til hans Bog Des inflammations spéciales du tissu one 
et en partieulier de la diphthérite ou inflammation pelliculaire. 


t 


E 


u 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 27 


kjedet, Kinderne, Leberne, Tonsillerne og Fauces. Blandt Byens 
Borgere og udgaaende fra Kasernens Naboskab herskede sam- 
tidig en Angina, som i Lebet af Epidemien dræbte 150 Individer 
af Byens 22,000 Indbyggere. Denne Angina begyndte i Fauces, 
kompliceredes ofte med Stomakace, gik hyppig over paa Luft- 
veiene og frembragte Ded ved Kvælning. Ved Obduktionerne 
fandtes da en Slimhindebetændelse i Mund, Svælg og Luftveie, 
der ferte til Dannelse af Pseudomembraner. I 1 Tilfælde 
(Obs. 17 S. 155) saaes Tonsillerne lidt blege, men forresten hele 
Fances „dans l'état sain“.  Derimod fandt man „une concré- 
tion membraniforme, qui tapisse tout le larynx, à l'exception 
de l'épiglotte*. Paa Grund af disse Undersegelser erklærer 
Bretonneau, at „la gangréne scorbutique des gencives, l'angine 
maligne et croup ne sont qu'une seule et méme espéce de ma- 
ladie, dont les phénoménes présentent une grande diversité de 
symptômes, suivant les fonctions de l'organe affecté, sans qu'il 
ait pour cela aucune différence essentielle entre l'inflammation 
pelliculaire qui devient si redoutable en se propageant dans les 
canaux aériféres, et celle qui, bornée aux gencives, ne cause 
qu'une légére indisposition*. Denne ,inflammation spéciale* 
kalder han Diphtherite, udledet af ,A:99:22^ — pellis, exu- 
vium, vestis coriaca, hvilket Navn han i den nedenfor citerede 
Afhandling fra 1855 ombytter med Diphthérie, en Benævnelse, 
som synes at blive den almindelige ikke alene i, men ogsaa uden- 
for Frankrig. I Tyskland har den seirrig bestaaet Konkurrancen 
med andre Benævnelser, f. Ex. Senators ,Synanche conta- 
giosa“,! den er adopteret af Hirsch? og anvendes af Loeff- 
ler i hans senere neiere omhandlede Arbeide som Betegnelse 
for ,die in sich abgeschlossene, ein Ens morbi darstellende, epi- 
demisch auftretende Infectionskrankheit*, medens han ved ,Diph- 
theritis^ forstaar en bestemt Form af de ved denne Sygdom 


1 Et Navn, som forøvrigt ifølge Thursfield: On diphtheria, from a preven- 


ture medicine point of view. The Lancet 1878. Vol. II, S. 146, var almin- 
deligt i England, ligetil den Bretonneau'ske Betegnelse i 1855 fik Indpas. 

? A. St. I, Abth, S. 344 udtaler denne Forfatter, at Formen ke 
er ,,barbarisch*. 


A 


28 AXEL JOHANNESSEN. [No. : 


optrædende pathologisk-anatomiske Forandringer — en Distin 
tion, som ievrigt allerede Roser? havde foreslaaet. | 
Om Kontagiositeten af den saaledes benævnte Sygdom ud 
taler den franske Forfatter sig meget reserveret. Om den og 
er kontagios, siger han, saa er den det „à un degré fort inférie 
à l'autres maladies. J'ai fait des tentatives inutiles pour commi 
niquer la diphtherite à des animaux*.? 
»Kroup*, siger han, „er bleven et nyt Navn for en gamme 
Sygdom og er et Exempel paa „du prestige des mots“. I et Til 
felde har han dog seet, at Angina membranacea ikke syntes „se 
rapporter à l'angine maligne“, og tror derfor, at ,il peux se dé 
velopper dans le larynx des conerétions qui ne soient pas le pro 
duit de la phlegmacie diphthéritique*. Men denne Affektion ,g'e8 
toujour montrée isolément; ordinairement elle parait la conséquence 
de causes appréciables*, Desuden har han under sine Fors 
med Applikation af „la plupart des agens thérapeutiques“ p 
Slimhinderne hos Hunde faaet et Resultat som folgende: I 
3 Maaneder gl. Hund fik 1/2 Kvintin af et ætherisk Extrakt 
Kantharider oplest i Olivenolie injiceret i Larynx med et I 
Strument, „qui imitait une dent de vipère“, 10 Minutter 
indfandt sig Brækninger, ru Hoste, Konvulsioner, den felgen 
Dag abdominal Respiration, Ded. Ved Sektionen fandtes fr& 
Kpiglottis lige til de sidste Forgreninger af Bronkierne „une 
concrétion membraniforme, épaisse, élastique, tubulée*. = 
Dog er der, tilfoier han,? ingen Tvivl om, at „Angine diph- 


1 Archiv d. Heilkunde 1869. 1: 


2 I et senere Arbeide: Sur le mo 


— i hvilken Henseende han sammenligner den me 
Syfilis. S. 7: „Det er Kontagiet, som alene har overført og alene overfører 
„le mal égyptiac*; thi det er tilfulde bevist, at Temperatur, Aarstid, Klimé 
spenne Beskaffenhed blot udøve en sekundær Indflydelse*. | 

. 289, 


wm 


3 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 29 


theritique tracheale* ligesom enhver anden epidemisk Sygdom 
undertiden kan ,se montrer isolément*. I 1 Tilfælde antager 
han, at Smittestoffet er opbevaret fra tidligere Epidemier. I en 
af disse sporadiske Difterier, hos den 4aarige Elisabeth de Puy- 
ségur, udførte han med Held Trakeotomi, hvorved denne Opera- 
tions Fremtid var sikret (Obs. 36. S. 300). 

„Angine scarlatineuse* anser han for specifik skarlatines og 
aldeles forskjellig fra Difteri. 1 i 

Det maa i det hele bestemt fastholdes, at Bretonneau 
opfattede det nye Navn som Benævnelse for et specifikt Begreb, 
og at de Misbrug, som i den følgende Tid har dannet sig ud 
fra Ordets etymologiske Betydning, ikke kan lægges ham til 
Last. Han siger ogsaa selv (i det ovenfor citerede Arbeide fra 
1855, S. 6), at han har foreslaaet Navnet for at faa et enkelt 
Ord, som kunde udtrykke alle Sygdommens Former.  ,Kanske*, 
tilføjer han, „skulde jeg klogeligen have bevaret den antike Be- 
nævnelse: Ulcera ægyptiaca; jeg har givet efter for Ønsket om 
ved et specifikt Navn at fremholde det særegne ved en specifik 
Betzndelse, som det var af Vigtighed ikke at faa sammenblandet 
med andre Sygdomme, der med den nævnte blot havde enkelte 
Trek af Lighed. „L’application de cette dénomination, faite ` 
chaque jour à contre-sens, me prouve de reste, que j'ai eu tort“, 

Ogsaa i en anden Retning har Bretonneau virket klar- 
nende, idet han (i sit Arbeide af 1826, S. 264 ff.) adopterer den 
af Guersant hævdede Opfatning af, at den fibrinese Kroup 
maa adskilles fra den katarrhalske Laryngit, som han giver ` 
. Navnet Faux croup, Pseudocroup, hvilket Navn senere som be- 
| kjendt er optaget i de fleste Sprog. Bretonneau foretrekker 
— Navnet Angine striduleuse; han bryder (S. 267) med den gamle 
Antagelse af, at en ,constriction spasmodique de la glotte pro- 
‚duise ou aggrave cette affection“, og opfatter den som „une 
phlogose catarrhale, dans une simple tuméfication oedémateuse 
des replis muqueux des ventricules du lar ynx; tuméfication, qu 
produit une sorte d'enchifrenement de la glotte“. | 


TUS RETO ERUNT T 


1 8, 950, 


30 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I den folgende Tids stadigt voxende Kroup-Literatur var det, 
som om, trods al Modstand, Bretonneau's store Anseelse for en 
stor Del holdt Forskningen rettet paa det specifike og paa de ætio- 
logiske og pathognostiske Omraader. I Frankrig sluttede den aller- 
største Del af Lægerne sig til ham; her skal blot anføres Navne 
som Guersant, Rilliet og Barthez, Valentin, Bouchut, 
der dog ikke vil akceptere den Bretonneau'ske Diphthera som 
eneste karakteristisk Tegn, men opstiller 3 Former, hvorunder 
Sygdommen kan vise sig: 1) l'uleération, 9) la gangrène og 3) 
Vexsudation couenneuse;! endvidere Valleix og Trousseau. 
Af denne Bretonneau's beremte Elev skal her felgende Be- 
mærkninger anføres, da de er karakteristiske for den franske 
Opfatning af disse indviklede Spergsmaal. I sin Clinique médi- 
cale, Paris 1885, VIlitme Edition par Mr. Peter S. 446 slutter 
Trousseau sig til Bretonneau’s Anskuelse, at Kroup i 19 
Tilfælde af 20 debuterer i Farynx. Han nægter ikke (S. 447) 
en primer Kroup; han antager endog, at under sjeldne Omstæn- 
digheder kan Bronkierne være de først angrebne. Men, siger 
han, hvad overraskende er det forresten deri, at Difterien først 
lokaliserer sig paa Slimhinden i Larynx, da den jo lokaliserer 
sig paa Næsens, Kindernes og Vaginas Slimhinder? - Denne De- 
buteren i Larynx er dog sjelden og undtagelsesvis. Det, som 
har kunnet bevirke, at den antages at være hyppigere, er, at 
man ikke har undersøgt tilstrækkelig noiagtig, specielt ikke 
Svælget. Kroup er ,Diphthérie laryngienne*. Han udtaler (a. 
St. S. 489), at den er kontagios og maaske inokulabel. 

I den store Diskussion om Kroup i l'Academie de Médicine 
i Paris 1858—59 var det ogsaa Trousseau’s Anskuelser og 
hans Opfatning af Trakeotomien, som lagdes til Grund for Kam- 
pen, og som gik seirrig ud af denne. 

Af Bretonneau's Modstandere skal nævnes Broussais. 
Bouillaud, Bricheteau, Boudet, Forget, Pidoux, Bouil- 
lon-Lagrange. 


I England opretholdtes de Home'ske Anskuelser; Cope- - 


land ansaa Adskillelsen mellem Kroup og Pseudokroup for 
1) Gazette des hópiteaux 1862, S, 198. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 31 


did cu a 
vr TUM 


skadelig og opfattede Kroup som det lokale Udtryk for en 
Almenlidelse, hvilket Tyskeren Heiné! nærmere har udviklet 
til at gjælde en paa Slimhinderne stedfindende Albuminudskillelse, 
hvorved Membraner dannedes, men som ikke var specifik alene for 
Difteri, medens Eisenmann? antog den for en Form af Hospi- 
talsbrand, Buzorini? for Tyfus og Enz for en Rygmarvssygdom. 
Af de yderst faa, som midt i al den tyske Theoretiseren hevdede- 
det Bretonneau'ske Standpunkt, maa først og fremst nævnes- 
Fuchs,* der erklerer Kroup for ,eine wahre Angina maligna 
trachealis*. 

Som Udtryk for Tidens Opfatning i Tyskland kan anføres, 
at Hufeland anser Angina membranacea som en ,sthenisk* 
Angina med Udsvedning af Lymfe fra de betændte Dele, hvor- 

ved der danner sig et hvidagtigt eller polypest Konkrement, og 
blot herved er forskjelligt fra en almindelig Angina. 

Wunderlich anser Pseudokroup og Kroup for identiske, 
den sidste en videre Udvikling af den første, og har ingen Tanke- 
for Sammenhængen med Difteri. 

Canstatt er ,befriedigt* ved den Anskuelse, at Kroup 
ikke er andet end en ,durch die Organisationseigenthiimlich- 

. keiten der kindlichen Luftwege und durch die diesem Lebens-- 
. alter zukommende Siiftemischung modificirte, durch verschieden- 
. artige Ursachen und Krankheitsprocesse erregbare Stase der 
Kehlkopfs — Luftróhren — und Bronchialschleimhaut*. Ind-- 
delingen i sand og falsk Kroup antager han for egnet til ,den: 
Ungeübten zu verwirren* (S. 64). 

„Angina diphtherica* opfatter han som „ein wahrer Typhus. 
mit Tendenz zur Lokalisation auf der Schleimhaut des Rachens. 
oder des Rachens und Kehlkopfes zugleich“. (4. B. S. 322). 

Det var da ogsaa i Tyskland, at Begreberne Kroup og Dif-- 
teri fra at være Sygdomsnavne paa specifike Lidelser efterhaan- ` 


WETTER dae cs ees 


dee dE e eet Ke, 


STE SE 


IIS + 


å 
E 
: 
4 
å 
: 
a 
| 


1 Ueber das Verhältniss der nervösen Fieber zu Cholera. München 1833. Cit.. 
efter Pauli a. St, S, 20, 

Die Krankheitsfamilie Pyra. Erlangen 1834. Cit, efter Jacobi a, St. S. 695. 

Der Typhus oder die Typhoseptosen, Stuttgart 1836, Cit. efter Pauli a. 


@ y 


ER AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


den gik over til at blive pathologisk-anatomiske Betegnelser, 
hvorved selvsagt Forvirringen end mere egedes. 

I 1842 indferte Rokitansky i sin Handbuch der pathol. 
Anatomie, I. B., S. 201, Adjektivet ,croupes* som en anatomisk 
Benævnelse og opfattede ,Diphtheritis^ som den 3die Form af de 
kroupese Exsudater med Tilbeielighed til at gangrænere. I 1847 
opstiller Virehow i sin Afhandling: ,Ueber die Reform der 
pathol und therapeut. Anschauungen durch die microscopische 
Untersuchung“! sin bekjendte Distinktion mellem kroupose 08 
difteriske Membraner, hvorved han, væsentlig for Tysklands Ved- 
kommende, bidrager til at lede Arbeidet og Opfatningen bort : 
fra det ætiologiske og specifike; han indrømmer dog (S. 254), - 
at de 3 Former af Slimhindebetændelse, den katarrhalske, den 
kroupese og den difteriske, ikke altid er saa skarpt adskilte, 
som han beskriver dem, da man endog kan se dem umiddelbart ` 
gaa over i hverandre. Den folgende Tid bærer da ogsaa pad | 
dette Feldt, som paa saa mange andre, Spor af den store Ind ` 
fiydelse, som Virchow har haft paa Udviklingen af de medi- 
cinske Spørgsmaal, om end de store Epidemier af Difteri, som 
fra Slutningen af 50 Aarene begyndte at herje Europa, mere 08 
mere syntes at lede Opfatningen tilbage til den Bretonneau'ske 
Lære. 

Den videre Udvikling af Anskuelserne af Forholdet mellem 
Kroup og Difteri vil omtrentlig kunne aflæses gjennem de Syns 
maader, der kommer til Orde hos den folgende Tids mere betydelige 
Forfattere. Af disse staar Ba mb erger? endnu paa det Bre 
tonn eau'ske Standpunkt, idet han inddeler Svælgets Betændel- 
ser i katarrhalske og kroupese og opfatter Kroup og Difteri som 
Varieteter, der blot er forskjellige med Hensyn til Graden af | 
deres Intensitet, medens Bohn? lader Kroup opstaa enten idio- 
pathisk eller som Fortsættelse af en Difteri i Svælget eller enm 
delig paa Grundlag af en Larynxkatarrh, og Friedreich* 
Archiv f. path. Anat, u. Phys. B. I. 1847. S. 207. 
Virchow, Handb. d. Pathol, u. Therapie. 1855. B. VI. 1. Hälfte. 


Königsberg. Medic. Jahrbücher, B, I, Heft 1—2. 1858. S. 110. Cit. efter ` 
Pauli a. St. S. 23, : 


Virchow, Handb, d. Path. u. Th, 1858. B. V, S. 427 og 438. 


D L m 


ae 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 33 


under Benævnelsen Kroup indbefatter alle grave Former af 
Laryngotrakealbetendelser og er tilbeielig til at anse den som et 
Udslag af en akut, konstitutionel Lidelse. Ogsaa Lebert! an- 
skuer Kroup som en Laryngit med pseudomembranes Udsved- 
ning, der oftere kan vere et Symptom af en mere udbredt Proces 
(S. 928); paa den anden Side synes han ligesaalidt som Wit- 
maack,? Köhler? eller Leubuscher* tilbeielig til at skille 
mellem Kroup og Pseudokroup. 

De Virchowske pathologisk-anatomiske Anskuelser føres frem 
i de kliniske Sygdomsbilleder af Lewin,? der opfatter Kroup 
og Difteri som 2 helt forskjellige Sygdomme, og til hvis An- 
skuelse ogsaa Niemeyer slutter sig, medens Pagenstecher® 
skiller mellem katarrhal Kroup, som han ganske i Homes’ 
Aand lader udvikle sig til en fibrines Kroup, og difterisk 
Kroup. 

I Diskussionen i Berlin. med. Gesellschaft 18657 betoner 
Virchow Nedvendigheden af at bibeholde Navnet Kroup som et 
klinisk Begreb, men under dette at opstille anatomiske Under- 
afdelinger: katarrhalsk, fibrines og difterisk Kroup. 

Udenfor Tyskland hyldedes dog paa mange Steder den franske 
Opfatning; saaledes antager Barbosa? vistnok 2 Hovedformer 
af Kroup, den simple lokaliserede og den smitsomme, generali- 
serede, men begge Former opfattes som Udtryk for den samme 
Sygdom. I England ° synes der ogsaa omkring 60-Aarene at kunne 
spores en Tilbeielighed til for begge Affektioners Vedkommende 


1 Handbuch d, pract. Medic. Tübingen 1859. B. I. 

2 Handbuch d, rationel, Therap. Leipzig 1859. B. II. $S. 47. 

3 Handbuch d. spec. Therap, Stuttgart 1858. B. I. S. 375. 

4 Handbuch d. medic. Klinik. SEH 1858. B. I. 8. 205. 

5 Berlin. klin. Woch. 1864. S 9.7. 

ê Ueber Kroup und kroupöse Erkrankungen des Kehlkopfs beim Kinde. Jahres- 
bericht d. stüdtisch, Krankenanstalten zu Elberfeld, Cit, efter Rauchfuss 
a. St. S. 140 og 101. 

^ Berlin. klin. Woch. 1865, S. 15. 

5 Estudios sobre e garotillo on Croup. Lissabon 1861, Cit. efter Rauehfuss 
a, Bt, 8. 1 

9 Smig, d us 


Die TAERA in England, Wien med: Wochenschrift 
1860. No, . 8. 245 . 


Vid.-Selsk. ud MA Ne. 1, aoe . 


34 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


at opfatte den Bretonneauske ,Diphthera“ som det essentielle, om 
end Forskjellen i det hele og store fremdeles opretholdes, me- 
dens der paa den anden Side i Frankrig fra enkelte Hold frem- 
kommer en Misfornøielse med, at „la fausse membrane, au lieu 
d’étre un caractére constant de nature pathologique, n'est plus 
quun élément anatomique servant a distinguer un groupe de 
maladies.“ I 

I Tyskland er det Pauli,! som af de nyere Forfattere ferst 
hævder Unitetsleren; han resumerer sin Opfatning saaledes: „Der 
wahre Croup ist eine in der Regel sporadisch auftretende, nicht 
contagiöse, locale Diphtheritis. Unter begiinstigenden Umstånden, 
zumal Epidemien, kann allgemeine Diphtheritis, eine dem Typhus 
ühnliche Blutvergiftung, die in hohem Grade Ansteckungsfåhig- 
keit besitzt, sich hinzugesellen und dessen Gefahr erhöhen.* 
Han sammenligner, endog i Henseende til en senere Almeninfek- 
tion. Kroup med primær Chanker. Pseudokroup udskiller han 
som en selvstændig Sygdom — en Opfatning, som senere, for- 
nemmelig gjennem v. Ziemssens og Rauchfuss's laryngo- 
skopiske Undersøgelser af Krouppatienter, fik sit pathologisk-ana- 
tomiske Grundlag. 

Heller ikke Bartels? har seet nogen Forskjel mellem de 
sporadisk optredende og de under en Epidemi forekommende 
Tilfælde af Kroup og udtaler ligetil, at „Diphtheritis in früheren 
Jahren nur in sporadischen Fallen von Kehlkopfscroup vorgekom- 
men war.“ 

Men ikke alene fra et epidemiologisk, ogsaa ud fra et patho- 
logisk-anatomisk Standpunkt taltes Unitetens Sag, idet E. Wag- 
ner? søgte at vise, at Membranerne, der opfattes som Resultatet 
af en eiendommelig Metamorfose af Epithetet, blot ved sin for- 
skjellige Lokalisation frembyder forskjellig Karakter, medens 
Buhl* derimod i sit opsigtvækkende og betydelige Arbeide 
TA St. S. 56 og 176, 

a über die häutige Brånne. Deutsch, Arch. f, kl. Med, 1866. B. 2. 


= 


Archiv f. physiol. Heilkunde, 7, Jahrg. 1866. S, 481—517, smlg. Uhle u, 
Wagner: Handb. d, allgem. Pathol. 1868. S. 561, : 
Einiges über Diphtherie, Zeitschr, f, Biologie. München 1867. III. B. 8.366 


> 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 35 


atter akcentuerer Forskjellen mellem den primere Kroup og 
Difterien, som han foreslaar benævnt ,acute Verschorfung, acute 
(sewebsnekrose“, om han end indremmer, at den ved Difteri op- 
tredende Kroup ssdvanligvis er af difterisk Natur. 

I denne Forvirring og differente Opfatning segte nu den 
experimentelle Pathologi at bringe Rede og Klarhed. Som tid- 
ligere paavist, havde allerede Albers og Bretonneau faaet 
positive Resultater af sine Forseg paa at fremkalde kunstig Kroup 
hos Dyr, ligesom ogsaa Delafond! i sin Mémoire til det franske 
Akademi: ,Du Croup chez les animeaux* angiver at have frem- 
kaldt Kroup ved Inhalation eller Injektion i Luftreret af for- 
skjellige Stoffe, som Surstof, Klor, Sublimat, Arsenik, Svovlsyre, 
Ammoniak. Ligeledes var der hos Bern observeret 2 Tilfælde, > 
hvor kogende Vand i Luftreret havde frembragt Kroup, og 1 
Tilfælde, ? hvor Indaanding af Klorgas havde havt denne Virkning. 
Desuden berettedes det,* at der efter Forgiftning med Ammoniak 
skulde kunne findes Pseudomembraner i Trakea; og hos en voxen 
Pige, som dede af Forbrænding, havde Bartels? iagttaget en 
fibrines Laryngotrakeobronkit. 6 

Reitz’ optog Spergsmaalet til experimentel Undersegelse 
og fandt, at Injektion af Ammoniak i Luftreret frembragte en 


1 Gazette des hópiteaux 1859. S, 19. 

Meddelte i Medical Times, citerede efter Trendelenburg: Ueber die 

Contagiositat und locale Natur der Diphtheritis. Archiv f. klinische Chirur- 
10 B; 1869. S. 782. 

Eulenburg: Die Lehre von den schüdlichen und giftigen Gasen, 1865. 

S. 211 


bo 


= 


. 


Eulenburg a, St. 8. 197. 

A. St. S. 382, 

For Fuldstendigheds Skyld skal her meddeles et Par lagttagelser fra en se- 

nere Tid. Bollinger (aerzlich, Intelligenzblatt 1876, cit. efter Fran- 

cotte a. St. S. 264) anfører saaledes, at en Kalv fik Kroup efter Indaanding 

af koghed Damp, og at der hos et Menneske, som dede af Rabies, fandtes 

Membraner i Bronkierne og Pneumoni, muligens opstaaet ved Aspiration 

af en Kloraloplesning, og Virchow (Croup u. Diphtherie, Berl. kl. 

Wochenschr, 1885 S. 131) har seet Pseudomembraner i Larynx hos Personer, 

som havde drukket en eller Kaustica, og hos beem smaa Dele 

deraf var trengt ned i 

7 Sitzungsbericht d, Kaiser, ae? d. Wissensch. zu Wien. B. LV. 1867. 
Martsheftet. 


o 0 


56 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


med Kroup identisk Proces. Vistnok forsogte Bayer! ligesom 
senere Mayer? at gjore gjeldende, at Virkningen af Ammoniak 
blot skulde være den at frembringe en stærk katarrhalsk Betæn- 
delse, men Trendelenburg? frembragte ved Injektion af en 
Sublimatoplesning i Trakea hos Kaniner Membraner, der ikke 
kunde adskilles fra ægte Kroupmembraner. Ligeledes observerede 
Oertel* efter Injektion af en 9?/; Ammoniakoplesning i Tra- 
kea hos Kaniner Ded under Dyspnoe efter 30—36 Timer, og 
ved Sektionen fandt han Membraner, der i enhver Henseende 
stemmede overens med Kroupmembraner. 

Af disse Undersegelser vil det fremgaa, at en med den pri- 
msre Kroup analog Tilstand kan frembringes ved Indvirkning af 
forskjellige, ikke specifike Irritamenter, og ud fra dette Resultat 
vil det vel ikke vere saa langt bortliggende at tænke sig, at 
der ved kemiske, thermiske eller atmosfæriske Indflydelser kan 
frembringes .Betændelsestilstande i Luftrøret, hvorved der ud- 
skilles en fibrinholdig, cellerig Væske* — saaledes som Oertel 
formulerer det i en Udtalelse i sit citerede Arbeide (S. 219), ° men 
som han 5 erklærer aldrig at have seet. 

Ogsaa for den følgende Tids Opfatning af Kroupens Stilling 
til Difterien har Trendelenburgs Arbeide hayt stor Betyd- 
ning. Han overførte nemlig difteriske Membraner fra Tonsiller 
eller Trakea hos syge Bern til Kaniner og Duer. Af de 65 
Inokulationer, som han foretog til 52 Dyr, fik han positivt Re 
sultat i 11 Tilfelde. I 10 Tilfælde, hvor Inokulationen Vår 
foretagen til Trakea hos Kaniner og Duer, kom der Symptomer 
af Kroup og dannedes der let afloselige, som oftest rørformige 


gen, Arch, f. Heilk, IX, S. 85 
Arch. f. Heilk, XIV. 8, 512. 
A. St, B. 733, | 


+ a t 


8. 205 


e 


~ 


Zur Aetiologie d. Infektionskrankheiten. München 1881. 2te Hälfte, S. 271 


Ueber die Versuche croupöse Entzund, d. Respirationsorg. künstl, zu erzet- — 


Ueber künstlichen Croup, Deutsch, Archiv f. klin, Medic. 14. B. 1874. 


Det bør her kanske ikke lades uomtalt, at af de 34 i Literaturen beskrevne Eg 
og af Trendelenburg sammenstillede Tilfælde af fremmede Legemer, Mynte^ — 
Glasperler og lign, i Luftrøret hos Børn har intet givet Anledning til Kroup — 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 37 


Pseudomembraner; i 1 Tilfælde, hvor Inokulationen var foretagen 
fra en difterisk Trakealmembran til Kroen hos en Due, viste 
Sektionen, at Slimhinden om Saaret var merkeblaa og bedekket 
med et 1 mm. tykt, gulhvidt Beleg, som tildels var „mit der 
Schleimhaut innig verschmolzen“. Altsaa — difteriske Mem- 
braner, hvadenten de stammer fra Larynx eller Farynx, frem- 
bringer Kroup i Luftreret hos Kaniner og Difteri i Kroen hos 
en Due. Identiteten af begge Processer antog han dermed be- 
vist og segte Grunden til det forskjellige anatomiske Billede i 
de angrebne Slimhinders forskjellige Epithel, idet Belegget paa 
Pladeepithel har et fast, paa Cylinderepithel blot en ləsere For- 
bindelse med Underlaget. 

Som nævnt var dog blot et Mindretal af de anvendte Dyr 
modtagelige for Inokulationer. Af de andre forblev enkelte intakte, 
andre fik blot en heftig Katarrh, andre Ekkymoser i Slimhinden. 
Hos alle de Dyr, hvor man fik positivt Resultat, fandtes en stor 
Absces bag Hudsaaret og foran Trakea, ofte forbunden med en 
seres Infiltration af Cellevevet i Bedekningerne paa Bryst og 
Underliv. 

Det er ud fra disse Undersegelser, at den felgende Tids 
Opfatning af Forholdet mellem Kroup og Difteri i Tyskland fel- 
ger den af Pauli og Bartels fremholdte Anskuelse. Saaledes 
antager Felix,! at den Bretonneauske Opfatning fra et epi- 
demiologisk Standpunkt er den mest fyldestgjerende, Nassi- 
loff,2 at Hovedinassen i den difteriske og i den kroupese 
Membran er identisk, om der end i den difteriske findes eien- 
dommelige Soppe, F. Hartmann,? at begge Sygdomme i ana- 
tomisk Henseende ikke er forskjellige, Classen" og Steiner,’ 
at om Kroup og Difteri end klinisk maa adskilles, er den ana- 
tomiske Differentieren meget vanskelig, medens Traube‘ med 


Beiträge zur Kenntniss d. epid. Diphtheritis, Wien, med. Woch 1870, 8. 846. 
Ueber die Diphtheritis, Virchows Archiv 1870. B. 50. S. 558. 

Ueber Croup und Diphtheritis d. Rachenhóhle, Vireh. Arch, 1871, 52. B. 
S. 240, 


UN ra 


Virchows Archiv, 52. B. 1871. 8. 276. 
Compendium der Kinderkrankheiten, 1873. S. 227. 
Verh. in Berl. med. Gesellschaft, Berl. klin, Wochenschr. 1872. _ 


eu 


y 


88 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


rene Ord erklerer sig for en Tilhenger af Bretonneau, og Se- 
nator! opstiller sine 4 Former af Difteri: 1. Den katarrhalske 
Form. 2. Den kroupese Form, hvor han bemærker, at ,heute 
wohl nicht mehr in Abrede gestellt wird, dass in den Luftwegen 
eine croupese Entzündung unter den Einfluss einer diphtherischen 
Infection entstehen kann, dass es so zu sagen einen diphtherischen 
Croup giebt.^ 3. Den pseudokroupese Form, der udelukkende 
findes i Svælget, og som han sammenligner med den ved Treske 
frembragte Epithelgeneration. 4. Den egentlige difteriske Form 
„die acute Verschorfung*. 

Ligeledes maa Oertel,? der udtaler, at Kroup ber opfat- 
tes som en Sygdom sui generis, ,als einfache Entzündungsform, 
bei welcher eine Faserstoffexsudation auf die Schleimhautober- 
flåche stattfindet, und die nie die Grenzen des lokalen Processes 
überschreiten kann,* alligevel medgive, at det pathologisk-anato- 
misk (S. 650) er umuligt at gjere nogen Adskillelse; thi den 
lokale Proces i Difterien kan ogsaa optræde som en Kroup, nem- 
lig i Larynx, hvor Cylinderepithelet adskilles fra det ovrige 
Vær ved en beskyttende Vold, en Basalmembran, medens Svæl- 
get derimod, hvor Pladeepithelet ligger umiddelbart pa Mukosas 
Bindevev, bliver Udgangsstedet for den difteriske Almeninfek- 
tion. Denne Opfatning udvider Jacobi? derhen, at han i ingen 
Henseende vil indrømme nogen Forskjel mellem den membranøse 
Kroup og Larynxdifterien, som han antager kan være primær. 
Sin Opfatning af Aarsagen til den forskjellige Karakter af den 
difteriske Proces i Luftreret og i Svælget baserer han foruden 
påa den ovenfor nævnte Forskjellighed i Epithelbeklzdningen 


ogsaa paa den forskjellige Rigdom paa Slimkjertler, som i Larynx ` 


og Trakea er særdeles talrige, og ved hvis livlige Virksomhed 
de afleirede Masser ligesom loftes op fra Slimhinden og dispo- 
nerer til Maceration, hvorved igjen Processen her bliver mere 


pa 


Ueber Diphtherie, Virchows Archiy 1872, B, 56, smlg. Ueber Synanche con- 

tagiosa, Volkmanns, Heft, No, 18. 

Die epidemisehe Diphtherie, v. Ziemssens Handb, d, spec, Path. u. Therap. 

Leipzig 1876. 2te B, 1ste Hälfte, S. 566 og 614. s 

x Gerhardts Handbuch der Kinderkrankheiten. Tübingen 1877, 
. Al. 9. 742. 


B 


ee E NEU EE RA SS SEA mme 


1888.| DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 39 


lokal. Paa den anden Side vil dog netop Stemmebaandenes 
Terhed og Glathed, der er en Felge af deres Mangel paa aci- 
nese Kjertler, vere dem til Beskyttelse, idet der beheves en vis 
Grad af Klæbrighed til, for at en importeret Sygdomsspire 
skal kunne virke, en Omstendighed, der da forklarer, hvorfor 
Kroup er hyppigere om Vinteren end om Sommeren. 

Ogsaa Lymfe- og Blodkarrenes Fordeling tilskriver han stor 
Betydning. Tonsillerne, der gjennem sit exponerede Leie, sit 
Pladeepithel og sin Overflades Struktur, er særlig skikkede for 
at optage og videre begunstige Udviklingen af den difteriske 
Sygdomsspire, er saaledes gjennem sin sparsomme Forsyning med 
Lymfe- og Blodkar og sit sterkt udviklede elastiske Væv i La- 
kunernes Vægge alligevel Sædet for de mere godartede Former 
af Difteri, medens Næsen ved sin Forbindelse med den Schnei- 
derske Membran og Lymfekjertlerne afgiver Jordbund for meget 
indgribende Affektioner, og paa den anden Side Stemmebaandene 
netop ved sin Mangel pra Lymfekar ikke kan danne Udgangs- 
punktet for nogen Almeninfektion. Den samme Antagelse, at 
Forskjellighederne i Pseudomembranernes Udseende og Karakter 
afhenger af det Sted, hvor de danner sig og af det angrebne 
Organs Struktur, fremholdes ogsaa af Rindfleisch,! medens 
derimod Rauchfuss? udtaler, at selv en katarrhalsk Laryngit 
vistnok kan bero paa difterisk Infektion, men at paa den anden 
Side Kroup, om end forholdsvis sjelden, ogsaa kan opstaa ved 
de samme skadelige Indflydelser, som de, der foraarsager den 
almindelige, ikke specifike katarrhalske Laryngotrakeit. Diffe- 
rentieringen mellem Difteriens og Betændelsens ætiologiske Be- 
tydning indremmer han dog at være forbunden med store Van- 
Skeligheder, — Vanskeligheder, der bringer v. Ziemssen? til at 
udtrykke sig saaledes: ,Hverken fra et anatomisk eller klinisk 
Standpunkt lader det sig gjennemfere at betragte Kroup og 


E? 


Lehrbuch d. pathol, Anat, Leipzig 1878. S. 300. 

Krankheiten des Kehlkopfes und der Luftróhre, — Handb. der Kin- 
derkrankh, Tübingen 1878. B. III, 2te Hälfte, S. 

Croup, v. l— Handb. d. Path, u, Therap. B. Se? 1ste Hälfte. Leipzig 
1879. 


t5 


to 


40 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Difteri som 2 forskjellige Sygdomme. Det tvertimod e 
og vegtige Grunde, som taler for, at begge disse Sygdomme : 
er Afarter og Gradsforskjelligheder i en og m A E 
ved særegne og endnu ikke tilstrækkelig EE Indfly a 
snart optreder som Kroup, snart som EEN den ig? je: 
sporadisk, den anden Gang epidemisk, snart pen, snart å ‘a 
der.“ I samme Retning ytrer sig ogsaa d’Espine og pice í 
Gerhardt? og Mackenzie,? ligesom den store Londonner Me 
mission heller ikke har kunnet finde et eneste Tilfælde CH 
branes Kroup frembragt ved Kulde, og helder til en ege 
at Majoriteten af de som Kroup betegnede Tilfælde i V wx ; 
hører ind under Begrebet Difteri.* Ligeledes fremholder Ba nke 
i sine Foredrag i den store Diskussion i aerztlicher V ere 
München i Aaret 1880, at den genuine Kroup er af difterisk e 
delse, — en Opfatning, som Flerheden af de deltagende Debat- 
tanter synes at nære. Henoch opretholder i sit Fore 8 
Berlin. med. Gesellschaft 18826 sin tidligere udtalte ' von 
at der kan optræde en Kroup, som ikke er af specifik i 
delse, om end det pathologisk-anatomiske Billede kan We 
identisk. Denne Adskillelse fører han nu videre til gun : 
gjælde den Trousseau'ske Angine couenneuse (kroupes Angina). 
Under Diskussionen gjør Wernichs opmerksom paa, at uc 
saadan "Adskillelse vilde virke meget fordærvelig med Hensyn til 
profylaktiske Forholdsregler. Fra de fleste Hold brydes desuden 


. . e r- 
Staven over den pathologisk-anatomiske Opfatning af de he 
under herende Spørgsmaal. 


I Grundriss 
haus, S. 6 
Lehrbuch d 
A. St. S. 230, 
I Forbindelse hermed er det af In 
gjennem sine indgaaen 


hren- 
der 'Kinderkrankh. Leipzig 1878. Deutsche Ausgabe v. E 
9 


bo 


. 
. 


uw 


Kinderkrankheiten, Tübingen 1881. S. 297. 
0 


= 


teresse, at Thursfield (a. St. S. er 
de Undersəgelser er kommen til det Resultat, at mie 
endog betydelige Epidemier af Difteri i Aarhundredets tidligere eer 
har skjult sig under Navne som Cynanche maligna, Angina membrana 

Croup, Suppressed scarlatina o. 


© 3 c a 


Gb > De dn ni: > 


St ere Ea E Pe I a rl KEE 
åå — ERNST EL EN 


1885.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 41 


Heubner! paastaar derimod, at ifølge hans Experimenter 
med at underbinde Fundus vesicæ hos Kaniner, „die Möglichkeit 
eines nichtinfectiösen Schleimhautcroups des Menschen zugegeben 
werden muss“, ligesom at ogsaa en ,Tonsillencroup* maa tænkes at 


- kunne opstaa af mekaniske Aarsager, der frembringer Kompression 


af et Antal smaa Arterier og Vener; thi «Forskjellen i Difteriens 
og Kroupens Væsen søger han deri, at i den første underkastes 
Slimhindens og Submukosas Væv med sine Blodkar en Koagula- 
tionsnekrose, medens ved den sidste blot Epithelet og Slimhin- 


. dens Kapillærkar blive udsatte for denne — alt tilsidst frembragt 


ved Kompression af Karrene. Hans Opfatning af de herunder 
hørende Spørgsmaal staar i Forbindelse med hans Anskuelser 
af Difterien som en Almeninfektion, hvortil jeg. senere skal 
komme tilbage. 

Det kliniske Udslag af disse Undersegelser er Montis Arbeide: 


Ueber Croup und Diphtheritis im Kindesalter, Wien 1884, hvor 


Kroup defineres som et Symptomkomplex, der pludselig og rask 
ferer til acut Larynxstenose, og hvor den gamle pathologisk- 
anatomiske Inddeling i katarrhalsk, kroupos og dıfterisk Laryngit 
gaar igjen. Han anser den kroupese Laryngit for en af Difteri 
fuldstændig uafhengig og lokalt forlebende Sygdom, som han 
dog maa erklere for meget sjelden. 

Det samme anatomiske Grundlag for sin Anskacies har 
ogsaa Eichhorst,? der dog er nødt til at medgive, at man 
ved Kroup undertiden har at gjore med miasmatisk-kontagiese 
Indflydelser, medens paa den anden Side Strümpel? be- 
stemt udtaler sig for Opfatningen af Kroup som Udslag af 
en difterisk Infektion og endog gaar saa vidt, at han antager 
Tilstedeværelsen af en primer difterisk Proces i Larynx for 
tvivlsom. 

Under denne Divergens finder Virchow det nedvendigt 
atter at præcisere sit Standpunkt. I sine 2 Foredrag i Berlin. 


Die experimentelle Diphtherie. Leipzig 1883. S. 30. 
? Handbuch d. spec. Pathol und Therap. 1883. B. I. S. 273. 
3 Lehrbuch d, spec. Pathol. und Therap. 1883. S. 84. 


42 AXEL JOHANNESSEN. ; [No. 1. 


med. Gesellschaft! udtaler han felgende: ,I 1854 var det van- 
skeligt at faa konstateret, at Difteri havde noget med Kroup 
at gjøre; nu gaar man saa vidt, at man slet ikke vil indrømme 
nogen Adskillelse ^ Han opretholder sin gamle Anskuelse, at 
der gives en Kroup, som mere tilherer Katarrhen, en pseudo- 


membranes og en difterisk Kroup, men han har intet Bevis faaet ` 


for, at alle Tilfælde af fibrines Kroup er af difterisk Oprindelse, 
medens der dog paa den anden Side virkelig gives en Difteri i 
Larynx, en ulceres Laryngit, uden fibrinos Exsudation i Fa- 
rynx. Desuden har han ogsaa truffet Tilfælde, hvor der sam- 
tidig forekom difteriske og exsudative Tilstande. I Diskussionen 
giver den sidstnævnte Bemærkning Henoch og B. Frankel’ 
Anledning til at ytre, at Opfatningen af Difteri og Kroup væ- 
sentlig maa være ætiologisk; det er Infektionen, som skiller 
mellem en fibrinos Laryngit og en Difteri, og til Virchows 
Klage over, at man sammenblander de pathologisk-anatomiske 
Udtryk „difterisk“ og ,kroupes* Membran, bemærker Gutt- 
mann? at han bruger Benævnelsen ,difterisk^ Membran for 
Kortheds Skyld. Egentlig skulde det hede: ,Fibrinese Mem- 
braner i Larynx ved Difteri i Svælget*. 

Det samme ætiologiske Standpunkt indtager ogsaa Liebe! 
meister,* der udtrykker sig saaledes: Det er ingen Tvivl 
om, at der ved den som Kroup betegnede Larynxsygdom ogsåå 
kan forekomme en difterisk Infiltration af Slimhinden, og at der 
paa den anden Side ved Difteri undertiden kan danne sig Pseudo- 
membraner, som tilsvarer Kroupmembranernes anatomiske Begreb; 
Spergsmaalet ligger dog ikke paa det anatomiske, men paa det 
ætiologiske Omraade, 'og da det er en utallige Gange konstate- 
ret Kjendsgjerning, at der til Tider og Steder, hvor Difteri fuld- 
stændig mangler, forekommer Tilfælde af Kroup, saa fremgad! 
det med Bestemthed, at begge Sygdomme er specifik forskjellige- 


Berlin. klin. Wochenschr, 1884. S. 805 og 1885. S. 131. 
Berlin. klin. Wochenschr. 1885, S. 157. 

Berlin, klin. Wochenschr. 1884, 8. 806. 

Vorlesungen iiber Infectionskrankheiten, Leipzig 1885, 8. 218. 


b oa w + 


| 


TS TR 


ii Si EE Re 


SE 


PE Se Aa ee a Sa Aude 


TINTEN 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 43 


‘Til et ganske andet Resultat kommer derimod Francotte! ud 
fra sin ligeledes ætiologiske Opfatning, idet han stiller sig paa 
Jacobis og Mackenzies Standpunkt; og naar han paa Grund 
af de ovenfor omtalte Dyreforseg ikke ganske kan negte „la 
possibilité d'un croup purement inflammatoire‘, saa er det dog 
med den Reservation, at ,il est d’abord un point, sur lequel les 
partisans de la dualité du croup se trouvent d’accord: c’est la 
rarité relative du croup simple“. Af den samme Enhedslæres 
Tilhængere skal endvidere nevnes Aufrecht,? som paa Natur- 
forskermedet i Magdeburg under stor Tilslutning holdt den frem 
i Diskussionen, samt Schweitzeren Neukomm,? medens Passa- 
vant* gaar til den Yderlighed at opstille ikke mindre end 30 
Forskjelligheder mellem Difteri og Kroup, hvilken sidste han 


. opfatter som et Udslag af de samme Aarsager, der frembringer 


Katarrh og Bronkit. 

Af de nyeste Forfattere, der har udtalt sig om Sagen, kan 
mærkes Kunze,? der antager det for paavist, at Kroup og 
Difteri anatomisk er den samme Proces, men dog opferer en 
primær, ikke specifik, men sjelden Form af Kroup, Baginsky,® 
der ligeledes antager en af Difteri uafhengig Kroup, og B. Frün- 
kel der i sin Artikel „Croup“ i Eulenburgs Realencyclopædi 7 
preciserer sit Standpunkt paa felgende Maade: Det er umis- 
kjendeligt, at den Anskuelse mere og mere vinder Indgang, at 


det overveiende Tilfælde af Kroup skyldes Difteri. De sædvanlig 


opforte Forskjelligheder, Sygdommens Forleb og Symptomer, alt 


eftersom den skal vere af difterisk Oprindelse eller ei, kan ikke 


opretholdes. Den ikke difteriske Kroup skal saaledes vere en 
lokal, ikke konstitutionel Lidelse, som strax manifesterer sig i 


Strubehovedet, ikke findes forenet med Svulst af Lymfekjertler 


1 A. St. S. 46. 

? Berl. kl. Wochenschrift 1884. S. 823, 

VK Bt B. 38. 

4 Der Luftröbrenschnitt bei diphtherischem Croup. Deutsche Zeitschrift f, Chi- 
rurgie, 21, B. 1885, s 3 : 
Compendium der praktischen Medicin. Stuttgart 1887. $. 345. 

Lehrbuch der Kinderkrankheiten, Braunschweig 1887. S. 486, 

4de B. 2den Udgave, 8. 597. 


wie Y 


44 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1; 
D uim 


eller med Albuminuri og ikke felges af Paralyser. Ligeoverfor 
disse Paastande maa bemerkes, at Difteri i Larynx ogsaa fore- 
kommer uden Membraner i Farynx, at ved Larynxsygdomme 
Svulst af Lymfekjertlerne ofte ikke er efterviselig, at Albuminuri 
ofte mangler ved Difteri, men kan forekomme ved idiopathisk 
Kroup, og at Paralyser undertiden forekommer efter tilsyne- 
ladende simpel katarrhalsk Angina. Saameget han end er over- 
bevist om, at denne Symptomrække ikke afgiver nogen gjennem- 
gribende Forskjel, ter han dog ikke nægte Forekomsten af en 
primær, ikke difterisk Laryngit. Hvorvidt en saadan er konta- 
gies eller ikke, indlader han sig ikke paa at afgjere. „Men“, 
tilføier han, „forst naar vi lærer at kjende den Gift, som frem- 
bringer Difteri, og som fremdeles er ukjendt, vil Spergsmaalet 
blive fuldstændig lest“; thi „die anatomischen Zustände be- 
weisen keinen Unterschied in Bezug auf die ZEtiologie.^ Væ- 
sentlig det samme Standpunkt indtager Noeldechen,! der ud 
fra en stor Erfaring giver en praktiserende Leges Opfatning af 
de under Difteri henherende Spergsmaal. 

Efter den foregaaende Udvikling af de ligesom belgeformig 
vexlende Opfatninger af Difteriens Forhold til Kroup synes det,. 
som om den af Fränkel udtalte Anskuelse fremtræder som en 
naturlig Konsekvens af det Arbeide og de mange Studier, hvor- 
til det foreliggende Spergsmaal har givet Anledning, ligesom det 
ogsaa er i fuld Overensstemmelse med den moderne Opfatning; 
at han henviser den endelige Afgjerelse til Opdagelsen af det 
Specifike Virus. 

Men uanseet det, at dette specifike Virus endnu ikke med 
Sikkerhed er paavist, saa vil til Studiet af disse saa meget Om 
stridte Forhold ogsaa den anden Side af den moderne Forskning 
paa disse Omraader, Epidemiologien nemlig, vere af Betyd- 
ning; thi medens Bakteriologien søger efter selve Sygdoms- 
spiren, prever Epidemiologien, om end famlende og usikkert 
ligesom at faa Oie paa dens Biologi, dens Rolle i det menneske- 
lige Samfund, dens Livsbetingelser og Udbredelsesmaade. 


1 Deutsche Medizinalzeitung (Originalabhandl.) 1886. S. 373. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 45 


Men derfor maa ogsaa den Fordring stilles til det epidemio- 
logiske Studium, ligesom til alt Naturstudium, at det helt ud 
maa være objektivt. Her at gaa ud fra subjektive Anskuelser og 
sege at faa Kjendsgjerningerne til at passe til disse, vil van- 
skelig fere til paalidelige Resultater. Saaledes synes det, ial- 
fald til en vis Grad, at vere gaaet Hirsch i hans epidemio- 
logiske Undersegelser over Kroup;! thi netop fordi han har 
taget den Opfatning til Udgangspunkt, at Kroup er en selvstæn- 
dig Sygdom, der ikke har noget at gjøre med Difteri, og har 
sogt efter Beviser for denne Opfatning, har han veret nedt til 
at gribe til Grunde, som vel neppe vil vise sig at vere helt ud 
solide. Han har saaledes i dette Oiemed benyttet Beretninger 
fra Aarhundredets 1ste Halvdel, da, som ovenfor vist, Begrebet 
.Kroup* just var dominerende i de nordligere Dele af Europa, 
og ved disse Beretninger desuden segt at vise, at Kroup var en 
for de nævnte Egne meget udbredt og i Sydeuropa (hvor, som om- 
talt, den Bretonneauske Opfatning var den gjældende) meget 
sjelden forekommende Sygdom. Det er ogsaa i Overensstemmelse 
med denne Opfatning af Kroup som en selvstændig Sygdom, at 
han antager den for ikke kontagies og anser de som smitsomme 
beskrevne Tilfælde for at bero paa en Forvexling med difterisk 
Laryngit. Men de Beviser, hvormed han stetter Opfatningen af, 
at Kroup er epidemisk og ikke kontagies, er, mærkelig nok, blandt 
andre de af Finsen? fra Island og Huss? fra Egnene omkring 
Venern beskrevne Kroup-, Epidemier* — eller som Hirsch fore- 
trækker at kalde det: „ein gehäuftes Vorkommen von Erkran- 
kungen an Croup“ —, uagtet begge de nævnte Forfattere angiver, ` 


at ,Kroup* i de omtalte Lokaliteter har vist sig som endog meget 


kontagies; hertil kommer endnu, at Almqvist* oplyser, at 
Antagelsen af en saadan ,epidemisk* eller endemisk Forekomst 
af Kroup omkring Venern savner enhver Grund. 


Handbuch d. histor,-geograf. Pathologie. III. Abtheil, S. 31. Stuttgart 1886. 
Iagttagelser ang. Sygdomsforholdene i Island. Kbh, 1874. S. 44. 

Sveriges endem. sjukdomar, Stockholm 1832. S. 37 

Ueber die Ausbreitungsweise von Diphtherie und Croup. Gøteborg 1885. 
S. 44, ` Buc 


b w w om 


46 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Ogsaa Haeser! synes ligeledes paa Forhaand at have 
taget Parti, idet han erklerer, at Kroup ikke forekommer epide- 
misk og derfor ikke behøver at tages med i hans Undersøgelser. 


Kaster man nu et Blik paa vore nærmeste Nabolandes Lite- 
ratur for at se, hvilket Standpunkt de i det hele og store har 
vist sig mest tilbeielige til at indtage i de ovenfor omhandlede 
Spergsmaal, vil man bl. a. finde følgende Udtalelser: 

Af danske Forfattere gjør saaledes Ditzel? i Frijsenborg 
opmærksom paa, at den saakaldte genuine Kroup er tiltaget I 
Distriktet samtidig med Difteri, saa han antager, at der muligens 


3 
kan være et Slægtskab mellem begge Sygdomme. Wanscher". 


antager ingen Væsensforskjel mellem Difteri og Kroup og bruger 
Navnet „Difteri“ for at betegne den intoxikative Side af Sagen, 
medens ,Kroup* mere betegner Larynxlidelsen. 

Fra Island foreligger der foruden de senere nærmere om- 
handlede Bemærkninger af Schleissner4 ogsaa i Finsens 
Afhandling Udtalelser om Kroup, der, som ovenfor bemerket, 
skal forekomme epidemisk og være meget smitsom. Det skal 
her anføres, at i de samme Aar, hvori de store Epidemier af 
Kroup forekom paa Øen (saaledes i 1859—60), herskede ogsåå 
udbredte og ondartede Epidemier af Difteri. 

I sine „Iagttagelser fra Færøerne: 5 synes Lund at opfatte 
Kroup som en til Larynx lokaliseret Difteri. 

For Sveriges Vedkommende udtaler Wærn, 6 at det som 
Resultat af hans Undersegelser over Spergsmaalet maa frem- 
holdes, at Difteri i Aarevis synes at kunne optræde under lary? 


t | 
geal Form, uden at han derfor vil nægte, at der, om end meg? 2 


1 A. St. UL B. 8 474. dhede- 
2 Oversigt over Diphtheritis i Frijsenborg Lægedistrikt, Det kgl. Sun 
kollegiums Aarsberetning før 1866. 8. 394 
Om Diphtheritis og 

Kbh. 1877. Ñ. 16. 
Island, undersggt fra et legevidenskabeligt Standpunkt. Kbh. 1849. 
Kbh. 1884, $, 75. 

A. St. S, 220, 


oO m & 


: me | 
Croup serlig med Hensyn til Tracheotomien ved sam 3 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 47 


sjelden, kan optrede Tilfeelde af Kroup af ren inflammatorisk 
Natur; disse Tilfælde kan dog klinisk ikke skilles fra Difteri. Et 
lignende Standpunkt indtager ogsaa Almqvist, der præciserer 
sin Opfatning i den Udtalelse, at ,Kroup og Difteri ætiologisk 
hører sammen“. 


Hvad den saakaldte ,sekundere Kroup* angaar, synes det 
rimeligst at betragte ogsaa denne fra et ætiologisk Standpunkt. 
Det vil af det foregaaende være indlysende, at den Kroup, som 
indfinder sig under Forlebet af en Difteri eller indleder denne, 


3 bestemt maa opfattes som difterisk; men da synes det ogsaa at 


være en Felge, at ligesaalidt som den saakaldte „Scarlatina- 
difterit^ kan opfattes som Skarlagensfeber, kompliceret med en 
. difterisk Angina, ligesaalidt vil den under Forlebet af Morbilli, 
I Variola eller tyfoid Feber optrædende katarrhalske Kroup eller 
- Larynxstenose kunne opfattes som en Komplikation med en dif- 
. terisk Laryngit; den maa ogsaa anskues ætiologisk og specifik 
for de nævnte Sygdomme, — hvad der selvfølgelig ikke hindrer, 
at disse Sygdomme under dertil egnede Forhold kan kompliceres 
med en virkelig Difteri. | 


Efter denne Udvikling af, hvorledes Forholdet mellem Kroup 
og Difteri har stillet sig for den medicinske Bevidsthed op 
igjennem Tiderne, vil det være nedvendigt at gjenoptage den 
afbrudte Beskrivelse af Difteriepidemiernes Gang i det 19de 
Aarhundrede. 

Ligesom Slutningen af det 18de Aarhundrede var ogsaa 
Begyndelsen af det 19de forholdsvis lidet udsat for Herjinger af 
Difteri, — saa lidet endog, at da Sygdommen efter Aarhundredets 
Midte atter begyndte at antage en pandemisk Karakter, impo- 
. nerede den flere Steder som en ny og ukjendt Lidelse. 


1 A Bi B. 1, 


48 AXEL JOHANNESSEN. [Nu 1. 


De første Epidemier var de af Marcker! i Marienwerder 
fra Sept. 1801—Marts 1802 og af Elsner? paa nogle Steder i 
Østpreussen i 1802 iagttagne. Ligeledes berettes om Forekom- 
sten af mere sporadiske Tilfelde i Dublin, Glasgow og Edinburg 
1809 og 1812, og om enkelte mindre Epidemier som i Lyon 
1810—11, i Padua 1805, i Philadelphia 1809, paa Kreta 1816. 
Men ferst i 1818 synes det, som om Epidemiernes Antal og 
Udstrakning bliver sterre. I Frankrig optraadte de ovenfor 
nævnte, af Bretonneau beskrevne Epidemier og desuden flere I 
Departementerne i den nordvestlige Del af Landet. I 1817 
forekom Difterien epidemisk i Englan d, 1819 og 1825 i Skot- 
land, 1823 og 1824 i Veltlin i Italien, 1826 i Waadt i Sch weis 
1826 og 1830 i Amerika. I Sverige er det muligt, at Diften 
kan have vist sig i Stockholm 1817, 1819 og 1823 samt 18301 
Dalarne.? I denne Periode, der forresten* udmærkede sig ved 
en betydelig Udbredning af Skarlagensfeber og andre exanthe- 
matiske Sygdomme samt Kvegsygdomme, falder Difteriens 
ferste bekjendte Optreden i Norge. — I Aarene fra 1830— 
1856 havde Difterien atter forholdsvis mindre Betydning, især 
de første 2—3 Lustra af det nævnte Tidsrum. I Frankrig 
herskede der en Epidemi i 1834—36 i Departementet de lå 
Vienne, 1839—41 i Paris og de østlige Departementer. Lige- 
ledes var disse og de nordlige Departementer atter Sæde for e 
epidemisk Udbredelse af Sygdommen i Aarene 1846—55, i hvil 
ken Periode den blot 2 Gange forekom i det sydlige Frankrige, 
nemlig 1852 i Guyenne og 1853 i Provence. 

I Tyskland forekom en mindre Epidemi i Harz (1837) 08 


1 Geschichte einer epidemischen Bräune. Hufel. Journal, B. XIX. Stück 3: 
- 18, 

2 Bericht über den G 
Hirsch a. St, 8, 
Smlg. herom Warn a, St. 5. 177 Au e 
„Angina maligna“ i 1818 i Malmö er Wern (a. St, S. 178) tilboielig St 
at antage, at disse Tilfælde har været Scarlatina, medens Almqvist (8. B 
S. 16) holder det for muligt, at den omtalte Sygdom virkelig har vær 


: is x 
Difteri, og nevner ogsaa, at Kroup forekom i Malmö 1825 ligesom enkeltr E 
i Malmö Lån 1823 og 1824, x 


* Haeser, III, B. a, St. S. 668. 


% : ter 
esundheitszustand Ostpreussens im Jahre 1802. (Cit. ef 
54), 


; f 
; gaaende en angivelig Forekomst á 


ah o sc cx dE E urs ES ki EC cada SIL: ea 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 49 


i Lüneburg (1841); flere sporadiske Tilfælde optraadte i Nassau 
1844—1853, en Epidemi i Greifswald 1844—45 og i Königsberg 
1850—51. 

] England forekom en stor Del mere eller mindre enkelt- 
staaende Tilfælde fra 1845—1856; epidemisk optraadte Sygdom- 


. men blot i Wales 1849 og Cornwall 1855. 


I Italien herskede Difteri epidemisk i Abruzzien, Neapel 
og Venedig 1844— 45. 

Rimeligvis i Forbindelse med de franske Epidemier herskede 
Sygdommen epidemisk paa Krim blandt de franske Tropper og 
i Tyrkiet under Krigen 1854—55. 

I Nordamerika herskede ogsaa Sygdommen epidemisk 
paa nogle Steder, f. Ex. Philadelphia, New-Jersey, 1845 —49. 

I Danmark var der i 1842 og 1843 forekommet flere lo- 
kale Epidemier, iser paa Sjælland, af ,Pseudocroup*. I 1844 
synes Difteriens epidemiske Udbredelse at have taget sin Be- 
gyndelse, idet der fra dette Aar berettes, at Kroup iagttoges 
paa de fleste Steder i Landet, især i nordre Sjællands Fysikat, 
hvorfra ogsaa bemærkes, at mange var dede af ,Halsesyge*; 
i søndre Sjællands Fysikat dede 89 af ,Halsbetzndelse*.! 1846 
—1847 forekom en Epidemi i Løgstør. Først i 1855 spores 
nogen betydelig Nedgang i Epidemien. ? 

Paa Grønland forekom 1 Tilfælde af ,Diphtheritis fau- 
cium“ i 1845. 

Paa Island, hvor ,Kroup* ikke havde vist sig siden 
1820—1821, da den forekom temmelig hyppig,? optraadte den 
epidemisk i 1848—1852.4 

I Sverige? optraadte ,Ulcerative Tonsilliter* i 1844 og 

1 Det kgl. Sundhedskolleg. Aarsberetn. for 1844. Bibl. f. Leger. Suppl- 

bind 1845. 

D. kgl. Sundhedskoll. Aarsb. for 1855. 

Sehleissner: a. St. S. 49 og 66—67. S. antager nemlig, at de Epidemier af 
Strubehoste, som skal have herjet Nordlandet i 1828 og 1837, muligens 
ikke har været Kroup, da der omtales 3 helbredede af 7 angrebne eller 
endog 4 af 6, I 1827 gik Skarlagensféber over Laudet. I 1821 døde 294 
af Strubehoste. + 

Det kgl. Sundhedskoll. Aarsb. f, 1848 —49. 

Wern a. St Almqvist a. St. 
Vid.-Selsk, Forh. 1888. No. 1. 


2 
3 


e^o» 


Mo. Bot. Garden ` 
1205 e 


50 AXEL JOHANESSEN. [No. 1. 


1845 i Vesternorrlands Lån, i 1851 viste Difteri sig i Göteborg, 
i 1852 Epidemi i Helsingborg, 1853 i Haparanda, senere paa 
flere Steder i Riget. 

I Norge optraadte Sygdommen i dette Tidsrum epidemisk 
i Firtiaarene. — 

Forst efter Midten af Femtiaarene er det, at Difterien tager 
en overmaade stærk Væxt og temmelig samtidig optræder 
i flere Lande i Europa og i de andre Verdensdele; dens Udbre- 
delse og Ødelæggelsestog faar noget ved sig, som minder om de 
tidligere Tiders herjende Epidemier; den er bleven en virkelig 
Pandemi, hvis Udgangspunkt og hvis Aarsag vel er ukjendt, men 
som ved sørgelige Kjendsgjerninger fortæller om sin store Magi 
og Betydning. I denne Periode falder ogsaa Difteriens største 
Udbredelse i vort Fædreland. 

Det synes, som om Sygdommen har hersket epidemisk paa 
Antillerne (Havanna) ligefra 1850. Paa St. Thomas optraadte 
den med talrige Tilfælde i 1857—58,1 paa St. Croix i 1859 
—1859.? I 1856 begyndte den at blive epidemisk i Kalifornien 
og udbredte sig derfra over Amerika. I Europa optraadte den 
i samme Aar paa flere langt fra hinanden fjernede Steder I 
Tyskland, saaledes i Østpreussen, Altona og München; i de 
felgende 5 Aar angrebes efterhaanden de sydlige og vestlige 
Egne af Riget og senere hele Tyskland. I Portugal, hvor 
der allerede i 1856 var forekommet flere Tilfælde af Sygdom- 
men, blev den epidemisk i 1859, i hvilket Aar den ogsaa be- 
gyndte at herje Spanien og Frankrig. I dette Land angreb 
den ikke, som i tidligere Fpidemier, væsentlig de nordlige 08 
østlige Departementer, men udbredte sig ogsaa stærkt inden de 
sydlige. Dog var det enkelte Distrikter, som lenge skaanedes; 
f. Ex. Lyon, hvor Sygdommen først i 1865 blev epidemisk, 08 
St. Dié i Dept. Vosges, hvor den ikke viste sig før i 1880. 
Frankrig havde dog allerede fra 1857 vist sig talrige sporadiske 
Tilfælde, og fra saadanne i Normandie siges Sygdommen i 1857 


1 D. kgl. Sundhedskoll, Aare. f. 1857—58. 
2 D. kgl. Sundhedskoll, Aarsb. f, 1858—59. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGE. 51 


at vere kommen til England, hvor den ligeledes i 1859 be- 
gyndte at faa overordentlig stor Udbredelse. Samme Aar op- 
traadte den ogsaa i Skotland epidemisk i Kinkardinshire, men 
ferst i 1863 fik den almindelig Udbredelse i Landet. I Neder- 
landene optraadte Sygdommen i 1857 med talrige Tilfælde i 
Amsterdam; i 1858 angrebes Grenningen, Geldern og Friesland; 
fra 1859 fik her ligesom i Belgien! Sygdommen stor Udbredelse. 
] Schweiz viste Sygdommen sig epidemisk paa enkelte Steder 
i 1858, 1859,? 1866—67, men forresten synes den ikke at have 
havt stor Udbredelse der. I Rusland, hvor den allerede i 1853 
havde vist sig i Moskwa, optraadte den epidemisk i 1858 —59 i 
den nordlige Del af Landet, medens den sydlige ferst angrebes 
i 1869. Italien naaedes i 1861, Grækenland i 1865, Tyr- 
kiet i 1868. I Osterrig, hvor der fra 1859 havde veret en- 
kelte lokale Epidemier i Krain, optraadte Sygdommen med 
større Udbredelse først i 1870, da den fra Rumænien indførtes 
til Siebenbürgen, 

I Danmark, hvor der i 1857—60 var forekommet flere 
lokale Epidemier — tildels sammen med Epidemier af Skar- 
lagensfeber — optraadte Difterien mere udbredt i 1861, i hvilket 
Aar den i Sundhedskollegiets Aarsberetning (Bibl. f. Læger 1862 
Supplementbind) ievrigt mest benævnes Kroup. 

Paa Island herskede der i 1856? ,en Tyfus og Kroup, 
som tilsidst antog epidemisk Karakter, især i Fiskerleierne og i 
de sumpige Egne af Landet. I Reykjavik og Omegn forekom 
der 32 Tilfælde af Kroup; omtrent !/; Luftrerkroup og de evrige 
difterisk Svælgbetændelse.* I 1859—60? skal Kroup have hersket ` 
epidemisk i Thinge Syssel, sporadisk paa flere Steder.* I 1860 
—18645 herskede Difteri som en stor og edeleggende Epidemi 


1 Smile Francotte a. St, S, 142. 

Smlg. Neukomm a. St, $, 7. 

Det kgl. Sundhedskollegiums Aarsberetn, for 1856. Bibl. f. Leger, Supple- 
mentb. 1857,  Smlg. Hjaltelin: Vital Statistics of Iceland andĮ Reykjavik 
during the last decennium, Edinburgh medie, Journal 1866, S. 1021 (May). 
D. kgl, Sundhedskoll, Aarsb. f, 1859 og 1860. 

Finsen: a. St. S. 37, 


@ » 


a» 


— Ee 


52 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


i Ostamtets og Nordamtets Distrikter, medens Kroup forekom 
rundt om i Landet, væsentlig i 1860.1 

Paa Færøerne ,herskede der i 1857? i Januar og Fe- 
bruar en catarrhalsk Angina, men samtidig viste sig ogsaa dif- 
teritisk Angina, hvilken sidste Dr. Petersen ikke tidligere har 
seet paa Øerne. I April og Mai saaes hyppig Phlegmoner og 
Abscesser, ofte særdeles betydelige. Som en meget uheldig Kom- 
plikation viste sig Gangræna alba, der uden Undtagelse angreb 
alle Saar. Der opstod ogsaa hos disse Patienter Diphtheritis i 
Svælget, og flere af dem bukkede under. Kroup viste sig i Syd- 
distriktet temmelig hyppig mod Begyndelsen af Efteraaret. I 
første Kvartal herskede denne Sygdom epidemisk i nogle Sogne 
i Skagafjords Syssel.* I 1860—1862 herjedes Oerne af en stor 
og udbredt Difteriepidemi. 

I Sverige synes Difterien fra 1860, da den omtales fra 
Stockholm? og flere Steder, at have naaet større Udbredelse. 

Udenfor Europa optraadte Difterien epidemisk i Austra- 
lien (Tasmania, Melbourne) i 1859, i New-Seeland 1861. I 
Peru ligeledes i 1859, i Buenos-Ayres i 1863. I Tunis i 
1872—1876 og i 1882. I Smyrna optraadte den i 1865 08 
udbredte sig derfra over hele Lilleasien. ISyrien optraadte 
den i 1868, i Persien i 1874. I Indien, hvorfra der berettes 
om Epidemier i 1800, i 1833 og 1836, optraadte den i 1863 i 
Madras. I Kokinkina herskede den epidemisk i 1859—1862 
og 1864. I Kina, hvor Sygdommen siden 1821 har været er 
demisk i Peking, begyndte den i 1866 at hærje forfærdeligt 1 
denne By og i den nordlige Del af Landet, medens den sydlige 
gik fri. I Japan har Sygdommen været epidemisk i 1877 08 
1881—1882, i det indiske Arkipel i 1881. 

1 D. kgl. Sundhedskoll, Aarsb, f, 1860. 


2 D. kgl. Sundhedskoll, Aarsb, f. 1857. 
3 Wern a. St. S. 180. 


TER 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 53 


Literatur. 


San jeg i min Bog: ,Die epidemische Verbreitung des 
Scharlachfiebers in Norwegen* har paavist, er det de officielle 
Medicinalberetninger fra Lægerne, som er den væsentligste Kilde 
til vor Kundskab om Sygdomsforholdene i Landet. Sammesteds 
har jeg ogsaa givet en udferlig Fremstilling af disse Beretningers 
Udviklingshistorie, hvortil jeg skal tillade mig at henvise. 

Fra 1853, i hvilket Aar den første særskilt trykte Medicinal- 
beretning udkom, er Materialet til det foreliggende Arbeide hentet 
fra de aarlige Beretninger om Sundhedstilstanden og Medicinal- 
forholdene i Norge; indtil Aaret 1852 er Materialet indsamlet 
fra de forhaandenværende originale Indberetninger fra Lægerne. 
For Aarene 1831—1852 og for 1817 er disse Beretninoer gjen- 
nemgaaede i Medicinalkontorets Arkiver, for Aarene 1803—1816 
og 1818—1830 i Rigsarkivet. 

Som jeg andetsteds! har gjort opmærksom paa, er Ma- 
terialet for Aarhundredets 2det og 3die Decenniums Vedkom- 
mende blevet betydelig foreget, siden jeg i 1882 foretog mine 
Studier i Rigsarkivet over Skarlagensfeberens Forekomst i Landet, - 
idet der i 1884 fra Finantsdepartementets Arkiver overfortes 
til Rigsarkivet flere Pakker med Medicinalberetninger fra den 


1887. S. 34 


I Skarlagensfeberens Forekomst i Norge 1803—1824. N. Mag. f. Leger, ` : 
9. PA ras V 


54 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


 navnte Tid. Desuden er der paa mit Initiativ fra det danske 
Geheimearkiv opsendt en Pakke med Medicinalberetninger for 
" Aarene 1803—1804, hvilke Aar sandsynligvis maa sættes som 
Ydergrændsen for den historiske Forskning paa dette Omraade; 
thi som Svar paa en af mig gjennem Hr. Medicinaldirekter 
Dahl til Udenrigsdepartementet rettet Skrivelse om fra det danske 
Gehei kiv at erholde udlaant Medicinalberetninger fra norske 
Læger fra Begyndelsen af dette og Slutningen af forrige Aar- 
hundrede, er der nemlig fra Hr. Geheimearkivar Jørgensen 
i Kjebenhavu indløbet den Underretning, at foruden ovennævnte 
Pakke hverken norske eller danske Beretninger fra denne Tid 
er opbevarede i det danske Kancellis Arkiv eller findes blandt 
Sundhedskollegiets Papirer. 


I det følgende skal der gives en Udsigt over den norske 
Literatur, som udenfor Medicinalberetningerne afhandler Difter! 
og Kroup. 


I Eyr, 1ste Bind, 1826, S. 219, meddeler Dr. Hans Munk sine 
Erfaringer ,Om de mest herskende Sygdomme i og omkring Skien 
i Aaret 1824“, hvorunder ogsaa Beskrivelsen af en Epidemi af An- 
gina gangrænosa findes. GE 

I Eyr, 3die Bind, 1828, S. 304, refereres efter Medicinisch- 
chirurgische Zeitung 1827 Gruithuisens Behandling af Angina mem- 
branacea (Edikkedampe og Edikkeomslag). 

I Ugeskrift for Medicin og Pharmacie, lste Aargang, 1842, S. 102, 
omtales i ,Correspond Efterretning ra Bergen" de Tilfælde 
af Strubehoste, som var forekomne i 1841. ; 

Sammesteds Side 317 findes et Foredrag af Dr. Wildhagen 
Drammens Lægeforening „Om Croup“. 5 

I Ugeskrift for Medicin og Pharmacie, 2den Aargang, 1843, S. 21 x 
omtaler Dr. Klouman i sin Medicinalberetning for 1842 Fore 
komsten af Strubehoste i Farsund. 8 

I Ugeskrift for Medicin og Pharmacie, 4de Aargang, 1845, S. 3 » 
omtales kortelig, at Sandberg i Laurvigs Lægeforening har frem 
vist Sektionsfundet hos 2 Patienter, der var døde af Kroup. _ i 

Norsk Magazin for Legevidenskaben, lste Række, Lüde Bin ze 
1546, S. 1, omtaler Sandberg i sin Afhandling ,De i 1844 e 
skende Sygdomme i Fredriksværn* Forekomsten af Strubehoste * E 
dette Aar. à 6 

I Forhandlinger i Lægeforeningen i Kristiania Aste April ne 3 
Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, Iste Bind, 3. 79, Í 


iu 2 a u ehe a SHEET ARE HI NE OR EE e 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 55 


fremviser Randers Respirationsorganerne hos et af „Laryngitis 
exsudativa^ dødt Barn, hvor der fra Epiglottis til nedenfor Bi- 
furkaturen af Bronkierne fandtes faste membrangse Exsudater. 

Sammesteds omtaler Münster, at han i Løbet af et Par Maa- 
neder har havt Anledning til at observere 3 Tilfelde af ,Diphthe- 
ritis exsudativa^ hos Bgrn, hvilke alle dgde. 

I Norsk Magazin for Leegevidenskaben, 2den Række, !lste Bind, 
1847, S. 430, omtaler Preus i en Indberetning om en med viden: 
skabeligt Stipendiam foretagen Udenlandsreise et Barn med Kroup, 
som han observerede paa Trousseau’s Kli 

I Forhandlinger i Lægeforeningen i Kristiania Yde April 1847, 
Norsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Række, 1ste Bind, 1847, 
S. 515, holder Steffens et Foredrag om Strubeaffektioner hos 
Børn. Foredraget efterfulgtes af en livlig Diskussion om Forholdet 
mellem Kroup, Pseudokroup og Difteri. 

Sammesteds 19de Mai, Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1847, 
S. 550, omtaler Lund 3 Tilfælde af Diphtheritis, som var iagttagne 
paa Rigshospitalet. 

I Norsk Magazin for L ægevidenskaben, den Række, 2det Bind, 
1848, S. 1, giver Dr. Roll sin »Beretning om en Epidemie af 
Angina Diphterica i Throndhjem* 

I Forhandlinger i det De Selskab i Kristiania 1847, Norsk 
Magazin for Legevidenskaben, 2den Rekke, 2det Bind, 1848, S. 60, 
meddeler Lund et Tilfelde af Tyfus, kompliceret med Diphtheritis. 

Sammesteds S. 63 findes en Diskussion om Trakeotomi i Angina 
membranacea. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, Zden Række, 2det Bind, 
1848, S. 73, findes Dietrichsons Beretning om ,Diphtheritis, 
epidemisk i Levanger og Skogn i Aaret 1847*. 

Sammesteds S. 78 Raabe's Opsats ,.Diphtheritis, epidemisk paa 
Thoten i Slutningen af Aaret 1846*. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1847, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 1848, S. 119, findes en Del thera- 
peutiske Bemærkninger om Diphtheritis. 

Sammesteds S. 191 og S. 250 holder Faye et Foredrag om 
Anvendelsen af Lapis infernalis i Substans mod Difteri. Foredraget 
fglges af en livlig Diskussion. 

Sammesteds S. 304 meddeler Lund sine Erfaringer om Nytten 
af indvendig Brug af iskoldt Vand i Angina membranacea. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 2det Bind, 
1848, S. 393, leverer Dr. Jebe sin Beretning om „Diphtheritis, 
epidemisk i gstre Namedals Distrikt i Aaret 1847 og Begyndelsen 
af 1848“. 

I Norsk Magazin for Lagevidenskaben, 2den Rekke, 3die Bind, 
1849, S. 46, meddeler Backer Trousseau's Anskuelse om den 
kutane Difteri. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1848, Norsk 
Magazin for Legevidenskaben, 1849, S. 62 ff, findes kasuistiske o 
Meddelelser og Diskussion om Trakeotomi i Angina mama zer? i 

Sammesteds S. 135 og 597 fortsættes Diskossiogema due u 


56 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
EE > 


ogsaa omfatter Therapien af Angina membranacea i det Hele — væ- 
sentlig Lapisbehandlingen — samt enkelte Punkter ved dens Pa- 
thologi. 

I Norsk Magazin for Legevidenskaben, Zden Række, 4de Bind, 
1850, S. 398, findes under ,Meddelelser fra Rigshospitalets chi- 
rurgiske Afdeling^ (af Backer) en Del Bemerkninger om Difteri i 

aar. 

I Norsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Rekke, 6te Bind, 1852, 
S. 76, omtaler Grgn i sin Indberetning om en Stipendiereise til 
Paris og Wien Guersants Behandling af Angina membranacea 
(Kalomel, Alun, Lapisopløsning, Trakeotomi). 

Norsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Række, 7de Bind, 
1853, S. 38, omtaler Randers i sin Beretning om » Rigshospitalets 
medicinske Afdeling 1 Tilfælde af Angina diphtheritica, som der 
var behandlet i 1849. 

Sammesteds S. 687 omtaler Faye i sin Beretning om ,Fødsels- 
stiftelsen i Kristiania 1852“ 1 Tilfælde af Difteri, som var ind- 
truffet paa Afdelingen. 

I Norsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Rekke, 8de Bind, 
1854, S. 92, meddeler Preus 1 sin Indberetning om en Stipendie- 
reise Trousseau's og Guersants Opfatning og Behandling af 
Kroup og Difteri. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1854, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 1854, S. 338, omtaler Preus et 
heldigt Tilfælde af trakeotomeret Kroup. 

I Norsk Magazin for Legevidenskaben, 9den Række, 9de Bind, 
1855, S. 653, omtaler Faye i sin Beretning om Fødselsstiftelsen 
i Kristiania 1853 og 54 3 Tilfælde af Difteri i Svælget hos Barsel- 

oner. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1855, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 10de Bind, 1856, 8. 48, 
berettes om flere Tilfælde af Difteri, der har kompliceret andre 
Sygdomme. 
Sammesteds S. 198 omtaler Faye et dødeligt Tilfælde af Difteri 
i Vagina. 

Sammesteds S, 199 omtaler Kierulf den paa Rigshospitalets 
kirurgiske Afdeling herskende Saardifteri samt 1 Tilfzlde af Difteri 


i Genitalia. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 9den Række, Ilte Bind, 
1857, S. 35, refererer Solberg efter Preuss. Verein-Zeit. 10, 1855 
og Edinburgh med. Journal, Januar 1856 Dr. Menschels udven- 
dige Applikation af Jod i Strubehoste. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1857, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 1857, S. 205, meddeler Kierulf 
Sektionsfundet hos en Krouppatient. Hertil knytter sig en Dis- 
kussion om Trakeotomi. 

x Sammesteds 3. 438 og 439 beretter Faye om 2 Dgdsfald af 
Difteri paa Fødselsstiftelsen i Kristiania. å 

ammesteds S. 1023 beretter Lund om en Epidemi paa > 
angrebne i 1 Hus i Kristiania 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 57 


Sammesteds, Norsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Rekke, 
12te Bind, 1858, S. 239, meddeler Hjort en Trakeotomi hos et 
af Difteri lends Barn med heldigt Udfald. 

Sammesteds S. 240 gjør C. Heiberg opmærksom paa Mar 
shalls Behandling af Difteri med Bicarbonas natricus. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 12te Bind, 
1858, S. 304, meddeler Faye i sin Beretning om ,Børnehospitalet 
i Kristiania i Aarene 1855—1857^ 5 Tilfelde af Kroup og 1 
Trakeotomi paa en af disse Patienter med heldigt Udfald. 

Sammesteds S. 495 refererer Solberg Dr. Luzsinsky's Be- 
handlingsmaade for Kroup (Oesterr. Zeitschr. f. pr. Heilk., 1855,. 
No. 6), der bestaar i Alkalier, Visikatorier. Emetica, a ns 

Sammesteds S. 560 meddeler D. G. Martens en Trakeotomi 
paa en Krouppatient med heldigt Udfald. (Tilfeldet bgr vel helst 
opfattes som Difteri). 

Sammesteds S. 652 refererer Solberg Dr. Elliotsens og 
andre engelske x... Resultater af Behandlingen med Tartar.. 
emeticus i Krou 

Sammesteds $. 724 meddeler Tobiesen en Del Bemerkninger 
»Om Behandlingen af Croup 

Sammesteds T. 812 no Winge i sin Reiseberetning en kort 
Udsigt over den Virchowske Opfatning af kroupøse og difteriske 
Betændelser. 

I Forhandlinger å det medicinske Selskab i Kristiania 1858, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 2den Rekke, 13de Bind, 1859, S. 228 
og 296, omtaler C. Heiberg nogle Tilfælde af Kroup paa Rigs- 


hospitalet; 


Sammesteds S. 296 meddeler Backer nøiere Oplysninger om. 
den ene af disse Patienter. 

Sammesteds S. 302 giver Faye en Del Poe om Kroup- 
patienter og Trakeotomi paa Børnehospitalet. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1859, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, S. 1214, giver C. Heiberg en i 
tabellarisk Form ordnet ,Oversigt over de paa Rigshospitalets ki- 
rurgiske Afdeling fra Begyndelsen af August 1858 til Udgangen af 
Juli d behandlede Syge, lidende af Croup“ 

mmesteds S. 1228 omtaler Grgn og "C. Heiberg hver 1 
Tilfelde af difterisk Psralyse 

Sammesteds, Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 
l4de Bind, 1860, S. 104, omtales flere Tilfælde af Strubehoste og 
Difteri paa forskjellige Steder i Kristiania, ligesom det bemærkes, 
at Difteri er i Tiltagende. : 

Sammesteds S. 105 omtaler Steffens, at Ammon. carbonic. i 
den sidste Tid fra hs E roses som et godt Middel mod ond- 
artet gangrengs Difter 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1860, Norsk 


Magazin for Lægevid nskaben S. 296, omtaler Faye et Barn, om E 


E efter Scarlatina fik Krou 


E 


: og Membraner fra Krouppatienter. 


Sammesteds S. 472 han Voss flere difteriske Produkter x 


58 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, l4de Bind, ` 
1860, S. 507, præciserer Faye i sin „Beretning om Fødselsstiftelsen 
i Kristiania 1855—57“ sin Opfatning af Forskjellen mellem den 
septiske og den specifik difteriske Endometrit. : 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1860, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 1860, S. 1142, omtales flere Tilfælde 
af Paralyser efter Difteri. U 

Sammesteds S. 1144 meddeler Voss et Tilfælde af heldig for- 
løben Difteri efter Amputation af begge Tonsiller. 

Sammesteds S. 1145 beretter Faye om en Trakeotomi med hel- 
digt Udfald hos en Krouppatient. 

I Bilag til Medicinalberetningen for 1861, S. 126, beretter Møller 
om Difteriepidemien i Brønø. 

orsk Magazin for Legevidenskaben, 2den Række, 15de Bind, 
1861, S. 511, omtaler Conradi i sin „Beretning om Sygdomsfor- 
holdene i Kristiania i Aaret 1860“ Forekomsten af Strubehoste og 
Difteri i dette Aar. ; 

Sammesteds S. 543 omtaler Faye i sin Anmeldelse af Vogels | 
»Lehrbuch d. Kinderkrankheiten“ denne Forfatters Anskuelse af | 
Difteri i Mundhulen. 

Sammesteds 8. 1049 refererer H. Vogt Dr. Maingaults Af- | 
handling om Paralyser efter Difteri i Arch. gén. de medic. Oct., 
Dec. 1859. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1861, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben, 1861, S. 534 og 808, meddeler d 
Heiberg, at der i den sidste Tid var forekommet mange Tilfelde 
af Difteri paa den kirurgiske Afdeling. K 

I Bilag til Medicinalberetningen for 1862, S. 142, beretter Å 
Hansen om Difteriepidemien i Alstadhaug 1861—62. oe 

Sammesteds S. 130 beretter Thoresen om Difteriepidemien ! 
Eidsvold. SÅ 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 16de Bin , 
1862, S. 384, beretter Faye om de Tilfælde af Kroup og Trase 
-otomi, som er forekomne paa Børnehospitalet i 1858— 62. Ce 

Sammesteds S. 464 meddeler S. Hgegh ,Fem Tilfelde af Dip 
theritis faucium“. + 

Sammesteds S. 579 refererer Thilesen efter Langenbecks Ach 
Bouchuts ,Tubage de la glotte“ i Kroup. 110 

Sammesteds S. 625 beretter Greve „Om Diphteritepidemien 
Namdalen 1860—61“. > og 

Sammesteds S. 864 omtaler Keyser i sin „Beretning om : 
hospitalets kirurgiske Afdeling for Maanederne September—Dece™ og | 
Haus om de paa Afdelingen forekomne Tilfelde af Kroup a 

ifteri. 


I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1862, er 
Magazin for Legevidenskaben, 1862, S. 589, omtaler Conradi 
Wilse hver et Tilfelde af Paralyse efter Difteri. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1863, 
Magazin for Legevidenskaben, 2den Rekke, 17de Bind, 1863, 
omtaler Kierulf Difteriens Udbredning i Landet dette Aar. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 59 


Sammesteds S. 875 findes indtaget en Diskussion om Paralyser 
-efter Difteri 

I Norsk. Magazin for Lægevidenskaben, 9den Række, 17de Bind, 
1863, S. 897, anfører Conradi i sin Beretning om ,Sygdomsfor- 
holdene i Kristiania i Aaret 1862“ de i dette Aar forekomne Til- 
fælde af Difteri og Strubehoste i Kristiania. 

Sammesteds S. 939 refererer Larsen efter Arkiv f. klin. Chirurgi, 
Iste Bind, 2det Hefte, Prof. Esmarchs Opsats: ,Anvendelse af 
Kulde i midis: hvor denne Behandlingsmaades Brug i Kroup 
finder Omta i 

SE S. 978 omtaler Keyser i sin brit om Rigs- 
hospitalets kirurgiske Afdeling for Aaret 1861“ de i dette Aar 
forekomne Tilfælde af Angina membranacea og (S. 936) et Tilfælde 
af Diphtheritis conjunctive. 

Sammesteds S. 1111 refererer H. Vogt véier: Oversættelse af 
Hippokrates’s Beskrivelse af Epidemien i Perint 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den ee, 18de Bind, 
1864, S. 120, findes Hgeghs Afhandling ,lagttagelser under en 
Epidemic af Diphtheritis faucium“. 

Sammesteds S. 290 meddeler Keyser i sin ,Aarsberetning for 
Rigshospitalets kirurgiske Afdeling for Aaret 1862“ de p f 
lingen i Aaret forekomne Tilfelde af Angina membranacea. 

Sammesteds S. 908 anfører Conradi i sin Beretning om ,Syg- 
domsforholdene i Kristiania i Aaret 1863“ de i dette Aar fore- 
komne Tilfelde af Difteri og Kroup. 

Sammesteds S. 994 omtaler Faye i sin ,Beretning om Fgdsels- 
stiftelsen i Kristiania i Sexaarstidsrummet duod det difteriske 
Sygdomsstofs Betydniag for Puerperalsygdomm 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1864, Norsk 
Magazin for Lægevidenskaben 1864, S. 882, giver Kierulf en 
Udsigt over Sundhedstilstanden i Sverige i 1861. 

Sammesteds S. 1064 meddeler H. Vogt, Backer og J. Vogt 
hver et Tilfælde af Difteri, hvor Exsudaterne havde vist sig baade 
i Halsen og i Saar paa Extremiteterne. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Rekke, 19de Bind, 1865, 
S. 254, omtaler Winge i sin » Oversigt over de i Lgbet af 3 Aar 
paa Rigshospitalet udførte Obduktioner* de anatomiske Fund ved 
3 Sektioner af Difteri. : 

Sammesteds S. 279 findes Thoresens Afhandling ,Diphtheritis*. 

Sammesteds S. 392 refererer F aye Diskussionen om Difteri i 
den britiske Association af Læger i Cambridge 1864. 

Sammesteds 8. 697 refererer Lund efter Deutsche Klinik No. 1, 
1865, en Afhandling af Dr. Rohde om samtidig Optræden af 
'Scarlatina og Difteri 

Sammesteds 8. 700 omtaler Fa ye (efter Medic. Neuigkeiten 2, 
1865 og Archiv d. Heilk. 6, 1864) forskjellige Opløsningsmidler for 
'Croupmembraner. : 

Sammesteds S. 881 findes Thoresens Afhandling: ,Bemærk- 
ninger om Difteriens Væsen og dens vighignte Ernte Para- 
iyserne“. 


60 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Sammesteds S. 946 giver H. Vogt efter Haesers Geschichte 
d. Medicin en Udsigt over Difteriens Historie. 

Sammesteds S. 1038 omtaler Conradi i sin Beretning om ,Syg- 
domsforholdene i Kristiania i Aaret 1864“ korteligen de i Aaret- 
forekomne Tilfelde af Strubehoste og Difteri. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1865, Norsk 
Magazin for Legevidenskaben 1865, S. 398, 419, 602 og 705 findes 
den store Diskussion om, hvorvidt Difteri bër opfattes som en lokal 
eller almen Sygdom. 

Sammesteds S. 404 opleser W. Boeck en af Greve meddelt 
Sygehistorie til Oplysning om Forholdet mellem Kroup og Difteri. 

Sammesteds S. 864 beretter Steffens om 4 Tilfælde af Difteri 
i Vaccinationssaar. : 

I Norsk Magazin for Legevidenskaben, 9den Rekke, 20de Bind, 
1866, S. 515, refererer Munch de udenlandske Erfaringer om 
Anvendelsen af overmangansurt Kali i Difteri. 

I Bilag til Medicinalberetninger for 1867, S. 202, beretter Arntzeb 
om Difteri i Bodø 1860—67. g 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, Zden Række, 21de Bind, 
1867, S. 55, refererer Kiær efter Wiener medic. Wochenschrift 
1865, No. 72, den Hallierske Lære om Sop i Difteri. 

Sammesteds S. 56 refererer Kiær efter Wiener medic. Moche: 
schrift 1865, No. 70, Dr. Révillouts Behandling af Difteri med 
Citroner. 

Sammesteds 8. 323 refererer Bidenkap efter Medic. Times eb 
Gazette, Decbr. 8, 1866, en Beretning om en tilfældig Inoculation 
af Difteri med paafglgende Paralyse. : 

Sammesteds S. 745 meddeler Larsen i sin „Beretning fra Rigs- 
hospitalets medicinske Afdeling for 1866“ et Tilfælde af difterisk 
Angina. S 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Rekke, 23de Bind, 
1869, S. 168, omhandler Thoresen i sin Afhandling ,Om Smitte" 
stoffenes Natur og deres Forhold til den menneskelige Organisme 
enkelte Spørgsmaal Difteriens Kontagiositet vedrørende. i 

Sammesteds S. 342 har Larsen indført en Bemærkning i Ån” 
ledning af sidstnævnte Afhandling af Thoresen. 

Sammesteds S. 468 refererer Nicolaysen efter Billroths 
»Chirurgische Erfahrungen* dennes Behandling af Difteri i Mund 
slimhinden. f 

Sammesteds S. 688 refererer Schønberg efter Journal £ 
Kinderkrankheiten, Ilte og 12te Hefte 1868, Prof. Bouchuts Fore 
drag om Anvendelse af Brækvinsten i Kroup. 

I Nordisk medicinsk Archiv, 2det Bind, 1870, findes Thoresens 
Afhandling „Om Contagiernes Natur og deres Forhold til den 
menneskelige Organisme“ end 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 2den Række, 24de Bin 4 
1570, S. 174, refererer Nicolaysen efter Wiener medic. Wochen 
schrift 17 Novbr. 1869 Barbosas Behandlingsmaade af Angin® 
difterica med Indblesninger af Flores sulphuris. š 

Sammesteds S. 347 refereres fra det tyske Naturforskermøde 


© 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 61 


BE 1869 Dr. Steffens Anskuelse om Difteriens lokale Be- 
han 

Euch S. 499 refererer Roll efter Hygiea, Juni 1869, 
"og Journal f. Kinderkrankheiten, Marts —April 1869, videre Erfa- 
ringer om Anvendelse af Flores sulphuris i Difteri. 

I Norsk Magazin for Lagevidenskaben, 3die Række, lste Bind, 
1871, S. 627, refereres en Diskussion i Bergens Lægeforening om 
Behandling af Difteri. 

Sammesteds S. 189 refereres efter Medic. Times, Marts 1871, 
Billroths Opfatning af ,Erysipelas, Hospitalsgangræn og Difteri*. 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 2det Bind, 
1872, S. 584, refereres efter Berlin. klin. Wochenschrift i Jahrbuch 
"f. Kinderheilk, 5. Aarg., 4. H., Senators Foredrag om Difteriens 
Natur og den derpaa følgende, Diskussion i Berlin. medic. Gesell- 
-schaft. 
I Norsk. Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 3die Bind, 
1873, S. 424, leverer A. Lund et Uddrag efter Arch. f. pathol. 
Anatomie und Physiologie, 56. Bind, 1872, et Uddrag af en Af- 
handling af Senator ,Om Difteriens Natur“. 
I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 4de Bind, 


g Lop. 
I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 6te Bind, 
1876, S. 479, omtaler Prof. Faye Bouchuts Behandling af Kroup 
“med Tart. emit. (Gazette des Hópiteaux 28 Decbr. 1875) og giver 
et Eros af sin egen Behandling af denne Sygdom 
Sammesteds S. 501 beskriver L. Aall et Tilfælde af Kroup, der 
-helbrededes ved Anvendelse af Dampskab. 
Sammesteds S. 641 giver I. C. Holm en Udsigt over Oertels 
Opfatning af Difterien. 
Sammesteds S. 742 jrefererer Victor Smith efter Wiener 
medic. Wochenschrift 38, 1876, Dr. Auerbecks Behandling af 
Difteri (Indblæsninger med desinficersnde Midler). 
3 Sammesteds S. 640 omtaler Leegaardi sit Referat af Riegels” 
Foredrag om respiratoriske Paralyser (Volkmann, Sammlung klin. 
Vortråge No. 95) Behandlingen af den difteriske Paralyse i La- 
rynx. 
; I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 7de Bind, 
1877, S. 720, refererer Prydz efter Dublin. Journal, Oktbr. 1876, 
Dr. Tennolts Behandling af Difteri (Salicylsyre og Kalkvand til 
 Pensling i Larynx). 
I E egen i det medicinske Selskab i Kristiania 1877, S. 6 ff., 
omtales under Diskussionen af C. Boecks Foredrag om Angina 
 follieularis, at denne kan give Anledning til Forvexling med Difteri. 
I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 8de Bind, 
1878, S. 84, refererer Augestad efter Brit. medic. Journal Seelig- 
mall ers Behandling af Difteri med en mættet Opløsning af Kloras 
alicus. 
Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1879, S. 169, 


oplæser Formanden, Prof. Worm-M üller, fra Prof. Bon n sdo rf d S = Fr 


"EEN, 


62 AXEL JOHANNESSEN. | No. 1. 


„Redogörelse för den method, undertecknad anvåndt vid behandling 
af Difteritis*. m 
Til denne Oplæsning knytter sig en Diskussion, hvori gjøres 
opmerksom dels paa det frapperende store Materiale (mere end 
1000), som har staaet til B.s Raadighed, og dels paa, at han ikke 
har nevnt Komplikationen med Kroup ligesaalidt som Paralyserne. 
I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1880, S. 157, 


refererer Formanden, Dahl, en Skrivelse fra Bonnsdorff, hvori | 


redegjgres for dette Forhold. 

I sin Bog Den offentlige Sundhedspleie, Kristiania, 1880, S. 17 og 
27 omtaler Medicinaldirektgr Dahl Difterien og enkelte Omstendig- 
heder ved dens Udbredelse. 

I Bilag til Medicinalberetningen for 1880, S. 260, meddeler Tho- 
resen en Del Erfaringer om difterisk Svælgbetændelse. 

I Bilag til Medicinalberetningen for 1881, S. 257, refererer Tho 
resen en Del Tilfælde af difterisk Svælgbetændelse. à 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1881, S. 3% 
refererer E. Bull et Tilfælde af helbredet Kroup, til hvilken Med- 
delelse der knytter sig en Diskussion om Forholdet mellem Kroup 
og Difteri. ; 

I Tidsskrift for praktisk Medicin, 1ste Aargang, 1881, S. 92, refe 
reres efter Berlin. klin. Wochenschrift 1880, No. 40, om Pilokarpi? 
som Helbredelsesmiddel i Difteri. : 

I Tidsskrift for praktisk - Medicin, 2den Aargang, 1882, S. aa 
omtales Prof. Henochs permanente Inhalationer (med Alun og Kal 
i Difteri. ind, 

I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 13de Dino 
1883, S. 126, leveres efter Schmi eset 
en Oversigt over de senere Aars Behandlingsmaader for Difteri. 


dts Jahrbücher 1881, No. 12, | 


| 
| 


Sammesteds S. 148 refereres efter Berlin. klin. Wochenschrift | 


1882, No. 40, Prof. Henochs Foredrag i Berlin. klin. Gesellschaft 
»Ueber Diphtherie*. | 
Sammesteds S. 154 refereres efter Wiener medic. Presse for 
Juli 1882 Dr. Lustigs Behandling af Difteri med Massage. å 
I Tidsskrift for praktisk Medicin, 3die Aargang, 1883, S. 169 
tales efter Wiener medic. Blåt 26, 1882, Prof. Kaulichs Behandling 
af Difteri med Sublimat. is 
Sammesteds S. 86 meddeler Gjersøe et Tilfælde af »Laryng! 
crouposa hos en Gravida, Partus, Helbredelse*. -kê 
Sammesteds S. 215 meddeler J. Buchholz det laryngoskopi i 
Fund hos samme Patient omtrent 21/2 Maaned efter Sygdomme 
Opstaaen. _ ` 
Sammesteds S. 95 omtales Listers Behandling af Difteri ™ 
Borsyre. e Bind: 
I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 3die Række, 14de der 
1884, S. 198, refererer Laache et Par nyere Behandlingsma# 
mod Difteri med Kviksølvpræparater og Terpentin. 8, om" 
I Tidsskrift for praktisk Medicin, 4de Aargang, 1884, S. 119 
tales ligeledes Anvendelsen af Terpentin i Difteri. 


16. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 63. 


Sammesteds S. 133 omtales efter AR f. klin. Medicin 
1884 No. 6 de difteriske Paralysers Prognos 

I Medicinsk Revue, lste Aargang, 1884, s. 95 og 26, refereres 
en Del Behandlingsmaader mod Difteri (subkutane Sublimatinjek- 
- tioner, Karbolsyreinjektioner i Tonsillerne, Kinolin, Eucalyptus, 
— Brominhalationer). 

Sammesteds S. 223 omtales Dr. Delthills Behandling af Dif- 
_ teri med Tjære- og Terpentindampe. 

I Tidsskrift for praktisk Medicin, dte Aargang, 1885, S. 462, 
refereres efter Berlin. klin. Wochenschrift 1885 No. 12 og 13 
— Diskussionen i Berlin. medic. Gesellschaft om de difteriske Lam- 
melsers Pathologi. 

I ,Det første vestlandske Lægemødes Forhandlinger i Bergen*, 
. Extranummer til Medicinsk Revue, Aargang 2, S. 3, er Kaurins 
Foredrag om ,,Difteriens Patagenese og Terapi“ indtaget. 
dieinsk Revue, 2den Aargang, 1885, S. 372, omtales efter 
— Gazette des Hópiteaux 1884, S. 143, og Arch. f. Kinderk., VI. Bind, 
Ste Hälfte, kortelig Difteriens Profylaxe og medikamentgse Be- 
- handling. 

: I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, Ade Række, Iste Bind, 
f 1886, S. 262, har jeg leveret en Sammenstilling af en Del nyere 
_ Arbeider over Difter 

: Sammesteds S. 434 er indtaget et Arbeide af O. Malm: ,Er 


Sammesteds S. 85, findes e "Afhandling: »9 Tilfælde af 
generaliseret Lamhed efter Difteri*. 

I Forhandlinger i det medicinske Selskab i Kristiania 1886, S. 122 — 
124, forefaldt en Del Bemerkninger om Dgdeligheden af Difteri 
og Scarlatina i Kristiania. 

I Tidsskrijt for praktisk Medicin, 6te iere, 1886, S. 76, refe- 
reres Wachsmuths Behandling af Difte 

Sammesteds S. 193 refereres Dr. tipos Behandling med Jod- 
kalium 

Sammesteds S. 299 meddeler M. en Del om ,Den 
klassiske Oldtids Lere om Halses 

Sammesteds S. 387 refereres om Behandling af Difteri med 
Kultjære- og Terpentinrøgninger. 

I Medieinsk Revue, 3die Aargang, 1886, S. 14, refereres Kasso- 
witz' Kasus til Belysning af Forholdet mellem Kroup og Difteri, 
hvilket Kasus taler for Identiteten af begge Processer. 

Sammesteds S. 177 meddeler Kaurin nogle Tilfælde af Difteri. 
x E Sammesteds S. 364 refereres Werners Sublimatbehandling af 

ifteri. 

i I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 4de Række, 2det Bind, 

. 1887, S. 8; — nn sine Erfaringer og kritiske Be- ` 
E merkhinger om Difte | 
; Sammesteds S. 646. beskriver Kristian Grøn ine pee 


64 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


af „Akut Hjertedilatation og kornet ee af Hjertemuskula- 
Auren i Rekonvalescensen efter Svælgdifte 

I Tidsskrift for praktisk Medicin, Yde uum 1887, S. 238, refe- 
'reres om Difteriens Behandling med Ol. therebenthine 

Sammesteds S. 243 omtaler Kignig et Tilfelde af »Difterit i 
Bodsfængselet*. 

Medicinsk Revue, Ade Aargang, 1887, S. 81, meddeler Krey- 
berg nogle Tilfælde af Difteri, hvor der ñajigeng har fundet Over- 
førelse Sted fra Fjærkræ til Mennesker. 

I Beretning om Folkemængden og Sundhedstilstanden i Kri- 
stiania i 1885, S. XX, er Kristian Grøns ,,Beretning om Epidemie- 
Jazaretterne for Difterit* indtaget. 


EEE Br ENER 0 ri 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 65 


Difteriens Forekomst i Norge 1803—1884. a 


1803--1804 og 1811. 
Ingen Bemerkninger. 


1812. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 

Jarlsberg Grevskab. Landfysikus Dr. med. Raben: „Angina 
polyposa* har yttret sig paa nogle Steder, men bortdede adskillige 
Bern allerede den 2den eller 3die Dag, ferend Forældrene, der 
blot ansaa Sygdommen for Forkjolelsesfeber, tænkte paa at sege 
Hjælp hos Lægen. 

1813. 

Ingen Bemzrkninger. 


1814. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
Jarlsberg Grevskab.  Landfysikus Dr. med. Raben: Den 
farlige „Angina polyposa“ har været yderst sjelden. 


Bergens By. 
Stadsfysikus Dr. med. Monrad: Den for nogle Aar siden 
ikke sjelden og som det synes epidemisk gjenkommende Angina 
polyposa har man i den senere Tid ikke mærket. 


1 Med Hensyn til Retskrivningen i de følgende Beretninger fra Lægerne skal ` ` 
bemærkes, at for de første Decenniers Vedkommende er den originale Ret- 
skrivning bibeholdt, senere den i Bogen ellers anvendte. Benævnelsen for 
Sygdommen Difteri hos de forskjellige Læger er saavidt muligt gjengivet 
Overensstemmelse med Originaltexten. 
Vid. -Selsk, Forh. 1888. No. 1. 


66 AXEL JOHANNESSEN, [No. 2. 


1815. 
Lister og Mandals Amt. 

Kristianssand. Stadsfysikus Petersen: Ikke sjelden blev 
nu et nu andet Lem befaldet med Lamhed (paralysis) som dog 
ved sædvanlige Midlers Brug loede sig hæve. Mod Slutningen 
af Aaret begyndte en krampagtig Hoste at yttre sig især blandt 
Bern og blev temmelig almindelig, var stundom meget alvorlig 
og ikke sjelden dødelig, hvor ikke passende Midler i Tide bleve 
anvendte. 


1816—1820. 
Ingen Bemærkninger. 


1821. 
Smaalenenes Amt. 

Moss. Dr. Mentzler: Blandt Born af Almuesklassen har 
der grasseret en ondartet Halsesyge, og Aarsagen til dette 
Tilfælde er vistnok det kolde Veir, som vi havde under Sommeren. 
Dertil bidrager meget, at Bornene i Almindelighed ere saa daarligt 
klædte og for det meste gaa barbenede, saa de derved ere meget 
udsatte for Forkjølelse. Fremdeles maa jeg anmærke, at den — 
almindelige Mand sjelden søger Lægens Hjælp, og naar de endelig — 
søger ham, er det som oftest saa sildigt, at ingen Hjælp er 
mulig; dette tilskriver jeg Aarsagen, at adskillige Børn ere 
dode af dette Tilfælde. 


1822. 
Smaalenenes Amt. 

Moss. Dr. Mentzler: Blandt Bern af Almuesklassen har 
der grasseret en ondartet Halsesyge; dog har denne Sygdom ikke 
været saa almindelig som i 1821, og der ere blot 3de dede af 
dette Tilfælde. 

Fredrikshald. Dr. Werner: I en Familie i Byen bleve 
næsten alle, i Udgang July og August angrebne af Angina mem- 
branacea putrida, hvoraf Faderen og tvende Born dede. 5 Born 
derimod bleve restitueret igjen. 


18233. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. å 
Holmestrand. Dr. Car] Georg Nelle: Hos mange Bern ` 
har den slemme Strubehoste indfundet sig. ne e 


WÄEREN RE E E SM RI e ANI NIAI kika: 


E TT ER 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 67 


1824. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 

Holmestrand. Dr. Carl Georg Nelle: Den farligste Syge, 
jeg har haft at kjæmpe med i dette afvigte Aar, er blandt Børn 
den saakaldte Strubehoste (Angina membranacea polyposa), som 
har bortrevet mange Bern. 


Bratsberg Amt. 

Skien. Landfysikus Dr. med. Hans Munk:! Da Sommeren 
nærmede sig, indfandt sig, dog ei almindelig, Strubehoste (Angina 
membranacea), der borttog adskillige spæde Børn, og som har 
Vist sig senere paa enkelte Steder, dog alt mere og mere sjælden. 
Men den Sygdom, som i Aar har været meest almindelig udbredt 
og henrevet mange Mennesker, er en Slags Halsesyge (Angina 
putrida), der hurtig angreb Svælget, især Mandlerne og Drebelen, 
og som, hvis ikke Bedring paafulgte efter et Par Dage, pludselig 


_ dræbte de Syge. Denne Sygdom ytrede sig mod Høsten og an- 


greb i Begyndelsen blot smaae Børn, hvorfor den ofte forvildedes 
med Strubehoste, endskjent begge Sygdomme ere aldeles adskilte 
ved Siden af hinanden. Siden angreb denne Halsesyge ogsaa 
voxne Mennesker, dog bleve Patteborn saavel som dem, der vare 
over 30—40 Aar, saavidt jeg har erfaret, forskaanede derfor. 
Af smaae Bern, mellem 2 og 6 Aar, døde særdeles mange, men 
af (sterre) Bern og Voxne har jeg, uagtet den store Mengde 
Syge, jeg har havt, og uagtet Sygdommen hos disse var i hei 
Grad, ikke mistet mere end to, og den ene af dem havde jeg 
ikke behandlet fra Sygdommens Begyndelse. Dog maa jeg ikke 
lade ubemærket, at de smaae Bern, som bleve et Offer for denne 
Sygdom, næsten uden Undtagelse henhørte til den lavere Almues- 
klasse, der bor i smaae, lave, af slette Dunster opfyldte Væ- 
relser. — Sygdommen ophørte mod Enden af Aaret.? 

Øvre og nedre Thelemarkens Distrikt. Distriktslæge Roosen: 
Af en farligere Beskaffenhed (end Nervefeber) vare derimod 
tvende andre Sygdomsarter, som hyppigere tildels sporadisk viste 
Sig. Af sidste angreb den ene fornemmelig Børn og characteri- 
serede sig ved blandede Symptomer af Asthma Millari og Angina 
polyposa, saaledes, at den syntes at stadfæste den — rigtignok — 


* Ogsaa beskrevet i Eyr, iste Bind, 1826, S. 219, i gun pes. De. 
mest herskende SE i og omkring Skien i Aaret 1 
? Munk a. St. S. 


25388 e 
68 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


kun faa Legers Mening —, som antager, at disse 2 Sygdoms- 
tilfælde blot ere Modificationer af hinanden. Den angreb nemlig 
som Millars Asthma Bernene pludseligen, især om Natten. Den 
havde som denne fuldstændige Intermissioner, i Almindelighed 
öde. Den var forbunden med nogen Hoste, Smerter i Larynx 
og en Lyd, som kom den i Asthma Millari nær.  Patienterne 
opbrækkede og ophostede Slim, der vel ei havde nogen bestemt 
Form eller betydelig fast Consistence, men som dog var saa seigt 
og sammenhængende, at det med Vanskelighed blev udtemt. 


Ubetydelig Feber. — Den anden Sygdomsart, som formedelst den ` 


Hurtighed, hvormed den fældede sine Offre, vakte min Opmærk- 
somhed, var en Halsesygdom, der kom den under Navn af Angina 
gangrænosa beskrevne nærmest. Den anfaldt saavel Børn som 
Voxne og af de sidste næsten blot Fruentimmer, indtil en Alder 
af henved 30 Aar. Almindeligvis holdt den sig blandt de lavere 
Klasser, hvor Forkjølelse gjennem de vaade og kolde Fodder 
syntes især at fremkalde den. Intet betydeligt Ildebefindende 
ledsagede den, hvorfor de Syge selv vare trygge i Faren, da de 
ikke følte sig, som de kaldte det ,hjertesyge*. 

Ved Inspectio faucium saa man de indvendige Dele ligesom 
beklædte med en hvidgraa Skorpe, som, hvor den løsnede Sig: 
efterlod temmelig dybe og redlige Saar. 


Kristiania By. 
Stadsfysikus Doderlein: I Februar saa jeg hos 4 Bort 
alle Symptomer til Strubehoste, men de overstode den lykkelig 


Buskeruds Amt. 
Kongsberg. Bergmedikus og Landfysikus Hasberg: Halse- 
syge har i de sidste Maaneder af Aaret været hyppig og har 
bortrevet et Par Born. 


1825. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 


Holmestrand. Dr. Carl Georg Nelle: Halsebetendels — 


har vist sig saavel hos aldrende som hos Bern; derimod har e 
af den farlige Strubehoste ikke været en eneste i dette Aar. 


Bratsberg Amt. 


Øvre og nedre Thelemarkens Distrikt. Distriktslæge ROOS — 


- Ikke sjelden var et Sygdomstilfelde, som stemte temmelig px E 


SE 
E 


Sr 


LG 
H 


-— š 


\ 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 69 


agtig overens med den Sygdomsform, hvorpaa Mackenzie i 
Glascow i Medic. and surg. Journal 1825 gjør opmærksom, nemlig: 
at Strubehosten undertiden er forbunden med Dannelsen af en 
egen besynderlig Membran, som fra Mandlerne af gradvis ud- 
breder sig til Svælgets nærliggende Dele. 

Laurvig. Distriktslege Clasen: Ingen Sygdom var epide- 
misk uden en i August Maaned blandt Bern sig ytrende Hals- 
betændelse, en Art angina ulcerosa, der dog aldeles ikke med 
ordentlig Behandling viste sig ondartet, uagtet flere, som ikke 
segte Lægehjælp, dede deraf. 

Kongsberg. Bergmedikus og Landfysikus Hasberg: I de 
2 sidste Maaneder af Aaret har der paa Kongsberg grasseret en 
temmelig ondartet Halsesyge. 


1826. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 

Laurvig. Distriktslæge Clasen: En Art angina ulcerosa, 
som dog var godartet, ledsagede ofte Halsbetændelserne i April 
og Mai, i hvilken sidste Maaneds Slutning Strubehoste ytrede 
sig ondartet hos 2 Bern, som døde. 


Nordlands Amt. 
Helgeland. Distriktslæge Winter: Efter Nytaar forekom 
enkelte Tilfælde af Angina polyposa, ,denne farlige Angina*. 


1827. 
Bergens By. 

Overlege Wisbech:  Strubehoste herskede ikke sjelden 
blandt Bern, og da Hjælpen som oftest blev.segt for sent, bort- 
rykkede den især blandt Almuesklassen en ikke ubetydelig Del. 

Samtidig var Halsinflammationer almindelige. i 


Throndhjems By. 
Stadsfysikus Keyser: Strubehoste har hyppigere end tilforn 
vist sig og bortrevet flere Børn i en Alder af 2—4 Aar. Uden 
at indskrænke sig til nogen bestemt Aarstid har den været be- 


mærket flere Gange saavel i Sommeren som Foraaret og Her x 


tiden samt nu i Vinteren. SE 
Dr. Proet: Angina trachealis forefaldt hyppigere dette — 

Aar end i de forrige. ge 

Brigadelege Roll: Strubehoste Goen? mem 


70 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


polyposa), en hidtil her paa Stedet: særdeles sjelden Sygdom, fore- 
kom i Aar hos adskillige Børn fra 2—7 Aars Alderen og havde 
ikke sjelden et dedeligt Udfald. 


Nordre Throndhjems Amt. 
Skogn. Korpslæge Bremer: Angina serosa og rheumatica 
herskede ikke sjelden og gav ofte Anledning til ondartede Saar 


i Halsen. 


Nordlands Amt. 

Helgeland. —Distriktslæge Winter: Dødeligheden blandt 
Bern har været hyppigere end de foregaaende Aar, hvortil An- 
gina polyposa og en Kighosteepidemi har bidraget. Den forste, 
der allerede var begyndt i Begyndelsen af 1826, ytrede sig jaar 
kun sporadisk. 


1828, 
Nedenæs Amt. 
Vestre Nedenes. Distriktslege Meller: En farlig Strube- 
hoste (Angina polyposa) indfandt sig efter Kighosteepidemien. 


Lister og Mandals Amt. 
Kristianssand. Brigadelege Rønne: Den saakaldte Strube- 
hoste har vist sig hos enkelte Smaabern, hvoraf et dede. En 


Sygdommen nærbeslægtet katarrhalsk Hoste har været meget 
almindelig. 


Bergens By. 
Brigadelege Wolff: Angina polyposa forekom i Foraaret 


Throndhjems By. 
Stadsfysikus Keyser: Samtidig med Scarlatina viste Sl 
ogsaa Angina polyposa og bortrev adskillige Bern. 


1829. 
Smaalenenes Amt. 
Fredrikshald. Landfysikus Petersen: Den saakaldte Tra- 
cheitis infantum forekom nu og da hos Børn, dog ikke som Epidem. 


Nedenæs Amt. ; å 
Vestre Nedenæs. Distriktslege Meller: Strubehoste hjem Ç 
søgte, som det synes, fornemmelig Grimstad. Imidlertid kan mal ` 
vel ikke antage, at Lægmænds Opgivende af denne Sygdom ` 


de VR ED ET at A 
a E E. x 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 71 


ialmindelighed formedelst naturlig Forvexling af Sygdommen 
medforte Sandhed, men der tilkaldtes til flere Syge Lege, som 
saa 2 Offere at bortrykkes, men ogsaa ofte erkjendte Forældres 
Ængstelse ved almindelig Hoste for deres Bern. I Landdistrik- 
terne var Sygdommen saare sjelden. Imod Slutningen af Aaret 
angreb den i Arendal 2 Born, som dede. I Begyndelsen af dette 
Aar (1830) bortrykkede Sygdommen i det sidstnævnte Hus nok et 
Barn, i et andet medtog den to Børn. I Grimstad ere tre Børn 
af den dede. 

Raabygdelaget. Konst. Distriktslege Grimsgaard: I Di- 


striktet forekom Strubehoste. 


Throndhjems By. 
Keyser: Sirubdhoste har været sjelden i dette Aar. 
Roll: Strubehoste forekom hos enkelte Bern i Begyndelsen 
af Aaret samt fra Slutningen af August. 


1830. 
Buskeruds Amt. 

Drammen. Korpslege Storm: 1 Tilfælde af Tracheitis 
infantum indtraf i Aarets lste Kvartal. 

Modums Blaafarveværk. Dr. Arentz: Hos 2 Bern be- 
mærkedes Angina polyposa, 1 døde. Da denne Sygdom, som 
ellers pleier at herske epidemisk, ikke anfaldt flere Børn, er det 
sandsynligt, at en hei Grad af Katarrh med en særdeles Sensi- 
bilitet i Respirationsorganerne har frembragt denne Varietet af 
Halsesyge (Strubehoste). 

Nedenæs Amt. 

Østre Nedenæs. Distriktslæge Thorstensen: Nogle Born 
1 Osterriser og Dybvaag har faaet Strubehoste, uden at Syg- 
dommen har forplantet sig til flere end den enkelte angrebne, 
og har Forkjelelse under Tandudviklingen været den eneste 
Aarsag, der har været at opdage. 

Romsdals Amt. 

Søndmøre. Distriktslæge Jensen: Strubehoste (Tracheitis 
infantum) er en af de værste Bornesygdomme, der især paa ` ` 
Landet bliver frygtelig, fordi den har en saa hurtig Gang. Af ` 


3 Behandlede døde 2. I længere Afstand fra min Bolig skal 2 
den have hersket og bortrykket flere Born, f. Ex. i Ulfstens SS 


Præstegjæld; men da Bondens Beretning er saa am kan 
man deraf aldeles intet Resultat drage. Ñ 


72 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1831. 
Lister og Mandals Amt. 
Kristianssands ,Ægteskabs, Fødte og Dede-Fortegnelse for 
Kirkeaaret 1830—31“: Strubehoste forekom i Aaret. 


Bergens By. 
Wisbech: Strubehoste viste sig til forskjellige Tider, 
dog altid sporadisk. 


Romsdals Amt. 

Kristianssund. Stadskirurg Schriver: I Marts og April 
blev Forkjelelsestilfældene hos Bern mere og mere almindelige 
og antog hos enkelte endog Karakter af Strubehoste. Lykkelig- 
vis forekom kun 4 Tilfælde af denne Sygdom, der hos de fleste 
endte dedeligt. Forevrigt vil man vide, at berørte Sygdom 
ingensinde forhen her paa Stedet har været bemærket. 


Throndhjems By. 
Roll: Enkelte Bern angrebes af Angina polyposa. 


1832. 
Romsdals Amt. 

Nordmøre: Distriktslege Gliickstad: Strubehoste viste 
sig i September og Oktober hos nogle Bern paa Landet, men 
var meget hyppig i Kristianssund, og flere Bern bleve af den 
bortrykkede; den indfandt sig almindeligvis efter Meslingerne- 


Nordre Throndhjems Amt. 

Lexviken. Korpslege Bremer: Her optraadte en slem 
Strubehoste, der bortrykkede henved 30 Bern. 

Præsten Widerøe i Frosten udtaler sig i Skrivelse af 2 
Jan. 1833 til Amtmand Elster saaledes: Det er formentlig Deres 
Heivelbaarenhed bekjendt, at Strubehoste i det afvigte Aar har 
grasseret i Lexvikens Præstegjæld og bortrykket 36 Bern. Da 
nu denne dræbende Sygdom ogsaa har ytret sig her paa F Wie 
og i den sidste Maaned trende Bern ere dede af den, anser Jeg 


det for min Pligt at indberette dette, og det saa meget merè — 


som en almindelig Skrzk for denne Sygdom er udbredt her I 


Sognet, og i den sidste Uge 11 saadanne Sygdomstilfælde erè — 


mig anmeldte. 


Se ya aide decre Ces 


* 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 75 


1833. 
Kristiania By. 
: _Doderlein: Den hos os sjeldne Strubehoste bortrykkede 
i Aar flere Born. 
E Professor Holst: Enkelte Tilfælde af Strubehoste ytrede 
sig og havde sædvanlig en dedelig Udgang. 


1 Kristianssund. Stadslege Kjølstad: Strubehoste har fun- 
- det Sted hos nogle Bern under 5 Aar, men de fleste ere dog 
— blevne frelste. 


E 
| Romsdals Amt. 
E 


Throndhjems By. 
Keyser: Strubehoste bortrev nogle Born. 


Sendre Throndhjems Amt. 

Fosen. Distriktslege Qvale: Strubehoste har været meget 
udbredt i Stadsbygdens Præstegjæld, og Epidemien vedvarede 
ænge, forinden den ganske opherte. Ikke faa Bern dode. 
aavidt mig bekjendt, har Sygdommen ei ytret sig i noget andet. ` 
f Fogderiets Præstegjæld. 


Nordre Throndhjems Amt. 
Frosten. Bremer: I Januar lede nogle Bern af Strubehoste. 
Værdalen. Distriktslæge Hermann: Strubehoste, hvoraf 
omtrent 30 Bern vare angrebne, herskede i Inderøens, Yttereens- 
og Beitstadens Præstegjæld. I Forhold til de angrebnes Antal 
og hvad Sygdommen ialmindelighed pleier at være, var den ikke: 
meget dødelig; thi af det førbemeldte Antal dede kun 3—4. 


1834. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
Fredriksvern. Kompagnikirurg Heiberg: I det hele Aar 
iste Strubehoste sig sporadisk, og hos 3 Bern, der var under 
Aar, gik Kighoste over i denne, hvoraf 1 dede. 


Throndhjems By. 
Roll: 1 Barn døde af Strubehoste. 


1835. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. pod 
Jarlsberg Grevskab. Fysikus Lorentzen: I April for 
t dedeligt Tilfælde af Seier pr hos et 3 Aars gl 


74 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. | 


Laurvig. Korpslæge Buch: Strubehoste angreb nogle faa 
Bern i Juni; den var som sædvanlig af en ondartet Beskaffenhed 
men opherte snart. | 


Nedenæs Amt. 


Grimstad. Dr. Bonnevie: Halsbetændelse viste sig, under- ` 


tiden i Forbindelse med katarrhalske Affektioner, hyppigst hos 


i 


Børn; hos enkelte af disse udviklede sig efter nogle Dages Sygdom | 
af katarrhalske Tilfælde Strubehoste, der almindeligst endte med | 


Døden. I Aarets Lob dede af denne Sygdom 4, nemlig 1 i Janua, 
2 i April og 1 i November. 

Strubehosten, der forste Gang gjorde sig bekjendt her paa 
Stedet Vinteren mellem 1829—1830 ved i en Tid af omtrent 2 
Maaneder at bortrykke 11 Born, mest blandt den konditionerede 


Klasse, har siden hvert Aar hjemsøgt dette Sted og almindelig - 


krævet 2 à 3 Offere aarlig. 


1836. 
Kristiania By. 


Professor Holst: Af Bern, angrebne af Strubehoste, be ` 


handlede jeg i Januar flere, der alle reddedes. 


Akershus Amt. 


Skedsmo. Korpslege Høegh: 1 4 Aars gl. Pigebarn dede — 


af Strubehoste 

Øvre Romerike. Distriktslæge Bader: Ved at blive kaldet 
til et 3 Aars gl. Barn omtrent 1 Time før det døde, som led af 
Strubehoste, blev jeg underrettet om, at flere Børn i en Kreds 
af ca. 1/2 Mil deromkring vare dede af lignende Tilfælde, som 
det for omtalte Barn, men senere har Sygdommen dog ei ytret sl. 


Smaalenenes Amt. 
Fredriksstad. Kompagnikirurg Fossum: Angina infantum 
(Strubehoste) forekom kun hos faa og med heldigt Udfald. 


Buskeruds Amt. 
Drammen. Konst. Landfysikus Coldevin: I Begyndelse ^ 
af Aaret merkedes enkelte Tilfelde af Strubehoste; den angre 
imidlertid ei mange Bern, og de fleste overstod Sygdommen. 


hoste. 


Dr. Blich: Mod Slutningen af Aaret 1 Tilfælde af Strube- 


q 
. 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 15 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
| Holmestrand. Lorentzen:  Smertelige Erindringer har 
Epidemien af Strubehoste efterladt sig, som i Januar indfandt 
sig i Holmestrand, da den i kort Tid berevede en Familie alle 
- 4ens 4 Bern. 
Nedenæs Amt. 

Grimstad. Bonnevie: Strubehoste, der pleier hvert Aar 
- haardt at hjemsege Grimstad, har vist sie i Januar Maaned hos 
— 2 Bern, der begge bleve helbredede. 


Bergens By. 
Wisbech: Angina tonsilaris viste sig fornemmelig i 
Februar Aprii 
3 Tracheitis infantum bemærkedes hos enkelte Bern i April 
og August. 
Nordlands Amt. 

Salten. Distriktslæge Nissen. Strubehoste angreb nogle 
Bern i Bode og Folden. Flere dəde deraf. 


1837. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
= Jarlsberg Grevskab. Lorentzen: I November og December 
forekom enkelte Tilfælde af Strubehoste, saaledes paa Gaarden 
Tuft i Nykirke Sogn, i Aasgaardstrand, paa Øen Feyenland og 
maaske flere Steder med det sædvanlige Udfald. 


Nedenæs Amt. 
= Grimstad. Bonnevie: Siden 1829 har dette Aar været 
«det eneste, hvori den ellers her hyppige Strubehoste ei har vist sig. 


Stavanger Amt. 
Stavanger. Stadslæge Wittkugel: Der indtraf 1 dedeligt 
“Tilfælde af Kroup. 
Bergens By. 
Stadsfysikus Heiberg: Af Strubehoste forekom 4 Tilfælde, 
alle hos Bern under det 4de Aar. 2 af dem dede. 


Nordlands Amt. SE 
Sallen. Nissen: Strubehoste viste sig atter i Januar Dh | 
Mil fra Bode. 3 dede. Angina faucium viste sig hele 4 wet 
igjennem, dog uden at vere sære eller a l 


N 
76 AXEL JOHANNESSEN. (No. 1. Y 


Helgeland. Winter: Efter en kold, fugtig Sommer ud- - 
bredte katarrhalsk Feber sig i Forbindelse med en heftig inflam- 
matorisk Angina, der ved en urigtig Behandling let gik over 1 
Brand (Angina gangrænosa); saaledes dede paa Gaarden Kab- 
vigen i Bronne i faa Dage 3 unge Drenge fra 12—14 Aar og 
strax efter 3 Mænd og 1 Pige paa Gaarden Schaumoe samme- 
steds af denne Angina, forinden Hr. Provst Walseth kunde give 
mig Underretning om denne Sygdoms Udbredelse og faa pas- 
sende Lægemidler og Forholdsregler tilsendt, hvorefter alle, som 
. anvendte dem, lykkeligen helbrededes. Efter Nytaar har denne 
Feber med Angina udbredt sig til flere Steder, men dog mest 1 
Brenne og Alstadhaug. 


1838. 
Bergens By. 

Heiberg: Betændelser i Luftrəret og Halsbetændelse var 
usædvanlige. | E Á 

Wisbech: Laryngitis, især stridulosa, var almindelig 1 4 
Januar, Marts, August og September. I Februar saaes enkelte 
Tilfælde af Angina polyposa. 

Brigadelæge Müller: Strubehoste sporedes af og til 08 | 
bortrykkede nogle faa Born, men fremtraadte langt fra i den — | 
Grad og med den Heftighed, som jeg ved enkelte Tilfælde for- 
hen har havt Anledning til at iagttage. 


Nordlands Amt. 
Helgeland. Winter: Den i forrige Aar staude Angina 
gangrenosa i Brenne ytrede sig ogsaa i Annexsognet Nostvigel- 
Intet Dedsfald indtraadte. 


1839. 
Akershus Amt. f 
Øvre Romerike. Bader: ‘vende Born ere bortrykkede å 
Strubehoste. 


; Smaalenenes Amt. Tra- 
Fredrikshald. Petersen: 1 dodeligt Tilfælde af 
cheitis infantum hos et 4-aarigt Pigebarn. 


Buskeruds Amt. nkelte 4 
Drammen. Blich: Meslingerne ledsagedes kun i € E 
Tilfælde af Bryst- og Strubebetændelse. 2 


& 


- 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 17 


: Ringerike. Korpslæge Støren: Kighosten begyndte i Host- 
- maanederne og har siden vedvaret; ogsaa enkelte Tilfælde af 
— Strubehoste skal have vist sig og dræbt flere Bern, men hvoraf 
ingen har veret under min Behandling, saa jeg ikke med Sik- 
kerhed kan sige, at denne Sygdom virkelig har veret tilstede. 


i 
| Bergens By. 
| - Wisbech: I April viste Laryngitis sig epidemisk. Ingen 
I dede. Angina faucium forekom i Mai og Oktober. Samtidig 
— forekom ,Rubeolæ*. Den Angina, som ledsagede denne exan- 
| thematiske Sygdom, havde hos flere en eiendommelig Karakter; 
saaledes saa man ikke sjelden paa Uvula og Tonsillerne smaa 
. Pletter, som var virkelige Pseudomembraner, der senere hen 
| i Sygdommen lesnedes. Denne Angina saaes ikke alene hyppig 
. hos de Syge, som var angrebne af Rubeolæ, men den fandtes 
1 ogsaa uden Tilstedeværelse af noget Exanthem, især i Familierne, 
hvor flere lede af Rubeolæ. Denne Angina forekom mig at 
have Lighed med den af Forfatterne beskrevne Diphtheritis. 
Der viste sig 1 Tilfælde af Angina gangrænosa, som jeg under 
. min Praxis her kun 1 Gang tilforn har seet. 
à Heiberg: Strubehoste var hos enkelte, der led af rode 
Hunde, meget farlig og dræbende. 
E Müller:1 For Strubehoste bukkede flere under. 


1840. 
Bergens By. 
E Wisbech: Angina polyposa var temmelig udbredt i de 3 
forste Maaneder af Aaret. 


Nordlands Amt. i 

E Østlofoten, Vestlofoten og Ando. Distriktslæge Høegh: 

_ -»Kreegda“ (Morbilli) rasede hyppig forbunden med Strubehoste, 

«der havde Lighed med den i forrige Aars Slutning i Nabosognet 

. herskende Kighoste og bortrev i Aarets 3—4 forste Maaneder 
ikke faa Bern. Omtrent i Mai erfaredes, at ,Krægda* herskede 

i Hasselsogn, hvor flere endogsaa voxne Personer angrebes af 

. den, Den var imidlertid betydelig formildet og saavidterfaredes ` . 

_ ikke forbundet med noget betydeligt Bryst- eller Halstilfelde. — 
. Den vedvarede i sidstnævnte Sogn i Mai, Juni og en Del af . . e 


1 Müller erklærer udtrykkelig den Epidemi, som hjemsegte as dette Aar i 
for at have været Skarlagensfeber og ikke Rubeolæ. 


78 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Juli. Om den senere har vist sig noget ondartet i Distriktet, i 
er mig aldeles ubekjendt. 


Finmarkens Amt. 
Tromsø. Nissen: Strubehoste anfaldt i November 5 Børn, 
hvoraf 2 døde. 


1841. 
Akershus Amt. 
Follo. Distriktslege Heiberg: 1 Tilfælde af Kroup eller 
Strubehoste, som strax helbrededes. 


Buskeruds Amt. 
Drammen. Blich: 1 heldigt forløbende Tilfælde af Strube- 
hoste. 


Bratsberg Amt. 
Porsgrund. Dr. Se haanning: Strubehoste har angrebet 
2 Børn. 


Lister og Mandals Amt. 
Kristiansand. Brigadelege Wolff: Bronkit og Strube- 
hoste forekom i Februar og September. 


Søndre Bergenhus Amt. U 

Søndhordland. Distriktslæge Norman: Scarlatina, Tussis 
convulsiva og en for voxne som Bern yderst edeleggende An- 
gina biliosa har været de mest herskende epidemiske Syg- 
domme. 

Bergens By. 

Heiberg: Strubehoste viste sig kun sporadisk, dog fore- 
kom ikke faa Tilfælde. (Smlg. Correspondanceefterretninger frå — | 
Bergen i Ugeskr. for Medic. og Pharm. 1ste Aarg. 1842, S. 102) 

Wisbech: Angina polyposa herskede epidemisk i Marts 
og December. Strubehoste er her bekjendt under Navnet ,Hal- 
Sesyge". Angina faucium var en ikke sjelden Sygdom i Sep; 
tember—November, Angina serosa herskede i November i gt — 
kelte Familier epidemisk. Laryngitis var almindelig i Januar ` 
og December. E 


Sendre Trondhjems Amt. mE Í 
Fi osen. Distriktslege Holmsen: Strubehoste ytrede sig * ` 
Foraaret i 2 Familier paa Ørlandet. Af 5 Angrebne dede 1. 


- 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 79 


Nordlands Amt. 
Helgeland. Winter: I Alstadhaug Præstegjæld herskede 
en ondartet Angina blandt Bern, hvoraf nogle dede. 


1842. 
Smaalenenes Amt. 

Fredrikshald. Stadslæge Zimmer: I Januar—Marts ytrede 
sig adskillige Tilfælde af en voldsom Hoste, der i flere Hen- 
seender havde Lighed med Strubehoste, men i andre igjen ud- 
skilte sig fra denne. Alle de angrebne fik Hosteanfaldene om 
Natten. Ingen dede. 


: 
3 
L 
=: 
3 
E 
E 
3 
P. 


Buskeruds Amt. 
1 Drammen. Blich: I Begyndelsen af Aaret herskede Lar- 
. yngeal og Bronkialkatarrher, der hos 3 Bern udartede til 
Strubehoste, hvoraf 1 dede. 
Dr. Wildhagen:! I Marts og April forekom en Del Til- 
- fælde af Strubehoste. 


Bratsberg Amt. 3 
3 Kragerø. Distriktslege Homann: I Slutningen af Sep- 
tember og folgende Maaneder angrebes flere Born i og omkring 
Kragere af Angina membranacea. Af nogle og tyve angrebne 
dede 5. 


Nedenæs Amt. 
Østre Nedenæs. Distriktslæge Brincken: Angina polyposa 
forekom nogle Gange. 


Mors ety WOW oe kl in bi dl RL Z 


Lister og Mandals Amt. 
1 Lyngdal. Distriktslege Klouman: Strubehoste har vist 
sig sporadisk i Farsund.? 


Sondre Bergenhus Amt. 
Nordhordland. Distriktslæge Hannestad: Allerede fra 
_ Aarets Begyndelse herskede en tyfoid Feber, der angreb en stor 
Masse Mennesker. Den begyndte i Mangor, hvor 9 Mennesker ` 
dede paa 1 Gaard, uden at jeg med Vished kan opgive, af 
hvilken Sygdom, da Ligene allerede vare stedede til Jorden ved 
min Ankomst. Ifølge afgiven Forklaring derom saa vel som 


EIUS "NER ett e NEN nd k kit sO 
Y TORE T 


1 Om Kroup, Ugeskrift for Medie, og Pharm. iste Aarg. 1842, S. 317. : a 
2 Kloumans Medicinalberetning er en i i t lese . og Pharm. 
2den Aarg. 1843, S. 215. 


80 AXEL JOHANNESSEN. | No. | 


efter vedlagte Skrivelse fra Hr. Sognepræst Sars! skulde man ` 
antage, at den Sygdom, der bortrev saa mange Born, skulde — 
have veret Strubehoste; men hvis sees hen til, at denne Sygdom ; 
yderst sjelden hersker epidemisk i de nordligere Egne og til 
den Epidemi, der uopholdelig fulgte disse Dødsfald, febris ty- ` 
phoides nemlig, saa maa man vel antage, at den sidstnævnte 
Sygdom ogsaa var den dersteds først herskende, saa meget mere - 
som Halstilfelde var meget almindelige under Epidemien, men 
aldrig saaes Angina polyposa. 


Bergens By. 

Heiberg: Den katarrhalske Kroup (Meslinge-Kroup) yt- 
rede sig af og til iser ved Ost- og Nordostvinde, men gik al- 
drig, saavidt jeg bemærkede, over til den egentlige Kroup. 1 

Wisbech: Angina polyposa var i Januar og April en š 
ikke sjelden Bornesygdom, der bortrykkede en ikke ringe Mengde E | 
Bern. | 


Romsdals Amt. 1 
Romsdal. Distriktslege Hoffmann: I Molde og Omegn | 
forekom i 1ste Kvartal nogle Tilfælde af Strubehoste. Hos et 3 
Barn, som jeg havde under Behandling, opbrækkedes lange, hvide, q 
elastiske Membraner fra Luftroret. Ligeledes bemærkedes Gane 
dækket overtrukket med et hvidt, plastisk Exsudat. Lignende 
Exsudater, men mere og mindre som store Pletter, bémerkedes 
paa Ganedækket hos nogle andre Born, der led af seres Hals- 
betændelse. Begge Sygdomme forekom paa samme Tid, i hvil 
ken der ogsaa bemærkedes en tredie farlig Sygdom, den milla- 
riske Asthma, hvoraf det angrebne Barn dode. 


1843. 
Bratsberg Amt. - 
Skien. Dr. med. Faye: I September og Oktober blev 
mange Born angrebne af en Affektion af Luftveiene, der gan 
ske havde Lighed med begyndende Strubehoste. Ingen dede. * 
Brevik. Dr. Hoffmann: 1 enkelt heldigt forlebende Til 
fælde af Strubehoste. 
Kragers. Homann: Angina membranacea, der var Så 
almindelig i de sidste Maaneder af 1842, udviklede sig kun hó 
1 Individ. 


1 Findes ikke. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 81 


Nedenæs Amt. 
Grimstad. Bonnevie: 1 heldig forlebende Tilfælde af 
Strubehoste i Oktober. 


Lister og Mandals Amt. 

Lyngdal. Klouman: Strubehosten, der i al den Tid, jeg 
har praktiseret i dette Distrikt (siden 1841 og i 1837), af og 
til har vist sig i Farsund, har i det forlebne Aar to Gange vist 
sig som fuldstændig Epidemi, nemlig i Februar—Marts, da den, 
saavidt mig bekjendt, angreb og bortrykkede 5 Børn, og i Sep- 
tember—Oktober, da den angreb 6 Børn, hvoraf 1 dede. 


Bergens By. 

Wisbech: Angina faucium var meget almindelig i Sep- 
tember og November. Stundom naaede denne Sygdom en for de 
syge meget foruroligende Grad, idet de angrebne Dele svulmede 
betydelig op, hvorved Synkningen blev nssten umulig. Under 
denne Sygdom maa omtales et merkeligt, sporadisk Sygdoms- 
tilfelde, som forekom i Januar. En Yngling, omtrent 24 Aar 
gl, led nogle Dage af lette Febertilfælde med fremstikkende 
gastriske Fænomener, hvorpaa fulgte Besværlighed ved Synk- 
ningen. Ved at bese Svælget saaes en punkteret, noget merk 
Redhed. De betændte Dele blev derpaa besatte med hvide 
Pletter, som senere antog en graalig Farve. Den Syge blev 
hæs, og samtlige Fænomener forekom mig at have Lighed med 
dem, som ledsage Angina polyposa. Jeg antog denne Tilstand 
for en Diphterit, eller hvad de gamle kaldte aphthæ malignæ. 
Helbredelse paafulgte under Opkastning af membranese Stykker. 
Jeg ved kun 1 Gang fer at have iagttaget denne Sygdom, og 
dette var ogsaa hos en ung Mand. 

Tracheitis infantum blev iagttaget hos enkelte i Februar og 
August. | | 

Nordre Bergenhus Amt. 

Ytre Sogn. Distriktslæge Aall: I Slutningen af 2det Halv- 
aar viste sig en meget ondartet Epidemi i Sulen i Eivindviks 
Præstegjæld langs Havskjærene. Det var en Blanding af For- 
raadnelsesfeber og Influenza.  Patienterne dede gjerne 4—5 
Døgn, efter at de var angrebne. I Sygdommens sidste Tid ind- 
fandt sig en betydelig Hoste i Forbindelse med et sangvinolent 


1 ee Ved min Ankomst var 8 dede og den 9de deende. ` : 


3—4 Maaneder efter var Sygdommen betasiglig aftaget, og. er 
Vid.-Selsk. Forh. 1888. No. 1. 


d T 
82 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


senere standset. En lignende Epidemi viste sig i Fjærland 
Sogn, Lekanger Præstegjæld, dog ikke saa ondartet. Her dede 1, 


1844. 
Kristiania By. 

Holst: I Aarets sidste Maaneder var Halsbetændelse al- 
mindelig, der hos flere var meget heftig og ledsagedes af en be- 
tydelig Slimafsondring fra de angrebne Dele. 

Doderlein: Fornemmelig i Februar og Marts led flere af 
katarrhalsk Halssygdom. 


Smaalenenes Amt. 

Sarpsborg. Amtsfysikus Horn: Strubehoste (angina mem- 
branacea) viste sig her i Sarpsborg i Marts og April. Af Syg- 
dommen havde jeg 6 Børn under Behandling, hvoraf 2 døde. 
Men da der paa denne Tid indtraf flere pludselige Dodsfald 
blandt yngre Bern paa forskjellige Steder i Byen, hvorom Jeg 
ferst ved Rygtet blev underrettet lengere Tid, efterat de alle- 
rede var bortrykkede, saa har jeg Grund til at antage, at Syg- 
dommen har været mere udbredt, end man vidste om. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
- Fredriksvern. Korpslege San dberg:! Der forekom 4 
Tilfelde af Strubehoste. 
Nedenæs Amt. : 
Grimstad. Bonnevie: Fra 6—15 Januar indtraf 5 Til- 
fælde af Angina membranacea, hvoraf 3 dede. I 1 Hus døde 2 
i et andet Hus angrebes ligeledes 2, hvoraf 1 reddedes. 


Bergens By. 

Wisbech: Strubehoste, der i det hele var meget sjelden, 
blev dog bemærket hos enkelte Born i April. Betændelse af 
Luftreret — Laryngitis stridulosa — var blandt Born meget al- 
mindelig i Februar og Oktober. 


Nordre Bergenhus Amt. 
Ytre Sogn. Aall: I Midten af November begyndte der " 
vise sig i Vangsnes samt Tjugum Annex til Lekanger enkelte 
Tilfælde af Strubehoste, - 


! De i Fredriksværn herskende Sygdomme, Norsk Magazin for Liegeviden- n 


skaben, 10de Bind, 1846, S. 1. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 83 


I Slutningen af Aaret viste der sig i Lekanger Præstegjæld 
en Nervefeberepidemi forbunden med Influenza, som bortrykkede 
en Mængde Mennesker, omtrent 30, mest alderstegne Personer. 


| 

| Throndhjems By. 

1 Korpslege Weisse: En 2-aarig Pige behandledes for Tra- 
| cheitis infantum i November og ansaaes allerede for reddet, da 
| hun fik et Tilbagefald og dede. 

| 

3 


1845, 
; Kristiania By. 
E Dederlein: I Juli og August var nogle Bern Wee 
— af Strubehoste. 


Smaalenenes Amt. 
Moss. Dr. Nyegaard: I Juli og August herskede Strube- 
hoste i Laurkullen og Omegn. Ialt mig bekjendt var 17 an- 
. grebne, hvoraf 6 dede. 


Buskeruds Amt. 

Hallingdal. Distriktslæge Eger: En stor Kighosteepidemi 
i Flaa blev senhostes aflest af Strubehoste, der først viste sig i 
den sydligste Del af Gol Præstegjæld, og optraadte med saa 
. hyppige Tilfælde, at den fuldkommen kunde ansees som en Epi- 
. demi, hvilken overalt havde et dødeligt Udfald. 
E Kongsberg. Distriktslege Støren: Strubehoste viste sig ` 
- hos 3 Bern, som alle døde. 


Kristians Amt. 

1 Nordre Gudbrandsdalen. Distriktslæge Jacobsen: I Hest- 
` maanederne skal Strubehoste have hersket edeleggende i Lesje, 
men intet Tilfælde af denne Sygdom er forekommet i min Praxis. 


Bratsberg Amt. 
4 Porsgrund. S chaaning: I December indtraf 2 dedelige 
Tilfælde af Strubehoste; det ene, som var under Behandling, 
edsagedes, som efter min Erfaring sædvanlig, af en exsudativ ` ` 
iphtheritis. ? 
Stavanger Amt. ae 
PR Dr. Reymert: I Aarets sidste Maaneder skal | 
paa Karmeen have hersket en meget smitsom, ondartet „Halse- E 
Syge“, hvoraf mange Bern er dede, og som eer: velse 
maa antages at have været Strubeh ir ; 


84 | AXEL JOHANESSEN. [No. 1. 


Sendre Bergenhus Amt. 

Sendhordland. Distriktslege Norman: Strubehoste foraar- 
sagede en betydelig Dedelighed blandt Bern. | 

Hardanger. Konst. Distriktslæge Nesheim: Fra Ok- 
tober herskede Strubehoste epidemisk i Graven Præstegjæld, 
hvor 9 Børn var under Behandling. Af disse døde 3. Sygdom- 
men skal have vist sig i flere af de tilstodende Præstegjæld 
saavel om Foraaret som om Sommeren og bortrykket flere Born. 

Ulvik. Distriktslege Brock: Strubehoste herskede i Ul- 
viks Præstegjæld, hvor flere Bern siges at være døde deraf. 


Bergens By. 

Heiberg: Strubehoste forekom i Aarets Leb sporadisk, 
men Totalsummen af Tilfældene var efter min Erfaring større 
for dette end for flere af de foregaaende Aar. 

Korpslæge D. Bull: Enkelte Tilfælde af Angina stridulosa 
saa jeg i September—November. š 


Nordre Bergenhus Amt. 

Lerdal. Dr. Baade: Strubehoste skal efter sigende have 
ytret sig paa et Par Steder. 

Indre Sogn. Distriktslege Stang: I Marts udbred en 
fuldstendig Epidemi af Strubehoste i Sogndals Præstegjæld, ud- 
bredte sig derfra indover Fjorden, forskaanede, saavidt vides, 
kun Justedalens Præstegjæld og bortrev et stort Antal Ber» 
under og indtil 10 Aar. 

Ytre Sogn. Aall: Strubehoste begyndte allerede i Decem- 
ber 1844 i Framnæs Annex til Lekanger Præstegjæld og ud 
bredte sig senere ‘saagodtsom overalt i Sognefjorden med Und- 
tagelse af Ladviks Præstegjæld. Stærkest herskede den i Nær- 
øens og Floms Skibreder, og paa førstnævnte Sted saa heftig, 
‚at af de i 1842, 1843 0271844 vakcinerede Born fandtes kun 6 
à 8 gjenlevende, x 

Sendfjord. Distriktslege Landmark: Strubehoste udbred 
i August i Askevolds Præstegjæld og udbredte sig da i de 
følgende Maaneder til ytre og indre Holmedal samt Førde. Kun 
3 Bern var under Behandling, og af disse døde 2. Et ikke ube- 
tydeligt Antal Born skal forøvrigt være dede af denne Epidemi. 

Førde i Søndfjord. Dr. Clausen: Strubehoste skal have 
grasseret her, og mange Bern er blevet Dødens Offre. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 85 


Romsdals Amt. 

Søndre Søndmøre. Dr. Ekroll: Af Strubehoste, som 
skal være forekommet temmelig hyppig i Nabopræstegjældene, 
iagttog jeg 1 dedeligt Tilfælde i Hjerungfjord mod Slutningen 
af Aaret. 

Romsdal. Distriktslæge Hoffmann: Fornemmelig i flere 
Strekuinger af Vee Præstegjæld herskede en Sygdom blandt 
Bern, hvilken skal have krævet flere Offre, uden at jeg dog ` 
kan angive disses Antal eller bestemme, hvori Sygdommen be- 
stod. Nogen offentlig Anmeldelse herom skede først i November 
fra Sognepræsten, der angav Formodning om, at Sygdommen 
skulde bestaa i Strubehoste. Ved Reise til Stedet fandtes Syg- 
dommen kun at bestaa i en simplere katarrhalsk Hoste. Muli- 
gens er dog i en tidligere Tid af Aaret Strubehoste forekom- 
met der. 

Nordmøre. Konst Distriktslæge Ferman:  Strubehoste 
har hersket epidemisk om Sommeren og Hesten paa flere Steder 
i Distriktet, fornemmelig i Surendal og Stangvik. 

Distriktslæge Buchholz: Strubehoste fordrede flere Offre 
i Kværnæs. . 


5 Throndhjems By. 
Weisse:: I den 2den Halvdel af Aaret forekom nogle faa 
dedelig endende Tilfælde af Strubehoste. 


Søndre Throndhjems Amt. 
Ørkedalen. Distriktslæge Bryn: Senhestes viste sig flere 
Tilfælde af Strubehoste med dedeligt Udfald. 


Nordlands Amt. 
Nordre Helgeland. Distriktslæge Sand: Enkelte Tilfælde 
af Strubehoste forekom om Sommeren og bortrykkede flere Børn 
under 3 Aar. | 


Finmarkens Amt. | 

Tromsø. Nissen: Angina, især tie forde 
Ostfinmarken. Distriktslæge Engh: I Februar 1 aiser? B 

af Angina membranacea hos en voxen Pige. x 


86 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1846. 
Kristiania Dy. 

Døderlein: Fornemmelig i Januar og Aarets sidste Halv- 
del har flere endog sldre Bern veret angrebne af den som 
oftest med et dedeligt Udfald forbundne Strubehoste. Katar- 
rhalsk Halsesyge og i det hele katarrhalske Affektioner var sær- 
deles hyppige i Slutningen af Aaret. 

Holst: I Aarets sidste Maaneder forekom i Staden og dens 
Omegn adskillige Tilfelde af Strubehoste, dog ikke et eneste 
under min Behandling. 

Strubehoste vakte hos Stadens Indvaanere megen Frygt, som 
blev foreget derved, at flere af de Forældre, for hvilke den 
havde bortrykket Bern, i de i offentlige Blade bekjendtgjorte 
Dedsfald tillige angav Dedens Aarsag, stundom endog paa en 
Maade ret skikket til at vække Opmærksomhed. Dette kunde 
næsten kaldes Misbrug af Trykkefriheden; thi ikke blot For- 
ældre, men ogsaa ældre Bern indjoges en unodvendig og ofte 
skadelig Skræk. Ved Cancelli-Skrivelse af 16 Okt. 1827 er det 
Avisudgivere i Danmark forbudt at indtage Anmeldelser om, at 
nogen er ded af Barselfeber — et humant og velgjorende Forbud. 

Efter Steffens” Foredrag i medic. Selskab 7 April 18471 
forefaldt der af Strubehoste i Vinteren 1845—46 24 Dedsfald 
og i Vinteren 1846—47 33 Dodsfald. 

At Difteri omtales 3 Tilfxlde.? 


Smaalenenes Amt. 
Fredrikshald. Zimmer: I September viste sig et Tilfælde 
af Strubehoste hos et 10 Maaneder gl. Barn, der døde. 
Moss. Nyegaard: Af den i Laurkullen foregaaende Aar 
herskende Strubehoste har i Nærheden af samme kun vist sig 1 
Tilfælde. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
| Tønsberg. Dr. Hasberg: Laryngitis, Tracheitis og Bron 
chitis infantum forekom i Byen. 


Lorentzen: Et Par Tilfælde af Strubehoste viste sig 1 
December. 


" Norsk Mag. f. Lægev. 2den R. iste B., 1847, S, 516. M 
? Münster: Forh, i med. Selskab 1 April 1846. Norsk Magaz. f. Leg 
1847, S. 95. 


Babo n ae A bn eee aS de 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 87 


Hedemarkens Amt. 

Amisfysikatet. Blehr: Fra Midtsommeren indtraf en Del 
Tilfælde af Strubehoste. 

Ringsaker. Dr. Hirsch: Strubehoste har ytret sig hist 
og her. 

Søndre Østerdalen. Distriktslæge Munthe: Strubehoste har 
af og til vist sig fra Begyndelsen af Juni til Begyndelsen af 
December. 5 Behandlede, 1 døde. 

Hof i Solør. Dr. Schneider: 1 Tilfelde af Strubehoste 
i Aarets 3 sidste Maaneder. 

Nordre Østerdalen. Konst. Distriktslæge Uchermann: I 
Begyndelsen af Juni viste sig 2 Tilfælde af Strubehoste. 


Kristians Amt. 

Hadeland og Land. Distriktslæge Buchholz: I den syd- 
lige Del af Distriktet forekom Strubehoste, som bortrev mange 
Børn; i den nordlige Del viste sig 1 eller 2 Tilfælde af denne 
Sygdom. 

Gran. Korpslæge Wolff: Strubehoste har hersket og bort- 
rykket flere Børn. 

Toten. Distriktslege Raabe: Angina maligna har fra 
dette Aars Begyndelse til sammes Slutning grasseret saavel i 
estre som vestre Toten og krævet flere Offre. 

Dr. F. C. Raabe:! Difteritis herskede epidemisk i et be- 
grændset Strog af ostre Toten i November. Af 20 Behandlede 
dede 3. : 

Nordre Valders. Distriktslæge Salvesen: I Foraaret er 
det mig berettet, at flere Børn i Slidre Hovedsogn og Lommens 
Annex skal være dede efter nogle Dage af en Sygdom, som 
man antog for Strubehoste. 

Søndre Gudbrandsdalen. Distriktslæge Baumann: Strube- 
hoste (Angina membranacea) herskede i Ringebu. Distriktslegen 
hur ikke personlig iagttaget Epidemien, men anser det udenfor 
Tvivl, at det har været denne Sygdom. Ifølge Opgave fra Jorde- 
moderen dede 12 af 15 Angrebne. Ifølge Skrivelse af 25 Marts 
1547 opherte Epidemien ved Aarets Udgang. | 

Lillehammer. Korpslæge Wetlesen: I Aarets sidste Dage 
behandledes en enkelt Strubehoste. i 


1 Diphtheritis, epidemisk paa Thoten i Slutningen af Aaret 1846. Sie? 
zin for Legevidenskaben 1848, S. 78. 5 


D 


: 
88 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Bratsbergs Amt. 

Brevig. Hoffmann: Et enkelt Tilfælde af Angina poly- 
posa med Ophostning af Pseudomembraner forekom i Begyndelsen 
af Aaret. E 

Kragero. Homann: Af Angina membranacea angrebes 1 
Hestmaanederne 4 Born i en Alder af 1—7 Aar. Ingen dede. 


Lister og Mandals Amt. 

Lyngdal. Klouman: Angina membranacea skal i Hest- 
og Vintermaanederne have vist sig paa flere Steder i Lyngdal 
og i Spind og bortrykket en Del Bern. 2 behandlede. 

Flekkefjord. Distriktslæge Kraft: Om Vaaren udbred i 
Distriktet en epidemisk Strubehoste, der bortrykkede mange 
Bern. I Flekkefjorddalene angrebes 25 Born, hvoraf 9 døde. 
Enkelte Tilfelde indtraf ogsaa senere i Lobet af Aaret. 

Konst. Distriktslege Tobiesen: I Flekkefjord udbrod 
en Strubehosteepidemi, som var mest udbredt i Mai og Juni 
Paa samme Tid var simpel Halsbetændelse en temmelig al- 
mindelig Sygdom, og flere Tilfælde var tvivlsomme med Hensyn 
til en bestemt Diagnose. 


Stavanger Amt. 

Stavanger. Dr. Kaurin: 1 Tilfælde af Angina membranacea 
1 Sommerens Leb. 

Dr. Eye: I Mai fik jeg det første Tilfælde af Strubehost? 
under Behandling. Dette døde. Senere fulgte flere heldigere 
forlebne Tilfælde. Af 13 behandlede dode 4. 

Distriktslege Lewold: Flere Born skal være døde af 
den især om Høsten herskende Strubehoste. Af 8 behandlede 
dede 1. U 

Ekersund. Distriktslege Bjelke: 1 Tilfælde af heldig 
forlebende Strubehoste om Høsten. Halsbetændelser var hyppige- 

Karmøen. Reymert: Strubehoste skal have hersket ep! 


demisk paa Karmoen, og Dødeligheden blandt Born skal hav? 
været stor. 


Søndre Bergenhus Amt. 
Søndhordlaud. Norman: Strubehoste har paa flere Steder 
været odelæggende for Born. 
Hardanger. Brock: Strubehoste har i hele Aarets Lob 


hersket paa forskjellige Steder i Distriktet og foraarsaget €? 
Del Dedsfald. 


1 
3 
d 


MS S Se dk, p > OSTEN 


IS ds a 


A Ja a e i. m eS Vi å Å 


- 1888] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. B 


Nesheim: Strubehoste var meget almindelig i Foraaret 
og meget dedelig. 14 Patienter er behandlede, og et mindst 
ligesaa stort Antal skal have lidt af Sygdommen, uden at jeg er 
raadspurgt. Alle disse vare fra Gravens Præstegjæld, saa at 
altsaa denne Sygdom har været temmelig udbredt og tillige meget 
ondartet, da mange af de angrebne er dede. 

Voss. Distriktslege Walter: Strubehoste grasserede stærkt 
ifjor Vinter og Foraaret udover. 


Bergens By. 

Heiberg: I November og December bemærkedes flere 
Tilfælde af Diphtherit hos Born. Intet Aar er Laryngit saa 
jevnlig bemerket som iaar. 

Wisbech: Laryngit var i April og December meget al- 
mindelig saavel blandt Bern som Voxne. Angina polyposa ude- 
blev ikke. I Marts behandledes 2 Bern, som begge dede, i 
April dede 1 af 4 behandlede. Angina faucium, især tonsillaris, 
forekom almindelig i Januar—Marts og Oktober. 


Nordre Bergenhus Amt. 
Indre Sogn. Stang: I April og Mai enkelte Tilfælde af 
Angina putrida, som dog alle havde en heldig Udgang. 
Ytre Sogn. Aall: Strubehoste har været meget almindelig 
og bortrykket mange Born. 
Søndfjord. Landmark: I det hele Distrikt og det hele 


Aar viste sig Tilfælde af Strubehoste. Et betydeligt Antal Børn — 


skal være døde af den, og ingen af de i de senere Aar her- 
Skende Sygdomme har i den Grad forøget Dedeligheden som denne. 


Romsdals Amt. 

Søndre Søndmøre. Distriktslæge Holler: Strubehoste har 
navnlig i Hjeringfjords Præstegjæld hersket voldsomt og krævet 
flere Offre. Den optraadte i Begyndelsen meget heftig. Senere- 
hen har Sygdommen ikke været saa streng. "Ialt ere, saavidt 
mig bekjendt, 10 Børn døde. I Voldens Præstegjæld, hvor den 
endnu ved Aarets Slutning grasserede, har den dog ikke været 
af saa streng Natur. Ialt er i 1846 anmeldt 22 Bern, hvoraf 


SE omtrent Halvparten led af Angina faucium, og af disse er ` 


4 dede af Strubehoste og 1 af Angina faucium. 
Ulfsten og Hero. Ekroll: Af 6 behandlede døde E 
Nordre Søndmøre. — Distriktslege Edo | Strubeha 


90 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


optraadte fərst sporadisk i og omkring Aalesund i Mai, men ud- 
bredte sig mod Aarets Slutning over det hele Distrikt og har 
bortrykket et stort Antal Bern. I Aalesund og nsrmeste Om- 
egn 9 dede, 4 helbredede; i Landdistrikterne dede vistnok saa 
godt som alle de angrebne. 

Romsdal. Hoffmann: I Valders Sogn, Grytens Præste- 
gjæld, grasserede en længere Tid som epidemisk en Halsaffektion, 
der skal have bortrykket en Del saavel ældre som yngre Born. 
De mig mundtlig meddelte Beretninger leder mig til at antage, 
at denne har bestaaet i en Diphtheritis og vel mulig i enkelte 
Tilfælde med hurtigt Forleb og dedeligt Udfald i en sand Kroup. 

Nordmøre. Distriktslæge Werring: Angina membranacea 
viste sig epidemisk i Aure. Muligens dog, at ogsaa Diphtheritis, 
som jeg efter Sogneprestens Anmeldelse har havt Anledning til 
at behandle i Aure og Stangvik efter Nytaar, allerede i Hosten 
gik her, men egne Iagttagelser mangler. 

Kristianssund. Bonnevie (M. B. for 1847): I Dec. 1846 
herskede Angina diphtheritica og Angina membranacea. 


Throndhjems By. 

Roll:! Epidemien af Angina diphtheritica begyndte i Slut- 
ningen af December 1845. 

Stadsfysikus Finch: En ondartet Halsesyge, som omtrent 
i 1 Aar har været her i Staden, maa upaatvivlelig betragtes som 
Svælgkroup (Angina tonsillaris membranacea, Aphthæ anginosæ). 

Weisse: Sygdommen optraadte sporadisk i Februar, fra 
Juni til Aarets Slutning hyppig. I Begyndelsen angrebes Bern 
Senere mere de voxne. Dedeligheden værst i Begyndelsen 08 
Slutningen af Epidemien. 

Tracheitis har ikke været saa udbredt som Svælgkroup, me? 
meget mere dødelig. Af 9 døde 8. 

Dr. Lindeman har behandlet 77 Tilfælde, fordelte påå 
Maanederne paa folgende Maade: 

Januar: 1, Febr.: 1, Juli: 8, August: 14, Sept.: 11, Okt.: M 
Novbr.: 10, Decemb.: 22. | 

Amtslæge Schulz: Diphtheritis har foraarsaget megen 
Mortalitet blandt Bern. Denne her hidtil næsten ukjendte Sy 
dom er en asthenisk Inflammation i Halsen, som i Almindelighe 


: rsk 
1 Beretning om en Epidemi af Angina diphtheritica i Throndhjem. He 
Magazin for Legevidenskaben 1848, S. 1. 


TEE 
= a li 


j 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGE. 91 


ender med Gangræn. Den har nogle Symptomer fælles med 
Strubehoste, har raset her i over 9 Maaneder og har kun for 
ganske nylig aftaget. Især har den vist sig her i Byen og langt 
mindre paa Landet, i Klæbo, Melhus og Støren. 

Antallet af de angrebne og døde opgives i Beretningen om 
Sundhedstilstandeu i Riget i 1846 (Norsk Magazin for Læge- 
videnskaben 1848, S. 308) til 330 angrebne og 57 døde 
medens Dr. Knutzon i sin M.-B. for 1846 anfører, at der skal 
have været 90 Dedsfald. 


Nordre Throndhjems Amt. 

Stjørdalen. Distriktslæge Istad: Halsbetændelse (Angina 
inflammatoria tonsillaris) har været meget hyppig, men saavidt 
mig bekjendt er ingen død af denne Sygdom. 

Værdalen. Dr. Schulz: Halsesyge — Diphtheritis — som 
udbredte sig i Skogn, Sparboen, Stod og Beitstaden, viste sig i 


. Værdalen med kun 2 Tilfælde. 


Indergen. Distriktslæge Buch: Efterat nogle faa Tilfælde 


. Af Strubehoste havde vist sig i Indereens og Sparboens Præste- 


gjæld, forekom i Slutningen af November paa en Gaard i Inder- 


. øens Præstegjæld en ondartet Batændelse i Svælget (Diphthe- 


ritis), der ligesom Strubehoste havde en hurtig og dødelig Udgang. 


1847. 
Kristiania By. 
Dederlein: Strubehoste vedblev fra forrige Aar baade 
hos større og mindre Born, men syntes at aftage efterhaanden 


Som Meslingerne blev almindeligere; dog har den vist sig af og 


til næsten hele Aaret, men formentlig ikke saa dræbende som 
forhen. 
Diphtheritis har angrebet enkelte, især om Høsten. 
Steffens: Strubeaffektioner observeredes hyppig hos Bern; 
de fleste Tilfælde var imidlertid af en godartet Natur (Laryngis- 
mus stridulus). Samtidig indtraf flere Tilfælde af Angina mem- 


branacea, hvoraf jeg behandlede 6 med dedeligt Udfald. Saavel 
. denne Gang som fer har jeg hos de af Angina membranacea 


angrebne som oftest strax fra Sygdommens Begyndelse bemærket 
hvide, ikke meget udbredte Exsudater paa Tonsillerne. Af den 


med Angina membranacea vistnok nærbeslægtede Sygdom Diph- > ae 
- theritis (den hos os saakaldte throndhjemske mue forek om 
i min Praxis 5 Tilfælde, der alle helbrededes. | 


92 AXEL JOHANNESSEN. [No. 128 


Lund: Den Strubehosteepidemi, som havde hersket i Byen - 


i Slutningen af 1846, var i Aftagende. 

I Slutningen af August og Sept. indtraf enkelte Tilfælde af 
Laryngit samt Angina tonsillaris, der i nogle Tilfælde ytrede 
sig med difterisk Belæg paa Delene i Svzlget. : 

De Besche: I Sommermaanederne iagttoges enkelte Til- 
fælde af exsudativ Betændelse i Halsen, af sand Diphtheritis 
iagttoges 2 Tilfælde. 

Preus: 7 Tilfælde af Angina membranacea, hvoraf 4 dede. 

Egeberg: 4 Tilfælde af diphtherisk Halsbetændelse. 

Peter E. Winge: Af den Epidemi af Strubehoste, som 
herskede i denne Tid, havde jeg kun 1,Tilfælde under Behandling. 
Af Diphtheritis, som samtidig. herskede epidemisk her i Byen, 
derimod ingen. 


Winger: Hos I af 3 Bern, som dede af Strubehoste, saas 


tydeligt Exsudat paa begge Tonsiller. 


Hørby: Af Strubehoste observeredes 4 Tilfælde, der alle 
døde. 


. Schiett: I de 4 sidste Maaneder af Aaret havde jeg forste - ; 


i 
1 
å 


; 


Gang Anledning til at se den virkelige Diphtheritis. Af 4 be | 


handlede døde 1, hvor Sygdommen optraadte i Forening med 
Kroup. 


å 
1 
4 
E 


Holst: I Marts 1 dodeligt Tilfælde af Angina diphtherica 


udenfor Byen. 


Akershus Amt. 
Nes (Romerike). Dr. Christie: I September døde pad } 


Gaard i Lobet af 14 Dage 4 Born af Halsesyge (Diphtheritis | 


og Strubehoste) Paa samme Gaard var foruden disse 1 Bar? 


og 2 Voxne angrebne af Diphtheritis, men flere Tilfælde har j 


ikke vist sig. 


Follo. Heiberg: Strubehoste, som var meget dee x 
i Nabobygderne, forskaanede os indtil Marts Maaned, hvorefter ` 


2 Tilfælde i Byen med dødeligt Udfald. Ingen paa Landet. 


Smaalenenes Amt. : 
Fredrikshald. Zimmer: I Midten af November forekom 
et Tilfælde af Diphtheritis hos et 2 Aar gammelt Barn. 


Kompagnikirurg Gilhuus: I November 2 Tilfælde af pi 
theritis, nemlig en Kone fra Byen, der overstod Sygdommen, E 


j 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGF. 93 


j et Barn paa Hvaleerne, der dede. Forresten har forskjellige 
. Halsaffektioner vist sig i Aarets Leb. 


Buskeruds Amt. 

Buskeruds Landfysikat. Deckel: I heieste Grad ondartet 
var en hidtildags i denne Egn saagodtsom ubekjendt Gjæst, 
nemlig Strubehoste, der viste sig i Aarets Leb af og til, vel kun 
sporadisk, men bortrykkede uden Undtagelse, saavidt mig be- 
kjendt, det angrebne Offer. Naar Sygdommen kun var den saa- 
kaldte Pseudokroup, bevirkedes Helbredelse i Almindelighed. 

Drammen. Blich: Katarrhalske Halsbetændelser var hyp- 
pige. I sidste Halvdel af November og hele December angrebes 
fornemmelig Tonsillernes Slimkjertler. 

Strubehoste har jeg ikke seet saa hyppig i noget af de 15 
Aar, hvori jeg har veret i Drammen. Af 13 behandlede dede 
11. I 3 Tilfælde begyndte Sygdommen som en Pharyngitis mem- 
branacea og i 1 udviklede den sig under Billedet af en follikulær 


. Angina. Foruden disse udviklede ¡Tilfeelde af Strubehoste har 


- der til samme Tid været et langt større Antal Tilfælde dels af 
- krampagtig Laryngealhoste (Laryngitis stridulosa — Pseudokroup), 


dels af simpel Laryngitis. 


3 Wildhagen: I Januar og September 3 dedelige Tilfælde 
- af Strubehoste, 
: Modum. Distriktslæge Thaulow: Diphtheritis og Strube- 


= hoste har været meget udbredt og ødelæggende. 54 skal være 


. dede af disse Sygdomme. 
Haugesund. Dr. Holter: I Hestmaanederne har Angina 
diphtheritica hersket epidemisk, og ikke faa er dede. Af 14 


— behandlede dede 1. 


Ringerike. Dr. Seip: 1 Tilfelde af dedelig Pseudokroup. 
U Numedal og Sandsvær. Støren: Strubehoste ytrede sig 
til forskjellige Tider af Aaret hos enkelte Born. 

| Kongsberg. Dr. Bryn: Af Laryngitis exsudativa indtraf 
. 10, hvoraf 4 dede, og hvoraf de 5 indtraf i Februar i Lobet af 
14 Dage. 

Af Angina diphtheritica 2 Tilfælde. 

E Berglege Klouman:  Tracheitis infantum synes at have — 
. været temmelig almindelig og at have hersket til enhver Tid — 
. af Aaret. qo Moe 


94 AXEL JOHANNESSEN. (No 1. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 

Tønsberg. Hasberg: Af Angina membranacea 9 Tilfælde, 
hvoraf 3 dede. Udover Sommeren forekom Diphtheritis. Af de 
5 angrebne dede 2 Bern. 

Svelvig. Dr. Lassen: I Begyndelsen af Marts optraadte 
ikke faa Halsbetændelser, der dog var af mild Natur. I Begyi- 
delsen af April antog denne Sygdom en mere ondartet Karakter. 
I3 Tilfælde fuldt udviklet Diphtheritis. Jeg frygtede naturligvis 
for, at denne ondartede Halsesyge her som paa andre Steder 
vilde optræde som Epidemi, men dette skede ikke; thi ihvorvel 
der i 2den Halvdel af April indtraf flere Halsbetændelser, mæ" 
kedes der ikke mere nogen Dannelse af Membraner. 


Hedemarkens Amt. Se 
Ringsaker. Hirsch: 3 dødelige Tilfælde af Diphtheriüs 
hos Born. ; 
Elverum. Munthe: Nogle faa Tilfælde af Angina diph- 
theritica har hist og her ytret sig, men intet Dødsfald. Angi 
simplex var usædvanlig hyppig. ` : 
Aamodt. Uchermann: Diphtherit har af og til vist SÉ 


i sidste Halvaar baade hos Voxne og Born. Af 6 behandlede 
dede 2. 


Kristians Amt. 

Toten. F. C. Raabe: I de første Maaneder af Aaret 
havde jeg med længere Mellemrum nogle faa lette Tilfælde af 
Diphtherit under Behandling. Angina tonsillaris forekom hyppigt 

Rognstad: 4 Tilfælde af Strubehoste. 

I Feiring skal Strubehoste i Høst have krævet flere Offre. 
idet der for mig er anmeldt 10 Dedsfald. 

. Nordre Gudbrandsdalen. Jac obsen: Strubehoste herskede 
i Sept.—Okt. ødelæggende i Lesje. I Marts og November a 
traf 7 Tilfelde af Strubehoste i Vaage. Af disse dede 3. 


Bratsberg Amt. : (1 
Skien. Schaaning: 2 heldigt forlobne Tilfælde, hvora 
i Marts og 1 i November. 
Brevig. Hoffmann: I Marts 1 Tilfælde af Kroup. ` det 
Kragerø. Homann: Strubehoste angreb enkelte Indiv} 
ved Aarets Udgang. 


SC 
Thomsen: Imod Slutningen af Aaret indtraf hyppige T 


| 
: 


- 1888.| DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 95 


- fælde af katarrhalsk Halsaffektion. Svelget var rødt op- 

- svulmet og belagt med hvide Pletter eller en tyk hvid Membran. 

Hos en Patient, der dede, udbredte Sygdommen sig til Luftreret. 

Nedre Thelemarken. Konst. Distriktslæge Kierulf: Flere 

- Bern angrebes af Strubehoste, hvoraf en Del dede. 

| Øvre Thelemarken. Distriktslæge Krabbe: 7 Bern, hvoraf 
5 dede, angrebes i Februar i Tin af Angina polyposa. 


Nedenæs Amt. 

P Arendal, Stadsfysikus Kittel: Halsbetendelser var hyp- 
. pigst Amygdalitis og Staphylitis. I Oktober forefaldt 4 Tilfælde 
af Angina diphtheritica. Æ ngstelig for, at den throndhjemske 
- Sygdoms Genius ogsaa skulde ville besøge min Egn, anstillede 
jeg Undersegelser saavel i mine Kollegers Praxis her i Byen 
Som paa Næs Jernverk, i Sognene østenfor Arendal, paa Fro- 
lands Jernverk, i Grimstad, men fra ingen Kant erholdtes Kund- 
" Skab om den frygtede Sygdoms Tilstedeværelse, og heller ikke 
har til nærværende Tid (M.B. dateret 1 Marts 1848) noget 
andet Tilfælde af saadan Art været observeret. 


Lister og Mandals Amt. 

: Kristianssand. Kompagnikirurg Blichfeldt: Halsbeten- 
delse, hvoraf behandledes 7, var godartet med Undtagelse af et 
Tilfælde, hvor Mandlerne var belagte med meget tykt, puslig- 
nende Slim. Den mere slemme Angina, Strubehoste nemlig, har 
Vist sig hele Aaret, men fornemmelig i de 3 sidste Maaneder, 
— hvor den har hersket epidemisk. | 

3 Kompagnikirurg Braun: Af Strubehoste 3 dodelige Til- 
= fælde i Oktober — November. 

3 Mandal. Distriktslege Rachlew: 2 Tilfælde af Strube-- 
- hoste i Ladestedet. ` 

Dr. Gundersen: 1 heldigt forlebende Tilfælde af Kroup. 
Lyngdal. Distriktslege Dietrichson: Flere Tilfælde af 
. Strubehoste skal have ytret sig i Spind Sogn. Intet Dedsfald. 

. Farsund. Reymert: Enkelte Tilfælde af Strubehoste i 
uni 


Flekkefjord. I forste Halvaar enkelte TI af Strube- = 
oste ; 
EE Strubehoste har vel ogsaa gjæstet os i dette- 


I Aar, men kun sparsomt; derimod har den i disse faa Til 
Været slem og næsten taget alle pio bort. 


96 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. | 


Stavanger Amt. 
Stavanger. Lewold: 5 Bern, hvoraf ingen dede, behand- 
ledes for Strubehoste i Foraaret. 
Eye: I Januar 13 Tilfelde af Strubehoste, hvoraf 5 dede; 
i Februar 9 Tilfælde, hvoraf 2 dode. 
Ekersund. Distriktskege Birch: Af Strubehoste har til 
forskjellig Tid ytret sig et Par Tilfælde. 


Sendre Bergenhus Amt. 
Sendhordland. Norman: En eiendommelig, Diphtheritis 
lignende Tilstand synes at have villet udvikle sig paa Vale- 
Strand og i Tysnes, hvor 7 Personer angrebes, dog uden at de 
antog den for denne Sygdom i Almindelighed ondartede og de- 
delige Karakter. : 
Graven i Hardanger. Nesheim: 2 Tilfælde af Angim 
- membranacea. 


Hardanger. Brock: Faa Tilfælde af Strubehoste er fore 
komne. | 


— 


Bergens By. ; š 

Heiberg: Angina polyposa var efter min Erfaring sjeld- | 
nere. Angina diphtheritica blev observeret hos 2 ældre Menú ` 
Som begge helbrededes. m 

Wisbech: I December bortrykkedes 2 Born af Angi | 
polyposa. Angina faucium, især tonsillaris, var i Juli og August 
hyppig. I 

Dr. Heitmann: For Angina membranacea behandledes 4, 
hvoraf 3 dede. 

Dr. Bull: Laryngitis forekom især i Begyndelsen af Aaret 
temmelig almindelig, og flere af disse Tilfælde var meget haar“ 
nakkede. De vedblev ogsaa hele Aaret. at vise sig af og ee 
Angina tonsilaris begyndte at udbrede sig i Februar 0g Marts 
men forakom ogsaa af og til i de ovrige Maaneder, idet den ; 
angreb flere Mennnesker i samme Hus. Der viste sig 09% — 
paa Mandlerne hvide Exsudater. Rekonvalescensen var 0 
lang og ledsaget af ikke ubetydelig Mathed. 


Nordre Bergenhus Amt. ; SG 

Sondfjord. Landmark: Under Navnet Diphtheritis wer? å 

jeg henføre en Sygdom, som i Juni forekom i Førde præste E 
geld. Strubehoste siges ogsaa i det forlebne Aar at have | 
rykket nogle Born, men langt fra i den Grad som i 1845. — — 


VE 


1858.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 97 


Nordfjord. Distriktslege Cammermeyer: En ondartet 


© Hoste i Forening med heftige Halsbetændelser har det hele Aar 


hersket omkring i Distriktets forskjellige Præstegjæld. 


Romsdals Amt. 
Søndre Søndmøre. Holler: Strubehoste har været over- 
ordentlig voldsom i Volden. Der anmeldtes 30 Bern, hvoraf 
næsten det halve Antal dede. Alle de anmeldte led desuden 


_ ikke af Strubehoste men nogle af Angina faucium; nogle blot af 
simpel katarrhalsk Hoste. Angina faucium har vist sig i Volden, 


men var kun i enkelte Tilfælde forbunden med Exsudat. Ingen 


3 dede. 


Nordre Søndmøre. Seeberg: Den i 1846 begyndte Strube- 
hoste vedvarede hele Aaret og bortrev et ikke ubetydeligt Antal 


. Bern. Af 19 behandlede dede 13. I Skrivelse af 7 Juni 1848 


bemærker han: Af de omtalte Krouptilfælde har der hos 7 


. været større eller mindre Affektion af Svælget, nemlig hos 6 
- gulhvide Pletter eller graalige Pseudomembraner. Hos 4 af 
. disse har flere Tegn paa Angina diphtherica været tilstede. Hos 
. de ovrige 12 har jeg ikke kunnet opdage nogen pseudomembranes 
. eller anden diphtheritisk Affektion af Halsen. 


Aalesund, Dr. Follum: Angina diphtheritica er optraadt 


. til forskjellige Tider. Af 5 behandlede dede 2. 


Ulfsten og Herø. Ekroll: Angina membranacea har af og 


| | til vist sig hele Aaret. I alt hehandlet 8. 


Romsdal. Hoffmann: I Næssets Præstegjæld forekem i den 
første Del af Aaret blandt Børn en Halsbetændelse, som bortrev 


. mellem 13—14 Individer. Efter de mig opgivne Symptomer 
. antog jeg denne Halsbetændelse at have bestaaet i Difterit. 


Nordmøre. Werring: Diphtheritis var udbredt i Iste 


- Halvaar og forekom overalt i Distriktet. 


Angina membranacea var meget almindelig i lste Halvaar 


og bortrykkede mange Bern, men har senere kun vist sig sporadisk. 


Kristianssund. Gliickstad: Bern angrebes af en ondartet 


1 ko (Diphteritis, Angina membranacea) Af 18 behandlede 


Pre Surendal, Sundal. Dr. Lossius: Især i 1ste Kyar- SE 


etændelse og 2 lidende af Strubeho 
Vid,-Selsk. Forh. 1888. No. 1. — 


b 


98 : AXEL JOHANNESSEN. [No. 1.5 


Stangvik og Surendal — har været mest udsatte for disse Syg- 
domme. 
Throndhjems By. š 

Weisse: Angina diphtherica var i Aar mildere, idet Affek- 
tioner af Luftreret og Dedsfald var sjeldnere. 

Knutzon: Af 21 for Diphtherit behandlede syge dede 2. 

Af Angina har i Aarets Leb mange veret angrebne. Den 
var ofte haardnakket og fremviste ofte hvide Pletter i Halsen, 
især paa Tonsillerne. 

Roll: Samtidig med Angina diphtherica gik en Epidemi 
af Angina pultacea, der aldrig udbredte sig til Luftveiene. 

Sperck: Af 19 Tilfælde af Diphtherit dede 5. 

 Randulff: Angina diphtherica herskede i Januar—April 

og Oktober—December. I Begyndelsen af Aaret var den mere 
ondartet. Af 21 behandlede dode 4. 

Paulsen: Svælg-Kroup (Angina diphtherica) har i sterre 
eller mindre Grad hersket hele Aaret. Af 35 behandlede dede 9. 

Klingenberg: Diphtherit havde antaget en mildere Karak- 
ter og viste sig væsentlig ved abortive Former. 

Under hele Epidemien angrebes 7—800 Personer, hvoraf 
omtrent 50 dede. 7 

Amtsfysikus Schulz: Nogle Tilfælde af Diphtherit forekom ` 
i Distriktet, i: 


Sendre Throndhjems Amt. 

Orkedal. Distriktslege Hartmann: Den sædvanligste 08 
farligste Eftersygdom efter Morbilli var Strubehoste, hvoraf alene 
i Bersen 20 Bern skal vere dede. 

Konst. Distriktslege Thome: Diphtherit er kun optraadt 
sporadisk. Jeg har kun seet et Par dødelige Tilfælde. Dog har 4 
maaske enkelte for Strubehoste angivne Tilfælde oprindelig været — 
denne Sygdom, og i Meldalen og Rennebu skal flere Bern vært — 
dede deraf. T 

Melhus. Dr. Bendeke: Diphtherit og Angina membranace? 
havde fer min Ankomst revet adskillige Bern med sig. Jeg såå 
3 Tilfelde, hvoraf 2 dede. ES 

Fosen. Holmsen: Den mest betydende Epidemi har Mos E 
Strubehoste. I Begyndelsen af Februar merkedes de forste å P 
fælde her paa Ørlandet. Senere er Sygdommen gaaet | 


1 Roll a. St, 8. 15. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 99 


Aaret og har udbredt sig over hele Distriktet. Af 14 behandlede 
er 5 dede. 

I Stadsbygden er tilseet 3 à 4, hvoraf 2 er dede, ligesom 
jeg ogsaa fra Hitteren er konsuleret nogle Gange angaaende 
Sygdommen. Forresten har der vel her paa Orlandet været 
angrebet ligesaamange Bern, der ikke er kommet under Behand- 
ling, og derefter forholdsvis i de evrige Bygder, dog synes Or- 
landet, Stadsbygden, Hitteren og Hevne fremfor Bjerner og 
Aafjord at have været slemmest medtagne. 

Mortaliteten af Bern har derfor veret meget betydelig; I4 
Kasus har jeg troet at have havt at gjere med Angina diphtherica. 


Nordre Throndhjems Amt. 

| Skogn, Levanger. Dietrichson!: I Aarets første Maaneder 
. herskede i Levanger By en dengang ikke meget udbredt Epidemi 
af Diphtherit. Fra Midten af August til Aarets Udgang her- 
skede Sygdommen paa forskjellige Gaarde paa de forskjelligste 
. Kanter af Prestegjældet og krævede flere Offre. Ialt behandlede 
- jeg 70, hvoraf 18 dede. 
3 Indergen. Buch: Af Strubehoste er behandlet 1 Tilfælde 
. i Indereen og 1 i Sparbuen; begge dødelige. I November og 
December forekom flere Halsbetændelser i Indereens Præstegjæld. 
1 Slenkjer. Dr. Lehmann: Angina membranacea og Diph- 
- therit, den sidste dog meget sjeldnere, har vist sig til mod Slut- 
ningen af Aaret. I Sparbuen er dedmeldte (ifelge Skrivelse af 
16 April 1848) 47, i Beitstaden 9, i Stod 14. 

Østre Namdalen. Distriktslæge Jebe?: Diphtheritis var 
epidemisk i Grong og en Del af Overhaldens Præstegjæld. Af 71 
behandlede dede 12. 


Nordlands Amt. 

Søndre Helgeland. Broch:  Katarrhalsk Hajsbetésitielse, 
hyppig forbunden med paafaldende stinkende Aande og en lang- 
varig Hæshed, begyndte i Brenne om Efteraaret, viser sig 
hyppig, har senere udbredt sig over hele Distriktet og er ved — 
Aarets Udgang herskende saa godt som overalt, uden, smsen. oo 
Vides, hos nogen at have fremkaldt Deden. po 
Nordre Helgeland. Sand: Henimod Slutningen af Aaret a 


! Smlgn. Dietrichson: Diphtheritis, epidemisk i Levanger og Skogn 1 
Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1848, 8. 73. x 

^ Smlgn. Jebe: Diphtheritis, epidemisk i østre Namdals Distrikt 
og nee af 1848. Norsk an for i ; 


100 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


begyndte der i Næsne Præstegjæld at vise sig hyppige Tilfælde 
af Halsbetændelse —- Angina tonsillaris et uvularis. 

Af Strubehoste (Angina membranacea) forekom 3 i Mai, 
hvori 1 i Lure og 2 i Næsne. Hos disse 2 var Sygdommen 
ledsaget af Betændelse og Elevationer paa Mandlerne. 


1848. 
Kristiania By. 

Dederlein: Angina membranacea har angrebet nogle 
større og mindre Bern af og til i Aarets Leb, men synes ikke 
at være saa dræbende som forhen. Ogsaa Diphtherit har an- 
grebet nogle, baade voxne og Bern, iser i Begyndelsen og Slut- 
ningen af Aaret. Affektioner i Halsen var forevrig ikke sjeldne. 

Herbye: Af Strubehoste behandledes i første Kvartal 4—5, 
der alle dede. . Diphtherit optraadte samtidig med Strubehoste 
og angreb flere Individer end denne. 

Peter E. Winge: For Strubehoste behandledes 4 Tilfælde, 
hvoraf 2 dede. For Diphtherit 2, hvoraf 1 dede. 

Kierulf: Under hele Aarets Leb iagttog jeg mange Til- 
fælde af Angina, der næsten var en af de almindeligste Syg- 
domme. I flere Tilfælde, især i Begyndelsen af Aaret, uddannede 
der sig diphtheritisk Beleg paa Delene i Fauces. — 

Forevrig gjordes hyppig den Erfaring, at difteriske Mem- 
braner udbredte sig paa Saar.! 


Akershus Amt. U 

Nedre Romerike. Distriktslæge Wisbech: SandsynligV 
forekom en Epidemi af Angina diphtheritica i Nitedal ifølge Ind- 
beretning fra Sognepræsten. 

Eidsvold. Dr. Dahm: Af Diphtheritis saa jeg blot nogle 
enkelte Tilfælde i Slutningen af Aaret, men for Sognepræstet 
var anmeldt flere Tilfælde af Strubesyge, der formodentlig ha 
været Diphtheritis. 


4 adf Y 
Høland. Dr. Suckow: I Begyndelsen af April 1 udtal 


Tilfælde af Diphtheritis. 


Follo. Heiberg: Strubehoste skal have borttaget en DE 1 


Bern i Vestby Sogn, dog uden mit Vidende. 


: i Lege p 
t! Beretning om Sundhedstilstanden i Norge i 1848. Norsk Magazin for x 


videnskaben 1850, S. 721, 


Be NE NT eo EE gae o rece 


P 
Es 


Smaalenenes Amt. 


| 1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 101 
| Fredrikshald. Zimmer: I Februar 2 Tilfælde af Diphtherit, 
hvoraf 1 døde. Senere har denne Sygdom hele Aaret igjennem 
| vist sig periodevis her paa Stedet. Af 29 behandlede er 4 døde. 
— Desuden 4 Dødsfald. 
| Foruden den egentlige Angina diphtheritica er der i Aarets 
| Leb, især i November—December, forekommet en Angina ton- 
- Sillaris, forbunden med Slimexsudater eller smaa gulhvide Blegner | 
: paa Mandlerne. 
| Dr. Winther: I Lobet af Aaret har en epidemisk Angina 
maligna diphtheritica eller den saakaldte throndhjemske Halse- 
| syge vedholdende hersket her paa Stedet, men foranderlig med 
. Hensyn "til Extensitet og Intensitet. Af 60—70 Syge, lidende 
af Halsesyge, har i det hoieste 6—8 lidt af en ægte Angina ` 
diphtheritiea. Imidlertid kan det ikke nægtes, at selv de mest 
godartede Tilfælde har været af en eiendommelig Karakter og 
adskilt sig fra den sædvanlig forekommende Halsesyge. 1 Dods- 
fald, en Pige, hos hvem der ved Obduktionen fandtes hvide 
elastiske Masser i de finere Luftrerforgreninger. 

Fredrikstad. Dr. Carl Olsen: Allerede i Begyndelsen af 
Aaret viste sig her i (Byen nogle Tilfælde af Diptheritis, men 
ferst i Aarets Slutning optraadte den epidemisk. Den angreb 
iser Bern men ogsaa voxne, og oftest blev flere i samme Hus 

. angrebne. Dødeligheden har for Byens Vedkommende været 
ringe sammenlignet med Landet. 

Garnisonslæge Larsen: 3 dedelige Tilfælde af Strube- 
hoste i Oktober—November. November—December var rig paa 

_ inflammatoriske Affektioner af Luftreret hos Bern, Angina mem- 
. branacea, Diphtheritis og Stomatitis exsudativa, samt Angina 
tonsillaris hos voxne. : 
Moss. Dr. Reimer: 2 Tilfælde af Diphtheritis i Januar. 
Nyegaard: Strax fra Aarets Begyndelse af viste sig 
. Angina, som i Slutningen af Januar optraadte som en farlig 
1 Epidemi. I Almindelighed var det som en Angina tonsillaris 
E simplex, men af og til viste der sig Angina membranacea og S 
diphtheritica. | 
I Slutningen af August ophørte Epidemien. Men mod Slut- - 
ningen af Aaret viste den sig igjen, og i Nabobygderne Ry gge = 
. 9g Raade optraadte Angina diphtheritica ges = vedvareae 
Ved Aarets Udgang. 


102 | AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
See 


Moss. Dr. Heiberg: Af 15 behandlede i Raade dede 4, 

Trogstad. Dr. Riis: Affektioner af Svælget var ei ual- 
mindelige i April og Mai, men dog fornemmelig Hesten udover, 
og blev der iagttaget 1 Tilfælde af diphtheritisk Form. 


Buskeruds Amt. 

Landfysikat. Peckel: Strubelioste og endnu oftere Pseudo- 
kroup er forekommet, ligesaa Halsbetændelse, hvorimod jeg ikke 
har havt Anledning til at lagttage et eneste Tilfælde af Diph- 
theritis. 

Drammen. Blich: Simple Anginaer var ogsaa iaar hyp- 
pige, enkelte Gange var Anginaen diphtheritisk. 14 Tilfælde af 
Kroup og Diphtheritis, hvoraf 7 dede. 

Wildhagen: Strubehoste har af og til vist sig. e 

Modum. Thaulow: Diphtheritis var mindre udbredt end 
i 1847; dog skal ikke faa vere dede. Sygdommen optraadte 
iser i April, Juni, September og November. 

Hougsund. Holter: 3 Tilfælde af Diphtheritis, som alle 
endte dedeligt. SE 

Ringerike. Seip: Af 30 Patienter med Angina diphtheritica 
dede 3. 

Kongsberg. Bryn: Af Strubehoste 2 Tilfælde, hvoraf 1 
dede. Af Diphtheritis 5 i Aarets 2 sidste Maaneder, 1 døde. 

Støren: Af Strubehoste og Diphtheritis 3 Tilfælde, som 
alle helbrededes, 

Klouman: Af Tracheitis infantum behandledes i Januar 
2, i April 1, i August 1; af disse dede 2. Af Diphtheritis 1 
dedeligt Tilfælde i Januar. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt, 
Svelvig. Dr. Winsnes: Halsbetændelser var især hyppig 
i Januar — Marts. De var i Almindelighed af katarrbalt? 
Karakter. Kun hos et Par saaes paa Uvula og Tonsillerne ® 
tyndt diphtheritisk Belag. i 4 
Holmestrand. Korpslege Weide mann: Mange angrebe 
af Halsbetændelse, ligesom et Par Tilfælde af Kroup viste sig. 
1 Tilfelde af Diphtheritis. 11 
Laurvig. Amtsfysikus Sandbergs M.-B. for Skien: dte 
Tilfælde af Angina, hvoraf Døden indtraf i 3 ved den saakal 
throndhjemske Halsesyge, der forplantede sig til Struben. 


EE 


E E 


P tonsillaris ———- 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 103 


Distriktslege Roosen: 3 Tilfælde af throndhjemsk Halse- 
syge blandt den fattige Klasse. 

Poulsson: Diphtheritis forekom sporadisk; i Juli indtraf 
et dedeligt Tilfælde. Af Kroup indtraf 3 Tilfælde i sidste 
Halvdel af Aaret; 2 endte dødelig. Ievrigt undlader jeg ikke 
at bemerke, at det er mig bekjendt, at det er af disse 2 Syg- 
domme, at de fleste Bern i Laurvig i 1848 er bortrykkede. 

Fredriksvern. Korpslæge Solberg: I hver af Maanederne 
Januar og Februar forekom et Tilfælde af Angina diphtheritica. 
I December dede et Barn af Strubehoste. 

Kompagnikirurg Munch: Angina iser hos Bern forekom 
hyppig, men viste kun i et Par Tilfælde nogen Lighed med den 
saakaldte throndhjemske Halsesyge. Af Strubehoste enkelte 
dedelige Tilfælde. 

Overlege Clasen: 2 dødelige Tilfælde af Angina membra- 
nacea i 4de Kvartal. 

Hedemarkens Amt. 
Amisfysikat. Blehr: Diphtheritiske Affektioner: som ogsaa 


. renere Krouptilfeelde, som begge gaar under Navnet Strubehoste, 


er ogsaa 1 Aar forekommet i Distriktets sydligere, mere skovrige 
Egne af Romedal og Stange. 
Ringsaker. Hirsch: 4 Tilfælde af Angina diphtheritica, 


x hvoraf 1 dede. 


Elverum. Munthe: Af Strubehoste enkelte og af Angina 
diphtheritica et Par heldig forlobende Tilfælde. 
Aamodt. Uchermann: I Januar 5 og i Februar 1 Til- 
felde af Diphtheritis. 
 Kristians Amt. 
Toten. F. C. Raabe: Angina membranacea vær sig” = 


. 9g til. 1 dødeligt Tilfælde af Diphtheritis. 


Søndre Gudbrandsdalen. Baumann: Halsesyge indfandt 


sig for ferste Gang i de ferste Dage af Aaret paa Gaarden 
. Nyhus tæt ved Lillehammer; den kom Ilte Januar til Byen, hvor 
. den med korte Mellemrum forekom i den første Halvdel af Aaret, 
` i hvilken Tid den angreb 95 Personer, hvoraf 6 dede. Siden ` ` 
. Juli har ingen, saavidt mig bekjendt, været angrebet i Byen, — 

— hvorimod Sygdommen af og til skal have vist sig paa Landet, 
.. hvor 10—12 Personer har været angrebne. Halvparten døde. — 


Samtidig med Halsesyge gik ogsaa tee almin del 


i 
104 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Korpslæge Wetlesen: En epidemisk Angina diphtheritica 
har i Aar hersket paa Lillehammer og i dens Omegn. Den op- 
herte mod Sømmeren, men indfandt sig igjen mod Vinteren. 


Bratsberg Amt. 

Skien. Korpslæge Leegaard: I Januar 4 Krouptilfælde, 
hvoraf 3 døde. I Marts — April 9, som alle helbrededes. 

Schaaning: Den med Tyfus nærstaaende ondartede Halse- 
betændelse (Angina diphtheritica) vedblev at vise sig i Aarets 
første Maaneder, ophørte mod Vaaren og viste sig igjen med 
nogle lette Tilfælde i December. Strubehoste viste sig i Jannar 
— Februar, Oktober og December. ; 

Langesund. Dr. Hoffmann: Strubehoste begyndte her i 
Februar og krævede mange Offere. Diphtheritis viste sig spo- 
radisk, dog hyppigst i Oktober. Den var ikke ondartet og med- 
ferte intet Dedsfald. 

Udover Aaret viste Strubehoste sig snart i Bamble Sogn, 
snart i Brevig, snart i Stathelle, dog stedse sporadisk og altid 
med Ugers Mellemfrist. Kun 3 Tilfælde helbrededes. 


Porsgrund. Dr. Vetlesen: 9—10 Born angrebes af epi- 


demisk Strubehoste. Samtlige dede. De fleste Tilfælde indtraf 
i April. | 
Kragerø. Homann: Strubehoste herskede hele Aaret, især 
i Landdistriktet, hvor 28 Bern dede. 

Thomesen: Katarrhalske Halsaffektioner ofte med diphthe- 
ritisk Beleg har hele Aaret, men især i de første Maaneder, 
været almindelige. Strubehostethar ogsaa, især i Høstmaanederné, 
været hyppig. 

Nedre Thelemarken. Distriktslæge Salvesen: Af Strube- 
hoste skal flere Born være døde i Distriktet. 3 

Øvre Thelemarken. Distriktslæge Krabbe: Diphtheritis 
fremstod som Epidemi i December i Hviteseid. 


* Lister og Mandals Amt. i 
Kristianssand. Braun: 5 Tilfælde af Strubehoste, hvoraf 
2 dede. 
Wolff: Angina tonsillaris exsudativa forekom fra ee? 
— August. Angina catarrhalis og diphtheritica hos enkelte : 
December. Angina membranacea angreb til forskjellige Tide 
saavel smaa Bern som ældre. Af 10 Patienter dede 5. 


7 


~ 1888. DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 105. 


Mandal. Rachlew: Diphtheritis skal have ytret sig i 
Slutningen af Aaret i de øverst liggende Sogne af Holme. 
Farsund. Reymert: Strubehoste viste sig til forskjellige 

Tider. Af 4 behandlede dede 2. Jeg er tilboielig til at tro, at 
Kroup ikke har været sjelden i Distriktet, da jeg af Folk boende 
paa Landet flere Mil fra Farsund er bleven konsuleret for Syg- 
domme hos Børn, der maatte antages at lide af Strubehoste. 

Lyngdal. Distriktslæge Dietrichson: I Slutningen af 
Marts ytrede en epidemisk Halsbetændelse sig i Kvaas Sogn. 

Flekkefjord. Kraft: Om Høsten var Halsbetændelser 
hyppige uden dog nogensteds at antage Karakter af Diphtheritis. 


a 
b 
i 
å 
3 
; 


* 
š 
A 
s 
3 
Ky 


Stavanger Amt, 
i Stavanger. Korpslæge Stang: Enkelte Tilfælde af Angina 
` membranacea. | 


Å 

x Nordre Bergenhus Amt. 

: Indre Sogn. Konst Distriktslege Seeberg: Angina diph- 
. theritica bortrykkede 2 Bern paa Skarsnæs og Kvam. I Sogn- 
= dalsfjeren viste sig 1 Tilfælde af Strubehoste, der helbrededes. 

| 

| 

| 


Romsdals Amt. +- 2 

Søndre Søndmøre. Holler: Strubehoste har i Vanelven, 
Here og Volden bortrykket en Mængde Børn. I Sevde Annex 
- angives 30 Bern at være døde deraf. I Volden er 37 Bern an- 
meldte, hvoraf omtrent 10 havde Angina faucium, og er af disse 
anmeldt 21 Børn døde. 

Nordre Søndmøre. Søeberg: Angina membranacea forekom 
sporadisk hele Aaret igjennem. Af 20 behandlede døde 10. 

Aalesund. Follum: Nogle lettere Tilfælde af Strubehoste 
forekom i de første Maaneder af Aaret. - 

Ulfsten og Herø. Ekroll: Strubehoste forekom af og til i 
Aaret især i Løbet af Sommeren og henimod Aarets Slutning. Af 
_ Angina diphtheritica forekom 3 Tilfælde, hvoraf 1 dede. 
Nordmøre. Werring: Angina membranacea har været 
. anmeldt i Thingvold og Aure, hvor flere Bern synes angrebne. 
Kristianssund. Bonnevie: 2 Tilfælde af Strubehoste i 
Januar, j 
Throndhjems By. me 
Roll: 1 heldigt forlebende Tilfælde af Angina diphtheri- us 
tica. Forresten herte jeg næsten ingen Klage over Smerter 1 
. Halsen, uden at jeg her saa sterre eller mindre hvide Pl 


LECCE PES SS: Paar exe IL PRA 


106 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1, > 


Weisse: Af Angina tonsillaris behandledes 29, af Angina 
diphtheritica 14, hvoraf 2 dede. 

Kindt: Den maligne Angina viste sig af og til, men af 
mildere Karakter. Af 12 behandlede dede 2. | 


Sendre Throndhjems Amt. 
Ørkedalen. Hartmann: Epidemien fortsatte sig fra for- 
rige Aar. Af 9 behandlede dede 3. 
"ose. Holmsen: For Diphtheritis behandledes 16, hvoraf 
4 Bern dede, alle under de sædvanlige Symptomer af Strubehoste. 
Af de anferte Tilfelde indtraf 4 i Mai i Ritsen, 9 i Juni i 
Stadsbygden, 3 i August paa Orlandet. 


Nordre Throndhjems Amt. 

Stjørdalen. Istad: Halsbetændelse (Angina diphtheritica) 
var udbredt over hele Distriktet, men mest ondartet i Marts — 
Mai, da mange Bern dede, især i Lexvikens Hovedsogn. Syg 
dommen viste sig sidste Gang 4de December. en 

Inderøen. Buch: Et enkelt Tilfælde af Diphtheritis i Sep 
tember. Af Angina membranacea 2 Tilfælde, hvoraf 1 dede. 

Østre Namdal. Distriktslege Nerdrum:  Halsesygen var 
i Begyndelsen af Hosten meget sjelden, men efterhaanden som 
Kulden indfandt sig, forfleredes Tilfældene, især nede ved So- 
kanten, der ifjor forskaanedes. Af 13 behandlede dede 2. 
Sygehuslæge Gottwaldt: Af 10 af Diphtheritis angrebne 
dede 2. s 

Vestre Namdal. Distriktslæge Fermann:  Strubehost? 
forekom jævnlig, dog kun sporadisk. Enkelte Tilfælde af Hals 


betændelse, dog ikke af diphtheritisk Natur, ytrede sig i Beg)?" 
delsen af Vinteren. 


Nordlands Amt. 

Søndre Helgeland. Brock: En Abortivform af De 
ritis eller en noget egen Angina pharyngea et faucium — e | 
diphtheritiske Membraner — er forekommet særdeles meget E 
bredt og hyppig ligefra Aarets Begyndelse til imod Stutninge” 
dog ikke i Februar — Mai. Stomacace simplex epidemica M 
ligeledes forekommet meget udbredt, især i Foraar- og Somme? 
maanederne. > Ñ 

Nordre Helgeland. Sand: Almindelig var Angina fauci — 
som efterlod Mathed, der varede 3 Uger og lengere. d 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 107 


Vesteraalen, Lofoten og Ando. Høegh: Midt i November 
meldtes gjennem Fogden, at en sotlignende betydelig Sygdom 
havde angrebet en Del Bern paa Gaarden Fiskebøl i Hadsel, 
havde kontinueret siden Slutningen af Oktober og henrevet 3 i 
Alderen mellem 3 og 10 Aar. Sygdommen udmærkede sig efter 
Opgivende ved Angina, Tussis, Obstructio alvi, Stranguria, Expan- 
sio abdominis og sorteblaa Saar circa anum, samt hos flere af 
de Syge et Slags Udslet i Huden. 


Finmarkens Amt. 

Tromsø. Nissen: Angina med diphtheritisk Exsudat var 
sedvanlig i Januar. Enkelte Anginaer med Exsudat eller Pseudo- 
membraner viste sig nu og da hele Aaret. 

Trondenes. Distriktslæge Høegh: 5 Individer skal vere 
dede af Diphtheritis i Trane. 


1849. 
Kristiania By. 
Lund: „Anina var sjelden forbundet med diphtheritisk 
Exsudat, 
Kierulf: Diphtheritiske Affektioner er forekommet tem- 


melig hyppig, om end ikke epidemisk, og har lokaliseret sig ikke 


alene i Svælget, men ogsaa hyppig paa suppurerende Saarflader. 1 
Herbye: 4 Tilfelde af Diphtheritis, der helbrededes. 
Schroeter: 2 Tilfælde af Diphtheritis, der helbrededes. 

1 Tilfælde af Angina membranacea, der dede. 

P. Heiberg: 2 Tilfælde af Angina membranacea, der dede. 
Peter E. WE e: 1 Tilfelde af Angina membranacea, 
der dede. e 


Akershus Amt. * 
Follo. Heiberg: 2 Tilfælde af Strubehoste, der dede. 


Smaalenenes Amt. 

Fredrikshald. Zimmer: Af Diphtheritis forekom enkelte | 
Tilfælde hele Aaret, dog af mildere Karakter end ifjor, da den 
ikke hos nogen af de Syge kastede sig paa Luftveiene og ei _ 
endte dedelig hos nogen. Angina katarrhalis var hyppig i Marts 


chirurgiske Afdeling, Norik SE ME 


1 Helge Backer: Meddelelser fra Rigshospitalets > 

saadanne “€ 
Magazin for Lægevidenskaben 1850, S. 398 observeredes ; 
teriske Saarflader især i Mai — Juni. SE 


108 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1, 


— April og Oktober — November. Af Strubehoste forekom i 
Oktober 1 dedeligt Tilfælde. 

Fredriksstad. Carl Olsen (der ansattes som Epidemilæge): 
Angina diphtheritica var i Begyndelsen af Aaret udbrudt i 
Landdistriktet, hvor af 64 behandlede 16 døde.  Ogsaa i Byen 
forekom flere heldig forlebende Tilfælde. 

Hafslund. Verkslæge Radich: Ud paa Efteraaret viste 
sig flere Tilfælde af den saakaldte throndhjemske Halsesyge 
blandt Børn ved Soli og Borregaards Brug. 

Moss. Nyegaard: Imod Slutningen af 1848 optraadte 
Angina diphtheritica epidemisk i Raade og Rygge og vedblev 
til Februar 1849. Ialt behandledes her 26, hvoraf 3 dede. I 
Moss 8 behandlede, hvoraf 3 dede. 

Rakkestad. ` Distriktslege Borgen: Den throndhjemske 
Halsesyge udbred paa Pladsen Bjornerud i Skibtvedt; 5 Bern 
angrebes, hvoraf 2 dode. 


Buskeruds Amt, , 
Landfysikat. Deckel: 1 Tilfælde af Diphtheritis, som dede: 
2 Tilfelde af Strubehoste, som dede. 
Drammen. Wildhagen: 2 Tilfelde af Strubehoste, som 
helbrededes. 1 Tilfælde af Diphtheritis, som dede. : 
Blich: Anginese Tilfælde ogsaa i Aar hyppigere. Kun 
enkelte Gange viste sig Pseudomembraner paa Tonsillerne, 08 
paa 4 af disse udviklede sig Kroup, der helbrededes. U 
Modum. Thaulow: Enkelte Tilfælde af Diphtheritis. 
Ringerike. Seip: 2 Tilfælde af Kroup, som helbrededes. 
Kongsberg. Bryn: 3 Tilfælde af Diphtheritis, hvoraf 1 døde, 
4 Tilfælde af Strubehoste, hvoraf 1 dode. 
Klouman: Nogle faa Tilfelde af Tracheitis infantum 08 
Diphtheritis. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. U 
Svelvig. Winsnes: Ogsaa i Aar saaes hos et Par Bort 
et tyndt diphtheritisk Beleg paa Tonsillerne og Uvula. 
Holmestrand. Weidemann: 2 Tilfælde af Strubehoste. e 
orten. Rønne og Bolstad: 1 dødeligt Tilfælde 2 
Strubehoste. a 
Tønsberg. Hasberg: I Marts enkelte Tilfælde af Dip 
theritis, hvoraf intet medførte Deden. 


0 
Sandefjord. Korpslege Ebbesen: I sidste Halvaar 1% ` 


angrebne af Diphtheritis, hvoraf 5 dede. 


| 
I 
I 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 109 


Laurvig. Roosen: Et Par Tilfælde af Angina diphtheritica. 
Fredriksvern. Clasen: 10 Tilfælde af Diphtheritis, som 
helbrededes. 2 Tilfælde af Strubehoste, som dede. 


Amisfysikat. Blehr: I Oktober 1 dedeligt Tilfælde af Angina 
membranacea. Om Hesten indfandt sig Febre med Angina og 
biliose Symptomer. Hos flere, især ældre, saaes hvide Pletter og 
tynde Belæg paa Mandlerne. 

Kongsvinger. Korpslæge Winsnes: Angina tonsillaris et 
faucium er indtruffet. 

Solør. Schneider: 3 Tilfælde af Tyfus kompliceret med 
Angina, der endte dedeligt hos 1. 


| Hedemarkens Amt. 
1 
| 
s 
3 
[ 


Kristians Amt. 

Toten. F.C. Raabe: 1 Tilfælde af Angina membranacea, 
1 der helbrededes. 
i Hadeland — Land. Buchholz: Fra Aarets Begyndelse 
] sporedes der et og andet Tilfælde af Diphtheritis og Kroup. 

Søndre Gudbrandsdalen. Baumann: 6 Tilfælde af Diphthe- 
ritis, hvoraf 1 dede. 

Lillehammer. Wetlesen: 3 Tilfzlde af Diphtheritis, hvoraf 
1 dede, samtlige i Begyndelsen af Aaret. 


Ke ERE REI 


| Bratsberg Amt. 
; Porsgrund. Vetlesen: I Januar begyndte en Epidemi af 
throndhjemsk Halsesyge, hvoraf 12 angrebes og 6 dede. I Januar 
1 Tilfælde af Strubehoste. 
Brevik. Hoffmann: Angina polyposa har været den mest 
fremherskende Sygdom i Aaret, samtidig med Diphtheritis. 
Nedre Thelemarken. Salvesen: Strubehoste har gjæstet 
flere Familier i Distriktet. Af Diphtheritis dəde 3 Bern i Sand. 


Nedenæs Amt. 

Arendal. Kittel: Af Strubehoste 2 Tilfælde, hvoraf | 1 
dede. Af Diphtheritis 1 Tilfælde. 

Grimstad. Dr. Frisak: I Begyndelsen af Aaret "e n 
Mængde Mennesker angrebne af Angina. Hos nogle var Ton- 
Ge og Uvula belagt med en graalighvid, fastsiddende Mem- 
bra 


dona Brincken: 


i I Februar og September forekom 
; Kroup hos nogle Bern.  — 


110 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. | 


Lister og Mandals Amt. 


Kristianssand. Kompagnikirurg Lochmann: Angina mem- 


branacea var noget sjeldnere i 1849 end i de foregaaende Aat. 
Af 7 Patienter dede 1. Af Diphtheritis 1 Tilfelde hos et 25- 
aarigt Fruentimmer. 
Bliehfeldt: Af Diphtheritis 3 Tilfzlde. : 
Wolff: Af Diphtheritis 2 Tilfælde. Af Angina mem- 
branacea angrebes 5 Bern, som alle helbrededes. : 
Braun: Af Angina membranacea angrebes 4 Born, hvoraf 
1 dede. E 
Kompagnikirurg Heyerdahl: Enkelte alvorlige Anglnaer 
med diphtheritiske Udsondringer har indfundet sig af og til. 
Mandal. Rachlew: 3 Bern i Levdal Annex skal vere 
dede af throndhjemsk Halsesyge. : 
Farsund. Reymert: Strubehoste forekom enkeltvis. 


Nordre Bergenhus Amt. = 
Nordfjord. Cammermeyer: 7 Tilfelde af Diphtheritis, 
hvoraf 3 dede. | 
` Romsdals Amt. a 
Søndre Søndmøre. Holler: 4 Tilfælde af Diphtheritis 
hvoraf 1 dede. f 
Aalesund. Follum: I Skodje Annex nogle Tilfælde å 
Diphtheritis, hvoraf 1 døde, desuden et Par Tilfælde af Strubehoste 
Ulfsten og Herø. Ekroll: 1 Tilfælde af Strubehoste om 
Foraaret, U | 
Throndhjems By. : 
Weisse: Af Angina behandledes 30, hvoraf 2 med Anginé 
diphtherica. 


Sondre Throndhjems Amt. Å 
Ørkedalem. Hartmann: 3 Born døde af Angina diphtherlc? 
i Bersen. 
Fosen. Holmsen: For Angina diphtheritica behandledes 
8, hvoraf ingen dede. Af disse var 6 i Stadsbygden, 1 paa or 
landet og 1 i Ritsen. 


Nordre Throndhjems Amt. je 
Stjørdalen. Istad: Ondartet Halsesyge udbrød paa 108 
Gaarde i Lexviken i Juni. Af 10 syge dəde 4. — 
Skogn. Dietrichson: Af Diphtheritis forekom i Slut- 
ningen af Aaret 10 Tilfælde, hvoraf 1 dede. 


i 


IAM PES AN 


à 
3 
1 
i 
i 


—Ç branacea, hvoraf 2 dede. 


à 1888.] - DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 111 


Indergen. Buch: I November viste sig en ondartet Halse- 
syge i Yttereens Præstegjæld, hvor den efterhaanden angreb 
flere Born. I Slutningen af December 2Tilfælde i Inderøen. 
12 behandlede, hvoraf 5 døde, desuden 8 Bern dede i Ytterøen. 
I Januar 1850 er blot 2 Tilfælde anmeldte, saa Sygdommen kan 


ansees for ophert. 


Stenkjer. Lehmann: Omkring 10 Tilfælde af Diphtheritis. 

Østre Namdal, Nerdrum: Af Diphtheritis, som især fore- 
kom i Begyndelsen af Aaret, døde 5. 

Gottwaldt: Af 47 behandlede dede 2 

Vestre Namdal, Fermann: I September herskede Diph- 
theritis i Halme Sogn. 

Finmarkens Amt. 

Tromsø. Nissen: Angina tonsillaris jog uvularis var meget 
hyppig og især i December ofte forbunden med Diphtheritis. 
Af 12 behandlede dede 5. Simpel Laryngit var almindelig. 


1850. 
Kristiania By. 

Dederlein: I de 2-3 sidste Maaneder var farlige Hals- 
inflammationer meget gjængse. Strubehoste og Diphtheritis har 
af og til angrebet flere baade voxne og Børn, men ikke været 
meget dræbende. 

Lund: Angina tonsillaris forekom hyppig især i de 2 første 
og 4 sidste Maaneder og angreb da ofte i et Hus saa mange 
Individer, at den fik Udseende af at være kontagies. Heist 
sjelden var Sygdommen ledsaget af difteriske Exsudationer. 
Laryngitis forekom sjeldnere end sædvanlig. 

Peter E. Winge: 2 dodelige Tilfælde af Strubehoste. 


Akershus Amt. 

Ullensaker. Hals: 1 Tilfælde af Kroup. 

Øvre Romerike. Distrikstlæge Jacobsen: Katarrhalsk 
Svælgbetændelse var i Hestmaanedene almindelig i Hurdalen. 
I Feiring optraadte den med exsudativ Karakter. Af 8 behand- 
lede dede 4. I Ullensaker viste Sygdommen sig almindelig 


blandt voxne med hvide Pletter i Halsen. 


Follo. Heiberg: 2 heldig forlebende Tilfælde af Strube- 
Hol Dr. Gotaas: I Marts 3 Tilfælde af Angina me 


112 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


Smaalenenes Amt. 

redrikshald. Zimmer: Diphtheritis vedblev at vise sig 
hele Aaret, men især i Vaar-, Hest- og Vintermaanederne. Den 
. var af mild Beskaffenhed. ° Dedsfald. 

Winther: 2 Dedsfald. 

Aremark. Dr. Randers: I April et enkelt Tilfælde af 
Diphtheritis hos en voxen Mand. ; 

Fredriksstad. Carl Olsen: I de omliggende Præstegjæld 
17 Tilfælde, hvoraf 6 døde. : 

Sarpsborg. Dr. Ebbesen: Fra tidlig om Sommeren viste 
den throndhjemske Halsesyge sig i Byen. 

Hafslund. Radich: Diphtheritis og Kroup har været meget 
fremherskende. Mange Børn saavel ved Brugene som i Bygderne 
Skjeberg, Borge og Thune er faldne som Offre for Strubehoste. 

Moss. Nyegaard: Diphtheritis opherte indtil August, da 
der i Rygge optraadte 5 Tilfælde, hvoraf i 1 Familie 3; af disse 
dede 1. 

Buskeruds Amt. 

Drammen. Wildh agen: De katarrhalske Sygdomme vår 
fremherskende og af godartet Natur, uagtet de ikke sjelden led- 
sagedes af Exsudater. 


Blich: 2 Dedsfald af Diphtheritis. For Kroup behandledes 
4, hvoraf 3 dede. 


Landfysikat. Peckel: Diphtheritis viste sig af og til, me? 
helbrededes næsten altid. 

Modum. Thaulow: I Januar — Februar enkelte Tilfælde 
af Diphtheritis. : 

Ringerike. Seip: Enkelte Tilfælde med 1 Dedsfald ? 
Diphtheritis. Katarrhalske Svælgbetændelser viste sig samtidig 
hyppig. 


Hønefos. Dr. Schjong:  Diphtheritis har været sjelden - 


dette Aar. 


Kongsberg. Klouman: Enkelte Tilfælde af Tracheitis 
infantum og Diphtheritis hele Aaret. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 


Svelvig. Winsnes: 1 Tilfælde af dødelig Angina me 


branacea. ; h 
Holmestrand. Weide mann: I November begyndte m 


: i 
pigere at forekomme Diphtheritis, som hos 6 Bern havde pad — 


til Felge. ` 


" 
1 
I 
| 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 113 


Laurvig. Poulson: 5 Tilfælde af Diphtheritis med 3 
Dedsfald. 2 Tilfælde af Angina membranacea, der endte dedeligt. 
Angina katarrhalis var samtidig almindelig. 

Sandefjord. Ebbesen:  Diphtheritis optraadte i 2 Epi- 
demier, den ene fra Begyndelsen af Marts—Midten af Mai, i 
hvilken Tid der angrebes 17, den anden fra Oktober til ind i 
det nye Aar, i hvilken Tid der angrebes 11. Dedsfaldenes Antal 
var 7.- Samtidig optraadte adskillige Tilfælde af Katarrh og 
Angina. 

Fredriksvern. Clasen: 3 Tilfelde af Angina diphtheritica. 


Hedemarkens Amt. 

Ringsaker. Dr. Langberg: I Midten af November be- 
gyndte Diphtheritis at vise sig. Flere Bern dede. Halsesyge 
(Angina) har i Aarets 2 sidste Maaneder været meget almindelig, 
men godartet. 

Kongsvinger. Winsnes: 1 dedeligt Tilfælde af Strube- 
hoste fer Jul. 

Bratsberg Amt. 

Porsgrund. Vetlesen: Simple katarrhalske Svælgbetæn- 
delser var ikke sjeldne om Vaaren og Høsten. 1 Tilfælde af 
Diphtheritis hos en voxen Kvinde. Strubehoste bortrykkede til 
forskjellige Tider 5—6 Born. 1 reddedes. 

Brevik. Hoffmann: I Januar 8 Tilfælde af Strubehoste, 


. hvoraf 5 døde. Efter Januar optraadte den med 1 Tilfælde i 


hver af Maanederne Februar, Mai, Oktober og December. Haand 
i Haand med Strubehoste fulgte Diphtherit, hvoraf 6 døde i 
Januar. 

Kragerø. Homann: Flere Tilfælde af Angina diphthe- 
ritica, hvoraf 1 Barn dede. Af Angina membranacea 1 Tilfælde. 

Nedre Thelemarken. Salvesen: Angina tonsillaris var 
hyppig. 

Øvre Thelemarken. Krabbe: Diphtheritis forekom i Februar 
—April i Siljord og Sauland. 

Øvre Thelemarkens vestfjeldske Distrikt. Bakke: Katarrhalsk 
Svælgbetændelse var ikke sjelden i Februar —April. 


Nedenæs Amt. RE 

Arendal. Dr. Hachenberg: Af Strubehoste forekom 6 SC 
Tilfælde, hvoraf 4 dede. RO 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 1. 


. E 
114 : AXEL JOHANNESSEN. [No 


Grimstad. Frisak: Angina diphtheritica viste sig hyppig 
i Fjære Sogn, hvor 12 behandledes. I Grimstad angrebes 13, 
hvoraf 3 dede. 6 angrebes i September, 7 i December. 

Næs Jernverk. Jebe: 8 Tilfælde af Halsbetændelse, hvoraf 
1 dede, 


Lister og Mandals Amt. b 
Kristianssand. Lochmann: Angina membranacea viste pe 
af og til, dog sjeldnere end i 1847—1849. Den optraadte især 
Januar—Februar og i December. i3 
Blichfeldt: Af Strubehoste behandledes 10, hvora : 
dede. Halsbetendelse hos Voxne havde vist sig ondartet, = 
jeg har ikke som hos enkelte i 1849 seet diphtheritisk Belæg. 
Braun: 6 heldig forløbende Tilfælde af Strubehoste. 1 
Stadsfysikus Hanson: Angina membranacea viste 818 
igjen i J uni, efterat den var ophert i Januar og Februar. em 
Wolff: For Angina katarrhalis og polyposa behandl 
12 Bern, som alle helbrededes. å 
Flekkefjord. Kraft: I September udbred paa mer 
epidemisk Katarrhalfeber, hyppigst ledsaget af heftig we" a 
delse. I Kirkehavn og paa Vidje var Sygdommen især å ps 
delig i Oktober—December, medens Strubehoste blandt pe^ 
Born krevede flere Offre, Epidemien har senere som pp 
Angina hos voxne, men ofte som Angina membranacea hos me 
i Begyndelsen af 1851 erholdt en videre Udbredning i Distr 
og fornemmelig hjemsøgt Flekkefjord By. 


Stavanger Amt. 


å ; ide» 
Egersund. Birch: Angina optraadte hyppig men | 


Exsudat 

Bergens By. 
Heiberg: Angina faucium var hyppig. 

Nordre Bergenhus Amt. 

dmark: Om Vaaren og Hosten wer 

ne og Bern af Betændelse i Toni 

alvorlig Beskaffenhed, idet et diphthe 
Beleg viste sig. 


— 8 
Nordfjord. Cammermeyer: Fra 15 Septembe Eid 19 
Oktober behandledes for Diphtheritis paa Moklebust 1 
Personer, hvoraf 6 dəde 


| iD 
Dr. Cappelen: Imod Slutningen af Aaret optraadte 1 7 


Sondfjord. Lay 
ei sjelden baade Vox 
hos enkelte var af 


13 
= 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 115 


viken og Sele epidemisk en udbredt og farlig exsudativ Halsbe- 
tendelse. Sygdommen optraadte først i de indre Præstegjæld 
af Nordfjord, Eid og Gloppen. Af 9 behandlede dede 3. 


Romsdals Amt. 
Søndre Søndmøre. 4 Tilfælde af Diphtheritis, hvoraf 1 
dede. 
Ulfsten og Herø. Ekroll: 14—16 Tilfælde af Angina 
membranacea. Tilfældene var mildere end fer. 
Nordre Søndmøre. Seeberg: 4 Tilfælde af Angina mem- 
branacea, hvoraf 3 dede. 
Molde. Dr. Smith: Angina diphtherica eus epidemisk 
fra Aarets Begyndelse til Midten af Juli. 
Nordmøre. Werring: 1 Tilfælde af Diphtheritis i Aure 
i 1ste Kvartal. 
Throndhjems By. 
Lindeman: 27 Tilfzlde af modificeret Angina diphtherica, 
deraf i August 13. 
Knutzon: 2 Tilfælde af Diphtheritis. 


Sendre Throndhjems Amt. 
Guldalen. Lossius: Flere Tilfelde af Angina tonsillaris 
i Iste Halvaar. 
Nordre Throndhjems Amt. 
Stjørdalen. Thorne: Angina var hyppig. I August viste 
= i 1 Familie 3 dødelige Tilfælde af inflammatorisk Strube- 
oste. 
Skogn. Dietrichson: Enkelte milde Tilfælde af Diph- 
theritis. 
Inderøen. Buch: 7 Tilfælde af Diphtheritis, hvoraf 3 i 
1 Hus paa Indereen. 
Stenkjær. Lehmann: Enkelte Tilfælde af Diphtheritis. 
Østre Namdal. Nerdrum: Enkelte Teke af Diphthe- 
ritis, 
Gottwaldt: 10 Tilfælde af Diphtheritis, hvoraf 1 døde. 
Vestre Namdal. Fermann: Halsbetændelse var hyppig ` i 
Aarets sidste Maaneder. 
Nordlands Amt. = 
Søndre Helgeland. Konst. Distriktslæge Sch) elderup: En 
ondartet Halsesyge grasserede i Besser 


116 AXEL JOHANNESSEN. [No 1, = 


og bortrykkede 9—10 Bern. Sygdommen antages at have været 
Diphtheritis. 

Søndre Salten. Distriktslæge Tønnesen: 3 Tilfælde af 
Diphtheritis i Gildeskaal, 6 i Bodo 2 døde. 


Finmarkens Amt. 

Tromsø. Nissen: Angina faucium, uvularis et tonsillaris, 
ofte med diphtheritisk Beleg, var hyppig især i de første Maa- 
neder af Aaret. For Angina membranacea behandledes i Januar 
9, der helbrededes; i Marts 1, der dode. 

Trondenes. Konst. Distriktslæge Iversen:  Strubehoste 
har vist sig i Januar og September i Ibestad, i Februar og ud- 
over Sommeren i Trondenæs. Af 8 behandlede døde 2, desuden 
er 8 Bern døde uden Behandling. 

Lyngen. Distriktslæge Qvigstad: I Januar begyndte 
Strubehoste at vise sig paa forskjellige Tider i Lyngen og Skjærve. 
Af 11 behandlede dede 6. Epidemien opherte sidst i Februar. 

Alten Kobberverk. N. Qvigstad: I September var Strube- 
hoste saa almindelig paa Verket, at der neppe er et Barn, som 
ikke har havt den. I Februar—Juni var katarrhalsk Halsbetzn- 
delse almindelig baade hos voxne og Bern. 


1851. 
Kristiania By. 

Dederlein: Diphtheritis har angrebet flere baade voxn® 
og Bern, især i Begyndelsen af Aaret. Ligeledes har Strube- 
hoste ytret sig sporadisk og fordret nogle Offre. Den i fore- 
gaaende Aar almindelige heftige Halsinflammation indfandt 98 
ogsaa især i Begyndelsen af Aaret. 

Lund. I Februar — April herskede Angina tonsillaris, dog 
aldrig, saavidt jeg iagttog, forbunden med diphtheritisk Exsudat. 


Akershus Amt. 

Aker. Wisbech: I November dede 1 Barn paa Ullern sf 
Diphtheritis. 

Næs (Romerike). Conradi: 4 Tilfælde af Angina mem 
branacea, hvoraf 3 dede. 

Follo. Heiberg: Strubchoste viste sig af og til. 1 dode. 

Soon. Dr. Gjerdrum: Angina diphtheritica optraadte I 
August hos 8 Personer i 1 Familie. 


a a ————— 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 117 


Smaalenenes Amt. 

Fredrikshald. Winther: Flere Tilfelde af mild Diphthe- 
ritis det hele Aar. 

Aremark. Randers: I Juli 2 Tilfælde af Diphtheritis. 

Hafslund. Radich: I Vintermaanederne indtraf vistnok 
flere Tilfælde af Kroup, men dog synes denne Epidemi at være ner 
sin Ende, idet Tilfældene blev sjeldnere. Efter April er den ophert. 
Nogle og tredive Bern kom under Epidemien i min Behandling 
for Kroup og Diphtheritis, og af disse er 2/3 bortrykkede. 

Rakkestad. Borgen: Angina diphtheritica viste sig fra 
August Maaneds Begyndelse i Eidsberg, senere i Skibtvedt, hvor 
jeg har havt under Behandling 23, hvoraf 3 dede. 

Eidsberg. Dr. Koht: Til Askim kom Diphtheritis i August 
og var meget ondartet. 


Buskeruds Amt. 

Drammen. Blich: For Kroup behandledes 7, hvoraf 2 dede. 

Wildhagen: Svælgbetændelse ledsagedes ofte af diphthe- 
ritisk Exsudat. I 2 Tilfælde forplantedes dette til Struben og 
endte i 1 Tilfælde dødeligt. Af 2 Tilfælde af Kroup endte det 
ene dødeligt. 

Hougsund. Holter: 4 Dedsfald af Diphtheritis i 2 Fa- 
milier. 

Ringerike. Seip: Diphtheritis viste sig i 1853 sjeldnere end 
i de 3 foregaaende Aar. 

Kongsberg. Bryn: Af Diphtheritis 3 Tilfælde. Af Kroup 
1 Tilfælde. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
Tønsberg. Lorentzen: En Del Tilfælde af Strubehoste 
viste sig i Landdistrikterne. U 
Hasberg: I Oktober—November 6 Tilfælde af Angina 
membranacea, hvoraf 3 dede. Angina diphtheritica optraadte 
enkeltvis. 
Svelvig. Winsnes: 1 Tilfelde af Angina membranacea. 
Holmestrand. Weidemann: Diphtheritis-Epidemien ved- 
blev, men aftagende i Intensitet de 3 forste Maaneder af Aaret. 
En Del spæde Born dede. Af Strubehoste forefaldt 4 Dodsfald. ` 
Schjander: 2 Dedsfald af Angina diphtheritica. su 
Laurvig. Poulsson: 2 Dødsfald af Angina diphtheritica 
Af Kroup 2 heldig forløbende Tilfælde. — 


118 AXEL JOHANNESSEN. [No. i 


Sandefjord. Ebbesen: Epidemien af Diphtheritis fortsattes 
fra 1850. I de tre første Maaneder angrebes 19, i April 1, i 
Mai 5, hvormed Sygdommen standsede. Fra Oktober af en Del | 
Tilfælde. Ialt behandledes 28, hvoraf 6 døde. | 


Kristians Amt. 
Land. Dr. Printz: Angina har været hyppig og optraadte 
i3 Tilfælde med Fænomener af Diphtheritis. 


i 
Bratsberg Amt. | 

Skien. Leegaard: 8 Tilfelde af Strubehoste, hvoraf 1 | 
dede. | 
Brevik. Hoffmann: 6 Tilfælde af Strubehoste, hvoraf 4 — 
dede. | 
— Kragerø. Homann: Angina membranacea optraadte en- | 
keltvis om Sommeren. | 
Nedre Thelemarken. Konst. Distriktslæge Smith: 1 Tib — 
fælde af Strubehoste i Holden. | 


Nedenæs Amt. 
. Grimstad. Frisak: Angina diphtheritica var mere udbredt 
end i 1850. Af 34 Patienter døde 9. 


Lister og Mandals Amt. 

Kristianssand. Lochmann: 1 Tilfælde af Kroup med hel- 
digt Udfald. ; 

Bliehfeldt: 2 Tilfælde af Kroup. 

Heyerdahl: 1 Tilfælde af Kroup. ; 

Wolff: Angina katarrhalis og trachealis forekom hos flere ! 
Januar. Diphtheritis i mindre Grad. Af Angina membranacea 4 
Tilfælde, hvoraf 1 dede. 

Mandal. Gundersen: 1 heldig forløbende Tilfælde af 
Strubehoste. 

Stavanger Amt. 

Stavanger. Stang: I lste Halvaar optraadte ondartede 
og hyppige Tilfælde af Angina, tildels med noget Beleg 08 # 
ofte udtalt tyfəs Karakter. Omtrent paa samme Tid forefalt 
ogsaa flere Tilfelde af en noget haardnakket Stomacace. m 

Eye: 2 Tilfælde i December af Angina, der næsten lignede 
en throndhjemsk Halsesyge. 

Vestre Ryfylke. Konst. Distriktslæge Martens: 2 Til- 
fælde af dedelig Strubehoste i April. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 119 


Bergens By. 

Heiberg: 4 Tilfælde af Diphtheritis med 1 Dedsfald. 
Laryngitis var ikke usædvanlig. 

D. Bull: I Aarets Leb forekom Angina tonsillaris, der 
viste sig med Exsudater paa Tonsillerne. 

J. R. Bull: Flere Tilfælde af Laryngitis med Exsudationer 
viste sig. 

Nordre Bergenhus Amt. | 

Nordfjord. Cappelen:  Exsudativ Svælgbetændelse er 
forekommet sporadisk og ondartet det hele Aar. 

Gloppen. Dr. Seehuus: I December 1 Tilfælde af Strube- 
hoste, der helbrededes. 

Romsdals Amt. 

Søndre Søndmøre. Holler: 5 Tilfælde af Angina mem: 
branacea. 

Nordre Søndmøre. Seeberg: 2 Tilfælde af Angina mem- 
branacea, hvoraf 1 dede. 1 Tilfelde af Diphtheritis, som dede. 

Aalesund. Follum: Enkelte Tilfelde af Diphtheritis og 
Kroup. 

Nordmøre. Werring: Strubehoste skal have ytret sig i 
Aure og Ore Sogn. 

Throndhjems By. 

Roll: 1 Tilfelde af Strubehoste, der dede. 

Bryn: 2 Tilfælde af Diphtheritis, der helbrededes. 

Kindt: 4 Tilfælde af Diphtheritis. 


Søndre Throndhjems Amt. 
Fosen. Holmsen: 10—12 Dedsfald af Strubehoste paa 
Ørlandet. 
Nordre Throndhjems Amt. 
Indersen. Buch: 2 Dedsfald af Strubehoste i 1 Hus i 
Oktober. i 
Stenkjer. Lehmann: Af Diphtheritis og Strubehoste 
behandledes 27, hvoraf 11 dede. 
Østre Namdal. Nerdrum: 2 Tilfzlde af Diphtheritis, hvoraf 
1 dede, 
Nordlands Amt. an 
Søndre Helgeland. Konst. Distriktslæge Schjelderup: Halse- a 
syge skal have grasseret paa Vege, Alstadhaug, Leirfjord. og — 
Hero i Begyndelsen af Aaret. 


120 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


Distriktslege Klingenberg:1 Halsesyge, Angina, har i 
det sidste Halvaar veret den fremherskende Sygdom.  Allerede 
i Juli var Angina katarrhalis almindelig blandt Bern i Vefsen, 
men opherte senere her. Den var ikke farlig, og ingen dede. 
Senere drog Epidemien sig mere vestlig, og i de 3 sidste Maa- 
neder af Aaret antog den en heist farlig Karakter, dog ikkun 
for smaa Bern. Den fremstod som Angina diphtheritica saavel 
i Stamnes, hvor den var slemmest, som Vege og Brene. Sam- 
tidig viste sig ogsaa Angina membranacea. E 

Nordre Helgeland. Sand: Fra April—Juni ytrede sig ! 
Hemnes hyppige Tilfzlde af Trakeal- og Bronkialkatarrh samt 
Laryngotracheitis infantum, hvoraf flere dede. Disse Tilfælde 
opherte i Sommermaanederne, men begyndte paany at vise sig 
fra Oktober til Novembers Udgang. 


Finmarkens Amt. 

Tromsø. Af Angina faucium, ofte med Belæg paa Tonsillerne, 
behandledes 23, hvoraf 12 i December. 

4 Tilfælde af Angina membranacea, hvoraf 3 dede. 

Vadsø. Distriktslæge Fleischer: 1 Tilfælde af Angina 
membranacea i November. ; 

Alten. Konst. Distriktslege Stoltenberg: 1 dedeligt Til 
felde af Angina membranacea, 


1852, 
Kristiania By. 
Dederlein: Inflammatoriske Halsaffektioner var alminde- 
lige og haardnakkede i Begyndelsen og Slutningen af Aaret. 
Enkelte Tilfelde af Diphtheritis og Strubehoste. 


Akershus Amt, 
Øvre Romerike. Jacobsen: Angina, ofte med tyndt Belag, 
var almindelig i November— December. 


Enebak. Dr. Levestad: 1 Tilfælde af Strubehoste indtraf 
om Vaaren. 
Smaalenenes Amt. 
Fredrikshald. Zimmer: Ganske faa Tilfælde af Diphthe- 
ritis, 


Aremark. Randers: 1 Tilfælde af Diphtheritis hos em 
voxen Pige, 


! Sehjelderup var konstitueret til 26de April 1851. 


1 


; 


| 
; ç 
a 
S 
3 
1 
t 
A 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 121 


Fredriksstad. Kompagnikirurg Eger: 1 Dødsfald af An- 
gina membranacea. 

Sarpsborg. Radich: Kroup forekom sporadisk. 

Rakkestad. Borgen: Angina diphtheritica var almindelig 
i Januar—Marts og vedblev at ytre sig i mildere Grad i de 
evrige Maaneder. Af 44 behandlede dede 4. 

Eidsberg. Koht: Diphtheritis viste sig baade i Eids- 
berg, Askim, Skibtvedt og Spydeberg. 

Trøgstad. Riis: Angina diphtheritica har blot vist sig et 
Par Gange. 

Moss. Nyegaard: 2 Tilfælde af Angina membranacea, 


hvoraf 1 dede. 
Buskeruds Amt. 


Drammen. Wildhagen: Af Diphtheritis 15 Tilfælde, 1 
dede. Af Kroup 4 Tilfælde, 2 dede. 

Kongsberg. Bryn: Af Diphtheritis 6, hvoraf alle helbre- 
dedes. Af Kroup 4, hvoraf 2 dede. 

Klouman: Af Kroup 1. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. 

Tensberg. Lorentzen: Strubehoste forekom i Januar paa 
flere Gaarde i Arendal Annex. Exsudative Betændelser i Svæl- 
get forekom hyppig i 1ste Halvaar. 

Hasberg: Af Diphtheritis 9 Tilfelde, hvoraf 3 dede. Af. 
Strubehoste 1 Dedsfald. 

Holmestrand. Schjander: 3 Dedsfald af Angina mem- 
branacea i Landdistriktet. 4 Tilfælde af Diphtheritis i 1ste 
Halvaar. 

Horten. Renne og Klingenberg: 1 Tilfelde af den 
Saakaldte throndhjemske Halsesyge eller Kroup er forekommet. 

Laurvig. Poulsson: Angina tonsillaris og follicullaris var 
almindelig. 

Sandefjord. Ebbesen: 1 Tilfælde af Diphtheritis. 


Hedemarkens Amt. 
Hamar. B. Todderud: Udover Vaaren viste sig ofte 
Angina med Belæg. 
Romedal. Dr. Bryn: 2 Tilfælde af Diphtheritis i Oktober. 
Ringsaker. Langberg: 3 Dedsfald af Strubehoste. E RE 
Kongsvinger. Dr. Dietrichs: 4 Tilfælde med 2 Dedst 
af Angina membranacea. O 


122 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Bratsberg Amt. 

Porsgrund. Vetlesen: 2 Tilfælde af Strubehoste, hvoraf 
1 dede. 

Brevik. Hoffmann: Angina polyposa og diphtheritica 
optraadte især i Mai—August. Af 7 angrebne dede 4. 

Nedre Thelemarken. Distriktslæge Hoff: 1 heldig forle- 
bende Tilfælde af Strubehoste. 

Konst. Distriktslæge Smith: I Holden 12 Tilfælde af 
Strubehoste, hvoraf 9 døde. 


Nedenæs Amt. E 
Arendal. Kittel: 2 heldig forlebende Tilfzlde af Tracheitis. 
Grimstad. Frisak: 9 Tilfælde af Diphtheritis, hvoraf 3 
ode. : ; 
Vestre Nedenes. Distriktslege Skjelderup: For Angina 
simplex er 11 og for Diphtheritis 2 behandlede. 


Lister og Mandals Amt. i 

Kristianssand, Wolff: Diphtheritis forekom hos nogle ! 
Vintermaanederne. Af Angina membranacea 2 Tilfælde. 

Mandal. Rachlew: Tildels heftige Halsbetændelser €! 
hyppig forekomne. 

Stavanger Amt. 

Stavanger. Eye: 4 Tilfælde af Diphtheritis, som helbrededes. 

Katarrhalske Svælgbetændelser var almindelige. 


Bergens By. det 
D. Bull: Angina tonsillaris med Exsudater forekom de 
hele Aar. 


J. R. Bull: 1 Tilfælde af Angina membranacea. 


Nordre Bergenhus Amt. 'sk 
Nordfjord. Cappelen: Diphtheritis er opstaaet sporadis 
i Sele og Bremanger. Af 4 behandlede er ingen døde. 
Gloppen. Seehuus: I April 4 Tilfælde af Diphtherit 
hvoraf 1 dede. 
Romsdals Amt. pb 
Søndre Søndmøre. Holler: Strubehoste viste sig hos 
Individer, som næsten alle dede. Få E 
Ulfsten og Hers. Ekroll: 1 Tilfælde af Diphtheritis. 
Nordre Søndmøre. Soeberg: 2 Tilfælde af Strubehos 
Molde. Smith: 3 Tilfælde af Diphtheritis. | 


E 
4 
3 
š 
E 
E 
3 
3 
3 
I 


` 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 123 


Indre Nordmøre. Distriktslæge Fritzner: Strubehoste 
forekom hos 3 Bern i Romfogdalen, hvor Sygdommen skal vise 
sig aarlig og have bortrykket mange Bern. 


Throndhjems By. 
Weisse: Henimod Slutningen af Aaret led flere Børn af 
en Laryngotracheitis, der var forskjellig fra den egentlige Trache- 
itis infantum. En Gut paa 2 Aar led af Asthma Millari. 


Nordre Throndhjems Amt. 
Stjørdalen. Underlege Nilsen: Enkelte Tilfælde af An- 
gina og Diphtheritis viste sig. 
Skogn. Konst. Overlæge Hirsch: Diphtheritis er fore- 
kommet ganske enkeltvis. 


Nordlands Amt. 

Søndre Helgeland. Klingenberg: Angina har været den 
prædominerende Sygdom i Stamnes, Alstadhaug og Tjette og 
tildels i Brenne. I Stamnes er 16 Børn dede. I Brenne be- 
gyndte Angina membranacea at vise sig i Slutningen af Aaret. 
Hos voxne har Angina været almindelig. * 

Nordre Helgeland. Sand: Angina diphtheritica, Laryngo- 
tracheitis infantum, herskede i Kystbeltet fra Marts—Juli og fra 
Oktober til Aarets Udgang. 


Finmarkens Amt. 

Tromsø. Nissen: Hos flere med Angina faucium bemær- 
kedes diphtheritisk Belæg. 2 Tilfælde af Angina membranacea 
med 1 Dedsfald. | 

Alien. Stoltenberg: 3 Tilfelde af Angina membranacea, 
hvoraf 2 dede, indtraf fra Januar til Slutningen af Februar. 


1858.1 

Strubehoste viste sig mange Steder og bortrev mange Bern, 
men kun enkeltvis; sjeldnest saaes denne Sygdom langs Vest- 
kysten nordenfor Stavanger til Nordland. 

Difteri forekom i Amterne omkring Kristianiafjorden, Hede- 
markens € Stavanger Amt, Bergens By, Nordlands Amt og 
Tromse Am 

Fra Kantus Leiten og Stange af Hedemarken, Nordre 


! For de fəlgende Aar vil Tabellerne I og II vise det nsien ^ 


124 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1 


Bergenhus Amt og Nordlands Amt bemærkes, at Strubehoste op- 
traadte samtidig med eller udviklede sig af Difteri. 


1854. 

Strubehoste forekom blot sporadisk: den nævnes ikke i Be- 
retningerne for Smaalenenes, Hedemarkens, Kristians, Lister og 
Mandals, Sendre Bergenhus, Nordlands og Tromso Amter. 

Exsudativ Svælgbetændelse forekom mere almindelig, men 
medferte sjelden Deden og optraadte ikke nogetsteds som egentlig 
Epidemi. Af de Steder, hvor den havde sterre Udbredelse, kan 
mærkes Tønsberg, medens samtidig Strubehoste angives at have 
været iagttaget i Svelvig, Holmestrand, Horten, Sandefjord 0g 
Fredriksværn. Begge Sygdomme angives at være forekommet 
hyppig i Skien, medens Bratsberg Amt forevrigt har været for- 
skaanet derfor. I Tromso forekom ikke sjelden Tilfælde af exst- 
dativ Svælgbetændelse og Laryngit med godartet Forleb. 


1855, 

Svælgbetændelse, undertiden forbunden med Exsudation, fore 
kom nogenlunde jevnt fordelt, men kun enkeltvis over de fleste I 
Dele af Riget og medferte kun i sjeldne Tilfælde Døden. St — 
behoste nævnes ogsaa dette Aar fra de fleste Amter, men ku 
enkeltvis. Fra enkelte Steder, som Kristiania og Sandefjord, gå 
omtales Difteri „samtidig med Scarlatina*. 


Smaalenenes Amt. 6 
Paa Fredrikshald, hvor Difteri „næsten synes at være en 
misk*, var den godartet og noget mindre almindelig end før. 


Buskeruds Amt. 
Difteri og Strubehoste forekom samtidig paa Kongsberg: 


Bratsberg Amt. Lun 
Difteri og Strubehoste forekom samtidig sporadisk 1 Skien, 


1 I 1854 — 1858 gik en betydelig Skarlagensfeberepidemi over jale e 
Kristiania bemærkes i 1854: „I de sidste Maaneder af Aaret, da Se som 
forekom hyppigere, var Halsbetændelser især hyppige, saa det Ste on- 
om disse 2 Sygdomme kunde vere afhengige af den samme spip 
stitution.“ En Læge ansaa endog Halsbetændelse for at kunne være Ge ve? 
fikation af Scarlatina (S. sine exanthemate), Ligeledes optraadte ` 
som Epidemi fra 1856— 1858, s 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 125 


1856. 
Halsbetændelse af exsudativ Karakter optraadte især efter 
Scarlatina og Morbilli, fornemmelig efter den førstnævnte. 
Strubehoste optraadte enkeltvis. 


Kristiania By. 1 
Kroup var sjelden og forekom i Maanederne Marts, April, 
Mai, August og November. Nogle faa Tilfælde af Difteri angaves 
for Maanederne April, Mai, Juni, September, Oktober, November 
og December. 


Bratsberg Amt. 
Difteri og Strubehoste viste sig samtidig i Skien. 


Nordre Throndhjems Amt. 
Difteri viste sig i sondre Indherred, Stenkjær og estre Namdals 
Distrikter, i hvilke samme Lokaliteter ogsaa Strubehoste optraadte, 
1857 


Strubehoste og Difteri nævnes mere enkeltvis fra samtlige 
Amter undtagen Hedemarken. 


Kristiania By. 

Difteri forekom det hele Aar, ogsaa Strubehoste var iaar 
almindeligere end i 1856. Difteri var hyppigst i Marts, hvor- 
efter kom Mai, Februar og December. Strubehoste forekom 
hyppigst i December; i de øvrige Maaneder enkeltvis med Und- 
tagelse af Februar, Juli og August, da den ikke forekom. * 


Buskeruds Amt. 
Samtidig Optreden af Difteri og Strubehoste i Drammen og 
paa Kongsberg. 
Jarlsberg og Laurvigs Amt. 
Samtidig Optræden af Difteri og Strubehoste. 


Bratsberg Amt. 
Samtidig Optræden af Difteri og Strubehoste. 


Nedenæs Amt. 
Samtidig Optreden af Difteri og Strubehoste i Osterriser. 
— ek, 


Å Beretning om det medicinske — Virksomhed i 1856, Norsk € 
for Legevidenskaben 1857, S. 19 Ñ c 

s Beretning om det medicinske has Virksomhed i Mh. Norsk. 
for Lægevidenskaben 1858, S. 524. ` 


126 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Stavanger Amt. 
Samtidig Optreden af Difteri og Strubehoste i Stavanger. 


Nordre Bergenhus Amt. 
Flere Tilfælde af Difteri. 


Romsdals Amt. 
Flere Tilfælde af Strubehoste. 


Finmarkens Amt. 
Samtidig Optreden af Difteri og Strubehoste paa Tromse. 


1858. 

Difteri forekom noget hyppigere end Aaret fer, men var 
gjennemgaaende mild. Strubehoste optraadte fornemmelig 1 
Kristiania Stift. 

Kristiania By. 

Difteri forekom fornemmelig mod Aarets Slutning, ligeledes 
Strubehoste. Den mest ondartede Sygdom har Strubehoste været, 
af hvilken en Del Tilfælde er forekomne i de 4 sidste Maaneder 
af Aaret. Af 32 Patienter døde 24. Difteri viste sig samtidig 
med Strubehoste temmelig hyppig. 


Jarlsberg og Laurvigs Amt. | 
De fleste Tilfælde af Difteri og Strubehoste indtraf pa 
Horten, à 
Bratsberg Amt. 
Difteri iser omkring Skien om Hesten, ligeledes Strubehost& 


1859. 

De difteriske Sygdomme iagttoges almindeligere end paa 
mange Aar i Kristiania, Kristianssand og Throndhjems puder 
Fremtrædende Epidemier især paa Øvre Romerike fra Midten å 
August til Aarets Slutning; der forekom her ogsaa primer 
Strubehoste* (6 med 4 Dødsfald); endvidere paa Lillehammer 08 
Omegn iser i Aarets sidste Halvdel samt i Throndhjem pies 
muligens de Par Tilfælde i Slutningen af 1858 var Wiere 
punktet; Sygdommen var forekommet hvert Aar siden 15 Å 
—1847, men kun enkeltvis og mild. I de sidste Maaneder à 
1859 tiltog den betydelig i Udbredelse. 


1 Beretning om det medicinske Selskabs Virksomhed i 1858. Norsk Magat^ 
for Legevidenskaben 1859, S. 316. 


Så 
KE 
4 
n 
2 


Las dd 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 121 


1860. ! 


Epidemien af Difteri tager sterre Væxt og er Landets mest 
ødelæggende Sygdom. Den optræder med størst Voldsomhed i 
de 2 nordlige Stifter. I Kristiania Stift er det især Akershus 
Amt, som hjemseges. I Hedemarken optræder den som ,Kom- 
plikation af Scarlatina^ i Soler—Odalen. 


Nordre Throndhjems Amt. 
Herfra bemærkes, at Sygdommen næsten synes at blive statio- 
nær i Skogn og Levanger. 
„At give nogen tilfredsstillende Oversigt over dens Optræden 
i Landet vil være vanskeligt, da der visselig ofte existerer Mis- 
forhold mellem de af Lægerne opgivne og de virkelig angrebne.* 


1861. 


Difterien tiltog i Landet og bidrog mest til den store Dødelig- 
hed i dette Aar. Sygdommen holdt sig fornemmelig til de to 
nordlige Stifter samt Kristiania Stift, medens Kristianssands og 
Bergens Stifter forholdsvis forskaanedes med Undtagelse af Ber- 
gens By, hvor Sygdommen tiltog stærkt i Slutningen af Aaret. 
I Throndhjems By og Omegn var Sygdommen i 1861 mindre 
udbredt og mildere end i 1860, medens omvendt i flere Land- 
distrikter i Throndhjems Stift, navnlig i indre Nordmøre, samt i 
de indherredske og namdalske Lægedistrikter af Nordre Thrond- 
hjems Amt. Sygdommen tiltog, især i Aarets forste Halvdel, 
overordentlig i Udbredning og Intensitet. 

I Tromse Stift tiltog Sygdommen især fra Sommeren af 
udover Aaret i en for mange Egne odeleggende Grad. I Kri- 
Stiania Stift hjemsegtes især Akershus og Kristians Amter af 
Sygdommen; ellers i Stiftet kun mere lokale ee f. Ex. i 

ragero. 

De angrebnes og dedes Antal var meget stort, men Tallet 
kan dog vanskelig anføres af flere Grunde, væsentlig den, at 
forholdsvis mange Tilfelde ikke er komne til Legernes Kund- 
skab. Dens Betydning i de forskjellige Landsdele vil sees af 
efterfelgende Sammenstilling: 


! Fra 1860—1871 slaaes Strubehoste og Difteri men, da „Strubehoste h 
pig optræder som en sekundær Lidelse af Difteri,“ - 


128 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I Kristiania Stift udgjorde de opgivne Dedsfald af Difteri 
og Strubehoste af samtlige opgivne Dedsaarsager: 11.3 pCt. 


i Kristianssands Stift : 47 — 
- Bergens SES 4 * 44 Z k x wx a. 60 > 
CINE — 7.2... ... 858.9 
- Tromse =m AOMEM SS CEN er an ases. DD MIN 


Hele Riget 17.4 pCt. 


Sygommen skildres som en smitsom Blodsygdom, der ofte 
lokaliserede sig udenfor Halsens Slimhinder, paa andre Slim- 
hinder saavel som paa Saar og Hudlesheder, og ikke sjelden be- 
mærkedes Ded ved Afkræftelse uden Kvælning. Lægerne kunde 
flere Steder ikke overkomme at tilse alle, hvorfor der maatte 
ansættes Medhjælpere eller Tilsynsmænd. 


| Bratsberg Amt. 
Sygdommen herskede hele Aaret og blev epidemisk fra Sep- 
mber. | 


"Søndre Throndhjems Amt. 

Epidemien i Throndhjem, som begyndte i 1858—1859, naaede 
sit Heidepunkt i Vinteren 1859 —1860, aftog betydelig i Slutningen 
af 1860 og var i 1861 mindre udbredt og forholdsvis let. 

I Reraas begyndte Epidemien i Høsten 1860. 


Nordre Throndhjems Amt. 

Difteri herskede fra forrige Aar og naaede stor Udbredelse 
i samtlige Distrikter. 

I indre Namdal 1 begyndte Epidemien i November 1860 08 
kulminerede i Januar 1861. Der var 947 angrebne, hvoraf 23 
døde = 9 p(t. 

Nordlands Amt. 

Difteri forekom i alle Distrikter, fornemmelig i 2det Halvaar. 
Opgaverne er ikke paalidelige. 

Sygdommen begyndte i 1860 hist og her; i Østlofoten 08 
Vesteraalen forefandtes den ved Begyndelsen af 1861 mere almin- 
delig. I Bronne, Stegen og Ledingen kom de første Tilfælde } 
April, i Lure og Vestlofoten i Juni, i Ranen i Juli; først fra 
August udviklede Sygdommen sig til Epidemi, der igjen aftog ! 


e 
t Om Diphtheritepidemien i Namdalen 1860—1861 af Distriktslege Greve 
Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1862, 8. 625. 


VER Ree eS KRONE EE NR TT 
Sui eh a å dd ie gr E aus VUES 


"LIESE 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 129 


de sidste Maaneder af Aaret for atter i enkelte Distrikter at 
blusse op næste Aar. Dedeligheden var størst i Begyndelsen af 
Epidemien. 

Finmarkens Amt. 

Opgaverne er ogsaa herfra upaalidelige. Ligesom i Nord- 
land begyndte Sygdommen ogsaa her i 1860 med flere spredte 
Tilfælde; i Begyndelsen af 1861 tiltog disse, men det var dog 
først længere ude i Aaret, at den stærkere Væxt, f. Ex. i Senjen 
og Varde i Juli, og i Tromsø i August, begyndte. 


1862. 

Epidemien fortsættes og naar dette Aar sit Heidepunkt. 
I 1861 havde den væsentlig indskrænket sig til Throndhjem, 
Tromse og Kristiania Stifter. 

I 1862 herskede den almindelig i Bergens Stift,! medens 
Kristianssands Stift fremdeles var forskaanet. I Kristiania Stift 
var Sygdommen mere udbredt end i de foregaaende Epidemiaar, 
fornemmelig i Akershus Amt. I Throndhjems og Tromse Stifter 
aftagende. 

I Kristiania Stift udgjorde de opgivne Dedsfald af Difteri 
og Strubehoste af wg opgivne nn 15.7 pCt. 


I Kristianssands Stift . . 69 mes 
- Bergens Em ol nau ru NI. Mo. . 194 — 
- Throndhjem NNN 
- Tromse ENN ENN 


Hele Riget 18.7 pCt. 


1863. 

Difteri vedblev at herske ogsaa dette Aar, men line 
udbredt og mindre ondartet end de foregaaende Aar. Sygdommen 
var fremdeles mindst udbredt i Kristianssands Stift; den var 
aftaget i Throndhjems, Tromse og Bergens Stifter; i Kristiania 
Stift havde den omtrent samme Udbredelse som ifjor, men var 
betydelig mindre ondartet. 


* I vestre Søndmøre med 8700 Indbyggere angrebes fra ?!/, 1862 —4/; 1863 
320 Individer af Difteri — altsaa 3.6 pCt.; men i de 3 Sogne, Herg, Sande 


og Revde, hvor Epidemien væsentlig havde sit Sede, og hvor Folkemengden ` = 


er 4,100 Indv., angrebes 287 — 7 pOt. Af samtlige behandlede døde 63 
19.6 pCt. (Høegh: Iagttagelser under en Epidemie af Diphtheritis fauei 
(Norsk Magazin for Lægevidenskaben GE S. GJE 
Vid.-Selsk. Forh. 1888, No, 1. : 


130 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
Ee 


1864. 

Sygdommen gaar tilbage iser i Bergens og Tromse Stifter; 
dog viser ogsaa Kristiania og Throndbjems Stifter Formindskelse. 
At Dedelighedsprocenten dette Aar (15.8 pCt.) er sterre end 
den for 1863 fundne (13.6 pCt.) har rimeligvis sin Grund deri, 
at mange lette Tilfælde ikke kom til Lægernes Kundskab, da de 
behandledes af Omgivelserne. Næsten alle Beretninger er enige 
i at tilskrive Sygdommen en mildere Karakter i dette Aar. 


1865. 
Sygdommen aftager fremdeles og viser sig blot ës ` 
eller i mindre Epidemier. Fra Ranen i Nordland berettes, å 
Almuen sely behandler sine Syge. 


1866. 
Sygdommen er fremdeles i Aftagende; den forekommer vist- 
nok i samtlige Overevrighedsdistrikter, men kun sporadisk eller 
i mere begrændsede Epidemier. 


1867. 
Sygdommen aftager fremdeles; den forekom epidemisk E 
ved Laxevaag ved Bergen, i Strommen og omkring Holmestran 
i Jarlsberg og Laurvigs Amt samt i Trysil og Faaberg. 


1868. 
Sygdommen er fremdeles i Aftagende. Epidemisk forekom 
den saaledes kun i Trysil, Tonset, Faaberg, Skien, Kragerø, des 
uden i Alten, hvor den var meget ondartet. 


1869—1870. 
Sygdommen er fremdeles i Aftagende. 


1871. | 
Sygdommen viser nogen Tiltagen mod forrige Aar. I J et 
berg og Laurvigs, Smaalenenes, Stavanger.og Romsdals Sc? 
sees den at vere forekommen hyppigst, og i Jarlsberg og La 
vigs Amt samt i Stavanger Amt hyppigere end i 1870. 


1872. er 
Difteri havde sterst Udbredelse inden Jarlsberg og La 
vigs, Romsdals, sendre og nordre Throndhjems Amter. ` 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 131 


Strubehoste optraadte navnlig hyppig i Bergens By, i Lister 
og Mandals og Romsdals Amter. 


1873. 

Difteri optraadte hyppigst i Smaalenenes Amt, hvor den væ- 
sentlig forekom i og omkring Fredriksstad, desuden i søndre 
Throndhjems, Akershus og den Del af Romsdals Amt, der 
tilhører Throndhjems Stift. 

Strubehoste optraadte hyppigst i Smaalenenes, Amt især ` 
paa Fredrikshald, hvor den var meget smitsom, dernæst hyppigst 


i Nordlands Amt. 
1874. 


Difteri forekom fornemmelig udbredt i Smaalenene, især i 
Fredriksstad og paa Fredrikshald. 


1875. 

Difteri og Strubehoste optraadte fornemmelig i Smaalenenes 
og Jarlsberg og Laurvigs Amter. Fra Tønsberg anføres dog, 
at en Del af dem, der var opgivne som lidende af Difteri, sand- 
synligvis kun har været angrebne af follikulær Angina. . 

Desuden forekom Difteri ogsaa paa forskjellige Steder i 
Trysil samt i Lesje. 

1876. : 

Difteri og Strubehoste forekom væsentlig i Smaalenenes og 
Jarlsberg og Laurvigs Amter. I Smaalenene var Epidemien 
begyndt i 1873 i de sydlige Distrikter og holdt sig i disse i 
1874. I 1875 optraadte den epidemisk i de nordlige Distrikter, 
medens den aftog i de sydlige. I 1876 optraadte den væsentlig 
i de samme Distrikter som i 1875. I 2det Halvaar optraadte 
den mere spredt. 

Fra Romsdals Amt bemærkes, at Difteri viste sig paa Cz 
Samme Tider og Steder som Scarlatina. 

1877. 

Difteri og Strubehoste forekom fremdeles væsentlig i Smaa- 
lenenes Amt, hvor de hele Aaret igjennem var jævnt udbredte 
over Sarpsborg Distrikt, og Jarlsberg og Laurvigs Amt, medens 
de udenfor disse Amter var sjeldne. 


1878. 
Difteri forekom ogsaa dette Aar hyppigst i Smaalenenes Amt, 
dernest i J arlsberg og Laurvigs Amt. Paa Ringerike optraadte 
9* 


132 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


den epidemisk paa et begrændset Sted i Norderhov. I Finmarken 
syntes den ogsaa at have ikke liden Udbredning. 
Strubehoste forekom ikke epidemisk. 


1879. 


Difteri fik i dette Aar noget større Udbredelse i Kristiania 
By, i mindre Grad inden Stavanger Amt, hvor der forekom tal- 
rige Tilfælde af Scarlatina, søndre Bergenhus samt søndre Thrond- 
hjems Amter. I de øvrige Dele af Riget er der ingen betydelig 
Forskjel fra 1878. 
: Strubehoste optraadte med større Hyppighed end Aaret 
forud i Kristiania By samt Jarlsberg og Laurvigs Amt, men 
forevrigt overalt uden vesentlig Af- eller Tiltagen. 


1880. 

Difteri forekom i enkelte Distrikter noget hyppigere end 
vanlig, saaledes i Distrikterne i Smaalenenes Amt, Soler—Odalen, 
søndre Valders, Grimstad og vestre Nedenæs. 

Strubehoste havde ikke stor Udbredelse. De fleste Tilfælde 
er anmeldte fra Kristiania By. 


1881. 
Difteri optraadte dette Aar i de fleste Amter hyppigere end 
i 1880. 
Af Strubehoste er der ligeledes anmeldt flere end Aaret 
forud. 


1882. 

Difteri forekom almindeligere end i noget Aar siden 1860- 
Aarene, hvad der væsentlig skyldes dens epidemiske Udbredelse 
i Smaalenenes, Nordlands og Tromsø Amter. 

Strubehoste er ligeledes anmeldt hyppigere end før. 


1883. 

Med Undtagelse af Smaalenenes Amt er Difterien i det sonden- 
og estenfjeldske Norge ikke optraadt med nogen særdeles Hypp!8" 
hed eller i nogen sterre Udbredelse. I det vestenfjeldske €T 
den fra Stavanger Amt opover til og med de throndhjemske 
Amter optraadt inden enkelte Distrikter meget hyppig, medens 
andre Distrikter er gaaet temmelig fri, og først i de nordligste 
Egne har den naaet en betydeligere epidemisk Udbredelse. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 133 


Strubehoste er optraadt med mere end sædvanlig Hyppig- 
hed, dog noget sjeldnere end i det foregaaende Aar. 


1884, 
Difteri er optraadt hyppigere end ifjor i Kristiania Stift. 
I Hamar Stift lidet udbredt; i det vestenfjeldske og nordenfjeldske 
har den derimod været meget udbredt. — 
Strubehoste forekom omtrent med samme Hyppighed som 
i 1883. 


134 AXEL JOHANNESSEN, [No, 1. 


Kritisk Oversigt over Difteriens Fore- 
komst i Norge. 


— 


Ar Indledningen og af den ovenfor givne Fremstilling af 
Difteriens Forekomst i Norge vil det fremgaa, at det, naar 
Materialet for denne Sygdoms Udbredelse i Landet skal sigtes 
og gjennemgaaes, er nødvendigt her ogsaa at medtage Angivel- 
serne om Kroupens Optreden og epidemiske Forhold; det vil 
nemlig snart vise sig, at den Opfatning, der, som nævnt, flere 
Gange kommer til Orde, f. Ex. hos Hirsch, uden videre at an- 
skue den oftere angivelig epidemiske Forekomst af , Strubehoste* 
som Epidemier af virkelig genuin Kroup, ikke er holdbar; dels fordi 
det, som paapeget, i de skiftende Tiders Anskuelser om Kroup; 
Pseudo-Kroup og Difteri, hvilken sidste desuden i Norge var en ny 
og ukjendt Sygdom, har hersket stor Forvirring, dels fordi ,Strube- 
hoste^ her i Landet i det hele og store synes at have opdukket 
Samtidig med eller lidt for Epidemierne af „Angina gangrænosa“ 
og Difteri, dels endelig fordi Benævnelsen „Strubehoste“, saaledes 
som senere skal vises, og saaledes som det ogsaa berettes fra 
Udlandet, f. Ex. England, i Begyndelsen paa flere Steder brugtes 
som Navn for Difteri. Paa den anden Side maa det ogsaa frem- 
holdes, at ,Strubehoste* og „Strubeaffektioner“ ofte i Lægernes 
Beretninger angives at være optraadt komplicerende eller som 
Eftersygdomme efter Meslinger, Skarlagensfeber, Kighoste, Kopper 
O. S. Y. 


x 


1888, | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 135 


Det bliver derfor en uafviselig Fordring til den historiske 
Kritik dels gjennem Studiet af de herhen herende Forhold i 
Landet selv og Nabolandene, — fornemmelig da i den ferste 
Tid, fer Sygdomsbegrebet Difteri var bleven slaaet fast, — at 
henlegge under denne sidstnævnte Sygdom, hvad der under Be- 
tegnelsen ,Strubehoste* kan tænkes at hidrere fra en difterisk 
Infektion, og dels at henfere til de forskjellige andre epidemiske 
Sygdomme de Tifælde af Strubeaffektioner, som det af Kilderne 
kan sees, at Lægerne ofte selv har anskuet som et Udslag af 
disse Sygdommes Indvirkning. 

I det følgende skal en saadan kritisk Fromptilljøg Grade 
samtidig med at Difteriens epidemiske Forhold gjøres til Gjen- 
stand for Undersøgelse. 


Som nævnt, antog Difterien i Europa i dette Aarhundrede 
forst omkring 1818 en betydeligere epidemisk Udbredelse. Men 
allerede tidligere forekom der dog spredte Tilfælde og mindre 
Lokalepidemier paa flere Steder, f. Ex. Skotland, Irland og tildels 
Tyskland. Det synes ogsaa, som om de nordlige Lande heller 
ikke er blevne forskaanede herfor. Saaledes berettes der fra 


Blekinge i 18101 om en pludselig opstaaende og meget ondartet 


„Kroupepidemi“. Det har derfor en ikke ubetydelig Interesse, 
at der i 1812 synes at være forekommet en lignende Epidemi 
af ,Angina polyposa* i vort Fædreland, ligeledes paa en stærkt 
befærdet Kyst, Tensberg og Omegn, hvilken Epidemi synes at 
være ophørt i 1814. Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, 
at det af Udtalelser fra dette Aar fra Stadsfysikus i Bergen 
er Grund til at tro, at denne livlige Handelsby muligens 
omtrent Samtidig kan have været hjemsegt. Hvorvidt de i den 
fra en tredie Kystby, Kristianssand, for 1815 foreliggende ganske 
mærkelige Beretning omtalte, ikke sjeldne Paralyser kan sættes 
i Forbindelse med den i Slutningen af Aaret observerede ,kramp- 
agtige“ Hoste, ter selvsagt ikke afgjeres. 


1 Almqvist a. St. S. 16. 


136 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I 1821 — Aaret efter den store Kroupepidemi paa Island 
og samme Aar, som Epidemien af ,Strypsjuka* i Norre Dalslands 
og Venersborgs Provinsiallikaredistrikter tog sin Begyndelse,* — 
synes Norge at være bleven inddragen i den europæiske Epi- 
demi. Fra dette Aar foreligger der nemlig den ferste Beret- 
ning om den „ondartede Halsesyge* „Angina gangrænosa*, som 
i Lebet af de felgende Aar fik epidemisk Udbredelse i Distrik- 
terne omkring Kristianiafjorden. Sygdommen synes at have 
taget sin Begyndelse paa Moss, naaede Fredrikshald i Juli 1822, 
Holmestrand i 1823,? Skien og Thelemarken i 1824, Kongsberg 
i Slutningen af samme Aar, medens der fra Aarets Februar 
Maaned foreligger den første Beretning om ,Strubehoste* i Kri- 
stiania. I 1825 naaedes Laurvig. Sygdommen synes altsaa 
væsentlig at have holdt sig til Kysten og kun paa et Par Steder 
at have trængt længere ind i Landet. Epidemien synes ikke paa 
noget Sted at have strakt sig over et længere Tidsrum end 1—2 
Aar. Den havde størst Udbredelse og synes at være optraadt mest 
ondartet i 1824. Af særlig Interesse er Lægernes Opfatning af 
Sygdommens Pathologi, der ligesom danner en norsk Illustration 
til, hvad der i Indledningen er bemærket om Forvirringen i den 
fer-Bretonneau'ske Tid, specielt af Forholdet mellem Strube- 
hosten og den ondartede Halsesyge, og viser, hvor vanskeligt det 
er af det foreliggende Materiale at ville sondre mellem disse 
Affektioner. 

11828, samme Aar som de første Tilfælde af Strubehoste beret- 
tes fra Kristianssand, naaes Nedenæs Amt, hvor Sygdomnien især 
synes at have hjemsøgt Grimstad og her at have været stationær 
ligetil 1837, da Epidemien ansaaes ophert. For det vesten- 08 

 nordenfjeldske Norges Vedkommende foreligger ikke saa noiagtig 
Beretninger, men det synes dog at fremgaa, at der i disse Egn® 
1 1827 har hersket en temmelig udbredt og ondartet Epidemi af 


i Wern a, St. S, 116 og 175. Almqvist a. St. 


SE : 
I dette Aar forekom der i den svenske Grendseby Stromstad en Epidem? 
af „Angina polyposa“, „Cynanche“, hvorunder 2 døde af „Qväfning“; 1 x 
Catarrhus suffocativus. Sygdommen fortsattes i 1824, da „Angina mr 
list var „öfvermättan svår“. Wern a. St. 8. 106. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 137 


Strubehoste. Denne Sygdom skal, efter hvad der fortælles, tid- 
ligere have været ,særdeles sjelden* i Throndhjem, men optraadte 
det nævnte Aar temmelig hyppig, samtidig med at der fra Skogn 
i nordre Throndhjems Amt berettes om ,ondartede Saar* i 
Halsen og fra Bergen om, at der samtidig med den ikke siden 
1814 omtalte Strubehoste optraadte „talrige Halsbetændelser*. 
Ogsaa op til Nordland synes Sygdommen at have naaet, og muligt 
er det, at den derfra kan være ført over til Sverige, idet der 
fra Luleå i 1827 omtales flere Tilfælde af ,Asthma Millari* hos 
Bern.! Som senere skal vises, har det oftere været Tilfælde, at 
Epidemier af Difteri i Nordland har forplantet sig østover den 
svenske Grændse. 

Af andre epidemiske Sygdomme forekom der paa denne Tid 
blot Kighoste i Nordlands Amt og Throndhjems By. Men da en 
akut Larynxstenose meget sjelden? forekommer under Forløbet 
af Kighoste, og da som en mere tilfældig Komplikation,? er der 
ingen Grund til at tilskrive den epidemiske Forekomst af ,Strube- 
hoste* noget Afhængighedsforhold til den nævnte Sygdom. Efter 
Bremers Medicinalberetning fra Skogn, Rolls fra Throndhjem 
og muligens Wisbechs fra Bergen synes den ogsaa nærmest at 
maatte sees i Forbindelse med den paa den sydlige Kyst her- 
jende nye Sygdom, „Angina gangrænosa*. _ 

Derimod vil det for de følgende Aar være nedvendigt at 
tage i Betragtning, hvilke andre epidemiske Sygdomme der 
forekom paa de Steder, hvorfra der berettes om ,Strubehoste". 
11828 anføres saaledes fra Throndhjem, at Angina polyposa fore- 
kom samtidig med Scarlatina. Vistnok er en Forplantelse af 
den scarlatinese Halslidelse til Strubehovedet ikke særdeles hyp- 
Pig? men kan dog optræde, undertiden endog saa sent som den 
10de Dag,” og manifestere sig ved ru Stemme, Afoni og kvælende 
Wern a. St. 8. 26 
Steiner: Tussis convuls, i v. Ziemssens Handb. d. spec, Path, u. The- 
rapie Leipzig 1879. 4. B. 1. Hälfte, S. 24 GE Eichhorst: Handb. 
` Spec. Path. u. Therapie, 1884, 2. B. S. 
ipee Keuchhusten, Gerhardts Ce d, Kinderkrankh, 1877, 
Eichhorst: a. St. 2. B. S. 1160, Strümpell: a. St. S. 
Bohn: Scharlach, Gerhardts Handbuch d. Kinderheilkunde, 2. Se S. 271. 


LD må 


w 


a A 


138 AXEL JOHANNESSEN. [No 1. ` 


Hoste, eller der kan komme Glottisódem, enten tidlig i Sygdom- 
men, paa Grund af den purulente Katarrh og Ulcerationerne, 
-eller senere under Symptomer af almen Hydrops.! Men det maa 
antages at vere meget tvivlsomt, hvorvidt Scarlatina virkelig 
er optraadt i Throndhjem dette Aar; thi ingen af de andre 
Leger hverken her eller i det hele Land omtaler Skarlagensfeber 
som forekommende i Aaret. Derimod anføres af Throndhjems 
Leger en Del ondartede Tilfælde af Morbilli. Morbilli kan 
meget hyppig? hos Børn saavel under Sygdommen som i Rekon- 
valescensen ledsages af alvorlige Processer i Larynx med Symp- 
tomer af Stenose, der, som Rilliet og Barthez, Romberg 
og Gerhardt? har paavist det, kan vise sig som Ulcerationer 
paa den bagre Larynxvæg, opstaaede dels af den ved den specifike 
Katarrh frembragte Svulst af Folliklerne, dels ved mekanisk 
Irritation af Slimhinden gjennem Hostebevægelsen. Det bliver 
«derfor under Meslingeepidemier vanskeligt at afgjere, om ikke de 
anførte Tilfælde af Strubehoste muligens har været Morbilli med 
krouplignende Symptomer, — hvilken Vanskelighed ogsaa gjør 
sig gjældende for Throndhjems Bys Vedkommende for de følgende 
Aar indtil 1831. 

Derimod ter det vel antages som sikkert, at de faa og, som 
det synes, lette Tilfælde af ,Strubehoste*, der forekom i Fred- 
rikshald 1829, maa henføres til den betydelige Epidemi af 
Meslinger, som samtidig hjemsøgte Byen. 4 

Om ,Strubehósten* paa Modum i 1830 udtaler vedkommende 
Læge selv sin Tvivl, hvorvidt det har været den virkelige Angina 
polyposa eller ikke. 

Af særlig Interesse er Beretningerne fra Romsdals Amt 
samme Aar. Vistnok meldes der fra Kristianssund i 1831 08 
Søndmøre 1832 om ,særdeles godartede* Meslinger;? men hvad 
der giver Anledning til hellere at se de sendmørske Tilfælde af 


Thomas: Scharlach. v. Ziemssens Handb. d. Path. u. Therapie. Leipzig 
1877. 2. B. 2, Hälfte. S, 236. 

Thomas: Masern, a St. S. 93, 

Bohn; Masern, a. St. S. 312, 

150 angrebne, hvoraf 1 døde. 

Smlg Beretningerne om Sundhedstilstanden i Norge for disse Aar. 


om e A 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 139 


‘Tracheitis infantum i Forbindelse med den Epidemi af Strubehoste 
og Angina gangrænosa, der gik over det vesten- og nordenfjeldske 
Norge i 1827, er dels, at Sygdommen begyndte Aaret for Mes- 
lingerne indfandt sig, dels at det udtrykkelig bemærkes fra 
Kristianssund, at Strubehoste der ,ingensinde forhen var bemær- 
ket“, dels at Strubehoste efter 1833 ikke omtales i Amtet fer 
i 1842, da den nævnes i Forbindelse med Affektioner, som med 
Bestemthed maa tydes som difteriske, samt endelig at der i 
nordre Throndhjems Amt i Lexviken i 1832! og i Verdalen i 
1833 herskede udbredte Epidemier af en Sygdom, som neppe kan 
vere nogen anden end den fra 1827 omtalte, og som muligens 
ter sees i Forbindelse med den „Angina gangrænosa* og Strube- 
hoste, som i Midten af Tretiaarene hjemsegte Nordland. Derimod 
er det vel rimeligst at antage, at den fra Stadsbygdens Præste- 
gjeld i 1833 beskrevne Epidemi af Strubehoste har staaet i 
Forbindelse med den til dette Præstegjæld og dette Aar lokali- 
serede Epidemi af Meslinger, og at den fra Bergen 1831 omtalte 
Strubehoste bør sees i Sammenhæng med de i Byen dette Aar 
forekomne „Meslinger, Friesler og Skarlagensfebre*. 

Samtidig med Strubehosten i Kristiania 1833 herskede en 
udbredt og ondartet Koppeepidemi, hvad der fortjener at lægges 
Merke til; thi, som bekjendt, kan der under Forlobet af Variola 
optræde flegmonese, suppurerende Betændelser i Tonsiller og Ve- 
lum, Uleerationer i Larynx, fornemmelig paa Stemmebaandene, 
med persisterende Hæshed eller fuldstændig Afoni, hvortil kan 
komme Perikondrit og Nekrose af Brusken, ligesom ogsaa Deden 
Undertiden indtræder under akut Glottisódem,? — saa det vel 
ter hænde, at disse Symptomer kan imponere som Strubehoste. 
I 1834 var Meslinger, tildels ,komplicerede med Halsaffektioner 
og » Forkjølelseshoste*, 3 meget almindelige. Det skal her ogsaa 
Vind at-Dederlein taler.om den hos os ,sjeldne Strube- 

oste.“ 


! 36 Born af en Befolkning paa 3091 døde. 

Smlg. Curschmann: Poeken i v. Ziemssens Handb. d, Path. u. Therapie. 
2. B, 2. Hülfte. S. 422. Bohn: Blattern. a.8t. S, 234, Eichhorst: 
a. St, S. 1188. Strümpell: a. St, S, 71. : 

Smlg. Beretningen om Sundhedstilstanden for 1834. 


Bo 


de 


140 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. Å 


Hvad Tilfældene af , Strubehoste* i Jarlsberg og Laurvigs Amt 
1834—37 angaar, kan det paa den ene Side fremhæves, at den 
i Fredriksværn indtraadte samtidig med og af vedkommende 


Lege ogsaa henferes til den store og udbredte Kighosteepideni, 
som „ei alene angreb næsten alle de Bern, som ei tidligere havde 


havt Sygdommen, men ogsaa enkelte voxne*, — men paa den anden 
Side ogsaa, at der i Grimstad fremdeles herskede en Epidemi 
af ,Strubehoste*, at der i Laurvig, hvor ingen anden epidemisk 


Sygdom forekom, optraadte flere Tilfælde, ligesom endelig at Dr 


Weidemann i Holmestrand i sin Medicinalberetning for 1845 
fortæller, at en 6 Aars gammel Gut dede af Difteri i en Familie 


som i 1836 i Løbet af 14 Dage havde mistet 4 Børn af ,Kroup*- 
I Kristiania herskede i Begyndelsen af Aaret 1836 udbredie 


katarrhalske Tilfælde, og fra Drammen bemærkes dette Aar, at 


mange saavel Bern som voxne led af en exanthematisk Sygdom, 


som snart havde Lighed med Skarlagensfeber, snart med de såå 


kaldte rode Hunde, snart med Rosenfeber, saaledes at de som 


,Strubehoste* opførte Tilfælde muligens rettest bør regnes hid. 
Det samme gjælder om Bergen for 1836, da udbredte katarrh- 


alske Febre og Meslinger, for 1838, da Influenza med vedvarende 


Hoste og Hæshed forekom, og for 1839—40, da der herskede en 


udbredt Epidemi af Scarlatina, der havde Tilbøielighed til a 


gribe over paa Struben, saaledes som det tydelig fremgaar d 


Heibergs Beretning. Navnet Diphtheritis forekommer her Ë 
_ første Gang, men er appliceret paa Skarlagensfeber. Ligesaalidt . 
kan Tilfældene af Strubehoste i Buskeruds Amt regnes med, dels- 
fordi Beretningen er uneiagtig, der fordi der samtidig forekom 
saavel Kopper som Meslinger ,forbundne med Strubebetæn" 
delser*. Den sidste Sygdom »kompliceret med Inflammatione! 


i Brystorganerne* forekom ogsaa paa Tromse 1840. 


Efter hvad der ovenfor er søgt fremstillet, synes det, soul 


om i disse Aar en Sygdom, der paa en eller anden Maade kan 
tænkes at staa i Forbindelse med Epidemien af Angina gangraenos® 


og Strubehoste i 20-Aarene, og som i Almindelighed benævnes 


Strubehoste, foruden paa et Par Steder langs den sydlige Kyst, VE 
sentlig har vist sig i Romsdals og nordre Throndhjems Amt. Pa 


| 
| 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 141 


optreder der i Nordland, i Bode, i 1836 en Del Tilfelde af 
Strubehoste, der vedbliver neste Aar, samtidig med at der i 
Brenne og Alstadhaug i dette og det felgende Aar forekommer 
en Epidemi af „ondartet Angina gangrenosa“. Det ter kanske 
dog tænkes, at Sygdommen allerede tidligere kan have ytret sig 
i Amtet, idet der i 1834, da der her hverken herskede Scarla- 
tina eller Morbilli, forekom ,,Halsesyge“ i November og December 
i Hassel og Salten! og i 1835 ,Strypsjuka* i Luleà,? hvad der, 
-sammenlignet med hvad ovenfor er anført, vil vere af nogen 
Betydning. 

I 1839 hører man intet til Sygdommen, men det maa an- 
tages, at den ikke har været ganske forsvunden; thi i 1841 om- 
tales atter „ondartet Angina“ i Alstadhaug, ligesom det vel ter 
ansees for sandsynligt, at den ,Strubehoste*, der i 1840 hærjede 
Ost- og Vestlofoten samt Ande, maa sees i Forbindelse med 
denne Epidemi; thi Meslinger, hvorpaa Navnet ,Krægda* passer,” 
forekom ikke i Nordland dette Aar.* 

Underseges nu Forholdene i den By, som til en vis Grad 
kan kaldes Nordlands Hovedstad, nemlig Bergen, vil det af 
»Korrespondance-Efterretninger fra Bergen“ om Forholdene i 
1841? sees, at Byen indtil da havde været temmelig forskaanet 
for alle Slags Epidemier, som ,ligesom i Forveien ere blevne 
‘Slevede, for de kommer til Byen". I 1841 derimod, bemærkes 
det derpaa udtrykkelig, begyndte Strubehoste at forekomme mere 
08 mere. Muligt er det vistnok, at en Del Tilfælde kan skyldes 
«en samtidig herskende Meslingeepidemi;? men paa den anden 
Side ber det anmær kes, at Wisbech udtrykkelig beretter, at 
»Strubehosten* herskede epidemisk fra December 1842 til Januar 
1843, ligesom ogsaa at ,Angina serosa“ forekom epidemisk i 
enkelte Familier, samt at der fra 1843, da der herskede udbredt 
d Se Beretningen om Sundhedstilstanden i Norge 1834. De originale Medicinal. 
beretninger er defekte 
Wern a, St, 8. 26. 

Hoeghs } Medicinalberetning for 1839. 

å Beretning om Sundhedstilstanden i Norge geg 

= Ugeskrift for Medicin og Pharmacie 1842, 8 
»Meslingeepidemien var godartet med faa ass hvor Strubehoste ud- 
Yiklede sig,“ Heibergs M.-B, for 1842, 


2 
3 
4 


| 
142 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


Angina faucium og Tracheitis infantum, men derimod hverken 
Searlatina eller Morbilli, omtales det første Tilfælde, hvor Be- 
nævnelsen Diphtheritis synes at være brugt med Rette. Hvor- 
vidt den i Sendhordland 1841 forekommende ,Angina biliosa* 
. tør anføres som Støtte for Antagelsen af en difterisk Infektion 
af Bergen dette Aar, er muligens tvivlsomt, eftersom der sam- 
tidig herskede Skarlagensfeber i Distriktet; men paa den anden 
Side opføres den dog som en særegen Sygdomsform, ligesom det 
ogsaa ter antages som sandsynligt, at Tilfældene fra Nordbord- 
land i 1842,1 fra hvilket Aar ogsaa de fra Molde omtalte, tyde- 
ligvis difteriske Tilfælde skriver sig, kan henføres til den samme 


i 


Epidemi af ,Strubehoste*, som i de følgende Aar hjemsegte — 


Bergens Stift og ved sin Optreden i Throndhjem gav Anledning 


til de Beskrivelser, der skaffede Sygdommen Navnet „den thrond- 


hjemske Halsesyge*. 
For denne Epidemi imidlertid gjeres til Gjenstand for Om- 
tale, vil det til Forstaaelse af Sygdommens Gang over Landet 


være nødvendigt at undersøge Forholdene i det sydlige Norge 


og Nabolandene. 
I 1837 var Epidemien i Grimstad og i Jarlsberg og Laurvigs 


Amt ophørt. I 1841 beretter Dr. Schaanning om 2 Tilfælde 
af Strubehoste i Porsgrund. Sammenholder man nu dette med, 


at samme Læge i 1845 bemærker, at ,Strubehoste sædvanlig led- 
sages af en exsudativ Diphtheritis", og med, at der i 1842 udbred 
en Epidemi af Strubehoste i Kragerø, i 1843 i Lyngdal, i 1844 
i Grimstad og Sarpsborg, samtidig med at der fra flere Steder 
berettes om mere enkeltstaaende Tilfælde af Angina polypos* 
eller med Strubehoste lignende Symptomer, synes det at fremgaa, 
at der ogsaa paa den sydlige Kyst begyndte at finde en Inva 


sion Sted af den samme Sygdom, som i de vestlige Landsdele 


for hvert Aar vandt mere Terræn. Og hvad der end mere ad 
styrker den Antagelse, at de omtalte Epidemier og Tilfælde yar 


1 At Sygdommen af vedkommende Lege opfores som en Tyfus, vil ikke x 
saa meget at betyde, naar man tager i Betragtning den i Tiden hersken å 
Forvirring i Opfatningen af de herhen hørende Forhold. Smlgn. Indledning” 

« 81. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 145 


de første Blænkere af en mægtig, fremadrykkende Fiende, er 
Udtalelser fra et Par af Samtidens Leger, nemlig Dr. Wildhagen 
i Drammen, der bemerker,! at mange Bern i 1842 pludselig 
angrebes af Hæshed, Hoste og Respirationsbesværligheder, ,der 
bragte Publikum til at tro, at Strubehosten havde gjæstet Byen* 
— et Udtryk, som tyder hen paa, at det var Invasionen af en: 
velkjendt Sygdom, for hvilken man havde været forskaanet i 
længere Tid, som frygtedes, og Dr. Sandberg i Fredriksværn, 
der ligeud siger, ? at Strubehoste ikke havde vist sig i Fredriks- 
værn fra 1836—1842. ,Strubehosten synes saaledes her paa 
Stedet ligesom in nuce at fremstille den ved rig Erfaring nok- 
som stadfæstede Kjendsgjerning, at Croup overalt iagttages. 
mere og mere hyppig.” Han har hos 1 Patient seet „en tem-: 
melig betydelig Mængde næsten rerformige Membraner afgaa 
per anum“ og endog iagttaget ,graahvide Excoriationer fra 
Mandlerne ind mod Svælget*. i 

Ogsaa fra de andre skandinaviske Lande foreligger der fra 
disse Aar Beretninger, som tyder hen paa, at ,Strubehoste* bliver 
hyppigere og mere udbredt. I Danmark? forekom der, som i 
Indledningen nævnt, Epidemier af ,Pseudokroup* paa Sjælland, i 
1844 iagttages „Kroup“ de fleste Steder i Danmark; fra Moen. 
nævnes et Par dødelige Tilfælde af Diphtheritis faucium og fra 
Fyen et af ,Svælgkroup*. I 1845 tiltager Antallet af Kroup- ` 
tilfælde i Kjøbenhavn og det øvrige Rige. I 1846 er der Epide- 
mier af Difteri paa forskjellige Steder af Landet. 

I Sverige‘ forekom der i 1841—1845 en Epidemi af 
»Strubehoste* i Malmø, Trelleborg og Ystad, i 1840—1841 i Söl- 
vesborg i Blekinge. Forst i 1852 udbryder Difteri som Epi- 
demi i Helsingborg. At derfor de paa den sydlige Kyst af Norge 
i de samme Aar optrædende Tilfælde og tildels Epidemier af 
— oe i 
: Se Kroup. Ugeskrift for Mediein og Pharmacie 1842, 8. 317. : 

° i Fredriksværn herskende Sygdomme. Norsk Magazin for Legeviden- 
Skaben 1846, S. 3, 
* Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger. Suppl.-Bind til Bibliothek for 


i Leger for de anførte Aar. 
Wern a, St. S. 151 og 164. 


144 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


.Strubehoste* ber opfattes i Sammenheng og Lighed med de i 
Nabolandene forekommende Epidemier af denne Sygdom, synes 
ikke at være tvivlsomt. 

Men denne Sygdom, som gjennemgaaende benævnes ,,Strube- 
hoste*, som omkring Firtiaarene optræder, tildels sammen med 
,ondartet Halsesyge*, i Nordland og det vestenfjeldske Norge, 
som paa flere Steder langs den sydlige Kyst begynder at vise 
sig efter 1842, som indfinder sig i vort Fædreland omtrent sam- 
tidig med Epidemier af ,Pseudokroup* og ,Kroup* i Danmark, 
og som i Norge, ligesom de nevnte Affektioner i Danmark, ind- 
leder den store Landsepidemi af Difteri — kan der af Datidens 
norske Lægers Udtalelser hentes noget Bidrag til vor Opfatning 
af denne Sygdoms Natur, og kan vi med nogenlunde Sandsyn- 
lighed komme til Forstaaelse af, hvad der indbefattedes under 
Navnet „Strubehoste“, og paa hvilket Standpunkt i Opfatningel 
af Forholdet mellem Kroup og Difteri den norske Lægestand 
dengang maa antages at have stillet sig? 

Foruden de allerede nævnte Udtalelser fra Læger i Begy" 
‘delsen af Firtiaarene har Dr. Steffens’ Foredrag i medicinsk 
Selskab i Kristiania 7 April 1847! i denne Henseende betydelig 
Interesse. Han ytrer nemlig, at ,Strubehosten* er i Tiltagende I 
Kristiania som saa mange andre Steder, at han saavel j den 
sidst forløbende Vinter som tidligere havde havt Anledning fi 
at observere, at der i de dedelig forlebende Tilfælde af Angina 
membranacea var optraadt hvide Exsudater paa Tonsillerne, og 
at disse ikke var forekomne, naar Sygdommen havde vist 
sig at være godartet (Pseudokroup). Han antager, at den ,diph- 
theritiske Angina“ er et i diagnostisk Henseende vigtigt Symp- 
tom af Angina membranacea, og at en Diphtheritis, der begynder 
paa Tonsillerne og gaar ovenfra nedad, kan kaldes en sand AT 
gina membranacea. 

I den Diskussion, der fulgte Foredraget, udtalte jor! 
og Conradi, at de ansaa Pseudokroup for et tidligere Stadium 
af Angina membranacea, og den førstnævnte fremsatte den For 


! Norsk Magazin for Lægevidenskaben, smlgn. hans M.-B. for 1847. 


1888]. DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 145 


modning, at den i Vinteren 1846—1847 herskende Strubehoste 
maatte ligne den throndhjemske Halsesyge, hvorom der endnu 
manglede authentiske Oplysninger. 

Blieh 1 (Drammen) har seet Strubehoste 3 Gange begynde 
som Pharyngitis membranacea og 1 Gang udvikle sig under 
Billedet af en follikulær Angina. 

Seeberg! (Nordre Søndmøre) indbefatter de Tilfælde, hvor 
der forekom graalige Pseudomembraner i Svælget, under Navnet 
."trubehoste*, 

Thome! antager, at enkelte af de som Strubehoste opferte 
Tilfælde har været Difteri. 

Under Epidemien af ,throndhjemsk Halsesyge* i Thrond- 
hjems Stift 1947 opferer den ene Læge sine Tilfælde som Stru- 
behoste, den anden sine som Difteri. 

Horbye* (Kristiania): I et Hus angrebes med korte 
Mellemrum (ca. 14 Dage) 1 Barn af Angina membranacea og 
de øvrige 3 Søskende af Difteri. 

Blehr* (Hedemarken): Difteriske Affektioner og Kroup- 
tilfælde gaar begge under Navnet Strubehoste. 

Hoffmann (Langesund) bemærker i sin Medicinalberetning 
for 1848, at han tidligere har antaget Kroup og Difteri for 
samme Sygdom under forskjellige Former eller saaledes, at den 
ene var den andens Begyndelse, men paa Grund af at han 2 
Gange i dette Aar har seet Kroup uden Belæg i Halsen, an- 
fager han dem nu for 9 forskjellige Sygdomme. I 1850 antager 
han dog atter, at Difteri og Strubehoste gaar „Haand i Haand“. 

Wolff (Kristianssand)? og Kraft? (Flekkefjord) lader de 
Voxne angribes af Difteri, Smaabern af Strubehoste. 

Endog saa sent som i 1852 omtales fra Horten 1 Tilfælde 
af throndhjemsk Halsesyge eller Kroup. 

Lund omtaler i Mode i medicinsk Selskab 15de November 
nets et Tilfælde af Angina membranacea, hvor der 2 Dage 


- Norsk Magazin for Legevidenskaben 1849, S. 62. 
Vid.-Selsk, Forh, 1888, No. 1. | Ee 


146 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


efter Sygdommens Begyndelse viste sig difterisk Beleg paa 
Bagsiden af Drebelen. 

I sin Beretning om Difteri-Epidemien i Throndhjem udtaler 
Roll! at „flere af de som epidemiske beskrevne Anginæ mem- 
branaceæ maaske kunne antages for Diphtheriter“, og bemærker, 
at det af ham ferst behandlede Barn opgaves at skulle lide af 
Strubehoste. 

Dietrichson? antager Difteri ,at være en med Kroup 
aldeles analog Sygdomsform*. i 

Jebe? udtaler, at en Angina membranacea og en difterisk 
Laryngit ligner hinanden saa meget, at en Forvexling er und- 
skyldelig. 

Det vil altsaa sees, at Angina membranacea ligesom er ue 
gernes Udgangspunkt, i Forhold til hvilket de se den Bye 
Sygdom Difterien; men heraf kan da sluttes, at der intet er til 
Hinder for ogsaa at opfatte Tilfælde af ,Strubehoste*, der har 
optraadt tidligere end i 1846 som Udslag af en difterisk In- 
fektion. 

Forstaaelsen af „Strubehostens“ epidemiske Udbredning ! 
Landet og dens Overgang i den store Epidemi af Difteri bliver 
herved betydelig lettet. — 

Efter denne Udredning skal der gives en skitseret Frem- 
stilling af Epidemiens Gang over Landet. 

Sygdommen antages altsaa i 1841—1842 at have naaet 
Bergen, hvorhen den muligens ter være importeret fra Nordland, 
uden at det selvfølgelig kan nægtes, at den kan være indført 
fra Udlandet. I Slutningen af 1843 og Begyndelsen af 184 
synes der i Evindvik og Lekanger af ytre Sogn at have 


1 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1848, S. 1, iiw 
Han opfatter Difteri, væsentlig i Overensstemmelse med pure f Luft 

Canstatt, som en »lyfus“, Strubehoste som en acut Inflammation C int 
veiene. (Smlgn. Indledningen, S. 31. Finsen a. St, S. 40. phim dicina- 
Magazin for Lægevidenskaben 1848, S. 60 samt Schaanning's wee? ie 
lberetning for 1848: »Den med Tyfus nerstaaende ondartede Hs . Op 
delse", Derimod kan Jebe og Raabe ikke gaa ind paa Roll's 
ning af Difterien som en Tyfus.) 

? Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1848, S. 73. 

3 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1848, S. 346. 


fat- 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 147 


hersket en Epidemi, som skal have veret en ,Blanding af 

Forraadnelsesfeber og Influenza“. I November samme Aar op- 

treder Strubehoste i Lekanger. 

I 1845 hersker Sygdommen epidemisk i hele Sognefjorden und- 
tagen Ladvik Sogn; 

— i Marts angribes indre Sogn, Sogndalen og det inderste 
af Sognefjorden; 

— i August naar Epidemien Søndfjord, idet den fra Aske- 
vold udbreder sig i September—November i ytre og indre 
Holmedal og Ferde; 

—  Sygdommen angives dette Aar at have optraadt hyppig 
i Nabopræstegjældene til Hjerungfjord og Nordfjord, 
altsaa vel nærmest Kyststrækningen. Hjerungfjord naaes 
i Slutningen af Aaret; 

— Sygdommen optræder paa Vee ved Molde af Romsdals 
Distrikt; 

— om Sommeren og Hesten herjes Stangevik og Suren- 
dalen af Nordmere; 

—  senhestes naaes Orkedal; ; 

— i December udbryder Difteriepidemien i Throndhjem ; 

— senhestes udbryder i Gol i Hallingdal en særdeles ond- 
artet Epidemi af ,Strubehoste“, der muligens kan tænkes 
at være overført fra Sogn; 

— om Høsten optræder Sygdommen i Lesje, muligens over- 
fort fra Romsdalen. 

Som det vil sees, gaar Epidemien nordover langs Kysten og 
gjer derfra Afstikkere ind i Dalfərerne. 

Hvad Tilfældene i Nordland angaar, skal her bemærkes, at 
der over det samme Distrikt, hvorfra Opgave over ,Strubehoste* 
foreligger, og samtidig med denne gik ,en voldsom Kighoste- 
epidemi, der bortrev mange Bern". 

Betragtes Epidemiens Gang sydover, vil det sees, at i 
1845 herjedes Sendhordland; 

— i November naaedes Hardanger; 
— herskede Sygdommen paa Karmeen; 
1846 i Mai naaedés Stavanger; 


` 


148 AXEL JOHANNESSEN. 


1846 om Hesten Egersund; 
— om Vaaren Flekkefjord; 
— om Hesten Lyngdal. 

Ogsaa her gjør sig altsaa den samme Udbredelsesmaade langs 
Kysten gjældende, men fra Nord mod Syd, hvad der paa en 
vis Maade kan tjene til at bestyrke den fremsatte Anskuelse 
om, at Bergen har været Udgangspunktet for den vestlandske 
Epidemi. 

For Flekkefjords Vedkommende, der gjør Brud paa Tids- 
følgen, kan det muligens antages, at Sygdommen har udviklet 
sig af et lokalt Fokus, f. Ex. det i Lyngdal 1843 omtalte. 
Sikkert er det. at man for den sydlige Kyst maa antage saa- 
danne lokale Foci; thi at Sygdommen her ikke er gaaet frem 
i jevn Progression fra Sted til Sted, fremgaar med Tydelighed 
deraf, at der i Nedenæs Amt forst i Oktober 1847 forefaldt 
enkelte Tilfelde af Difteri, som efter Kittel’s Undersegelser 
udelukkende synes at have holdt sig til Arendal, og at den 
øvrige Del af Amtet forst angrebes i 1849, medens der i Brats- 
berg Amt, foruden de tidligere nævnte Tilfælde i Porsgrund 
1841 og Epidemien i Kragero 1842, i Brevig i-1843 viste Sig 
Begyndelsestilfældet til den Fpidemi, som fra 1845 forekom 
i Byen. ! 

Ogsaa i Jarlsberg og Laurvigs Amt og i Buskerud Vår 
der, som nævnt, optraadt lokale Foci. Kongsberg naaedes alle- 
rede i 1845. 

Smaalenene synes ogsaa at være inficerede fra lokale Foci, 
muligens fra Epidemien i Sarpsborg 1844. I Juli 1845 optræder 
Sygdommen i Laurkullen, i 1847 i Fredrikshald, i 1848 er den 
udbredt over hele Amtet. Se 

Kristiania By naaedes allerede i 1845, men hvorledes Syg- 
dommen her kan tænkes at være opstaaet, eller hvilken Betyd- 
ning denne By har havt for Udbredelsen i de omgivende Distrikter, 
kan ikke sees af Beretningerne. 

Hvad de oplandske Amter angaar, forekom, som nævnt, el 
Epidemi i Lesje i 1845. 


1 Hoffmann's M.-B. for 1852. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGF. 149 


I 1846 forekom Sygdommen fra Aarets Begyndelse paa Toten; 
— herskede Sygdommen i Ringebu; 
— i Aarets sidste Dage angrebes Lillehammer; 
— i Juni optraadte Sygdommen paa Hedemarken; 
— i Juni i sendre Osterdalen; 
— i Juni i nordre Østerdalen; 
— fra Foraaret i Slidre i Valders; 
— herskede den paa Hadeland. 

At Udbredningen her tildels kan staa i Forbindelse med 
Lesjeepidemien og med de bergenske og throndhjemske Epidemier, 
- er ikke usandsynligt. 

I Bergens og Throndhjems Stifter holdt Sygdommen sig i 
1846 i de allerede angrebne Distrikter, hvor den fik en over- 
ordentlig stor Udbredelse og tillige angreb tidligere forskaanede 
Distrikter, saaledes Stjor- og Værdalen og Indereen af nordre 
Throndhjems Amt. I 1847 synes Sygdommen at have aftaget i 
Bergens Stift, men at være meget udbredt og ondartet i Thrond- 
hjems Stift, hvor den dette Aar angriber Fosen, Guldalen og Nam- 
dalen, ligesom den ogsaa i Mai udbreder sig i nordre Helgeland 
og om Høsten i Brenne af Nordlands Amt. 

I 1848, i hvilket Aar i Januar Maaned Tromse og Tronde- 
næs angribes, gaar Sygdommen tilbage i Bergens og Thrond- 
hjems Stifter. I de evrige Stifter var Sygdommen i 1847 overalt 
mindre udbredt end i det foregaaende Aar, undtagen i Drammen og 
Kristianssand. Derimod spores i 1848 en stærkere Udbredelse 
i Kristiania Stift, fornemmelig i Smaalenene, hvor Epidemien 
fortsætter sig i 1849, ligesom ogsaa, om end aftagende, i 1850. — 

Naar undtages Tromsø Stift, hvor Sygdommen fra 1850 synes 
åt være forekommet noget hyppigere, spores der fra dette Aar i 
Norge — ligesom i Danmark og flere Steder i Europa — en Til- 
bagegang eller ialfald en Stilstand i Difteriens Udbredelse. Det 
er, ligesom den samler Kræfter til den store Pandemi i Slutningen 
af Femtiaarene. I Norge forekommer Sygdommen i de følgende 
Aar mest i mindre lokale Epidemier hist og her, men man ser 
dog Tegn til, at Sygdommen særlig synes at udmærke enkelte 
Steder, hvor den har Tilbøielighed til at sætte sig fast. Af 


150 à AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


saadanne Steder skal nevnes Smaalenene! og Jarlsberg og 
Laurvigs Amt. I det hele vil det sees, at det i disse Aar 
væsentlig er Kystdistrikterne og Kystbyerne, som angribes, om 
den end paa enkelte Steder, f. Ex. Kongsberg og Hedemarken, 
kan udbrede sig til det indre af Landet. 

I denne Forbindelse fortjener det at anføres, at Sygdommen 
ogsaa i dette Tidsrum synes at have forplantet sig ind til de 
svenske Grænsedistrikter i ,Lappmarken*, idet der i 1852 
i Februar omtales en Epidemi af „Strypsjuka“ i Luleå Provinsial- 
likaredistrikt, i 1853—56 en Epidemi i Haparanda af „Croup“, 
der „her ikke som sædvanligt i denne Sygdom fortrinsvis angreb 
Larynx og Trakea, men i de fleste Tilfælde havde sit Sæde paa 
den bagre Farynxveg, Tonsillerne, Tuba Eustachii og Neesekavi- 
teten“; i 1855 forekom en Epidemi af ,Strypsjuka* i Kalix 
Provinsiallåkaredistrikt; i 1857—58 Epidemi i Luleå.” Saavel 
W ern? som Almqvist* antager, at Sygdommen er importeret 
ved nomadiserende Lapper, som om Sommeren opholder sig Däi 
de norske Kyststrekninger omkring Tromse og Nordkap, mel 
henimod Vinteren trzkker sig estover ind i Sverige. — 

Men dette, at Difterien gik tilbage, og der paa mange 
Steder indtraadte mere normale Forhold, skulde synes at maatte 
lade Forholdet mellem Difteri og Kroup fremtræde klarere. Det 
viser sig imidlertid, at Kroup fremdeles forekommer paa de 
samme Lokaliteter, hvor ogsaa Difteri findes. Fra Tromsø bemær" 
ker saaledes Nissen i 1849, at Difteri gik over i sand Strube- 
hoste, og i 1850, at i 9 Tilfælde af Angina membranacea var 
det difteriske Beleg synligt tilstede. 

Paa en saadan samtidig Forekomst af Difteri og Strubehoste 
vil Aarene 1853 —1858 afgive flere Exempler, ja „Strubehoste“ 
danner ofte Overskriften over de Notitser, hvori Difteri omtales; fra 
Smaalenenes Amt i 1858 berettes endog om et Recidiv af y Strube- 
hoste* ikke alene i Halsen, men ogsaa paa et Exkoriationssted 

! Interessant er Sammenligningen mellem Fredrikshald, hvorfra det i 1855 be 
merkes, at ,Sygdommen næsten er epidemisk paa Stedet*, og Ho 


hvor ogsaa Difteri siden Epidemien i 1852 stadig er forekommet. 
a. St. S. 179 


?^ Werna Bt. 8, 16-27. * 4, BE Ee Bt. 8S. 37. 


1888.] -DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 151 


efter et Trækplaster. Fra 1859—1871 slaaes begge Sygdomme 
sammen i Medicinalberetningerne, og deres Adskillelse er forbun- 
den med store Vanskeligheder. Vistnok angives Difteri at være 
forekommet paa forskjellige Steder, hvorfra Kroup ikke er om- 
talt; men herved faar man undertiden den Besynderlighed, at 
f. Ex. ,Angina diphtheritica* angives at være forekommet epide- 
misk i Brenne i 1851, medens derimod ,Strubehoste* optraadte 
epidemisk pea samme Sted i 1852. 

Fra 1854—1857 gaar en stor Epidemi af Skarlagensfeber 
-over Landet. Som jeg 1 min Bog om denne Sygdoms epidemiske 
Udbredelse i Norge nøiere har udviklet, blev den skarlatinese 
Halsaffektion oftere opfattet som en Komplikation med Difteri. 
Herpaa findes der i Beretningerne adskillige Exempler. 

Det vil derfor sikkerligen være nedvendigt at foretage en 
Reduktion af det allerede i Forveien ringe Antal af ,difteriske 
Sygdomme*, som fra de nævnte Aar er optagne i Beretningerne. — 

Om Forholdet mellem Kroup og Difteri findes følgende 
. Bemærkninger i den foreliggende Literatur, der væsentlig repræ- 
senteres af de talrige Diskussioner i det medicinske Selskab i 
Kristiania. 

I Møde 14de Januar 18571 fremviser Kierulf Sektions- 
resultatet hos et Barn, som var ded af Kroup efter i en Tid 
lang at have lidt af katarrhalske Besverligheder. Om Fauces 
bemærkes intet. 

I sin Meddelelse om Bernehospitalet 1855—57? omtaler 
Faye 1 Barn, som led af Bronkit og fik Kroup ved at Moderen 
ofte førte det hen for aabent Vindue, 1 Barn, som led af Karies 
i flere Led og dede under Kroupsymptomer, samt 1 Barn, som 
dede efter Trakeotomi, og hvor intet Exsudat viste sig i Fauces, 
hvad der ogsaa var Tilfældet med Backer's Patient.? 

Derimod oplyses det, at 9 Bern, hvorpaa Trakeotomi fore- 
toges paa Grund af ,Strubehoste*, led af Difteri,* og at 2 af 


1 
2 
3 
4 


Norsk Magazin for Lægevidenskab. 1857, S. 205. 
Sammesteds, 1858 S. 304. 

Sammesteds, 1859, S. 296, 

Sammesteds, 1858, S. 239 og 240. 


152 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


de ,Krouppatienter*, der behandledes paa Hospitalet, fik Paralyse 
i Stemmemuskulaturen. Det fremgaar ogsaa af den noiagtige 
Sygehistorie, at den Patient, hvorpaa Martens! foretog „Ira- 
keotomi mod Kroup*, i Virkeligheden led af en difterisk Affektion, 
da der fandtes Exsudater paa Tonsillerne. I saa Henseende har 
Tobiesen? Ret, naar han kritiserer Martens's Diagnose 
men det synes vanskeligt at gaa ind paa hans eget Postulat, at 
de af ham i Lebet af 1 Sommer og Hest behandlede 30 „Kroup- 
patienter“, hvoraf 17 helbrededes, sikkert „ikke havde Difteri“, 
til og med da han paa Grund af ufuldstændige Optegnelser ikke 
kan levere nogen Sygehistorie. 

Ogsaa her vil det altsaa sees, hvorledes Begreberne filtres 
ind i hverandre. 


I Slutningen af Femtiaarene naaede den store Pandemi af 
Difteri vort Fædreland, hvor Sygdommen fik stor Udbredelse. U 

Den forekom væsentlig i de to nordligste Stifter samt Br 
stiania Stift. Det vil derfor vere naturligt at soge efter mulige 
lokale Udgangspunkter for disse Landsdeles Vedkommende. 
"I 1855 forefaldt en Del Tilfælde af Difteri i Lexvikens 
Præstegjæld i nordre Throndhjems Amt, — det samme Sted, som I 
1832 var Gjenstand for en saa betydelig Herjing. Aaret efter 
— samme Aar som den store Epidemi paa Island tager 5? 
Begyndelse — er Sygdommen temmelig udbredt inden Amtet, 
samtidig med at der paa Tromsø optræder 22 Tilfælde af Difteri. 
Det synes dog, som om Sygdommen paa disse Steder, med Und- 
tagelse af Lexviken, ingen synderlig Udbredelse har faaet i disse 
eller de Par folgende Aar. ISlutningen af 1858 optræder nogle 
Tilfælde af Difteri i Throndhjem, og 1859 er Epidemien i fuld 
Gang i denne By, nordre Throndhjems Amt og enkelte Steder 
af Nordlands Amt. I 1860 er Tilfældenes Antal steget over 
ordentlig i hele Throndhjems Stift. 3 


1 Norsk Magazin for Læge videnskaben 1858, S. 560. 724- 

2 Om Behandling af Krouppatienter, Norsk Magazin for Lægevid. 1858 8. ed 

3 Mærkes bør det, at for dette Aar staar Lexvikens Præstegjæld pst 
70 af de 108 angrebne, som falder paa sondre Indherred. Hele = ud 
Folkemængde udgjorde efter Folketællingen af 1865 22,000 Ver 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 153° 


I Romsdals Amt indtraf en Del Tilfælde i Kristianssund 
og indre Nordmere i 1859; i det folgende Aar udbredte Sygdom- 
men sig mere og mere over hele Nordmere og Romsdal, medens 
Sendmere ferst angrebes i 1869. 

I Nordre Bergenhus Amt synes Sygdommen fərst at 
have begyndt i 1860 i Sogn og ytre Sendfjord og udbredte sig 
1 1861 til Lærdal og ytre Nordfjord. 

Bergens By naaedes i 1860; samme Aar ogsaa 

Sendre Bergenhus Amt, hvor Sygdommen viste sig 
paa et Par Steder i ytre Hardanger. I 1861 udbredte den sig 
her samt i ytre og indre Nordhordland, ligesom den ogsaa i Ber- 
gens By forekom med talrige Tilfælde. 

Muligt er det, at man i Epidemiens Udbredelse kan spore 
en Tendens til at gaa fra Nord mod Syd, men de flere mindre 
Lokalepidemier — f. Ex. i Stavanger og Kristianssand — allerede i 
1859 gjør det dog tvivlsomt, om man her har en sammenhæn- ` 
gende Epidemi for sig, saaledes som Firtiaars-Epidemien. Netop 
den samtidige Optræden af Sygdommen i saa mange forskjel- 
lige Landsdele synes at tyde hen paa flere Infektions-Kilder; 
den er i det smaa i vort Land et Billede paa Pandemiens Optræ- 
den over store Strækninger af Jorden. 

I 1859 synes ogsaa Nordland at angribes; sikkert er det, 
at i 1861 havde Sygdommen i Tromse Stift naaet en stor- 
artet Udbredelse. At Epidemien herfra har udbredt sig til 
Sverige, synes ikke tvivlsomt, idet Sveriges nordligste Lapmarker 
Juckasjärvi og Gellivara i Sommeren 1862 angives at være herjet 
af ,Halsröta* (Difteri). Sygdommen fulgte saa Kalix Elv til 
Kysten; den paafolgende Vinter og Vaar naaedes Råneå Distrikt 
og Haparanda, hvorfra der anmærkes, at den blev indfort ved 
Flytlapper til Karesuandos Lapmark fra Norge! I Lycksela 
Distrikt i Vesterbotten optraadte Sygdommen i Juli 1862 og 
indkom fra „Tärna i Norge, der den en längre Tid visat sig, til 
Klippans By, belägen strax bredvid grängen.“? 

For Kristiania Stifts Vedkommende maa man tænke 


1 
a Wern a. St, S. 27-28. 
Wern a St. S. 34. 


154. AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


paa Smaalenene og Kristiania By som de Steder, hvorfra Epide- 
mien kan have taget sit Udgangspunkt. I Smaalenenes Amt, 
der gjennem en længere Aarrække havde været Sæde for mere 
eller mindre udbredte lokale Epidemier af Difteri, synes det 
nermest at have veret Moss ellsr Fredrikshald, som har dannet 
Udgangspunktet. Med Hensyn til Spergsmaalet om mulig Ind- 
ferelse af Smitte udenfra Landet skal oplyses, at der i 1856 i 
Alingsås Stad i Elfsborg Lin udbred en Epidemi, der maa anía- 
ges at have veret af difterisk Natur, eftersom der omtales e 
Tilfælde af „tjocka pseudomembraner à tonsilerna och deras om- 
gifningar och sedan et nasalt uttal och svarighet at sviilja flytande 
ämnen“, I 1857—1859 var Difterien epidemisk i Göteborg." 

I 1857 tiltager Tilfældene i Antal i Rakkestad og Fred- 
rikshald, ligesom ogsaa Hovedstaden dette Aar angribes. Dog 
findes der Antydninger til, at der ogsaa paa andre Steder 


langs Kysten, f. Ex. i Drammen, Horten, Holmestrand, Laurvig, 


Fredriksværn, Skien og Kragerø, optræder lokale Epidemier af 
Difteri og Kroup i dette Aar. Inde i Landet er Kongsberg det 
neste Sted, hvorfra Beretning om Difteri foreligger fra dette 
Aar. I 1858 optraadte Difteri i Smaalenene især i Sponviken 
ved den svenske Grænse, i Buskeruds Amt især paa Kongs 
berg, i Drammen og paa Ringerike. Paa Lillehammer forekom 
dette Aar 8 Tilfælde, der muligens kan danne Udgangspunktet 
for den betydelige Udbredelse, som Sygdommen det følgende Aa 
fik i Faaberg og derigjennem kanske ogsaa for den storé op 
landske Epidemi i 1860 og de følgende Aar. 

I 1859—1860 fik Sygdommen ogsaa i de ovrige Distrikter 
i Kristiania Stift, specielt Akershus Amt, betydelig Udbredelse- 
Den sydlige Kyst gaar forholdsvis mere fri, idet der her frem 
deles optræder mere lokale Epidemier, som i Kragere 1860—186 
og i Østerrisør i 1861. 

I 1862 naar Sygdommen sin største Udbredelse inden Landet, 


1 Wærn a, St. S, 116 og 108, Almqvist a. St, S. 56 antager p 
heden af, at der kan have fundet en Vexelvirkning Sted, idet Reider 
Smaalenene i det hele og store er paavirket af Sverige, men at smaa joke 
Epidemier kan være bragt fra"Smaalenene over Grænsen. 


PE EE RPR END KN 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 155 


idet det blot er Kristianssands Stift, som ‘ikke er oversvemmet. 
Dens overordentlige store Betydning for Landet vil sees af de 
under Aarene 1861 og 1862 meddelte Tabeller over den Rolle, 
som den spiller i de kjendte Dedsaarsager. 

Nedgangen spores i det samme Stift, hvori Stigningen var 
begyndt, idet der allerede i April 1860 mærkes en Tilbagegang i 
Sygdommens Optreden i Throndhjems By. I 1862 indtræder Ned- 
gangen i Throndhjems Stift, i 1863 i Tromse og Bergens Stifter, 
i 1864 i Romsdals Amt og Kristiania Stift. — 

I de felgende Aar indtil 1881 havde Difterien mindre Betyd- 
ning og optraadte væsentlig i mere lokale og begrænsede 
Epidemier. Af saadanne Foci skal mærkes de gamle Yndlings- 
steder, Smaalenenes og Jarlsberg og Laurvigs Amter, endvidere 
Kristiania By samt enkelte Streg af Throndhjems og Tromse 
Stifter. 

Undertiden forekom den ogsaa i denne Periode samtidig med 
Skarlagensfeber, f. Ex. i Smaalenene i 1863, Jarlsberg og Laurvigs 
Amt 1870—-1871 i Hedemarkens og søndre Bergenhus Amt 1870, 
i Lister-Mandals Amt 1871, i Romsdals Amt i 1876, i Stavanger 
og nordre Bergenhus Amt i 1879. Det vil for disse Steders Ved- 
kommende altsaa stille sig noget tvivlsomt, hvad der skal regnes 
til Difteri, og hvad der skal henferes til Skarlagensfeber. 

I 1874—1876 bemærkes en Stigning i Tilfældenes Antal, 
hvilken vesentlig skyldes en betydelig Epidemi i Smaalenene og 
tildels i J arlsberg og Laurvigs Amt. Epidemien i Smaalenene 
begyndte i sidste Kvartal af 1873, da Tilfældenes Antal især i 
Fredriksstad, Hvaloerne og Sarpsborg tiltog betydelig. I det 
følgende Aar herjedes hele Amtet. I de nærmeste Distrikter 
af Bohuslän optraadte der ogsaa i de samme Aar en betydelig 
Forøgelse i Difteritilfældenes Antal. I Beretningen fra Ström- 
Stad i 18741 heder det, at Sygdommen var indført fra Fredriks- 
hald. Det skal dog hertil bemærkes, at Sygdommen allerede i 
Juli 1873 var epidemisk i Oroust og Uddevalla Distrikt af Bo- 
huslän, og at Sygdommen her, rimeligvis paa Grund af sin 
ee 

! Wern a, St. S. 109. 


156 AXEL JOHANNESSEN. [No. L. 3 


ondartede Optreden paa sidstnævnte Sted, kaldtes , Uddevalla- | 


sjukan*. I de folgende Aar herjedes ogsaa de øvrige Distrikter, 
Jörlanda, Tanum og Lysekil. 

Det synes altsaa, som om Smaalenene og Bohuslån samtidig 
har været hjemsegte af en sikkerligen sammenherende, ondartet 
og betydelig Epidemi. 


I Jarlsberg og Laurvigs Amt forekom Sygdommen væ- 


sentlig i Tønsberg og Omegn. 

Den sidste Stigning af Sygdommens Kurve daterer siz 
fra 1881. 

Atter maa man vende sit Blik mod Sverige og undersøge 
om ikke Stigningen skulde kunne tænkes at være afhængig af 
særegne Forhold i dette Land, eftersom det igjen er Grænse- 
bygderne, nemlig Hedemarken og Smaalenene, som væsentlig 
angribes i dette Aar. I Sverige optraadte der 1876—1811 i de 
ostlige Landsdele en Epidemi, som i 1879 naar til den vestlig? 
Del af Landet, hvor den i de følgende Aar vinder betydelis 
Udbredelse,” blandt andet i Arvika Distrikt. I Medicinalberet- 
ningen for Hedemarkens Amt 1881 heder det nu: Difterisk 
Svælgbetændelse gav Anledning til en temmelig voldsom Epidem 
. paa Ostmarken i Vingers Herred, Soler-Odalens Distrikt. Paa 
en Plads i Nærheden af den svenske Grænse dode i Begyndel 
sen af Juni 2 Børn uden at være tilseede af Læge. Då der 
allerede i længere Tid havde hersket en meget ondartet Halse- 
syge i det tilgrænsende svenske Nabosogn, anmeldtes Tilfæl- 
dene af Præsten som mistænkelige. Sygdommen fik en ganske 
betydelig Udbredelse inden Distriktet, saa Epidemilege mati” 
ansættes. I samme Aar naaedes ogsaa Trysil og Tonset. I 
1882 udbredtes Sygdommen videre inden Amtet. : 

I sidste Kvartal af 1880 optraadte en heftig Epidemi i Ud 
devalla; i Fredrikshald begyndte Epidemien i April 1881, i Frei 
riksstad og Sarpsborg Landdistrikt i September. I Medicina: 
beretningen for 1882 heder det, at de feste Tilfælde i Td Herre" 
iagttoges paa Grænsen af Sverige, i hvis Grænsebygder Difter! 


1 Almqvist a. St. S, 44—46. 


NE eg a dt dg å baypa kuway E EE sss i a 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 157 


forekom. I 1883 bringes Smitte til Hvaleerne, dels fra Fred- 
riksstad, dels fra Sverige. Sygdommen har i de følgende Aar 
tiltaget særdeles i Udbredelse inden hele Amtet. 

Ogsaa i det nordenfjeldske Norge udbryder der i 1881 en 
betydelig Epidemi, der faar overordeptlig stor Udbredelse i de 
folgende Aar. Sygdommen synes i Nordland først at være op- 
traadt i Hadsel i August, angivelig overført fra Tromse, hvor 
der allerede i 1880 fandtes en Del Tilfælde. I 1882, især i 
sidste Halvaar, spredtes den over hele Tromse og Nordlands 
Amt. I 1883 fik den endnu større Udbredelse og naaede da 
ogsaa Finmarkens Amt, hvor den især mod Aarets Slutning op- 
traadte hyppigt. 

Muligt er det, at man ogsaa for denne store Epidemis Ved- — 
kommende kan tænke paa en Sammenhæng med Epidemier i 
Sverige, idet der fra Vefsen i 1883 bemærkes, at Sygdommen som — 
sedvanligt importeredes fra Sverige, med hvilket Land Kommuni- 
kationen er meget livlig. Dog tilskrives Lofotfisket med sine 
107 Angrebne sterre Betydning, idet Sygdommen ved hjemven- 
dende Fiskere spredtes ud over hele Amtet. I 1884 aftog Syg- 
dommen i Tromse Stift. 

I Throndhjems Stift synes Throndhjems By at have 
været et Fokus, idet Sygdommen i 1881 angives at være over- 
fort derfra til indre Fosen. I 1882 optraadte Sygdommen i alle 
Distrikter og fik i 1884 stor Udbredelse. 

I Romsdals Amt optraadte der i 1881—1882 smaa Lokal- 
epidemier i vestre Søndmøre og indre Romsdal; i 1883 fik Syg- 
dommen større Udbredelse i vestre Sendmere og Aalesund; i 
1984 forekom den i samtlige Distrikter. 

I Nordre Bergenhus Amt optraadte Sygdommen epide- 
Misk i Kinn i 1881 og vedvarede til 1884. I 1883 spredte den 
Sig ogsaa ud over indre Sendfjord og Nordfjord. 

I Ber gens By har Tilfældene været i Stigende siden 1881. 

I Sendre Bergenhus Amt begyndte Sygdommens epide- 
miske Udbredelse allerede i 1881 fra forskjellige Foci i indre 
Hardanger: nordre Midthordland, hvor Smitten sandsynligvis var 
Importeret fra ytre Sogn. 


158 AXEL JOHANNESSEN. [No | 


M i 


I 1889 angrebes Tysnæs, hvortil Sygdommen indførtes e 
hjemvendende Fiskere fra Nordlands- og Finmarksfisket, ba 
og ytre Hardanger, hvorhen Smitte antages bragt fra us 
Fra disse Foci udbredtes Sygdommen i de felgende Aar over 
hele Amtet. | 

I Stavanger Amt bley Sygdommen epidemisk i Stavanger 
i 1882 og aftog her i 1884; i de evrige Distrikter blev den epi- 
demisk i 1883 og holdt sig udbredt i 1884. ` 

I Lister og Mandals Amt herskede der i 1881—185 
en stor og udbredt Epidemi i Flekkefjord og Omegn. Sygdom- 
men forekom her tildels samtidig med Scarlatina. 

I Nedenæs Amt havde der ogsaa i Slutningen af Sytti- 
aarene vist sig en Del Tilfælde i ostre og vestre Nedenæs; men 
ferst i 1880 bliver Tilfældene hyppigere, idet der optræder Epi- 
demier i Grimstad i Februar og i Arendal i Marts. I 1881 var 
Epidemien udbredt i Grimstad. I 1882 forekom Sygdommen 
epidemisk i Osterriser, i 1883— 1884 spredt langs Kysten. a 

I Bratsberg Amt fik Sygdommen ferst i 1882 nogen E 
dere Udbredelse, idet der da optraadte Epidemier i Skien $ 
Holden, í 1883 forekom den over hele Amtet undtagen E 
dal men intetsteds i nogen betydelig Grad. I 1884 iagttog 


Hic. : ; af Amtet | 
den ikke i de øverste Distrikter, men i de øvrige Dele af À 


var den noget mere udbredt end i forrige Aar. Til 
I Kristians Amt optraadte der i 1880—1882 en Del 
fælde paa et enkelt Sted i Jævnaker; i 1882 udbrød i F es 
en stor Epidemi, som varede til ud i 1883, desuden mindre = 
kalepidemier paa forskjellige Steder. I 1884 forekom Sy, 
i samtlige Distrikter, undtagen sendre Valders og Lom, men 
dog ingen synderlig Udbredelse. og Å 
I Jarlsberg og Laurvigs Amt forekom Sye 
disse Aar i Tønsbergs Distrikt, i 1884 ogsaa i Tjelling i 
vigs Distrikt. PE 
I Buskeruds Amt optraadte der i 1880—1881 en Ep geg 
paa Modum, hvor Smitten muligens var indfərt til Gjethus Pap 


osa | 
fabrik med Filler fra Tyskland. I samme Aar forekom 05 4 


EES EE 


É 
⁄ 
1 
: 
5 
å 
5 
S 
1 
| 
E 
3 
E 
; 
å 


Ke A ty be a TE 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 159 


en Epidemi i Lunder, i 1882 i Hallingdal, i 1883 i Sandsvær, i 
1884 i Sigdal. 

I Akershus Amt optraadte Sygdommen med mindre Epi- 
demier, f. Ex. i Høland 1881—1884, i Enebak 1881—1882, i Næs 
1882, i Aker, Ullensaker og Follo 1883—1884. 

I Kristiania By begyndte Epidemien først i 1884 at an- 
. tage store Dimensioner og har i 1885 opnaaet en betydelig Ud- 
bredelse. 

Som det vil sees, handles der her om en temmelig samtidig 
Optreden af „Difteri“ i forskjellige Landsdele. Import fra Ud- 
landet kan oftere paavises, især for den ostre Grænses Ved- 
kommende. Paa Vestkysten synes Fiskerierne at have spillet en 
betydelig Rolle ved Spredningen af Sygdommen, der væsentlig 
har optraadt som en Kystepidemi med i det hele sparsom Udbre- 
delse til de indlandske og oplandske Distrikter. — 

Sperges der nu om, hvorledes Forholdet mellem Difteri og 
Kroup er anskuet i denne Tid fra Begyndelsen af den store 
Epidemi omkring Sextiaarene og indtil Nutiden, vil man strax 
Se, at det ogsaa her er vanskeligt at foretage nogen Sondring mellem 
disse Affektioner. Fra 1860—1871 slaaes de sammen i Medici- 
nalberetningerne, i 1872—1873 er Sondringen mellem dem meget 
lidet udført, i 1874 forekommer de samtidig i Smaalenenes Amt. 
I 1875—1877 samtidig i Jarlsberg og Laurvigs Amt og Smaa- 
lenenes Amt, hvorfra det i det sidstnævnte Aar udtrykkelig be- 
mærkes, at „Strubehoste har havt den samme Gang inden 
Distriktet som Difteri*. I 1878 havde Strubehoste ligesom Dif- 
teri meget liden Udbredelse, i 1879 forekom begge Sygdomme 
væsentlig i Kristiania By, i 1880—1881 begynder der overalt 
at vise sie Tegn til Stigning for begge Sygdommes Vedkommende,. 
hvilken Stigning fortsættes i de følgende Aar. 

Undersøges de enkelte Udtalelser, som forefindes i Medici- 
Nalberetningerne, vil man paa den ene Side finde det samme, 
Som i de tidligere Aar oftere kom frem, det nemlig, at Lægerne- 
Yed Navnet Strubehoste betegnede en Difteri, og paa den anden 
ve at Forplantelsen af denne til Larynx benævnes Strube- 

oste, 


T 
160 AXEL JOHANNESSEN. i (No. 1. 


Saaledes bemærkes fra Tvedestrand i 1859, at en Kone fik 
,Diphtheritis*, der ytrede sig som ,Croup* med Ophosten af difte- 
riske Membraner og 1 Maaned efter Paralyse af Extremite- 
terne. 

1862. Fra Ringsaker opferes de behandlede under Difteri, 
Dedsfaldene under Kroup 

1869. Bode: Hos et Barn, som under en paa Stedet her- 
skende Difteriepidemi led af ,Strubehoste*, indtraadte Helbre- 
delse ved Opkastelse af rerformede Pseudomembraner; hos 2 
andre indfandt ,Strubehoste* sig efter Forlobet af Difteri, hos 
en anden Patient gik Difteri ,umiddelbart over i Strubehoste"- 

I 1872 og 1873 anføres flere mindre Epidemier af ,smt 
som Strubehoste*, f. Ex. fra Smaalenenes Amt, Romsdals Amt, 
Bergens By, ytre Sogn; men det maa her fremholdes, at der dels 
i de samme Lokaliteter dels rundt omkring forekom Tilfælde 
og lokale Epidemier af Difteri. : 

1881. Fra ytre Sogn bemærker den samme Lage, som! 
1872 havde omtalt en Epidemi af „Kroup“, at der pludselig 0P- 
traadte en Epidemi af ,Kroup* paa Gaarden Ladvik. Det skal 
hertil bemærkes, at der samme Aar forekom en betydelig Difte 
riepidemi i Kinns Lægedistrikt, hvorfra det netop bemærkes, at 
Dedsaarsagen var Sygdommens Forplantelse til Larynx. 

1881 Nordlands Amt: Fra Buksnæs opføres dette Aar 6 
angrebne af .Strubehoste* og blot 2 af Difteri; men sammenholdt 
med, hvad der for det følgende Aar bemærkes fra Nordland 08 
søndre Throndhjems Amt, at der fra flere Kanter omtales 
mulig Forvexling af Strubehoste med til Strubehovedet forplantet 
Svælgdifteri*, synes de opførte Tal ikke at have Betydning- ` 

1883. Nedenæs Amt: Enkelte af de samtidig med Dif 


i ; ifterisk 
teri -optrædende Strubehostetilfelde var muligens af difteris 
Natur. 


1883. Søndre Throndhjems Amt: I Varnes Sogn & 
indre Fosen dede flere Bern under Kroupsymptomer, mulig * 
difterisk Natur, men paa Dodslisten opførte under Strubehost* 

1883. Tromsø Amt: Flere Tilfælde af Kroup Yar å à 
ligvis af difterisk Oprindelse. — 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 161 


1883. Finmarkens Amt: Samtidig med Difteri forekom 
i flere Distrikter krouplignende Tilfælde, der vistnok ofte var 
Difteri. 

1884. Sendre Bergenhus Amt: Under den store Epi- 
demi af Difteri, som herjede Amtet, opferes fra ytre Sogn 30 Til- 
fælde af Strubehoste og blot 7 af Difteri. — 

1884. Romsdals Amt: Indre Romsdal: Dedeligheden 
under Difteri skyldes i Almindelighed en Affektion af Struben, 
hvor Sygdommen i mange Tilfælde synes at have havt sit Sæde 
uden at angribe Svælget. En ung Dame med tuberkules Habi- 
tus og habituel Laryngit dode af ,Kroup*, medens hendes Plei- 
erske fik difterisk Svælgbetændelse. — : 

Underseges vor ovrige Literatur paa Forholdet mellem 
Kroup og Difteri vil man finde felgende Bemerkninger og Op- 
lysninger : U 

Af Sammenstillingen af de paa Rigshospitalets kirurgiske 
Afdeling 1858—1859 behandlede Tilfælde af ,Kroup*! fremgaar, 
at af de omhandlede 23 Patienter led 7 af Difteri, Exsudater 
eller Redhed i Svælget, 1 af Difteri i Næsen. 
| I Mode i medicinsk Selskab 9de November 1859? bemærker 

Smith, at Difteri byppig indtraf paa Steder, hvor Kroup her- 
Skede, og forekom enten alene eller sammen med denne. Han 
havde en Gang havt under Behandling 1 Tilfælde af difterisk ` 
Øienbetændelse paa samme Tid, som en Søster led af ,Kroup*. 
Vogt havde været i et Hus, hvor 9 Born skulde være dede af ` 
„Kroup“, 

I sin Beretning om Bernehospitalet i 1858— 1862? omtaler 
Faye 9 Tilfælde af „Kroup“ i dette Tidsrum. Hos flere af disse 
bemærkedes hvide Pletter i Halsen. 

Greve‘ anser „Forskjellen stor“ mellem Difteri og Kroup, 
væsentlig af pathologisk-anatomiske Grunde. 


! Chr. Hei berg, Møde i medicinsk Selskab 28de September 1859, Norsk 
š Magazin for Lægevidenskaben, 1859, S. 1214, 
Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1860 S. 105. 


* Norsk Magazi i 862, 8. 384. 
š agazin for Lwgevidenskaben, 1862, i k Magasin for Legeviden- 


Om Diphtheritepidemien i Namdal 1860—61, Nors 
skaben, 1862, S, 642 


VM Bach ison Ko E 11 


E 


162 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Af de 4 ,Krouppatienter^, som Keyser omtaler i sin Be- 
retning om  Rigshospitalets kirurgiske Afdeling September— 
December 1860,! havde ialfald de 2 Beleg paa Tonsillerne, og 
af de 2, som omtales i Beretningen for 1861,? den ene. 

I Mode i medicinsk Selskab 12te Oktober 1864? meddeler 
Nicolaysen, at der paa kirurgisk Afdeling var indkommet et 
Barn med ,Kroup*, uden at man kunde opdage noget difterisk 
Beleg i Halsen. Kort efter viste sig paa samme Stue difterisk 
Beleg hos 2 Personer.* | 

Winge? opfører vistnok Difteri som en konstitutionel Syg- 
dom og Laryngitis crouposa som en lokal, men opstiller ingen 
skarp Grændse, da ,Difterit i Tonsillerne* fandtes i det Tilfælde, 
der er betegnet som Laryngitis crouposa, medens kroupest Belæg 
forekom i Luftveiene i 2 af de til Difteri henregnede. 

Larsen? omtaler, at en Student, som havde vaaget hos et 
for „Kroup“ trakeotomeret Barn, fik „difteritisk Angina“. 

I sin Opsats: Et Krouptilfelde? bemsrker Aall, at der 
først paa Sygdommens 4de Dag viste sig difteriske Beleg pa? 
Krouppatientens Tonsiller. 

I medicinsk Selskab 9de Februar 1881? refererer E. Bull et 
Tilfelde af ,Kroup*, hvor der paa Tonsillerne og bagre Farynx- 
veg viste sig difterisk Beleg og et Par Uger efter Akkommo- 
dationsparese. 

I den til denne Meddelelse knyttede Diskussion om Difte- 
riens Forhold til Kroup udtaler Mohn, at de 50—60 Tilfælde 
af ,Kroup*, som han har seet, alle var komplicerede med Difteri- 


I Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1862, S, 864. 


2 Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1863. S. 978. 

8 Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1864, S. 1066. sont ` 

4 Smlgn. her, hvad Wanse her a. St, S, 15 bemærker: Naar en d 
har ligget paa medicinsk Afdeling for Difteri og han operationis causa D 
tes til kirurgisk, benævnes Sygdommen konventionelt ,Kroup*. EE? 

5 Oversigt over de i Lobet af 3 Aar paa Rigshospitalet udførte one 
Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1865, S. 255. azin 

5 Beretning om Rigshospitalets medicinske Afdeling for 1866. Norsk Mag 
for Legevidenskaben, 1867, S. 745. 

7 Norsk Magasin for Legevidenskaben, 1876, S. 501. 

* Forhandlinger i medicinsk Selskab 1881, S. 38, 


La 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 165 


l1 Tilfælde, hvor der intet Beleg kunde paavises, erklærede 
Professor H. Heiberg Sygdommen for Laryngitis diphtherica. 
Ligeledes holdt H. Heiberg paa Uniteten, medens Lochmann 
og Winge opfattede Kroup og Difteri som 2 forskjellige Affek- 
tioner. Blandt de senere Forfattere, der har udtalt sig om 
Sagen, indtages det samme Standpunkt ogsaa af Kaurin,! der 
dog medgiver, at have seet ,primer difterisk Kroup*, og Thore- 
sen,? hvis Anskuelse af Kroupen som smitsom og hvis Negeren 
af en primer Difteri i Larynx, efter hvad der tidligere er udvik- 
let, neppe vil kunne benyttes i Dokumentationen, medens Ucher- 
mann? og Grøn: igjen hævder den unicistiske Opfatning. 

Af det meddelte vil fremgaa, at selv om man indtager det 
Standpunkt, at Kroup er en lokal Betændelsessygdom, kan det 
dog ikke nægtes, at den i det hele og store følger Difteriens 
Udbredelse inden Landet, — at Begreberne saaledes gaar over i 
hinanden, at Kroup og Difteri ofte, som gjentagende Gange 
paavist, benyttes som Navn for samme Sygdom, — at de til 
Klargjorelse af Difteriens numeriske Forekomst ikke kan adskilles, 
— at de Tilfælde af Kroup, der kan bero paa andre Aarsager 
end en difterisk Infektion, maa være faatallige og af forholdsvis 
liden Betydning. — 

Kt Tilbageblik paa den foregaaende Fremstilling af Difteriens 
Udbredelse inden Landet fra 1820 vil vise, at denne væsentlig 
er bundet til 4 Epidemier, mellem hvilke der er forekommet 
Intervaller, hvori Sygdommens Betydning har været liden. Epi- 
demierne i N orge har været et Udslag af Difteriens stigende Fore- 
komst over større Dele af Jorden. Epidemierne har staaet i 
stadig Vexelvirkning med Sygdommens Forekomst i Sverige. 

Epidemierne er vistnok udgaaede fra flere Foci, men af 
BEE 

t Difteritens Pathogenese og Therapie. Det fərste vestlandske Lægemødes 
Forhandlinger, Bergen 1885, S. 6. - 
Erfaringer samt kritiske Bemærkninger om Difterit. Norsk Magazin for 
Legevidenskaben, 1887, S. 7. Smlg. Bilag til M.-B. for 1886. 
Om Svælgdifterit og dens Behandling. Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 
1886, S. 738, 
Beretning om Epidemilazaretterne for Diphtherit, Beretning om Folkemæng- 
den og Sundhedstilstanden i Kristiania 1885. | | 


= 


- 


us 


` d 
164 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


disse er det dog enkelte, som har overveiende Betydning, f. Ex. 
Bergen i Firtiaars-Epidemien, Throndhjem i Epidemien omkring 
1860, Hedemarken og Smaalenene i Ottiaars Epidemien. 

Sygdommen har vesentlig holdt sig langs Kysten, forplantet 
gjennem Fiskerier og Skibsfart, samt er forekommet i overveiende 
Grad i de nordligere Landsdele og paa Østsiden af Kristiania- 
fjorden. 


En oversigtlig Fremstilling af Difteriens og Kroupens Fore 
komst i Norge i Aarene 1859— 1884 resp. 1885 vil man finde 1 
Tabel III a og b, Kurve A, samt i Kart No. 1. Paa dette Kart 
er ogsaa angivet Udbredelsen af Difteri og Kroup i de svenske 
Län for Aarene 1861— 1885.1! 


Ordner man efter den nævnte Tabel Størrelsen af Middel- 
Forholdstallene mellem angrebne af Difteri resp. Kroup og 1000 
Indbyggere i Norges Amter 1859—1884 vil følgende Række 

fremkomme: 


. Tabel Lh ` el 
Middel-Forholdstal mellem oe af T E mellem angrebne af 
Difteri og 1000 Indbygge ' oup og 1000 Indbygge — 
Amt 4 Amt | e 
Tromse ee 4.34 Bergens By. . . .| 09) 
Finmarken RUE Kristiania By . . .|. 046 
Smaalenene . . . .| 3.32 | Smaalenene . . -| 0% 
Nordland . 205 å 2.83 | Jarlsberg og Laurvig. 041 
Bergens By . . .| 2.80 | Tromse 1 0.48 
Nordre DR .| 1.94 | Finmarken — 
Romsdal . . «HF 200 | Buskerud . . : x 0.33 
Søndre Throndhjem «| 161 | Br atsberg . . 0.28 : 
Akershus . . . «| 157 | Lister og Mandal Š 08 
Jarlsberg og hel 1.46 | Sondre Throndhjem -| 0.25 
Kristiania By .-; .| 145 Stavanger — og Å 


ig 
I Fra 1861—1880 efter Wærns Opgaver, fra 1881—1885 efter sveri 
officiela statistik. e 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 165 
Middel-Forhoidstal mellem angrebne af | Middel-Forholdstal mellem angrebne af 
Difteri og 1000 Indbyggere Kroup og 1000 Indbyggere 
a Amt | 00 | Amt | %00 
Kristian SI 1.88 | Nordland . | 0.18 
Buskerud 1 | 129 - | Nedenæs: ss aca | 0.17 

l 

Hedemarken . š | 117 | Akershus OM 
Nedenæs . .| 1.12 | Romsdal "pru e | 0.15 
a s M 0.78 | Hedemarken. . . . 012 
Blüyahgér.. s s | 0.75 | Nordre Bergenhus. . 0.11 
Søndre Bergenhus . . 0.71 | Sondre Bergenhus. . 008 
Nordre Bergenhus . . 0.65 | Kristian . . . . . 0.08 
Lister og Mandal . . | 0.53 | Nordre Throndhjem . 0.01 

Middel . .| 1.68 Middel . . 0.25 


For Difteriens Vedkommende er Tallene en Illustration af, 
hvad ovenfor er udtalt om dens Forekomst i Landet. . Efter Tabel- 
len er Kroup hyppigst forekommet i de store Byer, Kristiania 
og Bergen, hvad der ogsaa stemmer overens med Almqvist's 
Udtalelse,! at Kroup synes at optræde meget mere i Byer end 
paa Landet. Forevrigt vil det sees, at Forekomsten af begge 
Affektioner inden de forskjellige Amter ikke holder Folge, idet 
enkelte Amter, som Lister og Mandal, hvor Forekomsten af Dif- 
teri er forholdsvis sjeldnest, dog har et temmelig heit Forholds- 
fal for Kroup, medéns paa den anden Side f. Ex. Nordland har 
Stort Tal for Difteri og lidet for Kroup. 

Da nu, som ovenfor paavist, begge disse Affektioner i det 
hele og store følges ad og ialfald ikke i det statistiske Materiale 
kan adskilles, kommer man her ind paa det Spergsmaal, om det 
ikke kan tænkes, at Difteriens Lokalisation til Larynx optræder 
med forskjellig Hyppighed under eller endog muligens staar i et 
Vist Forhold til den større eller mindre Intensitet i Epidemi- 
ernes Udbredelse. 

Antager man, at begge Sygdomme er Udslag af en difterisk 
| Infektion, og legger sammen deres Forholdstal, vil folgende — 


LA St. S, 63, 


166 


AXEL JOHANNESSEN. 


[No. 1. 


Rekke vise, hvorledes de forskjellige Amters Forholdstal paa 


den foregaaende Tabel modificeres af denne Summering. 


Tabel 2. 


Middel-Forholdstal mellem angrebne af Difteri og Kroup og 1000 
84. 


Amt 


Indbyggere i Amterne 1859—18 


Tromse 
Finmarken 
Smaalenene 
Nordland . 
Bergens By . 
Romsdal . s 
Nordre Throndhjem 
Kristiania By. 


Jarlsberg og Laurvig. 


Sendre SE 


| 


| 1.86 


| SQ 
| 


Nordre Bergenhus 


Amt Yan 

Akershus 1.74 
Buskerud 1.62 
Kristian . 141 
Hedemarken. 1 29 
Nedenes . 1.29 
Bratsberg 1.06 
Stavanger 0,96 
Lister og Mandal. 0.81 
Sendre Bergenhus 079 
.| 0.76 


Nu vil det af den følgende Tabel sees, hvilket Procenttal 
af samtlige difteriske Affektioner der skyldes Lokalisationen til 
Larynx eller med andre Ord er opfert under Diagnosen „Kroup“ 
som Middel af Aarene 1859—1884. 


Tabel 3. 

Amt d Amt % 
Lister og Mandal . å 34.6 | Smaalenene . Sc 
Bratsberg . . | 26.4 | Søndre Bergenhus io: 
Kristiania By TT Reid å 
Jarlsberg og Laurvig. . | 21.9 | Hedemarken = 
Bergens By . 20.4 | Tromse 8.4 

' Buskerud . . 20.4 | Finmarken! 
Stavanger : d 21.9 | Romsdal . ke 
Nordre Bart | 14.5 | Nordland t 
Søndre Throndhjem d 13.4 | Kristian ` ; å 
Nedenæs 13.2 | Nordre Throndhjem x 


| 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 167 


Det viser sig altsaa virkelig, at der gjennemgaaende er et 
omvendt Forhold mellem Intensiteten af de difteriske Affektio- 
ners Udbredelse inden Amterne og Hyppigheden af Processens 
Lokalisation til Larynx, idet de Amter, hvor Sygdommen i det 
hele har stor Udbredelse, som f. Ex. Tromse og Finmarkens, 
Smaalenenes, Nordlands, Romsdals og nordre Throndhjems Amter, 
har de mindste og de Amter, hvor Udbredelsen har været liden, 
f. Ex. Lister og Mandals og Bratsberg Amter, de sterste Tal 
for ,Kroupens* Indflydelse paa Forekomsten af Sygdommen. 

Det siger sig dog selv, at de herhen herende Tabeller maa 
veies med Kritik, da der, som tidligere nævnt, er Forskjel paa 
den Maade, hvorpaa de difteriske Larynxaffektioner betegnes, 
idet de af nogle Læger opføres som Kroup, af andre som Difteri, 
ligesom det vel ogsaa maa antages, at der under Diagnosen 
.Kroup* indbefattes flere Tilfælde af ikke netop membranes 
Natur; men Tallene synes dog for vexlende og Forholdet for 
konstant til, at det blot kan afhænge af et Tilfælde. 

Underseges nu videre, hvorledes dette Forhold mellem Dif- 
terien og Lokalisationen af den difteriske Proces til Strubeho- 
vedet stiller sig i de store Epidemier 1859—1866 og 1879—1884, 
vil det af nedenstaaende Tabel 4 fremgaa, at den samme Regel 
for dette Forhold, som ovenfor er fremstillet, ogsaa her gjør sig 
gjældende og — fornemmelig for den første af de nævnte Epi- 
demier — med end større Bestemthed end for den hele Aar- 
rekke fra 1859—1884. Men at denne Regel i det hele og store 
ikke er bundet til eller staar i Forbindelse med lokale Eien- 
dommeligheder, om end saadanne selvfølgelig ikke kan udelukkes, 
Synes at fremgaa deraf, at det samme Amt, som under den ene 
Epidemi kan have smaa Tal for Udbredelsen af de difteriske Affek- 
tioner og smaa for Processens Lokalisation til Strubehovedet, i 
den anden Epidemi har store Forholdstal for Udbredelsen og 
Smaa for Larynxaffektionen — og omvendt, saaledes som Tabellen 
= Vise det, 1 


di De vm væsentlige Undtagelse dannes af de bergenhusiske Amter, hvor dog For- 
holdstallene gjennemgaaende er smaa, 


168 AXEL JOHANNESSEN. Qu 
Tabel 4. 
1859 — 1866 [o 1879—1884 
ESQ kr 
Amt ina, 0 lo ee d Amt m ‘ote a 
ningen | leri og | ven | prs 
roup TE 
Lister og Mandal | (0.58) | 55.2 | Jarlsb. og Laurv. | (115) 304 
Stavanger (0.47) | 46.8 |Buskerud .. . .| (1.19) 277 
Jarlsb og Laurv. (2.14) | 32.9 |Kristiania . . . .| (1.63), 264 
Bratsberg . . . .| (1.53) | 209 |Bratsberg . . . . (145) | 228 
Kristiania . . . .| (3.53) | 20.4 |S. Throndhjem . (188) | 22.8 
Buskerud ....|(3.05) 15.7 |Listerog Mandal (1.21) 222 
Bergen. ..... (4.84) | 10.7 [Bergen ..... (2.05) | 205 
N. Bergenhus. . (0.71) 9.9 |Hedemarken .. (0.78) 20.5 
Smaalenene . . .| (3.71) | 9.2 |Akershus . .. . (1.23) | 203 
Nedenæs. .... (1.85) | 92 |Stavanger. . . .| (210) | 148 
S. Throndhjem .| (3.35) | 7.1 [Kristian ... Í (0.72) | 139 
Hedemarken. . . (2.79) 6.1 IN. Bergenhus. | (1.83) 13.7. 
Akershus .... (3.86) 39 iNedenwes..... | (1.63) | 123 
S. Bergenhus . . (0.80) 38 |Romsdal.... | (1 31) | 10, 
Romsdal... |. (4.06) | 3.7 [Nordland ... | (4.53) | 10.2 
Kristi: i” | | 
pe (3.14) 3.5 m ) HE | (4.60). 103 
pon) (5.45) | 33 inmarken\ 2 fee 
Finmarken S. Bergenhus . . (1 24) | 8.9 
N. Throndhjem .| (400) | 1.8 {Smaalenene . . -| (4.59) | 14 
Nordland ... .| (5.73) | 0.5 |N. Throndhjem.| (2.08) |. 53 


Underseges det samme Forhold for de Aar, som ligge" 
imellem de 2 store Epidemier, nemlig Aarene 1867—1878, vil det 
af den nedenstaaende Tabel 5 sees,at ogsaa under denne forholds- 
vis rolige Periode træffer en mere sparsom Forekomst af Difte- 
rien sammen med de store Procenttal for Sygdommens Lokali- 
sation til Larynx, medens de smaa Procenttal baade findes Y 
de store og endel af de smaa Tal for Sygdommens Udbredelse — 
blandt Befolkningen inden Amterne, | 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 169 


Tabel 5. 
en ru 1867—1878 
Angrebne af Å 0 el? Angrebne af SE 
is Beas 8 Kronp bland Pn Bee of Kroup Mandi 
a | nma gy z al i Ge 
vingen pa % ningen "fte j 
ne > roup. roup - 
Bratsberg . ...|(0.54)| 40.7 |S. Throndhjem . (0.94) | 21.3 
Bergen: rE (1.93) 33.7 | Jarlsb. og Laurv.| (2.05) | 18.5 
Lister og Mandal | (0.78) | 833 |S. Bergenhus . . (0.55) | 16.4 
Nordland .... (041) 26.8 |Smaalenene . . . (3.30) | 15.8 
Stavanger... . (0.61) | 262 |Romsdal..... (1.07) 15.0 
Akershus Sed i (0.58) | 24,1 |Tromse S | (1.04) | 135 
N. Bergenhus . .| (0.25) | 24.0 | Finmarken ho 
Kristiania . . . | (0.98) | 23.5 |Hedemarken . .| (0.56) | 12.5 
Buskerud .... (0.84) | 22.6 |N. Throndhjem . (0.59) | 10.2 
Nedenes. ... , | (0.75) | 21.3 [Kristian ....| (0.59)| 85 


Som Middeltal for hele Riget 1859—1884 vil for °/o Fore- 
komsten af Kroup blandt angrebne af Difteri og Kroup frem- 


ENS... SEN Vou o MEN 
for Epidemien 1859—1866 fremkomme . . . . . . 134%, 
n Se 1879—1884 — EE 
» Perioden 1867—1878 Se , 20.8 % 


Men skulde dette Forhold, naar Opmærksomheden engang. 
er bleven rettet derpaa, ved fortsatte Undersøgelser vise sig at 
kunne staa sig for en paa disse bygget Kritik, tor det muligens 
benyttes som et Moment til Forklaringen af de oftere optrædende, 
tilsyneladende ialfald genuine Tilfælde af Kroup og kan maaske 
sees i Forbindelse med den Omstændighed, som senere skal 
gjores til Gjenstand for nærmere Omtale, at under en Epidemi 
“Ynes den for Larynxaffektioner fornemmelig disponerede Barn- 
alder forst at angribes og ved sin store Mortalitet bidrage til 
den Ondartethed af Difterien, som oftere iagttages i Begyndelsen 
| M Epidemierne, Theoretisk kunde man derfor muligens anskue | 


170 : AXEL JOHANNESSEN, 


Sagen saaledes, at under almindelige Forhold, hvor de epidemiske 
Indflydelser spiller en mere underordnet Rolle, vil Sygdommens 
Energi ligesom vere udtemt ved at have angrebet de for — 
"Anfald mest modtagelige og mindst modstandsdygtige Individer. 


Til Udredning af det Spørgsmaal, i hvilken af de 2 M 
Landsepidemier, der falder indenfor det angivne Tidsrum, Difte- 
rien er optraadt med sterst Udbredelse, har jeg efter Tabel HI 
a og b udregnet Middel-Forholdstallene mellem angrebne af Dit: 
teri resp. Kroup og 1000 Indbyggere i Amterne for Epidemi- 
aarene 1859—1866 og 1879—1884 og sammenstillet dem efter 
deres Sterrelse i nedenstaaende Tabeller. 


Tabel 6. : 
Middel-Forholdstal mellem angrebne af Difteri og 1000 Indbyggere z 
rne. ec is i 
1859—1866 1879 - 1884 DE 
Amt oo Amt SR 
Nordland . . . . . .! 5.70 | Smaalenene . 4.25 
Promse 5.97 | Finmarken ) A 
Finmarken ; Tromsø j 407 
Bergen. 4.32 | Nordland. . 97 
Nordre Throndhjem 3.93 | Nordre Throndhjem . 2 9 
Romsdal 3.91 | Stavanger . SN 
Akershus . 3.71 | Bergen 158 
Smaalenene . 3.37 | Nordre Scene 45 
Kristian 3.03 | Sendre Throndhjem . Ce 
Sendre Meet 3.02 | Nedenæs . ° 130 
Kristiania By 2,81 | Kristiania By . 117 
Hedemarken . 2.62 | Romsdal . 113 
Buskerud , 2.57 | Sendre Bergenhus 119 
Nedenæs . Å 1.68 | Bratsberg . 0.98 
Jarlsberg og Laurie 1.65 | Akershus 0.94, 
Bratsberg . 1.21 | Lister og Mandal 


1888.] 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


171 


Middel-Forholdstal mellem angrebne af Difteri og 1000 Indbyggere i 


1859—1866 1879—1884 
ee Amt | 0/00 Amt | Dia 
Sendre Bergenhus 0.77 | Buskerud | 0.86 
Nordre Bergenhus . 0.64 | Jarlsberg og Laurvig -| 0.80 
Lister og Mandal . 0.26 | Hedemarken d 0.62 
Stavanger 0.25 | Kristian . d 0.62 

Middel 2.66 Middel . . 1.67 
Tabel 7. 


Middel-Forholdstal mellem angrebne af Kroup og 1000 Indbyggere i 
Amterne. 


1859 —1866 1879 —1884 — 
Ae Ges Amt UA SE Amt | %00 
Kristiania 0.72 | Tromse ) .| 0.47 
Bergen . Å 0.52 | Finmarken) ES 
Jarlsberg og Larry 0.49 | Nordland. . . 0.46 
Buskerud . 0.48 | Sendre Phrondhjem . 10.48 
Smaalenene 0.34 | Kristiania 0.43 
Lister og Mandal . 032 | Bergen 0.42 
Bratsberg : i 0.32 | Jarlsberg og Laurvig 0.35 
Sendre Throndhjem 0.23 | Smaalenene 0.34 
Stavanger . 0.22 | Buskerud 0.33 
Tromsø ; Bratsberg 0.33 
Finmarken Í one Stavanger 0.3F 
Nedenæs 0.17 | Lister og Mandal: 0.27 
Hedemarken . 0.17 | Akershus 0.25 
Akershus . 0.15 | Nordre Bergenhus 0.25 
Romsdal 0.15 | Nedenæs . 0.20 
Kristian i 0.11 | Hedemarken 0.16 
Nordre Bored ` ; 0.07 | Romsdal. . - . 0.14 
0.07 | Nordre Throndhjems ee 


— Nordre Throndhjem 


172 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Middel-Forholdstal mellem angrebne af Kroup og 1000 Indbyggere i 
Amterne. 


——F 


1859—1866 1879—1884 
SE Amt E A E 
| 
"Søndre Bergenhus . . . 0.03 | Sondre Bergenhus . . 0.11 
Bades . _ sc 008] Kristian. . ER 
| — 
Middel . . 0.25 Middel . . 0.29 


Det vil altsaa sees, at Sygdommen for Difteriens Vedkommende 
optraadte mere udbredt i 1859— 1866 end i 1879 — 1884, medens 
der under den sidstnævnte Epidemi forekom flere Tilfelde af 
Kroup end i den førstnævnte. Mærkes bor det dog her, at den 
sidste Epidemi sandsynligvis ikke er afsluttet med 1884 0g mu- 
ligens heller ikke i alle Amter indtil dette Aar har naaet sin 
Kulmination, om den end i flere synes at være i Aftagende. 

Efter Tabellerne har Difteri i samtlige Amter undtaget 
Smaalenene, Stavanger, søndre og nordre Bergenhus 08 Lister 
“og Mandal i 1879—1884 optraadt med mindre Udbredelse end 
i 1859—1866, og Kroup i den sidste af de 2 store Epidemier 
veret hyppigere i Nordlands, Tromse og Finmarkens, Stavanger. 
og søndre Throndhjems Amter, sjeldnere i Kristiania, Bers 
Buskerud, Jarlsberg og Laurvig, medens den i de øvrige Ame 
er forekommet med omtrent samme Hyppighed som i 1859— 1866. 


Forekomsten af Difteri og Kroup i Perioden mellem de 2 
store Epidemier 1867— 1878 vil sees af folgende Tabel. 


Tabel 8. 
Middel-Forholdstal mellem angrebne af Difteri resp. Kroup 08 1000 
—— ndbyggere i Amterne 1867—1878. __= 


POETE a | Difteri Amt bun 
Smaalenene ` A 2.78 | Bergen pov o on 

Å : EEN | 052 
Jarlsberg og Laurvig. . 1.67 | Smaalenene . OF | 
Bergen | 0.38- 


.| 128 | Jarlsberg og Laurvig + 


1388. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 173 


Middel-Forholdstal mellem angrebne af Difteri resp. Kroup og 1000 
Indbyggere i Amterne 1867—1878 


Amt Difteri Amt Kroup 
Romsdal . . . . . .| 0.91 | Lister og Mandal . | 0.26 
Finmarken ES. 0390 Kristiania . ; o + 392 
Tromse j sd Bøe . Gç 20 DM 
Kristiania >. . .| 0.75 | Sendre Throndhjem . .| 0.20 
Sendre Throndhjem . | 0.24] Bakora 2. ER 
Buskerud . . . . . .| 0,65] Nana < . 41016 
Nedengs . . . . ...|.059 ROR 
Kristian... 7 .| 054] Roma «s 018 
Nordre Throndhjem . «| 058] Akershús - SM 
Lister og Mandal . . .| 0.52 | Tromse i AR 
Hedemarken . . . . .| 0,49 | Finmarken Í | 
Søndre Bergenhus. . . 0.46 | Nordland . . FO 
Stavanger . . . . .| 0.45 | Søndre Berzenhüe . 2] 0.09 
Akershus . . . . ; .| 0481 Hedemarken . . . .| 007 
Bratsberg . . . . .! 0.32 | Nordre Bergenhus . .| 0.06 
Nordland . . . . . .| 0.30 | Nordre Throndhjem . .| 0.06 
Nordre Bergenhus. . .| 0.19 | Kristian. . . . . «| 0.05 
Middel . .| 0.76 Middel . .| 0.20 


Som det vil bemærkes, er Tallene gjennemgaaende smaa, 
og det maa atter paapeges, at de rimeligvis for flere Amters 
Vedkommende endnu bør reduceres noget, da den samtidige 
Forekomst af Skarlagensfeber i denne Periode maa antages at 
have indvirket paa Tallene.. De store Tal i Smaalenene og 
Jarlsberg og Laurvig skyldes de her i 1874—1876 optrædende 
Epidemier. Det store Tal for Bergen skyldes væsentlig den 
Omstzndighed, at den store Epidemi, som her begyndte i 1861, 
fortsatte Sig til og med 1867. 


Det mere specielle ved Difteriens Udbredelse inden de for- | 
x Mite Legedistrikter under de store Epidemier vil fee x 
M zen e Tabel VE ar x 


174 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Hvad Difteriens epidemiske Udbredelse i de forskjellige 
Aar inden Landet angaar, kan denne i det hele og store aflæses 
paa Kurvefigurerne paa Kurve A og Kart No. 1. Det vil 
da sees, at denne Kurvefigur karakteriserer sig ved en lang- 
som Opadstigen og en langsom Nedadstigen, der følges af en 
længere Periode af mindre Stigninger og Fald, som væsentlig 
skyldes lokale Epidemier ofte paa bestemte, konstante Steder, 
for saa atter at tage stærkere Væxt og under denne oversvømme 
hele Landet. Kurvefigurerne kan altsaa i store Drag opfattes 
som Udtrykket for Sygdommens Energi og Udbredelsesmaade. 
Nu vil det af den historiske Fremstilling af Difteriens Forekomst 
i Norge vere klart, at Perturbationerne i Kurverne staar i For- 
bindelse med Indflydelser og Betingelser, som er fælles for 
store Dele af Jorden, og som det selvsagt neppe vil lade sig 
gjere at bestemme eller endog forstaa. Men — som den moderne 
Tid anskuer disse Forhold, vil en epidemisk Sygdoms Væsen 
være at sege i specifike Sygdomsspirer, saaledes at ialfald € 
Del af disse Indflydelser og Betingelser kan tænkes at ligge ! 
Omstændigheder, som begunstiger eller træder hindrende i Veien 
for Væxten og Trivselen af dette specifike Agens. Det vil altsaa 
være nedvendigt at gjøre sig Rede for paa den ene Side, hvor- 
langt vor Viden om disse Sygdomsspirer for Oieblikket er kommet, 
og paa den anden Side, hvorledes den foreliggende Sy gdom 
under vort Lands særegne Forhold stiller sig i Henseende til 
det infektiese Moment ved sin Optræden. 

Hvorvidt det vil blive muligt, naar flere slige Undersøgelser 
fra de enkelte Lande foreligger, at danne sig et Billede af de, 
for sterre Omraader af Jorden mere almene Betingelser = 
Sygdommens Udvikling, — faar Fremtiden vise. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 175 


Om Difteriens Infektion og 
Smitteforhold. 


Ba første, som antog, at Difteri skyldtes en vegetabilsk 
Parasit, var Laycock i Edinburg,! der opfattede Sygdommen 
som et Produkt af Oidium albicans, da han hos en Patient, som. 
led af Cancer mesenterii, 8 Dage fer Døden fandt hvidlige Ex- 
Sudater i Svælget, forenede med Synkningsbesværligheder og 
Smerter i Struben. Englænderen Dr. Wade? antog, at det var 
Leptotrix buccalis, som var Difteriens Aarsag. Jodin? mente 
at Pseudomembranerne i Kroup skyldtes en Skimmelvegetation. 
Demartis og de Vitroy* antog, at en i Svælget vegeterende 
Parasit „Leptotoia buecalis* bar Skylden og tilskrev den stærkere- 
Udbredelse af Difteri en Overforelse af den paa Druer voxende 
Vidium hos Mennesket. Disse Anskuelser gjendreves af Hillier,” 
Althaus og Pauli, der ansaa Soppene for sekundere Dannelser, 
medens ogsaa Laboulbéne i sit udmærkede Arbeide® vistnok 
angav at have fundet Vibrioner og Bakterier, men at disse var- 
„distinets des fragments brisés du leptothrix bucealis*. 


bD 


Medical Times and Gazette 29de Mai 1858, citeret efter Althaus a. St. 8. 246, 
Althaus a. St, 

e la nature et traitment du”eroup, Paris 1859, eiteret efter Pauli a. St, 
8. 27 = 


4 à y 

i Nouveau traitment du croup, Paris 1860, citeret efter Pauli a, St. S. 29, 
Medical Times and Gazette Jan, 1859, citeret efter Loeffler: Untersuchungen. 
über die Bedeutung der Mikroorganismen für die Entstehung der Diphtherie. 


en 
e po theilungen aus d. kaiserlichen Gesundheitsamt, IT. Bind, Berlin 1884, 8. 424. 
ch : 


Paris 


erches cliniques et anatomiques sur les affections pseudomembranenses, ` 
1861, ta 


176 AXEL JOHANNESSEN. 


I 1867 anforer Buhl, at han i de difteriske Beleg konstant ` 
har fundet Sopdannelser, men om disse var specifike, lader han 
uafgjort. Hallier? opferer den af yderst fine, leddede, uregel- 
mæssig forgrenede Traade bestaaende Diplosporum fuscum 08 
Letzerich? „eine niedrige Schimmelform, Tilletia diphtheritica,” 
som Difteriens specifike Sopart. Hueter og Tommasi Crudeli‘ 
ligesom ogsaa Classen? fandt i Blodet hos difteriske Bern 08 
hos Kaniner, som var injicerede med difteriske Produkter, 
punktformige Legemer, som de ansaa for Bærerne af den difte- 
riske Gift, og som var analog dem, som de havde fundet i Blodet 
hos Patienter, der led af Hospitalsbrand. Oertel® har i Difte- 
riens pathologiske Produkter fundet Micrococcusdannelser, led- 
sagede af et sterre eller mindre Antal Bacterium termo 08 
Nassiloff' „eine von ganz kleinen gleich grossen Körnehen 
zusammengesetzt Substans*, hvormed han gjorde positive Inokula- 
tionsforseg til Kornea hos Kaniner, medens han ved Tnokulation 
af Masser, der lignede de i Difteri forekommende, men som 
voxede paa anden Jordbund, fik negative Resultater. Eberth* 
derimod fandt, at Kuglebakterierne i Mundhulen samt de i raad- 
nende Kjod, Urin og Blod voxende Mikrokokker ved at injicere? 
"i Kornea hos Kaniner frembragte Forstyrrelser, der blot Ee 
titativt var forskjellige fra dem, der opstod ved Difteriens Mi- 
krokokker. Senator? fandt Sopelementerne i de mest super- 
ficielle Lag af de difteriske Pseudomembraner, og slutter, at de ikke 
kan være Aarsagen til, men derimod Felgen af de difteriske Beten- 
delsesprodukter. Weigert! udtaler sig meget forsigtig on 
Mikroorganismen i Difterien, ligesom ogsaa Satte rthwaite 08 

1 A. St. S, 344. 
3 M Organismen des menschlichen Körpers, Leipzig po 
3 Virehow's Archiv, Bind 45 —47 og 52, 1871; sidstnævnte Bind 8. 231. 
* Centralblatt f. d, medic, Wissenschaft 1868, No. 34, 277 

270 


$ v, Ziemssens Handb, a, St. S, 577. 
7 A, St. 8. 551. a 
* Correspondenzblatt für d. Schweiz. [Aerzte 1872, eiteret efter Loeffle 
497. 
9 Ueber Diphtherie, Virchow’s Archiv, Bind 56, 1872, S. 78 —74. 
30 Ueber Croup und Diphtheritis, Virchow’s Archiy, Bind 71, 1811. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 177 


Curtis! der ikke vil opfatte Difterien som en mikroparasitær 
Sygdom, fordi Bakterierne i de difteriske Membraner ikke 
lader sig adskille fra de Bakterier, som findes i raadnende dy- 
riske Substanser, og fordi den Sygdom, der frembringes hos 
Kaniner ved Inokulation af difteriske Produkter og af et almin- 
deligt Tungebelæg er identiske. Heller ikke The Committe on 
membranous Croup, London 1879, og Leloir? vover at opfatte 
de ved trakeal Difteri forekommende Mikroorganismer som 
specifike. Derimod er Cornil? paa Grund af sit Fund af 
sfæriske Mikrokokker og smaa bevægelige Stave i Pseudomem- 
branerne tilboielig til at antage Sygdommen for at være af 
mikroparasitær Oprindelse. I et senere Arbeide har Letzerich* 
beskrevet, hvorledes Micrococcus diphthericus voxer ud til af- 
rundede, saakaldte Plasmakugler, hvilke han har paavist i for- 
skjellige indre Organer, saasom Hjerter og Nyrer. 

En af dem, der for Undersegelsen af Difteriens Mikroorga- 
nismer har særlig Betydning, er Klebs. Det er vistnok saa, at 
hans allerede i 1873 paabegyndte Undersegelser, ligesom ogsaa 
de ovennevnte Letzerich's? neppe kanh ave været foretaget med 
Renkulturer, da han ikke fandt mindre end 3 Slags Formelementer, 
først meget smaa Mikrokokker, som dannede afrundede Masser, 
dernæst smaa matfarvede Skiver, der laa noget dybere i det dif- 
teriske Produkt, og endelig Bundter af udelte parallele Traade, 
Som i perpendikulær Retning gjennemtrengte de overfladiske 
Lag af Membranerne. Han ansaa disse Former for forskjellige 
Udviklingstrin af samme Art og kaldte dem Microsporon diphthe- 
titieum.* I sin Meddelelse paa den 2den Kongres for indre Me- 

: Reports of the New-York city bord of health, New-York 1877, citeret efter 

Loeffler a, St. S. 429. 

Archiv. de physiol. Mai—Juni 1880, citeret efter Loeffler a. St. 8. 429. 
Archiv. d. Physiol. normal et pathol. 1881, S. 372. dii 
Die Diphtherie, Archiv fj experiment. Pathol u. Pharmacologie, 1850, ma 
12, S. 154, ; 2 
Ligeledes synes den af Tela mon (Note sur le microbe de la oss evnen 
Progrès médical, 1881, 12 Februar) leverede sensationelle Beretning om eg 
Af ham opdagede specifike Sop, hvis Mycelietraade skulde ligne Saz - 
en Krykke, at- være bygget paa en mangelfuld Methode og mindre godt 
a Kjendskab til den moderne Renkultur. 

Archiv f, experiment, Pathol. u. Pharmacologie, Bind 3, 8. 305. 

Vid.-Selsk. Forh, 1888, No, 1. x 


Ha G bw 


ot 


178 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


dicin i Wiesbaden 18831 bemærkede han, at dette Fund var 
almindeligt i de foudroyante Tilfælde af Difteri med hemorrha- 
giske Exsudater i Hjerne og Rygmarv, som han havde iagttaget 
i Prag, men at i Zürich, hvor en anden Form, der viste sterk 
. Tilbeielighed til at stige ned i Larynx, hyppigere var kommet 
ham for Oie, ogsaa det mikroskopiske Fund var anderledes, idet 
der ved Behandling af Snittet med Methylviolet paa Overfladen 
af Exsudatet fremkom smaa, korte og smale Stave, der neppe 
naaede en Tuberkelbacilles Størrelse, og som hver havde 2 ter- 
minale Sporer. Under Diskussionen bemærkede Prof. Edlefsen 
fra Kiel, at den bacillere Form i denne By var den hyppigste, 
uagtet Processens Overgriben paa Larynx var sjelden. 
Reaktionen mod denne saa bestikkende Parasittheori repra- 

senteres ferst og fremst af Heubner,? som efter sine Experi- 
menter paa Kaniner slutter, at de talrige , Mikrokokker eller 
maaske rettere korte Stave“, som han har fundet baade pas 
Overfladen af de difteriske Membraner og ved Inoculation, ikke 
kan vare specifike for Difteri, da de i saa Fald maatte vere at 
finde i de Kapillerkar, der gjennemstremmer den lokalt syge 
Slimhinde hos Mennesket, hvad der ikke er lykkedes ham. 
Heraf mener han, at det paa den ene Side fremgaar, at de Sopve- 
getationer, der findes paa den syge Slimhinde, ikke kan have 
noget at gjøre med den difteriske Gift, og paa den anden Side, 
at denne fremdeles er ubekjendt. De talrige Inokulationsforseg 
til Dyr med positivt Resultat, der er anstillede med Mundsekret 
fra difteriske Patienter, tillægger han ikke nogen Betydning, 
da han, i Tilslutning til Vulpian og Adolf Kühn, har fundet, 
at Injektion af et frisk Menneskes Spyt hos en Kanin kan frem- 
bringe Septikæmi; folgelig vil det ikke være paafaldende, om 
der paa den syge Mundslimhinde voxer andre Soppe, som SE 
frembringe andre Former af Infektionssygdomme hos modtage- 
lige Dyr. Ligeledes er Rosenbach? kommet til det Resultat 
at Kulturforseg maa tilregnes en ringe Værdi, eftersom han = 

1 Berlin. klin. Wochenschrift 1883, 8. 289. 

3 A. St. S. 50 ff. 

3 Virchow’s Archiy, Bind 70, 1877, 2det Hefte. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 119: 


saadanne har erholdt flere Slags Bakterier, baade kugle- og stav- 
formige. En anden Retning, hvortil jeg senere skal komme 
tilbage, repræsenteres af Wood og Formad,! der i Blodet og 
de indre Organer har fundet talrige Mikrokokker, som de an- 
tager for en ved ubekjendte Aarsager frembragt .activ state* 
af de i sunde og betændte Svælg stedse forekommende Mikro- 
kokker, der i Almindelighed befinde sig i ,dormant state*. I 
Modsætning hertil har Firbringer? ikke kunnet paavise disse 
Mikrokokker i Nyrerne. Kun hos 2 Børn, der var døde af bety- 
delig Svælgputrescens, fandt han hist og her i Nyrernes Pa- 
renkym smaa punktformige Mikroparasiter, som han antager 
for septiske Bakterier. 

Det vil af den givne Fremstilling sees, at Spergsmaalet 
om Difteriens Sygdomsstof fremdeles var ulest, hvad der jo 
ogsaa kunde være rimeligt nok; thi som bekjendt er det først 
gjennem de seneste Tiders ihærdige Arbeide paa det bakteriolo- 
giske Feldt lykkedes at frembringe de nødvendige Betingelser 
for et heldigt Resultat — væsentlig de Kochske Kulturmethoder 
paa fast Næringsvæske. Sikkert er det dog, at Bakterier var 
paaviste i Membranerne, men at disse Bakterier ikke var frem- 
stillede i Renkulturer, og at Dyreforsegene ikke havde frembragt 
nogen typisk Difteri. 

Ved Hjælp af de nyere Undersegelsesmethoder har da 
Loeffler i sit citerede Arbeide underkastet Spergsmaalet om 
Difterien Mikrobie en indgaaende Behandling og er kommen til 
folgende Resultater, der i sig samler og udvikler meget af det, 
Som den foregaaende Tid havde seet: De fundne Bakterier kan 
indordnes i > Grupper, hvoraf den ene bestaar af temmelig store 
Mikrokokker, der ligger i lange Kjæder paa de for Epithel 
blottede Slimhindeoverflader eller i Exsudaterne, trænger ind i 
Været og i Organerne, er morfologisk identiske med de Mikro- 
kokker, som findes ved de forskjelligste andre Sygdomme, der 


a an RER 

* National Board of health bulletin, Suppl Nos 17, 21 Jan. 1882, citeret 
efter Loeffler a, St, 8. 434 : 

" Zur Klinik u, path, Anat, d. diphther. Nephritis. Virehow's Archiv, 
Bind 91, 1883, S, 385, 

12° 


130 i AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
— — — RT 


begynder med Læsioner af Slimhinderne, saasom Variolæ, Puerpe- 
ralfeber, tyfoid Feber o. s. v, og saaledes blot har accidentiel 
Betydning. Den anden Gruppe er de ,Klebske Stave", — som 
er ubeveegelige, dels rette, dels svagt beiede, gjennemsnitlig lige 

saa lange, men dobbelt saa tykke som en Tuberkelbacille, — som 

farves intenst med Methylblaat, — som findes i smaa Hobe på 
Overfladen af Pseudomembranerne, men ikke i de indvendige 

Organer eller i selve Slimhindens Væv, og som er levedygtige 

ca. 3 Maaneder. For den specifike Betydning af disse Stave 

taler, at de fandtes i et stort Antal typiske Tilfælde af Difteri 

"og i en konstant Anordning, at de laa i den ældste Del af Mem- 
branerne og derfra trængte videre ind, at subkutane Injektioner 

med Kulturerne til Marsvin og Smaafugle dræbte Dyrene under 

Eruption af hvidlige Exsudater paa Injektionsstedet, at de i 

Trakea hos Hens, Duer og Kaniner frembragte Pseudomembraner, 

at de indre Organer fandtes fri, at der ifølge saadanne Injek- 

tioner kunde optræde blodige Ødemer, Hæmorrhagier i Lymfe- 

kjertler samt Pleuriter. Imod Specificiteten taler, at Stavené 
ikke fandtes i et vist Antal typiske Tilfælde af Difteri, at der 

var Forskjel paa den typiske Anordning hos Mennesket 08 hos 

de inoeulerede Dyr; at Dyrene ikke frembod Paralyser, åt - 

i Mundslimhinden hos et friskt Barn paavistes Baciller, som ! 

Form og fysiologiske Forhold viste sig identiske med Staven® 

Ved sine Forseg med Marsvin, hvor der efter Inokulationen 

af de Klebske Stave kom Odemer, Pleuriter og lobulære, brunrede 

Fortættelser i Lungerne, uden at der var skeet nogen Udvikling 

af Baciller paa disse Steder, er Loeffler bragt til at antag& at 

der fra Inokulationsstedet er udgaaet en kemisk Gift, som Be 
eirkuleret i Blodstremmen og rimeligvis udevet en skadelig 
Indvirkning paa Karvæggene, saaledes som det i Folge forskjel- 
lige Udtalelser paa Kongressen i Wiesbaden maa antages at 
den difteriske Gift ogsaa hos Mennesket virker.! Hvad de po" 

tive Resultater angaar, som er opnaaede ved Overforelser af 


1 : ai 
Man maa her tenke paa Trousseau’s Ord (a, St. S. 490): ,Je m 
; e maladi 


dit, que la diphthérie dans sa forme maligne tuait à le fagon de mie. 
septiques, par une sorte d'intoxication générale et profonde de Pécono 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 181 


Membraner til Trakea, er han i Tvivl om, hvorvidt disse skyldes 
Baciller eller et kemisk virkende Agens, der muligens kan staa 
Ammoniak ner i sin Virkning paa Slimhinden. 

Ved Inokulationen af de Klebske Stave har han fundet Mus 
og Rotter immune, derimod reagerede Marsvin, hos hvem Ba- 
cillerne forekom i smaa Mængder væsentlig paa Inokulations- 
stedet, Kaniner og Smaafugle hurtig og sikkert, medens Duer 
og Hens ikke paa langt nær havde saadan Modtagelighed som 
Smaafugle. 

Klebs antager i sit sidste Indlæg i Sagen, ' at Loeffler 
gaar for vidt i sine Reservationer, medens derimod Emmerich? 
ved sine Undersøgelser har fundet det specifike Sygdomsstof at 
bestaa af Bakterier (ikke Stave), der er fuldstændig identiske 
hos Mennesket og Duen saavel i Henseende til Form og Stør- 
relse som i Virkning, og som ,ausnahmslos* frembragte ,regel- 
rechte Diphtheritis* ved Inokulation til 10 Duer, 12 Kaniner, 
15 hvide Mus o. s. v. 

I sin nyeste Publikation over det foreliggende Emne betoner 
Loeffler,* at han i de 24 Timer efter Sygdommens Begyndelse 
undersegte Tilfælde stedse har fundet de stavformige Bakterier 
og anfører Observationer, som gjør det i hei Grad sandsynligt, 
åt disse Bakterier virkelig er Aarsagen til Difteri. Af Interesse 
er den fagttagelse, at der i 1 Tilfælde gjennem Kulturforseg paa 
Agar- Agar og Inokulation til Marsvin lod sig adskille 2 Slags 
Stavformige Bakterier, en virulent, større, hvis Kulturer var ri- 
gere paa Individer med kolbeformig opsvulmede Ender og havde 
Skarpere markeret Afgrænsning end den anden, der var uska- 
delig og noget mindre., 4 

Í Eulenburg’s Realencyklopedi, 2den Udgave, 1885, Artikel: Bacillus Diph- 

theritis, | 

x Internationaler Kongress für Hygiene in Haag 1884: Ueber die Ursache der 

i p. Wiener medie, Presse, No. 88, 1884. ` : ; à 

Ergebnisse weiteren Untersuchungen über die Diphtherie-Baeillen. Fore 

drag i Berlin. militärärztliche Gesellschaft. Centralblatt für Bacteriologie 
i es Parasitenkunde, 1887, B. II : 

il et lignende Resultat er ogsaa v. Hofmann kommet (60 Versammlung 


der Naturf, u, Aerzte in Wiesbaden 1887. Deutsch. Medie.-Zeit. 1887, S. 
990), E 


189 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Hvorvidt efter dette Spergsmaalet om det inficerende Agens 
tor betragtes som lest, er vanskeligt at sige; under hver Om- 
Stendighed vil det for den foreliggende Opgaves Vedkommende 
vere nedvendigt, at studere den Maade, hvorpaa, og de Forhold, 
hvorunder det manifesterer sig. 

Det ferste, som her vil frembyde sig for Betragtningen, er 
Sygdommens eller rettere den antagne specifike Sygdomsspires 
Overforbarhed fra Person til Person. En saadan Overferbarhed 
kan tænkes at foregaa dels ved Inokulation gjennem vulnereret 
Slimhinde eller Hud, dels ved at en intakt Slimhinde kommer 
i Bererelse med Sygdomsprodukter, dels ved en indirekte Smitte, 
hvor Sygdomsstoffets Transportation overtages af et Mellemled. 


L Inokulation. 


En saadan er dels foretagen til Dyr dels til Mennesker. 

a) Inokulation til Dyr. Det vil af det foregaaende 
fremgaa, hvor forsigtig man maa være i Bedemmelsen af 
positive Inokulationsforsog til Dyr, der ikke er foretagne me 
Renkulturer. Desuden har en hel Rekke Experimentatorer som 
Raynal, Homolle, Duchamp, Jankowsky, Felix og Fran- 
cotte! faaet negative Resultater af sine Inokulationer. 

Hvad nu Sporgsmaalet om Difteriens Optreden hos Dy š 
angaar, forekommer der hos Hons og Duer en er 
Sygdom, som i Henseende til de angrebne Organer, Mund, Svælg: 
Luftrer, Næse og Oine samt til Sygdomsprodukterne i 
en umiskjendelig Lighed med Difteri hos Mennesket. pese 
Delafond? fortæller, at .Kroup* forekom sporadisk i EZ 
gaarde og hos Svin, undertiden samtidig med Epidemier = 
Mennesker. Rufz? forelægger 99 Juli 1861 Messer 
Præparatet af en Hone, som i Akklimatisationshaven var de i 
- Difteri, Darrach 4 saa i Philadelphia den samme Sygdom 
! Francotte a, St 8. 171—72. Monti a. St. S.-148. 

? Gazette d, hópiteaux, 1859, S. 19, 

3 Canstatt Jahresbericht 1861, IV. 8. 165. g. 50, 

4 Canstatt Jahresbericht 1859, IV, S. 45; se videre a. St. 1862, VI. * 
1865, VI, S. 58. Trendelenburg & HL S, 720 HE. | 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 183 


2 unge Hener, der tilhørte en Familie, hvori Bernene netop var 
helbredede af Difteri. Senere er den beskrevet saavel af tyske 
som fornemmelig af italienske Læger, blandt andre Nicati! og 
Cornevin, af hvem ogsaa Overferelse til friske Dyr og Men- 
nesker gjentagende er observeret. Gerhardt* beretter om en 
stor Epidemi af Difteri, som i 1881 indtraf blandt 2600 fra 
Verona til en Landsby i Baden indferte Hens, hvoraf 1400 
dede; 5 Katte, 1 Papegeie og % af alle de Arbeidere, som 
havde at bestille med Hensene, blev angrebne af Difteri; en 
difterisk Hane bed en Vogter i Foden og Haanden, hvor der 
under heftige Febersymptomer fremkom difterisk Belæg i Saa- 
rene. Stumpf? har observeret 2 Tilfælde, hvor Difteri overførtes 
fra syge Hens til deres Pleiere; Böiing 2 1 Tilfælde, ligesom 
ogsaa Baginsky i sin sidste Udgave af Lehrbuch d. Kinderkrankh. 
og Teissier (Etiologie de la diphterie, La France médicale 1887, 
No. 71) antager en saadan Forekomst for et Faktum og en 
Overforelse til Mennesker for sandsynlig. 

Paa den anden Side nægter Megnin,? at Sygdommen kan 
overføres fra Hens til Mennesker, ligesom Trasbot* aldrig har 
kunnet overføre Honsedifteri til Pattedyr, og Friesz” endog 
har bragt Pseudomembraner fra Hens ind paa sin egen Svælg- 
slimhinde og i Forening med andre Personer uden Skade spist 
Kjødet af difterisyge Dyr. 

Klebs har fundet, at de tykke, tilsyneladende fibrinese 
Membraner, der forekommer paa Tunge og Palatum durum hos 
Hens, der angivelig lider af Difteri, bestaar af Epithel-Rundceller 


—— 


* Revue d'Hygiène et de Police sanitaire, 1879, No. 3, citeret efter Gutt- 

mann, Jahrbuch für pract. Aerzte 1880, S. 250. 

Ueber Diphtherie: Verh, d. 2 Congresses fiir innere Medicin, 

Emmerich a. St. S. 1220 

Klinische Beobacktunigen’ . über Diphtherie, Deutsch, Archiv für klin. Mediein, 
yj 5. Bi. 


bå 


1883, citeret efter x 


E 


Biud 36, 1884 

Direkte AA d. Diphtherie vom Thier auf den Menschen. Deutach. 
med, Wochensehrift, 1886, No. sc 

Gazette des hópiteaux, 1879, 8. 

Gazette age > médic. et zi 1879, Avril 25. 

Monti a, St. S. 


Dl 


si & å 


184 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


og Baciller, der er 20—30 Gange sterre end de hos Mennesket 
forekommende Stave.. 

Loeffler har hos en Due, der var ded af epidemisk Difteri, 
fundet stavformige Baciller, der var længere og smalere end 
Bacillerne i Kanin-Septikæmi, og hvormed han har faaet posi- 
tivt Resultat hos Smaafugle, Kaniner, Duer og især Mus, medens 
Hens synes at vere immune. j 

Hvad Difteriens Optreden hos Pattedyr angaar, er den 
af Bossi! angivet at være forekommet hos en Hund, af San- 
derson! hos et Svin, som havde spist af difteriske Borns Ex- 
-krementer, og af. Hewit hos en Kalv, der blev Aarsag til en 
stor og ondartet Epidemi. 

Endvidere har Damman? i 1876 paa Godset Ludwigsburg 
observeret en kontagies epidemisk Difteri hos Kalve og unge 
Lam, hvoraf han selv og 3 andre Personer smittedes, og som 
var overfert til Dyrene ved Smitte fra en Gut, som dede af 
Difteri i Godsets Okonomibygning. Loeffler har hos Dyr, som 
de n:vnte, fundet Bakterier, der var forenede til Traade, og ue 
enkelte Led kunde være 5—6 Gange saa lange som brede. DISSE 
lod sig inokulere med positivt Resultat til Mus, men med negativt 
til Marsvin og Kaniner. Han opfatter dog ikke disse Under 
segelser som afsluttede. Som ovenfor nævnt antager E mmerich. 
at det er den samme Sop, som frembringer Difteri hos Mennesket 
og Dyrene, og henviser til de store Epizootier, som ledsagede 
Difteriens Optreden i Spanien og Italien i Begyndelsen af det 
17de Aarhundrede (se Indledn. S. 15). 

I den sidste Tid er en Bacil, der ved Injektion til Munden 
og Tyndtarmen hos Kaniner og Marsvin konstant skal Be 
bringe en med Difteri analog Proces, men som ikke er paavist 
hos Mennesket, beskrevet af Ribbert (Deutsch. med. Wochen- 
schrift 1887, 24de Februar). 

b) Inokulation til Mennesker. Af saadanne berettes 
ikke faa, der ved et Tilfælde har fundet Sted. Især el 
Læger, som har faaet Sygdomsstoffet inokuleret i Fingre eller 

1 Mackenzie a St. S, 170. ` 
3 Loeffler a. St, S. 489, Emmerich a, St. S. 1220. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 185- 


Hender. Saaledes er 2 Tilfælde berettet af Bergeson,! 1 af 
O. Weber, 1 af Hiller, 1 af Gustin, 1 af Locquin, 1 af 
Hurd, i den sidste Tid af v. Schrötter, der paa Naturforsker- 
medet i Berlin 1886 meddelte, at hans Assistent, Dr. Karis, 
efter en Vulneration under en Trakeotomi fik Difteri i Farynx 
og Larynx.? Peterson? fortæller om en Mand, som ferte sin 
Finger, hvorpaa der var et lidet Saar, ind i Halsen hos sit 
difterisyge Barn, hvorved der opstod Saardifteri med paafelgende 
Paralyse. 

Derimod fik Trousseau,* som inokulerede difteriske Produk- 
ter til sin Arm, Velum og T'onsiller, negativt Resultat, ligeledes ogsaa 
Peter,? der foretog 3 Snit i sin Underlebe, Duchamp, Harley 
og Felix, der inokulerede til varikese Ulcera. Mazotto,* der 
i 1884 i profylaktiske Oiemed foretog Inokulationer med difte- 
riske Produkter, opnaaede ligeledes negative Resultater. 

Kritisk betragtet vil disse negative Resultater ikke veie 
saa meget, da de ikke er foretagne med Renkulturer eller under 
de nedvendige Kauteler; paa den anden Side kan det imod de 
positive Resultater indvendes, at der i enkelte af dem handles 
om en septisk Infektion, ligesom det vel ogsaa ter vere muligt, 
at det difteriske Sygdomsstof kan vere kommet ind ad andre 
Veie, da der hertil har veret rig Anledning under den epidemiske 
Forekomst af Sygdommen. 

At endelig Læger har saaret sig i Fingrene under en Tra- 
keotomi, uden at dette har havt nogen Felge, berettes fra flere 
Hold, saaledes exempelvis af Monti. (A. St. S. 153). 


ll. Overførelse ved direkte Berering med Sygdomsprodukter 
— uden Vulneration af Slimhinden. 


At saadanne Overforelser ofte forekommer, er vel temmelig 
ee: anerkjendt, ligesom ogsaa flere Læger, f. Ex. Valleix 


: Monti a a. St. S, 149, 
: Refereret i Deutsch. qnem -Zeit. 1886. S. 884. 
š Mackenzie a, St. S. 
: A. St. S. 489. 
: Trousseau a. St. S. 489. 
Monti a, St. S. 152. 


x d 
186 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 
NNN ee 


Otto Weber, Seehuisen, Gallhauser, Adams, Des 
sauer, Blache med sin Ded har bevist den. Mange andre 
baade blandt Læger og Publikum er angrebne af Sygdommen 
ved under sin Omgang med de Syge at have faaet difteriske 
Produkter i Mund, Næse eller Oine. Disse Fakta er derfor alt 
for talrige til, at de kan afkræftes af de Experimenter, som med 
negativt Resultat er udferte, f. Ex. af Peter, der DN sit 
Svælg med en difterisk Vædske, og Duchamp, der gjentog 
Forseget, eller af de negative Tilfælde, hvoraf der heldigvis : 
mange at observere i det praktiske Liv, og hvorpaa Peter 
Jankowsky, Lorain og Lépine samt Monti fortæller 
Exempler. Den sidste antager, at det blot er den septiske Form 
af Sygdommen, som er bevist at være smitsom. Ved Bedem- 
melsen af saadanne Tilfælde maa man dog vel erindre, ge? 
baade Monti og Oertel,1 men fornemmelig Krieger? bestem 


Gå for- 
hævder, at den individuelle Disposition kan være saa yderst 10 
skjellig. 


Ill. Indirekte Overførelse. 


Herved forstaaes en Overførelse, hvor Sygdomsstoffet be 
tjener sig af et Medium for at naa fra den syge til den uem 
som smittes. Saadanne Medier kan være Luften, Vandet, T 
ringsmidler, samt Gjenstande og friske Personer, som har vær? 


ei 
i Bererelse med den syge. At Sygdommen udbredes ved d 
Luften 


CH 
. š = obi 
Exhalationer, indrommes sely af Monti;3 Oertel, Jaco?" 


! v. Ziemssen’s Handbuch, a, St. S. 574. i udsugede 

" Aetiol Studien. Strassburg, 1880, S. 26 ff. Ved en reger Erb, 

og Exsudaterne af Kanylen og gik fri, medens efter fik 
var kommen i Berørelse med disse Produkter, 3 Dag* 

Difteri, 

* A BLA 139, 


E Ziemssen’s Handbuch, a, St, S, 574, 
* A BE B. T. 


. 


es 
suspenderede Sygdomsspirer, der stammer fra den syg% — 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 187 


Gerhardt,' Hirsch? og Francotte? antager, at Overferelse 
gjennem Luften er almindeligst. 

Thursfield* sammenligner Difteriens Opstaaen med den 
tyfoide Febers og antager — ligesom ogsaa Mackenzie, — at 
den udbredes gjennem Drikkevandet ved exkrementitielle Stoffe 
fra difteriske Patienter. Andre engelske Forfattere, som Po wer 
der i 1878 i London observerede en Epidemi, som væsentlig fore- 
kom blandt en enkelt Melkeleveranders Kunder, antager, at 
-Melken er Transportmidlet for Sygdomsspirerne; disse er den 
nævnte lagttager tilbeielig til at henføre til en difterisk Proces hos 
Kjorene selv, — den i Almindelighed for uskadelig anseede Mam- 
mitis („garget“)” — en Antagelse, som Dowrus? ikke kan 
akceptere, ligesom han heller ikke i det hele og store ter til- 
Skrive Melken den Evne, at vere Vehikel for Difteriens Kon- 
tagium, da der herom ingen fyldestgjørende Undersøgelser fore- 
ligger; til denne Opfatning slutter Hirsch? og Baginsky? ` 
‘Sig, medens Klebs! synes at vere tilbeielig til at antage en 
Saadan Overførelse for mulig. 

At Gjenstande, som har været i Bererelse med den syge, 
kan overfore Sygdommen, hævdes af Kunze,” hvorefter Skeer 
08 Drikkekar, Eichhorst,? Wertheimber,!* hvorefter Trake- 
otomikanyler, Rothe, Ollivier,® hvorefter Vogne, der har 
Været anvendte til Transport af difteriske syge, Mack enzie!* 
og Hirsch iz hvorefter Møbler og Klædningsstykker har over- 


! A. St. S. 149. ? A. St. 8.77. 8 A, St. S. 178. 4 A. St. S. 148, 5 A. St. 

S. 165. 

Report to the local Guvernment board. Brit. medic. Journal. 

The Praetit. 1879. ' Vol, XXII, p. 306 

Pagar and ode —Supply. Brit, medic. Journal. 1879, Febr. 1, 
aS 1T, de > Ad 


1879, Jan, 11, 


i I... St. . B. 
Å Compend, y me Ces 1807. Ce 60, 
A. St. 8. 
«s Die "re München 1871. 84 
= e Diphtherie, ihre Entstehung, Verhiitung = Behandlung. Leipzig 1854. 
66. 


6 
dd Progrès médicale. 5. Juli 1884. 
A. St. 8 A. St. 


188 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
o MANNEBSRN, 


fert Sygdommen. Marx! antager, at Overførelse ved me 
som Skeer og Lommeterkleder ligesom ved Kys og ,Anhusten* 
er den almindelige, medens Overforelsen gjennem Luften skal vere 
meget sjeldnere. 

Oertel? og Gerhardt? bemsrker udtrykkelig, at Syg- 
domsstoffet har Tilbeielighed til at fæste sig ved de forskjelligste 
Gjenstande, der da atter kan udbrede Sygdommen videre. 

At friske Personer, ogsaa Leger, kan overføre yr 
paastaaes af nogle, f. Ex. Wagner, Sanné,* Eichhorst,” 
medens andre, som Jac obi,® angiver aldrig at have seet em 
saadan Overferelse, og atter andre, som Mackenzie,’ for anh 
danne ,exceptionelle* Tilfeldes Vedkommende hellere vil noe 
om efter andre Udspring for Sygdommen, ligesom ogsaa F er 
efter de af Lægerne i Schweinfurth samlede Erfaringer betvivler 
en saadan Overførelse. : 

Som: det vil Sees, bliver Kontagiositeten fra mange Hold 
Skarpt og energisk hævdet. Imidlertid vil der ved Difteri omg 
ved de evrige epidemiske Sygdomme altid gives en Række Til- 
fælde, hvor Smitten tiltrods for den neiagtigste Undersegelse 
ikke kan paavises. Man har da forsegt at forklare dette am 
forskjellige Maader. En af disse er Antagelsen af en autokthon 
Oprindelse. Saaledes vil Hecker? forklare Difteriens oppl 
i Kingston i Nordamerika 1 1735, og denne Theori har o 
gjort sin Runde i forskjellige Skrifter. Det skal hertil eg 
mærkes, at Kingston- Epidemien, saaledes som det i Indledning™ 
er paavist, sandsynligvis har veret Skarlagensfeber, — gg ær 
Støtte, som den autokthone Theori kan hente fra denne See 
Yel er illusorisk. De øvrige Beviser, nemlig Sygdommens em 
selige Optreden i Van Diemens Land 1859, dens Optrede 


T. ER em 

1 Die katarrhalisehe Diphtherie in ibren Beziehungen zu den schweren eng 
der Diphtherie, Deutsches Archiv f. klin. Med, 1880. B. 27. S. 160. 

? v. Ziemssen’s Handbuch, a, St, 8. 574. 

* A. St. B. 149. 

* Traité de la diphthérie. Cit. efter Allmqvist, a, St. S. 135. 

SA BE Bo 4 LAOS. 714. TA. St $. 168. Mün- 

8 Die Infektionskrankheiten in der Stadt Sehweinfurth seit 18 Jahren. 
chener medie, Wochenschrift, 1886, S. 281. 

9 Geschichte der neueren Heilkunde. Berlin 1839. S. 248. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 189 


samtidig paa forskjellige Steder i England, Bayern o. s. v., ter 
vel ved neiere Eftersyn vise sig lige saa lidet paalidelige. Dog 
holder Forfattere selv i den senere Tid paa en saadan ,spontan* 
Optreden. Saaledes Prof. Ranke,! der holder Muligheden for 
en autokthon Oprindelse for „zweifellos“, Francotte,? der 
anser en saadan Optreden „du moins vraisemblable“, Seitz,? 
Stecker* o. fl. Hvorledes denne ,spontane* Opstaaen tænkes, 
fremgaar ikke med Tydelighed af de anferte Steder. Enkelte, 
som Oertel® og Bollinger’, antager et „Miasma“, andre søger 
Betingelserne i forraadnende Substanser og Fekalstoffe i Jord- 
bund og Drikkevand, Uddunstninger fra Kloakker og Gjedsel- 
hanger o. s. v. Fra Skotland? foreligger Beretninger om, at 
Difteriepidemien i 1859 vesentlig herjede de Huse, som i 1854 
og 1857 havde veret hjemsegte af tyfoid Feber, og hvis Latrine- 
system var meget mangelfuldt. Francotte® citerer en Beret- 
ning fra Revue d'hygiéne, hvorefter der 2 Gange udbred en 
heftig Difteriepidemi omkring det Sted, hvor Indholdet fra en 
Kallunsælgers Vandreservoir var anvendt som Gjedsel paa Jorden. 
Enkelte Forfattere som Liebermeister? og Eichhorst,” der 
ikke hylder Theorien om den autokthone Oprindelse, antager dog, 
åt Sygdommen befordres ved Ophobning af forraadnende orga- 
niske Masser, 

En anden Forklaringsmaade af den ,spontane* Optræden 
*r den, at Sygdomsstoffet kan leve, voxe og udvikle sig udenfor 
len menneskelige Organisme, — i Analogi med, hvad der for 
den tyfoide Febers Vedkommende paastaaes. 
Klebsit antager, at Difteri, foruden at overferes ved Smitte, 


— 


i Zur Aetiologie der Infektionskrankheiten. München 1881. B. 2. 8. 252. 

2 8. 151. 

: Diphtherie und Croup. Berlin 1877. Cit. efter Almqvist, a. St. S. 136. 

5 Zum Schutz wider die Diphtherie, Berlin 1884. 

Y. Ziemssen’s Handbuch, a. St. S. 570. 

Aerztliches Intelligenzblatt. Cit. efter Almqvist, a. St, S. 136. 

Medio, Times and Gazette. Okt. 1874. 8. 691. 

n Å St. S. 457, 9 A. St, S, 220. 10 A. St. S. 948. 
Pathol, u, Therap. d. Diphtheritis, Eulenburgs Realencyklop. iste Udg. 
1880, Smlgn, d'Espine og Picat, a. St. S. 71 og Eichhorst. 
à. St. 8. 943. 


-190 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


ogsaa kan blive en ,Hauskrankheit*, voxe, udvikle sig og blive 
endemisk i Boligerne. Förster!havde i Bernehospitalet i Dres- 
den fra 19de November 1879 til Sommeren 1880 16 Tilfælde af 
Difteri i 2 Naboverelser, uagtet alle mulige Forsigtighedsregler 
blev iagttagne; først da Sprækkerne i Gulvet var reparerede og 
Gulvet malet, opherte Tilfældene. Han tror derfor, at den dif- 
teriske Smittespire har været opbevaret i Sprækkerne i Gulvet, 
og at den ved Feining og ved Fordampning af Skurevandet har 
fundet Anledning til at fordele sig i Luften. Emmerich? an- 
tager ligeledes, at Difterien kan ‘vere en ,Hauskrankheit*, og 
mener, at de specifike Bakterier kan finde et Voxested, f. Ex. 
i Fyldningen under Gulvene og lign. 

Imidlertid har dog flere Forfattere ment, at man i Bakte- 
riernes biologiske Egenskaber skulde have Forklaringen til en 
saadan tilsyneladende ,spontan* Optræden af Difterien, idet de 
antage, at disse er i Besiddelse af en overordentlig Seighed og 
kan bevare sin Virulens gjennem lange Tider — muligens gjen- 
nem sine Sporer —, saa man altsaa ikke behøver at ty til en 
særegen Udvikling af det inficerende Agens udenfor den men- 
neskelige eller dyriske Organisme. 

Allerede Troussean siger?: les germes morbifiques restent 
silencieux un certain temps; ils se cachent pendant des jours, 
des mois, des années, attendant pour manifester leur présente. 
les conditions favorables à leur évolution. Senere har flere 
engelske Læger fremsat lignende Anskuelser, saaledes Thurs 
field,* der har seet Difterien bryde ud i afsidesliggende Loka- 
Dieter med Mellemrum af 5—30 Aar, og Mackenzie,? der har 
fundet det inficerende Agens „sovende“ i 4, 6, 15 Maaneder, ja 
1 Gang i 3 Aar, og Squire,® der har seet det blive virksomt 
efter 11 Maaneder. Til denne Opfatning slutter sig da 088% 
Liebermeister,7 

I denne Forbindelse fortjener det at anføres, at Macken 
zies tyske Oversetter Semon? meget skarpt akcentuerer de 

! Zur miasmat. Verbreitung d. Diphth, Archiv d. Kinderh. 8.2. 1881 8.145 


gie 
? A. SE. 3 A. St. S, 448, 4 A. St. S. 146. 5 A. St. S. 166. * Macken 
a, St. 7 A. St. S. 290, 8 A. St, S. 183, 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 191 


lette Tilfældes store Betydning for Udbredelsen af Sygdommen 
og deres Isolation som noget af det i profylaktisk Henseende 
Vigtigste. 


Af de Bemærkninger, der om de nævnte Forhold foreligger 
fra vore Nabolande, skal fra Danmark nævnes folgende: 
Ditzel! har ,vistnok iagttaget enkelte Exempler paa Smitte, 
men har paa den anden Side meget almindelig i en Familie 
blot seet én syg, enten et Barn eller en voxen, uden at Syg- 
dommen fra denne har forplantet sig til nogen anden i Huset; 
i andre Tilfælde har han enkelte Gange forefundet 2 Individer 
samtidig angrebne i samme Hus“. Alt synes ham mere at have 
hentydet paa almindeligt virkende Aarsager end paa Indflydelse- 
af mere lokale Betingelser. 

Finsen? bemærker, at ,Kroup* paa Island utvivlsomt for- 
plantes ved Infektion og da vistnok særlig ved Kontagium. 
Man vil endog vide, at den middelbart gjennem voxne, der har: 
Været i Bererelse med „Kroup“patienter, er bleven overført fra 
den ene Familie til den anden. 

Lund? har observeret, at Difterien altid var meget kon- 

fagios, men ogsaa, at fordærvet Stueluft og animalske Substansers 
Forraadnelse nærmest om Boligerne havde Betydning for Syg- 
ommens Optræden,  Epidemierne saavel i 1877 som 1878 be- 
Syndte i Oktober Maaned, som er Slagtemaaned, og da alt 
Slagteaffald kastes ud paa Gjedselhaugene, som ligger lige ved 
Boligerne, . 

I ,Indberetning om Diphtheritis-Epidemien i Kjøbenhavns 
Amts nordre Lægedistrikt i Sommeren 1881** hævdes Konta- 
flositeten som Epidemiens egentlige Aarsag og Middel til Ud- 
bredelse, medens en neiagtig Undersøgelse af de telluriske For- 
hold, specie]t Forurensning med organiske Forraadnelsesprodukter,. 
af Næringsmidler, Melk, Drikkevand o. 8. V., Viste, at disse ingen. 
Kar o 


1 
Å. St. S. 404, 2 A.S 3 8— 19, 

4“ CH 7 . ` E S. 45. Ax St. S. 7 ` : 
Af Ditlevsen og Mygge. Følgeblad til Ugeskrift for Legevidenskaben,. 
4de Række. V. No. 4, 1882, 


192 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Betydning kunde tillægges i denne Henseende, men at det dog 
maa antages at have været et lokalt Miasma, som har prædis- 
. poneret især de ikke akklimatiserede Sommergjæster til at an- 
gribes af Sygdommen, og som ,uden Tvivl maa henføres til de 
slette hygieniske Forhold, navnlig en slet Ordning af Afilebs- 
og Latrinevæsenet. samt af Vandforsyningen*. For Smitteover- 
forelsens Vedkommende akcentuerer Forfatterne skarpt de under 
Epidemien optrædende særdeles talrige abortive Former. 

I en privat Meddelelse til mig gjennemgaar Flindt de 
Tilfælde af Difteri, som han har observeret paa Samse, og komme 
til følgende Resultat: „Difteri overføres i mangfoldige Tilfælde 
ved direkte Kontagium fra syg til sund. Naar Difteri desuagtet 
fremtræder med en miasmatisk Sygdoms epidemiologiske Fysio- 
gnomi, skyldes dette den Omstændighed, at dens Kontagium er i 
Besiddelse af en meget betydelig Tenacitet og i mange Maaneder, 
endog Aar og Dag, dog under gunstige Betingelser, formaar at 
bevare sin Livskraft og Smitteevne udenfor det menneskelige 
Legeme i Huse og Værelser, hvor det ved en syg Person eller 
dennes Udsondringer engang er indført. Men til Forklaring® 
af de mange tilsyneladende isolerede Tilfæloe, samt af de Hus- 
og Lokalepidemier, som opstaar, uden at Smitteimport saa at 
sige lader sig demonstrere ad oculos, maa vi tillige have in mente, 
at Sygdommen meget ofte optræder i en let Skikkelse, 977 
simpel erythemates Angina, og at slige lette, i Og for 818 
ikke som Difteri diagnosticerbare Tilfælde, der ofte 
ikke kommer til Legebehandling, spiller en vigtig 
Rolle og ikke kan betones stærkt nok med Hensyn til Syg" 
dommens mere eller mindre ubemærkede Videreforplantning blandt 
Befolkningen. Efter min Erfaring er Difteri altsaa ikke alen® 
en kontagios, men en ren kontagios Sygdom. Nogen Overforels® 
gjennem friskt Mellemled har jeg ikke observeret.“ 

I Sverige blev Sygdommen opfattet som kontagies 
den forste Tid, den er bleven beskrevet. 


ligera 


t 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 193 


Wern! betoner skarpt dens Smitsomhed, især ved den 
„indirekte Smitte* gjennem Luften. 

Almqvist? antager derimod paa Grundlag af sine Studier 
væsentlig af Difteriepidemien i Gøteborg, at „Difteri og Kroup- 
giften kan voxe i vore Boliger, og at de lokale Epidemiers Ud- 
bredelse og Forsvinden beror paa denne Væxt". Hans Grunde 
er følgende: 

1. 1 Sygdomstilfælde kan fremkalde en Husepidemi, ofte 
forst efter et Forløb af 1—2 Maaneder. 

2. I Gøteborg er et Hus, som har frembragt et Fokus, 
Yderst sjelden atter blevet Sæde for et saadant. 

3. Epidemien optræder meget lokalt og begrændset i Huset. 

4. Var Epidemien en Felge af skiddent Linned, Legetei 
9. 8. V, kunde den ikke være underkastet disse Love. 

Han sammenligner Difteri-Epidémierne med Epidemierne af 
tyfoid Feber og mener, at Difteriens Bakterier trives godt paa 
de Steder, hvor Tyfoidfeberens Bakterier voxer. ,Giften* for- 
langer Fugtighed og Varme, synes at være meget diffusibel, * 
da den kan overføres ved Vinden og muligens ogsaa gjennem 
Luften uden at følge Samfærdselens Veie. 

Dog har han i enkelte Tilfælde seet Sygdommen direkte 
Overført gjennem de i Skolerne smittede Born. 

* 


Det ligger i vort Lands særegne Forhold, at de forskjellige 
Maader, hvorpaa Sygdommen kan tænkes at opstaa og udbrede 
"5, lettere end i flere andre Lande med tættere Befolkning og 
mere udviklede Samfærdselsmidler vil frembyde sig til Obser- 
vation. Det viser sig ogsaa, at de herunder hørende Spørgsmaal 
ig a 


"Ass 208. 2 A, St. S, 158. Sml Das Verhalten von Typhoidfeber, 
SH u, Cholera im selb, Hause während einer längerer Zeitperiode. xe 
T. aus Zeitschr, f, Hygiene 1887. : š 
® Hvag Diffusibiliteten mr foreligger der i den udenlandske Literatur zen | 
Meget, Sanné antager Sygdomsstoffet for meget MN v ss 
for mindre diffusibelt end Skarlagensfeber, Meslinger og EEE 
| Udtaler ogsaa Mackenzie sig for en liden Diffusibilitet. P. 

Vid.-Selgk, Forh, 1888, No. 1. : > 


194 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


af Lægerne har været gjorte til Gjenstand for flere Undersegelser, 
der tildels har betydelig Interesse. | 

Fra Difteriens Optreden i Norge i Tyveaarene foreligger 
der blot en Udtalelse fra Munk,1 der nævner, at Sygdommen 
ikke syntes at vere kontagios, „da der ikkun var enkelte i hvert 
Hus, som angrebes.* 

Fra den store Epidemi i Firtiaarene fremkommer der flere 
Udtalelser, som tyder hen paa, at Spergsmaalet om Sygdommens 
Opstaaen og Forplantelse har tildraget sig Lægernes Opmærk- 
somhed, og det er af ikke ubetydelig Interesse at lægge Mærke 
til, at man allerede tidlig i Epidemien havde et vaagent Ole 
for Sygdommens Kontagiositet. 4 

Merkeligt nok synes den ferste Iagttagelse heraf i vort Land 
at skyldes Almuen paa Karmeen, idet denne i 1845 for Dr. 
Reymert beskrev ‘Sygdommen som en ,meget smitsom, 
ondartet Halsesyge“.? | 

I det felgende Aar har Spergsmaalet om Smitte fremstillet 
sig til Overveielse for Lægerne i Sendre Bergenhus Amt, idet 
saaledes Dr. Nesheim? skriver fra Hardanger: „Om Strube- 
hoste er smitsom eller ikke, har jeg Vanskelighed ved at be- 
dømme; saa meget vover jeg dog at paastaa, at den ikke % 
meget smitsom, og at Smitte ikke er den almindeligste Aarsag 
til Sygdommen“, og Di Walter‘ fra Voss: , Strubehoste 
er saare sjelden kontagies*. Og selv om Finch i Thrond- 
hjem i sin M.-B. fra samme Aar antager, at det, at flere m 
divider i samme Familie angribes, skyldes en egen Dispositl0n 
eller et ,Miasma*, saa har han dog fundet, at det bedste præ- 
servativ mod Sygdommen bestaar i „Renlighed, Forny ES s 
Luften for den syge og Separation af de syge fra de friske ^. 

I 1847 fremkommer blot en Bemerkning om Smitte, nemlig 
fra Dr. Klouman® paa Kongsberg, der bemærker folgende: 
„Ingen Tilfælde af Tracheitis infantum kunde skjennes at en 
opstaaet ved Smitte, hvilket vel altid i denne Sygdom maa ni 
meget betinget*. I de folgende Aar derimod foreligger der 


guu 4 M.-P- 
1 A. 86 B. 998. 2 Reymert’s M.-B. for 1845. 3 M.-B. for 1846. x 
for 1846. 5 M.-B. for 1847. 


1888, | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 195 


det sydlige Norge en Del Udtalelser, der bestemt akcentuerer 
Sygdommens Smitsomhed, saaledes i 1848! fra Dr. Lund? i 
Kristiania, og fra Dr. Sehjander? i Holmestrand, der giver 
den forste kasuistiske Meddelelse om Smitte: „Angina mem- 
branacea bortrykkede i Januar en 4 Aars gammel Dreng, der 
efter Sygdommens Begyndelse blev fert fra Landet ind til Byen 
i streng Kulde. Barnets tFader, der samme Tid var Rekon- 
valescent efter Pneumoni og laa i samme Værelse som Sennen, 
fik 4 Dage efter Angina diphtheritica*. 

11849 finder Ebbesen? i Sandefjord det bedste Præservativ 
mod Smittens Udbredelse at vere at sondre de syge saa meget 
som muligt fra de sunde. Følgende Bemærkninger skyldes 
Frisak's Medicinalberetning for 1850: Med Hensyn til, om 
Angina diphtheritica kan forplante sig fra det ene Individ til 
det andet, har han i et Hus, hvor 3 var angrebne og 1 døde, 
Seet, at en voxen Datter angrebes et Par Dage efter Hjem- 
komsten. Paa en Naboplads angrebes 1 og paa Nabogaarden 2 
Bern kort efter, at Moderen havde veret i den ferst omtalte 
Plads for at hjelpe til med at legge den afdede i Ligkisten. 
I 1851 heder det i samme Leges M.-B.: ,Forplantelse af An- 
gina diphtheritica fra Individ til Individ har ikke lettelig kunnet 
Paavises, da Sygdommen i det forlebne Aar var udbredt over 
en sterre Strækning*. I 1852 har Lorentzen* i Tønsberg 
observeret, at 4 Bern angrebes af „Strubehoste“. omtrent 8 Dage 
efter, at de havde besegt en Gut, som dede af denne Sygdom. 

I det nordenfjeldske Norge derimod synes det ikke, som om 
Blikket har veret synderlig opladt for Smittens Betydning, idet 
Rolls antager, at Epidemien i Throndhjem 1845—47 „neppe 
Yar kontagies, idet i Regelen kun faa angrebes i hvert Hus“. 
Muligvis var Sygdommen ,infektios*. Han ,vil ikke undlade at 
Anføre, at en hel Del Sildaffald efter Tranbrænding blev brugt 


: Beretningen om Sundhedstilstanden i dette Aar (Norsk Magazin for Læge- 
Videnskaben, 1850, S. 724) omtaler, at difteriske Membraner udbredte sig 
paa Saar, saaledes at Tanken om Sygdommens kontagiøse Natur paatrængte 

i SE af sig selv. x 
MB. for 1848, 3 M.-B. for 1849. 4 M.-B. for 1852. 5 A. St. S. 14. 

>>> 


(o. L 
196 ^ AXEL JOHANNESSEN. [No 


til Gjødsel paa de om Byen liggende Jorder og udbregte pad 
disse en frygtelig Stank“ — uden at han dog vover at paastaa 
nogen Sammenhæng mellem dette og Epidemien. 

Jebe! tror heller ikke, at Sygdommen er smitsom, da des 
har vist sig snart i den ene, snart i den anden Ende af Distrik- 


S TENET s Y. 
pops 


tet, uden at noget Samkvem har fundet Sted mellem de angrebne : 


Steder og Personer, snarere antager han, at en ,miasmatisk Kon- 
stitution“ i Luften betinger dens Optreden og Udbredelse. 

Dietrichson? finder heller ingen Grund til at ee 
Sygdommen for kontagios, men anser den for „inflammatorisk“. 

I 1856 berettes der fra Romsdals Amt: Paa Vee Preste- 
gaard angrebes næsten alle Beboere af exsudativ Halsbetendelse. 

- Gaarden ligger paa en fugtig, liden ©, og i Nærheden af Gaarden 
henlaa et gammelt af Sop og Fugtighed halv forraadnet Kirke- 
gulv, der ogsaa brugtes til Brænde. 

Men tiltrods for denne Nægtelse af eller reserverede ee 
ning ligeoverfor Kontagiositetsleren havde dog denne forbere 
Sindene saaledes, at den under Sextiaarenes Epidemi fik fas 
Fod i Landet og kunde begynde at arbeide sig frem til en stadig 
større og større Anerkjendelse. z 

Det siger sig dog sely, at den iser i Begyndelsen — 
mangen Kamp at bestaa, og den Anskuelse af Difteriens e 
logi, som Kontagiesitetslæren fornemmelig stedte sammen mee 
var, at Sygdommen skulde skyldes et „Miasma“. å 

Saaledes beretter Lund i 1857,3 at der i et Hus i AE 
Gade i Kristiania angrebes 8 Born af Difter, og antager, at 
»Miasmaet* var udviklet i en Kjælder, hvorfra en Lem forte 


P 4 y 
DER : e Van 1 
Familiens Soveværelse, og hvor der var saa meget stinkend 


at den var ubrugelig. SE 
1860. Sendre Throndhjems Amt: I Strinden opt 


: S liger 
Difteri under slette hygieniske Forhold, især i sumpige DOT" 
ofte samtidig hos flere. 


:na Erfa 
1860. Nordre Throndhjems Amt: Efter sime 


I A. St. S. 401, ? A. St, 8, 15. 
? Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1857, S. 1023. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 197 


ringer fra Namdalsepidemien 1860—1861 antager Greve! Dif- 
teri for at være en ,epidemisk-miasmatisk Sygdom*. 

1862. Hedemarkens Amt: Som sandsynlig Aarsag til 
Sygdommen anferes myragtig fugtig Grund under og omkring 
Husene i Forbindelse med mild Vinter og ufrossen Jord. Syg- 
dommen viste sig ikke meget smitsom. 

1863. Fredrikshald: De fleste og slemmeste Tilfælde 
forekom i den nordvestre Udkant af Byen og fornemmelig i 
tvende ved Siden af hinanden liggende Arbeiderboliger, hvor der 
i Gaardsrummet og tildels i Værelserne herskede en fæl Stank, 
foraarsaget ved Gjedselvand fra en utæt Binge. 

Drammen: I en Gaard paa Strømsøe optraadte Sygdommen 
samtidig hos flere af Beboerne, hvilket tilskrives en i Gaarden 
værende Vask, som udbredte stærk Stank. Efter at Vasken 
var renset og tilkastet, blev ingen angreben. 

Lillesand: Sygdommen kunde ikke paavises at være 
smitsom, men syntes at trives bedst, hvor der var meget Grund- 
vand, 

1865. I medicinsk Selskabs Mede 26de April udtaler Prof. 
Conradi, at Sygdommens Opkomst spontant uden Smitte — af 
almindelige eller specielle atmosfæriske Indflydelser, særegen 
epidemisk Konstitution, miasmatiske Stoffe — i mange Tilfælde 
ikke kan betvivles. Derimod indrømmes, at den ogsaa er smitsom. 

Af Interesse er det, at det Standpunkt, hvorpaa Kontagiesi- 
tetslerens 2 dygtige og ihærdige Forkjæmpere, Thoresen? og 
Hoegh, fra forst af stillede sig, ogsaa var det miasmatiske. 

Paa andre Steder i Medicinalberetningerne steder man blot 
paa en passiv Modstand mod Antagelsen af Smitte, saaledes i 
Tvedestrand, Trysil og indre Nordhordland 1863, Finmarkens 
Amt 1861, fra hvilke Steder det heder, at Sygdommen ,ikke 
Vår smitsom*. 


1 

2 sen Magazin for Lægevidenskaben, 1862, S. 647. 

3 $ " Magazin for Lægevidenskaben, 1865, S, 627. 
ilag til M..B. for 1862, S. 130. 


4 - : 
Fem Tilfælde af Diphtheritis faucium. Norsk Magazin for Lægevidenskaben. 
- 1862, S, 462, : | 


198 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


De ferste Beretninger om Difteriens Smitsomhed under denne 
Epidemi er indkomne i 1860 fra Kragere (Homann), Kristians- 
sund (Tønnesen) Snaasen i Nordre Throndhjems Amt 0g 
Skjærstad i Nordlands Amt. I de følgende Aar bliver Beret- 
ningerne om Overførelse ved Smitte talrigere og neiagtigere. 
Det maa ogsaa fremhæves, hvilken Betydning det for en saadan 
Opfatning af Sygdommens Ætiologi har havt, at der temmelig 
snart kom klarnende og oversigtlige Udtalelser fra saa udmær- 
"kede Iagttagere som Høegh og Thoresen. 

Allerede i sin Medicinalberetning for 1862, men end mere 
i sin ovennævnte Afhandling fra 1864 bestemmer Høegh Kon- 
tagiositetens Betydning for Sygdommens Udbredelse og giver 
ved sine Undersegelser under Epidemien i vestre Sondmore 1862 
—63 den faste, sikre Grundvold, hvorpaa de norske Lægers Op- 
fatning af Sygdommens Ætiologi senere har udviklet sig. 

Han viser: 1) at Epidemien altid skred frem i den menne- 
skelige Samfærdsels Spor, fra Bygd til Bygd, fra Gaard til Gaard. 
Naar 2 Nabobygder eller Nabogaarde paa Grund af mellem- 
liggende Fjelde eller andre Naturhindringer ingen eller liden 
Kommunikation havde med hinanden, kunde den ene være fri 
og den anden i heieste Grad inficeret. : 

2. Kom Sygdommen ind i et Hus, blev det ved neiagU 
Undersøgelse (i 75 pCt. af Tilfældene) paavist, at den sys? 
havde havt Omgang med en anden syg eller Rekonvalescent 
havde benyttet en saadan Patients Kleder o s. v. Kunde ikke 
et saadant Bevis for Smitte opdages, fandt man ialfald, at Smitte 
kunde være overført gjennem en frisk Person, der hørte hjemme 
i et sygt Hjem. 

3. Næsten konstant angrebes fra først af kun 1 Individ ! 
Huset; senere hen angrebes flere og da jevnlig mere end 1 2 
Gangen. 

4. I de fleste Tilfælde forlod Sygdommen ikke det angrebne 
Hus, forinden de fleste Børn i samme havde været angrebne. 
Der kunde ofte hengaa lang Tid (indtil 10—12 Uger) mellem es 
første og det sidste Angreb. Enkelte Børn syntes til en x. 
Grad at vere immune for Kontagiet, saalænge det paafortes 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 199 


dem fra de vante Omgivelser, men ved at udsætte sig for Smitte 
fra fremmede Huse blev de angrebne. 

5. Kunde man overholde streng Afsóndring, var det selv 
midt i en angreben Bygd muligt at holde Sygdommen ude. 

Han slutter heraf, a) at Kontagiet maa være fixt, fordre en 
nogenlunde nær Berørelse med den smitteførende Gjenstand for 
at smitte og kunne opbevares i længere Tid, indtil 3 Maaneder, 
før det taber sin Kraft. 

b) Det kan ikke være meget intenst eller høre til dem, for 
hvilke Modtageligheden er meget stor, da det dels sjelden smitter 
andre end Bern, dels saadanne ofte kan leve blandt i hei Grad 
inficerede Omgivelser uden at angribes. 

€) Det kan hefte sig til forskjellige Gjenstande (Klædnings- 
stykker, Sengklæder o. s. v.) og saaledes transporteres ved friske 
Mennesker. 

Thoresen har først i sine Medicinalberetninger for 1863 
9€ 1864 og senere i sine Afhandlinger.i Magazinet for 1865 
(,Om Diphtheritis*, S. 979, „Bemærkninger om Diphtheritens ` 
Viesen og dens vigtigste Eftersygdom, Paralyserne*, S. 881), for 
1869 (, Smittestoffenes Natur og deres Forhold ül den menneske- 
lige Organisme*, S. 161), sine Medicinalberetninger for 1880 og 
. 1881 samt tilslut ved 'sin Afhandling i Magazinet 1887, S. 8: 
»Erfaringer samt kritiske Bemærkninger om Difterit*, nærmere 
præciseret sit Standpunkt ligeoverfor Kontagiositeten. Han an- 
tager, at Difteri hører til vore smitsomste Sygdomme, at Smitte- 
Stoffet er fixt, kan bevare sin Smitteevne i halve, ja hele Aar, 
ligge Skjult i de syges Klæder og gjennem disse samt ved friske 
Mellemled transporteres videre. Men som den vesentligste Over- 
forelsesmaade antager han Smitte gjennem Luften. Heri ser 
hàn ingen Modsigelse, da han finder en Analogi i Potetessyg- 
dommens Svamp, der ogsaa baade er et fixt Kontagium og et 
Luftkontagium. Som disponerende Momenter antager han, at 

?rkjelelse og Svækkelse har Betydning. 

"I 1869 bemærkes fra Alten (Follum), at Smittestoffet syntes 
at Være et fixt Kontagium, der let hang ved Klæder, især Uldtei 
.98 Pelsverk | 


E 


200 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I 1884 bemærkes fra indre Sendfjord (Schou), at Smitte- 
"stoffet ikke syntes saa flygtigt som ved andre Bernesygdomme, 
men ophobedes hurtig og voxte i Intensitet under disponerende 
Forhold, saa at Individerne angrebes omtrent samtidig. 

I sit Foredrag i Medicinsk Selskab 29de Marts 1865 an- 
tager Faye, at Sygdommen ikke alene kan forplantes fra Individ 
til Individ ved direkte Inokulation gjennem aabne Hudilader, 
men ogsaa kan meddeles Organismen i Form af flygtige Fer- 
menter, som svæver om i Luften og trænger ind i Blod massen 
gjennem Lungerne. Hvorvidt dette Ferment er af organisk Natur 
eller en kemisk Forbindelse, er ikke let at faa afgjort. Han; or 
dog mest tilbeielig til at slutte sig til den førstnævnte Opfatning: 

Kaurin? antager, at Smittestoffet besidder en betydelig 
Tenacitet og en vis specifik Tyngde, saa det ligesom Smittestofiet 
i den gule Feber søger ned til Jorden, hvorfor det ogsaa ! 
Sammenligning med Smittestoffet i Scarlatina og Morbilli er lidet 
diffusibelt. — 

De Maader, hvorpaa Sygdommen har udbredt sig, eller med 
andre Ord, de Veie, som Smittestoffet har benyttet, kan henferes 
under felgende Grupper: 

1. Smitte ved Personer, der er syge af Difteri. 

2. Smitteudbredelse fra et større Fokus, f Ex. Skoler, et 
Fiskevær eller lignende. 

3. Smitte ved friske Mellemled : 

4. Smitte ved Klæder eller Gjenstande, som har været ! 
Bererelse med den syge. 

5. Smitte ved et i lengere Tid opbevaret Kontagium. 


l. Smitte ved Personer, der er syge af Difteri. 


: dep 
Her maa skjelnes mellem 2 Arter af Suittbndbre a ve 

ene, hvor Sygdommen efter at vere indkommen i en = ‘ala. 

den daglige Samfærdsel udbredes fra Gaard til Gaard, den ` 


1 Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1865, S. 423. 
2 A. St. 8, 10. 


1888.] . 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 901 


hvor en difterisk Patient bringer Sygdommen med sig og giver 
Anledning til Udbruddet af en Epidemi paa et nyt Sted. 

Exempler paa den førstnævnte Art, hvor Sygdommen kan 
forfelges fra Gaard til Gaard, findes saaledes i Beretningerne 
for 1860, 1861 og 1863 fra Bratsberg Amt, for 1860 fra Nordre 
Throndhjems Amt og Malangen, for 1861 fra midtre Indherred, 
for 1861 og 1862 fra Nordlands Amt. for 1862—63 fra vestre 
Sendmore, for 1869 fra Finmarkens Amt, for 1863 fra Nordre 
Bergenhus Amt. 

De enkelte Syge, som paaviselig har importeret Smittestoffet 
til en tidligere uangrebet Lokalitet, er: 

a) Omstreifere. 1875. I Laurdal, Bratsberg Amt, ud- 
bryder Difteri paa en Plads kort Tid efter, at en Omstreifer- 
kvinde havde overnattet der med sit syge Barn. 

1980. Til Tørdal i Bratsberg Amt overføres Sygdommen 
Ved Omstreifere til de spredte Fjeldgaarde. 

1881. Omstreifere bringe Sygdommen fra Tromsø til Hadsel: 
i Nordlands Amt. 

1883. Til Leke i ytre Namdal bringes Smitte fra Bin- 
dalen gjennem en Omstreiferskes Barn 

1884. I Strandebarm i ytre Hardanger udbred en voldsom: 
Epidemi paa den inderste, afsidesliggende Gaard, hvor 8 Dage 
forveien et Omstreiferfølge havde hvilet en Stund i den Ste, 
hvor de angrebne Born laa. 

Et Taterfolge bringer Sygdommen til en Gaard i indre 
Hardanger, 

. En Omstreifer bringer Sygdommen til Opdal i søndre Thrond- 
hjems Amt, 

2 b) Semænd og Reisende. 1863. En Reisende fra Kri- 
"ania bringer Smitte til Kristianssand. 
aed 1862, Et Baadlag, bestaaende af Fader og Sen, der begge 
. »Syge i Halsen“, bringer Sygdommen fra Stadt til Kvamse 
* Vestre Sendmere, 
1882, Til Tjeme bringes Sygdommen ved en Somandf ra Onse. 
% Andre. 1881. Logerende bringer Sygdommen fra 


FO r Syge 
x u Bernehjemmet „Hans Cappelens Minde* i Solum. ` 


202 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Til Farsund bringes Sygdommen ved Beseg af Slægtninge. 

1882. ‘Til ytre Hardanger bringes Smitte ved en fra Bergen 
indflyttet Familie, der havde havt Difteri. 
I Ranen smitter en Kvaksalver en Person, som han havde 
under Behandling. 

Som en særskilt Afdeling fortjener at opføres: 

d) Meget lette, ambulerende Tilfælde af Difteri 

1884. Fra Arne Fabrik i Søndre Bergenhus Amt spredes 
Sygdommen ved let angrebne voxne. 

I Stegen i Nordlands Amt udbredes Sygdommen ved lette 
Tilfælde, der ikke kom under Behandling. 

Kaurin! antager ligeledes, at Sygdommen i Molde 1884 
spredtes ved slige lette, smitteførende Tilfælde af Angina. 


ll. Smitte fra sterre Foci. 


a) Fiskerier. 1882. Søndre Bergenhus Amt. S 
dommen indfertes til Tysnæs ved hjemvendende Fiskere fra 
Nordlands- og Finmarksfisket. Til Trænen i Lure bringes SY 
dommen ved Lofotfiskere, - til 

Fra Fiskeværene i Lofoten importeres Sygdommen ` 
Sortland. 

1883. Nordlands Amt. Størst Betydning for Sygdommen 
Udbredelse har Lofotfisket haft. Ved hjemvendende are 
Spredtes Sygdommen til disses Hjemsteder over det hele ge? 
En Lofotvering bringer Sygdommen til Lerbotten Gren 
Alten. a for 

1884. Sygdommen feres ved hjemvendende Fiskere dl 
skjellige Steder inden Tromse Amt. s 

b) Exercerpladse. 1883. Til Jese og Sande i Stav E 
Amt antages Sygdommen at vere importeret fra VaabenoY 
Serne paa Malde ved Stavanger. ' 

1884. En Soldat fra Graatenmoen overfører Sygdom 
til Hviteseid. | 


! Nogle Tilfælde af Difterit, Medic. Revue 1886. S. 184. 


men 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 203 


e) Kirkeforsamlinger, Skoler og lignende. 1862. 
Kt Ligtog med difteriske Dede overferer Sygdommen fra Kvams- 
ven til Sandseen i vestre Sendmere. 

1865. Difteri indferes til Fuse i sendre Midthordland ved 
Smitte fra Stordeens Seminarium. 

1883. Efter en Kirkeindvielse i Talvik, Finmarkens Amt, 
holdt mod Lægens Raad, da der paa Kirkestedet allerede fore- 
kom 10 smittede Huse, udbredtes Sygdommen over hele Sognet. 

1884. I ytre Nordhordland i Manger og Lindaas Sogn 
Syntes Smitten at folge Skolen (Lærer og Elever), skjønt Skole- 
gang var forbudt Bern fra smittede Huse. 

Til ytre Sogn overførtes Sygdommen fra et Indremissions- 
mede i Sendfjord. 


Ill. Smitte ved friske Mellempersoner. 


1860. I Epidemien i Kragerø syntes Sygdommen enkelte 
Gange at være overført ved friske Personer. 

1862. I vestre Søndmøre angrebes 3 af 4 Bern i et Hus; 
det 4de og friske Barn gik jevnlig over til Naboen, hvor dets 
Legekammerat blev syg og dede. : 

1869. I Alten overførtes Sygdommen i 3 Tilfælde ved friske 
P ersoner, 

1878. Til Fiskeværet Ekkero i Finmarkens Amt bringes 
Smitten gjennem en Kone, som havde været indom en Familie i 
Vadse, hvor et Barn Dagen efter dede af Kroup. 

1882. Til Lom bragtes Sygdommen ved en Omstreifer, som 
havde Stelt med et sygt Barn i Søndre Gudbrandsdalen. ! 

1883. Til Lesje overføres Sygdommen fra Rendalen ved en 
Postforer, i hvis Hjem Difteri herskede. 

Thoresen akcentuerer i sin sidste Afhandling (Norsk Maga- 


tn. 


1 Angaaende dette Tilfælde bemærker Lægen i Øier (M alm) i sin nedenfor 
citerede Opsats i Magazinet for 1886, at der fra Søndre Gudbrandsdalen til 

= Pre, Afstand af 160— 170 Kilometer, saa Omstreiferen forst maa bave 
"æret inde paa mange andre Steder og Smittestoffet altsaa antages at have 
*Prünyet disse over, 


204 AXEL JOHANNESSEN.: [No. 1. 


zin for Lægevidenskaben, 1887, S. 10), at Sygdommen kan over- 
feres gjennem friske. 

1884. Til Gaarden Freysland i Evje antages Sygdommen 
overfert ved en tilreisende frisk Slegtning. 

Kaurin (Difteritens Pathogenese og Therapi, S. 10) antager, 
at Overferelse ved frisk Mellemperson sker „sjeldnere og vai- 
skeligere*. 

I et senere Arbeide! omtaler Kaurin, at en omreisende 
Skomager og Legpredikant bringer Smitte fra Romsdalen til 
Molde. Under Epidemien i Byen antoges det, at en Sagferer, 
der havde været inde i et Hus, hvor der havde været Difteri, 
skulde have bragt Smitte herfra til sine Børn. Han beretter 
ogsaa, at Distriktslæge Holst i Here har iagttaget et Par Til - 
fælde af Overferelse ved Mellemled, om hvis Sundhedstilstand 
der dog intet oplyses. 


IV. Smitte ved Klæder eller Gjenstande, som har været | 
Bererelse med den syge. 

1862. Vestre Søndmøre. En Trøie, der havde tilhørt 
en af Difteri ded Person, bringer Smitte til et Barn, som pam 
men med en voxen bruger den til Hovedpude. Den voxne gik fri 

1864. Akershus Amt. Sygdommen viste sig at kunne 
overføres ved Klædningsstykker og lignende. 

1880. Buskeruds Amt. Difteri indføres muligens til 
Modum Papirfabrik ved Filler fra Tyskland. 

1882. I Voss tillægges Smitteoverførelsen en ufuldstændig 
renset Larynxpensel. 

Til Rest i Flakstad siges Smitten indfert ved brugte Klæder 
fra Bodø. 


V. Smitte ved et i længere Tid opbevaret Kontagium: 


t 
1860. En Skolelærer i Skjærstad fik Sygdommen efter ? 


n 
have været indlogeret i et Værelse, hvor der 3 Uger i Forveie 
var ded en Person af Difteri. 


1 


3 Noll Tilfælde af Difterit. Medie, Revue 1886. S. 177 ff. 


- 


13888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 205 


1865. Thoresen beretter? om en Frakke, hvori Smitte- 
stoffet bevaredes fra Juni, da den ferste Eier dede, og til Sep- 
tember, da Arvtageren smittedes. 

1866. Difteri optraadte i ytre Sendhordland, uden at Ind- 
ferelse ved Smitte kunde paavises, i et Hus, hvor Sygdommen 
allerede havde vist sig flere Gange, sidste Gang i det fore- 
£aaende Aar. 

1869. I indre Nordhordland viste Sygdommen sig gjen- 
tagne Gange paa de samme Gaarde, paa enkelte næsten hvert 
Aar. 

1873. I Eidsvold optraadte Difteri pludselig i en Familie, 
hvor den havde været for 11 Aar siden under den da meget 
udbredte Epidemi. Kun de Bern, som ikke havde haft Sygdom- 
men Late Gang, blev angrebne. Thoresen tilskriver Epidemien 
et Smittestof, som var trukket frem af sit Skjul fra forrige 
Epidemi. ; 

1875. I en Familie, som var indflyttet til Tregstad fra 
Rakkestad, hvor en Sen Aaret forud var ded af Difteri, ind- 
Sygnede alle Familiens Medlemmer, uden at ny Smitte kunde 
Paavises. Sygdommen antages fremkommen ved Smittestoffets 
Opbevaring, saaledes som det ofte hænder, at der optræder en- 
kelte Tilfælde af Difteri paa Gaarde, hvor Sygdommen har været 
et eller flere Aar i Forveien, uden at man kan finde ny Smitte- 
import. 

1876. Difteri optraadte med kortere eller længere Mellem- 
Tum paa Arne Fabrik i indre Nordhordland, og da gjerne inden 
enkelte Familier. 

1879. Sygdommen optraadte i Ullensaker almindelig paa 
Steder, hvor Sygdommen i den store, gjennemgaaende Epidemi 
I Sextiarene havde sit Tilhold. Det viste sig endvidere, at de 
Familier, som paany havde været hjemsegte af Sygdommen, var 
Saadanne, hvor Orden og Renlighed forsomtes og saaledes let 
Slimhindesekreter og ophostet Slimhindebelæg kunde været hen- 
Slængt og forblevet skjult i Klæder o. s. v, som paany fremtagne 
ge LL 


iw. 
i Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1865. S. 284. 


T 
206 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


udbredte et i Regelen meget intenst Smittestof med stor Dede- 
lighed til Felge. (Thoresen). x 

Sandsver: 4 Personer angrebes i Marts i et Hus 1 en 
Grend, hvor Sygdommen havde vist sig flere foregaaende Aar. 

1880. 4 Tilfelde indtraf paa en Gaard i Ullensaker, hvor 
Sygdommen ikke kunde forklares at vere opstaaet paa anden 
Maade end fra Klædningsstykker efter et for flere Aar siden 
ved Døden afgaaet Barn i samme Familie, i hvilken for nogle 
Aar siden var optraadt ondartet Difteri med flere Dødsfald, og 
hvor Renlighedsforholdene var yderst mislige. 

1881. Paa Børnehjemmet ,Hans Cappelens Minde”, hvor 
Sygdommen var indført fra Holden, brød den ud gjentagne Gange, 
uagtet der var foretaget grundig Rengjering og Desinfektion ved 
Svovlregning. ; 

1882. I Jevnaker indtraf 6 Tilfælde paa Pladsen Olims- 
grina. hvor der baade i 1880 og 1881 var indtruffet Dedsfald 
af Difteri. Uagtet Huset hver Gang var blevet desinficeret, 
angrebes i Januar 1882 en ny indflyttet Familie. 

I Osterriser begyndte Epidemien 6te September i et Hus, 
hvor der i Slutningen af Juli var iagttaget 1 Tilfælde. ` 

Smitten i de Tilfælde, som optraadte i Vanelven de 
Sendmere), tilskrives en Hovedpude, som var bleven forglemt 
ved Desinfektionen efter forrige Epidemi i 1882, og som Bernene 
nu havde taget frem og leget med. 


Kaurin (f. a. St. S. 11) synes at vere tilboielig til at = 
tage, at Kontagiet kan finde en gunstig Trivsel i Ure ie 
Kloaker og Kloseter inficeret Jordbund, at det altsaa Å up 
med Tyfuskontagiet kan ligge her og spire for ved given å 
ledning at overføres til Mennesket. Han anfører dog inge" 3 
Observationer og er ikke blind for, at der gives saa T 
Smitteveie, hvorpaa Sygdommen kan komme ind, at en syet 
Antagelse kanske kan være mindre nødvendig. Han peger So 
ledes hen til Sygdommens Optræden blandt Husdyrene wr 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 207 


ner, at der under Difteriepidemien i Molde 1884 døde et paa 
faldende stort Antal Katte. 

I denne Forbindelse skal ogsaa anføres, at Kreyberg! hos 
2 Familier mener at have seet Overforelse af Difteri til Smaa- 
bern fra difterisyge Hens. 


Særlig Opmærksomhed forlanger de Oplysninger, der med- 
deles om: Leger som Patienter og Smittebærere. 

1861. I Rollag Distrikt angribes Distriktslegen og ferer 
Sygdommen til sit Hjem. 

1863. Lagen i Tvedestrand angrebes af difterisk Svælg- 
betændelse 14 Dage efter at han havde penslet et sygt Barn i 
Svelget og derunder blev overstænket i Ansigtet med Stykker 
af difterisk Beleg, der under et opstaaet Hosteanfald udstedtes 
af den syges Mund. 

1864. O. Pihl? blev angrebet af ,kroupos^ Svælgbetæn- 
delse et Par Dage, efter at han gjentagne Gange gjennem en 
Kateter havde udsuget Sekreter fra et trakeotomeret Bern. 

1880. - Jarlsberg - Laurvigs Amt. En Gut smitter sin Onkel 
og Tante, hvoraf den ene døde. Lægens Tjenestepige, der ber- 
Stede dennes Klæder efter Hjemkomsten fra den syge, fik 2 Dage 
efter karakteristiske Pletter i Halsen. ' 

Under den betydelig udbredte Epidemi i sendre Aurdal 
bragte Lægen Smitten hjem med sig til sine Bern. 

1882.3 15de Mai udførte Lægen i Øier en Trakeotomi paa 
& difterisk Barn. 16de Mai tilsaaes en Gut, som havde faaet 
et Hugsaar i Haanden. Den 23de eller 24de Mai blev en 3-aars 
gammel Broder af Patienten angrebet af Difteri, senere de əv- 
rige Bern, Patienten med den vulnererede Haand, som det synes, 
forst l4de Juni. Lægen antager, at han har bragt Smitten 
med sig, x 


A 
3 Difterit hos Fjerkreet, Medic. Revue 1887. $, 81. 
„er: Norges Læge: S. 329 
3 ger. 1878, = x i 
° alm: Er Overforelse af Difteri ved friskt Mellemled betydningslos? Norsk. 
“Bazin for Lægevidenskaben 1886, S. 434. 


208 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Sammesteds oplyses ogsaa om, at 2 Kolleger angrebes af 
Difteri under Epidemien dette Aar, den ene i Halsen, den andan 
i Fingeren ved at bides af et difterisygt Barn under en Pensling. 

Heegh hemerker, at hans Bern under Epidemien smittedes 
af difteriske Patienter. 

Faye! udtaler, at han aldrig har seet Overferelse ved 
Læger eller Sygepleiersker paa Stiftelsen. Han har endog 
iagttaget, at en Studerende ved Opsugning af Membraner ved 
Trakeotomi Dk disse i Munden uden Skade. 

Paa den anden Side bemærker dog Høegh (a. St. 8. 121) 
at 2 Medicinere paa Rigshospitalet fik Difteri efter at have ud- 
suget en paa en Krouppatient efter Trakeotomi indlagt Kanyle. 

Kaurin? antager, at han under en Epidemi har bragt 
Smitte til sine Bern, uagtet han oplyser om, at det under Epi- 
demien gjentagne Gange hændte, at der kom Difteripatienter fra 
Landet ind paa hans Kontor eller i Kjøkkenet. : 

Han er ogsaa fuldt ud opmerksom paa, at „lette Anginaer 
kan vere difteriske og smitteforende. U 

Tilslut skal bemærkes, at i 1882 blev 2 af Betjeningen 
paa Lazarettet i Stokmarknes smittet af Difteri og i 188% 
af sun paa hvert af Difterilazaretterne i Kristiania. — 


I Norsk Magazin for — a 1865, S. 422, 
2 Medie Been 1886, S. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 209 


Om Opfatningen af Difterien som en 
primær lokal eller primær almen 
Sygdom. 


I nær Forbindelse med Anskuelserne om Kontagiositetens 
Betydning for Sygdommens Udbredelse staar Spergsmaalet, om 
den skal opfattes som en primer lokal Sygdom eller som en fra 
ferst af almen Sygdom med Infektion af Blodet og sekundære 
Afsetninger af Exsudater. Å 

Bretonneau’s Opfatning af Difterien som en ,inflamma- 
tion spéciale* holdt sig vistnok i Frankrig og vandt ogsaa 
Terrain udenfor dette Land; blandt andre bekjender Seh enlein' 
Sig til denne Ansknelse. Men det varede ikke lenge, fer man 
ide difteriske Membraner begyndte at finde et Udtryk for en 
almen Lidelse, saaledes som det i Indledningen for ,Kroupens* 
Vedkommende nærmere er paavist. 

Gjennem Buhl? fik denne Opfatning af Difterien som en 
Primær Almensygdom bred Basis. Denne Forfatter antog nemlig, 
at af de Grunde, der skulde tale for Sygdommens Opstaaen 
Si Lokalsygdom, nemlig Lokalbehandlingens Nytte og KOM 
Siositeten, var den forste haltende, fordi Diagnosen og følgelig 
"5 4 det Bevis, man kunde hente fra Behandlingens Nytte, 
re RR 


15 
i Pathol, u, Therap. 1837, Bind 1, S. 370 


iniges über Diphtherie, Zeitschrift für Biologie, Bind 3, 1867, 8. 347. 
— Vid-Selsk. Forh, 1888. No. 1. 14 


210 AXEL JOHANNESSEN. [No. £. 


ofte var tvivlsomt, og den anden uholdbar, da ogsaa Searlatina 
og Morbilli, som af alle erkjendtes for at være Almensygdomme, 
ogsaa var smitsomme; selv om man tog sin Tilflugt til en Sop, 
vilde man dog ikke faa noget Bevis heraf; thi i saa Fald vilde 
Belegget vere det ferste,hvormed Sygdommen manifesterede sig. 
Nu ser man derimod, at Feberen er det forste Symptom; selv 
om der fra en ulcererende Tonsille gaar pusfyldte Lymfekar til 
de nærmeste Glandler, opfattes dog ogsaa dette som Udtryk for en 
sekundær pyæmisk Infektion i Analogi med, hvad der forekommer 
i tyfoid Feber; desuden antager han, at Sygdommens Inkubation 
og den i dens Felge optrædende Albuminuri og Paralyse og de 
ved Sektionen fundne difteriske Foci i Lungen, Leveren 08 
Milten samt talrige Blodudtrzdelser med difterisk Infiltration i 
de fleste af Legemets Organer med Bestemthed tyder hen pa^ 
at Difterien er en akut Almensygdom, en Infektionssygdom i 
Ordets egentlige Forstand. Det difteriske Infiltrat sammenligner 
han med den syfilitiske Infiltration i indureret Chanker. Men 
denne Opfatning stedte dog snart paa alvorlig Modstand, for- 
nemmelig hos Trendelenburg! og Oertel,? som gjennem sine 
Experimenter paa Dyr viste, at den inokulerede Difteri først 
manifesterede sig paa Inokulationsstedet og derfra radieformig 
udbredte sig over Legemet. Til denne Opfatning sluttede sig 
ogsaa Nassiloff,? der ligesom Classen og Letzerich udtaler, 
at de af Buhl underkjendte Sopvegationer er det primeló 
medens andre, som Senator, akcentuerer, at Feberen begynder 
fer Lokalsymptomerne, og Jacobi vistnok slutter sig til Buhl'S 
Anskuelse men dog ikke negter, at Infektionen i enkelte Til- 
fælde kan udgaa fra et lokalt Fokus f. Ex. et Saar i Huden 
eller lignende. 

Heubner* udtaler ogsaa, at „die schwere Gewebsschädi- 
gung, welche der lokalen diphtherischen Schleimhauterkrankuns 
zu Grunde liegt, wohl eben so gut durch eine Noxe hervorgerufen 
werden kann, die im Blute circulirt (als Analogon für eine solche 

1 A. St. S. 787, * A. St. S. 565. 


3 Ueber Synanche contagiosa, Volkmanns Hefte No. 78. 
5 A. Bt 8,88, - U 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 211 


Vorstellung lassen sich z. B. die nach Sublimat- und Arsenik- 
einspritzungen ins Blut entstehenden Diphtherien einzelner Schleim- 
hautstellen anführen) wie von einer solchen, die von der Ober- 
flache einer Schleimhaut aus nach innen dringt“. Til denne 
Mening synes ogsaa Monti! at slutte sig, idet han siger, at 
Difteri udvikler sig som en almen eller lokal Sygdom, ligesom 
ogsaa Eichhorst? og Kunze,? der rigtignok medgiver, at 
Sygdommen „nur selten“ begynder som Almenaffektion. 

Den Trendelburg-Oertelske Opfatning deles dog af en 
Flerhed af de senere Forfattere, saasom Rothe, Gerhardt, 
Liebermeister, Baginsky, Schütz,* Noeldechen,? Fran- 
cotte o. s. v. 

‘Francotte® har samlet de forskjellige Grunde, der taler 
for og imod hver af de 2 Theorier, og der skal nedenfor gives 
et kort Resumé af denne Sammenstilling. 

I. Difteri er en fra først af almen Blodinfektions- 
Sygdom. At Difterien i det mindste i en vis Periode af sin 
Udvikling og i et stort Antal Tilfælde er en almen Lidelse, vil 
vel ingen benægte; Albuminurien, Paralyserne, Kakexien, de 
multiple Hæmorrhagier viser dette tydelig. 

Som Grunde for, at den fra først af skal være en almen 
Blodinfektionssygdom, hvis væsentlige Lokalisation er Anginaen, 

ar man anført folgende: 

1. Sygdommens epidemiske Optreden. 

… Men paa den ene Side er almene Sygdomme som Septikæmi 
ikke epidemiske, medens epidemiske Sygdomme, som Kolera, maa 
Opfattes som en fra forst af lokal Sygdom. 

2. Sygdommens Kontagiositet. 

Men ogsaa ganske lokale Hudsygdomme, som Skabies, er 
Smitsomme, 

3. Barnealderens særegne og store Modtagelighed for denne 
Sygdom, ligesom for Scarlatina, Morbilli o. s. v. 
sopa 


1 
4 ` St. S, 138, 2 A, St, S. 944. 3 A, St. S. 58. d 
= Wesen und die Behandlung der Diphtheritis, Prag 1882. Allgem, med. 
SA Zeitung, 1882, No. 23. 
'5t S. 58. 6 A St. S. 906. ` 
: 14* 


212 AXEL JOHANNESSEN. [ No. 1. 


Men Aarsagen hertil kan seges i denne Alders fine og blede 
Slimhinder og vel udviklede Tonsiller, der lettere optager den 
indferte Smittespire. 

4. Det Misforhold, der ofte hersker mellem Lokallidelsen 
og de almene Symptomer. 

Men man kan her tenke sig, at den difteriske Gift kan 
besidde en forskjellig Grad af Virulens, idet den i en Del Til- 
fælde blot frembringer lokale Symptomer, i andre hurtig trenger 
ind i Blodet, uden at det kommer til lokale Afsætninger. 

5. Generalisationen af Pseudomembranerne. 

Men her kan indvendes, at Giften fra de primære Mem- 
braner ligesaa godt kan tænkes at gjennemtrænge Legemet som 
et fra en almen Infektion stammende Giftstof. 

6. Unyttigheden af den lokale Behandling. 

Men hertil kan indvendes, dels at man ikke kan være sikker 
paa, om de anvendte Midler har været tilstrækkelig virksomme; 
thi det er ikke muligt at anvende saa stærke eller saa dybe 
Kauterisationer i Svælget, at man er sikker paa at have faaet 
Giften destrueret; dels, at der intet er i Veien for at antage, at 
det difteriske Virus allerede er trengt ind i Blodet, fer de 
difteriske Afleiringer har manifesteret sig, og altsaa fer man 
har kunnet foretage nogen Behandling. : 

7. Efter en kutan Difteri kan der komme en difterisk Angina. 

Men dette maa jo heller tages til Indtegt for en primer 
lokal Begyndelse af Sygdommen. 

IL Difteri er en fra forst af lokal Sygdom. Herfor 
er opfert felgende Grunde: . 

1. Difteri recidiverer. ` 

Men ogsaa en Scarlatina, Rubeola o. s. v. kan recidivere 
om end sjelden. 


2. De infektiose Sygdomme har en bestemt Cyklus, hvad 
Difteri ikke har. d 

Men dette Punkt synes neppe at kunne veie noget d 
Hensyn til det Sporgsmaal, om Difterien er en primer lok? 
eller almen Sygdom. - : 


3. Difterien debuterer med lokale Symptomer. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 213 


Det er uomtvisteligt, at hvis Difterien begynder med lokale 
Symptomer, saa er der stærk Opfordring til at tro, at den i 
Virkeligheden er en primer lokal Sygdom. Desværre er det 
dog sjelden, at man har Leilighed til at observere et Tilfælde 
lige fra dets første Begyndelse. Der findes dog Tilfælde, hvor 
de lokale Symptomer har vist sig fer Feberen, men selv om 
Feberen indfinder sig for Belægget i Halsen, kan man dog sige, 
at de første Virkninger af Giften, tilsyneladende ialfald, ikke 
adskiller sig fra en Angina catarrhalis, som jo hos Born er til- 
strekkelig til at frembringe Feber. 

4. I mange Tilfælde kan en Difteri forlobe uden Tegn paa 
nogen almen Intoxikation. 

Men, er der indvendt, i disse Tilfælde kan dog Intoxikationen 
have været saa let, at man ikke mærker den. 

5. Forekomsten af Parasiter i de læderede Partier. Herom 
er neiere forhandlet ovenfor. 

6. Lokalisationen i Svælget og den prædisponerende Ind- 
 flydelse af en forudgaaende Angina. Det ved Luft, Fedemidler 
eller Drikkevand indferte Giftstof træffer i Svælget de gunstigste 
Betingelser for sin Optagelse og Udvikling. 

Men, har man indvendt, Osofagus og Ventriklen bliver saa 
Sjelden angrebet. Hertil kan svares, at i Osofagus vil der intet 
Være, som kan tilbageholde Virus, og i Ventriklen vil dette paa- 
Virkes af Mavesyrerne. | 

Man ser saaledes, at der mod begge Theorier er gjort Ind- 
Vendinger, og at Meningerne fremdeles er delte om, hvilken er 
den rette, eller om nogen af dem kan gjere Fordring paa ude- 
lukkende Supremati. | 


Af danske Forfattere, som har udtalt sig om Emnet, kan 
nævnes Ditzel 1 der udtrykker sig saaledes: „Sygdommen er 
l alle af mig iagttagne Tilfælde begyndt med febril Reaktion ; 
Feberens Forhold til den lokale Affektion, hvad Prioriteten an- 
sm OR 


1 
FW St. s, 895. 


214 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


gaar, kan jeg ikke neiagtig angive; saavidt jeg har kunnet 
efterspore, er Feber gaaet forud for Smerten i Halsen, men 
denne er kommen meget snart; undertiden er Feberen og den 
lokale Proces optraadt samtidig", | 

Epidemien i Kjebenhavns nordre Amt 1881 var en ,ren 
Svælgdifterit*, idet Sygdommen i de allerfleste Tilfælde kun an- 
greb ,Svelgsnevringen* og de nærmest tilstødende Strækninger 
af Slimhinden. 

Af svenske Forfattere er Wern! tilbeielig til at slutte 
sig til dem, der antager en primær lokal Oprindelse af Syg- 
dommen; men i Henseende til en Behandling ud fra et lo- 
kalistisk Standpunkt udtaler han sig, som ogsaa Francotte, 
meget reserveret. 


I vort Fædreland har Spergsmaalet oftere været behandlet, 
og, som det fortjener at fremhæves, allerede forholdsvis tidlig 
— ialfald flere Aar, fer Buhl og Oertel havde præciseret 
Sagen i den europæiske Diskussion. 

Munk, der observerede temmelig uafhængig af forudfattede 
Meninger, ansaa Difterien udelukkende som en lokal Sygdom, 
der ingen Prodromer havde, men strax ytrede sig ved Symp- 
tomer fra Halsen, hvorfra den videre „forplantedes“ til Øsofagus 
og Næsen eller „forflyttedes“ til Lungerne. i 

Men allerede i Throndhjemsepidemien i Slutningen af Firtr 
aarene kommer det til Brydninger mellem begge Anskuelser, 
idet Roll? og Lindeman? slutter sig til Canstatt's Up 
fatning af Sygdommen som en fra først af almen Lidelse (,af 
tyfes“ Natur) og opfatter Exsudaterne som betingede i den indre 
Sygdom, medens Dietrichson: har seet Sygdommen optræde 
Som en simpel katarrhalsk Affektion af Halsen og ligesom J ebe 
anser den for en lokal Lidelse. Ogsaa Raabe® deler denne 
Opfatning, om han end har seet, at Sygdommen har begyndt 


St. S. 208. 2 A, St, 3 M.-B. for 1846. 4 A. St. 


IX 
5 Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1848, S. 79. 


1888. | 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 215 


med stærke Feberbevægelser, hvortil der efter 1—2 Dages Forløb 
har sluttet sig Symptomer fra Halsen. 

Seip! har seet de lokale Symptomer begynde dels efter et 
 forudgaaende Ildebefindende, Desighed, Hovedpine, dels uden 
„mærkelige Forløbere". 

I 1855 udtaler Faye sig saaledes”: Difteri i Genitalia kan 
ligesom i Halsen være en aldeles lokal Lidelse uafhængig af 
Almeninfektionen, til hvilken Opfatning af Sygdommens primært 
lokale Natur ogsaa Lund slutter sig i 1857,? idet han beretter, 
at det ved en tidlig institueret Lokalbehandling havde lykkedes 
ham at redde 6 af 8 angrebne Bern. 

I 18604 fastholder han denne sin Opfatning af Sygdommen 
som lokal, 

Hvorledes forevrig dette Spergsmaal opfattedes blandt Læ- 
gerne under Sextiaars-Epidemien, vil sees af følgende Sammen- 
Stilling. 

1861. Romsdal; indre Nordmøre: Belægget viste sig sæd- 
Vanlig 1—2 Dage efter Almensymptomerne. 

1861. Brenne.> Der observeredes 2 Former af Sygdommen: 
L som begyndte med et kort Prodromalstadium af Stivhed og 
Stikning i Halsen; samtidig med Feberen viste sig de første dif- 
teriske Afsætninger; II, som begyndte i Svælget uden Prodromer. 
15 1869. Thoresen? har seet Sygdommen begynde som en 
let Angina, der kan vare flere Dage, hvorefter der med et op- 
træder voldsom Feber og Beleg i Halsen; i andre Tilfælde ind- 
finder Sig strax Feber, ledsaget af Angina; i atter andre Til- 
felde er Belægget i Halsen det første Symptom. Han maa be- 
Stemt modsige den Mening, at Difterien skulde vere helbredet, 
"ar de første Exsudater i Tide pensledes. 

Terne eee 
š M.-B. for 1848. d 2 

Møde j medie, Selskab 21de Novbr. 1855. Norsk Magazin for Lægeviden- 

` skaben, 1855, S, 200. ; ; 

øde i medic. Selskab 20de August 1857. Norsk Magazin for Legeviden- 
| Haben, 1857, 8. 1023, 


å -* B. for dette Aar, > Møller: Bilag til M.-B. for 1861. 
Bilag til M.-B, for 1862. 


216 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1862. Hansen! opfatter Difteri som ,en Farsot, der i sin 
forste Oprindelse begrændser sig til Slimhinderne, navnlig Svæl- 
gets og Luftrerets^, medens Greve? anskuer den som en specifik 
Slimhindebetændelse med et karakteristisk, hurtig reproduceret 
fibrinest Exsudat og antager, at den stedse begynder lokalt i 
Svælget med Tendens til Udbredning, — til hvilken Opfatning 
ogsaa Høegh? slutter sig. 

1863. Hedemarkens Amt: Sygdommen begyndte sæd- 
vanlig med et 2 Dages Feberstadium og kun undtagelsesvis med 
Exsudat uden forudgaaende Feber. 

1863. Bergens By: Undertiden viste Exsudatet sig som 
det første Sygdomstegn, pludseligt og uden Forlebere, snart be- 
gyndte Sygdommen som en almindelig katarrhalsk Svælgbetæn- 
delse, og Exsndatet viste sig først et Par Dage senere. 

1864. Søndre Bergenhus Amt: Krohn antager, at 
Difteri er en oprindelig ved Smittestof bevirket Lokalaffektion, 
der kun ved at overlades til 'sig selv fremkalder en Blodfor- 
giftning. : 

I 1865 gaar Thoresen* noget noiere ind paa Spergsmaalet 
og angiver at have seet, at Almenaffektionen (Feberanfaldet) er 
gaaet, endog flere Dage, forud for Belæggets Dannelse, og an- 
tager, at Smittestoffet gjennem Slimhindernes rige Kapillernet 
allerede er overfert i Blodet, naar Exsudaterne i Halsen viser 
sig. Paa den andenSide har han dog ogsaa seet, at Sygdommen 
i Svelget har kunnet holde sig lokal, og mener da, at den ved 
Smittestoffet selv frembragte reaktive Betendelse hindrer dets 
videre Gang. Hvorvidt de paa Saarflader optrædende difteriske 
Exsudater er at opfatte som lokal Smitte eller som en Folge af 
den almene Forgiftning, anser han det umuligt at afgjore. Han 
har observeret, at Sygdommen kan være lokal paa aabne Saar- 
flader med £od Reaktion, men har ogsaa i et Tilfælde seet, at 


1 Om D 
2 A St. 
3 Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1864, S. 132. 


: e å | 5, 
* I sin Afhandling »Diphtheritis*, Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1865, 
S. 286. : 


iphtherit- Epidemienfi Alstadhaug. Bilag til M.-B. for 1862. 
S. 647. : 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 917 


det dannede Exsudat var en Felge af den tilstedeværende Syg- 
dom, idet en voxen Pige med Difteri fik difteriske Membraner i 
Exkoriationerne efter et Grenssbeomslag og senere 2 Abscesser 
paa Foden, hvilke allerede fer Aabningen havde et skiddent,. 
gångrænest Udseende og efter Aabningen afsatte Exsudatmasser 
med Destruktion af de nærmest liggende Dele. 

Spergsmaalet havde altsaa i hei Grad tiltrukket sig Læ- 
gernes Opmærksomhed, og det var derfor ligesom et Udslag af 
Tidens Trang til at faa det udtemmende behandlet, at det me-- 
dicinske Selskab i Kristiania optog det paa Dagsordenen i den 
Store og interessante Diskussion, som begyndte 1ste Marts 1865 
08 strakte sig gjennem flere Møder indtil 10de Mai samme Aar. 
Diskussionen indlededes af Lund, der med stor Dygtighed hev- 
dede sit tidligere omtalte Standpunkt, at Sygdommen er at op- 
fatte som primer lokal og frembragt ved et fixt Kontagium og 
bekjæmpede saavel den Antagelse, at den skal være primær kon- 
Stitutionel, som den Opfatning, der blandt andre var fremholdt 
af Thoresen, at Sygdommen snart er primar lokal, snart pri- 
mær konstitutionel. Faye slutter sig efter sine egne lagt- 
fagelser til Lund’s Opfatning, ligesaa C. Smith og Kjerulf, 
der dog har iagttaget et Tilfælde, hvor Belegget først viste sig 
paa Sygdommens (Feberens) 3die Dag. Kjerulf's Tilfelde- 
forklarer Lu nd saaledes, at enten skrev Almenlidelsen sig fra 
7 anden sygelig Tilstand end den difteriske, eller ogsaa havde 
Frsudaterne oprindelig siddet paa et Sted, hvor det var van- 
Skeligt at opdage dem. Det er bekjendt nok, at syge, hos hvem 
a ikke har formaaet at opdage Exsudater, efter flere Dages- 
Forleb har ophostet Membraner. som ved sin Form viste, at de 
layde siddet paa Epiglottis. 

Paa den anden Side udtaler C. Heiberg sig for at opfatte 
Sy Blummen som primær konstitutionel, medens Conradi gaar 
e ddelveien og antager efter sin Erfaring, at Difterien i nogle ` 
te optræder som en primær konstitutionel, i andre som en 
Prindelig lokal Affektion, der senere bliver konstitutionel. og 
en 


coc oH N. ; 2 = 
a LE Magazin for Lægevidenskaben, 1865, S. 398 ff. 


218 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


-endelig i et ringere Antal Tilfælde som en lokal Affektion, der 
vedbliver at vere lokal under sit hele Forleb. Til denne Op- 
fatning slutter sig Steffens og Winge, ligesom ogsaa Vogt 
meddeler et Tilfelde, hvor Halsaffektionen forst indfandt sig paa 
Sygdommens 6te Dag.! 

I sin 2den Afhandling om Emnet antager Thoresen, at 
Difterien er en i de fleste Tilfælde primær Blodsygdom; det dif- 
teriske Belæg er ikke andet end en Udsteden paa Overfladen 
- af det syge Vev, der ved Giftens Paavirkning har lidt saadanne 
Forandringer, at det undergaar en almindelig Mortifikations- 
proces. Han sammenligner Difterien med den efter Coitus im- 
purus, Vaccination o. s. v. opstaaede specifike Indvirkning. Syg- 
«dommen er vistnok i Bererelsesmomentet en lokal Sygdom. 
Naar Beleg er dannet, har man kun Felger af Giftens Pene- 
tration. At Smittestoffet hefter sig ved Tonsillerne, forklarer 
han af, at Luftstremmen her har den smaleste Vei at passere. 
Den lokale Proces betragter han altsaa som en Følge af Smitte- 
stoffets Paavirkning og ikke som en Udskillelse af Blodet, og 
antager, at det difteriske Belæg som Smittestof betragtet ikke 
har noget at skaffe med den paafelgende almene Affektion 08 
kuns i de Tilfælde kan blive en Kilde til Smitte eller Infektion 
af Organismen, hvor gangrenose og putride Masser ansamles. 
Bortskaffelse af Membranerne tror han derfor har liden Be- 
tydning. 

I sin 3die Afhandling? udtaler han, at de fleste norske Læger 
rimeligyis har forladt den Anskuelse, at Exsudaterne er en Ud- 
skillelse af Blodet, og præciserer som sin Opfatning, at den 
lokale Infektion altid har fundet Sted, fer noget Exsudat 
har dannet sig, og at Kontagiet fra det lokalt afficerede Sted 


. : ben, 
! Bemærkninger om Diphtheritens Væsen. Norsk Magazin for Lægevidenska 
1865, S. 881. 
Først 
den følgende Dag viste Belægget sig. 


; . 8,169 
^ Smittestoffenes Natur o. s, v. Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1869, Er 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 219 


baner sig Adgang til Blodet, — en Opfatning, som han i sit 
sidste Indlæg i Sagen! fastholder. — 

At Spergsmaalet fremdeles har været under Overveielse 
blandt Lægerne, vil fremgaa af følgende Sammenstilling, der 
dog ogsaa vil vise, at Enighed endnu ikke er opnaaet. < 

1869. Finmarkens Amt: Difteri antages at opstaa som 
en lokal Sygdom, der undtagelsesvis under sit hele Forleb kan 
vedblive at være lokal, men i Almindelighed inficerer Organismen 
i kort Tid. 

1882. Smaalenenes Amt: En omhyggelig og hyppig 
Lokalbehandling gav udmærkede Resultater. 

1883. Smaalenenes Amt: Undertiden var de lokale 
Symptomer moderate, hvor Døden indtraadte pludselig. 

1883. Stavanger Amt: I Ekersund optraadte Difteri 
lumsk, idet den med ubetydelig Halsaffektion meget hurtig endte 
dødelig. 

I 1885 udtaler Kaurin? sig paa det vestlandske Læge- 
møde saaledes: ,Jeg maa antage, at der ligger nogen Sandhed 
til Grund for begge Meninger, men fastholder dog, at som den 
Store Regel er den lokale Proces den primære*. Han vil dog 
bestemt fraraade en indgaaende lokal Behandling, dels paa Grund 
af det unyttige ved Methoden, da der efter Fjernelsen af Mem- 
branerne kommer nye igjen, dels paa Grund af, at man ved slige 
indgribende Ætsninger kan hjælpe til med at bane Kontagiet 
nye Baner ind til. Blodet, dels fordi der under en saadan Rens- 
Ningsproces, der er forbunden med stærk Skrigen af de smaa 
Patienter, let kan hænde, at noget af Membranerne kommer ned 
i Daria. 

Under Diskussionen bemærker Vogt, at Halsaffektionen 
utvivlsomt kan være sekundær. 

Uchermann* derimod stiller sig i Spergsmaalet om Difte- 
riens primære Lokalisation helt ud paa Lund’s Standpunkt og 
antager, at Bakterierne i Membranerne, der væsentlig har sit 

de i Tonsillernes lange Slimrer, frembringer en Gift, som 


" Erfaringer samt kritiske Bemærkninger om Difterit. Norsk — for 
Lægevidenskaben, 1887, S, 7. 3 A. St, B. 15, ? A. St. S. 95. * A. Bt 


220 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


resorberes i Blodet; derfor er hans Behandlingsmaade rettet paa 
at destruere og desinficere Membranerne. Imod denne Opfatning 
tager Thoresen i sit sidste Arbeide ! til Gjenmæle og antager, 
at Uchermann’s Forudsetninger om Kontagiets Sede i de 
lange Slimrer og vedholdende, Import fra de afleirede Mem- 
braner er feilagtige, dels fordi de lange Slimrer lukkes og Be- 
legget holder sig paa Overfladen, dels fordi det vilde være van- 
skeligt at forklare sig, hvorfor Blodblandingen saa ofte bliver 
uberørt ved lokale Tonsillerdifterier i det Tilfælde, at der fra 
disse skulde ske en stadig Smitteimport. En saadan vil ogsaa 
hindres ved den Afspærring, som Hævelsen i vedkommende 
Glandler 11embringer. 


1 A, St. S, 30. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NOBGE. 291 


Om Inkubationstiden. 


De vil, af hvad ovenfor er anfert om den forskjellige 
Opfatning af, hvorledes Kontagiet overferes til og optages i 
Organismen, vere indlysende, hvilke Vanskeligheder der stiller 
Sig i Veien for en neiagtig Bestemmelse af denne Tid. Imidlertid 
foreligger der i den udenlandske Literatur adskillige, som det 
Synes, neiagtig observerede Tilfælde, hvor Inkubationens Længde 
er angivet. Saaledes fik Jacobi og Symington! Svælgdifteri 
2 Dage efter at de havde udsuget Trakealsaar. Bartels® fik 
3 Dage efter en Trakeotomi, hvorunder han havde bragt sin 
Mund i Bererelse med den tilselede Kanyle for at blæse Luft 
Ind, en difterisk Angina, Kardel ligeledes, efterat han havde 
faaet en .Kroupmembran* i Munden, Valleix fik sin dødelige 
Difteri allerede Dagen efter, at han var bleven smittet, medens 
der hos Gendron hengik 3 Dage, i v. Sehrótters Tilfælde. 
2 Dage o. s, v, Efter Overferelse ved Kys har Oertel? ob- 
Serveret en Inkubation af 9 Dage. Det synes altsaa, som om 
en direkte Overførelse til Mund og Svælg behøver 1—3 Dages 
Inkubation. 

Ved Overforelse til Saar (f. Ex. Locquin, Gustin, Pa- 
ters on, Bonnet o. s. v.) synes Inkubationen at have varieret 


Dien AO E 


, Jacobi a, St. S. 714, Ser? 
Beobachtungen über die häutige Bräune, Deutsch, Arch. f. klin. Medic., Bind 
a $, 1866, 8.379, : 
Y. Ziemssen's Handbuch d, Pathol, u. Therap. a. St. 8. 583. 


` 


222 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


— 


fra nogle Timer til 1 à 1!/; Dag, hvad der ogsaa stemmer med ` 
de Inokulationsforseg til Dyr, som er foretagne af Trendelen- 
burg, Oertel, Loeffler (til Marsvin) o. s. v. 

Oertel! antager, at Inkubationstiden vakler indenfor be- 
stemte Grændser og er afhængig dels af Infektionsstoffets Kvan- 
titet og Kvalitet, dels af det angrebne Vævs Modstandsevne, 
Textur og Disposition. 

Neumann? har fundet en Inkubationstid af 2—3, heist 
1—8 Dage, Sanné og Seitz? 2—8 Dage, Steiner* 2—16 
Dage, Senator? 2—7 Dage, undtagelsesvis 3—4 Uger, Lieber- 
meister 2—3 Dage, Gerhardt 3 Dage, Baginsky 2—20 
Dage, Eichhorst 2—7 Dage, Striimpel 2—5 Dage, Lewis* 
48 Timer. Mackenzie setter Inkubationstiden til 2—3 Dage 
men antager ogsaa, at den smittede Person kan bære Kontagiet 
hos sig i flere Uger, fer Sygdommen kommer til Udbrud. Ren- 
Shaw’ har seet den variere fra 50 Timer til 14 Dage 
Roger? har undersegt den Tid, som inden de angrebne Familier 
er hengaaet mellem det forste og de senere Tilfælde. Hos de 
15 undersøgte Familier var Gjennemsnitsvarigheden 2—7 Dage 
i 12 Tilfælde; 8—17 Dage i 5 Tilfælde, men der gjøres med 
Rette opmærksom paa, at de opførte Tal repræsenterer Maxima 
af Inkubationstiden, da man jo nemlig ikke ved, i hvilken af 
de Dage, der ligger mellem det ferste og de senere Tilfælde i 
samme Familie, Smitten er overfert til disse. — : 

De Bemærkninger om Inkubationstidens Længde, som Jeg 
har fundet i vor hjemlige Literatur, er felgende: 


— [0000 


1 Ueber d. wo. d. Diphtherie, Zur Aetiol, d. Infectionskr. München 188% 
2. Hälfte, S 

Citeret af it, v. Ziemssen’s iesen a, St. 8. 583. 
Citeret af Francotte, a, St, S. —208, 

Compend. d. Kinderkr, S. 233 

Ueber Synanche Sieg: E Hefte No. 78, S. 593. 
Lancet, 28. August 1886. 

Diphtheria, The Liverpool med.-chir. Journ., Januar 1885; refereret i 
Medicinal-Zeitung 1886, S. 177 durée de 
Note sur l'inoculabilité et la sie de la diphtherie et sur Mn 

la période d’ineubation. L'union médicale 5. Oktober 1859. 


a fo 0 o o bo 


e 


1888 | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 223- 


1948. I Schjanders! Tilfælde var Inkubationstiden 4 
Dage. - ` j 

1850. I Frisaks? Tilfælde et , Par Dage*. 

1852. Tensberg?*: 4 Bern blev syge af „Strubehoste* 
omtrent 8 Dage efter, at de havde besøgt en Gut, som dede 
af denne Sygdom. 

1862. Thoresen* antager, at Difterien ikke har nogen 
lang Inkubationstid, da han allerede den 2den Dag efter Smitte- 
stoffets Paavirkning har seet Sygdommen optræde. 

1862. I Sendmere-Epidemien fandt Høegh >: 

I 1 Tilfælde en Inkubation af 4 Dage. | I ; Tilfelde en Inkubation af : nen 


- 1 — PUN Cas = å sss å 


sl oe - — E = dE = - — “8 daer 

1863. I Tvedestrand var Inkubationstiden i 1 Tilfælde 
14 Dage. 

1864. Hos Dr. Pihl? varede Inkubationen et Par Dage. 

1866. Larsen? har i et Par Tilfælde seet en Inkubation 
af 14 Dage til 3 Uger. 

1869. Finmarkens Amt: Inkubationen kan undertiden 
være mindre end 1 Døgn. | 

1880. Jarlsberg og Laurvigs Amt: I 1 Tilfælde var 
Inkubationen 2 Dage. 

I sit sidste Arbeide over Difteri? angiver Thoresen Difte- 
riens Inkubation som meget kort, fra nogle Timer til heist nogle* 
faa Dage. 

Angaaende den Tid, der er hengaaet mellem de forskjellige 
Tilfælde af Difteri i samme Husstand, er folgende oplyst: 

1857. Kristiania. Lund? anferer, at i en Familie med 
8 Bern angrebes disse paa følgende Tider: No. 1: 28de April. 


UM. E fo 1848 (Holmestrand). ? M.-B. for 1850 (Grimstad). ? Lorentzens 
, MB. for 1852, 4 Bilag til M.-B. for 1862. 

à Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1864, S, 139, 

Kier, Norges Leger, 1873. - 
Beretning om Rigshospitalets medicinske Afdeling for 1866, Norsk Magazin 
for Legevidenskaben, 1867, S. 746, 

Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1887. S, 10. 

Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1857, S. 1033. 


7 


8 


224 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


No. 2: 8de Mai. No. 3: 8de Mai. No. 4: 22de Mai. No. 5: 
23de Mai. No. 6:25de Mai. No. 7: 7de Juni. No. 8: 24de Juni. 

Heegh! har i en Familie observeret felgende Tider for 
«len første Sygdomsdag: No. 1: ubestemt. No. 2: 2den November. 
No. 3: 12te November. No. 4: 18de November. No. 5: 27de 
November. ` 

1 Gang har han seet et Mellemrum af 2 Dage mellem 2 
Tilfælde i samme Hus. 

187. Finmarkens Amt: Hos en Præst i Trane blev 

2 Bern syge med 11 Dages Mellemrum. 


Det vil af den foregaaende Udvikling sees, at det, som i 
vort Land i aldeles overveiende Grad danner Grundlaget for 
Opfatningen af Difteriens Udbredelse og epidemiske Optræden, 
er Kontagiositeten. Men det vil dog selv ved et flygtigt Blik 
paa den historiske Fremstilling af dens Gang saavel her i Landet 
som andetsteds snart blive indlysende, at der maa være Forhold 
og Betingelser, som gjør, at Sygdommen snart udfolder sig 
kraftig og intenst og snart fører en mere upaaagtet Tilværelse, 
— snart optræder som en ødelæggende Landeplage og snart 
blot ytrer sig med lette Affektioner af Mundens og Svælgets 
Slimhinder, — snart med stor Hurtighed breder sig ud over be- 
*fydelige Omraader og snart haardnakket holder sig til enkelte 
Lokaliteter — med andre Ord Forhold og Betingelser, som snart 
letter Kontagiet i dets Arbeide, snart træder hindrende i Veien 
derfor. 

Det er vistnok saa, at disse Forhold og Betingelser tilsidst 
bunder i de for os endnu saa ukjendte Love for det organiske 
Liv i det hele, og vel ogsaa maa opfattes som et Udslag for 
den Sammenhæng og Udviklingens Lovmæssighed i Naturen, 
som vi nok kan ane, men som vi ikke forstaar. Men netop det; 
at vi er os bevidst, at intet i Naturen er tilfældigt, maa gjøre 
98 opmærksomme paa alt det, som kan hjælpe til, at denne logiske 


1 Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1862, 8. 464. 
? Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1864, S. 139, 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 225 
Bøk: RE Z sg 


Sammenhæng af Naturfeenomenerne treder klarere frem; og det 
kan nok hænde, at de epidemiske Sygdomme, netop fordi de i 
sin Optreden synes at have en vis Lighed med Begivenhederne 
fra andre Omraader i Naturen, vil kunne bidrage til paa disse 
Feldter at udvide vor Forestillingskreds og give os nye Tanker. 
Men sikkert er det, at man maa gaa til disse Undersegelser 
med varsom Kritik og sege at oparbeide sig en Platform af 
Kjendsgjerninger, som selvfelgelig forst og fremst maa hentes 
fra de Forhold og Omraader, der frembyder sig for vor lagt- 
tagelse, og som vi er vante ved at opfatte som delagtige i Be- 
tingelserne for det organiske Liv. 

Nermest ligger det da at tage i Betragtning den menneske- 
lige Jordbund, hvori Sygdomsspirerne skal voxe og udvikle sig, 
samt de klimatiske, meteorologiske og sociale Forholdes Ind- 
flydelse. 

I det folgende skal disse Forhold og Betingelser gjøres til 
Gjenstand for Undersøgelse. 


el Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 1. | ; 15 


226 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Om Alderens og Kjennets Indflydelse paa 
Modtageligheden for Difteri. 


Alderen. 


Ditteri forekommer hyppigst i Barnealderen. De ARD 
som inden denne fornemmelig er udsatte, angives noget forskjellig 
af de forskjellige Forfattere, saaledes af Jacobi, d'Espine 08 
Picot til mellem 2—5 Aar, af Wagner og Barthey? 2—6, 
af Eichhorst og Baginsky 2—7, af Gerhardt 2—8, af 
Roger 3—5, af Oertel* og Strümpell indtil 10, af Lieber 
. meister 10—12 Aar. 

Monti? anfører folgende Sammenstilling for Aarene 1879 
—1881 for Wiens Vedkommende: 

Af 4678 angrebne var: 
3.34 pCt. . .. under 1 Aar, 
47.8 


EE 
MER v... 5 - 10 


9.8 pCt. .... mellem 10 og s Su 
% 9 ... 008 2 


I Mailand? yar i 1873 af 3319 angrebne: 


15 Aar. 
14.9 pCt. , . , under 1 Aar. | 8.7 pCt. .... mellem » og = 
46 ^ MO 10 5 — SE - .. = po 
BS = .Q a 5 - 10 — BR - .... 08 


t. 8. 187 
1 Francotte a. St. S. 182. 2 Zur e d, Infect. S, 204. 3 A. 8 

* Procentberegningen er udfert af m 

5 Francatte a, St. S. 183 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 227 


I Zürich! var i 1882 af 1858 angrebne: 


2.3 pOt. ... . under 1 Aar. | 15.3 pCt.. . . . mellem 10 og 15 Aar. 
18.7 02. Wéllem 30:38 — "| 88 « Bir 
JR EP D HABT = 054 over % — 
27.9 - See — 551940" == 


I forste Leveaar, især for 10de Maaned, er Difteri meget 
sjelden. Af dem, som angribes for den 7de eller 8de Maaned, 
er Flertallet endnu under 3 Maaneder (Jacobi). Af saadanne 
Tilfælde i den forste Levealder kan nævnes følgende: 

Bretonneau? har seet et Tilfælde af Difteri hos et Barn 
paa 15 Dage og Tigri hos et paa 14 Dage. Sireday* beretter 
endog om en Epidemi, hvor der angrebes Born i en Alder af 
4, 5, 8 og 15 Dage. Jacobi har behandlet 2 nyfødte. De 
nyfødte difteriske Patienter, som Monti har seet, led af Næse- 
difteri. Af Bartels 160 Patienter var den yngste 8 Maaneder; af 
Oertels 3000 Patienter var den yngste 4 Maaneder. 

Ligeledes er den ældre Alder mere forskaanet; dog træffer 
man her endog lige op i Oldingalderen flere Exempler paa dif- 
terisk Infektion, og i enkelte Epidemier skaanes de voxne 
lige saa lidt som Bernene.* I enkelte Epidemier angribes alene 
Bernene, i andre ser man, at først Bernene, senere de voxne 
angribes, f. Ex. i Tours-Epidemien i 1818 og i Avignon-Epide- 
mien i 1853. ^ 

Betragtes nu, hvorledes Forholdet stiller sig for ,Kroup* i 
Henseende til den prædisponerende Alder, skal her mindes om 
Oertels Ord, at den aftagende Mortalitet for Difteriens Ved- 
kommende over det 10—15 Aar tildels beror paa Sygdommens 
aftagende Tendens til at propagere sig til Larynx, Trakea eller 
Nesen og om Montis? Udtalelser, at det 2det og 3die Leveaar 
fornemmelig disponerer til en Overgriben af den difteriske 
Proces paa Larynx. Det maa derfor a priori antages, at ,Kroup* 
netop i den Alder vil figurere med de største Tal, hvori Difterien 


— 


, Neukomm a, St. 8. 17. ? Citeret af Monti. ; 
* Bulletin de la sosiété des hópiteaux t. XIV, 2. Série, S. 217, citeret efter — 
Francotte a. St, S, 184 : 

* Liebermeister a, St. S. 220. 5 Francotte a, St. S. 185, 5 Zur Aetiol, 

d. Infect.'S, 205, 7 A, St, S. 266. 
15* 


228 AXEL JOHANNESSEN. NL L 


viser stærkest Tendens til at udbrede sig til Struben, en An- 
skuelse, som Krieger! formulerer saaledes: ,Die Altersdisposi- 
tion zu dem, was wir Croup nennen, ob er nun genuin oder diph- 
therisch, ist die nämliche. Man darf demnach wenigstens, in- 
sofern die Altersdisposition in Betracht kommt, alle Formen des 
Croup der Luftwege zusammenfassen, ohne einen Fehler zu be- 
gehen*. | 
Efter den af Marmisse? leverede Statistik for Bordeaux 
døde af: 

0—7 Aar, 7—11 Aar, 11—60 Aar. 
Difteri og difterisk Kroup . eg 721 43 35 
af disse døde af difterisk po eee 589 21+ 2 

75 pCt, 50 pCt. 6 pCt. 

Heraf vil sees, at Dispositionen for at angribes af laryn- 
geal Difteri aftager med den fremadskridende Væxt af Strube- 
hovedet. 

Dette Forhold maa vel tages i Betragtning ved Bedemmelsen 
af vore egne Tal da det, som tidligere paavist, er vanskeligt 
for ikke at sige umuligt at holde Kroup ud fra Difteri. 

Den mest disponerende Alder for Kroup angives af Guer- 
Sant at vere 1—6 Aars Alderen; af Rilliet og Barthez? 
3—8; af v. Ziemssen,^ Eichhorst,? Kunze,® Niemeyer 
og Gerhardt 2—7; af Baginsky’ og Monti 1—7. 

Monti? har blot havt 1 Tilfælde hos en nyfødt, flere der- 
imod hos Patteborn. Efter Andrals Statistik? var af 340 
Krouppatienter 90 pCt. mellem 0 og 14 Aar, 83 pCt. mellem 1 
og 7 Aar. 


Af danske Forfattere har Finsen sine 292 islandske 
Patienter fordelte paa folgende Maade: 


1 A. St, 8. 21. 
2 Jaffé: Die Diphtherie. Schmidt’s Jahrbücher 1871, Bind 149, 8. 181. 
8 Rauchfuss a. St. S, 102. bth. 
4 v. Ziemssen's Handbuch d. spec. Pathol, u. Therap. Bind 4, 1ste = 
1879, 8. 38 
CARE 6 A. St, S. 346, TA, Bt, S, 486, ° ALB 8. | 
° Rauchfuss a. St. S. 146. 10 A. St. 8. 42. E 


` 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 229 


0/, Forhold mellem! 


-— Difteri- besen og | 9/, Forholdet d | 
ht | | ængden i | de behandlede 

| | dine 

| | 
Under 1 Aar... T | Au 2E 
ES => 38 | 8.8 - 13.0 - Under 15 Aar = 
EE 46 BH 158 - 39.8 Wo. 
10—15 —. 25 | S36 - ] 80 - 
15—20 —.,. 44 | 5.1 - 15.1 - 
20—30 —. 68 3.5 - 23.3 - | > 
3-0 —: 29 22 - 99 - å 45 
40—50 inar 19 | 23 . | GE - Over ds Due S? 
50—60 — ... 9 Lo. E a" Lau 
60—70 — ...| 5 E MT | ET 
Over 70 — ... .| 2 ELE g 0 ° 


I Anledning af den betydelige Foregelse i Alderen 15—40 
skal her mærkes, at smitsom „Kroup“ opføres som en særegen ` 
Sygdom, uagtet det, som tidligere nævnt, synes, som om denne 
bestemt har hørt med til den samtidig paa Oen optrædende 
Difteri. „Kroup“ angiver Forfatteren at have været hyppigst 
mellem 2 og 6 Aars Alderen. 

Ditzel! har fundet, at Alderen fra 5—10 Aar har været 
stærkest angrebet af Difteri, men at ogsaa Aldersklassen fra 10— 
20 Aar har ganske heie Tal, medens Dispositionen efter 25 Aars 
Alderen er i stærk Aftagende. 

Paa den anden Side foreligger der dog baade fra Strand- 
Veisepidemien i 1881? og fra Færøerne> Opgaver, der tyder hen 
paa, at den voxne Alder paa disse Steder ikke har været i nogen 
Minoritet; i den førstnævnte var af de angrebne 63 pCt. voxne 
og blot 37 pCt. Børn og af disse sidste ingen under 3 Aar: paa 
Færøerne var af de kjendte Tilfælde 44.8 pCt. fra 1—10 Aar, 
142 pCt. fra 10—15, og 16.8 pCt. fra 20 til 30. 

For Sveriges Vedkommende har Wærn * fundet, at Dif- 
teri i 3479 Tilfælde er forekommet: under 10 Aars Alderen i 
64.4 pCt, mellem 10 og 20 Aar i 23.1 pCt., over 20 Aar i 
12.5 pCt. 

For Ee Vedkommende har Almqvist5 for Aarene 


ra St. S. 405. ? A. St. S. 24, 3 Lund a, St. S. 75. 4 A. St. S. 300. 
* A. St, 8. 84 


230 - = AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1878—85 af 1181 Patienter 83.1 pCt. Bern under 15 Aar og 
16.9 pCt. voxne. 

Sterst var Dispositionen fra 2—8 Aar med omtrent 10 pCt. 
i hver Aarsklasse. — 


I Norge angrebes i Tidsrummet fra 1867—1884 af Difteri 
(Tabel IV a): 19,733 Bern — 61.4 pCt. og 12,389 voxne — 38.6 
pCt. Efter Folketællingen i Aaret 1875 var der af Børn (under 
15 Aar) i Riget 625,134 og af voxne (over 15 Aar) 1,181,766. 

I Forhold til Befolkningen angrebes af Born altsaa 1.8 pM., 
af voxne 0.6 pM. 

For Kristiania Bys Vedkommende vil Forholdet sees af 
Tabel VII, hvoraf det fremgaar, at Aldersklassen 5—10 Aar 
prevalerer med Hensynet til det absolute Antal angrebne, men 
Aldersklassen 3—5 Aar med Hensyn til Antallet af angrebne 1 
Forhold til Individernes Antal i de forskjellige Aarsklasser. 

Undersøges nu mere specielt Lægernes Erfaringer med Hen. 
syn til Alderens Betydning for Modtageligheden af Difteri. vil 
man finde felgende Udtalelser: 

Munk: Patteborn og voxne over 30 Aar forskaanedes for 
Sygdommen. 

Dietrichson har af 27 Patienter 18.5 pCt. over 20 Aar, 08 

 Jebe af 99 Patienter 16,2 pCt. over 15 Aar. 

"I Stjørdalen angrebes i 1848! ikke alene Bern. men 
ogsaa voxne Mennesker, ja endog gamle, og i Sendre Helge- 
land samme Aar? „ligefuldt voxne som Born“, ligesaa i Kri- 
Stiania® og Fredriksstad,* medens der i Lillehammerepidemien 
angrebes mest Born; i Ørkedalen fik en Kone paa 60 Aar 
Sygdommen. 

I 1850—52 angrebes i Kristiania” Ullensaker? og eg 
saavel voxne som Bern, og fra Grimstad berettes i 1851," ? 


D 
! Istads M.B. for 1848, ? Brocks M.-B. for 1848. ? pen 
M.-B. for 1848. 4 Carl Olsens MB. for 1848. > Baamanns 7. 
for 1848. 5 Hartmanns M.-B. for 1848. 7 Doderlein® 382. 
1850-51. % Jacobsens M.-B, for 1850. ° Kohts M.-B. for I 
10 Frisaks M.-B, for 1851. 


1883. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 231 


Bern ofte frembed difteriske Exsudater i Halsen, uden at For- 
ældrene havde opdaget noget sygeligt hos dem, medens Syg- 
dommen hos voxne derimod i Almindelighed begyndte med tem- 
melig heftige Symptomer. 

AfGreve's og Heegh's Patienter var Aldersklassen 5—10 
Aar mest angreben. 

Thoresen! har fundet, at Alderen mellem 2 Aar og Pu- 
berteten er mest udsat, medens Diebern angribes sjeldnere. 

1861. I Kristians Amt forekom Sygdommen næsten lige- 
saa hyppig hos voxne som hos Bern. 

1861. Romsdals Amt: I indre Nordmere angrebes en 
Mengde voxne, iser yngre Mennesker, dog ogsaa enkelte gamle. 

1861 Nordre Throndhjems Amt: Distriktslæge F lei- 
scher i inire Namdal behandlede 71 Patienter (18.5 pCt. af 
samtlige angrebne) over 20 Aar; mest saa han Bern mellem 
5 og 10 Aar udsatte for Sygdommen. 

1861 Nordlands Amt: Sygdommen angreb foruden Born 
ogsaa mange voxne, hvoraf ikke faa selv i en heiere Alder, De 
fleste syge var mellem 8—12 Aar. I Brenne samt i Senjen i 
Finmarkens Amt angrebes mest Born mellem 5 og 10 Aar. 

1862. Hedemarkens Amt: De fleste angrebne var Børn 
og unge Mennesker, dog ogsaa 80-aarige Oldinge. 

1862. Buskeruds Amt: Halvparten af de 240 angrebne 
Yar over og Halvparten under 15 Aar. 

1862. Nordlands Amt?: De fleste angrebne var i Alderen 
mellem 1 og 6 Aar; dog anfaldtes ogsaa Oldinge indtil 83 Aars 
Ålderen af Sygdommen. 

1863. Hedemarkens Amt: Born under 1/2 Aar gik fri, 
Selv om Ammen havde haft Difteri; ellers skaanede den ingen 
Alder, hvad der ogsaa berettes fra Kristians Amt i samme 
Aar. 

1874. Fredrikshald: Alle Aldre angrebes, dog mest Bern 
Mellem 3 og 7 Aar. 


is 


: Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1865, S. 286. 
Hansen, Bilag til M.-B. for 1862. 


232 | AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I Epidemien i Smaalenene 1874—76 behandledes for Difteri 
og Kroup: 


Ma, . .. EE, e 619 pCt. 

YARO % oy . o. 898 = E . 
For Difteri alene: 

BE On. ` . MR =< 013 pCt. 

~ Voe no 851 == 388 - 


1883. Nordre Bergenhus Amt: Over 20 pCt. af de an- 
meldte Tilfælde indtraf hos Personer over 15 Aar. 

1883. Nordre Throndhjems Amt: De fleste angrebne 
i ytre Namdal var Bern, men ogsaa mange voxne angrebes. 

1883. Tromsø Amt: 40 pCt. af de angrebne var over 
15 Aar, 

1884. Nordre Bergenhus Amt: I indre Səndfjord an- 
grebes voxne sjeldnere, men Bern i alle Aldere. 

1884. Flekkefjord: Kun meget faa ældre Mennesker 08 
ingen voxne Mænd angrebes, af voxne Fruentimmer under 20 
Aar flere. 

Af særlig Interesse er følgende Bemærkninger. 

I Epidemien i Skien 1824 angrebes i Begyndelsen mest 
smaa Bern, senere ogsaa voxne Mennesker. 

I Epidemien i Throndhjem 1846 angrebes i Begyndelsen 
Bern fra 2- 19 Aar, men mod Slutnin gen syntes Sygdommen 
mere at anfalde voxne. 

I Totenepidemien i 1846 angrebes i Begyndelsen ude- 
lukkende Bern fra !/,—9 Aar, senere hen ogsaa ældre Ber» 
mellem 10—15 Aar og 3 voxne Personer. 


Det vil altsaa af det ovenfor meddelte fremgaa, at Difteri 
for vort Lands Vedkommende ikke saa udpræget er en Barne- 
sygdom, som den efter de anferte Beretninger synes at være I 
Udlandet, i Særdeleshed udenfor Skandinavien. 

For Sveriges Vedkommende nærmer dog Forholdet sig det 
for Mailand og Wien angivne. x 


18-8] DIFTFRIENS FOREKOMST 1 NORGE. 233 


Af danske Forfattere har derimod Ditzel fundet et 
ganske betydeligt Procenttal for Alderen fra 15—20 Aar, 
ligesom ogsaa Sygdommen paa Færøerne synes at have ikke 
ringe Forkjærlighed for voxne; men paa Island er Forholdet 
næsten det omvendte af, hvad der er fundet for Norges Ved- 
kommende, idet Aarene under 15 Aar paa det ene Sted næsten 
nelagtig svarer til Aarene over 15 Aar paa det andet. 

Sperges der nu om Aarsagen til denne tildels meget betyde-- 
lige Uoverensstemmelse i Talopgaverne fra Udlandet og vore 
egne Tal, ter denne muligens for Norges Vedkommende tildels, 
som for Island paavist, være begrundet deri, at en Flerhed af 
de difteriske Laryngiter er opferte som ,Kroup*. Men selv om 
man tager de samtidig optrædende Tilfælde af ,Kroup* med i 
Betragtning — saaledes som det er gjort i Epidemien i Smaa- 
lenene i 1874—76 — vil alligevel den voxne Alder opvise et 
forholdsvis betydeligt Tal. 

Undersøges nemlig for hele Landets Vedkommende for Aarene- 
1867—1884 Forholdet mellem de af „Kroup“ angrebne og Alderen, 
Vil sees (Tabel IV b), at af Bern angrebes 6148 — 97.7 pCt. 

af voxae — 1401 » 23 - 

I Forhold til Folkemængden angrebes af Bern 0.5 pM. 

- voxne 0.007 - 

Legges Tallene for angrebne af Kroup sammen med de 
Ovenfor angivne Tal for angrebne af Difteri i samme Tidsrum, 
findes, at af Born angrebes 67.4 pCt. 

- voxne — 326 - 
I Forhold til Folkemængden af Bern 2.3 pM. 
- voxne 0.6 - 
| Muligt er det, at man i vort Land har taget med forholds- 
VIS flere lette Tilfælde hos voxne end i Udlandet — et Forhold, 
Som senere nærmere skal afhandles. | 

Hvorom alting er, saa kan man som Resultat af den fore- 
Paaende Undersøgelse notere, at i vort Land synes et sterre 
Antal voxne at angribes end i de evrige Lande, hvorfra Opgaver 
har været mig tilgjengelige — med Undtagelse af Island. 


234 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Head Forholdet mellem angrebne af Kroup og Alderen an- 
gaar, foreligger der fra Kristiania felgende Talopgaver: 

I 1874—1885 indtraf her af Kroup 455 Tilfælde, hvoraf hos 
Bern 446 — 98.0 pCt. og hos voxne 9 — 2.0 pCt. 


Kjennet. 


Med Hensyn til Kjennets Indflydelse er Meningerne blandt 
Udlandets Forfattere noget delte, Enkelte, som Baginsky P 
Mackenzie? og Francotte? antager, at det ingen Be- 
tydning har for Modtageligheden for Difteri, andre har fundet 
en mere udpræget Disposition hos Piger, saaledes Stumpf,‘ der 
har behandlet 40.7 pCt. af Mandkjen og 59.3 pCt. af Kvindekjon, 
Bouillon-Lagrange,? Neukomm,® af hvis 6947 Tilfælde 
46 pCt. var Mandkjon og 54 pCt. Kvindekjon, hvilket Forhold 
ogsaa fandtes i Florentinerepidemien i 1871,7 da der angrebes 
43.7 pCt. af Mandkjon og 56.3 pCt. af Kvindekjon, samt i Wien 
i Aarene 1879—81,5 hvor der angrebes 45.7 pCt. af Mandkjen 
og 54.3 pCt. af Kvindekjen; atter andre, som Albu,’ antager, at 
der først i Alderen efter det 4de Aar angribes flere Piger end 
Gutter. 

Jacobi! har seet et overveiende Antal Tilfælde af Larynx- 
difteri hos Gutter, — et Forhold, som en Flerhed af Forfattere 
angiver at have fundet for ,Kroupens* vedkommende, saaledes 
Rauchfuss,! Steiner, Baginsky, Eichhorst,” der 
sætter Forholdet = 3 Gutter : 2 Piger, o. fl. 

I Danmark har Wanscher™ blandt 400 difteriske Patienter 


r A.St.S. 147. ? A, St. S. 174. 3 A, St. S 187. + A. St. B 
5 Quelques remarques sur langine couenneuse épidémique. Gaz 
1859, S. 440. 
€ A. Bt. 8. 14. " Franeotte, A. St. S. 187. i 
* Monti: „Diphtheritis“ i Eulenburg's Realeneyelop., 1886, öte Bind, 
_ * Die Diphtheritis-Epid, in Berlin 1868 — 69. Journ. f. Kinderkrankh. 1869, 
P A BL B. 70 JA St. S. 147. 
12 Compend. d. Kinderkr, S. 133. 
D A, St, 8, 486. M A, St. S. 273. 5 A. St. S. 23. 


. 43. 
ette hebdom. 


8. 364. 
8. 164. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGE. 235 


paa Kommunehospitalet fundet Forholdet mellem Gutter og Piger 
= 54.5 : 45.5.1 

Af Ditzels? 140 Difteripatienter var 45.7 pCt. Mandkjen, 
54.3 pCt. Kvindekjen, og af Krouppatienterne: 49.1 pCt. Mand- 
kjen, 50.9 pCt. Kvindekjen; af Finsens? 294 Patienter var 
50.7 pCt. Mandkjen, 49.3 pCt. Kvindekjen; af Lunds* 191 Pa- 
tienter var 41.9 Mandkjon, 58.1 Kvindekjen. 

Ligeledes var i Strandveisepidemien i 18815 Kvindekjennet 
i betydelig Majoritet, idet af de angrebne 11 pCt. var voxne 
Mend, 53 pCt. voxne Kvinder og 36 pCt. Bern af begge Kjen. 

For Sveriges Vedkommende har Wern blandt 5110 Patienter 
50.3 pOt. Mandkjen, 49.7 pCt. Kvindekjen; efter 20 Aars Alderen 
er Forholdet omvendt, idet der af Mandkjen angrebes 40.8 pCt.. 
og af Kvindekjen 59.2 pCt. 


For Difteri behandledes i Norge i Aarene 1867—1884 
(Tabel IV à): Af Mandkjen 14,551 — 45.4 pCt. af Kvindekjen 
17495 — 546 pCt, hvilke Tal neie stemmer med de fra Wien 
for Aarene 1879—81 opgivne. 

I 1875 var der i hele Riget af Mænd 888,571, af Kvinder 
930.282. I Forhold til Befolkningen angrebes altsaa af Mand- 
kjen 0.9 pM., af Kvindekjen 1.0 pM. 

I Kristiania By behandledes for Difteri i Aarene 1874 
—1885: 9691 Patienter, hvoraf af Mandkjon 1179 = 45 pCt, 
af Kvindekjen 1442 — 55 pCt. I Aarene 1882—1885 behand- 
ledes 2150 Patienter. Af disse var af Mandkjon 972 = 45.2 pCt, 
af Kvindekjen 1178 — 54.8 pCt. Forholdsvis til Befolkningen 
Pom (Tabel VI): af Mandkjon 4.2 pM, af Kvindekjen 

3 pM. 


Forholdet mellem de angrebne og Individernes Antal inden 
de forskjellige Aarsklasser vil sees af Tabel VII. 


: Smlgn. at Forholdet mellem Gutter og Piger i Leopoldstadts Barnehospital 
i Wien var 51,6 : 48.4 (Monti: Eulenburg's Realencycl. a. St.) 


2 = 
-A Bt, 8, 405, 8 A, St, 8.42. 4 A. St. 8. 76. ^ A. St. B. 32. 


236 ` AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Af denne Tabel vil det fremgaa, at der absolut angribes 
flere Gutter end Piger i Aarsklasserne indtil 10 Aar, fra 10—15 
Aar derimod flere Piger, fra 15—20 Aar atter flere Gutter 
medens derimod i de paafolgende Aarsklasser Kvindekjennet 
har en betydelig Overvægt. Relativt til Folkemængden har 
Kvindekjennet Overvægten i alle Aarsklasser med Undtagelse 
af Alderen 1—3 Aar. Overvægten er dog ikke betydelig. Den 
samme Overvægt paa Kvindekjønnets Side, fornemmelig i de 
ældre Aarsklasser, har været observeret gjentagende Gange 1 
vort Land, saaledes af Jebe i Namdalsepidemien i 1847 189 
af Hansen i Alstadhaug 1862, af Thoresen i 1865, i Epide- 
mierne i Brenne og Finmarken i 1861 og i Smaalenene i 1874— 
1876. 

Viser det sig end saaledes, at Kvindekjennet i det hele og 
store har Overvegten i vort Land, findes der dog paa den anden 
Side flere Exempler paa, at Mandkjonnet under visse Epidemier 
i Aarene 1859— 1863 har prevaleret. 

Saaledes har Greve af 247 Patienter under Namdalsepr 
demien 1860—1861: 52 6 pCt. Mandkjen og 47.4 pCt. Kvinde- 
kjen; Høegh under Sondmore-Epidemien 1862 —1863 af 320 Pa- 
tienter: 51.9 pCt. Mandkjon og 48.1 pCt. Kvindekjon; i Thrond- 
hjemsepidemien 1859 angrebes 55.8 pCt. Mandkjen og 44.2 pCt 
Kvindekjon; i Lødingen 1861 angrebes 53.3 pCt. Mand 08 
46.7 pCt. Kvinder; i Skjærstad samme Aar var Antallet af de an- 
grebne af begge Kjen lige stort. 


- il det 
Underseges Kjonnets Forhold ligeoverfor Kroup, vil 


sees (Tabel IV. b), at der i Norge i 1867-—1884 af — 
behandledes 3486 Individer — 54.9 pCt, af Kvindekjon ?8 : 
= 45.1 pCt, et Forhold, der er omvendt af det, som for he 
Riget for Difteriens Vedkommende er fundet. j 
Forholdsvis til Folkemængden inden de 2 Kjen A as 
af Mandkjen: 0.22 pM., af Kvindekjon: 0.17 pM. Lægges 7 
lene for begge Affektioner sammen, vil det sees, at i 1867— 7 = 


1588.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 237 


behandledes blandt 38,396 Patienter af Mandkjen 47 pCt., af 
Kvindekjen 53 pCt. og forholdsvis til Befolkningen inden de 2 
Kjen af Mandkjen 1.1 pM., af Kvindekjen 1.2 pM. 

I Kristiania By behandledes fra 1874— 1885 460 Personer 
for Kroup; heraf var af Mandkjen: 241 = 52.4 pCt., af Kvinde- 
kjen: 219 = 47.6 pCt. 

Fra 1882—1885 behandledes 183, hvoraf af Mandkjen: 90 
= 49.2 pCt., af Kvindekjen 93 = 50.8 pCt. 

Procentvis til Folkemengden inden de 2 Kjen i 1882 —1885: 
af Mandkjon 0.39 pM., af Kvindekjen 0.34 pM. 

I Smaalenene-Epidemien i 1874—1876 behandledes for Kroup 
440 Personer, hvoraf af Mandkjen 230 = 52.3 pCt., af Kvinde- 
kjen 210 = 47.7 pCt. 

Som det sees, temmelig gjennemgaaende en nid paa 
Mandkjennets Side. 

Nermere Oplysninger til at studere, i hvilken Alder de 
forskjellige Kjen fortrinsvis angrebes af Kroup, forefindes ikke 
i Beretningerne, men under Redegjerelsen for Dedeligheden af 
Difteri vil jeg faa Anledning til noget nærmere at indgaa paa 
Spergsmaalene om Alderens og Kjennets Indflydelse paa Syg- 
dommens Optræden. 


238 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1: 


Individuel Disposition. — Sociale 
Forholdes Indflydelse. 


At det foran udviklede vil fremgaa, at Difterien i sin 
Optræden, om end med noget teielige Grænser, influeres af 
visse Betingelser, der ligger i de angrebne Individers Alder og 
Kjen. Dette har da givet Anledning til, at man i sin Segen 
efter Forklaring af det ofte saa eiendommelige i Sygdommens 
Udbredelse har fæstet sin Opmærksomhed ved individuelle Sær- 
egenheder hos de angrebne Individer, Særegenheder, som man 
med et Ord har benævnt „Disposition“, 

Denne Disposition synes i det hele og store dels at anskues 
som en lokal Modtagelighed i Slimhinderne i Overensstemmelse 
med den, der udmerker og begunstiger Optagelsen af Sygdoms- 
Spirerne i den mest udsatte Barnealder, — altsaa væsentlig 
Bledhed og Saftrigdom i Svælgets og Respirationsveienes Ver, 
trange Nesehuler, store Tonsiller, talrige og store Ly mfekar 
9. 8. V. —, dels som en mere almen Nedsættelse af Legemets Mod- 
standskraft, en sterre Vulnerabilitet, frembragt ved Indvirk- 
ningen af forskjellige svækkende Potenser. 

Denne individuelle Disposition synes at ytre sig paa folgende 
Maader. 

L Som en Familiedisposition. Allerede Bretonneal 
Trousseau, Bartels og fl. havde iagttaget, at enkelte nn 
var mere udsatte end andre for at hjemseges af Difteri. i 18 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 239: 


fremsatte en Genferlege Revilliod! den Antagelse, at de 
gjennem flere Aar gaaende, stedvise Angreb af Difteri i enkelte- 
Familier kan frembringe en særegen Disposition hos disse, til 
hvilken Anskuelse ogsaa Jacobi slutter sig uden nærmere at 
udtale sig om, hvori denne Disposition skal bestaa, idet han 
bemærker, at saadanne Familier ,ikke altid* frembyder forster- 
rede Tonsiller eller katarrhalske Tilstande i Svælget. 

En saadan Tilbeielighed til kroniske Affektioner af Strube 
og Svælg antages derimod f. Ex. at have været Aarsagen til. 
Familiedispositionen i den storhertugelige hessiske Familie? Et 
lignende arveligt Anlæg antages ogsaa af Mackenzie, Bagin- 
sky, Oertel* og fl. Krieger? har med stor Neiagtighed 
undersegt Forholdene inden Familier, der særlig syntes dispo- 
nerede for Difteri, og fundet, at en saadan Familiedisposition 
ikke kan bero paa noget nedarvet, men er en Felge af de Swr- 
egenheder i Beboelsesværelsernes Hygiene, hvorunder Familierne- 
lever, og som han benævner deres ,kunstige Klima*. Dette 
udmærker sig fornemmelig ved en især i Vintermaanederne frem- 
tredende Terhed og Varme af Luften. Men en ter og varm 
Respirationsluft vil ved sin Passeren over Aandedretsorganernes. 
og Svælgets Slimhinder optage Vand — og desto mere jo terrere. 
den er — fra Epithetets Celler, og da disses Funktion for en 
Stor Del er bundet til deres Vandgehalt, vil en saadan Afgiven 
af Vand frembringe Forandringer i deres Forhold og Modstands- 
kraft. 

En tredie Forklaring af Familiedispositionen er opstillet af 
Sanné? (1877), der stærkt betoner den Vulnerabilitet af Legemet, 
Som visse ,Dyskrasier*, fremfor alt Tuberkulose og Skrofulose", 
frembringer for Infektionen med det difteriske Kontagium. Til 
Dë 


! Jacobi a. St. S. 703. Francotte a, St. S. 188. 

* Bericht über die Erkrankung der Grossherzogl Familie in Darmstadt. Berl. 

: kl. Wochenschrift, 1878, S. 733. 

, Zur Aetiol d, Infectk, a. St. S. 209. 4 A. St. S. 47 ff, 63 E, 86. 

6 es efter Francotte a. St. S. 193. 

frede Bouillon-Lagrange opfører i så bg 

1859 under den tabellariske Oversigt over den af ham behandlede Epidemi, 
** af 73 Patienter var 21 af en „Constitution serofuleux”. 


sit ovenfor citerede Arbeide fra. 


.240 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


denne Anskuelse slutter sig Forster,! der blandt 13 Sektioner 
Af difteriske Børn 6 Gange fandt tuberkulese Læsioner af Lymfe- 
kjertler og andre Organer, Gerhardt,? der især har seet skro- 
fulese Bern angribes af difterisk Laryngit og hos saadanne 
Patienter ofte fundet ostagtige Degenerationer af Bronkialkjert- 
lerne, og Unruh,? der antager, at Tuberkulose i Ben og Led især 
disponerer, og i det hele opfatter Tuberkulosen som den Jordbund, 
hvorpaa det difteriske Kontagium bedst trives. 

H. Som en rent individuel Disposition. 

Denne kan dels bestaa i visse af Familiedispositionen uaf- 
hængige Særegenheder ved Slimhindens Struktur, Lymfekar- 
systemet og de vasomotoriske Nerver — Særegenheder, der ogsaa 
paa den anden Side gjer sig gjældende hos de ikke faa Tilfælde, 
hvor der forekommer Immunitet mod Sygdommen (Oertel). — 
dels i kroniske Katarrher i Svælgets, Næsens eller Strubens 
Slimhinder (Monti, Mackenzie). 

HL Paa ukjendt Maade, begrundet i slette hy- 
gieniske Forhold (Hirsch), uhensigtsmæssig indrettet Latrine- 
væsen, urenslige Boliger. Fugtighed i Jordbunden og Huset, slet 
Luft, Kloakgas o. s. v. (Eichhorst) hvilke Misligheder altsaa 
‚appliceres paa Individet, efterat de ikke lengere kan benyttes 
som Bevis for Difteriens autokthone Oprindelse. - 

I denne Forbindelse skal ogsaa anføres, at man har antaget, 
at Fattigdom og Misere skulde have en særlig disponerende 
Indflydelse paa Modtageligheden for Difteri. Saaledes udtaler 
Besnier*: ,la misére apparait au premier rang des conditions 
qui en favorisent le développement et qui en aggravent les m? 
nifestations de la diphthérie“ og Eichhorst,® at Sygdommen 
forekommer hyppigere i de lavere Klasser. 

Søger man imidlertid at gjore sig klart, hvad der i de 
fattigere Klassers Forhold kan tænkes at frembringe en feroget 


Í Die Diphtherie, Prag, Viertel-Jahrschr., 1864, 2 A, St. S. 297. 

3 Festskrift 1884, refereret i Wiener med. Wochenschrift, 1884, No. 47. € 

* Rapport sur les maladies régnantes, lu å la sociéte de médiciné des hópite 
2den Januar 1878, citeret efter Francotte a. St. S. 159. 

5 A. St. S. 944 ; 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 241 
Disposition, er det vistnok saa, at de nævnte hygieniske Mislig- 
heder forekommer temmelig udbredt i disse Samfundslag. Men 
paa den ene Side er saadanne Mangler i Sundhedspleien ingen- 
lunde specifike for disse Klasser; de findes ogsaa paa Steder, 
hvor mange Personer stuves sammen paa et forholdsvis lidet 
Rum, som i Fængsler, Kaserner, Skoler o. s v. og selv de 
heiere Samfundslag kan ikke sige sig fri for dem, ja Mackenzie! 
antager endog, at de bedre stillede Klasser netop gjennem sine 
Waterclosets og det gjennemferte Kloaksystem har lettere for 
at faa Kloakgas i sine V=relser og sit Drikkevand inficeret, — 
og paa den anden Side foreligger der en hel Rekke Beskrivelser 
over Epidemier, hvor Sygdommen ingen Forskjel gjør paa rige, 
og fattige,* ja hvor endog den mere velhavende Del af Befolk- 
ningen herjes i langt heiere Grad end den fattige, saaledes i 
Epidemien i Verdun 1850, hvor Forholdet mellem de angrebne 
rige og fattige var som 15:4, i St. Mary-Croy i 1859 og i 
Lima? At endog Samfundets heiest stillede har været haardt 
hjemsegte af Sygdommen, er jo en velkjendt Sag, ligesom ogsaa 
Striimpell4 antager, at det er de bedst udviklede og sundeste 
Bern, som falder som Offer for Sygdommen. Det vil derfor 
visseligen være vanskeligt i den slette Luft, de overfyldte Bo- 
liger og den sociale Elendighed at finde nogen anden prædispo- 
nerende Aarsag til Difterien end den under disse Omstændig- 
heder foregede Anledning til at afgive og modtage Kontagiet. 
Krieger? er derfor gaaet en anden Vei til Forstaaelse af 

den Indflydelse, som de sociale Forhold ofte synes at udeve. 
Han har nemlig undersegt Næringens, Beklædningens og Muskel- 
arbeidets Betydning for Dispositionen og er kommet til det 
Resultat, at en Disposition saavel til katarrhalske Sygdomme 
Som til Difteri kan frembringes baade af en Næring, der er 
altfor rig paa ZEggehvide og Fedt, saaledes som de heiere 
Klassers Born ofte faar den, og af en Nering, der er altfor 
fattig paa disse Bestanddele, saaledes som de lavere Klasser 
lever, — at en ,Vulnerabilitet^ af Huden, der kan frembringes 
! A. pa 175. ? Smlgn. Hirsch a. St. S. 72. 3 Hirsch a. St. B. 73. 

f A. St. 8. 90. 5 A. St. S. 134 f. | 
Vid.-Selsk. Forh, 1888. No. 1. 16 


242 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


saavel ved at udsætte Organet for Kuldens Indflydelse, som ved 
at opvarme det altfor meget, disponerer stærkt for de nævnte 
Affektioner, — og at endelig Overanstrængelse og Magelighed, 
men fornemmelig pludseligt og heftigt Muskelarbeide hos for- 
kjælede Individer, vil have den samme Virkning. Sikkert tør 
det vel antages at være, at der ved disse Indflydelser sker en 
Forrykning i Legemets Økonomi, men i hvilket Forhold man 
kan sætte denne Forrykkelse til Modtageligheden for Difteri, er 
vanskeligt at afgjøre. — 

Undersoges Forholdet for Kroupens Vedkommende, vil 
man se, at Anskuelserne om Dispositionens Betydning for denne 
har gjennemlebet de samme Faser som for Difterien. Saaledes 
har man paa den ene Side paastaaet, at enkelte Familier, hvor 
der hersker Tuberkulose, Rakit eller Skrofulose, skal være særlig 
disponerede (Niemeyer, Eichhorst, Gerhardt), eller at en 
saadan Disposition er at sege i slet Ernæring, Fattigdom 08 
et „tempérament lymphatique“ (Trousseau, Valleix, Guer- 
sant), medens man paa den anden Side netop har fremholdt, 
‘at kraftige Konstitutioner fortrinsvis skal være udsatte for at 
angribes af Sygdommen (Steiner, Rilliet, Hache, Vauthier, 
Kunze); B. Fraenkel! udtaler sig med Forsigtighed derhen, 
at „velnærede Bern ikke forskaanes*, v. Ziemssen® antager, 
det for ubevist, at skrofulese Bern skal angribes hyppigere end 
andre, og Hirsch? er tilbeielig til at sege Grunden til den saa- 
kaldte Familiedisposition i en feilagtig Opdragelse og Mangel pad 
Afhærdning, hvorved det forklares, at man oftere har iagttaget 
Sygdommen blandt de mere velhavende end blandt de fattiger® 
Klasser. Derfor antager Monti* ogsaa, at alle Konstitutioner 
er lige disponerede, medens Rauchfuss,> visseligen med fuld 
Ret, anser det for ugjerligt under den Forvirring, som hersker 
i Forholdet mellem Difteri og Kroup, at skjelne mellem, hvad 
der i det foreliggende Materiale skal opfattes som genuin 08 
difterisk Kroup. — 


1 „Croup“. .Eulenburgs Realencyclopædie 1885. 
2 A. St. S. 244. Š A. St. B. 43, AA St, S, 38. 5 A. St. B. 148. 


18&8. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 243 


I Henseende til de forskjellige Racers og Nationaliteters 
sterre eller mindre Modtagelighed for Difteri foreligger der 
blot enkelte og tildels modsigende Beretninger, idet Negerne, 
Kineserne! og Jederne? af enkelte antages at være særlig dispo- 
nerede, medens dette af andre? paa det bestemteste benægtes. 


Sperges der nu om, hvorledes Forholdet mellem en mulig 
Disposition og Modtageligheden for Difteri har stillet sig i vore 
Nabolande, vil det sees, at Ditzel* og Finsen? har iagttaget 
Sygdommen saavel i de velhavendes Boliger som i de fattiges 
Hytter, og saavel hos skrofulese og svagelige som hos sunde og 
kraftige Individer. 

Wern* antager, at den individuelle Disposition, der ligger 
i katarrhalske Affektioner af Sveelgets, Næsens og Strubehovedets 
Slimhinder, kan have Betydning. Han anferer, at man har 
troet, at de i Falun paa Grund af den der producerede stærke 
Svovlreg saa hyppig forekommende Anginaer kan vere Aarsag 
til, at Difterien paa dette Sted er optraadt i en betydelig Ud- 
strækning. Sikkert er det ialfald, at Svovlregen ikke har ud- 
øvet nogen hæmmende Indflydelse paa Sygdommens Optræden. 

Almqvist derimod synes ikke at ville indremme den indi- 
Viduelle Disposition nogen Betydning. Som ovenfor neiere ud- 
Viklet antager han Dispositionen at ligge ikke i Individerne men 
i Husene, 


Undersøges nu, hvilke Svar der fra vort eget Lands 


Læger er givet paa de ovenfor omhandlede Spørgsmaal, vil det 


strax sees, at en Familiedisposition i Revilliod's og J acobi's 
Mening vistnok oftere synes at være observeret, men, som det 
Allerede er anført under Omtalen af saadanne Tilfælde, her i 
re SE 


, Hirsch a, St, 8. 71. 
3 Saaledes under Epidemierne i Bukarest og Franken (Francotte a, St, S. 197). 
5 For Jødernes Vedkommende af Monti a. St, S. 138, 4 A. St. S. 403. 
Å. St. S, 42. 6 A St. 8. 188. 7 A. St. 8. 155, 
16* 


, T 
244 AXEL JOHANNESSEN. [NOE 


Landet mere at være opfattet som et Udslag af et opbevaret 
Kontagium. Imidlertid bemærker dog Dr. Heimbech fra Lange- 
sund i 1884, at visse Familier, uanseet Bosted og Flytning, 
gjentagende angrebes med korte Mellemrum, og Distriktslæge 
Jakobsen fra øvre Romerike i 1860, at i samme Gaard, i tæt 
ved hinanden staaende Bygninger og, som det syntes, under 
samme hygieniske og lokale Forhold, Beboerne i den ene Bygning 
angrebes, medens de i den anden forskaanedes, og det uagtet 
begge Familier under Sygdommen færdedes sammen. 

At enkelte Familier særlig haardt har været hjemsegte af 
Difteri, fremgaar af flere Steder i Beretningerne. 

At forudgaaende Anginaer og Forkjolelser synes at disponere, 
anføres enkelte Gange bl. a. af Thoresen,! medens andre £ 
Ex. Hansen? ikke vil tillægge dette Moment nogen Betydning. 

Derimod synes Antagelsen af en Disposition, der er grundet 
paa Svækkelse og visse Ernæringsforstyrrelser, at have vundet 
flere Tilhængere. 

Saaledes udtaler Greve,? at ,daarlig Ernæring” i For- 
bindelse med Skiddenfærdighed og slette hygieniske Forhold 
disponerer, Thoresen, 3 at ,svækkede Individer, svagelige, usunde, 
skrofulese Born med hovne Tonsiller og Tilboielighed til Angina 
maaske er mere udsat for Sygdommen end sunde“, og Høeg hj? 
„at Individerne (i Distriktet) meget ofte vil findes at være svage, 
septhæmiske, saa at Modstandskraften mod Sygdommen er ringe, 
og Sygdommens maligne Udvikling, navnlig i septhæmisk Retning 
i hei Grad begunstiges*, — ue 

Angaaende de hygieniske Forholds Indflydelse og den sociale 
Stillings Betydning ligeoverfor Difteriens Optreden foreligger 
der en hel Række Bemærkninger, som hidsættes. 

At Sygdommen ikke har skaanet de bedre situerede Klasse? 
kan sees af folgende: 


! Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1862, S. 
2 Bilag til M.-B. for 1862. 3 A, St, S. 630. 4 Si anferte Sted. 
5 Norsk TAA for Legevidenskaben, 1864, 8. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 245 


I 1829—1830 optraadte Sygdommen mest blandt de ,kondi- 
tionerede* Klasser i Grimstad. 

1846: Paa Tuten angrebes med 2 Undtagelser blot Personer 
i bedre Kaar. 

1859: Under Epidemien i Lillehammer og Omegn angrebes 
i Byen oftere de bedre stillede Samfundsklasser, paa Landet 
ofte de uheldigst situerede. 

1860. Akershus Amt: Sygdommen optraadte ligesaa 
ondartet og udbredt paa tørre, luftige Steder og i renlige Bo- 
liger som i fugtige og smudsige. 

1861: Sygdommen optraadte paa Lillehammer hos ?/, af 
Familierne og ligesaa ofte hos de mere velstaaende som hos den 
simple Klasse. 

1862: I Alstadhaug angrebes Mennesker i de forskjelligste 
Livsstillinger. 

Talrigere er dog Beretningerne om, at slette hygieniske For- 
hold og Fattigdom har virket begunstigende. 

1861: Sygdommen herskede i indre Nordmere, i midtre Ind- 
herred, Bronno og Finmarken mest i de fattiges Boliger. 

1862: Vestre Sendmere (Heegh): De slette hygieniske 
Forhold bidrog væsentlig til Sygdommens Ondartethed, navnlig 
det kvalme Rum, hvor i Regelen den hele Familie tilbragte 
Nat og Dag, den almindelige Urenslighed og den slette Kost. 

De angrebne inddeles i: 

1) Husmænd, i hvis Husstand angrebes 52 og dede 16 = 
303 pCt. 2) Fiskere og smaa Jordbrugere, i hvis Husstand 
angrebes 232 og dede 44 = 44.6 pCt. 3) Gaardbrugere, i hvis 
Husstand angrebes 20 og dede 3 = 15 pCt. og 4) Embedsmend, 
i hvis Husstand angrebes 16 og dede 0 = 0 pCt. 

I Regstuer, hvor Ventilationen er god, boede (bortseet D 
Embedsmændene) 87 angrebne, hvoraf døde 15 = 19.5 pCt., i 
Loftsstuer boede 217 angrebne, hvoraf dede 48 = 22 pct. 

Sletnærede Personer, der boede i smaa Værelser, frembod 


ees 


1 


6 
| Bonnevie's M.-B, for 1885. 


246 AXEL JOHANNESSEN. | [No. 1. 


slettest Prognose, medens velnærede Børn med god Anledning 
til rigelig Luftforsyning, gjennemgik Sygdommen med Lethed. 

1863: I Tyldal tilskrives Epidemiens Ondartethed uren 
Luft og smaa, uhensigtsmessige Boliger, hvor der bruges Koge- 
ovn istedetfor Skorsten. 

1882: Fra Rollag anferes, at Distriktet stadig trues af 
Difteri, der som Regel begynder i de fattiges overfyldte, mindre 
renslige og undertiden fugtige Huse; fra Hassel og Sortland 
omtales, at de ,konditionerede* Familier nu næsten altid gaar 
fri for Difteri, medens saadanne Familier under den forrige 
Epidemi i Begyndelsen af Sextiaarene var de haardest angrebne. 
Forklaringen antages at ligge i de store, rummelige og luftige 
Beboelseslokaler, som nu i Regelen benyttes af de bedre situerede 
Klasser, medens man for 20 Aar siden satte mere Pris paa Værel- 
sernes Tæthed. 

1883: I Sarpsborg Distrikt angrebes mest Fattigfolk. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 247 


Men denne Predisposition, som fra flere Kanter af vort 
Land seges i slette sociale og hygieniske Forhold, synes til en 
vis Grad at pege i Retning af et under saadanne Omstendig- 
heder frembragt „kunstigt Klima“ i Husene, i det hele og store 
karakteriseret ved hei Temperatur og liden Fugtighed, saaledes 
som det tidligere neiere er omhandlet. 

Det vil derfor være i naturligt Sammenhæng med det 
foregaaende, at 


De meteorologisks Forholdes 
Indflydelse 


underkastes en neiere Undersegelse. 


Ma vor nuverende Opfatning af de epidemiske Sygdommes 
Væsen ligger det a priori nær at tænke sig, at de Naturforhold, 
hvoraf det organiske Liv i det hele er afhængigt, ogsaa paa 
disse Omraader maa kunne have en vis Indflydelse, hvad enten 
hu denne tilsidst bliver at søge i en Paavirkning af den suppo- 
nerede Sygdomsspire eller i en prædisponerende Indvirkning af 
Individet selv. 

Det vil dog være indlysende, at det maa være forbundet med 
Store Vanskeligheder at studere de Forhold, som det ovenfor 
udviklede tildels tager Sigte paa, nemlig Luftens Temperatur, 
Fugtighed o. s. v.; thi den enkelte Læges lagttagelsesmateriale 
Vil vare for lidet og de fra sterre Omraader og Tidsrum 
Samlede Observationer for uneiagtige og uensartede og i hvert 


248 AXEL JOHANNESSEN. [| No. 1. 


Fald i denne Henseende de meteorologiske lagttagelser for 
underlegne, til at derpaa evidente Slutninger kan bygges. Men 
den Interesse, som Spørgsmaalet i sig selv har, vil dog berettige ` 
til nærmere at indgaa derpaa og ialfald forsoge sig frem til 
en Klargjerelse af, hvorvidt en saadan Indflydelse kan tænkes 
at finde Sted. 


Nærmest vil det ligge at undersege Epidemiernes Forhold 
til det Udtryk for Aarets vexlende Veirlig, som er givet gjennem 
Maanederne. Herved vindes nemlig et Udgangspunkt for vor 
Bedømmelse af dettes Virkning i det hele; thi det er klart, at 
hvis Maanederne viser Indflydelse paa Antallet af de angrebne, 
saa maa der mellem dette og Veirliget antages at være en vis 
Konnen. Men ved Bedømmelsen af disse Forhold maa ikke 
glemmes, at de samme Aarstider i de forskjellige Aar, for ikke 
at tale om de forskjellige Lande, kan have et noget vexlende 
Veirlig, ligesom man ogsaa maa tage i Betragtning, at den 
Temperatur og Fugtighed, som de meteorologiske Observationer 
paaviser i den frie Luft, kan give Anledning til, at der i Husene 
ved Kunst frembringes et derfra meget forskjelligt Forhold 08 
endvidere, at ikke alene Kulde og Fugtighed, men ogsaa hoi 
Temperatur og lav Fugtighedsgrad fra gamle Tider af er be 
kjendt for at kunne frembringe mulig disponerende Katarrher 
og Betændelser. Det vil derfor ikke være paafaldende, at Op- 
fatningen i Udlandet af Aarstidernes Forhold til Difteriepide- 
miernes Optreden har veret noget vexlende. 
` Saaledes har Hirsch! ved sin Sammenstilling af syge resp. 
dede fra forskjellige Lande for Aarene 1861—1883 vistnok 
fundet, at Sygdommens Hyppighed har sit Minimum i den var 
mere og sit Maximum i den koldere Aarstid, at af 124 Epidemier 
32 kulminerede om Vaaren, 24 om Sommeren, 30 om Høsten og 
38 om Vinteren, og at der fra flere Steder foreligger Beretninger 
om, at fugtigt og koldt Veirlig har frembragt en paafaldende 


LA Se 8. UE 


1888. } DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 249. 


Forverrelse af Tilfældene. Men paa den anden Side fremhæver 
han ogsaa, at der ikke mangler paa Observationer, som synes at 
vise, dels at Veirforandringer i det hele taget ingen Indflydelse 
har, dels at Sygdommen forekommer ligesaa hyppig i den varme 
som i den kolde Aarstid, og at Veirliget ingen Indflydelse har 
paa den allerede udbrudte Epidemi, ja at det fra tropiske Egne 
berettes, at den stigende Temperatur endog synes at befordre 
Udviklingen af Epidemierne. Hirsch slutter heraf, at de me- 
teorologiske Forhold ingen direkte Indflydelse har paa Epide- 
miernes Opstaaen og Udvikling, men medgiver, at de kan have 
Betydning som prædisponerende Momenter, idet de gjør Individet 
mere modtageligt for Sygdommen, enten ved en Irritation af 
Slimhinderne i Svælget eller ved at indvirke paa de hygieniske 
Forhold, hvorunder Individet lever. 

Til denne Opfatning slutter sig blandt andre Jacobi, 
Liebermeister,? Kichhorst,? Baginsky* og Oertel,’ 
ligesom ogsaa Knoevenagel® efter sine Undersogelser fra 
Schwerin kommer til det Resultat, at , Wetterschwankungen* 
ingen Indflydelse har paa ee Opstaaen og 
epidemiske Udbredelse. 

Andre Forfattere akcentuerer dog skarpt den koldere Aars- 
tids og Veirligs Indflydelse, saaledes bl. A. Pappenheimer’ 
og Sanné,? der angiver, at af 1568 Tilfælde, som i Løbet at 
20 Aar var forekommet paa Hospitalerne i Paris, indtraf 

30 pCt. i Maanederne Januar—Marts 


25.8 - — April—Juni 
20 - — Juli—September 
242 - — Oktober—December. 


Monti? har ved Sammenstillen af de i Wiens Stadsfysikat 


ome te EE 


DA St. 8, 703, 3 A. St. 8. € rt St. S 943. 4 A. St, S. 197, 
LM Aetiol, d. Infect, a, St. S. 
Ueber Erkåltung und Beziehung ie Wetterfactoren zu Infectionskrankheiten. 
i eutsch. militärärztl Zeitschrift, 1886, Heft 12, S. 584 
Das Verhalten der Dipbtheritis zu den Witterungsverhiltnissen, 
up qerkrankheiten, 1869. B. LIII, S. 1. 
ra . a. St. S. 152. 
TA St. 135. 


Journal f. 


- 


250 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


i Aarene 1877—1881 forekomne 8692 Tilfælde af Difteri fundet 
felgende Fordeling paa Maanederne: 


| | | 
Jan, | Febr. | Marts | April Mai | Juni | Juli | Aug. | Sept. Oktbr; Nov. |Decbr. 
| | 


ET | — — m 


o 
31.8 Hie 232 9 | 18.9 Oo 


m 
> o I 0 
11 5/0) 9.99/10.59/9 | 9.1%| 7.9/9 6:2%9 53% 4.80/9| 5.8/0 my 2 RN lo. 
| Se Wu 


Vinter: 60.9 pCt, Sommer: 39.1 pCt. 


Neukomm1 har for 6947 Tilfælde, som i Aarene 1874—1884 
forekom i Kanton Zürich, folgende Fordeling paa Maanederne: 


| | eo do - 

Jan, | Febr. | Marts April Mai | Juni | Juli | Aug. | Sept. lOktbr. Nov. |Deebr. 
f | | | | | 

THEN ua NS UNUS | | | | Ke Fe 


9.7% 


Die 
— 


26.4 % | 14.5 % 22.0 9/9 


=== un DAR ce — - DEE 
| | Ep | 
onum 0 110.2079 9.6% | 6.6/9) 4.79/0; 4.99/0; 49% 5199 72 
- ` j 0 | x 
Vinter: 59.1 pCt., Sommer: 40.9 pCt. 


Det synes altsaa, som om Veirliget, udtrykt ved Aarets for- 
skjellige Maaneder, i det hele staar i et bestemt Forhold til 
Mængden af de angrebne, saaledes at en kjeligere Temperatur 
svarer til en Stigning i disses Antal. Enkelte Afvigelser, som 
f. Es, at Marts har et heiere Tal end Februar, hvad ogsaa fra 
andre Steder er observeret,? kan muligens simplest forklares 
deraf, at den sidstnævnte Maaned har færre Dage, hvoraf igjen 
resulterer et absolut mindre Antal syge. 

Men, som nævnt, hvorvidt denne Stigning af Tilfældenes 
Antal i den kolde Aarstid skyldes en prædisponerende Katarrh, 
et kunstigt Klima i Værelserne eller særegne Forholde ved Kon- 
tagiets Vitalitet, vil være vanskeligt at afgjøre. i 

Hvad Luftens Fugtighed angaar, har Albu? fundet, at I 
Berlinerepidemien 1868—69 naaede Sygdommen sit Hoidepunkt 
i den meget regnfulde November, ligesom ogsaa den engelske 
Lege Ballard‘ udtaler, at „jo mere Regn, desto mere Difteri“, 

1 A. Bt. B. 18. ` = 
2 Smlg. saaledes Zit (Jahrbuch f. Kinderheilkunde, B. 14, 1879, S. 57) ee 


ss UE 
for Prags Barnehospital har fundet, at Marts og April frembyder de høieste T 
3 A. St. + Krieger ap S, 159. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 251 


— et Forhold, som Krieger tager til Indtægt for sin Theor 
om det kunstige, terre og varme Klima, idet Bernene i saadant 
Veir holdes inde. Den samme Terhed af Atmosfæren, som denne 
Forfatter saa stærkt fremholder som prædisponerende meteorisk 
Indflydelse, og som han anfører at være gaaet forud for Ber- 
linerepidemien i 1868—69, er ogsaa fundet af Bouillon-La- 
grange! i den af ham beskrevne Epidemi i Seine (ise, 

I Henseende til Vindenes Rolle antager Loeffler,* at 
nordlige og nordostlige Vinde har Betydning for Epidemierne 
derved, at de frembringer Katarrh, medens Krieger? ogsaa her 
mener, at den ved at jage Bernene ind i Husene, lader det 
.kunstige Klima“ faa Anledning til at udfolde sin Virksomhed. 

Underseges Forholdet mellem Kroup og de meteoriske Ind- 
flydelser, saaledes som det frembyder sig i Beretningerne fra 
Udlandet, vil det sees, at det næsten overalt fremholdes, at denne 
Sygdom- staar i et mere bestemt udtalt Afhængighedsforhold til 
disse end Difterien. Mærkes kan her Udtalelser af Hirsch,* 
v. Ziemssen,? Baginsky,* Eichhorst," Kunze,? Rauch- 
fuss? o. fl. 

Gjennemgaaende antages fugtigt og koldt Veir at have Ind- 
flydelse, ligesom ogsaa Kriegers Kurver!? synes at vise et om- 
vendt proportionalt Forhold imellem Aarets Temperaturkurve og 
Tallene fra Epidemierne i Franken, Berlin, München og Augsburg. 
Men det vil dog vere indlysende, at med den Uklarhed i Be- 
greberne, der hersker om ,Kroup*, vil de af de forskjellige For- 
fattere anferte Tal vanskelig kunne benyttes til Udredningen af 
dette Forhold. 


Fra Danmark foreligger blot Oplysninger om mindre lo- 
kale Epidemier af Difteri, men det viser sig, at disse ikke ganske 
Synes at gaa i Retning af, hvad der ovenfor er bemærket om 
Forholdet mellem. denne Sygdom og den koldere Aarstid. 

ae © St. 2 A. St. S. 482. 3 Krieger a. St. S. 159. 4 A. St. S. 42. 5 A. St. 


8.944. 6 A. St, S. 486. 7 A. St. B. I. S, 274. Š A. St, S. 346, ? A. St. 
B. 150. © A. Bt. Tab. XV XIX. 


e 


252 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


Ditzel! antager Ee ot at netop Sommermaanederne synes- 
at vere gunstige for Opkomsten af Difteri, idet af hans 140 Til- 
felde de 85 forekom i Mai—September, de 55 i Oktober—April. 

Strandveisepidemien i 1881? indtraf i Begyndelsen af Juli 
samtidig med Vindens Omslag fra nordlig til sydlig og efter en 
ringe Nedbør i Juni, medens Lun d? for Færoernes Vedkommende 
har fundet, at netop de ved sin betydelige Nedbersmengde ud- 
mærkede Maaneder Oktober og November i Aarene 1873—1879 
fremviser de fleste Tilfælde, idet 64 af hans 191 Tilfzlde fore- 
kom i disse Maaneder. De færreste Tilfælde indtraf i Aarets 
koldeste Maaned Januar (3 Tilfælde) og i Juni (5 Tilfælde). 

For Sveriges Vedkommende er Wærn* kommet til det 
Resultat, at Oktober—December frembyder det største Antal 
Tilfælde, saaledes som det vil fremgaa af folgende Maanedsfor- 
deling af de i Sverige i 1865—1880 forekomne 35,195 Tilfælde 
af Difteri: 


| . 
Jan. | Febr. | Marts April Mai FE > uli III | Sept. ou Nov. ¡Decbr 
AR | se : 
0 10.99/, 
9.99/,| 9.09/,| 8.50), oan) 7.10/, 5 Mo) 5.70), NEE a o 
27.4 O/o 20,6 /, | a T y d 39.5 % 


Vinter: 599 pCt, Sommer: 40.1 pCt. 


En Fordeling altsaa, som forholdsvis til hvad der er obser- 
veret i Udlandet, lader 1ste og sidste Kvartal skifte Plads. 

Et tilsvarende Forhold har Almqvist” fundet for Gøteborg 
for Aarene 1878—1884, 


Underseges nu for vor eget Lands Vedkommende forst den 
maanedlige Fordeling af Difteri i- og Krouptilfeldene, saaledes 
som den vil fremgaa af TabelIV a og b, vil det strax vise sig, 
at saavel Kroup som Difteri forekommer med det sterste Antal 
Tilfelde i Aarets kolde Maaneder; Difteri i November— Januar. 
Krog ligeledes i November— Januar, men desuden med en til 


5 A. St- 
t A. St. 8. 404. 2 A. St, S, 6. 3 A. St S, 75. 4 A. St S. 197. 54 
S 78. 


1588.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 25 


Tallene fra Wien, Zürich og Prag svarende Stigning i Marts 
medens Minimum for begge indtræffer i Juli. 

Fordelt paa Kvartaler stiller Forholdet sig for Difteriens 
vedkommende saaledes: 

Iste Kvartal: 2det Kvartal: 3die Kvartal: 4de Kvartal: 
28.9 pCt. 20.9 pCt. 20.9 pCt. 29.3 pCt. 
Vinter: 58.2 pCt., Sommer: 41.8 pCt. 

Dette Forhold nermer sig Werns Tal, undtagen for 4de 
Kvartal, idet Kulminationen for Sverige indtræffer i November, 
for Norge — ligesom ogsaa i Wien og Ziirich — i Januar. 

Kvartalsinddelingen for Kroup viser felgende Tal: 

iste Kvartal: 2det Kvartal: 3die Kvartal: 4de Kvartal: 
32.8 pCt. 21.2 DCL 16.1 pCt. 29.9 pCt. 
Vinter: 62.7 pCt, Sommer: 37.3 pCt. 
*t Forhold, der temmelig neie svarer til Tallene for Difteriepi- 
demien i Wien 1877— 1881. 

Underseges nu Forholdet mellem Difteriens og Kroupens 
Maanedskurve, vil det let bemærkes, at der mellem dem existerer 
den Forskjel, at Difterikurven har mindre Modsetninger at op- 
Vise mellem Maanedernes Procenttal end Kroupkurven, hvor 
Vintermaanederne har heiere og 'Sommermaanederne lavere Tal 
‘end den førstnævnte Kurve; tager man nu i Betragtning, hvad 
tidligere er udviklet, nemlig at de nævnte Affektioner ikke kan 
Skilles ad i Beretningerne, men maa sees i Sammenhzng, saa- 
ledes, at der ved „Kroup“ oftest forstaaes Difteriens Lokalisation 
til Larynx, vil de fundne Tal pege i Retning af, at denne Lo- 
kalisation i ganske overveiende Grad er bundet til de kolde 
Maaneder af Aaret, at den i de 2 Maaneder, der afslutter Vin- 
teren, Februar og Marts, betydelig, og i Vaarmaanederne April 
98 Mai i nogen Grad overgaar Lokalisationen i Svælget, men 
at denne sidste i den varme Aarstid Juni—September og specielt 
for Juli og August har Overmagten paa sin Side, med andre Ord, 
4 Lokalisationen i Svælget foregaar jævnere i Aarets forskjellige 
Maaneder og mindre afhengig af Aarstiden end Lokalisationen 
"il Strubehovedet, 

Muligt er det, at man kan have Lov til at sege Aarsagen 


? 


254 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


til dette Forhold deri, at Bernene om Vinteren og i de kolde 
Vaarmaaneder for det meste opholder sig i Værelsernes , kunstige 
Klima*, hvorved en betydelig Modtagelighed for Affektioner af 
Luftveiene efter Kriegers Undersogelser skal opelskes, medens 
Aandedrætsorganerne om Sommeren gjennem den stærkere Be- 
vægelse, Hudkarrenes sterre Fyldning og Transspirationen ar- 
beider lettere og kraftigere og saaledes bedre kan reagere mod 
det tilførte Kontagium. 

Slaaes nu Tallene for Kroup og Difteri sammen og udregnes 
Forholdstallene heraf, vil man faa folgende Fordeling paa Maa- 
nederne : 


| | I | | | | 
Jan. | Febr. ode ioci Mai | j Fant | | ES | Aug, pee [Oktbr Nov. Desbr 
$ | | 


| | ! | —— 


R o REN 10% ve Em MN, Sur? 4049, 
c ——— mn 007 
29.7 0 lo 20.9 De 1% 


Vinter: 59.0 pCt., Sommer: 41.0 pCt. 


Sammenlignet med Udlandets Tal viser de anferte en jævnere 
Fordeling af Tilfældene paa Maanederne — et Forhold, som 
muligens a priori ikke havde været at vente under vore nordlige 
 Bredder. 

Af swrlig Interesse er her, at Januar, som i Norge er Kul- 
minationsmaaneden, paa Færøerne repræsenterer Minimum. Juli 
er som i Ziirich Minimumsmaaneden, medens Wien har August, 
og hele Sverige ligestore Tal for Juni og Juli. 


Underseges nu, hvilke Maaneder der i Norge iser har af- 
givet Tiden for Epidemiernes Begyndelse, vil det af Tabel 9 
sees, hvorledes Forholdet stiller sig for 98 Epidemier, som paa- 
Grund af deres mere lokale og begrendsede Optreden 08 den 
neiagtige —_— > af deres Opstaaen har ladet sig penytte i 
dette Oiemed. 

Efter Tabellen begyndte i Vintermaanederne (December til 
Februar) 15 Epidemier = 15.3 pOt, i Vaarmaanederne (Marts 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 255- 
Tabel 9. 


Tabel over 98 Epidemiers Begyndelse. 


ME ms w | L4 | wl 
Amt Lelgl2ielelels Editi 
EE SG (518 AGIS | Å 
Fo poo. FET EE wee 
Kristiania By ...... | | | | x | | | | | 
Alertas. it, | 1 | | | Ed | | | | po r9 
Smaalenene........| ji Cf | = ° | 
Buskerud ....,...,. | | FI | | | T] | | 
Gg og Laurvig 1 | | | 23 | | | | 
Hedemarken ..... . | Ber rM | 
Kristian STE 21-4 OR Lom de 
Ce EE | | | | | i T | 
Nedenæs ....... Lou LOI 5 1 41 1: 1 lbs 
Liber SÉ Mandal . e | | | J 1-4 | La I! | | 
Stavanger ......... | [4 | | 2 | | ae ice 
Sondre nue | E 1 | | | (2477 
Bergens By........ | | | | | | L EET 
eeng tr | | | 14 1] | 1 | | | | rper 
Romsdal. L [7 DAI 1I j o | 1 
Sondre Throndhjem. | | | | Ito 11 FON | 
Nordre he | | | [1i 1011]. | F1 | s l 
Nordland cocos 2| 2 ogee eee 
Tromsø. 4. 1 2| 1 2 1| 1 | | 
Finmarken. .... eg Së Ld | e H 
Pare 8) 6] 711941101 81181 |] 7| 7 


til Mai) 22 Epidemier = 22.5 pCt., i Sommermaanederne (Juni 
til August) 30 Epidemier = 30.6 pCt, i Hostmaanederne (Sep- 
tember— November) 31 Epidemier — 31.6 pCt. 

Hvad Epidemiernes Kulmination angaar, vil det af Tabel 10 
fremgaa, at af 56 Epidemier, der er saaledes beskrevne, at de 
kan benyttes til at vise dette Forhold, kulminerede i Vintermaane- - 
derne 23 Epidemier = 41.1 pCt., i Vaarmaanederne 5 Epidemier 
= 89 pCt, i Sommermaanederne 10 Epidemier = 17.8 pCt., i 
Hestmaanederne 18 Epidemier — 32.2 pCt. 

Som det vil sees, stemmer disse Tal ikke overens med de 
af Hirsch fundne. Misforholdet fremkommer vesentlig ved, at 
Vaarmaanederne har saa smaa Tal og at en af dem — Mai — 
endog staar blank. 

Epidemierne i vort Land synes efter dette hyppigst at be- 
£Ynde i Juni—Juli og i September Oktober, men derimod at 
kulminere i de koldere Maaneder, fremfor alle i November og 
Januar. 


= 2 r 
256 AXEL JOHANNESSEN. [N 0. L 


Tabel 10. 
Tabel over 56 Epidemiers Kulmination. 
| & aln E ; | EEE 
Amt | E SIS DES E = | | š 3 š E 
FR NR l2lG 
F [3 | po 
Kristiania By ...... | MG | | E " 1 2 
Akershus.. ..... rn | | | | | | | | 
Smaalenene.... ... | f l Fi | | | 1 | | | 
e 1 | | | | | 
à ç e el eee’ | } | | | | 
pre og Laurvig | | | | 1! | 1 
Hedemarken ...... E | | po 
smie ES a 2 E í 
Brabberg .........| | | | | | 1 | 1 
RE | | 1 
tan = Mandal . | | 1 
Sta | | 1 
Side Bergenhus | | 1 In: 
Herne By........ | 1 
Nordre "Bergenhus | 1 
EE | 2L å 1 
Bendre’ Throndhjem.| 5 I 
Nordre Pere, B1 l 1 eta 
Nordland . 1 3 2 1 1 E 1 
Tow. + vi 1 1 
Finmarken ....... 1 1 
HI 4-3 $1-51-9[ 54-91 M- É 


Sammenlignes disse Resultater med dem, som jeg tidligere 
har paapeget for Skarlagensfeberens Vedkommende,* vil det sees, 
at Kulminationen for Epidemierne af denne Sygdom ogsaa ind- 
træffer i den koldere Aarstid, og ligeledes fornemmelig i? Novem- 
ber og Januar, og at Begyndelsen af Epidemierne især indtræffer 
i September—November, medens Sommermaanederne har de 
mindste Tal. 

Seges nu efter den praktiske Forklaring af disse Forhold, 
ær det muligt, at denne vil være at finde deri, at om Vinteren 
og senhestes det intimere Samliv i Husene og den individuelle 
Disposition, som dette antages at medfəre, kan frembringe 
gunstige Betingelser for Udbredelsen af begge Sygdommes Smitte- 
spirer og derigjennem en Foregelse af Tilfzeldenes Antal, medens 
de store Tal for Begyndelsen af Epidemierne i September 
Oktober muligens ter sees i Forbindelse med, at den af Sommer- 
ferierne afbrudte Skolegang atter optages i August— September. 


1 1879. 2 1862. 3 1885, 
* Die epid, Verbr. d. Scharlachf. in Norwegen, S. 97. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. ~ 257 


At Tallene for Difteriepidemiernes Begyndelse ogsaa i Juni 
til Juli er saa heie, ter maaske sees i Forbindelse med Særegen- 
heder ved denne Sygdoms Udbredelsesmaade. Det skal her saa- — 
ledes mindes om, hvad tidligere er omtalt, og som senere neiere 
Skal paavises, at Fiskerierne maa antages at spille en betydelig 
Rolle i saa Henseende. Det viser sig da ogsaa af Tabel 9, at 
Epidemierne i de 3 nordligste Amter væsentlig synes at have 
taget sin Begyndelse lige efter Lofotfisket, som varer til Midten 
af April, og Loddefisket, som ender i Mai. 


Hvorledes nu de norske Læger har anskuet Forholdet mellem 
de meteorologiske Indflydelser og Difteriepidemiernes Opstaaen, 
Udvikling og Tilbagegang, vil sees af efterfølgende Sammen- 
stilling: 

I en Del Tilfælde har Lægerne ikke kunnet tilskrive de 
meteorologiske Forholde nogen Betydning: 

Saaledes i Epidemierne i Skien 1824, i Akershus Amt 1860, 
i Brenne og Finmarken 1861, ligesom heller ikke Thoresen! 
har fundet, at Aarstider, Veirforandringer eller Vinde har havt 
nogen Indflydelse paa Sygdommen. 

I det langt overveiende Antal Tilfælde tilskrives dog disse 
Forholde Betydning, og det vil da strax være paafaldende, 
hvilken. fremskudt Plads Vindene og disses Retning enten i og 
for sig eller i Forbindelse med andre meteoriske Forhold antages 
at have paa Epidemiernes Udvikling. 

1829. Arendal?: Strubehoste maa have sin Oprindelse af 
Luftens Beskaffenhed, ved disse kolde, skarpe og gjennemtræn- 
gende Vinde. 

1835. Grimstad3: Strubehoste viser sig her almindelig, 
naar skarpe nordlige og østlige Vinde indtræder efter fore- 
gaaende mildt Veir. 

——— 


1 Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1865, S. 286. ? P. Grimsgaards 
M.-B. for 1829, 3 Bonnevies M.-B. for 1835. ; 
Vid,-Selsk. Forh, 1888. No. 1. 17 


258 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


1842. Kragere!; Angina membranacea ytrede sig stedse 
ved foranderligt Veirlig under Kulde og nordlige Vinde. 

1845. Indre Sogn”: I Marts udbrød under stærke nordlige 
og østlige Vinde en fuldstændig Epidemi af Strubehoste. 

1846. Ytre Sogn’: Efter nordlige Vinde pleiede Antallet 
af angrebne at være større. end ved sydlige Vinde og mildt 
Veirlig. 

1846. Throndhjem. Lindeman*: Det syntes, som om 
Epidemien var mest almindelig i den stærkeste Varme og i den 
strengeste Kulde, til hvilke Tider der ogsaa herskede østlige 
Vinde, medens den syntes at være i Aftagende og af en mildere 
Karakter i de korte Mellemrum, hvori man havde vestlige Vinde 
og mildt Regn. Roll’: Epidemien var i Tiltagende efter tørre, 
estlige Vinde, medens de tilvante, fugtige, vestlige Vinde for- 
bedrede Sundhedstilstanden. 

1846. -Gran*: En usædvanlig varm Sommer aflestes af en 
langvarig, raa og fugtig Host, hvorpaa fulgte i lang Tid en 
bidende Nordenvind, der især bidrog til at frembringe Strube- 
hoste. 

1847. Fosen": Sygdommen har gaaet skarpest og udbredt 
sig mest under tert Veir med østlige Vinde, derimod aftaget 
under Regn og vestlige Vinde. 

1859. Throndhjem: Epidemien begyndte i Oktober; Veir- 
liget havde tidligere været meget regnfuldt; fra nævnte Maaned 
af blev det tert og skarpt med fremherskende sydostlige Vinde 

1860. Sendre Bergenhus Amt: Under Østenvind og klar 
Kulde opstod i November en liden Epidemi i Lindaas. 

1860. Sondre Throndhjems Amt: Stærk Kulde og tor Luft 
med sydlige og sydostlige Vinde syntes at begunstige Sygdommen® 
Optræden. 

1860. Nordre Throndhjems Amt: Foregelsen i Tilfældené 
i Lexviken og Frosten bemærkedes gjerne under de hyppig 
forekommende kolde, østlige og nordlige Vinde. 


3 Aalls M.-B. 


1 Homanns M.-B. for 1842, 2 Stangs M.B. for 1845. _B, for 1846. 


_ for 1846. 4 M.-B. for 1846, 5 A. St. S. 14, 5 Wolffs M. 
7 Holmsens M.-B. for 1847. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 259 


1862. Indre Sendmere: Pludselige Temperaturforandringer, 
især med kolde Vinde, syntes at forege Tilfældenes Hyppighed. 

1862. Nordre Senjen: De fleste Tilfælde indtraf under 
kold Nordenvind i Juni og Juli. 

1864. Sendre Bergenhus Amt: Sygdommen syntes at staa 
i paatagelig Forbindelse med de skarpe sydostlige og østlige 
Vinde. 

1882. Stavanger Amt: Difteri og Strubehoste tiltog fra 
Oktober samtidig med de indtrædende stærke Vinde og Storm 
fra Sydost med bidende skarp Luft. 

Fra enkelte Steder bemærkes det udtrykkelig, at Lokalitetens 
større eller mindre Paavirkning af især østlige Vinde har havt 
Betydning. 

Af særlig Interesse er følgende lagttagelser, ogsaa om- 
fatter Barometerobservationer: 

Under Namdalsepidemien 1860—1861 var Maanederne Juli og 
August meget varme, hvorefter der kom lav Temperatur og paa- 
faldende hei Barometerstand. Samtidig kom ogsaa udover Hesten 
og Vinteren usædvanlig jevne Østenvinde. Et Dalstreg med et 
kort og smalt Fjærestrøg, der begge var ualmindelig udsatte for 
Ostenvinden, havde paafaldende mange og ondartede Tilfælde at 
opvise, medens Sygdommen paa Gaarde, der laa ganske nær 
disse Steder men i Ly for Cstenvinden, optraadte meget mildere. 

1882. Ibestad: Hele Høsten udover var der en usædvanlig 
stabil, hei Barometerstand og stadige, tildels estlige Vinde; faldt 
Barometeret, og der blev sydlig eller østlig Vind, iagttoges 

gjentagende, at Sygdommen aftog i Intensitet og Extensitet, 
indtil ved heit Lufttryk det modsatte indtraf. 

Undertiden angives Sygdommen at være optraadt efter stærk 
Kulde, uden at denne ledsagedes af Vind, saaledes i 1848 i østre 
Namdal,? i 1859 i ytre Sendfjord, i 1861 paa Toten, i 1861—62 

i Alstadhaug. 

At mildt Veir skulde have nogen Indflydelse paa Epide- 
miernes Udvikling angives i 1862 fra Hedemarken. 


gece éi, 


I Greve a. St. S. 630, 2 Nerdrums M.-B. for 1848. 


260 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


En enkelt Gang — Faaberg 1861 — anferes de fleste Til- 
felde at have indfundet sig efter taaget Veir. — 

For nærmere at studere dette Forhold mellem de meteoro- 
logiske Indflydelser og Forekomsten af Difteri i Landet ur 
efter saa mange samstemmende Beretninger at demme virkelig 
synes at finde Sted, og specielt for at komme til Klarhed om, 
hvorvidt disse Indflydelser kan antages at have nogen direkte, 
primer Betydning eller — som ovenfor gjentagende paapeget — 
at staa i en mere underordnet og fjernere Forbindelse med 
disse, har jeg med velvillig Assistance af Hr. Aksel Steen, 
lste Assistent ved det meteorologiske Institut i Kristiania, fore- 
taget felgende Undersegelse: 

Det sydlige Norge — med Uninga af Bratsberg og 
Hedemarkens Amter — er, for at faa saa store og paa samme 
Tid saa ensartede Tal som muligt, inddelt i 4 Dele, hvoraf 

I indbefatter Kristiania By, Akershus, Smaalenenes, Jarlsberg 
og Laurvigs og Buskeruds Amter; 
11 Nedenæs, Lister og Mandals og Stavanger Amter; 
HI Kristians og Romsdals Amter; 
IV Bergens By, søndre og nordre Bergenhus Amter. 

For hver enkelt af disse Afdelinger er Forholdet mellem 
100,000 Indbyggere (efter den aarlig beregnede Folkemængde 
for hvert Amt) og det maanedlige Antal angrebne af Difteri 
resp. Kroup udregnet. x 

De meteorologiske Elementer. hvis Forandringer man efter 
den ovenfor givne Fremstilling kunde tenke at staa i Forbin- 
delse med de nævnte Affektioner, er Luftens Temperatur, Tryk 
og relative Fugtighed samt Antallet af Dage med Nedber. 
Vindens Retning og Styrke, som efter det udviklede maa antages 
at eve Indflydelse, har man ikke kunnet medtage i denne Under- 
søgelse, da Vindforholdene er af saa lokal Karakter, at de der 
skelig lader sig behandle under et for en større Strækning 4 
Landet, ligesom de heller ikke lader sig beregne paa den re 
Maade som de ovrige Elementer. Zeg 

For hver af de 4 Landsdele er fəlgende Stationer benyt 
For I: Kristiania By; 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 261 


For II: Utsire, Skudesnes, Mandal og Oxo; 
- IH: Aalesund, Kristianssund, Dovre og Granheim; 
- IV: Flore, Flesje, Ullensvang og Bergens By. 

Ved Hjælp af de i det meteorologiske Instituts Aarbeger 
for Aarene 1874— 1884 indeholdte Opgaver sammenholdte med 
de beregnede Normalverdier for de omhandlede meteorologiske 
Elementer, der findes i Zeitschrift d. Oesterreich. Gesellschaft 
für Meteorologie, 1884, S. 145 og 1885, S. 10, har man nu ud- 
regnet Tabeller for de maanedlige Afvigelser i Temperaturen, 
Luftrykket, den relative Fugtighed og Nedberdagenes Antal fra 
det normale, gjaldende for hver Landsdel, idet man der, hvor 
flere Observationssteder er benyttet, har taget Middel af de for 
hver enkelt Station fundne Tal (Tabel XIII — XVI). 

Skal man imidlertid kunne undersege, hvilken Indflydelse 
Veirforholdenes sterre eller mindre Afvigelse fra det normale 
kan tenkes at have paa Variationer i Antallet af angrebne, er 
det klart, at man maa forsege at eliminere den Afhængighed 
af Aarstiden, med gjennemsnitlig store Tal for Sygdomstilfældene 
om Vinteren og smaa om Sommeren, eller med andre Ord, den 
stadig tilbagevendende aarlige Periode, som man for de nævnte 
Sygdomme, efter hvad tidligere er paavist, har observeret at være 
temmelig ensartet i de forskjellige Lande, hvorfor Opgaver 
herom foreligger. 

Virkningen af denne aarlige Periodes Indflydelse er derfor 
Søgt elimineret paa følgende Maade: 

Efterat man først har opstillet en Tabel med det maanedlige 
Antal af angrebne af Difteri resp. Kroup for hvert 100,000 Ind- 
byggere, har man beregnet Gjennemsnitsantallet af an- 
grebne for hver Maaned (Tabel X og Kurve H og I). Trækker 
man nu Tallene i sidste Tabel fra de tilsvarende i den føste, 
faar man den til enhver Tid optrædende Afvigelse fra det gjen- 
hemsnitlige Antal Tilfælde af vedkommende Sygdom i de for- 
Skjellige Dele af Landet (Tabel XI og XII). 

Disse Afvigelser er for hver Landsdel opstillede grafisk paa 
et Stykke Rudepapir sammen med de meteorologiske Elementers 
Afvigelser fra den. normale Stand. 


- 262 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Det har da vist sig: 

1. At de store Udslag i Sygdomskurverne i Almindelighed 
ikke har faldt sammen med tilsvarende Udslag i de meteorologiske 
Kurver. 

2 At hver af de meteorologiske Kurver har havt et tem- 
melig ensartet Leb for alle 4 Landsdele, medens dette ikke har 
været Tilfælde med Sygdomskurverne, specielt for de store Ud- 
slags (Epidemiernes) Vedkommende. 

Heraf fremgaar, at Sygdomskurvernes store Udslag eller 
med andre Ord den pludselige Foregelse eller Formindskelse i 
Antallet af angrebne af Difteri og Kroup ikke primært skyldes 
meteorologiske Forholdes Indflydelse. 

Da nu, som nævnt, de meteorologiske Kurver for næsten 
hele den sydlige Del af Landet varierer paa en temmelig ens- 
artet Maade, ligger det nær at betragte alle 4 Landsdele under 
et, hvorved man ogsaa vil opnaa for Sygdomskurvernes Ved- 
kommende i nogen Grad at faa elimineret Virkningerne af de 
for hver enkelt Landsdel specifike epidemiske Indfiydelser. Jeg 
har derfor udregnet den midlere Afvigelse fra det gjennemsnit- 
lige Antal Tilfelde af Difteri, Kroup og Difteri + Kroup pr: 
100,000 Indbyggere for alle 4 Landsdele tilsammen og ligeledes 
de meteorologiske Elementers midlere Afvigelse fra de normale 
Verdier for alle 4 Landsdele tilsammen (Tabel XVIL—XVID. 

Det viser sig imidlertid af Kurve K. hvor de herhen horende 
Forhold grafisk er fremstillede, at der heller ikke paa denne 
Maade fremkommer nogen ieiefaldende Sammenhæng mellem de 
store Udslag i Sygdomskurverne hverken for Difteriens — 
Kroupens Vedkommende og Variationerne i de meteorologiske 
Kurver. 

Et Spørgsmaal er det dog, om ikke muligens de små? 
Fluktuationer, som viser sig i Antallet af angrebne under al- 
mindelige, ikke særlig epidemiske Tilstande, kunde staa i For 
bindelse med Variationer i de meteorologiske Elementer. For 
at undersøge dette maatte man imidlertid benytte en anden 
Fremgangsmaade end den, man ved nærværende Undersege 
har anvendt, ligesom der vilde udkræves et fyldigere Tagttagel- 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 263. 


sesmateriale end det her behandlede.  Antagelig vilde omtrent 
50 Aars fortlebende Maanedsopgaver over Antallet af angrebne 
hertil udkrzeves. Opstilledes dette Materiale grafisk, vilde der 
fremkomme en Kurve, som paa sine Steder hist og her vilde vise 
store Udslag, der altsaa maatte blive at tilskrive serlig epidemiske 
Aarsager. Nu kunde man af Observationsrekken udskyde de 
Tal hvis store numeriske Verdi gjennem den grafiske Frem- 
stilling havde antydet en specifik epidemisk Karakter, og naar 
màn af det resterende Materiale dannede Maanedsvzrdier, maatte 
disse blive at betragte som Normalverdier, der, opsatte i en 
Aarskurve, vilde give et Billede af Sygdommens normale aarlige 
Gang paa vedkommende Lokalitet. Forskjellen mellem det for 
hver enkelt Maaned, udenfor de specifik epidemiske Perioder 
opforte Antal angrebne og den af Aarskurven udtagne Normal- 
værdi for vedkommende Maaned vilde nu Jettelig ad grafisk Vei 
kunne sammenlignes med de meteorologiske Elementers er 
fra sin Normalværdi. 


264 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


d 


1 Forbindelse med Omtalen af den individuelle Disposition 
maa ogsaa afhandles Spergsmaalet om 


Difteriens gjentagne Optræden hos 
samme Individ. 


[Los er Meningerne ikke ganske overensstemmende: 

Fra den ene Side fremholdes det, at Difteri recidiverer 
meget ofte, og at en Gangs overstaaet Sygdom netop disponerer 
til fornyet Angreb, medens det paa den anden Side paastaaes, 
at Difteri meget sjelden, ialfald ikke hyppigere end Scarlatina, 
Morbilli o. s. v., recidiverer, Den første Opfatning hævdes af 
Jacobi,! Oertel,? Fr ancotte,? der ialfald finder det tvivl- 
somt, om en Gang gjennemgaaet Difteri frembringer Immunitet, 
Liebermeister, * d'Espine og Picot,? Eichhorst,® der 
antager, at „wiederholte Erkrankung gehört mehr zur Regel 
als zur Ausnahme*, Gerhardt, 7 Baginsky,? Noeldechen” 
og fl, og for Kroups Vedkommende af Rauclifuss. Y 

Den anden Opfatning fremholdes blandt andre af Monti, " 
der erklerer, at Difteri, ligesom ogsaa Kroup, meget sjelden 
recidiverer, og at han blot har seet Recidiv 1 Gang, Siegel, a 
der antager, at en Gang overstaaet Difteri medfører Immunitet 
og Mackenzie ™ der udtaler, at ,ligesom ved Abdominaltyfus 


I A. pe " 730. ? Ziemssens Handbuch a. St. 8. 575. 3 A. St 8, 197. f A. St. 
S. 220. 5 A. St. 8,70. 6 A, St. S. 944. TA St. S. 143. is d 

° A. St. S. 362. 10 A, St. S, 148. !! A, St. S, 139, Ë A. St. 

"i Beene über Diphtherie, Archiv für Kinderkr,, Bind e? “Hette ie 
M A St. S. 


k ' 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGE. 265 


og Kolera, saaledes giver ogsaa sandsynligvis ved Difteri en 
Gang overstaaet Sygdom en om end kun ringe Beskyttelse mod 
fornyet: Anfald, og at det „at man — som han ogsaa selv gjør. — 
kan paavise Exempler paa det Modsatte, ikke er noget Bevis 
mod det almengyldige i Paastanden*. 

I Overensstemmelse med Steiner udtaler v. Ziemssen* 
om Kroup, at denne Sygdom ikke recidiverer. 

Nu vil man i denne Recidiveren af Difterien ligesom for 
Skarlagensfeberens Vedkommende? have at skille mellem I: det 
Recidiv, der indfinder sig, vel antagelig oftest, uden fornyet 
Infektion, i den nærmeste Fremtid efter Sygdommen og II: det 
Recidiv, der kommer lengere Tid efter det ferste Anfald og 
antagelig efter fornyet Infektion. 

… I. Jacobi har oftere seet 2—3 slige Relapser i Løbet af 
3—5 Uger. ET 

Sanné? har i 26 Tilfælde seet Relapserne indfinde sig 
2—20 Dage efter ferste Helbredelse. 

IL Et virkeligt Recidiv er observeret af Sanué i 2 Til- 
fælde efter 1 Aars og i 1 Tilfælde efter 12 Aars Forleb, af 
Steiner*i 2 Tilfelde efter 1 Aars Forleb, af Mackenzie i 
2 Tilfælde efter 1 Aars og i 1 Tilfælde efter 7 Maaneders 
Forløb. Af enkelte Forfattere anføres ogsaa, at Sygdommen 
er optraadt oftere end 2 Gange, saaledes af Seitz, der har seet 
den optræde 3—4 Gange hos samme Individ, og af Mackenzie, 
der i 1 Tilfælde har seet den optræde 3 Gange med et Mellem- 
rum af 5 Maaneder til 1 Aar hos samme Individ. z 

Hvad Karakteren af den Difteri angaar, som recidiverer, paa-- 
staar Monti, at en septisk Difteri aldrig optræder flere Gange hos 
Samme Individ, medens Sanné har observeret, at af 29 Til- 
fælde af Recidiv endte de 22 heldigt, ligesom ogsaa Baginsky* 
har seet, at de senere Anfald har været af en mildere Natur 
end det første. Paa den anden Side bemærker dog Iagttagere 
Som Laboulbène og Mackenzie, at Recidiverne har været 
et ondartede. x 


, Å St. S. 244. 2 Smlgn. Die epid, Verb. d. Scharlachf, S. 168. 
Citeret efter Francotte A. St. S. 198. 4 A. St. S. 233. 5 A. St. S. 197. 


266 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Fra Færøerne foreligger den Observation af Lund, at den 
individuelle Disposition tilsyneladende foreges for hvert nyt 
Anfald. Selv har han havt Sygdommen 10 Gange, ligesom 
ogsaa hans Bern angrebes hvert Aar, dog med jævn Aftagen af 
Sygdommens Intensitet. 

I vor egen Literatur foreligger følgende Udtalelser, som, 
seede i Lys af den ovenfor givne Udvikling, ikke er uden Be- 
tydning. 

Allerede fra Epidemi-Aarene omkring Aarhundredets Midte 
foreligger der et Par Beretninger om Recidiv, saaledes i 1848 
fra Fredrikshald,! hvorfra det heder: det hændte flere Gange, 
at Exsudatet, efter at være forsvundet, kom 2—3 Gange tilbage, 
i 1850 fra Kristianssand,? hvorfra det bemærkes, at 3 af de for 
„Strubehoste“ i Aaret behandlede havde havt Sygdommen i 1849 
og i 1852. fra Eidsberg,? hvor Difterien atter viste sig hos en 
Person 5 Maaneder, efterat han havde hayt den ferste Gang. 

Men det er dog iser fra den store Epidemi i omkring 
‘Sextiaarene, at Beretninger om Recidiver forekommer. 

I 1858 berettes der saaledes fra Smaalenenes Amt, at der 
hos et Barn 2 Dage, efterat Bedring var indtraadt, indfandt sig 
Udsvedninger i Halsen og paa et Exkoriationssted efter Trek- 
plaster. 

1861. Indre Nordmere:  Recidiver var ikke sjeldne, men 
blev i Regelen ikke saa slemme som det første Anfald. 

1861. Nordlands Amt: 1 Person fik Recidiv efter at have 
besagt et intens smittet Hus. 

1862. Nordlands Amt: Sygdommen vendte ofte tilbage 
til før angrebne Steder, og de samme Personer angrebes under- 
tiden flere Gange, almindeligst dog mildere de senere Gange. 
En 8-aarig Pige dede dog under det 3die Anfald. 

1862. Alstadhaug: Recidiv iagttoges 6 Gange.' 

Greve? har oftere seet Recidiv efter Difteri og har selv havt 
‘Sygdommen 2 Gange, medens Høeg h^ blot har seet Recidiv 1 Gang: 


3 Koht’s 


1 Zimmer's M.-B. for 1848. 2 Blichfeldt’s M,-B. for 1850. å 


MR for 1852. * Hansen's Bilag til M.-B. for 1862. 5 A. St. 8. 
$ Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1864, S. 144. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 267 


1865. Lund! har observeret, at Difteri ikke gjer det an- 
grebne Individ immunt for nye Anfald. Hvor han har iagttaget 
Recidiv, var de første Aun. lette og uden Tegn paa Blodinfek- 
tion. 

Derimod udtaler Thor esen, 2 at 1 Gang gjennemgaaet 
Difteri med Almenaffektion synes at beskytte mod Gjentagelse. 

1867. Nordlands Amt?: Kun hos 1 Patient af de 60, 
-som observeredes i Aarene 1860—1867, kom der Recidiv, nemlig 
hos en ung Pige, som havde havt Angina diphtherica 1 es 
aarlig i 3 paa hinanden felgende Aar. 

Distriktslæge Andr. Backer* har gjennemgaaet Difteri paa 
3 forskjellige Steder, 1 Gang i hvert af Aarene 1860, 1863 og 
1866. 

1 Forh. i med. Selskab 1865. Norsk Magazin for ae um 1865, 8. 401 
2 Norsk Magazin for Legevidenskaben, 1865, S. 286. 1887, 8.17 ; 


3 Arntzen's Bilag til M.-B, for 1867. 
4 Kiær: Norges Leger, 2den Udgave, 8. 81. 


: 
268 | AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Om Betydningen af Befolkningens Tæt- 

hed, af Kommunikationerne og af Di- 

strikternes hovedsagelige Næringsveie 
for Sygdommens Forekomst.’ 


Mu det gjentagne Gange i det foregaaende er paapeget,. 
er Difterien optraadt med forskjellig Intensitet og Udbredelse 
i de forskjellige Landsdele. Man 'kunde muligens å priori være 
tilboielig til at anse Befolkningens større eller mindre Tæthed 
i de enkelte Overevrighedsdistrikter som en af Aarsagerne hertil. 
Det viser sig imidlertid af nedenstaaende Tabel 11 og af Kart 
No. I, hvor dette Forhold grafisk er fremstillet, at Befolkningens 
Tæthed ikke synes at udeve'nogen mærkbar Indflydelse paa Fore- 
komsten og Udbredelsen af Difterien i vort Land, — et For- 
hold, som ogsaa stemmer overens med, hvad der for Sveriges Ved- 
kommende er fundet.2 | 

Vistnok har Smaalenenes Amt med sin tætte Befolkning 
det heieste Promilletal for angrebne af Sygdommen, men paa 
den anden Side har forholdsvis tættere befolkede Amter, som 
f. Ex. Lister og Mandals Amt, meget lave og de tyndest ve 
folkede ims Amter særdeles heie Tal. 


! Den i det følgende omhandlede Inddeling efter Distrikternes gege? 
Næringsveie har jeg foretaget efter Konferance med Hr. A. N. 3 
Direkter for det renee Centralbureau i Kristiania. 

2 Almqvist a. St, S. 


1588.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 269 


Tabel 11. 


Tabel over angrebne af Difteri og Kroup pro mille af Befolkningen, Ind- 
byggere pr. Km.2, Kilometer Vei pr. 100 Km.?, Kilometer Jernbane pr. 
000 Km.? i Norges Amter. 


EIER; xu be ET Angrebne af Difteri og 
EEE Ed. ioe m ha 
= = = >< = m ER em olkningen i * 
EM +e") BES] s= | 528 | SB | drm 
arp Ww ae i E 
Er =8 | BE 158 [Es |1859—1866|1879—1834 
-Akershus 174 | 21.87 | 80.988 |e. 23.1) 437 | 386 | 1.23 
Smaalenene 875 | 26.02 | 37.35 | 449 | 371 | 459 
Peet . V. 1.62 9.02 EE 8.15 1.19 
-Jarlsberg og Laurvig | 1.97 | 37.84 | 37.77 585 | 2.14 | 1.15 
edemarken . , . 1.29 4.84 881. LE 3.8] 144 9.79 078 
Kristian. . 1.41 4.48 27 0.1 14 72 
Bratsberg 1.06 5.47 | 10.65 16 | 158 | 1.48 
mn MN | IA 7.85 9.19 
Lister og Mandal .! 0.81 10.34 16.53 
Stavanger S b. 096 12:18 11.12 8.5 0.47 2.10 
Søndre Bergenhus .| 0.79 7.54 6.25 7.1 0.80 1.24 
Nordre — BE EH 4.65 4.39 : 
Romsdal. . . , || 204 783 | 13.85 
Sondre Throndhjem.| 1.86 6.26 9740 271 107 | 525 1.88 
Node. ° (| 201 | 856 | 772 , 32 | 400 | 208 
Nordland . . . || 301 274 | 182 | 
EE od | 500 | JA) 
Finmarken. . , ‚| 170 0.50 0.34 | 
, Middel| 2.62 | 1.67 
Middel af de Amter, hvorigjennem der ikke gaar Jernbaner | 3.06 | 2.52 


Hvad Kommunikationerne angaar, vil Tabel 1i og Kart 
No. I ligeledes vise, hvorledes Forholdstallene for Veilængderne 
og Sygdommens Forekomst inden Amterne stiller sig. Som man 
Vil se, er Forholdet her omtrent som ved Befolkningens Tæthed. 

For Jernbanernes Vedkommende vil Tabellen ogsaa vise, at 
Sygdommen i det hele ikke har tiltaget i de Amter, som er 
forsynede med Jernbaner, om der end for enkelte af de Amter, 
Som i 1859—1866 ikke havde Jernbane (Smaalenene, Stavanger, 
Sondre Bergenhus), i 1879—1884 kan spores en Forogelse, men at 
paa den anden Side Promilleforholdet for angrebne af Sygdommen 
er større i de Amter, hvorigjennem der ikke gaar Jernbaner. 
. Det vil dog være indlysende, at Betydningen af Kommuni- 
kationerne for Sygdommens Forekomst ikke hermed er udtemt; 
— ne 


= 
= Efter Opgaver fra Hr, Veidirektor Krag. 
Efter Opgaver fra det statistiske Centralbureau. 


270 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


thi det Samkvem, der foregaar langs vort Lands vidtstrakte 
Kyst, og som paa sine Steder er særdeles livligt, kan af nær- 
liggende Grunde ikke komme til sin Ret i en statistisk Oversigt. 

Underseges imidlertid Forholdet mellem angrebne af Difteri 
og Kroup under Epidemiaarene 1858—1865 og 1879—1884, 0g 
1000 Indbyggere i de Lægedistrikter, der ligger ved Kysten og 
omkring Fjordene, og paa den anden Side det samme Forhold 
for Indlandsdistrikternes Vedkommende, vil det af nedenstaaende 
Sammenstilling sees, at Sedistrikterne i det hele og store har 
Overvægten over Indlandsdistrikterne. 

Pro mille angrebne af Difteri og Kroup i 


Sedistrikter : Indlandsdistrikter : 
1858-—1865 28 pM. 28 pM. 
1879—1884 X < Elo» 
Middel 2.7 pM. E DM. 


Men det, der for en Flerhed af Kystdistrikterne, især langs 
den vestlige og nordlige Kyst, er den hovedsagelige Næringsvel 
og det sociale Midtpunkt, er Fiskerierne, og det ligger derfor 
nær i Forbindelse med, hvad tidligere er paavist om deres Rolle 
ved Udbredelsen af Difteriepidemierne, ogsaa saavidt gjerligt 1 
Tal at undersege den Indflydelse, som de kan tænkes at udeve 
paa Forekomsten af denne Sygdom. 

Den nedenstaaende Tabel 12 vil da vise den midlere Fore- 
komst af Difteri og Kroup i Epidemierne 1858—1865 og 1879 
—1884 i de forskjellige Lægedistrikter, som det har været muligt 
at sammenstille efter deres hovedsagelige Næringsveje. 


i 


Samtlige Distrikter! . e 2.89 | 2,23 


Tabel 12. EEE 
Distrikter, sammenstillede efter den | |- g a84 | Middel 

__ hovedsagelige Næringavei. E [- 7 ee A —— — 
Skovbregedistriktes . VOD ad | 081 > 
Djergrerkalatkter Hs | 7.00 ET 2 1.48 
gadistrikter "neo. HM eao a Le 248 
ale pe E 259 | 293 |. 98 
Befartedistrikter . , . .. . ,:.| 308.3 ZU 1|. 21 
Fiskoridistrikter . ce — |. f 38499 | BM | 250 


ore til de 
å ! Her eri indgaar en pei Distrikter, som man ikke har kunnet henføre ü 
ovennævnte Klasse 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 271 


. Det fremgaar heraf, at med Undtagelse af de to Bjerg- 
værksdistrikter (Sandsvær og Reraas) har IFiskeridistrikterne 
de heieste Sygdomstal. 

Nu er det imidlertid klart, at Fiskeriernes Betydning ikke- 
alene gjør sig gjældende i de Distrikter, hvori de foregaar, men 
at de ogsaa gjennem den ofte betydelige Mængde Fiskere, der 
fra andre Distrikter søger hen til fornemmelig de store Hav- 
fiskerier, kan bidrage til at Sygdommen overføres til disses- 
Hjemstavn. 

Det vil derfor være nedvendigt at undersege dette Forhold 
noget nærmere. I dette Oiemed har jeg efter Opgaver fra det U 
statistiske Centralbureau over Fiskere 31te December 1875, for- 
delte paa Lægedistrikter, udregnet Promilleforholdet mellem 
Fiskere og Befolkningen i de forskjellige Lægedistrikter og i 
nedenstaaende Tabel 13 sammenstillet disse med Difteriens Syg- 
domstal under Epidemierne 1858— 1864 og 1879— 1884. 

Af denne Tabel vil det altsaa fremgaa, hvilken betydelig 
Overvegt Distrikterne med over 30 pM. Fiskere har over de 
Distrikter, hvor Antallet af Fiskere er mindre betydeligt. 

Men herved er at mærke, at Fiskeridistrikterne i det hele 
og store repræsenterer det vesten- og nordenfjeldske Norge, 
medens Østlandets Distrikter væsentlig er Jordbrugsdistrikter. 
For at sege disse Forhold elimineret, er Beregningen foretagen. 
stiftsyis saaledes, at Distrikterne inden hvert Stift er ordnede 
og inddelte i 3—4 Grupper efter Størrelsen af Promilleforholdet- 
mellem Fiskere og Befolkningen. For hver af disse Grupper er 
da det midlere Sygdomstal beregnet. 

En saadan Sammenstilling, som den i Tabellen givne, vil 
for Kristiania og Hamar Stifter selvsagt lidet have at udvise. 

Anderledes vil derimod Forholdet for de øvrige, de egentlig 
liskeridrivende Stifters Vedkommende, stille sig. 

Af disse viser Bergens Stift en tydelig og regelmæssig Af- 
fagen i Fiskernes og Sygdommens Promilletal. 

For Kristianssands Stifts vedkommende er den 2den Gruppe 
den overveiende; men det ber her erindres, at denne Gruppe 1 


972 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel 13. 


» Tabel over Forholdet mellem hjemmehorende Fiskere og 1000 Indbyggere 

efter Folketællingen af 1875 og mellem angrebne af Difteri og Kroup 0g 

1000 Indbyggere i Lægedistrikterne i Norge 1858—1865 og 1879—1884, 
ordnede stiftsvis efter Størrelsen af Promilleantallet for Fiskere. 


I = LIO Leg & E = = SS | 
PES RT 
Eeg ST | S 3% sam 235 3 
Lægedistrikter |<E$2|(358-||38-1|£31|£31| E 
TEr |2-s8 | EEG | S25 
222 Ep VE Ep 207= OD exi. 
== == EET san = —— j = 
Kristiania Stift: | 
Hvalberne. 6, 986 1.19 1.85 
ER ess | bi 2.08 | 1.98 
hin Ee 5.5 2.10 1.2 
PEDE EN 43 3.08 6.28 
BUS ee Lauri 4.1 2.35 2.07 
Tonsberg 3.5 1.85 1.10 
kon on. 2 o 2.9 2.69 0.88 
EE 2.7 1.00 
Kia A. ud c 2.5 1.61 0.98 
HER... Ee 0.5 1.85 1.78 
Kristiania By, ...... ! 04 3.36 1.43 
TE o WE 6.91 1.25 
sand S a, 0.2 2.12 
Fredrikshald ........ 0.2 10.28 8.95 
ME I ara ses en 0.2 1.10 
Hallingdal......... A 0.2 0.85 0.31 
He. nel 95 2.10 
Eidsberg............ 0.04 
Bd, . |. 0.00 5.76 RAL 
Hamar Stift: 
Hadeland og Land... 0.3 2.14 1.02 
Søndre Valders...... 0.3 2.10 1.37 
— Østerdalen ... 0.3 0.54 0.30 
MI ee E 0.9 1.67 
Rendalen > ` ll... 0.2 UE L aM 
set 0.2 A 1.84 
HB N Se 0.2 0.20 0.30 
Hedemarken... ... |- 02 0.98 0.53 
Solør og Odalen..... 0.1 0.81 1.08 
Nordre Valders...... 0.1 0.09 0.63 
E 0.1 2.76 0.52 
Faber... > 0.1 9.93 13 
Ringebo . l n. 0.1 0.24 0.10 
heel. ...,... 05 0.0 0.37 
Kristianssands 
tift: 
BEDA, o. 24.0 0.28 1.28 
MIT 15.0 0. 0.43) u 
Haugesund.......... 14.1 0800. | ou om | 9 
nr 6s d Il 0. 1.15 
ddernzs.. , mu T8 0.14 0.35 
Ekersund .......... 11.1 0.47 


» 


1888.] ` DIFTERIENS 


Legedistrikter 


mmeherende 
gen efter 
Folketælling 1875 
Anerehne af Difteri 
1879—1884 
TM 
Middeltal 
1858—1865 
ür N i 


je 


Angrebne af Difteri 


Å 


e 


u 


evise 
Widdeltal 
1879—1884 


Middel 


Kristianssands 
Stift: 


HRC 


uet wins tae ed 
Kristianssand........ 
Lot... 


.o.o.o....... 


GE ss 
Ytre Nordhordland .. 
Nordre Søndmøre ... 
Nordre Midthordland. 
Søndre — 
Vestre Søndmøre 
Xue Som O... 
Ytre Sondfjord.. ... 
Indre Send 


....... 


Bios... 


Indre Nordfjord...... 
Indre Hardanger 
Indre Søndfjord 
Lyster 


oe eee 
eee eee 


pelt hh ap E A E 


Vid.-Selsk, Forh, 1888, No. 1. 


O kä m w 00 


SSSSOSSSOS =D ET ON EN 


IJI SS 


^p to 


[en 
LÁ — ee 


^W NY 05 65 


Ca 


sch 


Jans øn 


—  — 


NO NI NI sa € 
m- C QU we ME 


e ò 


= >o *o — ND 09 09 *o 1 Aun ane 


e? 


1.47 


2.67 


274 AXEL JOHANNESSEN. [No 


e SE IReëelBeëai 19 z 
=== = $ 52 (ts Ss Ol g $| 
SEHE sie use EGE a 
Lægedistrikter | 22£52)22:-||22-1}| ES ES = 
Dasi iiag {Zae Fag | fag 
gol’ TAE me arm) E =: 
| 
Throndhjems | 
Stift: | 
Nordre Fosen ....... 95.2 0.51 5.85 
Yttre Namdal ....... 74.8 1.80 3.18 | 
Midtre Fogen........ 68.9 1.48 | 
gnare eee q w 68.7 0.89 1.15 3.45 | 1.88 267 
Nordre Nordmøre 68.1 1.52 0.23 | 
Nie. .. 41.2 11.15 0.77 | 
Søndre Nordmøre, 31.6 3.88 1.60 | 
EE 27.6 4.40 0.65 | 
Ytre Romedal. ..... 23.5 1.64 0.98) ~ | 
TG 124 1.29 1.87 
EE 11.6 3.59 1.53 8.39 1.21 2.2% 
EE 8.9, 2.43 1.92 
Indre Romedal ...... 8.8 .50 0.73 
Blei... EE TX 10.48 0.23 
Freden. 7.0 .91 0.43 
EE 6.2 0.25 2.22 
Bulls io 5.8 0.57 
MODRE ER 4.1 4.5 
Throndhjem .. ...... 23 12.06 2.4 3.58 1.93 2.76 
mL 0.8 0.55 1.02 i 
E: .. 0.8 OTE 
oa Se 0.2 8.93 5.37 
OOO SV S ui 0.0 1.89 1.15 
vpn. EE 0.0 1.15 0.87 
Tromsg Stift: 
Tanta EE 161.5 6.48 1.45 
Loppen . . 160.7 3.97 
Varin... EE 158.5 5.50 
vi o. 158. 4.45 3.80 | 484 | 321 | 4.08 
Sydvaranger. ....... j^ 1581 1.52 ; 
EE 148.3 0.58 
Skjerra...... ee 133.8 1.87 
LIRE viss. i . 133 3.58 7.5 r 
LK A 128.6 3.17 
Lena DUS ee eee She ce 115 2.47 
estiofoten, ......... 110 7.18 4.44 
Aan o 102.6 2.08 287) | 598 | 510 | 554 
Ib. E 100.7 2.58 .5 
Alstadhaug...... e». 1004 8.80 5.18 
Østlofoten.: ... . .. 100.1 9.31 10.9 
Trondenæs ....,..... 99.6 5.97 
Sortland.. ..... .; 97.3 la 18 88 
Bad... o 95. à 11.38 
Ledingen..... EECH 90.9 9.39 4.07 79 
Stepeñ ........... ; 89. 1.76 270 | gar | 511 | 9^ 
Skjærstad. .......... : 87.0 1.73 3.40, 
Hammerfest......... 84.5) 5.73 2.85 
Lenvik og Trang .... 78.2 6.18 
Lung ........ .....o.. 71.6 0.03 6.90 
Ofoten, se in ER 4.70 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 27 


ee 10 | -= = 
2225 2855 (85% ES 
HH BEER así sí — 
Legedistrikter SERS | 98] | SR) 23 | => | = 
52583 | S30 | Bee | BER | Fee = 
2533 Gees sess i S g | sue 
| | 
Tromsø Stift: | | 
Drs EE 69.1) | 2855 | 1.75) | | | 
E EE 68. 1.10 1.48] | | | 
Tromsg.... <, 66.2 0.36 9.287 | | | 
Polim as 57.9 135) | 7.00 | 8.66 | 585 
Malanga. aaa 54.4 3.04 TIA | | 
MON EE 48.4 i 144 2.27) | | 
Teen 5 0. 23.3 175 | | | 
Middel, 305 | | | | | 
Distrikter med over 30 | | | | | 
% Fiskere har som | I | | | 
Middel uge | 484 | 401 | | 
Distrikter med under | | | | 
30 9/4 Fiskere har | | | 
som Middel ........ | | sis | PD i | pe 


sig indeslutter de fleste af Stiftets Byer, ligesom det ogsaa 
skyldes Arendal, at 3die Gruppe har et sterre Tal end Iste. 

I Throndhjems Stift er ogsaa Byerne Throndhjem og Reraas 
med sine heie Sygdomstal Skyld i, at den 3die Gruppe er noget 
Større end den 1ste. 

For Tromse Stifts Vedkommende ter det kanske bem=rkes, 
at af de Distrikter, der har de heieste Promilletal for Fiskere, 
herer de fleste til de mindst befolkede, veirhaardeste og i flere 
Henseender ugunstigst stillede med Hensyn til Lægehjælp, saa- 
ledes, at Opgaverne herfra neppe kan tænkes at være særdeles 
neiagtige. Ligeledes vil det fremgaa, at Aarsagen til, at den 
4de Gruppe har et saa betydeligt Tal for Epidemien 1858—1864, 
Væsentlig skyldes den enorme Udbredelse, som Sygdommen fik i 
Brenne 1861—1862. 

I det hele og store synes dog et vist Forhold at gjere sig 
gjældende mellem Størrelsen af Sygdomstallene og Promillefor- 
holdet af Fiskere inden de forskjellige Distrikter. 


276 AXEL JOHANNESSEN. - [No. 1. 


I Forbindelse med Omtalen af Kommunikationernes Betyd- 
ning fortjener det at anferes, at Almqvist! har fundet, at i 
Sverige de Landskaber, der ligger langs de store centrale Kanaler 
og Indseer, hyppigst er hjemsogte af Difteri, og heraf er tilbeielig 
til at antage, at Skibsfarten paa Elve og Kanaler er gunstig 
for Udbredelsen af denne Sygdom. 

Nu er det af Interesse, at det af Norges Amter, som i Hen- 
seende til Forekomsten af Difteri indtager en saa fremskudt 
Stilling, nemlig Smaalenene, ogsaa er det Amt, som gjennem 
Kanalforbindelse med den store centrale svenske Vandkommunr 
kationslinie, ved sine egne vidtforgrenede og sammenhengende 
Land- og Vandkommunikationer, ved sin betydelige Kystlinie og 
sin Kystrute, der er den mest befærdede i Landet,” synes at 
have de bedste Betingelser for at modtage og videre transpor- 
tere Sygdomsspirerne. ` 

Hertil kommer da endelig ogsaa de navnlig omkring F red- 
riksstad, Sarpsborg og Fredrikshald fremherskende sanitære 
Misligheder, som en stor og sammentrængt Arbeiderbefolkning 
pleier at være underkastet. 3 


Hvad de evrige Næringsveie angaar, synes hverken Skibs- 
farts- eller Industridistrikterne at være særlig udsatte, men dog 
mere end Agerbrugsdistrikterne, som har de mindste Sygdomstal 
— hvad der ogsaa stemmer med Almqvist's Undersøgelser fra 
Sverige. 

At Skovdistrikterne har et saa heit Sygdomsta 
sig fra den betydelige Udbredelse, som Difterien i 186 
fik i nordre Østerdalen og Trysil. For Epidemien 187 : 
findes som Middel af denne Klasses Distrikter det for alle Række 
mindste Tal. 

Hvad Bjergværksdistrikternes heie Tal angaar, 
Interesse, at der ogsaa fra Sverige berettes om den be 


] skriver 
9 1865 
9—1884 


er det af 
tydelige 


g. 125. 
1 A. St. 8.66. 2 N. A, Kiær: Norges Land og Folk. 2det Hefte, 


8 N. A, Kier: A. St. iste Hefte, S. 55. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. — 277 


Udbredelse, som Difterien har havt i lignende Distrikter i dette 
Land. 

Ligeoverfor Sygdommens Invasion hersker der dog bety- 
delig Forskjel mellem begge vore Bjergværksdistrikter, idet den 
allerede i 1824 synes at have naaet Kongsberg, medens der i 
1851 udtrykkelig bemærkes fra Reraas, at Difterien indtil dette 
Aar ikke havde vist sig i Byen, uagtet den i de omgivende 
Distrikter var betydelig udbredt og ondartet. 


1 Bødtkers M.-B. for 1851. 


I Forbindelse med det foregaaende skal afhandles 


Difteriens Forekomst i Byer og paa 
Landet. 


G anske enkeltvis har Forholdet mellem Difteriens Udbre- 
delse i Byer og paa Landet været gjort til Gjenstand for Om- 
tale i den udenlandske Literatur. Saaledes udtaler Mackenzie! 
»at Sygdommen er meget hyppigere i Landdistrikter end i Byer“, 
og Almqvist? tror af sine Undersegelser at vere berettiget 
til at slutte, at Difterien ikke udvikler sig til betydeligere Epi- 
demier i de sterre Byer, der vistnok hurtigere og lettere kan 
angribes af Sygdommen end de for Sygdomsspirerne sjeldnere 
udsatte Landdistrikter, men at den her, naar den en Gang bar 
faaet Indpas, udvikler en heiere Kraft og lettere blusser op til 
sterre Epidemier. 

Underseges nu for vort eget Lands Vedkommende, hvorledes 
Difteriens epidemiske Udbredelse i Byer og i Landdistrikter 
stiller sig, vil Tabel VIII og IX vise de herhen horende Forholde. 
Efter denne Tabel er Sygdommen under de store E pidemiaar 1858— 
1865 forekommet som Middeltal i Byerne i 5.34 pM. af Befolk- 
ningen, i de Distrikter, hvori der findes Byer, i 3.55 pM. i 
Landdistrikterne i 2.41 pM. af Befolkningen, og i Epidemiaarene 
1879—1884 i Byerne i 3.21 pM. af Befolkningen, i de Distrikter, 
hvori der findes Byer, i 2.54 pM., i Landdistrikterne i 2.02 pM. 
af Befolkningen. 


IA BE 8. 107. * A u S. 63. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 279 


Men ved Bedommelsen af disse Tal maa det vel erindres, 
at Byerne allerede derved bliver ugunstigere stillede, at de af 
Lægerne her kjendte og behandlede Tilfælde i Almindelighed 
forholdsvis er større end for Landdistrikternes Vedkommende, 
hvor saa mangt et Tilfælde forløber uden at komme til Lægens 
Kundskab. Naar hertil kommer, at flere af de afsidesliggende 
Distrikter ikke eller ialfald blot med et meget lidet Forholdstal 
deltager i Sygdommens Fordeling, vil det snarere vække Op- 
mærksomhed, at de for Landdistrikterne opførte Tal er saavidt 
høie. 

Undersøges nu, hvorledes Tallene under de enkelte Epide- 
miaar stiller sig, vil det sees, at Epidemierne i Byerne som Regel 
betragtet synes at udvikle sig temmelig jævnt, og at deres Tal 
sjelden naar nogen betydelig Heide. Vistnok findes der enkelte 
Exempler paa en hurtig Opblussen af en Epidemi i en By, f. 
Ex. i Throndhjem 1859, Stavanger 1883, Tromsø 1861 og 1882, 
hvor Forholdstallene varierer fra 17.9 pM.—42.2 pM.; men saa- 
vel Antallet af de Landdistrikter, hvori Epidemien pludselig 
blusser op til en betydelig Heide, som selve Heiden af Forholds- 
tallene her er dog meget større. Exempelvis skal nævnes Nordre 
Østerdalen og Trysil i 1863 med henholdsvis 22.6 pM. og 42.6 
pM., Faaberg 1861 med 20.6 pM., Vestre Sendmere i 1862 med 
25.9 pM., Indre Sendmere i 1863 med 22.5 pM., Indre Nordmere 
i 1861 med 39.3 pM., Indre Namdal, Brenne og Alstadhaug i 
1861 med henholdsvis 48.3 pM., 94.9 pM. og 29.7 pM, Ostlofoten 
og Vestlofoten i samme Aar med henholdsvis 36.7 pM. og 21.6 
pM., Lyngen og Tanen i 1862 med henholdsvis 20.1 pM. og 48.7 
pM. Ytre Nordfjord og Lure i 1883 med henholdsvis 26.3 pM. og 
21.9 pM., Ostlofoten, Hadsel og Ibestad i 1882 med henholdsvis 
26.4 pM., 25 pM. og 27.7 pM. o. s. v. 

At dette Forhold ialfald tildels kan have sin Grund deri, 
at Samkvemmet mellem Befolkningen paa Landet er livligere og 
mere intens end i Byerne, der paa sin Side igjen ved sine ri- 
gere Kommunikationer faar Smittespirerne ligesom mere stadig 
importeret i mindre Mængder, som atter igjen danner flere 
mindre spredte Foci, ter vel ikke ganske afvises. 


280 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Ganske interessant er det ogsaa, at det fra enkelte Steder 
udtrykkelig bemærkes, at en By er gaaet fri, medens det omlig- 
gende Landdistrikt har været stærkt herjet; saaledes fra Drøbak 
i 18471 og fra Sarpsborg i 1884, hvorfra det anføres, at der i 
de Byen omgivende Herreder behandledes 171 Tilfælde af Dif- 
teri, men i Byen selv kun 4. Ligeledes er det af Interesse, at 
Sygdommen i Kristiania først i 1885 med Forholdstal 13.4 pM. 
naar den Udbredelse, som den havde naaet i Distrikterne og 
Byerne i Smaalenene og flere af Kystbyerne saavel under Epi- 
demien 1858—1865 som efter 1880. Det er, ligesom om Landets 
største Stad med dens fra Landdistrikternes Forholde mest for- 
skjellige Levesæt og indbyrdes Samkvem mellem Befolkningen først 
er falden efter en langvarig og haardnakket Beleiring. 

Under Omtalen af ,Mortaliteten* vil jeg nok en Gang faa 
Anledning til at komme ind paa Relationen mellem Sygdommens 
Forekomst i By og paa Land. 


I Heiberg's MB for 1847. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 281 


Om Mortaliteten. 


Det er en velbekjendt Sag, at Dedeligheden i de forskjel- 
lige epidemiske Sygdomme kan variere inden ofte temmelig vide 
Grændser, hvad der ikke mindst gjælder for Difteriens Vedkom- 
mende, og at det er denne Varieren af Dedeligheden, som i 
Forening med de mere eller mindre fremtrædende Komplikationer 
bidrager til at give Epidemierne deres Karakter. Nu ved vi, at 
Difterien mest angriber Barnealderen, at de for denne særegne 
Forhold i Svælget og Respirationsveienes Slimhinder frembyder 
en gunstig Jordbund for Sygdommens Propagation, og at det 
netop er denne Propagation, fremfor alt til Strubehovedet, som 
bidrager til at gjøre den saa edeleggende. Vi kan deraf slutte, 
at Mortaliteten staar i et vist Forhold til de angrebne Berns 
Antal. Dette forholder sig i det hele vistnok ogsaa saaledes, 
men paa den anden Side ser man, at denne Propagation er va- 
rierende i de forskjellige Epidemier og under samme Epidemi, 
at Komplikationer og Eftersygdomme optreder med forskjellig 
Intensitet i de forskjellige Epidemier, at enkelte Epidemier lader 
Sig lettere begrændse end andre o. s. v., — Forholde, hvis Aar- 
Sag vi for Oieblikket, som tidligere paapeget, blot theoretisk kan 
anskue, men som er af stor Betydning for det praktiske Liv. 

Det vil derfor ikke være uden Interesse, fer Mortaliteten 
gjores til Gjenstand for en neiere Undersegelse, at forudskikke 
en Oversigt over de Observationer, som foruden de tidligere 


282 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


(S. 244 ff) nævnte, fra en længere Aarrække foreligger fra 
Legerne om Difteriepidemiernes Karakter: 

Det er undertiden bemerket, at en Epidemi kan blive 
mere ondartet under sit Forleb: 

Saaledes blev Skiensepidemien i 1824 heftigst mod Slut- 
ningen. 

Epidemien i Moss 1848! blev ondartet mod Slutningen af 
Aaret, efterat den fra Begyndelsen af Aaret var optraadt mildt. 

Epidemien i søndre Helgeland 1851,? der begyndte i Juli, 
antog i Aarets 3 sidste Maaneder en ondartet Karakter. 

Epidemien i Gudbrandsdalen 1862 optraadte om Vaaren 
mildt i Ringebu, men blev fra September af, da den angreb 
Fron, ondartet. 

I Næs paa Romerike blev Epidemien i 1863 mere ondartet 
mod Slutningen af Aaret. 

I Skiensepidemien 1882 blev Sygdommen mere ondartet ud- 
over Aaret og havde da Tilbeielighed til at gaa over paa 
Struben, i 

Hyppigere er det iagttaget, at en Epidemi bliver mil 
dere under sit Forlob: 

Saaledes berettes fra sondre Sondmere i 1846,3 at Syg- 
dommen i Begyndelsen optraadte saa voldsomt, at de angr ebne 
Bern dede, for Lægehjælp kunde ydes dem, medens Sygdommen 
senere blev mildere. 

Epidemien i Kristiania i Slutningen af Firti-Aarene blev 
efterhaanden mildere.* 

Epidemien i Lillehammer 18485 optraadte heftigst under de 
2 første Maaneder af sit Forløb. er 

1846. I Throndhjems By var Epidemien mest dedelig : 
Begyndelsen; den forbandt sig da hyppig med Affektioner " 
Luftreret, hvad den ikke gjorde i 1847, i hvilket Aar den derfor 
optraadte mildere. 6 


I Nyegaards M.B, for 1848. 2 Klingenbergs M-B. for en 
° Hollers M-B. for 1846. 4 Doderleins M.-B. for 1847 —48. 
5 Baumanns og Wetlesens M.-B. for 1848, - 
; . in for Lege 
6 Beretning om Sundhedstilstanden 3 Norge i 1847. Norsk Magazin 
videnskaben, 1849, S, 641, ` 


1888 ] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 283 


Epidemien i Throndhjem 1859—60 blev mildere under sit 
Forleb (i 1859 15.3 pCt. Dedelighed, i 1860 10.9 pCt.). 

1862. Epidemien paa Toten havde en mildere Karakter og 
en kortere Rekonvalescens end i 1861. 

1862. 1 indre Nordmere aftog Ondartetheden kjendelig ud- 
over Aaret, medens Tilfældenes Antal ikke aftog synderlig. 

Epidemien i Altstadhaug 1861—1862 blev mildere mod Slut- 
ningen af 1861. 

1881. Epidemien i Grimstad var i Begyndelsen ondartet, 
men blev godartet mod Aarets Slutning. 

1882. Epidemien i Osterriser var i Begyndelsen ondartet, 
men blev senere godartet. 

Epidemierne i Kinn og sondre Throndhjems Amt var mildere 
i 1884 end i 1883. 

Epidemien i Syelvig 1847! og i vestre Søndmøre 1862—63 
var mest ondartede i Midten af sit Forleb. 

Det er ogsaa observeret, at en Epidemi kan være god- 
artet i et Distrikt, medens Sygdommen i Nabodi- 
Striktet optræder ondartet: 

Saaledes var i 1846 Epidemierne i Hardanger” og Voss? af 
en godartet Karakter, i Sendhordland,* ytre Sogn? og Send- 
fjord * ondartede. 

I 1884 var Epidemien i indre Sendhordland og Nordhord- 
land ondartet, i Tysnæs og nordre Midthordland godartet. 

1884. I Maalselvedalen blev Kirkedalen haardt angreben, 
medens Øvrebygd slap med faa syge. 

1884. I nordre Fosen var re ondartet, men ellers i 
Amtet godartet.7 

Ligeledes er det enkelte Gange noteret, at en mild Epi- 
demi ved Overførelse til en anden Bygd eller Loka 
M kan blive ondartet og omvendt: 


' Ei M.-B. for 1847. ? Nesheims M.-B. for 1846. 
Walters M.-B. for 1846. 4 Normans M.-B. for 1846. 

Š Aalls M.B for 1846, 6 Landmarks og Clausens M.-B. for 1846 

“Et lignende Exempel fortelles af Baginsky (a. St. S, 211), der i 1868 i 
en Landsby ved Magdeburg nesten ikke havde noget Dødsfald, medens Syg- 
dommen rundt omkring optraadte med en Dødelighed af over 50 pCt. 


284 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I 1881 overfertes Smitte fra Tromsø, hvor Dedelighedspro- 
centen var 21.1 pCt., til Hadsel, hvor den blev 38.4 pCt. 

1882. Fra Tromsø By, hvor Sygdommen var mild, overførtes 
den til Lenvik, hvor den optraadte med stor Intensitet og Dede- 
lighed. 

1882. Epidemien i Trondenæs, som var mild (11.2 pCt. Dede- 
lighed), overførtes til Lødingen, hvor den optraadte ondartet. 
(28.5 pCt. Dedelighed). 

1882. Fra Fiskeverene i Lofoten, hvor Sygdommen op- 
traadte mildt, overførtes den til Sortland, hvor den ogsaa op- 
traadte mildt (3.3 pCt. Dedelighed), og til Lure, hvor den var 
strengere (27.4 pCt. Dodelighed). 

1882. Smitte bragtes fra Bergen, hvor Dedsprocenten dette 
Aar var 20.7 pCt, til ytre Hardanger, hvor den blev 12.5 pCt. 

1888. Fra Lofotfisket, hvor Sygdommen dette Aar optraadte 
med en Dedsprocent af 3.7 pCt, bragtes den til Alten, hvor 
Dedsprocenten bley 15.6 pCt. 

Ved denne Sammenstilling fortjener at mærkes, at af " 
Distrikter, hvor Sygdommen efter Overferelsen optraadte ond- 
artet eller mere ondartet end paa det Sted, hvorfra Smitte Mad 
udgaaet, havde Hadsel, Lenvik, Lure, Ledingen og Alten hidtil 
været forskaanede for Sygdommen under den omhandlede Epi- 
demi, medens paa den anden Side ogsaa Sortland og ytre Hard- 
anger, hvor dog Tilfældenes Antal kuns var 8, var gaaet fri. 


Allerede af det ovenfor udviklede vil altsaa fremgaa, hvor 
vanskeligt det er at danne sig et Billede af Mortalitetsprocentens 
Størrelse i Difteri, og man ser derfor ogsaa, at Dedsprocenten opferee 
meget forskjellig af de forskjellige Forfattere. Saaledes angiver 
Liebermeister! Mortaliteten til gjennemsnitlig mellem 30 oe 
40 pCt.; Oertel? og Jacobi,3 at den kan stige lige tü pis 
til 95 pCt; Mackenzie,* at Mortaliteten i flere Epidemier er 


1 &, Bt B. 929. ? v. Diemoro n's Handbuch, a. St. 8. 653. 
9 A. St. S. 758. * X. St. B. 910 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 285 


over 50 pCt.; han tilfeier dog, at det fra enkelte af disse Epi- 
demier, f. Ex. Florentinerepidemien 1872—73, udtrykkelig be- 
mærkes, at den opferte Mortalitet 57 pCt. maa opfattes som 
Forholdet mellem de „grave Tilfælde og Dedsfaldene*. Monti! 
har for Wienerepidemien i 1877- 81 fundet en Middeldedelighed 
af 338 pCt. 

Paa den anden Side bemærkes det,? at enkelte Epidemier 
er forlebne næsten uden Dedsfald eller med en ringe Mortalitets- 
procent. 

Hvad Dedeligheden i ,Kroup* angaar, har Rauchfuss* 
fundet en gjennemsnitlig Mortalitetsprocent af 75.0 pCt., Trous- 
seau af 50 pCt, Bartez af 65 pCt, Bricheteau af 69 pCt., 
Steiner af 65 pCt, Monti‘ af 648 pCt, medens Fraenkel; 
angiver, at den vakler mellem 23 og 87 pCt. 

Det vil heraf let sees, hvilken betydelig Forskjel det gjer, 
om vedkommende Forfatter regner Kroup til Difteri eller ud- 
Sondrer den derfra som en egen Sygdom. 

For Danmarks Vedkommende findes blot Opgaver fra mere 
enkeltstaaende Epidemier; saaledes har Ditzel* 10 pCt. Deds- 
fald blandt sine for Difteri behandlede Patienter, medens Dede- 
ligheden i Strandveisepidemien i 1881 var 7.7 pCt.; paa Island 
har Finsen? en Dedsprocent af 11.7 pCt. for Difteri, af 65 pCt. 
for Kroup, af 20.9 pCt. for begge Sygdomme tilsammen; paa 
Færøerne har Lund? en Dedsprocent af 8.0 pCt., ligeledes 
for begge Affektioner tilsammen. — 

Den givne Sammenstilling af Mortalitetsprocenter fra for- 
skjellige Lande vil dog ved neiere Betragtning vise sig at have 
liden Betydning til Klargjerelse af Spergsmaalet om Difteriens 
midlere Dodelighed, da de for største Delen blot repræsenterer 
en enkelt Læges Erfaringskreds eller ialfald er hentede fra et 
kortere Tidsrum. Først naar der foreligger saadanne Sammen- 
i EREN 

1 A, St. S, 218. , 
? Smlgn, Francotte a. St, S. 295. Noeldechen a. St. S. 315. 
° A. St. S, 201, 4 A. St. $, 80. 


, Bulenburg’s Kealeneykl, Artikel „Croup“. 
A. St. S. 403. 7 A. St. S. 43 og 46. 8 A, St. 8. 104. 


286 AXEL JOHANNESSEN. ` [No. 1. 


stillinger fra flere Lande og hentede fra en lengere Aarrække, saa 
de store Tal udjævner Uregelmæssighederne i de enkelte Epidemier 
og de enkelte Lokaliteter inden Landet, vil man kunne danne 
sig nogen Forestilling om Sygdommens midlere Dedelighed. 

En saadan Statistik er leveret af Wern! for Sverige for 
Aarene 1865—1880.  Sammenholdes de i hele Riget for disse 
Aar forekomne Tilfelde af Difteri og Kroup med Dedsfaldene, 
fremkommer en Dedsprocent af 24.6 pCt. 


For vort eget Lands Vedkommende vil det af Tabel IV à 
og b sees, at den gjennemsnitlige Dedsprocent i Aarene 1867 
—1884 har veret for Difteri: 12.2 pCt., varierende mellem 5.5 
og 21.5 pCt.; for Kroup: 53.7 pCt, varierende mellem 41.0 08 
63.7 pCt. For begge Affektioner tilsammen 21.6 pCt. 

Om dette Tal, der altsaa maa betragtes som Middeldedelig- 
heden i Difteri for Norges Vedkommende, grupperer sig da Tallene 
for Forholdet mellem behandlede og dede i de forskjellige Epi- 
demier. En Del af disse Forholdstal, der er hentede fra Epi- 
demier, som neiagtig og indgaaende er observerede og beskrevne, 
skal her hidsettes. Det vil af dem fremgaa, hvor varierende 
dette Forhold ogsaa for vort Lands Vedkommende er: 

I Throndhjemsepidemien . . . 1845—47 døde 6—7 pCt. af de behandlede. 
> 7459 — 


I Levanger- og Skognsepidemien 1847 
I Totensepidemien . . ... 1846 , 150 , 


| 


I Mandalsepidemien , .... 1847—48 „ 19.4; SCH a 
I ee a 1860—61 „ ES y Ae Se 
I vestre Søndmøreepidemien 1862—63 , 210 , oe "t 
I Throndhjemsepidemien , . . 1859—60 , 126 ,  — d 
I Brønnøepidemien . , , . . . 1861—03 , 144 == me 
I Altstadhaugepidemien . . . . 1861—62 , 2340 ,  — = 
I Smaaleneneepidemien . . . . 1874—76', 27.8 , — SH 

Kristianiaepidemien . . . . . 1884 0 S WI y VM 


At Krouptilfældene i denne Sammenstilling har maattet tages 
med for at frembringe et saavidt mulig reelt Virkelighedsbillede, 
vil efter den tidligere givne Udvikling vere indlysende. Men | 
paa den anden Side frembyder netop denne Sondring mellem 


JA BE S. ME 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 287 


»Svælgdifterien* og Larynxdifterien en bekvem Anledning til at 
studere Forholdet mellem begge Affektioner og den Indflydelse, 
som hver af dem udever paa Mortaliteten. 

Relationen mellem dem vil sees af Kurve C. 

Af denne fremgaar det, at Kulminationen for Dedsfald af 
Kroup — ligesom ogsaa for Antallet af de angrebne — indtreeffer 
noget tidligere end Kulminationen for Dedsfaldene af Difteri — 
et Forhold, som ganske svarer til, hvad Krieger! har fundet 
for Berlin og England, og som maa sees i Forbindelse dels med 
de talrige Meddelelser om, at de ferst angrebne Bern dede saa 
hurtig, at Lægen ikke fik Anledning til at behandle dem, og 
dels med de oftere tilbagevendende Beretninger, at Epidemierne 
er blevne mildere i sit Forleb, væsentlig paa Grund deraf, at 
Lokalisationen til Larynx bliver sjeldnere. 

Dette kan da igjen til en vis Grad synes at pege hen imod, 
at Sygdommen, saaledes som tidligere antydet, temmelig snart 
under Epidemierne angriber de Individer, som særlig disponerer 
til Larynxaffektionen, og det vil ikke vere uden Interesse, i For- 
bindelse med, hvad tidligere er anfert om de forskjellige Aars- 
klassers sterre eller mindre Modtagelighed for Smitten, at under- 
sege Alderens Indflydelse paa Dedeligheden af Difteri og af 
Kroup. 

I 1867—1884 dede af Difteri i Norge (Tabel V a) 5513 
Individer, for hvilke Alder er angivet. Af disse var 494 = 
9.0 pCt. over 15 Aar, 5019 = 91.0 pCt. under 15 Aar. Af 
Kroup dede i samme Tidsrum 3949 Individer, for hvilke Alder 
er opgivet. Af disse var 22 — 0.6 pCt. over 15 Aar, 3927 — 
39.4 pCt. under 15 Aar. Af Difteri og Kroup tilsammen 
dede 9462, hvoraf 515 = 5.4 pCt. over 15 Aar, 8947 = 94.6 pCt. 
under 15 Aar, altsaa et overveiende Antal Bern, men dog ikke 
Saa overveiende som i Scarlatina, hvor Forholdet er 97.6 pCt. 
Born : 2.4 pCt. voxne.? 
erm Eie d i 


TA. St. Beiblatt I. 

* I Sachsen var af 100 dede af Difteri og Kroup tilsammen i Aarene 1873 
—1878; 98,35 pCt. Børn og 1.65 pCt. voxne. I Preussen: 98.2- 98.8 pCt. 
Bern og 1.2—1.8 pCt, voxne. (Geissler: Die Ausbreitung der Diphtherie- 


268 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I 1867—1884 angrebes af Difteri: 12,389 voxne Individer, 
hvoraf 4 pCt. dede, og 19,733 Bern, hvoraf 25.4 pCt. dede; af 
Kroup i samme Tidsrum: 147 voxne, hvoraf 15.0 pCt. dede, og 
6148 Born, hvoraf 639 pCt. dede. Af begge Affektioner til- 
sammen: 12,536 voxne, hvoraf 4.1 pCt. dode, og 25,881 Berm, 
hvoraf 34.6 pCt. dede. ; 

Forholdet mellem Dedsfaldene i de forskjellige 
Aldersklasser og det samlede Antal Dedsfald af Dif 
teri og Kroup vil sees af Tabel V a og b, hvoraf det vil 
fremgaa, at Aldersklassen 1--5 Aar saavel i Difteri- som Kroup- 
tabellen opferes med de heieste Tal, men at disse for Kroupens 
Vedkommende er betydelig højere end for Difteriens, og at 
Tallene for Dedsfald af Kroup i de felgende Aldersklasser falder 
meget stærkere af end Tallene for Dødsfald af Difteri, hvor 
Faldet er jævnere. 

Den folgende Tabel vil da vise Forholdet pro mille mellem 
de dede og Antallet af Individer i hver Aarsklasse i Riget (efter 
Folketællingen af 1875) i Aarene 1872—1884. 

Af Tabellen vil sees, at ogsaa de her opferte Forholdstal 
for Kroupens Vedkommende synker meget hurtigere end for Dif- 
teriens, og i hvor langt høiere Grad end de øvrige Aldersklasset 
Aarene mellem 1—5 Aar er udsat for at angribes af dødelige 
Larynxaffektioner. Det vil saaledes indsees, hvilken bety delig 
Indflydelse de lavere Aarsklasser, der ogsaa udmærker sig ved 
sin store Modtagelighed for Sygdommen, har paa dennes Morts- 
litet — en Indflydelse, som ogsaa gjennemgaaende gjor sig gjæl- 
dende i de udenlandske Beretninger. 

Saaledes har Monti for Wien i Aarene 1879—1881 fundet 
folgende Tal, der ogsaa indbefatter Laryngitis diphtherica: 

Mellem 0—1 Aar døde 88 — 5.7 pCt. af Dødsfaldene. 


— 1007 = 69.3 „ 
— 510 


— sne = ILS , po 
— 10—15 — 79 — I9 ., e 
— 15—20 — 8 — 08 , "me 
—  20—40 — 14 = 09 „ pe 


` .. | J 

im Königreich Sachsen seit ihrem ersten Auftreten im Jahre 1906 kept 
bericht d, süchs. Landes-Med.-Coll. 1880, ref. i Guttmann 8 ° E 
1880, S. 226). 


1888.] 


289 


Tabel 14, 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 
dnory je opøp 3o TA pam 
leuiesss|qsiey toupa) c a o ë 3 S S|Z 
u poqoq WA S S < <€ SS SIS 
Haut jv epep E a else 
QUISSSP[ISIVY I 9u49DIAID 2 e? = c z E 
-up woppw proquog 9/, = = 
788T —228T uøf 2 5 m; scc 
9383əq je dnory je epeq| P I © 
reet 5181 uøly SER 288 
93399 Je roy Je opge ^^ à Y  = 
8: ° 
«dig ES 0 X bo eub 
Set r ç noX ER SD 
Fa SE SS SS $ 
< E e ee ee 
dnory je apap 3 pet G 
ae! N, ” 0 c z e s S š 
ot urə[our a "o e c c GO uc c Ee 
Haut je E = 
omroserpggav (ap = ss Š 8 = š z 
uy werpw proyrog Du 
p881—3L8T ue[qəpu E 5g eium 
je dnory je epeq m 2: 
FSST— 8281 SE 2 dm E o m GB 
Te Pod je spøg ee s m aM 
q å Ë nH. Ge o 
e ses A ë re -— 0 
2358 T9 E 
$873 S SS 5858 
E om — v — 
< rå m 
sous ne Je s 25.12 
Fre d a roumpupi © o I 6 & o c 
=L wio[[9 Ut PEUT = ASA = 
1991 Jš opøp 3 = Ria 
rn I sel 2 = =: o = = = 
«ur woppw proyo 9/, 
v88T—EL8T uoly 588 
-pueyy je dnory je spøg É T 
7881—3281 uefy SS SS 2 8 um 
-pusyy jeuegngjeepeg|] TT S&S © "7 "7 
Sas A ° i = 
43: š š š 5 š Š š 
$328 & o6 855 
< a ^ m — - =- 
= 
š š R zn R R R z 
ad 15 
E (n m n A4 = 3 ud 
E Lad didis 


Vid.-Selsk, Forh. 1888, No, 1. 


990 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1- 


og den engelske Registrar general! har af 70,000 Dedsfald fel- 

gende Procentfordeling : 

under 1 Aar 9.0 pCt. af Dodsfaldene 10—15 Aar 9.0 pCt. af Dødsfaldene 
, 69, = 15—20 , 50 , 

25—45 B — 


810 „ 26.0 , Are 


” 


For Sveriges Vedkommende har Wærn fundet følgende 


Tal: 
0—10 Aar 644 = af Dødsfaldene | 30-40 Aar 3.5 pCt. af Dødsfaldene 
10-20 » 40 ; = 
20-30 » 70 » = 


Almqvist? har for Aarene 1870—1885 sammenstillet Deds- 
faldene af Difteri og Kroup i Gøteborg og fundet følgende 


Række: 

0—1 Aar 10.2 e af Dodsfaldene 10—15 Aar 2.1 pOt. af Dədsfaldene 
1—5-—, 1-350 , TE y 

5—10 » 21.3 5 _ 30—40-, 0.5 » — 


For Kristiania By findes følgende Række for Difteri og 
Kroup tilsammen for Aarene 1860—1884 (Tabel VI a og b): 
0—1 Aar 8.1 SE af Dødsfaldene 10— 15 Aar 1,9 pCt, af ee 

1—5 , 134 IE-30 , IE, 
5-10, 149 » — 50-10 . 087 = 


Som det vil sees, er Tallene for Aldersklassen 1—5 Aar her 
høiere og for 5—10 Aar lavere end i de andre statistiske Rækker, 
medens Tallene for Difteri i Tabel VI a svare ganske godt til 
Tallene fra Geteborg, ligesom Tallene for Difteri i Tabel V å 
er i Overensstemmelse med de engelske Tal. Slaaes Tallene for 
Dedsfald af Difteri og Kroup for hele Riget sammen, vil folgende 
Rekke fremkomme: 

0—1 Aar 9.5 pCt, af Dødsfaldene 15—20 Aar 2,5 pCt. af Laser 


1—5 , 56 5 —30 4, 13 » 
5-10 „ 217 » — 30—40 , D e im 
10—15 , 58 , _ 40-100 , 0.9 » en 


altsammen Forholde, som viser, hvilken Indflydelse Strubeaffek- 
tioner i de tidligere Barnexar for vort Lands Vedkommende har 
paa Epidemiernes Karakter og Dedelighed. Ogsaa i enkelte 


ne 
1 Cit. efter Thursfield a. St. S. 148. 
2 A. St. 8. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 291 


lokale Epidemier, hvorfra Opgaver i denne Retning er leverede 
har et lignende Forhold gjort sig gjældende, saaledes i Thrond- 
hjemsepidemien 1859—1860, Epidemien i Smaalenene 1874—76, 
i Namdalen 1860— 61! og sendre Senjen 1861. 

Som en Illustration til den Regel, som i det foregaaende er 
segt gjort gjaeldende, at en Epidemis Ondartethed for en ikke 
ubetydelig Del er bundet til Larynxaffektionernes sterre eller 
mindre Hyppighed, at Ondartetheden ofte er betydeligere i Be- 
gyndelsen af Epidemien, og at denne Tilbeielighed til Larynx- 
affektioner fornemmelig er bundet til Aldersklassen 1—5 Aar, 
kan den store Epidemi i Smaalenene 1874— 76 tjene. 

Mortalitetsprocenten var i denne Epidemi i 1874: 29.0 pÜt., 
i 1875: 28.2 pCt. og i 1876: 24.4 pCt. af de behandlede. 

Af disse Dedsfald skyldtes Larynxaffektioner i 1874: 84.8 
pCt, i 1875: 63.4 pCt. og i 1876: 50.7 pCt. af Dedsfaldene; og 
af disse Dedsfald af difterisk Kroup indtraf i Alderen mellem 
1—5 Aar i 1874: 56.2 pCt., i 1875: 53.6 DCL i 1876: 67.1 pCt. 

Angaaende Forholdet mellem behandlede for Dif- 
teri og dede af Difteri inden de forskjellige Aldersklasser 
vil det blot for Kristiania By vsere muligt at tilveiebringe et 
Sterre statistisk Materiale. 

Ifelge Tabel VII dede af de for Difteri? behandlede: 


under 1 Aar 76.0 pCt. mellem 10 og 15 Aar 8.2 pCt, 
mellem 1 og 3 , 79.5 , 54.4 pCt — 20 og 30 » 15 » 
— 805 , 396 , bin WER, 0, 


eo a 10.5105 5 

Angaaende Kjennets Indflydelse paa Dedelig- 
heden af Difteri kan mærkes, at af Difteri angrebes i Aarene 
1867—1884 i Norge: af Mandkjen 14551, heraf døde 2743 = 
18.9 pCt.; afKvindekjen 17,495, heraf dede 2909 = 16.6 pCt. 

Af Kroup angrebes i Aarene 1867—1884 i Norge: Af 
Mandkjon: 3486; heraf dede 2173 — 62.3 pCt.; af Kvindekjen 
2864; heraf dede 1879 = 65.6 pCt. 
See 


> Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1862, S. 627. 
Kroup er ikke medregnet, da der for denne ikke er opfert nogen Specifikation 
1 Aldersgrupper. 
19* 


292 - —. AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Af begge Sygdomme tilsammen: Af Mandkjen: 18,037; 
heraf dede 4916 = 27.3 pCt.; af Kvindekjen: 20,359; heraf dede 
4188 = 23.6 pCt. 

I 1875 fandtes der i Riget af Mænd 888,571, af Kvinder 
930,282; altsaa dede af hvert 10,000 Mend i Landet 3.1 og af 
hvert 10,000 Kvinder i Landet 2.9 af begge Sygdomme tilsammen. 

Af 9646 Dedsfald af Difteri i Norge (Tabel V a) 1853— 
1884 var 49.1 pCt. Mandkjen og 50.9 pCt. Kvindekjen; af 5907 
Dødsfald af Kroup i Norge (Tabel V b) i 1853—1884 var 53.5 
pCt. Mandkjen og 46.5 pCt. Kvindekjen. 

Det nermere Forhold mellem Dedeligheden blandt de 2 
Kjen vil sees af nævnte Tabel, Tabel VI og Tabel 14. 

Af disse Tabeller vil fremgaa, at forholdsvis til de levende 
Individer i Alderklasserne (Tabel 14) prævalerer Mandkjennet 


~ i Kroup i 0—1 og 1-5 Aars Alderen, og Kvindekjennet i 


Difteri i 0—1, 5—10 og 10—15 Aars Alderen, i Kroup i 10—15 
Aars Alderen; ellers staar de omtrent lige. 

I det hele prevalerer i dette Forhold Kvindekjen i Difteri, 
Mandkjen i Kroup. : 

Forholdsvis til de behandlede (se ovenfor) prævalerer 
Mandkjon i Difteri, Kvindekjon i Kroup, derimod i Forhold til 
Dødsfaldene (Tabel V og VI), Mandkjon i Kroup, Kvindekjen 
i Difteri. 

Sees dette i Forhold til, hvad ovenfor under Alderens Ind- 
flydelse paa Modtageligheden for Sygdommen er anfort, vil det 
fremgaa, at der af Kvindekjen angribes flere og der absolut flere 
af Difteri (,Svælgdifteri*) end af Mandkjon, medens at Mand- 
kjennet angribes haardere og med sterre Dedsprocent af de behand- 
lede; af Kroup (Larynxaffektionen) angribes absolut flere af 
Mandkjen og der absolut flere end af Kvindkjon, men Kvindekjonnet 
angribes haardere og med sterre Dodsprocent af de behandlede. 

Grafisk er Promilleforholdet mellem Dede af Difteri PE 
Kroup og Befolkningen i Norge, fordelt paa Alderklasser og Kjen, 
fremstillet i Kurve D. 


1888] . DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. | 293 


Hvad Aarstidens Indflydelse paa Mortaliteten angaar, 
Savnes herom Materiale for hele Landets Vedkommende; For- 
holdet for Kristiania By 1874—1885 vil sees af Kurve G, hvoraf 
fremgaar, at Kroup kulminerer i Oktober, Difteri, ligesom i Alm- 
qvist’s Kurve for Geteborg for Aarene 1870—1885, i December. 
Minimum for Difteri er i Februar, for Kroup i August. Kurven 
er forskjellig fra Geteborgerkurven derved, at denne sidste viser 
jevnere Fald og Stigning, et Forhold, som ogsaa efter Krieger? 
forekommer i Kurverne for Berlin, Strassburg, Nassau og München. 

Men Maxima og Minima svarer til den opferte Kurve for 
Norge. 

Hirsch’s Sammenstilling? af de maanedlige Dodsfald af Kroup 
for Mellemeuropas Vedkommende differerer fra Kristianiakurven 
derved, at dens Maxima forekommer i Januar—Februar. 


Om Mortaliteten i Byer og paa Landet. 


Efter Folketællingen af 1875 var Folkemængden i Norges 
Byer = 326,420. 

Af Difteri dede i Byerne 1877--1884: 877 Individer, — 
beregnet efter 10,000 Indbyggere en Mortalitet af 3.3 °/ooo. 

Af Kroup dede i Byerne 1877—1884. 1,072 Individer, — 
beregnet efter 10,000 Indbyggere en Mortalitet af 4.1 °/ooo, 
tilsammen for begge Affektioner: 7.4 /ow. 

Folkemængden i Landdistrikterne var ved samme Folke- 
tælling: 1,480,480. 

Af Difteri døde i Landdistrikterne 1877—1884: 3,360 Indi- 
vider — 2.8 %o00. 

Af Kroup dede 1.129 Individer, = 1.0 000, tilsammen 
= 3.8 ooo. Overvægten er altsaa paa Byernes Side. 

Det vil imidlertid være indlysende, at det neppe lader sig 
gjøre at benytte disse Talsterrelser til Bedemmelsen af For- 
holdet; thi der vil altid være en Overvægt i Byerne med Hensyn 
til de Tilfælde, som anmeldes af Lægerne, medens i Landdistrik- 
RE 

UA. St. Beiblatt 5. ? A. St. S. 41, 


294 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


terne Lægernes Opgaver over de af dem kjendte Dedsfald ofte 
staar betydelig under det virkelige Antal. | 

Jeg har derfor i den nedenstaaende Tabel 15 sammenstillet 
de Byer, der udgjer særegne Fysikater, samt Stavanger Distrikt 
og de Landdistrikter, hvori Procentallet af de af Lægerne for 


Tabel 15. 


Tabel over Folkemængden, angrebne og dede af Difteri og af Kroup 1867—1884 
i de større Byer og i de Landdistrikter, hvor de af Lægerne anmeldte Døds- 
fald er omkring eller over 50 0/, af samtlige forekomne Dødsfald. 


Folke- | Angrebne | Døde af | Angrebne| Døde af 
T mængden | af Difteri Difteri | af Kroup | Krouwp _ ! 
Kristiania (Middel) „ . .| 100,000 | 1380 258 502 “> 
Fredrikshald... . .| 9956 | 1130 196 205 SE 
Kristianssand 11,7 18 9 150 0 
Stavanger < -| 95541 1156 108 189 7 
EES NI 836 84 889 ie 
Throndbjem . . . . .| 22,152| 750 94 299 1 
Sum . . .| 206069] 5470 674 1734 063 
Landdistrikter, 

Aker (Middel) . . . .| 38,754 | 287 51 130 Så 
BENE 24850 288 48 81 ^15 
Hvaløerne >... . .| 19868 | 252 176 30 43 
Ringerike .. . . E 14867 188 27 123 å 
Modam V x 25,984 225 57 46 24 
Baader <P a | 308 331 27 76 35 
Hof IUD QUEM EAE I l 36 67 4 
Bösdalen 0 va m. 9673 81 10 10 4 
a s. |. ee 5227 941. 9 9 
Nordre Valders + «po 7858 |: 200 4 13 3 
Yttre Sogn. . 8751 31 11 3 8 
BEE 6295 65 16 15 1 
Nordre Fosen . . . . | 6471 | 998 137 1 26 

SUMAR — . QU. X 6992 87 11 Be 
Sum . . .| 188598 | 2731 611 655 = 


1880—1884 anmeldte Dedsfald udgjor omkring 50 % af samtlige ` 
indtfufne Dødsfald. i 
Efter denne Tabel dede i Byerne af 10,000 Indbyggere: 
Af Difteri: 1.8 9/5; af Kroup: 2.9 9/oo. Pow 
I Landdistrikterne dede af 10,000 Indbyggere. Af Difter!: 
1.8 %000; af Kroup: 1.0 %00. * 
Af 100 angrebne døde i Byerne: af Difteri 12.3 pOty ^ 
Kroup 61.3 pCt., tilsammen af begge Affektioner 24.1 pt. 


1888.] DIFTFRIENS FOREKOMST I NORGE. 295 


Af 100 angrebne dede i Landdistrikterne: af Difteri 22.4 pCt., 
af Kroup 50.1 pCt., tilsammen af begge Affektioner 27.7 pCt. 

Det vil heraf sees, at der alligevel er en betydelig Overvegt 
paa Byernes Side med Hensyn til det absolute Antal Dedsfald 
af begge Affektioner tilsammen. Paa den anden Side viser det 
sig dog, at Dedsprocenten af de behandlede i Landdistrikterne 
er saa betydelig sterre for Difteriens Vedkommende, at Procenten 
for begge Affektioner tilsammen her bliver den overveiende. Dette 
Resultat er afvigende fra, hvad der om disse Forhold berettes 
fra Udlandet. 

Thursfield! har saaledes sammenlignet Dedeligheden for 
Difteri af hvert 100,000 Individer i 10 Byer og i 10 Land- 
distrikter. I de første var Forholdstallet som Middel = 8.5, i 
de sidste 14.6, hvad der viser en betydelig Overvægt for Land- 
distrikternes Vedkommende. 

Men paa den anden Side vil de i den norske Statistik fundne 
heie Tal for Dedsprocenten af de behandlede for Difteri i Land- 
distrikterne heller ikke stemme med, hvad Almqvist? anfører 
fra Sverige, at Dedeligheden paa Landet altid viser mindre Tal 
end i Byerne. 

Thi medens det viser sig, at det er ,Difteriens* Mortalitet, 
som Landdistrikterne skylder sin Overlegenhed i Henseende til 
Dedsprocentens Størrelse, er Byerne baade absolut og relativt 
til de behandlede hjemsøgte af en betydelig større Dodelighed 
af Larynxaffektioner end Landdistrikterne. 

Muligt er det, at dette Forhold, der stemmer med, hvad 
der fra Sverige er anfert,? ialfald delvis kan forklares derved, 
at flere af de difteriske Larynxaffektioner, som i Landdistrik- 
terne henføres til Difteri, i Byerne er opferte særskilt som 
»Kroup*. 

Undersøges Forholdet mellem Dødsfald af Difteri og Kroup 
og samtlige angivne Dedsfald i Byer og Landdistrikter, findes 
felgende Tal: 

I 1878—1884 dede i Byerne 54,459 Individer; heraf dede af 
— _ 

1 A. St. S. 180. 2 A, St. S. 64. 3 Almqvist a, St. S. 63. 


296 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Difteri 853 = 1.6 pCt., af Kroup 1005 = 1.8 pCt, tilsammen 
3.4 pCt. 

I 1878—1884 dede i Landdistrikterne 166,701 Individer; 
heraf dede af Difteri 3229 = 1.9 pCt., af Kroup 1047 = 0.6 pCt, 
tilsammen 2.5 pCt., hvad der svarer til de ovenfor fundne Tal. 


Om Dedeligheden i Stifterne. 


Seger man at gjere sig bekjendt med den midlere Dedelig- 
hed inden Landets forskjellige Dele, vil det til Undersegelsen af 
denne vere nedvendigt at tage saa store Tal som muligt, at faa 
saa mange Aar som muligt med, og at sege at finde en Inddeling, 
der inden store Omraader indbefatter saa vidt muligt det for hver 
Landsdel karakteristiske; thi ferst paa denne Maade vil det 
lade sig nogenlunde gjøre at eliminere den Mængde af temporære 
og lokale Tilfældigheder, som paa disse Omraader gjer sig 
gjældende. Den eneste Inddeling, der i denne Henseende lader 
sig anvende, synes at vere Stiftsinddelingen, og i neden- 
staaende Tabel 16 vil de herhen herende Forhold findes sammen- 
stillede. ! 

Af denne Tabel vil fremgaa felgende: Sygdommen er i For- 
hold til Befolkningen uden Sammenligning optraadt hyppigst i 
Tromso Stift (Rubrik 16), hvor den ikke alene har vist sig mest 
ondartet (Rubrik 12), men ogsaa foraarsaget det inden alle Stifter 
i Forhold til Befolkningen største Antal Dedsfald (Rubrik 9) og 
paavirket Dødeligheden inden dette Stift i høiere Grad end i de 
øvrige Stifter (Rubrik 13). Det Stift, som i alle disse Henseen- 
der kommer Tromsø nærmest, er Kristiania, hvor dog Udbredelsen 
i Forhold til Befolkningen er ikke ubetydelig mindre. 


1 Ved denne Tabel skal anmærkes, at de her fundne Middeltal ikke ganske vi 
svare til de paa Tabel IV og Tabel V opførte, da disse er beregnede efter 
de af Lægerne behandlede Tilfælde og anmeldte Dødsfald, medens 
Middeltallene paa Tabel 16 er beregnede efter samtlige kjendte Tilfælde 0g 
Dødsfald af Difteri og Kroup og, for den ene Rubriks Vedkommende, efter 
samtlige Dødsfald i Norge. Heller ikke vil Tallene svare til de i Tabel IIE 
opførte, da den sidst nævnte Tabel er bygget over Tallene for Amterne for 
Aarene 1859—84, 


1888.] 


. DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


297 


Tabel 16. 


uawues[n dnory 3o 


JIa je En SE Op 


"emm dnoıy 3o 
tq je epep 3o E 


-ue wow pfoyxog 9/9 
dnog 


je opøp Zo auqaıd 
-ue ure[[ou progo Y 


u ee Sm 
nejjq je euqoigus out) © c gi S s g nd 
je dnoiy je a 
mers ug 30 dnoiy ii ars a ee 
80 t199J1( Je nise sS ve e 8 A 

Ce progo 0), E oe 
us JU Lu rojo 
30 dnoxy je 9uqoiJue = = = = pH d 
umu p[ourog 99/, 
mesa ana ; 
3o t199J1( Je euqeiSut S å is = = e = 
moroa proysog 99 | 7 m 
jung I PIMepoq ux odo we € e e 
-JUIBE nory 50119 A EE dE e 


e m 00 10 e. ES 
3o 119331 (1 J? Gë EE 
SEN poqo 
Sete uxoJoq e <> 
30 dno je opøp = S i d s = ° 
— DE ent 
Pu oppg eo em e co © eo rf. 
go I Ben je opøp a Oo ei «+ x 
urerpaur proqio Y), SE 
$881—8981 I 2 4$ t $2 9 & e 
dnoıy je epeq E te 
—898T I š uos m 5 S > 
ig je ouqoisuy d s OL oa 
rest 898I I EI 2S a Š ç 
119931 Je PAA mc ro = 
og o oo 9 
}881— 8981 I SL GE 3 - 
1199J1( je ouqeiduy sf & c od 3 
re 
e cao e cç 10 Q 
881—898T I SKE DOES a 
prejspeq e3pyureg S 5 SS E Š 
— e <} < 20 e 
e <t au e ri 
"9181 1 Juruxpojog = s A S cor 
00 Ee ki Q E 
= Q Ke av a Lem 
D e Y D É . 
E sk sn 
en 7 5 Dë = s 
en ` “€ | ° a å 
$3313; 
id PË BM om E 


298 | AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


Næst efter disse 2 Stifter staar i Henseende til Sygdommens 
Udbredelse blandt Befolkningen Throndhjems Stift hoiest, om 
end Forholdet til Tromse blot er som 2: 3; dernæst følger 
Kristianssand, Bergen og Hamar, hvilket sidstnævnte Stift i alle 
Henseender er det, hvor Sygdommen har spillet den mindste Rolle. 
Mellem de 3 andre Stifter vil nu vise sig det Forhold, at i 
Throndhjem, hvor Sygdommen har den relativ sterste Udbredelse 
og det i Forhold til Befolkningen storste Antal Dedsfald, er den 
alligevel optraadt mildest (Rubrik 12). I Bergens Stift derimod, 
som næstefter Hamar har de mindste Forholdstal, er den optraadt 
næsten ligesaa ondartet som i Kristiania Stift, hvorfor den ogsaa 
har haft en sterre Indflydelse paa Stiftets Dedelighed end i 
Kristianssand, i hvilket sidstnævnte Stift den er optraadt saavel 
absolut som relativt med et større Antal Tilfælde. 

Hvad Forholdet mellem Svælgdifterien og Larynxaffektionerne 
angaar, synes det (Rubrik 15—17), som om Difterien har haft 
mindst Tilbeielighed til at udbrede sig til Strubehovedet i Tromsø 
Stift, dernæst i Hamar, Throndhjems, Kristiania og mest i Bergens 
og Kristianssands Stifter, — hvad der i store Træk svarer til den 
tidligere under Forekomsten af begge Affektioner inden Amterne 
omhandlede Relation. 

I Bergens Stift har saa til Gjengjæld de forholdsvis mindre 
talrige Tilfælde udmærket sig ved sin Ondartethed (Rubrik 11), 
medens Affektionen i Kristianssands, Throndhjems og Hamar Stifter 
har været betydelig mere godartet. Det synes ogsaa, som om 
det ovenfor omtalte Forhold for Bergens og Throndhjems Stifters 
Vedkommende for en stor Del har sin Grund netop i denne meré 
eller mindre fremtrædende Rolle, som Larynxaffektionerne spiller 
ligeover for Dedeligheden, idet Dedsfaldene af „Kroup“ (Rubrik 8) 
for Throndhjems Stift ikke udgjer stort over Halvdelen af Deds- 
faldene af ,Difteri*, medens Tallene for Bergens Stift staar 
næsten lige. U 

Sammenlignes Dedeligheden mellem ,Difteri* og „Kroup“ : 
Kristiania og Tromse Stifter, vil sees, at i Kristiania, ligesom ! 
Bergen, indtager ,Kroup* en mere fremskudt Stilling og for en 
betydelig Del bidrager til at hæve Mortalitetsprocenten op næsten 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888.] 


299 


680 I 450 | ero | eso | 180 Iro | 010 qg'0 SUO Oro UL "epp 
940 SLO | 190 LAO 960 | 190 09'0 © | 190 i Beeren 
#80 LTO 490 SVI GK VII ITO 100 FO'0 €: DA 280 j|. er ae 
rou ZTO GL'O 88 I ZZO II OUO 4070 g0'0 80'T 900 ET y ° ` * PUP[DION 
SFO FOO 680 PO 1400 | LFO 900 200 700 040 v0'0 NU I' - = 91p10N 
Dat LTO 680 6L 0 geo FPU LUO 80'0 £0'0 LEO 910 Du | ` mofypuorgy, expueg 
850 600 660 180 60'0 80 ero L0°0 90'0 040 SLO ge ° [epswoy 
660 400 Sero LAU GK 280 TO Z0'0 200 DK coo «UO pes ` euquosioq 9APION 
280 IF0 Lru 8⁄0 LY 180 Gel IFO ¿ro AUI 980 180 |° &g suadiog 
610 90'0 FLO 680 800 Fu 600 20'0 IO SUO 800 BD 1 ° anquodiog 3ıpuag 
FEO TITO SUO GEO sro 180 Iro L0°0 FOO 610 60'0 £0'0 Mie, ` 198uvav3q 
d Uu ¿ro ru 910 SH AUD gro 100 TUO oro #00 |" ` " tepue 2o 1e3srT 
860 LED "AR 880 gro a'o 910 0r o 900 150 el oro 180 en sæuapan 
880 raat) 130 rE 0 110 630 ero OUO 20'0 190 910 BE EG ` S10qsje1g 
230 90'0 ALTO LUO 20) gro Tu £0'0 1070 CEO 90°0 NO I - "o o USHSHy 
960 300 sro ago IUO sro 900 £00 £0'0 9F'0 oro WD I ` uaysvuopop 
68 0 610 080 LEO TUO Ou 0€'0 180 660 er0 80 sro I: aaner 30 Ausgstet 
AY 06'0 080 980 stv SIO 810 Oro 80'0 49'0 SÉ GC0 5t ` pnaexsng 
AA 970 190 460 $60 TO FL'O 880 Stu 690 760 850 I * * eueuepesug 
ut gro LEO er 0 6U0 £90 FLO 80'0 9070 #90 STO 9070 |. ` * “CIA 
IG 0 | 780 LATO 09'0 960 960 86'0 8r 0 Ovo GO0 sro „TO ' * t kg en 
ung | dnoay | Haut | wng | dnory | yq | ung | dnory | uayrq | wng | dnory | oam 
yu y 
CoP PIN 7881-6281 8181 — L98T 9981— 6981 


"JOJUIV SeSION I 


91933£qPUJ 0001 30 dnory So tejrq Ju opep uroj[our jeppourog 4940 [equ] 


“LT 19991 


300 AXEL JOHANNESSEN, [No. 1. 


i Heide med Tromse Stifts, — hvor ,Difterien* gjennemgaaende 
dominerer. 

Hvorledes Dedeligheden under de 2 store Epidemier 1859 
—1864 og 1879—1884 har stillet sig inden de forskjellige Amter, 
vil sees af foranstaaende Tabel 17. 

AT denne Tabel vil fremgaa, at Antallet af Dedsfald i For- 
hold til Befolkningen har været noget sterre under den sidst- 
nævnte end under den førstnævnte af de 2 Epidemier, hvad der 
væsentlig skyldes den Overvægt, som Dedsfaldene af ,Kroup* 
har i Perioden 1879—1884. 

Antallet af Dedsfald i Forhold til Befolkningen har i begge 
Perioder veret sterst i de 3 nordlige Amter samt Bergens By, 
hvortil i den sidste Periode kommer Smaalenenes Amt; mindst 
har det i første Periode været i Amterne paa den sydlige og 
vestlige Kyst fra Nedenæs til nordre Bergenhus Amt og i anden 
i de oplandske Amter. 

Dedsfaldenes forholdsvise Antal er foreget i Smaalenenes, 
Nedenæs, Lister-Mandals, Stavanger, sendre og nordre Bergenhus 
og søndre Throndhjems Amter samt Tromso Stift, aftaget i Kri- 
stiania By, Akershus, Buskerud, Jarlsberg-Laurvigs, Bratsberg, 
Romsdals, nordre Throndhjems og de oplandske Amter samt 
Bergens By. 


1888.]  DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 301 


Om Exanthemet i Difteri. 


D. Germain Sée i 1858 i la société médicale des hópi- 
teaux de Paris fremlagde sine Undersegelser om et scarlatina- 
eller rubeola-lignende Udslet, som skulde optræde hos nylig tra- 
keotomerede Bern, ytredes fra flere Hold Tvivl om, hvorvidt ikke 
Sées Tilfælde havde været Skarlagensfeber, og det vil, efter hvad 
der tidligere er udviklet, være indlysende, at en slig Forvexling 
oftere har kunnet finde Sted. En senere Tid! er dog mere til- 
beielig til i saadanne Erythemer at se et Udslag af en Optagelse 
i Blodet af Saarsekret eller Vævselementer. uden at det kommer 
til nogen egentlig Infektion (Scarlatina traumatica), i hvilken 
Forbindelse det ogsaa skal mindes om, at der under Brugen af 
forskjellige Lægemidler kan opstaa erythematese Efftorescenser 
paa Halsen. Det er derfor naturligt, at mange af de Beretninger, 
hvori der omtales Udslet under Forlebet af Difteri, har været 
modtaget med Forsigtighed. Paa den anden Side synes det dog 
at være Overensstemmelse i at antage, at et Udslet, om end 
Sjelden, 2 kan existere. Sanné? har saaledes observeret det i 
omtr. 50 Tilfælde; det ligner undertiden Scarlatina, undertiden 
Rubeola, undertiden ogsaa Urticaria, Ektymapustler eller Vesikler, 
men folges aldrig af Deskvamation og manifesterer sig ikke ved 
E 
L Smlgn, Gustav Behrends Arbeide: „Erythema* d Eulenburgs Realency- 

clopædie, VI B., 1886, S. 610, 


2 
å Oertel: v, Ziemssens Handb. a. St. S. 190. 
Francotte a. St. S. 121. 


302 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Almensymptomer; det viser sig først paa Sygdommens 7de Dag 
og varer meget kort, kun 1 til 2 Dage. Jacobi! har dog 
seet det opstaa lige i Begyndelsen af Sygdommen paa den 2den 
eller 3die Dag, ligesom ogsaa Eichhorst? har iagttaget, at 
,Erythem eller urtikarialignende Exanthem har indfundet sig med 
de første Symptomer". Mackenzie? og Baginsky + har seet 
udpregede Erythemformer især ledsage grave Tilfælde, som dog 
oftere er gaaet over i Helbredelse (Baginsky). Sanné og 
Francotte antager dog disse Former for at have liden Betyd- 
ning for Prognosen, medens Eugen Fraenkel? ser betænkelige 
prognostiske Teen — selv ved taaleligt Almenbefindende — saa- 
vel i dette Udslet som fornemmelig i de oftere observerede punkt- 
formige eller sterre Petekier, der er af red eller blaagren Farve, 
og som optreder enten i de ferste Dage af Sygdommen, hvad 
der tyder hen paa en meget grav Form, eller først nogle Dage 
fer Døden. I et Tilfælde (S. 266) har han seet et papulo-pustu- 
lest Udslet, der prominerede fra en dyb red Grund og hoved- 
sagelig optraadte paa Haandryg og Forarm, sparsommere paa. 
Haandflader og Bryst; paa venstre Skulder saaes en Pustel, som 
meget lignede Variola. 

Disse Petekier, ofte i Forening med Bledninger fra Næse 08 
Mund, har Monti* ogsaa seet, men kun i exkvisit septiske Til- 
felde, og tilskriver dem stedse lethal Betydning. I en Epidemi 
har han seet Pemphigus hemorrhagicus og ved langsomme, Sep” 
tisk forløbende Former har han paa Hænder og Extensionssiden 
af Led observeret en eiendommelig blaaredlig og haardnakket 
Urticaria. 


I vor egen Literatur er Bemærkninger om Udslet ikke ps 
pige; med Fradrag af de Angivelser, der lader Exanthemet 1 : 
sages af Deskvamation, forefindes felgende, der kan tænkes ab 
lade sig henfere til, hvad ovenfor er udviklet. 

! A. St. S. 728, 2 A, St. S. 950. 3 A. St, S. 190. 4 A. Bt. S. 206. un 

5 Ueber Exanthemformer bei Diphtherie. Monatshefte für praktische De 
tologie 1883, No. 9, 8, 262 og 268. 

ë A. St. S. 197, smlgn, Baginsky a. St. S. 206. 


. 1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. : 303: 


L Exanthemformer: 

I 1850 berettes fra Kristianssand,! at hos nogle Bern op- 
traadte i Rekonvalescensen et kortvarigt Erythem. 

1861. Indre Nordmøre: Under Feberstadiet mærkedes hos 
mange et pustulest, vandkoppelignende Udslag paa Huden. 

I Namdalsepidemien 1860—61 optraadte i heftige Tilfælde 
mod Slutningen af Sygdommen og undertiden neppe uden kritisk 
Betydning Erythemer, Papler, Vesikler, Pemphigus og Pustler. 

I vestre Sendmere-Epidemien 1862—63 optraadte disse Ud- 
sletsformer hos 6 af 320 Patienter. 

1885. Efter Gren forekom paa Sorgenfri Lazaret Urticaria. 
2 Gange og Erythema nodosum ligeledes 2 Gange, i det ene Til- 
fælde forbundet med heftige rheumatoide Smerter i Lemmerne. 

II. Petechier, tildels ledsagende Tilfælde med dedelig 
Udgang: | 
1859. Throndhjem: 1 Gang indfandt ,Scorbut* sig efter 
Difteri. 

1860. Throndhjem: Ogsaa dette Aar kom flere Gange „Skjer- 
bug* som Eftersygdom. 

1862. Altstadhaug: I 3 Tilfælde paa samme Gaard obser- 
veredes Petekier, der i det ene Tilfælde indfandt sig 4de Dag. 
I alle 3 Tilfælde indtraf Døden under tyfuslignende Symptomer» 

1864. Smaalenenes Amt: Der omtales et Udslet over hele 
Huden af blaa eller blaarede Pletter, hvilket ofte ledsagede den 
af Deden fulgte Almenaffektion. 


I Wolffs M.-B. for 1850. 


804 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Om den difteriske Anginas Forhold til 
andre Affektioner af Svelget. 


Det ligger ikke i nærværende Arbeides Plan at indgaa paa 
nogen neiere Omtale af Symptomer og Differentialdiagnose. Da 
imidlertid Forholdet mellem Difteri og enkelte andre Former af 
Angina ikke er af liden epidemiologisk Betydning, vil det dog 
vere nedvendigt at gjere dette til Gjenstand for en lidt nærmere 
Undersøgelse. 

Betændelserne i Tonsillen kan i anatomisk Henseende be- 
kvemmest inddeles i følgende Former, saaledes som Forholdet 
ogsaa doceres ved vort Universitet. . x 

1. Affektion af Slimhinden. Denne kan vere a) ka- 
tarrhalsk med væsentlig Lidelse af Epithelet og de talrige 1 08 
omkring Tonsillen siddende drueformige, aabne Glandler; den 
har stor Tilbeielighed til at udbrede sig til Tonsillens Krypter 
og Lakuner, som jo i Grunden ikke er andet end uregelmæssige, 
pocheformige Udkrængninger af Slimhinden. Denne bliver rod, 
injiceret, let svullen, der afstodes Epithel og secerneres et slim- 
holdigt Sekret; dette ophobes let i Lakunerne, hvis Mundinger 
forsnevres ved Svulsten i Slimhinden og præsenterer sig da ven 
de bekjendte hvide Flekker paa Tonsillen. Sygdommen recidi- 
verer let hos Personer med store og dybe, bugtede Tonsillelakuner- 
For denne Form af Tonsillarbetændelse har Wagner’ foreslaae 


ere: . 162. 
1v, Ziemssens Handb. d. spec. Path. u, Ther, VII B, iste Hälfte, $ 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 305 


Navnet Angina eller Amygdalitis lacunaris, der er akcep- 
teret bl. A. af B. Frünkel,! og som ogsaa benyttes af Prof. 
Hjalmar Heiberg. 

Eller Slimhindeaffektionen kan vere b) kroupes med et af 
afstedte Celler og Fibrin dannet Belæg (sjelden). 

Eller endelig kan den vere, hvad de pathologiske Anatomer 
kalder c) ,difteritisk*, hvad der, som tidligere paapeget, ikke 
netop er identisk med det ætiologiske Begreb Difteri. Ved denne 
Form sidder Exsudatet i selve Slimhindens Væv, som derved 
bliver fast infiltreret, og lader sig altsaa ikke skrabe af. Et saa- 
dant- ,difteritisk* Exsudat, som kan findes i Slimhinden paa selve 
Tonsillen eller udenfor denne, medfører gjerne, at Mucosa nekro- 
tiserer og afstedes. Gaar Exsudatet dybere, udvikler sig en fuld- 
stændig gangrænes Slimhindeaffektion. 

2. Affektion af det løse Bindevæv, som omgiver 
Tonsillen og ligger under Slimhinden omkring samme. 
Betændelsen er her gjerne suppurativ og giver Anledning til 
Absces, Angina phlegmonosa, Halsbyld. 

3. Affektion af Follikelapparatet eller det adenoide 
Vey, som danner Tonsillens Substans, Tonsillitis parenchymatosa. 
Denne kan enten vere a) kronisk hypertrofierende (skrofules 
tuberkules) eller b) acut, som ved Skarlagensfeber, hvor Svulsten 
enten gaar tilbage eller giver Anledning til Nekrose med Afsted- 
ning, eller endelig, især i senere Stadier, gaar over i Suppuration, 
Af de her nævnte Affektioner er ikke det anatomisk saakaldte. 
»difteritiske* Exsudat netop nedvendigt ved en Difteri. Det er 
ingen Tvivl om, at saavel den katarrhalske som (sjeldnere) den 
kroupese Slimhindebetændelse — enten optredende mere diffus 


IS E 


1 Artikel „Angina“ i Eulenburgs Realencyclopedi og i Afhandl, „Angina lacu- 
naris og diphtherica* i Berl. klin. Wochenschr., No. 17, S. 265. Benævnelsen 
synes at vere hensigtsmæssig; thi vistnok er den ældre Benævnelse ,,follikuler 
Angina“ forsaavidt ogsaa korrekt, som Lakunerne i Tonsillen i Virkeligheden 
er „folliculi“ eller Sække; men man har nu engang vent sig til ved Navnet 
Follikel at tænke paa Slimhindernes Lymfefollikler, saaledes at der ved Be- 
"str Tonsillitis eller Angina follicularis let kan opstaa Forvexling og 

orvirri 


" Vid.-Selsk. Forh, 1888, No. 1. 20 


806 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


eller som en lakunær Angina — kan forekomme som Felge af 
en difterisk Infektion. : 

Paa den anden Side kommer der ogsaa ved Skarlagensfeber 
en Nekrose i Tonsillen, men Sygdommen har her sit Sede i Ton- 
sillens egentlige adenoide Væv, som svulmer op paa samme Maade 
som en Peyersk Plaque ved tyfoid Feber og ikke sjelden under- 
gaar en lignende Nekrose som Infiltraterne i Tarmene ved denne 
Sygdom, medens Svulsten i andre Tilfælde simpelthen gaar til- 
bage (Hjalmar Heiberg). 

Head den peritonsillere Absces angaar, synes den ialfald at 
maatte opfattes som en sjelden Manifestation af den difteriske 
Proces, idet enkelte Forfattere, som B. Frånkel angiver aldrig 
at have seet den og endog betegner den som et Diagnostikum, 
der peger bort fra Difteri, medens Jacobi,? der skarpt poleml- 
serer mod denne Opfatning, dog maa medgive, at den ikke er 
hyppig. 

Saavidt min Literaturkundskab gaar, synes det, som om det 
første Sted i den nyere Literatur, hvor en Manifestation af den 
difteriske Proces som en simpel, let Angina er bleven gjort til 
Gjenstand for Omtale, er en Redaktionsartikel i Gazette des hópi- 
teaux 1860 No. 27 (S. 106), hvor det ogsaa udtrykkelig bemærkes, 
at en difterisk Larynxaffektion kan optræde i Følge med og vere 
en videre Udvikling af en saadan ,l’angine le plus simple“, lige- 
som det ogsaa fremhæves, at disse Manifestationer maa opfattes 
som et Udtryk for Epidemiernes Karakter. 

Af tyske Forfattere er det fornemmelig Steiner? og 56 
nator,* hvem Æren tilkommer for skarpt og klart at have ak- 
centueret, at der under en Epidemi af Difteri kan optræde ka- 
tarrhalske Betændelser i Tonsillernes og Svælgets Slimhinder hos 
Personer, som har udsat sig for en difterisk Infektion, eller I 
Familier, hvor ogsaa de mere grave Former af Sygdommen her- 


1 Berl. klin, Wochenschr. a. St. S. 288. Central- 
2 Amygdalitis follicularis, New-York 1886, refereret i Allg. med. Ven 
Zeitung 1887, S. 452. 
Compend. d. Kindeskr. 1873, S. 230, 
^ Volkmanns Hefte a. St. S, 594. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 307 


sker. Til denne Opfatning slutter sig bl. a. Mackenzie,! Ja- 
cobi,? der meget stærkt fremhæver, hvilken Betydning for Syg- 
dommens Udbredelse netop disse lette, tildels upaaagtede Tilfælde 
af katarrhalsk Difteri hos voxne har, Francotte,? der benævner 
denne Difteriens Manifestation uden Membraner: ,,Diphthéroide, * 
Diphthérie fruste, Diphthérie avortée*, hvilken Benævnelse, abor- 
tiv Form af Difteri, ogsaa Gerhardt? benytter, Peter, der. 
ligesom Steiner kalder den Diphtheria sine diphthera, i Analogi 
med ,Morbilli sine morbillis, Scarlatina sine angina eller sine 
exanthemate*, Stumpf,® Eichhorst,? der deler Jacobis Op- 
fatning, Kiister® o. s. v. 

Oertel? antager, at de difteriske Membraner „möglicher 
Weise“ kan mangle i den lette katarrhalske Form, Marx," at 
den under Epidemier af Difteri forekommende Katarrh blot er 
et Udtryk for sygdomsfrembringende klimatiske Forhold, som 
begunstiger Udbredelsen af Difterien, medens paa den anden 
Side Fischer» har seet de alvorligste Tilfælde af Larynxaffek- 
tioner følge efter de letteste katarrhalske Svælgdifterier. 

Nu er det ganske ;vist saa, at en difterisk Membran kan 
have sit Sæde saaledes, at den vanskelig eller ialfald kun ved 
instrumental Hjælp kan observeres, f. Ex. paa Bagsiden af Velum, 
i de bagre Partier af Næsen o. s. V., og først demonstreres paa 
Sektionsbordet; men fraseet disse visseligen ikke saa særdeles 
hyppige Tilfælde, hvis Betydning for den her omhandlede Sag 


1A. St, S, 196, 

2 Diphtheria as by"adults, New-York med. Journal, Sept. 1884. 

3 A. St, 8. 

* Rigtigere er dá vel at bruge dette Navn, saaledes som Hjalmar Heiberg 
i Overensstemmelse med Boussuge (smlgn. Francotte a. St. 89) an- 
vender det, nemlig som en anatomisk Betegnelse, et ved vengs Stase eller;Be- 
tendelse opstaaet overfladisk graaligt, fast infiltreret eller nekrotiserende Parti 
i en Slimhinde, Endokardiet eller Karrenes Intima, den har Lighed med et 
Mie eei men i setiologisk Henseende intet dermed har at bestille. 

5 FOR . S. 

° Steg ae iiber a Deutsch, Arch, f. kl. Medie, 1884, 
B, 36, 8. 41. 7 A. St. S. 
8 Tiber Diphtherie, Berl. i od. ¥883, S, 198. 
1, Å St. S. 584, 10 A. St, S. 152, 
Deutsch. Medizinalzeit. f. Siet. S. 245. 
20* 


308 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


desuden afkræftes derved, at flere Forfattere, f. Ex. Fränkel, 
har anvendt den sterste Kritik ligeoverfor sine Observationer af 
difterisk Katarrh, synes det at vere i fuld Overensstemmelse 
med vor ætiologiske Opfatning af Sygdomsbegrebet Difteri, at 
denne Opstillen af en abortiv Form gjør sig gjældende. 

Betydningen af disse ,lette Tiltælde* vil, som Jacobi saa 
skarpt fremhæver, væsentlig ligge i deres Evne til at udbrede 
Smitte; og det er et Spergsmaal, som fortjener alvorlig Over- 
veielse, om ikke Difteriens ofte saa uforklarlige og lunefulde 
Optræden og Udbredelsesmaade ialfald for en Del kan ligge i 
disse lette, upaaagtede og ukontrollerede Tilfælde, saaledes som 
det tidligere er paapeget ogsaa har været observeret i Norge. 

I vort Land har man lenge, førend Spergsmaalet om de 
lette, katarrhalske Tilfældes Forhold til den difteriske Infektion 
blev gjort til Gjenstand for Diskussion i den udenlandske Presse, 

_ været fuldt opmærksom herpaa, og det ikke alene saaledes, at man 
har observeret en med Difterien samtidig optrædende og hyppigere 
end ellers forekommende katarrhalsk Angina, men ogsaa i flere 
Tilfælde betragtet denne som Udslaget for en difterisk Infektion. 

Saaledes bemærker Weisse allerede fra Throndhjemsepide- 
mien i 1846—47: Som en Abortivform af Svælgkroup maa jeg 
anse en til samme Tid herskende Affektion af Svælget, der især 
angriber voxne, ikke ledsages af Udsvedning, men er meget haard- 
nakket og ofte recidiverer. 

Werring fra Nordmøre i 1847: Samtidig med den udbredte 
Epidemi af Difteri var Angina faucium af en kronisk Karakter 
saa almindelig, at mulig Pluraliteten af Distriktets Beboere led 
af den ene eller den anden Affektion af Svælget. 

Holter fra Haugsund i 1848: Affektioner af Mund og 
Ganeseil var hyppige og dannede ligesom Overgangen fra den I 
1847 herskende Difteri. 

Cappelen fra Nordfjord i 1950: Difterien angreb næsten 
udelukkende Bern, medens voxne angrebes af katarrhalske Hals- 
affektioner. 


1 A. St. S. 199. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 309 


Klingenberg fra sendre Helgeland i 1851: Bern angrebes 
af Angina diphtheritica og membranacea, voxne af Angina. 

Fra disse Aar foreligger der desuden en hel Rekke af Be- 
retninger, der angiver, at samtidig med Difteriens epidemiske 
Udbredelse iagttoges en paafaldende Mengde Tilfælde af Angina, 
saaledes i 1847 fra Fredrikshald, t Elverum,? Toten,? Arendal,* 
Kristianssand,5 Bergen,? i 1848 fra Svelvig,? Lillehammer,5 i 
1850 fra Kristiania,? evre Romerike,!? Ringerike,!! Laurvig,!? 
Sandefjord,!? Ringsaker,1* Porsgrund,1 øvre "Thelemarken,!6 
nedre Thelemarken. 17 | 

Fra de felgende Aar forekommer heller ikke saa ganske faa 
Bemærkninger. 

I 1860 berettes saaledes fra søndre Throndhjems og Nord- 
lands Amter, at der samtidig med Difteriepidemien forekom en 
Mængde simple Halsbetændelser. 

1862. Alstadhaug. Hansen!? antager, at den Angina, som 
han ofte har observeret at gaa jævnsides med den difteriske 
Svælgbetændelse, maa betragtes som en abortiv Form af denne. 

1862. Eidsvold. Thoresen? udtaler sig saaledes: I de 
Streg, hvor Difteri hersker, optræder samtidig flere Tilfælde af 
godartet Angina. Man kunde vel tro, at dette blot er tilsyne- 
ladende og har sin Grund deri, at man ved en saadan Fpidemi 
er mere opmærksom paa Halsbetændelser. Men Tilfældene er 
for mange, og lagttagelserne er gjort gjentagende Gange, saa 
jeg er sikker paa, at det ikke er nogen Skuffelse. Jeg har saa- 
ledes i det forlobne Aar behandlet 143 Tilfælde af simpel Angina. 

1881. Nedenæs Amt: Katarrhalsk og follikulær Angina 
vedblev med samme Hyppighed som tidligere, i Grimstad ogsaa 
efterat Difterien var aftaget, og var antagelig smitsom. 


1 Gilhuus’ M.-B. for 1847. 2 Munthes M.-B. for 1847. 3 Raabes M.-B. 
for 1847, 4 Kittels M.-B. for 1847. 5 Blichfeldts M.-B, for 1847, * D. 
Bulls M..B. for 1847. 7 Winsnes' M.-B. for 1848. 5 Baumanns M.-B. 
for 1848, 9 Lunds M.-B. for 1850. 10 Jacobsens M.-B.for 1850. !!Seips 
M..B. for 1850, 12 Ponlssens M.-B. for 1850. 1 Ebbesens M.-B for 
1850, 14 Langbergs M.-B, for 1850. 15 Wetlesens M.-B. for 1850. 
lÓ Bakkes M.-B. for 1850. 17 Salvesens M.-B. fo: 1850. 18 Bilag til M.-B. 
for 1862, 19 Bilag til M.-B. for 1862. 


310 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1883. Nordre Bergenhus Amt: Foruden de typiske Tilfælde 
af Difteri omtales fra flere Kanter en stor Mængde andre Svælg- 
betændelser med betydelig tonsillær Affektion og langvarig Re- 
konvalescens. 

1883. Sendre Throndhjems Amt: I Selbu, hvor follikulær 
Angina var hyppig i Lebet af Høsten og Vinteren, begyndte 
Difteri paa 4 langt fra hinanden liggende Steder; paa det ene 
af disse angrebes først 6 af Familien af let follikulær Angina, 
medens en 3 Aars gammel Søster 12 Dage efter angrebes af 
Difteri og dede. 

1883. Finmarkens Amt: Fra Maase omtales, at Svælgdifteri 
først viste sig, efterat en usædvanlig Mengde follikulære og ka- 
tarrhalske Halsbetændelser var gaaet i Forveien, saaledes at man 
ikke kunde værge sig mod Indtrykket af en gradvis Overgang 
fra de lettere til de grovere Former. 

1884. Romsdals Amt: I Molde indtraf der samtidig med 
Difteri et stort Antal katarrhalske og follikulære Anginaer, der 
tilskrives en let Infektion med difterisk Smittestof. 1 


At undersoge, hvorledes Forholdet mellem Difteri og katar- 
rhalsk Angina stiller 'sig for hele Landets Vedkommende i de 
forskjellige Aar, vil være ugjerligt, da Medicinalberetningerne 
indtil 1884 indbefatter Angina under Rubriken: Akut Bronkit 0g 
andre katarrhalske Tilstande. 

For Kristiania By derimod foreligger der for Aarene 1877— 
1885 særskilte Opgaver over Angrebne af Angina. 

Sammenstilles Tallene for Angrebne af Difteri og Kroup, af 
Scarlatina, af katarrhalsk og follikuler Angina i pro mille ei 
Befolkningen, saaledes som dette er gjort i Kurve F, vil det 
sees, hvilken Kongruens der er i Forholdet — en Kongruens 
der uagtet de forholdsvis smaa Tal og faa Aar, hvorover Kurven 


Tilfelde 


1 Kaurins M.-B. for 1884, smlgn, hans Opsats i Revuen 1886: Nogle : altid 
af Difterit, S. 184, hvor han erklerer, at han under en Difteriepidemi 


ser med stor Mistænkelighed paa enhver Angina, 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 811 


er bygget, dog opfordrer til at have Opmærksomheden fæstet 
herpaa og gjennem en sterre og righoldigere Statistik nærmere 
at studere denne Sammenhæng. 


D 


Men nu er det Kart, at Sagen ogsaa har en anden Side 
idet Affektioner, som ikke er af difterisk Natur, diagnosticeres 
som saadanne, hvorved der praktisk kan resultere betydelige og 
altsaa unedvendige Ulemper og Udgifter saavel for det offentlige 
som for den private. Det er derfor naturligt, at man har segt 
efter Differenser mellem den difteriske og den ikke difteriske 
Angina. 

Saaledes anferer Mackenzie,! at Injektionen ved den dif- 
teriske Angina skal være mere begrenset og intensivere end ved 
den almindelige Pharynxkatarrh og blot forekomme paa den ene 
Side; at den er ledsaget af Albuminuri og Prostration og felges 
af Paralyser; ligeledes gjør Francotte? opmærksom paa, at den 
kompliceres med store Glandelhævelser og har en meget langvarig 
Rekonvalescens, medens Monti? ifelge sit Standpunkt fornemme- 
lig holder sig til Belægget, der ved den katarrhalske Angina skal 
være let afløseligt, hvidgult og lade sig sammentrykke til en de- 
trituslignende Masse. Det har nu imidlertid vist sig, at de an- 
ferte Tegn har liden Betydning, med Undtagelse af Paralyserne, 
og selv her har enkelte, som f. Ex. Gubler? og Fránkel,? an- 
givet at have, om end sjelden, seet Lammelse af Velum efter 
en katarrhalsk Angina — en Opfatning, hvorimod Jacobi® rigtig- 
nok kraftigt protesterer, og ligeover hvilken Mackenzie* synes 
at stille sig noget skeptisk. 

Men det maa vel erindres, dels at Paralyserne kan mangle 
ogsaa ved den difteriske Proces, og dels at de ialfald ferst op- 

"A. St. S. 196. 2 A, St. 

š Artikel ,Diphtheritis* i Eliten Realencyklopædi, 1886, 5te Bind, 8. 384. 

* Mémoire sur la paralysie, Archive général de médic. 1860, Smlgn. Puerck- 
heimers Observation, at der efter Tröske er iagttaget paretiske Symptomer. 
Nyt Magazin for rn 1886, 8. 98. 


Š Berl. kl. Woch, a. St. 8. 
€ Allg. med. Central a; a. E S. 452. "A St. 8. 147. 


312 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


træder lengere hen i Sygdommen, saa dette Differentialdiagno- 
stikum i Almindelighed vil have mindre Betydning, hvad der ogsaa 
gjelder om Prostrationen og den langvarige Rekonvalescens. 
Hvad Albuminerien angaar, mangler den meget ofte i Difteri, 
medens Jacobi har observeret den ved den mest ukomplicerte 
katarrhalske Tonsillit, naar denne er begyndt med stærkt udtalte 
Febersymptomer; ligeledes kan Glandelhzvelser! ogsaa forekomme 
ved de katarrhalske Former. Naar man da erindrer, at en Ton- 
sillarabsces oftest er ensidig, vil man let kunne slutte sig til 
Frånkels Udtalelse, at ,Unterschiede in dem Befunde dieser 
beiden Affectionen lassen sich nicht aufrecht halten*. 

Naar alligevel denne Forfatter ligesom har tilspidset den 
allerede tidligere fremsatte Opfatning af den katarrhalske laku- 
nære Angina som epidemisk? eller endog som en af Milttumor 

ledsaget Infektionssygdom? derhen, at den er en Sygdom sui 
generis, der har en bestemt Inkubationstid af 1—5 Dage, be- 
gynder med et heftigt Frostanfald, optræder epidemisk, er kon- 
tagies og antages at skyldes en specifik Mikroorganisme og at 
staa i samme Forhold til Difteri som Cholera nostras til Kolera, 
saa er dette et Udslag af den nyere Tids ætiologiske Opfatning 
af de herhen hørende Forhold. Praktisk talt resulterer heraf, 
at Forfatteren ogsaa isolerer Tilfælde af denne Affektion, dels 
fordi Diagnosen kan være tvivlsom, dels fordi Sygdommen i sig 
selv er infekties. 

I vor egen Literatur har Spergsmaalet om Angina lacunaris 
og dens Forvexling med Difteri været under Forhandling flere 
Aar, for Frankel fremsatte sin Anskuelse, nemlig allerede i 
18774 i medicinisk Selskab, da Cæsar Boeck her holdt et Fore- 
drag, hvori han betonede Sygdommens epidemiske, kontagiese 08 


! Smlgn. Baginsky a. St. S, 610. Frünkel: B. kl. W. a. St. S 

2 Smlgn. Mackenzie a, St. S. 68 og Wagner; Zur Kenntniss ei Diph- 
therie und ähnlich, Erkr, des Gaumens, Jahrb. f. Kinderheilk., B. 23, H. = 

3 Friedreich: Der acute Milztumor und seine Bezich, zu den acuten Infee- 
tionskraukheiten. Volkmann: Sammlung klinischer Vortrüge, No. 15, 


. 575, 
4 Forhandl. i medic, Selskab i 1877, S. 6. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 313 


specifike Karakter, dens Inkubationstid af 8 Dage og dens rheu- 
matiske Felgesygdomme — en Opfatning, som fuldt ud deltes 
af Prof. Winge og Bidenkap, og hvortil ogsaa Kaurin! 
slutter sig. ger 


Af andre Affektioner, der kan give Anledning til Forvexling 
med Difteri, skal med et Par Ord nævnes Angina herpetica, 
Angine couenneuse commune (Trousseau), hvor det paa 
Slimhinden i Larynx ligesom ogsaa i Munden og paa Læberne 
kommer til Udbrud af superficielle, hurtigt rumperende Vesikler. 
Har man Anledning til at se Blererne under deres Eruption, vil 
Diagnosen i Almindelighed ikke frembyde Vanskeligheder, men 
er Farynx engang blevet Sede for fiere pseudomembranese 
Plaques, kan Diagnosen vere mindre let; den vil da stette sig 
til Tilstedeværelsen af smaa Ulcerationer, frembragte ved de 
brustne Vesikler, ved Siden af de exsuderede Plaques, til 
Forekomsten af Vesikler paa Læber og den ydre Hud, og til 
Mangel 'paa Glandelhzvelse; endvidere til Anamnesen, idet Al- 
mensymptomer med Feber og gastriske Forstyrrelser, der er 
gaaet nogle Dage forud for en brændende og heftig Smerte i 
Svælget, vil tyde hen paa en Herpes.2 I tvivlsomme Tilfælde 
ber man handle, som om man havde en Difteri for sig.’ Affek- 
tionen er dog sjelden. Jeg har for vort eget Land blot kunnet 
finde folgende Bemærkninger, som synes at kunne tyde hen paa 
en Herpes pharyngis: | ; 

I 1847 skrives fra Drammen‘: Tonsillerne viste sig hovne 
08 rede og besatte med en Mængde fremstaaende Punkter, der 
undertiden dannede smaa Abscesser, der indeholdt ildesmagende 
og ildelugtende grødagtig Materie, efter hvis Udtemmelse der 
blev en Hulhed tilbage i Tonsillerne. Den ledsagende Feber 
endte ofte med et kritisk Udslag om Munden 3die—4de Dag. 
eege 


, Nogle Tilf. af Difterit. Medic, Been 1886, S. 184. 
rousseau a. St. S. 405. 
4 Smlgn, Trousseau a. St, S. 410 og Mackenzie a. St. 8. 61. 
Bliehs M.-B. for 1847. 


814 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1848. Fredrikshald*: Foruden den egentlige Angina diph- 
therica forekom der hyppig en Angina tonsillaris, forbunden med 
Slimexsudater eller smaa gulhvide Blegner paa Mandlerne. 

At en Angina japhthosa, frembragt ved Infektion fra Dyr 
med Mund- og Klovsyge,5 efter Liebermeister® kan give An- 
ledning til Forvexling med Difteri, og at en Stomatitis mercu- 
rialis, Touchering med Lapis, Gangræn, frembragt ved Ætsmidler 
O. S. V., I sjeldne Tilfælde muligens vil imponere som denne Syg- 
dom, har forholdsvis mindre Betydning. 


1 Zimmers M.-B, for 1848. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 315 


Difteriens Optræden samtidig med andre 
epidemiske Sygdomme. Sekundær 
Difteri. 


L Sygdom, som Difterien hyppigst angives at ledsage, 
er Skarlagensfeber. Hvorledes Forholdet her stiller sig, er neiere 
udviklet i min Bog: Die epidemische Verbreitung des Scharlach- 
fiebers in Norwegen, hvortil jeg skal tillade mig at henvise. Det 
vil af den der givne Udvikling fremgaa, at Halsaffektionen i 
Skarlagensfeber maa opfattes som specifik skarlatines, og at 
Difteri og Skarlagensfeber er 2 aldeles forskjellige Sygdomme. 
Paa den anden Side kan det dog tænkes, at under samtidig hær- 
jende Epidemier af disse Sygdomme (som f. Ex. i Aarene 1877 
—1882, smlgn. Kurve E) Diagnosen dels kan være vanskelig og 
dels begge Sygdomme komplicere hverandre. Imidlertid er Be- 
retningerne fra vort Land lidet indholdsrige i denne Henseende, 
og de Bemærkninger, som forefindes, synes undertiden at tyde 
hen paa, at Sygdommen har været en ukompliceret Skarlagens- 
feber. 

Saaledes berettes der i 1866 fra Bratsberg Amt, at Skar- 
lagensfeber og Difteri oftere kompliceredes, og at de ofte over- 
førtes ved samme Medium og herskede jævnsides i samme Hus; 
I 1876 fra Romsdals Amt, at Difteri optraadte i de samme Maa- 
heder og paa de samme Steder, hvor Scarlatina herskede, og i 
1877 fra vestre Sondmere, at de paa et Par Gaarde i Sande 
Optraadte Tilfælde af Difteri muligens var maskerede Tilfælde 


316 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


af Skarlagensfeber, der dengang herskede rundt omkring, og hvor 
Udslettet ikke var kommet til Udbrud. 

Fra Flekkefjord anferes i 1884, at da Difteri udbred som 
selvstændig Sygdom, syntes den næsten at udgaa fra den da 
herskende Skarlagensfeber, og det var under Difteriens første 
Udbredelse i flere Tilfælde vanskeligt at afgjore, om man havde 
at gjøre med denne Sygdom eller Skarlagensfeber. Under Dif- 
teriens videre Udbredelse ophørte imidlertid de blandede Former, 
og begge Sygdomme herskede da aldeles adskilte og selvstæn- 
dige. 

Gren iagttog i 1885 paa Difterilazaretterne i Kristiania 
25 Tilfælde af Difteri kompliceret med Scarlatina, men lægger 
udtrykkelig til, at Diagnosen Scarlatina muligens har været 
mindre befeiet, da de i flere Tilfælde støttedes til et paa Dods- 
dagen eller Dagen før optraadt Exanthem. 


Ligeoverfor de andre epidemiske Sygdomme gjælder ogsaa, 
hvad der er sagt om Skarlagensfeber, at man nemlig paa den 
ene Side maa udsondre fra Difteri de pathologisk-anatomiske 
Forandringer, som kan ligne denne Sygdom, men paa den anden 
Side ogsaa vel kan tenke sig en om end ikke hyppig optrædende 
Komplikation af Difteri og en’anden epidemisk Sygdom, at med 
andre Ord den difteriske Sygdomsspire ligesom kan finde en 
gunstig Jordbund hos Individer, hvis Svælgslimhinde allerede er 
i en inflammatorisk Tilstand, eller hvis Modstandskraft er nedsat 
under Indflydelse af en svækkende Sygdom. | 
| | Den Affektion, som næst efter Skarl gensfeber oftest angives 
at felges af Difteri, er Meslinger. Det maa dog her bemærkes, 
at Bohn! og Baginsky? anser Komplikationer med Difteri for 
kun undtagelsesvis at finde Sted, og at Thomas? anfører, at 
Svælgslimhinden under Forlebet af Morbilli kan være abnormt 
stærkt afficeret, endog af graasort Farve og stinkende. 

Fra vort Land foreligger felgende Meddelelser: 


1A. MSG S k un 127. 3 A. 8t. S. 93, 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 317 


1847. Kristiania!: I 1 Tilfælde kompliceredes Morbilli med 
en difterisk Affektion, der havde Deden til Felge. 

1847. Tønsberg”: Difteri forekom udover Sommeren og an- 
greb kun Bern under 4 Aar, der havde havt Meslinger tidligere 
samme Aar. 

Under de i 1861 i Kristians Amt samtidig herskende bety- 
delige Epidemier af Difteri og Meslinger, ledsagedes disse sidste 
af og til af Difteri, og ikke faa, saavel voxne som Bern, siges 
at være dede. 

Ligeledes omtales Komplikationer af Morbilli med Difteri 
under begge Sygdommes epidemiske Forekomst samme Aar fra 
Laurvig, Kragere og Lærdal, hvor en saadan angreben fik Para- 
lyse som Eftersygdom. 

I 1862, da ligeledes begge Sygdomme forekom samtidig i 
Store og udbredte Epidemier, berettes fra Smaalenenes og nordre 
Throndhjems Amter, at Difteri oftere komplicerede Morbilli og 
bidrog til den store Dedelighed af denne Sygdom, og i 1882, da 
ogsaa Sygdommen havde stor og samtidig Udbredelse, fra Oster- 
riser om et Tilfelde af Komplikation, og fra Buxnss, at alle 
de Bern som dede af Difteri, havde havt Meslinger kort Tid 
i Forveien. 

Kopper. Koppeefflorescenserne danner paa Slimhinderne 
hvidlige eller perlegraa Forheininger, hvis Epithel kan macereres, 
saa der fremkommer tildels konfluerende Ulcerationer.? Af Kom- 
Plikationer mellem denne Sygdom og Difteri nævnes fra vort 
Land blot 1 Exempel, nemlig i 1845 fra ytre Sogn.* 

Tyfoid Feber. „Den egentlige specifike Difteri“, siger 
Zuelzer,® „er en sjelden Komplikation. Det hyppig forekom- 
mende, saaledes benævnte Gangræn af forskjellige Slimhinder 
har intet specifikt ved sig, men er frembragt ved Ernerings- 
forstyrrelser, maaske som Følge af den egentlige Sygdoms- 
Proces", 

Teng 


, Hørbyes M.-B. for 1847. ? Hasbergs M.-B. for 1847. 
: Smlgn. Mackenzie a, St. S. 261. Bohn a, St. S. 225. 
Aalls M.-B. for 1845. 

Artikel »Abdominaltyphus* i Eulenburgs Realencykl, iste Udgave. 


318 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


1849, Soler.! I 3 Tilfælde af Tyfus, kompliceret med An- 
gina diphtherica, frembragtes Deden hos 1 

Under den betydelige Epidemi af tyfoid Feber og Difteri i 
indre Nordmere 1861 led de voxne i Husene ofte af Nervefeber, 
medens Bernene havde Difteri, og under den ligeledes samtidige 
Forekomst af begge Sygdomme i estre Søndmøre optraadte Nerve- 
feber ofte forbunden med Svælgdifteri. 

I Forhandlingerne i medicinsk Selskab i 18472 omtaler 
Lund, at der hos en 13 Aars gammel Pige, som døde af tyfoid 
Feber, blev fundet difteriske Membraner i Larynx og Trakea. 

I Forhandlingerne i medicinsk Selskab 1855? bemærker 
Kierulf, at han har behandlet en Person, som samtidig led af 
tyfoid Feber og Difteri. 

Lungebetændelse. Samtidig med Difteriens Invasion i 
Kristiania 1846 synes der at være forekommet en betydelig 
Mengde Pneumonier, idet der fra dette Aar heder,* at Lægerne 
neppe noget Aar har behandlet saa mange Lungebetændelser som 
i 1846, ligesom det ogsaa fra 18475 anføres, at af Rigshospitalets 
1019 Patienter behandledes 268 (= 23.9 pCt.) for Pneumoni, 
hvoraf i 1ste Halvaar 204 af 659 Patenter (= 30.9 pCt.). Der 
omtales ogsaa® 3 Tilfælde af Difteri, der indfandt sig hos Pneu- 
monikere, henholdsvis 14, 3 og 15 Dage efter Pneumoniens Be- 
gyndelse (Lund) og 1 Tilfælde af dedelig Difteri hos en Pneu- 
moniker, hvor Exsudatet strakte sig ned i Trakea (Egeberg)- 

I 1857 er det et Par Gange observeret, at Difteri har kom- 
pliceret Lungebetændelse. 

Thoresen”? bemærker, at den under Pneumoni undertiden 
forekommende Exsudation paa Slimhinderne neppe er den samme 


1 Schneiders M.-B. for 1849. 

2 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1848, S. en 

8 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1856, 8. : Læge- 

4 Beretning om Sundhedstilstanden i Riget rn ` Norsk Magazin for Læg 
videnskaben 1848, S, 316. š Lage 

5 Beretning om Sundhedstilstanden i Riget 1847, Norsk Magazin for 
videnskaben 1849, S. 636. Lege- 

$ Forhandlinger i EE i Kristiania i 1847. Norsk Magazin for 
videnskaben 1847, S. 

7 Norsk Magazin for ae 1865, S 283. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 319 


Sygdomsproces som Difteri, da den har sit Sede over hele den 
haarde og blede Gane, og da Almenaffektionen ikke staar i For- 
hold til Exsudatets Udbredelse. 

Kurve E vil vise Forholdet mellem Difteriens og Lunge- 
betændelsens Aarskurver. 

Bronkit nævnes fra Levangerepidemien i 1847 og fra 
Namdalsepidemien i 1860—1861 som Komplikation af Difteri. 

Hjort omtaler,! at han 2 Gange har seet difterisk Belag 
i syfilitiske Ulcera. 

Fra Svelvig berettes det i 1847,? at en Mand under For- 
lebet af Difteri dede af Stivkrampe. 


1 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1856, S. 48 og 1864 S. 1064. 
2 Lassens M.-B. for 1847. 


320 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Om Difteriens primære Optræden i andre 
Organer end Svælg og Strube. 


Haro indeholdes der i Beretningerne følgende Bemærk- 
ninger: 

Konjunktiva. Difteri i Konjunktiva kan dels forekomme 
som en Forplantelse opad fra Næsedifteri eller som en primær 
Infektion. Den synes iser at forekomme i det nordlige Tysk- 
land, langt sjeldnere i Sydtyskland, Schweitz, Frankrig, England 
og Amerika, næsten ukjendt i Belgien.! I Danmark er den ikke 
sjelden. å | | 
I 1860 forekom 1 Tilfælde af primær difterisk Konjunktivit 
i Alstadhaug og 1 i Kristianssand; paa sidstnævnte Sted ogsaå 
i 1861, i hvilket Aar der desuden indtraf 1 Tilfælde paa Rigs- 
hospitalet i Kristiania. 

C. Heiberg? omtaler 2 Tilfælde og Keyser 1 helbredet" 
og 1 dødeligt* forlobende Tilfælde af difterisk Konjunktivit; 1 
det sidste kom der difteriske Exkoriationer i Panden 08 Ded 
under Almeninfektion. 


1 Smlgn. Philipsen: Øiets Sygdomme, Kjøbenhavn 1874, $. 37. ds 
Diphtheritis d. Conjunet, i Montis: Ueber Croup u. Diphtheritis. eg eh 
Ueber Croup d. Bindehaut, Archiv f, Augenheilkunde 1882, 1ste Hefte, ©. å 
Trousseau a, St, S, 465, Reuss: „Conjunctivitis“ i Eulenburgs 
encyklopedi. ` 

* Norsk Magazin for Legevidenskaben 1856, S. 48. 

8 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1863, S. 986. 

4 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1862, S. 865. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 321 


Naesen. 


1861. Brenne!: Difteri i Næsen var altid et betænkeligt 
Tegn. 

1873. I en ondartet Epidemi i Eidsvold begyndte Syg- 
dommen hos det først angrebne Barn i Næsen, hvorfra den for- 
plantedes ned til Svælg og Strube.? 


Huden. 


Fraseet de enkeltstaaende Observationer (f. Ex. af Seitz, 
Perrin), hvorefter Difteri skal have udviklet sig paa en forhen 
sund Hud, vil det væsentlig være gjennem Exkoriationer eller 
Saar, at Huden deltager i den difteriske Proces. Det viser sig 
ogsaa her, at den Maade, hvorpaa Difterien manifesterer sig, 
kan være forskjellig, idet der undertiden er observeret Epide- 
mier, hvor der tiltrods for vel udviklede Lokalisationer til Svælg, 
Strube og Næse dog ikke er optraadt Difteri i Læsioner af Hud- 
bedækningen, medens andre Epidemier netop viser stærk Tendens 
til at belægge ethvert Saar med en difterisk Membran, og atter 
andre Epidemier — som allerede tidligere anført — udmærker 
sig derved, at Sygdommen optræder primært paa Steder, der 
er berøvet sin Epidermis, uden at der samtidig er nogen anden 
Lokalisation af Sygdommen i Organismen. : 

Yndlingsstederne for Huddifterien er ekzematese Exkoria- 
tioner bag og paa Orene, Hudfolder paa Halsen, omkring Anus, 
iIngvinal- og Kruralregionen, omkring Munden, i Iglebid og 
Hudlesheder efter spansk Flue. Den har Tendens til at udbrede 
sig ovenfra nedad.? 


! Møller: Bilag til M.-B. for 1861. 

2 Trousseau (a. St. 8. 462) anser Næsedifteri som næsten altid dødelig — 
en Opfatning, som bl. a. ogsaa Oertel (v. Ziemssens Handbuch a. St. S. 668) 
deler, og som han begrunder deri, at Exsudationsprodukterne ansamler sig 
i alle Næsehulens Udbugtninger og dekomponeres, hvorved Almenintoxikation 
og Septikæmi kan fremkaldes. Smlgn. Häser (a. St, III B. S. 715), der 
fortæller, at under Epidemien i England 1859 var Næsedifteri den farligste 
Form med 95 pCt. Dødelighed, og at Snue i alle Tilfælde var det første 
Symptom, 

® Smign. Monti a. St. S. 335. 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 1. 21 


322 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Den kutane Difteri er forst beskrevet af Chomel i 1759 
og Samuel Bard i 1771.! 

For vort Lands Vedkommende er det nu af Interesse, at de 
fleste Beretninger om primer Difteri i Saar skriver sig fra den 
store Epidemi omkring 1860, hvorfra der saa ofte berettes om 
forskjellige Komplikationer. 

1860. Kristiania: Et Barn, der var opereret for Hareskaar, 
fik Difteri i det næsten tilhelede Saar, der igjen gik op, og et 
Par Dage senere i begge Oine med hurtig indtrædende Affek- 
tion af Kornea. 

1861. C. Heiberg omtaler,? at han i den senere Tid havde 
havt mange Tilfælde af Difteri i Saar. 

1861. Fra indre Nordmøre og Brenne berettes, at de difte- 
riske Exsudater havde stor Tilbeielighed til at bedække Saar og 
Exkoriationer paa Huden; fra sidstnævnte Sted anføres, at der 
hos flere Børn med ubetydelige Snitsaar optraadte Difteri i Saaret 
samtidig med Affektion af Svælget. Hos et 1 Aars gammelt Barn 
kom der Gangræn i en Finger og Ded, uden at der havde vist 
sig Belæg i Halsen. Hos et nyfedt Barn optraadte Difteri i 
Navlesnoren og Ded efter 12 Dage, uden at Svælget angrebes. 

1863. Jarlsberg og Laurvigs Amt. En Person dede, hos hvem 
Exsudatet ikke havde vist sig i Svælget, men paa nogle ekze- 
matese Saar bag Ørene. 

1864. J. Vogt omtaler et Tilfælde, hvor en Mand først fik 
Difteri i et Hugsaar, dernæst i Halsen; H. Vogt et Tilfælde 
hvor der samtidig kom Difteri i et Saar i en Haand og i Halsen.” 

1865. Steffens beretter: om 4 Tilfælde af Difteri i Vak- 
cinationssaar. 

Af Beretninger om primær Huddifteri under andre Epidemier 
kan mærkes Egebergs Observationer fra 1848,5 hvorefter et 


! Trousseau a, St, S. 

? Norsk Magazin for ENEE 1861, 8. 584. 

3 Norsk Magazin for Legevidenskaben 1864, S. 1064, 

t Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1865, 8. 864. 

5 Beretning om Meere aspi i 1848. Norsk Magazin for depre 
skaben 1850, S, 


£ 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 323 


cikatricerende Saar i Ansigtet hos et Barn, hvis Moder og 
Seskende havde Halsdifteri, bley bedekket med Membraner. — 

Fra de store Epidemiaar efter 1880 forefindes ogsaa nogle | 
Iagttagelser, saaledes i 1881 fra Akershus Amt, hvor en 9-aarig 
Pige fik Difteri i nogle Saar, uden at Sygdommen forplantedes 
til Halsen; i 1883 fra Hadsel, hvor der indtraf et dedeligt Til- 
fælde af Difteri i et Saar efter spansk Flue i Kardia, og i 1884 
fra Lødingen, hvor en Kone dede af Difteri i. en Exkoriation 
efter et Terpentinomslag. 

I samme Aar indtraf ogsaa i vestre Søndmøre? en Del Til- 
fælde af Huddifteri hos Bern, hvor Sygdommen optraadte som 
Ulcerationer af 5—10 Ores Størrelse og i Bunden bedækkede 
med et graaligt-gult eller gult fastsiddende Beleg. Undertiden 
kom der Halsaffektioner, undertiden ikke. 

Hvad Jacobsens Ytringer i medicinsk Selskab 12te Ok- 
tober 18642 angaar, nemlig at Personer, som led af Difteri, ikke 
saa sjelden ,fik Saar* paa forskjellige Steder af Legemet, er det 
muligt, at dette kan tydes i Retning af Difteri paa hel Hud. 


Genitalia. 


Difteri i Vagina og Vulva udvikler sig oftest af en difterisk 
Infektion som en sekundær Lidelse, fremkaldt ved Smitteover- 
ferelse til disse Steder fra andre primere Foci; men den kan 
ogsaa, om end sjelden, optræde som den første Lokalisation af 
den difteriske Proces,? der da vel næsten altid udgaar fra en 
Vulneration; thi at en sund Vagina primært kan angribes, er 
tvivlsomt. 4 

Jacobi har 1 Gang seet, at en difterisk Angina indfandt 
Sig efter en Vaginaldifteri. 

I vor egen Literatur omtales primære difteriske Belæg paa 
Genitalia væsentlig fra de samme Epidemiaar, hvorfra de fleste 
Beretninger om den kutane Difteri skriver sig. 


! Holsts M.-B. for 1884, smlgn, Kaurin, Medie, Bern, 1886, S. 185, 

2 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1864, S, 1064, 

3 Smlgn. Trousseau a. St. 8. 468. 

* Monti a. St. . 340. Jacobi, Gerhardts Handb. a, St. S. 724. ` 


324 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


I 1862 forekom et Tilfælde af Difteri i Vulva i Stavanger 
Amt, og i 1863 1 Tilfzlde af Difteri med dedelig Udgang i Ge- 
nitalia med samtidig Almenlidelse. 

1862. Nordre Sendmere. Hos 2 Pigebern optraadte ferst 
et vesikulo-pustulest Udslet omkring Fedselsdelene og Anus. 
Vesiklerne rumperede og efterlod difteriske Saarflader, hvorefter 
der indfandt sig Difteri i Svelget. 

1882. I 1 Tilfælde i Osterriser og i flere i Ibestad antog 
et Ekzem omkring Genitalia difterisk Karakter. 

1883. Lister-Mandals Amt: Hos 2 Pigebern angrebes Ge- 
nitalia. 

Desuden omtaler Faye! et dodeligt Tilfælde af Difteri i 
Vagina hos en Barselkone. 

Difteri i Kjensorganerne hos Gutter er langt sjeldnere end 
hos Piger og omtales ikke i vor hjemlige Literatur. 


I Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1856, . 198, 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 325 


^ Efiersygdommene. 


Ar disse indtager Paralyserne den første Plads. 

Forklaringen af de Paralyser, som ee Difterien, er ikke 
let at give. 

I Begyndelsen, da man blot havde negative Sektionsfund 
at holde sig til, søgte man Forklaringen i en specifik Aktion 
af det difteriske Virus, en Aktion, som f. Ex. Trousseau! 
sammenlignede med Blyforgiftning, Indaanding af Svovlkulstof 
O. S. V, eller i en „épuisement nerveux* (Gubler?: paralysies 
astheniques), eller i talrige paa Blodets særegne Beskaffenhed 
beroende Embolier i de til Nerverne førende Kar (Eisenmann), 
eller i muskulære Alterationer, analoge dem, der finder Sted i 
tyfoid Feber (Zenker), eller endelig i en Reflexbevægelse, der 
skulde udgaa fra den lokale Proces i Svælget og bestaa i en 
Kontraktion af Karrene i de nervøse Centra (Brown-Sequard). 

Efter at Nervepathologien i de sidste Decennier har taget 
et saa betydeligt Opsving, er ogsaa de pathologisk-anatomiske 
Forhold ved Difteriens Paralyser neiere studerede, men at de 
ikke er afsluttede, fremgaar deraf, at man for Tiden ikke har 

1 A. St. S. 52. 
2 Archives géneral. de medic, 1860. I. Gubler har Fortjenesten af at have 
- Paavist, at Lammelser ogsaa kan følge efter tyfoid Feber, exanthematisk 
Tyfus og Kopper. Senere er Paralyser ogsaa paaviste efter Intermittens, 
Pneumoni, Scarlatina og Erysipelas o. s. v.; i den sidste Tid (Gerhardt 


Deutsch. med, Wochenschrift 1887, No. 16), ogsaa efter Icterus (Lammelse 
af Stemmebaandene). 


326 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


mindre end 3 Hypotheser om Aarsagen til de difteriske Lam- 
melser, ! | 

Nogle søger den i de perifere Nerver, i en Neuritis ascen- 
dens (Leyden),? Senator, Charcot, Lorrain og Lépine). 
Det pathologiske Experiment har oftere paavist Tilstedeværelsen 
af en saadan Neurit, i Retning af hvilken ogsaa de Observatio- 
ner peger, hvorefter Paralyserne væsentlig eller udelukkende 
har havt sit Sæde paa den af den difteriske Proces angrebne 
Side. 

Men imod Theorien kan indvendes, at man ogsaa finder 
Svælgparalyse, hvor den difteriske Infektion er foregaaet gjennem 
Vulnerations- eller Exkoriationssaar, at Paralyserne ikke ind- 
finder sig under Betændelsesstadiet eller efter de heftigste Til- 
fælde, og at der af Trousseau og Tillé? er observeret Til- 
fælde af generel Paralyse, uden Paralyse af Svælget.  Vistnok 
anser Senator* disse Tilfælde som beroende paa, at man har 
overseet Svælgparalysen, men herimod stiller sig igjen en es 
af neiagtige Observationer. 

Man har derfor grebet til den 2den Theori, der anser de 
Forandringer, som paavises i de perifere Nerver, for afhængige 
af Affektioner af Hjernens og Rygmarvens Centra. Fremfor 
alle har her Déjérene bidraget til Klarhed, idet han har 
fundet Forandringer af inflammatorisk Natur i de forreste graa 
Horn, Opsvulmning af Gangliecellerne,, Atrofi af Celleudloberne, 
Undergang af Cellerne og Kjerneproliferation i Neuroglia. For 
Theorien taler ogsaa, at man ofte finder Atrofi forbunden med 
Paralysen. 

Er der Ataxi tilstede, maa man tænke paa en lignende 
Degeneration af de bagre Horn.  Undertiden er der fundet 
Blodextravasater i de nervose Centra. Duchenne opstiller 
ogsaa en akut difterisk Bulbærparalyse. 

Den 3die Theori seger Udgangspunktet i Karsystemet, 

1 Smlgn. Mendel: Zur Lehre v. den diphtherisch. Låhmungen. Berl. klin. 
Woch, 1885, S. 190. Laache: 3 Tilfælde af generaliseret Lamhed efter 
Difterit. Norsk Magazin for Lægevidenskaben, 1886, S. 113 


- 2 Ueber Reflexlahmung, Volkmann's Hefte, No, 2. 3 d'Espine og pies, 
a. St. S. 85. 4 a St. 8. 608. 


1888.] | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 327 


i Embolier, Thromber, Blødninger, sekundære Emollitionsprocesser 
i Centralorganerne. Den første, der synes at have gjort patho- 
logisk-anatomiske Fund i denne Retning, er Buhl, som i et 
Tilfælde har seet, at Spinalnerverne paa Foreningspunktet mellem 
de forreste og bagerste. Rødder var fortykkede og gjennemsatte 
at Hæmorrhagier. 

Senere har Oertel og Kleb’s, som udtrykkelig bemærker, 
at de perifere Nerver i friske Tilfælde er intakte, med flere 
sluttet sig til denne Theori. 

Mendel indtager en Mellemsstilling, idet han mener, at 
Svalglammelsen er betinget i en Neurit, medens de generalise- 
rede Lamheder, Hemiplegierne o. s. v. kan skyldes Forandringer 
i de cerebrale eller spinale Centra. 

Ogsaa Jacobi og Monti antager, at Paralyserne kan 
have en forskjellig Oprindelse, dels skyldes Alteration af Kar- 
systemet, dels Degeneration af Nerverne. 

At nu disse Forandringer i Kar og Nerver og Indvirkningen 
paa de centrale Organer staar i et vist Forhold til Difteriens 
Sygdomsspire, — derpaa kan vi ikke tvivle, men om denne virker 
. ved en Forplantelse fra Periferien langs Nerver (Senator) og 
Karskeder, eller den gjennem Blodet direkte paavirker Organerne 
(Jacobi) — derom er det vanskeligt at opgjere sig nogen 
Mening. Det fortjener i denne Forbindelse at anmærkes, at 
Bois-Saris? har beskrevet en Epidemi af Difteri, som op- 
traadte under 3 Former: 

a) Pludselig Paralyse uden Angina. 
b) Primær Paralyse, efterfugt af difterisk Angina. 
c) Almindelig Difteri. 


Paralyserne indfinder sig i Almindelighed i Rekonvale- 
Scensstadiet, 2—4 Uger efter Anginaens Opher. Dog kan de 
ogsaa komme før. Saaledes har Trousseau observeret 1 Til- 
fælde, hvor Lammelsen kom 3 Dage efter, at Membranerne i 


1 A. St. S. 359, 2 Citeret af Laache a. St, S. 117. 


328 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Svelget var forsvundne, Marey 3 Tilfælde, hvor Svælglammelsen 
indtraadte paa Sygdommens 5te Dag, resp. 6te og 9de Dag. Den 
kan ogsaa komme senere, indtil 2 Maaneder efter Anginaens 
Ophør (Labarriére). 

Alle Muskelapparater saavel animale som vegetative kan 
angribes; men der er visse Prædilektionssteder, fornemmelig 
Svælg, Oie, Strube, Extremiteter, Hjerte og Diafragma. 

Lammelsen begynder i Almindelighed i 1) Svælget og gaar 
derpaa over paa 2) Diet (Akkommodationsparese, Dobbeltsyn, 
dog ogsaa Neuroretinit og Atrofi af N. opticus), 3) Osofagus 
A) Larynx, 5) Extremiteterne, hvoraf Underextremiteterne an- 
gribes tidligere end Armene. Paralyserne kan her vise sig under 
det typiske Billede af en Ataxi,! og samtidig med Paralyserne kan 
der ogsaa komme Alterationer af Sensibiliteten, 6) Sfincteres 
(sjelden), 7) trofoneurotiske Abnormiteter — Atrofi, Afmagring, 
Svækkelse. Endvidere kan 8) Hjertet paralyseres eller 9) Dia- 
fragma lammes ved dobbeltsidig Paralyse af N. phrenicus, lige- 
som ogsaa de øvrige Respirationsmuskler kan ophæves i sin 
Virksomhed. 

Paralyserne angives af de fleste Forfattere ikke at staa i 
Relation til Heftigheden af den difteriske Proces. De er i Re- 
gelen symmetriske, men kan — som ovenfor nævnt — 0gsad 
undertiden være ensidige. 

Hyppigheden af Paralyserne synes at variere i de forskjel- 
lige Epidemier og angives forskjellig af de forskjellige For- 
fattere. 

Saaledes har Seitz seet Paralyser i 5 pCt. af sine Difteri- 
tilfælde, Mansord i 10 pCt, Sanné i 11 pCt, Roger i 16 pCt, 
medens Steinbömer* har iagttaget dem hos alle helbredede og 
Bartels? blot i 3.3 pCt. 


! Bernhardt (Virchows Archiv, B. 99. 1885. Ueber die Beziehungen x 
Kniephånomens zur Diphtherie) har paavist, at Patellarreflexen kan Soe 
hos en stor Del Patienter i Rekonvalescensen efter Difteri; denne Srinden 
Knæfænomenet kan indfinde sig 6—8 Uger efter Difteriens Ophør 98 ka, 
persistere i 5—6 Maaneder uden at følges af Ataxi.  Samlgn. go 
Ataxie nach Diphtheritis. Deutsch, Arch, f. klin. Medic, 1879, B. 23, 8.360 

2 Ueber Diphtheritis: Deutsche Klinik, 3, 1861. 3 A. St. 8. 382. 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 329 


Hyppigst optræder de mellem det 10de—18de og 20de—30te 
Aar, sjeldnest mellem det 2det—6te Aar og over 50 Aar. 


Af danske Forfattere har Ditzel! observeret Paralyser hos 
14.8 pCt. af sine Difteripatienter. Han har ingen Relation 
kunnet finde mellem Paralyserne og Intensiteten af den difteriske 
Lokalproces. | 


Den epidemiologiske Interesse, der efter den foregaaende 
Udvikling knytter sig til de difteriske Paralyser, vil fæste Op- 
mærksomheden ved den felgende Fremstilling af, hvorledes disse 
i Lebet af en Række Aar er optraadt her i Landet, — en 
Fremstilling, som, saavidt mig bekjendt, ikke er givet andet- 
stedsfra. 

Paralysernes Forekomst inden de forskjellige Aar og for- 
holdsvis til de for Difteri behandlede, samt Epidemiernes Dede- 
lighedsprocent paa de" Lokaliteter, hvorfra Opgaver foreligger; 
vil sees af den nedenfor staaende Tabel 18. 


Tabel 18. 


Tabel over Forekomsten af Paralyser efter Difteri i Norge 1859—1882. 


% af | B 
Aar Lokalitet Antal poled: karakter. 
lede 
1859 | Throndhjem. . . ... . mange 15.3 
ges Kristianias . . . e : en Del 32.7 
1860 Do. «oc. e mindst 8 (?) mindst 4.1| 28.5 
AM Akershus Amb. 5... hyppig 16.9 
ang Kristians Am d Xe i mange 16.4 
AN Bratsberg Am mange 33.0 — 
box em ka Amt . mange 17.5 
1861 | Kristians Am mange 13.7 
s en re . . +. [| hyppigere end for- 
rige Aar 13.6 
o DE Amt. 4 6 21 af 118 17.8 35.8 
ones Bergens By ¿ei 12 af 68 17.7 21.2 
Tin 


LA. St. S, 401. 


880 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
0/4 af | Epidemiens 
Aar Lokalitet Antal Behand- | Karakter. 
lede Dodsprocent 
1861 | Indre Nordmøre . hyppig 9.2 
— Søndre — i hyppigere end for- 
rige Aar 28.1 
— Midtre Indherred . š f 174 0.6 24.1 
— Nordre — : S mange 21.0 
-— Brønnø š ange 15.7 
— Alstadhaug i 6 af 259 2.8 27.8 
— Finmarkens Amt ; ange 17.6 
1862 Namdalsepidemien : 24 af 247 2 9.3 
— Eidsvo ; ; mange 33.0 23.5 
1862—63| Vestre Sondmore : 3 136 af 320 42.5 19.7 
1862 Østre š i 3 af 49 6.1 8.2 
= pr ; : 19 af 921 9.1 16.6 
1863 es 12 af 57 21.0 25.0 
Bolonia Amt 3 ikke sjelden 16.0 
= Faaberg . + [hyppigere end i 1882 16.1 
— Toten ; SEN ne ¡kk 8.7 
— Ringerike Spar) 148 
-= rammen $0323 hyppig: 15. 
— Rollag. eukeltyis 14.7 
= Øvre Thelemarkens met: 
ske Distrikt ingen 0. 32.0 
ten DE 2 af 112 16.6 33.3 
— Indre Nordhordiand š š flere 4.7 
em rgen Jeg er 24,4 
— | Ytre Norna C y 7 10 af 60 16.7 15.8 
= Romsdal ikke sjelden 14.2 
-— Nordre Tirondijems Amt . 1 af 200 0.5 12.5 
weg Nordlands A: sjeldnere end for 15.3 
1864 | Akershus See: g flere e 
— | Trøgstad . . . 2 af 14 14.3 3.8 
for vi igi S 
= Buskeruds sjeldnere end for 
— ae og Laurvig å Amt 2 af 210 1.0 "80 
Sc hyppig 33.3 
>. wide AN i 5 af 14 3.5 144 
— | Throndhjems By 1 af 150 9.5 
E Reraas. > hyppig 2.7 
— | Nordre Indherred . 2 af 34 5.9 24.4 
- pdal. . 2 af 5 40.0 20.0 
1865 Rakkestad almindelig 17.5 
CH Dra ; af 9 9.6 96.4 
= Hirn Bergenhus" Amt. à ere 18.5 
— | Throndhjems By ; 1 af 149 0.7 14.0 
— | Vester ae 3 af 6 50.0 0.0 
1866 | Kristiania By , . E 2 af 74 2.7 25,7 
— Sandsvæ er 3 af 52 5.8 13.3 
— aig dau... 9 af 36 5.6 14.0 
1867 aire Amt. . . 8 af 31 9.7 24.4 
— Indre Nordfjord i af 22 22.7 18.6 
— | Nordre Midthordiand’ ae almindelig 23. 
1868 | Sa ander af 43 7.0 6.4 
- EE af 36 8.3 5.6 
1881 Siite Valders. a aa „nogle“ af 9 ei 
— m 2 9 EG almindelig Gs 
— Ba 5... 2 af 43 4.7 x 
1889 | Skien 9 af 98 1 = > 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 331 


0/, af | Epidemiens 
‚Aar Lokalitet Antal Behand- | Karakter 
Dodsprocent 
168 | Østraat, 1 af 38 2.6 8.7 
es MOM. 6 eee s flere 14.9 
— batad .— o aaa SE E sjelden 42.5 
Gjennemsnit 12.5 | 


Det vil af denne Tabel fremgaa, at Difterien i vort Land 
har veret fulgt af Paralyser i meget forskjellig Grad, ligefra 
0 pCt. til 50 pCt. af de behandlede. Som Middeltal af de 35 
Epidemier, hvorfra Talopgaver foreligger, fremkommer 12.5 pCt., 
der er større end Sannés, men*mindre end Rogers Tal. 

Hvad Karakteren af den primere difteriske Proces forholds- 
vis til Hyppigheden af paafelgende Paralyser angaar, vil det 
sees, at af de 34 Epidemier, der følges af Lammelser, har 17 en 
Dedsprocent af over 20 pCt. og 17 en Dedsprocent af under 
20 pCt. 

Af de 17 Epidemier med Dedsprocent af over 20 pCt. har 
5 over og 12 under 12.5 pCt. Paralyser blandt de behandlede, 
medens af de 17 Epidemier med en Dedsprocent af under 20 pCt. 
6 har over og 11 under 12.5 pCt. Paralyser blandt de behand- 
lede, — et Forhold altsaa, som paa det nærmeste er kongruent. 

Lamheden kan indtræde saavel efter lette som grave Til- 
fælde af Difteri. 

Efter lette Tilfælde angives den at være optraadt i Kristiania 
1859, Bergen 1861, Buskeruds Amt 1863, nordre Midthordland 
1867, Smaalenenes Amt 1878 og Kinn 1881. 

Efter grave Tilfælde er den optraadt under Epidemierne i 
Namdalen 1860—61, i vestre Søndmøre og Eidsvold 1862—63, i 
Sendre Throndhjems Amt i 1859 og i nordre Indherred i 1861. 

Af Laaches 3 Patienter fik 2 Paralyser efter en let og 1 
efter en alvorlig Difteri. 

I Dr. Schiørns 3 Tilfælde af Hjerteparalyse! indtraf denne 
i 2 Tilfælde efter grovere Former af Difteri og i 1 Tilfælde efter 
et ,maadeligt^ Belæg. 

E iu mo 


! Ref. af Laache a. St. S. 109. 


832 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Paralysernes Sede angives at vere: 

1. Svælget, hvorpaa der i Beretningerne findes talrige Ex- 
empler fra alle de Aar og Steder, hvorfra Beretninger forekommer. 

3. Oiet. Paralyser af Oiet omtales fra Bratsberg Amt 
1860—61 og 1867, Kristians Amt i 1861, Romsdals Amt i 1861, 
da der hos nogle indtraadte saagodtsom fuldstændig Blindhed og 
Strabismus, og i 1862, Nordlands og Finmarkens Amter i 1861, 
Jarlsberg og Laurvigs Amt i 1868, da Paralyserne oftest var for- 
bundne med stærk Udvidning af Pupillerne, Akershus og Smaa- 
lenenes Amter i 1878, Kinn og Hadsel i 1881, Skien, Østerriser 
og Ibestad i 1882. 

3. Extremiteterne, Throndhjem 1859, Bratsberg Amt 
1860, Kristians Amt 1861, Brenne i 1861, da de her forekom- 
mende Paralyser ogsaa var forbundne med Anæsthesi, vestre Sønd- 
møre i 1862, Throndhjem i 1864—65, nordre Midthordland i 1867, 
Buskeruds Amt i 1868, da de 3 anførte Tilfælde af Lammelser 
var Paralyser af Underextremiteterne, Kinn og Hadsel i 1881, 
Ibestad i 1882. : 

4. Osofagus. I indre Nordmere 1861, Hedemarken 1862, 
Ringerike 1864. | 

5. Ansigtet. I 1863 berettes fra Jarlsberg og Laurvigs Amt 
om et Tilfælde af Ansigtslammelse efter Difteri. 

6. Nervus vagus. Fra Tvedestrand i 1863, fra Kristiania 
i 1863 og 1866 og fra Eidsvold i 1881 berettes om Tilfelde af 
Ded ved Lammelse af Nervus vagus. 

7. Sensitive Nerver. 11860 forekom der i søndre Thrond- 
hjems Amt Tilfelde af Anæsthesi af Tungen, Fingerspidser 08 
Fodsaaler. I 1861 forekom i Smaalenenes Amt og Brenne flere 
Tilfælde af Paralyser forbundne med Anæsthesi, i sidstnævnte 
Distrikt forekom i 1862 1 Tilfælde af afstumpet Hudfelelse 08 
generel Paralyse. Hyperæsthesi berettes at være forekommet 
i 1 Tilfælde under Namdalsepidemien 1860—61, hvorfra det også 
anføres, at i 1 Tilfælde var Smagen formindsket. 

8. Sluttemusklerne. Lammelse af Sfincteres omtales 
blot i 1 Tilfælde fra Altstadhaug i 1862. 

9. Herenerven. Lammelse af denne Nerve er observeret 


1888.] . DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 333 


i Sendmereepidemien 1862—63, ligesom et Tilfælde af vanskelig 
Hørelse i Forening med nedsat Syn er berettet af Munch. 

10. Larynx. Paralyse af Strubehovedets Muskler er ob- 
serveret i Namdalsepidemien 1860—61. 

Angaaende Hyppigheden af Paralyserne i de for- 
Skjellige Organer foreligger der fra Sendmereepidemien i 
1862—63 felgende Opgaver: 

De 136 Tilfælde af Paralyse, som observeredes i denne Epi- 
demi, fordeltes saaledes: 


Svelgparalyse . . . . i 84Tilfelde | Paralyse af samtlige vo- 
Paralyse af Nakkemusklerne i 6 — luntere Muskler . .i 2 Tilfælde 


— af Underextremiteterne i 10 — Paralyse af Synsnerven i 16 — 
— af Overextremiteterne i 6 — — af Hørenerven i 12 — 


og fra Namdalsepidemien i 1860—61 følgende Fordeling af 24 
Tilfælde af Paralyse: 


Prae ARI... ok oe mur A e i 17 Tilfelde 
PEU c OP KT Ae SEE wor 4 5 ne i23 — 
Met o — Op A Mec or i2 => 
Am — Larynx og Underextremiteter . . . . . + i 2 — 
= — — - — amt Arme i1 — 


Paralyse efter primer Lokalisation af Difterien 
udenfor Svelget. Thoresen beretter? om et Tilfelde af 
Paralyse i Svælget hos en Kvinde efter en difterisk Proces i 
Genitalia og Wilse? om et Tilfælde af fuldstændig Paralyse efter 
en Huddifteri, ligesom der ogsaa i 1861 fra Kristians Amt for- 
tælles om en Mand som blev paralytisk i Underextremiteterne 
3 Uger efter, at et Saar efter et Vesikatorium var bleven bedækket 
med difteriske Membraner. 

Af Conradi* anføres et Tilfælde, hvor den difteriske Lam- 
Melse skulde være optraadt uden foregaaende difterisk Affektion; 
men Patienten havde haft en Byld og Erysipelas paa Nates, lige- 
Som ogsaa et Barn, som opholdt sig i samme Værelse, fik Difteri. 
W. Boeck antager derfor, at der i dette Tilfælde har været en 
OVerseet difterisk Affektion f. Ex. i Svælget. | 
ee ER 


, Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1860, S. 1142. 
Sa Et Magazin for Lægevidenskaben, 1865, S. 905. 
UO E p Magazin for Lægevidenskaben 1862, S. 590, 

Sr orsk Magazin for Lægevidenskaben 1862, S. 589. 


384 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Ligeledes bemerkes fra Akershus Amt i 1861, at 2 Personer 
fik Paralyse, uden at de havde bemærket noget ondt i Halsen. 

Af betydelig Interesse er i denne Forbindelse følgende Ob- 
servation af Høegh," hvilken slutter sig til Bois-Saris oven- 
for meddelte Iagttagelser: Paa Here indtraf i December 1861, — 
nogle Maaneder før den store Epidemi i 1862 bred ud, — 5 Til- 
fælde af Difteri i samme Gaard. Sygdommen begyndte med 
Blefaroplegi og Dobbeltsyn, hvortil efter 1—3 Dage kom Smerter 
og Beleg og senere ogsaa Lamhedssymptomer i Halsen, paa 
hvilke Særegenheder i Symptomfelgen Forfatteren har været 
fuldt opmærksom. | 


Hvad Tiden for Paralysernes Begyndelse angaar, 
anføres det gjentagende Gange, at de begyndte i Rekonvale- 
scensen, 2—4 Uger efter Sygdommens Ophør, undertiden tidligere 
(Namdalsepidemien). 

Thoresen? anfører et Exempel paa, at de er komne Uis-2 
Maaneder efter Sygdommens Begyndelse, og Steffens? et Til- 
fælde, hvor de indfandt sig 6 Uger efter Helbredelsen. 


Som det af Tabellen vil sees, og som det allerede er be 
mærket, forekommer de difteriske Paralyser i forskjellig Hyppig- 
hed under de forskjellige Epidemier. Det vil strax vere paa- 
faldende, at de allerfleste Beretninger om Epidemier, der følges 
af Paralyser, samler sig omkring den store Epidemi i Sexü- 
Aarene, og vi er herved inde paa Spergsmaalet, om det kan 
tenkes, at Paralyserne i disse store og udbredte Epidemier har 
optraadt stærkere end baade for og siden. Det er nu af bety” 
delig Interesse, at der for Bretonneaus og Maingeaults 
Dage er observeret Lammelser efter Difteri her i Norge, idet 


1 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1862, S. 464. 
2 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1865, S. 293. 
3 Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1860, S, 1142. 


1888. | DIFTERIZNS FOREKOMST I NORGE. 335 


Munk? (1824) bemærker, at det varede længe, før de Personer, 
,hos hvem Sygdommen segte Membrana Schneideriana, holdt op 
at snøvle*, ligesom det i 1846 anføres fra Stavanger,? at hos 
4 difteriske Patienter opstod der en Hæshed, som varede i 3—6 
Uger, og fra Throndhjem,? at Sygdommen ofte efterlod en Svæk- 
kelsestilstand i hele Legemet, der varede i længere Tid, at der 
hos mange bemærkedes en snevlende Udtale, og at det nedsvælgede 
fled ud gjennem Næsen, samt at Synet var svækket; i 1847 fra 
Throndhjem,* at en Pige fik Paralyse i Hænder og Fedder efter 
Difteri; i 1848 fra søndre Helgeland,® at flere kortere eller 
længere Tid efter Sygdommen blev hæse, og i 1851 fra Thrond- 
hjem,® at en 14-aarig Gut fik langvarig Snevlen efter Sygdommen. 
Men det er dog tydeligt, at slige Observationer maatte here til 
Sjeldenhederne, fordi Tidens Opmærksomhed ikke var fæstet paa 
denne Sammenhæng mellem Difterien og Lammelserne. Det 
ligger derfor i Sagens Natur, at det først er omkring 1860, da 
Sagen var bleven sat paa den europæiske Dagsorden, at Para- 
lyserne bliver hyppigere iagttagne, og for Samtidens Læger stod 
det endog, som om Lammelserne ikke tidligere var kjendte eller 
jagttagne her i Landet, hvad der fremgaar af Udtalelser af 
Lund” og Steffens 
Det vil derfor være indlysende, at det vil være vanskeligt 
at afejere, hvorledes Forholdet mellem de store Epidemier i Firti- 
og Sexti-Aarene stiller sig med Hensyn til Hyppigheden af Lam- 
melser. Det maa dog bemærkes, at den sidstnævnte Epidemi — 
som tidligere oftere nævnt — synes i særlig Grad at have ud- 
mærket sig ved stærkt fremtrædende og alvorlige Komplikationer. 
Hvorledes nu Hyppigheden af Paralyserne har stillet sig 
inden de forskjellige Aar af denne store Epidemi, vil ikke være 
let at udrede paa Grund af Materialets Utilstrækkelighed. Det 
Synes dog efter Antallet af de Epidemier at demme, som angives 
at have været ledsagede af Lammelser, at disse er forekommet 
1 À. St, S, 227. 2 Eyes MR for 1846. 3Weisses M.-B. for 1846. 
DALTE M.-B. for 1847, 5 Brocks M.-B, for 1848, 6 Kindts M.-B. 


i Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1860, S. 1142. 
Norsk Magazin for Lægevidenskaben 1863, S. 875. 


886 AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


hyppigere i 1861 end i 1860, hvad der ogsaa udtrykkelig be- 
merkes fra Akershus Amt og sendre Nordmere i 1861. I 1862 
og 1863 synes de fremdeles at forekomme i stor Udstrækning 
og i 1863 paa enkelte Steder, som f. Ex. Faaberg, at tiltage i 
Udbredelse, medens der i Nordland i samme Aar og end mere i 
det følgende spores en tydelig Tilbagegang. I 1864 bliver Ned- 
gangen ogsaa kjendelig i de sydligere Dele af Landet, f. Ex. 
Buskeruds og Jarlsberg og Laurvigs Amter. : 

At Paralyserne senere i Lebet af Decenniet aftog i Hyppig-. 
hed og tilsidst forsvandt saavel i det sydlige som nordlige Norge, 
fremgaar af Beretninger fra Buskeruds Amt i 1866 og af 
Arntzens Medicinal-Beretning for 1867 fra Bode. 

Som et interessant Bidrag til Belysningen af Sexti-Aars 
Epidemiens Karakter fortjener at anferes, at Nabodistrikter kunde 
frembyde et meget forskjelligt Forhold med Hensyn til Fore- 
komsten af Paralyser. Saaledes bemerkes fra midtre Indherred 
i 1861, at der i dette Distrikt blot forekom 1 Tilfelde af Para- 
lyse, medens denne Eftersygdom forekom meget hyppig i nordre 
Indherred, og fra Faaberg i 1863, at den forekom hyppigere end 
i 1862, men derimod næsten ikke paa Vestsiden af Mjosen. 

Under de store Epidemiaar efter 1880 er Lammelse atter 
optraadt i Difteriens Felge, men gjennemgaaende af liden Un- 
bredning og, som det synes, efter de foreliggende sparsomme 
Beretninger at demme, af mindre Betydning end i Sexti-Aarene. 


Hvad andre Komplikationer angaar, er det paafaldende, hvor 
sjelden saadanne nævnes i Beretningerne og ellers i vor hjemlige 
Literatur. 

Der findes herom kun følgende Bemærkninger: 

Om Nyreaffektioner.  Albuminuri under Forlebet af 
Difteri blev forst paavist af Wade og Germain 8ée i 1857 
og har senere været Gjenstand for en Flerhed af Undersegelser. 

Albuminurien kan optræde de første Dage i Sygdommen 
eller længere ude i dens Forlob. Den staar ikke i noget Forhold 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 837 


til Intensiteten af den difteriske Proces, saaledes som tidligere er 
nævnt, og kan skyldes Feberen, Asfyxien eller en Indvirkning paa 
Nyrerne af det specifike Sygdomsstof. I sidste Tilfælde vil man 
da trzffe Degenerationsprocesser i Nyrernes Vey. Albuminurien 
antages at forekomme i forskjellig Hyppighed — fra 30— 66 pCt. 
af de behandlede Tilfælde. Desuden kan Nefriter ogsaa kom- 
plicere en allerede indtraadt Paralyse.! Det synes saaledes, som 
om Albuminuriens Optræden kunde tænkes at være bundet til 
særegne epidemiologiske Forhold; det er derfor at beklage, at 
der i vor Literatur findes saa faa Iagttagelser herover. 

I 1860—61 omtales det fra Namdalsepidemien, at Urinen i 
Feberstadiet sjelden var seggehvideholdig, og at Albuminurien 
ikke var afhængig af den primære Sygdoms Grad eller Sede. 

1862. Alstadhaug. Hansen har nogle Gange haft Anled- 
ning til at overbevise sig om ZEggehvidens Tilstedeværelse i 
Urinen, hvor Lamhederné var udviklede. 

I 1863 indtraf et Dødsfald efter Difteri af Nefrit med Anasarka. 

I 1885 saa Gren paa Lazaretterne i Kristiania blandt 561 
Patienter Albuminuri og Odem i Rekonvalescensen hos 4. 

Paa den af Bergeron? beskrevne sjeldne Kombination med 
Ekklampsi og Albuminuri (Uræmi) findes anført et Exempel, idet 
der fra Nedenæs Amt i 1865 berettes om et Tilfælde, hvor Deden 
foraarsagedes ved Paralyse i Forening med Albuminuri og ek- 
klamptiske Anfald. 

Langvarige Svækkelser. Saadanne berettes at have 
indfundet sig efter Forlebet af Difteri i Nordlands Amt 1861 og 
1862, Nedenæs Amt 1864 og vestre Søndmøre 1862, hvor de op- 
traadte i 10 Tilfælde. | 

Neuralgier. I Namdalsepidemien 1861 optraadte 1 Til 
fælde af haardnakket Neuralgi, der havde sit Sæde i Hals, Bryst 
og Kardia. I Nordlands Amt 1862 optraadte Neuralgier og Kar- 
dialgier som Eftersygdom. 

` Neseblodninger indtraf under Epidemien i indre Nord- 
mere 1861. 
ció 
1 Smlgn, Monti a, St. 8, 362. 
2 Cit. af Mackenzie a, St, 8. 187. 
Vid.-Selsk. Forh, 1888. No. 1. 22 


388 AXEL JOHANNESSEN. DIFT. FOREK. I NORGE. [No.1. 1888.] 


Til det af Sanné! beskrevne sjeldne Tilfælde, hvor Næse- 
bledningen var den umiddelbare Dedsaarsag, kan foies 2 lignende 
Tilfælde fra Throndhjemsepidemien i 1861 og 1 Tilfælde fra 
Hedemarksepidemien i 1862. 

Flegmoner, Furunkler og Panaritier. 1862. Eids- 
vold. En Pige dede af en dyb Absces paa Halsen. 

Desuden forekom Flegmoner paa Halsen i indre Nordfjord 
1865, Namdalsepidemien 1860—61, vestre Sendmereepidemien 
1862- 63 og Bode 1817. 

Panaritier optraadte i Osterriser 1882 og i Namdalsepidemien 
1860, hvor ogsaa Furunkler var almindelige, ligesom i vestre 
Søndmøre 1862, indre Nordmøre og ytre Nordfjord 1862. 

Parotit berettes at være optraadt hos 1 Patient i Øster- 
risør 1882, hos 4 i vestre Søndmøre 1862 samt hos 3 af Grøns 
Patienter i 1885. 

Lungeaffektioner. Lungebetændelse angives som sekun- 
der Dodsaarsag fra Hedemarkens Amt 1862 og forekom som 
Eftersygdom i Jarlsberg-Laurvigs Amt 1878 og i Nordlands 
Amt 1881. 

Lungegangræn optraadte som Eftersygdom med dedelig Ud- 
gang i Skien 1824 hos 2 Voxne og flere Born. 

Greve har under Namdalsepidemien iagttaget 1 Tilfælde af 
Ded, foraarsaget ved en Blodprop i Art. pulmonalis. 

Peritonit omtales som dødelig Eftersygdom 1 Gang, nem- 
lig fra Nedenæs Amt i 1864. 

Osofagusstriktur udviklede sig i 1 Tilfælde og 

Gastrit i 2 Tilfælde i Brenne i 1861. 

En Kone med , Strubehoste* (Kristians Amt 1882) aborterede 
i 7de Maaned, Barnet levede i 12 Dage. Konen kom sig.” — 

Under enhver Omstændighed synes de faatallige Observa- 
tioner ogsaa paa disse Omraader at tyde hen paa, at Epidemien 
i Sexti-Aarene udmærkede sig ved noiagtige Beretninger om dens 
alvorlige og indgribende Forholde. 

1 Cit. af Francotte a, St, S. 118. 


? Gjersøe ,Laryngitis crouposa“, hos en Gravida, Partus, Helbredelse. Tids- 
skrift f. prakt. Medic, 1882, S. 86. 


Tabel I. 


Difteriens Forekomst i Norges Amter og 
Legedistrikter 1853—1865. 


Distriktsinddelingen er den for 1860 gjældende. 


(Angaaende Folkemeengden i de forskjellige Amter og Lægedistrikter 
og den hyppige Omregulering af disse sidste imer til ,Die epi- 
demische Verbreitung des Scharlachfiebers in Norwegen“, hvor en moere 
Udredning af disse Forhold er leveret). 


[No. 1. 


JOHANNESSEN. 


AXEL 


'ewurje[reog je opt, uos $9j3vjdo 9103391 Si[juowuio) op up ‘oypejopn 19 p[ejep?(T TT pour opo[pueu 


=q 86 a "Hoyr Ipun roy jigjdo ',ospopuajoeq3TeAg amepusxe je sop 'oysoqeqnajg je spop^ ‘g opøp Jo ug 11 seqoidue Znoysag}y q 


Tabel I. 


Il 61 I I 9 lI Y L SL LE dno 
Bg 08% e OF 6% 6ST g ie Q 981 geet, 2981 
eI 61 | 6 qI 8 y LI 18 dnoay 
et cle GE ag 18% 6 38 el 691 usq | PT 
II 61 OL eT 1 T 6I 68 dnory 
96 org n I8 OF ot 6 29 el cel mora | $981 
SI 8% g 9 6 91 9 9 61 6% dnory 
, 0r Dë 9I 16 PL agr 01 v6 6l 00€ moig | 2981 
y A : 0c Lg dnory 
y 66 GL FI gr 29 GAF Ge TOG 6 06 maig | 1981 
) 1 eur 91 09 288 99% et 96 ET på me 0981 
(81) oue (08) due II LI g i, č 9 19 06 dnory 
(yë) oduem | (¿FD pie | e o 1 18 ett | ouarddon |ounsdon| 6 vel usq | 6481 
I ra FG 68 dnory 
OPIJI 69 “Baraynys 8981 
I e g sjo1ey pour Siddig | uaug 
(OPIS Gc) 
g + 9I Sipopuru[e Zirpeururo, dnory 
I g aptent, Tepug | moya | 4981 
SIAJ[9MUH STAY JON UT dnory 
STAY OR UG myig | 9981 
g uappalg dnory 
(yepivog drpnuvs) east 
Süiəpurusn exx | 119910 
e ENES IC på SIA JO NU SIAJ[9MUH dnory 
Cepos Srpryurs) FEST 
aqu staypoyu ny do Jy Hau 
'epjegprp IFON dnory Å 
open pug | uə | 8981 
apeq 93Ág ape asig epeq |: Big ope( 934g epeq dig 
is wopdAg | avy 
jury snysieyy 10] ung 01104 OYLMOUWOY LAY RES AY Ag UIUEIJSIIM 


uy snyssoyy Bo Ag ejuersjay 


TOT 19991 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel I. 


1888.] 


6 ag ¿ z få g g 91 OT el dnoz 
GE 989 9 w 2 161 g 681 PG 281 rogar” | 9981 
SE 89 2 ü 9 OL BI PS el 6% dnory 
t6 189 r FI 9 pel 8% C61 LE SIE mua | 981 
: o? Å el L eI q 9 dnory 
rn seg ¿ Di 6 901 rë ga 68 181 moya | 2981 
Gg OF 9 6 7 OL el 6 å 8 dnory 
i (Fr) ¿981 
se m z re e OSI OT 18 euarddon | (gg) o3uey | moya 
Ic TOR g dech, g (g) eua3don| 9 (9) auarsdon} 6 (6) euar3don| dnory 
> I d . 
SI 9uarddon I 9uatdo y y (y) euaiSdon I (1) auarddon el 0g Haut eit 
| Ag ser 9 1% 6 ge 8 01 FI co} eae 0981 
61 Le OL 18 č (g) ouarðdon| % u dnory 
i 76 T eG I (8) ewaddon| OI ee uəg | 6981 
I 3d z 
919p ni 91914 IIIA Å : un ji a å ges, 84981 
Š RON dnory 
| LI exo cg uəg | 4981 
; xxu dnory 
I Id oyoxur oogun I LI maq | 9981 
OT 8 OL dnory 
(49918p03) Gg81 
HL Xsruopu ` ysipesodg gI am 
dno. 
qui Deg. q 919[j ƏIƏT T ERGI 1 9197 DOR wee. ell 
GE SE G EROR 91opq 91911 Y ƏLA duoıy i 
LT iddégr ERGI A 91911 ERE) AR 3N8rurəpurr 21914 EAEI E ILA 91911 Laut 8981 
eee | 93g apaq aBig apaq aig epq | “akg TE opeq 2849 
ee e — — — 99 AN] wopsíg | aey 
S 9II90[8AH pIeussxripoagq JUNISAJSJIHV pvisoyyey | 


uy səuəuə|]epuis 


6 I 1999 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel I. 


1g gq g 6 Ë LT 1% Lö dnoxy 
oi 21% 8 op d al e lI TI v6 ug | 2981 
av 99 9 GI Y L eg or dnory 998 
PE 88% € 89 L ag 6 gg T LET 1199317 I 
CS gr L PI L SI Il 12 dnory SORT 
Gh 289 GT SLI Ç g [22 eee 91 ESI Laut 
sg OL Y II 9 el 8% AY dnory 2981 
ert pog I GLE H 9% ert SP vel 11991] 
(49) (68) 
OG ouatddog| F + L FI 68 ouatådon | dnory |, 
e" vel SI Sol a g I 9% ma | 1981 
61 6€ Lh SI 6 D OL 61 dnoay 0981 
¿ eg I rae I II vam ç 
9% PG ¿ gI Y 6 0% ¿€ dnory 6881 
Í Ic OI I II Ley 
6 TI euatZdo N [a ouaitZdo n ral dno1y 8981 
0% 0% PPUT T9purr Bou T 
T 6 nory 
4 "d 4 zg auatsdon L uegiq | 4481 
dnory 
wat | 9281 
Q > > ; 9 dnoa 
å PI : I Í uegil | 9981 
dnory et 
epua 1epugr ppug | vea | 7% 
I 6 | I 6 HCH | geet 
e3poxunr IHP Ju i Hau 
ope 93Áq apaq adig opel odig ope adig epeq odíg 
e EE 77 awispuvg | uopåig | avy 
ung 30 [epouny repsunpen unpoy 30 eyredurp juowuvag 20 jexrsÁAjpuv 


I 
i 
i 


uy spnuoysng 


'€ “I 1998], 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888. 


Tabel I. 


SI Fr Y DH 6 H dung dl 
PI GLI 9 le 8 Set Lem is 
og ES g fl 0% e gun, POST 
96 OI 6 08 FS Og I Hand bo 
8% LG öl FG 91 88 pesci. 8981 
86 861 4 T8 Té TII Haut ER 
86 ; 97 9r Le ral BI dnory wa 
68 6v6 BI ger 1% . 191 1299331 $ 
er (ZI) auarBdon d (9) ausıddon 9 (9) auargdon dnory Ve 
$ (91) map I (I) 9391.T rd qI Laut : 
SI PG f 9 6 SI dnory 0081 
€ pr ouatádo y L euatsdoy Lg Laut o 
9% 89 q L Ië Ir duory eget 
9 d ouarddon Y AT uou ; 
IT 6T G 6 9 OL nory 
OL 18 01 LE 119931 iste 
sl TI D L 9 L dnory LOST 
8 PI ouarddon ë II 119931] 
Tepu dnory 9egI 
Topug TPPA ; Haut wa 

$ 9 I ç ë f dnory odoi 

MAUT SIAJ[9MUH SIAP[9 JUL Laut 
hi qI EN DEIN a]30N 9T20N. dnory — 
I oT I OI Hayq 
$ q g q dnory goai 
I daf I ZO LOL d 

IPI BEI Ipaq aBhg opeq odÁq 
wop34g tey 
ung SrAqmer] jexrsAjpueq 


wy sHiauney fo Gaogsjuer 


7 I 19985 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel I. 


“¿IBAN io sunqolisoç epuopeijydo Frpnures uop Tr} 34j9D[oqr04 q 


8 qI I 6 q I 6 q À dnoay ont 
Fé LES + 00% ^ 88 I I € GI y $6 Haut 
1% 0€ I 9 OL I I er SI dnory FORT 
vr 69€ A. 691 8c 958 0% r OG q OG Haut 
el 8% auaAtsdoy | ouatådon | auarödon | auarddon | auarådon Pe m n | auarddon | auarddon auatädon | | js oum nl dnory x 
801 DH FI eel 69 Lt . Í x T og el uoi [6921 
TE Lë BETEN | gë auarddon | auarddon | auarddon auatsdoy 6L ac QUALÍ ( tog | on dnory ger 
est ¿Lv 9 88 aec I OL 94 181 € | e Lë 698 
Te OF I I 8% Ig | A dnosy | aar 
Ig 68€ Té 1292 č I 1% 6 | Laut 
+ 9 I auatsdog L IU Ch IE nl dnory 
(48) e 0981 
(g) exepg | «Jury I £ (¿) exop |ouarddon =, FG Laut 
D d g y I I duoi | poor 
6 ó ata | A å 
dnory 
g g ew 8981 
nory 
og MST 
€ DEL dnory 
9[20N DEA 9[2O0N uem 9981 
ENE opus DEN qepur | duory eet 
Halt 
dnory i 
Tepug pus y Haut vest 
z I9purr č g Topnor dno: (eo 
I opt I el Topug Haut 177 
app 2849 apød 2349 EE | E? epe o3Ág apaq o3Áq ops akg | 
EE SE oe wopskg avy 
ung [isa], U9[UP19IS) 9.IPLON | wo[epaojsg 94puos JENISÅJSJULV uə[ep0-—_Ao[os 
"uy suəyd4BuəpəH 
q I 199985 


Tabel I. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888. ] 


g T % G dnor legger 
e | m g ets la 8 ol & uen [28 
6 |e BEE $2 [o |^ Se 
96 | 661 [d Y 6 Y 6I | All I I 66 6 91 I Lø EM 
OL | SI EIS [5 59 ps 
o |ess| e {se | » | 11 L | es | ue L1 4 [IUIS 1S ISSN 
6I 96 I 9 ape 6981 
GOI | S88] I |'3don q jwn] 6c | GLE £ Al ve | ove | sl | ser Iert 
9 0% omaródo | ausıadon g 31 wegl dnote | oot 
601 | 6I8 I I 9 I$ | 986 66 001 | OF 146 | SI 99 roq 
[4 6 f É z | nory 
(D| (2) HID + (D asy; E981 
Lg 98% e 08 andon | popu | omådog | Topu | g 001 [euusdo | opum OS Wi (9 " 1293711 
(or) | (01) (g) (y d 
Tepugr fopuy g | auarsdog login) | auådon p — Laun | oron | 9136 N dnory 6281 
eL |? OL | U Ç $ pee 
I å 3 Bo 898I 
oyuq IG) AU nory 
011907 ag SIA JU guy Haut gie 
dnory 9081 
ex] ` j Haut 
| dnory ORT 
| Haut |" 
dnory 
ëmm TY OO Haut (Wi 
| dnory aña? 
| vg 
opa | 0849 | opøg | 2349 | opeq | e3£g | opøg | ə3åg | epeq | akg | epeq | odAg | opøg | 3349 | epeq | e3í£g | spøg | osÁg e 
ae US - — — A — —— A A AAA — mp e 
SI9DIVA SI9PIVA | puey |.xig| V 
ung also] wo] oqadury FACILAN PIPAON aapuog Wain) —puepopep 


uy SUBNSIJY 


9 IT 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel I. 


"Ly opøp ‘Log euqeidue veste ` 


prejepeq LF joarido yet 


l 


g gg | I RG | m l ll "n og x dnoiy | gost 
9% T6 rd 8 | 6 - Gl OL Ae d |. # unna 7 
OG 86 | $ | $ 4 OG 0$ i: 9$ dnory FORT 
QT 99 t 9 D DUX z Q Š A 9 | è Loser) 
el 6% | | L 61 g | Or | dome) oy 
108 OFT 8 | eg | 9 81 91 | A46 HARER 
po er rå rå Y Y G 9I 61 | d dnory ay: 
9G L&I | 3 ST AT I PU ec 84 6 OG Land 
8 AT auatsdo y euatddon ‘| dunoy 1981 
GT ISI 6 T I vr sel prod Haut 99 
q ST dnoay 
(GH ug 0981 
el I Ip el er aypuy | 191 
9[20N Tepusr e 9 g) atäov (9) væra] dnoay SC 
Topug 91914 (I) exepa| ryg |” 
på Ppug å č PPA Tepug | dnory geet 
g (8) repug g (€) ropugr| noya 
OL LI auatsdon| g auatddog| g euarddof| 4 dnory Lost 
g TI g II Laut 
repun T[gpug | dnory 9681 
Tepu yepu Laut 
mà FI ysıpraodg ysıpraodg | dnory aggl 
metal : yupuedg f ragg | 22: 
TOPU | Tepun Topun | Tepu | dnory POSI 
Topum pug |ua 
I £ I 8 dnory loop 
exa | Siddig 3ıddíg 91074 | Frddåp | meg 
opøq ə3íg [epeq | dig | epeq BEI opød oBAg app oñs apaq o34g opeq aig 
à mer By 
virum OSPR (its oxsppofj| | uoxreuoqon], i å äis 
MB DÄ -}S9A "WOJOLL9LAQ]-IS0 WAIL 91A0 9JpoN miis! JOA ISÁJp Uv] 


Huy buoqsjelg 


2 


‘L I PÆL 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel I. 


1888.] 


'wupjv[ivog ered qu souds yrowrwu Sop wos G sozøjdo uopnsog y 
8 yI i Z e sp Q [ 6 dunoxy 
8 611 e | og o €s d | IT fuaa 4981 
8 SI l | Å y 9 g [ 20 Anoay | nar 
FI OFT ~ 2 q OP g Eed Laut 
8 OI SH n | mel smaken auaddon L L dnory emer 
06 pre LGT 9 SG 9 6% tiq |?" 
9 ut EC f n | ë OCH aer 
te Gel EI] s | e g i i 2 | sg Joe 
v OI g | g [ EU dnory 1981 
06 TOI S 6 l 66 8 09 8 6I Hau" 
e 8 i dnozy oer 
g (OL) pu I T sg Mee v (| os uoa || 
el 61 r y 8 öl g dno 91 
II 88 y ge I D zi 129351 
6 Təpurr I Tapug I Topursp | dnoay ager 
I Topun I Topugr Topuy Haut 
(3 
6 93rexutr z SIAP HU stago AUNT dnory 
9919 UE sta ou toa 4981 
dnory 
tora [9981 
dnory 
tora [7984 
Stay opfon | dnoxy 
noq UE) 
dnory QUOI 
WHO T S 
=== — —— = € we 
apaq odÁq epeq | 934g | apøg odis | NE 2349 | epeq GET epeq | BEI Ipaq o3g | 
ES E [m | wines N, UP | wy 
$ - 
ung uə[epsio]eq ofan Huey SÆUSPAN 91989 A SWUIPIN AISA y acs ig: aks | 


uy seuəpəN 


'8 I PAWL 


[No.. 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


8 Ig Dod x Y 9 6 I 91 duory 
G GL auarddon | auarddon € | G auarddon eg Aude n suardo n LY Ig 2981 
Ol 88 Dd $ 10 D h po A duorM | sot 
(1) repu | I opt Gau | 
9 ve | 9 qI | 6 duong | or 
I č g I I 91 maya | 698 
Å | o8 I A 6 ç y 9: dnory ¿981 
Y |. 9 å q rå f | h Hop 
9 PI I I q eI nory 
g g soga | 1981 
q (91) epum (g) aora ë č č £ el dnozy | uer 
(å II e Y D Haut 
OL 66 g e Ol 6 g% 9 SI duot | oer 
1% 1% Haut 
D e euatgdoo | auarBdon | ouatsdoy | ausıddon euatddon euaigdon doors 
g g uəg | 9991 
E II auarddon € euArddo[) I auarddon 8 dnory pr 
uoprols ueq | 2981 
OL I dnory 
| ug | 9991 
dnory ; 
moig | 7981 
dnory 
geg | 181 
ajpoxu staypeyu | dnory |, 
Dua | à wing Bt 
apeq oBÁg apa aäie ape 93Áq oped adig əpeq aSÁg 
; KEE s pros SE wopsig By 
JU ISÁJSPEIS 
ung pao lox yor EM repue SPURSSURTISTIY 


"Fabel I. 


Huy sjepuey Bo 497817 
6 “1 Tage], 


Tabel I. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Wd 37 

wd 33 
G 

a3poxugr 


MO rr cc Q 


apoyu 


Q 


FINNS 


əpo(T ag 


apaq 


aäle 


aLL 94]89A 


WIRE? 


9MJÁJAY ədpuos 


Š dnory 
2 e vg 2981 
z dnoryr ' 
Š Be ^o | unn u. 
dnory |, 
: dl | yaq D) 
Å | dnosy 
í 8 mora (0981 
VI sč SACH 
e GI ei. 
noix 
së zd uad 0981 
dnory 
č it mia |6781 
dnoay | 
porq |8781 
I wa y dnory 
KT x Haut Agel 
q dnory 
d maq [P781 
dnory 
| namq 271 
dnory 
| pa [1981 
6 | dnory 
í | | naa ki 
a Y 
epo q aBig apo | 2349 
De s | wopäfg | any 
JOBZUBARIS oudo[eq 20 uodopær | 


| 


1888.] 


uy Jobueaes 


pt 


1 199%, 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel L 


Dr 


v g | | bm, ES | “og | don | “Slog | lo | et | ve | ano, del 
SI Gg 98 | L 01] v 16 KS | |I 1 $11 116 | NPE 
g 8 Polis | ] 5 | | Pit | tiris is aoa 
St | 16 |? | 69 | a rig | rigo 18 | 46 ug [POSE 
2 e tt | | | OL | eg | duory eoel 
9 TIE MG TI I | 62 | le lr i>e | OP | egt | paid |?" 
D 8 E Re BW AE | | I | | Lö | 1g | dnory Let 
29 est 198 | SOL] 9 | er TIL 1281 9 | wy Fr Y : O ià | 68 | Sot [uma 
AE | | e 9 | | | duoiy | 
(8) | 1981 
qI er iB | don) 6 | el q |t | Bg | BA ee 
(g) | (OL) (ot) 0981 
qI 9% € | 9 out | 93914 L | aaa baut 
; f r dnory | I 
I g tilg Hoed 698 
9 9 noy |, 
4 į oat uoyiq [9981 
I uopjelg | dnoryr 
Bak g la wppig Lea 4981 
2 «3d q `3don | dnory | _ 
3 E ayiq 9281 
et jod fer x sea d a 
T ve | 1 jeXueg| duorg | 
| sang [1981 
| $ 9 dnoay |, * 
| aan | poia 8991 
Zë - DE ———— = UPC 
apøg | aäte |apøg »34g |apøq 9358 spøg añás E ped k peq og opeqioáslopeq dig apøg aäielapagt | 3349 
=< oo = EN Ta TITTET 
d £ = = m = š es 5 vet == == x wop 
Ls e > e e = e = = =. = = e = = = = E jaey 
E KE | 22 ae 125 = Bess | 2s | 22 s [ws 
83^ EZ VE | En | FINE I se SE IE 8 
> Š az | 24 | 22 | =£ 197173 12 | Es = 
ER ' I Em. t Si Lp fog Ru 
uy snyueiseg o4pugg fio m suobaog "IT I TPL 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel I. 


1888. ] 


‘PIANT [n Sts ojxeijspn iop inj wos yoalsuy | 


(D (g) 
y 6 I |'3don| ç 'àádon : 
[ai 99 9 ve Y 66 © 6 
e g Å “¿doy |/3don 3don '3don | '3don | '3don '3don 
1 18 II Y PI Y 
9 9I '3dog |'3don '3don |'3don ("dont g OL “¿dog 
GI 66 II [au 6 g 6 eI 
6 g 6 q 
66 801I IS POL I 6 
OL sI 4 01 
(9) 
91914 q 
9 don e e o]Í0N 
OL 4 
I I 
q G 
g |'3don| c Y 
I 8 å I 8 
e[g0N 9180 K DEN 
iI "don | I “¿don | 
epeq | 2849 | epeq | 9349 | aper | oñ4g | epeq | 2849 opoq | o8£g | epeq EST 
paofjpaon | paofjpaon | paofjpues | paefjpues |. 
TUS 941A aapuy ad} Å opaj hu 


9120N 


apeq | anig 
dog 
BÄI 


I ':àdon 


"don 
bs 1,5 


| 


i | 


GECI E € 


E 
80 
= 
° 

=) 


dnosy 
poyi 
dnory 


Haut 


Goart 


Ipaq | adig 


usos 9d4pu 


apa | 2849 


[epaarT 


wop 
-ZÅg 


ivy 


uy snquafiaeg 9JpJ0N 


zt I 1999] 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel I. 


.PTjépéq € wopnsep g 'ppejspeq g wopnsoq 4 
6 el dd Jg D moult: da e |s en 
81 II 8 e TI GI ü 6 19. 1 8 | 11 19 jer sg 
h 12 l lad Y I L 1.19 y 19 peux, 
se | org Å eg | I jos | Ww a v É 11169 | e | er] wt | ^y aam 
et | 92 D [e 1 1 | ! LT | y | 9  ldnoiy 
G JG | 3 | At a | D 
8. 01 Y |æ [or los] Lë | gr | Hr | ae | rr] v | or | % | eer jema mn 
| | B JE | | | 
eer [es [e |» |+ ra |w aj $ We" x wad m | o. la lie | 6 | ev | uu rel? eos 
(01) | (el) (g) | (I) | (9 (D) (8) | 
Ip /3don| or !F3don] gı | 3dog 6 |'donp| r ¡3dog| F | adon| I den %  y3dog|dnoiy|, 1981 
sır | 888 | or | eg | er | Tat | v6 | 68¢ ot loi Tg | I je et y 
t i7 8 F | nory|. 
OG | 96 e | 1 | sor>| gg | oor | I repu | | I uoyrq 0981 
g L 3dog |(g) soy] ¿do q or on] ‘Bdo n (¿)950x| "don | (p) ang dnoiy|,., 
g [ppum le se wound Tet 
ROM | 
Ello t ielo voan Sl 
G Q "don | g don) g |'Sdon | y dnory|, ag] 
voam)" 
g |3don e dnory ooy 
I |®T0n I [odon Haut 
dnory 
Tepugr TPUT nory 
POST 
ueytq 
oam dnorY cor 
aye] | NG 
apa | 9848 |opøg | 849 | epeq äis apaq Säi peq | | 93g opa | ə3£g epeq | 2849 opa! ads opeq | 2åkg apeq|esíg | 
Se puussueys å punsojey wop e 
end O10 PION ËCH arom] 910 UtproN | apro So | pepsuroy |o, DON 9L0UIPUOS | əreurpues | əreurpues | ae |V 
94p40N -PION aaputos Əipu[ fiepswoy 2134] ` oapuy aapaoy IPUI 941s0 94189A 


"uy sjepsuog 


EI T [9991 


Tabel I. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888.] 


og | sg FOO 1B EC Isis jı ji Tit it i [or | ae (duo 
OL CIS | g I A y SE L | sr | Fe gg | 8 6 | eri | Het 9981 
st | OF | Kg pr | | | I s el | 66 |l 
8 agg | HIILIS | Le |t | 9 | | d osi [Mama 
\ 31 91 g 3dog tas | | 2103 Q k 3p out | dnory 
| ER | | (p. | | | 8981 
(18 | 961 3donl or | % | | & |'3don | I | o | gers} noma 
[ad 3don | € ¢ rå [d ( | ) g (ee | dnoay | 
(1D) | b Ic | | (ED) Foros l It | 681 OST 
6 a | II Mone |» | | | | gr | #dog ol dene 
$ 48 agg | + 6 1 6 | rå | 8 I | 18 | v9 | få | 110 c gee er | e gegt hu. 1981 
| | dnoi 
$ 1er le | elo | s lu ml lo | Per] v | ot | et | ze | m | 6990 | aner 0981 
ON b |o o[JoN | I z | | dnozx Leet 
oe | gog L b se | org) | era (698 
e ç e ü dnory 
: g taqq [P581 
9 OL | | 9 | 01 | dnory 
TN | | ma ya] noma WÉI 
| | dnory |, 
| | soggy 9281 
| | | dnory 
E | | | pen | oqa SE 
| | nory 
| | | | Bout Wet 
| | | nory 
| | | | | paq [9781 
i | 
| l l 7 
apøg | o34g oped | 93g | epeq | e34g |apøg | aäte eps, eng apoq wäi apøg | 2849 |apøg | e3g opeq äis oped | o3Áq 
SES EMEA. E IA fn en Dee veit ae ets Se SS  M E ole " a ASIAM, E uop 18 
un subt pice epd uoprpayag| uape ved og [2 uopurag |SP] -34s Å 
8 9IPION 9IPUOS I*p4( [epoxy 0 I pmo set doy q198 put IS |suofypuoayy | 


wy swolypuoay) o4puggs 


TI I IəQ8J], 


"AnpIaAämn 
gə3Ás op je soparpueyag oppe, 9999] eSuvm 3v tsəplK3%s pəq3rəpeG( 911998 y “OL uəstAxə'[ I VIIA ç WIMAXI ¿ "USXIAXO'| y 


EI 19 | | 6 I č | Ano | oo 
5 II ¿Ll | € 81 g Di v 9 9 ou | nau |^ 
Z q FI | v L g h | duosy Leer 
— $98 461 I 91 I qI 8 ve 61 L9 L ag | Hat 
ec 861 | B5 Yo L 1g L LE OL 26 PIS. MAS ig 
noa 
cor | o» |» |o] oc li mi ı 19 ns o | a EH van ¿981 
(au | gett | vr | sg | ol em 08 ert c | MI 97 | or iie 
(y) D | | 
Ë el y guardo] ` rA auarddon ra 'ouarddon dnoiy | 0981 
i: 99 808 ur eel 61 op el D 61 | e801 | € fung 
å f 9180 K Y 9 TUNE | TP dnoay GERT 
2 | PPUT | [opus 6 Ipu | pug | Moy 
ml s + g € I | OH eet 
E I apyu OU ı ID pun | espoxugr | egi [77 
: f I | H Leet 
EIN - g 93914 | Gau 
= Topu | popu [opus PPUT | | ANOTY Luut 
a Tpu | PPUT Topugr PPUT | naq 
= Ü e [ g i g d dnory eget 
PS 2 Tops | 12 PPUT uagng TT" 
8 6 əuat3don| ouaådon g dnory FORT 
TPUT | | | Bey | 
| nory 
| | | tog [5981 
| | | 
1 ee mane : Nu s € - 
ape o3lg | epeq | odig | oped | 2349 apeq | GEI epeq TAR apeq 249 apaq | odÁg CH 
E — PEI — |—AD - E —— poes paronae " — — ml Ivy 
| E 
hi ung pepuen 9434 |. Tepwex opu pu adpaoN|peaaepug oxjpry|po..rompug odpuos qpepaefis 8 | 
SS IQ EH E 23 E i 
2 quy nii 94p40N 
E et I nen 


‘muy “601 'S 8981 10) 


"mm ‘Sug ç 


B. ee a l I p | dunoy eet 
= 8 0€ 9 g Il 2 |8 67 hie ı 6 j? Jor 11980 
S| t 15 I ele č OCH [981 
E AL | 991 |6 | FI y 6 I 9 9 18914 IF|? eg [mua 
6 6 I I 6 6 dnory egar & 
sg | ALS [1 19814 fos |S Is |S Jorlı | ari sie 1119 erjra po [el [or | er [Bed 
noi 
| 962 6891 | 91 | 96] FI [99 | 61 JR I ie ig | zie 0I 8 | 89] 19 | 946 | ect 186 | gar 2981 
JE )| dnoay 
å mia | ' 1981 
S| org | 98910 te | ve | oe |zec| AT [OST] er | e | ot leg] ¢ |l ç | n1 don] ez | ez ho, | eoe | Ger | 188) Hota 
ol s 19 I g |8 č dnord ert 
^ ve 198 Ir | 2 6 |AL IF |? [ 14/01] 8 | % & 19 e pema" 
= I I dnoıy 6981 
Ri 5. den L L | 82 I |9 Bey" 
6 6 I I TT Ig nois 
S IT 08 EIE hi! 1 Bon 9981 
I I I I nory 
E č č rasg [4281 
dnory 
a DEIN DEIN vam (9281 4 
DEIN EIN DEN dnoay y 
S Y noy [$981 2 
på dno:yg i 
Ë eng PPSI g 
en aduup osuvy | dnory = 
a 
° 
y ‘a S Ja; 81a) 8] @| 81a) BIT OU eee Kia S| íj STEN SI G 8] G] s E 
: T wy å 
in user | uajopop | uəjojo[ | uoSurp ka) pus Sek sann Å E Sne sas -3£9 a 
—| -1903894 | 1894 | 380 | oi 8 wfs | "879 MEL N Ë 
E I 
= guy spuejp4oN ‘OT TI 19995 


(No 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel I. 


Tepudr 
aduew 


aueh 


mi 
eo 
© 
— 


eoque om 


SEI 


PPUT 


aduew 
| 


Hau 


odAg 


apøg | 2349 


JIS ACHT 


adig 


ope] 


ape | 3849 


apøg | 2349 


apeq | 2849 


opø | 849 


apeq | 2349 


apøg | 2349 


opeq | og 


uou, 


uo1 ur 
WIER) 


uə)[y 


uaus 


OSHIOLL 


193 ue vp 


uəfuəs 
9IPLON 


uofuas 
aaupues 


wop 
“Big 


ivy 


"¡uy suaysewujd 


'LT T kt 


1888. | DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel II. 


Tabel II. 


Difteriens Forekomst i Norges Amter og 
Lægedistrikter 1866—1884. 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel Il. 


se 9% I $ Y 8 8 BI gl 50 | $ duory | 581 
SI 49 ¥ g [At 9 Ie Y qI er SL uou 

el SI I å q L 6 g Y 9 OG 94 duory | eet 
q za 8 8 8 I 1% I GI o6 681 uou 

g 9I I v [4 Y 01 OL 7 | $t dnor | aer 
Y OF I 0% Y g FI % O 5 Hat 

de va I I I i y o 9 wii at 8 dnory | jer 
e SI 6 I I I I L T | & Hat 

0% 88 f 9 d zl 8 + 8 91 4 1M dnoty rauer 
II Di I FI g 9I L 61 Y Së Haut 7 
6 qI L 8 I g $ I I 6 I anok | ouer 
eI AY Y 6 h 0% L ë TI d Ig Hat | 

8 IL. g € g F ë D 6 lI dnory | or 
g er L 1 SI e 8 FI 9 LF 1199: 

g 6 I I (a : e 9 q 9 dno | eier 
9 PA LI d c SI I #8 I vr moy | e 
ë 9 ë 6 g I q OI dnoay | auer 
d 9% L q BE | Pl £ 8} Haut 

6 6I I Uu G A 8? P j| 8 € OI dnory 1481 
gI g9 š £6 g 18 I g | 08 29 1194517 

Y 8 ë + 2 č ë I LI duory | aer 
q qq g gë 6 q 2 RI I I8 Haut 

8 II (a g z r g + gl 0% duoi. Lager 
eI Gg g Lå 9 08 e e e 91 gq nei | ^ 
8 el | 2 t L 9 EIS gl 18 dnoxy | gar 
ë 97 I 8 gI I 9I 6 9 28 Laut 

8 81 t 8 ö q I Š e g c LI dnoiy 1981 
9 yo q 8 9 Hi FI ( 88 1194517 

L VI g Y e y I I I ç $6. Lö dno:N | goat 
9I eer g 88 € OT 99 $ 68 f Fh yoyiq 

oppg | TPueqeg | oped | EIC oped | ə3íg apo a3íg opor | o3íg We såg wopsig| avy 

jury 'qsiox 10J ung 01104 pue¡0H 198909110 BCE Ag "wuensriyj 
"uy snysioyy Bo Ag euennsjuN 'T TI 19995 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel H. 


1888.] 


‘dnory Ju T 1981 


OYI Ju & 9981 I :qury soususpsuwg I ope[putqoq [HUY epuersas[ry uopn ppojspeq əjpuə[yr 
er £9 gL te g 9 p lw g g dnory | 
¢ 18 T I ' = LD I 81 6 | maya | SEI 
I 8 Y | $ I I dnosy | ar 
IG OI | oce 6 6 Haya | 
8 PI I g g g £ $ I I daoa | rer 
gI FOI 9 I L IP 8l 9 8g | meyid | 
OT 9I z t q h 8 P I duoi | aer 
9 OIL el Kä | o£ Y £y €T nog 
OL PI I T PE | 2 g 8 I I duoi | sogi 
II or I AT I 98 OL v | 8 uai] 
el 8% I I PI L 6 Pr d duoi | ot 
8 SST I 101 I y SE JP I 9I I SI vau | > 
SI GG I č E I9 g 8 3 6 dnosy | 991 
L Gë GOT Y [ |. es Y 9I 3 gp ES 
RI Ig rd $ I Y E | 68 z 7 8 gl dnory | 2991 
9I 068 I 091 Ç 1% g | Bal 9 Lë y 08 Hau | 
əpoq o3Ág opeq adig epeq | ekg epeq DS epeq e2Ág 
apart 9pet | wopsig Are 
"Püguag pIeussqupodg 9uI96[UVAH S10qsdavg SSOR Ziagspt a 
uy saugusjeews ‘= II PAWL 
MER dnory | | eger 
ASE | 8891 | movia | 
01 0% I $ 8 y č 9 y L E 1 15 duod | „any 
PG PI 9 ' 9G g 18 9 vv 6 1% 96 [rg Hau | 
IL qI ¿ f y q I I Y d ve FF dnosy | 8881 
eg 001 å 8h LU * 86 Y 6 8 2% 1% 49 roya | 888 
96 ay £ L Y PI Al 6 Al D LF duo | eer 
07 491 gr. PG 8 ai el sg g 91 FI 98 Haut 
6g AF g 9 6 II 6 FI II 9I Gi gç dnozy | veer 
87 IH D. t. Or 88 6 PP 8 AT 91 09 Hen 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel IL 


Ig PE 8 I pf | 8I 61 y f I 1 d duory 
91% 6811 Og oo qq 96 gH ert 8 88 g | u luna | El 
I6 98 % | OT 91 61 2 g E 1 duorN | eet 
P 990 ea GOT o 1 Ww e 28% n OI g or | uama | 888 
Di q9 OL St | 1g IF 8 Il 4 dnosy seet 
Q6 G9C 4 SL c d M g9 ogg $ $9 6 GG Haut 
8% er A 9I | OT gI q 8 I G dnory 1881 
6€ poc SI 19 I I er 19 $ OL g GG Haut 
eI 83 g 9 el 6 Y +f Y dnory 0881 
G eel I d Š LG I £9 1 0€ uot 
6 e I g 6 OL g 9 Ë g dnory 6481 
9 STI I Gr g op Tt e 1% Hoyt 
9 SI I 9 g F I 6 L dnory 8L81 
6 691 f [a g 9 %8 84 I et Loyd 
1% 68 q 9I I 6 el 9 8 I I dnory LEST 
G} PLE ra Ol q 9 6I PPI II 98 8 8% Laut 
OL FOL 6 qI 96 er 66 PE £ el dnory m 
SEI IGA t 6 q L 94 SLE CS 10% 08 197 | Meta 
46 661 9 OI 8 II Go 8L 86 66 I I dnoxy oer 
eal 984 L 08 OT 8I eg 988 61 #6 Sp SLT | mega 
ect yi 6 69 å ¿ 8L IIL q 0€ q el dnorg | eer 
Gr 0c 86 196 b? 99 ES PIE h OF 9 gg uq 
apaq oBÁg ape adig əpeq a34g apo 93g ape DEI 
spod pat pr 7 [wopäig| av 
puedo | ppeysyrpodg ALIOH]BAH S10qsdaeg SSOR Fıoqspıy 


Tabel II. 


D 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888.] 


9 68 g m | % y 9 r | 9r [pega Se! 
OL 9I g | DC I I z 8 OT | doy, oy 
Å 07 f č 8 I + 2 FI ¿ | OL [mma 
[I 6I I g 1 2 2 I p Lh | 6 bees as 
Ig 94 I 01 I GI cc Ig I č ¢ | si [mma 
LL z z r 2 g I 9 al | er [dvory eer 
or vr 8 £ 91 g PI å g I | €. [wud 
d 0% e L I } 9 č q + [Tu 
6 68 € el Z I oi I I o [uei 
II 9I [4 II FL dou or 
I 07 él 91 g g I 9 und |” 
9 0I z g I I I g g [dvory o or 
D d 9 f Z 6 I & 8 Haut 
z er o ¿ 6 e F dnoıy VIDT 
6 gy D I GT 6 9 I Gr | moyig (909! 
II Le 9 .[ 3 q č č g å | 6 [Medier 
t e OL z g I y | 96 [Hou 
TI 36 I I 1 9 g D g 9..| 8 [UNER 
g 18 ¿ I 6l I Få 9 I 08 Lang 
ot 0% I I z G g g g 9 OL | duory eer 
o OTI L g 8% og tooi 8 6 Po | HE 
OI OG F E j Y 6 g 9 [nos oor 
8 al 981 01 g er L g el & | ve [mwa 
DE. č g E 13 č 6 $ | k. aoe 
or ØE I g I 9% en: KH ||. & | 2 Jana“ 
16 74 | d 8 g g € dq. gl | 91 [ano | cor 
a | 9n € | or g eS UIS | 9 & | 8 | T | PT 
l i t 
| opeq | säi | epeq | osåg | epeq | o8Ag epeq | aäie opa | e3ág | peq | dig 
epsq | CP —— HL | | UOP ly 
n -3£g 
| posnog Seppoy IMASPUES pueg unpon 91193014 AE 
| 
"Huy spnuaysng '£ TI POI 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1, 


Tabel II. 


8% OF AT 0% | Il 0% dnory | ma 
et ert ot 19 . e T $8 ved |. Pl 
81 og el gc t o] I o m doy | a 
9% 861 91 101 1 | $ 6 T6 wd: | 
SI BE 8 GI | I ut 61 dnory 1981 
2% Di q 91 CS I 91 Og neng | “99 
VI 8% (d L | ral 12 do | oer 
8 | eH y 98 | + 68 neun ` | 
| apaq 3349 epeq | ERIS epeq. adig 
epeq | ape[pueqeg wopsig ey 
| Staane] JOH 219q810] 
uy sBjaune7 Bo Duggsugr 'v "II [9981 
el 6 g 9 I I $ T I 8 D or | dnosy et 
IS PSI I g č 68 9 8 ë OG II 08 6 yo | Hed 
ec PS z F z [d II Al L IT [duozx | eor 
II 68 el F 8g I 9 0% y I 8 | Houta 
1% 98 I I € L Y T č g ç II 6 IT [dnoay een 
6 L9 q 9% I 6 I o SI I ë SI [ua 
61 ve I I [d G 1 č 9 rat 6 pr | dnory 1981 
gI TOI 9I I 6I F ve I el L gë [moya 
96 SP ë + 9 č č FI vé 9 II |dnoxy 0881 
% 08 y I 8 (a el 6% 9 CS g PD [uen °° 
apa 2349 9pe( odAg opøg ə3Áq epeq adig apaq odig | opøg | e3íg 
epe HS - uiop 
ope an" 
-pusqeg Seloy IRASPUBS pepun unpop oxr102urg QUITA $ 


3 
ES 
= 
E ‘dnory je 9 30 ua Je 8 LYST I 210 srame Zo Biagstgt | epo[puvqeq [BUY oepuoivas[r uopn p[9Jepeq aypuely 
FI IF OT | | z + z oi dnory yank 
Ag OFT 8 | c q FI PI 19 119351 
AT $$ 8 f I I 8 6 dnory eger 
Sl 9 09 d i 9 I 1g Haut 
Š 61 68 II g 6 d 6 dnoay 2881 
el 91 D č ; (A L ZI 6F uyaq 
A 8 8% č 2 ë li OT dno1y 1881 
= 9 ag Y I q q 9% ant 
= 9 9I ë e € L [ 9 dnoug 0881 
£ g ¿g I [ ë ¿ (a 6% ` Hat 
"o OT 0€ ë [I | II Y 8 dnoay -6L81 
E OT m p EP | o g OG uad 
5 q 8 g E ° song. 848I 
S PI 84 g 6 | og z (dd Hau 
(ás vr 61 f Y 9 | h L SI dnory LAST 
2 8% ISI 91 | 0 ° | 6 OL ¿8 Haut 
= Ig 19 Gl k | II eI 6I dnory 9L8I 
z 9), 88% II 69 q | 1% 6€ 861 Hau 
= 1% St qI PE ° | g y 9 dnoay m 
E qq 61% FI 08 I | d OF vel Hayq 
A (4! 8% d £ a | [ € 8 dnory FLT 
+I 88 61 6 PI 09 119917 
9 (dd Y et I č 9 dnory 8481 
I 19 ag I Il Ig 119917 
8 % ë ( I 9 II dnory BLRT 
SI LPL I | d Gl 911 Va 
OL $6 I | H t I 8 qI nory 
o 61 AM | 1 61 76 TT meh 
> St LE sh o] | I g II dnoay oer 
= ot 08 E | oF 8 | q 1193317 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel II. 


G | Ot | | I q y | 48 dnory 
z | vc | | el e I g 1 | $ Jena 
g | | g g droy 
[s bå 7 | | 9 | I I | seta 
q | | | + | i | dnory 
MG | 9 I g | i [usut 
g 6 | I g q ge | 6 jdou 
g Ig I ° | I 8%, ë 8 9 | IT fue 
g v | I I I I I I | i | dnory 
g qq I I ez I qI L I 6 | Hoya 
L eI G Y I I I E g d g | dnoay 
I D I Lë I I PI 9 [mewa 
e el č g e I ¿ g | dnoay 
9 å I è 6 PI 2 ot få ot | Moya 
I D I I ë y i dnory 
(a På g og ¿ (2 AT Lc | oud 
ë 9 Å (2 9 dnory 
8 I9 č h 1% d I 61 6 [mya 
g A I I ¿ e 199 dnoay 
q Pel e q ` 88 Lt 6 r 1090 z [med 
g 6 ¿ d I y | dnory 
q SL v SI g ¿ 8% q I dd 9 [rna 
6 PI I I p L y 9 | dnoay 
L 48 9 d I Di Il I g [mewa 
D 9 D 9 dnoay 
98 D Lë I GI 9 [|ueyrd 
q 6 I I I g I ° e p | dnory 
q 89 + ALB I dër e 9 + [meya 
apaq a349 ape akg apa EY INS] əpeq adig opeq ə3íg | epeq | ə3Xg 
epeq Sai UuəƏ[UD491s0 uapepo pd 
- M -34 
Puma Josue] uo[epuay [ISÁLL 9IPuOS UN IP UOPIH Zo 40108 s 


‘pully suəy4gtuəƏpəH 


'g "II 19995 


Tabel II 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


ç mn tH 


+ a RR 


Y 
6 
D 


| 
| 


9 
q 
I 
E 


— 


ES 


sch OO CQ mA (O e Ny — 00 CQ CQ OR et ed 
r 


av 


6 


l 


ra NON 


@ 103 ra 


min DO n] 


dnouy | 
ano 048 
dnory 
usq 1481 
HOH wer 
6981 


8981 
4981 


vuan [9981 


apaq | adig 


apoq 


afsar 


aq 


wor] 


apeq | 2349 


apøg | 3349 


apeq | 3349 


apaq | akg 


apart | 2849 


apaq EC 


SUR A 


1910, 


SJ9p]V A 
9IPAON 


SI9PILA 
9IPuUOS 


pueg 30 
puejope 


op 


D 
-BÁq ee 


1888 ] 


os 


e 


"UY suensidy 


m O G> r4 cO - OD 
e — 


ën SI AN A 
— 


LO = xx 


t C co se cr ca co — 
€) = 


e 


ec 
FA ES H r eo co co SO — 


° 


Ds 
e 


” 


1I PEL 


dnory 
mong |7981 


Haut 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel IL 


9 IL H g ; I I I I l g Š g |dno: 
6 | 88 I is j? 01 č | e | or | popa [1881 
ë 8 I č I | I | g | dnory 
et | v9 9 I L md t ` or Le + | rt [ueq 8991 
6 AT 6 g $ t q OL | dnoxy |, 
ec | eel rp FI | 26 o t e | st | ez | ua 0991 
g SI rd € g I 4 | dnory 
ct | 09 g ë pou F t | 6 | St | Te | ua |U8! 
II 9I I g OL | er | dnoxy 
LT | gel e I e H u | 9 | 89 | ri | 98 | ora 0991 
I e I I I I |dnorx 
o Let I 8 $49 po uoa (0481 
` g L | I g +f & | dnory 
¿ | ee I tisis g d uaang [5481 
g L I č 6 Y I | dnory 
+ | 78 g ot] » | c I our 481 
z Y I 2 I 6 dnoiy 
L | Be L | p | et č 91 TON" el e Ir |< [uei ¡oe! 
ES ;I D I dnory ror 
+ | 1 T 6 TL OI 1199331 
» |» I 10? dot uer 
98 I g FI et ez 11991] 
L GI I 6 rå F ¿ L 6 @ | dnory 8481 
LP I $ 86 £ 9 9 [moyda 
opor | Pad | 034s | epeq | odds | oped aäie | opøg | o34g | epeq ə3£g | opeq | 349 | əpøq | 2848 |apøg | aäig 
KC SENTIS š tuop 
opøg | -puey $JOPIL sapie ven So |. "TY 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel II. 


1888.] 


c dnox 
P I ; ¿ gi 8 y 
L c : "I I g L z ot [moq 481 
8l | z GI T [duorx eer 
r Le | P Le | wot 
u | 12 z z ¿ |a | 3 |t (drog) 
Š el I I g I 9 ueq 
PI | Se 9 h qI 8 OL [dnos aer 
g 0% 8 f I or [mya 
8 6 I 2 [ I l g q sos oer 
f ec gs | 9 g I Y or [aa 
ot | 91 I z I I 9 II č (2 dnoxy eier 
D eg 1 9% g L Hand 
x z L + y nory 
8 9r g 1 I 6 unn t 
9 LI 8 s.s g  |duont vor 
€. 91 g gt [ana 
II eg I I g z 2 (A g 1% I 9 nory 
$ |. e | I g 1g | meg Mel 
OT LG I I | g g I I g 0% å č dnoxy |o ot 
q 68 I I r^ PI ¿ yc [uou 
n 9I z z I I č II č ë dor Leger 
8 ep I 6 I o 6 rå er. | med 
g D (a 2 z I Š duoiy 8981 
8 d g L 91 I 18 [mona 
6 YD I I 8 SI | dnoay 1981 
[4 Is I 8 č I I; | mod 
er 91 1 I z z I I 8 St | dnory 9981 
18 | PAT S- km % el 98 c 6 I 601 [meum |^ 
əpøq | aäie | opaq | e3£g | opor | e3£g | epeq | aäte | spøg | ess | spøg | 9859 | opøg | e3íg 
apaq at wy 
wee uut [epavey | prosojAH puemeg uəDIOH 0193819 uNg S 
Hwy Baogspesg ' II Təqud, 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel II. 


I 6 | I Kg 9 l duory[ 
E 7 | | | popu poer e | 6 unpas 
q | oei | | T | + f l fe? dnory 1991 
9 | | | ee e| o p Pol e Juana 
y 158 | | | G GER | I B dnoay 9081 
9 90 | | | | Sh | 9 | 99 [Hes 
i l I | 
| apeq | e34g | epeq | o3£g | opøg | o84g apød | adig apød | adig ope | o3Åg 
ped |. | ata (eV 
| puega | qorgpsa9)]es ofan Huey SHUOPIN ASAA jepuaay sæuapan asg | > 
uy s@uəpəN '8 TI PALL 
'6L `S 'E88T 10) 'H-K 1 
gl IG | | + | å I I 9 IE L | er jonon ar 
ed GZ | | q él qI 68 I 6 cl 0€ 61 | 68 [Heu 
eI IS | I I č 9 FI q | *» [dno ee, 
66 sol 6 d. n | I e r 6 PE I Ä tI | q puna ; 
01 12 PI d I ë l OL à | 8 cl 
Al 46 ti 4 I I 1d I II H or r 8 | 8¢ Haut 
8 (dg I ó I g I I I el + | + POOR 
9 q, 1 í 9 č 8% I g č | 6s [uma 
Y 9% y $ | e Lët wor 
q 6€ 6 Y č OF I | gp (Pewa 
opøg | oåkg |epeq | 934g | epeq | 234g | opog | e34g | epeq e3íg | epeq | aëie | əpeq | adig 
EE : wo 
— opa] pis wy 
SOM nu jepaeey | prosejAH pue[nes uapion DIE urg 8 


Tabel II. 


pet 


eh pt Y rr rd ra ON 
Len/ 


— 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


— 


IND NG CO en 05 16 HO cO z- AE 


1888.] 


‘dnory je g 2981 1 'dnoxy je g 9981 I :ywy sæuepan I əpə[putuqəq pryuy ópuoivási uopu ppujspøg ojpuely 


I I gd 4 ö Fab duoay |. 
r SEN l. or | 6 L | @ [pana rest 
I I (d | o8 6 EN uory 
a FI | og ° | % [ua eet 
9 II nory 
st | LF po | or [may ¡es! 
I I FI | OG dnoay |... 
s; | me e PI 1 91 [usa 1881 
| 8 6 % nory 
| PI 101 z sı [Hand 0881 
D 8 t OI noix 
; 9 g I OL 0g | noma 6481 
I å 6 9 8 nory 
i : I 9 d I el r ° Leg 8481 
6 G $ 9 noiw 
; I z g I 8 woud KAST 
[ I 6 § € 8 nory 
^ 7 II I 9 I st [usa 9481 
š I I I L 9 noix 
C I el 2 el Qt [maq [PAST 
4 Ol I 6 q 9 dnory 
g € Gz l p l y vam (HS) 
I I 6 g dnory 
0 I ee | el I zı [uəmdq [9481 
I I I Y € g I I dnoiy 
| ) ë el I OI z 9 191 BAST 
I el g I z nory 
I I I I G č rå dnoay 
| D g si [poma Linde 
I e noay |. 
| I GI r 4d 4 € SI Jus [0987 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel IL. 


6 ö 
I og 9 q I st. | usya (6481 
ë 8 ö + ö 6 Y dnoıy 8L81 
6 ve I g OG Hoyt 
6 g I ° I I dnoay LLST 
I Lë q T I rd 61 Hau 
q 8 I I 6 % St I Y dnory auer 
g ze 8 I Í L z 91 Haut 
3 OI I 6 q + dnory GLSI 
I ev 91 I I Y II Haut 
gI gz [d Ç rå g gI y I 01 dnory FAST 
8 gg y E 81 I SI Haut 
0% qe g È g 9 6 g g 6 dnory 8481 
q 19 g 88 b e q Il Laut 
6 Ir g 6 š 8 rd ral 61 dnoug T 
? ev I OI I] £ 1% Laut 
Ge IF 9 SI L 6 SI 61 dnoay LSI 
g OG e 8% I q ë gI oc 
I g 6 I g Š Q 
å SC z I o et | moyig 481 
Fr L I I I g e g dnory 6981 
I 08 Y I LI 6 Haut 
I N$ g q T 8 dnory 
e d f q ve g gt | Hoyt 3991 
8 el č 6 g W | 9 dnory |, 091 
9 oF g ë I OL q | IB Hand |^ 
6 26 I g [Dog L 6 I 6 dnory 9981 
6 69 e L | [: g BT D IF Haut 
apaq o3Ág apaq | ogg apaq adig apaq | osfg ape | aäie 
Weer | mop3ág | my 
-pusqəq paovjay yor jepsudy wpun sæudappo Puessue SIN 
uy sjepuey Bo 193817 '6 II PAIL 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel II. 


1888. ] 


‘auro Zortaaetd Ju yoatsdo 1 g 'euxoda[oxst[ Jv yardo T g ‘ourosmypoysty Ju ardo T q 


3 ! I o dnory 
9 | gr a ite PIT We HAI 
8 ASI | el 8I e qI G 201 I ENG 
uia | 8 $:[.4 * |8 X 0181 ° 
Y cP + I y OF S pest 
g |et I 1g I 8 I I TZ ener 
DI 98 Ç 6 2 6% å € Ven 
¢ [| š |] ç ER ` st X ener 
@ iri I g SI E jeu Š Hou 
@ Let r I 1 1 Keck č X 1981 
8 v8 g g Ge g Co pue 
9 | g tis PG Å [9981 
OI 96 EN I € 6 16 ayq 
opa] | ?P2q o3&g | epeq | e3£g | əpaq | aäie opøg | ə3(ç | epeq | e34g | epeq | 934g | apøg | e34q |apøg | 234g 2d 
apøg | -pueq å Er wy 
-əg | punsoäneg | uoourreyx pues QUITA I93U€AV]S sæupueg punsroqq | [epugog | 
uy JofiueAv]S ‘01 "II PAL Z 
P 
ES 
mi 
06 € g Y g G 9 I 6 9I dnory 
ad Gh at Si I č vest PSST £ 
II 1% g q g q q IL | duory [ooo ™ 
OG 081 OG ALI (a I HOI A 
LI 8% 9I Ez e I g NOT Leer å 
IS $01 1g 86 Y I HIYA 2 
D 91 č y I g q ë 9 dnory Jeer å 
TI og II q g q q Haut Ë 
9 6 I 9 8 dnoiX Jeer 
g oi e e I r F Lan 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel IL 


PS Tq q 6 FI 1% rd e I I Y 6 9 6 Š g dnory rael 
OG PIG I GI Fr 98 PI 99 9I er SI. | $991] 3 09 L rat Haut > 

ee gq rd G 6 OT 9I | 98 € 9 rå 6 dnoay eet 
901 | SIG OI 9 På D PI 91 88 19 | 996 | et qq $ ral F r | Moya 

AE 6¢ Å $ 66 | %F 8 8 g | dnory zegi 
g€ II y I Il I I ¿ E e% | SPI I LS I I Y A | uma 

6 pÅ I I I 6 6 [d dnory 1881 
Y 88 ° q r4 OL ë Il Haut 

9 q[ I à 6 ° L I Š ç 6 dnory 0881 
Få 8% I I I TI Q 6 I I 11991 

9 It I I Š 6 rå 9 I I I |dnory 6L81 
I OG 9 g 0% I 1% Gau 

I L Š I I č I dnory SLET 
I ec 9 I 8 9 I I 9911 

Y 6 g 9 I I I I dnory LAST 
Y qg ¿ € č 9% g I Ham 

6 6I I I I g rå 9 I g Y rd p | dnory 9481 
ti 66 g 0I 9 6 g rå 98 IP Haut 

LI v% I rå H g Y L 6 6 I I | dnory m 
g g6 I 6 2 98 I yc g Haut) 

II 16 I I g Á Š 8 q q dnory PLSI 
I OF I I g Og I g Hau 

gi | 08 9 6 9 8 € | I I I dnory lo, 0, 
rå OF I 6 I 9% g tog |5^7* 

opor | 9p@G | 2349 | epeq aäie | opeq | e3&g | opøg | e34g | əpeq | e34g | opøg | dig | opeq | o34g [opor | o34q 
9peq | -puer Sie my 
-og | puusosnvg | wowuaey pues oul I92uvAV])S smupues punsaoyg | pepusos 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel IL 


1888, ] 


z 8 g d g "ot |dnory 
s | ec i 1 6 Id: & |e uəgq ¡eel 
č 4 8.79 & | IL | 11 [duo ro 
Å $6 | I oo] I 9 g [^ | 91 feig | 
9 SI í 13 | T 10 I 1 91 | 18 | dnory 9181 $ 
+ LF g SET IR 51.9 9 L ri [uya |" 
II el 8 |6 pdt Z ; zt | 41. | dnory 0481 
Lg e 8 9 č 1898 (uama 
61 6g J Si T polo 19 14 8 GI | dnory FAST 
I vr mit 18 g | [ | Gl luəgiq 
Sl | Al AB 18 117 | & 18 O | | | tT | 1 | es ° Ida o. 
OI | OG bÜ l4 L 18 Ol | g g fuaga 
9 el t ld ro 19 I T I 9¢ | g6 |dnoxy 2181 
hå 9p Y | OL Ll LSA I | I rå 9 gg [py 
P h 1% 8.19 I6 | 9% |dnory | or 
A 99 112619 148 [a | 8 1496 Jos 
9 OL [e |? e Jg Kai? | g |a jdnoay| ‚or 
6 08 I I IT 181 I I | 8 IG |ueyrg (Et 
$ 6 I I | icii f dnoay 6981 
1% I 81 E | 6 |09 [uet 
I $ & I I | DG FI dnozy 8981 
z qq II 16 | tit isis | [uod 
g L £ 19 I | @ |g | dnory 1981 
og | 941 36 | FI | 99 I g lL | 8 | € 91 5$ 159 7 8 11 hnd 
| IL | GT [dnory 9981 
vl | Ol] 1 15 I | 89) 9 air | at 9 | S |89 | @ | 9t | 941 fogd |" 
| | | 
opgq “wa ape äis peq os apøg esXg] apøg lagi epeq le3g| opeq "äis apa ‚Big apøg a34g opøg aay apaq a3íg 
ç wo 
guy “yuoSaog | PUBIPAOY | Pueppaoy | pueppaoq | prerpaoq dodur Ioue | pueppaoy | pueppaoy Ag p i: ivy 
| od) 94pu dapıon | Ə9d4puos Od) 91pup MA orpug 


y snuuəb4əg oJpugs fo Ag suaßuag 


TE TI 1999 


[No. 1 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel II. 


q 8 I 6 s L? L i$ dnory 
6: 165.48 1% 8:19.18 435 Ek ` vam HØST 
g G $ |6 L id t1 | 1 | dnory 
er 1261.) GI | GL + 14 11 TI SES vam (9081 
Dei q|'s als als q|'s als ls a|sja|s als q 8rdis 
PAI uop 
A PT] profipaoN | wann Mat paofspuos|paofjpuog| usos | usos | usos Agi 
-eg -PION uury | Aatskt | EpL 
apuy [paofjpaoN ee 94pul ni 93A | NPIN | 94pul 
guy snyuaßuag 84p30N ‘ZI IL PAWL 
ig |-6¢ | st | 2 Y l9 I I | + |» Jo |s | 99 [99 m eer 
611 | Går | AL 1961 98 | 06] st | 79 | SI | T8 o jeg] ı ig | 98 | IL] 91 | LG | 49 | 971 | Mew 
OL 81 ! KE gg I I g |g | og | og | dnory cael 
9c trig ig 13 Male jer]e II q et] I le | FI | act 1. |S I 81199 puma 
ë E I I I I gI | er | dnory 2881 
LI 89 gig | FI q LI oi ye ¿| |08 [mua 
g Y I I I LiL 8 |8 | dnory 1881 
Y 69 II Or] § | Ig I D$ qI 9 | OF |uəgiq 
y Y E IS u it 91 |9r | dnory 0881 
$ gg DIT I ot g 6 P 18 ë | et | Meyda 
q 6 BACK $ 13 g 9 |8 | dnory 6481 
g Tt Í gI q € | | [ I | Pl [mpa 
Ipaq TPY99 ə9peə(T ə3(q əp9 (T o84g 2Pp9(1 2349 əpo( osig epeq ə3(g oped adig opøg äi opad e348 poll aks 9pe(q odig 
quy puvipaoy | puerpaoy | pueparom | puerproq 193u€ Josue | pueppaoq | pueppaotu fg dí vy 
gnquag1og orp -PION -PION -PIW -IPI 880A pen "pem “pues pues suo og 
-uøs 103 ung| ex | oapuy | ezpaey | oxpuos ox | opu | eng (ag 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel II. 


1888.] 


RR 


non 
_ 


i 


Hau Jë Z 9981 I :jury snquo2iog oipioN I epe[pueqoq [vjuy opuereasi uəpn prejspøg oypuoly 


$ 
SI 


991 
26 


GO e$ c» 


I 
q 
H 
Al 
II 


6 
el 


G 
2% 


q 


OI 


| 


LG 


<H 
— 


0€ 
¿ 
l 


6 


6 


m vc 


Y 


h 
D 
I 


E 


— — 


e 


[n] 


dnory 


6L8T 
8481 
AL8T 
9,81 
GAST 
FAST 
6481 
CAST 
TAST 
OLST 


6991 


ua | 9981 


[No. 1 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel II. 


| dnory 
ER DI | ael 
č | 69 18 g 8% e |t | a 01 | | i 
i à e le ler le lolo mL 
r 48 I 6 G i å ; ME 
T 6 6 6 6 I I T à ae 9181 
8 L8 9 OL 0% 9% I 198 I q : phe 
e Pl I I 6 q T I I ° uud 2,81 
6 Wu I Fe I 66 og 9 9 I : o esch 
= : ; y ^ I * Å T 2 : 6 Lait PAST 
Y 68 a A6 ; 5 . 
St | AS I ar ad t 18. 18 g |8 ° ig I ë I ! ke ELSI 
OI 84 $ OL I 86 E T L OI i 9 I G ; 4 4 vein 
GI FS I 6 G 6 G å 9 171 I : Ee Want ZLSI 
8 SET OI IF e 66 I |OF 6 E : : ^ SA) 
SI 66 A SI I A I 6 I I 6 4 - Wer Lat 
6 AST I6 $ 86 8 cP © | ot f I : A ieee 
8 08 + 9 f el I uaumt OASI 
el TFI I 96 A 61 rå OF 6 GC [d 16 I Cat? 
9 | OL [| 2 14 LIS IT: ri I ZC eet 
G SÄI I 6% 6 FI I AS I 0i 14 8 $ dubia 
9 GOL e 66 6 [d 9I I q I 66 Il i 3 3 d soi) | 
SI I6 q 8 q A I I : : ú ec: LOST 
8 COL 6 IS 6 Fe $ L6 1748 [d E I 
1 e G nory 
FI I [d 6 T I € I I i 9981 
> 091 I 6 66 | & 9% [d 6€ q F6 F PI I 4 I G Laut 
or ar er er er | er er pes i 
apøg | 2849 | opaq akg | apøg s |apøg slepea slepea slepeq s|əpeq eats d g|»veq os 
apaq | -PUPU | o rogrpaoy [uo Tepuodns| TEPUS [ogourpaoy| pepsurog | Iepsuroq pues pues pues pues] -34g 
å GC oupao 9.38 aıpu 94]89A 
*8 Laang [| ozompaoy oapuy | OVOS | oapu | ena PON 150 pur 
; Juy sjepswoy "st TI TəqsL 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel II. 


1888.] 


91 | 98 91918191027. č | q |9r | dnory 
o | % 1 g t | % os lg op | roma 081 
FL | 78 +» | 918 | ® L3 L [vr | duo weer 
GI | Sol FT gI e |S8I g | ë 184 | soya 
OL | 66 e le g RS ls g |e | I Jer |dnory ener 
TMUF og q VI 91 19 | y | GOL | rya 
6 | 91 EI 6 |z | 9 IST |dnory|, o, 
č | ott el 8 | |g 186 Lem 
6 | 4e I | 6 |9% |[dnosy Leer 
$ | Gr I VI A | % | POL | noya |" 
ape EI apg o3K o St ar ar ar ar | oe | epe p 
apo[ T a S p a S irs t un d D ETU D ig = E [v] E er t SC H y NE M 
0 a wo 
med Bs U9S0H 19804 1980 J ura fi 3i usd 
91p40N IPIN aapues wepo | jepdg jepıng | seereq nqs | uoputajs -puoayy, 
uy swolypuosyy aupugs ‘PT "II TPL 
Haut Jë & LOST I :PUY spepsuroy I əpə[pueqəq Ten opuareaspg uepn plujspeq 91pualy 
PI | 6% g|g tre in EHS I 18 * |8 [1 r | dnory 
de | e q | Gt] ç s | $ | 8 Jorjer]er|jo fit (st | 8 les | 4 ler | | et Ler | 16 | mig o 
To SEERE: q |G je e | dnosy 
87 | 28% e 19 t i5 Pe IE sa] 9 jost ı |, | et [zz |99 | song 888 
86 | 96 bu Š 19 e 18 17% € |£ G `Q dno:y[ 
SL | gor I se L E | | [or | op Luet 0881 
G ? T | | dnoıy 
+ ip I jerde I Hi v E | |s [uw 1881 
I £ pe L II | 1:15 duory 
1 | 98 E v. £9 E 6l Lg | Bond "ES 
6 Å 6 nory 
£g 69 £ | € G LE | $ it i oye, [0481 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabe Il. 


Ie PE € Y g 9 L Za | ç 10 | ER 1 | 9g | dnoz 
u | se) il cel t | e ter tor le iere T lev le | $ 12e | o ls parere 11995141981 
€6 | ATT e; | ve | € | et | ee | +€ ichs Ir v le |° | ec | dnorg 
eor | sag lor | #9 | et | ee | er | ve | ee | oF a le le |z ilo im le (ør la | og | semi ët) 
99 | 78 Il | eL |? 9 18. 191 g ig h iw I ye | gg | dnory 
86 | 966 | 19 | 46 | ve | 99 L Lë theii p o In "eg |uojig 6881 
qI 66 6 Y » |? 6 1% | dnoay 
as | et lør | sg | 8 | at č a |r or e |+ | 6g [nog 1881 
å h I I 6 % |g |duory 
€ | og a |8 F [ le Jos [0881 
2.18 z & |9 | dnosy |, 
"EE. 8 I I | og | moy 6481 
g k y g |g [|duoxy 
L js I |i Ire [^81 
I 6I g I |A4I | dnory 
I | Og 9 116 I re | og 4481 
9 OI I I I 9 |, | duory 
e 19 Ds I Cli 9 I | rg | ou 9481 
drag ç | Le | dnory 
LE I 0% 91 | magi [S481 
II ve g q e | 6% | dnory 
I | #9 r 18 y F I pb eg Lama PSI 
SI | 89 p 14 6 | OL |dnory 
9 | 98 i 18 ¿ 18 8I 1 bg (rg [uoa SS 
OI | 42 g rå q Q PII 1$ @ | St |dnory 
G | LPL ¿ ler I 08 9 OL [uag (0481 
p | ww Et | I få ae ¿ë |g f i? | 9 | 4 | dnory 
e | 88 I 8 g gë | e |19 [uəpgq HST 
apaq | o34g |əpeq | 2849 |əpeq | 934g |apøq 34g |apøq ə34g|əpeq ə3£gləp " Big |apøq 384 Er aA 
opo | Ls bn M Ly MÅ ww 
opeq | -puey PE. 
1980] 19804 19804 mofa | -34g |" 
ot | oapaex | onpm | oapuog | 100040 | redo | rpm | saat | mars Team) wan 


Tabel 1I. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1888. | 


~= 


<H Hr 


H <H C; 0000 — 0010 9 — GO m 


Le] 


Cx c 
10 few NH 


— 
19 — ra 
e c — 


Re 
Len] 


rA — GO — 
eo 
eo 


ri 
Dom GR eh CÓ CÓ 10 m a0 00 00 MN — 
— 


mn ed ot ga 
ved 


0 


v çO < QA ra ra 


Oa 
Q 


I 


I 
OI Pr 


eq H w y 
— 


Ln n ^ m <H zi 
ae =a G Hor B nA 


dno. M 


eo 
a 
z 
e 
= 

= 


~~ 0) coo 
å 
pe 
° 
<= 
. 
= 


`Ë 

> 
a 
= 


Mayu] 


9981 


oped 


epeq | 2849 


epaq | e3Ág 


epeq | e3íq 


epeq | 234g 


epsq | 3849 


əpøq | e3Ág 


epeq | 2349 


apaq 


oñÁg 


TepweNn 9134 


SOSUBN 


guo) 


[epwen odpu 


Jefus 


uJ0J0pU| 


IOZUBADT] 


u9]s04/ 


pəddaəoupul o1pueg 


[epdofjg 


uop 
-3íg 


ivy 


“uy swafypuosy, 9JpJo0N 


"GT "II PAWL 


[No. 1, 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel II. 


dnois 


| tog | | à 
| | 9 | | | | a [una Sm: 
| | | | | dnoay 1981 
$8 | y el | | u [meya 
| | eX emer 
I Y | $ 91 EO i | 9 Hau" 
apa | e3£g epeq gg | epeq | adig | epeq | e3íq | epeq | asig | epeq | azig 1 əpoGq | 2849 apaq E um 
ivy 
peysralys wopo opog om] Haupt (ËCH SnVypeys[y euuodq ag | 
"e uy Spuejp4oN "91 "II 19985. 
dnory 
ot | e Ir 8 | uH I 1 
a | oo | og | sado 16 Je te ik | 919 So | sor e | 18 | at [pma EP 
OL | eI ¿e gi? sur |1 I L |dno:3 eet 
107 | %46 | ST | 48 D PI q 9 H | 98 | or | SQ | * 101 | 9 6 | OF | 99 Boy 
OI 0% 3 g 8 I I r an 1% nory eot 
OV 9qI I vI 6 GI Y GI Y FI 9I 84 y h 6 q ue 
Ed D d dnos¥ rgo 
6 FI 6 $ I I Y I 6 6 | Meyda 
z g I S | @ |dnory wer 
TI 1 II 6 Haut 
I I I I dnozy leet 
I II T I 9 I Hau 
opøg | 2849 | spøg | 234g | əpeq | ə34g | epeq | 284g | opeq | 2845 | apog aäio | epeq | 845 apaq | adig 
ape} Sa TJ wop 
ope | -pueq SOSUIEN Suo) I392uvAO'T 19]80.1I -8£g I 
-og |[epuen 9114 |- sefyuops Kip | — 1 15 1 muss | 
]epurex opu pourogpup IAPUOS | 


Tabel II. 
m NIN 
CO = C 


e 


o 0: Y A 00 
e 


eo co 
COO 10) OD H (O — 0? CO 


Oo 


DIFTERIENS FOREKOMST 1 NORGE. 


Reo oD e OD 


moe 


R Q 


Q — — — 


1888.] 


RON «t c 
an 


ö ë L 8 VA 6 ° |` jp duoay 

16 6l. 08 8I Fé L6 68 7 |. H93JHT 
I I q A g A | dnory 

T6I $6 au 0% 86 68 sql 9 | 9 HII 
I PI dnory 

SL I I Y 6 98 9 CS | HINE 
dnory 

119917 

Å dnoist 

6 6 Laun 

& Y I dnoay 

Haut 

g g y Y dnory 

au) 

I ë E I I dnory 
I I Hau 

I g dnory 

Haut 

I I I % dnory 

6 I č 991 
i dnoay 

6 I I Hui 
FI 86 I I dnoiy 

ig I I 9 g Haut 
6 duory 
r g el I L [Pa 
dnory 

el $ I H93jt(q 
dnory 

9 ë g | @L [mya 
dnory 

GI ë 6 £ | ti una 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel II. 


8 6 dno 
° I l Bay] [9481 
+ D dnory 
SI 9I I T q yg MAST 
° H LR dnoay 
t jo tji pora APT 
q H I pegs Seu dnor 
¿SI I -X8 | -xng lio GASI 
I $ I g dnory 
6 EU q Haut FAST 
AT GF G g dnoay 
$ H I dnory 
‘ duoay 
£ er z 6 li | or paun 
8 6 £ dnoay 
9 |g e |.1 | 1 La WéI 
66 IF I 8 6 dnoay |, 
L |e i g 1 L Ls ao 6981 
H ¿ | dnory 
I I nory 
? Gr i Š 6 € II ç [uoyiq 49S! 
I I dnoıy 
9 GF ç 9I I I — 9981 
epeq | aëie | epeq | e3íg | epeq | oBfg | epeq | 2349 | apøg | 2349 | apøg | aäig | epeq aäie 
epeq "PM pna wy 
Ppd] — nenns IƏSDEH uapojoppsø | u9j0Jols9A u9}0J0) uogurper uedojg M 
'q "wy spuejpJoN "LT TT 19985 


i i dnor 
— Ä 6 Cat 813 r 9 A 
D g y 813% t's nory 
Zi i 8 h 9 L | e [oma a: 
dnoı 
El g g [ e |g X enert 
I el Lig | 6 | Mead 
L 6 918 I I | dnory oer 
8 69 lI e|. II] 9 | el y Ind 
1. 1 6 | FI č 8 | Wo aer 
PI | 86 LIVE -]* | ı d | q [mua 
dg apøg | 2849 |apøg | e34g | apøg | 2848 | apøg | aäie apeq | o34g apo | eg apøg | e34g |apøg | aäiel opeq | 2345 Ee: 
| 
9p?q - — Ivy 
i -84 
aos, VAIBÍAS | spe uou osmose | uezue[vg | raum] QUBIL pejsoq, | seuspuoLL 8 
uy esu 'ST TI PAUL 


'opøp p *ouqoiguv gg ourenoxstq PIA 6 
"pop 1 'ueqoiguv 1 dnory je ay jv opep € Jo ouqeiguv zor aunorreysty poA g “ouqoidue FI ourotioxsunq poA , uaqaıduw T uan 
“OFSLT PIA y `Ə9uqəiñuz p ouioriexXstq poA o -'euqoiguuv Y ouloLr9xStq poA f 'əuqəiñuu p AULOIIONSI PIA g -'euqoidus g 9UISLIoMSIAT POA z 
‘pop I *euqoiZuv g ouiourexstgq PIA 1 ‘“dnory je I 2981 I :ymy spuv[pioN I epo[pueqoq [vjuy epuodeAs[t uepn prez paq oypuoly 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


ww | ee I |I dno Y oot 
6941 | 284 : Al 201 qI D II ATT jo | 02 T9 or | 16 | AT | oo Joa 
2% 68 € g & |6 g 9 s eer 
868 | s9L01 g %% q9 491 96 601 Leit for så | et Lë 18 |. 6F | 9 SI | Herd 
69 8II 6 66|09 | 4 6 V q | dnory ¿881 
SIG |. 189 S 06 98 981 I9 911 6 I6 (13 l > 9 D es | T D [mewa 
y 61 FL $ ] FL LO dnoxX jeet 

cg  |oI8 eg ep I 6 I Å €: 

TUN Y 8 

g š je z o uad oaar 
9 FI * lc g 

E: I PSI I I Laun 6481 


[No, 1, 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel II. 


6I Ig | 9 |6 ¢ |9 | j | 8 E is tr | 8 |duory 
es | o ie |v |1ta | se lae | 46 |o] os [se | ot | gla Jar | 8 | 19 [mena] ot 
OF 69 B eu 46 186 11. | 6 | Lk? 6 Er: | dnoxx Leger 
ot | 064 | e | o] ST | 61. f 91 | Bora NG ¡801178 NL ae m 115 PG |uenq |^ 
OF 69 ve is 19.19 y |f | 9 IT | dnozy 
ør | gelede fr |o]|o |: | oe Jer] | iF | ot | 9e i | eer} ç | 28 (uma 
Y Y I ji € s | dnory 
er | og e le la OL | rp. | scour (SEL 
g g tir Eat S Bé Bee. 
g + I ë Is I I [duoay |. 
I H I L č tr ioe 
g e dnory 
9 g I č orq [41 
y : e 19 E |€ dnoay 
g d Ë |9 duory wer 
66 D Té č Hogia Leste 
nory 
t I nory 
fi et «| roya [PAST 
8 II ¿ë | 2 e (8 je 5 iii] t 3 [exul 
g 0% g | 4 I 8 6 ° Sal 
q 6 I 6 T $ 4 dnory BLT 
g +I 3 |9 8 č I T8 SUI 
DH 8 € £ I L ly noy 
: i Er ues | HOT 
apeq | 0848 | apaq | 848 |opeq | e34g |apøg | 234g | opoq | e3g | apaq | 934g | apøg | 2368 | spøg e3Ág | epeq | 2349 
opog | "PT po pri my 
pwyd) garatys | osprey uas uA osmos], | woguv[ey | ymu QUI], pejseqp | SRBUOPUOLL 8 


dur e e e e | dnougt 
EBI e cg 8 | og g nand 648T 
ES q €I y 8 I I Y nory |. 
“| T4] See og 2 + z vam PAST 
Si dnoay |, og 
6 LI 6 | 91 I Be <” 
f 1 nory 
I å sour 9481 
à g g tii 141 [ I no1y |... 
- 91 I i L po [aan 81 
° g 08 o | ¢ | 9 Y au |” 
dor eet 
e I og I 8 I I el ¿ Bout 
E T 2 + q 6 nory 
Bl. m n: er +, ri sli | uojpq ČASI 
° dnoay Dar 
= g gs I Piu 8 1 I | 91 I II [uei pee! 
D I e I [^ dnory OLSI 
= 81 I 8 + 01 | 1199331 
io g L SE Y 9 dnory 6981 
Z ag 68 I 9 g ¿ë q | ag og | ep Sea =: 
I I nory 
a} ot | 79 I g 6 Ir | gl 6 ler Tusuq BE) 
E L H 9 | OI I I | duoay 1981 
z DH If 2 z | € 9 | 08 ç t s nem 
. cT z Se A | Ano looo t 
y 19 Ë 2 | | z ia G I | g Lang 
apøq | 934g | spøg | e34g | apøg | e34g [epeq | e34g | epoq | 2848 | opeq | o34g |opeq | aäte TE oped | 93Áq 
apa ` mop 
Ø Iv 
r purgag| Josue D on/4p uou® We LIST ose 159] uoddo ue "Mg f 
Fy -IBAPÄS OSDUA PAPA L p ISIM K -IWWEL 1 MV 
00 
ee 
v 


"uy suoydewulg GI "II 199787, 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Tabel Il. 


"JIA Ju Z LOST t :jurV suoxieururg I əpə[pusqəq [BUY epueieAs[m uəpn preyspaq 91pualy 


6 gI g Y I 4 18 [4 ç |dnory ent 
yl 69 I OT I 4% € q KE 2 | et I ! 8 I o [mya 
0% $$ Oli 214-2 | 8 I I ig JE I ¿ | dnory eo 
Sr PO gek: SIA ¿£ | er I II g Ge ¿L O | el II GL [aaa 
q 8 I I 81:89 I I L dnoay 2881 
9 1% I G | OI I 1.14 L uaga 
I g I g dnoay 1881 
[2 rd Bou 
nory 
g 8 g Ir I g vuam 0881 
apøg |o3Ag |əpəq | aäig | opea o84g |apøg | 934g |əpəq | 24g | opea | 234s | opea oñ£g |opeq | ə3åg | apøg | 2949 
opor TE gr pemn e EE MRGB wy 
OE ne AM AN OPITA uueg | puer | "erg | Aammen uoddo uo 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Tabel HI—XVIII. 


"Vid.-Selsk. Forh. 1888, No. 1. 


Tabel III. 


Tabel III 


AXEL. JOHANNESSEN. [No. 1. 
Tabel III a. 
Forholdstal mellem angrebne af Difteri og 
E 1859 1860 1861 | 1862 1863 1864| 1865 | 886 1867 1868 1869|1870 1871 
p. m.p.m.p. m.p. m. p.m p.m. p. m. p.m p.m.p.m.p.m.p.m p.m. 
Kristiania By . .| 2.64 2.61| 1.76| 5.64| 3.51| 2.90| 2.19 | 1.24] 1.48] 1.29) 0.94 1.21/ 0.91 
Akershus Amt. .| 1.37) 3.90| 6.79| 6.26! 5.10) 2.93! 2.05 | 1.26] 0.50) 0.43) 0.79] 0.46) 0.56 
Smaalenenes Amt) 0.97) 1.60! 0.36, 2.77 5.95| 5.87| 5.42 | 3.95 2.57 1 85| 1.11) 1-00! 0.96 
Buskeruds — — | 0.1 042388 1.35) 5.28 6.87 2 90| 2.14 |1,47 1.23! 1.97 1.13) 0,79 0.40 
Jarlsberg og Laur. 
vigs Amt. 0.22| 0.51! 0.19! 4.09| 2.82 2.46| 2.02 | 1.39] 1.81) 2.32} 1.73| 0.91| 1:34 
Hedemarkens Amt) 0.08 0.47 2.40| 9.99 6.03) 4.72) 2.79 | 0.56| 0.71| 0.72| 0 60 1.08, 0.50 
Kristians — | 0.59 1.90) 6.56| 6.67 5.26) 1.59| 0.83 | 0.85: 0.35| 0.50| 1.03) 0.90) 0.74 
Bratsberg  — | 0,01/0.51| 1.59| 1.55! 1.91) 0.83 1.15 | 2.141 0.38! 0.56) 0.39} 0.47 0.41 
Nodenæs — | 0,56| 0.15| 1.53) 1.94! 3.59| 2.05] 1.75 | 2.04 1.28! 0.73| 0.61, 0.47] 0.57 
Lister og Mandals E 
Amt . . . .| 0.28 0.15 0.04! 0.22! 0 31 0.06) 0.20 | 0.84| 0.62| 0.62| 0.40} 0.25 0.66 
Stavanger Amt .| 0,21| 0.08] 0.14| 0.15) 0.17 0.19] 0 11 | 0.91! 0.80) 0.49) 0.33} 0.40} 1.23 
Sondre sem S 
Amt 0.03| 0.23| 0,37! 1.67| 1.15] 0.80] 0.75 | 1,15] 1.55| 0.48) 0.18| 0.42, 0.55 
Bergens By. : 0.25| 6.43) 5.52| 6.57 3.50, 5.96 | 6.35) 4.58| 1.91] 2.16) 1.50| 1.69 
Nordre Fel i 
Amt . . . .| 0.06 0.12! 0.06) 1.24| 1.06| 0.36! 0.66 | 1.54! 0 56| 0.26) 0.12 0.01 
Romsdals Amt. . 0.08, 2.85) 8.40| 8.16| 6.85| 2.35] 1.07 | 1.53| 1.00] 0,97| 1.64| 1.23) 1.17 
Søndre Throndhj. 
Amt. . . .| 3.23 6.30! 536 2.23|1.79| 2.15| 195 | 1.11! 1.00| 1.57| 1.12] 0.79, 0.75 
Nordre Throndhj. 
Amt . . . . 0.11|3.7313.77| 7.50| 2.40] 2,39| 1.36 | 1.08| 0.92| 0.65 0.91| 0.49} 0.98 
Nordlands Amt . 0.40| 0 96/18,76|18.28| 4.20| 1.85| 0.56 | 0.55! 0.67| 0.47) 0.64 0.27, 0.40 
- Tromsø Amt 1.81| 1.15) 0.22) 0.35| 0.24) 0.15 
Finmarkens Amt 0.03 0.69 15.76 18.78| 8.81} 2.21 1.55) 2 53| ı ol 2.94 3.69| 0.75) 1.58 
Hele Riget . 0.57 1.50| 4.70| 4.95 3.60 2.30] 1.70 | 1.50] 0.98) 0.91, 0.88 0.67 0.73 
Angrebne. .| 9202557] 7921 8423/6176 3760 2843. |2531 1661 (15471491 12111318 
Døde . . .| 143| 514| 1274| 1485| 794| 452| 282 | 221| 160| 169| 167, 87| 101 


Pow ae ER 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel DL 


1000 Indvaanere i Norges Amter 1859—1884. 


1882 | 1883| 1884 
Middel, 


p m.p.m.p.m p.m.p.m.p.m p.m.p.m p m.p.m.p. m.p. m. p. m 


0.68} 0,60) 0.62| 0.40 0.28) 0.21] 0.44) 1.36 0.60 0.49} 0.46) 0.54) 2.66] 1.45 
0.22! 0.63! 0.36) 0°40) 0.42! 0.15] 0.34, 0.45 0.58) 0.95) 1.43) 1.08 1.46] 1.57 
0,47 0,80] 6.67| 7.01| 6.91) 2.54) 1.47| 1.09) 1.16] 2.36) 5.24) 5.25/11.03] 3.32 
0.44! 0.21! 0.39) 0.32) 0,43) 0.74! 0.39] 0.88 0.78) 1.02] 0.66) 0.81 1.51] 1.29. 


1.68! 0.76] 1.01 2.51) 3.29] 1.73) 0.89] 0.88 0.37| 0.40} 0.88) 0.68] 1.60] 1.46 ` 
0.45, 0,36! 0.41| 0.46] 0.42 0.09 0.07) 0.19) 0.44| 1.18; 0.90) 0.67) 0.36] 1.17 
0.52 0.41| 0.48) 0.35| 0.62) 0.29 0.28) 0.16} 1.06 0.52) 1.11) 0.55) 0.29] 1.33 
0.19] 0.11| 0.39] 0.28) 0 24| 0.14| 0.32) 0.31) 0.71] 0 90) 1.17) Län 2 40} 0.78 
0.38! 0.88! 0.62| 0.44] 0,39! 0,18! 0.57] 0.65} 1.58) 2 30 1.27) 1.07, 1.72| 1.12 


0,57| 0.81) 0.46 0.56 0.43| 0.36) 0.321 0.33) 0.18) 0.47) 1,37, 2.35] 0.98] 0.53 
0,41) 0.36] 0.86! 0.84! 0.89] 0 32| 0,19) 0.45 0 21| 0.25) 1.90! 4.67) 3.28] 0.75 


0.39! 0 42! 0.37 0.31) 0.85} 0.28] 0.18] 0.37] 0.27] 0.58) 0.59) 1.23) 3,74] 0.71 
0.97| 0.15] 0.47] 0.83] 0.41! 0.47] 0.27) 0.42) 0.42) 1.36) 2,07) 1.73! 3,78] 2.30 


0.141 6.34! 0.05} 0.10) 0.22) 0.22) 0,23) 0.27) 0.04) 0,79] 1.52) 3.36} 3,49] 0.65 
1,14) 0.66! 0.71) 0.81 0.75) 0.32| 0,50) 0.50 0.73, 0.38) 0.88) 2.41) 2.151 1.89 


1,25! 0.68 0.46! 0 32! 0.38] 0.43) 0,10} 0.38) 0.17) 1.01| 2.53) 2.34) 2.27] 1.61 


— 112/039| 0,24] 0.17 0.19} 0.09) 0.24 0.18 0.17| 0.17} 1.89) 4.52) 4 92| 1.94 
0.441 0,23| 0.14) 0.12) 0.05) 0.15] 0.03, 0.12) 0.12) 0.77) 6.06/10.33| 7.02] 2.83 
0.25 0.87) 0.26 0.17] 0.54) 0.41) 0.11] 0,20 0.37 0.98 10.70 14.62) 8.20] 2.16 
— 1.54 1,02) 1.25 0.66! 0.04] 0.70} 1.78) 1.37] 0.83) 0.08) 0.87) 9.30] 2.58 EZ 


— 9.62 0.50 0.82 0.90 0.90] 0.49) 0.40| 0.49 0.54 086 2.10 2.99) 3.28] 1.52 
— 1124 898147516311718 885| 718| 889 9701560 3737| 5401 5832| Sum 69,242 
"6| 75| 197| 253| 290| 152| 85| 89| 136| 320| 892| 1201| 13591 — 10,974 


1 1859—1884 tilsammen for Tromsø og Finmarkens Amter: 4.34. 


Tabel III. AXEL JOHANNESSEN. [No 1; 


Tabel III b. 
Forholdstal mellem angrebne af Kroup og 
det 1859/1860/1861/1862/1863|1864| 1865 |1866) 1867|1968|1869|1870 1871 
p. m.|p. m.|p.m.|p. m.|p. m.|p. m.|p. m.p.m.p.m.p.m.p.m.p.m.p.m. 
Kristiania By. . .| 1.92| 1.36| 0.72! 0.55| 0.71| 0.55) 0.47 | 0.45| 0.28| 0.83| 0.51) 0.26, 0.15 
Akershus Amt. . .| 0.98 0.26} 0.18| 0.18| 0.18 | 0.13| 0.17, 0.12) 0.10) 0.07 0.16 
Smaalenenes Amt .| 0.37 0.21! 0.47| 0.30| 0.69| 0.35 | 0.31, 0.26| 0.98 0.14) 0.15, 0.13 
Buskeruds — AJ 0.54! 0.39 0.57| 0.71] 0.48) 0.66| 0.53 | 0.35| 0.23| 0.20) 0.22) 0.21, 0.26 
Jarlsberg og Laurvigs| 
‚Amt . . . . .| 0.80! 0.28| 0.14! 0.54| 0.68| 0.62) 0.51 | 0.33| 0.44| 0.41| 0.47, 0.42) 0.26 
Hedemarkens Amt .| 0.04! 0.07 0.33) 0.22! 0.23! 0.25! 0,12 | 0.071 0.05! 0.12) 0.07) 0.06| 0.05 
Kristians — . 0.03} 0.02) 0.16} 0.28} 0.12! 0.10) 0.06 | 0.13} 0.02 0.05] 0.02) 0.09! 0.05 
Bratsberg — .| 0.07, 0.16! 0.21| 0.51) 0.35] 0.71) 0.34 | 0.19] 0.17 0.08] 0.19) 0.32 0.38 
Nedenæs — .| 0.28} 0.12| 0.15 0.15| 0.15! 0.19 0.21 | 0.10| 0.22| 0.13| 0.04| 0.12| 0.26 
Lister og Mandals 
Amt . . +1-0.48| 0.22) 0.19] 0.20] 0.33| 0.44| 0.42 | 0.30} 0.18| 0.22) 0.09) 0.27 0.55 


Stavanger Amt . .| 0.02| 0.31| 0.38} 0.23| 0.17} 0.21| 0.31 |0.16| 0.15) 0.17 0.14] 0.16, 0.16 
Søndre Bergenhus 


Amp es ; 0.07 0.02| 0.07 0.07 0,06) 0.03} 0.08 0.08) 0.06 
Bergens By . . .| 0.15! 0.32 1.12! 0.83| 0.29| 0.87 | 0.55  0.11| 0.51] 0.14} 0.15 0.77 
Nordre Bergenhus 

Amt . . . . . 0.01) 0.07| 0.15| 0.06; 0.18) 0.03| 0.10 | 0.06| 0.09 0.03} 0.02} 0.01 0.01 
Romsdals Amt, . .| 0.07) 0.04| 0.39 0.25) 0.20) 0.11 | 0.18 0.20) 0.10) 0.15 0.17 0.27 
Søndre Throndhjems 

AM. FO 0.29! 0.15, 0.37 0.49 | 0.25] 0.15] 0.27 0.22 0.31) 0.18 
Nordre Throndhjems 

WE .. , . . OTL OAG 0.02} 0.17| 0.04 | 0.06| 0.04| 0.07 0.08 0.07, 0.12 
Nordlands Amt . || 0.01! 0.07) 0.30 0.03} 0.07} 0.03 | 0.01} 0.02 0.08 0.48} 0.08 
Tromsø = — cb e 0.31| 0.16) 0.06) 0.07) 0.17) 0.15: 
Wawaku oc on 0.051 0.27| 0.15| 0.18) 0.19 0.00% oms DECHE 029 0.09 
Hele Riget. . . .| 0.28 0.15] 0.22) 0.27) 0.24/ 0.30) 0.25 | 0.18| 0.16| 0.16! 0.17 0.16) 0.18 

Angrebne . .| 389| 249| 370! 458| 419| 519| 423 | 308| 269| 264) 280 289 820 
Døde. . . .| 205! 1431 268| 303! 210! 277| 204 | 1731 138! 149! 170! 144! 178 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Tabel HI. 


p.m 
Ls 


p.m 
t 


p.m 
A 


p.m 
š 


Middel 


4 0.08 


0.08 
0.58 
0.10 


0.25 
0.10 
0.13 


)| 0.19 


D DE 


0.32 
0.11 


DAK 


AAR 


069 


0.48 


0.48| 


0.03 


n no 


U.UƏ 


0.19 


nor 


UVa 


0.11 


nor 


0.38 


UD 


0.47 


0.27 


0.14 € 
5 1.08 


0.06 
0.32 


U.40 


VI. zi 


0.13 
0.20 


0.11 
0.51 


0.03 
0.12 


0.23 


0.18 


0.11 
0.17 


0.11 
0.62 


0.05 
0.08 


0.15 
0.20 


NA 


0.22 
0.21 


NAO 


0.40 


COD 


NOA 


VÆR 


0.20 


V.OJ 


(909 


031 
1 


Vo 


noo 


Va 


AER 


0.18 
0.10 
0.14 
0.31 


0.15 


0.12 
0.14 


0.08 
0.48 


2| 0.14 


ws. 


| 0.26 
0.15 
0.11 
0.26 
0.29 


0.21 
0.06 


0,03 


0.13 
0.03 


0.24 | 


0.35 


0.05 
0.22 


0.72 


0.24 


1.13) 0 


0.47 


VA 


0.08 


0.09} 0. 


.16 0.35 


1.45 


0.92 
0.25 


0.07 
2] 0.18 


x 


274 


572 


234 


259 


149 


108 


165 


0.12 


0.24 
439 


229 


1.28 
0.33 


0.42 
758 


487 


NOR) 
av 


440 


423 


1 1859—1884 tilsammen for Tromsg og Finmarkens Amter: 


k: 
. 
0. 


18 


0.22 
Sum 10,219 
5,889 


0.40. 


j 1859—1884 1 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel IV. 


i 


9°88 LÅG Får T vol Bs 9'8 E 8'9 199 d bus be (88 $ u | | he 
eel oi legget leser | cerat | teorii 9988 lotre | 948% | eot | LEGTIGATTIKGBT 808% | SPSS | 866% | LTOS | Logo, ler esos 169088) 
1% IF 1er |ocor [6768 | 6L9¢ |6rr |19¢ | 09F Joer 1468 |888 |OLG |999 | 649 [0699 | 6331 (2044 F881 
GO ep Jena |8198 18948 aere |089 lesa | GLP 9486 | SLOT 8469 |EBSL 
q'61 o 14901 |6eee [SPST |eeer 184F opt 1088 8096 | 889 [8898 |388T 
0'6 el Lev |488 [194 |e69 |r6l |991 |88I GIST | 16% |I891 [1881 ' 
el 60 lore |eoe [oor isee (ott 96 | 86 LEG |9%I (896 10881 
9'8 OT erp |t» [sr omg [tor 19 op 998 (FL |F |6481 
UIT LO 193 1998 [eoe 1946 |86 ont |84 OIL 164 084 191 
ott 6 ıse 1695 [esr 1498 |op |I9 {Ag 0c8 | 981 1898 ët 
yel "Mi GL 1868 [488 (toi [281 921 | 46 OG9I | #98 ent [9481 
Lët UT el, Log Fees 1004 |eee 1088 [est |s 2091 | 98% |9I9I [9481 
681 ct loss Jeu, ISIS 1879 |svI [491 |901 18 LGPL | 68I |¿9FI [FART 
79 0'I ver Leg [oer 196 186 op |89 |% L8 |eg 1188 |8481 
e FI eee |gea [909 (oer {08 [sor Ier |9 8601 | 29  |OIII [3481 
L9 LI eco lero 19774 (969 166 tert lost |4 C6ZI |88 {GOST |LA8I 
19 9'I Løe 1909 |899 rte Iert oer |60I | 9 PGIT | G4 |L61T |OASI 
Lg ‘Te cto lem Ire Leen [901 166 [gor |901 |08 |96 out |9eı | OSE | GFT | SVL | GAT emt | AGT (čari [6981 
CL 61 929 los. 1824 |019 [99I eut Iert I 1989 en leg |16 |F8 Jeer our |S991 jot |9II JAPSI 18981 
0'8 ge 1604 |s06 |816 |289 JOST 166 | @BL | IST ot [391 [sel | 991 [Sul | 6ST | AT | SBT rail | SPT Grat LISI 
m" q El | 3 
o Fa a 
bal si siele [PIPL BE ENE EE EE LEVEL le 
eso IS RRO = 8 = m | 3, b = e > S me = ^| 5 5 e > 
See NN KN EVE 
co = | S =] > >= ° Aa 8 e o 5 a a ñ 
SES | EZ SRG Bete A T 2 JEG 
32 BESETTE ia: B š 2 
r= spå 
EFE z 
eet 7961 Japıy fio ugly “PLL 4919 Mag Ju epjegiLL epejpueueq ousebay ye ap 49A0 IGUL PO 
'v AI TPL 


Tabel IV. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 


apøp 3o 
ope[pueqoq uro[[our 
pou1ogjueooiq 
aumopsig 
aysrumaprda je opa] 
-pueqaq ostpyues pp 
ploq40juəooord 
(av er 
1940) 9UXOA 
Qey çI 
iopun) usg 
uolyapuray 


674 
goot FOL 68 | 69 | yr gar |99 | SL | 88 | 601| OOI | CIT 

9878 | 489| 249] GLG | Grr | TOR | FOG | FOR | 69v | 660 M | Lv9 | LLL] G9F9 
186 OL |-99 | SP gr og 188 |IS | 65 69 t 69 Th A19 
668 179 | 94 | SF 66 CZ 1976 | 66 2 YY b 89 78 1619 
ve 124 | Sh | AL | 09 | ee ler 139 | sr | BF 149 | 67 | OF 1499 
Ire SP by | GP FI 86 191 | 16 1 3 66 LE 84 | Ser 
GPI OG | S& | 2g SI Ir 19r 06 11 f 06 L6 eó | 06% 
SGT | 06 66 | SI JI 16 191.13 ; 6% | 46 | LO | PLE 
ag VT | B5. | SI Tl 6 6 8 ) 8I ST AT 66 | Fol 
SEI A411 II LT 8 71461 ; OL 76 f 86 |I$6 
906 ČE 3 | 66 66 BEI OT 106 |. LG AG ( PG 1898 
gl 6% ? | v5 Le IT 4 Jet 6 $6 | 46 f 88 1976 
PIG qr 5 1 86 86 0% 121 146 | OP Sr 69 0° 49 Lok 
PO’ TP | SP | ¿LS +6 LII ISI Af ` b OF 8 IS 1898 
CGI $6 F | £6 ZE 0% OL |OI | OG $6 f Li GG 196% 
1428 08 5 | 16 9 A er JM V ‘ 6 OF 148% 
FFI GE 6 | 66 0c eI |I6 vgl [ Fe { 6 91 1096 
GTI SI | 61 JI el ST VIL GT | 36 66 TS 66 |0€6 
sol që | 06 | 68 OG r 6 8 VI el 66 JE 6 OGG 
gel 108198 | Z% 6 II | 4 BI I6 L6 36 | 98 1476 
| el 

jo E Ki = 
„Irlzjelzel: IEE) E 
g Š e 2 = & | m E = š P c 
B B 3 z 3 m 5 E " 
"15 Tu cM | 4 E 
5,117 A | = 
š 

et 

| | ge 


“pen 
opoppuenag 
my 


1888.] 


'p88i— Z981 A9piV Bo ugly “pil 40349 dnosy ge Oppe epejpueueq eujofa je op OAO Jaque] 


AI PWL 


Tabel V. 


AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 
Tabel V a. Tabel over kjendte Dødsfald af 
å Fordeling paa : 
E Ë Kjen E 0—1 1—5 | 5—10 
ez = Aar Aar Aar 
88 2 (3 (sl alzel iim 
sole |e las (31313 18/13 5 
= 8 E s ei ias | bei] sj & 
aa E 24 == T TZ | 8 
1853 32:1 oe 41018 
1854 16 0.6 4 4 8 
1855 5| 02 H s 
1856 17|. 05 1 6| 10 
1857 291 os 8| 11] 10 
1858 311-96 |--101—— 44-37 
1859 1991 Lët 36| 17| 76 
1860 487 | 63 | 151| 167| 169 
1861 1259 | 12.5 | 418| 469| 372 
1862 1447 | 13.2 | 560| 547| 840 
1863 888 | 8.6 | 344| 322| 217 
864 1496 | 48]| 216| 190| 90 
1865 323 | 3.0 | 149| 143| 31 
1866 2351 22! 96! 104! 35 
1867 Ot 171 St} 961 13} 1451 18 T 26 
1868 1691 14| 7} 85| 141 118 9 71 24 
1869 168] 16| 78| 78 12} 185 9 67 33 
1870 871 OB, 45! 39 3| 82 6 50 13 
1871 101 | 08| 48| 57 Il 1041 35 52 21 
1872 764 07| 89] 6| —1] 5| 91 5| 18119191 8 
1873 "5| 06| 36| 39 72| 2| 1| 22| 14] 10| 11 
1874 1971 15, 96| 98| 3] 188| 3| sl 54| 44] 20| 19, 
1875 253 | 1.7| 118| 113| 22] 230| 10| 8| 54| 54| 31} 32 
1876 290 | 1.9 126| 145| 19| 270| 8| 61 60| 82] 37| 33 
1877 1521 11| 68! 79| 5l 146| 12| 13] 30! 40] 15| 11 
1878 8 | 06| 36| 49 85| 5| 7| 24|23| 5| 6 
1879 89| 06] 51| 38 89| 4| 1] 221 24| 13| 4 
1880 136 I 091 60! 76 135| 2| 6| 32 | 22] 13, 20 
1881 820] 2.0 | 137| 165| 18| 206| 10| 4] 64| 71 | 38| 56 
1882 | 892] 50] 412| 446| 34] 877| 21 | 311213 ¡232 [114 | 120 
1883 1201 | 73 221 32411162 | 55| 551290 299 [120 | 153 
1884 1359 | 8.2 | 686| 658| 1511337 
Sum —|11225] 29 14741]4005 1979| | 
1867—1884 | 5836 | 2.1 |2743 |2909| 184|5513|. 5 
"t M š 5 59% 
1972—1884 } Evindecon| 191 | iui | em 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Tabel V. 


Difteri i Norge 1853—1884. 


Fordeling paa Alder 


10—15 | 15—20 | 20—30] 30 -40 | 40—50] 50 —60| 60—70| 70-80] 80—90 
Aar Aar Aar Aar Aar Aar Aar Aar Aar 
Els 2] el 2) 4/8) 4] äleiäl ei Sl eläieiä 
PET EE EE Ede BEI Eie oe EE EE 
He EEE EEE HE EG EG ETE 
= |z | |z=miul]zi|;iaj|=g alzmiidizmmg Bd |= |= u 
, 
e" 19 8 4 9 1 9 

5 1 5 2 1 3 

6 4 1 4 3 1 3 1 

5 3 2 1 1 1 

10 1 1 1 1 1 

1:90] 2 3 2| 1 1} 1 

4 9 2 ii xi 

JET pi 7] 4| 3] zt 1 

31: 81 2| 1] 29] 6L 1 O Ji nl 1 

8/1081 4|- 7] 5| SE 11 SI 2] a 1 

41-71: 1i 4$] 1 3 2 1 

Ji >l 41-3 1 1 9 2 
sidla 3E 1 8 1] 1 

7| 20 e| 3| 1 9 1 

117] 6| 5| 8| 8[ 1 11 2} ?| 2 

998 81f 161 141 9| 21 4| 4| 1| 241) 3 1 

34 | 50] 28| 51115 181 9| 7| 3| 2 Ji 1) 1 

72| 67| 32| 33] 17| 15] 41 4] 8| 3 2 1 

161 226 124 57 29 23 23 7 5 
8.4% | 4.1% | 22% | 1.0% | 05% | 04% | 0.4% | 0.1% | 0.1% 
186 104 63 27 10 5 2 

237 110 49 23 | 15 | 13 9 1 2 


No. 1. 


Tabel V. AXEL JOHANNESSEN. [ 
Tabel V b. Tabel over kjendte Dødsfald af 
å Fordeling paa PE 
DE Kjøn ERR L 2-6 be 
* Sz Ss Aar Aar Aar 
ae et FE = S E E = a z Ei g & 
88 $|$£2|l3 [e 412 42 3 
== i Em dl ale, 
a md EA EN E 
1853 BE 12 14; 141 59 
1854 ET iti HI pP% 
1855 48 | 15 9 9| 30 
1856 Bir 161 Mi 21 2 
1857 IT Ió| u 2 9 
1858 Bl 16) 41.171 48 
1859 934] aal 6£ 55 | 115 
1860 (aul 271 8 5931 Sp 
1861 303 | 30]| 112 | 100 | 91 
1862 387 | 3.5 | 158 | 134 | 95 
1863 306 | 3.0 | 145 | 127 | 34 
1864 298 | 291127 | 111 | 60 : 
1865 225 | 2.1 |108| 94 | 28 
1866 1881 18]| 90 18 
1867 168] 17| A| 87 2 | 157 26- 122 8 
1868 169 | 14] 88| 7% 11 | 154 14 114 19 
1869 Hol 16 9|. 7 4 | 158 18 109 30 
1870 1444 18 4| 61 9 | 130 14 97 17 
1871 178} 15| 91| 92 5117 15 120 33 
1872 170] 141 80 | 88 21166] 7| 7| 56) 58] 16| 25 
1873 214 | 1.7|107| 90 | 17| 197 | 16| 16] 77| 62] 12| 10 
1874 274 | 2.0 | 142 | 127 5 | 259 | 27| 16] 91| 88} 22| 10 
1875 234 | 16/12 | 94! 19 | 210] 21; 13] 78) 55| 15| 23 
1876 234] 1.5] 123 | 101 | 10] 223 | 9| 19] an 57 26| 18 
1877 149] 10| 98 50 111471151 8162 904 17] 7 
1878 108} oni 59| 49 1 14| ol 97 sel 7| 3 
1879 1651 14 641 B 164 | 12| 10] 57 54] 12| 14 
1880 2001 12 | 116 | 84 198 | 14] 10] 77 46] 21| 26 
1881 229 | 1.4 115 | 113 1 1224 | 9| n] 721 74] 25| 22 
1882 487 | 2.7 | 234 | 229 | 24 | 447 | 19| 92]150 157] 48| 30 
1883 440 | 2.7 | 225 | 211 4 | 424 | 30| 21 |142| 140] 41 | 37 
1884 423 | 2.5 235 | 183 5 | 418 | 16| 131171| 125] 441 31 
Sum 6689 | 1.9 |3159 [2748 | 782 
1867—1884 | 4171 | 1.6 |2173 11879 | 119 [3949 | 47 94 670 
5 | | | 11.9 9/, | 68.2 % da 
Mandkjøn 2 1155 
e ee | Kvindokjan 175 ER 


Tabel V. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


1883. | 


Kroup i Norge 1853—1884. 


Fordeling paa Alder 


80 —90 


Aar 


uølyapursy 


uøfypuep 


Aar 


ug[xoputa y 


uofypuv j 


Aar 


uøfyopuray 


uølypuep 


Aar 


ugfsoputa y 


uølypuen 


2 
0.05 9/, 


ugfxoputa y 


Aar 


uølypuey 


Aar 


uøfyaputay 


us [put 


š 
0.20%, 


Aar 


uøfyapuray 


us [pue w 


3 
01% 


15 — 20 | 20 —30 | 30—40 | 40 - 50 | 50—60 | 60 - 70 | 70—80 


Aar 


uolyapuray 


uly pur w 


og x 


mn ri 


El 
0.3 9/ 


10—15 


Aar 


uolyapurayy 


uefpuv yy 


nm QU Q rd cM cH ra 0 (€ 0 0 “$ 00 
ri 


NNO NX ei 


Nr 10 10 CQ 


92 
23% 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN. 


Tabel VI. 


008% WPT Dart Yori oge Yost ` 9/o609 Data 
—añ REAR mcd — ———  D ee 0 
I | % filelgzlelzlilel el gioie loscissteriocieeiezlesic1i ti zit iz | 941 | ear | 69 | ung 
I Be ci tio | 11, 5 le letletlesls |1 I Le |ev [96 reet 
I I 8 18 EPI I ct 19 fte Jeer 
I 1810 47 I I Or |? [PI [2881 
I rå g ie it do 11 6 |6 [|et |1881 
z I 11111 18741 16 * |rt [er 10881 
I I I tir 1217 je e 6 |er 186 16481 
T [t IIR te I q |g [OI 18481 
3 Š 131 e Ir 17? uol 
I e I e |I Jr oer 
T e å I |* Je ost 
I g å t 1e D me 
I I H [gest 
I $11 Lit I I » |* Is «el 
I Ë Te um 
I I 110784176 + |6 ler Ost 
ti TI I % if tig it 9 |G III 16981 
I 2161 I 6 Is [PI ener 
I (Ir SS it š ü 19 JIT oer 
I I g igile 6 |% [tt 0981 
I de [25 Får 11 » |e 16 8981 
ı ç rt ç LEE, € |8 HII poor 
I yl Te] itt e 14 fær 16981 
ı ie ıe Ja ]8 |* 11 $ I er |At [oe (2981 
I e gii 31098 I P JOT [FI [1981 
to I z e I S le 14 10981 
Xx nw] A wll N A n Z| aA BEN BIEN ETEN RIED ymi w | EN REG RE, 
- Ed en LA . 9 ne = DÉI en Y e - 
° Ou ° ° o ow - e : Ei rw > t° = 
SEIL ZS ck | GR e eel te lee IEEE SIE Fe] k ! Ë | "er 
SE or SE SE SE SE SH CP SE SS SS = Be E^ Ë 
pales [på [på 1500 fet lee lee JER] ml | || år Le 
'p881-—098| BIUBHSIY I Hau Je pjejspeg ejpjeuwue ausa Je op J9A0 J9qu] *2 IA PWL 


N 


Tabel VI. 


FOREKOMST I NORGE. 


DIFTERIENS 


1888. | 


Jogo %80 MET 0/0 L'h Po FI | 
— A > A mm — r nn ; 
| | | lala le fog gio] siralar esi evi o To T t| |] T 66% | ¿z€ | 979 | mng 
eirig 816 lor |t I II loz lte 17881 
Lo. Troy Kir I SI | 1% | e |eset 
G £ $4118 ferie Le 1204 08 | AL |; 12881 
Dae e Ió a ig ls Lean 18 | 1% fer |1881 
pie be ig før ist is 6 ] 1 ve 16% |89 loger 
Pe mar Or TI TT lg: I 28 |8& Joe 16481 
Fae ae 16 16 14 IL IE 18 LI |er 138 8481 
eae |i jo ie IT ie I 6 o 161 et 
| j A oí dir ic ı 18 I 4 lor [At aer 
I Pirie I t le 16 Jeer 
Gs Je g + ie Je er 
I e I I e 13 14 an 
ELIJA, IT t e le 19 881 
I at 18 s I * |a 16 ma 
Ce is jt 11 9 14 [et oer 
I I EI 468 13 l£ I 6 Ju 19% ener 
; 84819 de ji |2 12 Lt |er [ee I8981 
192 1% 101 19 11 g I I 61 | FI Jee 1981 
Kirke e itt le I FL |et [oc (9981 
8 11 BITS + Ier [or ener 
camur o jo 111771 I 4 rtl oer 
I Q I Ti lli lo is li er |%I [og I€981 
I Ried Je Š II |6 [oc ener 
I IST i6 Je I 1 or |e [er [1981 
riter |G ames l ie [eo |I CI | Ft 16% 10981 
Ix|x n[x|w|x w|x|nu[*|xm[x|n|Ix|x|x|n[x|nu[zu|wu[x|n|u "IW 
e = e we = = x y = = 
Sa | F ° ow May ° = ] » po = S y 
ae LSE [ie [oe] SE | ce] eu 2. | E | Be | Bo | & | š e R 
SE PSR Poe | SE] PEN Oe x 3 138 135 | m x 


'v881—0981 Lensy I dnosy je pjejspøg ejpjourue ausof 


@1 Je Op 49A0 jaget 


' IA 19981, 


[No. 1. 


Tabel VII. AXEL JOHANNESSEN. 
Folkemengden i Kristiania 1882— 
"Under 1 Aar 1—3 Aar 3—5 Aar 5—10- Aar 10—15 Aar 
SIS | 8 ER £] 8 4413 
JS | ie | déi LA SI Ze Al Ze 
VEE te E DEE EE EE 
S iM linia iM e mm m | M el = I| e 
7368 | 7425 | 14793] 13044! 12813) 25859 | 13092 | 17834 | 25926 99614 hon 567131 21330 | 21670 | 48000 
Mandkjøn Sum: 231,567. Kvindekjøn Sum: 274,201. 


Angrebne af Difteri i Kristiania 1882— 


Under 1 Aar 1—3 Aar 3—5 Aar 5—10 Aar 10—15 Aar 

SS SSES 1212 SE s| š 

aie) rie) VEVEN X. XI, 

sei > = Ë ` Ç E E D E A H 

àj&|iig 4| ¿a 4 A | [| à [8 š [š 

24 | 26 | 50 [112 219 187 | 192 | 369 208 | 333 | 638 148 | 186 | 328 
Mandkjøn 972. Kvindekjen 1178. Sum 2150 


Døde af Difteri i Kristiania 1882— 


Under 1 Aar 1—3 Aar 3—5 Aar 5—10 Aar 10—15 Aar 
Era ENE E ER 
EE ee 
sie a y bi SR ER See rd 
«um olalu aila Miels Je] | 
15 | 23 | 38 | 95 174] 651811 146) 58 | 65 | 118 i 17 | 27 
pCt.-Forhold mellem angrebne af Difteri og Folkemængden 
Under 1 Aar 1—3 Aar 3—5 Aar 5—10 Aar 10—15 Aar 
Sig] [els EE ls TETE 
Sie EE Sa E s a “| x a 
Wel > = S : a, E n E g A A 
malizi m ES ml ala S/läls sa 
03 04| 03| 09| 08f}08 [14| 14| 14 | 11112 | 14 [6710691065 
pCt.-Forhold mellem de forskjellige Aldersklasser 
Under 1 Aar 1—3 Aar 3—5 Aar 5—10 Aar 10—15 Aar 
213 218 ale gig ER 
A > —— - Po | jhe Wi e E L "n 
JENTEN EIDE 
25122 23 115 91 10111 5 5114.6 
0,1 19.2 | 15.4 | 17.2 [31.4 | 28.3 | 29.6] 14.6 | 15.8 115.3 
74.6 0o 


Tabel VII. 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 
1885 fordelt paa Aldersklasser. 

15—20 Aar | 20—30 Aar 30—40 Aar 40—50 Aar 50—100 Aar 

I : prem 

SIS SIS SIS SI S 8 | £ 
ie PS S per A ka 3 
ede 8iucir]B8be vti eel oe va 
= Ld od So i Á m pO la x ao] = | Id | e 
2446 | | 29490) 53951] 43710| 59837 103547] 32801 | 39881 | 72682 | 20814 | 25612 | 46426 | 26233 | 36440 | 62778 


1885 fordelte paa Aldersklasser. 


15—20 Aar 20—30 Aar 30—40 Aar 40—50 Aar 50—100 Aar 
ESE a TEC el Rid 
5 EG: ; : = : = > = > 
SiG SS ETS m als ml Ed da 
| 
99 1110 | 209 så | 140 | 196 40] 68 | 108 8 | y | 25 | 1 | 7 | 8 
1885 fordelte paa Aldersklasser. 
15—20 Aar 20—30 Aar 30—40 Aar 40—50 Aar 50—100 Aar 
518 $138 ETT SI š SIS 
meee EE NEVE RES E 
© e n d . . 1. e 1. å å 
STetets ie EEE 
216 | 8 8 | 8 1 2 | 
i Kristiania 1882—1885 i de forskjellige Aldersklasser. 
15—20 Aar 20—30 Aar 30—40 Aar 40—50 Aar 50—100 Aar 
STE SR 818 S 8 PIE 
moe REN EI T ITI E 
wel os E md eis dic Pix 
mulle uiels m als wi eis ie] a 
| 
0.4; 0.41 0.41 01| 0.2} 0.2 | 0.1 | 0.2 | 0.1 0.04 | 0.07 0.05 [0.004 0.02 | 0.01 
af de angrebne af Difteri i Kristiania 1882—1885. 
15—20 Aar 20—30 Aar 30—40 Aar 40—50 Aar 50—100 Aar 
518 818 $8 818 s | S 
A REV VEVEN IN SL NAVN 
< OS dx E : E T ; E 
Sie dia mi elisi miels mlela Mia 
10.2 9.8 | 9.7] 5.6 | 12.1| 9.1 | 4.1 | 5.8 | 5.0 | 08 | 14 | 1.2 10.1 | 06 | 04 
— ur — " iam caasa UM ng 


Tabel VIII. 


AXEL JOHANNESSEN. 


[No. 1. 


Tabel VIII. 


Forholdstal mellem angrebne af Difteri og Kroup og "ven Indbyggere i 
Lægedistrikterne i Norge 1858—18 


Legedistrikter 1858 | 1959 | 1860 1861 | 1862 | 1863 | 1864 | 1865 | Middeltal 
Br — EG 18| 37| 34 | 221 57| 40| 34| 27 336 
qi dede s 001-011 23] 491 241 151 10] 07 1.61 
Øvre Romerike 001 871 661119 112.5 1104 | 611 42 6.91 
C Oe 0.0} 09 | 23] 30] 38) 321 181 16 2.08 
Ba ode bros 0.1 | 10| 161 07] 14| 42 | 54] 44 2.35 
uem Amts f 

fysikat 01 | 041 0310921] 31| 84 | 72| 49 8.08 

dee ou OE o, 6.3 | 08 [15.2 |12.7 | 17.8 |21.3 | 10.28 
—— oe 00) 00-16 1-05 12.7) 181-121) 19 1.18 
erg Landfysi- 

kat og Drammen.| 03 | 1.1| 08| 17] 46 | 52| 47| 3.1 9.69 
Ringerike og M : 

— RI DE RO 00| 021 021 051 321 841161 07 1.85 
Hallingdal... .... 00 | 00| 00| 00] 0.11 02 1.7 | 08 0.35 
mg eg og Sands- 

TE SEE SE 12} 131 19| 581156 1102 | 44] 57 5.76 
eks re eg 091091 10103108 | 871531123 1.85 
tip. es 0S | 021 141 02] 701 36 801| 22 2.10 
Soler — Odal 011 01] 00 | II FAST EP VAA EL 0.81 
eng Amts. : 
ec ere 061011] 023. | 1291-81 | E51-03 OA 0.98 
Østerdalen 001 05 | 011 021 05| 1.1 | 161 03 0.54 
Nordre Østerdalen, | 00 | 0.0 | 0.2 | 12.6 [12.1 |226 | 180 | 48 8.79 
BD EE 00 | 0.0 | 0.0 | 0.0 | 8.7 | 42.6 | 38.4 1468 | 17.60 
Hadeland og Land.| 00 | 0.11 00| 2.11 8.1 | 451 2.1| 02 2.14 
BR € uuo 00|02]| 40/111] 1.0| 45 | 08] 05 2.76 
- Søndre Val : 00| 00| 00] 83] 141| a6 | 18 | 07 2.10 
Nordre Valders . 0.0 | 0.4} 0.1} 00} 011 00 01] 00 0.09 

HE i 04| 40| 54 |20.6 120.3 |18.3 | 6.3 | 41 9,93 
Binpbi ... uu. 00| 00|01/| 04] 04 | 05 | 0831! 02 0.24 

SOME EE 0.0} 00} 021 0.11 001 10] 001 03 0.20 

eg en 001001 3:61 00101 281 05 | 00 0.88 
Bratsberg Landfysi- 
AS s: 06| 08| 00] 001 32]| 46 | 36 | 24 1.84 
i GEI E 00100] 93531 T0] 87 171 151 9.1 9.29 
ge Telemarken 001 031 00| 001 62 7661 081] 09 0.21 
e Telemarken 
gier Distrikt 001 001 001 oi 191 281 01] 02 0.64 
Telem 

vestfjeldskeDistrikt 0.0 | 0.0-| 00] 00] 021 001 1.1| 10] 029 
Tik, 00| 00| 00! 051 051 00! 00 00 0.13 
Arendal Stadafysikat 0.1 | 43 | 1.2 | 581159 | 10.4 | 67 | 40| 6.05 
Østre 004051 0.11 2437] 09|.28| 18] 24 1.84 
Vestre Nedenws.. 011-312. 021-091] 25| 66|.94| 24 2.16 
Als dle 001 00| 00! 06] 06 0| 04 | 0.0 0.20 
fee A 0,0 | 001 00 001 ont 0.0 | 0.0 00] 0.00 
Sæte fru. 0.0 0.0} 0.0! 001 oo 0.0! ool 00] 0.00 
Kristianssand Stads- 

Nike... su. 031361 17] 151 12| 23] 121 15] 1.66 
Mandal 7 5 Ou | 011 02) 001 02! 011 02 | 03 0.14 

yngdal.. 00,06| 01 00} 04 12| 081 05| 045 
Flekkefjord ........ 001 01[01 011 085| 00| 01 01] 0.10 
Jæderen og I Dalerne 0.0 | 00 00 00] 0.0! 00 | 0.1 | 0.1 0.02 
tavanger .........| 0.0 | 08 13 | 06 | 0. 1.0 | 0.86 


` 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel VIII. 


Legedistrikter 1858 | 1859 | 1860 | 1861 | 1862 | 1863 | 1864 | 1865 | Middeltal 
Sondre Ryfylke . 0.0 | 0.0 | 0.0 | 0.0 0.0! 0.0 | 0.0 | 03 0.04 
Nordre Ryfylke .. 00 | 00} 00] 0.0 2 001 0.7 | 0.4 0.16 
š. å re t Eyiyike ew OOF 00 Tp 9001 0T 0.8! 0,4 | 0.2 | 0.1 0.28 

RE EE 28 EGLI 9T1-064 66 74 | 38 | 6.9 4.01 
vu pe NE 02102001 00 0.01 0.0 | 0.1 | 02 0.09 
Indre Sendhordlandj.| 0.0 | 0.0 | 0.0 | 0.0 0 04 | 051 03 0,21 
Ytre Hardanger....| 0.01 0.0 | 0.9 | 2.0 09 0.2 | 0.4 | 0.1 0.56 
Indre Hardanger ...| 0.0 | 00 | 00 | 00] 0.0! 00 | 0.0 | 0.0 0.00 í 
RA n bites ck 0.0 | 001 0.0} 0.0 06 0.0 | 0.0 | 0.2 0.10 
Nordre Midthordland 00 | 0.0 | 0.0 | 0.1 20 22 081 ES 0.80 
md Midthordland 0,0 | 0.0 | 0.0 | 0.0 94) 0.0 | 181 18 0.69 
Nordhordland .| 03 | 0.0 | 0.4 1.4 0 08| 0.0 | 0.0 0.48 
fødes Febihocibisd | 001 001 00] 0.5 6 54 | 401 23 2.39 
KE COS A 011 01 | 004 0.0 00 0.0 | 0.0 | 0.0 0.03 
Indre Sogn........ 001091 001. 9 0 Si 0941 0l 0.14 
Midtre Sogn. ..... 00]. 0.0] 0.0; 0.0 0.0! 0.0 | 0.0 | 0.0 0,00 
tte DORA ok 0.0-| 0,0 0| 00 00 14 | 0.0 | 0.0 0.18 
Indre Søndf ord . 0.0 | 0.0] 0.0} 0.0 04 0.8 | 03 | 0.9 0.30 
Ytre Sondfi> Id. A 00 | 00 1.1 0.0 9| 0.0] 0.0 | 0.1 0.18 
Indre Nordfjord 0.0 | 0.0 | 0.0 | 0.0 DO 0. ISi 19 0.44 
= rd 041051 001 15] 104|- 72] O1] 24 9.81 
Vestre Søndmøre 001 001 001 07] 959170] 87 | 24 6.46 
Østre Søndmøre. 0.0 | 0,0 | 0.0 | 0.0 A4 40, II 1.0 1.29 
Indre x 00| 0601 02) 0 4.8) 25.5 | 10.9 | 2.3 5.13 
Nordre Søndmøre 001 0.1] 001 03 6310.7 | 23] 12 2.61 
Indre Romsdal..... 0} 021 0.0] 3.0 0.11 0,0 | 0.7} 0.0 0,50 
o 
Moldes „u... 2 0.0} 0.0} 0.0] 0.1 701 40 101 LO 1.64 
Indre Nordmøre....| 03 | 03 1124 1393 | 18.4 10.1 | 2.1 | 0.9] 10.48 
Søndre Nordmøre og 
Kristianssund , , 01] 0.1 | 69 | 113 £60 531 3351 10 3.88 
Nordre ÉS Fiegen 41.401 00105 104 0.51 00 | 0.1 | 09 1.52 
Throndhjems Stads. 
GR ae 3 117.9 | 29.0 | 19.1 98 881 9.3 | 9.3] 12.06 
pusten Lue. 001 00750115 201 041 021 02 0,91 
Je 001| 001 97] 39 LT 051 021 B1 1.59 
EINE i uen 0,0 | 001] 0.0 | 42.2 2.6! 0,8 1148 | 5.0 8.23 
EURO 7... ... .. 0.0} 060/| 051 00 02! 00| 0.1 36. 0.55 
wea o EN 00051221 55 09 021 011 2.7 1.29 
EE 00] 001 481 99 038] 001 091 15 1.15 
“eet Pana Se 01 10] 041 20 05 191 06 | 0.7 0.89 
Nordre Fosen...... 001 001081 13 24 0.0 | 0.0 | 0.0 0.51 
Buerdal. oec 0103] 03| 0.7| 03 04| 00] 00 0.95 
Søndr dherred. 01 | 001 791 78 60 GI T 4.7 7 99 4.40 
Midtre Indherred 11001151 8% £6 171.89 | 03 2.43 
Nordre Indherred 09] 0501 411111 AB 251 321 28 3.59 
Indr meet... 00] 07] 92 14831 2359 181 LIV 141 1150 

e Namdal .... 0.0 | 0.0 | 0. 7.9 21 121221 04 1.80 

ig EE 0.0 | 0.0 | 0219419 1105.2) 21.8 | 43 | 2.0 | 98.55 
Alstadhaug SER å 00 07| 072971 324 181491 02 8.80 

am EE 00 | 00] 0. 18 39 811 313 01 1,44 
eg eis ...| 001 02| 00| 001 00 00| 0,0 | 0.0] 0.03 
UN LLLI V Ven 011] 001321 19 18 081 081 07 1.10 
Skjærstad ......... 03| 411 15| 64] 03 04| 041 041 17 
Sed EEN 0.0 | 00| 0211051 03 23| 00] 05] 1.76 
Lødingen....... .. 0.0 | 00| 10/105] 139 15 | 0.1 | 0.1 | 3.39 
Østlofoten .........| 0.2 | 02| 42 71.9411 19122 | 27 9.31 
Vestlofot S os 0.0 | 0.0 | 00/369] 103 8,9 | 0,8 | 0.5 7.18 
Er 0. 00] 233: 32 8&7 231131! 05 218 

Vid. —_ Forh, 1888. No. 1. E 


Tabel VIII. AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 

Legedistrikter 1858 | 1859 | 1860 | 1861 | 1862 | 1863 | 1864 | 1865 | Middeltal 
Sondre Senjen ..... 00| 001 0512851 8.5| 1.2 | 0.4 | 02 4.29 
Nordre Senjen ..... 00t 00: 04 11006] 741 12100: 06 2.53 
Malangen ......... 001 001 49] 441 791 3:721 801 04 3.04 
Troen 0.1 | 0.2 | 0.0 | 40.2 [31.5 | 6.4 | 25 | 2.0 | 10,36 
ie N E 004.00| 001 001%p%1T 484 1541. 22 3.58 
AI. ILLAE 001001 00 1 2011061 L6 | TO 14 2.08 
tk 0901 091 Ch 115681 9061 TSi 82.1588 5.73 
O del 00 091 061 001487 F 0.0.) 0:4 | 97 6.48 
hoot ob as ccu 001121 031 801 7231 90.1 6.0 |. 38 4.45 


NS ME 
sø 


1888.] 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Tabel IX. 


Tabel IX. 


Forholdstal mellem angrebne af Difteri og Kroup og Joo? Indbyggere i 


Legedistrikterne i Norge 1879—188 


Legedistrikter 1879 | 1880 | 1881 | 1882 | 1883 | 1884 | Middeltal 
yim EE E TS 12 1.0 0.8 0.9 2.9 1.43 
B. l S ene bee ees 0.7 1.0 dal 1.1 1.0 1.0 0.98 
Ullenssker | MATES O A 07 4:18 417 21 0.3 1.5 1.25 
Band... ss, seer ab ID 4 LA 1 84 P 33 1.9 1.7 2.12 
Folo-.... a 05105109 1 523 2.4 81 1.73 
Kidaberg disco TD 161 :26 1 24 1.8 8,1 2.07 
MON. ee celebs cs 956 134141 3.9 6.8 4.8 4.27 
Barpsborg iis. int, 12 1:09 1 19 1:94 6.0 | 18.3 6.28% 
Hvaløerne , OD 0.0 0.1 1.8 52 4.0 1.85 
Fredrikshald , PN pe d 1.8 0.8 TH. 8.4 10.7 | 24.3 8.95 
mmen ; 0.8 | 08 129 1.08 0.6 11 0.88 
Ringerike ...... SENG ER 3.1 1.7 0.8 1.5 2.6 1.78 
u on 0.4 12 1.74 1506 0,9 KI 1.10 
BORA | a Ire se 00 1:06 | 00 1 06 0.1 06 0.: 
Sandsvær ........ ema aj E 12081 90.1.14 3.6 3.8 2:17 
Bea DD ORTE NODE 2.4 0.6 2.10 
Tønsberg pia ros 09109109 4:14 1.0 15 1.10 
B. loli aos. also] 505 OT DJ 0.4 1.0 1.00 
SE ak do 05 | 1.5 1.6 83 1.25 
Solør og Odalen...........| 0.2 | 13 | 24 | 16 0.4 0.3 1. 
edemarken ...... 251 08:049 | 07 1] 09 0.6 0.6 0. 
Ele EH EE 092 01 0.4 0.7 0.1 0.30 
Je P E ei 5924 100118720 2.9 0.9 1.67 
Wéi SE sehr 0.0 1.0 0.2 0.3 0.1 0.6 0.37 
PEPES TE E 00 01 3.7 1.38 3.01: 0.6 1.84 
Hadeland Sp band ,..... + 03 164016 14 0.8 0.6 1.02 
` Søndre aa EE SE 0.4 6.2 il 0.3 0.0 0.2 1.37 
Nordre Vale id. 5.1508 1:14 L Ob | Ob 0.2 0.4 0.( 
Kr u. a S E 0.4 0.5 0.6 0.4 0.7 0.5 0.52 
Faaberg pu wie sein 0.1 023 1:01 5.6 lo 0.8 1.30 
ein 00:: 03 1:00 1.00 0.0 0.8 0.10 
ADSENSE x. ee 00 1:00 1.00 E Ul 0.1 0.0 0.08 
Lesje 3 3 s 0.1 0.4 | 04 | 0.0 0.8 0.5 0.37 
EE s... EE 0.7 1.5 18 I L5 2.8 4.1 2.07 
Kranen) ... 2... a eR. es 08 1 98:51:03: L O7 1.1 4.1 1.58 
HOHER. o O 02 1 00 1:96 +89 32 0.9 1.80 
EE EE EE 0.1 11 0.4 1.5 0.6 5.4 1.52 
Hriteseid. .. is ci eis 0.2 0.0 0.8 0.5 0.1 1.4 0.50 
r$» vad E QA 0.1 0.0 | 0.0 | 02 0.1 0.0 0.07 
ee EE 00.100. |] 0600 1 L9 0.5 0.0 0.40 
Østre N edenes er 14 | 05 0.6 1.6 0.9 13 1.05 
al 9 
- ea A i ve |0o9|87|58|19 | 19| 30] 28 
Bind: 7 EE . 00 0.0 0.0 0.0 0.9 Lt 0.32 
c BEC ..... A KV KT NAT A VR 0.0 0.0 0.2 0.4 0.0 10 0.35 
Siotepsdalen ii... . Gace ec 4 001 00 1.00. 00 0.0 0.0 0.00 
Ene Ev 2.4 1.6 0. 0.3 10 1.5 1.22 
Oddernæs........ ot OS 102 105.108 03.1 - 05 0.35 
U Set EE Sn 0002 | 00] 00 0.0 0.2 0.07 
Lyngdal ...... aan. 00 0] 0.4 | 00 0.0 0.1 0.10 
i Flekkefjord GE ER 0,4 0.0 1.9 8.0 12.1 5.1 4.58 
Sogndal.., id 00 ON 1 17 GEL 007.04 
TT A A 00 1 09 02 L 0.1 LI 12 0.47 
andn Secon leks: Lb 108 10 7:31 4.2 4.8 2.57 
Stavanger ........:.....-.1 09 | 06 | 04467 | 1411. 50] 4.68 


Tabel IX. AXEL JOHANNESSEN. [No. 1. 


Legedistrikter 1879 | 1880 | 1881 | 1882 | 1888 | 1884 | Mlddeltal 
EE š 0.0 0.2 0.2 0.2 27 3.6 1:15 
EE 0.2 0.0 0.0 0.1 1.2 6. Loy 
Karmøen ........ STEIN. 0.3 0,2 0,4 0 2,3 32 1.28 
Se PRAE E SII 0.5 0.1 0.1 0.5 4 321 000 

Mp EN leew V 0.7 0.9 6 2.4 25 5. 2.22 
Ar Basdhordand b NN IT ) 0.0 0.0 0.2 0.5 6. 1.3: 
Ytre Søndhordlan 0.2 0.0 0.0 2.5 4,2 5 2.07 
Indre Hardanger .......... 0.0 | 08 D 0.2 0.3 0.2 0.50 
Xe- Hardénger .. ves 2. 021001 0.7 1.0 a 1,18 

W pil Sie 22v odit 0 0.0 0.2 0. 0.8 0.0 0.25 
Søndre Midihordland.. 1.0 0.3 0.0 0.0 0.9 7.6 1.47 
Nordre eier 0.5 0.8 99 1.0 3.6 40 2.0 
Indre Nordhordland....... 0.8 0.6 0.6 0.2 0.2 5,4 1,30 
LA tre Sosiboriland ey $41: 0:8 0.1 0.8 0. 0.5 3.9 0.t 

OE my i081 00 1:03 0.0 0.0 4 0,38 

me ME 1.54.4507 1100 )0 0.2 0.2 0.0 0.18 
Indre Sogn cov: 0. 0.0 | 00 0.2 9 ).7 0.50 
ed å EE 00 | 00 | 00 | 001 00 2 0.20 
DN O i 00 | 02 | 08 0.0 0.1 4.2 0.88 
Ytre Sendfjord...,........| 03 | 00 | 001 oni 00| 30] 055 
Indre Sendfjord . toes t dl DU 0.0 0.0 0.0 0.4 2.6 0.50 
KE EE 00 A 1.11. 10.8 4.7 5. 
No pi RE s... 33 71:00 1:00 5.5] 26.3 2.8 6. 
Nordfjordeidet........... 0.0 | 00 | 0.0 0.4 5.2 5.9 Å 
Indre Nordfjord .......... 0, 0.1 0.0 0. 04 | 147 2.60 
estre Sondmore .......... 0.0 | 00 | 03 $ 64| 8.7 3. 
Indre Søndmøre ........ 0.0 0.4 0.0 ES 3 3.7 1.28 
Østre Søndmør eee 00 | 0.0 | 00 0 0.1 2-4 025 
Nordre Sgndmore vee 0.9 5 0.5 181115 9.6 3.13 
Ytre Romsdal... = 0. 0.2 0.3 2.5 5 0.98 
Indre Romsdal ............| 00 | 00 | 06 0,0 0 2.8 0.78 
Sondre E orteil S 8.3 så 4 0.2 A 1.60 
DUNNE (O. o... 101.00 1.00 1 ( 0 1.4 0.57 
Suren dalen ¿i 2 08 1 01 1-00 1-01 05| 04 0.23 
Nordre Nordmøre. A 00 | 0.0 0.0 0.1 0.0 3 0.23 
Throndhjem Siew ET Op k Sei 4.9 7 2.4 2.40 
trinden......... da PIN 0.0 | 0.0 A 0.4 Å 0.7 0,43 
Solbes E EE 0.0 | 0.4 | 0.0 0.2 25 3.7 1.18 
Roraas ve 09 | 35 | 59 | 120 7 5.37 
Guldal,.... Gu 0.0 | 06 | 03 0.4 UE al 1.02 
Ca Eee EE 34340531 00:15:00 1-00 0.0 0.4 4.9 0.87 
Orhedal ,....... Sees ees ( 0.1 | 61 9 A 1.9 187 
Søndre Fosen .............1 06 | 00 | 0.0 0.5 A 3. 1.15 
Milho Poiti RE ( 0.0 1.4 4.3 9 01 1.48 
Nordre Fosen ............. 00 | 00 | 54 1150 )9| A 5.85 
un md EEN 0 02 | 02 0.8 8 6. 2.22 
FO a å 0.0 0.0 0.0 6 5 1.0 0.65 
Levanger cs 05|02|02]| 591 77| 125 4.50 
Inderøen ...... . cewek es Oe 08 | 0.3 .1 44| 48 1.92 
SR ai id 04 | 0.1 | 02 | 991 40 6 1,53 
SE GEN 00100 1 00 I 60 09, 3.6 0.75 
. WS do OO 0.3 91 13 Dl «4T 
T Namdal. EEN 00*| ( 0.2 5| 103). 69 9.18 
Brenng,.. . ER 00 | 00 | 00 | 25 25 | 55 1.75 
Alstadhaug ........... of et 61500100 5 6.3) 1671 92 F 549 
NETT 50| 46 1.75 
Fv 03 | 00 | 00 { 01] 651 67] 2% 
Ku ¿.... o... oe 42 20 OD BD OD E3105 | ada. 3d 6.90 
Bob... x 04 | 06 | 33 0 | 061 1.1 1.48 


1888.] DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. "label IX—X. 


Legedistrikter 1879 | 1880 | 1881 | 1882 | 1883 | 1884 | Middeltal 
Foldeb ENN ens | 00 | 00 | 001 2,7 | 09 4.5 1.35 
Skjørtst el OF. ] 05 1:051 00] 711 118 3.40 
pl ET. 0.0 | 0.0 0.0 | 1.1 44 | 11.0 2.15 
A FTSE TETT 02 | 0.0 003.00 | 121 5.2 4.07 
SC SNE El OG | 00 3.6 9.0 | 15.6 4.70 
EE seres) UO | 09 11281 165 6.8 1.8 6.05 
degen AE 171090 | 00] 37 4.5 7.1 2.83 
Østlofoten ..............+.| 00 | 04 2.5 | 244 | 23.7 | 12.9 10.98 
e Rodi. caw T 0.0 | 0.0 5.9 1 25.5 | 229 | 14.0 11.38 
Ee «x^ WU | 00 0.0 | 13.9 34 | 0.0 2.88 
Trondenes .... ; 0.2 | 0.1 48] 10.6 | 12.6 7.5 5.97 
ke EE sl 901001 001 27.7 8.4 8.3 6.57 
FEE Pee Fikse 1 95] 00 | 001 10 4,4 9.8 2.62 
Lenvik ... Via S y 03 | 00 | 00]| 88; 1551 95 6.18 
a yan MER ORE Pee 40S L KS 10] 6.0 | 20.6 | 16.2 7.75 
PE. ed vec] 08 | 081 OA I 2211 903] 124 9.28 
Lyngen..... RE A s 0.0 | 0.0 0.0 | 11.0 | 23.2 | 11.0 7.53 
FEN A EE EE I Ue | OO | ODF 46 8.8 1.4 2.47 
SEMIS ide ve o gece el 00 1:00 00] 1.0 å 0.0 1.37 
Alten ere. E OG 1 OG 001 001 14.7] 25 2.87 

Loppan: aai EE a OG 0.0 | 4.9 | 13.3 5.6 897 . 
Hammerfest , «1 00 FOG 0.01 03 9.1 6.1 2.85 
ami cs OS 1.00 L OOF 15] 145] 80 3.15 
Kistrand- issar e 0.0 | 0.0 0.01 0.0 1.2 2.0 0.55 
Tanen sv 00 | 00 | 001 0.8 5.0 | 29 1.45 
Vilis. Ud cp Gier 0.0 | 05 | 00] 7.3 | 242 1.0 5.50 
ee re ETT Hi 13] 08 7. 3.7 3.80 
Sydvaranger...............| 00 | 00 | 00] 0.6 8 0.0 1.52 


Tabel X, 
Midlere Antal angrebne af Difteri og pet pr. 100,000 Indbyggere i 
arene 1874—1884 
Difteri. 


Jan. | Febr. | Marts| April Mai | Juni | Juli | Aug. | Sept. | Okt. | Nov, | Dec. 


Gr. I| 19.6| 14.7 | 14.7 | 12.3 | 11.11 11.41 11.4| 9.5 | 10.01 18.01 16.11 18.0 
"s MI Oat Bal 74| 88 5| 5.9“ 6.0 7.8| 11.7 
— Mi 75| 56| 54| 51] 61| 71| 64) 52] 56| 43| 65| 6 

a IV| 82| 59| 48) 42 48| 53| 65 | 90; 9.9| 12.:0| 8.6 


Medium| 11.5| 9. 851 78] 781 747 721.685] TT | 82] 106) 132 


Kroup. 
Jan. | Febr.| Marts April; Mai | Juni | Juli | Aug. | Sept. | Okt. | Nov. | Dec. 
Un 4 404 57) AE 1 97 (1 181.141 131 19] 291 841 43 
cC j Bet BO ABI 171161 141.04! 061 LI} 191 181 14 
41.18.1091 L11 061 05 071 08 081 068| L0! 07i hi 
«IV 143 IRI LOT 101 O81 07 0.8 | 13 | 191 15| 24 | 2.1 
Medium| 2.4 | 2.1 | 24 | 15| 14] 12 | 09 | 09 | 14 | 1.7 | 21 | 22 


[No. 1. 


Underskud, 


AXEL JOHANNESSEN. 
Gruppe I. 


+ = Overskud, 


Tabel XI. 
Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Difteri pr. 100,000 Indbyggere. 


Tabel XI. 


st on DO 105 cO — 07 co 00 va, MEO A — EE Be eo — — OQ t= o 1 O t< 19 eO es t= t= O YM OO i I 
ë || SØskoae ør cÓ c; c MmMHGSSSHSSHMIS o e e eB 1 13 e 09 mid c6 cÓ c YG YG eS cÓ C E e; 
° m m ri Lani ret an vr — pel 
Al+++11111]++ I+111111++1 11111111+++ 11111111+++ 

Må rn 00$ 02 Q9 Cq O nt VED G co c CÇ Ç; t= o xG Ç + G; O cO QE CO ES GA Et iG — Ç CGO uo cc 
Ë yd e oe cš cd CÇ G; AGS S d Od ai ce e S có e eG c6 — e S eB Seege 
^ ++! TITT ++ IHT TT +++] ++! I ! I+! et Ltt 14 LI ae 

Py HHO cO cQ HHO OD G; °° O> c? OHHO — cQ ANNO SAN NN — <t GER OO ad e Or 
Bi r t-r sso Sonne tar ss = — CH — e q q e <Ç t= Vë HO 05 c c 00 og 
S] ete 1174 ++ lll |! | +++ +11 +I i++ (111111144 
WEEK + S> —+ e; — G? G> E E ek co c ca x t= t> S; < G S rs; S; e; S S m t-t 
El cr SG r ci cq G C di Hi ed =ñ id HS ia ei — — Glen @  — r å ° t= <ë gratas 
o 
ai +++ I | 1 II ++ II | ++ I | ' í | | tet | ++ 111114 11++s 
Ty ASA | t> G; Ç + TADOS +° cq G; t> EROS Crece concu 
E IO SD =ñ E — — — OG; peace e EE EE 
4) +++| 11 1 | 1 1+ lll l+! | | ++ LL b gb gl x g +++ Pili lid eae 
— == S Sean m C108 r+ E= SO <t Go 0) 05 OI 598709759935 ü d, G; 00 b eo E- G; — 0 CS 

— 
Pe ed itt i+: d tt'tiit ote FE NH E Jill Tg TH 
TT ee iQ as e e Gio io WEE tt o RR OE C E» O O G; io 00 iG iG eq G; CÇ O non 
'8 || £= o = ei HHA Å Ceo. codgs å cedo Råd Å Code 
5 e. 
m L TL i EI+ + g tpl e FF TI I S Jl l l] TER 
| Mewwecerecco O wmaomgrirdcuawso D QG ce C OTO ni RE GF MATANDO 
‘a || š OG = e =ñ cë ç <Ó = E «oio 69 BAG =$ =ñ E < e — = e oie ecu (de — — ce cQ od C OH 
“| tæt ll biti ittri tret I lo] ll 355 [11111111 
e || SH O = er KKK LMD MI eq OQ. SH est pe wi >a G; C Ct — 00 cO 00 00 cO C t t t eq 0:00 t. 00 çO GQ G; SC 
Bl — < — =s t= o °° eo O — CAG e aS S Hed — = Ç ei ed «$08 C ci Sos wis 6 ve MO OD pi pt  — Š rt 
a = 
<| +++ I! | I I [+++ LL b tt et +++ LI | I+ |+ | i++ lll TT Er ++ 
a || + G> = t= ° OOo "E =+ — G; < — — G tx CS G ex e$ C G — eo t> o OÇ = vo çS @ G? x iG t= eo G; S= od 
£ sd C t= có — e ed Hid od t= t— z< ob — = t— ed eieiei eq — Ç DS da e eq — eà e e cq Ç ez On 
SU +I +I |l 1 |+ + LLI J| i ee +111]111114++ A A ++. 
— = — r< SSSR e; A belsch eo E= co G; s sto GS IARGNQIKSKAS FORRENTES GREG 
El <š = oó c8 Ç t= 00 = — t= 00 t S ci oj + c; G Hs Gol cO c — š SS G cŠ Res å = ad e < — G SS 
S j 

El++++[ L | I+ L+ jp dd LYTT TT ++ ttt II trl ES 
— | QR == RUE o EE SEET Seefe gees ee ES 
BAR E iG OE eO eB oO CO ei N 
3 re má "m o. Lam] t [n] 
Gi I+++I |l |+ I+ ERE | l l | +++ 

SEEELEST SSS EEEEPBZZSZZ 

=== == EE == 

SS SSES 


Dec. 


Tabel XII. 


000 Indbyggere. 


° 


SO — e 0 t< C cq = d r= 


Aug. Sept. | Okt. | Nov. 


Underskud. 


Juli 


— 


Juni 


Gruppe I 


+ = Overskud. 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. 


Marts| April Mai 


Febr. 


Jan 


Tabel XII 
Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Kroup pr. 100 


1888.] 


rd OD xG CO eQ HO ON O3 cO re tH SH LO 0000 — cñ cQ m 
Ceci Gear c ooOcoOcdcoóo-ccococ OmDSDODOSANO- 
ert tl it tie cocrg it: +++ +1+ TEEN 4 
nYMOMN.RO*AO S; t> cç O CO eq co uy eO CG e <° cs t> t= O cə9 co t> O q Q 
ON c ce <<< SSOHHOORANOR CEO EE E pat E CH 
at {+e Sry y li 1-434 ! 41 TI IE! 
ek ° cn omm woe 0100 O Ce e E» — i 6 00 Scheer CO GE o sa =a C? Q Aer e 0) Lear 10 
O m m HH HOOCOR e€ c pd pen 4 CH Oo-oo-oo00o00e O — — — — Ç — — — — c 
REKT HSE pifartp+l++l 41111141414 ++ 1144] FER 
HOME HÆRS e ke breer G ER — E N CQ e co t» VO co cO 6s Cre ere ena ea G: SD 
=c = s< a. €—==—=< o E -2o00000000 PMO nO ee 
+++ 11+144 (Ill ++ ++ 11 843 144 + III + FE FE pa 
eroi e e o OI uro G G? AG AG G? E SS ANAS oF Qv 05 06 (8 08 d£ co RAFS X = G G> cç YARN 
sco-scesce essceeodgedcso cooooooocoó SOocomHooomö:, 
Hot ri + TATE +1 +1 141 +1+ + tt 141444 J1+ 1114170 
ASIA Soo". ocos = S; G; G; G; 0 eg keck keck OQ t SCO 5 
scoc-coschröäcg soccccosess cooocoododcd , coocoococóódH 
+++ | CESA M ' +i 4 ES Ill l++!+I+ E | | + 
Seek occas. ç evne RR "e E EE QU QD, GE c e OS EE. E. e 
QOS S O SQ g e É: S raëiraeaëi c oi ei 2 —-cocoooccoec A oococcoococonu 
+++ | | 1+++ | B ti*1111124244 Sr + | 1 +, EI I 4 #1 3 Tit! t TT 
E Eeer € 5 NO NAS 5 C Cup in h aQ e 5 Rasa a 0 c 
ac ocs c < < Seëieieieedéi ee eeh I eeeeiceeccec = < < c 
+'++[ FN 41111111444 te ftillitt DES 
QDs ARS Oia TOTNES === E a MRASSSESINSSS 
(QUE om, mM OMS ec eras cece <. cocooccooóoconu HOHODoOo c o re 
LILLIA EC +41 3333131 3444 Beers FIT: ttti Ill lees 
GEES TRHSSHSCSH AS EXE deb E E sS LEGGE 
— — çG š cQ — c — c Ç < OASE — RAIS cocoocoasooocc Sec =c SON 
CLESEN +1 Fly +4 ++ 1 thea NARR +l++1 l| 1 +14+ 
€ C cO co 1 e CO cO EE SERVO — t> co CD — + G> G; = O> G> PS cQ O M3 HR S 1D G>; cQ cQ INS 
G= c q a < HSOSSSONSSONS cosoccscr-an-o odcdcooododdwo 
JP JE tA 14 HI I 4 I+I Er |+++ rtf 1141844 
Sp wie OD AO G? LEE TRRENPFFFRN =S ts dd t> t eq <t eq cq <ë <ü To 9 
MONON — HR CÇ Gi ra HS OO ra a pa E D ru C€ =—C O a CC CH Sr SO O — — HOR 
+++) bib F] +111111+]++ iti AN THA +1+1++1+1 1+ 
+10 DE 000 O = Qi MM =n 19 © & 00 [ge e = «$$ yG cO Ce cO 5 mach IST 00 O) ra QW CO 
SEKR? ERA & = z z $ 
& 0D 0D (D OD 0D CO G D 06 EEE SE SDS SE & & to 0D UG DOD DO SSS SSDP PRES 
Lem rA rA — am am rM — — — — Lem or — — rM — rM p — m mm re Fr og rM am — am mm ml Les or am r— am mm — —— wm — mE 


[No. 1. 


C. 


Aug. | Sept, Okt. | Nor.| Dec. 


Juli 


under Normalen, 


Juni 


Gruppe I. 


Mai 


AXEL JOHANNESSEN, 


+= 0705 — 


Temperaturens Afvigelse fra Normalen. 


Marts | April 


Febr. 


Tabel XIII. 
Jan. 


Tabel XIII. 


CX OQ 65 e 09 vay C — EOS Q Q E. e% CO AHO V H b Scheck eO. et oo OO t co OG 6 6 6 EG OQ H ob ex 
HOGNA q — ADOS nn KEE = — cš có co c ci q a q q = S 
I+II IAL Boog FEER a r+14+1 114141 +1+111+14++ 
LATIDOS 100 YE D WIN ON IMO CQ GQ O0 05 00 GQ G; O cO G t< GÓ < G G; C = G> ES S 
Oui O nn nao ° QO ooa ° @ š cQ có @ O cà iG ANO G= a. 
+1 i+1 114141 Pee II IR) Bä PÆL FE [+1 114143 
TENG e NE ied er w 60 cp 0D Ev 08 G; OD e? t °° co — O — YG Q O ru G; YG, c: Sh — G =n ES e san 
e Ç Ç Q AG Q C A RHOOJHONRHOOn- NORS Sr ONS Ww AHROG 
+11 1+ At + 133 FI TER +i+I I+] 41 054 +1+1+11144+ 
TARDAR AO 68 EN MS OL05 0100 0 ee ioa ELE UE Ee e$ 0 o — Ora co t 
SSSCHOSHOHOR SHSHOSNSOHOR SSSRSSCHSHOR SSHAOSHSHOH 
++ | 1++4+1 +] = AFINA GATE tIl E+E 4 [+] |+ Í|+++++ 
wc ccm GQ GQ + LANSAREAN MONON LaL je Le S; — G E EE s G =n 
Cq c i rr Geer a rr ac < 4 AN AAS == E ri ried D E E - 
(++ 1++ ot Fr IJ] IF KZ SR >` [+] 1+++ | +++ 
G YG cO mo oo np LONAS S; — cç —: = e° c? G ADO ETRE 
On @ ŠG Ç o S eo ° ° Srceoocec cdcooooHddoó Or Seed rä ei E 
IHHT Thiet w ttilddtidit Botti titi lt+tt p 1+111311448 
E E EE eege E H LULLDDEERLLEME ee RE 
em em ch ~ € < < < < CC c coc o socsoacscıco prp o PE n je ut ur T ue uae 
w w bn WM a w w oo - -— — m e ` w w w  _ 0 — Ë. — — — atl — 
PPT PEN RR | FÆTRE DE tt +$ BATS i ER If 
> @ sO — ea a e? G G; co DEE å GE Ë Sara 
|+ | | | ++ ++ | ET £11 [11771747 P+ 1141 des] 
e$ G €? cO Gy f c IQ HO cQ E= G Q a tx cq cO G; —+ G; ek @ GQ G? G? <Ç c? ($00 G; b G; RT A Dig 
= S q q ARAS HORSE mn NS c =e a HH 
++] |+1+1+++ FF a j H TSR ad est 
GE KEE cort t= ARRAROA CQ GQ MA — CR OD rt OQ 1 E= KN co 
eO du — — e SSMA HOOSON G <Ç — NAAR NOSRSCHOKHAR 
+] l l E E Ke ++] IFHT SSR. E a RER SE SE 
LEE G z t< G 2298270542001 DT AARNO TADO FOF 0 HQ N 
13080 —f e VOD VON Od Hd — — C8 C0 Q0 cr c e XI - Gira Gi X cë OO ch Gi A (cO — cz — oio HANN 
+1 rt + +I leit 1 11+1+1+4% FT TNA LEA 
= = — @ t G r= = co — c AA = G t= S; t= 00 cuu er e — fo far beer eo O 
TEE e SSRS Se ONS HSTNRNN GIN e; @ — @ — aš EE 
+1+T TN + +1 1 3 7 EF Pee PITTI IT SE RM E 
HOT OD O ca C? =H =H G cO p- 00 SPELD SESE RE DSL SS et G D DITE) D 
EESESESSSS2 Sosa snes `EPTEEEEEEE SE5SSSSSSSŠ 
FA rM ri ri ri rd rM on rM — or rd rd rd rd o rd — rs rä pe or rM rd rd rd ra rd rd rd rd qi ore rä rä rd rd rä rd — rd ra 


. Q «5055 — tO cQ 0: O G>; cO RUYKAROHNRAMGL å rd OG t= He oder d O Mm OAOANDORRA 
E g rn rd ei WM rr — — dc Lo — Dr gd uoo: S NS e; + ë AA eduardo: 
bd Al I+++ |+ I++j 1 ES I T [|+I+I-+iI ++++14+f++1 I +++ 1+ 14 

TI mee EE OSD G> c? 00 Qt — e DAS Seen Gy E= cQ eO — G> iO E yG cO çG eO ERES E EE 
‘ a | mer eie da ss O — DA og SD KS rå cd < cÓ G S Hed å a Na o6 SG c6 cd — 6 <Ó 
2 ml +++ 1 |+1 1114 Poe itt 11 11-4 +++ 17497714 4+ +++ 1 I+I TIL 

s z eo = @ t< uo DS z— 00 G; ct C iG G? c 00 GO e Oc Ob pP. G; cq cO Ou $ — @; G> + =; — Q Q @ G 

E g Rs] C915 65 cà CH cii 10 e c5 0 cd ci — OG — — G 0 Ç rå - =ñ c cë e$ SD Das e cx por cq — EE — š — 
= ° RS Bez. 1 J it + | 1 I+II E 77411 [++ I EEE 
4| QRARARASCORAR RETRASADO miM G; t O = DN A RAMAN iQ iQ e108 00 

å ai = va G SSS oho ncc ADORO — = — — c e c s I å må — 6 — — ci Q c; e cq — Ç — v eod 
E S E (47 ++++ |+ |+|+I]++++ | + Ititi 244447 +14 +++ £2 5 
på == RONDA AA eo G> 00 — Gs cO çO ca G> G LR Cà G CQ — — co eo 220273 = G; io QQ 
° Ë E & RASCH cd eO mar Qc OH o — 09 EE ei ci O O GO — = cÉ oio SRSOS ON AiG m1 
, 2 Si 144] | LAR | jl SS 11 i+ +++4 14 717% tt 11+1 80% 
N z = | c = <t e? S; °S co O co Go EEGEN Ech e G> ES + 200-080 
E E "3 RS ci — c6 — Nor € c Oo — oi — — c — i e; O ced OG c re — NG + = oS eS CE e a 
i "S TN hd AA [+ e A++1 LOVERS e tt ttt i lie 
° 9 B8 o|| z | SB&2RRQtCHASR "NARA H ORAR HARAN AS 
hd D en 8 pl — Q O O ps qe e a ni orm — Or rd ri Cl pa O a NDD «i OD = = OD S NA e CO (CD 00 D em rd pt rr 
el Si ei +1++11114% ———CESRSEMBRARAS- | 144 SEL Ett LEE 
o =| Slag] RER REFERERE Ë STAN SR ES Å DRAE. EAN 
E « Bd Smotri Ooa mets C-Q Qa q Ü MANASSA O SAA CH CHA AH 
n ou $1411 dx KAN EE | +1+1 1 144451 +l+11+++861 

= ° EE 

= S S ei | —— — c — = e? E ADE DANA =n YG G? RAE CO EE mo HOA 0150; eni Z= 
= = Ë | &< c< — <š C Ao eieiei edu ef å i =š e G S cë wë de GHASKHSSOM coo cà 
Bi sl «1: jJ ++ 1 +A LATA 1-4 + + 1++4 114 148 |+ ++114+144 
E Lar m | %  — S; = e eo es co <S 0 IIS ICE xo cO G; E EE cq t< — @ ° G> eo — @ co G; CE EE <t cO C OHH +H 
D 2 E ELE AO cQ yG IG e 65 e c5 mm O O co e 0 00 CO rt =Ñ m t= — Gi có cO CRG e mi 
A = my ++] |) 440 Tn, ++] | be ++ ++ 11 u is ++1114+1 Iñ + 

e ; | z e% eq @ G; GO = °G ° G? CS no Q G cw Ss Sn DUDBAN HD OG t 
T 5 eG OG — eÉ — = e Å — uj có e t- OHM có cÓ ÅRS Ti cë om OS — =Ñ =R G e eS cŠ eG 06 S His e < = — i od 
E m | ++| I+] |+ ++ ++ | I+| I++++ +++|+I I+ I+ ++ I+] Í++++£ 
M WEEK EELER DROTT HG e C Y: SORDERA 
a å = r 6 + — — t- LE E 66 — G eÓ O — O €; — ó — @ fe = Ç — Ç te GÓ — do NNDS SS 
Gol 2 eg EE ER EA Bras: d E SE NN I+] ++++++! 
[e 8] — 
00 SEREEEFEEEE SPEER D op D D D D OG OG CÓ D D D & D t6 DDD 
Lon] WM rd rd o — — — — m Se pl orm rd rd rn m v rd et et rd rd rd rd rd rd rd Ms o N Ñ — — —— — ra 


[No. 1. 


AXEL JOHANNESSEN, 


Tabel XV. 


Tabel XV. 


pCt. 


Den relative Fugtigheds Afvigelse fra Normalen. 


— under Normalen, 


+ = over, — 


Gruppe I. 


Dec. 


C A C CO NO ra = ra <H ei 


HR IA ++++ 


CQ — CQ CQ On cO DE 


SITE 


CGO yG rt €D m CÑ Vu CQ Gi 


+|+I++I IB 


NM A YO e Gi lot © 


+1 ++) +1444 


CQ <H <H OO cO yG O cO cO GQ cÑ 


EIER +++ 


AN rn 


MS MS 


AR AR AR 


Qo i ecco pe ra a po yo ex os 


T+ T HEY 


DoD Om Oa — GO 10 cO 
re - 


pl edt t+ + 


CQ — =H yG 00 00 CO e P- m0 


|a | t b A 


CO A Qt O 10 cO OD — 10 CR cO 


re rt 
I+++ 1 144114 


CQ c — t= — cQ = co + — O 


I+]+ ]++ I+ 


| Jan. | Febr.| Marts | April Mai | Juni | Juli | Aug. | Sept. | Okt. | Nov. 


C» C NU rA OM HM 


I++++| + 


Gruppe II. 


t c? ca — 45000 RR EC ec c? cO 0 V Ç c m «2 Q0; ean o eaa et 
I9 TT T1 | 1+1+1 ii I+|+Ti+1 144 
SCO - CO 10 10 e ED e eO CQ OO EM — — cQ OS OO CO — NDA - co — = D VD 
Cities FI Ir 11 1) j) REES 
EE TEE HN OM RD UD — mn e o TI" PTT 
STN I1 ageet, EX Tres 
C cQ — OG A = cQ — — Ç c N m — — co cQ O nq — ETT 
+1111+11+ + Zb ll Fil Bere. 
Cl rd e 05 60 e MM MD AR va CIE DO GQ eo HOM Qt ON ce c — 00 co A r— ct? OD 
LIA Add 14133444124 +11 11444440 
CQ OO c co cO O O € a co ar OTTO — — G CO < set GO t= CQ c cQ o 
t] bd +h] g llllll++ 194 ¿ 43144419221 
Les! A 
CP OG OG e ce Yo DA e e 00 KEE EC rA m = OD OG UO ERD 10 0 rå 
I+lI]II+I+Iilli EU +4. 173 +++ 111141 + 
O HR ra CO c o e L D me DOR HUD 0 OR e Ze CO eh CEO oo t 
[+14 11+4++4 EE 1111144 Li Lijk- E 
CO c c0 C» 10 m GO rm CQ =H HO q Q — On — w AEN = OG ODD w cO CQ 00 e co cD 
+41+111+110%41 | jj 1.4171 ++llıl#+1ılı 
0 y An Gi Gi Oe ra CD AN aeRO OD 10 Q Oo Ot 
FT 11 1311 +2441 14141 ELE ities 
=Q C C O mG CG On NM O = OF 10 OD + et VE ei cb @ NOD HER 
| | +19 It 47414144 s 41103410 
NN e — ED w en NNO 0 ARANA AN Ao NN SD OD OD Gå OG 10 — + 
+19 AEN +11 +1+1# Jill TREGT 
10 = NOD = = yG Oe 
SES EES SES ES 13433 
rA CM Fa rA m — _ mo LS — a mnm 0 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE. Tabel XVI. 


1888.] 


Tabel XVI. 


Afvigelse fra det normale Antal Dage med Nedbgr. 


= under Normalen, 


+ — over, — 


Dec. 


< ed O yG CQ m — 10 GO — t> 


Pe +t | ++ EA 


m m O m OQ 10 O +H10 0010 
-— 


ll ELT ++++ 


CO HOD — OD Qao MD mm 


tbt 1 1+++ 


COMCOOROH sD 


+I + | +++ 


ve aO c0 05 cO LD ed a0 eh NN 


IH ++ +++ | 


Juli | Aug. | Sept.| Okt. | Nov. 


10 90 C$ O i © cO cO cO 


+] I+] + +++ 


Juni 


OONN e Gi Gi NÓ e 665 


| |++++I+I| + 


Gruppe I. 


Mai 


çO — CQ cO 0 rm — Qa 0 a 


[+1++11 +I+ 


E 


€ c Rm OHO zb u NO 


FII+ I I I 


Marts) April 


CQ xO Y cO CO Q 10 re O rm a0 


Il+++] I+ ++ 


Febr. 


MND D10 Q Hoo cO X 


FRR TIPPER 


Jan. 


Gruppe II, 


NO rc st xh 6910 CQ e CQ ai 


i [+il|+++++ 


C CQ — CO CÓ C0 cO HOD CO OD 


|l |+! 1++++1 


THRO m 060 00 00 RR 


tT I!I+|]|+| 117-4 


MDG RAR CS QE — 


FLIF++4+1]+1 
rast OOo O = t= 10 Q0» uw 
EEE? +I 
HER OQ — 41010 ORO 
blt+h+4++4 | 

mMORNDAR NO mo 
| I+ +1+++ 

10 4 00 HRI — > OM 
Pei eee iat | 


tc — 
CN ar! 


+ 44114141 


41010 Q OD 00 <H cO — © 


|i++++I++] 


em AND = 


ra CO rd 00 rm = — GQ cQ — — 


II++ EI +1 +I + 


Gruppe III. 


Q O Q — — Ç Go Ç — w cQ 


xQ € eat — w cQ eo t= © 


KORS t i++) t P! 
Lenk °D O Ç t- =f crx O co 20 19 CO 3 10 — 00 00 eo e 
ilit fal + 111+11++T70 
10 €O O NA CO cO cO HH CQ eH OG m HRO e ced mu 
+I +#+++ 4 titi #1 1787 
Hmmm CÑ CO eh ra ra Gi cr t= YA Gi CQ 10 zb <H rn =— <H 
(LASEL E til ditt I 
mm — = GQ O ¿e t= co t= e = co cQ O t= = cO cO O cO 10 
i+) tt aeri +1+ (FFF h) 
HOM OD CQ — CQ GO 10 ON H ONE OP OD EEE 
IE e 44445 TR 
COOC c O rat < DE — EE 
+ pr E +|+I i+ la 
Š 


Nm GQ = 66 05 05 O MM QD 


i+) I*+++ +++ 


t> OD «f OQ OD 00 Dni 


Iti 1+1++4+4++ 


SH OQ «B CO 10 CO — 000 — 0 C0 


tti I 14 41) +++1114+ 1a 
COM C yG CQ cQ NDAD MRR Me S b SAT 

tree +j+++ p HORE 
eo HOD OR CQ <h <" <ñ <ñ — co e OD HOD i0 LD 0 10 3 rm 05 
+) FANT LT 1++ 14 ET] 
ODC Girst <fl OO IG OD €> = CQ CQ GC Q9 O EM GOD 
+ kk FL it I+ PS 
EEEEPESSSŠS ZBEEBBZZSEZ 
SEET EES 


Tabel XVII. AXEL JOHANNESSEN. Kok 


Tabel XVII. 
Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Difteri pr. 100,000 Indbyggere 
i Medium for alle 4 Grupper. 
— = Overskud, + = Underskud. 


| Jan. | Febr. | Marts | April | Mai | Juni | Juli | Åug. | Sept. | Okt. | Nov. | Dec. 
1874| — 3.9} — 1.9| + 0.3! — 1.8/— 1.0|+ 0.8|- 0.5|— 2.7 — 29|— 2.1— 0.9| — 4.1 
1875 0.1| + 24|— 8.1) — 2.4!— 1.7|j- 3.7)+ 2,1/— 19|— 0.7/+ 29/4 27 + 42 
1876| + 40| + 06) + 0.7 + 0.8/+ 0.2:2- 041 — 0,3 — 08|— 3.1— 2.8/— 3.2|- 1.2 
1877 3.0| — 1.7] — 38| — 8.3|- 4.6|— 3.7— 4.4|— 46|— 5.1— 52|— 73|— 8.7 
1878 — 6.5| — 7.0; — 65 — 3.5|— 3.5)— 5.8|- 5.2/— 3.7 — 44|— 8.7|— 5.3|— 70 
879 4.8 — 41|— 53) — 2.8|— 8.5|— 4.0|— 4.4|- 81|— 4.5|— 52|— 70|- 5.9 
— 6.4| — 4.9, — 2.6! — 3.4 — 3.8|— 2.2|— 1,8— 4.0/— 4,0|- 84|— 43|— 40 

1881| — 82| — 2.0) — 2.2) - 4.5|— 2.6,.— 1.6|— 1.01— 8.11 — 1.8/— 3.5 81|— 2.9 
1882! + 1.0! + 0.8| + 3.8) +06+ 05+ 1.6/4 3.3/4 1.7/4 5.2/4 0,5|-- 954 7.8 
1882| --14.0| + 1.1! + 4.3! + 9.21+ 9.6+ 5.5|-- 5.5|-- 6.9/+ 74|+ 7.11+ 5.9|+12.1 
1884| +11.2| +12.7| +15.0| + 9.3|2- 10.2| -- 19.0| -- 12.0| - 14.2| -- 18.7] - 14.8| -- 19.7] + 93 


Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Kroup pr. 100,000 Indbyggere 
i Medium for alle 4 Grupper. 


| Tan. | Febr. | Marts | April Mai | Juni | Juli | Aug. Sept. | Okt. | Nov, | Dec. 

T 3 

1874 + 1.4| + 0.9| + 1.7! + 1.0! + 1.1] + 13 + 0.2 + 0.21 +05| 0.0| + 0.1| +0. 
1875| — 0.5| — 0.3 — 0.5 — 0.2| — 0.2| — 05 0,0| 0.2| + 0.2| + 0.2) + 0.2) + 0.8 
1876| + 0,9 — 01/+ 07 00-01 00-04 | + 0.4 —0.2|—01 00|—03 
1877 — 0.8| ^ 00 1.1 — 1.0| — 0.11 — 0.5] — 0.1| — 0.6| — 0.2| — 1.0, — 12) — 1.7 
1878! — 09 — 11| — 16 — 07 — .8| — 0.8| — 0.4 — 06! — 0,7| — 0.61 — 1.3 
1879| — 1.1| — 0.9] — 0,7 — 0.1| — 0.3] — 0.3. + 04 — 03 —08 + 0.3] — 1.0) — 1.0 
1880| — 1.2} — 0.8) — 1.4! — 6.8] — 0.4| — 0.4| — 0.1| + 0.1) — 0.7] + 0.2| — 0.3) + 0.7 
1881| + 1.1 + 0.1, — 08| —0.1| — 0.1| + 06] - 03| — 0.3| — 0.7| — 0.3} — 0.2) — 0.7 
1882| — 0.5) + 0.21 + 0.8) + 1.0} — 0.11 + 03 + 06 — 0.5] + 0.4] + 0.7| + 0.2] + 0.1 
1883| + 0.5| + 1.3! + 0.9| — 0.5! — 01 + 0.0| + 0.3 9| + 1.5| + 0.4 
1884| + 0.8] + 0.7| + 2.2] + 1.5| + 0.8| + 03 +07 +14| + 1.4] + 0.6| + 1.9| + 2-4 


Afvigelse fra det midlere Antal angrebne af Difteri og Kroup pr. 100,000 
Indbyggere i Medium for alle 4 Grupper. 


| Jan. Febr. | Marts | April | Mai | Juni | Juli | Aug. Sept. | Okt. | Nov. Dec. 
1874| — 2.5| — 1.0| + 2.0/— 081+ 0.1|2- 21/— 0.3|— 2.5|— 2.4|— 2.1|— 0.8|— 38 
1875| — 06 + 2.1|1— 3.6|— 2.6|— 1.9|— 42|— 2.1|— 1.7\— 0.5/4 3.1|+ 29+ 50 
1876| + 49 + 05| + 141+ 0.8|+ 0.114 01|- 0.7. — 04|— 88 — 29 — 3.2,— 15 
1877  — 8.8| — 1.7) — 4.9|— 4.3|— 47— 4.2|— 4,5|— 5.9|— Bäi 6.2|— 85|—104 
1878 — 7.41 — 8.1! — &1|— 42|— 3.9|— 6,6— 60|— 4.1|— 50,.— 44— 5.9- 83 
1879 — 5.0 — 6.0.—2,9|— 8.8 — 48|— 4.0|— 84|— 48|— 4.9| - 89— 62 
1880| — 7. — $7 — 4.0|— 4.2/— 4.2/— 26.— 19.— 89|— 4.7— 82|— 46— 35 
1881| — 2.1| — 1.9| — 3.0|— 4.6,.— 2,7|— 22 — 1.3|— 84|— 9.5|— 38 — eT 
1882| + 0.5) + 1.01 + 3.6/+ Lët 0.4/4 1.9|+ 3.9/+ 1.21+ 5.6/+ Lët 27 + 125 
1883! --14.5| + 2.4) + 5.2 + + 87 9.5|+ 64-- 5.11+ 6.9)+ 77 + 73 + TATT 7 
1884| +12.0| +13.4| +17.2| +10.8| +11.0 +12.8 +11.8|+15.6|+15.1|+154 +21.6|+ 


Nov. | Dec. 


Tabel XVIII. 


Sept. | Okt. 


under Normalen. 
Juni | Juli | Aug. 


Landsgrupper. 


Mai 


DIFTERIENS FOREKOMST I NORGE, 
+ = over, — 


Marts | April 


Febr. 


Barometerstandens Afvigelse fra Normalen i Medium for alle 4 


Tabel XVIII. 


| Jan. 


1888.] 


Zei 00 — C. çG 10 CO rà . orn CO C0 CR OD 10 CQ CQ elt Ee 


€; cni NN VI M ES 00 ed. de bo fare fb jer u : . 
CO c? O uu cO cO nc co ER o CO — OD — cO — me o + ; 
|[+++I +I++| 1! BIS 14141] +i 8 = [5 | + 1++ ltr 
ad dada ier Ë | Z | = = = ez so @% co @ e% @ ë: = p || aanomawmonr 
— CQ CO 00 r4 CO C0 C9 MN e > o Cnt MOOR °; rd Q O e P | | j + | JT L +l 
+++ IH ll |+ sai 11141 11+1+] ë 
es c = EÇ €O E CH ETRE 392773°8392383 E ; | eno rores 
94411414 «lo! +1+1+4+ | 1 +4+ = ° | 
Qs ei) BIS | ores s = d | as — c+ co @š a O O c 
A ERT 71 c ee E 
t - m : 
OD m My CO. 1 t7 Ç r G; < co e TE Gea are farer Ae S ap || OO — co = en t= oa 
fm | | 2555322132533: Er 
cible o 0 E.08 05 Gs O El. bbe a iq | ee cocco — co cO O ren 
NO rar Or D d COnmooooconorn ot E 114341 !+++ |] + 
+++] LI FEE BICI +41 titi I+++ š ° |” 
P-I.COO — c c G; cO cO e cO _ = EES o 2 `a Gi — c CO — — Gi C CÓ — OG 
coc n oco ° RI Oconoocooconoe = É à 
z 8| I+I+I+I+++t+ 
+++ LL LE SJS] I++1+++1++1 SEE | 
QE SG SHH m E ||, REES = £ | `a RE 
Onc rm <H QN OX. ra Zu e Eed O QÇ C O O O = e : 
S = IIT +4444 
EE NE iTi [+] 1+11 ++] CEA 
DD 2M Co > 10 +00 O 2D MM 00 1 = i 
q Ç < — < — @ c wel E S ee a eh ee ei s Ë ear ve 
EA SE riti] I T t 11:1 | 
cç; — 2 — 
RE dts oid — < SU gece aa 2 2 | —wo--6o0o0woreo 
— a a Ë 
++1114+114+ sl iiti+it+i+ AS tt 17 
c €O 05 05 E Qt co Co cO G> < G? C? G; — co =n C9 G CO G cO A 
cO Q0 — «8 cà ei zi HSH a "m E «ANSN GN ei ri ei ei E g 5 TOS] dI 
4T TNT dijo o ABS > S | 
SEI E EE EE a OSADO 2 Ta 
ORRON o O Cl O cO c g «Hr — O Gi c mco ES S Se 
[141 orti Ip o EE u = 15 
110 DL DO O — C2 co H £ H10 cO E GO Ç: @ — C? ç ET < = 
SEEDED OSE SS = FEESESSESSS 5 
A CA e PA C El E El LÍ EH 1 = TA rA PA pt et = 


Tabel XVIII. a. JOHANNESSEN. DIFT. FOREK. I NORGE. (Not 1888.] 


Den relative Fugtigheds Afvigelse fra Normalen i Medium for alle 4 


Landsgrupper. 

| Jan. Febr. | Marts | April | Mai | Juni | Juli | Aug. |Sept. | Okt. | Nov. | Dec. 
1874, —4 | —2 0 0 5| —4| +2} — 1 0| +1} —2| —3 
1875| + I 0 0| +1/)+3/ +3] H 0| —2| — 6| —2| +2 
1876| — —2 | +1 0| —4| —2| —2| —3| +1 0| — 3| —3 
1877| —1 | +2 | +4 | —6 0| —1| +5 0 0| —2| —1| +1 
1878| — +2|-5 2|+2| —2| —6| —6| —2| +1] —5| —3 
1879| —3 | —1 | —4 | —4 | —2| +4| +1| +2 0| +1] — 0 
880 —2 | —1 | —1 | +2 | —4| —6/ +3] +1] —2 0 0| +1 
1881; —2 | —3 | —1| —3 | +1] +3} +2] +4 0| —4| +1 
1882, — —l|—1|+1|+2| —1| +4| +2| +1| —1| —3| +1 
1883| +1| —3 | —7|—2|+1|+3|+2/|+3| 0|—1|+2| 0 
1884| + —2 0| —3 | +3 0| +1|—1| +1] +1] +3} +1 


MEA 


Be 


4 6 8 10 42 id 
| | | | 
KART N? — 
E : * SH æ 
DN \ t i ) — H 8 q 
| Di ifte eriens Forek omst i Norge B fr 859 = 1885 
TOM \ 
y Ne 
LIE verige fra 1861 SE iy 
Ab" ` d'Ee b \ 
< ' Li. ya sens A nl 
Af i Le ut \ 
: | "m j 
av E N A x^ 
Axel Johannessen. ls d hi 
li i | 
5 zu on 
SS Å 
feed Angrebne af Difteri og Kroup pro mille 
LE eg um whey w x * 
i Norges Amter og Sveriges Län. r x E» DE N 
E + 
x n ` . +* 
sal. mm /adbyggere pr. Kimi Norges Amter. E . x 
8 å JE x x £ : 
moms  Äflometer PU pr. 100 Km:i Norges Amter. + $ z SC 
Mem 
Maateotok JU 1 d 
e Antal a arene GE millo 
Tas 17 25 A Angrebne pro mille. 
Maalestok JC 2. 
Antal ud er pr. Kvadratk ilometer Fladeindhold 
enen ep Gi ) Indbyggere pr Km? i 
Maalestok X? 3. Il 
Moe cedi Vei. dr Fradeindhold. I | 
ass nn pasas To 160 36 a0 Zo Km Vei pr. 100 Km? | D 
H | 
Are indes, 1866, fra hvilket Aar der först forefindes GA o f : | 
| gaver for Tromsö og Finmarkens | "8 | 
er er See - Forholdet for begge disse Am- V / | 
GOpr- ter tilsammen be. ede til Kurven for hvert È | 
Amt og antydet saaledes 2h Re | 
K 
z a iia 
på y 64 
SEE 
3 A u 
q I l 
«SN Y i 188! Vesterbottens ^ P 
e d Y p 
til SCH | 
644. ` 
569 RSS < 
Ce UN v 
BAY Anes og 
77 iios V xu 
Tuz | 
* x H 
o 
ae 
* 
Ce | 
* | 
x 62 
s ss * 
Sz 
.. 
M^ 
A 
O + | 
G2p— ke 
$ 
+ 
ah 
I | 
| 
| I. 
E | ` | | 
Y | D — > FS ities 
rd SN ia : | 60 
Wah > | H | 
Aid Wi HU &. | 
> SSS | 
60 - Ar Hus trud. the 1885 
T mm d ees 
N 2 gi DAN 
de SE Kn Gan 
e | MI Mi BED) S M | : dy /Orebro . og | 1885 SC 
Ip i og Lara d) 1888 Ü 
5 d Å Í r i c > i | 
Va rd SE) x a Crash vidermanli | 
TNCS Í 2 A | 
anger Amt 168 ed x ER - HM) 
4S J : y 1 SE 
9. Pu 
í kr ar" CH 
um Les Sms 
sel DZ 22:27; 
—Ç HU, Wal SE 
1861 Halla GT 1885, ` | 
‘a 
x | | 58 
| | | | i | : 
4 2 6 8 0 > 12 


Den private Önmanlings lath. Anstalt, Kristians. — 


| Christiania Vidensk Selsk Forhandl. 1888 Nat. 


KART NV 2 


Difteriens epidemiske 


I 
NORGE 
iAarene 1859-1861. 


Af. | Å Ve EE Nl » JRR BS v4. DU | o | 
Axel Johannessen. > Wo "Ar | | s M WO oio xA | Ea vo x 


` x5 e 5 * W 
* x S f pm `a n : x= Te "la ett 
LJ E ^ E Ç 
. Mel A dg x % er i 5 3 p 
x: 


Angre bne af 1000 Indbyggere i Lægedistrikterne. 


D 
ay at x 
« tepa 


Da 
* 
Zei 


Gos 1 pro mille 


o i 
martes, ` 


tant 


* 

* 
` 

Pa 


Sd 
EN 5 5 . . 
E 


ti x : : Då ; Mestad, 
20 og derover. : TE k ` AX ; ; — 


Ze rett EEN 


SN 


Tate tt 


M ve A ey 


Ww r 
SE Be Be 
nen P : 


D 


x minn 
E Si | x 

i ; viet: h L Ñ \ Jy ` | | | 

Se SA: gue [Regum d y E d an; — aa CS SE : Z 2 N e Net; ale LE tig E £ < Gecke x Sh BAR W 2 5 et? ch 
pe j E ei ? Í Lë Wy j < ee X 1 2 i ; | 

p `` pr 1 "m BE RE f 4 p: “Nor dfjor | 
AL | al ` F i s 4 ; s es s 
7 


Endr 
Cor SER 
— 


lites” SE 
pA = 


2 5 ; i \ 4 / j 
j ` å i `. ye 1 4 7 Md A jh a e 
NS x / í Indr E Z 
x a" ES s 1 2^ > e / p" € LS ee 
E Amal Övr on d v Z E NS ZER 
' ^ M SÅ 
P bs A? Å E Le, : +++++++++ Ri A dse. 
( š X 3 Ei y 7 So =. $ 7 græn 
eter 
D Still sgrendse. 
TN 
A 


Va 5 š X j : / 7 LC _ : : ` A] OUS Y d : ` bi Amtsgran ase. 
| å En yA | | 2 ; ee | | 
p^! C Ww og [ d Co ` , Å d x 
Hip Yad | : 3 E | \ 3 E di j 1 i E 7 


Cafe 
IQ. 


da: 


Distrikisgrandse 


DA 
NET 


D 
H? 
* 
` 


... 


TET EEE 


Pen private Onmaalings lith. Anstalt, Kristiama.. 


— Christiania Vidensk Selsk. Forhandl 1888 Nol 


E 


NY 
E 


Angrebne af 1000 Indbyggere i Lægedistrikterne. 


KART N° 5.7 Š 


|| Difteriens epidemiske Udbre 


d 
N O PR G E 
iAarene 1862 -1864. 


Af 
Axel Johannessen 


DOE. 
B 


KE 
v 


eet 


" * 
isst e d 
RA 

e i 

ur s, "PRG 

t 
d 
enn 
"ES 
rw e f. 
VES, 
M 


2 NRS FRAM 
reus 
NON 
far 


Lærdal» Valder 
— 1 


s 


` 


y 


© 
A 


H 
š 
9 vestlofote 


n 


"Í 


SS: 


Po 


Y el 


D 


Tent 


e> 


3 


Alstad 


x 
p Š vestlofote 


ha 


+++++++++ 


we ee nn un ee ee 


ESN NE S 


I 
L 


KART N? 8-10. 


a 


i 


iAarene 1882-1884. 
i | Af 
Axel Johannessen. 


20 


20 og derover. 


AS PES EI 
aa 

= AO 

È EA 


5 Se "a 
5 Dat 
REN 
ertt ure, 
oiii 
d 
CAR Fr ai 
D 


Ex 


N° 8. KK N? 9. 
1883. 


+++++++++ 


— — — a 


——— ——— — 


N910. | 
1884. 


Rigsgrendse. 
Stitisgrandse. 


Amtsgrændse. 


Distriktsgrand; 


e. 


3 os S 
s ae E i — | = = z | — Se H E NH En | : a a | i | UM 
Ad; U : x U : Í GEN HE p d o ENHET NIE - Sun i EI S STAT = sc - OI nr 
| | : AN SC ge GE HH: sas: Lat SE ACHE SE SE H EE d 
` ar SE 7 Ez iun pay å / i ^ Ny > 2 HHE: cmn + 1 rH ra HE) E tq d > FRR 3 U 
Hb HHH E ç AT= Z QC dc p z£ BE E V dc uU E ZE =. E Ss d GH £ = D Aë0pen paw aod 
EHE DEL Ha TH ages: OT 2 r] Hid d EI y MV «JIP ics ats 
: PIE FETT rt rt dE Hur HHT : HERD 0 ` c EH B Hie [wc cs FEN 74 HTH EEG El š: AH H \ = j SC x S cn 1 
—— SE d EC SC 
SE ee ein FREE Hi FERGE estere AL i + EIE ir B H s n - | EN p | i 
SC HH HHE HH Has sonnan J ne E 1 EI pn SERERE EIE 
FER Hr | = E EE 
E t FEE mn Lm EE p Eo s 0 = sss e FH HE H 
= BEEN EE n | SE : ES 
FERS HERE HEH II SE EE IEE: s EE Hi | H 
um GEESS EES os ee Os FASE Bin EE EE : E E p 1 ` r SHE 
EE = EE GE SE 0 š A «e s a j E UA 
Fre EE Hn EHE SE š BEE er EG ; š ; , SØGT HAN HIM SEALS LE AH 
3 HER HE: tc SE $ u HE HEHEHEHEH : EBBE REED ENES ER FE FREE: : z: | SE E AN 
i ARGE H HER EHH +E E HIER EHE : P EE E REH a 
EE Sana d cue SR s: d e 
; pee FEEFEE EE EEEH EE 2, HHT BEE 5 up HH EUER SH HIH I 
BEE Fettet SE 


Li 
LZ: 
HHH] 


Ls 
HE ER 
la kom 
GEI 

eu 


E 


IPL 
KL) 


m 
LE 
w 


Ji 
Di 
Lid 
» 
Li 
Li 
r] 
a 
a 
H 
Li 
H 

issa 
g: 
Li 
LI 
Li 
Li 
13 
Li 
i 
D 
CLI 
" 
em 
Lj 
w: 
Li 


Hi 
en 
H 


Es 
ERTER 
M 


HPS 


H 
Li Id Hi 
t 


pas 


Li 
ge: 
ate 


BEES 
mm 
evi 


— | ær 


biz? 
17177 
SED 


ZU) 
TER 


mm p umo e n gate sp ANAGHA srry: 


| 
| 
| 


EH 


WOLLE I NE 000001 td d'noay yo 2ugadbuy- ony apy ‘dnouy ` CT 


rH 
=s 


1 


a 


den 


EE ee i BT sss s menger 
x š HEI: nn To du EE: Be ~ gs — i | 
š ERES HE SHESE HHE FE T Qi 
TT uo o a d 
CL cu ES SS s: t 
sss + 9) ~ 
p 9 LH ON vi H HT dius | zi : 
H I ld PE + E AJA i _ ass 0 uoyewoung 


| 


š 


à 
IA AUS 


HH 
HE 


HH 
TH 

TT WIN pay 

= Dl — 

++ 

HTH 


ae 
IU HES “ EE i m 
TL + EI Hed EH s num EH t HS 
Hit FH dE i Hi P m 
= A Bes BH i H SS HE 
AL "B e mune 
TET H HH EE HH Dt 
01 à + HH 
ss H fo dnosy + eu 
S | E | 
: H Hun DIETS FR HHF- 01+ 
0i : TH: 
ER a å E 
H : BR 
0 zd ERR p 
EE EEE EEEE EEEE ERNES 
` SER H im u : ; 1: q FE + HE E m a Ë RB s 
T+ I i: : D de m Fr 0! I ++ La T EH je S SE BE s 
FER HE EE HH EE 
(| — tcs s s s: — JE E CONO a 
T ot HH HF i 5 : à 
— mum A SE d SE VM E š: pus ce Ee 
Hu EHER zu. Ha EEFE E ES dir MN dues BEN FER " HERE Se GH EE 
: HUNE Hu FE 0 Eire: Krass d Hi HEN VA D H E FH RT 2 Sisa HL S+ 
e SE EE i E E Hep 
a ; HH : m GEET 
t og LUDO 1290740 pic. Ant: mp une wg SE SPY LONAQI] my j š HEH: 
; EES p ol 
LLLI Li 
. E = 5 D . M > H Ey 
4891-4181 2 2L2bBDBG pu] 000001 AL wayyy SO Fuga buy 722707 AYP 139331 FANE HE HE 
i [- AUN SG 
SE 9 193310 
H GE Hd i 
Sass d ere = O1+ 
i HS 


eee 


2274 on SLET Ye 


CS ST ASST OSS! p j 


WEST T UM Gu Aë OJIPSPUDT 4 2770 40, TAPIN 12 2272222017 Pyy 23872010 bigpoumnu SUMUIUMI) Y 


248260] 027216 op bo du SC + 2104/27 bo dnosy "MOT JP augaibupr gorup ap 72p "44 987261917 obtgpaunput UIP 0⁄277212 22920440, JD 


E 
a 


FE 


un. 


neg] SOURS ROR ee A 
HH 


x 
NS 
I hu 
š [[nsumg ys Bro 
š m åd 
S š o x 
E | R 
mE S Š Š S 
> Š Ñ S 
y SS S 
^S N LÉI d 
> $ Së SE === mE Sd E š 
opo o I iss Bš S 8 i 
SES ER E Hise! = š he Š ES BS 
— SS ` š S š S mamam NS Dos NY = SES å 
e ys PIT SW Bs Bi x B NNUS m Ei 
= ÅR A e PR UN : HEH E = 2 Ei M NO NU ne: EE. x 
GE SE RES Edi te š = NES 1 Hu EE 
å 5 š < es Wa : > 43413 E] = : mm SES HE 35 NS 
= * 3 š 3 5 5 E 3 E š Š * er HHH 2 š 8 S RE Fen . = 2 
` ° f 4 : CG E Å id i 5 Hi HER SHE: Do SS — DEP 
sus E M FELD E. (o Aë NER ER 
SONS CE KEE CR Ene E SES S š | 
Lr us DE BAe a > š SANS š i 
£ DS i YS ë | guum A DI Y | $ 
Kas "X D Nn . S I EE S m Nd ` š EE LECHE e 
S s moe SCH EBBE š a NNS S SR HE š 
Š Š Sa o o BEE E 5 FER E š 
NE 58 eu v 2 T7 eek oS š 
YE S E Eum 3 š NE 8 à š 
f : r! D Ë 2 
š $ . s: Š N br a på m ~ E o 
Š Ë Ë BEE SE | 
S X EHH PERLE N S 
Si s š Š 3 D 
š I Í 
E 
sgrana n SE 
m | 
I U 
å ZS E 
š a x I X SES 
SE Em ` | RR : HH 
N | SE sss: GE | S | VER 
N | gE E mu | i a! $ cy H 
Š ; ; Eee N S ER 
Rn | š TH š S | S Š d 
Kerg à EE EH | Y SO HE 
RS | EE ER D š A 
a R EE N š Sj Š SS x 
NG Ë mn Sissel En puto eet see fat I 8 > i x pa 2 E 
er ON |, PE KO HH | ME. d esi EE 
EE z eee ===] Sr GEERT > EE Seier E EE EE |. en , d ° sss irt eum EGG H 
* = : U E pul | c AR H Ë š aes uum (HO. i SS 3 3 i = à K š H 
Siu | EY ga HE s n A | 2:1: a 
SA Z Bug * Ea RER | |: BON E | 
ANN s — B. d. = NEM i HUE 
; < Š 21 $ zs EE Hd v š Je CS = I | i E i: E 3 N RH i T 
im £ Š EN rett N i i x HE : x S E 
= E Pla le "ERST E š N FE SHE S = Bi] i 
= SEEN oo on EN. . ` ss | E š: AN iH 
Z SH | š Š 9 = R E i SNA A Bo 
E Woo | Pen B n E tos s i HE d Wd 5 
= D GT Hun Eu BÀ É Í: ou AR EEE i “£ LS S 
DU G ESY „Hs Í FG EN š E ES "cB wk n 
— cti = Ce š š š SS mp EES SS Hj G= S ig x y Ke S . d PA El Å ` NS £ 
k d S ver BEES i E NS. M E Sw E 
E EUN Lote E SS E S ` | HR Š HHE 
CES N se uiui EE 2 X N = a EN | R EE Aw nn 
Š S E DE S i H D y HBH: > : 
en ne TE Pippi un E i 3 ui HI | N à EH S S. EH E s: s si E 
€ CON i Keen SE uem EE inn I š s iii EEEH Pu ? Së i N a H 
2 E e BE ER 3 | x parcus a a HHE 3 Hr HE 
P 3 Kë LE dH HHE: S | SSES | HEB 
£ ` : DR | — | 8 > x | H 
— E i 3 a N CH e 
= m S | U š xÇ i ii] 


: og SP 


Lid HET sss H HRSSE 
pibe pa HHHH HEN a x p : 
Å HEHEHE LL 
ETT 


a 
od 
af Bocen 


stiani: 
ms 60 


LÀ 
t 


cas 
= 
Sg 


D i x i ER Ñ — Ge — SCH — — | a — dn HEH SE Sei 


Norske jordfundne oldsager 


Nordiska Museet i Stockholm 
Af 
Dr. Ingvald Undset 
Med 2 plancher 


{Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 2) 


Christiania 
I commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Broggers bogtrykkeri 


1888 


Norske jordfundne oldsager i Nordiska Museet i Stockholm. 
Af 
Dr. Ingvald Ust 
(Fremlagt i Fællesmødet den 9de December 1887). 


I 1878 udgav videnskabs-selskabet som særskilt skrift en 
af mig forfattet oplysende fortegnelse: Norske Oldsager i 
fremmede-Museer. De i Dr. Hazelii museum bevarede sager 
blev dengang ei medtagne, da jeg ei havde havt anledning til 
at gennemgà dem, og da nogle oplysninger om dem kort fer af 
Nicolaysen var meddelte i årsberetningen for 1876, pag. 140 ff. 
efter meddelelser af professor Rygh. 

Det af Dr. Hazelius i 1872 stiftede Skandinavisk-ataojeaieis 
Museum, der siden 1880 er organiseret som Nordiska Museet i- 
Stockholm, voksede stadig stærkt og ikke mindst dets norske 
afdeling; da museet stadig også samlede, hvad det gennem sine 
opkebere kunde komme over af jordfundne oldsager, forekom det 
mig heist onskeligt at kunne supplere min i 1878 udgivne for- = 
tegnelse med det i dette museum opsamlede norske jordfundne ` 
materiale. Under et ophold i Stockholm i 1879 optog jeg også 
en fortegnelse over, hvad der dengang fandtes af sádanne,sager; 
på grund af forskellige omstændigheder blev denne fortegnelse 
imidlertid dengang ikke trykt. Ved et beseg i Stockholm i sidst- — 


ledne oktober benyttede jeg anledningen til at bringe ve lister x 


4 DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


fra 1879 à jour; hvor meget, der i disse 8 àr er kommen til, kan 
sees deraf, at det heieste af mig i 1879 anferte katalognummer var 
21,837. — Det var imidlertid under temmelig ugunstige omstændig- 
heder, at jeg denne gang gennemgik de norske oldsager. Den norske 
afdeling af Nordiska Museet var nemlig flyttet til et nyt lokale, 
hvor det endnu ikke var ordnet og opstillet; ved særlig velvillie 
fik jeg imidlertid adgang til at gennemgå de jordfundne oldsager. 
Det vil imidlertid let forståes, at en fortegnelse optaget under 
sådanne forhold ikke tør ansees for absolut fuldstændig; jeg 
genfandt således heller ikke alle de stykker, som jeg kendte fra 
1879. Dertil kom, at min tid var meget indskrænket, så at der 
ei kunde være tale om helt udtemmende beskrivelser af alle 
stykker; for de ældre perioders vedkommende og hvor formen 
frembed noget eiendommeligt og mindre sædvanligt, har jeg dog 
givet nærmere oplysninger. Mål fik jeg ei tid til at tage af de 
talrige jernsager fra yngre jernalder. Mellem de under denne 
periode anførte exeblade, pålstaver, spyd- og pilespidser kan 
rimeligvis også være anført et og andet stykke fra tidlig mid- 
delalder. Hvor andet ikke udtrykkelig anføres, er genstandene 
af jern. 

Da museets kataloger er forte af forskellige personer, hersker 
ikke fuld konsekventse i numereringen. I almindelighed skal 
hvad der hører til samme fund være anført under ét nummer 
og de enkelte stykker være adskilte ved bogstaver; undertiden tør 
man dog vist ikke deraf, at sager opføres under ét nummer, slutte 
mere, end at de er erhvervede under ét (slgn. f. ex. no. 13,986, 
under hvilket no. findes sager fra forskellige perioder); på den 
anden side kan vist også af og til sager fra samme sted, der 
har fortlebende nummere, være dele af ét og samme fund; — 
nogen uvished i denne henseende kan jo ikke undgåes, hvor ind- 
samlingen foregår ved omreisende opkobere. 

På de selve stykkerne vedheftede etiketter angives i almin- 
delighed kun det sogn eller præstegæld, hvorfra genstanden 
stammer. I museets kataloger, som jeg under mit kortvarige 
ophold ei fik anledning til at gennemgå, står imidlertid også 
stadig anfort, på hvilken gård og hos hvem stykket er erhvervet, — 


1888.] . NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 5 


ved keb eller som gave. Da jo denne gard visselig ofte, om 
end ikke altid, tillige vil vere findestedet, forekom det mig 
heist enskeligt at fà også dette med; denne neiere angivelse af 
stedet og af sælgerens eller giverens navn vil tillige endnu i 
mange tilfælde ved efterspergsel på stedet kunne lede til, at 
man kan få neiere og pålideligere fundoplysninger, end museets 
opkebere var istand til at indhente. Mine ønsker i denne ret- 
ning blev på det elskverdigste imedekomne af Dr. Hazelius, der 
lod en af sine amanuenser, hr. Vistrand, i mine korrekturark 
tilføie for mig de aller fleste af de nøiere oplysninger, som her 
gives, om sagernes herkomst; tillige lod han ved den samme 
mine fortegnelser supplere med målinger af endel af de sager, 
navnlig fra yngre jernalder, med hvilke jeg ikke havde fået tid 
til at beskæftige mig så indgående. 

Hr. Dr. Hazelius og de ved Nordiska Museet ansatte ama- 
nuenser må jeg aflægge min forbindtligste tak såvel for den 
nævnte betydelige assistance som og i almindelighed for den 
redebonne velvillie, hvormed de understøttede mig i mit arbeide 
midt i en flytnings og omordnings vanskelige omstændigheder. 

Ved R. henvises til Rygh: Norske Oldsager, ved Montel, til Montelius: 
F. foran stedsbetegnelse angiver ikke findested, men kun fra 
hvilket sted genstanden er erhvervet for museet; f. betegner derimod: fundet. 
Hvor det årstal, i hvilket et stykke er erhvervet for museet, ikke udtrykkelig er 
sat til, vil det i almindelighed kunne udledes af katalognummeret, sammenlignet 


med forangående og efterfølgende no., hvor sådan udtrykkelig angivelse findes. 
Hvad der står i anførselsestegn, er katalogernes citat efter vedk, opkøbers notiser. 


A. Stenalder. 


No. 5,342.  Stenøx med skafthul, 10 em. 1, 6 em. br., 3.6 cm. 
^ høi i eggen; temmelig tvert afskåret bagtil. 
F. på Langset, Eidsvold pgd., Akershus amt. Kebt 
hos Wm. Gram i Kristiania 1874. 
- 5343. Kile af grasten, af firsidet tversnit, 19 cm. L, 3.5 eg 
tyk, 7.5 em. br. ved eggen, 4.5 cm. br. ved banen; 
i eggen er den noget afrundet og fladere pà den ene 
bredside end pà den anden. 
E på Skjolden, Askim pgd. Smålenenes amt. Kebt 
hos Wm. Gram 1874. 


6 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


No. 5,844. 


5,519. 


8,391. 


13,774. 


13,993. 


13,997. 


14,007. 


Kile af gråsten, af ovalt tversnit, afrundet foroven, 
14 cm. l, 3.8 cm. tyk, 7 cm. br. i eggen, 4.5 cm. 
br. foroven i bruddet. 

F. på Finstad, Tomter annex, Håbøl pgd., Småle- 
menes amt. Købt hos Wm. Gram 1874. 

Stenox med skafthul, 13 cm. L, 7 cm. br. 55 cm. 
hei i eggen, tvert afskåret bagtil. 

F. Hollen pgd., Bratsberg amt. Fremfunden på et 
loft på lille Vale, 1874. 

Stenox med skafthul, 15 em. l., 5.5 cm. br., 5.5 cm. 
hei i eggen, noget afrundet bagtil. 

F. Tromø pgd. Nedenes amt.  Fundet i en stor 

stenres ved gården Hasiensund, pá et sted, som 
kaldes Tottenes. 
Stenox med skafthul, i form stående de bådformede 
meget nær; 17 cm. l., 4.5 cm. br., 3.6 cm. hei i eggen, 
5 em. hei ved skafthullet, der på undersiden er 
omgivet af en opstående kant; omkring banen en 
udover siderne faldende bræm. 

F. Eitreim i Odda sogn, Hardanger; fundet i et 

agerbrud; erhvervet 1876. 
Fragment af en dolk af flint, af håndtagets fiske- 
haleformede ende, 5.5 cm. l. 4.5 cm. br. forneden, 
2.4 em. foroven, 1.7 cm. tykt; ornamenteret langs 
kanterne og langs en ryg på den ene fladside ved 
en tilhugning ganske som på Montel. no. 55. 

F. Aga i Ullensvang, Hardanger; fundet i et ager- 

brud, erhvervet 1876. 
Firsidet bredmeisel af flint, sleben på alle 4 sider, 
10.5 em. l, 1.6 cm. tyk, 4.5 cm. br. i eggen, 2.2 
em. br. ved banen, hvor den er ganske flad til- 
hugget. 

F. Langeseter i Kinservik sogn, Hardangcr; fundet 
i et agerbrud, omtr. 2 alen dybt; erhvervet 1876. 
Dolk af flint, nærmest som Montel. no. 57, hand- 
taget dog ei helt firkantet, men af noget ovalt tver- 
snit; 21.5 cm. l., bladet 4.5 em. br. 1.5 cm. tykt, 
handtaget 8.5 l, 2.7 cm. br. og 1.8 cm. tykt; det 
yderste af spidsen er afbrudt. 

,F. pà fjeldet, hvor den stod med den spidse ende 
i jorden.“ F. Mykletun, Eidfjord sogn; erhvervet 
1816. 


= 


.1888.] NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. A 


No. 26,561. Stenox med jo” beskadiget, 9 cm. l, 5.5 cm 
br., 4.5 cm. h. i en. 
F. Slåtta, Bo, Thelemarken. Fundet i jorden pa 
Haugland i Be, medens man grov en kælder; er- 
hvervet 1880. 
- 26,519. Bor af flint, afbild. pl. I fig. 1, 11.5 em. 1, 3 em. 
r, 2 cm. tyk 
F. Be, Thelemarken ; fundet i snr pa Folkestad 
ved pleining 1863. 
- 29,256. Stenøx med skafthul, som R. 32, dog mere afrundet 
bagtil 15 cm. L, 7.5 cm. br, 45 cm. h. i eggen. 

F. Trotten sogn, Øyer pgd.; fundet på en ager. pa 
Stalsberg sommeren 1880 

30,919. Stenøxr med ` skafthul, omtr. som R. 32; 14 cm. 1, 
7 em. br, 6.5 em. h. i eggen. 

F. Rollag pgd. Buskeruds amt; fundet i en ager 

pà Lofthus; erhvervet 1881. 
31,528. Egpartiet af sleben firsidet slenkile, 7 cm. br. 2.5 
cm. tyk, 5.5 cm. L 

F. Sigdal, Buskerud amt; fundet i en ager pà 
Skatvet; erhvervet 1882. 

- 81,800. Stenør med skafthul, som R. 29, 14 cm. 1, 6.5 cm. 
br., 4.3 cm. h. i eggen. 

F. Eggedal sogn; ,kebt for 10 år siden på auktion 
efter selvvsrksdirekter Lammers"; erhvervet på 
Kongsberg 1882. | 

32,981. Stenox, omtr. som R. 36, af porfyr, med skafthullet 
kun påbegyndt fra den ene side, 19 cm. l, 7 cm. 
br., 5.5 cm. h. i eggen. 

F. Melhus, søndre Trondhjems amt; f. i en myr 
pa Gimse. 

- 32,982, Stenøx af eiendommelig form, afbild. pl. I fig. 2 
cm. l, 8 cm. h.; over skafthullet, der kun er ted 
gyndt. fra den ene side, 6.5 em. tyk. Banen er flad- 
sleben, eggen stærkt afrundet. 

. Melhus, sendre Trondhjems amt; f. i en myr 

pà (ist, 

39,983. Stenør, som R. 36, af grasten, skafthullet kun pabe- 
gyndt, 13.5 cm. l, 7 em. br., 3 cm. h. i eggen. 

F. "manas sondre Ty e ie amt; f. i en myr 

pa Gims 
32,984, Stenøx, af samme type som mest foreg.; her er skaft- 


i 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


hullet ei engang påbegyndt; 16 cm. 1, 6 cm. h., 5 
cm. tyk. 

F. Melhus, sendre Trondhjems amt; f. ien m 
på Gimse. No. 32,981—84 er fundne til forskellige 
tider; de erhvervedes for museet i 1882. 


. 83,229. Stenøx med skafthul, som R. 28, 18 cm. l., 6 cm. br., 


4.6 cm. h. i eggen. 
F. Ødegården, Vestnes, Romsdals amt. 
33,288. Bred flad hulmeisel af flint, særdeles vel sleben, 11 
cm. 1, 5.5 og 3 cm. br., 1 cm. tyk, kun svag hulning. 
F. Nesset pgd. Romsdals amt; f. i en myr på 
tensv 


Si 
33,301. Stenøx "d ska fihul, som R. 32, dog mere afrundet 
bagtil, 15 cm. 1, 8 cm. br., 4.3 cm. h. i eggen 
F. Nesset SER Romsdals amt; ,f. i et ager brud 
pa Nøste for 30 ar siden“; arhvervet 1882. 
35,402. Spydspids af flint, som R. 70, sleben ovenpå foran, 
ufuldstændig i begge ender, 155 cm. 1, 2 em. br. 
1.6 cm. tyk. 
F. Opdal, søndre Trondhjems amt; f. i jorden på 
een Hitteren på gården Gryta; erhvervet 1883. 
38,450. Pilespids af mørk skifer, af form som R. 88; forreste 
del afbrudt; 8 cm. L, 1.6 em. br. over agnorerne. 
F. Otterøen, Akerø pgd, Romsdals amt; f. i en 
torvmyr pà Rakvág. 
36,809. Bagre halvdel af stor badformet stenør, 7 cm. br., 
4.5 cm. tyk over skafthullet. 
F. Børsen pgd. søndre Trondhjems amt; f. _— 
1878 pa Viggen; erhvervet 1883. 
36,818. Firsidet kile af grå lerskifer, omtr. som R. 11, 15 
cm. l, 4.6 cm. br i eggen, 3.3 cm. tyk. 
F. apoq pgd, sendre Trondhjems amt; f. i en 
stenres pa Teigen. 
37,088. Stenox med skafthul, 15.5 cm. l, 6 cm. h., af typ 
som pl. I fig. 2, med fladsleben smal nakke. 
F. Orkedal, søndre Trondhjems amt; f, på Sundli 
under en berghammer; erhvervet 1883. 
39,456. Stenox med skafthul, som R. 32, men mere rundet 
bagtil 11.5 cm. 1, 6.2 cm. br., 43 cm. h. i eggen. 
F. Levangerskogn, nordre Trondhjems amt; f. i en 
Munkeby; erhvervet 1884. 


ager pa 
40,719. Stenox af sort skifer, der i form står de bådformede 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 9: 


No. 42,503. 


43,923. 


43,267. 


49,347. 


49,364. 


50,028. 


50,260. 


53,337. 


5,005. 


nær; skafthullet er ufuldfert, boret fra begge sider; 
omkring det er på undersiden en opheiet rand; 12 
cm. 1, 4 cm. br., 3.2 cm. h. i eggen. 

F. Moen, Modum, Buskerud' amt. 

Bredmeisel af brun flammet flint, som R. 17, men 
tyndere og sleben helt over, 15 cm. 1, 42 em. br. 
ved eggen, 25 cm. br. ved den skadede bane, 1.4. 
cm. tyk. 

F. Ørlandet, søndre Trondhjems amt; f. i en myr 
på Skjæret; erhvervet 1884. 

Stor stengx med skafthul, som R. 40; 25 cm. 1, 7.5. 
em. br., 5 em. h. i eggen. 

F. Aure, Romsdals amt; f. i en torvmyr pa Ner- 
viken. 

Slibesten af kvartsit, nærmest som R. 91, 18 cm. 1.,. 
7 X 5.5 cm. tyk. 

F. Overhalven, nordre Trondhjems amt; f. i en 
stenhaug på Hammer. 

Slibesten, af sandsten, flad som dem fra værksted- 
fundet i Ås, 37 cm. l, 13 em. br, 4.5 cm. tyk. 

F. Gran, Erie: amt; f. i jorden på Bleken, 
omtr. 2 alen dybt; erhvervet 1856. 

Kile af grásten, med spids bane og ovalt tversnit,. 
14.5 cm. 1. 

F. Norge; vistnok fra Gran pgd.; erhvervet 1886. 
Liden kile af gråsten, afsmalnende mod den spidse- 
bane og med fladtrykt ovalt tversnit, 10 cm. l, 7 
cm. br. i eggen. 

F. Hedenstad, Sandsvær; erhvervet 1885. 

Stenox med skafthul, omtr. som R. 38, 11.5 cm. l, 

7 cm. br. over skafthullet, 4 cm. h. i eggen. 

F. Helland, Folden pgd., Salten; erhvervet 1885. 
Fragment af spydspids af grå skifer; fordelen mangler; 
formen har været nærmest som R. 86, men fladere; 
langs midten leber en sagfure; 7 cm. L, 3.6 cm. br. 

F. Beitstaden, nordre Trondhjems amt; f. i en ager 
pa Sprova (,Sprauten*); erhvervet 1885. 


B. Broncealder. 


To mindre brudstykker af en vreden halsring af bronce,. 
som Montel. 227; tilsammen danner de lidt over halv- 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


delen; den har veret omtr. 16 cm. i tvermàl; nu 
er stykkerne noget forbeiede. 

F. Hollen pgd., Bratsberg amt; f. ved Vale, „efter 
hvad man troede at erindre ved optagning af poteter 
for 5—6 år siden“; erhvervet 1874. Dette stykke 
blev i 1879 deponeret i Kristiania universitets sam- 
ling af Dr. Hazelius (arsberetning 1879, p. 181). 


No. 42,504. Nederdelen af en kraftig broncecelt, som R. 98; stykket 


1 
H 


1 


i 


er 5.4 cm. br. i eggen; det levnede er 7 cm. l. og 
nàr op omtrent til eskenets nedre ansats. 

F. Skjæret, Ørlandets pgd. ; „f. i en me: i fjeldet 
ved Skjæret*; erhvervet 1884. 


C. /Eldre jernalder. 


7,804. Vævskyttelformet sten, 10.6 cm. l., 3.6 cm. br. 
Haukeli, Vinje pgd., Thelemarken; ,f. for omtr. 
50 àr siden nedenfor Haukelifjeld*; erhvervet 1875. 

1,819. Vævskyttelformet sten, 11 cm. 1., 3 em. br. 

F. Lárdal, Thelemarken; ,f. pà garden Sending, i 
3 dele, sammenfeiede med en messingring*. 

7,950. Fragment af spydspids, hvoraf odden mangler og 
falen er defekt; 23 cm. 1.; stilken er firkantet; vel 
kastespyd. 

F. Eikland, Skafså, Mo pgd., Thelemarken; ,f. for 
omtr. 30 år siden i en haug på Eikland med to 
(opsmedede) exer*; erhvervet 1875. 

8,222. Vævskyttelformet sten, 8.5 em. 1., 3.4 cm. br. 

F. Hedsten, Austad, Setersdalen; ,f. ved agerbryd- 
ning for omtr. 12 àr siden*; erhvervet 1875. 

8,951. Vævskyttelformet sten, 8.7 cm. l, 4.2 cm. br. 

F. Berge i Rauland, Thelemarken; f. i jorden pa 

arden Li. 

13,816. Oxeblad af jern, 16 cm. l, 5 cm. h. i eggen 

F. Borve, Ullensvang sogn, Hardanger; f. i i jorden 
under en stor sten; erhvervet 1876 

13,986. a—b) To værskyttelformede stene, krummede, med 
slid kun på ydersiden, 11 ><3.3 og 13 >< 3.5 cm. 

F. Eidnes, Ullensvang; f. i en stor gravhaug for 
omtr. 20 år siden; erhvervet 1876. 

16,687. Ubestemmeligt fragment af et bronceredskab; bevaret 
er en 7 cm. l. ten, der i ene ende er bred og noget 


1888. ] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 11 


N 


S 


beiet som til at omfatte en ring; udenpá er stykket 
ved den brede ende ornamenteret med indhak mellem 


. rette tverlinier. 


17,682. 


17,731. 


17,778. 


17,825. 


17,846, 


20,866. 


21,441. 


21,519. 


21,728. 


F. Horge, Lerdal, nordre Bergenhus amt; f. i en 
gravhaug pa garden, 21/2 alen dybt, i en liden kiste, 
hvori også rester af et skelet; erhvervet 1877. 
Vævskyttelformet sten, 12 >< 4.3 cm. 

F. Dalaker i Årdal pgd.; f. i jorden på Hæreid i 
et agerbrud, 1/2 alen dybt; erhvervet 1877. 
Kileformet øxeblad af jern. 

F. Roisum, Lekanger pgd. 

Vævskyttelformet sten, "ee? med slid kun ge yder- 
siden, 11><35 

F. Rinde, Bake pgd.; f. i en urd, 3 alen dybt. 
Kors-boile-formet fibula, endende fortil i dyrehoved, 
afbild. pl. II, fig. 3, 13.5 cm. L, 5.7 cm. br. over 
korset; knopperne er støbte i ét med pladen bagtil. 

F. Nornes, Ølmheim sogn, Sogndal pgd. nordre 
Bergenhus amt; f. ved pleining på en forheining, som 
kaldes ,Daneire*, omtr. 3 alen op fra stranden. 
Vævskyttelformet sien, 9.3 X 3.4 cm. 

F. Lomelde,. Ølmheim sogn, Sogndal pgd.; f. 2 
alen dybt i en haug på nævnte gård; der var des- 
uden en del jernsager, så forrustede, at = bort- 
kastedes; erhvervet 1877. 

Spydspids med skarpe rygge, 27.7 em. 1. 

F. Helling, Al, Hallingdal, f. i jorden, 21/2 alen dybt, 
sammen med en pil. 
Verskyttelformel sten, 9.8 >< 3.6 cm. 

F. Bolstad i estre Slidre; f. under en stor stenres 
i 1866; erhvervet 1878. 


. Nogel af jern af en i vore fund sjelden form, alm. 


pà folkevandringstidens gravpladser i Vesteuropa, 
afbild. pl. I, fig. 5. 

F. Dale, estre Slidre; f. pa fjeldet mellem Slidre 
og Gudbrandsdalen, i en, slagres. 
Spydspids med skarpe rygge, 21 cm. 1. 

F. Melby, estre Slidre; ,f. pà en ager i 1800*. 
Skjoldbule af jern, som R. 221, 14.5 cm. i tvermål. 

. Fodnes, nordre Aurdal, Kristians amt; f. 1868 

i jorden under en stendynge. 


12 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2.. 


No, 21,736. a) N med skarpe rygge, 32 cm. l, spidsen. 


91,771. 


21,803. 


21,804. 


93,617. 


33,839. 


26,324. 


26,456. 


29,503, 


30,063. 


afbru 
b) Spl = jern, med agnorer og facetteret fal,. 


e prs nordre Aurdal, Kristians amt; 
disse to spydspidser er tillige med følgende kniv 
og sværd f. på Rudlang, nordre Aurdal, i en sten-- 

- mur ved veikanten; erhvervet 1878. 

c) Knivblad af jern, 23 9 cm. 1. 

d) Fragment af sværdklinge, yderste del med den 
-spidse od, beiet i bruddet, 31.5 cm. 1., 4.2 cm. br. 

F. Gausaker, nordre Aurdal, Kristians amt; f. 

sammen med no. 21,736 a o 
Sværd af jern, med spids od, sammenbeiet, 86 cm. 
L; 45 cm. br 

F. vestre Slidre, Kristians amt; f. på Førstrå i en 
haug, 2 alen mg 
Sax af jern, 22 cm. 1. 

F. Høine, aay ‘Share, Kristians amt. 
Sværdklinge af jern, forbeiet, odden mangler, 62 cm.. 
„43 em. br. : 

F. vestre Slidre, Kristians amt; f. på Ødegården 
ved pleining; erhvervet 1878. 
Spydspids med skarpe rygge og lancetformet blad,. 
24.9 cm. L 

F. Fosgård, Hol, Hallingdal; f. omtr. 2 mil nord 
for Ustedalen; erhvervet 1879. 
a) Spydspids med skarpe rygge, firegget som R. 209, 

26 


F. Solberg, nordre Land; f. i en haug på Vest- 
torpen, 3 alen dybt; der vene intet andet. ` 
Vævskyttelformet sten, 14 x29c 
. Berdal i Siljord; ,f. i en ps på Kleppo i Eids-- 
ET for 3 Ar siden, med en spsnde og en spyd- 
spids“ ; erhvervet 1880. 
Vævskyttelformet sten med spor af jernrust i rillen, 
8.6 X< 3.4 em. 
F. Bø, Thelemarken; f. i jorden pa Eriksten i Be. 
Sværdklinge af jern, 76.5 cm. 1., 43 em. br. 
F. Venebygden, Ringebo; f. i et agerbrud- på Øde- 


gården 
Spydapidi stort kraftigt exemplar, hvor falen for— ` 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 13 


i 


. 30,096. 


30,135. 


31,520. 
33,930. 


33,287. 
33,289. 


35,449, 


36,835. 


48,468. 


lenger sig et stykke opover det forresten skarp- 

ryggede blad, 38.4 cm. 1. 

Morken, Kvam sogn, nordre Fron; erhvervet 

1881. 

a—b) Hægte og malle af broncetråd; mallen som R. 
271; hægten nærmest som R. 270, men som 
mallen med 5-dobbelt oprullede spiralskiver, 
der er 2.5 em. i tverm 

F. Kvam sogn, nordre Fron; f. i jorden på 
Stø ,sammen med noget jernskrab*. 

Spydspids med skarpe rygge, 22.5 em. I. 

F. To, Sel sogn, Våge; ,f. ved Kringen, hvor Sinklair 
faldt*. 

Oval rund beltesten, med rille til indfatning og spor 

af brug som de vævskyttelformede, 7 >< 5.3 cm. 

F. Sigdal pgd., Buskerud amt; f. på Sjyliholt i en 

ager; erhvervet 1882. 

Vævskyttelformet sten, med spor af jernrust i rillen, 

10.6 >< 3 cm. 

F. Vestnes sogn, Romsdals amt; f. under en stenres 
på Sylte; intet andet fandtes. 

Vævskyttelformet sten, 10.7 >< 3.5 cm. 

F. Nesset pgd., Romsdals amt; f. under en stenrø 
på Nerås. 

Øxeblad af jern, 17.8 cm. 1,, 4.5 cm. h. i eggen. 

F. Nesset pgd., Romsdals amt; f. i et agerbrud 

på Stensvold; erhvervet 1882. 

Spydspids med agnorer, 19 cm. 1. 

F. Opdal, sendre Trondhjems amt; f. i jorden på 

Rise for mange år siden; erhvervet 1883. 

Smukt bidsel af bronce, afbild. pl. I fig. 4 

F. Børsen pgd., sendre Trondhjems Ge E i ud- 
marken pa Jystad. 

Liden spydspids af jern, nærmest som R. 204, 13.6 


Biri; f. i en stenres på Drogsel; erhvervet 1886. 


F. B 
48,473—4. Spydspids med agnorer, 33,5 cm. l, og spydspids 


48,475, 


49,700. 


med skarpe rygge, 20 cm. l. 
F. Biri; f. i en gravhaug på Skunberg. 
Oxeblad af jern, 17 cm. l, 3.3 cm. h. i eggen. 
F. Biri; f. i en gravhaug på Skunberg. 
Spydspids af jern med skarpe rygge, 27 cm. I. 


14 DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


F. Stryn: ,f. ien stenres pa Flo, uden noget andet“; 
erhvervet 1886. 
No. 50,219. Oxeblad af jern, 20 cm. 1, 5 cm. h. i eggen. 
F. Skjerstad, Salten: erhvervet fra Stokland 1885. 


D. Yngre jernalder. 


- 5,580. a) Tveegget sværd, som R. 502, 71 cm. 1., 4.6 cm. br. 
b) Øzxeblad, 16 cm. l, 9 cm. h. i eggen 
F. Hollen pgd. Thelemarken; f. hesten 1863 
ved pleining over en formodet gravhaug ved 
Heisholt; ,sværdet har oprindelig været 1/2 kvarter 
længere, men blev afbrudt ved pleiningen“; er- 
hvervet 1874. 
- 5,597. Enegget sværd, som R. 491, med tangen 99 cm. L, 
a 5 em. br. 
F. Granshered; ,f. ved Nisi i Granshered i en 
gravhaug for omtr. 40 ar siden“; erhvervet 1874. 
- 5,601. Oxeblad, 17.5 cm. l, 7 cm. h. i eggen. 
F. Granshered; .f. i jorden ved Nisi, antagelig 
pa samme sted som no. 5,597“. 
6,696. a) Oxeblad, 15 cm. L 7.5 cm. h. i eggen 
b) Underpladerne til to skálformede spænder af bronce, 
som R. 652 eller 654, 10.8 cm. l., 7 cm. 
c) Overpladen til en skålformet Secher? af bronce, 
som R. 652, 8 cm. L, 5 cm. br. 
d) Fragment af et bidselbid. 
e) Sagblad. 
f) Smuk liden saz, 16 cm. 1. 
F Li i Gransherod, jordfund fra 1868; er- 
+ hvervet 1875. 
- 6,703. a) Sigd, 16 cm. 1, 2 cm. br. 
b) Ligearmet fibula af bronce, brudt ito stykker, noget 
defekt i midten, af form omtr. som R. 660, 14 
em. L; pá midten og ved begge ender er en frit- 
stáende dyrefigur. 
e) Spydformet vevske, som R. 440, 56.3 cm. 1, 3 
cm. br. 
F. Li i Granshered; jordfund fra 1868; er- 
hyervet 1875. 
- 6,708. Øxeblad, 16.5 cm. l., 11.5 cm. h. i eggen. 
F. Granshered. 


1888.] NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 15. 


No. 


6,709. a) Bøileformet redskab til ukendt brug, som R. 460, 
med kroge i beilens begge ender og med 4 X 4 


ringe. 
b) Jernbjelde, 6 cm. h., 3.4 em. i tvermål. i 
F. Granshered; f. pa Granshereds kirkegård; 
erhvervet 1875. 
6,711. Ljáblad, 36 cm. L, 2.2 cm. br. 
. F. Grans hered; f. nær To i 1871. 
1,153. Øxeblad, 15.3 cm. l., 12.3 cm. h. i eggen. 
m Lein (Lien?) i Granshered; ,f. i en res på Jorde 
2, omtr. 1 alen dybt*; erhvervet 1875. 
d io s Tabs an skjoldbule og skjoldbule med liden 
spids, som R. 565, 14 cm. i tversnit. 
b) Bred enkel spydspids, 21 cm. 1. 
F. Hjertdal, T helemarken; „f. i jorden pa verbe 
under en stenres, med noget aske“; erhvervet 1875. 
1,282. Liden ambolt, som R. 393, 13.5 cm. 1. 12 cm. h. 
F. Hjertdal, Thelemarken; ,f. i jorden på Flatland, 
3/4 alen dybt*. 
7,317. Tveegget sværd med overhjaltet ovenpå indskåret som 
til en 5-tindet knap, odden afbrudt, 77 cm. 1., 5 cm. br. 
F. Hjertdal, Thelemarken; ,f. i jorden på Skoje i 
Sauland; antagelig ?/, alen dybt, på et sted, hvor 
elven har forandret sit leb og således bragt fundet i 
dagen*; erhvervet 1875. 
7,318. Øxeblad, 10.2 em. l., 8.5 cm. h. i eggen. 
F. Skoje i Sauland, Thelemarken. 
1,919.. Knivblad. 
F. Skoje i Sauland, Thelemarken. 
1,921. a— c) Tre pilespidser. 
F. Hjertdal, Thelemarken; „f. på Særsland 
1875 ved pleining*. 
7,357. a—b) To øxeblade, 13.5 og 15 cm. l, 7.5 og 7.8 cm. 
h. i eggen. 
F. Bøen i Dal sogn, Tinn pgd.; pf. for omtr. 
30 år siden 'af Ole Perssen Been ved ager- 
brydning, i en stenres, hvori også ved samme 
leilighed fandtes, under en helle, en kniv og 
en hovedskalle samt aske*; erhvervet 1875. 
7,437. Øxeblad, 13 cm. l, 9 cm. h. i eggen. 
E. Marumegrenna i Attrå sogn; »f. på Tosetåsen 
omtr. 1870*. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


m 


7,450. 


7,496. 


7491. 


1,498. 


1,508. 


Pilespids, 14 cm. 1. 

F. Attrå sogn, ,f. ca. 1870 på Stegerås, 3 mil fra 
Stuvetrå, på selve fjeldet, for omtr. 4 år siden“; 
erhvervet 1875. 

a—b) To øxeblade, 17 og 14 cm. 1, 10 og 7.2 cm. h. 
i eggen. 

e) Pålstav, 125 em. 1, 6 em. br. 

d—g) Fire pilespidser. : 

h—i) 2 sigder, 25 og 15.5 em. 1. 

j) Et ildstål. 

k) Fragment af tveegget sværd med knap med bronce- 
beleg, af hovedform som pà R. 506, med eine ved 
knappens ender, 37.2 cm. l, 6 cm. br. 

1) knivblad, 18.2 cm. 1. 

m) Stegepande, hvis håndtag mangler, 19.5 cm. i 
tvermal. 

Fundet 1874 under en helle i en stenres på T'hor- 
kelsbø, Altra sogn, Tinn pgd.; erhvervet 1875. 

a) Tveegget sværd med as som R. 491, odden 
mangler, 58.7 em. l., 5 cm. br. 

b) seg af noget egen Ge, "'afbild pl. I fig. 11, 26 

LE 


SECH i beeyndelsen af 60-àrene ved rensning af 
en ager på Thorkelsbø, Attrå sogn, Tinn pgd. 

a) Fragment af tveegget sværd; levnet er håndtaget 
med det noget krummede nederhjalt og en del af 
klingen, 33.5 cm. 1., 4 cm. br. 

b) Halvdelen af et bidselbid. 

c) Pälstav, 18.5 em. 1., 5.5 cm. br. 

Disse sager tilligemed 9—10 pilespidser, der ikke 
kom til museet, fandtes varen 1874 ved brydning 
af ager på Gunleiksbø, Attrå sogn, Tinn pgd. 

a) Tveegget sverd med to enkle hjalter uden knap, 
nærmest som R. 502, lidt forbøiet, men forevrigt 
vel bevaret, 89 cm. 1., 5.3 cm. br. 

b) Tveegget sværd, hvis knap mangler, 90 em. 1, 5.5 br. 

e) Bøileformet redskab til ukendt brug, som È 460, 
med krog og 5 >< 5 ringe. 

d) Øxeblad, 15.5 cm. L, 6.5 cm. h. i eggen. 

e—f) To bidselbid, det ene ufuldstændigt. 

g—h) To halvkugleformede skjoldbuler, 14.5 og 18.5 
cm. i tvermål. pr 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. UP ti 


7,509. 


7,511, 


7,647. 


7,661. 


7,874. 
9,025. 
10,430. 


11,841. 


11,855. 


11,694, 


Vid.-Selsk, Forh, 1888, No. 2. 


ep To spydspidser, 34 og 20 cm. 1. 

Disse sager fandtes i begyndelsen af 40-årene 
ved brydning af agerland på Bøen i Vestfjorddalen, 
Dal sogn, Tinn pgd.; erhvervet 1875. 

Enegget sværd, som R. 491, i to dele, tilsammen 82 

cm. 1., 5.5 cm. br. 

F. Thelemarken; jordfund ved Gaustad i Vestfjord- 
dalen. 

Pilespids, 15 cm. I. 

F. Mel sogn, Tinn pgd.; f. på Melshaugen, nær 

Mæl kirke. 

Tveegget sværdklinge. 

F. Bo pgd. Thelemarken; f. i jorden i april 1875 
ved gravning i en gravhaug ved Tveiten 

a) Spydformet vævske, som R. 440, 85. 5 em. 1. 

b) Stegepande med skaft, panden 17 cm. i tvermål. 

e) Handtaget til en anden do. 

d—-e) To pálstave, den ene 12 cm. L 4.5 cm. br. 

D Sar, 25:60; 1 

g) Forbeiet ljäblad, 42.5 cm. 1., 3 cm. br. 

h) Fragment af jernkedel, sammenklinket af plader. 

F. Flatdal sogn, Siljord; „f. af en husmand i 
begyndelsen af 60-àrene ved agerbrydning, tet 
ved Flatdal kirke, omtr. 3/4 alen dybt i jorden”. 

Øxeblad, 13.5 cm. 1., 9.5 cm. h. 1 eggen. 

. Hviteseid; f. i jorden ved Kirkebøen. 

F Dee af sk joldbule, 13.5 cm. i tvermal. 

F. Vinje; f. under en res på Gjothl i Haukeli. 

Knap og øverhjalt af sværd, 9.5 cm. l., 5.5 cm. h. 
F. Attrå sogn, Tinns pgå.; erhvervet 1876. 

Øxeblad, fragment, afbrudt i skafthullet; den bevarede 

nedre del er 9 cm. 1, 6 cm. h. i eggen. 
F. Vinje; ,f. pà Vehus 1874“. 

Pilespids. 

F. Hustveit i Vinje. 

a) Tveegget sværd, hjalterne med stykke af klingen; 
knappen mangler enm og det nederste af 
klingen, 45.5 cm. 1., r. 

b) Ubestemmeligt RM af jern, stykke af en 
firkantet ten. 

F. Hjeridal; „f. på Hjersjø under en res“; er- 


hvervet 1876. i 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


F. Hiterdal; „f. i en gravhaug på Sem i 18154; 
Mindre kleberstensbolle, med hul i bunden, 16 cm. i 


F. Hardanger; = i jorden under en rəs på Tok- 


F. Røldal;* ,f. i en gravhaug pá Seim“; er- 


F. Ullensvang, Hardanger; opgives at være „f. 
med 2 ovale brynestene i en stor gravhaug på 
Eidnæs i Ullensvang“; slgn. under ældre jernalder; 
F. Ullensvang, Hardanger; ,f. i en haug, som 

Spydspids, med ring om det øverste af falen, som 


F. Løkve i Graven (Lekve i Ulvik sogn?), Hardanger; 


F. Spilde i Graven, Hardanger; „f. i jorden under 


18 
No. 11,706. Pålstav, 13 cm. l., 4 cm. br. 
erhvervet 1876. 
- iii 
y tvermàl, 8.5 h. 
eim“; erhvervet 187 
- 18,790. Rester af en SOEN : 
E. Espe i Ullensvang, Hardanger. 
- 18,812. Oxeblad, 17.5 cm. l., 10.5 cm. h. i eggen. + 
F. Hardanger. 
- 18,841. Oxeblad, 18 cm. l., 9.5 cm. h. i eggen. 
,, Røldal. | 
- 13,842. a) Stor spydspids, 45 cm. 1. 
b) Pålstav 
hvervet 1876 
- 13,986. a—g) 5 pilespidser, noget udgledede. 
€ erhvervet 1876. 
- 13,992. Oxeblad, 17.6 cm. l., 4.7 cm. h. i eggen. 
kaldtes ,Hermanshaugen*. 
- 14099. 
R. 523, 30.2 cm. + 
f.i Eidfjord sogn, Ulvik, ved pleining i 1872. 
- 14425. Oxeblad, 17 cm. 1,9 em. h. i eggen. 
en stor sten for 20 år siden“; erhvervet 1876. 
- 14148. Forbeiet spydspids. 
F. Eide i Graven, Hardanger. 
- 14,230. 


„En samling forrustede søm og ubestemmelige gen- 
stande af jern; f. i Vikør pgd. i en gravhaug kaldet 
„Hermanshaugen“, i 1874. For 20 år siden var 
biskop Normand på stedet og foretog udgravning af 
haugens top, hvori han fandt meget; dette fund er 
derimod gjort længere nede på den sydestre side, 
hvor der var muret en grav af flade stene; der var en 


masse med kul og aske"; erhvervet fra Midhus 1876. | d 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. X 19 


No. 


° 


15,165. 


15,189. 


15,211. 


15,217. 


15,273. 


15,274. 


15,305. 


15,346. 


15,434. 


Det anferte er udskrift af museets katalog. Biskop 
Neumann foretog i 1838 udgravning i „Hermans- 
haugen“ på Midhus og gjorde et fund, som nu er i 
Bergens museum, sign. Urda II, 53 f. N. Fornl. 
370, Lorange, katalog p. 146. Jeg har i 1879 i 
Hazelii museum under no. 14,230 seet en sammenbeiet 
spydspids med tverstykker pä falen som R. 518, et 
lidet sigdblad, et forbeiet bor og en liden spydspids: 
mon dette er katalogens ,ubestemmelige genstande*? 
Desuden har jeg under samme no. dengang noteret. 
en liden hammer som R. 394, samt falen af en spyd- 
spids, disse to stykker dog som ,fra Graven i Hard- 
anger". 

Fragment af tveegget sværd, nemlig nederhjalt med 
noget af klingen. 

F. -Voss; f. 1 alen dybt i Randhaugen på Li; er- 
hvervet 1877. 

3 knivblade, 2 pilespidser, 2- »hvirveler« af jern, frag- 
ment af sigd, et søm og en jernten. 

Disse sager, der måske ikke alle når op til hedensk 
tid, er fundne i jorden på Voss; de er slet bevarede. 
I katalogen står herom: „f. på Avitne i en haug, 
antagelig 2 alen dybt. Det forekom mig dog, at 
manden lei med hensyn til en del af fundet“. Er- 
hvervet 1877. 

Stykke af weegget sværdklinge. 
Y. Voss. 
Oxeblad, 18 cm. 1., 7.4 cm. h. i eggen. 
F. Gjelle i Foi: „f. på en ager i 1876“; erhvervet 
1877. 
Øxeblad, 18.7 cm. L, 13.7 em. h. i egge 

F. Voss: ,L pa Kyte i en haug nerd en n tabt spyd- 

spids*. 
Bidselmundbid. 

. Kyle i Voss; „f. i en liden haug“. 
Liden forbeiet spydspids. 

F. Lirhus i Voss; ,f. i en haug med endel ben; 
haugen blev ikke gravet helt ud*. 
Sax, som R. 442, 18 cm. I. 

F. Haga i Vossestranden pgd.; f. på Hon ved 
omlægning af en vei. 

Øxeblad, 15.3 cm. l., 9.5 em. h. i eggen. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


No. 15,442. 


1 


P] 


15,460. 


` 15,461. 


15,463. 


. 15,470. 


15,471. 


15,473. 


15,500. 


15,502. 


16,584. 


F. Selland i Vossestranden pgd. „f. i en haug på 
Lunde med en masse pile, som var borte“. 

Øxeblad. 

F. Voss pgd.; ,f. i jorden på Ringheim under en | 
stor sten; der var mange andre sager, men så for- 
rustede, at folkene lod dem ligge*. 

Fragmenter af et kar af tyndt bronceblik, der synes 
at have været ca. 20 cm. i tvermàl, med udad om- 
beiet rand og derunder et par drevne bånd; et rand- 
stykke afbild. pl. I fig. 14; kløverbladformet spænde 
af bronce, afbild. pl. II fig. 8; fragment af sværd, 
knivblad, fragment af sigd og fragment af bidsel- 


-mundbid, alt af jern. 


Disse sager er fra Voss pgd.; „f. 5/4 alen dybt 
i en stor haug på Borkje, i den venstre side af 
haugen; der fandtes to seljer af bronce af korsform, 
samt skæftet af det sendte værd, som ikke kunde 
genfindes". Erhvervet 1877. 
pax, 25.1. cm. I. 

F. Voss pgd.; ,f. i jorden på Bø med en kniv*. 
Pilespids. 

F. Voss pgd.; f. i en ager på Bø. 
Lang spydspids, 52 cm. I. 

F. Voss pgd.; ,f. i jorden på Gjerskval, med et - 
grav, som var opsmedet*. 
Nederhjalt af sverd med lidt af tveeggede klinge. 

F. Voss pgd.; ,f. på Gjerstad i en haug, som 
kaldtes Kolgrovehaugen; fer er i samme haug f. en 
solje af guld og en hándox, hvilke sager var sendt 
til Bergen“. Erhvervet 1877. 
a) Øxeblad, 16 cm. 1, 9.5 cm. h. i eggen. 
b) Spydspids. - 

F. Rote i Voss pgd. „f. i en haug, som blev 

opbrudt til ager“. 
Liden mosaikperle af glas. 

F. Voss pgd.; f. på Lunde i en ager, hvor der før ` 
har været en haug. 
Øzeblad, 17 cm. L, 12 cm. h. i eggen. 

F. Voss pgd.; „f. for 20 år siden i en stenkiste 
i en haug på Grimstad*; erhvervet 1877. 
Liden blå flad glasperle. 


1888.] 


r 


‘a 


. 16,650. 


16,687. 


16,798. 


16,730. 


- 16,741. 


17,821. 


17,685. 


17,686. 


17,787. 


17,819. 


17,869. 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 21 


F. Haugland i Kvinherred sogn; ,f. på en ager, 
som là omkring en gravhaug*. 

Øxeblad, 19.5 cm. 1, 62 cm. h. i eggen. 

F. Berkvam i Aurland. 

Fragment af ringspende med ornamenter i keltisk stil; 
hvor endestykkets ornamenter begynder, er indfatning 
til en ravperle; afbild. pl. II fig. 7; af nålen er kun 
et ubetydeligt fragment levnet. Ringen er 6.2 cm. 
i tvermal; endestykket er foran 2 cm. br. 

F. Lerdal pgd. 

Enegget sværdklinge, 82.5 cm. 1, 4.5 cm. br. 

F. Vold i Lærdal pgd.; „f. i en haug, 24/2 alen 
dybt, sammen med et bortkastet spyd. Man troede. 
at dette stykke kunde helbrede kreaturerne for syg- 
domme“. Erhvervet 1877. 
Øxeblad, 12.5 cm. 1, 6 cm. h. i eggen. 

F. Lærdals pgd.; „f. i en haug på Zri sammen 
med et sverd og en spydspids og forskelligt andet, 
alt bortkastet*. 

Enegyet sverd med hjalter som R. 502, 84 em. 1, 4 

. br : 

F. Lerdal pgd.; ,f. pà Sanden med 2 pile“. 
Lang smal spydspids, 47.5 cm. 1. 

F. Voss. 

Redskab, dannet af fal med stor krog foran, som R. 
467, men krogen foran meget bredere. 

F. Årdal pgd.; „f. i 1876 i et agerbrud på 
Brekke“ ; erhvervet 1877. 

Øxeblad, 19 cm. l, 8.4 cm. h. i eggen 

F. Lægreid i Arial pgd.; f. ved seen på Ardals- 
tangen med et tabt spyd. 

Skalformet spende at bronce med enkelt skal, af 
typ, der står Montelius: Bohuslånska fornsaker fig. 
71 nær, 7.8 em. 1., 4 cm. br. 

F. Hore i Lærdal pgd.; „f. i en stenkiste, 51/e 
alen 1, omtr. 2 alen dybt i jorden". Sammen med 
den indkom en samling små rer af red jernoxyd, vel 
naturlig dannede omkring plantetrevler eller lignende 
i stærkt jernholdig jord. 

Øzxeblad, 16.3 cm. 1, 12 cm. h. i eggen. 

F. Nornes i Ølmeim sogn, Sogndal pgd. 

Spydspids. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


z 
° 


. 17,877. 


17,890. 


18,688. 


18,695. 


18,697. 


18,699. 


18,704. 


E. Sogndal pgd.; ,f. pa Corvin 1 alen dybt; intet 
andet* 

a) ER med en jernten midt i falen, der vel 
har tjent til yderligere befæstelse i skaftet, 39 
em. 1. 

b) Beete vævske, som R. 440. 

F. Sogndal pgd.; ,f. i jorden på Eggum med 
et tabt svaerd“; erhvervet 1877. 


Oxeblad. 


F. Sogndal pgd.; „f. i en haug pá Lereim med en 
kårde og et sværd, samt en sigd, et ljåblad og benene 
af et ubrændt lig* 

Oxeblad, 18.3 cm. Ll, 11.2 cm. h. i eggen. 
F. es pgd.; £ i „Stemmings“ haug på Lom- 


mei 

en To skalformede spender af bronce, af typ som 
R. 647, med ornamenter ganske som Montelius: 
Bohuslünska fornsaker. fig. 71; 10.3 cm. 1., 6.2 
cm. br. 

F. Hafslo pgd.; „f. i en haug pa et sted i nord- 
vest for Hafslo præstegård, hvor der før har boet 
folk, men nu ikke“; erhvervet 1877. 

a—b) To øxeblade, det ene kun 9 cm. 1. og 4.5 cm. 
h. i eggen. 

F. Hafslo pgd.; ,f. I en stenros på Kjos, intet 

andet*. 
a) Halvkugleformet AREA fragmentarisk, 14.5 
em. 1 tvermäl. E 
b) Nederhjalt af sværd, med fragment af tveegget 
inge. 
€) Spydspids. 
d) Pålstav, 19 cm. L, 6 em. br. 
e) Oxeblad, 18.5 cm. ie 116 em. h. i eggen. 

F. Hafslo pgd.; d pa Meleim i en rund haug; 
Bergens museum har en ringspende fra samme 
fund“. Under samme no, f, g, h, har katalogen 
de nedenfor, pag. 35, anferte redskaber, som he- 
rende til samme fund; deres patina er dog helt 
forskellig. Erhvervet 1877. 

Fragment af en armbøile af bronce, af form som R. 


. 720, ornamenteret med sma huller; stykket, der nu — 


er beiet ret ud, er 12 em. I, 1 cm br 


1888,] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. a 


No. 


o 


i 


18,717. 


18,724. 


18,747. 


18,752. 


F. Tørvi i Hafslo pgd.; „f. i haug sammen med to 
d, som var borte*; as 1877. 
Øreblad, 12 cm. 1., 9 cm. h. i eggen. 
F. Lyster; „f. i en hang på Næs sammen med 4 
søljer af bronce“. 
Tveegget sværd, som R. 490, 88 em. 1,, 6 cm. br. 
F. Lyster; ,f. i en ager på Fortun i 1860*. 
a) Oxeblad, 16.5 cm. 1, 8 cm. h. l1 
b) Stor spydspids, afbrudt ved odden, 37 cm. I. 
e) Sar, som R. 443, med les jernring 2 i beilen, 
21.5 cm. 1. 
F. Hjelmhaugen i Solvorn sogn, pgd.; - 
.jordfund under en stor sten“. 
Stor sammenbeiet spydspids, 55.5 cm. 1. 
F. Framnes, Balestrand; „f. på en ager på vestre 
side af neset*. 


18,767—8. To éiere? 


20,628. 


20,775. 


20,834. 


20,984. 


21,314. 


21,436. 


21,515. 


pgd.; f. i en haug på Vold. 

Rut sværdklinge, 70.5 cm. 1, 4.5 cm. br. 
F. Flå, Nes, Hallingdal; „f. pa garden Tresteim 
i et elvebrud; intet andet*; erhvervet 1877. 
Øxeblad, 15 cm. 1, 6 cm. h. i eggen. 

F. Gjuvet i Thorpe, Al, Hallingdal. 
Pilespids, 18.3 cm. 1. 

F. Megárden i Al, Hallingdal. 
Pilespids, 11.5 em 

F. Hallingdal; erhvervet 1877. 
Oxeblad, 19.5 cm. 1., 5.5 cm. h. i eggen. 

F. Moen i ordre Aurdal; f. i et agerbrud; er- 
hvervet 1878. 
Liden spydspids, 14 cm. 1. 

F. Melbybraten i estre Slidre. 
Øxeblad, 14.5 cm. 1, 6.7 cm. h. i eggen. 

F. estre Slidre; ,f. i jorden på Hegge, omtr. 1 
alen dybt*. 


. Spydspids, 22.2 cm. 1. 


F. Onstad i estre" Slidre. 


. Enegget sværd med hjalter, som R. 502, 86 cm. e 


5 em. br. 
F. estre Slidre; ,f. i jorden på Onstad, Volbu 
under en stor stenres; intet andet*; erhvervet 1878. 


. a) Spydspids, 32.5 cm. L, 2.7 cm. br. 


24 


No. 21,605. 


21,735. 


- 21,767 


- OL TTS: 


- 21,837. 


- 28,641. 


- 93,780 


- 23,839 


- 25,488. 


- 


25,590. 


21,168. 


21,119. 


23,587. 


23,721. 


23,747. 


23,784. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 
b) Øxeblad, 16 cm. 1, 9.5 cm. h. i eggen. 
F. Bang sogn, Valders; f. i jorden pa Haftun 
sammen med kul og aske“; erhvervet 1878. 
Øxeblad, 18 cm. L, 7 em. h. i eggen. 
F. Svennes sogn, nordre Aurdal; ,f. i jorden på 
Akervold i en forheining ved fjorden“. 


. Liden spydspids, 28.7 cm. L, 2.2 cm. br. 


F. Ulvestad å toi Slidre. 
Pilespids, 10.5 cm. 1. 

F. Ulvestad i dits Slidre; ,f. under en stor sten- 
dynge*. 

Kraftig stor spydspids, 39.5 cm. l, 5.5 cm. br. 

F. vestre Slidre; f. i en haug pa Viste. 
Pilespids, 15.5 cm. 1. 

F. vestre Slidre; „f. pa ageren pa Vik“. 
Øxeblad, 16.5 cm. 1, 11.5 cm. h. i eggen. 

F. Fonnhus i Bang sogn, Valders. 

Pilespids, 12.8 cm. 1. 

F. Ramberg i Dagali sogn, Nore, Numedal; „f. på 
fjeldet omtr. 1 mil nord for Dagali*; erhvervet 1879. 
Pilespids, 16.5 cm. 1. 

F. Holshagen i Hol, Hallingdal. 

Liden spydspids, 13.5 em. L, 3 cm. br. 
. Haugen i Vang, Valders; ,f. på en sæter 
vestenfor Vang i 1878“, 
a—b) To Pilespidser. 
F. Vang, Valders; „f. i ageren på Jevne 1874*.. 


. Liden pilespids med fal, 6.5 cm. 1. 


Vang, Valders; ,f. ved Vangs kirkegård*. 
Pilespids, 11 cm. 1. 
F. Stele i Vang, Valders; ,f. i ageren på Bø i 
Vang*. 


. a—b) To sigder, 22.5 em. og 21 cm. 1. 


c) Fil, 22.5 cm. 1 
d) Spydspids, af ældre jernalders form, anført ovenfor, 
pag. 12, som no. 23,839 a. - 
F. Solberg, nordre Land; ,disse sager skal vere 
f. sammen i jorden på Vesttorpen*; erhvervet 1879. 
Oxeblad, 11.5 cm. 1, 9 cm. h. i eggen. 
F. Saude, Thelemarken; ,f. i ageren pa Sauer*. 
Enegget sværd, med begge hjalter bevarede, 84.5 Cm- 
l, 5.2 cm. br. 


1888.] 


No. 25,617. 


| 


= NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 25- 


25,631. 
26,338. 
26,633. 


26,637. 


26,640. 


26,643. 


26,672. 


26,697. 
26,698. 


26,722. 


F. Nore, Numedal; „f. i en haug på Hvammen, 14/2 
alen dybt“; erhvervet 1879 
Stor pilespids, 18.7 cm. 1. 

F. Ødegården i Opdal, Nore pgd.; „f. i fjeldet 
mellem Numedal og Tinn“. 

Pilespids, 14.5 cm. 1. 

F. Imingan i Opdal, Nore pgd.; „f. mellem Nume- 
dal og Tinn“. 

Øxeblad, 14.5 cm. l, 6.2 cm. h. i eggen. 

F. L4 i Siljord; „f. i en urd i udmarken på Sil- 
jords præstégård*; erhvervet 1880. 

Pilespids, 15 cm. 1. 

F. Brekke i Lunde sogn, Thelemarken; „f. på 
fjeldet nordvest for Mo pgd.*; erhvervet 1880. 
Lidet øxeblad, kun 7.5 cm. l, 5.5 cm. br. i eggen. 

F. Svenseid i Lunde sogn, Thelemarken. 

a) Fragment af tveegget sværd, nemlig eo med 

stykke af klingen, 38 cm. 1, 42 c E. 

b) Liden spydspids med tverstykke m falen, som R. 

518, 22 cm. 1. 

F. Lunde sogn, Thelemarken; ,f. 1878 ved plei- 
ning på Helgetveit. Et sagn fortæller, at to mænd 
grov ud en haug der, hvor senere disse sager 
fandtes; medens de var hjemme på gården for at 
hvile middag, var al den sten, de om formiddagen 
havde brudt op, forsvunden*; erhvervet 1880. 

Øxeblad, 16 cm. l., 9.7 cm. h, i eggen. 

F. Lunde sogn, Thelemarken; ,f. på Enggrav på 
ageren i 1877*. 

Liden mosaikperle af glas. 

F. Ovakásen i Lunde sogn, Thelemarken; ,f. i en 
grushaug på Lundefarets grund ved et veianleg for 
28 år siden*; erhvervet 1880. 

ETE. sværd, overhjalt mangler, 82.5 cm. 1, 45 


SCH Nees i Lunde sogn, Thelemarken. 
Øxeblad, 13.5 cm. 1, 6 cm. h. i eggen 
F. Lunde sogn, Thelemarkes:; f. pá Nes ved plei-- 
ning i 1877. 
a) Øxeblad, fragment. 
b) Oxeblad, 16 cm. 1, 8 cm. h. i 
Lunde sogn, Thelemarken; sE i en haug på 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


Gisholt, (Hviteseid?), som blev udgravet. Intet 
andet fandtes“; erhvervet 1880. 


No. 26,914. Øxeblad, fragment. 


- 


26,947. 


F. Sundeti Vrådal, Hviteseid; ,f. under en stenros 
pá Sinnes* 
a—c) Tre saxeblade, hyoraf to fragmentariske, det 
tredie 15 cm. l, 9 cm. h. i eggen. 
d) Smedetang, 32 em. 1. 
e) Smedehammer, som R. 394, 10.7 cm. L, 3 cm br. 
f) Bidselmundbid. 


- g) Heinsten, 31 cm. 1. A 


26,978. 


27,049. 


27,589. 


27,590. 


29,085. 


29,211. 


29,217. 


29,255, 


F. Nissedal; ,f. på Mule i 3 forskellige grav- 
hauger; nogle andre jordfundne sager var sendt 
til Kristiania for 5 år siden*; erhvervet 1880. 

1 1874 indkom til universitetets samling fra dette 
sted et fund fra yngre jernalder bestående af et 
bidselbid og 2 bøileformede redskaber med vedhængende 
ringe til m gene (C. no. 6856—58); se arsberet- 
ning 1874, p. 

Øxeblad, un cm. L, 10.7 em. b. i eggen. 

F. Fjone i EE pf. i jorden pá Dale“. 
Spydformet vævske, som R. 440, 77 cm. 1., 3.5 cm. br. 

F. Ibrek i Nissedal; ,f. på gården Mule i 1880 i 
en haug, hvor intet andet fandtes*; erhvervet 1880. 
Tveegget sverd, nederdel af klingen mangler. 

F. Gangseid i Åmli pgd. 

Spydspids, 26 cm. 1, 4.5 cm. br. 

F. Amli pgd.; sf i en gravhaug pa Gangseid, 

med kul og aske*. 
Øzxeblad, 14 cm. 1., 15 cm. h. i eggen. 

F. Arlien i Fåberg. 

Spydspids, som R. 517, 36.5 cm. L 3.2 cm. br. 

F. vestre Gausdal; „f. i jorden på AG 
for mange år siden*. 

Spydspids, 30 cm. 1., 3.5 em. br. 

F. vestre Gausdal; ,f. i jorden på Voldbakken, 
hvor det stod med den tykke ende over jorden*. 
f)xeblad, 14.5 cm. l, 7 cm. h. i eggen. 

F. Øier; „f. i jorden på Melum i en haug, hvor 
der er f. 2 exer, en urne, en ring og et sværd, som 
er på universitetet*; erhvervet 1880. 

Universitetets samling har fra dette sted et fund 


1888.] NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 91. 


af jernsager (C. no. 1924—27): tveegget sværd, spyd- 
spids, øxeblad og skjoldbule (vel den omtalte ,urne*), 
gjort 1853 (slgn. N. fornl. 87). 

No. 29,291. Øxeblad, 18 cm. 1., 11.5 cm. h. i eggen. 

Thretten sogn, Øier; ,f. i jorden på Hong, på 
et sted, hvor der har ligget en stenres; med exen 
fandtes spor af ben“. 

- 29,292. a—b) To exeblade, 17.3 og 26.5 cm. L, 5.5 og 6 cm. 
h. i eggen. 
F. Thretten sogn, Øier; ,f. på Hong under en 
stor sten*. 
29,970. a) Enegget sværdklinge, 89 em. 1., 5 cm. br. 
b) Spydspids, 45.5 cm. 1., 3 em. br. 
F. Fodrang sogn, Ringebu; „f.i en haug på 
Linvik ved pløining*. 
- 29,421. Smal spydspids, ufuldstændig ved falen, 28 cm. 1, 
22 cm.-br. 
F. Fodvang sogn, Ringebu; „f. i en ager på Nordrum“. 
29,430. a) Enegget sværd, som R. 491; overhjalt mangler, 
86 cm. L, 5 em. br. 
b) Tveegget sværd, i to stykker, 89.5 cm. 1, 5.5 cm. br. 
F. Ringebu; ,f. på Hauge i en stenros med en 
urne, som ikke kunde genfindes“; erhvervet 1880. 
" 29,490. Enegget sværd, med hjalt som R. 502, 84 cm. l, 5.5 
cm. br. 
F. Ringebu; m under en stenros på Nordrum; 
intet andet fandtes*. 
- 29,497. a) Pilespids. 
b) Pilespids med to lodret pà hinanden stàende blade, 
som R. 544, har dog det sterste blad forrest, 
16.7 cm. 1. 
c) Pilespids, 14.5 cm. I. 
d) Pilespids, kløftet foran, som R. 551, 14.5 cm. l. 
e) Pilespids med kleftet od, som R. 551; 12 cm. I. 
F. Venebygden, Ringebu; ,f. 1850 i et agerbrud 
på Haugstad*; erhvervet 1880. 
= 29,502. Spydspids. 
F. Venebygden, Ringebu; f. i et agerbrud på Øde- 
gaarden: sagdes f. sammen med no. 29,503 fra ældre 
jernalder, ovenfor pag. 12. 
= 29,520. a) Pilespids, 10 em. I. 
b) Pilespids, 9.5 cm. 1. 


i 


28 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


No. 


29,586. 


29,587. 


29,589. 
29,590. 
29,591. 
29,601. 


29,635. 


29,636. 


29,639. 
29,683. 
29,690. 
30,062. 
30,132. 


30,133. 


F. Nordrum i Ringebu; n i jorden sammen 
med et sverd og en handexe, som ikke kunde 
genfindes"; erhvervet 1880. 

Spydspids, 95.3 cm. 1., 3.3 cm. br. 

F. Korstad i søndre Fron; erhvervet 1880. 
Øzeblad, ganske lidet, 7.5 cm. 1, 4 cm. h. i eggen. 

F. Korstad i søndre Fron. 

Enegget sværd, i to stykker,  overhjalt mangler, 80.5 
em. L, 5 em. br. 

F. Korstad i søndre Fron. 

Spydspids, 32 cm. L, 4 cm. ig 

F. Korstad i søndre Ai 
ng med sagtandet Sg som R. 384, 21 cm. 1., 

Dr. 

T Korstad i sendre Fron; ,f. i en stenres pa 
Korstad*. 

Spydspids, 34.5 cm. L 2.5 cm. br. 

F. sendre Fron; ,f. under en stenres på Oden*. 
Skålformet spende af bromce, som R. 647, 10 cm. I. 

F. sendre Fron; ,f. i en gravhaug på Gryting 
sammen med et spyd, som ikke kunde genfindes*. 
Pålstav, 19.5 cm. 1, 5 cm. br. 

F. søndre Fron; f. på Gryting under en stenhelle. 
Oxeblad, omtr. som R. 153, 28.3 cm. 1, 7 cm. h. i 
eggen, vel fra ældre jernalder. 

F. Odenrud i sondre Fron. 

Liden spydspids, 14 cm. I. 

Engum i nordre Fron; f. i jorden på Brandvol 
med to pile, som er bor tkomne. 
Spydspids (eller vevske?), 42.5 cm. L, 3.3 em. br. 

F. nordre Fron; ,f. i en stenres, som blev opbrudt 
til ager i 1880, pá Lø“; erhvervet 1880. 

Enegget sverdklinge, forbeiet, 74.5 cm. L, 5 cm. br. 

F. Morken i Kvam sogn, nordre Fron; erhvervet 
1881. 

Bøileformet redskab til ukendt brug, med fal og bøile, 
som R. 463; på beilen hænger 3 vredne ringe. 

F. Bu i Sel sogn, Våge; erhvervet 1881. 
Overpladen til en skålformet spænde af bronce, Sont 
R. 654. 

F. Bu i Sel sogn, Våge; „f. på Breden*; er- 
hvervet 1881. 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 29 


No. 80,870. 


30,871. 


30,914. 


31,518. 


31,529. 


31,532. 


31,608. 


31,716. 


33,308. 


ur fragment. 

F. Rollag; ,f. på Ulvstad i nærheden af en haug, 
kaldet Dansarhaugen*; erhvervet 1881. 
Spydspids, fragmentarisk, 12.5 cm. I. 

F. Ulvstad i Rollag. 

Stegespid (?) af samme slags som det i årsberetningen 
1873 pl VIII no. 43 afbildede (smlg. Undset, Norske 
oldsager i fremmede museer, p. 81); hàndtaget dannes 
af selve stangen, der her er tykkere mellem to knop- 
per, med ring i enden, 82 cm. 1. 

F. Rollag; ,f. på Tveiten i en haug, formodentlig 
gravhaug; intet andet fandtes"; erhvervet 1881. 
Kort bred spydspids, 18 em. 1, 6 cm. br. 

F. Sigdal; ,f. i jorden på Sjøliholt*; erhvervet 
1882. 

a) Øzxeblad, 19 cm. 1l, 12.5 cm. h. i eggen. 
b) Jernredskab, bestående af fal med ring og krog 

som R. 465. 

e) Tveegget sværd, knoppen og det nederste af klingen 
mangler, 56.5 cm. 1., 5.5 cm. br. 

F. Sioverenkanpen i Sigdal „hvor der også 
fandtes nogle andre småting, der nu var bort- 
komne; f. for 35 år siden“. 

Spydformet vævske, som R. 440, 78 cm. 1., 3.4 cm. br. 

F. Sigdal; „f. på Støverenhaugen sammen med noget 
andet skrab, som nu var bortkommet“. 

a—c) Tre exeblade, 20, 19.5 og 18 cm. 1, 8.2, 8 og 

1.5 em. h. i eggen. 

E. Sigdal; ,f. på Fiddal i en liden haug sammen 
med 23 andre oxeblade, som nu er opsmedede* ; 
erhvervet 1882. 

a) pA n af enegget sværdklinge, 48 cm. 1, 4.4 


b) Neer af enegget sverdklinge, 22.5 cm. L, 3.4 
CUBES 


e) Junt. halveirkelformet beiet. 

F. Eggedal sogn, Sigdal; f. på Teige i en stenres 
med noget andet jernskrab, der er forkommet. 
Stærkt fortærede levninger af et fund, hvoriblandt 
m erkendes fragmenter af enegget sverdklinge, 74 ` 

‚5 em. br, tang, kniv og fil, det meste dog 
ze rustklumper; „ialt har der været 11 genstande*. 


No. 35,304. 


- 85881: 


- 85,886, 


DR, INGVALD UNDSET. [No. 2. 


F. i haug på Syliebgen, Nesset pgd., Romsdal amt; 
sagerne f. 3 alen dybt, med ben, der var sà opsmul-- 
drede, at de ei kunde optages; erhvervet 1882. 

a) Tveegget sverd, sammenbeiet, 96.5 cm. L, 5 em. br. 

b) Tveegget sverd med knap, som R. 491, forboiet, 
96 cm. l, 6.4 cm. br. 

c) Tveegget sverd med knap, som R. 509, afbrudt, 
i to stykker, 79 cm. 1, 5.5 cm. br. 

d) Stor spydspids, 44 cm. 1., 5 cm. br. 

e) Øxeblad, 20 em. l., 8 cm. h. i eggen. 

f) Fragment af skjoldbule, 13 cm. i tvermål. 

g) Fragment af skálformet spende af bronce, som R.647. 

h) Brudstykker af en stor fibula, som R 639 af 
bronce med rester af forgyldning; levnet er det. 
firkantede bagstykke med en Del af beilen, rigt 
ornamenteret, som sees af afbildningen pl. II, 
fig. 9; desuden en del af forstykket; bag- og 
forstykkets opstaaende sidekanter har rude-orna- 
menter som R. 639. 

i) Forrustet knivblad, 16 cm. 1. 

j—n) Fem pilespidser, de tre fragmentariske. 

o) Ubestemmelig tynd jernten, 16 cm. l. 

p) Sigd, 22 cm. | 

q) Ljåblad, 36 cm. I. 

r) Øzxeblad, 16 em. l., 7.7 cm. h. i eggen. 

s) Hammer, 7.2 cm. l, L8 cm. br. over skafthullet. 

t) Pålstav, 18 cm. 8.5 cm. br. 

u) Pålstav, 17 cm. 1, 7 em. br. 

Alle disse sager er f. på gården Stranden i Opdal 
pgd., ,hvor der til forskellige tider er f. lignende 
sager, som er sendt til Throndhjems museum. 
Disse sager, som nu sendes, fandtes spredt udover 
en flade af ca. 50 kvadratalens vidde. Sagerne 
lå nu kun 6—8” dybt i jorden. Elven har 
engang gået over sine bredder og medtaget den 
største del af jorden, som engang har dækket 
sagerne“. Erhvervet 1883. 

Oreblad, 18.5 cm. L 10 cm. h. i eggen. 

F. Storen; f. ved pleining pa Solberg i Soknedalen 
i 1864. 

a) Tveegget sverd, som R. 502, med rester af træ- 
slidre på klingen, 60 em. 1, 5.5 cm. br. 


1888.] 


P EH 


No. 35,836. 


35,860. 
35,920. 


35,921. 


36,297. 


36,363. 


36,839. 


31,149. 


31,150. 


87,177. 


37,181, 


|" NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. - 31 


x Øxeblad, 16.5 cm. l., 8 cm. h. i eggen. 

F. Solberg i Soknedalen. f. på gården Skain, 
ca. 2 alen dybt; det là i et gravkammer, ?/, alen 
bredt, 3 alen langt“; erhvervet 1883. 

Pilespids. 

F. Gyneld i Soknedalen; ,f. 1830 i ageren*. 
Oxeblad, 14 cm. L, 10.5 em. h. i eggen. 

F. Røttem i Støren. 

a) Pälstav, 15.5 cm. l, 7.5 cm. br. 
b) Pälstav, 17.5 em. L 7.3 cm. br. 

F. Røttem i Støren. 

Beslagstykke af forgyldt bronce med ornamenter i 
keltisk stil afbild. pl. II, fig. 6; har måske været 
låshæmpe til et skrin. 

F. Midtlyngen i Horg sogn, Støren ped; ,f. i . 
jorden på et berg, som kaldes Guldberget; der er 
også f. en del glasperler, som er bortkomne“; er- 
hvervet 1883. 

Pilespids, 10.5 cm. 1. 

F. Hoilandet, Melhus; f. pa Krokstad i en ager. 
a) Spydspids, som R. 517, noget forbeiet og afbrudt 

ved odden, 28 cm. I. 

b) Broncebelagt nederhjalt af sværd, 10.5 em. L 
e—d) To ovale ringe af et bøileformet redskab, som 

R. 462. 

e) Hedskab bestaende af fal med ring og krog, som. 


F. Borsen; ,f. sammen med en hel del andre: 
sager på en ager pa Mellingen (i Børseskogn) for 
omtr. 50 år siden. Sværdet, hvoraf et hjalt 
sendes, var dengang helt og sammenbeiet“; er- 
hvervet 1883. 
Øxeblad, fragment. 

F. Stokke i Meldalen. 
Fragment af enegget sværd, hjalterne med kun lidt 
af klingen, 23.5 cm. 1., 5 cm. br. 

F. Stokke i Meldalen. 
Øxeblad, 16 cm. 1, 11.5 cm. h. i eggen. 

F. Meldalen; f. i et agerbrud på Snoen. 
Øxeblad, 18 cm. l., 5.5 cm. h. i eggen 

F. Kjærstad i Meldalen; ee de jorden pa et sted, 
som kaldes Valjøta*. 


82 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


No. 87,251. 


- 40,862. 


- 40,892. 


- 40,951. 


39,457. 


39,475. 


40,738. 


40,816. 


Tveegget sverd, som R. 502, noget fragmentarisk, 
28.5 cm. l, 5 cm. br. 

F. Orkedalen; f. i jorden på Sommervol, 3/4 alen 
dybt; erhvervet 1883. 
Oxeblad, 1.3 cm. l., 9.5 em. h. i eggen. 

F. Levangerskogn; ,f. ved ruinerne af Munkeby 
kloster“; erhvervet 1884. 
a) Tveegget sværd, 90 em. L, 6 cm. br. 
b) Spydspids, 36 cm. 1. 
€) Oxeblad, 14 cm. l, 6.5 cm. h. i eggen. 

F. Verdalen; f. i en gravhaug på østre Balgård; 

erhvervet 1884. 
Pilespids, 15 em. 1. 
F. Rondhaugen i Sel, Gudbrandsdalen; f. i jorden 
på Havn på Sel; erhvervet 1881. 
Pilespids, sammenboiet, 11 cm. 1. 
F. Lesje; f. i en stenres på Simenrud; erhvervet 1881. 
Pålstav, 16.5 cm. 1,, 6.8 cm. br. 
F. Lesje; f. i jorden på Vangløkken; erhvervet 1881. 
a) Ljåblad, 46 cm. 1, 3 em. br. 
b) Tveegget sværd, som R. 493, 95 cm. 1., 3.5 cm. br., 
noget forbeiet. 
c) Tang, 45.5 cm. I. 
d) Ubestemmeligt fragment. 
e) Sigd, 19 cm. 1. 
f) Liden flad perle af red emailglasmasse. 
g) Fragment af en saz. 
h) Ildstäl, brudstykke. 
i) Sax, som R. 442, 17.5 em. 1. 
1) Bidselmundbid. 
m) Fil, 21 cm. 1. 
n) To skålformede spender af bronce, som R. 647, 
noget fragmentariske. 

F. Lesje; f. på Brennjord, ,hvor sagerne lå 
omtr. 100 alen fra gårdens huse tæt ved en ager, 
som kaldes Kongsparten; en glasperle er bort- 
kommet; der fandtes ben og syntes som lag efter 
for risinedo klæder. Omtr. Ya alen dybt lugtede 
svært af jorden omkring der, hvor fundet gjordes". 
Erhvervet 1881. 

Pilespids, 14 cm. 1. 
F. Lesje; f. på Sørumgård i en ager. 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. . 98 


No. 40,960. 


- 42,492. 


- 48,253. 


- 48,452, 


- 484716. 


- 48,512. 


- 49,101. 


- 49,707. 


43,315. 


48,436. 


48,472. 


50,004. 


Overpladerne til to skálformede spender af bronce, 
som R. 652. 
F. Pladsen i Lesje; f. i jorden på Lom, stedet er 
ukendt; erhvervet 1881. 
Spydspids, 33 cm. 1. 
Ørlandet; ,f. i en sandhaug på Vik for 20 år 
siden*; erhvervet 1884. 
Oxeblad, 16.5 em. 1, 11 cm. h. i eggen. 
F. Amdal i Overhalden. 
Bidselmundbid. 
Grong; f. i elvekanten pà Veiem; erhvervet 
1884. 
Øxeblad, 16.5 cm. Ll, 9.5 cm. h. i eggen. 

F. Søreng (Fåreng?) i Biri; f. i en stenres på 
Skulhus; erhvervet 1886. 

Oxeblad, 16.5 cm. l., 13.5 cm. h. i eggen. 

F. Beinerud i Biri. 

Spydspids, 31.5 cm. 1. 

F. Biri; f. på Skunberg i en gravhaug; ifølge 
museets katalog sammen med no. 48,473—5 fra ældre 
jernalder; se ovenfor, pag. 13; erhvervet 1886. 
Spydspids, 17.3 cm. 1. 

F. Biri: f. i en ager på Ødegården i 1880. 
Øxeblad, 17.4 cm. 1, 6 cm. h. i eggen 

Bir; ‚fi jorden pà Dal med et nu edelagt 
sværd"; erhvervet 1886. 
a) Enegget sværd, 79.7 cm. l, 4 cm. br. 
b) Fragment af tveegget sværd, 68.5 cm. l., 7 cm. br. 
c—d) To Oxeblade, 19 og 14 em. 1, 5 og 6 em. h. 

i eggen. | 
e—f) To spydspidser, 34.5 og 39.5 cm. L, 5 cm. brede. 

F. Stryn; ,f. under 2 stenreser på Flo; i den 

ene spor af ben“; erhvervet 1886. 

To wp asses spender af bronce, som R. 647, 10.5 


F. dm v": f. pà Nese i 1880 under en stor sten; 
erhvervet 1886. 
a) Øxeblad, 19.3 cm. L, 14.5 cm. h. i eggen. 
b) Tveegget sværd med krummede hjalter, uden knop, 
fragmentarisk, 35 cm. 1, 5.5 cm. br. 
F. Indal i Vardal; r på — for 16 


Vid,-Selsk. Forh. 1888. No. 2. 


34 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


ar siden; det là i et muret gravkammer sammen 
med kul og aske*; erhvervet 1886. 


No. 50,007. n Øxeblad, 15 cm. 1., 7.3 cm. h. i eggen. 


50,016. 


50,027. 


50,175. 


50,258. 


53,318. 


13,840. 


13,994. 


b) Spydspids, odden afbrudt, 23.3 cm. 1. 

x Spydspids, 28 cm. 1. 

d) Bidselmundbid. 

e) Bidselmundbid, omtrent som R. 576. 

f) To stigbøiler. 

g) Tveegget sværd med krummede hjalter, som R. 
508, vel bevaret, har veret brudt, men nu igjen 
sammennittet, 91 cm. L, 5.3 cm. br. 

F. Vang, Hedemarken; f. i en ager på gården 
Viker ; erhvervet 1886. 

Hjalter med femdelt knop til et sværd, omtr. som 

R. 511, belagt med sølvtråd, samt stykke af klingen, 

ialt 39 cm. L, 6 cm. br. 

F. Vang, gn „f. på Alu i en liden 

haug, 1/2 alen dybt“; erhvervet 1886. 

a) —- vævske, som R. 440, 58 cm. 1., 


b) SE 19 cm. 1, 8.5 cm. h. i eggen, 
e) Spydspids, 28.5 ein. l. 
F. Sandsvær; f. på en ager på Hedenstad; er- 

hvervet 1885. 

Øxeblad, 13.5 cm. Ll, 7.5 cm. h. i eggen. 

F. Skjerstad, Salten; „f. i jorden på Moen i et 
jordskred“; erhvervet 1885. 

Liden spydspids, 30 cm. 1. 

F. Gråtådal i Beieren; „f. i jorden sammen med 
en ex, som er bortkommet“; erhvervet 1885. 
Øxeblad, afbild. pl. I, fig. 10; i sin noget krummede 
form rəber. det slægtskab med francisca. 

F. Beitstaden; f. i jorden på Kaldal (på Namdalseidet) 
sammen med et bortkommet sværd; erhvervet 1885. 


E. Fra middelalderen eller uvis tid. 
Øxeblad. 

F. Røldal. 
Skålformet genstand af bronce, afbild. pl. I, fig. 15; 
9.5 cm. i tvermål, 4 cm. h.; langs randen, der tildels 
er defekt, er en række små runde huller, under bun- 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 85 


No. 14,182. 


i 


15,168 


18,699 


25,486. 


29,267. 


29,526. 


32,835. 


37,082 


37,672. 


den en liden flad knap, hvorpå stykket kan stå; der 
sees ei spor til, at der til denne har været loddet 
nogen særlig fod. 

F. Aga i Ullensvang; f. på en ager; erhvervet 1876. 
Ti store vævjern af ualmindelig form; 27 cm. 1,4 
cm. br. og 1.5—2 cm. tykke nedentil, smalnende 
opad, hvor de ender i små kroge, temmelig tunge. 

F. Aga i Ullensvang; f. ,f. i jorden på Bråvoll 
i Kinservik, 1/2 alen dybt; 2 stk. là lidt høiere oppe. 
Skotlænderne skal have havt ladested der“; erhvervet 
1876. 

Bidsel af jern med store trendsestænger, vist fra 
nyere tid. 

F. Voss; f. i jorden på Li; erhvervet 1877. 
f—g) Tre identiske redskaber af jern til ukendt brug. 

det ene afbild. pl. I, fig. 13; 26 cm. 1., af form 

som et spidst knivblad, men uden eg; i øvre ende 

dannet som et esken. 

F. Hafslo pgd.; se ovenfor, pag. 22. 

Rund, noget fladtrykt sten med hul igennem, regel- 
mæssig dreiet og med noget fremhævede omløbende 
facetter; ca. 8 cm. i tvermål, 4 cm. tyk; synes for 
stor til sneldehjul. 

F. Sauer i Saude pgd. 1880. 

Kastespyd-blad fra middelalderen. 

F. Thretten sogn, Øier; ,f. i udmarken på Thorstad 
for mange àr siden“; erhvervet 1880. 

Spydspids, hvis fal forlenger sig i to flige, der med 
nagler har været fæstet til spydskaftet. 

F. Hauge i Ringebu 1880. 

Syv Kljåstene. 

F. Skiri i Gryten pgd., Romsdals amt; f. i en 
ager; erhvervet 1882. 

Dolk af jern, afbild. pl. I, fig. 12; knap og overhjalt 

mangler, bladet smalt firsidet; 23 cm. 1.; nedre hjalt 
er bevaret og viser levninger af broncebelæg; dets 
med yngre jernalders sverdhjalter stemmende form 
og karakter gor det sandsynligt, at dette stykke til- 
hører tidlig middelalder. 

F. Orkedalen, sendre Throndhjems amt; f. i jorden 
i elvekanten på gården Evjen; erhvervet 1883. 

Tommersx med bredt blad og lang fal for skaftet. 
8* 


36 DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


F. Rindal i Faberg pgd. 

No. 40,761. Benkam, dannet af 4 stykker, der er forenede for- 
oven mellem to ornerede skinner; foroven tilskaret 
som en bue med opstående stykker ved enderne; vel 
tidlig middelalder. 

F. Hatrem i Lesje; ,f. i fjeldet mellem Gudbrands- 
dalen og Osterdalen, hvor der har boet folk, der 
nærede sig ved jagt og fiskeri"; erhvervet 1881. 
- 42,490. Rund pungformet hængelås. 
F. Vik på Ørlandet 1884. 
- 49,697. Øxeblad fra middelalderen. 
F. Fosnes i Stryn 1886. 
- 49,729. Kugleformet hængelås. 
F. Kirke-Eide i Stryn 1886. 


Supplement. 


De herunder anførte sager har jeg ikke selv seet i Nordiska 
Museet og således ei anført i mine optegnelser; ved den nu fore- 
tagne revision af museets norske jordfundne materiale efter kata- 
logerne og selve materialet har, hr. amanuensis P. G. Vistrand 
velvillig affattet denne fortegnelse som supplement til mine foran 
meddelte lister. 


Stenalder. 
No. 37,138. See med skafthul, omtr. som R. 30, 12.5 em. L, 5.7 
em 
F. "Medalen: „f. i ageren på gården 200 
erhvervet 1883. 
- 48,504. Firsidet kile af flint, 12 cm. L, 5 em. br. i eggen. 
F. Land pgd. „f. i en haug i Land pgd., be- 
stående hovedsagelig af kul og ben“; erhvervet 1886. 


Ældre jernalder. 


- 7,455. Vævskyttelformet sten, 8.5 em. 1, 3.5 cm. br. 
F. Attrå sogn, Thelemarken; ,f. for mange år siden 
ovenfor Gauset-broen ved bredden af Mårelven*; er- 
hvervet 1875. 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 37 


No. 35,448. ia si te sten, 10 cm. L, 3.2 cm. br. 
F. 


i 


49,298. 


49,310. 


49,311. 


49,312. 


49,330. 


8,958, 


21,543. 


21,771. 


21,804. 


dal; ,f. i jorden på Rise for mange år siden“; 

erhvervet 1883. Sagdes f. sammen med no. 35 449 
(ovenfor pag. 13) og 35,450 (nedenfor pag. 40). 
Spydspids, meget angreben af rust og ufuldstændig, 
med lang fal, som fortsættes i en skarp ryg på bladets 
midte, 20 cm. l. 

F. Jevnaker pgd., Hadeland; ,f. i en stenres på 
Bolken i 1884“; erhvervet 1886. 
Kileformet øxeblad af jern, 17.5 em. l., 5.7 cm. h. i 


eggen. 
F. Gran; ,f. i en haug på Læren 1880*; erhvervet 


1886. 
Spydspids, med en mod siderne”afplattet fal, 29 cm. 
l, 4.2 cm. br: noget beiet. 

F. Gran pgd.; ,f. i en haug på Læren*; muligens 
sammen med foregående og følgende nummer; erhver- 
vet 1886. 

Tveegget sværdklinge; har været sammenbeiet på to 


steder; nu i tre tre stykker; 85 cm. 1, 45 cm. br. 


F. Gran pgd.; ,f. i en haug på Læren"; se fore- 
gående no. 
Øxeblad af jern, lig 49,310, beskadiget i eggen, 17.5 
cm. 1,, 4 cm. br. over skafthullet. 

F. Hov i Gran; ,f. i en ager“; erhvervet 1886. 


Yngre jernalder. 


a) Tang, 28.5 cm. I. 
b) Knivblad, 19 cm. 1., 1.6 cm. br. 
F. Rauland sogn, Thelemarken; ,f. under en 
res på Svalestuen*; erhvervet 1875. 


- Øxeblad, 14.5 em. l, 10.5 cm. h. i eggen 


F. estre Slidre, Valders; „f. i en haug på Seh“; 
erhvervet 1878. 
Tveegget sværdklinge, sammenbeiet, 89 cm. 1., 4.8 cm. br. 
F. vestre Slidre, Valders; ,f. i jorden på gården 
Førstrå i en haug 2 alen dybt*; erhvervet 1878. 
Tveegget sværdklinge, stærkt sammenbeiet, 62 em. 1, 
em. br. 


F. estre Slidre, Valders; „f. i jorden på Ødegården 
ved pleining i 1874*; erhvervet 1878. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


No. 


° 


' 


H 


23,779. Fragment af en tveegget sværdklinge, knop og hjalter 
mangler, odden afbrudt, 53.5 em. l., 4.6 em. br. 
F. Vang, Valders; ,f. på ageren på Ølgagn 1876"; 
erhvervet 1879. 
23,781. Fragment af en spydspids, 37 cm. 1., 4.7 em. br. 
F. Vang, Valders f. på Kattevold; erhvervet 1879. 
26,457. Øxeblad, 12 cm. 1, 8 cm. h. i eggen 
iljord, Tholamarken; f. = Jorden på gården 
erpe i Bø Sogn; erhvervet 1 
26,670. Øxeblad, 14.5 cm. 1., 9 cm. = i Ge 
F. Lunde pgd., ielemorken: pf. i garden Sundbøs 
udmark (i Flåbygden) i en fjeldsprække, der blev 
mineret*; erhvervet 1880. 
26,719. Pilespids med bredt blad, 12 cm. l., 2.7 cm. br. 
F. Lunde pgd., Thelemarken; „f. i ageren på Bjørn- 
dalen i 1879*; erhvervet 1880. 
26,909. Oxeblad, 15.5 em. L, 7.7 cm. h. i eggen 
F. Vrådal, Hviteseid, T helemarken; ii i d pà 
gården Arak i Treungen*; erhvervet 188 
26,962. Oxeblad, 17.5 cm. l, 9 cm. h. i eggen. 
F. Nissedal, Thelemarken; ,f. i jorden pa garden 
Vik i en haug omtrent 2 alen dybt*; erhvervet 1880. 
27,040. Oxeblad, 19.5 em. l., 15.3 cm. h. i eggen. 
F. Treungen sogn, Nissedal pgd., Thelemarken; y. 
i jorden på Heimdal i en gravhaug sammen med et 
sværd, som var sendt til Kristiania for 4 år siden*; 
erhvervet 1880. 
29,101. Øzxeblad, 13.3 cm. l, 9.5 cm. h. i eggen. 
F. Fåberg pgd., Gudbrandsdalen; ,f. under en sten- 
haug på Trosset“; erhvervet 1880, 
29,152. Ljåblad, 47 cm. L, 2.3 cm. br. 
. Gryte i estre Gausdal pgd., Gudbrandsdalen 


„f. i jorden i et agerbrud 1 alen dybt“; erhvervet 
1880. 


29,267. Pilespids 14.8 cm. 1. 
. Thretten sogn, Øier pgd., Gudbrandsdalen; 2 
i udmarken på Thorstad for mange år siden“; er 
hvervet 1880. 
29,293. Kileformet &xeblad, af samme form som no. 29,039 
pag. 28 og derfor máske fra ældre jernalder, 20.5 
em. 1, 5 em. h. i eggen. 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER, 39 


No. 


° 


- 32,833. 


29,373. 


32,386. 


32,188. 


32,866. 
32,907. 


32,953. 


33,010. 


33,872. 


33,877. 


F. Thretten sogn; ,f. i jorden pa garden Lybek 
ved pleining i 1876“; erhvervet 1880. 
Øzeblad, 14.5 cm. 1, 6.5 cm. h. i eggen. 

F. Fodvang sogn, Ringebu pgd. Gudbrandsdalen; 
pf. på et andet sted (end no. 29,370) på Linvik, også 
på ageren“; erhvervet 1880. 

Spydspids, 33.5 cm. 1., 4.5 cm. br. 

F. nordre Fron pgd. Gudbrandsdalen; ,f. i jorden 
på Roven for 10 år siden, 1 alen dybt*; erhvervet 
1882. 

Pilespids, 15 cm. 1. 

F. Lesje pgd., Gudbrandsdalen; ,f. på fjeldet på 
østre side af Lesjebygd“; erhvervet 1882. 
Spydformet vævske, stærkt angreben af rust og i to 
stykker; omkr. 72 cm. 1. 

F. Gryten pgd., Romsdalen; erhvervet på Skiri 1882. 
Øxeblad, 19 em. 1., 10 cm. h. i eggen. 

F. Gryten pgå.; ,f. på Tokle under en stenres*; 
erhvervet 1882. 

Øxeblad, 11.2 em. 1., 7.5 cm. h. i eggen. 

F. Gryten pgd. ,f. i jorden på Hagen under en 
stenhaug*; erhvervet 1882. 

Palstav, 25 cm. 1., 6.7 em. br., med usædvanlig lang fal. 

F. Veo pgd., Romsdalen; ,f. på pladsen Holme- 
haugen under en stor stenhaug i 1879“; erhvervet 
1882. 


Enegget sværd, 76 cm. L, 5.5 cm. br. 

F. Melhus pgd. Guldalen; ,f. på Forset i en sand- 
banke — en elvebakke fra fortiden; hvor det fand- 
tes, var kul og aske”; erhvervet 1882. 
Enegget sværd, nærmest lignende R. 498, men spidsere; 
tangen beiet for at fastholde et nu bortfaldet hånd- 
greb, 46 cm. l., 3.5 cm. br. 

F. Rendalen pgd. nordre Østerdalen; ,f. i jorden 
på Steigen 6 tommer dybt: det lå i lest grus uden 
spor til, at der var begravet noget menneske*; er- 
hvervet 1882. 

Tveegget Ta vel bevaret, men med odden afbrudt, 
62 cm. L, ee 

F. mr mrg „f. i jorden r Rommundstad for 
50 àr siden sammen med oxe, skjoldbule, 8 stk. pile, 
sax, kniv, fil, bidsel, spyd, jernkedel, som var sammen- 


40 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


' 


. 33,880. 


33,893. 


88,895. 


35,450. 


40,722. 


40,896. 


40,953. 


43,273. 


47,045, 


sat af mange dele. Der var aske og kul i haugen* 
erhvervet 1882. 
Øxeblad, 11.3 cm. l, 7 cm. h. i eggen. 

F. Rendalen pgd.; „f. på Skredderstuen i kanten 
af en stor haug 8 tommer dybt“; erhvervet 1882. 
Enegget sverdklinge, som Ce A hjalter og knap 
mangler; 80 em. 1, 5.2 ¢ 

F. Rendalen ped. ; KEE egen ukendte; 
erhvervet 1882 pa Mom. 

a) Pilespids, 12 cm. 1. 
b) Pilespids, 12 cm. 1. 

F. Rendalen pgd.; „f. på Mom i en stenhaug 
omtrent 12 tommer dybt; kul og aske fandtes 
også*; erhvervet 1882. 

Spydspids, som R. 517, 35.2 cm. 1. 

F. Opdal; f. i jorden på Rise; se under no. 35,448 
ovenfor pag. 37. 

Øxeblad, 17 cm. 1, 11 cm. h. i eggen. 

F. Eker pgd.; f i en sandhaug pa Fossesholm i 
Eker“; erhvervet 1881. 

Enegget sværdklinge, meget fortæret af rust og uden 
knap og hjalter, 69 cm. 1., 5 cm. br. 

F. Lesje pgd.? „f. på Torol under en stor sten“; 
erhvervet 1881. 

Øxeblad, 15 cm. Ll, 10 cm. h. i eggen. 

F. Lesje pgd.; ,f. i jorden på Vae i Dovre. De 
nærmere omstændigheder kendtes ikke“; erhvervet 
1881. 


. Gxeblad, 15.3 cm. L, 8 cm. h. ie 


gge 

F. Overhalden ped., Namdalen; „f. p^ Vibstad på 
en sandmo, hvor der findes en mængde gravhauger. 
Der er også fundet flere exer, som Throndhjems mu- 
seum har indkøbt"; erhvervet 1884. 

Fragment af en oval skålformet spænde af bronee, 
overpladen mangler; med fire naglehuller; rundt 
kanten en smal ornamenteret bord omtr. som på 
652; 10 em. L, 6.8 cm. br. 

F. Overhalden pgd.; ,f. i en haug på Flat (i He- 
landet); resten af fundet er sendt til Throndhjems 
museum“; erhvervet 1884, ~ 
Øzeblad, 16 cm. l., 6.6 cm. h. i eggen. 


1888.] NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 41 


F. Stjørdalen pgd.; „f. i en haug på gården Ing- 
stad“; erhvervet 1885. 
No. 48,468. Spydspids, 13.7 cm. 1. 
F. Biri pgd.; „f. i en stenres på gården Drogset*; 
erhvervet 1886. 
- 49,328. Oxeblad, 14.3 cm. l, 7 cm. h. i eggen 
F. Gran pgd.; £ pa Hole omtr. P alen dybt*; 
erhvervet 1886. 
49,329. Pilespids, firkantet med meget lidet blad, 16.5 cm. L 
Gran pgd.; ,f. i en haug på Askim uden noget 
andet*; erhvervet 1886. 
- 49,760. Øxeblad, meget skadet af rust, 16.5 cm. 1. 9.5 cm. 
h. i eggen. 
F. Gloppen pgd.; ,f. i jorden på gården Joranger 
(i Breum) omtr. 2 alen dybt, uden noget andet^; er- 
hvervet 1886. 


Middelalderen. 


-- 46,996. Nøgle af bronce, af hovedform som R. 454; smuk 
gren farve. 
F. Stjørdalen pgd.; ,f. i elvemælen på Ersgárd*; 
erhvervet 1885. 


Rettelser og tillæg. 


Til hvad jeg ovenfor pag. 3—5 har udtalt, kan jeg nu føie 
"følgende: Dr. Hazelius har strakt sin imødekommende hjælp så 
vidt, at han har ladet sin amanuensis hr. Vistrand gere mål og 
meddele mig katalogudskrifter om fundoplysninger til alle sager; 
desuden har denne, som anført, sammenstillet det her pag. 36— 
41 ovenfor meddelte supplement. Tillige har Dr. Hazelius sam- 
tidig ladet foretage en revision af katalogerne for disse norske jord- 
fundne sagers vedkommende, så at der nu omtrent er tilveiebragt en- 
hed i nummereringen: stykker af samme fund er således nu opfert 
under et no. adskilte ved bogstaver. Herunder er tillige bleven 
‚rettet enkelte no. som jeg havde lest feilagtig på etiketterne, 


Å 42 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 2. 


Pag. 8 no. 


Prof. Rygh har velvillig ee og rettet stedsan- 
givelserne. 


9 


10 


35,402 skal vere 33,402. 

49,347. Om verkstedfundet fra Nestvet i As kan 
henvises til årsb. 1879, p. 192, 1880, p. 206, 1881, 
pp. 137, 150, 1882, p. 156, 1884, p. 52, 1885, p. 100, 
1886, p. 92. 

16,687: efter de oplysninger, som meddeles mig fra 
museet, synes dette stykke at matte vere fragment 
af nålen til den keltiske ringspænde, der pag. 21 
under yngre jernalder er opfert med samme num- 
mer; jeg kender dog ellers ikke denne ornamen- 
teringsmåde ved sager fra yngre jernalder. 

23,839: slgn. nedenfor pag. 24 under yngre jern- 
alder. 

29,503: slgn. nedenfor pag. 27 no. 29,502 fra yngre 
jernalder. 


Her burde være anført no. 29,639, se nedenfor pag. 28 
under yngre jernalder. 


. 85,449, slgn. p. 37 nedenfor ved no. 35,448. 


7319, knivblad, 15.5 cm. 1., 1.7 cm. br. 

1321, a— c) pilespidser, 9.2, 12.5 og 14 cm. 1. 
7647, tveegget sværdklinge, 58 cm. 1., 5 cm. br. 
1661, e) pálstav, 8 cm. 1, 5.2 cm. br. 

9025, ved »Gjøttil i Haukeli“ menes formodentlig 
gården Gjøttil i Eidsborg sogn. 

11,694, b) fragment, 11 cm. 1. 

13,790, fragment af (ikke spydspids, ne spydformel 
vævske, i to stykker, 40.5 + 37 cm 

13,842, b) pálstav, 16.2 cm. 1,, 6.7 e , br. 

13,986, a—g) 5 pilespidser, 12. 5, fre 12.7, 11.8 og. 
5. 5 em. 1. 

14,143, spydspids, 43.3 cm. l. 

14,230, a) spydspids, 26.5 cm. L 

15,165, fragm. af tveegget sværd, 37 cm. l, 5 cm. br. 
15,211, fragm. af tveegget sværd, 53 cm. 1., B. 5 em. br. 
15,805, spydspids, 19.5 cm. 1 

15,442, øxeblad, 19 cm. 1., 15 cm. br. i eggen. 
15,478, b) spydspids, 37 cm. L 

16,678; se, hvad her ovenfor er”anmærket til pag- 
10, ved samme nummer. 


1888.] 


NORSKE JORDFUNDNE OLDSAGER. 43: 


Pog: ge no. 17,879, spydspids, 47.5 cm. l, 5.5 cm. br. 


17,871, b) vævske, 69.5 cm. L 
17,890, øxeblad, 16 cm. L 10 em. h. i eggen. 
18,697, a) oxeblad, 14 cm. l, 7.5 em. h. i eggen. 
18,699, b) fragment af sverd, 8 cm. 1., 5 cm. br. 

c) spydspids, 22.3 cm. 1. 
18,767—8, skal vere 18,767, a—b) to spydspidser, 
19,3 og 85 om 
31,608: fra dette store fund af exeblade på Fiddal 
har universitetets samling to stykker: C 2069 og 
5275, se N. Fornl.158 og årsberetning 1870, p. 77. 
35,804: om fund fra gravfeltet pà Stranden, ind- 
komne til samlingen i Throndhjem, se K. Rygh: 
Faste fornlevninger og oldfund i søndre Thrond- 
hjems amt (1880), p. 186 f. 
23,779: stedsnavnet Ølgagn har ikke kunnet gen- 


. findes og må vist være feilagtigt. 


27,040. Det omtalte sværd er ikke kommet til 
museet i Kristiania. 

32,386: stedsnavnet Roven har ikke kunnet gen- 
findes. 

33,872: noget Steigen kendes ikke i Rendalen; mon 
der menes Steien i Lille-Elvedalen? 

43,240: om fund fra Vibstad i Throndhjems samling 
se K. Rygh: Fornlevninger og fund i n. T.hjems. 
amt (1879), p. 29. 


Register. 


Pag. 
Smålenenes a 
Habel eg instad. . . 6 
Aoi SE Skjolden . . 5 
Akershus 
^en pgd., Langset . 5 
Hedemarkens amt. 


ng Sek EE 34 
Aide E 54 
Rendalen pgd., Steigen . 39, 43 
Rommundstad ` 39 
Skredderstuen . 40 

Mam 


Kristians amt. 


iri pgd,, Drogset . i .-13,41 
Skunberg . . 13,33 

Bona - =. 85 

Skulhus . . . 33 

Beinerud . . . 33 

ds . 33 

SR 85 

Vardal pgd., ^ odd - . 83 
Kollsålstad P n 93 

Fåberg pgd, Arlien . . 26 
Kind - ar 36 

38 


Tro 
Østre Gausdal pet. Gryte 38 
Vestre Gausda L i 


8 nes A te : 26 
Voldbakken . 26 
Øier pgd., oras d GEN 7 
Melum «3 26 
Hong iix 27 
Thorstad ` . + 95,88 


y 
Ringebu pgd, ; Ødegården 12, 27 
Lin 


i Pag 

Orte. 2 > 28 
nad. d . 28 

Nordre Fronpgd.,Morken, 13, 28 
BU Vou o 13 


Engum. . gals 28 
Brandvol . > 28 
Lø 
Rove . 99,43 
Dovre pgd., Vae x 
Lesje pg4., Simenrud . š 82 
Va nglokken e 82 
Brennjord 82 
Serumgàrd 82 
ladsen 33 
Hatrem 36 
Torol 40 
Pà fjeldet ast "for 
y OR 3 
age Oe X < ` 
dcs o 
Breden Fe 
Rondhaugen | ipM. 82 
Havn ; 32 
I Lom pgd. 33 
Jevna M er pgd., Bolken 
Gran pgd, in en. 
Lera ...5 m 
Hw iG d n BE på 
Hole 41 
Askim. 36 


I Land pgd, 

Norirh Zeie ped. Solberg d 24 
Vesttorpen 

Sondre Nar dal pet Hat 24 


Fon 
Nordre Aurdal pgi Fod- T 
nes D 12 
Gausiker . ` UNE 23 
Moe = 
posee. Row x 


Pag. 
Weier eicht én Bolstad 11 
Dale S 11 
Melby . Se 11 
Melbybråten . 23 
Hesge 1. . - 23 
Unite on. . 23 
> 37 

Vestre Slidre pgd., Før- 
Ge ae ST 
Høine 12 
Ødegården ` 12, 37 
Ulvesta 24 
Viste ? 24 
; XM 24 
Vang pgd., Jevne 24 
teles. å 24 
Bé oi SR 24 
Haugen GERS 24 
Olga gagn — E 
Kattev 88 

Ys Yanga ` `kirke- 
24 

: SE amt. 

s pgd., Trosteim 928 
Al pgd., meg E 11 
we Ne 23 
gården . š 23 
Hol = asså ME 12 
Hols 4 


agen 2 
Sandsvær pgd., Hodenstad 9, 84 


ke 
Bratsber 


KVER pgd, Lofth 7 
stad 29 
Tra 29 
Nore pgd, Ramberg ç 24 
vammen 25 
Ødegården 25 
mingan . 25 
Sigdal ped, Skatvet . 7 
Sjeliholt . .,19, 29 
Støverenhaugen. ; 29 
Eiddal . 29, 48 
Teige 29 
I Breed 7 
Modum Moe 2 9 
r peds posueren å 40 

mt. 
Hol > n pgd., lille Vale . 6 
Va > Do 10 
14 


Heisholt 
Be pgd, Haugland S 
Folkestad . . (i 


Eriksten er 12 
eiten 17 
erpe 38 
Lunde pgd., Brekke . 25 
vensei 25 
Helgetveit 25 
Enggrav . . . 25 
Ovakiren >. > 25 
Lundefaret . . . 25 
' Næs Woo. NE ee 25 
Sunde s. . 38 
Bjerndalen . . . 38 


Saude 
Hiterdal pgd., Sem . 
i Bøen 


Granshered — Nisi = 
Li ; . 14 


o er 
Jo rde 
Pa ‚Granchereds kir- 
ard . 


ER, [p Preis. 
Flat 


Dier ja 
Siljord Ped., Berdal . 


i 

Ved Flatdal Kirke 
Hviteseid pei. Kirkebø 
Gisholt 


Su sic: ` 
Sinnts: — ¿s 
Nissedal pgd., Mule. 
Fjon . 
Ibrek ots 
Arak 
Vik 
Heimdal. . . 
Mo pgd., Eikland . . 
Lårdal pgd., Sending. 
mg eee 
` LE v. 
Vinje pgd, Haukeli . . 
UN .—. ¿ > 
eg š vi ide 
pia Vo 
Rauland pgd.Li . . . 
Svalestuen pie 


N edenæs amt. 
mli pgd. : er suus 
i r d > = 
Log Hedsten 
Sondre y — 
ardanger, 

Kris, ered pgd., Hangland 

Vikgr pgd, Mid 
Ulvik pgd, Mykletun 


Spilde pre 


I raven sogn. Å 

Ullensvang pgå., Eitreim 
Aga e 

Langesæter 

Børve . . 

Eidnæs . 


e, DE, Mir RON d 


E; 
Bråvoll 


an 
mn Ç I sé 


Noséestz ndun pod, Hage 
Hen is 


Landa, us 
Selland å 
Røldal pgd, „Seim . e 
Voss pgd, T 
Kvi 


-Nordre Bergenhus "amt. 
E Nornes . 11,2] 
melde è i 
orvin . . 
Eggum . , 
RENE u.s. 
Hafslo pgd, Lommeim . 
EN 2e 6 os 

Meleim e 


ørvi i 
Hje elmhau ugen . 
I præstegeldet . . 
Lyster pgd, Nes. . 
ortun oct 
Ardal pgd., Hereid 
Brekke 


Lægreid . . , 
Lerdal pgd, MM . 
Vold ra 


Æri 
Sanden 
Aurland pgd, Berkvam 
Le ekanger pgå, Røisum | 
in 
Balestrand pgd., Framnæs 
ik pgd., Vold 
Stryn pgd., Flo. 


æse 


B . D 


A AE AA 
Q2 Q2 & O2 


PS D L 


æ LI 
Kirke- Eide e 
loppen pgd, Joranger 
Romsdals amt. 
estnæs pgd,, —n 
Sylte 


Syltebø 


Hapen „u; 2 
Næsset pgd, Stensvold . 
Nøste . $a 
NGPA 1. 
À Ke erg pgd., m= Mad 
>> MI „ Nerviken š 
dp alt . 

Sondre Throndhjems amt. 
rkedalen pgd., Sundli 
Sommervol . ° 
ni en VI sr 
Meldalen pgd, Stokke. 
MOSE. ains 
Kjærstad . . . . 
aushus . . 

Opdal pgd., Sie 


For Së 
Børsen pgd., Viggen . 
eigen 
Jystad . 
Mellingen 
Hitteren pgd., Gryta 
Ørland e A ped, Skjæret . 


Nordre Throndhjems amt, 
tj len pgd. 


. 


Ersgárd . 
Verdalen pgd, Balgárd 
Levangerpgd., Munkeby 
Beitstaden pgd., Sprov 


ald 
O verhalvenpgi, , Hammer 
Amd 


Vibstad 
dais pgd., "Flat. 
ng wet Veiem 
Mo o 
ier pgd, Gråtådalen 
Skjerstad Ji: Stokland 


Folden "n "Helland : 


Gryten pgd., Skiri . . 
TURIS. E E 


C ed a) Ç 


o E on? Pa 65 65 65 OD jx da 


QO 


SO 


PLE 


Christ. Vidensk. Selsk. Forh 1888. N92. 


IT Hansen del. 


Christ. Vidensk. Selsk. Forh 1888. No 2, 


— 


SEE TIN | 
DR wm ^ A 
ed X AL ad 
EE VES NY = 


^ 
p 


zr 
jte; or 
Å LP d Ve 

BB 


NA 


å 


\ VA Ja ur 
PA IA 
” Ms 


Hm. 


Om plan og komposition 


Thukydids græske historie 


Af 
P. N. Østbye 


Tic arndetag vn» fotoptav 
tepav eivar Bovrdpeda 
(Dion. Hal.) 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 3) 


du — 


Christiania 
I commission hos Jacob Dybwad 
A, W. Breggers bogtrykkeri 


1888 


Üm plan og komposition i Thukydids graske historie. 
Af 
P. N. Ostbye. 


(Fremlagt i den historisk-filosofiske klasses møde 27de januar 1888 af hr. Schjøtt.) 


Indledning. 


Da ældste græske historieskrivning, der i umiskjendelig 
tilslutning til den episke poesi udvikler sig i Lilleasiens sagnrige 
stæder, kan tiltrods for de tilløb til en historisk kritik, som man 
lejlighedsvis finder hos enkelte forfattere, navnlig Hekataios, 
aldrig fuldt ud emancipere sig fra sin poetiske kilde. De spar- 
somme rester af denne ældste logografi berettiger os til at 
antage, at den enkelte forfatter har ladet sig noie med at optegne 
sin stammes mythiske traditioner i prosaisk form uden nogen 
fremtrædende stræben efter at udsondre af sagnet den historiske 
kjerne, og at altså deres fremstilling maa have svaret til 
Qvintilians opfatning af historien som et poéma solutum. Man 
vilde vistnok fejle ved at søge grunden til denne mangel på 
kritisk bearbeidelse af stoffet udelukkende i de vanskeligheder, 
som en sådan måtte frembyde, eller i pietet ligeoverfor de 
nationale traditioner, Til disse momenter slutter sig også mere 
eller mindre bevidst den trang til at idealisere virkeligheden, til at 
give den poetiske sandhed fortrinet fremfor den historiske, som 
overhovedet er ejendommelig for den helleniske opfatning og 
begrundet i folkets kunstneriske art. Selv i den senere gjennem- 
reflekterede tidsalder får denne trang udslag i verker, hvis 

1? 


4 P. N. ØSTBYE.  |No. 3. 


idealiserende tendens er så A otras at vor tids forskning 
må benytte dem med samme varsomhed som den historiske 
roman, og når endnu Aristoteles! karakteriserer poesien som ` 
mere filosofisk og forfølgende højere formål end historien, fordi 
poesiens stof er det almene, historiens det specielle, så forud- 
sætter også denne dom, uanseet dens eget værd, en betragtning 
af historien som i sit væsen kommensurabel med poesien. 

. Herodot gjer i forhold til logograferne et mægtigt skridt 
fremad, idet den mythiske tid hos ham træder fuldstændig til- 
bage for den rent historiske; men også hans fremstilling beher- 
skes af et poetisk princip, forestillingen om den guddommelige 
nemesis, der unddrager sig den menneskelige erkjendelse og 
vilkårligt styrer individers og nationers skjæbne. Ligeoverfor 
dette oversanselige princip spiller begivenhedernes naturlige 
kausalnexus en sekundær rolle. Det er altid +o Setov, hvortil 
fænomenet henføres i sidste instans. Selv, hvor den naturlige 
forklaring synes at ligge klart i dagen, foretrækker Herodot 
med fuld bevidsthed at pege paa en umiddelbar indgriben af den 
guddommelige styrelse (VI, 84). Man indser let, at der ikke 
kan blive tale om en gjennemført videnskabelig kritik ud fra et 
standpunkt, der strengt taget udvisker grænselinjen mellem muligt 
og umuigt. Vistnok stiller også Herodot sig ofte tvilende lige- 
overfor size kilder; men dette er ikke begrundet i nogen princi- 
piel forkastelse af alt, som strider mod den menneskelige erkjen- 
delses love, men ytrer sig nærmest som et forbehold ligeoverfor 
hans hjemmelsmænds subjektive vederhæftighed. Herodots frem- 
stilling bliver stående på grænsen mellem historie og episk 
digtning, og en bedømmelse af hans verk fra et andet synspunkt 
må nødvendigvis blive ubillig. Netop dette fantasirige, ever — 
tyrlige, der hæver forestillingerne ud over den prosaiske virke- — 
ligheds sfære, gjør hans skildring så fængslende og begrunder — 
dens kunstneriske værd. E 


1 Arist. poetik. 9: duo xat grhosope tepov xat cxovbatótepoy - 
TONG Ste totoptag eotiv, 7 pé yap To(motç HGÄAACH T a xn : 
d'hou, d d'ocosio ta xa? Exactov Met, m 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 5 


Forst med Thukydid hæver historiografien sig til et viden- 
skabeligt standpunkt. Medens Herodot opstiller zo Yetov som 
det ledende princip, opfatter Thukydid historien som en lovmæssig 
udvikling, hvor de enkelte fænomener finder sin forklaring i de 
forhåndenværende naturlige betingelser og i sidste instans i den 
menneskelige natur, to adoW reto, gusıs ava xata.! Det bliver 
altså historikerens opgave at forfølge sammenhængen mellem 
årsag og virkning, at efterspore alle de momenter, som har 
fundet sit udslag i en historisk aktion, og da disse ydre momenter 
dog ikke er af nogen tvingende art, men levner rum for den 
menneskelige viljes valg, må den væsentlige interesse knytte sig 
til studiet af individers og nationers eiendommelige karakter. 
Thukydid bliver altså ` den første pragmatiske historiker, også 
forsåvidt som han finder det naturligt at søge belærelse” i 
historien. Gs 

En sàdan opfatning mà nedvendigvis levne lidet rum for 
heiere magters vilkarlige indgriben, Som historiker ma Thuky- 
did operere med sit folks gjængse religiose forestillinger forså- 
vidt, som disse på mange punkter greb skjæbnesvangert ind i 
begivenhedernes gang, men det ligger ham fjernt at betragte 
athenernes nederlag på Sicilien som en straffedom for deres 
omstyrten af gudernes billedstetter eller at billige Nikias’ ængste- 
lige omhu for at udforske gudernes villie. Når spartanerne 
begynder kampen i tillid til oraklets lefte om Apollons bistand, 
betoner Thukydid udtrykkelig, at athenerne ved at følge Perik- 
les’ råd kunde have givet krigen et andet udfald (ë, 65). Af 
orakelsvar kjender han mange, men når han anfører dem, er det 
som oftest for at påvise deres tvetydighed (9, 17; 8, 54), og 
overhovedet erklærer han om alle de mangfoldige spådomme» 
som sattes i forbindelse med peloponneserkrigen, at kun den, der 


— 


i 2, 22; 6, 61. 5; e, 89; €, 103; s, 105. 9: Gi 78; a, 76. 

, 22 3301 ò$ Bouhvjsoven. ED TE yevop. svev TO CHE gro nelv 
xal TOY PEAASYTOYV TOTS, ad ATA TO av Sous reto, TOLOU TOV 
xat To KEEN Zoco, CHUTE xolisty avta Gei TOG 
Eget. Cfr. også B, 48. 3 og 5, 82.2: Tres val ast ¿od D.svo, 
doc av y AUTH pige Toy door T 


bo 


` 


6 P. N. @STBYE. [No. 8. 


forudsagde krigen en syvogtyveårig varighed, var gået i opfyl- 
delse (e, 26) og når han særlig fremhæver dette sammentræf 
som en merkelighed, forudsætter dette i almindelighed et skep- 
tisk standpunkt ligeoverfor den nationale orakeltro, ligesom selve 
udtrykkets form viser, at han ikke regner sig selv med blandt 
dem, der lagde nogen vægt på forudsigelser.! Ligeoverfor posi- 
tive udtalelser af denne art vilde det være uberettiget at til- 
legge gjængse talemåder, som: a&vsidev ó Sec, w, 118, eller: © 
Sede, 6 Ev Achpots eyonse toig Aaxedurpoviore, a, 134, nogen 
afgjerende betydning for Thukydids personlige standpunkt. Om 
dette giver hans verk overhovedet ikke nogen klar forestilling, 
men selv om man ikke vil legge synderlig vegt på vidnes- 
byrdene om, at Anaxagoras, Antiphon, Gorgias og Prodikos har 
veret hans lerere,? feiler man dog neppe ved at antage, at han 
har sluttet sig til den samtidige filosofiske retning, som uden at 


bryde med alle religiøse forestillinger ikke følte sig tilfredsstillet — 


ved det overleverede.? Stiller han sig, som påvist, kritisk 
ligeoverfor folkereligionen, sà anerkjender han på den anden side 
dens sædelige betydning (3, 52, 53; y, 82, 83) og behandler 
gjennemgående den gamle naive tro, som den kommer tilorde i 
meliernes forhandling med athenerne e, 104—112, med sympathi. 
Overhovedet benægter han ikke tilværelsen af en høiere magt, 
der griber ind i menneskenes skjæbne, men den optræder som 


^y", og dens felt indskrænkes til det for den menneskelige 


forstand uforklarlige og uafvendelige, og ikke sjelden far man 
det indtryk, at forfatteren oprerer sig mod at anerkjende denne 
vilkårlige indgriben. Således forudsætter han $, 48 mulig- 
heden af at påvise de naturlige årsager til pesten, antyder P, 
28 en forklaring af solformerkelser, 1, 50 af máneformorkelser 
og bringer y, 89 oversvømmelser af havet i forbindelse med — 


! €, 26. xat tolg and xoyspåv TL toyvarsapåvog povov Ad TOIT? 
Oase EvpBay, 

Marcellins biografi $ 22, 36 og 51. Det anonyme vita $ 2. ie" 

tarch: Vite X oratorum s. v. Antiphon, Hermogenes Hs? 

sov II pag. 414, 423 | 

efr. Marcellins § 22. dene "opa. Evonichm. 


1888.] om PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 7 


jordskjælv. Man kan derfor neppe med ret tillægge Thukydid 
nogen from følelse af afhængighed ligeoverfor de guddommelige 
magter.! Vistnok taler han om ta Sauóvoa i samme betyd- 
ning som ellers za ig Tyne men man har vanskelig for 
gjennem Thukydids fremstilling at komme til den opfatning, at 
han dermed har forbundet begrebet om et guddommeligt forsyn, 
hvis styrelse mennesket skal underkaste sig, ikke alene i følel- 
sen af sin egen afmagt, men også i tillid til denne styrelses 
høiere visdom. Han betoner mere det uafvendelige og vilkårlige, 
og hans standpunkt er nærmest resignationens, som den kommer 
til udtryk i Perikles" ord ñ, 64: oégew yon ta Sarpova avayxatec. 
I de karakteristiske ord, hvormed han ledsager Nikias' endeligt 
7, 86.5, blander der sig i denne resignation en bitter følelse af 
det umulige i altid at bringe denne høiere styrelse i samklang 
med de menneskelige begreber om retfærdighed. 

Det bliver altså Thukydids opgave at’ trænge tilbunds i 
begivenhedernes naturlige sammenhæng, ikke at lade sig neie 
med af de tò qgavepóv keyopevar altlar, men stille i forgrunden 
mv adn sotdtny npdgacı, agavestdtny di Ayn (a, 23), og denne 
stræben er det, som berettiger os til at betegne ham som den 
første historiker i moderne forstand. Ved at se de historiske 
fakta i lys af deres ydre og indre forudsætninger forvandler 
han dem fra hukommelsens ufrugtbare liggendefæ til næring 
for ånden, og såsandt et sådant princip må bevare sin gyldighed 
for alle tider, har han ret til med selvfølelse at betegne sit 
verk som et xtipa eis asi. Når særlig den nyere forskning på 
den græske filologis område med forkjærlighed har beskjæftiget 
sig med Thukydid, kunde man sege forklaringen i det umis- 
kjendelige slægtskab, som forbinder det thukydideiske verks ånd 
med de moderne tanker. 


! Classen: Einleitung pag. LIX. 


8. P. N. ØSTBYE. | --[No. 3: 


Verkets tilblivelse. 


Det siger sig selv, at en undersegelse af Thukydids histo- 


riske verk med hensyn på plan og komposition ikke kan undlade 
£ e 


at tage stilling til spørgsmålet om dets tilblivelseshistorie 
tilhengerne af en theori, der betragter det som et konglomerat af 
oprindelig selvstændige arbeider, der senere er bragt i en kunstig 
sammenhæng gjennem en bearbeidelse, der ikke har formået at 
overdække sammenfoiningens fuger, mà have en ganske anden 
opfatning af verkets indre økonomi end repræsentanterne for 
den ældre anskuelse, der fastholder, at Thukydids historie ikke 
alene i udvortes forstand er en enhed, men at den også i sin 
helhed har modtaget sin nuværende form først efter at den 
peloponnesiske krig var afsluttet og en oversigt over den hele 
for Hellas så skjæbnesvangre tid var mulig, behøver ingen 
nærmere påvisning. Den vidtleftighed, hvormed diskussionen 
om dette punkt er bleven ført, navnlig i de sidste år, gjør det 
imidlertid umuligt i et arbeide af begrænset omfang at gå nær- 
mere ind på de enkelte indlæg fra begge sider eller indlade sig 
på en kritisk undersøgelse af hele det vidtløftige bevismaterial, 
som er bleven fremdraget til støtte for de forskjellige anskuelser. 
Her kan kun blive tale om en kort historisk oversigt over stri- 
dens gang og om at antyde de synspunkter, som har været de 
bestemmende for den opfatning, hvorpå denne studie er bygget. 
I den antike literatur findes ingen antydning af tvil om det 
thukydideiske verks oprindelige enhed. Hos de samtidige 08 


nærmest følgende forfattere omtales det ikke direkte, når und- A 


| 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRJESKE HISTORIE. 9 


tages den korte almindelige bemerkning af Theophrast (Cic. 
orator 12, 39). Kun saa meget kan man slutte af Xenophons 
og Theopomps fortsættelser, at det har været almindelig kjendt 
og skattet for midten af det 4de århundrede, og at det heller 
ikke så kort tid efter forfatterens død kan have foreligget 
fuldt afsluttet efter den oprindelige plan. De senere græske og 
romerske forfattere omtaler det hyppigt nok, men af deres udta- 
lelser kan man kun komme til det negative resultat, at spørgs- 
målet om en forskjellig affattelsestid for verkets forskjellige 
partier overhovedet ikke har foreligget i oldtiden.” Dionysius 
fra Halikarnass, hvem man ikke kan frakjende et grundigt kjend- 
skab til Thukydid, og som efter sine egne udtalelser også kjendte 
de mest beremte filosofers og rhetorers dom om ham,* kunde 
ellers med sin tendentiose kritik netop over de formelle sider af 
Thukydids fremstilling umulig have forbigået et sporgsmál, der 
for en kritisk behandling af verkets komposition frembyder så 
fristende holdepunkter. Vi er altså berettiget til at antage, at 
den antike kritik ikke har taget noget ansted af de steder, 
hvorpå theorien om en successiv affattelse er bygget, ligesålidt 
som der om en sådan affattelse kan have existeret nogen litte- 
rær tradition. 

Når nu Ullrich i sine bekjendte afhandlinger: Beitråge zur 
Erklårung des Thucydides, Hamburg 1845, som har dannet ud- 
gangspunktet for hele den følgende diskussion, forfægter den 
anskuelse, at Thukydid har forfattet de tre forste beger og 
halvparten af 4de indtil 4, 48 umiddelbart efter freden 421 
under den forudsætning, at krigen dermed havde fundet sin ende- 
lige afslutning, og at han så, da krigen atter bred ud, holdt 
inde med sin fremstilling og først efter Athens indtagelse 404 
gjenoptog tråden og fortsatte skildringen af den archidamiske 


pa 


De eneste Spor af, at man har eck eier Ap sig med vërkets 
affattelsesmáde, er Marcellin Š 47, hvor der berettes, at” den 
endelige udarbeidelse, som han henlægger. til Skapte Hyle, har 
været baseret på foreløbige optegnelser, og Vita anon. 
hvorefter prooemiet skulde være forfattet sidst. 

? Dion. Hal. de Thucydide judicum pag. 813 og 824. 


, 


10 P. N. ØSTBYE. … [No 3 3. 


krig, den usikre fredstid, ard til Sicilien og den deke- 
leisk-joniske krig, indtil det punkt, hvor hans fremstilling afbry- 
des, så er han derfor henvist til at stette denne opfatning 
udelukkende på grunde hentede fra Thukydids egen fremstilling. 
Disse grunde er dels af formel dels af reel natur. For det 
første søger Ullrich at påvise, at den opfatning af den pelopon- 
nesiske krig som en enhed, som Thukydid begrunder e, 26, 
ingenlunde var almindelig accepteret af hans samtid. Platon 
Menex. 242 a—e adskiller tydelig de to ved den usikre fred 
adskilte krigsperioder, men uden at tillegge dem særskilte 
navne: Hos Lysias finder man den første krig betegnet som 
den archidamiske, og Isokrates kalder den sidste den dekeleiske, 
en betegnelse, som gjenfindes hos de senere talere og historikere. 
Strabo kalder Mytilenes undertvingelse den pachetiske krig 
(Beitr. pag. 8—12). Ullrich benægter vistnok ikke, at det efter 
Athens indtagelse måtte være naturligt at opfatte begivenhe- 
derne i deres sammenhæng, og at en sådan opfatning også inden 
samtiden må være kommen tilorde, men han finder ikke denne 
historiske betragtningsmåde så selvsagt, at Thukydid fra første 
færd har kunnet forudsætte den hos sine læsere. Dersom altså 
Thukydid havde skrevet første bog som indledning til den 27årige 
krig, kunde han ikke have undladt straks at angive krigens 
varighed, dens begyndelsespunkt og afslutning, så meget mere 
som disse faste punkter, selv under forudsætning af, at krigen 
betragtedes som en enhed, ikke på forhånd kunde antages som 
givne. Man kunde tænke sig begyndelsespunktet henlagt til 
slaget ved Sybota eller ved Potidæa 432 og den endelige afslut- 
ning til demokratiets gjenindferelse i Athen septbr. 403 (Beitr. 
pag. 38). Stederne z, 23, 4 og 2,87, 6, der omtaler krigens 
udbrud relativt til afslutningen af den 30arige fred efter Euboeas 
undertvingelse 445, betragter han som bibemerkninger, der kun 
kan have verd for bestemmelsen af krigens begyndelse, nar tiden 
for denne fredsslutning på forhånd var fikseret, men dette sker 


i Thukydids fremstilling først a, 115, 1. En fastslåen af krigens — 


udbrud finder Ullrich først 3, 2, hvorpå dens varighed omtales 
£, 26,1. Vistnok bliver disse angivelige fejl i kompositionen 


2 
' 


1888] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 1l 


heller ikke fjernede, om man forudsstter, at Thukydid udeluk- 
kende har havt den 10årige krig for eie, men Ullrich mener, at 
de i sà fald lettere lader sig forklare og undskylde. Vilde 
Thukydid have ferste bog opfattet som indledning til det hele 
verk, matte han have slået a, 1, 20, 23 og e, 25, 26 sammen til 
et prooemium. Under denne forudsætning vilde det også have 
veret overfiedigt at bevise, at den peloponnesiske krig var vigti- 
gere end alle andre. Udtrykket <, 1, 2, xat pépet vov! tov Bap- 
Gut vilde da have været for svagt. Rigtignok bliver han 
nødt til at betegne den umiddelbare fortsættelse ent mhetatov ` 
avtowrov, anvendt på den 10árige krig, som en rhetorisk over- 
drivelse. 

Det positive bevis for sin theori finder Ullrich i en række 
steder hentede fra de 4 første bøger (3, 1; B, 54, 3 og 5; B, 8, 
1; 8, 57, 2 sammenholdt med y, 26, 3; 8, 34, 4; y, 86, 2; y, 87 
2; 3, 48, 5 sammenholdt med Diodor XIII, 48; o, 23, 1; a, 10, 
2), der efter hans mening ikke kan forenes med kjendskabet til 
hele den 27årige krig, men kun kan være skrevne under den 
forudsætning fra Thukydids side, at hans opgave indskrænkede 
sig til en skildring af den krig, som fandt sin afslutning ved 
Nikias' fred. En let tilgjængelig, fuldkommen objektiv rede- 
gjørelse for Ullrichs opfatning af disse steder har Classen leve- 
ret i indledningen til sin udgave af Thukydid pag. XXXII—LI 
(3die oplag 1879). 

Ullrich antager dog ikke, at de to forskjellige dele af verket 
er udgivne til forskjellige tider. Tvertimod udtaler han pag. 
128 anm. 151: „Daran dass Thukydides etwa die vollendeten 
theile seines werkes entweder einzeln (Ullrich antager, at ind- 
delingen i beger skriver sig fra Thukydid selv) oder den ersten 
Krieg zusammen aueh gleich habe ausgehen lassen, ist nicht zu 
denken "  Fremdeles er han fuldt opmerksom pà, at der i de 
4 ferste beger findes en rekke steder, hvorom man med sterre 
eller mindre sikkerhed kan påstå, at de forudsætter kjendskab 
til den hele krig. De fleste af disse mener han dog at kunne 
bringe i samklang med sin theori, men om de to: B, 65, hvor 
Perikles’ politiske skarpblik belyses ved en udsigt over krigens 


12 P. N. ØSTBYE. ; [No. 3. 


følgende gang, og B, 100, der skildrer Makedoniens udvikling 
under kong Archelaos’ regjering 413—399, må han indremme, at 


de kun kan være skrevet efter 404 og altså må være indskudt ` 


i den alleredé fuldendte fremstilling. 

En hypothese, som blev fremsat af en anerkjendt autoritet 
på dette felt, og som i sin begrundelse bærer vidnesbyrd om et 
indtrængende kjendskab til Thukydid og om stort skarpsind og 
usædvanlig kombinationsevne, måtte ved det nye og overraskende 
i sine resultater vække stor og berettiget opsigt, men gav. for 
det første dog ikke anledning til nogen vidtleftig lærd polemik. 
Krüger, Poppo og Boehme indskrænkede sig til at markere sin 
stilling til den ullrichske theori. Først Classen optog i indled- 
ningen til sin udgave af Thukydid (1862) spørgsmålet til fornyet 
behandling og imedegik Ullrichs argumenter punkt for punkt, 
delvis med sådant held, at man senere har ladet dem falde. 
Navnlig har Classen opnået fuld tilslutning til sin opfatning af 
stedet =, 10, som Ullrich tillægger en afgjorende beviskraft for 
sin anskuelse. Den følgende diskussion tæller en række betyde- 
lige bidrag,! der har veret rige pà resultater for vor forstaelse 
af Thukydid i det enkelte, men for det egentlige stridssporgsmäls 
vedkommende ikke har formået at fastslå et almindelig anerkjendt 
resultat. I det store og hele kan man dog konstatere en til- 
nærmelse mellem de afvigende anskuelser. Medens Ullrich nemlig 
forudsætter, at Thukydids forandrede opfatning af krigens varighed 
og betydning ikke har foranlediget ham til nogen fornyet bear- 
bejdelse af sin fremstilling af den archidamiske krig, når und- 
tages indskydelsen af de to steder B, 65 og 8, 100, og at han 
heller ikke har havt noget senere gjennemsyn af verket til 
hensigt (Beitr. 140), men ligetil har overseet de mange indre 
modsigelser, hvoraf hans fremstilling på grund af den forandrede 
plan måtte komme til at lide,? så har theoriens senere forkjæm- 


1 Se L. Herbsts oversigt i Philologus Bd. 38 (1879) og Bd. 40 
(1581) og A. Schoene: Jahresbericht über die griechischen 
historiker mit ausnahme von Herodot und Xenophon. von 

. 1873—1876 (Bursian Jahresbericht). ⁄ 
Beitr. 142. Dass bei dieser art der fortsetzung der ursprung- 


d 


liche sinn, in welchem der erste theil schon vor der veränderten — ` 


1888.] om PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 13 


pere ligeoverfur de mangfoldige steder i de første bøger, hvor 
kjendskabet til krigens afslutning mere eller mindre klart frem- 
træder, og som Ullrich dels ikke har formået at bortforklare, 
dels ikke har været opmerksom på,! måttet indrømme en senere 
bearbejdelse. Ud fra dette standpunkt har man stillet sig den 
opgave gjennem sproglige ejendommeligheder eller reelle grunde 
i det enkelte at påvise de forskjellige partiers tidligere eller senere 
oprindelse, og er derved kommen til resultater, der afviger 
stærkt fra Ullrichs og tildels er af meget kompliceret art. 
Således mener Cwiklinski i sine afhandlinger: Questiones de 
tempore qvo Thucydides priorem historiæ suæ partem composu- 
erit, Gnesnæ 1873 og Uber die entstehungsweise des zweiten 
theils der thukydideischen geschichte, Hermes XII, at have bevist, 
at den archidamiske krigs historie er forfattet efter 421, fer 404, 
at Thukydid derpå i et selvstændigt verk har skildret den sici- 
liske ekspedition, også før 404, at han så har givet sig ifærd 
med fredsårene og den dekeleiske krig, men afbrudt fremstillingen 
for at indskyde den siciliske krigs historie, og at han endelig 
har foretaget en omarbejdelse af det hele verk, der dog ikke er 
nået længere end til slutningen af 4de bog. Så interessant det 
kan være at soge at danne sig en forestilling om Thukydids 
arbejdsmethode, så betænkeligt mà det stille sig at kræve nogen 
almen anerkjendelse af resultater, der er bygget på argumenter, 
som nødvendigvis må blive af temmelig subjektiv art. Når 
således Cwiklinski bemærker Herm. XII pag. 34: „Ich finde 
nur diess auffallend, dass die einführung der sicilischen expedition 
in die geschichte des peloponnesische krieges nirgends gerecht- 
fertigt oder entschuldigt wird,“ og kræver en sådan retfærdig- 
gjerelse i det andet prooemium s, 25 og 26, sà synes det 
sporgsmäl dog at ligge nær, om Thukydid eller nogen anden 
forfatter vilde kunne skildre den peloponnesiske krig uden at 

auffassung fast ganz vollendet wurde, unveründert blieb, und 

dass daher viele äusserungen in demselben nur als äusserungen 

= geschichte des ersten krieges richtig verstanden werden 

t. 


önnen, blieb dabei wohl ausser ach 
Í de Herbst: Philologus Bd. 38 pag. 528 fgg. 


tage hensyn til den siciliske ekspedition, al den stund det også 3 
pá Sicilien var peloponnesiernes mellemkomst, som fremkaldte 4 
krisen, og al den stund Athens endelige fald ikke kan forstàes | 
uden i sammenhæng med katastrofen for Syrakus. En udtrykkelig 3 


retfærdiggjørelse fra Thukydids side vilde her ikke alene være 
fuldkommen overflødig, men ligefrem uheldig. Andre af theori- 
ens forfegtere vil støtte den ved påstanden om, at verkets 
senere partier bærer alderens merke, eller grunder modifikationer 
af hypothesen på en række voldsomme tekstforandringer.? Over- 
hovedet fristes man ved denne methode let til at fortabe sig i 
enkeltheder og derved tabe synet for den indre sammenhæng. 
Det er da også kun for en mindre væsentlig del de omstridte 
- bevissteder, der har bevæget en autoritet som A. Schoene? til 
at erklære sig for Ullrich. Af de steder, hvorpå denne stetter 
sin hypothese, indrømmer han kun de to a, 23, 1 og 3 og Y, 87, 


2 afgjerende beviskraft, men finder, at grunde af mere almen 


art taler for Ullrichs anskuelse. Dog nedes også han til at 
erkjende, at mangfoldige steder i de forste boger er frugten af 
en senere bearbejdelse. A. Kirchhoff, der i det væsentlige nærer 
de samme anskuelser om verkets genesis som Cwiklinski, betoner 
.… også udtrykkelig på sine forelæsninger en omredaktion af de 
forste beger. Navnlig skal en stor del af første bog være ind- 
skudt efter 404.4 


Pa den anden side har Classen aldrig pàstàet mere, end at E 
den peloponnesiske krigs historie i den form, hvori den — 
foreligger for os, i sin helhed er fremgået af en afslut- — 
tende redaktion efter 404. Det beror på en overseen af hans - 


ischen geschichtswerkes. Colmar 1876 


KI 


e 


3 
= 


14 P. N. ØSTBYE. |No. 3. E 


E 


Friedr. Zimmermann: Qusestiones de tempore, qvo historiarum. S 
libri a Thucydide compositi, qvoqve editi sint. Halis Sax. 1875. = 
2 J. Helmbold: Über die successive entstehung des thukydide- 


1888.] OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 15 


egne ord Einl. pag. XXIX, nar man! har foreholdt ham det uri- 
melige i, at Thukydid under hele den 27årige krig, selv under 
fredsperioden 421—415, udelukkende skulde have beskjæftiget 
sig med at samle materialier for sit verk. Classen erklærer 
udtrykkelig på anførte sted, at de dele, der var kommet til en 
relativ afslutning, altså den archidamiske krig og toget til 
Sicilien, allerede for 404 kan have foreligget fra Thukydids 
hånd i en forholdsvis afsluttet fremstilling. I indledningen til 
5te bog gjentager og præciserer han nærmere denne opfatning. 
Men hvad ban på den anden side fastholder, er, at Thukydid 
efter 404 har sammenarbeidet dette mere eller mindre færdige 
materiale til et organisk hele uden at lade sig noie med en 
mekanisk sammenfejning, og at fremfor alt første bog er en 
frugt af denne afsluttende redaktion og kun kan sees i det rette 
lys med hele den peloponnesiske krig som baggrund. 

En mægtig støtte har denne opfatning i hovedsagen fået i 
L. Herbst, hvis indlæg? i alle henseender er det betydeligste 
siden spergsmálet gjennem Classen optoges til fornyet behandling. 
For Herbst, som for Classen, gjælder det at rydde Ullrichs ansteds- 
stene af vejen, men han har grebet sagen an på en væsentlig 
forskjellig måde Classens svageste punkt var fortolkningen af 
stedet 3, 1: aoyeta: di ó møkeuor évdévde “in Adyvalov xal 
lleAorovvnalov xal tøv £xatíootg Euppdyuv, dv Q outs Erewlyvuvro 
Zo axnpuxtel mao addyhoue xatactavtss ts Evveyde érodgpovy, 
som Ullrich i den rette forstàelse af dets betydning havde gjort 
til udgangspunktet for sine undersøgelser. Classen vilde ikke 
indromme, at dette sted giver en karakteristik af den 10årige 
krig og måtte derfor ty til en kunstig fortolkning af év o, ikke 
som pronomen henvisende på xoXsuoc, men som „konjunction der 
umstånde* og af xatastávreg som brugt absolut. Allerede Welti, ' 
der ellers gjennemgående tiltræder Classens bevisferelse, følte 


1 Schoene pag. 

2 L. Herbst: Thucydides. Philologus bd. 38 pag. e att 1879. 
Fortsetzung bd. 40, 1881; dritter artikel bd. 42, 

š J. J. Welti: Uber die abfassungszeit des Sëch 
geschichtswerkes, Winterthur 1869, pag. 19 fgg. 


16 P. N. . ØSTBYE. [No 3, À 


det kunstlede i denne ai og oe i Tm en karak- 
teristik af den 10årige krig, hvorved denne stilles i modsætning 
til den 27årige og fremhæves som første del af det hele. Der- 
med indrømmes, som man ser, ingenlunde Ullrichs påstand, at 
stedet må være skrevet fer krigens fornyede udbrud. Herbst 
tiltræder Weltis opfatning og støtter den ved overbevisende 
grunde. At åvveyöz éirokfyo»» ikke, som Classen mener, kan 
stå i modsætning til den foregående tilstand, fremgår efter hans 
mening allerede deraf, at denne derved også indirekte vilde være 
betegnet som en krigstilstand, men at Thukydid ikke vil have 
den opfattet således, fremgår af hans egne ord o, 66: ov pévtet 
8 ye mdhepdg mo Evveoodyer. Følgelig kan fvveyos kun stå i 
modsætning til den folgende del af krigen efter 421, der netop 
” fordi den falder i de to afsnit, den usikre fred og den dekeleiske 
krig, ikke er Evvexís. At modsætningen er at soge her, frem- 
går endnu tydeligere af e, 24, hvor Thukydid afslutter fremstil- 
lingen af den tiårige krig med ordene: taŭra då ta Aën ZçQ å 
Tpwtos xólegoc Ewveyas yevóp.evos våromntn Også her karakte- 
riseres den netop afsluttede krig som Evveyóz yevspeves, 08 her 
udelukker xoócoc enhver tvil om, at den er stillet i modsætning 
til det folgende afsnit fra 421. Indrommer man rigtigheden af 
dette bevis — og det er af Herbst udfort med en sådan logisk 
stringens og så stor finhed i detaljerne, at der skal overmåde 
stærke grunde for at rokke det — bliver det så langt fra, at 
P, I kan tages til indtægt for Ulrichs hypothese, at det tvert- 
imod beviser, at Thukydid vistnok i tilslutning til de faktiske 
forhold i sin fremstilling af den hele krig har udsondret den 
tiàrige som et selvstændigt led, men at denne disposition af 
stoffet er foregået på en tid, da forfatteren havde det fulde 
kjendskab til krigens senere fortsættelse. Heraf har nu Herbst 
draget videre konsekvenser: Efterat Thukydid, som påvist i | 
indledningen til anden bog tilstrækkelig har betegnet den tiàrige — 
krig som den forelebige gjenstand for sin fremstilling, anser han = 
sig berettiget til, sålænge denne krig varer, at betegne den som 
Ó mohepog die, Herbst påviser, at man på intet af de steder Í 
SS € a. og 4de bog, hvor dette udtryk forekommer, er nodt, 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 17 


til at tænke på den 27årige krig. På mange steder kan man 
kun forstå det om den 10årige. 

Dermed bortfalder også vanskeligheden ved at bringe 5, 48, 
5, hvor Thukydid afslutter beretningen om de indre uroligheder 
på Kerkyra med bemerkningen: xal "| sTagıg, moi yevopív 
itshevtycey Zç TOIT, dom ys xata tov mddepov tévde i samklang 
med Diodor XIII, 48, hvor der under ar 410 berettes om borger- 
tvistens fornyede udbrud. Sålænge man fastholdt, at udtrykket 
o zéieugnc ¿ds også under skildringen af den tiårige krig var at 
forstå om hele den 27ärige, matte man på Thukydids autoritet 
aldeles forkaste Diodors beretning! og derimod antage, at Thuky- 
did på dette sted hentyder til en borgerkrig på Kerkyra snart 
efter 404, noget, hvorom vore kilder fuldstændig tier. Med 
rette har Ullrich seet bort fra denne forklaring og opfatter 
bemerkningen dga ys xata tóv möhepov tovde som en hentydning 
til begivenhederne på Kerkyra 410. Netop dette sted danner 
efter hans opfatning grænsen mellem verkets to, til forskjellige 
tider affattede dele, således at sætningens første del tilhører 
den oprindelige redaktion, medens ordene oca ye xth. er ind- 
skudt, da forfatteren efter 404 fortsatte sin skildring på en 
tid, da begivenhederne på Kerkyra var ham bekjendte. Når man 
deler Herbsts opfatning af ó möhepog Ods som en på en vis måde 
redaktionel betegnelse for den del af krigen, som Thukydid 
netop skildrer, er der intet i vejen for i hovedsagen at slutte 
sig til Ullrichs opfatning og anerkjende Diodors beretning som 
historisk. Men på den anden side bortfalder dermed nedvendig- 
heden af at forudsætte en forskjellig affattelsestid for to dele af 
samme periode. Det eneste resultat må blive, at stedet ikke 
kan være skrevet for 410. På samme måde slutter Herbst sig 
også for andre steders vedkommende til Ullrich, men uden 
deraf at udlede de samme resultater for verkets affattelsestid. 

Som det fremgår afå denne korte redegjørelse, er sporgs- 
målet, som det nu står, reduceret til et væsentlig kvantitativt. 


1 Wachsmuth, EN alterth. 2, pag. 919. Niebuhr, Vortr. über 
alte gesch. 2 83. 


Vid.-Selsk, PE Ve No. 8. 2 


18 P. N. ØSTBYE. [No. 8. 


Enhedstheoriens forfægtere har aldrig ligeoverfor Ullrich benægtet 
og heller ikke med Thukydids klare ord a, 1 apps»: evig 
xadrotapévov for eje kunnet falde på at benægte, at han under 
hele krigen har syslet med sit verk, og at større partier allerede 
fer 404 kan have foreligget i en forholdsvis afsluttet form. Man 
behøver fra dette standpunkt heller ikke principielt at benægte, 
at Thukydid ved den endelige affattelse kan have overseet, at 
en notits, som han forefandt i sine optegnelser, i medfør af 
forandrede forhold kunde tiltrænge en berigtigelse, som når han 
B, 23, 3 bemerker dy våpovtar Qos rior, "Adyvalov Sm(xozt, hvilket 
blot passer for tiden før 411, da Oropos i dette år ifølge hans 
egen beretning %, 60 kom i thebanernes besiddelse. På den 
anden side indrømmer Ulrichs tilhængere, at en række steder 
fra de 4 første beger kun kan være kommet ind ved en bear- 
bejdelse efter 404. Spørgsmålet bliver altså, om denne bearbej- 
delse har været så omfattende, at de forskjellige, mere eller 
mindre udarbejdede optegnelser ved den endelige redaktion for 
forfatteren kun har havt værd som materialier, der i det hele, 
som i det enkelte, var at indordne under en fælles plan, eller 
om den har været af en mere flygtig art og bestået i en meka- 
nisk sammenfejning af oprindelig selvstændig tænkte og sch: 
stendig udarbejdede historiske skildringer. Når selv tilhængere 
af denne anskuelse, som A. Schoene, erkjender at antallet af 
positive bevissteder, hvorpà den oprindelig er grundet, lader 
sig reducere til et minimum, skal der særdeles vegtige gr unde 
af almindelig art til for at opretholde den. Nar man serlig 
har fremhevet, at Thukydid efter 421 måtte anse krigen en 
endt, og at man ikke kan tenke sig nogen fornuftig grund til, 
at han ikke under fredsårene skulde have udarbejdet sin frem- 
stilling af den archidamiske krig, så rammer, som ovenfor påvist, 
ikke denne indvending sagens kjerne. Også fra det andet hold 
må man finde det rimeligt, at Thukydid under freden har bear 
bejdet det foreliggende materiale til en sammenhængende from 
stilling; men på den anden side kan man ikke være tilboieli£ 
til at lade den forudsetning gjælde, at Thukydid 421 må have 
| betragtet kampen som afsluttet. Konsekvenserne af denne forud- 


1888. | OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 19 


sætning matte fere videre. Man måtte da, som Miller-Striibing? 
ganske rigtig har gjort, slutte, at Thukydid heller ikke bavde 
nogen grund til at vente med offentliggjerelsen af den fuldendte 
fremstilling, men at han virkelig i tiden efter 421 har udgivet 
den archidamiske krigs historie. Ullrich afviser vistnok udtryk- 
kelig en sádan antagelse og mà gjere det (Beitr. pag. 128 anm. 
151) da Thukydid efter hans opfatning ved krigens fornyede 
udbrud 415 endnu ikke havde afsluttet den archidamiske krigs 
historie, men hans efterfelgere, der forudsætter en sådan afslut- 
ning, kan ikke verge sig mod en sidan konsekvens. Man kunde 
jo tænke sig, at en sådan oprindelig udgave af de fire første 
beger, der i mangt og meget måtte have været forskjellig fra den 
senere, er forsvundet sà sporlest, at den ikke engang har efter- 
ladt sig den korteste litteraturhistoriske notits. 

Men sagen er vel, at selve den forudsætning, hvorpå man 
bygger, er af en temmelig tvilsom beskaffenhed. 

Formelt var krigen afsluttet 421, men faktisk mátte for- 
holdene, som de artede sig allerede i de nærmest folgende 
maneder, bringe alle illusioner om fredens varighed til at for- 
svinde. Det må her vere fuldkommen tilstrækkeligt at henvise 
til Thukydids egen fremstilling e, 26 af de grunde, som gjer, at 
man ikke kan betragte den tilstand, som indtrådte efter freds- 
slutningen, anderledes end som en Sxoxtog avcxuyr. Man får 
indremme, at hans udvikling pà dette punkt ikke er en blot og 
bar tankekonstruktion post eventum for at bringe de to dele af 
krigen i forbindelse med hinanden, men bygget pà kjendsgjer- 
ninger, der forelà allerede umiddelbart efter fredens afslutning. 
I virkeligheden matte vel enhver, der besad et lavmål af poli- 
tisk indsigt, forstà, at krigens fornyede udbrud blot var et tids- 
spørgsmål, når man så hen til, at fredsvilkårene på ingen af 
siderne blev opfyldt, at de mægtigste af de peloponnesiske for- 
bundne, Korinthierne, Eleerne og Megareerne negtede at aner- 
kjende disse vilkår (e, 17. 2 og s, 22, 1), at Boeoterne kun var 


1 Müller-Strübing: Thukydideische forschungen, Wien 1881, pag. 
42 fgg. 


Q* 


` 


20 - P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


villige til at gå ind på en våbenstilstand, der kunde opsiges 
med 10 dages varsel, og at den thrakiske krigsskueplads, hvor 
kampen i de sidste år væsentlig havde koncentreret sig, berørtes 
så lidet af freden, at fiendtlighederne der fortsattes uden afbry- 
delse. Disse iejnespringende kjendsgjerninger måtte i og for 
sig være tilstrækkelige til at gjøre en optimistisk anskuelse af 
situationen umulig for enhver, der besad forudsætninger for at 
kunne overskue den, såmeget mere, når man, som Thukydid, fra 
krigens begyndelse havde næret forestillinger om dens vordende 
betydning, hvortil de forste krigsår i ingen henseende havde 
svaret.  Krigspartiets agitationer i Athen og de dermed i for- 
bindelse stående uroligheder på Peloponnes, der førte til slaget 
ved Mantinea 418, hvor athenerne og spartanerne atter mødte 
hinanden i åben felt, måtte endmere åbne øjnene for denne 
formelle fredstilstands egentlige natur. De forestillinger om 
forfatterens klare blik på de politiske forhold, som nødvendigvis 
må forme sig under studiet af det thukydideiske verk, må modi- 
ficeres betydelig, dersom man antager, at Thukydid tiltrods for 
disse kjendsgjerninger efter afslutningen af freden 421 anså den 
krig, som han ved dens udbrud havde troet i skjæbnesvanger 
betydning for Hellas skulde komme til at overgå alle de fore- 
gående, for endelig afsluttet. 
Ligeså lidet overbevisende er Ulrichs indvendinger mod 
første bog som indledning til den 27årige krig. Det nytter her 
lidet at henvise til, at krigens forskjellige episoder hos seneré 
forfattere anføres særskilt og med forskjellige navne, og af den 
grund forlange i indledningen en kronologisk fastslåen af krigens 
varighed. En sådan inddeling af en længere krigsperiode i flere 
afsnit med særegne navne har til alle tider været betragtet som 
naturlig, og man har ikke vanskeligt for at finde analogier. 
Thukydid selv udsondrer den første krig og giver den et eget 
navn 0 deeg réienge, O dexaetng c, 26, i samme ejeblik, som - 
han fremhever, at den hele tid fra 431—404 er at betragte 


-1 a, 1: éAx(cac påyav te osota. xal akohoyutatov cov TE" 
yeyevnpévav. 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 21 


som én krig. Hvad Ullrich mátte bevise, for at hans anke pà 
dette punkt skulde erkjendes for berettiget, er, at en sádan 
sondring i afsnit med særegne navne ikke lader sig forene med 
en opfatning af begivenhedernes sammenhæng, og at denne opfat- 
ning følgelig må have været Thukydids læsere fremmed. Når 
Ullrich, sålangt fra at bevise dette, tvertimod indremmer det 
naturlige i en sådan opfatning, så falder dermed også hans 
indvendinger mod Thukydids fremstilling. Var det efter 404 
naturligt at se den sidste menneskealders begivenheder i deres 
historiske sammenhæng, så kunde Thukydids læsere allerede 
efter de første indledende ord neppe være i tvil om hans skil- 
drings gjenstand. Enhver måtte gå ud fra, at de forventninger, 
som forfatteren fra krigens udbrud havde næret om dens betyd- 
ning, var bleven retfærdiggjorte ved det endelige resultat, og at 
så var tilfældet, viser allerede den følgende sætning: x!vnsız 
yao aity weyloen 57 tots "Ego ¿yévero xal pépet tev! tav Bap- 
Bapo», we då sisi» xal ¿ml mielstov avdrsnov. Ethvert forseg 
på at bevise, at Thukydid hermed kan have karakteriseret den 
10årige krig, eller at hans læsere vilde have kunnet forstå og 
godkjende en sådan karakteristik, må blive forgjæves. Man 
måtte da ikke blot, som Ullrich, på ét sted statuere en rhetorisk 
overdrivelse, men man måtte erkjende, at den hele påstand, som 
den af Thukydid fremsættes i absolut negenhed, hvis den måtte 
opfattes på denne måde, vilde være fuldstændig uberettiget. t 
Endnu mere indlysende bliver dette, hvor Thukydid kap. 23 
enkeltvis anfører de udvortes momenter, som beviser, at alle 
andre krige stilles i skygge af den, som han agter at skildre. 
Ullrich erkjender, at alle disse momenter passer på den 27årige 
krig i endnu høiere grad end på den l0årige. I virkeligheden 
leverer Thukydid selv i den følgende fremstilling nok af stati- 


* AT bemerkningen i det anonyme vita $ 8: pera de Try foto- 
pla» pact cuvtetaydat TH cvyypaget vo xooclgtov dre! vOv Ev 
TQ TOD uépv«vat yeyovócev ser man ialfald såmeget, at 
de hjemmelsmend, hvortil denne oplysning henfgres, má have 
betragtet prooemiet som en indledning til det hele verk, Cfr. 
ogsa Arnolds bemerkninger til x, 1, 1 


22 P. N. OSTBYE. | [No. 3. 1 


stiske data til uigjendriveligt at bevise, at den hele karakteristik 
på intet punkt kan anvendes på den 10árige, medens den der- 
imod i alle enkeltheder er fuldstændig korrekt for den hele 
krigs vedkommende.” Man har altså valget mellem at antage, 
at en indledning, der af Thukydid oprindelig er forfattet for den 
archidamiske krig, og som i denne egenskab på alle punkter 
lider af overdrivelser og unojagtigheder, ved en merkelig tilfæl- 
dighed er kommen til at passe fortrinlig ind i den senere ud- 
videde skildring, eller i denne indlednings egen natur at se 
beviset for, at den fra forfatterens side har været bestemt for 
det hele verk. 

Man kan her ikke med rette, som Ullrich, indvende, at det 
vilde være overfledigt fra Thukydids side at bevise, at den hele 
peloponnesiske krig i betydning overgik alle de foregående. For 
os, som kan overskue hele den følgende historiske udvikling, er 
denne bevisferelse overflødig, men det vilde være formeget at 
forlange af Thukydids samtidige en klar opfatning af katastrofen 
i hele dens bærevidde. Vi tør neppe engang antage, at Thukydid 
selv har indseet, at det eneste nationale forseg på at samle den 
helleniske verden til en politisk enhed med Athens fald var 
strandet for alle tider. Den nærmest folgende tids historie 
viser noksom, at athenienserne ingenlunde opgav sine illusioner, 
men at den elastiske nationalkarakter reiste sig efter slaget, sà 
Athen allerede i den korinthiske krig kunde udfolde en impone- 
rende magt. Thukydid har i sin skildring altid nærmest sine 
landsmænd for eje, og for disse måtte det ligge nær at vende 
blikket fra nutidens ydmygelser mod en glimrende fortid. Når 
man kjender den berettigede stolthed, hvormed navnlig athenerne 
så tilbage på de ærefulde kampe for sin nationale tilværelse, 08 
det idealitetens skjær, som digtningen havde kastet over heltene 
fra Marathon og deres tid, forstår man, at det ligeoverfor den 
dalevende generation ingenlunde var overflødigt, men at der 
tvertimod skulde Thukydids videnskabelige mod til for at frem- 
sætte og fastholde den påstand, og alle helleniske krige, selv 


1 Herbst i Philologus 38, pag. 543 fgg. 


p. 
NS 
E 

š 


ñ 
E 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 23 


nationalkampen med perserne, overgroet som den allerede var af 
en yppig legendedigtning, i ydre og indre betydning stod tilbage 
for den krig, som det var hans formål at skildre. Det var her 
ikke alene nationalstoltheden, som den træder os imede i Aristo- 
phanes’ komedier overalt, hvor det gjælder at fremhæve de ære- 
fulde kampe mod barbarerne, der evede sin virkning, men også 
den almenmenneskelige tilbøjelighed til at forherlige fortiden på 
nutidens bekostning, som Thukydid selv gjer opmerksom pä.! 
Man må altså finde anferelsen af de rent statistiske data, hvoraf 
krigens overvældende betydning fremgår, også for den hele krigs 
vedkommende fuldt motiveret. 

Hvad her er udviklet om de bemerkninger, hvori Thukydid 
gjer opmerksom på krigens betydning, gjælder, om end mindre 
håndgribeligt, om hele første bog. Kun med hele den pelopon- 
nesiske krig som baggrund gjer den sig gjældende som en i 
saglig og kunstnerisk henseende motiveret indledning. Navnlig 
er dette tilfældet med den såkaldte pentekontaeti kap. 89—118, 
hvor forfatteren giver et overblik over udviklingen af Athens 
magt i tiden mellem barbarernes fordrivelse og udbrudet af 
den peloponnesiske krig. Det lader sig ikke benægte, at denne 
skildring vinder en ganske anden betydning som konstitutivt 
element i det hele verk, når man kan se den i lys af den 
attiske stormagts undergang, end når den må opfattes som ind- 
ledende bemerkninger til skildringen af en krig, som i ingen 
henseende medførte nogen forrykkelse i de ledende staters ind- 
byrdes magtforhold. Motiveret vilde den jo også i dette tilfælde 
være som en påvisning af den virkelige grund til lakedæmoniernes 
skinsyge, men den værdigere plads, som den indtager ligeoverfor 
totalbilledet af den peloponnesiske krig, giver den ialfald en 
plads blandt de indicier, som taler for en senere affattelse. 
Og disse indiciers tal lader sig med lethed forflere. Kap. 50, 2 
erklærer Thukydid, at seslaget ved Sybota var større end noget 


! o, 21 xaímep TOV Ardo mor év y pev av most TOV mad v- 
Ta asl péytovo» xotwóvtov, mavoapdvav Så và apyata udo 
B xog.atovcov. 


24 P. N. @STBYE. (No. 3% a 


af de foregàende, hvori hellener havde staet pà begge sider 
(uey/oen to» roo avtňç). Man er berettiget til i dette udtryk 
at se en antydning af, at han kjender endnu sterre helleniske 
seslag fra en senere tid, men dermed kan han ikke have tenkt 
pà noget sammensted i den archidamiske krig, men kun pà 
slagene ved de arginusiske eer og ved Aigospotamoi. Kap. 93, 
5 kan trods Ullrichs forseg på en anden forklaring først vere 
skrevet efter Piræusmurens slejfning. Kap. 97, 2 udtaler Thu- 
kydid en Kritik over Hellanikos Atthis. Af scholiasten til 
Aristophanes’ rane v, 693 må man slutte, at dette verk ialfald 
gik sà langt ned i tiden som til slaget ved de arginusiske eer 
406 og altså må vere udgivet efter dette àr. Kommer hertil 
kapitlerne 65 og 100, hvor ingen dissens er mulig, vil man 86, 
at det direkte bevismaterial igrunden mà vere fuldkommen til- 
strækkeligt. Med dette for eje vil man også på steder, hvor 
Thukydid i de direkte taler lader de optrædende personligheder 
foreslå forholdsregler, der virkelig kom til udførelse under den 
dekeleiske krig, eller udtalte formodninger om dennes gang 08 
varighed, være tilbøjelig til at se beviser for, at Thukydid har havt 
disse senere begiveuheder for eje. Således når korinthierne kap. 
122, 1 foreslår en éntreryiopos tH yopa eller kap. 121, 4 udtaler 
som rimeligt, at Athens indtagelse vilde blive folgen af en eneste 
peloponnesisk sejer tilses, eller når de atheniensiske sendemænd 
kap. 77, 6 forudsiger spartanerne, at de snart vilde miste sin 
popularitet, hvis det lykkedes dem at tilintetgjøre Athen. 

Man indser let, at første bogs stilling er af afgjorende 
betydning for hele verkets karakter. Såsandt denne ikke kan 
opfattes anderledes end som en indledning til hele den folgende 
skildring, så er dermed givet, at de enkelte partier i denne 
skildring ikke kan betragtes [uden som led i et hele, og at en 
fortolkning af de omtvistede steder i de følgende beger må gå ud 
fra dette synspunkt. Enhver anden opfatning fører til unatur- 
lige konsekvenser. Når Ullrich, som ovenfor nævnt (Beitr. pag- 
152), formoder, at Thukydid, da han begyndte på fortsættelsen 
af sit verk, ikke bemerkede, at mange ytringer i det foregående 
.  mátte blive lige så mange anstedsstene for en rigtig forståelse, : 


1888,] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 25. 


så er denne formodning så reserveret, at man føler, at Ullrich 
selv kun har grebet til den som en nedhjelp. Stiller man sig 
på Ullrichs standpunkt, må man dog forudsætte, at Thukydid, 
da han efter et decenniums forløb gjenoptog sit arbejde, ialfald 
har gjennemseet den foregående fremstilling, og dette gjennem- 
syn må have været af en meget overfladisk art, når han ikke 
selv er bleven opmerksom på angivelig åbenbare indre mod- 
sigelser, som andre kan påvise efter årtusinders forleb. Sagen 
bliver ikke synderlig bedre, om man virkelig forudsætter en 
bearbejdelse, hvorved større eller mindre partier skal være ind- 
skudt, uden at man på mange steder kan indse nogen speciel 
grund til en sådan indskydelse, medens de anstedelige steder 
er blevet stående. Det naturligste vilde dog været først og 
fremst at bringe disse steder i samklang med den udvidede 
plan, og man indser ingen grund til, at Thukydid, som nogle 
har antaget, skulde have ladet dem blive stående til en even- 
tuel sidste revision, al den stund man indremmer, at en bear- 
bejdelse virkelig har fundet sted. 

Også en betragtning af de almindeligere grunde må altså 
føre til et resultat, som det er udtalt af Classen, at det thuky- 
 dideiske verk, som det foreligger for os, er frugten af en 
gjennemgående bearbejdelse af det under krigen samlede, mere 
eller mindre udferlige materiale efter en fælles plan. Det vil i 
det følgende blive opgaven nærmere at gà ind på denne plan og. 
dens udførelse i det enkelte. 


'26 | P. N. ØSTBYE. [No. 9. à| 
Eeer ; 


II 


Det thukydideiske verks plan. 


Thukydid udtaler sig om sit verk og om sit personlige 
forhold til det a, 1; a, 21 og 22, $, 1 og s, 26. Som dets 
gjenstand nævner han krigen mellem peloponnesierne og atheni- 
enserne,! og af e, 26 fremgår det, at det var hans hensigt at 


fortsætte denne skildring til freden 404. Som verket foreligger for ` 


os, afbrydes fremstillingen pludselig i krigens 21de år septbr. 
411, og at det heller ikke for Thukydids samtidige har foreligget 
anderledes end som en torso, ser vi af Xenophons Hellenika, der 
med ordene peta då tadtx oy roXAaic nusoare Sotegov fortssetter 
skildringen af peloponneserkrigen i umiddelbar tilslutning til 
Thukydids 8de bog. Nar traditionen? forklarer denne pludselige 
afbrydelse deraf, at forfatteren under udarbejdelsen af sit verk 
er bleven myrdet, sà har vi vistnok ikke midler til at kontrollere 


denne angivelses rigtighed, men heller ingen grund til at betvile 
den.? 


! Benevnelsen Den peloponnesiske krig- findes først hos he 
- og Diodor. Se Ullrich: Beitr. pag. 31 anm. 48 og pag: 4 


ne 
I 
a 


. 4, Pausanias I, 23, 11, Marcellin S 31—34. i 
ei Müller- Srabig: Thukydideische forschungen pag. 68 fgg. ú 


som om så mange af Müller-Strübings hypotheser, må man "m 
at han ikke har formáet at bevise mere end dens mulighe 


Dens nødvendighed fremgår ikke af vyíyoxgs s, 26, da per E 
3 ” Thukydid ` 


fektet ganske naturlig finder sin forklaring i, at 
stiller sig på den fremtidige læsers standpunkt. 


len Mi NEP 


: 
E 
i 
i 
y 


SUE 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 27 


Som momenter, der berettiger ham til at tage fat på en 
sådan opgave, nævner Thukydid, at han personlig har gjennem- 
levet hele den periode, som det er hans agt at skildre, at han 
allerede ved krigens begyndelse havde opnået en alder, der 
frembed garantier for en moden iagttagelse, og at hans lands- 
forvisning efter Amphipolis’ fald satte ham istand til at indhente 
underretninger ogsà fra Athens Gender (s, 26, 5). Allerede heraf 
fremgår det, at hvad han særlig legger vegten pa ved sin 
historiske fremstilling, er dens overensstemmelse med virkelig- 
heden. Han forudsætter, at den vil eve mindre tiltræknings- 
kraft på læseren, fordi den mangler enhver mythisk udsmykning, 
men den er heller ikke beregnet på at vinde hobens bifald. 
Kun for dem, der ønsker at erfare sandheden og i fortidens 
historie soge belærelse for fremtiden. er hans skildring bestemt, 
og i denne stræben efter at meddele den fulde historiske sand- 
hed soger han en til at betegne sit verk som et 
xTYPX EG gei, 

Vi er efter denne Thukydids redegjerelse ikke berettigede 
til at fordre mere end en objektiv fremstilling af krigsbegiven- 
hederne og hvad dermed står i forbindelse. Hans skildring 
skal være en krigshistorie og er det også på en vis måde. Fra 
Aristophanes, fra talerne og fra scholier kjender vi fra de 21 år, 
som Thukydids historie omfatter, adskillige fakta. som han ikke 
berører. Den exempelløse blomstring på videnskabens, kunstens 
og litteraturens område, som for vor forestilling er uadskillelig 
forbunden med den perikleiske tidsalder, skizzeres af Thukydid 
kun i de store og almindelige træk i den perikleiske gravtale. 
Mange af tidens største navne, som Anaxagoras, Sokrates, Phei- 
dias, Aristophanes, vilde være os ubekjendte, om vi var henvist 
blot til Thukydids fremstilling. Selv de personligheder, der 
optræder i hans eget verk, interesserer ham kun så længe, som 
de spiller en aktiv militær eller politisk rolle. Den attiske 
feltherre Paches forsvinder efter at have kuet Lesbos’ opstand 
sporløst fra Thukydids historie. Han ofrer ikke et ord på hans 
domfældelse og selvmord (Plut. Arist. 26; Nikias 6). Under 
beretningen à, 89 om det fjerde indfald af peloponnesierne i 


98 P. N. ØSTPYE. (No, 3- Å 


— ————— 


Attika 426 fortæller Thukydid, at de fertes af Agis, Archidamos" 
sen, uden at oplyse, at faderen imidlertid er ded. Ligeså lidt 
omtales Phormions domfældelse (Schol. til Aristoph. Etpyvq V. 
347) og endeligt, tiltrods for den fremtrædende rolle, han spiller: 
i krigens forste år. Det må altså indrømmes, at der mangler 
væsentlige led i fremstillingen, når den efter vore begreber 
skulde kunne gjere fordring på en almindelig historisk karakter. 
Når aligevel disse 21 år gjennem Thukydids skildring står 
klarere for os end noget andet tidsrum i den græske historie, 
må vi se den væsentlige grund hertil i de fordringer, Thukydid 
stiller til en krigshistorie. Har han begrænset sin opgave, sà 
har han på den anden side trukket grænserne så rummelige, at 
han kan bevæge sig inden dem med fuld frihed. Han indskrænker 
sig ikke til de militære operationer, men gjengiver forhandlin- 
gerne i radet og folkeforsamlingen, de politiske partiers hemme- 
lige intriger, kampen mellem de forskjellige samfundsklasser 08 
den deraf følgende revolution i alle moralske begreber med den 
samme omhu. Som oftest er disse skildringer nødvendige for 
forståelsen af krigens gang, men på mange steder ligger em 
sådan forbindelse temmelig fjera, og undertiden ser vi, at for- 
fatteren ikke lader sig binde af udelukkende hensyn til krigen. 
Således har den digression, hvortil Delos’ renselse giver anledning 
Y, 104, kun almindelig bistorisk interesse, og nogen forbindelse 
mellem peloponneserkrigen og kampen mellem tegeater og man- 
tineer, som den fortælles 5, 134, er efter Thukydids fremstilling 
ikke til at opdage. Lidt efter lidt feres man ind i de politiske 
forhold over hele den helleniske verden i øst og vest, og hvor 
forholdene blandt halvt eller helt barbariske folk fra hellenisk. 
standpunkt frembyder nogen interesse, tages da med i frem- 
stillingen; således Makedoniens fremgang under kong Archelaos, 
den imponerende statsorganismus, som en thrakisk stamme, odry-- 
serne, en kort tid forstod at danne, eller forholdene i det pet 
siske rige, forsåvidt de evede nogen indflydelse på den græske- 
historie i dette tidsrum. 

Thukydids verk nærmer sig på denne måde til at blive en: 
samtidens historie i antik forstand. Ved en bedemmelse fræ- 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 29 


«dette synspunkt gjælder det at holde sig for eje, at de gamles 
historieskrivning bevægede sig inden et snævrere område end 
«den moderne. Hvad den behandler, er de offentlige sider af 
-samfundslivet i strengeste forstand, staternes ydre og indre 
politik, og af personlighder beskjæftiger den sig næsten ude- 
lukkende med dem, der som krigere eller statsmænd har virket 
for sit fædreland. Den antike historieskrivning har levnet os 
få notitser om litteraturens og kunstens udvikling og om de 
ledende mænds personlige livsforhold. Først i den alexandrinske 
periode, da det offentlige liv havde mistet sin overvejende 
betydning for den enkelte, begyndte man at ofre disse sider af 
Andslivet særlig opmerksomhed, uden at dog denne interesse har 
afsat synderlige spor i den egentlig politiske historieskrivning. 

- Vi har altså at holde os til, at Thukydids verk vistnok er 
og skal være en krigshistorie, men at den er anlagt med det 
formål samtidig at give det væsentlige, af hvad man på den 
tid fandt herte med til et billede af tiden. At disse to krav 
kan forenes er begrundet i stoffets natur. I virkeligheden greb 
kampen mellem de to stormagter og deres forbundne så dybt 
ind i hele den helleniske verdens liv, at en skildring af denne 
periodes historie i alt væsentligt må falde sammen med den 
peloponnesiske krig, og derfor er denne også gjort til midtpunktet 
i Thukydids fremstilling og begrunder dens indre enhed. 

At gjendrive de indvendinger, som Dionysius fra Halikarnass 
gjør mod selve dette valg af stof, er fuldstændig overfledigt. 
Hans egne ord viser noksom, at han i sin opfatning af historien 
ikke hævede sig over den politiske advokats standpunkt. 1 


! Dion. Hal. Ep. ad Gn. Pomp. III, 4, pag. 763: OI de @ouxu- 
òine TO AEP.OV Eva eost xal TOJTOY outs XRO OVTE ev TIL Å) 
OG pocta Dën Ogethe pa yevéatau, et òè UN, story xat 

Oy mapadodelg Uo tay entytyvopévav Pyvomodar. 1 det 
fglgende dadler han, at Thukydid begynder de ee med 
ta Keoxvouixa. Efter hans mening burde heller Athens be- 
drifter efter perserkrigene dannet udgangspunktet. Disse 
finder han er behandlet QavAWE xoc xal éé extdp0pAe og over- 
ser altså, at de i Thukydids e kun har betydning 
som indledning til den egentlige skildring. Ligefrem letsindig 


80 . P. N. ØSTBYE. [No. 8.. ° 


Som berert, hører læserens belærelse med til det thukydi- 
deiske verks formal. Hans historie skal vere pragmatisk. 
Men denne pragmatismus er dog af en anden art end f. ex. 
Xenophons eller Polybs. Historien lader sig ikke behandle som 
en exakt videnskab, fordi dens love ikke har naturlovenes uben- 
herlige konsekvens. Den er en kamp mellem frihed og nedven- 
dighed, en kamp, hvorunder de samme ydre forudsætninger ikke 
med nedvendighed ferer til det samme resultat, og historikeren. 
kan derfor ikke stille sin opgave som et rent mekanisk problem. 
Thukydid er ikke pragmatisk i den forstand, at han opfatter 
det som sit màl gjennem subjektive reflexioner at uddrage ab- 
strakte regler af den foreliggende historiske situation. For ham 
bliver den objektive skildring af kjendsgjerningerne og deres 
indre sammenhæng, belysningen af de historiske personligheder 
og deres moralske gehalt gjennem deres handlinger på ethvert 
punkt hovedsagen, og hvor han gjør det historiske stof til gjen- 
stand for filosofisk betragtning, antager denne yderst sjelden en 
direkte belærende karakter. Thukydid er ingen theoretiker, der 
indordner de konkrete foreteelser under et på forhånd opgjort 
system, men den praktiske statsmand, som først og fremst vil 
forstå virkeligheden. Forfatteren træder hos ham fuldstændig 
tilbage for stoffet, og det bliver historien selv, som prædiker 
sine lærdomme. Selv i det eneste konkrete tilfælde, hvor det 
didaktiske moment særlig fremhæves (3, 48. pesten), kommer det 
til udtryk gjennem gribende historisk skildring. Enhver ved, at 
Xenophons og Polybs methode er væsentlig forskjellig. Xenophon. 
er overalt gjennemført belærende, tildels med formelige lærebøger, 
og også hos Polyb træder det docerende element ofte så stærkt 
frem i reflexionens form, at hans historie undertiden får karakter 
af en håndbog i praktisk politik. 

Når man vil gjøre sig rede for, hvorvidt Thukydid har for- 
mået at realisere sin plan, kommer altså den overvejende interesse 
til at knytte sig til spørgsmålet om hans verks objektivitet. 

er hans anke over. at verket afsluttes med slaget ved Kynos- 


sema. Et blik pá e, 26 måtte gjøre det klart, at denne 27 
slutning er tilfældig. 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 31 


Det gjælder at skaffe sig klarhed over, om vi i hans skildring 
har at se det korrekte virkelighedsbillede, som vi efter hans. 
egne udtalelser om hans forsknings samvittighedsfuldhed og den 
strenghed, hvormed han kritiserer sine forgjengere,! er berettiget. 
til at vente. 

Efter Dionysius’ vidnesbyrd? var oldtidens dom om Thuky- 
dids sandhedskjærlighed og upartiskhed sågodtsom enstemmig 
anerkjendende. Cicero betegner ham (Brutus 83) som rerum 
gestarum pronuntiator sincerus. Senere historikere, der har be- 
handlet den samme periode, anfører ham som sin pålideligste 
kilde (Plw. Nikias 1, Cornelius Nepos Themistocles 9). Hos. 
Sallust er den bevidste efterligning iejnefaldende. Bemerkungen 
hos Josephus contra Apionem 3: moda òè xal Oovevdidy¢ & 
Wevsducvoe und ttov xatyyooettat, xaltor Box axotpeotatyy 
x21" avtov lotortav cuyyedger vejer i sin fuldkomne ubestemthed 
lidet mod disse vidnesbyrd. Nar man i oldtiden i verket har 
segt at finde en bestemt tendens, er man kommen til stik mod- 
satte resultater. Dionysius ep. ad Gn. Pomp. finder, at Thuky- 
did udhæver atheniensernes fejlgreb under krigen, medens han 
derimod kun loselig berører deres triumfer, og forklarer det 
deraf, at han efter sin forvisning nærede nag mod sit fædreland. 
Den anonyme biograf beskylder ham også for lakonismus. På 
den anden side betegner scholiasten til z, 10 og a, 22 ham som 
athenophil.? 

For den moderne opfatning, der pà historiens, som pà enhver 
anden videnskabs område sætter erkjendelsen af sandheden som det 
hejeste, har Thukydids verk i det store og hele stået som idealet 


> 22. 

: De, Thuc. jud. pag, 824. Maptupsitat de cQ avbol TALA yey 
d TaVTOV QuUesóooy, te xal Putóoov, sl dt en, TOY ys Thel- 
cto*, OTL xai TNG adnttetac, de fepav elvat tay latoplav 
Bovaóp.eda, mhelotnv émorfsato mgóvotx . . . . avé SYXTOV de 
xal xataoay thy xgoaígegctw and TAVTOS pd oros xal TAONG 
HOARKELAS QUAÁTTO, uditora de dy tate repo! TOY aa ov 
avdoav yv pare. Cfr. navnlig Lukian: De conscribenda historia. 

3 Lukian De conscribenda hist. Kap. 38. Cfr. også Marcellin 
$ 26: Zypage då 098 ovtoc (trods sin forvisning) uvrcuxaxóv 


; 


volg Adyvatorg ahha QUO dre. 


39 P. N. ØSTBYE. [No. 8. q 


af en sandhedskjerlig og upartisk historieskrivning. Man har 
tildels givet denne opfatning et dogmatisk tilsnit og behandlet 
enhver tvil, der på et enkelt punkt er bleven rejst mod Thuky- 
dids autoritet, som et letsindigt angreb pà det hellige, der prin- 
«cipielt måtte afvises. Man har uden reservationer talt om 
Thukydids ,unerschütterliche ruhe, die weder freude noch schmerz, 
weder billigung noch missbilligung verråth, sondern alle affekte in 
-einer über jeden affekt erhabenen seele wie in einem ungetrübten 
spiegel reflectirt.^! Det er naturligt, at denne kultus har frem- 
kaldt opposition. Man mente ikke at gå Thukydids sandheds- 
kjærlighed eller hans verks objektivitet i almindelighed for nær, 
om man anså sig berettiget til i det enkelte tilfælde, hvor for- 
holdene lagde det nær at formode, at forfatterens opfatning 
måtte påvirkes af subjektive momenter, at rejse kritiske ind- 
vendinger mod denne opfatning. Således Droysen i sin Aristo- 
phanes. og Grote i sin History of Greece VI, pag. 458 fgg." 
Grote hefter sig navnlig ved Thukydids strenge dom over Kleon, 
en dom, som han pà grundlag af forfatterens egen fremstilling 
af de historiske kjendsgjerninger finder umotiveret. 

Langt videre går Müller-Strübing i sit verk Aristophanes und 
die historische kritik. Her er ikke Lenger tale blot om en ubevidst 
indvirken af subjektive momenter, men om en med personlige 
og partihensyn for eje foretagen bevidst forfalskning af denne 
periodes historie. Denne forfalskning viser sig navnlig i fortielser. 
Müller-Strübing mener at kunne bevise, at den atheniensiske 
politiks tyngdepunkt allerede fra Aristeides’ tid là hos den, ferst 
fra tiden efter Fukleides udtrykkelig omtalte tay/as vic “ONS 


35 fgg. Wallichs: Thukydides und Kleon, Flensburg 1866. 
oe zur würdigung des atheners Kleon, Frankfurt ® 


num zu Brilon 1860. 


A. Kirchhof: Thukydides, progr. des gymn. ee P 


Eo ipii LAM Z css T RII, a bay as a 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 83 


%p03080v, der som statens finansminister i virkeligheden skulde 
have indtaget en stilling som den atheniske symmachis president. 
Valget af denne president og hans understatssekretær 6 avrı- 
Ypapeus vic Ətouyajosoç, der foretoges hvert fjerde år i forbindelse 
med den store panathenæerfest, skal hver gang have givet anled- 
ning til heftig partitvist. Ferst i disse valgkampe og deres 
resultat finder han forklaringen af angivelige uklarheder i Thu- 
kydids fremstilling. Således finder han ikke skildringen i femte 
bog af det politiske virvar på Peloponnes efter afslutningen af 
Nikias’ fred forståelig uden med disse valgintriger som baggrund. 
Et gjennemfert fortielsessystem finder fremdeles Müller-Strübing 
i Thukydids behandling af de thrakiske forhold. Efter hans 
mening var Thrakien under den usikre fred efter 421 athenernes 
vigtigste krigstheater, medens man efter Thukydids fremstilling 
unegtelig far det indtryk, at der fra Athens side ikke gjordes 
synderlig energiske anstrængelser for at vinde det tabte terræn 
tilbage. Thukydid giver kun lejlighedsvis korte notitser om en 
eller anden bys frafald og beretter <, 83 om en tilsigtet expe- 
dition, der på grund af omstændighederne ikke kom til udforelse. 
Om disse notitser erklærer Müller-Strübing p. 467: „Es will mich 
bediinken, als ob Thukydides bei seiner entschiedenen, sich durch 
sein ganzes werk hindurchziehenden, immer vorhandenen, durch 
den verlust von Amphipolis nur gesteigerten abneigung von den 
dingen in Thrakien zu reden durch solche beilåufig eingestreuten 
notizen sich so zu sagen mit seinem historischen gewissen habe 
abfinden wollen. Denn magna est veritas et prævalebit*. Denne 
reservatio mentalis skal ikke blot findes i behandlingen af 
Athens politik i Thrakien, men overalt, hvor Thukydid af sub- 
jektive grunde ikke vil sige sandheden. Idet forfatteren går 
videre, finder han det forunderligt, om Thukydid skulde vere 
bleven stående ved den blotte fortielse. ,Es wire wunderbar, 
wenn er nicht gelegentlich weiter ginge, und eine liicke, die durch 
die suppressio veri entstanden war, durch eine phrase ausfiillte, 
am liebsten durch eine zweideutige, doppelsinnige wendung, bei 
der er sich immer noch den trost geben kann, er habe in seinem 
sinne die wahrheit gesagt, wenn er auch sicher vorher weiss, 
Vid.-Selsk, Forh, 1888, No. 3. > 


34 P. N. ØSTBYE. ` ` NOG i 


dass der leser den sinn entweder gar nicht (daher die vielen 
dunkelheiten in unserem text, von denen allerdings manche wohl 
auf rechnung der abschreiber kommen, manche aber sicher beab- 
sichtigt sind) oder falsch verstehen wird (daher die vielen, oft 
diametral entgegengesetzten deutungen einzelner stellen). Es 


wird aber auch vorkommen, dass er dem von ihm unterdrückten ` 


motiv einer oder dem zusammenhange zweier begebenheiten mit 
vollem bewusstsein etwas falsches substituirt, aber auch dann 
bemüht er sich etwas zu geben, was er wenigstens nicht ganz 
selbst erfunden hat.“ Som exempel anfører han «e, 81 og 82, 
hvor Thukydid giver en ganske kort beretning om en oligarchisk 
revolution i Argos, der den felgende sommer besvaredes med en 
kontrarevolution i demokratisk retning. Diodor XII, 80 og Pau- 
sanias II, 20 skildrer disse bevegelser udførligere med biomstæn- 
digheder, der nærmere belyser oligarkernes forvorpenhed. 

I et senere arbejde:  Thukydideische forschungen, Wien 
1881 fastholder forfatteren pag. 68 sin påstand om en bevidst 
suppressio veri fra Thukydids side. Man bliver derfor over- 
rasket ved at se, at han i denne afhandling på de allerfleste 
steder, hvor han mener at kunne påvise forfalskninger i frem- 
stillingen, ikke, som man kunde vente, gjør Thukydid selv an- 
svarlig for dem, men tager sin tilflugt til en ,blodterstig* gramma- 
tikers interpolationer. For at nævne et exempel, anser forfattere 
beretningen om de 1000 mytilenæeres henrettelse y, 50 for op- 
digtet og indskudt af en blodterstig byzantinsk professor. Her 
hjelper efter hans mening ikke en mindre forandring af 1000 
til 100 eller 30, der diplomatisk let lader sig forsvare. „Wenn 
ich mir die athenischen gesammtzustände, wie ich sie zu kennen 
glaube, die geistige luft, möchte ich sagen, die man in Athen 
athmete, lebhaft vergegenwärtige, so will mir das (die hinrich- 
_ tung der dreissig) nicht in den sinn.“ : 

Som man ser, rammer dette sidste spørgsmål, således som 


forfatteren stiller det, ikke Thukydids autoritet. Det er her — 


berørt, fordi det klarest belyser den tendens, som gjennemgående 


præger Müller-Strübings arbejder, og som forfatteren selv åbent 5 


.  wedkjender sig. Hans studier, der vidner om usædvanlig lærdom | å 


Sona ae GR. A Rend) eet E EN atik my E 


m a PT AE EST- 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 35 — 


og skarpsindig kombinationsevne, og som er bårne af en ener- 
gisk stræben efter at trænge tilbunds i den historiske sammen- 
hæng, der virker forfriskende i modsætning til de tågede tale- 
måder, hvormed moderne fremstillinger tildels har troet at kunne 
slippe forbi vanskelighederne, er ligeså mange talentfulde indlæg 


til forsvar for det attiske demokrati og savner i mange tilfælde 


ingenlunde sin berettigelse. Det har lykkedes forfatteren på 
mangfoldige punkter ved dette energiske kildestudium at godt- 
gjøre åbenbare urigtigheder i de moderne fremstillinger af denne 
periodes historie; men når han også vil rokke ved de sædvanlige 
forestillinger om Thukydids historiske pålidelighed, savner han i 
de fleste tilfælde ethvert positivt grundlag. Forfatteren polemi- 
serer med rette mod den måde, hvorpå Aristophanes’ komedie- 
digtning er bleven benyttet som historisk kilde, men hans egen 
benyttelse af den lider også af iejnefaldende svagheder. En 
forblommet hentydning eller fortolkningen af et egenavn er for 
svage holdepunkter til derpà at bygge slutninger, der skal sup- 
plere eller endog berigtige en positiv historisk beretning. Skulde 
den åndelige athmosfære i Athen få lov til at gjælde som et 
argument mod mytilenæernes henrettelse, måtte en fremtidens 
historiker, som bedemte den franske ånd i forrige århundrede 
med oplysningstidens filanthropiske litteratur som målestok, med 
samme ret kunne påberåbe sig pariserathmosfæren som grund til 
at forkaste septembermordene. Hverken skarpsindige kombina- 
tioner eller veltalende deklamationer når her frem fra den blotte 
mulighed til en vished, der berettiger til at fælde en streng dom 
over en forfatter som Thukydid. 
Vistnok vil enhver, som læser Thukydid med ensket om at 
lære de allerfineste detaljer i det indviklede politiske maskineri 
at kjende, på mange steder kunne underskrive Grotes ord (Hi- 
story of Greece, preface pag. IX): ,,The brevity of Thucydides 
often gives us but a single word, where a sentence would not 
have been too much, and sentences, which we should be glad to 
see expanded into paragraphs“; men spørgsmålet bliver dog, om 
denne korthed ikke lader sig forklare anderledes end som resul- 
tatet af et fortielsessystem, hvorved Thukydid med fuld bevidst- 
3* 


36 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


hed har villet give et forvrængt billede af tiden. Skulde ikke 
snarere Müller-Strübings altid voksende harme for den væsentligste 
del skrive sig fra en miskjendelse af det faktiske forhold, at 
enhver forfatter, med hvormegen ret han end kan håbe, at hans 
verk vil leve ud over døgnet, dog skriver og må skrive nærmest 
for sin samtid, må bygge på dens forudsætninger? Adskillige 
af de anker, der reises mod Thukydids fremstilling, bunder i den 
fordring, at den skal give fyldestgjørende svar på alle de spergs- 
mål, som en fjern eftertid gjerne vil se besvaret. Vi er nu 
engang ikke athenere; vort kjendskab til det græske statslivs 
former er sammensat af en uendelighed af brudstykker og fuldt 
af mørke punkter. Alle kan være enige i, at det for os vilde 
været særdeles onskeligt, om Thukydid havde leveret en syste- 
matisk fremstilling af Athens forfatning og politiske forhold i 
alle enkeltheder, men man må på den anden side holde sig for 
eje, at særlig en behandling af samtidens historie må forudsætte ` 
et vist niveau af kundskab for overhovedet at blive læselig 
for den dannede samtid. Thukydid skyr her, som overalt, det 
unødige apparat; han vil ikke paxgyyogety Zu etddat, og han 
må ganske vist have ret til at antage, at hans fremstilling 
af de indre forhold er fuldt tilstrækkelig for hans lands- 
mænd. Han folger med interesse enhver forandring i den 
indre politik, ethvert omslag i partiernes magtforhold eller i 
øjeblikkets stemning overalt inden den helleniske verden. Hvad 
særlig Athens indre forhold angår, leder man forgjæves efter 
nogen systematisk fortielse. Athen indtager netop i denne hen- 
seende afgjort midtpunktet i den hele fremstilling. Perikles' 
stilling som demokratiets fører i krigens første år, den voksende 
opposition i hans sidste levetid, antagonismen mellem Kleon 08 
Nikias, den fortryllelse, hvormed Alkibiades forstod at knytte 
folket til sin politik, er skildret udforligt nok til at give os et 
indblik i de kræfter, som ledede den mægtige bevægelse. Hvor 
de indre begivenheder greb afgjerende ind i krigens gang, frem- 
stilles de ogsi med sà stor en bredde, som overhovedet lader 
sig forene med verkets plan. Således tilstanden i Athen for 08 — 
. efter afsendelsen af toget til Sicilien og de 400's regjering. 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 37 


Det er ganske vist så, at i de år, som felger nærmest 
efter afslutningen af Nikias’ fred, Athen og dets indre politik 
træder mere i baggrunden, men dels er grunden hertil at sege 
deri, at der til denne periode ikke knytter sig den påtagelige 
historiske interesse, som til krigens øvrige partier, og at den 
derfor af Thukydid er behandlet kun i de store træk, dels var 
Athen faktisk i disse år ikke det politiske midtpunkt. Interessen 
knytter sig meget mere til Argos’ forsøg på at fremkalde en ny 
gruppering af de peloponnesiske stater under sit hegemoni. Når 
Athen blander sig ind i denne bevægelse og tager parti for 
Argos mod Sparta, så lader Thukydid os ikke i uvished om, at 
dette var en frugt af krigspartiets politik, som den repræsente- 
redes af Alkibiades. Det er vanskeligt at forstå, at der her savnes 
noget led i fremstillingen, som i væsentlig grad vilde have for- 
andret vor opfatning af disse forhold, og endnu vanskeligere at 
finde et forståeligt motiv, som kunde have bevæget Thukydid til 
en bevidst fortielse. Vilde han gjennem sin fremstilling komme 
sine politiske modstandere tillivs, måtte dog taushed være et 
mindre virksomt middel end en farvet fremstilling. Hvis virke- 
lig den attiske skatmester allerede fra Aristeides tid har besiddet 
en alt overvejende indflydelse i den indre og ydre politik, og 
hvis hans valg i hvert enkelt tilfælde har givet anledning til 
hidsige partikampe, der først giver os nøglen til en bedre for- 
ståelse af Thukydids beretning, må man have ret til at sperge, 
hvilken tænkelig interesse en historieskriver kunde have af 
fuldstændig at eliminere denne embedsmand af sin fremstilling. 
Og ligeså vanskeligt vilde det være at forstå, at denne stats- 
myndighedernes hejeste spidse skulde have efterladt sig så tvil- 
somme spor også i den øvrige litteratur, at forskere, der regnes 
blandt de første autoriteter, når det gjælder attiske forfatnings- 
spergsmal, har anseet sig berettigede til at betvile, at der over- 
hovedet har existeret et sådant embede fer Eukleides.! Diodor 


1 Ulrich Köhler: Urkunden und untersuchungen zur geschichte 
des delisch-attischen bundes. Abh. der Berl. akademie 1869, 
pag. 151. Det eneste sted, man plejer at anføre for embedets 
existens, er Plut. Arist. 4. Som Boeckh bemerker Staathaush. 


38 p. N. OSTBYE. [No. 3. | 


tier her ligeså hårdnakket, som Thukydid, og han har dog som 
kilder kunnet benytte også andre forfattere, der stod begiven- 
hederne nær. E 

Særlig uheldig har Miiller-Stribing været med sin bevis- 
forelse for, at Thukydid har fortiet vigtige forholdsregler i 
Thrakien fra Athens side. Han mente herfor at kunne anføre 
et fuldt authentisk dokument, nemlig en indskrift fra Ol. 90, 3; 
418, hvorefter athenernes kraftigste feltherre Demosthenes i dette 
år skulde have stået med en hær ved Eion. Uheldigvis beror 
her navnet Eion, hvorpå alt kommer an, blot på en konjektur 
af Boeckh, hvad Müller-Strübing synes fuldstændig at have over- 
seet. Boeckh vilde neppe have udfyldt indskriften på denne 
måde, dersom han havde været opmerksom på Thuk. s, 80, 
hvorefter Demosthenes 418 blev sendt til Epidauros. Kirchhoff: 
Inscriptiones Atticæ Euclidis anno vetustiores, Berlin 1873 har 
også ladet Boeckhs formodning falde og forsøgt en anden kom ` 
jektur, som sagligt og formelt bedre lader sig forsvare. Som 
indskriften foreligger, beviser den kun, at Athen under freds- 
tiden underholdt en væbnet styrke i Thrakien, hvilket med 
fuldstændig klarhed fremgår også af Thukydids fremstilling. 

Det er her umuligt i det enkelte at gå ind på de mange 
anker, som Müller-Strübing rejser mod Thukydids fremstilling i 
løbet af sit vidtloftige verk) Det er ikke lykkedes ham på 
noget punkt at føre et stringent bevis for, at den indeholder 
faktiske urigtigheder, og endnu mindre, at sådanne kun skulde 
kunne forklares som forsætlige forvanskninger fra Thukydids 
side, hvorved hans verk vilde komme til at overskride den 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 39 


grænse, som skiller mellem historisk skildring og politisk pam- 
phlet. 

Det bliver ved bedømmelsen af Thukydids objektivitet mang- 
foldige momenter, som må komme i betragtning. For det første 
er det klart, at forfatterens ydre livsstilling i mange henseender 
måtte lette ham anskaffelsen af det faktiske materiale, der må 
danne grundlaget for enhver sandhedskjærlig skildring af et 
tidsrum. Ved sin fødsel tilhørte han Athens hojeste aristokrati. 
Hans verk vidner noksom om en usædvanlig åndelig begavelse 
og skarp iagttagelsesevne. Traditionen sætter, som bekjendt, 
hans udvikling i forbindelse med Anaxagoras, Antiphon, Gorgias 
og Prodikos.! Om man end betragter disse notitser udelukkende 
som fremkomne ved senere kombinationer, er de ialfald sand- 
synlige, forsåvidt som man af hans eget verk må fà det ind- 
tryk, at han med interesse og forståelse har fulgt sin tids ånde- 
lige bevægelser. Ingen har, som han, skildret de karakteristiske 
træk i den tidsalder, som gik tilgrunde med krigen. Ved sine 
forbindelser måtte han være istand til i højere grad end de 
fleste at skaffe sig et indgående kjendskab til de politiske for- 
hold, og selv har han som praktisk statsmand og feltherre taget 
virksom del i de begivenheder, som han skildrer. Hans senere 
forvisning satte ham efter hans eget sigende istand til at ind- 
hente oplysninger også hos Athens fiender og måtte bidrage til 
at udvide hans politiske horizont. Disse antydninger er til- 
strækkelige til at vise, at Thukydid i særlig grad har kunnet 
benytte alle de fordele, som letter arbejdet for den samtidige 
historiker, og selv om vi ikke havde hans egne ord for hans 
forsknings omhyggelighed,? viser studiet af hans fremstilling til- 
strækkelig, at han ingen møje har sparet for at udnytte dem. 
På mangfoldige steder er skildringen af lokaliteter så nøjagtig, 
at den kun kan være bygget på personlig iagttagelse. For 
Attikas vedkommende folger dette af sig selv. Ligeledes er det 
naturligt, at han viser sig vel orienteret i Thrakien, hvorfra 

! Se 2 note til side 6. For Gorgias’ og Prodikos’ vedkommende 
Marcellin 3 36. `. 
a, 22 éexemcvag 8 muploxero. 


40 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


hans slægt stammede på feedrenesiden, og hvor den havde sine’ 
besiddelser. Således viser han à, 102 og 103 og i begyndelsen 
af 5te bog det mest detaljerede kjendskab til Amphipolis og de 
lokale forandringer der i lebet af krigen. Kong Archelaos 
reformer i Makedonien kjender Han, som det synes, af personlig 
erfaring ($, 100). Efter e, 26 må man slutte, at han under sin 
forvisning har besegt Peloponnes, og mange af beretningerne i 
5te bog bærer også præget af at være meddelt af peloponnesiere. 
Af hans skildring af de olympiske lege z, 50 har man sluttet, 
at han selv har været tilstede. Ialfald må den bero på et 
øjenvidnes beretning. Fremstillingen af slaget ved Mantinea 
bærer det samme præg. Her er det dog tydeligt, at han ikke 
selv har været vidne til, hvad der foregik. Man bemerke særlig 
udtrykket ic © ¿péponyto c, 66, som kun kan forståes under 
forudsætning af, at det er en lakedæmoniers vidnesbyrd, som 
gjengives. Fremdeles kap. 70 Y» rudicda:, nemlig da jeg an- 
stillede efterforskninger. Det synes, som om dette ophold på 
Peloponnes falder efter slaget ved Mantinea? Megara må han 
have besøgt efter freden (3, 67 0% viv to toomatov dos) Pa 
Sicilien kjender han Syrakus og omegn til de mindste detaljer; 
ligeså Gela og Naxos. Her tor man dog ikke med sikkerhed 
slutte til personlig iagttagelse, da disse geografiske enkeltheder 
måske kan vere lånt fra Antiochos fra Syrakus, som han ial- 
fald hejst sandsynlig har benyttet som kilde for Siciliens ældre 
historie.” Også Z 59, hvor Thukydid ordlydende citerer grav- 


1 Man hehøver ikke derfor af Marcellin $ 29 og 30 at slutte, at 
Thukydid i længere tid har opholdt sig eller endog er død ved 
Archelaos’ hof, som v. Willamowitz Möllendorf ar VER mis 
essante afhandling: Die Thukydides-legende Hermes 12 s. 
SE Derimod polemiserer Gilbert, Philologus 38, 9 * 
gg. 
Se Kirchhof’ i Sitzungsberichte der Berl. akademie der wissensch. 
for 1883.  Müller-Strübing er overbevist om, at Thukydids hjem- 
melsmand her er kong Agis. U 
Wolffin: Antiochus von Syrakus und Coelins Antipater, Win- 


to 


e 


origine et situ Syracusarum.  Efter Marcellins vita 8 25 beret 


terthur 1872, Niebuhr, Bom. Gesch. I pag. 203. Goeller: pe 
Š 


1 Italien. 


tede Timeus, at Thukydid under sin landflygtighed opholdt e : 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. At 


skriften i Lampsakos over Hippias’ datter, kunde man vere til- 
bejelig til at se spor af vidtleftigere rejser. 

Fremstillingen af de historiske begivenheder beror ligeledes 
i mange tilfælde på personlig iagttagelse. Hvorvidt denne aut- 
opsi har strakt sig, er det umuligt i det enkelte med fuld 
sikkerhed at afgjere, men man fejler neppe ved at antage, at 
en stor del af de livlige skildringer fra krigens første år er 
grundet på oplevelser i folkeforsamlingen eller felten. Ud- 
trykkelig bevidnes dette om flere af de anførte taler (a, 22). 
Fremdeles har Thukydid været i Athen under pesten og gjennem- 
levet alle dens rædsler (8, 48). Som anfører for en attisk 
eskadre ved Thrakiens kyst har han på nært hold kunnet iagt- 
tage Brasidas’ felttog hesten 424 (8, 104). 

De kilder, hvorpå han bygger sin beretning i det overvejende 
antal af tilfælde, hvori han ikke som ejenvidne har kunnet være 
tilstede, er dels authentiske dokumenter, dels digteres og histo- 
rikeres verker, dels mundtlige beretninger. Freds- og forbunds- 
traktater anføres e, 18; e, 23; e, 47; e, 77; 8, 79; 9, 18; $, 37; 
9, 58, breve a, 128, 129, 138; 7, 11, indskrifter Z, 54 og 59. 
De egentlig litterære kilder må ifølge sagens natur i en skil- 
dring, der væsentlig beskjæftiger sig med samtidige begivenheder, 
spille en underordnet rolle. Det bliver her væsentlig lste bog 
og indledningen til 6te, som kommer i betragtning. At hans 
frémstilling af den ældre historie ikke er frugten af et ensidigt 
stadium af en enkelt eller et indskrænket antal forfattere, frem- 
går af a, 97 toic moo ¿pod Graz, Ved siden af Homer kan 
man med bestemthed påvise benyttelsen af et eller andet kyklisk 
digt. Når han a, 9 nævner of ta capíctata llehorovvnotov 
ww(uy) Taga TOY rootepoy Sedeyudvo. som sin kilde for atridernes 
historie, er det sandsynligt, at han hermed sigter til Hellamikos' 
Argolica. At han i hvert fald har kjendt denne forfatters Atthis, 
fremgår, som ovenfor berert, af de indledende bemerkninger til 
pentekontaetien z, 97, 2. Heller ikke burde det kunne betviles, 
at Thukydid har kjendt og delvis benyttet Herodot. Selv om 
man forudsætter, at dennes historie først i sin helhed er bleven 
offentliggjort 408, bliver den dog mindst to år ældre end Hella- 


42 P. N. ØSTBYE. [No. 8. å 


nikos’ Atthis, og man kan neppe vere i tvil om, hvilket arbejde 
har vakt sterst opsigt. Endnu umuligere bliver det, at T huky- 4 
did skulde været ubekjendt med Herodot, hvis dennes verk, 

således som den nyeste forskning! har gjort det hejst sandsynligt, 
har været afsluttet allerede 428. At det delvis har været 
bekjendt i Athen lenge før, lader sig ikke bestride.” Beret- 
ningen hos Eusebius om, at Herodot Ol. 83, 3, 446 skal have 
holdt en oplesning i Athen, bestyrkes ved notitsen hos Plutarch 
de malign. Herodoti 26, hvori der fortzlles, at athenienserne pa 
forslag af en vis Anytos skjænkede ham en æresgave på 10 
talenter, og ansees nu for et af de bedst bevidnede fakta i 
Herodots liv. Hvilket indtryk Herodots fremstilling har gjort i 
Athen, ser man af Sophokles’ Antigone v. 905—915, hvor tanken 
umiskjendelig er lant fra Herodot 3, 119.3 Som bekjendt bragte 
også oldtiden Herodot og Thukydid i forbindelse med hinanden. — | 
Thukydid skulde som barn have været tilstede ved en fore `: 
læsning af Herodot+ Sålænge man ansatte Thukydids fødselsår 
til 471 i overensstemmelse med Pamphilas vidnesbyrd hos Gel — | 
lius Noctes Att. 15, 23, måtte man af kronologiske grunde for- 
kaste denne anekdote og sætte den i klasse med de mange 
andre beretninger om personlig berering mellem de samtidige 
mestere inden den samme litteraturgren. Diels har imidlertid 
(Rhein. mus. 31 pag. 1—54) påvist, at Pamphilas vidnesbyrd 
udelukkende beror på kombination. Det eneste sikre holde- 
punkt for ansættelsen af Thukydids fødsel bliver da, at han 424 
i egenskab af strateg må have været mindst 30 år gammel? 
og altså som barn kan have været tilstede ved Herodots oples- 
ning i Athen. Lukian forudsætter også, at Thukydid har kjendt 


! Kirchhof‘: Über die abfassungszeit des herodoteischen geschichte: 
werkes (Abh. der Berl. akademie der wissensch. 1968). Nach 
trügliche gege (1871). : 
Cfr. O. Miller: Gesch. der griech. litt. pag. 455 note 15. me 
At erklære disse vers hos Sofokles for ach forbyder 

faktum, at de citeres i Aristoteles’ rhetorik, 3, E 
Suidas s. v. Opy&v og Oouxvdtdng. Photius Liu. 60. Marcellin ` 

54. 


t$ 


Denne es drages også af Marcellins kilde til, 8 34: 1 
de +++ TaVsasdar tov Blov Unido TL mevtyxovtZ ES — 


1888.| OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 43 


Herodot.» Man bliver også hos Thukydid selv let opmerksom 
på en række af steder, hvor han mere eller mindre bestemt 
hentyder til sin forgjænger.  Tildels er disse hentydninger af 
kritisk art. Han polemiserer a, 20 mod den falske anskuelse, 
at de spartanske konger afgav to stemmer hver i rådet, og mod 
existensen af den pitanatiske lochos, vistnok for at berigtige 
Her. VI, 57 og IX, 53. I anledning af jordskjælvet på Delos 
bemerker han B, 8, at det var det første, som hellenerne kunde . 
mindes havde rammet denne ø, så langt tilbage, som deres histo- 
rie gik, i direkte strid med Her. VI, 98.2 I en enkelt bemerk- 
ning i episoden om Kylon a, 126, 8 har man også villet se en 
berigtigelse af Her. V, 71. Maske er kritiken a, 21 og Aoyoypa- 
go. Euvédssav ext to Mposayaydtepov Ty axpaalası y arySéategov 
og den måde, hvorpå han a, 22, 4 stiller sit eget verk som et 
xTjpx elg ast i modsætning til et aywvopn siç TÒ xapayprua 
axovsıv også rettet mod Herodot. På andre steder, hvor man 
har villet se polemiske hentydninger, stemmer begges beret- 
ninger overens i alt væsentligt. 

Men Thukydid har ikke blot kritiseret, men ogsà benyttet : 
Herodots verk. Klarest fremgår dette af et sted, som for dette 
spergsmáls vedkommende ikke synes at have været påagtet, 
nemlig indledningen til pentekontaetien 2, 89, hvor Thukydid 
i påfaldende korthed i løbet af et halvt kapitel resumerer de 
vigtigste data i perserkrigene, så langt som Herodots fremstilling 
rækker, og afslutter denne oversigt med belejringen af Sestos. 
Man får atter det indtryk, at han ikke vil være vidtleftig i 
fremstillingen af begivenheder, som enhver kjender fra andre 
kilder. Såsnart beretningen er nået ud over dette punkt, an- 
tager den straks en større bredde. Den nedsættende karakte- 
ristik af tyrantiden a, 27 minder om Herodot V, 66 og 78. 
Skildringen af det græske sovesens udvikling a, 13 og 14 gjen- 
findes i de væsentlige trek hos Her. III, 39, 44; VII, 158, 168; 


1 Luc. de conscribenda historia wéi 42 0 Soin Bouxudlöng e) 
Xx. TODTO NG CASE $c uos eov» etatis Sravp.atop.evov 
tov 'Hoc8ocov 

2 Cfr. Classens ado til B, 8 


41 P. N. ØSTBYE. [No. &. 1 


I, 161 fgg., og man har træffende gjort opmerksom pá, at Thu- q 
kydid pà dette sted daterer efter persiske kongers regjeringstid. E 
At Thukydid på intet af disse steder anfører Herodots navn, er 7 
ikke mere påfaldende, end når han ¢, 60 undlader at nævne 1 
Andokides eller i begyndelsen af 6te bog finder det unedigt at 3 
anføre sin kilde for Siciliens ældre historie. Som ovenfor nævnt, E 
er det sandsynligt, at denne kilde har været Antiochus fra | 
Syrakus. 

Det neste spørgsmål bliver, hvorledes Thukydid kritisk har 
sigtet sit materiale. Som berørt, vilde det være ubilligt lige — 
overfor hans forgjængere, om man vilde tillægge ham æren for 
at have bragt den videnskabelige kritiks begreb ind i historien. 
Allerede Hekataios erklærer, at han kun vil fortælle, hvad der 
synes ham sandt, fordi hellenernes fortællinger forekommer ham 
at være latterlige; men med hvor liden konsekvens dette stand- — 
punkt hos ham fastholdes, viser sig allerede deraf, at han til- — 
trods for sin rationalismus gjennem en vidtleftig genealogisk 3 
udvikling seger at påvise sin egen nedstammen fra en gudi - 
16de led. (Her. IL 143). Den samme dobbelthed moder 0$ — 
ogsà hos Herodot. Ingen af dem er kommen ud over en abstrakt 1 
anerkjendelse af kritikens berettigelse ligeoverfor den gjengse — 
tradition, medens det dog ferst er ved den methodiske anvendelse, ` 
at dette som ethvert andet prineip fàr sit videnskabelige verd. ` | 
I denne forstand er Thukydid banebryder på historiens gebet. 
At han ikke kritiklest excerperer sine litterære kilder, er vi på 
forhånd forpligtet til at slutte af de almindelige bemerkninger ` 
om digteres og logografers upålidelighed og af de mere specielle 
indvendinger mod Hellanikos 2, 97 og Herodot, og vi har også 
midler til i det enkelte at danne os en forestilling om, hvorledes 
han har benyttet dette upålidelige materiale. For belysningen 


1 Ulrich Köhler: Über die archæologie des Thukydides (i Com- | 
mentationes Mommseniane). 
Dahlmann: Forschungen auf dem gebiete der gesch, IL 214 ` 

fgg. bestrider, at Thukydid har kjendt Herodot. Denne ansku- — 

else tiltrædes også af K. O. Müller: Dorier I, 102. I 8? : 
te der griech. litteratur pag. 318 udtaler han sig to ` 

ende. s“. 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 45 


af dette spergsmál er det archæologien i første bog, som frem- 
byder den største interesse, fordi de kilder, som han her har 
benyttet, delvis foreligger også for os. Den store vanskelighed 
ved behandlingen af denne ældste historie er, at den mythiske 
overlevering sågodtsom danner den eneste kilde, på samme tid 
som den er udsmykket og forvansket på en måde, der gjør det 
næsten umuligt at komme til positivt sikre resultater. Thukydid 
har slået ind på den eneste mulige vej til at lese denne vanske- 
lighed. Han er den første, som ud fra en betragtning af sagnet 
som sagn har forstået at udvinde af det den historiske kjerne. 
Med konsekvent gjennemførelse af en næsten moderne evolutions- 
theori reducerer han de mythiske traditioner, som den helleniske 
verden i stolt selvfølelse havde vænnet sig til at betragte som 
historisk overlevering, og som logograferne forgjæves havde segt 
at bringe i en kunstig sammenhæng, indenfor den historiske 
virkeligheds snævre grænser. Hans kritik er ikke så radikal, at 
den eliminerer de mythiske navne af historien, men han ser dem 
fra et andet synspunkt end den episke digter. De individuelle 
træk, hvormed digtningen udstyrer sine helte, er for ham lige- 
gyldige som poetiske fiktioner, og tilbage bliver egentlig kun 
navnene som repræsentanter for epoker i den kulturhistoriske 
udvikling, Minos for den ældste græske semagt, Agamemnon for 
det første udslag af national samfelelse. Anderledes kan neppe 
vor tids historiske forskning stille sig ligeoverfor de ældste 
græske traditioner. Netop fordi han begrænser sig til det kultur- 
historiske, kan Thukydid bruge træk i overleveringen, som for 
digtningen er uvesentlige, og hvor altså ingen poetisk tendens 
kan have gjort sig gjældende. Når han således o, 5 af steder 
som Odyss. y, 73; t, 252 eller hymnen til Apollo 452 drager den 
slutning, at piratlivet endnu på Homers tid ikke gjaldt for en 
skam, vil ingen kunne nægte dens videnskabelige berettigelse. 
Det er netop sådanne indirekte ze eta, som for ham har den 
væsentligste betydning som prevesten for de litterære kilder. 
Gang på gang moder man udtryk som ompeiov 52, vexpujptov dé, 
xal mapaderypa Tode, dyhov dE, pmaptuprov dé. Sådanne eps eg 
finder han i skikke hos primitive stammer a, 5; a, 6; i resultatet 


46 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 4 


af archzologiske forskninger a, 8, i autopsi a, 93; 8, 15. Men - 
også sådanne indicier må behandles med varsomhed. Han kunde 
a, 10 have brug for Mykenes ubetydelighed som bevis for sin 
påstand om trojanerkrigens ringe betydning i forhold til den 
peloponnesiske, men han forsmår det, fordi forhold fra han 
egen tid gjør det betænkeligt deraf at drage nogen bestemt 
- slutning. i 
Ogsà for det overvejende antal tilfzlde, hvori Thukydids 3 
beretning er bygget pá ejenvidners mundtlige eller skriftlige 
meddelelser, er vi istand til at bedømme både de vanskeligheder, 
han har havt at overvinde, og den måde, hvorpå han har troet — 
at kunne overvinde dem. Om ensidige beretningers tvilsomme 
værd udtaler han sig a, 22 ¿mumdyoç Smdploxeto, dom. of mapdvtes 1 
note Zoyorg Seamos où eaied reol tav avtay Zeen, adh gé E 
éxariowy oe edvolag 7 pyje fuer, Mod denne subjektive — 
ensidighed seger han en garanti ved at anfere begge parters E 
udsagn overalt, hvor de står i en uleselig indre modsigelse (Ê 
5; &, 60), og undlader det heller ikke, hvor han selv har opgjort ` ` 
sig en mening om, hvilken fremstilling han anser for den rette : 
(a, 138; 8, 93). Hvor han savner midler til at kontrollere en : 
beretnings rigtighed, lader han den stà for hjemmelsmandens | 
egen regning. Deraf den hyppige tilbagevenden af formelen ac 3 
Ayeta!. Utrolige angivelser foretrækker han at forbigå i taus- ` 
hed (y, 113). Egne konjekturer gjør han opmerksom på ved — 
udtryk som Sox ye ars tay rotougévov qv eledgar, de etude. Sær- E 
lig karakteristisk for den forsigtighed, hvormed Thukydid om- — 
gies med fakta, er s, 68, hvor han for at finde den spartanske — 
hærs styrke ved Mantineia er nodt til at ty til beregning: — 
Trods dennes ejensynlige rigtighed falder det ham ikke ind ab. 2 
anfere dens resultat som en nəgen kjendsgjerning, men han — 
lader læseren selv deltage i arbejdet og setter ham istand til på p 
ethvert punkt at kontrollere dets rigtighed. | q 

Man må efter dette få hoje forestillinger om den samvittig- 3 
hedsfuldhed, hvormed Thukydid har samlet og kritisk bearbejdet E 
sit materiale, og såsandt man heri må se en garanti for de ` 
meddelte kjendsgjerningers pålidelighed, frembyder hans historie 


eh Sn SV is k tia TTE Y E 


legen eve IS 


.1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 47 


en sådan sikkerhed i højere grad end noget andet antikt histo- 


risk verk. Men en forfatter kan meddele fuldt pålidelige fakta . 


og alligevel ved den måde, hvorpå han grupperer disse og 
bringer dem i indre forbindelse med hinanden, forme et billede 
af tiden, hvori der åbenbarer sig en mere eller mindre bevidst. 
tendens. Historikerens opgave er her såmeget vanskeligere, som 
det subjektive moment nødvendigvis må spille en rolle i frem- 
stillingen. Forholdet mellem årsag og virkning i dets fineste 
afskygninger, de handlende personligheders inderste motiver kan 
han i de fleste tilfælde ikke nå ad anden vej end den subjektive 
slutnings. Overhovedet vilde det være en misforståelse af den 
historiske objektivitets begreb, om man vilde sege den realiseret 
gjennem et farvelest protokollarisk referat af fakta.  Histori- 
keren hverken kan eller skal lade sig bereve sin ret til at have 
en mening om disse kjendsgjerninger, om den historiske beretti- 
gelse af de tendenser, som har givet en tidsalder dens præg, 
eller om de ledende personligheders karakter og formål. Hvad 
der betinger en historisk skildrings monumentale værd, er for en 
væsentlig del, at kjendsgjerningerne i forfatterens fremstilling 
viser sig reflekteret gjennem en mægtig personlighed, så billedet 
ikke fremtræder med fotografiets àndlose fladhed, men gjennem 
reflexionens uddybning, gjennem de mange fine træk, hvormed 
det subjektive tankearbeide må forbinde de for den umiddelbare 
iagttagelse spredte forteelser, får kunstverket liv og farvespil. 
Den historiske objektivitet kommer til sin ret, når de med tro- 
skab gjengivne fakta danner det grundlag, hvorpå den subjek- 
tive opfatning er bygget, når det er forfatterens lidenskab at 
forfelge kjendsgjerningerne til deres udspring og således kunne 
grunde sin dom på den fulde forståelse af den historiske udvik- 
ling og dens forudsætninger, og ikke omvendt aprioriske sympa- 
thier eller antipathier er det bestemmende for hans fremstilling 
og forleder ham til en forvanskning eller fortielse af fakta, 
hvorved billedets linjer brydes eller udviskes, så læseren påtvin- 
ges en opfatning, der ikke kan gjøre fordring på almen gyldig- 
hed. I den moderne historieskrivning kommer det subjektive 
moment frem gjennem forfatterens reflexioner og personlige 


» 
I 


48 P. N. ØSTBYE. [No. 3, 1 


bemerkninger. Hos Thukydid moder os yderst sjelden en sådan. 1 
Han skildrer sit fædrelands undergang — og man far huske på, a 
at dette fedreland var det Athen, som han selv rejser et minde — 
i den perikleiske gravtale — uden at de sværeste slag formar 1 
at afpresse ham et smertens udbrud. Denne ro virker irriterende; ` 


man foler sig mere imponeret end sympathetisk berert af frem- S 


stillingen og bliver undertiden fristet til at gà irette med for- — 


fatteren og betvile, at der bag denne rolige grandezza slar et 
hjerte. Og dog beror dette umiddelbare indtryk pà en mangeli 
forståelsen af den thukydideiske fremstillings inderste væsen. 
Man holder sig ikke altid klart for eje, at den antike historie- 
skrivning i almindelighed og Thukydid i særdeleshed arbejder 


med andre former end den moderne. Hellenerens sans for det ` 


plastiske fornegter sig heller ikke i hans behandling af historien. 
` Det subjektive i hans fremstilling sammenarbejdes med selve 
stoffet og indgår som kjed og blod i den historiske skildring. 
Han betænker sig ikke på at gjengive statsmandens hemmeligste 
tanker eller gangen i de fortroligste radslagninger som historiske 


fakta, når vedkommendes handlinger viser, at han fornuftigvis | 
kun kan have været ledet af sådanne motiver, eller underhand- — 
lingernes resultat med sikkerhed lader ham slutte tilbage til 
deres indhold. Hos Thukydid er denne stræben efter at lade det - 
subjektive moment gjennemtrænge stoffet særlig fremtrædende. 
Man har i en anden forbindelse talt om hans sky for at give 
læseren et indblik i sit personlige følelsesliv, og denne bemerk- 
ning har sin fulde berettigelse, også når det gjælder hans stil- d 
ling til historiske personligheder og forhold i videste udstrækning. ` 
Han står ikke som den kolde tilskuer, men hans stemning 
skaber sig et andet, et mere dramatisk udtryk, som oftest gjer 
nem de mange direkte taler, undertiden blot i skildringen? 
intense liv og varme, Det er, som om Thukydid mere end andre ` 
forfattere sparer sin kraft til de steder, hvor stoffet har grebet E 


ham dybest. Med opgavernes storhed vokser hans evne. Hy 


serlig skildringen af pesten angàr, er der vel neppe noget 3 | 


1 Classen: Einl. LVII. 


dL URL Lr Mid m em cem cius en eL 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 49 


i den antike litteratur, hvor fremstillingen giver et mere levende 
billede af sin gjenstand. Thukydid er på sådanne steder natu- 
ralist i ordets bedste betydning. 

Gjennem disse midler finder hans sympathi eller harme et 
udtryk uden at træde forstyrrende i forgrunden. Man kan ikke 
læse den perikleiske gravtale i 2den bog eller skildringen af den 
attiske flåde og dens afsejling fra Piræus (š, 31, 32) uden at 
føle den mægtige understrem af patriotisk stolthed, og sympa- 
thien taler tydelig nok gjennem beretningen om platæernes ud- 
fald (y, 20 fgg.), forhandlingerne om de sidste heltemodige for- 
svareres skjæbne (y, 52 fgg.), eller skildringen af athenernes 
sidste færd på Sicilien (m, slutn.). Ved sådanne lejligheder 
bliver skildringen bevæget. Den iler fra enkelthed til enkelt- 
hed uden rhetorisk at dvæle ved nogen, indtil billedet står der 
klart og skarpt i alle sine omrids, og man tror at følge platæerne 
skridt for skridt på deres natlige vandring eller fra Pirzeus’ mure 
se de sidste trierer forsvinde bag Ægina. Når man er gået så 
vidt som til at betegne Thukydids fremstilling som præget af en 
„Kühle bis ans herz hinan“, mà det bero på en miskjendelse af 
disse og lignende steder, hvor en sterk og ægte følelse sejrer 
over den bevidste stræben efter at stille sig kold og lidenskabs- 
les overfor sit stof. Man får indremme, at vi her har med 
noget andet og mere at gjøre end en blot og bar forstands- 
mæssig reflexion, og at de gamle havde den rette følelse heraf, 
når de som det mest karakteristiskegved Thukydids stil frem- 
hævede dens mægtige pathos.! 

Men bortseet fra disse af en stærk stemning gjennemgledede ` 
partier er det den ophøjede ro, som er særkjendet for Thukydids 
fremstilling,? og man behever ingen forsikring om, at hans màl 
er at skrive sine ira et studio. For en nærmere påvisning af 
hans upartiskhed gjælder det at finde faste udgangspunkter, og 


! Dion. Hal. De Th. jud. kap. 24, pag. 869: yodpata Š aug: 
(te Oovxvrdidov dé Zerac) TÉ TE ITPUPYOY xa! TO ect xal To 
VT NOV xal To SECH xal TÒ Setvov xal tò @oBsoov, Umép 

tavta de tadra TO romeo - 

2 Marcellin $ 50: "Eysı S£ kie uméoceuvov xal péyay. 


Vid.-Selsk. Forh, 1888, No. 3. 4 


50 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 3 


da er det navnlig to spergsmál, som træder i forgrunden, nemlig 3 
hvorvidt Thukydids stilling som borger i en af de krigferende ` 
stater kan påvises at have indvirket på hans fremstilling, og ` 
fremdeles, hvorvidt hans politiske partistilling har gjort ham Ñ 
uskikket til at se med fuld frihed på de indre forhold i hans ` 
fædreland og de øvrige græske stater. 4 
Den fare for en ensidig fremstilling, som kunde synes at 
ligge i, at Thukydid som attisk borger pà en vis made selv er 
part i sagen, neutraliseres ved det ejendommelige forhold, hvori 
han ved sin forvisning stilledes til sit fædreland. Hans beret- 
ning om sit forhold til Amphipolis’ fald er præget af den samme 
fornemme diskretion, som man gjenfinder overalt, hvor han 
kommer ind pà sine personlige anliggender, og den indeholder pa 
langt ner ikke en så udførlig fremstilling af situationen, at det ` — 
berettiger os til at fælde en fordemmelsesdom over det attiske ` — 
folk eller de attiske domstole. Det gjælder her at tage i be- | 
tragtning, at en anklage for xeoScofa efter attiske retsregler | 
kunde rejses ikke blot for bevidst forræderi, men også for ved — ^ 
skjedesloshed eller udygtighed at have forvoldt staten tab. Det 1 
; 
; 
x 
x 
x 


Ae det Aa 


EL N ROT EE 


er vel muligt, at den naturlige ophidselse i anledning af tabet 
af en by, hvorpä Athens magt i Thrakien beroede, i dette til 
fælde har krævet et uskyldigt sonoffer, men man kan også tenke 
sig, at det attiske folk kunde have skjellig grund til at tro, at 
dets to feltherrer i disse farvande var udrustede med tilstrækkelige 
midler til at sikre en befæstet plads mod ethvert angreb. 
hvert fald må vi, sålænge vi ikke kjender alle de momenter, 
som har indvirket på den retslige afgjorelse, tilbageholde vor — | 
dom. For spørgsmålet, om denne katastrofe kan tænkes at have 
indvirket på Thukydids syn på forholdene, er denne side af 
sagen heller ikke af væsentlig betydning. Thukydid indlader 
sig vistnok ikke i mindste måde på nogen apologi, men man 
kan dog fornuftigvis ikke betvile, at han selv har opfattet at 
forhold som fuldt korrekt, og at han folgelig mà have felt sin E 
domfældelse som en uretferdighed. à E 
Sperger man nu, om disse momenter har påvirket Thukydids : 
fremstilling i den ene eller den anden retning, sà må svaret 


1888.] om PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 51 


blive, at en tendenties stræben efter at forherlige Athen lige så 
lidet lader sig påvise som det modsatte. Som hos alle store 
historikere, der stiller sig som opgave at skildre en forfaldets 
tid, går der gjennem Thukydids beretning et drag af pessimismus, 
Han maler gjennemgående med afdæmpede farver, men indenfor 
dette dystre billede er lys og skygge upartisk fordelt mellem de 
kjæmpende folk. Atheniensernes store egenskaber kommer til 
sin ret. Således når korinthierne a, 70 priser den attiske 
nationalkarakters rastløse energi, dens elasticitet og offervillighed, 
eller når Perikles 8, 35 fgg. hos sine tilhørere søger at vække 
bevidstheden om, at Athens magt og herlighed er deres eget og 
deres forfædres verk. Hvor Thukydid for egen regning giver et 
bidrag til de krigførende nationers karakteristik %, 96, stilles 
athenernes raskhed og foretagsomhed i modsætning til sparta- 
nernes langsomhed og mangel på initiativ. Forbundsfællernes 
klager over Athens tyranni medes med pavisningen af, at udvi- 
delsen og befæstelsen af herredømmet for Athen har været en 
politisk nedvendighed, at det har været mildere og retfærdigere, 
end man efter de givne omstændigheder skulde have ventet, og 
at spartanerne under lignende forhold utvilsomt vilde have vist 
sig som hårdere herrer (2, 75 fgg.). Det er så langt fra, at 
Thukydid, som Dionysius påstår (Ep. ad Gn. Pomp. pag. 774), 
gar leselig hen over Athens sejre, at han tvertimod med den 
mest levende anskuelighed skildrer Phormions heltemodige kamp 
mod en mangedobbelt overmagt (8, 83 fgg.) og Demosthenes’ 
besettelse af Pylos og den deraf følgende tilfangetagelse af de 
120 spartanere pi Sphakteria (5, 2—38). Overalt under frem- 
stillingen af den egentlige krig træder Athen, dets indre politik 
og ydre krigsforetagender i forgrunden. Med selvfølelse kommer 
Thukydid tilbage til, hvorledes peloponnesierne gang på gang 
skuffer sig med hensyn til Athens modstandskraft. Ikke sjelden 
antager beretningen på sådanne steder et ironisk anstreg, som 
ə, 2, hvor man får et levende indtryk af den hast, hvormed de 
hidtil neutrale stater efter athenernes nederlag på Sicilien skyn- 
der sig med at slutte sig til deres fiender for at fà deli sejren. 


Endnu skulde dog denne sejer blive dyrekjebt nok. 
4* 


52 P. N. @STBYE. [No. 3. 1 


Kan vi altså ikke tvile på, at Thukydid med deltagelse har 
fulgt sine landsmænds kamp, så antager hans sympathi aldrig 
noget panegyrisk præg. Thukydid er langt fra at være nogen 


chauvinist. For den nationale selvbevidsthed ligger der et slags | 


tilfredstillelse også deri, at enTpolitisk ydmygelse mere har sin 
grund i egne fejl end i modstanderens fortrin, og i Thukydids 
fremstilling blottes disse fejl med ubenherlig strenghed. Det 
attiske folks letsindighed, dets overvurderen af sine egne kræf- 
ter og mangel på evne til at afpasse målet efter de givne mid- 
ler, dets utaknemlighed mod sine store mænd, dets tilbojelighed 
til at lade sig lede af demagogiske fraser stilles ofte i et skarpt 
lys. Med hensyn til Athens forhold til de øvrige hellener 0g 
navnlig til sine forbundsfæller må vi vistnok, som ovenfor berørt, 
komme til det resultat, at Thukydid har delt den opfatning, som 
gjennem Perikles kommer tilorde 8, 63, nemlig at Athen på dette 
område med nedvendighed var henvist til en interessepolitik, 0g 
at han intet har havt tilovers for en retning, der i misforstået 
ædelmod, eller vel snarere i selvopgivende fejghed frivillig vilde 
opgive det engang vundne herredømme. At dette standpunkt 
tildels fremholdes i udtryk, som ikke tiltaler vor moralske fe- 
lelse, bliver forståeligt i lys af den antike opfatning, hvorefter 
de moralske grnndsætniuger, som havde gyldighed mellem borgere 
indbyrdes, ikke udstraktes til den hele menneskehed. Begrebet 
humanitet i moderne forstand kjendte de gamle ikke. Uden at 
miskjende den uhyre indflydelse, som dette humanitetsbegreb i 
mange retninger har udevet på folkerettens område, må det dog 
erkjendes, at den ydre politik også i vore dage væsentlig arter 
sig som en kamp mellem stridende interesser. Thukydid har her 
forsmået de smukke talemåder, hvormed det moderne diplomati 
utvilsomt vilde have tilhyllet sagens kjerne. 

Men når denne interessepolitik optræder i brutale former 08 
bruges til at besmykke en rå og meningsløs voldsdåd, som i 


E 


Kleons tale (y, 37 fgg.) eller i de atheniensiske udsendingers for- - | 


handling med melierne e, 85 fgg., så kommer Thukydids indig- 


nation over en sådan færd på det første sted tilorde gjennem a 


hans karakteristik af Kleon som avip Braıstarog, og på det sidste 


1888] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 53 


sted viser modsætningen meum athenernes hjertelese optræden 
og meliernes mandige og sympathetiske svar noksom, at forfat- 
teren med harme har været vidne til sine landsmænds frem- 
færd. 

Ligeså lidt som Athens militære triumfer forties, ligeså lidt 
besmykkes nederlagene. Sammenligner man på dette punkt de 
tildels afvigende beretninger hos andre forfattere, er det ikke 
vanskeligt at se, at disse beror på rhetorisk udsmykning. Om 
slaget ved Tanagra beretter Thukydid w, 108, at mandefaldet på 
begge sider var stort, men at spartanerne beholdt sejeren. Plato 
Menez. pag. 242, Diodor XI, 81, Justin III, 6 betegner slaget 
som uafgjort. At Thukydids beretning her er korrektere, frem- 
går allerede af den omstændighed, at spartanerne ved slaget 
faktisk tilintetgjorde athenernes plan at afskjære dem tilbage- 
togslinjen over isthmen. Af den attiske hær i Ægypten reddede 
efter Thukydid a, 110 kun en ringe styrke sig til Kyrene, medens 
Diodor XI, 77 lader den hele hær ved utrolig tapperhed til- 
tvinge sig fri afmarsch. Her bekræfter Diodor selv senere Thu- 
kydids angivelse ved at fortælle, at athenienserne i Ægypten 
tabte sine trierer autavágouz XIII, 25. Sammenligner man Thu- 
kydids skildring af Platææs belejring med Pseudodemosthenes in 
Neæram pag. 1378 og Diodor XII, 41, 42, 47 og 56, så har 
man den samme modsætning mellem den i al sin livfuldhed nəg- 
terne beretning og den fantastisk udsmykkede roman. Uden at 
tale om mindre afvigelser beretter Pseudodemosthenes, at belej- 
ringen varede i 10 år, og at de af byens indvånere, som 
reddede sig til Athen, udtoges ved lodkastning. Diodor, der her 
direkte eller indirekte har benyttet Thukydid, afviger fra ham 
forsávidt, som han lader thebanerne, da de fik underretning om 
sine landsmends tilfangetagelse (Th. 8, 5), dræbe og fange en 
mængde platæere på landet. Som man ser, skal herved de the- 
banske fangers nedsabling retferdiggjeres.! 


1 Skjgnt det ikke direkte  bergrer det ovenfor omhandlede 
spgrgsmal, kan det dog have sin interesse her at anfgre et 
exempel på, hvor trygt man kan stole på Thukydid, selv nar 
han står ganske alene med en angivelse. Han beretter a, 112, 


54 P. N. @STBYE. [No. 3. 3 


Man mà indremme, at det billede, vi gjennem Thukydids S 
fremstilling far af det attiske folk med dets fortrin og fejl, 
stemmer i alle væsentlige trek med det totalindtryk, som stu- ` 


diet af den samtidige litteratur og den foregàende og folgende 
tids historie må frembringe, og det samme mà siges om Thuky- 
dids opfatning af Athens fiender. Han yder spartanernes tapper- 
hed (s, 72) og deres overlegenhed tillands (8, 34, 40) beundrende 
anerkjendelse og udhæver deres politiske besindighed og lov- 
lydighed Y, 24. Ved siden af de attiske statsmænd og felt- 
herrer indtager Archidamos, Gylippos og fremfor alle Brasidas 
en værdig plads. Men på den anden side er der ikke spor at 
opdage af den lakonismus, der så ofte møder os hos andre af 
tidsalderens store mænd, navnlig alle sokratikere. Sparta med 
alle sine bånd på den personlige frihed, sin trangsynte frygt for 
alt fremmed og sin mangel på gjæstfrihed træder i skyggen for 
det perikleiske Athen. Ovenfor er nævnt, at Thukydid selv 
dadler den spartanske langsomhed og mangel på initiativ 0g 


disse nedsættende trek i deres karakteristik gjentages og sup- — 


pleres af korinthierne 2, 70. Hvor han omtaler spartanernes 
planer om storartede foretagender tilsøs, kommer ironien igjen 
frem, når han umiddelbart efter fortæller, hvor lidet resultaterne 
svarede til den gode vilje (3, 4; y, 31; e, 1; 9, 6). Kun i syra- 
kusanerne ser han verdige modstandere af athenerne tilses (9. 


96). Hvordan han har bedømt henrettelsen af de fangne pla- 3 | 


tæere y, 68, det uhyggelige mord på de 2000 heloter 3, 80, den 


spartanske general Alkidas’ nedsabling af handelsfartejers Þe- — 


sætning 3, 32 eller behandlingen af den ved Syrakus fangne 


attiske hær, kan man efter fremstillingens egen art ikke være! | 


at athenerne vendte hjem fra Kypern K'pwvog ao tavdvtIe 
xal Atuoj vevopévou. Diodor XII, 3, 4 og Plut. Cim. 18, 1? 


omtaler ingen Myóc. Nu har Ulrich Kohler i Abhandl. der Berl. 
akad. der wissensch. 1869 bd. I, pag. 129 gjort opmerksom på ` 
e 


at tributlisterne netop fra Ol. 82, 4, 449—50 viser, at en hel 


del stæder langs Thrakiens og Hellespontens kyst i dette år på E. 


en páfaldende máde er kommen tilkort med betalingen af sin 
- tribut, og antydet, at vi heri vistnok har at se en følge af den 
af Thukydid omtalte dyrtid. : 


¿de ^ 
E n » 


1888.] OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 55 


tvil om. Hvilket værd han tillægger spartanernes erklæring om, 
at kampen gjaldt Hellas’ befrielse, kan man allerede slutte af 
det stænk af spot, hvormed dette program oftere nævnes, og dets 
gehalt belyses tilstrækkelig, når han %, 45 nævner betingelserne 
i overenskomsten mellem spartanerne og Tissafernes, ifølge 
hvilke halvparten af den helleniske verden skulde udleveres til 
barbarerne. Efter athenernes nederlag på Sicilien betænker han 
sig ikke længer på rent ud at sige, at den væsentligste grund 
til, at spartanerne nu igjen med kraft begyndte krigen, var 
håbet om, at de efter Athens fald for fremtiden ubestridt skulde 
opnå hegemoniet over hele Hellas (9, 2). 

Den peloponnesiske krig artede sig ikke blot som en kamp 
mellem de to ledende stater om herredømmet, men var på samme 
tid en politisk og social revolutionskrig, hvori de aristokratiske 
og demokratiske elementer inden det samme samfund bekjæm- 
pede hinanden med en forbitrelse, der ledede til en fuldstændig 
forvildelse i alle sædelige begreber. Overfor disse modsatte 
theorier har Thukydid ikke indtaget noget yderliggående parti- 
standpunkt. Han finder 9, 97, 2, at den forfatning, som ind- 
førtes i Athen efter de 400's fald, var den bedste, som havde 
existeret der i hans tid, og begrunder dette med, at den var 
fremkommet ved en ueco/a Evyxpacis af aristokratiske og demo- 
kratiske elementer. Vi ter altså slutte, at en mådeholden ari- 
stokratisk statsskik nærmest har svaret til hans politiske ideal. 
Men han er ikke så forelsket i dette ideal, at det gjør ham 
uretfærdig i bedømmelsen af de afvigende politiske synsmåder. 
Vistnok kritiserer han ofte den mangel på stabilitet, som karak- 
teriserede det demokratiske Athens ydre og indre politik i mod- 
sætning til den spartanske eunomi, men når dette demokrati 
kommer sit ideal nærmest, når det fri, suveræne folk sætter sin 
ære i at underordne sig sine bedste mænds ledelse, og når disse 
med tilsidesættelse af alle personlige hensyn stiller hele sin 
virken til fædrelandets tjeneste, så anerkjender han en sådan 
statsstyrelse i tildels usædvanlig varme udtryk (8, 65). En lige- 
så fordomsfri forståelse af den gammeldoriske stat træder os 
imede i Archidamos’ tale a, 84. Under skildringen af de skrække- 


56 P. N. ØSTBYE. [No. 8. — 


lige excesser, hvortil den forbitrede borgertvist forte overalt, | 


hvor krigen gav anledning til et opgjer mellem partierne, skåner 


Thukydid hverken demokrater eller oligarcher. Hvor han giver 4 
en almindelig karakteristik af den moralske forvildelse (y, 82 ` 
føg.), er den nærmest knyttet til beretningen om folkepartiets — 


ugjerninger på Kerkyra, fordi der her først bed sig en lejlighed 


til en generel betragtning, men i selve beretningen om disse ` 


kerkyræiske myrderier mangler der ikke momenter, som gjer 
udbrudet af folkets raseri forståeligt, og som modstykke skildres 
i slutningen af 8de bog de attiske oligarchers voldshandlinger. 
Ingen uvilje mod det ubundne demokrati, ingen sympathi for en 
enkelt af førerne, Antiphon, forleder ham her til at fortie, at de 
yderligstgående af de 400 var betænkte på i yderste nedsfald at 
forråde sit fædreland til fienden for selv at beholde magten. 
Det er et hejst nedslående indtryk, disse skildringer efterlader, 


og det er vel muligt, at Thukydid, navnlig i sin fremstilling af 


de handlendes motiver, kan have været for streng. Det er, Som 


om fædrelandets undergang kaster en stedse mørkere Skygge — —Ç 
over alle karakterer, eftersom verket skrider frem. I de ferste 4 
beger viser Thukydid endnu råheden og egoismen så megen - 


barmhjertighed, at han lader den hylle sig i de patriotiske tale- 


máders pjalter; i Sde bog mangler alle direkte taler, og forvor- 3 
penheden kommer derved til at optræde med en kynisk neget — 
hed, som virker oprerende. Det er ikke mindst mangelen af E 


denne rhetoriske fernis, som gjer det sandsynligt, at 8de bog er 


ufærdig. Hvor lidet værd man end tillegger de ideale fraser, à u 
kan det dog ikke nægtes, at også de har sin plads i karakter — 
skildringen. De viser ialfald, at den instinktmæssige anerkjen- — 


delse af de sædelige begreber ikke er fuldstændig forsvunden. 


Ser man bort fra denne pessimistiske opfatning af menneske ` ` 


E 


EU Ue MER LE 


REN ee 


naturen i det hele, der er let forståelig hos en forfatter, SD — 


skildrer en slegt, der hayde forskyldt sà meget, vil man i Ton 1 
kydids karakteristik ogs& af de enkelte personligheder i de fleste E 
tilfælde forgjæves lede efter et udslag af personlig sympatht — 
eller uvilje. Den bedste garanti har man i forfatterens Me U 


| thode. I de allerfleste tilfælde overlades det til læseren selv 


secu TE ER: 


1 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 57 


gjennem vedkommendes handlinger eller ord at danne sig en 
forestilling om hans karakter, og hvor undtagelser gjeres fra 
denne regel og en personlig dom tilfejes, viser denne sig at vere 
abstraheret af de meddelte kjendsgjerninger og påtvinges ikke 
læseren i en kategorisk form. Sådanne positive domme udtaler 
Thukydid om Archidamos a, 19, Perikles B, 65, Kleon y, 36; š, 
21; e, 16, Brasidas B, 25; 5, 81; 8, 108, Themistokles w, 138, 
Nikias s, 16; n, 86, Alkibiades e, 43; C, 15, Hermokrates €, 72, 
Phrynichos Y, 27, Antiphon Y, 68 og Hyperbolos Y, 73. I regelen 
har han indskrænket sig til de tilfælde, hvor han har kunnet 
gjøre en anerkjendende bemerkning om en karakters moralske 
eller — og det hyppigst — dens intellektuelle sider. Han er 
yderst sparsom med sin ros og taus, når der intet er at rose. 
En undtagelse danner hans omtale af Kleon, hvor gjentagne, 
gange en dyb modvilje kommer tilorde. Hvad der her er på- 
faldende og forpligter os til at øve kritik, er ikke så meget 
Thukydids strenge dom i og for sig. Vi må tvertimod finde, at 
den gjentagne karakteristik af Kleon som avio Brotótatos er 
tilstrækkelig begrundet ved hans optræden i sagen mod det fra- 
faldne Mytilene, og hans dispositioner i slaget ved Amphipolis 
beviser hans militære udygtighed. Vi må også med Thukydid 
få det indtryk, at ondskabsfuld bagvaskelse var det virksomste af 
de midler, hvormed Kleon vandt sin indflydelse over mængden 
(s, 16). Efter alt, hvad vi fra andre kilder kjender til denne 
folkeleder og hans færd, fremgår det klart, at også hans andre 
samtidige, forsåvidt de ikke lod sig blænde af hans fraser, 
bedemte den moralske side af bans væsen fra samme synspunkt 
som Thukydid. Og dog kan en læser, der er fortrolig med det 
ejendommelige ved dennes fremstilling, ikke slå sig til ro hermed. 
Den strenge bedømmelse af Kleon bliver lige fuldt påfaldende, 
netop fordi Thukydid i dette ene tilfælde ikke har målt med 
sit sædvanlige mål, men åbenbart brudt med et princip. Hans 
historie fremfører for os andre karakterer som Phrynichos’ (I, 
27, 48, 50, 51, 54, 68, 90, 92), der i langt højere grad end Kleon 
udfordrer den moralske indignation, personer, der ikke har be- 
tænkt sig på at indlade sig i landsforræderske underhandlinger 


58 P. N. OSTBYE. [No. 3. 1 


med fienden, uden at fremstillingen taber sit præg af rolig objek- | 


tivitet eller afbrydes af en harmfuld bemerkning. Dertil kommer, 


at hans dom ikke pà alle punkter kan siges at vere begrundet ` 
i de meddelte kjendsgjerninger. Vi må med Grote finde det ` | 
uforståeligt, at Thukydid kan betegne Kleons undsætningsexpedi- å 
tion til Pylos som et vanvittigt foretagende.” Under de givne — 
omstændigheder synes en kraftig understøttelse af Demosthenes . 


at måtte have fremstillet sig som en bydende nødvendighed. 
Både den af Kleon foreslåede forholdsregel og de valgte midler 
synes at tyde på et praktisk blik, og vi kan ikke andet end 
finde det besynderligt, at de ordinære strateger ikke tog sagen 
i sin hånd. Det må betegnes som alt andet end hæderligt, når 
Nikias og hans venner påtvinger en politisk modstander en 
militær kommando i det hemmelige håb at blive ham kvit for 
bestandig, så meget mere som et sådant håb ikke kunde gå i 


opfyldelse uden et nederlag for Athen, og når Thukydid utve — 
tydig billiger denne tænkemåde (3, 28, 5)? står der ikke andet | 
tilbage end at indrømme, at mennesket på dette punkt har ` 
sejret over historikeren. Allerede de gamle var opmerksomme ` 1 
på den antipathi, som kommer tilorde overalt i skildringen af = 
Kleons karakter, og udledede den deraf, at den mægtige dema- 3 
gog skulde have bevirket Thukydids forvisning? Det er meget 1 
muligt, at dette ikke er andet end en gjætning, men den eri 


hvert fald ikke usandsynlig. Man kan ikke godt antage, 3 


Kleon, som efter sin triumf ved Pylos ubestridt havde indtaget — 
den efter Perikles’ død ledige plads som folkets fører, skulde have — 
stået aldeles udenfor en sag, der nødvendigvis má have vakt — 
adskillig opsigt. Dermed skal ikke benægtes, at Thukydid havde E 
andre og ædlere grunde til i dette tilfælde at give sin uvilje & — 


direkte udtryk. Enhver fædrelandsven måtte efter Athens yd- 


mygelse blive grebet af bitterhed ved tanken på, at gjentagne 4 


gange ærefulde fredstilbud fra spartanernes side var strandede 


1 Grote: Hist. of Greece VI, pag. 458 fgg. 

2 aspivore SE Suwe Sylyveto TOTS GUPQOTI TOV av9oo Tov. 

3 Marcellin $ 46: épvyadesOq Um AUTvxiov 123 dMovtos 
Toy Kigavoe, 


gute 


mrd es ` 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRJESKE HISTORIE. 59 


° på Kleons modstand. I hvert fald er Thukydid også på dette 
punkt fuldkommen ærlig. Han har ikke af sin antipathi ladet 
sig forlede til at rokke ved de historiske kjendsgjerninger. Det 
er netop disse af Thukydid selv meddelte fakta, som må gjøre os 
tilbejelige til i nogen grad at modificere hans dom. Og når på 
dette ene sted uviljen forleder ham til at være mindre varsom i 
sin dom, kan det ikke ændre vor anskuelse om hans verks almin- 
delige karakter. Det gjælder her, som overalt, at undtagelsen 
bekræfter regelen, og denne undtagelse gjør os forfatteren 
menneskelig forståeligere, idet den lader ham personlig træde os 
nærmere. 


60 P. N. ØSTBYE, |No. 8. 1 


II. 
Disposition og komposition. 


En kritisk prøvelse af den peloponnesiske krigs historie, 
som den er os overleveret i Thukydids fremstilling, må altså 
komme til det resultat, at fordringerne til historisk objektivitet 
her er fyldestgjorte, såvidt menneskelig evne rækker. At Thue — 
kydid i en så fremtrædende grad har formået at påtrykke sit 
verk den uforfalskede virkeligheds stempel, hænger på det — 
nøjeste sammen med ejendommeligheder ved dets komposition. E 
Thukydids historie har ikke blot, som ovenfor påvist, i enkelte — 
livfulde skildringer, men i sit hele anlæg, i dispositionen af — 
stoffet og i de midler, som forfatteren bringer i anvendelse for : 
inderligt at forbinde disse stofmasser, en stærkt fremtrædende 
dramatisk karakter. Plutarch har fundet det rette udtryk herfor, 
nàr han De gloria Athenn. kap. 3 som det ejendommelige ved 
Thukydids fremstilling udhæver: “O @ovxvdidqg del v9 MO | 
meg Cadeau aparta Ti» dvdoysua» olov Deatyy moen v 
dxconTí». Denne energiske stræben efter selv ligesom pany àt — 
gjennemleve den forgangne tid og fæstne et billede af den, der — 
i alle for totalindtrykket væsentlige detaljer svarer til det, som 
frembød sig for den samtidige iagttager, forklarer ejendomme - 
ligheder ved Thukydids fremstilling, der fra forskjellige af - 
punkter kan opfattes som fortrin eller fejl. Ikke mindst kommer 
dette frem i den måde, hvorpå stoffet er disponeret, når skik ` 
dringen er nået frem til det egentlig thema, I første bog, hv: 
forfatteren gjennem en udsigt over fortidens historie lidt efter — 
lidt skaber et grundlag for forståelsen af den følgende kamp g 
skildrer de rivninger, som nærmest bragte den til udbrud, & ` 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 61 


anordningen foretagen efter kunstneriske principer. Stoffet er 
her samlet i sterre masser under bestemte synspunkter. Ud- 
sigten over den ældste græske historie til og med perserkrigene 
a, 2—23 slutter sig således begrundende til den i kap. 1 op- 
stillede sats, at den peloponnesiske krig betegner hejdepunktet i 
den helleniske magtudvikling. Ud fra dette udgangspunkt former 
Thukydid en værdig indledning. For os har denne archæologi 
sin væsentlige betydning deri, at den lader os følge den hel- 
leniske kulturs uafbrudte vækst, den nationale fremgang i eko- 
nomisk henseende, og særlig de enkelte staters stræben efter at 
udvikle sin semagt. Da den imidlertid som led i verkets eko- 
nomi direkte kun skal danne grundlaget for en sammenligning 
mellem fortid og nutid, er det naturligt, at den afsluttes med den 
persiske invasion. De følgende 50 år indtil peloponneserkrigens 
udbrud frembed nemlig intet bekvemt sammenligningspunkt, 
fordi nationen i denne periode aldrig anspændte sine kræfter til 
en kamp, der i nogen måde kunde stilles ved siden af, hvad 
samtiden havde været vidne til. Thukydid går derfor umiddel- 
bart over til en fremstilling af de ydre og indre grunde, som 
med nedvendighed måtte hidføre et brud mellem de to hel- 
leniske stormagter og deres forbundne. Af disse grunde vælger 
han forst at behandle de begivenheder, som gav den nærmeste 
foranledning til krigens udbrud, Athens indblanding i striden 
mellem Epidamnos og Kerkyra (kap. 24—55), Potidæas frafald 
fra den attiske symmachi (kap. 56—66) og de dertil knyttede 
forhandlinger i Sparta (66—87). Vi får en klar forståelse af, at 
spændingen mellem de modsatte interesser ved disse rivninger 
foreges i en grad, der med nødvendighed må hidføre et brud, 
men på samme tid lades vi ikke i tvil om, at de sidste års 
begivenheder dog kun er den dråbe, som bringer det bredfulde 
bæger til at flyde over, at de kun har betydning som af åg zo 
Qavepov Aeyópsvat altlar ligeoverfor den i den historiske udvik- 
ling efter perserkrigene begrundede skinsyge mellem Sparta og 
Athen, en skinsyge, hvori forfatteren ser den dybereliggende 
grund til krigen, og som han betegner som ñ adestdtn mros- 
paci, Apavsstarn då Ayn (kap. 24). Gjentagne gange henvises 


62 P. N. @STBYE. [No. ei 


vi til disse indre grunde og forberedes derved på det følgende 1 | 
afsnit kap. 89—118, hvori krigens nedvendighed belyses gjennem E i 


en påvisning af den omveltning i de helleniske staters magt- 


forhold, som blev felgen af, at hegemoniet tilsos efter barba- | 
rernes fordrivelse fra Europa på grund af spartanernes kort- —— 
synte og ubeslutsomme politik gik over til Athen, hvorledes den ` 


således opståede dualisme gik over til et stedse mere spændt 


modsætningsforhold i samme grad, som Athen energisk udnyttede 3 


sin stilling og omformede hegemoniet til et herredemme over 
sine forbundne, og hvorledes denne indbyrdes rivaliseren gjen- 
tagne gange ferte til sámmensted, som forbereder det endelige 
opgjer. 

Den stilling, Thukydid sàledes lader peloponneserkrigen ind- 
tage som den naturlige følge af den foregående udvikling, må 
forekomme os at være nogetnær selvsagt, men den kan dog 


også tjene til at belyse forholdet mellem ham og de senere — 
historikere. Af Diodor XII, 41 ved vi, at Ephoros søgte årsagerne — 
til krigen udelukkende i personlige motiver fra Perikles side. 
På bysladder og komikernes tendentiese forvanskninger bygger — 
han den påstand, at Perikles tændte Hellas i brand for at redde E 
sin egen svækkede stilling og navnlig for at slippe for at af- — | 
legge regnskab for sin forvaltning af de offentlige midler. For 
Ephoros er det hovedsagen at fà fremstillet Kimon som det ædle | 
mønster på en panhellener, der lever i fred og endrægtighed — | 
med sine landsmænd, medens Perikles skal danne modsætningen — 


ved at fremstilles som den, der gjer forbundsfællerne til trælle 


og styrter sit fædreland i fordærvelse af personlig sergjerrighed. s 
For historikerne af den isokrateiske skole var sådanne søgte 1 
modsætninger af rhetoriske grunde velkomne: Thukydid, der | 
var Kimons nære slegtning,? ofrer kun forsåvidt et ord på disse E 
rygter, som han ñ, 65, rimeligvis med hensyn pà dem, udtrykkelig — 
bevidner om Perikles, at han var yoqpa’'tov dapavos dbugf- | 


TATOS. 


1 Volquardsen: Untersuchungen über, die quellen bei Diodor buch d 


XI—XIV, pag. 49. 
2 Marcellin $ 17 og 32, vita anon. $ 10, Phu. Cim. 4. 


WE i p a Se ERU Ea NE A A NA PNL A e dE Maio E T 
Š E £ t don E < po 
å ER, 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 63 


Foruden at give det rette grundlag for en forstäelse af 
krigen opnàr Thukydid, som man ser, ved denne historiske expo- 
sition af dens årsager tillige at afrunde sin indledende frem- 
stilling af hovedpunkterne i den ældre nationale historie til et 
hele. At de to dele af dette hele, archæologien og pentekonta- 
etien, ikke, som Dionysius forlanger, fremstilles i umiddelbar 
sammenhæng, har sin grund i den måde, hvorpå Thukydid har 
segt at bringe indledningen i organisk forbindelse med det 
egentlige stof. Den indre sammenhæng mellem peloponneser- 
krigen og de foregående 50 års udvikling lå så nær, at den 
valgte fremstillingsmåde her måtte fremtræde som naturlig og 
nødvendig. For den ældste histories vedkommende træder kau- 
salforbindelsen såvidt tilbage, at forfatteren foretrækker at be- 
handle den fra et andet synspunkt, idet han blot benytter den 
som et grundlag for en rent ydre, statistisk sammenligning. En 
udvortes forbindelse mellem de to partier kunde vistnok være 
opnået ved, at krigens indre årsager var fremstillet før de ydre 
foranledninger, hvorved pentekontaetien vilde have sluttet sig 
umiddelbart til archæologien, men man har ikke vanskeligt for 
at forstå, at for Thukydid det hensyn har gjort sig gjældende 
med størst vægt at lade de for betragtningen påtageligste mo- 
menter også i fremstillingen indtage den første plads og give de 
indre grunde den afgjørende vægt ved at anføre dem i umiddel- 
bar tilslutning til krigens udbrud. 

At skildringen af pentekontaetien også er holdt indenfor 
den kortfattede historiske oversigts ramme, behøver intet for- 
svar.” En vidtleftigere behandling vilde have sprængt verkets 
plan og gjort det ikke til en fremstilling af den peloponnesiske 
krig, men til den attiske stor magts historie i dens vækst og 
fald. 

Efter denne belysning af de historiske forudsætninger, der 
er nødvendige for forståelsen af krigens betydning og dens 


1 De Th. iad kap. 10, pag. 830 fgg. 

2 Dion. Hal. Ep. ad Gn. Pomp. pag. 763 dadler, at Thukydid 
skildrer Athens bedrifter efter perserkrigene palos xec xa! 
¿E Emdsonng. 


64 P. N. ØSTBYE. [No. 8. 


sammenhæng med den foregående udvikling, kan Thukydid af- 
slutte indledningen med en beretning om forbundsdagen i Sparta, 
hvor krigen bliver endelig besluttet, og med en fremstilling af 
de på begge sider opstillede fordringer, der kun havde til hen- 
sigt at besmykke fredsbrudet og levne tid til de nødvendige 
rustninger, indtil endelig athenerne på Perikles” råd afviser 
spartanernes ultimatum, og en afgjorelse af stridsspergsmalene 
med våbenmagt felgelig stiller sig som en umiddelbart fore- 
stående nødvendighed. 

Det er en selvsagt følge af første bogs betydning som ind- 
ledning, at ikke hensynet til de skildrede begivenheders egen 
betydning, men deres forhold til den følgende udvikling her har 
været det bestemmende for deres gruppering. Forfatteren har 
her kunnet indtage et friere standpunkt. De spredte enkeltheder 
fra en nærmere eller fjernere fortids historie er her i kraft af 
perspektivets lov flydt sammen i større grupper med samlet 
virkning. De strengt kronologiske hensyn spiller derfor kun en 
underordnet rolle. I første bog opstiller Thukydid intet fast 
udgangspunkt for sin tidsregning. Dels regner han fra trojaner- 
krigen (kap. 12), dels fra peloponneserkrigens slutning (kap. 18 
og 18), dels bestemmer han en begivenhed i dens kronologiske 
forhold til en persisk konges regjeringstid (kap. 13 og 14). 
For pentekontaetiens vedkommende betragter han Xerxes’ tog 
som udgangspunkt og fortæller fra dette begivenhederne i deres 
naturlige rækkefølge. Det er ham overalt kun om at gjøre 
at fastslå det omtrentlige forhold til de kronologiske merkestene, 
som han tør betragte som almindelig bekjendte. 

Men såsnart fremstillingen med 2den bog når frem til det 
egentlige thema, bliver det kronologiske princip alene bestemmende 
for stoffets disposition. Vi ser her bort fra den i emnets egen 
natur begrundede tilfældighed, som man har gjort opmerksom 
på, nemlig at det thukydideiske verk, hvis det havde foreligget 
for os fuldt afsluttet, på en måde vilde have dannet en trilogi 
hvori hver af de tre hovedepisoder under krigen vilde have 
fået sin dramatiske afslutning gjennem slaget ved Amphipolis, 


oe nederlaget ved Syrakus og Athens fald. Heller ikke kan ind- = 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 65 


delingen i 8 beger komme i betragtning, da den utvilsomt ikke 
er foretagen af Thukydid selv, men et verk af en senere gramma- 
tiker. Fuldkommen vilkårlig er den ikke, forsåvidt som der ved 
siden af det praktiske hensyn til en nogenlunde kvantitativ lige- 
lig fordeling af stoffet også viser sig en stræben efter at lade 
grænsen mellem de enkelte bøger falde sammen med naturlige 
hvilepunkter i fremstillingen. Hvor disse krav imidlertid ikke 
samtidig kan fyldestgjøres, må det sidste træde i baggrunden, 
således i 5te bog, hvis første korte afsnit behandler slutningen 
af den archidamiske krig og altså naturligt vilde dannet afslut- 
ningen af 4de bog. At denne inddeling ikke støtter sig til 
Thukydids autoritet, fremgår desuden deraf, at man i oldtiden 
kjendte andre inddelinger i 9 eller 13 beger.! 

Det bliver altså kun den kronologiske anordning, der skriver 
sig fra Thukydid selv. Efter at krigens begyndelse er bestemt 
8, 1 med en nejagtighed, der ikke kunde lade nogen hellener i 
tvil, felger fremstillingen den annalistiske methode, idet hvert 
års begivenheder sammenfattes til et hele, der adskilles fra det 
foregående og følgende ved en stående formel, hvori forfatteren 
udtrykkelig gier opmerksom på årsskiftet, første gang, P, 47 
med ordene: totógds pi» 6 tÁpos dyéveto d» TÁ ysıpavı TOJTO MAL 
dtehdsvtog avrod to pro tog tod Molspov Todde eteredta. 
Hvor han e, 20 gjør rede for sin kronologi, angiver han, af 
hvilke grunde han finder archonters eller andre myndigheders 
embedstid mindre skikket til at anvendes som kronologisk ramme. 
Heller ikke falder årsskiftet hos ham sammen med noget af de 
i de forskjellige græske stater fastslåede udgangspunkter for det 
borgerlige år. Alene de enkelte kalenderes mangel på overens- 
stemmelse i dette punkt måtte her være et moment af vægt. 
For Thukydid kunde der fornuftigvis kun blive spergsmal om 
at benytte den attiske kalender, men |i et verk, hvor hoved- 
vægten falder på de krigerske operationer, måtte dette falde 
særlig ubekvemt, da som bekjendt den attiske tidsregning lod 

1 Marcellin $ 57: lotéov Så, Ze viv momyparelav avtod ol påv 
watétepov elg voetoxalbsxa lotopiag, arot då as. Diodor 

omtaler en inddeling i 9 bøger (XII, 37 og XIII, 42). 

Vid.-Selsk, Forh. 1888. No,%3. 5 


66 P. N. OSTBYE. [No. 3. 


årsskiftet falde sammen med den første nymåne efter sommer- 
solhverv. Forfatteren vilde derved blive nødt til at skabe et 
kunstigt hvilepunkt midt inde i fremstillingen af naturlig 
sammenherende begivenheder. Istedet derfor har han valgt at 
slutte sig så nær, som muligt, til de naturlige klimatiske forholde. 
Det thukydideiske år begynder med måneden elaphebolion, altså 
i sidste halvdel af marts, og man ter vistnok forudsætte, at det 
datum, han går ud fra, er vårjevndøgn, der falder sammen med 
den julianske kalenders 26de marts. Af de forårsepoker, som de 
gamle benyttede, var alene denne almindelig anvendt, og om de 
to andre, zefyrens indtræden 8de febr. og Arkturus’ aftenopgang 
23de febr., kan der ikke blive tale, da der efter Thukydids 
angivelse ved krigens udbrud kun stod tilbage fire! måneder af det 
borgerlige attiske år. Ved at vælge et sådant af selve naturen 
givet udgangspunkt har Thukydid sørget for at sikre sig de 
forskjelligste læseres forståelse midt i det kronologiske kaos, 
som de græske stater frembed, på samme tid- som det i og for 
sig frembed særlige fordele for en krigshistorie, da på krigs- 
kunstens daværende standpunkt større militære foretagender i 
regelen måtte udsættes til våren. Det er kun en videre konse- 
kvens af denne tilslutning til de naturlige betingelser, når der 
inden hvert enkelt år igjen drages en grænse mellem sommerens 
og vinterens begivenheder. Thukydid har valgt at affatte sin 
fremstilling xata Jépoç xal yewóva ($, 1), fordi de skildrede 
begivenheders karakter væsentlig afhang af årstiden. Navnlig 
var dette hensyn af vægt i en krig; hvor afgjerelsen matte 
seges på havet. I de stormfulde vintermáneder var større mari- 
time foretagender sà godt som udelukkede. 

Efter s, 20? giver Thukydid vinter og sommer samme varig- 
hed, og vi ledes derved naturlig til at antage, at han som vinter- 
epoke har benyttet hestjevndogn, sà meget mere som flere indi- 
cier peger i samme retning. Han forteller e, 54, at spartanerne 


1 Efter Krügers almindelig anerkjendte rettelse B, 2, 5 af 890 til 
ac. 


2 xata Sis on de wal LELOVAG ao uo», BENE? YÉYPATTAL, set: 
; on, je Nutoelag åxatigov Tod évavtod try Syvapy Eyovtoc - - 


` 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 67 


stævner sine forbundne til et tog mod Argos sommeren 419 
- efter udløbet af måneden karneios. Toget finder sted og regnes af 
Thukydid med til sommeren. Den doriske karneios svarer til den ` 
attiske metageitnion (Plut. Nik. 28), og da Late hekotombaion 
dette år falder 23de juli, har den sidste karneios været 19de 
septbr. Det heder fremdeles e, 76: tod Y éxuyiyvopévos yeurdvog 
æoyopévov evdve ol Aanedarpovior émstdy ta Kapveın yayov ës- 
todteusa. Her er tale om den begyndende vinter 418. Efter 
Boeckhs mondeyel. pag. 19 falder lste hekatombaion dette år 7de 
aug., lste metageitnion altså 6te septbr. Karneerfesten fejredes 
fra 7de til 15de karneios og afsluttes felgelig dette år 21de 
septbr. Vi ser fremdeles, at Thukydid regner de forste dage af 
november med til vinterhalvåret. Perikles gravtale holdes efter 
A. Mommsens Heortologi pag. 278 føg. 6te novbr. og henlægges 
af Thukydid til vinterhalväret.! Det samme praktiske blik gjør 
sig gjældende, hvor Thukydid indenfor disse faste punkter endnu 


der königl. bair. akademie der wissensch. zu Miinchen bd. I, 
Miinchen 1875, og samme forfatters: Der attische kalender 
wührend des peloponnesischen krieges. Sammesteds bd. II, 
München 1875. Fremdeles L. Herbsts kritik af disse arbejder 
i Philologus bd. 42, 1884 pag. 625 fgg. og Ungers tilsvar i 
Philologus bd. 43, 1884 pag. 577 fgg: Unger og Herbst er 
enige om at tillegge Thukydids vinter og sommer lige varighed, 
men tvistes om det bestemte datum, som forfatteren bruger 
som udgangspunkt. De, som fremdeles forsvarer den anskuelse, 


beråber sig på stedet C, 21, 2 ZË de pyvar ou8š T&ogagov TOY 
ystpectvay ayyehov dgdtov Erdetv, og på at fap og qUtvoro- 
po» eller petóropov stadig regnes med til sommeren. Her- 
imed kan indvendes, at stedet C, 21 er Nikias' ord og intet 
har med Thukydids kronologi at gjøre. Tiden efter vårjevndøgn 
må selv på så sydlige breddegrader betegnes som a9, og for 
indtrædelsen af gölwdmwpov var l6de septbr. fikseret som 
datum i Metons eyclus (Unger pag. 30, 56), så der ialfald del- 
vis bliver plads for den inden den thukydideiske sommer, selv 
om man regver denne afsluttet med den 25de septbr. Men 
afgjørende bliver det ovenfor citerede sted & 20, som man 
ikke uden ved en yderst vreden oversættelse og fortolkning 
kan få til at betyde andet, end at sommer og vinter udgjør 
hver sin halvdel af det thukydideiske år. ` 
5* 


68 P. N. @STBYE. [No. 8. 


nejagtigere vil fastslà en begivenheds datum. Det er i naturens 
regelmæssig tilbagevendende fænomener, han søger holdepunkter, 
der hos enhver læser umiddelbart må vække en bestemt krono- 
logisk forestilling. Udtryk som: tod Sépoug xa. tod oftov axd- 
fovtog (B, 19), àv nie Guyxoprd7 (y, 15), veel citov Dag (Š, 
1), xolv tov ottov dv op etvar (8, 2), tod oltov ¿Ti yhwpod Groe 
(8, 6), OAlyov med tovyy{tov (ò, 84) kræver ingen beregning eller 
reflexion, men knytter med tilstrækkelig nejagtighed og med 
malende virkning forestillingen umiddelbart til en bestemt tid. 
Det kan ikke nægtes, at den annalistiske methode frem- 
byder store vanskeligheder for en virkningsfuld gruppering af - 
det historiske stof, og at disse vanskeligheder må vokse i en 
fremstilling, der som Thukydids legger endnu kortere tidsrum 
end de vanlige til grund for stoffets anordning. På dette punkt 
kan Dionysius’ kritik! ikke frakjendes en vis berettigelse. Det 
er en uundgåelig følge af, at forfatteren binder sig til bestemte 
tidsafsnit, at han for at beholde alle tråde i sin hånd må af- 
bryde skildringen af historiske episoder, som breder sig over et 
længere tidsrum. Platææs belejring fortælles således på tre 
forskjellige steder (3, 71—79; y, 20—24, 52—68). Kampene ved 
Pylos ligeledes (8, 3—6; 8—23; 26—41). Brasidas’ operationer 
i Thrakien er udstykket i 6 afsnit (š, 78 —88; 102—116; 120— 
132; 135; e, 2, 3; 6—13). Krigens gang i Ætolien og Akarna- 
nien efter Demosthenes’ afsendelse med de 30 skibe (y, 9D 
fortælles i korte brudstykker i slutningen af 3die bog afvekslende 
med atheniensernes foretagender på Sicilien efter afsendelsen 
af de 20 skibe år 427 (y, 86). Potidæas belejring, Phormions kampe 
i | den korinthiske bugt og Lesbos' opstand er ogsà mer eller mindre 
senderstykket. Fremstilingen bliver derved unegtelig vanske- 
ligere at følge og forudsætter hos læseren en anspændt fast- 


> Ep. ad Gn. Pomp. p. 773. Dadler Serien: pee pe. Dd 
aca. xat dustapaxchovdatic. ToMov Ya d 
Jépoç y ystudva yryvopdvay d» — óc GH pires 
vpTehete TAG TRU TAG modeste YATIALTOY Etépuv ATTETAL = 
XATA TO AYTO diene % LE yıyvop.£vov. rhavspeda om 
xoa ep elxog xai BucxoAoc tote Sydovpdvors TOpaxo 
psy, Tapa pene TEC hoe sh 


cogi" ES * 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 69 


holden af de modtagne indtryk, der setter ham istand til på - 
ethvert punkt i tankerne at forbinde de adskilte brudstykker. 
Men Dionysius’ kritik er dog ogsà pa dette punkt fuldkommen 
ensidig, og de anvisninger, han giver til en rigtigere anordning,! 
vidner ikke om nogen synderlig forståelse af opgavens art. Når 
han vilde have foretrukket en inddeling efter olympiader, er han 
ikke opmerksom på, at først Timaios har benyttet en sådan, og 
en topografisk anordning af stoffet i lighed med Herodots, som 
han også anbefaler, vilde have omformet Thukydids verk fra en 
fremstilling af den peloponnesiske krig til en række krigshisto- 
riske skildringer fra et halvt snes forskjellige krigsskuepladse 
uden samlet virkning. Dionysius har ikke i mindste måde segt 
at gjore sig det klart, hvorfor Thukydid trods vanskelighederne 
dog har valgt sin egen methode. Den forklaringsgrund, som 
ligger i, at selve det skildrede stofs karakter måtte lette en 
fremstilling efter de naturlige årstider, er allerede tilstrækkelig 
påpeget. Fremdeles er det klart, at såvel betydeligere fore- 
tagender på en enkelt krigsskueplads, der krævede et længere 
tidsrum for at komme til. afslutning, som betydningsfulde epi- 
soder i den indre politik, f. ex. de 400’s regjering, kun kan for- 
ståes i alle sine vekslende faser, når de sees i den nejeste 
sammenhæng med den historiske situation overhovedet. Men 
skal læseren altid holdes å jour med den samlede politiske og 
militære stilling, kan dette kun ske ved, at skildringen af lang- 
varigere foretagender lejlighedsvis afbrydes. Men hvad der 
særlig mà fremhæves ved denne methode, er, at skildringen 
derved vinder i troskab. Vi hensættes, såvidt muligt, under 
samme vilkàr som den samtidige generation. Ligesom efter- 
retningerne fra alle egne fjernt og nær. hvor de fiendtlige vaben 
mødtes, strømmede ind på denne, således rykker også Thu- 
kydids fremstilling i korte stadier fremad på hele linjen. Den 
er ikke en beskrivelse af det tilblevne, men en skildring af det 


! De Thuc. jud. pag. 828. Dionysius’ kritik tiltrædes af Ulrici: 
Charakteristik der antiken historiographie pag. 196. Modsat 
opfatning hos Creutzer: Die hist. kunst der Griechen, 267, 
Poppo prolegg. og de fleste senere behandlinger. 


70 P. N. OSTBYE. [No. 3. 


vordende. At det er denne trang til at felge udviklingen i 
hælene, som for forfatteren er det bestemmende, fremgår af, at 
han ofte afbryder sin skildring for at fortælle en samtidig begi- 
venhed, selv hvor denne afbrydelse ikke er påbudt af den 
valgte kronologiske disposition. Men disse afbrydelser er aldrig 
rent vilkårlige. Man må altid beundre den kunst, hvormed 
Thukydid slynger fortællingens tråde i hinanden. Med den rette 
takt bryder han ikke af, før emnet selv frembyder et naturligt 
hvilepunkt. Således benytter han under fremstillingen af Les- 
bos’ opstand overgangen fra beretningen om Mytilenes inde- 
slutning af den attiske hær til de lesbiske gesandters optræden 
i Olympia til y, 7 at indskyde den korte notits om Asopios’ 
expedition til Akarnien, og det samme sunde blik gjenfindes 
overalt, hvor det gjælder at skaffe plads for en kortere orien- 
terende bemerkning fra andre kanter af den vidtstrakte krigs- 
skueplads. 

Også i den strenge fastholden af stoffets enhed træder det 
thukydideiske verks dramatiske karakter os imede. Kun sjelden 
afbrydes den fremadskridende udvikling af digressioner, og i de 
fleste tilfælde står disse i den inderligste forbindelse med hoved- 
themaet og tjener til at stille dette i den rette belysning. Mod- 
sætningen mellem Herodot og Thukydid er på dette punkt iejne- 
faldende. Herodot lægger an på at indflette episoder (IV, 30). 
På sin magelige og gemytlige måde griber han lejligheden til at 
fortælle alt, hvad der interesserer ham personlig, selv om det 
bånd, hvormed en sådan digression tilknyttes, er en blot og bår 
idéassociation. Thukydid giver derimod indtrykket af at vide 
mer, end han fortæller. Af længere episoder forekommer kun 
fem. ©, 20 i forbindelse med £, 54—59 berigtiger traditionen 


om Peisistratiderne. Den mod Perikles rettede fordring fra Spar ` Ç 


tanernes side, at athenerne skal udvise de med blodskyld ber 


smittede alkmæonider, giver Thukydid anledning til 2, 1201 | 1 


episoden om Kylon at klargjore det historiske grundlag for 
denne fordring. Det af athenienserne opstillede modkrav, at 
spartanerne skal rense sig for den ved Pawsamias' drab pådragne 


; _ blodskyld, fremkalder en udferligere skildring af denne mands 


. 


1888.| OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRAISKE HISTORIE. 71 


planer og endeligt a, 128—134, og dertil slutter sig fremstillingen 
af Themistokles’ landsforvisning og ded a, 134—138. Endelig 
indskydes B, 15 og 16 skildringen af de ældste samfundsforhold i 
Attika og beretningen om den attiske synoikismos for at forklare, 
hvorfor det faldt athenerne særlig så tungt at flytte sammen inden- 
for murene i krigens første år. Af disse digressioner er det kun 
den dobbelte Peisistratideepisode og beretningen om Themistokles” 
skjæbne, der står i en så les forbindelse med stoffet, at man er 
henvist til at sege fjernereliggende motiver. Hvor Thukydid 
første gang x, 20 kommer ind på Peisistratidernes historie, gjælder 
det for ham med hans trang til at skabe lys og sprede uklar- 
heden overalt, hvor han finder den, at illustrere den gjængse 
traditions upålidelighed, men forfatteren må her i begyndelsen 
af indledningen til sit verk lade sig neje med i muligst korthed 
at berigtige denne tradition. Den udførligere fremstilling og de 
authentiske beviser for dens rigtighed holdes tilbage, indtil han 
under skildringen af den paniske skræk for tyranniets mulige 
gjenindførelse, som hermakopideuvæsenet vakte tillive hos det 
attiske folk, atter naturlig leder tanken hen på denne frygts 
historiske begrundelse. Umuligt er det heller ikke, at Thukydid, 
som Marcellinus påstår (§ 18 og 32, cfr. schol. z, 20, 2) på en 
eller anden måde kan have stået i slægtskabsforhold til Peisi- 
stratiderne, og at både den levende interesse, som han ofrer 
denne familie og hans nejagtige kjendskab til dens historie heri 
finder sin naturlige forklaring. a, 134—138 er det ligheden i 
Pausanias’ og Themistokles’ skjæbne, der danner det rent ydre 
bånd, som forbinder denne episode med den foregående. Direkte 
påkrævet af verkets økonomi kan den ikke siges at være. Men 
når man kjender den strenghed, hvormed Thukydid ellers holder 
alt uvedkommende borte fra sin fremstiling, og den knaphed, 
hvormed han affærdiger det mindre væsentlige, kan man heller 
ikke her blive stående ved en blot og bar idéassociation som 
forklaringsgrund. Man bliver også her henvist til at sege 
dybere liggende motiver for den interesse, hvormed han omfatter 
Themistokles’ statsmandsvirksomhed og personlighed. For Thu- 
kydid gjælder ellers regelen mil admirari. For ham er forståelsen 


72 P. N. ØSTBYE. [No. 3, | 


det væsentlige. Der skal usædvanlige naturer, som Perikles, til 
for at aftvinge ham beundring. Det er et indre valgslægtskab, 


som uimodståelig drager ham til sig hos disse historiens heroer, — 


mindre deres moralske gehalt end det geniale skarpblik og den 
altomfattende intelligens. Selv hvor disse egenskaber hos et mo- 
ralsk forkomment menneske, som Phrymichos, arter sig som listig 
forslagenhed, vækker de hans interesse (9, 27). I Themistokles' 
geniale natur var denne forstandens klarhed og skarphed typisk ud- 
viklet. Ved at skabe den attiske flåde havde han lagt den grund- 
vold for Athens magtstilling, som Thukydid overalt fremhæver som 
den eneste naturlige, og givet stedet til den udvikling, som i det 
foregående afsnit af indledningen er skizzeret. Den thukydide- 
iske histories centrale personlighed, Perikles, havde taget Themi- 
stokles’ politiske ideer i arv. Her er nok af momenter, som for- 
klarer, hvorfor Thukydid har folt trang til på et punkt, der 
frembed en nærliggende analogi, at indflette en beretning om 
den store statsmands tragiske endeligt, såmeget mere som han 
i dette stykke kunde supplere Herodot, hvis historie han, som 
ovenfor påvist, utvilsomt har kjendt, 

Forevrigt er hos Thukydid såvel de historiske digressioner, 
som de geografiske og ethnografiske exkurser over Thrakien 8, 
96 fgg., Makedonien 8, 99 og 100, Amphipolis 5, 102 og Sicilien 
£ 1 fgg. så organisk forbundne med den hele fremstilling, at 
denne vilde tabe væsentlig i klarhed og interesse, hvis de fjer- 
nedes. 

Skal man i korthed karakterisere den måde, hvorpå Thu- 
kydid komponerer de enkelte led i sin fremstilling, så mà man 


også her betegne som det væsentlige den åndfulde gjengivelse af 


virkeligheden. Hans skildring forholder sig til denne ikke som 
den fotografiske reproduktion, men som en kunstners maleri 
Han har ikke med pinlig nøjagtighed fæstnet alle træk både 
væsentlige og uvæsentlige, men på den anden side mangler 


a VI, sansa 


heller intet, som kan give billedet liv og farve. Realistiske ` 
bliver disse enkeltbilleder, forsåvidt som forfatteren skyr enhver — 


rhetorisk udmalen af subjektive indtryk og enhver kunstlet 


gruppering af detaljerne. Qvintilians karakteristik af hans frem» ` 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 73 


stillings art X, 1, 73 rammer i al sin korthed netop det hoved- 
sagelige. Man kan ikke i få ord antyde det væsentligste ved 
Thukydids komposition og stil bedre end ved at betegne ham som 
densus et brevis et semper instans sibi, Den energi, hvormed . 
Thukydid skaber sine skildringer gjennem en rigdom af enkelte 
træk uden på noget punkt at give indtrykket af stakåndet ner- 
vesitet, giver verkets bedste partier et rigt pulserende liv, som 
ingen rhetorik kunde erstatte. Sammenligner man Thukydids 
skildring af pesten med Lukrets VI, 1136 fgg, mà man ind- 
remme, at den sidste tiltrods for den glimrende rhetoriske 
effekt virker koldere, fordi den gjennem en oplesende reflexion 
har tabt i friskhed. 

Men historikerens opgave går videre end til en gjengivelse 
af de ydre forteelser. Hans fremstillings værd beror dog væ- 
sentlig på, om han formår at give læseren et fyldigt indtryk af, 
hvilke indre bånd der knytter disse foreteelser sammen til en: 
endeløs kjede, hvori hvert enkelt led er betinget af og betinger 
de øvrige, med andre ord, om han bag de spredte fænomener ser 
de almene ideer, som kjæmper for at realiseres, og de metafy- 
siske love, hvorefter denne virkeliggjørelse foregår. Det er den 
tilsyneladende uloselige modsætning mellem frihed og nedvendig- 
hed, mellem vilkårlighed og lovmæssighed, der fremtræder over- 
alt i menneskelivet, som på den ene side gjør den historiske 
sammenhæng så uendelig kompliceret, at exakte resultater aldrig 
fuldt ud kan nåes, men som på den anden side betinger den — 
historiske forsknings tiltrækningskraft. Netop på dette punkt 
har den historiske forfatter sin hejeste opgave. Kun ved at se 
de reelle foreteelser som udslag af almene love, som den historiske 
udviklings mere eller mindre nedvendige frugt uden at fornægte 
den enkelte mægtige individualitets evne til at påvirke denne 
udviklings retning, kan han beånde det dede kundskabsstof og 
lægge det tilrette som stof for en frugtbar tilegnelse. 

Det er naturligt, at de former, hvori det offentlige liv 
bevæger sig, må øve sin indflydelse på de fremstillingsmidler, 
hvorigjennem den historiske forfatter søger at fyldestgjere netop 
denne side af sin opgave. Den hemmelighedsfuldhed, hvori det 


74 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


moderne diplomati hyller sig, gjer det umuligt for den historiske 
forsker at give et fyldigt billede af samtidens historie, og hen- 
viser ham til for fortidens vedkommende at sege sine kilder 
væsentlig i de offentlige arkiver. Den opfatning af den historiske 


sammenhæng, som han danner sig under et mojsommeligt stu- 


dium af en mangfoldighed af aktstykker, fremtræder naturligst 
i reflexionens form. I de antike stater var det hver enkelt 
borgers ret og pligt at deltage i alle forhandlinger, som angik 
fædrelandets ydre og indre anliggender. Hver enkelt attisk 
borger var berettiget til at deltage i afgjørelsen også af rent 
diplomatiske anliggender, og dermed fulgte en offentlighed i disse 
sagers behandling, der gjorde en oversigt mulig også for den 
samtidige iagttager. I de moderne stater er pressen det middel 
hvorigjennem den offentlige opinion finder sit udtryk, i oldtiden 
spillede de mundtlige forhandlinger i folkeforsamlingen de» 
samme rolle. En statsmand, der ønskede at påvirke denne opi- 
nion, var henvist til talerstolen. Denne gjennemferte mundt- 
lighed og offentlighed i alle politiske forhandlinger gjer det 
muligt for den antike historiker at klæde den psychologiske 
karaktertegning og de dybereliggende motiver, som har ledet til 
en politisk afgjørelse, i den direkte tales form, idet grundene 
for og imod fremholdes af repræsentanter for de forskjellige 
synsmåder, og disse grundes vægt fremgår af det historiske 
resultat. Dette i det nationale livs ejendommelighed begrundede 
kompositionsmiddel meder os allerede hos Homer og gjenfindes 
ikke alene mere eller mindre udviklet hos alle antike historie- 
skrivere, men breder sig gjennem de platoniske dialoger også 
over andre videnskabelige felter som det for en hellener natur- 
ligste middel til at give sine ideer dramatisk liv. Hos Thukydid 
træder den reflekterende fremstilling, når det gjælder at karak- 
terisere personligheder og forhold, fuldstændig i skyggen. Bort- 
seet fra indledningen og de få og knappe karakteristiker er det 
egentlig kun y, 82 fgg, hvor han overlader sig til en længer? 
række subjektive betragtninger. Derimod anvender han direkte 
taler i større udstrækning end nogen anden historiker 08 har 


| 


- behandlet dem med så stor kunst og gjort dem til et så om 4 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 75 


fattende og mangesidigt udtryk for de forskjelligste krav, at de 
danner det ejendommeligste og interessanteste led i hele verkets 
ekonomi. 

Hermed er i grunden allerede antydet de refererede talers 
forhold til de virkelige. De antike forfattere opfattede sit for- 
hold i dette punkt som fuldkommen frit. I de allersjeldneste 
tilfælde var de anførte talers ordlyd authentisk overleveret. 
Hvad historikeren havde af faktiske tilknytningspunkter, var på 
den ene side visheden om, at ingen vigtigere politisk afgjerelse 
var truffen uden foregående diskussion, intet større slag leveret 
uden en opmuntring fra feltherren til soldaterne, på den anden 
side kjendskabet til de optrædende taleres personlighed. Det 
bliver forfatterens egen sag ud fra disse forudsætninger at lade 
vedkommende taler anslå de strenge, som «fter hans egen indi- 
vidualitet og den givne historiske situation fremstiller sig som 
. de naturligste og virkningsfuldeste. De direkte taler bliver 
altså den antike forfatters åndelige ejendom ligeså fuldt som de 
fortællende og ræsonnerende partier. 

Det skal dog indremmes, at forholdet for Thukydids ved- 
kommende ikke er fuldt så enkelt. Allerede på forhånd må man 
finde det rimeligt, at en forfatter, der skriver sin samtids histo- 
rie, i mange tilfælde mà have havt en støtte i egne reminiscen- 
ser eller kunnet bygge på andres, og hvor han med vanlig 
ærlighed gjør rede for sit forhold også i dette punkt, betoner 
han på den ene side det faktiske grundlag, men erklærer på 
den anden side, at han i betragtning af, at det var umuligt for 
ham selv og hans hjemmelsmænd at erindre ordlyden, kun har 
felt sig bunden til at gjengive den omtrentlige mening, men i 
det enkelte ladet vedkommende taler sige, hvad der var begrun- 
det i situationens krav. Som rimeligt er, kan han ikke give 


" 

1 z, 99: xal Som påv Adyw sirov Exactor y péhhovteç TOMEN TEL» 
r A ` ` ` - 

Beta» auty TOY Aert: 


oto. resol tav ast mapovrov ta dota pawor einelv, éyo- 
péva Oc. dyyótata TAE TUPTATIS Tu We TOY aandag hey- 
dévcov, odtug eløytar. 


76 a P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


nogen mere detaljeret redegjørelse for disse momenters iudbyrdes- 
forhold; vi er henvist til herom selv at opgjere os en mening. 
Selv et flygtigt studium af de thukydideiske taler gjer det nu 
snart indlysende, at det er fuldstændig forfejlet, når man tildels- 
endnu med schol. til z, 92 i strid med forfatterens egne ord betragter 
dem som mere eller mindre ordlydende referater.! Den attiske 
dialekts anvendelse overalt behover man ikke at tillegge nogen 
afgjerende vægt, men det er dog også et moment, som ma an- 
feres, da Thukydid, hvor han anfører peloponnesiske traktater, 
på to steder refererer dem ordlydende i dorisk dialekt (s, 77 og 
79).2 Heller ikke behøver man at hefte sig ved det i Aristoteles’ 
rhetorik I, 7 og III, 10 anførte citat af Perikles Möyog Enırdgiag: 
Ti» vEOTNTO dx ege Trews gugegofta wemeg TO Zao du Tod ¿vumu- 
tod dı ¿Embmpedeín, et sted, hvorom ingen tanke i den af Thukydid 
gjengivne perikleiske gravtale minder. Vistnok efterlod Perikles 
efter Plutarch Perikl. 8 ingen skrevne taler, og også Qvintilian 
betviler III, 1 de såkaldte perikleiske talers ægthed, men dette 
hindrer os ikke i at antage, at et enkelt prægnant udtryk for 
en poetisk tanke kan være bleven bevaret gjennem en rhetorisk 
tradition.  Ligeoverfor Aristoteles autoritet har heller ingen 
benægtet citatets ægthed, men man kan jo, som enkelte har 
gjort, tænke sig, at disse ord er taget fra en gravtale, holdt ved 
en anden lejlighed, f. ex. efter toget mod Samos. Afgjerende er der- 
imod den fuldkomne ensartethed i stilen og de rhetoriske former, 
hvori tanken indklædes. Perikles og Kleon, Archidamos og Bra 
sidas bevæger sig med al individuel forskjel i synsmåder inden 
den samme oratoriske kunstform. De gamles forklaring af denne 
form som stærkt påvirket af Gorgias rhetoriske manér" støttes 
af ydre og indre grunde. Vi ved, at Gorgias’ optræden i Athen 


1 Heinr. Weltzhofer: Thukydides und sein geschichtswerk, München 
1878, kap. 6. 


Traktaterne i Sde bog mellem Tissafernes og spartanerne har 


han formodentlig modtaget ved en atheners mellemkomst, da 
de refereres i attisk dialekt. ` 
3 Cfr. Spengel: Artium scriptores, pag. 61 seqq. Blass: Die 


att. Beredsamkeit von Gorgias bis zu Lysias p. 34. 
Marcellin pag. 13, pag. 36, Philostratos epistt. 13, pag. 919. 


T 


1888.| OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 77 


med sine kunstmæssige erıdsläsıs vakte en sand storm af bé- 
-gejstring og blev af grundlæggende betydning for den attiske 
rhetorik, og såvidt vi kjender disse foredrags form, faldt den i 
alt væsentligt, i den hyppige anvendelse af antitheser, og navnlig 
i rigdommen på talefigurer (sywpata tie Aëëeuc) og mangelen af 
tankefigurer (syypata tH¢ Stavolac) sammen med det ydre ge- 
vandt, hvori de thukydideiske taler fremtræder. At tænke sig 
alle de hos Thukydid optrædende talere som Gorgias’ disciple er 
nu allerede i og for sig en umulighed og vilde desuden lede til 
en anakronisme. Gorgias’ epokegjørende optræden i Athen 
falder som bekjendt først 427, medens mange af de mest karak- 
teristiske taler hos Thukydid er holdt flere år fer dette tids- 
punkt. Vi må altså slutte, at selv hvor Thukydid anfører taler, 
hvortil han personlig har været tilhører, som f. ex. Perikles, er 
disse gjengivelser væsentlig forskjellige fra, hvad vi forstår ved 
et referat, om det end er naturligt at antage, at her i mange 
tilfælde talerens egne ord klinger igjen. I hovedsagen har det 
materiale, hvoraf Thukydid har formet sin gjengivelse, været 
et mere eller mindre bestemt indtryk af  cópxaca "gu TOY 
ammdör rey Sévtwv, således som han i almindelighed forud for 
hver enkelt tale plejer at anføre det i indirekte form. For den 
ydre og indre udformning af dette almindelige indtryk har hen- 
synet til Ta dgovrx været det bestemmende. 

Netop den frihed, hvormed Thukydid anser sig berettiget til 
selv at optrække grænserne for dette begreb og afgjere, hvilke 
krav i hvert enkelt tilfælde skal fyldestgjeres, betinger de ind- 
flettede talers mangesidige betydning for hans komposition. Som 
naturligt, er det i det store og hele den historiske situation 
selv, som bestemmer talens karakter, så Thukydid ved bestem- 
melsen af va Séovra i hovedsagen má identificere sig med ved- 
kommende taler, men ofte vender han forholdet om og lader 
den optrædende tjene verkets formål gjennem udtalelser, som det 
-er forfatteren om at gjøre at få frem på dette punkt, omend en 
"kritisk læser let vil forstå, at det i mange tilfælde er højst 
usandsynligt, i andre ligetil umuligt, at vedkommende virkelig 
kan have udtalt noget lignende. Derved får talerne ved siden 


78 P. N. ØSTBYE. [No. 3. 


af at give et i hovedsagen korrekt udtryk for den talendes egen 
opfatning tillige betydning af en, om man vil, konventionel 
form, hvorigjennem Thukydid selv stiller sig i rapport til læseren. 
Ovenfor er berert, at der ofte i talerne kastes strejflys ind i 
fremtiden. a, 122, 1 siger korinthierne på forbundsdagen i 
Sparta: ümapyovaı Så xal Za Odol mohguov hpiv . . . . xal ¿m 
TetyLop.os TÍ jede, hvorved ingen kan undlade at tænke på 
Dekeleias befæstning 19 år senere. I kap. 142, 2 svarer Perik- 
les i den attiske folkeforsamling på denne trusel: xoi pj» 0983 
Å åmvvsiyrarg 0988... . . Zen QoBndmvar ... Te xal ovdåv jogo 
GRO avtenitetsrytcpévav. Det sidste perfektum má her antyde, 
at athenerne vil komme sine modstandere i forkjebet med at 
skaffe sig en fast operationsbasis i fiendens eget land, således 
som de virkelig senere gjorde det ved okkupationen af Pylos og 
Kythera. Kap. 144 ledes tanken hen på den siciliske expedition, 
når Perikles udtaler sikkert håb om sejer, men kun under den 
forudsætning q» ¿Déhete apogr» te på ¿murcia apa mohepovvtes 
xal wvdvyoug avdapårovg på moostidesdar. I Hermokrates tale 
i Gela 424 betones faren for, at athenerne i tilfælde af indre 
splid på een engang kunde komme tilbage med større udrustning 
for at underlægge sig hele een (8, 60 xal xXéov rovs dein éh- 
Sovtac). Det er her Thukydids eget kjendskab til toget 415, 
der danner forudsætninger for Hermokrates’ ord, ligesom dette 
kjendskab y, 86 lader forfatteren betegne afsendelsen af de 20 
skibe til Sicilien som en rọdrspa fra athenernes side." Man 
kunde jo indvende, at disse og lignende udtryk ikke peger så 
bestemt på det specielle, senere indtrådte faktum, at de, om man 
lader dem stå for talerens egen regning, behover at tyde på €? 
særegen divinationsevne, men man måtte da være berettiget til 
at forlange svar på det spørgsmål, hvorfor peloponnesierne først 
i krigens 19de år Co, 19) befæster sig i Dekeleia, nar en sådan 
forholdsregel allerede for krigens begyndelse virkelig var frem- 
holdt i deres midte som en af de virkningsfuldeste udveje til at 
bringe krigen tilende. Det er naturligere i disse spredte bemerk- 


1 Cfr. Grote: History of Gr. V, pag. 409, anm. (1870). 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 79 


ninger at se forelebige hentydninger fra Thukydids side til 
krigens senere gang, især når man ser, hvordan talerne også i 
andre retninger må tjene hans egne formål. I så henseende er 
det af interesse at iagttage den måde, hvorpå talerne er flettet. 
ind i hinanden, således at den ene tale punkt for punkt imede- 
går den anden. At dette må ske, hvor begge parters repræsen- 
tanter personlig er tilstede, er selvsagt; men a, 120—124 søger 
korinthierne et efter et at gjendrive Archidamos' argumenter a, 
80—85, skjønt denne sidste tale er holdt i en hemmelig forsamling, 
hvortil forbundsfællerne ikke havde adgang (a, 79 pnerastnoanevor 
Tavtaç ddouAeovto xata capac avtoðç tepl TOY xapóvtov), og korin- 
thiernes tale besvares igjen i Athen af Perikles (x, 140—144). 
Atter har vi i den direkte tale at se en form, hvorigjennem 
forfatteren vil løse en bestemt opgave, i dette tilfælde en fuld- 
stændig upartisk belysning af et spergsmàl gjennem en lige 
omhyggelig udredelse af dets forskjellige momenter, seet fra 
diametralt modsatte standpunkter. Hvor lidet Thukydid bekym- 
rer sig om at legge skjul på, at han på denne måde selv lægger 
stoffet tilrette, viser sig klarest af stedet a, 144: moda de xal 
daia Ey de Anlda tod meprécsa Val . . ... XA exetva ui» xat 
dv Mo Myo dua Tote ¿Zoyotç Syhudysetn. Man kan ikke 
tænke sig, at Perikles således længere tid i forvejen skulde 
anmelde en tale, som han først havde til hensigt at holde, når 
krigen var udbrudt, såmeget mere som det vilde være en takt- 
leshed af ham at forudsætte krigen som afgjort i samme øjeblik, 
som han selv søger at stemme sine tilhørere gunstig for en 
krigersk beslutning. Det er Thukydid, som gjennem Perikles 
mind gjør læseren opmerksom på, at han først senere (ñ, 13) 
vil levere en nærmere redegjørelse for Athens hjelpekilder. 

I et verk, der går ud fra menneskenaturen som det sikreste 
grundlag for forståelsen af de historiske problemer, må man 
vente at finde det menneskelige belyst gjennem en omhyggelig 
karaktertegning. Og her har vi et hovedpunkt, når det gjælder 
at bestemme de direkte talers betydning. Alle mere fremtrædende 
statsmænd og feltherrer må i Thukydids fremstilling selv give 
læseren midler til at danne sig et billede af deres personlighed, 


80 P. N. ØSTBYE. : [No. 3. 


dels gjennem sine handlinger, dels og vesentlig gjennem sine 
ord. På denne måde opnår forfatteren, samtidig med at hans 
beretning uden ophold skrider fremad, at foje trek efter trek 
til personernes karakteristik og kan derfor, nàr han udtrykkelig 
vil feste opmerksomheden ved en karakters væsentlige sider, 
indskrenke sig til i et ganske kort resumé at bringe til klar 
bevidsthed de forestillinger, som en interesseret læser allerede 
mà have dannet sig. Det er særlig gjennem talerne, Thukydid 
lægger for dagen det psychologiske skarpblik, som berettiger 
den antike kritik til at betegne ham som de1vd¢ 790ypaQ%sar 
Perikles skikkelse vilde ikke hæve sig så plastisk ud fra hans 
historiske omgivelser, hvis vi ikke i de thukydideiske taler havde 
et billede af ham selv, der giver os alle de træk, der er 
nødvendige for forståelsen af hans personlighed. Det er ikke 
vanskeligt at gribe enkelthederne i dette billede, den gjennem- 
trængende forstand, viljens energi, menneskekundskaben i almin- 
delighed og den klare forståelse af landsmænd og fiender i 
særdeleshed, det sikre blik på den historiske udvikling, den ide- 
ale opfatning af Athens opgave og den uforbeholdne åbenhed, 
hvormed han redegjør for midlerne til dens lesning, kjærlig- 
heden til fædrelandet og bevidstheden om eget værd, men hvad 
man mere umiddelbart føler end klart gjør sig rede for, er den 
trygge overlegenhed, der ikke trykker tilhørerne ned, men hæver 
dem op, som kan dadle uden at såre, fordi den er parret med 
usvigelig takt og fgjennemtrængt af den fineste duft af attisk 
urbanitet.? 
1 Marcellin $ 50. 


2 Det har her sin interesse at iagttage, i hvilken ligefrem af- 
skrækkende grad en hellener på Dionysius af Halikarnass tid 


bis te rey 
Ind Te ou Toto tj dravola moenwSéotatov qv, TO ETTU 
TIXOV, DAA TO TAQALTNTAD y, Og kap. 45, p. 927 fortsætter 


1888.] OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 81 


Med ikke mindre finhed er Kleon karakteriseret gjennem 
sin tale y, 37—41. Thukydid gjer ham tiltrods for den mod- 
bydelighed, hvormed hans aristokratiske natur reagerer mod det 
plebejiske i Kleons vesen, til noget mere end den rà og fejge 
storpraler, som møder os i Aristophanes’ karrikerede' skildring, 
og vi far gjennem hans fremstilling lettere for at forstå, at 
Kleon umiddelbart efter Perikles i et længere tidsrum kunde 
lede et folk som det atheniensiske. Der udvikles i disse kapitler 
en ikke ringe naturlig veltalenhed og en betydelig evne til at 
tilegne sig og anbringe pà rette sted fraser, som har vist sig at 
gjere virkning. Navnlig klinger oftere Perikles vendinger igjen, 
og fra Perikles làner han ogsà den frimodighed, hvormed han 
irettesætter det suveræne folk. Men han når dog ikke højere 
end til at blive Perikles karrikatur. Den anskuelse af Athens 
stilling, som hos hans store forgjenger er frugten af en lang 
politisk erfaring og som han holder sine landsmænd for eje for 
at mane dem til mod og offervillighed, anvendes af Kleon til at 
besmykke en feig og upolitisk grusomhed. Han giver sig skin af 
den uafhengige patriot blot for des virkningsfuldere at kunne 
smigre folkets sletteste instinkter, og medens Perikles altid holder 
sig til sagen selv, søger Kleom med sofistisk forslagenhed på 
forhånd at bringe eventuelle modstandere i en skjæv stilling 
ved at underlægge dem de smudsigste motiver. Han er en ev 
draBahav. 

Thukydid fremfører i disse to fuldblods 
repræsentanter for to epoker i Athens udvikling, og en lignende 
modsætning har vi for Spartas vedkommende i Archidamos med 
hans forsvar for den gamle, betænksomme og forsigtige politik 
(o, 80—85) og eforen Sthenelaidas, der i sine fà ord a, 86 
giver os et indtryk af den yngre, mere pågående slægt. 

Indirekte finder på denne måde gjennem de to folks repræ- 


selv kunde have sa til Perikles” forsvar, hvad, han ønskede: 
Zyony de Yavtdv pév OTL Bovhetar Tepl TOU avd 906 Great, 
verdant, TO de xuvduvevovrt TONS TAMELVOVE xal TRAPALTYTINOUE 
Tie Opyic omododvar Adyoug. TOUTO yap Tv TPETOV TH PLPET- 
oda: Souen ën ovyyougst tyy aMÅVerav 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 3. 6 


82 P. N. ØSTBYE. [No. 3- 


sentanter de mest fremtrædende trek i folkekarakteren et ud- 
tryk, og i flere af talerne er desuden sterre eller mindre partier 
direkte rettet mod det samme mål. Den attiske national- 
karakter skizzeres af korinthierne x, 68—71, navnlig kap. 70, og 
i Perikles" gravtale suppleres dette billede med alle finere trek. 
Også spartanernes karakteristik belyses på samme måde fra to 
sider gjennem korinthiernes og Archidamos’ taler. Man må 
være tilbejelig til at se et beregnet udtryk for Thukydids op- 
fatning af den forskjellige folkekarakter også deri, at han lader 
spartanerne behøve tre taler for at bestemme sig for krigen, 
medens Perikles” ene er nok for athenerne. 

Når de thukydideiske taler på denne måde stiller os ansigt 
til ansigt med tidsalderens ledende folk og deres repræsentative 
mænd, er dette egentlig kun en enkelt side af den mere om- 
fattende rolle, de spiller som et dramatisk middel til at klar- 
gjøre den pragmatiske sammenhæng. Det er gjennem dem, 
Thukydid åbner for os den idéernes verden, hvori de materielle 
foreteelser har sine redder. Kampens vilkår og mål, politiske 
theorier og deres begrundelse gjennem den historiske udvikling; 
nationale sympathier og antipathier, højtflyvende planer og fejl- 
slagne forhåbninger, kort hele den indre motivering af den histo- 
riske proces gjennem de mange uendelig fine, men for den fulde 
forståelse af tidens ånd så meget uundværligere træk træder frem 
gjennem en direkte udvikling af de mænds anskuelser, som med 
størst klarhed og konsekvens repræsenterer de nationale og poli- 
tiske modsætninger. Talerne bliver derved ikke alene litterært 
betragtet verkets sjel, men er også gjennemtrængt af tidens 
eget åndige indhold, både som det åbenbarer sig i individuelle 
stemninger, og hvor de grundtoner anslåes, som klinger gjennem 
hele slægtens liv. Det bliver deres opgave at fremstille sam- 
tidens kamp som et sammensted mellem grundforskjellige ånds- 
retninger, som en krig på liv og ded mellem principer og at 
belyse disse principers art og berettigelse. De atheniensiske 
gesandters tale x, 73—78 er i sit væsentlige indhold en apologl 
for Athen, fremfort af mand, dannede i den perikleiske skole, 08 
da Athen står foran valget mellem en opgivelse af sig selv 02 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZSKE HISTORIE. 83 


en kamp, hvori alt kan tabes eller alt vindes, er det Perikles 
selv, som optræder for at forsvare grundtankerne i det politiske 
system, hvorpå statens storhed var bygget, og at påvise, at som 
forholdene stillede sig, en feig eftergivenhed vilde vere det 
ferste skridt henimod den attiske stormagts undergang, at et 
sådant skridt hverken päbedes af hensyn til ret og retfærdighed 
eller kunde besmykkes ved påberåbelsen af fiendens overmagt, 
men at Athen tvertimod moralsk og materielt besad forudsæt- 
ninger for sejeren (z, 140—144; ñ, 60—64). Den nærmere pávis- 
ning af kampens indre betydning, at det gjaldt at værne om 
fædrelandets stilling som det helleniske livs brændpunkt, hvor de 
nationale evner havde udfoldet sig renest og «edlest, tilfalder 
også naturligst Perikles, under hvis styrelse Athen havde opnået 
sit ry som raldevoıs the "Ehhadoc. Som koret i det antike 
drama i sin reneste form fremholder de almene ideer, som berer 
den dramatiske handling, således moder os i denne tale (3, 35— 
46) fremfor i nogen anden de heje idealer, som holdt den attiske 
stat og den enkelte borger oppe i den bitreste nød. Man må 
rives med af denne begejstrede skildring af fædrelandets herlig- 
hed og fele, at det måtte falde let at ofre alt for at spare det 
for en ydmygelse. Den mageløse spændkraft og offervillighed, som 
Athen udviklede efter katastrofer, som man skulde tro måtte 
lamslå dets energi fuldstændig, bliver lettere eei. med denne 
perikleiske skildring som baggrund. 

Men det vilde vere en forsyndelse mod den historiske objek- 
tivitet, om en forfatter vilde udelade de dybe skygger i dette 
billede, om han vilde nægte den modsatte opfatning af kampen 
og dens betydning at komme tilorde. Det tragiske i Athens 
skjæbne er, at den nationale samlingstanke, i hvis tjeneste dets 
politik mere eller mindre bevidst arbejdede, ikke kunde reali- 
seres uden ved at gjere vold pà en langvarig udvikling. Den 
græske partikularismus havde en historisk ret til at existere, og 
fra dette standpunkt måtte Athens færd fremstille sig som en 
række af overgreb og en kamp mod dets voksende magt som en 
kamp for friheden, Det bliver et væsentligt moment ved be- 
demmelsen af Thukydids objektivitet, at han stræber efter og 

6* 


84 P. N. OSTBYE. [No. 3. 


virkelig har formáet at sætte sig helt ind også i en sådan 
tankegang og belyse kampen også fra denne side. Gjentagne 
gange får korinthierne (x, 37—43, o, 68—71, a, 120—124), Ar- 
chidamos (8, 11), Sthenelaidas (x, 86), de lesbiske gesandter (Y, 
9—14), Hermokrates (8, 59—64, ç, 33—34, C, 16—80), Brasidas 
(8, 85—87), Pagondas (ò, 92), selv en athener, Alkibiades (Ç, 
89—92), Gylippos (a, 66—68) ordet for at forsvare bygdepatrio- 
tismens berettigelse ligeoverfor tanken om et hellenisk univer- 
salrige. På Thukydids forhold til disse modsatte opfatninger 
kan man fuldt ud anvende Goethes ord: „Die wahre darstellung 
billigt nicht, sie tadelt nicht, sondern sie entwickelt die gesin- 
nungen und handlungen in ihrer folge und dadurch erleuchtet 
und belehrt sie.“ Så ligelig er her sol og vind fordelt, sa 
strengt er kravet stillet til at fà frem det relativt berettigede i 
det politiske grundsyn på begge sider, at læseren, når det over- 
lades til ham at skifte ret, føler, at det her ikke først og fremst 
gjælder at tage parti, men at forstå. Sammenligner vi i denne 
henseende Thukydid med f. ex. Xenophon, er forskjellen iejne- 
faldende. Med sin ensidige retning mod det praktiske motiverer 
Xenophon i regelen ved en direkte tale kun den side af en sag, 
som bliver den sejrende, og hvor han lader den modsatte opfat- 
ning komme tilorde, ofres ikke tale og modtale samme ombu. 
Herodots taler holdes altid for en engere kreds og påvirkes 
deraf i sit anlæg. Hverken med hensyn til den omhu, som for- 
fatteren ofrer dem, eller den rolle, de spiller i hans verk, frem- 
byder de noget sammenligningspunkt. I den senere rhetoriske 
historieskrivning er fremstillingen mere udsmykket med taler 
end gjennemvævet dermed. Sallust og Tacitus er gjennem bevidst 
efterligning i dette stykke kommen Thukydid nærmest. 

Men en tids åndelige fysiognomi veksler ustandseligt, 08 
skildringen kan ikke give mere end et ojeblikkets billede. Prin- 
ciperne modificeres, modsætningerne udjevnes eller tilspidses. 
Thukydid felger denne udvikling. Vi gjenfinder i Kleons tale 08 
i atheneren Euphemos tale i Kamarina (£, 82—87) Perikles’ ansku- 
| elser i de vesentlige trek, men de har undergået en metamorfose, 

idet de er gàet over til dogmer, som opretholdes med brutal 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 85 


fanatisme. Hvor denne kommer krassest frem, i meliernes for- 
handling med athenerne (z, 85—116), vælger forfatteren dialogens 
form, vistnok for at opnà at lade argument og modargument 
felge hinanden slag i slag. At grunden til den pafaldende an- 
vendelse af dette kompositionsmiddel er at sege heri, ter man 
vel slutte deraf, at Thukydid også 8, 71—74 under gjengivelsen 
af de fuldstændig analoge forhandlinger mellem Archidamos og 
de fangne platæer i de korte vekslende taler fra begge sider 
nærmer sig en anvendelse af dialogen som fremstillingsform. 

I litteraturhistorisk henseende frembyder de thukydideiske 
taler den største interesse som det pålideligste middel, vi har, 
til at danne os et begreb om den veltalenheds art, som i det 
perikleiske tidsrum led fra den attiske talerstol. Vi ser her 
bort fra de rent ydre midler, som den thukydideiske veltalenhed 
har lånt af den sofistiske rhetorik. Hele denne uendelighed af 
antitheser, parisa, paronomasier, parecheser og alt andet, som de 
senere rhetoriske lærebeger indordnede under begrebet cyypatx 
tře Mšsoç, og hvori man i prosaens barndom fandt en vel- 
kommen erstatning for den poetiske rhythme, er en staffage, som 
vi også af Antiphons taler ser er faldt i tidens smag, men som 
forst gjennem Gorgias’ påvirkning er trængt igjennem i den ud- 
strækning, hvori de gjør sig gjældende hos Thukydid.» Men i 
andre henseender kan vi vistnok fra sprogets og indholdets side 
betragte Thukydids taler som en afglands af de perikleiske. 
Det er her ikke stedet til nærmere at gå ind på Thukydids 
sprog og stil. Det må være tilstrækkeligt at minde om, at hans 


4 Marcellin Š 36: e OT d ér Chien, de eng “Avdvddo¢g 

al TAG L oe ov TOU Asovtivev Ta prow Zeie val Tag ap io etc 
Kär Coeuzew, evdoxipoivenc xat deen xatoo) TAK ‘tots 
"Ekot xal wévtoe xai Hpodíxov tod Kelov zi» éxt tots ovo- 
pact» axprgohoyla» og Š 51: mohvstdyg då Ev torç smua, ` Ta 
moda xal tod Topylov tod Asovtivov pupoUpsvoc. Dionysius’ 


78 i 

Hermokrates’ tale i Kamarina: Ayo, piv ydo Tip npstioay SVva- 
nv cogot AY “uç, toyo ò de ED aod surnpiav karakteriserer 
j jud. 


han som ovdé perpaxlo "regen Emodvnpa (De Thuc 
kap. 46, pag. 937). 


86 P. N. ØSTBYE. [No. 8. 


historie ved siden af Antiphons taler og maske det Xenophon 
tillagte skrift mept "Admvalov modtetag er det ældste litterære 
mindesmerke, vi har i attisk prosa. Sproget er endnu ikke 
udformet til den fine organisme, der snart, som hos Platon og 
Demosthenes, gjør det til den smidigste form for tanken, snart 
lader det dække over det manglende tankeindhold. Der findes 
ikke hos Thukydid nogen afrundet periodebygning og ingen af 
de tankefigurer, som var beregnet på at vække tilhorerens liden- 
skab, og som de senere rhetoriske forfattere regnede for at 
betinge talerens deworne.! Indholdet kjæmper endnu med for- 
men uden altid at kunne overvinde den.2 Men pa den anden 
side er ikke sprogets betegnelser slidt gjennem brug og mis- 
brug. Ord og vendinger har beholdt sin oprindelige friskhed og 
betydningsenergi, og det er tilladt at làne poetiske ord? og ud- 
tryk, som rammer semmet pà hovedet. Det er et sprog, som i 
mange stykker er massivt, men egner sig fortrinlig som preg 
for ledige tanker, der endnu ikke er stykkede ud i skillemynt 
og blevet hvermands ejendom. Og det er netop i dette tanke- 
tunge* indhold med den skarpe logiske distinktion mellem begre- 
- berne, båret frem i en kort og fyndig form, hvori vi ser denne ældste 
veltalenheds væsen. Det er dens opgave ikke at overtale, men 
: Marcell Š 56: XATA de Tp v dL.dvorav TOJYAYTÍOY ay mud cote 
Ute yao elpwvelate odts ..... xéyentat. 
At selv en greker pá Dionysius’ tid havde vanskeligt for at 
forstå mangt og meget hos Thukydid, ser vi af Dion. Hal. kap. 
51, pag. 940: EvaolSyntor yao tvé SC of raver za Bov- 
yu 3/dov ouppahety Suvarpevor, xat ovd ovtor ywole ¿Enycsos 
Yprpnarıung eva, Cfr. Cic. orator 930: Ipsæ ille contiones 
ita multas habent obscuras abditasque sententias, vix ut in- 
telligantur. Dionysius” strenge dom over sproget i talerne fulgtes 
i almindelighed til slutningen af forrige århundrede. Se navn- 
lig indledningen til Reiskes tyske oversættelse af talerne. En 
rettióvdigere opfatning kom fgrst tilorde med Poppo og Kreut- 
zer: Die historische kunst der griechen. 
Som sådanne regner Dion. Hal. Ep. ad Ammæum kap. 3, pag: 
795—796 xoXjpw xoíogsocte, xataBor, add», AAA 
Dion. Hal, De Th. jud. kap. 34: éger KC dorso ix tte 
mAougiag ready Tt epa. vonpdtov xal Evdupypdrov TEPLT- 
tov xal Edvov xal napaddéwv 
Cic. Brutus 7: Antiqvinsini oratores subtiles, acuti, breves, 
sententiis magis qvam verbis abundantes. 


t$ 


E 


He 


5 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 87 


at overbevise. Hvor denne veltalenhed nar det hejeste, som i 
gravtalen hos Thukydid, kan den give os et indtryk af det 
olympiske ved Perikles” fremtræden. Vi forstår, hvorledes han 
som bien ved sine ord måtte efterlade en bråd i sine tilhøreres 
sjel.! Her er ingen plads for den senere tids mimik og gestiku- 
lation. Det er tankerne selv og deres overbevisende magt, som 
skal virke, og intet andet.” 


1 Cfr. schol. til Aristoph. Acharn. 529 og. det hos Diod. XII, 40 
bevarede fragment af Eupolis: p.óvoc tà» nTópwy TO xívvoov 


, 


dynatihetns tots axpoupévors 
2 Plut. Perikles 5. 


88. P. N. OSTBYE. : [No. 3. 


IV. 


Sde bog. 


Det står endnu tilbage at gà nærmere ind på 8de bog og 
dens forhold til det hele verk. Vi finder hos antike forfattere 
flere notitser, som viser, at kritiken allerede tidlig har befattet 
sig med dette spergsmal. I Marcellins biografi heder det § 43: 
héyovor Så tives mv Oyddyy lstopiav vodeVecdar xal ug elvar Be: 
xudidov, AA of udv quot» eivai tig Bvyatede avtod, of de Mevo- 
góvvoc.! Marcellin polemiserer dog mod denne antagelse og 
mener, at den heller ikke kan vere af Theopompos vada "es 
nétocav. Dionysius fra Halikarnas: De Thuc. jud. pag. 847 
fortæller, at Kratippos, hvem han gier til Thukydids samtidige, 
udgav dennes efterladte samlinger. Med disse udtalelser er at 
sammenstille Diog. Laert. 2, 59, hvor der om Xenophon bemerkes: 
néyetat det xa. ta OovxvdiSov Eë havOoivovta periodos Auf: 
pevog autos ele Aar raren, Det fremgår heraf, at man var 
sig bevidst, at Sde bog havde en fra verket forovrigt sàvidt 
forskjellig karakter, at man mente ikke at kunne forklare sig 
denne uden under den forudsætning, at forfatteren var en anden, 
hvad enten han nu ansåes for at have benyttet det af Thukydid 
efterladte materiale eller at have leveret en selvstendig fort- 
sættelse. Denne sidste antagelse behøver man nu ikke at 0)” 
holde sig ved. Selv en flygtig gjennemlæsning af 8de bog €T 
tilstrækkelig til at overbevise enhver om, at den fra indholdets 
og formens side i alt væsentligt skriver sig fra Thukydid selv. 
Spørgsmålet bliver kun, om disse notitser forsåvidt skal tillægges 


1 Cfr. vita anon. $ 9. 


1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 89 


nogen autoritet, som man i dem vil se beviset for, at en af de 
nævnte forfattere har havt noget at gjøre med udgivelsen af 
Thukydids verk og navnlig dets sidste del. Det er under alle 
omstændigheder en kjendsgjerning, som ikke lader sig bestride, 
at den endelige udgivelse, ialfald af det afsluttende parti af Thu- 
kydids historie må skyldes en anden end forfatteren selv, om 
man end ikke kan vere tilbøjelig til i samtlige bøger at ville 
se spor efter en fremmed hånd," men en nærmere prøvelse af de 
specielle angivelser om denne udgivers personlighed viser, at de 
neppe har andet værd end hypothesens. Theopomp er efter de 
almindelige angivelser født ca. 380, altså flere år efter det 
senest mulige datum for Thukydids ded,? og kan ingen litterær 
virksomhed have udfoldet før påbegyndelsen af Xenophons Helle- 
nika, der forudsætter Thukydids 8de bog som bekjendt. Om 
Kratippos ter man nu med sikkerhed påstå, at han tilhører en 
langt senere tid, rimeligvis først det 8die århundrede f. Chr? 
Det bliver altså blot Xenophon og Thukydids datter, hvis med- 
virken ved verkets udgivelse ikke af faktiske grunde kan be- 
. nægtes. Enkelte nyere kritikere har da også tænkt sig mulig- 
heden af, at Xenophon hermed kunde have øvet sit livs største 
gjerning, og at særlig 8de bog kan være fremgået af hans 
redaktion af det af Thukydid samlede materiale, medens andre 
endog i denne bog har villet finde spor af Xenophons tænke- og 
udtryksmáde. Det vil dog altid ligge nær at antage, at det ' 
også for Xenophons vedkommende, ligesom for Theopomps, er 
hans fortsættelse af Thukydids historie, som har gjort denne 
kombination fristende for de gamle litteraturhistorikere. Snarere 
kunde man være tilbejelig til at tro, at den påfaldende henpegen 
på Thukydids datter kan være bygget på et faktisk grundlag. 


1 Junghahn: Die reden bei Thukydides. Fleckeisens jahrbb. 1875, 


bd. 111, pag. 671 fgg. 
° Af Thuk. 8. 116 må man slutte, at han ikke har Ala det 
af Diodor XIV, 59 under året 396 omtalte udbrud af Ætn 
R. Schoell: Hermes 13, pag. t: 
Niebuhr Kl. schriften 1 pag. 467. 
Mure: Critical hist. of the er and litterature of ancient 
Greece. 


O va w 


90 P. N. OSTBYE. [No. 3. 


Talfald mà man vel slutte, at den ikke kan være så fuldstændig 
greben ud af luften, at den ikke skulde bero på en positiv efter- 
retning om, at Thukydid virkelig efterlod sig en datter, og i sà 
fald vilde jo ingen vere nermere til at serge for udgivelsen af 
faderens litterære efterladenskaber. 

Der lader sig altsà pà disse forskjellige angivelser ikke 
bygge nogen sikker slutning med hensyn pà udgiverens person, 
men de har alligevel sin interesse, fordi de viser, at 8de bog 
har forekommet også de antike kritikere påfaldende. Og heri 
har den nyere opfatning været fuldstændig enig og fundet af- 
vigelserne mellem den og verket forevrigt så betydelige, at den 
ikke har kunnet forklare sig dem uden ved at forudsætte, at 
verkets sidste parti ikke fra forfatterens side er fuldendt. An- 
skuelserne har forsåvidt gáet i forskjellig retning, som de aller- 
fleste har antaget, at 8de bog er den del af verket, som Thuky- 
did netop har syslet med, da deden overraskede ham, medens 
der fra enkelte hold! er gjort gjældende, at vi i den har at se 
en ældre materialsamling, som forfatterens supplerende og ret- 
tende hånd ikke har nået til at bringe i samme form, som de 
foregående beger, så altså slutningen af 7de eller begyndelsen 
af 8de bog skulde give os den sidste frugt af Thukydids arbejde. 

Det er ikke vanskeligt i det enkelte at påvise mere eller 
mindre tydelige spor af denne manglende fuldendelse. I formel 
henseende frembyder de forskjellige håndskrifter særlig for 8de 
bogs vedkommende så mange indbyrdes afvigelser, at man får 
indtryk af, at man allerede meget tidlig har felt trang til €? 
gjennemgående tekstrevision,? og trods alle kritiske og exegetiske 
hjelpemidler bliver der endnu en rekke steder tilbage, der frem- 
byder uleselige vanskeligheder for fortolkningen.? Fra indholdets 
side savner vi ikke sjelden den nojagtighed og fuldstændighed, 
som vi er vant til fra de øvrige bøger. Allerede i 1ste kap. 


1 Breitenbach i Fleckeisens jahrbb. 1873, bd. 107, pag. 185 {88 
Denne opfatning tiltrædes også af Junghahn i det ovenfor oi 
rede arbejde. 

2 Cfr. Classens oversigt over codex Vaticanus' afvigelser. 
til 8de bog pag. XV. 

? Classens kritiske anhang til 8de bog. 


Indled»- 


` 1888.] OM PLAN OG KOMPOSITION I THUKYDIDS GRÆSKE HISTORIE. 91 


kunde vi enske en nermere redegjerelse for den regjerings- 
myndighed af ældre mænd, der indsattes i Athen efter toget til 
Sicilien, og som vi af andre steder (Lys. 12, 65, Aristot. rhet. 3, 
18, 2) mà slutte har været 10 i tallet og ført titelen zc Bovdor.2 
Amnestien af 413, som Marcellin omtaler § 32 og henferer til 
Didymos og Zopyros autoritet,2 nævnes ikke af Thukydid, og 
den kan dog ikke siges at ligge udenfor hans verks ramme. 
Kap. 97 venter vi en nærmere redegjørelse for den statsforfatning, 
som indfertes efter de 400's fald, og som Thukydid selv betegner 
som den bedste i Athen i hans tid. Navnlig savner vi et ud- 
trykkeligt vidnesbyrd for, at de 500's rad utter indtrådte i sine 
funktioner. 

Disse mangler er imidlertid ikke så fremtrædende, at de 
umiddelbart falder i ejnene, og de kan hverken ved sin hyppig- 
hed eller betydning betegnes som tilstrækkelige til at motivere 
en skarp skjelnen mellem 8de bog og verkets øvrige partier. 
Fremstillingen giver på intet punkt indtrykket af en ubearbejdet 
materialsamling, men er tvertimod overalt sammenhængende og 
i det store og hele nøjagtig og skarp. Når vi alligevel i den 
for en væsentlig del savner den ejendommelige thukydideiske ka- 
rakter, beror dette hovedsagelig på den fuldstændige mangel på 
direkte taler. Medens de 7 første bøger er gjennemvævet med 
45 kortere eller længere taler, findes der i 8de bog blot én periode 
i direkte form (kap. 53). Man har tildels vægret sig for heri 
at se et kriterium på den manglende fuldendelse? og forklaret 
sig denne ejendommelighed dels ved en almindelig henvisning til, 
at fremstillingens energi synker med begivenhedernes storhed, 


> ez ei dem spiller, som bekjendt, en rolle i Aristophanes’ Lysi- 


e Ke? 32 todto SE Aldunds ayaı Ze ropov totopsty. TONS ya 
nvaloug xdd oboy deduxivar Tols Quydat TAHY TOY [stotatpa~ 
vbi» peta thy arta» thy dv Sucia.  Smlga. Kirchhof i 
Fleckeisens jahrbb. for 1860, pag. 247 
3 Niebuhr: KI. Schriften 1, 469. Vortr. iiber alte ua 
2, 42 fgg. Krüger: Leben des Thuk. anall. 1, 76, de 
Thuoydidis vita et scriptis i hans tekstudg. 1873 e XVI, 
Hellwig: de Thucydidei operis libri octavi indole ac natura, 
Halle 1876, p. 27 fgg., Classen indledn. til Sde bog 


92 P. N. ØSTBYE. [No. a 


dels ved en nærmere udvikling af, at de skildrede begivenheders ` 
karakter mindre skulde opfordre til en anvendelse af dette — 
kompositionsmiddel, og henvist til, at dette også mangler i den ` 
sidste og sterre halvdel af 5te bog. I den forholdsvis langt 
hyppigere anvendelse af positive domme fra forfatterens side 
over personligheder og bestræbelser har man villet se en fyldest- 
gjerende erstatning. 

Med den opfatning af de direkte talers hele konstitutive 
betydning, som i det foregående er gjort gjældende, er det natur- 
"ligt, at vi netop heri ser sporgsmälets kjerne, og vi er tilbøjelige 
til at antage, at selv de, som tror at kunne forklare denne 
ejendommelighed af åndre grunde, ubevidst bygger sin dom om 
Sde bogs ufuldendte karakter netop herpà. Forudsat, at den 
havde været ligeså rigt udstyret med direkte taler, som de fore- 
gående, tror vi, at de formelle og reelle mangler neppe, vilde 
været tilltrækkelige for nogen til at betragte den som ufuldendt. 
Når enkelte af de antike kritikere gik så vidt som til at erklære | 
den for uægte, er det vanskeligt at tænke sig noget andet kr - 
terium end mangelen af taler, hvorpå en sådan dom kunde 
bygges, og under alle omstændigheder må det være denne, som 
bringer Marcellinus til, på samme tid, som han vindicerer bogen 
for Thukydid, at karakterisere den som oxoAemtccoc Og opstille 
den formodning, at Thukydid har skrevet den apzwstoV. Også 
Kratippos’ påstand, at Thukydid med forsæt udelod talerne i 8de 
bog, fordi de belemrede fremstillingen og ikke faldt i læsernes Ñ | 
smag, viser, at det er dette punkt, hvorved den antike kriti 
har heftet sig, og som den har segt at forklare. x 

En henvisning til emnets synkende storhed er allermindst 1 
skikket til at forklare sagen. Thukydid viser noksom i sine ` 
betragtninger over tilstanden på Kerkyra, at den interesse, hv” ` 
med han betragter den historiske udvikling, ikke er afhængig : 
af dens stigen eller synken, og desuden mà det sidste afsnit af I 


et a 
! Dion. Hal. De Thuc. jud. 847. Det kan neppe være e" | 


end goe? ábenbart urigtige vidnesbyrd om, = a at E 


var Thukydids samtidige, der har beveget O. Mu ller ma | 
adoptere denne forklaring (Gesch. der griech. litt. 2, p28- E 


1888.] OM PLAN 0G KOMPOSITION I THUKYDIDS GRZESKE HISTORIE. 93 


peloponneserkrigen hos enhver gjere fordring på samme del- 
tagelse, som de forrige, forsavidt som krigen nu ferst i egent- 
ligste forstand for Athens vedkommende bliver en kamp pà liv 
og ded. I så henseende kan den usikre fredstid mellem 421 og 
415, som Thukydid behandler i slutningen af 5te bog, på ingen 
måde betegnes som egnet til en sammenligning, navnlig i et 
verk, der først og fremst skal være en krigshistorie. Allerede 
som 8de bog nu foreligger, viser den, at Thukydid har tillagt det 
sidste afsnit af krigen en ganske anden betydning for sin opgave 
end de 6 fredsar. Medens disse affærdiges i løbet af ikke fuldt en 
bog, ofrer han hele Sde bog på de to første år af den dekeleiske 
krig. 

De forseg, man har gjort på nærmere at påvise det uberet- 
tigede i at vente direkte taler på steder, hvor man har savnet 
dem, er lidet overbevisende. Forsåvidt må Kratippos utvilsomt 
have ret, som han påstar, at grunden til talernes udeladelse ikke 
kan være at søge i manglende tilknytningspunkter fra de vir- 
kelige begivenheder. Den forholdsvis meget hyppigere benyttelse 
af indirekte taler og positive domme? byder os ganske vist en 
erstatning, men spergsmalet bliver om Thukydid selv, således 
som vi kjender ham fra de andre bøger, vilde have nejet sig 
med at give et sådant surrogat, om han ikke snarere vilde have 
udformet disse ¿vyracar yopot i direkte taler, hvor de frem- 
byder den største interesse. Athens stilling er ved Sde bogs 
begyndelse så fuldstændig forandret, at Thukydid ikke har kunnet 
finde, at han gjennem de foregående taler allerede havde skabt et 
tilstrækkeligt grundlag for forståelsen. Vi onsker en nærmere 
redegjørelse for, hvilke betragtninger der gjorde sig gjældende 
efter nederlaget, hvorpå det atheniensiske folk byggede et håb, 
som gav det kraft til at fortsætte kampen endnu i en årrække. 


> Dion. Hal. Thuc. jud. pag, 847: TOA» påv XATA "iy 
Tovíay E la dev kg oca Sia Ayo xal 
Önpmyopıov exoadydy. 
2 Cfr. kap. 27, 43, 45, 46, 53, 72, 76, 81, 86; karakteristiker: 
kap. 67, 86, 87. Udtalelser om politiske spgrgsmal: kap: 24, 
97. 


89, 
3 Roscher: Leben, werk und zeitalter des Thuk. pag. 162. 


94 ØSTBYE. OM PLAN OG KOMP. I THUK. GRÆSKE HIST. [ No. 31888] 


Man vilde fremdeles have fundet det overensstemmende med 
Thukydids sædvanlige fremgangsmåde, om han gjennem direkte 
taler havde belyst de forskjellige politiske anskuelser, som brode 
med hinanden før indførelsen af de 400's regjering.” Under 
skildringen af atheniensernes sejer ved Kynossema vilde nogle 
opmuntrende ord fra feltherrens side have været ligeså meget 
på sin plads, som ved de fleste lignende anledninger, så meget 
mere som Thukydid ved at fremhæve den ləftende virkning, som 
efterretningen om denne sejer øvede i Athen, tillægger den en 
særegen betydning. Allerede for er berørt, at karakterskil- 
dringen i 8de bog gjennem mangelen af direkte taler taber i 


alsidighed og fremfor alt i liv. Alkibiades" personlighed vilde | 


have vundet i klarhed, om han kap. 81 havde motiveret sit nye 
omslag, som han Z, 89—92 gjer det i en direkte tale, og også 
flere af de andre karakteristiker i denne bog, som nu står for 
Thukydids egen regning, vilde vistnok, om forfatteren havde 
kunnet lægge den sidste hånd på sit arbejde, på denne måde 
have fundet en nærmere begrundelse. Vistnok er denne periode 
en nedgangens tid ligeså vel på det moralske som det materielle 
område, men endnu findes der dog mod og fædrelandskjærlighed 
i Athen. Som bogen nu foreligger, danner den mere end på 
krævet af sagens natur en overgang til den synkende fremstilling 
i Xenophons Hellenika, hvor vi istedetfor Thukydids feltherrer 
og statsmænd məder landsknægte og intriganter. 

Det er et fælles tab, når en mand rykkes bort midt i sm 
virksomhed, så meget mere, hvis han hører til de fa, som pur 
arbejdsdag forøger menneskehedens åndelige kapital. Så vi 
som sansen for fortidens historie aldrig vil de, vil man altid 
komme til at beklage, at den største græske historiker ikke fk 
fuldføre sit verk. 


' Cfr. Breitenbach i Fleckeisens jahrbb. 1873, pag. 186. 


Trykt 14, mai 1888. 


E 


| 


—— Te 


indskrifter fra middelalderen 


Throndhjems domkirke 
Af 
Dr. Ingvald Undset 


Med 1 lithograferet og 15 autograferede plancher 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 4) 


Christiania 
I commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers bogtrykkeri 


1888 


Indskrifter fra middelalderen i Throndhjems domkirke. 
Af 
Dr. Ingvald Undset. 
(Fremlagt i fællesmødet den 23de marts 1888). 


I 1886 henvendte formanden i kommissionen til udgivelse 
af kildeskrifter til Norges historie, hr. professor dr. G. Storm, 
sig til mig om at besørge en textudgave af Norges indskrifter 
fra middelalderen, med runer og andre skriftarter. I den 
tanke, at mit arbeide vesentlig vilde blive at konstatere det 
levnede af indskrifternes texter, gik jeg ind pà kommissionens 
forslag. Senere er imidlertid planen bleven udvidet til, at 
værket også skal omfatte en nærmere diskussion og fortolkning 
af indskrifternes indhold; professor dr. SŠ." Bugge, der mere 
end nogen andenthar arbeidet med vore runeindskrifter og 
forberedt et [verk over dem, er da velvillig indtrådt som 
medudgiver.$ 

I de forløbne år har jeg tildels syslet med forberedende 
arbeider for dette norske indskriftværk, idet jeg har holdt på 
med de nødvendige gennemgåelser af trykte og skriftlige 
kilder og fi den anledning besøgt håndskriftsamlingerne her 
i landet og i København; tillige har jeg begyndt at bereise 
landet for at undersøge selve indskrifterne. Min første reise 

gjaldt Throndhjem, hvor der i den nyere tid, navnlig ved 


1% 


4 DR. INGVALD UNDSET. _ [No. 4. B 


restaurationsarbeiderne i domkirken, er fremkommen et be- 
tydeligt hidtil ukendt materiale af indskrifter fra middelalderen. 
Da jeg fik adgang til i videnskabs-selskabets forhandlinger at 
offentliggore alle indskrifter fra middelalderen i Throndhjems 
domkirke, med afbildninger, besluttede jeg mig til at benytte 
denne anledning, både fordi dette materiale som en samlet 
helhed i flere henseender frembyder megen interesse, og fordi 
det kunde have sin betydning at få udgivet en prøve på det 
vordende norske indskriftværk, — en prøve, der kunde blive 
genstand for fagmænds meningsytringer om, hvorledes dette 
værk bør indrettes, og om, hvorledes og i hvilket omfang de 
enkelte indskrifter der bør blive at behandle. 

Medens Schøning i sin domkirkens beskrivelse (1762) her 
endnu kun omtaler 12 middelalderske indskrifter og ligstene, 
kender Klüwer i Norske Mindesmærker (1823) 33; siden hans 
tid er, som man ser, antallet bleven mere end fordoblet., 

For restaurationsbestyrelsens medlemmer, d'hrr. arkitekt 
Christie og brigadeintendant Krefting må jeg udtale min tak 
for den velvillie, hvormed de understøttede mig under mine 
arbeider i kirken i 1887; ligeså må jeg takke den ved restaura- 
tionsarbeiderne ansatte bygmester, hr. V. Bergstrøm, for vel- 
villig hjælp både dengang og senere under redaktionen af 
dette skrift og dets afbildninger, hvoraf flere hviler på fra 
ham modtagne skizzer. 

Hvor meget dette skrift skylder hr. professor dr. S. Bugge, 
vil bedst sees af hans nedenfor ved forskellige inde 
anførte bemærkninger. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 5 


Forste afdeling. 
Indskrifter pa mure og vægge. 
I. I østre kapel ved søndre kors (pl. ID. 

Pà et murbånd under vinduerne, gengivet på vor planche 
IL Publiceret af biskop E Hagerup i Danske Magazin, V 
(1751), p. 92; af Schoning i Domkirkens Beskrivelse (1762), 
p. 192; af P. A. Munch i det Munch-Schirmerske plancheverk 
(1859), p. 17—18. Slgn. prof. dr. A. Bangs opsats om denne 
indskrift i Norsk historisk tidsskrift, 2den rekke, VI, p. 252 ff. 

Indskriften er med tidlige gotiske majuskler (se planche ID, 
der med latinske bogstaver mà omskrives: 

+ ALTARE HOC DEDICATVM EST AB AVGVSTINO 
ARCHIEPISCOPO - ANNO PRIMO EPISCOPATVS EIVS 
AD LAVDEM DNI NR'I:IHV XPI IN HONORE - SCI 
IOHANNIS BAPTISTE ET SCI VINCENTII MRIS ET SCI 
SILVESTRI AN-NO AB INCARNATIONE DNI MILLESIMO 
CENTESIMO LXI SEXTOJKALENDAS+ DECEMBRIVM 

Dette mà oversettes: 

Dette alter er indviet af erkebiskop Øistein i hans bispe- 
dømmes første år, til vor Herre Jesu Christi lov, til ære for den ` 
hellige Johannes døberen, og for den hellige Vincent martyren og 
for den hellige Silvester, år efter Herrens byrd 1161, den 26de 
november. 


6 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Munchs tegning er mindre noiagtig med hensyn til bog- 
stavernes former og indbyrdes afstande. Søileskafterne ved 
begyndelsen af hver vægs indskriftbånd er for pladsens skyld 
i vor tegning noget forkortede mellem kapitelen og murbandet. 
De skrå linier på sidste sten af første veg og de lodrette 
linier på bándstykker fra de to andre vægge antyder mær- 
kerne (renyrer) efter stenenes oprindelige tilhugning. Som 
man ser, er bogstaverne idethele kun lidet gotiserede; skille- 
tegn findes ikke mellem de enkelte ord; kun pà nogle steder, 
tildels hvor der er en stands i sammenhængen, er et enkelt 
punkt anbragt; på Munchs tegning sees flere punkter, end 
der sikkert nu kan konstateres. D i laudem i første linie 
er anbragt over et stenhuggermærke. In honore forekommer 
almindelig i middelalderlige dedikationsindskrifter, hvor man 
skulde vente in honorem. Sexto Kalendas må forståes: 
Sexto die ante Kalendas. 

Tegningen planche/]II er udført efter en gibsafstebning i universi- 


tetets oldsagsamling og efter?mine optegnelser foran originalen. Ind- 
skriftbändet har lidt ved forvitring, navnlig på første og tredie veg. t* 


II. I overetagen af samme kapel (pl. TIT, fig. 2). 

På de to vægpiller mellem vinduerne på østvæggen; 
gengivet på vor planche III, fig. 2. Publiceret af Schøming, 
Domkirkens Beskrivelse (1762), p. 188; af P. A. Munch i det 
Munch-Schirmerske plancheverk, p. 29. 

Indskriften, med tidlige gotiske Wayuskiat, mà med latinske 
bogstaver omskrives: 


+ NONAS : IANVARIT CSECTIO : H’ ALTARIS I HO 
NORE SCI STEPHI PTHOMRIS : ET SGI OLA VI DEQORV 
RELIQIS HABET IN ALTARI G CORPE DNI 


Dette mà oversættes: 

Den femte januar (foregik) indvielsen: af dette alter til ere 
for den hellige Stephan, den første martyr, og for den hellige Olav, 
af hvis relikvier der findes i alteret, tilligemed Herrens legeme. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 7 


Liniehalvdelene pà sondre vegpille star lidt lavere end 
begyndelserne på nordre. De fine skrålinier på vor tegning 
gengiver stenens rænyrer. Korset i begyndelsen har oprin- 
delig vistnok havt 4 punkter mellem sine arme; nu sees kun 2. 
Som skilletegn forekommer to gange i første og en gang i 
anden linie 8 punkter over hinanden. De to fine punkter 
inde i O i consecratio er vistnok mærker, som stenhuggeren 
har anbragt for at kunne hugge bogstavet regelmæssigt (slgn. 
ved no. 24 nedenfor). 


Tegningen er udført efter en gibsafstøbning i universitetets samling 
samt efter mine optegnelser. 


III. I overetagen af kapellet ved nordre korsarms østre væg 
(pl. IH, fig. 1). 

På de to vægpiller mellem vinduerne på østvæggen, gen- 
givet planche III, fig. 1. Publiceret af Schøning, Domkirkens 
Beskrivelse (1762), p, 185; af P. A. Munch i det Munch-Schir- 
merske plancheverk, p. 29. 

Indskriften, med tidlige gotiske majuskler, mà med latinske 
bogstaver omskrives: 


VI: KL’: AVG'TI- DEDICACIO H...TARIS IN HO 
NORE : BEATE MARIE : VIRG : INIS : ET SCI: YPOLITI : 
MRIS CVI’ - RELIQIE : I: ALTARI HABETVR 

Dette må oversettess 

Den 27de juli (foregik) indvielsen af dette alter til ære for 
den høisalige jomfru Maria og den hellige Hippolyt martyren, hvis 
relikvier haves i alteret, 

Skrålinierne gengiver rænyrerne på stenen. Som skille- 
tegn findes her efter de fleste ord to punkter over hinanden. 


Tegningen udført efter gibsafstøbning i universitetets samling; origi- 
nalen var under mit ophold i Throndhjem i 1887 ikke tilgængelig. 


Disse 8 dedikationsindskrifter er selvfølgelig af største 
vigtighed for domkirkens historie, særlig den daterede no. I. 


8 DR. INGVALD UNDSET, [No. 4. 


No. II viser noget mere, no. III endnu mere gotiserede bog- 
stavformer; man tor dog ikke deraf slutte til nogen betydelig 
aldersforskel; sà store forskelligheder kan man visselig sam- 
tidig finde hos forskellige stenhuggermestere. 

Af dedikationsindskrifter haves forovrigt i norske kirker 
tre, nemlig 1) fra Nesland nedtagne stavekirke i Thelemarken 
(nu i museet i Kristiania), med majuskler fra 3 august 1212 
(delvis også indskåret med runer og på norsk) (N. fornl. 233); 
2) fra Tønset forlængst nedtågne stavekirke i Østerdalen 
(tabt), med majuskler fra 20 august 1211 (N. fornl. 60); 3) fra 
kapel på Øira, Fåberg pgd. ved Lillehammer (nu madbod 
på Fåberg præstegård) med majuskler fra 18 september 
1459 (N. fornl. 104), — alle på latin. En runeindskrift på norsk 
fra Skjeberg kirke, Smålenene, angiver, til hvem kirken er 
viet (N. fornl. 4), en anden runeindskrift fra Attrå nedtagne 
stavekirke, Thelemarken, ligeledes på norsk, af hvem kirken 
er indviet (N. fornl. 220, nu i museet i Kristiania). Dæk- 
pladerne over relikviegemmerne fra alterplader i Mære kirke 
og Buviken kirke, med indskrifter med majuskler og på latin, 
giver oplysning om, til hvem altrene har været viet, og hvis 
relikvier der gemmes (N. fornl. 647, 574, det sidste nu i museet 
i Throndhjem). Adskillige indskrifter- oplyser om, hvem der 
har bygget vedkommende kirke. 


IV. Udvendig pá vestgavlens søndre hjørnetårn (pl. VI, fig. 9). 


Findes på østsiden af hjørnepillaren, 1.25 m. under det 
kronede hoved i krogen, i mandshøide) over jorden. Slgn. 
Klüwer Norske Mindesmærker (1823), p.19 £, pl. IV c; gen- 
givet på vor pl. V, fig. 3. 

Med majuskler staar der: HALVARDVS; derefter SI? 
med streg over, der synes at antyde forkortelse, samt over 
denne IIT: det ligger jo nærmest her at tænke på, at der skal 
læses: Halvardus sanctus; men tilfredstillende kan jeg 
ikke forklare denne skrivemåde. Endelig står tilslut et kors 
med en extra skråtliggende arm. 


' 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 9 


Professor Bugge nævner. som en mulighed, at det sidste 
ord må være forkortet for SITVS; tallet ITI over linien be- 
tegner vel da trium annorum: det hele vilde da altså melde 
om, at et 3-års gammelt barn ved navn Halvard var begravet 
foran dette sted af muren; dette vil dog professor B. kun have 
anført som en løs formodning. 

Gravskrifter på vægge forekommer også ellers i norske 
kirker, således på en pille i Gran kirke (N. fornl. 21), på 
en tresoile i Strandebarm kirke (N. fornl. 368) og på væggen 
i Reinli kirke i Valders: de to sidste er i stavekirker og med 
runer, den første derimod, i en stenkirke, er med majuskler; 
alle tre synes at have begyndt: her hvilir. 

Der er ingen grund til at formode, at indskriften TET 
henge sammen med det kronede hoved, så at dette skulde ` 
ansees for at forestille St. Halvard, således som Klüwer mente. 

tegning udført efter eee i universitetets samling samt. - 
efter mine afgnidninger fra 1 
V. Udvendig på vestskibets søndre mur. 

Pa vestsiden af pilastret tilheire for portalet, 4 skifter 

op fra sokkelen, slgn. Klüwer 1, c. p. 20. Med runer: 
Y4RM >: maria. 
Noget ave står ikke til og har heller aldrig stået. 


VI. Udvendig på vestskibets søndre mur. 
Efter Klüwer c. skal på venstre side af samme portal 
„med munkebogstaver* sta: 
GVRID GI.... DOTTER 
Denne indskrift har jeg imidlertid aldrig kunnet genfinde, 
hverken 1887, 1873 eller i tidligere år. 


VII. Udvendig på vestre gavl. 
Findes nord for søndre sideportal, straks ovenfor sokkelen; 
slgn. Klüwer 1. c. p. 20, Med runer: 
SYNRER >: sigurpr. 
Mere end dette ene navn har der ikke stået. 


10 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


VIII. I tárngangen i nordøstre pillar (pl. I, fig. 5). 

Findes noget indenfor indgangen fra kleristoriet til vindel- 
trappen til tarnet pa venstre veg, 1.43 m. hoit over gulvet; 
pà samme sten som indskriften er indskaret flere nyere navne. 
Slgn. Klüwer, p. 20 og pl. 4d, hvor den er mindre noiagtig 
gengivet; nolagtig pa vor pl. I som fig, 5, 

Runerne mà med latinske bogstaver gengives: 

amude : han : ristemik- gupsihni 

At oversætte: 

Amund, han ristede mig, Gud signe! 

` Efter 5te rune sees en liden tverstreg ved nederste kvist 

på næste rune; den skal måske betegne ordadskillelse? Efter 
Sde rune to tvilsomme punkter? 13de rune er måske også 
stungen, skønt mindre tydeligt end ved 4de og Die, Efter 
13 ikke spor af skilletegn; et sådant skal måske den lille 
skråstreg efter 16 være? Dog er måske begge de nævnte streger 
tilfældige og betydningsløse. De to sidste ord er mindre og 
svagere ridset end det foregående, skønt neppe af en anden 
mand. 

På vor tegning er de to tvilsomme punkter efter 8 ikke 
angivne; rune 8 skal være noget længere ovenfor kvisten. 


Tegnet efter gibsafstøbning samt efter mine optegnelser og min 
kalkering fra 1873; den var utilgængelig i 1987, 


IX. Udvendig på kapitlet (pl. I, fig. 4). 


Findes på kapitlets sydside inde i krogen mod ottekantens 
nordre kapel; den er anbragt i murbåndets hulkile og begynder 
55 cm. fra forbindelsesmuren. Slgn. Klüwer, 1. c. p. 20 08 pl. 
4e; gengivet på vor pl. I som fig. 4. Runerne er ristede med 
en kniv; ved kapitlets restauration i 1869 er stenen afpudset 
og runetrækkene gåede efter, så at de nu står dybe og friske. 

Runerne må omskrives: 

Porualr: sigurpr: ristit: runor: Ea ¿ 

At oversætte: 

Thorvald (09) Sigurd (har) ristet disse runer. 


1888] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 11 


Ved 5 og navnlig ved 25 er kvisten meget svag. Ord- 
adskillelse af 3 punkter er regelmæssig gennemfort; efter 25 
sees nu sikkert kun et punkt; ved stenens afpudsning er vel 
de andre blevne utydelige. Ved 23 var kvisten forst glemt; 
senere er en liden streg sat til; den nàr dog ikke ind til 
hovedstaven. 27 er visselig og at opfatte som stungen; 
prikken er dog kommen til at stà ved siden af staven. 

Professor Bugge bemerker: ,Formen runor for runar 
forekommer oftere i Sverige, hvor ogsà brugen af prster. 
particip. neutr. for preter. indik. (som her ristit) forekommer". 


Tegnet efter gibsafstøbning, sammenholdt med optegnelser af 0. 
Rygh fra 1868 samt af mig fra 1873 og 1887. 


X. Udvendig på kapitlet. 

Fandtes ,lidt nedenfor foregående indskrift og lidt længere 
_ gst; denne runeindskrift var omtrent „lige lang som fore- 
gående, meget svagt indristet, meget lange staver. Da desuden 
disse med omtrent 1/, af sin længde går op på stenens skrå 
overkant, der er forstødt og forvitret, og belysningen ikke 
var gunstig, kunde jeg intet samle af denne.* (0. Rygh, 
1868) Slgn. Klüwer, 1. c. p. 20, pl. 4f. Jeg eftersøgte for- 
gæves spor af denne indskrift i 1869, 1873 og 1887. Rimelig- 
vis er den ei bleven bemærket, da overfladen her blev afpudset 
ved kapitlets restauration i 1869. 

Af Kliiwers tegning synes kun at være klart, at her har 
PER bf ..RN..R..., formodentlig pæssar runar. 


XI. Udvendig på ottekamtens nordre kapel (pl. I, fig. 1). 

På en sten fra sokkelen af nordsiden af nævnte kapel; 
stenen var allerede 1873 udtaget og bevares nu i det ved | 
domkirken oprettede museum. Slgn. Klüwer, p. 20—22, pl. 
10 b. Stenens kanter er nu meget forsliede, som vor tegning 
pl. I, fig. 1, viser. 

Professor Bugge tenker pà en restitution som: 


RE: 47 > KAR Din: AM n. NA KR MYNDE: Jr 


12 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Dette vilde vere at gengive: 

+ jon: af: tekar:uetu:ala-u +: u « a(t): her simun: 
amen | 

At oversætte: 

Jon afskaffer (forbyder) al vede ..... her. Simon Amen. 

Hertil bemerker han dog: 

,Ordet efter ion ma vere et verbum i pres. indik. 3 pers. 
éntal på -r, mulig med præfixet af; sporene af Sde og Ode 
rune synes at tillade at lese aftækar. Er 5te og 6te ord 
u(ti) med et deraf styret substantiv u«a(t)?* 

Begyndelsen er betegnet ved et kors, hvis armes ender er 
punkterede. Efter rune 5 har der åbenbart været skilletegn; om- 
trent på midten sees en prik; en anden kan have stået længere 
nede, hvor nu stenen er beskadiget. Ved rune 6 er den lille streg 
efter hovedstaven i vor tegning kommen staven for nær; den kan 
godt opfattes som det levnede af midten af nederste bøile af et B. 
Partiet mellem staverne 8—9 er (ved en misforståelse under kor- 
rekturen) heller ikke bleven heldigt på vor tegning: til 8 slutter 
sig en liden svagt krummet og fint indridset kvist, der godt kunde 
være det nederste af bøilen til et p; øverste del mangler, fordi 
stenen her er afslået og afslidt; den tilsyneladende kvist, der står 
foran 9, er dybere og bredere end de øvrige ristede kviste (og der- 
for måske kun tilfældig?) Der synes mig derfor at være mulighed 
for at læse andet ord som afbipir, forbyder, hvilket professor 
Bugge først foreslog. Det efter 12 på tegningen ved skraffering 
antydede hul i stenen over og efter denne stav burde været større, 
nående længere ned og helt ind til staven; i underkanten af dette 
hul synes at sees spor af kvistens forlæng else, så at der godt kan 
læses 4. De to sidste ord simun amen er finere indridsede end det 
foregående, vel af en anden mand, der har villet være morsom 
og udtale sin tilslutning til, hvad Jon foran havde ristet. 

Den smale dunkle krog mellem ottekantens nordre kapel 
og kapitlet, hvor denne indskrift var anbragt, har til alle tider 
været særlig udsat for „væde“ af forbi-passerende mennesker- 


Tegningen pl. I, fig. 1, er udfort efter gibsafstebning samt efter min 
g fra 1873 og mine optegnelser fra 1873 og 1887. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 13 


XII. I St. Olavs kapel (pl. I, fig. 8). 


På østsiden af nordre vindu i overetagen af kapellet på 
østsiden af søndre skib. Jeg opdagede indskriften i 1868. 
Gengivet pl. L, fig. 8. Runeindskriften må med latinske bog- 
staver omskrives: 

nikulas - uarherineer . . . (r) 

I oversættelse: 

Nikulas var her inde, da... 

Af skilletegn sees kun et (tvilsomt) punkt efter rune 7. 
Efter er sees overste del af 8 stave samt toppen af et r 
eller b: nederdelen af disse tegn, samt hvad der kan have 
stået derefter, mangler, fordi stenens overflade her er skallet af. 


Te egningen er udført efter mine optegnelser fra 1869, 1873 og 1887 
samt efter min kalkering fra 1873 og mit gnidebillede fra 1887. 


XIII. Fra sydlige kapel ved ottekanten (pl. T, fig. 2). 

Den sten, hvorpà denne runeindskrift findes, blev i 1872 
opdaget „på et af hjørnerne af det sydlige kapel;* „bogstaverne 
stod op og ned;“ stenen blev udtaget af muren og indlemmet 
i videnskabsselskabets oldsagsamling, hvor den nu bevares. 
Den blev først publiceret i årsberetningen for 1872, p. 48 
f., af K. Rygh; rigtigere afbildet på vor pl. I som fig. 2. ` 

Med latinske bogstaver mà indskriften gengives: 

+ gub:og- hin : 'hielgi : olafr : kongr : hialpe : pæim : 
mane : er: besar : runar : reist: mepr : sinu : hæilahu . arnapar: 
orbe: | 

I oversættelse: 

Gud og den hellige kong Olav hjælpe den HEN som ristede 
disse runer, med sin forbons hellige ord. 

Ordadskillelsestegn har vist wæret to prikker overalt; 
flere steder sees nu kun én prik. Regelmæssig gennemført 
er forskel mellem 4, å og 4, æ; ligeledes stadig stungne runer. 

Om formen hiælgi jfr. Ark. f. nord. Filol. I, 170 f. 


Tegningen udført efter mine optegnelser fra 1873 og 1887 samt efter 
min kalkering fra 1873 og mit aftryk fra 1887. 


14 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


XIV. Pá nordre pillar ved ottekanten (pl. I, fig. 8). 

Findes pa den pillar, der 1 korlengden pa nordsiden steder 
op til ottekanten; runerne er tet nord for den lille sgile, der 
i vest slutter sig til pillaren, ristede nedenfra opad, i mands- 
hgide over jorden. Denne runeindskrift blev i 1872 opdaget 
af daverende stud. med. I Hagen, der dengang var omviser 
i domkirken. I 1873 kunde jeg ei undersøge den på grund 
af de da i anledning af kroningen opførte forbygninger; i 1887 
genfandt jeg den og fik taget gnidebillede, hvorefter gengivet 
pà pl. L, fig. 3. 

Giver neppe nogen mening? Prof. Bugge formoder: ,et 
slags stave-øvelser bestående af r efterfulgt af forskellige 
vokaler.* 

Tegningen udført efter mine optegnelser og gnidebilleder fra 1887. 


XV. På samme pillar som foregående (pl. I, fig. 6). 

Findes på nordlige del af samme pillars nordvestlige fas, 
ligeledes i mandshøide over jorden og ristet nedenfra opad. 
Jeg fandt den, da jeg i 1887 eftersøgte forrige indskrift; gen- 
givet på pl. I som fig. 6. 

Runerne må gengives: 

hepenriniih 

` 9 kan også læses n. 

Professor Bugge bemærker: ,heben er mandsnavn; efter 
formen kan rin vere imperativ af renna og nih imperativ af 
hniga; men hvad mening dette skulde give, er usikkert. 
Derfor mulig skrevet forkortet for r(seist) inni h(er)." 

Tegningen udført efter mine optegnelser ogfgnidebilleder [fra 1887- 


XVI. På ydre veg indvendig i ottekanten (pl. VI “fig. 2). 
Findes på nordøstre veg i andet felt fra østre kapel, om 
trent i brysthøide over jorden, ristet med knivspids. En 
arbeiderne ved kirken gjorde mig i 1887 opmærksom på den; 
gengivet på vor pl. VI, fig. 2. 
Runeindskriften må gengives: 
kup : kæti : bina : runnfrsikmvn - tarson : nuókiafnan : 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 15 


I oversættelse: 

Gud vogte på dig, Runnolv Sigmundssen, nu og stedse. 

Slgn. gup gætie pina på stenen fra Sylling kirke (Stephens 
II, 794). runnfr må gengive mand t olfr (= Rúnolfr). 

Professor Bugge bemærker: „þina er genitiv af þú, som 
ofte i gammelsvensk (oldisl. pin).* 

Tegningen udført efter mine optegnelser og mit gnidebillede fra 1887. 


XVII. I nærheden af foregående (pl. I, fig. 7). 

Findes på stenen tilvenstre for foregående; påvist for mig 
af hr. bygmester ved restaurationsarbeiderne, V. Bergstrøm; 
gengivet pl. L fig. 7. 

Runeindskriften må gengives: 

(g)uptakisalketillss. 

I oversættelse: 

Gud tage Ketils sjæl! 

Ved binderunen 5 har kvisten af 4 ikke villet bide ind 
i stenen øverst ved staven; i den nedre ende er den gleden 
ud helt ned i staven 4. 

Navnet ketill har først været skrevet alene og er ind- 
sluttet i en firkant. Senere er ønsket: gup taki sal sat til 
foran, med tættere runer og ikke helt op på samme linie, 
samt genitivsmærket sat til både udenfor og indenfor firkanten. 

Alle runer tydelige; af den første sees dog kun noget af 
kvisten; resten er skallet væk i stenens kant mod murfugen. 

Tegningen7udtørt efter mine optegnelser og gnidebilleder” fra 1887 


XVIII. I triforiet af søndre vinge. 
Runeindskrift på nordre søile i søndre vinges vestre tri- 
forium; påvist for mig af hr. bygmester Bergstrøm i 1887. 
Ovenfra og nedover søilen er med kniv indridset følgende runer: 
Vnpx4:r4:n 
Alle runer er tydelige; kvisten ved Gre og midten af 7de 
er utydelig på grund af forvitring. Ufuldendt? 


16 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Professor Bugge bemerker: ,Kanske forkortet skrevet for 
kup ha(ns) kæt(i) u(wl)* o: Gud vogte ham vel. Slgn. no. 
XVI ovenfor og med hensyn til ,vel“ en indskrift fra Selje: 
kristr : hialb : os : uæl >: Kristus hjælpe os vel.” (N. fornl. 502 f.). 


XIX. I tårnets triforium. 
Findes indvendig pà midterste pille pá vestsiden, 6 skifter 
op fra basis; påvist for mig af hr. bygmester Bergstrøm i 1887. 
Der stàr: 
PBIPrInIF 
l har forneden en tverstreg gennem staven; 5 og 9 ligner 
mest runen V; 7 ligner mest majuskelen D. Noget foran 
bogstaverne stär tilsyneladende med samme händ 16: det hele 
er vel rableri fra 17de århundrede? 


XX. Udvendig på ottekanten. 

Findes på hjørnepillaren øst for nordre kapel, tæt ved 
lynaflederen, i mere end mandshøide over jorden; påvist for 
mig af bygmester Bergstrøm i 1887. Dybt og tydelig indskåret 
står her de 3 runer: 

FIN 

Professor Bugge bemærker: ,f er muligens begyndelsen 
af et navn (f. eks. Finnr), og iu = oldn. hjó, hug, der i 
svenske runeindskrifter ofte skrives uden h.“ 


XXI. Indvendig i vestre skib. 

Findes indskåret på vestskibets nordre vægs inderside, 
straks tilhoire for portalet; var i 1887 utilgengelig pa grun Å 
af en der da værende materialbod; hr. bygmester Bergstrøm, 
der først har observeret disse runer, har meddelt mig en ?" 
skrift, hvorefter der står: 


Sandsynligvis står her: her: huilir: 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 17 


XXII. I nordre vinges kleristorium. 
Findes på østre væg, tæt op til tårnet og østre skib, 
3 skifter op fra gulvet. Var i 1887 utilgængelig; hr. bygmester 
Bergstrom har meddelt mig tegning, hvorefter der star: — — 


SHV 

Dette er vistnok seet op og ned. 

Professor Bugge bemærker: ,Jeg finder ingen mening i 
indskriften efter Bergstrøms tegning.  Desuden er det på- 
faldende, at f] er vendt til en anden kant end de andre runer. 
Derfor formoder jeg, at OH skal læses: AH. stein, ment 
som mandsnavnet." 


XXIII. På sokkelen af sydlige kapel ved ottekanten. 

K. Rygh omtaler i àrsberetningen 1872, p. 49, en rune- 
indskrift pà sokkelen af det samme kapel, hvorfra no. XIII 
ovenfor. Han siger, at ,den var sà medtaget, at den van- 
skelig vil blive lest“. Jeg eftersøgte den forgæves i 1887. 

De ,andre runeristninger*, som han 1. c. nævner, er måske 
nogle af de her nævnte, forhen upublicerede. 


XXIV. Pá sokkelen af vestskibets sydside. 

Hr. brigadeintendant O. Krefting omtalte i 1887 for mig, 
at han havde fundet runer på sydsiden af vestre skib, pa 
sokkelen; K. Rygh, hvem han havde vist dem, havde erklæret 
det for ,rabbel*. I 1887 kunde hverken hr. K. selv eller 
jeg genfinde dem. 


XXV. Indvendig i østskibets søndre sideskib.! 
På søndre væg, under Gte volutbue fra kongeindgangen 
mod tårnet, 7 skifter over bænken, står der: 
AYNMI d. e. amunti, mandsnavn, slgn. no. VIII. 


1 Oplysninger om no. XXV—XXXIV blev sendt mig i april 1888 af 
hr. bygmester Bergstrom; min tegner,! hr. Henr. Mathiesen, så dem 
efter for mig i juni 1888 og meddelte mig af ham tegnede kopier. 
Vid.-Selsk. Forh., 1888. No, 4. 9 


18 DR INGVALD UNDSET. [No. 4. 


XXVI. Udvendig på østskibets søndre side. 

I krogen mellem skibets østre gavlvæg og ottekantens 
nordre kapel, 5 skifter op fra sokkelen, står et stenhugger- 
mærke, bestående af et skråtliggende kors med punkterede 
ender, og derefter runerne: PA}, d. e. fae. Straks nedenfor 
så Mathiesen en linie med latinske bogstaver og majuskler, 
indesluttet i en ramme, hvoraf kan læses begyndelsen: FIRIR : 
IONS ES Prof. Bugge ytrer: „Dette fae er måske pres. 
indik. lste ps. ental af verbet fá i betydning skrive, skont 
det er pafaldende at finde dette i så sen tid. Mulig tør der efter 
firir leses ion (firir ion[s sal] eller lign.)?* Skulde fae 
ikke kunne opfattes som 3 ps. preter. for fade, og da som 
subjekt derfor vere at opfatte den mand eller det arbeiderlag, 
hvem stenhuggermærket betegnede? Og få da være at op- 
fatte: „udstyrede“, „beredte ved tilhugning* (stenen)? 


XXVII. Udvendig på ottekanten. 

På nordre side af den stræbepille, hvori St. Olavs brønd 
findes, står 2 skifter over sokkelen nogle mindre klare rune- 
- trek, hvorom professor . Bugge udtaler: „Det er usikkert, om 
runerne er ment som VARI, d. e. kori, skrevet bagvendt, d. e. 
mandsnavnet Kåre, der bl. a. i en indskrift fra Gara kirke 
i Thelemarken er skrevet kori. Skulde den tilsyneladende ` 
rune efter ri kun vere afslutningstegn ?* 


XXVIII. Udvendig på ottekanten. 
På nordsiden står pa stræbepillen nærmest østre kapel, 
4 skifter over sokkelen, tydeligt runerne: VNPAYIK, d. e. kup 
å mik, Gud eier mig. Slgn. no. XXXII. 


XXIX. Udvendig på vestre gawl. 

I samme felt som no. VII ovenfor findes i 5te skifte over — ' 
sokkelen efter Bergstrøm runerne: XNRHF, hvad der ikke synes ` 
at give nogen mening. Professor Bugge bemærker: „Mon 
XNRHFR), hurnig(r), d. e. mandsnavnet Hyrningr.“ Mathiesen 


kunde i juni ikke finde disse runer. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDH JEMS DOMKIRKE. 19 


XXX. Udvendig på vestgavlens søndre hjørnetårn. 

Nedenfor indskriften no. IV står, ved siden af et sten- 
huggermærke af form som et kors, nogle utydelige og tildels 
defekte runer, hvorom professor Bugge bemærker: „Mulig 
skal der læses: MY! - XU £F, d. e. iak - hiak hal, 9: jeg hug 
stenen (i svensk sprog), med huggerens derefter følgende mærke. 
Næstsidste rune ser ud som et ufuldstændigt 4; sidste er en 
ret stav, mulig med en nedadgående kvist til høire.* Efter 
denne læsning er stenen indsat op og ned i væggen og de 3 
første runer er mindre og noget finere indridset end de føl- 
gende. 

XXXI. Ved vestgavlens nordre portal. 

Indvendig i døråbningen på nordre side, 2 skifter over 
basis, står en utydelig række af 15—16 runer, overskarne af 
en fuge eller et nyere bomærke. Professor Bugge bemærker: 
„Mulig + + hiorun « «(p)eeta, d. e. N. N. hug dette rune. . 
Kvistene på 0 og a går tvert over staven“. Sålænge nyere 
murværk og stilladser ikke er fjernede, kan man imidlertid 
ikke af den få nogen tilfredsstillende kopi. 


XXXII. Indvendig ved vestskibets søndre portal. 

På nordsiden står her, 2 skifter over bomhullet, nogle 
fint indridsede runer, hvorom professor Bugge bemerker: „Der 
synes at stå: WI PAY. Mellem p og am sees en kort streg 
oventil, der dog ikke synes at være en rune. Mulig at forstå 
som sei k(u)p a m(ik), 9: Gud, se på mig. Lignende udtryk hos 
Stephens: Runic Monum. II, 735—738.“ Sign. også no. XXVIII. 


IXXXTII. Udvendig på vestskibets søndre mur. 
I skiftet under no. V blev hr. Mathiesen i juni 1888 op- 
mærksom på nogle utydelige runer, der snarest må gengives 
«PNRNE; professor Bugge mener, at der måske har stået [ra] 


Pu run, tyd du run(er). 
QF 


20 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


XXXIV. I astskibets nordre sideskib. 

På nordre veg under 4de volutbue fra ottekanten blev 
hr. Mathiesen opmærksom på et med majuskler skrevet navn, 
der var fremkommen for nogle àr siden, da kalken her blev 
skrabet vek. Der star: 

OLAVS KALVARDI. Log V er bundet sammen, cfr. ved no. 7. 


Med undtagelse af I—TII er, som det vil sees, de pa kir- 
kens vægge anbragte middelalderlige indskrifter mest navne, 
indristet af folk, der har besogt og opholdt sig i og ved kirken.! 
Sådanne navneristninger er hyppige ved vore stavekirker, 
hvor det var let med en knivsod at forevige sit navn i tre- 
værket; oftere finder man i stavekirkerne også navne, malede 
med tjære, tildels på sådanne utilgængelige steder, at det må 
antages at skrive sig fra folk, som har arbeidet med ved kir- 
kens opførelse. Ved VIII og IX har runeristeren tillige sat 
til ,ristede disse runer* eller lign.; ved den første er desuden 
tilfoiet en bøn om Guds velsignelse. Den længere indskrift 
no. XITT er vistnok ristet af den stenhugger, der dannede 
stenen; han kunde imidlertid ikke forhindre, at den blev 
indsat i muren op og ned. Det kunde heller ikke den sten- 
hugger, der dannede stenen, hvorpå no. XXX. Af stor interesse 
er det ved denne sidste indskrift, at den synes at være på 
svensk (slgn. også no. IX og XXXI); det er jo i og for sig intet 
usandsynligt i, at også svenske arbeidere kan have været antagne 


1 To indskrifter med runer, der findes ved vestskibets søndre portal, 
er åbenbart indskårne i nyere eller nyeste tid; den ene, som Jeg 
erindrer at have seet i min barndom, allerede før 1868, står i den 
ene søilenische ved portaletsjvestre side og må gengives: hervilblive 
godtathvile; den anden står, efter Bergstrøm, på østsiden af vestre 
stræbepillar i 8de skifte op fra sokkelen og leses af professor Bugge: 

k . 


Léi 
hrikkaart {(r er her skrevet A).F2AlItsá har en dansk mand her en- 
dansk. 

gang i temmelig ny tid ristet sit navn. Om den forstneevnte bemærk 
professor Bugge, at ,den er fra 18de eller begyndelsen af 19de 
hundrede.” : 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD, I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 21 


ved byggearbeiderne pa kirken. At sammenligne er ogsá en 
stenhuggerindskrift på en hjørnesten ved Skjeberg kirke, 
Smålenene (stein benna gerbe botolfr steinmeistaræ, N. 
fornl. 4); også denne sten, der desuden har et indhugget 
menneskehoved, er indsat op og ned i muren. Flere lignende 
stenhuggerindskrifter i Sverige, se Liljegren, Runurkunder no. 
1639, 1676. Interessant er det, at i indskrifterne XXVI og XXX 
synes stenhuggeren at have betegnet sit navn kun ved sit 
arbeidsmerke. Flere af disse runeristere har åbenbart mindre 
tænkt pa, at deres navne skulde læses af andre besogende, men 
mere tænkt sig, at det skulde være særlig heldbringende at have 
sine navne på kirkens mure; slgn. således Ketils indskrift, no. 
XVIII. No. XVII er vel ristet tilbedste for en anden? Slgn. 
runeindskriften på en stolpe fra Årdals stavekirke i Sogn, som 
professor S. Bugge læser: gud hialpe per Drøttu (årsberetningen 
1868, p. 37). En noget egen stilling indtager no. XI; den er 
jo af halv humoristisk indhold; med den kan sammenlignes 
f. eks. en runeindskrift fra Vangs stavekirke i Valders €, Endride 
skar søn til Olaf slemt i lillefingeren") og nidverset på en ved 
prækestolen i Årdals stavekirke indstukken træpind (årsberet- 
ningen 1868, p. 30). Flere af indskrifterne, således XIV, XXIII 
og XXIV, er vel bare rablerier, således som vi har det ved 
flere stavekirker, f. eks. Hiterdal og Borgund (slgn. årsberet- 
ningen 1868, p. 34). Fra vore andre middelalderske sten- 
kirker kender vi ikke noget til sådanne ,graffiti* på mure 
og vægge; de fleste, der frembyder så jevne murflader, at de 
måtte indbyde til sådanne ristninger, står der med overkalkede 
mure eller er ialfald ei i denne henseende blevne nærmere 
undersøgte. Fra Utsten klosterkirkes væg kendes dog en 
lignende runeindskrift: ,beder for Ranvids sjæl* (N. fornl. 826); 
i Stavanger domkirke haves et navn, ridset med runer på 
et trin i vindeltrappen i det nordre lille tårn mellem koret og 
skibet (N. fornl. 795, hvor indskriften dog er feilagtig gengivet); 
af en (nu tabt) runeindskrift fra muren af Halsnø klosterkirke 
haves ingen nyere afskrift (N. fornl. 358). 


22 DR. INGVALD UNDSET, [No. 4. 


Anden afdeling. 
Ligstene m. m. 
1. Ligsten med majuskler. 


Af marmor 1.225 m. L, 0.55 m. br. foroven, 0.31 forneden. 
Lå 1762 ,nedenfor høie kor, straks indenfor afdelingen mel- 
lem koret og kirken* (Schøning, Domkirkens Beskrivelse, 
p. 224); endnu 1818 là den på samme sted (Kliwer, Norske 
Mindesmærker, pag. 11 og pl. 5b). Indskriften står på en 
fas rundt om kanten; den begynder midt på den brede ende, 
og bogstaverne vender, som sædvanligt på ligstenene, ud fra 
stenens flade. 
Indskriften må læses: 

+ ERRONDA 

S : AGO : HRATAR ` SIGVARDI ` PRESALIS ` ISTO T 
PRASO : LO 
QO : LAAZOR ` UOMMARNDA : MA : PRAQA : 
(RISTO 

Det sidste ord står umiddelbart foran første, oventil på 
den brede ende, altså stødende op til begyndelseskorset. 

Med latinske bogstaver må disse to rimede hexametre 
gengives: 

Throndus ego frater Sigvardi presulis isto 

pauso loco, lector, commenda me prece Cristo. 


I oversettelse: 
Jeg Thrond, en broder af biskop Sigurd, hviler på dette sted; 
læser, anbefal mig i bøn til Kristus. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD, I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 23 


Schøning, og endnu Kliwer, kunde på stenens overflade 
se indhugget et kors; nu er dette helt udslidt; overkanten -af 
bogstaverne er ogsà nu for det meste bortslidt; indskriften 
har i det hele lidt af slid, dog er intet bogstavs lesning 
tvilsom. 

Presul, biskop, mà her visselig betegne erkebiskop; den 
eneste erkebiskop i Nidaros af navnet Sigurd er den bekendte 
Sigurd Eindrideson, 1230—1252. 

Bogstavernes karakter ligner mest no. 2, pl. V, fig. 1 og 
no. 21, pl. VIII, fig. 2. 


2. Ligsten med majuskler (pl. V, fig. 1). 

Af hvidt marmor, 1.69 m. 1, 0.72 + 0.40 m. br. Fandtes 
1762 i vestre kors, hvor de to stykker var reist op mod veg- 
gen (Schøning, 1. c. p. 225); i 1823 så også Klüwer den og 
giver afbildning af den (l. c. p. 13, pl. 7 b) Indskriften er 
anbragt ligesom på no. 1. Det levnede lyder i latinsk omskrift: 


> MI SAL BIRA 'PPR00) ........ 5 (JER ` HU) » 
sR: OO «GE 
UE - HANUM - EILIVAN - (FJAGNAD - MED : SER : 0G- 
SINVM 


Ved stenens brede ende og pà endel af venstre side er 
kanten med indskriftfasen slået væk, så at begyndelsen og 
slutningen mangler med noget i midten. Med sandsynlig 
restitution af begyndelsen må dette læses: 

(+ Gud sialfr sig)ni sal sira petr(s....... er 
h)er hu(ilijr oc geue hanum eilivan fagnað med ser 
oc sinvm (helgum monnum). 

At oversætte: 

(Gud selv) signe sira Peters sjæl ..... som her hviler og give 
ham evig glæde med sig og sine (hellige mænd). 

Stenen er meget slidt ovenpå og i bogstavernes øverkant. 
Af fladens figurlige udsmykning sees nederst under en bue 
en stående geistlig med oprakte hænder, foran et alter, 


94 DR, INGVALD UNDSET. [No. 4. 


hvorpå en kalk; oventil to figurer, vel en mand og en kvinde 
(Maria og Johannes), stående på bølgelinier, der vel skal be- 
tegne skyerne? Mellem dem har ábenbart veret anbragt den 
korsfæstede, som endnu Schoning synes at have skimtet; nu 
er dette parti aldeles udslidt. Over og bag denne gruppe 
sees fremstillet bygninger, vel himmelske boliger? På lig- 
stene fra Bynes og fra Vedø, Romsdalen, sees knælende 
bedende figurer under fremstillinger af den tronende himmel- 
dronning; på fragmenterne no. 50 nedenfor sees den kors- 
fæstede fremstillet. 


Tegningen? udført efter fotografi samt efter mine gnidebilleder 
fra 1887. 


3. Lagsten-fragment med majuskler (pl. VIL, fig. 3). 

Dette fragment lå 1762 i vestre skib (Schøning, 1. e. p. 225); 
Kliiwer kunde ikke genfinde det. Stenen har åbenbart været 
af form omtrent som vor pl. XIII, no. 1, med indskriften i flere 
linier under hverandre øverst på stenens overflade. Det nu 
levnede må omskrives: 

wey HERRA.... 
EE BINARE n... 

På Schønings tid var mere levnet af stenen, idet han gen- 
giver indskriften: HERRA : BIAR : I: BIARKEY : Hans 
formodning (l c. p. 202) om, at vi her har at gore med den 
bekendte hr. Bjarne Erlingssons (+ 1818) ligsten, kan ikke 
ansees ubegrundet;*navnet3má da have stået i første linie, 
sà at det R, hvoraf resten sees i begyndelsen af anden linie, 
vel er slutningen af — SONR; han'jvides at være begravet i 
domkirkens vestre skib (N. fornl. 602) K er her skrevet 
påfaldende ligt med R, idetJhovedstaven ikke er forlænget 
oventil.7 

[Tegningen udført efter mit gnidebillede fra 1887. 


4. Ligsten-fragment med majuskler (pl. VIL, fig. 4). 
» Ved de nye gravsteders anlæggelse i vestre skib“ fandtes 
for 1762 denne ligsten (Schøning, 1. c. p. 225, noten); i 1818 


~ 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE, 25 


lå det fragment af den, som endnu er bevaret, nedlagt i gulvet 
nogle alen nedenfor korets trappe (Klüwer, l. c. p. 4, pl. 2b). 
Indskriften har stået øverst oppe på stenens flade, i 4 linier 
under hverandre, omtrent som på pl. VIII, fig. 1. Med sup- 
plering efter Schøning af det nu manglende må indskriften læses: 
HER ` H)VILIR ` M(EI 
STARE) ` IOFRE(YR : 
NICVL)A® : SON ` BOD 
IR : FYR : H)S : S(AL 
Hvilket ma oversættes: 
Her hviler mester Jofrøi Nikulassøn, beder for hans sjæl. 
Tegningen udført efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


5. Ligsten med majuskler (pl. VIL, fig. 1). 

Af hvidt marmor, 1.59 m. 1., 0.60 + 0.35 m. br. Lå 1762 
„fremfor alteret mod den søndre side“ (Schøning, 1. c. anhang, 
p. 92 f£); den lå endnu 1823 ved alterets søndre hjørne 
(Kliiwer, 1. c. p. 2 og pl. 1a) Indskriften er anbragt som 
på no. 1. 

Hvad der af indskriften nu utvilsomt kan læses, må med 
latinske bogstaver omskrives: 

'* TE: VIDEA 
S:CARE:DVM: ME: VIDES: HINC: MEDITARE : Q(V)ID : 
FIAS : FAR(E :) 

(P)RO : ME: R | 
EQ(V)IEM : QVE: PRECARE : DANS : P(RE)CE: ME: XPO: 
 TVMVLO : QVE : PI ...... 

VR: ISTO 

Stenen er meget slidt, iser pà overfladen og dens kanter, 
sà at navnlig toppen af bogstaverne og forkortelsestegn er 
udslidt. I andet ord kunde 5 også læses N, med bøilen skrevet 
til venstre side istedetfor til høire for pladsens skyld; bedst 
læses dog A, hvis rigtighed godtgøres ved meningen. I niende 


26 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


og fjortende ord er QVI skrevet forkortet: et I sat inde i Q 
og V udeladt. I tredie linie sees af forste bogstav nu kun et 
svagt spor af beilen, men P er sikker. De to sidste ord pa 
hoire langside kunde suppleres: PI(E : TEGIT)VR, som Nyerup 
(hos Kliiwer, 1. c. p. 151) har formodet, eller PI(E : CONDIT)VR?. 
Jeg tenker mig da, at pie, der giver en overflodig versfod, 
og som kun tvungent passer ind i meningen, er sat til for 
bedre at få udfyldt pladsen på stenen; professor Rygh fore- 
trækker at læse premitur, hvorved verset bliver nogenlunde 
korrekt; der synes dog at være plads til flere bogstaver; i de 
bevarede spor synes at haves støtte for at lese PRG (D. 
Professor Bugge foreslår: PRAM) .. AR, prenditur for com- 
prehenditur; herved vilde metret blive korrekt. 
Det hele må gengives: 

Te videas, care, dum me vides, hine meditare 

Qvid fias, fare pro me reqviemqve precare 

Dans prece me Christo, tumulo que prenditur isto. 


Dette ma oversættes: 

Betragt dig selv, kere, når du ser mig; tag deraf eftertanke 
om, hvad du skal blive til; les for mig og bed om fred, overgivende 
i bøn til Kristus mig, som indesluttes i denne grav. 

Det var denne sten, hvorom Schøning formodede, at den 
dækkede over kong Magnus den gode, idet han sluttede fra 
dens plads i koret, fra den siddende figur med kongekrone, 
der er afbildet øverst på stenen, og fra det navn, der har 
stået i et bånd tvers over stenen, og hvoraf endnu, som i 
hans tid, er leselige de to forste bogstaver MA.... Den 
kronede tronende figur under øverste tredelte bue (og him- 
melske boliger) er imidlertid visselig den himmelske konge; 
den afdøde har været afbildet i nederste buefelt, i bedende 
stilling. Af denve figur er nu omtrent intet mere synligt; det 
har visselig været en kvinde, da der i indskriften står hunkøn: 
qvæ prenditur (eller premitur) isto tumulo; det har også 
M. F. Arendt forstået, idet han i 1817 meddelte Kliwer, 9 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 27 


navnet ikke kunde have været MAGNVS men MARGARETA 
(Kliwer, 1. c. p. 2); dette vilde også bedre passe til rummet. 

Fare pro me må betegne det samme som almindelig: 
ora pro me. Unøiagtigheder i henseende til sprog, metrum 
og kvantitet træffes oftere i middelalderlige vers. Tegitur 
eller premitur i slutningen, hvor man skulde vente første 
person, må således ikke vække betænkelighed. 


Tegningen udført efter fotografi, samt for indskriftens vedkommende 
efter mine optegnelser og gnidebilleder, 


6. Ligsten med majuskler. 

Af hvidt marmor, 1.85 m. L, 0.745 + 0.47 m. br. Lå 1762 
,ud fra det nordre hjørne af alteret, ligeoverfor forrige* 
(Schøning, l. c. Anhang p. 93; han fandt dog bogstaverne 
så forslidte, at han af dem intet kunde samle); i 1818 là 
den endnu på samme sted, men var da slået istykker og så 
forknust, at Klüwer ikke kunde læse den (Klüwer, 1. c. p. 2 f., 
pl. 1b); Finn Magnusens hos Klüwer meddelte læsning er for 
en stor del umulig; en god læsning af M. F. Arendt med- 
deles i N. fornl. 604 (efter en tegning af Arendt i hans papirer i 
antikv. topogr. arkiv i København). Øverste og nederste del 
af stenen er temmelig hel, men meget slidt; i midten mangler 
enkelte mindre dele. 

Indskriften er anbragt på en fas rundt stenen; den be- 
gynder med den brede smalside og slutter med høire langside, 
bogstaverne vender ud fra stenens flade; i karakter ligner de 
dem på no. 9, pl. V, fig. 3, Skilletegn synes kun at findes 
efter rimene. 

Jeg læser: 

+ PVLSASMRAUADE 
HLOSÖRBISTV MXN HMA + « «^ + AMAR DOST 
MAGRONASATIS 
GANAROSA : SIG 
RIOARATDIAER : SIYFGLIXZBGDEDIOOCZ : SAQCÍSI + + 
GAG : A + + RDXPZOGERVACVUR 


28 DR. INGVALD UNDSET. — [No. 4. 


Der står i begyndelsen tydelig pulsat; dette må dog vel . 
være feil af stenhuggeren for pausat. I anden linie synes 
efter tum at følge et i, derpå mangler et bogstav; efter his 
synes at følge et R, E eller F, derpå at mangle omtrent 6 
bogstaver; efter — inaf — mangler 2 bogstaver. I tredie 
linie er i tredie — sidste ord et par bogstaver ulæselige, 
ligeså i fjerde — sidste ord. Indskriften har lidt såre meget; 
især er bogstavernes overdel med forkortningstegn etc. stadig 
bortslidt. Det følgende giver dens sandsynlige lydelse, med 
opløsning af forkortninger og udfyldning af det nu ei mere 
læselige: 


Pulsat in hac ede flos orbis, tu mi(c)hi e(rede, 

fem)ina f(or)mosa, matrona satis generosa 

Sigrid erat dicta, sit felix et benedicta, 

sa(n)ctis jungat(ur), e(te)rna pace uatu. 

Dette må oversættes: 

I denne bolig hviler, tro du mig, jordens blomst, en kvinde skøn, 
en frue ædelbåren, Sigrid var hendes navn; hun være salig og vel 
signet; samlet med de hellige, hun nyde evig fred. 

Professor Bugge bemærker: 

»Pulsat betyder visselig det samme som pausat, men 
behøver ikke at være feilhugget. Lat. pulsat blev i middel- 
alderen i Frankrig udtalt pousat (fr. pousse), og dette gav 
anledning til, at man omvendt kunde skrive pulsat for pausat. 
Således finder man immultabilis for immutabilis, palcis 
for paucis, alciscere for augiscere. Jfr. Schuchardt, Vocalis- 
mus des Vulgärlateins II, 494—498,“ 

Figurerne pá stenens overflade er meget forslidte 08 
utydelige; den nederste del optages af et kors, stående under 
en tredelt bue; over buen troner himmeldronningen, der i si» 
venstre hånd synes at holde en kugle; hendes høire side er 
helt udslidt. Øverst synes man at skimte flere vinger, der 

dog ikke lader sig henføre til nogen figur. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 29 


7. Ligsten med majuskler (pl. V, fig. 2). 

Lå 1818 ved siden af no. 6, ved nordre hjørne af alteret 
(Kliwer, l. c. p. 4, pl. 2a); den er af hvidt marmor, 0.86 m. 1., 
0.47 —+ 0.26 m. br. Indskriften stár pà stenens flade mellem 
linier nd ved kanten; den begynder med hoire langside og 
ender med ovre smalside; bogstaverne vender ind mod fladen. 

Der må læses, i omskrift med latinske bogstaver: 
+ HER HVILER : BIORN : GVD 
RIC(K) 
SUN GVD- HAUE : SAAL 
HANS : AMEN 
Der har visselig oprindelig stáet to punkter som ordad- 
skillelse mellem alle ord. Ved slutningen af anden linie og 
begyndelsen af tredie er noget af stenens overflade afskallet; 
efter (Y har dog visselig fulgt et B, da der i afskallingens 
kant her synes at spores en ret stav; om derefter har fulgt 
et S som genitivsmærke, er uvist; der vilde vel været plads 
dertil. I begyndelsen af tredie linie sees tydelig bunden af 
trækkene SAR (A med bøilen til høire side). Sidste bogstav 
i samme linje er J, men skal klarlig leses L: som sidekvist 
havde oiet let for at opfatte den nederste udvidelse af hoved- 
staven i forste bogstav i fjerde linie; pladsen forbod at give 
L en egen sidekvist. Slgn. ogsá*no. 
At oversætte: 
Her hviler Biørn Gudriksson, Gud have hans sjæl, amen! 
Stenens flade fyldes af et kors, hvis arme er udviklet til 
palmetter. 
Tegningen udfert after fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


8. Fragmenter af ligsten med majuskler (pl. VI, fig. 1). 

Là i slutningen af det 17de århundrede på kirkegården, 
da der af våbenskjoldet blev taget en tegning, som findes i 
Hertzholms (+ 1693) våbenbog, (Kgl. bibl. i København, Thottske 
samling no. 1895, 4to, fol. LXXIIT); stenen var dengang vist- 
nok hel; det heder her om den: ,Ligsten paa Trundhjems 


30 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Kircke Gaard, hvorpaa staar een i sin fulde Kiorids, holdendis 
Skjoldet for sine Knæ med Sværd i dend høyre Haand.* 
I 1818 udgjorde nederdelen af den en del af alterpladen i 
domkirken (Klüwer, 1. c., p. 4 f. pl. 2c); fragmentet øverst 
tilvenstre var fundet alt før 1840, da det findes på en tegning 
af organist Tellefsen (i videnskabsselskabets bibliothek i Thrond- 
hjem, hvor jeg dog ei har seet den); hr. Bergstrøm har meddelt 
mig en kalkering af den med opgivende, at den „findes i 
Bings Norges Beskrivelse;“ i Tellefsens eksemplar af dette 
værk (i nævnte bibliothek) kunde jeg ei finde den. Det andet 
fragment af overste del er fundet i nyere tid. Stenen har 
været af ualmindelig størrelse, henimod 2 m. 1. Indskriften 
findes pà en fas rundt stenen og har vel veret anbragt som 
ved no. 1. De stumper af den, som nu er levnet, mà omskrives: 


Bic. 
PROLES -PAVI.. oo css. E : PROBATVS : QVEM : 
TEGIT : HEC 
AN Suerge? 
Lol BEN OBER 2dEA....... 2... M: V 


eevee © SS e e 


Noget helt kan ikke bringes ud heraf; indskriften har 
åbenbart været affattet i rimede latinske heksametre; i be- 
gyndelsen er der tale om nobilis proles (edel ætling); deretter 
folger et ord, hvis 3 forste bogstaver er PAV, de to neste 
synes at have været LV; videre om qvem tegit haec (m)oles 
(hvem denne stem dekker); det sidste ord star for smalenden, 
der er sá forslàet, at man kun kan se toppen af de 4 sidste 
bogstaver, der bestemt synes at have været OLAS, hvorefter 
sees øverste punkt af skilletegnet. Herefter er helt vækslået 
7—8 bogstaver, resten af smalenden. På høire langside sees 
nederst på et længere stykke kun to L eller I noget fra hin- 
anden, som tegningen viser; det ser ud til, at her pa dette 
stykke ikke har stået mere. Derefter to tydelige ord: rex 


. eælice (o himmelske konge). Et lidet stykke med et skilletegn 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 31 


og fragment af to bogstaver, som var indlagt mellem denne 
nederdel og øvre fragment, er åbenbart af en anden sten. 
Pà det lille fragment lengere oppe tilheire sees kun to bog- 
staver med skilletegn imellem. 

Ved professor Bugges hjelp er jeg istand til at foresla 
felgende restitution af de to forste vers: 


Hie nobilis proles Paulus jacet (cuiqve?) probatus 
qvem tegit hæc moles, tibi sit rex celice gratus. 


Hvilket vilde blive at oversætte: 

Her ligger Pål, en ædelbåren mand, agtet af enhver, han, hvem 
denne sten dækker; han være Dig ker, o himmelske konge. 

På stenens overflade er afbildet en ridder i fuld våben- 
dragt; af de levnede stykker sees, at han på benene har ring- 
panser og derudenpå sporer; forøvrigt har han kjortel udenpå 
sin brynjeklædning; ved hans venstre side hænger hans sværd- 
skede; foran den holder han skjoldet, der som våbenmærke 
har to kroner over en lilje. To små lignende våbenskjolde 
kan af de fundne fragmenter af stenens overdel sluttes at 
have været indhuggede på begge sider af hans hoved; hvad 
man ser inderst på fragmentet tilhøire, er måske en del af 
hans hjelm. 

Dette våben fortes i slutningen af det 14de århundrede 
af rigsråd Thorald Sigurdssøn, hvis segl er bevaret under et 
brev fra 1389 (Dipl. Norv. III, no. 484). Han nævnes forøvrigt 
oftere i denne tid, sidste gang som rigsråd ved rigsmødet i 
Kalmar i 1397. Det samme våben, dog kun med én krone over 
liljen, føres 100 år tidligere af ridder Audun Vigleikssøn, der 
oftere nævnes mellem årene 1297 og 1808.1 Den ridder Pål, 
hvorover denne ligsten dækkede, kendes forøvrigt ikke; den 
nævnte ridder Audun Vigleikssøn, på Lyng i Værdalen, har 
dog rimeligt nok havt en søn eller efterkommer ved navn 
Pål; Auduns svigerfader bar nemlig dette navn (Munch, Det 
norske Folks Historie, Unionsperioden, I, p. 405). Til be- 


1 Velvillig meddelt af: hr. arkivfuldmegtig Huitfeldt-Kaas. 


32 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


gyndelsen af 14de arhundrede vilde og bogstavformerne og 
vábendragten passe. 
Tegningen efter mine gnidebilleder og optegnelser fra 1887. 


9. Ligsten med majuskler (pl. V, fig. 3). 
Nederdelen af stenen mangler, ligeledes er hjornerne slået 
af oventil; det levnede er 1.07 m. L, 0.65 -- 0.40 m. br. 
I 1818 là den på alteret (Kliiwer, 1. c. p. 5, pl. 2d). Ind 
skriften er anbragt pà stenens flade i tre linier tvertover ved 
den brede ende, samt en linie nedover hver langside. 
Den må gengives med latinske bogstaver, med let for- 
ståelige udfyldninger af de afslåede hjorner: 
i (HE)R : HVILI(R) 
(PR)ONDR : SIGV 
RDAR SONR 
SHAB > ARTID e. 
: EPTER : PALS (MESSO ..... 
Hvilket mà oversættes: 
Her hviler Thrond Sigurdsson; hans årtid .... efter Påls 
(messe... 
Stenens overflade indtages af en korsstav; korsarmenes 
ender er udviklede som palmetter. 


Tegningen udført efter fotografi samt efter mine afgnidninger. 


10. Fragment af ligsten med majuskler. 

Dette stykke af en liden i begge ender defekt ligsten p 

i1818.i gulvet bag alteret (Kluwer, 1. c. p. 5, pl. 2e); det € 

0.45 m. 1., 0.27 + 0.24 m. br.; ved enderne, navnlig yed den 

smalere, er indskriften nu lidt mere ufuldstændig, end Kliwer: 

tegning viser. Indskriften står på stenens flade og vender 

indad. Det levnede af den er, løbende fra den brede ende 
nedad og opover på den anden side: 

1>- ORGILS ` GANVG... 

mv AR: II: NIDAROS... 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 33 


Heraf synes kun at kunne opfattes navnene porgils og 
Nidaros. Tredie og fjerde bogstav i andet ord ser mest ud 
som I X; den anden af disse har dog midt pà en til venstre 
gående hage, mulig forkortelselsestegn; tilsammen kunde de 
dog også læses som et A med bøilen til høire og med sådan: 
indre hage. Sidste bogstav her ser snarest ud som nederdel 
af et G. Professor Rygh mener, at her må formodes canugi, 
og at dette er ristefeil eller slet bogstavering for canuki, 
kamak; han anfører som en mulighed, at vi her kan have grav- 
stenen over kaniken Thorgils Erlendsson, der nævnes som 
korsbroder i Nidaros 4de september 1387 og 8de mai 1344 
(Dipl. Norv. II, p. 185 og 220); han er da mulig død i pesten 
1849, og dette kan være grunden til, at han måtte noie sig 
med en så uanselig ligsten. I anden linie kan nu ei sikkert 
afgøres, om første bogstav er levning af et A eller X, heller 
ei om sidste har været et S, hvortil det dog mest ser ud. 

Midten af stenens flade er ganske glat. 


11. Fragmenter af ligsten med minuskler. 

De 4 brudstykker af en sten af blåagtig marmor, som jeg 
har givet dette nummer, blev anseede for at være dele af 
samme sten, hvoraf de to stykker, ligeledes af blåt marmor, 
der på Klüwers tid lå i gulvet ud fra korets søndre kapel (hans 
bog, p. 6 f., pl. 3a). Om disse stykker er af samme sten, er 
dog uvist; kun stenarten synes at være lignende. De to af 
Klüwer gengivne stykker kan nu ikke mere påvises. Kun 
på to af vore stykker sees rester af indskrift; på det ene læses 
med minuskler fim ..., vel enden af en talangivelse — simo, 
på det andet obiif, d. e. døde. De to andre fragmenter viser 
rig sengotisk arkitektur-dekoration. De to førstnævnte stykker 
er begge i nyere tid (1877) fundet på kirkegården nede ved 
kongsgårdens magasiner; det store stykke med arkitektur- 
dekoration blev 1878 fundet i den ene af de store nedbrudte 
indre mure i østre skib. Såvel ornamenter som indskrift er 
anbragt i høit skarpt udhugget relief. 

Vid.-Selsk. Forh. 1888. No. 4. 8 


34 DR, INGVALD UNDSET. [No. 4. 


12. Ligsten med majuskler. 

Lå i 1818 i gulvet i søndre kors (Klüwer, 1. c. p. 7 f., pl. 
3 b); ifølge Klüwer skal Schøning have fundet den ulæselig; 
jeg kan dog ei finde den nævnt nogensteds i Schønings bog om 
domkirken. I N. fornl. 606 meddeles en læsning af M. F. 
Arendt, Stenens nederste del og øverste hjørne tilhøire mang- 
lede alt på Kliwers tid; den er 1.52 m. 1., 0.76 + 0.46 m. br. 

Indskriften er anbragt som på no. I og må læses: 
+ RAR: RVILIR : 
SIRA : ARRA : AR : AGG(A) : EROS : BIRBIV : GVD : VARÐ 


Cee Se O Oe 


.... DR: HIRIR : LARS : SALO : CARA: ANBVN: AR: 
SIALVAM...... | 
en 60: AMA: 

I anden linie mangler sidste bogstav i 4de ord; af liniens 
sidste bogstav sees kun en liden stump, men det har åbenbart 
været 6. I 4de linie er sidste bogstav i 3die og 4de ord 
utydelig; ligeledes sees kun en del af sidste bogstav, R. 
Herefter kan i denne linie mangle 5—6 bogstaver; i sidste 
linie (på anden side af korset i begyndelseslinien) er der foran 
GO plads til 3—4 bogstaver. I sidste linie kan der måske og 
have stået A, ikke O; overdelen af bogstaverne er afslidt med 
fasens øverkant. 

Med rimelig udfyldning af det manglende kan indskriften 
omskrives: 

+ Her hvilir sira Arne er atte krosskirkju; Guó 
varðveiti (hvern er bi)ör firir hans salo, take ambun 
af sjalfum (Jesu Chris)to. Amen. 

Dette må oversættes: 

Her hviler sira Arne, som eiede (havde at betjene) korskirken; 
Gud vogte (hver den som beder) for hans sjæl, (at den) tage løn 
af selve (Jesus Christus), amen. 

- Stenens overflade er nu helt udslidt;fder kan skimtes at 
have være indridset en stående figur under en, bue; øverst 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 35 


tilhoire over denne sees en roset. Den manglende nederdel 
sees at vere afdelt ved tre tvertovergående linier; den har 
vel havt en egen figurlig fremstilling; det manglende stykke 
kan dog ei have veret stort. 


13. Stykker af ligsten med majuskler. 


Det største stykke, af stenens venstre side, lå før 1818 i 
gulvet ,i nordre gang af østre kors" (vel nordre sideskib), 
sammenlagt med stykket no. 17 nedenfor (Klüwer, 1. e. p. 8 f., 
pl. 8 c); et mindre stykke af samme sides kant og et storre 
stykke, udgorende stenens nederdel, er senere tilkomne. De 
tre levnede stykker giver os en længde for stenens nederdel 
af 1.84 m.; bredden for smalenden er 39.2 cm. Hele ovre del 
samt det til de to førstnævnte stykker svarende af stenens 
hoire sidekant mangler. Indskriften er som ved no. 1 anbragt 
pà en fas rundt stenen; bogstavernes karakter stemmer mest 
med bogstaverne på no. 17; slgn. forøvrigt også no. 2. 

Det levnede af indskriften mà læses: 

På tørste stykke: 

- ES : SCA ` PROSPIGE : PLORA : AU 

På det lille stykke: 

IS : AAL 

På nederdelen: 
++ R)RA ` LEVIS : SIA: AD 
RIGRILASVR : Al 
GOVAON i... 

Sidste bogstav på første stykke og første på sidste er 
halvt bevarede. Jeg restituerer det levnede af indskriften 
således: : 

E es sta prospice plora 
sum (qvod er)is vel (te)rra levis sic adnichilatur 
CHOVBdH Le r 

Begyndelsen af denne indskrift har altså været de på lig- 

stene ofte forekommende rimede hexametriske sententser, der 
3* 


36 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


hos Otte: Handbuch der kirchlichen Kunstarchæologie, 5te 
Aufl., I, p. 438 anføres således: ; 
Si qvis ades, qvi morte cades, sta, respice, plora. 

Sum, qvod eris; qvod es, ante fui. Pro me precor, ora. 

Om mange variationer af disse vers og lignende henviser 
Prof. Bugge mig til R. Köhler: ,Der Spruch der Todten an 
die Lebenden*, i Pfeiffers Germania, V (1860), p. 220 ff. 

Sgln. også stenen no. 17 nedenfor og den i N. fornl. p. 180 
anførte, nu tabte, sten fra Sem, Jarlsberg, hvor vi har andre 
variationer af de samme sententser. Andet vers på vor sten har 
en hel anden slutning end de hos Ofte 1. c. anførte eksempler; 
det rimer heller ikke med det første heksameter. Endvidere har 
der hertil sluttet sig et tredie vers; desuden vilde her være plads 
til et fjerde heksameter; istedet har dog her måske på norsk 
været anført den dødes navn, slgn. no. 17 nedenfor. Ordet 
citovadium findes vist neppe andetsteds, ialfald kendes det 
ikke af du Cange; sammensat af cito og vadere må det 
betegne noget som menneskets korte livsløb, hvad der da og 
godt her vilde passe ind i meningen. Det levnede af ind- 
skriften kunde oversættes: 

Du dødelige, som her kommer, stands, se, begræd; jeg er, hvad 
du skal blive, eller det lette støv; således tilintetgøres det hurtige 
livsløbs . 

På øverste stykke sees de næsten udslidte spor af en 
under en vistnok kløverbladformet bue på en trone siddende 
figur (Gud fader?); på det nederste stykke sees det nederste 
af en figur i lang kjortel, der skrider hen over en bølgende 
linie (den afdøde svævende hen over skyerne?). 


14. Ligsten med majuskler (pl. VIL, fig. 2). 

Denne ligsten, af hvidt marmor, fandtes 1798—1802, da 
der skulde opkastes en grav i vestre kors, ganske forknust 
(Klüwer, l.c, p. 9 f. pl 4b). Som vor tegning pl vi 2 
viser, er den siden yderligere ituslået og mangler nu de neder- ` 
. delen udgørende stykker. Den nu levnede sammenhængende 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 37 


de] er 1.248 m. 1., 0.68 + 0.497 m. br. Indskriften er anbragt 
som på no. 1. Det levnede ma omskrives: 


IRB: . 
...... MIRIKIS : BLEZCI : SALL : BRYNILDAR : RAN 
VRIGA TV... 

EBENE: 2 GNAD : IHIMIRIKIS «DYRDISNNE: 
FINE: AMEN: 


AVE: MARIA + 


Ved hjelp af Klüwers tegning af den da omtrent fuld- 
stendige sten kan dette nu suppleres: 

doo o a hi)mirikis blezci sall Brynildar 
Ranveiga(rdottor hver er her hvilir oc geve henn)e 
æ(ilifan fa)gnad i himirikis dyrd sine fine, amen, ave 
Maria. 

Dette ma oversettes: 

Jesus himmeriges...... velsigne Brynilds sjæl, datter af 
Ranveig —, som hviler her, og give hende evindelig glæde i himme- 
riges,'herlighed, uden ende, amen. Hil Maria! 

Efter Jesus ligger det nærmest at formode Cristus 
herra (eller drottin) himirikis; der vil dog være rum til 
endnu et ord, idet der vil være plads til 12—14 bogstaver, to 
skilletegn iberegnet. Efter Ranveigardottor giver Klüwers 
tegning RR IV, hvori RR må være forvansket og hvori vel 
skjuler sig et tilnavn til Ranveig; sandsynligere er det dog, 
mener professorerne Bugge og Rygh, at formode, at det er 
feillæst for HVER. ; 

På det øverste stykke sees himmeldronningen med Kristus- 
barnet, der holder evangeliebogen på skødet, siddende under 
en 5-delt bue. Hun sidder bag krenelerede murtinder på et 
hynde, der ligger på en bænk, hvis forside viser rosetter. 
Nederste felt har været fyldt af en knælende bedende kvinde- 
figur, hvoraf nu kun de oprakte hænder er bevarede, anbragt 
under en tredelt bue. 


Tegningen udført efter fotografi samt efter mine afgnidninger. 


.. dog at lese olmo, så at årstallet bliver 1316; herfor 


38 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


15. Ligsten med minuskler (pl. IX, fig. 1). 

Af hvidt.og blåt flammet marmor; den levnede overdel 
er 1.16 m. 1., 0.94 + 0.72 m. br. Fandtes nogle år før 1818 
nede i jorden, nogle alen udfra vestre kors ved kongsgården 
(Klüwer, 1. c. p. 10, med afbildning af den hele sten, pl. 5a); 
nu mangler det nederste stykke. Indskriften står på stenens 
flade, langs kanten mellem to linier; den begynder for stenens 
brede ende og løber rundt om, idet bogstaverne vender indad 
mod fladen. Jeg læser det bevarede: 


+ hic - iacet - mafias - lapisei 
da - magiftri - tais - filius - de - colomi ... 
...&-in- pate - reguiestaf - amen. 
Om en roset midt pà fladen: 
+ aut - maria - gracia - plena. 
Indskriften pà den nu tabte nederste del af stenen mà 
efter Kliiwers (ingenlunde gode) tegning snarest læses: 


8: tia 0... anno Bomini- m- tee- ulmo - z cuius anima 
Vanskelighed volder her fadersnavnet, der, som professor 
Rygh ytrer en formodning om, máske kan have veret canis, 
ved oversættelse til latin af navnet Hunde; første bogstav 
kan dog ligesågodt læses [ (= s) som t (= c). Videre vækker 
tvivl navnet på hans hjemsted; da vistnok både Matias 08 
faderen har været udlændinger, bliver det vanskeligt at 
supplere ved konjektur. Nyerup og Thomsen (hos Klüwer, Le 
p. 151 og 152) formoder tujus foran anima (hvor Klüwer læste 
nunt) og colonia pia (o: Koln); det sidste er dog usikkert, da 
der pà det nu bevarede stykke synes at stå tolomi eller calomi. 
' Prof. Bugge foreslår at lese colomia : nia, hvor det sidste 0 
skulde vere at opfatte som en rettelse af de feilskrevne sidste 
stavelser af foregáende ord;. det skulde da vere at forstå: 
colonia, d. e. Koln. — Det sidste tal synes efter EI" 
tegning at måtte læses rblmo, hvilket kan opfattes som 


: t 
rblmo, så at årstallet altså bliver 1406; nærmest eegen 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 39 


og bestemt, at der står — mo og ikke — fo; så gammel 
vil stenen kunne vere, uagtet den har indskrift med minuskler, 
da den vel dækker over en udlending. Du Cange gengiver 
lapicida eller lapiscida med eedificiorum structor, byg- 
mester. Det hele vil i oversettelse vere at gengive: 

Her ligger Matias stenhugger (9: bygmester), søn af mester 

. fra C..., som døde i det herrens år 1316, hvis sjæl hvile 
i fred, amen. Hil Maria, du naaderige! 

For at den døde bygmester Matias var en udlænding, 
taler også, at der på hans ligsten findes anvendt minuskler, 
der så tidligt heroppe vist kun var mindre kendt, og at disse 
er så slet hugne, som tilfældet er: den norske stenhugger, 
som har udført indskriften, har åbenbart ikke været fortrolig 
med denne slags bogtaver, som han har hugget efter en ham 
forelagt opskrift. - i 


Tegningen udført efter BSSR samt efter mine aftryk og gnide- 
billeder fra 1887. 


16. Brudstykker af et andagtskors med majuskler (pl. IV). 

Det længste af disse to stykker er 1.09 m. L 0.21 à 0.25 
m. tykt; det là indtil nogle àr før 1818 som AE udenfor 
et hus i Throndhjem; det var i 1818 kommet i organist Tellefsens 
ele (Klüwer, l. c. p. 11 f., pl. 6 b); han må senere have for- 
æret det til Bergens museum, vel gennem biskop Neumann 
(se Urda, II, p. 166 f. og pl. VII, 11). Det mindre stykke er 
0.78 m. l., af samme dimensioner som det andet; det fandtes 
indlagt i den store mur mellem søndre kors og tårnet, da 
denne i 1877 blev nedbrudt; fordi dette stykke således har 
ligget indmuret, er det meget bedre bevaret end det første. 
Man blev strax opmærksom på, at det måtte høre sammen 
med det til Bergen komne stykke; såsnart dette erfaredes, 
skænkede Bergens museum det ældre stykke til domkirken. 

Stykkerne er 8-kantede prismer af hvidt marmor, der, 
som også indskriften melder, har været dele af et reist kors, 
vistnok øvre og nedre del af selve skaftet; som man ser, mangler 


40 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


der noget af indskriften ved liniernes begyndelse, ved midten, 
hvor korsarmen har havt sin plads, samt lidt ved slutningen; 
andre stene mà her have udgjort de manglende dele af korset. 
Vor pl IV fremstiler de 5 beskrevne sider af begge stykker 
udfoldede; bagerste bredside og de to smalsider nærmest 
denne er ubeskrevne. 

Det var mig strax klart, at første linie måtte læses: 
Er liðnir váro fra burð vars lavarós, og at så anden linie 
mátte indeholde tidsangivelsen; tredie linie vilde jeg i be- 

- gyndelsen supplere med lét Jon (eller Pål); det måtte vere 
en biskop med kort nayn, og andre end disse kunde der i 
denne tid, efter bogstavernes form omkring àr 1300, ikke 
vere tale om; til et lengere navn vilde her ingenlunde vere 
plads. Uklar var mig begyndelsen af 4de linie samt over- 
gangen her mellem de to dele m. m, Imidlertid har profes- 
sorerne Bugge og Rygh, tror jeg, fundet det rette, så at nu. 
indskriften kan leses i sin helhed, Prof. Bugge: har derom 
meddelt mig følgende: 

„Prof. Rygh fremhævede for mig sandsynligheden af, at 
også hele den del af anden linie, som står på brudstykket til 
venstre, indeholder en tidsbestemmelse. Derefter fandt jeg 
læsningen af denne linie. Jeg tror nu, at den hele indskrift 
skal læses så: 


[+ AR: LJDRIR : VARO : ERA : BARD] : VÆRS : LAVA[RDS] 
[RUSIA VIORADVAERA : OC : DRIMJVETROM : MUR : 
amp: CCC] . 

[LAT : ]BSCVP : RISA : BROSS : DARUM : GVYPL: TIL: 
^A LORS] 

[OB]: TIL: SALOKIZLPÄR : TRAD : R[IRISIDIS : OR : RAR = 
HARAM : BELL 

[SY]DGI : MRR : SAL : KARS : prop : ROSTAR : + 


Første linie har sandsynligvis begyndt med + AR: — 
eller blot AR: —. Sammenligningen med de folgende linier 
synes at vise, at der ikke har været rum til på : AR: Lem 
Det er sikkert, at 2den linie begynder med Tallet 1000, me? — - 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 41 


om dette har været skrevet med Gh (jfr. CRAXW) eller med 
b (jfr. GVpl), lader sig ikke bestemme. 

Den forreste del af n i [thus|hundrad ser nesten ud 
som r, men den krumme streg oventil må vere tilfældig. 
r i drad kan ikke tydelig sees. I vetra er t ved et stort. 
mellemrum skilt fra r. Bogstavet har derfor sandsynlig havt 
en krumning, der har svunget sig temmelig langt mod høire. 
Tværstregen oventil kan nu ikke sees. 

Professor Rygh var det, som først foreslog at læse r (i 
ra: OG), ikke p. GARDU] kan jeg ikke læse i det levnede. 

I linie 3 har der vistnok, som sammenligningen mellem 
de andre linier synes at vise, ikke været rum til noget navn 
eller nogen forkortning af navn mellem LAT: og BISCVP. 

Linie 4. Det første bogstav, som sees, synes at have 
været k, ikke r. 

Oversættelse: 

Da der var forløbet efter vor Herres fødsel 1000 år og tre 
år mindre end (300), lod biskopen reise dette kors, Gud til pris og 
til sjælehjælp for dem (af riget?), som her drage igjennem byen. 
Synger for hans sjæl pater noster. 

Indskriften er altså efter min mening fra 1297. Skriften 
taler imod at henføre den til 1197 eller 1397 (til CCCC har 
der desuden neppe været rum). 

Når der har stået blot biscup uden noget navn, må der- 
ved vel forståes erkebiskopen. 

rikisins synes at passe til levningerne af første bogstav 
og til rummet. dJeg har forstået det som ,dem af riget*, 
,dem af rigets mænd;* jfr. f. ex. hinum bæztum monnom 
i rikinu, Dipl. Norv. VI, no. 69 (hvilket brev dog er ud- 
stedt af en konge). Men rikisins vil jeg kun have som en 
usikker formodning. Professor Rygh mener, at theeim rikis- 
ins, ,dem af riget*, ikke stemmer overens med middelalderens 
udtryksmåde, og at riki, hvis dette ord har stået her, må 
forståes om bispedømmet, men at da kun rikis sins giver 
rigtigt udtryk. (Til rikis: sins har der ikke været rom), 7 


42 DR. INGVALD UNDSET, [No. 4. 


Herved har man vistnok fået den i alt væsentligt rigtige 
og fuldstendige lesning. Noget pafaldende bliver det jo, at 
biskopens (o: erkebiskopens) navn ikke er sat til, men foran : 
biscup kan det umuligt have havt plads. Om det har stàet 
på et andet sted på korset? Imidlertid stod jo årstallet anført; 
at dette må have været 1297, fremgår utvivlsomt af bog- 
stavernes karakter. Erkebiskop var dengang Jørund. 

Til vor tegning på pl. IV, der blev udført væsentlig efter 
en gibsafstøbning, inden endnu indskriften i sin helhed var 
forstået, har jeg følgende noter at føie: 

Første linie: Det lille kors, der sees ved ordadskillelses- 
tegnet foran sidste ord, er dannet af et par korte, yngre, til- 
fældige linier. 

. Anden linie er den mest forslidte på hele det længere 
stykke; ved siden af den er nederkant af første og øverkant 
af tredie linie også meget slidt; denne kant har vel været 
mest trådt på, dengang da stykket lå i en trappe. Bogstav 
8 har sikkert været Ñ; bøilen forover imellem stavene er til- 
fældig og uregelmæssig. 4 har sikkert været D; af 5 og 6 
sees kun svage spor, dog mener jeg ved 5 nu at se spor af 
det parti, hvor bøilerne mødes på midten, R. 7 har vist været 
Ü: der sees dog kun noget af bøilerne på begge sider. Af8 
tror jeg nu at se spor af venstre stav, V. At hoire sidelinie 
ved 9 synes krum, er kun tilsyneladende. Ved 10 sees sikkert 
kun en del af venstre bøile. Den nedre bøile ved 11 er helt 
udslidt, den øverste er i tegningen bleven noget for svær 
Ved 15 sees øverst tilvenstre et tilfældigt hul, i hvis venstre 
og nedre kant der dog er levninger af et hugget træk; af 16 
kun svage spor oventil, af 17 sees intet; der har sikkert stået 
D og sandsynligvis derefter RI. Ved næstsidste ords tredie 
bogstav er et stykke stødt ud øverst tilvenstre, i hvis kant 
dog spor af trek; sikkert har derfor stået O. 

‘Tredie linie. Det lille kors inde i 4 burde ikke været 
tegnet med; det er ophøiet og hidrører fra gibsafstebningen; 
flere sådanne sees på forskellige steder i afstøbningerne. Efter 
| kross mener jeg at skimte begge ordadskillelsestegnets punkter» 


1888. INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 43 


Ved folgende bogstav er ligesom ved miör i forrige linie 
øverst tilvenstre et stykke slået ud. 

" Fjerde linies første bogstav ser ud som et R, men på 
grund af liniens smalhed har der ei været anledning til at 
lade stavens forlængelse ovenfor bøilen træde tydelig frem. 
CROIM : mærk her den korte bøile ved Å; således har vel 
og Å i begyndelsen af anden linie seet ud? 

I slutningen vilde her på dette stykke være plads til 
RIKIS, så at der for den sags skyld nok kan have stået 
RIBIS : SONS, slgn. professor Bugge, ovenfor p. 41. 

I femte linie er i PATER bøilen bortslidt ved første 
bogstav; af A skimtes tydelig bunden af begge stave. 

I første linie har forøvrigt sidste ord måske snarere været 
skrevet lavarz end lavards, hvortil vel neppe har været 
plads. Ved slutningen af tredie og begyndelsen af fjerde 
linie synes at være plads til endnu et ord; har der stået 
til lof(s ok dyrdar o)k? Man lægger mærke til, hvorledes 
D kun synes at være brugt som D; to gange også i fremlyden, i 
prim og penna. 

Korset har vistnok veret reist i det fri, sà at forbipasse- 
rende ved det kunde forrette sin bon og andagt. Sadanne 
kors var ikke sjeldne i den katholske tid, sáledes som det 
fremgår af mange steder i de gamle skrifter, se Fritzners 
ordbog under kross; flere sádanne er endnu bevarede; det 
mest bekendte er vel det ved Korssund i Askevold preste- 
gjæld, nordre Bergenhus amt. I vore stedsnavne er endnu 
bevaret erindringen om adskillige sádanne kors (cfr. Christies 
afhandling: Om Stevkors, i Urda, II, p. 160 ff. og pl. VID; 
det gamle sprogs udtryk ,,til kirkju eda kross“ eller „hvärki 
til kross né kirkju* lever endnu på flere steder i vort land. 
Således kendte man endnu for en menneskealder siden på 
Strinden ved Throndhjem udtrykket: ,han kommer hverken til 
kors eller kirke*, om en person, der ansåes for særlig ugudelig 
(mundtlig meddelelse af hr. Henr. Mathiesen); fra Tydalen, 
annex til Selbo, anføres omtrent det samme ordsproglige udtryk 


44 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


(0. Stv. Hansen, Bygdefortelling fra Tydalen, p. 114). Fra 
Sverige kendes adskillige sådanne kors, der tildels menes at 
skrive sig fra tiden for kirker byggedes;^ et steds er et sádant 
omgivet af en slags indhegning og menes at angive en gammel 
predikeplads. Slgn. Sjöborg, Samlingar för Nordens fornàlskare, 
III, p. 110; Liljegren og Brunius, Nordiska fornlemningar, pl. 
39, 40. De kendes ogsà fra Danmark og andre lande (slgn. 
f. ex. ovenciterede afhandling af Christie, og Lóffler i Kirke- 
historiske Samlinger, 3die R., I, p. 1—4). 

I Nidaros stod der alt i kong Sverres dage et sådant 
andagtskors nede ved ørerne. Slgn. Munch, Det norske Folks. 
Historie, III, p. 139. 

Tegningen udført efter gibsafstøbninger. 


17. Stykke af ligsten med majuskler. 

Dette stykke lå før 1818 i gulvet ,i nordre gang af østre 
kors*, sammenlagt med det største stykke af no. 13 ovenfor 
p. 95 (Kliiwer, 1. c. p. 8 f., pl. 3c). Stykket er nu mere 
defekt, end det var på Klüwers tid, idet nederste kant er 
vækslået. Det levnede stykke, der er af nederdelen af en 
ligsten, er omtrent 58 em. L; bredden for smalenden har, da 
denne var hel, udgjort knapt 50 em. Indskriften er anbragt på 
en fas rundt stenen ; bogstavernes karakter stemmer noie med 
no. 13; allerede Klüwer så dog, at stykkerne måtte vere af 
orskellige stene. Det levnede af indskriften mà leses: 

Pà venstre side: 

QUOD : ES: IP 

På høire side: 

IR : JARDRAO ` QVSTJEIDS : DOTE 

Klüwers tegning fra 1818, da stenens nederkant (undtagen 
venstre hjorne) var bevaret, giver: 

t: NOA EE „u : orm + her hvilir : iar 
drud : øystæins : dott... 

Indskriften har rimeligvis begyndt midt pà ovre smalside; 
gået nedover venstre langside med et par latinske vers. slgn- 
under no. 13. Ved et kors midt pá smalenden begynder så 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 45 


den norske indskrift. Ufatteligt synes det orm, som efter 
Klüwer skal have stàet foran dette kors; jeg formoder, at det 
er feillæst for ORT, og at verset har endt med ... qvod es 
ipsa fui, pro me precor ora eller lignende; tegningen 
hos Kliwer, hvorefter der nederst tilvenstre kun skulde mangle 
et lidet stykke, mà da ansees som mindre noiagtig. 

P& stenens overflade skimtes trek af en skridende (eller 
bedende?) figur i langt kledebon under en kloverbladformet bue. 

Et lidet stykke, der nu er indlagt i denne ramme, for 
var henlagt til no. 50 nedenfor og viser sig at have udgjort 
øverste hjørne tilhgire af en ligsten, kan ikke have hort til 
denne; de bogstaver, som sees på dets fas, ETO, er nemlig 
større end de på vort brudstykke. Jeg kan heller ikke finde, 
at det har hørt*sammen med andre nu bevarede brudstykker. 


18. Stykker af ligsten med majuskler (pl. VII, fig. 1). 


Var før 1818 bedre bevaret end nu og lå da i familien 
Busch’s gravsted på kirkegården øst for kapitlet. Det nu 
levnede er ca. 1.08 m. 1.; stenens bredde kan skønnes foroven 
at have været ca. 0.64 m. 

Indskriften har løbet foroven på stenens flade i to linier; 
nu er kun levnet: 

+ AO UNS 

På Klüwers tid var mere bevaret oventil og der blev 
da læst: 

+ her : hvilir : bi(orn :) fins : son : ri(ddari :) 

Denne ridder Bjorn Finsson kendes ellers ikke; stenens 
karakter viser, at den mà skrive sig fra anden halvdel af 
13de århundrede. 

På stenens flade sees udhugget en mand i lang kjortel med 
bælte spændt om livet, hvorfra hænger ned en rem prydet 
med pånaglede runde knapper; med høire hånd fatter han 
om håndtaget af sit sværd, som han hviler mod hoire skulder; 
det er i sin skede, og sværdremmen er viklet deromkring; 


46 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


den venstre hånd støtter han mod øverkanten af skjoldet, der 
synes hjerteformet, smalnende nedad. 

„Mäden, hvorpå sværdet holdes omviklet med bælte- 
remmen, skjoldet og dets hvælvede form, hjelmhatten, hen- 
viser til slutningen af 13de århundrede, f. ex. ca. 1290. Bog- 
staverne er for få, til at noget bestemt kan sluttes af dem.** 

Tegningen udført efter mit gnidebillede fra 1887. 


19. Fragment af ligsten med majuskler. 


Dette lille fragment af en ligsten fandtes ved den at 
Kliwer i 1815 foretagne undersøgelse af gravstederne i koret 
foran ottekanten i domkirken (Kliiwer, 1. c. p. 19, pl. 90); 
det fandtes ved siden af en middelalderlig begravelse i en 
stenkiste. Der fandtes ikke mere end dette fragment, hvorfor 
den ligsten, hvortil det har hørt, intet kan have havt at gøre 
med denne grav, men tilfældigvis må være kommet med i 
jorden på dette sted, som andre stene. 

Af Klüwers tegning kan man se, at stykket var af øvre 
høire hjørne af en ligsten, der på overfladen har havt et 
kors og indskrift på fladen udmed kanten; af indskriften viser 
tegningen: 

DM: Ó : Ó : < + XX 


Der må altså leses.... anno) domini millesimo centi- 
simo ... XXIII; Khiwer læste årstallet fuldstændigt 
MCCLXXIII. 


Dette fragment kan nu ei mere påvises; det nævnes heller 
ikke af 0. Krefting i beretningen om den nyeste undersøgelse 
af disse gravsteder i årsberetningen 1866. 


20. Fragmenter af ligsten med majuskler. 


Ved gravninger i vestre kors fandt Kluwer i 1815 en grav 
strax ved indgangen til nordre hjørnetårn, opmuret laf fir- 


1 Velvillig meddelelse af dr. Henry Petersen i København. 


1888.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 47 


hugne klæbersten og dækket med en ligsten af hvidt marmor, 
der imidlertid ved kirkens ildebrande og hvelvingernes fald 
var bleven sà forknust, at kun enkelte bogstaver og noget af 
det ovenpå samme anbragte kors var tilsyne (Klüwer, 1. c. 
D. 19 og pl. 10 a). 

Nu er kun 4 mindre fragmenter tilstede, to summenhorende 
af overste hjorne tilvenstre og to mindre, ligeledes sammen- 
horende, af hjornet overst tilhoire. Hr. Bergstrom meddeler 
mig, at hjornestykket tilvenstre ,fandtes 1877 i lagthingets 
nedbrudte mur“, de to mindre stykker af hoire side fandtes 
ijorden i ostre skib; det storste stykke tilvenstre med det 
øverste af korset var tilstede ved kirken for 1876. 

Indskriften lob rundt om stenen på en fas langs kanten 
og begyndte midt for bredere ende. Der er nu levnet: 

+ RER: h 
VYLIR : 
og p& de to mindre stykker af hoire side: 
NRAR 


På Kliiwers tegning sees omtrent alle stenens brudstykker 
bevarede, men af indskriften kunde ogsà da kun samles: 
ı 9. Bvihr.l..d..... ni : salo : hinnar : 

På de to førstnævnte brudstykker sees overdelen af et 
kors; stenen kan skonnes at have veret liden, ikke stort over 
im? 


21. Ligsten med majuskler (pl. VIII, fig. 2). 


Denne ligsten fandtes i 1837 „indmuret som fyldnings- 
middel i domkirkens alter, da dette tildels nedtoges tor at 
give det en tilbygning som fodstykke for gibsafstobningen 
af Thorvaldsens Kristus* (brev af 25de april 1845 fra Schwach 
i oldsagsamlingens arkiv, Kristiania; Neumann i (det delvis 
trykte, men aldrig udgivne) 2det hefte af 3die bind af Urda, 
p. 150 f., Nicolaysen i årsberetningen 1856, p. 40). Stenen er 
1.58 m. L, 0.76 + 0.85 m. br.; den var, da den fandtes, brudt 
midt over, men stykkerne passer på det nærmeste sammen 
og er nu snmmenfoiede. 


48 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Indskriften løber på stenens flade nedover langs kanterne, 
den første del i to linier på stenens venstre side, anden del 
i to og en halv linie på høire side; den må omskrives: 

HER : HVILIR : ASGAVTRAVER 
RINI : BIDDIR : FIRIR : SAL : HANS 

På høire side: 

+ JON: ERKIBYS' : GAF : DÆNNA 
STEIN : SEM: GVD : SIALFR : DA 
KE: HONOM 

At oversætte: ` ` 

Her hviler Asgaut på Være; beder for hans sjæl. 

Jon erkebiskop gav denne sten, hvorfor Gud selv lønne ham. 

Verrini er utvivlsomt Være på Strinden, der vides senere 
at have tilhørt erkestolen, se Aslak Bolts jordebog, p. 32; 
Asgaut har da vel været en leilænding på dette erkestolens 
gods? Eller, som professor Rygh træffende bemærker, han 
kan netop have været den eier af Være, som testamenterede 
gården til erkestolen. Den erkebiskop Jon, som har lagt 
stenen, må være Jon raude (1267—1283). 

På stenens flade er udhugget et rigt udstyret kors, hvi- 
lende på en soile, ved hvis kapitel et par bedende hænder 
strækker sig op, og ved hvis fod der vokser rigt bladverk. 

Pà stenens ovre del lober tvert over folgende indskrift, 
der viser, at stenen i begyndelsen af det 17de århundrede 
har været brugt pånyt: 

Wnder denne sten hviler gudfryetige kvinde ' 
Margrete *s - Mensis: wan Ravensborig som døde den 
- 10 iunii anno 1610 Gud gifve hinder met alle Guds 
wdvalde «en gledelige upstandelse. 

Hos Schøning i Domkirkens Beskrivelse, p. 209, omtales 
en anden sten, dengang liggende ,østenfor kirkens store eller 
nordre dor“, over Margareta Caspers D : S. Ments val! 
Ravenborgs, som døde den 9 Januarii A° 1610 samt 
. over Sara Ments D : 8. Johan de Naagvers; deu 


1888] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 49 


Margareta synes dog at måtte vere den samme som den, hvis 
navn læses på vor sten? | 
Tegningen udfort efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


22. Lagsten med majuskler (pl. X, fig. 2). 

Biskop Neumann siger i sine „Antikvariske Lystvandringer 
i Throndelagen i Aaret 1846“, i Urda, IIT, p. 150 ff, at han 
i det sákaldte lagthing (0: sendre korsarm) sà , en nysopgraven 
antik ligsten over en vis Asbjørn og hans datter, uvist hvem 
denne var.“ Dette mà vere nerverende sten; angivelsen om 
datteren mà bero pà en feilagtig erindring eller en misfor- 
ståelse af stenens to figurer. Hjørnet øverst tilvenstre er 
afslået, dog mangler kun et par bogstaver. Stenen er 1.26 
m. L, 0.55 + 0.335 m. br. Indskriften begynder midt pa ovre 
smalende og løber tilvenstre rundt stenen på en fas; de to 
sidste ord har ikke fáet plads pà fasen foroven, hvorfor de 
er satte til ovenpå stenen, vendende ud fra dens flade ligesom 
indskriften forresten. 

Denne må gengives: 

+ IESV(S :) 

E BLÆZCI : SALL: ASBIERNAR : LITLA : ER: 

ER : HVILI 


T OC: GEVE : HANVM : ÆILIFAN : FAGNAD. 
MED : SER: ISI 

NNI : HIMI 

RIKIS : DYRD 

At oversætte: 

Jesus Christus velsigne Asbjørn litles sjæl, som her hviler, og 
give ham evindelig glede med sig i sit himmeriges herlighed. 

I et bånd tvert over stenen står: ASBIORN. 

Nederst sees under en rund bue en knælende bedende 
mand i lang, om livet bunden kjortel; oventil sees Kristus 
med glorie om hovedet, holdende den høire hånd op til vel- 
signelse, i den venstre holdende en bog; han synes at sidde 
på en bue, regnbue? og er omgivet af en oval medaljon. 

Tegningen udført efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 

Vid,-Selsk. Forh, 1888. No. 4. 4 


50 DR. INGYALD UNDSET. [No. 4, 


23. Fragmenter af ligsten med majuskler (pl. VIII, fig. 3). 

De to øverste større stykker lå i 1855 i 2den etage af 
kapellet ved søndre korsarm, N. fornl. p. 607; i 1873 tegnede 
jeg dem nedenunder i søndre kors, hvor da også flere stykker 
af stenen var komne til, bl. a. også to mindre stykker, der 
nu ikke mere synes at være tilstede, visende det meste af 
høire side af den tredelte bue med tage ovenover. Senere 
er de to mindre stykker tilhøire komne til, det største (nederste) 
fundet i 1878 i østre skibs nedbrudte mur. Det levnede af 
stenen er 0.78 m. 1. og viser foroven en bredde af 0.68 m. 

Indskriften står mellem linier på stenens flade, ude ved 
kanten; den begynder oventil, og hvad her står, må gengives: 

+ HER: HV...R: GVD: 
Indenfor denne står på stenens flade uden indfatning: 
DAG : RID : 

På siderne øverst har der ikke stået nogen indskrift; der 
sees rig arkitektur-dekoration (himmelens slotte med tårne etc.?) 
Nederdelen af stenen har været optaget af en knælende be- 
dende kvinde under en tredelt bue; tilvenstre sees her ved 
kanten slutningen af en indskriftlinie, der giver: 

SMESO : 

Hvad der foran dette mangler af indskriften tilvenstre, 
nederst og tilheire har vel givet oplysninger om den dades 
årtid, og der foran har vel stået om hendes familieforhold. 

Fra hendes hænder hænger ned et bånd, af hvis indskrift 
er synligt: 


Her har a stået: ave Maria gracia pl(e e)na. 
Af de to ord, der står oventil på fladen, har RIÐ sandsyn- 
ligvis hort sammen med linien foroven, sà at der má læses 


Her hvilir Guðrið; DAG er vel slutten af linien tilvenstr^ 
smesodag- 


sà at angivelsen af hendes ärtid har endt med.... 
ede fra 1887. 


Tegningen udført efter fotografi samt efter mit gnidebill 


| 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. Bİ 


24. Overdelen af ligsten med majuskler (pl. X, fig. 1). 

Disse 5 sammenhørende brudstykker, der tilsammen udgor 
den everste og storste del af en ligsten, var fundne for 1873, 
da jeg så dem liggende i lagthinget. Det levnede af stenen 
er 1.03 m. 1., 0.52 + 0.475 m. br. 

Indskriften løber på en fas rundt om og begynder midt 
for den brede smalende foroven og løber rundt tilvenstre. 
Den må omskrives: 

+ HIC : JA 


Dette er begyndelsen af et og slutningen af et andet 
hexameter: 


Hic jacet Olavi Sigfastus Ve ................ 
A T vivat perpete vita 

At oversætte: 

Her ligger Sigfast Olavssen ............ gid han má leve 
livet evindeligen! 


Indskriftkanten er oventil noget forsláet, men ieh 
ogsä der sikker. Forneden synes at have veret knap plads 
til det manglende af de to hexametre; men stenen kan jo 
have havt en serlig lang og smal form. Bogstaverne er meget 
omhyggeligt hugne og i nøiagtig ligestore afstande: ved alle 
dem, der har et rundet parti, sees nederst og overst i dette 
boret et lidet hul, vel merke for stenhuggeren; slgn. ovenfor 
p. 7, ved no. IL 

Pà stenens overflade er udhugget et patriarkalkors, med 
to par arme. 

Tegningen udfert efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887, 


25. Brudstykker af ligsten med majuskler (pl. IX, fig. 2). 
Dette stykke, der udgør øverste venstre del af en ligsten, 
er fundet for 1876. Det er 0.72 m. 1. og 0.4/—0.50 m. br. 
Indskriften lober pà stenens flade omkring langs kanten, med 
4* 


52 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


bogstaverne vendende udad. Den må have begyndt nede ved 
smalenden eller nederst på høire langside; det nu levnede af 
den må gengives: 

... RNABE: APLI : BIDIR 
AT:IHC:XT:GEFE:HE:SALO...... 

Andet ord má leses apostoli; Barnabe apostoli dag 
= den Ilte juni, cfr. Lange i Diplomatarium Norvegicum, I, 
p. XV; dette er da vel angivelsen af den dødes årtid. Næst- 
sidste ord, forkortet for henne, angiver, at den dode var en 
kvinde; sidste bogstav ser forøvrigt mere ud som et (D, der 
er lagt om på siden, end som @, således som det fremgår af 
en sammeligning med de andre E'er; isáfald vilde det altsà 
vwre forkortet for honum, en mand. 

At oversette: 

... årtid er) Barnabas apostoli (dag); beder, at Jesus Krist 
giver hende (eller ham) sjæle(bod .. . 

Pà fladen sees et ligearmet kors, med armene endende i 
rigt løvværk; det hviler på en søile, hvoraf kun kapitælen 
med øverste ende af skaftet sees på det bevarede stykke. 

Tegningen udført efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


26. Brudstykke af ligsten med majuskler (pl. X, fig. 9). 


Stykket er fundet før 1876; det er af stenens øvre del 
henimod venstre side, ca. 0.65 >< 0.55 m. stort. Under to 
kløverbladformede spidsbuer sees to nedad rakte velsignende 
hænder, en under hver bue; over buerne sees dele af mure 
tage m. m. Begge buer hviler på en søile, der har betegnet 
midten af stenen; i højde med dennes kapitæl løber et bånd 
tvert over stenen, og her står med bogstaverne vendende 
opad imod buerne: ... EFACIJ : PAPA: o: vel slutningen af 
Bonefacii pape, pave Bonifacius's. Det er uvist, om herved 
har været udtrykt en datering; nogen pave af dette navn 
forekommer ikke i det gamle norske kalendarium; det måtte 
da være en forvexling med den hellige Bonifacius, Tysklands 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 53 


apostel der var biskop af Mainz og led martyrdeden som 
sidan; hans dag var Ste juni. Under dette tverbånd sees 
rummet pa begge sider af seilen opfyldt med figurer, hvoraf 
kun lidet helt er bevaret; der sees flere oprakte hænder, og 
at flere af figurerne er vingede engle. 

Tilvenstre er bevaret et lidet stykke af kanten, med fas, 
hvorpå sees:..: E +++ AVSV 

Tegningen udfert efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


27. Overdelen af en ligsten med majuskler (pl. X, fig. 4). 

Var fundet for 1876; er overdelen af en ligsten med fas 
om randen; indskriften løber ovenpå fladen i 4 linier langs 
øvre smalende; på fladen har forøvrigt ikke været figurer. 
Stykket er 0.76 m. L, 0.53 + 0.34 m. br. Indskriften må 
gengives: 

+ HER : HVILIR : BERDOR : I: SOLVARAR : 

GARDE : z 

D. e.: Her hviler Berdor i Solvor-gården. 

Solvarargardr, en gård i Nidaros, kendes forøvrigt også 
fra Aslak Bolts jordebog, p. 49. 

Tegningen udført efter fotografi samt efter mit gnidebillede fra 1887. 


28. 2 brudstykker af en ligsten med majuskler. 


Var fundet før 1876; stykkerne udgør overdelen tilvenstre 
af en ligsten med fas om randen. Stykkerne er 0.43 X 0.38 
m. L; det mindre slutter sig til det større nederst tilvenstre 
og indeholder af indskriften kun en del af et enkelt bogstav. 
Af indskriften, der i 5 linier har løbet tvert over stenens flade 
oventil, er levnet: 


54 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Med undtagelse af mandens tilnavn er det let at supplere 
det manglende: ; 

+ her hv(ilir) endriði(. .. Jnske bi(ddir) pater 
n(oster) firir s(al hans). 

At oversætte : 

Her hviler Endride .. . nske, beder pater noster for hans sjæl. 

Efter S sees i nederste linie toppen af et kors med palmet- 
formede ender, der har prydet stenens flade. 


29. Stykker af ligsten med majuskler. 

To brudstykker af en større ligsten, med 9.5 cm. høie 
majuskler, løbende i 3 linier tvers over stenens flade. Pà det 
største brudstykke sees ordet AMIAV ... foran det et ordad- 
skillelsestegn, bestående af 3 små skråtliggende kors over 
hverandre; oventil sees nederdelen af bogstaver i en anden 
linie, nedentil er fladen glat, så at man ser, at nævnte ord 
har stået i nederste linie. På det andet mindre brudstykke 
sees .. ORV .. og dele af bogstaver i en linie ovenfor 08 i 
en nedenfor. 

Efter det ord, der læses på førstnævnte stykke at dømme, 
har indskriften vistnok været på latin. 


30. Stykke af ligsten med majuskler. 
Lidet fragment, hvorpå sees enkelte 10.5 cm. høie, noget 
smale majuskler, der bestemt forhindrer at forene dette sty kke 
med andre fragmenter, som haves. 


31. Stykke af ligsten med majuskler. 
På dette stykke sees dele af to linier over hinanden, med 
7.5 cm. høie majuskler, der har løbet tvert over stenens flade; 
der kan læses: 
... RAGO : HENGI .... 
o5 IBYSEGPS RIZ.. 
Bogstav 1 og 4 i forste linie er ikke helt sikre. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 55 


32. Stykke af ligsten med majuskler. 

Dette brudstykke er af overdelen af en ligsten, der har 
havt indskrift tvert over fladen, i mindst 4 linier, med bog- 
staver af forskellig sterrelse, over 8 cm. hoie i forste linie, 
men kun 6.5 cm. i anden, 7 cm. i tredie linie; bogstaverne 
har en lignende bred karakter, som sees pà pl. XI, Ge 2. 

Der kan leses: 

VEVEN. 
: ShOLLA... 


I fjerde linie sees kun toppen af en stav; der kan 
ligeságodt have stået h som I. Man kunde formode, at her 
fuldstændig har stået noget omtrent som: + her hvilir sira 
Tholleifr (og et tilnavn) bidir firir sál hans; o: her hviler 
sira Thollev..... beder for hans sjæl; — men det bliver natur- 
ligvis kun en formodning. 


33. Stykker af ligsten med majuskler. 


De tre små brudstykker, som er forenede under dette 
no., synes ved stenart og dimensioner at angive sig som dele 
af samme sten; de fa levnede bogstaver gor dog ved sin 
karakter og anordning dette tvivlsomt. 

Forste stykke fandtes i muren mellem tarnet og sendre 
korsarm; det er øverste hjørne tilvenstre af en sten; man ser 
toppen af det kors, der har prydet stenens flade; foroven sees 
her + RIC : og øverst på venstre side RA .. altså hic 
reqviescit 9: her hviler; indskriften står indenfor fasen på 
stenens flade, og bogstaverne vender ud fra denne. 

Andet stykke er af en sidekant, med fas og indskriften 
indenfor denne på fladen, men bogstaverne vender her ind 
mod fladen; der synes at kunne læses: .. AGGVO .. .; indenfor 
bogstaverne synes på stenens flade at være indhugget en del 
af en stor kniv. 


56 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Tredie stykke er af et hjorne; det viser ligeledes fas om 
kanten, men indskriften pa fladen indenfor denne og ven- 
dende som ved andet stykke; der kan skimtes .. SOY og om 
hjornet W. 

Jeg betvivler, at stykkerne er af samme sten; til sådan 
ændring af liniernes stilling i forhold til den indre flade 
kendes dog analogier, f. ex. fra biskop Peters ligsten 1 Hamar 
domkirke. 


34. Reist gravsten med runeindskrift (pl. XII, fig. 2). 


Denne sten, der visselig har været reist ved enden af en 
grav omtrent som pl. XVI, fig. 3, blev 1878 fundet i funda- 
menterne til østre skibs søndre ydermur, inde i krogen strax 
vest for kongeindgangen. Stenen er regelmæssig tilhuggen, 
rundet foroven og smalnende nedad, hjørnerne afskrånede 
rundt om; den er 0.65 m. høi, foroven 0.44 m. br., 0.23 m. tyk. 

Midt ovenpå står dybt og regelmæssig indhugget MIPKHPYR, 
d. e. uilhialmr, vel den begravedes navn. 

Efter professor S. Bugges mening taler intet imod at hen- 
føre runerne til slutningen af 11te århundrede; dersom stenen 
er bleven indlagt i grundmuren ved den i slutningen af 12te 
århundrede foretagne udvidelse af korskibet, kan denne Vil- 
helms grav altså godt have været 100 år gammel, før den 
således blev forstyrret. Sandsynligst er, at graven har ligget 
således, at den ved sideskibets opførelse måtte sløifes, og ikke, 
som Erling skakkes, kunde inddrages i kirken; denne gravsten 
med den dødes navn blev da lagt ind i kirkens fundamenter. 


Tegningen udført efter skizze af hr. bygmester Bergstrøm samt efter 
mit aftryk af runerne fra 1887. 


35. Gravsten med majuskler. 

Firkantet stenhelle af en blålig art klæbersten; „ligne 
mest den slags, som kommer fra bruddene ved Reppe inde 
på Strinden* (Bergstrøm). Hellen, der var fundet før 1876, 
er lidt over 1 m. høi, 0.55 br., 15—16 cm. tyk; den er. helt 


1888. INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 57 


regelmessig tildannet undtagen ved foden, hvor stenen er ra 
og utilhuggen; den har derfor visselig veret reist ved enden 
af en grav. 

Overst pa den ene flade er der tvertover linieret 6 par 
linier; de to øverste af de således dannede 4 cm. brede linie- 
mellemrum er fyldte med majuskelskrift; desuden star der over 
første linies anden halvdel omtrent 7 bogstaver. 

Majusklerne er mindre godt tegnede, hele indskriften har 
en noget eiendommelig (sen?) karakter, der ikke genfindes 
ved andre monumenter heroppe. 

Der kan læses: 

OR : R * k k 
RAR : RVILIR : MACRO 
DOTCGROZVGIL 

De bogstaver, som stár overst, skal sikkert leses som 
slutningen af ferste linie; om det forste af dem har veret D 
eller D synes ikke bestemt at kunne afgøres. Om det føl- 
gende ord, der sikkert har været fadersnavnet, skal læses 
RANA, tør jeg ikke bestemt påstå; første bogstav er sikkert 
R, det følgende læses bedst, som jeg har formodet, men stenen 
er her øverst temmelig forslået. I anden linie sees intet 
skilletegn; de 6 første bogstaver udgør dog et tydeligt ord, 
men resten skønner jeg ikke; tvivlsomt synes af dem dog kun 
det andet (liniens 8de) bogstav at være. Man skulde her 
vente et tilnavn. Tredie sidste bogstav kunde også læses A. 

Professor Bugge bemærker: „Sidste ord er vist at opfatte: 
taveil, ,syg i tæerne*, tilnavn til Magnhild.* 

Det hele bliver altså: 

Her hvilir Magnildr Ranadotter taveil; >: Her hviler 
Magnhild Ranes datter ,den tåsyge*. 


36. Brudstykker af 3 ligstene. 
Tre fragmenter, der neppe har hørt til samme sten. Det 
største, der er fundet nedsat som afvisersten på kirkegården, 
er et hjørnestykke; ovenpå sees ikke spor af figurer, om 


58 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


randen løber en fas, der synes at have havt indskrift, hvoraf 
dog intet kan læses; kanten synes i ny tid påny at være 
bleven tilhuggen? På det andet stykke sees på fladen spor 
af indhugget draperi; det tredie fragment, der i 1885 fandtes 
i jorden i vestre skib, er ganske lidet; på dets overflade sees 
også dele af dragt, bl. a. et stykke af et med knapper besat 
bånd, dog bestemt forskelligt fra det, som sees på pl. VIII, fig. 1. 


37. Tre brudstykker med indskrifter. 

a. Lidet hjørnestykke med majuskelindskrift på en fas ved 
kanten. Der sees folgende bogstaver ... R-X RÆILAG..... 

b. Kantstykke med en fas ved ydersiden, hvorpå sees nogle 
bogstaver, der synes mere latinske end gotiserede ma- 
juskler; på overfladen synes rester af draperi. 

e. Lidet stykke af en overflade, hvorpå sees et par majuskler 
GO; bogstaverne har omtrent samme karakter som på 
pl. XI, fig. 2. 

To af disse stykker er fundet i jorden i vestre skib. 


38. Brudstykke af ligsten med majuskler (pl. XV, fig. 1). 

I 1877 fandtes dette stykke iden store mur mellem tarnet 
og sondre kors. Det er af hoire ovre del af en ligsten; pa 
fasen læses: 

SA PRO: DG PR... 

Man mà tænke på slutningen af det ovenfor p. 36 anførte 
latinske vers: pro me, precor, ora; dette stykke må også 
give os noget henimod indskriftens slutning. På stenens flade 
sees under en bue afbildet den tronende himmeldronning me 
Kristusbarnet på skødet, begge med kroner og barnet hævende 
den høire hånd til velsignelse. 


39. Brudstykker af ligsten med majuskler. 


n 
Fire mindre brudstykker, der ikke passer sammen, mes, 
dog synes at vere af samme sten: det ene er fundet 1 en 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 59 


murene i østre skib, et andet i jorden i vestre skib, et tredie 
i muren mellem tárnet og vestre skib. 

Pà overfladen synes der at have veret fremstillet en tro- 
nende figur under en bue; dog sees kun ubetydelige rester. 
Indskriften har veret anbragt pà en fas rundt om; der er kun 
levnet ubetydelige stumper, nemlig + RI: O; på et andet 
fragment + EAG, pá et tredie « A: GA; dette sidste stykke 
er stærkt slidt i kanten. 

De ringe rester viser betydelig lighed med no. 13, men 
kan dog ei have hørt til denne sten. 


40. Tre brudstykker af sten med majuskler. 


Det største stykke er af høire side, og på en fas læses her: 
NT OE , hvoraf det første ord vel må være 
af navnet Gunnars. Det andet stykke er et hjørne, der også 
sees at have havt majuskler på en fas om randen; det tredie 
er af fladen og viser rester, vistnok af et kors. Alle stykker 
viser forskellig grad af slidning, men synes at være af samme 
stenart, hvilket ordner dem sammen, uagtet den omstændighed, 
at et ordadskillelsestegn, som skimtes på hjørnestykket, synes 
at have været forskelligt fra det på første stykke, taler imod, 
at de har hørt til samme sten. 


41. Stykke af nederdelen af ligsten med majuskler (pl. XIII, fig. 3). 


To sammenhørende brudstykker af nederdelen af en lig- 
sten, hvor man under en kløverbladformet bue ser en knælende 
bedende kronraget munk; af indskriften på en fas om randen 
er kun levnet yderst lidet; tilvenstre sees A :, tilheire sees 
S : OV , + (F)V «; det sidste kan have været en variation af 
en del af det ovenfor ved no. 13 og 17 omtalte vers: es qvod 
fueram; dog er dette langtfra sikkert; af Q, V og H sees 
her kun mindre dele, så forslåede som stenens kanter er. 
Marmorarten og figurernes stil bragte mig først til at tænke 
på, at dette stykke havde hørt sammen med overdelen no. 38, 


60 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


der ogsà synes at have baret indskrift af samme vers, men 
bogstavernes forskellighed viser, at sà ikke kan have veret 


tilfældet. 


42. Lagsten med majuskler (pl. XI, fig. 1). 

Overdelen af denne ligsten blev i 1871 ved daværende 
stud. med. og omviser i domkirken, nu lege, J. Hagens foran- 
staltning indbragt til videnskabsselskabets oldsamling fra Ilen 
(elen, K. Rygh: Katalog over Det kgl. norske Videnskabernes 
Selskabs Oldsamling, Throndhjem (1871), p. 86 f, no. 856), 
hvor den mentes fundet i en kelder. Nederdelen var i 1887, 
kort for min ankomst til Throndhjem, fundet pa kirkegarden 
udenfor vestskibets sondre side ved at opkaste en grav. Strax 
da jeg så dette stykke, blev jeg opmærksom på, hvorledes 
korsets nederende var stiliseret helt identisk med overdelen 
på stykket fra Ilen; da stenarten ved begge også var helt 
den samme, en art Throndhjems-skifer, var det klart, at begge 
dele måtte være af samme sten, hvilket da også blev stillet 
udenfor al tvivl ved at legge gnidebillederne sammen. I april 
1888 blev så stykket fra Ilen afgivet fra videnskabs-selskabets 
oldsagsamling til domkirkens samling af ligstene, hvor begge 
dele nu er forenede. 

Stenen har været temmelig stor; dens oprindelige dimen- 
sioner kan skønnes at have været omtrent 1.58 m. l., 0.88 + 
0.52 m. br. 

På fladen langs øverste rand løber indskriften, der med 
let forståelige suppleringer foran og i enden har lydt: 

+ RAR :] RAR ` ARIER ` SKYR : PIALMISSOPR 

Skyr er visselig mandens tilnavn; det betyder »tykmelk"; 
vi har i det gamle sprog af samme lydelse også et adjektiv, 
der betyder ,forstandig*; dette er vel neppe brugt her SÉ til- 
navn? Sidste ord har vel indeholdt fadersnavnet. Hjalmr 
findes flere gange som mandsnavn i det gamle sprog; ål 
SSORR vil der og være plads; bedst vilde det dog passe: e 

det havde veret skrevet med kun ét 8. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 61 


Det hele bliver altså at oversætte: 

Her hviler Erik skyr Hjalmssøn. 

Efter en tradition, som jeg har hørt fra Throndhjem, 
skal hr. Galschjøtt omtrent 1820 have fået bortføre en hel del 
sten fra domkirkegárden til sin eiendom i Ilen; om det 1871 
til videnskabsselskabet komne stykke har jeg indhentet den 
efterretning, at det er fundet på rebslager Arnesens eiendom 
i Ilen; men hans reberbane grendser op til Galschjott-haven 
(nu good-templar-logens eiendom); det er altså en mulighed 
for, at denne sten ved nævnte leilighed kan vere kommen 
til Ilen fra domkirken. Forøvrigt kunde hr. Arnesen ikke 
oplyse mere, end at stenen var funden af hans folk på reber- 
banen, om netop på det sted, hvor denne grændser op til 
Galschjøtt-haven, vidste han ikke; om at den skulde være 
kommen fra en kælder, havde han ikke hørt. Som vor tegning 
viser, er denne del nu regelmæssig 4-sidet tilhuggen, vel som 
helle til praktisk brug. 

Også i Bergen kunde jeg i 1887 konstatere et lignende 
tilfælde, at den ene del af en ligsten er fundet på et ganske 
andet sted end et andet stykke af samme sten, så at det altså 
forlængst må være ført væk og formodentlig taget i brug ved 
bygning eller brolegning. Det i N. fornl. 480 omtalte, på 
Bergenhus ved vagtstuen fundne stykke af en ligsten med 
runer, er nemlig klarlig et stykke af overdelen af samme 
ligsten, hvoraf et stykke af nederste del i 1860 fandtes yderst 
i Strandgaden, ud imod Nordnes (N. fornl. 443); hele mellemste 
del mangler, så at indskriften, to langs efter stenens midte 
løbende runelinier, ikke mere er bevaret i sin helhed; efter 
mandens navn har dog, kan man se, fulgt en angivelse af hans 
årtid, tilslut at Finn gjorde stenen. 

Tegningen udført efter mine gnidebilleder fra 1887. 


43. Tre stykker af ligsten med majuskler. 
Disse fragmenter, der var fundne før 1876, må have ligget 
i gulve, så slidte som de er; på overfladen er alt slidt væk; 
indskriften har stået på en fas om randen, men kun enkelte 


62 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


bogstaver er sà helt bevarede, at de sikkert kan leses; specielt 
mangler altid deres overste del. Bevaret er stenens nederdel i 
i en lengde af 0.84 m., med en bredde af 0.63 + 0.50 m.; des- 
uden er levnet to stykker af hoire og venstre hjorne, men disse 
henger ikke indbyrdes sammen og heller ikke med nederdelen, 
sà at man ikke kan have nogen mening om, hvor meget af 
stenen der mangler og om hvor stor den altsà har veret. 

Indskriften har vistnok begyndt midt pà ovre smalside; 
på stykket tilvenstre sees foroven DÄ. så at indskriften vist- 
nok har begyndt: + her : hvilir. Dette stykkes venstre side 
er helt forslået, så intet af indskriften er levnet. 

Pà nederdelen tilvenstre kan sees: 

DS : RAUSTA : UNIR : OG : PRORAD - 

Nedentil: | 

vw: 00: MAL. ws: 

Tilhoire: 

SUZRVRGS ` OMMSA ` PYRLRGI 

Som alt nævnt er bogstavernes overdel omtrent altid helt 
vækslidt, så at af den grund læsningen er lidt usikker ved 
flere af dem. Specielt gælder dette 5—1 fra enden i første 
linie; i anden er læsningen af bogstav 5 usikker, og kan 
bogstav 7 måske læses R. I tredie linie er 15 visselig 4, 16 
lidt usikker om M; 18 kan også læses T (eller LT med fælles 
stav?) 

På stykket øverst tilhøire er bogstaverne vanskelige at 
lese. Der synes at have stået: RIM : ORM : SU og foroven: 
.….P.. GA :. — men de fleste bogstaver er usikre. 

Noget sammenhængende lader sig neppe udbringe heraf. 

Professor Bugge har om denne indskrift meddelt mig føl- 
gende: [ 

„Allerede [e|ns rausta finnr oc....... synes at vise, 
at udtrykket her i indskriften ikke er som i de sædvanlig? 
gravskrifter. Det samme fremgår vel af scarungs minne 
Hvis nu ma... scarungs minnisc malrei . . * rigtig 
læst, så at tre ord, som står tæt sammen, begynder med D» 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 63 


vekkes den formodning, at vi her har allittererende vers. 
Det synes rimeligt at udfylde malrei til malreifs. Hvis 
dette er rigtigt, sà har vi deri, at adjektivet malreifs ved det 
mellemkommende minnisc er adskilt fra sit substantiv sca- 
rungs, sikkerhed for, at vi her har vers. Disse vers synes 
ikke at kunne ordnes uden på følgende måde: 

oe ens rausta 

finnr oc profad...um 

og ma... scarungs minnisc 

malreilfs] ..... 

Versene mà herefter, sävidt jeg skonner, vere sexstavelses- 
vers, og disse er da sandsynlig forfattede i drottkvett. 
Hvis vi her har dette versemål, tillader det os ved sin strengt 
regelbundne bygning med sikkerhed at restituere mange enkelt- 
heder i den fragmentariske halvstrofe. Første linie må da 
have indeholdt to ord, som begyndte med f, hvilket kræves 
af allitterationen med finnr. Den ene af de stavelser, der 
begyndte med f, sandsynlig den første, må på grund af stavelse- 
rimet med rausta efter sin vokal have havt konsonantforbin- 
delsen st. 

I anden linie gør finnr det høist sandsynligt, at linien 
har sluttet med innum. 

I tredie linie må på grund af stavelserimet med minnisc 
efter ma .. have fulgt nn. 

Endelig kræver stavelserimet med malreifs, at sidste 
linie har sluttet med ål, eller med elf x. 

Denne formodede halvstrofe kan jeg ikke med sikkerhed 
eller overveiende sandsynlighed restituere. Den synes at have 
indeholdt tre sætninger. Den sætning, som har udtrykt hoved- 
indholdet, synes at have begyndt med første verslinies første 
ord; til den synes fremdeles at have hørt ordet finnr i anden 
verslinie samt de ord i fjerde verslinie, som har fulgt efter 
malrei[fs]. Ordene efter finnr i anden verslinie synes at 
have dannet en parenthetisk sætning, hvortil mulig også de 


64 DR. INGVALD. UNDSET. [No. 4. 


ord, der i første verslinie fulgte efter begyndelsesordet, har 
hørt. Endelig synes ordene i tredie verslinie sammen med 
første ord af fjerde verslinie at have dannet en sætning for sig. 

Kun som en mulighed og for at anskueliggøre mine for- 
modninger om de levnede brudstykker meddeler jeg følgende 
forsøg til en udfyldning af den formodede halvstrofe: 

[flestum, fremd e|ns rausta, 
Finnr, oc profada [inn]um, 
oc malnn]-scarungs minnise 
málrei[fs var pekkr hala]. 
9: Fin var de fleste i hoi grad ker; vi sige, at hans hæder er 
godtgjort. Mindes den målglade (snaksomme) raske mand! 

Istedenfor fremd kunde man også tænke på frægd, og 
istedenfor pekkr lod flere andre adjektiver sig indsætte uden 
synderlig forskel for det hele. Ved den foreslåede læsning 
må man antage, at de to sidste stavelser i prófada har dannet 
metrisk opløsning. Dette er neppe synderlig: betænkeligt. 
Sammensætningen mann-scarungs (jfr. kvenn-skorungr) 
er indsat efter forslag af professor Rygh. 

Den formodede halvstrofe synes i flere henseender mindre 
heldig. Således oc i anden verslinie (istedenfor hvilket man 
skulde vente of) ved siden af OG i tredie verslinie; fremdeles 
det, at anden verslinie ender med innum, medens tredie 
verslinie ender med minnisc. Indskriften er sikkert skreven 
af en nordmand, ikke af en islænding; om skriveren har været 
identisk med forfatteren, kan jeg ikke bestemme. 

Indskriften har sandsynlig begyndt med her hvilir. 
Derefter fulgte vel den afdødes navn, og så faderens navn i 
genitiv, efterfulgt at ordet „son“. Endelig kom da halvstrofen; 
til en hel strofe har der ikke været rum. 

Den her fremsatte formodning om, at indskriften har 
indeholdt en halvstrofe, stár og falder med den foran af dr. 
Undset meddelte læsning af indskriften, navnlig af ma." 
 minnise og malrei .. (med tvivlsomt 1). 


1888.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 65 


En anden norsk indskrift indeholder vers, der er forfattede 
i dröttkvætt, nemlig en runeindskrift, der er bevaret fra 
den nu nedrevne kirke i Vinje i Telemarken.“ 


44. Brudstykker af bispe(?)-ligsten med majuskler (pl. XV, fig. 3). 
Af disse tre sammenhengende stykker af en stor pregtig 

ligsten fandtes det overste og mindste i 1877 i muren mellem 
tarnet og sondre kors, det mellemste fandtes 1887 i muren 
mellem tarnet og vestre skib; det nederste og storste stykke 
var i 1878 fundet i ostre skib i grunden tet op til sondre 
tarnfod. Stenen har havt indskrift bade pà en om randen 
lobende fas og pà sidekanten; den mà alts& have ligget frit 
pa et forhøiet underlag. Af indskriften, med ualmindelig 
smukke velformede bogstaver, er dog pà de fundne fragmenter 
kun levnet lidet af de to linier på høire side: 

AR : non 

©: GI: PAQA 

Af disse er første bogstav i anden linie tvivlsomt; det kan 
og have været G. Sandsynligst har dog her i anden linie stået 
noget som det ei pacem, o: (at Gud) give ham fred. 

På stenens overflade er afbildet en stående geistlig, vist- 
nok en biskop, der i høire hånd holder en model af en kirke- 
bygning; af hans dragt sees på de bevarede fragmenter kun: 
sandalia, skoene, alba med plagula forneden, det nederste 
af (dalmatica og) casula; yderst tilhøire på midterste frag- 
ment sees et stykke af et broderet bånd, vel af casula’s 
midtbånd, neppe af pallium? Han synes ikke at bære 
manicæ, handsker, da fingrenes negle er angivne; hånden 
vender heller ikke således, at annulus kunde sees. Om den 
geistlige embedsdragt i den katholske middelalder se Otte: 
Handbuch der kirchlichen Kunst-Archæologie 5, I, p. 264 ff. 

En omtrent fuldstændig biskopsligsten med interessante 
fremstillinger af dragtens detaljer haves i Hamar domkirke, 
over biskop Peter af Hamar (+ 1260); en ligsten med frem- 
stilling af en kvinde, der rekker frem en liden kirkemodel, 

Vid.-Selsk, Forh, 1888, No. 4. 5 


66 DR. INGVALD UNDSET, [No. 4. 


og som i indskriften siges at have ladet en kirke bygge, 
haves i Eidfjord, sondre Bergenhus amt (Aarsberetning 1860, 
p. 10). 

Ved denne sten i Throndhjems domkirke, der synes at 
have dækket over en kirkebyggende erkebiskop, og som har 
veret serlig pregtig udstyret og opstillet og at skrive sig fra 
det 13de árhundrede, mà man komme til at tenke pa, at den 
máske har veret erkebiskop Sigurd Eindridessons (+ 1252); 
han byggede domkirkens vestre skib; at den kirkemodel, han 
holder i handen, ikke frembyder nogen lighed med det 
bygningsparti, han opforte, siger intet. 

Tegningen udfert efter mine gnidebilleder fra 1887 og efter en 
skizze fra hr. Bergstrøm. 


45. Stykke af sten med minuskler. 


Det storste af disse to sammenhorende fragmenter er i 
1886 fundet ved gravning over på erkebiskopsgården. Man 
ser ukendelige rester af figurligt udstyr samt på et krumt 
band: 

gerf + sfen 
vistnok rest af navnet gert stensson. Bogstavernes karakter 
tyder på sen tid, ca. 1500. 


46. Rester af ligsten (pl. XV, fig. 2). 


Disse to fragmenter, hvoraf det storste er afbildet, er 
fundne i 1885 i jorden i vestre skib. På det mindre sees 
nogle streger, vel af en dragt; det større er afbildet, og derpå 
sees et kronet hoved på en lang hals. Man må tænke på det 
kronede dyr med menneskehoved, der ved fremstillinger e 
St. Olav sees under hans fodder, og som symboliserer hans 
betvingen af hedenskabet. Har vi her pà en ligsten Havs 
en fremstilling af St. Olav, til hvem den 'afdøde har rettet 
bønner ? | 
Tegningen efter mit gnidebillede. 


1888.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 67 


47. Stykke af gravsten med majuskler (pl. XI, fig. 2). 

Denne yderste venstre del af en stor tyk helle med ind- 
Skrift af store dybthuggede majuskler, flade og brede i bunden, 
er fundet i 1878 i østre skib tet ved tårnet og indre søndre 
(nedbrudte) mur. Indskriften har i tre linier løbet tvert over 
stenen; som tegningen viser, er kun det forste bogstav i hver 
linie bevaret. 

Se under næste no. 

Tegnet efter mit gnidebillede fra 1887. 


48. Stykke af gravsten med majuskler (pl. XI, fig. 3). 


Dette stykke er fundet i jorden omtrent midt i østre skib; 
det er øverste del tilhoire af en helle med majuskler af 
lignende karakter som ved forrige no. 

Indskriften har i to linier løbet tvert over stenens flade; 
nu er kun levnet: 

QULIR ` OLO 
STAR : SK 

Her har altså hvilet en kvinde, Olof, d. e. Alof, har vel 
navnet været. Sidste bogstav bør vel læses E, ikke R, som det 
mest ser ud til; sr er en umulig lydforbindelse i begyndelsen 
af oldnorske ord. 

No. 47 og 48 er forenet i én ramme og anseet for dele 
af samme sten. Stenarten i beggs stykker er også den samme, 
en art grov skifer med hårde årer igennem; bogstavernes 
karakter har også noget fælles. Utvivlsomt anser jeg det dog, 
at stykkerne er af forskellige stene; på 47 har der været 3 
indskriftlinier, afstanden fra den øverste til stenens overkant 
er her 28.5 cm. og bogstaverne er 11 cm. høie; på 48 har der 
kun været 2 indskriftlinier, afstanden fra den ligeledes her 
intakt bevarede overkant af stenen er kun 8.5 cm., og bog- 
staverne er kun 8.cm. høie og mere spidst tilløbende i bunden 
end ved 47. Stykkerne er derfor utvivlsomt af to forskellige 
stene, men stammer vel fra omtrent samme tid. 

STegningen udført efter mit gnidebillede fra 1887. 


68 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


49. Ligsten med majuskler. 


Denne sten, der udgør hele overdelen af en trapezformet 
ligsten, hvoraf noget mangler nedentil, har i lange tider ligget 
1 i kirkegulvet og er derfor bleven stærkt slidt; den er over 
1.20 m. 1, 0.78 + 0.48 m. br. Indskriften løber på en fas 
om randen, begynder ved et kors midt for øvre smalende og 
løber rundt om på sædvanlig måde, men er så stærkt slidt, 
at kun hist og her enkelte bogstaver kan læses. Den synes 
at have været på latin, da der nederst tilvenstre synes at 
kunne læses ordet: 

: QXROCSPIOG : QAM + Š + 
vel circumspice, 9: se dig om; af resten kan intet samles. 

På stenens overflade har været, synes der, indristet kun ` 

et kors. 


50. Stykker af ligsten med majuskler (pl. XIII, fig. 2). 


Det større stykke er fundet 1885 i vestskibets grund, det 
mindre nedre stykke fandtes i mai 1887 i jorden på kongsgården. 
Af majuskelindskriften, der har løbet på en fas om randen, sees 
tilhøire kun nogle få bogstaver: OLAG; interessant er imid- 
lertid fremstillingen på stenens flade. Pa det større stykke 
sees en del af det nøgne brystparti af en mand, der har e 
klæde om lænderne; tilheire derfor sees en del af et ansigt, 
derover en tiara og helgenglorie om hovedet; på det mindre 
stykke sees to korslagte nøgne fodder, der med en nagle € 
fastspigrede til en planke. Åbenbart har vi her havt en frem- 
stilling af af den korsfæstede, med en helgen i bispedragt under 
korset på den ene side. På norske ligstene kendes en sådan 
fremstilling af den korsfæstede ellers kun bevaret på €? 
ligsten fra Borgund, Søndmør; slgn. Klüwer, l © P 199. 
Denne fremstilling har vel indtaget stenens overdel, hvor Yi 
ellers har den hellige jomfru eller Gudfader selv.g _ 


Tegningen efter mit gnidebillede fra 1887 samt efter] en fra br. 
Bergstrøm sendt skizze. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 69 


51. Fragmenter af ligsten med minuskler (pl. XII, fig. 3). 

Af disse 5 mindre fragmenter er det ene i 1877 fundet i 
den nedbrudte mur mellem tårnet og søndre kors, et i 1887 
i jorden udenfor vestre gavl, to er fundne over på erkebispe- 
gården. 

Det største stykke, af et hjørne, viser, at det har været 
en stor gravsten, med medaljoner (for evangelistmærkerne?) i 
hjørnerne, og at indskriften, med store smukke minuskler, 
har løbet mellem to linier om randen. Af indskriften er ikke 
så meget bevaret, at et eneste ord kan læses; på et af de 
små stykker synes at stå noget af et årstal. Stenens indre 
del har været optaget af figurlig udsmykning; bevaret er dog 
her kun noget af et våbenskjold, der bestemt må ansees for 
at være familien Bolts (to sparrer og en halv lilje, se Danske 
Magazin I (1799), p. 1 ff). Det ligger da ner at tænke- på 
erkebispen Aslak Bolt (Y 1450), men det kan jo og have været 
et andet medlem af samme familie; fundet af flere stykker 
af samme sten vil forhåbentlig sætte os istand til at afgøre 
dette spørgsmål. 


Tegnet efter mine aftryk og gnidebilleder fra 1887 samt en skizze 
fra hr. e 


52. Kistelågformet ligsten med majuskler (pl. XIII, fig. 4). 
Denne ligsten, hvoraf kun noget oventil mangler på venstre 
side, blev 1877 fundet i den nedbrudte mur under tårnets 
store bue og søndre kors; den er 1.47 m. 1., har nederst en 
bredde af 0.58 m., og var øverst, da den var fuldstændig, 0.72 
m. bred. Stenen har mod siderne skrånende flader, som sees 
af vort tversnit ved tegningen; dens indskrift løber tvert over 
i 51/s linie og må, med let forståelig udfyldning, gengives: 
+ HJER : HVILIR : 
POJRGAVTER : 
EIJRIKS : SON : BID 
IR :] PATER : NOS 
TJER : FIRIR : HNS 
SJAL : 


70 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


D. e.: Her hviler Thorgaut Eriksson, beder pater moster for 
hans sjæl. 

Ved de 4 første linier er der oplinieret tvert over stenen. 

Tegnet efter mit gnidebillede fra 1887 samt efter en skizze af hr. 

tram. 


53. Lignende ligsten uden indskrift. 


Denne ligsten, der i flere stykker er fuldstændig tilstede, 
fandtes i 1878 på flere steder i jorden i østre skib; den er 
mindre end foregående, især er dens flade midtre side be- 
tydelig smalere. 


54. Ligsten af samme form med ornamenter (pl. XII, fig. 1). 


Denne ligsten fandtes i gulvet i ottekanten, med orna- 
menterne vendende nedad, på nordre side af alteret; den er 
1.59 m. L, 0.505 + 0.365 m. bred. Af særlig interesse er 
dens i relief udarbeidede ornamenter; foroven genkender man 
i dem let en fra irsk ornamentik lånt båndslyngning, noget 
eiendommelig varieret, se S. Müller: Dyreornamentiken i 
Norden, p. 122 f. 

Tegnet efter fotografi. 


55. Lignende slem med ornamenter (pl. XIV, fig. 1). 


Denne ligsten blev i 1877 fundet i den nedbrudte væg 
i tårnbuen mod søndre kors; den er 1.68 m. L, 0.48 + 0.39 
m. bred. Den midterste, bredeste og horizontale flade ovenpå 
fyldes helt med slyngede ornamenter, i relief, noget forvitrede, 
men dog så vel bevarede, at man får fuld rede på deres 
tegning, som sees af vor fig. 1, pl. XIV. 

Tegnet efter fotografi. 


56—57. To børnesarkofager. 


Disse to små sarkofager af klæbersten, hvoraf no. 57 = 
relief-ornamenter af 5 på søiler hvilende rundbuer pà hve 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 71 


af lagets sider, er optagne i kirkens samling af middelalderlige 
indskrifter og ligstene og er derfor ogsà her tagne med i 
nummer-rekken. De blev fundne i 1866 indmurede i siden 
af en middelalderlig muret grav midt foran trappen op til 
ottekanten, se O. Krefting i arsberetningen 1866, p. 14. 


58. Kistelågformet ligsten med ornamenter. 


Denne ligsten er endnu indlagt i murværket i syd-østre 
vindeltrappe i tårnets triforium; kun noget af den er synligt; 
overfladen er noget afskallet, så at kun et par ornamenter 
på hver side er bevarede. Henad midten løber et bånd af 
små firkanter, der støder sammen i to modstående hjørner; 
de skrå flader på begge sider fyldes af et bølget bånd, der 
synes fæstet til øvre og nedre list, og hvis åbninger er ud- 
fyldte med palmetter. Ornamentet viser stor lighed med det, 
der løber henad midten af et par kistelågformede ligstene fra 
Vester-Gøtland, der har indskrifter af runer og majuskler, 
fra 12te århundrede, se Stephens: Old Northern Runic Monu- 
ments, I, p. 457 f. 


59. Gotisk tomba, med ligsten med majuskler (pl. XIV, fig. 2—3). 


I de nedbrudte indre vægge i østre skib fandt man mange 
fragmenter, der viste sig at have været af to tombæ, frit- 
stående gravbygninger i rig gotisk stil, som 'af hr. arkitekt 
Christie er blevne restaurerede og nu står på det i arbeids- 
rummet (vestre skib) anbragte galleri, se Chr. Christie i Teknisk 
Ugeblad 1887, p. 113. Medens den ene af disse „har ret- 
vinklede hjørner og tynde vægge, har det andet været fuldt 
udmuret og har en smalere og en bredere endevæg. I det 
sidste danner bagsiden rette vinkler med de ulige brede ende- 
vægge, og heraf kan man antage, at monumentet har været 
opstillet mod en væg. ... Til dæksten har man taget en 
gravplade, som er fundet i korets nedrevne vægge. Den er 
profileret i kanten med et udoverhængende dækled og ikke 


72 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


som de fleste i kirken opbevarede middelalderske gravstene — 
blot med en affaset kant.“ 

Det er dette sidstnævnte monument, som er gengivet pl. 
XIV, fig. 3; de skrafferede dele er de fundne stykker. Lig- 
stenen flg. 2, der i størrelse så nogenlunde passer til tomba’en, 
har dog neppe oprindelig hørt til den, skønt dens udover- 
hængende dækled synes at vise, at den har ligget høit og frit 
på lignende måde. Den har om randen en majuskel-indskrift, 
der dog for det meste er vækslidt. Ved hjørnet øverst til- 
venstre står der: 

lune S:GRISSR:B.... 
vel at supplere: Jesus Cristr bleezi, o: Jesus Krist velsigne .. .; 
nedpá anden langside læses: .. €URIX: t : BOR..., d. e. 
Eriks på B.... På stenens flade sees ikke spor af figurer. 


Tegnet efter skizze fra hr. Bergstrom; ligstenen efter mine gnide- 
billeder fra 1887. 


60. Ligsten med majuskler. 

Denne fuldstændige ligsten, der er 1.89 m. 1. og 0.76 + 
0.475 m. br, har i lange tider ligget i ottekantens omgang, 
så at dens figurer og indskriften på den om randen lobende 
fas er næsten fuldstændig vekslidt. Man kan dog se, at ind- 
skriften har begyndt midt pà den brede smalende; efter et 
kors synes her at have stået: RAR + : RALAR : JOR :, de sidste 
7 bogstaver nedover venstre langside; øverst på høire lang- 
side synes at kunne læses: : BIDIR : HIRI : SALL; også ved 
disse læste ord er dog kun bogstavernes nedre halvdel synlig; 
resten af indskriften er omtrent aldeles vækslidt. Øverst til- 
høire spores på fladen en tredelt bue; over den har været 
tage og bygninger. 


61. Fragment af ligsten med majuskler. 

Lidet fragment, der i mai 1887 fandtes i jorden foran 
vestre gavl; det er et lidet stykke af kanten af en ligsten 
med majuskler pà en fas om randen; pa det fundne lille 

stykke sees kun et par bogstaver. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 73 


62. Fragment af ligsten med majuskler. 

Dette stykke fandtes i mai 1887 i jorden inde i vestre 
skib; det er af en sten, der har indskrift pa en fas om randen- 
på det fundne stykke læses: EVXDGU; af de sidste 3 streger 
sees kun deres nederste del. Fordybede linier indfatter ind- 
skriften og stenens indre flade. 


63. Fragmenter af ligsten med majuskler. 

Fire storre og et ganske lidet stykke af en stor ligsten, 
der i november 1887 fandtes i muren bag orgelet, under den 
store tárnbue ud mod vestre skib. Til et af dem slutter sig 
et mindre stykke, der for var fundet og henlagt til stykket. 
no. 98; derved kommer 3 stykker til at henge sammen, der 
har hørt til omtrent midt på høire langside. Indskriften har 
stået på en om randen løbende fas; på et stykke, der har 
dannet nedre høire hjørne, læses: : DOOTÓR : KA; på de 
omtalte 3 sammenhængende stykker af høire langside læses: 
UARTA : DIAS : IANV; fjerde og sidste bogstav er kun 
ufuldstændigt bevarede, men dog vist sikre; dette må vel leses: . 
qvarta dies Januari, 0: 4de januar. I et band, der om- 
trent pa midten har lobet tvert over stenen, star ud imod 
høire: RAQOR, visselig navnet Håkon. 

Stenens overflade har ved dette tverbånd været delt i to; 
nedenunder det har været afbildet en mand, stående og be- 
dende, under en kløverbladformet bue, over hvilken sees tage 
og tårne; på stenens overdel har været afbildet en på en 
trone siddende figur, som på pl. VII, fig. 1 eller 2. 


64. Lagsten med majuskler (pl. XII, fig. 1). 
Denne ligsten, hvoraf høire side og det nederste mangler, 
er 1.82 m. l og kan skønnes at have været omtrent 0.72 
m. br. Den er af ,gråberg*, snarest af en art grov Thrond- 
hjems-skifer, og har været aflang firkantet; den må nærmest 
sammenstilles med de kistelågformede stene. Indskriften løber 
tvert over stenen foroven; bogstaverne i de første 4!/s linie 


74 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


viser med hensyn til indhugningen forskelligheder fra de 
sidste to linier, der står lidt lengere ned på stenen og synes 
senere tilfoiede. Ved de fərste to linier er der linieret tvert 
over stenen. 
Med sandsynlig supplering af det manglende kan der læses: ` 
+ HER [: HVI 
LIR : B[IAR 
NE : IV[ARS 
SUNIS[OPE 
NOM . 
OKELIN 
EYSTELD 
I næst sidste linie har i sidste bogstav også venstre stav 
fået en krumning omtrent som ved et ®, men det må læses 
N, da her jo ei kan være tale om noget andet kvindenavn 
end Elin. Sidste ord må læses: Eysteinsdotter, mod slut- 
ningen skrevet forkortet. Suppleringen af navnet på den 
bygård i Nidaros, hvor den døde har hørt hjemme, skylder 
jeg professor Rygh; det var jo klart, at B...ne Iv...sun 
18... nom måtte indeholde navnet på en bymand, 08 
professor Rygh henviste da til Dipl. Norv. V, p. 140, hvor der 
i året 1345 nævnes en gård i Nidaros af navnet i Sopenom, 
der her passer fortrinlig. Det hele bliver at oversætte: 
Her hviler Bjarne Ivarssøn i Sopen og Elin Pisteinsdatter. 
Kvinden, hvis navn senere er sat til, er sandsynligvis 
Bjarnes hustru, der senere er afgået ved døden og begravet 
hos manden. 
Tegningen udført efter fotografi samt efter skizze fra hr. Bergstrøm. 


Ovenfor er nævnt flere fragmenter, der vistnok ikke har 


hørt til de nummere, i hvis rammer de er blevne forenede 
(se no. 17, 33, 36, 37 og 40); foreløbig ligger de til observation 
uden at vere indtagne i nummerrekken. 

Klüwer 1. c., p. 12 og pl. 6c, omtaler og afbilder et stykk° 
af en ligsten med store majuskler, ,som sikkerlig har tilhørt 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 75 


—domkirken;^ det là i 1818 udenfor koret på frue kirkes kirke- 
gard. Stykket kan nu ikke mere pávises; nogen grund for 
antagelsen om, at det skulde vere kommen fra domkirken, 
synes ikke at foreligge; naturligvis har der også ved Maria- 
kirken (vor frue kirke) existeret middelalderlige begravelser. 


Under korrekturen modtager jeg nu sidst i november 
1888 fra hr. bygmester Bergstrøm meddelelse om følgende ny 
no., der i løbet af sidste år er tilkomne: 

65. Fragment, der tidligere var henlagt i ramme med no. 
17 ovenfor; da det imidlertid, som ovenfor p. 45 sagt, ikke 
kan have hørt dertil, er det nu bleven udtaget og givet nyt no. 

66. Stykke af en ligsten af blågrå skifer, hvorpå sees en 
brynjeklædt venstre arm. Fundet i muren i tårnets øverste 
etage. 

67. Om dette no. savner jeg oplysning i det fra hr. Berg- 
strøm modtagne. 

68. Tre stumper af en større gravplade af marmor, hvorpå 
sees indridset en brynjeklædt ridder, stående i bedende stilling 
med hævede arme og skjoldet foran sig, hvori et skjoldmærke, 
af hvilket kun er kendeligt en flaske. På et bevaret stykke 
af høire sidekant læses, med majuskler: EILIHAN : HAGR 

69. Stykke af ligsten af marmor; ,foroven synes at have 
været fremstillet en tronende Maria, hvoraf vi ser lidt af foden 
og stolen; nedenunder har åbenbart været en bedende figur.* 
På et bevaret stykke af høire sidekant læses, med majuskler: 
BIOL : DV : ERIR: RERNA .... 

Numrene efter no. 66 er tilkomne i løbet af sidste år, 
fundne fornemmelig i de nu under nedtagning værende høiere 
«dele af tårnet, over dets triforium. Desuden er fundet også 
adskillige mindre brudstykker af ligstene, der endnu ikke er 
ordnede og givne nummer, idet man venter at finde mere 
materiale af den slags. Der var også stykker af yngre lig- 
stene, helt ned til forrige århundrede. 


DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Tredie afdeling. 
Lese genstande med indskrift. 


Kun yderst fa lose genstande, der er forsynede med ind- 


skrift fra middelalderen, kendes fra domkirken. 


1. 


(eg 


Ved den 1865—66 stedfundne fornyede undersogelse af 
de gamle grave i koret fandtes i den grav, som ansees 
for at være erkebiskop Eiliv Kortins (+ 1832), et lide 
kors af forgyldt kobber, 85 >< 7.5 cm.; på dets store 
firkantede midtplade står mellem optrukne linier: AVA 
MARIRGRAGIAPLANA, o: hil dig Maria, du nåderige! 
Korset lå på skelettets bryst og bevares nu i det thrond- 
hjemske videnskabsselskabs oldsamling som no. 857; se 
O. Krefting i årsberetningen 1866, p. 9, hvor korset er 
afbildet. : 

I 1874 fandtes i omgangen om ottekanten mellem stenene 
hoit oppe lige under gesimsen, i nordost, et lidet til og 
plade fladhamret og tilskåret blystykke, 6 >< 45 om. ? 
firkant, med afskårne hjørner. Det var indlagt mellem 
stenene således, at det må antages anbragt der ved 
muringen, vel ved en reparation. På dets ene side er 
råt indristet i profil hovedet af en mand, som det synes 
noget karrikeret; på den anden side står øverst årstallet 


1479 og derunder i to rækker runerne: NS 


Hvad disse runer skal betyde, er ei godt at sige; de 


øverste kunde leses: ame(n). Såvel tal som runer synes 


1888.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 77 


e» 


HA 


stukne ind med en knivsod. Også dette stykke bevares” 
nu i videnskabsselskabets oldsamling som no. 1473, se 
årsberetningen 1874, p. 60. 


. I Københavns museum bevares et relikviegemme i form 
. af en arm, der allerede i 17de århundrede var nedsendt 
til det kongelige kunstkammer fra Throndhjems domkirke, 


og som synes at indeholde en relikvie af St. Olav. Det 
indeholdt også skinnebenet af et menneske. Det er af 
træ, med forgyldt øg emaljeret metalbelægning. Nederst 
er på et omløbende bånd anbragt følgende indskrift, med ` 
tidlige endnu kun lidet gotiserede majuskler: 
DEXTERA : DOMINI » FECIT » VIRTVTEM 
o: Herrens hgire har gjort sterk; se Umdset: Norske old- 
sager i fremmede museer, p. 62 f., hvor afbildet. 


. Endnu i 1757 fandtes i det nordre kapel ved ottekanten 


en skriftestol, om hvis senere skebne intet kan oplyses. 
Udenpå havde den 3 helgenfigurer, St. Olav i midten, 
tilhøire St. Halvard, tilvenstre St. Augustin; den sidste 
vistnok = erkebiskop Eystein Erlendssøn, der var bleven 
erklæret hellig på et provincial-koncilium i Nidaros i 1229. 
Over hver figur var navnet anbragt, med majuskler 
formoder Nicolaysen; uvist dog, om stolen ikke skrev sig 
fra en tid, der gør minuskler mere sandsynlige, se 
Nicolaysen i årsberetningen 1879, p. 7; (Gamle) Danske 
Magazin, V, p. 92. 


78 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4, 


. Af de ovenfor under anden afdeling meddelte indskrifter 
fár vi en ret god ide om, hvilket stort og skont materiale af 
ligstene o. l. der ved middelalderens slutving má have exi- 
steret i Throndhjems domkirke. Men som man også vil have 
seet: hvad der nu er levnet, er for en stor del ufuldstændigt 
og består kun i fragmenter. Og af de mangfoldige, ofte vel 
rigt udstyrede ligstene, der uden tvivl har dækket over mange 
af de historisk bekendte mænd, om hvem vi ved, at de var 
blevne begravede her, er kun høist ubetydeligt kommet til 
vore dage. Ligesom kirken selv, der i sin glandstid med 
hensyn til størrelse og pragt neppe har havt sin lige i Norden, 
efter reformationen kom til at stå der som kun lidet mere 
end en ruin, således må også dens rige udstyr af middel- 
alderlige ligstene og gravmonumenter have lidt overordentligt 
ved de ildebrande og ødelæggelser, som alt før reformationen 
flere gange var gået hen over den. Da nu reformationen Vår 
indført, blev der så langtfra gjort noget for at bevare den 
slags monumenter, at det vel meget mere ansåes for neste? 
fortjenstligt at fjerne og tilintetgøre sådanne levninger fra 
den papistiske tid. Vi kan da også nu se, at ved opforelsen 
af de store stottemure omkring østlængdens søilerader og under 
søndre og vestre tårnbue, i slutningen af det 16de århundrede, 
blev talrige middelalderlige ligstene ituslåede og anvendte 
som almindelig mursten: som det foregående har vist, er det 
netop disse omstendigheder, vi har at takke for, at mang? 
stumper er komne til os. Også de følgende tider har eg 
. den største mangel på omhu ligeoverfor disse mindesmærke"; 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 79 


ved no. 21 ovenfor sà vi, hvorledes en middelalderlig ligsten 
i aret 1610 blev forsynet med en ny indskrift og pany brugt 
som gravsten,! men senere, vel i det følgende århundrede, 
desuagtet anvendtes i alteret som mursten; pà lignende máde 
blev også no. 8 efter slutningen af 17de århundrede itusláet og 
dens nederdel indmuret i alteret. Det p. 75 anforte viser, hvor- 
ledes man også i forrige århundrede brugte ligstene på denne 
måde. Selv efter at Klüwer i begyndelsen af vort århundrede 
havde viet disse monumenter en fortjenstfuld opmærksomhed, 
har agtelsen for dem ikke været større end at f. ex. stykker 
af vort no. 20 ovenfor har kunnet anvendes som mursten, vel 
ved en reparation, i muren under søndre tårnbue, eller at stykker, 
der på hans tid var hele, senere er blevne slåede itu og tildels 
er komne væk (se no. 11, 17 og 18). Flere fragmenter af 
ligstene er, som f. ex. anført ved no. 11, 45, 50 og 51, fundne 
i jorden over på erkebiskopsgården (eller kongsgården, som 
den nu kaldes), hvorhen de har været ført med andet grus og 
anvendt ved udfyldninger og planering. Det ved no. 42 anførte 
viser, at der i nyere tid også til andre kanter af byen er 
bleven kørt dele af middelalderske ligstene med andet grus 
fra domkirken og dens omgivelser. 

Hvad vi har levnet i Throndhjems domkirke, er dog det 
største og skønneste materiale af denne slags, som vi i vort 
land har bevaret på ét sted. Ved vore andre kathedraler er 
der kun lidet eller intet levnet af den slags. Ved Halvards- 
kirken i Oslo 1å endnu 1821 — ,som trappesten udenfor en 
slagters dør på den anden side af gaden* — den nu tabte 
ligsten over biskop Jon (+ 1385),? og fra begyndelsen af dette 
århundrede hører vi om, at der hele veien over Grønlands- 
leret som fortoug var lagt gamle ligstene fra Oslo; om end 

1 Også i Ringsaker kirke i Hedemarken haves et lignende tilfælde: 
en ligsten over en Sira Gudbrander, + 1394, er i 17de århundrede 
påny lagt over en præst Bugge, + 1612, og hans hustru og forsynet 
med en ny indskrift; senere er stenen bleven brugt som trappehelle 
udenfor kirkens indgangsdør. 

2 Klüwer i Iduna, 9, p. 383; Sjöborg i Samlingar för Nordens forn« 


ålskare, I, p. 181 og pl. 36. 
3 Conradine Dunker: Gamle Dage, p. 13. 


80 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


det meste vistnok var ligstene fra 17de århundrede, hvoraf 
endnu mange levninger findes derude, kan der dog derimellem 
have været også middelalderlige; af så gamle ligstene er nu 
forøvrigt kun enkelte stumper bevarede. Ved Hamar dom- 
kirke findes to omtrent fuldstændige biskops-ligstene (over 
biskop Peter, + 1260, og over biskop Hermann, + 1503) samt 
et par mindre fragmenter. I Stavanger haves intet af den 
slags og i Bergen kun ubetydelige rester. Det meste materiale 
af middelalders-gravstene haves spredt omkring ved vore andre 
kirker. 

Der er ikke en eneste middelalderlig ligsten i Thrond- 
hjems domkirke, som nu ligger på sin oprindelige plads over 
den gamle grav. Af historisk bekendte mænds ligstene er 
til os kun kommen et stykke af hr. Bjarne Erlingssøns, + 1309, 
(no. 8) samt — måske — fragmenter af erkebiskop Sigurds; 
T 1263, og erkebiskop Aslak Bolts, + 1450 (no. 44 og 51). 
Flere stene nævner os mænd, vi ellers kender, eller henviser 
os til forøvrigt kendte familier (no. 1, 10 og 21, samt 8 og 51). 
Datering synes vi kun at have havt på no. 15, 19 og ŠI; 
tillige henføres jo de indskrifter, der er ristede over eller 
nævner os ellers bekendte mænd, derved til en temmelig be 
stemt tid. En angivelse af den afdødes årtid har vi havt på 
no. 9, 21, 25 og vel 96 og 63. Foruden no. 44 og 51, der 
som alt nævnt mulig er dele af stene, der har dækket over 
to bekendte erkebiskoper, har vi af ligstene over geistlige 
mænd følgende: no. 2 over sira Peter, no. 12 over sira Ame 
og måske no. 32 over sira Thollev; her kan måske og nævnes 
no. 10 over kannik Thorgils Erlendssøn, no. 4 over mester 


(9: magister) Jofrøy og no. 64 over en „doctor“ Håkon. Af 
særlig interesse er no. 15 over en udenlandsk bygmester, der 
vel har arbeidet i Nidaros. 

m 


1 Når 0. Krefting i sin bog „Om Throndhjems domkirke" (1885), 
udtrykkelig siger, at vi har ligstenene over Gaute Eriksson 08 des; 
niken Arne Endridesson, da kan dette ikke forholde sig såle ek 
han mà tenke pá stenene no. 12 og 52; men de har jo dækket ° 
ganske andre men 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 81 


Storst interesse frembyder dette materiale dog i almindelig 
kultur- og kunst-historisk henseende. Det kan med hensyn 
til ligstenene her i Throndhjems domkirke ikke vere tvivl- 
somt, at alle er arbeidede pà stedet;! derom vidner nu forst 
og fremst selve materialet, der tildels er specielt throndhjemske 
bergarter; når, som ved de fleste no. ovenfor, intet særligt er 
sagt om materialet, er dette hvidt marmor, og da altid af de 
nordenfjeldske marmorarter, som ellers findes anvendt ved 
kirken til søiler og andre arkitektoniske led. 

Med hensyn til ligstenenes figurlige udstyr, da består 
dette altid i indgraverede fremstillinger; reliefbilleder, mest 
af arkitektonisk dekoration, træffes først henimod middel- 
alderens slutning (no. 11). Ved de enklere optages stenens 
flade af et kors, hvis ender i almindelighed er mer eller 
mindre rigt udviklede til palmet-ornamenter (no. 1, 6, 7, 9, 
19, 20, 21, 24, 25, 38, 40 og 42). Undertiden indtages stenens 
flade af en afbildning af den døde, i stående stilling, holdende 
emblemer eller våbenskjolde (no. 8, 18, 44 og 68); tildels optager 
billedet af den afdøde kun stenens nedre halvdel, oftest under 
en bue og i bedende stilling (no. 2, 13, 14, 17, 22, 23, 41 og 
63); på stenens øvre halvdel har man da gerne, ligeledes under 
en bue, en fremstilling af den guddom, til hvem den afdøde 
henvender sin bøn, enten Gudfader (no. 5, 13, 63?), den kors- 
fæstede frelser (mo. 2, 50), den tronende Kristus (no. 22) eller 
himmeldronningen med Kristusbarnet (no. 6, 14, 38, 39? og 697); 
en enkelt gang har måske også den nationale landshelgen, St. 
Olav, været afbildet på denne måde (no. 46). Over buen 
er rummet i almindelighed fyldt med tage, tårne og murtinder: 
dette skal vel forestille himmelborgens tårne og boliger? På 
geistlige mænds ligstene har præsten været betegnet ved en 


1 Det eneste tilfælde, hvor vi i Norge har en middelalderlig ligsten, 
der med vished kan siges at være indført fra udlandet, er vel stenen 
fra Tønsberg, som omtales i årsberetningen 1877, p. 24 f.; dens ind- 
skrift siger: Hermunder keypte mik š Gotlande; stenen er også af got- 
landsk kalksten. 

Vid.-Sølsk. Forh, 1888, No. 4, 6 


82 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


kalk (no. 2) eller ved sin embedsdragt; biskopen ved at vere © 
afbildet i fulde pontificalia (no. 44). ! 

Indskrifterne fra den ældre tid er i majuskler og i al- 
mindelighed anbragt pà en fas omkring kanten, begyndende 
midt pà den evre smalende og lobende rundt tilvenstre, med 
bogstaverne vendende ud fra stenens flade. Hvor fladen ikke 
har figurlig udsmykning, star indskriften pà denne selv, i band 
langs randen eller tvert over oventil. I den senere tid, hvor 
stenene opgiver trapezformen og bliver regelmæssig firsidede, 
lober minuskelindskriften i bånd udmed kanterne.  Indskrif- 
terne er på latin eller norsk, og deres indhold er ialmindelighed 
kort og ligefremt: hic reqviescit N. N., N. N.'s filius, 
eller lignende — eller: her hviler N. N. o. s. v.; derefter til- 
foies da i almindelighed en opfordring til læseren: beder for 
hans sjel, eller lignende. 

En serlig interesse frembyder de i vers affattede ind- 
skrifter, hvoraf der haves flere pà'de ovenfor omhandlede 
throndhjemske stene (no. 1, 5, 6, 8, 18, 17, 24, 88? og 41?) 
Disse vers er dels gentagelser eller variationer af sententser, 
som ogsà i andre lande hyppig findes pa ligstene og var 
almindelige i middelalderen (no. 13, 17, 88? og 417); dels má 
de ansees for at vere originale, forfattede af latinkyndige 
præster eller geistlige. Af enestående interesse er no. 43, 
hvor professor Bugge, som ovenfor nevnt, af indskriftens 
levninger tror at have fundet ud, at der mà have staet en 
norsk halvstrofe i dró ttk v stt. 

Disse indskrifter med latinske vers frembyder en særlig 
interesse; derfor tror jeg, det vil være på sin plads her at 
sammenstille, hvad vi forøvrigt har af den slags på norske 
ligstene. 

På en nu tabt ligsten fra Sem kirke, Jarlsberg, stod det 
samme vers som på no. 13 og 17 ovenfor; levnet var: 


1 Sign. de ovenfor nævnte biskopsstene: biskop Peters på Hamar = 
den tabte biskop Jons i Oslo; pä biskop Hermans ligsten fra Ham 
.. findes kun hans tiara og stav afbildet, ikke den afdøde selv. 


1888] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 83 


o plora, 
sum qvod eris, Hu qvia qvod es, pro me precor, 
ora. 1 
Pa den nu ligeledes tabte biskop Jons ligsten fra Oslo, 
hvoraf dog tegninger haves, må indskriften læses: 
Christi milleno c ter anno septuageno 
et qvintodeno septembris menseqve seno 
pontificis posita sunt ossa Johannis in isto 
pro qvo gratuita vos ferte precamina Christo. 
D. e.: I herrens år 1385, den 6te september, er biskop Jons ben 
nedlagt i denne (grav); for ham bringer I frivillige bønner til Kristus! 
På stenen over biskop Peter af Hamar (+ 1260), der for 
få år siden fandtes i to stykker indlagte i en trappe i Stor- 
hamer gårds have, står tilslut verset: 
Regnet cum Oristo mundo privatus et isto. 
D. e: Han regere med Kristus, idet han nu er t bort 
fra denne dárlige verden. 
På den bekendte ligsten fra Fjære star sapa di- 
stikhon: 
Hic Ysaac nata recubet de prole beata 
regis Norvegise, principis et Dacis. 
D. e.: Her hviler salig en datter af Isak, af Norges konges 
- og en Danmarks fyrstes et. 
Endelig stár der pá en sten fra Olavs-klosteret i Tons- 
berg tilslut efter en norsk indskrift: 
Nos cum prole pia, benedicat virgo Maria! 


D. e.: Gid jomfru Maria med sit fromme afkom vil vel- 
signe os. 


1 Det qvia, som her stár til, er overflodigt báde i metret og meningen; 
det er vel feilagtigt bleven indhugget ved en misforstáelse, foran- 
lediget af det efterfølgende qvod. 

6* 


84 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Og pa hustru Cecilias gravsten fra Hovedo kloster star 
der ligeledes foruden en norsk indskrift: 
Ora mente pia pro nobis, virgo Maria! 
D. e.: Bed, o jomfru Maria, med fromt sind for os! 
Endelig på en ligsten fra Vereid kirke, Gloppen pgd., 
nordre Bergenhus, stár tilslut efter en norsk indskrift: 
Per crucis signum, fugeat procul omne malignum 
et per idem signum salvetur omne regnum. 


D. e.: Gid alt ondt vige langt bort ved korsets tegn, og gid 
hvert rige frelses ved det samme tegn! 

Indskrifter i latinske vers haves desuden på et par norske 
kirkeklokker fra middelalderen. 

Som man ser, er versemålet her stadig hexameter, en gang 
(i det anførte distikhon fra Fjære) også et pentameter. I al- 
mindelighed er hexametrene rimede, med den sidste versefod, 
ofte danner de også såkaldte leoniniske vers, hvor de to 
stavelser umiddelbart foran cæsuren rimer med versets slutning; 
undertiden har vi leoniniske vers, der også indbyrdes rimer 
med hinanden, ved midten og i enden; undertiden haves også 
anden mere kunstig rimslyngning. 

Det fra Throndhjems domkirke ovenfor anførte materiale 
af middelalderlige gravstene giver anledning til her i få ord 
at sammenfatte, hvad vi overhovedet ved om begravelser 08 
ligstene i vor norske middelalder. 

Ved hedenskabets slutning var det herskende skik at 
hauglægge den dødes brændte eller ubrændte levninger med 
flere eller færre af de sager, som havde tilhørt ham, for at 
de kunde tjene ham også i det andet liv. Ved kristendommens 
indførelse måtte selvfølgelig disse hedenske gravskikke bort- 
falde; det blev nu påbudt, at ligene skulde jordes ubrændte 
og i indviet jord, og den ændrede opfatning af livet efter 
dette medførte, at graven ei mere måtte gives sådant udstyr 
af den afdødes våben og redskaber. En rum tid hengik dog 
vistnok, før man fik indviede begravelsespladse ved kirker 
. og andagtssteder, og før almuen helt gav slip pá de gamle 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 85 


begravelsesskikhe; vidnesbyrd derom er bevarede i de gamle 
kristenretters straffebestemmelser for dem, der begrov lig i 
hauge eller roser.! Fra hedensk tid herskede den skik at 
reise bautastene, mindestene, efter de dede; dermed vedblev 
man også efter kristendommens indførelse; nu kom disse 
mindestene som oftest dog til ikke at sta pa selve graven. 
Medens vi merkeligt nok neppe har mindestene med rune- 
indskrifter fra vor yngste hedenske tid, er sádanne i de par 
første kristne ärhundreder slet ikke sjeldne: vore fleste rune- 
stene skriver sig fra den ældre kristne tid og er for en stor 
del netop sådanne mindeindskrifter over afdøde slægtninge 
o. a; N. N. reiste sten efter N. N., sin fader (eller lignende), 
er den almindelige formel i disse indskrifter. Hvor vi finder 
stenen reist på en haug, kan denne ikke være en gravhaug, 
men et kenotafium, idet liget efter loven måtte begraves ved 
kirken i indviet jord; haugen må i sådanne tilfælde betragtes 
som opkastet netop for at afgive plads for mindestenen. Disse 
monumenter viser, med hvor stor seighed almuen holdt fast 
ved de gamle sædvaner. Omsider trængte dog de kristne 
gravskikke helt igennem, så at selve graven blev betegnet 
ved en gravsten med mindeindskrift over den døde. 

Idet i Norge kristendommen blev indført væsentlig ved 
indflydelser fra vesten, skulde vi vente fra først af også i 
ligstenenes former og udstyr at spore stærkt slægtskab med 
den engelske og keltiske verden. Indflydelser fra den kant 
kan også spores; når de i den første kristne tid ikke er så 
stærkt fremtrædende, kommer dette vistnok deraf, at man som 
sagt en tidlang holdt fast ved de gamle nationale skikke, og 
tillige deraf, at fra de ældste tider er kun mindre materiale 
bevaret til vor tid. ? 


1 Norges gamle love, I, 14 (ældre Gulathings kristenret, kap. 23). 

2 Et af de mærkeligste monumenter fra vor tidligste kristne (eller 
seneste hedenske?) tid er billedstenen fra Stryn i Nordfjord (se 
Bergens museums årsberetning for 1886, p. 260 ff, med planche). 
På det citerede sted er det forsøgt at stille denne sten sammen med 
broncealders-ristninger på gravkammer-heller; jeg tager dog ikke i 
betænkning at udtale, at dette umulig kan være rigtigt, men at 


86 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


I det kristne vesten synes man i den eldste tid at have 
lagt mindre stene med kors og indskrift af den dodes navn ind 
1 graven, tildels som puder under den dədes hoved ; senere blev 
graven udvendig betegnet ved stene, prydede med et indridset 
kors og andre figurer samt undertiden sma korte indskrifter. 
Fra 10de arhundrede af synes kistelag-formede gravstene (coffin- 
shaped slabs) at være komne i brug, oftest prydede med et ovenpå 
i relief udhugget kors og tildels virkelig tjenende som dækstene 
over det døde legeme, der var nedlagt i en stensarkofag eller i 
en kiste, dannet af ved siden af hinanden satte stenheller; ved 
disse gravstene bliver det efterhånden fast skik, at mindre stene, 
i almindelighed runde og prydede med et kors, reises ved deres 
begge ender. Desuden har vi i vesten også oftere reiste minde- 
kors, såvel på selve graven som andetsteds, med indskrifter. 
Fra ca. 1300 af bliver i England almindelige de såkaldte effigy- 
stones, d. e. gravstene med billeder, i almindelighed i høit relief, 
af den afdøde, desuden også sepulchral brasses, d. e. i gravstenene 
indfattede eller dem dækkende bronceplader med indskrift 
og figurlige fremstillinger af den døde; i den senere tid bliver 


stenen uden al tvivl er at se i forbindelse med de vesterlandske 
sculptured stones. En norsk viking har forsøgt at efterligne stene, 
hvoraf han i vesterleden havde set så mange; fuldstændig lighed i 
detaillen kan man selvfølgelig under disse omstændigheder ikke 
vente; såvel korsstaven i midten, med det af en stålekrands omgivne 
kors, som de symbolske figurer, sol, måne, fisk, kam og slange 
man dog genfinde temmelig lignende på skotske og andre vestel- 
landske stene fra den ældre kristelige tid (slgn. fornemmelig Stuar t: 
The sculptured stones of Scotland, I—III). Flere af figurerne på stenen 
fra Stryn er ved forvitring nu blevne temmelig utydelige; et par af 
dem vil derfor neppe mere kunne bestemmes. 

Under mit ophold i Throndhjem ifjor så jeg i videnskabsselskabets 
oldsamling den stenhelle med figurer fra et gravkammer på Stene 
på Bynæset, der omtales i årsberetningen 1884, p. 74. Min første 
tanke var, at dens kortere tverstreger, der tildels gar i forskellige 
retninger på begge sider af langsefter gående linier skulde efterligne 
bogstavskrift; jeg tænkte på keltisk ogham-skrift. Da jeg 1 d 
senere gensá hellerne fra Mjeltehaugen på Giske, blev jeg tr 
slået af den fuldstændige lighed og er nu overbevist om, at SCH 
Bynæs og disse fra Nordmər mà opfattes på samme måde og 1878, 
føres til samme tid, vistnok til broncealderen (årsberetningen 
p.344 SEA `. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 87 


disse til stobte billeder, i fuld storrelse og i hoit relief, lig- 
gende ovenpå graven, virkelige gravstatuer; under den dødes 
ben sees da ofte afbildet en hund, den afdødes yndlingshund, 
eller et glubende dyr, vel en allusion til de ved en salig død 
beseirede onde magter eller ligefrem til psalme 91. 3: ,Du 
skal (efter døden) træde på en grum løve og ogle.*! 

I Norge vidner de navnlig på vestlandet så hyppige 
kistelåg-formede ligstene om indflydelser fra vesten; vor pl. 
XVI, fig. 3, fremstiller et smukt sådant gravminde fra Østensø, 
søndre Bergenhus amt, der nu er bevaret i Bergens museum; 
det har majuskelindskrift og hidrører fra ca. 1300. Fra ad- 
skillige steder på vestlandet kendes mangfoldige sådanne, de 
fleste uden indskrift og derfor ofte gåede tilgrunde, selv i 
temmelig ny tid.? Også fra Throndhjems domkirke har vi 
ovenfor omtalt flere sådanne, både med og uden indskrifter 
(no. 52, 53, 64 og flere flade) og med ornamenter (no. 54, 55 
og 58). No. 34 med den dødes navn i runer er det eneste 
her opbevarede, men høist interessante exemplar af en ende- 
sten til en sådan grav. Interessant er den pl. XVI, fig. 2, 
afbildede ligsten fra Tjore, Klep pgd. på Jæderen, vel fra 
henimod 1200; den viser, hvorledes man råt har tildannet en 
sten, så at den nogenlunde fik formen af et kistelåg: fra hver 
side af den plane midte skråner en flade ud mod kanten; på 
disse tre flader er indskriften anbragt. Også på østlandet 
forekommer, om end langt sjeldnere, sådanne kistelåg-formede 
gravstene: af slige med indskrifter har vi nu således kun to 
østlandske mod elleve vestlandske. De fleste sådanne grav- 
stene fra østlandet kendes fra Ringsaker, en bygd, der ligger 


t Om ligstene og gravmonumenter på de britiske oer slgn. bl. a. SE 
The Sepulchral Slabs and Crosses of the middle ages, London, 1849, 8vo 
mes Drummond: Sculptured Monuments in Jona d: the West. Highlands, 
Edinburgh, 1881, fol.; Cumming: The Runic and other Monumental 
Remains of the Isle of Man, London, 1857, 4to; The Archeological Journal, 
s r. (1846—86), etc. 
Se f. ex. om sádanne fra Serbe og Talge, Stavanger amt, de Fine i 
Sockets over Stavanger amt (manuskript); om slige fra Kinservik, 
søndre Bergenhus amt, se Bendixen i årsberetningen 1880, p. 74; om 
lignende fra Borgund, Romsdals amt, se Klüwer, 1. c. p. 1 


nå 


88 DR. INGVALD UNDSET, [No. 4. 


ikke så langt fra det i gamle dage i geistlig henseende til 
vestlandet hørende Valdres.! I forbindelse med indflydelser 
vesterfra må også sees de reiste stenkors med mindeindskrifter 
i runer, hvoraf vi i Norge har nogle få exemplarer, alle på 
vestlandet. 

Vore fleste ligstene fra middelalderen er forøvrigt flade, 
trapez-formede plader, således som vi her fra Throndhjems 
domkirke har seet så mange. Til de ældste norske af den 
slags flade ligstene, der har ligget over graven, hører vistnok 
den på pl. XV, fig. 4, afbildede sten med runeindskrift fra 
Flatdal i Thelemarken, der vel hidrører fra omkring år 1150. 
Medens hine kiste-formede vel omtrent altid blev lagt udenfor 
kirken over grave i fri luft, egnede disse flade sig også godt 
til at lægges i kirkegulvet, efterat det i senere tider var 
bleven almindeligt, at betydeligere mænd fik begraves inde i 
kirken. Når vi, som vi ovenfor har seet, på disse flade stene 
så ofte har et kors indristet midt på fladen, tør man neppe 
deri se vidnesbyrd om særlig vesterlandsk indflydelse; korset 
var, som let kan skønnes, overalt i middelalderen den almin- 
deligste figurprydelse på .gravstenen.? Hvor vi derimod 
har det som eneste ornament på kistelåg-formede stene, 
bliver der anledning til også for denne detail at henvise til 
vesten. ê 
afskrift i 


1 Klüwers reise i 1823, manuskript, der nu er bevaret i en : 
f p. 9, afbil- 


Bergens museum. Slgn. ogsá den i ársberetningen 1845, 
dede endesten fra en sádan grav fra Và 


e. 
t 
Hvor vi som pa no. 33 ovenfor, p. 55, pa stenens pe synes 8 


no 


t 

have en afbildning af en hugkniv eller et sværd, må m e: 

tænke på lignende fremstillinger på engelske stene; slgn. + ex. ae? 
5 


l. c. pl. XXIV; hint exemplar er dog fra Norge enestäende 0 
kun ees bevaret. frm 
Ved flere af de i note 2, p. 87, omtalte gravstene af denne Sch 
omtales, at de ovenpå var prydede med et indhugget Kors: 7 ko- 
engelsk i karakter er det med et kors prydede stenlág til en ek " 
fag, der fandtes på Selje; det har visselig ligget synligt i Le 
som en ligsteri, der umiddelbart dækkede over graven 
Selje Klosterlevninger, p. 7, pl IV,8). Særlig interes 
i ársberetningen 1855, pl. X afbildede, nu tabte, ligsten 
aker, med kors og andre ornamenter; med en kiste-form 


EI 


e er den 
fra Rings 
et ligsten» 


j 
Å 


1885.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 89 


Disse vore flade gravplader, oftest af marmor med ind- 
skrift på en fas om randen og med på fladen indgraverede 
fremstillinger af den døde, i bøn til Gud, Kristus eller Maria, 
synes ikke at genfindes i England. Især fra år 1300 af synes 
som anført sepulchral brasses her at blive almindelige; man 
regner i England :t have ikke mindre end ca. 4000 af den 
slags bevarede,' medens antallet på fastlandet, hvor de op-. 
træder noget tidligere og hvorfra de vist stammer, neppe nu 
går op til mere end høist et par hundrede: religions- og 
borgerkrige har her nedsmeltet de fleste, især i Flandern og 
Nordvest-Tyskland, hvor vel hovedmassen er bleven fabrikeret. 
I Frankrig derimod synes sådanne flade ligstene, af marmor 
og andre stenarter, med på fladen indgraverede fremstillinger, 
at være almindelige.” Man må derfor også i denne ligstenenes 
overensstemmelse se et vidnesbyrd om påvirkninger fra fransk 
religiøs kunst og sædvane; formidlet må disse påvirkninger 
have været ved norske geistliges studier i Frankrig; det er 
jo bekendt, at norske geistlige endnu i 13de århundrede og 
vel senere, ligesom det end tidligere havde været endnu mere 
almindeligt, i sin ungdom tilbragte en studietid ved høiskolen i 
Paris. Som et fingerpeg i samme retning må også anføres det 
ovenfor p. 28 anførte om en eiendommelig skrivemåde af et ord 
i de latinske vers på ligsten no. 6; disse latinske vers, med 


pulsat for pausat, var vel forfattede af en geistlig, der havde 


: ads ovenpá er prydet med et af en fordybet cirkel omgivet kors, og 
som nu er reist ved kirkens vestre mur, var den opgravet pà kirke- 
gården nogle år fer 1823 (se anførte manuskript af Klüwer). Noget 
eiendommelig synes ogsá den i N. fornl p. 241 omtalte ligsten fra 
estre Moland kirkegárd at have vseret, med oval afslutning foroven. 
og med et ophøiet kors, hvorpå syntes spor af runer. 

1 SE Monumental Brasses on the Continent of Europe, London 1884, 
fol. m 
Især pod Archeological Journal, VII, 48, henter jeg den kundskab, at 
denne slags ligstene, der i England er meget sjeldne, findes i sà 
stort antal i Frankrig. Jeg har ikke adgang til værker, der særlig 
behandler Frankrigs middelalderlige arkæologi. Hos Guilhermy: In- 
scriptions de la France du õe au 18e siècle, I—IV, 4to, finder jeg mange 
sådanne ligstene afbildede fra 13de—15de århundrede, som også i de 
latinske indskritters formler tildels viser særlige overensstemmelser 
med, hvad vi har i Norge. 


t 


90 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


gjort sine latin-studier i Frankrig. Ved en anden anledning 
har jeg fra Throndhjems domkirke troet at kunne fremfore 
et andet vidnesbyrd om en nidarosiensisk geistligs latinske 
studier i Paris, nemlig det Sallust-handskrift, som endnu ved 
1550 fandtes mellem levningerne af kapitlets bibliotek, siden 
kom over på lensherrens kontor, og hvoraf levninger blev gen- 
fundne i rigsarkivet i ryggen på nordenfjeldske lensregnskaber 
fra begyndelsen af 17de århundrede." — På at disse ligstene 
med indgraverede fremstillinger har havt figurlinier og bog- 
stavers trek fyldte med sort, hvidt eller andre farvede sub- 
stanser kender jeg ikke noget sikkert exempel fra vort land. 

Yngre og rigere udviklinger viser de middelalderske grav- 
stene, der mà antages at have ligget ikke i gulvet, men hevet 
i,veiret på mere eller mindre høie underlag (slgn. no. 44 
ovenfor) samt endelig de tomb a-formede gravmonumenter, 
hvoraf levninger af et par exemplarer er fundne i domkirken 
(no. 59 ovenfor); ialfald den ene af disse har sikkert veret 
lenet mod en veg, og begge har måske været anbragte som 
i nischer under buer, sáledes som man ofte finder den slags 
graveivest-tyske kathedraler.? Fra Mariakirken i Oslo kendes 
et enkelt exempel på, at en grav har været dækket af en 
bronceplade med figurer og máske indskrift; denne gravplade 
har imidlertid vistnok dækket over en i Oslo afdød fremmed 
fyrstelig person, hertug Vitslav fra Rügen ( 1303); i hans 
hjem Nord-Tyskland, hvorfra pladen utvivlsomt er kommen, 
var sådanne dengang hyppige. 

Allerede ovenfor p. 9 omtaltes, at vi i Norge har flere 
gravskrifter på kirkevægge; i disse tilfælde har den døde 
vistnok været begravet i kirkegulvet lige nedenunder det 
sted, hvor indskriften findes.* 


1 Ingvald Undset: Fragmenter af et Sallust-håndskrift i det norske 
rigsarkiv, Nord. tidsskrift for filologi, Ny række, III, (1877). 

2 Sign. Otte, l. c. 5, p. 340 £. 

3 Nicolaysen i i årsberetningen 1870, p. 162—68, pl. V. ep 

* Den p. 9 omtalte indskrift i Reinli ege i Valdres har jeg à 
i denne hest havt anledning til at lade undersege. Den pen E 
væggen ved sydøstre dør, ee med majuskler; ved indsæt 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 91 . 


Nar bortsees fra materialet i Throndhjems domkirke kender 
vi i Norge henved 100 middelalderske ligstene med indskrifter. 
Deraf har ca. 46 indskrift med runer; af disse findes de 85 pà 
vestlandet, d. e. vestenfor Lindesnes; af ligstene med indskrift 
af majuskler kendes ialt 50, omtrent lige mange pa ostland og 
vestland. Særlig almindeligt på vestlandet synes det at være, 
at indskriften indeholder angivelse af den dødes årtid; sådan 
angivelse har vi i 16 af 60 vesterlandske gravskrifter; på øst- 
landet haves kun en enkelt gravskrift med en sådan oplysning. 
Ovenfor p. 80 er også en del sådanne indskrifter omtalte fra 
Throndhjems domkirke. Indskrift og figurer viser, at alle 
disse norske ligstene hver har dækket over kun én person; 
det første sikre exempel fra vort land på en middelalderlig 
ligsten over to personer, en mand og en kvinde, der begge 
er afbildede på stenen, er i sidste sommer fundet i korsgangen 
af det gamle Lyse-kloster, søndre Bergenhus amt. * 

Vel i løbet af 15de århundrede opgiver ligstenene hos os 
den ældre trapez-form og bliver store, regelmæssig firkantede 


af et vindu er imidlertid liniernes slutning bleven vækhugget. Der 


må læses: 
her : h(vili) 
r : und(ir : si) 
ra : por(der) 
sem : e(fha : 1) 
et : ki(rkju) 
Pessa : (pater) 

D. e.: Her hviler under sira Thord, som lod forberede denne kirke; 
pater noster. Efna er en formodning af professor Rygh. Pà et par 
af gulvplankerne lige ved er indsláet smá jernplader, der efter sagnet 
skal betegne graven, hvori kirkens bygmester hviler. Slgn. ársberet- 
ningen 1866, p. 60; 1868, p. 134. 

Ifølge meddelelse af hr. We Nicolaysen, under hvis ledelse ud- 
gravningen af disse klosterruiner iår er påbegyndt. — Om den i N. 
fornl. p. 46 efter en indberetning fra 1744 omtalte, nu tabte, ligsten 
fra Enebak „over to jomfruer, der skulde have givet jord til kirken“, 
var fra middelalderen, er vel tvivlsomt. 


pa 


92 DR INGVALD UNDSET. [No. 4. 


plader. Indskrifternes bogstaver bliver også nu minuskler, 
stenenes kunstneriske udstyr får en anden karakter, idet 
evangelistmærkerne stadig får plads i medailloner i stenens 
hjørner og renaissancemotiver gør sig gældende. Imidlertid har 
vii vort land kun yderst lidet af gravstene fra denne senere 
tid; også dette forhold illustrerer for os, hvilken nedgangens tid 
der nu var indtrådt i Norge. Foruden de ovenfor fra Thrond- 
hjems domkirke omtalte levninger (no. 15 over en udlænding 
samt brudstykkerne no. 11, 45 og 51) kender vi fra hele Norge 
kun 4 middelalderske ligstene med indskrifter i minuskler. 

Med hensyn til gravenes indretning i vor første kristne 
tid da kan nogle oplysninger hentes fra en gravplads på 
Ringerike. På øvre Thanberg i Norderhov pgd. fandtes her 
et lidet kapel, der vides at være nedlagt allerede i 1305; i de 
nærmeste omgivelser af dets grundmure har man i nyere tid 
ved jordarbeider fundet en mængde levninger af begravelser: 
alle var hellekister, der ikke”stod synderlig dybt under jord- 
overfladen, og flere af dem havde vistnok været dækkede at 
ligstene med runeindskrifter. Vor pl. XVI, fig. 1 viser en 
ligsten fra dette sted, der bevares på gården Thanberg: den 
blev funden sammen med de trapez-formede stene, på hvilke 
den nu hviler, og som utvivlsomt dannede selve gravens ende- 
stene: dennes sidevægge og dække udgjordes vistnok af sten- 
heller, og i den sáledes dannede kiste var den dode lagt ned. 
Runestenen lå da vel ovenpå den således dannede stenkiste 
som ligsten, omtrent i jordoverfladen. ! 

I Throndhjems domkirke er der særlig i koret fundet 
temmelig mange middelalderlige begravelser, ? deriblandt sik- 
kert flere erkebiskopers og måske også et par kongelige De 
fleste grave var hellekister, der stod tæt under gulvet; på 
grund af de mange ildebrande og andre ødelæggelser, hvoraf 
kirken har været hjemsøgt, har imidlertid kirkens gulv $ 


! Ärsberetningen 1886, p. 185 £; om middelalderens kristne rave ` 


Danmark, se Kornerup i Aarbøger 1873. $ 
? Om retten til at jordes inde i kirkerne se Otte, l. c. 5, T, P- 994; slg 
Kornerup, 1. c. p. 255 fr. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 93 


ofte mattet fornyes, at man ikke kunde vente at finde nogen 
af de gamle ligstene, som vel engang har dækket over disse 
grave. En af dem (kong Olaf Kyrres?) bestod af en klæber- 
stens sarkofag, hvori là et skelet, omgivet af et med lerred 
foret skindhylster; i erkebiskopernes grave fandtes skeletterne 
i rester af deres dragter og tildels hyllede i store toistykker, 
med spænder og nåle; desuden var medgivet bispestave, finger- 
ringe, brystkors, kalk og paten, der nu fandtes ved ligenes 
side; såvel de fundne bispestave, af træ, som en kalk og en 
disk, af bly, var simple stykker, gjort vel netop for at legges 
ned i graven.! Flere begravelser, vel særlig fra den ældre 
tid, var indlagte i kirkens vægge.? 

Også ved andre af vore af vore middelalderlige kirke- 
bygninger, hvis ruiner er blevne undersøgte i den nyere tid, 
har man fundet lignende begravelser. I Hamar domkirke 
har man således tidligere truffet en bispegrav af gråsten, 
hvori lå et skelet med kalk og paten af bly samt en guld- 


. og en sølvring; i andre grave fandt man kamme og signeter; š 


senere er flere lignende grave trufne i Hamar domkirkeruin. 
Ved Mariakirken i Oslo fandt man i en sådan middelalderlig 
stenkiste et i uldtøi hyllet skelet med stav og ring ved siden; * 
uagtet kirken ei var biskopskirke, kan dog vel også en biskop 
være bleven jordet her. I klosterkirken på Selje fandtes en 
stensarkofag, samt i flere trækister skeletter indsyede i skind. 5 
Ved de fleste af disse sarkofager som og ved andre her ei 
nævnte (slgn. også no. 53—54 ovenfor) gælder det, at de har 
hul i bunden, for at det ved legemets forrådnelse fritblevne 
vand kunde få aflob.* 


1 Sign. N. fornl p. 602 f.; O. Krefting i årsberetningen 1866 samt hans 
bog om Throndhjems domkirke, p ; 

2 O. Krefting, 1. c. — Om vore norske kongelige begravelser fra middel- 
alderen se Nicolaysen i Historisk tidsskrift, I (1871), p. 1—22. — Om 
signeter i grave slgn. Kornerup, 1. c. p. 

8. N. fornl. p. 74; slgn. Otte, 1. c. 5, I, p. 850—367. 

4 Arsberetningen 1868, p. 198 £; om M nese også lægfolk hyppig lod 
sig jorde i munkekette slgn. Kornerup, 

5 0. Krefting: Selje klosterlevninger, p. q på pl. IV, fig. 7 

6 Slgn. Otte, L c. 5, I, p. 347. 


94 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


Inde i gravene har man i Norge aldrig fandet blyplader 
eller blykors med indskrift, sáledes som i udlandet oftere, iser 
i den ældre tid;! et enkelt sådant exempel, som man kunde 
ville anføre, beror pá en feilagtig læsning af indskriften. ? 
De i denne note nævnte to små blykors ligesom måske også 
en liden blyplade med fadervor m. m. på latin og med runer 3 
har måske som amuletter fulgt liget i jorden. De mindre 
blyplader, der ved flere af de ovennævnte begravelser i dom- 
kirken fandtes lagt under ligenes arme, har ikke spor af ind- 
skrifter. 

Det vil ligge nær her tilslut for sammenligningens skyld 
at kaste et flygtigt blik hen til, hvad der af tilsvarende 
materiale haves ved hovedkathedralerne i de to andre nordiske 
lande. ` 

For Upsala domkirkes vedkommende kender jeg ikke 
noget nyere værk, der særlig behandler det stof, som her er 
tale om. Jeg er henvist til at hente min kundskab om dens 
mindesmærker fra den gamle Peringskjöld.+ Efter hvad jeg ser 
hos ham, findes der jo i Upsala domkirke et stort materiale 
af ligstene over ellers kendte, mest geistlige, herrer fra middel- 
alderen, det meste dog yngre end 1350; efter Peringskjölds 
træsnit at dømme viser det dog hverken med hensyn til ste- 


1 Otte, 1. c. 5, L p. 849; slgn. TOT €. p. 258, 261. 

? Jeg sigter til det N. fornl. p. 298 omtalte blykors fra Grude i Klep 
på Jæderen, som nu findes i Deni museum; det er fundet i jor- 
den og stammer måske fra en um men dets indskrift indeholder 
ikke: hic reqviescit etc.; : her hviler 0. s. v., således som 
den 1. c. anferte læsning SE 1 1887 undersegte jeg korset i 

` Bergens museum. Dets med kursiv minuskelskrift mindre tydeligt 
indristede indskrift læste jeg: Ecce crucem domini, fugite 
partes adverse, vicit leo de tribu iuda, radi(x dja- 
vidi... enven... (a)dons + D. e: Se herrens kors, 
flygter onde magter, seiret m lgven af Jude stamme, Davids rod . d 
Adonai +. Dette stemmer páfaldende med runeindskritten pa : 
ganske lignende lidet blykors, i Stavanger museum, der i € 
af 1886 blev fundet ved opkastning af en grav pà Malle kirkegård, 
ligeledes i Klep pgd. på Jæderen. 

3 Årsberetningen 1871, p. 69 ff. 

4 Johan Peringskjöld: Monumenta Ullerakerensia, Stockholm 1719, fol. 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE.” 95 


nenes indskrifter eller deres figurlige udstyr overensstemmelser 
med vort materiale fra Throndhjems domkirke. Selv de ældre 
upsalensiske stene synes at have ikke trapez-formen men at. 
være rektangulære; i indskrifterne holder majuskelen sig hele 
det 15de århundrede igennem, minuskelen optræder selv i 
denne senere tid kun på enkelte stene. 

Om ligstenene i Roskilde domkirke foreligger der fra 
nyeste tid en fortræffelig publikation af Löffler." Heller ikke 
her er meget materiale fra den ældre tid, 13de og l4de år- 
hundrede, hvorfra vort meste ovenfor behandlede nidarosien- 
siske materiale stammer. De fleste danske kongelige og for- 
nemmere begravelser fra majuskeltiden findes ved andre kirker; 
hvad der forøvrigt haves, er fortræffeligt belyst af den samme 
forf.;? dog heller ikke i den gamle danske erkebiskopskirke 
i Lund fandt jeg materiale, der viste nærmere slægtskab med 
vort norske. Som samlet helhed viser det danske mindre over- 
ensstemmelse med vort norske; også i Danmark træffer man dog 
navnlig i ældste tid flere Mghedspunkter med engelske stene. 
Derimod synes de store trapez-formede plader med indskrift 
på en fas om randen og med indgraverede figurer på fladen, 
der hos os er de sædvanlige, i Danmark at være meget sjeldne; 
det nævnes forøvrigt specielt, at man i Danmark kun har få 
ligstene bevaret netop fra perioden 1250—1350. 3 


I J. B. Löffler: Gravstenene i Roskilde Kjøbstad, Kjøbenhavn 1885, fol. 
2 J. B. Löffler i flere afhandlinger i Aarbøger for Nord. Oldkyndighed, 

og især i en opsats: Udsigt over Gravstenene i — indtil 
Suveræniteten (trykt i „Dagbladet“, København 1884, n 

Löffler på det sidst citerede sted. Denne tid ligger = imellem 
den ældre periode, hvorfra man har mange smale, i almindelighed 
korsprydede, ligstene af kampesten (rullestens-bergarter), og den 
senere tid, da det blev almindeligt til gravstene at indføre kalkstens- 
plader fra Gotland. — På begge de citerede steder synes forøvrigt 
Löffler at lægge stor vægt på, at de på gravstenene afbildede kors 
nedentil har et fodstykke, hvoraf han slutter, at de afbilder det ved 
graven reiste, opretstående kors. Jeg kan ikke e at denne for- 
modning har mere for sig end den hos Cutts, 1. c. p. 80 fremsatte, 
at det rundede ike betegner kalvariet (Golgutha) Vi har 
også enkle kors allerede på ligstene i katakomberne og på de p. 86 
omtalte mindre plader, der findes inde i engelske grave fra den 


e 


96 DR. INGVALD UNDSET. [No. 4. 


For nu særlig at se hen til Roskilde Domkirke, sà far 
vi ligeoverfor de mange skonne gravstene, som her findes 
fra minuskeltiden og den indtrædende rennaissance, ligesom 
overfor materialet fra Upsala fra det samme og felgende . 
árhundreder, og hvortil vi omtrent slet ikke har noget til- 
svarende i vort land, et stærkt indtryk af, hvorledes der hos 
os i det 14de århundrede indtreder en. periode af historisk 
stilstand og tilbagegang, der vedvarer gennem flere århun- 
dreder; som alt for sagt afspeiler sig også 1 mangelen på 
dette slags materiale vort lands afmagt i disse tider. De 
ringe levninger, vi har, tyder dog på, at udviklingen hos os 
også i denne henseende nu helt fulgte i Danmarks spor; 
navnlig bliver dette tydeligt, hvor vi igen får et noget rigere 
materiale af ligstene, i 16de og navnlig i 17de og 18de 
århundrede. !) 

En ganske særlig interesse har andagtskorset no. 16, se 
p. 3Y—44. Til hvad der p. 43 nederst er anført om endnu 
bevarede minder om andagtskors kunde også føies en hen- 
visning til Nicolaysen: Register til selskabets skrifter, 1876, 
p. 76, hvor der henvises til talrige endnu i vort land bevarede 
kors af sten og træ, der vel for en stor del har været slige 
andagtskors; intet andet bevaret har dog indskrift. 


første kristne tid, hvor det selvfølgelig kun står som et helligt teg» 
med symbolsk betydning. Korsene på de ældste (engelske og nor- 
diske) stene har intet sådant fodstykke. Ialfald på de norske stent 
kan jeg i dette korsenes fodstykke og i deres med palmetter og lov- 
værk udstyrede ender og indre vinkler ikke se andet end ornamen- 
tale udviklinger. — Löffler anfører I. c., at man på flere danske lig- 
stene også har et sverd indhugget, som så ofte pa de engelske 
(slgn. vor no. 83 ovenfor). 

Endel mest fragmentarisk materiale kendes især fra Oslo og Thrond- 
hjem. Om udviklingen i Danmark i disse senere tider se Löffler på 
de citerede steder. 


_ 


1888.| INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 97 


3 


ov 


7 


9, 


Tilleg og rettelser. 


. 4, linie 15. Om K lüwers tegninger kan i almindelighed 


bemærkes at de er mindre noiagtige, f. ex. med hensyn 
til bogstavernes former og plads på stenen, i forhold 
til brudlinier etc. Mine tegninger vil forhábentlig 
findes sà tilfredsstillende som den simple gengivelses- 
måde, autografi, tillod. Indskriftfaserne er, som man 
ser, tegnede plane, derfor splittede op i hjernerne. 
linie 24. Som man vil se, har hr. Bergstrøm sendt 
mig sine cptegnelser om, hvor alle ligstenfragmenter ` 
er fundne, fra 1876 af, da han blev ansat ved kirken. 
Som sees af pag. 75, har han holdt mig à jour indtil 
december 1888, ; 

nederst. Også professor O. Rygh har jeg, som texten 
viser, at takke for flere oplysninger; han har godheds- 


fuldt læst en korrektur. 


linie 7. Om denne indskrift kan nu også henvises 
til Herm. M. Schirmers afhandling imod professor 
Bangs opfatning i samme tidsskrifts samme binds 
sidste hefte. 
linie 7, og 


, linie 3 fra oven og linie 6 fra neden, står „renyrer“ 


istedetfor „hacheturer“: det arkitektonisk-tekniske 
udtryk om de ved stenens tilhugning fremkomne linier 
efter meiselens eg. 

linie 10. Slgn. også no. XXI samt pag. 90, note 4. 


Vid.-Selsk, Forh. 1888. No. 4. 7 


DR. INGVALD UNDSET. — [No. 4. 


55, 
15. 


SE: 


81, 


linie 9 fra neden, og 


linie 16, er flere ord trykt med cicero istedenfor med 
fed antiqva. 

nederst. Kliwer meddeler i sin reise fra 1823 (manu- 
skript) afskrift af en mod slutningen ulæselig rune- 
indskrift på søndre side af koret i Norderhovs kirke, 
hvorefter der synes at have stáet: sigurper ristit 
(runar þessar?) 

linie 14. 1823 læs 1818. 

begyndelsen af indskriften på no. 3 har vel lydt: 
her hvilir Bjarni Erlingssonr i Bjarkey .. 
linie 16. 1823 læs 1818. 

linie 6 fra neden. Rigtigere burde det lyde: „det 
nævnes heller ikke som dengang tilstedeværende“ 
o. 8. V.; l. c. pag. 11 omtales det efter Kliwer. 
linie 15. Istedetfor et tilnavn suppleres måske her 
sandsynligere et fadersnavn på — sonr. 

nederste linie. Tilføi tilslut: eller lidet enegget sværd. 
Af hr. Mathiesen, der nu netop (medio december 1888) 
vender tilbage fra et ophold i Throndhjem, hører jeg: 
at no. 67 er et mindre stykke af en anden gravplade, 
fundet samtidig med no. 66 — uden rest af indskrift. 
Det levnede af figuren i midten af våbenskjoldet på 
no. 68 kan vist ikke opfattes som en flaske; hvad 
det har været, kan dog ikke skønnes af det bevarede 
stykke. 

nederst. Har vingerne øverst på no. 6 og på no. » 
hørt til engle, der har været afbildede svingende 
rogelsekar, således som det er en almindelig frem- 
stilling i de øvre hjørner på franske ligstene? 


1888.] INDSKR. F. MIDDELALD. I THRONDHJEMS DOMKIRKE. 99 


Henvisninger fra plancherne til texten. 


PLI Pl. IX 
Fig 1- se pag. 11 f. Fig. 2 . 
= Ya - — B PL X: 
— 8, - — 14 Fig. 1 
— 4, - — 10f. — 2 
— 6. - — 10 — 8 
— 6. - — 14 1 
— NG - — 15 PL XI 
— 8. - — 1 Fig. 1 
PL-H - — 5f. — 
PL Ul: — 8 
Fig. 1 - — 7 Pl XII: 
— - — 6f Fig. 1 
PL IV - — 39 ff — 9 
PL y: — 8. 
Fig. 1 - — 98f | Pl XIII: 
» - — 99 Eel. 
— 8 - — 82 — 2. 
PL VI: — 8. 
F1: - — 29 ff. — 4. . 
mg s e — f | PL MR 
== - — 8f. Fig. 1 52s 3 
PL VO — 2. SES 
Fig. 1 - — 25 ff. — 8sep.72 g 
gg a < B6f | PL XV: 
— 8 - — 94 wi. 
— 4 - — Af — 2. 
PL VIII — 3. 
Fig. 1 ° - — AE = E. . 
— 2 s — 47£ | PL XVI: 
— 3 - — 50 EFI. 
L IX: — 2. . 
Fig. 1 s — 88 tf, — 8. 


Trykt 27 December 1888. 


"m 


| 
238 $8589 £233 
th 


Christ Vidensk Selsk. Forhandl 4444. vA. 


mg Mul): a ona] = 
s EN RUE š 


Save 


FRAGA 


= - T Å de SSI ERAS EN j V MS 


N MEG SF 2^ y 5 H E A » NS») 
I t 4 bp 


<s TIS m 
RSS 
ST x pau 


IOS ` SSS 


Anst: Christtania 


M Lyng: lit 


el. 


Mathiesen d 


enr. 


H 
Si 


lak tee 


2722773; j⁄1⁄11 l 1; hmm 2 ==—zz Zx: 
M. 7a EN Dee GE zg =Z 2722227223 Ee 


SIARA 2m ww ARAN AAA ii, 
TAA MIMIR JT zz 2777722777, 7727. 27423) 


Ge EE 


LH he 


Lee EE 
= ZZ Z EE — T 


v 


DIUI LLL ESAE EIER ^ 
EE AE 


— 


CATE Sh 


22775 CFL MOTI 
ËU Ce were armeer SE Vn E GLA um mae pug E T EE repr Ee ë 3$ 
mm suit mm rått eher EE e far Some i. resns = zr TIT enin uM 


WNT MONT TY 0 ON | 


82222221 


LAI Sa 3 NTOY 


= x eee == TT 
EERO ARA TIL LII ERAT TIL 


SO eww nee eet tea ETT s P rr. 


ANG, 


ó, 


handl 160 


or, 


> 


AVEO 1425 MONOS II NHI E 


e 


= Y 
Å SPA ANE 


TT 


EE 


OW SANTOS 


FP SIEHE < EI 


22) | 


uv autogr. 


Selsk.F 


Tdensk. 


rist. V 


Ch 


H 


Flenk Math: 


STEE 


PETE 


Christ. Vidensk Selsk. Forhandl 1888. N 4. 


NAS NN NN 
y 


TEMO 2: aver 


NSS SNE 


K N 


p PON Se q 


ert [Od X38 > 


931.040 do Ga 


På RE ⁄ put 


CS ouitogr? | 


DT 


Pop; 
£ 


ATV. 


SE 


EA 
Y 
i 


SSO erg Sy ` e 


Christ Vidensk. Selsk.Forhandl 1868. Neg. 


5 7 "E Ta 


ELO 


| 


f 
Y 


ut 
3 
E 


PI. Y. 


(hrist. Vidensk. SEDI Porkan dl 1868. No4. 


A 


7 
oe 
= " SSN Š 


I d ANH SS 


— 


Parmer" 
Xe DLE 


` MUTA ETSI lat 


WA La RG: 
NOU Ey 
eg 


FOT EV 


BYR 


3 


UN 
` INN 
NA M ARA 
` SN ya 
ANN 


| TERNI 


Honr. Muathaeseru at e 


Christ. Vidensh. Selsk.Forhandl 1868 NE. ` Aw 


TRALVÆR 


(«i * SS 
A ` 
SY 


å 


S 
S 


« 
A 


N 


Le 
A 
TA 
SD 


* 


DV 


JK 


kee 
Henr. Motuesere adt oc r. 


Christ. Vidensk. Selsk Forhandl 1888 V4. 


NITORE ØY >>> 


EN 


à 
D 
1 
4 
H 
Jë 
Ip 


pA. ad 


ca. f2- 


son 
Š 


EN, s ee 
y 


it ANS E ND Å 


— Ne 
m 


Onn Matha 


Christ Vidensk.Selsk.Forhandl 1888 No4. 


1 


Fe 
ei 
2 


leese eege 
KEE 


f SS 1] S 
Sy ENE) 
TAR š y S 

GE ap wy 2 


R 


E 


ER OY 
MENSIS WAN 


STEN TILE 
CRETE: 
le Z B 


Z TS 
BEER PASA in: Menes 
E Riso IURE Lue 


Hone d net get, aldegr. 


AK. 


Christ. Vidensk. Selsk Forhandl 1888 No4. 


| 


= 
i Kard s 
|p 
< || * 
Ss 
tN 
| 
us 
es 
i 
te 
pum 
Le 
oe 
en 
ondes 


ns niri 


A, 
Tau å 


P 


< A 


x 


< FRA 


> 


Sie 


ES 


Herr Mathies ew aúlogr. 


É ret Y idens. Selsk. Forhandl 1668 No4. 


Lë 


— 


Tsp YO 
KE? 
` 
We, 
d = 
H 
Ñ N 
gë, A 
š 
ES Xe 
3 N 
Dux 
y zn 
A ` N 
Fun 
NN ` S ki Å 
A i yA 
K | 


TL S 


mme, ` 


> 


K 
Ve | U A 


E) 
EC 
EN 


ENT. 


N EEE 
Pas A KALPA 3 : 
A y SE hy 
b e E d Lo 
Ns : Maud ES N 
e 5 d x 
Sa ` Fa à hk 
vilam 


el 


cl 
ier? E 
— Z] FT 
aT} 
AB es ° 
a 


il 


Tope Mi V 


399: 4 


SR == NS 
SINS AA 


Fo DEA 
Engi EE 


SS 


DONG 


De 


= 


FS 
“s 


NESS 


Fleur. Mhthusaqv a e ogr. 


Vi 


e 


Christ. Videask Selsk Forhandl 1868, 24. 


~ v ~w o nenn m <, 


t 
' 
' 
l 
! 
i 
1 
D 


+ “<... 


. ==" 


atoer 


Henr Matlueginv 


Christ. Vidensk. Selsk.Forhandl. 1868 N° 4. 


P XII. 


AM 


—— . 


WS 


-3 
Pur 


D 


Za 
SIE $ 
ESN SE 


NG 


ls. 


2 


> 


rå 


NUN 
Kach 


mme - - re - 


2 


N= — — — mm om oc 


=< < sÁ — en em — ep — em om [un me - 


Hem M dhicien. m 


Christ. Vidensk. Selsk.Forhandl 1688. No, Pr XD. 


GIE Z 
dr 


A 


Y X X KEE 
N er a 


/ 


7 == Gemen Å 
(D i Aani EuN p EIAS 
> Tea is > E 
I AS ee SSS: 
Sw => w zs t 
| [Fl ke | 
Sn = v LJ E p 
ZI C | Ne 
el xw 
EIS ` : 
A == 
ON Ver: TA 


— 


7. 
d 
<. N 


"tll 


Jee 


M Lyne: lif Ansi Christiania. 


Hont Matus aior: 


M 
š, 
: 


Satis in 


| 
| 
1 


i Christ Vidensk.Selsk.Forhandl. 1888. Ne 4. 


t 


E 


Zen Mathisen Guo 
(885. = 


HENRI CTT TTT TH ELE SN 
1 AL MATERA ALL UE NR IN 
[Um emi dria uf MY eee AV 
— š 
jii. apt 


E Ord w 
rum 
N 


RANG WA Ne 


Menen Tifh_Anst. Christiania. 


sua au did 


Christ. Vidensk. Selsk.Forhan dl. 1888. N? 4. 


FI: XV: 


Mia 
AN 


= NNN 


e NN 
D a 


M 


PETER 

il jilli | Z= 
III EE 
W ENE 


HANN 

JN 

SE, Uu 
IS H = 7 
EE, 


mm us 
A AL 
` € 


D a 2 
i 
å 1 
$ å 
à š ' 
LI 1 
4 z å 
4 2 å 
4 LI 
1 Å : 
1 DH i 
ry ` 
1 D 
4 $ i 
à 
i : à 
i ' be 
D : $ 
` ‘ 
‘ >. ' 
‘ à " 
à DH . 
l a D 
' DH D 
D 
' ' E 
d à 
å d x 
4 A : 
à . 


NN i š 
Ni NNN 
d NN SAN 
av e 


DD NW 
E SEN 


Henr Mahlurserv «sog: 


Momo lithAnst Christianta 


Christ. Vidensk. Selsk.Forhandl. 1868. Y A. 


A 
x t 
LAE 


y⁄ Z 


ST ALS DIE 


HS 


M41, 


4 
24 
i PAR 
Ly 


e 
eg rer 


Ve. 
q 
Y 


LN 
PE ar 
-—- >, < 
UTG ELLAS 


p 


P 


NAR OER GE. 
PERN AEE 
A 
— 

Gå 


` ES sbs CH 
Š SCT? E 


S ING 
Ke E 
DANN 
Wl E N 
SA IN 
NETTES 
SW 
> RN N 


A Io 


le A 


Henr Mathiesen Vete ys 
Zëss. a 


y 


7 
: I4 5 
RER Å £ 
 —— Hà SE, Gi 
Z= == Å HART 
på Å De E CH 


Gees 


Hh ININE la 
Le 
Ñ We 
i Wi 


= % T 
TES. s SU S: = € 
SE 


— — = 
fr 


077 


= CRA 
A EC 


— 
z Sy 


ie ve 

| | 

| S " 
D AOAN 

! \ H 

Ui Au 
I! 


e 
mr 


c an due = 
== 


f. 
a I 
KE 


enge 
Y ege 


Qu 
Z 


Co n 


M Lyng: ith An Chnstfanie 


Das Gedicht des Simonides 


Platons Protagoras. 


J. Aars. 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 5.) 
——— — — — — 


Christiania. 
In Commission bei Jacob Dybwad. 
A. W, Brógger's Buchdruckerei. 


1888. 


Das Gedicht des Simonides in Platons Protagoras. 
Von | 
J. Aars. 


(In norwegischer Sprache vorgetragen in den impo der historisch-philoso- 
phischen Klasse 15. April und 3. Juni 1887). 


la Dialoge Protagoras findet sich bekanntlich ein Gedicht 
(oder Fragmente eines Gedichts) vom Lyriker Simonides an den 
thessalisehen Fürsten Skopas, den Sohn Kreons. Viele, zum Theil 
grosse, Gelehrte haben sich mit der Restitution und der Aus- 
legung dieses Gedichts beschiftigt. Ich kann aber keinen von 
den Restitutionsversuchen vollkommen befriedigend finden, glaube 
also dass die Frage noch nicht gelóst ist, und will den Versuch 
wagen, ob es durch Kombination und Modifikation der bisherigen 
Redaktionen móglich sein sollte, einen Schritt weiter zu kommen 
und einen Beitrag zur endgültigen Lösung zu liefern. | 

Es wird nothwendig sein, eine kurze Uebersicht über das 
fir die Rekonstruktion des Gedichts bisher geleistete voraus- 
Zuschicken. (Solche Uebersichten finden sich übrigens in mehreren 
Ausgaben und Abhandlungen, am vollständigsten vielleicht in 
der „Appendice prima“ zu Bonghis Uebersetzung von unsrem 
Dialoge, p. 223 fg.). 

Nachdem Heyne! und vollständiger Schleiermacher? im wesent- 
lichen festgestellt hatten, was als zu dem Simonideischen Gedichte 
gehörend von den Worten des Sokrates (Platon) zu trennen ist, 


10 la I, p. 160 fg. (1764). 
puscuia p- g. 
2 Platons Werke I, p. 402 fg. (1804). 


4 J. AARS. [No. 5. 


Heyne dabei auch einen Versuch gemacht, das Metrum des Gedichts 
und die Ordnung der Strophen festzustellen, haben sich mit 
dieser letzteren Aufgabe namentlich Gottfried Hermann}, Bockh?, 
Schneidewin?, später Bergk* und Blass? beschäftigt. Die Studien 
Hermanns und Böckhs sind von Schmeidewin fortgesetzt und 
gewissermassen zum Abschluss gebracht worden. Die drei gros- 
sen Forscher sind darüber einverstanden, dass unser Gedicht in 
Strophen und Antistrophen gegliedert gewesen, und dass es, wie 
es uns jetzt vorliegt, als Fragment eines grösseren Ganzen zu 
betrachten ist; nach Schneidewins Redaktion (die in fast allen ` 
neueren Ausgaben des Protagoras mitgetheilt wird) haben wir 
eine Zzoogí å (== unsre Str. 1, s. unten p. 9), deren fünf letzte 
Verse fehlen, eine ihr entsprechende ”Avtiøroogi œ (= unsre 
Str. 2) und einen ' Ezroóóc æ (= unsre Str. 4), dann eine Xrgog/ Å 
(= unsre Str. 3), während also wenigstens eine *4vricroog% Ê 
und ein “Ezwdéc 8 fehlen. 

Die Frage nach der Form und Ordnung des Gedichts hängt 
mit der nach der Gattung desselben zusammen. Schneidewin 
und seine Vorgünger nehmen ohne jeden Zweifel an, dass es ein 
Epinikion (eine @07 2retvıxos) ähnlich den pindarischen gewesen 
ist. Wenn dies richtig sein sollte, würde man aus dem Inhalte, 

: In Heindorfs Platonis dial. sel. IV, p. 598 fg. (1810). 
z Pindari opera I (Metr. Pind.) p. 337 (1811). 

Simonidis Cei carminum reliquiae p. 17 (1835); cfr. Delectus 

poesis Graecorum p. 379 fg. (1838). 

* Poetae lyrici Graeci IL, p. 1116 fg. (1867; ed. 4, 1882, III, 


p. 385 fg. i 
° Das Simonideische Gedicht im Protagoras des Platon (Rhein. 
N. F., B. XXVII, p. 326 fg., 1872). 


nato carmen, quale componi victoribus solet, mer 
pacta scripsisset“; er bemerkt aber selbst: „est magna inter 
autores dissensio^, ob dies Gedicht dem Skopas (wie Cicero 
u. a. voraussetzen) oder einem andern Sieger gewidmet $9 
Dass Simonides Epinikien verfasst, steht fest, und mehrere iod 
den Fragmenten gehören unzweifelhaft zu dieser Gattung; € 
unterliegt auch keinem Zweifel, dass er solche dem Skopas oder 
den Skopaden gewidmet (s. Theokrit XVI, 44 fg); damit 1Ë 
aber nicht ausgemacht, ob auch das Gedicht, mit dem e? 
uns hier beschüftigen, ein solches gewesen. 


1888.] DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS. 5 


zum Theil auch aus der Form folgern können, dass von dem 
bei Platon iberlieferten Gedichte ziemlich viel fehle. In den 
Epinikien wird — um mich der Worte Bergks! zu bedienen — 
sin der Regel die Tüchtigkeit des Siegers oder sein Glück oder 
beides zugleich gepriesen; der Sieg wird — — auch als ein Ge- 
schenck der Götter aufgefasst — —; des Gottes, dem das Fest 
und der Agon geweiht war, wird überall gedacht; — — neben 
dem Sieger wird gewöhnlich auch seine Familie und sein Ge- 
schlecht, die Stadt oder der Stamm, dem er angehört, gefeiert; 
— — den rechten poetischen Schmuck gewinnt das Epinikium 
durch den Mythus, der gemäss der herkömmlichen Sitte nicht 
fehlen darf; — die Erzählung des Mythus nimmt eine ausgezeich- 
nete Stelle im Epinikium ein.“ Von alle dem finden wir in 
unsrem Gedichte keine Spur, auch keine Andeutung der Gelegen- 
heit, die das Gedicht veranlasst hat. Und was die Form betrifft, 
SO würde, wenn das Gedicht ein Epinikion wäre, die Annahme 
von Hermann — Böckh — Schneidewin, dass es antistrophisch 
mit Epoden ? gegliedert gewesen, wenn nicht absolut sicher, so 
doch sehr wahrscheinlich sein; dann würde aber, wie wir oben 
gesehen haben, von unsrem Gedichte, ausser einigen Versen von 
der Strophe der einen Trias, wenigstents die Antistrophe und 
der Epodos einer anderen Trias fehlen. 

Allein viele Ausdrücke bei Platon und die ganze Weise, in 
der bei ihm das Gedicht behandelt wird, scheinen der Annahme 
zu widersprechen, dass, was eitirt wird, nur ein Bruchstück eines 
grösseren Ganzen sei; so namentlich dv tò gouæ 339 B, ana» 
tò dona 343 C, tà Ze nåvra 344 A, dia navrog tov Gene: 
roc 344 B, oro år Chov vo? «Gucroc mit nachfolgenden Citaten ` 
345 D.* Wer die Auslegung des Platonischen Sokrates im Zu- 
sammenhange liest, wird sich schwerlich des Eindruckes erwehren 
können, dass hier ein ganzes Gedicht, nur mit Auslassung Von 
kleinen und unwesentlichen Partien, zur Besprechung Med sapa 
men und vollständig durchgegangen wird. Wenn dem so ist, 
en ls 

! Griech. Literaturgesch. IL p. 170 F 
a 


: g. 
^ Méioc xara ronda, s. Christ Metrik? p. 651 fg. 
Sie Blass 1. 1. 


6 J. AARS. [No. 5. 


kann also das Gedicht kein Epinikion sein. So wollte auch 
Bergk es nicht als ein solches betrachtet wissen (obgleich er es 
unter den Fragmenten der Epinikoi mittheilt); er sagt námlich!: 
„— — hoc carmen, quod non fuit epinicium, sed quemadmodum 
veteres erammatici Pindari epiniciis etiam paraenetica carmina 
aliaque id genus inseruerunt, ita Simonideum quoque poema hunc 
loeum commode obtinebit, quod veteres quoque verisimile est non 
separavisse a reliquis carminibus in Scopae honorem conditis.“* 
So halten auch mehrere von den neueren das Gedicht für ein 
?yzouıov, Flach z. B. der darauf aufmerksam macht? dass bei 
den grossen Epinikien immer ein religiöser Akt statt fand (mit 
Dankopfer für den gewonnenen Sieg), und dass sie unmittelbar 
nach dem Siege aufgeführt wurden, wührend die Enkomien vor- 
zugsweise privater Natur waren und einen sympotischen Charakter 
hatten‘, desshalb auch von der Zeit unabhängig waren. Bern- 
hardy? sagt: „Epinikos oder Enkomion*. Blass® meint, dass 
unser Gedicht seinem Inhalte nach auch kein Enkomion sein 
kónne; unleugbar ist jedenfalls, dass, wenn dies eine Lobpreisung 
sein soll, „niemals ein Fürst in vorsichtigerer Weise in Schutz 
genommen ist und in beschrünkterer Weise Lob erhalten bat", 
Blass hält es für ein 06410», und Flach bemerkt selbst,’ dass 
wegen des sympotischen Charakters der Enkomien ,der Zweifel 
müglich ist, ob ein Gedicht zu den Skolien oder den Enkomien 
zu zühlen sei Sei es nun, dass das Gedicht zu der einen oder 
der anderen dieser Gattungen gehört, in keinen von diesen Fäl- 
len giebt es einen inneren Grund, der uns zu der Annahme 


1 Poet. lyr. Gr.* III, p. 386. x 

2 In der Litteraturgeschichte (II, p. 359) nennt er es jedoch 
wieder ein Epinikion. 

? Geschichte der griechischen Lyrik (1884), p. 631—634. 

^ Er leugnet jedoch nicht, dass ,es auch Enkomien gegeben: 
welche zu einer öffentlichen Aufführung bestimmt waren, T 
zweifellos das Simonideische auf die Schlacht bei Artemision, 
(Fr. 4 Bergk). | 

? Grundriss der griechischen Litteratur II, 1?, p. 700 Cp. 625). 

: In der oben p. 4 citirten Abhandlung. 

. oon 635 


Ibid. p. 633. 


1888.] DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS. 7 


nöthigte, dass wir nur ein ziemlich unvollståndiges Fragment 
vor uns hätten. Dann brauchen wir auch nicht eine antistro- 
phische Gliederung vorauszusetzen. So haben auch Bergk und 
nach ihm Blass das Gedicht monostrophisch konstruirt, indem 
sie mittelst Ausscheidung der Worte doy. éEaoxst und ov ydo 
dur qiAóuopoc sowie durch ein paar kleinere Aenderungen die 
Verse, welche Hermann und seine Nachfolger als Epodos nach 
der ersten Stroph gestellt hatten, in metrische Korrespondenz 
mit den übrigen Theilen der Gedichts bringen. Darin weicht 
aber Blass von Bergk ab, dass er nicht, wie dieser, das Gedicht, 
mit Ausnahme eines ,exordium*, als vollständig erhalten be- 
trachtet, sondern die Weglassung von sieben Versen annimmt. 

Nach Bergk besteht also das Gedicht, wie es erhalten ist, 
aus drei Strophen, nümlich: 


Str. 1. 
EI eyador niv GAeO£oc yeveodar 
alenn yeooty ve nei mooi xai vip Tergdywvor, avev Woyov 
TETVYUEVOV* 
og ay 5j xaxdo und &yav dndhauros, sido y ovastnok» dinar 
Cru avig ovdé uý pir eye 
Houdsopar vov yo aktor 
Gre (oo VEVES Aoc 
TÓVTO ToL Soir, tooi Y alsyod mh pépuxros. 
Str. 2—3 
im wesentlichen = unsre Str. 2—8 (p. 10). 
Nach Blass, der vier Strophen annimmt, bekommt das Ge- 
dicht folgende Gestalt: 


Wie Str. 1 unten p. 9. 


V. 1—2 fehlen; dann folgen P Verse 3—7 von Bergks Str. 1 
(og dy — pénecas). 
Str. 34 : 
= unsre Str. 2 u. 3; (in der ersteren schreibt er xaxws av, 
vgl. unten p. 10). 


8 J. AARS. [No. 5. 


Ich glaube mit Blass, dass man Bergk beistimmen muss, wenn 
er den Epodos verwirft, indem er von den betreffenden Versen 
behauptet, dass ihr metrischer Bau offenbar derselbe ist wie in 
den (übrigen) Strophen. Freilich lässt sich die vollständige 
Korrespondenz erst durch ein paar Aenderungen herstellen; die- 
selben sind aber leicht, und es ist an sich nicht auffallend, wenn 
Platon einige Partien des Gedichts mit grósserer Freiheit und, wenn 
man will, Ungenauigkeit wiedergegeben hat; wenn er selbst auch 
nicht aus dem Gedichtnisse citirt hat, was übrigens wohl möglich 
ist, so fingirt er doch, dass Sokrates dies thut, und absolute Genauig- 
keit, sei es in metrischer sei es in dialektischer Beziehung, hat 
er offenbar nicht beabsichtigt, vielleicht sogar absichtlich gemie- 
den; (vgl. unten die Noten zum Gedichte), Auf die Differenz 
zwischen Bergk und Blass brauche ich nicht einzugehen, weil 
ieh gegen beide einen wesentlichen Einwand zu erheben habe. 
Noch abgesehen davon, dass sie zwei Sütze, die alle Vorgünger 
als dem Simonideischen Gedichte angehórend betrachten, aus 
diesem ausscheiden, kann ich nicht umhin, die ziemlich gewalt- 
same Abweichung von der Ordnung, in welcher Platon die Såtze 
des Gedichts aufführt, für recht bedenklich zu halten. Scheint 
es doch a priori am gerathensten der Platonischen Ord 
nung zu folgen, insoweit der Gedanken-Zusammenhang dies 
nicht unmóglich macht oder etwas anderes fordert, was nach 
meiner Ueberzeugung hier nicht der Fall ist. Dieser Standpunkt 
wird auch von Bonghi behauptet, der sich genau an die von 
Platon gegebene Ordnung hält!, aber keinen Versuch macht den 
metrischen Bau der Gedichts herzustellen. 

Indem ich nun. voraussetze, dass die Versmasse innerhalb 


* Dialoghi di Platone tradotti III, p. 237 fg. u. 252 fg. — Wenn 
er auch orte oíóvts uévtor ini Xoóvov tıva (344 B) 
dem Gedichte zutheilt und sie nach ævev woyov TETVYMEVOV 
einfiigt, kann ich ihm nicht beistimmen; die metrischen Schwie- 
keiten würden dabei wahrscheinlich unlösbar sein, und die 
betreffenden Worte scheinen ganz den Charakter einer aus- 
legenden Ergänzung des yaAerıöv zu haben. Siehe ausserden 
unten p. 12, Note 3. — Auch Madvig (in der unten P- 
erwähnten Notiz) folgt der platonischen Anordnung. ` 


. 


1888.| DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS. 9 


der Strophen von Böckh-Schneidewin richtig bestimmt sind, gehe 
ich andrerseits mit Bergk und Blass davon aus, dass das Gedicht 
monostrophisch gegliedert gewesen ist. Dann braucht, wie schon 
gesagt, nicht viel zu fehlen, wahrscheinlich nur eine erste Strophe, 
die die Widmung an Skopas und die Angabe oder Andeutung 
der Veranlassung des Gedichts enthalten haben mag, und dann 
— wegen der metrischen Korrespondenz — ein grósserer Theil 
derjenigen Strophe, die unter den noch erhaltenen die erste ist. 
Die Frage, die jetzt noch übrig bleibt, ist die, ob der so genannte 
Epodos, der bei Platon zuletzt angeführt wird, eine letzte Strophe 
gebildet haben kann, den vorhergehenden metrisch entsprechend. 
Die Aehnlichkeit der Metra ist jedenfalls gross, ich glaube so 
gross, dass sie sich schwerlich in anderer Weise erklären låsst. 
In diesem Punkte wird also Bergk Recht behalten, auch wenn 
man ihm und Blass in ihrer Abweichung von der Platonischen 
Ordnung nicht folgen kann, und ebensowenig darin, dass sie nicht. 
nur die Worte ov yde su gsdéuopoc, sondern auch Luo 
aozet aus dem Gedichte ausscheiden. 

Bei diesem Resultate muss ich im wesentlichen stehen bleiben. 
Der folgende Versuch, die letzte Strophe zu redigiren, ist, wie 
man gleich sehen wird, nicht nur unvollständig sondern in ein 
paar Punkten rein hypothetisch, wird aber dennoch vielleicht. 
die Richtung andeuten können, welche eine Restauration, wenn 
überhaupt möglich, feinschlagen muss. Für die einzelnen Ab- 
Weichungen von dem bei Platon überlieferten Texte wird in den 
nachfolgenden Anmerkungen Rechenschaft gegeben. Was den 
Dialekt betrifft, habe ich mich auf Dorisirungen nicht einlassen 
wollen. 


Str. 1. 
Pl w > š å E 
ee 1.” Avdo dyadiv uiv dhadtus yevtodas gakenev, 


de y r 
P. 389 B, 2, ysgoiv te xai modi xai vom Tergdywvoy, UVEV yoyor 
TETVYMEVOV. 
3—7 fehlen. 


J. AARS. [No. 5. 


10 

339 C. 1. 
2: 

341 E. 3440, 3. 
4. 

344 E, 5. 
6. 

50: h 
i. 

2 

8. 

345 D, 4. 
D. 

6. 

7 

l. 

2. 

346 C. 3. 
4. 

5. 

6. 

7. 


Str. 2. 
Ovdé uo: ¿uuelgne vo Mirvexeioy v£uevau, 
xcíto: copot Tage pwr sionuévoy’ yeAsnóy gar 
262920 Euperau. 
Osic av póvos vovv. ?yoı zënne" avdga Ó ovx. Zen 
un ov zax0v Fuuevan, 
ov ' eunyovos ovugogd zea]. 
Hoá&tec uiv et mée arve eyadóc, 
xaxéóc Ò el Seege CHE, 
xci ré mheiGtor GQuiGTOL, TOUC ze Ótoi pilðow. 


Str. 3. 


, > > ` ` å 
Totvexey ovmot Zre tò un yer&odaı Övvarov 


> ^ er yw 
. Quei pevoc zevedv dc amoaxtoy lide olga» ciovoc 


Beast, 
naváuwuov avdonimtoy, svovédove 0001 KULTTOV 
alviusda y9oróc 
ni Ó vupuv Stein anayyéhéo. 
Hovras 0 Zrretvnuı xoi giléo, 
éxoy gong ¿od 


. under aloyoov' eráyxn Ò’ orde Foi u&yorvat. 


Str. 4. 


— — uu [ovx s) 2yo) gulóuo pos”) 

¿Enprel y euoi, 

"C ay H nano und ien amálaproc, eidøs Y 
drgetroi der, 


> 


- 


€ ` Se Po, , , 
vys avio, ovdå un mir eyo 
HOUT Counce tor ydg ido 
anefonr yevEd he’ z 


"Tore Tor Seid, tooi t aloyod ur pEpixtol: 


Wb a CERS E DA 
‘A Pot eee dd ión | iuis 


eee E WC e 


1888.] DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS. 1] 


oben 


Str. 
Str, 


° 
`x 


Anmerkungen. Ueber den fehlenden Anfang des Gedichts s. 
p. 9. E 


2, v. 4: ov Bergk; bei Platon ov av. ` 
2, v. ó: Platon 7odtos uev ydo só. Des Metrums halber 
muss entweder ué» oder yde als Zusats des Redenden aus dem 
Texte des Gedichts entfernt werden; die meisten glauben ué; 
ich móchte lieber das yo dem interpretirenden Sokrates zu- 
schreiben und also wer im Gedichte behalten; dann hebt es 
m Gegensatz zwischen sv und xaexoc moe@Sac hervor 

. 6: tig (oder vi) Zusatz von Bergk; G. Hermann und die 
Nachfolger ziehen das folgende x« in diesen 


. 2, v. 7 im wesentlichen nach Bergk, der jedoch rors 9«oi yıldayrı 


(in früheren Ausgaben q:A£or01) schreibt; bei Platon wird dieser 
Satz in prosaischer Form gegeben: mì nAstorov di xai agıoroi 
Elon, otg av oi Feo qim w 
4: ¿m d' (oder 2z£ q) Bergk, vuu p e Platon 

Ered" vum. (Sauppe nach Pierson ¿ani de 

4, v. 2: Platon ov ydo elut quAópopoc, Së "nico DEET 
v. 5; die Worte werden von Bergk und Blass getilgt, von den 
übrigen an ihrer ursprünglichen Stelle behalten (nur mit Weg- 
lassung des sui). Ich habe nur eine Möglichkeit andeuten 
wollen, auch diesen Satz, zu welchem die unmittelbar vorher- 
gehenden Worte des Sokrates in specieller Beziehung zu stehen 
Scheinen, in der Strophe behalten zu kónnen. Die Worte tuoy 

Saoxci, die ich aus Rücksicht auf das Metrum umgestellt, 
werden von Bergk und Blass getilgt. 


` 4, v. 3 ist nach Bergk gegeben; bei Platon oc er ui xGxóc E 


ud" &yav andhauros clws ye (Hermann u. a. OP GET Tó- 
Aw (Hermann ovyotrroduv, und so ‚oder er hey alle folgen- 
den) dízov, Die Aenderuug oc ay 7 für oc av på — H ist 
metrisch nothwendig; ich glaube nicht, dass man erklären kann 
»Wer nur xaxóc, nicht aber «aya» andhauvog ist,“ sondern 
verstehe mit (Platon und) Bergk „wer nicht xexd¢ noch Geen 
dire ist“, ,deleta ele: demm ut, quae facile ex sequenti- 


n mit negiren I 

T 851, Philokt. 771, Aisch. Agam. 532, Pind. Pyth. 10, 29. 

. 4: ovde uý uw lader vir) Bergk; Platon o? pur; Schleier- 
mácher und die folgenden ov um. 


Wenn man das Gedicht in dieser Ordnung liest, in welcher 


€s Platon uns gegeben, und es möglichst unabhängig sowohl von 
der Sokratischen Auslegung desselben im Dialoge als von allen 


Rem ili 


1 


Krüger Griech. Sprachl. 69, 50, Anm. 


12 J. AARS. [No. 5. 


ausserhalb des Gedichtes selbst liegenden Vorstellungen aufzu- 
fassen sucht, so ergiebt sich folgender Gedankengang: 

Es istschwer ein wahrhaft guter! Mann zu werden,? ein 
allseitig trefflicher, in äusserer und innerer Beziehung tadelloser.* 
Das Wort des Pittakos ,Es ist schwer edel zu sein“ ist nicht 
vollstándig richtig oder zutreffend; denn edel oder gut sein, also 
diese Eigenschaft als eine permanente, von dem Wesen der Per- 
sönlichkeit untrennbare besitzen, das liegt überhaupt nicht inner- 
halb des für Menschen móglichen; das kommt nur den 
Géttern zu; die Menschen kónnen gut werden, d. h. sich gut 
erweisen, wenn ihnen das Glück günstig ist; sonst aber, wenn 
sie ein rathloses Unglück oder (wie Madvig übersetzt) die Macht. 


1 ” Ayados (auch 2694óc) heisst bekanntlich nicht nur moralisch 
gut, sondern auch (und zwar principiell) tüchtig und überhaupt 
mit wünschenswerthen Eigenschaften ausgestattet, umfasst somit 
auch die Begriffe von Muth und Tapferheit, von edler Her- 
kunft und glücklichen Lebensverhåltnissen und dergleichen. 
An unsrer Stelle verstehen es die meisten in ethischer Bezie- 
hung, andere (wie Bonghi l. l. p. 242 fg. und Reber in der 
unten zu citirenden Abhandlung) legen den Nachdruck auf 
die andere Seite und denken wesentlich an die äusseren Güter, 
die glückliche Stellung im Leben. Für das Bewusstsein der 
alten Zeit waren in diesem Worte die beiden Seiten innig 
verschmolzen, und ich denke, auch Simonides hat das Wort 
so gemeint, also mit ayadöc einen solchen bezeichnen wollen, 
der alles das hat, was für einen Mann wünschenswerth ist; 
ein inneres und äusseres Wohlsein. 

K. O. Müller (Gesch. der griech. Literatur I, p. 381) bemerkt 
zu unsrer Stelle: ,avdga ayadov yevéodar heisst in einem ein- 
zelnen Falle sich gut erweisen, gut handeln.^ (Siehe z; I 
Len. Anab. 4, 1, 26 ¿owtáv, el tic avroy tory, OGTIG arne 
ayadós ¿Ide yevéodar. Her. 7,229 Aemridys minte ovne 
yevóuevoc apuros. Und so an unzähligen Stellen.) In der- 
selben Weise versteht den Ausdruck Sauppe; das folgende x0x0Y 
Zupevar wird von Madvig = schlecht werden, d. h. einzelne 
schlechte Handlungen begehen, erklärt. 

Die hier fehlenden Worte werden, wie Blass bemerkt, wahr- 


bo 


keinen ausgesprochenen Gegensatz habe, andrerseitz Sokrates 
diese Worte übergehen kann. (Anders freilich, 
Vermuthung von den Worten oféy ve uévtor Eni 
richtig sein sollte; s. p. 8, Note 1). 


1888.| DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS. 13 


eines unwiderstehlichen Umstandes trifft, dann bewirkt dieser, 
oder kann dieser eben darin bestehen, dass sie das Vermógen 
gut zu handeln verlieren; wie lange und in welchem Grade ein 
Mensch sich gut bewühren kann, das beruht auf der Gunst der 
Gótter.! Desshalb will der Dichter nicht ein Ideal suchen, das 
er in dieser Welt nie finden würde; er will sich mit Geringerem 
begnügen: alle diejenigen sind seiner Lobpreisung werth, die frei- 
willig nichts schündliches thun, die nicht mit bewusstem Wil- 
len das schlechte wühlen; ob aber einer wegen des unentrinnbaren 
Schicksals? das Unglück hat eine schlechte Handlung zu begehen 
(wie z. B. Skopas?) so muss man einem solchen gegenüber nach- 
Sichtig sein; denn gegen die Nothwendigkeit kónnen nicht 
einmal die Gótter kümpfen. Solch ein vereinzelter Fall berech- 
_. tigt zu einem Verdammungsurtheil nicht; Simonides wenigstens 
Will kein solches aussprechen; er hat keine Lust zum Tadeln, er 
will nicht zu strenge Forderungen machen, ihm genügt, wer nicht 
geradezu schlecht ist noch gänzlich ruchlos, Gesetz und Recht 
kennt und zu behaupten weiss zum Heil der Staates, ein gesun- 
der Mann; bei einem solchen wi.l er nichts tadeln, und mehr will 
er nicht verlangen; schon das verdient gepriesen zu werden; 
denn die meisten Menschen erreichen nicht einmal dieses Ziel, 
zahllos ist das Geschlecht der Thoren, und als gut oder schón 
mag alles das gelten, worin nichts positiv schlechtes oder háss- 
liches sich findet. (Der letzte Satz bildet einen resumirenden 
Abschluss des ganzen Gedichts: man soll die Forderungen her- 
abstimmen, tolerant sein und als gutes und schönes auch das 
betrachten, was zwar nicht besonders zu preisen und zu bewun- 
dern ist, aber auch nichts enthält, worüber einer sich zu schämen 
braucht), 

Wenn dieser Gedankengang logisch klar ist, so ist damit 
—- nn 


3 
3 


' In der durch diesen Vortrag hervorgerufenen Diskussion hat 
Professor Monrad ein Wort von S. Kierkegaard herangezogen, 
ass es schwerer sei ein Christ zu bleiben ale zu werden, : 
Vgl. Il. 19, 87 (Agamemnon): ¿yw Ó ovx aitióc eiut, ahha 
Zeig xai poige xci qjepoqotric 'Eonúç, und Wessel Kierlighed 
uden Strgmper 5, 6: Naar Helte Feil begaae, er Skiæbnen 
Giernivgsmanden. 


2 


14 J. AARS. [No. 5. 


die oben gegebene (d. h. die Platonische) Anordnung des Gedichts 
gerechtfertigt. Ich finde es darum nicht nothwendig, und es 
wiirde hier zu weit fiihren, sie gegen die verschiedenen Auffas- 
sungen der früheren Ausleger zu vertheidigen.! Nur diejenigen 
von Bernhardy und Madvig will ich mit wenigen Worten be- 
rühren. 

Das Gedicht, sagt Bernhardy 1.1, ,ergeht sich (offenbar aus 
Rüchsicht auf die nicht zu reine Persönlichkeit des Siegers) in 
einer so subtilen und verfänglichen Dialektik, dass den Aus- 
legern schwer geworden ist aus dem künstlichen Paradoxon die 
wahre Meinung des Dichters zu ziehen.* Freilich mag es schwer 
sein, doch ist das namentlich dann der Fall wenn man, wie so- 
wohl Bernhard; als Madvig,? die Auslegung des Platonischen Sokra- 
tes als ironisch nicht nur in einzelnen Punkten (was sie gewiss 
ist), sondern durch und durch, in allen Stücken, auffasst, und 


besonders wenn man nicht glauben kann, dass es des Simonides’ 


wahre Meinung gewesen ist, ein wesentliches Gewicht auf den 
Gegensatz zwischen yeréo9a: und Zuusvaı ZU legen. Dieser Ge- 
gensatz ist nach Madvig „nur ein im Vorübergehen hingewor- 
fener Einfall Platons,“ und auch Bernhardy behauptet, dass 
Simonides nicht 7557609. im Gegensatz zu Zuusvaı betont babe”; 


1 Wenn nach Schleiermacher (Platons Werke I, p. 403) und den 
meisten späteren die bei Platon (346 D.) stattfindende Wieder- 
olung der schon einmal (345 C—D.) da gewesenen Stelle 
(ov Into, &pn, narduouor &YÓQgonov — ¿nayyelto) 
“ vermuthen lässt, dass sie der Ordnung nach erst hieher gehórt 
und an der ersteren Stelle nur anticipirt worden, so scheint 
mir diese Meinung hinlünglich widerlegt durch das, was Bonghi 
sagt l. 1. p.237. Ebenso kann ich, was die Folgerungen Sauppes 
(Einleitung zum Protagoras, p. 23) und Blass’s (l. 1. p. 426 fg.) 
aus dem wiederholten Ausdrucke rå 2miévta (344 A., 345 C.) 
und des letzteren aus den Worten ovrø opéðoa xci di chov 
tov Gouergc betrifft, auf die Bemerkungen des italienischen 
Gelehrten p. 334 (Note 11 u. 12) verweisen. 
2 Tidskrift for Philologi og Pædagogik, Iste Aargang (Kjøben- 
havn 1860), p. 34. . ' I 
3 Auch Grote — Platon and the other companions of Socrates, ul, 
p. 58 — findet darin nur „distinctions of Platonic Metaphysics - 
Bernhar ly macht jedoch selbst auf die Stelle bei Polybios (29, 1, 2 
aufmerksam, wo dieser bei Gelegenheit des Vertrags 


SUE ÓN Su E a ee E ED Te 


bruches | 


1888.] DAS GEDICHT DES SIMONIDES IN PLATONS PROTAGORAS, 15 


und wenn Simonides den Pittakos tadelt, weil er gesagt hat, dass 
es schwer sei edel zu sein, und nach Sokrates (Platon) dieser 
Tadel darauf zielt, dass er nur schwer gesagt, wåhrend er 
hätte unmöglich sagen sollen, so ist dies nach Madvig „etwas, 
das offenbar von aussen her eingetragen wird.“ Mir scheint 
aber dieser Urtheil eher die Erklärungen von Madvig und Bern- 
hardy selbst zu treffen. Madvig sagt nämlich, nachdem er den 
übrigen Inhalt des Gedichts kurz und treffend wiedergegeben: 
„Von diesem Standpunkte aus und mit diesem Massstabe kann er 
(Simonides) nun den Satz des Pittakos nicht billigen, es sei schwer 
gut zu sein — im allgemeinen, wenn man nicht eine über die 
menschlichen Verhältnisse gehende absolute Vollkommenheit for- 
dert —.“ Ungefähr so auch Bernhardy: „Der Verlauf der Ar- 
1 1 gumentation — — zeigt, dass Simonides zwar die Vollkommenheit 
3 eines physisch und sittlich untadelhaften Mames als ein Vorrecht 
E Gottes auffasst, sonst aber den relativ guten Menschen im ge- 
3 wohnten Lebenslauf für kein Ideal oder ein schwieriges Problem 
. erklärt.“ Hier ist doch bei Madvig „im allgemeinen“ und bei 
Lo Bernhardy „relativ“ und .im gewohnten Lebenslauf* offenbar. 
4 Von aussen her (in die zwei Verse der ersten Strophe) eingetragen, 
. und es scheint nur durch eine solche Eintragung möglich, über 
den Gegensatz zwischen ¿uueves und yeréo9oe hinwegzukommen 
und diesen auf Rechnung der Sokratischen Ironie zu setzen. 
i Auch ist es schwer einzusehen, wie man mit der Auffassung der 
1 zwei grossen Männer die Worte Joc av póvos toðr zor yéoac 
. An eben der Stelle und in eben dem Zusammenhange, wo wir 
. Sie lesen, erklären kann. 
Zum Schlusse will ich eine Bemerkung K. 0. Miillers an- 
- führen, die den Gedankengang des Simonideischen Gedichts im 
Geiste des Platonischen Sokrates zu beleuchten sucht. Von dem 
Standpunkte, sagt Müller (l. L), ,dass ein immer gleiches Gut- 
u 


D x 
veoda tå byder Uno Nimortdov, Xaleróv do9Àcy ¿upevas. 


16 3. AARS. DAS GEDICHT DES SIMON. IN PLAT. PROTAG. | No. 5. 1888.] 


sein dem Gotte zukomme“, der Mensch aber ,nur im Einzelnen 
nach der Gnade der Götter gut handeln könne“, wird „der 
Sprach des Pittakos "Es ist schwer gut zu sein’ als zu viel 
verlangend getadelt^; wir erkennen bei Simonides ,einen Zug 
der milden und humanen, aber auch ziemlich laxen und bequemen 
Beurtheilungsweise sittlicher Verhåltnisse, wie sie bei den Ioniern 
volksmüssig geworden war, wührend bei den Doriern und zum 
Theil auch bei den Aeolern die Gesetzgebungen und die allge- 
meine Sitte strengere Forderungen zu machen pflegten.^ So 
geht schon der Gedanke K. 0. Miillers in derselben Richtung, 
die uns vollståndiger ausgeführt und motivirt in der Abhandlung 
Joseph Rebers* begegnet; hier wird ein Hauptgewicht auf das 
gelegt, was Platon im Kap. 38 (342 A. fg.) den Sokrates sagen 
låsst von der alten dorischen (speciell spartiatisch—kretischen) 
Weisheit, die in kurzen Kernsprüchen ihren Ausdruck fand, und 
deren Vertreter die berühmten ,sieben Weisen" sind; wenn nun 
Sokrates das ganze Gedicht als gegen einen von diesen sieben, 
den Pittakos, polemisirend auffasst, so sind es zwei verschiedene 
Lebensanschauungen, die er einander 'gegenüberstellt, die der 
lonier, welche so bald und so leicht mit sich selbst und mit 
den Freunden zufrieden werden, und die strengere dorische 
die alles Gewicht darauf legt die Menschen zu sittlicher Energie 
anzuspornen. Dadurch soll dann auch ein ähnlicher Gegensatz 
zwischen den ethischen Standpunkten der Sophisten und des So- 
krates bezeichnet sein. Dem sei nun, wie ihm wolle. Hiermit 
sind wir aber in der That von dem Simonideischen Gedichte hin- 
weg zu der Anwendung desselben im Platonischen Protagoras 
gekommen, wit welcher wir es hier nicht zu thun haben. 


! Platons Kritik eines Liedes des Simonides (Zeitschrift für Gym- 
nasialwesen 1866). 


Gedruckt 1. Mai 1888. 


- Enumeratio Bryinearum Dovrensium 


N. C. Kindberg 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No, 6) 


— e 


Christiania | 
I Commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers Bogtrykkeri 
1888 


Enumeratio Bryinearum Dovrensium. 
Auctore 
N. C. Kindberg. 
. (Fremlagt i Selskabets Møde den 17de Februar 1888 af Hr. Blytt.) 


5 cujus rationes bryologicas hic illustrare ne 
mihi has partes complecti videtur: 
- Planitiem, supra terminum arborum coniferarum one 
i e. inter stationes Fogstuen et Drivstuen; 
Latus boreale convallis Foldalen; 
Partem superiorem convallis Gudbrandsdalen i. e. inter Fog- 
stuen et Thofte; 
. Convalles Drivdalen et Sundalen, per quas fluit fluvius Driva. 

Permulti bryologi eas alpes jam perscrutati sunt, inter quos 
nominemus Oeder, P. F. Wahlberg, Hübener et Kurr, M. N. Blytt, 
= W. P. Schimper et S. Hardin, A. E. Lindblom, C. Hartman, 
| R. Hartman, J. E. Zetterstedt, S. Berggren, L. M. Larsson, P. 
FG. Lorentz, N. J. Scheutz, T. Jensen, A. Blytt, F. Kiær, Solms- 
| Laubach, G. W. Berndes et C. D. Engelhart, O. L. Sillén, E. 
| Adlerz, P. Olsson, A. Geheeb, R. Hult, S. 0. Lindberg, C. Kaurin, 
N. Bryhn, E. Nyman, Schultze et Vaizey. Auctor hujus opusculi 
honies in Kongsvold versatus est, annis 1857, 1862, 1875, 1879, 
1881, 1883, 1884, 1885 et 1887. 

Schimper cognovit, species Bryinearum c:r 125 in alpibus 


dovrensibus detectas esse, Zetterstedt 160 indicavit, Scheutz a 
| m | 


mn 


mw 


He 


4, : ` N. C. KINDBERG. [No. 6. 


florula bryol. alp. dovr.) 260, Kiær (in Christianias Mosser) 330; 
nune a me 447 indicantur. Opinor tamen, in regione silvatica 
40 vel 50 alias species detegendas esse, Tantam copiam vix 
ullus locus in Europa prebet. 

Bryologis, qui specimina, in his regionibus collecta, mihi 
benevole communicaverunt vel alio modo me ratione hujus opusculi 
adjuvarunt, gratias quam maximas ago, v. c. R. Hartman, S. Berg- 
gren, P. Olsson, C. Kaurin, S. O. Lindberg, E. Adlerz, A. Blytt, 
N. Bryhn, F. Kier, G. de Venturi, K. G. Limpricht et E. Nyman; 
jam defunetis W. P. Schimper, J. E. Zetterstedt, S. Hardin et 
C. Hartman permulta debeo. 


Lincopiæ, 26 Sept. 1887. 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 5 


SEE A NOE SEE EE Ee ST 


I. Bryineæ pleurocarpæ. 


Dichelyma falcatum.1 Reg. bet.? r.; Kongsvold! Volasje: 
Hartm. skand. fl. ed. 10. 
Fontinalis antipyretica. Reg. silv. Lille Elvedal in fluv. 
Foldal: E. Nyman! 
Neckera oligocarpa. Reg. bet. pn: Knudshe inter Troldkirken 
et Nærstadvolden, etiam prope Kongsvold! reg. silv. Lønset: 
Kaurin! 
N. complanata. Reg. silv. Opdal*: Kaurin! 

var. tenella. Reg. lich. Knudshe! 
Leucodon sciuroides. Reg. silv. Opdal: Kaurin! reg. bet. 
et sal. prope Kongsvold et in m. Knudshe! 
Myrinia pulvinata. Reg. bet. infra Kongsvold juxta fluv. 
Driva parce! 
Myurélla julacea. Pæne vulgaris, saltem in reg. bet.! Inter- 
dum fructifera! 

var. gracilis. Kindb. Laubm. Scheed, und Norweg. Reg. 

- bet. m. Knudshe in tecto! 


B — — 


ad Le 


(e 


e p 


e 


doe y 


BE P SCIL fosa Lech SE el oath E CE pis eu MEL pee ul sb EE MEE LR Edi c Py PUDE A ELLA E ME Mom Ea ST A de aT e E IDE Led tour Ja der Roc ae On E 


x Ak 
no 


itur. 

E. „Reg. silv,“ est regio silvatica, ubi arbores conifere crescunt; „Teg. 
bet.“ regio betulina (in monte Knudshø usque ad 1150 metr. supra — 
„reg. sal.“ regio salicina (ibidem usque ad 1450 metr, alt); „reg. lich. 
regio lichenosa etiam altius elevata. 


Cu 
RS 
2 
B Ë 

— 
8 

m 
°, 0d 
py 
BE 
& 8 
S er 
Ë > 
d å 
SE 
un 

ur“ 

»5 
s š 
B p 
° B 
B 

= 
4 B 
k. 
"i 
SÉ 
E 
š š 
° o 
$E 
5 = 
Bu 
- 
KR 
2.8 

t 

E 

8 


i id signum post locum 
: i a Lag t 
Positum est, ipse ibi specimina legi; plurima tamen ex „Opdal“ et Lønse : 
alata primus collegit Rev, C. Kaurin. P. = passim, T. — — 


6 


N. O. KINDBERG. [No. 6. 


8. 


1 
1 


mw 


ar 
Hi 


= 
eo 


M. apiculata. Reg. bet. et sal. frequenter v. c. Knudshe 
et Hegsnyta! Prope Kongsvold haud raro fructifera! 

var. compacta Kindb. Reg. bet. prope Kongsvold! 
Leskea nervosa. Reg. silv. Opdal et Drivstuen! reg. bet. 
p. v. e. Kongsvold! 
Anomodon longifolius. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 
A. viliculosus. „Dovre“ Scheutz florula bryol. alp. dovrens.; 
Opdal: Kaurin! 


. Pseudoleskea atrovirens. Reg. silv. Opdal! reg. bet. m. 


Hegsnyta! 

var. brachyclados. Reg. bet. infer. inter Kongsvold et 
Skakbekken! prope Goverli! 
P. catenulata. Reg. bet. inter Kongsvold et Sprenbekken! 
P. tectorum. Reg. bet. et sal. sat raro (primus detexit 
Berggren, vid. Bidrag till Skand. Bryologi); Drivstuen, Finshe, 
Nystuhe et Blähe: Berggr. 1. e: Goverli et Kongsvold! 
reg. silv. Opdal frequenter! 


. P. rupestris Berggr. 1. c. Reg. bet. et sal. r.; Finshe: 


Berggren; Knudshe! 

Heterocladium dimorphum. Reg. sal r.; Knudshe! Driv- 
stuen: Hj. Holmgren; Fogstuen: Hartman l. c. 

Thuidium decipiens. Reg. bet. Knudshe! reg. silv. Driv- 
stuen! 


. T. recognitum. Reg. silv.! 


T. abietinum. Reg. bet.  Drivstuen et Kongsvold! reg. 
silv. Drivstuen! 


. T. Blandowii. Reg. sal Knudsho! 
. Pterigynandrum filiforme. Vulgo! 


var. heteropterum. Haud raro! 


. Lescurea striata var. saxicola. Reg. bet. p. reg. sal. rarius; 


Knudshe frequenter! Hegsnyta! Fructif. supra Varstien! 
Nærstadvolden: Hartman! Skåkbekken: P. Olsson! 


. L. rigidula Kindb. (Anomodon rigidulus Kindb. Lo 


Reg. bet. prope Kongsvold! 


. Platygyrium repens. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 7 


ee ee 
3 = 


Co 
bo 


SER 


co 
-] 


oo 
00 


Ha o 
= O 


. Pylaisia polyantha. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman! 


var. alpicola. Kindb. l.c. Reg. bet. Knudshe in tecto! 


. Cylindrothecium concinnum. Reg. bet. et sal. Knudshe et 


Drivstuen frequenter! Reg. silv. Drivstuen! 
Climacium dendroides. Reg. silv. et bet. p.! 


. Orthothecium chryseum. Reg. bet. et sal. v. e. circa Kongs- 


vold frequenter! rarius fructif. in m. Knudshe! 


. 0: lapponicum (Sch.) Lindb. (olim Brachythecium lappo- 


nicum Sch. Le, var. spec. præced. sec. Lindberg). Reg. 
bet. et sal. Knudshe! 

O. rufescens. Reg. bet. et sal. infer. haud raro, v. c. 
Knudshe! 


. 0. complanatum Kindb. Le Reg. bet. et sal. infer. r.; 


Knudshe, v. c. prope Kongsvold et Varstien! Opdal: Kaurin! 


. O. intricatum. Reg. bet. et sal. p.; Kongsvold, Knudshe et 


infra viam publicam inter Kongsvold et Sprenbekken prope 
fluv. Driva! Opdal: Kaurin! 

O. striclum. Reg. bet. et sal. r.; Knudshe! prope Kongs- 
vold meridiem versus! prope cataractam infimam rivuli Spren- 
bekken boream versus! Opdal: Kaurin! 

Homalothecium sericeum. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 


. Camptothecium lutescens. „Dovre“ Scheutz: 1. c. 


C. nitens. Vulgare! Interdum fructif.! 
var. atrichum Kindb. (var. nova); reg. sal. et lich. v. c. 
Knudshe frequenter! 


. Brachythecium salebrosum. In reg. inferiorib. vulgo, in reg. 


sal et lich. p. v. c. Knudshe! 


. B. turgidum Hartm. 1. c. Reg. bet, sal et lich. sat 


frequenter, v. c. Knudshe et Jerkin! Blåhe: Berggr.; 
Finshe: Hartm.! Rarius fructif. in Knudshe! 


. B. glareosum. Reg. bet. et sal p. v.c. Knudshe et prope 


Troldkirken! Raro fructif.! 


- B. albicans. „Dovre“ Scheutz 1. c. 
: B. collinum. Reg. bet. p., Y. €. Knudshe! infra Kongs- 


vold prope fluv. Driva! Jerkin et Fogstuen: Hartm. Le 
Sæpe fructif.! j 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


4 


ye 


Qt 


nt 
-q 


e 
» 


or 
> 


ol 
Or 


or or 
I C» 


c 
oo 


B. trachypodium. Reg. lich. et sal. super. p. (detexit 
Kiær); Knudshe in omnib. cacuminib.! reg. bet. prope amnem 
Vårstiån: Kaurin! ad pedem m. Høgsnyta: Lorentz. Spe 
fructif.! 

B. reflexum. Reg. bet. haud raro, v. c. Knudshe! infra 
Kongsvold prope fluv. Driva! Hegsnyta! reg. silv. Opdal: 
Kaurin! 


. B. Starkei. Reg. sal. Fogstuen: Berggr. Kongsvold! 
45. 


B. curtum (Lindb. musci scand.). Reg. bet. Knudshe! — 
Fructif.! 


. B. glaciale. Reg. lich. et sal. super. p.; Kallvillasje, Finshe 


et Drivstuen: Berggr.! Knudshe! Nystuhe: Hartm. Le: 
Fogstuen: Hj. Holmgren sec. Hartm. l. c. — Fructif.! 


. B. latifolium (Lindb. Lei Reg. lich. et sal. super. r.; 


Knudshe! 
B. rivulare. Reg. bet. r.; Grønbakken in amne Svona: 
Berggr.; Kongsvold! reg. silv. Drivstuen! 


. B. populeum. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 
. B. velutinum. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 
. B. plumosum. Reg. bet. r.; Kongsvold juxta fluv. Driva! 


infra cataractam amnis Várstiàn! reg. silv. Opdal: Kaurin! 


. B. cirrosum (Myurium herjedalicum Sch). Reg. bet, 


sal. et lich. r.; infra Kongsvold prope fluy. Driva! Knudshe 
complur. locis v. c. prope Sprenbekken et in cacumine 
boreali! reg. silv. prope ædem par. Opdal! 

var. binervulum Kindb. Le: Kongsvold! 
Eurhynchium strigosum var. imbricatum. Reg. bet. prope 
Troldkirken in valle Drivdalen! 
E. diversifolium. Reg. bet. r. et parce; Drivstuen: Hartm. 
l c.; prope Kongsvold et prope Nerstadvolden! 


. Rhynchostegium | depressum. Reg. silv. prope Drivstuen: 


Berggren 1. c. 


. R. rusciforme. Reg. bet. et silv. in fluv. Driva! 
: Plagiothecium piliferum. Reg. bet. Knudshe! 


var. brevipile; Kongsvold! 


. P. nitidulum. Reg. bet. Kongsvold! 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 9 


59. 


P. pulchellum. Reg. bet. et sal. vulgare! pui. 
var. brevifolium Kindb. mss.; reg. bet. Kongsvold! 


. P. denticulatum. Reg. silv. vulgo, reg. bet. p. v. c. 


Knudshe! 
var. densum; reg. lich. Knudshe! 


. P. silvaticum. Reg. silv. p.! reg. lich. ri Snehætten: 


Kaurin et Dr. P. Olsson! 


. P. letum. Reg. bet. Knudshe prope Kongsvold! 
. P. elegans. Reg. bet. Knudshe prope Kongsvold! 


P. Mühlenbeckü. „Dovre“ Hartm. et Scheutz 1. c. 
Amblystegium Sprucei. Reg. bet, sal. et lich. p., Y. €. 
infra Kongsvold! Knudshe, precipue prope Sprenbekken, 
interdum fruetif.! Opdal: Kaurin! 


A. subtile. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 

Å. confervoides. Reg. silv. Opdal prope ædem! 

A. serpens. Reg. bet. infra Kongsvold juxta fluv. Driva! 
A. radicale (A. varium (H.) Lindb.). Reg. silv. prope 


ædem par. Opdal! 

A. Juratzke. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 

Hypnum Halleri. Reg. bet. Kongsvold prope fluv. Driva! 
reg. sal. super. Knudshe! 


. H. Sommerfeltii. Reg. bet. Kongsvold! reg. silv. Opdal: 


Kaurin! 

H. stellulatum Kindb. 1. c. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 
H. elodes. Reg. silv. Opdal: Kaurin! reg. bet. in rivulo 
prope Goverlivand! 


- H. chrysophyllum. Reg. silv., v. c. Opdal: Kaurin! reg. 


bet. Kongsvold! 

H. stellatum. Vulgare! 

H. protensum Brid., Lindb. Reg. bet. p. v.c. Knudshe! 
H. Kneiffii Sch. Reg. bet. et sal. r.; Knudshe! 


» H. vernicosum. Reg. bet. et sal. p., Y. €. Knudshe! 
- H. Cossoni (H. intermedium Lindb.). Vulgare! 


Yar. rigidum Kindb. 1. c.; reg. bet. prope Kongsvold! 


. H. Sendtneri. Reg. sal. Knudshe! 


N. O. KINDBERG. [No. 6. 


102. 
103. 


H. hamifolium. Reg. bet. et sal, v. c. Knudshe supra 
Varstien! 


. HI fluitans. Vulgare! 

. H. exannulatum. Vulgare! 

. JI. pseudostramineum. Reg. sal. Knudshe! 
. H. revolvens. Vulgare et sspe fructif.! 

. H. uncinatum.  Vulgare! 


var. abbreviatum; Nystuhe et prope Snehætten! 
var. subjulaceum; Kongsvold: Berggr. l. c. 
H. filicinum. Reg. silv. et bet. vulgo! 


. H. commutatum. Reg. bet. p, v. c. Knudshe! 


H. sulcatum. Reg. sal p. v. e. Knudshe! Raro fructif.! 


. H. falcatum. Reg. bet. et sal. haud raro, v. c. Knudshe, 


interdum fructif.! 


. H, irrigatum Zett. Reg. bet.  Knudshe!  Drivstuen: 


Berger. l. c. 


. H. rugosum. Reg. bet. et sal. vulgo! raro fructif. v. C. 


prope Kongsvold! 


. H. reptile. Reg. silv. Opdal: Kaurin! reg. bet. Kongs- 


vold: Scheutz 1. c. 


. H. Haldanei forma simplex. Reg. bet. super. Knudshe 


in loco uliginoso! 


. H. cupressiforme. Reg. silv. p.! 
. H. hamulosum. Reg. bet. r., reg. sal. p.; prope Kongs- 


vold! supra Vårstien! Blahe et infra Finsho: Berggr.! 


. H. dovrense Kindb. act. soc. Cherbourg. Reg. sal. super. 


et lich. m. Knudshe! 


. H. Sauteri. Reg. bet. Knudshe prope Kongsvold parce! 
. H. Vaucheri. Reg. bet. Knudshe p.! prope Kongsvold 


meridiem versus! Nystuhe et Drivstuen: Berggren. 


. H. Lindbergii Mitt. Reg. bet. p.; Varstien, Kongsvold et 


Jerkin! 

var. condensatum Berggr. 1. c.; infra Finshe: Berger. 
H. pratense. Reg. bet. Knudshe prope Sprenbekken! 
H. Heufleri. Reg. bet. et sal p, v. e. Knudshe! Finshe: 
Berggr., qui specim. fructif. in Vårstien legit. 


1888. | ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 11 


104. 
105. 


106. 


[an] 


107. 
108. 


be? 


109. 


110. 


© 


111. 


[am 


1 


= 
O n2 


or 


116, 


117, 


118, 


oo 


119; 
120. 


121 


H. condensatum (var. preced.?). Reg. bet. prope Kongsvold! 
H. Bambergeri. Reg. bet, sal. et lich. pn: Blähe et 
Hogsnyta: Berggr. l c.; Finshe: Holmgren; Knudshe 
frequenter! Ibidem anno 1885 D:r E. Adlerz specim. fructif. 
antea ignota detexit. 

H. procerrimum. Reg. bet. inter Kongsvold et Hokleven 
parce! reg. sal. super. Knudshe supra Várstien! (a me 
anno 1862 detectum). Prope orig. amnis Vårstiåen: R. Hult. 
H. molluscum. „Dovre“ Scheutz 1. c. 

H. crisía castrensis forma minor. Reg. silv. p., reg. bet. 
r. prope Kongsvold! 

H. palustre. Reg. bet. p. v. e. Kongsvold! reg. silv. 
Opdal: Kaurin! 

H. subenerve (,var. preced.“ Limpr.. Reg. bet. et sal. 
P-, V. c, in riv. Sprenbekken! 

H. alpestre. Reg. bet. — lich. vulgo! szpe fructif. v. c. ` 
Hegsnyta et Knudshe! 


- H. molle. Reg. lich. Snehætten: Kaurin et Olsson! 
118. 
114. 
115. 


H. dilatatum. Reg. bet. — lich. p., v. c. Knudshe! 
H. alpinum. Reg. bet. prope Kongsvold! Opdal: Kaurin! 
H. norvegicum. Reg. sal. Fogsàn prope Fogstuen: Zetterst.! 
reg. bet. Várstien: Scheutz. 
H. arcticum. Reg. bet. prope Kongsvold meridiem versus! 
reg. sal. infer. Hegsnyta etiam fructif.! 
H. Goulardi. Reg. sal. Fogstuen! (a me anno 1857 de- 
tectum); reg. lich. Knudshe prope originem rivuli Bláse- 
bekken! Fructif. specim., (antea ignota?), ibidem a me et 
D:re P. Olsson detecta anno 1887. 
H. polare. Reg. silv. in fluy. Driva paroec. Opdal detexit 
Kaurin! reg. bet. in eodem fluvio p., v. C. prope Kongsvold 
et infra Varstien! 

var. hamatum Kindb. 1. e: Opdal, Driva: Kaurin! 
H. ochraceum. Reg. bet. — lich. vulgo! reg. silv. Opdal! 
H. Breidleri. Reg. bet. Kongsvold, merid. versus, fructif.! 


- H. giganteum. Reg. bet. p, v. c. Kongsvold! fructif. 


Drope Jerkin! 


12 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


12 


2. 


= 
Wi 
Wi 


= 
e 
[er] 


e 


H. sarmentosum. Reg. bet. — lich. vulgo! fructif. praecipue 
inter Hogsnyta et Snehætten, etiam prope Drivstuen ultra 
pontem ! 
var. viride. Reg. lich. et sal. p., v.c. Hegsnyta et Knudshe! 
var. fontinaloides Berger. 1. c.; reg. sal. Knudshe et 
Blahe: Berger. Hegsnyta! ` 


. H. cuspidatum. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman. 

. H. Schreberi. Reg. silv. et bet.; v. c. Opdal: Kaurin! 
. H. stramineum. Vulgare! 

. H. nwale Reg. bet. et sal p, v. c. Drivstuen (etiam 


fructif.!) et Knudshe ad pedem m. Høgsnyta prope pontem! 
Nystuhe: Berggr. 
H. trifarium. Reg. sal Knudshe: Kaurin et Dr. N. Bryhn! 


. H. turgescens. Reg. bet. prope Goverlisæter (detex. Berggr.) 
 etinfra Jerkin! reg. sal. Knudsho p.! Finsho: C. & R. Hartm. 
. H. badium. Reg. bet. frequenter! reg. sal. p, V. € 


Jerkin et Knudshe! fructif. inter Hegsnyta et amnem 
Kallvilla! Drivstuen et Fogstuen: Hartman. 
forma virescens. Reg. sal infer. Knudsho! 


. H. scorpioides. Reg. bet. et sal. p, v. c. Hegsnyta! 


var. ochraceoides Kindb. l. c.; reg. sal. Blåhe! 


. H. fastigiatum. Reg. bet. Knudshe! 
- H. curvicaule. Knudshe sec. Bryhn. 
. Brachythechium n. sp. (a detectore Kaurin nominanda et 


describenda), inter Brachythec. glaciale et B. collinum media, 
sed foliis decurrentibus et seta levi distincta, Reg. sal. 
super. Kaurin, Bryhn et Olsson! 


. Hylocomium splendens. Reg. silv. vulgo! 


var. alpinum; reg. bet. et sal vulgo, v. c. Knudshe! 


. H. Oakesii. Reg. bet. Knudshe, v. c. prope Várstien! 


prope Kongsvold merid. versus! 


. H. triquetrum. Reg, silv. vulgo, bet. p.! 
. H. squarrosum. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman. 


Amblystegium n. sp., A. minutissimo Sull. et Lesq. affinis, 
a Lindberg prope Lille Elvedal detecta! 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOYRENSIUM. 13 


DN = 


Co 


> 


or 


m 


as 


” 


II. Bryineæ acrocarpæ. 


. Andreea petrophila. Vulgaris! 


A. alpestris. Reg. sal et lich. p, v. c. Hegsnyta! 
Knudshe in summo cacumine! Snehætten! Nystuhe: Kaurin, 
Bryhn et Olsson! - 


- A. sparsifolia. Reg. lich. ad pedem montis Snehætten: 


Zetterst.! (Schimp. 1. ei 

A. obovata. Reg. sal. super. et lich. P; Snehætten! 
Schimp. et alii! supra Vårstien: Zetterst.; Hegsnyta! Ny- 
Stuhe: Kaurin, Bryhn et Olsson! 


- A. Hartmani. Reg. lich. r.; Snehætten frequenter: Schimp. 


et al.! Storhe et Knudshe supra Vårstien: Zetterst. 

A. Thedenii. Reg. lich. Snehstten detexer. Schimp. et 
Hardin. 

A. rupestris. Reg. sal et lich. Storhe et Blåhe: Zetterst.; 
Snehztten fructif.: Kaurin! reg. bet. inter Varstien et 
Kongsvold: Zetterst. 

A. Blyttii. Reg. sal. et lich. Kolla et Storhe: Berggr.! 
Snehætten: Zetterst.; Opdal: Kaurin! 


- A. nivalis. Reg. lich. Snehetten: Schimp. et alii! Ny- 


Stuhe: Kaurin, Bryhn et Olsson! 


- Ephemerella recurvifolia. Reg. silv. prope Olmen par. 


Opdal: Kaurin! 


- Gymnostomum curvirostre. In omnib. reg. haud r., reg. bet. 


Vulgo! optime fructif. in Foldalen prope Gunnarsæteren! 
var. pallidiselum. „Dovre“ Schimp. 1. c. 


` G. rupestre. Reg. bet. p. v. c. Kongsvold! reg. silv. 


Opdal: Kaurin! 


N. O. KINDBERG. [No. 6. 


© 


DD m 


ryg 


Qo 


. Anoectangium compactum. Reg. bet., v. c. circa Kongsvold 
frequenter, reg. sal pl fructif. prope cataractam rivuli 
Sprenbekken boream versus! 

var. brevifolium Jur.; Kongsvold! 
Weisia Wimmeri. Reg. silv. et bet.  Vangsfjeld par. 
Opdal! detexit Kaurin. 
. Dicranoweisia crispula. Reg. lich, sal. et bet. vulgo, reg. 
silv. rarius! 

var. atrata; reg. lich. p. v. Cc. Snehætten et Knudshe! 
. D. compacta. Reg. sal. Storhe et Harbakken: Hartm. 1. c. 
Rhabdoweisia fugax. Reg. bet. Knudshe! prope Kongs- 
vold merid, versus! Drivstuen: Hartm. l. c. 
. R. denticulata. Reg. bet. Kongsvold! reg. silv. Opdal: 
Kaurin! 
. Cynodontium alpestre (Wahlenb.) Lindb., Limpr. in Rabenh. 
(Kryptog. Flora). Reg. bet. r.; Knudshe prope Kongsvold! 
reg. lich. Knudshe: P. Olsson! 
. C. gracilescens (Oncophorus cirratus Lindb.. Reg. bet. 
Knudshe, v. c. prope Kongsvold ! 
. C. schisti. „Dovre“. Scheutz l. c. 
. C. nigricans Kindb. (Oncophorus nigricans Kindb. Laubm. 
Schwed. u. Norweg., Dicranum torquescens Bruch, Cyno- 
dontium torquescens Limpr.. Reg. sal. et bet. fere 
vulgo, v. c. Knudshe! reg. silv. p.! 
. C. polycarpum. Reg. bet. p., v. c. Kongsvold! 
. Co strumiferum (Ehrh.) D. Not. Reg. silv. vulgo, reg. bet. 
et sal. p.! 
. C. virens. Reg. bet. et sal. vulfo! 
var. serratum; reg. bet. Kongsvold merid. versus! 
. C. Wahlenbergii (Brid.) C. Hartm. Reg. bet. et sal Ps 
v. e. Kongsvold! | 
. Dichodontium pellucidum. Reg. bet. p.; Goverli prope 
Kongsvold! 
. D. flavescens (Dicks.) Lindb., Braithw. brit. mossflora. Reg. 
bet. prope Kongsvold, boream versus, frequenter! ibidem 
rarius fructif.! 


X 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 15 


29, 


ow 
pun 


H= 
bo 


Trematodon brevicollis. Reg. lich. Finshe in summo cacu- 
mine! (detex. C. et R. Hartman); reg. sal. Knudshe! reg. 
bet. Kongsvold, merid. versus! 


. Ångstrømia longipes. Re g. bet. et sal. infer. Vårstien, 


detex. Hartman! Kongsvold in viis derelictis! reg. silv. 
juxta fluv. Folda: Kaurin. 


. Dicranella crispa. Reg. silv. inter Jerkin et Dalen! reg. 


bet. Knudshe! 


. D. varia. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 

. D. heteromalla. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman! 

. D. cerviculata. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman. 

. D. Grevillei. Reg. bet. precipue in viis derelictis, interdum 


unacum Angstremia; Kongsvold frequenter! reg. silv. 
Dalen in Foldalen! 


- D. Schreberi. Kongsvold et Rise: Hartm. 1. c. 
- D. subulata.. Reg. silv; — sal haud r., v. c. Foldalen, 


Kongsvold, Varstien et Nystudalen! 


- D. squarrosa. Reg. silv. Vangsfjeld par. Opdal fructif.! 


reg. bet. et sal. p., v. c. Hegsnyta et Knudshe! 


- Dicranum hyperboreum. Reg. bet. inter Kongsvold et Spren- 


bekken! reg. lich. Hegsnyta! 


- D. fulvellum. Reg. lich. Knudshe supra Varstien: Zetterst.! 


Snehetten: Hartm. et al! Storhe et Gedefjeld (,Gede- 
ryggen*): Hartm. 1. c. 


+ D. Starkei. Reg. lich., sal. et bet. p, v. c. Kongsvold 


et Snehætten! Finshe, Blàhe et Storhe: Berger, Nystuhe: 
Olsson! reg. silv. Opdal: Kaurin! 


+ D. Blyttü. Reg. sal Snehætten! Nystuhe: Hartm. et al! 


Finshe: Hartm. 1. c. 


. D. falcatum. Reg. sal. Gedefjeld et Knudshe, V. €. supra, 


Vårstien! Snehætten: Hartm. l. ej reg. bet. Knudshe ` 
Drope Sprenbekken! 

D. arcticum. Reg. lich. et sal super. haud r. (detex. 
Berggren). Kolla, Storhe et Nystuho: Berggren! Hogsnyta, 
Nystudalen et Snehætten, etiam fructif.! 


` D. montanum. Reg. bet. Knudshe! 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


46. 


O) 


48. 
49. 


co 


c 
c 


e 
o 


D. flagellare. Reg. bet. Kongsvold, merid. versus! 


. D. longifoium. Reg. silv. frequenter, reg. bet. p.! 


var. subalpinum Milde, Limpr. l. c. (Campylopus ser- 
ratus Kindb. in litt, ad Limpr.); reg. bet. prope Kongsvold 
parce! E 
D. Sauleri. Reg. silv. Drivstuen et Opdal! 
D. albicans. Reg.lich. et sal. haud r. v. c. Knudshe, 
Hegsnyta, Gedefjeld, Fogstuen et Snehætten!  Finshe et 
Nystuhe: Berggr.; reg. bet. r.; Kongsvold! 

var. falcatum Kindb. 1. ¢.; reg. sal. Knudshe et Jerkin! 


. D. elongatum. Reg. bet. — lich. vulgo, reg. silv. p., V. €. 


Dalen in Foldalen! 


. D. sphagni Wahlenb, Limpr. l c. (D. elongatum var. 


orthocarpum Bryol eur). Reg. bet. et sal. haud r., 
v. c. Knudshe! 


. D. fuscescens. Vulgare! 


D. congestum. Sat vulgare! 


. D. Miihlenbeckii var. brevifolium (D. brevifolium Lindb.). 


Reg. lich, bet. et sal. haud r., v. c. Kongsvold et Fog 
stuen! 


. D. spadiceum Zetterst. Reg. lich. et sal. p., v.c. Knudshe! 
. D. fragilifolium. Reg. silv. Lille Elvedal: S. O. et H. 


Lindberg et E. Nyman c. fr.! prope diversor. Stuen! 


. D. scoparium. Vulgare, prsecipue in reg. inferiorib.! 
. D. elatum. Reg. silv. Lille Elvedal: Lindberg et Nyman! 
. D. majus. Reg. silv. Storfale in Sundalen: Scheutz sec. 


Hartm. 1. c. 
D. angustum Lindb. Reg. bet. p., v. c. Knudshe! reg. sal. 
Hegsnyta! Nystudalen fructif.! 


. D. undulatum. Reg. aile Opdal: Kaurin! 
. D. palustre. Reg. bet. r.; Knudshe! 


D. Schraderi. Vulgare! 


. Campylopus Schimperi. Reg. sal. inf. Värstien in Supr. 


parte! (detex. Lindberg). 


. Fissidens bryoides. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. ; 17 


66. 


oo 
= 


00 
p 


Go 
° 


o 
Ln 


. Ceratodon purpureus. Reg. silv. et bet. vulgo! 
. Trichodon cylindricus. Reg. silv. Opdal! reg. bet. p., v. C. 


F. pusillus var. wriguus Limpr. Le Reg. bet. super. 
prope Vårstien! 


. F. osmundoides. „Dovre“ Scheutz 1. c. 


var. microcarpus; reg. bet. super. r.; Knudshe supra 
Varstien! reg. bet. infer. Jerkin infra Gedefjeld! 


. F. adiantoides. „Dovre“ Scheutz Le 
. Anodus Doni. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 


Seligeria obliqula Lindb. Reg. bet. prope Nerstadvolden: 
detex. Kaurin! 


. Stylostegium cespiticium. Reg. bet. Knudshe prope Kongs- 


vold! Opdal: Kaurin! 
Blindia acuta. Reg. bet. vulgo, reg. sal. p.! 


- 


Kongsvold et Goverli! 


. L. flexicaule. Reg. bet. vulgo, reg. sal. p.! 


var. densum; reg. silv. et bet. p. v. c Kongsvold! 


. L. glaucescens. Reg. silv. — sal p. v. c. Knudshe! 

- L. homomallum. Kongsvold: 

- Distichium capillaceum. Vulgare! | 

- D. inclinatum. Reg. silv. — bet. haud r., v. c. Kongs- 


vold et Foldalen! 


. Pottia Heimii. Reg. bet. infra Jerkin meridiem versus cum 


Bryo calophyllo! 


. P. latifolia. Reg. bet. et sal. p. v.c. Drivstuen et Kongs- 


vold! 

var. pilifera; in locis eisdem! 
Didymodon rubellus. Vulgare! 

var. dentatus (Didymodon alpigenus Vent.); reg. bet. 
D. V. c. Kongsvold! | 


- D. cylindricus. Reg. silv. Lille Elvedal r.: Lindberg et 


Nyman! 


Desmatodon latifolius. Reg. bet. et sal. sat frequenter! — ` 


reg. silv. Aalbu et prope ædem paroec. Opdal! 
subsp. brevifolius Kindb. (Tortula latifolia brevifolia 
Kindb. 1. c); reg. bet. Kongsvold! 
Vid.-Selsk, Forh; 1888. No. 6. 2 


N. O. KINDBERG. [No. 6. 


bo 


° 


. D. systylius. Reg. lich. et sal. r.; Knudshe, Həgsnyta 
et Finshe! (detex. Schimper). 

. D. Laureri. Reg. bet. et sal. r.; Knudshe, precipue in 
valle prope amnem Sprenbekken! Finshe! 

. D. obliquus. Reg. bet. r.; Kongsvold, precipue in rupibus 
juxta fluv. Driva! 

. Barbula brevirostris. Reg. silv. r.; Lille Elvedal frequenter: 
Lindberg et Nyman! 

B. ambigua. Reg. silv. r., Opdal in fluv. Driva: Kaurin! 
B. rigidula. Reg. bet. Kongsvold: Berggr. 1. c. 

. B. icmadophila. Reg. silv. Drivstuen juxta fluv. Driva: 
detex. Berggren; Opdal! (ibi fructif. invenit Kaurin); reg. 
bet. prope Sprenbekken: Berger. Kongsvold merid. versus! 
. B. convoluta. Reg. bet. in via derelicta inter Kongsvold 
et Sprenbekken! 

. JB. tortuosa. Vulgaris! 

. B. fragilis. Reg. bet. et sal. haud r., v. c. circa Kongs- 
vold, etiam fructifera! Knudshe, Hogsnyta et Drivstuen! 

. B. mucronifolia. Reg. bet. Kongsvold in rupib. juxta 
fluv. Driva et prope cataractam rivuli Sprenbekken! reg. 
sal. Knudshe! Drivstuen: Hartm. l. c. 

. B. aciphylla. Reg. sal Knudshe prope Sprenbekken! 

. B. ruralis. Reg. silv. et bet. vulg., reg. sal. p.! 

. D. pulvinata. Reg. silv. Opdal! 

. Cinclidotus fontinaloides. Reg. silv. in fluv. Driva paroec. 
Opdal: Kaurin! 

. Grimmia pruinosa („forma G. apocarpse* Boulay mus 
de la France) Reg. bet. p, v. c. Knudshe prope Kongs- 
vold et Troldkirken! 

. Grimmia apocarpa. Vulgaris! 

var. pumila; reg. bet. Kongsvold! 

. G. platyphylla Mitt. Reg. lich. r.; Knudsho supra ori- 
ginem rivuli Blüsebekken c. fr.! | 
G. alpicola C. Hartm. Reg. bet. et sal. p, Y. € men 
Kongavold et Hokleven! 


cinées 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 19 


104. 


105. 


106. 


107. 
108. 


CO 


109. 


A 
[um 
H> 


GZ. anodon. Reg. bet. r.; Vàrstien: Kaurin! prope Trold- 
kirken! 

G. apiculata. Reg. lich. rarissime; Nystuhe: M. Blytt et 
Hartman sec. Schimp. Le 

G. contorta. Reg. lich. p. parce; Fogstuen: Zett.; Heg- 
snyta et Knudshe! Nystuhe: Kaurin, Bryhn et Olsson! 
G. torquata. Reg. bet. et sal. frequenter! 

G. tortifolia Kindb. (G. streptophylla Kindb. 1. c., Husnot 
musci GalL, Venturi et Bottini musc. ital) Reg. bet. 
prope Kongsvold! 

G. funalis. Reg. bet. et sal. haud r.; Knudshe frequenter! 
fructif. in Vàrstien! Ñ 

(Z. calvescens Kindb. (G. imberbis Kindb. Lei Reg. 
bet. inter Konesvold et Sprenbekken, rarius fructif.! reg. 
sal. supra Vårstien! 


. G. Miihlenbeckii. Reg. silv. inter Aalbu et Detli paroec. 


Lenset! 


. G. Hartmani. Reg. bet. r.; Drivstuen: Berggr. Le 


G. elatior. „Dovre“ Zetterst. revis. Grim. Scand. 

G. papillosa Kindb. 1. e. (G. elatior var. subfunalis 
Limpr.). Reg. bet. juxta viam publicam inter Kongsvold 
et Nerstadvolden pl Várstien! 

Schultzü. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 

ovata. Vulgaris, præcipue in reg. bet.! 

montana. Reg. bet. Vårstien! 

alpestris. Reg. lich. r.; Nystuhe: Kaurin, Bryhn et 
Olsson! reg. sal. Vangsfjeld in Opdal: M. Blytt sec. 
Zett. 1. c. 


- G. Ungeri. Reg. bet. Kongsvold! detex. Kaurin. uem 
. G. mollis. Reg. sal et lich. p.; Storhe et Blàhe! Sne- 


hætten: Zetterst. et aL! Kongsvold: Hartm. l. e.; Nystuhe 
(fruetif.): Kaurin, Bryhn et Olsson! 

G. elongata. Reg. bet. prope Kongsvold et (fructif.) in 
Vårstien! reg. sal. fructif. supra Vårstien! Jerkin: Hüb. 
sec. Zetterst. l. c.; Nystuhe: Zetterst. 


“2. G. unicolor. Reg. silv. prope Detli par. been fraetit.: = a 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


125. 


. G. atrata. Reg. bet. Varstien! reg. sal. supra Varstien! 


Zetterst. l. c. 


. G. Dom. Reg. bet. p. v. e. Várstien, Drivdalen, etiam 


inter Kongsvold et Jerkin! Fogstuen: Zetterst. l c. Op- 
dal: M. Blytt sec. Zetterst. l. c. 
Racomitrium sudeticum. Reg. silv. prope Detli in Lenset 
frequens et fructif.! reg. sal. et lich. Storho, Nystuhe et 
Kolla: Berggr.; Opdal: Kaurin! 


. R. heterostichum. Reg. sily. vulg.; etiam in Knudsho! 


M3 


. R. affine (Schleich.) Kindb. (Grimmia affinis Lindb.). 


Reg. bet. et sal. r.; Knudshe! 


. R. microcarpum. „In alpib. Dovre vulgare“ Zetterst. 1. c.; 


Knudshe! 


. R. fasciculare. Reg. bet. et sal. p, v. c.  Hegsnyta et 


Knudshe! 


. R. lanuginosum. Vulgare! 


forma incana; Knudshe, precipue in reg. lich.! 


. R. canescens. Vulgare, saltem in reg. infer.! 


var. brevifolium Kindb. (var. nova, foliis submuticis). 
Reg. sal. Hogsnyta! 


. R. protensum. Reg. silv. Storfale in Sundalen: Scheutz 


sec, Hartm. 


. Hedwigia ciliata. Reg. silv. Lille Elvedal: Nyman! 
. Coscinodon pulvinatus. Re g. bet. Drivdalen p. inter Trold- 


kirken et Nerstadvolden! reg. silv. L. Elvedal: Nyman! 


- Amphoridium lapponicum. Reg. bet. — lich. sat vulgare! 
. Å. Mougeotii. Reg. bet. v. c. Knudsho frequenter, raro 


fructif. prope amnem Vårstiåen! 


. Ulota curvifolia: Reg. bet. Kongsvold! Opdal: Kaurin! 
. U. Hutchinsie. „Dovre“ Scheutz 1. c. 

. Orthotrichum rupestre. Reg. bet. Knudsho! 

. 0. Sturmii. Reg. sily. Opdal: Kaurin! 

. O. cupulatum. Reg. silv. Opdal: Kaurin! ` 

. 0. anomalum var. saxatile. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 

. 0. Killiasii. Reg. bet. p.; Fogstuen et Knudshe! Opdal: 


| Kaurin! reg. silv. Thofte: Zetterst.! 


i 
E 
i 
| 
; 
x 
2 


da A A rn EI Eb i Pe MAS 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 21 


144. 


150. 


151. 


O. alpestre. Reg. bet. haud r., v. c. Knudshe! Drivstuen! 
reg. silv. Opdal et Lonset! 


. Encalypta commutata. Reg. bet. frequenter, reg. sal. p., 


v. c, Knudshe! 
var. fimbriata Kindb. (calyptra regulariter fimbriata, ut in 
E. ciliata); reg. bet. Knudshe! 


. E. ciliata. Vulgaris! 
. E. Macoumii Aust. (E. borealis Kindb. 1. c). Reg. bet. r. 


Knudshe! 


. E. apophysata. „Dovre“ Scheutz 1. c. 
- E. rhabdocarpa. Reg. silv. Drivstuen! Reg. bet. — 


lich. vulgaris! 

subsp. E. leucodontea Kindb. L c. Reg. bet. Kongsvold! 
E. brevicollis. Reg. bet. p. frequenter, v. e. Knudshe! inter 
Kongsvold et Jerkin! ad pedem m. Hogsnyta! reg. sal. 
et lich. Knudshe! 
E. procera. Reg. bet. r. Knudshe inter Kongsvold et 
Sprenbekken, etiam fructif.! reg. silv. L. Elvedal: 
Nyman! 


- E. streptocarpa. Reg. bet. Knudshe rarius! 
. Tetraphis pellucida. Reg. bet. Kongsvold et Jerkin! 
- Tetrodontium Brownii. Reg. bet. infra viam publicam prope 


fluv. Driva inter Kongsvold et Sprenbekken! 


. Schistostega osmundacea. Reg. silv, L. Elvedal: Lindberg! 
. Dissodon Froelichii. Reg. bet. et sal. p.; prope Kongsvold! ` 


Knudshe, v. c. supra Varstien! Finshe! Opdal: Kaurin! 


- D. splachnoides. Reg. bet. — lich. haud r., v. €. circa 


Kongsvold, Goverli et Jerkin! 


- Tayloria tenuis. „Dovre“ Hartm. l. c.; reg. silv. prope 


Lille Elvedal: Lindberg et Nyman! 


- T. splachnoides. Reg. sal Knudshe! reg. bet. supra 


Nerstadvolden: Kaurin! 


- T. acuminata (Schleich.) Hsch. sec. Lindb. rev. bryol. 


Reg. bet. m. Knudshe: Lindblom sec. Lindb. l. c.; reg. 
Sal. supra Vårstien! | 


` 


22 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


161. 


= 


= 
c 
oo 


= 
-1 
IE 


AT. 


Tetraplodon angustatus. Reg. bet et sal. p., v. c. Kongs- 
vold, Knudshe, Hegsnyta, Finshe et Drivstuen! 


. T. mmioides. Reg bet.—- sal. p. v.c. Finshe; Várstien, 


Knudshe et Hogsnyta! 
var. cavifolius; Snehætten: Schimp. 1. e.; Vårstien! 


. Splachnum Wormskjoldii. Reg. sal. r.; Knudshe: P. Olsson 


et ipse! 


. S. sphericum. Reg. silv. Drivstuen! reg. bet. — lich. 


p. frequenter, v. c. Nystudalen, Kongsvold et Jerkin! 


. S. vasculosum. Reg. silv. Drivstuen! reg. bet. — lich. 


D. V. c. Kongsvold! 


. S. luteum. Reg. sal. supra Vårstien: E. Nyman! reg. 


silv. Lille Elvedal cop.: Lindb. et Nyman! 


. Discelium nudum. Reg. sily. Lille Elvedal: Lindberg! 
. Funaria hygrometrica. Reg. silv. et bet. vulgo! 
. Mielichhoferia nitida. Reg. bet. et sal. r; Varstien, etiam 


fructif.! prope Skåkbekken, fructif.: P. Olsson! 


- M. erecta (Lindb.) Kindb. (Pohlia erecta Lindb., Oreas 


erecta Kindb. 1. c, Mielichhoferia defecta Sanio). 
Reg. sal.  Vangsfjeld par. Opdal r.: detex. Kaurin! 


- Leptobryum piriforme. Reg. sily. et bet. vulgare! 


Webera acuminata. Reg. bet. — lich. haud r, Y. © 
Knudshe* Finsho: Hartm. 1. c.; reg. silv. Foldalen prope 
Gunnarseteren! 

W. polymorpha. Reg. sal. et lich. p, v. c. Knudsho et 
prope Snehætten! 

W. elongata. „Dovre“ Scheutz 1. c.; reg. bet. Hokleven 
prope Kongsvold: O. L. Sillén. | 
W. crassidens (Lindb.) Kindb. (Pohlia crassidens Lindb, 
Bryum crassidens Kindb. 1 €). Reg. bet. Opdal m 
m. Olmenberget: detex. Kaurin! 

W: longicollis? (Bryum (Webera) nitens Kindb. L a) 
Reg. bet. vulgo, reg. sal. parcius, v. c. circa Kongsvold: 


W. nutans. Vulgaris! 


var. bicolor; Opdal: Kaurin! 


2 

3 
1 E 
š 
3 
4 
E 
å 
i 


1888. | ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 23 


178. 


119. 


180. 


— 
00 
or 


= 
oo 
-1 


hd. 
CO 
CD 


W. sphagnicola. Reg. bet Jerkin! detex. Lang sec. 

Schimp. 1. e; reg. sal. Nystudalen! 

W. Schimperi. Reg. bet. Jerkin: Schimp. 1. ¢.; Kongs- 

vold! 

W. cucullata. Reg. bet. et sal. Kongsvold et Nystudalen! 

W. Ludwigi. Reg. lich. et sal Snehætten: Kaurin et 

Olsson! Hornet par. Opdal: Kaurin! reg. bet. Jerkin! 

W. commutata. Reg. bet. p., reg. sal. et lich. vulgo! 
Bryum filum Sch., forma elongata, huic specieia cl. Boulay 

l. c. translata; reg. sal. Hegsnyta et Knudshe! 

W. gracilis. Reg. bet. et sal. haud r., v. c. prope Sne- 

hetten! Kongsvold! 

W. annotina. Reg. silv. vulgo, v. c. in Foldalen! reg. 

bet. p, v. c. Kongsvold! 

W. cruda. Reg. silv. — sal. vulgaris! 

W. albicans. Vulgaris! rarius fruetif.: Knudshe et Opdal! 
var. glacialis; reg. sal. et lich. vulg., v. €. prope Sne- 

hætten, Knudshe et Fogstuen! 

W. pulchella. Reg. silv. Opdal prope ædem! reg. bet. 

Jerkinhe in via derelicta copiose! 


- Bryum pseudotriquetrum.  Vulgare! 
- B. neodamense, Reg. bet. in rivulo prope Goverlivand! 
- B. Duvalii. Reg. bet. p, v. c. Kongsvold et Hegsnyta, 


rarius fructif.! 


- B. alpinum. Reg. silv. paroec. Opdal et Lenset fre- 


quenter, etiam fructif.! 


- B. Miihlenbeckii. In eisdem locis fructif.! 

. B. cespiticium. Reg. silv. vulgo, reg. bet. sat r.! 

- B. badium. Reg. bet. Kongsvold! 

. B. Mildei. Reg.silv. prope Aalbu in Opdal, rarius fructif.! 
- B. pallescens. Reg. silv. et bet. vulgo, reg. sal. p., V. C. 


Knudshe! 


- B. microstegium. Reg. bet. Kongsvold r.! detex. Schimper, 
Ke 


e subrotundum. Reg. bet. r.; Goverli et prope Kongsvold! | 
- B. contextum Hsch. Reg. bet. Knudsho et Drivstuen! 


. B. cirratum. Reg. bet. et sal. haud r., v. c. Kongsvold 


et Jerkin! 


. B. cuspidatum. Reg. bet. Jerkin et Kongsvold! 
. B. intermedium. Reg. bet. Kongsvold in via derelicta! 
. B. pycnodermum Limpr. Reg.silv. Opdal: detex. Kaurin! 


reg. bet. Kongsvold! 


B. sysphinctum Limpr. Reg. bet. Opdal: detex. Kaurin! 


Kongsvold! 


. B. turbinatum var. prelongum Br. eur., Boulay 1. c. Reg. 


lich. et sal. super. frequenter, v. c. Knudsho! reg. bet. 
Kongsvold! reg. silv. Opdal et Drivstuen! 


. B. Schleicheri var. latifolium. Reg. bet. in rivulo prope 


Goverlivand, etiam fructif.! 


. D. inclinatum. Reg. silv. et bet. p, v. c. Foldalen, Jerkin 


et Kongsvold! 


. B. longisetum. Reg. bet. Kongsvold boream versus, prope 


viam publicam! Foldalen: Kaurin! 


. B. archangelicum. Reg. bet. — lich. p, v. c. Knudsho 


et prope Kongsvold! 


. B. lacustre var. norvegieum. Reg. bet. in via derelicta 


(detex. Kaurin) Kongsvold et Jerkinho! 
B. purpurascens. Reg. bet. et silv. prope fluv. Folda et 
Driva frequenter! Fogstuen: Schimp. 1. c. 


. B. opdalense Limpricht. Reg. silv. prope fluv. Driva par. 


Opdal: detex. Kaurin! reg. bet. prope Goverlivand! 


. B. autumnale Limpr. Reg. silv. prope fluv. Driva par, 


Opdal: detex. Kaurin! 


. B. oeneum. Reg. bet. et sal. p.; Knudshe, etiam fructif.! 
. B. campylocarpum Limpr. Reg. bet. juxta Blüsebekken 


prope Kongsvold: detex. Kaurin. 


. B. arcticum. Reg. bet. — lich. frequenter, v. c. Knudshe! 
. B. viride Philibert rev. bryol. Reg. bet. Kongsvold! 


detex. Kaurin! 


. B. inflatum Philib. l.c. Reg. bet. Knudshe et Nerstad- 


volden, detex. Kaurin. 


T 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


E 
1 
1 
i 
3 


et 


EIE 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 25 


219. B. arcuatum Limpr. Reg. silv. Opdal, detex. Kaurin! 

reg. bet. Kongsvold! 

B. callistomum Philib. Le Reg. bet. Knudshe prope 

Kongsvold, ubi ipse detexi! 

221. B. micans Limpr. Reg. silv. Opdal, detex. Kaurin! 
reg. bet. Kongsvold! 

222, B. purpureum Philib. 1. c. reg. silv. Opdal, detex. Kaurin! 
reg. bet. Kongsvold! 

228. B. pendulum. Reg. bet. et sal. haud r., v. c. Knudshe 
et Jerkinho! 

224. B. paludicola. ,Dovrefjeld* Lorentz sec. Schimp. 1. c. 

225. B. dovrense. ,Kongsvold* Lorentz: Schimp. 1. e. 

226. B. Kaurini Philib. Le Reg. silv. Opdal: Kaurin. 

221. B. Kindbergii Philib. 1. c. Reg. bet. Kongsvold! 

228. B. Brownii. Reg. bet. iufra Jerkin! Fogstuen: Schimp.; 
reg. silv. Opdal: Kaurin! 

229. B. warneum. Reg. silv. Opdal: Kaurin. 

280. B. planifolium Kindb. Le Reg. sal. Knudshe! 

281. B. pallens. Reg. sily. et bet. vulgo, reg. sal. r., v. c. 
Knudshe! 

var. oenodes Limpr.; Kongsvold! detex. Kaurin. 

232. B. fallax (,var. præced.* Jur.). Reg. bet. et sal. ry v. c. 

;  Knudshe! 

233. B. stenocarpum Limpr. Reg. silv. Ryhougen in Foldalen, 
detex. Kaurin; reg. bet. Kongsvold! 

234. D. uliginosum. Reg. bet. r, v. c. Finshe: Hartm. l. c. 

var. rivale Limpr.; Opdal: Kaurin. 
285. Bryum flavescens Kindb. n. sp. 


220. 


© 


Folia haud decurrentia, oblongo-lanceolata, rosea. Capsula gem longicollis, 
initio pallide flava, Peristomium externum aurantiacum, interno ad part adherens; 
cilia sæpe appendiculata, Flores sepe synoicæ. Spori magni, 003—0. VENG NE 

Species inter B. arcticum et B. pallens media et quasi transitoria, 


In reg. betul. m. Knudshe prope Kongsvold! 
236.. B. capillare. Reg. silv. vulg, reg. bet. p, v. c. Kongs- 
vold! 
Var. carinthiacum; reg. sal. super. Knudshe! 


rå 


Zur. N. O. KINDBERG. [No. 6. 

237. B. elegans. Reg. silv. inter Opdal et Aalbu! reg. lich. 
Knudshe! 

238. B. Limprichtii Kaurin, bot. not. Reg. lich. Knudshe! 
detex. Kaurin. 

239. B. obtusifolium Lindb. (musc. spitsberg.). Reg. lich. 
Knudshe frequenter! detex. Zetterst. 

240. B. argenteum. Reg. silv. p., v. c. Krokhoug; reg. bet. r, 
v. c. Kongsvold! 

241. B. virescens Kindb. (Argyrobryum virescens Kindb. l c. 
Bryum claviger Kaur., bot. not.) Reg. silv. in fluv. Driva 
par. Opdal: Kaurin! reg. bet. Goverli in rivulo! 

242. B. Blindi. Reg. bet. Kongsvold rarius! 

var. Kier (Lindb.) (Bryum Kiærii Lindb. m. scand.); 
reg. silv. Foldalen prope Gunnarsæteren ! detex. F. Kiær! 

243. B. oblongum Lindb. ap. Soc. fl. f. fenn 1881. Reg. silv. 
Opdal: Kaurin! 

244. D. calophyllum. Reg. bet. Kongsvold parce! infra Jerkin 


bo 
or 
e 


prope’ viam derelictam! reg. silv. Opdal: Kaurin et 
Bryhn! 


+ B. versicolor. Reg. silv. Opdal: detex. Kaurin. 
. B. julaceum. Reg. silv. Opdal: Kaurin! 
+ B. concinnatum. Reg. bet. et sal. Knudshe, v. c. prope 


amnes Sprenbekken et Skäkbekken et supra Várstien] 
Opdal: Kaurin! 


. Zieria julacea. Reg. bet. et sal. haud r,; Knudshe fre 


quenter! reg. silv. p., v. c. Lønset! 


. Z. demissa. Reg. sal. et lich. r.; Knudsho, præcipue supra 


Varstien, frequenter! inter Finshe et Risehe: Hartm. l € 
Opdal: Kaurin! 


. Mnium affine. Reg. silv., bet. et sal. frequenter! 
- M. rugicum (Laur. Kindb. Le Reg. sal. Knudshe! 
. M. medium. Reg. bet. p.; Knudshe, v. c. prope Sprer 


bekken fructif.! 


. M. cuspidatum. Reg. aile Lille Elvedal: Nyman. x 
. M. serratum. Reg. bet. Kongsvold! reg. silv, U 


Elvedal: Nyman. 


Se uy ESO EEE TE STE SEERE EE EE EE EE ED EE Dr ET TD EN i i DE I RR ENE 
s E : idee. PCT NUES å "P TT 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 21 


bo 
D 
co 


. M. orthorhynchum. Reg. bet. vulgo, reg. sal. parcius! 

. M. inclinatum. Reg. bet. Knudshe et prope Kongsvold! 
. M. riparium. Reg. bet. Knudshe parce! 

. M. spinosum. Reg. bet. r.; Kongsvold! reg. silv. Driv- 


stuen: Hartm. 1. c.; Opdal: Kaurin! 


. M. stellare. Reg. bet. prope Kongsvold, etiam fructif.! 
. JM. Blyttii Sch., Lindb. Reg. sal. et lich. p., v. c. Knudshø 


precipue prope Sprenbekken, ibidem interdum uberrime 
fruetif.! Drivstuen: Hartm. 1. c. 


- M. cinclidioides. Reg. sal Knudshe! 
- M. punctatum. Reg. silv. vulgo, reg. bet. et sal. p.! 


var. elatum; Drivstuen et Kongsvold! 


. M. subglobosum. Reg. bet. et sal. frequenter! reg. silv. 


V. ec. Drivstuen! 


- M. hymenophylloides. Reg. bet. et sal, v. c. Knudshe 


frequenter! 


- M. hymenophyllum. Reg. bet. Knudsho haud r., v. c. 


prope Sprenbekken! Drivstuen: Hartm. l. c. 


. Cinclidium stygium. Reg, silv. et bet. frequenter, reg. 


Sal p., v. c. Knudshe! 


. C. subrotundum. Reg. bet. et sal. infer. r.; Blàhe: 


Zetterst. sec. Sch. l. c.; in palude prope supremam partem 
vie Varstien! reg. silv. Drivstuen trans pontem! 


- C. arcticum. Reg. bet. super. et sal. infer. Knudsho, 


V. €. supra Kongsvold copiose! 


- Amblyodon dealbatus. Reg. silv. Foldalen inter Lille 
. Elvedal et Ryhougen! reg. bet. p. Y. €. Kongsvold et 


Goverli! reg. sal. infer. Knudshe! 


- Catoscopium nigritum. Reg. bet. et sal. frequenter, CH 
- Knudshe! 
- Meesea uliginosa. Reg. silv. v. c. Drivstuen! Reg. bet. 


— lich. valgo! 
var. major; reg. sal. p, v. c. Knudshe! 
- M. longiseta. „Dovre“ Scheutz 1. c. 
: M. tristicha. Reg. bet. r.; per fructif. et deese 


N. C. KINDBERG. [No. 6. 


279. 


280. 


2 


D 
bo 


Sy 
[ra] 
oo 


. Paludella squarrosa. Vulgaris! fructif. prope Kongsvold et 


Goverli! 


. Aulacomnium palustre.  Vulgare! 
. 4. turgidum. Reg. lich. et sal. frequenter! reg. bet. p.! 


reg. silv. r, v. c. Drivstuen! fructif. inter amnem Kall- 
villa et Snehætten, etiam prope Fogstuen in Blähe et 
Storhe! 


. Bartramia ithyphylla. Reg. silv. et bet. sat vulgo, reg. 


sal. rarius! 


. B. pomiformis. Reg. silv. vulgo, reg. bet. p, V. €. 


Knudsho! 5 
B. Halleri. Reg. bet. v. e. Knudshe frequenter! reg. 
sal. ibidem rarius! 

B. Oederi. Reg. silv. haud r., reg. bet. p, v. c. circa 
Kongsvold! 

. Var. microcarpa; reg. lich. et sal. vulgo, reg. bet. 
p, v.c. Knudshe! 


. Conostomum boreale. Reg. bet. p. reg. sal et lich. 


haud r.; fructif. prope Kongsvold merid. versus, Knudsho, 
Hogsnyta et Nystudalen! 


. Philonotis fontana. Vulgatissime! 


var. compacta; reg. sal. Knudsho! 

subsp. Ph. angustifolia Kindb. 1. c. Reg. silv. ps Y. & 
prope Detli par. Lenset! reg. bet. p. v. c. Knudsho, 
precipue prope Sprenbekken! : 


. Ph. seriata Mitt., Lindb. m. scand. (var. preced.?). Reg. 


bet. p, v. e. Knudshe! 


. Ph. calcarea. „Dovre“ Hartm. 1. c. 
9. Timmia megapolitana var. bavarica. Reg. bet. p, Spe 


fructif., v. e. prope Kongsvold in Knudsho et juxta fluv. 
Driva! 


. T. austriaca. Reg. bet. sat r., rarissime fructif, V. € 
prope Kongsvold! i U 
. T. norvegica. Reg. bet. Knudshe frequenter, precipue 


prope Sprenbekken! reg. sal. Knudshe p.! 


. Atrichum tenellum. Reg. silv. inter Jerkin et Dalen! 


1888.] ENUMERATIO BRYINEARUM DOVRENSIUM. 29 


289. 


290. 


n2 
eo 
= 


A. undulatum. Reg. silv. Lille Elvedal: H. Lindberg 
sec. E. Nyman. 
Oligotrichum hercynicum. Reg. sal p.! fructif. in Vår- . 
stien et prope Snehætten inter amnes Kallvilla et Stropla 
cop.! 


. Pogonatum aloides. Reg. bet. r.; Kongsvold merid. versus 


in via derelicta, sterile! 


. P. urnigerum. Reg. silv. vulgo, reg. bet. et sal. p.! 


var. humile; supra Vårstien! 


. P. alpinum. Vulgare! 


var. arcticum; reg. sal. p., v. c. prope Snehætten! 
var. septemtrionale; reg. sal. p, v. c. Fogstuen et Sne- 
hætten! 


. Polytrichum piliferum. Vulgare! 


var. Hoppei; Hegsnyta! 


. P. hyperboreum R. Br. Reg. bet. Várstien in suprema 


parte! supra Blisebekken! 


. P. boreale Kindb. Le In locis eisdem! 
. P. sexangulare. Reg. lich. et sal. super. p., V. €. prope 


Snehætten! Hogsnyta! Nystuhe: Olsson et Kaurin! 


. P. gracile. Reg. infer. vulgo, preterea p., V. c. Värstien! 
. P. formosum. Reg. silv. et bet. p., v. c. Kongsvold! 

. P. juniperinum. Vulgare! 

- P. strictum. Reg. bet. et sal. frequenter, v. €. prope 


Kongsvold et in m. Hegsnyta! 
P. commune. Reg. silv. vulgo! 


- Diphyscium foliosum. Reg. silv. Opdal prope sedem! 


detex, Kaurin, 


- Buabaumia aphylla. Reg. bet. sup. r.; prope Varstien! 


30 N.C. KINDBERG. ENUMER. BRYINEARUM DOVRENS. [No. 6. 1888.] 


Appendix. 


305. Dicranum Sendineri Limpr. Reg. sal. infer. Hegsnyta! 
306. Bartramia breviseta Lindb. Reg. sal c. fr. Hogsnyta! 
307. Bryum labradorense Philib. 1. c. Reg. bet. inter Jerkin et 

amnem Svona, in corporibus putridis Lemmi borealis! 
808. Grimmia alpina Kindb., n. sp. 

Schistidium, Cæspites dense pulvinati, fuscescentes, Caulis brevis. Flores 
dioiei, Folia (etiam perichetialia) brevia, ovato-oblonga obtusa, margine plana, 
mutica. Capsula aurantiaca, immersa et sessilis, rotundato-ovata; peristomium 
rudimentarium brevissimum ; annulus nullus; operculum convexum sine apiculo 
vel umbone distineto, capsule concolor. 

Reg. bet. in Jerkinhe prope viam veterem, Goverlivand 
versus! Reg. silv. super. Drivstuen! 

309. Webera proligera (Lindb.) (Pohlia proligera Lindb. a 

sp. in litt.). Reg. silv. L. Elvedal, detexit S. O. Lindberg: 


Trykt 29 Mai 1888, 


Additional Notes 


Australian Cladocera, 


raised from Dried Mud. 
By 
G. 0. Sars. 


With 6 Autographic Plates, coloured from Living Specimens. 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 7) 


Christiania. 
Sold by Jac. Dybwad. 
A. W. Brogger, Printer, 
1888. 


Additional Notes on Australian Cladocera, raised from 
Dried Mud. 
By 
G. 0. Sars. 
(Read at the Meeting held 9th March 1888, — Section for Mathematics and 


Natural Science), 


Introductory. 


L two previous papers inserted in this Journal I have 
bartly published the results of a series of experiments instituted 
with a view to obtain artificially hatched and domesticated Aust- 
ralian fresh-water Entomostraca, the material being parcels of 
mud collected from lakes and ponds in that remote part of the 
World, and subsequently sent to Christiania in a dried state. In 
the first of these papers,! published in 1885, I described five 
different forms of Cladocera, examined in this way during the 
summer of 1884, whereas the 2nd paper,? published in 1887, 
Was wholly devoted to a more detailed account of one very re- 
markable Phyllopodous form, examined the preceding summer. 
It was noticed in the latter paper that, besides other Entomo- 
straca, also several Cladocera had been successfully domesticated 
7 my aquaries during that summer, and these 1 promised to 
describe subsequently. In the present paper I propose to give 
en a A . 


1 
i On some Australian Cladocera, raised from Dried Mud. i ü 
On Cyclestheria hislopi (Baird), a new Generic Type of Bivalve Phyllopoda. 
p ; 


4 G. O. SARS. [No. 7. 


descriptions and figures of these additional forms of Cladocera, 
reserving for a future paper my account of the Copepoda and 
Ostracoda. 

The mud that yielded the several species described in the 
sequel, was collected by Mr. Archibald Archer, during the spring 
(March) of 1885, at Rockhampton, Queensland, from different | 
localities in the neighbourhood of that town, and kindly sent me, 
carefully embaled and marked as to locality. It safely arrived 
in Christiania on the 29th October same year, and the localities 
were registered at. once in my note-book, the mud being put 
aside in separate compartments for subsequent experiments. 

Owing to the cold weather during the whole spring of the 
following year, I was obliged to defer commencing my experi- 
ments till the last days of May. By that time a number of 
aquaries of different sizes were ready to receive small parcels of 
the mud, these parcels having been previously dissolved in pure 
spring-water. Each aquary was carefully labelled, both as to 
the locality, from which the mud had been obtained, and as to 
the date when the hatching operations began. 

Although the utmost care was taken in preparing the aqua- 
ries, yet in a comparatively small number only did the hatching 
of the ova contained in the mud, proceed successfully, and hence 
the greater part had to be removed as unserviceable. But as 
new aquaries were provided from time to time in place of those 
rejected, I at length sueceeded in getting hatched Entomostraca 
from every locality registered. Moreover, by allowing the water 
in some of the aquaries, at the end of the autumn, to evaporate 
and keeping the bottom-residue in a dried state the winter over; 
I had the satisfaction the following summer, that of 1887, 0n 
again pouring upon it fresh water, to see after some time many 
of the forms reappearing and now in far greater number, thes? 
individuals having evidently been hatched from ova deposited 1n 
the mud in the course of the preceding summer. 

The results of my experiments during these 
are on the whole rather more satisfactory than thos x 
in 1884, a circumstance partly due to the present material being a 


two summers 
e attained 


1588.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 5 


derived from several localities, whereas that formerly experi- 
mented with was taken from but a single place (Gracemere 
Lagoon), and partly to the additional experience 1 had acquired 
in preparing the aquaries. 

Of the 11 forms of Cladocera described below, I have been 
able to identify 6 with species previously noticed, 5 of which 
are described — though very insufficiently — by King in ,Papers 
and Proceedings of the Royal Society of Van Diemens Land,* 
Vol. II, Part II, the 6th by Dana, in his great work on the 
Crustacea of the United States Exploring Expedition. The 5 re- 
maining species I regard as new, and one of these forms repre- 
sents moreover the type of an interesting new genus. 

As with the Cladocera previously described by the author, 
some of the species included in the present paper show an as- 
tonishing resemblance to well-known European forms, and hence 
à very minute examination has been necessary to make out the 
distinetive eharacters. On the other hand there are also several 
well-marked Australian types, considerably differing from any of 
the known Northern forms. 

The plates accompanying this paper, like those of the two 
previous ones, have been executed with the utmost care from 
living specimens. The method is that long since adopted by the 
author with very satisfactory results, viz., the autography, a 
particular kind of lithographic chalk having in this case been 
exclusively employed. Subsequently the plates were printed in 
colours from my original pencil-drawings. 


: 6 G. O. SARS. [No. 7, 


Description of the Species, with Biological 
Observations. 


Fam. Sidide. 


Gen. Latonopsis, n. 
(see Plate I). 

Generic Characters. — General aspect very similar to that 
of Latona, but no dorsal impression between head and trunk, and 
no distinet fornicate plates laterally above the oral region. Shell- 
gland very remarkable, tripartite, one of the branches passing 
across the anterior part of the valves, another straight back- 
wards along the sides, and the third upwards. Antennulæ with 
flagellum distinetly artieulated to the basal ‘part and not genl- 
culate. Antenne with the upper branch biarticulate, first joint 
simple, without any lamellar setiferous prolongation of the inner 
edge. Heart very large, saccular, anteriorly truncate, posteriorly 
rounded, upper edge concaved. 

Remarks. — By the above-given characters, this new genus 
is readily distinguished from Latona, agreeing however in most 
of the other features very closely with that genus, the Austra- 
lian representative of which it may be said to constitute. 


l. Latonopsis australis, n. sp. 
(Pl. 1). 
th 
Sporife Characters. — 9. Carapace oblong, height and ere 
about the same, slightly tapering towards the en extremlt); 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. : 7 


which is obliquely truncate. Free edges of valves densely setose: 
three of the setz affixed to the infero-posteal corners excessively 
elongated and spreading. Posterior branch of shell-gland much 
larger than anterior, reaching longitudinally beyond the middle 
of the valves. Head large and thick, obtusely pyramidal, inferior 
edge oblique and almost straight, not prolonged posteriorly in 
any distinct rostrum; superior edge gently curved and uniting 
the dorsal edge of the carapace, without any intervening sinus. 
Kye, as in Latona, located in the dorsal part of the head, at a 
great distance from the optic ganglion. Ocellus immediately in 
front of the base of the labrum, very minute. Flagellum of ` 
antennule about three times as long as the basal part, finely 
ciliate. Upper branch of antennæ with 12 natatory sete (5 on ` 
first, 7 on second joint), the apical one very elongate; inferior 
branch with five sete, one of the apicals almost twice as long 
as the others. Tail rather small, generally not projected beyond 
the valves, obtusely conical; anal denticles very minute, 9 on 
each side; apical claws curved, with 2 strong secondary spinesi 


- caudal sete rather elongate, originating from separate mammillar 


processes. ” Body pellucid, without any distinct pigment. Length 
of female reaching 1,60 mm. 

Remarks. — In the above diagnosis I have sought to adduce 
some characters, which in my judgment should be regarded as 
merely specific in value. Meanwhile, the present form being 
the only species as yet known of the genus, it is of course rather 
difficult to draw up at present a strictly specific diagnosis. 

Description. — 'The length of the largest female specimen 
examined is 1,60 mm; most of the specimens were however con- 
siderably smaller, scarcely exceeding 1,20 mm in length. In its 
general form the body (see Pl. 1, figs. 1, 2) is very similar to 
that of Latona seti fera Müller, being rather narrow oblong and 
almost as broad as high. On closer examination, however, some 
well-marked differences are found to exist. Thus, as seen laterally 
(fig. 1), the head exhibits a more pyramidal shape, its inferior 
edge running, with an almost straight course, obliquely upwards 
to the region where the eye is located, whereas in Latona it 


8 G. O. SARS. — [No. 7. 


forms anteriorly a very prominent curve, giving to the head the 
appearance of being obliquely truncate in front.  Posteriorly, 
the inferior margin of the head terminates with a very slight 
triangular prominence, on either side of which the antennule 
are seen to project; anteriorly, it joins the dorsal edge by a very 
sharp curve. The latter edge is slightly convex and not defined 
from the dorsal edge of the carapace by any intervening im- 
pression or sinus, both forming together a quite uninterrupted 
even curve. 

The carapace, or shell, is obliquely oblong in form and, as 
in most other Cladocera, forms inferiorly two movable flaps or 
valves, protecting the branchial legs, though more or less widely 
separate inferiorly and posteriorly (see fig. 2). These valves are 
comparatively narrow and do not cover the oral parts at the 
sides, nor are the latter organs, as in Latona, protected above 
by any distinct fornicate plates, interposed laterally between the 
head and the carapace. The inferior edges of the valves are 
throughout the greater part of their length well-nigh straight. 
Anteriorly, they ascend by an even curve, forming in front 3 
rounded flap, to the inner side of which several strong muscular 
bundles, originating from the sides of the body immediately be- 
hind the oral parts, are seen to affix themselves. By the aid of 
these muscles the valves are moved to a certain extent, being 
by their contraction approached to each other.  Posteriorly, the 
inferior edges of the valves unite the posterior, by a rather 
prominent eurve; the latter are somewhat oblique, though less 
so than in Latona, and terminate above with a slightly pro 
jecting obtuse angle. The dorsal edge of the carapace exhibits à 
more or less projecting curve in the middle, according to the number 
of eggs or embryos contained within the dorsal cavity of the shell or 
matrix. As seen in a dorsal or ventral aspect (fig. 2) the body 
is somewhat fusiform, the greatest breadth being about in the 
middle, whence the body successively tapers to either extremity, 
though somewhat more abruptly in front, the head appearing 
obtusely conical in form. 

The free edges of the valves are fringed, as in Latona — 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. ` 9 


throughout their whole length, with numerous slender and mov- 
able sete, three of which on each valve, affixed to the infero- 
posteal corners, are excessively elongate and generally spread in 
a radiating manner (see fig. 2). On the inferior edges the sete 
are more or less inflexed, whereas on the posterior edges they 
point backwards, and on the anterior flaps outwards. 

As to the sculpture of the shell, nothing more could be de- 
tected, save a faint punetation, apparently caused by the nu- 
mérous transverse pillars connecting the two lamelle of the 
Valves and defining the complicated network of canals within 
the substance of the valves, through which the blood circulates. 

The so-called shell-gland, located between the lamellæ of 
either valve, is of very peculiar appearance and wholly unlike 
that met with in any other known form of Cladocera. It is (see 
fig. 1) very large and, instead of forming a simple convolute of 
canals, it is divided into three widely diverging branches, the 
posterior of which is by far the largest. The inferior branch, 
properly answering to that commonly found in other Cladocera, 
crosses the anterior part of the valves and terminates at some 
distance from the inferior edge; the posterior, on the other hand, 
runs straight backwards along the sides, close to the line con- 
necting the valves with the upper part of the carapace, and 
reaches even beyond the middle of their length. Finally, the 
Superior branch is the shortest of the three and passes upwards, 
almost opposite to the inferior branch. From the point, where 
the three branches meet, a very delicate and somewhat curved 
String passes anteriorly to the oral region, its mode of termi- 
nating being however very difficult to observe. Of the branches, 
the upper and lower consist each of a double convolute cf clair ca- 
nals, whereas the posterior would seem to contain three such canals. 

The eye, as in Latona, is located somewhat dorsally, within 
the obtusely rounded extremity of the head. It is comparatively 
of smaller size than in that form, but of quite a similar struc- 
ture, exhibiting numerous refracting crystalline lenses imbedded 
in a brownish-red pigment. Owing to its great distance from 
the optic ganglion, the optic nerves are of quite unusual length, 


10 G. O. SARS. [Nó 7. 


looking as a pair of slightly flexuous cylindric chords, ascending 
from the inferior part of the head and joining the eye somewhat 
posteriorly. Also the ocular muscles are very slender, having 
their point of affixment close to the inferior face of the head. 

The ocellus has the form of a small black spot, located 
immediately in front of the slight prominence issuing from the 
ventral side of the head posteriorly. 

The antennule (fig. 3), affixed to either side of the above- 
named prominence, appear at first sight very similar to those or- 
gans in Latona. On closer examination, they are however found 
to differ materially by the setiform flagellum being distinctly 
articulated to the basal part in front of the bundle of sensory 
filaments, whereas in Latona the flagellum forms the immediate 
continuation of that part. It is about three times as long as 
the basal part, but very slightly curved, not as in Latona geni- 
culate, and on both edges provided with delicate cilia, the ex 
tremity being drawn out to a fine point. 

The antennæ (fig. 4) are very powerful organs of locomo- 
tion, the scape, issuing from each side of the head, being exceed- 
ingly thick and muscular, with numerous circular folds around 
its proximal part, indicating its great flexibility in that region. 
Of thé strong muscles moving the scape, the two levatores are 
very conspicuous; both originate from the dorsal face of the head 
and converge inferiorly to the base of the scape, the posterior 
occupying the space between the eye and the heart, the anterior 
that between the eye and the optie ganglion. At the extremity 
of the scape, between the insertion of the two branches, à Strong 
Spine is affixed to the inner side, and from the outer side, some- 
what nearer the base, a much more delicate setiform appendage 
arises. The branches, as in the other Sididæ, are very dissi- 
milar both as to size and structure, the upper being by far the 
larger and more abundantly supplied with natatory sete. This 
branch is somewhat compressed and composed of but two joints, 
the outer slightly longer but considerably narrower than the inner. 
The latter is quite simple, without any trace of the large seti- 
ferous dilatation of the inner edge distinguishing the genus La- 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 11 


lona; it bears along the inner edge a simple row of 5 natatory 
sete, somewhat inereasing in size distally, and has too at the 
extremity outside a strong spine. The outer joint of this branch 
is likewise provided at the tip with a spine, though somewhat 
smaller, and moreover bears 7 natatory setæ, 4 of which issue 
from the inner edge, the remaining 3 from the tip; of the latter, 
the upmost is very much elongated. All the sete are distinctly 
biarticulate and issue from separate notches in the edge. The 
lower branch is scarcely more than half as long as the upper 
and cylindric in form, consisting of 3 joints, the first however ` 
very small and imperfectly defined from that succeeding it, which 
is by far the largest. At the extremity the latter joint bears on 
the lower side a rather long natatory seta of the same structure 
as those on the upper branch, and, besides, astrong spine. The last 
joint is rather small, but very distinctly defined from the pre- 
ceding; it is provided with 4 natatory sete, 3 of which origi- 
nate at the tip, the fourth at a notch in the upper edge. Of 
the apical sete the lowermost is very elongated, nearly twice as 
long as the others. 

The oral parts do not seem to differ materially from those 
in other Sididæ, and also the branchial legs exhibit a very si- 
milar structure, as seen from fig. 5, representing one of the 2nd 
pair, viewed from the anterior side. 

The tail (fig. 6), as in Latona, is comparatively small, usu- 
ally not extended beyond the edges of the valves, and forming 
only a very slight curve with the preceding part of the body. 
It is obtusely conical in form, with the dorsal edge somewhat 
flexuous and bulging out in its upper part. The apical claws 
are strong and curved, each provided with 2 rather elongate 
Secondary spines. The anal denticles are very small, and affixed 
along the sides of the tail so as scarcely to project beyond the 
dorsa] edge; they are on either side about 9 in number and 
confined to the exterior part of the tail. The caudal sete are 
rather elongate, distinctly biarticulate and densely ciliated; they 
issue from Separate mammilliform carneous processes originating 
on the dorsal side of the tail, close to the point where it is 


12 G. O. SARS. [No. 7. 


connected with the preceding part of the body. Of any dorsal 
projections in front of the tail for closing the matrix posteriorly, 
there is no trace. Notwithstanding this, the incubatory cavity, 
as in other Sidide, is pretty well defined, partly by the body as 
a rule lying in close contact with the dorsal part of the carapace 
posteriorly, partly by a slight inner fold running on either side 
along a somewhat curved line, more distinctly seen in specimens 
whose matrix is greatly distended by numerous ova or embroys; 
this line form$ too the demarcation between the dorsal and 
lateral, or more properly valvular, parts of the carapace. 
Inner Organs. — The cephalic ganglion (see fig. 1) is lo- 
cated close to the ventral side of the head, in front of the la- 
brum. As seen laterally it exhibits a somewhat oblique form, 
the posterior part curving obliquely upwards to join the long com- 
missures encompassing the oesophagus. From its inferior side 
the two antennular nerves originate, whereas the nerves for the 
antennz, as ih other Cladocera, are given off from the oesopho- 
geal commissures themselves. Immediately in front of the ce- 
phalic ganglion the much smaller optic ganglion occurs, being 
connected with the former by two very short commissures, which 
may be distinctly traced, when the animal is viewed from below 
(see fig. 2); in the interspace between the commissures is seen 
the ocellus imbedded within a clair projection issuing from the 
cephalic ganglion. The optic nerves, as already noticed, are of 
quite an extraordinary length and appear, when the animal is 
viewed from below, pretty well defined from each other through- 
out their entire length. 

The alimentary canal forms a simple cylindrical tube tra- 
versing the body, and filled with a light greenish substance. 
The part contained in the head curves slightly downwards, 
becoming somewhat more roomy without however forming any 
true coecal dilatations. The narrow, obliquely ascending 0680" 
phagus joins the anterior part of the tube well-nigh at its eX 
tremity. Posteriorly the intestinal tube enters the tail, becoming 
slightly dilated before joining the strongly muscular rectum, 
which opens near the tip, just above the caudal claws. 


1888. | AUSTRALIAN CLADOCERA. | 13 


The heart, located dorsally in the most anterior part of the 
trunk, is remarkable for its large size and bag-shaped form. It 
is somewhat curved, with the upper edge distinctly concave, the 
anterior extremity being broadly truncate, whereas the posterior 
is rounded. On either side, about in the middle, a very distinct 
transverse venous opening occurs, limited by two movable lips, 
and numerous exceedingly delicate muscular fibres are arranged 
in the walls of the heart concentrically to this opening. 

The ovaries have both as to place and structure the greatest 
resemblance to those organs in other Sididæ. The ova, when 
recently deposited into the matrix, exhibit-a bright greenish vi- 
telline substance, subsequently divided into large cellular globules. 

The whole animal is. very pellucid and almost colourless, 
with no trace of the gorgeous pigment adorning the valves in 
full-grown specimens of Latona setifera. 

Biological Observations. — The first specimen of this remark- 
able form I observed on the 91st June 1886 in a small aquary 
prepared on the 7th of same month. The said specimen was an 
adult female, with the matrix greatly distended with numerous 
embryos in a rather advanced state of development. By the aid 
of a dipping-tube I succeeded in fishing up the specimen for exa- 
mination under the microscope, when it at once proved to be a 
Very interesting new form. Being anxious to allow the specimen 
to deposit the young brood, for this once I confined myself to 
merely making a slight sketch of the animal, whereupon it was 
immediately replaced in the aquary. Early the following mor- 
ning I was placed before the aquary in search of the specimen. 
But nowhere was any trace to be detected of its existence, and 
I began to fear, the specimen had not endured the treatment 
necessary for its preliminary examination and had succumbed 
along with all its progeny. Some hours later in the day, when 
examining the aquary in question, I was, however, most agree- 
ably surprised by catching a glimpse of the animal darting 
about in the water for a moment, and then hiding itself for some 
time, so as to be quite invisible. The following days I repeat- 
elly watehed the animal and observed its peculiar habits, in 


14 G. 0. SARS. [No. 7. 


which respect it exhibits very considerable resemblance to La- 
tona setifera or still more perhaps to Acantholeberis curvirostris 
(Müller). Like both of those Northern species, it is a true limi- 
cole form, hiding itself with:great dexterity in the loose bottom- 
deposit, from which it only now and then emerges to make a 
short trip through the water. This swimming motion is exceed- 
ingly rapid and effected by sudden jerks, whence it happens, 
that the body will often revolve several times before reaching 
the bottom. Sometimes I have seen it darting up the walls of 
the aquary, now and again fixing itself for some time together 
to the very same spot, with the head invariably turned upwards. 
The elongate diverging setz of the iufero-posteal corners of the 
valves may indeed be of some service during the movements, 
being then spread out in a radiating manner. As well known, 
similar set, affixed precisely in the same manner, also occur in ` 
the two above mentioned Northern Cladocera, that show such 
great resemblance in habits with the present form. Moreover, 
the anomalous position of the eye in this animal, as well as in 
Latona setifera, may, I think, be easily accounted for by the 
strongly marked burrowing habits of both these forms, the body 
resting at times for the greater part deeply immerged in the 
loose mud, with only the dorsal surface more or less uncovered, 
whence the eye, if located in the usual place, would be com- 
paratively inoperative. Placed under the microscope, the animal 
generally turns the upper or lower face to the obser'ver, the 
strongly diverging antennæ preventing it from assuming a lateral 
position. Only when the antenne become reflexed and closely 
appressed along the sides of the valves, is it possible to turn the 
body so as to get a lateral view of the animal. This reflexion 
of the antenne takes place as a rule spontaneously after some 
time, especially when the quantity of water surrounding the anl- 
mal is very small. In some cases only does one of the antennæ 
become reflexed as aforesaid, the other retaining its original en 
tended position (see fig. 1). 

After a few days, the specimen had discharged its young 
brood, and I was much interested in watching the minute and 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. — 15- 


well-nigh hyaline young darting about in the water in the very 
same manner as the parent animal, at times, too, hiding them- 
selves in the loose mud. They rapidly increased in size, and after 
some time had their matrix loaded with eggs; but not one of the 
specimens attained anything like the size of the first one that 
appeared, and the number of eggs, or embryos, was much re- 
stricted, rarely more than 2 and 4 in each specimen. At the 
end of the month the specimens seemed to undergo a sort of 
degeneration, no ova being yet produced; and at the beginning 
of the next month they successively disappeared, without having 
developed any so-called winter-eggs, and before any male speci- 
men had made its appearance. At an earlier period I had how- 
ever secured some specimens with a view to dissection and pre- 
Serving in spirit. y 

Occurrence. — The mud from which the above-described form 
was raised — a rather light clayey bottom-deposit — was, ac- 
cording to the label, taken from a „Water Hole" at Cattle Sta- 
tion — salt at high tides — 20 miles from Rockhampton. Though 
several other aquaries were prepared with parcels of the same 
mud, in none of them did the present form develop. On the 
other hand, in the same aquary, that yielded this interesting 
animal, several other Entomostraca also made their appearance, 
viz., a single female specimen of a beautiful Branchipodidian, 
apparently belonging to the genus Streptocephalus Baird, more- 
over 3 of the species of Lynceide, described in this paper, and 
finally a single specimen of the remarkable Cypridian, Notocypris 
cingalensis Brady. 


Fam. Daphnide. 
Gen. Simocephalus, Schoedeler. 
2. Simocephalus australiensis (Dana). 
(Pl. 2, figs. 1—5). 
Daphnia australiensis, Dana, United States Exploring Expe- 
dition, Crustacea II p. 1271, PL 89, fig. 4 8: 


16 G. O. SARS. [No. 7. 


Specific Characters. — Q. Carapace, as seen laterally, very 
oblique, subrhomboidal, dorsal edge forming posteriorly a very 
sharp curve and terminating in a short and broadly obtuse pro- 
minence somewhat above the longitudinal axis; ventral edges of 
valves bulging out a good deal anteriorly and joining with a 
uniform curve the very oblique posterior edges. Head compara- 
tively small, front subangular, inferior edge well-nigh straight 
and defined from the short recurved rostrum by an angular notch. 
"Shell obliquely striated, posterior part of dorsal edge strongly 
denticulate. Eye of usual appearance. Ocellus very small, punc- 
tiform. Tail rather broad, supraanal angle obtuse, caudal claws 
elongate, very slightly curved, armed at the base with a regular 
series of about 12 strong secondary teeth; anal denticles 9 on 
either side, rapidly increasing -in size distally. Colour light 
ochraceous, valves with irregular patches of golden yellow. Length 
of adult female reaching nearly 2 mm. 

Remarks. — There can, I think, be but little doubt as to 
the identity of the present form with that described — though 
very insufficiently — by Dana under the above name. The ap- 
parent dissimilarity as to the form of the carapace and the 
structure of the antenne and tail must, I feel sure, be ascribed 
to a less careful examination, or maybe to some inaccuracy on 
the part of the lithographer. The species is very nearly related 
to the Northern form, S. exspinosus (Degeer) (= S. congener 
Koch), but on eloser comparison it may be readily distinguished 
by the peculiar oblique form of the carapace and the well-marked, 
though obtuse, projection of its posterior extremity; likewise too 
by the broad tail, and more especially by the highly character- 
istic armature of the caudal claws. 

Description. — The length of the largest specimen observed 
is not fully 2mm., and hence does not quite attain the size of 
the European species S. exspinosus. 

Viewed laterally (Pl. 2, fig. 1), the carapace exhibits a very 
oblique, almost rhomboidal form, the length somewhat greater 

- than the height. The dorsal edge, throughout the greater part of 
its length, is but very slightly arched; posteriorly, however, it 


- 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 11 


suddenly bends downward with a very sharp and abrupt curve, 
giving this part of the carapace a somewhat gibbous aspect; it 
terminates at the tip of a broadly rounded projection, located a 
little above the longitudinal axis of the carapace. The free edges 
of the valves are slightly eoneaved anteriorly at the side of the 
mandibles, below the head however bulging out considerably and 
forming a rather prominent curve; the inferior edges are nearly 
straight in the middle, but posteriorly they successively curve 
upwards, joining the very oblique posterior edges which ter- 
minate at the tip of the above-mentioned obtuse projection, with- 
out forming any distinct sinus. — The head, as seen laterally, 
is comparatively small, much narrower than the carapace, and 
of an oblique triangular form, its dorsal edge exhibiting a per- 
fectly uniform curve, which forms the continuation of the dorsal 
edge of the carapace.  Anteriorly it terminates quite abruptly, 
the front being at this point produced to à right-angled projec- 
tion whence the ventral edge extends posteriorly, with a straight 
course, to within a short distance from the insertion of the an- 
tennule; at this point the head juts out as a short acute, some- 
what recurved projection or beak, defined from the ventral edge 
by an angular notch. Viewed from above or below (fig. 2), the 
head exhibits a rather different form, being very broad and cly- 
peiform. This is caused by the greatly developed fornices, which 
issue from the sides of the head ánd cover over the bases of 
the antennæ. Also in a lateral aspect these fornices admit of 
being traced with comparative facility as a sharply marked, 
somewhat flexuous line, running from the front obliquely back- 
wards and joining the carapace at the point where the free edges 
of the valves take their origin; moreover the line is continued 
back from this point to the dorsal edge, marking off from the 
carpace a triangular dorsal area. Just in front of this area 
there is a very slight impression in the dorsal edge, indicating 
the limit between the head and the trunk, and this impression 
is bounded anteriorly by a small projection — the so-called affix- 
ing organ. Also the carapace, when viewed dorsally or ven- 
Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 7. in 


18 G. 0. SARS, [No. 1. 


trally (fig. 2), exhibits a rather tumid form, rapidly tapering, 
however, posteriorly to an obtuse point. 

The free edges of the valves are strongly inflexed inferiorly 
and fringed with delicate ciliated sete, that rarely however pro- 
ject beyond the carapace seen laterally. The inflected edge ap- 
pears in this aspect of the animal as a slightly sinuated line 
running along at some distance within the inferior margin (see 
fig. 1). The dorsal edge of the carapace is smooth, except in 
its most posterior part, where a dense armature occurs of rather 
strong appressed denticles, continued to the tip of the posterior 
projection. As regards the sculpture of the shell, it is that char- 
acteristic of the genus, viz, a dense and somewhat irregular 
transverse striation, the strie running obliquely backwards, pa- 
rallel to the posterior edge, often anastomosing with each other, 
and forming somewhere a dense reticulation. 

The eye, located within the most prominent anterior part of 
the head, is rather small, with a limited number of crystalline 
lenses, imbedded in a dark brownish pigment. When the animal 
is viewed from above or below (fig. 2), this organ clearly shows 
its original duplicity, being deeply incised both anteriorly and 
posteriorly. 

The ocellus is located behind the eye, at some distance from 
the base of the rostrum; it is very small, well-nigh punctiform, 
but exhibits under a strong magnifier a somewhat rhomboidal 
form, similar to that in the European species S. exspinosus. 

The antennulæ, originating immediately posterior to the ro- 
stral projection, are of conical form and tipped with very short 
sensory filaments; to a knobshaped prominence on their anterior 
edge, at some distance from the base, a rather elongate, anteri- 
orly pointing bristle is affixed. The outer part of the antennule 
is generally covered at the sides by the anterior part of the 
valves. 

The antennæ are comparatively short, but rather powerful. 
The scape is cylindrical in form, though somewhat thicker at 
the base, where it is furnished with a number of circular folds. 
It bears at the extremity, between the insertion of the branches 


j 


Age ii 


We Lett 3, A 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 19 


a rather elongate spine, and has moreover on the exterior side 
of its basal part 2 very delicate sensory bristles (see fig. 9), 
affixed close together. The branches are nearly equal in size, 
narrow cylindrical and composed, the lower of 8, the upper of 4 
joints. The lower branch is provided with 5 slender biarticulate 
natatory sete, 3 of which issue from the tip. The upper branch 
has only 4 natatory sete, 3 at the tip and one issuing from the 
penultimate joint; on the other hand the antepenultimate joint is 
armed at the extremity, outside, with a small spine. As shown 
by Schoedeler, the upmost of the three apical setze of this branch 
exhibits a structure essentially different from that of the others, 
being considerably shorter and always curved upwards, On clo- 
ser examination (see fig. 3) it is found to consist, like the other 
set», of a somewhat ticker basal portion finely ciliated at both 
edges, and a much narrower terminal part; but the latter is 
quite smooth and terminates with a chitinous recurved point, or 
hook. This seta represents a sort of clasping organ, by means 
of whieh the animal can cling to aquatie plants or other sub- 
merged objects. 

The oral parts and legs do not exhibit any essential diffe- 
rence as to structure from those parts in other species of the 
genus, 

The tail (fig. 4) is very broad, lamellar, and as a rule 
strongly inflexed or doubled upon the preceding part of the body, 
being thus wholly covered by the valves. It is however very 
mobile and admits too at times of being exserted far beyond the 
carapace posteriorly. Its ventral edge exhibit$ close to the base 
à sharp curve, but for the rest is quite straight and smooth. 
The dorsal edge, on the other hand, is irregularly flexuous, its 
outer part forming along the anal fissure a rather deep sinus, 
bounded posteriorly by an obtuse angle, anteriorly by à slightly 
projecting curve bearing the anal denticles. Just posterior to 
the above-mentioned supraanal angle, it bulges out a little, ter- 
minating in a notch, that indicates the limit between the tail 
and the adjoining part of the body. Immediately below this 
notch the two rather small caudal sete originate. The caudal 

9% 


90 G. O. SARS. [No. 7. 


claws (fig. 5), affixed to a short conical projection issuing from the 
tip of the tail, are rather elongate and slender, very slightly curved, 
and armed in their basal part with a regular comb-like series 
of about 12 spines, the remaining part being but very minutely 
ciliate along the concaved edge. ‘The anal denticles number on 
each side from 9 to 12, successively increasing in size toward 
the extremity of the tail, the outer ones rather large and sharply 
curved. ‘The part of the body adjoining the tail is considerably 
curved, the dorsal edge forming two well marked obtuse angles. 
To the anterior angle is appended a rather long faleiform pro- 
cess, curving upwards; and at the posterior angle occurs another 
somewhat smaller process, generally in close contact with a ra- 
ther broad, arcuate fold, projecting inwards from the posterior 
part of the carapace and terminating at the tip of its posterior 
projection. Both these processes serve to close the incuba- 
tory cavity, or matrix, behind, the young being only allowed to 
escape, when the body is very strongly curved beneath and pro- 
jected beyond the valves inferiorly. 

As to the inner organs, the cylindrical alimentary tube, 
filled with yellowish or greenish contents, can be at once seen 
through the shell It is furnished at the anterior extremity with 
2 large incurved coecal appendages (see fig. 2), and posteriorly 
enters the tail, becoming somewhat dilated before joining the 
muscular rectum. 

The heart, located as usual dorsally in the anterior part of 
the trunk, is rather small and of a simple oval or pyriform 
Shape, with a single venous opening on each side. 

The ovaries, when fully developed, are rather large, cover 
ing a great part of the intestinal tube at the sides, and of à 
dark greenish colour. The ova entering the matrix, are Coll 
paratively small and in some cases very numerous (see fig. 1). 

The colour of the animal is pale yellowish or ochraceous, 
with a slight olive tinge in the dorsal part. Moreover, the valves 
are ornamented with a few irregular patches of golden yellow. 

Biological Observations. — The first specimen of this form 
I observed on the 23rd June 1886, in a small aquary prepared 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 21 


on the 10th of that month. The specimen was in a rather ad- 
vanced stage of development and already provided with large 
greenish ovaries. On the 25th, the ovaries had discharged their 
contents into the incubatory cavity, now filled with numerous 
dark greenish globular ova. Before the close of the month the 
young brood had escaped from the mother, and very soon the 
latter was again loaded with eggs. It was now fished up, by 
the aid of the dipping tube, and submitted to a closer examina- 
tion under the microscope, an accurate coloured drawing being 
made from the living animal (fig. 1). The young of the 2nd 
generation rapidly increased in size, and as early as the 4th 
July some of them had already a few ova in their incubatory 
cavities. This brood did not, however, by far attain the size of 
the specimen first observed and they were also considerably 
paler in colour and much less prolifie. It was evident that the 
conditions of life in the aquary had turned out less favourable 
to their further growth. For in the course of a few days they 
diminished considerably in number, and the remaining specimens 
had a rather morbid appearance, some of them showing an evi- 
dent intimation to the formation of ephippium. But no true 
winter-ova were produced, nor could any male specimen be found 
and by the middle of the month not a trace of their existence 
remained. 

The habits of the animal, as observed in the aquary, were 
very similar to those of our native species. It is not very active, 
remaining for some time together affixed dorsally, on the same 
Spot, either to the walls of the aquary or to some aquatic plant, 
the chief affixing organs being apparently the above described 
hooked sete on the antennz. Only now and again does it make 
à short run through the water, this natatory motion being in 
10 case continued for any length of time. It always swims on 
its back, moving about with uniform speed by rapidly repeated 
Strokes of the antennæ; but very soon it again clings to some 
Submerged object, so as generally but with great difficulty to 
be observed. 

Occurrence. — The mud from which I raised this species, 


22 | G. O. SARS. [No. 7. 


was collected from a fresh-water lagoon, called „Malchi* — 3 
miles from Gracemere. In the same aquary, too, was hatched a 
specimen of Diaphanosoma incisum, described by the author in a 
previous paper, as also one of the species of Lynceidæ, described 
below (Alona levissima). Dana collected this species in a fresh 
water pool near Sidney, and it is highly probable that King too 
has observed the same species in the vicinity of that town. 


3. Simocephalus Elizabethae, (King). 
(Pl 2, figs. 6—7). 

Daphnia Elizabethe, King, On some of the species of Daph- 
nidæ found in New South Wales. Papers and Proceedings of 
the Royal Society of Van Diemens Land. Vol. II, Part II, p. 
241, Pl. II (ex parte). 

Specific Characters. — 9. Carapace, as seen laterally, broadly 
ovate, slightly dilated in its posterior part and terminating with 
à distinetly defined though obtuse' median prominence; superior 
edge sharply curved posteriorly, inferior edges sinuated in the 
middle. Head obliquely triangular, front narrowly rounded, with 
the ventral edge concaved and joining the rostral projection 
without any intervening notch. Shell obliquely striated, posterior 
part of dorsal edge finely denticulate. Ocellus having the ap- 
pearance of an elongate black stripe running obliquely towards 
the rostrum. Tail narrower than in the preceding species, SU 
praanal angle projecting and finely denticulate, caudal claws 
smooth, anal denticles on either side about 6. Colour pale chest- 
nut, somewhat darker dorsally, valves with small irregular pat- 
ches of a bright yellow. Length of adult female 1,54 mm. 

Remarks. — Although Mr. King would seem to have col 
founded several distinct species under this name, I think, at least, 
that the form figured by him on Pl. II, as the one more gene- 
rally met with, may be the present species, which should aC 
cordingly bear the name proposed by that author. To judge 
from his description, it is, as above stated, highly probable that 
he has also observed the preceding species, but regarded it 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 23 


however, merely as a variety, and in a subsequent paper, more- 
over, he describes and figures, under the name of » D. Elizabethæ 
var. acuti-rostrata,« another very remarkable form, which, as 
pointed out also by Mr. Schoedeler!, undoubtedly represents a 
very distinet new species. The latter author is however most 
assuredly wrong in regarding the type-form as identical with the 
European species S. vetulus, having apparently been led to this 
opinion chiefly by the similar form of the ocellus. In ‘fact the 
present species exhibits in its general habitus a much greater 
resemblance to another northern species, the S. serrulatus of 
Koch, from which it however may be readily distinguished, not 
only by the different form of the ocellus, but also by the rounded 
front and the absence of denticles on the posterior edges of the 
valves. 

Description. — "The length of the adult female does not 
much exceed 11/2mm, and the species is thus considerably smaller 
than the preceding. 

The carapace, as seen laterally (Pl. 2, fig. 6), is rather 
broad, irregularly oval in form and somewhat dilated in the post- 
erior part. It terminates, as in the European species S. ser- 
rulatus, with a well defined triangular prominence, obtuse at the 
tip, and located exactly in the longitudinal axis. The dorsal 
edge of the carapace is but slightly arched and posteriorly bends 
With a sharp curve abruptly down to the posterior projection. 
The inferior edges of the valves are slightly sinuated in the 
middle and join the somewhat oblique posterior edge by an even 
curve. The head, as seen laterally, exhibits a similar oblique 
triangular form as in the preceding species; but the front is 
narrowly rounded, not as in that species subangular, and the 
inferior edge deeply concaved posteriorly, joining the recurved 
rostral projection without any intervening notch. 

The sculpture of the shell is exactly as in the preceding 
species, and the posterior part of the dorsal edge exhibits a s 
milar armature of small appressed denticles, not continued along 
—— 


! Zur Naturgeschichte der Daphniden. 1877. p. 17. 


24 G. 0. SARS. [No. 7. 


the posterior edge of the valves, as in S. serrulatus. The ven- 
tral edges are strongly inflexed and fringed, as in the other 
species of the genus, with delicate bristles, scarcely however 
projecting beyond the carapace. 

The eye agrees both as to size and position exactly with 
that in the preceding species. 

The ocellus, on the other hand, is highly distinguished by 
its anomalous form, having the appearance of a narrow, elongate 
black stripe, pointing obliquely downwards to the rostral pro- 
jection. As regards this organ, the present species agrees how- 
ever exactly with the European form S. vetulus (Müller). 

The antennule and the antennæ, as also the oral parts and 
the legs do not exhibit any essential differences from those parts 
in the preceding species. 

The tail (fig 7), though on the whole exhibiting a structure 
similar to that in the last species, differs in being comparatively 
less expanded and in having the supraanal angle considerably 
more projecting and finely dentieulate. Moreover, the caudal 
claws wholly want the comblike row of secondary denticles pre- 
sent in the preceding species at their base; and the anal den- 
ticles are fewer in number, not exceeding 6 or 7, the superior 
ones being very small. 

The colour is pale chestnut or somewhat resembling that in 
the preceding species, and the valves exhibit likewise some feW 
irregularly scattered patches of a bright yellow tint. 

Biological Observations. — The above-described species I 
first noticed on the 19th June 1886, in a very small aquary; 
prepared on the 13th ofthe same month. It was then still rather 
small, but rapidly increased in size during the following 
days, and soon became loaden with eggs. In the same aquary 
were hatched several specimens of Moina propinqua, described 
by the author in a previous paper, and, as usual, this form ra- 
pidly multiplied, till the aquary at last actually swarmed with 
the young brood. This having previously proved fatal to the 
development of other Entomostraca, I thought it better at once to 
secure the specimen, which accordingly was fished up 0n the 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 25 


24th of the same month, and submitted to closer examination, a care- 
ful coloured drawing being made from life. The embroys in its ma- 
trix were already comparatively advanced in development, exhi- 
biting quite perceptibly as they did all of the limbs and likewise 
the eyes as yet distinctly separated; the specimen was moreover 
provided with large greenish coloured ovaries containing ma- 
terial for another brood. — In habits and mode of locomotion 
this form agrees exactly with the preceding species. 

Occurrence. — The mud that yielded the present form, was 
a small quantity of the same material from which the above- 
described interesting- form of Sidide, Latonopsis australis, had 
been hatched. Though I apportioned several parcels of this mud 
among different aquaries, no other specimens of the present 
Species were developed. — According to Mr. King, the species 
is widely distributed throughout New South Wales, having been 
found by that author at Sydney, New Town, Paramatta, the 
Cowpastures, and in the River Karuah, near Stroud, Port Ste- 
phens. It may however be questioned whether perhaps some 
of these localities do not more properly refer to the preceding 
Species, | 


Fam. Lyncodaphnide, 
Gen. Macrothrix, Baird. 


4. Macrothrix spinosa, King. 
(PL. 3). 


Macrothrix spinosa, King, On Australian Entomostråcans. 1. 
€. p. 256, Pl. VI. E. 

Specific Characters. — Carapace of adult female, as seen 
laterally, rounded oval, dorsal edge boldly arched in the pos- 
terior part, ventral subangulated in front of the middle and 
obliquely ascending posteriorly, extremity obtusely pointed. Head 
rather large, snbtriangular, semierect, rostral projection slightly 
prominent, obtuse at the tip. Shell obscurely reticulate, dorsal 


26 G. O. SARS. [No. 7. 


edge in adult females quite smooth, ventral edges of valves with 
a double row of slender spines. Eye rather large; ocellus very 
small, quadrangular. Antennule strapshaped, slightly curved. 
with about 6 notches along the anterior edge, each with a tuft of 
very minute hair; a similar tuft behind the apical sensory fila- 
ments; those of male much larger, anteriorly with a ciliated 
seta at some distance from the base. Antenne about as in M. 
laticornis. Tail with the outer part slightly produced and 
rounded, dorsal edge sinuated beyond the middle, evenly curved 
proximally and armed with a single row of strong denticles. 
Colour pale yellowish. Length of adult female 0.66 mm; of male 
0.31 mm. 

Remarks. — This form must, I feel sure, be the one that 
King has noticed under the above name. It is however very 
insufficiently described by that author, and the characters on 
which he bases the species, apply equally well to the other 
known species. The resemblance to the European form, M. lati 
cormis (Jurine), is indeed very great, and not till after a most 
minute examination did I succeed in determining a few distinctive 
characters. Of these the smooth dorsal edge of the carapace 
may take the first place. 

Description. — The length of the adult female reaches 
0.66 mm, and the species is thus somewhat larger than as à rule 
the European species M. laticornis, which undoubtedly is that 
nearest related to the present form. : 

The carapace, as seen laterally (Pl. 3, fig. 1), is rounded 
oval very little longer than broad, and tapers somewhat poste- 
riorly. The dorsal edge is but slightly arched in the anterior 
part; posteriorly, however, it bends downward with a rather 
sharp curve and terminates in a very slight angular projection, 
located about in the longitudinal axis of the carapace. The 
valves are comparatively small, and hence aà considerable part 
of the tail remains constantly uncovered, as also the tip of 
the anterior legs. Their anterior edges are nearly straight and 
do not wholly cover the mandibles; they join the inferior edges 
with a very sharp, almost angular curve. The latter edges Me 


1888.] AUSTRALIAN OLADOCERA, 27 


somewhat prominent anterior to the middle, whence they ascend 
obliquely to the point where the dorsal edge terminates, forming 
at some distance from this point a very slight curve. The head 
is comparatively large, semierect, and obliquely triangular in 
form, with the dorsal edge evenly curved and terminating infe- 
riorly with a somewhat prominent, though obtuse, rostral pro- 
jection, to which the antennule are appended. The ventral edge 
of the head is somewhat irregularly indented and joins imme- 
diately the base of the labrum. There is no dorsal impression 
between the head and carapace. Above the base of the antennæ 
a very slight fornicate edge may be distinguished joining the 
carapace at the point where the free edges of the valves take 
their origin. — When viewed dorsally the animal appears ra- 
ther compressed; except when loaded with eggs or embryos; in 
the latter case (see fig. 2) the dorsal part of the carapace ap- 
pears rather dilated, with the sides bulging out in the middle. 

The shell is obscurely reticulate and exhibits on the dorsal 
surface of the head a more or less distinct squamous sculpturing, 
the squamules projecting somewhat posteriorly and thus giving 
to the dorsal edge a minutely serrulate appearance. The dorsal 
edge of the carapace, on the other hand, appears, — at least 
in fully developed female specimens — quite smooth, without 
any trace of the finely denticulate structure characteristic of the 
European species JM. laticornis. The ventral edges of the valves, 
as in the other species of the genus, are slightly serrate, and 
moreover armed with slender movable spines, arranged in a 
double series, those of the inner row being more or less strongly 
inflexed, the others freely projecting from the valves inferiorly. 

The eye, located at some distance from the rostral projec- 
tion elose to the dorsal edge of the head, is rather large, with 
numerous crystalline lenses imbedded in a dark pigment. 

The ocellus, on the other hand, is very small, of irregular 
quadrangular form, and located close to the apex of the rostral 
projection. : 

The antennulæ, as in the other species, are movably inserted 
to the tip of the rostral projection, from which they, as it were, . 


28 G. O. SARS. [No. 7. 


hang down. They are rather large, strapshaped, and somewhat 
curved, successively expanding a little distally. The anterior 
curved edge exhibits about 6 small notches, each having a few: 
very minute hairs; and a tuft of somewhat longer hair is affixed 
to an angular projection immediately posterior to the extremity. 
The latter bears a fascicle of rather large sensory filaments, or 
rather papillæ, unequal in size. Moreover, to the outer side, at 
a short distance from the base, occurs a very small and delicate 
bristle, projecting anteriorly. 

The antenns are rather powerful in structure, with the scape 
strongly muscular and forming at the base an elbow-like curve, 
surrounded by numerous circular folds. To the outer side of 
this part are affixed two delicate bristles, and from the extremity 
of the scape, between the insertion of the two branches, a slen- 
der spine originates. The branches are subequal and about as 
long as the scape, of a narrow cylindrical form, the lower three, 
the upper four-jointed. On both branches the last joint is the 
longest, and tipped with 3 natatory sete and above the setæ 
with a strong spine; the preceding joint has on both branches à 
single natatory seta affixed to the inferior edge distally. On 
the lower branch, moreover, the 1st joint bears a much stronger 
seta, generally recurved along the sides of the body, whereas the 
corresponding joint of the upper branch is without any seta 
whatever, being armed at the upper edge only with a small spine. 
All the natatory sete are finely ciliate and biarticulate, the 
Ist joint in some of them produced distally into a short spine. 
On closer examination, too, one of the terminal sete of the 
lower branch and two of the upper, are characterised by the Ist 
joint being finely spinulose at the edges, and not ciliate (see fig. 
5). As regards the relative length of the natatory sete, that 
of the 1st joint of the lower branch is by far the longest, that 
of the succeeding joint of same branch is also rather elongate, 
though much more slender, whereas the others are considerably 
shorter and about equal in length. a 

The labrum (see fig. 1) is rather large and produced inferl- 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA, ° 


orly to a broad triangular prominence, generally covered by the 
valves. 

The mandibles and maxille exhibit the usual structure. 

As to the structure of the legs, that of the anterior pairs 
at least would seem on the whole to be on the Lynceid type, 
the lst pair being by far the largest and terminating with se- 
veral strongly denticulated spiniform sete, partly projecting be- 
yond the valves. The 4th pair is prominently distinguished by 
the extraordinary size of the vesicular appendage (epipodite), 
whereas the lamellar appendage (exorodite) is wholly rudimen- 
tary. Finally, I have failed to detect any trace of a 5th pair 
of legs; if notwithstanding they should prove to be present, their 
condition must in any case be extremely rudimentary. 

The tail (fig. 4) is comparatively very small, and is gene- 
rally strongly inflexed, in such manner that its terminal part 
remains hidden between the posterior legs. On separating the 
tail by dissection, this terminal part appears very short and 
Somewat instricted, with the caudal claws unusually small and 
feeble; below the latter the dorsal edge forms a somewhat pro- 
Jecting curve, and to each side of this curve a few small spines 
are affixed, representing the anal denticles. Posterior to the 
above-mentioned convex part there is a slight sinus, whereas the 
remaining part of the edge is evenly curved and armed with a 
Single regular series of rather strong denticles, giving it a 
densely serrate appearance. The caudal sete are rather elongate 
and divergent, nearly as long as the tail, biarticulate, with the 
Ist joint very .elongate and quite smooth, the 2nd unusually 
short and provided with long and delicate cilia on both edges. 
They originate close together from a common, very slightly pro- 
jecting rounded prominence, at the upper end of the dorsal edge. 
— At some distance above this prominence the dorsal part of 
the body forms a triangular setose projection, which generally 
lies in close contact with the extremity of a rather broad inner 
fold running along the dorsal edge of the carapace. More an- 
teriorly the dorsal part of the body exhibits (see fig. 1) in gra- 
Vid female specimens 4 peculiar mammilliform processes pro- 


80 G. O. SARS. U [No. 7. 


jecting within the incubatory cavity, the 3 anterior of which 
are of considerable size. They exhibit a glandular structure 
and may perhaps serve to secrete some nourishing matter to 
be absorbed by the embryos during the last period of their de- 
velopment. 

Respecting the inner organs, the alimentary tube can be at 
once discerned through the pellucid body by its yellowish colour. 
It is quite simple, without any loops or circumvolutions. ‘The 
anterior part, contained within the head, is considerably dilated 
and curves downwards, but without any trace of coecal appen- 
dages. Also the posterior part is sharply curved before entering 
the tail; the muscular rectum is rather short and opens at the 
tip of the tail behind the caudal claws. 

The heart is rather small, of a rounded oval form and, as 
usual, provided with a single venous fissure on each side. Just 
above it, and somewhat in front, is seen a small cup-shaped or- 
gan, located immediately within the dorsal edge; it would seem 
to represent the so-called affixing organ in other Cladocera. 

x The ovaries are often very large and conspicuous — by 
reason of their dark greenish colour (see fig. 1), covering at the 
sides a considerable part of the intestinal tube. 

The summer-eggs, when recently discharged into the incu- 
batory cavity, are oval in form and exhibit in the centre à dark 
greenish cellular vitelline substance. They are often rather nu- 
merous, from 10 to 15, distending therefore the dorsal part of 
the carapace (see fig. 2). Of winter-eggs on the other hand, more 
than one in each individual (see fig. 3) has never been found; it lies 
exactly in the middle of the incubatory cavity with its greater 
diameter parallel to the axis of the shell. As with the forms 
belonging to the familly Daphnidz (proper), this ovum becomes 
enveloped with a true ephippium of an oval pyriform shape 
and sharply defined from the carapace by its very distinct and 
coarse reticulate sculpture (see fig. 3). The egg itself is some- 
what larger than the summer-eggs, and contains à finely gr 
nular opaque substance of a dark brownish colour. 

The adult male (fig. 6) is much smaller than the female à 


ul 


1888.] | AUSTRALIAN CLADOCERA. 31 


has the carapace somewhat narrower, owing to the dorsal edge 
being far less arched. It is, moreover, easily distinguished from 
equal-sized female specimens by the structure of the antennulæ 
and the 1st pair of legs. 

The antennulæ are comparatively much larger than those 
in the female and somewhat less curved. They are moreover 
distinguished by the presence of a rather strong finely ciliated 
seta, affixed to a notch in the anterior edge, at some distance 
from the base. 

The 1st pair of legs are armed with a rather elongate an- 
teriorly curved hook, projecting beyond the inferior edges of the 
valves. 

The testes, easily observed through the pellucid shell, have 
the form of 2 elongate saccular organs, irregularly instricted at 
short intervals, and filled with a finely granular whitish content. 
They partly cover the sides of the intestinal tube and have their 
outlet at the tip of the tail. 

As to colour the body is very pellucid, with a faint Duc 
or yellowish tinge, changing in adult females to a slightly orange 
hue. The ephippia are of a rather dark-greyish colour and much 
less pellucid. Within the body generally are dispersed nume- 
rous small oil-globules of a bright reddish colour, more especially 
along the intestinal tube. 

Biological Observations. — I first noticed the presence of 
this form in the beginning of July 1886, in two of my aquaries, 
prepared about the middle of the preceding month. The speci- 
mens were at that time not very numerous, but in the course 
of the following days they rapidly increased in number. In 
‘nother aquary, arranged the 26th June, I likewise found, on 
my return from an excursion in the beginning of September 
Same year, numerous specimens of this form, both males and 
females, the latter mostly provided with ephippia, and on exa- 
mining the bottom-residue- of this and the two other aquaries, 
numerous detached ephippia, each containing a brownish-coloured 
winter-egg, were detected, evidently deposited in the mud during 
the course of the summer. In one of the aquaries I allowed the 


82 G. O. SARS. [No. 7. 


water to evaporate and kept the bottom-residue in a dried state 
during the succeeding winter. In May 1887 fresh water was 
again poured on the mud, and in the course of the following 
month I had the satisfaction of seeing numerous specimens of 
this form reappear, evidently hatched from the winter-eggs de- 
posited in the mud the year before. These specimens continued 
to multiply in the usual manner during the summer, and finally 
at the approach of the autumn, produced winter-eggs before 
disappearing. I still keep this aquary for further experiments, 
and do not doubt, that a new generation of specimens will ap- 
pear next summer. In regard to habits, the present species 
closely resembles the European form M. laticornis, Jurine. Thus, 
for example, it is generally found near the bottom, only seldom 
approaching the surface of the water. It moves rather quickly, 
by short jerks, the body being generally kept in a somewhat 
prone attitude. Now and then, too, it will revolve before reach- 
ing the bottom. As is generally the case with other Cladocera, 
.the specimens belonging to the summer-generations are more 
quick in their movements than those hatched in the autumn, and 
more especially the individuals provided with winter-eggs art 
considerably less active, apparently owing to the weight of the 
ephippia. The males are as rule rather more active than the 
females. 

Occurrence. — Although this species was domesticated 
many as 3 of my aquaries, all the individuals were derived 
from the same parcel of dried mud, collected on the 14th March 
1885 from a fresh water Lagoon, called ,Crescent Lagoon ` 
miles from Rockhampton. It was from the same mud I sue 
ceeded in raising the interesting Phyllopode, Cyclestheria hislopt 
(Baird), described in a previous paper, and several other Ento- 
mostraca were also derived from this source. — Mr. King met 
with the present species at the South Creek and in a pond on 
the road side between Liverpool and Sidney. 


in as 


—————— 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 88 


Gen. Ilyoeryptus, G. O. Sars. 


5. llyocryptus longiremis, n. sp. 
(Pl, 4). 


Specific Characters. — Carapace as seen laterally subtrian- 
gular, considerably dilated posteriorly, with the anterior part of 
the dorsal side in adult females strongly vaulted, almost gib- 
bous, inferior and posterior edges of valves passing into each 
other by an even but very prominent curve, dorsal edge ter- 
minating posteriorly as an obtuse angle. Head very small, more or 
less decumbent, as seen laterally triangular in form, terminating 
anteriorly with a sharp corner; fornices rather prominent and 
meeting in front. Carapace in old specimens exhibiting numer- 
ous concentric lines of growth, caused by the imperfect exuva- 
tion of the shell. Free edges of valves fringed with a dense 
Series of ciliated sete, those on the posterior edges becoming 
Shorter and having each at some distance from the base a single 
strong secondary spine. Eye in female considerably remote from 
the front, in male Somewhat larger and nearer the anterior cor- 
ner. Ocellus considerably smaller than the eye.  Antennule of 
female very narrow, cylindrical of male distinetly dilated in 
the middle and bearing anteriorly a slender bristle. Antenne 
Very powerful and more elongate. than in other known species, 
natatory setz excessively long, especially the terminal ones, but 
not ciliated. Tail very large, lamellar, dorsal edge sinuated 
above the middle, outer part armed with a double row of small 
denticles (about 16 in each row), and also with a lateral row of 
about 8 slender spines, the upmost somewhat remote from the 
others; upper part of dorsal edge convex, with a single row of 
about 8 strong spines; caudal claws elongate, with 2 very small 
and hair-like secondary denticles at the base; 4 minute denticles 
on either side between the caudal claws and the lateral series 
of spines. Colour orange, in old specimens bright reddish. Length 
of adult female reaching 1.40 mm. 

Remarks. — I was at first in some doubt, whether this form 
perhaps might prove identical with the species recently — 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No, 7. 


34 G. 0. SARS. : [No. 7. 


by Mr. Brady from Ceylon under the name of I. Haleyi. On 
closer examination I find however so much that differs from the 
description and figures given by that author, that at present I 
do not feel warranted in identifying both, especially as the se- 
veral species of this genus are so nearly related as to need a 
much more detailed examination for their identification than 
that by the above mentioned author. In some respects it re- . 
sembles rather the European species, J. agilis Kurz, but the ca- 
rapace of the latter species is much more dilated and differs too 
in the total want of lines of growth, owing to the complete 
exuvation of the shell in that species. 

Description. — The length of old female specimens almost 
reaches 1!/; mm, and this form attains accordingly a somewhat 
larger size than do the three European species: J. sordidus (Lie- 
vin) agilis Kurz, and acutifrons G. O. Sars. 

The form of the carapace varies a little with age. In very 
young specimens it exhibits, as seen laterally, a somewhat re- 
-gular triangled form, successively widening from before to be- 
hind, and is more abruptly truncate posteriorly. In old female 
specimens (Pl. 4, fig. 1), however, from the considerable dila- 
tation of its upper part, limiting the incubatory cavity, and the 
successive growth of the valves, it assumes a more oblique form, 
the anterior part of the dorsal face being considerably vaulted, 
almost gibbous, and the posterior edges very oblique. In all speci- 
mens, the dorsal edge of the carapace terminates posteriorly with 
an obtuse angle, located considerably above the longitudinal axis of 
the shell, whereas the inferior and posterior edges of the valves 
pass into each other by an even, though rather prominent curve. 
The relation between the height and the length of the carapace 
is well-nigh the same, or the length very little greater. The 
head is comparatively very small and, viewed laterally, of trian- 
gular form, terminating in front with an acute angle; its inferior 
edge runs posteriorly, being nearly straight, with only å slight 
rounded prominence just behind the middle, indicating the place 
where the antennule are affixed. In young specimens, the head 
extends nearly in the longitudinal axis of the shell, whereas in 


i 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA, 35 


old females it becomes considerably decumbent, forming almost 
a right angle with the carapace. Viewed dorsally or ventrally 
(fig. 2), the carapace appears somewhat compressed, whereas 
the head, by reason of the greatly developed fornices, is rather 
broad compared to its length, clypeiform, and truncate anteriorly. 

The outer side of the carapace exhibits in adult specimens 
a number of sharply marked concentric lines, indicating the suc- 
cessive growth of the carapace. Whereas in young, though ovi- 
gerous, specimens, only one or two such lines are present, their 
number in old specimens may increase up to no less than 9 or 
10, all with their centre in the anterior part of the dorsal side, 
thereby finally assuming a peculiar gibbous aspect (see fig. 1). 
These lines undoubtedly represent the free edges of as many ca- 
rapaces of different size, lying one upon the other in an imbricate 
manner (see fig. 2); and this remarkable structure, also occurring 
in some other species of the genus, is caused by the imperfect 
exuvation of the shell, whereof the inner coating only is cast 
off, the outer chitinous lamella being retained upon the new de- 
veloping shell. Also on the head similar lines of growth may 
be traced, lying here however very close together and running 
parallel to the”fornix (see fig. 2). 

The free edges of the valves are fringed throughout their 
whole length with a row of ciliated sete of somewhat unequal 
Size (see fig. 1). Anteriorly they are rather short and more 
widely separated, but towards the middle of the inferior edges 
they become rather elongate and densely crowded, forming there 
à somewhat spreading fascicle. On the posterior edges they suc- 
cessively become shorter and more spinelike (see fig. 3), having 
each at some distance from the base a single rather strong se- 
condary spinule, whereas their outer part is still setiform and 
ciliated. On the edges of the older carapaces, or lines of growth, 
these marginal setz are in the present species always found to 
be worn away; this is however not the case with the European 
Species I. sordidus, where they are often found more or less 
complete, at least on the outer lines. There is no other sculpture 


to be observed on the carapace, saving the usual delicate pune. 
8* 


. 86 G. O. SARS. [No. 7. 


tation, indicating the presence of the numerous transverse pillars 
connecting the outer lamella of the carapace with the inner soft 
coating. 

The eye is considerably remote from the front, lying near 
the middle of the inferior edge; it is not very large and exhi- 
bits a very limited nnmber af crystalline lenses imbedded in a 
blackish pigment. 

The ocellus is much smaller than the eye, and located at a 
Short distance posterior to that organ. 

The antennulæ, originating close together from the ventral 
part of the head, immediately in front of the labrum, are rather 
elongate and slender, of a narrow cylindrical form and slightly 
divergent. They are quite straight and exhibit a short rounded 
basal joint, the tip provided with the usual foscicle of sensory 
filaments, two of which project considerably beyond the others. 

The antennz (see fig. 1) are rather powerfully developed, 
the scape being very thick and muscular, considerably longer 
than the head, the greater part of which it conceals on viewing 
the animal from the side (see fig. 1). It has numerous circular 
folds extending far beyond the middle and giving it great flex- 
ibility. On a small tubercle at the outer side occur the two 
usual delicate bristles, and at.the somewhat tapering extremity 
is observed on each side a slender spine. The branches are 
rather elongate, though somewhat shorter than the scape, and, 
as in the other species, of cylindrical form, slightly tapering 
distally. The lower branch is triarticulate, the upper four- 
jointed, both provided at the apex with a slender spine and 3 
exceedingly long and slender natatory setz; the lower branch 
has besides 2 additional somewhat shorter natatory sete, affixed 
to the 2 preceding joints, whereas the upper branch exhibits at the 
outer edge of the 2nd joint a short spine only. All the set 
are distinctly biarticulate, but wholly devoid of the usual delicate 
cilia. ‘ 

The oral parts and legs exhibit the structure characteristic 
of the genus, and may partly be observed through the shell. 
In particular the large rounded lamellæ (exopodites), affixed to 


1888.] AUSTRALIAN OLADOCERA. 87 


the two last pair of lees, are very conspicuous in the living 
animal from their rythmical swinging movements, constituting as 
they do the chief organs for effecting the renewal of the water 
inside the valves. 

The tail (fig. 4) is enormously developed and very mobile, 
having the form of a rather broad oblong lamella, slightly ta- 
pering towards the tip, to which the very long and slender cau- 
dal claws are affixed. The dorsal edge of the tail exhibits 
above the middle a distinct sinus, indicating the place where 
the anal orifice is located. The outer part of the edge below 
this sinus is armed with a double series of rather small den- 
ticles, about 16 in each row, and moreover at some distance 
from the edge, on each side, occurs a lateral series of about 8 
much larger slender spines, the upmost invariably removed from 
the rest by a rather large interval. These lateral rows of spines 
do not however reach to the above mentioned sinus. Above the 
latter the dorsal edge is somewhat curved, strongly compressed 
and furnished with a single median series of 7 or 8 rather 
large denticles. Moreover, between the tip of the tail and the 
lateral series of spines, 4 small denticles occur on either side, 
and at the base of the caudal claws are affixed 2 extremely thin, 
almost hair-like secondary spines. The caudal sete, originating 
from a small knob-like projection where the dorsal edge of the 
tail terminates, are rather elongate, nearly attaining the length 
of the tail, and are distinctly biarticulate, with the outer joint 
beset with scattered cilia. 

At some distance above the tail, the dorsal part of the body 
juts out as a rather elongate conical process, finely hairy along 
the posterior edge (see fig. 1). This process generally meets the 
fold extending within the dorsal edge of the carapace, thus clos- 
ing up the incubatory cavity posteriorly. 

The intestinal tube is quite simple, without any circum- 
Volutions. Its anterior part, contained within the head, is but 
very slightly dilated, whereas the posterior part exhibits, previ- 
ous to joining the short muscular rectum, a considerable saccular 
dilatation (see fig. 4). 


38 G. O. SARS, [No. 7. 


The heart is rather small, exhibitine the usual structure. 

The ovaries are often very large and filled with a clear 
greenish substance. 

The ova recently discharged into the matrix still retain this 
colour, at least in the centre, but very soon, as the development 
of the embryo proceeds, assume an orange and finally a reddish 
tint. Their number is often very great. 

The colour of the adult animal varies somewhat, according 
to age, being at first rather pale yellowish, changing to orange. 
In older specimens the body often assumes a more or less bright 
reddish hue, whereas the shell itself generally retains its clear 
orange colour and pellucidity. 

The adult male (fig. 5) is very small, scarcely half the size 
of the old female, and at first sight somewhat resembles female 
specimens when quite young and not yet sexually developed. On 
closer examination, however, it may readily be recognized by a 
Somewhat different form of the carapace, which is more oblique 
and always exhibits several lines of growth, not yet present in 
equal-sized female specimens. Moreover, it is easily distinguished 
by the much larger size of the antennule, which are consider- 
ably dilated in the middle and provided anteriorly with a very 
conspicuous bristle, wanting in the female. Finally, the eye is 
Somewhat larger and located nearer the front than is the case 
in female specimens. It is very remarkable, however, that the 
Ist pair of legs, which, as is well known, are generally much 
modified in the males, neither in this nor in any other species 
of the present genus, exhibit the slightest difference from those 
in the female, being as in the latter very small and wholly de- 
void of the usual anteriorly curved claw, a fact perhaps to be 
accounted for by the slow movements of these animals, making 
it less necessary for the males to get a faster hold of the females 
during copulation. The testes may be readily distinguished 
through the shell as 2 elongate saccular organs extending along 
the sides of the intestinal tube and filled with an opaque whitish 
Substance; they would appear to have their outlet at the tip of 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 39 


the tail, — The colour of the male is generally a bright orange, 
less diluted than in equal-sized female specimens. x 
Biological Observations. — On the 3rd July 1886 I first no- 
ticed the presence of this form in one of my aquaries, prepared 
on the 11th of the preceding month. By a mere chance I caught 
a specimen with the dipping tube when searching for other En- 
tomostraca. On closer examination I convinced myself that the 
aquary contained several specimens of this form; and subse- 
quently too in another aquary prepared somewhat earlier with 
mud from the same locality, this form was found to have deve- 
loped. Finally, in a third aquary, prepared on the 9th June 
with mud from another locality, the same species was hatched 
and successfully domesticated. It was not easy however to ob- 
serve the animals in the aquaries, owing to their peculiar habits, 
mostly hiding, like other species of the genus, in the bottom- 
deposit. The specimens were then rather small, though partly 
ovigerous, and had as yet no lines of growth on their carapaces. 
They however rapidly increased in size and multiplied prodigi- 
ously, so that the bottom of these 3 aquaries, after the lapse of 
some time, literally swarmed with specimens, young and adult. 
Some of the specimens now showed distinct lines of growth and 
the number of these lines continued successively to increase, ac- 
cording as the specimens increased in size. On examining one 
of the aquaries after my return from an excursion in the begin- 
ning of September, I still found numerous specimens at the bottom, 
and now most of them had their shell surrounded by a thick 
crust of ferruginous matter derived from the bottom-material. 
This crust having been removed by the aid of a soft brush, the 
larger specimens exhibited a rather bright reddish colour and 
Showed numerous lines of growth. Some of them had their in- 
cubatory eavity filled with ova of a very dark opaque appear- 
ance, which indicated their character as true winter-eggs. Of 
any ephippial structure on the dorsal part of the carapace there 
Was no trace however to be detected, and this I have also found 
is the case with our indigenous species, the whole carapace serv- 
ing, after the death of the specimen, as an envelope for the ova. 


, 


40 G. O. SARS, [No. 7. 


Of course I was at that time eagerly searching for male speci- 
mens, and at last succeeded in detecting a few very small 
specimens, the fully developed sexual organs showing them to 
be adult males, one of which is figured on the accompanying plate, 
fip. 5. In one of the aquaries I allowed the water to evaporate 
and kept the bottom-residue in a dried state until the following 
summer, 1887, when fresh water was again poured on it; and 
in the course of that season I had the satisfaction of seing nu- 
merous examples of the present species reappearing, which had 
evidently been hatched from winter-eggs deposited in the mud 
the preceding year. Moreover, I prepared the same summer à 
small aquary with a parcel of mud from the same locality, kept 
during the winter in its original dried state; and also in this 
aquary the same form was hatched and successfully domesticated 
in the course of the following months. 

In its habits the present form closely resembles the other 
known species of the genus. Like the latter, it is a true limi- 
cole form, spending most of its time at the bottom more or less 
. deeply immerged in the loose mud, through which it slowly drags 
itself by the aid of its antenne and powerful tail, generally 
with the belly turned upwards. It is, however, by no means 
quite devoid of swimming power, as are the other known species 
of the genus. In fact I have not rarely seen the animal leaving 
the bottom and moving about freely through the water, though 
certainly in a very slow and laborious manner, by rapidly re 
peated strokes of its antennæ. The cause of this clumsy swim- 
ming motion is evidently the absolute want of cilia on the 
natatory sete, the antenne themselves being very powerfully 
developed, but more properly adapted for the usual dragging 
motion on the bottom. 

Occurrence. — The mud from which the greater part of the 
Specimens developed, was collected on the 28th August 1885, 
from the Gracemere Lagoon, the same locality that yielded the 
several species of Cladocera described by the author in à pre 
vious paper. As mentioned above, I also succeeded in raising 
this form from another parcel of mud, viz., that from which - 4 


| 


1888.] AUSTRALIAN OLADOCERA. 41 


above described species of Macrothrix was hatched (Crescent 
Lagoon). 


Fam. Lynceide. 
Gen. Dunhevedia, King. 


Generic Characters. — Carapace very tumid, rounded oval 
in form, narrowly truncate posteriorly; valves widely gaping in 
the middle, inferior edges densely fringed with delicate ciliated 
bristles. Head somewhat movable, very broad, clypeiform, pro- 
duced inferiorly to a sharp rostrum. Eye rather large, with 
distinctly projecting crystalline lenses; ocellus much smaller and 
of usual structure. Antennule provided anteriorly with a slender 
bristle, arising from a knob-shaped projection. Antenne of mo- 
derate size, both branches triarticulate, with first joint longer 
than the two others taken together; lower branch with 4, upper 
with 3 slender natatory sete. Labrum produced inferiorly to a 
large securiform projection. Legs of usual structure. Tail 
Strongly angular beyond the anal orifice, outer part slightly ta- 
bering, with numerous small denticles along the dorsal edge; 
caudal claws unusually short and much curved, with a single 
Secondary denticle at the base. Intestinal tube forming a double 
loop in the middle, 

Remarks. — This genus, proposed by King for two Aust- 
ralian Lynceidæ, must I think be retained, as none of the species 
can properly be referred to any of the known European genera 
às yet established, whereas they would both seem to be nearly 
related. In some respects the genus would appear, so to speak, 
as intermediate between the genera Chydorus and Plewroxus of 


Baird, differing alike however from both. I have been enabled 


to examine one of the species, viz.: 


42 G. 0. SARS. [No. 7. 


6. Dunhevedia crassa, King. 
(Pl. 5, figs. 1—4). 


Dunhevedia crassa, King, On Australian Entomostracans, I. 
6 M 261, PL VII. FE. 

Specific Characters. — 9. Carapace of adult female, as 
seen laterally, nearly semicircular, with the dorsal edge boldly 
arched, ventral nearly straight in the middle and somewhat pro- 
jeeting anteriorly, posterior extremity obtusely truncate, with the 
inferior corners rounded; a small denticle present in front of the 
latter. Form of carapace, as seen ventrally, obovate, not con- 
stricted in the middle, posterior part tapering. Head nearly as 
broad as carapace, decumbent, rostrum acute, slightly curved. 
Eye with 4 large projecting crystalline lenses; ocellus scarcely 
7/4 as large, irregularly quadrangular and placed nearer to the 
eye than to the tip of the rostrum. Tail with the dorsal angle 
very pronounced, about in the middle, outer part rather broad, 
with small tufts of hair at the sides. Colour bright yellowish 
or corneous. Length of adult female 0.50 mm. 

Remarks. — I do not feel any doubt as to the identity of 
this form with the species described by King under the above 
name. It agrees comparatively well with the description and 
figure given by that author, and is easily distinguished from the 
other species, D. podagra King, by the regular obovate form of 
the carapace, as seen dorsally or ventrally, whereas the latter 
Species has it distinctly constricted in the middle. ; 

Description. — The length of the adult ovigerous female 18 
about half a millimeter. 

As to form, the whole animal is considerably tumid and in 
this respect resembles rather the species of Chydorus than 
those of Pleuroxus. The carapace exhibits in a lateral aspect 
(Pl. 5, fig.-1) a very broad, nearly semicircular form, with the 
posterior part slightly tapering. The dorsal edge is boldly arched 
in the middle and anteriorly continued into the dorsal edge 0 
the head, without any intervening sinus; posteriorly it terminates 
with an obtuse angle. The inferior edges of the valves bulge 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA, : 43 


out considerably in front; in the middle part however, they are 
nearly straight and posteriorly ascend a little towards the rounded 
infero-posteal corners. The posterior part of the carapace is 
narrowly truncate, with the edges somewhat obliquely rounded. 
Viewed dorsally or ventrally (fig. 2), the carapace exhibits a 
regular obovate form, the sides evenly arched and the posterior 
part tapering to an obtuse point. The head, owing to the greatly 
developed fornices, is in the latter aspect very broad, scarcely 
narrower than the carapace, and clypeiform. Viewed laterally 
(fig. 1), it appears much narrower, with the edge of the fornix 
somewhat flexuous and separated from the anterior edges of the 
valves by a deep and rather narrow incision, from the bottom 
of which the antenne are seen to project. It is, as in Chydorus 
and Pleuroxus, somewhat movable in relation to the carapace 
and rather decumbent, terminating in an acute, slightly curved 
rostrum, that does not however project beyond the inferior edges 
of the valves. 

. The shell appears quite smooth, without any distinct sculp- 
turing, save the usual minute punctation, and has the inferior 
edges of the valves fringed with a dense series of very delicate 
finely ciliated setæ (see fig. 4), and, besides, armed at a short 
distance from the infero-posteal corners with a single rather 
strong denticle. On viewing the animal from below (fig. 2), 
these edges invariably appear wide apart in the middle, and 
limit a rather large oblong opening leading to the inner cavity 
of the shell. 

The eye, located near the dorsal edge of the head and at a . 
Somewhat considerable distance from the rostrum, is of larger size 
than usual in this family, having too 4 very large and conspi- 
cuous crystalline lenses, projecting anteriorly from the dark 
blackish ocular pigment; 

The ocellus is much smaller than the eye, scarcely more 
than 1⁄4 as large, and of an irregular quadrangular form; it 
is {located somewhat nearer to the eye than to the tip of the 
rostrum. 

The antennule, originating beneath the base of the rostrum, 


44 G. O. SARS. [No. 7. 


at a short distance from the ocellus, are rather small, not reach- 
ing by far to the tip of the rostrum, and of cylindrical form, or. 
taper somewhat distally. They are furnished anteriorly, a little 
beyond the middle, with a small knob-shaped projection, bearing 
a delicate bristle, and at the tip the usual fascicle of sensory 
filaments originate, some of them much longer than the rest. 

The antennæ, as in all other known Lynceidæ, are compara- 
tively small, the scape consisting of two sharply defined seg- 
ments, very movably jointed together. The branches are about 
as long as the seape and narrow cylindrical, both composed of 
but 3 joints, the first by far the largest, longer even than the 
two others taken together. The upper branch has only 3 na- 
tatory setz, issuing from the tip, whereas the lower exhibits à 
4th seta affixed to the 2nd joint. All the sete are very slen- 
der, distinctly biarticulate, and provided with exceedingly deli- 
cate cilia. 

The labrum projects inferiorly as a very large compressed 
lamella, well-nigh securiform in shape, and exhibiting posteriorly 
a sharp corner. The structure of the mandibles and maxillæ I 
have not elosely examined, but they do not seem to present any 
essential difference from those parts in other Lynceidæ. 

The structure of the legs would also appear on the whole 
to be that characteristic of the family. As usual, those of the 
first pair are the largest and exhibit anteriorly a sharp geni- 
culate bend, beyond which the anterior edge is beset with small 
tufts of hair; the terminal spines are however not very Strong 
less so at least than in most other Lynceidæ. The 2 posterior pairs 
have, as usual, rather large rounded lamellar appendages (63% 
podites), by the rythmical motion of which the renewal of the 
water within the shell is effected. 

The tail (fig. 8) exhibits a form deviating considerably from 
that in any of the known European Lynceidæ. It has a rather 
clumsy shape and exhibits in the middle a peculiar bend, not 
found in other species. Hence, the ventral edge is deeply sint- 
ated above the middle, and the opposite part of the dorsal edge 
forms a strongly projecting angular prominence, located immedi- 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 45 


ately below the anal orifice. The outer part of the tail beyond 
this prominence is rather broad, though it gradually tapers to- 
wards the obtuse extremity, and has the sides provided with 
numerous tufts of very short hair; along its dorsal edge there 
is a double row of very minute denticles, assuming upwards suc- 
cessively the character of fine hairs. The caudal claws are re- 
markably small and very strongly curved, each having at the 
base a single secondary denticle. The dorsal edge of the tail 
exhibits just above the angular prominence a slight sinus, indicat- 
ing the place, where the anal orifice is located, and bounded 
above by a very small projection, whence the remaining some- 
‘what flexuous part of the dorsal edge becomes strengthened by 
a thick chitinous coating. The caudal sete, issuing from a 
small knob-like prominence at the upper part of the dorsal edge, 
are of moderate length, distinctly biarticulate and with the outer 
joint finely ciliate, | 

As usual in this family, the tail is connected to the preced- 
ing part of the body by a distinct articulation, defined by a 
very conspicuous transverse chitinous stripe. In front of this 
articulation, the dorsal part of the body projects a little and as 
a rule is closely applied against a short inner fold issuing from 
the posterior part of the dorsal edge of the carapace, thus clos- 
ing up the incubatory cavity behind. 

The intestinal tube exhibits the structure characteristic of 
the Lynceidæ, its anterior part, contained within the head, being 
rather dilated, but without any trace of coecal appendages, the 
remainder, on the other hand, becoming rather narrow and form- 
ing in the middle of the body a double loop, often however con- 
cealed by the greatly developed ovaries. Before entering the tail, 
the intestinal tube forms anteriorly a rounded coecal dilatation, 
whence it immediately joins the short and muscular rectum the 
ontlet of which, as mentioned above, is at some considerable 
distance from the extremity of the tail. 

As regards the structure of the heart and the other inner 
organs, there is no essential difference to be noted. 

Within the incubatory cavity, or matrix, more than two 


46 G. O. SARS. [No. 7. 


eggs or embryos are never found at the same time; the latter, 
as compared with the parent animal, attain a considerable size 
and always occur in juxtaposition, with the greater diameter 
parallel to the longitudinal axis of the shell. 

The colour of the animal is a bright yellow, changing in 
the dorsal part to a somewhat darker chestnut tint. 

Biological Observations. — I first observed this interesting 
Lynceid on the 21st July, in the same aquary that yielded the 
above described remarkable form of Sididæ, Latonopsis australis. 
There were at that time several specimens present, all fully 
developed and with eggs, or embryos, in their matrix. I fished 
up some for closer examination and preserving in spirit, hoping 
that the remaining specimens would multiply and thus yield 
sufficient material for subsequent observations. But they only 
survived a very short time, probably owing to a sudden change 
in the temperature that happened to set in during the follow- 
ing days. | 

Ås to habits this Lynceid is very active, moving rather 
rapidly, by sudden jerks, much as does the European form Alo- 
nella “exigua Lilljeborg. The movements are however not con 
tinued for any length of time, but the animal very soon again 
clings with its body to some submerged object, more generally 
to the inner walls of the aquary. When any way disturbed, 16 
will however at once change its place and so rapidly that to 
catch it with the dipping tube proved a matter of very Col 
siderable difficulty. 

Occurrence. — As stated above, this form was raised from 
the same parcel of clayey mud, that yielded two of the above 
described Cladocera, Latonopsis australis and Simocephalus Eliza 
bethe (Water Hole at Cattle Station), though observed in only 
one of the aquaries prepared with this material. — Mr. Kung 
met with the species at Dunheved, the South Creek, and also at 
Varraville, near Denham Court. 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 47 


Gen. Alonella, G. O. Sars. 


1. Alonella diaphana, (King). 
(Pl. 5, figs, 5—7). 

Alona diaphana, King, On Australian Entomostracans, 1. c. 
p. 360. Pl. VIII. C. 

Specific Characters. — $. Carapace much compressed, as 
seen laterally rounded oval, slightly tapering posteriorly, edges 
everywhere rounded, without any angle posteriorly either above 
or below. Head decumbent, hood-like, rostrum obtuse. Shell 
arcuately striate, striæ rather close together and partly ana- 
stomosing, on the anterior part of valves obliquely ascending. 
Eye of moderate size, crystalline lenses very minute; ocellas 
Somewhat smaller than eye, located about midway between that 
organ and the tip of the rostrum. Tail rather large, oblong in 
form, somewhat tapering distally, dorsal edge slightly arched in 
the outer part and armed with very small, hair-like denticles, 
supraanal angle slight, apex somewhat produced anteriorly; cau- 
dal daas rather strong, with a small secondary denticle at the 
base. Body very pellucid and almost colourless. Length of 
adult female 0,49 mm. 

Remarks. — 1 think my identification of this form will also 
prove correct; at least the general form of the shell agrees 
rather closely with the figure given by King, and also its great 
pellueidity would seem to strengthen this opinion. Mr. King 
refers this species to the genus Alona Baird, but I feel per- 
suaded, that both this and the following species ought more pro- 
Perly to be classed within the genus Alonella, as long since 
charaeterised by the author. The striation of the shell in both 
differs materially from that in any species of Alona, agreeing 
9n the other hand with that characteristic of the former genus. 

Description. — The length of the adult female is not quite 
half a millimeter. 

The carapace is rather much compressed, though its dorsal 
part in ovigerous females becomes somewhat distended by the 
enclosed eggs or embryos. As seen laterally (Pl. 5, fig. 5), it 


48 G. O. SARS. [No. 7. 


exhibits a rounded oval form, with the posterior part somewhat 
tapering and narrowly rounded off. The dorsal edge is strongly 
arched in the middle and joins the posterior edges of the valves, 
without any intervening angle; nor is there any angle between 
the posterior and inferior edges, both uniting by an even, though 
rather sharp curve. The inferior edges are nearly straight, or 
very slightly arcuate, ascending however somewhat in their an- 
terior part to the rounded infero-anteal corners. The head is 
somewhat decumbent, hood-like, and, as seen laterally, rather 
broad, with the dorsal edge evenly curved and continuous with 
that of the carapace; it terminates with an obtuse rostrum, that 
nearly projects in a line with the inferior edges of the valves. 
As seen from above (fig. 6), the head exhibits a somewhat tri- 
angular form, tapering anteriorly to an obtuse point.  . 

The surface of the shell exhibits a well-marked sculpture, 
rather difficult however to observe when the animal is wholly 
submerged in the water. On the other hand, it at once appears 
very distinct when the shell is floating on the surface, with one 
of its sides out of the water. The sculpture consists of a rather . 
dense striation, the striæ being somewhat wavy and in some 
places anastomosing with each other. On the greater part of 
the carapace they have a longitudinal course, though somewhat 
arcuate dorsally. On the anterior part of the valves, they how- 
ever take a rather different course, ascending obliquely, so 3$ 
partly to run parallel to the anterior edges. In the intervening 
space there is a partial intersection of the striæ, producing n 
irregular reticulation. A much similar sculpture is also found 
in most of the other species and may thus be regarded as à 
diagnostic mark of the genus. The inferior edges of the valves 
are fringed with a dense series of rather short and delicate cilia. 

The eye is of moderate size, with the crystalline lenses; as 
usual, rather small and but very slightly projecting. 

The ocellus is somewhat smaller than the eye and of irre 
gular quadrangular form; it is located at about equal distance 
from that organ and the tip of the rostrum. 

The antennule are of the usual cylindro-conical form 


- 


and 


1888.] AUSTRALIAN OLADOCERA. | 49 


have, besides the apical sensory filaments, anteriorly and some- 
what beyond the middle, a delicate bristle, which however does 
not originate from any knob-shaped prominence, as in the pre- 
ceding Lynceid; they slightly project beyond the tip of the ros- 
trum. 

The antennæ exhibit the usual structure, and this is like- 
wise the case with the oral parts and with the legs. 

The tail (fig. 7) is rather large, of an oblong form, and very 
slightly tapering in its outer part, which is narrowly truncate, 
with the anterior corner, bearing the caudal claws, somewhat 
projecting. The ventral edge is nearly straight and strongly 
chitinized, whereas the dorsal edge is somewhat arcuate, exhibit- 
ing an indistinct angle below the anal orifice, and another some- 
what more projecting angle above it. The outer part of the 
dorsal edge is armed with very small, almost hair-like denticles, 
arranged in two somewhat irregular rows. The upmost part of 
this edge, above the supraanal angle is, as usual, strongly chi- 
tinized, and exhibits close to the joint connecting the tail with 
the body, the usual knob-like prominence, bearing the rather 
small caudal sete. 

The dorsal part of the body in front of the tail projects 
somewhat, as in other Lynceidæ, to close up the incubatory ca- 
vity behind, exhibiting several tufts of fine hair, that indicate 
the edges of as many imperfectly defined segments. 

The inner organs do not exhibit any marked peculiarity in 
their structure. 

As is the case with most other Lynceide, more than two 
eggs, or embryos, are never found in the matrix, and these lie 
invariably in juxtaposition (see fig. 6). 

The whole animal is highly pellucid, and almost colourless, 
with only a very faint grayish tinge on the body. Also the 
Ovaries and the vitelline matter within the ova are considerably 
paler than in most other Lynceidæ, and of a very faint green- 
ish tint. 

Biological Observations. — The present Lynceid was observed 
at about the same time as the preceding one and in = same 

Vid.-Selsk. Forh, 1888. No. 7. 


50 G. O. SARS. [No. 7. 


aquary. There were apparently only a few specimens, of which 
I secured 3 for closer examination and preserving. As with the 
preceding form, it was only for a few days I had the opportunity 
of observing its habits, since the specimens left in the aquary 
very soon disappeared, without. having produced a 2nd gene- 
ration. 

In its motion this form somewhat resembles the species of 
the genus Acroperus Baird, moving about by short jerks and by 
no means with great activity, the body turning now its dorsal 
surface upwards, now one of its sides. More generally it rests 
on the bottom or clings to the walls of the aquary or to any 
other submerged objects. 

Occurrence. — As stated above, the present species was 
raised from the same parcel of mud as the preceding Lynceid, 
the material being derived from a Water Hole at Cattle Station 
— 20 miles from Rockhampton. — Mr. King observed the spe- 
cies in but one locality, a pond near Sydney. 


8. Alonella Karua, (King). 
(PL 5, figs. 8—9). 

Alona Karua, King, On Australian Entomostracans, l. €. P. 
260, PL. VIIL D. 

Specific Characters. — 9. Carapace much compressed, as seen 
laterally subquadrangular in form, somewhat broader anteriorly, 
posterior extremity abruptly truncate, inferior edges of valves 
subangular in the middle. Head depressed, terminating in 2 
rather prominent sharp rostrum. Surface of shell sculptured 
with well-marked, rather distant striæ, on the posterior part 
quite straight and somewhat oblique, on the anterior part of the 
valves arcuate and obliquely ascending. Ocellus smaller than 
eye and located closer to it than to the tip of the rostrum. 
Antennule slender conical, not reaching to the tip of the ros- 
trum. Tail considerably dilated distally, with the apex broadly 


1888.] AUSTRALIAN CLADOOERA. ^ DI 


truncate, outer part finely ciliate along the dorsal edge and 
having a lateral series of very delicate lamellar appressed den- 
ticles; supraanal angle very slight; caudal claws of moderate length, 
with a very minute secondary denticle at the base. Colour pale 
yellowish brown or corneous. Length of adult female 0,40 mm. 

Remarks. — The present Lynceid agrees on the whole, as 
regards the form of the shell, pretty well with the figure given 
by King of his Alona Karua; and though the tail in his draw- 
ing looks somewhat different, I am inclined to regard both these 
forms as identical. It is undoubtedly congeneric with the preced-. 
ing species, though easily distinguished alike by the form and 
the sculpture of the shell. 

Description. — The length of the adult female does not ex- 
ceed 0,40 mm, and hence it is somewhat smaller than the pre- 
ceding species. 

The carapace, as in the latter, is very much compressed, 
but exhibits in a lateral aspect (Pl. 5, fig. 8) a rather different 
form, being nearly quadrangular, with the posterior part ab- 
ruptly truncate and somewhat narrower than the anterior. The 
dorsal edge has its greatest curvature anterior to the middle 
and terminates posteriorly with a well-marked angle. Also the 
infero-posteal corners of the valves are somewhat angular, though 
less so than the superior corner. The inferior edges project 
considerably in the middle, their anterior halves ascending ab- 
ruptly towards the infero-anteal corners. The head is rather 
depressed, with the dorsal edge but slightly arcuate and con- 
tinuous with the dorsal edge of the carapace; it terminates in à 
rather prominent acute rostrum, projecting beyond the inferior 
edges of the valves. 

The surface of the shell is very distinctly sculptured with 
rather distant and sharply defined striæ, running on the posterior 
part of the carapace longitudinally, quite straight, and not ana- 
stomosing with each other; inferiorly they become successively ` 
Somewhat oblique, pointing towards the infero-posteal corners. 
On the anterior part of the valves, the striæ, as in the preced- 
ing species, curve obliquely upwards, the most anterior running 


52 G. O. SARS. [No. 7. 


parallel to the anterior edges. A partial crossing of the stris 
on the intervening space of the valves may also be observed in 
this species. The inferior edges of the valves are throughout 
their entire length fringed with a dense row of cilia, somewhat 
coarser and more elongate than in the preceding species. At 
the infero-posteal corners occur 2 dentiform projections, which 
however are so very minute as easily to escape attention. 

The eye is rather small and of a structure similar to that 
in the preceding species. 
^ The ocellus is even a trife smaller and located nearer to 
the eye than to the tip of the rostrum. 

The antennule are rather narrow, conical in form, and, as 
usual besides the apical sensory filaments, provided anteriorly 
with a single delicate bristle at a short distance from the tip; 
they do not reach to the apex of the rostrum. 

The tail (fig. 9) is considerably dilated in its outer part and 
at the extremity broadly truncate, with the anterior corner pro- 
jecting less than in the preceding species. The dorsal edge er: 
hibits in its outer half a fine ciliation, and at some distance 
from the edge a lateral series of about 10 very delicate appres- 
sed and somewhat lamellar denticles may be distinguished. There 
is no trace of any angle below the anal orifice, but above ita 
very slight angular projection occurs, forming the beginning of 
a strongly chitinized stripe running along the remainder of the 
dorsal edge. The caudal claws are relatively a little shorter 
than in the preceding species and less evenly curved; the se 
condary denticle at their base is extremely small. 

The colour of the animal is pale yellowish brown or corne- 
ous, the body being as usual somewhat darker than the shell. 
The ova contained within the incubatory cavity exhibit in the 
centre of the bright greenish yolk a rather large orange-coloured 
oil-vesicle. 

Observations. — Of the present form I have had opportunity 
of observing only a single specimen, an adult ovigerous female, 
which I accidentally got up in the dipping tube on the 26th 
July 1886 when searching for other Entomostraca. Although I 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA, 53 


subsequently examined the aquary very closely, I did not succeed 
in detecting any more specimens, and in the course of a few 
days all life seemed to have become extinct in the aquary. 
Any observations on the habits of this species I have thus been 
unable to institute. 

Occurrence. — The aquary from which I got this species ` 
was the same that yielded the two preceding Lynceide; the 
mud had been collected from a Water Hole at Cattle Station. 
Mr. King also met with the species in a single locality, the 
River Karua, near Stroud. 


Gen. Alona, Baird. 


9. Alona Archeri, n. sp. 
(Pl. 6, figs. 1—4). 


Specific Characters. — Carapace of adult female, as seen 
laterally, oblongo-quadrangular, posterior extremity obtusely 
rounded, with the upper and lower angles obsolete; inferior ed- 
ges of valves nearly straight. Head semierect, hooded, terminat- 
ing in an acute rostrum, projecting beyond the inferior edges of 
the valves. Carapace of male more regularly quadrangular, in- 
ferior edges subangular in front of the middle. Surface of shell 
Sculptured with small depressed pits arranged in longitudinal 
rows, more distinct in females with winter-eggs. Ocellus much 
smaller than eye, punctiform. Antennule in female rather short ` 
dilated in the middle, almost fusiform; in male much larger and 
projecting considerably beyond the tip of the rostrum. Tail of 
female rather elongate and narrow, obliquely truncate at the 
tip, supraanal angle strongly projecting; outer part nearly pa- 
rallel-sided and armed dorsally with a double row of denticles, 
the outer ones much larger than the rest and spinulose at 
the upper edge; a latéral row of 6 extremely delicate spines 
present; caudal claws much elongated, with a distinct secondary 
denticle at the base, Tail of male somewhat shorter and less 


54 G.'O. SARS. [No. 7. 


compressed, wanting dorsal denticles; supraanal angle distinct, 
extremity transversally truncated; caudal claws shorter than in 
female and arising from a small knob-like projection nearly in 
the middle of the truncated extremity; secondary denticle dis- 
tinct. Colour pale corneous turning to orange, dorsal part of 
Shell, in females with winter-eggs, dark bluish. Length of adult 
female 0,50 mm, of male 0,34 mm. 

Remarks. — This is the largest and finest of 3 new species 
of Alona which I have succeeded in domesticating in my aqua- 
ries, and I have much pleasure in naming it in honour of Mr. 
Robert Archer, to whom I am greatly indebted for his 
kind assistance in providing me with material for continued ex- 
periments in hatching Australian Entomostraca. The present 
form is readily distinguished from the other known species, as 
well by the peculiar sculpture of the shell as by the form and 
armature of the tail. 

Description. — The length of the largest female specimens 
observed reaches about half a millimeter. 

The carapace is much compressed and, as seen laterally 
(Pl. 6, fig. 1) oblongo-quadrangular in form, with the posterior 
extremity obtusely rounded and but little narrower than the an- 
terior. The dorsal edge is evenly arched, somewhat more in 
specimens with winter-eggs than in specimens with summer-eg25; 
and unites the posterior edges of the valves without any distinct 
intervening angle; nor are the infero-posteal corners distinctly 
defined, but evenly rounded off. The inferior edges of the valves 
are throughout the greater part of their length nearly straight, 
only in the most anterior part do they slightly ascend to the 
infero-anteal corners, which are likewise rounded off. The head 
is quite immobile, hood-like and semierect, its dorsal edge form- 
ing together with that of the carapace a continuous curve; m- 
feriorly it terminates in a rather prominent acute rostrum, pro 
jecting a little below the inferior edges of the valves. 

The surface of the shell appears, when the animalis wholly 
submerged.in the water, quite smooth, without any visible sculp- 
turing. But when floating on the surface, the side out of the 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 55 


water at once reveals a most peculiar and beautiful sculpture, 
very conspicuous in specimens with winter-eggs (fig. 1). This 
sculpture consists in numerous impressed pits arranged pretty 
regularly in longitudinal rows and assuming on the dorsal part 
af the carapace partly the character of a dense reticulation. 
A somewhat similar sculpture is observed in another European 
species of Alona, viz., A. guttata G. O. Sars, as also in a species 
of Chydorus, Ch. caelatus Schódeler. The inferior edges of the 
valves are, as in most other species of this genus, fringed with 
a dense row of delicate bristles, or cilia. 

The eye is not very large, and the crystalline lenses are 
few in number and project but little from the pigment. 

The ocellus is much smaller than the eye, almost punctiform, 
and located somewhat nearer to the eye than to the tip of the 
rostrum. 

The antennule are comparatively short and thick, almost 
fusiform in shape, and exhibit, besides the terminal sensory fila- 
ments, the usual delicate anteriorly pointing bristle; they do not 
reach by far to the tip of the rostrum. 

The antennæ are by no means powerfully developed, and in 
structure agree with those in other species of the genus. The 
branches are somewhat longer than the scape, both of them tri- 
articulate and subequal in length, the lower with 4, the upper 
with 3 natatory sete. Besides, each branch has at the tip a 
Strong spine, and a similar spine is affixed to the outer edge of 
the upper branch. 

The lamellar projection of the labrum is rather large and 
terminates posteriorly in an almost right-angled cormer. 

The remaining oral parts and the legs do not exhibit any 
marked difference in structure from those parts in other species 
of the genus. 

The tail (fig. 2) is rather elongate and narrow, with the 
Supraanal angle projecting considerably. The outer part of the 
tail, beyond this angle, is nearly parallel-sided, strongly com- 
pressed, and somewhat obliquely truncated at the extremity. 
Along the nearly straight dorsal edge a double series of den- 


56 ü. O, SARS. No. 7. 


ticles occurs, the 3 or 4 outmost of which are much larger than 
the rest and finely spinulous on the upper edge; the denticles 
do not however extend to the suppraanal angle but are replaced 
on the edges limiting the anal fissure, by a very minute ciliation. 
Besides the above mentioned marginal denticles, there is, at some 
distance from the edge, on either side, a lateral series of about 
6 very delicate appressed spines. The caudal claws are very 
elongate and gently curved, having each at the base a rather 
strong secondary denticle; they are inserted to a short promi- 
nence occupying the anterior corner of the extremity of the tail 
and defined posteriorly by an angular incision. 

The intestinal tube, as usual, forms in the middle part of 
the body nearly two circumvolutions, or loops, the posterior, 
however, being not quite perfect, but having more the appea- 
rance of a strong S-shaped flexure. 

More generally but a single ovum or embryo is found within 
the incubatory cavity; sometimes however there are two, and in 
such cases, owing to the trifling width of the matrix, they are 
generally placed one behind the other, as represented fig. 5 in 
the following species. This, however, only refers to the summer- 
eggs. Of winter-eggs more than a single one is never found, and 
this lies exactly in the middle of the incubatory cavity with its 
greater diameter parallel to the longitudinal axis of the shell 
(see fig. 1). The presence of such a winter-egg, easily recognized 
by its dark opaque colour, is invariably connected with some 
change in the structure of the dorsal part of the carapace, limit- 
ing the incubatory cavity, without however giving rise to the 
formation of a true ephippium. On the other hand, this part of 
the carapace becomes very thick and more coarsely sculptured 
than the rest of the shell, at the same time assuming by de- 
grees a very dark bluish tint, that finally turns to black. m 
Specimens with summer-eggs there is no trace of this peculiar 
colouring of the dorsal part of the carapace, the whole sh 
being of a uniform and rather pale yellowish tint. The body 
of the animal is generally somewhat darker changing to 2 clair 
orange. 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 57 


The adult male (fig. 3) is much smaller than the female, 
its length reaching only 0.34 mm. The carapace is somewhat 
more regularly quadrangular, being more distinctly truncated 
posteriorly, and having the dorsal edge but very slightly arched. 
The inferior edges of the valves, too, ascend considerably in 
their anterior part, whereby their edges appear almost an- 
gular just anterior to the middle, and, finally, the sculpture of 
the shell is much less pronounced. There are however some 
other characteristics, by which the male differs much more mar- 
kedly from the female. Thus, the antennule are much larger 
and project considerably beyond the tip of the rostrum, the 
latter appearing comparatively shorter and more obtuse. More- 
over, the 1st pair of legs are armed with a powerful, anteriorly 
curving hook, projected beyond the inferior edges of the valves. 
Finally, the tail (fig. 4) exhibits a very different aspect, being . 
comparatively shorter and less strongly compressed, as also al- 
together wanting the dorsal denticles, only the lateral rows of 
delicate spines being left. The supraanal angle is well marked, 
as in the female, but the extremity of the tail rather different, 
being almost transversely truncate and having about in the 
middle a small knob-like projection, to which the caudal claws 
are attached; the latter, moreover, occur considerably shorter 
than in the female, though exhibiting the secondary denticle at. 
the base, 

The testes, located on either side of the intestinal tube, 
the loops of which they partly cover, are divided into several 
Saccular compartments, connected by narrow passages; posteriorly, 
just at the flexure between the body and tail, the testes contract 
to a narrow canal running close to the ventral edge of the tail 
and disembouching at its tip, immediately in front of the caudal 
claws. 

The colour of the male is always much paler than that of 
the female, the whole body being very pellucid and but faintly 
tinged with yellowish. 

Biological Observations. — Of the present Lynceid I have 
been enabled to examine numerous specimens, both males and 


58 G. O. SARS. [No. 7. 


females, all domesticated in one of my aquaries — a rather large 
glass jar — prepared on the 15th June 1886. I did not observe their 
presence in that aquary till after my return from an excursion 
in September. At that time there were plenty of specimens, 
the greater part ovigerous. The aquary exhibited a luxurious 
growth of vegetable matter, Conferve and some other aquatic 
plants; and this condition would seem to have very much fa- 
voured the growth and propagation of this Cladoceran, which un- 
doubtedly, as is also the case with other Lynceidæ, to a great 
extent feeds upon vegetable matter. The Alonæ did not disap- 
pear as usual, on the approach of autumn, but continued to live 
on even till the end of November. During that and the pre- 
ceding month, most of the female specimens were found to be 
provided with winter-eggs, and on examining the bottom-deposit, 
numerous empty carapaces were found, most of them containing 
a winter-egg. Meanwhile male specimens were by no means 
rare. Before the close of the year, however, the specimens sut- 
cessively disappeared, and at Christmas there was not a single 
one yet alive. To convince myself, whether the temporary dry- 
ing up of the winter-eggs is indispensable to their subsequent 
development, I did not allow the water to evaporate during the 
winter but from time to time renewed it, thus keeping the bot- 
tom-deposit constantly submerged till the following summer, when 
the Algæ again began to grow. On the 1st June 1887 I first 
observed several Alonæ quite young, and in the course of that 
month numerous specimens of the present species made their 
appearance, all evidently hatched from the winter-eggs deposited 
during the preceding year. The specimens continued to live and 
propagate throughout the whole of the summer and autumn, but 
again disappeared at the end of October. I still keep the aquary + 
filled with water, to see if the Alone will reappear this sum 
mer also. 

With respect to habits, this animal resembles the other 
species of the genus, being on the whole a true bottom-form, 
generally resting on the bottom or clinging to the walls of the 
aquary or to the algæ contained in the latter. Its swimming 


MET. e e WRIT RS li 


E Amen EX AN 


TED TE STE ARTO AS DRE O OR m Ct AO. 


SER ü GE u uk a ai A aan müde vu in un iii es 


< 
1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 59 


motion is anything but active, and affected by rapidly repeated 
strokes of the antennæ, propelling the animal through the water 
at quite a uniform rate, the belly generally upwards. The ani- 
mals seemed in particular to affect the side of the aquary ex- 
posed to the rays of the sun. Here they were often found con- 
gregated in great numbers clinging to the walls of the aquary 
or to alge growing there. 

Occurrence. — Also this form was raised from the same 
parcel of mud, that yielded the preceding species of Lynceide, 
though not developed in the same aquary. Hence the only loca- 
lity as yet known for the present species is the above mentioned 
Water Hole at Cattle Station. 


11. Alona laevissima, n. sp. 
(Pl. 6, figs, 5—6). 

Specific Characters. — 2. General habitus very like that of 
the preceding species. Carapace, as seen laterally, oblongo- 
quadrangular in form, posterior part truncated, with upper angle 
distinct, lower rounded; inferior edges of valves nearly straight. 
Head about as in A. Archeri. Surface of shell quite smooth, 
Without any trace of sculpturing.  Ocellus nearly as large as 
eye. Antennule rather narrow, reaching almost to the tip of 
the rostrum. Tail comparatively shorter and broader than in 
the preceding species, transversally truncated at the tip, supra- 
anal angle very slightly projecting; outer part of the dorsal 
edge armed?with a double series of rather small denticles, the 
outer a trifle larger than the rest, but quite smooth; a lateral 
Series of 5 lamellar appressed denticles present; caudal claws 
rather strong, with a slender secondary denticle at the base. 
Colour clear yellowish or corneous. Length of adult female 
0.48 mm. 

Remarks. — At first I believed this form to be identical 
With the: species described by King under the name of Alona 


60 G. O. SARS. [No. 7. 


Bairdu. But subsequently I was obliged to give up this opinion, 
having found it to differ very markedly in several points. Thus, 
the form of the carapace would seem to differ considerably in 
both, and the peculiar structure of the natatory sete on the 
antennæ, described by King, and likewise found in one of the 
European species, Alona spinifera Schoedeler, does not exist in 
the present form. Moreover, the species observed by King would 
seem to attain a much larger size. In its general habitus the 
present Alona very much resembles the preceding species, aud 
may at first sight easily be confounded with it, On closer exami- 
nation, however, several well marked differences are found to occur, 
e. g. the much larger size of the ocellus, the deviating form and 
armature of the tail, and finally the absolute want of any sculptur- 
ing of the shell. | 

Description. — The length of the adult female is but little 
inferior to that of the preceding species, measuring in the larg- 
est specimens 0.48 mm. ; 

The carapace, as seen laterally (Pl. 6, fig. 5), is of oblong 
quadrangular form, with the posterior extremity somewhat more 
distinctly truncate than in the last species, the upper angle be- 
ing well marked, though obtuse. The posterior edges of the 
valves are somewhat oblique and join the inferior edges by & 
sharp curve; the latter are nearly straight and as usual densely 
fringed with delicate bristles. The dorsal edge of the carapat 
together with that of the head, forms a continuous curve. The 
head exhibits a form very similar to that of A. Archeri, though 
a little broader, perhaps, as seen laterally. 

The surface of the shell, whether in or out of the water, 
appears quite smooth, without the slightest trace of any SC 
turing, save the usual fine punctation. 

The eye agrees exactly both as to size and struct 
that organ in the preceding species. e 

The ocellus, on the other hand, is relatively much NT 
and but very little smaller than the eye; it exhibits an obligu 
quadrangular form, and ‘is located somewhat nearer to that 0 
than to the tip of the rostrum. 


ure with 


balata u han a TENE AS " 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 61 


The antennule are relatively narrower and more elongate 
than in A. Archeri, reaching well-nigh to the apex of the ros- 
trum, but for the rest exhibit a very similar structure. 

The antennæ, oral parts and legs agree exactly with those 
in the last species. 

The tail (fig. 6), on the other hand, exhibits very decided 
differences. It is relatively shorter and broader, with the ex- 
tremity transversally truncate, and has the supraanal angle much 
less projecting than in A. Archeri, whence the tail appears about 
of equal breadth throughout. The outer part of the dorsal edge 
is armed with a double series of rather small denticles, about 
10 in each row. They somewhat increase in size distally, but 
the outer ones do not by far attain the large size characteristic 
to A. Archeri, nor is there any trace of the secondary spinules 
distinguishing those denticles in the said species. The caudal 
claws are rather large, though relatively a little shorter than in 
A. Archeri, and, as in that species, have at the base a slender 
Secondary denticle. 

Within the body occur numerous rather large oil-globules, 
More especially along the intestinal tube, but their colour does 
hot differ from that of the body itself. 

The eggs discharged into the incubatory cavity are very 
frequently two in number, and placed one behind the other, the 
anterior generally with its longer diameter transverse to the 
longitudinal axis of the shell (see fig. 5). 

The colour of the body is clear yellowish or corneous, the 
shell itself being very pellucid and considerably paler than the 
body within. The eggs, as recently discharged into the matrix, 
have a bluish ereen colour, with a somewhat lighter circular 
area in the centre. 

Biological Observations. — Of this species I observed during 
the months of June and J uly 1886 a few rather small specimens 
in 2 of my aquaries, prepared that year. The specimens did 
hot however mutiply to any greater extent, and subsequently 
Wholly disappeared. The next year (1887) another small aquary 
Was prepared with a parcel of the same mud, kept the winter 


62 G. 0. SARS. [No. 7. 


over in its original dried state; and in this aquary the conditions 
seemed to be rather favourable for the growth of the present 
species, numerous specimens, partly of much larger size than 
those previously observed, having developed in the course of the 
summer. All the specimens were however females, propagating 
in the usual manner by summer-eggs. In August I had to leave 
Christiania for some time, and on my return the water was 
wholly evaporated in the aquary. Of course I have not yet been 
enabled to observe either the winter-eggs, or any male specimen. 

Occurrence. — The mud from which I raised this species 
was collected from a single locality, a fresh water lagoon — 
called Malchi — 3 miles from Gracemere. 


11. Alona clathrata, n. sp. 
(Pl. 6, figs. 7—10). 

Specific Characters. — Carapace of adult female, as See? 
laterally, rather short, rounded quadrangular in form, posterior 
extremity truncated, with the upper angle distinct, lower rounded 
off; inferior edges of valves slightly ascending anteriorly. He 
semierect, hood-like, terminating in an acute rostrum projectile 
beyond the inferior edges of the valves. Carapace of male com- 
paratively narrower, with the dorsal edge much less arched. 
Surface of shell densely reticulate, the reticulation more especi- 
ally very distinct in female specimens with winter-eggs. Ocellus 
nearly as large as the eye. Antennule slender conical, almost 
reaching to the tip of the rostrum, not very much lagt e 
male. Tail of female rather short and broad, apex oblique 
truncate, with the posterior corner distinctly angular; supraan? 
angle projecting; outer part of dorsal edge straight and a l 
with a double row of very short but strong denticles of Be 
size; no lateral rows of spines present; caudal claws compar? 
tively rather short, secondary basal denticle exceedingly m 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 63 


Tail of male of conical form, tapering to an obtuse point, with- 
out any distinct supraanal angle, and wanting dorsal denticles; 
caudal claws inserted a little behind the apex, rather small, and 
without any trace of a secondary denticle. Colour light yellow- 
ish, dorsal part of carapace in females with winter-eggs some- 
what darker. Length of adult female 0.38 mm, of male 0.28 mm. 
= Remarks.. — This species is very nearly related to the Eu- 
ropean species, A. parvula Kurz; but would seem to «differ in 
having a somewhat different sculpture of the shell, as also by cer- 
tain minor differences in the form and amature of the tail” In 
general habitus too the animal pretty much resembles the two 
preceding species, though having a relatively shorter and stouter 
carapace. 

Description. — The length of the adult female does not at- 
tain fully 4mm, and this species is thus somewhat inferior in 
Size to the two preceding ones. 

The carapace of the adult female, as seen laterally (Pl. 6, 
fig. 7), is rather short aud stout, nearly as high as it is long, 
and of a rounded quadrangular form, with the posterior extre- 
mity truncated. The dorsal edge is rather boldly arched in the 
middle and terminates posteriorly with a distinct, though obtuse, 
angle. The infero-posteal corners, on the other hand, are evenly 
rounded off. The inferior edges of the valves are throughout 
the greater part of the length straight, but anteriorly they as- 
cend obliquely to the infero-anteal corners. The head is some- 
what depressed, but exhibits on the whole a form very similar 
to that in the two preceding species, terminating in a rather 
prominent acute rostrum, projecting a little beyond the inferior 
edges of the valves. 

The surface of the shell, when the animal is wholly sub- 
merged in the water, appears quite smooth; but as soon as it 
rises to the surface, the side out of the water displays a very 
elegant sculpture, consisting of a dense and rather regular reti- 
culation, the meshes as a rule arranged in longitudinal rows. 
This beautiful sculpture is more especially very conspicuous in speci- 
mens provided with winter-eggs, but may also be traced pretty 


64 G. O. SARS. [No. 7. 


distinctly in those having summer-eggs. The inferior edges of 
the valves exhibit the usual fringe of delicate bristles. 

The eye is rather small and of the same structure as iri the 
2 preceding species. 

The ocellus is comparatively large, and but very little, if 
at all, smaller than the eye, subquadrangular in form and lo- 
cated a trifle nearer to the eye than to the tip of the rostrum. 

The antennule are of a slender conical form and on the 
whole agree very nearly in structure with those organs in A. 
levissima; as in that species they reach almost to the tip of 
the rostrum. 

The tail (fig. 8) differs somewhat in form and armature from 
the two preceding species. It is comparatively short and broad, 
more so even than in A. levissima, and has the apex somewhat 
obliquely truncated, with the posterior corner forming a very 
distinct angle. The outer part of the dorsal edge is quite straight 
and armed with a double series of very short but rather strong 
equal-sized denticles, 8 or 9 in each row. There is no trace of 
any lateral series of spines, as in the two preceding species. 
The supraanal angle projects distinctly, and the dorsal edge 
above it is, as usual, strongly chitinized. The caudal claws are 
not very large, but exhibit, in common with the dorsal denticles, 
a rather dark brownish colour; the secondary denticle at their 
base is exceedingly small. 

As in A. levissima, numerous oil-globules are dispersed within 
the body, exhibiting, however, in this species a very conspicuous 
orange hue. 

The colour of the animal is pale yellowish or corneous, the 
dorsal part of the shell being somewhat darker in specimens 
provided with winter-eggs, though never assuming such à black 
colour as in A. Archeri. 

The adult male (fig. 9) is, as usual, much smaller than me 
female, scarcely attaining a length of 0.30 mm, and is distin- 
guished by the carapace being considerably narrower, owing ei the 
much less arcuate dorsal edge. As in other species it is, be 
sides, easily recognized by the strong, dark brownish-coloured 


/ 
1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 65 


hook on the first pair of legs, as also by the very different form 
of the tail. In the latter respect it is also very markedly dis- 
tinguished from the male of A. Archeri, described above. 

The antennule, on the other hand, do not materially differ 
from those organs in the female, since they are not very much 
larger and scarcely projecting beyond the tip of the rostrum. 

The tail (fig. 10), as stated above, looks very different from 
that in the female. It is considerably narrower, almost conical 
in form, and tapers gradually to an obtuse point. The dorsal 
edge is in its upper part somewhat irregularly arched, but does 
not exhibit any distinct supraanal angle; nor is there any trace 
of dentieles to be seen on the outer part of the dorsal edge. 
The caudal claws are very small and without the slightest trace 
of the basal secondary denticle; moreover their place seems 
rather anomalous, being inserted just behind the obtuse extremity 
of the tail, close to its dorsal edge. 

The testes exhibit a structure very similar to that described 
above in the male of A. Archeri, and have, as in that species, 
their outlet at the tip of the tail, in front of the caudal claws. 

The colour of the male is about the same as that of the 
female, with this difference, however, that the whole tail has 
à dark brownish tinge. 

Observations. — I first observed this species in the begin- 
ning of September 1886, on returning from an excursion. They 
Were present in only one of my aquaries, prepared on the 9th 
June same year, but in great profusion, both males and females, 
the latter for the greater part with winter-eggs. In its habits this 
Species does not in any way differ from the two preceding ones. 

Occurrence. — The mud that yielded that species was taken 
according to the label on the 14th March 1885, from the Crescent 
Lagoon — 9 miles from Rockhampton, the same locality whence 
several other interesting Entomostraca were raised, among others 
the above-described species of Macrothrix. 


Vid.-Selsk, Forh, 1888. No, 7. 


66 G. O. SARS. [No. 7. 


The following is a systematic list of all the forms of Cla- 
docera I have as yet succeeded in raising from dried Australian 
mud, including those described in my previous paper: — 


Fam. Sidide. 


. Diaphanosoma excisum, G. O. Sars. 
Latonopsis australis, n. gen. & sp. 


wo =m 


Fam. Daphnide. 


Daphnia Lumholtzii, G. O. Sars. 
Ceriodaphnia cornuta, G. O. Sars. 
Moina propinqva, G. O. Sars. 
Simocephalus australiensis (Dana). 
— Elizabeth: (King). 


NO or w 


Fam. Lyncodaphnide. 


Së 


Macrothrix spinosa, King. 
. Myocryptus longiremis, n. sp. 


e 


Fam. Lynceide. 


10. Dunhevedia crassa, King. 

11. Alonella diaphana, (King). 

12.  — Karus, (King). 

13. Leydigia australis, G. O. Sars. 
14. Alona Archeri, n. sp. 

15.  —  levissima, n. sp. 

16. — clathrata, n. sp. 


; inion 

Before closing this paper I should wish to give my wee? 

relative to the species of Cladocera described by King in i 
two subsequent papers, inserted in „Papers and Proceedings 


"e aa nn a 


1888.] AUSTRALIAN CLADOCERA. 67 


the Royal Society of Van Diemens Land“, Vol. II, Part I. It 
may be observed that some of these species, viz., those belon- 
ging to the family Daphnidæ (proper) have been already men- 
tioned, and some of the figures copied, by Mr. Schoedeler in his 
paper ,Zur Naturgeschichte der Daphninen. Beitrüge zur Kennt- 
niss der systematischen Angehörigkeit der Daphninen.* Berlin 
1877. I do not however fully agree with that author as to his 
identifieation of some of the species. 
The species enumerated by King are in all 18, viz.: — 


1. Daphnia carinata, King. 


This form is, I think, evidently different from any of the 
European species, though perhaps, as also suggested by Schoe- 
deler, more nearly related to Daphnia magna Straus (= D. 
Schaefferi Baird). 

Besides the typical form Mr. King figures 4 varieties, two 
of which are separately named as var. gravis and var. cephalata. 
I think Mr. Schoedeler is right in regarding the two latter 
varieties at least as more properly distinct species. In none of 
these supposed varieties is there however any approach to the 
very remarkable form of the head in D. Lumholtzii, described by 
the author in a previous paper. 


2. Daphnia Elizabethæ, King. 


Gen. Simocephalus. See above. 

The supposition advanced by Mr. Schoedeler, that this form 
is identical with the European species S. vetulus (Müller), I have 
Shown to be evidently wrong. On the other hand, there can be 
little doubt, that he is quite right in holding the form, described 
by King as var. acuti-rostrata, to be a distinct ‚species, though I 
believe this species should more properly be named S. acuti- 
rostratus and not, as proposed by Mr. Schoedeler, S. paradozus. 


bg 


68 G. O. SARS. [No. 7. 


3. Daphnia honorata, King. 


Gen. Ceriodaphnia. This species would seem to be nearest 
related to the European species C. reticulata (Jurine), though 
undoubtedly distinct. It is also different from the species des- 
cribed by the author in a previous paper as C. cornuta. 


4. Moina lemne, King. 
This is certainly not a Moina. I feel tolerably convinced 
that it more properly ought to be referred to the genus Latonura 
Lilljeberg, belonging to the family Lyncodaphnide. 


5. Moina Macleayii, King. 

As pointed out by Mr. Schoedeler, this is a very distinct 
species, exhibiting certain most anomalous characters. I believe 
it is very closely allied to, if not identical with, the species re- 
cently described by Mr. Brady from Ceylon under the name of 
Moina submucronata. Through the kindness of that author 
have been enabled to examine a few of his specimens, and find 
this form to differ in several respects so materially from the 
known European species of Moina, as also from the Australian 
species, M. propinqva, described by the present author in a pre 
vious paper, that I am inclined to regard it as belonging to 2 
distinct new genus, for which I would propose the name of Pa- 
ramoina, To this genus also the form described by King should 
be referred, 


6. Daphnia mucronata, Müller. 

Gen. Scapholeberis. Though this form certainly belongs t0 
the same genus as Daphnia mucronata Müller, I cannot agre 
with Mr. King and Mr. Schoedeler in regarding it as identical 
with the above-named European species. According to the figure 
given by King, it differs among other things rather markedly ™ 
the much smaller and differently formed head. I would propose 
for the species the name Scapholeberis Kingii. 


1888.] AUSTRALIAN OLADOCERA. 69 


7. Macrothrix spinosa, King. 


See above. 


8. Eurycercus Cunninghami, King. 


Mr. King is most certainly wrong in regarding this form as 
an Eurycercus. There is in fact no similarity whatever. The 
sculpture of the shell somewhat resembles that characteristic of 
the genus Alonella, whereas the very broad, obliquely truncate 
carapace reminds one of the genus Leydigia. It would seem 
however in other respects to differ essentially from both of these 
genera, and may more properly be regarded as the type of a 
distinct new genus, for which the name of Kingia might be 
adopted. 


a? 9. Eurycercus spinosus, King. 


Perhaps congeneric with the last-named species; very diffe- 
rent from Eurycercus. 


10. Chydorus augustus, King. 
Nearest related perhaps to the European species C. globosus 
Baird, though undoubtedly distinct. 


11. Chydorus Leonardi, King. 
This form would seem, both as regards its small size and 
the form of the tail, to come very near to the well-known Eu- 
Topean species C. sphericus (Müller). 


12. Alona Bairdii, King. 
Though undoubtedly belonging to the genus Alona, this spe- 
cies would seem to differ from any of the European species, as 
also from those described in the present paper. 


70 G. O. SARS. [No. 7. 


13. Alona pulchella, King. 


I am somewhat in doubt whether this be a true Alona, as 
the sculpture of the shell would seem somewhat different, the 
strie running rather obliquely, in which respect it appears 
rather to agree with the genus Alonella. 


14. Alona diaphana, King. 
Gen. Alonella. See above. 


15. Alona Karua, King. 


Gen. Alonella. See above. 


16. Alona mascula, King. 


This form is perhaps the male of Alona Bairdii, King. 


17. Dunhevedia crassa, King. 
See above. 


18. Dunhevedia podagra, King. 
Undoubtedly congeneric with the last species, and apparently 
specifically distinct. 


1888.] 


AUSTRALIAN CLADOCERA. E 


Fig. 


Fig. 


= 


bo 


op p 


s 


Explanation of the Plates. 


Plate I. 


Latonopsis australis, n. gen. & sp. 


. Adult ovigerous female, viewed from left side; magni- 


fied 74 diameters. — The right antenna is extended, 
the left reflexed and closely appressed along the shell, 
an attitude often assumed by the animal when exa- 
mined under the microscope in a small quantity of 
water. 

Another female specimen, from below, with both an- 
tennæ extended and the sete of the infero-posteal cor- 
ners of the valves exposed; magnified 56 diameters. 
One of the antennule, magnified 89 diameters. 

One of the antenne; same enlargement. 


. A leg of 2nd pair, expanded and viewed from the an- 


terior side. 
Tail with adjoining part of body, viewed from left side. 


Plate 2. 


Figs. 1—5. Simocephalus australiensis, (Dana). 


d 


2. 


Adult, ovigerous female, viewed from left side; magni- 
fied 46 diameters. 
Anterior part of body of another specimen, from below; 
same enlargement. 


G. 0. SARS. [No. 7. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


3. 


> 


Si 


6. 


Lë 


B 


e 


> 


e 


c 


P 


The upmost of the terminal setz from the upper branch 
of an antenna, magnified 220 diameters. 


. Tail together with the adjoining part of the body, 


viewed from left side; magnified 89 diameters. 
One of the caudal claws, magnified 220 diameters. 


Figs. 6—7. Simocephalus Elizabethee, (King). 


Adult female with greatly developed ovaries and the 
matrix filled with embryos, from right side; magnified 
56 diameters. 

Tail with adjoining part of body, from right side; mag- 
nified 89 diameters. 


Plate 3. 

Macrothrix spinosa, King. 
Adult female with greatly developed ovaries and the 
matrix empty, viewed from left side; magnified 110 
diameters. 
Another female specimen with the matrix distended by 
numerous eggs, from above; same enlargement. 
Female specimen with ephippium, from right side; mag- 
nified 138 diameters. 
Tail with adjoining part of body, from left side; mié” 
nified 220 diameters. 


. One of the terminal setz of an antenna; same enlarge“ 


ment, 


. Adult male viewed from right side; magnified 138 dia- 


meters. 


Plate 4. 


Ilyocryptus longiremis, n. Sp. 
neu e 
Old female specimen with numerous embryos |. 
matrix, viewed from left side; magnified 74 xn 


Same form below. 


AUSTRALIAN CLADOCERA, 73 


or 


mo 


[ 


- O 


00 


Lg 


= 


Part of posterior edge of carapace, showing the struc- 
ture of the marginal setze; magnified 120 diameters. 
Tail with o part of body, from left side; same 
enlargement. 


. Adult male, viewed from right side; magnified 138 dia- 


meters. 


Plate 5. 
Figs. 1—4. Dunhevedia crassa, King. 
Adult gravid female, viewed from left side; magnified 
138 diameters. 
Same from below. 


. Tail with adjoinihg part of body, from left side; mag- 


nified 220 diameters. 


. Part of ventral edge of a valve, showing the structure 


of the marginal bristles; same enlargement.! 


Figs. 5—7. Alonella diaphana, (King). 


. Adult gravid female, viewed from left side; magnified 


138 diameters. 


. Same, from above. 
. Tail with adjoining part of body, from left side, mag- 


nified 220 diameters. 


Figs. S—9. Alonella Karua, (King). 


. Adult ovigerous female, viewed from left side; mag- 


nified 138 diameters. U 
Tail with adjoining part of body, from left side; mag- 
nified 220 diameters. 


Plate 6. 
Figs. 1—4. Alona Archeri, n. Sp. 


. Adult female with winter-egg, viewed from left side; 


magnified 138 diameters. 


SS » 


P 


or 


^ 


~J 


© 00 


G. O, SARS. AUSTRALIAN CLADOCERA. |No. 7. 1888.] 


Tail from left side, magnified 300 diameters. 

Adult male, viewed from right side; magnified 176 dia- 
meters. 

Tail of same, from right side; magnified 300 diameters. 


Figs. 5—6. Alona lævissima, n. sp. 


. Adult ovigerous female, viewed from left side; mag- 


nified 138 diameters. 
Tail from left side, magnified 300 diameters. 


Figs. 71—10. Alona clathrata, n. sp. 


. Adult female with winter-egg, viewed from left side; 


magnified 138 diameters. 


. Tail from left side, magnified 300 diameters. 


Adult male, viewed from right side; magnified 176 dia- 
meters, 
Tail of same, from right side; magnified 300 diameters. 


Printed 6th June 1888, 


TER 


A u M WAN 


YŠ 


sis australes, 
K A 


en. 


Latonop 


Christ, Vidensk.Selsk.Forhanal 1888 NT. 


G0-Sarg oser Ad 


| Christ Vidensk.Selsk.Forhandl. 1868 Ne7 . 


7 
00 Sars actos - 


Fer 15 Simocentalis australiens Y (Dana), 


Crist Vidensk Selsk.Forhandl. 1868 NT. 


— 


e + 


ñ 
^ 
X 


EE 
CO p, au Toe re 
Macroláris spinosa, King. 


Tv ONE Sei PINE o aa 


Christ. Vidensk. Selsk.Forhandl. fádd. N97. 


CM —aas, , | 
& Q. Sars Rot ée M Lyng: itüh Ans Chisttents 


4 + 


Livcerypléc longtremis VILLA 


Christ. Vidensk Selsk.Forhandl 1888 N°7. 


a Ah SA Eu 


eege 
60 Sars eleg r- 


| Fig. 1-4 Ditnhevedia crassa. Ni E + 
I5, Alonella diaphana, (Kire 
Hy £, n X< a C ëch r 


NET. 


handl 1888 


densk. Selsk For 


i 


Christ.) 


å 


2 Lrs < 


ud 
.R 
fut, 


sa 
p 


t 


s 
ar Ë 
Qa W 
EG 
š 
3 


v 
13 
> 
EN 
š 


Jordskjælv i Norge 


1887 
Af 


Hans Reusch 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 8.) 
ie 


Christiania 
I commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers bogtrykkeri 


1888 


dordskjælv i Norge 1887. 
Af 
Hans Reusch. 


(Fremlagt i selskabets mode den 17de febr. 1888). 


Es forfatterens ansegning bevilgede videnskabsselskabets 
bestyrelse i begyndelsen af forrige aar 130 kroner, for hvilke 
der er trykt en hel del skemaer til veiledning ved jordskjælv- 
lagttagelser. Generaldirekteren for jernbanerne, telegrafdirek- 
teren og fyrdirekteren har med imodekommende velvilje paa- 
taget sig at uddele et passende antal af disse skemaer til 
sine tjenestemænd. En hel del privatpersoner har ogsaa mod- 
taget skemaer. Professor dr. H. Mohn har ydet foretagendet 
sin særdeles værdifulde bistand, idet han har ladet skemaernes 
forsendelse og modtagelse foregaa gjennem det af ham bestyrede 
meteorologiske institut. Professor Fearnley har i Almanakken 
for 1888 indtaget en opfordring til jordskjælviagttagelser. 

Ved den saaledes iværksatte indsamling af jordskjælvobser- 
vationer er der i 1887 gjort den erfaring, at jordskjælv er langt 
hyppigere, end man paa forhaand skulde antage. Der er frem- 
kommen beretninger om 23 jordskjælv, hvoraf dog en del har 
Været ganske svage. Mest at lægge merke til blandt disse 
Sidste er vel de, som er sporede paa øerne i Sendfjord, fornem- 
lig paa den temmelig langt ud i havet liggende Yttere. De be- 
tydeligste jordskjælv har været folgende: det, som iagttoges paa 

1* 


4 : HANS REUSCH. [No. 8. 


den midterste og nordligste del af Bommeloen den 7de mai, jord- 
skjelvet paa Vero og Rest den 5te august og jordskjælvet i 
og omkring Bode den 5te november. 

I det følgende meddeles beretningerne om de enkelte jord- 
skjælv; de anførte klokkeslet er Kristiania tid. Det indsamlede 
materiale er for lidet til åt kunne underkastes en indgaaende 
bearbeidelse. Denne faar henstaa, indtil den paabegyndte syste- 
matiske indsamling af iagttagelser har varet i nogle aar. 

22de januar kl. 5,10 — 5,15 f.m. Ler jernbanestation omtrent 
30 km. i syd for Trondhjem. ,Dagsposten* for 31 jan. skriver: 
»[Jordrystelsen] begyndte med et sterkt, dumpt knald eller smeld, 
saaledes at stationsbygningen fik en helt igjennem rystende be- 
vægelse. Efter det forste skrald vedblev en sterk buldren. 
Duren vedvarede i flere sekunder, og hørtes denne at gaa i 
vestlig retning. Saalænge duren hørtes, vedblev bygningen at 
ryste. De folk, som laa i den anden ende af huset, blev vækkede 
af det samme skrald og hørte den samme dur. Saavidt man 
har kunnet erfare, er rystelsen ikke bleven bemerket paa flere 
steder end paa stationen og hos en ved siden af boende sko- 
mager. Denne var bleven vækket af bulderen og havde ransaget 
alle loft, da han troede, at der var noget, som havde ramlet ned 
ovenpaa og saaledes foraarsaget; bulderen.“ 

Stationsmesteren paa Støren station har paa foresporgsel 
indberettet, at ingen rystelse kjendtes der eller i omegnen. — 
Hr. folkeskolelærer Håkonson-Hansen, i Trondhjem, der ogsaa 
velvillig har forhert sig om dette jordskjælv, har heller ikke 
erfaret noget om udbredelse udenfor Ler station. 

9de maris kl. 10,4 e. m. (10,15 stedets tid) og 14de marts 
kl. 9,29 e. m. (9,40 stedets tid). Rodo i Helgeland. Om disse 
jordskjælv har jeg faaet meddelelser fra hr. folkeskolelærer H. 
Hansen i Rede. lagttageren befandt sig paa gaarden Malen 
omtrent 22 kin. ind for Redeen. Tiden er maaske et par mi- 
nutter fer den anførte. Jordskjælvene merkedes kun paa fast- 
landet og der over et begrænset omraade ikke mere end 20—30 
km. paa hver vei; mod nord synes de kun at have strakt sig 
til sydsiden af Tjongsfjorden, mod syd til polarkredsen. 


1888.] JORDSKJÆLV I NORGE 1887. 5 


yderkanterne af sin udbredelse kjendtes de kun svagt. Fra en 
fjelddal meddeles saaledes, at man ikke merkede nogen rystelse 
men kun en sterk, dump susen som af fjerntrullende torden. 
Bevægelsen synes at være følt sterkest i huse, som staar paa 
stengrund. lagttageren, der befandt sig i anden etage, kjendte 
forste gang et sterkt og umiddelbart derpaa to mindre sted, 
. anden gang et sterkt og saa et svagere sted. Bevægelsen be- 
skrives som kortvarig og stedende, gaaende fra syd mod nord. 
Kopper og fade klirrede; en melkesil, der hang paa en væg, faldt 
ned. Efter jordskjælvene hørtes i 4—5 minutter en dump, 
temmelig kraftig susen, hendøende mod nord. 

Jordskjælvene omtales i ,Helgelands Tidende* for 23 april, 
sandsynligvis efter meddelelser fra samme iagttager. Hr. grube- 
bestyrer J. Johnsen har berettet, at man ved Svenningdal i 
Vefsen ikke har merket noget til de anførte jordskjælv. 

4de marts kl. 11,53 (111/ə stedets tid, rimeligvis f. m.). Grotle 
i Bremanger prgj., Nordfjord. Bevægelsen gik fra vest mod ost: 
En seng rystedes, nogle svage sted feltes (Brev fra R. A. Ras- 
mussen). 

19de marts kl. 6,3 e. m. (5,40 stedets tid) samme sted og 
samme iagttager. Bevægelsen gik fra nv. til se, „ikke meget 
. Sterk, omtrent som en fjern torden.* 

6te april kl. 5,44 e. m. (5,20 stedets tid) Ytterøens fyr ved 
Flore. Tiden er bestemt af iagttageren hr. fyrforvalter Michelsen, 
efter solens nedgang i horizonten. Fyrforvalterens hus staar paa 
fjeldgrund. Tagttageren var i stuen i første etage; jordskjælvet 
formerkedes der som en lyd lig duringen i en ovn; i kjøkkenet 
ved siden af iagttoges ogsaa ristning af gulvet. Jordskjælvet, der 
kjendtes i 3 til 4 sek, kom antagelig fra vest. Paa een Kinn 
indenfor Ytteren skal intet jordskjælv være iagttaget. Jord- 
skjælv er ofte bemerkede paa Ytteroen, tilfeier hr. Michelsen. 
Siden oen for nogle aár blev bebygget, har den været ,som en 
rullende vogn*. Som nedenfor vil sees, er flere jordrystelser 
optegnede sammesteds i 1887. 

Ilte april kl. 9,18 e. m. (kl. 8,55 stedets tid). Florø lade- 
sted, lagttageren, hr. sogneprest G. Olsen, herte ved nævnte 


6 HANS REUSCH, [No. 8. 


tid i nogle sekunder en svag rullende lyd; han var beskjeftiget 
med lesning i nederste etage af prestegaarden (der staar paa 
fjeldgrund). Lyden syntes at forplante sig fra se. mod nv. Hr. 
Olsen var først i tvivl, om lyden virkelig skyldtes et jordskjælv; 
senere hørte han af en bekjendt paa øen Kinn, at den samme 
rullende lyd var hørt ogsaa der; antagelig var den paa Kinn 
noget sterkere. 

Side april kl. 1,57 f. m. (kl. 1,31 stedets tid). Gaarden 
Stølen paa Bømmeløen, Moster sogn, Finnaas prestegjeld i syd 
for Bergen. Meddelelsen er fra hr. fyrforvalter Wennik, der 
har den fra hr. M. S. Sørensen, postaabner i Folgerø havn, i 
nærheden af hvilket sted gaarden Stølen ligger paa fjeldgrund, 60 
til 70 m. o. h. Ved nævnte tid merkedes i omtrent 30 sekunder 
en rullende lyd, som bevægede sig fra nord mod syd. 

7de mai kl. 4,22 f. m. (tiden angives til kl. 4). Hisken paa 
vestsiden af Bømmeløen i Finnaas prestegjæld. Fru M. Jørgensen 
meddeler, at hun og en hel del andre i naboskabet vaagnede 
ved et sterkt smeld, hvorefter fulgte en langsomt rullende 
lyd. Mange merkede, at sengene herunder rystede let. En 
mand paa gaarden Mæland, der befandt sig i det frie, herte, at 
den rullende lyd gik fra nv. til se. Hummerfiskerne, som ved 
nevnte tid var paa sjeen for at trekke sine teiner, merkede 
intet; først naar de kom hjem, kunde hustru eller bern fortælle 
om, hvad der var hørt. 

Hr. telegrafist P. Koren beretter, at samme jordrystelse 
ogsaa lagttoges længere nord, paa Slottere fyr, ved Brandesund 
og andre steder i Fitje prestegjæld. En mand, der sad og læste 
i første etage paa gaarden Haneen, 3 km. i est for Brande- 
sund, merkede et stød nedenfra efterfulgt af en underjordisk 
rullen eller sitren. Det hele varede 3 til 4 sek. Bevægelsen 
syntes at forplante sig fra nord mod syd. Huset staar paa fjeld- 
grund. Ved stødet skjalv huset og gulvet, saa iagttageren for 
opi forskrækkelse. En saks, der var stillet paa skraa fra bor- 
det op mod vinduskarmen, ramlede ned. En gut fra samme 
gaard, der var paa sjøen for at trække hummerteiner, herte 
ogsaa den hule underjordiske rullen. 


i 
å 
A 


1888]. JORDSKJÆLV I NORGE 1887. : 1 


4de juli kl. 1,98 e. m. (omtr. kl. 1,15 Flore tid). . Ytterøens 
fyr. Hr. Michelsen meddeler, at der hertes som en dur noget 
langt borte i omtrent 1 minut; i den estre ende af fyrbygningen 
bemerkedes desuden en let rysten, idet ovnen klirrede. 

Samme meddeler beretter, at der i stueetagen hərtes en 
ganske svag rulling. I taarnet, hvor hr. Michelsen havde vagt, 
lagttoges intet. 

Ste august kl. 7,15 e. m. (Efter tiden for Vere fyr, der op- 
gives til kl. 7,25). Vero og Rost i Lofoten. Fyrforvalteren 
paa Vere, hr. C. A. Johannesen, som befandt sig i 2den etage, 
merkede en nedenfra kommende skjælvning, som varede omtrent 
20 sekunder. Den ledsagedes af en rullende lyd. Stole rystedes 
sterkt, dere larmede, som om der blev banket meget haardt paa 
dem. Stenheller, hvormed taget er tækket, klaprede voldsomt. 

I Lofotens tidende for 20de august berettes, at jordrystelsen 
merkedes paa Vere og Rest, og at den varede omtrent 1 minut. 
»Det kunde ikke iagttages, at rystelsen havde retning til siderne, 
hvorimod den snarere iagttoges som et sted ret opad. Merkelig 
nok har ingen, der paa Være befandt sig ude paa marken, 
merket rystelsen; dette var derimod tilfældet paa Rest, navnlig 
paa Vedeen, idet vedkommende, som da var ude, sige, at de 
havde vanskeligt for at holde ballancen.* 

16de aug. kl. 8,34 f. m. (kl. 8,10 stedets tid). Yitersens fyr. 
Der hørtes en svag rullen, antagelig i 30 sek. Intet andet 
end en ovnsder saaes at bevæge sig. Hr. Michelsen tilfeier, at 
fenomenet efter sigende merkedes paa samme maade ved Kinns fyr. 

Hr. D. Lexau, der bor længere nord paa gaarden Grotle i 
Bremanger prestegjæld, beretter ogsaa om dette jordskjælv. Han 
befandt sig i 2den etage i sit hus og merkede en skjælvning, 
der antagelig varede 2 til 3 sekunder. Bevægelsesretningen 
kunde ikke med sikkerhed bedemmes; antagelig var den fra 
nordvest til sydøst. Jordskjelvet ledsagedes af en lyd som en 
langsom rullende underjordisk torden. 

22de august kl. 11,44 f. m. (kl. 11,20 stedets tid). Yiteraens 
fyr. Hr. Michelsen, der sad i stuen, hørte i omtrent 1 minut 


en rullende lyd som af en kjørende vogn. Han merkede ingen 


8 HANS REUSCH, [No. 8. 


bevægelse; en saadan blev dog muligvis sporet i den anden ende 
af bygningen, da derfra jevnlig berettes, at rullingen ledsages 
af bevægelse, idet en eller anden gjenstand ryster. I etagen 
ovenpaa hørtes larmen mere, da de, som der var, kom nedle- 
bende. Andre, som var ude paa arbeide, merkede intet, ligesaa 
fyrassistenten, som var i baad for at fiske. Retningen kan 
ikke angives med bestemtbed, antagelig fra sv. til ne. 

11te sept. omtrent kl. 4,10 e. m. Søgne, Tørrisdal og Tveit 
ved Kristiansand, S. Tiden angives til lidt over 4 i Kristian- 
sands Stiftsavis for 13. 9. 87. Fra de nævnte steder er be- 
retningerne samstemmige. Jordskjelvet føltes som en rullende 
belgebevægelse fra sv. til ne. ledsaget, af den som vognrammel 
over en stengade. Af mange blev det opfattet som et fjernt 
tordenskrald. Sommesteds kjendte man tydelig, at stolen, man 
sad paa, rystede; skjælvning kjendtes ogsaa af en mand, som sad 
paa en sten ude paa marken. Meget sterk har jordrystelsen 
imidlertid ikke været, da det er undgaaet de allerflestes op- 
merksomhed. 

30le sept. kl. 2 e. m. (tiden angives som Kristiania tid, men 
usikker). Grotle i Bremanger prgj. Hr. R. A. Rasmussen, der 
Sov, vaagnede ved en lyd som af en fjern, jevnt rullende torden, 
der varede omtrent 30 sekunder og gik fra sv. til nø. og lang- 
somt døde hen. Han tilføier, at folk, som var inde, syntes, at 
lyden var sterkere, end de, som var ude. Fiskere, som var paa 
Soen, kunde intet merke, kun en angiver, at han fornam en be- 
vegelse i sjøen, men fæstede ikke sin opmærksomhed noiere 
derved. 

31le oktober kl. 5,1 e. m. (kl. 4,31 stedets tid). Ytterøens fyr. 
En langsom rulling, der tydelig kunde iagttages at gaa fra n. 
mod s., hørtes i omtrent 1 minut. Lyden hørtes i stuen, uagtet 
en spilledaase spillede. I fyrtaarnet bemerkedes intet. Mathiesen. 

5 mov. kl. 6,55 e. m. Bodø og omegn.  "Telegrafstationens 
bestyrer, hr. N. Nielsen, meddeler, at jordskjælvet antagelig va- 
rede 5 sekunder. Stedet gik efter fleres sigende fra v. mod 0. 
Det var temmelig voldsomt, saa husene skalv og ting faldt ned. 
Folk, der var ude, merkede som et fjernt knald, derefter kom 


1888.| . JORDSKJZELV I NORGE 1887. 9 


bevægelsen efterfulgt af en susen. Bevægelsen er sporet om- 
trent 19 kilom. fra byen og formodentlig ogsaa længere borte- 

Hr. telegrafist R. Schjødt tilfeier, at jordskjælvet bemer- 
kedes i hele byen i de huse, der staar paa fast grund, men som 
regel ikke i dem, der staar paa les grund (telegrafstationen hører 
til disse undtagelser). Han syntes, at bevægelsen gik fra n. mod 
s., men kan derom ikke sige noget bestemt. 

I Chr. Intell. for 16, 11, 87 meddeles efter Bergens Tidende 
fra Hernes, at jordskjælvet ogsaa feltes der (tiden angives rig- : 
tignok til ,omtrent kl. 7,20“; maaske derfor en forveksling med 
folgende). Stedet syntes at bevæge sig fra n. mod s. og var saa 
stærkt, at møblerne bevægede sig paa gulvet og kakkelovns- 
dørene ris tede. 

9de nov. kl. 6. Bodø, Hernes. „Den 9de nov. felte man i 
Bode om eftermiddagen kl. 67/4 i 2 à 3 sekunder en sterk jord- 
rystelse, ledsaget af sterkt lufttryk og susen. 7,20 samme dag 
merkedes rystelsen i Hernes. Den var saa sterk, at meblerne 
bevegede sig paa gulvet og kakkelovnsderene dirrede Der 
hertes en larm, som naar en vogn kjerer over frossen, ujevn 


mark. Rystelsen gik fra n. mod s. Lignende rystelser har, 


siger Bode Tidende, flere gange i de sidste aar været mærket 
deroppe. (Dgbl ) | 

19de nov. kl. 10,44 f. m. (10,25 iagttagerens uhr) Kristi- 
ansand S. Hr. seminarist R. Erga, der befandt sig i et hus i 
ferste etage, merkede 3 smaa sted med omtr. 15 sekunders 
mellemrum. Stedene syntes at komme fra nord og efterfulgtes 
af skjelvning i 3—4 sek. Lyd hertes ikke. En mand, der be- 
fandt sig i samme stue og blev gjort opmerksom paa fenomenet, 
bemerkede det ogsaa. Hr. adjunkt J. Haugen, der velvillig har 
forhert sig hos en hel del personer i Kristiansand, har ikke 
fundet andre, som har iagttaget noget jordskjælv. 

19 dec. kl. 3 f. m. Feiring ved Mjøsen. Hr. seminarist K. 
G. Torgunrud skriver: En rystelse, der var saa sterk, at de 
lese vindusruder dirrede, kjendtes paa Torgunrud i Feiring den 
19 dec. kl. 3 f. m. og varede i ömtrent 1 minut. En mand, 


10 HANS REUSCH. JORDSKJÆLV I NORGE 1887. |No. 8. 1888.] 


der ved nevnte tid var vaagen, herte i sv. en larm som af et 
tordenskrald i lang afstand. 

26 dec. omtr. kl. 11,30 e. m. Solum ved Skien. Jordrystelse 
merkedes ifelge Bratsb. Amtst. i Solum 2den juledags aften ved 
11!/ tiden. Rystelsen var paa Graatenmoen saa sterk, at sen- 
gene formelig leftede sig fra gulvet, ligesom alle i bygningerne 
værende folk forskrækkede sprang ud, hvor de ved at tænde 
lys saa revner i jorden. Rystelsen varede blot nogle faa sekunder 
og efterfulgtes af svage den. Bevægelsen var fra o mod v. 
JA (Mrgbl. 7 jan. 1888). 


Trykt 19 april 1888. 


TO theoremer 


vedrerende 


en klasse brakistokrone kurver 


Axel Thue 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 9) 


Ra 
EE 


Pav: — 


Christiania 
I commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brogger's bogtrykkeri 


1888 


To theoremer vedrerende en klasse brakistokrone kurver 
af 
Axel Thue. 
(Fremlagt i selskabets møde 17de febr. 1888 af Dr. E. Holst). 


— 


Da theorem, der danner nærværende afhandlings væsent- 
lige indhold, bestaar i følgende: 

Er et punkts hastighed i rummet blot en funktion af 
stedets koordinater, saa vil for alle punkter påa den kurve 
mellem to vilkaarlig givne A og B langs hvilken et punkt maa 
tvinges til at bevæge sig for i korteste tid at naa fria det 
ene til det andet, den bevægende og den totale kraft 
ligge symetrisk i forhold til kurvens tangent. 


Denne sats — der, som vi senere skal vise, ogsaa kan over- - 
feres paa det tilfælde, hvor der sperges efter den brakistokrone 
kurve beliggende paa en given flade — danner, serlig paa grund 

18 


4 | AXEL THUE. [No. 9. 


af de mange former, hvori theoremet kan ikledes, et passende 
supplement til princippet om den mindste virkning, der 
jo refererer sig til et mere kompliceret mekaniskt element end 
tiden. 

Her maa man naturligvis gjøre den forudsætning, at der 
ogsaa i virkeligheden foreligger et minimum, at t. ex. ikke noget 
af punkterne À og B ligger i et gebet af rummet, hvor hastig- 
heden er maginsr, men at man i hvert fald kan omgive punk- 
terne A og B med en enkelt sammenhengende flade, indenfor 
hvilken hastighedsudtrykket i hvert punkt er reelt. 

Betegnes buelængden med s, tiden med ¢ samt hastigheden 
med v, har man med den sædvanlige betegnelse i variations- 
regningen: 

ó D — =o 


b 
eftersom Eon £ ds 


hvor a og b er de verdier af s, der svarer til kurvens ende- 
punkter A og B. 


Nu er i karthesiske koordinater 
bv? — U (x y 2) 
dx "SÉ d'y ðU de aU 


dB ^ ex de y dB > 


hvoraf 


hvilke sidste tre ligninger angiver den bevegende krafts kom- 
ponenter langs de tre axer. 


For symetriens skyld udtrykker vi de tre variable z y 2 som 
funktioner af en og samme variabel w og har da: 


d UE ud "YU CEP du m. 


hvor e og Å er værdierne af u i punkterne A og B og hvor 


duc SE? -— 
u du du f 


1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 5 


Ifelge variationsregningen er nu: 


ñ 
j [fy zz, y, z) Qu = 

a 

o of | d of o dəf of of 
c 
f IG - "PAL. t rupti Zelt da 
og felgelig maa, hvis denne variation skal vere nul, alle tre 
differentser under integraltegnet forsvinde, da jo dx dy dz er al- 
deles vilkaarlige funktioner af u og blot underkastet den betin- . 
gelse at blive nul for værdierne < og Å af u. 
For det tilfælde at funktionen f er ovenstaaende kvadratrod, 


faar man til ex. 


AS 9 i 
T sa. [er + 12+22) > U-i- = 


| 3 d 
JE DE y +22] ulm, 


^ To = 3 
ce FR La É + y? + zl pic 


du oy 2 
=} 3-3 
+ 2,» | - + E= y + EI E zz, + yn +22, 


4 gon aU av SÅ 
=>) [22 +42 + 2] [taut M, ]-v 
Idet vi for kortheds skyld setter 
EE 


ou aU eU 
0 — = = — = R 
e ex oy Q GI 


bliver saaledes vor kurve bestemt ved felgende tre ligninger: 
5 TE ip. anni. iy, +2n7 S (gy, F Vn +s) u io, 
me 
n~ (Px, + Qu + Re) U ` 3 2, —0 


6 AXEL THUE. [No. 9. 


no- 2 Q + 25 * U Ay, en "(z Lä 1 UY, +2,2,) Lë žy, 
men iU Qu, + He) U fy, =0 
e aX 
nu š n + Zu U b. 297 "a + uy, + 2,£,) U *5, 
<= n 1 (Pr, 4- Qu, + Ra) u^ Š z, —0 
Vælges buelængden s som absolut variabel, har man: 
r+ y + 2? =n? =1 
hvoraf š EEn + YY + 2,24 = 0 
De ovenstaaende tre ligninger reduceres herved til: 
P + 2 Uz,, + (Px, + Qu, + Rz)r, =0 
Q + 2 Uy, — (Pz, + Qy, + Rz), = 0 ` (D 
R + 2 Uz“ + (Pu, + Qy, + Rz)2, = 0 

Man bemerker her strax, at disse ligninger paa en meget 
simpel maade er af hinanden afhængige, idet man ved at multi- 
plicere de tre udtryk tilvenstre for lighedstegnet henholdsvis med 
%,Y,2, 08 Saa at addere erholder nul som resultat. 

Vi skal nu vise, at vort opstillede theorem vil fremgaa som 
en speciel interpretation af ligningerne (I). 

Det gjælder da for det første at godtgjøre, at den bevægende 
kraft for hvert punkt paa kurven ligger i oskulationsplanet, 
eftersom jo TEE af normal- og tangentialkraften ligger 
i dette plan. 

Ligeledes maa man paavise rigtigheden af ligningen 

N=— K eos y 
hvor N betyder normalaccelerationen, K bevegelsens accelera- 
tion samt ç vinkelen mellem de til N og K horende retninger. 

Den forste fordring er jævngod med den, at K skal vere 
parallel med oskulationsplanet. x 

Nu er imidlertid, som man let overbeviser sig om, den rette 
linie | 

y=kr+b zess bah 


parallel med planet 


1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 7 


Ax + By Cz+ D=0 
naar A+ Bk + Ck, = 0 
og altsaa bliver, da for den rette linie, der repræsenterer den 
bevegende kraft 


ar 0 
oy ez 
EE s 
ex ex 


betingelsen for, at denne er parallel med oskulationsplanet: 
(X 3-2) (Yan yne) HE +g) (6,0212) + (Z+ €) (EY ny, )=0 
udtrykt ved felgende ligning: 
(#,z, Si Y y?;) P s (£y - 2,1) Q Së (LY y == Zn) Rh == 0 (a) 
Den anden betingelse kan gives en mere hensigtsmessig 
form. 
Idet œ 8 y henholdsvis betegner de vinkler, som hovednor- 
malen danner med axerne samt «, Å, y, de vinkler, som accele- 
rationen K danner med de samme retninger, saa har man: 


cosa = a Me 
V FS + Un T K^ 


cos 3 SE Un 
e V Lye + Y + z, 


En 
COS y = 
V Pl + y»? + Fer 


P 
0 ra RE FR 


Es € 
0088, LI PEU Q: + Rš 
R 
V ' p ot F: 


cosy, = 


og felgelig: k 

Pr. — Qu, T Za GE 
= ——— EE 
A EE E 


8 AXEL THUE. [No. 9. 


Samtidig er: 


K= VP: + @ + Rš 


2 
a " LEE 


` Va + be? 
hvor o er ` krumningsradien. 
Lieningen 
N = — K cos p 


gaar Sais over i følgende nye: , 
Pan + Qu, + Re, + 2 U (Cy? + Yn? + 2,9) = 0 (b) 


De to ligninger (a) og (b) udledes nu meget let af differen- 
tialligningerne (I). 

Multiplicerer man nemlig de tre ligninger henholdsvis med 

Yan Ynt, Ely 2⁄2, zy, 3 Ly, 
samt adderer, saa fremgaar heraf ligning (a); ligeledes erholdes 
ligning (6), idet man multiplicerer de tre ligninger (I) respektive 
med:} 
Fe, Yn Sei 
og adderer. 

Vor sats er herved saaledes bevist. Den udtialer kortelig, 

at trykket mod kurven frembragt af den beveegende kraft baade 

i sterrelse og retning er identisk med centrifugalkraftens tryk; 
medens i modsætning hertil de nævnte kræfter ved den fri be- 
vægelse er lige store, men modsat rettet. 

Uden for eieblikket at ville give en nærmere udvikling af 
theoremets forskjellige anvendelser og konsekventser skal vi dog 
komme med et par bemerkninger: 

Vi vil da først gjøre opmerksom paa, at det ikke i ethvert 
tilfælde er sagt, at theoremet kan anvendes eller med andre ord 
at enhver kurve med de omhandlede egenskaber er en brakisto- 
kron kurve. Dette vil kun finde sted, saafremt en lige varia- 
tion af tiden er forskjellig fra nul. Om noget maximum kan der 


1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 9 


ikke vere tale. Det er nemlig aldeles umuligt at omgive nogen 
formentlig maximumskurve mellem de to punkter A og B med 
en sluttet flade gjennem de samme punkter, saaledes at tiden 
for en hvilkensomhelst anden kurve mellem Å og B indenfor 
fladen altid var mindre, i lighed med hvad der for minimums 
vedkommende jo er tilfælde med den brakistokrone kurve. 


Det er nemlig klart, at man indenfor den omsluttende flade 
hvorledes denne end er beskaffen, maa kunne finde et sluttet 
rum A, i hvilket hastigheden hverken er nul eller uendelig og 
følgelig maa for en kurve mellem A og B gaaende gjennem dette 
rum, naar kurvens længde indenfor samme gjøres større og større, 
tiden kunne gjøres saa lang, man vil, da jo egen i rum- 
met Å har et maximum. 

Da en lysstraale i et medium af optisk varierende tæthed 
som bekjendt felger en brakistokron kurve, saa udtaler den be- 
viste sats en mærkelig omstændighed ved denne lysets bevægelse. 

Vi skal saa vise, at man ved siden af det rumlige. theorem 
ogsaa har et umiddelbart tilsvarende for bevægelser paa givne 
flader, hvilken almengyldighed da ogsaa særlig tjener til at be- 
tegne satsen som et princip. 

Der bestaar nemlig følgende theorem: 

Under den samme forudsætning som før, at et punkts hastig- 
hed i rummet blot er en funktion af stedets koordinater, ligger 
for alle punkter af den brakistokrone kurve paa en given flade 
mellem to vilkaarlig givne punkter paa samme den bevægende 
og den totale krafts projektioner paa tangentplanet 
symetrr*k i forhold til kurvens tangent. 

Idet vi kalder den bevægende kraft K, dens komponent i 
tangentplanet S, normalkraften N, sammes komponent i tangent- 


10 AXEL THUE. [No. 9. 


planet n, tangentialkraften T, resultanten af de to sidste kræfter 
— n og T — S, og betegner man endelig vinklerne mellem 
fladens normal H og kræfterne K og N respektive med y og v 
samt vinkelen mellem X og T med £, saa faar man, at den frem- 
satte sætning: 

SS, 


ogsaa kan udtrykkes i formelen: 


E? sin Zu = K? cos % + N sin *y (c) 


Nu er, idet vi atter lader buelængden vere den absolut 
variable, cosinus til de vinkler, som efternævnte linier danner 
med axerne respektive lig: 


for oo E d = 3 
VEEP OEE Gas Sas Kausa 


Z 


- N T Pr O Yn p à 
^ eT ees ee BRET Ye EN `” 2 
Vt, +Y, +2 Vz +y +z Ve, YP + en 


Vp? + g* + r TETET Verret 
k £d 


- T Tz, y, 2, 


j 1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 11 


h = ) sch d mde 
vor es By Ur 
idet F(zyz2)=0 


er den givne flades ligning. 
.Altsaa bliver: 


[Pp + Qq + Rr]? 


20 = 
COS “p [Pš + Q? + R3]. [p° + q° — ry 
Maer [pz,, uge qu, Se ud si 
oS VIT [p + gi + 72]. [må +y, + 2,7] 
osa = [Ps + Oy, + Ra) 


[ P? + Gë + R?] 
Formelen (c), som ved indforelse af cosinus istedenfor sinus, 
har formen 
K? — K? cos % = K? cos % + N? + N? eos °y 
gaar saaledes, idet man erindrer værdierne af K og N, over i 
folgende: 


i [Pp + Qa + Rr]* 
PLQ ++ (EQ) G + Rim + + e 


LS + @ + RY). N » T d +40" [2,2 + Yn? + 2,7] > 


40" [2,? + y,? + 2,7] [p + cs est Ej 
eller | 
[P^ d + RY [949 E n] - [Pr Ca + RT 
[Pz,4- Qu, +Rz I P+ 441440? [0,249 +2, [9494419] = 
40? [pan + Yn + rz,,]° 


eller 
() [Pr+ Qp] + [Pr + Rp] + [0r + Ral = 


[Pr, + Qu, + Rz] [p* + q? + 77] +40? $19, cel = 
(92, = ry, ]* + [rz,, + pz,]i 


12 AXEL THUE. [No. 9. 


Vi skal nu paavise, at denne ligning («) bestaar for alle 
punkter af den brakistokrone kurve paa en hvilkensomhelst flade 


F (ayz) = 0 
og det gjalder da at finde ligninger definerende denne kurve. 
I variationsregningen bevises nu, at dersom 
(D (xyz) = 0 
saa har udtrykket 


$ 
| f@yza,y,z,) du 7 
a 
kun da et relativt maximum eller minimum, naar 
` 2 
9 fU @yzz,y,2) + 40 (xyz)] du = 0 
a 


i " 
Her betegner zyz4 funktioner af u alene. 


Det er saaledes klart, idet man erindrer udviklingen af. ` 


ligningerne (I), at EC tre differentialligninger definerer den 
segte kurve: 


P + 2Uz,, + (Px, + Qy, + Ra) x, =12p 
Q + 209, + (Pr, +1Qz, + Rz) y, Ai (8) 
R + 202, + (Px, + Qy, + Rz) 2, = Ar 
eller idet 4, der her kan betragtes forskjelligt fra 0, hvilket til- 
fælde allerede er behandlet, elimineres 
q [P + 20x, — (Pr, + Qy, + Ra) £) = 
p [Q + 2Uy, + (Pz, + Qy, + Rain 
r [Q + 2uy, + (Px, + Qu, + Ra) y, = 
q [R + 272, 3- (Pr, + Qy, + Rz) 2) (1D) 


p [R + 2Uz,, = (Px, + Qy, + Ra) 4) = 
r [P + 20x, — (Px, + Qy, + Ra) v] 


4 


1 


A LAM ER A au Es UM 


SE A 


1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 13 


Af disse ligninger (II) skal nu ligningen (a) vises at kunne 
fremgaa. 


Idet vi for kortheds skyld sætter 


Pr, + Qu, + Re, =k 2U=h 
erholdes: 


[Pa = Qp) + [Qr + Rg? + [Rp = Pr? = 
Vp [hy, = ky) + q he, = Ez] + 
+ \q[hz, + kz] =r [hy, + ky] | + 
+ ir[hz, + ka] + phe, + kz] P = 
[h(py,, = qz,,) + k (qz, = pu,)]° + 
+ Ka, = ryn) +k (ry, = a2)]* + 
+ [h(rz, + på) + k (pz, > rz)? = 
h (py, + 974)" + (924 — Yn)? + (rz, — p25)'] 
k' [pt (y? + 27) -F q* (5? + 27) Hr) 3- 
2pqv,y, — 9qry,z, — 2rpz,v,] + 


Qk [- p! (yj, +22) EEE) Hr EEn HYY) 
POLY yy + PY By + u, + vga, + rpz,,z, + prz z,] = 
Ah? + Bk? + 2Chk. 
For yderligere at reducere de sammensatte udtryk B og C 
multiplicerer vi ligningerne (A) henholdsvis med z, y, z, og adderer. 
Efter forkortning med 4 erholdes da ligningen: 
px, + qu, + rz, = 0 (d) 
der kvadreret giver: 
Pa? + gy? + riz? = — 9pgz,y, + pree, + ry, — (9) 
Da | a+ y? Tan 1 
saa bliver det omtalte udtryk B lig: 
p [13-22] + g* 1-2] +77 [12,7] + pany, + 9przz, + 29790, 
Som ifelge (e) atter er lig 


Firer 


14 AXEL THUE. [No. 9. 


Vi skal dernæst paavise, at udtrykket C er nul. 
Man har nemlig da 


X, F3 Y, Y n -== AT See 0 


O=p"%%, + gu, + r?z,z, + PIY + qpy,z, + 
rY, Zn + 792,4 ys + DESS, + YP2,%,, 


Men multipliceres ligningen (d) successive med Dy Wy VE 
saa fremkommer ligningerne: 


"uz, SO F += pr2,L,, 
2, , a a 

q YY, = — qvrzy, > IPE, Y n 
2 RE, 

T Ban == TEL y VAY, Èr 


Indferes værdierne af h og Ë i den saaledes reducerede 
ligning, har man ligningen («) og derved vort theorem bevist. 

Som et exempel paa anvendelsen af den nys beviste sats, 
kan nævnes det tilfælde, da den bevægende kraft er nul eller 
med andre ord, at hastigheden er konstant. 

Den brakistokrone kurve er da selvfølgelig ogsaa en geodæ- 
tisk kurve. 

Paa grund af vort theorem felger nu, at normalaccelera- 
tionens projektion paa tangentplanet ligeledes er lig nul, eller 
ved en geodætisk kurve staar sammes hovednormal lodret paa 
den tilhørende flade, 

Dette theorem udledes ogsaa som bekjendt meget let af 
princippet for den mindste virkning. 

Man bemærker til slutning, at den først fremsatte sats om 
den brakistokrone kurve i rummet direkte kan erholdes af den 
sidst beviste sætning i hvilken kurven skal være beliggende paa 
en given flade. 

Den brakistokrone kurve paa en hvilken som helst flade 
gjennem den brakistokrone kurve i rummet er nemlig selvfelg®- 
lig identisk med denne og da under fladens variation tangent- 
planet for hvert punkt paa kurven kan bringes til at antag? 
hvilken som helst stilling, medens den bevægende kraft, tangen- 


1888.] TO THEOREMER VEDR. EN KLASSE BRAKISTOKRONE KURVER. 15 


tial- og normalkraften herunder bliver uforandret, saa sees heraf 
vor sats at maatte fremgaa. 

Den bevegende krafts projektion paa ethvert plan gjennem 
tangenten ligger nemlig i forhold til denne symetrisk med den 
totale krafts projektion paa nysnsvnte plan. 


Trykt 18 juli 1888. 


Christiania Observatoriums Polheide 


bestemt ved 
Observationer i forste Vertikal 
Af 


H. Geelmuyden 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 10) 
EE KF ne se 


Christiania 
I Commision hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers Bogtrykkeri 
1888 


Christiania Observatoriums Polheide bestemt ved 
Observationer i første Vertikal. 
Af 
H. Geelmuyden. 
(Fremlagt i den mathematisk-naturvidenskabelige Klasses Møde d. 9de Marts 1888.) 


E 


SE om Polheidens Foranderlighed har i de senere 
Aar gjentagne Gange veret optaget til Behandling. Man kan 
tenke sig forskjellige Grunde til saadanne Forandringer, dels 
af sekuler, dels af periodisk Art. Om der saaledes foregaar 
Forandringer i Massernes Fordeling i Jordkloden, saa kan dette 
paa en dobbelt Maade virke paa Polheiden, nemlig ved en for- 
andret Retning af Tyngdekraften paa Stedet (Lodlinien) og ved 
en forandret Beliggenhed af selve Omdreiningsaxen; Polheiden 
er Komplementet til Vinkelen mellem disse to Retninger. For at 
faa den ferste Virkning, der er af en mere lokal Art, udskilt 
fra den sidste, der vedkommer hele Jorden, blev der paa det 
geodætiske Mode i Rom i 1883 vedtaget et af Fergola fremsat 
Forslag, som fremhevede Onskeligheden af samtidige Bredde- 
bestemmelser paa to Steder under nær samme Parallel, men med 
betydelig forskjellig Længde, hvorved man haabede at faa de 
lokale Virkninger elimineret; naar da Observationerne gjentages 
efter nogenlunde lang Tid f. Ex. 30—40 Aar, kunde man vente 
med Nutidens Hjelpemidler at finde en mulig sekulzer Forandring 
i Jordaxens Stilling, og sely om denne Forandring, som man paa 
Forhaand ved maa vere heist ubetydelig, skulde vise sig at 

1* 


4 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


vere aldeles umerkelig, vilde det alligevel vere af Interesse at 
faa dette konstateret. Som Exempler paa saadanne Par af 
Observationssteder nævntes Rom og Chicago, Neapel og New- 
York o. fl. 

Imidlertid kan Jordens Stilling ogsaa tænkes at være udsat 
for Forandringer af en anden Art. Gaar man ud fra, at Jorden 
er et fast Legeme, eller at den ialfald roterer, som om den var 
fast, samt fra, at Træghedsmomenterne om forskjellige gjennem 
Centrum gaaende Axer i Æ kvators Plan ikke er mærkbart 
forskjellige — noget som baade paa Forhaand er rimeligt og 
synes at bekræftes ved de hidtil udførte Pendel-Observationer — 
saa viser de almindelige Bevægelsesligninger for dette Tilfælde, 
saaledes som de allerede er opstillet af Euler, at den øieblikke- 
lige Rotationsaxe, som bestemmer Himmelpolens Stilling i Oie- 
blikket, kan forandre Plads inden Jordkloden, nemlig saaledes 
at den beskriver en cirkulær Kegleflade om Axen for det største 
Træghedsmoment; den sidste vil jeg i det følgende for Kortheds 
Skyld kalde Polaraxen, da den betegner en Middelretning for 
Rotationsaxens, altsaa den ejeblikkelige Polaraxes, forskjellige 
Stillinger. Aabningen i denne Kegle kan kun bestemmes ved 
Observation, idet den vil give Anledning til en periodisk For- 
andring i Polheiden; men den eieblikkelige Rotationsaxes Om- 
løbstid om Polaraxen, altsaa Periodens Længde, er bestemt derved, 
at den vil have samme Forhold til Jordens Rotationstid (Stjerne- 
dagen) som Jordens mindste Træghedsmoment til Forskjellen 
mellem det største og det mindste, det sidste Forhold egentlig 
multipliceret med den halve Aabningsvinkels Cosinus, som imid- 
lertid er umærkelig forskjellig fra 1. Da Traghedsmomenterne 
er afhængige af Massernes Fordeling i Jordens Indre, kan de 
ikke bestemmes direkte; men da den hovedsagelige Del af Præ- 
cessionskonstanten, nemlig Lunisolarpræcessionen, saavelsom Nuta- 
tionskonstanten er afhængig deraf, saa kan disses ved Observa- 
tion fundne Verdier tjene til en indirekte Bestemmelse af det 
nævnte Forhold, som man paa denne Maade har fundet at Te 
paa det nærmeste 306:1. Perioden for Polheidens Forandring 


1888] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL, 5 


bliver altsaa 306 Stjernedage, eller i Lebet af et Aar vil Rota- 
tionsaxen beskrive Soe - 8609 = 430% om Polaraxen. 

Undersegelser af dette Forhold har navnlig været anstillet 
paa Observatoriet i Pulkowa. I Afhandlingen ,Die Polhóhe von 
Pulkowa* (Mémoires le l'académie de St. Petersbourg 1873) har 
Nyrén fremlagt Resultaterne af de med den store Vertikalcirkel 
anstillede Observationer af Polarstjernen af Peters i Aarene 1842 
—44, af Gyldén 1863—70 og af ham selv 1871—73. Af samt- 
lige Observationer fremgaar Værdien 0.409 for Rotationsaxens 
Vinkel med Polaraxen; dog viser den ringe Overensstemmelse, 
som de tre Observationsrekker giver med Hensyn til Retningen 
af det gjennem begge Axer lagte Plan i et givet Oieblik, at 
der endnu kan vere Anledning til Tvivl om den fundne Vinkels 
Realitet. 

Under Naturforskermedet i Christiania i 1886, hvori Hr. 
Nyrén var Deltager, blev der truffet Aftale om samtidige Obser- 
vationer i Pulkowa og paa flere andre nordiske Observatorier til 
Bestemmelse af Polheiden.  Forsaavidt det gjaldt en fortsat 
Undersegelse af den periodiske Foranderlighed, vilde een eller 
er Par Stjerner vere tilstrækkelige, naar de kun blev observeret 
Saa ofte som mulig gjennem mindst et Aars Tid. Da den her 
omhandlede Periode for. Polheidens Foranderlighed kun er lidet 
forskjellig fra et Aar, kan man paa Forhaand befrygte, at smaa 
af Aarstiden afhængige Uregelmæssigheder kan blande sig ind i 
Resultatet; man maatte egentlig have Observationerne udstrakt 
over 6 Aar for at faa dette elimineret. Imidlertid vil man 
ogsaa ved en Gjentagelse af Observationerne efter 3 Aars Forleb 
kunne vente en Kompensation. 

Naturligvis vil saadanne nær samtidige Observationsrækker 
ogsaa kunne tjene som Udgangspunkt for en fremtidig Under- 
segelse af en sekulær Forandring, naar kun Gjentagelsen efter 
tilstrækkelig lang Tids Forlob udføres paa hvert Sted efter 
samme Methode og i det hele saavidt mulig under de samme 
Omstændigheder. 

Da Professor Fearnley allerede for flere Aar siden har 


6 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 
———— Ee 


udtalt Onsket om at faa i Gang en Observationsrekke i ferste 
Vertikal i Christiania for at opnaa en Kontrol paa den tidligere 
Bestemmelse af Polheiden, der udelukkende beror paa Meridian- 
heider, saa blev Arbeidet her givet en noget videre Udstrækning. 
Foruden to Stjerner, som var tilstrækkelig klare til at kunne 
følges Aaret rundt. hvortil valgtes 3 og 8 Cassiopejæ, gjordes 
et Udvalg af andre Stjerner blandt dem, hvis Plads paa Him- 
melen er bedst bestemt, og som passerer første Vertikal i ringe 
Afstand fra Zenit. Observationerne paabegyndtes i Oktober 
1886 og afsluttedes, ialfald forelobig, i December 1887. Det er 
Resultatet heraf, som skal meddeles i det følgende. 


II. 


Det benyttede Instrument er et Passage-Instrument med 
brudt Axe af Pistor & Martins. Objektivet har 70 mm. Dia- 
meter og 85 cm. Brændvidde. Der er 13 faste Traade med en 
indbyrdes Afstand af omtr. 1“ for de 9 midterste og resp. 2“ og 
3° for de yderste, desuden en dermed parallel Mikrometertraad, 
hvis Skrues Delværdi er 0.760. Axens Libelle, hvis Delværdi er 
1.“372, er vel beskyttet, idet det ydre Metalrer, som udenpaa er 
dækket af Klæde, kun har en temmelig smal Aabning paa hver 
Side. Dette medferer forevrigt den Ulempe, at Aflæsningen kan 
falde besverlig, hvilket af og til har medfert en liden Usikker- 
hed i Bestemmelsen af Axens Heldning. Stativet er af massivt 
Jern, og Instrumentets Omlegning paa samme udføres særdeles 
let og bekvemt. I Begyndelsen lagdes kun om mellem Stjernens 
Passage i Øst og Vest, senere som Regel midt under hver Pas- 
sage. 

I optisk Henseende har Kikkerten den Mangel, som den 
formodentlig deler med adskillige andre af samme Slags, at 
Billedet af en Stjerne ikke er rundt. Det har to Lysmaxima, 


1888.] POLHØIDE-OBSFRVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 7 


hvis Forbindelseslinie ligger i Planet gjennem den optiske Axe 
og Omdreiningsaxen, og hvoraf det største, som altid har været 
det observerede Punkt, ligger længst fra Objektivet. Ved meget 
urolig Luft og ligeledes ved lave Stjerner gaar disse to i et. 
hvorved hele Lysmassens Tyngdepunkt bliver Gjenstand for Ob- 
servation. Dette, at det indstillede Punkt ikke er det samme 
under alle Omstændigheder, maa ventes at faa Indflydelse paa 
Observationernes Resultat, hvilket ogsaa vil vise sig i det fol- 
gende. 

Det benyttede Uhr er et fortrinligt Chronometer af Dent 
(2103). Det har ved hver Observationsrække været sammenlignet 
mindst to Gange med Observatoriets Normaluhr (Kessels), i 
Begyndelsen direkte, senere med et Middeltidsuhr som Mellem- 
led. Normaluhrets Gang er neie undersegt og særdeles sikker. 
Efter en i 1883 foretaget Forandring af Kompensationen viste 
ogsaa Barometer-Koefficienten sig noget formindsket. Af 29 
Bestemmelser i fərste Halvdel af 1887 fandtes den daglige Gang 
ved 0? og 336 franske Liniers Barometerstand at udgjere 
E 0.012 og Forandringerne deri: 


+ 0.081 = 0.002 for 1° R., 
— 0.037 = 0.005 for 1 Linie Bar. 


I 1884 fåndtes resp. 0.085 og 0.038. Ved Anvendelsen er 
begge afrundet til 1/39 Sekund pr. Grad og pr. Linie. 

. Instrumentet har været anbragt paa en massiv Støtte af 
Mursten, 0.8 m.i Firkant og dækket af en Trækappe til Beskyttelse 
mod hurtige Temperaturvexlinger. Den staar i et lidet Hus lige 
i Syd for Meridiancirkelen i Observatoriets østre Flei. Himmelen 
er synlig indtil 21? fra Zenit paa begge Sider af Meridianen, i 
Ost desuden mellem 80° og 88° Zenitdistance; i Vest staar Ob- 
Servatoriets Hovedbygning i Veien. Nogen særskilt Mire har 
ikke kunnet anbringes noget Sted; i Mangel deraf benyttedes 
Toppen af et Grantræ paa Ryggen af den Aas, der begrænser 
Horizonten mod Øst i omtr. 10 km. Afstand. Denne Mires 
Azimut viste sig imidlertid lidt foranderlig med Aarstiden, hvor- 
hos den under en ikke ringe Del af Aaret er usynlig; Sigtelinien 


8 | H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


derhen stryger nemlig over den tykkeste Del af Byen, hvor der 
i den kolde Aarstid ofte ligger en ugjennemtrængelig Taage og 
Reg. Af samme Grund bliver de lave Stjerner undertiden 
usynlige, selv om Himmelen forevrigt er klar. Imidlertid har 
denne Mire gjort god Nytte, især paa den Tid af Aaret, da 
Solens Stilling ikke tillod Observation af lave Stjerner i Ost. 


HE 


Beregningen af Observationerne er udført paa følgende 
Maade Tages foreløbig kun Hensyn til den midterste Traad, 
. Saa kjendes Timevinkelen (/) af en Stjerne med given Deklina- 
tion (3) i det Oieblik den passerer Traaden; beregnes deraf 
te po = tgd sect . . . . (1) 
saa er go en desto mere tilnærmet Værdi af Polheiden, jo nær- 
mere Traaden er ved forste Vertikal. Den geometriske Betyd- 
niug heraf er, at man fra Stjernens Plads paa Himmelen, saale- 
des som den foreligger bestemt ved den bekjendte Deklination 
og Timevinkel, trekker en Storeirkel lodret paa Meridianen og 
derved afmærker Zenits Plads; er Stjernen ikke noiagtig i første 
Vertikal, men f. Ex. lidt sendenfor samme, saa faar man Zenit 
lidt for langt fra Polen, altsaa Polheiden lidt for liden; omvendt, 
hvis Stjernen er nordenfor første Vertikal. 
Om man heller vil, kan man beregne 
sin (ço — 5) = 2 sin 9o cos å sin? > 
hvor paa heire Side en tilnermet Verdi af co vil være tilstræk- 
kelig, naar Deklinationen er lidet mindre end Polheiden. Den 
geometriske Betydning heraf eller af den ensbetydende Ligning 
Sin 90 Cos Š cost — cos go sin 8 = 0 
er, at man fra Stjernens bekjendte Plads afsætter en Bue paa 
90° og derved afskjærer Nordpunktets (eller Sydpunktets) Plads 
i Meridianen. 


PC 


1888.) ^ POLH@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 9 


Er nu D Stjernens sydlige Afstand fra første Vertikal i 
Observationens Oieblik, saa sees let, at den Rettelse Aç, som 
maa tillegges co for at give den virkelige Polheide ç, afhænger 
deraf ved Ligningen sin D = sin A 0.0087, naar z er Stjernens 
Zenitdistance regnet fra det ved Observationen selv afmærkede 
Zenit, eller tg D = tg Ag.cosz, naar z regnes fra det virkelige 
Zenit; er nu D saa liden, at dens Kvadrat bliver umzrkeligt, 
saa faar man i begge Tilfælde 

AQ = D. sec z. 

Nu kan Afvigelsen D opstaa paa flere Maader, alt efter de 
Feil som Instrumentet har. Afhængigheden deraf udledes let 
ved Betragningen af en Figur, som her ikke behøver at anføres, 
hvor S' er Stjernens Plads i Observationens Øieblik, S det nær- 
meste Punkt af første Vertikal (altsaa SS’ = = D), Z det Punkt, 
hvori Perpendikulæren fra 5” skjærer Meridianen, Z Zenits vir- 
kelige Plads (altsaa ZZ‘ = = Ag, eftersom Z' er sendenfor eller 
nordenfor Z). 

Er Afvigelsen opstaaet derved, åt Instrumentets Omdreinings- 
axe har en Heldning ¿ mod Horizonten, positiv naar Nordenden 
er høiest, sad er D = ¿cos 2 og 

AP=1. 
Har derimod Instrumentet en Collimationsfeil c, saa er D= - c 
og altsaa 
AG es TEC. Sec 8; 
Har endelig Axen et Azimut a, saa er D = = a sin og 
Ap -—-a.tg 2. 

Da nu i Almindelighed alle disse tre Feilkilder virker sam- 
tidig, saa faar man, fremdeles under Forudsetning af, at Feilenes 
Produkter og Kvadrater er umerkelige: 

o=otitcsecztatge . . (2) 
hvor Fortegnet for e skifter ved Instrumentets Omen og 
Fortegnet for a med Stjernens Stilling i Øst eller Vest. Hvilken 
Retning man vælger som positiv for c og a, kan forelebig være 
ligegyldigt. 

I Forbigaaende kan bemerkes, at Refraktionen theoretisk 
talt kan faa en Virkning, som rigtignok kun under særegne 


10 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Omstændigheder kan blive merkbar. Da Stjernen nemlig ikke 
observeres i den sande Zenitdistance z, men i den apparente 2’, 
saa er dens Afstand fra første Vertikal ikke D, men D' = 
icosz'& et q sin 2, og den Vinkel, som Stjernens Vertikalcirkel 
danner med første Vertikal, er . Da nu imidlertid Lign. (1) 
ved Anvendelsen af den sande Deklination og Timevinkel forud- 
sætter Stjernens Plads Ene med Refraktion, saa er som 


fer ç — qo = = hvor D= -sin z, felgelig faar man ved 


sin z' 
Indsætning af ovenstaaende Verdi af D' 
9 — Go = [i cotg 2' =t- c cosec z' Æ a] tg z. 

Ved de Stjerner, som passerer første Vertikal i Nærheden 
af Zenit, bliver denne Ligning altid umærkelig forskjellig fra 
Lign. (2). Har man derimod observeret en lav Stjerne til Be- 
stemmelse af Instrumentets Azimut, og kan man benytte den 
samme Ligning dertil, idet alt undtagen a forudsættes bekjendt, 
saa faar man 

E a = (9 — po) cotg z — i cotg e = ccosecz' . . (3) 

Sely her kan man slaa de to forste Led paa haja Side 
sammen og benytte z over hele Ligningen, naar ikke i er altfor 
stor. 

Hvilken Indflydelse en liden Forandring i Stjernens Dekli- 
nation eller Timevinkel vil have paa den deraf beregnede Pol- 
heide, kan findes ved at differentiere Lien. (1); gjen det loga- 
rithmisk, faaes: 


d Š 
sin 9 cos 9 . Š cos ò 
eller, da tg. — 
g t. cos eme tez og Å sing = (08 2, 
dç = sin ç t e ae ee 0 
ig mls A e, cosd cos Z E 


Ved Stjerner ner Zenit virker altsaa en Feil i Timevinkelen 
heist ubetydelig, hvorimod en Feil i Deklinationen kommer ud 
næsten med sit fulde Beleb eller paa lavere Bredder endog lidt 
foreget. Ved lave Stjerner kan begge so blive meget 


1888] POLHGIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 11 


betydelige; men da disse kun bruges til Azimutbestemmelse. saa 
sees af Lign. (3), at man da faar 
08 

+ da = sin ç dt + nd rape DB) 

Her bliver baade den ene og den anden Virkning mindre 
end Aarsagen, da sin o altid — 1 og — Hn < 1 saasnart 
den parallaktiske Vinkel er mindre end Zenitdistancen, hvilket 
paa vore Bredder altid er Tilfældet med nogenlunde lave Stjerner. 

Naar nu Stjernen ikke alene, som hidtil forudsat, er obser- 
veret paa Midttraaden, men ogsaa paa Sidetraadene, saa kan 
Beregningen ske ved at reducere disse til Midttraaden. Denne 
Fremgangsmaade er benyttet overalt i det følgende, hvad 
enten Instrumentet er blevet omlagt under hver Passage eller 
ei, dels fordi alle Observationer derved kan udnyttes, dels paa 
Grund af den eieblikkelige Kontrol, som opnaaes i Tilfælde af 
Tvivl. 

Reduktionen til Midttraaden af Passagen over en Sidetraad, 
hvis Afstand (f) fra Midttraaden er neie kjendt paa Forhaand, 
altsaa Bestemmelsen af Forskjellen (F) mellem Stjernens Time- 
vinkler ved de to Passager, kan findes ved folgende Betragtning. 
I det sfæriske Triangel, hvis Hjørner er Polen, Nordpunktet og 
Stjernen, er Vinkelen ved Polen Supplementet til Timevinkelen, 
som er enten ¢ eller ¿+ F, eftersom Stjernen staar paa Midt- 
traaden eller paa Sidetraaden; den modstaaende Side er Komple- 
mentet til Stjernens nordlige Afstand fra første Vertikal, som i 
de to Tilfælde er resp. — D (naar D, som fer, regnes positiv 
mod Syd) og +f—D—AD; da Stjernen nemlig forandrer 
sin Zenitdistance under Gangen fra den ene Traad til den anden, 
saa vil derunder ogsaa Midttraadens Afstand fra ferste Vertikal 
forandres med Belebet AD. Af dette sfæriske Triangel faaes 
nu for Midttraaden: 

sin (— D) = — cost. cos 8. sin o + sin Š . cos ç 
og for Sidetraaden 
sin (+ f — D— AD) = — cos (t + F). cos 5 . sin e + sin. cos q. 


12 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Subtraheres her den ene Ligning fra den anden (den mindste 

Verdi fra den sterste), faaes 

sin (f= AD) =2 sin Z sin (¿+ =) cos 3 sin q, 
da venstre Sides Afvigelse fra den ligefremme Differents mellem 
de to ovenstaaende Størrelser aldrig kan blive mærkbar; som 
man let vil kunne overbevise sig om, vilde dertil kræves Vær- 
dier af D, som der aldrig kan blive Spergsmaal om ved et 
nogenlunde orienteret Instrument. 

Sættes for Kortheds Skyld 

pum 

Li sæ 9$, U 
hvor 9 altsaa betyder Middeltallet af Stjernens Timevinkel ved 
Midttraaden og Sidetraaden, saa kan Verdien deraf altid med 
tilstrækkelig Neiagtighed findes ved at tage Middeltallet af Uhr- 
tiderne for de samme to Traade; selv om Midttraaden ikke er 
observeret, vil man, under ikke altfor ugunstige Omstendigheder, 
let. kunne erstatte den manglende Passage ved Hjelp af et Par 
af de nermeste Traade. 

Sættes endvidere f= AD istedetfor sin (f AD) og F 
istedetfor 2 sin = saa faar man, under Forbehold at tage det 
nodvendige Hensyn til Forskjellen mellem Buen og dens Sinus, 
ifald den maatte blive m=rkbar: 

u Tros  . g 
sin Y cos 3 sing ZE? 
hvor 9 paa heire Side altid vil vere kjendt med tilstrækkelig 
Neiagtighed. 

Størrelsen AD medfører theoretisk talt den Ulempe, at den 
kræver Kjendskab til Instrumentets Feil allerede paa det sal 
dium af Beregningen, hvor der er Spergsmaal om Reduktion til 
Midttraaden. Ved et vel orienteret Instrument vil den altid 
blive liden, om end ikke altid umærkelig. Af den før fundne 
Ligning 


D = ¿ cos z = ç =E a sin z 


felger AD =[— isin z = a cos 2] Az (7) 


1888.]  POLHSIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 13 


Ved Stjerner i Nærheden af Zenit er det altsaa udelukkende 
Instrumentets Azimut, som kan faa mærkbar Indflydelse i denne 
Henseende. Som et yderligt Exempel anføres, at ved 3 Cassio- 
peje, den nordligste af de her benyttede Stjerner, hvis Deklina- 
tion er 16^ mindre end Polheiden, er Reduktionen for det Yder- 
filament, som passeres nermest Meridianen, omtrent 19 Gange 


Traadenes Afstand (eller sin I cos ò sin ç = a) saaledes at Virk- 


ningen af AD paa Traadreduktionen bliver 19 A.D —19 a cos 2 Az, 
hvor i dette Tilfælde Az = 1.75, medens cos z kan sættes = 1. 
Skal nu Virkningen heraf paa Traadreduktionen vere < 0.1, 
saa faar man 


0.1 "ERES va eller a — 3", 


altsaa en temmelig streng Betingelse for Instrumentets Opstilling. 
Imidlertid gjelder dette kun for denne ene Traad ved denne 
ene Stjerne; da derhos selve Observationen i saadanne Tilfælde, 
hvor Stjernens Passage foregaar yderst langsomt, ingenlunde 
kan udføres med en Sikkerhed af 0.1, saa vil det ved et vel 
orienteret Instrument kun i enkelte sjeldne Tilfælde kunne blive 
nødvendigt at tage Hensyn til AD i Lign. (6). — Da det dob- 
belte Fortegn foran AD i denne Ligning, som det vil sees af 
den foregaaende Udvikling, har Hensyn til Sidetraadens Stilling 
nordenfor eller søndenfor Midttraaden, medens Az da er resp. 
positiv eller negativ, saa bliver + 44 altid negativ; da end- 
videre det dobbelte Fortegn foran a i Lign. (7) har Hensyn til 
Stjernens Stilling i Ost eller Vest, saa faar Rettelsen til den 
Talværdi af Traadreduktionen, som faaes ved at sætte AD ud 
af Betragtning, altid modsat Fortegn af det, hvormed Instru- 
mentets Azimut virker paa Polheiden go. Regnes saaledes Azi- 
mut positiv, naar Axens Nordende peger lidt ostover, saa bliver 
med positivt Azimut Rettelsen til Reduktionens Talverdi nega- 
tiv i Ost og positiv i Vest. 

I Lign. (6) er kun f og & uforanderlige, hvorimod Y og Š 
forandres fra den ene Gang til den anden, dels fordi Stjernens 
Koordinater er underkastet Præcession, Nutation og Aberration, 


14 . H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


dels fordi 9 er afhængig af Instrumentets Feil. Saalænge disse 
Forandringer holder sig indenfor moderate Grænser, kan Virk- 
ningen findes ved Differentiation, nemlig 


= — cotg +. 4 8 + tg ds. 


Ferste Led kan her tages i Betragtning paa den Maade, at der 
for hver beregnet Værdi af F opføres Værdien af F'.cotg Y . arc 1°; 
naar dette siden for hver Gang multipliceres med For- 
skjellen (i Tidssekunder) mellem Værdierne af Y den Dag, 
for hvilken F er beregnet, og den Dag, for hvilken Reduktionen 
søges, finder man med stor Lethed Traadreduktionen for hver 
Gang. Sidste Led virker meget svagere, og kan, naar det efter 
længere Tids Forleb bliver mærkbart, enten beregnes efter For- 
melen, eller man kan efter (6) beregne nye Værdier af F som 
nyt Udgangspunkt. I de følgende, gjennem mere end et Aar 
fortsatte Observationer har det intetsteds været nedvendigt at 
beregne særskilt Reduktion mere end to eller tre Gange for 
hver Stjerne, ved de fleste Stjerner kun een Gang. I Alminde- 
lighed er der til Beregningen af F valgt en Dag, hvor Passa- 
gerne over samtlige Traade er observeret baade i Øst og i Vest 
med Omlægning mellem begge. 

Ved lave Stjerner, hvor 9 nærmer sig til 909, vil Forskjellen 
mellem de til de forskjellige Traade svarende Værdier af I i 
Almindelighed blive uden Virkning; man kan da sette 9 =4 
eller man kan beregne Reduktionen af Formelen 

fun SEN 
V sin (e — 8). sin (o + ò) 
som let udledes af Lign. (6), naar man setter I lig Stjernens 
Timevinkel i forste Vertikal; ¢ er Timevinkelen paa Midt- 
traaden, men ved de lave Stjerner er denne Forskjel uden Betyd- 
ning for denne Reduktion. 

For at bedemme den Usikkerhed, hvormed Observationen 
af Traadpassagerne er behæftet, har jeg undersøgt den gjennem- 
snitlige numeriske Forskjel mellem hver enkelt og deres Middel- 
tal ved de to Stjerner, som er observeret hyppigst, og som tillige 
ligger ved hver sin Grænse af de benyttede Deklinationer, nemlig 


1888. | POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 15 


B og Š Cass. For den ferste dreier det sig om 0.3 (0.305 ved 
Medium af 13 Traade og 0.35 ved 6 Traade), for den anden 
om 0.7 (0.78 ved 13 og 0.69 ved 6 Traade), hvorved bemærkes, 
at ved à Cass. som behøver omkring 20 Minuter for at passere 
alle Traadene, kan andre smaa Feilkilder blande sig ind, især 
naar alle 13 Passager observeres fortlebende. Betragtes imid- 
lertid hele Belebet som fremkommet ved tilfældige Observations- 
feil, saa kan den gjennemsnitlige Usikkerhed ved en enkelt 
Traadpassage ifølge Sandsynlighedsregningens Principer temmelig 
nær sættes til 0.85 af de anførte Værdier, hvoraf igjen Usikker- 
heden ved Middeltallet kan findes ved at dividere med Kvadrat- 
roden af Traadenes Antal minus 1. For 6 Traade, som er det 
Antal, der hyppigst har været forenet til et Middeltal, giver 
dette + 0,13 og + 0.26 resp. for 8 og 3 Cass. Da 15sing tg £ 
for de samme Stjerner udgjer 2.21 og 0.96, saa findes af Lign. 
(4) den gjennemsnitlige Usikkerhed ved en paa 6 Traadpassager 
beroende Værdi af qo at være resp. - 0.229 og Æ 0."25. For- 
Skjellen er saa liden, at der ikke foreligger nogen Grund til at 
give de forskjellige Stjerner forskjellig Vegt efter deres Dekli- 
nation. 

Benyttes to saadanne Bestemmelser paa samme Side af 
Meridianen, men med en mellemliggende Omlægning af Instru- 
mentet, enten til at tage et Middeltal for %, éller til at be- 
stemme Collimationsfeilen ved Hjelp af den halve Differens, 
saa findes, ved Division med Y 5, den gjennemsnitlige Usikker- 
hed ved et saadant Resultat at være resp. = 0."20 og + 0."18. 
Da der til en fuldstændig Observation hører 4 saadanne enkelte 
Bestemmelser, to paa hver Side af Meridianen, findes endelig 
Usikkerheden ved en enkelt fuldstændig Bestemmelse af Pol- 
beiden, forsaavidt den bedømmes udelukkende efter 
Usikkerheden ved Traadpassagerne, at være + 0.“14 og 
E 0."13 resp. ved $ og 5 Cass. - 

Værdierne af f eller Sidetraadenes Afstand fra Midttraaden 
VIL er bestemt i 1878, 79 og 80 ved et stort Antal Observa- 
tioner af Polstjerner i Meridianen. Den ovennævnte for d og 5 


16 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Cass. gjennemferte Undersegelse har ikke foranlediget nogen 
Rettelse af disse Værdier, som er: 


L 36.222 VIIL 4.097 


II. 24.186 IX. 7.975 
TIE 16.067 X. 11.983 
IV. 12.071 XI. 16.080 
V. 8.080 XII. 24.036 


Vl. 4.048 XIII. 36.031. 


LY. 


Instrumentets Feil. Til Bestemmelse af Axens Heldning 
er Libellen omlagt og aflæst i begge sine Stillinger ved hver 
enkelt Observation, saaledes at naar Kikkerten er omlagt midt 
under Passagen, er Heldningen blevet særskilt bestemt for hver 
af Instrumentets Stillinger. Ved de Zenitstjerner, for hvilke alle 
Passager observeredes fortløbende uden Omlægning, blev gjerne 
Libellen aflæst og omlagt i Begyndelsen af Passagerne og 
derpaa igjen aflæst mod Slutningen; i nogle Tilfælde blev der 
ogsaa her taget en fuldstændig Bestemmelse i Begyndelsen 08 
en mod Slutningen. Nogen Ulighed i Tappernes Tykkelse har 
ikke kunnet paavises ved at sammenligne Heldningen Okular 
Nord og Okular Syd, naar Instrumentet er omlagt under en 
Stjernes Passage. Af 162 Værdier af N—S fremgaar vistnok et 
lidet positivt Middeltal, +0."057; men dette er vel snarest en . 
Temperaturvirkning, idet lagttagerens Stilling foran Okularet 
maa fremkalde en svag Opvarmning af den tilsvarende Del af 
Stativet, altsaa, da Heldningen er positiv, naar Nordenden er 
heiest, en Foregelse af samme med Okular Nord og en For 
mindskelse med Okular Syd, eller en positiv Differens N—S. Sta- 
tivet er paa begge Sider beskyttet ved en let Papskjerm, uden 
hvilken Virkningen rimeligvis vilde have været sterre. 


1888.|] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 17 


Den fer meddelte Verdi af Libellens Dele er fundet ved 
flere Observationsrekker paa en Niveauprever i 1879 og 1880. 

Axens Heldning har vist sig at vere afhengig af Tempera- 
turen, nemlig saaledes at med stigende Temperatur kommer 
Nordenden relativt heiere. Den Omstændighed, at Virkningen 
forholdsvis hurtig fulgte med Vexlingerne i Luftens Temperatur, 
syntes først at tyde hen paa, at Aarsagen maatte ligge i Instru- 
mentet selv, noget som forresten vilde være vanskeligt at for- 
klare efter dettes Konstruktion; men efter en i September 1887 
foretaget Vending af Stativet paa Støtten viste Fænomenet sig 
uforandret som fer, saaledes at Aarsagen maa seges i selve 
Støtten eller dens Fundament. Da jeg ikke gjerne har villet 
foretage nogen Rettelse af Heldningen under Observationerne 
selv, naar der ikke var god Tid mellem Stjernerne, er paa denne 
Maade Heldningen af og til blevet noget større end nedvendigt, 
nemlig i enkelte Tilfælde indtil 7". 


Collimationsfeilens Fortegn er valgt saaledes, at den 
optiske Axes Objektivende danner Vinkelen 909 + c med Om- 
dreiningsaxens Okularende (Cirkelende), naar den optiske Axe 
defineres som Forbindelseslinien mellem Objektivets andet Hoved- 
punkt og det Punkt bag Prismets Hypothenusflade, som svarer 
til Speilbilledet af Traadnettets Centrum. Med positiv Collima- 
- tionsfeil vil altsaa en Stjerne, naar dens Billede staar paa Midt- 
traaden, befinde sig sendenfor første Vertikal, naar Okularet 
vender mod Nord; da dette giver en positiv Rettelse til den 
deraf beregnede Polheide, saa sees, at i Lign. (2) svarer ovre og 
nedre Fortegn for c resp. til Ok. Nord og Ok. Syd. 

Af Hensyn til det følgende vil det være gavnligt at bemærke, 
at medens ved en Kikkert med ubrudt Axe Collimationsfeilen 
kan foreges ved, at Traadnettet flyttes (i sit Plan) henimod 
Axens Cirkelende, kan den ved en Kikkert med brudt Axe for- 
eges enten derved, at Traadnettet flyttes fra Objektivet, eller 
derved at Prismet dreies, saaledes at Hypothenusfladens Indfalds- 
lod nærmer sig Objektivet; i begge Tilfælde vil nemlig det 
tænkte Speilbillede af Traadnettet nærme sig Axens Cirkelende. 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 10. 2 


18 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


„Foregelse“ er her naturligvis algebraisk at forstaa, ikke nume- 
risk. 

Naar Instrumentet legges om under Passagen, kan man 
opheve Collimationsfeilens Virkning ved at tage Middeltallet 
af de to Uhrtider og beregne Polheiden deraf; da imidlertid 
Kjendskabet til Collimationsfeilen selv er nedvendigt dels i de 
Tilfelde, da ingen Omlegning har fundet Sted, dels til Bestem- 
melsen af Instrumentets Azimut ved Hjelp af de lave Stjerner, 
saa har jeg overalt beregnet Polheiden særskilt af hvert Set 
Observationer, hvorved man, som det sees af Lign. (29) faar c 
som den halve Differens mellem Værdierne af go + i med Ok. 
Syd og Ok. Nord, multipliceret med cos z, ifald denne er mærk- 
bart forskjellig fra 1. Forøvrigt har jeg tillige, som en delvis 
Kontrol paa Beregningen af co, beregnet c direkte af Differensen 
mellem Uhrtiderne. Da man nemlig ifølge Lien, (4) faar For- 
andringen i ọ ved at multiplicere Forandringen i Timevinkelen 
med sin ç. te z, og da Timevinkelen er aftagende i Ost, voxende 
i Vest, saa bliver 


15 


dike 
" 2 


sin ç sin z . (U, — Us) — 5 (N— 8) 0084, 

hvor U betegner Uhrtiderne, N og S som fer Axens Heldning 
i Instrumentets to Stillinger, og hvor ovre Fortegn svarer til 
Stjernen i Ost, nedre til Vest. Da Faktoren 5 sin o sing er 
konstant for hver Stjerne, beregnes dette med stor Lethed. De 
paa denne Maade fundne Verdier af c er anfert i Tab. A, som 
indeholder Observationerne af Zenitstjernerne. 

Derhos er Collimationsfeilen ofte blevet bestemt direkte ved 
Hjelp af Miren og Mikrometret. De af disse Bestemmelser, 
som paa en eller anden Maade kan komme til Anvendelse, er 
anfert i Tab. B. For at bedemme den gjennemsnitlige Usikker- 
hed ved en saadan Bestemmelse, som ofte har maattet foretages 
med urolig eller disig Luft, har jeg undersøgt samtlige Observa- 
tioner indtil Begyndelsen af Juni 1887 og derved fundet, at en 
enkelt Indstilling af Miren gjennemsnitlig afviger 0."9 fra Middel- 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 19 


tallet; da dette som Regel er dannet af 8 Indstillinger (4 før og 
4 efter Indstillingen paa Midttraaden), saa bliver den sandsynlige 
Usikkerhed ved Middeltallet + 0."3; da endvidere Usikkerheden 
ved Indstillingen paa Midttraaden er forsvindende, og Collimations- 
feilen er den halve Differens mellem to saadanne Bestemmelser, 
saa bliver Usikkerheden ved samme gjennemsnitlig + 0."2. 
Dette er næsten neiagtig det samme som i Slutningen af forrige 
Afsnit fandtes for Usikkerheden ved den af en Stjerne bestemte 
Collimationsfeil. 

Imidlertid er der en Bemerkning at gjøre ved Sammen- 
ligningen af de Verdier af Collimationsfeilen, som findes paa 
disse to forskjellige Maader, paa Grund af den tidligere nævnte 
optiske Mangel ved Kikkerten. Da nemlig det observerede 
Punkt ved en Zenitstjerne er det stærkeste af Billedets to Lys- 
punkter, hvilket ligger længst fra Objektivet, ved en lav 
Stjerne derimod hele Lysbilledets Tyngdepunkt — og ved Miren 
forsvinder naturligvis ogsaa Billedets Dobbelthed —, saa maa 
Collimationsfeilen blive lidt forskjellig, eftersom den bestemmes 
ved en Zenitstjerne eller ved Miren. Tanker man sig nemlig 
ved en Zenitstjerne, at Tiden ikke noteres ved Passagen af det 
lyseste Punkt, men ved Passagen af et Punkt, som ligger imellem 
begge Lysmaxima, altsaa nermere Objektivet, saa vil Resultatet 
blive det samme, som om man, med Bibehold af det lyseste 
Punkt som Observationsgjenstand, havde forskudt hele Filament- 
nettet i Retning fra Objektivet, altsaa foreget Collimations- 
feilen. Felgelig kan det paa Forhaand ventes, at Collimations- 
feilen findes lidt sterre ved Hjelp af Miren end ved 
Hjelp af en Zenitstjerne. 

Dette synes ogsaa at stemme med Erfaringen. Nogen ‚ab- 
solut samtidig Bestemmelse paa de to Maader kan naturligvis 
ikke opnaaes, og Forandringerne foregaar, som kan sees af Tab. 
Å og B, stundom ret hurtigt; men da der ofte er foretaget 
Bestemmelser med kort Tids Mellemrum, har jeg dog ved at 
interpolere mellem de af Stjernerne fundne Værdier (Tab. A) 
kunnet tilveiebringe 28 Sammenligninger i Tiden Februar—Sep- 
tember 1887, hvoraf fremgaar, at naar c' er den ved Miren 

9* 


20 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


bestemte Verdi, saa er 
c' = c + 0."38 + 0."08. 


Ved de ensidige Observationer, hvor Collimationsfeilen har 
maattet bestemmes ved Hjelp af Miren, er derfor Værdien 
blevet formindsket med 0."4, forinden den blev indsat i Lign. 
(2. Dette er Grunden til, at Betegnelsen c' er anvendt i Tab. B. 

Collimationsfeilen har, hvadenten den er blevet bestemt paa 
den ene eller den anden Maade, vist sig i hei Grad afhængig 
af Temperaturen, noget som nok er en almindelig Erfaring 
ved Instrumenter af denne Art. Forklaringen i nærværende 
Tilfælde er uden Tvivl følgende. Paa hosstaaende Figur betegner 


A A 


ABC det Underlag af massivt Messing, hvortil Prismet er fæstet 
ved Hjelp af to lange Skruer, som her er udeladt. Da det hele 
er hermetisk indelukket i Kikkertrøret, vil enhver Forandring i 
den ydre Lufts Temperatur saagodtsom udelukkende forplante 
sig gjennem Metallet, da dette er en meget bedre Leder end den 
indestængte Luft, som omgiver det hele overalt undtagen ved 
AA, somjer Bunden af Kikkertrøret. Følgelig vil der let kunne 
opstaa Ujevnheder i Metallets Temperatur i Retningen ABC, 
hvilket igjen vil medføre Formforandringer af Underlaget 08 


1 Under en korthObservationsrække i 1885 i Nærheden af Bodø (kortelig 0M- 
talt i Selskabets Møde 27 Nov. s, A.) viste det samme Instrument sig meget 
mere ,stabilt, aabenbart en Følge af den næsten konstante Temperatur BI" 
denne Kyststation. — Det i Oversigten over Forbandlingerne i det nævnte 
Møde anførte Resultat er 2“ feilagtigt; det skal være 670 15' 44.73 + 0.710. 


1888.]  POLH@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 21 


altsaa tillige en forandret Stilling af Prismet. Virkningen af 
en given Temperaturforskjel lader sig let beregne. Er co Colli- 
mationsfeilens Verdi, naar hele Metalstykket har den jevne 
Temperatur to, og er efter nogen Tids Forløb Temperaturen i 
Laget BB forandret til ¿ i Spidsen C til /", saa faar derved 
Katheten BB Forlængelsen a (¿— tp), naar a er Metallets Ud- 
videlseskoefficient og BB = BC betragtes som Længde-Enhed; 


derimod faar Katheten BC Forlængelsen a ( Bank to) naar 


Overgangen fra + til / paa Stykket BC er jevn. Forlængelsen 
af BB relativt til BC vil fordele sig med en Halvdel paa hver 
Side, og denne Halvdel bliver altsaa: 


pit tad 
ma EE 


) 


Det er denne relative Forlængelse, som — stærkt overdrevet 
— er fremstilet ved den pe Linie BB: paa Figuren. 


1 
ya (( — 


Dens Projektion BD bliver = LG divideres dette med Længden 
af Hypothenusen CB = ]/ 9, faaes dennes Vinkelbevegelse = 
å æg — -, og da den reflekterede Straales Vinkelbevægelse 


er dobbelt saa stor som Speilets, bliver 


Saafremt ¿> 7, vil Bevægelsen virke til at bringe den spei- 
lende Flades Indfaldslod nærmere Objektivet; felgelig maa en 
Forhei'else af den ydre Lufts Temperatur frembringe 
en Foregelse af Collimationsfeilen, men naar Varme- 
ledningen sluttelig har udjevnet Temperaturen i Metallet, vil 
den gamle Verdi af Collimationsfeilen komme tilbage igjen. 
Man kan altsaa ikke vente at finde Collimationsfeilen udtrykt 
som en Funktion af Temperaturen. 

At denne Virkning kan blive ret betydelig, sees let ved at 
indsætte Værdien af z, som for Messing er 0.000 018 for 1° C. 
Man faar altsaa c — co = 0.000 0045 (t — 1) eller udtrykt i Bue- 
sekunder 


22 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


€ — ms ."9 UE 
altsaa nesten 1“ for hver Grads Temperaturforskjel mellem B 
og C. Paa det her benyttede Instrument er Prismets Katheter 
38 mm. lange, hvorved saadanne og sterre Temperaturdifferenser 
antagelig let maa kunne opstaa. Som man let ser, bliver Virk- 
ningen netop sterst ved store Instrumenter. 

Det vilde have en vis Interesse at undersøge, hvor lang 
Tid en given Temperaturforandring vil behove for at forplante 
sig gjennem Metallet under de her givne Omstændigheder; imid- 
lertid er det mig ikke bekjendt, om de af Fysikerne anstillede 
Forseg over Metallernes Lednings- og Udstraalingsevne er til- 
strekkelige til Lesningen af denne Opgave. 

Det er aabenbart, at det her paapegede Forhold maa be- 
tragtes som en væsentlig Ulempe ved Instrumentets Konstruktion, 
da det kan give Anledning til, at Collimationsfeilen forandres i 
Lebet af et Tidsrum, hvorunder Theorien for Observationernes 
Beregning forudsætter den konstant. Ved det herværende Instru- 
ment er der gjort Anstalter til at faa Feilen rettet ved at af- 
skjære den øvre trekantede Del BBC af Underlaget og isolere 
den fra det andet Stykke ved en Glasskive; begge Metalstykker 
maa da forsynes med en Krave for Befæstningen, og efter For- 
slag af Instrumentmager Olsen kan endog Varmeledningen gjennem 
Skruerne undgaaes derved, at de gives Form af Bolte, som 
festes ved Mettrikker, og hvis Huller er udforet med et iso- 
lerende Stof. Herved antages den fornødne Stabilitet at kunne 
opnaaes, samtidig med at der bliver Spillerum for den Smule 
Glidning langs Beroringsfladerne, som den ulige Udvidelse af 
Metallet og Glasset vil medføre. 


Instrumentets Azimut, positivt naar Axens Nordende 
peger østenfor Nordpunktet, er jevnlig blevet bestemt ved Ob- 
servation af lave Stjerner, som i det Hus, hvor Instrumentet har 
været opstillet, kun kan sees i Ost og i Həider mellem 2° 08 
10%. Da positivt Azimut bringer en Stjerne i Ost til at staa 
sendenfor første Vertikal, naar dens Billede er paa Midttraaden® 


1888.] POLH@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 23 


saa bliver i Lien. (2) ovre Fortegn for a at anvende for en 
Stjerne i Ost, nedre for en Stjerne i Vest. 

Beregningen af Azimut er altid udfort ved Hjelp af Lien. 
(3), da samtlige Størrelser paa høire Side i Regelen har været 
bekjendte. For Størrelsen o, som den hele Undersøgelse egent- 
lig gaar ud paa at bestemme, har været anvendt den tidligere 
bestemte Verdi 59054'43."7; den mulige Feil i denne, som 
ikke kunde antages at være mere end en Brekdel af et 
Sekund, bliver her uden Indflydelse, da den skal multipliceres 
med den lille Størrelse cotg z; det er kun for det Tilfælde, at 
c ikke har været bestemt tilstrækkelig nær i Tid, at Ligningen 
bliver ubrugelig. Det dobbelte Fortegn for c svarer, som før, 
resp. til Ok. Nord og Ok. Syd; ved a kommer kun evre For- 
tegn til Anvendelse, da nedre vilde svare til en lav Stjerne i 
Vest. ` 

I nogle Tilfælde er to lave Stjerner observeret med faa 
Minutters Mellemrum, hvorunder Instrumentet er blevet omlagt; 
isaafald kan c elimineres, eller, om man vil, bestemmes; men som 
Regel vil man faa Collimationsfeilen sikrere bestemt ved Inter- 
polation mellem Zenitstjernerne eller ved Hjelp af Miren end 
paa denne Maade. Af Lign. (5) sees nemlig, at en Feil af f. 
Ex. 0.1 i Uhrtiden for en lav Stjerne bevirker en Feil af 1."3 
i Azimut; en saa stor Feil vil vel kun undtagelsesvis forekomme; 
men da en Feil i Stjernens Rektascension virker noiagtig i 
samme Forhold og derhos en Feil i Deklinationen virker omtrent 
med sit halve Belob, saa kan en Azimutbestemmelse let blive 
usikker paa et Par Buesekunder. Ved Anvendelsen paa Zenit- 
stjernerne gjor dette ikke stort til Sagen, da a i Lien, (2) bliver 
at multiplicere med den lille Faktor tang z; men hvis man vil be- 
nytte Lign. (3) til at bestemme c, bliver Usikkerheden derved 
den samme, som naar den benyttes til at bestemme 4, da begge 
har nær samme Coefficient. At benytte en af to lave Stjerner 
bestemt Værdi af c til Indsættelse i Lien, (2) vilde derfor ikke 
kunne gaa an. 

Da Collimationsfeilen for de lave Stjerner ifelge det fore- 
gaaende maa antages at vere den samme som for Miren, er 1 


# 


24 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Lign. (3) altid anvendt c' istedetfor e; naar den altsaa i Virke- 
ligheden er fundet ved Hjelp af Zenitstjernerne, hvilket er det 
almindeligste, saa er dens Verdi forøget med 0."4. Rigtigheden 
heraf bekræftes ogsaa af selve Azimut-Observationerne; da der 
nemlig ofte paa samme Dag forekommer flere lave Stjerner med 
vexlende Stilling af Instrumentet, har jeg kunnet undersege den 
gjennemsnitlige Forskjel mellem Værdien af Azimut Ok. N. og 
Ok. S., hvoraf der fremgaar en endog lidt sterre Reduktion, 
nemlig 0."5 istedetfor 0.74; men da Usikkerheden her er større 
end ved Miren, har jeg ogsaa her bibeholdt Værdien c’ = c + 0."4. 
Forskjellen er forevrig uden Betydning for Azimutbestemmelsen. 

De ved Hjelp af de lave Stjerner fundne Værdier af a er 
anfert i Tab. C. Naar der forekommer flere saadanne i samme 
Observationsrekke, har deli Regelen blot kunnet anvendes til 
et Middeltal, derimod" ikke til at bestemme en Azimutforandring 
i Lebet af Rekken, da denne ikke har veret stor nok til at 
gjere sig gjeldende gjennem den ovenfor nevnte Usikkerhed 
ved hver enkelt Bestemmelse. Det har paa andre Maader vist 
sig, at Instrumentet i denne Henseende har veret meget stabilt. 
Kun i et Tilfelde foreligger der et Sprang, nemlig 1887 Feb. 8, 
hvor den første Stjerne, « Orionis, giver a= — 7."5, de to 
næste, ¿ Hydræ og x Leonis, resp. + 5."5 og + 8."4; her findes 
umiddelbart fer Observationen af £ Hydræ noteret: „Ved Om- 
lægningen kom Instrumentet til at hvile paa Noniebuen*; den 
ene Tap bar da været hævet over Lageret, men maa under 
Kikkertens Indstilling vere gledet ned i samme med et Fald 
paa et Par Millimeter, hvorved antagelig Azimutforandringen er 
foregaaet. Ellers er ingen Forandringer gjort undtagen Sept. 
21, da Stativet blev vendt paa Pillen, og Okt. 27, da en liden 
Rettelse blev foretaget. 

Da Azimut i Regelen har maattet forudsættes konstant i 
Lebet af en og samme Observationsrække, kommer det egentlig 
kun i Betragtning ved de Stjerner, som er observeret kun i Ost 
eller kun i Vest; af Grunde, som nedenfor skal anferes, er det 
dog blevet anbragt i alle Tilfzlde. 

De til Bestemmelse af Collimationsfeilen foretagne Ind- 


1888.| POLHØIDE- OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL, 25 


stillinger paa Miren kan naturligvis ogsaa, naar man tager 
Middeltallet, tjene til at bestemme Instrumentets Azimut relativt 
til Miren, og da et saadant Middeltal gjennemsnitlig kun vil 
have en Usikkerhed af + 0.“2, kan dette relative Azimut be- 
stemmes meget neiere end det absolute ved Hjelp af Stjernerne. 
Miren staar nogle Sekunder nordenfor Ostpunktet, dens Azimut 
A, som naturligvis bekvemmest henferes til dette, er altsaa ne- 
gativt. Forskjellen mellem Instrumentets og Mirens Azimut er 
i Tab. B anført i Rubriken a — A. 

For at faa Mirens Azimut bestemt har jeg benyttet alle de 
Bestemmelser af Instrumentets absolute Azimut, som i Tid ligger 
saa nær Indstillinger paa Miren, at en Sammenligning har 
kunnet finde |Sted. Af 19 saadanne Differenser (i Tiden Fe- 
bruar—November 1887) fremgik,» at Mirens Azimut er omtrent 
— 18“; men der viste sig tillige en saa udpræget Forskjel efter 
Aarstiden, at den ikke kunde forklares uden ved en Forander- 
lighed i selve Mirens Stilling. Det vil erindres, at Miren kun 
er en Trætop. Vistnok er der af og til Tegn til en Siderefrak- 
tion, som jo ogsaa kunde tænkes at være foranderlig med Aars- 
tiden; de Indstillinger paa Miren, som er taget ved urolig, bel- 
gende Luft, hvilket især er Tilfældet, naar Solen staar heit paa 
Himmelen, giver nemlig i det hele taget en større Værdi af 
^ — Å end de øvrige paa de samme Dage, muligens en Felge 
af de om Sommeren fremherskende sydvestlige Vinde; men dette 
gaar netop i modsat Retning af den ovennævnte Forandring 
med Aarstiden, som bestaar deri, at — A er mindre i den varme 
Aarstid end i den kolde, altsaa at Trætoppen er beiet mere 
Sydover om Sommeren end om Vinteren. Jeg fandt derfor at 
burde udjevne de 19 Bestemmelser efter en aarlig Periode, hvor- 
til jeg som Argument tog Solens Længde. Skulde man anse 
Luftens Temperatur som det bestemmende, maatte der egentlig 
Vælges en anden Epoke end Vaarjevndegn ; men rimeligvis kommer 
det i dette Tilfælde ligesaa meget an paa den direkte Insolation 
Som paa Luftens Temperatur. 

Resultatet af denne Udjevning var, at Mirens Azimut kan 
fremstilles ved Formelen 


26 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


A = — 18."3 + 8."3 sin O; 
og det er denne Verdi, som er kommen til Anvendelse i Tab. 
B for at udlede de i Rubriken o anferte Verdier af Instru- 
mentets Azimut. Den sandsynlige Feil ved de to Konstanter er 
resp. += 0.224 og + 0."40. 


js 

Af hvad der i det foregaaende er oplyst om Instrumentets 
Egenskaber og Observationernes Neiagtighedsgrad, vil det kunne 
indsees, at man deraf kun kan vente et ringe Bidrag til Be- 
stemmelsen af en periodisk Foranderlighed ved Polheiden, hvis 
Konstant, ifølge ældre indgaaende og langvarige Undersøgelser 
med langt fuldkomnere Instrumenter, er saa liden, at der kan 
være Tvivl om dens Realitet. I og for sig vilde denne Obser- 
vationsrække være ganske utilstrækkelig dertil, men da dens 
Hensigt ogsaa kun er at give et Bidrag sammen med andre 
samtidige, skal her anføres det Resultat, som Observationerne af 
Ë og å Cass. fører til. 

Det er kun de Observationer, hvor Instrumentet er blevet 
omlagt under hver Passage, som er anvendt hertil, hvilket er 
Tilfældet med samtlige fra 1887. Ved Bestemmelsen af Obser- 
vationernes relative Vegt har jeg gaaet ud fra, at der til en 
fuldstændig Observation hører 4 Satser — naar jeg for Kort- 
heds Skyld bruger dette Ord om Observation i en enkelt Stilling 
af Instrument og Stjerne — nemlig 2 i Øst og 2 i Vest; jeg 
har derfor valgt Vegten: 

4 for en fuldstændig Observation, som da vil bero paa 20 
Traade eller mere; 

3 naar der mangler en Sats, idet dog Collimationsfeilen er 
tilstrækkelig neie kjendt til, at den umage Sats kan benyttes, 
eller naar to af Satserne paa Grund af Skyer eller andre 


1888.]  POLHOIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 27 


Hindringer beror paa et ringe Antal Traade, saa at disses sam- 
lede Antal er ca. 15; 

2 naar der kun er to Satser, eller i et Par Tilfælde tre 
defekte; ca. 10 Traade; 

1 naar der kun er 1 Sats, eller i et Par Tilfælde to defekte 
med ca. 5 Traade. | 


E Cass, là Cass, | å Cass. | 
1887. | 1 ee | 

(el e ei v JP| p| elle 
Jan. 922 3 08914 Ganz de mai 259 | |” 2 0302 036 
— 29,2 2 0.06/4| 0.61/6| 0.43] — 269 ]|4|-07:|1| 0295-052 
Febr. 8.1 Ë 047]2|-1.104|-0,:31] Juni 2.8 |4 |-0 24 q 3.028 
— 101 | |- 0.07 3 025 5-07 —  88|1| 0265 |- 0.02 " 0.05 
— 191 2 0374-0686 0.07) — 1884-000 3-015 T| 0.58 
— 191 2? 121]4|-090,6|-0.20| — 24.8 4]-048 4 -069 8 -0.41 
— 26114 0852| 0.096 0.59) Aug — 3.7 |2| 0.02) 4 |- 0.07) 6 -0.04 
Marts 1.1 |3| 0342) 0245 0.30) — 87|2| 0954 06506] 0.65 
— 4.1 | |- 0.36 o. og — 186 |2| 02614 0.1016 0.35 
— 11013 0884 0337 037 Sept. 1754-0204 0.05] 8 |-0.07 
— 190|4| o4d4| 022/8| asi — 205 |4 |- 0.544 |- 0128 |-038 
April 50 1 1.35 (ag — 2854-0464 |-047] 8 |-0.47 
— 6012! 052 2| 0.52] — 24514/-0.28/4| 0.26/8| 0.02 
E LE IE -032]2| 10715! 0.30] Okt 65 |4| 0,344 |- 0.36 8 |-0.01 
— 16.0 |3|- 0,68/1 |- 1.37 4 |- 088] — 215 q 104 4|- 007| 8 |-0.54 
— 19012 -145 31 030/5|-040| Nov. 14.3 |2 |- 0.84 2 -0.84 
— 21014! 0044| omg 009] — 223 2| 040 2| 040 
— 289 1|- 268 3 027|4|-O45| Deo. 33 4 061 4 på 8| 0.38 
Mai 69/8! 047/2|-0.99]5!- 0.00 — 103 la! 026/41 0830/8! 0.28 


Ovenstaaende Liste indeholder, foruden Observationens Datum, 
for hver af de to Stjerner Vegten (p) og den beregnede 
Polheides Overskud (v) over det efter Vegterne beregnede 
Middeltal af alle. Hvilke disse Middeltal er, kommer her ikke 
i Betragtning, men skal anføres senere. Allerede et Blik paa 
disse Differenser viser, at de kun kan danne et lest Fundament 
for Undersegelsen af de Storrelser, der her er Spergsmaal om. 
For dog at gjøre det mest mulige ud af dem, har. jeg slaaet 


28 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


begge Stjerner sammen, idet P betegner Summen af Vegterne, 
V de efter Vegterne beregnede Middeltal af v. Fortegnet + 
er overalt udeladt. 

Er ei Polheiden, henfert til Axen for det største Trægheds- 
moment (Polaraxen) e derimod, som fer, henfert til den eie- 
blikkelige Rotationsaxe, saa har man ifelge den tidligere om- 
talte Theori for Jordens Rotation 


9 = ç“ + e cos (5 + al), 


naar ọ er den konstante Vinkel mellem begge Axer, & den Vin- 
kel, som Planet gjennem begge danner med Christianias Meridian 
(henfert til Polaraxen), ¿ Tiden fra den valgte Epoke, udtrykt i 
Aar, og a den eieblikkelige Rotationsaxes Vinkelbevægelse om 
Polaraxen i et Aar. Skal nu Observationerne af 8 og 9 Cass. 
benyttes til at sege Sterrelserne o og & saa kommer dette ud 
paa det samme som at sætte V under Formen 


V = z + y cos at + z sin at, 


hvor « er en konstant Rettelse til det Middeltal, som ligger til 
Grund for Residuerne V, og 


ye cose 
z = `— o sin š. 
Sættes a = 430° og vælges 1887.0 til Epoke, saa giver de 


mindste Kvadraters Methode felgende tre Normalligninger til 
Bestemmelse af z y og z: 


216z+ 2426y+ 34.392— 0.02 
24.26 x + 106.56 y — 0.432 = 13.38 
3439z2— 0.43 y + 108.70 z = 15.88. 


Det er altsaa disse Ligninger, som i Forbindelse med andre 
af samme Art, der er fremgaaet af nogenlunde samtidige Obser- 
vationer paa andre Steder, vil med behørigt Hensyn til Vinkelen 
mellem Meridianerne, give et Bidrag til Bestemmelsen af Kon- 
stanterne 9 og š. : 

Ihvorvel Lesningen af ovenstaaende Ligninger, forinden de 
kan kombineres med andre af samme Art, af de fer nævnte 


1888.] POLHPIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 29 


Grunde kun har underordnet Interesse, kan det dog ikke skade 
at anfere Resultatet her. Man finder: 


r= — 004 #008 
y= 0.135 + 0.063 
g = — 0.159 = 0.063. 


Af de to sidste Verdier følger: 
> = 0:21 = 0.063 
Ë = 310° + 17°. 

Den her fundne 2 er over dobbelt saa stor som den tidligere 
i Pulkowa fundne, medens ogsaa Usikkerheden er flere Gange 
større. Reduceres & til den af Nyrén benyttede Epoke 1868.0 
med 4 — 430."3, faaes 550 eller reduceret til Pulkowas Meri- 
dian, som er omtr. 20° østligere, 

== 859. 

Til Sammenligning hidsættes efter Nyréns ovennævnte Af- 
handling ,Die Polhöhe von Pulkowa* de af de forskjellige 
Observationer dersteds udledede Værdier, alle reduceret til 1868.0 
med den samme Verdi af 2: 


¿= 10 efter Obs. af Peters 


294-9 , — , Gyldén 
79419 , — y Nyrén 
24 » — $4, W. Struve. 


Observationerne af Peters og Struve er anstillet saa lenge 
for 1868, at Resultatets Usikkerhed ikke alene beror paa Ob- 
servationerne selv, men ogsaa i vesentlig Grad paa Usikker- 
heden ved den benyttede Veerdi af a; det samme er naturligvis 
ogsaa Tilfældet med den her fundne Verdi, naar den reduceres 
til 1868. 


30 . H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


VI. 


Hovedformaalet med nærværende Undersøgelse er, ialfald 
for Oieblikket, den absolute Bestemmelse af Instrumentets Pol- 
heide. Hertil kreves fremfor alt et noie Kjendskab til de be- 
nyttede Stjerners Deklination. Disse er udtaget af den Katalog, 
som paa Forhaand maatte ansees som den bedste, nemlig den af 
Auwers udgivne „Fundamental Catalog für die Zonenbeobacht- 
ungen am nördlichen Himmel" (A. G. C.). For de her benyttede 
Stjerners Vedkommende, 11 i Tallet, beror Deklinationerne af 
de 5 udelukkende paa Bestemmelser i Pulkowa og Greenwich, 
for de evrige tildels ogsaa paa Bestemmelser i Cambridge U. S., 
Leipzig og Leiden. De apparente Koordinater er for de fleste 
Stjerners Vedkommende udtaget af „Berliner Jahrbuch“, hvis 
Efemerider grunder sig paa denne Katalog. De smaa af Maa- 
nens Lengde afhengige Led i Nutationen blev som Regel sat 
ud af Betragtning; Rektascensionsleddets Virkning paa Polheiden 
kan nemlig ikke overstige 0.“06 og virker desuden modsat i Ost. 
og Vest; Deklinationsleddet kan i Maximum gaa op til 0.1, 
men da Argumentet gjennemleber alle Værdier i Løbet af 14 
Dage, kan man i en over et helt Aar udstrakt Observations- 
rekke uden Betænkning lade Virkningen gaa sammen med de 
tilfældige Observationsfeil, som i og for sig er større. Kun for 
2 Lyneis, hvis apparente Koordinater maatte beregnes særskilt, 
er disse Led medtagne; ligeledes er Virkningen deraf anbragt 
paa de i forrige Afsnit anførte Residuer for $ og 5 Cassiopejæ- 

Observationerne viser, at enkelte af de benyttede Deklina- 
tioner tiltrænger ikke ubetydelige Rettelser. Blandt de af de 
større Observatorier aarlig udgivne Publikationer, som jeg bar 
- havt til Disposition, er der enkelte, som indeholder nyere Ob- 
servationer af de her benyttede Stjerner eller nogle af dem; 
men disse Observationer er for det meste for lidet talrige 08 
tildels for lidet overensstemmende indbyrdes, til at man deraf 
med Sikkerhed kan udlede nogen Rettelse til Koordinaterne eller | 
til Egenbevegelserne. Imidlertid har jeg paa anden Maade, som 


1888.] ^ POLH@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 31 


strax skal sees, fundet et Middel til at anbringe Rettelser, som 
ialfald bringer Differenserne mellem Deklinationerne i bedre 
Harmoni med Stjernernes nuværende Stilling paa Himmelen. 

. Tab. A indeholder kun Observationerne fra 1887. Som fer 
nevnt paabegyndtes Rækken allerede i Oktober 1886. Da jeg 
imidlertid i Begyndelsen gik ud fra den Forudsetning, at Colli- 
mationsfeil og Azimut holdt sig uforandret mellem en og samme 
Stjernes Passage i Ost og i Vest, saa blev Collimationsfeilen 
kun undtagelsesvis særskilt bestemt; men da Forudsætningen 
for dennes Vedkommende, efter hvad der senere viste sig, let 
kan slaa feil, fandt jeg ikke at kunne sætte disse Observationer 
i Klasse med de øvrige. Resultatet for denne Tids Vedkommende 
anføres derfor ogsaa her for sig selv, med Tilfeiende at Instru- 
mentets Azimut den hele Tid var nogle faa Sekunder negativt, 
med Undtagelse af Okt. 6 og 7, da det var — 14^. Tallene, 
som angiver den for hver Gang fundne Polheides Overskud over 
590 54' 40“, beror hvert enkelt paa en fuldstændig Observation, 
d. e. en Passage i Øst og en i Vest med mellemliggende Om- 
lægning af Kikkerten. 


I 

1886 E Cephei | 3 Cass. | A Cass. 
Oktober Å 3 44 49 
— 6 8.9 4.4 
_ 7 8.8 8.8 3.1 
November 22| 3.3 3.4 4.0 
December 2 3.1 4.2 
6 3.4 28: 4,6 
15 3.5 4.7 
20| 3.7 3.0: 5.0 

21 4.2 3.8 
Medium 3.65 3.45 4.36 


Den stærke Rettelse til Deklinationen af 3 Cass, som her- 
ved antydes, finder ogaaa Bekræftelse ved de følgende Obser- 
vationer, 


32 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Medens en Feil i Stjernens Deklination virker med sit 
fulde Beleb paa den deraf beregnede Polheide, bliver en Feil i 
Rektascensionen uden Virkning, naar Observationen er fuld- 
stendig, men giver sig derimod tilkjende ved en konstant For- 
skjel mellem Resultatet for Stjerne Ost og Stjerne Vest, efterat 
Rettelsen for Instrumentets Feil, navnlig Azimut, er særskilt 
anbragt paa begge. Undersegelsen af dette Forhold ved de to 
Stjerner, som er hyppigst observeret, $ og 9 Cass., viser ogsaa, 
at en saadan Differens kommer meget tydelig frem, men med et 
Beleb, som er altfor betydeligt til, at det alene kan skyldes en 
Feil i Rektascensionen, idet den halve Differens mellem O og V 
udgjer for 3 Cass. + 0.74 og for Š Cass, + 0.25; af Lign. (4) 
kan sees, at den dertil svarende Feil i Timevinkelen udgjer 
resp. 0.2 og 0.5. Det kan derfor ikke vere tvivlsomt, at den 
vesentlige Del af Differensen maa skyldes Timevinkelens andet 
Element, Stjernetiden. Ihvorvel nemlig Normaluhrets Stand har 
veret bestemt kort Tid fer eller efter Observationerne i ferste 
Vertikal, ofte i Lebet deraf og altid af den samme Iagttager, 
og Overferelsen til Chronometret har veret udfert med stor 
Omhu, er der dog en Mulighed for en Forskjel i Opfatningen 
af Tiden med de to Kikkerter, nemlig som Felge af Billedets 
usymmetriske Form ved Pistors Instrument. Det er tidligere 
vist, hvorledes dette virker paa Bestemmelsen af Collimations- 
feilen, og saafremt den pointerede Del af Billedet altid var den 
samme, vilde dette ogsaa blive den eneste Virkning; thi da det 
sterste Lysmaximum altid er lengst fra Objektivet, vil Instru- 
mentets Omlegning under Passagen bevirke, at dette Punkt 
under den ene Halvdel af Observationen (med Objektivet til- 
venstre) gaar foran, under den anden Halvdel (Objektiv tilheire) 
bagefter under den daglige Bevegelse i første Vertikal, 08 
Middeltallet af begge Uhrtider vilde derfor være befriet for 
Virkningen, saaledes at der ingen Forskjel blev mellem Ost 08 
Vest. Men da de to Lyspunkter, som Billedet indeholder, natur- 
ligvis ikke er tydelig adskilte ved noget merkt Mellemrum, vj 
det aabenbart ingen let Sag med Sikkerhed at pointere neiagtig 
det samme Punkt, naar det stærkeste Maximum gaar foran og 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 88 


naar det kommer bagefter. Den positive Differens mellem Ø og 
V viser, at Timevinkelen i Ost findes for stor, i Vest for liden 
(begge naturligvis bedømt efter Talværdierne, som overalt i det 
foregaaende), altsaa at Passagen i begge Tilfælde noteres for 
tidlig; dette vil igjen sige, at det observerede Punkt ligger nær- 
mere ved Lysbilledets Tyngdepunkt, naar det største Maximum 
kommer bagefter, end naar det gaar foran. 

Nogen direkte Maaling af Afstanden mellem de to Lys- 
punkter (for Kortheds Skyld M og m) har aldrig været forsegt, 
men den kan dog nogenlunde bedømmes efter det ovenanferte 
i Forbindelse med den fer fundne Relation «= c + 0."4. Om 
nemlig det observerede Punkt med M foran er M selv, saa ud- 
trykker Differensen O—V, gjennemsnitlig = 0."97, paa det nær- 
meste det observerede Punkts Afstand fra M med M efter; det 
ejennemsnitlig observerede Punkt for en Zenitstjerne er altsaa 
0.25 fra M henimod m. Dettes Afstand fra Tyngdepunktet er 
det samme som c'— c= 0.4, altsaa Tyngdepunktets Afstand 
fra M = 0.79; da nu Tyngdepunktet i ethvert Fald ikke ligger 
 lenger fra M end halvveis henimod m, saa bliver Afstanden 

mellem M og m mindst 1.”8. | 

Hvormeget af den konstante Differens mellem © og V der 
skyldes Rektascensionen, og hvormeget Uhrtiden, kan forevrigt 
for Bestemmelsen af Polheiden vere ligegyldigt, da man i ethvert 
Fald maa tage Hensyn til den ved de ensidige Observationer 
med det Beleb, som kan udledes af de fuldstændige. Ved 3 og 
Š Cass. er derfor de nævnte Korrektioner, resp. 0."4 og 0."5, 
anbragt positivt i Vest, negativt i Ost. Stjernen 2 H. Cam. 
giver ogsaa den halve Differens mellem O og V = 0."4, som 
forevrigt kun kommer til Anvendelse en enkelt Gang. Ved de 
øvrige Stjerner foreligger ikke tilstrækkeligt Materiale til med 
Sikkerhed at kunne udlede Differensen, hvorfor her Resultaterne 
af de faa ensidige Observationer er medtaget uforandret, idet 
der forekommer 3 i Ost og 4 i Vest, saaledes at der i ethvert 
Fald kan ventes en Kompensation, om nogen Feil derved er 
begaaet, Kun for de to Stjerner $ og b Draconis stiller Sagen 
sig lidt anderledes, idet der af den ferste forekommer 2 fuld- 

Vid.-Selsk. Forh, 1888. No. 10, 3 


34 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


stændige Observationer og 3 i Ost, af den sidste 1 fuldstændig 
og 4 i Vest; Resultaterne af Observationerne af disse to Stjerner 
er derfor slaaet sammen til et Middeltal, med behørigt Hensyn 
til Vegten, overensstemmende med hvad derom er forklaret i 
forrige Afsnit. I Forbindelse hermed bemærkes, at de enkeltvis 
forekommende Observationer med Omlægning mellem Passagen 
i Øst og Vest, istedetfor under hver Passage, er givet fuld Vegt, 
naar Collimationsfeilen har været kjendt paa anden Maade. 

Nedenstaaende Liste indeholder Resultatet for hver enkelt 
- Stjerne ved Anvendelsen af A. G. C. Deklinationer; herunder 
er alt medtaget undtagen nogle isolerede Observationer af de to 
Stjerner 15 Lyncis og à Ursæ majoris, tilsammen 4 i Tallet og 
alle ensidige. Rubriken n angiver Antallet af fuldstændige Ob- 
servationer og er fremkommet ved at dividere Summen af 
Vegterne med 4. | 


Observationer i 1887. 


: de s 
Ë Cassiopeje 26 7 3.98 + A Š 
Š Cassiopejæ 27.2 Jr I 
2 H. Camelop. 6.0 407 — 
2 Lyncis 5.5 £08 — 
24 Lyncis 5.0 BD om 
9 Urse maj. 4.2 4.19. > 
t Draconis 4,7 389 — 
Y og b Draconis 6.2 331 — 
o Draconis 4.0 334 — 


Middeltallet heraf vilde give 
@ = 59° 54“ 43.77. 

At give hvert enkelt Resultat Vegt efter Observationernes 
Antal gaar ikke an, da Differenserne aabenbart har sin Hoved- 
kilde i Deklinationerne. Vil man betragte Rettelserne til disse 
som tilfeldige Feil, hvilket naturligvis kun kan gjeres med 
sterkt Forbehold, saa findes den sandsynlige Feil ved Middel- 

tallet = + 0.“095. 
x Sammenlignes ovenstaaende Tal med Resultaterne fra 1886, 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL, 35 


sees, at Værdien for 8 Cass. er neiagtig den samme, for 3 Cass. 
kun lidet forskjellig. 

I Aarene 1879, 80 og 81 har Nyrén udfert en stor Mengde 
Observationer med det paa Observatoriet i Pulkowa opstillede 
store Passage-Instrument i første Vertikal. Resultaterne heraf 
har han offentliggjort i ,L'aberration des étoiles fixes" (Mémoi- 
res de l'académie de St. Petersbourg 1883), som blandt andet 
indeholder de deraf resulterende Værdier for Deklinationerne af 
de af ham benyttede 24 Stjerner. Da Pulkowa og Christiania 
ligger næsten paa samme Parallel, findes deriblandt samtlige af 
mig benyttede Stjerner, undtagen % Cephei, som blev observeret 
nogle Gange i 1886. Nedenfor anføres Nyréns Deklinationer for 
1881.0 tilligemed Antallet af Observationer (n) og ved Siden 
deraf Deklinationerne efter A. G. C., reduceret til samme Tids- | 
punkt, samt under A 8 Forskjellen mellem begge. 


n Nyrén di G. G | A 
P | | g wt. " " 
Ë Cassiopeje | 26 | 58 29 35.78 | 3592 |— 0.14 
ò Cassiopeje | 44 | 59 36 57.95| 58,90 |— 0.95 


2 H. Camelop. 23 | 59 31 25.92 | 26.44 | — 0.52 
2  Lyneis |24| 59 3 5.57 605 | — 0.48 
24 Lyncis |33| 58 59 12.14] 1227 |— 0.18 
v Urse maj, |31| 59 35 50.93| 51.44 |— 0.51 
t Draconis |41 | 59 22 59.85| 60.28 | — 0.43 
Y Draconis |35| 58 53 0.14 048 |— 0.29 = 02 
b Draconis |38 | 58 48 55.44 | 55.20 | + 0.24 


! 
o Draconis |41| 59 14 35.21] 35.53 | — 0.82 


At samtlige Reduktioner fra A. G. C. til Nyrén paa en 
ner er negative, gjennemsnitlig — 0."35, kan synes besynderligt. 
Ihvorvel nemlig Auwers, som ovenfor nævnt, har sammenarbeidet 
sin Katalog efter Observationer fra fem forskjellige Observato- 
rier, har han dog først ved en omhyggelig Undersøgelse af de 
systematiske Differenser reduceret dem allesammen til Pulkows; 
de dersteds bestemte Deklinationer er fundne ved Observationer 
med det samme Instrument (den store Vertikalcirkel), eng ogsaa 


36 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Peters har benyttet til de Observationer, hvoraf Gyldén senere 
har udledet den Værdi af Polheiden, 59° 46’ 18.“67, som ligger til 
Grund for ovenstaaende af Nyrén bestemte Deklinationer. Imid- 
lertid er jo Antallet af Stjerner her saa ringe, at det negative 
Overskud maaske kan skyldes en Tilfældighed. 

Nyréns Observationer har for nærværende Oiemed den store 
Fordel at vere udfert for faa Aar siden, saaledes at en mulig 
Feil i Egenbevegelserne faar liden Indflydelse, medens de Obser- 
vationer, hvorpaa A. G. C. er baseret, er udfert i Tiden 
1842—1874. | 

Nogle endnu nyere Observationer af de samme Stjerner, 
udfert af Rogers i Aarene 1883—86, er publiceret i den fra 
Observatoriet i Cambridge U. S. udgivne , Annals of the astrono- 
mical observatory of Harvard College* Vol. XV. For de fleste 
Stjerners Vedkommende er dog Observationerne lidet talrige, 
sammenlignet med det Materiale, hvorpaa saavel A. G. C. som Ny- 
réns Deklinationer er bygget; imidlertid kan det dog bemærkes, at 
der af $ Cassiopejæ foreligger 17 Observationer, som giver Korrek- 
tionen til A. G. C. —0.“41, og af 8 Cass. 7, indbyrdes vel 
overensstemmende, som giver Korrektionen — 1.“29; ligeledes at 
den gjennemsnitlige Rettelse til 9 af ovennævnte Stjerner (2 
Lyncis forekommer ikke) er — 0."33. Den næsten neiagtige 
Overensstemmelse mellem dette sidste Tal og det tilsvarende for 
Nyrén maa dog nærmest betragtes som tilfældig. x 

Lægges nu Nyréns Deklinationer til Grund, men med Bi 
behold af Auwers’s Egenbevegelser, faaes følgende Verdier for 
Polheiden af Pistors Passage-Instrument: , 


P Cassiopejæ 59° 54’ 43.14 


Š Cassiopejæ 43.41 
2 H. Camelop. 43.55 
2 Lyncis 43.55 
24 Lyncis 43.32 
v Urse maj. 43.68 
t Draconis 43.46 
Y og b Draconis 43.99 


o Draconis 43.02 


1888.] | POLH@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 31 


Tages Middeltallet heraf, idet Differenserne betragtes som 

tilfældige Feil, faaes 

o = 59° 54’ 43."38 + 0.*047, 

hvilket Resultat dog er direkte afhængigt af den Værdi af Pulko-: 
was Polheide, 59° 46’ 18.267, som ligger til Grund for Nyréns De- 
klinationer. Herved er at bemerke, at Nyréns Observationer med 
Vertikalcirkelen i Aarene 1871—73 giver Verdien 59° 46‘ 18."50, 
en Forminskelse, som han tilskriver en sekuler Forandring i 
Polheiden. Skulde dette bekræfte sig, vilde Pulkowas Polheide 
under Observationerne i første Vertikal i Aarene 1879—81 have 
været omtrent 0.9 mindre end antaget ved Udledelsen af de 
her benyttede Deklinationer, hvorved altsaa Deklinationerne selv 
og den derpaa byggede Værdi af Christianias Polheide vilde 
blive at forminske med det samme Beleb. Afgjorelsen heraf 
faar imidlertid være Fremtiden overladt. 

Reduceres ovenstaaende Værdi af & til Observatoriets Meri- 
diancirkel, som befinder sig 38 Fod eller 0."38 nordligere, faaes 
dennes Polheide 

Y = 59° 54' 43.76. 

Den af Fearnley af Observationer med Meridiancirkelen i 
Aarene 1844—48 udledede Verdi er 59°54’ 43.70. I Aarene 
1839—41 havde Hansteen leilighedsvis med det samme Instru- 
ment taget en Del Meridianheider, som ferte neiagtig til samme 
Resultat som Fearnleys Rekke, naar Bessels Deklinationer lagdes 
til Grund for begge; Fearnley gjorde sig imidlertid uafhængig 
af disse, idet han ved Hjelp af Circumpolarstjernerne udledede 
Korrektioner til Deklinationerne, hvorved ovenstaaende Tal 
fremkom. 


H. GEELMUYDEN. [No. 10. 


Forklaring til Tabellerne. 


Ok. angiver Okularets Retning. 

Fil. Antallet af observerede Traadpassager. 

Uhrtid med Tillæg af Uhreorr. i den følgende Rubrik giver 
Stjernetiden for Passagen over Midttraaden i Middeltal. 

4 Omdreiningsaxens Heldning. 

e Collimationsfeilen; den Verdi, som er benyttet ved Reduk- 
tionen af de ensidige Observationer, staar anfert under 
Anmerkninger. 

Fortegnet + er udeladt. 


e Collimationsfeilen. 

a Azimut af Instrumentets Omdreiningsaxe, regnet fra Nord- 
punktet positiv mod Ost. 

A Azimut af Miren, regnet fra Ostpunktet positiv mod Syd. 

En Streg mellem Tallene under c' eller A betegner, at 
Collimationsfeil eller Azimut har været forandret i Mellem- 
tiden. 

Temp. Luftens Temperatur ved Instrumentet, efter Réaumurs 
Skala. I Begyndelsen noteredes Temperaturen kun ved 
Uhrsammenligningerne efter det paa Chronometret an- 
bragte "Thermometer. : 

Under Anmerkninger betegner * god Luft, : urolig, :: meget 
urolig. 


De forste Rubriker har samme Betydning som i Tab. A; 
Uhrcorr. er her ikke tilfoiet, da den i Tilfælde kan ud- 
tages af A. i 

Ant. e er den til Beregningen af Azimut anvendte Verdi 
af Collimationsfeilen, som enten er udtaget af Tab. A. 
(isaafald med Tillæg af + 0.24) eller af Tab. B. 

a som i Tab. B. 


1888.] — PoLH6IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 


A. Stjerner nzr Zenit. 


| | - 
OLÍFL| Uhrtid | Uhr 
| | eorr, 


1887 | Stjerne 


h m 5 m — 
22 45 48.08 2 6.68 8.9 


Jan. 22 la Cass. Ø 
Ø 0 43 nn 2 688 4.1 09 


ass. 


1 49 > 15656 Of] 0.8 


wo 
& 
© 
š 


2H i 
Febr. 12|å Cass. 0 43 16.35 1 55 51 TB) 
02 — 


N 6 
S6 
— - INI6 12.5 9.5 5 
d Cas. V|N|6| 1 16 14.72 2 694 3.5 00 
— - 1816 4.8 84 å 
G Cass. VIN|5| 1 49 22.92 2 700 38 0,4 
— -1816 28.62 4.0 
2 H. Cam.Ø|S|6| 2 38 45.00 2 708 8.8 07] ` 
— «IN |:5 46.04 3.6 1 Tr. kass, 
— VN 6 3 56 52,381, wo 3.6 — 01 | 
— -iS/6 51.92 3.9 urolig. 
Jan. 29 |ò Cass. VIN|5| O 43 1438 2 354 5.2) 09] 
— -18]6 14.40 3.4 
8 Cass. V|8/|6| 1 16 18.00 |, 355 33| 91 
= - IN|4 18.25 2.9 
0 Cass. V NIGI 1 49 26.75 2 3.56 3.6 09 
auf -1815 28.30 
2H Cam, 0|8/6| 2 38 491519 3.58 4.2 14 
= - IN| 6 50.35 8.8 
— V|N|7|] 8 56 52.96 2 3.60 4.5 03 
— - 18/5 54. 29 el 
Febr. 8 |ò Cass. 0/|8|5| O 48 17.80 157.71 03|. 16 
— NIS 14.77 0.6 
B Cas. V|/S|6| 1 16 24.65 1 57.74 10/20 
— INTO 26.82 02 
å Cass. «V/N|6| 1 49 87.93 157.78 00|. 144 E 
= - 1812 34.15 0.8 | 
2H E e x : g 88 SC 157.88 ay au Asimut il 
andret. 
— VIN|6! 3 57 3.80 157.92 0.4) 99! | 
cS a -|8/6 1.93 0.7 i 
Febr. 1013 Cass. DIN 41 O 43 17.00 156.56! ^ 0.1) _ 93 
— «1812 17.9 0.1 
3 Cas. V S| 61 1 16 27.93 156.56 02 0.0 
— - |N |:6 28.15 0.2 
à Cas. VIS 5 
NIR 
N 6 
S 6 
N |5 
N 6 
8|5 
8/5 
N 6 


— - 16. 0.7 
mm - .20] — 0.1 


1 56.58) — 0:3 e = 0. 


40 H GEELMUYDEN. [No. 10. 
1887 | Stjerne WE Uhrtid = ¿ Ee Anm 
h m 8 m s ” " 
= <a INL 6 bei |—03 
—  Y|N|6| 8 57 5001, 55001 02) og 
— CAR 6.12 ` |—0.1 i 
2 Lyneis Ø|S|11| 5 7 59.88 |1 55.74 — 0.7 c = 0.3 
24 Lyneis Ø |S |13| 6 29 12.09 155.80 — 0.7 c=08 
2 Lyncis V|N|13| 7 7 29.50 1 55.84 — 0.7 c = 08 
Febr. 19|5 Cass. @ N | 5| O 43 20.00 — 1.0 
. 11 
me ado 1902 19256 08 
B Cass. V|S|5| 1 16 3340 —0.4 
E x 30.97 15287 al 02 
Š Cas. V|N|4| 1 49 4547 0.1 
un 1956 15259 08 
2 H. Cam. Ø N | 4| 2 38 58.20 1.1 
= 1814 mni ek ne 
— V|S|6 8 57 845 0.9 
Dona e 767 15263 gg) 05 
2 Lyneis O|N| 6 5 8 4.35 å 0.8 
T ala 430 12867 ¿| 04 
24 Lyncis Ø |S 13| 6 29 16.09 152.71| 0.7 c = 1"0 
2 Lyncis V|8| 6, 7 73312 0.4 urolig. 
— EE Siar Ql MI Å 
24 Lyneis V |N |12| 8 33 53.90 152.77| 0.5 c = 18: 
Febr. 26/6 Cass. Ø|S| 6/22 45 58,80 — 0.1 urolig. 
i À- 1 
= s 8 O ¿ami O aal * 
Š Cass. Ø|S|6| 0 43 15.90 — 0.8 | 
cow U o S| ene. 
B Cas. V|N| 6| 1 16 35.88 ki 
— OMIT og|| 4816 el 42 
Marts 1 |B Cass. 0 N | 6/22 46 49754609 9?| 57 
= 815 0. P A i 
6 Cass. ØJS!6! O 43 15.93 22 
0 
— -IN| 7 sa e NE 
* B Cass. V|S|6| 1 16 42.8011 46.05| 2.0 ecc B PT 
arts 3 |2 Lyncis O|N| 6| 5 8 1327 1.5 
— rd 12001 4% Aal 10 
24 Lyneis Ø Š | 6| 6 29 25.18 0.8 
ET 26.27 4499| oa 09 
2 Lyncis VIN! 6 7 73707 1,4 
Lae ga A gg 11 
24 Lyneis V |N | 6| 8 33 59.83 1.4 
ld see s ° 
v Urs. maj. Ø |S 13| 9 3 16.46 144.92| 0.7 Et 
v Urs. maj. V |N 13/10 19 9.20/144.92| 1.1 e = 09. 
Marts 4/8 Cass, 9 S| 6/22 46 3.67|,,, Oti 15 
—  .|N|6 5.92 .. 1.2 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 41 
| h 
1887 Stjerne ki.) Uhrtid WE í c Anm. 
OTT. 
h m 8 Hi " 
Marts 8 |2 Lyncis @ N 5| 5 8 15.52 0.9 
Kas; H S 6 15. 7 1 41.69 0.2 — 0,2 
24 Lyneis 0|S|6| 6 29 28:40 — 0.1 
— -|N|6 2942| aal 99 
2 Lyncis VÍN|6| 7 7 40.77 0.2 
—  -|8|6 41.67 a 0.3 eR 
24 Lyneis VN |5| 8 34 3.04 0.1 
i 0.3 
—  -|816 "HL DE 
v Urs. maj. VD S 6 7 3 20.58 — 0.8 
i 0. 
— INT 21.40 166) o5 e 
— V|N|6110 19 12.62 0.1 
D e . 0 
—  -|8|7 1300 1: 3 A 
Marts 10/8 Cass, @ S 6122 46 6.63 — 20 urolig. 
9| 19 ^ 
á — wis En EE y 
arts 11 / Ge 3 
Š Cass. ØIN|6| 0 43 28.37| 299 —18| on 
= STG 24.90 E 
B Cas. V/S|2| 1 16 4825 igen 47 
— ANG 48.8 pee —1.8 2 
5 Cas, V|S|6| 1 50 368 — 2.2 
r me få Luft. 
: — DIXIE seo ogg e 
arts 1813 Cass. ØN 622 46 4.05 48% ; 
i . : — 2.1 | urolig. 
E a ie 634 1 59.08] 29 lig 
arts 1913 Cass, Ø|S|5| O 43 21.26 = LÅ 
0.5 | svag. 
a ee 22.62 |! 9994 15 d 
8 Cas. VIS|6| 1 16 4957 — LI o6 
— SING 49.25 ge —15 
š Cas. V|N|6| 1 50 5.48 —24 11 
—  -|8|6 inim. > y 
2 H. Cam. 0|8|4| 2 39 25213987 — 2.4 c = 0"8, svag. 
2H. Cam. V 8 5| 3 57 2526 — 19 
aie 24.60 |! 39:89 Q9 03| sag. 
2 Lyneis ØN 5 5 8 15.68 — 0.3 
WEE ac ER ECKE EE 
24 Lyncis Ø S 6 6 29 30.47 — 0.9 
w- sÑ 3007 1 89.94) _ 9 4| — 9.6 
2 Lyneis VÍN|6| 7 7 42.35 m 
| -|8|6 42.75 1.3995 os| 12 : 
April 4 |3 Cass. ó S 5/22 46 9.32 139267 — 0.6 c= ats. 
April 5 |24 Lyncis @ N 2| 6 29 398 13244 — 08 c=14 
2 Lyncis VN 5| 7 75030 —15 
— "Oa 50.70 19244 gg| 99 
15 Lyneis V|S|7| 8 o 6.87 — 2.6 
sd A INIM 6.4 13244 aal 08 
24 Lyneis V N 6| 8 34 10.78 — 98 
1.0 
— „Isle u na) eii 


42 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 
1887 | stjerne Wl visa | P| | Ç Anm 
corr, | 
m m s > " 
April 5 |v Urs. maj. Ø N | 6, 9 33313 — 2.6 
39. 0.4 
i | IB 39.25 || | 9g 
— VIN| 610 19 17.25 — 2.9 
10 
181.7 19.31 1924130 
8 Urs. maj.Ø 8 | 5,10 33 11.0 84 + 052? 
1.0 
= Nli Ho P on 
B Cass, DIN 622 46 11.78 — BR 
0.4 
|-  -|8|6 11,97 1 51.88) 9.9 
April 6 — Vis/ıl 1 17 11 1131.79) — 1.5 c — 27 
April 13| 24 Lyneis V N | 6 8 34 12.55 — 0.5 
—  -|8|[5 En o os 92 
v Urs.maj.Ø S 6| 9 3 38.78 —05 
= iNi6 ST asl 1^ 
— VIS! 610 19 15.85 — 0.9 
el 1807 1 30:36 _ os 18 
ò Urs. maj. Ø N [13 10 33 14.07 130,57) — 0.3 c == NÅ 
B Cas. D|S| 522 46 14.34 |, , +0. 
Een bea le 14.14 |! 30.081 As — 0.6 
Š Cass. O|N|4| 0 43 28.82 | : 2.1 
Aci dais opo 13008 Tr, 1.5 
B Cass. V|N|4| 1 16 594 27 
icc ALIE dr ii 99 5 18| | 
à Cas. Vis|4 1 502105]13002| 96 c= th 
April 15 3 Cass. @ N | 6 22 46 15.43 19000 2081 05 
REG Mac 0.2 
'å Cas. Ø|s|4 0 43 25.7: [129.05 0.0 c = 3^2, svag. 
— |B Os. V|s 8 1 17 827112905 14 c= 4.2, vansk. 
April 18/8 Cass. ØIN| 522 46 21,3 17] mp 
SER 15.1 19729 5, 
à Cass. Ø 0 43 44.2 svag. 
2 E 127311 531 104| E 
: -|8| 4 21.3 42 A 
April 19 — .Vigi4 1 50372 112731 205? e = 11". 
v Urs. maj. Ø 9 3.368 — 
ux N| 3 12719. —?7 | az 
: -18| 1 43.1 48.1 
April 20 3 Cass. Dig 622 46 17.53 —69| op 
5 Cas. Ø/s|g 0 48 345 — 0.7 i 
-í| 6,0! uroli 
> NS 097 |1 26.54 bó 6 g 
Cass. Vin} 4) 1 17: 807 0.4 
68 
: Se - S 9 8.15 1 26.55 0.4 
Y : U k. 
drei ed ew 
April 28/3 Cass. @ X| d 0 43 33.5 i m 42| 19 steg. 
| INIM 35. EET 
8 Cass. V|g|4 1 17 800/122.15| = 3,4 ir at 
à Cass. V|g|g 1 50278 |122.14 39 oues 


POLHØIDE- OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL, 


an 


1897 Stjerne pn hd. er Kam 
| corr, 
| h 8 8 " Es y 
Mai 6 B Cas. Ø ls i 22 46 26.98 2.6 
x c, SE ` 26,23 |! 1596 _33| 05 
š Cass. Ø|s|2 0 48 82.7 [11532 — 1.8 c = 3'1, 
B ¡Cass. Vis| 4 1 17 20.72 1.9 , 
1 15.30 9.9: 
|—  -|N|1 18 01 
Š ‘Cass, VIN| 4| 1 50 34.80 115.29 0.3 43 gone umu- 
—  -|8|2 45.2 pt ERE Eh lig. 
Mai 25 |ô Urs. maj. V/s 13 13 43 5483 I 113 00 c = 6“9. 
t Dra. Ø N 13 14 33 41.60 1 1:11 — 0.2 c = ET, 
9 Drac. @ N| 6 14 53 18.87 1 1.10 0.2 6.6 
— -{8| 5! 6.8 co 04 
t Drac. V |S13 16 9 2174/1 107 — 1.0 c = 62, 
i Gem -1816 bl 9. EN | 
Mai 26 |8 Cass. ØIN| 6/22 46 44.33 95951 —30| 14l | 
os - 18/15 43,3 2.2 i 
Š Cas. Ø|S| 3 0 43 46.9 059.49 — 0.4: 3.5: Skyer. 
= Ta : 1.0 um lu 
å N | 2 55; hlig 
3 Cass Vv S | 6 1 17 36.85 0 59.49 1.0 e 8.1 ur ig 
+ See - IN UR 34. 0.8 i 
Juni 2 |B Cas. Ø|s| 522 46 46.70 use aal — 72 23 
sd - IN| 5 48. 7.0 i 
Š Cas. ØIN|6 O 43 55.0 0 53.30 5.5: sad 
— 18114 47. ` 6.3 I 
B Cass. V|s|6| 1 17467 5559 55] Aal | 
So 42.48 —49 | 
3 Cass V N 6 1 51 5.4 053.98 — 4.1 5.5 $ 
— - TS 8 34; —45 | 
Juni 3 || Drac. Ø N | 2114 33 45.9 0 53.02 — 5.2 53 Te 
< DIE 37. — 5.8 - i 
EE e INI Ó 19. 5.2 i 
t Drac. V N| 616 923.8 l05099 - 99! 45 | 
ds - 1915 30,68 —70 ! 
= TEM 55. 62 | 
= s E 47. : | 
Š Cas. Visi 6 1 91188 lo ro 68 E jg vanskelig 
— š N 5 rå 4.1 i 
Juni 13 B Cass. ØIN|6 22 47 0.70 042.41 3.8 ula ! 
== -|g! 6 E 3.1 
3 Cass. 0 S 5 0 44 6.4 0 42.38 ag 2 2.6 SEN 0.3 å 
— «IN| & 7.0 1.5 | 
ç — *IN! 6 53.2 1.0 | 


44 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 
; i EEN Uhr- ; 
1887 Stjerne ` Ok Fi. Uhrtid LE i C Anm, 
im s m å = 
Juni 13 |ò Cass. V IN | 6} 1 51 16.9 0 42.35 — 0.4 2.4 
3 Cass, VIS|1 22.1 — 0.5 
Juni 17 |: Drac. ØJS! 6/14 84 1.67 0 39.44 0.8 21 
= MER. 395 — 03 
Y Drac. @ N | 614 53 36.82 0 39.43 0.5 16 
= 2814 34.90 0.0 
t Drac. V|S| 616 988.3803940 — 06| 94 
= NIB 32.82 207 
9 Drac. VIN 617 4 4253 039.38) — 14 1.8 
æ TN 6 44 83 10 
Juni 24 |B Cas. Ø|S| 622 47 9,03 035.19 — 43:| — 0.6: 
— IN| 5 8 06 —52: 
Š Cas. Ø|S|6 O 44 12.971 5 — 33| 09 
— Sine E ATE 4806 
= les 2.29 — 9.7 
è Cam. V|s|6 1 51 29253509 —19| 16 
— -IN 7 25 15 | 
Juni 25 |. Drac. Ø N| 614 34 642) 3,33 —38| 18 
— -|8!6 4. 37 
9 Dra. 0|s|13 14 58 38.55 [035.34 — 3.9 e = 15. 
t Dra. Vis| 6116 9 87.58 dl. 
< Ud ane ET 
9 Dra. VIN 19/17 4 49,84 035.36 — 66 e = OG 
August 3/8 Cass. @ N| 6 0 44 4767 |) 1630 —037| aal god Luft. 
— isle 4095| - 0.0 
B Cass. V|N|6| 1 18 1628 —03 
zc sigla 1892 916281 _ 08 Ex 
ò Cass. Vigi 6 1 51 43.08 0.0 
V a ^; 6 ot E EEN Se 
August Ai: Drac. O|N| 614 34 37.10 4.4 
- mig 290 160 ua = 
9 Dre. Ø|g|5 14 54 928 1500 421 47 
| —  -|IN|1 8, Ç 4.7 
t Dra. Vig! 616 9 50.47 4.7 
— -ile ee e : 
b Drac, @ N 19117 12 41.87 01559 3.0 cis 
b Drac, V g|13 19 31 28.36 015.53 26 e = 95 
o Dra. Vig| 619 41 86.28 015.58 25| 35 
—  -INÍ5 31.58 : 2.5 : 
August 8|8 Cass Dig 6 0 44 47.47 91909 08| 5| urolig: 
— -Nly 52.97 ) 0.5 
B Cass. Vig|;| 1 18 2276515 06 sg 2.6 
— -Inl¢ - 3 0 > 0. 
Š Cam. V N| gl 1 514205 01901 93] 32 oie = 
Se -Isle 48.12 0.8 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 45 
1887 Stjerne «m. Uhrtid Uhreorr. 1 € Anm, 
h 8 m å > » 
August 186 Cass. @ N 6| O 45 2.65 0 512 06 34 
— -IS| 6 44 55.52 0.6 
B Cass. V|S|G6 1 18 28.73 0 5.11 0.5 40 
— -/N| 4 25.12 0,4 
& Cas, ViS| 6} 1 51 51.07 0 510 0.0 16 urolig. 
— -IN| 6 46.8 ; 0.7 
Septbr. 17 o Drac. Ø|S| 6/17 57 46.55 — 0 22.75 72 53 
— - IN| 6 53.45 7.0 
b Drac. VIN 619 31 57.75|_ 0995 18| 55 
— -i 816 82 307 1.5 
o Drac. V/S! 619 42 927| — 0 22.75 2.0 51 
-— - IN| 5 2.66 LT 
8 Cass. 0 N 6 22 48 24.37 40 99.75 0.7 4.6 
— -1S|5 20.12 0,6 
E -IN| 7 42.37 0.0 
B Cass. VIS 6 1 18 59.58 — 0 22.74 03 46 urolig, 
š -— -IN | 4 48. 0.1 
ò Cas. V|N|5|1 52 3.66 — 0 22.73 0.3 49 
SC -18| 7 14.24 0.1 
Septbr. 20 0 Drac. @ 8 13 17 57 46.43/—0 26.09! os c = 5⁄0: 
b Drac. V|S | 619 32 640 — 0 26.17 0.8 56 god Luft, 
Så -IN|2 0. 1.4 | 
o Drac, V N 13 19 42 5.69 —0 2618 14 p 5 
B Cas. Ø|S| 622 48 23.78 — 0 26.24 0.5 5.7 
— -INI 6 28.97 0.3 
Š Cas. PN 6| 0 45 45.87 — 0 26.42 — 0.8 5.0 urolig. 
€ -18| 7 36.14 — 0.1 
8 Cass. Vv N 6 1 18 52.02 su 96.44 — 0.3 4.1 
LT -1816 56,00 — 0.8 
Š Cas. Vis|6 1 52 15551 | 0 26.46 — 0.8 3.5 
coe - IN! 6 8.20 — 0.5 
Septbr, 23 B Cass. @ s| 622 48 30.53 — 0 30.42 — 4.5 e 
fic e IES 26,24 —49 
Š Cass. 0 | S!6 0 45 46.02 0 30.43 — 4.9 2 38) 
E - Ni 6 37.63 — 5.1 
B Cass. Viy|6 1 19 125/_ 9 30.44 —50| —41 
= -|g| 6 18 57.50 — 5.0 |- 
Š Cas. Vin| 6 1 52 23.25). 9 30.441 — 5:0 | — 4.0 
m leie 15.07 5.2 
Septbr. 24/0 Drac. @ s| 6/17 57 56.52|__9 3152, 03|—3,7| god Luft. 
g - In! 6 51.77 0.6 : 
b Drac. V N| 619 82 1048| o 3136 —0.1| —3,5 | Hidt urolig. 
SE -|g| 6 6.95 0.0 
o Drac, Vig 519 42 1236| 0 3127  0.3|— 3.3 
— - IN| 6 17.20 — 0,4 


46 H. GEELMUYDEN [No. 10. 
1887 Stjerne (Ôk. Fil Uhrtid Uhrcorr. i € Anm, 
h m S m s e » 
Septbr. 24/8 Cass. 0 N|6,22 48 29.27 09149 1.6 298 
— - 1816 32.98 — 1.1 
à Cas. Ø|S|6| 0 45 50.15| 9 5156 —16| 43 
— - IN |7 40.81 — 1,9 
B Cass, V|S|6| 1 18 5687|_0-3158 19 48 urolig. 
Seen IG 19 181 28 
à Cass, V|N|6| 1 522140 | 05161 — 24 | 3,6 | meget ur. 
-n - 1816 13.37 — 2.0 
ER - IN|6 26.28 — 1.9 
o Drac. V |N|6|19 42 3322| 9 4659| — 23 | — 4.0 
= - 1815 27.74 — 2,1 
B Cas. 0 S 6122 48 4855 — 0 46.58 O = 45 
es -INI6 44.18 — 8.4 
Š Cas. ØN|6| 0 45 59.45 | 9 46.61 —99| — 5.1 
Tr - 1817 46 9.83 — 8.0 
= - S 6 10.85 — 8.0 
i = -IN I 6 34.62 — 3.2 
Oktbr. 21/6 Cass. ØN 6 22 49 782| 1 599 —43|—02 
) — -|IS|6 8.27 1-87 
å Cas. 9 N 6 0 46 81.45 1 om ` 13 —L0 
å cd - IS 7 88.25 1.0 ES 
ass. V|S|5| 1 19 2756| - 1.0 | os) urolig. 
— «IN/4 2817 ` edad OF | 9 Tr. kass. 
à Cas. V|S|6, 1 52 388211 go 10|—o.6| bedre. 
— -INI6 39.77 1.3 
Novbr, 14/8 Cass. @ S 6/22 49 4508| 1 38 gy — 0-1 | —0.7 
— -IN/6 44.97 21203 
Novbr, 22/8 Cass. Ø|S|6 22 49 56.15|_1 49,65) 05|—0.9 
w SDM Å 55.12 = 61 ; 
Decbr, 8 |B Cass. |N|5|22 501186| 261] 56| 02| rolig 
—  -|[8|5 11.86; . 6.1 
ò Cas. ØJS|6| O 47 43.90 —9 259 5.9 0.6 
—  -JIN|7 45.93 5.9 
8 Cass. V|s|6| 1 20 1872| a 2.58 6.2 0.5 
IND 18.30 6.0 
Š Cas. V|N|5| 1 53 1868/9 2.57 6.1 0.8 
= BI 20.58 5.9 
Decbr, 10/8 Cass, @ S 522 50189019 11.02 SO LD 
= - IN |4 17.65 22 
8 Cas. 18/6) 0 47 52.00 |. angel 26 — 0.6 
mg - N 6 50.58 24 


1888.] POLHG@IDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL, 47 


1887 | Stjerne Ok. i: Uhrtid E i € Anm, 
| h am i | m s » E 
Decbr. 10/8 Cass. VIN|6| 1 20 28.13 2.0 
| —2 10.91! : 0.8 
— . -|8 6 28.13 6 
ò: Cass.: VIN 4; 1 58 309 — 9 10,88 2.7 0.8 
—  -|8|6 31.40 2.7 i | 


1887 Stj. Tid | e a—A a bre Anm, 
| å 
h m " ” ” 0 
| Januar 22 | 20(?) 08 | 149 | — 62 : 
| Februar 19 | 1 :1 L3 | 911 12 | 8 | Prismet afpudset. 
| Februar 26 |23 5 49 | 215 | 19 | 4 
l 55 5.1 | 21.0 14 8 
| Eftm 06 | 21.1 L5 * 
Marts 1 22.5 38 | 200 06 | 7 
2 di | 189005 | BE 
3 i 08 | E 
Marts 3 4 23 | 902 0.9 " 
Marts 4 29 ` 9 2.2 | 19.6 04 | 9 
1 5 68 | 188 — Ce | 10 
Marts 11 1 30 0.1 19.3 05 4 
Marts 19 8 15 0.5 | 20.0 ty | $ 
5 20 0.8 | 202 19 +8 
April 4 92 80 4.5 | 19.8 2.3 7 
0 40 6.1 | 206 | 3.1 
April 5 1 30 3.0 | 22.0 4.6 
6 X 27 | 202 en: NJ 
92 55 07 | 19.4 2.0 
April 6 1 30 3.3 | 20.0 2.6 8 
April 13 ` 5 0.2 | 185 1.5 4r 
22 "ant — 03 | 204 8.4 
April 14 1 30 22 | 20.7 37 | 6 
April 15 0 10 2.5 | 19.4 2.5 
1579 41 | 19.7 ggi Y 
April 18 23 10 6.5 | 19.6 2.8 
i — 11.8 | 20.0 33 | 14 
April 19 SR 11.8 | 20 3.2 
2 30 1.0 | 20.2 3,4 
7T RE @1 1-176 09 | 18.7 | * 
8 “46+ — 15 |-183 15 | 120 | * 
April 20 99 15 | — 62 | 209 4.2 
1 #80. li 81 +-204 87 |- 9 
April 28 3 50] — ZT |-20.7 44 


48 H. GEELMUYDEN. [No. 10. 
1887 (S Tid | e a-A| e: Pig Anm, 
i h m n " "pn > 
April 28 I 51 -09 | 90:1 58 | 11.7 
2 0| — 0,1 | 19.6 3.3 | 12,0 | Prismet udt., Skruerne til- 
Mai 6 0 80 33 | 22.0 6.0 : trakket. 
] 90 43 | 21.1 5.1 | 18.3 
2 0 42 | 900 40 | 184 
Mai 7 10 4.0 | 188 49 | Hnoj* 
25 | 191 3.2 * 
Mai 25 it -10 84 | 19.8 39 | 125 | * 
- 19 50 76 | 194 40 | 105 | * 
i: 80 9.4 | 90.5 5.2 | 12.5 
E 2 20 | 20.0 47 | 15.4 
Mai 26 T E 35 | 193 40 | 164 | * 
Mai 27 11 .20 35 | 18,5 3.3 | 16 * 
Juni 2 2 55 6.2 | 20.4 52 | 185 
Juni 3 5 30 6.0 | 19.8 46 | 215 
12 30 . 48 4.19.8 4.1 | 170 
8.5.0 64 | 19.7 4.5 | 19.0 
4 50 ES | 211 59 | 19.5 
Juni 13 3 15 20 | 19.6 45 | 16.5 
Juni 17 18..0 24 | 19.3 42 | 173 
14 47 13 187 36 | 16.0 
Juni 24 2 55 — 05 | 19.6 46 | 13.0 | * 
* 25 80 | 218 68 | 175:1: 
Juni 25 14 15 St. | 1851 3.1 | 15.5 | * 
S 15 30 0.4 | 19.1 41 | 120|* 
16 65 |. 64 | 183 32 | 120 
August 3 1 10 24 | 233 7.5 8.8 | * 
3o 22 | 95.1 93 9.0 
August 4 15 10 55 | 22.1 63 | 15.5 
17 25 50 | 22.8 75 | 140 
August 8 0:8 2.9 | 24.0 8.0 | 9 | lidt mørkt. 
0 30 28 | 22.1 6.1 7.5 
Ls 94 | 23,3 7.3 8,1 
9 5 29 | 23.9 7.9 8.0 | * 
August 18 1 30 82 | 21.6 5.2 8.8 | lidt morkt. 
25 B 33 | 92.6 6.2 8.6 
Septbr. 17 | 17 -40 55 | 236 5.6 94 | * 
Septbr. 20 | 18 -10 5.4 | 933 5.1 8.1 : 
Septbr. 21 12 5.7 | 24.0 5. 80 t 
Septbr. 92 | 9 30 60 | 169.1 DE: | 108 Prismotudt., Skr. losnetlidt. 
Septbr. 23 | 12 30 02 | 167 | — IG | 128 |? 
Septbr. 24 | 13 — 25 | 168. |: — 20 9.5 
17 540.1:— 84 | 166 — 17 8.6 |: 
Oktober 5 | 16 40| — 29 | 157| — 33 | 119 | * 
Oktober 6 | 17 -80 | — 88 | 1681. — 87 | 1111? 
18 55| — 30 | 152| — 3.8 9.0 


1888.] POLHØIDE-OBSERVATIONER I FØRSTE VERTIKAL. 49 
188%: | sgnal la Ales eg Anm 
| h m " ” ” 0 
Oktober 20 | 1; .40| — 45 | 15%) — 404 091 * 
18 10 05: | 1421 = BE 7.9 
Oktober 21 | 17 0 0.0: | 1481 = El 6.7| * 
Oktober 27 | 18 50 04 | 196 | = 06 7.0 
Nov, 22 17 50 0.1. | 189| < 28 |—20 
Dec. 2 me 5 og: | 1644 KO 2.0 
Dee. 8 90 O 0751 Shige = 08] B 
C. Azimut bestemt ved lave Stjerner i Ost. 
1887 Stjerne — WP  Uhrtid i ae; a Anm. 
h m 8 ” ” " 
Jan, 22 | a Orionis S4111; 0. 4 1002 3.3 13:—47 
3 Can. min. |N | 8| 1 38 49.34 8.7 0.7 |— 3.0 
Febr. 8 | a Orionis |S 6| 0 4 1886 0.4 |— 0.7 :| — 7.5 eg. svag. 
Hydre ^ |N|9 8 219.15| 0.1|--1.1 | 5.5 | Az. forandret 
z Leonis S| 3| 4 12 2240| 10|-03| 8.4: meg. svag. 
Febr. 10 | 2 Orionis N 4 0 4 20,77|— 0.2 |— 0.2 3.9 | meg. svag. 
Febr. 12 Procyon |S|11| 1 44 1775|—0.1|— 0.5 | 03 
t Hydræ Nil1 8 22129, [0] 05, 3.0 
1 Leonis B 9 4 122412|—04| 07| 25|! 
Leonis S|9| 5 28 53.07|—0.6| 07| 3.5 |! svag. 
Febr. 19 Procyon IN 1| 1 44 21.2 — 0,4 | 8.4: næsten usynl. 
E Hydr 519 3 -9 24.07 0.7 0.7 0.9 
x Leonis N|9| 4 12 27.32 1.4 0.9 2.1 
Leonis S| 9 5 28 55,94 | — 0.3 0.9 0.0 
Febr. 26 | a Orionis 89 0 42832 | — 0.4 4.8 0.6 
Marts 1 | a Orionis S|1 0 4 29.8 at 7.6 |— 3.6: 
Marts 8 | a Serpentis N| 3| 9 52 49.10) 0.0) 06| 09 
Serpentis |N| 5| 9 54 41.71 00| 0.6 2.1 
Marts 11 rocyon |S| 1| 1 44 35.371) —22|—1.0| 42: 
Marts 19 a Orionis |S] 9| 0 43669|—22, 01| 20 
Procyon |N| 1} 1 44832 | —24| 15 | 24: 
Virginis |N| 9| 6 57 34.22 — 101 12 0.7 
April 5 | a Serpentis | S| 7| 9 52 5891|— 36 12) 26 
Serpentis N| 8 9 54 5168| —3.7| 12 32 
April 6 roeyon. |8| 5| 1 44 4074| — 0.9| 3.3 | 3.9 | meg. svag. 
April 13 | a Serpentis |N| 7| 9 53 1.06|— 1.2,— 0.9 8.2 
Serpentis | S| 8 9 54 53.63 | — 0.7 |— 0.9 1.8 
Mai 25 | a Aquile (N/ 9/14 419,55 |—01| 74); 15 
Juni 3 | a Aquile |N| 214 4 27.76) --5.2| 3.5?) 43: 
i} Pegasi S| 9116 16 45.66 | — 7.1 4.9 6.3 


—— uu. 
I Collimationsfeilen bestemt ved Hjelp af 24 Lyneis Ø. og 2 en e 
Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 10. 


50 H. GEELMUYDEN. POLHØIDE-OBSERVATIONER. [No. 10. 1888.] 


1887 Stjerne n Uhrtid | i | ne | a Anm. 
| C | 
E w sr, " " 
Juni 17 | 9 Pegasi N| 916 17 0.13, —0.1 0.9 4.4 
Juni 25 | Y Pegasi N 11116 17 4.31 —5.2 |— 1.1 4.9 
Aug. 4 |: Piscium [|N 9/17 45 35,47 3.5| 48 5.2 
t Piseinm |S| 719 53 34,60 Eb] 89 4.1 | svag. 
o Piscium [|N | 919 59 17.67 25| 8.9 6.7 
Aug. 8 | a Orionis S| 5 0 6 5.50 09| 28 8.6 
Aug. 1. | a Orionis N|9 0 6 13.17 1.2 5.4 T 
Procyon |8| 5 1 46 791 00| 234 53 
Sept. 17| o Piscium |N | 9/19 59 57.04 Lit 55 3.2 
Orionis 8|9 0 6408| —0.1 rt 3.7 
Can. min. N| 5| 1 41 20.08 03| 54 25 
Sept. 20 | = Piscium |8| 819 14 33.18 06 6.0 5.8 
£ Piscium N! 9/19 54 18.26 13] 6.0 3.0 
o Piscium S| 9/19 59 59.82 165: BU 5.6 
a Orionis |N| 9 O 6 45.64 | — 0.1 5.6 4.9 
8 Can, min. |8| 9 1 41 2330|—0.6| 41| 49 
Sept. 23 | a Orionis |8| 9 0 6 4888| - 4.9|- 8.7 |— 4.0 
Can. min. |N | 9| 1 41 26.56| — 4.9 |— 3.6 |— 5.8 
Sept. 24 | e Piscium Ni 9/19 14 3799 0.2 |— 3.1 |— 2.9 
Š Piscium |S| 619 54 22.5: 00/— 2.9 |— 69 | svag. 
o Piscium N 920 0 462 0.6 |— 2.9 |— 3.4 
a Orionis |8|9 O 65017|—1.8|- 37 |- 2.3 
8 Can. min, N 9| 1 41 2777, - 2.3|— 3.6 |— 5.3 
Okt. 6 | e Piscium |8| 9/19 14 5372| —2.5|— 4.1 |— 8.5 
§ Piscium |S| 8/18 54 3837| —2,6|- 3.6 | 01 | svag 
o Piseium IN| 9/20 0 19.82| — 2.0 |— 3.6 |— 3.8 
a Orionis |N|9 O 7 477| —8.3|—4.5 |—4.1 
3 Can, min. |S| 3| 1 41 4425| —83.3|— 42 | 1.2:| Skyer. 
Okt. 21 | y Orionis |8| 8/23 34 4507 —44|— 0.1 |— 4.8 
a Orionis IN | 9 0 7 25.01 1.3 |- 03 |— 3,2 
B Can. min. |S| 9| 1 42 331 1.9|— 0.3 |— 4.6 
Nov. 14 | a Orionis |N| 5| 0 75846| 02|— 083:— 23 
Nov. 22 | y Orionis |N| 9/23 35 2956] —04|— 0,5: — 12 
Dec. 3 | a Orionis |8|4| 0 82242 54| 0.9 |— 3.9 
Dec. 10 | y Orionis |N| 9/23 35 5129] 21|—05| 13 
a Orionis | 8/9} 0 8 31.00) 17-01 |- 3.0 
Procyon .¡N| A 1 48 2659] 31| 0.7! 14 


Rettelse. — 
Side 9 Linie 6 f. o. staar tg D les sin D. 


- Trykt 4 Juli 1888. 


Beitrage 


Zur 


Lehre von den geschlechtlosen Pronomen in den 
indogermanischen Sprachen 


Von 
Dr. A. Torp 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 11) 
er EE 


Christiania 
In Commission bei Jacob Dybwad 
A. W. Brögger's Buchdruckerei 


1888 


Beitráge zur Lehre von den geschlechtlosen Pronomen in den 
indogermanischen Sprachen. 
Von 
Dr. A. Torp. 
(Vorgelegt in der Sitzung 3. Mai 1888). 


Die geschlechtlosen Pronomina sind zwar in den ver- 
Schiedenen indogermanischen Sprachen mannigfach umgestaltet 
und mit neuen Formen bereichert worden, in sämmtlichen Zweigen 
des Sprachstammes aber sind ihre Grundformen überall wohl er- 
halten. Diese Grundformen zeigen uns, was auch zu erwarten 
Ware, dass die Bildung dieser Pronomina früher als die Casus- 
bildung stattgefunden hat. In diesen ältesten Formen erscheinen 
nämlich die reinen Stämme ohne jedes Casuszeichen für die ver- 
Schiedensten Casusbeziehungen angewendet. Von Formen mit 
bestimmter Beziehungsandeutung haben die einzelnen Sprachen 
nur Weniges von Alters her mitgebracht; das Meiste beruht auf 
Neubildung innerhalb der besonderen Sprache selbst. 

Die Grundelemente dieser Pronomina sind dieselben, die auch 
zur Bildung der Demonstrativa (Relativa) verwendet werden, und 
Zwar werden, wie es auch bei diesen zum Theil der Fall ist, 
Sowohl aus den einzelnen Elementen als auch aus einer Ver- 
bindung zweier oder mehrerer die Formen gebildet. Diese 
Pronominalstämme, sowohl in ihrer einzelnen wie in ihrer zu- 
Sammengesetzten Gestalt, besassen ursprünglich ebenso wenig wie 
die der Nomina eine constante, in allen Bildungen gleich bleibende 

| 1* 


A DR. A. TORP. [No. 11. 


Form; sie waren hingegen in steter Fluctuation begriffen, so dass 
in einigen Bildungen der Stamm in seiner vollen Gestalt auftrat, 
während er in anderen abgeschwücht oder reducirt wurde, und 
zwar gleichsam in mehreren Stufen. Der Stammvocal konnte 
entweder lang oder kurz oder ein minimaler sein oder endlich 
ganz verschwinden. Parallel mit dieser „Abstufung“ des einzelnen 
Pronominalstammes geht die Contraction des zweisilbig zusammen- 
gesetzten in eine einsilbige Form. Dass dieser Wechsel der 
Stammform auf der Wirkung der verschiedenen Betonung beruht, 
ist allgemein anerkannt; allein die Gesetze dieser Wirkung sind 
nicht klargestellt, und werden es wohl kaum je werden, weil 
nicht nur der Wechsel der Betonung innerhalb des Wortes selbst 
von Bedeutung war, sondern auch der Satzaccent, der bei der 
freien Wortstellung natürlich von unendlicher Mannigfaltigkeit 
war, weshalb die combinirte Wirkung beider Accente sich nicht 
bestimmen låsst. Es ist allen Móglichkeiten der freieste Spiel- 
raum gelassen. Dazu kommt noch, dass dieses ursprüngliche in 
ihrer Mannigfaltigkeit nicht festzustellende Betonungsverhültniss 
durch håufige Anlehnung und Analogiewirkung aller Art in jeder 
einzelnen Sprache gekreuzt worden ist. 

Ausser der erwühnten Stammabstufung ergiebt sich in diesen 
Pronomen wie im Nomen auch ein ursprünglicher Wechsel zwischen 
e und o'(sowohl kurz als lang). Dass auch dieser Wechsel auf 
der Wirkung des Accentes beruht, ist schon von mehreren Ge- 
lehrten angenommen (am schlagendsten von Fick erwiesen, Gott. 
gelehrt. Anzeig. 1881. 2. Bd.) und zwar so, dass e in betonter, 
o in nachtoniger Silbe auftritt. Bei der ursprünglich freien 
Betonung ist es denn einleuchtend, dass das e und das o in diesem 
Falle an keiner bestimmten Form gebunden waren, sondern mit 
der Betonung des Wortes wie auch mit dem Satzaccente wech- 
selten. Dieselbe Form konnte also in einem Falle den e-Vocal, 
im anderen den o-Vocal tragen. Ebenso natürlich war es, dass, 
als die Wirkung des Satzaccentes spåter aufhörte, und auch 
innerhalb des Wortes der Accent weniger beweglich geworden 
war, das Verhåltniss sich fixirte, und einige Bildungen das e, 
andere das o als festen Vocal übernahmen. So behielten z. B. 


ER 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. > 


die zahlreichen Bildungen wie das griech. Ayoz, trotzdem dass die 
erste Silbe betont war, das o, das eigentlich nur in den Fällen 
sich entwickelt hatte, wo das Wort wie z. B. in Zusammen- 
setzungen cj^-Aoyoc etc. unbetont war, während die ursprünglich 
betonte Nebenform *^£yoz verschwand. Andere weniger zahlreiche 
wie Zoyov meznvås etc. verloren umgekehrt die tonlose Nebenform. 

Indem ich in dem Folgenden die Formen dieser Pronomina, 
wie sie in den einzelnen Sprachen vorliegen, durchgehe und die 
Bildungen — wo vieles noch unklar ist — zu erklären suche, 
werde ich, wie aus dem Gesagten hervorgeht, keinen Versuch 
machen die ursprüngliche Stammabstufung den Betonungsregeln 
gemåss zu bestimmen. 

Den Wechsel zwischen e und o, wie auch zwischen kurzem 
und langem Vocal in einsilbigen Stimmen lasse ich somit ausser 
Betracht. 


Die Formen des Singularis. 


Wir fangen mit dem Pronomen der 2 Person an, weil dieses 
besser als diejenigen der übrigen Personen den ursprünglichen 
Stammwechsel bewahrt hat und jene gewissermassen beleuchten 
kann. Hier war der Stamm in seiner vollen Form fe-v: (und 
mit der o-Farbe fe-vö) aus den beiden Pronominal-Elementen 
té (tó) und vé (vd) zusammengesetzt. Das erstere wird auch 
als Stamm des demonstrativen Pronomens verwendet; das zweite 
tritt auch im Dual. and Plur. des Pronomens der 2 Pers. auf; 
es findet sich ausserdem auch theils selbständig als Partikel vë (vé), 
sanskr. và, lat. vé, theils in anderen pronominalen Zusammen- 
setzungen z. B. sanskr. a-va, i-va, é-va. Diese beiden zu Einem 
verbundenen Stümme wurden durch die Wirkung des Accents 
zunächst zu der schwächeren Form tve zusammengezogen, ana- 
log mit dem Vorgang bei anderen zweisilbigen Stiimmen, wie 
z. B. griech. yeve: yoy, sanskr. jani: ja. Aber die Reduction 
ging hier noch weiter, so dass auch die schwücheren Abstufungen: 
lvi — tå — tå aufkamen. Eine Parallele zu dieser Abstufung 
bietet vielleicht die negirende Partikel, falls das avest. ana die 
ursprüngliche Form ist: das zweisilbige “ene wurde zunächst në 


6 DR. A. TORP. [No. 11. 


(griech. vj-rowvos etc., lat. né) weiter né (sanskr. lat. germ. slav. 
etc.) endlich n (sanskr. an, griech. xv, lat. in, germ. un etc.). 
Die erste dieser Stammformen, die volle oder nicht reducirte, 
begegnet uns im Sanskr. und Avest. in dem als Genetiv ver- 
wendeten casuslosen sanskr. tava, avest. tava. Hier fungirt also 
der reine Stamm als Genetiv. Im Griech. und Lat. erweist sich 
das ursprüngliche Vorhandensein dieses Genetivs aus den davon 
gebildeten possessiven Adjectiven hom. dor. t:5-ç, lat. tovo-s aus 
*tevos. Das keltische Possessivum du, do, welches den folgenden 
Anlaut aspirirt und also ursprünglich vocalisch endete, hatte ich 
mir, schon ehe ich Stokes' Erklürung kannte, aus *tevo erstanden 
gedacht, wie cli aus *clevos; die ursprüngliche Form wire also 
*tu, das in Folge der proklitischen Stellung durch Vocalverkürzung 
und Erweichung des Consonanten zu du herabgeschwücht wurde. 
Wie das o in der Nebenform do zu erklären ist, weiss ich nicht. 
Das aber ursprünglich ev auch ó wurde, zeigt die Partikel nó, 
no „oder“, die wohl aus ne-ve entstanden ist. Auch im 
lettisch-slav. Sprachzweige war dieser Genetiv ursprünglich 
vorhanden. Das zeigt das lit. possessive Adjectiv tava-s aus 
*tovos — *tevos, aus welchem mit der gewöhnlichen Genetivendung 
der a-Stämme ein neuer Genetiv für das persönliche Pronomen 
gebildet ist: tavo (cfr. Leskien Declination p. 141 f£). Uebrigens 
hat im Lit. diese urspr. Genetivform die ganze Flexion dureh- 
drungen und ist die Grundlage für die Neubildung der übrigen 
Casus geworden, zunächst für den älteren Loc. taviejé, wenn 
dieser für tavé-je ist, Locativ eines o-Stammes. Im Dativ lautet 
die Form dialektisch tavei, in älteren Schriften tavi, gewöhnlich 
verkürzt täv, mit Verlängerung, weil einsilbig. Tavei scheint 
sein ei dem verlorenen *tebei zu verdanken (altslav. tebe). Durch 
Anlehnung des Dativs tavei an Formen wie äkei und zolei 
(Dativen von i- und von jä-Stämmen) wurden, wie Leskien zeigt 
(Decl. p. 141), neue Stämme tavi und tavjä geschaffen. Aus dem 
ersteren wurde im Anschluss an das Nomen neugebildet: Loc. 
tavyje, Instr. tavimi, aus dem letzteren Acc. tavë. Aus dem Act. 
bildete sich wiederum ein neuer Genetiv tavés, veranlasst durch 
denselben Vorgang im Pluralis. (Im Slavischen ist sonderbarer 


>." 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 7 


Weise wiederum eine Reihe von Neubildungen vom Dativ tebe aus- 
gegangen. Hier verdrängte durch die Wirkung dieser Form der 
neue Genetiv tebe den alten *teve. Ferner bildete sich der 
Locativ tebe, wie aus einem o-Stamme, und weil sowohl der 
Dativ als der Locativ auf e wie ein weiblicher ä-Stamm endete, 
so rief diese Gleichheit einen Instrumental toboja hervor wie 
zenoja (Leskien p. 147), wobei e in der ersten Silbe durch den 
Einfluss des folgenden o in o überging. 

Die zweite Stammform we (tv) ist reicher vertreten. Ohne 
Casuszeichen fungirt der reine Stamm als Casus in der sanskrit, 
enklitischen Accusativform tvä und der betonten tväm o: tvä-am, 
erweitert mit einem neuen Pronominalelement am, das auch in 


` anderen Bildungen vorkommt, theils in der vollen Form am, 


theils in der schwächeren als m. Beim Entstehen der eigentlichen 
Flexion bildete dieses Element den Acc. wie das Element d sich 
an den Ablat. anschloss; in den Pronomen zeigt es sich sowohl 
in Nominativ- als in Accusativformen. 

Die vedischen zweisilbigen Formen tuä ete. (zu lesen tuvä) 
zeigen eine mittlere Stufe, in welcher av in der ersten Silbe 
zu z (vor Vocal wv) monophthongisirt wurde, während in der 
Form tva, das a ganz schwand. Dass ursprünglich auch für den 
Genetiv der casuslose Stamm tvë im Gebrauch war, zeigt das 
possessive Adjectiv tvá-s, das sich zu einem ursprünglichen 
Genetiv *tva, wie vesc zu tava verhält. Weiter sind aus diesem 
Stamme mit Casuszeichen gebildet der Instrumental tva und 
der Locativ tvë, aus welchem wiederum durch Zufügung einer 
neuen Locativendung die gewöhnliche Form tváy-i, die wiederum 
die neue Instrumentalform tváyà nach sich rief, entstanden ist. 
Ferner aus der kurzvocalischen Stammform mit der Abl.-Endung 
d der Ablativ tvad, der wie bekannt in Zusammensetzungen den 
Stamm vertritt, und aus welchem das possessive Adjectiv tvadiya-s 
neu gebildet ist, ein Beweis dafür, dass das d ursprünglich 
nicht an den Abl. gebunden, sondern zuerst nur ein stamm- 
erweiterndes Suffix ohne bestimmte Bedeutung war (cfr. lat. 
Abl. und Acc. téd). 

Endlich kommt der Stamm in Zusammensetzungen vor und 


8 DR. A, TORP. MOA. 


zwar in beiden Formen två, tva, wo indess två vielleicht die 
Instrumentalform ist: tvådatta ,durch dich gegeben*. 

Im Avestischen entsprechen der Acc. thwa thwam, der Abl. 
thwad, der Loc. thwoi, der Instr. thwe (?) und das poss. Adjectiv 
thwa- den indischen Formen tvà tvàm, tvád, tvé, tvà und två-s. 

Im Armenischen ist der Stamm tve vertreten mit der 
o-Fárbung im Gen. kho (vielleicht aus ursprünglichem *tvod), mit 
der e-Fürbung im Ace. z-khez (d. i. *tve-ghe) und Dativ khez 
(also ursprünglich Acc.- oder Gen.-Form) sammt den Neubildungen: 
Instr. khev, vielleicht = *tvebhi, und Abl. i-khén, gebildet mit 
einem nur in den persónlichen Pron. vorkommenden Suffixe » an 
die im Nomen gewöhnlichen Abl-Endung ë angefügt. Das 
possessive Adj. Nominativ khoy ist vielleicht der erstarrte 
Gen. des Stammes *tvo (*tvo-sio) Daher auch im Gen. khoy 
und, weil khoy auch Nominativ war, wiederum khoy-oy; Dativ 
khum, vielleicht = *tvosmäi (wie um aus dem fragenden Pron. 0). 

Im Griechischen ist das sowohl betonte als enklitische s: 
(kretisch <F£) = *tye, co! = skr. tve, das possess. Adj. o6-¢ = 
tvá-s. 

Im Keltischen scheint das nicht aspirirte, infigirte und suffi- 
girte t (ro-t gab, duit etc.) auf ursprüngliches *tve zurück- 
zugehen, indem durch Einfluss des ursprünglichen v das t unaspirirt 
blieb. Cambr. th, aremor. z = th scheinen ursprüngliche Assi- 
milation des /v in // zu zeigen (cfr. z. B. cambr. cath — lat. 
cattus). 

Die dritte Stammform få ist wie bekannt in allen indoger- 
manischen Sprachen ohne Casuszeichen als Nominativ verwendet; 
sanskr. tvåm o: tu-am, pāli tuvam, wo uv das lange g, repräsentirt, 
wåhrend tvám das kurze hat; vielleicht ist auch das vedische 
tu, tü, das bei Aufforderungen gebraucht wird, ursprünglich dieses 
Pronomen (Osthoff Morph. U. IV, 268). Avest. tü, tvem, tüm 
aus tuem, griech. dor. <Š, att. có, wobei das s aus den obliquen 
Casus eingedrungen ist (Wackernagel K. Z. XXIV, 609); hom. TUN, 
boeot. oj» neben co zeigen eine Erweiterung durch Nasal, in 
welchem wohl die schwiichste Form des Elements am zu suchen 
ist, also statt *tü-m. Ganz dem indischen tvám darf man es nicht 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 9 


gleichsetzen, weil eine Contraction von ve in » im griechischen 
ohne Beispiel ist. Armen. du mit vereinzeltem Uebergang von 
indogermanischem / in d; lat. ti; an. bi; das got. bu enthält 
wohl auch den langen Vocal; lit. tü mit kurzem Vocal, dagegen 
altpr. tü (geschrieben tou) und altsl ty (ə: *tu); kelt. 
tu. Weiter tritt der Stamm vereinzelt auf im sanskr. Dat, 
tibhya und mit -m erweitert: tübhya-m. Das lat. tibi ete. ist, 
wie ich im Folgenden zu zeigen versuchen werde, anders ge- 
bildet. Wenn auch hier das Sanskr. mit seinem tübhyam allein 
steht, scheint doch die Form eine ursprüngliche zu sein, denn es 
giebt keine Form, aus welcher durch Analogie das w hätte ein- 
dringen können; es ist somit eine Doublette zu den eran. lat. slav. 
Formen, wie es ja in diesen Pronomen so zahlreiche gegeben 
hat. Der Ueberfluss an Formen ist eben hier grösser als anderswo, 
weil die verschiedenen Stämme in ihren Stammabstufungen vor 
der Casusbildung als Casus im Gebrauch waren, und als die Casus- 
bildung durch Suffixe aufkam, diese Suffixe sich an jede Stamm- 
form anhafteten um diese in ihrer Casusbeziehung zu verdeut- 
lichen. 

Dass dieser Stamm tu auch neben tvé als casusloser Accusativ 
angewendet werden konnte, scheinen die dialektischen Formen, 
dor. «y, got. buk zu zeigen. Auch hier hat also die einzelne 
Sprache aus der Ursprache doppelte Formen mitgebracht, von 
Welchen die eine die herrschende wurde, die andere dialektisch 
ihr Dasein fortsetzte. | 

Neben diesem dreigetheilten, auf Zusammensetzung beruhenden 
Stamme gab es nun auch, meiner Meinung nach, in der Ur- 
Sprache einen zweiten Stamm, das heisst, auch das erste Element 
allein wurde als Casus verwendet, oder es bildeten sich durch 
Suffixe Casus davon. Als vierte Stammform stellen wir somit 
© (6) auf. Vergleichen kann man z. B. das Nebeneinander- 
bestehen der beiden Stümme ta und ta-sma, a und a-sma im 
Sanskrit: Abl. tad, tasmåd, ad, asmåd, Es ist mir dies wahr- 
scheinlicher als die Annahme, dass in diesem Pronomen und dem 
der 3 Pers, das v in den Lautverbindungen fv und sv ver- 
schwunden wäre, und zwar müsste das in der Ursprache geschehen 


10 DR. A. TORP. [No. 11. 


sein; denn wenn auch in einzelnen Sprachen ein solcher Ausfall 
möglich wäre, wie im Lat., im Griech. rücksichtlich des fv, so 
ist er in anderen wie im Germ., Slav. beispiellos (bis auf einzelne 
Dialektvorgånge wie altsüchs. selióa got. salipvos). Wacker- 
nagel (K. Z. XXIV, 592 ff.) will den Ausfall durch den enklitischen 
"Gebrauch dieser Formen erklüren. Erstens ist es dann sonder- 
bar, dass sonst nie in einer Sprache Spuren derselben Behandlung 
der Lautverbindungen /v, sv in nachtoniger Stellung sich finden 
(in den sanskr. Adj. jánitva sánitva etc. war doch das Betonungs- 
verhültniss dasselbe). Eher deuten einige wenige Beispiele auf 
eine solche Reduction in antetonischer Stellung: tistriya — 92:21:22 
etc. Zweitens zeigen das Sanskr. und das Avest. w auch in einer 
enklit. Form, im Ace. två, thwa. Umgekehrt findet sich das v 
auch nicht in Formen, die sicher nicht enklitisch waren: avest. 
Dat. taibhyä-cä, taibhyo. Dagegen scheint es mir natürlich, 
dass diese leichteren Formen eben wegen ihrer grösseren Leich- 
tigheit, nachdem sie zuerst regellos neben den anderen im Ge- 
brauch waren, später hauptsächlich in enklitischer Stellung ihre 
Verwendung fanden. 

Von diesem Stamme sind folgende Formen gebildet: die 
sanskr. enklit. Gen.- und Dat.-Form të, ursprünglich Locativ, 
altpers. taiy, avest. te, toi, griech. to, lat. *ti, wo bei ålteren 
Dichtern zwar tibi geschrieben ist, das Metrum aber *ti fordert 
(vergl. Biicheler-Windekilde Grundriss d. lat. Decl. p. 113), alt 
slav. enklit. ti. 

Wie der Loc. also schon in der Ursprache zwei Formen 
tvoi, toi, besass, die nach dem gesagten nicht allein lautlich 
sondern auch etymologisch divergiren, war auch in anderen 
Casus dieselbe Doppelheit vorhanden, so erstens im Acc , wenn auch 
hier das Indische und Avestische nur die vollere Form kennen. 
In sämmtlichen anderen Sprachen ist diese Accusativform wech 
handen und zwar, mit Ausnahme des Griechischen, als die ein- 
zige: Griech. (dor.) <£ lat. té, mit derselben Stammabstufung 
wie in spå — më; ted im ältesten Latein ist dem Ablativ gleich; 
darin eine Verwechselung mit diesem Casus zu sehen ist gé- 
sucht; wie wäre eine solche zu erklären? Wahrscheinlicker ist 


PP YUYAI 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 11 


es, dass die Form aus der Zeit stammt, wo das d noch nicht den 
Abl. allein bezeichnete, wie auch im Sanskrit tvad als Stamm 
des Pronomens fungirt. 

Im Germanischen scheint die ålteste Form mit e erhalten 
im altn. bek, ags. dec; sonst ist das e zu 7 geworden: althochd. 
dih, altsächs. thi thik; das -k ist schon längst als identisch mit 
dem griechischen yz erklärt, worden. Den Uebergang von e in 
i wird von Noreen als durch Einfluss des i in der folgenden 
Silbe stattgefunden aufgefasst, also urspr. *be-ki — *biki — thik. 
Dies scheint nur unsicher; man müsste denn in ih und mir etc. 
das i als durch Anlalogie von thik etc. hervorgerufen betrachten. 
Zu diesen Formen verhält sich, wie schon erwähnt, das goth. 
buk, wie dor <J zu ví. In einigen Dialekten kommen auch 
Formen ohne -k vor: altsüchs. thi, ags. de de, die kaum ur- 
sprünglich sein können, das -k scheint schon im Gemeinger- 
manischen fest geworden zu sein. Sie beruhen wohl auf einer 
Verwechselung mit dem Dat. (cfr. got. unsis sowohl für den 
Acc. als den Dat.). 

Das Althochdeutsche, welches im Dat. das + bewahrt hat, 
hat deshalb im Acc. nur die eine Form dih. 

Von den Lett.-Slavischen Sprachen hat das Lit, wie er- 
wähnt, die Acc.-form neugebildet; das Altpreussische hat tien 
(ə: ten), Slav. te (o: ten). Diese Formen identificirt Leskien (Decl. 
p. 146) mit dem sanskr. tvàm, was, abgesehen von der meiner 
Meinung nach verschiedenen Stammbildung, wohl móglich ist. Das 
Element -m kónnte wohl ursprünglich sowohl an den Stamm tvé als 
anté angefügt sein. Indess liegt es wohl nüher auch im Slavischen 
die gleiche Form wie in den anderen europäischen Sprachen zu 
Suchen und von einem Acc. *té auszugehen. Diese Form ist 
denn innerhalb- des Slavischen zur Verdeutlichung mit der ge- 
Wöhnlichen Accusativendung m erweitert worden, also te aus te-m, 
Wie zena aus zenà-m. Diese Erweiterung hat stattgefunden, ehe 
das auslautende z in e überging. Ein Seitenstück hätte dieser 
Vorgang im kyprischen på-v = épé. — Im Keltischen ist der 
Stamm te vielleicht vertreten in dem cambrischen infigirten und 
suffigirten t (ohne Aspiration, welches auf ursprüngliches einzelnes 


13 * DR. A. TORP. [No. 11. 


t deutet. Der brit. Nom. ti (cambr. ti, corn. ty, te, arem. te) ist 
wohl in Betracht der völligen Vocalgleichheit des Pronomens der 
1 Pers. kaum dem irischen tü gleichzusetzen. Eher géht diese 
Form auf indog. té zurück, also die Accusativform für den No- 
minativ verwendet, wie in der 1 Person altir. mé. 

Von diesem Stamme hat weiter eine Dativform existirt, 
bewahrt im Avest. Ital. und Lett.-Slavischen als Seitenform des 
im Sanskrit erhaltenen túbhya tübhyam: Avest. taibya taibyo; 
Altpreuss tebbei tebbe (o: tebei); Altslav. tebe (o: *tebei); 
Umbr. tefe (9: *tefei); im Lat. tibi, Osk. tifei scheint das 7 
durch Einwirkung des i der folgenden Silbe hervorgerufen zu 
sein (cfr. Osk. ist für *esti) Endlich hat dieser Stamm auch eine 
Ablativform gebildet, nur im lateinischen téd erhalten. 

Der Stamm des Pron. 3ten Pers. war in seiner vollen 
Form seve (-vö) ursprünglich wie der der 2ten Pers. aus zwei 
Elementen zusammengesetzt, von welchen das letztere vé (vó) das- 
selbe ist wie dasjenige, das auch dort als zweites Element auf- 
tritt. Das erstere ist dasselbe, das den Stamm des Pron. dem. 
abgiebt; so hat auch der zusammengesetzte Stamm in vielen 
Formen demonstrative Bedeutung. Ueberinstimmend mit dem 
Wechsel: tevé — tyé — tú erwartet man auch hier eine dreifache 
Stammabstufung: sevé — syé — si. 

Die erste dieser drei Stammformen ist im Sanskrit nicht 
erhalten, und im A vest. nur im possessiven Adj hava-, das für 
die Existenz eines einstigen Gen. *hava zeugt. Im Griechischen 
darf man demnach den nichtenklitischen homerischen Acc. ©: als 
ein ursprüngliches *ssFé ansetzen; dieselbe Form ist im att. 
Éxutov statt *ssF-avtov erhalten; der hom. Dat. ¿ot ist wohl 
Neubildung. Endlich zeigt das hom. Possessivum ¿d-< = 7. hava 
auch einen ursprünglichen Gen. *ssFs (oder *ssFo). Dasselbe 
ist im latein. souos suos statt *sevos und im lit. sáva-s = *sevo-* 
erhalten. Vom ursprünglichen lit, Gen. *save haben sich weiter, 
ganz wie es im Pron. der 2ten Pers. der Fall war, alle übrigen 
Casus neugebildet: - Dat. savei savi sav, Loc. savyjé, Instr. 
savimi, Acc. savé, Gen. savés. Im Armenischen ist der Stamm 
erhalten im poss. adj. in-r mit Schwund des s im Anlaut und v 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 13 


zwischen Vocalen wie in keam = skr. jivåmi. Das r ist das 
Comparativsuffix, wie im germ. unser etc. (Hübschmann Armenische 
Studien p. 32). 

Die zweite Stammform sv: bildet im Sanskrit das possessive 
Adj. svá-s (das wiederum substantivisch für das reflex. Pronomen 
gebraucht wird), aus einem ursprünglichen Gen. *sva enstanden. 
Auf einem ürsprünglichen Loc. skr. *své beruht wahrscheinlich 
svay-åm, vielleicht auch das Adj. svay-ú. In Zusammensetzungen 
sva-. Das Avestische kennt den Dativ hvåvoya 9: svabhya 
und das possessive Adj. hva- = skr. svå-. Sonst wird im Avest. 
das Reflexivum durch das Demonstrativum vertreten. 

Im Griech. ist der Stamm besser erhalten: Acc. Fé, š für 
cFs, Dativ (ursprünglich Locativ) Fot, of = skr. *syé in svayám. 
Weiter im poss. Adj. Fóc, 9c = svá- und mit demonstrativer 
Bedeutung in Fez, óc und "Fod in Fett: Str: etc. (cfr. Brugmann 
Griech. Gramm. p. 68). 

In den italischen Sprachen liegt der Stamm sve vor im 
Umbr. svesu, sveso, das Bugge in sve-so zerlegt; das erstere 
Glied betrachtet er als Loc. Fem vom poss. Adj. (kvestretie 
svesu „in seiner Quaestur*); ferner mit demonstrativer (relativer) 
Bedeutung in der Conjunetion sve, osk. svaí svae, auch ursprüng- 
lich Loc. des a-Stammes. Eine Abl.-Form desselben a-Stammes 
ist altlat. svad ted = sic te (Fest. 351 M.) Weiter hat das Lat. 
iu sué-tus eine Adjectivbildung aus dem langvocalischen Stamme 
SVG. Aus suétus wurde suésco gebildet nach der Analogie von 
Crétus cresco ete. 

Im Germanischen ist diese Stammform mit demonstrativer 


(relativer) Bedeutung vertreten im got. sva, „so“, wahrscheinlich 


für indogerm. *svod, und své „wie“ Abl. = indogerm. *svëd; ferner 
mit reflexiver Bedeutung in dem Adj. svés „eigen“ altn. sváss. 
Den Stamm své findet Noreen (Utkast till förelåsn. i urgerm. 
ljudlåra s. 23) im Volksnamen Sviar (Stamm svéjan-). 

Im Lett.-Slavischen liegt sie vor in der Form svo- im Alt- 
Slay. in Zusammensetzungen und in dem poss. Adj. svoji, preuss. 
Swais. Lit. svóta-s und slav. svatü „Verwandter“ entspricht svétus, 
nur mit 5 statt z 


14 DR. A. TORP. [No. 11. 


Im Keltischen finde ich keine sichere Spur dieser Stamm- 
form, denn in fodéin ,selbst^ etc. steckt wohl eher die Praeposi- 
tion fo (cfr. céin neben féin). 

Die dritte Stammform sí hat in der Casusbildung keine 
Spur zurückgelassen. Dagegen dürfte man sie vielleicht in dem 
viel verwendeten Praefixe, sanskr. sü-, st, avest. hu-, kelt su-, so- 
wiederfinden. Die eigentliche Bedeutung mag denn gewesen: 
„von sich selbst“ oder „für sich selbst“ oder „Einem selbst ge- 
 hórend*, daraus weiter „lieb“, „gut“ (cfr. altn. sváss „lieb“, got. 
 Svés „eigen“ und Mehreres derart) Dass übrigens auch sonst 
Adjective dureh vorangesetzte pronominale Elemente in ihrer 
Bedeutung verstärkt werden konnten, ist ja bekannt (skr. ka-, ku- 
etc). Dass man in dem Praefixe su wirklich den Stamm des 
reflex. Pronomen sehen darf, s:heint mir auch durch die indische 
Doppelform: så-dhita und svá-dhita ,fest* gestützt; hier ist also 
der Nebenstamm sva in derselben Function angewendet. So 
auch im Avestischen: hväiwyäcta (hva + aiwy-) „wohl bekleidet“, 
hvaraokhshna ,von selbst“ oder ,gut^ lenchtend, hvayaona ,von 
selbst“ oder „gut“ geschützt etc. Auch das goth. svi-kunps deutet 
auf dasselbe. Das griech. 35, sj hat natürlich als Neutrum des 
Adj. 26; (ep. vc) nichts mit diesem Stamme zu thun und ist 
also von sü zu trennen; indessen muss man bei dem ganz ähn- 
lichen Gebrauch annehmen, dass eine Confusion zwischen der ur- 
sprünglichen, dem indischen su- entsprechenden Partikel und 
dieser Adjectivform stattgefunden hat. 

Wie das Pronomen der 2 Pers. auch von einem Stamme # 
(tõ) Formen bildete, wäre also hier auch ein vierter Stamm 
sé (só) zu erwarten, das heisst, das erste Element für sich allein. 
Mit diesem Stamme bringe ich, wie bei dem vorigen Pronomen 
der Fall war, diejenigen Formen in Zusammenhang, die in den ver- 
schiedenen Sprachen kein v zeigen. Im Sanskrit und Avestischen 
ist freilich dieser Stamm sehwach vertreten; das ist übrigens mit 
dem ganzen Pronomen der Fall, es ist, wie schon gesagt, in 
beiden Sprachen von den Demonstrativen abgelist worden. Der 
Stamm liegt vor im avestischen enklit. Gen. und Dat. (urspring- 
lich Loc.) he, hoi, auch als Acc. he, Prakrit se. Vielleicht ist 


Ë 
E 
f 
j 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 15 


auch, worauf mich Hr. Docent Johansson aufmerksam gemacht 
hat, dieser Stamm im indischen sabhå ,Hof* vertreten. Das 
Suffix wire mit dem casusbildenden bhi- verwandt, urspriinglich 
nur stammbildend. Im Griech. zeugen die bei Homer auch 
vorkommenden nicht digammirten Formen š of von einem ur- 
sprünglichen *ss *sor neben e Fo. (z. B. B. 665, E. 56, 838, 
2.101, 289, H. 735, P.., 73,2. 280, T. 29823 8 865 o 100), 


Weiter liegt der Stamm cs in sp! vor, das von Baunack dem 


lat. sibi gleichgestellt worden ist. Hier ist also das ursprüngliche 
*sspı schon zu einer Zeit zu co. geschwächt worden, wo das 
anlautende c noch nicht Spir. asper geworden war. Im Ital. 
können lat. sé sibi sed, umbr. Dat. se-so (se für *soi = of) 
und Abl. se-pse ,besonders* (cfr. denselben Gebrauch des Lat. 
séd), osk. sefei von diesem Stamme gebildet sein, obgleich v in 
der Lautgruppe sv auch sporadisch verschwinden kann (z. B. serenus 
skr. svar). Ferner si, sie, volsc. se-pis, als Doublette zum osk. 
umbr. svai, sve, von welchen Formen sie sich auch rücksichtlich 
der Endung trennen, denn si, sei ist der Locativ des o(e)-Stammes, 
Svai des a-Stammes. ! x 


1 Die Form si identificirt. Osthoff (Perfectum p. 169 ff.) mit 
ah dass im 


quaero, laedo, baeto, taedet. aestimo, aequos gemiss der ülteren 


vorhistorischen betonung des Latein sich tunen: die 
Allein dies 


was een wie pede u. ä. betri 


mann u. A. e aus a abgeschwächt wäre, so ist im Europäischen 
eine Instramentalendung a nicht bons se Folglich: der Ueber- 
n ai in z in Füllen wie conqui etc. zwingt uns gar 


gang v 
. nicht duos Uebergang auch im wesch Auslaut anzu- 
nehmen 


16 DR. A. TORP. ING Ll. 


Ein Possessivum von diesem Stamme liegt vor im altlat. 
sis = suis. Die altlateinischen Formen sam, sum, sos etc. müssen 
doch wohl wegen ihrer demonstrativen Bedeutung eher als Weiter- 
bildungen des (eigentlich mit diesem identischen) ursprünglich 


Ferner werden die Dat. Abl. auf is von Fem. auf à ange- 
führt, wo O. folgende Bemerkung von Mahlow (Die langen 
Vocale AEO p. 101 f.) im Wesentlichen unterschreibt: ,die 
oskischen formen beweisen auch, dass die Endung des latei- 

. nischen mensis nicht aus dem masculinum übernommen ist, was 
auch auffallend genug wire. Mensis muss aus *mensais ent- 

- standen sein, vgl. osk. diumpais wie aasai — arae, mit der- 
selben Schüchung von ai zu 1, die in existimo, cecidi, inquiro, 
u. a vorliegt; dass diese schwåchung nicht bloss auf derartige 
mehrsilbige wórter beschränkt ist, ergiebt sich aus si, sic, 
osc. svae." Hierzu ist zu bemerken, dass Oskisch nicht La- 
teinisch ist und folglich für diese Sprache nichts „beweisen“ 
kann. Die Abweichungen in der Flexion der beiden Sprachen 
sind so zahlreich (z. B. Gen. Sing. der o-Stümme im Osk. au 
-eis, im Lat. auf 1, Nom. Pl. der o-Stámme, auf ús, der ä-Stämme 
auf as, Lat. 1, ae u. s. w.) dass gewiss nichts der Annahme 
im Wege steht, dass, wührend das Oskische wie das Griech. 
die plurale Instrumentalform der ä-Stämme.analogisch nach der 
der o-Stämme bildete, das Lateinische dagegen hier die mascu- 
line Endung vollständig übernommen hat. Ein anderes jedoch 
nicht ganz sicheres Beispiel des besprochenen Uebergangs sei 
humi, das O. als Dativ des alten consonantischen Stammes 
sanskr. ksham, Avest. zem, Griech. zen (yUxy. yxp.) auffassen 
will. Aus diesem alten Dativ humi habe sich danach die 
Flexion humus humo etc. entwickelt. Humi sei mit dem griech. 
yapat identisch, welches O nicht wie gewühnlieh als den 
Locativ eines a-Stammes 1298 betrachtet, »weil ein solcher 
a-Stamm völlig in der Luft steht;^ yxuaf sei Dativ des cons. 
Stammes ap. Wie es auch mit dem X^. sein möge, sehe 
ich nicht ein, was der einfachen Erklårung wiederspråche, dass 
humi ein regelmåssiger Locativ vom Stamme humo sei, einer 
Weiterbildung aus dem Stamme hum, wie terminus aus dem 
Stamme termin- u, a.m. Die Form mit y xp. völlig zu identifi- 
ciren gebietet uns nichts; dergleichen Doppelbildungen giebt 
es mannigfach auch innerhalb Einer Sprache. 

Dies ist, was O. zur Stütze eines Uebergangs von ai zu ? 
in unbetontem Auslaut anzuführen vermag. Was aus aí in 
solcher Stellung wird, zeigen deutlich genug die Locative sing. 
der ä-Stämme wie Romae und die Nominative Plur. wie quae; 
illae, mensae. 

Um dieses Zeugniss umzustossen behauptet O. zuerst, Romae 
sei kein Locativ, indem ,ein indogermanischer Locativausgang 
ai für die ä-Stämme überhaupt nicht gesichert ist.“ Romae 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 17 


zum Nominativ beschrünkten demonstrativen Stamme erklärt 
werden. So wird auch im R. V. Loc. sasmin haufig statt tasmin 
gebraucht, im Griechischen of af statt tot tar, im Altnordischen 
nach Bugge sansi statt des Acc. Sing. masc. Pansi und auch 


soll nach O. Dativ sein, ebenso wie vorher humi, aus ursprüng- 
lichem Romäi (aus äi wurde nämlich im Auslaut ae). Von 


Locativ nicht wie vom Dativ eine Spur der cadit vicies de 


seien, oder ,sie mógen sich als speciell griechische analogie- 
bildungen nach den locativen auf ot erklären.“ Man sieht denn 
doch nicht ein, warum die lateinischen Locative auf ai nicht 
auch lateinische Neubildungen — den Locativen der ee 
auf ei sein könnten — denn wenn hier auch e, nicht o dem ¿š 
vorhergeht, so wurde doch dëm das 7 als ee em- 
pfunden — und ebenso die slavischen der ä-Stämme auf ¢ nach 
denen der o-Stümme auf e, vorausgesetzt, was jedoch keines- 

wegs sicher gestellt ist, dass die Ursprache nicht auch eine 
Locativendung ai besass. 

Um endlich das ae der Nominative Pl. zu eliminiren, werden 


vorgenommen: in haupttoniger Silbe wurde at zu ae wie o! zu oe, 
also ‚hae, quae, *hoe *quoe (dagegen illi etc. sowohl aus *illai als 
aus *illoi), nun habe aber das ursprüngliche *illi *isti etc. (fem.) 
den Ausgang ae nach hae quae wiedererhalten, und weiter 
mensae etc. statt *mensi. Hiedurch „erlangte die sprache wieder 


dat. abl. pl. bei equis masc. und mensis fem. für gewöhnlich 
verzichtete — auch his fem. muss analogiebildung statt *haes 
nach den mehrsilbigen formen sein wie his masc. statt *hoes“ 


wir 
es also nothwendig zu fingiren, um die in der Luft schwe- 
bende Behauptung, dass ae in einsilbigen Formen eine andere 
Behandlung als ae in mehrsilbigen erführe, aufrecht zu halten. 
n si, das also aus svai entstanden sein soll, wir r trotz 
der einsilbigen Gestalt des Wortes stattgefundene Volte g 
von ai zu i, durch den proklitischen Gebrauch der Partikel 
erklärt, Wie soll man sich denn sic erklären, das doch natür- 
lich betont war? Dass das lateinische si von einem o(e)-Stamme, 


Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 11. 2 


18 DR. A. TORP. | [No. 11. 


sonst finden sich, wie mich Bugge belehrt hat, Formen mit 
s neben und gleichbedeutend mit Formen mit /. Im Germ. 
gehört zu diesem Stamm der Acc. urspr. sek (so altnord.), 
got. sik, althochd. sich, altfris. sig. Die übrigen Formen 
sind Neubildungen, die spüter zur Erórterung kommen werden. 
Im Lett.-Slav. entspricht lit. si dem griech. £. Die Ver, 
ünderung von e zu i ist wohl eine Folge des enklitischen 
Gebrauches, cfr. die Partikel gi. Im Preuss. ist sien, sin, im 
Altsl. se wie tien, te gebildet. Dativ im Altsl. sebe wie tebe. 
Uebrigens hat diese Form, wie tebe, das Thema für neue Casus- 
bildungen abgegeben: Loc. sebe, Instr. soboja, und der ur- 
sprüngliche Genetiv *seve ist durch Einwirkung von sebe einer 
Neubildung sebe gewichen. Der enklitische Dat. si entspricht 
dem avest. he, griech. of (si für *soi wie rabi für *raboi) Im 
keltischen würde ieh zu diesem Stamme das infigirte für alle 
Geschlechter und in beiden Zahlen gebrauchte -s hinziehen, ur- 
sprünglieh *sé. Das speciell für Fem. gebrauchte nicht aspi- 
rirende -sn scheint aus "eem entstanden, also die Endung des 
Accusativs angenommen zu haben. 

Einige Formen dieses Pronomens zeigen weiter eine Stamm- 
form *sei als Nebenform zu se, wie zum Stamme qo (qe) eine 
Nebenform qe; besteht, sowie neben den Stämmen to (te) yo (ye) 
auch diphthongische Stämme ei yei einhergehen (ye-na te-na, 
ye-bhis te-bhis etc.). Ob es auch zu den Stämmen me te Neben- 
stämme mei tei gegeben habe, ist nicht sicher zu bestimmen, jedoch 
wahrscheinlich. Wie sich diese Nebenstämme zu den Formen, 
die als Locative der Ståmme se etc. fungiren, verhalten, ob z. B. 
diese Locative in der That die reinen Diphthongstämme sind, lasse 


das osk. svai von einem a-Stamme gebildet war, ist nicht auf- 
fallender als die Existenz anderer Doppelbildungen, auch inner- 
halb derselben Sprache (cfr. die lat. Partikeln -dam, -dem; 
-nam, nem (-pe); lat. quidem, osk. pidum; lat. enim, osk. inim, 
umbr. enom; lat. ita, umbr. ite-k und vieles derart. „Auch im 
Griech. findet sich ja innerhalb derselben Dialekt at und €t, 
welche Formen doch Niemand mehr als identisch betrachten 
will: hier ist auch 2? Loc. eines a-Stammes, & Loc. eines 
o(e)-Stammes). 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 19 


ich dahingestellt sein. Von diesem Stamme gebildet ist der 
sanskr. acc. sim ,ihn, sie“, avest. him. Dual. hi Plur. his., 

Auch im Griech. finden sich Spuren dieses Stammes: &» (als 
Acc.) (Korinna), das man wohl als eine Neubildung auffassen darf 
statt "iv, nach dem Muster éot -o ££ -& Dazu als Nom. hom. t 
„selbst“ (cfr. Wackernagel K. Z. XXIV, p. 608). Der Acc. iv autr 
aura» avtov Russe (Hes) ist wegen mangelnder Aspiration 
kaum die dem sim entsprechende Form statt *sıv, eher ist es aus 
dem Stamme ei herzuleiten. Ob der boeot. Acc. tv (Korinna 4) eine 
Neubildung nach dem einst vorhandenen *cu ist, oder man darin 
eine ursprüngliche Bildung eines dem Stamme sei entsprechenden 
tei der 2ten Person zu sehen hat, ist nicht zu bestimmen. 

Der Stamm des Pron. der 1 Pers. ist in seiner vollen 
Form men? (mà) durch Zusammensetzung der Pronominalelemente 
me und ne ertstanden, die beide auch sonst vorkommen, theils 
allein, theils mit anderen Elementen verbunden (mà yy, na ně etc., 
sa-ma, sma, a-na ete.). Das Element » tritt auch im Dual. und 
Plural. dieses Pronomens als selbständiger Stamm auf. Neben 
dieser Verbindung bestand auch, wie Griech. und Armenisch es 
zeigen, eine andere von den beiden Elementen e und me. 
Anders als es bei den Pron.-Stämmen der 2 und 3 Pers. der Fall 
ist, hat bei diesem Pronomen der volle Stamm mene keine redu- 
eirte Form angenommen. Die Verbindung scheint hier eine 
losere gewesen zu sein. Auch hat in der Casusbildung der vollere 
Stamm keineswegs ein so weites Gebiet gewonnen, wie es bei 
den beiden anderen Pronomen der Fall ist, indem er nur, wie es 
scheint, im Genetiv vorkommt und nur in wenigen Sprachen 
erhalten ist. Altpers. manä, avest. mana. Im Lett.-Slav. ist 
dieser Gen. schön erhalten im altslavischen Gen. mene. Aus 
dieser Form als neuem Stamme haben sich weiter gebildet der 
Dat. und Loc. mine (wie im Pron. der 2 Pers. Dat. und Loc. 
gleichlautend waren), indem en zu in in Folge der Oxytonirung 
erschwächt wurde, und weiter der Instrumental münoja, wo der 
minimale Vocal von dem o in der folgenden Silbe gefärbt wurde. 
Der neben dem Genetiv mene bestehende Dat. mine hat denn 


wahrscheinlich -umgekehrt zu den früher erwähnten Dativen 
Q* 


20 : DR. A. TORP. [No. 11. 


tebe sebe die Genetive tebe sebe hervorgerufen, während das 
Litauische in der Neubildung den entgegengesetzten Weg ein- 
schlug und aus den Genetiven die neuen Dativformen schuf, wo- 
durch die durch das b-Suffix gebildeten Dative verloren gingen. 

Das Altpreussische entspricht hier völlig dem Altslavischen 
in den Dativen menei tebei sevei, hat übrigens den Gen. wie 
das Litauische verloren und ihn durch den Gen. des possessiven 
Pron. ersetzt. 

Im Lit. geht das possessive Adjectiv mäna-s auf einen Genetiv 
*mana zurück. Durch Weiterbildung von diesem einst vorhandenen 
Genetiv sind, analog mit dem Vorgang bei den Pron. der 2 und 
3 Pers., neue Formen geschaffen: Dativ manei (dial.) mani, män, 
Instr. manyjé, Loc. manimi, Acc. mané, Gen. manés. Das a in 
diesen Formen (manei cfr. altpreuss. menei) ist secundär und 
wahrscheinlich durch Einwirkung von tavei savei, wo av aus ev 
regelrecht entstanden ist, eingedrungen. 

Auf diesem Stamme beruht vielleicht der cambrische Nom. 
minneu (emphatisch gebraucht), aus *mintheu assimilirt (cfr. 2 
Pers. titheu); min- wäre dann urspr. *möne-; indessen könnte es 
möglicherweise auch durch Reduplication entstanden sein: aus 
*mim(iteu. 

Der sanskr. Gen. máma bietet grosse Schwierigkeit. Wenig 
wahrscheinlich ist mir die Annahme Wackernagels (K. Z, XXVIII 
p. 138), dass er aus einem ursprünglichen *ama (cfr. Griech. 
¿pos) durch Hinzutreten des anlautenden m der übrigen Casus, 
entstanden wäre. Trotz aller Mannigfaltigkeit in den Bildungen 
dieser Pronomina ist es wenig glaublich, dass die auch auf diesem 
Gebiete sonst so ausserordentlich übereinstimmenden Dialekte 
Indisch und Eranisch hier in solchem Maasse divergiren sollten. 
Man ist schon voraus zu der Vermuthung berechtigt, dass die 
Formen mama und mana einander näher liegen. Ein direkter 
Uebergang von » zu m ist natürlich nicht anzunehmen. Wahr- 
scheinlicher ist mir die alte Annahme, dass mäma auf Reduplica- 
tion beruhe. Aus einem ursprünglich vorhandenen Gen. *ma, 
dessen Existenz durch das griech. Poss. &uo-;, aus spe oder spo 
wie te3¢ aus *teFs (teFo) gebildet, bewiesen wird, welchem die 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECLTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 21 


Form mana zur Seite ging, entwickelte sich durch Verdoppelung 
mama, vielleicht durch Einfluss des zweisilbigen mana. Ich denke 
mir dieses schon zu einer Zeit geschehen, wo die Form *ma auch 
den Acc. vertrat (cfr. griech. é-u£, got. mi-k und griech. Acc. ££, 
avest. Gen. *hava) und somit der Drang zur Differenzirung her- 
vorgerufen wurde. Auch anderswo zeigen sich Spuren der Ver- 
doppelung. Auf das lat. meme als eine erst bei Silius (X. 652) 
vorkommende Form lege ich weniger Gewicht; aber verdoppelt 
ist auch der cambr. Acc. miwi (9: mimi). Wenn auch hier die 
emphatische Verdoppelung bei allen Pronomen stattfindet, kann 
sie wohl von der ersten Person ausgegangen sein. 

Von dem einzelnen Stamme mæ (må) oder mit e zusammen- 
gesetzten e-me (-mo) werden in allen indogermanischen Sprachen 
die übrigen Formen gebildet. Acc. sanskr. mam, altpers. mam, 
avest. mam, aus dem enklit. gebrauchten ma + der Partikel am 
entstanden. Der Form må entspricht genau das lat. më, während 
griech. ¿ué på und got. mi-k die kurzvocalische Wurzelform 
zeigen. Derselbe Wechsel zwischen langem und kurzem Vocal 
erscheint auch im Lett.-Slav.  Altslav. me o: "men, preuss. 
mien neben lit. mi. Das Lit. zeigt keine Spur von Nasal, was 
auch die Annahme wahrscheinlich macht, dass me nicht die Par- 
tikel am enthält, sondern eine Neubildung mit hinzugetretener 
Acc.-Endung ist. 

Im Kelt. ist altir. mé gewiss nicht dem lateinischen 
mé gleich zu setzten; das würe mi geworden; die Lünge ist 
secundir in Folge des emphatischen Gebrauches des Wortes. 
Dass z nieht aus einem Dipthong entstanden ist, zeigen die cam- 
brischen Formen (cfr. troi, trui = ir. tré, tria). Cambrisch mi, 
redupl myvi, corn. arem. my me reprüsentiren dagegen wohl den 

ursprünglichen gedehnten Vocal: mi — *mé wie ti — *te. Die 
- infigirte (aspirirende) und suffigirte Form m im Accus.- Verháltniss 
ist urspr. = mé. 

Die Existenz eines urspriinglichen Genetivs me (mo) zeigt 
keltisch mo, mu (aspirirend und also urspriinglich vocalisch aus- 
lautend). 

Armen. im ist wohl ebenso für *emo oder "eme; i statt 


22 DR. A. TORP. (No 11. 


e ist wohl durch Einfluss der übrigen Casus aufgekommen. Dativ 
inj ist vielleicht aus urspr. *eme-ghe wie im Pron. der 2 Pers. 
khez = *tve-ghe (also die Acc.- oder Genetivform im Accusativ- 
verhiltniss). Der Unterschied zwischen j in inj und z in khez 
hat vielleicht in dem dem j vorhergehenden Nasal seinen Grund 
(cfr. inj = skr. simha, anjuk = skr. arıhu). Vor j ist m in n über- 
gangen. Eine Möglichheit wäre freilich auch dafür, dass in inj 
dasselbe Suffix ghi stecke wie im skr. mahyam, lat. mihi. Es 
musste sich dann von der 1 Person aus zu den anderen Dativen 
verbreitet haben: khez, mez ete.; khez wäre also in dem Falle 
statt *tve-ghi. Neubildungen sind der Abl. y-inén und Loc. inev. 

Von reinen Casusformen, das heisst solchen, die mit Casus- 
suffixen erweitert sind, fanden sich indogerm. nur der Loc., Abl. und 
Dat. Locativform ist das im Skr. als enklitischer Dat. und Gen. 
gebrauchte me (woraus wieder der neue Locativ máyi und der 
Instr. maya gebildet wurden) altpers. maiy, avest. me (zugleich 
als Accussativ gebraucht), griech. Zuch, wo’, lat. mi, altslav. mi. 
Ablativ sanskr. mad, altpers. ma, lat. méd, in demselben Ver- 
hältniss zu mad, wie mé zu &u:. Der Dativ zeigt eine ursprüng- 
liche Doppelbildung, die eine mit einem mit bh, die andere mit 
einem mit gh anfangenden Suffixe: Avestisch maibya-ca, maibyo, 
womit das irische infigirte mm, welches den folgenden Consonant 
aspirirt und also vocalisch auslautete, zusammenzustellen wäre, 
wenn Stokes in der Vermuthung Recht hat, dass dieses mm aus 
mb, urkelt. *mebi entstanden sei (Celtic Declens. p. 102), was 
jedenfalls sehr unsicher ist. | 

Dem avestischen maibya gegenüber steht skr. mahyam, lat. 
mihi statt *me-hei, umbr. mehe) gebildet mit dem Suffixe ghi, 
vielleicht mit demjenigen verwandt, das in aham steckt. 

Zur Erklirung der alleinstehenden Nominativform weiss ich 
nicht Vieles beizubringen. Hier begegnen uns die grössten Schwie- 
righeiten. So ist der Wechsel zwischen Aspirata und Media in 
diesem Worte noch unerklårt: skr. ahåm, avest. azem, altsla v. 
azü, altpreuss. as (wo s wie sonst wohl ungenaue Schreibung fiir 
z ist) einerseits und griech. iyd, lat. ego, altnord. ek anderer- 
seits. Lit. asz (die von Schleicher als in ülteren Schriften vor- 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 23 


kommende der indischen entsprechende Form ez wird von Kurschat 
(Gramm. d. litt. Sprache) nicht anerkannt) und armen. es zeigen 
eine Erhártung des auslautenden Consonanten, die sich vielleicht 
so erklåren låsst, dass der ursprünglich tónende Consonant, nach- 
dem er durch Abfall des auslautenden Vocals im Auslaut gekommen 
war, in der Satzverbindung vor tonlosen Consonanten selbst tonlos 
wurde. Auch die Vocalisation des Wortes in den verschiedenen 
Sprachen ist schwer zu erklüren. Das Wort wird wohl allge- 
mein als zusammengesetzt aufgefasst. Das erste Element e ist 
auch im skr. Dual. àvàm und in den vocalisch anlautenden grie- 
chischen und armenischen Formen (¿a£ im etc.) vertreten und 
mit dem als demonstratives Pronomen im Skr. fungirenden Stamme 
a (asya etc.) identisch. Das letztere Element hängt wohl mit 
der Partikel skr. gha, ha wie auch mit dem Suffixe in mahyam 
mihi zusammen. Wenn auch die Partikel skr. gha, ha, lit. gu, 
gi, altslav. ze (0: ge) den velaren, und aham, mihi den palatalen 
Laut haben, so findet dasselbe Verhåltniss auch statt zwischen 
der erwähnten Partikel und der mit dieser verwandten (rück- 
Sichtlich des Vocals wie qe: qi) skr. hi, avest. zi, altslav. zi in 
Si-zi ta-zi etc. Es scheint hier schon ursprachlieh eine Ver- 
mischung der beiden Gutturalreihen stattgefunden zu haben (cfr. 
Skr. nicás und nákti ete.) 

Die Grundform des zweiten Elements scheint ghim gewesen 
zu sein. Das griech. -yav hat die langvocalische Form, san- 
Skrit ahám, avest. azém die kurzvocalische. 

Das m ist, dasselbe Suffix, das in den flectirten Worten den 
Accusatiy bildete, und verhält sich zur Partikel am wie die redu- 
eirte zur vollen Form. Dass es ursprünglich kein integrirender 
Theil des Elements war, zeigen die nasallosen Formen griech. lat. 
ivo egó und lit. asz, altpr. as, die wohl ursprünglich kurzvocalisch 
auslauteten und ihren Vocal vielleicht im proklitischen Gebrauch 
verloren,wie lit. ap = ars, altpreuss. et = ér, cfr. altslav. otu. 
Das altslav. azü hat das w statt urspr. 0 erhalten, die altpreuss. 
und lit. Form zeigt, dass es nicht als urspr. *azom zu erklären 
ist. Die germanische Form hatte wahrscheinlich ursprünglich » 
im Auslaut: altn. ek statt *ekan, wie dag etc. = *dagan; die 


24 DR. A. TORP. [No. .11 


Runensprache hat noch die åltere Form eka, woraus das spåtere 
jak. Vom althochdeutschen ih, altsáchs. altfris. ik könnte man 
vermuthen, dass die Form das i durch Anlehnung an die obliquen 
Casus erhalten hätte; unerklärlich bleibt dabei ags. ic gegen 
Acc. mec. 

Schwierigkeit macht der Vocal im lit. altpreuss. altslav. asz, 
as, azu. Das a in der lit. und altpreuss. Form ist wohl secundár, 
indem diese Sprachen, freilich nur in äusserst wenigen Fällen, eine 
Tendenz zeigen anlautendes e in a zu wandeln: lit. asi neben 
esü, altpreuss. asmu ,ich bin*, ast ,er ist* neben est; denn auf 
indogermanischen Wechsel zwischen e und o in diesem Worte 
deutet sonst Nichts. So ist wohl auch im Altslavischen das o 
später aufgekommen,.durch secundäre Verlängerung: *ezu wurde 
*ezu, slavisch jazu, das neben azu vorkommt, dieses zuletzt azu, 

Das griechische, von Grammatikern überlieferte Zydv« ist 
meiner Meinung nach mit einer affirmativen Partikel -vn zusammen- 
gesetzt und nicht in sywv-n zu zerlegen; das zeigt das plautinische 
egone in Füllen, wo die fragende Partikel ne nicht vorkommen 
könnte, wo also das ne affirmativ aufzufassen ist. Im althoch- 
deutschen ihha steht zwar dieselbe Partikel wie die griech. -. 
aber diese Form ist schon deshalb nicht mit ¿yr zu vergleichen, 
weil die Zusammensetzung jung ist und erst nach dem Ausfall 
der Endsilbe in ih eingetreten. 

Einige der Neubildungen in diesen 3 Pronomen, die innerhalb 
der einzelnen Sprachen stattgefunden haben, sind schon im Vor- 
hergehendeu gelegentlich zur Erwühnung gekommen. Ehe ich 
zu den Formen der beiden anderen Zahlen übergehe, werde ich 
hier die übrigen aufstellen. 

Die griechischen Formen des Gen. Sing.: é¿usto osto slo 
(¿uo cío Eo, ¿pod goð ov), neben welchen auch in homerischen 
Texten ép.oto, teots coto, goto olo gelesen werden, fasst Brugmann 
(K. Z. XXVII, 411 fr.) als Genetive der possessiven Adjectiva auf. 
Wie ve neben oixeı besässe die Sprache, meint er, ursprünglich 
auch eine doppelte Genetivform des o-Stammes syo etc.: ¿peto 
époto. Es wäre dann schon ursprachlich eine Differenzirung im 
Gebrauche gemacht worden, indem ¿usto für die substantivische 


Waku enit PANE bü MZ SO Sas MS 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 25 


Function vorgezogen wurde, ¢ycto für die adjectivische. „Diese 
vertheilung lag nahe, da das e der genitive auf -<-to diese geni- 
tive in nähere formale beziehung zu yé *tFé u. s. w. brachte. 
Nachdem im griech. für die adjectiva auf -o-ç der ausgang -oto 
der einzig übliche geworden war, konnte iusto nur noch als gen. 
von éyo gebraucht werden.“ Im Betreff des substantivischen 
Gebrauches von «soto zent, goto god nimmt Brugmann an, dass 
während ¿uo tFo-v ete. einen doppelten Gen. auf sto und oto 
bewahrten und functionell differenzirten, haben t=Fo-v ¿Fo-» nur 
den Gen. auf ovo gebildet und sowohl substantivisch als adjec- 
tivisch verwendet, weil „das s in *czFecto etc. nicht so leicht 
in bezug zu dem -s von TF¿ etc. empfunden wurde, wie dasjenige 
von *cFec:o etc.“ (dabei betrachtet er duoto coto oto als unücht). 

Diese Erklürung überzeugt mich nicht, wie scharfsinnig sie 
auch ist. Wohl ist es ein auch in anderen Sprachen stattfindender 
Vorgang den verlorenen Genetiv des pers. Pron. durch den 
Genetiv des Possessivs zu ersetzen, und ich zweifle nicht daran, 
dass tecto etc. solehe Formen sind. Aber von einem Genetiv 
auf sto von einem o-Stamme ist doch sonst keine Spur vorhanden. 
Auch macht der so frühe (schon in der Ursprache stattfindende) 
possessive Gebrauch eines solehen vom possessiven Adjectiv ge- 


bildeten Genetivs neben dem bestehenden possessiven Adjectiv 


die Sache an sich unwahrscheinlich. Im Lat, wo eben der 
Genetiv des Possessivums als Genetiv des persönlichen Pronomens 
gebraucht wird, ist das Verhältniss ein anderes: hier ist ja mei 
tui etc. niemals der Gen. possessivus, immer nur objectiv; amor 
sui ”Liebe zu dem Seinigen’ wird leicht gleich "Liebe zum Selbst’, 
hier ist der Gebrauch des Genetivs des Possessivs leicht ver- 
stándlich. Das Zeugniss des Lateinischen scheint mir hier von 
Gewicht zu sein; weniger bedeutet es, dass Lit. und Altpreuss. 
wirklich den Gen. des Possessivs als Gen. des pers. Pronomens 
in possessiver Bedeutung gebrauchen; dies hat sehr spát statt- 
gefunden, nach der Trennung der beiden Dialekte, was die ver- 
Schiedenen Bildungen zeigen (mano — maisei). 

Es ist ein in allen Sprachen vorkommendes Phänomen, dass 
eine wegen des Mangels eines Casussuffixes oder des Zusammen" 


26 DR. A. TORP. [No. 11. 


fallens mit einer anderen undeutlich gewordene Casusform durch 
Antreten eines Casuszeichens gleichsam erneuert oder verdeutlicht 
worden ist. So wurde ja im Sanskrit máyi aus me gebildet, 
weil dieses durch Verwendung als Genetiv und Dativ mehrdeutig 
geworden war; im Pali erhielt der Gen. Fem. des demonstrativen 
Pronomens tassa eine neue Endung: tassaya, der Gen. tasmassa 
ist aus dem Dativ tasmåi gebildet, indem das Gen.-Suffix ange- 
fügt wurde, weil der Dativ wie gewöhnlich im Pali als Genetiv 
fungirte. Im Dorischen und Boeotischen wurden ja auch (wie 
schon von Bopp erwiesen) die Genetive 3peto csto cio als solche 
gleichsam bestimmter bezeichnet durch Annahme des Genetiv- 
suffixes -¢: &påoc duso)z, Ting teode, gode. Ich möchte somit nicht, 
wie Brugmann, die Formen éusto Jzto cio mit avest. mahya 
thwahyå, skr. svåsya von den Ståmmen der possessiven Adjectiva 
ma- tva- sva- identificiren, sondern annehmen, das die ursprüng- 
lich sowohl für den Acc. als den Gen. fungirenden casuslosen 
Formen ye tFs oFe später unter dem Drange zu grösserer 
Differenzirung die gewöhnliche Genetivendung -sto annahmen. Die 
homerischen Nebenformen ¿poto cota olo könnten vielleicht dadurch 
mit den Formen auf sto vermengt worden sein, dass sie einem 
Genetiv angefügt anscheinend diesen Formen parallel standen: 
mat20c Solo = matooc gusto, 

Auch im Germanischen sind die ursprünglichen Genetiv- 
formen "me "be *se mit der Genetivendung erweitert worden, 
also ursprünglich "mes "bes *ses. Diese Formen wurden hier 
als Dative verwendet und für den Genetiv wurde eine neue 
Bildung geschaffen. Den Grundformen am nächsten stehen die 
altnordischen mér þér ser mit ungewöhnlicher Verlängerung; ags- 
me më, de dé, got. mis sis, Das althd. mir dir, altsächs. altfr. 
mi thi haben wohl das durch Einfluss des Accusativs erhalten, 
der auch die Dativform des Reflex. verdrängt hat. Das got, 
pus ist in derselben Weise durch Einfluss des Acc. puk aufge- 
kommen, statt urspr. "bis, 


Die Genetivendung s ist auch in den lateinischen Formen 


mis tis neu angefügt worden. Diese Formen sind offenbar aus 
den Locativen mi ti (*moi *toi) gebildet. 


| 
1 
Ç 


an E 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 27 


i Weitere Neubildungen sind im Griech. der Acc. oe? von og. 
- mach £ und die schwer zu erklårenden Formen dor. duty gwiv, Tiv 
tiv, hom. cz» statt *rsFiv. Diese Dativformen als Analogiebil- 
dungen nach sç.) aufzufassen verbietet nicht allein das lange t 
sondern auch der Umstand, dass das v fest ist. Nun kommt im 
Boeotischen der Acc. tiv vor, der entweder, wie früher gesagt, 
eine Analogiebildung nach einem einst vorhandenen *zt», *f» ist, 
oder aus einem mit dem Stamme te parallelen *t:: hervorging. 
Dieses tiv kann vom dorischen Dativ tiv tiv nicht getrennt werden, 
` es scheint also, dass eine ursprüngliche Accusativform hier die 
Dativfunktion übernommen hat; te» muss eine Neubildung sein 
statt tv, nach dem Verhültniss d&óc: dun = vade: teiv. 

Eine schwer zu erklürende Neubildung ist im Armenischen 
der Accusativ des Pronomens der 1 Pers. Während sonst in diesen 
Pronomen die ursprüngliche Accusativform als Dativ verwendet 
wurde und im Accusativverhiltniss sich davon durch Hinzufügung 
des Prüfixes z trennte: khez z-khez, Plur. mez z-mez, jez z-jez, 
ist in der 1 Pers. Sing. das zu erwartende *z-in der Form z-is 
- gewiehen. Sollte diese Neubildung davon hervorgerufen sein, 
= dass sonst in der Flexion der Aceusativ sich anscheinend nur 
- von dem Nom. durch das Präfix z schied? Man erwartete frei- 
- lieh dann *z-es, das in diesem Falle wiederum durch Einfluss 
der übrigen obliquen Casus das e in i gewandelt hätte. Bil- 
dungen, die innerhalb der armenischen Sprache stattgefunden 
. haben, sind auch die Instrumentale khev o: *tve-bhi und inev 
— Statt *eme-bhi. Die Ablative i-khen und y-inén trennen sich von 
` den übrigen Ablative auf ë durch das hinzugefügte n, das wohl 
. als ein pronominales Element zu betrachten ist, hier suffigirt, in 
Formen wie i-nma-n-é (Dativ nma) y-ainm-an-é (Dativ ainm) 
infigirt. Die Spåtheit der Bildungen inev und y-inen zeigt der 
Umstand, dass das » von dem Dativform inj übergenommen ist; zu 
erwarten wire *imev und *y-imén. Dass diese Bildungen sich von 
dem Genetiv im entfernten und dem Dativ näherten, hat viel- 
leieht in dem Verhültnisse bei dem Pronomen der 2 Person seine 
. Ursache, indem hier khev i-khén sich im Betreffe des Vocals 
_ dem Dativ khez und nicht dem Genetiv kho nähern. 


28 DR. A. TORP. [No. 11 


Die keltische infigirte und suffigirte Form -umm -mm mit 
Aspiration zeigt deutlich Spuren eines ausgefallenen u-Vocals. 
Stokes (Decl. p. 102) nimmt an, sie sei aus einer protokeltischen 
Dativform *osmü vom Stamme osmo — skr. asma hervorgegangen, 
aber in asma ist zweifellos das anlautende a aus n entstanden. 
Was das doppelte mm betrifft, kónnte man vermuthen, dass es 
sich von solehen Füllen aus verbreitet habe, wo eine consonantisch 
auslautende Pråposition mit dem folgenden m assimilirt wurde, 
z. B. frimm für frith-me (friumm muss analogisch entstanden 
sein durch Einfluss von dativregirenden Pråpositionen) liumm für 
leth-*mu (hier also mit dem Dativ verbunden) limm für leth-me. 
Das hier vermuthete *mu müsste eine dativische Neubildung sein 
nach Analogie der Nomina. In derselben Weise kónnte in dem 
Pron. der 2 Pers., wo in suffigirten Formen -ut mit -it wechselt, 
die erstere einen Dativ *tvü reflectiren. 

Formen des Possessivs statt Casus der pers. Pronomen ange- 
wendet sind ausser den erwühnten lat. mei tui sui, lit. mano 

tavo savo, altpreuss. maisei tvaisei, tvaise (statt majasja etc. 
Leskien Decl. 122): osk. Acc. tiium tio, umbr. tio(m) teio, osk. 
siom statt *teiom *seiom. Diese Formen zeigen, dass das Posses- 
sivum der 2 und 3 Pers. auch eine zweite Bildung kannte, mit 
dem Suff. io,! das das possessive Adjectiv der 1 Pers. bildet; 
also bestanden ursprünglich neben einander tevo- teio-, sevo- seio-. 
Dieselbe Possessivbildung ist im Slavischen erhalten: tvojí svoji. 

Auch im Germanischen hat eine Form des Possessivs die 
ursprüngliche Genetivform des pers. Pron. verdrüngt.: got. meina 
beina seina, in dem übrigen Dialekten ohne das a min pin etc. 
Diese Form scheint mir nicht anders erklärt werden zu können 
als wie ein urspriingliches Neutrum Sing. des Adjectivs (cfr. 
skr. Neutr. sing.: asmakam, yusmakam) Die nur dem Got. 


1 I dem Suff. io in meus eto. will Brugmann (K. Z. 27) das 
Comparativ-Suffix sehen, weil noster jyéte0¢ etc. mit dem 
zweiten Compar. suff. gebildet sind. Aber noster "jcs2oc sind 
mit 7OTE20$ etc. zu vergleichen. Das Suff. tero wurde wie für 
das Adj. des Duals so auch für dasjenige des Plurals ange 
wendet, weil auch hier von zweien ?: dem Redenden und den 
anderen die Rede war. 


. 1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 29 


i angehörende Endung a scheint dieselbe Partikel zu sein, die im 


Gotischen auch anderen Pronomen (ita pata etc: angefügt wird. 
Dies würe denn zu einer Zeit eingetreten, wo im Got. schon der 
Auslaut des Stammes geschwunden wire. Diese Possessivståmme 
sind aus den alten Locativen *mei *bei *sei durch das Suff. -no 
gebildet; min ist also eine Bildung wie lat. Lanuvinus etc. 


Die Formen des Pluralis. 


Die Pluralformen sind ursprünglich von denselben Elementen 
gebildet, die durch Zusammensetzung mit den Elementen me und 
te die Singularformen bilden, also: ne (no) für die lste und ve 
(vo) für die 2te Person, aber erweitert mit s, gewiss demselben, 
das bei den Nomen die Endung des Nom. Acc. Plural bildet 
und ursprünglich also wohl nicht eben diese Casus sondern den 
Pluralis bezeichnete. Daneben zeigt das Pronomen der 1 Person 
einen zweiten Stamm vei, der sich zu ve verhält, wie sei zu se, 
gei zu ge (qo) etc. Es zeigt sich also auch hier, dass der Stamm 
ve nicht auf die 2te Person beschränkt war, wie er ja auch in 
Verbindung mit se das Pronomen der 3ten Person bildete: seve. 
Die 2te Person hat ausser ve einen zweiten Stamm jw, in Ver- 
bindung mit s: jus. Den Stamm ju betrachte ich als die schwache 
Form eines Hiere, wozu es sich also verhält, wie tu zu teve. 
Im *jeve hat sich dasselbe ve mit dem Stamme je (jo) ver- 
bunden, der auch als Pronomen rel. (ursprünglich demonstrativ.) 
ein selbständiges Dasein führt. Hier hat sich indess, verschieden 
vom Verhältniss bei dem Stamme teve, nirgends die volle, nur 
die redueirte Form erhalten. 

Von den Stämmen des Pronomens der 1 Pers. ist nes der 
vorrherschende geworden, aber dass auch vei der Grundsprache 
angehörte, zeigt das Auftreten desselben ausser im Arischen 
auch im Germanischen und (im Dual) im Slav.-Litauischen; in 
allen Sprachen gehört er nur dem Nominativ an, während der 
Acc. von dem anderen Stamme gebildet wurde, ganz wie im 
Sing. der Nom. und der Acc. ganz verschiedene Bildungen zeigen 


80 DR. A. TORP. [No. 11. 


(ahám -màm). Zu einer verschiedenen Bezeichnung des Subjects- 
und Objectsverhåltnisses war natürlich der Drang am grössten, 
und weil, wie schon früher bemerkt, die Bildung dieser Prono- 
mina früher als die Casusbildung stattfand, musste das, was 
spåter durch Suffixe bezeichnet wird, hier durch verschiedene 
Stämme zum Ausdruck gebracht werden. 

Der Nominativ lautet im Sanskrit vayám o: vai-am, altpers. 
vayam, avest. vaem. Für die übrigen Casus hat ursprünglich 
der Stamm nas ohne weitere Suffixe die Bezeichnung gegeben. 
Auch hier sind also, wie im Singular, die spåter enklitisch ge- 
brauchten Formen die ursprünglichen gewesen. Der Stamm nas 
besass eine dreifache Abstufung: nés (nos) — nes (nos) — ns. 
Die starke Stufe ist erhalten im eranischen nicht enklitisch ge- 
brauchten Accusativ nào = nas, die mittlere im enklitischen Dat. 
und Gen. né, jünger avest. nó = nas. Hier hatte also die 
Sprache eine Differenzirung der Casus erlangt, im Sanskrit sind 
alle drei Casus im enklitischen nas vertreten. Die schwüchste 
Stufe ns ist, wie ich glaube, im Stamme asma zu suchen. Dieser 
Stamm wird gewöhnlich als durch Verbindung der reducirten 
Form n mit dem: Pronominalelemente sma entstanden gedacht. 
Was ist aber hier n? In der Pluralendung findet sich, wie ich 
zeigen zu können glaube, in sämmtlichen indog. Sprachen urspr. 
nur nas als Stamm; wie unablósbar das s war, zeigen die posses- 
siven Pronomina im Lat. und Altslav., wo das ableitende Suffix 
an die Stämme nes (nos) ves (vos) hinangetreten ist. Die älteste 
und, wie ich glaube, einzige indogermanische Form des Stammes 
asma ist der Accusativ avest. ahma, griech. cups. Hier 
konnte doch wohl nicht das Element sma einen Casus bezeichnen? 
Dagegen liegt ist es schon voraus nahe anzunehmen, dass, 
wenn die zwei Accusativformen nas und asma neben einander 
hergehen, und in dem « der sogenannte sonantische Nasal zu 
sehen ist, also beide demselben Stamme angehören, die erstere 
Form die ursprüngliche und die letztere dieselbe, nur mit einem 
pronominalen Elemente erweiterte Form ist. Ich würde demnach 
asma als aus ns-sma entstanden betrachten, indem ich annehme, 
das ss vor m schon grundsprachlich unter Einfluss der Tonlosig- 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL, PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 31 


keit der Silbe zu s vereinfacht ist. Die Anfügung des sma wurde 
von dem Drange nach Differenzirung veranlässt, weil nas mehrere 
Casusverhältnisse bezeichnete. Der Accusativ *asma ist, wie 
gesagt, wahrscheinlich die einzige Form der Grundsprache. Spåter 
wurde diese Form die Basis für neue Bildungen, indem zuerst 
die Endungen des Singularis des persónlichen Pronomens, spáter 
auch die des Pluralis anderer Pronominal- oder Nominalstümme 
hinzutraten. Dass die Singularendungen die ursprünglichen sind, 
zeigt die vedische Form asmé für den Locativ und Dativ, spáter 
von dem mit pluraler Endung gebildeten Locativ asmasu verdrängt, 
Eine andere Dativbildung ist asmá-bhyam mit dem Suffix bhyam, 
wie tubhyam, avestisch ahmaibhyä-cä wie maibhyä-cä, daneben 
ahmåi mit der gewöhnlichen Endung der Pronomen wie yahmäi, 
kahmai. : 

Ablativ asmá-d mit der Endung d, wie Sing. má-d. Instru- 
mental *asmà kann aus yusma in yusmå-datta yusma-nita (R. V.) 
erschlossen werden. Aus diesem *asmå bildete sich durch neue 
Anfügung des pluralen Suffixes bhis asmabhis, ganz wie tvay-i 
dureh Anhüngung des i aus tvé. Und zu diesem Instrumental 
` würden weiter als entsprechender Locativ asmasu statt asme 
. Und der Accusativ asman statt des urspr. *asma gebildet. Der 
Gen. asmåkam, den das Sanskr. mit Altpers. Avest: amäkham 
ahmäkem gemeinsam hat, ist das Neutr. Sing. eines Adjectiv- 
_ Stammes asmåka-. | 
‘Im Pronomen der 2ten Pers. geht vas vas neben dem 
 Stamme nas nas der 1 Person parallel. Die starke Form vas 
bildet im Eran. den nicht enklitischen Accusativ vào, die mittlere 
vas den enklitischen Gen. Dat. vo (gatha-dialekt. ve), im Skr. 
. Vas für alle 3 Casus. Daneben jūs jus und jusma, welches 
- letzteren ich als *jus-sma erkläre. Nom. im Eranischen 
x yus yüz-em; Sanskr. yüyám, wo anscheinend ein Stamm ya 
E. auftritt, ist offenbar eine Neubildung nach vayam. Die Linge 
der Vocals in *yüs blieb, wie ja immer vor y w lang ist. Ur- 
. Sprünglich lautete auch der Acc. *yüs. Diese Form wurde durch 
. Hinzutritt der Partikel sma: *yusma, mit Abschwächung des 
: Vocals in Folge der Tonånderung, wie *nás-ma zu *ns-sma. Der 


ER DR. A. TORP. [No. 11. 


Acc. *yusma ist freilich weder im Sanskr. noch im Eranischen 
vorhanden, aber seine grundsprachliche Existenz beweist griech. 
duue. Neubildungen von dem als Stamm aufgefassten Acc. yusma 
sind die übrigen Casus, mit den Formen der 1sten Person parallel: 
Loc. yusmé im R.V. später yusmasu, Instr. yusmà-, spüter 
yusmabhis, Dat. yusmábhyam, Abl. yusmád, Gen. yusmàkam, 
Ace. yusman. Im Eranischen entsprechen die Formen: Dat. 
yüsmaibyä, Abl. yüsmad, Gen. yüsmäkem. Daneben stehen 
Formen von einem schwächeren Stamme gebildet, in welchem 
der Vocal ausgestossen ist und das y vor s sich zu kh verschárft 
hat: khsmaibya (jünger Avest. khsmavoya) khsmad khsmakem. 

Die armenischen Pluralformen sind fast durchweg Neu- 
bildungen. Im Pronomen der 1 Person ist der neben e-me ur- 
sprünglich vorhandene kürzere Stamm me (cfr. griech. spe -pe) 
für den Plural verwendet worden, so der Acc. z-mez Dativ mez 
= me-ghe; Nominativ me-kh, Instrumental mev-kh mit dem 
gewöhnlichen Pluralzeichen kh, Gen. me-r mit demselben suffixe, 
wie in iu-r für das Reflexiv und ain-r von ain „dieser“ oir von 
0 „wer“ etc. Im Pron. der 2 Person ist im Nom. ebenfalls der 
Stamm des Sing. du mit dem Pluralzeichen versehen worden: 
du-kh. Den übrigen Formen liegt anscheinend ein Stamm je 
zum Grund, der wohl als das Reflex vom indogerm. ju oder jus 
zu betrachten ist; e ist wohl durch Angleichung an die Formen 
der 1 Person und die des Singular (khez khev etc.) statt u auf- 
gekommen (cfr. im Lit. mu der 1 Pers. nach yu): z-jez, jez jer 
jev-kh. In den Ablativformen i-ménj Lien! (cfr. Sing. y-inën, 
i-khém) scheint das j Pluralzeichen zu sein. Ueber die Natur 
dieses Suffixes wage ich keine Vermuthung; es kommt sonst nur 
vor im Dat. (oder Instr.) und dem davon gebildeten Abl. Sing. 
einiger im Nom. auf i ausgehenden Nomen, in Gen. Dat. Abl. 
des vereinzelten kin = yvvý und in älteren Schriften in einigen 
anderen Gen.-Formen. 

Das Griechische hat aus dem indogermanischen Bestand 
nur die Accusativformen ppe Úpps erhalten. Die Nominative 
aeol. hom. Aypes Zuusc, dor. boeot. åpår pée (ovpéc) zeigen, 
dass ursprünglich der Accusativ auch dem Nominativ vertrat; 


3 
å 
å 


1888.] Z. LEHRE V.D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 33 


in Folge des Differenzirungsstrebens wurde das s als Zeichen 
des Nom. Plur. angefiigt. In Bezug auf die iibrigen Formen ist 
auf Brugmann (K. Z. XXVII, 397 ff.) zu verweisen. Die Genetive 
muslo» plov %poy vuelov Ipéov vov sind nach Brugmann 
Neubildungen von den ursprünglichen Genetiven *vpeto *opcto, 
die mit der gewöhnlichen Singularendung -sıo gebildet waren, 
indem die plurale Bedeutung zur Hinzufügung der pluralen Gene- 
tivendung führte. Nur kann ich nicht mit Brugmann in *w«y.sto 
*iusto den Genetiv des possessiven Adjectivs sehen. Es sind viel- 
mehr die reinen Stämme oder Accusative ous. dps- mit der Genetiv- 
endung -sto versehen worden. Als entsprechende Formen des 
Nom. und Acc. bildeten sich nach den Gen. dp Zo vpéov, unter 
Einfluss des Verhältnisses bei Nominalståmmen die Formen hyste — 
pete, iuéas Type, vpdag Jude. 

Die Dativformen, dor. boeot. uiv dyw, dpiv (oSpiv) opu», att. 
jon. "jpi» dh, Univ pi sind den Dativen des Sing., dor. épiv 
ipi» vi» tiv, nachgebildet. Die aeolischen und homerischen For- 
men pp oppi, oppo» apt scheinen von den obigen getrennt 
werden zu müssen; diese sind offenbar von co» cof hervorge- 
rufen worden. 

Das Italische weicht hier vom Griechischen weit ab. Der 
ursprüngliche Formenbestand hat sich gleichsam auf die beiden 
Sprachen vertheilt, und was der einen abgeht besitzt die andere. 
So sind hier die Stümme mes (nos) ves (vos) erhalten, die starke 
Stammstufe in dem Nom. Aec. nós vós, die sehwache in noster 
vester. Warum vester die e-Form, noster dagegen die o-Form 
hat, lässt sich nicht sagen, es ist eine der Launen der Sprache; 
später tritt voster ein durch Anlehnung an noster und an vos; 
nóbis vóbis sind rücksichtlich der Bildung unbestimmt, aller 
Wahrscheinlichheit nach gehen sie auf die mit s auslautenden 
Stümme zurück, also nos-bis vos-bis; dass nos vos und nicht no 
vo die Stimme waren, zeigen wohl die Possessiva noster voster 
(den von Fest. überlieferte Dat. Abl. nis setze ich als unsicher 
ausser Betracht; ist die Form åcht, so ist sie jedenfalls eine 
Neubildung) allein ob diese Stämme als langvokalisch (nos, vos) 
oder kurzvokalisch (nås, vos) anzusetzen sind, lässt E» ebenso 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No, 11. 


84 DR. A. TORP. [No. 11. 


wenig wie beim Possessivum bestimmen. Die Endung -bis kan 
man nicht dem sanskr. -bhyas gleichstellen, das wäre bis geworden 
. wie *capietis-capitis, äbiecio-abicio; -bzs ist ursprünglich -bei-s. 
Die Genetive nostri vestri sind natürlich wie mei etc. Genetive 
der Possessiva. Die Formen nostrum vestrum (spåter nostrorum 
vestrorum) kónnte man als die gleichsam corrigirten pluralisirten 
Weiterbildungen von nostri vestri betrachten, aber der über- 
wiegende Gebrauch derselben als Gen. part. macht es wahrschein- 
licher, dass wir hier die possessiven Pronomen in eigentlicher 
Bedeutung vor aus haben: multi nostrum „viele der Unsrigen* = 
„Unser viele“. 

Germanisch und Lett.-Slavisch stehen in Bezug auf 
. bewahrte Stammformen nahe. Beide Sprachzweige besitzen die 
Ståmme vei (Germ. Plural. und Dual , Slav. Dual.), mos und jus. 

Im Germanischen finden wir wie im Sanskrit die Stimme 
vei und jus für den Nominativ: Got. veis, jus; veis hat wahr- 
scheinlich sein s von jus erhalten, wie im Sanskrit umgekehrt 
yuyåm nach vayám. Altnordisch vér ist mit veis nicht identisch, 
sondern eine Nebenform, vér statt *vis wie mér statt *mis (mes); 
dass vér nieht ursprünglich *vis ist, zeigt die Behandlung des 
Vocals in prír = got. preis; 7 bleibt unverändert. Mit diesem 
"vir stimmt althochdeutsch wir, ags. we, we (wie me, mé), altfries. 
wi. Auch mit dem Nom. der 2 Pers, jus steht das Got. allein. 
Das altnordische er statt *is, das althochd. ir scheinen aus einer 
schwücheren Stammform is hervorgegangen zu sein (erhalten im 
goth. iz-vara). Indess ist dies kaum so aufzufassen, als hätte 
es ursprünglich eine selbstündige Nebenform is für den Nominativ 
gegeben; is hat vielmehr durch Anlehnung an izvara und unter 
Einfluss des *vis der jeten Person im Nominativ das alte jus 
verdrängt, Die Formen altsüchs. gi, ge, ags. ge, gë, altfries. 
gi, wo das j noch erhalten ist, gehen dagegen auf ein nach 
den entsprechenden Formen der 1sten Pers. umgestaltetes jus 
zurück. 

Die übrigen Casus der lsten Person sind von den Stamme 
nes gebildet. Der einzig ursprüngliche Casus ist der Accusativ, 
got. althochd. uns, altsächs. ags. altfries. ús. Das germanische 


À 
a 
E 
K 
3 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 35 


hat also hier die schwächste Stufe ns, Sanskrit die mittlere nas, 
Latein die stürkste »os erhalten; dieser Wechsel war also grund- 
Sprachlich vorhanden und wohl eine Folge der verschiedenen 
Betonung, je nach der Stellung im Satze. Ursprünglich wurde 
uns auch für den Dativ verwendet: Got. uns, altsüchs. ags. 
altfries. üs. Bei diesem Gebrauche war es natürlich, dass das 
Streben nach Unterscheidung eine neue Dativform hervorrief, 
indem uns unter Einwirkung des Sing. mis die Endung is annahm: 
got. unsis, altnord. ess oss (mit Verkürzung des Vocals) Da 
uns sowohl für den Dat. als den Acc. fungirte, ist es leicht ver- 
ständlich, dass die neue Form auch für den Acc. gebraucht wurde. 
Das althochd. und ags. bildeten dagegen für den Acc. eine 
neue Form nach dem Sing. mih, mec: unsih, asic. Für den Gen. 
wurde wie im Sing. das Possessiv verwendet: got. unsara, in 
den übrigen Dialekten ohne a; altnord. vár ist von Bugge (K. Z. 
IV, p. 250) aus ursprünglichem *üsar erklürt worden: aus *üsar 
wurde ürar und x viel durch Dissimilation weg: *áar — var, 
wie fsarn — járn. Im Ags. entspricht regelm. åser. Uebrigens 
ist die Form mehrfach umgestaltet worden. Im Ags. hat sie 
auch die Genetivendung erhalten üserra üsra wie im altsichs. 
unkerö für den Dual. Das althochd. hat statt des zu erwartenden 
unser: unsér, wie es scheint von dem Nom. Masc. der Adjective 
veranlåsst: unsér zu blintér, wie min zu blint. 

Die obliqven Casus der 2 Person gehen von dem zu ?s ge- 
Schwüchten Stamme jws aus. Dieser Stamm ist mit einem Suffix 
va erweitert worden, das vielleicht dasselbe va ist, das in den 
übrigen Sprachen den Grundstamm des Pronomens bildet. Der 
germanische Stamm wäre also ein zusammengesetzter is-va. Von 
diesem ist mit dem Suff. ro das Possessivum gebildet, wovon 
wieder das als Gen. fungirende got. izvara, wie unsara. Die 
ursprünglichen Formen des Dat. und Acc. sind im Got. der Neu- 
bildung izvis (wie unsis, nach mis pis) gewichen. Im Altnordischen 
entspricht der Gen. yd(vjar wo nach Bugge (a. a. O. p. 252) das 
Š dureh Dissimilation aus + entstanden ist, also statt M ie 
ebenso entspricht der Dat. Acc. ydr dem got. izvis. Schwieriger 
ist das Verhültniss in den übrigen germanischen oo indem 


36 : DR. A. TORP. [No. 11. 


hier das s verschwunden ist; dass es ursprünglich nicht vorhanden 
wäre, dass also hier die Formen aus einem Stamme ju gebildet 
würen, scheint bei der sonstigen Gleichheit eine unmögliche An- 
nahme. Das r ist also zunåchst im Gen. ahd. iuwér, alts. iwar, 
ags. éower, afr. iuwer durch Dissimilation ausgefallen und durch 
den Einfluss der Genetivform hat dann dasselbe in den übrigen 
Casus stattgefunden, zunüchst im Acc.: ahd. iuwih statt *irwih, 
ags. éowic; wie neben unsih uns stand bildete sich weiter der 
Dat. Acc.: ahd. iu, ags. éow, as. afr. iu. 

Die Lett.-Slavischen Sprachen gehen in der Bildung der 
Pluralformen sehr weit aus einander, so das gemeinsame aus der 
Einheit der Sprachen stammende Grundformen sich nicht er- 
schliessen lassen. Auch hier zeigt sich, das die Sprache ursprüng- 
lich mehrere Bildungsweisen derselben Casus besass, von welchen 
in den verschiedenen Zweigen die eine die herrschende wurde. 
So hat das Altpreuss. und Lit. den Stamm Zus (ju) bewahrt, 
der dem Altslavischen abgeht. Den Grund dieses Verlustes sieht 
Leskien (Decl. p. 151) sehr wahrscheinlich darin, dass dieser 
Stamm in seiner altslav. Form *ji mit dem Stamm des Pron. 
dem. ji zusammengefallen wire. Der Stamm ves (vos) hingegen 
ist im Lit. verloren gegangen, im Altpreuss. und Altslav. erhalten; 
der Stamm nes (nos) ist nur im Altslav. unversehrt geblieben, 
im Altpreuss. und Lit. ist er durch Einwirkung des Stammes 
jus umgestaltet worden. Die beiden Stimme nes und ves traten 
in der gemeinsamen Sprachperiode in doppelter Abstufung auf, 
und die langvocalische Stufe ist nur im Altslav. erhalten. 

In simmtlichen 3 Sprachzweigen finden sich in der 1sten 
Person Formen, die mit m, statt n anlauten. Das Gebiet des m 
scheint allmålich erweitert zu sein, denn während im Altslav. 
nur der Nom. (weleher der Form nach Accusativ ist) und im 
Altpreuss. sowohl der Nom. als der Acc. mit m anlauten, ist 
dieses im Lit. überall durehgedrungen. Ursprünglich ist das m 
gewiss nicht; ein mit m aulautender Stamm der 1 Pers. Plur. 
oder, was dasselbe ist, eine Pluralbildung des Stammes me des 
Singularis findet sich ja sonst in keiner Sprache, ausser dem 
Armenischen, das auch sonst nur weniges ursprüngliche erhalten 


A l ai ke or u waaka ESTNE 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON, IN D. INDOGERM. SPR. 37 


hat; wahrscheinlich ist das » als secundür aufzufassen, so dass 
es durch Einwirkung der mit » anlautenden Formen des Sing. 
im Anlaut das n verdrängt habe, wie im Pali mayar statt vaya, 
tumhe statt yusme aufkam.  Uebrigens haben auch sonst be- 
sonders im Lit. zahlreiche Formenübertragungen stattgefunden, 
die das ursprüngliche Verhåltniss sehr gestört haben. 

Nur in einer Form stimmen die 3 Sprachstümme gang über- 
ein, dem Accusativ, altpreuss. mans, lit. müs, altslav. Nom. my, 
Acc. ny. Für die 2 Pers.: altpreuss. wans (lit. jus), altslav. vy. 
Diese Form ist eine Neubildung, die also schon in der ge- 
meinsamen Sprachperiode stattgefunden hat, durch den Drang 
zur Differenzirung hervorgerufen. Der Nom. und Acc. lauteten 


° ursprünglich gleich (altpreuss. lit. mes (*nes), altslav. *na (o: *nös)); 


indem die Sprache eine neue Form des Acc. suchte, war es 
natürlich, dass diese unwillkürlich die gewöhnliche Endung ns 
annahm: altpreuss. mans ist statt *mons, im Lit. erwartete man 
als die entsprechende Form *mis wie z. B. jüs; denn tis (neben 
welchem sich in freierer Stellung tüs findet) ist durch proklitische 
Stellung gekürzt worden. Wahrscheinlich ist das ursprüngliche 
*müs durch Einwirkung der 2 Pers. (jüs) zu müs geworden, wie 
ja auch sonst der Parallelismus der beiden Pronomina im Lit. 
überall durehgeführt ist. Die altslavische Formen my ny kónnten 
Statt *mons, *nons sein, allein, da die übrigen altslav. Formen 
den Vocal a (urspr. ó) zeigen, ist es wahrscheinlicher dass sie 
aus *möns *nöns hervorgegangen sind: wie sich zu mes ein Acc. 
*mons bildete, so bildete sich zu dem Duplikat *mös der Acc. 
*mons. 

Die ursprünglichen Nominative *ma (statt *na o: nos) und 
*va (0: vos) sind verloren gegangen und durch die Accusative 
my vy ersetzt, wahrscheinlich zunächst weil in der 2 Pers. *va 
mit der Dualform zusammenfiel; in der 1 Pers. war freilich die Dual- 
form des Nominativs eine unühnliche (ve), allein als erst die 2 
Pers. die Form vy für den Nominativ angenommen hatte, war 
es bei dem sonstigen Parallelismus der Pluralformen natürlich, 
dass auch die Form der 1 Pers. die accusativische Endung y 
erhielt, 


88 DR. A. TORP. [No. 11. 


Die Formen *nös *vös vertraten ursprünglich auch den Dat., 
wie im Sanskr. nas vas; nach der Umgestaltung des Acc. *nos 
*yös zu ny, vy, war es denn natürlich, dass diese Accusativfor- 
men auch die Dativformen verdrüngten und also dativisch (enklit.) 
verwendet werden konnten. 

Den übrigen Casus des Altslav. liegen mit grosser Wahr- 
scheinlichkeit die Stämme *nos *vos zu Grund. Was zunächst 
die Genetive nasu vasu betrifft, ist es, wie von Leskien (Decl. 
p. 148) gezeigt, wahrscheinlich, dass das s aus urspr. ss ent- 
standen ist, weil das einfache s zwischen Vocalen regelmässig 
zu ch wird, also: nasü vasü statt *nas-sü, *vas-su o: *nös-söm, 
vos-sóm. Ebenso im Loc. nasi, vast statt *nas-su, *vas-su 9; 

*nös-su, *vös-su. Die Dativ namü, vamü und Instrumentale 
nami vami können ebenso gut von einem Stamme *nö *vö als 
von *nös *vös gebildet sein, wie auch im Lat. nöbis vöbis un- 
sicher sind, aber die Analogie des Gen. und Loc. wie auch das 
Vorkommen der Stümme *nös *vös in den possessiven nasi, vasi 
macht das letztere wahrscheinlicher: nami vami statt *nos-mis, 
*vös-mis steht also dem lat. nöbis, vobis aus *nós-bis *vös-bis 
parallel. 

Im Altpreussischen lautet der Nominativ mes für die 1 und 
ious für die 2 Pers. ious (o: its) entspricht völlig dem avest. jus. 
Der Gen. iouson und Dat. joumans zeigen keine Spur eines $ 
und sind also von kürzeren Stamme ja gebildet. Der Gen. und 
Dat. der 1 Pers. nouson und noumans verdanken ihr ow augen- 
scheinlich dem Einflusse der Formen der 2 Pers. 

Im Lit. entspricht jüs dem altpreuss. ioüs. In més beruht 
wohl die Länge des e auf der Einwirkung des langen Vocals in 
jas, doch werden auch sonst einsilbige Wörter im Lit. zum Theil 
verlängert (cfr. Dat. man, tåv etc.) 

Acc. jüs statt *juns hat sich in derselben Weise wie E 
preuss. mans vans durch Anfügung der Acc.-Endung neugebildet; 
danach müs statt *müs. Die Genetive musi, jüsü können, abge- 
sehen von dem m, von den altpreuss. nouson jouson unmöglich 
getrennt werden, wie Leskien es thut (Decl. p. 151). Die (von 
Kurschat nicht aufgefiihrte) dialektische Form munsu kann ebenso 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON, IN D. INDOGERM. SPR. 39 


unurspriinglich sein wie das auch dial. vorkommende juns statt 

jas im Nom. m 

Ebenso entsprechen die Dat. jüms älter jümus und mims, 
mümus den preuss. Formen ioumans noumans. Instr. mumis jumis, 
wie altslav. nami vami. Der kurze Vocal im Dat. und Instru- 
mental ist nach dem Muster der u-Stämme aufgekommen: Nom. 
PL jús; Act. jù, Dat. jüms, Instr. jumis wie: sinus, sinus, 
sunüms, sünumis. 

Im Loc. scheint die älteste Form des von Schmidt (de I locis 
IL 27) herbeigezogene *jusu in jusupi, analog damit ist *musu 
anzunehmen. Vielleicht ehen, weil sich nur hier die Endung su 
im Gegensatz zum gewöhnlichen se erhalten hatte, wurde die 
Form als Loc. undeutlich und daher umgestaltet, zunüchst in 
müsyjé jüsyjé nach dem Sing. manyjé tavyjé. Diese Form wurde 
wiederum gleichsam corrigirt, indem die plurale Bedeutung auch 
eine plurale Form hervorrief, und mit dem irrthümlich als Suffix 
betrachteten Ausgang -se des Loc. der a-Stümme versehen: so 
entstanden die neueren Formen mususé jususé. 

Daneben bestand auch eine dem Sing. *manimé "tawime (zu 
erschliessen aus sawimpi) nachgebildete Form: *musimé *jusimé 
(in musimpi jusimpi), nach der Gleichung: musimé zu müsyje wie 
*manimé zu mänyje. 

Endlich kommt dialektisch vor mumysé. Diese Form ist 
augenscheinlich zu dem dialektisch als Aceusativ vorkommenden 
mumis als entsprechende Loc.-Form neugebildet, nach dem Muster 
der i-Stämme: mumysé verhält sich zum acc. mumis (mümis) wie 
z. B. wagysé zum Acc. Pl. wagis. 

Im Keltischen sind die Pluralformen der beiden Pronomina 
die folgenden: 

1. Person. Absolute Formen: altir.: nf, sni, osni, snisni (sninni, 
snini), sinde, sinn; cambr.: ny, nyny, ninneu; corn.: ny, 
nyny; aremor.: ny. 

Infigirte Formen: altir.: n, nn (nicht aspirirend); 
cambr.: n; corn.: n, gewöhnl. gen, agan; aremor.: on. 
Suffigirte Formen: altir.: n, nn (unn); cambr.: m 


40 DR. A. TORP. [No. 11. 


(am, om, ym) und n (in yn = ad nos); eorn.: n (an, 
on ete.); aremor.: mp. 
2. Person. Absolute Formen: altir.: sib, sissi (sisi); cambr.: chwi, 
chwychwi, chwitheu; corn.: why; aremor.: huy. 
Infigirte Formen: altir.: b; cambr.: ch; com.: s 
(haüfiger gas, agas, ges, gis); aremor.: oz, ouz = 
cambr. ch. 
Suffigirte Formen: altir: b (ib, uib); cambr.: ch 
(weh, och); corn.: ugh, ough (= chw); aremor.: ch 
(och). 

Die Grundformen sind offenbar für die 1 Pers. sni, für die 
2 svi. Das » der 1 und das v der 2 Person ist offenbar der 
ursprüngliche Anlaut im lat. nös und vos; das s ist accessorisch; 
sollte es vielleicht der ursprüngliche Auslaut der Verbalform 
sein in den Endungen *-mos *-tes der 1 und 2 Pers. und schon ur- 
keltisch von der Verbalform auf die Pronominaltorm übergegangen 
und damit verschmolzen sein, in Folge der enklitischen Ver- 
wendung der Pronomina? Zu vergleichen würe altnordisch mér 
und þér statt ver und ér aus Verbindungen wie höfum(v)ér 
hafipér aufgekommen; sni und *svi wären demnach statt urspr. 
*s-nés und *s-vés. Daneben zeigt das irische und cornische ni, 
dass auch eine Form ohne das s ursprünglich dagewesen ist, wie 
im altnord. vér neben mér (dass es nicht auf Wegfall des s in 
der Verbindung s» beruht, zeigt z. B. corn. snod, ir. snáthe); 
ni ist demnach gleich urspr. *nés; snisni, sninni, snini, cambr. 
corn. nyny sind durch Reduplication entstanden. Unklar ist mir 
sinde, sinn; osni scheint durch osmé ostü hervorgerufen zu sein, 
was aber os ursprünglich ist, darüber wage ich keine Vermuthung 
auszusprechen. Unverständlich ist mir Stokes Meinung; es wäre 
vielleicht mit Sy, Gei verwandt. Im kymr. scheint ninneu 
nach dem Sing. minneu gebildet zu sein, wie ni dem Sing. mi 
entsprach. 

Die infigirten und suffigirten Formen im Altir. scheinen 
durch die des Sing. beeinflusst zu sein: n (nn) in (inn) un (unn) 
wie im Sing. m (mm) im (imm) um (umm). In den britanischen 
Formen auf -n war wie in der absoluten Form ursprünglich kein 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 41 


s vorhanden. In dem cambrischen suffigirsen m (>: urspriingliches 
mm), arem. o-mp (cfr. die Endung der 1 Pers. Plur. des Ver- 
bums: omp, altir. am) steckt wohl, wie Stokes meint (Decl. p. 103), 
eine Form wie das griech. apps. Man muss denn annehmen das 
von dem ursprünglichen *nsme, kelt. *ensme, zuerst » vor s mit 
Verlängerung des vorhergehende Voeals schwand; sm wurde zu 
. mmm assimilirt, und der lange Vocal im Anlaut in Folge der 
 Tonlosigheit zu einem minimalen verkürzt. 

Dagegen zeigt die cambrische Dativform yn (= ad nos) 
dasselbe » das sich in den infigirten Formen findet. 

In der 2 Person hat das cambrische die ursprüngliche Form 
erhalten: chwi = *svi; dazu entsprechen regelrecht corn. why, 
arem. huy; cambrisch chwychwi ist reduplicirtes svi = *svisvi. 
Die emphatische Form chwitheu kann wohl ebenso gut vom 
einzelnen als vom reduplicirten chwi gebildet sein (chwi-teu oder 
chwich-teu). 

Im Irischen ist die Partikula augens -si = cambr. chwi, 
ursprünglich svi, emphatisch verdoppelt sisi (sissi mit doppeltem 
$ in Folge der stárkeren Betonung wie tusso tussu aus tu + so); 
Sib ist vielleicht, wie Stokes meint, durch eine früher stattge- 
fundene Reduplication entstanden, also gleich dem cambr. chwichwi 
aus svisvi. Das suffigirte b mit i-Infection (duib) ist — urspr. 
"svi. Das infigirte b ist nach dem Muster des Sing. t reducirt, 
wie in der 1 Pers. Pl. nn dem mm des Sing. entspricht. 

Das cambrische ch zeicht den Anlaut sv. Unerklärbar ist 
mir die verschiedene Vertretung des sv, einerseits durch ch in 
cambr. uch, corn. ugh, arem. och und andererseits durch s in den 
infigirten Formen corn. s, arem. oz. 

Die Possessiva altir. arn, ar für die 1 und farn, forn, far, 
for, infig. barn, bar für die 2 Pers. machen grosse Schwierigkeit. 
Soviel scheint sicher, dass sie mit demselben Suffixe -ro wie 
das germ. unzara izvara gebildet sind; der Ausgang » ist wahr- 
scheinlich die neutrale Endung; als Grundform der 1 Pers. erwartete 
man demnach *ns-ro-m — *ens-ro-m — *ér-n, indem » vor 
s mit Dehnung des Vocals wegfiel und sr nach dem langem Vocal 
Zu r vereinfacht wurde wie in mir aus *ménsro. Das zu er- 


42 DR. A. TORP. [No. 11. 


wartende *ërn muss dann in Folge der Tonlosigkeit zu ar-n herab- 
geschwåcht sein wie in nachtonischer Stellung berat statt *berét 
etc. in derselben Weise wie im Possess. der 2 Pers. du Vocal- 
schwächung eingetreten ist statt des zu erwartenden *dü (tü). 
In farn, forn, barn, bor für die 2 Pers. scheint der Wechsel 
Zwischen f und b auf einen ursprünglichen Anlaut sv zu deuten; 
das ursprüngliche *ves-ro-m scheint durch Einfluss des persönl. 
Pron. *svi sich in *sves-ro-m geändert zu haben. Der Vocal e 
hat sich in Folge der Tonlosigheit in a geändert wie in der 
Praep. ass = ex. Der Wechsel zwischen a und o in diesem 
Worte ist mir ebenso unklar wie in ar, or „er sagte“ u. a. 


Die Dualformen. 


In Dual finden wir, wie im Plural, zunächst das zweite 
Element der Singularstämme wieder: me (ma) für die 1 und v ve 
(v0) für die 2 Pers. Daneben kann anch hier der Stamm vz (t) 
theils mit einem anderen Stamme zusammengesetzt, theils allein 
auch für die 1 Pers. fungiren. Neben dem Stamme ve z (va) geht, 
wie im Plur. der Stamm yz. U 

Im Sanskrit lautet der Nom. Acc. der 1 Pers. Dual. avam, 
avest. ava. Diese Form ist offenbar zusammengesetzt. Das 1ste 
Element ist a, das ich als die Dualform eines indogermanischen 
Pronominalelementes — (0) (griech. e in ¿-ué etc.) betrachte. So 
ansprechend es auch wáre, auch hier das Element ra wiederfinden 
zu kónnen, vermag ich nicht denjenigen Gelehrten beizustimmen, 
die in dem å den sogenannten langen nasalis sonans (9), durch 
die Reduction der Silbe na hervorgebracht, sehen. Das ist ein 
Lautprodukt, dessen Existenz ich dureh das vornehmlich von 
de Saussure (Mémoire sur le systéme primitif des voyelles) und 
Osthoff (Morph. Unt. IV) Angeführte bei weitem nicht für be 
wiesen ansehen kann.! 


+ = Die 
salen einzulassen. Nur so viel mag . werden. 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL, PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 43 


Die avestische Form ava enthält die beiden Stämme e (o) 
und ve (vo), beide in der Dualform; àvàm kann man als dieselbe, 
nur mit -a» erweiterte, Form betrachten, also: à-và-am. Im 


po o, sanskr. a, an, Ur ir etc.) zeigen sich regelmissig in 
der Wurzelsi Ibe gewisser Bildungen, wo die Wurzel in anderen 
Bildungen eine zweisilbige Gestalt annimmt, und ursprünglich 


gewiss nur hier ährend z olche zweisilbige Wurzeln 
n de artc. auf -to immer den langen Vocal haben, wird 
man denselben in den einsilbigen wie pev- Tev- nie finden 


Kein einziges Beispiel låsst sich für das Vorkommen desselben 
ausserhalb des erwühnten Falles mit Sicherheit aufstellen. Was 

as vq in vnxe2d%g VATOLVOG etc. neben o av in an- 
deren parallelen Compositis betrifft, kann, wie früher bemerkt, 
die negirende Partikel ursprüngl. zweisilbig gewesen sein, oder, 
falls sie einsilbig war, kann man in wm die „gesteigerte“ Form 
des Wortes sehen, während die „mittlere“ Form das lat. slav. 
germ. ne, und die schwächste das lat. kelt. in, das griech. av, 
% das germ. un repråsentiren; én ágat können von einer 
ursprünglich neben g'em stehenden Wurzel g'å gebildet sein 
u. s. v. Das regelmässige Auftreten der Dehnung dagegen in 
der einsilbigen Form sonst zweisilbiger Wurzeln zwingt uns 
eine Verbindung zwischen der Dehnung in dem einen Falle 
und der Zweisilbigkeit im anderen anzunehmen, und zwar der- 
gestalt, das was bei der Reduction der Wurzel an Silbenzahl 
verloren wurde, durch Beibehaltung der Zahl der Morae gleich- 
sam aufgewogen ward. In der zweisilbigen Gestalt hatten 
diese Wurzeln in der einen der beiden Silben (in welcher hing 
von der Betonung ab) ein „Schewa“, sanskr. gewöhnlich ı 1, grieh. 
lat. a (dabei ist aber zu bemerken, dass das unbestimmte 
Schewa sich in vielen Fällen analogisch zu e oder o färbte). 
Das Verhältniss zwischen Wurzelgestalt und Betonung zeigt 
sich gut z. B. im sanskr.: tár-tum — tirå-ti — tir-nå. Im 
Betreff der Vocalisation der reducirten Silbe weichen Arisch 

n 


zweiten Silbe NE wurde: tir-ná, stir-nå — -TOG, 
rouder çan-tá — XUN-TOF; ja-ta — "yvn- TOG, gnå-tus. Dass 
die Verschiedenheit so aufzufassen ist, und man also nicht 
ohne weiteres arisch @ nnd griech. vq gleichstellen darf, zeigt 
sanskr, jüa-, wo die Behandlung der Wurzelsilbe ganz dieselbe 
ist wie im Griech. und Lat.; die Wurzel, die e als 


at. 
pyn-Ttog gebildet; cfr. auch gna — janí. 
nå = urspr. n, so müssten wir auch im sanskr. jhä, gna, 


44 DR. A. TORP. [No. 11. 


Veda kommt neben dem Acc. avam ein Nom. äväm vor, welcher, 
wenn er nicht eine Analogiebildung nach yuvåm ist, aus dem 
einen Stamme allein, ohne das Element va, gebildet und also aus 
au-am entstanden sein kann, wo das % als eine an die Dualform 
gefügte Partikel zu betrachten ist; *à-u steht also in der Bildung 
der enklitisch gebrauchten Form nà-u parallel. Der Unterzchied 
im Gebrauche vom Nom. àvím und Acc. àvam kann sich unter 
dem Einflusse des Nom. tvám neben Acc. tvam entwickelt haben. 
Der Stamm va allein kommt in der Form vam o: và-am (wo và 
die regelmássige Dualform ist) éinmal im R. V. enklitisch vor. 
An eine Reduction von àvàm zu vam in Folge der Tonlosigkeit 
ist hier nieht zu denken. Dagegen spricht schon der Umstand, 
dass die Form ein Unicum ist. Ein auf Betonung beruhendes 
Verhültniss hütte kaum nur eine einzige Spur zurückgelassen. 
Das einmalige Vorkommen ist das letzte Lebenszeichen der, weil 
dem Sprachgefühl überflüssig, im Hinsterben begriffenen Form ` 
vam, die ursprünglich neben den übrigen Dualbildungen der 1 
Pers. im Gebrauch war. Die Grundsprache war, wie schon öfter 
betont, mannigfaltig in ihren Bildungen. Die noch unklaren 
Begriffe fanden keinen bestimmten Ausdruck, mit der zunehmenden 
Bestimmtheit der Begriffe reducirte die Sprache die Mannig- 
faltigkeit, indem die eine oder die andere Bildung in überwie- 
genden Gebrauch kam. 


das nå als solches betrachten; wir würden also von den sonan- 
tischen Nasalen (n, m) nicht weniger als fünf Formen in Sanskr. 
aufstellen müssen na, an, å (lang), an, a (kurz). Wie wire weiter 
das Verhåltniss zwischen na und a in jatá etc. zu verstehen? Eine 
Schweirigkeit entsteht freilich auch bei der Betrachtung dieser 
Lantprodukte als durch Verlángerung des Schewa hervorgebracht: 
das Verschwinden des n im Sanskr.; wührend stir-ná, gan-tà 
sich schön neben cc9o-tóC, zum-Tög stellen hat ja-tá gegen 
"rwn-vóc den Nasalen eingebüsst. Man muss dann annehmen, 
dass, wührend das m als der stürkere Laut sich behauptete, 
sich das n nach dem unbestimmten Vocale nur als eine schwache 
Nasalirung šusserte, die im Arischen frühzeitig ganz verschwand. 
Dies ist zwar eine Schweirigkeit, aber auch bei der ` Annahme 
eines sogenannten langen Nasalsonanten wird man die bos 
schiedene Behandlung des m und des » ebenso schwer erklären 
können, 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 45 


; Neben àvàm steht als die enklitisch gebrauchte Form nau 
i o: na-u, die Dualform des Stammes na mit Anfugüng der Par- 
KE tikel ai 


! Das w als einen integrirenden Theils der Dualform, als dem 
Stamme zuhörend zu betrachten, wie es Meringer (K. Z. XXVIII, 
p. 217 ff.) thut, scheint mir nicht gerathen. Man dürfte dann nicht 


eine constante würe, nicht genóthigt anzunehmen; ebenso gut 
lässt sich vermuthen, dass die beiden Formen, auf -a und auf -au, 
von Altersher neben einanders gingen, und dass die erstere vor- 
züglich vor Consonanten, die letztere vor Vocalen, als die be- 
qvemere allmålich ihre Verwendung fand. Auf ein solches 
Verhültniss scheint mir ebeu auch die geringe Conseqvenz, 
womit die von M. aufgestellte Regel befolgt ist, zu deuten. 
Als Beweis gegen Osthoffs Annahme, dvau sei aus dva + der 
Pariikel ü entstanden, führt M. Fälle an wie R. V. VIII, 22, 13, 


I a d FE 
tav ida cid áhanam tay agvinå vándamana úpa bruve| ta ü 
námobhir imahe, indem hier klar zu ersehen sei, ,dass jenes 
E ‘ 1 X e i å 
tåv nichts mit dem tå ü zu thun hat;* hier sei eben die Par- 


Bew 
Partikel u in ihrer Verbindung mit dem Dualform hatte schon 
früh aufgehört als selbståndige Partikel gefühlt zu werden. 
An die Form ta oder tau trat dann das hervorhebende w, wie 


an andere Wörter. Uebrigens können die beiden Partikeln u 


angesetzt zu werden braucht; astau, ahtau, octo kónnten die ur- 
sprüngliche Dualform eines u-Stammes sein, mit ålterer Endung 


tirt und auf einen ursprünglichen vi, sees zurückgeht. Der 
Gen. auf "-aus: vedish pastyós (Loc. 
d 


wurde. — Der Nom. Acc. Dual. der o-Stimme war ursprüng- 
lich ohne Casuszeichen gebildet. Der Auslaut dieser Stümme 
war abstufend, wie auch in den i- und u-Ståmmen: starke 
Stufe o, @ schwache 5, Z; die starke Stufe o hatte der Stamm 
im Dual, und diese Form liegt nicht allein im Grich. und Slav., 


46 DR. A. TORP. [No. 11. 


Von der 2 Person wurde der Dual ursprünglich von den 
beiden Stümmen vz (va) und jü gebildet. 

Im Sanskrit sind beide Stimme noch neben einander im 
Gebrauch, indem der Stamm ve (vo), wie ne (nö) in der 1 Pers., 
die enklitischen Formen bildet. 

Der Stdmm yu begegnet uns im vedischen yüväm 9: yü-am, 
*yu kann hier als die gewöhnliche Dualform der u-Stümme be- 
trachtet werden: yi wie pagü. Der vedische Accusativ (im ge- 
wöhnlichen Sanskrit auch Nominativ) yuvam muss wohl als eine 
analogisch nach àvàm gebildete Form betrachtet werden. Im 
Avestischen ist der Stamm nur vorhanden im Gen. yavakem 
(2: *yuvakem), Neutr. eines Adjectivstammes yuvaka-, wie der 
Gen. Plur. yusmakem von yusmåka-. 

Der Stamm va ist im Sanskrit vertreten im enklit. Acc. 
Gen. Dat. vàm, aus và-am entstanden, wo và die regelmåssige 
Dualform ist, wie tà neben tàu. Dasselbe vam tritt wie erwähnt 
einmal auch für die 1 Person auf. 

Mit den Formen *àu (-am) nà-u *yü (-am) *và (-am) behalf 
sich die Sprache ursprünglich für den Dual. der beiden Personen 
in allen Beziehungen. Das zeigen auch gut die enklitischen 
Formen nàu und vàm für 3 Casus angewendet; und nur diese 
sind als indogermanisch anzusetzen. Die übrigen Casusformen 
sind Neubildungen, von dem Drange zur deutlicheren Bezeichnung 
hervorgerufen, indem in àvàm und yúvam ava und juva als die 
Stämme irrthümlich aufgefasst wurden, an welche die gewöhnlichen 
Casuszeichen gefügt wurden. Wie spät diese Bildungen aufge- 
kommen sind, zeigt sich darin, das sogar das Avestische in der 


sondern auch im Eranischen und in der weit überwiegenden 
Anzahl von Formen im vedischen Sanskrit vor. Daneben be- 
stand schon in der Ursprache eine Nebenbildung auf du, wo 
der ursprüngliche Ausgang -2 mit einem neuen Elemente u 
erweitert war: sanskr. virau, lit. tu-du tiltu, altir. da fer. Ueber 
den Ursprung dieses Elementes lässt sich nichts bestimmen. 
Darin eine Form des Zahlwortes zwei suchen zu wollen ist verge- 
bens. Zu solcher Verdeutlichung der Dualform schritt ex 
Sprache verhältnissmässig spät (lit. tu-du etc., goth. vi-t). Viel 
leicht ist es eine geschwüchte Form des Pron.-Stammes ve (vo)- 


1888.] Z. LEHRE V. D, GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 47 


einzigen belegten Form yavakem eine andere Bildung aufweist 
als das Indische in yuvós, yuvayos. 

Die übrigen im Sanskrit auftretenden Bildungen sind also wohl 
erst auf indischem Boden entstanden. Das Muster haben theils die 
nominalen a-Ståmme, theils die Pluralformen der Personalprono- 
mina selbst abgegeben: Instr. Dat. Abl. ävabhyäm, Gen. Loc. 
aváyos yuváyos sind nach den a-Stümmen gebildet. Die vedische 
Form yuvåbhyåm (neben yuvåbhyåm im Gebrauch) ist augen- ` 
scheinlich nach den Pluralformen asmäbhyäm yusmäbhyäm ge- 
bildet worden, jedoch so, dass die Endung -bhyäm als dem Dual. 
eigenthümlich beibehalten wurde; der Einfluss erstreckte sich 
nicht auch auf die Endung; ebenso die vedischen Ablative äväd 
yuvad nach asmäd yusmäd. Im R. V. kommt immer nur yuvös 
Statt yuváyos vor. Das ist vielleicht eine alte Bildung: der 
regelmässige Gen. Dual. eines u-Stammes: yuvös von yü wie 
bhuvös von bhü. Indess könnte die Form wohl auch vom Stamme 
yuva- gebildet sein, wie pastyös von pastya-. 

Das Griechische hat vom alten Bestand nur den Stamm 
nz (no) erhalten: vs — *na in nau, vo: ist ohne Zweifel dasselbe 


E vo mit dem deiktischen -- = sanskr. íd (Brugm. Griech. Gram. 


p. 65), davon weiter das Possessivum vwítegos. Der Nominativ 
vos bei Corinna (fr. 5), ist eine Analogiebildung mit dem e der 
Consonantstämme erweitert. Der Gen. Dat. homer. vót», att. vov 
ist gewiss mit der Dat. Loc.-Form der übrigen Ståmme zusammen- 
zustellen -(Érerouv, row etc.), einer Bildung, die in den übrigen 
Sprachen keine Parallele hat und also gewiss im Griech. selbst 
aufgekommen ist. War das Suffix des Loc. Plur. ursprünglich 
-04, -ovv, und wurde die letztere Suffixform oun auch zur Bildung 
des Loc. Dual. verwendet? Die Suffixform -o: würde sich zu dem 
avest -hva (geschwächt (-hw), sanskr. -su, altslav. cho) verhalten, 
wie die Stammform des Pron. reflex. si (sei) (cfr. p. 18) zur Stamm- 
form sve (su). Das » in c« ist dem m in sanskr. -bhyam (neben -bhya) 
gleichzustellen. Wie neben dem Nom. Plur. irxoı der Loc. *irror- 
sı(v) bestand, könnte sich zum Nom. Dual. fxxo ein Loc. *"xzo-ot» 
gebildet haben. Die daraus lautgerecht entwickelten Formen 
*rror(v) und *txeow könnten dann vielleicht in Folge ihrer 


48 DR. A. TORP. [No. 11. 


geringen lautlichen Verschiedenheit zusammengefallen sein, so 
dass sich für den dualen Gebrauch die Form fæxowv fixirte, während 
sich für den Plur. aus frrois unter Einfluss der Formen der 
consonantischen Stämme z. B. »vpvå(v) ein neues ?zzow(») ent- 
wickelte. Vielleicht hat auch die Form des Loc. Dual der 
a-Stámme zum Verdrängen des ursprünglichen *xxow durch 
fæxouv mitgewirkt. Wenn die Annahme Brugmanns, die Form 
des Nom. Plur. auf -xı sei eigentlich die Dualform (K. Z. XXVII 
p. 199, ff.) richtig ist, låsst es sich wohl denken, dass zum Nom. 
Dual. voygat sich ein Loc. *vpoat-cw bildete (wie im Sanskr. 
die Endung -ayos aller Genera wohl aus dem e des Nom. Fem. 
und Neutr. durch Annahme der Endung -os aufgekommen ist: 
agvay-os aus dem Nom. ácve „zwei Stuten“). Der aus "yp. aot 
lautgerecht entwickelten Form *wyoauy vup.paty konnte sich 
Imrouv leicht gesellen. vor wäre also statt *yp-ow; hier blieb 
das e, es entstand kein *vou», eben weil es hier keine solche 
Pluralform gab. 

- Die alten Formen der 2 Pers. sind denen der 3 Pron. (reflex. 
oder anaphorisch) gewichen, ein neues Beispiel, wie wenig be- 
stimmt die Bedeutung der Pronomina ursprünglich war: Nom. 
Spd, coat (wie vor) daraus weiter spa. wie vår, spwlrspog Wie 
voltspos; opw ist der regelm. Dual. eines Stammes s-bhe (bho). 
Das Suffix -bhe verhält sich zu bhi- wie qe (qo) zu qi; wir finden 
dasselbe Suffix in der lat. Dat.-Abl.-Endung -bos (-bus) wieder. 
Dass es urspriinglich nicht casus- sondern nur stammbildend war, 
zeigen Bildungen wie 2ha90¢, rsabhå etc. 

Die daneben bestehenden Formen der 3 Pers. (reflex.) pw: 
(es existirte wohl ein *zgós der 2 Pers.) spwiv haben sich secun- 
där durch den Accent von den Formen der 2 Pers. unterschieden, 
indem wohl die Formen co coí» das Muster abgaben (cfr. Brug- 
mann, Griech. Gramm. p. 66). 

Im Germanischen ist das got., altnord., as. ags. vit aus 
der geschwüchten Form des auch im Plural. auftretenden Stammes 
vei + t zusammengesetzt. Das ¢ ist ein letzter Rest von *tva 
= *dvö, lit. ve-du etc. 


Daneben ist der Stamm me (no) bewahrt in dem Acc. Das ` 


ee 


1888.] Z. LEHRE V. D. GESCHLECLTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR. 49 


Verhåltniss zwischen Nom. und Ace. ist also ganz wie im Slav.: 
Nom. ve, Acc. na. 

Der Acc. lautet got. ugk (Eph. 6, 22) as. ags. unc. Die 
Form unk betrachte ich als ein urspriingliches “nk 9: n + k, 
dasselbe Element (indogerm. ge), das auch im Sing. dem Acc. 
me angefiigt wird, un- steht auf derselben Stufe, wie vi in vi-t; 
der Grund der Schwåchung in den germanischen Sprachen gegen 
das sanskr. *na, griech. vo, altelav. na mag in dem Satzaccent 
gesucht werden. Ursprünglich war also die Form eine doppelte, 
die volle und die geschwüchte, von denen die letztere die Ober- 
hand gewann. 

Für den Nominativ der zweiten Person wird im Got. nach 
der Analogie der sonstigen Formen mit Wahrscheinlichkeit ein 
*jut (lit. ju-du) angesetzt. Altnordisch it kann natürlich nicht 
aus *jut hergeleitet werden, das würe *ut geworden; it kónnte 
sich zu dem vorausgesetzten *jut verhalten, wie das got. iz-vara 
zu jus, das heisst, auf derselben Schwüchung von jw zu i beruhen 
und also auf derselben Lautstufe wie vit und unk stehen, aber 
die as. ags. Form git macht es wahrscheinlicher das auch it 
von *jit entstanden ist. *jit trat statt *jut ein durch Einfluss 
der 1 Pers. vit. Die übrigen Formen der beiden Pronomen sind 
meiner Meinung nach simmtlich Neubildungen nach den Plural- 
formen, Zuerst bildete sich aus unk der Dat. got. ugkis, altnord. 
okkr nach dem Plur. unsis: weil der Dat. unsis neben dem Acc. 
uns stand, erforderte die Formenharmonie dasselbe Verhåltniss 
in dem Dual Die Form ugkis (okkr) trat wiederum für den 
.Aec. in Gebrauch, weil im Plural unsis auch für diesen Casus 
angewendet wurde. Nachdem somit das Verhültniss für den Dat. 
und Acc. in beiden Zahlen dasselbe geworden war, war es na- 
türlich, dass sich auch nach unsara ein entsprechender Gen. 
bildete: got. ugkara, altnord. okkar, ahd. einmal unkér (zweio) 
as, unkero, ags. uncer. 

Eine Differenzirung zwischen dem Dat. und Acc. suchte das 
Ags., indem für den Acc. sich eine Form uncit schuf mit der 
Endung des Nominativs vit. 

Nun haben diese Neubildungen im Pronomen der 1 Person 

Vid.-Selsk, Forh, 1888. No. 11, 4 


50 DR. A, TORP. [No. 11. 


wiederum zu neuen Formen für die 2 Person den Anlass und 
das Muster gegeben. Indem durch die Pluralformen izvis izvara 
das 2 als das der 2 Person karakteristische, wie das % der 1 
Person, gefühlt wurde, und indem zugleich die Endungen der 
Plural -vara -vis sich geltend machten, bildeten sich zu ugkis 
ein igqis, zu unkara ein igqara, altnord. ykkr ykkar (as. ags. 
inc zu unc, incer zu uncer, incit zu uncit) oder deutlicher aus- 
gedriickt: wie zu unsara die Dualform unkara lautete, bildete 
izvara die Dualform igqara; wie dem unsis ein ugkis entsprach, 
bildete sich zu izvis igqis. 

Das Litauische und das Altslavische weichen auch in 
den Dualformen merkwiirdig von einander ab; das altpreuss. hat 
keine Form erhalten. Das Altslav. kennt, wie im Plur., nur die 
Stimme ne und ve, der Stamm jw ist verloren. Das Lit. hin- 
gegen hat den Stamm ju erhalten, dagegen ist der Stamm ve 
verschwunden und in me ist das » wie im Plur. dem m des Sing. 
gewichen. Das Altslavische gebraucht für den Nom. der 1 Pers. 
ve (o: vei) und für den Acc. na = vs. Das ist offenbar das 
ursprüngliche Verhiltniss, wie auch das Germanische zeigt (vi-t, 
ug-k) Gegenüber den gotischen geschwüchten Formen hat also 
das altslav. in beiden Casus die volleren bewahrt. Neben dem 
altslav. ve steht lit. dial. ve-du, dem got. vit merkwürdig gleich; 
indess macht das + Schwierigkeiten, denn es ist mit dem e in ve 
und ; in vit auf keine Weise zusammenzubringen, es scheint 
also diese Form von dem Stamme ve ausgegangen zu sein. Die 
übrigen altslavischen Formen erklären sich leicht, sie sind aus 
den vollen Stimmen *nö und *vo (im Nom. Acc. va, Acc. na) 
ohne irgend welche Stammänderung, mit den gewöhnlichen Casus- 
endungen gebildet. Genetiv: na-ju va-ju wie to-ju vom Stamme 
to, dativ. na-ma, va-ma wie te-ma. 

Das Litauische hat für die 2 Person jü-du, das mit - 
Germanischen stimmt. Das erste Element ist, wie es scheint, 
der blosse Stamm jw ohne die Dualendung; diese ware vor an 
i gewesen, wie von den o-Stümmen ù, also analogisch mit tú-du 
erwartete man jü-du; indessen zeigt sich dialectisch eine merk- 
würdige Kürzung vor -dw in més-du statt més-du (1 Pers. Plur. 


ett Za AS EE EE EEN EEN 


E 


1888.] Z, LEHRE V. D. GESCHLECHTL. PRON. IN D. INDOGERM. SPR, 51 


im dualen Gebrauch) Der Stamm ju bleibt unveråndert in den 
übrigen Casus, indem das zweite Element -du flectirt wird: Gen. 
ju-dvéju, Loc. ju-dvése, Dat. (dial.) ju-dvém. In der Schriftsprache 
hat sich im Dat. m eingeschlieben durch die Einwirkung anderer 
Dative: jim -dvém wie z. B. dangüm von dangús. 

In den 1sten Person ist das åltere vedu der Neubildungen 
mü-du (nach jü-du) gewichen. Dialektisch wird indess vedu auch 
weiterflectirt: Gen. védums, Dat. védum. 

Unerklirlich sind mir die statt jidvéja müdvéju im posses- 
siven Gebrauch vorkommenden Genetive jima müma. Die En- 
dung -ma scheint auf den Stamm jusma zu deuten (müma ist eine 
Nachbildung) aber woher die duale Verwendung und die En- 
dung -a? | 

Das Keltische besitzt nur ein einziges Ueberbleibsel der 
Dualformen, im irischen Gen. Dual der 1 Pers. nå-thar, contrah. 
nar, ursprünglich ein poss. Pron. Stamm: nó-tero, also mit dem 
homer. vwitesog zu vergleichen (Stokes! Decl. p. 101). 


Gedruckt 29, Septbr. 1888. 


Studier 


over 


Nedharens Varighed og Tæthed 


Norge. 
Af 


H. Mohn. 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888. No. 12) 


nba, . PUR 
Emu id 


Christiania 
I Commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers Bogtrykkeri 


1888 


Studier over Nedberens Varighed og Tæthed i Norge. 
Af 
H. Mohn. 
(Foredraget i den math.-naturv, Klasses Mode den iste Juni 1888.) 


I 1871 paabegyndte jeg en Undersegelse over Nedbor-Vindenes 
Hyppighed og Styrke samt deres Nedber-Sandsynlighed paa 
nogle norske Stationer. Forskjellige Omstændigheder bevirkede, 
at Arbeidet ikke blev fortsat, men et Uddrag af nogle af de 
Vigtigste Resultater blev meddelt i min i 1872 udgivne Bog 
„Om Vind og Vejr*!, samt i Prof. Dr. Schübelers „Die Pflan- 
zenwelt Norwegens“? Jeg kommer senere tilbage til disser 
Undersogelser. "m 

I Zeitschrift der österreichischen Gesellschaft für Meteorologié 
(Ó. Z.) for 1880? har Professor Kóppen (Hamburg) fremsat en 


` Methode til at beregne den absolute Nedber-Sandsynlighed, An- 


tallet af Timer med Nedber i en Maaned og Antallet af Ned- 
bertimer i en Nedberdag. Denne Methode har Prof. Koppen, 
i Meteorologische Zeitschrift for 1885,* udvidet til Beregningen 
af Nedber-Hejden i en Nedbor-Time (Nedberens Tæthed eller 
absolute Intensitet) og prevet den paa en Rekke Stationer. 
Blandt disse indtage de norske Stationer en fremragende Plads. 
Dette har sin Grund deri, at der i vore Observationsskemaer 


! Vindroser for Nedbørens Hyppighed. 8. 172. 
S. 29 


Ö. Z. $. 362—867. 
M. Z. S. 10-2 


A 0) të 


4 H. MOHN. | [No. 12. 


er opstillet en egen Rubrik for Nedbør, som falder ved de faste 
Observationsklokkeslet (i Regelen 8 Morgen, 2 Eft. og 8 Aften), 
og at lagttagerne ere anmodede om saavel at benytte denne 
Rubrik som desuden at notere, i Anmerkningsrubrikken, Nedbor, 
efter dens Slags (Regn, Sne, Slud, Hagel), som falder mellem 
Observationsklokkeslettene (Formiddag, Eftermiddag, Nat) I 
den norske meteorologiske Aarbog (Jahrbuch des norwegischen 
meteorologischen Instituts) ere alle saadanne Nedbor-lagttagelser 
meddelte for de Stationer, hvis Iagttagelser trykkes in extenso, 
idet, her i Anmerkningsrubrikken, Nedborens Slags angives ved 
de internationale Tegn, og Tiden, da den faldt, ved et efter- 
felgende Ziffer 1, 2 eller 3 (resp. 8 Morg., 2 Eft. og 8 Aft.), 
naar den faldt ved en af faste Observationstider, og ved a, p 
eller n (Formiddag 8—2, Eftermiddag 2—8, Nat 8—8), naar den 
faldt mellem disse. Paa Prof. Kóppens Foranledning blev ved 
den internationale meteorologiske Comités Mede i Kjebenhavn 
i 1882 efter mit Forslag den i den norske Aarbog benyttede 
Betegnelsesmaade vedtaget og anbefalet Udgiverne af de meteoro- 
logiske Aarbeger. 

I 1883 fik det meteorologiske Institut af Storthinget en 
extraordiner Bevilgning til Studiet af Regnforholdene paa Ost- 
landet, med særligt Hensyn paa Vejrvarsler for Landmanden. 
Denne Bevilgning blev fortsat det følgende Aar. Under disse 
Studier, der udfertes af Cand. jur. K. Hesselberg, Assistent ved 
det meteorologiske Institut, lod jeg Prof. Köppens Methode an- 
vende paa en Rekke norske Stationer. Det er disse Beregninger 
af Cand. Hesselberg, som danne det forste Grundlag for denne 
Afhandling. Idet jeg optog dette Arbeide, fandt jeg imidlertid, 
at en Del af Beregningerne helst burde udferes med andre Data, 
end de tidligere benyttede, og jeg tilfejede desuden flere nye, 
hidtil ikke beregnede Stationer, for at udfylde Nettet af saadanne. 
Efter at have fremstillet Beregningsresultaterne, har jeg til Slut- 
ning forsegt, saavidt de hidtil udferte Studier tillade det, at 
antyde Fænomenernes fysiske Sammenhæng og Begrundelse. 

Prof. Köppens Methode er følgende: 

"Er n det samlede Antal Observationer, y Antallet af Obser- 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 5 


vationer med Nedbør (Regn, Sne, Slud, Hagel) i samme Tidsrum, 
N Antallet af Timer i en Maaned, d Antallet af Dage med Ned- 
bør i det samme Tidsrum, som svarer til de » Observationer, 
og h Nedber-Hejden i det samme Tidsrum, saa er 


= den absolute Nedber-Sandsynlighed, 


LN den sandsynlige samlede Varighed, i Timer, af Nedber i en 

Maaned, eller Antal af Timer med Nedber i en Maaned, 

m AM AR gjennemsnitlige Varighed, i Timer, i en Nedbor- 
Dag, eller Antal af Nedber-Timer i en Nedber-Dag, 


h ve d 
7 den gjennem Nedber-Hojde i en Nedbor-Dag, 


> ae den gjennemsnitlige Nedbør-Højde i en Nedbor-Time (abso- 


lut Nedbor-Tzthed pr. Time) et Maal for Nedberens Intensitet. 

Tab. I. indeholder en Fortegnelse over de 38 norske Sta- 
tioner, hvis Iagttagelser jeg har benyttet til denne Undersegelse, 
med Opgave over Stationernes Bredde og Længde, deres Hojde 
over Havet, den benyttede Aarrekke og dennes Lengde. De 
fleste Stationers Observationsrekker ere fuldstændige. For de 
Stationer, hvor dette ikke er Tilfældet, men hvor der er Huller 
i Observationsrækkerne, idet enkelte Dage i en enkelt eller i 
flere Maaneder eller hele Maaneder mangle, er der i den sidste 
Rubrik tilføjet en Stjerne. Som man ser, er det: for de aller- 
fleste Stationers Vedkommende den l0aarige Række 1874—83, 
jeg har behandlet. For de Stationers Vedkommende, hvor denne 
Række ikke fandtes fuldstændig, har jeg taget, saavidt muligt, 
Senere Aargange med, for at faa en 10aarig Række, og for et 
Par Stationer, hvor der var sterre Huller, en 11- eller 12aarig. 
Det havde veret bedst, om samtlige Stationer havde veret re- 
præsenterede ved det samme Tidsrum, da en 10aarig Række 
sandsynligvis ikke giver Resultater, der ere fri for Virkningen 
af længere periodiske Variationer i Nedberforholdene, og saaledes 
disse faa nogen Indflydelse paa Stationernes her udledede ind- 


H. MOHN. [No. 12. 
Tabel I. 
š Nord Øst Højde Aar 

No. Station. Bredde; Længde Hav 
. Gr; Række. | Antal. 

0 i 0 ' || Meter. || 
1 pros. . ; 62 34 [11 23 | 630 | 1876—85| 10 
ei, 62 17110 45 | 493 78—87| 10 
B BIDOm....: 6 5| 9 gu 643 74—89| 10 
4 | Granhejm .. 61 6| 8 58| 895 74-83] 10* 
5 | Eidsvold : 60 92| 11 13 188 76—85| 10 
6 | Christiania . . . 59 55]| 10 43 | 25 74—89| 10 
7 | Sandesund . . . 159 5110 28 8 74—89| 10 
8 | Torungen ... 58 25 8 48 15 74—83| 10 
9 . i B 41 8 al.1 76 —85| 10 - 
10 andal 6 21 7 WI H 74—89| 10 
11 | Soggendal . . , 68 191 è if] 8 74—89| 10* 
12 e 59 12| 7 aal 317 789—175, 4* 
13 | Skudenes, ë 59 91-5 15 4 74—88; 10 
14 ensvang . , , 60 20| 6 40]| 30 74—89| 10* 
15 Pei, 60 23 | 5 21 17 74—83| 10 
16 | Hellisø rn 60 45 | 4 3| 19 74—83| 10 
J Ds >: 61 10| 6 32 5 74—89| 10* 
18 || Leirdal CS er- el 7 29 5 76—85| 10 
19 Ls 61 36| 5 2 8 74—83! 10 
20 | Dombesten . . . , 61 53] 5 40| 11 74—81 8 
21 | Aalesund. . . . .|62 581 6 Tol 14 74—89| 10 
959 DL One. i: .|62 52 | 6 38 9 74—89| 10 
23 | Christiansund, , G 7! T 45]. 15 74—83| 10 
24 | Ytterøen. . . 63 49| 11 141 76 67—76| 10* 
25 | Villa ; 64 33110 4 7 74—89| 10 
EM IB. O... 65 28/12 13 11 74—83| 10 
A nnn. 66 12| 13 38 13 74—83| 10* 
28 | Bode .. š 67 17|14 24 7 74-83| 10 
29 | Rest. . å 67 81112 9 8 75—87| 11* 
30 | Lødingen. . . , 68 24116 11 B 74—83| 10 
: 81 || Fagernes í 68 27| 17 25 8 74—83| 10 
32 | Andenes . . . . 69 20|16 8]| 6 74-83, 10 
33 | Tromsø .. 69 39|18 Sei 15 74—83| 10* 
34 | Alten : 69 581923 15]! 18 74—83, 10 
95 | Karasjok Ä 69 16 || 25 .33 || 133 76-87) 12% 
36 | Gjesvær i "1 6125 22 7 78—87 10 
et iva. ..... 70 22131 8| 10 74—89| 10 
4 s 
38 | Sydvaranger . . 69 40130 10| 20 75—84| 10 


1888. | STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 7 


byrdes Nedberforskjeller. Men da havde jeg maattet gaa ud 
over det af Cand. Hesselbergs Beregninger givne Grundlag og 
foretage nye Optællinger, der kræve lang Tid. Jeg betragter 
dette Arbejde som et Forseg paa Fremstillingen af et helt Lands 
Nedberforholde efter Prof. Köppens Methode, der senerehen 
muligens kan blive fortsat og udvidet med længere og mere 
homogene Observationsrækker, en Fortsættelse, hvortil vore 
Observationsskemaer for de senere Aar fra de norske Stationer 
ogsaa synes mig at* opfordre. 

Tab. II. viser Antallet » af de benyttede Observations- 
ejeblikke for hver Station og for hver Maaned. Da de faste 
Observationsklokkeslet ere 3 om Dagen, vil en Maaned, naar 
Observationerne ere fuldstzndige, indeholde 3 Gange saa mange 
Observationsejeblikke, som der er Dage i Maaneden, og for 10 
Aar 30 Gange. Saaledes Januar 30 >< 31— 930, April 30x30 — 900. 
Af Tallene i Tab.Il. kan man umiddelbait se, hvor der er Huller 
i Observationsrekkerne og hvor betydelige de ere. 

Tabel III. viser det af de originale Manuskript-Skemata 
optalte Antal (r) faste Observationsterminer, ved hvilke der er 
noteret Nedber, i Form af Regn, Sne, Slud eller Hagel, indenfor 
de i Tab. L og II. nærmere betegnede Tidsrum. 


Tab. IV. giver Forholdet ( z) mellem Antallet af Ojeblikke 


med Nedber og det hele Antal af Observationsejeblikke, i Tusinde- 
dele; eller den absolute Nedborsandsynlighed, saaledes som den 
fremgaar af Observationerne. 

De saaledes fremkomne Tals Paalidelighed beror paa Paa- 
lideligheden af Iagttagernes Notering af Nedbør ved de faste ` 
Observationstider. Herom indeholder det meteorologiske Instituts 
Vejledning af 1871 felgende Forskrift: 

„Nedber noteres, hvergang det observeres. Det noteres 
paa sin Plads under vedkommende Klokkeslet, dersom det finder 
Sted ved Observationstiden. Nedbør, som falder udenfor de 
regelmæssige Observationstider, noteres i Anmerkningsrubrikken, 
med Tilføjelse af den omtrentlige Tid (Nat, Morgen, Formiddag, 
Middag, Eftermiddag, Aften), da det faldt.* 


8 H. MOHN. [No. 12. 


Tab. II. 


Antal Observations-Ojeblikke. 


Station. |Jan. | Feb.| Mar.) Apr.| Maj. | Juni. Juli. Aug.) Sep. | Oct. | Nov | Dec, 
Røros. . . .| 930| 849| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900| 930 | 900 | 930 
Tønset . . .| 980| 849| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900| 930| 900 930 
Dovre . . .| 930| 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900 | 930| 900 | 930 

ranhejm . .| 930| 846| 930| 900| 930| 810| 837| 930| 900| 930| 900 930 
Eidsvold,. .| 930| 849| 930| 900 930| 900| 930| 930| 900| 930| 900| 930 
Christiania .| 930| 846| 930| 900| 930 930 | 930 930 | 900| 930 
Sandesund, .| 930 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900| 930| 900| 930 

ngen . .| 930| 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900 | 930 930 

Y 930| 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900 | 930 | 900| 930 
Mandal . . .| 930| 846| 930| 900| 9 930| 930| 900| 930| 900| 980 
Soggendal, .| 930| 846| 930 900| 837| 801| 738 | 744| 786| 807| 900| 930 
Valle. . . .| 279| 252| 279| 270 | 279 | 270| 279 | 279 | 360| 372 | 360| 372 
Skudenes . .| 930 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930 | 900| 930| 960 930 
Ullensvang .| 930; 846| 930| 900| 930| 810| 837| 837 | 900| 837| 900) 930 

ergen . . .| 930| 846| 930| 900 930 900| 930| 930| 900 | 930| 900| 930 
Hellisø , . .| 930| 846| 930| 900| 930| 900| 930 930| 900 | 930 | 900| 930 
Flesje. . . .| 930, 846| 930| 861| 930| 900| 930| 930| 900 | 930| 900| 930 
Leirdal . . .| 930| 849| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900 | 930| 900| 930 
Floro. . . .| 980| 846| 930| 900! 930| 900| 930| 930| 900| 930 900 | 930 | 
Dombesten, .| 744| 678| 744| 720 | 744| 720| 744 | 744 | 720 | 744 | 720| 744 | 
Aalesund . .| 930} 846| 930| 900| 930| 900| 930 930 | 900| 930, 900| 930 
Ona . . . .| 930| 846| 930! 900| 930| 900| 930 930| 900| 930| 900} 930 | 
Christiansund | 930 | 846 | 930 | 900 | 930 | 900 | 930 | 930 | 900 | 930| 900 | 930 
Ytterøen . .| 744| 765 | 837 | 802 | 711| 630| 558, 558| 720 | 837| 900, 857 
Villa. . . .| 930| 846 | 930| 900 | 930| 900| 930 | 930 | 900| 930| 900| 930 | 
Brønø .| 930 846| 930| 900| 930| 900 | 930 | 930 | 900 | 930} 900 | 930 U 
Ranen . . .| 930 846| 930| 900 930| 900 e) 837| 900| 930| 900| 930 
Bode . . . .| 930| 846 930| 900| 930| 900| 930 | 930| 900 | 930| 900 | 930 I 
Rest . . . .| 980| 849 798| 720 | 813 | 762 | 714| 837| 975 |1023 | 990 |1023 
Lødingen . .| 930| 846 930| 900| 930 900! 930| 930 | 900 900| 930 — — 
Fagernes . .| 930| 846| 930| 900| 930| 900| 930| 930| 900 | 930| 900| 90 
Andenes 930 846 980| 900 | 930 900 930| 930| 900, 930 900, 930 ; 
Tromsø . . .| 930) 846 903| 900 930| 900 903 | 900| 900| 930 | 900) 930 

n. . . .| 930 846 980| 900 930| 900| 930 930 | 900| 930| 900) 930 
Karasjok . .| 913| 936| 887| 755| 620| 614| 509| 444| 546 | 666| 718| 672 I 
Gjesvær. . .| 930| 846 930| 900| 930| 900| 930! 930| 900| 930| 900, 930 
arde. . , .| 930 846| 930| 900 930| 900| 930 930 900| 930| 900 | 930 
Sydvaranger .| 930| 825| 930 | 873| 930| 900| 930! 930| 882 | 909! 876| 930 


E ee EE Ee, de S a de = T 


1888] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 9 


Tab III. 


Antal Gange noteret Nedbor ved de faste Observationstider. 


gn 
| 

Station. Jan | Feb, Mar. Apr. | Maj. | Juni. Juli.| Aug.| Sep. | Oct. Nov. Dec. 
Reros 98| 199| 116| 85| 101| 124| 128| 130| 131| 136| 120| 112 
Tonset 45| 48| 49| 28] 48| 60] 57] 58| 51| 75, 79| 72 
ovre, 63| 93| 69| 61| 53|.91| 81| 81| 79| 117) 124, 81 
Granhejm , .| 82| 140| 85| 70| 48| 69) 92 106) 87| 121| 117| 99 
Eidsvol 911 1371 100! 75| 77| 89| 98| 83, 135| 103| 122 | 125 
Christiania .| 104| 150} 112| 84| 69| 85| 127| 107| 127 | 135| 167| 139 
Sandøsund 104| 91} 95| 68| 59| 52| 681 76 1031 137 | 122 
Torungen 132| 142| 98| 75| 81| 71| 88| 88| 101| 120) 196 | 178 
ø 136| 139| 116] 78| 86| 52| 72| 78| 105| 113| 150| 170 
anda 86 981. 85| sol 45| 83| 57, 481 74| 851 110) 92 
Soggendal 109| 102| 81| 58| 47| 35| 54| 84| 70, 113) 115| 101 
lle , 99| 67| 39| 311 38| 26| 30, 34| 64| 101) 95). 91 
Skudenes 196| 196| 202| 107| 121| 100| 146| 169| 177| 205| 208 211 
Ullensvang .| 239| 191| 182| 104| 159| 124| 123| 1201 190| 175| 195 188 
Bergen 292 | 234 | 252 | 138| 184| 144| 212| 206| 241| 249| 282 | 255 
Hellisg ogg | 965| 217| 138| 147| 123| 166 | 173| 189| 262| 268, 276 
Flesje, 295 | 221 | 239| 124| 173| 134| 192 | 193| 205 | 205 | 217 | 236 
Leirdal el 66| el 19| 38| 52| 65| 42| 67| 70| 67| 60 
Florø 976 | 208 | 220| 127| 148 | 105| 180| 152| 184 | 230 212, 224 
Dombesten | 194| 129| 154| 105| 116| 103| 122 | 159| 166! 177| 179| 161 
Aalesund . | 203| 165 | 167 | 108| 122 | 102| 125| 130| 184) 168| 191 | 175 
Ona . . . | 229| 212| 281 | 134| 137| 113| 127| 134| 158| 194 | 198 | 223 
Christiansand | 177 | 159| 172 | 129| 127| 931 99) 105 147| 174| 1751 147 
tterøen . . 118| 146! 102| 113| 931 51| 54| 49| 94) 114) 148 110 
illa 905| 139 | 161| 114] 119| 87| 95| 92| 141| 145| 136 | 152 
Brong. , o57| 188 | 228| 152| 169| 144| 156| 148| 214| 212) 188| 200 
Ranen “Loro | 136| 180| 127| 160| 127| 80| 103| 173| 160) 147 132 
ode... | 187| 137| 141} 99| 102| 98| 90| 90, 129| 135) 130 145 
Røst 159| 140| 130] 84| 70| 47| 45| 69| 143| 170| 188 169 
Lødingen o52| 207| 222| 171| 155| 136| 112| 134| 180| 195| 185 196 
Fagernes 138| 111| 133| 115| 98| 121| 113| 159| 129) 122) 101 91 
ndenes 246 199| 159| 198| 148| 141 | 119| 183| 181| 167 197 | 187 
Tromsø 934| 183| 179| 166| 122| 107| 74| 129| 160| 192 166| 158 
Alten... ss! el sel 85| 47| 70|120| 112| 120) 104 83| 73 
Karasjok es| 951 iss| 87| 55| 53, 85| 51| 59, 90) 101 62 
Gjesvær 150| 129| 147| 144| 103| 97| 72| 72| 110) 154 119| 106 
ards. . . | 218| 165| 233| 160| 123| 117| 123| 188 | 154 208 | 222 | 158 
Sydvaranger .| 146| 123 | 1821 186| 1351 161] 140 144 | 124| 181| 179| 141 


10 - H. MOHN. (No 12. 

Tab. IV. 

Absolut Nedbor-Sandsynlighed. 
” 1000. 
n 

Station. Jan. | Feb.|Mar.| Apr | Maj. Juni. Juli. Aug. Sept. Oct. Nov. Abe 
os. . . .| 105| 152| 125! 95| 109| 138| 138| 140| 146 | 147| 133| 121| 129 
Tønset . . 48| 57| 53| sr 59| 67| eu e 57| 81| 88 77 61 
Dovre. . . .| 68| 109| 74 68| 57| 101| 87| 87| 88| 126| 138! 87 91 
Granhejm . 88| 166| 91) 78| 52) 86| 110| 114| 97! 129| 130| 106| 104 
Eidsvold 98 161| 108} 83! aa 99! 105|- 89| 150) 111| 136. 134| 113 
Christiania 111| 177| 119) 93| 74| 94| 187| 115| 141 | 145| 186| 150| 128 
Sandøsund 112! 108| 102} 76| 63 581 73| 82| 89 111| 152| 181| 96 
Torungen 149 168| 105| 83| 87| 79| 95| 90| 112| 130| 218| 191| 125 
xo. 146! 164| 125} 87| 93| 58| 78| 84| 117| 122| 167| 183| 100 
Mandal 93| 111} 91| 56| 48] 37| 61) 52| 82| ou 122| 99| 78 
Soggendal 117 1211 87) 59| 56| 44| 78|118| 89| 141| 128| 109! 95 
Vale. . . .| 355| 266) 140| 144) 136| 96 108| 122| 178 | 272| 264| 244| 194 
Skudenes 211! 282) 217, 119! 130| 111 | 157| 182! 197| 221! 231| 227| 186 
Ullensvang .| 257, 226| 196| 116 171| 153 | 158| 144| 211 | 209| 217| 202| 189 
Bergen 814| 277| 271| 153| 198 160 | 228) 222| 268 | 268| 313| 275| 245 
Hellisø 304| 313| 233| 153| 158| 137| 179| 186| 210 | 282| 298| 297| 229 
Flesje . | 317| 261| 257| 144) 186| 149 | 206| 208| 222 | 220| 241| 254| 223 
Leirdal 72| 78| 67 21) 41| 58| 70| 45 74| 75] 74, 65| 62 
Florø. . . .| 297| 246| 237| 141| 154! 117 | 140| 163! 204| 247| 236| 241| 202 
Dombesten 261| 191| 207| 146| 156| 143 | 164| 214| 231 | 238| 249| 217| 201 
Aalesund . .| 218| 195| 180| 120| 131| 113 |. 184| 141| 204| 181| 212| 191| 168 
+. . «| 246 251) 248| 149| 147) 126 | 137| 144| 176| 209| 220| 240| 191 
Christiansund | 191| 188} 185| 144| 137! 103 | 107| 113| 163 | 187| 194| 158| 156 
ttergen 159| 191 122| 141| 181, 81! 97| 88| 131| 136; 164| 131; 131 
Villa 220) 164| 173| 127| 128|. 97| 102| 99| 157| 156| 151| 163| 145 
rong, 276 222| 245) 169| 182 160| 168| 145 238| 228| 209| 215 206 
Ranen 226| 161| 194| 141| 172| 141| 96| 123| 192| 172| 163| 142| 161 
ode . . | 201} 162| 152| 110| 110| 109| 97| 97| 143| 145| 144| 156) 135 
Røst . 171| 165| 163| 117| 86| -62| 63| 82| 1471 166| 190| 165| 131 
Lødingen 271| 245| 239| 190! 167| 151 | 121| 144| 200| 210| 206| 211| 196 
Fagernes 148| 131| 143] 128| 105| 134| 121| 171| 143| 131| 112| 98| 131 
Andenes 265| 236| 171| 220| 159| 157| 128| 197| 201 | 180| 219| 201| 194 
Tromsø 252| 216| 198| 184| 131| 119| sel 143| 178| 206| 184| 170| 172 
Alten, 95| 97| 95| 94 sil 78| 129| 121| 1831 112| 92 79 98 
Karasjok . 91| 102| 156| 115| sol se| 167| 115| 106| 185, 141} 92) 116 
Gjesvær. . . | 161| 152| 158| 160| 111| 108| 77| 77| 122| 166| 133| 114| 128 
Vardø . . .| 229| 195| 251| 178| 132| 130| 132| 149| 171 | 224| 247| 170| 184 
Sydvaranger . | 157| 149| 196| 213| 145| 179| 151| 155| 1411 199| 204| 152| 169 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 11 


Ved Gjennemgaaelsen af Observationsskemaerne har jeg 
faaet det bestemte Indtryk, at vore Iagttagere gjennemgaaende 
have fulgt denne Forskrift med Nejagtighed, forsaavidt Ned- 
ber ved de faste Observationsklokkeslet angaar. Der er imid- _ 
lertid herved en Omstændighed, som er vanskelig at demme om, 
nemlig den laveste Grænse, den enkelte lagttager sætter for 
Styrken af den Nedbør, som han noterer. Medens en lagt- 
tager noterer som Nedbør enkelte Regndraaber eller enkelte 
Sneflokker, fordrer en anden Iagttager en tættere Regn eller 
Sne, for at den kan gjøre Fordring paa at blive noteret. Selv 
med den mest ensartede Vejledning er og bliver man her over- 
ladt til Iagttagerens personlige Skjen, og dette er unegtelig en 
Omstændighed, der gjør de beregnede Tal for Nedbersandsynlig- 
heden noget usikkre og Resultaterne for de forskjellige Stationer, 
resp. Iagttagere ikke fuldt comparable. Ved at afsætte de be- 
regnede Tal paa et Kart vil man tildels kunne controllere deres 
Gyldighed efter den Grad af Continuitet, som de antyde, men 
ogsaa kun tildels, da de locale Forhold netop ved Nedbøren 
gjøre sig sterkt gjældende. 

Et Exempel paa en meget vidt gaaende Forskjel i Opfat- 
ningen af den Styrke, Nedbør bør have, naar den fortjener at 
noteres, er jeg ved denne Undersegelse stedt paa, og skal jeg 
her fremfere det til Belysning af det ovenfor sagte. Mellem 
Institutets meteorologiske Station i Alten og den norske Polar- 
station (Bossekop) var Afstanden kun henimod 700 Meter. I 
Polarstationsaaret 1882—83 (12 Maaneder, Medium af August 
1882 og 1883) noterede Polarstationen 1040 Gange Nedber for- 
delt paa 8760 (365 >< 24) Observationsejeblikke, hvilket giver en 
Nedborsandsynlighed af 0.119. Den meteorologiske Station note- 
rede 49.5 Gange Nedber ved fast Observationstid, fordelt paa 
1095 (365><8) Observationsojeblikke, hvilket giver en Nedber- 
sandsynlighed af 0.045. Polarstationens Iagttagere have noteret 
ethvert Spor af Nedbør, som faldt ved de regulære 24 Time- 
observationer i Degnet. Dette har saaledes Institutets lagttager 
ikke gjort, men han har kun medtaget sterkere Nedber. Dersom 
jeg for Polarstationen kun regner med de Noteringer af Nedber, 


12 H. MOHN. | [No. 12. 


som ikke have vedføjet Exponenten ?, faar jeg 326 Tilfælder 
med Nedber, og en Nedbersandsynlighed af 0.037, altsaa lidt 
mindre end den meteorologiske Station. En speciel Jevnfering 
af Polarstationens Dagbog med Institutets Stations viser ogsaa, 
at der mellem begge er meget god Overensstemmelse, naar Polar- 
stationens svage, med Exponenten ° betegnede Nedber, udelades. 
Forevrigt kan den Tanke ikke bortvises, at Tilstedeverelsen 
af Polarstationen, med dens nejagtige lagttagere, har gjort In- 
stitutets Iagttager mere sorglos med Hensyn til saadanne mere 
lejlighedsvise Iagttagelser som Nedberens Art. Ved Nordlysene 
var dette factisk Tilfælde. Regnmaaleren leverede derimod paa 
Alten Station i Polaraaret (12 Maaneder) 219 mm., medens 
Polarstationen havde 200 mm. 

Ved Beregningen af Nedbersandsynligheden har a ikke 
kunnet tage Hensyn til en mulig tilstedeværende daglig Periode 
i Nedberens Hyppighed. At en saadan existerer, er efter Prof. 
Köppens Beregninger? ikke tvilsomt. Men dens Form i de for- 
skjellige Maaneder og paa de forskjellige Stationer er ubekjendt, 
og der er ikke nogen Udsigt til at faa den nærmere bestemt, da 
dertil fordres timevise Iagttagelser gjennem hele Degnet eller 
en yderst følsom registrende Regnmaaler. Hvad det ved den 
nærværende Undersegelse hovedsagelig kommer an paa, er i 
hvilken Grad Middeltallet af Observationerne paa de 3 faste 
Observationsklokkeslet repræsenterer Middeltallet for Degnets 
24 Timer. For at undersege dette, saavidt hidtil gjorte Obser- 
vationer tillade det, har jeg benyttet Observationerne fra den 
norske Polarstation i: Bossekop? og Observationerne fra den 
norske Nordhavs-Expedition.? 

Optellingen af Observationstimer med Nedber giver for 
Bossekop [Vinter = December, Januar, Februar; Sommer = Juni, 
Juli, August (1/2 (1882 + 1883]: 


1 M. Z. 1885. 8. 14.15. 

2 Die internationale Polarforschung 1882— 1888. Beobachtungs- -Ergebnisse der 
Norwegischen Polarstation Bossekop in Alten von Aksel S. Steen. 8. 58—99. 

3 Den norske Nordhavs- Expedition 1876—1878. Meteorologi af H. Mohn. 
S. 49-96, - 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS YARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 13 


Tab; V. 
Bossekop. 7. 24^ Obs. Al Nedbor. 


Kl. Vinter, Vaar. Sommer. Høst. Aar. 
1 la 13 18 11.5 5 47.5 
e 2 11 14 14.5 10 49.5 
| 3 12 19 10.5 13 54.4 
i 4 15 14 10.5 11 49.5 
: 5 15 14 10.5 18 52.5 
i 6 16 18 95 10 58.5 
| 7 14 16 11.5 13 54.5 
| 8 15 9 6 7 87 
i 9 9 11 8.5 10 38.5 
| 10 9 15 8.5 10 42.5 
11 11 11 9 7 38 
M. D. 12 11 8 5 |. 86 
1 p. 14 18 12 8 52 
2 12 16 10.5 6 44.5 
3 6 14 6 4 30 
4 9 14 10 3 36 
5 6 13 9 5 83 
6 9 14 8.5 7 38.5 
7 12 13 8.5 8 41.5 
8 16 15 8 9 48 
9 11 11 8.5 7 87.5 
10 12 11 6.5 7 96.5 
11 11 18 6:5 8 49.5 
M. N 12 17 9 7 45 
Sum. 282 344 991.5 193 |1040.5 
Middel 24h | 11.75 14.83 9.23 8.04 43.35 
3 14.33 13.33 8.17 7.33 43.17 


og heraf Nedbersandsynlighed = 
0.156 0.100 0.088 
0.145 | 0.081 


0.119 
0.118 


Middel 24h 
8+2+8 
3 


0.131 


0.159 0.089 


Den daglige Periode, der er tydeligst for Sommer og Hest, 
viser i det store taget et Maximum i de tidlige Morgentimer og 
et Minimum om Eftermiddagen. 

Forskjellen mellem Nedbersandsynligheden, beregnet efter 
de 24 Timers Observationer og efter de 3 daglige Observationer, 


14 H. MOHN. [No. 12. 


er ikke meget stor i de forskjellige Aarstider, og for hele Aaret 
er der en saagodtsom fuldstændig Overensstemmelse. 

Udelades de Observationer i Bossekop, der have Exponenten 
9 tilføjet, faar man følgende Resultat. 


Tab. VI. 
Bossekop. 7. 24" Obs. Kun sterkere Nedbør. 


Kl. Vinter. Vaar. Sommer, Host Aar, 
la. 3 1 4 1 9 
2 4 3 4.5 8 14.5 
8 2 5 3 4 14 
H 5 1 3 0 9 
5 5 5 9.5 8 15.5 
6 10 6 4.5 8 28.5 
" 8 6 1.5 3 18.5 
8 5 2 3 3 13 
ES " 2 5.5 0 14.5 
10 8 5 4 1 13 
11 8 6 9.5 2 13.5 
M D. 4 6 8 1 14 
1 6 4 4 1 15 
Q 6 8 3 2 19 
3 2 6 1 1 10 
4 3 - 2 4 1 10 
5 4 3 4.5 1 12.5 
6 1 1 4.5 1 7.5 
"7 8 4 9.5 1 10.5 
8 6 2 3 5 16 
9 3 3 3 2 11 
10 6 4 2 3 15 
11 2 6 2 3 13 
M.N 4 5 9.5 8 14.5 
Sum, 105 96 77 48 326 
r 94h 0.049 0.044 0.085| 0.022 0.037 
n 8+2+8 
3 0.063 0.044 0.0383 | 0.086 0.044 


Den daglige Periode faar sit Maximum i Morgentimerne 08 
sit Minimum om Eftermiddagen, De tre daglige Observationer 
give, Vinter og Hest, lidt større (16 %) Nedbersandsynligh 
end de 24 Observationer i Degnet. 


ME e ce (PPL ee ge aps EE Sr Yo SON Wk 2 PPP e aS TE ET ae ENEE 
TU PEEL Ee " T i o Set ge Ë de Pr å 


U 1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TZETH ED I NORGE. 15 


Observationerne af Nedber fra den norske Nordhavs-Expe- 


 dition give felgende Antal Tilfælder med Nedbør, fordelte paa 


122 Observationsdage i Tiden fra Medio Juni til Slutningen af 


— August. 


Tab. VII. 
Nordhavet. Sommer. 7. 24^ Obs. 


Kl, T. Kl. r. Kl. T. Kl r. 


la.| 20 7 a.| 23 lp 16 | 7» 18 
2 18 || 8 25 | 2 14 | 8 24 
3 16 | 9 91 | 3 15 | 9 99 
4 22 |10 20 | 4 15 {110 17 
5 27 11 7 15 15 |11 19 
6 25 |M. D.| 22 | 6 19 |M. N.| 21 

Middel af 24h 19.625 —=0.161 

8 
ERES 210 —~=0,172 
” 


Den daglige Periode har ogsaa her et Maximum i Morgen- 
timerne og et Minimum om Eftermiddagen, samt et secundært 


. Maximum Kl. 8 Aften og et secundert Minimum Kl. 10 Aften. 
. Nedbersandsynligheden, beregnet efter 24 Timers Observationer, 


bliver lidt mindre (6 0/0) end efter Middel af st, 2^ og 8h, 

Efter Prof. Köppens Beregning er paa de norske Stationer 
Nedbor-Hyppigheden Kl. 8 Morgen større end Kl. 2 Eft. og Kl. 
8 Aft, og Kl. 2 Eft. mindre end Kl. 8 Aften. Dette stemmer 
godt med det for Bossekop og for Nordhavet fundne. 

Den Forskjel, der er imellem Nedber-Sandsynligheden, be- . 
regnet efter 24 Timers Observationer i Degnet, og efter de 3 
daglige Observationstider synes saaledes ikke at vere stor, og 
Tallene i Tab. IV. ville ikke være beheftede med nogen stor 
Fejl af den Grund, at de ikke ere reducerede til 24-Timers- 


- Middeltal. 


Tab. VIII indeholder det beregnede Antal Timer med Nedber 
i hver Maaned og hele Aaret. Ved de fuldstændige Observations- 


16 H. MOHN. [No. 12. 
Tab, VIII. 
Antal Timer med Nedbor. 
TN 
n 

Station. Jan. | Feb. | Mar. | Apr. | Maj. | Juni. | Juli. | Aug. | Sep. | Oct. | Nov | Dec. Aar, 
Røros. . | 78.41103.2| 928| 68.0| 808 992102.4|104.0 104.8/108.8| 96.0| 89.6 1128.0 
Tønset . . 36.01 38.4| 39.2| 224| 38.4| 48.0| 45.6| 46.4| 40.8| 60.0) 63.2) 576 536.0 
Dovre. . | 504| 744| 55.9 488 42.4 72.8| 648| 64.8| 63.2| 936 99.2) 648 7944 
Granhejm 65.6! 112.0| een 56.0| 38.4) 61.9| 81.8] 84.8} 69.6| 96.8) 93.6| 79.2) 907.7 
Eidsvold 72.8 109.6| 80.0| 60.0 616| 71.2| 78.4| 66.4|108.0| 82.4 9761000] 988.0 
Christiania 83.21 120.0! 89.61 67.2| 55.2 68.0 101.6! 85.6|101.6/108.0133.6|111.2| 11248 
Sandøsund, . | 832| 72.8 760| 54.4| 47.2] 41.6| 544) 60,9| 640| 82.4109.6| 97.6| 844.0 
Torungen . . |1056|113.6| 784 600| 648 56.8 704 66,4! 80.8 96.0 156.8 142.4) 1092.0 
Oz . . . . |l088|1112| 928 62.4 688| 41.6| 57.6 624 84.0! 90.4/120.0/136.0) 1036.0 
andal 68.8| 744| 68.0| 40.0 360| 26.4| 45.6 38.4) 59.2) 68.0 88.0| 73.6] 6864 
Soggendal. . | 87.01 82.01 64.7 42.5| 41.8 31.4 54.5| 84.0) 64.1/104.9| 92.2! 81.0 830.1 
e. 264.1 180 3| 104.1 103.7 101 1| 69.1| 80.3| 90.7|128.2202.3|190.1 181.5 1695.5 
Skudenes 156.8 156 8| 161.6| 85.61 968 80.0 116.8 135.2! 141.6 164.0 166 4168.8 1630.4 
Ullensvang . | 191.2/152.8|145.6| 83.2 127 2| 110.2 117.5| 107.1] 152.0 155.5 156.0 150.4| 1648.7 
Bergen . . . |2336 187.2| 201.6 110.4 147.2 115.2| 169.6 164.8| 192.8 199.2 925.0 204.0 2151.2 
Hellisø . . . |2264/2120 173.61 1104 1176| 98.4 132,9 138 4| 151.2 209.6 214. 290.8 2005.6 
je. . . . [236.0 176.8| 191.2. 103.6 1384| 107.2) 153 6| 154.4| 164.0 164.0/173.6 188.8 1951.6 
Leirdal . 536 528! 49.6 152 304| 41.6| 52.0| 33.6 53.6 56.0 53.6) 480 540.0 
Florø. . . . 12208 166.4 176 0| 101.6 1144! 84.0 104.0) 121.6| 147.2 184.0169 6 179,2 17688 
Dombesten . | 194.1 1289 154.0| 105.1| 116.0| 103.0, 122.0 159,2 166.3 177.0 179.3 1614 1766.3 
Aalesund . . | 162.4) 132.0 1836| 864| 97.6 81 61 1000) 104.0| 147.2|134.4|152.9|142.4) 14744 
Ona . . . . |183.2 169.6 184.8 107.2! 109.6| 90.4 101.6 107.2) 126.4|155.2|158.4 178-4) 16720 
Christiansund | 141.6] 127 2| 137.6 103.21 101.6 74.4! 792| 84.0 117.6|139.2|140.0 117.6 18634 
Yttergen 118.0|128.9| 90.8 101.5| 97.5| 58.3! 718) 65.6, 94.9/101.9,118.1| 975 11434 
illa. 164.0) 111.2) 1988 912 952| 69.0 76.0| 73.6 112.8 116.0/108 121.6) 1269% 
Brønø 205.6| 150.4| 182.4| 121 6| 135.2| 115.2| 124.8) 114.4| 171.21169.6|150.4 160.0 1800.8 
Ranen 168.0 108 8 1440 1016 1980 101.6 71.1) 91.5 1384412980 117.6 105.6 14042 
Bodø . . 149.6 1096 112.8 7991 ed 78.4] 720| 72.0 103.21108.01104.0116.0 1864 
Røst 127.2 111.9 121.2] 842| 641) 444 46.9 63.1 105 8|123.5/186.8122.5 1151.9 
Lødingen 201.6 165 6| 177.6| 136.8 194.0 108,8| 89.6) 107.2 144 0 156.0 148.0 166.8 me 
agernes 110.4| 88.8 1064) 92,0| 78.4| 96.8| 90.4 127.2 103.2| 97.6| 80.8 72.8 e 
Andenes . . |196.8| 159.2 127.2 158.4 118.4 112,8| 95.2 146.4| 144.8/133.6/157.6/149.6 Me 
Tromso , 187.2| 146 4| 147.3 132,8| 976| 85.6| 60.9 106.4| 128.0/153.6 132.8 126.4 = 
Alten, . 70 4| 65.6| 704| 68.0| 37.6 56.01 96.0| 89.6 96.0| 83.2, 66.4) 593 od 
Karasjok . . | 67.7 688 116.0| 828| 662| 61.9 142| 85.5 769 100.4 1015 657 m 
jesvær 120.0| 103 2| 117.6 115.2| 824| 77.6| 57.6, 57.6 88.0/123.2| 95.2 84.8 d 
. . . |170.4| 132.0] 186.4| 128.0. 98.4| 93.6 984 1104 198.2 106.4 177.6 1262 ond 
Sydvaranger . | 116.8 101.0| 145 6| 153.41 108 0| 128:8| 112 .0| 1152. 1015/1484 46311125 e 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 17 


Tab. IX. 


Antal Dage med Nedbør. 


d 
| a | 

Station, Jan. |Feb.|Mar.| Apr. Maj. Juni. Juli. Aug. Sep. | Oct. |Nov.|Dec.| Aar 

gro 93 | 108| 106} 74| 98 | 123| 135 | 107, 120 | 120 | 109| 111| 130,4 
Tonset 99 | 66 ou 54| 80 | 96 133 | 110) 99 | 113 | 96) 126| 114.8 

ovre. 78 | 83| 88| 75 88 |118| 159 | 130| 103 | 128 | 119| 98| 125.7 

ranhej 82 | 109 89| 76| 82 | 107| 150*| 158| 126 | 112 | 121| 108 
Eidsvold , 72 | 99 79| 59| 72 | 92! 185 um 117 | 101 | 100| 98| 114.1 
Christiania 104 | 123| 114| 101| 119 | 131| 164 | 159| 140 | 147 | 139| 188| 157.9 
Sandøsund 87 | 85 81 69 | 82) 92 !1 92 | 86 | 114! 90) 103.1 
Torungen 101 | 104! 107! so! 102 | 98| 122 | 124) 120 | 108 | 154) 137| 135.7 

ø 129 | 140! 124| 86 101 | 83| 124 | 122| 129 | 134 | 142| 145| 145.9 
Mandal , 83 | 85| 79 58 65 | 67 90 | 101) 97 | 108 | 122! 98 105.8 
Soggendal 134 | 117) 104) 68| 87 | 89| 106 | 133| 112 | 124 | 149) 146 

le. . . .| 61 | 41) 26 291 41 | 88} 39 | 49) 61 | 70| 58 61 
' Skudenes . .| 177 | 166| 174| 107| 144 | 121) 160 | 172) 1 189 | 178! 199| 197.1 
Ullensvang. .| 151 | 117| 115 87| 125 | 115| 147 | 125) 149*| 130 | 139) 139 
Berge 185 | 146| 174| 104| 139 | 126| 181 | 160! 172 | 172 | 173| 170| 190.2 
Hellisø 167 | 146| 149| 82| 96 | 87 115 | 109) 118 | 160 | 162! 158| 154.9 

ese. . . .| 170*| 120| 138| 100| 124 | 111| 157 | 157| 149 | 140 | 138| 151 
Leirdal 82 | 63| ei 30! 66| 75| 881 76 81 | "4| "76 872 
Flore 96 | 177| 175| 132| 146 | 137, 169 | 163| 175 | 176 | 174| 181) 200.1 
Dombesten 114 | 82| 93| 69 78 | 74| 79 | 100! 109 | 105 | 99 94! 109.6 
Aalesund 157 | 108! 126! 90| 117 | 109| 123 | 122| 153 | 148 | 149| 146| 154.8 

na . . . .| 169 | ısıl 61103 115 | 95| 91 | 107 129 | 151 | 145| 162| 155.9 
Christiansund | 183 | 145| 182| 136| 151 | 127| 145 | 152| 169 | 175 | 163| 162] 189.0 
Ytterøen , .| 106 | 108| 105| 118| 109*| 76) 72 | 69 97 109 | 123) 108 

illa. . . .| 177 | 128| 161| 123| 142 | 121| 125 | 115| 185 | 145 | 143| 146| 165.6 
Brong 167 | 120| 147| 114| 138 | 1151 117 | 133| 148 | 147 | 137| 138| 162.1 
Ranen , , 174*| 125| 144| 121| 138 | 123) 107 | 121| 157 137 | 116) 121 
Bodø 153 | 118| 123| 112| 124 | 116| 112 | 125) 151 | 140 | 142) 133) 154.9 
Røst . ,| 165 | 129| ug 76| 75 | 501 62 | 72| 125 | 157 | 182| 161 
Lødingen 914 | 168! 183! 157| 162 | 150| 139 |. 170| 173 | 177 | 178| 164| 208.5 
Fagernes 124 | 99! 109 95 | 103| 104 | 134| 125 | 120 | 94 82| 128.5 
Andenes. . .| 210 | 182| 196| 183| 153 | 130| 120 | 156|-172 | 184 | 189) 168| 204.3 
Tromsø , . .| 190 | 156| 160| 157 126 | 130| 121 | 140| 172 185* 174 146 

lten . 73 | oi en 80| 55 | 75| 96| 114109 | 94 83 67, 999 
Karasjok , .| 106 | 100| 131 69 | ou 79 | 53 75 | 91 | 101) 75 
Gjesvær, . .| 150 | 123| 144| 145 112 | 120, 86 | 90) 120 | 162 | 137| 136| 152.5 
Vardø, , . .| 129 | 113| 148| 110) 91 | 90) 87 | 98 117 | 147 | 141) 107) 187.8 
Sydvaranger . | 108 | 102! 127| 131| 106 | 123! 124 | 1171 116 | 140* 126) 102 

Vid.-Selsk, Forh. 1888, No. 12, 2 


18 H. MOHN. [No. 12. 


rekker paa 10 Aar med 3 daglige Observationer vil Antallet af 
. Timer i en Maaned vere = eller 8 Gange Antallet af Observa- 
tioner, saaledes at for 10 Aar -N = 8r og for et Aar =N =% 
Herved er Regningen betydelig lettet. For de Stationer, hvor 
der er Lacuner eller flere eller færre end 10 Aar, maa -N 
særskilt udregnes, idet for Januar f. Ex. N = 81 X 24 = 744, 
for April N = 30 X24 — 720. For Februar har jeg regnet 
N = 28.25 x 24 = 678. 

Tallene i Tab. VIII. sige det samme som Tallene i Tab. IV, 
paa en maaske mere haandgribelig Maade, men noget mindre 
skarpt betegnet, idet Maanedsdagenes ulige Antal indferer en 
vis Ujevnhed. | 

Tab. IX. indeholder Antallet af Dage med Nedber, for det 
samme Tidsrum, for hvilket Antallet (r) af Observationer med 


Nedbør er optalt. For de Stationer, ved hvilke der er benyttet ` 


en 10aarig Observationsrække uden Huller, give Tabellens Tal 
for de enkelte Maaneder, dividerede med 10, det gjennemsnitlige 
Antal Dage med Nedbør i Maaneden, medens Tallet for Aaret i 
Tabellen allerede er divideret med 10, og saaledes giver det 
gjennemsnitlige Antal Nedber-Dage i Aaret. For de ovrige 
Stationers Vedkommende, ville Tallene i Tabellen ikke vise de 
gjennemsnitlige Værdier for Antallet af Nedberdage i de for- 
- skjellige Maaneder, og Antallet for Aaret er derfor heller ikke 
opfert. 

Angaaende Beregningen af Antallet af Dage med Nedber i 
en Maaned skal jeg bemerke felgende. 

Vejledningen for Iagttagerne af 1871 indeholder, som oven- 
for (S. 7) anført: ,Nedber, som falder udenfor de regelmæssige 
Observationstider, noteres i Anmerkningsrubrikken, med Til- 
fojende af den omtrentlige Tid (Nat, Morgen, Formiddag, Middag, 
Eftermiddag, Aften), da den faldt.* 

Tilleg til Vejledningen af 1871, udgivet i 1875, indeholder: 


„Det indskjærpes, at man skal notere Nedbør, som falder til | 


andre Dagstider end de 3 Observationsklokkeslet.* 


EE DSE E ag 


Ic: 


ER 


See Mower EE EE EH 
EE 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 19 


Cireulære af Februar 1876 indeholder: ,Det kan ikke nok- 
som indskjærpes, at man maa notere ikke alene om der falder 
Nedbør og hvad Slags ved de faste Observationstider (i Rubrikken 
„Nedber-Slags“), men ogsaa hvad der falder til de mellem- 
liggende Dagstider og hvad Slags. Naar dette forsemmes — 
hvad der desværre altfor ofte hidtil har fundet Sted — kan man 
ikke se, hvad Tid den i Rubrikken , Regnmaaler* noterede Ned- 
bør er faldt, og man kan heller ikke med Sikkerhed beregne 
Antallet af Dage med Nedbør.“ ` 

I saadanne Tilfælder, hvor der har været Nedbør i Regn- 
maaleren, uden at man kan se, til hvad Tid den er faldt, har 
derom været fert særlig Correspondance med lagttagerne. 

Ved Beregningen af Antallet af Dage med Nedber ere alle 
de Dage medtagne, paa hvilke der er noteret Nedbør ved de 
faste Observationstider eller til andre Tider af Dognet, samt 
saadanne Dage, paa hvilke Regnmaaleren angiver Nedbør, uden 
at Tiden for dennes Fald er bleven bemerket. Tallene i Ske- 
maernes Rubrik „Regnmaaler“, det er Nedberhejden i Millimeter, 
give saaledes som Control det mindste Antal Dage med Nedber, 
som man kan regne. Ved de Stationer, som ikke have Regnmaaler 
(Fyrstationer) er denne Control ikke tilstede; men paa Fyrstatio- 
nerne ere lagttagerne særdeles opmerksomme paa Vejret. 

En Nedber-Dag, saaledes som vi regne den, er saaledes 
enhver Dag, inden hvis 24 Timer lagttageren har noteret Ned- 
ber af et eller andet Slags, uanseet om Styrken eller Mængden 
eller- Varigheden af denne Nedbør kan være liden. Forsaavidt 
er der Overensstemmelse mellem de Tal (r), som betegne Ned- 


1 berens Hyppighed, og de Tal (d), som betegne Antallet af Dage 


med Nedber. En Iagttager, som ikke medtager de svageste 
Nedber, faar en mindre Nedber-Hyppighed, men ogsaa et mindre 
Antal Nedbor-Dage. Constant kan man dog ikke gjere Regning 
paa at Forholdet mellem begge bliver, idet vistnok i de fleste 
Tilfælder Nedborhyppigheden (repræsenteret ved 87) bliver for- 
holdsvis for liden og d forholdsvis for stor. En enkelt Notering 


Eat Nedber, udenfor de faste Observationstider, giver nemlig Dagen 


en Verdi som Nedberdag, medens det godt kan hende, at der 
9* 


20 H. MOHN. [No. 12. 


samme Dag ikke er faldt, eller ikke noteret, nogen Nedber ved 
de faste Observationstider. Saaledes finder jeg for den mete- 
orologiske Station i Alten 8r — 396, d = 87, Forhold = 4.55, 
men for Polarstationen i Bossekop r (for 24") = 1039.5, d = 130.5, 
Forhold — 8.00. Men vi have, som tidligere bemerket, her et 
Tilfælde af Extremer. Udeladelsen af de svage Nedbertilfeelder 
bringer, som vi ovenfor have seet, Polarstationen med Hensyn 
til z paa lige Fod med (lidt under) den meteorologiske Station. 

Nejagtigere Verdier for det gjennemsnitlige Antal Dage med 
Nedbør, beregnet efter lengere Aarrekker, har jeg meddelt i 
Oesterreichische Zeitschrift für Meteorologie 1885. S. 11—17. 
Det er efter disse Tabeller, a& Maxima og Minima ere afmerkede 
i Tab. IX for de Stationer, der ikke have fuldstændige Observa- 
tionsrækker. 

Tab. X giver det gjennemsnitlige Antal af Timer med Ned- 
ber i en Nedbor-Dag, beregnet efter Forholdet mellem Antallet 
af Timer med Nedbør og Antallet af Dage med Nedbør i samme 
Tidsrum, eller i Almindelighed 8» : d (hvilken Formel for Stationer 


med fuldstændige Observationer i 10 Aar svarer til TN : d). 


Tidsrummets Antal Timer er altid 8 (24:3) Gange Observations- 
ejeblikkenes Antal. 

Det beregnede Antal Timer med Nedber i en Nedber-Dag 
eller Forholdet 8r:d er afhængigt af den Nejagtighed, med 
hvilken fr og d er bestemt. De ovenfor anførte Bemerkninger — 
herom kunne sammenstilles og udvides saaledes: 

Forholdet 8r:d, Nedberens Varighed, for Kortheds aan ` 
kaldt D, bliver for stort: 

1. a) naar + bliver for stor, idet Iagttageren noterer som Ned- ` 
ber ved en af de faste Observationsterminer Nedbør, der 
er faldt fer eller efter, men ikke ved denne. Da det | 
Tilfælde, at Nedber begynder eller ender netop pa den 
Tid, Iagttageren er beskjeftiget med at udfere og notere - | 
sine Terminobservationer, altid vil høre til Sjeldenhederne; ` 
har jeg liden Grund til at tro, at denne Fejlkilde er d 
nogen væsentlig Betydning. 1 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 21 


Tab. X. 
Antal Timer med Nedbor i en Nedbor-Dag. 


Sr 
d 


Mar Apr. [Maj Juni. Juli Aug. Sept. Oot Nov.| Dee | Aar, 


| ` 


Station. Jan. | Feb. 
| 


- Røros. $c . 1 3.49 


| Granhejm , .| 8.00110.28| 7.64| 7.37| 4.68| 5.16| 4.91) 5.37| 5.53| 8.64| 7.74| 7.69| 6.78 
Eidsvold , , Beeren 17| 8.56! 7.74| 5.81] 5,68| 9.24| 8.16) 9.76/10,20] 8.67 
- Christiania. | 8.01) 9.76| 7.86| 6.65| 4.64) 5.19] 6.19| 5.38 7.26) 7.40 9.61 8.06! 7. 
` Sandesund. , | 9.56 8.56 9.3810.67 6.84) 5.07 4.91| 5396 6.96) 9.58 911084 8.19 
| Torungen . , 10.45]10.92| 7.33! 7.50| 6.35) 5.80) 5.77] 5.36| 6 73| 8.89110.18/10.40| 8.05 
Eise ` ` 8.43| 7.94| 7.48| 7.26] 6.81) 5.01| 4.65! 5.12) 6.51) 6.75| 8.45 
| Mandal . . .| 8.29 8.75] 8.61| 6.89| 5.54| 3.94| 5.07] 3.80| 6.11| 6.30| 7.21| 7.51| 6.52 
- Boggendal. „| 6.51) 6.97| 6.23| 6.24) 432| 3.15| 4.08! 5.05| 5.00| 7.29| 6.17| 5.53| 5.55 
Valle. . .|12.98/13.07/12.00| 8.55! 7.41) 
8 


or 14! 9.37110.30 11.21 
31/11 551270 12.81! 
lege. . : , ge el ae 9,92 11.16! 9.66) 9.78] 9.83. ein 12.58/12.50| 11.77 
3 Leirdal . ` . 6.54 8.98 7.41| 5.07| 4.61) 5.55) 5.91] 4,42! 5.70) 6.91; 7.24) 6.32, 6.20 
| Flore. . . . |11.26| 9.40110.06| 7.70| 7.84| 6.13| 6.15| 7.46| 841/10.45| 9.75| 9.90| 8.84 


Ullensvang |, 12.66 13.06 19.66 9.56 10.18 
Bergen , , 


8.63| 7.18) 7.68/10.20/10.77/11.2210.82| 10.89 
. |12.63 eo de su, a | 


9.56) 8.75! 9.19, 8.24) 8.07) 7.59) 9.72| 8.74| 9.07| 8.81! 8.08| 8.68 
5.82) 5.52) 4.15) 4.80; 5.00) 3.43! 4,22! 4,12! 5.31) 6.58| 4.57) 4.69 


600| 616! 5.55) 839/11.54/13.10/12.82| 9.80 
6.61| 7,31| 786 7.70 8.68) 9.35 8.48) 8.27 


11.60/13.62 12,00) 11.81 
18.06 18.23 13.97 12.95 


Dombesten , [13.61 12.58/13.2512.17 11.90 11.13|12.35 19.79 12.19113.49114.46 13,70) 12.89 


Aalesund , , 10.34112.292110.60| 9.60| 8.34! 7.49| 8.13| 8,52) 9.62) 9,08!10,26| 9.75 
0 10.84 ]9.04 11.48110.41| 9.53 9.52111.16/10.02| 9.80/10.27/10.92/11.01| 10.72 
7.21 


. 9.27, 9.04| 8.00| 7,42! 6.70 5.76 
Brønø 12.31 /12.53/12.41110.67| 9.80 10.01 10.67. 8.60/11.59/11.54/10.98/11.59| 11.11 
Ranen . . .| 9.66! 8.7110.00| 8.40 26| 5.98! 6.81 8.82! 9.34/10.14| 8.37| 8.76 
Bode... . .| 9,78) 9.29| 917| 7.07 6.58| 6.76] 6.43! 5.76! 6.83| 7.72) 7.32! 8.72| 7.66 
Røst... .| 771| 8,68) 8.81] 8.84 7.47 7.52| 5.81) 7.67 9.15| 8.66) 8.26 8.40| 8.08 
- Lødingen . . | 9,42! 9.86) 9.76! 8.72 7.65 7.25| 6.45| 6.31) 8.32) 8.81 8.31) 9.56} 8.43 
Fagernes . .| 8.91! 8.98 9.76] 9.58| 8.25| 9.40| 8,69| 9.49| 8.26| 8.13| 8.60! 8,88) 8.91 
Andenes . .| 9.37 8.75 6.49| 8466 7.74 8.68! 793 945 8.42| 7.26| 8.34! 8.91) 8.82 
Tromsø , 9.85! 9.38! 8.95| 8.46! 7.75| 6.58] 4.89) 7.39| 7.44| 8.31] 7.63) 8 7.94 
Alten. . . „| 9.65| 8.63 9.14| San 6.84| 7.47/10.00| 7.86! 8.81| 8.95] 8.00| 8.72| 8.58 
Karasjok . „| 6.27 7.60! 8,48| 8.82| 6.53| 5.73| 8.61| 7.70 6.29| 7.91) 8.00| 6.61) 7.88 
Gjesver ; 8.39 8.17! 7.94! 7.36) 6.47| 6.7 83 7.61) 6.95 6.24| 7.86 
arde . . .|1391116819.59|11.64110.8111 11.31/11. 26 10.53111.32 19.60 11.81! 11.69 
Sydvaranger . 10.81! 9.65 11.47111 36/10. 1910.47 9.08| 9.85| 8.55/10.341 11.37/11.06| 10.36 


22 


H. MOHN. [No. 12. 


1. b) naar lagttageren noterer som Nedbør ved de faste 


fond 
[ar] 
— 


bo 
g 


bo 
Zeg 


Observationstider Nedbər, som sees i det Fjerne, men 
ikke falder paa selve Stationen. Under nærværende 
Undersegelse har jeg fundet to Stationer, der komme ind 
under denne Bemerkning, nemlig Fyrstationerne Udsire 
og Andenes. Da den som paalidelig anseede Station 
Skudenes ligger i Nærheden af den første, har jeg ikke 
medtaget Udsire i mine Beregninger. Andenes har jeg, 
som det, ved Sammenligning med Nabostationer, synes 
med Held, bragt til Overensstemmelse med disse ved kun 
at medtage de Tilfælder, i hvilke Skydækket under Nedbør 
er betegnet med 10, og udelade alle de Tilfælder, i hvilke 
Iagttagerne have noteret Nedbør med Skydække 9, 8, 7 
eller 6.. Den samme Control er udført paa de andre 
Stationers Observationer. 

naar lagttageren passer vel paa at notere Nedbor ved 
de faste Observationstider, men ikke er opmerksom paa 
Nedbør, der falder mellem Observationstiderne. Den 
sidste Omstændighed bidrager til at gjøre d for liden. 

Derimod bliver D for liden, 

naar lagttageren ikke passer paa at notere Nedbør, der 
falder ved de faste Observationstider, men noterer Nedbør, 
der falder mellem disse. Dette Tilfælde er lidet tænkeligt. 
naar lagttageren ikke er opmerksom paa at notere de 
svageste Nedber, idet, som ovenfor bemerket, ved mindre 
Opmerksomhed d voxer i sterkere Forhold end r. 


Nejagtigheden af det beregnede Antal Timer med Nedber 
- i en Nedber-Dag beror saaledes paa Iagttagerens Paapasselighed 
og Bedømmelse af, hvad der er værd at kalde for Nedbør. Den 
opmerksomste lagttager giver den største Verdi af D, forudsat 
at Instructionen rettelig følges. De to Momenter, jeg maa til- 
lægge mest Vægt, ere 1c og 2b. Heldigvis virke disse imod 
hinanden, paa samme Tid som de begge kunne være virksomme 
hos en og samme lagttager. Ved de faste Observationstider vil 
en almindelig lagttager, der ikke regner enkelte Draaber eller 
Sneflokker for Nedbør, idet han observerer Vind og Sky dække, 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 23 


ikke lettelig undlade at iagttage faldende Nedbør og notere den, 
medens han meget lettere kan, beskjæftiget med andet Arbeide, 
komme til at overse eller glemme at notere Nedber mellem 
Observationstiderne; men paa samme Tid vil hans Undladelse 
af at notere overhovedet de svageste Nedbørfald modvirke saadan 
Overseen eller Forglemmelse ved at gjøre hans Antal af Tilfælder 
med Nedbør for lidet i Forhold til hans Antal af Nedber-Dage. 

Ved at afsætte Værdierne af D paa et Kart og optrække 
Linier for ligestore Værdier af D kan man faa en Control. En 
saadan falder for vore Stationer ret heldig ud, idet Linierne 
antyde saa stor Continuitet, som selve Fænomenet synes at kunne 
tillade. 

Tab. XI giver Nedberens Hejde, i Millimeter og Tiendedele, 
for de enkelte Maaneder i hele det Tidsrum, for hvilket r er 
optalt. For de Stationer, der have 10 Aars fuldstændige Ob- 
servationer, er saaledes den midlere Nedber-Hejde i disse 10 Aar 
for hver Maaned Tiendedelen af Tabellens Tal. I Rubrikken 
Aar er Divisionen med 10 allerede udført. En fuldstændigere 
Tabel over Nedber-Hejden paa norske Stationer efter længere 
Aarrækker findes i Almanakken for 1885 og i Oesterreichische 
Zeitschrift fiir Meteorologie for 1883 S. 171. 

Tab. XII giver Værdien af A: d eller Nedber-Hejden (i Milli- 
meter) i en Nedber-Dag. Da Nedber-Hejden maales med et 
dertil skikket Apparat, er Nejagtigheden af Tallene i denne 
Tabel væsentlig bestemt ved Nejagtigheden af Bestemmelsen af 
Antallet af Dage med Nedbør, hvorom mere ovenfor. 

Tab. XIII giver Værdien af h:8r eller den gjennemsnitlige 
Nedber-Hojde (i Millimeter) i en Nedber-Time. For de Sta- 
tioner, der have fuldstændige Observationer, er dette det samme 
som - = 

rN 

Disse Værdiers Nejagtighed beror paa Nejagtigheden af 
Værdierne for Å og for r. Efter hvad jeg ovenfor har bemerket 
herom, skulde Tallene i Tab. XIIT have en ret tilfredsstillende 
Nejagtighed. Afsættes de paa et Kart, viser det sig, at man 
efter dem med Lethed kan trække Linier for lige store Værdier 


[No. 12. 


H. MOHN. 


24 


0706 OLFE | 6'L6S 908 | 9'608 148469 | L'TOS c'est 99ST | FEST 6091 VET TS * aoßunzeapig 

G'6P9 0999 | 0'089 | 0'6P8 | 0'069 | 0'168 | 0709 | 0186 | OGLE ozor | ($69 | OGP Oe O SER ` amasolo 
F 68I VLOG | O'QI” | 6608 | VEST |44 $96 | VALE | CASI PLIT | VS6L T991 olr ER ` ` golssey 

8'696 8 Les T89I GR 6066 | 6927 | OLVE | SST Tost TISE | FIN LOLI FYLL | Å Ve 
qd'erOI | LPS | BPSIL| 68946 | 3068 | 898G | 97ra g ETT y«08 | 6676 | 9'GI0L | 46960. | ` ` ° ` ` ` ` Geo 
9'687 9198 | S898 | Sore Georg | €'OI9 | 9'%6F | Teer | 7966 886% | 3008 | 0'988 Lee | * " ' "` ponro 
GIGIL | 9'OLII| OOIII| Seat P'F921 9'884 | 9749 | OLGA 1899 7809 | 9188 | 7466 36961 | * ` ` * ` uəgupe'[ 
SLGL |+8"2001| 9089 | EGIL | PECO GGG | GOST 6'966 6966 | ESEP | GE IL 6969 | * ' ER LEE 
rvy8 9994 | 6146 | F886 | 6'8001) 4898 | F'I09 | 9'898 | FALF L'ELP | 6PSG | OGOL UA — CX a 0 e l 
G'9L8 | 86001 | LESCOL | ah FLZL| LEO | c6 968 | SISO | 8'819 vere | 0699 | 0°08 Soo | — 
T'0P8 6104 | €T98 | 0626 | FSG | GEIL 1'999 | 6609 | $6469 199€ | F68S | O'187 ET | 
G687 | SL87 LUrsv | EUCH | OTS |< 668 | 00688 | 9680 OI | 9'866 1'848 th e | - ` * ` 1961099 KX 
6 PFG 086 | S TIOI| $£'8ee[, 9'866 | 9308 | Fess | THIF | GTCO 86 | 00888 | 0'804 Fon d ` punusuensriur) 
8'640I | 0'696 | 2'92G1| 06831 | UISIT| 246301 | GEPL | 9'IvG 6 969 SIF | POPS | 0968 KL) a * punsojey 
S@IOGL| O'GSAL| PFEGPI| O'GGPI| FSLGL| 8785 | GOTS | T'068 Sore | OOSOL | FOCI |sPF 1681] ° °° Jama 
12281 | AFSAT | POSAL| 6661  9'896[] $096I| 68981 | 9186 | FÆOIL | 9268 | $6981 | GEIST | gint * * * *” ` BIOTA 
sehr Terr | 0'6? | «468 | 6 IF | 6888 | PULP | 0948 | S'96I GK 6468 | GELE iy | ' ` CONO £ JA 
Leer | eoror| rett) eect! €'906 | 16.6 | Leen | ges. Leien | 2997 | 61991 Lesen) zozer): * ^ 7 t ` ` olsana 
e€egor | SLGPL| E'E6PT| 6'998I| OLSAI| 699€I| G'OGPL| 9'6G0[ | SPETT | 2802 | LLOST | 93681 | €809I Ber G u. 
el ASTI | €'*G%I| E PETT] ZELS | 8899 | 6709 | T29F "Sr GOFF | 39981 | GPIOL | P'oSSI | ` ` ` ` Juvasuopn 
LYIIL| 3466 | GAGIL| FIZPI| S'6011 | SOLSL| v'SA6 | LOLG | Q'ppqQ 9968 | GPS | 9FIS 8 900T i VS, eov 
690% | 0'848 | 0818 | $696 | 00978 | 0496 | 8781 [aa 8'48 y 68 SKI ME | = WEEN "area 

¿6611 | €'0881 | sO OOFL| 42601 | 08631 | Fong | 9699 | 0'884 £'828r | O'GIG | 08901 | ronnt * ' * * ` "epuaddng 

8'9611 | 68881 | GIGPL| SPOGT| SOSST| S'TOCI| SIZOL| 9079 | 9'66G GOTI | 99819 | OPEL GE M ec. 
8'L46 LSLOL| c&eerr| rorir| SYSOL| 9'IGIL | Tess | 6779 | 6'999 Seer | TPPP | LIE PEDI — 37 9x0 
9"989 0'898 | 0968 | 0048 | 9696 | 9968 LP64 | 09 | S'OP 9166 | OTLE | 0976 0986 | ` * * ' * *punsepurg 
otro | esze | grea | wesa | 8696 | 0138 | 8686 | 9089 | Boor | Pasg | 8988 | LOPG | ogiz 1: ' ° >+ vruensuuo 
6'818 Bess | 6684 | 9084 | «9901; T968 | T'IGOL | 6918 | SI9? 6TFE | 9'€9F | 3699 EYES ` ` Co. ' Le 
s‘90¢ | 960F | TPI | VOLO |«9'098 | 8'644 | Q'69F | 1086 SLET | SGI” | SAC 6133 | * * * ° * ` ufequei9 

osre | vos | Les | rose | 9994 | gor | 0789 | 988 | 9'OSI | ese (eem | 2038 | 00883 | ° ° ° + ° + lozaod 
GA 1988 | eere | 4808 | OOTES | TAAG | EPI | 6648 | 0'6%% 6'86 LOGI | LOI EHI eee S 
G'ELE 99% | 6'LPZ | FOSS | SEIF | 6797 | 0609 | EVIG | 6681 868 4096 | L'886 DE J ^*^ AME 

‘rey | uqoeq | 'qaoK | "14390 | "qades | “¿ny | ne | une | few | made | sang | “aqu | uvnuvf "MOIR 


"TOJO UT I! 9pfoH-ioqpəN 


TX ‘WL 


1888]. STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 25 


Tab. XII. 
Nedbor-Hojde (mm.) i en Nedbor-Dag. 


h 
d 


Station, Jan. | Feb. Mar. Apr. | Maj. | Juni. Juli.| Aug.| Sep. | Oct. | Nov.| Dee, | Aar. 


Røros. . . . | 2.44| 2.21| 2.36 1.21) 1.87| 4.18) 4,14! 4.34) 3.45| 2.34! 2,27| 2.89] 2.87 
8. 


Aalesund . . | 742| 7.65) 6.67| 4.59| 5.35! 4.97 6.05| 8.38| 7.39| 8.51 8.57 6.52| 6.98 


Ranen , . .| 695| 642 465 449 448 530 557 5.24) 812 T.I 8.70| 7.24] 627 
Bodø . . . .| 475| 597| 4.75! 4.28 3.85 4.90! 5.37| 4.55| 6.68! 7.06) 6 
Røst . . . .| 3.85] 3.65! 3.72! 3.89! 3.02! 3. 


Gjesvær. . .| 3.95| 4.00| 4.82) 277, 3.35 2.84 7.02) 4.34| 4.83| 5.24) 4. 
Sydvaranger . | 1.73| 158| 1.98| 1.19] 126| 2.45, 5.06! 4.311 2.65| 2.84! 1.96 


16.06/14.6811.29| 7.91 11.41110.96 9.97 11.78 13 35 14.21 17.58 16.61 | 13.25: 


Christiansund | 4.33| 4.88| 4.57) 3.64| 4.14| 3.50 4.02) 5.28| 5.55 7.19 6.22! 5.91| 5.01 
3.00) 3.32! 2.27| 2.65) 2.75) 4.46) 4.5 7| 4.58| 4.69| 4.17 3.96| 4.53) 3.75 
5.17| 4.01) 4.01) 3.21| 4.54| 5.30) 5.69 5.36! 6.37 6.66) 6.29| 5.09) 5.18- 


26 H. MOHN. [No. 12. 


Tab. XIII. 
Nedbor-Hojde (mm.) i en Nedbor-Time. 


A 
er 


Station. Ja, ra. Mar.| Apr. Maj. | Juni.| Juli. Aug. Sep. | Oct. | Nov.| Dec. 


Aar. 


nan ao AM 


12110 99£ IN 51010 RAQ IN A470 20410 oron 902 


1 


a 
i; 
et 


. + /0,550/0.325/0,308/0,442/0.596/0,791| 1.411/1.244/0.811/0.506/0.341/0.393| 
0.556/0.296 0.4230 1950 496 0 0806107 i 27410.991/0.8 


roninorzalitaralnaorinacoilna PAR IO AQ 2Q)'7 


'Granhejm , . |0.338/0.244/0.323 


Eidsvold . . |0.522/0.510/0.57910.57010 749/1.145| 1.391 1.3490.987 0.8860.758|0.594| 0 
E AJARA (Y95no9ino warn AO IN 


arr Oran Aar 


Sandøsund. , 0.344 0.338 0.357/0.536|0 853 1.088 1.460|1.376) 1.515 1.056/0.543 0.361, 
nermoala ces avain eran 411 35/0 


EET, 7 910.824 1.310 1.358 1.910 1.29 
andal . . .10,891/1.01410,910!1 59611 50919 2511/9 939 3 0192 289/92 21311.627/1.883 
Soggendal. . |1.200/1.309/1,412/1.010/1.391/2,391|1.906 1.924 1.960/1.548) 1.446 1.484 


e. . . .10.398/0.104/0.191/0.354/0.419/0 5471 125 1.198 1.081/1.006/0.471/0.312| 0.600 
Skudenes , . 10.64110,5 ON Rolla saa In reala moiin ooeln a n ale 0 719 0.590 0.684 
ensvan . 10.699/0.663/0.863/0.540/0 56210 46110. 599 0 5899 0.47410.049 0.902 0.855 0.685 
Bergen KSE ORSON &01!0 GO paolin 5"olnn won arn narla ^ eeoln "14A 0.782 


Am iy n PIEZIA eorminr40in COAIN EFS ln 1 83810.8538 
1 D 


. 
ne Q vu 
Leirdal , 25$ 70 Q palin osean oa Alt netinooain (110 095, 


Florø. . . ./0.848/0,820/0.778/0 9631.1681.215 1.604 1.33411.05911.050/0.990 
Dombesten |, |1.180/1.166/0.838/0.649 0.0600.984[0.8070 927 1.096 1.0541 1.212! 1.212 
A NON oor AC 


Aal 0717'0 6986/0 620 ARN CALIA £eraln FAA AN no9 n mm Gol N 739 
es bi. 0. 
Christiansund AREAN KARIN COR IN Again ciclo rarın maorin arela macia anra ORIN 815 0.693 
Yttergen . .10.337,0.8 ein 4020 22110 reo la enela enn o 4908/0 41110.556| 0.513 
Brong. POE An a no ant NARA A FOO IN FRA 0 e99 NETT in rm 0.573 0 420 0.467 
Ranen 079 AGAIN ASAIN AQ9 IN 21110 099 1 mro o ODRÍA alo aan 0.716 
ie o Ee í A 
Bod ^ ASKIN CASIO ET rO A torla marin carla mania års n Q. PR 6 e611 0.71) 
E. Sie EE 5 Y i 
Røst - 2 E 421/0,421/0.439 0 405 0.479 0.673 0 tu ane pret egener ERT O BUR 
Lødingen A 0 676 OCENO AGEIN azala roria encia mos worin o"o!a 791 0.7 MAN 0.671 
bn N ol 0 498 
Fagernes . . 10.38310 301/0.318/0 3770 436 0 XAR n 47910 99/0 55610 0.32 


^ NEON AN LADOLLA CON OA PEER PEPE erer Leeds LS ao4 0 705 

Tromsø » P A92 A (Y rain 77310. 60. u 
ten naioln oenin FN SETE FEE SE PEE, ASSIS oln 901 0.302 

aca E 
Karasjok 10.289/0.219/10.175/0.169/0 306 0 655 Nn roninoonnin er "ia 991 0.355 
W `. e: OFV. 

: 0 578 
esvær . 10.329 0 47910 59110.34710 455.0 36911 040 0 67o 0 59110 785) 0.9 


V.o 


j >. 66 
Sydvaranger . 0.160/0.164/0.113/0.106/0,124/0.235/0.560 0.4380 31010.275/0.173/0.181 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE, 27 


af h:8r eller som Køppen kalder det, for den absolute Nedber- 
Tæthed pr. Time, og at disse Linier vise et System med en 
regelmæssig Variation over det hele Land. 


Afsstter man Verdierne for hele Aaret i Tabellerne IV 
(eller VIID, X, XII og XIII paa Kartet, og trekker Linier for 
lige store Verdier, faar man felgende Oversigt: 

Nedber-Sandsynligheden er mindst i det Indre af Landet 
samt paa Kyststrekningen fra Mandal til Jederen, paa hvilke 
Strekninger den gaar ned til 0.1 og lavere. I det Store taget 
voxer den fra Indlandet ud mod Kysten, og naar sin hojeste 
Veerdi, 0.245, i Bergen. Linien for 0.2 gaar over Fjordene i 
Bergens Stift, over den yderste Rand af Romsdals-Kysten og fort- 
setter langs (udenfor) Nordlands Kyst til ind i Vestfjorden, hvor 
den bøjer tilbage, idet Rest kun har 0.13. Finmarkens Kyst 
naar ikke Værdien 0.2. 

Grupperes Stationerne i tre Klasser, Kyststationer (21), Fjord- 
stationer (10) og Indlandsstationer (7) og tages i hver Gruppe 
Midde] af Nedbersandsynligheden for Aaret, faar man 

Kyst-Stat. Fjord-Stat. Indland-Stat, 
" 


x 0.160 0.149 0.115 


altsaa i Gjennemsnit en tydelig Tilvæxt, jo nærmere man kommer 
Havet. Men Linierne for lige stor Nedber-Sandsynlighed vise 
ikke det regelmessige Lob langs Kysten, som udmerker Linierne 
for lige Lufttemperatur, Fugtighed og andre Elementer af Norges 
Klima. 

Antallet af Nedbor-Timer i en Nedbor-Dag har i sin 
Fordeling meget tilfælles med Nedber-Sandsynligheden. Der er 
et Minimum inde i Landet og ved Lister (Mandal—Soggendal) 
og et Maximum i Fjordene i Bergens Stift. I Tenset have vi 
4.7, ved Skagerak 8, i Mandal og Soggendal 6.5 og 5.5, i Ullens- 
vang, Bergen, Flesje og Dombesten 10 til 12. Romsdalskysten 
har 7 til 11, Nordlands Kyst 5 til 8, Finmarken over 7 og Ost- 
finmarken et Maximum paa over 10. 


28 H. MOHN. [No. 12, 


Middeltallene for Grupperne blive 
Kyst-Stat. Fjord-Stat. Indland-Stat. 


= 8.69 9.27 7.47 


Udelades Dombesten, der maaske har for faa Nedber-Dage, 
faaes for Fjordstationerne 8.87. Fjordene have saaledes vel saa 
mange Timer med Nedbør i en Nedber-Dag som Kysten, men 
Indlandet har færrest. 

Antallet af Dage med Nedbør er noget uregelmæssigt 
fordelt, idet der optræder flere enkelte Maxima, som ved og 
nordenfor Christiania, paa Vestkysten fra Bergen til Flore, ved 
Christiansund, i Lofoten og Vesteraalen og i Sydvaranger. Ind- 
landet har færre Nedber-Dage end Kysten. 

Nedberens Hojde for Aaret er mindst inde i Landet 
(250—300 mm.) og har flere Maxima, et ved (nordenfor) Chri- 
stiania (1100 mm.), et ved Flore og Dombesten (over 1750 mm.), 
et paa Kysten mellem Ranen og Salten (1000 mm.) og et i Lo- 
foten og Vesteraalen (over 1100 mm.). 

Nedbor-Hejden i en Nedbør-Dag er udpræget mindst 
inde i Landet, 2 til 3 Millimeter, og voxer udover mod Kysten 
til Maxima ved Mandal (11.4 mm.) ved Flore og Dombesten 
(over 9 mm.) og langs Nordlands Kyst (over 5 mm.). Linierne 
for lige stor Nedber-Hejde i en Nedber-Dag minde noget om 
Luftens og Havoverfladens Isothermer for Aaret, idet de synes 
at antage Tungeform langs Kysten nordenfor Bergen. Rost har 
kun 4.1 mod Bode, Ledingen og Andenes med over 5, hvorimod 
Fagernes kun har 3.9. 

| De tre Grupper have følgende Gjennemsnitstal 

Kyst-Stat, Fjord-Stat. Indland-Stat. 
7 6.56 mm. 4.87 (5.70) 1 mm, 3.93 mm. 


Nedber-Hejden i en Nedbor-Time er mindst inde i 
Landet (Røros 0.33 mm., Karasjok 0.35 mm.) og voxer ud mod 
Kysten, hvor den har Maxima ved Mandal (1.74 mm.) og Soggen- 
dal (1.58 mm.), ved Flore og Dombesten (1.03 mm.), og fortsætter 


1 Med Dombesten, 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 29 


som en Tunge langs Nordlands og Finmarkens Kyst med 0.7 
mm. (Romsdalskysten, Ranen, Bode, Ledingen, Tromse), medens 
Rest kun har 0.5 mm. Ved Nordkap 0.6 mm. 
De tre Grupper staa saaledes: 
Kyst-Stat, Fjord-Stat. ` Indland-Stat. 


ar 0.839 mm. 0.603 mm. 0,540 mm. 


Det er saaledes umiskjendeligt, at Havets Nærhed udever 
en Virkniug til at ege saavel Nedberens Hyppighed og Varighed, 
som dens Sterrelse og Styrke eller Tæthed. Paa samme Tid 
vise Tabeller og Karter, at andre Indflydelser, som det synes af 
mere local Natur, gjøre sig gjældende, da Tallenes Størrelse eller 
Linierne for lige store Verdier ingenlunde felge Kystens Linier 
med nogen sterkt udpreget Samstemmighed. 


Af Tabellerne vil man se, at alle de her betragtede Fæno- 
mener have en tydelig udpreget aarlig Periode. For at studere 
denne nøjere, har jeg for hver Station og for hvert Fænomen afsat 
Værdierne for de enkelte Maaneder paa Rudepapir og derefter 
optrukket Linier. Det viste sig herved, at den aarlige Periode 
er ensartet for sterre eller mindre Grupper af Stationer, og at 
det uden Vanskelighed lod sig gjere at samle Grupperne saaledes, 
at de blive gyldige for alle Fænomener. Enkelte Stationer 
maatte dog sættes for sig i en enkelt Gruppe, da deres aarlige 
Perioder ikke kunde, for alle Fænomeners Vedkommende, slaaes 
sammen med Nabogruppers. Ved Dannelsen af Grupperne er 
der væsentlig taget Hensyn til Periodens Form (Beliggenheden af 
Maximum og Minimum), derimod ikke til Amplitudens Størrelse. 

Grupperne ere følgende: 

Østlandet. Røros, Tenset, Dovre, Granhejm, Eidsvold, 


pen 


Christiania.  . 
Il. Skagerak-Kysten. Sandesund, Torungen, Oxe. 
IH. Lister. Mandal, Soggendal. 
IV. Sætersdal. Valle. 
V. Vestkysten. Skudenes, Bergen, Hellise, Flore. 


[No. 12. 


H. MOHN. 


80 


Ullensvang, Flesje, Leirdal, Dom- 


VI. Bergensfjordene. 


besten. 
VIL Romsdalskysten. Aalesund, Ona, Christiansund, Villa. 


VIII. Throndhjemsfjorden. 


Ytterøen. 


IX. Nordlands Kyst. Breno, Ranen, Bode, Rest, Lødingen, 


Andenes, Tromse. 
X. Nordlands Fjorde. Fagernes. 


XI. Finmarkens Kyst. 


Gjesvær, Varde. 


Alten, Sydvaranger. 


Karasjok. 


. Finmarkens Fjorde. 
. Finmarkens Indre. 


oe d c dA E D RE a ru 
i š ee 


*10(PON pour dou [vjuy 


“ATX ‘WL 


` 


L'6TOT on |S TOT FOOT|&'92 een erste 899 [eze |0'9TT |8'89 |129 | apar — 
SP OPL 1998 |//90T|8'CIT 286 |P ZOT/0'POI] 26 8782 (ott |0'80T|g'g8 béi epiofr — 
VL |S 99ST |9'GO0I|V'OGT|S' FF I|9'G0T|O' T8 |0'8L |928 |F'06 VIZIO ZI LTI GT T| Ay sua ae mur y 
Fa |STPPIL |882 |8'08 1946 |8'S0T/8"28I|F'06 |9'96 |F 82 sp routgog FOM 9pzofjrspuerpxzoN 
A6 |6T6FI |6'581|g G8T,6 9819 ESTCOTT OS IrzpounttatUgtrttOoeUgult, "384r Spuv[pION 
LL |PSFIT 946 |U'STI e&'IOI|e T6 [999 gt, | 889 |q'u6 |910118'06 16821 O'STT| uopaofyfupuozqy, 
P8 |9PPPI O'OPLIO'OFT 9810 9261 6 1869 | 062 |O'TOTIO 46 |G&'OFIIOGGIIS'G9[| ' WAY sjepsuroy 
66 |Y9LPT |UAST|9'OFI| '8$T1|0 FEII'GITE T LT] 906 |0'601]|8 92 [TOETS AST 991] `əuəpiro[jsuəBroq 
GIL |0'688I |&'86IJ0 T6I|G'68T|C"8GT|O OFT|S OGT| FFE |O'GITIO 201 29/19 081 FGOR ` u9js(33SƏA 
96I [92691 |T IGT TOGTE TOZI 861/406 eum | 1°69 |l IOT|A80I| TOTIS OST PIG ` ` Tepsıojag 
I9 14894 1844 |l'06 |998 |9'I9 1819 ¡0'0S | 6'83 1688 |6TP |£99 1884 1644 | ` ° ` ` a9jsuT 
68 14066 |8'9618'8419'68 1694 369 |809 | 2797 1809 |6'88 TS 1866 1866 |` "eÄyyeroäuyg 
vy |U'SI6 1788 1626 9716 |8'18 |8694 |I'64 | 804 1889 Logoen, 1626 |ppg | * ` - popuLyysg 
'duy| ‘rey |*ooq | aon '390 | ‘deg | Sny | "ne | ‘rang | ‘fey | adv "IVA | "994 | ‘uer 
u 
N " 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 31 


Tabellerne XIV til XVII vise Middelværdierne for de for- 


skjellige Grupper. 


Af Tab. XIV ser man, at Nedbor-Sandsynligheden eller 


Antallet af Timer med Nedbør i de forskjellige Maaneder i det 
Hele taget er størst i de koldere Maaneder og mindst i de var- 


mere, uden at det dog ganske felger Lufttemperaturens Gang. 


Østlandet, Skagerakkysten og Lister har Maximum i November, 


medens Sætersdalen, Vestkysten og dens Fjorde og Kysten videre 


Fjordene 


I Finmarken falder Maximum nærmere 


nordover indtil Finmarken har Maximum i Januar. 
Vaar og Hest, tildels ogsaa i Juli. 


ere noget afvigende. 


T€ |86'4 |199 100'8 [16'4 1689 |04'4 |19'8 |8L'9 |899 188'8 leve ont Leg 


ST 
66 


AV'6 |68'6 |99'6 gp og |99'9 [396 |L6'8 |19'8 opp 0g OTI PIG Got opaolıı 


o1pu[ 


896 1806 1446 [916 |86'8 |88'8 |00'6 [ers |80'6 626 L80180 0119 01 why guəsapumurq 


9'T [16'8 [888 (gg erg 1988 6F6|6990F6109|926]96 |868 teg |opzofg = — 
8% |19'8 |LT'6 ug |I989 1998 Jett |es'o iert pre lena LEG logs lez’ | ask spuvqpzox 
VS VL |cU8 1896 [48'8 UL |89°4 |00'9 |L8'G |e99 [994 [14% |I8 0T teg | uopaofjfqpuoaqy, 
9'6 |848 |60'6 og |89'8 1698 12974 [142 |£V2 legt aigle (82019096 |` why spepsmoy 
9% |I8'OLPSOLASTIGLOLLLG |99'9 |18'8 su 9 976 |SU6G 164 TT6L'GE 49701 Dr rá aos 
H [PE OT 60 TT GP 11/96'01 |20'0 I SEG 699 0878 eg 6 |F6/6 [erotica TEIST ` `uəjs(33səA 
G 4 10986 188 GL|OU'ST| PC TIJ68 8 se's |9L9 (009 [IPA log NO SLLOELIG GT| " ` * Tepszagæg 
ST 1809 ¡899 1699 10989 DEG |ev'v LET PIE lec logo lera 1982 OP L | 7 ` aper 
US 1844 |18'01 IP6 r78 1849 SVG TTS legs 499 lsrs 1908 FLG Igre ee 
6S [FOA [POA |LV8 Ok |V8'9 (689 Peg |98°9 96'G [PEL IOL'L PZG FFL jopuvpsg 
doe "avy | waq | ‘Aon | 390 MAS im f ron pte py lad y | "aeg qo, | 'uer 


"Swq-10qpoN uo 


p 


48 


I 10(P9N pour Iowy, [ejuy 


AX ‘WL 


[No. 12. 


H. MOHN. 


32 


Amplituden af den aarlige Variation er voxende fra Ind- 


landet ud mod Kysten. 


Tab. XV viser, at Antallet af Timer med Nedber i en Ned- 
ber-Dag vesentlig har samme aarlige Periode som Nedber-Sand- 
synligheden, Maximum i Vintermaanederne, Minimum i Sommer- 


-maanederne. 
nordlige. 


Amplituden er sterre i det sydlige Norge end i det 


t Nedber-Hejden i en Nedber-Dag har 


Minimum paa forsk 


Tab. XVI viser, à 


aximum og 


ellige Tider i de forskjellige 


j 


M 


0% 


TEE A NSS 


"E TE NE UNI 


Dele af Landet. Fra Ostlandet, hvor Maximum falder i Juli til 


OPT “Swu(-a6qpəN uo r opfoy-19qpon 


TAX “QL 


98% [SUP 00€ SET |S [00% ert ert ot |18'1 | expuy = 
6% GES [04% [00% GES 199% POT EEP 966 IST [TFT 1691 [161 [90% | oprola — 
LV 1967 1067 OT PES ESF PET SL VET loss Lë ect ont lase | 987 suox1vururr 
ST (68'S GTG deg IETF erop PLP OUT (IT'S Iros weg 888 erg |epofr — 
6'6 |969 6T9 |IF9 1679 |09°9 GLP TOG St Lg ott out ere 990 | 'asKyr spuvppzoN 
VG [98 ETP 968 ATP [69°F BTF LTP Ort OUR jagg 286 |38'6 rg | uopaofyfupuouu, 
AS 1669 |16'9 [OWL |G8"L |,V'9 1689 Isos jeget jpet trt ega |9%'9 eo "gs&xspepsuiot 
YS 1698 |SPOI|eZ0]|84'6 [OSA 1069 1839 ron tin lq ¿6 Oto OI) "ouopaofjsuosiaog 
Sr 1484 [ISA |ee8 |16°6 10%'6 |I4'6 1484 [849 1099 |ev'a |ve'9 |eg9 leg, | * * 'uo3sÁx382 A 
GOL IGT [34'8 [419 UH og |99°9 1999 [eze rg iso's oss loser ro O 
VG 1696 AT'ITIIP'OL ge ZTS IT TE BIS 6 1688 or; jos's [ree loos 094 |" * * ° * 19381T 
09 SEO IL9'G 1999 1886 |SP'6 1868 OEL (P09 fare lege love gt |cO T |" EALS E LACE ERTS 
A'6 146'E opgoe oer ora jig'a 1989 LSP |88'8 [esa |10'6 ligg |TO'S |" * * J9puepsg 
: 

'dury ‘avy |*90q |'A0N o SCH mn [run | fey lady | avy "gar "uv 

E 

Y 


TOP ETW *oump-roqpoN uo I opfogr-10qpoN 


DAX “QL 


Februar og Juni 


co = KN ESA 
a| SERSR SER 
: raza aso Q 
ui m OG om Om DS 
Ë E L Š š A S SU y 670 12690 3901908 me ET epup — 
= Å = 3 s 3 = m P^ E S8'0 d 46V VIUIV G Ü West Klee File 
ES a = = x = < E = = 6L'0 Ten AA NISI LUJ VILOZ VIO VIUVU OJO U 22 VIMYG UL LU kd qa U 0666 Ul + sy LS 
a B = 2 = os ul x = Le 960 o6V U06036 VIUZSVY UJ Ulb6 VIDAY UIUJV ZU dek UVIAAG U'SLG 01996 01688 0 apaof q 
Ë = SH = = = t 3 m 080 |189'0|849 654 VILLY O 687 01687 01087 0694 0/686 0 ELS Spug[pio X 
ec res 33 o i 101966 : uopaolyf 
= »- gå Es = = A n Y F€ 0 |$I€0/9€€'0| LT'0/86F 0|€09'0/90: Da UGY UIGUP VIFS Ujeo6 U ZUG U soc Ü p[aoU'upuoau y, 
ES £4 å a = "ei °" * = Um 6r 0 LA ULYA 076 0 69 690 L19'0 66 69'0 * 9øåy sjepsuoy 
S = E g n = t Sp = E IPO jh L ASA O I F 1401694019690 1480| 'euapzofjeuozizoq ` 
= = Vu addas "e ; nare dy dd ; å à ; er 
EISEN SSeS rom (388'0|294'0/008'0 g96'0 p10 Uegtt 446'01486'0994"0|089"0|629"0 149019810 948439804 
m S g S = = z A = ved 60'T |009'0/616'0| L470/900' I| ISU TSG T SCT TAPE "0/6 LF"0| P980 L6L'O|FOT'O|S66"0| ` ` ` Tepszxoyeg 
E zr E Sg ebe SS I |699' 1/689 I|96€ I,088 I| 181 6/666 6 640 6| 1468 9PP BIS I| LITT TOLL SOT ` ` * 29980] 
E = © Eë deeg °p [=D] i : n 3 
< " AHA on "EI c onm rå Sol |9F MAd UV Dom Vl LISOP LiS V3 LOOP 116061 0 00% 0 LGP 0 -" 3368195938 
2 É 5 5 g ry ES > = 640 |699'01186'0|66r 01692019 660 4601 3840 249 OIGIFO|* * ` 3əpue]s@ 
a A = o C = Nal + - = 
E S © 5 3 E en 2 g = 
& | Av H Se 5 & T: y š 
= an = Es = < Ki £n = [uM 'duy "vy |'99(T | AON | 390 [4999| ‘ony | ‘tyne | ‘tang | ey | “aay me] | "994 | "uer 
Ë a š > > = Ei o Tr 
> 8 * 5. E E ° P 
al P BS SS S < S 
PleS Peep = Å 48 
° > 
på FHAR s E i % Y 
E = = i = d wu 
CBR. Bag S y gi uM ua 
B| Ow s = S OG Ay 
o Se" ag 2 ad = Ga > 
S| B 8 ñ z Hes š Š 
> = [77] = een = = 
00 = = = SE Ka ær 


Finmarken. 


No, 12. 


Vid,-Selsk, Forh, 1888. 


34 H. MOHN. [No. 12. 


Tab. XVII viser, at Nedber-Hojden i en Nedbor-Time paa 
de fleste Steder har sit Maximum i August, dernest i Juli, 
sjelden i Juni og September, altsaa væsentlig i Sommermaanederne. 
En Undtagelse gjere Bergensfjordene, hvor Maximum falder i 
December. Minimum falder hyppigst i April, dernæst i Marts, 
paa nogle Steder i Februar eller Januar. Amplituden er idet- 
heletaget sterre i det sydlige Norge end i det nordlige. 


Nedber dannes ved opstigende Stremninger af fugtig Luft, 
hvis Vanddampe condenseres, medens Temperaturen aftager under 
Opstigningen, efterat Dugpunktet er naaet. 

Opstigende Luftstremme tilhere Minima af Lufttryk — i en 
Niveauflade —, navnlig den Side af saadanne, hvor Temperaturen 
er hojest og Mængden af Vanddamp størst. Disse Betingelser 
bero paa Vindens Retning, idet Vindene medbringe sine Egen- 
skaber fra de Steder, hvorfra de komme, til de Steder, hvorhen 
de blæse. Ved Siden af de rent atmosfæriske Betingelser for 
Nedbør, som de barometriske Minima medføre, har ogsaa geo- 
grafiske eller topografiske, altsaa locale, Forhold Indflydelse paa 
Dannelsen af Nedbør, som Overgangen fra Hav til Land og 
Jordoverfladens Ujevnheder, der tvinge Luftstrommene tilvejrs 
og forandre deres Styrke. 

Saavel de almindelige som de locale Betingelser for Nedbør 
blive saaledes at henføre til Vindenes Retning. Det bliver først 
og fremst de nedberbringende Vindes Retning paa den enkelte 
Station, der maa studeres, naar man vil sege at finde den lov- 
mæssige Orden i Nedbør-Fænomenerne. 

Gjennemforelsen af et saadant Arbejde for de norske Sta- 
tioner maa jeg opsætte til en senere Tid. Da jeg imidlertid, 
som ovenfor sagt, tidligere har paabegyndt en saadan Undersogelse, 
og de deraf vundne forelebige Resultater forekomme mig lovende 
for Øjemedet, skal jeg her meddele dem i den Udstrækning, 
hvori de foreligge fuldferte. Fremgangsmaaden er følgende: 

For hver Gang, der i Observationsskemaerne er noteret 
Nedbør (Regn, Sne, Slud, Hagel) ved en af de faste Observa- 


ERT CVIT RITE IE EEF E E TT AN la 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 35 


tionsklokkeslet (8*, 2%, 8%), noteres Vindens Retning og Styrke 
i samme Ojeblik i Skemaer, der have Rubrikker for hver Vind- 
retning og Vindstille og for hver Maaned. Det hele Antal af 
Tilfælder giver Værdien af r. For hver Vindretning optælles 
Antallet af Tilfælder. Disse reduceres, efter vedtagne Regler, 
til 8 Streger, og, om man vil, til 100 eller 1000 Observationer, 
ved Division med det samlede Antal af alle Observationer med 
og uden Nedber. Man beregner Middeltallet af Nedbervindenes 
Styrke, for hver Vindretning særskilt, om man vil, og for alle 
Vindretninger tilsammen. 
Man faar saaledes, for hver Station, en Tabel over Hyppig- 
heden af Nedbør med de forskjellige Vindretninger. Dividerer 
man disse Tal respective med Antallet af Gange, hver Vind i 
det betragtede Tidsrum har blæst eller med Vindens absolute 
Hyppighed, faar man Tal, der udtrykke Nedbør-Sandsynlig- 
heden for den enkelte Vindretning, Det er disse Tal, der 
vise de forskjellige Vindes Kvalitet i Retning af Nedbør paa 
de forskjellige Steder og til de forskjellige Tider af Aaret og 
Som nærmest kunne sammenstilles med de locale Forhold. 

Tabellerne XVIII til XXXII give for enkelte Stationer 
Antallet af Vindretninger med Nedber (Vindroser for Nedber- 
Hyppighed) beregnet paa 1000 Observationsmomenter, Vindroser 
for Nedber-Sandsynlighed, i Procenter af Hyppigheden, samt den 
gjennemsnitlige Vindstyrke i Middel af samtlige Observationer 
og for de forskjellige Slags Nedber. For den almindelige Vind- 
rose for Vindens Hyppigheds Vedkommende kan henvises til 
Oesterr. Zeitschrift for 1885, S. 478—484 og for Vindstyrkens 
til S. 485 sammesteds. 

Tab. XXXIII giver Nedbørens Hyppighed (det optalte Antal 
af Tilfælder med Nedber) og Tab. XXXIV Nedber-Sandsynligheden 
(i Procent) for de forskjellige Vindretninger for Maanederne Juni, 
Juli, August og September, for en Række Stationer i det syd- 
lige Norge, efter Cand. Hesselbergs Beregninger. 

Tab. XXXV giver, efter Cand. de Seues Beregninger,! de 


1 Windrosen des südlichen Norwegens. Von ©. de Seue, 1876. 
i" 


36 H. MOHN. [No. 12. 


Tab. XVIII. 
Dovre. Nedbor-Hyppighed. 1865—70. 1000 Obs. 


| N | NE | E SE 8 sw| w |NW| o 
Januar .. tü 0 o | 36 4 9 4 | 54 
Februar... | 10 0 0 5 31 15 9 22 51 
arts. , 2 7 2 2 23 2 2 GES 
A... " 0 0 6 | 35 Q 0 14 | 46 
Mores 9 Q 9 5 | 37 5 1 16 | 34 
TRE 8 0 4 1 29 6 0 12 | 80 
Qu S " 0 0 1 96 2 0 9 | m 
August 8 2 2 31% 0 9 5 98 
September. . 0 2 0 10 33 3 2 5 76 
wae. Tt 9 2 9 5 31 5 9 11 60 
November , 13 0 2 7 52 9 T 11 56 
December 2 0 0 8 41 8 6 19 89 
decke Oh I9 ] BEE UST EST 46] 19 | 110] 574 
Tab. XIX. 
Dovre. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 
N ENE | E | SE sisw|w NW, O 
Januar 0 0 0 0 19 7 1 19 8 
Februar . . 22 0 o | 21 15 91 12 | 32 9 
arts 5 | 83 | 2 | 83 | 13 9 11 3 
April ; 8 0 Dl i1] 4 0 16 9 
NE... T 8 Im. I3 | I8 15 11 19 7 
Juni EM 6 428 E 81 | 18 0 & 1 14 
yw. 10 0 0 &13 8 o | Al 11 
u 13 9 138 | 17" 1 13 0 6 L5 SM | 
September. . 0 33 81 14 10 12 13 11 
October . . . | 20 15 33 19 16 17 33 29 9 
November . . | 20 0 23 19 31 22 33 15 10 
December . . | 12 0 0 ra 19 33 | 88 . 
Ants ov] 1141 98119861 190 | 1781 2119 | 3381 I 9.7 
Tab, XX.' 
Christiania. Nedbor-Hyppighed. 1874—83. (Absolut Antal). 
N. | sel ee ae IV. 
oe: SY WM D 22 9 | 12 3 0 1 
Februar. . ..| 17 55 26 16 17 5 0 1 
Nar. ..1 8 38 18 13 13 3 3 3 
April, , LII 27 14 19 3 d 1 
Maj . 8 17 7 10 17 7 1 1 
joni . 72] e 19 14 11 13 9 1 2 
Juli ss 1.18 25 91 1& .|.90 +: 10 2 6 
August i 8 29 21 11 16 12 3 3 
September, , . | 13 36 Jó | 3 20 6 1 5 
etober. , , 7 29 25 25 27 5 1 3 
November. . . | 15 48 22 33 30 5 1 1 
December, . . | 18 46 23 19 17 1 1 lå E 
Ag IS PAS YY TEN ET n 58| 13 1. å 


Pal E Reeg eeh ar sche, ti EY 
š H 


- 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 37 


Tab, XXI. 
Christiania. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 
NE E SE S SW w NW 
nu 16 20 20 13 4 0 2 
Februar 27 23 81 20 8 0 3 
DE 5-. 21 18 26 12 3 6 6 
April i 14 12 169 10 8 0 8 
Maj . 13 10 15 7 4 2 2 
NEE 19 15 15 5 4 3 8 
Audi 1 ae 24 20 20 8 6 5 18 
August . . . 22 18 16 8 9 vi 9 
September, . 91 15 82 12 6 3 0 
October 14 23 37 23 6 3 4 
November. . 24 22 52 84 9 4 5 
December. . . 16 19 42 28 8 4 3 
Air 2403 18.9 18,1 26.3 118103 3.2 b.I 


Tab. XXII. 


N NE SE 8 SW w NW C 
Januar oq 4 16 27 43 a 0 0 
Marte. ¿ 2 9 14 11 4 0 0 
Maj. S 7 18 4 14 0 0 11 
UD. i vA. 2 98 14 27 y 7 0 
September , 5 0 20 11 0 0 8 
November , 7 28 19 94 37 6 0 0 
år. ....,1| 611 $ | 811] 1701 1181 SS 30 71.13 N 


Tab. XXIII. 
Torungen. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 
NE | E SE sIswiw|sw| € 
Januar E 8 5 86 26 94 9 0 0 
Marts... 1 4 30 | 28 | 81 9 4 0 0 
Maj. . 16 0 89 A 6 6 0 0 11 
> 5 A 50 | 33 m 6 6 6 0 
September 9 1 11 97 97 6 0 0 18 
November 8 9 97 1 42 21 3 0 0 
Aeg. J 621 19.5 | 26.0 | 32.7 | 25.5 | 120] 25 | 1.0 | 50 


38 H. MOHN. [No. 12, 
Tab. XXIV. 
Udsire. Nedbor-Hyppighed. 1863—70. 1000 Obs. 
N | NE E SE 8 SW | W |NW| C 
nu y 32 | 35 | 56 94 | 118 | 84 | 50 | 81 6 
Februar . . 34 | 15 | 46 95 | 1001 | 95 | 38 [| 55 4 
Marts. . 49 | 30 | 49 67.1 70 | 40 126 | 58 0 
April 18 lid. | 98 Mi ET 24 5 
ME `. 20 | 18 | 28 56 50 | 22 | 26 | 22 4 
NE e 26 | 10 | 16 44 59 | 50 | 43 | 42 9 
AE vn 32 9 | 20 ji | dà |» ` 54181 7 
August . | 44 12 18 44 82 61 57 64 10 
September. . | 29 6 31 108 | 138 74 59 58 8 
tober . E | | 4 1100 | en | 80 | 52 0 
November 936 18 43 81 126 103 76 65 2 
December 19 20 59 121 111 82 65 84 n 
Bee o... 305 | 15.7 | 36.4 | 76.8 | 89.0| 63.2| 54.0 | 459 | 5.0 
Tab. XXV. 
Udsire. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 
N | NE | E | SE s SW | w | NW € 
Januar 5 aa l 4 Os |b | 56 58 | 47 | 16 
Februar , . 45 “87> |-88 1.55. 1.65: 1:68 60 | 57. | 10 
arts . Bb 1019. | 33 | 3 | 5I 54 | 47 | 8 0 
Ab E ER LA 39 33 81 17 7 
ME. Q. 10 44 | 48 5: | | 99 11 5 
AM i iu eim lola a 21 11 
AU. GR [3 |47 | 4i 41 61 95 6 
. August 21 22 38 52 51 55 74 87 12 
September 97 15 49 62 63 48 64 48 83 
October . . 97 20 | 38 62 70 74 67 54 0 
November . 52 44 54 72 76 67 52 5 
December 32 29 42 68 69 55 57 210 
Q. a 23.7 | 25.7 | 41.3 | 52.6 | 55.8 | 542 | 6471 3471 79 
Tab. XXVI. 
Ona. Nedbor-Hyppighed. 1868—70. 1000 Obs. 
N | NE] E |] se | s |sw| w | NV| o 
Januar 0 2 5 i4 ar | 358 | 95 4 4 
Februar 8 | 10 6 8-12 130 | 7 | 90 8 
Mart 14 = 5320931 89- 1991385 1 
April i5 |-4 | 9 Ak Ww |w 51^ 
MT 20 4 0 $ |: |889 TT 
Juni 15 [.2 |a & to | Bj ev Le 
J o 9 " 5 0 |i |30 |16 å | 2 
August 16 0 0 adi 1111. 1% 
iiolenibe 11 KEN š O | Be EE 
ctober . 13 2 7 fu Ta ek lis] 
November, .| 9 | 4 | y7 Im | a8 15 | 48 | 17 dg 
December . . 0 0 5 i6 70 63 22 [T gr 
..] 100] 89] 88 | 85| 352] 418 | 939 | 183 | 10 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 39 


Tab. XXVII. 
Ona. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 


N NE E SE 8 SW O 
Januar 0 6 8 15 18 6 
Februar «d 13° 23 18 12 17 25 0 
š arts 20 4 5 5 16 80 0 
E April 10 vi 0 18 28 30 8 
E MU. ic. 12 2 0 6 21 21 8 
: JUN n 16 22 22 IT 13 15 17 
E dai. ue 1 15 28 14 13 6 
E st. 0 0 0 13 16 9 
U September 7 5 9 Be 25 8 
ber . 6 4 10 10 22 20 22 
November , 12 5 9 20 33 33 4 
December 0 UI. S 14 30 37 > 0 
ar. ..| 101] 76] 77| 103| 204 | 233 | 27.6] 174| 79 
Tab, XXVIII. 
Andenes. Nedbor-Hyppighed. 1863—70. 1000 Obs. 
N | NE | E | SE | s | SW w |NW| C 
Januar . . . | 36 | 20 5 4 42 54 46 53 7 
Februar ; , . 1-39 21 4 7 52 72 61 8 
Marts. . -.1 29 26 5 4 31 59 63 58 16 
April . 32 49 7 12 37 87 69 3 
Maj. . 28 25 9 8 24 87 55 43 7 
Juni 12 19 5 4 19 47 43 25 16 
ur ev 13 14 2 2 15 48 63 13 7 
t 11 10 3 2 16 40 47 15 8 
September 17 17 4 12 28 75 47 48 0 
ey 19 9 14 30 66 51 56 13 
November . . | 49 81 15 8 41 58 51 78 20 
December . . | 23 19 2 8 35 8 53 57 2 
Aar.....| 962] 218] 59| 61| 301] 520| 540] 447] 74 
Tab. XXIX. 
Andenes. Nedbor-Sandsynlighed. Procent. 
N NE E SE S SW w NW G 
Januar ... | 65 29 6 2 18 49 51 44 17 
Februar. . . 76 3 4 5 19 51 55 70 17 
are, p 60 29 6 4 11 88 70 65 16 
April. , 61 1 8 16 16 | 44 59 | 61 9 
Maj. i 37 12 7 4 21 37 46 6 
Jam 20 6 5 14 89 26 28 12 
ur 99 8 4 8 20 89 26 21 4 
ugust , 12 4 3 2 21 51 82 26 6 
September 37 14 4 10 28 45 48 55 
0 er. 4:11:89 28 9 9 16 48 50 49 20 
November 60 26 14 7 18 46 58 
December . . | 31 24 8 9 19 99 44 46 3 
ar... , | 416] 166] 61] 66| 174 | 43.1 | 608] 37.7] 96 


40 H. MOHN. (No 12. 


Tab. XXX. 
Vardø. Nedbor-Hyppighed. 18 Aar (1830—68). 1000 Obs. 


N NE E SE S SW W NW G 
Jan went 88 58 10 19 17 33 26 68 5 
Februar wl 28 52 18 32 15 50 26 59 18 
arts 40 79 18 25 18 51 21 47 14 
April ¿| 52 38 11 88 11 97 23 11 
Maj 59 | 84 3 | 34 B Loa | j 1101 | 9 
JU. Ix 60 15 32 9 7 1 20 
DI o cl AM 40 10 89 17 10 6 74 15 
August . ... | 34 88 8 44 20 18 8 62 24 
September. . | 79 49 11 97 20 35 19 139 23 
October . . . | 28 68 23 44 21 56 28 19 22 
November 8 | 05 16 39 23 19 32 58 23 
December . , | 47 64 15 10 18 46 27 | 53 11 
Wes C... | Se | OT 132| 5281 162 | 5701 20.0 741| 17.2 
Tab, XXXI." 


Vardø. Nedbor-Sandsynlighed. Procent.!3 


N | NE E SE S SW | W | NW C 
Januar 85 46 46 89 99 10 20 47 43 
Februar 64 41 88 | -19 13 23 51 33 
arts Io 92 34 17 15 25 37 26 
April Be BE 49 81 88 16 15 19 58 14 
Mr 45 61 6 28 31 17 19 56 17 
Juni x 35 40 17 16 14 99 97 34 26 
Juli 29 35 17 17 18 25 19 42 11 
41 36 14 94 15 20 23 32 21 
September 73 62 59 35 19 16 20 71 82 
.. I ` 69 53 48 92 20 19 70 85 
November . . | 42 55 46 49 28 23 28 53 38. 
December . . | 48 | 54 | 491981 34 | 12 | 98 | 47 | 19 
ær... . 48 | hoj 32 [29 4.19 | 46 | 23 [549 | 28 
Tab. XXXII. 


Vind-Styrke. 0—6. Aaret. 


Dovre. |Torungen.| Udsire. Ona. Andenes. | Vardø. 

Middel .. 0.94 193 2.73 9 44 2.64 287 
Med Regn. , , 1.00 3.13 2.89 3.14 2.91 
Re —. 1.40 2.15 3.26 9.64 3.98 8.19 
y Hagel: >, 1.38 428 4.01 3.46 — 
s Taiga.. 0.36 = 9.38 1 94 1.78 2.24 


1888.] STUDIER OVER — VARIGHED OG TÆTHED I NORGE, 41 


Tab, XXXIII. 
Nedbor-Hyppighed. Juni, Juli, August, September. 
N NE E SE S SW w NW 
ER š 82 7 95 62 76 8 22 93 
Tonset : i 4 10 2 5 9 5 1 5 
ove 36 11 j 41 | 243 16 2 60 
Granhejm : 25 9 16 87 12 1 2 21 
Eidsvold a 104 16 10 54 117 6 11 16 
Christiania 47 109 71 59 69 57 7 11 
Sandgsund . , Å 50 31 33 37 57 40 7 11 
Torung v 28 76 46 41 84 94 9 11 
Oxg . 25 67 60 5 49 48 18 6 
Skudenes, , 22 17 50 126 120 51 96 87 
rgen š 66 2 T 76 | 954 80 72 80 
K. w pee see 9 12 69 98 93 | 106 54 81, 
Christiansund . , . 26 29 23 30 18] 118 | 140 52 
Tab. XXXIV. 
Nedbor-Sandsynlighed. Juni, Juli, August, September. 
Procent. 
N NE E | | 8 | 5W | w | NW 
Røros ° 12 15 17 | 20 16 6 13 17 
EE 4 10 8 8 5 8 2 8 
Doms... a 11 28 2 31 24 23 2 13 
Granhejm 8 9 14 16 3 3 1 3 
svol 19 19 13 15 13 5 9 11 
Christiania 21 21 17 20 8 6 5 10 
ndəsun 9 8 17 17 9 8 4 9 
Torungen. . . .. 12 14 11 92 18 8 2 4 
EE 10 13 15 26 12 4 4 3 
Skudenes 9 El 22 25 20 19 LT 9 
iig, 11 12 12 32 37 35 21 14 
Blots” eu: SER 7 8 19 25 25 25 10 11 
aer 5 5 7 10 14 26 19 13 
Tab. XXXV. 
Bar. | Temp. | Dunstt, Rel. F. méie Vindst. Nb.-S, |Nb.-H 
Min Max. | Max. | Max. | Max. | Max. | Max. | Max 
Christiania | WNW| SSE | SE | s SE | NE 
Sandgsund w SSW |S SSE |ESE |S 
Torungen SE | NE 
I MANGAL « o 2.5. SSW | SW S SSE |SSW 
Skudenes IW SW |SW | SW | S 
UB ` `... 8 8 
Alesana. . . . 4 SSE WNW|WSW|SW 
QUE... vi SW 
Christiansund . S SSE | WSW | W w w 


42 H. MOHN. [No. 12. 


Vindretninger, der have Minimum af Lufttryk og Maximum af 
Lufttemperatur, Dunsttryk, relativ Fugtighed, Skydække og Vind- 
-Styrke, samt efter Tabellerne XX til XXVII de Vinde, der have 
Maximum af Nedber-Sandsynlighed og Nedber-Hyppighed, for en 
Del Stationer og for hele Aaret. | 


Tab. XXXVI. 

Bar. | Temp. | Dunstt. Rel. F.| Skyd. |Vindst.| Nb.-S. | Nb.-H. 

Max. | Min. Min. | Min. | Min. | Min. | Min. | Min. 
Christiania. . . . | ENE | NNE W w W SW 
Sandøsund . . . . | NE N NW NW |WNW|WNW 
"Torungen ... NW | NW 
ET EE y N NNE | NNW | NW |NNW|N ; 
Skudenes. . . .. NE NNE | NNE | E NNE | NE 
ZUM SS sve. NNE | NE 
mnd: ENE | NE NE S ENE | E 
mi ka EE i NE ENE 
-Christiansund. . . | NE NNW | NE SE |E E 


Tab. XXXVI giver de Vindretninger, der have Maximum af 
Lufttryk, Minimum af Temperatur o. s. v. for de samme Stationer. 

Af Tabellerne for de forskjellige Vindretningers Nedber- 
Sandsynlighed sees, at de Vinde, der paa Kysten have den 
største Nedber-Sandsynlighed, komme fra Havet (eller fra Syd), 
og de Vinde, der have den mindste, komme fra Landet (eller 
fra Nord). Vi have nemlig 


Nedbor-Sandsynlighed. Hele Aaret. 


Maximum. | Minimum. 


TOMES V3 3 9 1053 SE NW 
Være. 0 cs s N 
me: sana X W NE 
Aula. o 359.9 w SE 


ee NE SW 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 43 


Nedbor-Sandsynlighed. Juni—Septbr. 


Maximum. | Minimum. 

Bandenmd TG ESE WSW 
Torangéön > sur... sus SE W 

ET A EE EA N SE WNW 
SRUGGHER; s e VA SE NNW 
Bergen. i np Y S N 

lun RE Nh S N 
Christiansund. ..... sw NNE 


For Indlandstationer give Tabellerne 


Nedbor-Sandsynlighed. 


| Maximum. Minimum. 

Røros s s S A d SE SW Juni—September. 
fondet > be NE w = E 
Dove, va 000, SE TS NE Hele Aaret. 

= en SE w Juni—September, 
Granhejm. =. 2.20.45 SE — — 
Hidavold o 4... 3 d NE SW = = 
wWhivigtiania- a oa SE w Hele Aaret. 

ee PE NE w Juni—September. 


Det er saaledes inde i det sydlige Norge Vinde fra Ost- 
kanten, der lettest give Nedber, medens Vinde fra Vestkanten 
give mindst. Vestenvindene ere for en stor Del udterrede, naar 
de have passeret Fjeldryggen, og optræde paa Østlandet tildels 
med Fehn-Character. Ostenvindene derimod kunne stige lang- 
somt opad, medens de udbrede sig over Østlandet fra Sverige 
(Osterseen og de svenske Indseer) og (cyklonisk ombejede) fra 
Kattegat og Skagerak. 

En nærmere Betragtning af Vindenes Nedber-Sandsynlighed 
viser, at der er en vis aarlig Forandring i denne Vindrose. 

Dovre viser for hele Aaret et secundært Maximum med 
NW. Dette tilhører den koldere Tid af Aaret, da det sydlige 
Norges Indre har Lufttrykmaximum og meget lav Temperatur, 


44 H. MOHN. [No. 12. 


meget lidet Vanddamp, medens de varmere og fugtigere Vinde 
fra det norske Hay finde Vej over Romsdalen til Dovre. 

Christiania har i alle Maaneder stor og i de fleste den 
sterste Nedber-Sandsynlighed med SE, det er, som ovenfor for 
hele Ostlandet paapeget, fugtige Vinde fra Skagerak, Kattegat, 
de svenske Indseer og Osterseen. Men i Sommermaanederne 
optræder den største Regu-Sandsynlighed med N eller NE, hvad 
der synes at hentyde paa en forholdsvis sterre Forsyning af 
Vanddampe fra Mellem-Sverige og den tilstedende Del af Oster- 
seen. Denne er isfri paa denne Aarstid. Cand. Hesselberg har 
fundet, at, naar det regner i Christiania om Sommeren, med 
den hyppigste Nedborvind, NE (Tab. XX), den relative Fugtighed 
er meget hoj over det mellemste Sverige. 

Torungen (Skagerakkysten) har hele Aaret igjennem sin 
sterste Nedber-Sandsynlighed med Vinde fra E til S, navnlig 
SE, altsaa directe Havvinde. | 

Udsire (Vestkysten) har i de fleste Maaneder sin sterste 
 Nedber-Sandsynlighed med Vinde mellem Syd og Vest, altsaa 
Vinde fra det varme Hav. Fra April til Juni faa imidlertid 
E og SE et Overtag, hvad der ogsaa viser sig i Sommermaa- 
nederne i Skudenes (Tab. XXXIV). Om Sommeren voxer Hav- 
overfladens Temperatur mod Øst, idet den er 1—2* større i 
Skagerak end ved Skudenes. ! 

Ona (Romsdalskysten) har i de fleste Maaneder sin største 
Nedber-Sandsynlighed med W, tildels med SW og S. Men i 
Juni og Juli falder den paa E. I Juni falder, efter de Seue, paa 
denne Kyst Maximum af Vanddamptrykket paa SSE og i Juli 
og August paa SE, ellers paa en mere vestlig Vindstreg.. Den 
beregnede Observationsrække for Ona er kun 3 Aar. Christian- 
sund har (Tab. XXXIV) i Sommermaanederne Maximum af Nedber- 
Sandsynlighed med SW. 

Andenes (Nordlandskysten) har sin sterste Nedber-Sand- 
synlighed i Januar og Februar med N, om Vaaren med W og 


1 Den norske Nordhavs-Expedition. Nordhavets Dybder, Temperatur og Strom- 
ninger. Af H. Mohn, Pl, XXVII. 


ee eee T S REPETI ë deg A. 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 45 


NW, om Sommeren med SW, om Høsten med W og NW og i 
December med NW. Alle disse Vinde komme fra Havet. Fra 
Andenes af voxer Havoverfladens Temperatur om Vinteren raskest 


mod W, om Sommeren raskest mod Syd. Det er en lignende 


Svingning, som den højeste or Vinde gjere 
i Aarets Lob. 

Varde (Finmarkskysten) har sin største Nedbør-Sandsynlig- 
hed med Vinde fra NW til NE og E, samtlige Vinde, der komme 
fra Havet. En regelmæssig Afvexling af disse Vinde fra Maaned 
til Maaned sees ikke. 

Tab. XXXV giver en Prøve paa den nære Overensstemmelse, 
som der er mellem de Vinde, der give Maximum af Fugtighed, 
Skydække og Vindstyrke og dem, der give Maximum af Nedber- 
Sandsynlighed. I Tab. XXXVI sees saadan Overensstemmelse 
ved Dunsttryk, Skydække, Vindstyrke og Nedbor-Sandsynlighed 
for deres Minimums Vedkommende. 

Den til en vis Vindretning hørende Nedber-Hyppighed er 
Productet af dens Nedber-Sandsynlighed og dens Hyppighed. 
Vindenes Hyppighed er betinget af Hyppigheden af de til samme 
svarende barometriske Gradienters Retning, altsaa af Vexlingen 
af Lufttrykkets Fordeling. Da Vindrosen for Vindenes Hyppig- 
hed i Regelen er forskjellig fra Vindrosen for deres Nedber- 
Sandsynlighed, idet deres Maxima og Minima falder ved forskjellige 
Vindretninger, bliver Vindrosen for deres Producter eller for 
Nedbør-Hyppigheden forskjellig fra Vindrosen for Nedbør-Sand- 


synligheden. I det Tilfælde, at de to første Factorer have sine 


Maxima og Minima paa nærliggende Steder i Vindrosen, bliver 
den resulterende Rose lig dem begge. Men hvor begges Maxima og 
Minima ligge langt fra hverandre, kan den resulterende Hyppig- 
heds-Vindrose blive en ganske anden end nogen af de to. Dette 


ville vi bedst kunne se ved at gjennemgaa vore typiske Exempler. 


Paa Dovre er Nedbør-Sandsynligheden stor med syd- 


ostlig og sydlig Vind, og i alle Maaneder er S den hyppigste 


Vind. Følgelig bliver den hyppigste Nedbør-Vind i alle Maa- 
neder Š (Tab. XVIII). Vindstiller ere særdeles hyppige, og som 


Felge deraf Nedber-Hyppigheden med Vindstille forholdsvis stor 


46 H. MOHN. [No. 12. 


(5.7 %), uagtet Nedber-Sandsynligheden for Stille er forholdsvis. 
liden (Tab. XIX). NW (Vinden fra Romsdalen og Nordhavet) 
har nest S den sterste Nedber-Sandsynlighed, og den er for-- 
holdsvis hyppig. Dens Nedber-Sandsynlighed er imidlertid størst: 
om Vinteren, medens dens Hyppighed er størst fra Maj til Juni. 
Resultatet (Tab. XVIII) bliver et secundært Maximum af Nedber-- 
Hyppighed ved NW men en lidet regelmæssig aarlig Periode deri. 

I Christiania er Nedber-Sandsynligheden Maximum for: 
SE, undtagen i Sommermaanederne (for NE). SE er imidlertid. 
en sjelden Vind, hvorimod NE er den hyppigste af alle Vinde,. 
dog mindre om Sommeren end om Vinteren. S og SW ere meget 
hyppige om Sommeren, men netop paa denne Tid er den forstes: 
Regn-Sandsynlighed mindst, og Sydvestens er altid liden. W er 
baade sjelden og har et Minimum af Nedber-Sandsynlighed. 
Resultatet bliver, at NE i alle Maaneder bliver den hyppigste 
Nedber-Vind og W den sjeldneste (Tab. XX). 

Paa Torungen er SE den Vind, der har den største Ned- 
ber-Sandsynlighed. Denne Vind er omtrent den sjeldneste paa 
Torungen. De hyppigste Vinde ere SW og NE. Af disse har 
den sidste større Nedber-Sandsynlighed end den første. Den: 
hyppigste Nedber-Vind bliver NE, dernæst SW (Tab. XXII). 

Paa Udsire have Vindene fra SE til W, især S, den største 
Nedber-Sandsynlighed. Den hyppigste Vind er S, navnlig om 
Vinteren. N er den Vind, som om Sommeren er overvejende 
hyppig; men den har et Minimum af Nedbør-Sandsynlighed, navn- 
lig paa denne Aarstid. Resultatet er (Tab. XXIV), at den hyp- 
pigste Nedber-Vind bliver S, dernæst SE, SW og W, medens 
N og endmere NE faar en ringe Nedber-Hyppighed. 

Paa Ona har W den største Nedber-Sandsynlighed, men 
SW og S kommer den nær. SW er den hyppigste Vind i om- 
trent alle Maaneder, dernæst S. Den hyppigste Nedbør-Vind 
bliver (Tab. XXVI) SW. 

Paa Andenes har W den største Nedbor-Sandsynlighed, 
dernæst SW. Den hyppigste Vind er S, der har en ringe Ned- 
bor-Sandsynlighed, medens SW og W here til de hyppigere 
Vinde. Den hyppigste Nedbor-Vind bliver (Tab. XXVIII) WSW. 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 47 


I Varde have Vindene fra NW, N og NE den hojeste 
Nedber-Sandsynlighed, SW den ringeste. Imidlertid er SW og 
NW de hyppigste Vinde. SW er fremherskende om Vinteren 
og NW fremherskende om Sommeren, men ogsaa hyppig om Vin- 

 teren. I de fleste Maaneder bliver NW den hyppigste Nedber- 
Vind (Tab. XXX). 

Den felgende Tabel giver en Oversigt over de hyppigste og 

de sjeldneste Nedber-Vinde. 


Nedber-Vind. Hyppigste. | Sjeldneste. 
ici ma b QULA S, NW NE, W 
ChHsdad a. on i NE W 
Ber, i NE, SW NW 
TBB nie. S, SE NE 
S, SW, w E, NE 
Andenes go SW, W, NW E, SE 
c XP wy NW, NE E, S 


Opseger man, efter den bariske Vindlov, Retningen til de. 
barometriske Minima, som svare til disse Vindretninger, saa, 
finder man, naar man setter Vindens Vinkel med Gradienten til 
45? yed Landvinde og noget mindre ved Havvinde, 


Retning af Nedbor-Gradient. 


Hyppigste. | Sjeldneste. 
Døyre re GN Nordhavet S Indlandet 
Christiania. . G+ . 15 Skagerak NE Indlandet 
Torungen... ER Skagerak E Sverige 

= V NW wi NNW Nordhavet 

Udsire . ECKE Nordhavet S Nordseen 
ms 215.2 21 WNW—NNE| Nordhavet SSW Indlandet 
Andenes ......|NNW-—ENE | Nordhavet SSW Nordlands Kyst, 
Vardø . > | BENE Nordhavet S Lapland 


48 H. MOHN. [No. 12. 


De Lufttryksminima, der give Anledning til Nedber i Norge, 
ligge saaledes hovedsagelig over de Have, der ere de respective 
Stationer nærmest. Nedber-Vindene blæse med Havet til Venstre 
og folge saaledes Kysten fra Christianiafjorden til Varanger- 
fjorden. De stemme heri overens med Vinterens herskende Vinde. 

Kalde vi det Antal Gange, en Vindretning (eller Stille) har 
været observeret i en Maaned (Vindens Hyppighed) H, det Antal 
Gange, den har været ledsaget af Nedbør, R, saa er dens Nedber- 


Sandsynlighed S = £ Sterrelsen Š er, for hvert Sted, charac- 


teristisk for Vindretningen; den beror paa Luftens Rigdom paa 
Vanddamp og Stedets topografiske Forhold. 

Multiplicerer man den characteristiske Constant S med den 
tilsvarende Værdi af Hyppigheden H, faar man R= H.S eller 
den tilsvarende Nedber-Hyppighed. Summen af alle Vindret- 
ningers Nedber-Hyppighed for en Maaned giver Antallet af Til- 
fælder med Nedbør, eller den samme Størrelse som ovenfor: er 
kaldt r (Tab. III), altsaa 

y = >R = > H.S 

Divideres + med Observationernes samlede Antal, » (Tab. II), 
eller er Hyppigheden H ved samme Division reduceret til Procent 
eller Promille,! faar man det, som ovenfor er kaldt den absolute 
Nedber-Sandsynlighed for det tilsvarende Tidsrum (Tab. IV). 

For at undersege, hvorledes Nedbor-Sandsynligheden varierer 
i Rum og Tid, maa vi studere Udtrykket 3 H.S. Denne Sum 
falder forskjellig ud, saavel efter Sterrelsen af H og af S, som 
efter deres Gruppering i Vindrosen. 

Jo nærmere den Vindretning, som har Maximum af Hyppig- 
hed, dem fremherskende Vindretning, nermer sig til den Vind- 
retning, som har Maximum af Nedbor-Sandsynlighed, desto større 
bliver Summen af Producterne af begge Factorer. Jo mere 
derimod Retningen for Maximum af Hyppighed falder sammen 
med Retningen for Minimum af Nedber-Sandsynlighed og (eller) 
Retningen for Maximum af Nedber-Sandsynlighed falder sammen 


1 Som i Vindstatistikken Ó. Z 1885, S. 478. 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 49 


med Retningen for Minimum af Hyppighed, desto mindre bliver 
Summen af Producterne af begge Factorer. 
Betragte vi først det hele Aar, have vi (C = Vindstille) 


Hele Aaret. S max. H max. 
Due. son SE, S, NW | G, S 
Christiania +++ SE, NE, E | NE, S 
Forunpen o SE, E, S SW, NE 
ar 2r 2 ox. SSW,W,SE| SSE, N 
ON ig ab tie W, SW, S | SW, NE, $ 
nn os W, SW, N | S,N, WSW 
MEUM V TA NE, NW SW, NW 


Den nærmeste Sammenfalden af Maxima have vi paa Udsire 
og Ona, hvor Retningsforskjellen kun er 2 Streger. Af disse to 
Steder har imidlertid Udsire (Tab. XXV) en betydelig sterre 
gjennemsnitlig Verdi af S end Ona (Tab. XXVII), og Udsires 
Nedber-Sandsynlighed bliver saaledes betydelig større (0.264) ! 
end Onas (0.191, Tab. IV). 

Ved Andenes ligger Maximum af S i W og Maximum af 
H i S, altsaa 90° fra hinanden. Men Nedber-Sandsynligheden 
er betydelig for alle Streger fra SW til N, og SW og W ere 
meget hyppige. WR bliver derfor betydelig. I Varde ere For- 
holdene lignende. Vistnok er den hyppigste Vind, SW, lidet 
nedberrig, men den næst hyppigste Vind er NW, der har næsten 
ligesaa stor Nedber-Sandsynlighed som NE. 

Ved Torungen falde de herskende Vinde, SW og NE, tvers 
paa Retningen for den største Nedber-Sandsynlighed, SE. Syd- 
vesten og Nordosten har kun halv saa stor Nedber-Sandsynlighed 
som Sydosten. Aarets Nedber-Sandsynlighed bliver mindre end 
paa Vestkysten. 

I Christiania falder den næststørste Nedber-Sandsynlighed 
(NE) sammen med den største Vindhyppighed, og 2 HS for 
hele Aaret bliver vel saa stor som ved Torungen. 

1 Antagelig for stort Tal. 
Vid.-Selsk. Forh. 1888. No. 12. $ 


50 H. MOHN. [No. 12. 


Daa Dovre falder Retningen for den sterste Nedbor-Sand- 
synlighed (SSE) nær sammen med Retningen af de hyppigste 
Vinde (S). Men her ere Vindstillerne overvejende hyppige, og 
disses Nedbør-Sandsynlighed er liden. Resultatet bliver en 
aarlig Nedbør-Sandsynlighed under 0.1. 

De anførte Exempler synes ret vel at kunne gjælde som 
typiske for de respective Dele af Landet. Man ser, at Aarets 
Nedber-Sandsynlighed er en noget compliceret Størrelse. At den 
er større paa Kysten end inde i Landet beror væsentlig paa, at 
de enkelte Vindes Nedber-Sandsynlighed er større paa det første 
` Sted end paa det sidste. Dette Forhold er begrundet i Havets 
Nærhed, den deraf følgende større Fordunstning og Luftens 
større absolute Fugtighed. Hertil kommer den større Vindstyrke 
paa Kysten, i Forbindelse med hvilken staar en større Heftighed 
hos de opstigende Luftstremme og en deraf følgende større Til- 
bejelighed til Vanddampenes Condensation. Som Tab. XXXII 
viser, er Vindstyrken ved Nedbør større end Vindstyr- 
ken uden samme. 

Paa Kysten af Bergens Stift, og i Fjordene sammesteds, 
forene mange Omstændigheder sig til at frembringe den hojeste 
Nedber-Sandsynlighed i Norge, nemlig: et Maximum af Havover- 
fladens aarlige Middeltemperatur, et Maximum af Luftens aarlige 
Middeltemperatur, brat opstigende Fjelde, navnlig i Fjordene, og 
en større Vindhastighed, navnlig paa Kysten. 

Nedber-Sandsynlighedens aarlige Periode fremgaar ogsaa af 
Værdien af > H.S for de forskjellige Maaneder. Som vi have 
seet (Tab. VIII og Tab. XIV) Side 30, er paa de fleste Steder 
Nedber-Sandsynligheden større i de koldere Maaneder end i de 
varmere. Opstille vi vore Exempler, særskilt for Vinter og 
Sommer, faa vi følgende Oversigt (Tabellen Side 51): 

Paa Dovre er Forholdet mellem begge Factorer ens Sommer 
og Vinter, og ligesaa Nedbør-Sandsynligheden. Derimod har 
Vaaren mindst og Høsten størst Nedbor-Sandsynlighed for de 
herskende sydlige Vinde og dertil svarende almindelig Nedbør- 
Sandsynlighed. 


Sg 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 51 


Vinter. Sommer. 
S max. | H max. | Diff.-Streg. || S max. | H max. Diff.-Streg. 
Dovre . . . IS C, S 0 |s C, 8 0 
Christiania .| SE NE 8 NE S 12 
: NE 4 SE SW 8 
Eldsire . . S S 0 N 8 
Ona IW SW 4 w NE 12 
Andenes . . | N— S 12 SW NE 16 
Vardø , .| NE- NW| SW 16,8 NE—NW| NW, SE 8, 16 


I Christiania falde de to Factorers Retninger mere sammen 
om Vinteren end om Sommeren. Det samme er Tilfældet paa 
Torungen, Udsire, Ona og Andenes. Paa Varde er Forholdet 
mere compliceret. 

De enkelte Vinde have en større EE om 
Vinteren end om Sommeren. Dette ligger rimeligvis i den lavere 
Temperatur, den hejere relative Fugtighed og den sterre Vind- 
styrke om Vinteren i Modsætning til Sommeren. Den relative 
Fugtigheds aarlige Minimum 1 falder i Norge paa Slutningen af 
Vaaren eller paa Forsommeren, henimod hvilken Tid ogsaa Ned- 
ber-Sandsynlighedens Minimum tenderer (Tab. IV). 

Om Vinteren har det Indre af Norge gjennemsnitlig et 
Maximum af Lufttryk, medens der er et Minimum over det norske 
Hav.? Om Sommeren er der et Minimum af Lufttryk i det Indre 
af Norge og Maximum langs Kysterne. De herskende Vinde 
paa Kysten ere om Vinteren Landvinde, om Sommeren Havvinde. 
De forste blæse mod Lufttryksminima paa Havet, de sidste mod 
Lufttryksminima i det Indre af Landet. Kystens Vinde blæse 
saaledes som Overgangsvinde tra et anticyclonisk til et cyclonisk 
System. Det Spørgsmaal opstaar, om de efter sin Character 
mere tilhøre det ene eller det andet af disse Systemer. Den 
højere Nedber-Sandsynlighed om Vinteren betegner Vindene paa 


FO Z. £ 1885. B R. 
* Ó. Z. f. 1884. S. 147 og Kart. Les orages de la 
H. Mohn et H. Hildebrand Hildebrandsson. Carte No. 25 et 27. 


dla C^. Ainava par 


52 H. MOHN. [No. 12. 


Kysten paa denne Aarstid nærmest som tilhørende det cycloniske 
System, uagtet de ere Landvinde, hvorimod Sommerens herskende 
Vinde, uagtet Havvinde, have en mere anticyclonisk Character. 
De kolde Vinde, som blæse ud fra Landet mod et varmt Hav, 
blive hyppigere Nedbør-Vinde end de kjelige Sommervinde, der 
blæse ind mod et opvarmet Land, uagtet disses absolute Rigdom 
paa Vanddamp er størst. Der er større Condensationsmagt i 
Cycloner over Havet end over Landet. Vi vide jo ogsaa, at 
det er om Vinteren, at Betingelserne for Cyclonernes Udvikling 
over Havet ere gunstigst, nemlig den sterre Contrast i Tempera- 
turen mellem Hav og Land, der fremkalder de sterkere opstigende 
Luftstremme, ladede med Vanddamp, over Havet, og den opstegne 
Luftstroms Afleb gjennem Indlandets, af Udstraalings-Kulden 
fremkaldte og vedligeholdte nedstigende Luftstremme. 

De Vinde paa Norges Kyst, hvis Hyppighed har samme 
Periode som Nedber-Sandsynligheden, ere de, der ligge mellem 
Retningen tvers ud fra Landet og Retningen langs Kysten med 
Landet tilhejre. Paa denne sidste Grænse eller endnu noget 
til venstre ligge de hyppigste Nedber-Vinde, og endnu længere 
til venstre ligge Vindene med den største Nedbør-Sandsynlighed, 
hvilke ere ægte Havvinde. 


Et characteristisk Særkjende ved Nedbøren er, at den er 
intermitterende. Den falder igjennem et kortere eller længere 
Tidsrum, og afløses af længere eller kortere Tidsrum uden Nedber. 
Hvorledes Nedber-Tidsrummenes Længde og de terre Tidsrums 
Længde variere og hvorledes de gruppere sig i sin indbyrdes 
Felgeorden, derom kan man kun ved stadige Observationer gjen- 
nem hele Degnet eller ved en selvregistrerende Regnmaaler faa 
fuld Oplysning. Om den gjennemsnitlige Varighed af Nedber- 
Perioderne turde dog Tab. X, Antal Timer med Nedbor i en 
Nedber-Dag, give, ialfald tilnærmet, Oplysning. Som man af 
denne Tabel ser, er det hojeste Antal (Flesje i Februar) ikke 
fuldt 15. Der mangler altsaa 9 Timer paa Døgnets 24, som ere 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 53 


nedberfri. Ogsaa den daglige Erfaring viser hen paa, at det 
er yderst sjelden, at der falder Nedbør et helt Degn igjennem 
uden Afbrydelse. Under disse Omstændigheder vil det beregnede 
Antal Timer med Nedbør i en Nedber-Dag vistnok temmelig 
nær gjengive den gjennemsnitlige Længde (i Timer) af Nedber- 
Perioderne til de forskjellige Tider af Aaret. Nedbør tilhører 
det cycloniske Lufttryksystem, og, i vore Egne, fortrinsvis visse 
Sider (Kvadranter) af dette, hvor Betingelserne for opstigende ` 
Luftstremme ere tilstede. Da de cycloniske Lufttryksystemer 
flytte sig, fremkaldes derved, paa et og samme Sted, en Vexel 
af Nedber-Kvadranter med Opholdsvejrs- og Klarvejrs-Kvadranter. 
Dette er Grunden til Nedberens intermittente Character. Nedber- 
bringende Vinde vexle med opklarende og terre Vinde. 

Tallene i Tab. X og Tab. XV udtrykke saaledes den gjen- 
nemsnitlige Varighed af den Tid, Stationerne ere under Cyclo- 
nernes Nedber-Kvadranters Indflydelse, hver Gang en saadan 
passerer over Stedet. Denne Varighed beror paa Cyclonernes 
Udstrækning (Krumningsradius) og deres Forplantelseshastighed. 
Jo sterre den ferste (jo svagere Krumning Isobarerne have) og 
jo mindre den sidste, desto sterre bliver Varigheden. ; 

De herskende Vinde paa Norges Kyst for hele Aaret ere 
væsentlig de samme som Vinterens herskende Vinde. Om disse 
have vi ovenfor seet, at de have cyclonisk Character og at de 
have sine Lufttryksminima ude i Havet. Nedber-Periodernes 
Varighed paa Kysten bliver derfor at henfere til Udstrækningen 
og Forplantelseshastigheden af de cycloniske Systemer, der be- 
vege sig over Havet udenfor Norges Kyster. Disse Fænomener 
fordre en nejere Undersogelse. Saa meget kan man dog allerede 
nu se af Deutsche Seewartes Undersegelser og Cand. Hessel- 
bergs (Sommeren) Undersegelser i denne Retning, at Havet 
rundt Norges Kyster, saavel Nordhavet som Skagerak, gjennem- 
vandres af Hvirvelcentra. Udenfor Vestkysten, hvor Varig- 
heden af Nedbør i en Nedbor-Dag er størst, krydse to sterkt 
besegte Trækveje hinanden. Med Afstanden fra Havet bliver 
Fordunstningen mindre. I det Indre af Landet bliver derfor 
Betingelserne for Dannelsen og Forplantelsen af nedbergivende 


54 H. MOHN. [No. 12. 


Cyeloner mindre. Fordelingen af Nedber-Periodernes Varighed 
i Norge bliver saaledes forstaaelig. 

Vinteren er den Tid, da Cyclonerne opnaa sin sterste Ud- 
vikling over Havet, da Cyclonerne opnaa sin største Udstrækning 
og Intensitet og da deres Indflydelse er dominerende ogsaa langt 
indover Landet. Om Sommeren derimod træder Hav-Cyclonernes 
Udvikling og Indflydelse tilbage, medens Indlands-Cyclonerne 
vinde Raaderum, men dog uden at opnaa Hav-Cyclonernes Ned- 
bervirkning. Herat følger en aarlig Variation i Nedbor-Periodernes 
Varighed, en Variation, der har en større Amplitude i det sydlige 
Norge, hvor Contrasten mellem Vinter og Sommer er større, 
end i det nordlige Norge, hvor Havets Indflydelse stadig er mere 
overvejende. Nedberens Varighed, hver Gang den falder, er 
gjennemgaaende større i de koldere Maaneder af Aaret end i de 
varmere. 


Af Nedber-Sandsynligheden er udledet (Tab. VIII og Tab. 
XIV) Antallet af Timer med Nedbor i en Maaned, der igrunden 
kun gjengiver Nedber-Sandsynligheden i en anden Form, som man 
ogsaa kunde kalde Nedberens totale Varighed i en Maaned. 
Dette Fænomen og Nedberens Varighed hver Gang den falder, 
have, som vi have seet, i det væsentlige fælles Aarsager og 
lignende Fordeling i Rum og Tid. Men den totale Varighed er 
ikke ligefrem proportional med den temporære. Dividerer man 
den forste med den sidste, faar man som Kvotient den Størrelse, 
vi have kaldt d eller Antallet af Dage med Nedbør i Maaneden 
(Tab. IX). 
=N 


8r rN 
å =: 

Her viser sig strax en Forskjel mellem Indlandet og Kysten. 
Indlandet har kun omkring 100 Nedber-Dage om Aaret, men 
paa Kysten kan Antallet paa sine Steder gaa op til over 200. 
Interessantest er dog Forskjellen i den aarlige Periode. Kysten 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 55 


faar idetheletaget Maximum i Januar, Minimum i April, men 
Indlandet faar Maximum i Juli og Minimum i April. Efter 
Tab. XIV og XV stille Forholdene sig saaledes: 


Vestkysten. Østlandet. 
Januar. April April. Juli. 
Antal Timer med Nedbør i Maaned 209.4 102.0 53.7 79.1 
Ant, Timer med Nedb. i en Nedbor-Dag 11.58 9.94 7.34 5 34 
Antai Nedbar-Dape . , . . . ;'.., 18,2 103 : T3 14.8 


Ostlandets Maximum af Nedber-Dage i Juli og August 
er grundet paa Dannelsen af Cycloner i det Indre af Landet i 
denne Aarstid, der er saa fremtrædende, at den giver et gjennem- 
snitligt Lufttryksminimum for hver af Sommermaanederne i disse 
Egne. I Forbindelse hermed maa nævnes Tordenvejrenes Hyp- 
pighed sammesteds om Sommeren.! April, med sit Minimum af 
Nedber-Dage, er ogsaa fattigst paa Tordenvejr. Det er i denne 
Maaned, at Overgangen fra Vinterens til Sommerens Lufttryk- 
fordeling foregaar. Paa Kysten ere Gradienterne svage og i 
Indlandet er endnu Lufttryksmaximum. 


Nedber-Hojden i en Nedbor-Time (Tab. XIII og XVII) er 
et Maal for Nedberens Tæthed eller Intensitet. Dette Element 
folger aabenbart idetheletaget Sterrelsen af Vanddampenes midlere 
- Tryk eller Mengde. Begge have paa de fleste Steder Maximum i 
. Juli eller August og Minimum i Februar. Begge ere større paa 
Kysten end i Indlandet. Men Nedbør-Tætheden er ikke ligefrem 
proportional med det midlere Vanddamptryk. Opstille vi efter Tab. 
XVII og Tabellen over Vanddampenes Middel-Tryk? de respective 


1 Torde ipd nes Dee i e 1867—1883. Af H. Mohn. (Chr. Vid.- 
Selsk. Forh. 18 No. 2). S. 67. Les orages de la peninsule Scandinave. 
S. 47 og Ud x 27. 

3 Ó. Z. f. 1885. S. 10. 


56 H. MOHN. [No. 12. 


Sterrelser og beregne Forholdet (f) mellem dem, faa vi felgende 
Oversigt: ¿= Nedber-Tzethed, e = Dunsttryk. 


i 

naci 
Aar. Juli (August). | Febr. (Marts). 
Dia 0 NEGER Ce SC = 0.119 iN — 0.119 a = 0.129 
keng, _ Se — 0.183 i535 = 0.158 Sal = 0.118 
BN s db ss Se — 0.136 Sa = 0.191 = = 0154 
Bergensfjordene. . . . . . BTE. — 0.144 aer = 0.083 Se = 0.164 
Bomsdalskyst. . . ... . . Ser È WEI) sac = 0107 Së = 0.123 
Nordlandskyst . . . . .. er = 0181 Se = 0.095 Tr — 0.169 
Finmarksfjorde . . . . .. d = 0.106 ee = 007 a = 0.150 


Factoren f er et (forelebigt) Maal for den Kraft, hvormed 
de opstigende Luftstromme kunne bringe Vanddampene til Con- 
densation.. Af Tabellen se vi, at den for hele Aarets Vedkommende 
er mindst i Finmarken og paa Ostlandet og sterst i Bergens- 
fjordene. Om Sommeren er idetheletaget Factoren mindre (und- 
tagen Skagerakkysten) end for hele Aaret. Om Vinteren er den 
derimod gjennemgaaende sterre. Vinterens Nedbor-Vinde have 
altsaa den største Evne til at bringe sine Vanddampe til Con- 
densation. Dette stemmer med, hvad der ovenfor er fundet, 
at Vinterens Vinde paa Kysten væsentlig have cyclonisk Character. 
Den store relative Fugtighed om Vinteren, der igjen beror paa 
den lavere Temperatur, gjer, at Condensationen af Vanddampene 
tager sin Begyndelse allerede i de lavere Luftlag. Som Tab. 
XXXII viser, er Vindstyrken med Nedbor sterre end den gjen- 
nemsnitlige Vindstyrke, altsaa sterre end Vindstyrken uden 


i 


1888.] STUDIER OVER NEDBØRENS VARIGHED OG TÆTHED I NORGE. 57 


Nedber. Fremdeles viser Tabellen, at Vindstyrken med Sne er 
sterre end Vindstyrken med Regn. Heraf sluttes, at Nedber- 
Vindstyrken om Vinteren er forholdsvis sterre end Nedber-Vind- 
styrken om Sommeren. Denne Nedber-Vindstyrkens Ogning om 
Vinteren udmunder i en sterre Heftighed af de opstigende Luft- 
stremme i Cyclonerne og giver saaledes et vigtigt Bidrag til at 
gjere Factoren f sterst om Vinteren. 

At Factoren f er sterre paa Kysten end inde i Landet, gjer 
Nedbør-Tætheden større hist end her, da ogsaa Vanddampenes 
Tryk er sterre paa det ferste Sted end paa det sidste. 

Da Factoren f er forskjellig for forskjellige Aarstider og 
Stationer, vil den aarlige Periode af Nedber-Tætheden ikke overalt 
i lige Grad følge den aarlige Periode af Vanddampenes Tryk. 
Da Factoren f i Regelen er sterre om Vinteren end om Som- 
meren, vil dens Virkning bringe Nedber-Tztheden om Vin- 
teren op til en større Værdi i Forhold til Sommeren, og 
saaledes forringe dens aarlige Variation desto mere, i jo højere 
Grad Vinterens f overstiger Sommerens. Derfor bliver Nedbør- 
Tæthedens aarlige Variation mindre paa hele Vestkysten fra 
Lindesnes til Nordkap end paa Østlandet. I Bergensfjordene 
er Vinterens f saameget sterre end Sommerens, at Perioden 
vendes om, og Host- og Vintermaanederne faa større Nedber- 
Tæthed end Vaar- og Sommermaanederne. Denne overvættes 
store Condensationskraft hos Nedbør-Vindene i Bergens Stifts 
Fjorde om Vinteren har antagelig sin Grund i de høje og bratte 
Fjeldvægge paa begge Sider af Fjorden, der tvinge Nedber- 
Vindene raskt tilvejrs paa en længere vertical Strækning 
Stationens Beliggenhed paa den ene eller paa den anden Side 
af Fjorden synes ligesaalidt som Fjordens Retning her at have 
nogen Betydning. Ullensvang ligger paa Østsiden af Sørfjorden, 
Flesje ligger paa Vestsiden af Sognefjorden og Dombesten ligger 
paa Sydsiden af Nordfjorden. 

Skagerakkysten viser den Ejendommelighed, at Factoren f er 
større om Sommeren end om Vinteren. I Tab. XXII have vi 
maaske Forklaringen herpaa. Regnvinden i Juli er hovedsagelig 


58 MOHN. STUD. 0. NEDB. VARIGH. OG TÆTH. I NORGE. [No. 12. 1888.] 


SW, der støder mod Landet og er frisk Havvind, medens Vin- 
terens Nedbørvind er hovedsagelig NE. 

Den i Forhold til hele det øvrige Land overvættes store 
Værdi af Factoren f i Mandal (0.277 for Aaret, 0.388 for August, 
0.217 for Januar), der viser samme Forhold som Skagerakkysten, 
turde tildels finde sin Forklaring i den Omstændighed, at Ned- 
børvindene her synes jevnlig at blæse, navnlig om Sommeren, 
tvers ind mod Landet, som SW. Forholdet kræver en nøjere 

Undersegelse, som jeg haaber at kunne foretage senerehen. 


Kjender man for et Sted Værdien af Sterrelserne i eller f. 
saa kan man deraf beregne Nedber-Højden efter Formlerne 


h= Ni eller h=f."N.e 
n n 


Disse Formler aabne en Mulighed for at kunne finde Regn- 
højden for en Maaned eller for Aaret uden Regnmaaler, ved 
Observation af Nedbørens Hyppighed, naar man ad andre Veje, 
f. Ex. omgivende Nabostationer, kunde finde Værdierne for den 
absolute Nedber-Hojde pr. Time, eller Factoren f i Forbindelse 
med Vanldampenes Tryk. Den directe Maaling med Regnmaaler 
eller Nedber-Hejdens Interpolation efter Nabostationer vil dog 
altid give sikrere Resultat. Formlerne, navnlig den sidste, kunne 
imidlertid tjene til at efterspore Aarsagerne til et Steds sterre eller 
mindre Nedber-Hejde og denges Variation i Aarets Leb. I Fac- 
toren f indgaar Nedbervindenes Retning og de topografiske 
Forhold. Da Sterrelsen af denne Factor og dens aarlige Varia- 
tion i hej Grad beror paa Nedbørvindene, maa jeg opsætte 
Studiet af disse Forhold til en senere Lejlighed, ved hvilken 
samtlige Stationers Nedber-Vindes Retning og Styrke ville blive 
at undersege, eller mit Arbejde fra 1871 at gjenoptage efter en 
mere udstrakt Maalestok, 


Trykt 20 November 1888. 


Zur Theorie 


der fransformationsgruppen 


| Sophus Lie 


(Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1888, No. 13) 


Christiania 
In Commission bei Jacob Dybwad 
A, W. Brøggers Buchdruckerei 
1888 


Zur Theorie der Transformationsgruppen. 
Von 
Sophus Lie. 
T+ 
Bun man Transformationen eines n-fachen Raumes %1.. . Ta 


als Operationen auf, so gilt für sie das sogenannte associa- 
tive Gesetz. ` 

Angewandt auf die Transformationen einer r-gliedrigen Gruppe 

ay! = fi (21... Ln Gi... G) 
liefert uns diese Bemerkung die folgenden Sätze. 

T. Gelten für die Functionen fi (#1... n (n... dr) einer 
r-gliedrigen Gruppe zí = fi (x a) die Bedingungsgleichungen 

Fifa Goa). fa (2 a) ba.) = fi (21 m1 (ab)... Pr (a D)), 
so bestimmen die Gleichungen 
a= 9i (ar. OW 09 
eine r-gliedrige Gruppe zwischen den 2r Veründerlichen a und a’. 
Diese sogenannte Parametergruppe der vorgelegten Gruppe ist 
einfach transitiv und ihre eigene Parametergruppe. 

3. Die Gruppe af = fi (Gai... mà... Ar) und ibre Para- 
metergruppe sind holoedrisch isomorph. Erfüllen die infinitesi- 
malen Transformationen der vorgelegten Gruppe die Gleichungen 

1* 


4 SOPHUS LIE. | [No. 18. 


925 
Šji (a «ex La) — jk (a1 . dr) dd. ; 


so liefern die + Ausdrucke 

Au = ^ de (a1 MET Ax) st 
r unabhångige infinitesimale Transformationen der Parameter- 
gruppe. 

3. Kennt man die A;f und liefern dabei die Parameter- 
werthe ajy...a die identische Transformation der Gruppe 
ml = fi (xa) wie auch der Parametergruppe, so findet man die 
endlichen Gleichungen der Parametergruppe durch Bestimmung 
von den Hauptlósungen des vollständigen Systems — 


Pas (0) ¿+ 30 (00 
in Bezug auf bı = a1?...0,— a°. Sind H;(a'b) diese Haurt- 
lösungen, so erhält man die gesuchten Gleichungen der Para- 
metergruppe durch Aufiösung der r Gleichungen 

a; = Hi(m'...0 bi... b;) 
nach ay’... gi, 

4. Zwei r-gliedrige Gruppen sind dann und nur dann gleich- 
zusammengesetzt (holoedrisch isomorph), wenn die Parameter der 
einen Gruppe derart gewählt werden können, dass sie dieselbe 
Parametergruppe wie die zweite Gruppe erhält. 

Zwei r-gliedrige Gruppen sind daher gleichzusammengesetzt 
dann und nur dann, wenn sich zu jeder Transformation % der 
einen Gruppe eine Transformation T, der zweiten Gruppe derart 
eineindeutig zuorden låsst, dass auch die beiden Transforma- 
tionen Sa 3») und Ta Tu einander entsprechen. 

Sind Xıf...X,fund Yi... Ym... Y. zwei Gruppen mit bez. 
r und » wesentlichen Parametern, welche meroedrisch isomorph 
sind, sodass etwa 


(X; Xx) == 2 Ou Ay und (Yi Yr) = 2 xs Y, 
ist, so werden die endlichen Transformationen Xe, Xy und Mex Yx 
beider Gruppen durch die Gleichungen e, — s, im Sinne der 


1888]. ZUR THEORIE DER TRANSFORMATIORSGRUPPEN. 5 


Substitutionentheorie meroedrisch isomorph auf einander be- 
zogen. 

Ist eine einfach transitive Gruppe G gegeben, so liefern die 
zu einer Untergruppe der reciproken Gruppe gehörigen Invarianten 
die allgemeinste Zerlegung des Raumes, welche bei der ersten 
Gruppe invariant bleibt. Die Theilgebiete dieser invarianten 
Zerlegung werden durch eine mit G isomorphe Gruppe trans- 
formirt. Und zwar erhält man in dieser Weise alle mit G. 
holoedrisch oder meroedrisch isomorphen transitiven Gruppen. 


: EE : 
Sind 9, ... 9 unabhängige Funktionen von z1... £n 1... fn, 
welche in den Beziehungen ` 
(9i 9x) = Wix (91 . . . Pr) (1) 
stehen, so erfüllen die a wegen der Jacobischen Identität die 
Gleichungen 


Mix Mxi Mr 
s (Eso E = (2) 
dE 2j $2 T 9 Ee 


und überdies ; 
| Wik + Wri = (3) 
Sind anderseits +2 Funktionen wx von ¢1... Gr gegeben, 
welche die Relationen (2) (3) erfüllen, so giebt es immer eine 
r-gliedrige Funktionengruppe mit r unabhängigen Funktionen 
eu... Qr, welche in den Beziehungen (1) stehen. 
Um das zu beweisen, benutzen wir das Symbol 
Te 
[FO] = 2 2 Ser yr Wik (4) 
Dann gilt die Identitåt 
Ire) + [[P4]F] + [[9F]P] = 0 (5) 
Sind nämlich F, P, Y drei unter den q, so ist (5) nur eine an- 
dere Form fir (2) heraus folgt leicht die Giiltigkeit der Iden- 
titát- (5), wenn F und ® zwei Grössen o sind, während «Y eine 
beliebige Funktion von den o bezeichnet. Schliesslich ergiebt 
sich die allgemeine Gültigkeit von (5). 


6 SOPHUS LIE, [No. 18. 


Um nun den aufgestellten Satz zu beweisen genügt es 
r=2m-+q unabhängige Funktionen Pi... Pnza Xi... Xm von 
Q1... Or zu bestimmen, welehe in den Beziehungen 

[Pi Xi] = 1, [Pi Px] = [Pi Xx] = [Xi Xx] = 0 (6) 
GÆ k) 
stehen. 

Dies gelingt folgendermassen. Sind alle [oi ox] = 0, so braucht 
man nur 9; =P, zu setzen. 

Wir können daher annehmen, dass nicht alle [41 çk] gleich 
Null sind. Alsdann giebt es immer eine Grösse P (91... Pr), 
welche die lineare partielle Differentialgleichung 

[919] = mg 1 
befriedigt. 
Wir setzen sodann 
ou = Pi, $ = Xr 
und erkennen leicht vermüge (5) dass die beiden partiellen Dif- 
ferentialgleichungen 
[Pi f] = 0, [X1 f] = 0 
in den unabhängigen Veränderlichen q1...o, ein vollständiges 
System mit den Lösungen cu... ei a bilden. Es ist dabei 
unmittelbar einleuchtend wegen [P; Xi] = 1, dass P1 Xi 91°. - - 9’r-2 
unabhängige Funktionen von ¢1... 9 sind. 
Sind nun alle [o^ o^] gleich Null, so setzen wir 9^: = P 


Sind dagegen einige [o^ o^] etwa einige [91 9'x] von Null 
verschieden, so setzen wir o^ = P», bilden die Gleichungen 


en — 0, [Xi f] — 0, [P] — 1 —0 


und verificiren in bekannter Weise, dass sie unabhångig sind 
und gemeinsame Lösungen besitzen. Eine solche Lösung setzen 
wir gleich Xo. 

Indem man so weiter geht, erkennt man dass es wirklich 
immer += 2m-+-q unabhängige Grössen Pi... Pm+q Xi- Xm 
giebt, welche die Relationen (6) erfiillen: 


E 


| 1888] ZUR THEORIE DER TRANSFORMATIONSGRUPPEN. 1 


P, = Ai (91...97) ((=1...m + q) 
= Bi; (91.--P) (J=1...m). 
Diese Gleichungen lösen wir nach qi... Ge auf 
Qx = Py (Pi... Pa +a X, .. Xm) 


und verificiren dann ohne weiter, dass die Gleichung 


wik = [ei ex] = E Err — ex) 
Pa X 9X, P, 

hervorgeht. 

Setzen wir daher 

Ox = Py (Pi... Pm +a Li... Xm) 
so wird 
(Qi Pk) = wax (91 + - - Pr) 

und hier sind ®ı... P, unabhängige Funktionen von Pi... Pa 44 
X,...Xm+a, welche übrigens die Grössen Xm+í...Xm+q gar nicht 
enthalten. 

Hiermit ist unser Satz erwiesen. 

Wenden wir den gefundenen Satz auf den Fall an, dass die 
wx linear (und homogen) ind den g sind: 


Wik = > Ciks Ps 
so sind die Gleichungen (2) mit den Relationen 
> (Cis Caja + Ckjs Cait + Gis Csko) = 0 (7) 
aeqvivalent, und es gilt daher den Satz: 
Ist irgend ein Werthsystem von Constanten. 
Cixs (i, k, 8 = 1 ... f) 


vorgelegt, welches alle Relationen (7) und überdies noch die 
Gleichungen cis + Cris = == Q N, so giebt es immer eine 


r-gliedrige Berührung g e (und folglich auch 
r-gliedrige Punkt f tionsgruppen), deren, Zusammensetzung 


durch die Gleichungen 
(pi px) = Ze Cito Qa 


bestimmt wird. 


8 S.LIE. ZUR THEOR. DER TRARSFORMATIONSGRUP. [No. 13. 1888]. 


Sind z" Grössen Wix (91 . . . Ọr) vorgelegt, welche die Gleichun- 
gen (2) (3) erfüllen und überdies noch homogen von erster Ord- 
nung in den o sind, so giebt es immer eine homogene r-gliedrige 
Funktionengruppe mit + homogenen Funktionen erster Ordnung 
Q1... Geo, Welche in den Beziehungen 

(Pi Px) = Wik (91... Pr) 
stehen. Besonders wichtig ist natürlich der Fall dass die ¿x 
linear und homogen in den ç sind. 

An das a p sich nun leicht die Bestimm- 
ung aller Berüh i ppen gegebener Zusam- 
mensetzung. Man stützt sich hierbai auf meine Bestimmung 


aller bei einer vorgelegten Transformationsgruppe invarianten 
Gleichungssysteme. 


Jede achtgliedrige Gruppe, welche keine siebengliedrige 
Untergruppe enthålt, ist mit der allgemeinen projectiven Gruppe 
einer Ebene gleichzusammengesetzt. 

Die projectiven und dualistischen Transformationen des Rau- 


mes sind die einzigen Berührungstransformationen desselben, bei 


denen Haupttangentencurven in ebensolche übergehen. 
Gestattet eine gewühnliche Differentialgleichung unter Ord- 
Ll F=y + 9 (zy'... y »-2—0 die endliche Transformation 
= Y (z E vm == X (z ae So wird sie reproducirt mit dem Fak- 


ER uda ET 
(Xe +X y) > Gestattet andererseits 7'— 0 die infini 


tesimale Transformation Bf = SS “À cd "i3 > so ist 


x I - E 
BF = te =]? 


Gedruckt 14. Decbr. 1888. 


NEL NN EEE 


Boa sin Een 


NE ve LL di 


Oversigt 


over 


Videnskabs-Selskabets Mader 


12888 


Med Fortegnelser over Selskabets Medlemmer og Gaver til dets 
Bibliothek i 1888 


Christiania 
I Commission hos Jacob Dybwad 
A. W. Brøggers Bogtrykkeri 


1889 


E AAA A, Te ER IS kis 


Indhold. 


— 


Oversigt over Selskabets Moder i 1888. Side 
(De med * waspa ere Ikke-Medlemmer). 

Bugge, om Talordet NNN 3 

Schjøtt, om den afe så Reform i det romerske Krigsvæsen . . . ++ = 

Mohn, nereo af Taagebuen og Ulloas Ring. . +++ + + + +» +* oe 

Bugge, om Grímnismdl. . . . een ee ee = 


Reusch, om de Ster Forhold paa Kysten mellem Horgen $ og ‘Biavanger — 
> 5 


Aarsberetning. . - > > > ne.» einer 
Apoteker Së EE EE 1 
Bugge, om DUO b, CS.. -eerren ou 8 
Blytt, en Polemik mellem D'Hrr. Brunchorst og Johan-Olsen SE 
Caspari, om Trosregelen hos Ireneus og andre ældre Kickelsrore VL. em 
A. Kier, om Livs- og Dødstabeller Ta det pues Nol | O í ee ` — 
Schøyen, om Scolia unifasciata . . . . ++ Loc uu. i. v. 9 
Lieblein, en Ostrakon-Indskrift. . . - ++ ++ eset esse ; 
@. Storm, om Ginnungagap og eldre 2 Reiser i Nordishavet E EE er 
Bugge, om en nordisk Mythe om 
Mohn, om Resultaterne fra ech Bomokop > <o o oeae 
Bjerknes, om Analogierne til de ved de diese Strømme fremkomne 


= 
8 


PT eee aie ee, cuu DR TE. 


Lochmann, nyere Theorier om Arvelighe D rq ak. 4€ Tm 
Lieblein, om viaa omine og eng Manuskripter bl arn 
Fearnley, om Zone-lagttagtlaerae Ee — 
Y. Nielsen, om de diplomatiske Pe o med England 1818—19 . . — 
Hertzberg, om „mundr“, ,myn == Ë og ¿MA S S tt sn. 
Aars, om Skuepladsen Ysa. | rox 
Lieblein, om Templet i Luxor og en , der fundet Indskrift . . . . . ++ — 
Vogt, om Fund af Dictyonema T Stink M i Alunskifer. . G ¿ç 2.0 +» — 
Beusch, om Professor Kjerulfs lee e 
G. Storm, om perqa seldre side Mi til 3 Riger . 6 ` . s > s T 
Dans Tag. ren 
SA. Getz, en Mamut AA Yous. er 
Valg paa nye Medlemmer ..... ss sr tr tr PS . 
al a Em panem de EAE. ea s ret vy S 
Videnskabsselskabets Noli mo. i: 
Gaver til Selskabets Bibliothek i 1888 (meddelt af å c. Drolsum). 19 
Videnskabsselskabets Moder i 1889. . . ++ >> `... 


Oversigt 
over 


Videnskabs-Selskabets Møder i 1888. 


27de Januar. Historisk-filosofisk Klasse. 


4 1. Bugge efterviste Betydningen af nogle Talord og specielt 
E. de indoeuropæiske Betegnelser for 4, hvis Grundform i Ursproget 
(2 + 2) han nærmere paaviste at gaa ud fra Former, der i Han- 
kjen havde Betydning af ,4 Mend“ og i Hunkjen af ,4 Kvin- 
der“. 

2. Schjett hevdede, at den Servianske Reform kun kan 


- . forstaaes, naar man fastholder, at Rytteriet stod udenfor Klas- 


serne, der kun indbefattede „pedites“. Senere — uvist naar — 
sammensattes Rytteriet baade af Patriciere og Plebeiere (efter 
Census). Dette havde en nerliggende Analogi i Krigstribunatet, 
hvilket nermere udvikledes. 

3. Schjett fremlagde til Trykning en Afhandling af Hr. 
Ostbye ,En kritisk Udvikling af Plan og Komposition i Thuky- 
dids greske Historie“. (Trykt som No. 3). 

3die Februar. Matl tisk-naturvidenskabelig Klasse. 

1. Otto meddelte Resultatet af sine Undersegelser over 
Glycogendannelsen i Organismen og viste, at disse ikke ganske 
od sig bringe i Overensstemmelse med de hidtil opstillede T'heo- 
rier, uden at den ene af disse (Anhydridtheorien) modificeredes 
noget. 

— I Anledning af dette Foredrag opstod en kort Diskussion 
mellem Lochmann, Otto og Worm-Miller. 


1° 


+ 


2. Geelmuyden omtalte en særegen Virkning af Tempe- 
raturen paa et Passageinstrument, som i nogen Tid har været 
opstillet i lste Vertikal, og paaviste Grunden hertil. 

3. Mohn meddelte Iagttagelser af Taagebuen og Ulloas 
Ring fra Reiser med Oplodningsdampskibet ,Hansteen* i Var- 
angerfjorden i 1875 og fra Nordhavsexpeditionen ved Bode og 
Sandhornet i 1878. F ne beskreves og af Iagttagelser 
bestemte Radier for Buen og Ringene meddeltes. 


17de Februar. Iste Fællesmøde. 


1. Blytt fremlagde til Trykning „Enumeratio Bryinearum — 
Dovrensium auctore H. C. Kindberg. (Trykt som No. 6). 

2. Bugge omtalte det gl. nordiske Digt Grímnismál og 
paaviste dets Grundlag i et nordlandsk Sagn, optegnet paa flere 
Steder (,Skarvene paa Utrest“ o. L), og hævdede, at Digtet er 
forfattet af en nordlandsk Digter i det 10de Aarhundrede, maaske 
Eyvind Skaldespiller, i hvis Digte han fandt Ligheder med Grím- 
nismål. 

3. Reusch gav en af Illustrationer ledsaget Fremstilling 
af de geologiske Forhold paa Kysten mellem Bergen og Stavan- 
ger. Fornemmelig fæstede han Opmærksomheden paa det gamle 
siluriske Vulkanstreg paa Øerne udenfor Hardangerfjordens 
Munding; han omtalte Bergarternes Presning og Strækning under 
den eftersiluriske Foldningsproces. Tilslut antydedes, at Stu- 
diet af Strækningsfænomenerne kunde faa praktisk Betydning 
ved Bedemmelsen af forskjellige Ertsforekomster. 

4. Reusch fremlagde til Trykning en Afhandling om de 
i Norge i 1887 iagttagne Jordskjælv. (Trykt som No. 8). 

5. Holst fremlagde til Trykning en Afhandling af Hr. 
Axel Thue: ,To Theoremer vedrørende en Klasse brakistokrone 
Kurver*. (Trykt som No. 9). 

6. Til nyt Medlem valgtes efter Indstilling af den historisk- 
filosofiske Klasse: Seminariebestyrer Qvigstad (Tromsø). 


2den Marts. Historisk-filosofisk Klasse. 


1. Undset holdt et Foredrag om Broncealderens Krono- 
logi, idet han omtalte Dr. Montelius’s nyeste Arbeide; han mente, 
at denne Forskers Resultater i det hele vilde blive staaende, 
medens han til enkelte Sider af hans Arbeide havde Bemærk- 
ninger at gjere. 

2. A. Bang gav en kort Udsigt over Indholdet af norske 
Hexeformularer, som Prof. Moltke Moe og han tænker at udgive 
i en saavidt mulig fuldstendig Samling. 


* | 1 


9de Marts. Matl tisk-natur belig Klasse. 

1. Hr. Cand. med. A. Magelssen holdt et Foredrag over 
medicinsk Meteorologi, hvori han ved grafiske Fremstillinger 
sogte at paavise visse Epidemiers Afhengighed af Tempera- 
turens Vexlinger. 

2. G. O. Sars fremlagde til Trykning: „Additional Notes 
on Australian Cladocera raised from dried mud“. (Trykt som 
No. 7) 

3. Geelmuyden meddelte Resultatet af en nylig udfert 
Bestemmelse af Observatoriets Polheide, udfert med Passage- 
instrument i Iste Vertical. (Trykt som No. 10). 


27de Marts. 2det Fælle mode. 


1. G. Storm holdt et Foredrag om den danske Geograf 
Claudius Clavus eller Nicolaus Niger og hevdede, at hans 
Kart og Kartbeskrivelse var Hovedkilden til Nordens Geografi i 
15de og 16de Aarhundrede og havde havt meget storre Indfly- 
delse end hidtil erkjendt. Han foreviste en Række gamle Kar- 
ter, hvoraf dette fremgik. 

2, Undset fremlagde til Trykning en Afhandling ,Mid- 
delalderske Indskrifter i Trondhjems Domkirke. (Trykt som 
No. 4). 


6 


3. Til nye Medlemmer af Selskabet valgtes efter Indstil- 
ling fra den historisk-filosofiske Klasse: 

Dr. G. Kent. 

Dr. B. Morgenstjerne. 


6te April. Historisk-filosofisk Klasse. 


1. Caspari paaviste i Tilslutning til Zahn, at der ifelge 
en haandskreven Katalog i et Bibliotheket paa Patmos tilherende 
Exemplar af Editio princeps af Pindars Oder (Rom 1515) maa i 
Italien eller i Orienten have existeret et Haandskrift af Hege- 
sippos’s Hypomnemata endnu i det 16de Aarhundrede, og at dette 
for den ældste Kirkes Historie saa vigtige Skrift derfor endnu 
kan gjenfindes. Derimod kunde han i den ,Hegesippi Historia“, 
som opførtes i en Katalog fra det 16de Aarhundrede over et 
Bibliothek, som dengang fandtes i Rodosto ved Marmorahavet, 
kun se en gresk Oversettelse af Ambrosius's Skrift ,Hegesippi 
historia de excidio urbis Hierosolymitanæ*, som er en fri Bear- 
beidelse af Josephus's Skrift ,De bello judaico*. 

2. Bugge meddelte nogle Bemerkninger angaaende Folke- 
navnet Daner. (Trykt i Arkiv f. nord, Filologi 5te Bind). 


20de April. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 


1. Hr. A. Magelssen fortsatte og afsluttede sit Fore- 
drag om medieinsk Meteorologi. 

Foredraget foranledigede en Diskussion mellem Lochmann, 
Mohn, L. Faye, F. Kizr og Foredragsholderen. 


3die Mai. 3die Fællesmøde. 


1. Praeses oplæste Aarsberetningen: 

pl Aarets Leb har der været afholdt de sædvanlige 18 
Moder: 6 Fellesmeder og 6 Məder i hver Klasse. I disse 
Moder er fremlagt eller refereret 43 Afhandlinger og mindre 
Meddelelser, forfattede af Medlemmer, nemlig 18 i Fellesmeder, 
14 i den mat.-naturv. Klasse, 11 i den hist.-filos. Klasse. Antallet 


7 


af Medlemmer, som har leveret disse Bidrag, har veret 24, 
hvoraf 15 henherende til den math.-naturv. Klasse, 9 til den hist.- 
filos. Tages Hensyn til Afhandlingernes Indhold, har 19 veret 
af math.-naturv., 23 af hist.-filos. Indhold. Af Ikke-Medlemmer 
er antaget til Trykning 2 Afhandlinger af 9 forskjellige For- 
fattere; begge Afhandlinger har veret af naturvidenskabeligt 
Indhold. Desuden har der i den mat.-naturv. Klasse veret holdt 
2 Foredrag af 1 Ikke-Medlem. 

Fellesmederne har været besøgte af gjennemsnitlig 27 à 
28 Medlemmer, de math.-naturv. Klassemeder af 13, de hist.- 
filosofiske af 10. 

Udgivet er i Aarets Leb paa Selskabets Forlag: For- 
handlinger for 1887. 31%, Ark med 24 lithograferede 
Planeher. Forhandlingerne indeholde 13 Afhandlinger samt 2 Ark 
Referat. De er fordelte — foruden til Medlemmerne — til 178 
udenlandske og 47 indenlandske videnskabelige Instituter og 
Bibliotheker. Selskabets Bibliothek har til Gjengjeld som Gave 
modtaget en Foregelse af 170 Verker, hvoraf ikke ubetydeligt 
vil blive afgivet til Universitetsbibliotheket. 

Medlemsantallet er for Tiden 134, hvoraf 108 indenlandske, 
26 udenlandske; af de indenlandske herer 62 til den mat.-naturv., 
41 til den hist.-filosofiske Klasse. 

I Aarets Leb er indvoteret 16 nye Medlemmer: 5 inden- 
landske, 11 udenlandske. Af de nye Medlemmer herer 3 til 
den math.-naturv., 13 til den hist.-filos. Klasse. Selskabet har 
havt at beklage Tabet af 5 Medlemmer: Professor L. C. M. 
Aubert (Medlem af Selskabet siden dets Stiftelse) ; Prof. S. 
Sexe (Medlem siden 1859), Prof. Jac. Heiberg (Medlem siden 
1881) og Universitetsstipendiat O. Jensen (Medlem siden 1885) 
samt Geheimerath, Prof. Fleischer i Leipzig (udenlandsk Medlem 
siden 1877).* 

2. Præses meddelte Legatkomiteens Indstilling om Udde- 
ling af Owres Legats Guldmedalje for den indkomne Besvarelse 
af den fremsatte Prisopgave. I Henhold til Indstillingen tildelte 
Selskabet Øwres Guldmedalje til Forfatteren, Dr. philos. Carl 
Nicolaysen. 


8 


3. Bugge holdt et Foredrag om Oprindelsen til Talordene 
fem, sex og otte i de indoeuropæiske Sprog i Tilslutning til 
Bemærkninger i et tidligere Møde om Talordet fire. Han frem- 
hævede, at Talordenes Stamord ter være af ægte indoeuropæisk 
Oprindelse og dannede ved Telling paa Fingrene. 

4. Blytt refererede en af Hr. Konservator Brunchorst 
i Bergen indleveret Kritik over et af Dr. Johan-Olsen forfattet 
Arbeide over Sop paa Klipfisk (Forhandlinger for 1887). Lige- 
ledes refererede han Hr. Johan-Olsens Svar. 

5. G. Storm fremviste og beskrev det Ptolemæus-Haand- 
skrift fra 15de Aarhundrede fra Nancy, hvori findes den danske 
Geograf Claudius Clavus's Kart og Kartbeskrivelse over de nor- 
diske Lande. Haandskriftet var ved Velvilje af Bibliotheks- 
styrelsen og Mairen i Nancy udlaant til vort Universitetsbiblio- 
thek til Foredragerens Benyttelse. 

6. Preses fremlagde Revisorernes Indstilling om Kassererens 
 Regnskaber for 1887. I Henhold til Indstillingen meddeltes 
Kassereren Decharge. 


1Sde Mai. Historisk-filosofisk Klasse. 


l. Caspari tålte om Betegnelsen af Trosregelen som 
å xavov cic abySelac (regula veritatis) hos Irenæus og andre 
Kirkelerere fra 2det og 3die Aarhundrede. Efter at have an- 
givet de Steder, hvor Udtrykket bruges, gav han en Forklaring 
af det og udtalte sig derefter om dets Alder, Tilblivelse og Hi- 
storie mellem 180 og 260. 

2. A. Kiær meddelte nogle Resultater af en i det stati- 
stiske Bureau nylig udarbeidet Livs- og Dedstabel for det norske 
Folk. Han omtalte den gunstige Stilling, som Norge i denne Hen- 
seende indtog i Sammenligning med andre Lande. Han paaviste 
dernæst, at Livsvarigheden i Norge i de seneste Menneskealdre 
vedblivende er steget. — En Undtagelse fra de gunstige Dede- 
lighedsforhold danner Aldersklasserne 10 —30 Aar for Mandkjen, 
da Dedeligheden i Norge i disse Leveaar er noget sterre end i 


9 


andre Lande.  Dedeligheden stiger i Norge meget stærkt i 
Ynglingealderen indtil det 22de Aar og synker derefter gradvis 
indtil det 32te. For Kvindernes Vedkommende stiger derimod 
Dedeligheden i sidstnævnte Aarsklasser og er ved det 40de Aar 
lidt større end Mændenes. 


Iste Juni. Matl tisk-naturvidenskabelig Klasse. 


1. Formanden meddelte, at Selskabets Medlem Dr. J. G. 
Otto idag var afgaaet ved Deden og holdt en Mindetale over 
ham. 

2. Blytt foredrog i Tilslutning til tidligere Afhandlinger 
om klimatiske Vexlinger et Forseg paa en geologisk Tidsreg- 
ning. (Foredraget vil blive trykt som No. 1 for 1889). 

3. Mohn meddelte Studier over Nedbørens Varighed og 
Tæthed i Norge. (Trykt som No. 12). 

4. Schøyen fremviste et ved Riser i Juli 1885 af nuv. 
Sognepræst G. Sandberg fundet Exemplar af en Art Dolkhveps 
Scolia unifasciata, Cyrillo, der egentlig hører hjemme i Syditalien, 
og hvis Forekomst her i Landet bidtil har været ukjendt. For- 
resten er Arten ogsaa i Aarene 1859—61 fundet i flere Exem- 
plarer ved Süró i Halland, saa den synes virkelig at være 
skandinavisk, men vides ikke observeret noget Sted i Mellem- 
europa. 


21de September. Historisk-filosofisk Klasse. 


1. Lieblein fortolkede en Ostrakon-Indskrift og efter- 
viste Overensstemmelsen mellem Indskriftens dobbelte Datering, 
der efter hans Anskuelse hvilede paa Forskjellen mellem ZEgyp- 
ternes borgerlige Aar og Sothis-Aaret. 

2. G. Storm efterviste, hvorledes Brugen af Ginnunga- 
Gap som Betegnelse paa Davis-Strædet (i Biskop Gudbrands 
Kart af 1606) gaar ud fra Betydningen ,Verdens Ende* som 
Mellemled, og denne Betydning fandt han igjen i en Note til et 
Sted hos Adam af Bremen; her har en Kartheuser, som opholdt 


10 


sig i Norge, kaldt et Sted ved Verdens Ende, hvortil Harald 
Haardraade var kommen paa en Søreise i Nordishavet, Gin- 
nunga-Gap og fortalt om en lignende Sereise omkring 1300, 
hvori Bergenseren Gunnar Raasvein deltog. 

3. S. Bugge godtgjorde, at Omtalen i Olaf Tryggvessens 
Saga om, at Thor aad sine Senner, var opstaaet ved en Misfor- 
staaelse af, hvad der i Antonius-Sagaens latinske Original for- 
telles om Saturnus og Jupiter. Han fremdrog ogsaa et andet 
Exempel paa, hvorledes nordiske Myther var bleven paavirket 
af udenlandsk Kultur (gres-jarn af Irsk gres — Kunst). 


28de September. Mat tisk-naturvidenskabelig Klasse. 


1. Mohn fremlagde ,Beobachtungs-Ergebnisse der Nor- 
wegischen Polarstation Bossekop in Alten. Im Auftrage des 
kgl. Norwegischen Cultusministeriums herausgegeben von Axel 
S. Steen. Erstem Assistenten am Norwegischen  Meteorolo- . 
gischen Institute (2ter Theil: Erdmagnetismus. Nordlicht.) og 
redegjorde for Arbeidets Indhold. 

2. Derefter fremlagde Mohn til Trykning et Arbeide af 
Hr. Cand. real. Schroeter, 2den Assistent ved det meteorolo- 
giske Institut: Den absolute og relative Fugtigheds daglige 
Periode i Christiania, beregnet efter timevise Observationer paa 
Observatoriet. | 

3. Bjerknes udtalte sig i et Foredrag om Analogierne 
til de ved de elektriske Stromme fremkomne Kraftaktioner og om 
den dobbelte Maade, hvorpaa de hydrodynamisk kan eftervises. 


dte Oktober. 4de Fællesmøde. 


1. Lochmann omtalte de nyere Theorier for Arveligheden, 
saaledes som de er opstillede af Weismann, Eimer og Nügeli. 
Descendentslæren behersker den hele nyere Biologi. Kjærne- 
punktet i denne Lære er Livets Enhed. For at forklare denne 
har man opstillet forskjellige Hypotheser eller Theorier. Man 
har forladt Videnskabens faste Grund; det er ikke mere Natur- 


11 


videnskab, men Naturfilosofi. Der har navnlig i Tyskland udvik- 
let sig forskjellige Skoler, hvis Udgangspunkt og Lære ofte 
staar i den skarpeste Modsætning. Tal. gav en kort Fremstil- 
ling af Weismanns og Någelis Arvelighedstheorier og hævdede 
disse Hypothesers dogmatiske Karakter. Den moderne Forsk- 
ning fjerner sig mere og mere fra den oprindelige Darwinske 
Hypothese, der giver Tilfældet og de omgivende Medier en saa 
stor Betydning, og som lader Nytteprineipet være fremtrædende. 
Man erkjender nu mere og mere en indre, forudbestemt og be- 
grænset Udviklingslov. Tal. meddelte nogle nyere Iagttagelser 
om Arveligheden og paaviste deres Betydning for Pathologi og 
Hygiene. 

2. Lieblein fremviste nogle af ham i Ægypten kjebte 
Papyrusfragmenter og forklarede, hvorledes han havde erhver- 
vet dem. 

3. Fearnley fremlagde og omtalte nærmere det færdig- 
trykte Arbeide ,,Zonenbeobachtungen der Sterne, zwischen 64? 
50° und 70°10’ nördlicher Declination auf der Sternwarte in 
Christiania angestellt und im Auftrage des academischen Collegi- 
ums herausgegeben von C. Fearnley und H. Geelmuyden*. 

4. Y. Nielsen fremlagde til Trykning en aktmæssig Af- 
handling om de diplomatiske Forhandlinger med England 1818 
—19 og meddelte derhos nyere Oplysninger hovedsagelig om 
Aarsagerne til Storthingets Oplesning i 1836. 


19de Oktober. Historisk-filosofisk Klasse. 


1. Hertzberg dreftede Udtrykkene mundr, mynding, 
og mynda i de gammelnorske Love, henviste til beslægtede 
danske og svenske Retsudtryk og paaviste, hvorledes Udviklingen 
var gaaet ud fra et felles Udgangspunkt, der betegnedes ved 
Agtemandens Ret til at „mynde“ (erhverve) Hustruens Gods. 

9. Lieblein fremviste flere Fragmenter af koptiske Ma- 
nuskripter, som han havde samlet under sit Ophold i Ægypten, 
ligesom han ogsaa gjengav Indholdet af nogle af disse: Over- 
sættelse af Bibelafsnit og geistlige Taler. 


12 


?den November. Ste Fæliesmøde. 


1. Ved Medets Begyndelse omtalte Præses det Tab, Sel- 
skabet og Videnskaben havde lidt ved Professor Kjerulfs Ded, 
og anmeldte, at en Udsigt over hans videnskabelige Virksomhed 
vil blive givet i næste Mode. 

2. Aars gav Meddelelser om de nyeste Forskninger over 
Skuepladsen i Athen i dte Aarhundrede og dvælede navnlig ved 
v. Willomowitz-Möllendorfs Granskninger af herhen hørende 
Notitser hos Grammatikerne og ved hans Fremstilling af Scene- 
riet i de ældste bevarede Dramer. Han paaviste, hvorledes denne 
Forfatters Resultater i Hovedsagen havde fundet en merkelig 
Stadfæstelse ved Dörpfeldts Undersegelser af Ruinerne af Diony- 
sos-Theatret, som synes at have godtgjort, at der lige til langt 
ned i 4de Aarhundrede ikke fandtes noget egentligt 'lheater i 
Athen, hverken en Scenebygning eller faste Tilskuerpladse, men 
kun en cirkelrund ,Orchestra*. og at der i de store Tragikeres 
og de xldre Komikeres Tid endnu ikke var nogen Adskillelse 
mellem Skuespillernes og Korets Plads, men begge optraadte 
paa ,Orchestra*. Derimod synes v. Willomowitz-Möllendorf ikke 
at have Ret i at benægte i Æschylos's og Sofokles's Tid Bru- 
gen af dekoreret Bagvæg og overhovedet Antydning af Loka- 
litet, og Tal. søgte at vise dette ved en Gjennemgaaelse af flere 
Dramer af Æschylos, navnlig „Perserne“ og „Prometheus“. 

3. Lieblein gav en detaljeret Beskrivelse af Templet i 
Luxor og viste, hvorledes man kan skille mellem de Dele, som 
er byggede af Amenophis III (af 18de Dynasti), og dem, som er 
byggede af Ramses II, — samt berettede om en deri fundet 
Indskrift fra Constantin d. stores Tid. 


16de November. Matl tisk-naturvidenskabelig Klasse. 


1. Vogt omhandlede Fund af Dictyonema og Stinkkalk i 
Alunskifer repræsenterende øverste Del af silurisk Etage 2 ved 
Holtsjeen, Holtaalen (Guldalen). 


e 


Nx f. 


DEDE Ak 


13 


ide December. 6te Fællesmøde. 

1. Reusch holdt et Foredrag over Kjerulfs Betydning 
for Videnskaben. (Foredraget vil blive trykt i det Letterstedtske 
Tidsskrift). 

9. G. Storm dvælede ved Oprindelsen til det eiendommelige 


| Forhold, at Finnerne i Finmarken betalte Skat til 3 Riger 


(Rusland, Sverige og Norge), samt hevdede, at dette Forhold 
gaar meget langt tilbage i Tiden, idet Spor deraf kan paavises 
allerede i 9de Aarhundrede. 

3. Daae fremsatte forst nogle Bemerkninger om den 
byzantiske Historie og Væringerne i østromersk Tjeneste, og 
meddelte derpaa nogle Oplysninger om det engelske Element, 
der fra det ellevte Aarhundrede optræder iblandt dem. Dette 
var siden det sextende Aarhundrede, da man først begyndte i 
større Udstrækning at udgive og studere de byzantinske Kilder, 
bleven fremhævet formentlig langt over Fortjeneste. Han paa- 
viste den mærkelige Taushed, som de hidtil bekjendte engelske 
Kroniker efter Ordericus Vitalis iagttoge om sine Landsmend, og 
maatte anse det sandsynligt, at de Væringer, som i det tolvte 
Aarh. og senere hos et Par Byzantinere, navnlig Kodinos, og hos 
Villehardouin (om Begivenhederne 1203—1204) omtales som 
Englændere, i det hoieste have været Efterkommere af de i det 
ilte Aarh. Udvandrede. Imidlertid var han dog bleven op- 
mærksom paa, at der i England existerede en utrykt Krenike, 
der lovede Oplysninger om dette Emne, hvormed han endnu 
ikke havde kunnet gjere sig bekjendt. Ogsaa for Skandinaver- 
nes Vedkommende troede han det sandsynligst, at deres Kontin- 
gent til Væringekorpserne fuldt saa meget havde bestaaet i 
nordiske Udvandreres Efterkommere som i direkte Udvandrede. 
Han gav tilsidst en Udsigt over Væringernes lidet kjendte Hi- 
storie efter 1204, først i Nicæa, dernæst i Constantinopel, hvor 
det sidste Spor, han kjendte, var fra c. 1400. Men; hverken 
for Norden eller England kunde der være Tale om nogen Ud- 
vandring efter 1204. 

4. A. Getz fremviste en Mammuttand, fundet vok Hauge- 
sæter ved Skjerva i Vaage under saadanne Omstændigheder, at 


14 


det er utvivlsomt, at Mammutdyret har levet her i Landet under 
Istiden. hes 
5. Schøyen fremlagde til Trykning ,Bidrag til Kundska- 
ben om Norges Hemipter- og Orthopter-Fauna*. 
6. Stenersen fremlagde til Trykning ,om et Myntfund 
fra Imsland i Ryfylke*. 
7. Til nyt Medlem af Selskabet valgtes efter Indstilling fra 
den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse: 
Amanuensis Cand. real. A. Steen. 
8. Valg paa Embedsmænd for 1889. Da Professor Blix 
rykker op til Præses, valgtes 
til Vicepræses Professor C. Guldberg, 
til Generalsekretær Professor Gustav Storm, 
til Revisorer Dr. A. Guldberg og Professor Hagerup. 
I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse, hvor Profes- 
sor Mohn rykker op til Formand, valgtes 
til Viceformand Professor Worm-Müller, 
til Sekretær Professor Blytt. E 
I den historisk-filosofiske Klasse, hvor Prof. Lieblein ryk- 
ker op til Formand, valgtes 
til Viceformand Prof. Johan Storm, 
til Sekreter Prof. A. C. Bang. 


T NETTEN PS 


EE JA re 


Videnskabs-Selskabets Medlemmer 
1888. 


Selskabets Beskytter: HANS MAJESTÆT KONGEN. 


Selskabets Embedsmænd i Aaret 1888: 


Præses: Professor Dr. C. M. Guldberg. 
Vicepræses: Professor Dr. E. Blix. 
Generalsekretær: Professor Dr. Gustav Storm. 
Revisorer: Prof. F. Brandt og Dr. A. S. Guldberg. 


I den mathematisk-naturviden- I den gen adios 
skabelige Klasse: Klas 

Formand: Prof. Dr. J. Worm-Müller. Formand: Prof. be 3. Sto 

Viceformand: Prof. Dr. H. Mohn. Viceformand: Prof. J. Licblein: 

Sekreter: Prof. Axel Blytt. Sekreteer: Prof. Dr. A. Chr. Bang.. 


Kasserer: Qvæstor H. Aars (1858). 
Bibliothekar: Universitetsbibliothekar A. C. Drolsum (1885). 


Selskabets Medlemmer ved Udgangen af 1888. 


A. Indenlandske. 
(De med * betegnede er udenbysboende). 


I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse: 


*Arbo, C. O. E., Brigadelæge, Christianssand. 1885. 
Arndtzen, A. F. O., Juster-Direktør. 859. 

*Barth, J. B., Pobetinester. 1861. 

Bjerknes, Dr. ©. A., Professor. 1859. 

Blytt, Axel, Professor. 1869. 

*Broch, Dr. O. J., Professor. 1857. 


Bull, Dr. Edv., Læge. 1885. 
Bull Dr. Ole B., Lege. 1886. 
Collett, R., Professor. 1871. 
Dahl, Dr. L. V., Medicinal-Direktor. 1865. 
*Dahll Dr. T., Bergmester, Kragere. 1859. 
*Danielssen,. De D. C., Overlege, Bergen. 1858. 
Faye, Dr. F. C., fhv. CS Oe 1857. > 
Faye, Dr. lade Korpslæge. 1886. 
Fearnley, C. F., Professor. 1857. 
*Friele, Herman, Grosserer, Bergen. 1887. 
Geelmuyden, H., Observator. 1878. 
Guldberg, Dr. A. S., Lærer ved Krigsskolen. 1870. 
Guldberg, Dr. C. M., Professor. 1861. 
Guldberg, Dr. G. SS Professor. 1885. 
*Hansen, G. Armauer, Overlege, Bergen. 1885. 
Heiberg, Hj., Professor. 1815. | 
Hennum, Dr. J., Prosector. 1886. i 
Hiortdahl, Th., Professor. 1867. : 
Hjort, J. Eer 1878. 
Holst, Dr. E. B., Universitetsstipendiat. 1881, 
Hvoslef, Dr. H. H., Apotheker. 1863 
Hørbye, J. C., Forstmester. 1859. 
Johannesen, Axel, Læge. 1886. 
Kiær, F., Læge, kgl. Fuldmægtig. 1888. 
Laache, Dr. S, Overlæge. 1886. 
Lodhmnni. Dr. E. F., Professor. 1866. 
Lumholtz, C., Cand. th eol. 1886. 
Mejdell, C. H. N., Bergmester. 1869. 
Mohn, Dr. H., Professor. 1861. ; 
Nicolaysen, Dr. J., Professor. 1875. . S 
*Norman, J. M., Ehv. Forstmester. 1857. 
Pihl, C. = J D Wee 1876. 
Pihl, O. Å. Direktør for Gasværket. 1869. 
*Printz, H. C., Distriktslæge, Valders. 1875. 
Reusch, Dr. H, Universitetsstipendiat. 1885. 
*Rink, Dr. H., Juste. 1885. 
Sars, Dr. G. o. Professor. 1865, 
Schiøtz, O. E., Pr E 1878, 
‚Schübeler, Dr. F. C, Professor. 1859. 

1880. 


: 
i 
| 
| 
l 

*Sparre-Schneider, J., Conservator, Tromsø. 

Steen, Aksel Severin, lste Assistent ved d. meteorologiske Institut. 1888. 

*Storm, Vilh., Conservator, Trondhjem. 1886, ; 

*Sylow, P. L. M, Overlærer, Fredrikshald. 1868. 

*Thoresen, N. W., Distriktslæge, Eidsvold. 1886. 

Vogt, J. E L, Professor. ‘ 

Voss, Dr. J. A., fhv. Professor. 1857. 

Waage, P., Professor. 1868. 


17 


Winge, Dr. E. F. H., Professor. 
"Worm-Müller, Dr. J., Professor. 1871, 


I den historisk-filosofiske Klasse. 


Aars, Jonathan, Skolebestyrer. 1886. 
Aschehoug, Dr. T. H., Professor. 1857. 


865. 
Bachke, Dr. O. A., Hoiesteretsassessor. 1867. 
Bang, Dr. A. Chr., Professor. 1878, 

Bergh, J., ‘Holesterowad volut 1819. 
Birkeland, M., Rigsarkivar. 1867 

Blix, Dr. E, Professor. 1871. 


pe Dr. Sophus, a 1858. 

Daae, Dr. L., Profess 

Dias Dr, L H. a. Pi 1877. 
Friis, J. A., Professor. 1859. 


7 9. 
*Gjessing, G. À., Rektor, Arendal. 1877. 
Hagerup, Dr. F., Professor 
*Hertzberg, E. C. H., fhv. Profsandt. 1879. 
Horn, Dr. E. F. B., Gatnisonaprakt 1879. 
Huitfeldt-Kaas, E. Ja K. 1814. 
187 


Kent, Dr. SE resid. Siren 1888. 
. Kier, À. N., ektor. 1870, 

Lieblein, J. = n Professor. 1864. 

Monrad, Dr. M. J., Professor. 1857. 

Morgenstierne, Dr. Bredo v. Munthe af, konst. Prof. 1888. 
Nielsen, Dr. Yngvar, IG ND 1815. 
*Nygaard, M., Rektor, Fredrikshald. 


*Qvigstad, Just Knud Seminuniohestyrec, Tromse. 1886. 
*Rygh, K. D., Overlærer. Throndhjem. 1878. 
Rygh, O., Professur 1859 

Dr. 


*Schreiner, E. T., Rektor, Drammen. 1887 
avlan, Dr. O., Professor. 
*Sommerfelt, Chr., Provst, Tr 1815 


"Tonning, Dr. K, K. Krogh, Sogneprest. 1883. 


18 


Torp, Dr. A., Universitetsstipendiat. 1886. 
Undset, Dr. Ingvald. 1885. 
Unger, Dr. C. R., Professor. 1857, 


B. Udenlandske. 
I den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse. 


Bock, C. A., Vicekonsul i Shanghai. 1884. 

Brogger, W. C., Professor, Stockholm. 1885. 

Key, Dr. Axel, Professor, Stockholm. 1888. 

Lie, Dr. Sophus, Professor, Leipzig. 1872. 

Ludwig, Dr. C., Professor, Leipzig. 1886. 
Mittag-Lefler, Dr. Gósta, Professor, Stockholm. 1886. 
Pearson, W. H., Eccles ved Manchester. 1887. 
Retzius, Dr. Gustaf, Professor, Stockholm. 1883. 
Steineger, Leonard, Conservator, Washington. 1887. 
Wille, Dr. A., Conservator, Stockholm. 1886. 


I den historisk-filosofiske Klasse, 


Cavallin, Dr. Chr, Professor, Lund. 1887. ' 

Dareste, Dr. Bolcipha, Conseiller à la cour de cassation, Paris. 1885. 
Hildebrand. Dr, H. H. , Rigsantikvar, Stockholm. 1887, 
Maspero, G, Professor, Paris. 1876. 

Maurer, Dr. Konrad, Professor, Miinchen. 1876, 
Montelins: Dr. O., Professor Stockholm. 1887. 
Móbius, Dr. Theodor, Professor, Kiel. 1882, 

Riant, Dr. Paul, Graves Paris. 1877. 

Rollin. Dr. H. L., Professor, Upsala. 1876. 

Sievers, Dr. Edv., Professor, Halle. 1816. 

Thomsen, Dr. Vilh., Professor, Kjebenhavn. 1887. 
Ussing, Dr. J-L, Prof: Kjøbenhavn. 1887. 
Vigfusson, Dr. GE Oxford. 1887. 

Wimmer, Dr. Ludv., Professor, Kjebenhavn. 1887. 
Porkelsson, Dr. Jón, Rektor, Kaas 1887. 


Gaver til Selskabets Bibliothek i 1888. 


(Meddelt af A, C. Drolsum.) 


A. Offentlige Institutioner. 
1. Norske. 


ergen. 
Selskabet for de norske Fiskeriers Fremme. 
rsk Fiskeritidende. Red. af S. A. Buch. 1888, lste Hefte. 
Bergen. 8 


eo 


Christiania. 
Den Kgl. Norske Regjerings Finants-_0g Told-Departement. 
ninger. 1836—1854, Bd. 1, H. 9-10, 
Bd. 2. H. 1. Chra. 1888, 4. 
Forklaringer til Kongeriget Norges Statsregnskab Budgetaaret. 
1886—1887. Chra. 1888. 4. 
Statssekretariatet, 
Norsk Lovtidende. liste Afd. 1887. No. 88—94. 
= — 2den Afd. 1887. H. 3-4. 
a — lste Afd. 1888. No. 1—38. 
2den Afd. 1888. H. 1— 
Oveteå Se? med fremmede Stater, udgivne i forudskikkede 
Aftryk af Norsk Lovtidendes 2den Afdeling. oor (B 
Det kgl. ee zer mento og a Undervisnings-Departem 
Arki sk Filologi. Bd. ra ^ Obra. 1887—88. 8. 


olde, 
Molde Middelskole og Latingymnasium. 
Aarsberetning for 1887—1888, Kra. 1888. 8. 
Tromse. 
Tromsø Muse 
Rate for 1887. Tromsø. 1888.8. 
Aarshefter. XI. Tromsø. 1888. 8. 


SU 
2. Udenlandske. 


Arnhem. 
Geldersch-Overüselsche Maatschappij van Lanbouw. 
Mededeelingen en Berichten over 1888, I. II. III. Arnhem. 8. 


Arras. 
Académie des sciences, lettres et arts.. 
Mémoires. IL Série. T. XVII. XVIII. Arras. 1886—87. 8. 


hen 
APXAIOAOT'IKH ETAIPIA, 
Usta tie d Adnvarg Asyarohoyxis 'Etatpiag tod Eroug 


886. 
"Ev ”Admvarc. 1888. 8. 


Augsburg. 
Naturwissenschaftlicher Verein f. Schwaben u. Neuburg. 
29. Bericht veróffentlicht im J. 1887. Augsb. 8. 


Baltimore. . 
Johns Hopkins University. 
Johns Hopkins T Circulars. Vol.” VIL No. 60—64. 
Baltimore. 1887—88, 4 
Studies from the Biological Laboratory. Vol. IV. No. 3. Balti- 
more. 1888. 8. 


Batavia. 
Koninklijke Natuurkundige Vereenigi ing. 
Natuurkundig Tijdschrift voor Nederlandsch iik D. XLVII. 
Batavia en Nordwijk. 1888. 8. 


. Berlin. 
Köngl, Preise Akademie der Wissenschaften. 

C. W. Borchardt’s Gesammelte Werke. Hg. v. G. Hettner. Berlin. 
1888, 
Physikalische Gesellschaft. 

Die Fortschritte der Physik im Jahre 1882. Jahrg. XXXVII. 
Berlin. vete 88. 8 
Gesellschaft naturforschender Freunde zu Berlin. 

Sitzungsberichte, Jahrg. 1887. Berlin. 8. 


XIII. Fee EE Bistritz. 1887. 8. 
Bologna. 
La R. Accademia delle scienze del? Istituto di Bologna. 
Memorie. Serie IV. T. VII. Bologna. 1886. 4. 


Bonn. 
Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande, Westfalens u. des 

Reg.-Bezirks Osnabrück. 
sss ss born 44, Hälfte 2. 
45 — 1. Bonn. 1887—88. 8. 


21 
Bordeaux. 
Société des Sciences physiques et naturelles. 


3me Appendice au tome II, 3e Série, des Mémoires etc. (Observa- 
tions pluvométriques faites dans le département de la 


ironde de 
Juin 1885 à Mai 1886. Note de M. Rayet). Bordeaux. 1886. 
Bremen, 
Naturwissenschaftlicher Verein. 
Abhandlungen. Bd. X. H. 1—2. Bremen. 1888. 8. 
Bruxelles. 


Société Royale Malacologique de Belgique. 
Annales. XXII. 1887. Bruxelles 8. 
Procès-verbaux. T. XVI. Pag. LXXXI- CXLI. T. XVII. Pag. I— 
Bruxelles 1887—88, 8. 
Budapest. 
Ungarische Akademie der laesa dene 
Almanach. 1888, Budapest. 8. 
Mathematische u. SE Berichte aus Ungarn, 
Bd. 5 (1886—87. Budapest. 8. 
Ertekezések a gees? Ue ario kóréból. 
. kótet. 3. s 886, 
— 1887. Budapest. 1887, 8. 
a EE köreböl. 
save kótet. 7. szám. 1886. 
XVII, 2—5. — 1887. Budapest 1887. 8. 
Ért es itd, Archeologiai. 
Uj folyam. VII. kötet. ve 5. szám. 
VII, — 1-2 — DE 1887—88. 8. 
pæra or es termissettndomåny 
M kót Ano füz 


Budapest. a 8. 
Közleménye x Re du és tee 

XXII. kötet. iri — 1896 - 87 8. 
Nyelvtudomånyi. XX. tet. 9. füzet. 

ae 1888. 8. 
Nyelvemlektär IX, X, Budapest. 1883. 8. 
Ungarische Revue. er T 1998 IL vede 
8. 1888. H. 


— 


d idi 1887 - 88. 
Kúnos Ignácz. Oszmån-török Geer gyüjtemény. I. E 
Oszmán-tórók népmesék. Budapest 1887. 


Thanhoffer Lajos. Adatok a aca idegrendszer szerke-. 
zetéhez. Budap. 1887. 4. 


Buenos Aires, 
Sociedad cientifica Argentina. 


Anales. Tomo ope Entr, 2—6. Tomo XXV, Entr, 1-6, 
Buenos Aires. 1887—88, 8. 


22 


Cadiz. (San Fernando). 
Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando. 
Anales. Seccion 2a. Observaciones meteorológicas año 1886, 
San Fernando. 1887. Fol. 
Almanaque náutico jara 1890. Madrid 1888. 8. 


Cambridge, Mass. 
The Museum of Comparative Zoölogy, at Harvard College. 
Bulletin. Vol. XIII. No. 6—10. 


ad SY, 
de XVI. ONS. Y. 
— XVII, No. 1-2, Cambridge. 1887—88. 8. 


Caracas, 
Ministry of Fomento, 
Statistical Annuary of the United States of Venezuela. 
Caracas. 1887, Fol. 


Chicago. 
The Newberry Library. 
Proceedings of the Trustees from July 1, 1887, to January 5, 
1888. Chicago. 1888. 8. 


Córdoba. (Rep. Argentina). 
ademia nacional de ciencias. 
Actas. Tomo II. Entr. 1. Buenos Aires. 1886. 4. 
Boletin, Tomo. X. Entr. 1. 2. XI, Entr. 1. Buenos Aires. 1887. 8. 


orpat. 
Naturforscher- eee bei der Universität Dorpat. 
Schriften dc. IL III. IV. Dorpat. 1887—88. 4. 
Sitzungsberichte. Bd, 8 H. 2, 1887; Dorpat 1888. 8. 


Edinburgh. 
Royal Physical Society. 
Prolceedings of the Session 1886—87, Vol. IX, p. 301—390. 
Edinburgh. 1887. 8. 


Göttingen. 
Königliche Gesellschaft der Wissenschaften zu 
Abhandlungen. B. 34. Göttingen. 1887. 
ern gelehrte Anzeigen. 1887. Bd. 1. 2. Göttingen. 
8. 


+ achrichten von der Kgl. Gesellschaft der Wissenschaften 
und der Georg-Augusts-Universität zu Göttingen. Aus dem Jahre 
1337. Göttingen. 1837. 8. 


. Güstrow. 
Verein der Freunde der Naturgeschichte in ao ear, 
"Archiv. Jahr 41. Güstrow. 1887. 


23 


Haarlem. 
Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne). 
Archives du Musée Teyler. Série II. Vol HI. P.2. Haar- 
lem. 1888, 4. 
Fondation Teyler. — Catalogue de la Bibliothéque, dressé par C. 
Ekama. Livr. 7. 8. Haarlem. 1887—88, 4. 
La Société Hollandaise des Sciences à Haarlem. 
Archives Néerlandaises des sciences exactes et naturelles. 
T. XXII. Livr. 4—5. T. XXIII. Livr. l. Haarlem. 1888. 8. 
Hamburg. 
Naturhistorisches Museum. 
des Direktor Prof. Dr. Pagenstecher f. 1886 u. 1887. 
Hamb. 1887—88. 8. 
Verein f. Hamburgische Geschichte. 
Mittheilungen. Jahrg. 10. 1887. Hamb. 1888, 8. 
Zeitschrift. N. E Bd. 5. H, 2. Hamb. 1888. 8. 


Halle a. S. 
Verein für Erdkunde. 
Mitteilungen. 1887. Halle a. S. 1887. 8. 
Hannover. 
Naturhistorische Gesellschaft. 
94—87, Jahresbericht für die Geschåftsjahre 1883—1887. 
Hann. 1888. 8, 


Helsingfors. 
Finlands Geologiska RN M 
Kartblad No. 10 & 1 


Be acci tito ME No.10& No.11. Af K. Ad. Moberg. 
Helsingf. 1887. 
Kassel. 
Verein für hessische Geschichte u. Landeskunde, 
Mittheilungen. Jahrg. 1886, 1887. Kassel. 8. 
Verzeichniss der Mitglieder. 1. Okt. 1887. Kassel. 8. 
Zeitschrift. N. F, Bd. 12. 18. Kassel. 1886— 8. 


Kiel. 
Gesellschaft fiir Schleswig-Holstein-Lauenburgische Geschichte. 
Schleswig-Holstein-Lauenburgische Regesten und Urkun- 
den. Bearb. u. hg. von P. Hasse. Bd. 2. Lfg. 5. Hamb. u 
Lpz. 1887, 4. 
Zeitschrift &c. Bd, 17. Kiel. 1887. 
R.v. Liliencron, Der Runenstein von vict König Sigtryggs 
Stein. Kiel. 1888. 8. 
Kiew. 
Société des naturalistes, 
Mémoires. Tome IX. Livr. 1. 2. Kiew. 1888. 8. 
Kjebenhavn 
Carlsberg Laboratoriets Bestyrelse. 


24 


M AE fra Carlsberg Laboratoriet. Bd. 2. H. 5. Kbh. 
1888 
Rp NR Forening. 

Videnskabelige Meddelelser for Aaret 1887. Kbh. 1888. 8. 
Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab. 

Oversigt over det Kgl. Danske ER N Selskabs For- 
handlinger i Aaret 1887. No. 2. 3; i Aaret 1888. No. 1. Kbh. 
1887—88. 8. 

Vidensk. Selsk. Skr. 6. Række, historisk og philosophisk Afd.. 
Bd. 2. I; naturvidenskabelig og mathematisk Afd. Bd. 4. IV—YII. 
Kbh. 1887-88. 4. 


Leiden, 
Nederlandsche Dierkundige Vereeniging. 
Tijdschrift. z% Serie. D. II. A8. 1 & 2; Supplement Deel II. 
Fäden. 1888, 


nd, 
Universitetet, 
cta Universitatis Lundensis. — Lunds Universitets Ars-Skrift. T* 
XXIII. 1887—1888. 4. 
Madrid. 
La Real Academia de Ciencias Exactas, = isicas y Naturales. 
Anuario. 1888, Madrid. 1888. 8 mi 
Revista de los progresos de las = exactas, fisicas y natu- 
rales. T. 22. No. 4. Madrid 1887. 8. 
Memorias, T. XII. XIII. P. 1. Madrid. 1887. 4. 
La Real Academia de la Historia. 
Boletin. T. XL Cuaderno VI. Madrid. 1887. 8. 
Manchester. 
Literary and. Philosophical Society. 
Memoirs. 38. Series. Vol. X. London. 8. 
Proceedings. Vol. XXV. XXVI. Medea > 1886—87 8. 


Melbourne, 
Royal Society of Victoria. 
Transactions, Vol XXIII. XXIV. Part. 1. 2. Melbourne. 
1887—88, 8. 
Mexieo. 
Observatorio Meteorológico- Magnético Central de México. 
Boletin de estadistica del estado de Puebla. T. I. 1887. Núm- 
15—47. T. II. 1888. Num. 1-3. Puebla de Zaragoza. Fol. 
Boletin mensual Tomo L Núm. 1—7. México. 1868. 4 maj. 
Middelburg. 
Zeeuwsch Genootschap der Wetenschapen. 
Zelandia illustrata. (Vervolg). Middelb. 1885. 8. 
H. M. Kesteloo. De Stadsrekeningen van Middelburg. IL 
1500—1549. Middelb. 1888, 8. 
" I, C. De Man. Vluchtbergen in Walcheren. Middelb. 1888. 8. 


25 


F.Nagtglas  Levensberichten van Zeeuwen. Af. 1. Mid- 
delb. 1888. 8. 
Milano. 
Reale Istituto Lombardo di scienze e lettere. 
Rendiconti. Serie II. Vol, XX. Milano. 1887. 8. 
Memorie. matematiche e naturali Vol. XVI. Fasc. II. 
i lettere e scienze morali e politiche. Vol. 
XVII. Faso. L Milano, 1887—88, 4. 
Moscou. 
Société Impériale des naturalistes. 
Bulletin. 1888, No. 8. Moscou. 8. 
Meteorologische B obachtungen. 1888 Hålfte 1. Moskau. 
1888. 4 obl. 


Neweastle-upon- Tyne. 
The Society of Antiquaries. 
ArchaeologiaAeliana. Part 94 Newcastle u. T. 1888. 8. 
New Haven 
The Connecticut Academy of arts and sciences, 
Transactions. Vol. VII. P.2. N. Haven. 1888, 8. 


New York. 
The Academy of Sciences. 
Annals. Vol IV. No. 8 & 4 New York. 1888, 8. 
Transactions. Vol VI. 1886 
— VII. 1887—88. "No, 12. New York. 8. 
The American Museum of Natural History. 
Annual Report of the Trustees and List of Members for the 
year 1887—1888. New York. 1888, 8. 


Offenbach a. M. 
Offenbacher Verein für Naturkunde. 
26. 27. 28. Bericht über die Thätigkeit in 1884—1887. Offenb. a. 
M. 1888, 8, 
Oxford. 
Ihe Radchffe Observatory 
Results of Meteorological Observations. Vol. XLII. Oxford. 1888. 8. 
Padova. 
R, Accademia di Scienze, Lettere ed Arti. 
Atti e Memorie, Nuova Serie Vol. L IL II. Padova. 1885 
ET. 8, 
Palermo, 
R. Accademia di Scienze, Lettere e Belle Arti. 
Bulletino. Anno lI, Num. 6, 1886. — Num. 1—6, 1887. Gen- 
naro—Febraro 1888, Palermo. 1888 4. 
Paris, 
Bureau des Longitudes. ° 
Annuaire pour l'an 1888. Paris. 8. 


26 


e Connaissance des temps, en l'an 1880.. Paris. 1887. 8. 
— Extrait à l'usage des 
écoles dic. Paris. 
1887. 8. 
Ephémérides des étoiles &c. pour 1888, par M. Loewy. 
Paris. 1887. 4. 
M. Lo SPT: Notice sur la vie de M. Oppolzer. Paris 1887. 8. 
apport sur les observations astronomiques de pro- 
Paris. 1887, 8, 
— Nouvelles méthodes pour la détermination de la 
constante de l'aberration. Paris 1887. 
— Leveau et H. Renan. Étude de la flexion horizon- 
tale de la lunette du Cercle méridien Bischoffs- 
heim de l'observatorie de Paris. Paris 1887. 4. 
Ecole Polytechnique. 


Journal de l'École — Cahier 56. 57. Paris 1886— 
87. 


Philadelphia. 
The Academy of Natural Sciences, 
Proceedings. Part II-III. Apr.—Dec. 1887. 
— — I. Jan.—March 1888, Philadelphia. 1887— 
1888. 8. 
Pisa. | 
R. Scuola Normale Superiore. 
Annali. Vol IX. Pisa. 1888. 8. 
Società Toscana di Scienze Naturali. 
Atti. Processi verbali, Vol. VI. Pag. 1—36. Pisa. 8. 
Reykjavik. 
Landsbókasafn. 
Ritauka-Skrá Landsbókasafnsins. Reykjavik. 1888, 4. 
Rom. 
R. Accademia dei Lincei 
Atti. Serie IV. Handisont. Vol, III. (2 Semestre). Fasc. 6—13. 
— IV. (19 a ). quy 


IV. (99 = y — 1—5 
Roma. 1887—1888. 4. 

La Reale Accademia medica. 

Atti. 1886—87. Roma, 1887, 4. 

Bulletino. Anno XIII. Fasc. VIII. 

XIV. I-V. Roma. 1887—1888. 8. 
Rostock. 

Die Grossherzogliche Landes- Universität. 


1888 1888—89 
Index Lectionum “Soi aom ~ Sem. hib. (Rostock). 4. 
Verzeich niss der Behórden, Lehrer. &c. Winter-Semester 


1887—1888. Sommer-Semester 1888. Rostock. 1887-88. 8 


27 


Rectorats-Programm für 1887—88. (A. W. Dieckhoff. 
Luthers Lehre in ihrer ersten Gestalt), Rostock. 1887. 8. 
86 Doctordissertationer. 


Rotterdam. 
Société Batave de philosophie expérimentale. 
Programme. 1888, 


Rouen. 
Société des amis des sciences naturelles. 
Bulletin, 3e Série. 1886, 2. Semestre. 1887, 1—2. Semestre. Rouen. 
1887—88. 8. (2 Expll.) 


San Francisco. 
California Academy of Sciences, 
Bulletin. Vol. 2. No. 8. San Francisco. 1887. 8. 
Memoirs. Vol IL No. 1. San Francisco. 1888. 4. 


St. Petersburg. 
Jardin Impérial de Botanique. 
Acta Horti Petropolitani. T. X, Fasc. I. St. Petersb. 1887. 8. 
Comité Géologique. 
émoires. Vol Il. No.1. Vol. V. No. 4. St. Petersb. 1885 & 
1887. 4 


Santiago de Chile. 
Der deutsche wissenschaftliche Verein. 
Verhandlungen, H. 5. 6. Valdivia & Bernburg. 1887—85. 8. 


Siena, 
R. Accademia dei fisiocritici. 
Bolletino della sezione dei cultori delle scienze mediche. Anno 
6. 1888. Fasc. 1—7. Siena. 


Stockholm. 
Kongl. Vitterhets, Historie och Antiqvitets Akademien, 
Antiqvarisk Tidskrift för Sverige. D. 10. H. (8. 4) Stockh. 
1887. 
Udgiveren. 
Acta mathematica, XI. XII: 1. Stockh. 1887—88. 4. 
Kongl. Svenska Vetenskaps- Akademien. 
Handlingar. Bd. 21. H. 1, 2. & Atlas til Bd. 21. No. 8. Sth. 
1887. 4. 
Ofversigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens Förhandlingar. 
Arg. 44. 1887. Sth. 1888, 8. 
Sydney. 
The Royal Society of New South Wales. 
Journal and Proceedings, Vol. XX. XXI, 1886. 1887. Sydney 
1887 & 1888. 8. nud wu 
The Linnean Society of New ales, 
Proce s iska e IL Vol. II. Part 2—8. Sydney. 1887. : 8, 
— . List of the Names of Contributors to the First 
Series. Sydney 1888, 8 


28 


Tokio. 
Deutsche Gesellschaft für Natur- u. Völkerkunde Ostasiens. 
Mittheilungen. H. 39. 40. Yokohama. 1887. 4. 


Topeka, Kansas. 
The Kansas Academy of Science, 
Transactions. Vol. X. Topeka, Kansas. 1887. 8. 


Toronto. 
The Canadian Institute, 
Proceedings. 8. Series. Vol. V. Fasc. No. 2. Toronto. 1888. 8. 
Annual Report. Session 1886—87. Toronto 1888. 8. 


Trenton. 
The Trenton Natural History Society. 
Journal No. 3, January 1888. Trenton, N. J. 8. 


Upsala. 
Meteorologisk Observatorium. 
ulletin mensuel. Vol. XIX. Upsala. 1887-88. 4. 
Universitetet. 
Årsskrift. 1887. Ups. 8. 
Sveriges offentliga bibliotek. Stockholm. az Lund. — Aces- 
sessionskatalog. 2. 1887. Sth. 1888. 8, 
Washington. 
Departement of Agriculture. 
Report of the Commissioner of Agriculture. 1885. Washington. 
1885. 8. 
Departement of the Interior. — The United States Geological Survey: 
I. W. Powell. Director, 
Monographs. Vol. XII, With Atlas. Wash. 1886 & 1883. 
4 & Fol. 
Mineral Resources of the U.S. Calendar year 1886. Wash. 
1887. 
The Steen Institution, 
eport. 1885, P. IL. Wash. 1886, 8. 
The Smitsonian Institution. Bureau of Ethnology, I. H Powell, Di- 
rector 
W. Henshaw. Perforated Stones from California. Wash. 


1887. 8. 
L C. Pilling. Bibliography of the Eskimo Language. 
Wash. 1887. 8. 
— E a > Sor Enpa 
1887. 


C. Thomas. hebr in Mound Exploration of the ratos of Ker 
logy. Wash. 188 
The Philosophical en 

Bulletin. Vol. X. 1887. Wash. 1888. 8. 


Wien. 
K. K. Zoologisch-botanische Gesellschaft. 


29 


Verhandlungen. Jahrg. 1887. Bd. 387. Quartal IIL IV. 
Jahrg. 1888. Bd. 38. Quartal I. II. Wien 8. 
Das K. K. Naturhistorische Hofmuseum, 

Annalen. Red. von Fr. Ritter von Hauer. Bd. II. H. 4. Bd 
III. H, 1—4. Wien 1887—1888. 8. 


Würzburg 
Physikalisch-medicinische Gesellschaft. 
Sitaungsberichte. Jahrg. 1887. Würzburg. 1887. 8, 
Zaragoza. 
Universidad Literaria de Zaragoza. 
iscurso leido en el solemne acto de apertura del curso acade- 
mico de 1887 & 1888. (D. Bruno Solano y Torres. La Quemica en el 
espacio). Zarag. 1887. 4. 
Memoria del curso de 1883 à 1884, Zarag. 1884. 4. 


B. Private Givere. 


H. H. Prins Albert af Monaco, Paris. 
ampagnes scientifiques du yacht monégasque l'Hirondelle. 3e 
année, 1887. Excursions zoologiques dans les iles de Sele des et de ges 
Miguel Par Jules de Guerne. Paris. 1888. 


Pastor J. Belsheim, Chra. 
x f. 2 Corbeiensis sive Qvatuor evangelia ante Hieronymum 
latine translata. Nunc primum ed. J. Belsheim. Christianis 
1887, S. 


Ree ` s NT & Observator H. Je Chra. 
beobachtungen der Sterne zw. 649 50’ u. 70° 10 nördlicher 
ke auf der slenge b nanas i in Christiania angestellt 
u, im Auftrage des academischen en hg. von C. Fearnley 
u. H. Geelmuyden. Chra. 1888. 4, : 


Dr. T. € Haarlem 
con Frisicum. A-Feer, Composuit Justus Halbertsma. 
se Com. 1886, 


Vicekonsul, Friherre I. F. Lagerfelt, Pittsburg, Pa. 
Chas. A. Ashburner. Coal. Abstr. fr. ,Mineral Resources 
of The U. S. Cal. year 1886". Wash. 1887. 8. 


Professor Dr. H. Mohn, Chra. 
H. Mohn et H. Hildebrand Hildebrandsson. Les ora- 
ges dans la péninsule scandinave. Upsal. 1888, 4. 
Me R. Kleen, Stockholm. 
R. Kleen. Om Krigskontraband enligt allmån folkrått etc. Sth. 
1888. 


Overlærer L, Sylow, Fredrikshald, 
mathematica 11:3. (L. Sylow. Sur les groupes transitits 
dont le degré est le carré d’un nombre premier). Sth. 1888. 4, 
Journal de mathématiques, fondé par I, Liouville. T. III, Fasc. 2, 
1887. . . Sur la multiplication complexe des fonctions 
elliptiques). Paris 1887. 4. (2 Expll) 


Professor Dr. Vilhelm Thomsen, Kjobenhav 
homsen, Rasmus Kristian Rask (1787— —1887). Seertryk af 
Woirdisk Tidskrift, udg. af Letterstedtska Fóreningen, 1887. Sth. 8 


31 


Videnskabsselskabets Moder i 1889. 


25 Januar... . Møde i historisk-filosofisk Klasse.. 
1 Februar ... — - mathematisk-naturvidenskabelig — 
15 Februar ... Fællesmøde. 

Es Mare... Mode i historisk-filosofisk — 
nus... — - mathematisk-naturvidenskabelig — 
29 Maria... Fællesmøde. 

6 Apr... Møde i historisk-filosofisk — 
12 April. V. — - mathematisk-naturvidenskabelig — 
Fi... Fællesmøde (Stiftelsesdag). 
RR Møde i historisk-filosofisk es 
B NE ss — - mathematisk-naturvidenskabelig — 


20 September . Mode i-historisk-filosofisk — 
27 September . — - mathematisk-naturvidenskabelig — 
4 Oktober... Fællesmøde. 

18 Oktober... Mode i historisk-filosofisk — 
1 November. . Fællesmøde. 

15 November . . Mode i mathematisk-naturvidenskabelig 
6 December. . Fællesmøde. 


Moderne holdes i Timerne fra 6—8 Efterm. I Modet den 
Gre December velges Selskabets Embedsmend for 1890. 

Foredrag anmeldes hos Generalsekretæren (Prof. 
Gustav Storm, Uranienborgvei 23). Anmeldelse kan ogsaa 
nedlegges i Kassen hos Selskabets Bud, Universitetspedel 
Johannesen. Anmeldelse bør gjøres senest Thorsdag Kl. 12 
Middag, naar Mødet holdes Fredag. 

Maximum for Afhandlinger, der kan trykkes uden at 
behøve Bestyrelsens Approbation, er indtil videre 5 Ark.