"X 
"s ne 
øf 


Os ZAR 


Videnskabelige Meddelelser 


fra 


4 


Dansk naturhistorisk Forening i Kjøbenhavn 


be ENE 


Bind 69.— (CO 
Udgivne af Selskabets Bestyrelse. 


Med 5 Tavler og 82 Figurer i Teksten. 


Syvende Aartis niende Aargang. 


Odense 
Andelsbogtrykkeriet i Odense 
1918 
i 


Redaktionen af dette Bind er besørget af Professor Ad. S$. Jensen. 


Indhold. 


Harsid krabbe: AF Hj: Ditlevsen. ss sad SEEST SEN er danne 
Oversigt over de videnskabelige Møder i Dansk naturhistorisk Forening 

fra. 1. April 1917 til 31. Marts 1918.........-.-.-r rr rr ere 
De i Aaret 1917 af Foreningen foretagne Ekskursioner . ........... 
Meddelelse om den Schibbye'ske Præmie FE NEN RR SE SCM SEK GE SES 


REE 

C. M. Steenberg: Anatomie des Acanthinula et des Vallonia. (Med 7 
Figurer i Feksten) SEER IE SE RE HE SEERE 
Paul L. Kramp: Chaetognatha collected by the , Tjalfe” Expedition 
to the west coast of Greenland in 1908 and 1909.............- 

Th. Mortensen : Observations on protective adaptations and habits, mainly 
in marine animals. (Hertil Tavle I og 19 Figurer i Teksten). (Pa- 
pers from Dr. Mørtensen's Pacific Expedition TON = TE DE FER 

R. Hørring: Fuglene ved de danske Fyr i 1916. 34te Aarsberetning 
or danske BURE ES ERE rep REN REN MENER Sale R 

W. Johannsen: Om Weismann's Kimplasma-Lære ........11111414.…… 
Bjarni Sæmundsson: Bidrag til Kundskaben om Islands polychæte 
Børsteorme (Annulata polychæta Islandiæ). (Hertil Tavie 
Vilh. Ege: On the postlarval stages of the species of Paralepis in- 
søktes the North Eastern part of the Atlantic incl. the Medi- 
REE RE SE TE NER KN ES SN N gemte 
Fer nens BE TE DR LT SED RENNES ADR SEERE HEE SEE UGE ELERS SEER 
Th. Mortensen and K. Stephensen: On a gall-producing parasitic Cope- 
pod, infesting an Ophiurid. (Med 18 Figurer i Teksten). (Papers from 

Dr. Th. Mortensen's Pacific Expedition 1914—16. ID ....….....-.. 

C. Wesenberg-Lund: Anatomical description of the larva of Mansonia 
Richiardii (Ficalbi) found in Danish freshwaters. (Med 37 Figurer 


) 
V. A. Poulsen : Planteanatomiske Bidrag II. (Hertil Tavle III og IV).. 
Johs. Boye Petersen: Om Synura Uvella Stein og nogle andre Chry- 
somonddiner. (Hertil: Tavle VIS LES SS PS SENE IRON 


Side 
V 


263 


Harald Krabbe. 


Hjalmar Ditlevsen. 


Da Helminthologen Krabbe for et Aar siden døde, var der 
allerede gaaet længere Tid, i hvilken han som Forfatter ikke havde 
ladet høre fra sig — hans sidste Arbejde udkom i 1906 — men 
i adskillige Aar før dette Tidspunkt havde K. ved en Øjensygdom 
været forhindret i at drive Undersøgelser ved Mikroskopet. Hans 
sidste helminthologiske Artikler var nærmest af statistisk Art. 

De ydre Data i Krabbes Liv er følgende: Han fødtes 1831; 
efter at være bleven Student 1848 valgte han det medicinske 
Studium; han blev Cand. med. 1855, og allerede 2 Aar efter tog 
han Doktorgraden paa en Afhandling ,Om Phosphorsyremængden 
i Urinen, og om de phosphorsure Jordarters Udfældning deraf ved 


VI 


Kogning.” I 1876 blev han Medlem af Videnskabernes. Selskab, 
og i 1880 ansattes han som Lærer ved den kongelige Veterinær- 
og Landbohøjskole; 1892 blev han Professor ved samme Lære- 
ånstalt i Anatomi og Physiologi og virkede i denne Stilling til 1902. 

Krabbes første helminthologiske Arbejde handlede om ,lagt- 
tagelser angaaende Forekomsten af Indvoldsorme i Hundens og 
Kattens Tarmkanal" og tryktes i Tidsskr. for Veterinairer, X, 1862. 
Og herefter følger nu i den kommende Aarrække det ene Arbejde 
efter det andet om Indvoldsorme, deres Systematik, Biologi, de af 
dem forvoldte Sygdomme og den Skade, de paafører Samfundet 
økonomisk. Skønt K. har skrevet baade om Ikter og om Nema- 
toder, bliver Cestoderne hans egentlige Speciale, og hans vægtigste 
Arbejder handler om disse Dyr. 

Samme Aar som hans første helminthologiske Arbejde saa 
Dagens Lys, offentliggjorde K. en Artikel i Ugeskrift for Læger 
om Echinokokker, og allerede det følgende Aar rejste han til Is- 
land for paa nært Hold at studere disse Dyrs Naturhistorie og 
den af dem foraarsagede Sygdom. Krabbe byggede her videre paa 
de af v. Siebold og Eschricht tidligere gjorte Undersøgelser, og 
det er Krabbes Fortjeneste at have paavist, at Mennesket smittes 
af Hunden, idet Æggene af den lille Tænia echinococcus overføres 
ved intimere Omgang og Mangel paa nødvendig Renlighed. Hos 
Hunden holdes Sygdommen i Live ved, at den faar echinokok- 
inficerede Indvolde af Slagtekvæget, Faar og Køer, at spise. K. 
paaviste, at c. en Sjettedel af hele Befolkningen paa Island led af 
denne Sygdom; hans Hovedafhandling over dette Emne er publi- 
ceret i Videnskabernes Selskabs Skrifter for 1868, dens Titel er: 
»Helminthologiske Undersøgelser i Danmark og paa Island, med 
særligt Hensyn til Blæreormelidelserne paa Island." 

Af andre Arbejder over Cestoder maa først og fremmest næv- 
nes hans Afhandling over Fuglenes Bændelorme, som tryktes i 
1869 i Videnskabernes Selskabs Skrifter; i dette Arbejde behandles 
ialt 123 Arter, hvoraf henimod Halvdelen er nye. Senere udsendtes 
endnu en Afhandling over samme Emne, nemlig: ,,Nye Bidrag til 
Kundskab om Fuglenes Bændelorme", 1882. 

Som allerede nævnt har K. ogsaa skrevet om andre Grupper 
af Snylteorme, navnlig om Nematoderne; af Arbejder om disse 
skal nævnes: Sælernes og Tandhvalernes Spoleorme, Artikler om 


VII 


Palisadeormen, Trichinerne og Filaria immitis. Endelig har han 
skrevet om Distomumarter hos Mennesket. 
Krabbe var i sin Tid ubestridt vor første Helmintholog, og hans 


Arbejder 
hedsfuld 
Videnska 


var kendt og skattede i Udlandet. Han var en samvittig- 
Forsker, og han bevarede stadig sin Interesse for sin 
b, selv, efter at Sygdom havde forhindret ham i at drive 


selvstændige Undersøgelser. 


Fortegnelse over Krabbes helminthologiske Skrifter.=) 


1862. 


1862. 


1864. 


1864. 


1868. 


Oversætt 


Uddrag: 
1866. 
1866. 


lagttagelser angaaende Forekomsten af Indvoldsorme i Hun- 
dens og Kattens Tarmkanal. Tidsskr. f. Veterinairer. X. 
1862. 

lagttagelser angaaende Blærebændelormene. Vid. Medd. 
Naturh. Foren. 1862. 

Undersøgelser angaaende Forekomsten af Indvoldsorme i 
Hundens og Kattens Tarmkanal i Danmark og paa Island. 
Tidsskr. f. Veterinairer. XII. 1864. 

Echinokoksygdommen paa Island. Ugeskrift f. Læger. 2. R. 
XLI. 1864. 

Helminthologiske Undersøgelser i Danmark og paa Island, 
med særligt Hensyn til Blæreormelidelserne paa Island. 
KK D Vid Selsk: SKP. 57 RS Nat: Math. Ald: VH 1868. 
else: Recherches Helminthologiques en Danemark et en 
Islande. Par H.- Krabbe, Docteur en Médicine, Aide Ana- 
tomiste å I' École Royale Vétérinaire et Agricole de Copen- 
hague. Avec sept Planches. Paris. J. Rothschild. Londres. 
Williams & Norgate. Copenhague. G. E. C. Gad. 1866. 
Cøomptes rendus de 'Acad. des Sciences. LXIV. Paris. 
1867. 8% 

Undersøgelser og Forsøg vedrørende Trichinerne. Tidsskr. 
FVetermairer: XIV, 1866. 

Fortsatte Undersøgelser . .. Trichinerne. Tidsskr, f. Veteri- 
nairer: XIV, 1866. 


”) Artikler, der udelukkende er medicinske eller veterinærvidenskabelige, 


ligesom populære Afhandlinger eller Referater er ikke medtaget her. 


VIII 


1867. . Meddelelser angaaende Trichinerne. Tidsskr. f. Veterinairer. 
XV. 1867: 

1866. = Palisadeormen (Sclerostoma equinum) hos Hesten. Tidsskr. 
f. Veterinairer. XIV: 1866, 

1866. Om nogle Bændelormeammers Udvikling til Bændelorme. 
Vid. Medd. Natur. For. 1866. j 

1867. Trappens Bændelorme. Vid. Medd. Naturh. For. 1867. 

Oversættelse: Annals & Mag. of Nat. Hist. 4th Ser. IV. 1869. 

1869. Beretning om 100 Tilfælde af Bændelorm hos Mennesket, 
iagttagne her i Landet, meddelt paa Prof. A. Hannovers 
og egne Vegne af Dr. H. Krabbe. Ugeskr. f. Læger. 3. R. 
VII. 1869. 

1869. Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme af H. Krabbe, 
Dr. med., med 10 Kobbertavler. Vidensk. Selsk. Skr., 5.R. 
Nat. Math. Afd. VIL. 

1870... Rundorme (Filaria immitis) i Hjertet hos en Hund. Tidsskr. 
kf: Veterinairer, XVIII 1870. 

1874.  Diplocotyle Olrikii, en uleddet Bændelorm af Bothrioce- 
phalernes Gruppp. Vid. Medd. Naturh. For. 1874. 

1878.  Sælernes og Tandhvalernes Spolorme. Vid. Selsk. Overs. 
1878. 


Uddrag: On the Ascarides of the Seals and Toothed Whales. Ann. 
&& Mas. Of Nat Hist. Ser. 5; Vol 2. 1878. 

1879.  Leutocnye. Bændelorme (Cestodes). (A. P. Fedcenko: Pu- 
tesestvie v. Turkestan . . . Tom. 3: Zoogeograficeskija izs- 
ledovanija. Cast. 2. Cervi. Tetrade 1. Nachrichten der 
kais. Gesellschaft d. Freunde d. Naturwissenschaften, An- 
thropologie u. Ethnographie an der Universitåt Moskau. 
Tom 34 

1880. Om den Skade som foraarsages af Indvoldsorme. Tidsskr. 
f. populære Fremstillinger af Naturvidensk. Bd. 27. 

1880. Undersøgelser angaaende Forekomsten af Indvoldsorme i 
Hestens Tarmkanal. Tidsskr. f. Veterinærer. R. 2. Bd. 10. 
Overs. over Vid. Selsk. Forh. 1880. 

Oversættelse: Untersuchungen. iiber das Vorkommen von Einge- 
weidewiirmern im Darmkanal des Pferdes. Deutsche Zeitschr. 
f. Tiermedicin. B. 6. 

Uddrag: Researches on the Occurrence of Intestinal Worms in the 


1880. 


1881. 
1882. 


1882. 


1883. 


1887. 


1887. 


1890. 


IX 


Intestinal Canal of the Horse. Ann. & Mag. of Nat. Hist. 
Ser, 5, Vol 6. 

Om Forekomsten af Båndelorme hos Mennesket i Dan- 
mark. Nord. Med. Arch. Bd. 12. Nr. 23. 

Snylteorme. Zoolog Danica. 

Nyere lagttelser angaaende Husdyrenes Indvoldsorme. Tids- 
skr. f. Veterinærer. R. 2. Bd. 12. 

Nye Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme. Vi- 
densk. Selsk. Skr. R. 6. Bd. 1. 

Om direkte Reproduction af Tænia. Hospitalstidende. R. 3. 


300 Tilfålde af Båndelorm hos Mennesket, iagttagne i 
Danmark. Nord. Med. Archiv. Bd. 12. 

Forekomsten af Bændelorme hos Mennesket i Danmark. 
Tidsskr. f. Veterinærer. R. 2. Bd. 17. Ugeskr. f. Læger. 
RBR 4 Bd. 17. 1888; 


Blæreormelidelserne paa Island og de imod disse trufne 


Foranstaltninger. Tidsskr. f. Veterinærer. R. 2. Bd. 20 


Oversættelse: Die Blasenwurmleiden in Island und die gegen die- 


1891. 


1894. 


1896. 


1905, 


1906. 


selben getroffenen Massregeln. Deutsche Zeitschr. f. Tier- 
med Bd 17. 1891: 

Helminthologiske Meddelelser [Distomum-Arter hos Men- 
nesket]. Med. Selsk. Forh. 1890—91. Bibliothek f. Læger. 
Aarg. 83. (R. 7. Bd. 2). Hospitalstid. R. 3. Bd. 9. Det 
københavnske medicinske Selskabs Forhandl. 1890—91. 
Om Forekomsten af Bændelorme i Danmark. (Med. Selsk. 
Forhandl. 1894). Hospitals-Tid. Rk. 4. Bd. 2. 
Forekomsten af Båndelorme hos Mennesket i Danmark. 
Beretning om 100 nye Tilfålde. Nord. med. Archiv. Bd. 28. 
Forekomsten af Bændelorme hos Mennesket i Danmark. 
(Afsluttende Meddelelse). Med. Selsk. Forhandl. 1904—05. 
Hospitalstid. R. 4. Bd. 13. 

Uber das Vorkommen von Bandwiirmern bei Menschen in 
Dånemark. Abschliessende Mitteilung. Nord. Med. Archiv. 
Ba. 38: Ald: 2. 


Oversigt 
over 
de videnskabelige Møder 
i 
Dansk naturhistorisk Forening 
fra 1. April 1917 til 31. Marts 1918. 


Den 13. April11917. Dr. phil. J. €C. Nielsen refererede E. Roubaud's Under- 
søgelser over Fluer (4uchmeromya) med blodsugende Larver. (Se 
Naturens Verden, Februar 1918). 

Docent J. P. J. Ravn foreviste nogle nye Forsteninger fra dansk 
enn ker (Se Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening, 5. Bd., 

. Hefte, 1917, Mødeberetning S. 20). 

I Anledning af Docent J. P. J. Ravn'”s Forevisning af borede 
Cidaris-Pigge henledte Dr. Th. Mortensen Opmærksomheden 
paa forskellige Organismer, der kan findes snyltende eller borende 

iggene hos Echinider. Stylifer kan danne Galler i Cidaris- 
Pigge (Echinoidea d. deutschen Tiefsee-Expedition, 1909. p. 42. Taf. 
XVI, Fig. 19); et lignende Tilfælde er allerede beskrevet i 1860 af 
Hupé. En Copepod danner Galler i Piggene hos Calveria graci- 
lis (Ingolf-Echinoidea I. 1903. p. 175), beskrevet af Dr. H. J. Han- 
sen i Vidensk. Medd. 1902 under Navnet Echinocheres globosus. 
I en Astropyga fandtes en ormformet Organisme borende i Spidsen 
af Piggene men med Halvdelen af Kroppen udenfor; Dyret er ikke 
nærmere beskrevet, men syntes, efter Opgivelse afShipley, at være 
en Mollusk (Siam-Echinoidea I. 1904. p. 22). Dr. M. var imidlertid 
tilbøjelig til at antage, at den Organisme, der har boret Hullerne 
i de fossile Cidaride-Pigge, snarere maatte være en Cirriped, noget 
i Retning af Lithotrya. Baade Hullernes Form og det, at der ikke 
findes Spor af den borende Organisme, kunde tyde i den Retning. 
Muligvis kunde der ogsaa være Tale om Gephyreer. 

Den 27. Apri11917. Stud. mag. Tage Lakjer gav en Meddelelse om Bjerg- 
vipstjertens (Motacilla melanope) Forekomst ved Smålands Taber 
i Sommeren 1916. (Se Dansk ornithologisk Forenings Tidsskrift, 
TR Aare, 1957/78 97100) 

Mag. scient. P. Kramp holdt Foredrag om Tjalfe-Ekspeditionens 
Chætognather. (Se dette Bind, S. 18). 


XII 


Den 26. Oktober 1917. Prof. Aug. Krogh holdt Foredrag om Hæmoglo- 
binets Funktion hos koldblodede Dyr. (Vil blive publiceret i Journal 
of physiology). 

Dr. Th. Mortensen holdt Foredrag om Yngelpleje hos Crinoider. 
(Se Wissenschaftliche Ergebnisse der Schwedischen Siidpolar-Ex- 
pedition 1901—1903, Bd. VI, Lief. 8, 1918). 

Den 9.November 1917. Dr. V. sled gav en Meddelelse om 1 nogle 
Elefant-Knogler, der var fundne i Sommeren 1917 ved Ejstrup 
Station V. f..Kølding:…. I Soltntås af Dobbeltspor-Nedlæggelsen 
og Stationens Flytning var der her foretaget en stor Udgravning, 
hvorved der bl. a. var blottet et 43 m langt Profil i interglacial 
Ferskvandsgytje og humøst Sand. Lejringsforholdene svarede ganske 
til dem, som N. Hartz havde beskrevet fra samme Sted i 1903 
(se Danm. geol. Undersøgelse Il. R., Nr. 20, 1909, S. 205—231). 
Elefantknoglerne var fundne i det humøse Sand og bestod af Brud- 
stykker af venstre Hofte- og Sædeben med Hofteskaalen, samt et 

k ég 


hed at kunne henføre dem til nogen Art. Den Omstændighed, at 
Knoglerne vel var knuste (rimeligvis under Gravningsarbejdet), men 
ikke rullede, og at der foruden Bækkenet ogsaa var fundet en Del 
af et Lem, taler stærkt for, at de har tilhørt et Dyr, som har levet 
paa Stedet, men hvis Aadsel senere er blevet splittet i Søen. Det 
laa nær at antage, at Knoglerne tilhørte Mammuthen, af hvilken Cc. 
40 Fund kendes her fra Landet. Imidlertid fremhævede Taleren, 


Elephas antiquus, hvis Knogler er fundne adskillige Steder i Mel- 
lem- og Vesteuropa 0. fl. a. St., bl. a. ogsaa i Aflejringer, der hen- 
føres til Nordtysklands sidste Interglacialtid, altsaa samme Tid, 
hvortil Ferskvandsaflejringerne ved Brørup, Hollerup og Ejstrup 
henregnes; og Sandsynligheden vinder i Styrke derved, at medens 
Knogler af Mammuth vel er fundne ved Klinge i en Aflejring, hvis 
Flora ganske stemmer med Ejstrup-Gytjens, saa vides de dog ingen- 
sinde at være tagne sammen med Levninger af Daadyret. Men af 
denne sydlige Form, hvis Livsvilkaar og Opholdssteder svarer til 
dem, som Elephas antiquus ogsaa synes at have foretrukket, er 
der netop fundet 2 Skeletter (et i 1903 og et i 1917) i samme Af- 
lejring ved Ejstrup. 

Mag. scient. C. M. Steenberg gav en Meddelelse om Anatomien 
af nogle danske Landsnegle (Kønsorganerne hos Acanthinula og 
Valtonia). (Se dette Bind S. 1) 

Den23. November 1917. Dr. A, C. lohansen gav en Oversigt over Dyre- 
livet i Randers Fjord. (Se: Randers Fjords Naturhistorie ved A. C- 
Johansen, Kbhvn. 1918, S. 273). 

ag. sc. K. Stephensen gav en Meddelelse om en ny Krebsdyr- 
Snylter hos en Slangestjerne. (Se dette Bind, S. 268). 


XIII 


Den 7.December 1917. Dr. C. 6. Joh. Petersen læste over vore 8 Go- 


Den 19. 


Den 18. 


biider fra Ægget til voksen Fisk og paaviste, at de alle 8, ogsaa 
Gobius microps, pictus og minutus er gode Arter. Han fremlagde 
Tavler med Tegninger af deres Udvikling og viste, at Arterne kan 
bestemmes, saa snart Individerne faar indre Hvirvelpigment, ja 
nogle — Gobius niger, scorpioides, Aphya minuta og Crystallo- 
gobius linearis — endog tidligere, ofte til de netop af Ægget ud- 
slupne Unger. Kun Gobius minutus og pictus kan foreløbig ikke 
skelnes fra hinanden, uden ved Tælning af Hvirvler og Finne- 
straaler, før de foruden Hvirvelpigment ogsaa har faaet udvendigt 
Pigment paa Halens Sider. 

Prof. W. Johannsen holdt Foredrag om Weismann's Kimplasma- 

Lære. (Se dette Bind, S. 153) 
December 1917. Prof. Oskar Carlgren holdt følgende Foredrag: 
Om mesenterieanordningen hos Actiniefamiljen Halcuriidae och 
dess betydelse får tolkningen af de fossila Anthozoa" Rugosd's sym- 
metrifårhållanden. (Se Fysiografiska sållskapets fårhandlingar, Fest- 
skrift 1918, 

Docent J. P. J. Ravn fremlagde nogle Forsteninger fra Moleret. 
Januar 1918. Forevisnings- og Referataften. Dr. Th. 
Mortensen talte om Aldersbestemmelse hos Echinodermer. 

Dr. V. Nordmann foreviste et middelstort Eksemplar af Emys 
orbicularis, der i 1868 var erhvervet af Hr. Ole Beckgaard fra 
Vrensted i Vendsyssel, som havde bragt den hjem til sin Gaard og 
der tøjret den i sin Have, hvor Dyret færdedes i ca. 1/2 Aar, indtil 

et en skønne Dag var forsvundet. — Sidste Sommer (1917) havde 
nogle Arbejdere under Tørveskæring i den V. f. Vrensted afsides lig- 


Rygskjold og i det Hele et ,,vejrbidtf Udseende, og paa visse 
Kendemærker, bl. a. et paa et bestemt Sted i Skallen boret Hul, 
mener Hr. Beckgaard med Sikkerhed at kunne genkende sit 
bortkomne Dyr. Skildpadden skulde saaledes have levet i det fri 
her i Landet i c. 48 Aar. Hvorledes den er havnet i Mosen, er 
naturligvis ikke let at sige, men i 1870, altsaaa kort efter, at man 
sidst havde set Skildpadden, blev et Dige i Hr. Beckgaard's Have 
sløjfet og Fylden derfra just kørt ud i den paagældende Mose; 
mulig er da Skildpadden kommet derud ved samme Lejlighed. Den 
genfundne Skildpadde blev senere solgt til Hr. Kaptajn, Fiskeeks- 
portør V. Bast i Løkken, der velvilligst havde udlaant den til Frem- 
visning i Naturhist. Forening, men inden dens Ankomst her til 
København døde den desværre den 13. Januar, altsaa 5 Dage før 
ødet. — Taleren. benyttede Lejligheden til at omtale forskellige 
andre Dyrs Levealder, væsentlig efter Oplysninger hentede fra E. 
Metchnikoff: Lyst Livssyn (Kbhn. 1914, S. 59 
ogle af Tilhørerne udtalte Tvivl om, at den nyfundne Emys 
orbicularis virkelig skulde være identisk med Skildpadden fra 1868. 


XIV 


Mag. sc. E. Koefod foreviste en ung Oneirodes fra ,,Michael 
Sarsf Atlanterhavstogt 1910. 

Prof. Ad. Jensen refererede Janicki og Rosen's Undersøgelser 
over det manglende Led i den brede Bændelorms (Dibothriocephalus 
latus) Udviklingshistorie. 

Den kk FPFebrkar 8. Prof. V. A. Poulsen fremsatte Bemærkninger om 
nogle Mangroverødders Anatomi samt om Anatomien af Rhizomet 
hos Sanseviera guineensis. (Se dette Bind, S. 329). 

Lærer J. P. Kryger holdt Foredrag om de danske trimere Chal- 
cidier og deres Biologi. (Vil blive trykt i 12. Bind af Entomologiske 
Meddelelser). 

Den 15. Februar 1918. Afdelingsgeolog Knud Jessen gav en Meddelelse 
om nogle sydsjællandske Moseundersøgelser i Sommeren 1917. (Vi 
blive trykt i Danmarks geologiske Undersøgelses Skrifter). 

Stud. mag. R. Spårck læste om Chironomide-Slægten Tanytarsus 
og dens Larvers Biologi. 

Den 1. Marts 1918. Forevisnings- og Referataften. Dr. med. 
Vilh. Jensen meddelte nyere Undersøgelser over Parayonimus We- 
stermanni. (Referat af Nakagawa, Journal of exp. medicine, 1917, 

. 17, Nr. 3. Yo). Paragonimus Westermanni (Syn.: Distomum 
Ringeri) fandtes første Gang 1878 i Amsterdam i Lungen af en 
Tiger. Den genfandtes samme Aar af Ringer i Lungen hos en 
Mand og undersøgtes nærmere af Baeltz 1880. Braun henførte 
den 1899 til en særlig Slægt, som han kaldte Paragonimus, og op 
tog Kerbert's Artsnavn fra 1878 Westermanni. 

Den er Aarsag til en i Østasien almindelig Lungelidelse, der 


den sig som en kronisk Betiendelse af Lungerne, hvor Ikterne 
fremkalder Dannelsen af indtil nøddestore Hulrum, omgivne af en 
fibrøs Kapsel, indvendig beklædt med flerlaget Pladeepitel. Hul- 
rummene er oftest Søder paa Bronchiegrene og staar i aaben 
Forbindelse med diss 

Om Iktens UdsER. vidste man indtil nu kun, at naar Æggene 
anbragtes i Vand, kom der efter nogen Tids Forløb en fimrebeklædt 
Larve ud, men hvad der blev af denne, vidste man ikke. 

Nu foreligger der et smukt og udførligt Arbejde af Japaneren 
Nakagawa om Ikten og dens Udvikling, som han har kunnet 
følge paa alle dens Trin. 

Han meddeler først, at det ved Undersøgelse af alle Skolebør- 
nene i en bestemt Provins paa Formosa viste sig, at 4.3/0 af dem 
var angrebne af Lungeikter. Paa. enkelte Steder, blandt halvvilge 
Folkeslag i Lavlandene om Floderne paa Formosa, er ofte 50 ” 
enkelte Steder endog flere inficerede. 

Nakagawa forsøgte først direkte Overførelse af de af Æggene 
udklækkede Miracidier til forskellige Forsøgsdyr, Hundehvalpe og 


XV 
SNE som man vidste kunde være Værter for Ikten — men 


my gav sig da til at lede efter Udviklingstrin i forskellige 
Snegle fra de hjemsøgte Egne, men fandt 17 forskellige Former af 
Cercarier, blandt hvilke han dengang ikke kunde identificere nogen 
med den søgte Form. 

Ved Forsøg paa at anbringe forskellige Snegle SA kvarer og her 
udklække Æggene, kunde iagttages, at Miracidierne med Forkærlig- 
hed søgte ind i to Sneglearter, Melania libertina og obliquegra- 
nulosa, af hvilke den første vrimler i de Aaer og Bække, i hvis 
Omegn Sygdommen særlig holder til. 

Udviklingen i Ægget, til Miracidier er fuldfærdige, tager om Som- 
meren 14—15 Dage; de begynder at bevæge sig 19—22 Dage og 
forlader Ægskallen 23—28 Dage efter Udtømmelsen. 

Miracidierne er da 80—100 4 store, kan kun holde sig i Live 
fritsvømmende i nogle Timer. Hvis de ikke forinden slipper ind i 
en passende Snegl, gaar de til Grunde. 

I vedkommende Snegls Lever udvikler de sig til Sporocyster, 
hvori udvikles Cercarier. Disse fandtes i alle de undersøgte Snegle 
af de nævnte Arter i de mest hjemsøgte Egne. Nogle Steder fand- 
tes kun disse og kunde kendes fra de andre, tidligere nævnte, 16 
Arter ved særegne Forhold ved Sugeskaal og Spids. 


an tæ 

denne Bang når nogen Søgen i forskellige Krabbearter. Den 
vigtigste af disse er Potamon obtusipes. Antallet af de, sandsynlig- 
vis ved Fodringen, inficerede Krabber svarede til Udbredelsen af 
Iktesygdommen hos Beboerne ved de paagældende Vande. I de 
Egne, hvor 5—50%/0 af Befolkningen var angrebne, fandtes 80—100 
%o af Krabberne inficerede, og i Kalapai, hvor 55/0 var angrebne, 
fandtes Cercarierne hos alle de undersøgte Krabber af den nævnte Art. 

Fordringsforsøg var derfor af den Grund vanskelige, at det var 
svært at finde ikke-inficerede Krabber. Det lykkedes dog ved at 
fange dem i Egne af Formosa, hvor Lungeikten ikke forekommer. 

r 


hurtig efter deres Indtrængen og vokser hurtig til omtrent 10-dob- 
belt Størrelse. De fleste findes i Gællerne, forholdsvis faa ogsaa i 
Leveren. 

lktens videre Veje er studerede ved Fodringsforsøg paa Katte 
og Hunde. Her kunde Nakagawa vise, at der i Tarmen slipper 
en lille Ikte ud af Kapslen, den vandrer gennem Tarmvæggen ud 
i Bughulen, efterladende en lille Blodplet paa Gennemvandrings- 
stedet, Vejen gaar videre ind i Leveren, rundt i denne og herfra 
gennem Diafragma op i Pleurahulen til Lungen, hvor den sætter 


XVI 


sig fast og giver Anledning til Huledannelsen og de tidligere nævnte 
Symptomer. 

Vandringen fra Fodringen til Peritoneum tager 24 Timer, ind i 
Pleura 77 Timer, og a'lerede paa 3dje Dag kan man se Petecchier 
i Lungen, svarende til Indtrængningsstedet. Omtrent 7 Uger efter 
Fodringen har Hulrummene Ærtstørrelse, og endnu 6 Uger senere, 
ca. 90 Dage efter Forsøgets Begyndelse, er Ikterne bønnestore, 
kønsmodne, og Æggene begynder at fremkomme i Opspyttet. 

Til Mennesket kommer Ikten enten ved at drikke Vand, hvori 
de fra Krabbegællerne ofte løsnede Cercarier findes, eller ved at 
Befolkningen spiser raa eller halvraa Krabber. 

Prof. Aug. Krogh foreviste Apparater. 

1) En Saks, formet som en Pincet og forsynet med Indstillings- 
skruer, saa at de fjedrende Brancher kun aabner sig netop saa 
meget, som man i hvert enkelt Tilfælde ønsker, og enten bider 
nøjagtigt sammen eller gaar lidt forbi hinanden, hvad der under- 
tiden kan være en Fordel. Pincetsaksen synes først at være beskrevet 
af den berømte franske Anatom Strauss-Durckheim i hans ,, Traité 
practique d”anatomie comparative", men er vistnok siden gaaet fuld- 
stændig i Glemme. Meddeleren, der har brugt den i en Aarrække, 
har fundet, at den er et meget nyttigt Apparat til Dissektion under 
Mikroskop — særlig til at overklippe Tracheer ved Insektdissektion 
— ligesom den gør udmærket Nytte ved fysiologiske Operationer 
påa smaa Dyr, f Eks. til at aabne Vener, i hvilke der skal lægges 
Kanyle. Pincetsaksen fabrikeres af Camillus Nyrop. Prisen er 
IS Kr. 

2) En Lampeholder med Afbryder til en lille Glødelampe (4 Volt), 
der kan drives ved Hjælp af et Tørelement (f. Eks. Hellesen, 
Type V, Nr. 4) eller to Akkumulatorer. Lampeholderen, der er af 
Form og Størrelse som et tykt Blyant, er særlig bestemt til at hol- 
des i Haanden og belyse uigennemsigtige Genstande under Bino- 
kulærmikroskopet, idet den føres tæt ind til Genstanden fra den 
ene Side efter den anden. Ved saadan Variation i Belysningen kan 
man ofte faa et Indblik i indviklede Reliefforhold, som vanskeligt 
lader sig opnaa paa anden Maade. Naar Strømmen slutter perma- 
nent — ved at en lille Messingring skydes frem og fastholder Af- 
bryderen — kan Lampeholderen anbringes i et Stativ og bruges til 
Belysning ved Dissektion eller Tegning, men har næppz i denne 
Henseende væsentlige Fordele. Lampeholderen fabrikeres af Dyre- 
fysiologisk Laboratoriums Værksted. Prisen er foreløbig 3 Kr. 

Mag. sc. Tage Ellinger refererede Lotsy: Evolution by means 
of hybridization. 1916. Do : Antirrhinum rhinanthoides, mihi. Une 
nouvelle éspéce linéenne obtenue expérimentalement. Arch Neér- 
landaises des Sciences Exactes et Naturelles. 1916. 

Alle Evolutionsteorier arbejder som Udgangspunkt for Dannel- 


XVII 


sen af nye, Arterf med Begrebet Variation. Eksperimentelle Stu- 
dier har vist, at dette rummer meget heterogene Bestanddele: 

1) De af de ydre Kaar foraarsagede ,,Modifikationer", I: den 
givne Konstitutions Reaktion med de givne Kaar. Disse har i intet 
Tilfælde vist sig arvelige og kan saaledes neppe danne Grundlaget 
for Artsdannelse i Naturen. 2) ,,Mutationerf I: stødvise Ændringer 
i den paagældende Organismes Reaktionsnorm. Om saadanne Mu- 
tationer overhovedet forekommer, er endnu omstridt. De Vries 
Oenothera-Mutationer, der gav Anledning til hele Mutationsteorien, 
har navnlig ved HeribertNilsson's ogRenner's Undersøgel- 
ser vist sig at bero paa indviklet Bastardspaltning. Alle øvrige be- 
skrevne Mutationer er enten opstaaet i sikkert urent Materiale, eller 

e stammer fra tilsyneladende ,,renef Kulturer (der findes dog ingen 
absolut sikker Prøve paa en Kulturs Renhed 3: Homozygoti), men 
er i saa Fald altid recessive overfor Stamformen; de kunde altsaa 
tænkes at bero paa et heterozygot, men ved fuldstændig Dominans 
som saadant uerkendeligt, Individs Afspaltning af den homozygote 
recessive Form. otsy mener derfor, i Modsætning til Flertallet 
af Geneticere, at maatte bestride Mutationers Eksistens i hvert Fald 


yk 
her Former, som er saa overordentlig forskellige fra Ophavsorga- 
nismerne, at de, bestemt af en Systematiker, vilde blive heaført til 
andre Arter, ja endog Slægter end de, hvorfra de stammer. Kryds- 
ningen Antirrhinum majus X 4. molle og visse Pileartskrydsninger 
er fremragende Eksempler. 

Kan saadanne faktiske Nykombinationer danne Udgangspunkt 
for Dannelser af ny Arter? 

En linnéisk Art er meget langt fra at være en Enhed; den rum- 
mer en Mængde Biotyper,. og fortrinsvis disses Bastarder, der kun 
i Praksis skal opfylde den Betingelse at ligne hinanden mere, end 
de ligner andre, og producere Afkom af samme ,,Art" 

En Artsdannelse vil altsaa kunne finde Sted efter en Artskryds- 

g, saafremt en Selektion griber ind og isolerer en Gruppe ,i 
alt væsentligt overensstemmende" Nykombinationer. En saadan 
Selektion, der altsaa — i Modsætning til Darwins Selektionsbegreb, 

er skulde virke nyskabende — blot fjerner det store Flertal af de 

nydannede Former og derved isolerer en særlig Gruppe (eller flere), 

kan eksperimentelt saare simpelt foranstaltes ved blot at borttage 
II 


Den 15. 


XVIII 


alle til den nye ,,Art" ikke hørende Individer. I Naturen foregaar 
en meget livlig Selektion (i denne Betydning) ad mange velkendte 
Veje. Paa denne Maade har Lotsy ved Krydsning mellem 
majus og Å. molle eksperimentelt fremstillet sin Antirrhinum rhi- 
nanthoides, en velomskrevet Art, der ligesom alle ,, naturlige” Arter 
viser nogen Variation i de ,,;mindre væsentlige" Karakterer (Blom- 
sterfarve og Behaaring f. Eks.), men som i hele sit Præg er ganske 
overordentlig afvigende fra Stamarterne, og af en hvilken som helst 
Systematiker, der var ukendt med dens Oprindelse, uden Betænke- 
lighed vilde blive konstitueret som en god, ny 

Lotsy forsøger sluttelig — idet han forlader Eksperimentets 
sikre Vej — at alméngøre sin Teori om Arternes Oprindelse ved 
Krydsning, idet han mener, at de større systematiske Gruppers 
Opstaaen skulde staa i Forbindelse med Fortids Bastarderinger 
mellem endnu mere afvigende Former. Han ser en Støtte for sin 


og derefter gradvise Tilintetgørelse, en Analogi i det store til Føl- 
gerne af en Artskrydsning. 

Disse, som .saa mange andre eksperimentelle Undersøgelser 
rokker yderligere ved det ulykkelige Dogme, at Lighed er ensbe- 
tydende med Slægtskab. Naar det end ikke er muligt paa et Indi- 
vid at se, hvilken Art eller hvilke Arter, der er dets Bedsteforældre 
(og det er for mange Artsbastarders Vedkommende ganske umuligt), 
hvorledes skulde det saa være muligt med blot nogenlunde Sikker- 
hed at trække Linien længere tilbage, Maa Tanken om de ,jævne 
Overgange" i Udviklingen opgives, er Stamtrækonstruktionen sam- 
tidig haabløs. Udviklingen, og det vil kun sige den bestandige ogsaa 
af Palæontologien paaviste Foraridring, gaar springvis- i alle Ret- 
ninger som det mest indviklede Netværk, uden at det er muligt at 
følge dens Bane; den stræber ikke som Stamtræets. Grene mod et 
bestandigt højere Maal. 

Efter Foredraget fulgte en livlig Diskussion, hvori deltog Dr. Jo" 
han Hjort, Dr. Th. Mortensen, Docent Stamm, Mag. SC. 
Steenberg, Stud. mag. Lakjer, Stud. mag. Spårck, Stud. mag. 
Thomsen og Foredragsholderen 
Marts TOR: Dr 6. lok Peteresi holdt Foredrag om Hav- 
bunden og Fiskenes Ernæring. (Se Beretning XXV til Landbrugs- 
ministeriet fra den Danske biologiske Station, 1918), 

and. mag. J. Boye Petersen gav en Meddelse om Flagellatcilier. 
(Se dette Bind, S. 345). 


Beretning om de i Aaret 1917 af Dansk naturhistorisk Forening 
foretagne Ekskursioner. 


DEN Fo ENES ER SKF STOR til Maplemose: tGrib Skov: 
Leder: Mag. scient. Carsten Olsen. Antallet af Deltagere var 8. Som 
Gæst deltog Dr. Ekman 

De 6 af Deltagerne samledes ved Kildeport Holdeplads paa Gribskov- 
banen, hvorfra man ad Smaastier naaede Fønstrup Dam, hvor der gjordes 
et kort Ophold, under hvilket der kætsedes efter Vandinsekter. Da man 
ikke h?r fandt noget af Interesse, spaserede man til Nøddebo Kro, hvor 
Frokosten indtoges. Her sluttede Dr. Wesenberg-Lund og Dr. Ekman 
sig til Ekskursionen. Efter Frokosten spaserede man nordpaa ad Vejen langs 
Esrom Sø til Fændrikhuset. Paa denne Vandring havdes den herligste Udsigt 
over Esrom Sø, hvis blikstille Flade glitrede i Sommersolen. Fra Fændrik- 
huset gik Turen mod Vest ad talrige Smaaveje gennem et vildsomt, forstligt 
set ganske forfaldent Skovterræn til Maglemose. Her gjordes Holdt ved 
»Laboratoriet", et lille Træskur, der er opført til Brug ved Undersøgelser, 
som er foretagne paa Mosen, og for hvilke der nu af Dr. phil. Henning E. 
Petersen i en større Afhandling, betitlet ,, Maglemose i Grib Skov” (Bot. 
Tidsskr. Bd. 36. Kbh. 1917), er gjort udførligt Re de. Lederen gav her nogle 
Meddelelser om disse Undersøgelser. Mosen, der siden 191! er fredet, er en 
c. 22 ha stor Sphagnummose, der overalt er Eiokekr ed Lyng. aen 
tionen er meget spredt og bestaar væsentlig af enkeltvis forekommende É 
træer og Graner. Undersøgelsen af Mosen har v tlig haft til bei at 


og Tæthed, for at man ved senere Undersøgelser kan være i Stand til at 
følge de Forandringer, som muligt maatte foregaa med Hensyn til Vegetationens 
Sammensætning. Efter et kort Hvil begav man sig ud paa Mosen. Nær ,, La- 
boratoriet" iagttoges en lille Bevoksning i blomstrende Cornus suecica. Ude 
paa Mosen iagttoges af sjældnere Planter Andromeda polifolia og Rubus 
chamaemorus, af He sidste flere lle fandtes i Blomst. Det er første 


hvor der af sjældnere Planter iagttoges Rhynchospora alba, Scheuzeria pa- 
lustris og Carex limosa, der alle voksede i rigelig Mængde i den Sphagnum- 
hængesæk, som omgiver Søen. 

Fra Lille Grib Sø gik man til Pavillonen ved Store Grib Sø, hvor For- 
friskninger indtoges, hvorefter Dr. Wesenberg-Lund gav nogle Meddelel- 
ser om Floraen og Faunaen i Store Grib Sø. Denne Sø er, i Forhold til sin 
Størrelse, en af Landets dybeste Søer (c. 20 m) og er især ejendommelig 
ved sin yderst fattige Flora og Fauna, hvilket rimeligvis skyldes det stærkt 


stændigt i Søen. Af submerse højere Planter forekommer kun Sphagnum 
subsecundum og Fontinalis microphylla, hvilken sidste Art her har sit eneste 


Voksested indenfor Danmarks Grænser. 
[I 


XX 


I Nærheden af Pavillonen iagttoges et lille Vandhul, i hvilket der endnu 
(trods Aarstiden) fandtes talrige Myggelarver samt Larver af Vandkalven Rhan- 
tus Grapii, hvis væsentligste Føde er Myggelarver. 

Hjemrejsen skete med 6-Toget fra Gribsø Holdeplads. CO: 


Den 24 fun 7917 EK Skursion til Tisvilde. 

Paa Grund af de herskende vanskelige Togforhold lykkedes det kun 2 
af de anmeldte Deltagere at komme med Toget fra København. To andre 
Deltagere kom fra Holte og 1 fra Hillerød, saa der blev ialt kun 5 Deltagere, 


so aa egen Haand —- ogsaa Lederen blev afskaaret fra at komme med — 
gennemførte Lise saa nogenlunde efter Planen. 
Ved Ankomsten til Frederiksværk kørtes med Automobil til Sandkroen, 


hvor man spiste Frokost. Turen gik da ind over Adserbo Overdrev, hvor en 
Mængde Sommerfugle iagttoges. Da de to af Deltagerne særlig ønskede at 
samle Microlepidopterer, delte man sig i to Hold, og det andet Hold gik da 
ad Vejen til Stængehuset til Stranden og derfra til Troldeskoven. Man iagt- 
tog Myreløver — 1 Imago fangedes — Anthracider, Chrysopa, Trochilia api- 
formis o.a. Insekter. Paa Tilbagevejen besøgtes Adserbo Ruin. h. M. 


Den 16. September 1917. Ekskursion til Bistrup Enge Nord for 
Furesøen. Emne: Insekterne i underjordiske Dyreboer. Leder: 
Lærer J. P. Kryger. Deltagernes Antal: 10 
Turen udgik fra Holte Station, hvorfra man over Frederikslund gik til 
Bistrup Enge, hvor paa forskellige Steder en Del Reder (om af Muldvarp 
eller Vandrotte kunde ikke afgøres) udgravedes. Vejret var regnfuldt, og Ud- 
byttet maaske ikke saa stort som ventet. Følgende Biller fandtes i Boerne: 
Quedius puncticollis-Larve, Heterothops nigra, Xantholinus ochraceus, La- 
throbium brunnipes, Homalota analis, Homalota angusticollis, Oxytelus 
Saulcyi, Oxytelus rugosus, Leptinus testaceus, Hister marginatus, Adrastus 
limbatus-Larve, samt Lopperne: Hystrichopsylla talpæ (baade Imago og Larve), 
Ctenophthalmus agyrtes, Palæopsylla Kohauti og Rhadinopsylla pentacan- 
thus. KH: 


Den 16. December 1917. Ekskursion til Lellinge Fiskert 
anlæg. Ledere: Dr. phil. V. Nøordmann og Stud. mag. Å. Vedel 

Tåning. Deltagernes Antal: 6 
Ekskursionsdeltagerne samledes i den aarle Morgen paa Hovedbanegaar- 
den og naaede op paa Formiddagen til Køge. Efter Ankomsten hertil gik man 
under Dr. Nordmann's Ledelse over Saltvandsalluviet forbi Gl. Køgegaard 
og den derværende Boplads fra den ældre Stenalder (se Danmarks geologiske 
Undersøgelse. I. R. Nr. 11. S. 237—40) op paa Køge Aas, der er en virkelig, 
vinkelret paa Isranden dannet Aas, i Modsætning til flere andre, f. Eks. Mo- 
genstrup Aas, Strøbjerge 0. fl., der. endnu gaar under denne Betegnelse, men 
i Virkeligheden er Randmoræner. Aasen fulgtes til Glenthøj Grusgrav, hvor 
der under et tyndt Dække. af Moræneler saas Profiler i smukt lagdelt, glacio- 


fluvialt Sand og Grus med discordant Parallelstruktur. Derfra til Udklæknings- å 


ssdblesti ask ate 


XXI 


anstalten. Ved Ankomsten hertil indtoges Frokosten i Hr. Fiskeriejer Han- 


de Tusinder og atter Tusinder æg foretoges. Det interesserede Del- 
tagerne meget a h s de ik for sig; hvorledes Hunlaksene 
efter Afstrygningen, som foretoges af Hr. Hansen selv, var yderlig slunkne, 
men dog ikke mer edtagne, end de i stør: t forsvandt i Ørreddam- 


var særdeles godt tilrettelagt fra Hr. Hansen's Side. Fra Udklæknings- 
anstalten gik man Vest paa langs Lellinge Aas Nordside forbi Limgravene, 
hvor man tidligere har brudt Limsten, til Skovhusvænget, hvor man saa et 
af de store Profiler i Grønsandskalk. Dennes Natur, Dannelsesmaade og 
Alder forklaredes tillige med den historiske Udvikling af vort Kendskab til 
den (se N.V. Ussing: Danmarks Geologi. 3. Udg. 1913. S. 345). Derfra gik 
man til den sydlige Aaskrænt lige Ø. for Skovhusvænget, hvor man saa den 
stadig under Dannelse værende Kildekalk, hvis paa Moræneler og stenfrit (?), 
fedt Ler hvilende, 0,5 m tykke, forneden hærdnede, foroven endnu bløde Lag 
indeholder Blade, Frugtskaale og Nødder af Bøg (se Karl A. Grånwall: 
Recent Kalktuf ved Lellinge. Medd. fra Dansk geol. Forening, Bd. I, Nr. 4, 
1897, S. 77). Dr, Nordmann tog Anledning til at omtale en Del andre Lo- 
kaliteter for Kildekalk og deres Fossilindhold, der omfatter saa at sige alle 
Perioder i vor sen- og postglaciale Vegetation fra Dryas og Fyr i Kildekalk 
ved Vintermøller til Bøg og Blæretang i Kildekalk ved Lellinge og ilten 
ved Liselund paa Møen (se Medd. fra Dansk geol. Forening. Bd. III. 5 
61). Derfra tilbage til Udklækningsanstalten og hjem til Kbhvn. med ag fra 
Lellinge. VIN &ÆV:T. 

Den anmeldte Højsommertur til Randers Fjord og Gudenaa maatte op- 
gives paa Grund af Forholdene. 


Den Schibbye”ske Præmie. 
Præmien for Aaret 1917 (500 Kr.) tildeltes Dr. phil. Ø. Winge for Af- 
handlingen: Studier over Planterigets Chromosomtal og Chromosomernes 
Betydning. 


Dansk naturhistorisk Forenings Bestyrelse 
og Udvalg. 
Bestyrelsen. 

Prof Ad: S: ser: Formand. 

Prof. V. A. Poulse 

DEpbik FG tiet besørger de litterære Bytteforbindelser. 

Dr. phil. V. Nordmann. 

Mag. scient. K. Henriksen. 


Kasserer: Mag. scient. R. Hørring. 
Kommunalrevisor Emil Olsen. 


sn adel | Mag. scient. Chr. Løfting. 


Ekskursionsudvalget. 
Docent R. H. Stamm, Formand. 
Mag. scient. K. Henriksen. 
Lærer ]; P. Kry 
Mag. scient. Sosde Olsen. 
Stud. mag. Å. Vedel "Tåning. 


Udvalget for Udgivelse af »Danmarks Fauna«. 
ingen une) Jul. Wulf 
Dr : Nordmann. 
Cant: mag. K. Stephensen. 
Prof. Ad. S. Jensen, Redaktør af Fauna'en. 


Delegerede til Udvalget for Naturfredning. 
Kammerherre P. E. Miller. 
Viceinspector H. Winge. 
Docent R. H. Stamm. 


EN SEA 


hare 1918. 

VENTET Indtraadt i 

ore ry 

Andersen, Edm. A., Cand. mag., Lærer, Nordre Frihavnsg. 14%, Ø... 1896. 
Anker, Jan., Cand. mag., Borchs Collegium, St. Kannikestr. K. ..... 1916. 
An ben BB RS Heads SN BES tes LE SUD PRS ALE 1907. 
Re raps AA Sld. mar. Østerbrog: 20 ØSEL TES ESSERS 1917. 
Baåangert C:G, Kontorchef, R:,: Gersonsvej 55; Hellerup 3... 1915. 
Bårdsrson GG. Bonde, Bær; Hrutafjaror; Island sus D SISSE 9 1909. 
Bardenfleth, K.S., Mag. sc., Nørgaardsvej 1. Kongens Lyngby.... 1905. 
Har Or GF Mag: ses Urania HOV SES AAN SNØRE 1869. 
BAR OTER TS Cand mar Uren VE SEES REE NR AR 1913. 


Blegvad, H., Cand. mag., Ass. v. d. biol. Station, Willemoesg. 6. Ø.. 1907. 
Block O., Livlæge, Prof, Df. med, K) DM. Ny Toldbodg. 57. KK... 1904; 
Borch KS As Distriktslsee, ANER SS NES Bi BER NNE 1870. 


87 
Bornemann, A., Generallæge, Dr. med., K. DM., Toldbodg. 18”. K.. 1909. 
Bovien, PS Slnd. mag., Classensg. 48". Øø HEE SF LEES RER SDS SR BESS 1913. 
Breitung, AÅ., Lærer, Skt. Andreas-Kollegiet, Charlottenlund ....... 1897. 
Brinkmann, A:, Prof., gå fan: Museumsbestyrer, Bergen........ 1899. 
Brændegaard, I RK munelærer; Søg 30 SE KE 0 1915. 
Brøndsted, H., Mag. sc., , Frederiksborg SUE ARR DERES DES RES ES 1911. 
Busk, Semmarejærer" Vordinebake SS ROR EVE 1918. 
Bøgrslld OB Pro URI. ØRENE RASER 1890 
Bork OBE KR, AdjuakE Kol SS AE ED, 1912 


Børgesen, C. F. E., Dr. phil., Bibliotekar, Rosenvængets Hovedv. 19. Ø. 1887. 
Bøving, A., Dr. phil., Smithsonian Institution, Washington, U.S. A.. 1902. 
Bøving-Petersen, J. O., Mag. sc., Redaktør, Gl. Kongev. 157", V.. 1913. 


Ehristensen EB, Frk, Østerbrogs sy KR IE SEIN SNG IRS 1916. 
Christensen, G., Frk., Sortedamsdossering 69 St Øs. ss ses, s 1916. 
Christiani, A., Ingeniør, Bølling Sø, Engesvang 00050 seys 1906. 
GhFietiRnsen GG, Frk; Nørrevdidg: 77k; sis MINE REE YE DV 1916. 
(IE mEnL Ad, Ingeniør, Ceresvej 2 Vision sine SR UD USAS NREN 1907. 
Dahl, S., Hnderbibliotekar, Fjords AE BER VE RENE O0, 1906 
Deichmann, Ek, Frk, Stiid, mag., Livjæger Allé 8. 1. 1915. 
Didrichsen, A., Mag. sc., Ass. v. Dansk Frøkontrol, Bilowsv. 30", V. 1893. 
Ditlevsen, AA, Mas S6>; Bengtasv, 2. Hellerap ss as 1897 


rup É 
Ditlevsen, Hj. .… Mag. sc., Museumsamanuensis, Annasv, 14, Hellerup 1902, 


XXIV 

Indtraadt i 

Foreningen 

Dreyer, W., Direktør, R.,- Zoologisk Have. F DONE RE re ENE EEEE 1911. 
Kes Es Fri, Amagerport 44 DEER SES SRETS SEN SGD Se SEERE SEE SNE BESES eter 
Bees VER Mar se; Thorvaldsenst TO SN LSE SS SR ES A ERE 
Ege; Rich., Mag. Be Ana RED OE A O OSESOENEES E SR 


DRE Se it 2 NS ES ER Mie SC, Malendskv. fa GER SEES REE SEE SE Re] SOUL SKEDE BEES 
Engelhart, Chr: fapeniør. Helsmprørse: 40; Filer ASSER ANE 
ERE POLER Sek Ps æren Silkebore 2 AE NADIA SE DARREN ER 
Ferdinand, Johs, Adjunkt, Herlufsholm; Næstved SS SET [EG 
blrøystrup; Aa, Prok, Dr med; Ry Stokcholmse- 4 ØS SERIE 
Franerk GV Sid mar. Kochsvej FE VE SE SS MS ER 
ERALk je Kommunslærer; Dossefingen HANS MER LEN 
Gradrup, Jobs; kærer, Sttid:maz.; Baggesensg Of NG SIE 
Gem zøe, K. J., Adjunkt, M. f. D. R., Hestetorvet 5, Roskilde. :..... 
Gormsen CC; Skoleinspektør, Brønshøj sir OS ED 
Gram, E., Cand. mag., Statens plantepatologiske Forsøg, Lyngby..... 
Gram, J. Bille, Professor, Nørresøg. 17" 

Gram, K-J/A, ;.Stud: mag; Frederik Stes Vej FØR EU AN 
Grøothoff A VHS Kalnmerherre, K DM. Sorø 0 VS IT VGSER 
Crna NM FR Nari mes FRR SR RE] 
Grøntre & 5 Mag: se Falkoner SE 
Hågerup,; OS Stud. SE EEN EN 
Hansen, Frk. SENE BE ES GE REDE 
Hansen, BE Frk. Seere, Gentohes: 6: Gentoo RES 
Hansen, Søteri Politilæge, Sølvg. 20", K. NR sr REE SR TAN 
Hansen VV. Gand jr Willemoes SOL ØS See, ae SNE RD 
Helms, O., Overlæge, Nakkebølle nn Pejnup SS SE 
Hekse; AA Frk GE Konger HØ VE DER EN 
Hk sen K. L., Mag sc., Museumsamanuensis, Voldmesterg. 9. Ø. 
Hessel H: Kasserer GI. Kassen et es AE ERE RE SEE SEE EEN 
Hintze, v. Museumsinspektør, Valby Langg. 7, Valby .;..........: 
Hor. Chr. Sd mag Carit Bare 
Hjort, Joh., .Dr. phil., Bredg. PÅ RE SEER NE SERGE SE SMRT RAE er: 
Holten, Aa., Skovrider, Maarumlund, KASSTUR 2 SKA SE INR 
Hornung, Soph., Fabrikant, Frederiksborgg. 44. K.........…....…. 
HØrring, OF hæse Hauchevs2ok Voss ES NE 
Hørring, R., Mag. sc., Museumsamanuensis, Rahbeks Allé 32 St., V. . 
Høyer, FEE, Salen DR DE REE DT ars RE 
RER Dr RE 
Jacobsen, 0. Sparekassedirektør, Carit Etlarsv. 6?. V. ............. 
Jacobæus, A., Cand. theol. & mag., Skovv. 25. Gentofte ..…..... .…. 
Jensen, Ad. S., Prof. v. Univ., R., Sortedams Dossering 45 AZ. N.. 
Jensen AA, Kasistent, Rehekkiv. 11 ur Meherup ss. EGER 
JOnSER C, Aboteker, Nørrebros 22 MR 
Jensen, C. TØ Prof. v. Landbohøjsk., ig Sød. » MVS., R. Biilowsv.27. V. 
jensen KT SA, Ingeniør, Cand. polyt., haner: 21! ins: SYGE SE 19 


REE RE RE 78) TEE ERE se TE 1-8 AOR 


” 


XXV 
Indtraadt i 
Foreningen 


Jensen, M., Stud. mag., Borchs Collegium, St. Kannikestr. K....... 1915 
fensen Vis Dr med hilane Maries: 22 ESS SEEREN NG 1905. 
Kespers ene PAR MER ESC JENS Helse GE SØ RE SS Sara E VG 1910. 
Jessen, Å. H;, Statsgeolog, Cand. polyt., Halls Allé 108 VV... 1... 1893. 
Jessen, K., Cand. mag., Afdelingsgeolog, Thorvaldsensv. 10%. V...... 1912 
Johannsen Ww- Prof, Dr-med:, MVYSS RR. Gothersg. 140: KK... 88k, 
Johansen, Å,, Stud. mag., Rosenvængets. Allé: 161, ØL 20222. 1917. 
Johansen, AG Dr. phil; Duntefeldts AUS 10: Hellerup: 5... 1894. 
Jørgensen, Ax HH, Kommunelærer, La Coursv. MBE LSD AS 1918 
Jørgensen, N:R. Dr.:poil; Løvbjerøgaard, "Hørsholm 282252 2202. 1912. 
Kgl. Bayer. Hof- u. Staatsbibliothek; "HARER GS SE 3 UP ne SE SES RE SETE BE ERE 1915: 
Kirkegaard, I., Cand. phil., Kommunelærer, Grundtvigsv. 39, Mez., V. 1918. 
Kløcker AA, Laboratorieforstander, Minsterv, 195 Voss ss AD So 1909. 
Koen LL Stud: mar hule Grønland 0 2 seddel anne SN DJ 1914. 
Koelaed, EL: Mag. sc; Norges Fiskeristyrelse, Bergen 2... ER f..0 5 
Krabbe, THON ræge, Cejsers NÅ En Be REE RE RE DES SNEEN FODRES SÅ 1881. 
KrampsP: LE; Mag Se, is, Sommerv.5. Charlottenlund 1904. 
Krarup Ms Frk Kommunelærerinde, Sover SER SS SAN ae, 1917. 
Krarup Ps Adjunkt, Dalgas” Avenue 27; Aarhus 2000 2 use 1903: 
Kristiansen, O. R., Veksélerer, Bernstorffsv. 102. Hellerup....... 1906. 
Kroes SA, Prof, Dr phil; MYSS Ny Vester IM BEEN 1894. 
Kryper-fensen Ps Lærer ROSenv 1 Bentos 5 Serge, IGOR: 
Lakjer: Sti: mar” Schlegels ANE BE VE RER NS 0 Hera Er 3 
Larsen, C.S: Grosserer, Forstkandidat  Psaborg ss suse VAR 1918. 
Leisner BB) Pildlerhe: Værmedamsvs 18: Vi SNE ne FOER 
Fieberkindk Sid mar; Nørtrebrog. 1520 Be SES US BRL 1916. 
Faber KO Pro ER Dr med FM: Boyesr SBI VE 1917. 
und ks Frk Ste rn aES ER RESENS SME DESI USD, 1912. 
Lund, M. M., Cand. phil., Assistent, Nøjsomhedsv, 13. Ø. ........…. 1893. 
Lyndbeck; w. Museumsinspector; Nyvej SAN VG 1891. 
Lunn, Chr. D., Østersforpagter, Cand. phil., Nykøbing, Mors........ 1916. 
Eynge, H, Antikvarboshandler, Rathsacksv. 328 Vi DS SIE La 0G 1881. 
Løfting, Chr., Mag. sc., Statskonsulent, Lykkesholms Allé 3A?. V... 1893 
Lonnbersz, E, Prof, DE phil, Riksmuseet, SoeRbolm ss SSG 1904. 
Løvernesreen, P.G: Direktør, Dronning Olgasv 300 FS DN 1918 
Maar: V: Dr. med. Prof. v. Univ, St Kannikeste ISU KO 1902. 
Madsen, C., Ingeniør, Konsulent, Harsdorffsv. 13". V. 00140 1912. 
Madsen Po Lære, Landet. SVenabore EEN UNR DEG 1914. 
Madsen, V., Statsgeolog,: Dr. phil; R:; Kastaniev, 10; Vis 0. spe. 1890. 
Met ss CE Lære Kane SR RS SNS E BAG 1906. 
Manniche, A.L.V fobier dan I sals ros BM 48 Ble sSBE BER SER BREAK RESEN 1910. 
Mathiasen, AÅ., Fik. Hesselge SE Sp RE SD ANEDE DE. 1916. 
Mathiesen, F.J…, Cand. pharm., Ass. v. pharm. Læreanst., Ø.-Søg. 10". K. 1916. 
MORER ER HUE Orerlærer VORE RSS SOUR 1879. 
Mortensen, RC, Skoleinspektør, Enghaveplads 20 B2.0 2. 1910. 


Mortensen, O. Th. J., Dr. phil., Museumsinspector, Kratholmsv., Holte 1891. 


XXVI 


Indtraadt i 


Foreningen 

Miiller, P. E., Kammerh., Hofjægerm., Dr. phil., MVS., K. DM., Vester- 
Vere HOR BE RE RER SER ENE SN SEN JONES 1857. 
Mater PS Stud. art., Selalnårkt, NESør ERB RK OOS SER. 1915. 
Kar berE AR ErE  Bister bro TA ØS SOE SE SE REDE 1915. 
Møller, J. M., Mag. sc., Adjunkt, Pontoppidansg., Aarhus........... 1890. 
Nielsen, J. C., Dr. phil., Fuldm. i Skattedep., N. Farimagsg. 54”. K... 1900. 
Nielsen, kk. RE Overlæge, Dr. phil., Amagerbrog. 129", S..... 1909. 
Nielsen, N., Cand. mag., Ehlers Collegium, St. Kannikestr. K...... 1916. 
Niersen, P., Een SKE bO ERE are] SR SN 1917. 
Nordmann, V. J. H., Dr. phil., Afdelingsgeolog, Melchiorsplads 5”, Ø. 1898. 
Nørregaard, E. M., ad mag., Docent, Holmens Kanal 22. K.... 1899. 
Nørrepasard, KK; Lære; Nørfevoldse 208 RES Ma ERA DE 1907. 
SFRSER 0. Mag: sc, NØtrebrosE SS BON SE een ER SEER UN 1914. 
OS E, Kotmuselresis0e. Nørresag: 230 KELD SE, mee 1909. 


Odtenfeld, GG. Hansen, Prof; Dr; tu: MVS. RAE, 63 A". Ø. 1896. 
Otterstrøm, A., Cand. mag., Højskoleforst., Snoghøj, Fredericia. 1902. 


Otterstrøm, CV, Mag. sc; fraderiksdel. Lø DEDE SSR RER 1902. 
Paulsen, OG Dr. eg Museumsamanuensis, Redaktør, Foraarsv. 28, 
Charlotten hinde ED Re SER MON RE 1916. 
Pedersen. H., Frk., Seminarielærerinde, Museumsg. 2?.. Aarhus.... 1915: 
Pedersen, LE: Cald:-mag: Højskolehemmet; Hillerød 5 SEER 1910. 
Petersen, Chr., Skoleinsp:; Mag. sc, Reventlowsg 24% Bi. 2:40 1915. 
Petersen, C.G: Joh, DE- phil, Direkt £ Dansk: blok Stat; RR DM 
MVS., Østerbrog. 52, NR ERE EET NER NR] 1880. 
Pilerien EST. Sd mar, Holsteins 22 SE ERR Rå 1916. 
Fetersen, HE Dr: phil; Bis 6/05 Borsa RE ME 1899. 
Petersen, Sophie, Frk., Cand. mag., Adjunkt, Østervoldg. 7. K, .... 1908: 
Petersen Vsgn. Cand, mag, Aas Sa NS SSD SER OR ERR 1907. 
Porsild, M. P., Mag. sc., Dansk arktisk Station, Disco, Grønland ... 1907. 
Ponlsen, V. Å; Prof., Dr. phil., Rosen me Hovedy: 20 ØD CA . 1872. 
Rasmussen, G. L., Kommunelærer, Nyelan BA BR RE 1917. 
Raunkiær, C., C.,. Prof. v. Univ., MVS., "yrsleN 140, KS. 1882. 
Ravn, J. P. J., Docent, Museumsinspektør, Brandes Allé 11", V...... 1900. 
Reger Må Frk Witdeweldtag: 41 1 90, MANGO … 1916: 
ki. PE Cand. phil., Lejrinspektør, R., Lazaretlejren ved Hald, 
TE RENEE RENEE RE HE RE ER SE BE RRRS E ERE E E ON 1882. 
kosenberg, E.C., Bogtrykker, Herluf Trollesg. 6% KE 1907. 
Rosenvinge,L. Kolderup, Prof. v. Univ., Dr. phil., MVS., Oderiseg. 111. Ø. 1876: 
Rørdam, K., Professor, Dr. phil., R., Hak Allé 7, Hellerup . 1888. 
Salomonsen, C. J., Prof., Dr. med. & scient., MVS., K. DM., Tuligag 
rare SE RR 1865. 
Saxtorph, SM, Stud. med.; Jens Juelsg. 6. ØB. 0] 1916. 
Schiøler, E. Leha, vekselerer, Uraniav. 14161 MV 0.50 AS 1904. 
Schmidt, Johs., Dr. phil., Direktør, R., Carlsbergv. 10. Valby eee 1909. 


Schmit-Jensen, H. O., Dyrlæ æge, Bilowsv. 27. V. 


RESET SS NR NS Se SE RE ESS ER SR SER de 


yrT 
Schåffer, W., Ingeniør, Ahlmanns Allé 117, Hellerup ………..….…...…. - 1904 


SEES SER REE BT NE END TE ARE NNE rUN. 


XXVII 
Leledrrke i 
Foreningen 


Skjold CSS RE Man, FæSsøer SB NET eu SSR Es 1917 
Spårck, R., Stud. mag., Strandboulevarden 14. Charlottenlund....... 1915. 
Sat 1 4 Cand phil Fuldmægtig, GE Konger 1255 VI KR CSA 1912. 
Sramnr ROR: Man sc, Docent, barslejstr BY KO HESS GÆR SAR ER Rue 1896. 
Steenberg C: M., Måg: sc, Observatoriet, Østervoldg. KK... 1902 
Steens ny HP, Proks "Dr: phil; Stackholmsg ZR ØS. LS 1915. 
Stegvytiion, OVA Grosserer; Schlegels Alle SM KOEN SED ES 1909 
Stephansson SS, Skolebestyrer, AkHreyris island FE SES ASSR, 1887. 
Stephensen AA, Frk, Fredenst..6: Charlottenlimd ss BE SETS 1916. 
Stephensen, K. H., Cand. mag., Museumsamanuensis, Holsteinsg. 

BE BR SERENE ERR ERE ARE ESSEN DEERE SETE BERESEEES ESSENS SENSE SE SEE HEDE: 1903. 
Strubbere,Å Cy Cand mat Havne 400 Ko se SEE 1900. 
Sem nn dsson, BB, Aduekt Rak 1892. 
Sørensen Å. Stud: mar Jacob Danefærdevs in VE SS SST, 19PÆ 
Kiin AN. Slids mars Regensen RK EL RRS SENDES 1914. 
Teilmann-Friis,. A. C. Apoteker, Onsgaardsv. 27, Hellerup... ..… 1879 
FRE NL Sd Mae JE Ohisense TON SISSE 1916. 
Thoroddsen, Th., Prof., Dr. phil., R., MVS., Frederiksberg Allé 50". V.. 1899. 
FRnesen SS, Stud mag, Madvigs ANE TOV MIS SAS DU NSA 1917 
Troensegaard, N., Dampmøller, Jocobys Allé Rd VA ES BR SØER 
Frede BG Overlærer, BØRNE SE SAI SER 1893 
ssTag FH, Urmaner Randers Es EN REN SER RET SN AN NR 1902 
Van MD BRIEs Brandes ANE SEN RR RER ME RE 1897 
Wandalk FS Overkere Nørre: RK SER NSA SDN TS 1906. 
Warming; E. B., Prof. emer:, Dr. phil. MVS., K. DM.,/ Bjerregaardsv: 

RE rr ER 1859. 
Vedel, A.K. A., Skoleinspektør, Steengaards Allé 13. Hellerup ..... 1899, 
erne HC, bæges Gasværkst TO AN BER SE 1870. 
Wesenberg- Lan BESES BR HERE ER 1888. 
West A, Ekspeditionssekretær, "Solbakkev., Hole ss 1914. 
NES NG; Fre: Solbakken Hade SE MIN 1914. 
White; ES Prae: Østerbro SU AVA 1916. 
Vinge, A H., Viceinspector, MVS.,: Lemchesv. 21. Hellerup... … 1874. 
With, CC: Læge, Gand: mas, Frederiksboree 28 K) IRENE 1899. 


Worm-Hansen, J. G., Ass. i Min. f. off. Arbejder, Holmbladsg. 3", S. 1915. 

Wulff, J., Folketingsm., Konsulent, R., Hyldegaardsv. 34, Charlottenlund 1892. 

Eobliegisk Have; København BES NS SATA ENES 1911. 

Baun BH Stid. mag, kundss SØ RD ME RER 1917 
Ialt 203 Medlemmer. 


Rettelser og Forandring af Bopæl bedes indtrængende meddelte til Kas- 
sereren, Mag. sc. R. Hørring, Zoologisk Museum, Krystalg. K 


Anatomie des Acanthinula et des Vallonia. 
Les organes génitaux. 


Par 
C. M. Steenberg. 


La préæsente étude fat: entreprise sen 1912 -pour ce qui con- 
cerne les Acanthinula. C'est en juillet 1912, en effet, que j'ai 
trouvé dans le bois de Nordskov, au nord de Jægerspris (ile de 
Seeland), nombre de grands et beaux spécimens de V'espéce Acan- 
thinula lamellata, dont quelques-uns furent aussitåt fixés au sublimé 
additionné d'aldéhyde formique. Deux des individus fixés ont été, 
ensuite, coupés en séries. En examinant ces coupes, j'ai été frappé 
par ce fait que la partie distale des voies génitales masculines y 
faisait complétement défaut, alors que je Vavais trouvé fortement 
développée chez un individu d'Acanthinula aculeata dont je pos- 
sédais une série de coupes datant de recherches antérieures. Je 
me suis donc promis d'étudier de plus prés les organes génitaux 
des Acanthinula, non seulement des deux espæces danoises mais 
aussi de I'A. harpa, qui représente une forme un peu plus isolée. 
Cependant, contrairement å mon attente, il ne m'a pas été possible 
de mettre la main sur des exemplaires de cette derniére espéæce 
et mon travail en restait entravé, lorsque, en février 1917, je regcus 
de M. John W. Taylor une lettre me proposant d'entreprendre 
Pétude des Acanthinula ainsi que celle du genre Vallonia pour 
en faire usage dans le prochain fascicule de sa grande Monographie. 

Je me suis mis aussitåt å la tåche. Evidemment la dissection 
de ces petits animaux qui ne mesurent en tout qu'environ deux 
millimétres n'a pas été facile; mais je suis d'avis que le procédé 
qui se base sur la dissection donne les résultats les plus sårs, å 
condition toutefois d'étre opérée avec soin. Comme contråle, les 
dessins exécutés au cours de la dissection, å la chambre claire 
furent comparés avec les coupes sériées déjå obtenues. 

Vidensk. Meddel. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 1 


PJ 


Mon étude terminée, j'ai recu, quand déjå les dessins et les 
descriptions achevés n'attendaient que le moment d'étre mis sous 
presse, un avis préalable de M. A. E. Boycott m”informant que de 
son cåté il venait de faire des Gastéropodes en question V'objet 
d'une étude dont Vidée lui avait été également suggérée par M. 
John W. Taylor, si toutefois j'ai bien compris la communication. 
Je constate avec plaisir qu'en ce qui touche le curieux phénoméne 
des voies génitales masculines de I'A. lamellata, les recherches de 
M. Boycott ont abouti au méme résultat que les miennes et qu'on 
commence maintenant å s'occuper ailleurs de ces jolis petits ani- 
maux qui jusqu'å présent avaient été trop négligés. La seule étude, 
åa moi connue, qw'on ait publiée avant ce jour sur les Acanthinula 
et les Vallonia, est Vouvrage posthume de R. Lehmann: ,Die 
lebenden Schnecken und Muscheln der Umgebung Stettins und in 
Pommern", publié par E. v. Martens, en 1873.) Malheureuse- 
ment les figures sont petites et mal exécutées et le texte est sou- 
vent en désaccord complet avec les figures qui s'y rapportent. Mais 
faute de mieux c'est pourtant å ce travail qu'on a då recourir 
jusqu'ici et nous en retrouvons les résultats dans le Manual de 
Tryon (Pilsbry)?), chez v.lhering?”), Gude) et d'autres encore. 


I. La structure des organes génitaux du genre Acanthinula. 
1. Acanthinula aculeata Mill. (Fig. 1, 2). 

L'examen d'individus recueillis å des époques différentes de 
Pannée a démontré que chez les individus apparemment adultes, 
a péristome volumineux et nettement réfléchi, le développement 
des organes génitaux présentait de grandes variations. Dans les 
spécimens pris en été, la partie distale des organes génitaux mas- 
culins était peu développée, tandis que tous les exemplaires cap- 
turés vers la mi-octobre avaient le pénis et le canal déférent trés 
accusés. La dissection a toujours été opérée sur cette derniére caté- 
gorie de spécimens; c'est sur elle que porte la description qui 
va suivre, 

La glande hermaphrodite (gh) est toujours située tout entitre 
dans la moitié inférieure du foie supérieur; elle est petite et com- 
plétement encaissée dans la masse du foie dont on la distingue 
difficilement å cause de sa coloration qui est blanc-jaunåtre comme 


EET NE NE 


Fa 


celle du folie; 


3 


il n'est donc pas aisé d'en obtenir des préparations 


séparées. La glande se compose de 10 å 15 acini assez petits et 
bombés, ovoides ou piriformes, insérés sur le conduit collecteur å 


Paide d'un petit pédoncule 
qui part de leur cåté in- 
Dans beaucoup de 
cas, la glande constitue une 
masse assez compacte; dans 
d'autres, on voit des parties 
intermédiaires du foie s'in- 
tercaler entre les faisceaux 
d'acini qui forment alors 3 
ou 4 petits groupes séparés. 

Le canal hermaphrodite 
(dh) a son parcours å Vin- 
terieur, le long de ia co: 
lumelle; il est assez long et 
sinueux dans le tiers moyen 
et débouche sur le cåté in- 
terne (le plus rapproché de 
la columelle) de la glande 
albuminipare (ga) dans la 
poche de fécondation dont 
le sommet, sphérique ou 
ovoide, la vésicule séminale 


terne, 


. (fig.2 vs),est placé au centre 


de la glande albuminipare 
(ga). Cette derniére est lin- 
guiforme et assez volu- 
mineuse; sur ses.deux cd- 
tés, interne et externe, se 
creusent des sillons (g) ren- 
fermant les lacets tortueux 
deV'intestin et, parallélement 


Fig. 1. 


Organes génitaux d' Acanthinula aculeata 


ap” appe ndice ære be 


VPappendice pénien, 
pénis, va vagin, vd canal déæférent 


å ces sillons, des dépressions moulant les lobes du foie inférieur. 

Le spermoviducte fut trouvé de longueur peu considérable, ne 
dépassant guére celle de VFoviducte libre. Le long de Varéte interne 
du spermoviducte s'étend le canal séminal (cs) dans la partie 


1% 


4 


supérieure duquel vient déboucher la prostate (pr). Celle-ci est de 
trés petite dimension, relativement å ce qui se voit dans les autres 
Pulmonés (Heliæ, Clausilia, Buliminus etc.)"% ), Elle ne se com- 
pose que de quelques (6 environ) gros tubes glandulaires réunis å 
la partie supérieure du spermoviducte, immédiatement au-dessous 
de la glande albuminipare. L'oviducte (ov) est fortement gonflé. 
Vers le milieu, il présente un pli formant une rainure qui contient 
la poche copulatrice (bc) et son pédoncule. A V'endroit ou F'oviducte 
commence å se rétrécir se trouve le lieu d'accés du canal défé- 
rent (vd). 

Poviducte libre (ol) est large et légérement aplati dans sa par- 
tie proximale; la partie inférieure, au contraire, est étroite et 
rubannée; elle est reliée å la paroi de droite du corps de l'animal 
par de nombreux fibres musculaires et du tissu conjonctif et tel 
est aussi le cas pour le vagin (va). Comme le pédoncule de la 
poche prend naissance å peu de distance de la base de la voie 
génitale femelle, ie vagin est relativement court; le pédoncule est 
long, extrémement étroit et sa moitié inférieure ne s'apercoit que 
difficilement. Sur une étendue assez longue elle court paralléle- 
ment au canal séminal, aprés quoi elle disparait subitement dans 
le pli de Poviducte dont nous venons de parler. La poche copula- 
trice elle-méme (bc) est de forme allongée, obovale. Elle est en 
partie dissimulée dans le spermoviducte; souvent on ne la dis- 
tingue que le long du bord saillant de l'oviducte, au-dessous de 
la prostate. 

Le canal déférent (vd) est træs long et trés mince. Il suit le 
bord de Voviducte libre et s'élargit un peu vers le bas. A quelque 
distance du point d'attache du pédoncule de la poche copulatrice 
il se rétrécit soudain mais continue, sous une forme træs atténuée, 
å longer le vagin pour faire ensuite un coude trés brusque et 
adopter la direction du pénis. Dans la partie distale de son par- 
cours, il présente un renflement fusiforme (ep) et s'effile de nou- 
veau avant de déboucher dans le pénis (pé). Ce dernier organe, 
de grande dimension et de forme allongée, s'élargit en marteau 
dans sa partie postérieure formant, de part et d'autre de son lieu 
d'accés dans le canal déférent, un petit cul-de-sac. De ces culs- 
de-sac, un (di), situé le plus prés du canal déférent, est infléchi, 
Vautre (di) droit. Sur la partie centrale de celui-ci est inséré un 


5 


Detit muscle: ép2is qui n€é tardé pas å se bifurquer.. L'une'de ces 
deux branches, la principale (rc), monte le long de 'æsophage et 
de VPoviducte pour rejoindre le muscle columellaire immédiatement 


au-dessus du point d'ou les musc- 
les du cåté droit rayonnent vers 
la partie latérale du pied; Fautre 
(ra), prenant la direction contraire, 
va s'insérer å la portion proxi- 
male d'un curieux appendice pé- 
nien (ap). Cet appendice naft de 
la quatriéme ou cinquiéme par- 
he du pems'-a: compter: den 
bas; aprés s'étre élargi d”abord 
en un renflement (ap) qui atteint 
å peu prés le diamétre du pénis 
il se rétrécit brusquement en un 
tube long et mince dont le bout 
libre, gonflé, forme une vésicule 
(ap') de dimension considérable. 
Au-dessus du point de. départ 
de cet appendice le pénis (pé) 
est entouré d'une gaine muscu- 
laire assez épaisse qui ne dé- 
passe pourtant pas le tiers su- 
périeur. Toute la portion distale 
des voies génitales masculines 
(fig. 2) est située immédiatement 
au-dessous du plancher de la 
cavité pulmonaire et se voit au 
travers. Le pénis suit å peu prés 
la ligne médiane du corps de 
”animal; Vappendice se trouve 
å gauche et la vésicule est pla- 


cée tout entiére du cåté gauche. 


Organes génitaux slange 
des 


ig. rga 
ie reg Les parties distale 
génitales sont in situ. 


sicule séminale; les autres lettres comme 


Le rétracteur de 1'ommatophore 


droit (od) passe entre Voviducte libre et le vagin d'un cåté et le 
pénis de Vautre, de sorte qu'il n'est pas possible d'isoler les or- 
ganes génitaux sans couper le rétracteur ou 1l'ommatophore lui- 


méme. 


6 


ax 


LE cloaque. sénitål (cg) est de træs petite: étendue; aa sa base 
se rattachent de nombreux filaments de tissu conjonctif et un petit 
faisceau musculaire (m) venant du rétracteur tentaculaire droit. 
Lorifice génital (or) se trouve un peu en arriére de la base du 
tentacule droit. Chez les spécimens conservés å V'alcool, on voit 
distinctement du dehors le parcours du cloaque génital et le vagin, 
espéce de ruban, de couleur claire, qui monte par derriére, le 
long du cåté droit. La description que donne Lehmann?) du pénis 
et de 'appendice pénien est exacte en partie; pour ce qui est de 
ses figures reprégentant le dard et le sac du dard, figures qui ne 
sont pas accompagnées de texte, il convient de faire remarquer que 
ces éléments d'organe font complétement défaut chez les Acan- 
thinula. 

2. Acanthinula lamellata Jeffr. (fig. 3, 4). 

Jai pu disséquer de cette espéce quelques grands exemplaires 
recueillis, en juillet, prés du fjord de Vejle (Jutland) et å Jægers- 
pris (ile de Seeland), et des spécimens vigoureux ayant passé 
Phiver et pris, en mai, å Silkeborg (Jutland) et sur la rive du lac 
de Furesæ (Seeland), — donc des individus provenant de localités 
diverses et recueillis au printemps aussi bien qu'en été. Dans aucun 
des cas considérés je n'ai trouvé la moindre ébauche de la partie 
distale des voies génitales masculines. Deux séries de coupes ont 
donné le méme résultat. Voici la structure des organes génitaux: 

La glande hermaphrodite (gh) se compose de trois faisceaux 
d'acini petits et bombés, 3 å 5 dans chaque faisceau; ces acini, 
encaissés dans la partie supérieure du foie, sont complétement dé- 
pourvus de pigment. Le long conduit collecteur passe sans tran- 
sition au canal hermaphrodite (dh) légérement sinueux ou enroulé 
en spirales dans la partie moyenne. La poche de fécondation est 
légérement gonflée dans sa portion terminale: la vésicule séminale 
(vs); en bas, au passage dans le canal séminal, elle est également 
renflée. La glande albuminipare (ga) est trés développée; le cåté 
orienté vers la columelle présente une longue dépression (g) indi- 
quant 1'emplacement du rectum; sur le cåté externe se creuse un 
sillon en S, destiné å recevoir le reste de VFintestin (in), et, ausst, 
quelques empreintes plus irréguliéres servant de gite aux deux 
lobes du foie (ff). Le canal séminal (cs) s'apergoit sur une cer- 
taine étendue le long de VFoviducte (ov). Dans la premiére section 
débouchent les tubes de la prostate (pr), au nombre de 7 å 9. Ces 


7 


tubes (fig. 4 B), de faible longueur, ont une petite lumiére entourée 
d'une couche de grandes cellules beaucoup plus larges du cåté 


externe que du cåté qui re- 
garde la lumiére, et å contenu 
granulé. Le tube est enve- 
loppé d'une membrane con- 
stituée par quelques cellules 
de forme aplatie. L'oviducte 
légérement gonflé a un pli 
transversal et deux ou trois 
plis dans le sens de la lon- 
gueur. Le canal déférent fai- 
sant défaut, le spermoviducte 
se confond avec Foviducte libre. 
La limite se trouve générale- 
ment å Vendroit of se voit 
Pétranglement du conduit gé- 
nital femelle. Si cela est vrai- 
ment le cas ici, P'oviducte libre 
est extrémement long. Le pé- 
doncule (pd) de la poche co- 
pulatrice a son point d'inser- 
tion relativement bas sur la 
voile génitale femelle et est 
par conséquent assez long. Il 
passe uniformément å la poche 
copulatrice (bc) qui se trouve 
enchåssée dans une petite dé- 
pression de la partie infé- 
rieure du spermoviducte. La 
partie supérieure du pédon- 
cule de la vésicule et de V'o- 
viducte libre est réunie au 
rétracteur de 1'ommatophore 
par un petit muscle (rpc). La 
portion la plus extérieure du 


Fig. 3. Organes génitaux d' Acanthinula lamel- 


ald Vin du dé shore — aa vaisseau moeel å la 


cloaque génital, cv cordon v iseéral du systeme 


oviducte, p peau, p 
copulatrice, rpc Aber de la ert copu- 
latrice et de Poviducte libre 


conduit génital, qui est en quelque sorte un cloaque génital (cg), 
est gonflé et se rattache au cåté du corps de I'animal (p) par des 


fibres musculaires et du tissu conjonctif. 


La partie inférieure du 


8 ÅL 


cloaque génital est reliée par un muscle (m) au rétracteur du petit 
tentacule. Comme c'était également le cas pour 1'espéce précedente, 
les contours du vagin et du cloaque génital se distinguent aisé- 
ment au travers de la peau. 
Du ganglion intestinal partent 4 fibres nerveuses qui vont, entiére- 
ment ou en partie, aux organes génitaux. Deux de ces fibres sont 
ga 2 de faible longueur; les 
deux autres (n, ng) mon- 
tent plus haut, notam- 
ment celle qui court le 
long de la poche copu- 
latrice et du cana! sémi- 
nal jusqu'å la glande 
albuminipare et de lå, 
probablement, å la. glan- 
de hermaphrodite (ng). 
Comme j'ai toujours pu 
suivre le parcours des 
nerfs jusqu'å leur ori- 
gine, la possibilité d'une 
confusion entre ces nerf 
et des parties ébauchées 
du conduit génital mas- 
culin est exclue. Ce qui 
est bien possible, au con- 
— HSG traire, c'est que Leh- 


imm ; g3:s 
mann qui ne possédait 
ig. 4A. La partie ener des organes génitaux i 

nts 

d' Acanthinula lamellata vue du cåté columellaire. jer les bons siver nende 
— cs canal séminal, Sk canal hermaphrodite, g gite — (microscope binoculaire, 

de Vintestin, ga glande albumi ipare, ov ov"' ovi- 

i ac- 

ducte, pr prostate, vs væsicule séminale, — B coupe Stc.) MS MORS BYGAR z 
transversale d'un tube de la prostate. tuellement å notre dis- 


position, ait pu confondre 

ces nerfs et certains ganglions avec le canal déférent et le pénis. 
Le cul-de-sac: sac du dard, représenté å la base du pédoncule de 
la poche copulatrice dans la figure de Lehmann), n'existe - pas. 
Au cas ou |'examen méthodiquement poursuivi d'individus re- 
cueilis vers la fin de P'automne ne conduirait pas å la constatation 
de T'existence chez 1'A. lamellata du canal déférent et du pénis, 
nous nous trouverions ici en présence d'un appareil génital abso- 


9 


lument unique parmi les Pulmonés, je dirai méme: parmi les Gas- 
téropodes, et qui pourrait étre interprété comme une survivance 
dun état de choses primitif. Pour ma part, j'incline å y voir plu- 
tåt une forme dérivée et je rappellerai å ce sujet que chez V'A. 
aculeata le canal déférent et le pénis ne se développent qu'au cours 
de Vautomne. D'aprés moi I'A. lamellata est en quelque sorte resté 
å Pétat juvenile, la voie génitale masculine faisant défaut, méme 
chez les individus adultes. Si ce fait était de nature primitive, il 
serait nécessaire de placer V'espéce en question comme un groupe 
isolé se distinguant nettement de toutes les autres espéæces com- 
prises dans Vordre des Pulmonés. Et un tel groupement ne tien- 
drait pas compte des grandes ressemblances qui relient 'A. lamel- 
lata å VA. aculeata. Mais on pourrait faire de 1'A. lamellata un 
genre å part puisque sous beaucoup de rapports (conformation, pé- 
ristome, etc.) le test différe de celui de 1'A. aculealta. Du reste 
ces deux formes doivent étre séparées de la famille des Hélicidés. 
(Nous aurons Voccasion de revenir sur ce sujet.) 

L'accouplement ne peut avoir lieu vu la structure des organes 
génitaux: le cloaque, relié dans toute sa longueur å la paroi du 
corps, ne saurait étre projeté au dehors. II faut donc croire å une 
autofécondation qui, d'ailleurs a déjå été admise pour un certain 
nombre de Pulmonés. 


IEL: Vallonia (Fig. 5, 6, 7). 

Parmis les espéces appartenant au genre Vallonia, une seule, 
le V. pulchella var. costata Mill. a été comprise dans cette recherche. 
Les individus examinés ont été recueillis le 15 octobre dans le 
bois de Terkelskov, præs de Farum (ile de Seeland). D'autres spé- 
cimens, pris en été ou qui avaient passé V'hiver et qui tous offraient, 
extérieurement, 1'aspect d'individus adultes, å péristome réfléchi 
en une large collerette, ne présentaient pas de pénis ni de canal 
déférent bien constitués: ces organes étaient souvent de dimensions 
assez faibles pour échapper å un examen tant soit peu superficiel. 


La structure de animal adulte et mår. 
La glande hermaphrodite (gh), qui est petite et de couleur 
claire, se trouve enchåssée dans la portion inférieure du foie supé- 
rieur (fig. 7 fs); les acini piriformes sont réunis en trois faisceaux 


10 


peu distincts, comprenant 3 ou 4 acini chacun. Le canal herma- 
phrodite (dh), tout droit dans la premiére partie de son .parcours 
et, ensuite, légérement ondulé en zigzag, présente dans son der- 


Im m 


Fig. 5. Organes «BER: de Vallonia pulchella var. costata; la partie supérieure vue 
du cåté columellaire. — ap ap” appen ms  pénien, be poche copulatrice, cg cloaque 
génital, cp km de la poche copulatrice, cs canal séminal, dh dk' canal herma- 
phrodite, di diaphragme, nl épiphallus, pi lobe du foie, ga glande albuminipare, gh 
glande hermaphrodite, mn scle venant du rétracteur tentaculaire, o/! oviducte libre, 
ov oviducte, pé pé' pénis, y Saks de fécondation, pr prostate, rc rétracteur commun 
(allant au pénis et å son appendice), va vagin, vd canal déférent, vs væsicule séminale. 


nier tiers un gonflement énorme (dh') formånt deux ou trois anses 
et passe par une étroite partie intermédiaire å la longue poche de 
fécondation (pf) dont la partie supérieure renflée (vésicule séminale) 
(vs) est en partie enfoncée dans la glande albuminipare (sur la 
figure elle est préparée de facon å étre vue). Cette dernitre glande 


[1 


(ga) porte les empreintes habituelles de Vintestin (fig. 7 I, II, III) 


et des lobes du foie inférieur (f). 


Dans la portion supérieure du 


canal séminal vient déboucher la prostate (pr) un peu moins volu- 
mineuse que chez I'Acanthinula et dont les tubes constitutives se 


voient moins distinctement du dehors. 
L'oviducte (ov) est étroit et passe assez 
uniformément å Voviducte libre (ol). Le 
pédoncule (cp) de la poche copulatrice 
est fort petit; la poche elle-méme (bc), 
piriforme ou ovale, se trouve enchåssée 
dans la partie inférieure de VFoviducte, å 
Pendroit ou celui-ci passe å Voviducte 
libre. Vagin (va) long et étroit. Le canal 
déférent (ud) est la continuation immé- 
diate du canal séminal; au point d'inser- 
tion du pédoncule de la poche copulatrice 
il fait un tour de 180% autour de Fovi- 
ducte libre pour suivre le vagin jusqu'au 
lieu de naissance du pénis (pé) et reve- 
nir ensuite le long du pénis au-dessous 
du plancher de la cavité pulmonaire; dans 
cette partie de son parcours, il s'élargit 
en un renflement légérement fusiforme 
(ep). Ayant atteint le cdté gauche du corps, 
il fait un revirement brusque et, prenant 
la direction inverse, il se dirige vers 
Yavant et vers le cåté gauche et débouche 
finalement dans le pénis (pé'). Ce der- 
nier organe est d'une structure particu- 
liérement compliquée: un long tube cy- 
lindrique (pé) part du cloaque génital (cq), 
presque au-dessous du rétracteur de 1'om- 


(mm 


Fig. 6. La partie inférieure des 
nes génitaux de Vallonia 


leurs la désignation par lettres 
est comme sur la fig, 5. 


matophore droit, alors il se bifurque, d'une part, en un tube assez 
court (pé') se continuant dans le canal déférent qui est beaucoup 
plus étroit et, d'autre part, en un long tube de gros calibre se ter- 
minant par une partie sphérique (ap) d'ou part un long appendice. 
Cet appendice est coudé en V; sa portion proximale est étroite; la 
portion distale au contraire est fortement élargie en vésicule (ap'). 


12 


En bas du premier renflement de I'appendice pénien s'insére un 
muscle vigoureux, engainant, qui ne tarde pas å rejoindre un autre 
muscle inséré, lui, non loin de la partie épiphalléenne du canal 
déférent. -Les muscles réunis (rc) suivent, sur une certaine étendue, 
la face inférieure du plancher de la cavité pulmonaire (di) auquel 
ils finissent par se rat- 
tacher. Lerétracteur (ro) 
de 1I'ommatophore droit 
(od) est placé entre V'ovi- 
ducte libre et le vagin, 
d'un cåté, et, de Pautre, 
la portion distale du con- 
duit génital masculin (fig. 
6). Le cloaque génital 
(cq) est de faible lon- 
gueur; sur Pun de ces 
cåtés viennent aboutir I 
ou 2 muscles (m),. em- 
branchements du rétrac- 
teur tentaculaire droit. 
see Un muscle ténu (rpc) 
FE FR. mn fait la liaison avec Fovi- 
Fig. 7. Vallonia pulchella var. costata dépourvu de ducte libre et la base du 
son test et avec la partie antérieure du corps retrac- pédoncule de la poche 
tée. Ce qui mest pas apparent e dessus est marqué copulatrice. 
par des lignes interrompues ou pointillées. — I, II, III 
i L'indication de Leh- 


Les trois anses de Vintestin, co collerette du man- 
teau, cp cavité palléale, cr muscle collumellaire, cv mann By selon laquelle 


TF, ff" ses trois il y aurait un sac du 
lobes, fs fvie supérieur, ga glande albuminipare, gh dard, n'est pas exacte. 
glande hermaphrodite, r rein, ur uretéære, ” Vorifice $ Mm AR 
de Vuretére. D'ailleurs la figure qu'il 

donne des Vallonia et la 

description qui s'y rapporte sont toutes deux fautives et incomplétes. 
Ainsi qw'il ressort de la fig. 7, la glande albuminipare (ga) est 
intercalée entre I'estomac (es) et le foie inférieur (f) d'une part 
et, d'autre part, la cavité pulmonaire (cp) et le rein (r). L'æsophage 
suit le muscle columellaire jusqu'au point ou il débouche dans 
Vestomac. L'intestin (I) part du cåté de V'estomac qui regarde la 
columelle, fait un S (I, II) aux faces extérieure et inférieure de la 


13 


glande albuminipare (représentée en pointillé dans la figure), con- 
tourne la pointe de la glande et reparait å la face supérieure 
pour décrire ensuite une courbe peu arrondie (III) le long de la 
glande albuminipare et la cavité pulmonaire et aboutir au pneu- 
mostome. Le foie comprend, comme dans la plupart des cas, deux 
portions distinctes, "une, supérieure (fs), qui remplit un tour et 
demi, tout å fait au sommet de la coquille, et dans laquelle la glande 
hermaphrodite (gh) se trouve renfermée, et une portion inférieure 
(fy dont la plus grande partie est située au-dessous de 1'estomac. 
Cette derniére partie émet trois lobes, enchåssés dans des dépres-" 
sions de la glande albuminipare. L'un de ces lobes (f”) s'étend å 
la fåce' supérieure de cette glande, le long du rectum (J/N: les 
deux autres (f" et f/") sont logées å la face inférieure de la glande, 
parallélement å Panse, en S, de PFintestin. Le rein (r) est træs 
allongé, s'élargissant dans la partie postérieure, mais trés étroit å 
VYavant, formant un uretére primaire (ur). A peu de distance du 
bord antérieur de la cavité pulmonaire l'uretére fait un coude 
brusque avant d'y déboucher”). A partir de Vorifice, s'étend en 
arriére, le long de tout V'uretére primaire, une large zone de hautes 
cellules Éphithéliales ciliées (cv) formant dans sa partie antérieure 
un coussinet présentant 2 ou 3 plis. En arriére, les cellules épi- 
théliales du coussinet deviennent de moins en moins élevées et 
finissent par former une couche de cellules plates, pareilles å celles 
qui constituent le plafond de la cavité pulmonaire. Le péricarde 
est grand; le ventricule de faible étendue, sphérique; V'oreillette. trés 
longue et træs étroite. 


Par leurs organes génitaux les deux genres que nous venons 
de considérer occupent une place assez isolée parmi les Helicidae. 
Du moins, c'est dans cette famille que jusqu'å présent on a cru 
devoir les ranger. Pilsbry?) les classe, d'aprés les indications 
de Lehmann), dans la section Belogona qui offre un sac du 
dard, des glandes multifides au vagin et, souvent, un diverticule 
sur le pédoncule de la poche copulatrice. Aucune de ces caractéris- 
tiques ne se retrouve dans les Vallonia ni dans les AÅcanthinula. 


”) Cfr.v.Ihering?, Behme"). 


14 


La présence d'un appendice pénien pourrait étre alléguée en faveur 
de leur attribution aux sections Epiphallogona et Teleophallogona 
de Pilsbry, et c'est alors avec la premiére de ces deux sections 
que les Acanthinula offrent surtout des points de ressemblance, 
et les Vallonia avec la seconde. Cependant, les groupes de Pils- 
bry présentent trop d'éléments étrangers aux deux genres ici con- 
sidérés pour qw'on puisse les leur attribuer: Pun et Pautre doivent 

étre écartés de la famille des Hélicidés.”) — Un trait distinctif . 
des deux genres qui nous occupent, et notamment des Acanthinula, 
est la petitesse de la prostate qui, chez les Hélicidés, s'étend comme 
un ruban paralléle dans toute la longueur du spermoviducte. Notons 
en outre une assez grande conformité dans la structure du pénis 
chez 'Acanthinula aculeata et le Vallonia costata: chez tous les 
deux se rencontre un épiphallus å renflement fusiforme et, un peu 
plus en bas, sur le pénis, un appendice å structure compliquée 
comme aussi un muscle rétracteur bifurqué, — avec cette diffé- 
rence pourtant que dans ”Acanthinula aculeata cet appendice est 
placé plus bas sur le pénis que dans les Vallonia et que, du fait 
de cette disposition, la branche musculaire desservant 1'appendice 
est considérablement plus longue chez la premiére espéce que dans 
les Vallonia. En raison de la conformité ci-dessus indiquée, il sera 
pratique de réunir les Acanthinula et les Vallonia en un groupe 
å part, comme certains auteurs”) Vavaient d'ailleurs fait déjå [Sub- 
gen. Theba Kob. (non pas Risso)]. Un pénis de structure analogue 
å celle qui caractérise ce groupe se rencontre dans les familles des 
Buliminidés (Buliminus”?y et Pupidés (Lauria, Pupilla, Sphyra- 
dium, Vertigo antivertigo 7”), Au reste, Yanatomie des Pupidés est 
imparfaitement connue et le besoin se fait également sentir d'une 
étude approfondie des autres organes (reins, etc.) chez les Vallonia 
et les Acanthinula. Tant que ces recherches restent å faire il serait 
prématuré d'entreprendre d'assigner aux ci-devant deux genres leur 
place dans le systéme. Jusqwå nouvel ordre, on pourra en faire 
une famille particuliére, les Acanthinulidae, étroitement reliée aux 
deux familles des Buliminidae et des Pupidae. 


”) v.Ilhering”) et C.Boettger” ?)-ont la méme opinion. 


Post-scriptum. 

Quand mon ouvrage était déjå sous presse, j'ai trouvé une 
notice de Hesse sur I'Acanthinula aculeata (Kritische Fragmente 
XV. Nachrichtsblatt d. Deutsch. Malakozool. Gesellsch. 47. Jahrg. 
1915 p. 55). On y voit reproduits deux dessins des organes géni- 
tauX (mais sans aucune explication). Ces dessins avaient été trou- 
vés dans les papiers posthumes de M. Wiegmann. IIs s'accordent 
assez bien avec les miens. Hesse est, comme moi, d”avis qu'il 
faut les séparer de la famille des Helicidae et les rapprocher des 
genres Buliminus et Pupa (fam. Buliminidae). 


Index bibliographique. 


— 


Behme, Th., Beitråge zur Anatomie und Entwickelungsgeschichte des 
Archiv f. Naturgesch. 188 


[&S] 
wW 
o 
(4) 
mæ 
« 
ve De 
(0) 
| 
7 HE 
3 i 
Q5" 
ÅL 
ES 
(9) 
mn 
(om H 
(q…] 
ly 7 
re 
mk 
(| 
(1-1 
[g] 
3 
nn 
2 ø 
pr rr 
pr 
(4) 
wg u 
E & 
ci 
a2 
es 
nv O 
(gø) 
<= 
ss 
må 
('i= 
[=> 
(€] 
G=" 
[q] 
Cm 
lø | 
o 
g= | 
bre 
REE 
(= mg 
oa 
3 


3... — Ein sys itematlnehet Verzeichnis der beschalten Landschnecken 
Delitseblande Oesterreich-Ungarns und der Schweiz. Ibid. 43. Jabrg. 
ISTE 


i 


Boycott, A. E., Preliminary Note on the Genitalia of Acanthinula lamel- 
lata Jeff. Journ. of Conchology. Vol. 15. 1917. 
Gude, G. K., The Fauna of British India. Mollusca. II. 1914. 
v.Ihering, H., Sur les relations naturelles des Cochlides et des Ich- 
nopodes. Bulletin scientifique. Tome XXIII. 1 
Bar ,» Morphologie und Systematik des Genitalapparates von Helix. 
Zeitschr. f. wiss. Zool.' Bd. LIV. 1892 
Lehmann, R., Die lebenden Schnecken und Muscheln der Umgebung 
Stettins und in Pommern. Cassel 1873. 
9. Pilsbry, H. A., Guide to the Study of Helices. Tryon, Manual of Con- 
chology. Vol. IX. 1894. 
10. Steenberg, C. M., Bløddyr. I. Landsnegle. Danmarks Fauna. Køben- 
havn. 1911. 
lb ds Anatomie des Clausilies Danoises. I. Les organes génitaux. 
Mindeskrift for Japetus Steenstrup. København 1914. 


Sa 


9% 


5—10—17. 


Chaetognatha collected by the "Tjalfe" Expedition 
to the west coast of Greenland in 1908 and 1909. 


By 
Paul L. Kramp. 


The Tjalfe" Expedition to the west coast of Greenland in 
1908 and 1909 was carried out with regard to practical fishery- 
investigations. At the same time, however, the leader of the ex- 
pedition, cand. mag. Ad. S. Jensen, preserved a considerable and 
very interesting material of marine invertebrates. Several hauls 
were made with instruments for pelagical fishing (plankton-net, ring- 
trawl, and Petersen's young-fish trawl) in order to study the occur- 
rTence and distribution of pelagic fish eggs and larvæ. By these 
pelagic hauls a very large number of chaetognaths were brought 
up. It was impracticable to preserve the whole lot, but from the 
part of the material brought home we are able to form a concep- 
tion of the occurrence of these animals in the waters of Green- 
land. In the journal of the expedition chaetognaths are recorded 
from 96 pelagic hauls; in 39 cases the material was preserved. 
Ås a rule all of the individuals of a sample were preserved; when 
only a part of them were kept, this was noted in the journal. 

Most of the material was preserved in alcohol. This method 
is not suitable for chaetognaths; it causes a considerable contrac- 
tion of the muscles, so that reliable measurings are impracticable; 
the tissues become opaque, and frequently the interior of the ani- 
mal is filled up by a turbid mass; this may be removed by clearing 
in xylol, but in several cases the genital organs, particularly the 
testes, are more or less destructed, so that it is impossible to de- 
fine the state of maturity. If the glass has contained a large number 
of individuals, these are soft and breakable and must be handled 
With great care to be kept uninjured. 

Vidensk. Medd. fra Dansk naturhist. Foren. Bd. 69. 2 


18 


A smaller part of the individuals have been preserved in for- 
malin, which gives a very good result. There is little or no con- 
traction of the muscles, so that the animals keep very nearly their 
original shape and size; they are well hardened and not apt to 
break, and though the specimens so treated do not possess the 
complete transparency of the living animals, the inner organs are 
fairly distinctly visible. In order to study the state of maturity of 
the sexual organs it is, however, often necessary to treat the spec- 
imens with xylol; as to the species, dealt with in the present 
paper, such clearing with xylol has been necessary particularly in 
the cases of Sagitta elegans, while S. maxima and Eukrohnia 
hamata retain their transparency fairly well after the preservation. 
The vivid colours of the reproductive organs of E. hamata when ma- 
ture are, fairly well retained in formalin. — An absolute neces- 
sity for a good result of the preservation is, that the jar does 
not contain too many specimens. Fowler who warmly recommends 
formalin for preservation of chaetognaths will say, that the best 
result is gained, when every single individual is preserved in ER 
jar by itself. It is true that a number of specimens being killed 
within the same jar will attack and hurt eachother in their agonies 
of death, and if a specimen has cut its hooks into the body of 
another, it is impossible to separate them without destroying one 
or both of them. — Chaetognaths preserved in formalin may with- 
out damage be transferred into 70 alcohol, if it be done by 
degrees. 

The material of chaetognaths brought home by the "Tjalfe" 
expedition is very large. Most of the Samples contained hundreds 
of specimens, some even several thousands. The bulk of the mat- 
erial is constituted by the three species: Eukrohnia hamata MO- 
bius, Sagitta maxima Conant, and Sagitta elegans Verrill. More- 
Over some individuals of S. planktonis Steinhaus were found. Some 
specimens of Eukrohnia fowleri Ritter-Zåhony were captured by 
deep-water hauls in the Davis Strait; they were preserved separately, 
because they were conspicuous at once owing to their red colour. 
The distinction of the four other species was not difficult. I have 
been able to separate them by means of the naked eye or a pre- 
paration lens. All Young specimens, however, have been examined 
under the microscope. 


19 


Previous authors have frequently mentioned Sagitta hexaptera 
d'Orbigny as occurring in the North Atlantic and in the waters 
round Cape Farewell. I have directed my attention keenly towards 
the possibility of the presence of this species in the material, but 
never found it. Nor does it occur in the North Atlantic material 
of the ,,Ingolff expedition and the ,, Thor", examined by Ritter- 
Zåhony (1914). It seems reasonable, therefore, that this author is 
right, when he believes that all records of this species from the 
North Atlantic are due to confounding with other: species (Ritter- 
Zåhony, 1911b, p. 54—55). Such is the fact, in any case, as to 
the records of Levinsen in "Spolia atlantica" (1885). The ma- 
terial used by Levinsen is in the Zoological Museum of Copen- 
hagen, and I have examined that part of it which was identified 
as "Sagilta hexaptera". Three of the samples were correctly de- 
termined ; they were from the Atlantic between Lat. 30? and 40? 
North. All individuals from localities north of 40? belonged to S. 
maæxima. The mistake is very pardonable, as the species S. maæ- 
ima was not described until 1896, and the material is in an ex- 
tremely bad condition. 

In all samples I have counted the individuals (in very large 
samples only approximately). 

Finally I have examined the state of maturity of the reproduc- 
tive organs as far as such an examination has been possible on the 
material in hand. It has been necessary in several cases to treat 
the specimens with xylol in order to discriminate the stage of dev- 
elopment of the sexual products, and a bad preservation has not 
seldom made any statement of the developmental stage impos- 
sible. — I shall make here a few remarks on the changes of the 
appearance of the reproductive organs during the development of 
the sexual products. 

In young individuals the spermatogonial parts of the testes are 
Seen as two narrow bands along the inner lateral walls of the tail 
segment. The spermatocytes leave the spermatogonial parts and ar- 
range themselves into groupes (fpolyplastes" of Bordås, 1912), 
incompletely separated by the walls and trabecules of a spongiose 
mesh-work in the room of the testes. When the time of maturity 
is approaching, this meshwork with the numerous groups of sperm- 
atocytes fill up the whole room of the tail. At this stage of dev- 

2 


20 


elopment the testes have a gritty appearance. Within the same 
polyblast all the spermatocytes follow each other almost exactly as 
to their further development, and so they all at the same time are 
divided into spermatides which quickly develope into complete sperm- 
atozoa. When this ripening process has commenced, the groups 
of spermatozoa are distinctly visible among the polyblasts containing 
spermatocytes. The formation of spermatozoa is commenced in the 
foremost part of the testes, but a number of ripe polyblasts may 
be found in the hind part, while groups of spermatocytes are still 
present in the front part. As thus the ripening of the testes takes 
place by degrees it is impossible to state a definit limit between 
ripe and unripe male organs; practically spoken I have called them 
fripe", when ripe polyblasts are found through the whole length of 
the testes. 

In the young. ovaries all of the eggs are nearly the same size 
and very small. When the adult age is approaching, the ovaries 
grow in length, sometimes they also become broader, mainly owing 
to the formation of more eggs, not because the eggs increase in 
size. Åt a certain stage one or more eggs increase very much in 
size, become mature, and break their way into the temporary ovi- 
duct (described mainly by Stevens (1910), Buchner (1910) 
and Elpatiewsky (1910)). More eggs follow, in an irregular 
manner, and at last the oviduct is filled by large mature eggs. In 
the following pages I have called the ovaries mature, when the 
oviducts are filled by mature eggs. 

The distribution and occurrence of the five species here men- 
tioned are somewhat different. Sagitta planktonis and Eukrohnia 
fowleri are wholly oceanic species occuring in the deep parts of 
the oceåans; they seem to be fairly scarce in these northern lati- 
tudes, and they are found in the atlantic water exclusively. Sagitta 
maxima and Eukrohnia hamata occur in large quantities in the 
cold seas, particularly in the deeper strata, but they may also 
be found in the upper layers, even close to the surface, though 
always in small numbers; as a rule they keep themselves rather 
far from the coast. Sagitta elegans, on the other hand, is a coastal 
water species, though in the waters at Greenland it seems to pre- 
fer the deep parts of the coastal area; the var. arctica has a well 
marked arctic distribution. 


21 


In spite of the difference as to the distribution and habits of 
the species, it may be of interest to make some general remarks 
regarding the occurrence of the chaetognaths within the area investig- 
ated. In the journal of the expedition we will find valuable details 
for this subject. 

But before I enter upon the matter I shall give a short account 
of the hydrographical conditions of the Davis Strait and adjacent 
waters, based on the hydrographical journal of the expedition (lent 
to me for the purpose by Dr. I. N. Nielsen) and the summary 
given by Dr. Nielsen in his reports to the government.7”) 

The comparatively warm water-masses which spread northwards 
from the Atlantic fill up the deeper parts of the Davis Strait, but 
are, for the most part, stopped by the submarine ridge stretching 
itself from the west coast of Greenland at Holstensborg to Cape 
Walsingham on Baffin Land. This atlantic water has all through a 
temperature of about 3” C and a salinity of more than 34.5 9/00. 
North of the submarine ridge the Davis Strait and the Baffin Bay 
are frozen up in the winter time; this causes a cooling down to 
negative temperatures of a considerable water layer. During the 
Summer when the sun is above the horizon for several months, 
the surface water may attain a fairly high temperature; but from 
a short distance below the surface down to about 200 m the water 
is always very cold. Small quantities of the atlantic water pene- 
trates from the Davis Strait over the ridge into the deeper parts 
of the Baffin Bay; below the cold water of this area we find, there- 
fore, positive temperatures, though hardly more than 1" CC, being 
fairly constant during the year. 

Along the east-coast of Greenland the East-Greenland polar 
Current runs from the north towards the south carrying big mas- 
ses of ice. This cold surface-water current rounds Cape Fare- 
well and continues towards the north along the west coast of 
Greenland. In the southern part of the Baffin Bay it bends to the 
West towards Baffin Land along the east coast of which it contin- 
ues in a southern direction together with the Labrador Current. 


SJ Indberetning om Fiskeriundersøgelserne ved Grønland i 1908 og i 1909. 
e= Sens og Kundgørelser vedrørende Kolonierne i Grønland, 1909, 
Nr. 2 and Nr. 5. ; 


22 


During the transport towards the north along the coast of Green- 
land the ice melts by degrees owing to the contact with the warm 
atlantic water and, during the summer, owing to the influence. 
of the sun, but the cold and comparatively fresh melting-water 
moves continually northwards and keep the upper strata down to 
about 200 m on a temperature of 0? or still lower. Over the 
banks this cold and brackish water reaches the bottom. Later in 
the summer the influence of the sun will be so powerful that 
the cold stratum diminishes considerably, and at this season it 
does not reach 'the bottom on Store Hellefiskebanke which may 
then have a comparatively high bottom-temperature. Though the 
current is mainly following the coast its effects are traced far 
out in the Davis Strait. If we follow a line from the south towards 
the north and through the middle part of the Davis Strait we will 
find, that the temperature as well as the salinity of the surface 
water is decreasing (comp. p. 26 and 47). 

Ås to the inlets of that part of the west coast which is south 
of the submarine ridge we may distinguish between two different 
types: 1. Fjords, the inner, deep basin of which is separated from 
the open sea by a barrier in the mouth of the fjord, where the 
water is comparatively shallow. This barrier constitutes a stoppage 
for the warm atlantic water which cannot pass from the deeper 
strata of the Davis Strait into the basin of the fjord. Here we find, 
therefore, very cold water from the surface to the bottom, except 
in the uppermost layers when these are warmed up by the rays 
of the sun. — 2. Fjords, the entrance of which is sufficiently deep 
aS to allow the atlantic water of the Davis Strait to pass into the 
inner parts of the fjord. In such fjords we find a cold and rather 
brackish upper stratum as in the polar current outside, and be- 
low this cold water the same temperature and salinity as in the 
deep layers of the Davis Strait, i. e. more than 3? C and 34.5 ”/0o 
respectively. 

North of the submarine ridge, in the Disco Bay and Umanak 
Fjord, the facts are very nearly as in the open Baffin Bay, i. e., 
Setting aside the uppermost layers, directly warmed by the sun, 
there is an upper Stratum, about 200 m, with low, partly negat- 
ive temperatures and a salinity below 34 9/40. Below this stratum 
the temperature is about + 1? and the salinity more than 34 /00. 


23 


After these hydrographical remarks I shall now give a short 
account, based on the journal, of the progress of the cruises as 
far as it is of interest regarding the present matter. The account 
should be compared with the adjacent list including all stations 
from which chaetognaths are noted in the journal. The stations 
from which the material or a part of it has been preserved are 
marked with an asterisk ("). Abbreviations: Y — young-fish trawl, 
BR: << arge ringtrawl,"SR' == small ringtrawl; PE == plankton- 
net mig <= midutes;,S. ==" Sagiltd: 

The investigations were commenced on May 12th 1908 at Lat. 
599 25' N, Long. 22956" W. During the sailing towards the west 
a series of pelagic hauls was carried out. From the first station 
to the longitude of Cape Farewell 16 hauls were made. Sagittas 
are noted from 12 hauls. 3 of the four hauls by which no chaet- 
ognaths were found are surface water hauls between Long. 30? 40' 
and 34" 41” W. At the first station one specimen of Sagitta plank- 
tonis was taken by the young-fish trawl with 175 m wire"). With 
this exception the whole of the preserved material from this first 
Series of stations belonged to the two species Sagifta maxima 
and Eukrohnia hamata. It will be noticed that both species are 
numerous in the deeper strata, while the surface water contains 
few or no chaetognaths. In the preserved material from the sur- 
face I have only found E. hamata. 

From May 3lst to June 7th some pelagic hauls were made 
South-west of Cape Farewell and in the southern part of the Davis 
Strait, the course following the edge of the field-ice which in 1908 
had a considerable extent and filled up the sea to a great distance 
from the coast. Chaetognaths were quite absent in the neighbor- 
hood of the ice. Within this space of time they were only found 
at two stations, both in some distance from the ice: at stat. 19 a 
number of S. maxima and E. hamata were taken with 200 m 
Wire; from stat. 23 "one large Sagitta" (which probably means S. 
maxima) is noted as being found at the surface (temp. 29.85, sal. 
34.69 9/00). 

From stat. 30 the course was made inwards towards Fylla's 

y According to the leader of the expedition the depth in which the nets 


are -fishing may as a rule be calculated as about ”/s of the length of the 
wire used. 


24 


Bank. As long as the ship was above deep water, chaetognaths 
were found in large quantities. Still on the western slope of the 
bank fmany small Sagittas" (probably E. hamata) were taken. 
East of the bank ”"a few small Sagittas" were captured, but within 
the area of the bank (within the 200 m line) where the cold and 
comparatively brackish water reaches the bottom, chaetognaths were 
completely absent. 

Stat. 43—64 are from Godthaab Fjord, mostly bottom-fishery ; 
some pelagic hauls were made, but no chaetognaths were found. 
In this fjord the temperature had its minimum about 100 m below 
the surface, increasing from this depth towards the bottom but 
never reaching 1YC. The salinity had its maximum at the bottom 
Dditnever: exceeded 33,5 Yoo. —- Stat. 65——70. are; from Fylla's 
Bank; no chaetognaths were found. At the stations 71:73, 74, and 
76 just west of the bank numerous specimens of $. maxima and 
E. hamata were brought up, particularly from the deeper strata 
where the salinity was more than 34 9/9. 

The course was now directed towards the north over the banks 
(Lille Hellefiskebanke, Store Hellefiskebanke) via Holstensborg to 
Egedesminde with bottom-fishery and some pelagic hauls. The 
pelagic stations until 107 have all been taken within the 200 m 
line. Chaetognaths have only been noted from two stations (79 and 
81), both from Lille Hellefiskebanke. Unfortunately the specimens 
have not been preserved. 

The cruise was continued via Godhavn to Jakobshavn with 
Several pelagic hauls off the south-eastern coast of Disco. Chaeto- 
gnaths were never found except at the stations 124 and 125, but 
here they constituted the bulk of the plankton. Unfortunately only 
the material from stat. 124 was preserved. It was taken by the 
ringtrawl with 150 m wire (about 100 m below the surface, temp. 
11 ass sal 3302/09). Sagitta elegans which here appears for 
the first time during the cruise, makes the bulk of the catch; 
here also a few E. hamatu were found. Stat. 125 was -taken in 
the same locality and with the same net but with 550 rå wire, 
about 350 m below the Surface, temp. 09,9, sal. 34.19%/00). It would 
have been of great interest to see, whether the facts in this locality 
had been a parallel to the facts in Umanak Fjord as mentioned 
below, i. e. whether the bulk of the chaetognaths captured in the 
deeper stratum with higher salinity had belonged to E. hamata. 


25 


No more pelagic hauls were made until in the Umanak Fjord 
on August 6th, when four hauls were made in different depths. 
At the deepest haul (800 m wire, temp. ca. 17, sal. ca. 34.5 "/00) 
Sagitta maxima and Eukrohnia- hamata were taken in abund- 
ance. In the material from the next haul (450 m wire, temp. ca. 
0'.5, sal. ca. 34.1 %/00). S. elegans was the dominating species. The 
few specimens brought. up by the third haul (150 m wire, temp. 
ca. — 09,4, sal. ca. 33.6 00) are considered to have remained in 
the net from the previous hauls. By the fourth haul (50 m wire) 
no chaetognaths were taken. 

During the voyage towards the south to Egedesminde chaeto- 
gnaths were only found at two stations (178 and 179) near the 
west-coast of Disco, viz. 2 specimens of $. elegans and one non- 
preserved specimen. 

On August 17th the ship left Egedesminde. A little west of 
this place a large number of S$. elegans and some E. hamata were 
Captured by a haul with 350 m wire (temp. ca. 09.5, sal. 33.s %/00). 
Then the ship went towards the south fishing near the coast and 
over the banks taking numerous stations including pelagic hauls 
and bottom-fishery. The temperature decreased, as a rule, from 
4—5" at the surface towards 0? at the bottom. Chaetognaths did 
not occur one single time during this part of the cruise. But when 
returning into the Atlantic (stat. 276, September 27th, salinity at 
the surface 34.3 %/%) we find once more E. hamata and S. maxima 
in great numbers, exclusively young individuals. From almost all 
Stations south-west of Cape Farewell and on the journey eastwards 
in the Atlantic chaetognaths have been noted in the journal, and 
in several cases they constituted one of the most important items 
of the plankion. Most specimens were found in the deeper strata, 
but they also occur at the surface. In one case (stat. 297) "many 
Small Sagittas" have even been found in a surface-water haul 
with the plankton-net. — The last station of the cruise is stat. 
300, on Oct. 6th. ? 

In 1909 the cruise was commenced somewhat earlier than the 
Previous year, the first station being taken on April 25th at Lat. 
609 10'N, Long. 28% 13' W. On the journey towards the west 
chaetognaths were taken, as in 1908, by almost every haul, spar- 
ingly and "small" (i. e. Eukrohnia hamata) at the surface, and 


26 


in the deeper strata both E. hamata and S. maxima in such 
quantities that they constituted the bulk of the plankton. 

On May 3ård the course was directed towards the land till the 
ice was met with. In the neighborhood of the ice chaetognaths 
were completely absent from the upper strata where the temp- 
erature and the salinity were low. At some distance from the 
ice three hauls were made at one and the same locality but in 
different depths (stat. 320, 321, and 322). The first haul was a 
surface-water haul (temp. 39%20, sal. 34.54 %/00); no chaetognaths 
were found. By a haul with 600 m wire (temp. 49,55, sal. 34.88 
9/00). E. hamata and S$. maxima were taken in abundance. By 
the last haul (2000 m wire, temp. about 4, sal. 34.9%/00) also S. 
planktonis and E. fowleri were found. 

The ship left the ice which had a far less distribution in 1909 
than the previous year, and went towards the north-west through 
the Davis Strait with a long series of pelagic stations over deep 
water outside the tract Frederikshaab—Sukkertoppen. Chaetognaths 
were taken by almost all these hauls. On May 6th, Tth, and IIlth 
the salinity of 34 %”oo was met with in the depths 27, 75, and 
120 m respectively (comp. p. 22). It is interesting to compare this 
fact with the occurrence of the chaetognaths, the upper limit of 
which was near to the surface at the southernmost stations but 
considerably lower at the northernmost localities (comp. p. 47). 
Within this space of time some interesting deep-water hauls were 
made, by which some specimens of S$£. planktonis and E. fowleri 
were found. At stat. 336 four individuals of S. elegans were taken 
by a haul with 1200 m wire; as to this remarkable faét; see DE 
low p. 34. 

On May 13th the ship arrived at Sukkertoppen whence it con- 
tinued to Holstensborg with bottom-fishery and some pelagic hauls 
outside the banks, particularly in the neighborhood of the "west- 
ice". The deeper hauls brought up chaetognaths in abundance, but 
none have been preserved. By a surface-water haul near Holstens- 
borg (stat. 386, May 28th) "a few small Sagittas”", probably $. 
elegans, were taken. During the following days fishery-investigations 
were carried out on Store Hellefiskebanke: the pelagic hauls at 
this locality did not bring up one single chaetognath, while a 
number of hauls over deep water outside the Lille Hellefiskebanke 


AL 


(stat. 403—412) brought chaetognaths in abundance; the preserved 
specimens belong to $. maxima and E. hamata, From the pelagic 
stations of the following days, over Lille Hellefiskebanke, no chaeto- 
gnaths have been noted. — On the journey towards the south "a 
few Sagittas" were noted from stat. 424 on Lille Hellefiskebanke 
and stat. 425 between this and Fylla's Bank. A cruise outside the 
1000 m line (stat. 432—435) brought up large quantities of fthe 
usual large and small Sagittas". 

From June Ilth to August 4th was particularly devoted to bot- 
tom-fishery near the coast and in the fjords from Fiskernæs to 
Julianehaab. The few pelagic hauls in the upper strata brought no 
chaetognaths. But three hauls (stat. 503, 545, and 583) demon- 
strate that Sagitta elegans may be found in great abundance in 
the deeper strata in certain fjords, as also Eukrohnia hamala pene- 
trates into the deeper parts of these fjords. 

South of Northern Storø (stat. 503) two hauls were made: by 
a haul with 100 m wire no chaetognaths were found, while a haul 
with 250 m wire brought up a considerable number of $. elegans 
and some E. hamata. This is very interesting, as at this locality 
the temperature was negative in the deepest water layers (100 m 
=— 09.18, 175 m — 091) but positive in the upper strata (50 m 
+ 0%42) though always below 1? except just at the surface. The 
salinity was in 175 m 33.6 9/00, in 100 m 33.2 %00, in 50 m only 
32.5 "/00. Thus we see that these species may occur at a very low 
temperature, but avoid water of low salinity. 

In Bredefjord (stat. 545, July 21st) the temperature was below 
1? from at a short distance below the surface down to a little 
more than 150 m; the salinity was 25.46 "/oo at the surface in- 
Creasing to 33.80 ”/oo in 150 m. From about 200 m to the bottom 
(685 m) the temperature was more than 3? and the salinity more 
than 34 9/40, i. e. the deeper parts of this fjord are occupied by 
Water of the same temperature and salinity as in the atlantic water 
in the deeper parts of the Davis Strait. At this station large quant- 
ities of S. elegans and not a few E. hamata were captured by a 
haul with 325—400 wire. 

In Skovfjord, north of Julianehaab (stat. 583, August 4th) we 
find similar facts, though the temperature did not reach 3” even 
at the bottom (200 m: temp. 19.6, sal. 33.8 ”/00; 320 m: temp. 29.3, 


Skan Toe > | in d | TT EEG IOG ENE ENEDES ØGES SENSE 
'S [ets pue Sr Jo sdeay i å | 6 | sad. 1.5: 005 ÆT BI QE3 ÆG 90 | — | PLx 
'S ogsej pue [[8ws £uew | | | | — og | 008 7 - | æt e0 88,60 Lr FREE 
rs EH le AS | | | rr eee an Fole 20,00] JAGET åt 
S IIeWus mo e | — | 00IÆS- | 21688 «LP 6€9 | IA'6 | QLE 
Ses fan SK ER RR | ME DO ME 
paAlasajd | | | | | | 
suaupads awuos 'g jo sdeoy E… — 0£| 002 — | EN | — | ge, 
'S aWos | == 081 04 77 FE bd .SZ4£9 | IA'8g | væg 
'S [B1aA9S SgI "9 09 | — 08! 0 — — | | 90£+ 
'S Auew 'ospI "2 0 | Kær oe al | 8809S <0,£9 | IA'L | 80Ee 
'S oe QUO | | | De os DE IS J0,48S | IAT | gg 
'S 9818] aWos OS "9 OIT ad | — 0£ 002 "H"T | bob <br 48S | AE | 961e 
'S au0 | — pel. 038 | OP GEb OS LS | A6| øl 
S Auew 000S "I 00£ "3 eN 00S A | 2 06E€ 80689 | — | SIx 
"$ Møj aWu0s 8S | "SLIDE | Of A | <OI 06E <8048S | ADT | El» 
00 'S mews | == "0 0'YS | «61 0LE .S048S | A'SE | el 
ly S moj | Besr 8 8 Søk pk | Mt 
'S Mmoj | mr bo 0 Y'S AVGSE LE SLS | A02 | Ol! 
'S Aueur JeaJg eg 000 < (USSR == 08 009 A SS SE LEE 48S | — | 6e 
'S aWos | == pe OA ES SE bE.8S | — | 8 
'S Maj as . | == 09 OSI A Gb GE £E08S | ALI! L 
02 | — 0£ 0 WS ES abE 4 89 |A9r | Øe 
PI | == ØR 0 48 — Fee mee 
'a0uBpunge ul 'saldads o8Je| "g OLED 1 100080 uw 08 SALA OS 2 «SC 469 | ATI | Blw 
| "/ABUOT "N IT | 8061 | 
| 
SE zE Ey 4 ey | | z DE 
åg z 3 =2 NÆ. SE [ney 24] Jo no aJTA UI c | E | 25 
TeuJnof ou] UT syv wo SE SE SE | 3 sg | 5E Uuomuand | ismyededdv | År pedo'T | " | SE 
Bee 0 | | | 1 
; paazosoad suatwtoods Jo Joqwunyn | | | …— | 


uompodxy 931, 


ay3 Jo jeusnop oy ur pajou usoq oney syjeufojoeyg yqo1ym wo suonejs Jo 817 


'S [Pus 3W0s : | | me Gå 0 'Id 00 Pe. «JF 46S | — 00£ 
'S Maj EB | == 0E 108000 JT 65 PE <1P,6S Evy 667 
"[[eWs | | 
pu8 pazZIs-aJpriw "g Moj 8 Jou 001 2 PER | | og 00S "HT 20 4SC «1969 | X9 867% 
'S [eWwus 0 "Id &bvole 01469 Xp | LER 
'S [blus Møj =——$] 0 'Id <IS 96C .8C 08S DE S6e 
"$S 9W0S — 0O£ | 08 & 002 'H"T | .62,0E£ SEC 48S ZR E6e 
"(paZIs-aJppIw) "S pue snu 
-BJ8ED :sJu2)U09 24] JO Jjed ulvw OS ” ogs "I — 0£ 00S "A”T SE 00E FC ,08S | XE C6C% 
S I[ewus Aaj aW0s sm 0 "Id FE Er FRK 16€ 
S IIews aw0s HE DE 7 ES 08E «II 489 neg 06 
'S 1lews jo sdeay DE EOS FRUE MT 1 AGE 18 XI 68 
'S Mews jo sdeoy 00gI "2 se "I — 08 0889 0008 HT A2olb 6S9LS XIOE | O88S 
Jodie] alm ge '$ awos 
19409J0W "gg [Jews Jo sdeoy 000£ "I 0IE == DE 0001 "Aa 7 BP 0Eb «IS (LS sæ C8Ce 
'S [[eWus maj eg fre Bl DE "FT PS 0Eb «IS 4LS sæ v8c 
oo 'S [Jews 9y) Jo Maj es 0 "Id == am SE £8C 
NA "sJu9jqu09 JO pPUIY aWws | 08 % OSI "AT | SS4EP LIS OLS | — 78 
'S meWws jo sdeoy QOSI "3 OP 00 7 LS oLb LIS OLS | XT'6C 18C+ 
'S [Jels au) Jo Maj aWos ==. 0E Of FT <OI o£LPb «SI 48S =- GL? 
SJUuU3)U09 93U)] JO YInq 
og) gulyew "gg [ews jo sdeay os9 ”o Og 2-00 AT | Cl oLb DI 489 | XE8E | BLCs 
paazoasold afdues'"g [Jews Aueul Sec "I 08 "HT <00 IS 81 069 | XILC | OLE + 
"3 Jo sdeay $ EL — 0£ OSE "1 ZI4ES «OP 089 |IIIA'LI! P961 + 
S auo — 0OE! 08% 0OP'Aa'1 | FSoPbS (8C 969 |IIIA'6G| 64I 
S [lews 0) få — & 0 "Id <00 SS «IP 169 DE BLI 
zmey | FE 
snolsgld Wo "S [Jews Mmoj e == DE OSI "AT | 02 02S <br 404 | ELI 
g ogkej moj e "Jews jo sdeoy 691 IR P9E — 0£ OSb "UT Æl GES Zb OL | — | 2Lis 
'S [Jews Åuvw 'o981e| aWos 06 æ E == DE 008 "HAT LOGCS «IP 204 |IMIA 9] ILIe 
”S fuewu | | ie — == == 1 | Bel 
”g Apsou 'sju9)u09 yonu | PI OSL DSE MT | Æ1,2S LI (69 UA 9] PE « 
”S mrwÉs awos | | | | | — Ob | (010 ÆT | ALPE SP. 00 | | IA'92 | 818 
| — bt 00-08 HT I 20 obs IA'SZ | 864 


'”S [Plus aWuos 


«db ob9 


oma, "88 =: la as Å ERNE AL: REV SAR ES ERESØSE SE SE EGE EEG 


Baz SR SEES — anse mera ler SÅ SKOALORSELSER SERENE SEE URE 


30 


re 


Jo om 'sju3ju0od aJqesapisuoa 


09 |00S1 8001 "AT | .0£.SS 10 79 


"S Aue 'sJu9)Uu09 aJgeJap]suo9 EL | 9 SL | v — 109 OGET AT 81 0SS «90 079 | A'8 DEE + 
[es | | | 
Ararej pue age "g A£urw | g (GEA ROR 6 == 09 O£SI UT — — 3 ALDEREN 
'S [Ibs aW0s LENE 08 'A'T SS otS .81,£9 | AL CEE 
'S [[eWws jo Jaqwnu É — 0 0 WS SE £: SE: oge 
'S [[eWus moj ge bun: 0 'Id cleps BE sE0 | GE 
'g Møj 8 'sJu9)Uu09 ssaJ DE 08 "H'S ze BE < SCE 
"[[etus pue age "S puz 
snugje) Åjuew 'sjuajuod ssaj — 0£ 002 "Y'S ze ; me LZE 
'[[etus pue 
og fg Jo soqunu ge aymb 97 Et OOS DER 8000 | AO OZE« 
"Ieus pue ogsej "g Auru |] os" 9 6 — 09 | 0002 37 Er RR SR 
Tewus put 2818 "g £uewu SEJ 001 GE 009 "HT oe 48r «LO 909 | AE | 12E… 
"([ews pure 922312) "9 
Aurew 'sjuajuo) aJqeJapisuoa 997 O£I 5% DE 00S 'A"1 87 40S «69 498S | Al GIEx 
(ole) "gs 
Årutew 'suojuoo qonw Afutej all == RE OR RT | OPGEN ÆL00S | AT0Ct SlÉs 
'snugjen pue 'g 
Åuew 'sju9juod aJqeJapisuod Ser 5 cg r-BE 0001 "AT el olb «OC 608S | AI'8C | 80£% 
”p2ZIs-a[pplu "g aluos 02 "2 ==: 0 0 Y'S mr ne TS TS 
"[[ewus Aare) "3 aWos NES 0 "Id SI 08€ SC 48S | ATLE | SOE 
Tlewus Apaej "gs moJ sr 08 0 "Y'S S04£E 482 ,6S | AT9Z | $0£ 
RB vet == .08 0:48 mu rr 1 H BDE 
eee ke mu & 0 "Id ET 087 01 009 | ATSZ | 10£ 
"ACBUOT "NET | 6061 
| | gg 
3 vår E (sa Fe - 
[eu.nop og) ur syrvuroy SE FE sg 5 Z SE NØGLE | al pels Aeg £yedor| z S5 
= 5 | E j z E 4 
(al 


panazosald suswtoods Jo JaqumN 


'S Jews jo Joqwunu e | SEM ENS «90 08E «6P OLS | XT6Z | 6S9 
SE 'S [Pwus £Auew 0ZI "US FE 9 .9S 469 | XT9Z | FS9 
'S ÅnsoWw 'sJu3]u0d aJqeJapIsu0I Je I OPL og HT qegyougnf 
J8au pJ10(JA0OYS | IIIA'b|  €89% 
"S Å[9AlS 
nJox3 Jsowe 'sju9ju0oo qanw 09 "3 Sc8 II — 0E£ | 00f % SCE AT| piofspug -|IIA' TZ! SpS, 
'g Åuewu IZ IOI OST "Y'S QBBySYIIOPAIJ 
J8QaU ØJ0JS 
RTE UISUNON J0 "S |IAZT | €O0S+ 
Tlews pue a8J8| "g Jo sdeay É 001 7% 0ZI'U'S | 89489 69,29 | IA'O1 | ser 
'g ews | | 
pue ogiej jensn am jo sdeoy 0021 '00SI HT! SI obS .£S 429 | == rer 
Tlews pure age "g jo sdeay == SP 108001 02] TE HB PS SO 400 1 RR 
RE NS 40 [ap Jjeøds 8 ses OT ES (EP (ES «60 4£9 | IA'6 | CEb 
'S [blus Moj & == Sp 08001 001 4 TT] 5S0,ES Fa b0 (TAS cer 
'S [lus Moy. tg — St |08'001I '0CI '"A'T| Ob. ES «IP ob9 | IA'L | ber 
"T[ews put age] "g jo Joqwunu | == 05 001 RR 020 ST DE SPE 200 1 ØR 
Tewus pue 9818 "g £Auew | — DE (001 8 001 US 01, SS 12,70 |TAE | [lv 
'S Auew OST "2 OS "3 — …g] 001 HT CI 09S SC ob9 | IA | SObe 
Tletus pue age "g Auewu == DE 001 "Y'S DE 9S GE ob9 | IAT | £Ob 
'S [Jews Moj ø == RR 0 'Id (ES ES «ES 499 | A'8T | 98£ 
"op "op =D OSL "HT «IE 49S SP 499 | A'IE | -gLE 
[es pue ole "gg : | | 
Ansow 'sjuajuo) oJgqeJapisuod == 00. 008 AT FO LS «12 099 | | A'8I £9g 
'S JO Jaqwnu ssoj qoanwu | sæ DE | 001! "Y'S | (60 49S 504099 | — | 19£ 
'S [[eWus pue snur Jen | 3 | | | 
Aurewu 'sjuaju0oa oJqesapisuod | | er Oe D0S NS | 14,00 1000 7 AGE Øl 
'S fAurwu | Og TT | BLE See Al! | 8PE 
'S [Jews pue ae jo spuesnou) og" [40k "9 == DØ 00 '009 008 "UT. <0049S CC oP9 | — | PE 4 
'S £urwu | | | DOG HT | ESS Ce, b0 1 I Se 
's Auew re | | i. 008 MT 18k SS 22 PO (AO | pje 
be 'sJu21u09 mr i å) Å åg åbn RS en RENSE DSE SES mg 


sg 


sal. 34.1 9/00). At this station one specimen of $. maxima was 
found together with some E. hamata and numerous S. elegans by 
a haul with 350 m wire, — In Julianehaab Fjord no chaetognaths 
were found, though in the depth inwaich the net was fishing (300 
m wire, about 200 m below the surface) the salinity was 34 9/40 
(temp. ca. 17.5). 

The time from August 4th to Sept. 25th was occupied exclu- 
sively by bottom-fishery near Julianehaab. — On Sept. 25th—26th 
5 hauls were made in different depths: south of Julianehaab. Chaeto- 
gnaths were only found at stat. 654 (not preserved). Finally, at 
the last station of the expedition, stat. 656, Sept. 29th, "some small 
Sagittas" were found. 

Å summary of the facts mentioned above compared with the 
remarks on the hydrographical conditions will give us the following 
general results. 

In the North Atlantic on both sides of Cape Farewell and in 
the southern part of the Davis Strait chaetognaths may be found 
in the upper water layers, though in small numbers only, and only 
when the salinity is at least about 34 %00; they are therefore 
absent in the neighborhood of the ice, and for the same reason they 
are never found' in the upper water layers of the northern part of 
the Davis Strait. In the deeper strata of the Atlantic as well 
as the Davis Strait the chaetognaths are abundant. The vast 
majority belong to the species Sagilta maxima and Eukrohnia 
hamatla. 

Above the coastal banks, where the cold and comparatively 
brackish water of the polar current reaches the bottom, chaeto- 
gnaths are very rare; not even the neritic and arctic S. elegans 
var, arctica is found in any number worth mentioning within these 
areas, 

Ås to the coastal area, particularly the fjords and gulfs, the 
occurrence of chaetognaths is bound to water with a certain amount 
of salinity. They are therefore absent from fjords to the interior 
Parts of which the salt water of the Davis Strait or Baffin Bay is 
not allowed to pass. In fjords which are in open connection with 
the sea, chaetognaths are often found in great abundance in the 
EGN mg hb iayars, SÅ elegans is particularly -common in this 

area, while E. hamata and, particularly, $. maxima 


33 


require very deep and salt water and are, consequently, found in 
smaller quantities and are probably to be considered as mere 
guests even in the deepest parts of the coastal area. 


Sagitta elegans Verrill. 
Sagitta elegans Verrill 1873, p. 626. 
forma arctica Aurivillius. 
Sagitta arctica Aurivillius 1896, p. 188. 
—  bipunctata f. arctica Ritter-Zåhony 1910, p. 255—264. 
— elegans f. arctica Rilter-Zahony Tora, p. 12: 


Sagitta elegans occurs in the coastal areas of the northern 
Atlantic and in the arctic waters from Smith Sound to the Kara 
Sea. It is also found in the Bering Strait and has, therefore, prob- 
ably a circumpolar distribution though it has not yet been found 
off the northern coast of Siberia, an area hitherto very deficiently 
investigated. It is difficult to state exactly the distribution of the 
Species, as it-has frequently been confounded with other species, 
particularly bipunctata Q. G. The relations between Sagitta elegans, 
bipunctata, and setosa have been dealt with thoroughly by Rit- 
ter-Zåhony (1911a, p. 15 and 16). As the probable southern 
limit of the distribution in the Atlantic he regards the limit be- 
tween the Labrador and the Florida Currents in the west, the Bay 
of Biscay in the east. — Fowler (1906) has also pointed out 
the probability that different species have been confounded under 
the name of bipunctata, and he remarks (p. 68), that if the records 
in the literature were correct, S. bipunctata would be "the most 
" eurythermal, euryhaline, and cosmopolitan organism known". 

The forma arctica is distinguished from the other varieties 
particularly by its considerable size and the comparatively short 
tall. It is widely distributed within the arctic seas and occurs, 
Moreover, in the deep parts of the Skagerak. It is the only species 
among the chaetognaths of the arctic region which has its prin- 
Cipal occurrence in the neighborhood of the coasts. Aurivillius 
(1896) records it as occurring in crowds at the surface in the 
Davis Strait and Baffin Bay between Lat. 647 45' and 749 N., and 
according to Moss (1879) Sagittæ very like bipunctala were 
Common in the morth water of Smith's Sound and in the Baffin 


Vidensk, Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 3 


34 


Bay. -— According to Ritter-Zåhony (1910) who has thoroughly 
dealt with the occurrence of the species at Spitzbergen, it is abun- 
dant there in the shallow-water coastal region, fairly common in 
the upper water layers within the déep-water coastal region, spar- 
ingly occurring in the upper strata farther from the coast, and 
then mostly large and medium-sized individuals. He points out, 
that it was never captured by any haul fishing in the mesoplankton 
only (2: deeper than 200 m); it is unproved, therefore, that it is 
able to penetrate into the inesoplankton of the arctic waters, though 
it is not quite improbable that it does so occasionally. It is an 
interesting fact, therefore, that the "Tjalfe" has captured four large 
specimens in the Davis Strait (stat. 336) by a haul made with the 
ringtrawl with 1200 m wire, i. e. about 800 m below the surface 
of the sea (the depth of the bottom was 1040—1100 m). At this 
occasion the net was provided with a closing apparatus; it seems 
excluded, consequently, that the animals might have been captured 
during the hauling up of the net through the upper water layers. 
It is also excluded that they might have remained in the trawl 
from previous hauls. Consequently the catching of the four spec- 
imens proves, that S. elegans may be found, occasionally, in deep 
water far from land. 

With this exception all the specimens of $. elegans found by 
the "Tjalfe" (in any case as far as the material has been pre- 
served) have been taken in localitiss near the coast, viz. Umanak 
Fjord, west coast of Disco, Disco Bay, and three of the inlets of 
the southern part of the west coast. It is possible that the few 
non-preserved chaetognaths noted from Lille Hellefiskebanke (stat. 
79a, 81a, and 424) have belonged to this species. But as the 
specimens are few in number, and as no chaetognaths at all were 
taken by the numerous other pelagic hauls over the banks, we 
may state, that S. elegans very seldom occurs within the areas of 
the coastal banks of West Greenland. — The numerous pelagic 
hauls made in the fjords and gulfs seem to show, that S. elegans 
is, normally, only found in such inlets to which the water of the 
deeper parts of the open sea (Davis Strait or Baffin Bay) has un- 
hindered admittance. In such waters the species is, as a rule, very 
abundant. 


Ås to the depths from which the material has been brought 


35 


up, we will find, that very nearly all the specimens have been 
found at a fairly large distance from the surface. In one case 
only it was taken at the surface (two individuals from stat. 178 
or the west. coast of ;Disco, temp. 3% sal: 32.4 Y00: — A few 
non-preserved specimens from the surface near Holstensborg (stat. 
386) possibly belong to the same species). Numerous individuals, 
on the other hand, have been captured by the ringtrawl with 150 
—450 m wire, i. e. about 100—300 m below the surface. It is 
of special interest, of course, to regard the cases, when hauls have 
been made in different depths at one and the same locality. The 
four hauls from Umanak Fjord and the hydrographical conditions 
at this locality have been mentioned in the introduction (p. 25). 
By the deepest haul, 800 m wire, 7 specimens of $. elegans were 
Captured; it is very probable that these specimens were taken, while 
the ringtrawl was hauled up through a higher water layer, where 
the species was very abundant, as is proved by the next haul 
(450 m wire), when 364 specimens were taken by a haul of the 
Same duration (30 minutes). By the third haul (150 m wire) only 
a few chaetognaths were found, and the journal points out as a 
possibility, that these specimens have remained in the net from the 
previous haul. A haul with 50 m wire caught no chaetognaths. 
It is evident, consequently, that the predominant part of the indiv- 
iduals of S£. elegans, possibly the whole crowd, at the moment in 
question has lived in the strata about 300 m below the sur- 
face, where the temperature was about 09,5 C., and the salinity 
about 34..—34.2 9/00, i. e. in the upper part of the water origin- 
ating from the deeper parts of the Baffin Bay. 

The abundance of Sagitta elegans in the deeper, salt water 
layers at the stations 503, 545, and 583 in South-Greenland has 
also been mentioned in the introduction (p. 27 and 32). The species 
was found here about 160—200 m below the surface at a salinity 
of 33..—34.4 9/00, while the temperature varied from about — 0.s 
10335 

With the exception of the two specimens from stat. 178, where 
the salinity of the surface water was about 32.4 ”/oo, the species 
Was never found at a salinity of less than about 33.6 500. 

It will be seen that the occurrence of Sagitta elegans in the 


waters of West-Greenland differs rather considerably from the oc- 
3" 


36 


currence at Spitzbergen as stated by Ritter-Zåhony (se above). 
This may be due to different hydrographical conditions. 


Sagitta elegans is protandric but not to a strongly marked 
degree, as far as the ripening of the eggs begins, frequently, be- 
fore the sperm is evacuated. 

Before the ripening process commences in the testes, these are 
prolonged to the hind part of the tail; in specimens preserved in 
formalin they have an intensive amber colour. When the testes 
have reached this shape, the ovaries are still very small, 3—4 
mm, and all the eggs are small. As a rule the ovaries retain this 
appearance some time after the ripening of the sperm has com- 
menced, but before the sperm is evacuated the ovaries begin to 
develope. The length of the ovaries, when the ripening of the eggs 
begins, is very variable; as a rule they are 5—6 mm, but ovaries 
only containing small unripe eggs may be 8—10, even II mm 
long; in the material from stat. 124 (Disco Bay) I have found in 
several cases that ovaries, 3—4 mm long, contained a number of 
large eggs (see below). — While the eggs are developing, the 
sperm is evacuated. Individuals of the subsequent stage are very 
scarce in the material in hand. One might fancy individuals, sperm 
totally evacuated but ovaries not fully mature, or individuals with 
mature ovaries and with remains of sperm in the tail. No such 
individuals have been found. In the few specimens with fully mature 
ovaries the sperm has been totally evacuated. I have only seen 
four such specimens. The total length and the length of the ovaries 
in these four specimens were: 33 mm (ovar. 7 mm), 33 mm (ovar. 
11 mm), 35 mm (ovar. 9—10 mm), 36 mm (ovar. 12 mm). The 
ovaries may become still longer. It is not unrare to find ovaries, still 
containing unripe eggs, measuring 12—13 mm; in the material from 
stat. 196d there is a specimen, 38 mm long, with ovaries, not 
fully mature, of 13 and 16 mm. — Undoubtedly the animal dies, 
when the eggs have been spawned. I have only seen three indiv- 
iduals, in which both sperm and eggs have been evacuated; they 
were all from Umanak Fjord. 


We may arrange the individuals of this species into groups 
according to the state of maturity in the following manner: 


Group I. 


Group II a. 


37 


Sexual organs unripe. In the larger specimens the 
testes are prolonged to the hind end of the tail. 
The tail is filled by mature sperm. The ovaries are 
small or somewhat prolonged (2—11 mm, rarely more 
than 6 mm), all the eggs are small and alike. 


Sagitta elegans. 


Length of Specimens of Group II and their Ovaries. 


E Group IIa Group II b 
z (average length 34.3 mm) (average length 34.1 mm) 
HE: Length of Ovaries gu Length of Ovaries Ez 
RB in mm … od in mm Hen 
o (æ= ves 
Sr ES Ferran TEE 12.5 
> 4 Rex 
g 2 3.45 67 8910 158 47506 7 8 SME 125 18 Fo 10 55 
SEE USE | Ii. i 
28 112 213 ; 3 
2803 2 |] i NESAS END SAN | 4 
30 HE Æ 2 1 SE Re ERE RD 2 
SEES SER BESS SØ nn Ms f: 
S2 li see bis 1 3 SØ É 
33 SØ då 6.9 1.2 6 
34 HED FE Aa. Sk 1 1:33 sv 1 10 
35 VS: 8|!|. | KØBER AES SE BRS KR ANØRE 1 10 
36 SR HED 6|!. Fe øse ER 8 
37. 1552. 3 RRS Sae He] Te 
38 ES: FR 1 ø 
39 1.2 — FE 2 1 3 
40 FARE GER | 6!. i ; 
41 |. å i 1 1 
BR] SAR re 
[81010711 61... ridslé 413 01300 882 33 11 75 
Group Ilb. The tail contains mature sperm (the evacuation has 
not yet commenced or is, at least, not finished). — 
In the ovaries the ripening of the eggs has com- 
menced, a number of them being of considerable 
size. Length of ovaries varying from 3 to 16 mm, 
on an average 7 mm. 
Group III. Sperm entirely evacuated. Ovaries (or oviducts) oc- 


cupied by mature eggs. 


Group IV. Ovaries empty. 


58 


The -size of the individuals in the different stages of maturity 
is very variable. As a rule the male puberty is reached when the 
specimen is somewhat more than 30 mm, but I have seen indiv- 
iduals of group lla from 27 mm and group Illb from 28 mm. 
The length of specimens of group lla varies from 27 to 42 mm 
with average length 34.3 mm. In group Ilb the limits of variation 
are 28 and 41 mm, average 34.1 mm. The average length of the 
four specimens of group Ill is 34.25 mm. The three specimens of 
group IV are 35, 41, and 41 mm. — It is evident, that the growth 
of the individudls ceases at the same time as the puberty is 
reached, and that the length of a mature Sagitla elegans (when 
preserved) is on an average 34—35 mm, but varies very much. 
A tabular view of the length of 150 specimens of group II and 
of their ovaries is given p. 37. 

Nearly the whole of the material of Sagitta elegans pilot] 
by the expedition is from the months of July and August. At most 
stations small and full-grown specimens were found together, which 
indicate that the breeding period in the Greenland waters extends 
over a considerable space of time, though the relative numbers of 
individuals of the different groups at different times seem to indic- 
ate, that the bulk of the specimens breed in the autumn. —- Three 
of the four specimens from deep water (stat. 336, May 1909) be- 
longed to the group Ill. A specimen found by Motzfeldt at 
Fiskernæs on March 15th 1914 had mature sperm, and the ovaries 
were 9 mm long. 


In the preserved material Sagitta elegans occurs from the fol- 
lowing 9 stations: 


Stat. 124, Disco Bay, Lat. 69" 17' N., Long. 52? 14 W, July 
I6th 1908, large ringtrawl, 150 m wire. — 750 specimens, .16— 
39 mm. — 247 specimens, picked out at random, were more closely 
examined, partly in xylol. They are grouped according to their state 
of maturity as follows: 

Group I 181 specim. 16—33 mm 
- Ha 28 5 2734 . ovar 26 mm 
sonb 41 98 30 > - 3—13 - 

In some of the specimens from this haul the development of 
the eggs has commenced unusually early, large eggs being found in 


39 


very small ovaries (from 3 mm). In no specimens the ovaries were 
fully mature, and in none the sperm was completely evacuated. 


Stat: 171, Umanak Fjord; Lat: 70941 N; Cong: 52 075 W; 
August 6th 1908, large ringtrawl, 800 m wire, 30 minutes. — 7 
specimens, 32—41 mm. — 5 specimens, 32—36 mm, have small 
undeveloped ovaries, testes reaching to the hind end of the tail 
but immature (group I). In one specimen, 39 mm, the ovaries 
are 14 mm, sperm partly evacuated (group IIb). One specimen, 
41 mm, belongs to group IV; the empty ovaries are 9!/2 mm. — 
Possibly these individuals have been captured in higher water 
layers during the hauling up of the net. 

Stat. 172, Umanak Fjord, Lat. 70? 42' N, Long. 529 14' W, Au- 
gust 6th 1908, large ringtrawl, 450 m wire, 30 minutes. — 364 
specimens, 20—41 mm. : 


Group I 269 specim. 20—37 mm 


5 18 51 —" 28-40 -' ovar. 3—8 mm 
==" Hb 041 "7284 > - 5-—12 - 
- III 1 — 33 . 7 - 
= AV 2. —… 35—41 - 


In some of the individuals of group Ilb the sperm is nearly 
evacuated, but there are still several unripe eggs in the ovaries; 
in other specimens most of the eggs are ripe, but there is still a 
Cconsiderable quantity of sperm in the tail. 


Stat. 178, west coast of Disco, Lat. 69? 46' N, Long. 55? 00' W, 
August 8th 1908, plankton-net at the surface. — 2 specimens, 6 
mm (group I) and 31 mm (group IIb); the ovaries of the large 
Specimen are 9 and 10 mm. 

Stat. 196d, near Egedesminde, Lat. 68" 40" N, Long, 53712 W,; 
August 17th 1908, depth 410 m, large ringtrawl, 350 m wire, 30 
minutes. — 200 specimens. — 127 specimens are badly preserved 
(in alcohol). The remaining 73 specimens have been examined. 

Group I 26 specim. 28—42 mm 
slag 30 3142 + over 411 ME 
== HB. 17 ——. SIE S8 = s" Hr j6 

In one of the specimens (38 mm) the ovaries are 13 and 16 
mm, not all the eggs are mature, and the sperm is only. partly 
evacuated. 


40 


Stat. 336, Lat. 64? 06” N, Long. 55? 18” W, May 8th 1909, depth 
1040-1100: mm, rinstrawl;. 1200:m wire; —:4 specimens, 33—36 


Group I 35 mm ovar. 5 mm 
2 ll 5 SÆR - mr 
oe 35 - 9—10 - 
rn 36: - 2 


Stat. 503, south of Northern Storø, near Frederikshaab. July 
2nd 1909, depth 265 m, small ringtrawl, 250 m wire. — 101 
individuals, 11—36 mm (one specimen 11 mm, the others 19— 
36 mm). 

Group I 82 specim. 11—34 mm 
HR 3 2730  ovar ul 10 mm 
SER 6 —  K29—34 - …… 6—13 - 

Stat. 545, Bredefjord, July 21lst 1909, large ringtrawl, 325 and 
400 m wire. — About 825 specimens, 28—43 mm. — 207 spe- 
cimens have been preserved in formalin; of these only 3 have 
reached male puberty; they are 30, 37, and 39 mm long (ovaries 
7, 5, and 7 mm respectively). Group I contains specimens up to 
43 mm in length. — About 620 individuals have been preserved 
in alcohol; also within this material the very most specimens are 
immature; there are, however, 2 specimens of group Ilb: 34 mm 
(ovar. 13 mm) and 37 mm (ovar. 8 mm). 


Stat. 583, Skovfjord, North of Julianehaab, August 4th 1909, 
large ringtrawl, 350 m wire. — 740 specimens, 8—38 mm, many 
individuals of each size. Most specimens are immature, even 
when 38 mm long. Among the 207 specimens more closely ex- 
amined ripe sperm has only been distinguishable in 8 specimens; 
6 of these belong to group Ila, 2 belong to group Ilb (31 mm, 
ovar. 8 mm; 34 mm, ovar. 13 mm). It is possible, however, that 
more specimens have contained mature sperm, but the material 
from this station is very badly preserved. 


Sagitta maxima Conant. 
Spadella maxima Conant 1896, p. 212. 
Sagitta whartoni Fowler 1896, p. 992. 
- gigantea Broch 1906, p. 146. 


41 


Sagitta maxima Ritter-Zåhony 1910, p. 264. 


En rå Ds arie hexaptera Levinsen 1885, p. 341. 
- Strodtmann 1892, p. 10. 


This widely distributed species, occurring in great abundance 
in several localities, was not described until 1896 (Conant). It 
has frequently been confounded with Sagitta hexaptera (see the 
introduction, p. 19). Michael (1911) identifies $. maxima with 
S. lyra Krohn. The said author has seen three of Conant's type 
specimens and three type specimens of $. gigantea Broch and he is 
unable to find any differences of importance between these spec- 
imens and the San Diego specimens of SS. lyra. Michael tries 
to prove his assertion by means of numerous measurements, and 
he finds that the relative dimensions are the same in both forms. 
Germain (1913) also declares that $. maxima is a large cold- 
water variety of S. lyra. As I have not had the opportunity of 
comparing specimens of the two species, I shall not enter upon a 
discussion of their presumed identity; the descriptions and mea- 
Surements published by Ritter-Zåhony seem to me, however, 
distinctly to contradict the theory of the identity of the species. 
As the full-grown S. maxima is double the size of $. Iyra it 
must be, in any case, a giant variety, and it will be correct, there- 
fore, to discuss the distribution and other biological habits of the 
two forms separately. 

According to Ritter-Zåhony Sagitta maxima is found under 
Every latitude and belongs to the mesoplankton. Only in the cold 
areas it raises to the lower epiplankton, particularly young indiv- 
iduals (see below). 

In the material of the "Tjalfe" expedition this species is very 
numerous, but it has been found exclusively in the atlantic water, 
I, e, within the investigated part of the Atlantic, the Davis Strait 
Outside the banks, and in two of the deep fjords. 

In the Atlantic it was taken in abundance during April—May 
1908 and 1909, and September —October 1908. In September 
1909 it was not found, apparently because the hauls were made 
too near to the surface. Regarding the preserved material from 
this region we will find, that $. maxima was caught by every 
haul with 175—2000 m wire, i. e. about 115 to 1350 m below 


42 


the surface, while it was absent from the higher strata. In one 
case, however, a single specimen seems to have been found at 
the surface, viz. at stat. 23, whence ”fone large Sagittaf is men- 
tioned in the journal (temp. 29,85, sal. 34.60 ”/oo at the surface). 

A comparison with the hydrographical journal shows, that every 
specimen (with one exception, mentioned below) has been found, 
where the salinity of the water was at least 33.9 "/00; in several 
cases the temperature has been very low, though always positive. 
There is one exception, however, when the species was found at a 
lower salinity and at a negative temperature, viz. at stat. 30b in 
the southern part of the Davis Strait. 60 specimens were here 
taken at a temperature of — 09,5 and a salinity of 33.3 %/oo by a 
haul with 70 m wire. By a haul of the same duration and at the 
same locality but with 500 m wire (about 300 m below the sur- 
face, temp. ca. 37, sal. ca. 34.7 "/00) 685 specimens were found. In 
this depth, accordingly, the species has been very abundant, and 
movements of the water has then brought up some specimens to 
a higher stratum, where they are really not at home, 

Sagitta maæxima lives in considerable distance from the land; 
it may be carried towards the coast by the current, but it does 
not seem to thrive near land. In Umanåk. Fjord 22 specimens 
were taken with 800 m wire, 8 specimens with 450 m wire, 
i. e. in water with positive temperatures and a salinity of more 
than 34 9/00, water originating from the deep of the Baffin Bay. 
One single individual was taken in Skovfjord on August 4th 1909 
with 350 m wire (temp. 1756, sal. 33.87. 7/00 in 200 m). With 
these two exceptions the species was never found in the neigh- 
borhood of the coast, in any case no specimens are present in the 
preserved material from the coastal region, and the journal does 
not mention any "large Sagittas" from that region. 

The material of $. maæima from the "Tjalfe" expedition rend- 
ers no subject for thorough investigations as to the development 
of the sexual organs, as very few mature specimens are present. 
These few specimens seem to prove, that the species is strongly 
protandric. This will be' seen from the following notes on the five 
largest specimens from Umanak Fjord (all measurements in mm): 


43 


otal 

length Tail Ovaries Remarks 

72 16 5/4 

74 16 5!/, f testes and ovaries immature. 


68 '5 X sperm ripe, spawning commenced; ovaries 

84 16 9 tiny. ' 

86 12 12 sperm evacuated; ovaries somewhat thick- 
ened, but do not contain ripe eggs. 


Ås .to the size of the individuals at various seasons we may 
shortly state as follows: 

In the Atlantic and the Davis Strait in May—June 1908: spe- 
cimens of all sizes between 8 and 72 mm are present. By far 
the greatest number of individuals are middle-sized and large, but 
none åre mature or near to maturity. 

Umanak Fjord on August 6th 1908: size of specimens caught 
by the haul with 450 m wire 25—65 mm, with 800 m wire 44 
—86 mm; sperm quite or partly evacuated in 3 specimens. 

Atlantic about October ist 1908: every size from quite small 
to 45 mm, mainly small specimens. 

Atlantic about May ist 1909: not so abundant as in 1908, 
Size 20—70 mm, mainly large specimens. 

; Davis Strait in May 1909: 30—70 mm, mainly large spec- 
Imens. 

The large number of small specimens and the total absence 
of large specimens within the time about October Ist indicate that 
the main part of the individuals breed at the end of the summer. 
The individuals hatched in the autumn are found the next spring 
aS middle-sized, partly fairly large (but immature) specimens. Ås 
2 small number of young individuals are found in the spring, we 
May conclude that the breeding period is not limited to the autumn, 
Dut that some specimens do not breed until far into the winter 
me, If pelagical investigations in deep water had been carried out 
lg August—September we would probably have found mature in- 
dividuals, but no such investigations were made, with the exception 
of the hauls in Umanak Fjord mentioned above; one of these hauls 
brought up the only 3 individuals with mature sperm found by the 
expedition. 

Å relation between the size of the individuals and the depth 


44 


in which they have been captured is not clearly demonstrated by 
the present material. It is probable, however, that the fullgrown, 
mature specimens live and breed in very deep water; the eggs or 
the young individuals then rise. towards the upper strata, and 
when. maturity is approaching the animals seek towards the deep- 
sea again. 


Sagitta planktonis Steinhaus. 

Sagitta planctonis Steinhaus 1896, p. 39. 

— — Ritter-Zåhony 1911b, p. 29. 
—  planktonis Michael 1911, p. 44. 
—  planctonis Ritter-Zåhony 1914, p. 2. 

According to Ritter-Zåhony (1911b) this species is widely 
distributed in the mesoplankton of the oceans; young individuals 
may also be found in the lower epiplankton. As to the occurrence 
in the San Diego region Michael states (1911) that it is mainly 
found below 100 fms., but may be met with at the surface. The 
investigations of the "Ingolf", the "Thor", and the "Tjalfe" prove, 
that the distribution of the species in the northern Atlantic is sharply 
limited by the submarine ridges from Scotland over the Faeroes, 
Iceland, and Greenland, to Baffin Land. The northernmost locality, 
where the species has been found hitherto, is Lat. 65? 00' N, 
Long. 28” 10' W, just south of the Iceland —Greenland ridge (Rit- 
ter-Zåhony 1914). 

The "Tjalfe" expedition has brought home 20 specimens of 
this elegant species. One specimen, a young individual, was taken 
about 100 m below the surface at stat. 1 in the Atlantic between 
Scotland and Cape Farewell. The other specimens have been cap- 
tured in deep water off the west coast of Greenland. 

All specimens have been caught in the month of May. In the 
larger individuals the ovaries are very much prolonged, but ripe 
eg8gS are not present. The testes are mature at least in one, prob- 
ably in more specimens. 

The total length and the length of the ovaries in all specimens 
from the Davis Strait are given below (X means that the ovaries 
have not been measured): 


Sagitta planktonis has been found at the following stations: 
Lat. 59? 25” N, Long. 22? 56' W, May 12th 1908, young- 
fish trawl, 175 m wire. — 1 specimen, 24 mm. 

Lat. 607 07” N, Long: 48? 26' W, Måy 3rd 1909, ring 
trawl, 2000 m wire. — 6 specimens, 33—44 mm. 
Lat. 63? 18” N, Long. 547 55' W, May 7th 1909, depth 
1300, ringtrawl; 1530 m wire. — 7 specim,; 37-—9%8 
mm. Testes are mature in a specimen 47 mm long. 
Lat. 64" 06” N, Long. 55? 18” W, May 8th 1909, depth 
1040—1100 m, ringtrawl, 1200 m wire: — 6 specimens, 


Stat. 13. 


Stat. 


Stat. 


Stat. 236. 


Spadella 
Krohnia 
Eukrohnia 


45 


Total length Length of | Total length Length of 
of specimens, ovaries, | of specimens ovaries, 
mm mm | 
33 eg 41 14 21 
34 8 42 | 
35 4 43 | 25 
36 x 8 | ER: | 19 11:25 
37 Båg | 45 | 
38 4 6131447 548 5 | 
39 10 | 47 | 29 
40 | 48 28 


522: 


333. 


35—43 mm. 


Eukrohnia hamata (Mobius). 
Sagitta hamata Måbius 1875, p. 158. 


Hertwig 1880, p. 73. 
Langerhans 1880, p. 136. 
Fowler: 1906. 
Ritter-Zåhony 1909, p. 792. 
Michael 1911, p. 51k: 
The distribution of this species has been thoroughly dealt with 
by Fowler (1906) and Ritter-Zåhony (1910 and 1911b). The 
Species occurs in all oceans. In tropical and subtropical regions it 
Js found in the mesoplankton exclusively; in the temperate parts 
of the seas it may also occur in the lower epiplankton, and in 
Cold areas it may even be met with at the surface. As to the 
Vertical distribution in the waters near Spitzbergen Ritter-Zåhony 
States (1910), that the species has its maximal occurrence between 


46 


30 and 230 m below the surface; but it may be found, in smaller 
numbers, above as well as below these limits; in the uppermost 
water layers mostly young individuals are found. — In the San 
Diego region it is typically mesoplanktonic; it may be found oc- 
cassionally above 100 fms., but never above 25 fms. (Michael 
1911). — Ritter-Zåhony arrives at the conclusion that Eu- 
krohnia hamata is found everywhere when the temperature is 
below a certain limit (13—16? C). The following pages will prove, 
that the facts are not quite so plain. 

The species is very numerous in the northern part of the At- 
lantic ocean whence it spreads through the Davis Strait far north- 
wards into the Baffin Bay (at least to Lat. 74Y N, according to 
Aurivillius 1896), while east of Greenland the region of distri- 
bution extends all over the Norwegian Sea-and the Polar Sea to 
Spitzbergen. Near to the Norwegian coast it is abundant in the 
deeper strata and penetrates into the deeper parts of the Skager- 
rak and Kristiania Fjord (Broch 1906). It does not occur in the 
shallow parts of the North Sea (Apstein 1911, p. 174). AC 
cording to Fowler (1896) it is seldom wanting in any haul 
made in the Faeroe Channel. 

Interesting details as to the distribution of the species in the 
north-atlantic region might have been given by Ritter-Zåhony 
who was commissioned to work up the large material of chaeto- 
gnaths collected by the Danish expeditions with the "Ingolf" (1895 
—1896) and the "Thor" (1904—1907). But the publication (1914) 
which was the result of his labour only occupies 1'/2 (one and a 
half) pages and a list of the hauls (two pages). As a matter of 
fact, our knowledge to the north-atlantic distribution of the chaeto- 
gnaths was rather deficient, until the said collections could be 
worked up, and it is a pity, that Ritter-Zåhony has not paid 
more attention to the valuable material. 

If we look at Fowler's map of the atlantic distribution of 
Eukrohnia hamata (1906) and add the places, where the species 
has been found later on, particularly by the expeditions of the 
"Ingolff and the "Thor", we will find that the species is completely 
absent from the Faeroe plateau and the Wyville Thomson ridge 
with exception of a few places near the 200 m line along the 
south-east coast of Iceland where some specimens have been cap- 


47 


tured, apparently carried thither by the east-icelandic polar current. 
Ås the Wyville Thomson ridge is one of the most thoroughly 
investigated areas within the north-atlantic region, it cannot be a 
casualty that the species has never been found here. It is also 
absent from the area within the 200 m line around the coasts of 
Iceland. We find similar facts as to the occurrence off the west 
coast of Greenland, where the species has only been found out- 
side the coastal banks and in the deep open inlets of the coast. 

The "Tjalfe" expedition has brought up an enormous material 
of this species, often several thousands of specimens in a single haul. 

In the Atlantic it was taken in most of the hauls both in the 
spring and in the autumn; it was present in every depth, in small 
numbers at the surface, in great abundance in the deeper strata. 

Also in the Davis Strait Eukrohnia hamata was found in large 
quantities. In the southern part of that water it was found nearer 
to the surface than in the northern part. By far the greatest part 
of the individuals keep themselves in the strata, where the salinity 
is about 34 9/00 or more (compare p. 26 about the depth in which 
the salinity of 34 %00 was met with a different latitudes in the 
Davis Strait). "Only at one occasion chaetognaths are noted as 
found at the surface in the Davis Strait, viz. at stat. 329—330 
(Lat. 629 36” N, Long. 54? 12” W) on May 6th 1909, when. some 
few fsmall Sagittas", i. e., probably, E. hamatla, were taken at the 
Surface at a salinity of ca. 33.9 ”/oo. As a matter of fact, the ver- 
tical distribution of Æ. hamata in the Davis Strait indicates very 
clearly a dependence on the salinity of the water. -— It will be 
remembered (see p. 42) that some specimens of Sagitta maxima 
were captured at stat. 30 with 70 m wire at a temperature of — 
0'.5 and a salinity of 33.5 %/oo, while at the same place a large 
number of specimens were taken by a haul with 500 m wire. Ås 
to the occurrence of E. hamata at this station we find correspond- 
ing facts: by the haul with 70 m wire about 185 specimens were 
Captured, while the haul with 500 m wire brought up about 1450 
Specimens; in both cases the duration of the haul was 30 min- 
utes. — If the "small Sagittas" mentioned in the journal from stat. 
34 (western slope of Fylla's bank) belong to E. hamata we have 
here another case of the species being captured at negative temp- 
erature (ca. — 09.2) and comparatively low salinity (ca. 33.2 "/oo). 


48 


— Above the banks none or very few specimens of E. hamata 
have been. found (possibly the specimens from the stations 79a, 
81a, 424, from which the material was not preserved, have be- 
longed to this species). 

Near the coast E. hamata is not common and was never found 
in the upper strata. — In Umanak Fjord the largest number of 
specimens were found about 300 m below the surface (temp. 5 
sal. 34.1 %00), but also in greater depth (about 500 m, temp. 17.0, 


sal. 34.5 %/00) several individuals were captured. — In the Disco 
Bay 14 specimens were found at stat. 124 (150 m wire); the 
temperature was ca. — 094, the salinity 33.6 00; according to the 


journal the species seems to have been abundant in greater depth 
(stat. 125, 550 m wire), where the temperature was ca. 0.9, the sal- 
inity 34 ”/00. — At stat. 196, near Egedesminde, some few indiv- 
iduals were found at temp. 09.52, sal. 33.75 ”/o0o. — South of North- 
ern Storø (stat. 503) the temperature was decreasing from 39.44 at 
the surface to —— 0.87 in 250 m (the depth of the bottom was 265 
m). A haul with 100 m wire (temp. ca. 0%,4, sal. ca. 32.5 "/0o) 
brought no chaetognaths, while a number of E, hamata (and many 
Sagitta elegans) were captured by a haul with 250 m wire at a 
temperature of ca. +. 07.8 and a salinity of ca. 33.6 %/00, i. e. lower 
temperature and higher salinity. — In Bredefjord (stat. 545) EÉ. 
hamata was found about 200 m below the surface (temp. ca. 
3.3, sal. ca, 34.4 ”/00). — In Skovfjord (stat. 583) it: was found 
in a similar depth at temp. ca. 17,5, sal. ca. 33.9 9/00. 

From these facts we may state as follows as to the occurrence 
of Eukrohnia hamata within the area investigated by the "Tjalfe" 
expedition: In the Atlantic at a latitude of about 58—60? N big 
crowds of this species occur in the deeper strata, particularly 
at 200-—600 m below the surface, but not seldom the species 
is met with at the surface, though in much smaller numbers. Also 
in the southern part of the Davis Strait, where the surface water 
has a comparatively high salinity, the species may be found in the 
upper strata, even close to the surface, while further north, where 
the salinity of the surface water is low, the species occurs in the 
deeper strata exclusively. It is absent above the coastal banks of 
West Greenland, where the water masses of the East Green- 
land polar current, which have a low temperature and a low sal- 


49 


inity, sweep the bottom. The occurrence in the inlets of the west 
coast of Greenland demonstrates, that the species may bear a low, 
even negative temperåture, but avoids water of low salinity. 

Accordingly Ritter-Zåhony's characterization of the occur- 
rence of the species as only dependent on the temperature not 
rising above a certain maximal degree, cannot be maintained. It 
is true, no doubt, that the complete absence from the upper 
Strata of the tropical and subtropical seas is due to the high temp- 
erature, but the experiences drawn from the collections of the 
"Tjalfe" expedition prove, that the salinity has also a considerable 
importance, as far as it must not come very much below 34 9%/00. 
— The depth of the bottom is, undoubtedly, also a factor of im- 
portance. The predominant number of localities, where E. hamata 
has been found within the north-atlantic region, are situated out- 
Side the 600 m line, and only in very few cases the species has 
been found inside the 200 m line. 

The question of the conditions of life of Eukrohnia hamata 
is, accordingly, really rather complicated. 


The ripe sperm has a brownish-reddish colour, while the unripe 
testes are pale-yellow — At about the same time as the male 
products reach maturity, the receptacula seminis seem to become 
able to receive sperm. I have seen specimens, in which the re- 
Ceptacula seminis have been filled by sperm (the eggs still being 
Very small) at the same time as the tail has contained mature 
Sperm, Ovaries, the eggs of which have commenced to mature, are 
Only seen in such specimens the sperm of which has been nearly 
Or completely evacuated. When the oviduct is filled with ripe eggs, 
every trace of sperm has disappeared from the. coelom of the tail. 

Eukrohnia hamata is, accordingly, strongly protandric. But, 
aS we have seen, the receptacula seminis are able to receive sperm 
at the same time as the animal spawns its own sperm; thus self- 
fertilization does not seem to bee excluded. 

We may group the specimens according to the state of maturity 
in the following manner: 

Group I. Both kinds of sexual products immature. To this 
group I have also referred specimens in which 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 4 


50 


the ripening process of the sperm has commenced 
but is not completed. 


Group Il. The tail contains mature sperm (the whole mass 
still present or a part of it evacuated). All eggs 
immature. Receptacula seminis may contain sperm. 

Group IlI—-IV. Sperm completely evacuated. All eggs immature 
or ripening process commenced. 

Group HL. Oviduct filled by mature eggs. 

Group IV. Eggs spawned. 


Among material from Greenland I have only observed 3 spec- 
imens of group III, all from "Tjalfe" stat. 171. — No specimens 
of group IV have been observed. 

The puberty is reached, as a rule, when the length of the 
individual is a little more than 30 mm. I have seen, however, 
immature specimens being as much as 37 mm. The three spec- 
imens of group III mentioned above have the following sizes: 29, 
40, and 40 mm. 

As to the time of breeding I shall make the following remarks. 

From the autumn (about October Ist) of 1908 we possess a large 
material of Eukrohnia hamata from the Atlantic stations. It con- 
sists of young individuals exclusively (from the deepest haul, stat. 
285, 1000 m wire, a few specimens as much as 26 mm long, 
but far from maturity, are present); as a rule a very large 
number of individuals were captured. — Regarding the material 
taken in the spring (end of April to June) in the open sea (the 
Atlantic and the Davis Strait), we find that no mature specimen 
(group II or older) has been captured within a distance of about 
350 m from the surface, and only from hauls with 1200 m wire or 
more (ca. 800 to ca. 1400 m below the surface) a somewhat con- 
siderable number of mature specimens are present (stat. 322, 333, 
336). The breeding must take place, accordingly, in deep water, 
and we find here the same facts as have been found in other 
regions, that the relative number of larger individuals increases 
with the depth (compare Ritter-Zåhony 1910). — Young spec- 
imens (about 10 mm) were found almost everywhere and at every 
time, though by far the greatest number occurred in the autumn. 


51 


This indicates, that the breeding season has a considerable extent, 
commencing in the spring, reaching a maximum in the late sum- 
mer, and probably ceasing in the autumn, no grown up individ- 
uals being found after September, even in fairly considerable depth. 
It is possible, however, that in the very deep water the breed- 
ing is continued into the winter, the small specimens found in the 
spring being the offspring of these winter-spawning individuals. 

Also in the fjords the percentage number of mature specimens 
increases with the. depth. Particularly interesting in this regard 
are the stations 171 and 172 -in the Umanak Fjord. At stat 171 
(800 m wire) 21 %o of the individuals were mature; a few even 
belonged to group Ill. At stat. 172 (450 m wire) only 6 %o were 
mature; they all belonged to group Il. 

According to the experiences from the open sea, that the breed- 
ing takes place mainly in the deep strata, we cannot expect that 
the fjords, the depth of which is rarely more than 300—400 m, 
never more than about 700 m, will present favorable conditions 
for the breeding of this species, and the facts confirm this appre- 
hension. The whole of the material from the inlets is from July—— 
August. Mature specimens were only found in the deep strata, 
and even there in small numbers in spite of the fact, that 
these months seem to be the time of maximal breeding in the 
open sea. The percentage number of mature individuals (group Il 
and older) at the various stations in the inlets are as follows: 
Umanak Fjord (the deepest of the fjords), stat. 171, 800 m wire, 


21 %0; stat. 172, 450 m wire, 6 0. — Disco Bay, stat. 124, 
150 m wire, 0 ?/o "). — At Northern Storø, stat. 503, 250 m 
wire, 0 0. — Bredefjord, stat. 545, 325 and 400 m wire, ca. 10 


fo. — Skovfjord, stat. 583, 350 m wire; 5 "/0v. 

This does not confirm the apprehension of Ritter-Zåhony 
(1910, compare Vanhåffen 1897), that a migration towards the 
Coast takes place at the breeding season. From the experiences, 
mentioned above, we must rather think, that this species has its 
Natural place of living over the deep water during the whole 
of its life-period, the breeding taking place in very deep water, 

") From stat. 196 d only 4 specimens have been preserved, two of which 


belong to group II. 
Ar 


oå 


the eggs and the young being carried towards the surface”); and 
we must think that, when shoals of the species are carried towards 
the coasts, the specimens perish if they don't find sufficiently deep 
and salt water, while the specimens which happen to be carried 
into the deep fjords, where sufficiently salt water layers are pre- 
sent, may dwell there for some time. Probably, however, the unfavor- 
able conditions, particularly the impossibility of reaching sufficiently 
deep water, restrain the development of the sexual organs, so that 
the individuals die without reaching maturity, or possibly the ma- 
turity: is reached later in the year. 


Eukrohnia fowleri Ritter-Zåhony. 


Eukrohnia hamata var. Fowler 1905, p. 77. 
— fowleri Ritter-Zåhony 1909, p. 793. 
— — — 1911, p. 40. 


A well-marked deep-water species with a wide distribution. It 
occurs in the mesoplankton in the North Atlantic to the Wyville 
Thomson ridge. It has not hitherto been known from the Davis 
Strait. It resembles Eukrohnia hamata, but living specimens are 
conspicuous at once owing to the red colour. In badly preserved 
material the black pigment in the eyes is a secure character for 
identification. 

The species seems not or to a very slight degree to be prot- 
andric. In two of the specimens brought home all the eggs are 
mature, while the sperm is not completely evacuated. In a spec- 
imen, 30 mm long, from stat. 333 most of the eggs are placed 
freely in the coelom, partly far forward in the body. It is hardly 
probable that this is a normal case; it seems more likely to be 
due to a bursting of the ovaries owing to the preservation or to 
the transport from 1000 meters depth to the surface. It must be 
pointed out, however, that these eggs are quite spherical, while the 
ripe eggs included in the oviducts have a polygonal shape owing to 
the mutual compression. In another individual, 35 mm long, from 


) The rising of such tiny organisms from the deep-water towards the sur- 
face must be due to certain vertical movements of the water particles, 
not yet sufficiently studied by the hydrographers. 


53 


the same station all the eggs are included in the oviducts. There 
are II eggs on each side, regularly arranged in two series and 
closely compressed. In both specimens the tail contains small 
remains of mature sperm. 


Stat. 322, Lat. 60" 07' N, Long. 48” 26' W, May 3rd 1909, ring- 
trawl, 2000 m wire. —- 1 specimen, about 31 mm. The head is 
destroyed, but .the pigment of the eyes is distinctly visible. The 
body is very much contracted. The fins are clearly visible. 


Stat. 333, Lat. 63% 18” N, Long. 54? 55' W, May 7th 1909, 
depth 1300 m, ringtrawl, 1530 m wire. — 3 specimens: 


30 mm, tail 8 mm, sperm mearly evacuated, eggs ripe. 


34 — - 8 - mature sperm; state of eggs cannot be 
discerned. 
35 — - 9 -… sperm nearly evacuated, eggs ripe. 


List of Literature. 

JOTL: Apstein, C. — Chaetognatha. — Résumé Planktonique II. — Bull 
trimestriel … Conseil Permanent Internat. pour Exploration de 
de la Mer. — Copenhague. 

1896. Aurivillius, C. W. S. — Das Plankton der Baffins Bay und Davis” 
Strait. — Festskrift Wilhelm Lilljeborg tillegnad. — Upsala. 


1912. Bordås, M. — Contribution å Vétude de la Spermatogénése dans le 
Sagitta bipunctata. — La Cellule, T. 28. — Lierre, Louvain. 

1906. Broch, Hj. — Ueber die Chaetognathén des Nordmeeres. — Nyt 
Magazin for Naturvidensk. 44, H. 2. — Kristiania. 

1910. Buchner, P. — Die Schicksale des Keimplasmas der Sagitten in 
Reifung, Befruchtung … — Festschrift … Richard Hertwig. Bd. I. 


1896. Conant, F.S. — Notes on the Chætognaths. — Ann. Mag. Nat: 
Hist. Ser. 6, Vol. 18. 

1910, Elpatiewsky, W. — Die Entwicklungsgeschichte der Genitalpro- 
dukte bei Sagitta. — 1. Entwickl. der Eier. — Biol. Zeitschr. 
Moscau. Bd. I. 


1896. 


1906. 


1913. 


1911. 


1879. 


1848, 


1910. 


54 


Fowler, G. H. — Contributions to our Knowledge of the Plankton 
of the Faeroe Channel. No. I. — Proceed. Zool. Soc. London . 
for 1896. 
ben Ån henne "jabber during a cruise of H. M.S. 'Re- 
search/, hes , The Chætognatha. — Transact. Linn. 
Soc. Hr 2nd rå er Vol: X Part 3 


— The Chaetognatha of the Siboga-Expedition, with a Discussion 
of the Synonymy and Distribution of the Group. — Siboga- 
Expeditie, Monogr. 21. Leiden 

Germain, L. — Chétognathes. — Croisiére du Pourquoi-Pas? sur 
les cåtes de PIslande et å Pile fle Mayen (1912). — Bull. Mus. 
National d”Hist. Natur. — Par 

Hertwig, O. — Die mr — Mornogr. — Jena: 

Langerhans, P. — Die Wurmfauna von Madeira, 3. — Zeitschr. 
wissensch, Zool., Bd, 34. 

Levinsen, G. M. R. — Om nogle pelagiske Annulata. — Spolia 

ntica. —- Kgl. danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 6. Række, 
naturvidensk. og mathemat. Afd. III. 2. — Kjøbenhavn 

Michael, E. L. — Classification and vertical Distribution of the 
Chaetognatha of the San Diego Region, including Redescriptions 
of some doubtful species of the Group. — Univ. California Publ. 
Zool. Vol. 8, Nr. 3. — Berkeley. 

Moss, Edw. L. — Preliminary Notice on thé Surface-Fauna of the 
Årctic Seas, as observed in the kanen ER Expedition. — 
Journ. Linn. Soc. London. — Zoo l. 


Ritter-Zåhony, R.v. — Die Chaetognathen der Gazelle-Exped. 

— Zool. Ånz. Bd. 34, 

Ser Die Chåtognathen — Fauna Arctica, Bd. V. — Jena. 

== Die Chåtognathen der Plankton-Expedition. — Ergebn. d. 
Plankton-Exped. d. Humboldt-Stiftung. Bd. Il, H, e. — Kiel u. 
Leipzig. i 

SET Revision der Chåtognathen. — Deutsche Sidpolar- Exped. 
Bd. XIII. Zool. Bd. V, Heft 1. — Berlin. 

mer NER, —. The Danish Ingolf-Expedition. Vol. IV, Part 


- Copenha 
Fm, 0. — Die VER BeNAAS der Chaetognathen im sidatlant. 
und indischen Ozean. — Inaugural-Dissert. — Kiel. 
Stevens, N. M. — Further Studies on Reproduction in Sagitta. — 


Journ. Morph. "rede Vol. 21: 


55 


1892. Strodtmann, S., Die Systematik der Chåtognathen und die geo- 


graphishe Verhreiting … im nordatlant. Ozean. — Inaugural- 
Dissert. -— Kiel. 
1897. Vanhåffen E. — Die Fauna und Flora Grånlands. — Grånland- 


Exped. d. Gesellsch. f. Erdkunde zu Berlin 1891—93 unter Lei- 
tung von E. v. Drygalski. — Bd. II 

1873. Verrill, A. E. — Report on the invertebrate animals of Vineyard 
Sound and adjacent waters. — Rep. U. S. Fish. Comm. for 
1871— 


7—11—17. 


Papers from Dr. Th. Mortensen's Pacific Expedition 
: 1914—16,1) 
i 
Observations on protective adaptations and habits, 
mainly in marine animals. 


By 
Dr. Th. Mortensen. 


During the authors voyage in the Pacific regions from January 
1914 to March 1916 there was opportunity of making some inter- 
esting observations on protective habits and adaptations in some 
marine, and also in a few terrestrial, animals, which appear to be, 
Partly at least, hitherto unnoticed. It has been thought worth while 
publishing a short record of these observations. 

It may perhaps be found that the observations are remarkably 
few for a more than two years trip in the warmer regions of the 
Pacific, the richest zoological field in the world. There are several 
reasons for this, among which, however, I venture to think, not 
this that the author has not paid sufficient attention to the matter. 

In the first place, previous observers have recorded a good deal 
of conspicuous cases of protective coloration and habits, like f. i. 
the Sargasso fauna, the Zostera fauna, the fauna of sandy bottom, 
the pelagic fauna, or like Xenophora, Stenorhynchus, Phyllo- 
Pleryx etc. Such cases are fairly well known, and although they 
Cannot fail to rouse the admiration of anybody, who has the good 
fortune of seeing them — and nobody could fail observing numerous 


1 It is, for several reasons, which need not specified here, not planned 
to have the very large material, mainly of marine animals, collected 
during this Expedition, worked out so as to form a complete report of 
the scientific results of the voyage. It is only intended that papers based 
on material from the Expedition should appear under this main title. 


58 


instances, when dredging and collecting in tropical seas — there 
is no reason to enter on a description thereof on this occasion. 

Then, perhaps, protective coloration or protective habits are 
upon the whole not so common among marine as among terrestrial 
animals. H.L. Osborn!) has expressed this opinion in the fol- 
lowing passage, with which I agree completely: ,,lt is a curious 
fact, that, while among the terrestrial animals the number of known 
cases of protective mimicry is very large, "among aquatic animals 
it is very small. I have no doubt that the comparative poverty of 
our knowledge of the habits and situation of aquatic animals in part 
accounts for this, but I believe also that there is really vastly less 
mimicking. I do not know of any marine species, that, harmless 
in themselves, mimic formidable species for protection; but there 
are instances in which forms are modified in color or shape so as to 
resemble the surroundings in which they live, and thus escape the 
observation of their enemies.” I must, however, remark that, speak- 
ing of the comparative rarity of protective resemblance in marine 
animals, this should not be applied to the above mentioned special 
fauna's or communities, the Sargasso-fauna etc., because within these 
special fauna's the protective coloration or other adaptation applies 
to the great majority of the animals. 

Furthermore I would venture to suggest that perhaps not all the 
cases that have been recorded as instances of protective coloration 
or protective resemblance, are really to be thus interpreted. When 
Plateau”) mentions as instances of protective resemblance pelagic 
animals like Janthina, Sapphirina, Velella?), Porpita ,,d'un bleu 
plus ou moins pur. et qui, nageant dans les eaux bleues, se dis- 
tinguent å peine du milieu ambiant", I would, on the contrary, 
maintain that I have always noticed them as being very conspicuous, 
SepeSany, Perhaps, the wonderful Sapphirina, which sparkles like 


i ” Mimicry among marine Mollusca. Science. VI. 1885. 


9. 
) F.Plateau: La ressemblance protectrice dans le dytte animal. Bull. 
de PAcad. R. d. sci. de Belgique. 3. Sér. 23. 1892. p. 100 
1892. p. 123) remarks on account of 
observed off the South Coast of Spain, 


”T] 
WwW 
før 
mp 
" 
[ør 
Ft] 
Sa 4 
=. é 
3 
må 
[æj 
gå 
z 
m 
me 
o 
3 


: I can assure that it is just as conspicuous in 
midocean as in the shallow water near the coast. 


59 


the most glorious jewels. Upon the whole the pelagic fauna, though 
the transparency of the animals must, of course, be an exceedingly 
valuable means of protection, is probably not a true case of protective 
adaptation — its special character may, partly at least, be due to the 
direct influence of the medium in which the 
animals live. A very interesting suggestion re- 
garding this matter is made by Doflein (,0Ost- 
asienfahrt", 1906. p. 229) viz. that the trans- 
parency of the pelagic animals may afford pro- 
tection against the strong light, allowing the rays 
of the light to pass through their bodies un- 
broken and unreflected, without being trans- 
formed into special energy, while possibly special 
kinds of rays are utilised, when falling on the 
vividly coloured inner organs of such animals. 
A fine instance of what would appear to be 
real mimicry is, however, met with in this pe- 
lagic community, viz. the Amphipod Mimonectes, 
which resembles in a very perfect way a smail 
Medusa (Fig. 1). ,I believe that the strange 
and remarkable shape acquired by the Mimo- 
nectidæ must be looked upon as an instance of 
mimicry serving them as protection against vor- 
acious foes" says Bovallius!) who has de- 
scribed these curious Crustaceans and I quite SE 
agree with. him in this: On the other band 1 8 povalltas 
Would decidedly protest against seeing in the 
conspicuously coloured alimentary canal of the Salpæ any resemblance 
with a fragment of floating seaweed, as suggested by Beddard?). 
As regards the fauna of the coral reefs I would not be in- 
clined to consider the bright and conspicuous coloration of so many 
of the animals altogether as ,concealment colours", at least not so 
directly as it appears to be the opinion of S. J. Hickson?”). Doubt- 


)) Bovallius. Contributions to a Monograph of the Amphipoda Hyper- 
iidea. Kgl. Svenska Vetensk. Akad. Handlingar. Bd. 22. 1889. p. 59 

7”) F.Beddard. Animal coloration. 1892. p. 122. 

?) S.J. Hickson. Animal life on a coral reef. ,,Naturef. Vol. 44. 1891. 
No. 1126. p. 90. 


60 


less the bright colours do not make them as conspicuous in these 
surroundings as they would do in more plain surroundings, and in 
many cases it may be directly protective coloration, as in the case 
of the prawn Stenopus hispidus described by Hickson, or the 
fish Epinephelus hexagonatus as described by Alcock!). (See also 
Doflein, op. cit. p. 203). But f. i. many of the fishes are very con- 
spicuous and not at all to be cited as examples of protective col- 
oration. —— Upon the whole, So far as my experience goes, the 
coral reef fauna does not form such a thoroughly characterized 
community, as do the sand fauna or the other communities men- 
tioned above. While in these all or most of the animals of the 
community are stamped by some common character (like the trans- 
parency of pelagic animals) no such character stamps the coral reef 
fauna as a whole — except its beauty and diversity, which is, at 
least, no very distinct biological characteristic. 

I shall arrange the observations to be recorded in this paper 
after the different classes of animals. 


19 FISKES 

Outside the communities of the fauna's adapted to life on sandy 
bottom, among Zostera and algæ, the Sargasso-fauna and the pe- 
lagic fauna, very few cases of protective adaptation among fishes have 
been recorded. 

One of the most remarkable cases is that of Chætodon pleb- 
ejus recorded by G. A. K. Marshall in his paper on ,The Bio- 
nomics of South African Insects" ”) after observations by Dr. A. 
C. Haddon at Thursday Island in Torres Strait. This little yellow 
fish has the head crossed by a dark, white-bordered, vertical band, 
which includes the eye and tends to conceal it; at the root of the 
tail is a very conspicuous eye-like mark. The fish has the habit 
of swimming for a little distance very slowly tail first, but if 
disturbed it darts off with great rapidity in the opposite direction, 
viz. head first. The probable meaning of this should be that the 
enemies should be induced to regard the tail end as the head and 
the fish thus be saved by darting off in a direction unexpected by 


) A. Alcock. A naturalist in Indian Seas. 1902. p. 103. 
”) Transact. Entomological Soc. London. 1902. p. 375 


61 
the enemy. This is a remarkable analogy to what obtains among 
butterflies in the genus Thecla (se below, p. 86). — Though I 
have not observed this case myself, I have found it preferable to 
mention it here, in connection with my own observations on pro- 
tective habits in fishes. 

Poulton!) quotes an interesting suggestion by Garstang that 
the black first dorsal fin of Trachinus vipera may act as a warn- 
ing coloration, this black fin alone being seen, while the body of 
the fish is completely buried in the sand. This conspicuous char- 
acter is supposed to prevent such fish as gurnards from mistaking 
the weever for the dragonet (Callionymus lyra), which is similar 
in size and habits. Mr. Garstang frequently found dragonets in 
the stomach of gurnards, but the weever never. Better than this, 
in my opinion, rather problematic case would seem to be that 
pointed out by Hickson (Op. cit.) of Acanthurus nobilis a. o. 
»Surgeons". A good example of this would be f. i. the Hepatus 
achilles (Shaw), with the scarlet coloured spot round the caudal 
Spine, s0 conspicuously contrasting against the black colour of the 
body”). . More convincing than these cases, however, which rest on 
no direct observations, only on theoretical conclusions, appears to 
be that of Trigla Kumu L. & G. and Lepidotrigla Biirgeri T. & 
S. recorded by Doflein (Op. cit. p. 206), "which by suddenly 
Spreading out their large, magnificently coloured pectoral fins frighten 
their would-be attacker and warn against their poison spines. 

Å very fine instance of protective coloration was also observed 
by Doflein (Op. cit. p. 203) viz. a small fish, probably a Serra- 
nid, that exactly matches in colour the coral (ÅAstræa sp.) with 
which it lives 3), 

During my stay at the Philippines I observed some cases of 
Protective adaptation among fishes, which appear to be hitherto un- 
recorded. 

On the flats of the coral reef at Little St. Cruz Island in the 

n E, Br Poulton. The colours of animals. 1890. p. 165. 

” Jordan & Evermann. The Aquatic Resources of the Hawaiian Is- 
lands. I. The Shore Fishes. Bull. U.S. Fish. Comm. XXIII. 1905. PI. LVIIT. 

7”) A fine coloured figure of this is given in V. Franz. Die japanischen 

Knochenfische der Sammlungen Haberer und Doflein. Abh. d. Bayr. 

pg Vee ne MBE SEE) Ree 

Naturgesch. Ostasiens: herausgeg. v. Doflein). 


62 


Strait of Basilan, near Zamboanga, my attention was attracted by 
a very conspicuous black thing moving about in the shallow water. i 
On coming Close to it I saw, it was a mass of small fishes, black, 
with two longitudinal white stripes on the sides of the back. They 
swam very closely together, making thus a large ball; by the constant 
movement of the small fishes among one another the ball seem- 
ingly rolled along over the corals, making an exceedingly con- 
spicuous object. It was quite easy to catch nearly all of them with 
a single stroke of 
a handnet. In order 
to preserve some 
specimens of them 
I started to take 
them with the hand 
from the net. The 
first one I touched 
stuck to my fingers, 
producing a most 
intense pain, and 
on trying to get it 
off, I had it hang- 
Fig. 2. Plotosus anguillaris Bloch. Natural size. ing in my other 


fingers. It was ex- 
ceedingly painful, the pain lasting quite a while after I had suc- 
ceded in getting it off. After this experience I avoided, of course, 
most carefully to touch any specimen of this fish, and when I had 
succeded in getting some of them preserved I kept carefully away 
from these black, rolling balls. 

That this is a case of warning coloration cannot be doubted; but 
it is not warning coloration alone. On account of the small size 
of the fish the coloration, though very conspicuous in itself, would 
hardly be of any use for the purpose; but the habit of these small 
fishes to swim very close together in great numbers — by the 
hundreds, I am sure, without having counted them directly ; I should 
well beware of doing that — combined with their conspicuous 
coloration, certainly produces the required result to warn against 
touching them. No predacious fish or bird or other would-be enemy, 
man included, will venture to touch them more than once. 


63 


This fish is Plotosus anguillaris Bloch (Fig. 2), one of the 
Silurids. It has a long, pointed and barbed, erect spine in each 
pectoral fin and a similar one in the dorsal fin, provided with poi- 
son glands!). 

Alcock (Op. cit. p. 113) mentions another species of Plolosus, 
PI. arab, of the Indo-Pacific as a case of warning coloration, this 
species being, evidently, much more poisonous than PI. anguillaris. 
In this case it appears to be the coloration alone which makes the 
warning signal; there is no mention of a gregarious habit of this 
species. 

An instance of protective resemblance, no less admirable than 
the ,warning" of Plotosus, was observed in another species of fish in 
the same locality. At one place of the island there is a very small 
Mangrove, with a fine, sandy flat outside. Here were seen swimming 
among the floating old leaves of the Mangrove trees some small fishes, 
which looked so exactly like the leaves, that it was by no means 
easy to see which was a leaf and which a fish. The colour of the 
fish varies from yellow to dark brown, to suit the different shades 
of the leaves. Further the fish moves very gently, swimming now 
on the side, now erect, exactly like the leaves swaying with the 
gently moving water. : 

The fish is a species of the genus Platawx, probably Pl. teira 
(Forsk.); I can hardly doubt that also the other species of this 
Senus will prove to have the same habit, which may perhaps account 
for the great variability of these species. 

It is very interesting to see, how this resemblance with a leaf 
has been brought about. The greatly elongated and pointed dorsal 
and anal fins represent the stalk and the point of the leaf; the 
Very short, high, compressed body, the small, inconspicuous tail, 
and the remarkably rounded profile, give the outline of the leaf 
Very well, while the larger of the darker bands across the body 
represents the mid-rib of the leaf. From a figure alone it would 
Certainly not be possible to infer that this would be the habit of 
the fish — and, so far as I know, it has not been recorded in 
litterature, But on seeing the fish in its natural surroundings it is 


”) Pawlowsky. Uber den Bau der Giftdrisen bei Plotosus und anderen 
Fischen. Zool. Jahrbiicher. Abt. f. Anatomie. Bd. 38. 1914. p, 427. 


64 


unmistakable (— the zoologists in Manila were well acquainted with 
it —); it is a most admirable case of protective resemblance, no 
less admirable than the numerous cases of butterflies mimicking 
dead leaves. It is true, the resemblance in the shape of the body 
and in the coloration is not nearly so perfect as is generally the 
case in butterflies; but the movements of the fish outweigh com- 
pletely the lack of perfectness in shape and colour, and the com- 
bined result of shape, colour and habits of the fish is a very per- 
fect disguise as an old Mangrove-leaf, swaying for the movements 
of the water. 

Another, very peculiar instance of protective resemblance in 
fishes was observed in the Bay of Panama. Around the little island 
Taboga driftwood is often seen in the sea, now large trees, now 
smaller stems or branches; but, especially, the sea may ”often be 
covered to a large extent by quite small particles of old wood, 
driftwood which has been washed ashore and ground to pieces, 
the pieces then being brought afloat again at spring tide and swept 
together in large patches or long streaks by the currents. 

Being aware from previous experience, as related below, that 
many young fishes use to seek a shelter under anything floating 
in the surface of the water, I expected to find them here also and 
looked carefully out for them. It proved, however, to be not quite 
the same simple thing I had observed before. The young fishes 
were there, sure enough, but they did not hide themselves beneath 
the wooden fragments; they were swimming or rather floating free 
among the fragments. Still it was almost impossible to discover 
them. The body was dark coloured, exactly like the wet wooden 
fragments, while the tail and other fins were perfectly transparent, 
the result being that only the dark coloured part could be disting- 
uished. Furthermore they are generally floating on the side. The 
resemblance between these young fishes and the wooden fragments 
is so perfect, that I found it almost impossible to distinguish the 
fishes, except when they started to swim. Numerous persons, to whom 
I showed such fishes, caught and put into a dish together with the 
wooden fragments, found it equally impossible to tell the fishes 
from the fragments. — Also somewhat larger specimens were found 
In the same way among the fragments. 

This resemblance of the young fishes to the wooden fragments 


65 


among which they swim, simply amazing in its perfectness, must 
undoubtedly afford an excellent protection against sea-birds, and 
I should think it would be equally difficult for any enemy (fish, 
sea-snake or anything else) to find them out from below. 

It is particularly noticeable that it is not one species alone that 
has adopted this habit of swimming and floating among the wooden 


Fig. 3. Young fishes and wooden tragments. Natural size. (The 

frue in so far as there are too few wooden fragments and too many fishes; as a rul 

the wcoden fragments would be a good deal more numerous than the fishes; but I 
have neglected to preserve more than a few of them.) 


figure is not quite 
fi e 


fragments. I have found several species to do this, belonging to 
widely different genera. By far the most numerous of them are 
Serranids, and these are the most perfectly disguised. Monacanthids 
and a species of Tetrodon are also among them. 

Also the young Aulostoma must be included in this type of 
protective resemblance; not that it looks. exactly like the wooden 
fragments, but it looks like pieces of old, withered straw, which 
are found in the same way among the wooden fragments. — Further 
the young Dactylopterus has some resemblance to the wooden 
fragments, but this is not so perfect as in the case mentioned above. 


Vidensk, Meddel. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. z 


66 


One more remarkable instance of protective resemblance I ob- 
served here in Panama (— and, if I remember right, also in Japan 
a. 0. places; but it was only here in Panama that I became aware 
of the probable explanation —). Some young fishes (apparently of the 
genus Atherina) were frequently observed swimming in small shoals 
in the surface in a peculiar irregular way, reminding one a little of a 
flock of Gyrinidæ — not at all that I mean to say they have a protect- 
ive resemblance to the Gyrinidæ, which would, of course, mean 
nothing in the sea. They are silvery white and look like small shining 
spots; in my mind there is no doubt that they are mimicking 
the drops of water, so often seen floating for a while 
on the surface of the sea. It is, of course, impossible to give 
an impression of this resemblance through a figure from preserved 
specimens, the more so as they lose their shining appearance on 
preservation. But on seeing them moving along in the way de- 
scribed one can hardly doubt that this is the meaning of it. 

In this connection I must mention a peculiar habit of some 
young fishes, first noticed by Malm?) and G. O. Sars?), viz. that 
they are generally found under large Medusæ. Malm found the young 
Caranx trachurus in Cyanea capillata, feeding on the ovaries of 
the jellyfish. Sars found the young Gadus callarias and æglefinus 
under the Cyanea and came to the result that they come here 
in order to eat the small animals which the jellyfish captures 
with its tentacles — and in return do the jellyfish the service of 
eating the Hyperias, which devour the jellyfish. Sars also found 
the young Gadus under Aurelia aurita and even under pieces of 
algæ and other things floating in the surface. He has also thought 
ihat it might possibly be in order to seek protection from their 
enemies that the young fishes seek a shelter under the jellyfish, but 
did not find that explanation satisfactory. More recently L. Scheu- 
ene has made some experiments with young Gadus merlangus 


') Malm. Ichthyologiska anmårkningar. Ofvers. Vetensk. Akad. Fårhandl. 
1852. p. 228 


KR) G. O. Sars. Indberetning til Departementet for det Indre om de af ham 
i Aarene 1864—78 anstillede Undersøgelser angaaende Saltvandsfiske- 
rierne. Christiania. 1879. p. 37. 

” L.Sche euring: Beobachtungen iber == Parasitismus pelagischer Jung- 
fische. Biol. Centralblatt. XXXV. 1915. p- 


67 


and has come to the result that these young fishes seek the Cyanea 
exclusively with the object of feeding on its ovaries and tentacles, 
it being thus a case of parasitism, not of.symbiosis. The same was 
found to hold good also for the young Caranw. A fairly complete 
review of the litterature concerning the subject is given in this 
paper. 

During my Expedition to Siam in 1899—1900 I made a good 
deal of observations about this habit of young fishes; as no record 
thereof has been published in any scientific paper (only a popular 
account, danish, in ,,Dansk Fiskeriforenings Medlemsblad”, 1901, 
p. 134-—136) I may include an account of them in this paper. 

Under the leaves floating in the surface very often were found 
Young fishes, sometimes also small Cephalopods. One day, in calm 
weather and burning sun a piece of driftwood came drifting; a 
large shoal of fishes was seen under it; when chased away they 
always came back again. Another day, likewise calm weather and 
burning sun, a cocoanut came drifting along the boat; when tak- 
ing it out of the water I found a rather large fish to hide itself 
under it. It was quite bewildered, when its shelter had disappeared ; 
we had time to tack the boat and come up again to the place 
and could then easily take it up with a handnet. Under a quite 
transparent jellyfish that was very common no fish was ever seen 
and not under the Salpæ either. Any number of young fishes could 
be taken in this way, when it was sunshine; on the other hand, 
when the weather was dark, hardly one was ever found in this way. 

The conclusion from these observations evidently is this, that 
it is in order to find a shelter, perhaps especially from the strong 
"light, that the young fishes collect under the jellyfishes a. 0., not in 
Order to find food. That they may feed on the animals caught by 
the tentacles of the jellyfishes, or on the jellyfishes themselves, as 
do Gadus merlangus and Caranx I have no intention to deny, but 
if this were the real object of their gathering under the jellyfishes, 
one should expect to find them under the quite transparent jelly- 
fishes as well and in dark weather as well as in sunshine. Ås I 
said in the popular account quoted: ,The reason why they seek 
this place is undoubtedly that they seek shadow, and then it is 
Otherwise the same to them, whether it be a leaf, a jellyfish, a 
Cephalopod shield, a turtle or a cocoanut, if it be only something 


68 


that is sufficiently intransparent to afford a protection against the 
rays of the sun, and upon the whole to afford a shelter for them." 
Whether the habit of the young Caranx and Gadus merlangus 
to go under Cyanea has anything with the light to do, I do not 
know. It does not appear from the observations hitherto made, 
whether these young fishes go under the jellyfish in dark weather 
as well as in sunshine. Such observations are necessary in order 
to determine whether the object is alone to feed on the jellyfsb, 
as it would be according to Scheuring. 

The suggestion of Doflein mentioned above (p. 59) that the 
transparency of pelagic animals affords a protection against the 
strong light may be recalled in this connection. Both these views 
would appear to support one another. 

Alcock (Op. cit. p. 75) mentions that ,it was usual to find 
shøals of file-fishes hovering round these drift-logs, but with what 
intention we could not discover, for the støomach of one that we 
opened was full, not of barnacles, but of the free-swimming oceanic 
molluscs known as sea-butterflies (Pteropoda)". In my mind there 
is no doubt that also such case is to be explained in the same 
way as above, the fishes seeking shelter under the driftlog against 
the strong light. 

The renewed observations during the present expedition are in 
perfect agreement with this. There is no reason to give a detailed 
account of such observations. I would only mention that once, in 
Panama, I caught some small Rhizosioma's with the young fishes 
following them and put them together into a dish; also here the 
fishes kept following the jellyfish all the time. Here, however, I 
found once on taking up some Salpæ, that a small fish (a species 
of Apogon) was following them, resembling the nucleus of the Salps 
exactly in colour, so it was hardly possible to distinguish it, and it 
was only after capturing them that the fish was seen. This is then, 
evidently, another case of protective resemblance, corresponding 
to the one of the young fishes mimicking the wooden fragments. 


i. Mollusca. 
A very fine instance of mimicry among Molluscs is recorded 
by H.L. Osborn (Op. cit.), viz. the Gastropod Ovulum uniplica- 
tlum which is found on Leptogorgia; the colour of the snails body, 


69 


the outgrowths on the mantle, looking exactly like the polyps of 
the coral, combined result in concealing the animal in the most 
perfect way. I have made exactly the same observations on another 
species in the Gulf of Panama, viz. Ovulum (Volva) aciculare 
Lam. There is no reason to describe this case in detail, as it 
would simply be a repetition of the description given by Osborn; 
it may only be stated that I had at that time no knowledge of 
Osborn's observations, in order to show how any observer must 
be struck by this case of protective resemblance. 

Also another fine instance of protective resemblance in Mol- 
luscs was observed here, namely the beautiful little Cypræa pust- 
ulata Lam. found on the corals in Panama Bay (Fig. 4). The skin 
folds are set with small, branching protuberances, Cco- 
loured exactly like the polyps of the coral; when 
Creeping undisturbed the snail thus resembles the 
Coral in a very perfect way. Also the remarkable 
Coloration of the shell itself, the yellowish brown 
tubercles on a greyish white bottom may perhaps be 
regarded as a protective coloration; at least it is 
not very. easily seen on the corals. 

It is especially noteworthy that among the nume- 
TOus gorgeously coloured Nudibranchs observed not 
one undoubted case was noticed, where the colour served as a 
means of protection. On the contrary, many of them are very 
Conspicuous, so that one would sooner be inclined to think the 
Coloration to be of the warning character. It may be possible, of 
Course, that some species are unpalatable, as it has been proved for 
Some forms from the British seas (Beddard, Op. cit. p. 174) but 
Still I would prefer to regard the gaudy coloration of so many large 
Nudibranchs as not to be explained by any of our present theo- 
ries, as M'Intosh!) justly says: ,That the coloration often so 
varied and so beautiful, is of importance to marine animals can 
Scarcely be doubted, for Nature is ever prescient?); but it is not 
always easy to adapt the theories of the day to her workings.” —- 

Å very god. instance of protective coloration was afforded by an 
Elysiid found on the sandy flats inside the reef at Honolulu. The 


Fig. 4. Cypræa 
pustulata Lam. 
Nat. size. 


) W.C. MIntosh. The coloration of marine animals. Ann. Mag. Nat. Hist. 
7. Ser, VII. 1901. p. 240. 
”) I don't know about that; Prof. MIntosh must know. 


70 


upturned side lobes were coloured exactly like the sand, while the 
dark green dorsal surface was totally concealed by the lobes. This 
case, though perfect enough, is, however, only a variation of the 
usual adaptation of the sand fauna. 

For the rest I would say that some of the cases of protective 
resemblance in Nudibranchs quoted in litterature do not appear 


Fig. 5. Xenophora sp. Nat. size. 


to me very convincing — so far as I have had opportunity of 
seeing them in nature —- f. i. that Æolis papillosa should re- 
semble a contracted Sagartia troglodytes (Plateau, p. 107). I am 
inclined to agree with M'Intosh in his more critical view of pro- 
tective or warning coloration in Nudibranchs. 

Upon the whole the Molluscs afford only few instances of pro- 
tective adaptation; besides the above mentioned Cypræa, so far as I 
know, Ovulum and Lamellaria (Plateau, p. 103) are the only 
good cases of protective resemblance, known among them. Even 
cases of adventitious protection are rare, although we have in 
Xenophora one of the very finest examples of this sort of protect- 
ive adaptation known at all. Fig. 5 represents a species of Xeno- 
phora, which, so far as I have had the opportunity to see, has 
aquired the most perfect protection even among Xenophoras. It was 
found off Jolo on a bottom of coral pebbles and Lithothamnia, in 


. + 


r 


a depth of ca. 20 fathoms. It is covered with broken shells, coral 
pieces and Lithothamnia's in such a way that it is simply impos- 
sible, when seeing it from above, to discern that it is a living 
animal. The figure can only give an imperfect idea of this 
wonderful case of protection. 
I would still mention as 
a possible case of protective 
resemblance Acanthochiton 
(Fig. 6). It resembles to a 
very striking degree the sea- 
urchin Echinometra oblon- 
ga, which is found in simi- 
lar localities. . Still this may 
aS well have nothing at all 
with Mimicry to do. The 
Spines of this Chiton are in 
themselves a good protection 
and do not become better for 
the resemblance with Echi- 
nometra. When the Chiton 
rolls itself up on being re- 
moved from the rock, it strik- 
g $ Fig. 6. Acanthochiton sp. The specimen has been 
Ingly resembles some spiny slightly damaged in one end. Nat. size. 
fruit — but I do not think 
either, that this has anything with mimicry to do. The Chitons 
have not the habit of rolling themselves up except when removed 
from their place — but then they are not liable to be taken for 
an inedible fruit. — Still I have thought it worth while men- 
tioning this peculiar Chiton. 


IN Tanicates. 

Ås might be expected of animals like the Tunicates there is 
hardly anything of protective adaptation in-this group. Only the in- 
vestment of shell fragments and the like in the Molgulids and some 
other forms is a case of adventitious protection as good as any. 
Ha KER STRE) quotes the black Phallusia fumigata, living on 

; Seeliger & Hartmeyer. Tunicata, in Bronn. Klassen u. Ordnun- 

gen. 3. Bd. Suppl. 1893—1911. p. 1731—2 


12 


black sponges, as a probable case of protective resemblance. One 
might perhaps mention in this connection the Pyura prepucialis 
(Hell.), which grows on rocks between tide marks at the coasts of 
N. S. Wales. It is found in groups on the upper side of the rocks, 
in places exposed to the surf, and is covered with a growth of fine 
algæ and the like, and looks like old, mossgrown tree stumps, or 
like irregular prominences of the rock itself. Another form grow- 
ing on the rocks at Taboga, Panama, (probably Pyura chilensis 
Mol.) is so entirely covered with algæ and sponges that it is very 
hard to distinguish it from the general surface of the rock. These 
would seem to be very fine examples of protective resemblance ; 
still I doubt very much they really could be, 11:48 hard to con: 
ceive against which enemy the protection should be meant. The 
thick, exceedingly tough mantle would seem to be protection enough; 
and against its worst enemy, man, neither the mantle nor the re- 
semblance to a piece of rock affords any protection. (The Pyura 
prepucialis is used a good deal as bait, and the Pyura chilensis 
is used as food). ; 

Hartmeyer is inclined to regard the red or yellow coloration 
of some Didemnids as a warning coloration. If it be so, then pro- 
bably also the black color of Phallusia nigra Sav."), a very con- 
spicuous form occuring f. i. on the Mangrove roots in the West 
Indies, should be regarded as a case of warning coloration, and 
perhaps the same would hold good for another Ascidian of a con- 
spicuous blue colour, found on the rocks in the bay of Panama. 
But, apart from the adventitious protection of the forms covering 
themselves with shell fragments or sand, I am not inclined to 
regard any of the instances quoted as being real cases of protect- 
ive adaptation. 


IV. Crustaceéa, 

Some of the finest instances of adventitious protection known 
are afforded by the Crustaceans, viz. the crabs which, like Steno- 
rhynchus, Inachus, Mithrax a. 0., attach algæ, sponges or the 
like to their body and limbs. — Without entering upon this well- 
known type of protection, of which I have, of course, observed 
numerous instances, I would only point out another similar case, 


") I am indebted to Dr. Hartmeyer for these Tunicate names. 


73 


which, though well enough known, I have not found mentioned by 
any of the authors dealing especially with these matters (Poulton, 


Fig. 7, A species of Dromia, carrying on its back a large colony of a compound 
Ascidian, which hides it comple kld From Disaster Bay, N. S. Wales, 30—40 fathoms. 
at. size. 
Beddard, Jacobi, Plateau, M' Intosh), viz. the Dromfids, 
which carry on their back, holding it with their two posterior pairs 
of legs, a sponge, an Ascidian or the like, thus 
Covering themselves entirely (Fig. 7). In many 
Cases it appears that they cut out themselves 
with their claws the piece of sponge they 
want for the purpose of covering themselves; oe 
it is generally found of the right size, fitting 
the size of the carapace of the crab (Fig. 8). &9 
Å most astonishing example of this sort oj 
Protection is that recorded by Shelford!") viz. 
the crab Dorippe astuta, which he found car- bx: ] 
Trying a large leaf over its back. ,S0 close big Nr Sk Broke oa 
was the resemblance betwéen one of these vered with pieces ofsponge, 
leaf-covered crabs and a waterlogged leaf wash- 
ing to and fro in the gentle bottom-currents, ”Tamboanga.. Nat. size 


R. Shelford. A Naturalist in Borneo. Ed. by E. B. Poulton. 1916. p. 300. 


74 


that the closest scrutiny was needed to detect the presence of 
the crab.” 

But the crabs also afford wonderful instances of protective re- 
semblance. Already during my Expedition to Siam in 1899— 1900 
I noticed many instances, and on my recent Expedition I have 
again observed numerous cases. Over and over again, when ex- 
amining the material from the dredge, especially from a bottom with 
fragments of coral and shells, it happened that, after I thought I 
had picked out every animal, some pebble began to move and 
was found to be a crab. To such a degree they resembled the 
pebbles, coral or shell fragments, that it was only when they 
started to move, they could be discerned as animals. To describe 
all "the cases would be too great a task, and, as the principle is 
the same, rather superfluous. It is especially among the Leucos- 
iids that such resemblance is found; also several species: of Par- 
thenope (Lambrus) are wonderfully protected, some by the long 
claws resembling an old piece of coral branch, while the body 
looks like an ordinary pebble, others by the carapace being ex- 
panded into flat crests which cover the legs completely so that the 
animal seen from above looks like an old bivalve shell, Fig. 10 
shows a fine instance of such protective resemblance. Alcock 
(Op. cit. p. 92, 104), records similar observations, accompanied by 
some fine illustrations. 

Another crab, which appears to me te present a very peculiar 
sort of protective resemblance, is Zebrida adamsii White (Fig. 11). 
This remarkable little crab lives on the sea-urchins, Sa/macis bi- 
color and Toxopneustes pileolus, and perhaps others; it devours 
the spines, tubefeet and pedicellariæ of the sea-urchin, generally 
following -one-area from the top downwards. The corispicuous co- 
loration, brown and white longitudinal stripes, together with the 
many curious projections on body and legs, produces a remark- 
able resemblance to the close set, short spines of these sea-ur- 
chins, especially of Toxopneustes pileolus, whose spines are like- 
wise white and brown. — This instance of protective resemblance 
can, of course, only have the meaning to protect the crab from 
… being devoured by fishes; for' the relation between the crab and 
the sea-urchin it cannot mean anything. But one cannot help ad- 
miring the smartness, so to say, of this crab to seek protection 
against its enemies by mimicking its own helpless prev. 


15 


In some rock pools — or ponds — on the shore of Hawaii, 
near the little town Hilo I observed a small black-and-white spot- 
ted crab, which was always found attached to the large, black 
Holothurians living here. That here is a case of protective color- 


Fig. 9. A small Dromiid carrying on its back an empty bivalve shell, which covers 
it ra Feireg so that the crab is perfectly invisible from above. —- Fig. 10. Oreo- 
peer US Sp., a Crab bearing the most perfect resemblance to a piece of dead, eroded 

ca. 20 fathoms ; 


Coral. The Younger specimen has lost one of its claws. From off rs 
— Fig Zebrida Adamsii 


dig a bottom with coral single, Lithothamnias a. 0 3 
hite. — Fig. 12; A Hippolytid, covered with fine hairy Fase resembling small 
algæ. All figures nat, 


ation can hardly be doubted; in the same time the crab gets the 
Protection afforded by its host, whose Cuvierian organs must make 
It an object feared by its assailants. I have not succeded in finding 
the crab as yet among the large collections brought home from 
the Expedition, so that the name of this interesting species cannot 
be given. 

Among the shrimps hardly any special case of protective re- 
Semblance is known, outside the communities of the sand fauna, 
Sargasso fauna etc. Beddard (p. 191) calls attention to the pe- 
Culiar eye-like markings on the shrimp Angasia pavonina de- 


76 


scribed by Spence Bate!), his meaning being — if I have under- 
stood him rightly -— that these bright-coloured patches may be of 
the same use as those on the wings of the Peacock butterfly 
»diverting the attention of an enemy to the less vital part of its prey". 
I should think this explanation very improbable in the case of the 
said shrimp; if these eye spots havé any special meaning I would 


Få: 14. 


Fig. 13. Hymenocera sp. Gulf of Panama Pk. 14 sim ene of Hymenocera sp., 
from Hawaii. soth figures nat. si 


sooner expect it will be found to be something like what obtains 
in the shrimp now to be mentioned. 

On the rocky shore near Hilo on the island of Hawaii there 
are some very fine rock pools or ponds, some of them of a con- 
siderable extent; I spent a good deal of time in March— April 
1915 in studying the rich animal life in these ponds. One day I 
observed what I thought was an unusually fine Floridean alga pro- 
jecting from under an overhanging rock. On bending down to take 
it, I was surprised in seeing it disappear; it was then no alga, 
but an animal looking like one. I succeded in catching the ani- 
mal with my net, when after a little while it appeared again, 
and found it to be the most astonishing shrimp I ever saw. It was 
most gorgeously coloured, especially with large, eye-like spots on 
the Hen pege and on the tail. The chelipeds were compressed and 


ra el Søeice Bate. On some new Australian species of Crustacea. Proc. 


Zool. Soc. London. 1863. p. 498. Pi. XL. 1 


TÅ 


considerably widened (Fig. 14), and also the legs and antennæ 
more or less widened, resembling, with their splendid coloration, 
branches of one of those Florideans with broad, flat, iridescent 
»leaves". The result was very striking. Unfortunately the colour, 
also the eye spots, has disappeared in the preserved specimens 
(a second one was taken later on), so that the figure cannot give 
any approximate impression of what it looked like when alive. — 
Also at the little island of Taboga in the Gulf of Panama I found 
a species of this shrimp (Fig. 13). It belongs to the genus Hy- 
menocera. 

Another shrimp (a Hippolytid) mimicking algæ was observed on 
Coral blocks near Honolulu (Fig. 12). In this case it is fine, branch- 
ing outgrowths on the carapace and legs, which give the appear- 
ance of fine algæ. It resembles very strikingly the dirty vegetation 
of small algæ, hydroids a. 0. organisms growing on the underside 
of old coralblocks, where the water is impure. Although wonderfully 
deceptive, when alive, this form is hardly so remarkable as //y- 
Menocera. 

It should be pointed out that these two cases do not quite go 
together with the usual adaptation of animals living among algæ. 
These forms do not live among algæ and are not adapted to hiding 
themselves among algæ. They are living free, but, so to say, ex- 
Pect to be taken for algæ themselves. 

Small shrimps are often found living on Crinoids or Echinoids, 
and especially on corals, and are then colored exactly like their 
host and very difficult to discern. I have observed a number of 
Such cases, but cannot give the details at present.) — Coutiére”) 
records the case of the Alpheid Arete dorsalis living on Hetero- 
cenfrotus mamillatus and on Echinometra »lucunter« (for Ech. 
mat!hæi). Alcock (Op. cit. p. 112) records similar observations, 
especially of Crustaceans living on Spongodes. 

The typical cases of adaptation to life among algæ are especially 
found among the Caprellids; they might be said to represent the 
Phasmids and Geometrid larvæ among marine animals. Although 


”) See also F. A. Potts. Researches at Murray Island. Yearbook of the 

i Carnegie Inst. No. 13. 1914. p. 209. ; 

) H.Coutiére. Note sur le commensalisme de PAréte dorsalis. .... 
Bull. Mus. d'hist. nat. 1914. p. 58. 


78 


this is well known and familiar to everybody, who has only the 
slightest acquaintance with marine biology, I cannot omit men- 
tioning a special case observed in Japan. Among the Corallines 
growing on the rocks at Misaki, near low water mark, there was 
found living a Caprellid which resembled the rather broad and 
flattened branches of a certain species of Corallina to such degree, 
that it was no less amazing than the most perfect wandering stick 
among Phasmids. Its body and limbs were, of course, flattened in 
the same way as the Corallina-branches; that also the colour was 
exactly the same as that of the Corallina, needs hardly be stated. 

That numerous cases of protective resemblance are to be found 
especially among the Amphipods, I have no doubt. Over and over 
again I have seen, on preserving Gorgonids, numerous Amphipods 
(and other small Crustaceans) falling off the coral, when it was 
put into the preserving fluid, while it was hardly possible to dis- 
cover any of them on the living coral. But it would need a spe- 
cial study to find out about these small animals, for which I had 
no time, although I perfectly realized that here was a matter well 
worth a careful study. 

The Isopods appear to be less rich in cases of protective re- 
remblance. The best known case is Idothea marina and related 
species which bear a striking resemblance to the plants (especially 
Zostera-leaves) on which they are found. Another, still finer ex- 
ample I observed in Australia, an Isopod living on an Ascophyllum- 
like alga on the shores of N.S. Wales. Its colour is exactly that 
of the alga, greenish brown, and in shape it resembles the leaves 
of the alga, to which it clings very tenaciously, being also very 
flattened. It is exceedingly well concealed by this protective re- 
semblance — but, of course, this case comes under the head of 
adaptation to life on or among algæ, which it is not my intention to 
treat more specially in this paper. 

Upon the whole the Crustaceans appear to be a very promis- 
ing field for the study of protective adaptation; hardly any other 
group of marine animals will afford so many objects for the study 
of these phenomena. 


MJ 
(<a 


vase Worms, 

Contrary to the Crustaceans the 
worms are very poor in adaptive phe- 
nomena. No really good case of pro- 
tective resemblance appears to be 
known. I have observed one peculiar 
case which I think it worth while to 
describe, even though it cannot be re- 
garded as an instance of real protect- 
ive resemblance. 

On a small Gorgonid, dredged in 
ca. 25 fathoms off Jolo, was found 
the tube of a Serpulid, attached in a 
very peculiar way (Fig. 15). — Only 
the end of the tube is wound round 
a branch of the coral, and then it 
ST0ws straight out. The cortex of the 
coral grows over the tube, covering 
it completely, and soon the worm tube 
gets the function of the axis of the 
coral; the true tip of the coral branch 
atrophies and remains on the side of 
the worm tube; new side-branches of 
the coral arise directly from the cortex 
Covering the worm tube, which has 
thus become an integral part of the 
Coral. That a very good protection 
has been acquired in this way is evi- 
dent; and, of course, the fact that the 
branches with the worm-tube axis are 
differently shaped from the normal 


Fig. 15. A Serpulid, attached to a 
sorgonian. Nat. size. 


branches does not interfere with the protection afforded by the 
Polyps of the coral. The worm, itself, is not at all modified. 


VI. Echinoderms. 
The Echinoderms are also very poor in phenomena of protect- 
ive adaptation, probably because they are upon the whole not much 
Preyed upon by fishes or other animals against which protective 


380 


resemblance would be of any use — for, of course, it would not 
help f. i. an Asterias to be ever so much like another animal 
against being devoured by a Solaster. 

The bright coloration of Asthenosoma is regarded by Semon'!)y 
as a case of warning coloration, to teach its enemies to keep away 
from its poison spines. This may not seem unreasonable. 

An apparent case of protective resemblance is recorded by 
Doderlein?”), viz. Eucidaris metularia (Lam.), which was found 
to resemble to a striking degree the Millepores, on which it was 
found living, so that it looked like part of the Milleporan colony. 
That this is no real case of protective resemblance is evident from 
the fact that this Cidarid is by no means always found living on 
Milleporas; in fact, I have never seen it on a Millepora, although 
I have collected a good many specimens of this species. 

Some good cases of adventitious protection are known among 
Echinoids. It is well known that some Echimoids, especially of the 
genus Tripneusles, cover themselves up with pieces of algæ, shells, 
pebbles or small stones, some times to such a degree that it is 
hardly possible to distinguish them in their natural surroundings. 
This must certainly afford a good protection for them — though 
it is by no means effective against their worst enemy, man. (The 
Tripneustes-species are highly estimated as food). — A still better 
protection has been acquired by the small Gymnechinus pulchel- 
lus, which I found to cover itself with an empty bivalve shell, 
big enough to cover it completely, so that decidedly nothing but 
the shell could be seen from above.?) 

Several Holothurians living on sandy bottom in shallow water 
cover themselves with a fine coat of sand. A much better, and 
much more interesting kind of protection has, however, been adopted 
by Pseudostichopus trachus Sluiter, a Holothurian which is found in 
considerable numbers in places of about 100 fathoms depth in the 
Sagami Sea, Japan. It covers its whole surface with sponge spicules 


')) R.Semon. Im australischen Busch und an den Kiisten des Korallen- 
meeres. 1896. p 510. 

”) L.Dåderlein. Seeigel von Japan und den Liu-Kiu-Inseln. Arch. f. 
Naturgesch. 1885. 

DTR. Mortensen. Zoological Results of the Danish Expedition to Siam. 
ll. Echinoidea (I). Mem. Acad. R. d. Sc. Copenhague. 7 Ser. I. 1904. p.115. 


81 


standing out as a close coat of fine very loose sitting bristles (Fig. 16). 
This must give a very perfect protection; everybody who has tried 
to handle it with the fingers can realize the result, when a fish 
would try to swallow this séa-cucumber; it would get the mouth 
full of the spicules and most probably leave the animal alone after 
having tried it once. I am not aware that any experiments have 
been made with feeding fishes on this Holothurian, but the result 
can hardly be doubtful. — A similar adventitious protection is found 
in Pseudostichopus occultatus v. Marenzeller and also in Meseres, 
especially M. hyalegerus Sluiter. 

It is quite possible that the very conspicuous black coloration 
in some Holothurians — the more conspicuous when they live on a 
white, sandy bottom — serves as 
a warning coloration. Those forms 
which have Cuvierian organs pos- 
SESsS a very effective means of pro- 
tection; those peculiar sticky, white 
threads, which dart through the wa- 
ter like arrows (always with the 
end bent, so that the foremost point 
Is about one centimeter behind the 
tip), entangling anything they meet, 
must be very dangerous weapons. fn dorsal and ventral vis. NL sie. 
I have seen crabs helplessly en- 
tangled in them. — On the other hand not all the Holothurians 
Possessing Cuvierian organs are conspicuously coloured. Some forms 
are grey, spotted, that is to say protectively coloured in the same 
Way as are so many other animals living on sandy bottom. 

Possibly another case, observed at the Philippines, should be 
interpreted as a warning coloration. On a coral reef in Taba Bay, 
Mindanao, I observed on some big sponges, which seemed to be 
of the well known form Poterion Neptuni, numbers of small, some 
10—.12 centimeters long, Synaptids crawling on the outer surface 
of the sponge, very conspicuously coloured, whitish with longitud- 
inal blackish stripes. Experiments alone could decide, whether this 
is really a warning coloration; protective coloration would seem 
Out of question here — there could in that case only be the pos- 


Sibility that they are mimicking some Nemerteans; but then it is 
6 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturhist. Foren. Bd. 69. 


82 


not known, whether Nemerteans are unpalatable or otherwise their 
proboscis is a sufficiently protective weapon. Perhaps also this color- 
ation of the Synaptid has no such meaning at all. — An undoubted 
case of protective coloration is afforded by the small Synaptid, 
Synaptula hydriforme Lesueur from the West Indies, which is 
greenish, striped, so as to be almost indistinguishable among the 
ålgæ, where it lives. 

Among the Ophiurids some species of Ophiothela appear to 
be protectively coloured. They generally live upon Gorgonids, where 
their splendid coloration makes them fairly difficult to distinguish. 
Also young Astrophytids with their branching arms are often very 
hard to distinguish on branching Gorgonids. The same holds good 
of Astroceras pergamena Lym. 

In the Bay of Panama I observed a white Astrotoma (?) Y) on 
a white unbranched Gorgonian (Leptogorgia?). It seemed to be a 
very fine protective coloration; but afterwards the same species 
was found on a dark red Gorgonian, where it was exceedingly con- 
spicuous on account of its white colour. This case is, anyhow, 
very interesting in comparison with the Gastropod Ovulum living 
on the same Gorgonians. The latter carefully avoids Gorgonians 
differently coloured from itself or else perhaps adopts the colour 
of its host. The Ophiurid, having no eyes, cannot distingish the 
colour varieties of the Gorganians it lives on, and thus must make 
mistakes. At least so it would appear. 


VII: Coelenterates: 

Well protected as they are by their nematocysts the Coelente- 
rates would appear to need no protective coloration or resem- 
blance. Warning coloration would seem to be more useful and very 
probably the gorgeous colours of so many sea-anemones are warn- 
ing colours (Poulton, p. 166). ”) 


") I have as yet failed to find the specimens preserved, so I cannot give 
the name with certainty; but it appeared to be something like an Astro- 
toma. 

”) The gorgeous colours of so many forms of reef corals probably have 
nothing with warning or otherwise protective coloration to do. Partly, at 
least, they are due to symbiotic algæ (Zoochlorella) that live in the soft 
parts of the corals. 


83 


The more remarkable is a case of undoubtedly protective re- 
semblance in an Actinian, which I observed in New-Zealand — a 
small brown form living on a Fucoid alga in rock pools, resem- 
bling the peculiar small branches of the alga to such a degree in 
shape and colour, that it was very hard to distinguish. This Actinian 
then is probably not unpalatable and may serve as food for fishes 
or other animals (— as is the case with some other Actinians — 
McIntosh, p. 225), otherwise it would be hard to see the inean- 
ing of this evident protective resemblance. 


VH: Observations on Insects, 
»Double-headed" Butterflies. 

Although the author could afford only very little time for col- 
lecting and studying terrestrial animals, some observations on pro- 
tective habits and adaptations were made, which would appear to be 
partly new and worth mentioning. Being no Entomologist I am, 
of Course, by no means fully acquainted with the litterature on 
this subject. When, in spite of that, I venture to publish this 
record of my observations, it is because I think they may be of 
Some use, even if they are not new. My observations are made 
entirely independently, so to say unintentionally, without any pre- 
conceived ideas or wishes to find instances of mimicry, protective 
resemblance or the like. And, in any case, independant observ- 
ations are not entirely without value, even if they contain nothing 
new — In his book ;,Noch einmal Mimicry, Selektion, Darwin- 
ismus” (1909) M.C. Piepers says (p. 141): , Untersuchungen uber 
die Mimicry jetzt noch als ein Desideratum zu bezeichnen . 
Scheint mir durchaus unangebracht zu sein. Untersuchungen sind 
tiberreichlich vorhanden ..... « "I do not quite agree with this 
rather apodictical statement. Careful observations will never be 
Superfluous; even observations made by »globetrotters", as Piepers 
Puts it scornfully (p. 145) may be of some value. »Careful observ- 
ation of the living insects is worth any amount of arm-chair theo- 
rizing, however ingenious" as says Shelford very justly (Op. cit. 
P. 214). 

I want to state expressly that I have no intention of entering 


on a discussion of the problems of Mimicry. I had not made a 
6? 


384 


special study of Mimicry before going on my Expedition and I have 
no time to do so now either. But I venture to think this an ad- 
vantage for the observations recorded; they are made by an entirely 
unprejudiced mind, interested only in the phenomena themselves, 
not in the pro's or contra's of these much discussed biological 
problems. 

The observations almost exclusively relate to Insects; only once, 
on Luzon, near Manila, I observed a curious case of agressive 
protection in a spider. In a white flower with transparent yellow 
stamina I found a spider with the body coloured white, exactly 
like the petals, and the legs clear and transparent, exactly like 
the stamina. It was very hard to distinguish the spider, and evi- 
dently the insects visiting these flowers must fall an easy prey to 
it. — Unfortunately I-had nothing to preserve the spider in, and 
there was no opportunity to visit the place later on, so I cannot 
say anything about the name of this spider. Exactly the same color- 
ation was observed by Alcock (Op. cit. p. 204) in a species of 
Mantis found in the flowers of Pancratium. 

Excepting this single case all the observations here recorded 
were made in Panama, especially on the little island Taboga, 
where I spent the months November 1915—February 1916. 

When walking in the woods I often observed like a shade pas- 
sing by very rapidly. That it was an insect, was plain enough, 
but it took some time before I succeded in securing a specimen. 
It proved to be a Hymenopterous insect of the Pompilidæ (Agenia 
sp.) with white spotted wings and long thin legs, ringed with black 
and white, It is this coloration which, combined with the slender 
and elongate legs and the very easy flight, makes it almost impos- 
sible to distinguish the insect when flying. The same observation 
was made in regard to a large Tipulid; in this case it worked 
also when the insect was sitting on a tree-trunk (-— it always 
alighted on mossy, gray tree-trunks —); the legs were then. con- 
stantly in a rapid shivering motion up and down, which made it 
very hard to find the insect, if one had not carefully noted the 
exact spot, where it alighted.") 

— ROSE the flies I noticed one form (Calobata lasciva Fabr.) 


BEG: Wesenberg: Lund, in his delightful book ,Insektlivet i Ferske 
Vandef, 1915, p. 331, gives a vivid description of similar observations 
on Tipula gigantea and Pedizia rivosa. 


85 


mimicking ants with great perfection. The wings are held close 
together on the back so as to be very inconspicuous; the manner 
of walking is quite ant-like, it runs on leaves, or on the tables in 
the houses, so exactly like ants that it requires some knowledge 
of insects to see that it is really a fly, not an ant, and I had some 
amusement in pointing it out to persons having no training in 
natural history; they invariably asserted it to be an ant. 

The very large fly, Mydas, is mentioned by Jacobi!) as a 
fine case of mimicry, it being supposed to resemble one of the 
large Sphegidæ or some other big wasp. I had the pleasure of 
observing and catching a couple of specimens, and, of course, I 
took it at first for a wasp. I would say, however, that, although the 
shape and colour of this fly does certainly recall a big wasp, its 
habits are by no means wasp-like. It does not move the antennæ 
like a wasp; its flight is heavy and noisy. And it is a very clumsy 
animal; when alighting on a thin twig it often cannot hold itself 
upright, but tumbles over, hanging thus under the twig, and it 
then makes clumsy efforts to get up again — like a very poor 
Symnastic. It made the impression of a foolish creature, which did 
not know how to use its good disguise, spoiling it by its clumsy, 
Most wasp-unlike habits. 

Some curious Cicads of the Membracidæ (Spongophorus) with 
very large dorsal excrescenses, proved to be a very fine instance 
of protective resemblance. I saw them often alighting on leaves; 
they always fell on the side and then looked in the most wonder- 
ful way like a small piece of a rotten leaf, of which only the ir- 
regularly anastomosing ribs were left (Fig. 17). I have had no 
Opportunity of consulting the Monograph on the Membracidæ by 

uckton, in which Poulton has given some 
Suggestions as to the meaning of the shapes 54 


and colours of the Membracidæ in the struggle 
for existence (quoted from Jacobi, Mimicry, 
P. 203). I do not know, accordingly, whether i rene 
thi ; 3 å "ig. 17. Two Membracids 
IS observation agrees with the ideas put forth 6 ne genus Spongopho- 
by Pou lton. rus; Sp. GueriniiFaivm (2) 
é to the left, sp. biclavatus 
It was, however, among the butterflies that "gg. 40 the right. 
the most RR observations were made. Natural size. 


) A.Jacobi. Mimikry und verwandte Erscheinungen. 1913. p. 90. 


86 


Several forms of Heterocera mimicking dead leaves in a very per- 
fect way were observed; but there is no reason to enter on de- 
tails about this wellknown sort of protective resemblance. I would 
only venture to say that I had very often the impression that 
several brown coloured butterflies, when flying, resembled fal- 
ling leaves; in fact, I was often uncertain, which I was looking 
on, a brown butterfly or a falling leaf. In any case it seems 10 
me worth while calling attention to this, supposed,, special kind of 
protective resemblance. Piepers (Mimicry, Selektion, Darwinismus. 
1903. p. 232) records similar observations. — But the butterflies 
that caught my special attention were the Lycænids, especially 
the species of the genus Thecla. 

Ås is well known, the species of this genus have some pecu- 
liar, thin prolongations from the hindwings, sometimes only small 
and inconspicuous, but in most species, especially the larger tropi- 
cal forms, long and threadlike. There may be one, two or three 
pairs of such prolongations, of different length, the lower or the 
middle pair being generally much the longest. In most species there 
is a conspicuously coloured spot on the underside of the hindwings 
at the base of the processes; sometimes there are two such spots. 
The upper side of the wings is mostly very inconspicuous and 
quite uniformly coloured, and as the specimens in the collections 
are nearly always mounted with the upper side up, nobody could 
guess the meaning of the tail-like prolongations from an inspection 
of such a collection; from specimens mounted with the underside 
up it can, of course, be concluded with certainty that the much 
brighter colours and often very complicate design of this side of 
the wings must have something to do with the habits of these 
butterflies. But the astonishing truth could, upon the whole, hardly 
be imagined from specimens mounted in the quite unnatural po- 
sition with the wings spread out horizontally, even if the under- 
side be turned up. On observing them in nature, as I had a fine 
opportunity to do during my stay on the island of Taboga, Panama, 
the meaning of the peculiar appendages and the conspicuous design 
of the underside of the hindwings at once becomes evident — it 
is to simulate a false head, so that the butterfly appears to 
be double headed, to have a head in each end. 

These butterflies, when resting, always close their wings, S0 


87 


that only the underside is seen. Then they have the remarkable 
habit of moving the hindwings alternately up and down, whereby 
the threadlike prolongations are kept in a constant movement, 
looking perfectly like antennæ. The conspicuously coloured spot at 
the base of the pseudo-antennæ perfectly suggests an eye — and 
thus the impression is produced that this end is the head, the real 
antennæ being held quite motionless, and the real head being 
black and quite inconspicuous. Pl. I, Figs. 1, 2, 5 and 6 represent 
forms of this simple type. A much more elaborate form is repre- 
sented by the species Thecla phaleros L. and related forms (Pl. I, 
Figs. 3, 7—8). Here a lobe of the hindwing is bent outwards, 
being differently coloured from the rest of the wing. This gives 
the most wonderful likeness to a real, broad head. Furthermore 
the smaller processes suggest the palps; although they are placed 
above the antennæ, this is not noticed in the living animal, where 
these appendages are in a constant movement. It is true, this is 
not like a. butterfly-head, but a more generalized insect head; the 
resemblance to such an insect head is truly astonishing, and the 
result is that anybody would involuntarily take the tail end to be 
the head. And it can hardly be supposed that a bird or a lizard 
or any other enemy of the butterfly (Mantis?) would be suspicious 
on account of the fact that the ,head" looks remarkable for a 
butterfly or that the palps are in a wrong position. 

So vivid is the impression, in the more perfect species, that 
although I knew it all perfectly well and had observed it many 
times, I had always the involuntary impression that the tail end 
was the head, and, of course, persons with no special knowledge 
of insects would invariably take this to be the head. Once I was 
accompanied on an excursion by a clever boy, who had a fancy 
for collecting butterflies. I pointed out to him one of the black 
Striped Thecla's, asking him, where the head was. He at once 
Pointed to the tail end, and on my saying it was in the other end, 
he repeated that it was there, in the tail end. As I then pointed 
Out to him the real antennæ and head, he exclaimed wondering: 
»Oh, but then it has got two heads." 

The meaning of this can, of course, only be this one, that the 
enemies of the butterfly are induced to attack this non-vital part, 
while the butterfly itself escapes with the loss only of a part of 


88 


its wings, unessential for the flight. Also, as 
pointed out by Marshall") the butterfly darts 
off in a direction unexpected by the enemy, 
that takes the tail end for the head, which 
must help the butterfly to escape. 

The remarkable design on the underside of 
Fig. 18. Thecla phaleros the wings in Thecla battus and related forms”) 
SS Sign stper mus — black and white bands, broad at the anterior 
show the outturned lobe edge of the wing, narrowing towards the tail 
KR RS end, those on the hindwing being in direct 

figure. continuation of those of the forewing — has, 
evidently, a special meaning. Ås seen in the figures 3, 6—8, PI.I, 
they all converge towards the false head, with the result that 
the eye is involuntarily directed towards this spot. —— This is a 
curious analogy to the honey guides in flowers. 

In Thecla marsyas Cram. (PI. I, Fig. 12) there is no special 
design on the underside of the wings; still the "false head" is. 
exceedingly conspicuous. Whenever I saw this species I could not 
help thinking that the disguise — if we may call it so — was 
really overdone. In some of the smaller, simpler forms there aré 
lines or streaks, which may perhaps also serve the purpose of 
directing the eyes towards the false head. It seems also to be a 
general rule in the Thecla's that the hindpart of the hindwings is 
brighter coloured than the rest of the underside, which must, evi- 
dently, also serve to direct the attention towards the false head. 

While there can be no question of the meaning of the double 
head of these butterflies, the great question, of course, remains: 
does it really work after the intention? Although I have paid very 
much attention to this question, I have never succeded in finding 
any direct evidence for it. Not one specimen was observed with 
the false head partially or completely bitten off. Possibly, on the 
small island, where my observations were made, there are not so 


end 


2) e A.K. Marshall. The Bionomics of Souh African insects. Trans. 
t. Soc. London. 1902. p. 375 
) Babided Thecla battus and phaleros I have observed at least one more 
species, perhaps two, with the same remarkable design of the underside, 
and I cannot doubt that all the species with this design will prove to have 
the same habit, the design working in the same way 


89 


many of the enemies of butterflies as on the mainland — at least 
there are decidedly much fewer lizards; still there are birds enough, 
and also different species of Mantids occur there, so one should 
expect to find specimens of the Thecla's showing molested wings. 
However, even if I can give no direct evidence, that the false 
head really helps to save the butterflies, when attacked, the ob- 
servations of Geo. H. Burn, published by Poulton!"), prove that 
it does so. He states that he has ,repeatedly come across fresh spe- 
cimens with that part of the hindwings injured, in many cases 
bitten completely out." Direct experiments would give the best 
proof; they could be carried out without much difficulty. 

There is, of course, one draw-back with this, otherwise so acute 
design — it does not work more than once, in case it is quite 
destroyed at the first attack. But then, anyhow, it has worked once, 
and that may be sufficient for the species, if not for the specimen 
in question. 

It is very interesting to see that these butterflies all behave as 
if they were perfectly conscious of the protection they enjoy. They 
do not fly restlessly as do so many other butterflies; they gene- 
rally flie only a little way at a time, and when they alight, they 
never seek to hide themselves. away, but on the contrary alight 
on very prominent places, where they are especially conspicuous. 
In two cases, however, there was found to be a special protective 
resemblance besides the device with the double head; one was 
entirely green on the underside of the wings and thus very hard 
to distinguish from the green leaves, another was brown on the 
underside of the wings, exactly like the dead leaves on the ground, 
on which it would rest. — It should be mentioned that in no 
Case did I observe any of these butterflies resting head downwards, 
but always horizontally on leaves or flowers. 

In all I observed at least a dozen different species of such 
double-headed butterflies, the more conspicuous of which are re- 
Presented in Pl. I. That the same remarkable habits will be found 
also in many other species of Thecla's with a similar structure of 
the hindwings, I cannot doubt. Some of the larger forms must be 
quite wonderful to see in nature. 


") Proceed. Entom. Soc. London. 1906. p- 15. 


90 


When I made these observations I had no idea that this most 
remarkable protective adaptation was known. I had, of course, some 
knowledge of mimicry, but I had never found this special case 
mentioned in litterature. On my return from the voyage I looked 
up the matter and found that nothing is said of it in such books 
as Punnett's ,,Mimicry in butterflies" 1915, Jacobi's ,, Mimikry 
und verwandte Erscheinungen" 1913, or Beddard's ,Animal 
coloration" 1892, and neither did I find it in the usual text books. 
But then I found it mentioned in E. B. Poulton”s ,The colours 
of animals" 1890, p. 207, the description given by Poulton being 
in the most perfect agreement with my own observations. Even 
the fact mentioned by Poulton, that some of the ,,Blues" (Poly- 
ommatus) show the same peculiar movement of the hindwings, 
up and down alternately, when at rest, I observed on a small 
species, evidently Lycæna hanno Stoll., the only species of Ly- 
cæna recorded from Taboga (and the Panama Canal Zone) by 
Harrison G. Dyar in his ,Report on the Lepidoptera of the 
Smithsonian Biological Survey of the Panama Canal Zone" "). 

Later on Professor Poulton kindly gave me some more re- 
ferences to newer litterature, viz. Marshall's paper ,The Bionomics 
of South African Insects"; Poulton's ,Essays on Evolution" 1908 
and Longstaff ,Butterfly-hunting in many lands" 1912 — be- 
sides the notice quoted above from the Proc. Ent. Soc. London 
1906. — Although there is thus recorded a good deal of observ- 
ations on this remarkable habit of the Thecla's I have thought it 
worth while publishing my own observations, partly because they 
concern species on which such observations had not been made 
hitherto, partly because I thought it a good opportunity of figuring 
some of these forms in their natural position, which, in my 
opinion, conveys a much better idea of this wonderful adaptation 
than a pure description can give — and this has not yet been 
given, at leåst not in the litterature I have consulted. 

On reading Pieper's book ,Mimicry, Selektion, Darwinismus" 
I was very surprised in finding (p. 27) a most peremptory remark 
about this case of protective adaptation, ascribing it ,gånzlich der 
Autosuggestion, dem unbewussten Drang iiberall Mimicry zu er- 


7”) Proc. U. S. Nat. Museum. Vol. 47. 1914. p: 152. 


91 


kennen". ,,Wie viele hundert Male ich dies auch gesehen habe, 
niemals ist es mir gegliickt dabei an etwas derartiges denken zu 
kånnen; die Schwånzchen z. B. welche dann, laut Poulton, die 
Antennen vorstellen miissten und damit nach seinem Urteil sehr 
stark iibereinstimmten, gleichen denselben in Wirklichkeit absolut 
nicht". In the second edition (p. 145) he again mentions this 
»Phantasiewahrnehmung, deren Unrichtigkeit sich mir jedoch bei 
der Beobachtung vieler Lycæniden mit dergleichen Fliigelanhångseln 

;… Volikommen gezeigt hat. .... Man hat es hier offenbar mit 
einer gewissen Suggestion zu tun.” 

I must say to this statement that either has Piepers not ob- 
served any of those butterflies, where the false head is well devel- 
oped, or he must have laboured under an autosuggestion to the end 
that there must”not be such a thing. Unfortunately he does not 
state which species he has observed, so it is impossible to see 
which alternative is the right. But I am quite convinced that, had 
Piepers observed T'hecla battus or marsyas he would have 
agreed that the ,double head" is a fact. Then he would probably 
also have accepted the observation of Planter!) of a species of 
Deudoryx in Egypt that has "not only a ,double head" like the 
Thecla's but even moves both backwards and forwards. (I have no 
first hand knowledge of this observation). 

One of the first observations of this remarkable character of 
the Thecla's was (according to Poulton) made by Perkins in 
1888, on a species occurring also in our country, viz. Thecla W- 
album (Fig. 19). Knowing this I was very anxious to study this 
Species also. During this summer I had then the satisfaction of 
observing, under the best possible conditions, several specimens of 
this species. The result of my observations was quite unexpected. 
They did not move their hindwings at all, and I did 
not in any way think the hind end of the wings sug- 
8Eestive of head.2). 

This result is both surprising and most interesting. Of course, 
it must have moved its wings, when Perkins made his observ- 
stion, otherwise he could hardly have come to the idea that the 


ej dm Reviik scientifique (Revue Rose) 13. Septbr. 1903. 
2) It is worth mentioning that one of the specimens I observed had lost 
the hindpart of its hindwings. 


hind end was meant to look 
like a head. Is it so per- 
haps, that this species has 
the habit of moving its wings 
up and down in other (more 
southern ?) countries but has 

lost the" habit here, or does 
Fig. 19. keel ae Urd ned hg Th. W- it do <£0 only now and then 

everywhere? This would 
further lead to the question, whether it is a form representing only 
an incipient stage of this habit and character, or it is perhaps a 
reduced stage, where this habit is about to be lost. It seems to me 
that a more close study of this and allied species might perhaps 
give the solution of the interesting question, how" this remarkable 
character has developed. The fact, that the Lycæna's or ,Blue's" 
generally have the habit of moving their hind wings up and down 
must be of considerable importance in this connection. It may prob- 
ably be the starting point of the evolution of this character. AS 
I have no special knowledge of Lepidoptera I can only give these 
suggestions and direct the attention of specialists to this highly 
interesting problem. 

Pieper's (Mimicry etc., 1903. p. 434) in accordance with his 
theory of the reduction of the wings in insects, asserts that the 
appendages of the hindwings in Lycænids are ,nichts anders als 
die letzten Relikte von einer friiheren gråsseren Ausdehnung der 
Fligel, welche in dem evolutionellen Prozess der Verkleinerung 
auf dem Punkt stehen um ganz zu verschwinden ..... Offenbar 
muss dann die Form dieses Schmetterlinges, bei der jene Schwånz- 
chen am meisten fehlen, auch diejenige sein, welche am weitesten 
evolutioniert ist". I am not competent to judge of the correctness 
of Piepers' theory of the wing reduction, and the — thus far 
quite logical — conclusion that those species with the smaller ap- 
pendages are the more reduced. But that these appendages are 
nothing but the last vestiges of the greater extension -of the wingS 
is, evidently, not correct; their very large size in some species, (in 
Sithon tharis Hibn. e. g. they are as long as the distance from 
the tip of the forewing to the end of the hindwing), the often 
white, slightly enlarged tip (— representing the thickened end of 


93 


real antennæ —), combined with the outturned lobe of the hind-edge 
of the wing, bear witness enough that this is a very specialized 
Structure, not a simple rudiment of a formerly larger wing. 

It should still be mentioned that I had the opportunity of ob- 
serving also another species of Thecla, occurring in our country, 
Th. quercus (Fig. 19). It did not move its hindwings any more 
than Th. W- album, and the shape and design of the hindwing 
give still less impression of a head than is the case in W- album. 
This species would then represent a still more reduced — or per- 
haps more primitive — stage than W- album. It may, however, 
be stated that it was a cold and rainy day I observed it — per- 
haps it may behave otherwise in warm, sunny weather. 

Also another butterfly, Gynæcia dirce Linn., appears to have a 
similar adaptation, though much less perfect than in the Thecla's (PI. I, 
Fig. 10). This' butterfly usually rests on tree trunks, with the wings 
closed, and always head downwards. When in this position, the short 
end lobe of the hindwings very much resembles a head — and, as 
Seen in the figure, also in this case there are lines in the markings 
of the hindwings, which converge towards the false head, and also 
the color is somewhat brighter towards the lobe. The wings do not 
Move up and down, and there is nothing to indicate antennæ. 
Upon the whole this is a much less elaborate disguise than what 
is found in the Thecla's. Still, on observing the butterfly resting 
in its natural position on the tree trunks one cannot resist the 
impression that it is the head turned upwards, and that the mean- 
ing of it must be, that lizards are thereby induced to direct their 
attack at this non-vital point, the butterfly thus escaping. — The 
Same objections, of course, apply to this case as to the Thecla's: 
Il have never seen an injured specimen (— but I have hardly 
Seen more than a dozen specimens -—) and, in case it does work 
after its Supposed meaning, it can do so only once. 

Although this peculiar device of simulating a head in the wrong 
end is specially developed in the Lycænids, it is not entirely unknown 
in other animal groups. Shelford in his book ,,A Naturalist in Bor- 
neo" describes (p. 230) a larva of a Noctuid, in which the posterior 
end looks startling like an ant. ,, Nearly all the segments of the body 
are furnished with fragile tentacle-like processes. The anal prolegs 
are large, and can be completely divaricated; just above each is 


94 


a prominent black spot. When the larva is irritated, the posterior 
part of the body is immediately reared up, the anal prolegs are 
thrown widely apart, and the more posterior tentacles are violently 
agitated. When the larva is seen end-on it looks very like an ant, 
the eye-spots like ant's eyes, the tentacles like the legs, while the 
antennæ are represented by the last pair of tentacles which are 
elbowed like these organs in an ant.” Also a small spider, Amyciæa 
lineatipes, mimics the Keringa ant, in whose nests it lives, in the 
curious way that ,the head part of the ant is mimicked by the 
abdomen of the spider, which near its apex bears two black spots 
like the eyes of an ant". 

Also among Vertebrates this character occurs at least in one 
instance, viz. the little fish, Chætodon plebejus, mentioned above, 
(p. 60). But possibly there are some other cases. According to 
Hagen") the poisonous snake Elaps furcatus Schneider of Su- 
matra has the habit, when alarmed, to raise head and tail and 
then roll up the tail end in a spiral, whereby it looks like a widely 
opened mouth; the matives are naming it the two-headed snake. 

Further Mr. H. Winge has kindly called my attention to the 
Australian short-tailed Lizard, Trachysaurus rugosus Gray., the 
short and rounded tail of which corresponds so closely in its out- 
line and proportions with the head, that it was originally described 
by its 'discoverer, Captain W.Dampier, as a double-headed animal. 
»It had no tail, and at the rump, instead of a tail there, it had a 
stump of a tail which appeared like another head, but not really, 
such being without mouth or eyes; yet this creature seemed by 
this means to have a head at each end."”) What further adds to 
this likeness of the tail end to a head is, as Mr. Winge pointed 
out to me, the fact that the hindlegs are almost exactly like the 
forelegs in shape and length. 

Whether this feature is really of any protective value to the 
animal, in the same way as the false head of the Thecla's, can, 
of course, only be decided by observations of the animal in its 
natural surroundings. I am not aware, that such observations have 
been made. 

") Quoted from Piepers. Mimicry, Selektion, Darwinismus. 1903. p. 213. 
”) Quoted from ,,Living animals of the world", p. 578— 


95 


I beg to tender my sincere thanks to the following gentlemen, 
who have assisted me in identifying the different forms mentioned 
in this paper or by giving me informations of the litterature con- 
cerning the questions treated here, or otherwise: Mag. sc. K. Hen- 
riksen, Professor Ad. S. jensen, Professor W: fohannsern, 
Inspector W. Lundbeck, Mr. H. Lynge, Cand. mag. K. Ste- 
phensen, Dr. C. Wesenberg-Lund, Vice-Inspector H. Winge 
and Mr. Worm-Hansen. A special thank is due to Professor 
E. B. Poulton, Oxford, for the most valuable literary references 
about the double-headed butterflies a. 0., he so kindly has sent 
me. Finally I beg to express my sincere thanks to the Carls- 
berg-Fond for affording me the means for the illustrations of 
this paper. 


Additional Note. A case of protective coloration among Bivalve 
Molluscs ought still to be mentioned, viz. Pteria (Electroma) Zebra 
Reeve. The young specimens of this species are beautifully coloured 
With alternating dark and light stripes. This coloration produces an 
astonishing resemblance to the hydroids to which they are found 
attached. (See H. Lynge. Marine Lamellibranchiata. The Danish 
Expedition to Siam 1899—1900. Mém. Acad. R. d. Sci. de Copen- 
hague. 7. Sér. V. 1909. p. 142. Tab. II. Fig. 16—18. N. Odhner. 
Mollusca. Res. of Dr. Mjoberg's Swedish Sci. Exped. to Australia 
1910—1913. K. Sv. Vetensk. Akad. Handl. Bd. 52. 1917. p. 16. 
PLA. Figs. 6-8). 

Reference should be made to the following papers which I have 
been able to consult only after this paper had been sent to print: 

:J. Crozier. On the Immunity Coloration of some Nudibranchs 
(Proc. Nat. Acad. Sci. Washington. II. 1916. p. 672—5) and W. H. 
Longley: Observations upon Tropical Fishes and Inferences from 
their adaptive Coloration. (Ibidem, p. 733—7), and the same authors 
Paper on: The Significance of the Colors of Tropical Reef Fishes 
(Yearbook of the Carnegie Institution, Washington, No. 15. 1916; 
p. 209—12). Another paper by the same author: The Colors and 
Color Changes of West Indian Reef-fishes (Journ. of Experimental 
Zoology. 1917) I have not seen as yet, likewise a paper by Potts 


96 


(title unknown) in Papers from the Department of Marine Biology 
of the Carnegie Institution, Vol. 9. p. 71-—-96. There is no reason 
to enter on a discussion of these papers. Only the interesting ex- 
periments by Crozier, proving the unpalatableness of the brightly 
colored Nudibranch Chromodoris zebra should be mentioned. 


Explanation of the Plate I. 


Figures 1, 2, 5 and 6 represent different species probably of the genus Thecla, 
showing a less specialized stage of development of the false head. 
All from the island of Taboga, Panama. 

Fig. 4. Thecla acis Dru., from St. Cruz, West Indies. This is doubtless the 
species, in which I observed this habit of simulating a false head 
in the posterior end during a visit to the West Indies in 1906. A 
notice of the matter is found in ,,Geografisk Tidsskrift" 1908, 
Bd. 19, p. 49. ; 

Fig. 7... Thecla phaleros L. Taboga, Panama. 

Fig. 3, 8 and 9. Thecla battus Cram. Fig. 3 is the female (slightly damaged), 
Fig. 8 the male, and fig. 9 the upper side of the same. All from 
Taboga, Panama. 

Fig. 10. Gynæcia dirce L. Taboga, Panama. 

Figures 11—12, Thecla marsyas L Taboga, Panama. 


172 1OF/. 


Fuglene ved de danske Fyr i 1916. 


34te Aarsberetning om danske Fugle. 


R. Hørring. 


I 1916 indsendtes fra 30 af de danske Fyr og Fyrskibe til 
Universitetets zoologiske Museum ialt 1292 Fugle af 78 Arter, 
faldne om Natten i Træktiderne. Sikker Efterretning haves om c. 
1535 artsbestemte faldne Fugle, idet Prøver af disse ere indsendte. 
Ifølge Fyrmestrenes nøjere Opgivelser er yderligere opsamlet c. 
235 Fugle, hvoraf c. 36 vare Lærker, c. 104 Drosler. Nøjere 
Efterretning haves saaledes om c. 1770 Fugles Død ved Fyrene. 
I det hele synes der, at regne efter de indkomne Oplysninger, 
mindst at være faldet omkring 2000 Fugle. 

De Fyr, hvorfra Fugle indsendtes, vare: 

Graadyb Fyrskib, R. M. Nielsen, prneksee (119 Fugle fra 

48 Nætter). 

Sædenstrand Fyr, Pi faren. fyre (3 ra 3 Nætter). 
Blaavands Huk Fyr, S. Ross, Fyrmester (295 fra 11 Nætter). 
Vyl Fyrskib, Jul. S. Jensen, Fyrskibsfører (152 fra 61 Nætter). 
Horns Rev Fyrskib, J. S. Ibsen, Fyrskibsfører (111 fra 39 Nætter). 
Lyngvig Fyr, C. A. Hansen, Fyrmester (10. fra 6 Nætter). 
Bovbjerg Fyr, CTR Rude og AV. Hansen, Fyrméstre (7 
fra 1 Nat). 
Lodbjerg Fyr, L. F. Madsen, Fyrmester (14 fra 6 Nætter). 
Hanstholm Fyr, H. Roed, Fyrmester (65 fra 3 Nætter). 
Rubjerg Knude Fyr, J. C. Boysen, Fyrmester (19 fra 2 Nætter). 
Skagen Fyr, E. Sonne, Fyrmester (19 fra 1 Nat). 
Skagens Rev Fyrskib, S Winther, Fyrskibsfører (1 fra 1 Nat). 
Nordre Rønner Fyr, P. S. Pedersen, Fyrmester (4 fra 2 Nætter). 
Læsø Trindel Fyrskib, H. Sonnichsen, Fyrskibsfører (56 fra 
15 Nætter). 
Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd, 69., 7 


98 
(1916.) 


Læsø Rende Fyrskib, I. C. Andersen, Fyrskibsfører (18 fra 6 
Nætter). 

Østre Flak Fyrskib, A.P.Jensen, Fyrskibsfører (69 fra 34 Nætter). 

Anholt Knob Fyrskib, H. S. Jensen, Fyrskibsfører (32. fra 20 
Nætter). 

Anholt Fyr, A. Rasmussen, Fyrmester (4 fra Y Nat). 

Hesselø Fyr, K. A. Jensen, Fyrmester (9 fra 3 Nætter). 

Schultz's Grund Fyrskib, P. Larsen, Fyrskibsfører (16 fra 2 
Nætter). 

Fornæs Fyr, A. Kruse, Fyrmester (1 fra 1 Nat). 

Hjelm Fyr, A. Jensen, Fyrmester (6 fra 2 Nætter). 

Sejrø Fyr; JUN: Z Nielsen, Fyrmester (7 fra 3-Nætter). 

Vestborg Fyr, H. V. O. Westermann, Fyrmester (15 fra 12 
Nætter). 

Gilleleje Flak N. Fyrskib, T. A. M. Andersen, Fyrskibsfører (3 
fra 2 Nætter). 

Kjels Nor Fyr, I. C. Ryder, Fyrmester (173 fra 11 Nætter). 

Helnæs Fyr, A. Jacobsen, Fyrmester (5 fra 2 Nætter). 

Skjoldnæs Fyr, H. J. S. Deichmann, Fyrmester (17 fra 1 Nat). 

Dueodde N. Fyr, C. Liisberg-Poulsen, Fyrmester (30 fra 3 
Nætter). 

Hyllekrog Fyr, J. N. B. Høeg, Fyrmester (12 fra 1 Nat). 
De Fugle, der indkom til Zoologisk Museum som faldne I 

1916, vare: 

I Anas efecca 1. 

2. has penelops 1. 

SS: dnas acnla 1. 

4. … Oedemia nigra 4. 

5. " Merqus serratltor 1. 

6. Anser torquatus 2. 

7.… Tachybaptes minor 1. 

8. Fulmarus glacialis 1. 

9. Porzana marueltla 1. 

10. Rallus aqualieus 4. 

11, Gallinula chloropus 2. 

12... Vanellus cristatus 2 (3 faldt). 

13. Charadrius squatarola 1. 

14... Ægialilis hiaticula 1. 


Ægialitis cantiana 1. 
Strepsilas interpres 1. 
Hæmatopus ostreologus 1. 
Actitis hypoleuca 3. 
Totanus calidris 1. 

Tringa canutus 5. 

Tringa alpina 15. 
Limnocryptes gallinula 4. 
Gallinago scolopacina 5. 
Scolopax rusticula 1. 
Larus marinus 1. 

Larus tridactylus 1. 

Sterna hirundo 2. 

Uria. troile 1. 

Mergulus alle 2. 

Alca torda 1. 

Turtur auritus 1. 

Columba palumbus 3. 
Cypselus apus 11 (12 faldt). 
Iynx torquilla 5. 

Lanius collyrio 2. 

Hirundo urbica 2. 

Hirundo rustica 1. 

Alauda arborea 3. 

Ålauda arvensis 248 (376 faldt). 
Sturnus vulgaris 247 (309 faldt). 
Troglodytes parvulus 2. 
Sylvia cinerea 8. 

Sylvia curruca |. 

Sylvia atricapilla 6. 

Sylvia hortensis 75. 
Hypolais icterina 8. 
Acrocephalus arundinaceus 9. 
Acrocephalus phragmitis 10. 
Phyllopseustes trochilus 49. 
Phyllopseustes rufus 1. 
Regulus cristatus 4. 

Ånthus pratensis 21. 


(1916.) 


100 


Anthus obscurus 3. 

Anthus arboreus 6. 

Motacilla flava 1. 

Motacilla alba 1. 

Turdus iliacus 150. 

Turdus musicus 81 (110 faldt). 
Turdus viscivorus 2. 

Turdus pilaris 13. 

Turdus torquatus 2. 

Turdus merula 40 (46 faldt). 
Saæicola oenanthe 35. 
Praticola rubetra 10. 

Ruticilla phoenicura 27. 
Ruticilla titys 1. 

Erithacus rubecula 47 (48 faldt). 
Luscinia philomela 2. 
Muscicapa atricapilla 46 (61 faldt). 
Passer domesticus 1. 

Fringilla coelebs 10. 

Fringilla montifringilla 12. 
Ligurinus chloris 2. 
Cannabina linota 2. 
Cannabina linaria 1. 
Emberiza schoeniclus 10. 
Emberiza horiulana 1. 
Emberiza miliaria 1. 


Af de faldne Arter vare to, nemlig Fulmarus glacialis og Tur 
tur auritus, ikke faldne ved Fyrene i Løbet af de foregaaende 30 
Aar. Tallet paa de Arter, der ere faldne i Løbet af de sidste 31! 
Aar, er dermed naaet op til 173. 


Fortegnelse over de Fugle, der ere indsendte fra Fyrene 
som faldne om Natten. 
(Hver Nat henregnes til den følgende Dag.) 


1. Anas crecca. Krikand. 


Marts: 29de Hesselø 1 gad. 


101 
(1916.) 


2. Anas penelops. Pibeand. 
December: 4de Sædenstrand 1 gad. 
Se Anas acufa " Spidsand: 
November: 25de Kjels Nor 19. 
Oedemia nigra. Sortand. 
Januar: 13de Fornæs 1 gad. 
Februar: 28de Østre Flak 2 g'jun. 
November: 22de Østre Flak 19. 
5. Mergus serrator. Skallesluger. 
Marts: 26de Lyngvig 1 gad. 


» 


6. Anser torquatus. Knortegaas. 
Oktober: 30fte Blaavands Huk 2. 
7... Tachybaptes minor. Lille Lappedykker. 
November: 7de Vyl 1. 
8.  Fulmarus glacialis. Stormfugl. 
September: 19de Graadyb 1. 
9. Porzana maruetta. Rørvagtel. 


Maj: 7de Hesselø 1. 
10. Rallus aquaticus. Vandrikse. 
Marts: 27de Hesselø 1 9 jun. 3Ite Blaavands Huk 1 2 ad. 
November: Idje Lodbjerg 1 9 jun. 
December: 3dje Lyngvig 1. 
11. Gallinula chloropus. Rørhøne. 
Oktober:.27de Lyngvig 1 gjun. 
December: 24de Kjels Nor 1. 
12. Vanellus cristatus. Vibe. 
Marts: 18de Graadyb 1. 3lte (Lyngvig 1).%) 
Oktober: 27de Sejrø 19 ad. 
13... Charadrius squatarola. Strandhjejle. 
August: 27de Lodbjerg 1. 
14... Ægialitis hiaticula. Præstekrave. 
Maj: 29de Horns Rev 1. 
15, Ægialitis cantiana. Hvidbrystet Præstekrave. 
April: 26de Kjels Nor 19. 
”) I Klammer er, efter Fyrmestrenes Oplysninger, vedføjet Tallet paa de 
faldne Fugle, naar dette er et andet end Tallet paa de indsendte; paa 
samme Maade anføres efter Fyrmestrenes Oplysninger Viber og Stære, 
selv om intet er indsendt. 


(1916.) 


16. 


14. 


RS 
oe 


NS 
SÅ 


NS 
Øe 


Strepsilas 


August: 


Hæmatop 
Marts 


Actitis hypoleuca. 
Maj: 


August 


Totanus calidris. 
Marts: 
Tringa canutus. 


102 


interpres. Stenvender. 

15de Nordre Rønner 1. 

us ostreologus. Strandskade. 

: 29de Lyngvig 19 jun. 
Mudderklire. 

7de Skagen 13. 

: 2ode Kjels Nor. 2 (18, 19 jun.). 
Rødben. 

29de Lyngvig 19 ad. 

Islandsk Ryle. 


August: 27de Lodbjerg 2 gad. 28de Blaavands Huk 2 
(FT SO 
September; 22de Graadyb 19 jun. 
Tringa alpina. Ryle. 
Marts: 20de Vyl 19 ad. 24de Graadyb 13. 26de Blaa- 
vands Huk 1 9 ad., Horns Rev 1 9 ad. 29de Lyng- 
ved (2, Yad) Lodbjere 1. 
April: 5te Vyl 19 ad. 7de Læsø Rende 19. Ilte Horns 
REV LØ. 
Maj: 30te Horns Rev 1. 
September: Ste Vyl 19 jun. 
Oktober: 28de Vyl 19 jun. 
December: 24de Kjels Nor 1. 
Limnocryptes gallinula. Enkelt Bekkasin. 
September: 27de Kjels Nor 1. 
Oktober: Iste Vyl 19ad. 22de Horns Rev 1. 
December: 20de Horns Rev 17. 
Gallinago scolopacina. Horsegøg. 
Juli: Ilte Vestborg 1. 
Oktober: 28de Sejrø 13. 29de Sejrø 13. 
November: 5te Blaavands Huk 1 9 jun. 
December: 19de Lyngvig 1 9jun. 
Scolopax rusticula. Skovsneppe. 
April: 21de Vestborg 1. 
Larus marinus. Svartbag. 
Januar: 20de Sædenstrand 19 ad. 


Larus tridactylus. 


Februar 


Tretaaet Maage. 
: 8&de Graadyb 19 jun. 


(1916.) 
2l. 


33. 


38. 


Q0 


39. 


103 


Sterna hirundo. Terne. 
August: 30te Blaavands Huk 1 gjun. 3lte Kjels Nor 
oo 
Uria troile. Lomvie. 
Jimi: IS5de Graadyb 1 
Mergulus alle. Søkonge. 
Januar: 15de Graadyb 1. 16de Graadyb 1. 
Zilca torda. Alk. 
Januar: 21de Sædenstrand 1 jun. 
Turtur auritus. Turteldue. 
Maj: Ode VIFTS 
Columba palumbus. Ringdue. 
Marts: 27de Hesselø 1. 28de Schultz's Grund 1. Ilte 
Kjels Nor 1. 
Cypselus apus. Mursejler. 
August: 18de Østre Flak 1. 21de Graadyb 19 jun. 26de 
Kjels Nor 1 gjun. 28de Lodbjerg I gjun. Ilte 
Kjels Nor 19 jun. 
September: 2den Anholt Knob I 9ad. 5te Blaavands Huk 3 
(1 gjun., 2 2 jun.), (Lodbjerg 1), 7de Anholt Knob 
IFjun Øde Østre Flak I. 
Ilynx torquilla. Vendehals. 
Maj: 4de Anholt 13. 5te Hanstholm 3 (1$, 2829). 
August: 26de Kjels Nor 1. 
Lanius collyrio. Tornskade. 
August: 26de Kjels Nor 2 (1 gad., 19 jun.). 
Hirundo urbica. Bysvale. 
Maj: 29de Vyl 1. 3lte Vyl 1. 
Hirundo rustica.  Landsvale. 
Maj: 21de Horns Rev 1. 
Alauda arborea. Hedelærke. 
Marts: 29de Østre Flak I. 3Ite Kjels Nor 1. 
April: Iste Læsø Trindel 1. 
Alauda arvensis. Lærke. . 
Januar: Iste Horns Rev 23, Læsø Rende 3 (Ig, 28 
jun.). 2den Læsø Trindel 23. Idje Graadyb lg, 
Østre Flak 27. 8&de Østre Flak 23. 9deVylig. 
I13de Vyl 17. 27de Graadyb 13. Østre Flak 


(1906). 


Februar: 


Marts: 


April: 


September : 
Oktober: 


November 


. 
” 


104 


13. 28de Læsø Rende 23. 30te Graadyb 10 
du Vyl 23, Horns Rev 107. (110 faldt): STE 
Graadyb 19ad, Vyl 13; Horns Rev 23. 

lste Graadyb 1, Vyl 13. 2den Graadyb 1, 
Vyl 13. 3dje Østre Flak 19. 5te Graadyb I 
&', Horns Rev 47, Anholt Knob 3. 6te Horns 
Rev 13; Østre Flak I 2; '9de Vestborg FE 
lø6de Vyl 13: 28de Læsø Trindel 1. 

4de Læsø Rende 43, Østre Flak 27. Ste Ska- 
gens Rev 13, Østre Flak 43. 16de Vyl ig. 
17de Graadyb 14, Vyl 13, Horns Rev 29 ad. 
l8de Graadyb 2 (12ad., 19 jun.), Vyl 9 (13, 
62ad., 29 jun.), Horns Rev 29 ad. 19de Graa- 
dyb 12 (7 ads "59ny Vyr 10 (383, 7240 
Horns Rev 2 (14,19). 20de Graadyb 11 (89 
ad., 32 jun.), Vyl 8 (5 9 ad., 3 9 jun.), Horns Rev 2 
(1 ad. 19jun.). Z2lde Vyl 39 ad. 22de Vestborg 
13. 26de Blaavands Huk 19 ad., Horns Rev 19 
ad., Østre Flak 1 g. 27de Vyl 2 9 , Schultz's Grund 
23, Østre Flak 2 9 ad. 28de Anholt Knob 1g (2 
faldt), Schultz's Grund 5 (37, 2 2 ad.). 29de Lyng- 
vig 1 2 ad., Anholt Knob 1 g (2 faldt), Hjelm 3 (15, 
29). 30te Læsø Trindel 17. 3lte Graadyb Id 
ad., Blaavands Huk 19 ad., Vyl 13, Horns Rev I 
? ad., Læsø Trindel 7 (1 7,49 ad., 2 9 jun.), Østre 
Flak 12 ad. (6 faldt). 
Iste Nordre Rønner 19 jun., Læsø Trindel 5 (! 
dåd, 39 ad., 1 2 jun.), Østre Flak 1 9 ad. (10 faldt). 
Idje Graadyb 29 ad. 4de Anholt Knob 1? jun. 
Ste Anholt Knob 19 ad., Vestborg 19 jun. &de 
Vestborg 2 (13, 182 ad.). 

2lde Vyl 19 ad. 

23de Vyl 13. 24de Vyl 19jun. 27de Horns 
lg, Østre Flak 1 3, Dueodde N. 14. 29de Graa- 
dyb 2 (1, 19jun.). 30te Graadyb 1 9ad., Blaa- 
vands Huk 67, Vyl 2 (14 faldt), Horns Rev 4 (2J, 
22 jun.). Ilte Vyl 19 ad., Læsø Trindel 1 9 jun- 
2den Gilleleje Flak 19 ad. 4de Vy13(23,12) 


105 


(1916.) 
Horns 'Rev.13. Ste Graadyb 1, Vyl 163, 1 


Pad.), Horns Rev 33, Lodbjerg 13. 6te Vyl 


IT. 
December: 2Ide Vyl 13, Gilleleje Flak N. 17. 22de Kjels 
Nor 23, 26de Vyl 1. 
40. Sturnus vulgaris. Stær. 

Januar: 2den Østre Flak 19 ad. 28de Læsø Rende 1 9 ad. 
30te Graadyb 2 (1 gad., 12 ad.), Horns Rev 2 
(lad, Lead) 

Marts: I8de Graadyb 19%ad. 19de Graadyb 8 (63, 2 
2): 20de Graadyb SS. OY Vh 2 di 1 
2). 21Ide Graadyb 19 ad. 26de Blaavands 13 (3 
Jada Fun 59 ad., en): VE EJ "Horns 
Rev 1g, Lodbjerg 19 ad. 27de Schultz's Grund 
13, (Hjelm 1), 28de Schultz's Grund 3. (27, 1 
2 ad.), (Nakkehoved 1). 29de Graadyb 13, Lod- 
bjerg 2380 Hjelm 192 508 Graadyb ZF; 
12 ad.), Vyl 13, Læsø Trindel 23, Anholt Knob 
1 (5 faldt). 31te Graadyb 5 (37, 29), Blaavands 
Huk TI (573; 829) Vyl 23, Horns Rev 3 
(1g, 22 ad.), (Lyngvig 4), Østre Flak 19 ad. (8 
faldt), (Fornæs 2), Hjelm 2 (17, 19ad.), Vest- 
borg 23, Kjels Nor 27. 

April: Iste Graadyb 19, Blaavands Huk 7 (37, 192 
ad, 39jun.), Horns Rev: 19 ads Bovbjerg 6 (2 
d, 129ad., 39 jun.), (Lodbjerg 34). 4de Graadyb 
3(2$ 19) Vyl Igjun. /de Læsø Rende 19 
jun. Ilte Vyl 19 ad. Ide Vyl 13: 

September: 27de Kjels Nor 1. 

Oktober: 18de Vyl 2 (I gad., 19 ad.), Horns Rev 32 ad. 
(7 faldt), 25de Vyl 1$jun., Østre Flak 12 ad. 
26de Dueodde N. 1. 27de (Lyngvig 4), Dueodde 
N. 12. 28de Vyl i gad., Horns Rev 1, Sejrø 
12 jun. 3Ote Blaavands Huk 1? jun. 

November: 2den Gilleleje Flak 12 jun. 4de Graadyb 1 9 jun. 
Ste Horns Rev 2g'jun. 6te Blaavands Huk 1 ? ad. 
22de Vyl 229 jun., (Æbelø 1). 

December: 5te Horns Rev 1 9 jun. 


(1916.) 
41. 


42. 


43. 


44. 


> 


NES 
(Sl 


46. 


48. 


|» 
oo 


est 


Sl. 


106 


Troglodytes parvulus. (Gærdesmutte. 

April: 2den Anholt Knob 1. 19de Rubjerg Knude I. 
Sylvia cinerea. Tornsanger. 

Maj: 5te Hanstholm 23. 7de Skagen 24. l6deVest- 

borg 1; 
September: Iste Østre Flak 1. 2den Kjels Nor 2. 
Sylvia curruca. Gærdesanger. 
August: 26de Kjels Nor 1. 

Sylvia atricapilla. Munkesanger. 

August: 26de Kjels Nor 13: 

September: 2den Kjels Nor 17. 27de Vyl 19 jun., Horns 
Rev 19jun., Kjels Nor 13. 30te Vyl 1 2 jun. 
Sylvia hortensis. Havesanger. 
Maj: 4de Skjoldnæs 1. 
August: 26de Vyl 2, Kjels Nor 61, Hyllekrog 3 (1 Jjun,, 
eee ad): 
September: 2den Kjels Nor 7. &de Blaavands Huk I 2 jun. 
Hypolais icte:ina. Gulbug. 

August: 26de Kjels Nor 6 (43, 19 ad, 12 jun)): 
September: 2den Kjels Nor 2 (13, 19jurn.) 
Acrocephalus arundinaceus. Rørsanger. 

August: 26de Kjels Nor 5 (43, 19 ad.). 3Ite Kjels Nor 

TP jun: 
September: 2den Kjels Nor 37. 
Acrocephalus phragmitis. Sivsanger. 
Maj: /de Skagen 2 (13, 19) 

August: 26de Kjels Nor 7 (6, 1 9 jun.), Hyllekrog 1 2 jun. 

Phyllopseustes trochilus. Løvsanger. 
Maj: 3dje Læsø Trindel 33. 4de Læsø Trindel 25, 
Østre Flak 2, Kjels Nor 4 (13, 39), Skjoldnæs 
3. Ste Hanstholm 20 g. 7de Skagen 1. 
August: 26de Kjels Nor 3, Hyllekrog 2 9 jun. 3Ote Graa- 
dyb 2, Vyl 4. 
September: 2den Læsø Trindel 1, Kjels Nor 1. 27de Anholt 
Knob 1. 
Phyllopseustes rufus. Gransanger. 
April: 19de Rubjerg Knude 17. 
Regulus cristatus. Fuglekonge. 


(1916.) 


52. 


Do 


mn 
e 


54, 


07 
mm 


(Si 
ø 


(dg 
mi 


10% 


September: 27de Anholt Knob 19. 29de Graadyb lg. 
Oktober: 17de Graadyb 19. 27de Horns Rev 17. 
Anthus pratensis. Engpiber. 

Marts: I8de Graadyb 1. 19de Vyl 1. 20de Graadyb 1, 
Vyl I, Horns Rev 12. 27de Graadyb 1, Horns 
Rev 1. 30fe VP. 

September: I2te Horns Rev 1. 24de Graadyb 1. 25de Vyl 
1: 27/de Vyl 1. 50fe Graadyb 4. 
Oktober: 12te Østre Flak 19 ad. 18de Graadyb 1. 22de 
Horns -Rey 1. 25de Graadyb 1 Vo 24 (PO Je 
Anholt Knob 1. 
November: 5te Vyl 1. 
Anthus obscurus. Skærpiber. 
September: 29de Horns Rev 17. 
Oktober: 2den Vyl 2 (17, 19jun.). 
Anthus arboreus. Træpiber. 
Maj: 5te Hanstholm 5 (27,39). 7de Skagen 17. 
Motacilla flava. Gul Vipstjert. 
September: 4de Horns Rev I g'jun. 
Motacilla alba. Hvid Vipstjert. 
April: 21de Læsø Rende 19. 
Turdus iliacus. Vindrossel. 

Marts: 26de Blaavands Huk 19jun., Vyl 1 g, Horns 
Rev 33, Lodbjerg 2 (1 g,.12jun.). 27de Hes- 
selø 1. 29de Lodbjerg 17. 3Ite Blaavands Huk 
29 jun, Kjels Nor 2, Helnæs 18: 

April: 21Ide Læsø Trindel 17. 23de Kjels Nor 19 ad. 

September: 27de Kjels Nor 10. 
Oktober: 6te Østre Flak 17. 9de Blaavands Huk 75 (37 
dJ.109ad 289jun), Vyl ig. 2d5deVvvil ad, 
Østre Flak 17. 26de Dueodde N. 1. 27de Horns 
Rev 2 (13, 19 ad.), Sejrø 13: 28de Horns Rev 
19 jun., Sejrø 13. 29de Anholt Knob I g. 30te 
Blaavands Huk 2 (13, 19 jun.), Horns Rev 1 
2 jun. 
November: Iste Rubjerg Knude 8 (37, 59 jun.), Læsø Trin- 
del 1 g. 2den Vyl 19jun. 3dje Østre Flak 2 
(få, 1 ad) Anholt Knob 2 (13, 19 ad.). de 


(1916.) 


December: 


58. 


April: 


Maj: 


mar, 


September : 


Oktober: 


November: 
59. Turdus viscivorus. 
Marts: 
April: 
Turdus pilaris. 
Januar : 
: 26de Horns Rev 13. 29de Lodbjerg Lr 
il: 23de Læsø Trindel 1 7. 
j: 7de Hesselø 1. 
Oktober: 
November: 


60. 


Turdus musicus. 
Marts: 


108 


Vyl 17, Horns Rev 19 jun. 5te Blaavands Huk 
7(53,:22 jun:), Vyl:2 (19 ad.,1.9 jun.), Hos 
Rev 4 (1g, 32 jun.), Østre Flak I g. 6te Graa- 
dyb 1 3, Blaavands Huk 1 3, Vyl 1 g. 7de Østre 
Flak 1978. 

l6de Graadyb 19 jun. 

Sangdrossel. 

26de Vyl 1 gjun. 27de Schultz's Grund 1 gad. 
28de Schultz's Grund 19 ad. 3lte Graadyb 1? 
jun., Østre Flak I gad. (5 faldt), Kjels Nor 3. 
3dje Læsø Rende 19jun. 5te Helnæs 1 g. 7de 
Læsø Rende 1 2 ad. 8&de Horns Rev 1 g'ad. 18de 
Graadyb 19. 19de Rubjerg Knude 1 9 ad. 21de 
Læsø Trindel 1 9ad. 23de Kjels Nor 1 2 ad. 
4de Østre Flak 39. 6te Anholt Knob 129. 7de 
Skagen 1. &de Læsø Trindel 29. 

27de Graadyb 2 (1 gjun., 1 $jun.), Vy! 2 $ jun. 
(12 faldt), Horns Rev 5 (2gjun., 39 jun., 20 
faldt). 29de Horns Rev 1 gjun. 30te Graadyb 
1 Yad, Vel IØun. 

Iste Horns Rev 19jun. 6te Østre Flak 2 (Id 
ad., 19 ad.), Anholt Knob 2 (1 gad., 19 jun.), 
Vestborg 1 gjun. 9de Blaavands Huk 33 (5 d' ad. 
15gjun., 19ad., 129jun.), Vyl 2 (gjun, | 
? jun.), Horns Rev 1 9 ad., 29de Graadyb I dJjun., 
Læsø Trindel | Zjun. 

Ste Vyl 19%ad., Horns Rev I 9 jun. 
Misteldrossel. 

30te Læsø Trindel 1 gg. 

Iste Nordre Rønner 17. 

Sjagger. 


2den Østre Flak 19. 9de Horns Rev 1% jun- 


22de Vyl 13. 27de Dueodde N. 1. 

lste Læsø Trindel 1 9 ad. 3dje Horns Rev Id, 
Østre Flak 14. 23de Østre Flak 1. 24de Østre 
Flak 1 


(1916.) 
Sk 


62: 


63, 


CW 


64. 


[7] 
aa 


109 


Turdus torquatus.  Ringdrossel. 
Oktober: Iste Horns Rev 19jun. 15de Dueodde N. I gad. 
Turdus merula. Solsort. 
Marts: I8de Horns Rev 19. 26de Graadyb 1 gad., Vyl 
I gad; Horns-Rev 4 (2380. Cd, 1). 
27de Vyl 19 ad., Anholt Knob I gad, (2 faldt), 
Schultz's Grund 192 jun., Hesselø 3 (1 gad., 229). 
28de Schultz's Grund 1 gad. 30te Læsø Trindel 
3Sad, Anholt Knob 2 (Lad 1904 faldt); 
Ilte Blaavands Huk 4 (2Jad., 1 $ad., 1 9 jun.), 
Østre Flak I Sad. (4 faldt), Kjels Nor 3 (13, 2 
2 jun.), Helnæs 1. 
April: Iste Bovbjerg 1 2 jun., Nordre Rønner 1 9. 2den 
Anholt Knob I gad. 7de Læsø Rende 19 jun. 
Okfober: 1&de: Horns Rev 2 (13, tYad). 27de Vyl 1 
Pjun. 
November: 15de Østre Flak 19 ad. 
December: I6de Anholt Knob 19ad. 17de. Horns Rev 19 
ad., Østre Flak I Pad. 20de Horns Rev | gad. 
Saxicola oenanthe. Stenpikker. 
April: 20de Vyl 17. 21lde Læsø Trindel ig. 
Maj: 4de Vestborg I g, Skjoldnæs 3 (17, 22). 5te 
Hanstholm 3(13, 22). /deSkagen 5 (24,39). 
August: 25de Vyl 19%. Zéde Vylt:?, Kjels Nor 3 (17, 
19ad., 19 jun.) 30te Vyl 29: Slte Graadyb 1 
e UD, 
September: 1ste Østre Flak 19. 2den Læsø Trindel 1 9, An- 
holt Knob 1 g'. 4de Horns Rev 2 g'jun. 5te Horns 
Rev 1 gjun. &de Horns Rev 12 jun., Østre Flak 
14. 27de Graadyb 19 jun., Vyl 19, Kjels Nor 
(tun, LEA 
Oktober: &de Anholt Knob 182. 
Praticola rubetra. Bynkefugl. 
Maj: 3dje Læsø Trindel 1 3. 4de Anholt 1 g, Skjold- 
næs 6 (32, 32). 7de Læsø Trindel 1 3. 29de 
VE HØ 
Ruticilla phoenicura. Rødstjert. 
Maj: 3dje Læsø Trindel I g. 4de Anholt 1, Skjold- 


(1916.) 


(er) 
(e>] 


[ep 
SJ] 


68. 


69. 


| 
oOo 


110 


næs 17. 5te Hanstholm 3 (27, 19). 7de Ska- 
sen ESS 1). 
August: 23de Østre Flak 19. 26de Kjels Nor 29 ad. 30te 
Vel eg ; 
September: 2den Læsø Trindel 2 (13, 19), Østre Flak 3 
(137289), Anholt Knob 13, Kjels Nor 1 
4de Vyl 13. &8de Blaavands Huk 13, Østre" 
Flak 23. 28de Graadyb 13.: 29de Vyl 18; 
Hanstholm 2 2 jun. 
Ruticilla titys. Sort Rødstjert. 
April: 30te Vyl 12. 
Erithacus rubecula. Rødkælk. 
April: Iste Østre Flak 1 gjun. 5te Helnæs 2 (3 faldt). 
19de Rubjerg Knude 8 (3ad., 2Jjun., 1 9 ad., 
29 jun.). 20de Anholt Knob 2 (19, 19). 2lde 
Læsø Trindel 7 (67, 129), Læsø Rende Z. 
Maj: 4de Skjoldnæs 1. 
September: &de Blaavands 1 jun. 27de Kjels Nor 3 (Id 
jun., 19 ad., 19 jun.). 29de Horns Rev 19 jun., 
Hanstholm 13 (OFjun, 19 32 jun) 

Oktober: 6te Hanstholm 1 gad. 27de Horns Rev 1 gjun. 

29de Sejrø 1 gad. 
November: dte Østre Flak I Øjun. 7de Østre Flak 1. 
December: 2den Vyl 18 jun. 
Luscinia philomela. Nattergal. 
August: 26de Kjels Nor 2 (1 gjun., 1 9 jun.). 
Muscicapa atricapilla. Broget Fluesnapper. 
Maj: 4de Anholt 1 3, Vestborg 13, Skjoldnæs 1 8- 
Ste Hanstholm 10 (97, 19). 7de Skagen 25- 
25de Vestborg 13. 

August: 26de Kjels Nor 9 (73, 229), Hyllekrog 6 (Id, 
19ad., 19jun.; 21 faldt). 30te Vyl 29. Ilte 
vw ie. 

September: 2den Læsø Trindel 2, Østre Flak 19, Kjels Nor 
4. 3dje Anholt Knob i gjun. 4de Vyl 1. 8de 
Anholt Knob 1 gjun. 27de Vyl 2 (17, 1 2 jun.)- 
Passer domesticus. Spurv. 
Maj: 4de Skjoldnæs 1. 


(1916.) 
TÅ: 


AJ 
nn 


Fringilla 


Januar: 
Marts: 
April: 

September: 


Oktober 


Fringilla 
Januar 
Februar 
Marts 
Oktober 


Ligurinus 
Januar 
December 
Cannabin 
Februar 
Marts 


111 


coelebs. Bogfinke. 

Iste Østre Flak 17. 

29de Østre Flak 1 gad. 

Iste: Østre Flak 1: 4de Vylkt as dte VIET 2 

27de Graadyb 129, Vyl 19 jun. 

: I9de Graadyb 13. 22de Horns Rev 19. 30te 
Graadyb 19. 

montifringilla. Kvækerfinke. 

te. Vestborg 13. 

note Østre” Blak HL? 

ilde VIE TØS. 

: 6te Hanstholm 2 (13, 19ad.). 9de Blaavands 
Huk 5J. 19de Horns Rev I g. 30te Blaavands 
Rk I. 
chloris. Svenske. 

: 8&de Østre Flak 19 jun. 

: Øde Graadyb 1 gad. 

åa hnofa. Irsk. 

;u6te Vyl 1 Pad. 

: 3lte Læsø Trindel 1? ad. 


Cannabina linaria. Graasisken. 


Marts 
Emberiza 
Marts 

Maj 
September 
Oktober 


Emberiza 
September 
Emberiza 

Januar 


vddre VYE 

schoeniclus. Rørspurv. 

: I&de Vyl 19" I3He Læsø Trindel ig: 

: Idje Vyl 18. 7de Skagen 2 (18, 17) 

: 29de Hanstholm 18. 

: 2den Vyl 17. 9de Graadyb 13, Horns Rev 1 
2? jun. 3Ote Blaavands Huk 1d. 

hortulana. Hortulan. 

: 2den Kjels Nor 19 ad. 

miliaria.  Bomlærke. 

: Iste Østre Flak 12 jun. 


ITS 


(1916.) 
Oversigt over de Nætter da Fugle ere komne til Fyrene. 
"Hver Nat henregnes til den følgende Dag. — Tallet efter Vindretningen betegner 
Vindstyrken efter Beauforts Skala (0—12), hvor 

1 betyder: Let Bris Ø betyder: Trerebet Merssejlskuling- 

2 : Laber MET SE : Klosrebet Merssejlskuling. 

3 —… : Bramsejlskuling. $ me IE FREE SS Es eller Storm. 
4 —  : Merssejlsskuling. 10 —… : Haard Sto 

5 —  : Rebet Merssejlskuling. 11 — : Orkanagtig re 

6 —  : Torebet Merssejlskuling. T2 — : Orka 


iste Januar: 
. Horns Rev. S.3. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 2 Lærker 
faldt. 
Læsø Rende. S.S.V. 2. Taage. 3 Lærker faldt paa Dækket, 


Østre Flak. S. S. Ø. 3. Taage. Enkelte Fugle ved Fyret; I 
Bogfinke og 1 Bomlærke faldt. 
Alauda arvensis. Horns Rev 2, Læsø Rende 3. 
Fringilla coelebs. Østre Flak 1. 
Emberiza miliaria. Østre Flak 1. 
2æden Januar. 
Læsø Trindel. S. S.V. 4. Overtr. Regn. Enkelte Fugle om 
Fyret; 2 Lærker faldt. 
Østre Flak. S.4. Regn. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Stær og 
1 Sjagger faldt. 
Alauda arvensis. Læsø Trindei 2. 
Sturnus vulgaris. Østre Flak 1. 
Turdus pilaris. Østre Flak 1. 
Idje januar. 
Graadyb. V.4. Overtr. 1 Lærke faldt. 
Østre Flak. S.V. 3. Overtr. Regn. Enkelte Fugle ved Fyret; 
2 Lærker faldt. 
Anholt. V. Regn. 3 Lærker faldt; ikke indsendte. 
Alauda arvensis. Graadyb 1, Østre Flak 2. 
Gte Januar. 
Vestborg. V.9. Dis. 1 Kvækerfinke faldt. 
Fringilla montifringilla 1. 
e jantiar. 
Østre Flak. V. S. V. 2. Overtr. Regn. Enkelte Fugle ved 
Fyret; 2 Lærker og 1 Svenske faldt. 
Alauda arvensis. Østre Flak 2. 
Ligurinus chloris. Østre Flak 1. 


(1916.) 
Øde Januar: 
VVE NØ: 1. Skyetu 1 Lærke faldt 
Horns Rev. N.Ø. 1. Skyet. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Sjag- 
ger faldt. 
Ålauda arvensis. Vyl 1. 
Turdus pilaris. Horns Rev 1. 
lOde Januar. 
Anholt Knob. V.S.V. 7. Overtr. Smaafugle ved Fyret; 1 faldt, 
ikke indsendt. 
iSde Januar: 
Vyl. N.8. Skyet. 1 Lærke faldt. 
Fornæs. S.5. Sne. 1 Sortand faldt. 
Oedemia nigra. Fornæs 1. 
Aluuda arvensis. Vyl 1. 
15de Januar. 
Graadyb. V.N.V. 8. Overtr. 1 Søkonge faldt. 
Mergulus alle 1. 
l6de Januar. 
Graadyb. V.S.V.2. Skyet. 1 Søkonge faldt. 
Mergulus alle 1. 
18de Janu af. 
Lodbjerg. S.S.Ø. 3. Overtr. Dis. En Lærke opholdt sig ved 
Ruderne efter Midnat. 
20de Januar. 
Sædenstrand. V.S.V. 4. Dis. 1 Svartbag faldt. 
Nordre Rønner. S.S.V. 3. Overtr. Dis. 1 Stær ved Ruderne 
før Midnat. 
Larus marinus. Sædenstrand 1. 
2lde Januar. 
Sædenstrand. V.S.V. 5. Dis. 1 Alk faldt. 
Alca torda 1. 
27de Januar. ' 
"Graadyb. N.Ø. 2. Regn. Enkelte Lærker ved Skibet; I faldt. 
Østre Flak. V.S.V. 2. Overtr. Regn. Flere Smaafugle ved 
Fyret; 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis. Graadyb 1, Østre Flak 1. 
28de Januar. 
Læsø Rende. Vind 0. Regn. 2 Lærker og I Stær faldt. 
Ålauda arvensis 2. 


Sturnus vulgaris 1. 
Vidensk. Meddel. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 


ET4 
(1916.) 


gode Januar. 
Fornæs. S.S.V. 2. Overtr. Dis. 2 Stære ved Lanternen. 
B30te.Jantar. 
Graadyb. S. 3. Overtr. Mange Lærker fløj om Skibet; 10 Lær- 
ker og 2 Stære faldt. 
Vyk SEV.-2. Tange: 2 Lærker faldt, 
Horns Rev. S.V. 2. Graat. Mange Fugle om Fyret; 110 Lær- 
ker og 2: Stære. faldt. 
Lyngvig. S.V. 3. Taage. 30—40 Stære saas ved Ruderne; I 
Vibe hørtes, intet faldt. 
Lodbjerg. S.S.V. 4. Taage. Flere Stære ved Ruderne; Viber 
og Hjejler omkring Fyret; 1 Hjejle faldt, ikke indsendt. 
Hanstholm. S.V. 3. Dis. Enkelte Stære samt endel Viber om 
fyret frå KE 6 ol 7 Form 
Alauda arvensis. Graadyb 10, Vyl 2, Horns Rev 10 (110 faldv. 
Sturnus vulgaris. (Graadyb 2, Horns Rev 2 
Klte jantar. 
Graadyb. S. 2. Taage. Enkelte Lærker ved Skibet; 1 faldt. 
Vyk SåSEV. 1; Tåage: 1' Lærke faldt. 
Horns Rev. S.S.V. 2. Taage. Smaa Flokke Lærker om Fyret; 
2. Lærker. faldt. 
Alauda arvensis.  Graadyb 1, Vyl 1, Horns Rev 2. 
Isté Febriar. 
Graadyb. S. S. Ø. 2. Taage. Enkelte Lærker ved Skibet; 1 faldt. 
Vyl. S:2. Taage. 1. Lærke faldt. 
Horns Rev. S. 2. Graat. Enkelte Lærker og Viber om Fyret. 
Østre Flak. S.V. 2. Taage. Enkelte Smaafugle ved Fyret. 
Ålauda arvensis. Graadyb 1, Vyl 1. 
2den Februar. 
Graadyb. S. 3. Overtr. Mange Lærker om Skibet; 1 faldt. 
Vyl S. 3. Graat. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis. Graadyb 1, Vyl 1. 
3dje Februar. 
Østre Flak. S. V. 3. Overtr. Regn. 1 Lærke faldt. 
AÅlauda arvensis 1. 
Ste Februar. 
Graadyb. S. 3. Overtr. 1 Lærke faldt. 


Horns Rev. S.S.Ø. 2. Regnbyger. Omkr. 50 Lærker om Fyret; 
4 faldt. 


115 
(1916.) 


Anholt Knob. N.V. 1. Overtr. Skibet overfyldt af Lærker og 
andre Smaafugle; mange faldt i Vandet, 3 Lærker paa Dækket. 
Ålauda arvensis. Graadyb 1, Horns Rev 4, Anholt Knob 3. 

Gfe Februar 

Vyk SS: V.,-5, Skyet: En Irisk faldt. 

Horns Rev. V.S. V. 3. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 
Lærke faldt. : 

Østre Flak. S.S. V. 4. Overtr. Regn. Enkelte Smaafugle ved 
Fyret; 1 Lærke og Kvækerfinke faldt. 

Nakkehoved. S. V. 4. Overtr. Dis. 1 Lærke faldt, ikke indsendt. 

Dueodde N. V.S.V. 2. Overtr. Dis. Enkelte Lærker paa Ru- 
derne; 1 faldt, ikke indsendt. 

Alauda arvensis. Horns Rev 1, Østre Flak 1. 
Fringilla montifringilla. Østre Flak 1 
Cannabina linota. Vyl 1. 

Sde Februar. 

Graadyb. V.S.V. 4. Byger. Mange Maager ved Skibet; 1 Tre- 
taaet Maage faldt. 

Larus tridactylus 1. 
9de Februar. 
Vestborg. S.S.'V. 6. Overtr. Dis. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis 1. 
16de Februar. 
Vyl. S. 5. Regn. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis 1. 
28de Februar. 

Læsø Trindel. S. V. 2. Overtr. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 
Lærke faldt. 

Østre Flak. S. 3. Overtr. Regn. 2 Sortænder faldt. 

Oedemia nigra. Østre Flak 2. 
Alauda arvensis. Læsø Trindel 1. 
29de Februar. 

Anholt. Ø. Taage. Lærker og Stære fagrede om Lanternen. 

3dje Marts. ; 

Graadyb. Ø. 1. Overtr. Viben hørtes flere Gange i Løbet af 
Natten. 

Vyl. N.Ø. 2. Skyet. 1 Tornirisk faldt. 

Anholt. S. Taage. Mange Lærker og Stære om Fyret; langt over 
30 faldt; intet indsendt. 

Cannabina linaria. Vyl 1. ge 


116 
(1916.) 
4de Marts. 
Hanstholm. N. V. 3. Overtr. Nogle Viber hørtes Kl. 4 om Fyret. 
Læsø Rende. Vind 0. Taage. 4 Lærker faldt. 
Østre Flak. S.S.V. 2. Overtr. Taage. Enkelte Smaafugle ved 
Fyret; 2 Lærker. faldt. 
Dueodde N. Ø. 2. Overtr. Enkelte Lærker og 1 Ugle paa Ru- 
derne; 1 Lærke faldt, ikke indsendt. 
Alauda arvensis. Læsø Rende 4, Østre Flak 2. 
Ste Marts: 
Skagens Rev. S. Ø. 3. Snebyger. 1 Lærke faldt. 
Østre Flak. S.S.V. 2. Taage. Dis. Flere Lærker ved Fyret om 
Natten; 4 faldt. 
Dueodde N. S.S.Ø. 3. Overtr. 1 Ugle paa Ruderne. 


Alauda arvensis. Skagens Rev 1, Østre 4. 


Ide Marts. 
Lodbjerg. Ø. 3. Sne. Dis. En Snespurv ved Ruderne efter 
Midnat. 
Højen. Ø. 6. Overtr. Sne. 1 Lærke faldt; ikke indsendt. 
16de Marts. 


Vyl. Ø. 3. Graat. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis 1. 
Ide Marts: 
Graadyb. Ø. S. Ø. 3. Taage. Enkelte Lærker ved Skibet; 1 faldt. 
Vyl. Ø. 3. Taage. 1 Lærke faldt. 
Horns Rev. Ø.S.Ø. 3. Taage. Regn. Enkelte Lærker om Fyret; 


2 faldt. 
Alauda arvensis. Graadyb 1, Vyl 1, Horns Rev 2. 
18de Marts. 
Graadyb. S.Ø. 3. Taage. 1 Vibe, 2 Lærker, 1 Stær og 1 Eng- 
piber faldt. 
Blaavands Huk. Ø.S.Ø. 3. Taage. En stor Flok Viber om 
yret 


Vyl. Ø.S.Ø. 3. Graat. 9 Lærker og 1 Rørspurv faldt. 
Horns Rev. S.Ø. 3. Graat. Endel Lærker, Stære og Krager 
om Fyret; 2 Lærker og 1 Solsort faldt. 
Lyngvig. Ø.S.Ø. 3. Taage. En Flok Viber fløj forvildede om 
Fyret; ingen faldt. 
Vanellus cristatus. Graadyb 1. 
Alauda arvensis. Graadyb 2, Vyl 9, Horns Rev 2. 


117 
(1916.) 


Sturnus vulgaris. Graadyb 1. 
Anthus pratensis. Graadyb 1. 
Turdus merula. Horns Rev 1. 
Emberiza schoeniclus. Vyl 1. 
19de Marts. 
Graadyb. S.Ø. 3. Overtr. Store Flokke Stære og Lærker om- 
bord; 12 Lærker og 8 Stære faldt. 
Vyl. Ø.S.Ø. 2. Graat. 10 Lærker og 1 Engpiber faldt. 
Horns Rev. S.Ø. 3. Graat. Endel Smaafugle om Fyret; 2 Lær- 
ker faldt. 
AÅlauda arvensis. Graadyb 12, Vyl 10, Horns Rev 2. 
Sturnus vulgaris. Graadyb 8. 
Anthus pratensis. Vyl 1. 
20de Marts. 
Graadyb. S. Ø. 3. Overtr. 11 Lærker, 8 Stære og 1 Eng- 
piber faldt. 
Vyl. Ø.S.Ø. 2. Graat. 1 Ryle, 8 Lærker, 2 Stære og 1 Eng- 
piber faldt. . 
Horns Rev. Ø.S.Ø. 3. Graat. Endel Smaafugle om Fyret; 2 
Lærker og 1 Engpiber faldt. 
Lodbjerg. Ø. 3. Overtr. Taage. Nogle Drosler ved Ruderne om 
Natten. 
Østre Flak. Ø. 2. Overtr. Nogle Smaafugle ved Fyret om Natten; 
1 Lærke faldt, ikke indsendt. 
Anholt Knob. S.Ø. 1. Overtr. Fugle paa Skibet fra Kl. 6 til 
8 Form. 
Tringa alpina. Vyl 1. 
Alauda arvensis. Graadyb 11, Vyl 8, Horns Rev 2. 
Sturnus vulgaris. Graadyb 8, Vyl 2. 
Anthus pratensis. Graadyb 1, Vyl 1, Horns Rev 1. 
2lde Marts. i 
Graadyb. Ø. 3. Overtr. Enkelte Stære og Lærker ved Skibet; 
1 Stær faldt. 
Vyl. N.Ø. 3. Graat. 3 Lærker faldt. 
Æbelø. Ø.S.Ø. Dis. 2 Stære ved Fyret; ingen faldt. 
Helnæs. Ø.N.Ø. 4. Dis. Endel Stære paa Lanterneruderne. 
Ålauda arvensis. Vyl 3. 
Sturnus vulgaris. Graadyb 1. 
22de Marts. 
Vyl. N.Ø. 4. Graat. 1 Kvækerfinke faldt. 


118 
(1916.) 


Vestborg. Ø.N.Ø. 7. Overtr. Sne. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis. Vestborg 1. 
Fringilla montifringilla. Vyl 1. 
24de Marts. 
Gråadyb. S.Ø. 2. Skyet. 1 Ryle faldt. 
Tringa alpina 1. 
Zode Marts. 
Læsø Trindel. S. 4. Overtr. Enkelte Fugle om Fyret. 
26de Marts. 
Graadyb. S. S4V. 5. Skyet. 1 Solsort faldt. 
Blååavands Huk S SV: 4. Dis::1 Ryle, 1 Lærke, 13'Sfælt 
og 1 Vindrossel faldt. 
Vyl. S. 5. Skyet. 1 Stær, 1 Vindrossel, 1 Sangdrossel og 1 Sol- 
sort faldt. 
Horns Rev. S.S.V. 6. Graat. Endel Fugle om Fyret; 1 Ryle, 
1 Lærke, 1 Stær, 3 Vindrosler, 1 Sjagger og 4 Solsorter faldt. 
Lyngvig. S.8. Overtr. Sne. Regn. 1 Skallesluger faldt. f 
Lodbjerg. S. 6. Overtr. Regn. Dis. Mange Stære, enkelte Dros- 
ler og Solsorter ved Ruderne; 1 Stær og 2 Vindrosler faldt. 
Hanstholm. S. 5. Overtr. Endel Stære og Solsorter ved Ruderne 
fra KL 12 til 4; 1 Solsort faldt, ikke indsendt. 
Nordre Rønner. S.4. Overtr. Dis. 1 Stær ved Ruderne efter 
Midnat. 
Østre Flak. S 4. Osertr! Enkelte Lærker ved Fyret om Natten; 
1 faldt. 
Anholt. S. S. V. Regntykning. Sjaggere og andre Fugle ved Fyret; 
endel faldt, intet indsendt. 
Mergus serrator. Lyngvig 1. i 
Tringa alpina. Blaavands Huk 1, Horns Rev 1. 
Alauda arvensis. Blaavands Huk 1, Horns Rev 1, Østre Flak 1. 
Sturnus vulgaris. Blaavands Huk 13, NNE 1; Hofns Rey HB Lodbjerg 1. 
Turdus iliacus. Blaavands Huk 1, Vyl 1, Horns Rev 3, Lodbjerg 2. 
Turdus musicus. Vyl 1. 
Turdus pilaris. Horns Rev 1. 
Turdus merula. Graadyb 1, Vyl 1, Horns Rev 4. 
side Marts. 
Graadyb. S.S.V. 3. Skyet. 1 Engpiber faldt. 
Vyl. S.S. V. 3. Skyet. 2 Lærker og 1 Solsort faldt. 
Horns Rev. S.S.V. 4. Skyet. 1 Engpiber faldt. 
Hanstholm. S. 3. Overtr. Enkelte Stære og Solsorter ved Ruderne. 


119 

(1916.) 

Østre Flak. S.S. V. 4. Skyet. Enkelte Lærker ved Fyret; 2 faldt. 

Anholt Knob. S. 4. Overtr. Endel Fugle ved Skibet; 2 Sol- 
sorter faldt. 

Hesselø. S.S.V. 3. Sne. Mange Fugle omkring Fyret; 1 Vand- 
rikse, 1 Ringdue, 1 Vindrossel og 3 Solsorter faldt. 

Schultz's Grund. S. V. 5. Sne. Mange Smaafugle faldt overbord ; 
2 Lærker, 1 Stær, 1 Sangdrossel og 1 Solsort faldt paa Dækket. 

Hjelm. S. V. 4. Overtr. 2 Stære paa Ruderne, 1 faldt; ikke 
modtaget i Museet. 

Nakkehoved. S.3. Overtr. 1 Rørhøne faldt Kl. 47? Form.; ikke 
indsendt. ; 

Rallus aquaticus. Hesselø 1. 

Columba palumbus. Hesselø 1. 

Alauda arvensis. Vyl 2, Østre Flak 2, Schultz's Grund 2. 

Sturnus vulgaris. Schultz's Grund 1, (Hjelm |). 

Anthus pratensis. Graadyb 1, Horns Rev 1. 

Turdus iliacus. Hesselø I. 

Turdus musicus. SChultz's Grund 1. 

Turdus merula. Vyl 1, Anholt Knob 1 (2 faldt), Hesselø 3, Schultz's 
Grund 1. 
28de Marts. 

Hanstholm. Ø.2. Overtr. En Mængde Solsorter og Vindrosler 
ved Ruderne fra Kl. 10—12. 

Læsø Rende. S. V. 3. Regndis. Flere Gæs, Viber og Smaafugle 
om Fyret; ingen faldt. 

Anholt Knob. S.S.Ø. 3. Overtr. Endel Fugle ved Fyret; 2 
Lærker faldt. 

Schultz's Grund. S.Ø. 3. Regn. Store Mængder Smaafugle og 
2 Viber faldt overbord; 1 Ringdue, 5 Lærker, 3 Stære, 1 Sang- 
drossel og 1 Solsort faldt paa Dækket. 

Hjelm. S.V. 3. Dis. 3 Stære paa Ruderne. 

Nakkehoved. S. 3. Overtr. Dis. 2 Lærker og 1! Stær faldt; 
intet indsendt. 

Columba palumbus. Schultz's Grund 1. 
Ålauda arvensis. Anholt Knob 2, Schultz's Grund 5. 
Sturnus vulgaris. Schultz”s Grund 3, (Nakkehoved 1). 
Turdus musicus. Schultz's Grund 1. 
Turdus merula. Schultz's Grund 1. 
29de Marts. 
Graadyb. N.N.Ø. 1. Regn. Sne. 1 Stær faldt. 


120 
(1916.) 


Lyngvig. N.N.Ø. 1. Regndis. Endel Fugle omkring Taarnet; 
en Flok paa c. 20 Strandskader fløj mod Ruderne; 1 Strand- 
skade, 1 Rødben, 3 Ryler og 1 Lærke faldt. 

Lodbjerg. N.N.V. 2. Sne. Dis. Mange Drosler og Stære ved 
ved Ruderne; 1 Ryle, 2 Stære, 1 Vindrossel og 1 Sjagger faldt. 

Hanstholm. N.V. 2. Taage. Sne. Endel Solsorter, Vindrosler og 
enkelte Viber ved Fyret fra Kl. 12 til 2; 2 Drosler faldt, ikke 
indsendte. 

Læsø Rende. S. V. 3. Regndis. Enkelte Lærker om Fyret; mange 
faldt overbord, 1 paa Dækket (ikke indsendt). 

Østre Flak. S. V. 3. Skyet. Enkelte Lærker ved Fyret; 1 Hede- 
lærke og 1 Bogfinke faldt. 

Anholt Knob. V. 3. Enkelte Fugle ved Fyret; 2 Lærker faldt. 

Anholt. S. Regntykning. En Mængde Kramsfugle om Fyret; 50 
faldt, intet indsendt. j 

Hesselø. S.V. 3. Overtr. Klart. 1 Krikand faldt. 

Hjelm. V. 3. Overtr. Dis. Nogle Lærker paa Ruderne; 3 Lær- 
ker og F-Stær faldt 

Lappegrunden. S.Ø. 2. Skyet. En større Fugl fløj mod Fyret 
og faldt overbord. 

Anas crecca. Hesselø 1. 
Hæmatopus ostreologus. Lyngvig 1. 
Totanus calidris. Lyngvig 1. 
Tringa alpina. Lyngvig 3, OrEn 1. 
Alauda arborea. Østre Fla 
Alauda arvensis. Lyngvig g AdkG Knob 2, Hjelm 3. 
Sturnus vulgaris. Graadyb 1, Lodbjerg 2,. Hjelm 1. 
Turdus iliacus. Lodbjerg 1. 
Turdus pilaris. Lodbjerg 1. 
Fringilla coelebs. Østre Flak 1. 
30te Marts. 

Graadyb. V. N.V. 3. Letskyet. Enkelte Stære ved Skibet; 2 faldt. 

Vyl. V.S.V. 2. Klart. 1 Stær og 2 Engpibere faldt. 

Nordre Rønner. S. V. 5. Overtr. Dis. 1 Stær ved Ruderne før 
Midnat. 

Læsø Trindel. S.V. 5. Regn. Overtr. Fugle ved Fyret hele 
Natten; 1 Lærke, 2 Stære, 1 Misteldrossel og 3 Solsorter faldt. 

Anholt Knob. V. 3. Skyet. Endel Fugle ved Fyret; 5 Stære og 
4 Solsorter faldt. 


Æbelø. S.V. 6. Regn. Dis. Endel Solsorter og Stære om Fyret. 


121 
(1916.) 


AÅlauda arvensis. Læsø Trindel 1. 

Sturnus vulgaris. Graadyb 2, Vyl 1, Læsø Trindel 2, Anholt Knob 1 
(5 faldt). 

Anthus pratensis. Vyl 2. 

Turdus viscivorus. Læsø Trindel 1. 

Turdus merula. Læsø Trindel 3, Anholt Knob 2 (4 faldt). 
3lte Marts. 

Graadyb. S. V. 4. Overtr. Mange Smaafugle ved Skibet; 1 Lærke, 
5 Stære og 1 Sangdrossel faldt; de øvrige fløj ved Daggry 
mod Land. 

Blaavands Huk. V.S.V. 4. Dis. 1 Vandrikse, 1 Lærke, 119 
Stære, 2 Vindrosler og 4 Solsorter faldt. 

Vyl. V.S.V. 3. Skyet. 1 Lærke og 2 Stære faldt. 

Horns Rev. S.V. 3. Graat. Nogle Fugle om Fyret; 1 Lærke 
og 3 Stære faldt. ; 

Lyngvig. V.S. V. 6. Dis. Endel Stære og enkelte Viber om- 
kring Fyret; 1 Vibe og 4 Stære faldt (intet indsendt). 

Nordre Rønner. V.S. V. 4. Overtr. Dis. Nogle Stære og Sol- 
Sorter ved Ruderne efter Midnat. 

Læsø Trindel. V.S.V. 4. Overtr. Fugle ved Fyret hele Natten; 
7 Lærker, 1 Tornirisk og 1 Rørspurv faldt. 

Østre Flak. S. V. 3. Regn. Overtr. En Mængde Fugle ved Fyret; 
nogle faldt i Vandet; 6 Lærker, 8 Stære, 5 Sangdrosler og 4 
Solsorter faldt paa Dækket. 

Fornæs. S. V. 4. Overtr. Omkr. 50 Stære ved Lanternen; 2 faldt, 
ikke indsendte. 

Fljelm. V.SV 4 Dis Mange Stære paa Ruderne; 2 faldt. 

Vestborg. S. V. 6. Overtr. Regndis. Mange Smaafugle sværmede 
om Fyret; 2 Stære faldt. 

Kjels Nor. S.V. 4. Overtr. Dis. I Ringdue, 2 Stære, I! Hede- 
lærke, 2 Vindrosler, 3 Sangdrosler og 3 Solsorter faldt. 

Helnæs. V.S.V. 4. Overtr. Enkelte Drosler og Stære om Ru- 
derne; 1 Vindrossel og 1 Solsort faldt. 

Rallus aquaticus. Blaavands Huk 1. 

Vanellus cristatus. (Lyngvig 1.) 

Columba palumbus. Kjels Nor 1. 

Ålauda arborea. Kjels Nor 1. 

Ålauda arvensis. Graadyb 1, Blaavands Huk 1, Vyl I, Horns Rev 1, 
Læsø Trindel 7, Østre Flak 1 (6 faldt). 

Sturnus vulgaris. Graadyb 5, Blaavands Huk 119, Vyl 2, Horns Rev 3, 


122 
(1916.) 


Lyngvig 4, ge. Flak 1 (8 faldt), (Fornæs 2), Hjelm 2, Vestborg 2, 
Kjels Nor 
Turdus GR Blaavands Huk 2, Kjels Nor 2, Helnæs l. 
Turdus musicus. Graadyb 1, Østre Flak 1 (5 faldt), Kjels Nor 3. 
Turdus merula. Blaavands Huk 4, Østre Flak 1 (4 faldt), Kjels Nor 3, 


Cannabina linota. Læsø Trindel 1. 
Emberiza schoeniclus. Læsø Trindel 1. 
Fste Aprik 

Gråadyb:  V. S:V, 3. Letskyet. Enkelte Stære og Lærker ved 
Skibet; 1 Stær faldt. 

Blaavånds Hak. V 3. Dis, 7 Stæfe: faldt. 

Horns Rev. V. 2. Skyet. Enkelte Fugie om Fyret; 1 Stær faldt. 

Bovbjerg. V.S.V. 3. Overtr. Dis. En Mængde Fugle ved Lan- 
ternen; 6 Stære og 1 Solsort faldt. En Mængde Stære ved Ru- 
derne efter Midnat; 34 Stære og 2 Solsørter faldt; intet ind- 
sendt. 

Lodbjerg. V.S.V. 5. Overtr. Dis. 

Nordre Rønner. V. 4. Overtr. Dis. 1 Stær, 1 Sangdrossel og 
1 Fuglekonge ved Ruderne efter Midnat; 1 Lærke, 1 Solsort 
og 1 Misteldrossel faldt. 

Læsø Trindel. V.S.V. 2. Taage. Fugle ved Fyret hele Natten: 
5 Lærker og 1 Hedelærke faldt. 

Østre Flak. V. 3. Overtr. En Mængde Lærker ved Fyret ; mange 
faldt i Vandet; 10 Lærker, 1 Rødkælk og 1 Bogfinke faldt paa 
Dækket. 

Alauda arborea. Læsø Trindel 1. 

Bane Veltsmee Nordre Rønner 1, Læsø Trindel 5, Østre Flak l 
(10 

kan Bol Graadyb 1, Blaavands Huk 7, Horns Rev 1, Bovbjerg 
6, (Lodbjerg 34) 

Turdus viscivorus. Nordre Rønner 1. 

urdus merula. Bovbjerg 1, Nordre Rønner 1. 

Erithacus rubecula. Østre Flak 1. 

Fringilla coelebs. Østre Flak 1. 
eden April 

Nordre Rønner. V.N. V. 4. Overtr. Taage. 1 Stær og 1 Sang- 
drossel ved Ruderne efter Midnat. 

Læsø Rende. V. 3. Taage. Flere Fugle om Fyret; ingen faldt. 

Østre Flak. V. 2. Taage. Flere Smaafugle ved Fyret. 

Anholt Knob. V. 2. Taage. Mange Fugle ved Fyret; 1 Due 
(ikke indsendt), 1 Gærdesmutte og 1 Solsort faldt. 


123 
(1916.) 


Anholt. V. N. V. Taage. Snepper og Skovduer om Fyret; intet faldt. 
Fornæs. V. 2. Taage. Omkr. 100 Stære ved Lanternen. 
Troglodytes parvulus. Anholt Knob 1. 
Turdus merula. Anholt Knob 1. 
ådje April. 
Graadyb. S.Ø. 1. Skyet. 2 Lærker faldt. 
Skagen. S.V. 3. Dis. Nogle Stære ved Ruderne; ingen faldt. 
Læsø Rende. V.S.V. 4. Overtr. 1 Sangdrossel faldt. 
Ålauda arvensis. Graadyb 2. 
Turdus musicus. Læsø Rende 1. 
4de April. 
Graadyb. Vind 0. Taage. 3 Stære faldt. 
Vyl. Vind 0. Taage. 1 Stær og 1 Bogfinke faldt. 
Horns Rev. Vind 0. Dis. Enkelte Fugle ved Fyret. 
Lodbjerg. S.S.V. 1. Skyet. Dis. 2 Sanglærker ved Ruderne 
efter Midnat. 
Nordre Rønner. S. 2. Overtr. Dis. Nogle Stære ved Ruderne før 
Midnat,. 
Læsø Trindel. S. 2. Skyet. Enkelte Fugle om Fyret; 1 Lærke 
og 1 anden Fugl faldt, intet indsendt. 
Anholt Knob. S. 1. Dis. Mange Fugle ved Fyret; 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis. Anholt Knob 1. 
Sturniis vulgaris. Graadyb 3, Vyl 1. 
Fringilla coelebs. NYERE 
Se April 
Vyl. N.V. 2. Taage. 1 Ryle og 1 Bogfinke faldt. 
Østre Flak. V.N.V. 3. Skyet. Flere Smaafugle ved Fyret; 1 
Rødkælk faldt, ikke indsendt. ' 
Anholt Knob. V. 2. Taage. Mange Fugle ved Fyret; 1 Lærke faldt. 
Hesselø. N.V. 3. Taage. 1 Skovdue faldt (ikke indsendt). 
Vestborg. N.V. 4. Skyet. Overtr. 1 Lærke faldt. 
Helnæs. N.N. V. 4. Overtr. Endel Rødkælke og enkelte Drosler 
Paa Ruderne; 1 Sangdrossel og 3 Rødkælke faldt. 
Tringa alpina. : VYI IL 
Alauda arvensis. Anholt Knob 1, Vestborg 1. 
Turdus musicus. Helnæs 1. 
Erithacus rubecula. Helnæs 2 (3 faldt). 
Fringilla coelebs. VED. 
Tde April. 
Læsø Kende. S. V. 3. Overtr. 1 Ryle, I Stær, 1 Sangdrossel 
0g 1 Solsort faldt. 


124 
(1916.) 


Tringa alpina 1. 


Turdus merula 1. 
8de April. 
Horns Rev. S.Ø. 3. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Sang- 
drossel faldt. 
Vestborg. SØ: 7. Overir. Dis. 2 Lærker faldt. 
Alauda arvensis. Vestborg 2. 
Turdus musicus. Horns Rev 1. 
9de April. 
Østre Flak. S.V. 3. Overtr. Flere Smaafugle ved Fyret; 1 Sol- 
sort, 2 Kramsfugle og 2 Lærker faldt; intet indsendt. 
itte April 
Vyl SS VV: 2 Ren 1 Stær' fåldt. 
Horns Rev. S. V. 2. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Ryle faldt. 
Tringa alpina. Horns Rev 1. 
Sturnus vulgaris. Vyl 1. 
1S3de April 
V9E  V. 3. Regn. 1 Stær faldt. 
Sturnus vulgaris 1. 
18de April. 
Graadyb. S. 1. Regn. Enkelte Smaafugle ved Skibet; 1 Sang- 
drossel faldt. 
Turdus musicus 1. 
19de April 
Rubjerg Knude. S.Ø. 3. Regn. Taage. Endel smaa Fugle ved 
Fyret hele Natten; 1 Gærdesmutte, 1: Gransanger, 1 Sang- 
drossel og 8 Rødkælke faldt. 
Troglodytes parvulus 1. 
Phyllopseustes rufus 1. 
Turdus musicus 1. 
Erithacus rubecula 8. 
20de April. 
Vyl. S.Ø. 2. Skyet. 1 Stensmutte faldt. 
Anholt Knob. Ø.S.Ø. 3. Skyet. Mange Smaafugle ved Fyret; 
mange faldt i Vandet, 2 Rødkælke paa Dækket. 
Anholt. S. Ø. Dis. 1 Silkeand og endel Vindrosler faldt; intet 
indsendt. 
Æbelø. S.2. Mørkt men klart. Omkr. 20 Lærker og Rødkælke 
ved Fyret. 


[25 
(1916.) 


Saxicola oenanthe. Vyl 1. 
Erithacus rubecula. Anholt Knob 2. 
utde APriL 

Hanstholm. Ø.S.Ø. 2. Overtr. Dis. Endel Vindrosler ved Ru- 
derne hele Natten. 

Læsø Trindel. Ø.S.Ø. 2. Overtr. Flere Fugle ved Fyret hele 
Natten; 1 Vindrossel, 1 Sangdrossel, 1 Stensmutte og 7 Rød- 
kælke faldt. 

Læsø Rende. S.S.V. 2. Overtr. Regn. 1 Hvid Vipstjert og 2 
Rødkælke faldt. 

Vestborg. Ø.S.Ø. 3. Skyet. Dis. 1 Skovsneppe faldt. 

Scolopax rusticula. Vestborg 1. 

Motacilla alba. Læsø Rende 1. 

Turdus iliacus. Læsø Trindel 1. 

Turdus musicus. Læsø Trindel 1. 

Saxicola oenanthe. "æsø Trindel 1. 

Erithacus rubecula. Læsø Trindel 1, Læsø Rende 2: 
Sede APrIiL 

Lodbjerg. S.S.Ø. 2. Overtr. Dis. 1 Lærke, 1 Fluesnapper og 
1 Digesmutte ved Ruderne efter Midnat. 

Nordre Rønner. N.N.Ø. 1. Overtr. Regn. Dis. Nogle Rød- 
kælke ved Ruderne efter Midnat. 

ZdSde April 

Nordre Rønner. N.N.Ø. 1. Overtr. Regn. Dis. Flere Rødkælke 
ved Ruderne efter Midnat. 

Læsø Trindel. Ø.S.Ø. 3. Regn. Fugle ved Fyret hele Natten; 
I Sjagger faldt; 1 Rødkælk paa Dækket om Morgenen. 

Østre Flak. Vind 0. Overtr. Regn. Flere Smaafugle ved Fyret; 
I Kramsfugl faldt, ikke indsendt. 

Kjels Nor, N. 2. Overtr. Dis. 1 Vindrossel og 1 Sangdrossel faldt. 
Turdus iliacus. Kjels Nor 1. 

Turdus musicus. Kjels Nor 1. 
Turdus pilaris. Læsø Trindel 1. 
25de April. 

Anholt Knob. S.V. 1. Skyet. Store Flokke Gæs ved Fyret, 
flyvende fra V. mod Ø. Mange faldt i Vandet. 

26de April. 

Kjels Nor. Vind 0. Letskyet. 1 Hvidbrystet Præstekrave faldt. 
Ægialitis cantiana 1. 

30te April 


126 
(1916.) 
Vyl. N. 1. Klart. 1 Sort Rødstjert faldt. 
Ruticilla titys 1. 
3dje Mai. 
Læsø Trindel. S.V. 4. Overtr. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 
3 Løvsangere, 1 Bynkefugl og 1 Rødstjert faldt. 
Phyllopseustes srelnig ST 
Praticola rubetra 
Ruticilla phvenicnrg i: 
4de Ma 
PVEEV: 3. Det 1 Rørspurv faldt. 
Nordre Rønner. V.S. V. 3. Overtr. Dis. Enkelte Rødkælke ved 
Ruderne efter Midnat. 
Læsø Trindel. Ø.S.Ø. 3. Skyet. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 
2 Løvsangere faldt. 
Østre Flak. V.S.V. 3. Overtr. Mange Smaafugle om Fyret; 
2 Løvsangere og 3 Sangdrosler faldt. 
Anholt. S.V. Dis. 1 Vendehals, 1 Bynkefugl, 1 Rødstjert og I 
Broget Fluesnapper faldt. 

Sejrø. S.Ø. 3. Dis. Endel Fugle om Lanternen ; 1 Vindrossel, I 
Rødkælk og 5 andre Smaafugle faldt, men intet indsendt. 
Vestborg. S.V. 6. Dis. Skyet. 1 Stensmutte og 1 Broget Flue- 

snapper faldt. 
Kjels Nor. S.V. 2. Overtr. Dis. 4 Løvsangere faldt. 
Skjoldnæs. V. 3—4. Overtr. Dis En Mængde Smaafugle om 
Lanternen; 1 Havesanger, 3 Løvsangere, 3 Stensmutter, 6 
Bynkefugle, 1 Rødkælk, 1 Rødstjert, 1 Broget Fluesnapper 08 
1 Spurv faldt. 
Iynx torquilla. Anhol 
Sylvia hortensis. SEE LD 
i reg trochilus. sl Trindel 2, Østre Flak 2, Kjels Nor 4, 
Skjoldnæ: 
Turdus musicus. Østre Flak 3. 
Saxicola oenanthe. Vestborg 1, Skjoldnæs 3. 
Praticola rubetra. Anholt 1, Skjoldnæs 6. 
Erithacus rubecula. Skjoldnæs 1. 
Ruticilla phoenicura. Anholt 1, Skjoldnæs 1 
Muscicapa atricapilla. Anholt 1, Vestborg 1, Skjoldnæs 1. 
Passer domesticus. Skjoldnæs 1. 
Emberiza schoeniclus. Vyl 1. 
Ste Maj. 


Hanstholm. Ø. N. Ø. 2.—Ø. 3. Overtr. En Mængde Smaafugle 


IRLATG 
(1916.) 


omkring Fyret; 3 Vendehalse, 2 Tornsangere, 20 Gransangere, 
5 Træpibere, 3 Stensmutter, 3 Rødstjerte og 10 Brogede Flue- 
snappere faldt. 
Iynx sk rente 5: 


Sylvia cinerea 2. 
rr ender trochilus 20. 
Anthus arboreus 


Ruticilla phoenicura 3. 
Muscicapa atricapilla 10. 
te Maj, 
Anholt Knob. S.Ø. 3. Skyet. 1 Sangdrossel faldt. 
Turdus musicus 1. 
de Maj. 
Skagen. S. 1. Regndis. 1 Mudderklire, 2 Tornsangere, 2 Siv- 
sangere, 1 Løvsanger, 1 Træpiber, 1 Sangdrossel, 5 Stensmutter, 
2 Rødstjerte, 2 Brogede Fluesnappere og 2 Rørspurve faldt. 
Læsø Trindel. Vind 0. Overtr. 1 Bynkefugl faldt. 
Hesselø. S. V. 2. Regndis. Mange Fugle om Fyret; 1 Rørvagtel 
og 1 Sjagger faldt. 
Porzana maruetta. been ER 
Actitis hypoleuca. se 
Sylvia cinerea. Skag 
Acrocephalus phrase "Skagen 2: 
Phyllopseustes trochilus. Skagen 1. 
us. Skagen 


Saxicola oenanthe. Skagen 5. 
Praticola rubetra. Læsø Trindel 1. 
Ruticilla phoenicura. Skagen 2. 
Muscicapa atricapilla. Skagen 2. 
Emberiza schoeniclus. Skagen 2. 
8de Maj. 
læses Trindel ØB. 2 Over. Fugle ved Fyret af og til; 2 Sang- 
drosler faldt. 
Turdus musicus 2. 
9de Maj. 
Vyl. S.V. 2. Skyet. 1 Turteldue faldt. 
Hesselø. Vind 0. Regn. Mange Fugle omkring Fyret; 1 Vagtel- 
konge faldt, ikke indsendt. 
Turtur auritus. VE KH 


128 
(1916.) 
itte Maj 
Nordre Rønner. S.V. 4. Overtr. Regn. Dis. 2 Gærdesmutter 
ved Ruderne efter Midnat. 
'6de NM al: 
Vestborg. V.N.V. 8. Dis. Tornsanger faldt. 
Sylvia cinerea 1. 
2lde Maj. 
Horns Rev. N.V. 3. Graat. 5 Forstuesvaler paa Skibet mod 
Aften; 1 faldt. 
Hirundo rustica 1. 
25de Maij. 
Vestborg. Ø.S.Ø. 5. 1 Broget Fluesnapper faldt. 
Muscicapa atricapilla 1. 
29de Maj 
Vyl. Vind 0. Graat. 1 Bysvale og 1 Bynkefugl faldt. 
Horns Rev. S. 1. Dis. Regn. Enkelte Smaafugle ved Fyret; I 
Præstekrave faldt. 
Ægialitis hiaticula. Horas Rev 1. 
Hirundo urbica, 
Praticola rubetra. Vyl 1. 
30te Maj 
Horns Rev. Vind 0. Dis. Enkelte Smaafugle ved Fyret; I Ryle 
faldt. > 
Tringa alpina 1. 
3lte Maj. 
Vyl. N.N.Ø. Regn. 1 Bysvale faldt. 
Hirundo urbica 1. 
15de Juni. 
Graadyb. N.Ø. 2. Overtr. 1 Lomvie faldt. 
Uria troile 1. 
efde juni 
Østre Flak. N.Ø. 2. Overtr. Enkelte Stære ved Skibet. 
Itte fuld 
Vestborg. V.N.V. 4. Regn. Dis. 1 Horsegøg faldt. 
Gallinago scolopacina 1. 
I15de August. 
Nordre Rønner. 1 Stenvender faldt. 
Strepsilas interpres 1. 
e Atigust. i 
Østre Flak. Ø.N.Ø. 2. Overtr. Regnbyger. Enkelte Stære ved 
Skibet; 1 Mursejler faldt. 


[29 
(1916.) 


Hjelm. N.N.V., 1. Regn. Nogle Smaafugle ved Ruderne. 

Cypselus apus. Østre Flak 1. 
EF Abeust 

Graadyb. N. 3. Skyet. 1 Mursejler faldt. 

Cypselus apus 1. 
23de August. 

Østre Flak. V. 3. Overtr. Enkelte Stære ved Skibet; 1 Rød- 
stjert faldt. 

Ruticilla phoenicura 1. 
25de August 

Vyl. N.V. 3. Regn. Enkelte Smaafugle ved Skibet; 1 Sten- 
smutte faldt. 

Lyngvig. Vind 0. Regndis. Regnspover og endel Smaafugle om 
Fyret; ingen faldt. 

Lodbjerg. N. V. 4. Skyet. 1 Bekkasin faldt, ikke indsendt. 
Saxicola oenanthe. Vyl 1. 

Z6de August. ; 

Vyl. S.Ø. 2. Regn. Enkelte Smaafugle ved Skibet; 2 Have- 
Sangere og 1 Stensmutte faldt. 

Kjels Nor. V.—S.S. V. 2. Overtr. Regn. 2 Mudderklirer, 1 Mur- 
sejler, 1 Vendehals, 2 Tornskader, 61 Havesangere, 1 Gærde- 
Sanger, I Munkesanger, 5 Rørsangere, 7 Sivsangere, 6 Guld- 
biige 3 Løvsangere, 3 Stensmutter, 2 Rødstjerte, 2 Nattergale 
og 9 Brogede Fluesnappere faldt. 

Hyllekrog. S. 2. Regntykning. 27 Smaafugle faldt; 3 Have- 
sangere, 1 Sivsanger, 2 Løvsangere og 6 Brogede Fluesnappere 
indsendte. 

Actitis hypoleuca.  Kjels Nor 2. 


Sylvia curruca. Kjels 


Åcrocephalus arundinaceus. LN Nor 5 
Acrocephalus phragmitis. Kjels Nor 7, Hyllekrog 1. 
Hypolais icterina. Kjels Nor 6. 

Phyllopseustes trochilus. Kjels Nor 3, Hyllekrog 2. 
Saxicola oenanthe. Vyl 1, Kjels Nor 3 

Ruticilla phoenicura. Kjels Nor 2. 

rene philomela. Kjels Nor 2. 

Muscicapa atricapilla. Kjels Nor 9, ON DE 6. 

» neg Medd. fra Dansk naturh. Foren. 


130 
(1916.) 


27de Atgust 
Lyngvig. V.N.V. Regndis. Smaafugle og Regnspover om Fyret; 
ingen faldt. 

Lodbjerg. Ø. S. Ø. 3. Overtr. Regn. Dis. Regnspover, Hjejler 
0. a. ved Fyret; 1 Strandhjejle og 2 Islandske Ryler faldt. 
Østre Flak. Ø. S.Ø. 3. Overtr. Regn. Flere Smaafugle ved Fyret 

i Løbet af Natten. 
Charadrius squatarola. Lodbjerg 1. 
Tringa canutus. Lodbjerg 2. 
28de August. 
Blaavands Huk. V.S.V. 6. Regndis. 2 Islandske Ryler faldt. 
Lodbjerg. N.Ø. 2. Overtr. Regn. Dis. Flere Mursvaler ved Ru- 
derne; 1 faldt; 
Tringa 'canutus. Blaavands Huk 2. 
Cypselus apus. Lodbjerg 1. 
30te August. i 
Graadyb. Ø.N.Ø. 5. Regn. Mange Smaafugle ved Skibet; 2 
Løvsangere faldt. 
Blaavands Huk. Ø. 1. Regndis. 1 Terne faldt. 
Vyl. Ø.N.Ø. 4. Regn. 4 Løvsangere, 2 Stensmutter, 1 Rød- 
stjert og 2 Brogede Fluesnappere faldt. 
Sterna hirundo. Blaavands Huk 1. 
Phyllopseustes trochilus. (Graadyb 2, Vyl 4. 
Saxicola oenanthe. Vyl 2. 
Ruticilla phoenicura. Vyl 1. 
Muscicapa atricapilla. Vyl 2. 
Ilte Algust. 
Graadyb. N.V. 6. Regn. 1 Stensmutte faldt. 
Vyl. N. N.V. 7. Regn. 1 Broget Fluesnapper faldt. 
Kjels Nor. S. V. 2. Overtr. 1 Terne, 1 Mursejler og 1 Rør- 
sanger faldt. 
Sterna hirundo. Kjels Nor 1. 
Cypselus apus. Kjels Nor 1. 
Acrocephalus arundinaceus. Kjels Nor 1. 
Saxicola oenanthe. Graadyb 1. 
Muscicapa atricapilla. Vyl 1. 
Iste September. ; 
Skagen. Vind 0. Dis. 46 Smaafugle faldt; ikke modtagne i 
Museet. 
Østre Flak. N. 3. Overtr. Flere Smaafugle ved Fyret i Løbet af 
Natten; 1 Tornsanger og 1 Stensmutte faldt. 


131 
(1916.) 


Sylvia cinerea. Østre Flak 1. 
Saxicola oenanthe. Østre Flak oe 
2den September. 

Nordre Rønner. N.V. 3. Overtr. Dis. Nogle Rødkælke og flere 
andre Smaafugle ved Ruderne efter Midnat. 

Læsø Trindel. N.N.V. 4. Overtr. Regnbyger. Endel Smaafugle 
ved Fyret det meste af Natten; 1 Løvsanger, 1 Stensmutte, 2 
Rødstjerte og 2 Brogede Fluesnappere faldt. 

Østre Flak. V. N.V. 3. Skyet. Regnbyger. Flere Smaafugle ved 
Fyret i Løbet af Natten; 3 "Rødstjerte og 1 Broget Fluesnapper 
faldt. 

Anholt Knob. V. 1. Regn. Mange Smaafugle ved Fyret; 1 Mur- 
sejler, 1 Stensmutte cg 1 Rødstjert faldt. 

Kjels Nor. V.—N. V. 2. Overtr. Dis. 7 Havesangere, 2 Torn- 
Sangere, 1 Munkefugl, 2 Gulbuge, 3 Rørsangere, 1 Løvsanger, 
1 Rødstjert, 4 Brogede Fluesnappere og 1 Hortulan faldt. 
Cypselus apus. Anholt Knob 1. 

Sylvia hortensis. Kjels Nor 7. 

Sylvia cinerea. Kjels Nor 2. 

Sylvia atricapilla. Kjels Nor 1. 

Hypolais icterina. Kjels Nor 2 

Acrocephalus arundinaceus: Kjels Nor 3 

Phyllopseustes trochilus. Læsø Trindel 1, Kjels årg Ø 

Saxicola ocnanthe. Læsø Trindel 1, Aåhalt Kno 

Ruticilla phoenicura. Læsø Trindel 2, Østre Flak Aa Anholt Knob 1, 
Kjels Nor 1. 

Muscicapa atricapilla. Læsø Trindel 2, Østre Flak 1, Kjels Nor 4. 

Emberiza hortulana. Kjels Nor 1. 
3dje September. 

Graadyb. S. Ø. 4. Regn. Regnspover fløj forbi Skibet om Natten. 

Hanstholm. Ø. S. Ø. 2. Overtr. Maager, Terner og Regnspover 
omkring Fyret; enkelte Smaafugle ved Ruderne. 

Anholt Knob. N.V. 5. Skyet. Mange Smaafugle ved Fyret; 1 
Broget Fluesnapper faldt. 

Muscicapa atricapilla. Anholt Knob 1. 
4de September. 

Vyl S.Ø: 3. Graat Endel Smaafugle ved Skibet; 1 Rødstjert 
og I Broget Fluesnapper faldt. 

Horns Rev. S. Ø. 2. Regn. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 1 Gul 
Vipstjert og 2 Stensmutter faldt. 

Motacilla flava. Horns Rev 1. 9- 


132 
(1916.) 


Saxicola oenanthe. Horns Rev 2. 
Ruticilla phoenicura. Vyl 1. 
Muscicapa atricapilla. Vyl 1. 
5te September. 
Blaavands Huk. S.2. Regn. 3 Mursvaler faldt. 
Vyl. Vind 0. Skyet. 1 Ryle faldt. 
Horns Rev. Vind 0. Skyet. 1 Stensmutte faldt. 
Lodbjerg. Ø. 3. Overtr. Regn. Dis. Endel Smaafugle ved Ru- 
derne; 1 Mursvale faldt (ikke indsendt). 
Læsø Trindel. Ø.S.Ø. 5. Overtr. Regn. Adskillige Fugle ved 
Fyret det meste af Natten. 
Tringa alpina. Vyl 1. 
Cypselus apus. Blaavands Huk 3, (Lodbjerg 1). 
Saxicola oenanthe. Horns Rev 1. 
7de September. 
Graadyb. N.N.Ø. 2. Skyet. Enkelte Fuglekonger og Smaafugle 
ved Skibet. 
Anholt Knob. N.V. 1. Overtr. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 
1 Mursejler faldt. 
Nakkehoved. Vind 0. Overtr. Enkelte Kongefugle omkring Lan- 
ternen. j 
Cypselus apus. Anholt Knob 1. 
8de September. 
Blaavands Huk. N.V. 3. Dis. 1 Havesanger, 1 Rødkælk og I 
Rødstjert faldt. 
Horns Rev. N.N. V. 1. Skyet. 1 Stensmutte faldt. 
Læsø Trindel. S. 2. Overtr. Adskillige Fugle ved Fyret fra Kl. 
2 til 4 Form. 
Østre Flak. V.N.V. 2. Overtr. Mange Smaafugle ved Fyret; 
1 Stensmutte og 2 Rødkælke faldt. 
Anholt Knob. Ø. 1. Skyet. Enkelte Smaafugle ved Fyret; I 
Broget Fluesnapper faldt. 
Æbelø. V.2. Taage. 2 Solsorter og 2 Rødkælke ved Fyret. 
Sylvia hortensis. Blaavands Huk 1. 
Saxicola oenanthe. Horns Rev 1, Østre Flak 1. 
Erithacus rubecula. Blaavands Huk 1. 
Ruticilla phoenicura. Blaavands Huk 1, Østre Flak 2. 
Muscicapa atricapilla. Anholt Knob 1. 
9de September. 
Østre Flåk. VS V 2 Overtr Endel Smaafugle ved Fyret; I 
Mursejler faldt. 


1358 

(1916.) 

Cypselus apus 1. 
i2te September. 

Horns Rev. S.V, 3. Skyet. 1 Engpiber faldt. 

Anthus pratensis 1. 
l9yde September. 

Graadyb. N.V. 2. Skyet. 1 Stormfugl faldt. 

Fulmarus glacialis 1. 
20de September. 

Lodbjerg. N. N. V. 3. Overtr. Regn. Dis. Flere forskellige Smaa- 
fugle ved Ruderne efter Midnat; 2 Fluesnappere faldt; ikke 
indsendte. ; 

Skagen. N. Ø. 1. Dis. Endel Smaafugle ved Ruderne; ingen faldt. 

22de September. 

Graadyb, S. 3. Skyet. 1 Islandsk Ryle faldt. 

Tringa canutus 1. 
24de September. 

Graadyb,. Ø. 2. Klart. 1 Engpiber faldt. 

Anthus pratensis 1. 
25de September. 

Vyl. . Vind 0. Klart. 1 'Engpiber faldt. 

Anthus pratensis 1. 
27de September. 

Graadyb. S. Ø. 5. Taage. Flere Fugle ved Fyret; 2 Sangdrosler, 
I Stensmutte og 1 Bogfinke faldt. | 

Vyl. Ø.S.Ø. 3. Taage. Mange Fugle ved Fyret; endel faldt i 
i Vandet; 1 Lærke, 1 Munkefugl, 1 Engpiber, 12 Sangdrosler, 
I Stensmutte, 2 Brogede Fluesnappere og I Bogfinke faldt paa 
Dækket. 

Horns Rey. ØB SØ 3 Taage. Dis. Flere Hundrede Drosler 
Samt enkelte andre Smaafugle ved Fyret; mange faldt i Van- 
det, da Vinden bar tværs; 1 Munkefugl og 20 Sangdrosler faldt 
paa Dækket. 

Anholt Knob. S.Ø. 3. Taage. Endel Smaafugle ved Fyret; 1 
Løvsanger og 1 Fuglekonge faldt. 

Hjelm. Ø.S. Ø. 3. Dis. 1 Skovdue påa Ruderne. 

Kjels Nor. Ø.S.Ø. 3. Overtr. Dis. 1 Enkelt Bekkasin, 1 Stær, 
I Munkefugl, 10 Sangdrosler, 2 Stensmutter Ære 3 Rødkælke faldt. 
Limnocryptes gallinula. Kjels Nor 1 
Ålauda arvensis. 

Sturnus vulgaris. Kjels Nor 1; 


134 
(1916.) 


Sylvia atricapilla. Vyl 1, Horns Rev 1, Kjels Nor 1. 
Phyllopseustes trochilus. Anholt Knob 1. 
Regulus cristatus. Anholt Knob 1. 
Anthus pratensis. Vyl 1. 
Turdus musicus. Graadyb 2, Vyl 2 (12 faldt), Horns Rev 5 (20 faldt), 
Kjels Nor 10. 
Saxicola oenanthe. Graadyb 1, Vyl 1, Kjels Nor 2. 
Erithacus rubecula. Kjels Nor 3. 
Muscicapa atricapilla. Vyl 2. 
Fringilla coelebs. Graadyb 1, Vyl 1. 
28de September: 
Graadyb. Ø. 3! Skyet. 1 Rødstjert faldt. 
Ruticilla phoenicura 1. 
29de September: 
Graadyb. Ø. 3. Overtr. Mange Smaafugle og Lærker ved Skibet; 
1 Fuglekonge faldt. 
Vyl. N.Ø. 3. Graat. 1 Rødkælk faldt. 
- Horns Rev. Ø.N.Ø. 3. Dis. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Skær” 
piber, 1 Sangdrossel og 1 Rødkælk faldt. 
Hanstholm.  Ø. 2. Overtr. Endel Rødkælke, enkelte. Drosler 08 
andre Smaafugle ved Fyret fra Kl. 12 til Daggry; 13 Rødkælke, 
2 Rødstjerte og 1 Rørspurv faldt. 
Regulus cristatus. Graadyb 1. 
hus obscurus. Horns Rev 1. 


Erithacus rubecula. Horns Rev 1, Hanstholm 13. 
Ruticilla phoenicura. Vyl 1, Hanstholm 2. 
Emberiza schoeniclus. Hanstholm 1. 
30te September. 
Graadyb. N.Ø. 4. Letskyet. 1 Engpiber og 1 Sangdrossel faldt. 
Vyl. N.Ø. 4. Skyet. Flere Fugle ved Fyret; nogle faldt i Van- 
det; 1 Munkefugl og 1 Sangdrossel faldt paa Dækket. 
Nakkehoved. N.Ø. 2. Skyet. 1 Rødkælk faldt, ikke indsendt. 
Sylvia atricapilla. Vyl 1. 
Anthus pratensis. Graadyb 1. 
Turdus musicus. Graadyb 1, Vyl 1. 
Iste Oktober. 
Vyl. S.S.V. 2. Skyet. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 1 Enkelt 
Bekkasin faldt. 
Horns Rev. N.N. V. 3. Skyet. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Sang” 
drossel og 1 Ringdrossel faldt. 
Limnocryptes gallinula, Vyl 1. 


135 
(1916.) 


… Turdus musicus. Horns Rev 1. 
Turdus torquatus. Horns Rev 1. 
2den Oktober. 

Vyl. N.V. 2. Regn. Flere Smaafugle ved Fyret; 2 Skærpibere 
og 1 Rørspurv faldt. 
Anthus obscurus 2. 
Emberiza schoeniclus (Å. 

6te Oktober. 

Hanstholm. Ø. N. Ø. 2. Overtr. Nogle Rødkælke, Drosler, Kvæker- 
finker og andre Smaafugle ved Fyret fra Kl. 11 til 4. 1 Rød- 
kælk og 2 Kvækerfinker faldt. 

Østre Flak. N.Ø. 2. Overtr. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 2 
Sangdrosler og 1 Vindrossel faldt. 

Anholt Knob. N.Ø. 3. Overtr. Endel Smaafugle ved Fyret; 2 
Sangdrosler faldt. 

Vestborg. N.V. 7. Dis. i Sangdrossel faldt. 

Turdus musicus. Østre Flak 2, Anholt Knob 2, Vestborg 1. 
Turdus iliacus. Østre Flak 1. 
Erithacus rubecula. Hanstholm 1. 
Fringilla montifringilla. Hanstholm 2. 
8de Oktober. 
Anholt Knob. V.S.V. 5. Skyet. 1 Stensmutte faldt. 
Saxicola oenanthe 1. 
9de Oktober. i 

Graadyb. S. V. 3. Skyet. En Ugle opholdt sig kort Tid ved Ski- 
bet; 1 Rørspurv faldt. 

Blaavands Huk. V. 2. Dis. 75 Vindrosler, 33 Sangdrosler og 5 
Kvækerfinker faldt. 

Vyl V. 3. Graat. 1 Vindrossel og 2 Sangdrosler faldt. 

Horns Rev. V. 3. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Sangdrossel 
og I Rørspurv faldt. ' 
Lyngvig. S.V. 3. Regndis. Drosler om Fyret; 20 faldt; intet 

indsendt. 

Hanstholm. S. 2. Overtr. Nogle Drosler flagrede om Fyret fra 
KI. 3 til Daggry. 

Turdus iliacus. Blaavands Huk 75, Vyl 1 
Turdus musicus. Blaavands Huk 33, Vyl 2 Horns Rev 1. 
Fringilla montifringilla. Blaavands Huk 5 
Emberiza schoeniclus. Graadyb 1, Horns Rev T, 
lite Oktober 


136 

(1916.) 

Læsø Rende. S: V: 6. Overtr. Flere Fugle ved" Fyret; "mange 
faldt i Vandet. 

b2te Oktober. 

Østre Flak. V. 3. Overtr. 1 Engpiber faldt 

Anthus pratensis 1. 
I5de Oktober. 

Dueodde N. S. 2. Regndis. 1 Ringdrossel faldt. 

Turdus torquatus 1. 
Føde Oktober 

Graadyb. N.N. V. 4. Regn. Hagl. 1 Fuglekonge faldt. 

Lyngvig. S.Ø. 3. Regn. Stære i mindre Antal ved Ruderne; 
ingen faldt. 

Regulus cristatus 1. 
18de Oktober. 

Graadyb. S. Ø. 3. Skyet. 1 Engpiber faldt. 

Vyl: ØS: Ø: 3 Skyet” 2 Stære: faldt. 

Horns Rev. N.N.Ø. 2. Overtr. Byger. Enkelte Fugle ved 
Fyret; 7 Stære og 2 Solsortér faldt: 

Sturnus vulgaris. Vyl 2, Horns Rev 3 (7 faldt. 
Anthus pratensis. Graadyb 1. 
Turdus merula. Horns Rev 2. 

19de Oktober. 

Graadyb. Ø.S.Ø. 2. Letskyet. 1 Bogfinke faldt. 

Horns Rev. Ø.S.Ø. 2. Skyet. 1 Kvækerfinke faldt. 
Fringilla coelebs. Graadyb 1. 

Fringilla montifringilla. Horns Rev 1. 
22de Oktober. 

Vyl S:Ssvø, 2: Skyet, 1 Sjagger faldt. 

Horns Rev. Ø.N.Ø. 2. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; I 
Enkelt Bekkasin, 1 Engpiber og 1 Bogfinke faldt. 
Limnocryptes gallinula. Horns Rev 1. 

Anthus pratensis, Horns Rev 1. 

Turdus pilaris. Vyl 1. 

Fringilla coelebs. Horns Rev 1. 
2dde Oktober. 

Vyl. S.S. Ø. 4. Skyet. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis 1. 

24de Oktober. 

Vyl. S.S.Ø. 3. Graat. 1 Lærke faldt. 

Ålauda arvensis 1. 


25de Oktober. 4 


137 
(1916.) 


Graadyb. S.Ø. 6. Skyet. 1 Engpiber faldt. 

Vyl. S.Ø. 4. Skyet. 1 Stær, 2 Engpibere og 1 Vindrossel faldt. 

Hanstholm. Ø. S. Ø. 4. Overtr. Nogle Drosler flagrede om 
Fyret fra KE 102 tb 4 

Østre Flak. S. Ø. 4. Overtr. Regn. Enkelte Smaafugle ved Fyret; 
Il Stær og 1 Vindrossel faldt. 

Helnæs, S.Ø. 5. Overtr. Enkelte Drosler ved Ruderne. 
Sturnus vulgaris. Vyl 1, Østre Flak 1. 

Anthus pratensis. Graadyb 1, Vyl 2. 
Turdus iliacus. Vyl 1, Østre Flak 1. 
26de Oktober. 

Helnæs. Ø.S.Ø. 3. Overtr. Dis. Enkelte Lærker ved Ruderne. 

Dueodde N. S.Ø. 4. Overtr. 1 Stær og 1 Vindrossel faldt. 
Sturnus vulgaris. Dueodde N. 1. 

Turdus iliacus. Dueodde N. 1. 
27de Oktober. 

Graadyb. S.Ø. 2. Regn. Mange Trækfugle hørtes trækkende 
mod S. 

Vyl. SØ > Regn. 1 Solsort faldt. 

Horns Rev. S.Ø. 2. Regn. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Lærke, 
I Fuglekonge, 2 Vindrosler og 1 Rødkælk faldt. 

Lyngvig. S.Ø. 1. Regn. Taage. 1 Rørhøne faldt (indsendt); 4 
Stære og 10 Drosler faldt ligeledes men indsendtes ikke. 
Østre Flak. Ø.S.Ø. 4. Regn. Overtr. Enkelte Smaafugle ved 

Fyret; 1 Lærke faldt. 

Sejrø. Ø. 4. Overtr. Regn. 1 Vibe og 1 Vindrossel faldt. 

Hammeren. S. 3. Omkr. 60 Stære paa Ruderne. 

Dueodde N. S.S.Ø. 4. Overtr. Regn. Dis. Mange Stære, Lær- 
ker og enkelte Rødkælke paa Ruderne; 14 Lærker, 12 Stære 
og I Sjagger faldt. 

Gallinula chloropus. Lyngvig 1. 
Vanellus cristatus. ejrø 1. 
Ålauda arvensis. Horns Rev 1, Østre Flak 1, Dueodde N. 14. 
Sturnus vulgaris. (Lyngvig 4), Dueodde N. 10. 
Regulus cristatus. Horns Rev 1. 
Turdus iliacus. Horns Rev 2, Sejrø 1. 
Turdus pilaris. Dueodde N. 1. 
Turdus merula. Vyl 1 
Erithacus rubecula. Horns Rev 1. 
28de Oktober. 
Vyl. S.S.Ø. 5. Regn. 1 Ryle og 1 Stær faldt. 


138 
(1916.) 


Horns Rev. S.S.Ø. 6. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Stær 
og I Vindrossel faldt. 
Sejrø. S. Ø. 3. Overtr. Regn. 1 Horsegøg, 1 Stær og 1 Vin 
drossel faldt. 
Tringa alpina. Vyl 1. 
Gallinago SSbokdna Sejrø 1. 
Sturnus vulgaris. Vyl 1, Horns Rev 1, Séjrø 1. 
Turdus iliacus. Horns kv 1, Sejrø 1 
29de Oktober. 
Graadyb. S.3 Skyet. 2 Lærker og 1 Sangdrossel faldt. 
Læsø Trindel. S.S.Ø. 3. Overtr. Regnbyger. Fugle ved Fyret 
fra KL'8 ERtm. til Midnat; .1' Sangdrossel- faldt. 
Anholt Knob. S.Ø. 5. Regn. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Eng- 
piber og 1 Vindrossel faldt, 
Sejrø. S.Ø. 3. Overtr. Dis. 1 Horsegøg og 1 Rødkælk faldt. 
Gallinago scolopacina. Sejrø 1 
Alauda arvensis. Graadyb 2. 
Anthus pratensis. Anholt Knob 1. 
Turdus iliacus. Anholt Knob 1. 
Turdus musicusS. Graadyb 1, Læsø Trindel 1. 
Erithacus rubecula. Sejrø 1 
30te Oktober. 
Graadyb. S. S. Ø. 4. Overtr. Enkelte Lærker ved Skibet; 1 Lærke 
og 1 Bogfinke faldt. 
Blaavands Huk. S.Ø. 4. Dis. 2 Knortegæs, 6 Lærker, ! Stær, 
2 Vindrosler, 1 Kvækerfinke og 1 Rørspurv faldt. 
Vyl. S.S. Ø. 4. Graat. 14 Lærker faldt. 
Horns Rev. S.S.Ø. 5. Regnbyger. Enkelte Fugle ved Fyret; 4 
Lærker og 1 Vindrossel faldt. 
Nordre Rønner. S.S.Ø. 3. Overtr. Dis. 1 Fuglekonge ved 
Ruderne efter Midnat. 
Dueodde N. S. 2. Overtr. Dis. Enkelte Kongefugle og Rødkælke 
paa Ruderne; 1 Solsort faldt ek indsendt). 
Anser torquatus. Blaavands Huk 
ÅAlauda arvensis. Graadyb 1, ie 1 Huk 6, Vyl 2 (14 faldt), Horns 
Rev 4. 
Sturnus vulgaris. Blaavands Huk 1. 
urdus iliacus. Blaavands Huk 2, Horns Rev 1. 
Fringilla coelebs. Graadyb 1. 
Fringilla montifringilla. Blaavands Huk 1. 
Emberiza schoeniclus. Blaavands Huk 1. 


139 
(1916.) 


å3lte Oktober. 
Fvli: 5.8: V..5. Skyet. I Lærke faldt 
Læsø Trindel. S. 6. Overtr. 1 Lærke faldt. 
AÅlauda arvensis. Vyl 1, Læsø Trindel 1. 
Iste November. 
Hanstholm. S.3. Regn. Mange Drosler omkring Fyret fra Kl. 9 
til Daggry; nogle faldt, ikke indsendte. 
Rubjerg Knude. S.V. 4. Regn. Dis. Endel Fugle ved Fyret; 8 
Vindrosler faldt. 
Læsø Trindel. S.V. 3. Overtr. Regn. Fugle ved Fyret af og 
til; 1 Vindrossel og 1 Sjagger faldt. 
Turdus iliacus. Rubjerg Knude 8, Læsø Trindel 1. 
Turdus pilaris. Læsø Trindel 1. 
2den November. 
Vyl. S.S.V. 2. Graat. 1 Vindrossel faldt. 
Hanstholm. S. 2. Overtr. Enkelte Drosler, Sjaggere og Rødkælke 
omkring Fyret fra Kl. 9 til 11. 
Gilleleje Flak. 1 Lærke og 1 Stær faldt. 
ammeren. S.S. V. 6. Omkr. 40 Kongefugle paa Ruderne. 
Alauda arvensis. Gilleleje Flak 1. 
Sturnus vulgaris. Gilleleje Flak 1. 
Turdus iliacus. sf ERB 
3dje November. 
Horns Rev. S.V. 3. Regnbyger. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 
Sjagger faldt. 
Lodbjerg. S.Ø. 5. Overtr. Dis. Endel Stære ved Ruderne før 
Midnat; 1 Vandrikse faldt. 

Østre Flak. V.S.V. 2. Taage. Flere Smaafugle ved Fyret; 2 
Vindrosler og 1 Sjagger faldt. ; 
Anholt Knob. V.2. Taage. Endel Smaafugle ved Fyret; 2 Vin- 

drosler faldt. 
Rallus aquaticus. Lodbjerg 1 
Turdus iliacus. Østre Flak 2, Anholt Knob 2. 
Turdus pilaris. Horns Rev 1, Østre Flak 1. 
åde November. 
Graadyb. S. 4. Regn. 1 Stær faldt. 
Vyl. S.S.Ø. 4. Skyet. Flere Smaafugle ved Fyret; 3 Lærker 
og 1 Vindrossel faldt. 
Horns Rev. S.S. Ø. 4. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Lærke 
og I! Vindrossel faldt. 


140 
(1916.) 


Læsø Trindel. S.S.Ø. 5. Overtr. Fugle ved Fyret af og til; 2 
Lærker faldt, ikke indsendte. 
Hammeren. S.S.Ø. 4. Omkr. 80 Kongefugle paa Ruderne. 
Dueodde N. S.S.Ø. 3. Overtr. Dis. Enkelte Kongefugle ved 
Ruderne. 
Alauda arvensis. Vyl 3, Horns Rev 1. 
Sturnus vulgaris. Graadyb 1. 
Turdus iliacus. Vyl 1, Horns Rev 1. 
ste November. 
Graadyb. S.Ø. 3. Regn. Skyet. 1 Lærke faldt. 

Blaavands Huk. S.S.Ø. 5. Dis. 1 Horsegøg og 7 Vindrosler 
faldt. 
Vyl. S.S.Ø. 3. Skyet. 7 Lærker, 1 Engpiber, 2 Vindrosler og 

1 Sangdrossel faldt. 
Horns Rev. S.S.Ø. 4. Graat. Omkr. 100 Fugle ved Fyret: 3 
Lærker, 2 Stære, 4 Vindrosler og 1 Sangdrossel faldt. 
Lodbjerg. S.S.Ø. 4. Overtr. Dis. 1 Lærke faldt. 
Østre Flak. S.S.Ø. 3. Skyet. Flere Smaafugle ved Fyret; I 
Vindrossel og 1 Rødkælk faldt. 
Gallinago scolopacina. Blaavands Huk 1. 
AÅlauda arvensis. Graadyb 1, Vyl 7, Horns Rev 3, Lodbjerg 1. 
Sturnus vulgaris. Horns Rev 2. 
Anthus pratensis. Vyl 1. 
Turdus iliacus. Blaavands Huk 7, Vyl 27 Horns Rev 4, Østre Flak 1. 
Turdus musicus. Vyl 1, Horns Rev 1. 
Erithacus rubecula. Østre Flak 1. 
6Gte November. 
Graadyb. S. 5. Overtr. Enkelte Trækfugle hørtes; 1 Sangdrossel 
faldt. É 


Blaavands Huk. S.S.Ø. 3. Regndis. 1 Stær og 1 Vindrossel 
faldt. 


Vyl. S. 5. Graat. 3 Lærker og 1 Vindrossel faldt. 
Alauda arvensis. Vyl 3. 
Sturnus vulgaris. Blaavands Huk 1. 
Turdus iliacus. Graadyb 1, Blaavands Huk 1, Vyl 1. 
7de November. 
Vyl. S. 7. Regnbyger. 1 Lille Lappedykker faldt. 
Østre Flak. S.S. V. 3. Skyet. Flere Smaafugle ved Fyret; ! 
Vindrossel og 1 Rødkælk faldt. 


Dueodde N. S.S.V. 2. Overtr. Enkelte Kongefugle paa Ru- 
derne. 


(1916.) 
Tachybaptes minor. Vyl 1. 
Turdus iliacus. Østre Flak 1. 
Erithacus rubecula. Østre Flak 1. 
I5de November 
Østre Flak. Ø.N.Ø. 2. Skyet. 1 Solsort faldt. 
Turdus merula 1. 
2lde November. 
Gilleleje Flak N. 1 Lærke faldt. 
Ålauda arvensis 1. 
22de November, 
Vyl. N.N. Ø. 2. Regn. 2 Stære faldt. 
Østre Flak. Ø.S.Ø. 4. Regn. Overtr. 1 Sortand faldt. 
Æbelø. Ø.N.Ø. 4. Regn. Dis. 2 Stære ved Ruderne; 1 faldt, 
ikke indsendt. 
Oedemia nigra. Østre Flak 1. 
Sturnus vulgaris. Vyl 2, (Æbelø 1). 
23de November. 
Læsø Trindel. S.V. 3. Overtr. Fugle ved Fyret fra Kl. 6? til 
& Eftm. 
Østre Flak. N.V. 3. Overtr. 1 Sjagger faldt. 
Turdus pilaris. Østre Flak 1. 
24de November. 
Østre Flak. S.V. 3. Overtr. 1 Sjagger faldt. 
Turdus pilaris 1. 
25de November. 
Kjels Nor. S. V. 7. Overtr. 1 Spidsand faldt. 
Anas acuta 1. 
2den December. 
Vyl. Ø.S.Ø. 3. Skyet. 1 Rødkælk faldt. 
Erithacus rubecula 1. 
3dje December. 
Lyngvig. Ø. 3. Taage. Dis. 1 Vandrikse faldt. 
Rallus aquaticus 1. 
de December. 
Sædenstrand. V.S.V. 2. Overskyet. 1 Pibeand faldt. 
Anas penelops 1. ; 
Ste December. 
Horns Rev. Ø.S. Ø. 3. Graat. 1 Stær faldt. 
Sturnus vulgaris 1. 
9de December. 


142 
(1916.) 


Graadyb. S.3. Regn. 1 Svenske faldt. 
Ligurinus chloris 1. 
i5sde December. 
Bovbjerg. Ø.S.Ø. 1. Dis. 1 Brokfugl faldt, ikke indsendt. 
ide December: 
Graadyb. S.Ø. 4. Skyet. 1 Vindrossel faldt. 
Læsø Trindel. Ø.N.Ø. 3. Overtr. Fugle ved Fyret fra Kl. 7"? 
til 8 Em: 
Anholt Knob. Ø. 3. Overtr. Endel Fugle ved Fyret; 1 Solsort 
faldt. 


Turdus iliacus. Graadyb 1. 
Turdus merula. Anholt Knob 1. 
17de December. 
Horns Rev. N.Ø. 3. Graat. Enkelte Fugle om Fyret; 1 Sol- 
sort faldt. 
Østre Flak, Ø.N. Ø: 4. Overtr. 1 Solsort faldt. 
Turdus merula. Horns Rev 1, Østre Flak 1. 
18de December. 
Nordre Rønner. Ø. 2. Overtr. 1 Solsort ved Ruderne efter 
Midnat. 
19de December. 
"Lyngvig. Ø. 3. Sne. 1 Horsegøg faldt. 
Skagen. Ø.N.Ø. 3. Klart. 1 Graaand faldt, intet indsendt. 
Gallinago scolopacina. Lyngvig 1. 
20de December. 
Horns Rev. S. 3. Graat. Enkelte Fugle ved Fyret; 1 Enkelt 
Bekkasin og 1 Solsort faldt. 
Limnocryptes gallinula. Horns Rev 1. 
Turdus merula. Horns Rev 1 
2lde December. 
Vyl. S.S.Ø. 4. Graat. 1 Lærke faldt. 
Alauda arvensis 1. 
22de December. 
Kjels Nor. S.Ø. 9. Overtr. Dis. 2 Lærker faldt. 
Alauda arvensis 2. : 
24de December. 
Kjels Nor. S. Ø.—V. 9—11. Overtr. Regn. 1 Rørhøne og 1 Ryle 
faldt. 
Gallinula chloropus 1. 
Tringa alpina 1. 


(1916.) 
26de December. 
Vyl. S. 3. Regn. 1 "Lærke faldt. 


AÅlauda arvensis 1. 


Forskellige Iagttagelser ved Fyrene. 


Graadyb Fyrskib. Februar: 9de Træk af Ænder mod N. 
15de vare mange store og smaa Maager ved Skibet. 29de fløj en 
Vibe mod N. Ø. — Marts: Iste vare enkelte Lærker ved Ski- 
bet. 3dje vare 2 Graaspurve ombord om Formiddagen; en sort- 
halset Lappedykker opholdt sig ved Skibet i flere Dage. 15de 
vare et Par Graaspurve og enkelte Lærker ved Skibet; Flokke af 
Viber trak mod N. Ø. 19de fløj Flokke af Krager og Viber mod 
Ø. 20de sad mange Lærker og Stære udmattede paa Dækket; en 
Solsort var ved Skibet, fløj et Stykke væk og blev da jaget, fanget 
og fortæret af to store Havmaager. 24de fløj 2 Viber og 1 Krage 
mod Ø. 26de fløj enkelte Lærker og Stære mod Land. 29de 
vare et Par Solsorter, nogle Stære og Lærker samt en Gærde- 
Smutte ombord. — April: Iste blev en meget udmattet Han- 
Bogfinke fanget liggende paa Vandet; den overnattede ombord og 
fløj ved Daggry ind mod Land. Idje vare mange Stære, enkelte 
Lærker, 1 Krage og 1 Bogfinke ombord. 9de S. V. 3: Regn. 
Flokke af Gæs og Ænder trak mod N. Ø. 2Ide vare flere Bog- 
finker ombord. — Maj: 24de var 1 Svale ved Skibet. 27de 
vare mange Fluer og andre Insekter ombord; en Svale og 1 Fugle- 
konge vare ombord, travlt beskæftigede med at fange dem. — Juni: 
I3de fløj store Flokke Ænder fra N. mod S. 14de ligeledes. — 
August: 21de trak Ænder mod S. — September: 4de var 
en hvid Vipstjert ombord om Dagen. 24de var en Bogfinke om- 
bord. 25de vare enkelte Lærker ved Skibet. — Oktober: I4de 
vare mange Smaafugle om Skibet. 18de vare nogle Lærker samt 
2 Bogfinker ombord. 25de vare enkelte Lærker og 1 Stær ved 
Skibet, — A. Rasmussen. 

Sædenstrand Fyr. Januar: 21de S. 3. Dis. 61 Graagæs 
løj mod 8. — Marts: Ste fløj 3 Svaner mod N. — P. Larsen. 

Vyl Fyrskib. August: 18de vare enkelte Smaafugle ved 
Skibet. 30te opholdt en Strandskade og en Ryle sig ved Skibet. 
— September: Ode vare endel Smaafugle ved Skibet; et 
Par Høge jagede efter dem ved Solnedgang. 19de opholdt en 


144 
(1916.) 


Ryle sig paa Skibet om Eftermiddagen. 25de opholdt Engpibere, 
Rødstjerte og Bogfinker sig paa Skibet. 26de opholdt Engpibere, 
Bogfinker og Vipstjerte sig paa Dækket. 29de opholdt 1 Fugle- 
konge, I Gærdesmutte og 1 Drossel sig paa Skibet om Morgenen. — 
Oktober: 9de vare nogle Stære ved Skibet om Morgenen. I4de 
fløj endel Lærker og andre Smaafugle mod S.V. 23de saas 


enkelte Bogfinker ved Skibet. -—- November: 4de saas Sne- 
spurve, Stære og Lærker paa Skibet. 5te vare Stære, Bogfinker 
og Fuglekonger paa Skibet. — December: 30te saas et Par 


Krager. I December Maaned er der set enkelte Grønlandsduer 
og andre mindre Alkefugle; ligeledes ser man jævnlig Kjover jage 
efter Maagerne, som i denne Maaned findes her i stor Mængde; 
enkelte Suler ses ogsaa af og til. — A. H. Schmidt. 

Horns Rev Fyrskib. Marts: I6de saas flere Flokke Lær- 
ker, nogle Stære og en Vibe flyve mod N. Ø. — H. Søjborg. 

Thyborøn Fyr. Marts: 18de trak en Flok Strandskader mod 
S. 20de trak en Flok Viber mod N. 29de trak en Flok Viber 
mod N. — April: 2den trak flere Flokke Krager mod N. 13de 
trak en Flok Ænder mod N. — Maj: 28de trak en Flok Gæs mod 
N. 30te ligeledes. — September: 28de trak flere Flokke Gæs 
ind i Fjorden. —- November: J1Ode trak 2 Svaner mod S. — 
J. Nielsen. 

Lodbjerg Fyr. januar: 24de hørtes Hjejlen om Aftenen påå 
Heden. 28de kredsede en stor Flok Hjejler om Form. i Fyrets 
Nærhed. — Februar: Øde trak nogle Graagæs mod N. Kl. 5 
Eftm. — Marts: 6te trak en Flok Graagæs mod N. om Mor- 
genen. 27de S. 5. Mange Krager fløj mod N. V. om Morgenen. 
30te S. V. 6. Mange Raager fløj mod N. V. — April: løde 
" Ø. S. Ø. 2. Nogle Mursvaler kredsede om Taarnet før Aften. 
— Maj: 7de hørtes Gøgen første Gang ved Aftenstid. — DE" 
cember: 17de trak flere store Flokke Graagæs mod S. om 
Form. Kl. 11. — L. F. Madsen. 

Hirtshals Fyr. Der har intet Fuglefald været i det forløbne 
Aar. — H. Hinrichsen. 

Højen Fyr. Februar: &de hørtes Lærken første Gang. — 
Marts: 20de hørtes Viben første Gang. — April: 30te saas 
"Svalen: første Gang. — AT. Friis. 

Skagens Rev Fyrskib. Januar: 3Ote var en Lærke ved 
Skibet. — April: I6de Ø. 2. Klart. Mange Krager fløj mod Øl 


145 


(1916.) 
23de saas store Flokke Ænder i alle Retninger. — Maj: Ilte 
var en Ugle ved Fyrskibet; senere fløj den bort mod V. — Juli: 


l4de kom en Ryle til Skibet. — Oktober: I4de trak flere Flokke 
krager mod V'S VV... S. Winther. 

Læsø Trindel Fyrskib. Marts: 26de fløj Krager mod Ø. 27de 
ligeledes. — April: 20de S.Ø. 3. 5 Graagæs fløj mod V. S. V. 
22de opholdt en Spurvehøg sig paa Skibet en kort Tid. 27de S.Ø. 
2. 8 Krager fløj mod N. Ø. — Maj: 15de opholdt en Krage sig 
paa Dækket en kort Tid og fløj derpaa bort mod V. 23de fløj en 
Svale om Skibet til: det blev mørkt. — Oktober: 20de fløj c. 
30 Krager mod S. V. — December: léde fløj 10 Krager mod 
S. V. 17de fløj 3 Flokke Dykænder paa henholdsvis 13, 7 og 29 
Stkr. mod Ø.; senere fløj 2 Flokke Dykænder paa. 20 og 15 Stkr: 
mod N. 19de Ø. 4. 11 Dykænder fløj mod Ø. 20de Ø.S.Ø. 2. 
5 Svaner fløj mod N. 25de fløj adskillige Flokke Ænder mod N.Ø. 
og S. V. 26de fløj 1 Flok Ænder mod V.; senere fløj 6 Svaner 
mod V. 27de V.2. 3 Flokke Svaner paa 16, 9 og 8 Stkr. fløj mod 
S. V. 28de S. V. 3. 9 Sværmer fløj mod V. 30te S. Ø. 2. 6 Sva- 
ner fløj mod V.; senere 4 Svaner mod S. V. og 3 Gæs mod N.N.Ø. 
Ilte V. 2. 16 Gæs fløj mod N.; 3 Svaner fløj mod S. V. og ad- 
skillige Flokke Dykænder mod N.V. — E. Rasmussen. 

Læsø Rende Fyrskib. Oktober: 10de V.S.V. 4. Regn. 
Store Flokke Krager fløj mod S. V. 17de N.V. 2. Byget. Store 


Flokke Krager fløj fra N. Ø. mod S. V. — Fugletrækket har dette 
Efteraar været usædvanlig lille. — J. C. Andersen. 
Hals Barre Fyr. Fyret slukket; intet. — M. Jørgensen. 


Anholt Knob Fyrskib. Januar: 12te N. 8. En Flok Ænder 
fløj fra N. Ø. mod S. V. 15de S.V.5. En Flok Gæs fløj fra V. 
mod Ø. 25de opholdt en Maage sig paa Skibet. — Fra d. Iste 
Februar til Iste Marts var daglig Fugle, særlig Maager ombord ; 
Flokke af Gæs og Ænder saas i alle Retninger. — Marts: 23de 
fløj endel Krager mod Ø. 26de fløj en Mængde Krager og Raager 
mod Ø.; 1 Due kredsede nogle Gange om Skibet om Morgenen 
og fløj da mod S. — April: 26de 2 Fuglekonger ombord i Ski- 
bet. — September: 12te fløj en Flok Gæs fra N, V. mod S. Ø.; 
en Brevdue var ombord i 24 Timer. l14de V. N.V.8. En Flok 
Ænder fløj fra N. V. mod S. Ø. 24de fløj en Flok Ænder fra S. 
Mod N; Smaafugle ombord. 25de vare Smaafugle ombord. — 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 10 


146 
(1916.) 


Oktober: 9de S. V. 2. Endel Krager fløj mod V. 12te opholdt 
2 Høge sig paa Skibet om Eftermiddagen. — November: Idje 
fløj en Flok Ænder fra N. til S. — Krogsbæk. 

Anholt Fyr. Januar: 3dje trak endel Krager over Øen i 
nordlig Retning: 21de saas en Vibe trække over Øen. 29de op- 
holdt flere Stære og Lærker sig paa Øen. — Februar: IIte 
vare mange Lærker paa Øen. 29de sad endel Alke og Dykænder 
paa Stranden, aldeles indsmurte i Tjæreolie, saaledes at de ikke 
kunde flyve. — I Efteraaret intet Fuglefald. -—— A. Rasmussen. 

Hesselø Fyr. Februar: 23de ankom Stæren. — Marts: 
Iste ankom Viben. 14de ankom Gravanden. 19de ankom Strand- 
skaden; 6 Svaner saas svømmende i Øens Nærhed. 20de blev en 
Graagaas skudt. 21de blev 2 Snepper skudte. 22de saas en Hejre 
paa Øen. 26de fløj 17 Svaner mod Ø. — Maj: 3dje ankom Sva- 
len. — 1 Aarets sidste Halvdel har der intet Fuglefald været 
K. A. Jensen. 

Fornæs Fyr. Marts: 22de fløj 4 Svaner mod N. — April: 
27de saas den første Svale. — Maj: 2den N.N. V. 2. 2 Flokke 
Graagæs, paa c. 50 Stkr. hver, fløj fra S. V. mod N. Ø. Ilte saas 
en Sneugle kommende flyvende lavt over Jorden fra N. mod S. — 
Juli: 6tfe trak 5 Hejrer fra S.V. mod N.Ø. l4de V.NV 23 
Hejrer trak fra N. mod S. 3lte V.N.V.2. 1 Hejre trak fra N. 
mod S. — August: 2den V. 2. 2 Hejrer trak fra S. mod N. — 
Oktober: 16de V. 3. 3 Aalekrager fløj mod S. 18de N. Ø. 2. 
Kl. 10 Aften hørtes en Flok Svaner trækkende fra N. til S. — 


November: Idje saas den sidste Svale. — December: 25de 
S. Ø. 2. 9 Aalekrager trak fra N. mod S.; 1 Svane trak i sammeé 
Retning. — Dette Efteraar har intet Fuglefald været iagttaget her 


ved Fyret; af Stære har her ingen været iagttaget siden Høst; 
kun 3—4 Par Stære have ynglet her i Sommer, medens tidligere 
alle Kasser have været benyttede. — A. Kruse. 

Hjelm Fyr. Februar: 26de hørtes Lærken synge. — Marts: 
Ide saas den første Vibe. 17de saas 2 Stære paa Taget. — I 
Efteraaret har der ikke været noget Fugletræk. — Axel Jensen: 

Sletterhage Fyr. Intet Fuglefald. —- I December opholdt 
Aalekrager og Ederfugle sig i Fyrets Nærhed og trak jævnlig rundt 
Hagen. — E. Holm Hansen. 

Lappegrundens Fyrskib. Januar: 18de fløj flere Flokke 


147 
(1916) 


Sortænder og Alkefugle saavel i nordlig som sydlig Retning. 24de 
fløj en Flok Ænder mod N. — Februar: 3Idje fløj flere Flokke 
Ænder mod N. 7de fløj flere Flokker Ænder i nordlig og sydlig 
Retning. 15de trak Ænder mod S. 27de Træk af Ænder i for- 
skellig Retning. 28de opholdt nogle Smaafugle sig ved Fyrskibet. 
-—- Marts: Ode fløj en Svane mod N. 12te fløj Flokke af Ænder 
og enkelte Gæs mod N.,Ø. og N.V. JS5de fløj en Flok Lærker 
mod Ø. 3lte fløj mange Smaafugle omkring Skibet. — April: 
te fløj en Flok Ederfugle mod S. 12te fløj flere Smaaflokke af 
Vildænder og Gæs mod S. Ø. 14de fløj flere store Flokke Vild- 
sæs mod S. 24de fløj mange Smaaflokke Ænder mod S. 25de 
fløj Flokke af Alkefugle mod N. — Maj: 25de fløj en stor Flok 
Ederfugle mod N. — Juni: 7de fløj nogle Ederfugle mod S. Ø. 
I8de ligeledes. -— August: 24de fløj en Flok Ænder mod S.V. 
28de fløj en Flok Ænder mod V. — September: 22de fløj en 
Flok Ænder mod N.V. — Oktober: 2den fløj en Flok Ænder 
mod N. åte fløj en Flok Ederfugle mod N. 10de fløj 4 Gæs mod 
V. 12te fløj 2 meget store Flokke Krager mod V. 22de fløj en Flok 
Gæs mod S. V. 28de fløj en Flok Gæs og en Flok Ænder mod 
V. 29de fløj en Fick Ænder mod N. V. — December: Yde op- 
holdt store Flokke Havlitter sig rundt om Fyrskibet. 12te Træk 
af Ænder i forskellige Retninger. — J. C. Jensen. 

Kronborg Fyr. Intet Fuglefald. — H. Reinwald. 

Middelgrundens Fyr. Intet. 

Trekroner Fyr. Intet Fuglefald. —- H. Andresen. 

Nordre Røse Fyr. Februar: I Slutningen af Maaneden saas 
Flokke af Ænder (graa) og enkelte Ederfugle trækkende frem og 
tilbage i Farvandet. — Marts: Ligeledes. — April: 5te kom 15 
Svaner trækkende fra V. S. V. ligeover Fyret mod Saltholmen Kl. 
5 Eftm. — August: 13de S. Ø. 2. om Eftm. Kl. 3 saas to meget 
Store Flokke Ænder trække mod N. — I Oktober, November 
og December ses mindre Flokke Ænder og Ederfugle af og til 
i Nærheden af Fyret. — H.S. L. Madsen. 

Drogden Fyr. Februar: 27de Ænder i Flok fra N. mod S. 
— Marts: 6te Ø. S. Ø. Klart. En stor Flok Lærker fløj fra V. 
mod N. Ø. 18de fløj en Flok Vildænder mod Ø. 29de V. Overtr. 
En Flok Lærker fløj mod Ø. -— April: 14de fløj en Flok Lær- 


ker mod N. Ø. 29de fløj en Flok Smaafugle mod Ø. — Juni: &de 
10" 


148 
(1916.) 


fløj 2 Vildgæs mod V. — August: 28de S. V. 3. Regn. En Flok 
Stære fløj mod V. — September: I4de N.V. 3. En Flok Stære 
fløj mod V. 26de var en halv Snes Smaafugle ved Skibet. — Ok- 
tober: 27de V. N.V. 3 Krager fløj i Flok fra N. Ø. mod S. V. 
30te fløj en Flok Vildænder fra Ø. mod S. V. — November: 
15de fløj en stor Flok Vildænder fra Ø. mod V. -— December: 
14de fløj en Flok Vildænder fra Ø. mod N.V. I19de fløj Ænder 
i Flok fra N. Ø. mod S. V. 26de fløj Ænder i Flok fra S. V. mod 
N. — Da Fyret ikke har været tændt, har der ikke været noget 
Fuglefald. — N.J. Kromann. 

Refsnæs Fyr. I Januar opholdt store Flokke Ederfugle og 
Sortænder sig ved Revet. 29de saas 9 Svaner flyve mod V. — I 
Februar opholdt store Flokke Ederfugle, Sortænder, Fløjlsænder 
og Havlitter sig paa Revet; enkelte Skovkrager flyver mod V.; 2 
Svaner fløj mod N. Ø. — Marts: 4de saas Strandskaden ved 
Stranden; store Flokke Raager og Skovkrager fløj mod Ø. 7de 
saas Præstekraven ved Stranden. l1Ode saas Strandskaden atter. 
20de saas enkelte Viber flyve fra V. mod Ø. 25de saas Eder- 
fugle flyve mod N. Ø. — April: Iste saas Storken flyve fra Ø. 
mod V.; store Flokke Ederfugle og Sortænder fløj mod N. og N.Ø. 
3Idje fløj 2 mindre Flokke Graagæs mod N. 5te trak Storken fra 
Ø. mod V.; store Flokke Havlitter, Sortænder, Ederfugle og Skalle- 
slugere opholdt sig paa Revet; Strandskaden ses stadig ved Stran- 
den. 12te saas 2 Graagæs flyve tra Ø. mod S. V. — Maj: 14de 
saas flere Skalleslugere og Graaænder ved Stranden, hvor de for- 
mentlig ruge. — Juni: 7de saas et Par mindre Flokke Ederfugle, 
baade Hanner og Hunner, paa Revet. — Juli: Fra 2den til dte 
opholdt 3—4 Hejrer sig ved Stranden om Fyret. — I September 
er der ankommet flere smaa Flokke Ederfugle og Sortænder. 29de 
fløj 3 Aalekrager mod Ø. — I Oktober er der. samlet store 
Flokke Ederfugle og Sortænder paa Revet; store Flokke Skov- 
krager flyve mod V.; sidst i Maaneden er der ankommet Flokke 
af Knortegæs kommende fra Ø. flyvende mod V. — November: 
28de kom en stor Flok Graagæs fra N. Ø.; de fløj bort mod S. 
— I December opholde store Flokke Ederfugle, Sortænder, 
Fløjlsænder, Havlitter, Graaænder 0. a. sig paa Revet; enkelte 
Skovkrager flyve fra V. mod Ø. — Der har intet Fuglefald være! 
ved Fyret. — N.C. Svendsen. 


149 
(1916.) 


Sprogø Fyr. Februar: 12te saas et Par Storspover paa 
Øen; store Flokke Ederfugle, Havlitter og Sortænder ses daglig 
omkring Øen. 28de saas en Solsort, spisende af et bortkastet 
Æble. —— Marts: 5te saas de første Strandskader og Viber. 14de 
Saas mange Stære paa Øen. 19de saas stort Kragetræk. fra Fyn 
til Sjælland; store Flokke Viber fløj mod S. 21de saas Hætte- 
maager ved Rugepladsen; Krager og Alliker fløj fra Fyn til Sjæl- 
land. 25de fløj 2 Graagæs mod N. 26de ankom de første Strand- 
maager til Rugepladserne; daglig Træk fra V. mod Ø. af Krager 
og Raager. — April: 2den vare alle Maagerne ankomne. 4de 
kvækkede Grønbroget Tudse og Strandtudsen for første Gang. 8&de 
Saas mægtige Sværme Søfugle omkring Øen. 23de saas de første 


Svaler. 24de saas de første Strandmaageæg. — A.V. Hansen. 
— Juni: 2den saas de første Strandmaageunger. — Juli: 30te 
fløj 14 Regnspover fra Ø. til V. — August: 21de havde alle 
Maager med deres Unger foriadt Øen. — September: 4de saas 
flere store Flokke Stære paa Øen, efter at de havde været fra- 
værende i nogen Tid. 26de saas Svalen for sidste Gang... — I 
November og December saas dagiig store Flokke Ederfugle 
og Sortænder rundt om Øen. —- Da Fyret har været slukket har 
der intet Fuglefald været. — H. K. jensen. 


Helleholm Fyr. Januar: 27de saas Gravanden. — Februar: 
23de saas Viben. Intet Fuglefald. Ruget paa Øen have bl. a. 
Gravanden, Graaanden, Skalleslugeren, Viben, Strandmaagen, Ter- 
ich og Strandskaden — P Larsen. 

Omø Fyr. Intet Fuglefald. — P. F. Køhler. 

Taars Fyr. Intet Fuglefald. — W. Pedersen. 

Strib Fyr. Februar: 18de saas Stæren ved Fyret. — År 
Sust: 29de trak en Flok Graagæs mod S. — September: Idje 
trak 2 Flokke Graagæs mod S. 7de ligeledes. — M. Unger- 
skov. 

Baagø Fyr. Intet Fuglefald. — N. Hansen. 

Assens Fyr. Intet Fuglefald. — N. Lund. 

Helnæs Fyl. Januar: 23de hørtes Lærken. Ilte vare en- 
del Blaakrager i Fyrets Omegn. — Februar: 2den vare store 
Flokke Ederfugle i Farvandet ud for Fyret og paa Træk mod S. 
Fra 2den til 20de saas daglig store Flokke Ederfugle i Farvandet 
udfor Fyret. — Marts: 3dje saas Fiokke af Ederfugle, endel 


150 
(1916.) 


Havlitter og Knortegæs i Farvandet udfor Fyret. 4de Flokke af 
Ederfugle i Farvandet. 22de saas store Flokke Blaakrager i Fyrets 
Omegn. 30te saas Storken i Fyrets Nærhed. — April: Jte saas 
store Flokke Ederfugle i Farvandet udfor Fyret og store Flokke 
Blaakrager i Fyrets Omegn. Jl4de ankom Svalerne til Fyret. Ep: 
December: Fra Iste til 12te saas daglig Flokke af Ederfugle 1 
Forvandet V. for Fyret; fra 24de til 3lte saas Flokke af Eder- 
fugle daglig i Farvandet; enkelte Blaakrager ses af og til i Fyrets 
Omegn. -— A. Jacobsen. 

Hammeren Fyr. April: Iste trak 6 Svaner mod Ø. 15de 
trak 14 Storke mod N. V. — Oktober: Idje trak 14 Gæs mod 
V.S.V. I4de V.N.V. 3. 10 Knortegæs og 6 Svaner fløj mod 
V.S.V. 15de trak 30 Knortegæs mod V.S.V. l16de trak 10 
Knortegæs mod V.S.V. 17de trak 75 Knortegæs mod V. S. V. 
— En Koloni Aalekrager er set stationeret i Klippehulen V. S. V. 
for Fyret; 4 Stkr: ere skudte. — Ar: Dam. 

Harbølle Pynt Fyr. Intet Fuglefald. — A. J. Olsen. 

Hestehoved Fyr. Intet Fuglefald. — N. Christensen. 

Gedser Fyr. Intet Fuglefald. — J. P. Nielsen. 

Hyllekrog Fyr. August: 20de. V. S. V. 2. Fra Fyret saas 
i Løbet af Dagen ialt 7 Flokke Regnspover; i enkelte af Flokkene 
taltes 10—12 Stkr. — December: 20de saas 3 Flokke Svanel 
en paa 7, em paa 3 og en paa 4 Stkr., trækkende i forskellige 
Retninger. —- J. Høeg. 


Meddelelser om mindre almindelige danske Fugle. 

Procellaria leucorrhoa. 

En Stor Stormsvale, ung Hun, fandtes d. 31te Oktober 1916 
frisk død paa Saltholmsflak-Fortet; indsendt til Zool. Museum af 
Hr. Lieutn. N. A Nielsen. 

Fulmarus glacialis. 

En Stormfugl faldt ved Graadyb Fyrskib d. 19de September 1916 
(se S 133) 

Phalaropus fulicarius. 

En Thorshane, Han, blev skudt ved Nymindegab d. 18de Sep- 


151 


tember 1916 af Hr. N. Bloch, der indsendte den til Zool. Mu- 
seum. 

Larus glaucus. | 

To unge Graamaager ere skudte af Hr. N. Bloch ved Nyminde- 
gab, den ene, en Han, d. Ste Januar 1916, den anden, en Hun, d. 
20de Januar 1916. 

Mergulus alle. 

Søkonger synes at have været ret almindelige ved Jyllands Vest- 
kyst i Januar 1916; saaledes indsendte Hr. N. Bloch 4 Individer, 
skudte ved Nymindegab d. 5te, 1Ode, 17de og 30te; ved Graadyb 
Fyrskib faldt ligeledes i Januar et Individ d. 15de, et andet d. 16de 
(se S. 113). Ved Nymindegab blev atter et Individ skudt d. 28de 
November 1916 af Hr. Bloch. 

Fratercula arctica. 

Tre Lunder bleve i Januar 1916 skudte ved Nymindegab af 
Hr. N. Bloch, to Individer d. 16de op ét d. lyde: 

Phalacrocorax graculus. 

En Topskarv, en ung Han, blev skudt ved Nymindegab d. 6te 
Oktober 1916 og indsendt til Zool. Museum af Hr. N. Bloch. 

Aquila fulva. 

En Kongeørn, ung Hun, blev skudt paa Romsø d. 10de April 
1916 og foræret Zool. Museum af Hr. Kammerherre R. Juel, Hvir- 
ringe. 

Surnia ulula. 

En Høgeugle, en Hun, blev d. 23de November 1916 skudt ved 
Jyderup; meddelt af Hr. Conservator H. P. Hansen, der overlod 
det udstoppede Skind til Zool. Museum. 

"—… Scops giu (Scop). 

En (ydelse, Han, blev om Morgenen d. 3. Januar 1917 
fundet død i Brønshøj ved København af Hr. Baneassistent Han- 
Sen; den laa død, tilsyneladende ret ubeskadiget, ved Siden af 
en sammenklappet Rottefælde; da dens Fjer paa Hale og Fødder 
Vare ganske ubeskadigede og rene, uden Excrementrester, er der 
ingen Anledning til at antage, at den har været i Fangenskab; 
Zoologisk Have, som Tanken vel nærmest maatte falde paa, har 
ikke haft denne Art i mange Aar. Det er første Gang denne smukke 
lille Ugle træffes i Danmark; som almindelig Ynglefugl here Ste- 
der i Sydeuropa har den, omend ret sjældent, forvildet sig til Hol- 


152 
(1916.) 


land, Belgien og Nordtyskland (bl. a. til Helgoland), oftere derimod 
til de britiske Øer; den blev truffet d. 6te November 1858 i Nord- 
søen, hvor den fangedes paa Damperen , Arcturus", paa Nedrejse 
fra Færøerne, som omtalt af Collin i Skand. Fugle (S. 88. S. 
ephialtes Sav.). Det smukt udstoppede Skind er af Hr. Naturalie- 
handler A. Jakobsen skænket til Zoologisk Museum. 

Turtur auritus. 

En Turteldue, Hun, faldt ved Vyl Fyrskib d. 9de Maj 1916 
(se S:127; 

Ruticilla titys. 

En Sort Rødstjert, Hun, faldt ved Vyl Fyrskib d. 30te April 
1916 (se S. 126). 


Fra Færøerne. 


Sumbø Fyr. Marts: 19de saas 4 Viber paa Marken N. for 
Fyret. 24de N.Ø. 10. Sne. Omkr. 20 Snespurve ved Fyret; en 
Flok paa c. 50 Strandskader passerede Fyret mod N. Ø. fra S. V. 
— April: 3dje V. 4. Regn. Taage. Nogle Snespurve ved Ru- 
derne; 1 faldt (inds. 1 Æmberiza nivalis 9). 7de S. V. 2. Regn. 
Dis. Nogle Spurve ved Ruderne hele Natten, ingen faldt. — I 
Tiden fra midt i April og de første Dage i Maj vare Flokke påa 
flere Hundrede Hjejler paa Marken N. for Fyret. — I December 
have Flokke paa 20 til 30 Snespurve opholdt sig i Nærheden af 
Fyret hele Maaneden. — J. Jacobsen. 

Tofte Fyr. Intet Fuglefald. — Simon Thorkildshøj. 

Kalsø Fyr. Intet Fuglefald. — Joen Clementsen. 

Myggenes Fyr. Februar: 2den saas den første Sule sidde 
paa Land iaar. — Marts: 17de saas de første Strandskader, I 
Flok paa 20 Stkr. — November: 24de Omløb. Vind. Regn. 2 
Snespurve faldt (inds. 2 Emberiza nivalis 3). -— D. Olsen. 


23—1—18. 


Om Weismann's Kimplasma-Lære. 
Betragtninger i Anledning af det nys udkomne Værk: Ernst Gaupp: August 
Weismann, sein Leben und sein Werk. Jena 1917. Gustav Fischer. 

Af 
W. Johannsen. 
(Meddelt i Mødet å: 7. December 1917) 

De: er en meget interessant Bog, som her foreligger, om den 
berømte Zoolog Weismann, hvis Undersøgelser og Spekulationer 
om Arveligheds- og Nedstamningsforhold har haft saa stor Indfly- 
delse i den biologiske Verden. Forfatteren er den for knap et Aar 
siden afdøde Anatom Gaupp, der stod Weismann nær, og som 
her paa den smukkeste Maade har gjort Rede for Faserne i Weis- 
mann's Levnedsløb og i hans videnskabelige Opfattelse. Vi ser, 
hvorledes den alvorlige Øjenlidelse, som allerede gjorde sig gæl- 
dende i Weismann's Ungdom, fører ham ind paa fortrinsvis teo- 
retiske, ja spekulative Arbejder, og hvorledes særlig Nedstamnings- 
læren og dertil knyttede Spørgsmaal blev Genstand for hans Tanker. 
Og vi følger ham igennem de tre Stadier af hans Opfattelsers Ud- 
vikling, som kulminerer i den mærkelige, fantastiske Lære om 
»Germinal-Selektion”«, d. e. Antagelsen af, at det, som i det be- 
frugtede Æg bestemmer Mulighederne for det paagældende Individs 
Udvikling, bestaar af selvstændig levende Smaakim, der indbyrdes 
konkurrerer om Næringsstoffer og paa anden Maade kæmper for 
Tilværelsen, idet de tænkes at kunne forandre sig mere eller min- 
dre under Livsløbet. 

Bogen byder ikke nogen videnskabelig Vurdering end sige no- 
sen Kritik af de Weismann'ske Opfattelser; men den giver et 
omfangsrigt Materiale, ikke mindst til den psykologiske Forstaaelse 
af, hvorledes Weismann førtes til sine Opfattelser. I yngre Aar, 
da han begyndte sine teoretiske Betragtninger over Udvikling og 
Årvelighed — henimod 1870 — stod han ganske naturligt paa det 


154 


Darwin'ske Standpunkt, d. v. s. han regnede med baade naturligt 
Udvalg (Selektion) og ,erhvervede Egenskabers" Arvelighed som 
Hovedfaktorer ved Organismernes Evolution gennem Tiderne. En 
Række forskellige Undersøgelser og Betragtninger angaaende Som- 
merfugles og Sommerfuglelarvers Farve og Tegning førte ham til 
den Forestilling, at disse Fremtoninger maatte have Betydning som 
hensigtsmæssige Reaktioner hos de paagældende Organismer, 0$ 
at deres Oprindelse bedst syntes forklarlig gennem naturligt Udvalg. 
Han førtes gennem den saaledes vakte særlige Interesse for Selek- 
tions-Tanken til Formodning om, at Selektionen saa at sige helt 
alene kunde bære Udviklingen gennem Tiderne, hvorimod han kom 
til at tvivle om Rigtigheden af de gamle — ved Lamarck repræ- 
senterede, men jo ogsaa af Darwin optagne og ved en speciel 
Arvelighedshypotese støttede -— Opfattelser af, at de gennem in- 
dividuel Tilpasning erhvervede Egenskaber skulde være arvelige. 
Kort sagt, han blev mere Selektionsmand end selve Darwin — 
»Ultradarwinist", som man har sagt — og han forkastede ganske 
Lamarck's Opfattelse. ,Det naturlige Udvalgs Almagt" har han 
da ogsaa, med polemisk Overdrivelse, kaldt et af sine Skrifter, ret- 
tet mod den engelske Udviklingsfilosof Herbert Spencer, der 
som bekendt netop hævdede en Arvelighed af erhvervede Egen- 
skaber som den formentlig vigtigste Faktor ved Udviklingen, me” 
dens han fraskrev Selektionen snart sagt al Betydning. 

I sin Kritik af den i Virkeligheden ældgamle, allerede af Hip- 
pokrates repræsenterede Lære om erhvervede Egenskabers Arvé- 
"lighed har Weismann ubetinget ydet det bedste og indlagt sig 

uvisnelig Hæder. Hans fuldstændige Oprømning af gammel Snak 
og Overtro paa dette Omraade og en Række fortræffelige Eksperi- 
menter, bl. a. de i 22 Musegenerationer udførte Haleamputationer, 
som var absolut uden Indflydelse paa Afkommet, fik gennemgribende 
Betydning. Skønt man endnu stadig træffer Personer, der tænker 
sig, at Kupering af Haler paa Katte og Hunde dog nok alligevel 
maa virke ind paa Afkommets Halebeskaffenhed, saa er i Biologer- 
nes Kreds saadanne Forestillinger nu opgivne —- ja man hører un- 
dertiden noget i Retning af Bebrejdelser mod Weismann for af 
have spildt Tid med saa overflødige Eksperimenter; men dette ér 
selvsagt stor Uret. Weismann er gaaet videre endnu; ikke blot 
Beskadigelser og Lemlæstelser men ogsaa funktionelle Tilpasninger; 


155 


saasom Virkninger af Brug resp. Ikke-Brug af Organer, har han 
studeret med Hensyn til Arvelighedsforhold; og overalt er han 
naaet til det samme Resultat: de personlig erhvervede Egenskabers 
Ikke-Arvelighed. Weismann havde oprindelig Flertallet af Biologer 
imod sig, men efterhaanden er hans Resultater bleven bekræftede 
af talrige Forskere, for saa vidt de arbejder eksperimentelt og med 
rent Materiale. Derimod er det store Flertal af Palæontologer og 
andre Morfologer, som væsentlig ser beskrivende paa Organismerne, 
Ssennemgaaende utilbøjelige til at opgive Forestillingen om en gen- 
nem Tiderne jævnt foregaaende fremadskridende arvelig Tilpasning. 
Deres Begrundelser, at man ellers ikke kan forstaa de mangfoldige 
jævne Overgange mellem nærstaaende uddøde Dyr: fra de efter 
hinanden følgende geologiske Lag, har jo dog tydelig slet intet 
videnskabeligt Værd. Diss2 Overgange er det jo netop, som man 
Skulde søge at forklare; de udgør just selve Problemet, der skal 
løses; men de giver sandelig ikke Løsningen paa det forelig- 
gende Hovedspørgsmaal. 

Under Weismann's indgaaende Diskussion af Selektionstanken 
og Afvigelighedsproblemerne —— man erindre, at Afvigeligheden, de 
mange Variationers Forekomst, voldte Darwin Vanskeligheder med 
Hensyn til Forklaringen —— førtes han til sin Lære om ,,Amphi- 
eis HL ge den Lære, at der 1) ved Befrugtningen foregaar 
en Forening af de i de to Kønsceller værende »Anlæg", hvilket 
Jo ikke er nyt, samt 2) at der, naar der i et Individ indledes Køns- 
Celledannelse, sker en Sondring af de ,,Anlæg", som i sin Tid blev 
forenede ved den Befrugtning. der. grundlagde det paagældende 
Individ, og 3) at de med Sædcellen eller de med Ægcellen tilførte 
Anlæg ikke behøver at forblive sammen ved denne Sondring, men 
at de til en vis Grad kan kombineres frit. Derefter vilde altsaa 
de Kønsceller, der dannes i et Individ, kunne blive forsynede med 
Anlæg i forskellig Kombination: nogle Anlæg vilde skrive sig fra 
Individets Faders Side, andre fra dets Moders; og ved disse for- 
Skellige Kombinationer vilde megen Afvigelighed let forstaas. At 
Bastard - Afkom opviser en ofte næsten uoverskuelig Afvigelighed, 
Var en for Praktikere og Biologer vel kendt Ting, som først ved 
Mendel's og hans Efterfølgeres Arbejder er bleven stillet i kla- 
rere Lys. 

Dette Weismann'ske Raisonnement ligner jo meget de af 


156 


Mendel vundne Synspunkter, men var dog ingenlunde identisk 
med dem, som vi straks skal se. Weismann's Ideer var baserede 
paa den efter Oscar Hertwig's grundlæggende Undersøgelser 
over Befrugtningen uddybede Indsigt i Cellekærnernes Forhold ved 
Kønscelledannelsen; og Weismann saa i Kærnetraadene (Kromo- 
somerne) Dannelser, der skulde opfattes som Bærere af Anlæggene 
til arvelige Karakterer. Mendel derimod var gennem sine langt 
ældre — men ganske vist af alle fuldstændig oversete — Eksperi- 
menter, og uden nærmere Kendskab til Befrugtningens og Køns- 
celledannelsens Detailler, naaet til sin Opfattelse, at , Karakterer" 
fra de to Forældre, efter først at være bragte sammen ved Af- 
kommets Grundlæggelse, vil kunne kombineres frit hos Børne- 
børnene. 

Mendel og Weismann var vel begge væsentlig morfologisk 
tænkende Forskere; men medens den førstnævnte mere vagt (og 
rigtigere) opererede med Begrebet , Karakterer" som nærmeste En- 
heder, havde Weismann en helt anden Opfattelse, idet han -— i 
det mindste indtil sine seneste Aar — regnede med Organer el- 
ler rettere sagt ,selvstændig varierende" Vævsdele (Cellegrupper) 
som Enheder ved Arvelighedsfremtoningerne. Weismann betragter 
en Kønscelles Konstitution (for saa vidt vi her udelukkende skal 
tage Hensyn til det, vi i Nutiden kalder dens Anlægspræg) som 
bestemt ved en talløs Mængde af smaa selvstændige Anlæg, der 
hver især vedrører Beskaffenheden af en given lille Del i det 
Legeme, som udvikles af den paagældende Kønscelle (naar den ved 
Befrugtningen forenes med en anden). 

Man forstaar let, at en saadan Opfattelse glider jævnt over i 
den Tanke, at de paagældende Anlæg er selvstændig levende 
Dannelser, der paa en vis Maade giver Kønscellerne, resp. det be- 
frugtede Æg, en Slags Mosaik-Beskaffenhed af stærkt sammentræng! 
Natur, saa at sige ,prospektivt" svarende til den fuldt udviklede 
Organismes sammensatte Beskaffenhed —- sammensat som den er 
af talrige Organer, Vævsdele resp. Cellegrupper. Det vilde føre alt- 
for vidt at- gaa nærmere ind paa Weismann's Spekulationer an” 
saaende disse selvstændig tænkte Anlægs Konkurrence og Kamp 
under Individets Udvikling, Spekulationer, der viser tydelig Paa" 
virkning fra Roux's Ideer om en »Kampf der Teile" i Organismen. 

Erkendelsen af erhvervede Egenskabers Ikke-Arvelighed, i For 


157 


ening med de anførte Forestillinger om Anlæggenes Lokalisering i 
Cellekærnerne, førte Weismann til Tanken om » Kimplasmaets 
Kontinuitet" og Uafhængighed af det øvrige Legeme. Den bæ- 
rende, rigtige Grundide herved er allerede af Aristoteles frem- 
Sat som Modsætning tildenaf Hippokrates repræsenterede Tanke, 
at erhvervede Egenskabers formentlige Arvelighed kunde forklares 
ved Antagelsen af særlige Smaa-Anlæg, som skulde dannes i de 
forskellige Legemsdele og forenes i ,Kønsstofferne'. Denne hele 
Tanke har holdt sig længe gennem Tiderne, ogsaa Darwin nærede 
den, og han har i sin saakaldte »Pangenesis"- Hypothese søgt at 
. Præcisere den nærmere. Weismann er utvivlsomt aldeles selv- 

Stændigt kommet til sine, Darwin modsigende, Opfattelser; men 
— helt bortset fra den fuldstændige Ignorering af Problemernes 
ældre Historie, med Hensyn til hvilken Darwin og Weismann 
med fl. ikke har noget at lade hinanden høre — er det besynder- 
ligt, at Weismann ganske oversaa Francis Galton's overmaade 
betydningsfulde Indlæg i Sagen. 

Gålton lige saa blottet for historisk Hensyn som Darwin 
og Weismann — har flere Aar før denne sidste fremsat sin »Stirp- 
Lære", der påa meget væsentlige Punkter stemmer overens med 
Weismann's » Kimplasma'-Lære. En væsentlig Pointe i den Ari- 
Stoteles-Galton-Weismann'ske Opfattelse er den, at den ,Substans" 
(Galton's »Stirp", resp. Weismann's ,Kimplasma"), der er det 
Væsentlige i, hvad vi nu kalder det befrugtede Æg, kun til Dels 
bliver brugt op, d. v. s. anvendt ved Udviklingen af det fremvoksende 
nye Individs Legemsdele, En vis Del af Substansen bliver tilbage 
uanvendt, og idet denne Del af ,Kimplasmaet" formeres eller for- 
øges i Masse hos det fremvoksende Individ, der bærer det i sit 
Skød, bliver Kimplasmaet det direkte Udgangspunkt for Kønscelle- 
udviklingen hos det paagældende Individ. Kimplasmaet er altsaa 
herefter et Kontinuum, d. v. s. noget, der uafbrudt fortsættes Slægt- 
led efter Slægtled; at forskelligt Kimplasma forenes ved Befrugt- 
ningerne, og at der ved Kønscelledannelsen sker de tidligere om- 
talte Anlægs-Sondringer m. m., forstyrrer jo ikke i mindste Maade 
Selve Kontinuiteten. 

Det er væsentlig gennem Weismann's talrige Publikationer 
98 paa Grundlag af hans med glimrende Dialektik fremførte Be- 
Srundelser, at Stirp- eller altsaa Kimplasma - Kontinuitets- Læren 


158 


trængte frem til de almen-biologiske Diskussioners Centrum. Ja 
endog i engelske Lærebøger fra den allernyeste Tid staar Weis- 
mann — og ikke Galton — anført som Opfattelsens Fader! 
(Aristoteles var længe glemt!) 

Weismann's Syslen med Selektionstanken og Kimplasma-Læ- 
ren førte sluttelig til Tanken om , Germinal-Selektionf. Kimplas- 
maet, som skulde bestaa af selvstændige Anlæg, tænkte som Smaa- 
legemer, skulde være fuldstændig uafhængigt af det Legeme, som 
bar det. Dette udtrykkes ved, at det enkelte hele Individ, Dyret, 
Mennesket, som det gaar og staar, er sammensat af to Ting, ,,Kim- 
plasma" plus ,Somaf. Somaet (altsaa Kroppen -- Kimplasmaet 
i den) udvikles forskelligt alt efter Kaarene, i mer eller mindre 
nøje Tilpasning til disses Forskellighed, og naar ændrede Kaar el- 
ler ændret Levevis medfører Forandringer i Somaet, skulde saa- 
danne af Somaet ,, erhvervede Egenskaber" slet ikke paavirke Kim- 
plasmaet. I alt dette er en væsentlig Grundtanke utvivlsomt rigtig. 
Og det er lige saa rigtigt, at man kan finde Paavirkninger, der 
direkte har mere eller mindre forandrende Indflydelse paa. ,Kim- 
plasmaet", hvad enten de saa ogsaa virker paa Somaet eller ikke. 
(De i vor Tid mest kendte Eksempler herpaa er den amerikanske 
Zoolog Tower's Resultater af Hede-Paavirkningsforsøg med Kar- 
toffelbiller). 

Men Weismann kunde ikke nøjes med dette; just Betragt- 
ninger over Typeforskellighederne mellem Organismerne i efter 
hverandre følgende geologiske Lag, saa vel som andre Betragtnin- 
ger over Nedstamningslærens Problemer, førte ham til Antagelsen 
af ydre -Kaars udvælgende Virkning, ikke blot paa Individerne ien 
Bestand (,Personal'-Selektion), men ogsaa paa Kimplasmaets 
tænkte selvstændige, levende Smaalegemer, altsaa Anlæggene i 
Kimplasmaet — deraf Navnet ,Germinal"-Selektion. Under for- 
skellige ydre Kaar, der jo selvfølgelig indirekte maatte ytre sig 
gennem Somaet, skulde nogle af Kimplasmaets Elementer firide 
bedre Betingelser end andre; nogle vilde trives, forøges, vinde 
Overhaand, medens andre vilde komme daarligere fra det, alt set 
i Analogi med Naturforholdenes udvælgende Indflydelse paa de 
mere eller mindre forskelligartede Organismer i en Flora eller Fauna, 
resp. i en Bestand. 

Derved aabnes Døren jo dog alligevel for allehaande Paavirk- 


159 


ninger af Kimplasmaet fra Somaets Side, og Kimplasmakonstitu- 
tionens Uafhængighed af Ændringer i Somaets Beskaffenhed lader 
sig herefter ikke skarpt fastholde — dette Princip brydes saaledes 
her af Weismann selv! 

Den hele Spekulations-Række gaar ud fra den Forestilling, at 
Anlæggene skal være ,levende Væsener", hvad Gaupp da ogsaa 
meget stærkt pointerer; men denne Forestilling er ganske urimelig 
— den faldt allerede Aristoteles stærkt for Brystet. Weismann 
har her paa en Maade stor Fortjeneste just ved at have prøvet at 
føre sine Tanker ud i deres yderste Konsekvenser — og disse Kon- 
sekvenser- skræmmer virkeligt: det befrugtede Æg skulde jo inde- 
holde et uendeligt Mylr af ,levende smaa Anlæg"; alle Mulig- 
heder hos den voksne Organisme skulde være tilstede som særskilt 
levende Virkeligheder i Ægget! Dette er ganske uantageligt 
for en Nutidsforsker med Sans for Verifikation, og ikke mindre 
urimeligt end tidligere Tiders Naturfilosofers Ide om alle en Ned- 
Stamningsrækkes Slægtsleds Indkapsling i hverandre fra Skabnin- 
gens Morgenrøde af! 

I Gaupp's Værk gøres der med pietetsfuld Sympati Rede og- 
Saa for talrige af Weismann's specielle Ideer, og de er tanke- 
vækkende nok; det er kuriøs og paa sin Vis berigende og æggende 
Lekture. Den aabner Indblik i en højt begavet, logisk skarp Aands 
Virksomhed, som den formede sig, idet Verifikationsevnen hindredes 
I at komme til sin Ret; Synssvækkelsen har ladet Sansningen saa 
at sige ,slaa ind", Forskerens Syn er bleven erstattet med spe- 
kulative Syner. 

De Nutidsopfattelser, som er udviklede paa Basis af Mendelis- 
men og de rene Liniers Princip, samt til en vis Grad under Paa- 
virkning af Weismann's Kimplasmalære og af den netop ogsaa 
af Weismann først ret begyndte Kritik af Lamarckismens Fejlsyn, 
afviger i Virkeligheden stærkt fra Weismann's egne her omtalte 
tcoretiske Opfattelser; men de frembyder dog paa nogle Punkter 
"aa store formelle Ligheder dermed, at det maaske er rigtigt her 
åt karakterisere Forholdet. Det er atter og atter blevet misforstaaet. 

l. For Weismann skulde det væsentlige i , Kimplasmaet" 
være en meget stor Række adskilte Anlægsenheder (De- 
termiaanter, Biophorer resp. andre Navne er bleven benyttet), der 
Opfattes som en Sum af selvstændig levende smaa Væsener. 


160 


For vor Opfattelse er ,Anlægspræget" (Genotypen), d. v. s. det i 
Kønscellerne, resp. det befrugtede Æg, som bestemmer Udviklings- 
mulighederne for det deraf fremgaaende Individ, snarest en H el- 
hed, nemlig en Konstitution, som i Analogi med en kemisk- 
fysisk Konstitution hos et højt sammensat Stof betinger Reaktions- 
normen for det ved Befrugtningen grundlagte Individ. Dog er 
Analogien med et eneste Stof ikke tilfredsstillende, snarere maa 
man tænke paa et flerfaset Stofsystem som Analogon til Anlægs- 
præget. (Men hos Weismann maa jo hver enkelt Anlægsenhed 
være snart sagt lige saa sammensat: det samlede , Kimplasmas" 
Komplikation er i alt Fald af langt højere Orden end vort ,Ån- 
lægsprægs"). 

2. Weismann's Forestilling om stadig selvstændige og 
indbyrdes konkurrerende Anlægsenheder volder — hvad Gaupp 
da ogsaa udtrykkelig betoner — meget store, ja vel uovervindelige 
Vanskeligheder med Hensyn til at forstaa de smukke Tal-Lovmæs- 
sigheder ved Bastardspaltningen, medens disse ingen Vanskelighed 
frembyder for vor Opfattelse, at Anlægsprægets Elementer kun 
under Kønscelledannelsen (resp. Reduktionsdelingen) sondres 
og nykombineres. Om dette maaske kunde lignes ved kemiske 
Sidekæders Ombytning, er vel meget tvivlsomt; men selv med den 
udbredte Anskuelse (der paa visse Punkter nærmer sig til Weis- 
mann's), at Kromosomerne uafbrudt eller periodisk er Bærere af 
særlige Elementer af Anlægspræget, er disse Elementers stadige 
Selvstændighed og uafhængige Liv ingenlunde forudsat. 

3. Weismann's formodede selvstændig levende Anlægsenheder 
skulde hver især svare til, d. v. s. ,bestemme" sin særlige Legems” 
dels (Vævsgruppes) Udviklingsmuligheder. Vel opretholdt Weis- 
mann ikke denne sin oprindelige Mosaik-Opfattelse i saa skarp 
Form, men en saadan tænkt ,Organ- Repræsentation" i Kimplas- 
maet (i Modsætning til den i Mendelismens Gennembrudstid gængsé 
Forestilling om ,Egenskabs- Repræsentation") gennemsyrer i sin 
udpræget morfologiske Natur Weismann's Syn paa Arveligheds- 
problemerne. Imidlertid er nu ogsaa ,Egenskabs"- Repræsentationerne 
ganske opgivet, efter at det har vist sig, at et eneste Anlægsprægs" 
Element kan paavirke talrige Egenskaber, eller rettere. den hele 
Organismes Reaktionsnorm ; og omvendt, at en eneste Egenskabs 
Fremtræden kan kræve talrige forskellige Anlægs-Elementers Med- 


161 


virkning. Hele dette overmaade vigtige Forhold stiller Anlægs- 
præget som Konstitution i et helt andet Lys, end det, hvori Weis- 
mann's morfologisk-spekulative Blik saa paa , Kimplasmaets" Natur. 

4. Endelig er der Weismann's berømte Distinktion mellem 
»Kimplasma" og ,Soma". Ogsaa her møder vi det morfologisk- 
spekulative Syn. Den Tilslutning til "det rigtige i Weismann's 
Ideer paa dette Punkt, som Indsigten i Kønscellernes Udvikling 
gennem særlige Celledelingsrækker, , Kimbanerne", maatte betyde, 
turde være bekendt: Kønscellerne skriver sig hos Dyrene direkte 
fra Cellegenerationer, der ikke har været inddragne i de specielle 
Organers eller Vævsgruppers Udviklingsprocesser. Normalt er i alt 
Fald hos Dyrene Kønscellernes morfologiske Kontinuitet fra 
Slægtled til Slægtled ofte smukt paavist. Men alt det har vi ikke 
her Brug for at se nærmere paa. 

Weismann's Ideer om Kimplasmaets Skæbne i Legemets al- 
mindelige Væv, bl. a. paa hans Ideer om Rester af uforandret eller 
uforbrugt »komplet" Kimplasma i Legemets væsentlige somatiske 
Celler, skal vi her ejheller gaa nærmere ind paa. Disse Ideer om 
»Reserve-Kimplasma" er nærmest dannede til at imødegaa Vanske- 
ligheder for Kimplasmalæren, som f. Eks. den Kendsgerning, at 
Planterne ofte — just ved Adventivdannelser — kan regenere hele 
Planter af Vævsdele (saasom Overhudsceller o. a.), som man vir- 
kelig ikke kan regne til ,;Kimbaner?: 

Weismann's Distinktion mellem Soma og Kimplasma er da 
i sit Væsen en morfologisk Forestilling. Den maa ikke for- 
veksles med vor paa fysiologisk Grundlag fremkomne Distinktion 
mellem Fremtoningspræg (Fænotype) og Anlægspræg (Genotype). 
Det vilde være aldeles fejlagtigt at sætte Anlægspræget som iden- 
tisk med » Kimplasmaet", og Fremtoningspræget som svarende til 
»Somaet". De to Antiteser er af helt forskellig Art: Kimplasma 
og Soma skal betegne forskellige Dele af den hele Organisme, 
dog med den Indrømmelse, at Kimplasma ikke blot udgør Køns- 
cellernes og ,Kimbanernes" væsentligste Indhold, men, som nys 
anført, ogsaa skal findes som en Slags Reserve fordelt i Somaet. 
Og Kimplasmaet opfattes som omfattende alle Anlæg, altsaa som 
en ,komplet" Repræsentation af Organismens samtlige Dele i ikke- 
udviklet Tilstand; medens Somaet er Produktet af en Udvikling, 
under hvilken Kimplasmaet afgiver, mister Anlægsenheder og alt- 


Vidensk, Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. "1 


162 


saa specialiseres i Retning af Ensidighed, d. v. s. ophører at være 
komplet —- fraset den Reserve, der tænkes at kunne blive tilbage. 
Endelig tænkes Kimplasmaet (i alt Fald i Weismann's oprindelige 
Lærebygning, inden Germinal-Selektion var udspekuleret) at være 
saa at sige hermetisk afspærret fra Paavirkning fra Legemscellernes, 
Somaets, Side — just for klarere at præcisere den atter og atter 
fundne Ikke-Arvelighed af Legemets erhvervede Egenskaber. 

Helt anderledes med Begreberne Anlægspræg og Fremtonings- 
præg. Organismens Deles Forskellighed er her ikke det væsent- 
lige, og en vidtgaaende fysiologisk Gensidighed af Kønsceller, Kim- 
baner og alle andre Legemsceller betvivles ikke. Anlægspræget er 
den allerede i det befrugtede Æg givne Konstitution, som betinger 
dets Reaktionsnorm, altsaa alle Muligheder for det paagældende 
Individs hele personlige Udviklingsgang. Anlægspræget gen- 
nemtrænger og præger (under Kaarenes Medvirkning) 
hele Organismen; den udviklede, i Organer og Vævsgrupper 
leddelte Hovedmasse af Organismen er i saa Henseende ganske 
ligestillet med Kimbaner og Kønsceller (selvfølgelig med det For- 
behold, som Reduktionsdelingens Sondring og Nykombination af 
Anlægselementer betinger, men som jo ikke vedrører, hvad vi her 
taler om); Oscar Hertwig har forlængst hævdet dette overfor 
Weismann. Anlægspræget er — analogt med Kemiens Konsti- 
tutioners Forhold ved kemisk Reaktion — det, der ligger til Grund 
for hele den Reaktionskæde, som Individets Udvikling forestiller, 
og som kan falde mere eller mindre forskelligt ud, alt efter de 
Kaar, som paavirker Udviklingen. 

Anlægspræget betinger altsaa, nærmere bestemt, Indbegrebet 
af alle de Udviklings- Muligheder, som det ved Befrugtningen 
dannede Individ har, paa en ganske anden Maade end Weismann's 
Kimplasma skulde gøre det, nemlig paa lignende Maade som en 
fyldestgørende kemisk Konstitutionsformel vilde udtrykke alle det 
paagældende Stofs eller Systems Reaktionsmuligheder. Det aller 
enkleste Billede er maaske det velkendte Udtryk 0 for VAR 
dets" Konstitution, denne (i Formlen jo langt fra fuldstændig ud- 
trykte) Konstitution, som f. Eks. betinger, at Stoffet er Is, flydende 
Vand eller Damp, alt efter Kaarene. Og den vidunderlige Rigdom 
af elegante Former, som Snekrystal-Aggregaterne kan opvise, er 
just lige saa mange Fremtoningstyper for det med den anførte 


163 


Konstitutionsformel betegnede Stof, ,Vand", — for slet ikke at tale 
om Spillet i tofasede Systemer som f. Eks. Is-Vand, Vand-Damp 
0. a.,, endsige da om Forbindelser af Vandet. 

Og medens for Weismann Arveligheds-Kontinuiteten fra Slægt- 
led til Slægtled illustreres ved — eller saa at sige flettes sammen 
med — den morfologiske Kontinuitet af Kimbanernes 
uspecialiserede Protoplasma, selve den ,,embryonale Sub- 
Stans" som Sachs sagde, saa er Arveligheds-Kontinuiteten for os 
noget helt andet, nemlig Konstansen af Anlægsprægs-Ele- 
menterne, som den har vist sig baade ved de”rene Liniers For- 
” hold og ved Spaltnings- og Nykombinations-Lovmæssighederne ef- 
ter Krydsning — helt bortset fra, om Kimbane-Kontinuiteten er 
uafbrudt, som hos Dyrene, eller, som saa ofte hos Planter, bliver 
brudt. Begrebet »Anlægspræg" er just af en hel anden Kategori 
end Begrebet ,Kimplasma" ! 

Hvad dernæst Fremtoningspræget angaar, saa er det — 
&anske svarende til andre Reaktions-Resultater — hos Organismerne 
Netop ogsaa det virkeliggjorte Individs hele Karakter. Fremtonings- 
Præget er absolut afhængigt af Konstitutionen, altsaa af Anlægs- 
Præget, og af de givne Kaar. Naar ydre Kaar paavirker den i Ud- 
vikling værende Organisme, saaledes at dens Fremtoningspræg bliver 
afvigende fra det sædvanlige, saa behøver ikke derved Anlægspræget, 
hverken i Kønsceller, i Kimbaner eller i det øvrige Legeme, at 
blive ændret; dette vil endog sædvanlig ikke ske. Derfor er det, 
efter vor Opfattelse, at de ved særlige Kaars Indflydelse, ved Øvelse 
0. S. v. ,erhvervede Egenskaber" atter og atter viser sig ikke at 
være arvelige. 

Dette er en hel anden Synsmaade end den Weismann'ske, 
Som forklarer den nævnte Ikke-Arvelighed ved at nægte Legems- 
delenes ,Soma" Evne til Paavirkning af Kønscellernes ,, Kimplasma". 
Weismann var hildet i den Forestilling, at selve den normale 
Udviklings Forløb beror paa en Slags Kimplasma-Æn- 
dringideti Udvikling værende-Legeme (,Somaet"). Der- 
af den urigtige Tro, at de Udviklingen medbetingende ydre For- 
hold maa virke paa , Kimplasmaets" Bestand af tænkte organrepræ- 
Senterende, levende Anlæg i selve de i Udvikling værende Legems- 
dele. Hele denne Forestilling bunder dels i Weismann's Mosaik- 


Opfattelse af det befrugtede Ægs Konstitution og dels ogsaa i 
11 


164 


Forveksling af, eller, rettere sagt, Mangel paa Sondring imellem, 
hvad vi nu har præciseret som Fremtoriingspræg og Anlægspræg. 

Alt i alt ser vi altsaa, at Nutidens ,Genotype-Lære" (saaledes 
"kalder vi nærmest vor Opfattelse) er helt igennem væsensforskellig 
fra de Weismann'ske Forestillingskredse om ,Kimplasma”. Vi 
haaber, at Genotypelæren har betydet et Fremskridt udover Kim- 
plasmalæren, som i sin Tid betød et væsentlig Skridt fremad, men 
nu ikke kan opretholdes. Utvivlsomt vil ogsaa Genotypelæren før 
eller senere blive et tilbagelagt Stadium — maatte den forinden 
have vist sig blot tilnærmelsesvis saa frugtbar som de Weis- 
mann'ske Ideer! 


2—1—18; 


Bidrag til Kundskaben om Islands polychæte 
Børsteorme. 
(Annulata polychæta Islandiæ.) 


Af 
Cand. mag. Bjarni Sæmundsson, 
Adjunkt, Reykjavik. 
Hertil Tab. IL 

Man kan godt begynde Behandlingen af de fleste af de lavere 
(evertebrate) Dyregrupper, som er repræsenteret paa Island eller 
i islandske Farvande, med den samme Bemærkning: den er hid- 
til kun blevet meget ufuldstændig eller slet ikke undersøgt og be- 
arbejdet. Dette gælder ogsaa den brogede Samling af Dyreformer, 
der indbefattes under Benævnelsen Orme, og da ligeledes den 
mere begrænsede Gruppe af disse, som her skal gøres til Gen- 
Stand for en nærmere Omtale: de polychæte Børsteorme (Anniu- 
lata Polychæta). Ganske vist har flere Forskere givet sig af med 
dem, som det nærmere vil blive omtalt nedenfor, men særskilt er 
der hidtil intet blevet skrevet om dem. Dette lille Arbejde vil alt- 
Saa blive en Begyndelse i den Retning. 

Om en virkelig Undersøgelse af Islands Fauna bliver der først 
Tale i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede, da Eggert 
Olafsson foretager sine bekendte Undersøgelsesrejser i Aarene 
1750—1757. Disse Undersøgelser fortsattes senere af Mohr, Sveinn 
Pdisson, Faber 0. fl., men i det hele taget bliver de lavere Dyr, 
bortset fra enkelte faa Grupper, meget løst behandlede. Endnu 
mindre Opmærksomhed blev skænket disse Dyr af ældre islandske 
Skribenter fra Slutningen af det syttende og Begyndelsen af det 
attende Aarhundrede, som bl. m. a. behandlede Landets Fauna. Af 
disse maa. særlig nævnes de to Polyhistorer Jon Gudmundsson 
»den lærde" (død c. 1655) og Jon Olafsson, Grunnvikingur (1705 

i 


Bl PS 


166 


Jéon Gudmundsson beskriver og afbilder (ofte meget fanta- 
stisk) en Del højere Dyr!), men omtaler kun én Dyreform, som 
efter en meget tarvelig Afbildning at dømme kan antages for. at 
være Børsteorm (maaske en Nereis). Denne Orm, hvilken han 
betegner som ,et meget forgiftigt Skadedyr", kalder han for ,,Skeri", 
et Navn, som endnu bruges om en eller flere Arter Børsteorme 
(se senere). Et andet ormeagtigt Dyr, som han benævner ,eitur- 
nålin hin rauda" (5: den røde, giftige Eddernaal), synes næppe at 
være en Børsteorm; maaske er det en Caprella. 

Jén Olafss'on, der som Zoolog staar langt højere, har omtalt 
og beskrevet en| Mængde islandske Dyr”); men af Dyr, som kan 
antages at være Børsteorme, omtaler han kun følgende (hans Be 
skrivelser af dem, paa den første nær, hvis Identitet er sikker 
nok, gengiver jeg her in extenso): 

1. Fjérumadkur, Gordius marinus (= Arenicola marina). 

" 2. Madkamédir (Hirudo) er af tre Slags: a. en stor, en halv 
Alen lang, med Kanter og skarpe Vedhæng paa begge Sider langs 
hele Legemet, smal i begge Ender som en Skibsraa; en modbyde- 
lig Orm, hvidgul af Farve (en Nephthys?). b. Den anden er min- 
dre, i alle Henseender som den første, undtagen at den er baade 
brun og grøn og af den er der en stor Mængde (Nereis pelagica ?). 
c. Den tredje er den, som man finder i Rødderne af Tang [La- 
minarier], er højst tre Tommer, lige tyk i begge Ender, en mod- 
bydelig Orm, brun paa Ryggen, hvidgul paa Bugen og kryber 
hurtig. 

3. Skeri; kryber paa Tang, siges at være dræbende forgiftig ; 
den dræber de Faar, som gaar i Stranden, hvis de ikke kan faa 
fat i Vand (en Harmothoe?, eller maaske snarere en Idothea). 

4. Eiturnål, a. hvid af Farve, ligner i Formen meget en SY- 
naal (en Oligochæt?). hb. en anden er højrød, kryber med småå 
Hop, er forgiftig. Den har jeg set (maaske en Caprella). 

Desuden nævner han ,flædarmus" (det er nu til Dags Navnet 
paa Aphrodite aculeata), men véd ikke rigtig, hvor den skal ré8- 

) I et Manuskript, som hedder: Um Islands adskiljanlegar Nåtttrur. I 
flere Afskrifter i Landsbiblioteket i Reykjavik. 


” I et Manuskript, betitlet Ichthyographia islandica (ellers paa Islandsk » 
i Landsbiblioteket. 


167 


nes hen, ,Ssandsynligvis det samme som Tyskernes Fledermaus", 
mener han. En ret pudsig, ved Lydligheden fremkaldt Formodning. 
Springet fra disse Forfattere til Eggert Olafsson er stort. Dog 
kan man just ikke sige, at han i sit store Værk om Island!) ofrer 
ret meget paa Ormene, forholdsvis langt mindre end paa enkelte 
andre lavere Dyregruppe. Af Børsteorme omtaler han kun følgende: 
1. Aamumadkur, Lumbricus terrestris (benævnes nu til Dags 

- ånamadkur). 

Fjérumadkur, Lumbricus marinus. 

Lumbricus litoralis. 

Lumbricus annulis circiter 40 .… 

Skeri, Scolopendra corpore lato .… 

Blådru-Skere, Julus pedibus utrinque 160 . 

Nereis (Pelagica) segmentis .… 

Serpula manus complicandas .… 

Serpula spirorbis. 

Serpula triquetra. 

Serpula testa flexuosa tereti ”). 

Mohr giver en kort og anskuelig Oversigt over islandske 

Dyr i sin Rejseberetning ?); af Børsteorme anføres følgende: 


DO 


=sSoemnsømse 


i ma 


z 


Lumbricus terrestris, Amumadkur. 
Lumbricus marinus, Fjéårumadkur, Beitumadkur. 
Lumbricus littoralis. 

Lumbricus cirratus. 

Aphrodita imbricata. 

Aphrodita squamata. 

Nereis noctiluca. 

Nereis pelagica. 

Nereis diversicolor. 

Nereis viridis. 

Nereis maculata. 

Sabella granulata. 


=Sommømrswønm 


DD 


”) Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Reise igiennem Island. Sorøe 
1772 


z Synonymien (Artsidentiteten) af de her og paa de følgende Lister SE 
Orme vil, hvor den ellers kan udredes, blive omtalt nedenfor, under de 
Påagældende Arter. 


y, Forsøg til en Islandsk Naturhistorie, Kjøbenhavn 1786. 


168 


13. Serpula glomerata. 

14... Serpula spirorbis. 

15. Serpula lumbricalis. 

16. Serpula spirillum. 

17. Serpula triquetra. 

18. Serpula granulata. 

Den udmærkede Forsker af Islands Natur (ogsaa Faunaen) i 
Slutningen af det 18de Aarhundrede, ,Lægen Sveinn Pålsson, 
omtaler"), saa vidt jeg har kunnet erfare, kun en eneste Børste- 
orm, som han fandt paa Gaarden Landamdt paa Nordlandet og 
som han beskriver under det temmelig voluminøse Navn: Vermis 
helminthicum, Landamotense, Sipunculus; det er sikkert den al- 
mindelige store Regnorm, Lumbricus terrestris. 

Den første Tredjedel af det 19de Aarhundrede forløb uden nogen 
Forøgelse af Kendskabet til Landets Annulat-Fauna. Den franske 
Ekspedition under Gaimard lader ikke til at have skænket denne 
nogen videre Opmærksomhed. Derimod samlede Professor Japetus 
Steenstrup paa sine Rejser paa Island omkring 1840 en Del 
Børsteorme, om hvilke der dog intet er blevet publiceret særskilt YS 
derimod er de sikkert benyttet af Tauber og Levinsen (sé 
nedenfor). 

I Aaret 1846 besøgte en ung tysk Zoolog ved Navn C. B'erg- 
mann (i Følge med Bunsen og Sartorius v. Waltershausen) 
Island og samlede forskellige lavere Dyr, deriblandt en Del Orme, 
som blev behandlede af R. Leuckart?). Af polychæte Børste- 
orme var der følgende 18 Arter: 

1. Siphonostomum. vaginiferum. 

2. Thelepus Bergmanni. 

3. 'Terebella cirrata. 

") I sit Manuskript: Journal holden paa en Naturforskers Reise udi Island, 
1791—1797, Landsbiblioteket i Reykjavik. 

”) En Del Arter, indsamlede af Steenstrup, findes blandt det af Uni- 
versitets-Museet til min Disposition stillede Materiale, og disse vil blive 
anførte nedenfor paa paagældende Steder. 

”) Zur Kenntnis der Fauna v. Island. Erster Beitrag etc. Archiv fir Natur- 
geschichte 1849. I. Da denne Afhandling ikke var mig tilgængelig, hen” 
vendte jeg mig til Hr. Mag. sci. Hj. Ditlevsen, der godhedsfuldt gav 
mig en Liste over Arterne, tilligemed deres Synonymer. 


169 


4. Terebella parvula. 

5.… Amphitrite Eschrichti. 
6. Sabella reniformis. 

1: Pomatocerus. tricuspis. 
8.  Fabricia affinis. 

9. Cirratulus borealis. 
10. Aricia quadricuspidata. 
ll. Leucodorum muticum. 
12. Phyllodøce viridis; 

13... Phyllodoce Miilleri, 
14. Nereis grandifolia. 

15... Nereis pelagica. 

16. Polynoe cirrata. 

17. Polynoe punctata. 

18... Lumbriconais capitata. 


Aaret 1857 besøgte Professor O. Torell Island og samlede 
(med Skraber) en Mængde Dyr, især ved Nord- og Østkysten, der- 
iblandt en Mængde Børsteorme. Disse og andre den Gang kendte 
islandske Polychæter blev saa behandlede af A.J. Malmgren i hans 
to bekendte Arbejder"). Han anfører følgende Arter som islandske, 
og disse er alle paa 7 nær (Nr. 11, 15, 16, 23, 27, 30 og 37) 
indsamlet af Torell: 

Euphrosyne borealis. 
Lepidonotus squamatus. 
Nychia cirrosa. 
Eunoé Oerstedi. 
Lagisca rarispina. 
Harmothoe imbricata. 
Euarne impar. 
Pholoé minuta. 
Nephthys ciliata. 

10. Phyllodoce maculata. 
ll. Eulalia viridis. 

12. Eteone islandica. 


Re: SE OS SEP ER me 


e 


1) Nordiska Hafs-Annulater, Ofvers. af Kungl. Vet. Akad. Forh. ra85. og 
Annulata polychæta Spetsbergia etc. Ofvers. af Kungl. Vet. Akad. Fårh. 
1867. 


170 


13 "Eteone Leuckarti. 

14. Castalia punctata. 

15 Nereis” pelapica: 

16. Heteronereis grandifolia. 

17... Lumbrinereis fragilis. 

18. Nothria conchylega. 

19. Glycera capitata. 

20. Ammotrypane aulogaster. 

21. Ophelia limacina. 

22. Travisia Forbesi. 

23. Arenicola marina. 

24. Flabelligera affinis. 

25. Sternaspis islandica. 

26. Prionospio Steenstrupi. 

21.  Leucodore ciliata. 

28. Scoloplos armiger. 

29. Naidonereis quadricuspida. 

30. Capitella capitata. 

31. Maldane Sarsi. 

32... Ammochares assimilis. 

33. Cistenides granulata. 

34. Ampharete Grubei. 

35. Sabellides borealis. 

36. Amphitrite cirrata. 

37. Nicolea parvula (zostericola ?). 

38. Leæna abranchiata. 

39. Thelepus circinnatus. 

40. Terebellides Stroemi. 

41. Potamilla Torelli. 

42. Potamilla reniformis. 

43... Amphicora' Fabricia. 

Malmgren's Arbejde betegner et stort (det første betydnings- 
fulde) Skridt fremad, idet over Halvdelen, eller 26 af de her an” 
førte Arter er ny for Island. Dog maa det bemærkes, at de (0 
Arter af Slægten Eteone vistnok ikke er selvstændige. 

I Aaret 1879 giver P. Tauber en kortfattet Oversigt over 
Danmarks Ledorme!) tilligemed deres geografiske Udbredelse. Af 


") Annulata Danica, København 1879. 


173 


Polychæter, forekommende ved Island, anfører han følgende 47 
Årter: 

Euphrosyne borealis. 
Aphrodite aculeata. 
Lætmonice filicornis. 
Lepidonotus squamatus. 
Pholoé minuta. 
Nephthys ciliata. 
Phyllodoce maculata "). 
Notophyllum foliosum. 
Eulalia sanguinea. 
Eulalia viridis. 
Castalia punctata. 
Nereis pelagica. 
Nereis diversicolor. 
Nereis Dumerilii. 
Nereis longissima. 
Lumbrinereis fragilis. 
17. Glycera alba. 


omen ek nd 
DRS DORNSOSONJIODT RON mr 


18. Glycera capitata. 

19.  Glycera Goesii. 

20. Scoloplos armiger. 

21... Ammotrypane aulogaster. 
22. Ophelia limacina. 

23. Travisia Forbesi. 

24. Eumenia crassa. 


25.  AÅrenicola marina. 
26. Trophonia plumosa. 
27.  Brada villosa. 

28. Brada inhabilis. 

29. Brada granulata. 
30.  Nerine foliosa. 

31. Prionospio plumosa. 
32.  Polydora ciliata. 
33.  Cirratulus cirratus. 
34. Capitella capitata. 


1) Denne Art anføres kun indirekte som forekommende ved Island. 


Maldane biceps. 
Maldane Sarsi. 
Ammochares assimilis. 
Pectinaria auricoma. 
Ampharete Grubei. 
Terebella arctica. 
Terebella cristata. 
Terebella circinnata. 
Ereutho Smitti. 
Terebellides Stroemi. 
Myxicola Steenstrupi. 
Pomatocerus triqueter. 
Spirorbis lucidus. 


Af de her anførte Arter er de 26, eller Halvdelen, ny for Is- 
land, altsaa en betydelig Forøgelse, men nogle (en 5—6) af dem 
er enten synonyme med' andre Arter, eller ikke genfundne ved 


Island. 


Kort efter, eller 1882, udkommer G. Armauer Hansen's 
Bearbejdelse af den norske Nordhavs-Ekspeditions Annulater"). Af 
de heri omtalte Arter angives 31 som forekommende ved Island, 


nemlig: 


Lætmonice filicornis. 
Polynoe rarispina. 
Polynoe cirrosa. 
Polynoe imbricata. 
Polynoe scabra. 
Polynoe islandica. 
Polynoe semisculpta. 
Polynoe globifera. 
Nephthys ciliata. 
Nereis pelagica. 
Onuphis conchylega. 
Onuphis hyperborea. 
Glycera capitata. 
Scoloplos armiger. 


) Den norske Nordhavs-Expedition 1876—78. Zoologi. Annelida. Chri- 


stiania 1882. 


173 


15... Eumenia crassa. 

16... Ammotrypane aulogaster. 
17. Travisia Forbesi. 

18. Trophonia plumosa. 

19.  Brada inhabilis. 

20. Cirratulus cirratus. 

21. Clymene biceps. 

22... Ammochares assimilis. 
23. Myriochele Sarsi. 

24. Sabellides borealis. 

25. Amphitrite cirrata. 

26. Pista=cristata. 

27. Ereutho Smitti. 

28. Terebellides Stroemi. 
29. Potamilla Torelli. 

30. Chone infundibuliformis. 
31. Protula arctica. 

32,  Pomatocerus triqueter. 


Af disse Arter er 8 ny for Island, men det er hertil at bemærke, 
at de 5 af dem, nemlig Polynoe islandica, P. globifera, Onuphis 
hyperborea, Myriochele Sarsi (= M. Heeri) og Protula arctica 
ér taget paa Lokaliteter udenfor det Omraade, som jeg her vil be- 
fegne som islandsk (se nedenfor), nemlig paa Stationerne 48 og 51, 
den ene påa 647 36" N. Br., 109 22" V. LY den anden paa 65" 
SON BE ig UV L., henholdsvis i c. 85 og c. 160 Kvml.s Af- 
Stand fra Island, med Dybder paa 562 og 2127 m og Bundtem- 
Petar pig — 0," og — 1,1 C., altsaa paa rent arktisk Om- 
raade. 

Omtrent samtidig, eller i Aarene 1882 og 1883, publicerer G. 
M.R. Levinsen sin Oversigt over nordiske Annulata etc. ”). I 
dette, for disse Dyrs Systematik og Artsbestemmelse saa vigtige 
Årbejde, gives der i tabellarisk Form en (den Gang) udtømmende 
Oversigt over de enkelte nordiske Landes Ormefauna, med en sær- 
Skilt Kolonne for Island. De Oplysninger, Forfatteren her giver, 
er baserede dels paa Literaturen, dels (og for Størstedelen) paa 
ST UN Rena 


i) Systematisk-geografisk Oversigt over de nordiske Annulata. Vidensk. 
Medd. Naturh. Foren. i København, 1882—83. 


174 


det islandske Materiale i Københavns Universitets zoologiske Mu- 
seum. I dette Arbejde, som m. H. t. Islands Ormefauna til Dato 
er det vigtigste, angiver Levinsen 70 polychæte Annulater, for- 
uden en Del Oligochæter og andre Orme. 
Af polychæte Børsteorme, tilhørende den islandske Fauna, an- 
føres følgende: 
Aphrodite aculeata. 
Harmothoe rarispina. 
Harmothoe semisculpta ? 
Harmothoe nodosa. . 
Harmothoe imbricata. 
Lepidonotus squamatus. 
Nychia globifera. 
Nychia cirrosa. 
Pholoé minuta. 
10.  Eumida sanguinea. 
11: Eulaha viridis: 
12. Phyllodoce maculata. 
13. Anaftis Wahlbergi. 
14. Nephthys ciliata. 
15; Glycera capitata, 
16.  Glycera setosa. 
17. . Lumbrinereis fragilis. 
18. Onuphis conchylega. 
19. Onuphis hyperborea. 
20. Nereis pelagica. 
21. Nereis diversicolor. 
22. Castalia punctata. 
23. Syllis armilaris. 
24. Polydora ciliata. 
25. Prionospio Steenstrupi. 
26. Spio foliosus. 
27. Cirratulus cirratus. 
28. Åricia armiger. 
29. AÅricia quadricuspida. 
30. Ammotrypane aulogaster. 
31. Ophelia limacina. 
32. Travisia Forbesi. 


SD ERE SR RE 


145 


Flabelligera affinis. 
Brada villosa. 

Brada grannulata. 
Euphrosyne borealis. 
Eumenia crassa. 
Scalibregma inflatum. 
Årenicola marina. 
Capitella capitata. 
Maldane Sarsi. 
Maldane biceps. 
Myriochele Heeri. 
Qwenia assimilis. 
Pectinaria granulata. 
Ampharete Grubei. 
Sabellides borealis. 
Nicolea zostericola. 
Amphitrite cirrata. 
Pista cristata. 
Leucariste albicans. 
Leæna abranchiata. 
Thelepus circinnatus. 
Terebellides Stroemi. 
Potamilla reniformis. 
Potamilla Torelli. 
Dasychone infarcta. 
Chone infundibuliformis. 
Amphichora Fabricia. 
Protula arctica. 
Ditrupa arietina. 
Pomatocerus triqueter. 
Spirorbis verruca. 
Spirorbis borealis. 
Spirorbis Mørchi. 
Spirorbis affinis. 
Spirorbis carinatus. 
Spirorbis spirillum. 
Spirorbis cancellatus. 
Spirorbis cornuoides. 
Sternaspis fossor. 


176 


Af de her anførte 71 Arter er 16 ny for Faunaen, hvoraf dog 
to, Spirorbis spirillum og Sternaspis fossor, er synonyme med 
ældre Forfatteres Arter. Nogle, især af Tauber anførte Arter, har 
Levinsen sløjfet (jvfr. nedenfor). 

Efter Fremkomsten af dette Arbejde følger saa et langt Tids- 
rum, hvori der hverken bliver skrevet om islandske Orme eller 
samlet i islandske Farvande, undtagen det som nu afdøde Mag. 
Benedikt Grøåndal samlede i Omegnen af Reykjavik, og som 
senere tilfaldt den i 1889 oprettede naturhistoriske Samling i Rey- 
kjavik. Størstedelen af dette ikke særlig righoldige Materiale var 
blevet bestemt af Inspector Levinsen. 

Først efter 1890 begynder en ny Periode. Da begynder den 
danske Regering at lade foretage praktiske Fiskeriundersøgelser, 
først fra Fiskekuttere, som gik op til Island paa Rødspættefiskeri, 
senere fra Opmaalings- og Inspektionsfartøjer. Disse Fiskeriunder- 
søgelser blev udførte af unge Zoologer, som tillige gjorde rig- 
holdige Indsamlinger af lavere Dyr, deriblandt af Børsteorme til 
Universitets-Museet. — Af unge Videnskabsmænd, som paa denne 
Maade bragte et betydeligt eller stort Ormemateriale til Veje, maa 
jeg nævne: W. Lundbeck, der i Sommeren 1892 og 1893 gjorde 
Indsamlinger fra Kutteren ,, Prinsesse Marie" paa Nordvestkysten, 
R. Hørring, som var med Opmaalingsfartøjet ,Diana", dels påå 
Østkysten i Sommeren 1899, dels paa Vestkysten, især i Fakse- 
bugten i 1901, og A. Ditlevsen, der i 1902 var med , Diana" 
paa Nordvest- og Nordkysten. Særlig righoldig var Hørrings Sam- 
ling. — Samtidig hermed samlede nærværende Forfatter en Del 
Børsteorme paa forskellige Kanter af Landet, i 1903 og 1904 om” 
bord paa det danske Havundersøgelsesskib ,Thorf, og især senere 
paa sine Undersøgelsesrejser med Motorbaad i Vest- og Nordvest” 
kystens Fjorde i 1908—1909. — Endelig maa nævnes Algologen, 
Dr. Helgi Jénsson og Lederen af de internationale Fiskeriunder- 
søgelser ved Island, Dr. Johs. Schmidt, der begge samlede en 
Del Børsteorme, den første paa sine algologiske Undersøgelses” 
rejser 1897—98, paa lavt Vand, paa forskellige Steder ved Ky- 
sterne, den sidste ombord paa ,Thor", paa dybere Vand, i Aarene 
1903—04. 

Der samledes efter Haanden et ret omfangsrigt Materiale af 
landske Børsteorme, dels i Museet i Reykjavik, hvor de af For 


is- 


177 


fatteren indsamlede Orme opbevares, dels og især i Københavns 
Universitets-Museum, hvor alt det øvrige Materiale findes, men 
nogen videre Bearbejdelse af det bliver ikke foretaget. Kun blev 
Børsteormene kortelig omtalt blandt andre Dyr af nogle af de nævnte 
Forskere, hvor de gav en kort Beretning om deres Undersøgelser, 
og ved den Lejlighed anfører Lundbeck!) Clymene prætermissa 
og Dr. Schmidt”) Protula media som ny for Island. 
Endelig bør det anføres, naar Talen er om den Literatur, hvor 
islandske Børsteorme omtales, at Levinsen i nogle Tilfælde om- 
taler, i sin Bearbejdelse af Annulater fra ,, Hauch's Togter"), at 
vedkommende Art ogsaa forekommer ved Island, men deriblandt er 
ingen ny for Islands Fauna, og at Ditlevsen i sit Arbejde om 
Grønlands Børsteorme ty anfører mange af de grønlandske Arter 
Som forekommende ved Island, men da. ingen af disse er ny for 
Landets Fauna, saa er der ingen Grund til at opregne dem her, 
da det vil blive gjort senere, hvor de enkelte Arters Udbredelse 
angives. 
Under de ovenfor skildrede Forhold begyndte jeg, opmuntret af 
Inspector Levinsen, at beskæftige mig med de islandske Børste- 
orme, ikke blot det Materiale, som jeg havde i Samlingen i Rey- 
kjavik og som jeg efterhaanden havde faaet bestemt, men ogsaa 
allerstørste Delen af det i Universitets-Museet beroende, righoldige 
islandske Materiale, hvilket Levinsen med største Beredvillighed 
Stillede til min Disposition. En lille Del af dette Materiale var af 
ældre Dato, efterhaanden indkommet til Museet fra forskellige Sam- 
lere (islandske Købmænd, Inspektionsskibes Chefer 0. fl.) og alle- 
rede bestemt, men allerstørste Delen var kun sorteret og foreløbig 
bestemt, eller (det senest indkomne) ganske ubestemt, ja til Dels 
helt usorteret. 
Jeg fik saaledes et betydeligt Bestemmelsesarbejde at udføre, et 
Arbejde, som ofte faldt mig ret besværligt, fordi det skrøbelige 
anale ikke altid var videre godt konserveret: de enkelte Eks- 
i Pieketibonilnae 1802—93 S. 17 

J Fiskeriundersøgelser ved "Abel og Island 1903, S. 19. 

” Det vidensk. Udbytte af fane e Hauch"s Togter i 1883—86. An- 
nulata, etc. ved G. M.R. Levi 
—— hine eines Polychæte Annelider. Af Hjalmar 
Ditle 


REN Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd, 69. 12 


178 


emplarer ofte mere eller mindre defekte, maaske baade uden ,Ho- 
ved og Hale". Kun sjælden havde jeg levende Materiale til min 
Raadighed, det Materiale nemlig, som jeg selv samlede i Omegnen 
af Reykjavik. Dertil føjede sig en følelig Mangel paa Literatur. 
Mit. Hovedhjælpemiddel ved Artsbestemmelserne har naturligvis 
Levinsen's føromtalte, vigtige Arbejde været. I flere Tilfælde 
har jeg enten været usikker, eller slet ikke kunnet identificere 
vedkommende Dyr. Den Del af Materialet, som jeg saaledes ikke 
kunde magte, var Inspector Levinsen elskværdig nok til at gen- 
nemgaa og bestemme, saavidt det lod sig gøre. Senere, efter hans 
— desværre altfor tidlige — Død, har Mag. sci. Hj. Ditlevsen 
gjort mig den store Tjeneste at gennemgaa det sidste af det Ma- 
teriale, jeg ikke var sikker paa. For dette bringer jeg ham her- 
ved min bedste Tak. 

Det har desværre trukket temmelig længe ud med at faa dette 
Arbejde færdigt, længere end jeg havde ønsket; Aarsagen dertil 
er dels den, at den Tid, jeg har kunnet ofre paa det, har været 
ret knap, dels den, at der stadig er kommet nyt Materiale til, især 
påa mine Rejser paa Vestkysten i 1908—1909, som jeg gerné 
vilde tage med. 

Jeg vilde nu ogsaa meget gerne ønske, at dette Arbejde havde 
været færdigt, inden Inspector Levinsen døde. Det er jo ogsaa 
til Dels hans Arbejde, og da vilde jeg ogsaa have kunnet bevidne 
ham min Tak for den store Velvilje, han saa ofte viste mig, for 
den Hjælp, han saa beredvillig ydede mig, og ikke mindst for det, 
han var for mig som Lærer paa dette Omraade. 


Af det ovenfor anførte vil det ses, at man, inden Fremkomsten 
af dette Arbejde, kun kendte 74 (Tomopteris deri indbefattet) Arter 
af polychæte Børsteorme for Island, deri indbefattet 5. Arter, fun- 
det, som ovenfor bemærket, udenfor det Omraade, som jeg i den 
AAknaee Oversigt vil indskrænke mig til"). 


N — for dette Omraade vil her, som i ældre faunistiske Arbejder 
fra min Haand, om Hydroider og Fisk, blive 200 Favnes eller ca. 400 
Metres Dybdekurven. De omtalte 5 ig saavel som enkelte flere, som 
kun er fundet udenfor dette Om men kan ventes at ville findes 
paa dette Omraade, vil blive NE omtalte, men uden Nummer 08 
med smaa Typer. 


179 


I det følgende vil der blive omtalt 137 Arter, deriblandt ganske 
vist nogle, som enten er usikkert bestemte eller helt ubestemte 
(kun Slægten bestemt). Her bliver der saaledes til de før kendte 
føjet 64, hidtil ved Island ikke kendte Arter (mærket med en Stjerne), 
hvoraf 2 er ny for Videnskaben. Muligvis vilde der ved en mere 
indgaaende Undersøgelse af flere Former, som jeg har henført til 
en eller anden kendt Art, vise sig at være ny Arter; men jeg 
foretrækker, under de vanskelige Forhold, jeg maa arbejde under, 
hellere at gaa for kort end for vidt i Opstillingen af ny Arter. 
Denne Tilføjelse af 63 Arter til de hidtil kendte maa kaldes en 
meget anselig Tilvækst til den islandske Annulat-Fauna, og jeg an- 
Ser det for givet, at der med Tiden vil komme mange flere til, hvis 
der bliver samlet mere indgaaende end hidtil. 

Dette Arbejde giver for første Gang ret fyldige Oplysninger 
om de hyppigere Arters Forekomst ved Island, og hvad de sjæld- 
nere Årter angaar, saa vil disses Findesteder ved nærmere Under- 
Søgelse for manges Vedkommende sikkert blive flere. 

Efter disse indledende Bemærkninger vil jeg nu give en nær- 
mere Besked om de enkelte Arters Forekomst ved Island"), tillige- 
med en kort Oversigt over deres Udbredelsesforhold, samt dertil 
knyttede Oplysninger om morfologiske eller biologiske Forhold, 
Daar der gives Anledning dertil. M. H. t. Systematiken følger jeg 
nærmest Levinsen, medens jeg, hvad Udbredelsen angaar, hoved- 
Sagelig støtter mig til Levinsen's, Ditlevsen's og Wollebæk's 
Arbejder. 


1. Fam. Åphrodilidæ. 


1... Aphrodite aculeata L. 

Oonymer: Flædarmås (Aphrodite), Gråndal [12], S. 114. — Aphrodite 
aculeata, Tauber [30], S. 78, Levinsen [21], S. 289 og [24], S. 323, Schmidt 
[40], S. 24, 

Findesteder: Medallandssjér, 75 m, ,Thor" St. 178, 1903, 
— Vestmannaeyjar, i Torskemaver, 5 store Ekspir. (H. Jønsson). 
— Samme Sted, N. af Ellidaey, 56 m, ,Thor" St. 175, 1903, I 
ungt Individ (B. Sæm.). — Samme Sted, c. 110 m, 2 store Ekspl. 
her menseme eee re ekakk ER 


") Lokaliteterne (de enkelte Arters Findesteder) vil blive anførte i samme 
Rækkefølge: fra Hornafjérdur langs Sydkysten og saa videre rundt om 
Landet. : 


12" 


180 


paa Line (G. Lårusson). — Ud for Stokkseyri, c. 90 m, I stort 
Ekspir. (B. K. Grimsson). — Selvogs-Sjér, 70 m, 1 stort Ekspir. 
— Grundavik, et lille Ekspir., i Fiskemave (B. Sæm.). — Sydkysten, 
1 stort Ekspir. (Jaf. Olafsson). — Ud for Dyrafjérdur, et ungt Ekpsir. 
. i Maven af en Torsk. — Isafjardardjåp, ud for Hnifsdalur, c. 10 m, I 
stort Eksplr. (Thorv. Jonsson). — Fra Nord- og Østkysten har jeg 
ikke set den, saa det lader til, at dens Forekomst er indskrænket 
til det varmere Vand ved Syd- og Vestkysten. Den lader til at 
gaa ned til meget betydelige Dybder, thi Schmidt har taget den 
paa 2150 m, S. for Vestmannøerne (,Thorf, St. 164, 1903). Den 
maa betegnes som temmelig sparsomt forekommende og omtales 
forholdsvis sent i den naturhistoriske Literatur. 

Udbredelse: N. Amerika, Sydgrønland (Levinsen, Dit- 
levsen nævner den ikke), Norge, Danmark, Færøerne til Middel- 
havet og det røde Hav. 

Denne anselige og smukke Børsteorms Forekomst ved Island 
er, som allerede antydet, forholdsvis sent kendt af Naturforskerne. 
Derimod har den længe været kendt af den islandske Almue, som 
har givet den Navnet ,Flædarmås" (2: Sømus), og den er i Folke- 
sagnene blevet udstyret -med højst besynderlige Egenskaber. Alle- 
rede Jon Olafsson nævner dens Navn, men tager i høj Grad 
fejl af dens sande Natur (jfr. ovenfor). 

De største Eksemplarer, jeg har set, maaler 130 mm”). 


2... Lætmonice filicornis Kinb. 

Syn.: Lætmonice filicornis Tauber [41], S. 79, Arm. Hansen [15], S. 10, 
Levinsen [24], S. 323 og Schmidt [40], S. 22. 

Findest.: Den omtales af Tauber, Arm. Hansen og Le- 
vinsen som forekommende ved Island, men uden nærmere Ån- 
givelser af Lokaliteter. Schmidt har taget den paa dybt Vand S. 
og S.S.O. for Vestmannøerne (62? 57” N, 19? 58” V., 957 m, , Thor" 
St. 166, 1903 og 62"? 10,8” N., 199 36' V. Thor” St. 164, 1903; 
2150 m, Slik). Selv har jeg ikke set den. 

Udbr.: N. Amerika, Syd-Grønland, Norge, Shetland, Øresund 
til Kanalen. 


) De her angivne Maal refererer sig til Legemet uden Vedhæng, hvor andet 
ikke er fremhævet. 


181 


2. Fam. Polynoidæ. 


3... Harmothoe rarispina (Sars). 

Syn.: Lagisca rarispina, Malmgren [27], S. 65 og [28], S. 133. Polynoe 
rarispina Arm -Hansen [15], S. 6. Harmothoe rarispina, Levinsen [21], S. 289. 

Findest.: Reykjavik, i Stranden, hyppig. — Hvalfjåråur, 12 
m, 4 Ekspåir. — Hvammsfjårdur, ud for Bådardalur, 10 m, 1 Ekspir. 
— Breidafjérdur, ud for Skardståd, 6—8 m, 1 Ekspir. —- Isa- 
fjardardjåp, Skutulsfjårdur, 10—25 m, 1 Ekspir, — Skåtufjøråur, 
8—30:m, 2 Ekspir. — Mjåafjårådur, 15—25 m, mange smaa Ekspir. 
— Isafjérdur, ud for Armgeråareyri, 20—30 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 
— Lånafjéråur, 51—56 m, 1 Ekspilr. (Ditlevsen). — Hrutafjordur, 
ud for Prestsbakki, 6—8 m, 5 Ekspir. (H. Jénsson). — Eyjafjérdur, 
ud for Arnarnes, 47 m (Torell). — Samme Fjord, Mundingen 115 
m, 1 Ekspir. (St. Emilsson). — Samme Fjord, 3 Ekspir. (St. Ste- 
fånsson). — Seydisfjårdur, 56 m, 1 Ekspir. (,Diana"). — Mjåa- 


fjørdur, St. XI, 3 Ekspir. — Fåskrudsfjårdur ud for Hafranes, 19 
eee mm, 3 Ekspir. — Samme Fjord, 14—34 m, 10—12 "Ekspir. 
(Hørring). — Berufjéårdur, 28—56 m (Torell). — Djåpavogur, 6 


Mm, 5 Ekspir. paa Laminaria-Rødder (H. Jønsson). 

Udbr.: AÅrktisk-circumpolar, gaar ned til Ny-England paa N. 
Amerikas Østkyst og forekommer langs hele Norges Kyst. 

Den lader til at være ganske almindelig ved Island, men de 
fleste af de c. 50 Ekspir., jeg har undersøgt, har været temmelig 
Smaa, 25—30 mm lange; kun 3 Eksplr. fra Øfjord har været 45 
—48 mm og haft det fulde Antal saavel af børstebærende som af 
ubedækkede Segmenter (>: 42—-44 og c. 10); hos de andre har 
disse Tal varieret stærkt, henholdsvis 35—42 og 4—9, og i det 
hele taget været lavest hos de mindste og antagelig yngste af dem. 
M. H. t. Parapodiernes og Børsternes Form, Øjnenes Stilling og 
Rygskjoldenes Udstyr har jeg ikke kunnet finde Afvigelser, som 
Biver nogen Grund til at opfatte de omtalte Forskelligheder som 
andet end en Følge af, at flere af Individerne ikke er udvokset, 
eller som en Variation paa Grund af, at Arten her vistnok nær- 
Mer sig Sydgrænsen for sit Udbredelsesomraade. — ! Forbin- 
delse hermed kan det anføres, at jeg i Stranden ved Reykjavik 
har fundet flere Individer.af c. 30 mm Længde, med Æg imellem 
Rygbørsterne, i Begyndelsen af Marts. 


182 


4... Harmothoe semisculpta (Arm.-Hansen). 

Syn.: Polynoe semisculpta, Arm.-Hansen Hg S. 26. Harmothoe semi- 
sculpta, Levisen [21], S. 89. Ditlevsen [9], S. 680. 

Findest.: Reykjavik Hansen: —" Bildudalur, 10=1% 
m, 10 Ekspir. (H. Jénsson). — Ønundarfjårdur, 24 m (Lundbeck). 
— Seydisfjåråur, 56 m (,,Diana"). —— Samme Fjord, 113—56 m. 
— Vidfjårdur, 15—23 m. —- Fåskrudsfjårdur, 94—38 m (Hørring). 
Den lader til at være temmelig sparsomt forekommende, thi paa 
alle disse Steder undtagen et er den kun fundet enkeltvis. 

Udbr.: Vestgrønland. 

Alle de her anførte Eksemplarer er smaa, det største (fra Øn- 
undarfjord) er kun 27 mm og havde den 6. September en Mængde 
Æg under Rygskjoldene. 


5. Harmothoe nodosa (Sars). 

Syn.: Eunoé Oerstedi, Malmgren [27], S. 62 Eunoa Øerstedi, samme 
[28], S. 131. Polynoe scabra, Arm.-Hansen [15], S. 10. Polynoe islandica, 
samme [15], S. 64. Harmothoe nodosa, Levinsen [21], S 

Findest,: Reykjavik i Stranden (Grondal). — Havet ved Kap 
Nord, 60 m, 1 Ekspir. — Hunafl6i, 1 Kvml. N. af Reykjaneshyrna, 
62 m, 1 Ekspir. (Ditlevsen). — Skagastrånd (Steincke). — Ud for 
Siglufjord, 120—150 m, et Eksplr. i Maven paa en Torsk (St. 
Emilsson). — Eyjafjéråur (Møller). — Skjålfandi, 8-10 m, 1 Ekspir. 
— Hjéradsfléi, 113 m, ,Thor+, St. 189, 1903, 1 Ekspir. (B. Sæm.)- 
— N. Ø. for Borgarfjérdur, 1 Ekspir. (Hallas). —  Borgarfjérdur, 
0—9 m, 1 Eksplr. — Flakket ud for Lodmundarfjårdur, 71—88 
m, I Ekspir. (Hørring). — Seydisfjårdur, 56 m, 2 Ekspir. (, Diana"), 
5 Mil Ø. for Seydisfjårdur (Wandel). — Desuden 2 Lokaliteter, 
mærket Island, 5 Ekspir. (Zool. Mus.). — Endvidere har Arm. 
Hansen. taget den 85 Kvml. Ø. S, Ø. af Gerpir (St. 48), Påk 
562 m Dybde. 

Udbr.: Circumpolar, gaar ned til Sverrig og Frankrig. 

De største Eksemplarer af denne Art er 45—55 mm lange. 


"6... Harmothoe aspera (Arm.-Hansen). 
Findest.: Af denne for Island ny Art er der kun fundet et 
c. 28 mm langt Ekspir., ud for Siglufjårdur, 150 m (St. Emilsson). 
Udbr.: Norge, Novaja Zemlja, Kara Hav. 


183 


7.… Harmothoe imbricata (L.). 

Syn.: PSkere, Scolopendra corpore lato .... E. Olafsson [32], S. 999. 
Aphrodita imbricata, Mohr [30], S. 117 Polynoe cirrata, Leuckart [18], S. 208. 
Harmothoe imbricata, Malmgren [27], S. 65 og [28], S. 134. Polynoe imbri- 
cata, Arm.-Hansen [15], S. 8, Levinsen [21], S. 290, Schmidt [40], S. 22. 

Findest.: Vestmannaeyjar og Grindavik i Mængde i Stranden 
(B. Sæm.). — Reykjavik i Stranden, meget hyppig (Gråndal, B. 
Sæm.). — Reykjavik Rhed, 15 m (, Diana”). —— Faxafléi, 16 Kvml. 
N.V. af Akranes, 3 Eksplr. — Breidafjårdur: Olafsvik i Stranden, 
2 Ekspir. — Stykkishålmur, 20—24 m, 1 Eksplr. — Alftafjørdur, 5 
m, I Ekspir. (B. Sæm.). — Arney (H. Jønsson). -— N.V. af Ballarår- 
Hrappsey, 15—18 m, 1 Ekspir. — Skardståd, i Stranden, 3 Ekspir. 
(B. Sæm.). — Arnarfjårdur, 19 m, 1 Eksplr. — Dyrafjårdur, 19— 
24 m, mange Ekspilr. — Ønundarfjérdur, c. 23 m (Lundbeck). -— 
Isafjordur (Caroc). — Skåtufjårdur, 8—30 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 
— Veidileysafjårdur, 40-—47. m. — Hesteyrarfjårdur, 28 —33 m 
(Ditlevsen). -— Adalvik, 10-—17 m, 65 Ekspir. — Hornvik, 20 m, 
13 Ekspir. (Lundbeck). — Hånafléi, ”/2 Mil af Reykjaneshyrna, 62 
m, 1 Eksplr. (Ditlevsen).: — Kollafjérdur, 10 m, 1 Ekspir: (B. 
Sæm.).:— Kollafjardarnes, i Stranden, 6 Ekspir. (G. G. Bårdarson). 
— Skagastrånd (Steincke). —- Siglufjérdur, 30 m, 3 Ekspilr. (Dit- 
levsen). — Eyjafjordur (Møller). — Samme Fjord, S. for Hrisey, 
19—34 m, 2 Ekspir. (Ditlevsen). — Samme Fjord ved Svalbards- 
eyri, i Stranden, 1 Ekspir. — Raufarhåfn, 20 m, 1 Ekspir. (B. 
Sæm.). — Borgarfjårdur, 0—9 m, 3 Eksplr. —— Flakket ud for 
Lodmundarfjårdur, 88 m., 3 Ekspir. (Hørring). — Lodmundarfjårdur, 
25—30 m, ,Thor" (B. Sæm.). — Seydisfjårdur, 19—47 m, 3 Ekspir. 
———Brinnes 18015 mm Hånefsstadaeyrar, 19—-4 m, 5 Ekspir. 
5 "Skåldnes. (9—15 m, 2 Ekspir. (H. Jønsson). — Eskifjårdur, St. 
XXI, 1 Ekspir. — Fåskrådsfjårdur, 19—94 m, mange Ekspir. (Hør- 
ring). — Østkysten af Island (Wiinstedt). 

… Udbr.: Arktisk- og boreal-circumpolar, men gaar ogsaa langt 
Imod Syd, i Atlanterhavet til Spanien, i det Stille Hav til det syd- 
lige Japan. 

Af det her anførte fremgaar, at den forekommer rundt om Is- 
land, 0g paa flere Steder er den taget i saa stor Mængde, at den 
maa betegnes som meget hyppig, en af de almindeligste af Islands 
Børsteorme, Paa Sydvestkysten er den overmaade hyppig under 


184 


Sten paa sandblandet Ler i Forstranden; ellers er den fundet saa- 
vel paa haard som paa blød Bund. 

De største af mig undersøgte Eksemplarer har været 40—42 
mm lange. M. H. t. dens Bygning er det at bemærke, at Tanden 
under Bugbørsternes Spids varierer meget i Størrelse og Afstand 
fra Spidsen, ligesom der er betydelig Forskel i Rygskjoldknudernes 
Størrelse og Form. 

Denne Art er, som bekendt, meget variabel i Farve, det vil 
sige Farven paa Rygskjoldene. Hos de af mig undersøgte Eks- 
emplarer er den som Regel helt mørk rødbrun, mørkegraa eller 
blaasort, eller der er en bred Stribe af en eller anden af disse 
Farver langs hele Ryggen, kantet med lyst. Men mere eller min- 
dre spraglede Individer er ogsaa ret hyppige. Især udmærker de 
af Lundbeck ved Nordvestkysten fundne Eksemplarer sig ved en 
stærk Variation i denne Henseende. De c. 80 Eksemplarer, som 
han samlede i Hornvik og Adalvik, danner den smukkeste Serie 
af Farvevarieteter: Meget mørke Individer næsten uden Afskygning, 
Individer med mørk-chokoladebrun Rygstribe, vekslende i Bredde, 
paa mere eller mindre lys Grund, marmorerede eller vatrede, ja, 
næsten helt hvide Eksemplarer optræder i broget Blanding. I det 
hele taget viser denne Art m. H. t. Farvetegning og Farvevariation 
en paafaldende og interessant Lighed med Isopoden Idothea tri- 
cuspidata Desm.') 

Jeg har fundet Individer med Masser af Æg den Ilte April i 
Stranden ved Reykjavik. De var blegrøde af Farve og anbragte 
under Rygskjoldene saa talrige, at Mellemrummene imellem dem 
og Ryggen var helt fyldte af dem. Ogsaa paa Eksemplarer, sam- 
lede af Lundbeck i Adalvik den 18de Maj, var der Masser af 
Æg, men her sad de imellem Rygbørsterne omgivet af Slim. 

Som ovenfor bemærket er denne Art en af de hyppigste Børste- 
orme, som findes i Forstranden langs Islands Kyster. Den er der- 
for ikke helt undgaaet Menigmands Opmærksomhed, idet den vist- 
nok, hvad ogsaa Mohr og antagelig ogsaa E. Olafsson formoder, 
er et af de Stranddyr, som i Almindelighed bliver kaldt for ;Skeri 
(Ja: den skærende) og af Menigmand anses for at være meget 


" Matzdorff, C.: Ueber die Fårbung von Idotea tricuspidata Desm,, 
Inaugural-Dissertation. Jena. 1882. 


185 


giftigt, ja dødbringende, hvis f. Eks. et Faar, naar det græsser i 
Stranden, kommer til at sluge det. 


8... Harmothoe impar (Jonst.). 
i Syn.: Evarne impar, Malmgren [27], S. 71 og [28], S. 135. Harmothoe 
impar, Levinsen [21], S. 290, Ditlevsen [9], S. 679. 

Findest.: Denne, som selvstændig Art omdisputerede Form, 
er ifølge Malmgren (1. c.) først fundet ved Island af Torell, men 
uden nærmere Angivelse af Lokalitet. Blandt det store Materiale 
af H. imbricata (med hvilken Art Levinsen og flere slaar den 
Sammen), som jeg har gennemgaaet, har jeg kun fundet to Eks- 
emplarer af den, og hvoraf det ene (i Bagenden vistnok regene- 
rerende Individ, med kun 30 Parapodie-bærende Led) manglede 
alle Rygskjoldene, saa at Bestemmelsen er mindre sikker. Det blev 
taget af Forf. i Hvammsfjårdur ud for Bådardalur, 14—18 m. Det 
andet, 23 mm langt, blev taget i Mjåafjårdur (Ø. Isl.), 75—-94 m 
(Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Finmarken, 
Vestkysten af Sverrig, de britiske Øer. 

Harmothoe Hubrechti Mc. Int. er taget i to Eksemplarer”) 130 Kvml. S. 
af Ingålfshåfdi, , Thor" St. 183, 1904, i Yngeltrawl, 1800 m Wire (B. Sæm.). 

H. n. sp. er taget i to Eksemplarer, 9 Kvml, S. S. Ø. af Vestmannaeyjar 
(Bjarnarey), 510 m, ,Thorf St. 168, 1903 (B. Sæm.) paa Lophohelia. 


9. Lepidonotus squamatus (L.). 

Syn.: ?P Aphrodita squamata (Skeri), Mohr [30], S. 117. Polynoa punc- 
tata, Leuckart [18], S. 208. Lepidonotus squamatus, Malmgren [27], S. 57 og 
I2AT, 5, 130, Tauber [41], S. 79, Levinsen [21], S. 290 og [24], S. 324. 

Findest.: Island (Steenstrup, Tøorell). — Vestmannaeyjar, i 
Stranden, -— Sammé Sted, 66—75 m, ,Thor" St. 188, 1904 (B. 
Sæm.). — Faxafléi, 27 m. — Keflavik, 28—32 m (Hørring). — 
Hafnafjårour 6—10 m (B. Sæm.). — Reykjavik (Wiinstedt, Grån- 
dal). — Samme Sted, i Stranden (B. Sæm.) — Samme Sted, 4 m 
(H. Jønsson). — Hvalfjåråur (Botnsvogur) 10 m. — Breidafjårdur, 
Vadstakksey, 37—64 m (B. Sæm.). — Arney, i Stranden (H. Jéns- 
Son). — Ønundarfjårdur, 25 m (Lundbeck). — Isafjardardjåp, L6na- 


” Velvilligst bestemt af Mag. sci. Hj. Ditlevsen. 


186 


fjordur, 51—56 m (Ditlevsen). — Adalvik (Lundbeck). — Huna- 
fléi, 1 Kml. N. af Reykjaneshyrna, 62 m (Ditlevsen). — Sevdis- 
fjordur, 19—47 m (H. Jønsson). —- 2 Kvml. af Bardneshorn, i en 
Torskemave (B. Sæm.). — Mjåafjårdur, 75—94 m. — Reydar- 
fjordur, 113—150 m (Hørring). —- Den er altsaa fundet rundt om 
Landet, men forekommer overalt ret sparsomt; i .de allerfleste af 
disse Tilfælde er der kun taget et enkelt Eksemplar paa hvert Sted. 

Udbr.: N. Amerika, Norge, Danmark, Færøerne, Irland, Eng- 
land, N.V.-Frankrig. 

Det største af mig maalte Eksemplar (fra Mjåafjérour) var 50 
mm langt. 

10. Nychia cirrosa (Pall.). 

Syn.: Nychia cirrosa, Malmgren [27], S. 58 og [28], S. 131. Polynoe 
cirrosa. Arm.-Hansen [15], S. 6. Nychia cirrosa, Levinsen [21], S. 291. Gat- 
tyana cirrosa, Ditlevsen [9], S. 683. 

Findest.: Medallandssjér, 75 m, 1 Eksplr., ,Thorf St. 178, 
1903. — Vestmannaeyjar, 66—75 m, , Thor" St. 188, 1904. — 

- Hvalfjårdur, 85—95 m, 1 Ekspir. — Breidafjårdur: Kolgrafafjårdur, 
12—26 m, 2 Eksplr. — Breidasund, 62 m, 3 Eksplr. — Hvamms: 
fjordur, Skoruvik, i Stranden, 1 Ekspir. — Ud for Budardalur, 14—- 
18 m, 6 Ekspilr. (B. Sæm.). — Tålknafjéråur, 3 Ekspir. (Koch). 
Dyrafjårdur, 25 m, 3 Ekspir. — Ønundarfjérdur, 25 m, 6 Ekspir. 
(Lundbeck). — Steingrimsfjåråur, 80—100 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 
— Hritafjérour, Prestsbakki, 6-——8 m, 1 Ekspir. (H. Jønsson). — 
Siglufjårdur (Torell). — Samme Fjord, 28 m, 3 Ekspir. (Ditlevsen). 
— Eyjafjéråur, ud for Arnarnes (Torell). — Samme Fjord, 6 Ekspir. 
(Møller). — Samme Fjord, lige Syd for Hrisey, 34 m, 1 Ekspir. 
(Ditlevsen). — Borgarfjårdur, 0—8 m, 1 Ekspir. (Hørring). — 
Seydisfjårdur, 1 Eksplr. (,Diana"). — Samme Fjord, 1 Ekspir. I 
en Kullermave (B. Sæm.). — Mjåafjorour, St. XI, 1 Ekspir. —= 
Vidfjårdur, 28 m, 1 Ekspir. — Reydarfjérdur, 113—150 m, 1 Ekspir. 
(Hørring). — Eskifjordur, 10—20 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — 
Fåskrådsfjårdur, 38—94 m, 11 Eksplr. (Hørring). —— Af det her 
anførte fremgaar det, at den forekommer rundt om Landet og påå 
sine Steder vistnok er meget talrig. 

Udbr.: Circumpolar, arktisk og boreal, gaar i Atlanterhavet 
ned til Frankrig. 

Det største Eksemplar jeg har set (fra Dyrafjérour), var 37 MM, 
ellers i Reglen 30—33 mm. 


187 


Nychia globifera Sars er fundet paa den norske Nordhavs-Ekspedition, 
St. 48, c. 85 Kvml. Ø.S.Ø. af Gerpir, paa 562 m Dybde, — 0,3 Temp. (Arm.- 
Hansen, op. cit. [14], S. 32). 


3. Fam. Sigalionidæ. 


11: Pholoe minuta (Fabt): 
Syn.: Pholoé minuta, Malmgren [27], S. Es 7 [28], S. 140, Tauber [41], 
S. 84, Lavrksen [21], S. 291, Ditlevsen [9], S 
Findest.: Faxafléi, 2 Kvml. N. pe: fr Keflavik, 38 m (Hør- 


ring). — Hvalfjårdur, Botnsvogur, 10 m (B. Sæm.). — Hofsés 
(Torell). — Siglufjérdur, 28 m, Slikbund (Ditlevsen). — Nord- 
fjårdur, 75 m (Hørring). — Djåpavogur (H. Jønsson). — Den maa 


betegnes som temmelig sjælden; paa næsten alle de her anførte > 
Findesteder er den kun taget enkeltvis. 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, Novaja Zem- 
lja, Kara Hav, Skandinavien, Færøerne, Danmark, Tyskland og helt 
ned til Frankrig. 

Den er taget paa betydelig Dybde, 510 m, Syd for Vestmann- 
øerne (,Thor", B. Sæm.) 


"12. Leanira tetragona Oerst. 

Findest.: Medallandssjår, 75 m, Thor" St. £78, 1903: — 
10 Kvml. S, Ø. af Vestmannaevjar, 260—390 m, ,Thorf St. 172, 
1903. —— 12 Kvml. S. af Vestmannaeyjar, 265 m, ,Thor" St. 171, 
1903 (B. Sæm.). — Paa alle disse Steder er den taget i mange 
Eksemplarer, saa at det lader til, at den er hyppig paa dybt Vand 
ved Sydkysten, og at den gaar ned til meget betydelige Dybder, 
fremgaar af den Omstændighed, at Schmidt har taget den paa 
2150 m, S. for Vestmannaeyjar (op. cit. S. 22). 

Udbr.: N, Amerika, Skandinavien, Danmark, Middelhavet. 


4. Fam. Phyllodocidæ. 


13... Eumida sanguinea Ørst. 
-: Eulalia sanguinea, Prags [41], S. 88. Eumida sanguinea, Le- 
ng 211. S. 292 og [24], S.3 
Findest.: Grindavik, i hane (B. Sæm.). — Reykjavik, 4 
m, i Laminaria-Rødder (H. Jønsson). — Østkysten af Island (Wiin- 
Stedt). — Den maa vist betegnes som sjælden, da der kun er 


188 


taget ét Eksplr. paa hvert Sted, og det ikke er lykkedes mig at 
finde den mere end denne ene Gang. 
Udbr.: Norge, Danmark, Storbritannien. 


14... Eulalia viridis (Mill). 

Syn.: Phyllodoce viridis, Leuckart [18], S. 202. Eulalia viridis Malm- 
gren (27), S. 98 og [28], S. 147, Tauber [41], S. 89, Levinsen [21], S. 292, Dit- 
levsen (9), S. 686. 

Findst.: Vestmannaeyjar, i Stranden (B. Sem ). — Reykjavik 
(Steenstrup). — Samme Sted, 4—6 m, paa Laminaria-Rødder (H 
Jéasson). — Samme Sted, Stranden. — Breidafjårdur, Olafsvik, 
Stranden (B. Sæm.). — Råst (H. Jønsson). — Isafjardardjup, L6na- 
fjordur, 51—56 m (Ditlevsen). — Adalvik, c. 18 m og 10 m påa 
Laminaria-Rødder (Lundbeck). — Siglufjérdur, 28 m (Ditlevsen). 
— Seydisfjérdur, Hånefsstadaeyrar, 6—8 m, paa Laminaria-Rødder 
(H. Jénsson). — Fåskrådsfjårdur, 94—38 m (Hørring). — Djipa- 
vogur, 6 m, paa Laminaria-Rødder (H. Jønsson). — Paa de fleste 
af Lokaliteterne er den kun taget i et eller to Eksemplarer, ér 
altsaa ikke ret hyppig. 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Skandinavien, 
Danmark, Færøerne, Storbritannien til Middelhavet og de kanariske 
Øer, Sydafrika, Berings Hav. 

Det største Eksplr. var 65 mm langt. 

Anm. Notophyllum foliosum Sars anføres som islandsk af 
Tauber [41], S. 86, men da den slet ikke omtales af senere For- 
fattere, og jeg ikke har set den, tør jeg ikke tage den med her. 


15. FRyHodace, maculata L. 

Syn.: Nereis maculata, Mohr [30), S. 118. Phyllodoce Mriilleri, Leuckart 
(181 58, rå Phyllodoce maculata, Malmgren [28], S. 144, Tauber (41), S. 87, 
Levinsen [21], S. 292, Ditlevsen (9), S. 685. 

Findest.: Island (Steenstrup). — Grindavik, i Stranden (B. 
Sæm.). — Faxafléi, 12 Kvml. N.Ø. for Keflavik, 38 m (Hørring)- 
— Reykjavik i Stranden (Steenstrup, Gråndal, B. Sæm.). — Rey- 
kjavik Rhed, paa en Bøje og Bunden af en Baad, blandt Blaa- 
musling og Hydroid-Polyper (B. Sæm.). — Breidafjordur, Røst (H. 
Jønsson). — Dyrafjéråur, 27 m. — Samme Fjord, i en Rødspætte- 
mave. — Isafjardardjåp, Skutulsfjårdur, — Adalvik, 9—17 m 


189 


(Lundbeck). — Hunafléi, 1 Kvml. N. af Reykjaneshyrna, 62 m 
(Ditlevsen). — Kollafjardarnes (G. G. Bårdarson). — Finnafjérdur, 
II m, mange Eksplr. — Mjåafjårdur, 75—94 m. — Reydarfjårdur, 
19—94 m (Hørring). — Paa de omtalte Tilfælde nær er den kun 
taget i 1—2 Eksplr., men er vistnok alligevel hyppig paa alle 
Kanter af Landet og lever antagelig til Dels pelagisk. 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Norge, Danmark, Færøerne, de 
britiske Øer. 

Denne smukke og ofte ret anselige Orm, som ifølge min Er- 
faring kan blive godt 15 cm lang, svømmer i Fangenskab meget 
livlig om, med elegante, undulerende Bevægelser af Krop og Pa- 
rapodier. Den udskiller gerne en stor Mængde Slim, hvorved flere 
Individer klumper sig sammen. Jeg har fundet den ved Reykjavik 
med Æg i Tidsrummet 7de Marts til 17de Maj. 


"16. Phyllodoce groenlandica Ørst. 

Syn.: Phyllodoce maculata, Levinsen [21], S. 292 (partim). ") 

Findest.: Skagastrånd, 2 Eksplr. (Steincke). — Eyjafjårdur, 
3 Ekspir, (Måller). — Ud for Eyjafjårdur, c. 150 m, 2 Ekspir. 
(St. Emilsson). — N.Ø. f. Langanes, 1 Ekspir. (Hallas). — 5 Mil Ø. 
f. Seydisfjårdur, 254 m, 2 Ekspir. (Wandel). — Norofjardarf6i, 
66—103 m, 2 Ekspir. (Hørring). — Den lader til at være ret al- 
mindelig ved N.- og Ø.-Kysten og at opnaa en betydelig Stør- 
relse; et, i Bagenden lidt beskadiget, Eksplr. havde en Længde 
af 20 cm. 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Si- 
birien, Berings Stræde, Skandinavien, Irland. 


"17... Genetyllis lutea Mgrn. 
Findest.: Reykjavik i Stranden, 2 Eksplr. (B. Sæm.); bestemt 
af Levinsen. 
Udbr.: Sverrigs Vestkyst, Danmark, Shetland, Skotland. 
” Flere af Eksemplarerne var bestemte fra Zool. Museum. Men da Le- 
Vinsen slaar denne Art sammen med foregaaende Art (og vistnok selv 
har bestemt den), saa var det ogsaa Tilfældet her. 


190 


18... Anaitis W/ahlbergi Mgrn. 
Syn.: Anaitis Wahlbergi, Levinsen [21], S. 294 og [24], S. 326. — Dit- 
levsen [9], S. 685. 


Findest.: Eyjafjérdur (Møller). — Seydisfjordur, 56—113 m, 
1 lille Ekspir. — Samme Fjord, 28 m, mange, til Dels store, Eksplr. 


Mjåafjordur, ,Dianaf St. XI. —— Fåskrådsfjårdur, 38—94 m, I 
Ekspir. (Hørring). — Den lader til at være ret almindelig paa Øst- 
kysten. 


Udbr.: Vistnok cirkumpolar; den kendes fra Spitzbergen, Skan- 
dinavien, Kara Hav, Sibirien og Berings Hav. 


+19. "Eteone sfriatåa Lev; 

Findest.: Siglufjérdur, 28 m, Slikbund, 6—8 Eksplr., det 
længste 66 mm (Ditlevsen). — Eskifjårdur, 10—20 m, 1 Ekspir. 
(B. Sæm.). 

Udbr.: Danmark. 


"20. Eteone barbata (Mgrn.). 

Findest.: Tålknafjérdur, 3 Eksplr., det længste 61 mm (Lund- 
beck). — Seyodisfjårdur 1 Eksplr. — Vidfjårdur, 15-23 m, Fåsk- 
rudsfjordur, 94—38 m, blaat Ler, 1 Ekspilr. (Hørring). 

Udbr.: Norge, Sverrig, Island. 


f"2l.… Eteone flava? (Pabr.); 
Findest.: Vidfjéårdur, 15—23 m, 3 Eksplr. (Hørring). 
Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Skandinavien, Danmark, 
Kielerbugt, Sibirien. 


"22. - Eteone arctica Mern. 

Findest.: ? Faxafléi, Keflavik, 28—30 m, fint sort Sand, I 
defekt Ekspir. (Hørring). — Reykjavik, i Stranden, et Par Ekspir. 
(B. Sæm.). — Dyrafjåråur, 19—24 m, flere Ekspir. (Lundbeck). — 
Haganesvik, 6—7 m, flere Ekspilr. (Ditlevsen). — ? Norofjårdur, 
15 m, 2 Eksplr: (Hørring). 

Udbr.: Vistnok cirkumpolar; Grønlands Vest- og Østkyst, Fin- 
marken, Spitzbergen, Sibirien, Berings Stræde. 

Det største Eksplr. fra Noråfjårdur, en 65 mm lang Hun, taget 
den 18de Mai, havde Æg. 


191 


Levinsen havde bestemt de to Eksplr. fra Nordfjårdur som 
E. spitsbergensis? var. arctica og har dermed vistnok villet antyde, 
at den staar E. arclica nær, uden dog nærmere at gøre Rede for 
det. Jeg har noteret følgende om den: Rygbladene længere end 
eller lige saa lange som brede; Følercirrerne omtrent lige lange, 
Ryggens Sidedele ikke skarpt afsatte. Rygbladenes Form viser hen 
til E. arctica, hvortil jeg ogsaa henfører den. 

- Anm. De af Malmgren [28], S. 148—148 beskrevne Arter, 
E. islandica og E. Leuckarti og som han anfører som fundet af 
Torell ved Island (den første ved Raufarhåfn og i Berufjérdur, 
den sidste i ThistilfforOur), anses nu vistnok for ikke at være arts- 
forskellige fra E. arctica. 


: 23. Eteone longa Fabr. 

Findest.: ? Faxafléi, Keflavik, 28—30 m, 1 Ekspir., Videy, 
17—19 m, 1 lille Ekspir. (Hørring). — Breidafjérdur, Skardstdd, 
i Stranden, 1 Eksplr. (B. Sæm.). — Desuden 1 Ekspir. mærket 
Island (Zoologisk Museum). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Sverrigs Vestkyst, Danmark, Holland. 

Jeg maa m. H, t. de her anførte Arter af Slægten Eteone be- 
mærke, at Bestemmelsen af disse i mange Tilfælde er usikker, til 
Dels fordi jeg paa Grund af Materialets Knaphed ikke kunde faa 
ét af de vigtigste Artsmærker, Snablens Papilbesætning, under- 
Søgt. Inspector Levinsen havde hele dette Materiale til Gennem- 
Mi unden at kurie: Komme noget synderlig videre end jeg m.H.t. 
Identificeringen af Arterne. Eteone-Arterne varierer sikkert stærkt, 
og den hidtil gjorte Artsadskillelse er uden Tvivl baseret paa for 
ringe Materiale og for ufuldkomment Kendskab til disse Dyrs Bio- 
let fil at den kan betragtes som et virkeligt Udtryk for deres 
Slægtskabsforhold. 


5. Fam. Tomopleridæ.?) 
24. Tomopteris septentrionalis Stp. 


Syn.: Tomopteris septentrionalis, Levinsen [21], S. 319. 


”) Denne Familie stilles af flere Forfattere (bl a. afLevinsen) helt uden- 
for Chætopoderne, som en selvstændig Annulat-Orden (Gymnocopa). 


192 


Findest.: Den forekommer meget hyppigt, i det mindste i 
den varmere Aarstid, ved Syd- og Vestkysten af Island, fra Ingålfs- 
håfåi til Isafjardardjåp, - hvor den er bleven taget af ,,Thor", i Yngel- 
trawl, paa en halv Snes Stationer, saavel langt ude til Søs som 
inde under Kysten, baade ved Overfladen og intermediært, under- 
tiden paa ret store Dybder. Den har i mange Tilfælde været saa 
talrig, at den maa betegnes som et af Karakterdyrene blandt Plankton- 
Organismerne. ; 

Udbr.: Nordatlanterhavet, Grønland, Norge, Danmark, Irland, 
Stillehav, antarktiske Have. 


6. Fam. Nephthydidæ. 


=25.… Nephthys longisetosa Ørst. 

Findest.: Reykjavik, Stranden, 1 Ekspir. — Faxafléi, 16 Kml. 
N.V. af Akranes, 50—60 m, 1 Eksplr. — Eyjafjårdur, Hrisey, C- 
20 m, I Ekspir., i Maven af en Torsk (B. Sæm.). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Novaja Zemlja, Norge, Vestlige Del 
af Østersøen, England, Frankrig. 


27. Nephthys ciliata (Mull.). 

Syn.: ? Madkamådir Nr. 1, Jon Olafsson [33]. ? Blådru-Skere, Julus 
pedibus utrinque 160 .……..… E. Olafsson [32], S. 1000, Tab. X, Fig. 6 og 10. 
Nephthys ciliata Tauber [41], S. 85, Arm.-Hansen [15], S. 6, Malmgren [27], 
S. 104 og [28], S. 140, Levinsen [21], S. 294, Ditlevsen [9], S. 693. 

Findest.: Medallandssjår, 75 m, ,Thor" St. 178, 1903, I 
Ekspir. —- 2 Kvml. Ø. for Vestmanneyjar, 120 m, ,Thor" St. 173, 
1903, 1 Ekspir. — 32 Kvml. S. for Selvogstangar. 170 m, Thor. 
St. 176, 1904, 2 Eksplr. (B. Sæm.). — Faxafléi, 2 Kvml. N.Ø. for 
Keflavik, 38 m, 1 Ekspir. — ,Diana" St. 51, 1901, 19 m, I Ekspir. 
— Hafnarfjorour, 1 Kvml. N. N.V. af Helgasker, 38 m, 3 Ekspir. 
(Hørring). — Reykjavik, i Stranden, 1 Ekspir. (Gråndal, B. Sæm.). 
—— Ud for Reykjavik, paa en Klokkebøje, 2 Ekspir. -—— Kollafjårdur, 
19—25 m, 3 Ekspir. — Hvalfjåråur, Hvammsvik, 12—23 mM, 
Ekspir. (Hørring). — Samme Fjord, 40 m, Slikbund, flere Ekspir. 
— 6 Kvmlil. V. af Akranes, 50 m, 1 Ekspir. i Maven af en Kuller. 
— Breidafjérdur, Breidasund, 62 m, groft Skalsand og Skalfragmenter, 
2 Ekspir. — Stykkihélmur, 20—24 m, 1 Ekspilr. (B. Sæm.). — 


193 


Dyrafjårdur, 19—23 m, Slam og smaa Sten, 2 Ekspir. (Hørring). 
-— Samme Fjord, 40 m, 2 Eksplr. — Ønundarfjårour, mange Ekspir. 
(Lundbeck). — Isafjardardjåp, ud for Arngerdareyri 20—30 m, 1 


Ekspir. (B. Sæm.). — Lånafjårdur, 51—56 m. — Veidileysa, 41 
—47 m, 2 Ekspir. — Hesteyrarfjårdur, 28—32 m, 3 Ekspir. (Dit- 
levsen). — Steingrimsfjårdur,. 80—100 m, 1 Ekspir. — Kolla- 


fjérdur, 20 —24 m. (B. Sæm.). — Siglufjårdur, 28 m, mange Ekspir. 
— Eyjafjårdur, S. for Hrisey, 34 m, blaat Ler, mange Eksplr. (Dit- 
levsen). — Eyjafjordur, 3 Ekspir. (Møller, St. Stefånsson). — Akur- 
eyri, 32 m, Slik, 2 Ekspir. (Hørring). — Raufarhåfn, 20 m, i 
Ekspår. (B. Sæm.). — Flakket ud for Lodmundarfjårour, 71—88 
Mm, 3 store Eksplr. — Seydisfjårdur, 56—113- m, 2 Ekspir. (Hør- 
ring). — Samme Fjord, 19—48 m, 2 Ekspir. (H. Jønsson). — 
Samme Fjord, 75 m, I Ekspir. i Kullermave (B. Sæm.). — Nord- 
fjardarfléi, 66—103 m, 1 Eksplr. — Vidfjårdur, 15—23 m, mange 
Ekspir. — Reydarfjårdur, 113—150 m, 3 Ekspir,, og 82 m, I 
Ekspir. — Fåskrådsfjårdur, 38—94 m, mange Eksplr. (Hørring). 
— Berufjéréur, 47——58 m, 1 Ekspilr. (H. Jønsson). — Islands Øst- 
kyst, 1 Ekspir., (Wandel). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Kara Hav, Norge, Sverrig, Danmark, Østersøen, 
Nordsøen, Irland, England, Frankrig. 

Det største, af mig maalte Ekspir. var 22 cm langt. 

Af det ovenfor anførte vil det ses, at denne Art er meget al- 
Mmindelig omkring Island, en af de almindeligste Former, antagelig 
den, som E. Olafsson benævner ,blådruskeri" (Navnet, 2: Blære- 
Skæreren, refererer sig til dens store, udkrængede Svælg). Dens 
anselige Størrelse vækker ogsaa Menigmands Opmærksomhed. -— 
Som Føde for Pleuronectider og Kuller spiller den en ikke ringe 
Rolle. 

Paa 15 af mig undersøgte, saavel unge som fuldvoksne Indi- 
vider varierede Parapodiernes Udseende og Beskaffenhed meget 
betydeligt ; dette gælder baade Afstanden imellem Parapodiets øverste 
Gren og Indskæringen i det forreste Blad, saaledes at denne næppe 
SPoredes hos et af de største Ekspir. 

Et 69 mm langt Individ fra Seydisfjårdur viste et interessant 
Eksempel paa Genvækst. Dyrets Forende, bestaaende af 43 Seg- 
menter, var begyndt af regenerere, saaledes, at der ud fra Saar- 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. VE 


194 


fladen var vokset et Endestykke, bestaaende af c. 27 Segmenter. 
— Med nogle faa Eksplr. fulgte de af dem beboede Rør; disse 
er hindeagtige og udvendig tæt beklædte med Skalfragmenter af 
forskellige smaa Muslinger og Snegle eller unge Skaller af disse. 


27... Nephthys coeca Fabr. 

Syn.: Nephthys coeca, Levinsen [21], S. 294. 

Findest.: Island (Steenstrup). ——- Vestmannaeyjar, i Stranden 
(G. Brynjélfsson, B. Sæm.). — Reykjavik, 4 m (H. Jønsson). — 
Faxafléi, 12 Kvml. V. af Akranes, 50 m (B. Sæm.). — Haganes- 
vik, 7—8 m (Ditlevsen). — Borgarfjérdur, 8—30 m (Hørring). Paa 
alle disse Steder er den kun taget enkeltvis og lader saaledes til 
ikke at være hyppig. "Det største af disse Eksemplarer (fra Borgar- 
fjiårdur) maalte 18 cm. 

Udbr.: N. Amerikas Vest- og Østkyst, Grønlands Vestkyst, 
Norge, Danmark, Østersøen, Nordsøen, Irland, England, Frankrig. 


F. Pam Glyceridæ. 


28. Glycera capitata Ørst. 

Syn.: Glycera capitata Malmgren [28], S. 183, Tauber [41], S. 105, Arm- 
Hansen [15], S. 12. G. capitata og G. setosa, Levinsen [21], S. 294, G. capl- 
tata, Ditlevsen [9], S. 694. 

Findest.: Vestmannaeyjar, 66—75 m, ,Thor" St. 188, 1904, 
2 Eksplr. — Faxafléi, 8 'Kvml. V. af Grotta.Fyr, 40 m, 6 Ekspir. 
(B. Sæm.). — Skagastrånd, 2 Eksplr. — Skjålfandi ved Husavik, 
2 Eksplr. (Steincke). — Raufarhåfn, 47 m (Torell). — Samme 
Sted, 20 m, Klippebund, 1 Eksplr. — Seydisfjérdur, 75 m, 1 Ekspir. 
i.en Kullermave (B. Sæm.). — Vidfjérdur, 15—23 m (I Ekspir) 
(Hørring). : 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Skandinavien, Færøerne, Eng- 
land, Frankrig, Ildlandet. 

Det største Ekspir. (fra Håsavik) var 122 mm langt. 

I Lighed med Ditlevsen slaar jeg de to Arter, G. capitata 


!) Tauber anfører (op. cit. [41], S. 104—105) G. alba og G. goésii som !S- 
landske. Den sidstnævnte maa ifølge Levinsen (op. cit., S. 219) slaas 


195 


Årtskarakter: Parapodiernes Størrelse og Børsternes Længde, har 
vist sig, hos de af mig undersøgte Eksplr., at være ret variabel. 
Parapodiets og Børsternes samlede Længde har varieret fra c. //; 
af Legemets Bredde til omtrent lig med denne. 


8. Fam. Goniadidæ. 


"29." Goniada maculata ØrSst: 
Findest.: Faxafléi, 2 Kvml. N. Ø. £. Keflavik, 36—38 m, 4—5 
Smaa Eksplr. —— Hafnarfjårdur, 1 Kvml. N.N.V. af Helgasker, 27 
m, 2 Ekspilr. (Hørring). —- 16 Kvml. N.V. af Akranes, 50 —60 m, 


= Ekspir. (B. Sæm.). — Isafjardardjåp, Hesteyrarfjårdur, 28—32 
m, I Ekspir. (Ditlevsen). —- Vidfjérdur, 15—23 m, 15 Ekspir. 
(Hørring). 


Udbr.: N. Amerika, Norge, Sverrig, Danmark, Vest for Skot- 
land, Madeira. 

Hos 7 af Ekspir, fra Vidfjérdur varierede Antallet af Snablens 
V-formede Kitinlegemer i hver Række fra 7 til 10 (jvfr. Levinsen 
op. cit. S, 224); hos de enkelte Individer i hver Række saaledes: 

Nr FONEZ  Nr3 NE4 N7 5 Nr.6 NE 7 
FB 80 77 BR 7 0 88 SATSE 


Det største Ekspir. (fra Hafnarfjérudr) var 65 mm langt. 


9. Fam. Lumbrinereidæ. 


30. Lumbrinereis fragilis (Miil.). 
Syn.: -Lumbrinereis fragilis, Malmgren [28], S. 177, Tauber [41], S. 101, 
Levinsen (211, S. 294, Schmidt [40], S. 22 og 24, Ditlevsen [9], S. 694. 
Findest.: Medallandssjér, 75 m, , Thor" St. 178, 1903, 1 Ekspir. 
(B,. Sæm.). — Faxafléi, 2 Kvml. N.Ø. af Keflavik, 38 m, 1 meget 


lille Ekspir. — Hafnarfjérour, 1 Kml. N.V. for Helgasker, 27 m, 
! lille Ekspir. (Hørring). — Reykjavik (Torell), Hvammsfjårdur, ud 
for Budardalur, 14—18 m, 1 Ekspir, (B. Sæm.) — Dyraljårour, 
124 m, 2—3 smaa Ekspir. (Hørring). — Isafjardardjup, ud for 


Sammen med den førstnævnte, og hvad denne angaar, anser jeg det 
for usandsynligt, at den virkelig hidtil skulde være fundet ved Island, 
da hverken Levinsen anfører den som saadan i sin geogr. Oversigt 
og den ej heller findes i Museets Materiale. Jeg stryger den derfor her. 


196 


Arngerdareyri, 20—30 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Lønafjérdur, 
52—56 m, 1 Ekspir. —- Veidileysafjérdur, 41—47 m, 1 lille Ekspir. 
(Ditlevsen). — Skagastrånd, c. 55 m, 1 Ekspilr. i Maven af en 
Torsk (B. Sæm.). — Eyjafjårdur, 150—180 m, 1 Ekspir. (St. Emils- 
son). — Samme Fjord, S. for Hrisey, 34 m, 1 stort Eksplr. (Dit- 
levsen). — Samme Fjord, et stort Ekspir. fra en Fiskemave (St. 
Stefånsson). — Midfjordur (Øst-Island), 66--94 m, 1 Ekspir. (Hør- 
ring). — Vopnafjårour, i Mængde i Maven af en Kuller — Hérads- 
flor, 113 m, Thor", St. 89; 1903 (B. Sæm,) — Flakket ud for 
Lodmundarfjårdur, 71—88 m, mange, store og smaa Ekspir. (Hør- 
ring). — 5 Mil Ø. for Seydisfjårdur, 254 m (Wandel). — Lod- 
mundarfjordur og Seyoisfjordur, i Mængde i Kullermaver (B. Sæm). 
— Seydisfjårdur, 10—45 m, 1 Ekspir. (H. Jénsson). — Samme 
Fjord, 56—113 m, mange smaa og 3 store Ekspir. — Mjåafjårdur, 
»Diana" St. XI: Ekspir. — Nordfjérour,; 75-m, 1 Ekspir. VO 
fjordur, 15—23 m, nogle store og mange smaa Ekspilr. (Hørring). 
— c. 2 Kvml. ud for Bardsneshorn, 60 m, i Maven af en Kuller. 
— Eskifjåråur, 50— 60 m, 1 Eksplir. — Fåskrådsfjordur, i Kuller- 
maver (B. Sæm.). — Den er meget almindelig paa dybere Vand, 
især ved Nord- og Østkysten; mindre (yngre) Individer er hyp- 
pigere paa lavt Vand, ogsaa ved Sydvestkysten. Schmidt har 
taget den Syd for Vestmannøerne paa 950 og 2150 m. 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Kara 
Hav, Skandinavien, Danmark, Færøerne til Madeira. 

Som ovenfor anført har jeg hyppig fundet den i Maven af Fisk, 
især Kuller, paa Nord- og Østkysten, og den spiller sikkert en 
vigtig Rolle som Føde for Fisk, især Kuller og Pleuronectider. 
Kullernes Maver findes jævnlig propfulde af den. 


10. Fam. Onuphidæ. 


31. Onuphis conchylega Sars. 
Syn.: Nothria conchylega, Malmgren [28], S. 180. Onuphis conchylég2, 
Årm.-Hansen [15], S. 20, Levinsen [21], S. 295, Ditlevsen [9], S. 695. 
Findest.: Reykjavik Rhed, 15 m, 1 tomt Rør (, Diana"). — 
Faxafléi, 27 m, 1 tomt 'Rør (Hørring). — Isafjardardjåp, ud Fk 
Arngerdareyri, 20—30 m, Lerbund, mange Ekspir. — Skåtufjårdur, 
20—60 m, en Mængde Ekspir. — Mjåafjårdur, 30—70 m, 3 Ekspir- 


197 


(B. Sæm.). — Skagastrond, 1 Ekspir. (Steincke). — Eyjafjårdur, 
Syd for Hrisey, 34 m, 3 Ekspir. (Ditlevsen). — N.Ø. for Langa- 
nes, 1 Ekspir. (Hallas). — Seyodisfjårdur, 75 m, 6—8 Eksplr. i 
Maven af en Kuller (B. Sæm.). — 5 Mil Øst for Seydisfjårdur, 
254 m, 3 Ekspir. (Wandel). — Reydarfjårdur, 26 m. (, Diana"). 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, Novaja Zem- 
lja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, England, Frankring, Spanien. 

Hos Eksemplarerne fra Skåtufjårdur og Mjåafjårdur var Rørene 
for det meste dækkede med hele smaa Ekspir. af Pecten islandi- 
cus-Skaller eller Brudstykker af større saadanne og desuden af 
Brudstykker af andre Muslingeskaller eller Laagstykker af Balanus 
Porcatus. Hos Eksemplarerne fra Lokaliteten Ø. f. Seydisfjérdur 
var Rørene hovedsagelig dækket med Smaasten. 

Onuphis hyperborea A. Hansen blev fundet påa den norske Nordhavs- 
Ekspedition St. 48, c. 85 Kyvml. Ø.S.Ø. f. Gerpir, 562 m, — 0"; Temp. (Arm.- 
Hansen [15], S. 32) 

Onuphis quadricuspis Sars er blevet taget c. 25 Kvml. S. for Vestmann- 
øerne, ,,Thorf, St. 166, 1908, 960 m (Schmidt [40], S. 22). 


Begge disse Arter vil maaske findes paa lavere Vand, nærmere v. Island. 


11. Fam. Eunicidæ. 


+32, Leodice norvegica (L.). 

Findest.: Vestmannaeyjar, 120 m, 1 Ekspilr. (Th. Jønsson). — 
F10 Kyml S for Vestmannaeyjar, ,Thor" St, 172, 1903, 390—260 
m, I lille Ekspir. (B. Sæm.). — 32 Kvml. S. af Selvogstangar, 
»Thor" St: 176, 1904, 170 m, 1 lille Ekspir. (B. Sæm.). — Hafnar- 
hordur, 1 Kvml. N.N.V. af Helgasker, 27 m, 3 Ekspir. (Hørring). 
— Faxafléi, 40 m, 1 lille Ekspir. (B. Sæm.). — Ud for Nordvest- 


kysten, 1 Ekspir. i Fiskemave (Kr. Bjarnason). — Isafjardardjåp, 
Skåtufjérdur ; 50—60 m, 3 Ekspir. (B. Sæm.). — Eyjafjårdur, 110 
m, 2 Ekspir. Dyg Emilsson). —- Skjålfandi, 170 m, 1 Ekspir. paa 
Line (B. Sæm 


Udbr.: Mae Skandinavien, Danmark, Færøerne, V. for 
Kanalen. 

Det største Eksemplar (fra Skåtufjårdur) var 125 mm langt. 

Med mit Ekspir. fra Faksebugten fulgte Røret. Dette er til- 


198 


vokset, hindeagtigt, bedækket med smaa Muslingeskaller, Skalstum- 
per og sorte Smaasten. 


eodice Gunneri Storm er taget 9 Kvml. S. S. Ø. for Vestmannaeyjar, 
»Thorf St. 168, 1903, 510 m, af Forfatteren, i mange og store Eksemplarer 
paa Stjernekorallen Lophohelia prolifera. Korallen blev bragt op i en vældig 
Mængde i Trawlen, og paa den krøb denne smukke Orm i Snesevis. Dens 
Rør er pergamentagtige, bugtede, og var ofte helt omvoksede af Korallen, saa- 
ledes, at Ormen kan krybe igennem den ad veritable Tunneller. 

Det er ikke usandsynligt, at denne, ellers kun fra Norge kendte Art, 
med Tiden vil findes paa lavere Vand, nærmere ved Landet, sammen med 
Korallen, som allerede er fundet der senere. 


12. Fam. Lycoridæ. 


33. Nereis longissima Johnst. 
Syn.: Nereis longissima, Tauber [41], S. 100, Ditlevsen [9], S. 696. 
Findest.: Denne Art angives af Tauber og Ditlevsen (l. c.) 
som forekommende ved Island. Jeg har ikke set den, og Levinsen 
anfører den ikke i sin Oversigt. 
Udbr.: Skandinavien, Kattegat, Skagerak, Nordsøen, Færøerne, 
Irland, England, Frankrig. 


34. Nereis zonata Mgrn. 
Findest.: 5 Mil Ø. f. Seydisfjérdur, 254 m, 1 Eksplr. (Wandel). 
Udbr.: Arktisk cirkumpolar, N. Amerika, Grønlands Vest- 08 
Østkyst, Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Berings Hav, Nord- 
lige Norge, Færøerne. 


35. Nereis pelagica L. 

Syn.: ?Skeri, Jén Olafsson [33]. Nereis (Pelagica) . . .. E. Olafsson [32], 
S. 1002. Nereis pelagica, Mohr, S. 118, Leuckart [18], S. 207. HesørDe 8 
grandifolia, Leuckart [28]. S. 164, Tauber [41], S. 96, Arm.-Hansen [15], S 
10, Levinsen [21], S. 296, Ditlevsen [9], S. 697 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, mange Eksplr. (H. Jéns- 
son, B. Sæm.). — Grindavik, i Stranden, mange Eksplr. — Hafnar- 
fjårdur, 1 Kvml. N.N.V. af Helgasker, 27 m, mange Eksplir. (Hør- 
ring). — Samme Fjord, 6—10 m, 1 Eksplr. (B. Sæm.). — Reykia- 
vik, i Stranden, meget hyppig (Gråndal, Wiinstedt, B. Sæm.). — 
Samme Sted, i Mængde i Maven af en Stenbider (B. Sæm.) — 


199 


Reykjavik Rhed, 4 m, i Laminaria-Rødder (H. Jønsson). — Vogur 
paa Myrar, 3—6 m, 3 Ekspir. — Breidafjårdur, Olafsvik, i Stran- 
den 1 Ekspir). — Kolgrafafjorour, 2—6 m, 2 Ekspir. i Laminaria- 


Rødder. — Skardståd, i Stranden, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Råst, 
2 Ekspir. — Bildudalur, 10—13 m, 1 Ekspir. (H. Jønsson). — 
Dyrafjårdur, 5 smaa Eksplr. (A. Fjeldsted). — Ønundarfjårour, 
mange store Ekspilr. (Lundbeck). — Isafjérdur (Caroc). — Skåtu- 
hjordur, 8-—30 m, 1 Ekspir. — Samme Fjord, 50—60 m, 5 Ekspir. 
(B. Sæm.). — Adalvik, c. 18 m, 5 Eksplr. (Lundbeck). — Kolla- 


fjardarnes, 1 Eksplr, (G. G. Bårdarson). — Skagastrånd, 2 Ekspir. 
— (Steincke). — Siglufjérdur, 28 m, 1 stort Ekspir. — Eyjafjérour, 
SE Hrisey, 34 m, 1 Ekspilr. (Ditlevsen). — Akureyri, flere, store 
og smaa Ekspir. (Måller, Stefånsson, B. Sæm.). — Raufarhåfn, 20 
m, I Ekspir. (B. Sæm.). — Gunnélfsvik, 23 m, 1 Ekspir. — Mio- 
hårdur, 66—94 m, 1 Ekspilr. (Hørring). — Islands Nordøstkyst, 1, 
Ekspir. (, Diana"). — Lodmundarfjårdur, 1 Eksplr., i Maven af en 
Kuller (B. Sæm.). — 5 Mil Ø. f. Seydisfjéåråur, 254 m, 2 Ekspir. 
(Wandel). — Seydisfjårdur, Brimnes, 8—15 m, 3 Eksplr. og Hånefs- 
Stadaeyjrar, 4—19 m, 3 Ekspir. (H. Jønsson). — Samme Fjord, 
5$6—113 m, 4 store Ekspir. (Hørring). — Samme Fjord, i Maven 
af en Kuller (B. Sæm.). — Mjwafjérour, 75—94 m, 1 Eksplr. 
(Hørring). — 2 Kvmi. Ø. f£. Bardsneshorn, 60 m, i Maven af en 
Torsk (B. Sæm.). — Fåskrudsfjéråur, 25—62 m, 1 Ekspir., og 
19—94 m, 1 Ekspir. (Hørring). — Djåpavogur, 6 m, paa Laminaria- 
Rødder (H. Jønsson). 

Udbr.: Kosmopolitisk. : 

Den er sikkert en af de alleralmindeligste, i det mindste af de 
mere iøjnefaldende Børsteorme ved Island, og gaar paa Sydvest- 
kysten helt op i Fucus-Bæltet, hvor den er saa at sige under hver 
Sten. Den bliver paa denne Kant af Landet jævnlig kaldet ,,mad- 
kam6dir« (3: Moder til Sandormen”), paa Vest- og Nordkysten for 
»Skeri", — Som Føde for forskellige Slags Fisk spiller den en vis 
Rolle, ikke mindst for Stenbideren. 


|! 


7 Dette Navn giver E. Olafsson [32], S. 1001, Tab. X, Fig. 9, til det Dyr, 
han betegner med det systemat. Navn Hirudo annulis 40... Holothuria 
Priapus Mohr [30], S. 120, men efter hans Afbildning at dømme er det 
Sikkert Priapulus caudatus. Den er ret hyppig paa Sydvestkysten, men 
jeg har aldrig hørt Folk give den noget Navn. 


200 


I det righoldige Materiale, som jeg har undersøgt, findes der 
ikke saa faa epitoke Individer. Et Par (Han og Hun) er taget 
af mig ved Reykjavik den 2den Maj og en Han (vistnok pelagisk) 
fra ,Diana" ved Nordøstkysten (3: paa en Rejse mellem Eyjafjårdur 
og Seydisfjårdur) den 30te Oktober. Saa er der Eksemplarer fra 
Reykjavik, Isafjordur, Skagastrond og Eyjafjårdur. Desuden har 
jeg taget den med Æg ved Reykjavik den 17de April. Det lader 
altsaa til, at dens Yngleperiode strækker sig over en stor Del af 
Aaret. 

De største af mig undersøgte Eksemplarer (fra Vestmannaeyjar 
og Kollafjardarnes) var henholdsvis 17 og 22 cm lange. 

Hos tre Eksemplarer fra Fåskrudsfjårdur har jeg fundet nogen 
Variation i Paragnathernes Antal, saaledes: hos Nr. 1, Gr. S ll 
5855, høs Nr. 2, Kr. S.11:0g hos Nr. 3 SI 2'0og 3 gyr ER 
sVInsen |2lL SS 231: br: PS) 


=36.. Nereis Dumerilii Aud. & Edw., 


Findest.: Faxafléi, Jåkuldjåp, c. 130 m, 1 Ekspir., en 65 
mm lang epitok Hun, med Æg, taget engang i Foraaret 1902 (Fr. 
Gunnarsson). 

Udbr.: N. Amerika, Skandinavien, Danmark, Irland, Middel- 
havet, Sydlige Japan. 


37. Nereis diversicolor Mill. 

Syn.: Nereis diversicolor, ? Mohr [30], S. 118, Levinsen [21], S- 296 
og [24], "S. 320. g 

Findest.: Faxafléi, Borgarnes, i Mængde i Stranden (B. Sæm.): 

Udbr.: N. Amerika, Norge, Danmark, Irland, Nordvestfrankr!8, 
Middelhavet, Japan. 

Paa den anførte Lokalitet lever den i den stærkt lerede For- 
strand (,Vade") og maa til Tider taale en stærk Opblanding af det 
salte Vand med Ferskvand, thi ifølge mine Undersøgelser af Så 
holdigheden paa dette Sted, som er beliggende ved Elven Hvitå S 
Æstuarie, den fladvandede Borgarfjrdur, varierer den, ;2å2 Grund 
af Tilflydning af Elvevand, imellem 3,01 og 26,9 9/00. ") 

') B. Sæmundsson, Fiskirannséknir, Andvari XXIII, S. 182 og XXXVI, 5: 

86. Jvfr. ogsaa Blax.Benham [3], S. 316 og Marenzeller [29], S. 64 


2U1 


13. Fam. Hesionidæ. 


"38... Ophiodromus vittatus Sars. 

Findest.: Hafnarfjérdur, 1 Kvml. N.N. V. af Helgasker, 27 
m, I stort Ekspir. (Hørring). — Reykjavik Rhed, 8—10 m, 1 lille 
Ekspir. -— Kollafjordur -Ø. af Lundey, 31 m, mange Ekspir. (B. 
Sæm,). 

Udbr.: Norge, Sverrigs Vestkyst, Danmark, Nordvest-Frankrig. 


139/—-Castallia auranHaca. SarSs. 
Findest.: Vestmannaeyjar, Stranden, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 
Udbr.: Norge, Sverrigs Vestkyst. 


40. Castalia punctata (Miil.). 
… Syn.: Castalia punctata, Malmgren [28], S. 151, Tauber [41], S. 92, Le- 
vinsen [21], S. 297 og [24], S. 328 
Findest.: Eyjafjérdur, Arnarnes (Torell). Jeg har ikke set den. 
Udbr,: Norge, Danmark, Irland, England. 


14. Fam. Syllidæ. 


"41. Sphærosyllis latipalpis Lev. 
Findest.: Seydisfjérdur, Hånefsstadaeyrar, 6—8 m, 1 Ekspir., 
Paa Laminaria-Rødder. — Djåpavogur, 6 m, 8 smaa, c. 3 mm lange 
Ekspir, (H. Jønsson). 
Udbr.: Danmark. 


42... Syllis monilicornis Mgrn. var. 

Findest.: Vestmannaeyjar N. for Ellidaey, ,Thor" St. 188, 
1904, 66-75 m, 3 Ekspir. (B. Sæm.). 

Udbr : N. Amerika, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Norge. 

Alle Eksemplarerne viste sig i den Henseende afvigende fra 
det typiske, at alle Dorsalcirrerne, paa de første tre-fire Par nær, 
Var utydelig leddede; derimod var de tre-fire første Par normale 
(: tydelig leddede), og det samme gælder Tentaklerne og alle 
Hovedlappens Vedhæng. 

Jeg havde Lejlighed til at iagttage denne Orm levende i Aften- 
Skumringen, da den blev sorteret ud af det Materiale, som Yngeltrawlen, 


202 


hvori den blev fanget, bragte op. Den viste sig da at lyse meget 
kraftigt, med blaagrønt Lys, som straalede ud fra ganske smaa 
Pletter ved Grunden af hvert Parapodie. Lyset blev udsendt inter- 
mitterende med ganske korte Mellemrum, indtil Ormen efter c. et 
Kvarters Tid døde; da forsvandt Lyset ret hurtigt. 


43. Syllis armillaris Mill. 

Syn.: Syllis armillaris, Levinsen [21], S. 297 og [24], S. 330. 

Findest.: Vestmannaeyjar, Stranden (B. Sæm.). — Samme 
Sted, 19—28 m, 3 smaa Ekspir. (H. Jénsson). — Grindavik, Stran- 
den. —- Reykjavik, paa Laminaria-Rødder, 1 Eksplr. (B. Sæm). — 
Dyrafjérdur, 19—24 m, 1 Ekspir. (Hørring). — Havet ved Horn, 
66? 36' N, 21 57” V., 3 Eksplr. pelagisk (Ditlevsen). — Eyja- 
fjorodur, 150—180 m, 1 Eksplr. (St. Emilsson). — Grimsey, 28 m, 
1 Ekspiår. (,Diana"). — Fåskrudsfjårdur, 38—94 m, nogle smaa 
Ekspir. (Hørring). —- Djåpavogur, 6 m, 1 Ekspilr., paa Laminaria- 
Rødder (H. Jønsson). —— Island, uden nærmere Lokalitetsangivelse, 
1 Ekspilr. (Hørring). 

Udbr.: Skandinavien, Danmark, Færøerne, Irland, N.V.-Frank- 
rig, Madeira. ' 

Det største Ekspir. var 22 mm langt. 


"44. … Syllis fasciata Mgrn. 

Findest.: Faxafléi, 2 Kml. N.O. for Keflavik, 38 m, 1 Ekspir. 
(Førring) — Ud for Horn, 66? 36' N; 21% 57? V, 1 EKSPIF, PE: 
lagisk (Ditlevsen). 

Udbr.: N. Amerika, Grønland, Spitzbergen, Novaja Zemlja, 
Kara Hav, Sibirien, Berings Hav, Færøerne. 


45... Grubeosyllis Jonssonii"Y n. sp. 
Tab. II, Fig. 1, a—d. 

Diagnose: Corpus brevior, depressum, e segmentis 18, quo” 
rum 16 setigera, compositum. Palpi crassi, brevi leviterque curvati. 
Tentacula 3, longitudine fere æquales. Parapodia brevia, quartam 
partem latitudine corporis æquantes; cirri dorsales, qui sicut tenta- 


") Arten opkaldt efter Finderen, Botanikeren Dr. Helgi Jonsson. 


203 


cula læves elongato-lageniformes sunt, parapodii duplo longiores. 
Color in spir. vini uniformis, pallidus. 

Beskrivelse: Legemet er temmelig kort og fladtrykt. Hoved- 
lappen er kort, omtrent dobbelt saa bred som lang, fortil afrundet; 
Palperne er korte og tykke, svagt bøjede og forenede med en 
Membran næsten helt ud til Spidsen. Følerne er 3, lige lange, 
den uparrede har Plads imellem det midterste Par Øjne. Saavel 
Følerne som Følercirrer og Rygcirrer er langstrakt-flaskeformede, 
glatte. Af Øjne er der 3 Par, af hvilke de forreste, som er meget 
Smaa, har deres Plads tæt ved Følernes Grund. Andet Par, som 
Sidder omtrent lige bag ved det. første, er det største og for- 
Synet med temmelig store, udad- og fortilrettede lysbrydende Le- 
Semer. -— Legemets Segmentantal er 18. Mundsegmentet er kun 
utydelig sondret fra det følgende og bærer et Par temmelig korte 
Følercirrer (andet Par gaaet tabt?). Af børstebærende Segmenter 
er der 16. Parapodierne er korte (c. /4 af Legemets Bredde), med 
kun én, trelæbet, Børsteknude og ét Børstebundt, bestaaende af 
én udelt, svagt bøjet øverste Børste og c. 8 sammensatte Børster, 
hvis Endeblad har tydelig totandet Spids. Rygcirrerne (de fleste 
manglende) er lidt længere end Legemets halve Bredde, Bugcir- 
rerne meget smaa. Analsegmentet har korte Rygcirrer, men ingen 
Børster. (Annalcirrer gaaet tabt). Farven er (i Sprit) ensformig, 
bleg. Snabelrørets indre Beskaffenhed kunde ikke undersøges. 
Kirtelmaven (Kroen) er kort og har sin Plads i 4.—6. Segment; 
den er forsynet med c. 25 Kirtelrækker. 

Findest.: Af denne Form er der kun fundet et enkelt Ekspir., 
taget i Djåpavogur paa 19—25 m Dybde, paa Laminaria-Rødder 


(H. Jønsson). 

Udbr.: Ubekendt. 

Eksemplaret, en 1,4 mm lang Hun, har (d. Iste August) 6 store 
og et Par halvvoksne Æg, som ligger parvis i 10.—13. Segment. 

Denne lille Art slutter sig nær til G. dolichopoda Marenz [29], 
S. 26, Pi. IV, Fig. 1, men skiller sig i flere Henseender fra den: 
Dens Segment-Antal er langt lavere, dens uparrede Føler, Parapo- 
dier og Rygcirrer meget kortere; Kirtelmaven er ogsaa kortere ; 
dens Farve er énsformig; det forreste Par Øjne har sin Plads tæt 
bag ved de parrede Føleres Grund osv. 


204 


+46... Autolytus longisetosus Ørst. 
Findest.: Isafjardardjåp, Skutulsfjérdur, 1 Ekspilr., pelagisk 
(Lundbeck). ; 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja 
Zemlja. 


15. Fam. Sphærodoridæ. 


"47... Ephesia gracilis Rathke. 
Findest.: Hafnarfjordur, 1 Kvml. N.N.V. f. Helgasker, 27 m, 
1, 75 mm langt, Ekspir. (Hørring). — Bildudalur, 10—13 m, I 
Ekspir. (H. Jønsson). 
Udbr.: N. Amerika, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, 
Skandinavien, England. 


16. Fam. Spionidæ. 


48. Polydora ciliata (Jonst.). 

n.: Leucodorum muticum, Leuckart [18], S. 200. Leucodore ciliata, 
Malmgren [28], S. 203. Polydora ciliata, Tauber [41], S. 118, Levinsen [21], 
S. 298 og [24], S. 335. 

Findest.: Djåpavogur, 6 m, paa Laminaria-Rødder, 2 småå 
Ekspir. (H. Jønsson). — Islands Østkyst, 1 Ekspir. (Wiinstedt). 
Udbr.: Færøerne, Sverrig, Danmark, N. V.-Frankrig, Madeira. 


49. Prionospio Steenstrupi Mgrn. 

Syn.: Prionospio Steenstrupi, Malmgren [28], S. 202. P. plumosa, Tau" 
ber [41f[, S. 117. P, Steenstrupi, Levinsen [21], S. 298. 

Findest.: Dyrafjérdur, 19—24 m, 1 defekt Eksplr. — Seydis- 
fjoréur, 56—113 m, 1 Ekspir. (Hørring). : 

Udbr.: N. Amerika, Davis Stræde, Norge, Danmark, Irland til 
Madeira. 

"50. Spio vulgaris (Sars). 

Findest.: Reykjavik (Grøndal). — Samme Sted, i Stranden, 
i Mængde. — Skerjafjørdur, i Stranden, 1 lille Ekspir. — Olafs- 
vik, i Stranden, i Mængde (B. Sæm.). —- j 

Udbr.: Sibirien, Norge, Sverrig, Danmark, Irland, N.V.-Frankr!8- 

Jeg har ofte taget den paa dyndede Steder i Stranden ved 


205 


Reykjavik, hvor det vrimler af den. Jeg har fundet den med Æg 
midt i April. De største Ekspir. har maalt 10 cm. 


51. Spio foliosus (Sars). 
Syn.: Nerine foliosa, Tauber [41], S. 115. Spio foliosus; Levinsen [21], 
S. 298 og [24], S. 334. 
Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, 2 defekte Eksplr. — 
Faxafl&i, Akranes, i Stranden, et Par Ekspilr. (B. Sæm.). 
Udbr.: Norge, Færøerne, Irland, V. f. Kanalen. 
Krogbørsterne i den bagerste Del af Legemet har kun 1 tyde- 
lig Tand. 
"52. Spio filicornis Fabr. 
Findest.: Haganesvik, 8—9 m, mange smaa Ekspir. (Dit- 
levsen). 
Udbr.: Arktisk cirkumpolar, Danmark, Storbritannien. 


"53. Aonides gracilis Tauber. 
Findest.: Faxaflbi, Keflavik, 28 m, 1 Eksplr. — 2 Kvml. 
N.Ø. for Keflavik, 38 m, nogle Ekspir. (Hørring). 
Udbr.: Danmark. 


17. Fam. Cirratulidæ. 


"54, Dodecaceria concharum Ørst. 
Findest.: Eyjafjérour, Øst for Hrisey, 34 m, 1 Ekspir. i Li- 
thothamnium (Ditlevsen). 
Udbr.: N.-Amerika, Norge, Danmark, Irland, England, Madeira. 


55... Chætozone setosa Mgrn. 

Findest.: Faxafléi, Keflavik, 28—30 m, I lille Ekspir. — 2 
Kvml. N.Ø. for Keflavik, 37—38 m, nogle smaa Ekspir. — Faxa- 
fl6i, "Diana" St. 50, 1901, 47 m, 3 Eksplr. — Videy, 17—19 m, 
3 Ekspir. — Dyrafjårdur, 19—24 m, mange Ekspir. (Hørring). — 
Ønundarfjårdur, 8 Ekspir. (Lundbeck). — Haganesvik, 8 m, nogle 
Smaa og ét stort Ekspir. — Siglufjårdur, 28 m, Dyndbund, mange 
Smaa Ekspir. (Ditlevsen). — Midfjordur, 15 m, 1 Ekspir. — Vid- 
hjårdur, 15—23 m, 1 lille Ekspir. (Hørring). 


206 


Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja 
Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Irland. 

Den lader til at være ganske almindelig ved Island. Jeg har 
set en Hun med Æg, taget midt i Maj i Vidfjårdur paa Østkysten. 


56.” GCirratulus cirratus Muill: 
n.: Lumbricus cirratus, Mohr [30], S. 114. Cirratulus borealis Leu- 

ckart [18], S. 200. Cirratulus cirratus, Tauber [41], S. 120, Arm.-Hansen [15], 
3: 125 Levinsen [SES 

Findest.: Island, 2 Eksplr. (Steenstrup). — Vestmannaeyjar, 
i Stranden, 7--8 Eksplr. —- Grindavik, i Stranden. — Hafnar- 
fjordur, 6—10 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). —- Reykjavik, mange Ekspir. 
(Gråndal). — Samme Sted, i Stranden, 2 store Eksplr. paa en Bro, 
og 4 smaa Eksplr. — Olafsvik, i Stranden, under Sten, i Mængde 
(B. Sæm.). —- Eyjafjordur, 1 Ekspilr. (E. Gunnarsson). 

Udbr.: Arktisk cirkumpolar; Skandinavien, Danmark, Færøerne 
til Madeira. 

De største af mig maalte Eksplr. har været 90—120 mm lange. 

Den bor i lodrette, med Dynd beklædte Slimrør. Dyrets Farve 
er meget variabel, gul-, mørkeblaa- og sortspraglet. 


18. Fam. Åriciidæ. 


57... Åricia armiger (Miill.). 

: Scoloplos armiger, hane [41], S. 106. Aricia armiger, Levinser, 

[21], Kg el Ditlevsen [9], S 
Findest.: Island, I ei (Steenstrup). — Faxafl&6i, Keflavik, 
28 m, mange smaa Ekspir. Ø. f. Videy, 17—19 m, mange småg 
Ekspir. — Kollafjérdur, 17 m, 1 Ekspir. — Faxafléi, , Diana" St. 
55, Landdrag, mange Eksplr. — Samme Sted, 5 Ekspir., opgravet 
i Stranden. —— Faxafléi, ,Diana", St. 50, 47 m, mange Ekspir. 
(Hørring). — Reykjavik, 6 Eksplr. (Gråndal). — Breidafjårdur, Råst, 
mange Ekspir. (H. Jønsson). -— Skardstød, i en Bændeltangs-Eng 
i Stranden, mange Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjérdur, 19—24 Mm, 
5 smaa Ekspilr. (Hørring). — Ønundarfjordur (Lundbeck). — Isa- 
fjardardjup, Skutulsfjordur, 4—6 m, 2 Ekspilr. (B. Sæm.). — Adal- 
vik, 9 m (Lundbeck). — Haganesvik, 8 m, mange Ekspilr. — Siglu- 
fjordur, 28 m, mange Ekspir. (Ditlevsen). — Midfjordur, 9 M, i 


207 


Eksplr. — Ved Norofjårdur Handelssted, 2 Eksplr. — Vidfjårdur, 
15—23 m, mange Ekspir. (Hørring). 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Færøerne, Ir- 
land, England, N.V.-Frankrig. 

Den lader til at være meget hyppig ved Island. De største 
Ekspir, (»Diana", St. 55) maaler 70—75 mm. 


58.  AÅricia quadricuspida Ørst. 

Syn : Aricia quadricuspidata, Leuckart [18], S. 200. Aricia quadricus- 
Pida, Levinsen [21], S, 300. Naidonereis quadricuspida, Malmgren [28], S. 205, 
Ditlevsen (9), S. 706. 

Findest.: Faxafléi, Skerjafjordur, i Stranden, i Mængde (B. 
Sæm.). — Reykjavik, 5—6 Ekspir. (Steenstrup). — Samme Sted, 
! Ekspir, (Gråndal). — Samme Sted, i Stranden, i Mængde. — 
Akranes, i Stranden, et Par Ekspir. — Isafjardardjup, Skutuls- 
fjordur, i Stranden, 4 Ekspir. (B. Sæm.). — Hunaflåi, Kollafjardar- 
nés, I Ekspir. (G. G. Bårdarson). — Djåpavogur, i Laminaria- 
Rødder, 2 Eksplr. (H. Jønsson). 

; Udbr.: N Amerika, Grønlands Vestkyst, Færøerne, Vest for 
Kanalen. 

Den er meget hyppig i blød Bund, især under Sten i Stran- 
den ved Reykjavik, hvor jeg flere Gange har iagttaget den. Jeg 
har fundet Hunner med Ovarierne fulde af lysegule Æg, saavel d. 
12te April som d. 2ide September, saa det lader til, at Yngle- 
Perioden strækker sig over Halvdelen af Aaret. Ovariernes Plads 
er i Parapodiernes Grund i Legemets anden Fjerdedel. 

De største Eksplarer er c. 30 mm. 


; x59... AÅricia arctica Arm.-Hansen. 
Findest.: Faxafléi, Skerjafjårdur, i Stranden, 5 indtil 30 mm 
lange Ekspilr. (B. Sæm.). 
Udbr.: Jan. Mayen. 
Travisiopsis Levinsenii Southern (Fam. Typhloscolecidæ)!) er blevet røget 
€ 110 Kvml. S. for Dyrhélaey (Portland), ,Thor%, St. 180, 1904, 2100 m Wire; 
! Ekspir. (B. Sæm). 


") Velvilligst bestemt af Hr. Mag. sci. Hj. Ditlevsen. 


208 


19Pam. Opheliidæ. 
61. Ammotrypane aulogaster Rathke. 

yn.: Ammotrypane aulogaster, Malmgren [28], S. 188, Arm.-Hansen 

[15], S. 7, Tauber [41], S. 107, Levinsen, [21], S. 301, Ditlevsen [9], S. 707. 
Findest.: Vestmannaeyjar, 2 Kvml. Ø. for Bjarnarey, , Thor" 
St. 173, 1903, 120 m, ét lille Eksplr. (B. Sæm.). — Faxafloi, 
Kollafjårdur, 18 m, mange Ekspir. (Hørring). — Hunaflbi, Kolla- 
fjordur, 5 Eksplr. (G. G. Bårdarson). — Eyjafjårdur, Arnarnes (To- 
rell). — Lodmundarfjårdur, i Maven af en Kuller, 1 Eksplr. (B. 
Sæm.). — Fåskrådsfjårdur, 94—-38 m, blaat Ler, 1 Eksplr. (Hørring). 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja 
Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Færøerne, 


Det længste Ekspir. (Fåskrådsfjordur) er 41 mm langt. 


62. Ophelia limacina Rathke. 


Syn.: Ophelia limacina, Malmgren [27], S. 107, Levinsen [21], S. 301, 
Ditlevsen |9], S. 707. 


Findest.: 2 Kvml. N.V. for Eldey, ,Thor" St. 171, 1904, 140 


m, 1 Eksplr. — Faxafléi, Bollasvid, 40 m, 1 Ekspir. — Reykja- . 
vik, i Stranden, 1 Eksplr. (B. Sæm.). —- Samme Sted, 4 Ekspir. 
(Gråndal). — Krossvik, 15 m, 1 Ekspir. (Hørring). — Vogur, 3 


—6 m, 1 Ekspir. — Hvammsfjårdur, ud for Budardalur, 14—18 
m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). —— Ønundarfjårdur (Lundbeck). — Raufar- 
håfn, 64 m (Torell). — Seydisfjårdur, 1 Eksplr. i Maven paa em 
Kuller (B. Sæm.). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Ir- 
land, England. 

Det længste Eksemplar (Krossvik) maaler 43 mm. 


63. Travisia Forbesi Johnst. 
n.: Travisia Forbesi, Malmgren [28], S. 186, Tauber [41], S- 108; 
Arm.-Hansen [15], S. 14, Levinsen [21], S. 301, Ditlevsen [9], S. 708. 
Findest.: Reykjavik, 1 Eksplr. (Zool. Mus.). — Samme Sted, 
i Stranden, 2 Ekspir. (B. Sæm.). — Eyjafjéråur, 1 Ekspir. (Møller). 
— Lodmundarfjårdur, 1 Eksplr. i Maven af en Kuller (BB Sæm.): 
Den lader til at være ret sparsom. 


209 


Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Fær- 
øerne, Irland, Storbritannien, Frankrig. 

Det længste Eksemplar (Eyjafjordur) er 38 mm. 


20. Fam. Chloræmidæ. 
64. Flabelligera affinis Sars. 


Syn.:' Siphonostomum vaginiferum, Leuckart, [78], S. 164, Flabelligera 
affinis, Malmgren [28], S. 193, Levinsen [21], S. 301, Ditlevsen [9]. S. 708. 

Findest.: Reykjavik, i Stranden, flere store og smaa Eksplr. 
(Gråndal, B. Sæm.). — Breidafjårdur, Grundarfjårdur, 23 m, 1 Eksplr. 
(» Diana"). — Dyrafjårdur, 1 Ekspir. (Lundbeck). — Isafjardardjåp, 
Skåtufjårdur, 24—0 m, 2 Ekspir. — Mjåafjordur, 30—70 m, 4 
Smaa og store Ekspir. (B. Sæm.). — Adalvik, 17 m, 2 Eksplr. 
(Lundbeck). — Skagastrånd?, 1 Ekspir. (Steincke). — Eyjafjordur, 
! Ekspir, (Møller). — Samme Fjord, Arnarnes, 75 m (Torell). — 
Fåskrådsfjørdur, 38—94 m, 2 Eksplr. (Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Færøerne, 
Storbritannien. 

Det største Eksemplar (fra Reykjavik) er 60 mm langt. 


65. Trophonia plumosa (Miil.). 
Syn.: Trophonia plumosa, Arm.-Hansen [15], S. 12, Tauber [41], S. 111, 
Lundbeck [26], S. 174, Ditlevsen [9], S. 709. 


Findest.: Reykjavik (Gréndal). — Tålknafjørdur, 45 m, 1 
Ekspir. (Lundbeck). — Hinafléi, Kollafjérdur, 1 Ekspir. (G. G. 
Bårdarson). — Seydisfjårdur, 75 m, 1 Ekspir., i Kullermave (B. 
æm,). 


Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Færøerne, Stor- 
britannien, Frankrig. 

Det største Ekspir. (Kollafjordur) er 65 mm. 


66. Brada villosa (Rathke). 
Syn.: Brada villosa, Tauber [41], S. 113, Levinsen [21], S. 301, Ditlev- 
ren [9], S. 700. 


Vidensk, Meddel. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 14 


210 


EFindest: 22 Kyml NV: fEldey; Thor" St 1715 OM 
m, i lille Eksplr; (B. Sæm.). — Faxafldi, 3 Kvml. Ø. for Keflavik. 
38 m, 2 smaa Eksplr. (Hørring). — Breidafjårdur, Skardståd, i 
Stranden, i en Bændeltang-Eng, 1 Eksplr. (B. Sæm.). — Dyra- 
fjordur, 19—24 m, 1 lille Ekspir. (Hørring). — Isafjérdur, 3 Eks- 
pir. (Koch). — Skagastrond, 1 Ekspir. (Steincke). -— Eyjafjårdur, 
S. f. Hrisey, 34 m, 4 Ekspilr. (Ditlevsen). — Fåskrudsfjérdur, 38— 
94 m, blaat Ler, 5. Ekspir; (Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Novaja Semlja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Nordsøen, Fær- 
øerne. 

67. Brada inhaåbilis (Rathke). 

Syn.: Brada inhabilis, Tauber [41], S. 114, Arm.-Hansen [15], S. 72. 

Findest.: Den er ifølge de citerede Forfattere fundet ved Is- 
land, men uden Angivelse af Lokalitet. Jeg har ikke set den. 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Sibirien, Skandinavien, 
Færøgerne. 

68. Brada granulata Mgrn. 

Syn.: Brada granulata, Malmgren .[27], S 114, Levinsen [21], S 301, 

Ditlevsen [9], S. 710. ; 


Findest.: Island, 3 smaa Ekspir. (Steenstrup). — Vestmanna” 
eyjar, ,Thor" St. 171, 1903, 266 m, 3 Ekspir. — Hvalfjårdur, 
85—95 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.) — Breidafjordur, Hrappsey, ! 


Stranden, 2 Eksplr. (G. Magnåsson). — Nordisland, I stort Ekspir. 
(Wandel). 
Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Færøerne. 
Det største Ekspir. (Hrappsey) er 33 mm. 


69. Brada granulosa Arm.-Hansen. 
Findest.: 5 Mil Ø. f. Seydisfjårdur, 254 m, 1, 25 mm langt, 
Ekspilr. (Wandel). 
Udbr.: Norge, Spitzbergen. 


21. Fam. Slernaspidæ. 


70. Sternaspis fossor Stimps. 


Svn.: Sternaspis islandica, Malmgren [28], S. 196. S. fossor, Levinsen 
len S: 30: 


2VI 


Findest.: Vestmannaeyjar, 92 m, 5 Ekspir. (A. C. Johansen). 
8 2 Kvm: NV. f. Eldey, Thor: St171; 1904 150-m, 1 stort 
og mange smaa Eksplr. (B. Sæm.). — Faxafléi, Keflavik, 28 m, 
2 smaa Eksplr. — 2 Kvml. N.Ø. f£. Keflavik, 36—38 m,9 Ekspir. 
0 Diana, "St. 50, 1901, 47 m, 14 store og smaa Ekspir — 
»Diana" St. 51, 1901, 19 m, 10 store Ekspir. — Ø. f. Videy, 17 


19'm, 5 småa Ekspir. (Hørring). — Kollafjardur; 20:25 må, 4 
Ekspir. (B. Sæm.). — Hvalfjoråur, Hvammsvik, 19—--23 m, 15 smaa 
Ekspir. (Hørring). — Breidafjordur, Kolgrafafjéårdur, 35 m, Slik- 


bund, 25 Ekspir. (B. Sæm.). -—— Patreksfjårdur, 1 Ekspir. -— Tålkna- 
fjordur, 1 Ekspir. (H. Koch). — Dyrafjårdur, 19—24 m, 25 Ekspir. 


(Hørring). — Ønundarfjordur, en Snes store Eksplr. (Lundbeck). 
— Isafjardardjup, ud for Arngerdåareyri, 20—30 m, 1 Ekspir. (B. 
Sæm.). — Hånafléi, Hråtafjårdur, 20 m, 5 store Eksplr. (G. G. 


Bårdarson). — Eyjafjérour, S. f. Hrisey, 34 m, Lerbund, 9 Ekspir. 
(Ditlevsen). — Akureyri, 32 m, Slikbund, 3 store Ekspir. — Vid- 


fjårdur, 15—-23 m, 7 store Ekspir. (Hørring). — Eskifjérdur, 47 
—56 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Fåskrudsfjårdur, 38—94 m, blaat 
mer, I Ekspir. (Hørring). — Berufjéårdur 28 m (Torell). — Den 


lader til at være meget almindelig rundt om Island, paa Slikbund. 
Udbr.: Nordamerika, Norge. 
Forholdet imellem Antallet af Individer af hvert Køn stillede 
Sig saaledes, at der af 132 undersøgte Individer var 109 Hunner 
og 23, eller kun c. 17 pCt. Hanner. 


22. Fam. Euphrosynidæ. 


71... Euphrosyne borealis Ørst. 
Syn.: Euphrosyne borealis, Malmgren (27), S. 129, Tauber [41], S. 78, 
Levinsen (21), S. 301, Ditlevsen [9], S. 710. 
Findest.: Berufjérdur, 28—56 m (Torell). — Den er ikke 
fundet senere. 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Skandi- 
Navien, Danmark, Storbritannien. 


-72.. Spinther arcticus Sars. 
Findest.: 5 Mil Ø. f. Seyoisfjérdur, 254 m, 1 Ekspir. (WandeD. 


Udbr.: Berings Hav, Norge, Danmark. 
14" 


212 


23. Fam. Scalibregmidæ. 


73... Eumenia crassa Ørst. 
Syn.: Eumenia crassa Tauber [41], S. 109, Levinsen [21], S. 302, Dit- 
levsen (9), S. 711. 
Findest.: Eyjafjorour, 1 Ekspir: (Moller): 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Kara Hav, 
Sibirien, Skandinavien, Danmark, Skotland. 


74. Scalibregma inflatum Rathke. 

Syn.: Scalibregma inflatum, Levinsen (21), S. 302. 

Findest.: Reykjavik, i Stranden (Thoroddsen, B. Sæm.). — 
Breidafjordur, Kolgrafafjordur, 35 m, 1 lille Ekspir. (B. Sæm). — 
Hunafl6i, Kollafjérdur, 1 Ekspir. (G. G. Båråarson). — Nordfjårdur, 
75 m, 1 lille Ekspir. (Hørring). : 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Irland, Eng- 
land, Kerguelen, New Zealand. 

Det største Eksemplar (Kollafjåråur) er 32 mm. 


24. Fam. Årenicolidæ. 


75. Årenicola marina L. 

Syn.: Fjérumadkur (Gordius marinus), Jon Olafsson [33], Beitumadkur 
(Lumbricus marinus og L. litoralis) E. Olafsson [32], S. 71 etc., Mohr [ i 
S. 113—114. Arenicola marina, Malmgren [28], S. 188, Tauber [41], S. 110, 
Levinsen [21], S 302, Ditlevsen (9), S. 711. 

Findest.: Vestmannaeyjar (G. Brynjålfsson, B. Sæm.). — Grinda- 
vik. — Hafnir. — Faxafléi, Vogar. — Skerjafjéårdur. — Reykja- 
vik. — Grafarvogur, i en Bændeltang-Eng. — Akranes. — Straum- 
fjordur. — Vogur, i en Bændeltang-Eng. — Breidafjordur, Skard- 
ståd, i en Bændeltang-Eng. — Isafjérdur (B. Sæm.). — Skagastrånd 
(Steincke). — Eyjafjårdur, Olafsfjørdur (St. Emilsson). — Arnarnes, 
10—13 m (H. Jønsson). — Seydisfjårdur, i Maven af en Torsk 
(B. Sæm.). — Djiåpavogur (Zool. Mus.). — Paa alle disse Lokali- 
teter er den taget i Stranden. 

Udbr.: N. Amerikas Vest- og Østkyst, Grønlands Vestkyst, 
Spitzbergen, Sibirien, Berings Hav, Skandinavien, Danmark, Fær” 
øerne, Irland, Storbritannien, Frankrig, Middelhavet, Chile. 


213 


Sandormen er en af de aller hyppigste Orme i Strandregionen 
og forekommer i store Mængder overalt, hvor Forholdene tillader 
det, rundt omkring Landet, lige saa hyppig i de koldere Egne 
paa Østkysten som i de varmere påa Sydvestkysten. Den opnaar 
vistnok den samme Størrelse her som andre Steder, idet de største 
Eksemplarer, jeg har maalt (fra Skagastrånd), har været 22 cm 
lange. Den anvendes en Del til Agn af Fiskerne og benævnes paa 
Islandsk : »Sandmadkur", ,fjorumadkur" og ,leirumadkur". 

Jeg har flere Steder fundet den paa stærk slikblandet Sand- 
bund, rigelig bevokset med Bændeltang (Zostera) (jvfr. oven for). 
Paa den anden Side har jeg ogsaa fundet den paa et Sted (Isa- 
hordur), hvor Bunden var saa spækket med store og smaa Rulle- 
Sten, at der kun var en ringe Mængde Sand imellem, og den lod 
til at befinde sig vel, da den baade var talrig og saa stor, at jeg 
dér saa nogle af de største Individer, jeg har iagttaget. Hvor dybt 
den gaar ned, kan vel ikke siges med Sikkerhed, da den jo let 
undgaar Skraberen. Jeg har iagttaget dens Ekskrement-Tuer saa 
dybt nede, som Vandets Gennemsigtighed har tilladt at skimte 
Bunden, 9: paa 6—10 m Dybde. 


176... Arenicola ecaudata Johnst. 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, 2 Ekspir., det ene be- 
Skadiget, det andet helt, 80 mm langt (B. Sæm.). — Det er ikke 
usandsynligt, at den er mere udbredt. 

Udbr.: Skandinavien, Irland. 


25. Fam. Capitellidæ. 


77. Capitella capitata Fabr. 
Syn.: Lumbriconereis capitata, Leuckart [18], S, 163. Capitella capitata, 
geht [28], S. 208, Tauber [41], S. 121, Levinsen [21], S. 303, Ditlevsen, 
871 


Findest.: Reykja nl. 1 Ekspir. (Gråndal). — Akranes, i Stran- 


den, 4 Ekspir. — Isafjardardjåp, Skutulsfjorour, 4—6 m, Sand- 
bund, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Fåskrudsfjårdur, Q4—38m 3 Ekspir 
(Hørring). 


Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vest- og Østkyst, Novaja Zem- 
lja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Færøerne, Shetland, Irland, 
Storbritannien, Belgien, Middelhavet, Sorte Hav, Madeira. 


214 


=78. " Notomastus latericius Sars. 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, mange Ekspilr. —— Faxa- 
flåi, 8 Kvml. V. f. Gråtta Fyr, 40 m, mange Ekspir. (B. Sæm.). 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Novaja Zemlja, Kara 
Hav, Skandinavien, Danmark, Færøerne, Shetland, Irland, Stor- 
britannien, Middelhavet, Madeira. 

Flere af Eksemplarerne fra Vestmannaeyjar havde Æg, midt i 
August. 


26. Fam. Maldanidæ. 


-79.. Nicomache lumbricalis (Fabr.). 
Findest.: Isafjårdur, 20—30 m, Lerbund, 1 defekt Ekspir. i 
sit Rør (B. Sæm.). 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, 
Kola Halvø, Skandinavien, Danmark. 
Røret er temmelig tykvægget og bestaar af Ler, med indlejrede 
og paaklæbede smaa Skalstumper. 


80. Clymene prætermissa (Mgr.). 

Syn.: Clymene prætermissa, Lundbeck [26], S. 174, Schmidt [40], S. 22. 

Findest.: Medallandssjér, ,Thor", St. 178, 1903, 75 m, I 
Ekspilr. (B. Sæm.). — Faxafléi, Keflavik, 28 m, nogle småa Ekspir. 
— 2 Kvml. N.Ø. f. Keflavik, 36—39 m, mange smaa Eksplr. — 
Hafnarfjørdur, 1 Kvml. N. N.V. f. Helgasker, 28 m, 1 Ekspir. — Ø.f. 
Videy, 17—19 m, nogle smaa Ekspir. (Hørring). — Breidafjorour, 
N. f. Grendareyjar, 20—25 m, Lerbund, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — 
Dyrafjårdur, 19—23 m, 1 lille Eksplr. — Ønundarfjårdur (Lund 
beck). -— Isafjardardjåp, Skutulsfjårdur, 4—6 m, Sandbund, mange 
store Exspir. (B. Sæm.). — Siglufjårdur, 28 m, Lerbund, 2 Ekspir. 
(Ditlevsen). — Den lader til at være ret hyppig ved S.V.- 08 VÆ 
Kysten og er taget (af Schmidt) paa 960 m Dybde ved Sydkysten. 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, Novaja Zem- 
lja, Hvide Hav, Skandinavien, Danmark. 

Det største Eksemplar (Skutulsfjårdur) er c. 90 mm langt. 

Rørene (fra samme Lokalitet) er meget skrøbelige, tæt besatte 
med smaa, omtrent lige store Sandkorn og har derfor en forholds- 
vis jævn Overflade. 


215 


"81... Clymene gracilis Sars. 
Findest.: Isafjardardjup, Hesteyrarfjårdur, mange defekte Ekspir. 
(Ditlevsen). 
Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, Skandinavien. 


82. Maldane Sarsi Mgrn. 

Syn.: Maldane Sarsi, Malmgren [28], S. 188 og [28], S. 208. Tauber [41], 
3122, re (all S:302 

Findest.: Faxaflåi, Keflavik, 28 m, nogle smaa Eksplr. — 2 
Kvml. N.Ø. f. Keflavik, 36—39 m, mange Ekspir. — ,Diana"… St. 
46, 1901, 2—3 Ekspir. — ,Diana" St. 50, 1901, 3. Ekspir.: — 
Hafnarfjårdur, 1 Kvml. N.N.V. f. Helgasker, 28 m, 1 Ekspir. (Hør- 
ring). — Kollafjørdur, 25 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjåråur, 
19—23 m, mange Ekspir. (Hørring). — Isafjardardjåp, Hesteyrar- 
fjårdur, 28—38 m;.2- Eksple. — Sjøluhordur; 28 mm;  Lerbend, 
mange Ekspir. (Ditlevsen). — Eyjafjårdur, Arnarnes, i en Torske- 
mave (Torell). — Noråfjérdur, 75 m, 1 Ekspir. (Hørring). — Den 
lader til at være meget hyppig ved Vest- og Nordkysten. 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, Murman- 
kysten, Skandinavien, Danmark, England, Frankrig, Japan. 


83. Maldane biceps Sars. 
Syn.: Maldane biceps, Tauber [41], S. 121. Clymene biceps, Arm.-Han- 
Sen [15]. S, 6, Maldane biceps, Levinsen [21], S. 303, Ditlevsen [9), S. 718. 
Findest.: Eyjafjordur, S. f. Hrisey, 34 m, et stort defekt Ekspir. 
(Ditlevsen). — ERE 75 m, I defekt Ekspilr., i Maven af 
en Kuller (B. Sæm 
Udbr.: aen. Skandinavien, Skotland. 


27. Fam. Ammocharidæ. 
84. Owenia assimilis (Sars). 
Syn.: Ammochares pro Malmgren [28], S. 210, Tauber [41], S. 125, 
Årm.. Mdasan [15], S. 20. Owenia assimilis, Levinsen [21], S. 304 
Findest.: Se rer 28 m, mange Ekspir. (Ditlevsen). — 
Eyjafjårdur, 32—13 m, mange Ekspir. (H. Jønsson). — Thistil- 
fjordur, 19—30 m (Toreli). — Midfjordur, 16 m, nogle smaa 
Ekspir. (Hørring). — Seydisfjårdur, 45—90 m, et Par Ekspir, (RA. 


216 


Jønsson). — 5 Mil Ø. f. Seydisfjordur, 254 m, nogle store Ekspir. 
(Wandel). — Den lader til at være ganske hyppig ved Nord- og 
Østkysten. 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja 
Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, England. 

De fleste af Eksemplarerne var indesluttede i deres Rør. Disse 
er tæt besatte med smaa Sandkorn, snart Basaltkorn, snart Skal- 
fragmenter, i broget Blanding. Basaltkornene er hyppigt langagtige 
og fæstede med den ene Ende til selve Røret, og Skalstumperne 
er stillet paa Højkant. Begge Slags Korn er stillet lidt skraat til 
Rørets Længdeakse, hvorved det faar et laadent eller skællet Ud- 
seende (jfr. ogsaa Wollebæk [43], S. 31, PI. 1, Fig. 3). 


Myriochele Heeri Mgra. (M. Sarsii Arm.-Hansen) er taget paa den norske 
Nordhavs-Ekspedition, St. 51, ca. 160 Kvml. Ø.N.N. f. Glettinganes, 2127 m, 
Bundtemp. — !," (jfr. Arm -Hansen [14], S. 22 og 41. 


28. Fam. Ainphiclienidæ. 
85. Pectinaria granulata L. 

Syn.: ? Sabella granulata, Mohr (30), S. 141. Amphitrite Eschrichti, 
Leuckart [18], S. 177. Cistenides granulata, Malmgren [27], S. 359 og [28], 
S. 213. Pectinaria granulata, Levinsen (21), 304, Ditlevsen [9], S. 719. 

Findest.: Reykjavik, i Stranden, hyppig (Grøndal, Thåroddsen, 
B. Sæm.). — Vogur, 3—6 m, 1 Ekspir. — Breidafjérdur, Stykkis- 
hélmur, i Stranden, 3 Ekspir. (Richter). — Breidasund, 62 m, Skal- 
sand, 15 Eksplr, — Hvammsfjårdur, Skoravik, i Stranden, 2 Ekspir. 
— Ud for Biudardalur, 14—18 m, 5 Ekspir. (B. Sæm.). — Øn- 
undarfjordur, 2 Ekspir. (Lundbeck). — Isafjardardjup, Skutulsfjordur, 
4—6' m, Sandbund, I Ekspir. — Isafjårdur, ud for Arngerdareyri, 
20—50 m, 9 Ekspir. — Samme Fjord, inde ved Bunden, 26—0 
m, 2 Ekspir. (B. Sæm.). — Hunafléi, Steingrimsfjérådur, 40 —50 m, 
L Ekspir. (B. Sæm). — Kollafjérur, 5 Eksplr. (G. G. Bårdarson)- 
— Skagastrånd, 3 Ekspir. (Steincke). — Siglufjérdur, 23 m (To- 
rell). -- Eyjafjoråur, S. f. Hrisey, 34 m, Lerbund, 2 Ekspir. (Dit- 
levsen). — Héradsflåéi, ,Thorf", St. 219, 1904; 28—47 m, I lille 
Ekspir. (B. Sæm.). — Seydisfjordur, 56 m, 1 Eksplr. (, Diana"). 
— Samme Fjord, 75 m, 1 Ekspilr., i Maven af en Kuller (B. Sæm.). 
— Vidfjårdur, 15—23 m, 6 smaa Eksplr. (Hørring). — Eskifjårdur, 


217 


420 m, 2 Ekspir. (B. Sem.) —— Djupavogur, 2 Ekspilr. (H. 
Jønsson). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vetkyst, Novaja Zem- 
lja, Sibirien, Færøerne. 

Den lader til at være ganske hyppig ved Vest-, Nord- og Øst- 
kysten af Island, mens den hidtil ikke er fundet ved Sydkysten. 
De længste, dog næppe i Spidsen helt ubeskadigede Rør, jeg har 
maalt (fra Reykjavik), er 45 mm lange. 

Nogen Variation saavel i Paleernes som Analkrogenes Antal 
har jeg fundet. Hos Eksemplarer fra Reykjavik har de førstes An- 
tal varieret fra 7 til 9 paa hver Side; ellers har det som Regel 
været 8 større, og mere almindelig har Variationen været i Anal- 
krogenes Antal, nemlig 5 til 9 paa hver Side. Eksempelvis har 
jeg talt: 6 006,7 068 8 906 78 og 8 er vistnok det hyppigste. 


"86.  Pectinaria hyperborea Mgrn. 
Findest.: Isafjardardjåp, Skåtufjårdur, 20—30 m, Slikbund, 
! Ekspir. — Miklavatn i Fljétum”), 10—12 m, Slikbund, 15 smaa 
Ekspir. og mange Rør (B. Sæm.). — Eyjafjorour, S. f. Hrisey, 34 
m, Lerbund, 2 store Ekspilr. (Ditlevsen). — Samme Fjord, 13—28 


m, I Eksplr, (H. Jønsson). <— Ud for Svalbardseyri, 20—35 m, 
Slikbund, en Snes Ekspilr. (B. Sæm.). — Akureyri, 32 m, 15 til 
Dels meget store Ekspilr. (Hørring). — Samme Fjord, 1. Ekspir. i 
Maven af en Torsk (E. Gunnarsson). — Vopnafjårdur, 1 Ekspir. i 
Maven af en Kuller (B. Sæm.). — 5 Mil Ø: f. Seydisfjorour, 254 
m, I Ekspir. (Wandel). — Reydarfjårdur, 113—150 m, 2 store 
Ekspir. — Samme Fjord, ,Diana”, St. Il, 1898, 83 m, 2 store 


Ekspir. (Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien. 

Denne Art lader til at være ret hyppig paa Nord- og Østkysten 
0g Opnaar en meget anselig Størrelse, idet de længste Rør, jeg har 
Set (fra Reydarfjårdur), er 80 mm lange. 

MM: H. £. Paleernes og Analkrogenes Antal frembyder den en 
endnu stærkere og hyppigere Variation end foregaaende Art. Pa- 
leernes Antal har vekslet fra 8 til 15 paa hver Side; det sidste 


”) En Brakvands-Lagune N. Ø. f. Mundingen af Skagafjordur. 


218 


Antal har jeg dog kun fundet hos et enkelt Individ, og lavere end 
12 (3: 8—10) har der kun været hos nogle smaa (unge?), 15—-25 
mm lange Individer fra Miklavatn. Paleernes Spids er jævnlig 
brækket eller slidt af, og hvor den er i Behold, ligner den meget 
denne paa de yderste (mindste) hos foregaaende Art (jfr. ogsaa 
Wollebæk [43], S. 42). Analkrogenes Antal veksler fra 6—9 påa 
hver Side (jeg har talt 6 og 6, 7 og 7, 8 og 9, 9 og 9, ellers 
hyppigst 8 og 8). — Rørene hos begge Arter ligner ofte, naar de 
er lige store, saa meget hverandre, at de næppe er til at skelne fra 
hinanden. Der er hos begge Arter ofte saa meget rødt Farvestof 
(Jerntveiltehydrat) til Stede i Rørets Vægge, at Bindestoffets Farve 
ikke ér til at bestemme: 


"87... Pectinaria Koreni (Mgrn). 
Findest.: Vestmannaeyjar, 2'/2 Kvml. Ø. f. Bjarnarey, 150 


m, 3 smaa Ekspilr., i Maven af en Kuller. -—— Faxafléi, 2 Kvml. 
N.V. f. Akranes, 60 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjårdur, 19— 
24 m, 12, for Størstedelen smaa Ekspir. (Hørring). — Isafjardar- 


djup, Skutulsfjordur, 8-—10 m, 1 Ekspir. (G. G. Bårdarson). 
br.: Norge, Danmark, Irland, N.V.-Frankrig, 
Ogsaa hos denne Art varierer Antallet af Paleer og Analkrogeé; 
jeg har talt 10—13 Paleer og 3—5 Analkroge paa hver Side. 


29. Fam. Ampharelidæ. 


88. Ampharete Grubei Mgrn. : 

Syn.: Ampharete Grubei Mgrn. [27]. S. 363 og [28], S. 213, Tauber (41), 
S. 127, Lev. [21], S. 304, Ditlevsen [9]. S. 720. 

Findest.:: 2 Kvmli N.V. f Eldey 140 m,; Thor", SE 17B 
1904, 2 Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjårour, 19—24 m, I Ekspir. 
(Hørring). — Ønundarfjårdur, 2 Ekspir. (Lundbeck). — Hunaflåi, 
Kollafjørdur, 20 m, Sandbund, 1 Ekspir. (B. Sæm). — Thistil- 
fjordur (Torell). — Midfjårdur, 66—94 m, 1 Ekspir. (Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandinavien, Danmark, Eng- 
. land. 

Det største Eksemplar (fra Ønundarfjårdur) er 21 mm langt. 


219 


"89... Ampharete Goési Mgrn. 

Findest.: Dyrafjårdur, 19—24 m, en stor Mængde smaa, ind- 
til 15 mm lange Ekspir. (Hørring). — Siglufjårdur, 28 m, Dynd- 
bund, 3, 20 mm lange Ekspir. (Ditlevsen). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Si- 
birien. 

"90... Anobothrus gracilis (Mrgn.). 

Findest.: Eskifjåråur, 50—56 m, Lerbund, 2 Ekspir. (B. Sæm.). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønland, Kara Hav, Skandi- 
navien, Danmark, Storbritanien. 

Det største Eksemplar er 45 mm langt. Røret er meget tyk- 
vægget og for Størstedelen bygget af Ler. 


"91... Amphicteis Gunneri ? (Sars). 

Findest.: Eyjafjordur, 150 — 180 m, 1 stærkt beskadiget Eks- 
plr. (St. Emilsson). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Novaja Zemlja, Kara Hav, Skan- 
dinavien, : 

92. Sabellides borealis Sars. 

Syn.: Sabellides borealis, Malmgren (27], S. 368 og [28], S. 215, Arm.- 
Hansen (15), S. 24, Levinsen [21), S. 305, Ditlevsen [9], S. 722. 

Findest.: c. 16 Kvml. V. f. Bardines, c. 100 m, 1 Ekspir., i 


Maven af en Torsk (B. Sæm.). — Isafjardardjup, Lénafjårdur, nogle 
Ekspir — Hesteyrarfjårdur, 28-——33 m, sandblandet Slik, en Mængde 
Ekspir. (Ditlevsen). — Skagafjårdur, ud for Hofsås, 75 m. — 


Thistilfjårdur, 19—30 m (Torell). — Reydarfjérdur, 94—150 m, 2 


Ekspir, (Hørring). — Eskifjåråur, 50—56 m, Lerbund, en Mængde 
Ekspir. (B. Sæm,.). — 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Kara Hav, Skandinavien, England. 

De længste Eksemplarer (Hesteyrarfjårdur) er 38 mm. Rørene 
ér dækket med Dynd, glatte, tyndvæggede, meget lange, indtil 2 
mm i Diameter. 


-93.. Sabellides octocirrata (Sars). 
Findest.: Gunnålfsvik ved Langanes, 23 m, 2, 8 og 10 mm 
lange Ekspir., uden Rør (Hørring). i 
dbr,: Danmark. 


220 


z94.,. Melinna islandica n. sp. 
Tab TE Fie 2 

Diagnose: Branchiæ utriusque lateris omnes (4) ad basin 
inter se coalitæ, biseriiales, 2 in utrique serie, spinula ungui- 
formis minima utrinque, in segmento 4 sita. Segmentum 6 ante 
marginem dentataum membrana transversa semielliptica, mar- 
gine anteriore libero, lævi, præditum. Parapodia thoracis modo 
14 (7 et sequentia), neuropodiis uncinigeris; uncini pectini- 
formes subtriangulares, 4-dentati. (Numerus segmentorom abdo- 
minis, propter læsionem ultima partis ejus incertus). 

Beskrivelse: Legemsformen er temmelig langstrakt. Hoved- 
lappen er kort og ved en Tværfure delt i to Partier, af hvilke det 
forreste ved en Længdespalte og et Indsnit er delt i to større 
midterste og to mindre Sidedele. Mundsegmentet (Peristomiet) er 
kort og bredt og løber ud i en kraftig, fremadstræbende Under- 
læbe. Mundfølerne (8? i Antal, stærkt beskadigede) er tynde, traad- 
formede. 2det Segment er forneden vokset sammen med ådje Seg- 
ment, men breder sig foroven til en veludviklet, stærkt skraanende 
Pandeplade, som strækker sig helt op til Gællernes Grund. 3dje 
Segment er kraftig udviklet; det har en lige, frit fremstaaende, 
forreste Rand, som for oven til Dels omslutter 2det Segments Side- 
dele og, i Forening med de to følgende Segmenter, danner en skraat 
opstigende, takket Vold, forbi Gællernes Grund. Gællerne sidder 
paa 3dje og 4de Segment. De er 8 i Antal, af den hos denné 
Familie sædvanlige Form, de 4 paa hver Side torækkede (2 Gæl- 
ler i hver Række) og alle indbyrdes sammenvoksede. 6te Segment 
har den bekendte takkede Liste (med 12 ligestore, tungeformede 
Takker og desuden”en lille Tak paa den ene Side), men foran 
den er der tværs over Ryggen en frit fremstaaende Membran, hvis 
forreste, brede Rand er fri. — Af børstebærende Segmenter er der 
i Forkroppen 18, nemlig 3die—20de. De to første (3die—4de) har 
ingen Parapodier, men bærer paa hver Side en skraatstillet Gruppe 
af ganske smaa, bøjede Haarbørster.') De to næste (Ste — 6te) Seg- 
menter har lignende, men mindre Haarbørstegrupper og desuden, 
højere oppe Bundter af veludviklede, bræmmede Børster, siddende 


1) Hverken disse eller de nedenfor omtalte Nakkehagers Udseende kunde 
jeg, p. Gr. af Materialets Knaphed undersøge nærmere. 


221 


i smaa Parapodieknuder. Fuldkomne Parapodier (med saavel Haar- 
som Krogbørster) af den hos denne Slægt typiske Form, optræder 
først paa 7de Segment, men af disse er der kun 14 paa Forkrop- 
pen. Krogbørsterne, som er af samme Form, baade i For- og Bag- 
krop, er, set fra Siden, subtriangulære, med 3 store Tænder og en 
mindre Tand med kløftet Spids. Et kort Stykke bag ved Gæller- 
nes Grund findes der paa hver Side en meget lille Nakkehage, 
Siddende i en lille Knude paa 5. Segment: — Bagkroppens Seg- 
ment-Antal kan ikke angives, da dens bageste Del er gaaet tabt, 
og kun 20 Segmenter er bevarede. Den har et temmelig dybt 
Længdeindtryk paa Bugsiden; dens Parapodier er af den hos Slæg- 
ten typiske Form, med veludviklede Neuropodier, rudimentære No- 


topodier og uden Rygcirre. — Farven (i Spiritus) er ensformig 
8raabrun. -— Forkroppens Længde er 15 mm, dens største Bredde 
3,5 mm.)) 


Findest.: Af denne Form er der kun fundet et defekt Eks- 
emplar, uden Rør, taget i Dyrafjårdur, 19—-24 m (Hørring). 

Udbr.: Ubekendt. 

Eksemplaret er en Hun med (d. 30te August) en Mængde Æg 
i den bageste Halvdel af den bevarede Del af Bagkroppen. 


30. Fam. Terebellidæ. 


95. Nicolea zostericola Ørst. 

Syn.: Terebella parvula, Leuckart (181, S. 175. Nicolea zostericola, 
Malmgren [27), S. 381. N. parvula, Malmgren [28], S 218. Terebella arctica, 
eg (41), S. 132. Nicolea zostericola, Levinsen [21], S. 305, Ditlevsen [9), 

"124 


Findest.: Island, mange Ekspir. (Steenstrup). — Eyrarbakki, 
2 Eksplr. (H. Jønsson). — Reykjavik. 1 Ekspir. (Gråndal). — Rey- 
kjavik Rhed, 8--10 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjårdur, 19 
—24 m, 1 Ekspir. (Hørring). — Hunafléi, Kollafjérdur, 20 m, 
Sandbund, 2 Ekspir. (B. Sæm.). 
REE kr dobb ej 


) Da denne Form afviger fra Slægten Melinna i et saa vigtigt Forhold 
Som Antallet af krogbørstebærende Parapodier paa Forkroppen og Mem- 
branen paa 6te Segment, var der maaske god Grund til at skille den 
ud fra den som en selvstændig Slægt, men jeg vil dog ikke gøre det 
Paa Grundlag af dette ene, defekte Eksemplar. 


222 


Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Si- 
birien, Skandinavien, Danmark, England, Middelhavet. 

Røret er dannet af sammenklæbede, traadagtige Dele, hvorved 
det faar en betydelig Lighed med Vaarfluelarvers Huse. 


96. Scione lobata Mgrn. 

Findest.: Reykjavik, i Stranden, i opskyllede Laminaria- 
Rødder, mange Ekspir. (B. Sæm.). — Indløbet til Isafjardardjup, 
38—56 m, 5 Ekspir. (Ditlevsen). -— Skutulsfjårdur, 20 m, 1 Ekspir. 
(B. Sæm.). — Reydarfjårdur, ud f. Hafranes, 20—94 m, 1 Ekspir. 
(Hørring). 

Udbr.: Arktisk cirkumpolar, Norge, V. f. Kanalen. 

Rørene er uregelmæssig bugtede og dækkede med smaa Mus- 
lingeskaller, Skalfragmenter, sorte Smaasten (groft, sort Sand) eller 
Stumper af Algetraade. 


97: Pista cristata (Mall). 

Syn.: Terebella cristata, Tauber (41), S. 133. Pista cristata, Arm.-Han- 
sen |I5) S. 22; Levinsen [21], S. 306, Ditlevsen. (9) S: 725. 

Findest.: Reykjavik 1 Ekspilr. (Wiinstedt). — Island (Skaga- 
strånd ?), 1 Ekspir. (Steincke). — Eskifjårdur, 10—20 m, 1 Ekspir. 
(B. Sæm.). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Spitzbergen, Kara Hav, Norge, 
Danmark. 


98. Lanice conchylega (Pall.). 


Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, mange Eksplr. — Faxa- 
fléi, 8 Kvml. V. f. Grétta Fyr, 40 m, mange Ekspir., i Maven af 
en Kuller. — 12 Kvml. V. for Akranes, 50 m, 1 Ekspir. — 16 


Kvmlil. N.V. af. Akranes; 50—60 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 

Udbr.: Danmark, Færøerne, Irland, Nordfrankrig til Madeira. 

De største Eksemplarer (Vestmannøerne) er c. 15 cm langeé& 
mens Rørene (samme Lokalitet) er indtil 20 cm. Disse, som Jeg 
havde Lejlighed til at undersøge in situ, i Strandsandet, er ud- 
vendig dækket med smaa Sten eller Skalstumper. De stod lodret 
op og ned i Bunden, med selve Mundingen ragende op i Over" 
fladen og prydet med Grene af Kalkalgen Corallina, som var fæstet 
i en Krans rundt om Mundingen. Da nu Rørene stod temmelig 


220 


tæt, saa dannede hele Samlingen en Skov ,en miniature" paa 
Bunden, som lige var dækket med Vand. 


=99. Terebella Danielsenii Mgrn. 
Findest.: Hafnarfjordur, 1 Kvml. N.N.V. f. Helgasker, 27 Mm; 
I defekt Ekspir. (Hørring). 
Udbr,: Norge, Danmark, Færøerne til N. V.-Frankrig. 


100... Amphitrite cirrata Mgrn. 
-: Terebella cirrata, Leuckart [18], S. 171. Amphitrite cirrata, Malm- 
gren [27], S. 375 og [28], S. 216, Tauber (41), S. 129, Arm.-Hansen (15), S. 16, 
Levinsen [21], S. 306, Ditlevsen (9), S. 725. 

Findest.: Hafnarfjérdur, 6—10 m, 8 Ekspir. (B. Sæm.). — 
Samme Fjord, 1 Kvml. N.V. af Helgasker, 27 m, 3 Ekspir. (Hør- 
ring). — Reykjavik, meget hyppig i Stranden paa Laminaria-Rød- 
der paa 2—10 m (Gråndal, H. Jénson, B. Sæm.). — Breidafjérdur, 
Mundingen af Kolgrafafjordur, 6 m, i Laminaria-Rødder (B. Sæm.). 
— Adalvik, 17 m, mange Eksplr. — Håfn ved Horn, 1 Ekspir. 
(Lundbeck). — Hunafl6i, Kollafjordur, 1 Ekspir. (G. G. Bårdarson). 
FR Skagastrånd, 1 Ekspir. (Steincke). — Hraunavik, 1 Ekspir. (St. 
Stefånsson). — Siglufjordur, 28 m, 3 Ekspir. (Ditlevsen). — Eyja- 
fjårdur, 2 Ekspir. (Møller). — Akureyri paa en Bropæl, mange 
Ekspir. (B. Sæm.). -—- Nordøstkysten, 1 Ekspir. (H. Jonsson). — 
Hjeradsfl6i, »Diana” St. XIV, 1899, 2 Ekspir. (Hørring). — 8 Kvml. 
RE Seydisfjårdur, c. 110 m, Lerbund, 1 Exspir. (B. Sæm.). —- 
Fåskrudsfjårdur, 38—94 m, 2 Eksplr. (Hørring). — Berufjårdur, 
Z78—38 m (Torell). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Berings Hav, Skandi- 
navien, Danmark, Færøerne, England, Middelhavet. 

Den er vistnok meget hyppig ved Island, i det mindste er farer 
Tilfældet i Omegnen af Reykjavik, hvor jeg har fundet den i 
Mængde paa Stranden paa alle Tider af Aaret. Det største Eks- 
emplar, jeg har fundet, er c. 12 cm langt. Farven er meget veks- 
lende, hyppigst mørkebrun, men undertiden chokolade- eller bleg- 
rød. Rørene er dannet af Ler, ofte med en Skorpe af Sand, 
temmelig tykke, men meget skøre. Som oftest er de vokset til 
Underlaget i hele deres Længde, men er undertiden fri i den forre- 
Ste Ende. 


224 


101... Amphitrite groenlandica Mgrn. 
Findest.: Eyjafjorour, S. f. Hrisey, 35 m, 1 c. 35 mm langt 
Ekspir. (Ditlevsen). 
Udbr.: Grønlands Vestkyst, Novaja Zemlja, Skandinavien. 
Røret er dannet af Ler, meget tykvægget. 


102. Leucariste albicans Mgrn. 
Syn.: Leucariste albicans, Levinsen [21], S. 306. 
Findest.: Eyjafjéordur, 2 Ekspir. (Møller). — Eskifjérdur, 50—60 
m, flere Ekspir. (B. Sæm.). — Fåskrudsfjårdur, 94—38 m, 5 Ekspir. 
(Hørring). — Den er desuden taget (af Schmidt) paa 1440 m, 
— 0,59 Temp. ud for Nordøst-Kysten [40], S. 20. 
Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Waigatsøen, nordlige 
Norge. 
103: Lencariste Smitii Mern. 
Syn.: Ereutho Smitti, Tauber |41), S. 134, Arm.-Hansen [15], S. 22. 
Findest.: Grindavik, i Stranden, 2 Ekspir. — Faxaflåéi, Bollas- 
vid, 40 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). 
Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zeinlja, Dan- 
mark. 
104.  Leæna abranchiata Mgrn. 
yn.: Leæna abranchiata, Malmgren [27], S. 385 og [28], S. 218, Levin- 
sen iZiL S. 307, Ditlevsen [9], S. 726 
Findest.: Eyjafjordur; Arnariies, 47 m (TorelD). — Seydis- 
fjåoråur, 56—113 m, 1, 25 mm langt, Ekspilr., uden Tentakler 
(Hørring). 
Udbr : N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, 
Skandinavien. 
105. Leæna Nordenskioldi Mgrn. 
Findest.: Isafjardardjåp, Lénafjårdur, 51—56 m, et 35 mm 
langt Eksplr. med Brudstykke af Røret (Ditlevsen). 
Udbr.: N. Amerika, Spitzbergen. ' 
Røret er dannet af Ler og forholdsvis tykvægget; udvendig Diam. 
5 mm, indvendig 1,5 mm. 


106. Thelepodopsis flava? Sars. 


Findest.: Indløbet til Isafjardardjåp, 38—56 m, 1 defekt Ekspir. 
med Rør (Ditlevsen). 


Led 


Udbr.: Sydlige Norge, Kattegat. 
Røret er beklædt med smaa, hvide Skalstumper og spredte, 
sorte Stenkorn. 
"107... Laphania Boecki Mgrn. 
Findest.: Haganesvik, 1 Ekspir. (Ditlevsen). 
Udbr.: Grønlands Østkyst, Finmarken, Hvide Hav. 


108. Thelepus circinnatus (Fabr.). 

Syyn.: Thelepus Bergmanni, Leuckart [18], S. 169. Th. circinnatus, Malm- 
gren [27], S. 387 og [28], S. 219. Terebella circinnata, Tauber [41), S. 133. 
Thelepus circinnatus, Levinsen [21], S. 307, Ditlevsen [9]. S. 727. 

Findest.: Vestmannaeyjar, N. f. Ellidaey, ,Thor", St. 188, 
1904, 66—75 m, 1 lille Ekspir. (B. Sæm.). — Hafnarfjårdur, 1 Kvml. 
N.V. af Helgasker, 27 m, 4 Ekspir. (Hørring). — Reykjavik, 4—6 
m, i Laminaria-Rødder, et Par Ekspir. (H. Jønsson). — Faxafl6i, 8 
Kvml. V. f. Gråtta Fyr, oc. 40 mm, mange ;Ekspir., i Maven af en 
Pleuronectes microcephalus. -— Breidafjårdur, Mundingen af Kol- 
8rafafjårdur, 6 m, 2 Ekspir., i Laminaria-Rødder (B. Sæm.). — 
Midten af Isafjardardjåp, 56-—38 m, et Par Eksplr. (Ditlevsen). — 
Skåtufjårdur, 50—55 m, Slikbund, mange Ekspir. (B. Sæm.). — 
Adalvik, 10—17 m, 2 Ekspir. (Lundbeck). — 12 Kvm. N. Ø. f. 
Horn, 60 m?,….1 Ekspir. —— Hunan, 1 Kemi NE Reykjanes- 
hyrna, 62 m, 4 Ekspir. (Ditlevsen). — Skagastrånd, I! Ekspir. 
(Steincke). — Midfjørdur, Øst-Island, 66—94 m, 1 Ekspir. (Hør- 
ring). — Seydisfjårdur, ud for Skålanes, 13—15 m, 1 Ekspir. (H. 
Jønsson). — Fåskrudsfjårdur, ud for Hafranes, 94—10 m, I Ekspir. 
— Samme Fjord, 94—38 m, blaat Ler, et Par Ekspir. (Hørring). 
— »Sat frequens in Berufjordur et aliis locis" (Torell). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Jan Mayen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Sibirien, Skandi- 
navien, Danmark, Færøerne, Irland, England, Middelhavet. 

Den lader til at være en af de hyppigste af de større Poly- 
Chæter ved Island, naar Strandregionen og de første Par Meters 
Dybde undtages, hvor den hidtil ikke er fundet Det største Eks- 
Emplar (Fåskrudsfjårdur) er 14,5 cm langt. 

Røret er pergamentagtigt, uregelmæssig bugtet og dækket med 
Smaa Muslingeskaller, Skalfragmenter, Smaasten, Bryozo-Brudstyk- 
ker, Algestumper og Ler, blandet sammen i meget vekslende For- 

Vidensk, Meddel. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 15 


226 


hold, vistnok efter det Materiale, som Ormen i de enkelte Tilfælde 
kan finde. 
109. Terebellides Stroemi Sars. 

Syn.: Terebellides Stroemi, Malmgren [27], S. 396 og [28], S. 221, Tauber 
[41], S. 135, Arm.-Hansen [15], S. 6, Levinsen [21], S. 307, Ditlevsen [9], S. 728. 

Findest.: Faxaflbi, 28 m, 1 Ekspir. (,,Diana"). — Hafnar- 
fjordur, 1 Kvml. N.V. af Helgasker, 27 m, 2 Ekspir. (Hørring). — 
Kollafjordur, 25 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Dyrafjårdur, 19—24 
m, en Mængde Ekspilr. (Hørring). — Isafjardardjup, Lénafjårdur, 
et Par Eksplr. med Rør (Ditlevsen). — Hunafléi, Kollafjårour, 10 
m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Siglufjéåråur, 28 m, 2 Ekspir. — Eyja- 
fjårdur, S.£. Hrisey,- 34 m, Lerbund, 1 Ekspir. (Ditlevsen) 
Seydisfjårdur, 10——50 m, 5 Ekspilr. (H. Jønsson). — Samme Fjord, 
56—113 m, 1 Eksplr. — Vidfjérdur, 15—23 m, 10 Ekspir. (Hør- 
ring). — Berufjårdur (Torell). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest og Østkyst, Spitz- 
bergen, Skandinavien, Danmark, Østersøen, Storbritannien, Middel- 
havet. 

Den lader til at være ganske hyppig paa Slikbund. Det læng- 
ste, maalte Eksplr, er 37 mm langt. 

Rørene er lavet af Ler, lige og temmelig tykvæggede; de ligner 
meget Rørene hos Leæna Nordenskiéåldi. 


31. Fam. Sabellidæ. 
"110: Såbela Fabricir Kr. 

Findest.: 5 Mil Ø. f. Seydisfjordur, 254 m, 3 Ekspir., 2 hele 
med Rør, I uden Forkrop (Wandel). | 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novajå 
Zemlja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Nordsøen. : 

Det største af Eksemplarerne er 45 mm langt, Gællerne ibe- 
regnet; disse er kun 13 paa hver Side hos begge de komplette 
Eksemplarer. — Rørene er udvendig bestrøet med fint, sort Sand, 
af ensartet Kornstørrelse. 


.111.. Potamilla neglecta Sars. 
Findest.: Faxafléi, Keflavik, 28—30 m, 1 lille, defekt Ekspir. 
med Rør. — Dyrafjårdur, 19—23 m, 1 lille Eksplr., uden Rør 


BØJ 


(Hørring). — Hunafléi, 1 Kvml. N. f. Reykjaneshyrna, 62 m, 1 
Eksplr. med Rør (Ditlevsen). — Eyjafjérdur, ud for Hjedinsfjårdur, 
110 må; 4"Ekspir. (St, Émilsson): — 5 Mil Ø. fé. Seydisfjårdur, 254 
m, I lille Ekspir., uden Rør (Wandel). — Ud for Gerpir, 170— 
190 1 Ekspir: (B. K. Grimsson). 

Udbr.: N. Amerika, Berings Hav, Norge, V. f. Skotland, Irland. 

Det største Ekspir. (Hunafl6i) er 76 mm langt. — Rørene er 
indtil 13 cm lange, c. 3 mm i udvendig Diam. og ligner m. H, t. 
Beklædningen med Sandskorn i en betydelig Grad dem hos Sabella 
Fabricii. : 

112: Potamilla Torelli: Mern. 

Syn.: Potamilla Torelli, Malmgren [27], S. 402 og [28], S. 222, Arm.- 
Hansen [15], S. 18, Levinsen (21'S: 308: 

Findest.: Berufjåréur, 23 m, 2 Ekspir. (ifølge Malmgren 
I. c,, selv har jeg ikke set den). . 

Udbr.: Norge. 

Levinsen anfører denne Art som selvstændig i sin geogr. 
Oversigt (L c.), men tager den ikke med i Bestemmelses-Nøglen 
(Op. til, 8. 1887), da han mener, at den maaske er identisk med 
foregaaende "Art, dog uden nogen nærmere Motivering. 


113... Potamilla reniformis Miil. 
n : Sabella reniformis, Leuckart (18), S. 183. Potamilla reniformis, 
Malmgren [28], S. 222, Levinsen [21], S. 308 og [24], S. 353. Ditlevsen [9], S. 729. 
Findest.: Grindavik, i Stranden, hyppig. -— Faxafléi, Hafnar- 
fjordur, 6—10 m, et Par Ekspir. — 8 Kvml. V. for Gråtta Fyr, 
40 m, en Mængde tomme Rør. —— 16 Kvml. V. for Bardines Huk, 
Cc. 100 m, en Mængde Ekspir. i Maven af en Torsk (B. Sæm.). — 
Indløbet til Isafjardardjåp, 38—54 m, mange Ekspir. (Ditlevsen). 
— Skåtufjérdur, 40—10 m, nogle tomme Rør. — Samme Fjord, 
50 —60 m, mange Ekspir, (B. Sæm.). — Adalvik, 10-—17 m, mange 
Ekspir, (Lundbeck). — Hunafléi, 1 Kvmil. N. for Reykjaneshyrna, 
62 m, Stenbund, en Mængde store Ekspir. (Ditlevsen). — Grimsey, 

28 m (, Diana"). — Finnafjérdur, 11 m (Hørring). 
Udbr:N Amerika, Grønland, Skandinavien, Irland, Frankrig, 


Den er vistnok meget hyppig paa haard Bund ved Vest- og 


Nordkysten. De største Eksemplarer, jeg har maalt (fra Rekjavik), 
15" 


228 


er 73 mm, mens Rørene (Adalvik) naar en Længde af c. 25 cm. 
Disse er gerne samlet kolonivis, sammenklæbede et kortere eller 
længere Stykke forneden og fæstede enten. til groft Sand, Skaller 
eller Sten, hyppig overgroede med Svampe, Hydroider, Bryozoer 
eller Alger. — Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage Ormen i 
Stranden ved Reykjavik; her findes den som Regel i mudderfyldte 
Spalter mellem Klipperne, hvor Rørene sidder nedsænkede i Mud- 
deret, med kun et Par Centimeter ragende op over dette. Naar 
Ormen er i Ro, breder den sin pragtfulde Tentakelkrone ud og 
holder den ubevægelig, men trækker sig hurtig ned i Røret, naar 
den forstyrres, og lukker Røret paa den Maade, at dettes øverste 
tynde Del lægges sammen og rulles op til den ene Side. 


"114. Laonome Krøyeri Mgrn. 

Findest.: Dyrafjårdur, 19-——24 m, 1 lille Ekspir. (Hørring). 
— Haganesvik, 1 lille Eksplr. med reproduceret Forende (Dit- 
levsen). 

Udbr.: Spitzbergen, Østersøen. 


115... Dasychone infarcta Kr. 
Syn : Dasychone infarcta, Levinsen (21), S. 308. 
Findest.: Eyjafjordur, et 63 mm langt Ekspir. (Tentaklerne 
iberegnet) (Møller). 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitzbergen, 
Novaja Zemlja, Norge. 


11116. Euchone analis (Kr) 
Findest.: 8 Kvml. Ø. f. Seydisfjårdur, 120 m, Lerbund, ét 
Par Ekspir. (B. Sæm;,): 
Udbr.: Grønlands Vestkyst, Spitzbergen, Novaja Zemlja, Kara 
Hav, Kattegat. 
Gæller, 12 paa hver Side. 


"117... Euchone papillosa Sars. 

Findest.: Dyrafjårdur, 19—24 m, en Mængde Ekspir., uden 
Rør (Hørring). — Dyrafjårdur, 38 m, en Mængde Eksplir., med 
Rør (Lundbeck). — Isafjardardjåp, Hesteyrarfjårdur, 28—33 Mm, 
mange Eksplr. — Lånafjåråur, 51—56 m, mange Ekspir. — Ey" 


2209 


forodur, S. f. Hrisey, 34 m, Lerbund (Ditlevsen). — Østfjordene, 
Mange Ekspir (Diana —. Vidhordur, 15-23 mx  — Reydar- 
fjordur, 83 m, 1 Ekspir. (Hørring). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Novaja Zem- 
lja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark. 

Den lader til at være meget hyppig paa Lerbund ved Nordvest-, 
Nord- og Østkysten. De største maalte Eksemplarer er 50 mm 
(Gæller iberegnet). Rørene ligner meget dem hos Sabellides bo- 
realis. 

118... Chone infundibuliformis Kr. 

Syn.: Chone infundibuliformis, Tauber (41), S. 137, Arrg.-Hansen [15), 
S. 24, Levinsen (21), S. 308, Ditlevsen (9) S. 731 , 

Findest.: Reykjavik, 1 Eksplr., defekt (Gråndal). — Barda- 
STunn, 16 Kvml. V, f. Bardines Huk, c. 100 m, en Mængde Eksplr. 
i Maven af en Torsk (B. Sæm.). —- Eyjafjéråur, S. f. Hrisey, 34 m, 
1 defekt Eksplr. (Ditlevsen). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Spitz- 
bergen, Novaja Zemlja, Kara Hav, Skandinavien, Danmark, Fær- 
øerne, Storbritannien. 

Jeg fandt den, som ovenfor anført, i Maven af en Torsk fra 
nævnte Lokalitet, i saa stor Mængde, at Maven af to mellemstore 
Torsk var helt proppet med denne Orm næsten alene, og sikkert 
har der været flere end disse to Fisk af en stor Fangst fra denne 
Lokalitet, som har spist den. Den lader saaledes til at være til 
Stede i stor Mængde paa denne Lokalitet. — Alle Eksemplarerne 
(de var c. 60) var ganske friske, men Gællekransen var uden Und- 
fagelse revet af og laa løse mellem Ormene. Enkelte (tynde, 
Sennemsigtige) Rør var ogsaa med. 


119... Amphicora Fabricia (Mill.). 
. Syn,: Fabricia affinis, Leuckart (18), S. 193, Malmgren [28], S. 225, Le- 
vinsen [21], S. 309 og [24], S.'353, Ditlevsen [9), S. 731. 

Findest.: Hafnarfjårdur, paa Bropæle i Stranden. — Reykja- 
vik, paa Bropæle i Stranden (B. Sæm.). — Reykjavik Rhed, 6—8 
Mm, paa Laminaria-Stilke (H. Jønsson). -— Videy, paa Sten og Mud- 
der i Stranden (B. Sæm.). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst, Skandinavien, Danmark, Nordsøen, 
Færøerne. 


230 


Den er overmaade hyppig paa de anførte Steder og danner 
med sine tætstillede Rør et flosset Overtræk paa Brotømmer m.m. 


32. Fam. Serpulidæ. 


120. Protula media Stimps. 

Syn.: Protula media, Schmidt [40], S. 19. 

Findest: 667 0907 N/ 18594177 V. <Thor<. St;52/ 1908288 
m, Slik med Sten (Schmidt). — Jeg har ikke set den. 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Østkyst. 

ga 
s121 2 Protulå Sp: 

Med dette Navn vil jeg foreløbig betegne nogle, paa én Und- 
tagelse nær tomme Rør, fra flere Steder ved Nordvest- og Nord- 
kysten. Levinsen har bestemt Rørene fra ét af disse Steder til 
en Protula sp., men baade disse og de andre har ogsaa en be- 
tydelig Lighed saavel med Rørene af Hydroides som af Apomatus, 
og Ditlevsen, som har undersøgt det eneste Dyr som er fundet 
i disse Rør (daarlig konserveret og uden Laag), erklærer (in litt.), 
at ,, Krogbørsterne ligner ganske Apomatus' 4 At der her ore 
ligger en (eller flere) for Landets Fauna ny Form, er sikkert, men 
hvilken, det maa ny Fund med velkonserverede Dyr afgøre. 

Findest.: Indløbet til Isafjardardjåp, 38—54 m, 2 Ekspir. 
(Ditlevsen). — Isafjårdur, 35—50 m, et Par Eksplr. med Dyr 1. 
— Skåtufjårdur, 50—-55 m, flere Ekspir., til. Dels paa Balanus 
porcatus (B. Sæm.). — Hraunavik, 1 Ekspilr. paa en Sten (G. Da- 
vidsson). — Eyjafjårdur, 113—150 m, flere, indtil 4 mm, vide Rør 
paa Sten og Bryozoer (St. Emilsson). , 

Protula arctica Arm.-Hansen er fundet under den norske Nordhavs-Eks- 
pedition, St. 51, 65? 53' N, 7? 18” V, c. 160 Kvm. Ø. N.Ø. for Glettingarnes, 
2127 m Dybde, Bundt. — 14” (jfr. Arm. Hansen [15], S. 43. Den vil maaske 
findes nærmere ved Island. 


122. Ditrupa arietina Mill. 
Syn.: Ditrupa arietina, Levinsen [21], S. 309. 
Findest.: Selvogsbanki, 32 Kvml. S. for Selvogstangar, » Thor 
St. 176, 1904, 170 m, 1 Ekspir. (B. Sæm.). — Vestkysten af Is- 
land, 135 m, 3 Ekspilr. (Wandel). 


231 


Udbr.: Norge, Kattegat, Nordsøen, Færøerne, Madeira?. 
Det længste Rør (fra Vestkysten) er 29 mm langt. 


"123.  Filigrana implexa (Berk.). 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, store og smaa Kom- 
plekser (B. Sæm.). — Samme Sted, 38 —54 m, store Komplekser 
(H. Jonsson). — Breidafjårdur, S. f. Skor, c. 60 m, store Kom- 
plekser i Trawl (Th. Jensen). — Ud for Borgarfjårdur, Øst-Island, 
c. 120 m, et lille Kompleks, fisket paa Line (St. Bjarnason). — Ud 
for Seley, i en Torskemave (B. Sæm). — 33 Kvml. S.Ø. '/2Ø. for 
Stokksnes (» Michael Sars”, St. 91), 158 m, 3 mellemstore Kom- 
plekser (Ad. S. Jensen). 

Udbr.: N. Amerika, Norge, Danmark, sydl. England, Frankrig. 


"124, Plagostegus tridentatus Fabr. 

Findest.: Vestmannaeyjar, 110 m, mange Ekspilr. paa en op- 
fisket Tufsten (Th. Jønsson). — Samme Sted, S. Ø. f. Sulnasker, 
150 m, flere Ekspir. paa en Tufsten (Vigf. Jønsson). — Selvogs- 
banki, flere Steder, mange Ekspir., paa opfiskede Tufsten (Kr. Mag- 


NUsson 0. fl... — Sydkysten, nogle store Rør paa Neptunea de- 
Specta (Sig. Jénsson). — Indløbet til Isafjardardjåp, 38—54 m, to 
Store Rør med Dyr i (Ditlevsen). — Den lader til at være meget 


hyppig paa dybere Vand ved Sydkysten. 
Udbr.: Spitzbergen, Skandinavien, Danmark. 
Rørene varierer meget stærkt m. H. t. Form og Tykkelse. 


125. Pomatocerus triqueter (L.). 

Syn.: Serpula triquetra, E. Olafsson [32], S. 1018, Mohr [30], S. 140. 
Pomatoceros tricuspis, Leuckart [18], S. 189. Pomatocerus triqueter, Tauber 
(41), S. 140, Arm.-Hansen (15), S. 12, Levinsen [21], S. 309, Ditlevsen [9], S. 732. 

Findest.: Island, 4 Ekspir. (Steenstrup). — Vestmannaeyjar, 
i Stranden, hyppig. — Samme Sted, 20— 55 m (B. Sæm.). — Samme 
Sted, 28-—38 m, paa Pecten pusio (H. Jénsson). — Samme Sted, 
100— 1109 m, paa en Sten. — Samme Sted, S.Ø. og N.Ø. f. Bjar- 
Tarey, 120 m, paa Tufsten (Thorst. Jonsson). — Grindavik, i Stran- 
den, hyppig (B. Sæm.). — Hafnarfjordur, 1 Kvml. N.V. f. Helga- 
Sker, 27 m (Hørring). — Reykjavik, i Stranden, hyppig (H. Jons- 
Son, B. Sæm.). -— Reykjavik Rhed, 4—6 m, paa Laminaria-Rødder. 


232 


— Faxafléi, 8 Kvyml. S. V. for Gråtta Fyr, 40 m, paa Sten og et 
Ekspir., viklet om Stammen af en Hydrallmania. — c. 4 Kvm. V. 
for Akranes,. 65—70 m, et Eksplr. paa en Sten (B' Sem.) == 
Breidafjordur, S. f. Skor, c. 60 m, store Komplekser. — Dyrafjardar- 
banki, paa Balanus Hammeri (Th. Jensen). — Hraunavik, paa en 
Sten (G. Davidsson). -—- Ud for Reydarfjårdur, c. 130 m, nogle 
unge Ekspir. paa Volulopsis norvegica (B. K. Grimsson). 

dbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Skandinavien, Danmark, 
Nordsøen, Irland, Frankrig. 

Den er meget hyppig langs Sydvestkysten (Vestmannaeyjar- 
Faxafléi), hvor jeg ofte har haft Lejlighed til at iagttage den, dels 
i Stranden, dels paa opfiskede Sten fra dybere Vand. Individerne 
(Rørene) er snart enlige, fæstede til Sten, Bløddyrsskaller, Lami- 
narier m. m., snart forenede til ofte ret store Komplekser. Det 
længste Rør, jeg har maalt (Reykjavik), var c. 10 mm. 


"126. Serpula vermicularis L. 

Findest.: Vestmannaeyjar, 100 m, mange halvvoksne og ét 
voksent Eksplr. paa en Tufsten. — Samme Sted, N.Ø. for Bjar- 
narey, 120 m, mange smaa og store Ekspilr. paa Undersiden af en 
flad Tufsten (Thorst. Jonsson). — Selvogsbanki, c. 130 m, et Par 
Eksplr. paa en opfisket Tufsten (Th. Bjarnason). — Grindavikur- 
sjår, .130. m, mange store Eksplr. paa en opfisket Sten. — Ind- 
løbet til Isafjardardjåp, 38—54 m, 1 stort Ekspir. (Ditlevsen). — 
Den lader til at være hyppig paa dybere Vand. ved Sydkystens 
vestlige Del. 

Udbr.: Grønlands Østkyst, Skandinavien, Danmark, Færøerne, 
Skotland, Irland, Frankrig, Middelhavet, Madeira. 


"127... Hydroides norvegica Gunn. 

? Serpula Funke E. Olafsson [32], S. 1018. ? S. glomerata, pipuskel, 
Mohr (30), S 

eN Vestmandesydir. i Stranden, flere Ekspir, — Samme 
Sted, 55—75 m, paa Neptunea despecta. — Samme Sted, N. for 
Ellidaey, Thor”; St. 188; 1904 66-75 m, 1 lille Ekspir: på 
en Bela (B. Sæm.). — Samme Sted, 100—115 m, samme Sted, 
N.Ø. f. Bjarnarey, 120 m, paa en Tufsten (Torst. Jonsson). — Sammé 
Sted, S. Ø. for Silnasker, 150 m, paa en Sten (Vigf. Jonsson). — 


233 


Selvogsbanki, 32 kvmi;5. ff Selvossrangar Thor"; SL 1761904 
170 m, 1 Eksplr. paa Ditrupa. —- Samme Sted, 22 Kvml. S. for 
Thorlåkshåfn, ,Thor", St. 190, 1904, nogle Ekspilr. paa gamle 
Birkegrene (B. Sæm.). — Samme Sted, 130—150 m, mange Ekspir. 
Paa en opfisket Tufsten (Th. Sigurdsson. — Grindavik, i Stranden 
Paa en Sten og store Mængder af døde Komplekser i Skalsand. 
— Samme Sted, 55—75 m, et Ekspir. paa Neptunea despecta. — 
Samme Sted, 130 m, mange Ekspir. påa en Sten (B. Sæm.). — 
Sydkysten, paa Neptunea despecta. — Isafjardardjup, ,Thor", St. 
137; 1904 115-720 m, 1 lille Ekspir. (Schmidt). — Mjåafjårdur, 
Øst-Island, mange Ekspilr. paa Neptunea despecta (Sv. Olafsson). 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Skandinavien, Skotland, 
Irland. 

Den ser ud til at være meget hyppig ved Sydkysten, saavel 
Oppe i Forstranden som paa dybere Vand, og, som alt bemærket, 
der findes store Mængder af smaa Rørkomplekser indblandet i 
Strandens Skalsand, saaledes, at de udgør en ikke ringe Bestand- 
del af dette. — Denne Art anføres, mærkelig nok, ikke som is- 
landsk af nyere Forfattere, men jeg antager, at E. Olafsson og 
Mohr omtaler den under de Navne, som er anført ovenfor i 
Synonym-Oversigten. 


128. Spirorbis verruca Fabr. 

Syn.: Spirorbis verruca, Levinsen [21], S. 309, Ditlevsen [9], S. 734. 

Findest.: Ud for Borgarfjordur, Øst-Island, 120—140 m, et 
Par Ekspir. paa en Bryozo (St. Bjarnason). — Ud for Norodfjårdur, 
C. 120 m, nogle Ekspir. paa Neptunea despecta. -— Desuden har 
jeg i min Samling nogle Ekspilr. paa Skallen af en Pecten islandi- 
CUS, uden Stedangivelse (antagelig fra Vestkysten). 

Udbr.: Grønlands Vest- og Østkyst, Sibirien, Berings Hav. 


129. Spirorbis borealis Daud. 

Syn.: ? Serpula spirorbis, E. Olafsson [32], S. 1018, Mohr [30], S. 140. 
Spirorbis borealis, Levinsen [21], S. 310, Ditlevsen [9], S. 735. 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden, paa Hydroides nor- 
Uegica og Ascidier (B. Sæm.). — Samme Sted,- 28—38 m, paa 
Pecten Pusio (H. Jénsson). — Grindavik, i Stranden, paa Fucus 
%& Laminaria-Rødder, -— Faxafléi, Seltjarnarnes og Reykjavik, i 


234 


Stranden, meget hyppig paa Laminarier og Fucus inflatus. — 
Videy, i Stranden. — Vogur, 3—6 m, i Mængde paa Laminarier 
(B. Sæm.). — Dyrafjårdur, 19 m, paa Fucus (Lundbeck). — Den 
maa betegnes som overmaade hyppig i Strandregionen paa Sydvest- 


Udbr.: Grønlands Vestkyst, Skandinavien, Danmark, Færøerne, 
Storbritannien, Azorerne, Teneriffa, Madeira. 


130. Spirorbis affinis Lev. 

Syn.: ? Serpula spirorbis, E. Olafsson [32], S. 1018, Mohr [30], S. 140. 
Spirorbis affinis, Levinsen [21], S. 310, Ditlevsen (9), S. 735. 

Findest.: Vestmannaeyjar, 28—38 m, paa Pecten pusio (H. 
Jønsson). — Faxafléi, 8 Kvml. S.V. af Gråtta Fyr, 40 m, paa Po- 
matoc. triqueter, Seltjarnarnes og Reykjavik, meget hyppig i Stran- 
den, sammen med foregaaende Art. — Videy, i Stranden. — Vogur, 
3—6 m, paa Laminarier og. Myt. modiolus (B. Sæm.). — Skagå- 
strånd, paa Pecten islandicus og Verruca Stræåmii (Zool. Mus, 
Steincke?). —- Hjeradsfléi, 170 m paa Buccinium undatum (St. 
Bjarnason). — Noråfjaråarfléi, 120—135 m, nogle Ekspir. påå 
Arcturus Baffini. — Ud for Reydarfjårdur, c. 150 m, paa Volu- 
topsis norvegica (B. K. Grimson). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst (Egedesminde). 


131. Spirorbis Mørchi Lev. 
Syn.: Spirorbis Mérchi, Levinsen [21), S. 310, Ditlevsen [9], S. Bil: 
Findest.: Skagastrånd, et Par Ekspilr. paa Pecten islandicus 
(Zool. Mus., Steincke ?). 


Udbr.: Grønlands Vestkyst (Egedesminde). 


132. Spirorbis carinatus Mont. 

Syn.: Spirorbis carinatus, Levinsen [21], S. 310 og [24], S. 355, Ditlev- 
sen [9], 735. j 

Findest.: Skagastrond, 3 Ekspir. paa Pecten islandicus (Stein- 
cke). — Ud for Borgarfjårdur, Øst-Island, 120—140 m, et Par 
Ekspilr. af var. singulicarinata, paa en Bryozo (St. Bjarnason). ET 
Mjåafjårdur, c. 120 m, nogle faa Eksplr. af var. singulicarinatd, 
paa Sipho islandicus (Sv. Olafsson). — Ud for Reydarfjårdur, % 
150 m, mange Ekspir. paa Volut. norvegica (B. K. Grimsson). 


235 


Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Novaja Zem- 
lja, Skandinavien, Danmark. 


7133. - Spirorbis granulatus Mårch. 

Syn.: Serpula granulata, Mohr (30), S. 140. 

Findest.: Vestmannaeyjar, i Stranden paa Bucc. undatum, 
Ånomia squamula, Hydroides-Rør og Corallina. — Grindavik, i 
Stranden, paa Myt. modiolus, Anomia sqamula, Bucc. undatum, 
Litorina obtusata og Laminaria-Rødder. — Reykjavik, i Stranden, 
paa Hyas araneus, Bucc. undatum, og i Mængde paa Myt. modi- 
olus og Cyprina islandica (B. Sæm.). — Den maa betegnes som 
meget hyppig paa Sydkysten af Landet. 

Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst, Norge, Storbritannien. 


134. Spirorbis vitreus Fabr. 
Findest.: Mjåafjårdur, Øst-Island, c. 120 m, et Ekspir, paa 
Sipho islandicus (Sv. Olafsson). 
Udbr.: N. Amerika, Grønlands Vestkyst. 


135. Spirorbis spirillum L. 

i Syn.: Serpula spirillum, Mohr (30), S. 140. Spirorbis lucidus, Tauber 
(41), S. 141. Sp. spirillum, Levinsen (21), S. 310, Ditlevsen (9), S. 7 

Findest.: Island, paa Hydrallmania og Diphasia abietina 
(Steenstrup, Klixbill). — 33 Kvml, S. Ø. for Stokksnes, ,, Michael 
Sars", St. 95, 158 m, paa Diph. filicula (Ad. S. Jensen). — Vest- 
mannaeyjar, 75 m, paa Hydrallmania. — Faxafléi, 8 Kvml. S.V. 
for Gråtta Fyr, 40 m, paa Diph. abietina og Hydrallmania. — 
Patreksfjårdur, 20 m, paa Desm. aculeala (Lundbeck). — Ud for 
. Nordvestfjordene, paa Diph. abietina (Kr. Bjarnason). — Hunafl6i, 
Kollafjérdur, 10 m, paa Margarita groenlandica (B. Sæm.). — 
Haganesvik, 34 m, paa Bryozoer (L. Gudmundsson). — Eyjafjårdur, 
Årnarnes, paa Lam. saccharina (Ol. Davidsson). — Ud for Borgar- 
hordur, 120— 140 m, paa Tubularia indivisa, mange Ekspir. (St. 
Bjarnason). — Lodmundarfjørdur, ,Thor", St. 186, 1909, 23—28 
mM, påa Sertularia cupressina (B. Sæm.). — Reydarfjårdur, , Thor", 
St. 48, 1904, 140 m, paa Hydrallmania (Schmidt). — Nord- 
fjardarfléi, 120—-135 m, et Par Ekspir. paa Arcturus Baffini (B. 
K. Grimsson). — Fåskrådsfjårdur, 38—94 m, paa Diph. filicula 


236 


(Hørring). — Island, uden nærmere Stedangivelse, paa Årcturus 
Baffini (Latinskolens Samling). 

Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vest- og Østkyst, Skan- 
dinavien, Danmark, Færøerne, England. 

Den maa vistnok betegnes som den almindeligst forekommende 
af de islandske Spirorbis-Arter, i det mindste paa dybere Vand. 
Den er meget hyppig paa Hydroider, især Hydrallmania falcata, 
Diph. abielina og filicula ved Vestmannaeyjar og i Faxafléi, samt 
ud for Nordvest- og Østfjordene. Baade den typiske Form og den 
med løse Vindinger (var. ascendens) forekommer, og begge viser 
sig at være ligelig repræsenteret. 


136. Spirorbis cancellatus Fabr. 
Syn.: Spirorbis cancellatus, Levinsen (21), S. 310, Ditlevsen (9), S. 736. 
Findest.: Hunafléi, 1 Kvml. N. f. Reykjaneshyrna, 62 m, påå 
en Sten (Ditlevsen). — Hraunavik, en Mængde Ekspilr. paa en 
Sten (G. Davidsson). — Eyjafjordur, paa Cyprina islandica (B: 
Sæm.). — Hjeradsfléi, 170 m, paa Bucc. undatum (St. Bjarna- 
son). — Island, paa Pecten islandicus (Zool. Mus.). 
Udbr.: N. Amerikas Østkyst, Grønlands Vestkyst, Skandinavien. 


1137. Spirorbis violaceus Lev. 

Findest.: Hunafléi, Kollafjårdur, 10 m, paa Margarita groen” 
landica (B. Sæm.). — Ud for Borgarfjårdur, Øst-Island, 120—140 
m, flere unge Ekspir. paa Neptunea despecta (St. Bjarnason). — 
Seydisfjårdur, paa Hyas araneus (Hj. Jensen). — Ud for Nord- 
fjåordur, c. 120 m, en Mængde unge og voksne Ekspilr., påa Nept. 
despecia (B. Sæm.). 

Udbr.: Grønlands Vestkyst (Egedesminde). 


138. Spirorbis cornuoides Lev. 

Syn.: Spirorbis corunoides, Levinsen (21), S. 713. 

Findest.: Under dette Navn omtaler Levinsen et tomt 
Serpulide-Rør, som han fandt paa Skallen af Bucc. undatum fra 
Island. Blandt det ikke ubetydelige Materiale, jeg har gennem” 
gaaet, er det ikke lykkedes mig at finde den. 

Udbr.: Ubekendt. 


237 


Da der nu i det foregaaende er gjort Rede for vort nuværende 
Kendskab til den islandske Polychæt-Fauna, de enkelte Arters 
horizontale og vertikale Forekomst, samt deres geografiske Ud- 
bredelse, kunde der maaske være Grund fil; for en tydeligere 
”Fremstillings Skyld, at give en tabellarisk Oversigt over disse For- 
hold, samt anstille . Sammenligning, saavel imellem de enkelte Ar- 
ters Udbredelse indenfor det islandske Omraade”) som imellem dette 
og Nabolandenes Polychæt-Fauna. Men jeg anser vort Kendskab til 
dette Emne, hvad Island angaar, for endnu at være saa ufuldkom- 
ment og fragmentarisk, at en saadan Sammenligning i en alt for 
høj Grad vilde savne en tilstrækkelig paalidelig Grundvold. Jeg vil 
derfor her indskrænke mig til nogle rent foreløbige Bemærkninger. 

Hvad de enkelte Arters horizontale Udbredelse ved Is- 
land angaar, kunde man maaske vente at finde en udpræget For- 
Skel imellem Syd- og Vestkysten paa den ene Side og Nord- 
0g Østkysten paa den anden, da den førstnævnte Strækning med 
dens højere Temperatur og større Saltholdighed har Karakteren af 
et borealt Omraade, medens den sidstnævnte, med dens lavere 
Temperatur, har boreoarktisk eller næsten arktisk Karakter. Ved 
første Øjekast lader det ikke til, at en saadan Forskel skulde være 
til Stede, thi mange af netop de aller hyppigste Arter optræder 
med samme Hyppighed paa alle Kanter af Landet. Men ved nær- 
mere Betragtning viser det sig dog, at der er en vis Forskel til 
Stede, thi der er Arter, som er hyppige, eller i det mindste ret 
almindelige paa det ene Omraade, men meget sjældent fundne, 
eller helt ukendte paa det andet. Af saadanne vil jeg nævne: 
Nereis diversicolor, Ophiodromus vittatus, Spio vulgaris, Lanice 
Conchylega, Amphicora Fabricia, Plagostegus tridentatus, Ser- 
Pula vermicularis, Hydroides norvegica og Spirorbis granulatus, 
SOM med en enkelt Undtagelse kun er fundet ved Sydvestkysten, 
Aphrodite aculeata, Leodice norvegica, Cirratulus cirratus, Pecti- 
Naria Koreni, Nicolea zostericola og Spirorbis borealis, som, paa 
én Undtagelse nær, kun er fundet ved Syd- og Vestkysten, Phyllo- 
doce groenlandica, Anaitis Wahlbergi, Sphærosyllis latipalpis, 
Owenia assimilis, Spirorbis carinatus, S. cancellatus og S. viola- 

) Dette kan som bekendt sondres i et varmere og et koldere, et borealt 


og et boreoarktisk Omraade, det første strækkende sig langs Syd- og 
Vestkysten, det sidste langs Nord- og Østkysten. 


238 


ceus, som kun er fundet ved Nord- og Østkysten. (Former, som 
er fundet enkeltvis eller meget faatalligt og paa et eller to Steder 
indenfor hvert enkelt Omraade, tager jeg ikke i Betragtning). Da 
de Arter, som her er angivet at være fundet paa det varmere 
Omraade, gennemgaaende er mere sydlige Former, og de fra det 
koldere er boreoarktiske eller arktiske Former, saa synes den oven- 
for omtalte Forskel til en vis Grad at gøre sig gældende for 
Polychæt-Faunaens Vedkommende. Men, som før fremhævet, et 
nærmere Kendskab til den er nødvendigt for at faa en rigtig Fore- 
stilling om de virkelige Forhold. 

" Hvad den vertikale Udbredelse angaar, da gælder den 
sidste Bemærkning ikke mindre. Undersøgelserne paa dybere Vand 
(100—400 m), især ude i aaben Sø, er endnu altfor spredte til at 
give en nogenlunde fyldig Forestilling om de enkelte Arters Fore- 
komst dér. 

M. H. t. den geografiske Udbredelse skal det kun be- 
mærkes, at der af Islands for Tiden kendte 138 Arter af Polychæter 
er 109 fælles for Island og Skandinavien, 84 for Island og Grøn- 
land og 67 for Island og Nordamerika (de arktiske Egne indbe- 
fattet), hvoraf de allerfleste ogsaa er fælles for Skandinavien. 34 
Arter, som ikke er kendte fra Grønland, er fælles for Island og 
Skandinavien, men kun 12 Arter, som ikke er fundet ved Skandi- 
navien, er fælles for Island og Grønland. Dette viser, at den 1S- 
landske Polychæt-Fauna, trods et ikke ringe Fællesskab med Grøn- 
land og Nord-Amerika, dog slutter sig nærmest til den skandi- 
naviske, | 

Angaaende den Rolle, som de islandske Polychæter spiller å 
Naturens Husholdning, skal jeg kun paapege, hvad der ellers til 
Dels allerede er gjort under Omtalen af flere Arter, at det er en 
bekendt Sag, oplyst i det foregaaende med mange Eksempler, al 
mange af dem spiller en meget betydelig Rolle som Føde for for- 
skellige Slags Bundfisk, især Pleuronectider og Gadider. Men des- 
uden maa det anses for givet, at mange af de Arter, som lever 1 
blød Bund paa saa lavt Vand, at den tørlægges ved Lavvande, 
spiller en stor Rolle som Føde for en Mængde Vadefugle af for- 
skellig Slags, og af Arter, som dette vistnok særlig gælder om, i 
jeg nævne Åricia armiger og ÅA. quadricuspida, Nereis diverst 
color og Årenicola marina, særlig yngre Individer. Jeg har netop 


239 


lagt Mærke til, at Vadefugle særlig søger Føde paa saadanne Ste- 
der, hvor jeg saa ved Undersøgelse kun har fundet en eller anden 
af disse Former, uden direkte at kunne se Fuglene fange dem. 


æn 


DD 


jø 


æ 


ål 


æ 


=] 


% 


Litteratur. 


Åshworth, J. H.: Polychæta of the Coasts of Ireland. I. Arenicolidæ 

and Scalibregmidæ. Fisheries, Ireland, Sci. Invest. 1908. II. [1909]. 

—… The Annelids of the family Arenicolidæ of North and South America 
1910. 


Benham, W.BI.: Archiannelida, Polychæta and Myzostomaria. The 
Cambridge Nat. Hist. Vol. II. Polychæta, S. 245—341. 

Bidenkap, O.: Undersøgelser over Annulata polychæta omkring Har- 
dangerfjordens Udløb. Sommeren 1893. Arch. f. Mathem. og Naturv. 
Bd. XVII, Nr. 1. 1894 

—… Systematisk oversigt over Norges Annulata polychæta. Christiania. 
Vidensk. Selsk. Forh. 1893. Nr. 4 

Børup, O.: Beretning om Fiskeriundersøgelser. 1907. Fiskeriberetnin- 
gen 1900—1907. S. 241—254 

Ditlevsen, A.: Meddelelser om Fiskeriundersøgelser. 1902. Fiskeri- 
beretningen 1901—-1902. S. 182—21 

Ditlevsen, Hj.: Annelids from the Danmark Expedition. Danmark- 
Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906—08. Bd. V. Nr. 9. 
911 


Be Piydblete Annelider. ere ene Groenlandicæ. Medd. om Grøn- 
land. XXIII. S. 259—74 

Farran, G. P.: Results of a Rilkecleb te of Blacksod Bay. Fishe- 
ries. Ireland. Sci. Invest. 1914. III. (19 

Grube: Annulata Oerstediana. Vidensk. Neja Naturh. Foren. i Køben- 
havn. 1857 

Grøndal, Ben.: Dyrafrædi. 1878. 

Gudmundsson. Jon: Um Islands adskiljanlegar Nåtturur. Manu- 
skript fra c. 1650. 

Hansen, Armauer-: Oversigt over de norske Serpula-Arter. Archiv f. 
Math. og Naturv. 3, Bd. 1. H. 1878. 

—… Annelida. Den norske Nordhavs-Expedition 1876—78. VII. 1882. 

Hørri ng, R.: Rapport om Fiskeriundersøgelser 1901. Fiskeriberetningen 
1900—1901. S. 181—209. 

Johansen, Fr.: Beretning om Fiskeriundersøgelser 1905. Fiskeriberet- 
ningen 1904—1905. S. 299—319. 

Leuckart, RR: Zur re der Fauna von Island. Archiv f. Natur- 
geschichte 1849. 

Le vinsen, G.M. i. Fr to nye Slægter af arktiske, chætop. Anne- 
lider. Vid. Medd. Naturh. Foren. i København. 1879—80. 


S 


fed 


240 


Levinsen, G. M.R.: Smaa Bidrag til den grønlandske Fauna. Vid. 
Medd. Naturh. Foren. i København. 1881. 

—  Systematisk-geografisk Oversigt over de nordiske Annulata, Gephy- 
rea, Chætognathi og Sri gent Vidensk. Medd. Naturh. Foren. i 
København. 1882 o 

— " Om nogle nes Fan Spolia atlantica. Vidensk. Selsk. Skr. 
6. R. Mathem. naturh. Afd. III. 2. 1885 

—  Karahavets Ledorme, Dijmphnatogtets zool.-bot. Udbytte. 1886. 

—  Annulata, Hydroidæ, Anthozoa, Porifera. Hire Udbytte af Kanon- 
baaden ,,Hauch"s Togter 1883—86. Vol. V. 

Lundbeck, W.: Beretning om SAMS DER Ene 1892. Fiskeribe- 
retningen 1891— 1892. S. 134—150. 

— Beretning om af dn) mles berede 1893. Fiskeriberetningen 1892 
+1893 SI 

Malmgren, ie ellers Hafsannulater. Ofvers. Svensk. Vet. Akad. 


—  Annulata polychæta Spitzbergiæ, Grånlandiæ, Islandiæ et Scandi- 
naviæ. Ofvers. Sv. Vet. Akad. Fårh 

Marenzeller, E. v.: Zur Kentniss der adriatischen Anneliden. Sitzb. 
” der k. Akad. der Wissensch. Bd. LXIX. I. Abt. 1874 

Mohr, N.: Forsøg til en islandsk Naturhistorie. 1786. 

Mobius, K.: Mollusken, Wirmer, Echinodermen und Coelenteraten. 
Zweite deutsche Nordpolarfart. II Bind. 1874. 

Olafsen, E. og Povelsen, B.: Reise igiennem Island. 1772. 

Olafsson, Jén: Ichthyographia islandica. Manuskript fra 1737. 

Sars, G. O.: Diagnoser over nye Annelider fra Christianiafjorden. Forh. 
Vid. Selsk. Christiania. 1871. 

— Bidrag til Kundskaben om Dyrelivet paa vore Havbanker. Forh. 
Vid. Selsk. Christiania. 1872. 

— On some remarkable Forms of Animal Life. University Progr. for 
the Ist half.year 1869. 1872 

— Bidrag til Kundskaben om Christianiafjordens Fauna. III. Nyt 
Magas. f. Naturv. 19. Bd. 1873. 

Southern, R.: Polychæta of the Coasts of Ireland. II. Pelagic Phyllo- 
docidæ. Fisheries, Ireland, Sci. Invest. 1908 III (19091. 

—  Polychæta of the Coasts of Ireland. III. Alciopinæ, Tomopteridæ 
and Typhloscolecidæ. Fisheries, Ireland, Sci. Invest. 1910. III. (1911). 

Schmidt,Johs.: Fiskeriundersøgelser ved Island og Færøerne je 
meren 1903. Skr. udg. af Komm. f. Havundersøgelser. Nr. I. 

Tauber, P.: Annulata Danica. 1879. 

Webster, H.E. og Benedict, J. E.: Annelida chætopoda from Pro- 
vincetown and Wellfleet. Mass. Ann. Rpt. Comm. of Fish and Fishe- 
ries f. 1881 

Wollebæk, A.: Nordevropæiske Annulata polychæta. I. Ammocha 
etc. Vidensk. Selsk. Skrifter. I. Math.-Vid. Klasse. 1911. Nr. 
Krisiiania 1912. 


ridæ 


st 
ag 


R 


lt 
? 


sa 
& 


[A8) 
& 


SL. 


" Et Bagkropssegment med det rudimentære Notopodie og Krogbørstebundt. 
SE: 


[AS] 
(== 


bo 
SON 


241 


Ørsted, A. S.: Grønlands Annulata dorsibranchiata. Vid. Selsk. Skr. 
Naturh.-Mathem. Afd. 10 D. 1843. 


Figurforklaring. 


Tab. HH 

Grubeosyllis Johnsonii n. sp. 
Hele Dyret (kun de bevarede Følere og Cirrer er tegnet fuldt ud, enkelte 
af de manglende er antydet). 
Dyrets Forende med Hovedlap, Øjne, Følere (højre parrede kun antydet) 
og Palper. 
Et af Bagkroppens (15.) Parapodier med Rygcirre, Børster og den rudi- 
mentære Bugcirre. 
En af de sammensatte Børsters Yderdel med Endeblad. 


Melinna islandica n. sp. 
Dyrets Forende, indtil 9. Segment. Kun Gællegruppen paa venstre Side 
er fremstillet. Under den, lidt foran dens Midte, ses den halv-elliptiske 
Membran og den takkede Hudliste paa 6te Segment,. samt lidt længere 
fortil den ene af Nakkekrogene. 


". Segmenterne 3—7 med Gællernes Basaldele, Nakkekroge, Membran og 


den takkede Liste, set ovenfra. 
Et Forkropssegment med Haar- og Krogbørstebundt. 


En af de bræmmede Haarbørsters ydre Del. 
En Krogbørste fra et af Bagkropssegmenterne. 


Figurerne er til Dels udførte ved Hjælp af Abbé's Prøjektionsprisma. 


13—2—18. 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren Bd. 69. 


On the postlarval stages of the species of Paralepis 
Inhabiting the North Eastern part of the Atlantic 
incl. the Mediterranean. 


Preliminary note 


by 
Vilh. Ege, M. sc. 


(From the Danish Oceanographical Expeditions 1908—1910, 
Leader: Dr. Johs. Schmidt.) 


TVhe material upon which the present survey is based, comes 
mainly from the cruises of the Danish Research-Steamer "Thor" 
In the Mediterranean and in the Atlantic Ocean along the distance 
from Gibraltar to Iceland. Moreover supplementary material has 
been brought home by various other vessels fishing for the Danish 
Committee for the Study of the Sea. Through these supplementary 
Collections, mostly made in warmer parts of the Atlantic than those 
Visited by the ,Thor", the bulk of the material was considerably 
Increased and several new species were recorded. The study of 
this second part of the material at hand is, however, not so far | 
advanced that I have been able to include the new species in the 
Present survey. 


Key to the Mediterranean species. 
I. Pectorals prolonged (longer than head). 

Isolated large stellate chromatophores are present at base of 
Unpaired fins. Their position is as follows: 1) one at base of 
dorsal fin; 2) one at base of anal fin; 3) at end of tail near 
base of caudal fin there are two of which one is placed above, 
the other below medio-lateral line. 
Ånus behind middle of body, even in the smallest stages (abt. 
I cm in length). 

Paralepis (Sudis) hyalinus Rafinesque. 

16 


LE 


244 


Pectorals not prolonged. 

No isolated large chromatophores at base of unpaired ffins. Anus 
in advance of middle of body both in the smallest stages (abt. 
1 cm in length) and, with the exception of P. speciosus Bellotti 
and P. pseudosphyrænoides nov. spec., also in the older stages 
(abE-2 cm in length). 


A. Ventral pigment consisting of a single row of fine points 
along ventral edge of body between anus and anal fin. The 
smallest stages in which the anal fin is still wanting exhibit 
in all 3 or 4 postanal groups of points. 


Aa: 


oa 


Ventral pigment between anus and anal fin consisting of 
one group situated behind middle of body. The smallest 
stages (without indication of anal fin as yet), exhibit in 
all three postanal groups of pigment points. The hind- 
most group situated near end of tail consisting of three 
rows, viz. two lateral and one ventral. In the largest 
stages (3—4 cm in length, in which the row of points 
mentioned above appears as a nearly unbroken series €x- 
tending from anus to anal fin) the length of the snout 
in %/o of total length is 9—10. 
Number of vertebræ 81—84. 

P. pseudosphyrænoides nov. SpeC. 


. Ventral pigment between anus and anal fin consisting of 


two groups, one behind, the other about at middle of 
body. The smallest stages (still lacking in anal fin) possess 
in all four postanal groups of pigment points, of which 
the hindmost group situated near end of tail consists only 
of two rows of pigment points, viz. two lateral ones. In 
the largest stages (3—4 cm in length, in which the row 
of points mentioned above appears as a nearly Un” 
broken series from anus to anal fin) the length of the 
snout in ”/o of total length is 5—6. 


Number of vertebræ 89—91. 
P. sphyrænoides Riss0o- 


B. No ventral pigment between anus and anal fin. 


a. 


Dorsoiateral row of small pigment spots present (extend- 
ing from a little before middle of body to end of tail in 


sm 
Fæ 


245 


the older stages, their number being 15—20. In the 
smaller stages (abt. 1 cm in length) only a few pigment 
Spots are present situated at some distance from end of 
tail. The pigment spots are not superficial and move in- 
wards during development). 
«. Length abt. I cm: Preanal distance abt. %/5, length 
of snout abt. ”/9 of total length. 
Length abt. 2 cm: Preanal distance abt. ”/3, length 
of snout abt. "/z of total length. 
Number of vertebræ 67—69. 
P. speciosus Bellotti. 
B..Length abt. 1 cm: Preanal distance abt. !/4, length 
of snout abt. ”/15 of total length. 
Length abt. 2 cm: Preanal distance abt. %/5, length 
of snout abt. '/10 of total length. 
Number of vertebræ 70. 
P. coregonoides Risso. 
b. No dorsolateral row of small pigment spots. 


Number of vertebræ 79—82. 
P. Rissoi Bonaparte. 


Key to the species inhabiting the North Eastern part 
of the Atlantic. 
I. Ventral pigment between anus and anal fin. 
P. pseudosphyrænoides nov. spec. and 
P. sphyrænoides Risso. 
(as to their distinction see the Key to the Mediterranean 
Species). 
No ventral pigment between anus and anal fin. 
A. Dorsolateral row of small pigment spots present (as to po- 
sition and number see P. coregonoides Risso in Key to the 
Mediterranean species). 


Number of vertebræ 72——73. 
P. borealis Reinhardt. 


w 


No dorsolateral row of small pigment spots. 
Number of vertebræ 33—85. 
P. Krøyeri Litken. 


246 


P. pseudosphyrænoides nov. spec. 
(Not represented by any adult specimen). 
D 10, A 28—29 (30), P?, V?, Vert 81—84. 
Ventrals placed in advance of dorsal fin. 
The following measurements have been taken from one of the 
larger postlarval specimens of both species. 


P. pseudosphyrænoides. P. sphyrænoides. 


behem ofhend SR ES, mm AG un 
Fersk Of Spot ØE 20 
Height of head == 
Greatest hejsht SR EEN 2.19 
Smallest helshE sr SE eN hør 009 3 
Predorsal distante 0 SEE Mar 211.55 
PE 0. 22.0 » 
reanal ea RE ARR RR RR Pa USER 19.5, 
Distance from snout to front of anal fin — 28.5 , 29,0 » 
Length of dorsal fin at base .....:. SHE La 
Eeligth ok ank RS NG SR 5.9 » 


I have proposed the name P, pseudosphyrænoides for this 
species in order to suggest that it is closely related to P. sphy- 
rænoides Risso, differing, however, in several features from this 
species as shown by the above data. The most striking difference 
lies in the length of the head or more particularly in that of the 
snout. In P. pseudosphyrænoides the length of the snout in 0/0 
of total length is 9—10, in P. sphyrænoides 5—6, this holding 
good for the older postlarval stages, 3—4 cm in length. Besides, 
the numbers of vertebræ are different as shown by the following 
figures. 


P. pseudosphyrænoides. P. sphyrænoides. 
Number of vert. Number of specimens Number of vert. Number of specimens 
4 91 18 
83 14 90 27 
82 12 89 8 
81 3 Average number of vertebræ 
—— 90:15: i 


Average number of vertebræ 
2.48. 


The new species has been met with both in the Mediterranean 
and in the Atlantic. 


28—1—18. 


Tåchin-Stødier: 
Af 
J. €. Nielsen. 


Studiet af Snyltefluernes Biologi har væsentligt bevæget sig 
i to Retninger. Dels er der anstillet Undersøgelser over Arternes 
Forplantning og Infektion af Værterne, dels foreligger der Arbejder 
over Metamorphosen og Larvernes Forhold til Værterne under Ud- 
viklingen, 

Opmærksomheden har derimod i mindre Grad været henvendt 
Paa Arternes almindelige biologiske Forhold, deres aarlige Cyclus.…. 
Overvintringsforhold og lign. Der findes spredt i Literaturen nogle 
herhenhørende Meddelelser, men en sammenlignende Undersøgelse 
er hidtil ikke blevet anstillet. Denne Afhandling er et Forsøg paa 
en orienterende Oversigt over disse Emner. 


I. Om Værterne. 

For enhver Snylteflue maa det, ligesom for andre Snyltere, 
antages at gælde, at det kun er visse, flere eller færre, Arter, der 
egner sig til Værter for den; men kun for ganske enkelte Arters 
Vedkommende ved man med nogenlunde Sikkerhed, hvor Grænsen 
for de Dyr, der er tjenelige for dem som Værter, ligger, og endnu 
mindre er det paavist, hvilke Forhold der i denne Henseende er 
afgørende, bortset fra saadanne mere grove Forhold som, at Snyl- 
terens og Værtens Udviklingstider og Forekomststeder maa passe 
Sammen, at visse Værter efter deres Opholdssteders Beskaffenhed 
kun er tilgængelige for særligt udrustede Snyltere osv. 

En Snylteflues og dens Værts Udbredelsesomraade behøver ikke 
at falde sammen. Udbredelsesomraadet for Carcelia gnava Meig., 
den i Danmark mest betydningsfulde Snylter hos Larverne til 
Spinderen Stilpnotia salicis L., gaar fra de sydlige Dele af Nord- 
europa til Sydeuropa, medens Spinderen ogsaa er udbredt i store 
Dele af Asien. Ørentvistesnylteren Rhacodineura antiqua Meig. ud- 


248 


vikles i Rusland") i Forficula tomis Kol. og i Vesteuropa, hvor denne 
Art ikke findes, i Forficula auricularia L. Tricholyga sorbillans Wied 
snylter i Europa i Larverne af forskellige Sommerfuglearter: Saturnia 
pavonia L., S. pyri Schiff,, Cossus ligniperda L., Thaumatopoea pityo- 
campa Schiff., Vanessa Io L. osv., medens Værterne i Indien er 
Silkeorme og andre større Spinderlarver, Attacus ricini Bois., Olene 
mendosa Hfn., Dasychira twaitesie Moore m. fl.”). En Snylteflue, hvis 
Udbredelse er mere udstrakt end Værternes, har altsaa paa for- 
skellige Steder forskellige Værter. 

Om der findes Snyltefluer, som indenfor hele deres Udbredel- 
sesomraade kun har en enkelt Vært, er uvist. Ikke faa Arter er 
for Tiden kun kendte som Snyltere hos en eneste Værtart; men 
efter de gjorte Erfaringer er den Mulighed overvejende sandsynlig, 
at de ogsaa snylter hos andre Arter. Man kunde nærmest vente 
at finde monophage Snyltefluer paa Steder, hvor Insektfaunaen er 
"fattig, og hvor Snyltefluen er endemisk. Hvis det bekræfter sig, 
at Petina stylata B. & B. kun lever i Grønland, vil den rimeligvis 
vise sig at være monophag, idet der i Grønland næppe findes andre 
Værter for den end Dasychira groenlandica Wocke. Derimod kan 
en polyphag Snylteflue under særlige Forhold — Mangel paa Vær- 
ter -—— paa visse Steder af Udbredelsesomraadet gaa over til kun 
at have en enkelt Vært og saaledes blive monophag paa den påa- 
gældende Lokalitet. Dette er Tilfældet med Tachina fasciata Fall., 
der efter de foreliggende Iagttagelser i Grønland kun udvikles 1 
Larverne til Dasychira groenlandica Wocke, medens den sydligere, 
i Europa, har flere Værter. 

De foreliggende Iagttagelser viser imidlertid allerede nu, af 
Grænsen for de egnede Værter for nogle Arters Vedkommende 
kan være saa snæver, at den kun omfatter ganske faa Arter eller 
Arter tilhørende en enkelt Slægt. For andre Snyltefluers Vedkom- 
mende falder et stort Antal Arter tilhørende flere forskellige Orde- 
ner indenfor Grænsen, og imellem disse Yderpunkter findes alle 
mulige Trin. 

”) W. Rodzianko: Ueber den Parasitismus der Larven von Roeselia 
antiqua Meig. im innern der Larven von Foficula tomis Kolenati (Horaé 
Soc. Entomol. Ross. XXXI. 1897. S: 72). 

” J. Villeneuve: A propos de Tricholyga bombycis Bech. (Zeitchr. f. 
wiss. Insektenbiol. VI. 1910, S. 395.) 


” 249 


Imidlertid synes nogle Snyltefluer i særlig Grad at være knyttede 
til Værter af en bestemt Art eller af en bestemt Slægt, men ud- 
vikler sig undertiden ogsaa i andre. Disse sidste er maaske en 
Reserve, der kun benyttes, naar Hovedværten mangler, f. Eks. paa 
Steder, hvor den er blevet helt udryddet af Snyltefluerne, saaledes 
at disse vilde gaa til Grunde uden at forplante sig, hvis deres 
Yngel ikke kunde anbringes i Vært af en anden Art. Parasetigena 
Segregata Rond. snylter saaledes fortrinsvis i Nonnelarver og angives 
endog undertiden som en specifik Nonneparasit; men der foreligger 
dog ogsaa Angivelser om, at den er klækket af Larven til Porthe- 
tria dispar L. og af en Bladhveps Lophyrus pini L., Pelatachina 
tibialis Fall. er en almindeligt forekommende og vidt udbredt Snylter 
hos Larverne til flere Arter af Slægten Vanessa (Io L., urticae L., 
Antiopa L. og Polychloros L.), men snylter ogsaa i Larven til Ma- 
Mestra oleracea L. 

Nogle Snyltefluer synes udelukkende at holde sig til Værter af 
bestemte Slægter, bl. a. kendes Exorista blepharipoda B. & B. kun 
fra Larver af Slægtén Acronycta og Steiniella callida Meig. kun fra 
Lina-Arter. Et Skridt videre gaar de Snyltefluer, der søger deres 
Værter indenfor Arter af samme Familie; som Eksempler kan an- 
føres nogle Imagosnyltere: Viviania cinerea Fall., der kun er kendt 
fra Løbebiller, og Gymnosoma rotundatum L., der kun snylter i 
Tæger af Pentatomernes Familie, og af Larvesnylterne Dexia rusti- 
Ca Fabr., hvis Værter er større Scarabælarver. De Arter, der tidligere 
Samledes i Slægten Macquartia, holder sig til Bladbiller, men snylter 
indenfor Chrysomelinernes Familie baade hos Larver og Imagines; 
i Larver udvikles bl. a. Macquartia dispar Fall. (hos Chrysomela 
Sangvinolenta L.), M. grisea Fall. (hos C. fastuosa Scop.) og Stei- 
niella callida Meig., hos Imagines Minella chalybeata Meig."). Den 
anden Minella-Art (nigrita Meig.), der morfologisk staar chalybeata 
overordentlig nær,' er en enkelt Gang klækket af en Sommerfugle- 
PUpPpe og synes saaledes at falde helt udenfor Rammen. 

Det gælder dog kun for relativt faa Snyltefluer, at Grænserne 
for de Arter, der er egnede Værter, falder sammen med Værternes 
Snævrere Gruppering i Systemet. For det store Flertals Vedkom- 

) É Rabaud & William R. Thompson: Notes biologiques sur Mi- 

nella chalybeata Meig. parasite de Cassida deflorata Suffr. (Bull. d. 1. So- 

ciété Entomologique de France. 1914. S. 329). 


250 


mende er det andre Forhold, der afgør, om Værterne er egnede 
eller uegnede. Nogle udpræget polyphage Arter synes efter vort 
nuværende Kendskab at være bundne til Værter af samme Orden, 
f. Eks. Phryxe vulgaris Fall. til Sommerfuglelarver, men adskillige an- 
griber foruden saadanne ogsaa Bladhvepse og Bladbillelarver eller 
endog andre Fluelarver. Hver enkelt Arts Værter synes dog for- 
trinsvis at søges blandt Arter af en enkelt Orden. Tachina larvarum 
L. snylter saaledes hyppigere i Sommerfuglelarver end i Blad- 
hvepselarver, medens det omvendte er Tilfældet med Tachina rustica. 

Det er den enkelte Snylteflues Instinkt, der afgør, hvilke Dyr 
den vælger til Værter, men Instinuktet er, i hvert Fald hos mange 
Arter, ikke ufejlbarligt. Medens Forsøg paa at bevæge en Grave- 
hveps til at fodre sine Larver med Foderdyr af en anden Slags 
end den paagældende Arts sædvanlige vil være frugtesløse, er det 
lykkedes at faa Snyltefluer i Fangenskab til at inficere andre Værter 
end de sædvanlige; endog i fri Tilstand lægger visse Snylteflue- 
arter undertiden deres Æg paa uegnede Værter. Larver af Blad- 
billen Gonioctena viminalis L. og af Bladhvepsen Emphytus brac- 
calus Gmel. er saaledes fundne med Æg af Phorocera caesifronS 
Macq., hvis Larver lever i Maalerlarver, medens de ikke er i Stand 
til at fuldføre Udviklingen i Bladbille- og Bladhvepselarver. For 
adskillige Snyltefluer har Instinktet kun en ringere Betydning iden 
omhandlede Henseende, nemlig naar Yngelen ikke afsættes umid- 
delbart paa Værterne, men paa disses Foder eller paa Steder, hvor 
de færdes. 

Imidlertid har det vist sig, at ikke alle som Værter uegnede 
Insektarter er i lige Grad uegnede; der kan findes Insekter, i hvilke 
en Snyltefluearts Larver vel ikke i Almindelighed, men dog under” 
tiden kan gennemløbe deres Udvikling, medens andre er absolut 
utjenelige. De to Snyltefluearter Rhacodineura antiqua Meig. 08 
Digonochaeta setipennis Fall. er begge hyppige Snyltere hos Øren- 
tviste, men er ogsaa enkelte Gange klækkede af Sommerfuglelarver, 
der saaledes trods deres Forskellighed fra de sædvanlige Værter 
ikke har vist sig uegnede som Værter. 

Insekternes indbyrdes Slægtskab spiller nemlig, bortset fra de 
ovenfor angivne Arter, der er bundne til Værter af en bestemt 
Slægt eller Familie, ingen afgørende Rolle med Hensyn til, om de 
er egnede eller uegnede Værter for en bestemt Snylteflueart. Dette 


25 I 


fremgaar af det allerede forhaandenværende Materiale af Klækninger 
og er ogsaa vist eksperimentelt af William R. Thompson!) ved 
Forsøg med en europæisk Snylteflueart, Sturmia scutellata R. D. 
Denne lægger sine Æg paa de Blade, som dens Vært æder, saa- 
ledes at Infektionen sker gennem Tarmkanalen. Thompson fod- 
rede foruden Sturmiaens normale Vært, Porthetria dispar L. ogsaa 
Larverne af to amerikanske Clisiocampa-Arter, samt Larverne af 
Vanessa Antiopa L., Orgyia antiqua L. (europæiske) og Hemero- 
Campa leucostigma Hb. (amerikansk) med Blade, paa hvilke Snylte- 
fluen havde lagt Æg. Infektionen lykkedes hos Porthetriaen og hos 
de to Clisiocampaer, men ikke hos de tre sidstnævnte Arter, af 
hvilke den ene, Orgyiaen, systematisk staar Porthetriaen nærmere 
end Clisiocampaerne. 

Der foreligger et Par Iagttagelser over de Maader, paa hvilke 
visse Arter viser sig som uegnede Værter. Den fra Europa til 
Nord-Amerika indførte Porthetria dispars Larver er her undertiden 
fundne stærkt besatte med Æg af den amerikanske Tachina mella 
Walk., men kun i ganske faa Tilfælde er det lykkedes at klække 
Snylteren. I Begyndelsen antog man, at Klækningerne mislykkedes, 
fordi Værtlarverne skiftede Hud, forinden Snyltelarverne havde 
boret sig ind; men Townsend), der senere har undersøgt For- 
holdet, kom til det Resultat, at Tachina-Larverne ikke var i Stand 
til at trænge ind i Porthetria-Larverne, fordi disses Hud var tyk- 
kere end Artens sædvanlige Værters; i de faa Tilfælde, hvor Klæk 
ningen lykkedes, var Æggene afsatte paa yngre, tyndhudede Larver. 

Ogsaa Larver, i hvilke Indboringen ingen Vanskelighed frem- 
byder, kan være uegnede. H. Prel!l?) forsøgte såaledes at inficere 
Nonnelarver med Larver af Panzeria rudis Fall., der ikke hører til 
Nonnens normale Snyltere. Forsøget mislykkedes, og Snyltelarverne 
døde ganske kort efter Indboringen — kun en eneste Gang fik 


” William R. Thompson: La spécificité des parasites entøomophages. 
Deuxiéme note (Comptes rendus de la société de biologie. 75 Bd. 1913. 
S. 559). 

” Charles H T. Townsend: A Record of Results. from Rearings and 
Dissections of Tachinidae (U. S. Dept. of Agriculture. Bureau of Entmo- 
logy. Technical Series No 12. Part VI. 1908. S. 106 

” Heinrich Prell: Zur Biologie der Tachinen Parasetigena segregata 
Rdi. und Panzeria rudis Fall. (Zeitschrift fir angewandte Entomologie Hi 
1915. S. 144). 


252 


han en Larve saa langt frem i Udvikling, at den forpuppede sig, 
men Puppen blev en Dværgpuppe. 

P. H. Timberlake"), der har anstillet lignende Forsøg paa at 
faa en Snyltehveps Limnerium validum til at udvikle sig i for- 
skellige uegnede Værter, fandt de spæde Hvepselarver liggende 
døde inde i disse Værter omgivne af Leucocyter, og sluttede heraf, 
at det var disse, der havde dræbt Snylterne. W. R. Thompson”) 
har herimod fremhævet, at Leucocyterne først kan antages at 
have samlet sig om Snylterne, efter at disse var døde af andre 
Aarsager. Denne Anskuelse er formentlig rigtig, og det maa der- 
for betragtes som uoplyst, hvad det egentlig er, der bevirker, 
at Snyltere, der kommer ind i absolut uegnede Værter, dør. Rime- 
ligvis er Forholdet det, at uegnede Værters Blodvædske virker som 
Gift paa Snylterne. 


I hvor stort et Omfang der hos Snyltefluer, hvis Larver ud- 
vikles i Værter af forskellige Arter, kan paavises biologiske Varia- 
tioner i Snylternes Forhold overfor de enkelte Værter, er endnu 
ukendt, men forskellige Iagttagelser synes at vise, at der findes 
Ændringer i baade Larvernes og de udviklede Dyrs Biologi. 

J. Pantel”) fremhæver saaledes, at den Tid, som Compsilura 
concinnatas Larveudvikling varer, afhænger af, i hvilke Værter Uug 
viklingen foregaar; i Larver af Slægterne Acronycta og Vanesså 
tager Larveudviklingen kun nogle faa Uger, men hos visse Pieris 
Arter flere Maaneder. Paa lignende Maade udvikler Tricholygå 
sorbillans Wied. sig hurtigt i Vanessa-Larver og langsomt i Larven 
til Macrothylacia”rubi L. Forholdet er imidlertid det, at den lang” 
varige Udvikling finder Sted i de Værter, der overvintrer, medens 
de Værter, i hvilke Larverne udvikler sig hurtigt, lever om Somme- 
ren. Det er derfor ikke saa meget Værternes Forskellighed som de 
våre Forhold, der er Anledning til Udviklingens forskellige Varighed. 


; mp: H. Timberlake: Experimental Parasitism. A Study of the bs 
of Limnerium validum (Cresson). U.S. Dept. of me. El Bureau 0 
Entomology. Technical Series. No..19. Part VI. 

”) William R. Thompson: Les Rapports entre dem: Phagocytes et les 
Parasites des Ånkk cool (Bulletin de la Société zoologique de France 
Tome XL. 1915. S. 63). 

”) ]J. Pantel: Recherches sur eg Diptéres a Larves entomobies I 
Cellule. T. XXVI. 1909. S. 173 


(La 


253 


Der er, for saa vidt angaar de Snyltefluer, hvis Larver er enlige, 
i Reglen et vist Forhold imellem Snylterens og Værtens Størrelse, 
Saaledes at en Snylteflue, der udviklés saavel 'i store som smaa 
Værter, angriber disse paa forskellige Udviklingstrin. Den lille Fri- 
valdzkia distincta Meig., hvis Larve om Efteraaret er en almindelig 
Snylter hos mindre Sommerfuglearters Larver, smaa Maalere 0. lign., 
udvikles ogsaa i Larven af Sphinx pinastri L., men Larverne af 
denne Art er, naar de angribes, saa unge, at de i Størrelse ikke 
Oovergaar de smaa Maalerlarver. 

Hos de Snyltefluer, hvis Larver lever i Antal i samme Vært, 
er Forholdet anderledes. Af Viviania cinereas Larver findes der 
indtil en halv Snes Stykker i de store Værter (Procrustes coriaceus 
L., Carabus violaceus L., C. hortensis L.), men i de mindre Løbe- 
biller, hos, hvilke den ogsaa snylter (Amara aulica Pz., Broscus 
Cephalotes L., Calathus erratus Sahll., C, fuscipes Goeze, Harpalus 
ruficornis Fabr., H. rubripes Dufschm., Pterostichus niger Fabr.!)), 
kun en enkelt. Da Snyltefluen imidlertid ikke anbringer sin Yngel 
umiddelbart paa Værterne, afhænger Afgørelsen af, hvor mange 
Larver, der udvikles i hver Vært, dog neppe af Fluen selv, men 
Simpelthen af, hvormange Snyltere Værten efter sin Størrelse kan 
afgive Ernæring til. Dog bestemmes hos de Arter, der lægger Æg 
direkte paa Værterne, Antallet af de Æg, der lægges paa hver 
Vært, indenfor visse Grænser af Værtens Størrelse. Winthemia- 
Årterne lægger saaledes et meget stort Antal Æg — indtil henimod 
Hundrede — paa Sphinx-Larver, men kun ganske faa paa de min- 
dre Sommerfuglelarver, i hvilke de ogsaa snylter. 

Ogsaa paa anden Maade kan Værtens forskellige Art fremkalde 
en Forskel i en Snylteflues Forhold overfor forskellige Arter. Saa- 
ledes anbringer Tachina larvarum L. Æggene umiddelbart paa 
Huden af de fleste af sine Værter, enten denne er næsten nøgen 
Som hos Zygaena-Larverne eller stærkt behaaret som hos Larven 
til Macrothylacia rubi L.; men hos Larverne til Acronycta auricoma 
F. og ÅA menyanthidis View findes Æggene altid klæbede til Haa- 
rene i nogen Afstand fra Huden. Hvad der er Anledningen til, 
at Æggene hos disse to Værter anbringes paa et andet Sted end 
det <t sædvanlige, er for Tiden uforklarligt. Tætheden af Værtens Be- 

Dj lagttagelsen af Vivianiens Forekomst hos de fleste af disse smaa Løbebiller 
skyldes Lærer J. P. Kryger. 


254 


haaring kan neppe være Grunden, da Acronycta-Larverne snarest 
er svagere behaarede end Macrothylacia-Larven. Tachinaen klækkes 
lige saa let af Acronycta-Larverne som af de andre Værter, og 
Æggenes Anbringelse paa Haarene har saaledes ingen Indflydelse 
paa Snylterens videre Udvikling. 


IL. Om den aarlige Cyclus. 

Efter Antallet af aarlige Generationer falder vore Snyltefluer i 
to Grupper: nogle Arter optræder med ét Kuld om Aaret, andre 
med flere. | 

Her i Landet er Grænsen mellem de to Grupper, saavidt lagt- 
tagelserne rækker, skarp; man vil f. Eks. aldrig finde Sommer- 
eller Efteraarsgenerationer af Phorocera caesifrons Macq. eller en 
enkelt aarlig Generation af Phryxe vulgaris Fall. Nogle Arter synes 
ogsaa paa forskellige Steder af deres Udbredelsesomraade at bevare 
Antallet af aarlige Generationer uforandret; dette gælder saaledes 
de nedenfor nærmere angivne Foraarsarter, som efter Meddelelse 
fra Dr. J. Villeneuve i Rambouillet ogsaa i Mellemeuropa kun 
har et Kuld om Aaret. Andre Arter. har derimod under ændrede 
geografiske Forhold et forskelligt Antal Generationer, og som det 
var at vente, tager Generationernes Antal af imod Nord. Ta- 
china fasciata Fall., hvis Udbredelse strækker sig saa højt imod 
Nord som til Grønland, har her kun en Generation om Aaret, 
medens der i Danmark findes to. Tricholyga sorbillans Wied. har 
her i Landet, i Nærheden af sin Nordgrænse, et Kuld, men I 
Mellemeuropa to. Hvor mange Kuld der findes i Indien, hvor den 
snylter bl. a. i Silkeorme!), vides ikke. Derimod viser K. Toya" 
mas?) Iagttagelse af otte eller ni Kuld hos en Tachina-Art, der ! 
Indien udvikles i Silkeorme, at Generationernes Antal kan stigé 
betydeligt i Troperne. 

Om en Snylteflue har: en enkelt eller flere Generationer om 
Aaret, afhænger ikke af Antallet af dens Værters Generationer. 
Der findes Arter med en enkelt Generation, der snylter hos Værter, 
der har flere, f. Eks. Pelatachina tibialis Fall. i Vanessa-Larver, 


)J. Villeneuve: l. c. S. 395. 

?) K. Toyama: On the parasitic fly of the domesticated silkworms of Siam tj 
(Bull. of eg Coll. of Agriculture Tokyo Imperial University. Vol. V 
1906. S. 249). 


255 


Zenillia Bøttcheri Villen. in litt. i Larven til Acronycta auricoma F., 
og de fleste af vore Snyltefluer med flere Generationer udvikles i 
Værter, der kun har en enkelt. I det sidste Tilfælde maa Snylte- 
fluerne nødvendigvis blive værtskiftende, medens et Værtskifte ikke 
er nødvendigt, naar ogsaa Værterne har flere Generationer. Her 
i Landet er Larver tilhørende to successive Generationer af Blad- 
billen Gastrophysa viridula de Geer fundet angrebne af Meigenia 
floralis Meig., der ligeledes har flere Generationer, og efter Pan 
tel), der har fundet den samme Art som Snylter hos Larverne 
til Aspargesbillen, Crioceris asparagi L., synes der ogsaa her at 
være flere Generationer af Fluen, der følger Bladbillens. 


Nedenstaaende Oversigt omfatter nogle af de Arter, der her i 
Landet kun har én Generation om Aaret: 


sy Juni | Juli | August Septbr. Oktbr. irlink 
erhestid tohiivens Zen; JP | RB RETTE TR ERE 
Ernestia radicum F....…. P P. | PT i. | LP PU P 
Panzeria rudis Fall... PLO LELLROP IP OP IR 
Nemcraea pellucida Mg OP OR LIL LDL PP, P. 
Safvellk: læclfrons Va. (PIL I LB DP LEE LEBI RE 
Monochaeta albicans Fall P.T. Loe be RIE] 
Phorocera caesifrons Macq.| P.I. |I.L.P.| P. P P. | P. P 
Salia echinura R. D. ..…. Pet LILBEORIR IE 
Viviania cinerea Fall. ..../ L.P.| P.I. | I. RE ER 
Tricholyga sorbillans Wied) P. | P.L | LL. |L.P.| P. | P. | P. 
Rhacodineura antiqua Meig. REE LA ig I. i i | 
Digonochaeta setipennis Fil.| P.I. | I. Eb RR PINE BP: 
Steiniella callida Meig. ...| P. ERE eN kr 
Pelatachina tibialis Fall. .. | P. I. KL TERP RBR PER 


I. = Imago, P. = Puppe, L. = Larve. 
Saasnart Insektlivet begynder om Foraaret, viser en Række 
Snyltefluer sig: Phorocera caesifrons Macq., Monochaeta albicans 
Broen me eee ES 


” J. Pantel: Sur la biologie du Meigenia floralis Mg. (Bull. d. I. Société 
Entomologique de France. 1902. S. 56). 


256 


Fil., Lypha dubia Fll., Gymnochaeta viridis Fll., Gonia ornata Meig. 
0. a.; alle disse har kun én Generation om Aaret, og først lidt 
senere begynder Arterne med flere Generationer at vise sig, først 
Phryxe vulgaris Fill. Ogsaa blandt de Snyltefluer, hvis Flyvetid 
falder om Sommeren, findes der Arter med én Generation, f. Eks.: 
Salia echinura R. D., Steiniella callida Meig., Gonia capitata Meig., 
Viviania cinerea Fall., Gymnosoma rotundatum L., Nemoraea pellu- 
cida Meig. m. fl.; men procentvis udgør de et langt ringere Antal 
i Forhold til Arter med flere Generationer, end Forholdet er hos 
Foraarsarterne. At den monocycliske Udviklingsform er mere ud- 
bredt hos Arter, der flyver om Foraaret, end hos Arter, der kom- 
mer frem senere, er det omvendte af, hvad der paa Forhaand 
kunde ventes, idet man var berettiget til at antage, at de Arter, 
der producerer de fleste Generationer om Aaret, ogsaa var dem, 
der begyndte tidligst paa Foraaret. 

Larveudviklingen "hos Foraarsarterne med én Generation er af- 
sluttet i Juni; derefter forpupper Larverne sig, og Pupperne hviler 
hele Sommeren og Vinteren igennem; ogsaa de fleste Sommerarter 
med én Generation overvintrer som Pupper. En meget langvarig 
Puppetilstand paa 10 Maaneder eller mere er derfor gennemgaa- 
ende karakteristisk for Arter med én Generation. Nogle Sommer- 
arter, bl. a. de to Imagosnyltere Viviania cinerea Fll. og Gymno- 
soma rotundatum L., afviger dog herfra, idet de overvintrer som 
Larver i Il. Stad. inde i Værterne og har en kortvarig Puppetid. 
At Overvintringen her sker i II. Stad., er for saa vidt ejendomme- 
ligt, som dette Stadium i Almindelighed er den Fase i Snylte- 
fluernes Liv, der har den korteste Varighed. : 

Imagines af Ørentvistesnylteren Rhacodineura antiqua Meig. 
træffes hele Sommeren igennem fra Juni til langt ind i September, 
men er her i Landet kun klækket i. August. Paa Grundlag af en 
Oplysning i Literaturen om, at den var fundet som Parasit hos 
Larven til Taeniocampa miniosa Fabr., der lever om Foraaret, har 
jegTtidligere anført den Mulighed som nærliggende, at der foruden 
den Generation, hvis Larver lever i Ørentviste, kunde tænkes af 
eksistere en Foraarsgeneration, som udvikledes i en anden Vært”). 

. C.Nielsen: Undersøgelser over entoparasitiske Muscidelarver ge 


Arthropoder, IV. (Vidensk. Meddel. fra Dansk naturh. Forening. 
UISTS) p. 215) 


257. 


Imidlertid hævder J. Pantel"), der særlig har beskæftiget sig med 
denne Art, at der kun er Tale om én Generation om Aaret, men 
at Fluerne kan udvikles til forskellig Tid. Andet Stadium skal have 
en usædvanlig lang Varighed og være fundet paa ganske forskellige 
Aarstider, Juli, August, September, December, Januar, Marts og 
Maj, medens tredie Stadium er fundet i Januar, April, Juli og Au- 
gust. Da J. Pantels Iagttagelser hidrører fra forskellige Steder i 
Europa, er den Mulighed maaske ikke udelukket, at Udviklings- 
tiderne kan være paavirkede af Stedernes geografiske Beliggenhed. 

Imidlertid kan noget lignende Forhold træffes hos andre Imago- 
Snyltere, f. Eks. hos Ocyptera brassicaria Fabr., hvis Larve udvikles 
i Tægen Dolycoris baccarum Fabr. Snylterens og Værtens aarlige 
Cyclus forholder sig saaledes til hinanden: 


Ocyptera Dolycoris 
Januar 
Februar 
Marts Larve i Il Stadium 
April Imago 
Maj Larve i III. Stad., Puppe 
Juni Puppe, Imago 
Juli Imago, Larve i 1., II. og III. Stad. — Imago, Larve 
August Imago Larve 
September 
'pktbber Larve i Il, Stad. Imago 
November 
December 


Ocypteraen overvintrer altid i andet Stadium, Larveudviklingen 
fuldendes i Maj—Juni, og Fluerne begynder at udvikle sig i Slut- 
ningen af sidstnævnte Maaned. I Juli kan der i Tægerne findes 
Ocyptera-Larver i alle Stadier; det kunde derfor tænkes, at der 
fandtes en Sommergeneration med hurtig Larveudvikling, og det 
er muligt, at Forholdet er saaledes. Imidlertid passer dette ikke 
helt med Værtens Udviklingscyclus, idet dens Larveudvikling fore- 
Saar i Juli— August, netop den Tid som Ocypteraens Sommergene- 
Tation skulde bruge til sin Larveudvikling. De Eksemplarer af 
Tægen, der findes ved Midsommertid, er enten gamle Dyr af for- 
rige Aars Kuld eller tidligt udviklede af det nye Kuld. Den An- 

SJ Pantel: Note biologique sur Rhacodineura antiqua Fall. (et non 

Ceromasia rufipes B. B.), Tachinaire parasite des FOFRGRIGS: (Bulletin 

d. 1. Société Entomologique de France 1916. 

Vidensk, Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 17 


258 


tagelse synes derfor foreløbigt mest sandsynligt, at de ældre Lar- 
ver, der i Juli findes i Tægerne, har overvintret og senere vil 
udvikle sig videre, medens de unge Larver er bestemte til at 
overvintre. 


I nedenstaaende Skema er samlet Eksempler paa den aarlige 
Udvikling hos Snyltefluer med flere Generationer om Åaret. 


kd. Juni | Jui [Angust Segtkr, Oktbr. ni 

Winthemia quadripustulata | | 
be REE EN PORRE LUP. I. Pl Pay] PB 
Carcelia gnava Meig….…. bibelen | re 
Phryxe vulgaris FIL... PLEERE I UP EU LE FRA R 
Lydella nigripes Fil. ..… PL X biLILPI LL LC BO 
Ptychomyia selecta Meig...| P.I. | L.P. |P.LL| I. | LP. FA 
Meigenia floralis Meig | | LP |P.LL | PI] 1 | | 
Tachina larvarum L. …… PBE (1 Eee RE 
Tachina fasciata Fall. .... ra re EerbeE fre BOR 
Bucentesgeniculata DeGeer! P.L IL P.L] LL (LL | TL. PT 
Actis pilsennis ME... ERE EP: (I L.P.| | BR FEE 
Subelytia rotundiventrisFall. L. P. 1. | De he: E Pj £ E. Sud) 


Et betydeligt Antal af vore Snyltefluer har to Kuld om Aaret; 
om der er nogle, der har flere, kan ikke med Sikkerhed udledes 
af de foreliggende Iagttagelser; men flere Forhold tyder paa, at 
der af nogle altid findes tre Kuld, og den Mulighed kan ikke be- 
tragtes som udelukket, at Arter med to Kuld under gunstige For- 
hold kan producere tre. 

Imagines af de fleste iagttagne Arter med flere Generationer 
kan træffes hele Sommeren igennem fra Maj—Juni til September— 
Oktober, saaledes at Generationerne ikke er skarpt adskilte som 
Helhed; Fluer, der udvikles til forskellige Tidspunkter, kan derfor 
godt høre til samme Generation, ligesom Individer tilhørende samme 
Kuld paa et givet Tidspunkt kan være paa forskellige Alderstrin- 
Dette skyldes flere forskellige Forhold, der staar i Forbindelse dels 
med Snylternes dels med Værternes Biologi. Udviklingen foregaar 
bl. a. ikke altid lige hurtigt. Hunnerne aflægger ikke alle deres 


259 


Æg paa én Gang, og den Periode, i hvilken Imagines af Arter, 
der har overvintret som Pupper, kommer frem efter Overvintringen, 
Strækker sig over flere Uger i Forhold til de mere eller mindre 
heldige Steder, paa hvilke Pupperne har været anbragte, saaledes 
at Forplantningen begynder til forskellig Tid. Paa den anden Side 
er der Tidsrum, i hvilket en Værtart er udsat for Angreb af Snylte- 
" fluer, i Reglen kort; de tidligst udviklede Individer af en Genera- 
tion vil derfor ofte kunne naa at inficere en Vært, der, naar de 
Senere udviklede Fluer kommer frem, allerede har naaet et Stadium, 
hvor den ikke længere kan angribes, hvorfor de'senere udviklede 
Fluer maa vælge en anden Værtart. Disse og lignende Forhold 
bevirker, at der kan opstaa forskellige paralleltløbende Værtrækker 
Sommeren igennem. 

Ptychomyia selecta Meig. er om Efteraaret fundet snyltende i 
Larverne af en Bladhveps, Nematus abdominalis Pz., der lever paa 
El. Snyltefluelarverne er fuldvoksne om Efteraaret og forpupper 
sig; Pupperne overvintrer, hvorefter Fluerne kommer frem næste 
Aar i Maj— Juni. Disse Fluer repræsenterer Aarets første Genera- 
tion, og deres Yngel er fundet i Larverne af en anden Bladhveps, 
Blennocampa geniculata Stph., der i Juni lever paa Jordbærplanter. 
Anden Generations Fluer kommer frem i Juli. Om det er denne 
Generations Fluer, der inficerer Efteraarsværterne, eller om der 
findes en tredie Generation, er endnu ikke sikkert afgjort, men der 
ET noget, der tyder paa, at de Fluer, som i August kan klækkes 
af Larverne til Hyponomeuta euonymellae Scop., repræsenterer 
denne tredje Generation. Da Ptychomyien kendes fra et betydeligt 
Antal forskellige Værter, maa Værtrækkerne kunne sammensættes 
Påa mange forskellige Maader, og det er derfor langtfra sikkert, 
åt de tre ovenfor angivne Værter, Nematus-Blennocampa-Hypono- 
Meuta, hører til den samme Række. , 

Lærer J. P. Kryger har i September fundet Æg af Tachina 
ustica Fall. paa Larverne af Bladhvepsen Allantus arcuatus Scop. 

achina-Larverne borede sig ind i Værterne, men kom før Vin- 
teren ikke videre end til første Stadium; efter Overvintringen 
fuldendtes Udviklingen, og Fluerne kom frem i Juni. Imagines af 
achina rustica kan findes hele Sommeren igennem lige til Sep- 
tember; og selv om det ikke er helt udelukket, at Fluerne 
kan leve flere Maaneder uden at forplante sig, er det dog over- 


og 


260 


vejende sandsynligt, at der findes en Generation til i Juli— 
August. 

Tachina rustica og en anden endnu uklækket Snylteflue, hvis 
Larve ogsaa snylter i Bladhvepselarver, er de eneste her i Lan- 
det iagttagne Arter, der overvintrer i første Stadium, men efter 
Iagttagelser fra Rusland er det samme Tilfældet med Lydella nigri- 
pes Fall, hvis Overvintringsforhold her i Landet endnu ikke er under- 
søgt!). W. R. Thompson”), der har fundet overvintrende Larver 
af Zygobotria nidicola i første Stadium inde i unge Larver af Euproctes 
chrysorrhoea L., mener, at Overvintringen i dette Stadium er en 
nødvendig Følge af, at Værten før Overvintringen er saa lille, at 
den ikke kan afgive Næring til Snylterens videre Udvikling. Dette 
er formentlig rigtigt for Zygobotriaens Vedkommende, men då den 
Bladhvepselarve, i hvilken Tachina rustica Fall. overvintrer, er 
fuldvoksen om Efteraaret, kan Grunden til Overvintringen i første 
Stadium her ikke søges hos Værten. 

Subclytia rotundiventris Fall. overvintrer i andet Stadium. Som 
ovenfor anført er det samme Tilfældet med flere andre Imagosnyl- 
tere (Ocyptera, Gymnosoma, Viviania). Overvintringen i dette Sta- 
dium synes derfor at være mere udbredt blandt Imagosnyltere 
end hos Larvesnyltere, idet der hos saadanne kun er kendt et 
eneste Tilfælde af Overvintring i andet Stadium”). : 

Bortset fra de ovenanførte Arter overvintrer alle andre her ! 
Landet iagttagne Snyltefluer, der har flere Generationer om Aaret, 
som Pupper. : 

W. R. Thompson er ved sine Undersøgelser over Overvin" 
tringsforholdene hos indfødte amerikanske og, til Amerika indførte 
Snyltefluer kommet til det Resultat, at der m. H. til Overvintringen 
er en Forskel mellem Snyltefluer med én Generation om Aaret 08 

" Plotnikow i Revue Russe d”Entmologie XIV. 1914. Nr. 1. 
”) W.R. Thompson: Notes on the Pupation and Hibernation of Tac 
Parasites (Journal of Economic Entomology. Vol. 3. 1910. S. 290). 
n endnu uklækket Snylteflue, hvis Larve overvintrer i Pupperné af 
Euchæetias egle. Jfr. W. R. Thompson: Il. c. S. 289 
h. Hartig har fundet overvintrende Larver af Sturmia bimaculatå 
Htg. og gilva Htg. i Lophyrus-Larver, men meddeler ikke, i hvilket Sta- 
ium de overvintrede. (Ueber die parasitischen Zweigfligler des Waldes, 
i Jahresbericht iiber die Fortschritte der Forstwissenschaft und forstliche 
Naturkunde im Jahre 1836. Berlin 1837. S. 275). 


hinid 


261 


dem med flere: ,As a general rule parasites with a single genera- 
tion annually hibernate in a certain stage and in a definite manner; 
on the other hand those which have several generations in a season 
may pass the winter in various ways." Der sigtes herved til, at 
der undertiden udvikles Imagines om Efteraaret af Arter, som nor- 
malt overvintrer i Puppetilstand. Dette er imidlertid ikke særegent 
for Arter med flere Generationer; her i Landet er der klækket 
Imagines)) om Efteraaret baade af Arter med en enkelt (Zenillia 
Båttcheri Villen. in litt. Digonochaeta setipennis Fall.) og med flere 
aarlige Generationer (Winthemia quadripustulata Fabr., Tachina lar- 
Natum f[. op T. fasciata Fall.), hvilke Arter alle normalt tilbringer 
Vinteren som Pupper. En enkelt Gang er endog et helt Kuld af 
den sidstnævnte Art, der snyltede i Larverne af Orgya antiqua L., 
kommet frem i Oktober. 

Pantel”), der har gjort lignende Erfaringer, mener, at den 
langsomme Udvikling er en biologisk Tillempning, hvis Formaal er 
åt sikre Artens Bestaaen igennem Vinteren, idet Pupperne er mere 
modstandsdygtige overfor Kulde end de andre Stadier. Hos Arter 
med en eller faa Værter tillader den langsomme Udvikling Snyl- 
terne at afvente Værternes aarlige Tilbagevenden, medens Delingen 
af Pupperne sætter de polyphage Arter i Stand til at angribe Værter, 
der lever paa forskellige Tider af Aaret. 

Det er, saavidt jeg ved, ubekendt, hvad der bliver af Imagines, 
der udvikles sent paa Efteraaret, Her i Landet findes der paa dette 
Tidspunkt ikke Værter, hvori Yngelen kan anbringes, og da der 
aldrig er iagttaget overvintrende Imagines af Snyltefluer, er det 
Mest sandsynligt, at de dør uden at forplante sig; men sikre lagt- 
tagelser vedrørende disse Forhold mangler. Det kan iøvrigt ikke 
anses for sikkert, at Delingen af Pupperne overhovedet forekommer 
i Naturen; muligvis staar den i Forbindelse med de unormale For- 
hold, under hvilke Pupperne holdes, medens Klækningen staar paa. 

Hos Compsilura concinnata Meig. synes Delingen at kunne ske 
Påa et endnu tidligere Trin i Udviklingen. Af Pieris-Pupper, som 
I Pantel?) havde indsamlet om Efteraaret, kom nogle Sommer- 
fugle frem samme Efteraar, og det samme var Tilfældet med nogle 


; I Skemaerne ovenfor er disse Imagines anførte i Parantes. 
) J. Pantel: Recherches I. S. 174. 


262 


Compsiluraer, der udvikledes i Pupperne; andre Pupper gav der- 
imod først Sommerfugle og Snyltere næste Aar. Pantel siger 
intet om, i hvilket Stadium Compsiluraen overvintrede, men W.R. 
Thompson!), der har iagttaget den samme Deling, naar den 
snyltede i Pupper af Hyphantria textor, fandt, at Overvintringen 
foregik, medens Larverne var i første Stadium. Ogsaa i dette Til- 
fælde skyldes Fremkomsten af Imagines om Efteraaret muligvis 
kun en Uregelmæssighed. 


Y NER. Thompkon, I. c. 1910. S. 292. 


28—2—18., 


Papers from Dr. Th. Mortensen's Pacific Expedition 
1914—16. 
IL 
On a gall-producing parasitic Copepod, 
infesting an Ophiurid. 


B 
Dr. Th. Mortensen gr K. Stephensen. 
In a dredging from a depth of about 600 meters, 7 miles S. 
of Olutanga, Mindanao, March 8th 1914, I found a singular little 
white Ophiurid, attached to a white Stylasterid. It caught my at- 
tention, especially on account of a marked gall-like swelling at the 
base of one of its arms. On examining it more closely after my re- 
turn from the voyage I found that the swelling really was a gall, 
which contained a remarkable parasitic Crustacean. My friend, Mr. 
K. Stephensen, to whom I showed it, found it to be a Copepod 
of an interesting new type. No other instances of gall-producing 
Copepods being known in Ophiurans,!) and as, furthermore, the 
Ophiurid proved to be an interesting new species of the genus Astro- 
Charis, of the family Trichasteridæ, we have thought it worth 
While giving, in a joint paper, the description of the Ophiurid and 
Its parasite, 


men eeNEN 


i Gall-producing Copepods are known from the Echinoids, viz. Pionodes- 
modes phormosomæ in Hygrosoma Petersi (A. Ag.) (R. Koehler. Échi- 
nides et Ophiures des campagnes du Yacht W"Hirondelle. Résultats des 
Camp. scientifiques. Monaco. Fasc. XII. 1898, Pl. X), and Echinocheres 
£lobosus in the spines of Calveria gracilis (H. J. Hansen. Echinocheres 
Slobosus n. g., n. sp., a Copepod parasitic in the spines of an Echino- 
thurid. Vid. Medd. Nat. Foren. København. 1902. p. 437 Pl. XV). 


1... Astrocharis gracilis n. sp. 


By 
Dr. Th. Mortensen. 


Diameter of disk 4 mm; longest arms ca. 25—30 mm; exact 
measurement is difficult on account of their coiled up condition. 
Disk flat, covered by a fine mosaic of small, irregular, smooth 
plates which are not imbricated; some of them are slightly larger 
and of somewhat coarser structure, which makes them a little 
darker in colour; they are, however, not so regularly arranged 
that they may be stated directly to represent the primary disk 
- plates. The radial shields are very distinct, entirely naked, separ” 
ated from each other by several small scales (Fig. 2). The inter- 
radial borders are deeply indented; there is a more or less distinct 
swelling of the disk over the base of the arms. 

The oral side (Fig. 1) has the same covering of small irregular 
Scales, none of them being conspicuous through a larger size or å 
Coarser structure, No oral shields or adoral plates can be disting- 
uished, The slightly larger plate in the median line in the middle 
Interradius in Fig. 1 cannot be regarded as representing a rudi- 
mentary oral shield; nothing corresponding exists in the other 
Interradii. The mouth angles are somewhat elevated, rounded. They 
Carry a single papilla at the point, their sides being entirely naked. 
The genital slits are vertical and lie very close together in the 
edge of the disk, separated from each other only by a very når” 
row bridge (Figs. 1, 3). A somewhat larger scale, the genital 
Scale, is seen at the lateral border of each slit. 

There are six arms; they are covered by the same mosaic of 
Small plates as the disk; dorsal and ventral plates indistinguishable 
In the general plating. Also the side arm plates are indistinguish- 
able; the banded appearance of the larger arms in Fig. 6 is dué 
"0 an alternating slight thickening, corresponding. to the arm joints, 


265 


not to the side arm plates. The arms are flat on the ventral side, 
arched on the dorsal side. The tentacle pores are small, without 
tentacle scales. The first armjoint without spines; from the second 
joint there is a short, broad, flattened spine close to the tentacle 


Figs, 12 Part of ventral and dorsal side of disk and arms of 
Astrocharis gracilis. 15/4. 


Pore (in the one arm in Fig. 2 it is wanting at one of the pores); 
byg about the 8th—10th joint there are two armspines, having 
€ same character; the outer one is a little smaller. In the outer 
kig mg ma they become slightly prominent (Fig. 4), and to- 
In the H u pen of the arm they assume the shape of hooks (Fig.5). 
Ured js ast joints only the lower spine is developed ; the one fig- 
the 6th from the point. The terminal plate is a simple 


266 


ring, somewhat prolonged backwards on the dorsal side, otherwise 
presenting no peculiar features. — There is no thick skin eovering 
the plating of disk and arms. 

It should be pointed out that even at the point of the arm no 
primary dorsal or ventral plate can be distinguished. A consider- 


—6. Astrocharis gracilis 


Fig 
3. View of interra ER edge or mi disk, with the genital slits. ig — 0 Part of the 
distal Kal of the 1 side view, showing the two armspines. %/1. — 5. From one 
of the last slergesig ile 6th from the point), showing the armspine ae 
into a hoo is articulated to the plute ove W hore are seen numerous smal 
plates of ibe dorsal side in various stages of development. !W/, — 6. The type- 
specimen in natural size; on the larger arm to the left is seen the gall. !/. 


able number of small plates appear contemporaneously, irregularly 
distributed. Only the side arm plates are distinct on the youns 
joints in the outer part of the arm (Fig. 5). They nearly join in 
the median line on the ventral side, but do not widen towards the 
dorsal side of the arm. 

Colour white. The fact that the three arms of the specimen 
are considerably shorter than the three others evidently indicatesS 
that this species divides by autotomy, as appears to be the case 
also in the other species of the genus. 


267 


Evidently this Ophiurid must be referred to the genus Asfro- 
charis Koehler. The type, Astrocharis virgo Koehler)), is very 
different from this species, both on account of its swollen arms 
and of its covering with fine granules on disk and arms. But the 
species A. ijimai described by Matsumoto”) is exactly inter- 
mediate between the type species and the new species described 
here. It has the same swelling of the arms, only somewhat less 
extensive than in the type, and then it has the same covering of 
small scales "as the present species. It is then evidently to the 
species ijimai that the new species has the nearest relation. The 
characters by which it differs from A. ijimai are the total absence 
of the swelling of the armbases (which cannot be due to the size, 
the specimen in hand having nearly the same diameter of disk 
(4 mm) as have the grown specimens of A. ijimai (4.5 mm)), the 
much shorter arms, and the presence of larger scales in the cover- 
ing of the disk. 

The new species is important in proving that the swelling of 
the basal part of the arms, so very conspicuous especially in the 
type species, is not a character of generic value. 


) R. Koehler. Ophiures de VExpédition du Siboga. I. Ophiures de mer 
profonde. Siboga-Exped. Monogr. XLV. 1904. p. 160. Pl. XX. Fig. 1; 
XXX, Fig. 2 

) H.Matsumoto. A Monograph of Japanese Ophiuroidea, arranged ac- 
cording to a new classification. Journ. Coll. of Sci. Tokyo. Vol. XXXVIII. 
1917. p. 56. 


23—2—-18. 


2. Arthrochordeumium appendiculosum n. g. n. sp. 


A new endoparasitic Copepod in the Ophiurid Astrocharis 
gracilis Mrtsn. 


By 
K. Stephensen. 


Till now we know only two endoparasitic Copepoda from Ophiu- 


rids, v12.: 
Philichthys amphiuræ Hérouard, Sur un nouveau copépode 


parasite d' Amphiura squammata; Comptes Rendus Acad. Sci. Paris, 
fome 142; 19063 pp.; 3 texthies:, and 


Chordeumium”) obesum Jungersen. 


Chordeuma obesum, a New Parasitic Copepod endoparasitic in 
Asteronyx Loveni; Jungersen, in Report Brit. Assoc. 82.d Meet- 
ing 1912. — Chordeuma obesum, a New Parasitic Copepod 
endoparasitic in Asteronyx Loveni M. Tr.; Jungersen, in 
Mindeskrift for Japetus Steenstrup, No. 16, 1914. 


The first species was found at Roscoff, the other is very com- 


mon in the Skagerrak, and no species was known outside the 
northern seas. 


The parasite in question is situated in the coelome of the 


proximal part of one of the arms of the host, and the arm is 
dorsally swelled into a gall with a little pore about in the centre 


E| 


The name Chordeuma is preoccupied for Myriapoda (Chordeuma 
C. L. Kock, System d. Myriapoden, Regensburg 1847, p. 51, 124—125, Pl. I, 
fig. 9—10; Chordeumiden C. L. Kock ibid. p. 49, 119) and. is in combi- 
nation with affixa (e. g. Microchord., Orthocord.: C. Verhoeff in Wieg- 
mann, Archiv f. Naturgesch., 63. Jahrg., 1. Bd., 1897, p. 131) used for 
other Myriapoda. Thus the name Chordeuma for a Copepod must be 
dropped, and I propose to change it into Chordeumium. 


269 


(fig. 7). The diameter of the gall is about twice that of the arm, 
and the parasite lies with the head turned towards the disk of 
the host (fig. 8). At the basis of the arm alongside the gall an- 
other gall, but smaller and totally collapsed, may be seen (fig. 8). 


F 8. 
Fig. 7. The gall of MARE ullerpen, including DE ERE RER appendicu- 
is losum (drawn by Dr. Th. M 
18.8. The gall Baskrarg showi lag the natural Saalllen et  Arthrochordeumium 
en 


appendiculosum. Above to the right a collapsed gall may be s 
at the basis of another arm. 


AÅrthrochordeumium appendiculosum n. gen., n. sp. 


ls ate ne RR On account of the great similarity of 
| the male to that of Chordeumium obesum, 
and of the distinct articulation in the 
thorax of the female, 1 propose the 
generic name Arthrochordeumium; the 
specific name appendiculosum refers to 
the appendices on the left side of the 
2. and 3. thoracic segment in the female. 

Male. (Figs. 9—12). Length 1,7 mm, 
breadth I mm. 

Exterior. The body is sausage-shaped 
or saccate, curved, somewhat broader 
than thick and without true segmentation. 

o eyes. A little unpaired wart is placed 


Fig. 9. The male from the left 
Side. 


d 


æ 


on, 
an 


SEE ymer, 


MUN 


DD 


mM 


SN 


«Ul 
CTA S& 
NS 


Fig. 10. The male, ventral view Fig. 11. The male 

Reference nd to re 10—13 and 1 

— 1. antenna. 2. 2= a. ADD: == int appendages. ap- 

- postabdomen. ce. = haverne ile in. = intestine. lig. 1—lig. 3 = the 

dorso-ventral ligaments. m.d.—dorsal muscle. m.d.l. = dorsal gær muscle; 
.=dorsal median muscle 


m.v. = ventral muscle. mx. 
th. 1—th. 4 = 1.—4. thoracic segments 


, dorsal view. 


xilla. te. 
testes. Sd; vas rare skredet 


in the middle line of the dorsum close behind the frontal edge 
another doørsally about between the testes 


On the dorsal surface 
there is a flat prominence dorsally to the intestine and a couple 
of feeble longitudinal folds at the thorax. Ventrally there is a rather " 
deep transversal fold behind the antennæ and two smaller folds 
behind the maxillæ. Postabdomen is a little curved ventrally and 
has a pair of small unsegmented appendages 


As the likeness between this g and that of Chordeumium is 
very striking, the appendages may be signified in the same man” 
ner as does JUNGERSEN. 1. pair of antennæ (figs. 10—12, a. 1) 
are almost totally as in the named species, but are placed a little 
closer to each other at the ventral middle-line. At each side of 
the cleft upper lip (fig. 10, ul.) a little triangular flap is placed (fig 


10,a.2?), perhaps being ant.2; 
if this interpretation be wrong, 
"the adult g' totally wants ant. 2. 
Also the maxillæ (figs. 10 and 
12,mx.) are about as in Chor- 
deumium and consist of three 
joints; small protuberances as 
those drawn by JUNGERSEN 
at the two ends of 1. joint 
are also to be found in the 
present species, but the finer 
sculpture (hairs etc.) I have 
not been able to find. Thor- 
acic felt absent. 
Inner organisation. Also the 
inner organisation (figs.11—12) 
18, as far as it may beé seen, 
essentiallyasinChordeumium. 


Fig. 12, The male, from the left side. The gen ital organs con- 
sist of two ovoid testes (te.) 
In the head, not connected — as far as it may be seen — by a 


transverse bridge. The spermoduct (vd.) has a curvature close be- 
hind the testes and another curvature close before the hind end; 
it seems to have equal width over the whole except in the hind 
end, where it widens into a ,receiver" for a spermatophore; the 
»Teceiver" is much wider in the left than in the right spermoduct ; 
thus there seems to be only one spermatophore at a time. I have 
not been able to find the genital openings. 

The alimentary canal seems to be as in Chordeumium. 

The nervous system I have not been able to find. | 

The muscular system (figs. 11—12) I cannot interpret in 
all details and have only been able to draw the main features. 
"Ant. [ and maxillæ have two (or three?) muscles. There are two 
Pairs of dorsal longitudinal muscles, the one close to the middle 
line (m.d.m.), the other more laterally (m.d.1.), exactly as in Chor- 
deumium 2. There are a pair of ventral muscles lying as in g 
(P. 274); but on account of the curved form of the body they can 
not be seen so distinctly that they can be drawn. 


212 


Besides the muscles the thorax contains or da rr 
three pairs of ligamenta (lig.), lying medialy | 
to the spermoducts, taking their origin from 
the points where the latero-dorsal muscles 
are attached, and stopping at the middle of the 
ventral surface. They seem to be attached off 
the places where the intervals between the 
thoracic segments should be, if such a seg- > 
mental division were found; but I am not 75 
able to interpret them. They seem to con- 4 
sist of chitige; at alf-events they are not 
muscles. 

Female. (Figs. 8, 13—18). Elg: 13 Te es DE ER 

Length 2.5 mm, breadth 2.6 mm. 

Exterior. As may be seen from my fig. 8 (the female in situ), 
the fam. Dajidæ (Isopoda) immediatly gets us in mind; but in the 
Dajidæ it is the hind end which is prolonged while in the spec- 
ies in question this applies to the fore-end. 

The body is somewhat symmetrical; the fore-end is bent a little 
to the right. Concerning the processes on the left side of the 2. 
and 3. thoracic segment see below. 

The body is composed of a head (ce.), four thoracic segments 
(th. 1—th. 4), and an unsegmented postabdomen (ap.). The ventral 
side is concave, the dorsal side vaulted with a projecting three- 
angular carina or process on the fore-part of the postabdomen. The 
head and the two first thoracic segments are much narrower than 
the hindpart of the body, which is trapezoid with the shorter side 
posteriorly and with a little concavity on each side and on the 
middle of the hind edge. 

At the dorsal side there is a distinct segmentation between 
the head and first thoracic segment, and on the left side between 
the segments 1—2 and 2—3. Also the limit between 4th thora- 
cic segment and first abdominal segment is rather sharp at the 
middle of the back, and may be seen as a fine line at the ws 
side-edges of the body. The limit between 3. and 4. segment IS 
marked by a pair of small impressions due to the fixation of the 
second pair of the dorso-ventral ligaments; similar impressions aré 
found where the exterior ramus of the hind part of the dorsal 


Figs. 14—15. The female, ventral and dorsal view. 


muscle has its acute curvature off the apex of the dorsal abdom- 
inal process between the two first abdominal segments. 

The process on the left side of the second thoracic segment is 
cylindrical, somewhat pointed towards the apex. On the third seg- 
ment there is a similar but much smaller process. On the right 
Side there are no similar processes. 

At the concave ventral side there is no real segmentation, but 
three pairs of impressions may be seen viz., the ventral ends of the 
three pairs of the dorso-ventral ligaments, corresponding to the limits 
between 2.—3. and 3.—4. thoracic segments, and between 4. thor- 
acic segment and the first abdominal segment. 

On the right side of the body there lies a rather large, bifur- 
Cate jelly-like mass containing the eggs, and on the left side a 
rather little egg-mass; the genital openings are not to be seen. 

Limbs. The head has only two pairs of limbs (fg. 17), the 
antennules (a.1) and the maxillæ (mx.). The form of these appen- 

28es is about as in the male. Other limbs are not found. ] 
; Inner organisation. The specimen was cleared in oil of cloves 
IN order to show the inner organisation. 

The ovaries can not be seen so distinctly that they can 
be drawn, and I have not at all been able to see the oviducts and 
Senital openings. 

he alimentary canal (figs. 16 and 18, in.). The mouth 
Can not be seen distinctly enough to be drawn. The stomach is 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 18 


274 


a pear- or bottle-shaped sack ending blindly in the abdomen. The 
fore-end is tapering towards the mouth. Off the intervals between 
the third and fourth thoracic segments, and between the fourth 
thoracic segment and the abdomen, the stomach is narrowed by 
the dorso-ventral ligaments. 

The nervous system I have not been able to see. 

Muscles (figs, 16, 18). There is one pair of dorsal lcngitudinal 
muscles (m.d.), lying with an interval about as large as the breadth 


Figs. 16 and 18. The female, ventral and dorsal view. 
Fig. 17. The head. of the female, from below. 
(For explication of the letters see p. 269). 


of the intestine. The fore-end cannot be seen. At the interstice 
between the fourth thoracic segment and the abdomen each muscle 
is cleft into two branches; the inner branch meets with that from 
the other side just at the innerside of the three-angular dorsal pro” 
cess, and goes then along with each other to the hind end of 
the body; the outer branch has a curvature inside the hindmost 
pair of dorsal impressions and goes from there to the hind edge 
of the body where it meets with the medio-dorsal branch(es) and 
the two longitudinal ventral muscles (m.v.). — Also other muscles 
are found, but I cannot render an account of them. 
Dorso-ventral ligaments (figs. 16, 18, lig. 1—3). At the 
same places where the dorsal and ventral muscles are attached off 
the intervals between the following segments: 2.—3. and 3.—4. 
thoracic segments,. and 4. thoracic segment and the abdomen, three 


2715 


pairs of ligaments are fixed inside the impressions mentioned above. 
Each ligament goes from a dorsal impression with its correspond- 
ing muscular insertion to a similar impression at the ventral side. 
The two hind-most pairs of ligaments narrow the stomach, espec- 
ially the hind-most pair. — 

The systematic position of this interesting species can not be 
ascertained. The male resembles very much that of Chordeumium, 
the position of which is also doubtfull (Jungersen, I. c. 1914, 
p. 18), but the females are quite different. The species does not 
seem to be closely related to any of the existing families. Unfor- 
tunately there are only two specimens (3,2), both full-grown; if 
we had had earlier stages, it might have been possible to find out 
the relation to other families; but this is not the case. 


23—2—18. 


Anatomical description 
of the larva of Mansonia Richardii (Ficalbi) 
found in Danish freshwaters. 


By 
C. Wesenberg-Lund. 


Introduction. 

On an excursion in September 1914 to one of the little ponds 
near Donse in the north-eastern part of Seeland, a locality well 
known to botanists and zoologists, I was sitting in my boat near 
2 sunlit, prominent point of the shore. Some plants were laid upon 
a tray half filled with water. While searching for larvæ of Coleo- 
Ptéera my attention was now and again attracted by some large 
Mosquito larvæ which crept over the bottom in a serpentlike man- 
her, when the tray was shaken. It struck me, that it was really a 
Peculiar season to find full-grown Culex-larvæ. I caught one of 
them and placed it into a high cylinder-jar. To my astonishment 
I saw, that the animal undoubtedly was heavier than the water 
and that it sank slowly downwards and settled itself horizontally 
on the bottom. Moreover I saw, that the animal did not at all 
Swim like a common Culex-larva, but it always swam horizontally; 
it was extremely sluggish and had a milky-white colour, very dif- 
ferent from the brown colour characteristic for all our Danish 
Culex-larvæ, 1 could observe that the sipho- was of a peculiar 
Structure, but on using a lens with high power I immediately 
understood, that I had made one of the most remarkable discover- 
ies we have made here in our freshwaters for a long time past. 

Some weeks before, I had received a separate copy from Dyar 
and Knab (Entom. News 1910 p. 259) relating to a peculiar mos- 
quito-larva, Mansonia perturbans; the paper was cited in my 
Work on the Water Insects (1915), then just in press. The larva 


218 


is recognizable at the frst glance on account of its very character- 
istic sipho, which has been converted into a piercing organ by 
means of which the animal perforates living plant-tissues; the air 


Fig.1. Fully grown larva. 


in the airrooms is used for respiration. The mode of life of the 
larva is therefore quite different from that of the other mosquito 
larvæ; it does not swim but, really, has to be regarded almost as 
a sedentary animal, sitting with the sipho bored into the plant-tissué 


279 


near the bottom, often in a depth of one third of a meter (figs. 
1—2). Really, the respiration takes place in quite the same man- 
ner as in the case of the Donaciin larvæ, the life of which has 


 — 


Fig. 2. Larva in its normal position, attached to a root. 


been studied so admirably by my good friend Dr. Ad. Bøving upon 
almost the very same locality, where the Mansonia-larva was found. 

Hitherto the Mansonia-larvæ have only been found in Amer- 
ica, and as I knew that the genus Mansonia has an almost entirely 


280 


tropical distribution, it will be understood, that, as I stood there 
with the larva in my hand, I could not have been more aston- 
ished even if I had drawn forth a representative of the Dipnoi 
from the mud of the Donse pond. 

In the autumn of 1914 I made many excursions to Donse and 
I found many larvæ. Frequently I had 30—40 larvæ in my aqua- 
ria, where I had rich opportunity, of seeing the larvæ creeping'be- 
tween the roots and piercing their tubes into the plant-tissues. In 


Fig. 3. Larva in its natural position on the bottom of the aquarium, belween the 
roots and twigs of water-plants. Note the inflated, thick body. Photo. 


one of the last pages of my paper on the water insects I gave a 
microphoto (fig. 3) of the larva fixed to a root, and some draw- 
ings of the tracheal system and the sipho; better drawings of the 
objects may now be given. 

The larva (figs. 4—5) was rare; the greatest number I was 
able to procure after searching for 4—-5 hours was 10—15. Stran- 
gely enough I could never find it in any other locality than where 
I found it the first time. The vegetation was composed by ÅAcorus, 
Ranunculus lingua, Glyceria spectabilis, and Typha angustifolia. 
"I have no impression of the larva preferring any of these plants 
for the others; if so, it should probably be Acorus. In the aqua” 
ria the larva fastened itself to the most different plants and sat 
often for a fortnight or more fastened to the same spot. It was 
always restricted to very shallow water. I never found it deeper 
than !/3 meter. The best method to get the larvæ is to loosen 
the plants from the bottom with the roots and then to shake them 


281 


in high cylinder jars. When the material has sunk to the bottom 
the larva will be found creeping slowly over the decaying material. 
More than once when examining the plants I saw the animals fixed 
in their normal position trying to detach themselves when the 


RR] 


Fig. 4. Larva in its natural position. Photo. — Fig. 5. Dorsal view of larva. Photo. 


plant was brought onboard. I have never found more than two or 
three on one plant. Altogether I have probably caught about 100 larvæ. 

It was my intention to keep the larvæ during the winter here 
in the laboratory, but in February they all died, probably because 
I had kept them at a too high temperature. As soon as the ice 
on the pond was melted, I went again to Donse to procure fresh 
material. Another great astonishment, but not so agreeable as when 
I found the larva. An enterprising man had bought the water in 
the ponds with intention of establishing an electricity work at the 


SGå 


little brook. The still-born project gave the country electrical light 
for some months, and the water of the pond disappeared. The 
next year it was almost wholly dried up; not a single larva was 
to be found, the water being retracted far beyond that zone where 
they lived. On summer evenings I lay in the grass hoping that 
some mosquito, new for our fauna, would come and suck my blood. 

All was in vain. Neither in 1915 

nor in 1916 the water reached the 

zone, where the larvæ were found 
in 1914. As long as the imago was 
not found I did not like to publish 
my observations. 

There is only described two larvæ 
of the genus Mansonia; the one be- 
longs to M. perturbans (Walker) Dyar; 
home: North America; the other is 
M. titillans (Walker) Blanchard ; home: 
the tropical South America. Qur larva 
is not identical with the latter; the 
ventral brush of the 9th segment 
being, in M., titillans, preceded by a 
| row of small tufts reaching to the 
bh i middle of the segment; these small 

RS tufts are not to be found in our larva. 
Fig. 6. Larva creeping backwards. M. perturbans (H. D. K. 1915 Pp. 505 
nes: Plate 79) is known from North America 
from Canada to Florida and westward in the timbered country as 
far as British Columbia (H. D. K. 1915 p. 510). If perlurbans and 
our larva are not identical they are in any case closely related. 
After many excursions in 1915—16, always without result, I 
finally, in 1917, had the good fortune to catch the imago. On an 
early day in July I sat some 100 yards from that point where I 
for the first time got the larva. After a heavy rain the mosquitos 
stung vigorously. Culex nemorosus and C. cantans swarmed around 
me; then arrived three specimens of a dark-coloured mosquito, to 
which I immediately paid my attention. I could not get more than 
the three specimens; but when these were more thoroughly pk 
amined later on, it was established that I had found the Mansonia 


283 


for which I had waited patiently for three long years. The next 
day I had to leave for my new laboratory at Tjustrup, and when 
I returned I found no more specimens. Still the animal could now 
be identified and the observations be published. 


The Imago. 

In 1891 Lynch-Arribålzaga founded the genus Tænio- 
rhynchus including three species: Culex tæniorhynchus Wiede- 
mann, T. confinnis Arribålzaga and T. fasciolalus Arribålzaga. 
Theobald (1901) supposed, that C. fæniorhynchus Wiedemann 
Was erroneously identified and that it was really identical with C. 
titillans Walker, which Arribålzaga cites as synonym of C. tænio- 
rhynchus Wiedemann. He proposed the name Panoplites for titil- 
lans and used the name Tæniorhynchus for T. fasciolatus Arri- 
bålzaga. Then the name Panoplites was found to be preoccupied 
and was therefore changed to Mansonia by Blanchard (1901). 
In 1915 Howard, Dyar, and Knab maintain, that the two gen- 
era Mansonia and Tæniorhynchus are not distinct, and the spec- 
ies were referred to the genus Mansonia. 

According to Giles (1902), Blanchard (1905), and H.D.K. 
(1912—17), the home of the genus Mansonia is almost entirely 
restricted to the tropical or subtropical countries. The main local- 
ities are Brasilia, West-Africa, the neighborhood of the great Afri- 
can lakes, India, China and West-Australia. According to H. D. K. 
North-America possesses only two species, M. ochropus Dyar and 
Knab and M. perturbans (Walker) Dyar. In about 1900 European 
dipterologists show, that the genus also occurs in Europe, and that 
a single species lives far beyond the normal area of distribution. 
In 1896 Ficalbi describes a mosquito from Italy under the name 
of Culex Richardii. Theobald (1901 p. 194) refers the species 
to the genus Tæniorhynchus and remarks: "Ficalbi's 7'. Richardii 
comes in this genus in spite of the male ungues differing from 
those of Arribålzaga's species" (1901, p. 190). According to Theo- 
bald (1901 p. 197) a single specimen of this species was found in 
England near Sutton of Bradley and, probably, the species also 
Occurs at Toronto (Canada); finally in 1903 (p. 269) Theobald 
States that the species "seems to be common in some parts of the 
Norfolk Broads, England". 


284 


Unfortunately the three Mansonia specimens caught by me 
are all females. They have been thoroughly compared with the 
descriptions of the English species M. Ricardii Ficalbi. I suppose 
that it is the same species which occurs here, but I regret that, 
owing to the war, it has not been possible to have the specimens 
identified by a specialist. In accordance with Theobald I give 
the following description of the animal. 

Thorax chestnut-brown, with small golden scales ; abdomen with- 
out bands, dusky yellowish-black with scattered yellowish scales; 
lateral spots very indistinct.  Posteriorly the abdominal segments 
carry a row of long golden hairs. Metatarsi and tarsi are provided 
with pale bands in the basal part; bands are also present in the 
middle parts of the metatarsi. Head brown with narrow, curved, 
pale scales; antennæ brown; the basal joint is pale ferrugineous, 
and so is the basal part of the second joint; palpi brown covered 
with dark, brownish scales; clypeus ferrugineous-yellow; proboscis 
brown with scattered black scales almost covering the apex. 

Thorax bright chestnut-brown with scattered scales more or less 
distinctly arranged in rows; bristles black, scutellum pale yellow- 
ish-brown with scattered narrow, curved scales and bright golden- 
brown border-bristles; metanotum clear ochraceous brown; pleuræ 
pale yellowish-brown with a few pale yellowish scales. 

Abdomen, when denuded, dull ochraceous-brown; under certain 
conditions of light it is dark shining, while in other cases it may 
be black. When covered with dusky scales it is almost black though 
with a few dull yellowish scales here and there; long yellow hairs 
encircling the segments. Five or six yellowish-white spots, rather 
inconspicuous, in the last five or six segments. Numerous golden- 
brown hairs along the sides and the hind margins. 

Legs: the coxæ yellowish; femora yellowish, the upwards turn- 
ing surface brown, the apex white, the white band not involving 
the tibia. Tibia brown with scattered black and dull yellow scales; 
metatarsi and tarsi yellowish banded in the following manner: fore- 
metatarsi and first two tarsi with traces of basal bands. In the: 
mid-legs the bands are more distinct; the bands on the hind-legs 
are broader and still more distinct, but there is no broad, pale, 
median metatarsal band, such as Theobald states with regard to 
T. Ricardii; ungues equal simple. 


285 


Wing (fig. 7): the veins densely covered with rather broad, 
elongated oval, brown scales; besides there are a few scattered 
yellow scales, especially along the costal region; no long thin 
lateral scales. First submarginal cell almost as long as the second 
posterior cell; stem of the former about half the length of the cell; 
stem of the latter also about the same relative length; posterior 
Cross-vein only about once its own length apart from mid cross- 
vein; halteres pale Ses Dnn: the length of the above named 


8. 
Figs. 7 and 8. Right wing of Mansonia sp. and Culex sp. "). 


Cells in relation to the stems varying a little in the three spec- 
imens. Length of the wing 8—10 mm. 

The Danish specimens differ from M. Ricardii Ficalbi in the 
legs being not so conspicuously banded; especially the hind-legs 
lack the broad band on metatarsus. The main difference is to be 
found in the wings. The first submarginal cell is scarcely longer 
than the second posterior cell, and their petiole does not, as is 
Stated with regard to M. Ricardii, reach %/3 of the length of the 
Cell, but is less than half as long as the latter; finally, in the 
Danish specimens the posterior cross-vein is only separated from 
the mid cross-vein by a space a little more than its own length, 
Whereas in M. Ricardii the distance is more than two and a half 
times the length of the former. In this regard the Danish specimens 
akrpe more with the North-American M. perfurbans. 


te) This; and the following figures are drawn from camera outlines and re- 
present the Mansonia, unless otherwise specified. 


286 


HM. DK (1915 p: 506) state as follows: "Second marginal 
and second posterior cells much longer than their petioles, the 
petiole of the second marginal about half as long as the cell, cross- 
veins short, basal cross-vein more than its own length distant from 
anterior cross-vein." 

In all other respects the Danish specimens are highly in dis- 
accordance with the description of M. perturbans. I therefore refer, 
though with some doubt, the Danish specimens to M. Ricardii Fi- 
calbi. As mentioned above, the only locality in this country where 
the species has been found up to now, is the Donse-ponds be- 
tween Hørsholm and Hillerød, North-Seeland. 

Among all the Danish Culicidæ M. Ricardii will immediately 
attract the attention on account of its size; only C. annulatus, 
annulipes, and canlans reach a similar size; the first of these 
three species is distinguishable owing to the spotted wings, and 
the two others have very conspicuous bands on the legs. M. Ri- 
cardii has unspotted wings and as far as I know the bands on 
the legs are not so conspicuous; it differs at the first glance from 
the other Danish Culicidæ in having an apparently very coarsé 
nervature in the wings; this is due to the scale cover being 
much coarser than in our Culeæx-species. 


Description of Larva. 

Goeldi (1902 p. 23) gave the first description of a Mansonia- 
larva (M. fasciolatus from the tropical America); he hatched the 
eggs but could not keep the larva living; his rather deficient draw- 
ing shows the remarkable sipho. It was reproduced by Theobald 
(vol. IV p. 484). Up to that time (1907) we had no idea with regard 
to the life of the larva. First then the very peculiar biology of 
the larva and the pupa was cleared out through the investigations 
of Currie & Brakeley, Smith (1908) and Dyar & Knab 
(1910). Later, through the studies of Moore (1910) (see H. D. K. 
1915 p. 519), we became acquainted with the biology of M. titil- 
lans Blanchard from South-America. It has now been demon” 
strated, that both species in the larval stage bore the sipho into 
submersed plants and fetch the air from the airchambers of these. 
Still we feel the wants of a more thorough examination of the 


287 


structure of the sipho, and many details with regard to the anatomy 
and biology of the larva are unknown. It may be added, that no 
larva is known from the old world. We know, however, a pupa of 
Mansonia uniformis Theobald (figured by Theobald vol. III 1903 
p. 270). Its home is Central-Africa. It is characteristic on account 
of its fvery peculiar long curved siphos ending acuminately", a 
feature which is characteristic just in the American Mansonia-pupæ. 

We may suppose, therefore, that the same peculiar structure 
of the siphos will be found in the pupa of the European species. 


Head and mouthparts. 


Figs. 9 and 10. Dorsal and ventral view of head of a fullgrown larva., 


288 


Head (figs. 9—10), subquadrate, much wider than long; eyes 
very small, almost rudimentary, as compared with the eyes of the 
Culex-larvæ. HH. D.K. (1915 p. 507) state, that the eyes in the 
larva of M. perturbans are rudimentary; that in M. ditillans they 
are placed upon slight prominences near the posterior angles; 
further that the anterior division of the eye is narrow, transverse, 
curving around from upper to under surface. The eyes of the 
Danish larva are quite undivided and probably a little more devel- 
oped than in the American larvæ. Antennæ of a rather peculiar 
structure, very long with a large hair-tuft beyond the middle arising 
from a notch; especially the terminal portion is very long and 
much drawn out, but it is thicker than in the American larvæ; 
two of the terminal hairs situated not far beyond the tuft. The 
apex carries two inconspicuous hairs, an outer hair very hyaline 
and an inner one more strongly chitinized and needle-shaped. On 
the dorsal surface of the head the scythe-shaped areas (Thom p- 
son 1904 p. 168) are strongly developed; dorsal hairs of the head 
all in multiple groups. Near the median line of the head we find 
two hairtufts, each with five long bristles; more laterally and in 
front there are two other tufts, each with about nine bristles. The 
head carries further four pairs of smaller tufts; the sides two pairs, 
one behind the antennæ, the other behind the eyes; near the hind 
margin of the head we find two long single and strong bristles. 
On the anterior border of the - epistome (clypeus by H. D. K.) 
there are two other bristles, but these are shorter and stronger. 

According to my opinion the labrum (figs. 11 and 12) of the 
larvæ of the Culicidæ is three-lobed, consisting of a median lobe 
(fig. 12 b) commonly called /abrum, scutum of the first metamer 
by Meinert, palatum by Thompson (1904 p. 169) and two 
lateral lobes (fig. 12 c) which are supported by a somewhat com- 
plicated system of black-pigmented apodemes, which are connected 
with the so-called blackspot areas (Thompson 1904 p. 169, fig. 
12d): spots of thicker chitin "which involves part of the ventral 
face of the rostrum and bear a conspicuous patch of pigment". 
The two lateral lobes carry the two flabellæ, the well known 
brushes of the mosquito larvæ; they partly catch the animalcules 
and microscopical plants, partly they are locomotory organs. The 
structure as well as the use of the flabellæ of the Culicid-larvæ 


1; e labrum with its three lobes; in the middle the palatum, and laterally 
mg two SAG with the large brushes sand their black pigmented chitinous apo- 
demes. The whole organ is seen from below and very much forced outwards. 

e inner borders; b the thorn of the maxillæ 


g. 12. aber, seen fro om below; normal position of the labrum ; the brushes 


are streched o the maxillæ and the whole labium are turned downwards ena 

ling us to on tog and, into the buccal cavity. The entrance to ihe pharynx in the 

centre of the ure; the position of ike andibles normal. The figure has been 
i : t É 


drawn especilly na regard to the belt ty the different haircomplexes, the di 
fe fth itted. — 

a epistome (= clypeus): b palatum; cc, selæ of ihe flabellæ; e the outher c, the 
inner part of the brush; d bl: es chitin area; e mandibles: / epipharynx: g 
maxillæ ; h mentum ; bak pe phl irynx. 

Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 19 


290 


are objects to much variation. In a following paper I shall try to 
elucidate this point more thoroughly; in the” present paper I shall 
restrict myself to the following short remarks. The two lateral 
lobes arise as a keel on each side of the median lobe; they are 
covered with long yellowish hairs on the outer and inner surface. 
When the flabellæ are expanded but at rest, the hairs of the outer 
side form two excavated, cup-shaped hair-brushes; their length is 
very different in the different species. Those of the inner side 
form the two hair-brushes which are adjacent to the hair-brush of 
the palatum and converge into a point, situated a little below the 
hair-brushes of the epipharynx (fig. 12 f); the keels of the lateral 
lobes distinctly separate the two hair-brushes of the flabellæ from 
each other and are visible, when the organs are expanded but at 
rest, as two conspicuous lines. When the organ functionates, the 
two outer hair-brushes are rhytmically and contemporarily struck 
inwards; simultaneously with this motion the inner hair-brushes 
are incessantly raised and lowered. By means of this motion the 
water with its contents of microscopical nutritive organisms and 
particles of detritus is hurled down into the buccal cavity; the 
particles are caught by the inner hair-brushes of the flabellæ and 
then seized by the mouthparts. 

The labrum of Mansonia differs but very little from the typé 
described above; the median lobe, probably a little more promi- 
nent than in the Culeæ, is especially along the borders fringed by 
long soft hairs reaching to and partially covering the epipharynXx; 
the outer hair-brushes of the flabellæ are very large and more? 
luxuriously developed than in any of our Danish Culex-larvæ; the 
apodemes supporting the flabellæ are shaped in accordance with 
those of -the Culex-larvæ, but are at the whole weaker and con" 
sisting of chitin of a lighter colour. 

The mandibles (fig. 13) are not very much different from those 
of the Culex-species, especially of C. ornalus; but, as far as I am 
aware, the structure and the function of these organs are not suf- 
ficiently understood. The border turning inwards is furnished with 
complexes of hairs with very different appearances and functions. 
Uppermost we find here by Mansonia three long and one shorter 
stiff, curved, thorn-like bristles (the comb-teeth); they are movably 
inserted on the mandibles, and constitute the combing part of the 


Fig. 14. The two maxillæ. — a palp; b mentum; c hypopharynx, 


latter. Below these bristles we find a coarse fringe of long, very 
fine, kneed hairs representing the brushing part of the mandible; 
they are inserted in an arch beginning beneath the comb-teeth, 


bordering the inner edge of the mandible, and then, at about the 
19? 


202 


middle of the same, turning in. over its flat side. At about the 
point where the bow turns inwards, another series of bristles be- 
gins, placed along with the inner edge, and reaching down to the 
masticatory part of the mandible, Finally, further below, at the 
entrance to the pharynx, the tearing masticatory part of the mand- 
ible is situated, constituted by short and strong chitin daggers or 
teeth. Against them acts a peculiar palpe-like projecting lobe; its 
apex is furnished with a bunch of short bristles inserted at a right 
angle to the long axis of the lobe. The lobe forms a crooked arm, 
covered on its inner side by a series of bristles. Above the mast- 
icatory part of the mandible we find a series of 10—12 long 
feather-like bristles; the teeth, the right-angular lobe and the 
feather-bristles together with those from the opposite mandible en- 
circle a room and effect, that every particle swept down into the 
lower part of the buccal cavity by the combing-teeth and the brush, 
is caught within this room from which it is not able to escape. 

The above mentioned three parts of the mandible: the combing 
the brushing, and the masticating part, may be pointed out upon 
all the figures of mandibles designated on the plates 136—138 by 
Howard, Dyar and Knab; most probably they will be refound 
in nearly all Culicid-larvæ, but they are differently shaped in the 
different species. 

The måxillæ (fig. 14) are constructed in accordance with the 
common ground-plan for the maxillæ of the Culicidæ. The fore- 
edge carries a large bunch of long strong haires; laterally (fig. 
14, fig. 115) a very long bristle is found. The inner edge and 
the sides are covered with short hairs, the palpe (fig. 14 a) is 
fairly small but more highly developed than in the Danish Culex- 
larvæ; it carries a few hairs. 

On the ceiling of the buccal cavity a little below the labrum, 
we find the organ commonly called epipharynæx (Thompson 1904 
p. 169) (fig. 12 f, fig. 17 b), a prominent, more strongly chitin- 
ized fold of the skin furnished with four strong, short hairs with 
stubby apex; laterally it is bordered by two long acute dusks of hair. 

According to Meijere (1916 p. 253) the labium (fig. 121; 
14 be, 15—16) of the Diptera larvæ is divided into four par!s" 
the submentum, the mentum, the præmenlum, and the hypophar- 
ynx. In most of the Nemocera and probably in all Culicidæ there 


293 


is no limit between submentum and mentum, The latter has the 
shape, common among the Culicidæ, and is furnished with 6 sharp 
teeth on each side and one large tooth in the median line. The 
mentum is covered by a fringe of long soft hairs bordering a free 
prominent fold of the skin (fig. 15). 

Beneath the mentum is found the very peculiar organ which 
has been figured by Meinert (1886 PI. I. fig. 5) and better by 


re 
orne 
Manet. 


Fig. 15. Mentum and hypopharynx. 


Raschke (1887 p. 133) but never thoroughly described; it con- 
sists of a tube which is collar-like expanded; probably it has a 
Central pore; it is surrounded by a collar-like part, consisting of 
Plates of chitin, which overlap each other and are furnished with teeth 
along the edges. The organ rests upon a dome-like body supported by 
two lists of chitin and inwardly provided with a thorn-like process. 
Thorns of chitin are also present on the dome-like part. Mein- 
ert's drawing exhibits a circle of hairs rising from the apex of the 
tube; I have not been able to find such hairs; when cut horizon- 
tally the organ (fig. 16) shows a cushion-like layer of cells with 
very large nuclei beneath the dome-like part. Two pairs of diver- 


294 


gent muscles are running to the organ serving to push it forward 
and to retract it. Its appearance differs a little within the diffe- 
rent Culex-larvæ. 

Så 


Fig. 16. Horizontal se 


2 Å 
-3, Three sagittal sections through the head of the larva. 1 und 3 left 

ind rig id, to the median line; 2 in the median line: a maxilla; b diese 67 

labrum with mentum : g and c Morse e salivary duct ; Fekankeee to the pharyns. 


In collaboration with the hypopharynæ, the epipharyn% gards 
the entrance to the pharynæ (fig. 17 f). Immediately behind the 
organ described above is an almost flat plate-shaped part, perforated 
by the salivary duct (fig. 17e). It is this part which is commonly de- 


z9B 


signated as hypopharynx. Behind this begins the pharynæ which, 
as in all Culicid-larvæ hitherto examined, is covered above and 
below by two peculiarly formed chitin plates. The ventral plate 
is perforated by the oesophagus. As for the understanding of the 
buccal cavity and the pharynæ, see fig. 17. 

It is rather peculiar, that we have hitherto had but a slight 
intelligence of the manner in which a Culex-wriggler takes its 
food, and the mode of action of the many different organs in the 
buccal cavity during the process. By means of the exellent bino- 
cular aquarium-microscope which has been presented to the lab- 
Oratory by the Carlsbergfond, I have been able to study the cat- 
ching of the prey and the masticating process much more tho- 
roughly than my predecessors. The experimental object was for 
a long time the Mansonia larva; later on I used Culex-larvæ. 
Ås most of the observations have been made on the last menti- 
oned organisms I have thought it most correct to postpone the 
publication of these observations for a paper deeling with the struct- 
ure and biology of the Culex-larvæ, appointed for printing imme- 
diately after the present paper. 


ThOorax: 

The broad flat thorax (fig. 1) is subquadrate; laterally it car- 
ries three pairs of hairs-tufts and, in front, a pair of large brist- 
les with their points reaching beyond the flabellæ. In each bunch 
of bristles we usually find a single, more conspicuous and stiff 
bristle. Smaller bunches of bristles are implanted on the dorsal 
aS well as on the ventral side. 


Abdomen. 

The abdominal segments are uniform; dorsally and ventrally 
each segment has a small chitinized part (fig. 3). On each side 
of this there is a broader band more weakly chitinized. Laterally, 
nearest to the ventral side, a rounded prominence extents covering 
the origin of the long lateral hairs. Of these we find two or three 
long bristles, the foremost curved with the arcuation forwards. 
According to H. D. K. the American species possess only one 
bristle. Dorsally a little above these bristles each segment car- 
ries a pair of dusks with short bristles. A series of quite similar 


296 


bristles is found on the ventral side. The seventh segment is 
somewhat more luxuriously equipped; the bristles radiate almost 
coronary into all directions (fig. 2). 

The Mansonia-larva is a more hairy animal than our Culex- 
" larvæ. The importance of these hairs cannot be- understood from 
a mere dorsal view of the larva: (fig. 1). ;The- hair-cover of the 
animals, especially with regard to the aquatic ones, always ought 
to bee studied upon living specimens and in their natural attitu- 
des. Thus we will regard fig. 2, reproduced after a drawing made 
from a living specimen examined under the above-mentioned bino- 
cular microcope. In my aquaria I have almost always found the 
animals in the attitude presented in the figure. It will be seen, 
that the many different hairs of the body point almost towards 
every direction. Every motion of the water, everything that hap- 
pens in the surroundings, will be brougth to the knowledge of the 
animal before it reaches the body itself. On account of their 
great length the antennæ master a relatively considerable body of 
water in a forward and downward direction. The two long brist- 
les on the epistome protrude forwards. The hairs of the dorsal side 
of the head are directed obliquely forward and upward, and the 
large bundles of bristles on the thorax extend partly over the head, 
partly along the sides of the same. The bundles of bristles on 
the dorsum play a part as supporting hairs, but besides they serve 
as indicators af movements of the body of water between the ani- 
mal and the stem of the plant; those on the ventral side have 
a similar function with regard to the water beneeth the animal. 
The large swimming-brush extends backwards far beyond the hind 
end of the body; the four large bristles arising from the &8th seg- 
ment get information of everything that happens above the animal. 
Without bristles the animal would only be able to get information 
relating to variations within a very small area of the surrounding 
medium. Other animals, enemies etc. are not able to force their 
way unobserved into the very body of the wriggler. If we try to 
approach a needle within a distance of some millimeters from the 
animal, we will immediately understand this; instantaneously the 
wriggler will make some very conspicuous curvations of the body, 
but usually it will not let go the hold of the plant. It is like åa 
man-of-war with its torpedonets folded out. Probably the very 
small eyes have but a slight importance as sensitive organs. Liv- 


297 


ing concealed between the roots of the plant or in the angles 
between leaf and stem the animal is surely never exposed to 
any considerable amount of light. Such rudimentary eyes may be 
found in most of the Sabetini, a tropical division of the Culicidæ, 
the wrigglers of which live in the small water spaces found in the 
leaves of Bromeliaceæ etc., where, probably, the supply of light 
is likewise very slight. Also these larvæ possess a very highly 
developed system of bristles. 


With regard to the respiration the larvæ of the Culicid-families 
may- be referred to four groups. 1. Larvæ which hang down from 
the surface by means of the sipho and, in this attitude, breath the 
air of the atmosphere; the majority of all Culicid-larvæ belong to 
this group. 2. Larvæ which take the air from the airchambers of 
submersed plants by means of different organs (sipho: Mansonia, 
antennæ: Aédeomyia). 3. Larvæ which live a pelagic life in the 
Water layers and mainly or exclusively breath dissolved air by 
means of the outer skin (Corethra, Mochlonyx). 4. Larvæ which 
Possess air-tubes but mainly live on or near the bottom of stagnant 
pools and are furnished with very large blood-gills. 

It is very .interesting to observe the extremely high degree of 
transformation of the different hair complexes of the Culicid-larvæ 
in accordance with the mode of life of the organism and the use 
it makes of the hairs. : 

Among those larvæ which hang down from the surface we find 
large bundles of bristles on the head, the thorax, and the abdomen. 
Their number, position, lenght etc. differ in the different species. 
Their principal importance is undoubtedly to augment that bulk of 
Water which belongs to the sensitive domain of the animal. The 
Significance of these hairs as outriggers contributing to support the 
larva in the water is probably very slight. In those larvæ which 
åre horinzontally supported by the surface-film (Anopheles) the 
dorsal bundles are peculiarly modified; they are transfigured into 
Palmated hairs arranged in two series on the dorsal side of the 
abdomen. Thus we find certain parts of the hair complexes ser- 
ving as a supporting apparatus keeping the animal to the surface- 
film. With regard to these larvæ it may be supposed, that the 
long thoracal and abdominal hairs may play a part as outriggers; 


298 


they are very long and forward directed. All these larvæ… have 
well developed eyes. 

With regard to the second group (Mansonia) we might think, 
that the hair-cover had been highly impressed by the sedentary 
life so strongly different from the free-swimming habits of the larvæ 
belonging to group 1. This, however, does not seem to be the 
case. It must be remembered, that in both groups the hair-cover 
is particularly used as a sensitive organ. The sedentary life and 
the incapability of escaping from a danger only involves some richer 
development of the whole hairy system and another direction of 
some of the bristles; special attention might be paid to the brist- 
les of the antennæ. Very peculiar kinds of hairs are the crooked 
bristles above the sipho, being the most important climbing appa- 
ratus of the larva. 

In opposition to the above-mentioned groups the pelagic group 
(Corethra, Mochlonyx) is almost whithout bristles. It is a well- 
known fact, that the plancton organisms are very often provided 
with complexes of long bristles which increase the cross-section 
resistance and, therefore, diminish the speed of falling through the 
water. The possibility of pelagic life of the Culicid-larvæ is almost 
wholly due to the hydrostatic apparatus; the combination of a hy- 
drostatic apparatus with long bristles, frequently . found in the 
plancton organisms to increase the cross-section resistance, is un- 
known in the case of the pelagic Culicid-larvæ, where the bundles 
of bristles have all been reduced. The body of water, which these 
larvæ demand according to the development of their sense of touch, 
is probably much smaller than that required by the other Culicid- 
larvæ; hyaline as are these pelagic larvæ, they are also much 
better protected against enemies; and the eyes being higher devel- 
oped than in any other Culicid-larva, the sight is probably of great 
importance. 

The fourth group, which possesses a sipho, but seldom rises 
to the surface, mainly consists of tropical species. Still it must 
be remembered that the mode of life under the ice of the hibern- 
ating larvæ of the temperate zones resembles, as far as their 
respiration is concerned, very much the mode of life of the trop” 
ical larvæ; they respire the dissolved gases through the skin and 
especially through the gills. H. D. K. state, that the tropical lar- 
væ lie on their back on the bottom of the water pools; many of 


299 


these species, especially those of the Sabelini, possess dorsally on 
the apex of the sipho some highly developed crooked bristles, upon 
which they rest when lying on the bottom; similar bristles may 
also be found on the dorsal side of the seventh segment. The 
number and direction of the bristles in the swimming-brush of 
the ninth abdominal segment and of those which belong to the 
sipho, are likewise very much different in the various species. Our 
knowledge of the biology of the animals is, howerer, still very 
small so that we are at the present incapable of de- 
monstrating the presumed accordance between struc- 
ture and function of the hair-complexes. 


In Mansonia the lateral comb of the eighth seg- 
ment consists of about 20 teeth placed in a single row; 
the teeth are long and very acute. Fig. 18 shows two 
of them highly enlarged. In the American species BE NES 
the number of teeth is smaller. At the end of the on the eight 
row of teeth we find a. tuft of 3—4 hairs and, at the g 
base of the sipho, four tufts each consisting of 3—4 ocular. 
rather conspicuous hairs. 

The anal segment (fig. 19) is much longer than broad, at the 
base provided with a band of chitin and furnished with a chitin 
plate which completely surrounds the segment. Laterally the plate 
has a tuft of 5 bristles, and along the edges it bears two small tufts 
each consisting of two bristles. 

The ventral brush is large, but there are no small tufts of 
hairs in front of it. Dorsal tufts divided into four. The whole 
organ differs but at little from that of other Culicid-larvæ (fig. 20), 
and is most in accordance with that of M. perturbans. The system 
of transverse stripes of chitin supporting the tufts (fig. 21) is very 
Similar to that of other Culicid-larvæ. 

One of the most peculiar features in the structure of the Man- 
Sonia larva is the high development of the swimming-brush on 
the Øth segment; this brush is here, in the almost sedentary larva, 
larger than in many of the free-swimming Culex-larvæ. Most 
observers would be inclined to think that it were a powerful organ 
of locomotion; this is far from being the case; even the strongest 
use of the organ is unable to bring the larva to the surface; it 


300 


Fig. 19. 83th and 9øth segment. 


Fig. 20. 8th and 9th segment of Culex sp. for comparison with those of Mansonia. 


Unvariably sinks to the bottom over which it serpentizes in its 
idle and sluggish mannér, until it has got hold of a plant. 

At the first moment we are unable to understand what may 
be the use of the large tail. As we know that the tail of the 
Sabetini from the water-spaces in the leaves of Bromeliaceæ und- 


302 


ergoes a high degree of reduction, we should be inclined to think, 
that the tail had been still more reduced in the case of the pre- 
sent almost entirely sedentary larvæ. It is only when studying the 


tg ole 
ME mer eg 


Fig. 21. The apex of the anal karen re hemken and the tracheal gilles are omit- 
ted; the drawing shows the chitinous parts which support the dorsal and ve entral 
brush ; a bunch of bristles is mini in each of the holes. 


manner in which the sipho penetrates the plant tissues that WÉ 
understand the importance of the tail. Later on we will return 
to this point, and it will then be demonstrated, that a change has 
taken place with regard to the function of the organ, and that this 
fact fully explains its high development. 


Sipho 
The most peculiar organ of the larva is the sipho (figs-. 22, 
23, 24), by means of which the larva may immediately be distin- 


ERE EET ERE 


303 


guished from any other Culicid-larva. The sipho is short, no 
longer than the anal segment; anteriorly it is limitid by a dark, 
strongly chitinized ring. It may be described as consisting of two 
parts, an anterior part almost as broad as long, and a posterior 


g. 22. Sipho seen ryubrad 
Signification of letters in figs. 22 —34: a—d various aches of bristles; e e1 e2 the two 
main-tracheæ and the part derived from the muftdnen of the two slema(e 2); f ventral 


muscles: v1 muscles 


=] 
ge | æ… 
-ø 
= 


ee 
aen of tes inner ak e; ske muscles of the chit 
With its ligament; æx y muscle which communicate with hose Gi ) of the anal segment ; 
z oblique muscles to the flaps: æ ganglior 


part shaped like a curved tube. The first part is covered by a 
yellowish, rather friable chitin, the other part is almost black and 
evidently very hardly chitinized. The tube is much narrower than 
the anterior part. Laterally, between the two parts, there is a 


304 


bundle of five long bristles (a);- further, on the dorsal side, two 
very stiff, long bristles (6). Dorsally on the hindedge of the an- 
terior part we find two slightly chitinized, almost cushion-shaped 


Fig. 23. Sipho seen dorsally. 


parts, each carrying an elegantly curved, very movable bristle 
(c).. Two other bristles, not so conspicuøus (d), are situated Im- 
mediately above the bore-tube. A more thorough examination of 
the organs is rather difficult owing to the very hard chitin. The 
two strong tracheal trunks (e, e1) are in the sipho united in 4 
common trunk transformed into an internal tube (e2) (fig. 25) act 


' 

I 
i 
É 


ø ill 


i eninye EN re ns vi 
Fig. 25. The chitinous rod. 


306 


Ås mentioned above the outertube 
consists of five pieces of which two pairs 
are laterally situated (fig. 22 fg) while 
one piece is ventral (h).7) The ventral 
pieces (f) of the two lateral. pairs are 
peculiarly transformed: in front they 
are bow-shaped, posteriorly they are 
prolonged as two long chitin sticks; 
partly connected with them are the 
pieces of the second pair (9), which 
are narrower, and the chitin of which 
is constructed similar to the vane of 
a feather. These two pairs of chitin 
pieces build together the flanks of 
the outer tube. Near its posterior edge 
the bow-shaped part of f g is furnished 
with the above named bundle of five 
long hairs (4), and on its dorsal side 
we find the two long bristles (b). Above 
the real bore tube, the posterior part 
of the whole sipho, we find the above- 
mentioned two cushion-shaped pieces 
with the two long curved bristles (C). 
The tube is dorsally split; the long 
median plate (m), which belongs to the 
inner tube, can slide forward and back- 
ward in that furrow. This plate is furn- 
ished with a series of very hard saw- 
teeth. Ventrally the tube is closed by 
a lancet-shaped plate (h), the apex of 
which consists of more light-coloured 
chitin. The five chitin pieces mentioned 
above lie as dark-coloured lists within 
a tube of soft hyaline chitin carrying 


on its apex a number of sharp, dark thorns of chitin (k). 

The inner tube (fig. 25). As stated above, the two tracheal 
trunks are united to a common long tube, furnished anteriorly 
with a large bow-shaped curve, posteriorly with a number of ex- 


') In fig. 24 erroneously significated n: 


307 


tremely hard prolonged chitin pieces; the median dorsal piece is 
furnished with numerous saw-teeth; the two lateral pieces carry 
two thick, outward curving thorns on the apex (0). Ventrally to the 
point of union of the two tracheal trunks a long straight chitin 
staff is placed (p) reaching nearly to the middle of the eighth seg- 


ment. The staff is flattened, black, dilatated into a broad plate of 
EM 


Fig. 26 a, b, c. Sagittal sections through the sipho. 


lighter chitin at the anterior end. A series of sagittal cuts (fig. 
26) through the sipho shows (fig. 26 5), that the staff is hollow, its 
lumen communicating with that of the tracheæ. The inner side 
of the common trunk of the two tracheæ is equipped by a coarse 
hair felt beginning near the point where the trunk is covered with 
chitin pieces. i. e. where the trunk is used as a piercing organ; 
anteriorly the hair felt reaches the point of union of the two 
tracheæ. Fig. 27 represents a series of horizontal sections. In a 
the chitin staff (p) and the lumen of the tracheal trunk (e2) have 
just been hit. The section b represents a cut through the whole of 
the lumen of the united tracheæ; the figure shows, that the trachea 
terminates with a single orifice surrounded by chitin pieces. In 
Cc the cut has reached the bottom of the inner tube. In d the 
Cut has passed almost entirely outside the piercing tube and met 
with the edge of the broad part of the sipho. The cut e has had 
another direction, exhibiting the point where the two tracheæ de- 
bouch into the large common trachea; its lumen may be regarded 


"L2 
ZTI0H 
B)UOZI 
suon9as [ 

U). 

gno1 

Uu 

"oydis 


309 


as a large air-chamber; the hatching indicates the felt cover of 


the walls. 
The transverse sections fig. 28 a—j give the same picture of 


Fig. 28, Series of fransversal sections through the sipho. 


insertion in the 8th segment; we see the two tracheæ and the 
chitin staff (p). In b the common trachea (e2) has been cut at 
the point where it coalesces with the chitin staff (p). Section c 
is cut through the bow-shaped chitin piece f near the point of 
Origin of the piercing part of the sipho. The following transversal 
Sections d—j have been cut through this part, e just at its origin. 
In section e the two lateral pieces f and g of the outer tube are 


310 


still distinct, and the section has struck the spot where the chitini- 
zation of the inner tube is most heavy. The inner tube is com- 
pounded by 6 pieces. The section has passed between two teeth of 
the ventral piece; in g and h they have just passed through one 
of the following saw teeth. Near the apex of the outer tube the 
walls are very thin and furnished with stronger chitin teeth. The 
section / has just passed through the mouth of the tube; the sec- 
tion shows, that there is only one spiracle in the Mansonia-larva 
(Raschke points out the same fact with regard to the Culex- 
larva). The section shows, further, that the one side of the outer 
tube is groove-shaped; the saw teeth may be moved to and fro 
in the groove. When pushing the inner tube forwards and back- 
wards within the outer tube the larva saws an opening in the 
plant tissue, which at the same time is pierced by the chitin thorns 
on the apex of the outer tube. 

If we will try to understand the peculiar modification of the 
sipho of the Mansonia enabling the tube to be used as a passage 
for the plant-air and, at the same time, as a piercing organ, we 
must regard the sipho of the Culicidæ more thoroughly. 

Originally the sipho of the mosquito larva carries on the apex 
6 chitinous elements surrounding the spiracle. We find an anterior 
piece, a pair of lateral flaps, and three posterior pieces. This 
arrangement is the most primitive found among the mosquito-larvæ; 
hitherto it is only known in the case of Anopheles. The breathing 
tube of the other mosquito larvæ has developed from this type; 
it has only five pieces. Especially Nuttal & Shipley7(1901 p. 
64) and H. D. K. (1912 p. 92) have contributed to the under- 
standing of this problem. Through the study of the sipho of Urano- 
tænia the last mentioned authors have tried to demonstrate that 
the large triangular plate of the Anopheles larva is identical with 
the peculiar stirrup-shaped piece within the tube of the Culex; 
through that piece the tracheæ communicate with the outer air. 
Unfortunately the authors give no drawings of the facts in Uran- 
otænia. The five flaps, surrounding the margin of the tube in 
most mosquito larvæ, correspond with the five other pieces in the 
Anopheles. Sections through the tube of Anopheles have convin- 
ced me of the correctnes of the opinion of H. D. K. 

If the figures 29 and 30, representing respectively a lateral 
and a dorsal view of the apex of a Culex-sipho, are compared with 


z HR 
i HEN 


ll I til marti [||] 


ES, i 
FEE; i 
= 2 
== i 


E=; 
Er —= 


I 
in 
MU 
NUL 


Figs. 29—30. The distal part of the Culeæ-sipho laterally and dorsally 
from an offthrown skinn. 


312 


the sipho of Mansonia (figs. 23 and 27), we will understand the 
transformations which have taken place. 

Among the five normal flaps of a Culex-sipho the two largest, 
the ventral ones, are homologous with the ventral pair of the two 
pair of long pieces in the Mansonia tube. These two pieces carry 
a bunch of bristles (a), and so do the two ventral flaps in the 
Culex. We see, further, that the posterior edge of these flaps is 
serrated in the Culeæ. In all the hitherto known mosquito larvæ 
the two next lateral pieces are more hyaline and not so strongly 
chitinized; interiorly they are furnished with a peculiar chitin bow 
(c1), carrying a short bristle on its apex (fig. 29c). They may possibly 
be homologized with the two dorsal lateral parts (g) in the outer tube 
of Mansonia, Still I am more inclined to homologize them with the 
two peculiar hyaline cushions carrying the two long curved climbing- 
bristles in Mansonia. According to my opinion, the single dorsal 
. piece in the Culex is identical with the single dorsal piece pro- 
vided with sawteeth in the tube of the Mansonia (m). According 
to the use of the extreme part of the sipho as a piercing organ, 
this piece has been displaced to the inner side of the tube and 
united with the inner tube; it is therefore best described in con- 
nection with this. The single, short, lancet-shaped piece (h) on 
the ventral side is the only new addition which has no parallel in 
the Culex. Another difference is the fine hyaline chitin between 
the pieces prolonged together with these, and the fact that the apex 
of the tube carries a number of thorns. 

It is a wellknown fact, that the two main tracheæ in a common 
mosquito larva run into the sipho, terminating by the spiracles on 
its apex. According to previous authors as well as to H.D. K. there 
are two spiracles. They open in the bottom of the cup-shaped 
impression on the edges of which the closing apparatus is placed. 
As stated by Raschke the two tracheal trunks lose their spiral- 
thread structure towards the end and are transformed into firm 
cylindrical cups, provided with a considerable constriction at their 
bases. This is clearly shown in fig. 30. Between the two trunks 
there is a stiff. hollow chitinous rod, the "stirrup-shaped piece" of 
H. D. K., which is united with the two cups at their point of 
meeting, and partake in the limitation of the hollow space thus 
formed; accordingly this hollow space is formed by the cups on 


313 


ål 772 
Fig. 31, Series of transversal sections through the sipho of a Culex-larva. 


314 


the right and left side and by the hollow rod above and below. 
Really the two tracheal trunks do not open separately to the outside, 
but, as stated by Raschke, through a single orifice. To the rod 
are attached: the long muscles which run through the whole of the 
sipho, further two slanting muscles going from the apex of the rod 
down to the two ventral, lateral flaps. The chitin rod is most 
clearly seen in fig. 30, drawn from a thrown-off skin of a Culex- 
larva. 

Fig. 31 shows a series of transversal sections through the Culex- 
tube. Fig. 31 a and b show the two tracheæ and the muscles 
between them; in c the apex of the chitin rod may be seen; d 
—g show some different sections of the rod and the muscles 
attached to it; the sections h—i show the edges of the respiratory 
cup and the flaps, which appear in the drawing as thickenings in 
the walls of the outer tube. The sections k—m are cut through the 
respiratory cup itself; in n the section has struck a little outside 
the two ventral lateral flaps; sections h--j show that stay-bars of 
chitin lead inwards from these flaps and serve for attachment of 
muscles. As shown by the section these muscles are arranged 
rosary-shaped around the one side of the inner tube. 

If we will try to understand the structure of the inner tube 
of the Mansonia-sipho, we only have to compare the transversal 
sections of this sipho with those of the Culex. It will then be 
obvious, that the only change which has taken place in the Man- 
sonia-tube is a considerable prolongation of the cup-shaped im- 
pression in which the tracheæ terminate in the case of Culex; 
this also holds good with regard to the chitin rod. The section 
fig. 31 of the Culex is exactly in accordance with the section fig. 28 
of the Mansonia. It must only be noted, that all muscles as well 
as the coarse hair cover of the inner lumen are absent from that 
part of the Mansonia tube used as a piercing organ; moreover 
the chitin of this part is very thick. 

This will be further confirmed by a comparison of the series 
of horizontal cuts of the Culex-tube (fig. 32) with the correspond- 
ing series of Mansonia (fig. 27). The chitin rod is seen in P- 
In. the Culex the felt cover is restricted to a very short part at 
the point of union of the two tracheæ. 

We may imagine ourselves the transformation from the common 


Vann 


Banu 
w 
BTN ås sr A SAMARA SEES FORAN ERRN EN 
"MALA AA AANG KE AAN MMAS SAMAK AMAARLA RASK SAAEAMERKAT MMMdanangne 
Ban 78 


REE ES SE SER 
"aars, 
"langs 


er 
een 


Series of horizontal sections of the sipho of a Culex-larva. 


Fig. 32. 


316 


sipho of the mosquito larva to the piercing organ of Mansonia 
by a mere prolongation of the felt covered part by e2, i. e. the 
respiratory cup of the common mosquito larva in connection with 
the closing apparatus of the sipho; the cup -is used by Mansonia 
as the proper piercing organ which in a telescope-like manner is 
inserted into the outer tube, built up of the 5 flaps of the closing 
apparatus; the walls of the piercing tube are strengthened by pieces 
usually not found in the mosquito larvæ. 

It now remains to demonstrate the piercing action of the. appa- 
ratus. When a larva is going to fix itself on a plant, it will go 
down into the thick texture of stalks, submersed leaves, roots etc. 
covering the bottom in most of our shallow ponds and smaller 
Jlakes. Where the, vegetation is so dense that the larva may be 
steadied in all directions by means of its bristles, it will first try 
to bring its longitudinal axis parallel to a little green, living twig; 
then it makes some vigorous strokes with the tail and creeps 
backwards along the twig. By means of the binocular microscope 
it is possible to observe the points of the bunches of bristles on 
the back all acting as supporting points in relation to the twigs; 
simultaneously the sipho wrings in all directions, and the two long, 
curved bristles (c) above the sipho move upwards and downwards, 
the bristles acting as legs. The animal, secured in all directions 
by means of the bristles, climbs 'upwards. 

Then the larva stop climbing. The sipho is now going to be 
used as a piercing organ, and is consequently dirigated vertically 
towards the twig; the two bristles are pressed into the tissue, and 
the anal segment is going to functionate. The large swimming-fan 
is moved to and fro, regularly as a clock-work; while the point 
of the sipho with the piercing teeth is pressed against the twigS 
the motion of the anal segment drives the point into the tissue. 
If the reader will throw a glance upon the microphoto (fig. 4) and ima- 
gine himself the above mentioned motion of the tail, and remember 
that the point of the sipho is pressed hard against the plant, he 
will understand, that by this motion combined with the action of the 
teeth on the apex the tube must be forced through the epidermis 
of the plant. The only condition still remaining is the possession 
of organs for transmission of power from the tail to the sipho. 
We will return to this point later on. We are now able to under- 


”sagosnu Jugjzodwt Jsow 9y] MOyS 0) :Juawgas yj6 puu "gg "44, 43noJy) u0199s [es "gg "Bly 


1918 


stand the great development of the swimming-brush in an animal, 
the whole life of which may almost be regarded as sedentary. The 
brush has changed its function; from an organ used for swim- 
ming motions by the other mosquito larvæ, it has, in the Man- 
sonia-larva, got quite another significance: viz. to force the sipho 
into the tissue. 

It is impossible to observe directly what happens after the outer 
tube of the sipho has fixed itself on the plant. We only see, 
that the slender part of the sipho has disappeared into the plant. 
The animal is fixed very firmly; if suddenly disturbed, it is almost 
incapable of leaving its hold, and if cut in two that part with the 
sipho will remain hanging down from the plant till it decays. After 
all, however, there can be no doubt with regard to the piercing 
process after the fixation of the outer tube. The series of hori- 
zontal cuts shows, that two powerful muscles run along with the 
chitin rod (figs. 27 and 331); the one end of each muscle is fast- 
ened to the broad, flattened end of the rod, the other is fixed to 
the chitin bow which separates the broad part from the slender; 
a little above that point two other muscles issue (fig. 33 u u1), 
running to the strongly chitinized posterior edge of the broad part 
of the sipho. A long ligament v fastens to the point where the 
tracheæ lose their tracheal structure; this ligament runs through 
the whole of the 8th segment; in the seventh segment it continues 
as a strong muscle (v1). The same facts are shown by the section 
(fig. 28). Ventrally, opposite to this ligament, another muscle (fig. 
33x) is placed; this is connected with the muscular system in the 
ninth segment by another, shorter muscle (y). There is no doubt 
but that contractions and dilatations of these long muscles, espec- 
ially those of the chitin rod, push the inner tube to and fro within 
the outer. 

The muscular system of the Mansonia tube may be thought 
to have arisen from the corresponding muscles of a common mos- 
quito larva through quite small modifications (fig. 33 and 34). 

Raschke states, that the sipho of the Culicidæ is furnished 
with five pairs of muscles: two ventral pairs, two dorsal, and oné 
attached to the chitin rod; the ventral and the dorsal pairs aré 
fastened to the two pairs of flaps in the closing-apparatus; they 
traverse the long sipho through the whole of its length and are con- 


Fig. 34. Sagittal gEngr through 7th, 8th and 9th SAR of a Culex-larva; 
how the most important muscles 


320 


nected with the muscles in the 8th and the 9th segment. Their 
only function is to open and shut the closing-apparatus. My trans- 
versal and horizontal sections are exactly in accordance with the 
statements of Raschke; the sections only show that two muscles, 
and not but one, are fixed to the rod. The horizontal sections 
present a Culex sipho with the two muscles fixed to the rod and 
further the two ventral muscles; the next section passes through 
the tracheæ, and a later cut would have struck the dorsal pairs 
of muscles. Fig. 32 z shows two slanting muscles running to the 
ventral flaps. 

Thus, in the Mansonia tube we find quite the same muscles 
as in the Culex tube. We find the same two long muscles (figs. 
33,341) fastened to the chitin rod. The dorsal and the ventral pairs 
of muscles are found even in the same position (figs. 33, 34æ and u). 
Only with regard to the above-mentioned long ligament found in 
the Mansonia I have been unable to find any correspondence with 
the Culeæ. : 

The muscle-apparatus of the Culex moves the flaps of the 
closing-apparatus; in Mansonia the corresponding muscles act in 
the same manner, but owing to the peculiar structure of the sipho 
this very action produces the piercing motion of that organ. In 
the case of Mansonia the modified closing-apparatus is not directly 
used in view of closing the spiracle; but, on the other hand, it 
may be supposed, that the spiracle is really closed, when the inner 
tube is pushed into the outer one. According to our interpretation 
of the tube of Mansonia as builded by the closing-apparatus of a 
Culex sipho, it is of interest to observe, as stated above, that the 
slender part of the Mansonia tube is fully destitute of muscles. 
This is just what should be expected if our supposition were Cor- 
rect. When regarding the sagittal section through the sipho of 
Mansonia we will observe, that the ventral muscle (fig. 33 7) 
which fastens at the point of origin of the cup, the point where 
the tracheal structure disappears, is connected with another, smaller 
muscle (fig. 334) in the 8th segment; this small muscle is further 
connected with the muscles in the Øth segment. This segment is 
traversed by a number of muscles beginning in the 8th segment 
and fixed to that system of chitin rods which support the dorsal 
and ventral part of the swimming-brush. As stated above, it will 


321 


now be understood, that the motion up and down of the anal seg- 
ment, when the larva is sitting with the tip of the sipho pressed 
against the plant, will be transferred through the muscular system 
to the chitin rod, and from this to the inner tube. By the strokes 
of the tail the tip of the sipho is forced into the plant-tissue. 

If we regard the sagittal section of a Culex sipho (fig. 34) 
we will find the same small muscle (y) connecting the muscular 
system of the sipho with that of the tail (th segment). We will 
understand, therefore, that also in the caese of the Culex a trans- 
mission of power takes place; but here it has quite another im- 
portance. When the Culex-larva, super-compensated, with the sipho 
upward directed, arises towards the surface, the closing-apparatus 
is closed; when the animal arrives to the surface, the bristles on 
the flaps break the surface-film, and by contraction of the muscles 
the flaps are separated and spread out upon the surface; then there 
is free passage for the atmospherical air to the tracheæ; the larva 
hangs down from the surface supported by the surface-film. During 
the ascent the tail is not used at all. 

The process is quite different when the sipho is going to be 
relaxed from the surface. Then we see very often, and espec- 
ially when the larva is frightened, the animal making some very 
vigorous strokes with the tail. These strokes just relax the clo- 
Sing-apparatus from the surface. Altogether the swimming-brush 
in the Culex has quite the same function as in the Mansonia. 
The only difference is to be found in the medium from which the 
air has to be taken. Mansonia is obliged to pierce the sipho into 
plant-tissues; the common mosquito larva must push it through 
the surface-film; the swimming-brush of the Mansonia tail is the 
main organ enabling the animal to force its way into the air; in 
the case of the other mosquito larvæ the organ is, in this regard, 
often unnescesary, and the only importance of the tail is that of a 
Swimming-organ. But whatever the Culex-larva shall leave the sur- 
face or the Mansonia its twig, we see in both cases the larva get- 
ting free from the supporting medium by means of the tail. 

Finally it must be added, that the earlier decriptions of the 
Ssipho of Mansonia have been rather incomplete. As stated by 

.D. K., the shape of the sipho is rather different in the two 
Mansonia larvæ hitherto described. With regard to M. perlurbans 


Vidensk. Medd. fra Dansk. naturh. Foren. Bd. 69. 21 


522 


H D-K (410915 p:507) state as. follows: Alr' tube about. twice sas 
long as wide, the basal part broad and strongly convex, the apical 
portion attenuated, anterior apical third channeled; two filamentous 
hairs arise from near base of attenuated portion, the anterior wall 
of which is thick and finely dentate, ending in terminal hooks; 
no pecten, a single pair of hair tufts at basal third." That of 
titillans is decribed as follows H. D. K. (1915 p. 519): "Air tube 
short, conical, the apical portion attenuated, bearing a tuft of four 
hairs on each side near the middle and a pair of filaments at base 
of apical projection; this consists of two thick lamellæ with a group 
of hooks at the tip and two or three stout teeth on the anterior 
aspect medially.” As far as I can see, none of the two descrip- 
tions are in full accordance with the sipho of M. Richardii. 


Fhetracheal system. 

If we regard a living larva (fig. 35) the attention will immediately 
be attracted by the tracheal system. Between the thorax and the 
first abdominal segment two 
large bladders' are situated ; 
the half part of the bladders 
reaches into the thorax and 
occupies a great deal of its 
cavity. At the first glanceé 
these bladders resemble thosé 
of the Corethra-larva, but 
differ from these in being 
connected with the two main 
tracheæ by two smaller, right- 
angularly curved tracheæ. The 
Fig. 35, Microphoto of living larva to show point of insertion is situated 
the flattened tracheal stems and the two large Ea 
bladders (the white spots between thorax ind at the limit between the thorax 

valten mu nne and the abdomen. Fig. 36 


illustrates the description. It will be seen that the front parts of 
the bladders are furnished with some few short, slender tracheæ, 
and that the two large longitudinal stems of the body are broad, 
band-like in the thorax and the first part of the abdomen. In fact, 
these main tracheæ are double, consisting of two associated trunks, 
still indicated by a longitudinal fold; in the thorax each of thé 
two trunks is further divided by another longitudinal fold. Thé 


323 


result is two broad, flat, band-like bodies, terminating in front (fig. 
37) in three tracheæ the first of which has a lateral course, while 
the second is forward directed and sends branches to thé head; 
the third, inner branch is smaller and communicates with that 
from the other side. In the abdomen each of the main tracheæ 
sends a smaller branch to the alimentary canal and a larger, outer 
one which branches in a star-like manner; one of these branches 


Fig. 36 The bladders and adjacent parts of the tracheæ. 


is stronger than the others and runs into the preceding segment. 
In the 8th segment a strong trachea branches off, running into the 
anal”segment, sending out branches to the gills. 

The two large bladders in the thorax make one of the most 
peculiar structures in this larva. Perhaps they may best be compared 
with those of the Mochlonyx-larva, but while these are to be 
regarded as mere expansions of the main tracheæ, the bladders of 
the Mansonia-larvæ are freely placed laterally on long, angular 
branches inserted to the main tracheæ. It must be remembered, 
that air-bladders are extremely rare among insect larvæ; as far as 


324. 


I am aware, they have only been described in Corelhra and 
Mochlonyx; it was, therefore, of great interest to find an entirely 
new type in another larva. As in Corethra and Mochlonyzx, the 
bladders in Mansonia are transversally 
striped, a fact to which we must pay 
attention, because the bladders on the 
tracheal system of imagines are without 
transversal stripes, the walls being of a 
| homogenous appearance. 

I have tried to understand the mode 
of action of this peculiar tracheal-system, 
being, as far as I know, unique among the 
insects. Later on Prof. A.Krogh has been 
kind enough to read my manuscript and 
has discussed the problem with me. — 
Out from the very broad band-like tracheal 
trunks it can only be concluded that the 
larvæ must be able to” produce a very 
powerful respiration. This must probably 
be of great significance for the larva 
because the air in the plant, from a 
respiratorical point of view, is a very 
bad medium, by no means being rich 
on oxygen. This has been stated by 
Ege (1915 p. 183). The main result of 
his investigations is, "that the composition 
of the air in the intercellular spaces of 
different aquatic plants is very variable. 
The oxygen percentage is low, rarely 
NL higher than 10 %/o and can especially 
K ANN during winter sink to about 1—2 "Yo 

AN N and even still less." When we remember, 
that the larva probably not fixes itself 
to the plant until in September and prob- 
ably detaches itself in May, the animal living as imago or egg 
during the time May-September, it will be understood, that the 
larva is dependent on the plant-air especially at the season when 
the oxygen percentage is lowest. 


Fig. 37, The trachael system 
of the larva, 


325 


Being unable to procure living animals for experiment, we 
must restrict ourselves to remark, that we are, at this moment, 
quite unable to understand the significance of the bladders. Most 
"probably they have some relation to the peculiar respiratory pro- 
Cess; 

It is of some interest to remember, that the Mansonia-larvæ 


air in the intercellular rooms of the plants. According to H. D. K. 
(1917 p. 894), the larvæ of the genus Aédeomyia (A. squamipennis 
and catasticta) are to be found in shallow ponds covered with 
the water-plant Pistia "from which they probably derive their 
Supply of air although their habits have not been exactly determined." 
They do not come to the surface but hide between the water 
plants. The sipho presents no peculiar structure, being shaped as 
a sipho of a common mosquito-larva; only the tracheæ of the 
tube are said to be rudimentary, On the other hand, the antennæ 
have a very peculiar appearance in comparison with those of the 
other mosquito-larvæ, being strongly curved, inflated hollow, with 
a stout, spinose digit on the tip. H. D. K. (1917 p. 898) suppose, 
that these inflated antennæ may play some part in the respiratory 
process. 


Pupa and Eggs. 

Owing to the peculiar misfortune, that the pond was dried up, 
I was unable to find the other stadia: the pupa and the eggs. The 
Pupa is known in the cases of M. tilillans (H. D. K. 1915 p. 519 
—520), and M. uniformis (Theobald 1903 p. 270). 

The pupæ resemble the common mosquito-pupæ, but differ 
from these in their siphos being very long and "the orifice furn- 
ished with a flap on the outer side half as long as the tube with 
lateral membrane on each side not quite reaching tip". It has been 
presumed, that nor the pupæ come to the surface but remain 
Submersed, attached to aquatic plants by their respiratory siphos, 
the chitinous spine on the top of the trumpets being used as a 
piercing organ. The peculiar hairs on the first abdominal segment, 
used by most Culicid-pupæ as supporting organs in relation to 
the surface-film, are wanting in Mansonia. As far as I am aware, 
nobody has hitherto found the pupa attached to plants, but owing 


326 


to the structure of the trumpets and the want of the above-mentioned 
hairs, it must be regarded as very probable, that the supposition 
Is. Correct. 

The eggs of Mansonia have been described by different authors 
(see Dyar and Knab 1910 p. 259). Further they have been 
thoroughly described by the said authors in a special paper (1916 
p. 61). The following remarks are taken from that paper. The 
eggs of the three American species M. fasciolalus, Arrib., arribålzagæ 
Theob., and perlurbans Walk., do not differ very much in shape, 
arrangement, and manner of disposal from eggs of typical Culeæ. 
The egg-boats fløat upon the surface of the water, one end usually 
resting against an aquatic plant; still there is some difference in 
the arrangement of the eggs of the three species. The eggs of 
M. titillans found by Moore, are of quite another type; they 
are placed on the under-surface of the leaves of Pistia and deposited 
in a mass, generally between ribs of the leaves. They are attached 
to the leaves with their bases very closely crowded together and 
apparently kept by a cement secreted by the female. The number 
of eggs in a cluster exceeds 150. Moore has observed directly, 
that at least the abdomen was submersed when ovipositing. "The 
lower half of her abdomen was submerged and bent or curved 
back, the segment somewhat extended, and was being moved slowly 
from side to side the eggs seeming to issue forth in rapid succession 
and to be as rapidly set up each in its place . . . air bubbles 
were entangled in the abdominal scales and on the leaf itself. 
According as the cluster enlarged in her direction she drew her 
abdomen more and more up, so that when she finished at 6,35 
not much more than the tip of it was curved under the leaf. When 
she first started more than half of her abdomen would have been 
under the water. The freshly laid cluster was white". Dyar and 
Knab call attention to the fact, that the abdomen of the female 
of M. titillans is unusually hairy, the hairs being well distributed 
and coarse. This is no doubt an adaptation that, by entangling, 
the air between the hairs prevents the body itself from becoming 
wet while immersed. Moore supposes that the female, when at 
work on Pistia, really works in a globule of air, for, owing 10 
the dense pilosity of the leaf, the under-surface is simply aglow 
with air-bubbles, so that the leaf probably rests more on air than 


SPÆR 


on water. The egg-shell of this: species presents no special structure; 
it resembles that of most other Culicidæ. 

In the same paper Dyar and Knab describe another egg also 
forwarded to them by Moore. The egg is furnished with a small 
neck from the upper edge of which four pairs of horns project 
upon very short stalks; these horns appear to consist of solid 
chitin and taper into a sharp point. Later on, Moore found the 
species which laid these eggs; it was described as a new species,” 
M. humeralis Dyar and Knab. These eggs are of interest, because 
they resemble the eggs of Nepa and Ranatra; as well known, 
these water-bugs pierce their eggs into half decaying plant material, 
and the crown of spines round the tip of the eggs are commonly 
regarded as a respiratory organ. Dyar and Knab also regarded 
the spines of the egg of Mansonia as in some way connected with 
the problem of air-supply. 

We must here finish our remarks relating to the biology of 
these very interesting mosquito-larvæ. As a matter of fact, their 
biology is still very incompletely known. From the material in 
hand we are unable to trace the ways of this peculiar genus 
enabling the larva to emancipate itself from the atmospherical air 
above the surface of the water and seek the air stored within the 
air-chambers of submersed water-plants. It seems as if the grade 
of adaptation is not exactly the same in the different species. The 
peculiar fact, that at least one species does not construct egg-boats 
but lime the eggs to the plants, and that the egg-shells of another 
Species are constructed similarly to those of animals the eggs of 
which are pierced into plant-tissues, let us presume, that further 
Studies will also let us know larvæ in which the modus of respir- 
ation as well as the shape of the sipho represent the "missing - 
link", transmissions to the normal facts in the common mosquito 
larvæ. Undoubtedly we must search in the tropics if we want to 
Solve these questions. It would be unreasonable to expect, that it 
Should be possible to find the solution of the problems in a little 
Pond in North Seeland far away from the center of the geograph- 
ical distribution of the genus. 

Finally I have to bring the Carlsbergfond my heartiest thanks 
for a dotation for which the figures have been reproduced. 


The Danish Freshwater Biological Laboratory, Hillerød, January 1918. 


328 


Literature. 


1905. Blanchard, R. Les moustiques. Paris 1905. 
1910. Bøving, A. Natural History of the larvæ of Donaciinæ. Interna- 
tionale Revue. Leipzig. p. 1. 
1910. Dyar, H. and Knab, F. The genus Mango Entom. News. 21, 
. 259. 


1916. TER: == — Eggs and Oviposition in certain species 
of Mansonia. Insec, Inscitæ Menstruus 
61 


1915. Ege, R. On the Respiratory Conditions of the Larvæ and Pupa of 
Donaciæ. Vid. Medd. Dansk Naturh. Foren. 66. p. 183. 

1902. Giles, G. A handbook of the gnaths or mosquitoes. London. 

1905. Goeldi, E. Os mosquitos no Parå. Mem. Mus. Goeldi. Hist. nat. 
et 


h. 4. 

1912—1917. Howard, L., Dyar, H., Knab, F. The Mosquitoes of North- 
and Central America and the West Indies. Washington.”) 

1911. Krogh, A On the hydrostatical Mechanism of the Corethra Larva 
with an account of Sen ods of Microscopical Gas Analyses. Scand. 
Arch. Physiol. 25. p. 

1886. Meinert, F. De Cucephale Myggelarver. Danske Vidensk. Selsk. Skr. 
Math. Nat. Afd. Ser. 6. Vol. 3. 

1916. Meijere, J. C. Beitråge zur Dipteren-Larven und Puppen. Zool. 
Jahrb. Abth. Syst. 40. p 

1901—1903. Nuttall G., & Shipley, A. Studies in re to Malaria. 
Journ. Hyg. I. p: 45; BP 200: ASE 2 58 SR 

1887. Raschke, E. Die Larve von Culex nemorosus. ARNE f. Naturges. 
53: p. 133. 

1901—1910. Theobald, F. A Monograph of the Culicidæ. London. Brit- 
ish Museum. Vol. 

1908 ile J Notes on Larvål Habits of Mansonia. Entom. News. 19. 


ae: 
1905. her se M: The renen Canal: of the Mosquito. Proceed. 
Boston Soc. Nat. Hist. 32. p. 
1915. Wesenberg-Lund, C. ne i ferske Vande. København. 


”) Commonly abbreviated to H. D. K. 


15—3—18. 


Planteanatomiske Bidrag Il. 


Af 
V. A. Poulsen. 
Hertil Tabb. III og IV. 
(Meddelt i Mødet i naturh. Forening d. iste Febr. 1918.) 


i 


Om Sftøtterødderne hos Acanthus ilicifolius L. 
Hertil Tab. III. 


Som bekendt hører den saakaldte , Mangrove"-Formation til de 
ejendommeligste og bedst karakteriserede tropiske Vegetationsforma- 
tioner; den har været kendt siden Oldtiden, den er skildret mange 
Gange siden, og den er i den nyere og nyeste Tid omhyggelig 
Studeret af velskolede Botanikere og Biologer, blandt hvilke ogsaa 
danske have ydet væsentlige Bidrag saavel i Almindelighed som i 
visse, mere specielle Henseender. Jeg skal her blot minde om 
Goebel's!), Karsten's?), Schimper's?), Warming's"), Børge. 
sen og O. Paulsen's5), Holtermann's&), Areschoug's”), Joh. 


KR Panirenbielor Schilderungen, I. Theil, Abt. II: Ueber einige Eigenthiim- 
lichkeiten der sidasiatischen Strandvegetation. p. 113 ff. 1889. 
) Ueber die Mangrove-Vegetation im malayischen Archipel. Bibliotheca 
Botanica 

?”) Botanische Mittheilungen aus den Tropen, Heft 3: Die indomalayische 
Strandflora. Jena. 1 

") Tropische Fragmente, II; Rhizophora Mangle; (Englers Jahrbicher, Bd. 
IV, 1893). 
Oecology of Plants; Oxford 1909, (pag. 234 ff.) 
Warming & Gråbner: Lehrbuch der &kologischen Pflanzengeographie, 
p 401 (Berlin, 1915). 

5) Om Vegetationen paa de dansk-vestindiske Øer; København, 1898. 

%) Der Einfluss des Klimas auf den Bau der Pflanzengewebe; Leipzig, 1907. 
7”) Untersuchungen uber den Blattbau der Mangrovepflanzen (Bibliotheca 
Botanica, Heft 56, 1902) 


330 


Schmidt's!), Guppy's?) samt Tansley's og Fritsch's?) Ar- 
bejder og Skildringer. Et af de mest ejendommelige Træk af de 
egentlige Mangroveplanters Naturhistorie, tilmed det, som fra først 
af har tildraget sig Forskernes Opmærksomhed, er de karakterist- 
iske Støtterødder; de findes især hos Arterne af Slægten Rhizo- 
phora, som netop har sit Navn deraf, og som tilvisse går et håjst 
ejendommeligt Indtryk paa den, der første Gang staar Ansigt til 
Ansigt med denne op af Havet ragende, lave Strandskov. Et Bi- 
drag til disse Rhizophorarødders Anatomi har jeg leveret for flere 
Aar siden, og det er mig ikke bekendt, at der senere er frem- 
kommet væsentligt nyt paa dette Omraade. Det er derfor ikke 
nogen Art af denne Planteslægt, som i det efterfølgende vil blive 
gjort til Genstand for Omtale, derimod en anden, som findes i 
samme Vegetation, men som paa Grund af sin betydelig ringere 
Stårrelse og som oftest mere spredte Forekomst ikke falder saa 
stærkt i Øjnene, og som kun stedvis voxer i samlet Bestand, f. 
Ex. Kalutara, Bentotta paa Ceylon; det er nemlig den til den østlige 
Mangrove indskrænkede og i Amerika ganske manglende Acanthus 
ilicifolus L., hvis Udbredelse strækker sig fra Øst-Afrika til Ny- 
Guinea, Philippinerne og Nord-Australien. Denne Acan/hus-AÅrt an- 
gives i Almindelighed at være den eneste urteagtige, egentlige 
Mangroveplante; ved sit tidselagtige Ydre og lave Væxt er den 
flere Steder og navnlig i den indre Mangrove, mellem Sonneratier 
og Avicennier, ret fremtrædende og kan danne et lavt Buskads; 
hvor den voxer paa mere fugtig Grund eller i lave Pytter, faar 
den især fra Undersiden af de fremliggende eller skraat opstigende 
Grene ret talrige grongraa, centimetertykke, bueformede Støtte- 
rødder, der ligesom de langt sværere Rhizophorarødder grene sig 
stærkt nede i det bløde Mudder. Arten er ikke hyppig afbildet; 
Wight (Icones, Tab. 459) har et ret tarveligt Billede af en Gren 
med Blomster, men uden Støtterødder, og Tansley and Fritsch 
(1. c., pag. 38, Fig. 13) afbilde en Gren med disse Rødder, men 
efter et alt andet end karakteristisk Exemplar. 


i) large & til Kundskab om Skudbygningen hos den gamle Verdens Man- 
grovetræer (Botanisk Tidsskrift, Bd. 26; Kbhn., 1913). 

7) Plants, seeds and currents in the West Indies and Azores; London, 
Williams & Norgate, 191 

”) The Flora of the Cerlea Littoral (News Phytologist, Vol. IV. 1905). 


331 


Ved sit egenartede Ydre og sin udprægede, halofytiske Leve- 
maade, som ogsaå ved andre Forhold, er den enestaaende inden- 
for sin Slægt og af enkelte Forfattere i tidligere Tid gjort til Type 
for en selvstændig Slægt, Delivaria Juss.; dog er denne ikke op- 
retholdt af nye Forskere og bl. a. ikke af de plantegeografiske og 
økologiske Forfattere i den senere Litteratur. 

Jeg har iagttaget Planten ved Tandjong Priok, Batavias Havne- 
plads, samt ved en stor, i sin Tid (1895) under Rydning værende 
Mangrove ved Tandjong Pagar ved Singapore, og jeg maa her 
strax bemærke, at jeg fandt dens Grene ret svære og ikke saa 
lidt træagtige; samme Indtryk har jeg af Exemplarer, som dyrk- 
edes i den botaniske Have i Buitenzorg, og af Grenstykker med 
Støtterødder i forskellig Udvikling, som senere med stor Liberal- 
itet og i fortrinlig Opbevaring i Alkohol ere sendte mig fra Java 
af Hr, Laboratoriedirektør Hj. Jensen; jeg benytter Lejligheden 
til at takke for dette udmærkede Studiemateriale, der sammen med 
noget af mig selv i Buitenzorgerhaven indsamlet har tjent mig til 
disse Undersøgelser. 

Støtterødderne af Acanthus ilicifolius have deres Udspring fra 
de blad- og blomsterbærende Grene; enten fra et vilkaarligt Sted 
paa Undersiden af de skraat opadrettede Internodier eller, hvad 
der forekommer mig hyppigst, fra selve Nodi, hvor der paa Axel- 
fligenes Plads ofte findes indtil centimeterlange Torne; ovenover den 
ene af disse (sjældnere ovenover dem begge) udspringer en Rod. 
Rødderne have altsaa oftest lovbunden Stilling, hvilket' ikke synes 
bemærket tidligere. 

Det anatomiske Studium af disse Rødder synes (i Modsætning 
til Bladenes) mærkelig nok heller ikke at være foretaget. Det har 
dog sin Interesse at sé, hvorvidt de i deres Bygning stemme over- 
éns med de tilsvarende Organer hos Rhizophora og Pandanus, 
om de tjene som Aanderødder eller udelukkende have mekanisk 
Betydning, og hvorvidt deres Stele har normal eller afvigende his- 
tologisk Struktur. 

Det lidet, jeg har kunnet finde i Litteraturen om Acanthus- 
røddernes Anatomi, indskrænker sig til den kortfattede Omtale af 
Rodbarkcellernes Vægbygning, som Karsten giver i sit Mangrove- 
arbejde, og som lige nævnes af Solereder”); dette gælder endda 


7) Systematische Anat. der Dicotyledonen, Ergånzbd., 1908, p. 253. 


332 


kun Jordrødderne; en egenlig Beskrivelse af Støtterødderne er 
næppe given, deres primære Struktur er ikke beskreven, og den 
anatomiske Udviklingshistorie aldrig undersøgt; dette kan komme 
deraf, at man har fæstet sin Opmærksomhed mere paa andre Sider 
af Acanthusrodens (og andre Mangroverødders) Naturhistorie, eller 
deraf, at man ikke har haft Materiale i passende Udviklingsstadier. 
Jeg skal tillige indråmme, at man ved Undersøgelsen af Rødderne 
i det sekundære Stadium, i hvilket de alle befinde sig, naar de 
have begyndt at udsende Grene nede i Mudderet, meget let kan 
oversé den anatomiske Ejendommelighed, paa hvilken jeg netop 
her agter at henlede Opmærksomheden, hvilket turde være Grunden 
til, at den hidtil er forbleven ukendt. 

Et Tværsnit af den Del af Støtteroden, som er fuldt udviklet, 
men endnu i det primære Stadium, "hvilket vil sige i en Afstand 
fra Rodspidsen af c. 6 å 8 cm, viser os yderst en ret smaacellet, 
temmelig tykvægget .Epidermis, der ikke danner Rodhaar. Umid- 
delbart indenfor dette Lag findes en tydelig udpræget Exoderm, 
og derefter følger den øvrige Del af Barken, mellem hvis ydre, 
lidt mindre Parenkymceller, der ere forsynede med talrige, ret 
store Klorofylkorn og aabenbart ere i Stand til at assimilere, der 
findes mange Intercellularrum samt enkelte, hist og her forekom- 
mende, ret tykvæggede, porede, prosenkymatiske Elementer med 
lignificerede Vægge og uden levende Indhold. Den mellemste og. 
inderste Bark bestaar af tyndvæggede, aabenbart saftrige Celler 
uden Klorofyl og med talrige, temmelig store Luftgange mellem 
sig. Saavel disse som hine Barkceller vise sig paa Længdesnittet 
at være langstrakt rektangulære. , 

Ved denne Bygning viser Rodbarken sig altsaa i Stand til Ås- 
similation og Respiration. Den afsluttes indadtil af en meget tyde- 
lig Endoderm, hvis Radialvægge vise os de bekendte, casparyske 
Pletter. Den slutter som sædvanlig naturligvis tæt om den inden- 
for liggende Stele, som den omgiver som en smukt bølgeformet 
Kreds, (Tab. III, Figg. 1 og 2). Umiddelbart indenfor Endodermen 
findes Pericyklen som et meget tydeligt, ligeledes bølgeformet for- 
løbende, kredsformet Lag; Stelens ledende Elementer følge dernæst 
fordelte i Periferien af Bindevævet, der danner en meget stor, af 
tyndvæggede, axialtstrakte Parenkymceller sammensat ,Marv"; men 
ved den ejendommelige Maade, paa hvilken Hadrompartierne eré 


333 


byggede, afviger denne Støtterod fra alle andre hidtil bekendte 
Rødder. Den er mangestraalet. Dette er ikke mærkeligt, efter- 
som Roden er saa tyk; der kan i Regelen tælles c. 27 å 30 
Hadrompartier, men hvert af disse bestaar ikke af én eneste 
Karstraale, saaledes som vi ere vante til at finde, men af flere, 
sem oftest fra 3 til 6 (Tab. III, Figg: 1/2 og 3 samt 4); yderst 
sjældent er et Hadromparti kun repræsenteret af én Hadrom- 
»Straale"., De yderste og mindste Kar ere som sædvanlig Skrue- 
kar (Tab. III, Fig. 9). Med disse temmelig stærkt tangentialstrakte 
Hadromstraalegrupper afvexle Leptompartierne; i dem findes lige- 
ledes som oftest flere (3 å 4) Sivævsstrænge (Tab. III, Fig. 10), 
adskilte ved Bindevæv (Tab. III, Figg. 3, 4, 6, 7). 

Denne primære Struktur afløses snart af den sekundære, og 
Tykkelsevæxten, som dog aldrig bliver betydelig, begynder. Den 
har til Hensigt at skabe et mekanisk virksomt Væv, idet Roden 
ved Udviklingen af sit sekundære Hadrom først bliver i Stand til 
at optræde som aktiv Støtterod. For det første uddannes det de 
primære Hadromstraaler nærmest omgivende Bindevæv ved For- 
tykning og Forvedning af Væggene til mekanisk Væv, og ved Ud- 
viklingen af et aktivt Kambium, der paa sædvanlig Vis først op- 
"træder paa Indersiden af Leptompartierne, dannes et sekundært 
Hadrom, og tilsidst have vi en sluttet Vedcylinder af Libriform og 
sekundære Kar, i hvilket de primære Hadromstraaler blive saa 
stærkt indlejrede, at de kun med Vanskelighed kunne skelnes. I 
det ved samme Kambiums Virksomhed dannede sekundære Leptom, 
der iøvrigt ikke giver Anledning til nogen særlig Omtale, dannes 
der en Del lange Sejbastceller. 

Under denne sekundære Omformning af Stelen er der i Bark- 
ens yderste, lige indenfor Exodermis liggende Cellelag dannet et 
Par Lag Kork; hist og her udvikles der meget smukke og tyde- 
lige Lenticeller ligesom i en Stængel. 

en Del af Støtteroden, som naar ned i Jorden, udvikles til 
en ganske normal Rod; den er meget tyndere, udvikler Rodhaar 
og Sidegrene og danner selvfølgelig intet Klorofyl. 


334 


Hi 
Om Rhizomet hos Sanseviera guineensis Willd. 
(Hertil Tab. IV, Figg. 1 og 2). 

Slægten Sanseviera Thunb., hvoraf særlig S$. guineensis (L.) 
Willd. og $. cylindrica Boyer ere bekendte Væxthusplanter, har 
været anbragt noget forskelligt i systematisk Henseende. Den først- 
nævnte, hvormed vi her særlig skulle beskæftige os, opfattedes af 
Linné som en AlLletris (A. hyacinthoides, var. guineensis), altsaa 
som en Haemodoracé; Willdenow anbragte den under det Thun- 
bergske Slægtsnavn nærmest ved Dracaena; Endlicher sætter den 
i Subordo Al/oineae sammen med Aloé og Yucca, Lindley nævner 
den under Liliacé-Afdelingen Hemerocalleae, som han netop ad- 
skiller fra Aloineer og Asparageer; Baker, Liliaceernes Monograf, 
anbringer den i Familien Asparagaceae, altsaa igen nær ved Dra- 
caena, Baillon sætter den (under det gamle, Medikus'ske Slægts- 
navn Acyntha fra 1786) sammen med Liriope Lour. (= Ophio- 
pogon) og Peliosanthes Andr. i Gruppen Ljriopeae, og i Engler 
og Prantl finde vi den i ,,Nachtråge" under Dracaeneae, efterat 
den i den første Familiebehandling havde figureret under Ophio- 
pogoneae, hvorhen den ogsaa var stillet af Hooker & Bentham. 
Uden nu at gennemgaa yderligere den systematiske Litteratur kunne 
vi altsaa fastslaa, at Sanseviera iblandt Liliiflorerne har sin Plads 
i Nærheden af Dracaenoideerne, hvor de nyeste Forfattere ansé 
det for rettest at anbringe den. 

I anatomisk Henseende har Slægten i Tidens Løb ikke været 
Genstand for saa mange Undersøgelser; i den ældre Lære- 08 
Haandbogslitteratur er den bedst kendt paa Grund af de ejendom” 
melige, næt-skrueformet fortykkede, aabenbart som Vandbeholdere 
fungerende, parenkymatiske Idioblaster i Bladets Mesofyl; de stærke 
Sejbaststrænge i Bladene have ogsaa været Genstand for Under- 
søgelser"), da de anvendes teknisk; men meget andet er neppe 
nåjere studeret og bl. a. ikke Rhizomet. I den nyere Tid er der I 
Wien publiceret en Del gode og detaillerede, anatomisk-systematiske 
Studier over forskellige Liliiflorafdelinger; deriblandt et af Zwei- 


!) Cfr. Wiesner: Rohstoffe des Pflanzenreichs, II, 1903; p. 397. 


335 


gelt!), der netop har Interesse i denne Forbindelse. Heri kunde 
man vente, at Rhizomets anatomiske Forhold vare behandlede; men 
dette er netop ikke Tilfældet, og da jeg i den Anledning har stu- 
deret dets Bygning og Væxt og fundet et Forhold, som hidtil ikke 
er iagttaget, har jeg ment at turde lægge Beslag paa Læserens 
Opmærksomhed for nogle faa Bemærkninger desangaaende. 

Rhizomet, som har nogen Lighed med /ris's, er temmelig kort, 
tykt og grenet. Det bestaar af ældre Hovedaxer, hvorfra det sidste 
Aars Grene som Sideskud, der i Spidsen bære de særdeles store, 
… meget stive og solide, xeromorfe Blade og iøvrigt ere forsynede 
med de affaldne Blades ringformede Ar, skyde ud. Den udvendige 
Beklædning (Tab. IV, Fig. 1, p) er en af mange Cellelag dannet 
Kork, som ofte er gul eller smukt rød, en Farve, som i begge 
Tilfælde skyldes en Mængde Oliedraaber i de inderste Korkceller. 

Efter Korken følger en af afrundede, noget tangentialtstrakte 
Parenkymceller sammensat Bark (Tab. IV, Fig. 1 b) med talrige 
Intercellularrum; uregelmæssig spredt heri findes talrige Rafide- 
celler, hvis Krystalbundter ikke ere orienterede i nogen bestemt 
Retning; de ere særlig talrige i de ældre Rhizomled, og i disse 
ere ogsaa mange af Parenkymcellerne nætformet fortykkede, saa- 
ledes som vi ovenfor nævnte det for Bladparenkymets Vedkom- 
mende. 

Indenfor denne Bark, der ikke afsluttes med nogensomhelst 
udpræget Endoderm, ikke en Gang (i de yngre Rhizomdele) med 
en tydelig Stivelseskede (omend hist og her et vist, ikke helt kon- 
tinuerligt Cellelag kan indeholde ganske faa, temmelig smaa Stiv- 
elsekorn og derved paa en Maade hævde sig som et Stivelseskede- 
homologon), findes Centralcylinderen (Tab. IV, Fig. 1, st) eller 
Stelen, der altsaa gaar ganske i eet med Barken. Dens Parenkym 
er ganske som Barkens, ogsaa i de ældre Rhizomstykker. I denne 
Stele findes de lukkede, kollaterale Karstrænge, hvis Bygning er 
den for Monokotyledoner sædvanlige, uregelmæssig spredte over 
Tværsnittet; hver Karstræng er paa Ydersiden lige udenfor Lep- 
tomet belagt med en ofte ret anselig Sejbastbelægning, som baade 
med Anilinsulfat, Floroglucinsaltsyre og det Måule'ske Permanganat- 

M ) Vergleichi. Anat. d. Asparagoideae, Ophiopog. etc. nebst Bemerkungen iiber 
die Beziehungen zwischen Ophiop. u. Dracaenoideen (Denkschr. d. kais. 

Acad. d. Wiss. in Wien, Bd. 88, 1913). 


336 


reagens viser en meget tydelig Ligninreaktion. I Betragtning af, 
at et Rhizom er et Ammeorgan, var det mig noget. paafaldende, 
at der ikke fandtes Stivelse i Cellerne (bortset fra de ubetydelige 
Spor af dette Kulhydrat, som vi omtalte ovenfor som forekom- 
mende i et Cellelag paa Grænsen mellem Bark og Stele); alle 
Parenkymcellerne i hele Rhizomet synes tomme og have kun et 
tyndt, vægstillet, temmelig kornfrit og klart Protoplasma med ikke 
synderlig fremtrædende Kærner. Nu viste det sig imidlertid, at 
Celleindholdet giver en stærk rød Reaktion med Trommerske Rea- 
gens samt en meget rigelig Osazonreaktion med saltsurt Phenyl= 
hydrazin og Natriumacetat og altsaa turde indeholde ikke ubetyde- 
lige Sukkermængder. 1 Monokotyledone-Rhizomer er, naar jeg 
bortser fra visse Gramineers, sligt, saa vidt mig bekendt, ikke tid- 
ligere paavist. I enkelte Rhizomstykker, som havde ligget nogen 
Tid i stærk Alkohol, var Sukkeret udkrystalliseret i Sfæritform, 
særlig i Barkens allerinderste Del; disse Krystaller opløstes hurtig 
i Vand, langsommere i Glycerin og mindede ved deres Form ganske 
om dem, som Bonnier") allerede forlængst har paavist i visse 
Nektariers Parenkym. 

Imidlertid er der en ganske anden Ejendommelighed, som ud- 
mærker Sanseviera-Rhizomet, og som, saavidt jeg véd, ikke tid- 
ligere er iagttagen hos noget Rhizom af monokotyledone Væxter. 
I ældre Rhizompartier, især i Axerne af første Orden og i de ældste 
Dele af Axerne af anden Orden, optræder der et sekundært 
Kambium, som dels frembringer en betydelig Parenkymmængde, 
dels (heri) en Del (spinklere) Karstrænge; hele denne sekundære 
Tilvæxt (Tab. IV, Fig. 1, k) danner paa Tværsnit en temmelig bred 
Zone udenom den primære Stele. Den tager sin Begyndelse ved 
Tangentialdelinger i Stelens yderste Periferi (Tab. IV, Fig. 2, k), 
indenfor det ovenfor nævnte, iøvrigt saa utydelig udprægede, ind- 
erste Barklag, som ved sit ganske vist højst mangelfulde Stivelse- 
indhold muligen lader sig tyde som en Endoderm eller Phloeoterm. 
Det Cellelag, som bliver det sekundære Kambiums Initiallag, 08 
som altsaa er Pericykellaget, er imidlertid lige saa daarlig udpræget 
som Endodermen; det giver sig kun tilkende ved sine Delinger; 
i de Tilfælde, eller paa de Steder, hvor en svag Stivelseudvikling 

1) Les Nectaires, (Annales des sc. nat., Bot., 6e Sér., T. VIII, 1879, p- 78 

Tab. 8, Figg. 124 og 126). 


337 


antyder Endodermceller, finde vi de første kambiale Tangentialvægge 
umiddelbart indenfor disse, hvilket atter vil sige lige udenfor Stel- 
ens yderste Karstrænge og, saavidt jeg har bemærket, næsten 
aldrig samtidig i hele Pericyklens Omkreds. Det ved denne kam- 
biale Tilvæxt dannede Parenkym udmærker sig ved de rektangu- 
lære, ofte noget radialstrakte Cellers tydelig radiære Ordning, som 
ogsaa de deri dannede Karstrænge udvise; i Modsætning til Kar- 
Sstrængene i den primære Stele have disse, noget spinklere, sekun- 
dære ingen Sejbastbelægning. 

Hensigten med denne sekundære Tykkelsevæxt er gaadefuld ; 
påa de i vor botaniske Have dyrkede Exemplarer dø Rhizomdelene 
bort snart, efter at de have indledet denne Kambialvirksomhed; 
men i Plantens Hjemstavn, det tropiske Afrika, varer deres Liv 
muligvis længere. 

Siden det i 1915 lykkedes mig at paavise et Tilfælde af sekun- 
dær Tykkelsevæxt hos Urginea!) er der, saavidt” mig bekendt, 
intet lignende fundet andetsteds. Derfor har jeg ment, at Offent- 
liggårelsen af ovenstaaende ikke ganske er uden Interesse. Til- 
stedeværelsen af den sekundære Væxt er, hvad der vil være klart 
af de indledende Bemærkninger, af nogen Betydning i systematisk 
Henseende, for saavidt som der heri bestaar en Lighed med Dra- 
caenoideerne, saaledes som ogsaa Zweigelt har hævdet, men 
ingen med Ophiopogoneerne, hvorfra det med Engler & Prantl 
(0. a.) vil være rigtigt at fjerne den. Muligvis forstaas Tilstede- 
værelsen af det sekundære Tilvæxtlag bedst rent fylogenetisk, nem- 
lig som en (nu betydningsløs) Rest fra Dracaena-agtige Forfædre, 
hvis Stængler have været overjordiske; men fårend yderligere, 
Sammenlignende Undersøgelser, navnlig over Æggets cytologiske 
Forhold, hos de herved i Betragtning kommende Slægter ere fore- 
tagne, har man næppe tilstrækkeligt Materiale til en frugtbar Dis- 
kussion. 


| Oversigt over det kgl. danske Vidensk. Selskabs Forh. 1915, Nr. 2, p.181. 
Se heri den herhenhørende Litteratur. 


Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd, 69, 22 


II. 
Det extraflorale Nektarium hos Carapa guyanensis Aubl. 
(Hertil Tab. IV, Figg. 3—7). 

Carapa guyanensis Aubl. er et smukt Træ af Meliaceernes 
Familie med meget store, finnede Blade. Det har hjemme i tropisk 
Amerika, i hvis Mangrover det ofte forekommer. Dog voxer det 
ogsaa, og maaske nok saa meget, udenfor Strandvegetationen, i 
»Barringtonia" -Formationen og længere inde; Warming!) an- 
fører det heller ikke blandt den vestlige Mangroves Karakterplanter, 
og Spruce”) nævner det blandt de Træer, han traf ,hele Vejen 
op ad Amazonfloden". I Mangroven paa vore desværre forhen- 
værende vestindiske Øer findes Arten ikke, derimod træffes den 
igen i Strandfloraen paa Senegambiens Kyst, hvis Mangrove væsent- 
lig dannes af samme Arter som Amerikas, f. Ex. Rhizophora Mangle 
L.?). Af Slægten Carapa kendes ogsaa Arter fra den gamle Verden, 
nemlig de indiske Mangrovers C. moluccensis Lam. og C. obovata 
Bl., som imidlertid vistnok rigtigere sammenfattes i Slægten Xylo- 
carpus Koenig; en Adskillelse af disse to Slægter er sikkerlig 
vel begrundet, og Harms, som har behandlet Familien i Engler 
& Prant!'s ,,Naturliche Pflanzenfamilien", gennemfører den ogsaa. 
I vor botaniske Haves Palmehus dyrkes et stort og smukt Exem- 
plar af Carapa guyanensis Aubl.; det kom hertil i 1870 fra Kew 
Gardens, efter hvad Hr. botanisk Gartner Lange meddeler mig, 
og turde nu vel have en Alder af c. 50 Aar. Da jeg paa det har 
gjort en lagttagelse, som ikke synes forhen kendt, skal jeg i det 
følgende gåre Rede før den, idet jeg takker for den Beredvillighed, 
hvormed det ikke almindelige Materiale er stillet til min Raad- 
ighed. 

De store, spredte Blade, som ikke ere forsynede med Axel- 
flige, ere ligefinnede; saaledes maa de i al Fald betegnes i ud- 
") Gecology of Plants, Oxford, 1909; 

?”) Notes of a Botanist on the Amazon a Andet, ed. by Wallace, 1908. 

7) Interessante Betragtninger over er re og Carapa findes i et 
noget bredt, men håjst læseværdigt Værk af Guppy: Plants, Seeds and 
Currents in the West Indies and Azores, London, 1917; pag. 141. 


339 


viklet Tilstand, men Baillon!") har allerede forlængst paastaaet, 
at de anlægges uligefinnede, men at Endesmaabladet ikke udvikles 
normalt og tidlig gaar tilgrunde; da jeg selv har undersøgt Bladets 
Udviklinghistorie, kan jeg paa en Maade bekræfte dette. De unge 
Blade og Axedele, som netop befinde sig i Løvspring, hvilket i vort 
Palmehus finder Sted i Slutningen af Marts og Begyndelsen af 
April, naar Solen har faaet nogen Magt, ere, som Tilfældet er med 
mange tropiske Trævæxter, meget smukt røde. Især paa disse yngre 
Blade (cfr. Tab. IV, Fig. 4, som forestiller unge Blade i tre Ud- 
viklingstrin), men naturligvis ogsaa, skøånt mindre tydelig, paa de 
ældre, kan man iagttage to extraflorale Nektarier ved Bladstilkens 
Grund, eet paa hver Side paa det Sted, hvor den pludselig fot- 
tykkes, inden den fæster sig til Axen; en sjælden Gang kan der 
optræde to Nektarier paa samme Side enten ved Siden af eller 
ovenover hinanden. 

Plantens Knopforhold er omtalt af Raunkiær”); hvert Aars- 
skud (Tab. IV, Fig. 3) begynder med fem å sex ufuldkomne, næsten 
skælagtige, brede, ofte med en håjst rudimentær Bladplade for- 
synede Lavblade, som hvert bærer en cirkelrund eller oval Plet, 
et Nektarium, paa hver Side af Midtlinien. Disse Dannelser, som 
genfindes paa de i et Antal af sex til ti derpaa følgende, finnede 
Løvblade, der ere ordnede efter Skruen ”/5, forekomme, som ogsaa 
Baillon har set, ogsaa paa ,Endesmaabladet", som er udviklet 
meget rudimentært, som et glat, temmelig tykt, uregelmæssig, pris- 
matisk, eller spidst, spoleformet (Tab. IV, Fig. 4, ap), noget kød- 
fuldt Legeme, der aldrig opnaar nogen nævneværdig Stårrelse, 
men stanser sin Udvikling tidlig for ligeledes tidlig at skrumpe 
ind og forsvinde, saa at det helt udviklede, meget store Løvblad 
synes ligefinnet (i Regelen med 10 Par Smaablade). Det maa nu 
imidlertid bemærkes, at der i Spidsen af hvert af Sidesmaabladene 
findes et ganske lignende, med to Nektarier forsynet, sidenhen 
Ogsaa indtårrende Apikallegeme, saa at en egentlig, selv meget 
rudimentær Endesmaablad- Plade i Grunden aldrig har været anlagt. 


]) Bull. soc. Linnéenne de Paris, p.22; cfr. Harms i Engler & Prantl, HI, 
4. Abth., 1896; p. 278. 

”) Planterigets Livsformer, Kbhvn., Gyldendal, 1907, p. 36—37. Knoppernes 
Forhold hos Plantens indiske Slægtning er skildret af Johs. Schmidt 
'Skuddene hos den gamle Verdens Mangrovetræer, 1903; p. 13) 

] 997 


340 


At disse her nævnte, stillingsbundne, rundagtige Pletter"), som 
paa de yngre, pragtfuldt røde Bladstilke ere ret idjnefaldende ved 
deres hvidlig-gronne Farve, ere Nektarier, erkendes let af den 
stærkt søde, vandklare Vædske, som de udskille i rigeligt Maal, 
og som især om Morgenen ses som store, klare Draaber paa de 
blanke Bladstilke. Den udskilte Saft er i Regelen saa rigelig, at 
de unge Skudender ere ganske vaade, og i sin Hjemstavn hører 
Planten utvivlsomt til de saakaldte myrmekofile Væxter; herom 
synes dog intet at være oplyst, og i den stårste, sammenfattende 
Oversigt vi have om saadanne Planter, nemlig hos Delpino%), er 
Carapa aldeles ikke nævnt, ja overhovedet ingen Meliacé. At 
disse sukkersecernerende Kirtler ikke ere tegnede paa de ellers 
saa fortrinlige Afbildninger, vi have i de Candolles Monografi 7), 
er mere mærkeligt, men det forklares muligvis let ved Antagelsen 
af, at Figurerne i Reglen i ,Flora Brasiliensis" ere udførte efter 
Herbariemateriale; herpaa blive Sukkerkirtlerne meget utydelige, 
og paa de ældre Blade, hvor deres Funktion er ophørt, og hvis 
Stilke ere blevne dækkede af et tyndt, mørkt Korklag, ere de i 
og for sig ikke helt lette at blive opmærksom paa. 
Et Tværsnit af Nektariet vinkelret paa Bladfodens Yderflade 
viser os et skiveformet eller fladt-pudeformet Sekretionsvæv, Som 
er noget indsænket under Bladstilkens Overflade og omgivet af en 
svagt ophåjet Rand. Bladfodens almindelige Epidermis bestaar af 
lave, paa Fladesnit polygonale Celler; ingen af dem paa den ældre 
Bladstilk bærer Haar; Spalteaabninger ere overmaade sparsomme; 
de fleste findes paa den ringformede Nektarierands ydre Skraaning. 
I mange af Overhudscellerne findes derimod Kalkkrystalstjerner. 
Den ophåjede Nektarierand fremkommer ved Epidermiscellernes 
Radialstrækning i en ringformet Zone umiddelbart udenfor Sekre- 
tionsvævet. Selve det secernerende Organ (Tab. IV, Fig. 5, 6) be- 
staar af et meget tyndvægget, smaacellet, farveløst Parenkym ; dets 
Yderflade, der altsaa gaar i eet med Bladbasens ovenfor skildrede 
Overhud, er en indadtil ikke skarpt afsat Epiderm, et plasmafyldt 
)) Hos den indiske Slægtning (Xylocarpus) findes saadanne ikke; efr. 
Schmidts ovenfor citerede Arbejde. 

”) Funzione myrmecofila del Regno vegetale, Ill; (Memorie della Reale 
Accad. d. Sci. del Istituto di Bologna, 1889). 

”) Martius's Flora Brasiliensis, Vol. XI, Tab. 64. 


341 


Epithel, som ganske ligner det underneden (el. indenfor) liggende, 
ligeledes plasmafyldte, sukkerproducerende Væv; i dette, der har 
temmelig store Cellekærner, og som farves stærkt gult med Jodjod- 
kalium, findes ingen Intercellulærrum, og særlige Karstrænggrene, 
som ellers saa mange andre Steder føre til de sekretoriske Væv 
(f. Eks. hos Cerasus, Turnera, Passiflora, Ricinus, Cassia, Hippo- 
mane, Viburnum Opulus o. a.), ere her ikke tilstede. Det gaar 
indadtil ret jævnt over i Bladstilkens perifere Parenkym, der er 
betydelig mere tykvægget og rigelig udstyret med Cellemellemrum, 
samt i hvilket enkelte, i Retning af Bladstilkens Længdeaxe strakte, 
temmelig store Slimceller ere fremtrædende og paa Tværsnit 
af Bladstilken næsten ligne Slimgange. Betragte vi et Fladesnit af 
den runde, secernerende Plet, finde vi dens Epiderm dannet af 
ganske smaa, polygonale Celler; Spalteaabninger og Krystalstjerner 
findes ikke; en ejendommelig gruppevis Ordning af Cellerne, paa 
hvilken vi senere skulle give Forklaringen, er karakteristisk for 
den secernerende Overhud (Tab. IV, Fig. 7). Vende vi os igen til 
Tværsnittet, finde vi, at de specielle Grænselag, som skiller det 
secernerende Væv fra det, hvorpaa det hviler, og som flere Steder 
i Planteriget ellers er tydeligt, ikke alene i Nektarier, men ogsaa 
i andre Sekretionsorganer (Luffa, Shorea, Dioscorea, Drosera 0. a.), 
ikke findes hos Carapa. Her markeres Forskellen først stærkt, 
naar Organet og Bladet i det hele taget bliver noget ældre, og 
Sekretionsperioden er forbi. Der danner sig da paa Bladstilken 
(og Grenene) den ovennævnte Kork, som giver disse Dele den 
for dem ejendommelige, mørkebrune, blanke Farve; den dannes 
ved Tangentialdelinger af første Cellelag under Epidermis, men gaar 
ved Nektarierne ind i de under Sekretionsvævet liggende dybere 
Cellelag, saa at hele Organet ved Korklaget isoleres fra Forbind- 
else med Bladstilkens øvrige, levende Væv; det secernerende Par- 
enkym sættes ud af Funktion, dets Celler fyldes med et brun- 
gult, flobafénagtigt Indhold; Nektariets Rolle er udspillet, og medens 
det i Bladets yngre Faser var meget letkendeligt, ja endog iåjne- 
faldende, unddrager det sig nu mere og mere Opmærksomheden. 

Hvad nu Udviklingshistorien angaar, anlægges Nektarierne paa 
de meget unge, c.5 å 6 mm lange Blades Basis, medens de, der 
findes paa de ejendommelige Apicalorganer, der egentlig kan kaldes 
Nektariophorer, ere anlagte endnu tidligere. Jeg har særlig under- 


342 


søgt de basale, og de yngste Stadier, jeg har kunnet finde (paa 
Grund af Materialets Kostbarhed har der været Grænser for, hvad 
botanisk Have har kunnet stille til Raadighed); have da paa Tvær- 
snit vist, hvad man egentlig kan læse ud af de færdige Udviklings- 
trin, nemlig at Organet anlægges ganske simpelt derved, at et lille, 


viklingen skrider videre udenom det. Paa dette Stadium dele 
Epidermiscellerne, der paa denne kredsrunde Plet bevare Yder- 
væggenes oprindelige, ringe Tykkelse, medens de udenom blive 
noget tykkere og faa en noget sværere Kutikula, sig ved radiale 
(antikline) Vægge og strække sig tillige i radial Retning; derved 
opstaar den ovenfor omtalte, gruppevise Ordning af dem, som især 
ses, naar Nektarialfladen (paa Fladesnit) betragtes ovenfra. Mange 
af de ved Radialdelingerne opstaaede Celler tangentialdeles atter; 
indadtil ere de ikke alle lige lange, saa at Epidermisgrænsen imod 
Vævet indenfor ikke er skarp og jævn. Størstedelen af Sekretions- 
vævet er saaledes en Epidermaldannelse; men en Del af Vævet 
indenfor deltager i Organets Opbygning. Da den senere opstaa- 
ende Kork er subepidermal, er det derfor ikke underligt, at den 
sænker sig ind under Nektariet. Man vil paa de unge Stadier 
finde ikke faa Kirtelhaar paa Overhuden udenom Nektariet; de 
falde senere af. Det vil saaledes ses, at Udviklingshistorien ikke 
frembyder særlig interessante Enkeltheder. 


Universitetets planteanatomiske Laboratorium i Februar 1918. 


Pisurforklarine. 
Tab. Ill. 
Acanthus ilicifolius L 
Samtlige Figurer ere tegnede med Camera clara og forestille Tværsnit 
af Støtterødder. 

Figg. 1, 2 og 3: Den primære Struktur færdigdannet, c. 5 å 6 mm fra Rod- 
spidsen, halvt skematisk; Karrene, hvis Stilling er nåjagtig angiven, 
fremstillede som Prikker, Protohadromelementerne ere mindst (0g 
yderst); Leptomet er antydet ved skraverede Pletter. I Figg. I 08 2 
«r Rodbarkens yderste Begrænsning, Rodens Hudlag, tegnet med; 
Fig. 3, som er af en lidt sværere Rod, forestiller kun et Stykke åa 

Stelens Periferi; den yderste Kontur er her Endodermen. 


Fig. 


Fig. 
Fig. 
Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 


Fig. 
Fig. 


343 


Et Stykke af samme Præparat, som det, hvorefter Fig. 3 er tegnet, 

stærkere forstårret (Zeiss's Apochr. Obj. mm, Ocul. Comp 4). 
nidodermens Celler ere tegnede; e: Endoderm; I: Leptom; kk: 
Hadrom. 

To Hadromgrupper, k, med en mellemliggende Leptomstræng, I; 

e: Endoderm. 7 mm fra Rodens Spids; 5 mm; Tværmaal. (Zeiss's 


Apochr. Obj. 4 , Ocul. Comp. 4). 
Som forrige; én renen omgruppe. I Endodermen, hvis casparyske 
Pletter endnu ikke ere dannede, findes smaa Stivelsekorn. 


S 
idt ældre end Fiz. 6; e: Endoderm; pcy: Pericykel, 
Noget ældre Rod; Tykkelsevæxten begynder indenfor Leptomet, Il, 
med Dannelsen af et Kambium, ca. e: Endoderm; pcy: Pericykel; 
(Zeiss's Obj. Apochr. 3 mm, Ocul. Comp. 4). - 
Ganske ungt Parti, 2 mm fra Rodens Spids, 4 mm i Tvermaal. 
Endodermen, e, endnu ikke uddannet ; de tykvæggede Celler, k, 


ag 
Straaler ialt, udgére ét Hadromparti ; SENG re Apochr. 3 mm, 
Ocul. Comp. 4) 

Samme som Fig. 8; begyndende Kambium- (ca) dannelse. 


Tab. IV. 
Sanseviera guineensis. Tværsnit af ældre Rhizom; sekundær Tyk- 
kelsevæxt begyndt. Svagt forstårret. st: primær Stele; k: sekun- 
d Kambium ram radialt stillede Karstrænge; b: Bark; p: Peri- 
— Skem 

rn otkyg ner af Stelen; Tværsnit. Sekundært Kambium, Kk, 
nylig anlagt. (Zeiss's Okular 4 Obj. Apochr. 4 mm). Figurens opad- 
vendte Side peger udad mod Korken. 
Carapa guyanensis. Yngre, helt udsprunget Aarsskud, noget for- 
mindsket; de kredsrunde Pletter paa Bladstilkens Basis ere Nek- 
tarierne. see af Hr. Kunstmaler i 

amme; unge Blade, svagt foratderede; ap: Apicalorganerne eller 
Nesa Moshoreti 
Samme; Deere gennem et udvoxet Nektariums Rand vinkelret 
paa Overfladen. De plasmafyldte Celler ere det secernerende Væv. 


13—3—18, 


Om Synura Uvella Stein og nogle andre 
Chrysomonadiner. 


Af 
Johs. Boye Petersen. 


Hertil Tab. V, 
(Meddelt i Mødet d. 15 Marts 1918.) 

I nogle Aar har jeg lejlighedsvis studeret forskellige ciliebærende 
Organismer, især deres Ciliers finere Bygning. Det var oprindelig 
Hensigten, at der skulde være kommet en større Helhed ud deraf; 
men andre Arbejder har optaget min Tid, saa jeg foretrækker nu 
at publicere nogle af de lagttagelser, jeg har gjort. 

Ved Undersøgelserne anvendte jeg især den Låfflerske Beitznings- 
metode i Alfr. Fischer's Modifikation (Strasburger: Praktikum 
1902, Pag. 413). Denne Metode har tidligere givet meget smukke Re- 
Sultater (Alfr. Fischer 1894); men Fischer's Undersøgelser er 
mærkeligt nok ikke bleven ført videre. De sammenfattende Skrifter, 
som f. Eks. Senn (i Engler und Prantl: 1900) nævner kort 
Fischer's Arbejder, men føjer intet nærmere til. Pascher (1914 
Pag. 2) siger herom blot: ,Ob die speciell von A. Fischer bei 
Geiszeln verschiedener Flagellaten beobachteten Strukturen (Flim- 
merhaarbesatz) den natirlichen Zustånden entsprechen und nicht 
vielleicht infolge der Pråparation entstanden sind, ist nicht geklårt.” 
Pascher finder dem altsaa ikke nærmere Omtale værd og be- 
tvivler endog, at de i Præparaterne iagttagne Strukturer virkelig 
Svarer til de naturlige Forhold. Nu maa man indrømme, at Resul- 
tater vundne ved en Farvningsmetode som den Låfflerske altid 
maa behandles med megen Kritik, og man maa saa vidt muligt 
Søge at verificere de fundne Resultater ved andre Metoder. Men 
Fischer's Undersøgelser synes mig saa interessante, at en Fort- 
Ssættelse af dem i høj Grad var ønskelig, og at der ligger noget 


346 


virkeligt til Grund for de fundne Billeder, betragter jeg som hævet 
over enhver Tvivl. Noget helt andet er, hvor nøje Billedet i Præ- 
paratet svarer til Virkeligheden, og hvor meget det er forandret ved 
Præparationen. 

Samtidig med mine Ciliefarvningsforsøg har jeg ogsaa anvendt 
andre Undersøgelsesmetoder og derved vundet forskellige, som jeg 
tror, nye Resultater, især vedrørende Synura's Bygning. 

Jeg venter, at yderligere Undersøgelser af de finere Ciliestrukturer 
vil kunne give gode Bidrag til Opfattelsen af Flagellaternes Syste- 
matik, ligesom et Studium af Sværmesporers Cilier maaske kan 
kaste nyt Lys over Slægtskabsforholdene mellem de eencellede og 
de flercellede Alger. 


I. Hylsteret hos Synura. 

Hylsteret hos Synura har der fra gammel Tid været noget 
vist gaadefuldt ved, og de forskellige Forskere har haft ret afvi- 
gende Meninger om dets Natur, ligesom dets Struktur ogsaa har 
været beskrevet paa flere Maader. Allerede Fresenius!) gør op- 
mærksom paa, at det har et kornet Udseende og mener, at dette 
skyldes en tæt Besætning af fine Slimkorn. Stein udtaler her- 
imod, at det kornede Udseende skyldes en Mængde fine Spidser 
eller Pigge, hvormed Hylsteret er tæt besat. Paa Stein's bekendte 
Afbildninger af Synura ses disse Pigge med stor Tydelighed. Klebs 
(1892, Pag. 400) fremhæver atter Hylsterets kornede Udseende 09 
mener nærmest som Fresenius, at der virkelig findes Korn påå 
dets Overflade, og de længere Spidser, som Stein har set, er” 
klærer han for at være Bakterier, der har sat sig fast paa Hyl- 
steret. Noget lignende er ogsaa iagttaget af Scherffel (1904, Pag. 
441). Han er imidlertid kommet paa den Tanke, at Hylsterets 
kornede Udseende skyldes noget helt andet end Pigge eller paa" 
lejrede Smaakorn. Han mener nemlig at have iagttaget, at det er 
sammensat af smaa Plader, ganske som det tidligere er iagttage! 
hos Mallomonas af Imhof. Scherffel tør dog ikke udtale 818 
med Sikkerhed herom. 

I 1903 opstillede Lemmermann en ny Art Synura, som han 
kaldte $. reticulata paa Basis af en Nettegning, som han har set 


') 1858, cit. hos Stein 1878, Pag. 151. 


347 


paa Hylsteret hos en Synura. Han ledsager ikke sin Beskrivelse 
med Figurer, og Iagttagelsen synes i det hele at være gjort i Hast. 
Åwerinzew (1912, Pag. 6) udtaler imidlertid den Anskuelse, at 
Lemmermann's $. reticulala blot er en S. uvella, idet han hos 
denne ved Hjælp af Indtørringspræparater finder, at Hylsteret ,,hex- 
agonale Verdickungen besitzt, welche im ganzen netzartig auf- 
treten, dabei sind die die Oberflåche der Hiille bedeckenden klei- 
nen Stacheln immer nur in den Knotenpunkten dieses Netzes ein- 
gelagert."” Det Mikrofotografi, som skal dokumentere Sagen, er 
desværre meget utydeligt. Endelig udtaler Pascher sig i sine for- 
skellige Arbejder om Hylsteret hos Synura. Han anser det sim- 
pelt hen som usammensat i Modsætning til Mallomonas's Hylster”); 
men han er dog tilbøjelig til at indrømme, at man ikke har fuld 
Klarhed paa dets Bygning (Pascher 1912, Pag. 154). 

De ældre Undersøgere (Stein, Bitschli) anser nærmest 
Hylsteret for at være en Cuticulardannelse, en Slags Periplast. 
Klebs derimod opfatter det som et ægte Hylster, og deri har han 
ikke senere mødt Modsigelse. 

Hylsterets kemiske Natur har ikke været Genstand for nogen 
som helst Undersøgelse, saa vidt jeg ved. 

Allerede i 1910 havde jeg Synura til Undersøgelse og frem- 
stillede dengang 2 Præparater af den ved Hjælp af den Låfflerske 
Beitzningsmetode (i Fischer's Modifikation, se Strasburger: 
Praktikum 1902, Pag. 413). I disse Præparater viste der sig dels 
smukke Cilier, som senere skal omtales, og dels bekræftedes gan- 
ske Scherffel's Formodning om, at Hylsteret var opbygget af 
Plader. Disse maa dog nærmest betegnes som Skæl, idet de lig- 
ger taglagt med den frie Rand vendt mod Koloniens Periferi. De 
sidder i tydelig Skruestilling lignende Skællene paa en Grankogle; 
men undertiden er Stillingen dog forstyrret ved Indtørringen (Tavle 
V, Fig. 1). De var meget løst sammenhængende, saa ved Ind- 
tørringen paa Dækglasset var Hylsteret paa mange Individer helt 
faldet fra hinanden, og løse Skæl laa spredte rundt om i Præpa- 
ratet. Man havde da her den bedste Lejlighed til at iagttage .de 
enkelte Skæls Form, der viste sig at være omtrent elliptisk eller 
svagt omvendt ægdannet, idet den butte Ende vendte udad. Paa 


)-Pascher 1917, Paz. 22. 


348 


hvert af dem saas en Linie, som begyndte ved Skællets øverste 
Punkt paa dets Rand og afskar et omtrent aflangt-liniedannet Felt 
paa Skællets Midte uden dog at naa dets nederste Rand. Hvor- 
vidt dette Felt er: en Fortykkelse påa Skællet eller: en: bure? pan 
det; har jeg ikke kunnet afgøre (Tavle V, Fig. 2 

Ser man paa friske eller i Formalin opbevere te Synuraceller, 
navnlig dersom man farver Hylsteret f. Eks. med Hæmatein-Vesuvin 
eller Rutheniumrødt, ser man tydeligt i Kanten en fin Savtakning, 
der skyldes Skællenes frie Rande. Fortil findes en tydelig Pore") 
for Cilierne, og paa den opadvendende Flade ses en svag netlig- 
nende Tegning; men det er dog vanskeligt her med Sikkerhed at 
erkende Skælstrukturen (Tavle V, Fig. 3). 

Det er aabenbart denne Tegning, som Lemmermann først har 
set, og troet, at den var ejendommelig for de Synuraer, han netop 
havde for sig. Awerinzew er saa kommet til et nøjagtigere Re- 
sultat ved Anvendelsen af sin Indtørringsmetode. Denne har jeg 
ogsaa prøvet. Den giver noget, men Billedet vinder i høj Grad i , 
Tydelighed ved, at Indtørringspræparaterne behandles efter den Låff- 
lerske Opskrift.?) 

Det er allerede af Klebs (1892, Pag. 398) omtalt, at Synura's 
Celler kan forandre Form, og heri Hylsteret iberegnet. Den af 
Klebs tegnede Celle (1892, Tavle XVIII, Fig. 8 a, b) ligner i 
Form ikke særlig meget de normale Synuraceller, idet den sæd- 
vanlige stilkformede bageste Del af Cellen næsten helt mangler. 
Sandsynligvis har Klebs tegnet enkelte fritsvømmende Celler eller 
Celler i Kolonier bestaaende af meget faa Celler, og saadanne Ko- 
lonier omtaler Klebs, at han har set. 

Jeg har selv iagttaget lignende faacellede Kolonier, og her var 
Cellerne altid rundagtige og manglede næsten Stilk. Jeg har set 
Celler, der var endnu mere afrundede end de af Klebs tegnede. 
For yderligere at konstatere Sagen prøvede jeg at give et Dæk- 
glas, under hvilket der befandt sig en Del store Synurakolonier 
med ,langstilkede" Celler, et let Slag. Herved knustes Kolonierne; 
de fleste af Cellerne dræbtes; men enkelte af dem blev dog ! 
Live og vedblev at svømme livligt omkring. Disse Celler antog 

') Pascher 1917, Pag. 22, omtaler 2 Porer. 


”) Jeg mener altsaa, at Synura reticulata Lemm. bør regnes som spec 
excludenda. 


ies 


349 


straks en mere afrundet Form. Man maa da antage, at der er en 
ret betydelig Bevægelighed mellem Skællene i Hylsteret. 

Angaaende dettes kemiske Natur kan jeg meddele, at det i al 
Fald ikke bestaar af ren Cellulose, idet Chlorzinkjod slet ikke 
farver det. Af samme Grund er det ogsaa udelukket, at det kan 
være af Æggehvidestof. Derimod antager det med Rutheniumrødt 
en intensiv rød Farve. Varm, stærk Svovlsyre opløser det helt, 
medens Jod og Svovlsyre farver det brunt. 


II. Svingtraadene hos Synura Uvella. 

I den foreliggende Litteratur finder man meget lidt om Ci- 
lierne hos Synura. I Almindelighed meddeler Forfatterne blot, at 
den har to omtrent lige lange Cilier, og i Almindelighed afbildes 
de strakt lige fremad som Cilierne hos en Chlamydomonas!). 
Ser man imidlertid med et godt Mikroskop paa en levende Synura- 
koloni, vil det være paafaldende, at man paa hver Celle i Almin- 
delighed kun ser een Cilie strakt ud i radial Retning fra Kolonien. 
Kun en Gang imellem opdager man den anden Cilie, der normalt 
svinger parallelt med Koloniens Overflade eller slynger sig ind om- 
kring den Celle, den hører til. 

Scherffel omtaler (1904, Pag. 441) en ny , Mallomonas"form, 
der ingen Børster har paa Hylsteret, men to Cilier, og han be- 
Skriver, hvorledes de to Cilier bruges paa forskellig Maade. Den 
ene strækkes lige fremad, medens den anden føres ned langs Cel- 
len og bagud under Bevægelsen. De to Cilier er heller ikke lige 
lange, idet den fremadrettede er den længste. Jeg er ganske over- 
bevist om, at Scherffel's ,Mallomonas" ikke er andet end 
enkelte, fritsvømmende Celler af Synura, som den, vel at mærke, 
levede sammen med. Jeg har nemlig set saadanne isolerede Synura- 
celler (se ovenfor Pag. 348) svømme rundt netop paa samme Maade 
som af S. beskrevet. 

Vi kan da nu allerede slaa fast, at de to Cilier hos Synura er 
af forskellig Natur og Virkemaade. 

I de Præparater af Synura, som jeg fremstillede ved Hjælp af 

") Se f. Eks. Pascher 1912, Tavle 9, Fig. 28. 
I samme Arbejde omtaler Pascher, at han har iagttaget, hvorledes 

Cilierne trækkes ind hos Sværmerne. Ved denne Lejlighed mente han 

ogsaa at kunne se en solidere Midtstreng i Svingtraaden. 


350 


den Låfflerske Beitzningsmetode, frembød dens Cilier et over- 
raskende Skue (Tavle V, Fig. 4). Den ene Cilie viste sig at være 
en. Piskecilie af samme» Type; som: hos: Polytoma (Fischet 
1894), medens den anden er en Fjercilie, nærmest lignende den, 
der er fundet hos Monas Guttula. 

Piskecilien har et nedre, tykkere Parti, der paa et bestemt Sted 
afsmalnes til en lang, tynd Pisk. Grænsen mellem ,Piskenf og 
»Skaftet" er ikke saa skarp, som Fischer (1894) angiver for 
Polytoma. 1 mange Tilfælde er ,Pisken" knækket af, navnlig i 
Præparater, hvor Cellerne er dræbte med Osmiumsyre. I disse 
Præparater ses begge Cilierne paa næsten alle Cellerne; men i 
de almindelige Præparater, hvor Synuraerne ikke er dræbte inden 
Indtørringen, ses Piskecilien kun paa nogle faa af dem, idet det 
er den, der i levende Tilstand bevæges ind omkring Cellen. Ved 
Indtørringen vil den da i Reglen komme til at ligge inde under 
eller oven paa denne, saa at den ikke kan ses. Af samme Grund 
viser Piskecilien sig gerne betydelig kortere, end Fjercilien, til 
trods for at dens tykke Del i Længde dog ikke staar synderlig til- 
bage for denne. Hvorledes jeg har kunnet overbevise mig herom, 
skal jeg senere gøre Rede for. 

Fjercilien viser sig som en tvk Traad, besat med en Mængde 
fine Haar paa begge Sider, saa at den kommer til at ligne en Fjer. 
I Præparaterne ser det ud, som om de fine Haar sidder i to Ræk- 
ker; men dette er dog maaske blot en Følge af Indtørringen. Jeg 
anser det for det mest sandsynlige, at de sidder alsidigt; men det 
er. ikke lykkedes mig at se dem anderledes end i indtørret Til 
stand. De viser sig gerne at sidde parallelt indbyrdes, men med 
noget forskellig Vinkel med Cilien. Man kan maaske deraf have 
Lov at slutte, at.de kan lægge sig ind til denne og atter spredes, 
og at disse Bevægelser foregaar samtidigt med dem alle. 

Kun paa afkastede Cilier ser man undertiden, at de sidder 
ganske forpjusket ud i alle Retninger (Tavle V, Fig. 5). Det er da 
sandsynligt, at Haarene i Dødsøjeblikket har bevæget sig ganske 
uregelmæssigt. I andre Tilfælde finder man afkastede Cilier smukt 
indrullede som Euglenacilier (Fischer 1894, Pag. —, Tavle XI, 
Fig. 7—14), (Tavle V, Fig. 6). 

En Del levende Eksemplarer af Synura undersøgtes ved Mørk- 
grundsbelysning ved Hjælp af en Paraboloidkondensor fra Zeiss. Man 


351 


saa her. Cilierne i livlig Bevægelse uden omkring Kolonien. Fjer- 
cilierne var strakt lige ud, radiært fra Kolonien og stod nogen- 
lunde roligt; men ud ad dem gik en livlig Bevægelse som af 
fine Bølger. Selve Cilierne bølgede sig og viste sig altsaa meget 
flexile i Modsætning til f. Eks. Eudorina's Cilier, der er stivere 
og aldrig viser sig bølgede; men formentlig har de fine Sidehaar 
forøget Indtrykket af Bølgebevægelsen. Selve Haarene kunde for- 
øvrigt ikke skelnes. Piskecilien saas strakt ud i tangential Retning 
og ligeledes i livlig Bevægelse, men ofte forsvandt den, idet den 
svingede ind omkring Cellen. Heller ikke kunde man se nogen 
Tykkelsesforskel mellem en nedre og en øvre Del af Piskecilien, 
muligvis fordi den fine Pisketraad slet ikke kunde ses. 

Som Lyskilde anvendtes en lille elektrisk Buelampe. Det stærke 
Lys, der samledes paa Præparatets Draabe, medførte ofte en saa 
stærk Varme, at Algerne dræbtes deraf. Man saa da, hvorledes 
hver Celle strakte sine to Cilier lige fremad, hvorefter de med 
et brat Knæk afkastedes. Det viste sig nu, at de to Cilier var 
omtrent lige lange; dog var Fjercilien kendeligt den længste. 

I Afsnittet om Hylsteret hos Synura er det allerede omtalt, 
hvorledes det lykkedes ved et let Slag paa Dækglasset at faa 
enkelte Celler isolerede af Kolonierne, saa at man kunde se dem 
Svømme omkring enkeltvis. Som Tavle V, Fig. 7 viser, bevægede 
Cellen sig da i en Cirkel med den brede Ende med Cilierne 
forrest.  Fjercilien er strakt lige frem fra Cellen, medens Piske- 
cilien sidder paa den Side af Cellen, der vender bort fra Cirkel- 
bevægelsens Centrum. 

Fjercilien frembringer aabenbart et Træk fremad i Cellen, Piske- 
cilien derimod et Tryk i en Retning modsat den, ud i hvilken 
Cilien er strakt. Resultanten vil da blive en Kraft, der virker 
skraat til den ene Side paa Cellens forreste Ende, og dens Virk- 
ning vil vise sig som en Cirkelbevægelse af Cellen. 

En levende Koloni bevæger sig gerne livligt fremad, og ofte 
i en bestemt Retning. Dog standser den af og til, gaar maaske 
lidt til den ene eller den anden Side, men fortsætter atter i samme 
Retning. Imidlertid drejer den sig samtidig rundt, snart til den ene, 
snart til den anden Side, saa det ser ud, som den trillede af Sted. 
Hvorledes Cilierne nu bevirker denne Bevægelse, er det vanske- 
ligt at forestille sig i sine Enkeltheder. Idet man maa antage, at 


352 


de enkelte Individer i Kolonien udfører deres Bevægelser ganske 
uafhængigt af de andre, maa Fjercilierne, der, som nævnt, alle 
virker med en Kraft bort fra Koloniens Centrum, komme til at 
modvirke hinanden til en vis Grad. 

Hvorvidt Piskecilierne er i Stand til at forandre deres Virke- 
retning eller de altid svinger ud til en bestemt Side fra hver 
Celle, er foreløbig uoplyst, ligesom Ciliernes hele Virkemaade træn- 
ger til nøjere Efterforskning. 

For at faa nærmere Klarhed over Synuracellens cytologiske 
Bygning og Ciliernes Insertion, fixerede jeg en Del Materiale med 
Flemming's Vædske. Efter Afvanding bragtes det i Benzol og 
indsmeltedes i Paraffin, hvorefter jeg skar Snit deraf paa ca. 3 !"- 
Tykkelse. Disse behandledes efter den Heidenhainske Metode med 
4 pCt. Jærnalun i 24 Timer, med Hæmatoxylin ligeledes i 24 
Timer, hvorefter der differentieredes med en ca. 1 pCt. Jærnalun- 
opløsning. Jeg fik da ret smukke Billeder frem, som Tavle V, Fig. 
8, 9 viser. Hylsteret farves slet ikke ved denne Behandling, hvor- 
for det næsten ikke ses i Præparaterne. Paa Figurerne er kun 
Protoplasmalegemet tegnet. Heri ses tydeligt de to vægstillede 
Kromatoforer. I Midten af Cellen findes en Kærne, som indeholder 
et stort, stærkt farvet Legeme (Nucleolus?), men ellers er klar 08 
gennemsigtig. Kærnehinden er ikke meget tydelig. Kærnen er 
omgivet af et kornet Plasmaparti, som kun delvis udfylder Rummet 
mellem Kromatoforerne. Det findes væsentlig ved den øvre Ende 
af Cellen, medens den nedre Del af denne er udfyldt af et stort 
Hulrum, som er omgivet med et tyndt Protoplasmalag. Det kor- 
nede Plasma omkring Kærnen sender ofte Forlængelser ned gen” 
nem Hulrummet)). 

Paa Tværsnit af Cellen (TavleV, Fig. 9) ses det, at Kromatoforerné 
omtrent dækker Væggens hele Omkreds. Dersom Snittet er faldet 
gennem den øverste Del af Cellen, ses Kærnen med det kornede 
Plasma uden om (Fig. 9 b). Paa et Snit gennem den nedre Del af 
Cellen ses kun Kromatoforerne, samt Hulrummet og en Smule 
Protoplasma uden om det (Fig. 9 a). 

Paa Spidsen af Cellen ses en mørkfarvet Fibril, der strækker 


') Dette Hulrum har i den levende Celle været udfyldt med Leucosin 
(Klebs 1892, Pag. 395), som imidlertid er opløst under Behandlingen. 


353 


sig ind-i det kornede Plasma mod Kærnen, uden. at jeg dog kunde 
se den nøjere Forbindelse mellem dem. Den anden Ende af Fi- 
brillen strækker sig uden for Cellen og gaar over i en Cilie, 
hvilket tydeligt var at se paa flere Eksemplarer. Derimod kunde 
jeg ikke paa nogen Celle skelné begge Cilierne; men jeg antager, 
at de begge udspringer fra den samme Fibril, der vel maa betegnes 
som en Rhizoplast. 

Paa enkelte Celler saas ved Grunden af Cilien et lille mørkt 
Legeme, muligvis et Basalkorn; men det kunde ikke ses altid. 


III. Svingtraadene hos nogle andre Chrysomonadineæ. 

I de Ciliefarvningspræparater, som jeg fremstillede for at faa 
farvet Cilierne hos Synura, fandtes ogsaa andre Flagellater, af hvilke 
jeg her kort skal omtale to andre Chrysomonadiner, nemlig Uro- 
glena volvox og Dinobryon Sertularia. 

Angaaende Uroglena volvox (Tavle V, Fig. 10) er at bemærke, 
at man naturligvis ikke saa noget til den Skælbeklædning, som er 
ejendommelig for Synura, og Geléen, som omslutter Cellerne, 
farvedes ved Behandlingen, saa at Ciliernes Struktur fremtraadte 
knap saa skarpt som hos Synura. Paa den lange Cilie saa man 
dog tydeligt fine Haar i to (tilsyneladende?) Rækker som hos denne. 
Paa den korte Cilie var der derimod ingen særlig Struktur at op- 
dage, hverken Sidehaar eller Pisketraad. 

Cilierne hos Dinobryon Sertularia viste sig meget at ligne dem 
hos Uroglena. Den lange Cilie er en Fjercilie af samme Type 
som hos denne, og den korte Cilie synes at være af en simpel 
Bygning. Paa Tavle V, Fig. 11 ses kun den lange Cilie, og man 
bemærker, at den Del af den, der rager udenfor Hylsteret er 
meget tyk, medens den Del af den, som er indenfor Hylsteret, er 
knap halvt saa tyk. Det er aabenbart Beitzen, der har bragt den 
fremragende Del til at bulne ud (jvf. Fischer 1894, Pag. 192), 
medens Hylsteret har kunnet beskytte den inderste Del af Cilien 
mod Beitzens Indvirkning. Her ser man heller ikke noget til Side- 
haar. Disse er hos Dinobryon endnu finere end hos Synura og 
Uroglena og i mange Tilfælde vanskelige at faa Øje paa. Naar 
der paa Figuren ikke ses Haar hen imod Ciliens Spids, betyder 
det ikke, at de ikke findes, men at de har lagt sig tæt ind til 
Cilien og derfor ikke kan ses. 

Universitetets botaniske Laboratorium i Marts 1918. 

Vidensk. Medd. fra Dansk naturh. Foren. Bd. 69. 23 


354 


Litteratur. 


Awerinzew, S. Beitråge zur Kenntnis der Protozoen. Arch. f. Protisten- 
kunde: "Bd 25: 1912 

Conrad, W. Note sur un état filamenteux du Synura uvella. Bull. Soc. 
fov:de Bof.'de Belg. 1. 4971912, 
Contributions å Pétude des flagellates. Arch. f. Protistenkunde. 


Ehrenberg. Zur Kenntnis grosser Organisation in der Richtung des klein- 
sten Raumes. 3. Beitrag. Abhandlungen d. kgl. Akad. der Wiss. 
zu Berlin. 1833 (trykt Berlin: 1835). 

Engler und Prantl. Natirliche Pflanzenfamilien. I. Teil. Abt. 1a. Leip- 


zig. 1900. 
Fischer, A. Uber die Geiszela einiger Flagellaten. Pringsheims Jahrb. 
d. XXVI. 1894. 
Hansgirg, A. Prodromus der Algenflora v. Båhmen. Prag 1886 og 1892. 
LEV 808 


Krebs, 6. Flagellatenstudlen. Zeitschr. f. wiss. Zool. B 
Lemmermann. Das Plankton schwedischer Gewåsser. Arkiv f. Bot. Bd. 
IL NE 2 Mes 
er Beitråge zur Kenntnis der Planktonalgen. Ber. d. d. bot. Ges. 
Bd. XXII. Berlin 1904. 
E. Algen I. Kryptogamenflora der Mark Brandenburg. Bd. 3. Leip- 
zig 1910. 
Låffler. Eine neue Methode zum Fårben der Mikroorganismen. Bakteriolog. 
Centralblatt. 1889, VI. 
Maier, H.N. Uber den feineren Bau der Wimperapparate der Infusorien. 
Archiv fir Protistenkunde. Bd. Il, Jena 1 
Pascher, A. Chrysomonaden. Monographien und Abharidhingeri zur Int. Rev. 
d. ges. Hydrob. und Hydrogr. Bd. 1. Leipzig 1910. 
em Uber Rhizopoden- und Palmellastadien bei Flagellaten. Arch. f. 
Protistenkunde. Bd. 25. H. 2. 1912 
… Flagellaten und Rhizopoden in mis "hr aR Re Beziehungen. 
Archiv fir Protistenkunde. Bd. 38. 
STR Die Kunne Deutschlands, Ble und der Schweiz. 
He og 2, Flagellatæ 1 og 2. Jena 1913 og 1914. 
Prowazek. i HR FONEER Arch. f. Protistenkunde. Bd. II. Jena 1903. 
Reichert, Karl. Uber die Sichtbarmachung der Geisseln und die Geissel- 
bewegung der ni Centralblatt fiir Bakteriologie etc. I- 
Abt. Bd. 51. Jen 
Scherffel. Notizen zur blee der Chrysomonadineæ. Ber. d. d. bot. 
Ges. 1904. 
Stein, F. Der Organismus der Infusionstiere. III. 1. Hålfte. Leizig 1878. 
Zacharias, O. Bau von Uroglena. Plåner Forschungsber. III. 1895. 


== 


wn 


eee Speer afa BE; 


o 


ve eg 
2: 


== 


Wi 


a9 


== 
CEN 


355 


Figurforklaring. 


Tavle V. 
Celle af Synura Fra al SNE Pere visende Hylsterets Skæl 
er: 


Celle af Synura konserveret i Focmalta, behandlet med Alkohol og 
farvet med Hæmatein-Vesuvin. Hylsteret ses i optisk Snit. (1280 G.). 
Cilier af Synura fra Bel ten lags pre pine Cellerne ikke dræbte før 
Indtørringen paa Dækglas. (1280 G 
Afkastet Cilie af samme (1800 G.). 
Afkastede, mere eller mindre indrullede Cilier af samme. (1800 G.) 


Skematisk Figur, visende Ciliernes Stilling paa en isoleret, frit- 
svømmend elle. Pilen angiver Bevægelsesretningen. 
Celle af Synura; fixeret med Flemming”s Vædske; farvet med 


Heidenhain's Jærnhæmatoxylin. Hylsteret ikke tegnet med. (1800 G.). 
Celler af samme i Tværsnit. Samme Behandlingsmaade. (1800 G.). 
Celle af Uroglena Volvox med Cilier. Beitzningspræparat. (1200 G.). 
Celle af Dinobryon Sertularia. Beitzningspræparat. (1200 G.). 


Explication des figures. 
Planche V 
Cellule de Synura provenant d'une préparation å mordancage, mon- 
trant les écailles de la membrane et la maniére dont elles sont dis- 
posées. (1280/1). 
Quatre écailles de membrane de Synura. (2560/1). 
Cellule de Synura, conservée dans la formaline, traitée å Palcool 
et colorée avec I'hématéine-vésuvine. Section optique de la mem- 
brane. (1280/1 
Cils de Synura enlevés å une préparation å mordangage. Les cel- 
lules n'étaient pas tuées avant dessiccation sur couvre-objet. (1280/1). 
Cil détaché de Synura. (1800/1) 
Cils détachés de Synura, plus ou moins enroulés en spirale. (1800/1). 
Figure schématique montrant la disposition des cils sur une cellule 
isolée flottante. La fléche indique la direction du -mouvement. 
Cellule de Synura. Fixée å Vaide de liqueur Flemming; colorée 
å Phématoxyline ferrique de Heidenhain. La membrane p'est 
pas représentée dans la figure. (1800/1). 
Cellules du méme, section transversale. Méme mode de traitement. 
(1800/1). 
Cellule de PUroglena volvox, munie de cils. Préparation å mordan- 
. (1200/1 


Cellule du Dinnbryon Sertularia. Préparation å mordangage. (1200/1). 


356 


Résumé. 

En raison des résultats si intéressants qu'ont fournis les re- 
cherches d'Alfred Fischer (1894), il est regrettable qu'elles 
n'aient pas été continuées par lui, ni jusqu'å présent reprises par 
d'autres chercheurs. 

I. La Membrane chez Synura. En employant la méthode de 
Loeffler, telle qu'elle a été modifiée par A. Fischer, nous avons 
pu démontrer que dans le genre de Synura la membrane ou coque 
se compose de corpuscules écailleux (Planche V, fig. 1) disposés 
en vis comme les écailles d'une pomme de sapin, structure qui 
dans une certaine mesure permet å la membrane de changer de 
forme. Les courts piquants ou soies dont elle parait hérissée ne 
sont en réalité que les pointes libres des écailles. (Planche V, fig. 3). 

I. Les cils du Synura apparaissent dans les préparations å 
mordancage comme étant de deux sortes bien distinctes: 'une en 
forme de fouet, Vautre un cil vibratile penné montrant deux séries 
opposées de petits cils secondaires, de maniére å simuler une plume; 
il est å présumer cependant, que ceux-ci partent de tous les cdtés 
du cil primaire. Le cil flagelliforme posséde une espéce de manche 
constituée par la partie basilaire épaisse, qui s'amincit assez brusque- 
ment en un long filament (Planche V, fig. 4). — Dans une colonie 
vivante, les cils pennés s'étendent dans la direction radiaire, tan- 
dis que les cils flagelliformes oscillent par la tangente ou bien vers 
Pintérieur de la colonie. Le mouvement du cil penné a pour effet 
de tirer la cellule dans la direction ot le cil s'est étendu; le cil 
flagelliforme, de son cåté, tend å -exercer une pression sur son 
point d'insertion. (Planche V, fig. 7). 

En fixant des colonies de Synura dans la liqueur de Flemming, 
puis colorant par la méthode å 1'hématoxyline ferrique de Heiden- 
hain, on a vu se produire de belles colorations de Vintérieur de 
la cellule (Planche V, fig. 8, 9). Au centre de la cellule se dis- 
tingue un noyau clair et transparent, renfermant un gros corpus" 
cule fortement coloré (un nucléole?); la membrane nucléique est 
peu distinct. Le noyau est entouré d'une partie cytoplasmique grå” 
nuleux, laquelle ne remplit que partiellement V'espace qui sépare 
les chromatophores. Elle se trouve principalement vers le bout 
supérieur de la cellule, la partie inférieure de celle-ci étant occu- 


357 


pée par une grande cavité, laquelie a été chargée de leucosine, qui 
cependant s'est dissoute au cours de la préparation. A I'extrémité 
supérieure de la cellule on apergoit une fibrille, filet protoplasmique 
de couleur sombre, qui s'étend dans le cytoplasme granuleux vers 
le noyau, sans toutefois qu'on ait pu constater s'il se relie å ce 
dernier. A V'autre bout de la fibrille les cils se trouvent fixés. Ce 
filet protoplasmique est probablement un rhizoplaste. 

Ill. Les cils de certaines autres Chrysomonadineae. L'Uro- 
glena Volvox est doué, on le sait, de deux cils de longueur trés 
inégale. Dans les préparations å mordangage, le cil court ne pré- 
sentait pas de structure particuliére; Pautre cil, au contraire, s'est 
révélé étre un cil penné de méme structure que chez Synura (Plan- 
che V. fig. 10). Le Dinobryon Sertularia, lui aussi, offre deux cils 
d'inégale longueur, dont le plus long est un cil penné du méme 
type que celui des deux genres précédents, tandis que Vautre n'a 
pas montré de structure différenciée. (Planche V, fig. 11). 


3—4—18: 


D. N. F. V. M. Bb. 69. 


PL. 


ka ER 


Tab 


69 


Bd. 


NE V.M 


D 


Sas 


il 
An mm 
1 


Tab. IN. 


D.N:F.V:; M.: Bd. 69. 


S STU 27 : 
; JSKP 45 KG ER i 


Nå 
RE HEE de åd sv 
E En oe 
—s == Kr 


Y. A. P. ad nat. del. 


Tab IV: 


DD NF.NV-M, Båd. 69: 


ONDE 


VW 
y 


i 
na 


2 ve agt 
6. =N 
it 4 i 


Bad 
ØR 
t 


; EM , 
SKODA 
nlgik 


in 


mm 


V. A. P. ad nat. del. 


DD: N.P. VM Ra 69, Tab. V. 


EGESRERS 
KeT oss 2 
RR EN 3 > 
Re SES == 
== 


ID 
K DY 
NS 


SS % Sane 
Kæ 


so 


ER 


Boye Petersen del.