AR åg F 7 d ”; Å ø sv g A sn É Å å ” å … eg Å all z ; 4 å Å . i! i VU ay 4 É & TE BE (7 ff j Videnskabelige Meddelelser den naturhistoriske Forening i Kjåbenhavn, Aaret 1858. +/6S7 Udgivne af Selskabets Bestyrelse, Med to lithographerede Tavler. År Kjåbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 1859. Indhold. Palmae Centroamericanae. Auctore ;A. S. Ørsted . . Ad Bryologiam Norvegicam annotationes aliquot. Auctore Th. Jensen. 55. Nogle Bemærkninger om de nordiske Åega-Arter samt om Aega-Slægtens rette Begrændsning. Af Dr. phil. C. Lutken (Tavle I, A, Fig.1—11) Stegophilus insidiosus, en ny Mallefisk fra Brasilien og dens Levemaade. Af Professor J. Reinhardt. (Tavle 2 ERE SE SNE San 79. sker ask af en ny Serolis-Art, naggues spar: Lik., ved Dr. phil. Ci: Lutken. "Tavle 1, A, Fig. 2SAFF HERE SEN SSG 98. » Annulata moti tønde 2% um, quae in itinere per iam occidentalem et Åmericam centralem annis 1845—48 sus- cepto legit cl. A. S. Ørsted, adjectis speciebus nonnullis a cl. H. Kréyero in itinere ad Åsnetienei meridionalem collectis.. Auc- bore BEER se re I SN ER 105. Beskrivelse af ,,Gallemosen” paa Lolland. Af Cand. polyt. Rostrup . . 121. Tillæg til min Oversigt over de ved Danmarks Kyster levende Pighude, t til mine Fortegnelser over Vestindiens og Centralamerikas Slangestjerner. Af Dr. phil. C. Lutken Nizzas Vinterflora. Ved C. Vaupell Om visse Cymothoagtige garn Ophold i Mundhulen hos forskjellige Fis phil. C. List 1 BE RER RR 8 RR . Af Dr. Oversigt over de videnskabelige Måder i den naturhistoriske er t 1858 "ERE Ul SE Rs MESS BERRT Hr ege an Ten EEN rr NR eis VE FRE SA RS REE BRS See MELSE Br RS NRK GØR Ven SNEEN SAN ØEN ER a [| snkn oo SEES EDER Forklaring over Tavlerne, Tab. I. A. figg. 1—3, Æga aretica Ltk.. gg. 4—5, Æ. crenulata Litk. figg. 12—13, Serolis Schythei Lik B. ERYNSNBNDE sne Reinh. Hlekoven i Meddelelserne for 1849 0: døre 2—6) fig. 1, hele Dyret 3 Gange ørret. ag 2 2, en Svåmmefod meget forstørret. Tab. II. Stegophilus insidiosus Reink. ER REESE ENEDES FEE REE REDE NEE FEER ETT FUREDE " Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. 1858. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. is Palmae Centroamericanae. Auctore Å. S. Orsted. Tribus I. Årecinae. Chamaedorea Willd. Diane Slægt blev grundet af Willdenow (Act. Berol. 1804 p. 41) paa den af Jacquin i Hort. Schoenbr. (2. 65. t. 247, 248) under Navn af Borassus pinnatifrons beskrevne Palme og udmærker sig navnlig ved Tveboblomster, flere hindeagtige Hylsterblade, som kræmmerhusformigt omslutte den lange Kolbestilk, Mangel af Dækblade, et lille tredeelt ydre og et stårre, oftest trebladet, indre Blomsterdække. Martius fåiede hertil Nunnezharia fragrans Ruiz et Pav., Martinezia linearis Ruiz et Pav., M. lanceolata Ruiz et Pav., alle fra Peru, en Art fra Brasilien (C. palmiflora) og senere 5 af Schiede og Deppe i Mexico opdagede Arter (C. elatior, Schiedeana, elegans, oblongata, concolor). Ved Liebmanns Reise i Mexico (1840—43) blev dette Lands Flora beriget med ikke færre end 21 nye Palmer (Oversigt over det kongl. danske Vidensk.'s Selskabs Forhandlinger 4845 Nr. 4). Af disse henfårte Martius (Hist. Palm. 3. 307) 11 Arter til denne Slægt, idet han — men som jeg skal såge at vise uden Grund — inddrog to af Lieb- mann opstillede nye Slægter, Stachyophorbe og Collinia, som Underslægter under Chamaedorea. I de Aar, som ere forlåbne, siden del store Værk af Martius over Palmerne afsluttedes (1850), have Chamaedoreerne, som henhåre til de skjonneste blandt alle 9 bel Palmer, og som paa Grund af deres ringe Størrelse især egne sig til Dyrkning i Drivhusene, i fortrinlig Grad været Gjen- stand for de Botanikeres og Plantesamleres Opmærksomhed, der have bereist det tropiske Amerika, og Arternes Antal er derved blevet bragt op til henved 50. Da de fleste af disse tilhåre den centralamerikanske Flora, da omhyggelige Analyser af et stort Antal Arter have viist mig, at flere vigtige Forhold i Blomstens Byg- ning ere blevne oversete af tidligere Iagttagere, og da jeg frem- deles ved nærmere Kjendskab til de af Liebmann opstillede Ar- ter seer mig istand til at paavise flere Urigtigheder i de i den senere Tid beskrevne Underslægler og Arter, skal jeg her for- såge at levere nogle Bidrag til en kritisk Revision af den hele Slægt. i Allerede ved at see hen til den store habituelle Forskjel, som er saa idinefaldende ved en Betragtning af alle de af Mar- tius til Chamaedorea henfårte Arter, af hvilke nogle have enkelte, andre sammensatte Blade, nogle en udeelt, andre eri grenet Kolbe, af hvilke hos nogle det ydre og det indre Blomster- dække ere eensdannede, medens hos andre delte sidste er forholdsmæssig stort og kronagtigt, maatte man formode, at en Sondring i flere Slægter vilde være overeenstemmende med de nu almindelig gjældende systematiske Regler. Denne blev ogsaa foreslaaet af Liebmann, idet han henfårte de Arter, som have et sambladet, kun i Spidsen tretandet, indre Blom- sterdække og klappet Knopleie hos begge Kjon, til Slægten Collinia og de, som have en udeelt Hankolbe og alle 3 Rum udviklede i' Frugten, til Stachyophorbe. Disse to Slægter maae ansees for vel begrundede, og det kan neppe billiges, naar de af Marlius og andre Forfattere henfåres som Underslægter under Chamaedorea. Vel har Dr. Klotzsch sågt at hævde "Stachyophor- bes Ret som Slægt (Otto u. Dietrich Allg. Gartenz. 1852. 363), idet han hertil henfårer en Art, som af Warscewicz var bragt fra Guatemala (S. Deckeriana); men denne Plante er — som det vil sees af nedenstaaende Beskrivelse — i enhver Henseende ESSENS EET ELLE EESTI DEADS RS KEE : 3 saa forskjellig fra de af Liebmann til Stachyophorbe henfårte Arter, at der ikke kan være Tale om at forene dem i samme Slægt. Stachyophorbe Deckeriana Kl. maa saaledes danne Typus for en egen Slægt, som jeg foreslaaer at kalde Dasystachys. Denne er ligesom den af Dr, Klotzsch opstillede Underslægt Stephanosta- chys meget væsentlig afvigende fra alle andre Chamaedoreer ved Hanblomstens Bygning. Hos disse er nemlig Hanblomstens indre Blomsterdække forneden stærkt indsnævret og sammenvoxet med Ståvtraadene og den rudimentære. Ståvvei, saa at herved opstaaer en solid Stilk — et Forhold som mærkeligt nok hidtil er bleven aldeles overseet; hos Dasystachys derimod og Stepha- nostachys, som ogsaa i andre Henseender slutte sig nåie sammen, mangler Hanblomstens indre Blomsterdække, denne Stilk, og dette er ikke sammenvoxet med Ståvdragerne, der ere frie i deres hele Længde ligesom ogsaa den rudimentære Slåvyvei. Stepha- nostachys vil saaledes ikke kunne henfåres som Underslægt til Chamaedorea; men da de hertil regnede Arter desuden ere me- get afvigende ved Hunblomstens Bygning, den korte Kolbestilk, de store Hylsterblade og meget tætsiddende Blomster, saa maa den ansees for en vel sondret Slægt. Det samme gjælder om den af Wendland opstillede Underslægt Eleutheropetalum (Index Palmarum p. 58); thi de herunder indbefattede Arter ere ikke alene, saaledes som det angives af denne Forfatter, forskjellige fra Col- linia, med hvilke de stemme overeens i det klappede Knopleie, ved et fribladet indre Blomsterdække i Hunblomsten, men de frem- byde ogsaa andre væsentlige Egenheder i denne, idet Frugtknuden bestaaer af tre fuldkomment sondrede triangulære Partier, som kun ere forenede ved en fælles Midtséile, og det indre Blomsterdæk- kes Blade ere foroven tykke, kjådede, hvælvede og rode, forneden meget tynde, hindeagtige og hvide. Efter disse Forandringer vil Slægten Chamaedorea komme til at indbefatte de Arter, hvis Hanblomster have et stilket indre Blomsterdække med klappet Knopleie og ofte i Spidsen sammenvoxne Flige, hvis Hunblomster have et fribladet indre 1" å blomsterdække med overrullet-taglagt Knopleie, og som næsten uden Undtagelse have finnede Blade og grenede Kolber. Endog efter denne meget snævrere Begrændsning frembyde de til Cha- maedorea henhårende Arter saa store Forskjelligheder, navnlig i Hunblomstens Form, at det vil være nådvendigt at sondre dem i 4 Underslægter, som jeg i det Fålgende skal såge at charakterisere, Chamaedoreerne udgjåre saaledes en egen lille Gruppe (Subtribus) i Årecineernes Tribus, som navnlig udmærker sig ved Tveboblomster, Mangel af Dækblade og ved den for alle amerikanske AÅrecineer ejendommelige skjæve Udvikling af Frug- ten. Af Frugtknudens tre Rum udvikles som hos de fleste Pal- mer kun det ene under Frugtdannelsen, men da dette ikke voxer lige meget til alle Sider, men især paa Rygsiden, saa skeer der herved en Sænkning af Bugsiden, hvorved Arrene, som oprin- delig vare endestillede, tilsidst komme til at sidde ved Grunden af Bugsiden. De herhenhårende 7 Slægter kunne adskilles. paa den i nedenstaaende Oversigt angivne Maade. ” Chamaedoreeac. Flores dioeci. Bracteolae nullae. Stigmata demum basilaria, ventralia. i. Perigonio interiore floris mascul, basi cum filamentis et germine rudimentario in stipile solido connato, Antheris erectis. a) Praefloratione utriusque sexus valvata. &) Perigonio interiore utriusque sexus gamophyllo tri- SANDET Te nl ERarnes re] Selene reel aA! Collinia Lbm. P) Perigonio interiore floris ' fem. triphyllo. . . . . Eleutheropetalu m Wendl. b) Praefloratione flor. masc. valvata, flor. fem. imbricata. by Datel need, ME . . Stachyophorbe Lbm. RB) bacca uniloculari, . . . Chamaedorea Wild. resir. 2. Perigonio interiore floris mascul. stipite saepius carente. Antheris obligue incumbentibus. a) Stipite nullo, &) Spadice utriusque sexus simplici (flore femineo com- presso-trigono) er EEN enn Dasystachys Ord. É 5 dd SÅ i B) Spadice utriusque sexus ramoso. (flore femineo depresso-globoso). . . . Stephanostachys Ki. b) Stipite brevi. Floris: masc. perigonio exteriore tubuloso, interiore obovalo, laci- hus lerme pl SS Lg mn RR Spathoscaphe Ord. Collinia Lbm. Perigonium exterius cupulare, calycinum, trifidum; perigonium interius multo majus, Ccrassiusculum, corollinum, flavescens, tri- dentatum v. trifidum, in flore masc, stipitalum globosum, in flore fem. ovatum. Bacca parva globosa. — Caudex gracilis, ereclus, Folia pinnala, pinnis numerosis anguste lanceolatis strictis. Spadi- "ces sacpius duplicato-ramosi (masc. majores, laxi) in pedunculis longissimis gracilibus inter folia persistentia enatis spathis cylin- dricis membranaceis arcte vaginantibus omnino tectis; rami gra- ciles, flores remoti, distichi, Denne Slægt er ikke alene i Blomstens Bygning, men ogsaa i sin hele Habitus saa afvigende fra Chamaedorea, at det vilde være meget urigtigt at antage den af Martius foreslaaede Forening. Bladene ere altid forsynede med mange Smaablade; disse ere meget smalle, langt tilspidsede, stive, ved Grunden lidt sammen- bøiede, skjævt fasthæftede til den fælles Bladstilk, og Randen i Nærheden af Spidsen paa den ene Side indadbåiet. Den fæl- les Blomsterstilk er méget lang og tynd, tæt omsluttet af hin- deagtige Hylsterblade og kommer frem mellem Bladene. Kolben er mere grenet end hos de andre Chamaedoreer (især Hankolben), og” Grenene meget tynde. Blomsterne sidde fjernt fra hinanden og ere toradede, saa at deres Stilling her er i medens den i Regelen er $. Bærrene ere meget smaa og runde. Sex Arter ere kjendte, af hvilke fem fra Mexico. C. (2?) fibrosa Wendl. Index palm. 57. Da ”Blomsterne ikke endnu ere kjendte, er det tvivlsomt, hvorvidt denne Årt hårer herhen. Den adskiller sig i Bladene fra de andre Arter navnlig derved, at Smaabladene sidde 4A—7 sammen i Hobe. Den an- tages at have hjemme i Guatemala. 6 C. elegans (Mart.) Linnaea 5. 204. — Otto u. Dietr. Gartenz. 4834. 145. 245. Den er fundet af Schiede i Mexico, og ligeledes af Liebmann, som angiver, at den er almindelig i Ost- sidens Urskove fra 45 til 22? n. Br. mellem 1500 og 3000 Fod. (Overs? over Vid, Skr: 4845 p- 8). C. elatior Lbm. Il. c. —, Chamaedorea Liebmanni Mart. Hist. Palm. 3. 308. Den har bredere Smaablade end de andre Årter, og Hunblomstens indre Blomsterdække er tredeelt. I Chinantlas Bjergskove imellem 2—3000'. C:: hunmilis Lbm. . cc — Mark Hist Palm. 3 2308; Kolbens Grene udeelte. Smaabladene ere længere og smallere end hos C. elegans. De Exemplarer, Liebmann har, truffet i Mexico, maae alle have været unge, da han angiver, at de næsten mangle Slamme; i vor botaniske Have findes nemlig Planter med en 34 Fod høi Stamme, men Stængelleddene ere korte (1” lange). I Mexicos åstlige Urskove imellem 1500— 3000". Ifolge Klotzsch skal den Palme, som ofte dyrkes under Navn af Kunthia Deppei, henhåre til denne Slægt, og. ligeledes skal Heller have bragt en ny Art fra Mexico. Klotzsch foreslaaer at kalde den fårste C. Deppeana, den sidste C. Helleriana (Otto u. Dietr. Gartenz. 1852. 362). Eleutheropetalum Wendl. Flores masc. Perigonium exterius patelliforme, membrana- ceum, albescens, leviter trifidum; perigonium interius globosum tripartitum, crassiusculum, aurantiacum, basi in stipitem com- pressum contractum, praefloratione valvatum. Flores fem. Pe- rig. exter. fere 3phyllum in scrobiculis immersum, foliolis mem- branaceis albescentibus rotundatis concaviusculis; perig. inter. triphyllum, foliolis oblongis superne crassis carnosis concavis aurantiacis inferne tenuissime membranaceis subdiaphanis albes- centibus, praefloratione valvatis. Staminodia 6 triangularia v. lan- 3, ceolata. Ovarium oblongim v. depresso-globosum, in parte supe- riore valvulis axi cohaerentibus ceterum liberis. Stigmata 3 reflexa. Bacca ovalis v. oblique ovata, albumine corneo, embryone dor- sali. — Caudex elatus, erectus, remotius annulatus. Folia pin- nata v. subsimplicia, vaginis brevibus latissimis rigidis sulcalis oblique apertis, pinnis paucis latioribus. 'Spadices inter folia persistentia enati, pedunculo communi longiusculo spathis mem- branaceis omnino tecto; maseuli ramosissimi, inferne duplicato- ramosi, ramis tcnuibus longissimis glaucescentibus diffusis paten- tibus pendulisve, feminei simplices v. parce ramosi, ramis cras- sis erectis angulatis albidis, Flores aurantiaci, remoti, feminei in scrobiculis immersi. Eleutheropetalum betragtes af Wendland som en Underslægt af Chamaedorea; men navnlig Hunblomsterne frembyde saa mange eiendommelige Forhold, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at det cer rigtigst at sondre den som en égen Slægt, der ved det klappede Knopleie slutter sig nærmest til Collinia, men ellers er meget forskjellig fra denne. De vigtigste Slægtscharakterer be- staae i Hunblomstens hindeagtige, hvidlige, næsten fribladede ydre Blomsterdække og det indre Blomsterdækkes store farvede, foroven meget tykke, forneden hindeagtige, aldeles frie Blade. Hertil kommer endnu Frugtknuden, som foroven bestaaer af tre frie trekantede, kun ved Midtaxen forenede, Partier, De korte, meget brede, klåvede Bladskeder, de næsten enkelte eller kun af faa brede Smaablade sammensatte Blade og de råde Blomster, som hos Hunplanten ere nedsænkede i en udeelt celler kun af faa oprette, kantede, hvidlige Grene dannet Kolbe, give desuden de herhenhårende Arter et ejendommeligt og let gjenkjendeligt Præg. Bærrene ere stårre end hos de andre Slægter. E, Ernesti AÅugusti Wendl. Ind. Palm. 58. — Cha- maedorea Wendl. in Otto u. Dietr,. Gartenz. 1852. 73. — Mo- renia Wendl. in Otto u. Dietr. Gartenz. 1853. 3. Folia simplicia, lamina ovato-oblonga bifida v., irregulariter pinnatifissa, superne margine exteriore grosse serrata, Spadices 8 feminei simplices, stricti, folia aequantes v. superantes; rachis crassa carnosa. Floris fem. foliola perig. exter. subaequalia, ro- tundala, concaviuscula, albida, inferne fuscescentia. Slaminodia friangularia parva. Ovarium oblongum, staminodiis 4—3bies lon- gius. (vidi specimina ex hort. Herrenhusano). | Denne Art er af Wendland benævnt efter Kong Ernst August af Hannover i Anerkjendelse af denne Fyrstes. store Interesse for Palmekulturen og henhårer til de skjonneste blandt alle Chamaedoreer. Den dyrkedes tidligere under Navn af Chamae- dorea simplicifrons, Geonoma latifrons og Hyospathe elegans og udmærker sig ved enkelte udeelte eller uregelmæssig deelte i Randen saugtakkede Blade, en udeelt kjådet Hunkolbe, som un- der Befrugtningen opsvulmer til en Tykkelse af 7 Linier, og store næsten 9'” lange skjævt ægformede Bær. Den skal have hjemme i Tabasco. Til denne Slægt henhører foruden ovennævnte Art Chamae- dorea Sartorii Lbm. (Mart. 1. c. 308), der uden Tvivl er den samme, som af Wendland er beskrevet . under Navn af Mo- renia oblongata $ conferta. (Otto u. Dietr. 1. c. 4853. 3) Den er meget. forskjellig fra den foregaaende ved finnede Blade og ved Hunkolben, som bestaaer af 6—8 oprette Grene. Des- uden er i Hunblomsten de to af det ydreblomsterdækkes Blade me= get bredere end det tredic, og de ere alle mere hvælvede end hos E. ;Ern. Aug.' og lidt tilspidsede paa Midten. + Frugtknuden er nedtrykt kugleformig. . De lancetdannede Staminodier naae næsten op til Toppen af Frugtknuden. Exemplarer bragte af Liebmann fra Mexico, hvor den voxer i Bjergklåfter paa 19? n. Br. mellem 2000 og 2500 Fods Håide, have blomstret i vor botaniske Have. Den staaer meget nær Cham. oblongata Mart. (1. c. 3. 160, Wendland in Otto u. Dietr. Gartenz. 1853. 3); om den ikke er en Varietet af samme, Wendland mener, at Cham. pauciflora Mart. (Il. c. 2.5 t. 3) maaskee hårer til denne Slægt, hvilket dog ikke kan være Tilfældet ifålge Martius's Beskrivelse af Hunblomstens indre Blomsterdække. UD ES ES ER EN SET MOE en dn ry RE RR DT SENE EDDA BR He SS HRG ge jkSD VA 3 ER HERE SA SKS ET SEES AR SES ENE EPE SGre, SA SS RE SØ SSPE SEER 9 Stachyophorbe Liebm. Flores masc. Perigonium exterius cupulare, membranaceum, frilobum, interius multo majus, obovatum, tripartitum, basi cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum contractum, lacinis oblongis subcarnosis, praefloratione valvatis. Flores fem. Perigonium exterius fere maris, interius ovatum substipitatum), foliolis late ovatis acutiusculis subcarnosis margine membranaceis. Ovarium frigonum depressum, stigmatibus minutis reflexis. Bacca bi-tricocca (fructus loculis saepius omnibus evolutis baccae tres stigmati- bus centralibus basilaribus persitentibus conjunctae). — Caudex gracilis, abbreviatus, dense annulatus, procumbens (an semper?). Folia pinnata erecla y, erecto-patentia, pinnis alternis lineari-lan- ceolatis. Spadices masc. pedunculati ramosi, ramis gracilibus de- clinatis; fem. simplices longe v. longissime pedunculati, erecti. Denne Slægt har hidtil kun været meget ufuldstændig kjendt, og den af Liebmann meddeeclte korte Beskrivelse er i fleré væ- sentlige Punkter ikke overeenstemmende med Naturen. Han- blomstens indre Blomsterdække er nemlig sambladet ligesom hos de andre Chamaedoreer og dets Knopleie klappet; Hunblomsten derimod har overrullet-taglagt Knopleie. Martius betragter Sta- chyophorbe som Underslægt af Chamaedorea, hvorimod Klotzsch har sågt at hævde dens Ret som Slægt; men han har ikke kjendt nogen af de Arter, hvorpaa Liebmann har grundet sin Slægt, og den Art, som han troer at kunne henfåre hertil, er i enhver Henseende saa afvigende, at den, som jeg skal såge at vise i det Fålgende, maa danne en egen Slægt. Stachyophorbe er imidlertid en velbegrundet Slægt. Dens væsentligste Charaklerer bestaaer i det ægformede indre Blomsterdække, der ogsaa hos- Hunblomsten ér noget stilket, i den trekantede næsten treklappede nedtrykte Frugtknude og navnlig i Frugtens Beskaffenhed, idet alle Frugtknudens tre Rum udvikles og det paa en ganske eien- dommelig Maade. Frugtknuden sænker sig nemlig i Midten om- trent som hos Boragineerne og Labiaterne, saa at Arrene blive "grundstillede, og de tre Rum omdannes til tre sondrede Bær, 10 som kun ere forenede ved de midtslillede Ar. Betegnelsen bacca tricocca” er derfor rigtigere end ,bacca triloba”, som an-" ” 8 ” , vendes af Martius — nemlig hos Sabal og Chamaerops, hvor et lignende Forhold finder Sted —, da vi her have tre sondrede Smaafrugter. Herhen håre kun 3 Arler, som have hjemme i Mexico og den nordlige Deel af Centralamerika. S. cataractarum Liebm. — Mart. |. c. Caudex 1—2" ig, Folia longe petiolata erecta, pinnis utrinsecus 9—11 lineari-lanceolatis. Spadices fem. foliis multo breviores. "< Omkring Cataracterne i Chinantlas Bjergklåfler paa 12— 1500' Høide (Liebmann). S. montana Liebm. Mart. I. c«« — Chamaedorea (Stachyo- phorbe) oreophila. Mart. 1. c. Caudex 3—4" Ig. Folia brevius petiolata erecto-patentia, pinnis utrinsecus? elongalo - lanceolatis. Spadices fem. longis- sime pedunculati folia superåntes. — 1 Bjergskovene i Depart. Oajaca paa 3000—3,500' Håide (Liebmann). S. pygmaea (Wendl.). — Chamaedorea pygmaea Wendl. in Otto u, Dietr. I. c. 1852. 217. Caudex abbreviatus procum- bens. Folia brevipetiolata, 146—47” Ig., vaginis aperlis, pinnis utrinsecus 9—42 elongato-lanceolatis. Spadices fem. foliis bre- viores, 10—42”" Ig. (vidi spec. ex hort, Herrenh.) Denne Art er den mindste af alle Palmer (14') og udmær- ker sig ved en rigelig Udvikling af Blomster. Den er indført af Linden i de belgiske Haver og har ifålge Etiquelten paa det af mig fra Haven i Herrenhausén undersågte Exemplar bjemme i Chiapas, Chamaedorea Willd. restr. Flores masc., perigonium exterius patelliforme trilobum, in= terius multo majus globosum v. oblongum, tripartitum, basi cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum compressum contractum, laciniis apice liberis v. coadnatis, praefloratione val- vatis. Flores fem. e basi subrotunda globosi v. oblongi vel e q ad ål | X Å i SA basi lata ovali depresso-conici et in serobiculis immersi, Perig. exter, cupulare v. patelliforme, trilobum, virescens, interius tri- phyllum , foliolis virescentibus v. flavescentibus praefloratione convoluto-imbricatis. — Staminum saepius rudimentum nullum, Ovarium ovalum v. subglobosum v. e basi lata depresso-conicum. Bacca globosa v. ovala ovalisve, albumine corneo, embryone dorsali v. basilari. — Caudex abbreviatus v. elatus, erectus v. procumbens. Folia pinnata, rarissime simplicia. Spadices inter vel infra folia enati, longe pedunculati, spathas membranaceas pe- dunculum vaginantes perrumpentes, ramosi, ramis masc. saepius longissimis pendulis. Flores imprimis fem. minutissimi, vires- centes v, flavescentes. Efter den Begrændsning, som her er givet Slægten Chamae- dorea svarer den i det Væsentlige til Underslægten Euchamae- dorea hos Martius og: Wendland. Den vigtigste Charakteer be- staaer i overrullet-taglagt Knopleie hos Hunblomsten og stårre Overeensstemmelse i Form og Farve mellem det ydre og indre Blomsterdække end den, der findes hos de andre Slægter. Wend- land deler de herhenhårende Arter i to Grupper, eftersom det indre Blomsterdækkes Flige hos Hanblomsten ere frie eller sammen- voxne i Spidsen; men Hunblomsterne frembyde meget væsentli- gere Forskjelligheder, som saa meget bedre kunne lægges til Grund for en Inddeling, da de staae i Forbindelse med habituelle Egenheder. Samtlige til Chamaedorea henhårende Arter kunne herefter fordeles i 4 vel adskilte Underslægter. Subgenus 4. Euchamaederea Subg. n. Flores feminei minutissimi, e basi oblongo-ovali lata depresso- conici, in scrobiculis immersi. Perig. exter. patelliforme trilobum, lobis conniventibus perig. interius obtegentibus. Perig. interioris foliola saepius subreniformia, ovarium arcte amplectentia. Ovarium e basi lata conico-globosum, stigmatibus exsertis,. Baccae (an sem- per?) ovatlae. — Caudex gracilis, erectus, 3—12"' altus. Folia mediocria (2—4'), erecto-patentia, vaginis cylindricis longis apice 12 oblique apertis subauriculatis, pinuis paucis (3—8) elongato= oblongis membranaceis.subsigmoideis. Spadices infra comam erecto- patentes, pedunculo longo, Den Art, som oprindelig ligger til Grund for Slægten Cha- maedorea, Borassus pinnatifrons Jacq., danner Typus for den forste Underslægt. Hunblomsterne ere meget smaa og have en eiendommelig Form, idet de fra en aflang Grund danne en flad Kegle og ere nedsænkede i Gruber. Hertil kommer en egen Ha- bilus hos alle herhenhårende Arter; de ere nemlig smaa Palmer med en tynd opret Stamme med lange Led, med korte Blade,.som kun bestaae af faa, bredé, tynde S-formig krummede Smaablade, og med grenede, langstilkede Kolber, som sidde nedenfor Bladene. Hunkolbens Grene blive efter Befrugtningen tykke og kjådede og danne ved deres råde Farve en smuk Modsætning til de sorte Bær. C. (Euchamaedorea) Pacaya sp. n. Caudex gracilis erectus subflexuosus remote annulatus, 8—10' altus. Folia pinnata erecto-patentia, 2—3' longa, vagi- nis cylindricis striatis quinguepollicaribus apice oblique apertis auriculatis, auriculis scariosis in petiolum adscendentibus, petiolis vaginam aequantibus v. hacce brevioribus rachique triquetris supra canaliculatis; pinnae utrinsecus 7, alternae, binae subapproximatae, obscure virides, membranaceae, plicatae, levissime sigmoidepgcur- valae, mediae oblongo-lanceolatae, 7—8"” longae, 44” latae, longe acuminatae, infimis angustioribus, summis duobus multo latiori- bus superne margine exteriore serratis. Spadices fem. fructiferi 19” longi; pedunculus compressus, inferne caudici appressus, 14” longus, spathis (in specimin, meis jam ferme delapsis) ut videtur, 5—6 fuscescentibus tectus; rachis brevissima 14—44" longa, subflexuosa, - rami 5—6, 3—4pollicares, adrecti. Baccae oblique obovatae, basi ventrali stigmatibus coronalae, 4—5'” longae. Embryo in medio dorso. Af denne Art fandt jeg i November afblomstrede Hunplanter i fugtige Skove paa … Bjerget. Jaris i Costa Rica i en Håide af 13 "ec. 3,000'. De aflange dybe Gruber i Kolbegrenene vise, at den maa håre til denne Underslægt; den stemmer ogsaa i Habilus overeens med de andre Arter, men er let kjendelig ved sine smaa , hindeagtige foldede Smaablade, som i Form og Størrelse komme nærmest til dem hos C. lepidota, fra hvilke de dog ” adskille sig ved en stårre Brede og stærkere Krumning. C. (Euchamaedorea?) bifurcata sp. n. Pusilla, gracillima. Caudex ut videtur procumbens, in spe- cim. jam frucltiferis vix pedem longus, 4'" crassus; internodia il” longa. Folia pinnata 11—2"' longa, erecto-patentia; vaginae cylindricae membranaceae apice oblique apertae, 2 longae; petioli triquetri, supra canaliculati, 21—3” longi et rachis dorso fascia albida mnotati; pinnae utrinsecus 4, alternae, binae approxima- lae, lanceolatae, subsigmoideo-curvatac, membranaceae, subplica- tae, longe' acuminatae, 6” longae, 12—14'" latae, duobus supe- rioribus (e .duobus in quovis latere confluentibus composilis), duplo latioribus oppositis, nervus medius valde obliquus, secun- darii utrinque 3—4 prominuli. Spadices fem. infra comam érecto-patentes, 8” longi. Pedunculus gracillimus, compressus, inferne appressus, 6” longus, spathis (in specim. meis jam ferme delapsis) 5; ut videtur, tecti. Rachis evanescens in ramos duos bipollicares erectos, fructiferos divergentes divisa. Flores den- sissimi, semiglobosi, virescentes. Perigonium striatum, foliolis in- terioribus rotundatis concavis. Baccae globosae, nigrae, Pisi magniludine. Embryo subbasilaris. Jeg har fundet denne smukke lille Palme paa Bjerget Agua- cate i Costa Rica (1,500') i Bjergklåfter med Blomst og Frugt i November. Den er meget afvigende fra alle Arter af denne Un- derslægt ved sin ringe Stårrelse, ved smaa Blade, som kun have 4 Smaablade paa hver Side, og ved Midtnervens Retning. Midtner- ven gaaer hos alle Chamaedoreer foroven noget ud mod den ene Side, men hos denne ligger den i den åverste Deel af Bladet me- get nærmere Randen end i Almindelighed er Tilfældet, Desuden har Hunkolben kun to Grene, saa at denne Art i det Hele nær- 14 mer sig lil Cham. geonomæformis Wendl. og danner Overgang til Underslægten Psilostachys. Alle Arter, som med Sikkerhed kunne henfåres til denne Underslægt, have med Undtagelse af ovenstaaende hjemme i Sydamerika, navnlig i Ny Granada; een Art er kjendt fra Bolivia. C. (Euchamaedoreca) pinnatifrons. (Jacq.) — Borassus " pinnatifrons Jacq. Hort. Schoenbr. 2. 65. t. 247—218. — Cha- maedorea gracilis (Willd,) Act. Ber. 1804. 41. — 6—10' håi. Bladene 4' lange, 9 Par aflang- eller lancetdannet-rhombiske, lidt S-formigt krummede, tilspidsede Smaablade, som især foroven sidde tæt sammen. Afstanden mellem de. åvre Bladpar er 1—4"”, mellem de nedre 43—2”. (vidi spec. . ex hort.. Herrenh.).… — I Nærheden af Caracas, hvor den ogsaa er fundet af Dr, Karsten (Linnæa 20. 446). C. (Euchamaedorea) lanceolata. (Ruiz et Pav.) Mar- tinezia lanceolata Ruiz et Pav. … Flor. per. 247, — Chamaedorea lanceolata Kunth Enum. 3. 172. — Martius Palm. Orbign. 4. t. 6 f. 3. t. 16 d. — Adskiller sig fra C. pinnatifrons ved en tyn- dere og mere bugtet Stamme, længere Bladstilk, smallere Smaa- blade og større Bær. D'Orbigny fandt den i Bolivia paa den &stlige Skraaning af Cordilleren ved Cochabamba. C. (Euchamaedorea) flavovirens Wendl. Index Palm. 60. — 6—7 Par Smaablade, der næsten have samme Form som hos C. gracilis, men ere gulgrønne, bredere foroven, mere plud- selig tilspidsede, og baade Smaabladparrene og de enkelte Smaa- blade ere meget længere fjernede fra hinanden. (Afstanden mel- lem hine næsten 2”, mellem disse næsten 4”). Hankolben 46” lang med 12—14, 9—10” lange, nedhængende Grene... Han- blomsterne sidde meget tæt, kun 1” lange; det indre Blomsterdæk- kes Blade sammenhængende i Spidsen. Hunkolben 44” lang med 12, 4—5" lange, stive, oprette Grene. Hunblomsterne sidde tæt- tere sammen end hos de andre Arter. Dens Hjem er usikkert, men antages at være enten Ny Granada eller Centralamerika (vidi spec. ex hort. Herrenh,). Å ; ] É å - 3 E å E Å i | | i ' i rr 15 C. (Euchamaedorea) Bartlingiana. Wendl. I. c. 60, — Staaer meget nær den foregaaende, men er uden Tvivl en vel begrundet Art, Bladene graaliggrånne, noget kortere (3—34"”), Smaabladene færre, 5—6 paa hver Side, parviis nærmere hinan- den (1—4”), smallere, mere gradviis og længere tilspidsede, mere S-formig krummede, og Hovednerven gaaer foroven nærmere ud mod Randen. De åverste ved Grunden forenede Smaablade ere meget længere (10). Hunkolben 20” lang; 6—8 stive, oprette, 4, $” lange Grene, gulgrønne ligesom Blomsterne. Disse ere mere fjernede fra hinanden end hos den foregaaende, fladere og mere nedsænkede i Gruberne. Det indre Blomsterdækkes Blade ere bredere, næsten nyredannede, Frugtknuden kortere og meget bre- dere ved Grunden. — Ny Granada. (v. spec, ex Hort. Herrenh.) C. (Euchamaedorea?) brevifrons. Wendl. |. c. 61. " Da Hunblomsterne ikke ere kjendte af denne Årt, er det endnu tvivlsomt om den hårer herhen. Bladene meget korte 21— 22". 6—8 Par Smaablade, parviis meget nær hinanden; Afstanden mellem Parrene næsten 44". De ere glindsende grønne , smal- lere end hos C. gracilis, længere tilspidsede og mere S-formigt krummede. Hankolben 12” lang, med 9—12 nedhængende 10" lange Grene — Ny Granada. Subgenus 2. Chamaedoropsis Subg. n. Flores feminei e basi subrotunda globosi nec in scrobiculis immersi, Perigonium exter. cupulare, trilobum. Perig. inter. foliola rotunda, .ovarium amplectentia. Ovarium e basi angusta subglo- bosum, stigmatibus exserlis. .Baccae saepius globosae. — Caudex gracilis rectus v. longissimus flexuosus subscandens. Folia pinnata; pinnåe saepius numerosae, angustae, rigidiusculae, basi callosae. Spadices inter folia perrumpentes. Chamaedorea elatior Mart. (Linnæa 1830) og de med samme nær beslægtede Arter danne de mest typiske Former, som ligge lil Grund for denne Underslægt, hvis væsentligste Charakteer be- staaer i den kugleformede Hunblomst, som ikke er nedsænket i 16 Kolben og den kugleformede Frugtknude. Flere af de Arter, som håre herhen, ere imidlertid endnu saa ufuldstændig kjendte og have en saa afvigende Habitus, at det maaskee i Tiden vil blive nodvendigt at henfåre dem til egne Underslægter. f) Legitimæ vel desmoncoideæ. Caudex saepius longissimus, flexuosus, ope pinnarum adscen dens. Folia longissima, ex orificio vaginae refracto-dependentia, va— ginis longissimis cylindricis coriaceis clausis, peliolis brevissimis, pinnis numerosis lineari-lanceolatis rigidis plicalis longissime acuminalis, basi callosis reduplicatis, remotis alternis, sursum sae- pius decrescentibus oppositis deflexis, summis connatis hamae- formibus. Pedunculus brevis. Den meget lange, tynde og bugtede Stamme, Bladene med meget store læderagtige Skeder, næsten uden Bladstilk, de lange smalle, stive Smaablade (ved Grunden forsynede med en lyk, haard Knude), som mod Enden af Bladet aftage grad- viis i Stårrelse og tilsidst omdannes til bruskagtige nedad- vendte Hager, der tjene til Fasthæftning paa de omgivende Træer, give de herhenhårende Arter et fra alle andre Chamae- doreer meget afvigende Udseende, som end mere foråges derved, at Bladstilken lige over Skeden er knækket tilbage, saa at Bla- dene hænge ned over Stammen, naar de ikke ved de hagefor- mede Smaablades Tilhæftning til andre Gjenstande holdes iveiret…" Køolbestilken er kortere end Bladskederne, saa at Kolben maa gjennembryde Skeden baade af det Blad, som udspringer fra samme Ledknude, og af det, som sidder nedenunder. Hele Kol- bestilken er saaledes omsluttet af Bladskederne, og kun Grenene komme tilsyne. å C. (Chamaedoropsis) elatior. (Mart.) Linnæa 1830. 205. — Chamaedorea elatior Mart. Hist. Palm, pro parle. — Wendl. Otto et Didr. Gartenz. 4853. 171. — Cham. scandens Liebm. in Mart. Hist, Palm, 3. 348. ; Folia 6' longa, vaginae 18” Ig., petiolus 19—3”, pinnae utrinsecus 15—16, 3 inferiores angustissimae approximatae, mediae Fi 17 40” longæ. Rami spadicis fem. 45—22, båsi patentes, dein erecti, 7—8” longi. Denne Art blev allerede opdaget af Schiede i Mexico 1829 og beskrevet af Martius i Linnaea; men hans Beskrivelse var saa ufuldstændig, at det er meget undskyldeligt, at Liebmann ikke har kunnet gjenkjende den, men beskrevet den som en ny Årt under Navn af C. scandens. Efter Undersågelse af Original- > Exemplarer, som opbevares i det kongelige Herbarium i Berlin, og levende Planter fra Haven i Herrenhausen har Wendland anseet det for sandsynligt, at den ægte C. elatior falder sammen med Liebmanns C. scandens, hvilket jeg nu ved nærmere Kjendskab til denne Art tår erklære udenfor al Tvivl. — Den voxer i Ostkystens Urskove imellem 2—3000'. C. (Chamaedoropsis) desmoncoides (Wendl.) Otto u. Dietr. I. c. 477. Ab antecedenti specie differt: petiolo bre- viore (1—2"”), pinnis longioribus abruptius et longius acuminatis oppositis suboppositisve, spadice magis reflexo, ramis patenti- reflexis, floris fem. perig. inter. foliolis subrotundis apice levis- sime acuminatis, baccis majoribus (vidi spec, ex hort. Herrenh.). C. (Chamaedoropsis) resinifera (Wendl.) 1. c. 179. Affinis antecedenti, a qua tamen differt: foliis brevioribus (4—5"), petiolis nullis, pinnis minoribus, basilaribus 5—7 multo mino- ribus valde approximatis, callo basilari longiore et angustiore, spadicibus masculis inferne dublicato-ramosissimis, fem. ramis erecto-appressis, foliolis perig. inter. latioribus tenuioribus nervis paucioribus sed distinctioribus percursis, stigmatibus multo lon- gioribus reflexis (vidi specim. ex hort, Herrenh.). — Den har lige- som den foregaaende hjemme i Mexico. C. (Chamaedoropsis) affinis (Liebm.) — Chamaedorea affinis Liebm. in Mart. Hist. Palm. 3. 308. Å tribus antecedentibus recedit: foliis brevioribus, pinnis multo minoribus tenuioribus callo minore instructis, omnibus alternis nec hamaeformibus ullis. Rami spadicis fem. ut in C. resinifera erecto-subappressi; perig. 2 18 interioris foliola subrotunda apice acuminala. — Liebmann fandt den i Chinantlas Bjergskove i en Håide af 3000'. +) Anguste pinnatae. Caudex erectus. Folia maxima erecto-patentia, pinnis nume= rosis approximatis lineari-lanceolatis, C. (Chamaedoropsis) graminifolia (Wendl.) Ind. Palm. 62. Pinnae utrinsecus 36—42, binae approximatae, inferiores suboppositae, patentes, lineari-lanceolatae, 10—12” longae, obscure virides, flavescentes,- basis triangularis lalere altero calloso, al- tero reduplicalo subsaccato, nervo medio et duobus intramarginalibus prominulis. Spadicis- masculi pedunculus 43—14” longus, ramis longissimis (12”) pendulis. Flor, masc, lineam longi, ovati, densi. Perigon, exterius minutissimum, virescens, interius vix sti- pitatum, flavescens, laviniis apice liberis . (vidi specim. ex hort. Herrenh,). Den har af alle Chamædoreer de smalleste Blade og ud- mærker sig ved Hankolbens meget lange Grene, der næsten have samme Længde som Kolbestilken, og ved det indre Blomster- dække, der næsten mangler Stilk. Hunplanten ukjendt … Den antages at. have hjemme i Centralamerika. C. (Chamaedoropsis) Karwinskiana (Wendl.) in Otto et Dietr. Garlenz. 1853. 179. — Cham. elatior Mart, in Otto et Dietr. 1. c.…. 4834. 246... — Ejusd. Hist. Palm. 3. 457 pro parte. Caudex 48' et ultra longus, stoloniferus, mnodis mediis 10—12% distantibus. Pinnae utrinsecus 27—33, lineari-lanceolatae 1' 1g., 11—41” JL, nervis secundariis utrinsecus 4—35. Spadix masc. 15—20” Ig., ramis 20—26 pendulis 7—8” Ig. . Flores iis €. graminifoliae similes, sed minus densi, perig. exsterius mullo majus, albescens, interius longius stipitatum. Spadix fem. 16—20"” lg., ramis 18 patentibus 6—7” Ilg., fructiferis. tument bus miniatis, bacecis obløngis nigris (vidi spec. ex hort. Herrenh.). Wendland har viist, at denne Art af Martius i Hist Palm. 19 er bleven forvexlet med C. elatior. Den har en eiendommelig Habitus ved Skud, som i Mængde skyde op fra Udlåbere. Blom- sterne ere gule og ildelugtende. Den har hjemme i Mexico. C. (Chamaedoropsis)costaricanas sp.n. Folia elongato- ovata, glaucescentia, 34” longa. Vagina? Petiolus 3” lg., tri- gonus, supra canaliculatus. Pinnae utrinsecus 18—20, elongato- lanceolatae, acuminatae, inferiores 4 lineares, 6—-7" I1g., aggre- gatae, proxima paria 3—Å4 opposita, ceterae alternantes aequidi- stantes, mediae 4'lg., 12—14"" 1t., basi contractae, nervo medio et utrinsecus duobus laleralibus prominulis flavescentibus, summae confluentes. Spadix masc. 1' 4'"' lg., simpliciter ramosus, pe- dunculus pedalis, crassus, compressus; spathae 5— 6, cylindricae, clausae; apice obligue apertae, bifidae, albido-virescentes; rachis 7—8" longus, angulatus, curvatus; rami 24—26, 6” longi, pa- tentes. Flores in specim. meis nøndum aperti. Jeg fandt den i de fugtige Skove ved Turrialva paa Ostsiden af Costa Rica (3—4000'). 1 Finnernes Form har den megen Lighed med C. macrospadix n., men er ellers meget forskjellig fra denne. , C. (Chamaedoropsis) pochutlensis (Liebm.) — Mart. I. c. 3. 308. "Caudex gracilis, elatus, dense annulatus. + Pinnae numerosae, elongato-lanceolatae, acutae, 9” I1g., 10—11”' Ht. Spa- dicis masc. pedunculus pedalis, rachis . brevis (34” lg.), rami 12—13 longissimi (4' lg.) filiformes deflexo-penduli. Voxer ifålge Liebmann i Urskovene paa Vestkysten af Mexico i Districtet Pochutla påa 46? n. Br. i en Iåide af 1200—1500". C. (Chamaedoropsis) montana (Liebm.) Marl. I. c. 3. 308. Caudex dense annulatus, abbreviatus. Pinnae numerosae, distantia 11—2/" per paria approximatae, rigidae, plicatae, anguste lanceolatae, acutae, basi contractae, callosae, 18—19” Ig., 1” lt., summis confluentibus. Spadicis fem. pedunculus 8” I1g., rachis angulata 2—94 1g., rami 10—11 adrecto-patentes, coarctali, subflexuosi, 5” lg. Perig. inter. foliola subreniformia. Baccae globosae, nigrae, 4” longae., 9+ 20 Spadice. femineo, (fore et fruclu C. elatiori et C. affni valde si- milis, sed rachis multo brevior, rami magis patentes curvalique. Ab hisce speciebus praeterea caudice abbreviato et pinnis summis confluentibus recedit. Liebmann fandt den i Bjergskovene i de åstlige Dele af Departementet Oajaca paa 2—3000' Håide. C.(Chamaedoropsis?) macrospadix sp.n. -Caudex in specim. jam fructiferis brevissimus, vix ullus. Folia elongato- obovata longepetiolata, erecto-patentia; vaginae sublignosae, clausae, fuscescentes, 74” lg., inferne cylindricae, apicem versus postice compressiusculae, antice oblique apertae, auriculatae; petioli com- presso- trigoni, supra canaliculati, 4' lg.; rachis 2' lg. pinnae utrinsecus 410—42, alternae, anguste lanceolatae, acuminatae, basi contractae, plicatae, obscure virides, nervo medio valde obli- quo et duobus intramarginalibus validis flavescentibus, secundariis utrinsecus 3 prominulis infimae 4 aggregatae, 7—8”longae, mediae 1/ et ultra I1g., 141—42” lt., fere aequidistantes, superiores di- stantia 4—41” per paria approximatae, summae confluentes. Spa- dices masc. longissimi, subradicales, folia subaequantes; pedunculus 3" Ig.…, spathae 6-—7 fuscescentes, cylindricae, 10—12”” longae, clausae, apice oblique apertae; rachis brevis (3—4/"), subangula - lus; rami 24—26, graciles, declinati, 8” lg., densiflori. Flores parvi (4'” Ig.) subglobosi, virescenies, perig. inter. foliola apice coadunata. Jeg fandt den i Turrialvas Bjergskove paa Ostsiden af Costa Rica (3 —4000'). De langstilkede Blade med et ikke stort Antal Finner, som tilligemed de meget langstilkede Kolber udgaae fra en neppe synlig Stamme, give denne Art en fra alle andre Cha- mædoreer meget afvigende Habitus. i C. (Chamædoropsis?) radicalis (Mart.) Il. c. 308. Denne Palmes nærmeste Slægtskab er endnu tvivlsomt. Den er forsynet med Udlåbere ligesom C. Karwinskiana, men har korte EF (11—2" lange) Blade, og Kolben deler sig i faa oprette Grene. Den er funden af Karwinski i Mexico mellem 241 og 229 n. Br. ei Æt). Aggregatae. Cåudex elatus (1%—15') erectus. Folia magna (4— 5" erecto- patentia, pinnis numerosis elongato- v. lineari - lanceo- latis in greges approximaltis. C. (Chamaedoropsis?) glaucifolia (Wendl.) Ind. Palm. 64. Pinnae utrinsecus 90—80 lineari-lanceolatae, 15—417” I1g., 3—4/” It, 4—7 in greges irregulares approximatae. Hanplanten dyrkes i den botaniske Have i Brissel og an- tages at have hjemme i Chiapas. : C. (Chamaedoropsis?) Klotzschiana (Wendl.) I. c. 63. Pinnae utrinsecus 15—418, elongato-lanceolatae, acuminatae, basi al- tero latere callosae, altero reduplicato-subsaccatae, mediae 1' lg. 11” 1t,, ternae in greges subopposilos approximatae (vidi spec, ex hort. Herrenb.). Den har hjemme i Mexico. +4%%) Late pinnatae. Caudex erectus, elatus (6—12”). Folia mediocria (247—33"), erecto-patentia, pinnis paucioribus (utrinsecus 5—12) trapezoideis v. elongato-oblongis subsigmoideo-curvatis. Cham. lunata danner Typus for denne Afdeling, som ved faa og brede Finner slutter sig nærmest til Euchamaedorea. +) floribus mase. oblongis, perig. inter. foliolis apice liberis. C. (Chamaedoropsis) lunata (Liebm.) Mart. I. c. 3. 307. Pinnæ ttrinsecus 6 oblongo-trapezoideae, summis. confluentibus, Pedunculus spadicis masc. ferme pedalis, rachis 4” 1g.; rami 15—46, declinato-penduli, 8” Ig.; perig. inter. siccatione nigrescens. Liebmann fandt den i Urskoven langs Mexicos Østkyst imellem 20—24? n. Br., paa 500'/—1200' Håide. ++) floribus masculis subglobosis, foliolis perig. inter. apice coadunatis. C. (Chamaedoropsis) Lindeniana (Wendl.) in Otto et Dietr. I. c. 14853. 139. Pinnae utrinsecus 5 oblongo-trapezoideae, mediae 10—41''1g., 4—4,5” lt., infimae 3 approximatae reflexo- patentes, summis late confluentibus. Pedunculus spadicis fem. , 14—45” I1g., rachis 3—4”, rami 15—20 adrecti, graciles, an- "gulati, leviter Mexuosi, apice nudi. Flores minutissimi (1'Y lg.) 22 flavescenti-virides basi in scrobiculis subimmersi. Foliola perig. inter, rotundo-ovata (vidi spec. ex hort. Herrenh.). Den ligner i Bladene 'C.lunata, men den har færre og meget bredere Finner. Stammer fra Mexico. C. (Chamaedoropsis) Schiedeana (Mart.) in Linnaea 1830. 204. Folia longe petiolata, pinnis utrinsecus 10—42, late lanceolatis, binis approximatis, superioribus oppositis, summis confluentibus. Spadicis masc. rami numerosi longissmi curvato- adrecti, fem, 12—15 tenues, inferiores patentes, superiores adrecti. En af de tidligst kjendte og mest almindelig, udbredte Arter. Voxer i Mexico og den nordlige Deel af Centralamerika, fra 14—22? n, B. påa 500—3000". Håide. Chamaedorea conecolor Mart. (1. c. 3. 160) synes, saa- vidt man kan slutte af den meget korte Beskrivelse, ogsaa at håre til denne Afdeling og at være nærmest beslægtet med C. lunata og Lindeniana. 52%) Confiuentes. . Caudex gracillimus, humilis, procumbens, dense annulatus. Folia parva tenera, pinnis in dimidia parte superiore racheos in la- | minam bifidam confluentes. ir (Chamaedoropsis) membranacea sp.n. Caudex in specim, jam fructiferis pedalis, procumbens, inferne radicans, 3!” diametro; nodis 4” distantibus. Folia longe petiolata, tenuis- sime membranacea, laete viridia, 42" longa; vaginae 4” lg., cy- lindricae, clausae, apice oblique apertae; spetioli tenuissimi, com- presso-trigoni, 5” lg., supra leviter canaliculali; pinnae utrinsecus 6—7, inferiores 6 binae approximatae, suboppositae, aequales, lan- ceolatae, falcatae, longe acuminatae, 5—6” lg, 9—40"” lt., nervis 4. aequidistantibus validioribus percursae, superiores 6—7 in la- minam terminalem nervis circiter 20 percursam sapice bifidam, altero latere saepius irregulariter pinnatifidam confluentes. Spadix" fem. 8” lg., infra comam enatus; pedunculus 5'” lg. inferne compressus, spathis, ut videtur, 5 (in specim. meis jam ferme de- 23 lapsis) fuscescentibus tectus; rachis 14 —2%” 1g., angulatla; rami 6; adrecti,: 24% lg. Flores remotiusculi, nigrescentes, perig. exter. lobis (sub fructu) undulato-reflexis, interioris foliolis subro- tundis concavis, ventrali ceteris fere duplo minore. Bacca oblique oblonga, nigra, 4—5"" lg., basi stigmatibus coronata, pericarpio lenui sicco.rugoso nitido, semine ovato, embryone in medio dorso. Jeg fandt denne lille Palme, som nå Bladenes Form og Tyndhed er meget afvigende fra ,alle Chamædoreer,; i de yppige Bjergskove paa Pantasmo i Provindsen Segovia paa den nord- ligste Grændse af Nicaragua, med Frugt i Januar. Subgenus 3. Chamaedorella n. Flores feminei ovatli nec in scrobiculis immersi. Perigonium exterius virescens,, cupulare, trilobum; interioris flavescentis fo- liola ovata, laxa. Ovarium obovatum, stigmatibus inclusis, Bacca? — Caudex erectus. Folia pinnata erecto-patentia, lepidibus mi- nimis obsita, glaucescentia, pinnis elongato-lanceolatis, summis confluentibus. Spadices infra comam patentes, masculi simpli- citer ramosi, ramis numerosis pendulis, feminei duplicato-ramosi, ramis tenuissimis patentibus. Denne Underslægt er væsentlig forskjellig fra de foregaaende ved Hunblomsternes ægformede gule indre Blomsterdække og ved Hunkolbens meget tynde deelte Grene, hvorved den faaer megen Lighed med Collinia; men denne har et tredeelt indre Blomster- dække og klappet Knopleie. Hos den eneste herhenhårende Art have Bladene en graalig Farve og ere beklædte med meget smaa tætte Skjæl. C. (Chamaedorella) lepidota (Wendl.) in Otlo et Dietr. 1::c. 4853. 4139 (vidi spec. ex hort. Herrenh.)- I Bladene har den nogen Lighed med C. Schiedeana. Den er indført i de "belgiske: Haver, hvor: den tidligere dyrkedes under Navn af C. velutina. Ifålge Galeotti stammer den fra Mexico og ifålge Linden fra Ny Granada, men det er ikke rimeligt, at den har bjemme begge Steder. 24 Subgenus 4. Psilostachys n. - Flores flavescentes, masculi femineis 2—3plo. majores. Hi depresso-globosi, in scrobiculis subimmersi. Perig. exter. fere triphyllum interius subaequans, hujus foliola rotunda, concava, ovarium arcte amplectentia. Staminum rudimenta minutissima. Ovarium obovatum; stigmata minutissima, erecta, exserta. Bacca? Flores masc. compresso - globosi. Perig. exter. minutissi- mum, membranaceum, annuliforme, trilobum, lobis brevissimis latissimis, inter. breviter stipitatum, foliolis apice coadunatis. Antherarum loculi.conjuncti. Caudex erectus, gracilis, dense an- nulatus. Folia erecto-patentia, simplicia, obovata, apice furcata, vaginis brevibus ovato-oblongis apertis, petiolis brevissimis. Spadices inter v. infra comam enati, adrecti, longe pedunculati; masc. 4—6ramosi, ramis densifloris pendulis; fem. simplices v. 2—3ramosi, ramis geminis ternisve carnosis elongatis erectis curvatis. Denne Underslægt staaer med Hensyn til. Hunblomsternes Form midt imellem Euchamaedorea og Chamaedoropsis, men er i Bladene og Blomsterstanden meget forskjellig fra begge. C. (Psilostachys) geonomaeformis (Wendl.) — Cha- maedorea geonomaeformis Wendl. Otto et Dietr. I. c. 1852. Denne smukke lille Palme blev indført af Warscewicz fra Guatemala i det Van Houtte'ske Etablissement. Exemplarer fra den kongelige Have i Herrenhausen ved Hannover have blomstret i vor botaniske Have. Subgenus 5. Nunnezharia Ruiz et Pav. " Flores flavescentes, masc. et fem. aequales. Hi globosi nec immersi. Perig. exter. cupuliforme tripartitum, inter. triphyllum, foliolis suborbicularibus... Staminum rudimentum nullum. Ova- rium ovato-globosum, stigmata revoluta. Flores masc,. globosi. Perig. exter. cupuliforme virescens (ripartitum, lobis rolundatis, inter. obovato-globosum vix stipitalum, foliolis apice liberis. An- therarum loculi sejuncti, basi et præsertim apice divergentes. ma ae gå DSE ET REESE ERR ENE SEE 2å Caudex erectus' gracilis. Folia simplicia, furcato-bipartita,. vaginis cylindricis clausis. Spadices masc. et fem. aequales, breviter pe- dunculati, ramosi, ramis paucis adrectis curvatis (vidi flor.-masc. in herb. Hort. Hafn. a cl. Martio miss.). Nunnezharia slutter sig vel i det Hele temmelig nær til den foregaaende Underslægt, men er dog meget vel sondret fra denne baade ved Blomstens Bygning og ved sin Habitus, Hanblomsterne ere især meget forskjellige ved Ståvknappernes Form og ved et stort dybt deelt ydre Blomsterdække. Han- og Hunkolberne ere mere eensdannede end. hos alle andre Chamædoreer og have samme Antal korte, opstaaende, krummede Grene. Bladskederne ere cy- lindriske og lukkede. Herhen hårer kun een Art, som af Ruiz og Pavon henfårtes til en egen Slægt, men af Martius blev for- enet. med Chamaedorea. C. (Nunnezharia) fragrans (Ruiz. et Pav.) Chamaedorea fragrans Mart. I. c. 2. 4. t. 3. Nunnezharia fragrans Ruiz. et Pav. Prodrs: florsiperssetehik 437 t. 34. Stammen 4—6” håi. Den har bjemme i Peru, Dasystachys g. n. Stachyophorbe Klotzsch sed non Liebm. Flores hexagoni densissime congesti. Masc. Perig. exter. mem- branaceum albidum annuliformi-trilobum, interioris foliola carnosula atroviridia, concaviuscula, døorso compressa, apice depresso-plana con- niventia, praefloratione valvata. - Filamenta plana; antherae minutae, introrsae, dorso affixae, oblique incumbentes. Fem. Perig. exter. eu- "pulare, membranaceum, albidum, interius alte amplectens, irregulari- ter multilobum; interioris foliola subreniformia, concava, compresso- trigona, apice carnosa depressa, duobus exterioribus, tertio inte- riore et subcymbaeformi, praefloratione convoluto-imbricata. Stami- nodia 5—6 inaequalia. Ovarium elongatlo-ovatum, subtrigonum, apice attenuatum; stigmata tria reflexa, longe exserta. — Caudex erectus, abbreviatus, dense annulatus. Folia simplicia, erecto- patentia, bifido-furcata, vaginis clausis. Spadices simplices, 26 erecti, longius pedunculati, solitarii, bini. v. tern, infra v. inter folia enati. Flores octoseriatim orti, in racheos scrobiculis den- sissime congesti. Denne Slægt slutter sig nærmest til Stephanostacbys, med hvilken den stemmer overéeens i Hanblomstens indre stilklåse Blomsterdække, i Ståvknappernes Form og de tætsiddende Blom- ster, men er forresten meget forskjellig baade ved Blomsternes Form og ved sin Habitus. Den eneste bekjendte Art blev af Klotzsch henfårt til Stachyophorbe Lbm,, en Feiltagelse, som paa Grund af den meget korte og tildeels urigtige Beskrivelse af denne Slægt var meget undskyldelig. Dasystachys og Stachyophorbe kunne betragtes som analoge Slægter af to forskjellige Grupper; hiin staaer i samme Forhold til Stephanotachys, som denne til Chamaedorea. D. Deckeriana (Kl.). — Stachyophorbe Deckeriana. Kl. in Otto et Dietr. I. c, 363. — Caudex 3—4/ longus, 4'" diametro. Folia 2' longa. Spadix fem. 45”, masc. 6” longus (vidi spec, ex hort. Herrenh.). Den er indfårt 1849 af Warscewicz fra Guatemala og blom- strede forste Gang i Over-Hofbogtrykker Deckers store Palme- huus i Berlin (1852). Stephanostachys Kl. Flores masc. tetragoni, depressi v. subglobosi. Perigonium exterius minutissimum v. fere evanescens, annuliforme . triden- tatum v. ferme triphyllum, tenuissime membranaceum, laci- niis linearibus excisuris maximis inter se remotis. Perig. inter. tetragono-globosum, "depressum, triphyllum, foliolis subcarnosis concavis medio dorso incrassatis subcompressis conniventibus, praefloratione valvatis v. subvalvatis. Antherae introrsae, dorso af- fixae, oblique incumbentes. Flor. fem. depresso-globosi. . Perig. exter. profunde tripartitum, inter. triphyllum, foliolis rotundatis concaviusculis ovarium laxe amplectentibus, praefloratione convo- luto-imbricatis, — Ovarium subglobosumy stigmata reflexa. — 27 Caudex abbreviatus, dense annulatus, interdum dichotomo-parli- tus. Folia pinnata, vaginis cylindricis: clausis apice oblique aper- tis, pinnis numerosis anguste lanceolatis falcatis v. linearibus longe acuminatis nervis validis percursis. Spadices breviter pe- dunculati, simpliciter ramosi, densiflori, spathis virescentibus laxe vaginantibus, masc. mulliramosi, ramis pendulis, fem. paucira- mosi, ramis erecti. Klotzsch betragter Stephanostacbys som en Underslægt af Chamaedorea, men denne udmærkede Botaniker er ikke bleven opmærksom paa flere Forhold i Blomstens Bygning. hvorved saa- vel den Art, hvorpaa han grundede sin Underslægt, som de Arter, der senere ere blevne henfårte til denne, adskille sig saa væsentlig fra Chamaedorea, at selv de Botanikere, som give Slægterne en mere udvidet Begrændsning end jeg anseer for rigtig; ikke vilde: kunne henføre disse Planter til samme Slægt. — Hanblom- stens ydre Blomsterdække er nemlig saa lille, at det kun opdages ved en omhyggelig Undersågelse, eller det bestaaér af tre meget tynde, ved store Udskjæringer adskilte, næsten frie Blade, og dens indre Blomsterdække 'er stilklåst.. Desuden ere de herhen- hårende Arter meget forskjellige fra Chamaedorea ved . Hunblom- stens Form og i deres heéle Habitus. Stammen er lav og: be- staaer af korte Led, Smaabladene- oftest store med stærkt frem- trædende Aarer, Blomsterne sidde meget tæt, navnlig Hanblom- sterne, saa at disse ved det gjensidige Tryk blive kantede, og den korte Kolbestilk er omgiven af store, grånlige, låst omslut- tende Hylsterblade.. S. Casperiana er saa afvigende fra de andre Arter i Hanblomstens Bygning, at det vistnok vilde være rigtigst at henfåre den til en egen Underslægt, om ikke Slægt; men da jeg kun kjender Hanplanten, har jeg ikke villet foretage nogen Sondring. z) Florum masc. perigonium exterius fere triphyllum, syng linearibus. albi- dis perigonium interius subaequan' Stephanostachys Casperiana (Kl.). — Chamaedorea (Stephanostacbys) Casperiana Kl. in Otto: et Dietr. 1.'c, 1852. 363 (vidi spec. masc. ex hort, Herrenb,). 28 Denne Art er kun kjendt af dyrkede Exemplarer, opkomne af Fro, som vare samlede i Guatemala af Warscewicz. ++) Florum masc. perigonium exterius minutissimum, evanescens, annuliforme, : triden Stephanostachys Wendlandiana sp. n. Chamaedorea Tepejilote Wendl. Ind. palm. 65. -— Folia 4” longa ; petiolus pedalis supra inferne canaliculatus dorso fascia albida nota- lus. Pinnae utrinsecus 18-20, anguste lanceolatae, longe acuminatae, leviter falcatae, mediae 20” lg., 4147” et ultra It., alternae, binac approximatae, inferiores suboppositae, fusco-maculatae, siccae fra- giles, nervis 7 validis percursae. Spadix masc. 14” Ig. Pedun- culus pedalis gracilis, subteres, curvatus, Spathae 7 laxae, char- taceae, virescentes, striatae; quinta et sexta a basi 40” Ig., su- perne dilatatae, ad medium clausae, apice acuminatae, septima sexlo multo: minor apice truncata. Rami numerosi (20—2535), 6” lg. Flores densissime sexserialim orti, flavescenti-virides. Spadix fem. 40” Ig.; rami 6—7 erecti v. adrecto-patentes, 3” lg. Flores densissime sexseriatim dispositi, in scrobiculis im- mersi. Affinis S. Tepejilote Liebm., a qua differt: ramis spad. masc. multo numerosioribus , floribus sexseriatim dispositis, dentibus perigonii exter. -longioribus, interioris foliolis obtu- sioribus. ; Denne Art dyrkes i det store Palmehuus i den kongelige Have ved Herrenhausen, hvorfra jeg ved Herr Wendlands Fore- kommenhed har faaet tårrede Exemplarer under Navn af Chamae- dorea Tepejilote Liebm. Stephanostachys Tepejilote (Liebm.) — Chamaedorea Tepejilote Liebm. in Mart. |. c. 3. 308. Liebmann fandt den i Bunden af de dybe Baranker paa Østkysten af Mexico fra 45—49? n. Br. paa 4000” Håide. De unge Kolber spises; heraf den aztekiske Benævnelse Tepejilote (s: cerebrum plantae montanae). | 29 "Stephanostachys Martiana (Wendl.). — Chamaedorea (Stephanostachys) Martiana Wendi. in Otto et Dietr. I. c. 41853. 137 (vidi spec. ex hort, Herrenh,). Habitu a ceteris valde recedit, caudex enim, ut videtur re- pens, dichotomo -partilus est, et folii longepetiolatli pinnae multo minores, lineares. Den antages at have hjemme i Mexico, men er kun kjendt af dyrkede Exemplarer. Spathoscaphe g. n.%) Stephanostachyis spec. Wendl. Flores masc. obløngo-obovati. basi compressi. Perigon. exter, breviter tubulosum, leviter trilobum, membranaceum; interius obovatum basi compressum, cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum connatum, laciniis oblongis vix Concavis, Antherae introrsae, dorso affixae, oblique incum- bentes. Flor. fem.? — Caudex erectus remote annulatus. Folia maxima, pinnata, vaginis longissimis cylindricis apice oblique apertis, pinnis elongato-oblongis remotis longe acu- minalis. Spadices infra comam enatli, brevissime pedunculati, densiflori;. masc. subumbellatim ramosi, ramis simplicibus pen- dulis; fem, simplices v. pauciramosi, erecti, crassi. Spathae cori- aceo-chartaceae, compressae, ad basin pedunculi confertae, summa elongato-cymbaeformis, accuminata, dorso applanata, ventre aperta. Denne Slægt adskiller sig væsentlig fra den foregaaende ved Hanblomsterne, som have et rårdannet, trelappet ydre Blomsterdække og et stilket indre Blomsterdække med næsten flade, aflange Flige, Desuden er den meget forskjellig i' Habi- tus, ved lange Stængelled, brede Smaablade og navnlig ved Hyl- sterbladene, som sidde tæt samlede ved Grunden af Kolbestil- ken, og af hvilke det åverste er stort, baaddannet og aabner sig paa den indvendige Side, og endelig ved den kortstilkede Kolbe, som F) Af ondgy og øxægn, en Baad. 30 gjennembryder Midten af Hylsterbladene og hos Hanplanten er skjærmformig forgrenet, men oftest enkelt hos Hunplanten. Spathoscaphe Arenbergiana (Wendl.). — Chamacdorea (Stephanostachys) Årenbergiana Wendl. Index palm. 66 (v. spec. ex hortu Herrenh.,). Denne Årt er kun kjendt af dyrkede Exemplarer, men an- lages at have hjemme i Centralamerika. Iriartea Ruiz et Pav. Iriartea durissima sp. n. Caudex rectus, strictus, 100—450 pedes altus, diametro 8—40 pollicum, laevigatus, annulatus, cinérascens, radicibus extraterraneis brunneis verrucosis 6—410 pedes longis suffultas. Corpus ligneum D (=] durissimum, gravissimum et eximie firmum. Folia longissima. multi- , , juga, vaginis sexpedalibus in cylindrum viridem apicem caudicis coro- nantem convolutis, vento agitante phalerum amoenissime fluctuantem , exhibentia. Pinnac alternae, herbaceae, glaucescentes, siccae fragiles, glabrae, elongato-oblongae. v. irregulariter rhombeae, apice et mar- gine superiore repando-erosae, nervis 45—16 parallelis prominen- tibus percursae, ferme 2 pedes longac, medio 42 poll. latae; basi contractae, 4 poll. latae, fusco-tomentosaåe. Inflørescentia mihi ignota, — Ab Iriartea praemorsa, cui maxime affinis, distinguitur pinnarum forma et magnitudine. Denne smukke Palme er" hyppig i Urskoven, som gjennem- skjæres af Floden San Juan i Nicaragua, hvor den paa mange Steder med sin yndige Krone rager høit op over de andre Skov- træer, Den bærer blandt Landets Indvaånere Navn af Maquenque og udmærker sig ved overordentlig haardt Ved. Det er den eneste Art af Slægten Iriartea, som hidtil er funden" nord for Panamatangen. Euterpe Gaertn. Martius angiver som Slægtscharakteer et trebladet ydre Blom- sterdække hos Hanblomsten, men lios (de to Arter, som beskrives 5 31 nedenfor, maa det snarere kaldes samblådet tredeclt, og del samme synes ogsaa at gjælde om de andre Arter ifålge de nåiaglige Analyser af Blomsterne i det store Palmeværk. Ligeledes frem- byde Ståvdragerne et Forhold, som hidtil er bleven overseet, idet den åverste Deel af Ståvtraaden er meget tynd og i Knopleiet tilbagebåiet. Euterpe macrospadix sp. k: foliis brevipetiolatis, pinnis utrinsecus 335—40, . binis approxi- matis suboppositis, longissimis linearibus punctis elevatis ad- spersis in. rachim . leviter decurrentibus,. spatha interiore cy- lindrica coriacea utrinque . attenuata fusco-tomentosa, spadi- cis pedunculo crasso compresso ramis 2—3plo breviore, ra- mis numerosis sub anthesi erectis. floribusque . pube brevi conspersis, bracteolis 3—4 minulis membranaceis circa basin floris fem. in orbem dispositis, exteriore minutissimo et quasi nihil nisi margo scrobiculi pro flore femineo exsculpti, duo- bus v. tribus interioribus paulo majoribus triangularibus, flor. masc. perigon. exter. laciniis albidis triangularibus concayis acu- tis margine scariosa sibi imbricatis carinatis dorso basi callosis, perig. interioris foliolis oblique ovatis acutiusculis, floribus fem. glo- bosis, ovario ovato-globoso stipitato, stigmatibus vix COnspicuis. — Caudex erectus 50—S80. pedes altus. | Folia 7—8 pedes longa. Rachis subtetragona, 5—6'"7 diamelro, subtus convexo - semiteres tomento fusco detergibili tecta, supra bifacialis. Pinnae mediae 2 longae, 4” latae, siccae glaucescentes, subplicatae, nervis pri- mariis utrinsecus 5 prominentibus. Spatha interior. fere tripeda- lis. Pedunculus 8” l1g., 8—10/” diametro, basi semicirculari 2” lata caudici insidens. Rachis 40” Ig. - Rami sesquipedales. — Affinis E. eduli, a qua differt pinnis multo paucioribus, spathae interioris forma et vestimento, pedunculo multo longiore, brac- teolarum florumque omnibus partibus diversis. Voxer i den tætte Urskov ved Floden San Juan i Nicaragua i Nærheden af Sarapiqui, hvor jeg fandt den med Blomst i Marts. 32 n Euterpe longepetiolata sp. n.: foliis longissime petiolatis, petiolo et rachi dorso tomento fusco detergibili tectis, pinnis utrinsecus 20—925 alternis, binis approximatis, inferioribus ferme oppositis, lineari-lan- ceolatis acumine longo tenui terminatis, chartaceis, rigidis, supra fuscescentibus nervo medio valido elevato, subtus pal- lidis nervis lateralibus primariis utrinsecus 4 percursis, inflo- rescentia longissima tenui tomento brevi fusco' detergibili tecta, spatha interiore coriacea clausa cylindrica, aperta lineari-lanceo- lata basi vaginante apice acumine tereti terminata glabrata fusco- punctata, pedunculo longissimo tenui tereti, ramis $—42 arrectis rachi 2—3plo longioribus, bracteolis tribus minutissimis mem- branaceis subaequalibus circa basin floris feminei in orbem dis positis, altera exteriore duos interiores amplectente, floris masc. perigonio exteriore basi obliquo, laciniis triangularibus acutis ca- rinato-concavis, margine sibi imbricatis, perig. interioris foliolis cori- aceis leviter striatis suboblique ovatis acutiusculis, floribus femin. subglobosis acutiusculis, ovario clavato, stigmatibus vix conspicuis. Folia 8—9" longa. Vaginae cylindricae, fuscae, apice oblique apertae. Petioli teretes, subtrigoni, 2—3' longi. Pinnae 13—2 ig, flere 427 Rn. Spåthåe 24" lg., apertae medio 4” lt. Pedun- culi 1%" 1g., rachis 6—7”, rami 146—47” lg. — Åb omnibus speciebus adhuc notis omnibus partibus fuscescentibus, petiolis pedunculisque et spathis longissimis primo intuitu facile distin- guitur. . Jeg fandt den paa den ostlige Heldning af Cordilleren i Costa Rica i Nærheden af Turriålva i en Håide af henved 3000 Fod, med Blomst i Mai. Den benævnes af Landets Beboere Pacaya Raton. Geonoma Willd. De talrige Årter, som indbefattes under" denne Slægt, vise "sad store Forskjelligheder baade i Blomstens Bygning og NET Er seer ig 33 i Habitus, at det vistnok vilde være rigtigst at fordele dem i flere Slægter, eller idetmindste i flere Underslægter. Jeg har imidlertid ikke havt tilstrækkeligt Materiale til Undersågelse til at jeg for Tiden tår foreslaae nogen Forandring; men jeg skal kun bemærke, at enkelte vigtige Forhold ved Blomsten ere blevne oversete af tidligere Forfattere, hvilket saa meget lettere kunde skee, da Blomsterne hos de fleste Arter ere meget smaa og tildeels ligge skjulte i Gruber. - De fleste Arter have saaledes to rudimentære Hanblomster i hver Grube ved Siden af den frugtbare Hunblomst, et Forhold, som ikke omtales af Martius, men som fårst er blevet udhævet af Wendlandf), og desuden har jeg hos alle de Arter, jeg har undersågt, fundet 1—3 smaa Dækblade, hvilke Organer ikke tidligere ere blevne iagttagne hos denne Slægt. £) Spadicibus duplicato-ramosissimis. Geonoma binervia'sp. n.: foliis pinnatis, pinnis utrinsecus 418—49 suboppositis lineari- lanceolatis falcatis acuminatis glaucescentibus rigidis supra bi- nerviis, superioribus alternatim latioribus et angustioribus, summis confluentibus, spadicibus maximis duplicato -ramosissimis, ramu- lis gracilibus fuscis lepidoto-hirsutis, foveolis margine inferiore bifidis, stylo longius exserto,. ' Caudex elatus, annulatus. Folia 4—5"' longa; rachis gla- bra, nitida, supra bifacialis, ad latera sulcata, subtus con- vexa; pinnåe mediae 45—46” longaeé, vix pollicem latae, supra nervis duobus robustioribus percursae, subtus nervo medio et duobus marginalibus prominentibus, secundariis utrinsecus 3 pro- minulis. Spadix femineus 2/” longus; pedunculus communis basi semilunari affixus, compressus, 8—10”" crassus, glabratus; ra- chis flexuosa; rami. primarii crassi, basi lata rachem amplecten- tes, bractea lata brevissima semiamplexicauli suffulti, curvati, på- %) Linnaea 1856, p. 334. 34 tentes, 41' longi, pars inferior" ramulis carens semipedalis; ra-… muli floriferi teretiusculi, patentes subflexuosi, fuscescentes le- pidoto-hirtuli, 4—44/" longi, apice mucronati. Flores in quavi fovea terni, bracteola minutissima subrotunda suffulti, medio fruc- tifero, duobus lateralibus minutissimis rudimentariis. Foliola perigonii exterioris sublanceolata , carinato-concava, margine te- nuissime membranacea, nitida, inaequalia, duobus posticis obli- quis. Perigonium interius exteriori paulo superans, trifidum laciniis acutiusculis pallidioribus. Urceolus staminum abortivorum cylindricus, leviter denticulatus, obscurus, aeque ac stylus exsertus. Stigmata tria recurva. Bacca immatura oblonga, utrinque acuta, nigrescens, Denne Årt stemmer nærmest overeens med G. multiflora og Pohliana, men er dog væsentlig forskjellig fra begge. Den har af alle bekjendte Arter den stårste Blomsterstand og er let kjendelig ved to stærkt fremragende Aarer paa Overfladen af Finnerne. — Jeg fandt den i den tætte Urskov ved Bredderne af Floden San Juan, med Blomst og umodne Frugter i Februar. s%) Spadicibus simpliciter ramosis. E Geonoma trifurcata sp. n.: tota fuscescens, foliis obovato-lanceolatis basi-cuneatis apice bifi- dis, tandem irregulariter pinnato-fissis, laciniis oblongis non- nihil introrsum falcatis acuminåtlis, rachi supra inferne excavala glabra nitidula, dein acute bifacialis, subtus convexa tlomento fusco detergibili tecta, pedunculo gracili compresso fusco rigido, spadice trifurcato, ramis. aequalibus teretibus apice mucronatis reclis vel curvatis, lateralibus patentibus, alveolorum labio' in- feriore integro revoluto, baccis (vix maturis) oblique oblongis subcompressis utrinque acutis fuscis striatis. Folii lamina 21—3' longa, 6—8” lata, percursa linearum 1% distantia nervis primariis parallelis, quorum alterni subtus solummodo prominent supra sulcum tenuem exhibentes, nervo secundario utrinsecus 4 sublus prominulo supra vix - conspicuo; i i i i Å j | | DEERE ENN SS BRESSEL ESPEN 35 laciniae 9—410" longae, basi 34" latae. Petioli speciminibus meis desunt, Pedunculi 44" longi, 44" diametro. Spadicis rami 5—6” longi, fuscescentes, subalutacei. Baccae vix maturae 4—5”" longae. — Foliorum forma ad G. Spixianam proxime accedit, ab omnibus speciebus adhuc notis spadice trifurcata distincta, Voxer samme Sted som den foregaaende Art, hvor jeg fandt den næsten afblomstret og med umodne Frugter i Februar. %%%) Spadicibus simplicibus. Geonoma glauca sp. n.: foliis obovato-oblongis apice bifidis basi oblique cuneatis, tandem paene regulariter pinnato-fissis, glauco-viridibus punctis elevatis minulissimis adspersis, laciniis utrinsecus 2—3 lanceolatis lon- gissime acuminatis, rachi supra basi excavata dein acute bifaciali leviter flexuosa sublus convexa tomento fusco detergibili tecta, spadice simplici longissime pedunculato, pedunculo compresso glabrato, rachi subpedali tereti fuscescente alutacea subsigmoideo- curvala mucrone 'brevi lerminata, alveolorum labio inferiore semi- circulari erecto emarginato-bilobo.' Folia 4—5' longa; petioli pedales et vaginae fuscae; lamina 3—31" longa, 4' et ultra lata; distantia inter lacinias demum 2—3”. Nervi primarii distantia & linearum prominentes supra decurrunt, nervis secundariis vix conspicuis, subtus vero praeter nervos pri- marios flavescentes etiam secundarii utrinsecus 3, quorum me- dius ex duabus lineolis constans tomento levissimo sub lente conspicuo hine inde conspersus est, prominent. = Pedunculus 2—3' longus. Flores in alveolis racheos immersi, solitarii, "Obovali, ventre convexi, dørso concaviusculi, bracteolis tribus ir- regularibus minutissimis suffulti, in speciminibus meis non plane evolutis. Perigonii exterioris florum fem. foliola oblonga, carinato- concava, acuta, albida, apice fusca, nitida, margine tenerrima, du- obus lateralibus obliquis tertium fere omnino obtegentibus. Pe- rigonium interius tripartitum, laciniis oblongis acutis. — Inter species spadicibus simplicibus instructas- foliorum laciniis glaucis + 36 longissime acuminatis distincta G. Poiteanae imprimis spadicis longitudine similis est, a qua vero praeter alias notas absentia pilorum in rachi differt. Jeg har fundet den paa samme Sted som den foregaaende, med Blomst i Februar. Species incertae sedis. Geonoma longepetiolata n. sp. Caudex 4—5'allus, gracilis, annulatus, ligno durissimo, cortice glabro flavescente. Internodia inferiora 2”longa, 8” diametro. Folia longissime petiolata, regulariter 3juge pinnatisecta. Vaginae 4—6” longae, chartaceae, transverse striatae, apice oblique apertae aeque ac petioli sesquipedales, supra concavi subtus convexi, demum gla- brati, nitidi, initio tomento fusco detergibili tectae. Rachis 1/4" longa, supra acute bifacialis, subtus leviter convexa tomentosa. Laciniae ulrinsecus 3 subaequales, summis paulo brevioribus et latioribus, distantia 2—3” oppositae, elongalo-oblongae, falcatae, longius acu- minatae, charlaceae, rigidae, ”glauco-virides 17—4/9/ longae, basi 34 latae, Neryi primarii 7—40, distantia trium linearum paral- leli, imprimis supra prominentes, inter quos alii, superne vix con- spicui vel leviter impressi, tomento adspersi subtus decurrunt. Cetera ignota. — A G. eleganli, Brongniarlii, Desmarestii, quibus maxime affinis est, laciniarum indole et imprimis pelioli longi- tudine facile distinguitar. Jeg har fundet den paa samme Sted som den foregaaende. Tribus Il. Coryphinae. Af denne Afdeling har jeg kun iagttaget (re Arler i Central amerika, af hvilke den ene synes at være Copernicia tectorum Mart., den anden Thrinax argentea Lodd. og den tredie en ny Årt af denne sidste Slægt; men de af mig indsamlede Exemplarer ere uden Blomst og Frugt, saa at jeg her maa indskrænke mig til kun at nævne disse Arters Forekomst. De voxe alle tre i de tårre Catingaskove mellem Granada og Realejo. 37 Tribus [il Cocoinae. Augustinea Karsten, Plant. Columb. 51. Char. emend. Flores monoeci in eodem spadice. Masc. Peri- gonium exterius parvum tripartitum, laciniis membranaceis lanceo- latis acuminatis; interius multo majus oblongum, trigonum, sub- obliquum, tripartitum, laciniis coriaceis nervosis inferne in stipite solido connatis. Stamina sex. Fem. Perigonium exterius et in- terius urceolata, coriacea; illud hoc superans, basi intus nudum vel cum annulo membranaceo trifido connatum. Urceolus stamineus minutus, demum unacum perigonio excrescens et cum hoc con- natus, apice tantlum liber. Ovarium trigono-ovatum. = Stigma truncatum. >Drupa ovalis vel ovata cum brevi acumine, saepius nigro-violacea, basi perigonio aucto cupulari paene regulariter multilobo cincta, exocarpio coriaceo, mesocarpio pulposo-fibroso, endocarpio -ovali vel oblongo osseo vertice oblique tridentatoy poris tribus lateralibus, uno pertuso superiore, duobus coecis inferioribus paulo supra medium positis. Semen ovale ad poros impressum, embryone laterali, — Palmae arundinaceae, caespitosae, aculeatae, 12—20pedales. Folia pinnata, rachi aculeis longis obsita, pinnis numerosis aequidistantibus rarius aggregatis margine acule- olatis. Spatha duplex; exterior minor lanceolata coriacea ventre concaviuscula ad margines carinato-dilatata, dorso convexa, tan- dem irregulariter rumpenda; interior fusiformis, basi attenuata, sublignosa, aculeis dense obsita, tandem ventre longitudinaliter aperta. Spadix pedunculatus apice simpliciter ramosus, pedunculo compresso, ramis subumbellatis fastigiatis erassiusculis rigidis. — Hoc genus a Bactride distinguilur: perigonio flor. fem. exteriore interius superante, drupa majore ovali, endocarpio ovali v. oblongo tridentato, spadice subumbellato-ramoso. Karsten har (I. c.) lagt Bactris major Jacq. til Grund for denne Slægt, og som væsentligste Charakteer for samme. navnlig udhævet en hindeagtig Ring i Hunblomsten, som er sammen= voxen med det ydre Blomsterdække. Det er nu vistnok meget rig- 38 tigt at sondre denne Palme fra Bactris som en egen Slægt, men der bår neppe lægges megen Vægt paa den Charakteer, hvori Karsten såger den væsentligste Adskillelse fra Bactris; thi da vilde man faae en meget konstig Sondring mellem Arter, som ellers stemme fuldkomment overeens. Bactris infesta Mart., B. socialis Mart. og to nye .centralamerikanske Arter, som her skulle beskrives, slutte sig nemlig i alle Henseender meget nåie til B. major, men mangle denne hindeagtige Ring. Jeg foreslaaer derfor at forandre Charakteren for Augustinea, saaledes at disse Årter kunne optages deri, og navnlig lægge Vægt paa de Egen- heder i Frugten, Blomsterdækkets Form og Blomsterstanden, hvorved disse Arter ere tydeligt og skarpt sondrede fra de ty- piske Former af Slægten Bactris. Augustinea ovata sp. n.: pinnis aequidistantibus linearibus strictis glabris margine setoso- aculeolatis acumine inaequilateralibus, rachi supra bifaciali setu- lis fuscis interspersis puberula, subtus convexa tomento griseo vel fuscescente detergibili tecta aculeis 2—3 pollicaribus compressis fuscis apice nigricantibus nitidis initio tomentosis sparsis vel geminatis obsita, spatha interiore inferne attenuata curvata aeque ac pedunculo tomento fusco adspersa aculeis nigricantibus dense obsita, spadicis ramis 11—12, drupa ovata punctis elevatis sca- briuscula, endøcarpio ovali fusca punctis minutissimis elevatis scabriusculo circa poros glabro albescente, dentibus obtusis,. duo- bus majoribus. Caudex 6—8' altus, rectus aut curvatus, cylindricus, graci- lis, majore ex parte foliorum petiolis persistentibus vaginatus, aculeis armatus; plures in caespidem sat densum conferti. Folia 5” longa. Pinnae alternae, 1—44” longae, 4” latae, fuscescenti- " virides » nervo medio prominulo pallidiore, nervis secundariis et tertiariis crebris valde approximatis. Spatha pedalis. Pedun- culus semipedalis; rami 11—12, 3—4” longi, umbellatim con- gesti, Flores ignoti. Drupa 44—45'/” longa, pallide fusca; en- i id $ Å i i i PRES ENTER SE ENS SENESE SEN DERS DSE: - SEReaR 39 docarpium 4141” longum. — A. sociali valde affinis, quatenus ex descriptione imperfecta hujus speciei concludere licet, esse vide- tur; certe vero distincta pinnis fere duplo brevioribus et impri- mis drupa multo minore fere ovata, endocarpii colore et forma et pororum situ facile distinguitur. Jeg fandt den ved Punto poderoso paa Nordsiden af Nica- ragua S6, med Frugt i Februar. Augustinea balanoidea sp. n.: spatha latius fusiformi fusco-lomentosa aculeis nigris subappres- sis obsifa, pedunculo compresso curvato tomentoso aculeis desti- luto, ramis spadicis 8—12 umbellatim congestis, drupa ovali acumine obtuso terminata fusco-violacea fere glabra, endocarpio elongato-ovali nigro glabro apice oblique tridentato, dente altero ceteris longiore acuto. Caudices 10—42' alti, graciles, cylindrici, aculeis armati, subcaespitosi. Folia desunt. Flores feminei medium ramum, flo- ribus masculis jam delapsis, dense obtegentes, Balanos minu- tos, animalia illa crustacea forma tam insolita, referunt. Perigo- nium exterius a basi lata conico-urceolatum, tomento subtilissimo fåsto conspersum, ferme integrum; interius urceolato-tubulosum, apice leviter trilobum, ovarium arcte amplectens, striatum, inferne fiscum, setulis minutissimis adspersum, basi annulo minutissimo carnoso demum unacum perigonio excrescente connatum, Ova- rium glabrum, perigonium interius paulo superans. Drupa cum perigonio basin stipante 44” longa, endocarpium 1” longum. — Species nostra, etsi folia desunt, ab A. majori, cui valde affinis est, absentia annuli membranacei in perigonio exteriore facile di- slinguitur; praeterea flores feminei (secundum specimina mihi a cl. Karstenio benevole communicata) omnino diversi, imprimis perigonia in A. majori apice multo angustiora et urceolus stami- num multo majus. Jeg har fundet denne Palme i den yppige Skov åst for Pun- farenas paa Vestsiden af Costa Rica, 40 Bactris Jacq. Denne Slægt, den største af alle amerikanske Palmeslægter, (rænger mere end nogen anden til en omhyggelig Revision; thi foruden de Arter, som ere henførte til Augustinea, er der endnu mange, som ere saa afvigende i Blomstens og Frugtens Bygning og i deres hele Habitus, at det uden Tvivl vil være rigtigst at sondre dem som egne Slægter, eller idetmindste som Under- slægter. See vi hen til den Art, som ligger til Grund for Jac- quins Beskrivelse af denne Slægt, nemlig B. minor, og de Årter, som, slutte sig nærmest til denne (Maraja, imundata, pallidi- spina, Brongniartii, acanthocarpa, mexicana o. fl.),. da viser det sig, at de væsentligste Charakterer, hvorved disse Arter forenes, bestaae i'en mangegrenet Kølbe, Hunblomstens ydre Blomster- dække, som. er mindre" end det indre og; næsten udeelt,. en cylindrisk Frugtknude med siddende Ar og en kugleformet Frugt med et nedtrykt-kugleformet, næsten lindseformet Indrelag. Disse Forhold ville altsaa betegne Slægten Bactris i indskrænket Forstand (Eubactris). En anden Række Arter, navnlig B.longi- pes, hirta, tomentosa, pectinata, aristata, cuspidata og fissifrons, slutte sig nåie sammen og udmærke sig ved en togrenet (sjelden udeelt eller faagrenet) Kolbe, ved Hunblomstens ydre Blomster- dække, som næsten altid er meget lille og dybt tredeelt, medens det indre er stort og oftest loddent, ved Frugtknuden, søm er ægformet og forlænget i en kort Griffel, og Frugten, som er kugleformet med et topformet Indrelag. Jeg vil foreslaae at henfåre disse Arter til en egen Underslægt (Bactridiopsis). Frem- deles er der to Arter med udeelt Kolbe, som ere saa afvigende, at de maa sondres som egne Underslægter., Til den ene (Diplo- themopsis) hårer B. concinna, som har en langstilket Kolbe med en meget tyk Axe og et langstilket Hylster, hvorved den faaer megen habituel Lighed med Diplothemium , Hunblomstens ydre og indre Blomsterdække rårdannede, næsten ligestore, Frugten - omvendt ægformet og Indrelaget ovalt; til den anden (Bactri- delia) hårer B. simplicifrons, en meget spinkel, tyndstammet Palme anne ene Sne EEE EEN EE 41 uden, Torne, med et lille lancetdannet Hylster, hvis Hunblomst er forsynet med rårdannet, tretandet ydre og indre Blomster- dække, og som har en lille kugleformet Frugt med et kugleformet Indrelag. Hertil kommer endnu en femte Underslægt- (Tricho- bactris), der navnlig udmærker sig ved en eiendommelig Blom- sterstand , og vil blive beskrevet i det Følgende Karsten har foreslaaet (1. c. p. 49) at henfåre de Arter, som have rudimentære Ståvdragere i Hunblomsten, til en egen Slægt (Guilielma); men det vilde neppe være rigtigt, da de ellers i alle andre Henseender stemme overeens med Bactris. Tilste- deværelsen eller Mangelen af rudimentære Stovdragere, som her næsten altid have Form af en hindeagtig Ring, kan i mange Til- fælde være en Charakleer af fårste Rang, naar den nemlig holder sig constant i Forbindelse med andre Egenheder i Blomsten og Frugten, men det finder ikke Sted hos disse Palmer, saa at man her ikke kan tillægge dette Forhold den Betydning, som Karsten har gjort, uden at gjåre et fuldstændigt Brud paa den af Naturen anviste Begrændsning af Slægterne. Subgenus 4. Eubactris. Spatha interior fusiformis, aculeata. Spadix multiramosus, ramis strictis a basi ad apicem sensim attenuatis. Flores mas- culi sessiles, raro brevissime pedicellati, per omnem spadicem sparsi. Flor. fem. perigonia cylindraceo-urceolaria, fere truncata, exteriore minore saepe annuliformi. Ovarium prismatico-trigonum. Stigma sessile, trigonum. Drupa globosa vel subglobosa, endo- carpio depresso sublenticulari. Palmae arundinaceae, caespilosae, aculeatae. Folia pinnata, aculeata. B. (Eubactris) horrida sp. n.: caespitosa, caudice mediocri foliisque aculeatissimis, aculeis lon- gissimis 3—4pollicaribus tetragonis albescentibus fusco -tomen- tosis demum glabris nitidis apice fusco- nigrescentibus acutissi- mis, rachi subtetragona supra tomento levi adspersa, subtus 42 dense fusco-tomentosa, pinnis 5—7nis aggregatis lanceolatis ri- gidis strictis glaucis apice bidentatis aculeato-ciliatis, aculeis in nervo medio paucis sparsis, spatha basi longissime altenuala fusco - toméntosa aculeis 2—3linearibus fusco-apiculatis: subap- pressis per omnem superficiem aequaliter adspersa, pedunculo compresso curvato fusco-tomentoso, ramis strictis arreclis, drupa globosa nigro-violacea vertice acuta. Caudex 6—8' altus, cylindricus, gracilis, 8—9”” diametro, foliorum petiolis persistentibus majore ex parte vaginatus, fusco- tomentosus, ligno exteriore nigro duro. Folia 24—3' longa. Vagina 8” longa, cylindrica, fusco-tomentosa, apice oblique transversim lacera,. Petiolus 44” longus, dense aculeatus. Ra- chis 2—24"' longa. Pinnae 7” longae, 6” latae, solo nervo medio supra prominulo. Spatha exterior semiteres, lanceolala, acumi- nala, fusca, 10” longa, ventre concaviuscula glabra ad margines carinato-dilatata, dorso convexo tomentoso. Spathae interioris pars inferior tenuis cylindrica spatha exteriore vaginata, 10” longa, inferne clausa, pars superior fusiformis 5'” longa, acumi- nata, aperla cymbiformis, intus fusca, glabra. Pedunculus 40” longus, rachis 24” longa, rami 20—22, 31” longi, inferiores bracteis lanceolatis 8”" longis stipati. Flores ignoti. — Haecce species B. Maraja, Brongniartii, tenerae (Guilielmae tenerae Karst.) et imprimis B. pallidispino affinis petiolo brevissimo, pinnis parvis apice bidentatis, aculeorum colore, spaådice longissime at- tenuato et multis aliis notis facile distinguitur. Den voxer paa Vestsiden af Nicaragua og Costa Rica i de tårre Catingaskove paa saadanne Steder, som oversvåmmes i Regntiden, men hvor Jorden (Leer) i den tårre Tid danner en steenhaard Masse. Jeg fandt den ved Bolson i Provindsen Guanacaste og i Nærheden af Granada med modne Frugter i Februar. ,,Uviscoyol” er det Navn, hvormed Landets Beboere betegne denne Palme, ligesom de fleste Arter af Slægten Bactris. De saftige, syrlige Frugter spises og benyttes især, efterat være knuste i Vand, til en lædskende Drik. | 43 B. (Eubactris) fusca sp. n.: fusca, aculeato-setosa, foliis parvis longepetiolatis, rachi supra tomento setis brevibus intermixtis subtus setis longioribus fusco- nigrescentibus densis tecta, pinnis 2—4nis aggregatis. linearibus acuminatis setoso-ciliatis supra levius subtus dense pubescenti- bus pallidioribus, in nervo medio setis sparsis, nervis secunda- riis utrinsecus 4 prominulis, spatha fusiformi acuminata basi altenuata. curvata dense aculeato-setosa, setis aculeisque apicem versus multo longioribus nigrescentibus, pedunculo compresso curvato tomentoso apicem versus setis appressis tecto, ramis 2—5 adrectis strictis tømentosis, floribus masculis brevipedicel- latis, ovario perigonio interiore fere duplo longiore, drupa fusca subglobosa, mesocarpio tenuissimo, endocarpio tenui depresso fere semiglobosa basi applanato, poris tribus maximis laterali- basilaribus. Folia 3—4' longa; vagina 7—8” longa, fusco tomentosa, selosa, dorso aculeis 'semipollicaribus obsita; petiolus 7—8”” longus, rachis bipedalis; pinnae 8—9” longae, 5” latae. Spadi- ces rami tripollicares, bractea triangulari 4— 2” longa suffulti. Flores feminei glabri; perigonia levissime tridentata; exteriore annuliformi, interiore brevi-tubuloso margine inter dentes glan- duloso-ciliato, ciliis aggregatis. Drupa Pisi majoris magni- tudine. Denne Pålme, som ikke er nåie beslægtet med nogen anden Art, har jeg fundet paa Østsiden af Costa Rica i de yppige Urskove ved Turrialva i en Håide af c. 3000' med Blomst og Frugt i April. Subgenus 2. Trichobactris. Spatha interior fusiformis, villoso-setosa. Spadix ramosissi- mus; rami filiformes flexuosi, pars inferior incrassala rachi ap- pressa, floribus femineis secundis, interspersis masculis, instructa, pars superior tenuissima floribus femineis destituta , masculos solos gerens. Flores masculi pedicellati, trigono-oblongi, peri- 44 gonio interiore trifido, laciniis basi in stipite solido connatis%). Fem. perigonia cylindraceo-urceolaria fere truncata, exteriore bre- viore, Ovarium prismatico-trigonum. Stigma sessile, trigonum. Drupa? — Palma mediocris, aculeolata. Folia aggregato-pinnala, pinnis arrectis apice bifidis. B. (Trichobactris) bifida sp. n.: foliis aggregato-pinnatis, rachi robusta supra bifaciali levius pu- bescenti-tomentosa, subtus convexa tomento denso fuscescente lecla, demum glabrata, aculeis nigris quadrilinearibus inferne Sparsis apicem versus densioribus obsila,' pinnis longissimis tenui- bus quinis confertis linearibus arrectis glaucis setoso- ciliatis apice bifidis, supra glabris subtus-pubescentibus, nervo medio lato applanato superne aculeolis bilinearibus nigris densioribus obsito inferne nudo, nervis secundariis utrinsecus 3 prominulis, spatha interiore fusiformi lignosa inferne attenuata curvata setis flavescentibus nitidis densissimis per totam superficiem æqualiter lecla, pedunculo compresso curvato dense setoso, rachi ramisque fusco-tomentosis. Rachis folii 54' longa, basi 5”” diametro. Pinnae mediae 17" longae, 7” latae, superiores sensim decrescentes, summis confluentibus, Distantia inter. greges 4". … Rachis spadicis 34" longa. Ramorum pars inferior incrassala 1", superior filiformis 2—24" longa. Flores masculi glabri pedicellati, pedicellis basi glanduloso-pilosis; perigonium exterius minutum, triangulare, membranaceum, trifidum, laciniis acutis, interius coriaceum, tri- gono-oblongum, irifidum, laciniis triangularibus acutis. Flores feminei bilineares, secundi, arrecti. Perigonia albicantia, longi- tudinaliter striata, pilis fuscis conspersa, truncata, leviter triden- lala; exterius fere cupulare, interius (ubulosum ovarium aequans. =) Hanblomsterne ere ikke endnu tilstrækkelig undersågte hos alle Arter til at kunne afgjåre, hvor megen Vægt der kan lægges paa denne Charak- teer. Hos nogle Arter synes Fligene at være frie næsten til Grunden (t. Ex. hos B. tomentosa). FR End Beer" 45 Ovarium trigonum, glabrum, breviter stipitatum, infra stigma pårum constrictum. Stigma trigonum subtirilobum. Voxer påa samme Sted som den foregaaende. Guilielma Mart. Karsten mener, at denne Slægt ikke er vel begrundet af Martius, og at de af denne Forfatter herunder opfårte Arter bår forenes med Bactris (1. c, p. 49). Derimod føreslaaer han at sondre de Arter af Bactris, som have rudimentære Ståvdragere i Hunblomsten under Form af en hindeagtig Ring, som en egen Slægt, paa disse at overfåre Navnet Guilielma og under Bac- tris kun beholde de Arter, som mangle denne Ring. Jeg har allerede ovenfor gjort opmærksom paa, at man her ikke kan be- nytte Mangelen eller Tilstedeværelsen af denne Ring som eneste og væsentligsle Slægtscharakteer uden at gjore et fuldstændigt Brud paa den af Naturen anviste Begrændsning af disse Slægter, da den staaer uden Forbindelse med andre vigtige Forskjellig- heder i Blomst og Frugt; men hertil kommer endnu, at Guili- elma i den Forstand, hvori den er 'opfattet af Martius, uden al Tvivl maa ansees for en meget god og velbegrundet Slægt. See vi nemlig hen til den Art, hvorpaa den er bygget (G. speciosa, Bactris Gasipaes Humb. et Kunth) — de to Arter (G. insignis og G. Macana), som senere ere tilfåiede, ere kun saa ufuldstæn- dig kjendte, at det endnu er tvivlsomt, hvorvidt de håre herhen — da finde vi, at den navnlig i Frugten, der her som hos de fleste Palmer afgiver de bedste Slægtscharakterer, er saa forskjellig fra Bactris, at det vilde staae i Strid med de nu gjældende syste- matiske Regler at bringe dem sammen i een Slægt. Guili- elma adskiller sig nemlig fra Bactris ved en kegleformet Frugt med et kjådet, meelholdigt Mellemlag og et om- vendt kegleformet Indrelag, beklædt med et nætformigt Trevlelag, foroven afstumpet med en lille Spids paa Midten og tre Porer i Omkredsen. Hertil kommer endnu et næsten kugleformet indre Blomsterdække hos Han- 46 blomsten, et meget lille næsten forsvindende År og en fra Baciris afvigende Habitus, da de herhen' hårende Arter ere an- seelige Træer med en stor opret Blomsterstand, et cylindrisk Ydrehylster og et kålledannet Indrehylster. Guilielma utilis sp. n.: caudice erecto elato tereti distinctissime annulato, spatha inte- riore lignosa subclavata acuta extus tomento denso fuscescente tecta aculeis semipollicaribus nigris reflexo-appressis flavescenti- bus tenuioribus intermixtis dense obsita, pedunculo compresso- tereli tomento brevi fusco consperso bracteis: bipollicaribus lanceo- latis crassis coriaceis instructo, ramis spadicis flexuosis basi bractea lanceolata acuminata suffullis, floribus masculis pedicel- latis, pedicellis rigidis persistentibus, perigoniis floris feminei margine levissime trilobis, drupa globoso-conica obtusa glabra striis longitudinalibus latis fuscis notata, endocarpio obconico basi obtuso vertice applanato apiculato, semine ovali. Affinis G. speciosae, a qua tamen facile distinguilur caudice, cujus internodia brevissima zonis triangularibus nigris aculeatis et albicantibus' nudis alternantibus peculiarem praebent habitum, spathae interioris vestimento, bractearum formå, ramis flexuosis, floribus masculis' pedicellis instruetis, drupa striata, endocarpio basi obtuso et semine ovali. Denne udmærkede Art voxer i Costa Rica paa den åstlige Skraaning i de yppige Urskove i en Håide af 23500 —4000 Fod. De melede Frugter (omtrent af Form og Stårrelse som et stort Pigeonæble) have, naar de ere kogle; temmelig megen Lighed i Smag med Kartofler, og udgjåre paa flere Steder et af de vig- tligste ,Næringsmidler blandt Indianerne, I San José og Cartago saae jeg ofte disse Frugter udbredte paa Torvet i store Bunker, naar de bragtes tilsalgs af Indianerne fra Orosi. Ved Hacienda de Ujaras har jeg seet dyrkede Exemplarer, Den kaldes af Landets Beboere »Pechevaye”, men jeg tår ikke afgjåre, om dette Navn er af indiansk eller spansk Oprindelse. —- Jeg har oyenfor - 47 ikke meddeéelt nogen Beskrivelse af Bladene, som vel ikke mangle i mit Herbarium; men da jeg ikke selv har havt Leilighed til at samle dem — de ere efter Anmodning bragte mig af Indianere — og da de i det Hele ere meget afvigende fra dem hos G. spe- ciosa, saa har jeg nogen Formodning om, at der maaskee er skeet en Forvexling, og at disse Blade muligen tilhåre en anden Palmeart. Åcrøcomia Mart. Til de af Marlius angivne Charakterer for denne Slægt maa fåles, at hver Hanblomst er forsynet med et lille Dækblad, der ligesom ved Hunblomsten er skjult i den lille Grube, hvori Blomsten er nedsænket. Ståvtraadene ere ikke rigtig beskrevne eller afbildede. Martius har nemlig overseet den dverste Deel af Stévtraaden, som er meget tynd og slaaet tilbage, hvorfor ogsaa Ståvknappens. Tilhæftning er urigtig fremstillet; denne er nemlig lidt over Midten og ikke i Nærheden af Spidsen. Acrocomia vinifera sp. n.: caudice- 4Opedali erecto cylindrico brevissime annulato vaginarum basibus persistentibus tecto aculeis armato, nunquam medio tu- mido, foliis arcuato-reflexis, pinnis linearibus numerosis, basi petioli et rachi aculeatis, aculeis tripollicaribus compresso-planis nigro-fuscis glabris nitidis margine tomentosis , spatha fusiformi- cylindrica longissime acuminata tomento densissimo fusco setis rigidis nitidis arrectis immixlis tecta, acumine 7—8pollicari compresso in latere ventrali medio aculeis arrectis obsita, pedun- culo aculeis paucis adsperso;, floribus femineis bracteolis duabus minutissimis triangularibus lateralibus oppositis el appendiculis duabus filiformibus rachi appressis stipalis, drupa globosa fusco- ” flavescente basi' fere conica vertice stigmatis basi persistente mu- Cronata. Caudex triginta ad quadraginta pedes altus, rectus; aequa- liter. cylindricus nec unquam medio tumidus, diametro ad basin 48 pedali, vaginarum basibus persistentibus tectus, aculeis horridus, dum junior adhuc vaginis superstitibus quasi cataphraclus.… 'Spa- tha tripedalis vel paulo longior, clausa tres pollices diametro; spadix 8—9 poll. brevior. Flores masculi in alveolis glabris densissime imbricati, obovato-oblongi, mutua pressione angulati, pårum obliqui, bracteola minutissima friangulari stipati. Peri- gonii exterioris foliola minutissima, oblonga, obtusa, margine al- bicantia, interioris oblique oblonga, obtusa, concaviuscula, subin- aequalia, crassa, striata, basi connata. Stamina basi perigonii inserla, filamentis apice tenuissimis replicatis, antheris linearibus paulo supra medium affixis. Pistillum abortivum minutum, trigo- num, stigmatibus tribus brevibus erectis terminatum. Flor. fem. perigonii exterioris foliola parva, triangularia, obtusa, striata, mar- gine membranacea albicantia, interioris foliola suborbicularia, concava, crassiuscula, striata, imbricata, margine tenuiore albida. Urceolus stamineus cum perigonio connatus, apice tantum liber, sexdentatus, dentium loco interdum staminibus rudimentariis in- structus, Ovarium trigono-obovatum tomentosum, inferne gla- brum. Stigmata tria subulata, supra canaliculata, revoluta. — Affinis A. lasiospathae, a qua tamen, quantum ex imperfecta hujus speciei descriptione concludere licet, satis diferre videtur et cau- dice nunquam tumido et spathae forma et vestimento. Denne Palme har en temmelig stør Udbredning paa Vest- siden af Nicaragua og Costa Rica og forekommer især i Mængde å de lave vulkanske Dale, i en Håide af omtrent 500—4000 Fod over Havet. Paa saadanne Steder danner den smaa Skove uden Indblanding af andre Træer (saaledes paa Sydsiden af Vulkanen El Viejo, i Provindsen Guanacaste i Nærheden af Hacienda Santa Rosa ved Tierra blanca), et Forhold som blandt alle de Palmer, jeg har truffet i Centralamerika, kun er ciendømmeligt for denne og for Raphis taedigera, medens alle de andre forekomme spredte, men aldrig danne sammenhængende Skøvpartier. Saadanne Skove af Coyolpalmen (Palma de Coyol), hvilket er dens Navn blandt Landets Beboere, have et ganske eiendommeligt Præg. De unge 49 Stammer ere ligesom bepandsrede med Bladskederne, som blive siddende i flere Aar; de gamle derimod stritte af lange. sorte Torne og rage stivt iveiret til en Håide af. 30—40 Fod. Her findes i Reglen ingen Underskov, som udfylder de temmelig store Mellemrum mellem Stammerne; men Jorden er kun be- dækket med stivt- Græs, der afbrændes "i den tårre Aarstid, hvorfor Palmestammerne. gjerne ere sorte og forkullede forneden. Coyolpalmen voxer meget langsomt, og antages fårst i en Alder af 100: Aar at. opnaae en Håide af 40 Fod. . Den er en af de nyttigste Palmer i Centralamerika, da Frugterne i den tårre Aars- tid, naar Savannerne afbrændes, tilligemed Bladene af Acacierne paa mange Steder afgive det eneste Næringsmiddel for de store Flokke af Hornqvæg, som her udgjåre Beboernes vigtigste Rig- domskilde, Af Frugterne presses desuden en fortrinlig Olie, som baade benyttes til: Madlavning og til at brænde. Stammen inde- holder, naar Blomsterstanden er i Begreb med at skyde frem, en sukkerholdig Vædske i rigelig Mængde, hvoraf man tilbereder et Slags Cider, den saakaldte Coyolviin, som er ret velsmagende og ansees for meget sund, For at sihelde denne Vædske, bliver Palmen fældet og Kronen afhugget; derpaa gjåres en stor fiir- kantet Fordybning i Stammen lige ved Toppen; heri vedbliver nu i Låbet af 20 Dage at samle sig saa megen Vædske, at man kan regne 2—3 Flasker i Gjennemsnit om Dagen. Ved denne ådelæggende Fremgangsmaade ere Coyolpalmerne allerede paa mange Steder næsten udryddede, hvorfor man ogsaa i den senere Tid har forbudt at fælde dem i Nærheden af. Qvæghaciendaerne. Attalea H. B. K. Attalea(?) gomphococca Mart. Hist. Palm, 3, 301 t. 167 f. VI: caudice elato, 30—40' alto, juniore vaginis foliorum persisten- tibus qudsi cataphracto, foliis longissimis pinnatis, vaginis latis- simis margine in fibras solutis, petiolis brevissimis, pinnis nu- merosis lineari -lanceolatis falcatis coriaceis reduplicatis margine 4 50 incrassatis apice tandem bifidis flavescenti-viridibus, supra niti- dulis irideis, subtus opacis, 2/3” longis, 2” latis, nervo medio robusto tetragono, nervis secundariis vix conspicuis, nervulis transversis flexuosis densissimis, spatha fusiformi lignosa, spa- dice ovali demum reflexo, putamine oblongo vertice tridentato basi rotundato fibris rigidis poros obtegentibus stipato, sub fibros pyramidato-attenuata, semine elongato-ovali. Jeg maa beklage, at jeg ikke kan give nogen Beskrivelse af Blomsterne%) af denne hidtil kun meget ufuldstændig kjendte Palme, da jeg foruden en Tegning af et ungt og et udvoxet Exemplar, som fandtes i Nærheden af en Hacienda (hvor de for- modentlig vare plantede) i Provindsen Guanacaste, kun har hjem- bragt en Deel af et Blad og Frugter. Disse stemme nåéie over- eens med den af Martius meddeelte Beskrivelse og Afbildning, naar man undtager, at han ikke omtaler de Fibre, som bedække Porerne; men de have rimeligviis været afrevne paa de af ham undersøgte Frugter. Den bærer Navn af Palma real. Attalea Cohune Mart. Hist. Palm. 3. 401 t. 167 f. IV skal ifålge Loddiges have hjemme i Honduras, hvor den af Lan- dets Beboere benævnes Cohune. Attalea(?) rostrata sp. n.: caudice stricto cylindrico laevi crasso arcte annulato, foliis lon- gissimis erecto-patentibus, rachi triquetra lignosa, supra acutan- gula glabra flavescente, subtus plana tomento densissimo furfu- raceo fusco tecta, pinnis numerosis densis suboppositis linearibus falcatis reduplicatis marginatis apice demum bifidis, spathis fusi- formibus longissimis longitudinaliter 'suléatis tomento fusco furfu- raceo detergibili tectis apice in rostrum longissimum 'solidum compressum acutum productis. tuber i ") Saalænge Blomsterne endnu ere ukjendte, vil man ikke kunne a føjåre om deune Art hårer til Attalea eller Scheele ea, der ikke adskille sig fra hinanden uden ved Formen af det indre Somotarekkies Blade i Han- blomsten, som hos sidstnævnte ere trinde. e 51 Caudex 15—20' altus. Folia 12—415' longa. Pinnae ferme tripedales, 2" latae, coriaceae, glaucescentes, nervo medio valido triquetro supra prominente, lateralibus utrinsecus 6—7 subtilis- simis, nérvulis transversis densis flexuosis.. Spathae 5—6' longae. Cetera ignota. Da jeg ikke kjender Blomsterne, kan jeg ikke med fuldkom- men Sikkerhed afgjåre, om denne Art hårer til Slægten Scheelea eller Attalea, hvilken sidste den ifålge sin Habitus kommer nær- mest; I Hylsterets Form og Stårrelse har den mest Lighed med Attalea blepharopus Mart. — Jeg har ikke truffet den uden paa Vestkysten af Costa Rica ikke langt fra Puntarenas, hvor den voxer sammen med Elaeis melanococca i den store Skov, som strækker sig mellem Palmar og Esparsa. Elaeis Jaeq. Elaeis melanococca Mart. var. semicircularis: caudice semicirculari decumbente radicante, petiolis spinis adun- cis apice indivisis munilis, pinnarum nervis secundariis duobus subtus prominulis, tertiariis sex, pedunculo spadicis feminei com- presso, bracteis ad basin ramorum lato-triangularibus acumine longissimo subulato terminatis, bracteolis tribus flores femineos cingentibus triangularibus inaequalibus aestivatione imbricatis. Denne Palme er i saa mange Punkter forskjellig fra Elaeis melanococca Mart. — idetmindste efter Beskrivelsen at slutte — at den maaskee maa danne en egen Art; men da jeg ikke har havt tilstrækkeligt Materiale til Sammenligning, har jeg dog an- seet det for rigtigst indtil videre kun at opfåre den som en Varietet. Ifølge den Beskrivelse, som Karsten nylig har med- deelt af Elaeis melanococca%), er den centrålamerikanske - Palme især afvigende i Formen af de tre Dækblade, der omgive Hun- blomsten ligesom et ydre Blomsterdække. — Den voxer paa =) Plantae columbiaceae i Linnaea for 1857. 52 Vestsiden af Costa-Rica ved Palmar, hvor den danner en Under- skov af et håist ejendommeligt Udseende. Den korte, tykke Stamme er nemlig nedliggende, halvcirkelformig krummet og ud- sender talrige Rødder, hvorved den ér hæftet til Jorden, saa at den har megen Lighed med en stor overjordisk Rodstok; kun Toppen hæver sig iveiret, og den store Krone af finnede Blade, der sprede sig regelmæssig til alle Sider, hviler paa Jorden; imellem de tornede Bladstilke skinne de månnieråde Frugter frem, samlede i store Hoveder., Den bærer blandt Landets Ind- vaanere Navn af Palmiche, Frugterne anvendes især som Fåde for Fjerkreaturer. Tribus IV. Lepidocaryinae. Af denne Tribus har jeg kun truffet en Art af Slægten Ra- phia, som kun er lidet forskjellig fra R. taedigera Mart., men dog synes at være en egen Årt og passende vil kunne kaldes R. nicaraguensis, da den neppe forekommer udenfor Nicaragua. Den adskiller sig fra R. taedigera ved Bladene, hvis Finner staae nærmere hinanden, alle have samme Retning og mangle Torne i Randene. Desuden er det inderste Dækblad (spathellula) ikke udskaaret i Spidsen, og .det ydre Blomsterdække er stårre i Forhold til det indre; men da Blomsterne paa de af mig ind- samlede Exemplarer ikke eré heelt udviklede, skal jeg her ind- skrænke mig til at antyde disse Forskjelligheder og overlade til fremtidige Undersågelser at afgjåre, hvorvidt de kunne tillægges Betydning som Artsmærker. Denne Palme kaldes i Nicaragua ,Holillo” og er indskrænket til Floden San Juan's åvre og nedre Deltadannelse, hvor den uden Indblanding af andre Træer danner store sammenhængende Skove. I Regntiden oversvåmmes de flade, sumpige Egne, hvor den voxer, og man seer da kun Kronerne rage op over Vandet. Jeg fandt den med Blomst i Begyndelsen af Marts. [4 & 53 Medens denne Afhandling har været under Trykken, har H. Wendland, af hvem vi tår vente mange vigtige Oplysninger om Centralamerikas endnu kun lidet kjendte Palmer, viist, at den Palme, som ovenfor (Pag. 5) er opfårt under Navn af Collinia (?) fibrosa Wendl., danner Typus for en egen Slægt (Synechanthus Wendl.), hvoraf der desuden forekommer en anden Art (S. War- scewiczianus Wendl.) i Costa Rica=X). Alle vore Kundskaber om Centralamerikas Palmer skyldes det sidste Decennium, da der i Martius's store Værk neppe om- tales mere end een Art (Attalea Cohume) herfra. Foruden de, som ere beskrevne ovenfor, nævner Warscewicz 27 Arter fra Om- egnen af St. Thomas paa Ostsiden af Guatemala); tages disse med i Betragtning, vil den centralamerikanske Flora tælle 60—65 Arter af denne Familie, nemlig 32—35 Arecinae, 22—24 Co- coinae, 5 Coryphinae og 4 Lepidocaryinae. Et meget overvejende Antal Arter (c. 50) tilhåre den åstlige Heldning af Cordilleren eller Urskovbæltet fra Havets Niveau til 4—5000'. I den lavere Deel af dette Bælte, som man paa Reisen gjennem Floden San Juan til Nicaragua Så lærer at kjende næsten i hele dets Brede, spille Palmerne ganske samme Rolle som i Sydamerikas Urskove, saaledes som det skildres af Humboldt, Martius og Brådrene £) Botanische Zeitung 1858 Pag. 145. %%) Disse ere: Geonoma acaulis, multiflora, elegans, simplicifrons, arundi- nacea, pendula, Euterpe oleracea, Chamaedorea 3 sp. nov., Hyospathe elegans, Kunthia montana, K. caryotoides sp. n., Manicaria saccifera Trinax argentea, Corypha sp-n., Astrocaryum Murumuru, vulgaris, mitis, Bactris Maraja, acanthocarpa, mitis, Desmoneus orthacanthus, polyacan- thus, polyphyllus, Attalea compta, Cocos botryophora, capitata. Denne Fortegnelse er meddeelt af Warscewicz under hans Ophold i St. Thomas og kan derfor ikke tillægges stort Værd med Hensyn til Arternes Bestem- melse; men seer man hen til Palmernes meget smaa Udbredningsphærer, tår man vistnok antage, at de saa godt som alle ere andre Arter end de, som forekomme i Nicaragua og Costa Rica (Otto u. Dietrich, Allg. Gar- tenz. p. 253). 4 Schomburgk. Det er her foruden Raphia især Geonomer, Eu- terper og Iriarteer, som ere fremherskende. I en Håide af 2—4000" forekomme tildeels andre Arter af samme Slægter (Geo- nomer, Euterper), men det er dog især Chamaedoreerne, som her have deres Hjem. Paa de Bjerge, som i Costa Rica hæve sig over Cartagos Håislette (fra 5000 til 4410007), har jeg ikke truffet - en eneste Palme. — Paa de lavere Håisletter, som vende imod Vest, og paa hele den vestlige Skraaning af Landet kunne Pal- merne i det Hele neppe siges at udgjåre nogen charakteristisk Bestanddeel af Skovene —' de saakaldte Catingaskove — og det ringe Antal Arter, som findes hér, henhåre til Cocoineernes: og Coryphineernes Tribus, medens Arecineerne og navnlig Chamae- doreerne og Geonomerne ganske synes at. mangle. — Palmerne have i denne Deel af Landet overhovedet et ganske andet. Præg end paa Ostsiden, de stemme nemlig overeens med de her mest fremherskende Træer i en overordentlig stor Rigdom paa Torne, som ofte ere meget lange og spidse og beklæde næsten alle Plantens Dele, og ligeledes i en mere graalig Farve af Bladene. Acrocomia vinifera, Bactris horrida, Augustinea ovata, Copernicia tectorum (?) og Trinax argentea(?) ere de Palmer, som have den stårste Udbredning i denne Deel af Centralmerica. SÆT] 2 Ad Bryologiam Norvegicam annotationes aliquot. Auctore Th. Jensen. 1. . Andræa obtusifolia nov. spec. Monoica; caulibus laxe cæspilosis, crassis et mollibus, ramis curvatis; foliis dense con- fertis patentibus apicem versus erectis et inflexis, latissime ovatis, in apicem brevem late obtusum productis, lævibus et enervibus ; perichætialibus 3 interioribus magnis late ovali- oblongis obtusis et involutaceis; pedicello exserto; operculo brevi obtuso. Cæspites format magnos, latos et altos, arena argillosa reple- tos, laxe cohærentes. Caulis maxime dichotome ramosus apice niger, basi foliis sordide pallescentibus et marcescentibus dense obtectus. Rami crassi laxi. Folia dense conferta, non homo- malla, quasi squarrosa, basi erecta brevi semiamplectentia, dein patentia et apice erecta vel paullo inflexa, biconcava, latissime ovata, in apicem brevissimum latum rotundato-vel ligulato-obtu- sum sensim producta, supra quartam vel tertiam circiter partem paullo contracta, lævia et epapillosa, margine integerrimo nec hyalino; cellulæ in superiore et majore parte folii 5—6—7 angu- lares, facie interna irregulariter rotundatæ, in.parte inferiore lon- giores et sæpe rectangulares, omnium autem parietes crassissimi, hic illic quasi poris vel (rectius) sinibus regulariter attenuati. Flores masculi parcissimi in axillis foliorum rami proprii dispo- siti; perigonialia brevia late ovata, obtusa; antheridia oblonga magna breviter pedicellata, Flores foeminei in apicibus ramorum pauci; perichætialia inferiora minora, foliis propriis quoad formam 56 … et magnitudinem sensim similia. Theca cylindraceo-oblonga, aperta globosa collo brevi et apiculo obtuso convexo. Inter lapides in rivulis parvis aqua nivali redundantibus, ad Snehættan, sociis Andræa Hartmanni, Thedenii et Blyttii, Julio 1856. Est maxima et robustissima omnium, quas vidi, Andræarum. .Indøle propius accedit ad And. Thedenii Sch., a Schimpero ;eodem loco repertam. Mea autem species notis tam essentialibus differt, ut non dubitem, quin propria sit species. Non paullo enim major et crassior, mollitie et flexibilitate, sicut etiam fructuum paupertate excellit: Mihi initio diligentissime oculis armatis exa- minanti flores masculi omnino non apparebant, ita ut dioicam eam haberem, quo differentia eo certior mihi fiehat. Iterato examine in specimine unico, caute e cæspite extricato, fløres mas- culos duos inveni in axillis foliorum rami, e basi caulis egredien- tis; tamen longe superat numerus speciminum unisexualium, dum contra And. Thedenii magna multitudine florum et masc. et foem. excellit. Quoad formam foliorum valde inter se congruunt; tamen Åndrææ Thedenii apex folii angustior et minus obtusus, sicut etiam maxima latitudo folii supra medium, in A. obtusifolia autem ad vel etiam infra medium reperietur,. Item parietes cellularum i huic, inprimis basin versus, crassiores et regularius sinuati et quasi interrupti. Magnitudine et mollitie caulium ad And. Hart- manni appropinquat, primo visu tamen foliis dense dispositis dignoscitur; ab appresse et imbricatim foliosa illa And. obovata longe distat. 2. Andræa 'Hartmanni PB. gracilis Zettst. Snehættan eo- dem loco. 3. Andræa Blyttii Br. et Sch. (= And. perichætialis Zettst.) Snehættan una cum prioribus. "Ad Goustå (5000) formam mi- norem, depressam et compactius cæspitosam, sterilem tamen, in "lapidibus legi una cum formå minutissima Grimmiæ obtusæ. annen 57 Perichætialia intima, a Schimpero ut enervia descripta et deli- neata, in speciminibus autoris, quæ a mee accepi, distincte nervosa sunt. 4. Mnium Blyttii Br. et Sch. absque fructu legi in Gousta ad lapides parvulos rivulorum nivalium, Augusto 1856; folia sunt fere integerrima. 5.- Mnium Blyttii Br. et Sch.? Dubius de identitate hujus cum specie, a Schimpero modo statu sterili lecta et delineata, descriplionem completam præstare non superfluum judico, præ- sertim quum paullum differt a specimine originali, a Blyttio mibi dato, et a forma priore. Dioicum; caules tenues, elati, erecti et interrupte foliosi, axillis foliorum radiculis 1—2—3 pinnatis muricatis et atrorufis obsitis; rami flagelliformes dissito-foliosi ex perichætiis bi-et triennibus. Folia caulina madefacta difficile et leniter emollientia, inferiora minora ovali - oblonga subacuta, summa 'majora magis spathulata, breviter acuminato-apiculata, omnia apicem versus mi- nute et obtuse dentata et e cellularum serie duplice vel hic illic Uunica distincte marginata, nervo ante apicem dissoluto. — Folia flagellorum minora, late ovalia obtusa, integerrima, unica serie cellularum marginata, summa minora angusta. Cellulæ folii mi- nores quam illæ Mnii hymenophylloidis, forma autem simili. Theca solitaria horizontalis et ovato-cylindrica, orificii margine atrobrun- neo; dentes peristomii 'externi sordide virides; per. internum granu- losum, intense luteo-brunneum, dentibus angustis, interjectis ciliis 2 nodosis exappendiculatis; operculo convéxd mamillato? In rupestribus umbrosis ad Kongsvold sociis Mn. hymeno- phyllo et hymenophylloide, Julio. 1856, cum. fructu syr. deo- perculato. 6. Mnium lycopodioides Schwaegr. cæspites format magnøs ditissime fructiferos in locis håmidis rupestribus ad Kongsvold. E: - in 7. .Mnium spinosum Schwaegr. Ad Stulsbro in valle Gud- brandsdal legit Blytt, mecumque communicavit. 58 8. Mnium subglobosum Br. et Sch. Frequens in parte sep- tentrionali vallis Gudbrandsdal a Vik «usque .ad Fokstuen, in rupestribus humidis, 9. Bryum cinclidioides Blytt. In regione montoso- silvatica ad Vik et, Laurgaard hanc raram inter Mnium et Bryum quasi iintermediam speciem. legi; ad officinam ferrariam Næs (C. Ro- senberg). Figuræ 6 et 7 tabulæ X1II Schimperi omnino non. effigiem exactam formæ retisque cellularum præbent. Cellulæ folii serie- bus: obliquis ad marginem tendunt, sensimque formam longiorem et angustiorem . attingunt; margo proprius nullus, nec cellulæ marginales forma et colore a vicinis distant; parietes crassi bic illic regulariter et elegantissime attenuati sunt, qua re ab omni- bus Bryis et Mniis, quæ novi, distat hæc species; substantia intercellularis sub lente du- vel trecenties augente maxime visibi- lis est, sicut etiam utriculus primordialis perfecte evolutus; su- perficies cellularum sub lente maxime augente lenissime longitu- dinaliter striatula est. 10. Dicranum Drummondii C. M. In silvis ad Langesund; Næs (C. Rosenberg). 14. Dicranum elongatum 8 Sphagni Wbg. In alpinis ad Gudbrandsdal freqvens. 2 12. Dicranum elongatum y flagelliferum mh. Forma memo- rabilis, D. flagellari habitu similis, theca autem, folia etc, omnino D. elongati. Magnitudo eadem ac varietatis B; folia sunt cris- pula, ramique ex perichætiis biennibus filiformes, rigidi et fra- gillimi, foliis minoribus obtuse cuspidatis appresse obtecti. 59 Ad Håfringsfjeld aliisque locis Gudbrandsdalie, cum fructu deoperculato, Junio 1856. 43. "Dicranum albicans Br. et Sch. Plantam hanc rarissi- mam, in Caucaso, Helvetia et unico loco Herjedaliæ collectam, sterilem legi ad Fokstuen in declivibus humidis. Nomen ,D. enerve” Thedenii inventoris, ex falsa opinione formatum, cedere debet - nomini Schimpereano; folia .sunt omnino non enervia, nervus contra totam fere paginam occupat. C. Miller in Synopsi dicit folia integerrima; mea saltem specimina præbent apicem hic illic minute et irregulariter eroso-dentatum. 44. Dicranum fulvellum Smith. Typicam speciem cum theca lævi ad Snehættan legi. Specimina minora, juxta nivem æternam montis Gousta a me collecta, præbent thecam, nuperrime deoper- culatam, breviorem "et distincte striatam, ut formam habeam inter- mediam inter D. hyperboreum et D. fulvellum; folia omnino ul- terioris (v. Miller, Synops, II, pag. 593). 15... Dicranum Blyttii Br. et Sch. Snehættan juxta nivem æternam una cum D. fulvello et D. Starckii; Gousta et Vestfjord- dal: frequens. 16. Orthotrichum curvifolium Wbg. freq. in Gudbrandsdal, Vestfjorddal. 17. Orthotrichum Ludwigii Brid, Vestfjorddal ad betulas. 18. Orthotrichum speciosum N. ab,Es. var. nigrescens. Caulis basi nigrescens, apice luteo-viridis., pedicelli breviores, theca: deoperculata sublævis anguste cylindracea. — In rupibus ad Kongsvold. 19. Zygodon. torquatus Liebm. C. Miller in synopsi sua 60 thecam operculumque describit, quæ partes autem nulli adhuc visæ sunt. Auctoritate cel. Liebmanni probabiliter innixus est, qui autem specimina fructifera Z. lapponici, cæspiti immixta, ad spe- ciem nostram pertinentia habebat. Qua de causa species hæc insignis in Bryologia europæa nusquam commemoratur? 20. Zygodon Mougeotii Br. et Sch. Rusten ad Laurgaard; Skaadal åd Christianiam; Vestfjorddalen. Quanquam sterile (sicut . etiam specimina nostra danica) omnino congruit cum plantis au- thenticis ad Mont d”Or lectis. 21. Coscinodon cribrosus Spr. Ad rupes præruptas et siccas in Ringebo Gudbrandsdaliæ una cum cæspitibus med sed steri- libus, Mielichhoferiæ nitidæ. , 22. Grimmia alpicola Sv. certissime a Gr. apocarpa distincta est species, quamquam Bryologia europæa eas conjungat. Folia sunt duplo angustiora, epilifera et rotundato-obtusa, margine om- nino plana; nervus abrupte sub apice desinit; theca est brevior, aperta cyatiformis et dentes peristomii frequentius cribosi. Notam autem gravissimam habeo calyptram dimidiatam, quam nemo obser- vasse videtur. Etiam habitu proprio facile discernitur, cæspitibus firmissime affixis, colore nigro olivaceo-nitido. Vulg. ad lapides rivulis inundatos… 23. Grimmia elatior Br. et Sch. Certe bona species. Ha- bitus, etsi Grimmiæ funali similis, tamen diversus: caulis mollior, crassior; apiculus piliformis folii brevius dentatus, et cellularum basilarium parietes non sinuati, nec crenati, dum iidem apud Gr. funalem valde sunt crenati et quasi interrupti. In icone Schim- periano hæc differentia omnino non apparet. Theéca utriasque nunc octies nunc decies plicata videtur. 24.” Grimmia mollis Br. et Sch. "Ad! Snehættan in lapidibus 61 juxta nivem æternam singularem hane speciem statu sterili legi; simili loco ditissime fructiferam in. Gousta. Calyptra a me non visa. 25. Grimmia obtusa Schwaeg. In cæspitibus magnis et den- sis ad Vårstien supra regionem fruticum. Folia fere omnia mutica, ideo obtusata, summa modo hic illic pilo brevi mox ca- duco terminata; caulis 1—82 pollices longus. Var. f. ; donniana Sm., pulvinulis minutissimis foliis longe piliferis, in summo apice montis Gousta; similis forma, duplo autem major, ad Kongsvold. 26. Tayloria splachnoides Hook. var,: dentibus minoribus — an syn. 8 obtusa C. Milleri? — in monte Gousta supra silvam. Aug. 27. Dissodon splachnoides Grev. et Arn. In tota valle Gud- brandsdal a Lillehammer usque ad Kongsvold frequens ad rupes irriguas. 28. Hypnum Sendtnerianum C. M. et 29. H, nitidulum Wbg. Utrumque vulgatissimum in regionibus Norvegiæ, . quas visitavi, primum regiones altiores (a Laurgaard ad Vaarsli), alterum infe- riores (a Laurgaard ad Lillehammer) inhabitare videtur. Al- terum in Vestfjorddalen vulgare.…. 30. Hypnum striatellum C. M. Ad terram humidam, um- brosam in Gudbrandsdal (Laurgaard, Fokstuen, Vaarsti); Voss (Blytt); ad officinam ferrariam Næs (C. Rosenberg). Probabiliter sat frequens, sed prætervisum et cum Hypno silesiaco, sicut a nostratibus et aliis, commutata. 31. Leskea intricata Hin. var. alpina. Minor, foliis duplo minoribus et angustioribus, lævissimis, estriatis, omnino enervi- bus. : Inter Kongsvold et Drivstuen. Non ad Hypnum chryso- 62 phylloides Guemb., ut vult C. Miller, haec species est referenda; folia nullo modo sunt »Squarrosulo-patentia” nec ,subito lanceo- lato-acuminata”, immovero polius erecta, subsecunda et sensim anguste et longe acuminata. 32. Hypnum curvifolium Hdw. (Spec. musc. t. 78) nomen collectivum; formæ, sub hoc nomine descriptæ et communicatæ notis gravissimis inter se discrepant, aliis e. g. magnitudine, directione foliorum, theca- etc. similibus. Synonymiam extricare non au- deo. Forma, a me frequenter collecta (Gudbrandsdal usque ad Dovre) appellari possit H. curvif. var. montanum; luteo-viride, elongatum, flexile et parce ramosum; folia ovato-lanceolata et longe anguste acumi- nata, integerrima, propter cellulas angustas sicuti confluentes te- nuiter membranacea; cellulæ alares paucæ, diaphanæ et utriculi- formes. . Folia floris foeminei juniora anguste lanceolata-et ser- rata. — Differt ergo species nostra danicå, cui folia et integra et apice denticulata brevius sunt et latius acuminata, quorum cel- lulæ alares numerosæ et distinctæ; est verosimiliter Hypnum pratense Koch -sensu Schimp. Alia forma est H. curvif. var. paludosum, quod distinguitur habitu rigidiore et robustiore,. apicibus caulium intense luteo- nitidis, basi obscuriore brunneis et opacis, foliis latioribus, firmi- Oribus, evidentius striatis. Perichætialia ut prioris. serrata, idque eo evidentius quo juniora sunt folia. Habitu appropinquat ad formas majores Hypni adunci'vel- potius H. rugosi.. Ad Fokstuen in paludosis. Utraque forma certissime diversa a Hypno pratensi: 33.. Hypnum protuberans Brid. Ditissime fructiferum et vulgare in saxis ad Mesnaelv, in Vestfjorddalen etc., sicut etiam vicinum illud. H. fastigiatum, 34. Hypnum fimbriatum Htx. Cæspites latissimi, quos Mensi Julio ad Fokstuen et Jerkin legi, omnino cøngruunt cum 63 planta suecana; dummodo non vidi americanum illud H, Oakesii, non affirmare audeo sententiam Miilleri, synonymum illud opi- nantis. 35. Hypnum turgescens nov. sp. dioicum, gregarie crescens. Cauli erecto turgido, apice cuspidato, parce ramoso, tenace; fo- liis dense imbricatis ovatis, concavis, integerrimis obtusis vel recurvato- et integro- mucronulatis, bi- vel breviter uninervibus. Caulis erectus, turgidus, cuspidatus, hic illic parum attenua- lus, flaccidus sed tenax, obscure luteo-viridis, parce ramosus ; folia dense imbricata, concava, margine incurva, apicem versus sæpe involuta et fere cucullata, mucrone brevi integro tenui et recurvato imposito, sæpe autem obtusa vel disrumpentia, latis- sime ovata, nervo prædita tenui, basi latiore, medium vix attin- gente, vel nervis duobus brevibus æqui- vel iniquilongis, lævia et estriata hic illic bullata et sinuata; cellulæ foliorum superiores breves, densæ, virides, basin versus longiores et angustiores paårietibus crassis regulariter attenuatis vel sinuatis instructæ; ceilulæ alares indistinctæ paucæ quadratæ; flores masculi pauci in axillis foliorum, perigonialia breviter obtusa ovata. Theca etc. ? Hypno Schreberi affine; modus crescendi longe autem alius sicut etiam ramificatio: non format cæspites, sed crescit acerva- tim et gregatim in cæspilibus densis et altis, a Distichio capilla- Cceo formatis, parietes saxorum ad Kongsvold et Vaarstien investi- entibus. Præterea apiculus ille recurvalus, cellulæ ejus breviores, firmiøres, minus diaphanæ, nervatio me persuadent, ut habeam eam propriam speciem. 36. Hypnum badium Htn.? Caulis elongatus, parcissime ramo- sus, mollis, decumbens et irrigatus, castaneo-vel nigro-nitens, apice summo luteo-viridis; folia omnia pulchre homomalla, non autem falcata, concava et estriata, oblonga, sinu contiracto acule et an- Juste breviter acuminata, omnino integerrima, nervo tenui sed distincto ad vel supra medium sæpe etiam ante apicem evanes- 64 cente prædita;' cellulæ eorum. elongatæ, angustæ, lumine ipsis parietibus fere angustiore; parietes laterales crassi, hic illic re- gulariter attenuati; cellulæ alares 40—45 breves fuscæ pachy- dermes. In rupibus irrigatis ad Vik in valle. Gudbrandsdal. Pulcherrimam. speciem cum nulla alia conjungere possum. Si recte C. Miller speciem- Hartmanni cum. Hypno adunco. conjungit, mea propria. est species, Quæ quum non male congruit cum descrip- tione. perbrevi Hartmanni,. nune quidem, incertus tamen, cum hac meam plantam conjungo, in medio relicta sententia C. Milleri. Colore et habitu partim H. adunco, partim H. sarmentoso simi- lis, propius aulem ad illam accedit. … Folia H. adunci autem ovato-lanceolata, distinctius. falcata et plicatula , multo longius semsimque acuminata, parietesque cellularum angustiores sine locis illis attenuatis. Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjåbenhavn. 1858. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. Bys; Nogle Bemærkninger om de nordiske Æga-Arter samt om Hi str su sÅ ag! Begrændsning. Dr. phil. bs Låtken Assistent ved Universitetets zoologiske ask i Kjåbenhavn, (Meddelt i Mådet d. 12te Novbr. 1858). (Hertil Tab. I, A, Fig. 1—11). Den Omstændighed, at der i Fortegnelserne over Grønlands Krebsdyr kun nævnes 2 Æga-Arter, medens der dog i Univer- sitetets zoologiske Museum opbevares 3 grånlandske Arter af denne Slægt, foranlediger mig til at forelægge den naturhi- storiske Forening en kort Charakteristik af disse 3 Arter samt af en fjerde hidtil mere eller mindre miskjendt nordeuropæisk Art. De Forhold, hvori de nordiske Æger afvige fra hinanden, og hvorved de med Lethed kunne skjelnes fra hinanden, ere for- nemmelig Oinenes Størrelse, Fålernes Længde, Formen af det sidste Haleled og Formen af d et sidste Par Halefådder. Min Charakteristik af de 4 nordiske Arter vil derfor især holde sig til disse 4 Forhold, En udtåmmende Beskrivelse er det. ikke min Hensigt at levere. åÅga psora (Lin.) dignoscitur oculis sejunctis, annulo terminali caudæ lato, acumi- Dato, haud emarginato, ramis pedum caudalium ultimi paris an- gustioribus, internis extus emarginalis. 66 Synonymer og Citater: Oniscus psora Linné. Systema naturæ, editio Xma (1758), t. I. p. 636. Fauna suecica, editio Ilda (1764). Systema naturæ, editio XIlma (1767) t. I. p. II. p. 1060. Oniscus psora Fabricius, Fauna Grånlandica no. 226. Oniscus psora Pennant, British Zoology, vol, IV. tab. XVIII, f. I. (kjendelig). Æga emarginata Leach, Dictionn. scienc. natur. t. XII. p. 349. Æga emarginata Demarest, Considérations générales sur la classe des Crustacés p, 304, tab. 47 f. 4-5 (ikke nogen god Figur). Æga emarginata Milne Edwards, histoire des Crustacés, vol. III. p. 240, samt i Cuviers rægne animal, édition illustræ, - Crustacés, tab. 67 f. i og 4a—h. (god Figur). Æga psora Kråyer, Danmarks Fiske, 2den Deel p. 40. (Noten). Æga psora Liljeborg. Ofvers. Vetensk. Akad. Førhandl. 4850 p-. 84 og 1851 p. 24 Linné beskrev i 10de Udgave af Systema naluræ en Oniscus psora fra det norske Hav. Hverken Beskrivelsen eller Diagnosen (»abdomine subtus nudo, cauda semiovali acuta””) efterlade nogen Tvivl om, at det er de senere Forfatteres Æga emarginata, 08 ligesaa simpel og klar er Artens Udredning efter den senere Udgave af Systemet og efter Fauna suecica. Fabricius's Oniscus psora er det selvsamme Dyr, uagtet han hertil citerer Stråms »Fiske- bjørn”, som vel er en nærstaaende Form, men dog en distinkt Art, der strax vil blive nærmere omtalt under Navn af Æ. Stråmii. Endnu "Pennant og Mohr (Forsåg til en Islands Naturhistorie) vidste, hvad Linnés Oniscus psora var; fra Leaches Tid gik det i For- glemmelse, indtil Kråyer og NENNBArg gjengave Arten dens linneiske Navn. Oinene ere mindre end hos de fålgende Arter og adskilte ved et temmelig bredt Mellemrum. De mindre åvre Fålere naae med : deres Spids kun til fårste Kropring=) eller til de nedre Fåleres €) Hvad Milne Edwards hos Isopoderne og Amfipoderne kalder thorax, mr 67 Svåbe; de bestaae af et Skaft paa 3 og en Svåbe paa 10—12 Led. Af Skaftets Led er det tredie langagtigt og cylindrisk, de 2 andre- meget brede og flade, det fårste næsten firkantet, det andet udhulet udvendig og bagtil for at optage det tredie Led. Disse 2 Filere dække paa Grund af deres Brede ganske det inderste Stykke af de nedre Fålere og beråre hinanden med deres inderste Led, som kun adskilles ufuldstændigt ved en trekantet Forlæn- gelse af Hovedet. De længere nedersteFålere naae med Spid- sen af deres 15-20leddede Svåbe til eller lidt ind paa Kroppens anden Ring, naar de lægges langs med Legemets forreste Rand. Af Skaftets 5 Led ere de 3 inderste korte og skjules af de åvre Åntenners Grundled; de 2 yderste ere mere langstrakte og svare omtrent til de åvre Antenners 3die Led og Svåbe. Det sidste Haleled har Form af et bredt Skjold med noget bugtede Sider og låber bagtil ud i en afrundet, undertiden svagt rundtakket Spids; en mere eller mindre tydelig Kjål indtager dets Midtlinie; dets Brede ved Grunden er lig med Længden af 4de, åte og 6te (sidste) Haleled tilsammen, Det sidste Par Halefådder be- staaer af et Grundled, som bagtil forlænger sig til en lang og smal ved Grunden bred Torn, og 2 ved Siden af hinanden ind- leddede Blade, der begge ere smallere og derved tillige forholds- vis længere end hos de ovrige nordiske Arter. Hin Torn er omtrent saa lang som det ydre Blad, men kjendelig kortere end det indre, der nær ved Enden af sin ydre Rand har et dybt Indsnit. Saavel den ydre Rand af det ydre Blad som den korte Bagrand af det indre ere svagt takkede og tornede, idet Tornene nemlig ere anbragte i Vinklerne meliem Takkerne. Desuden ere alle Randene af dette Fodpar ligesom hos de åvrige Arter udsty- rede med en Bræmme af lange Haar. | Museets stårste Expl. har en Længde af 5Omm og en Brede af 49mm, Det besidder Exemplarer fra Grånland, Island, Norge og Finmarken. Desuden er Arten kjendt fra Eng- betegner jeg som ,Kroppen”; hvad M. E. kalder abdomen, er for mig »Halen”. be 68 land. De fra Grønland ere tagne af Havkalen (Scymnus microce- phalus Bl.). Anm. Æga affinisM.E d w. (histoire des Crustacés p. 241, t.31f. 22), der kor- telig kan betegnes som en noget forkortet Æ, psora, troer Liljeborg at have gjenfundet, men denne Forfatter antager den kun for at være en Varietet af Æ. psora, hvilket heller ikke forekommer mig usandsynligt. 2 (Ofvers. Vetensk. Akad. Handl., 1851 p. 23). Uagtet man ikke kan an- tage det samme om Æ. rotundicauda Lilj., vil jeg dog anfåre, at jeg blandt talrige Exemplarer af Æ. psora Wwæffer nogen Variation i Formen af det sidste Haleled og navnlig hos et enkelt melgtne finder det afrun- det, uden Spids. Æga Stromii (Kroyer) : dignoscitur oculis contingentibus, annulo terminali caudæ bicari= nato, retuso, haud crenulato, ramis pedum caudalium ultimi paris latioribus, annulum caudalem postremum haud æquantibus, internis haud emarginatis. Synonymer og Citater: »Fiskebjårn”, Stråm, Såndmårs Beskrivelse p. 165 no. 2, Tab. kur 3 £ Æga monophthalma, varietas, Johnston, i Loudons- Magazine of natural history, vol. VII, p- 233 f. c. (god Figur). Å Æga bicarinata Rathke, Beitråge zur Fauna Norwegens, Nova Acta AÅcademiæ Cæsareæ Leopoldinæ Naturæ Curiosorum 4843 t. XX. p 25, tab VIL £ 4148: "(God Beskrivelse? og Afbild- ning af den ydre og indre Bygning). Rocinela Strømii Kråyer, Danmarks Fiske, den Deel p. 40 (Noten) (uden Beskrivelse). Æga bicarinata Liljeborg, Ofvers. Vetensk. Akad. Fårhandl. 1851 p. 23. ; Uagtet denne Art oftere er bleven beskrevet og afbildet eller dog omtalt, er den en af de meget miskjendte Arter. Stråm gav en meget kjendelig Fremstilling af den, men opnaaede kun, at Linné henfårte den til Oniscus oestrum (A2te Udgave af Systema Naturæ), som ifålge Beskrivelsen i Museum Adolphi Frederici (folio, 1754) p. 89 hårer til en ganske anden Slægt, Rigtigere var det i al Fald, naar Fabricius i Fauna Grånlandica henfårte Strø ms 69 Fiskebjørn til Oniscus psora; i J. C. Fabricius Entomologia syste- matica t. Il (1793) p. 505 citeres den alligevel under Cymothoa Øestrum tilligemed Figurer og Beskrivelser af Æ. psora og af Cymo- thoer! Vor Art blev gjenfundet af Johnston og fremstillet me- get tilfredsstillende i en Træsnitsfigur; men han begik den Feil at ansee den for at være en blot Afændring af hans Æga mo- nophthalma, medens. Rathke lige urigtigt antog den for at være Leaches Æga bicarinata, med hvilken den unægtelig i flere Hen- seender har stor Lighed. At Liljeborgs Æga bicarinata er den her omhandlede Art, veed jeg deraf, at Prof. Liljeborg har skjæn- ket Exemplarer under dette Navn til Universitetets zoologiske Museum. Milne Edwards har ikke selv kjendt denne Årt, men dog opfattet den rigtigere end sine Forgængere; han er- kjendte, at Stråms Fiskebjårn og Johnstons fig. 43 c vare identiske, og at de nærmest faldt ind under Slægten Rocinela efter hans Definition. Med Æ. bicarinata Leach, som den ellers lig- ner par la forme générale”, kunde han derfor ikke identificere den. — Dei er iåvrigt ikke umuligt, at Æ. Stråmii kunde være identisk med Rocinela danmoniensis Leach. Krøyer har omtalt den leilighedsvis under Navn af Rocinela Stråmii, men ikke beskrevet den. At Rocinela ikke er noget fra Æga forskjel- ligt Slægtsbegreb, og at Arten altsaa. vil komme til at hedde Æga Strémii, vil senere blive oplyst. i Fålerne forholde sig næsten ganske som Æ. psora; dog ere Grundleddene af de åvre Fålere ikke fuldt saa brede, uagtet de lige- som hos Æ. psora fuldkommen dække den underliggende Deel af de nederste. Svåben af de åvre Fålere tæller c. 43 Led og naaer til Svøben af de nedre, som igjen naaer til anden Kropring%) og bestaaer af 18—24 Led. Oinene ere meget stårre end hos Æ. psoru og ståde sammen i en ret Linie; de bedække hele Hovedets Rygflade med Undtagelse af en lav Trekant mellem dem og Ho- +) Disse Angivelser af Fålernes relative Længde hos denne og de dvrige Arter maae idvrigt ikke opfattes som absolute, men kun som iilnærmel- sesvis rigtige, da disse Forhold altid variere noget indenfor Arten. 70 vedets Bagrand, hvis Håide er mindre end Øinenes Berårings- linie. Breden af det sidste Haleled er omtrent lig med Længden af det sidste og næstsidste Led tilsammen: det af- smalner bagtil, men ender afstumpet med en noget indbuet Bag- rand. Dets Rygflade har en flad Fordybning paa hver Side og en smallere Fordybning langs ad Midten; der dannes derved 2 bag- til divergerende svage Kjåle, som ende. i Hjårnerne mellem den hule Bagrand og de svagt buede skraae Siderande. Dets Rande ere idvrigt aldeles uden Spor til Takker eller Tænder. Naar det sidste Par Halefådder spiles lidt ud til Siden, fålde deres Ender i lige Linie med Hjårnerne af det sidste Haleled; naar de lægges ind imod dette, sees de imidlertid al være kjendelig kortere, da de ikke naae til de omtalte Hjørner; det ydre Blad er ovalt, mere end doppelt saa langt som bredt, det indre trekantet med afrundede Hjårner og bred. Enderand; denne saavelsom Yderranden af det ydre Blad ere fint tandede og tornede, saaledes at en lille Torn har Plads i Vinkelen mel- lem hver af de fine Takker. Alle Randene ere dernæst udsty- rede med, lange og fine Haar. Den af Grundleddet dannede indre Torn er tresidet, flad og spids og ikke meget kortere end hine 2 Blade. Formen er mere smækker end hos Æ. psora; Museets smæk- kreste Individ har en Længde af 532mm og en stårste Brede af fåmm; et andet resp. 47mm og 43mm, Arten er bekjendt fra Norge, Færderne og England. Åga erenulata Ltk. dignosilur a præcedente, cui valde similis, epimeris in acumen deflexum. productis, annulo caudali postremo retuso, postice erenulato, baud carinato, pedibus caudalibus ultimi paris magis elongatis. Denne Form staaer saa nær ved den foregaaende, at der vel kunde opkastes Tvivl, om det ikke er en Varietet af den. Den ligner den ganske i Henseende lil Legemsform, Fålernes og Oi- nenes Forhold, det sidste Par Halefådder 0,S.Y., men da jeg fin- sa der de nedenfor anførte Forskjelligheder constante hos 5 Exem- plarer af hver Art, forekommer det mig rimeligst at opfåre dem som særskilte Arter. Medens Epimererne hos Æ, Stråmii bagtil ere lige afskaarne, dånner deres bageste Hjårne ter en lydelig nedadrettet tornformig Forlængelse; Kjålene paa det sidste Haleled mangle tilligemed den midterste Fordybning, og Bagran—" den er svagt rundtakket (crenuleret). Det sidste Par Halefådder ligner ganske det hos Æ. Strémii, kun er det en lille Smule længere; udspilet rager det derfor længere ud end det sidste Hale- led, hvorimod det, naar det lægges ind til dette, netop naaer til dets Hjårner, Hvad der ellers er anfårt om foregaaende Art gjælder ogsaa om denne. Det stårste Exemplar har en Længde af Såmm og en Brede af 19mm, Denne Form er fra Grånland. Æga arctica Ltk. dignoscitur oculis contingentibus, antenuis longioribus, inferiori- bus haud, tectis, annulum secundum corporis æquantibus vel su- Perantibus, annulo terminali caudæ fere ut in Æ. psora, denta!o tamen et apice leviter emarginato, pedibus caudalibus ultimi paris fere ut in Æ. Sirémii et in Æ. crenulata, ramis vero lon- Bioribus, externo acuminato, interno extus leviter sinualo, spina basali interna breviore. ; Oinene forholde sig hos denne Art omtrent som hos Æ. Stråmii og Æ. crenulata; dog ere de forholdsvis lidt mindre, og deres indbyrdes Beroringslinie er derfor kortere end Håiden af den Trekant, som indtager den af Ginene ubedækkede bageste Deel af Hovedet. Fålerne ere længere end hos de hidtil om- mu Arter; de åvre naae halvt ind paa fårste Kropring og sk over de nedre Fåleres Skaft. De 2 inderste Led af de åvre Få- leres Skaft ere vel endnu doppelt saa brede som det tredie lang- strakte cylindriske Led af samme Skaft, men dog ikke brede Be til at dække Grundleddene af det andet Fålerpar; og medens det inderste Led af begge de dvre Fålere hos de 3 andre nor- diske Arter beråre hinanden, adskilles fe i ja dne re en fra Hovedet udgaaende spids Forlængelse, Spidsen af andet 72 Folerpar naaer til eller endog lidt ind paa tredie Kropring; dets Svøåbe tæller 23 Led, hvorimod der i Svåben af de åvre Fålere kun tælles 16 Led. Epimererne ere mere tilskærpede end hos Æ. Strømii, men ikke forlængede til nogen særegen Spids. For- men af det sidste Haleled er næsten ganske som hos Æ. psora; det har en tydelig Kjål langs nedad Midten, dets Rande ere bagtil tandede og forsynede med smaae Torne og dets Spids er ved et lille Hak klåvet i 2. Formen af det sidste Par Hale- fødder er derimod nærmest som hos Æ, Stråmii og Æ. crenulala, kun ere dets Blade noget længere, og de naae derfor, naar de lægges ind lil det sidste Haleled, til hint Hak i Spidsen af dette; det ydre Blad er noget tilspidset, medens det hos de 2 foregaaende Arter er bredt afrundet, og den ydre Rand af det indre er ikke som hos disse fuldkommen lige, men danner en ganske svag Bugt. Deres Rande ere meget tydeligt tandede og tornede. Grundleddets Torn er forholdsvis kortere end hos de nævnte Arter. Æ. arctica stammer fra Grønland og er ligeledes taget paa Scymnus microcephalus Bl. Det største Expl. er 4Qmm langt og 15mm bredt. Såger man at henfåre de her beskrevne 4 Arter til de af de carcinologiske Systematikere opstillede Slægter, er det klart, at kun Æga og Rocinela her kunne komme i Betragtning. Men disse Slægters Definition er ikke ganske den samme hos Forfat- terne. Leach adskilte disse to Slægter samt Conilera, der lige- som hine har de 3 forste Par Been uddannede til Krogbeen, me- dens de åvrige ere Gangbeen, fornemmelig derved, at hos Æga ere de åvre Fåleres 2 Rodled meget brede og sammentrykte, hos Rocinela og Conilera derimod ,næsten cylindriske”; hos Co- nilera ere Oinene smaae og vidt fjernede fra hinanden, hos Ro- cinela store, lidt hvælvede, de convergere fortil og beråre næsten hinanden; hos Æga ere de store, lidt hvælvede og convergere fortil. Det maa vel være tilladt at antage, at Leach ikke har ndtrykt denne Forskjel med tilbårlig Skarphed, og at den Mod- | ; | | | | | j Fe HEDDE ENES 73 2 sætning, som han har havt for Øie, er den som f. Ex. finder Sted mellem Æ. psora og Æ. arctica. De åvrige af Leach anfårte Charakterer kunne forbigaaes, da de i Virkeligheden In- tet have at betyde. Efter den anfårte Definition og den For- tolkning, som jeg har troet at kunne give den, er Æga psora aabenbart en ægte Æga, Æ. arctica -derimod ven typisk Rocinela. Æga Strømii og Æ. crenulata ville efter Oinenes Forhold være at henfåre til Rocinela, men Følerne ere aabenbart for flade og brede til at kunne kaldes næsten cylindriske”, Det bliver herved sand- synligt, at disse Organers. stårre og mindre Brede ved deres Grund ikke kan benyttes til at skjelne mellem Slægterne, ja maa- skee endog at denne Slægtsadskillelse bår opgives. Dette bliver endnu sandsynligere, naar man tager Hensyn til Æga monoph- thalma Johnston (1. c. fig. a—b), som har bredere Fålere end Æ. psora, men hvis Øine ståde sammen, om end kun i en kort Strækning; eller til Æ. bicarinata (see den af Milne Edwards givne Afbildning i Rægne animal, -édition illustrée, Crusiacés, tab. 67 f. 2), der ligner vor Æga Strémii meget, navnlig i Henseende til Formen af det sidste Haleled og af det sidste Par Halefådder, men har fuldkommen adskilte Oine. Milne Edwards Definition af Rocinela lyder ogsaa lidt anderledes end Leaches; efter den ere de 2 inderste Led af de åvre Fålere tvertimod ,brede og flade”, skjøndt mindre og mindre flade end hos Æga”. Danaz+) har den samme Definition, hvorved dog er at bemærke, at han opfatter de 3 Leachske Slægter kun som Underslægter af Æga. Hans Definition lyder saaledes: " sÆga: oculis remotis, antennis Amis basi complanatis”, sCsnilira: oculis remotis, antennis 4mis basi subcylindricis”, »Rocinela: oculis grandioribus, inter se fere contiguis, anten- nis imis basi complanatis”. Herefter vil Æga psora være en ægte Æga, Æ. monoph- thalma, crenulata og Strømii ægte Rocineler; derimod vil man ikke 7) United States Exploring Expedition, Crustacea p. Il., p, 747. TÅ kunne faae Æga arctica ind i nogen af hine Underslægter, thi Fålerne ere ysubcylindriske”, men Øinene ikke adskilte. Hvorvidt Co- nilera-Formerne kunne holdes generisk ude fra de andre, derom skal jeg ikke tillade mig at udtale nogen Mening, da jeg ikke har havt Leilighed til at undersåge nogen Æga-Form ,,med smaae og vidt adskilte Gine”, men det forekommer mig ikke meget ri- meligt, At man derimod ikke vil kunne adskille de ovennævnte Årter i 2 eller flere Slægter, vil fremgaae af den Maade, hvorpaa Charaktererne krydse hinanden; det viser sig nemlig, al 1) Fålerne ere næsten eens hos Æ. psora, crenulata og Strå- mii; hvorimod 2) Oinene forholde sig væsenlig eens, paa den ene Side hos Æ. psora og bicarinata (Leach), paa 'den anden Side hos Æ. Sirémii, crenulata, arctica og monophthalma, 3) Formen af det sidste Haleled er væsenlig eens hos Æ. psora, monophthalma og arctica, og ligeledes næsten den samme hos Æ. bicarinata, crenulala og Stråmii. Og ende- lig er 4) Formen af det sidste Par Halefådder væsenlig den samme hos Æ. arctica, crenulata, Stromii og monophthalma. Det trænger nu vist ikke nærmere til Forklaring, at jeg har opgivet Navnet og Slægisbegrebet Rocinela og optaget det i Æga. Ikke engang som Underslægt vil det kunne beholdes, uden for- saavidt man efter Oinene alere vilde dele de temmelig tal- rige Æga-Arter i 3 Grupper, der da omtrent vilde svare til de 3 Leachske Slægter, som af Dana ere degraderede til Under- slægter. De Æga-Arter, om hvilke jeg i Litteraturen har kunnet finde nogen Oplysning, ere fålgende: ÅA.- Arter, hvis Oine ere saa store, alt de bedække stårste Delen af Hovedet og beråre hinanden umiddelbart i en kortere eller længere Stræk- ning (Rocinela). / ,” i. Æ. Strøémii (Kråyer). (See ovenfor). (I de nordiske Have). 75 2. Æ. crenulata Ltk. (See ovenfor). 3. Æ. aretica Ltk. (ligel. ; fra Grånland ligesom foregaaende). 4. Æ. ophthalmica. Milne Edwards (Rocinela ophthalmica, histoire des Crustacés, III, p. 243, og Ræégne animal, édition illu- strée, tab. 67 f. 3) fra Sicilien. Denne Art er aabenbart meget nær beslægtet med min Æga arctica, baade i Henseende til For- men af det sidste Haleled og af det sidste Par Halefådder, der ere takkede i Kanten ligesom hos Æ. arctica, samt i Hen- seende til Fålernes Form og Øinenes Forhold. Imidlertid synes det indre Blad af det sidste Par Halefådder at være forholdsvis stårre og Grundleddets Torn al være bredere, I Forbindelse med den store geographiske Afstand ville disse Forskjelligheder være Grund nok til indtil videre at ansee dem for forskjellige. Længde 1975 åd. Al. Deshaysiana (M. Edw.) (Rocinela Deshaysiana, |. c. p. 243), ligeledes fra Middelhavet.) Grundleddene af de åvre Fålere ere mere brede og flade end hos Æ. ophthalmica. "Oinene afsmalne fortil, saaledes at deres Beråringslinie er kortere og den Plads, som de indtage paa Hovedet, mindre end hos Æ. ophthalmica. Det "sidste Haleled er mere langstrakt og spidst, dets Rande haarede, men ikke tandede; endelig er det indre Blad af det sidste Par Halefådder dybt indskaaret neremde nær ved Spidsen og uden Takker. Længde 1”. 6. Æ. monophthalma Johnston (I. c. fig. a og b), fra de engelske Kyster. Formen af det sidste Haleled synes at være ganske som hos Æ. psora (Lin.), af det sidste Par Halefådder +) Muligvis er det denne Art, somGrube har medbragt fra Middelhavet, og som Rathke ansaae for Æga emarginata Leach (l. c. p psora skulde findes i Middelhavet er ikke sandsynligt. Den siges at have stårre Oine endD esmarests Figur af Æ. emarginata (5: Æ psora), og der tilfåies, at Oinene ere nærved at beråre hinanden. Da dette Udtryk ogsaa bruges om den af Rathke i det Foregaaende beskrevne Årt (Æ. Strémii), er der i denne sær LED, Intet i Veien for at henføre den til den samme Gruppe af Æga-Slæg 76 derimod som hos Æ. Strémii. De underste Fålere naae lidt ind paa anden Kropring; de åvres inderste Led ere fuldkommen flade og overmaade brede; Oinene støde sammen, men kun i en kort Strækning. Den opnaaer den betydelige Længde af 21/4," (60mm) med en Brede af næsten 4'” (24mm),. ”) ,B. Arter, hvis Oine vel ere store og bedække en stor n Deel af Hovedet, men dog ere fuldkommen ad= skilte ved et mere eller mindre bredt Mellemrum. (Æga s. str.). 7. Æ. psora (Lin.). (See ovenfor; fra de nordiske Have). Hvorvidt Æ. affnis M. Edw. (I. c. p. 2441, tab. 3 f 22) er en fra Æ. psora forskjellig Art, trænger endnu til Stadfæstelse. 8. Æ. rotundicauda Liljeb. (1. c.). En udfårligere Beskri- velse vilde være ånskelig. Den afviger ifålge Prof. Liljeborgs korte Charakteristik fra Æ. psora derved, at det andet Par Få- lere naaer til Kroppens tredie Ring, at det indre Blad af det sidste Par Halefådder ikke har noget Indsnit, og at Haleskjol- det er afrundet, kun hos de stårste Exemplarer med Spor til en Spids. Længde 26mm. (Norge). 9. Æ. tridens Leach. (Dictionn. scienc. natur. XII. p. 349, Liljeborg, Ofvers. Vetensk. Akad. Fårhandl. 1852 p- 5). Jeg kjender ikke denne Art, som ifålge Liljeborg forekommer ved Norge, men da den charakteriseres derved, at det sidste Haleled har 3 Kjåle, som låbe ud i 3 Spidser, kan man ikke tvivle om dens Selv- stændighed. En udforligere Charakteristik af denne Art vilde der- for udfylde et virkeligt Savn. 10. Æ. bicarinata Leach, Milne Edwards, (hist. d. Crusta- cés t. III p, 241, Cuvier régne animal, édition illustrée, Crusta- cés, pl. 67 f.2) non Rathke, nec Liljeborg (see ovenfor 1), ifålge MilneEdwards fra Middelhavet. Efter alle foreliggende Data stemmer denne Art i Henseende til Formen af det sidste Haleled med Æ. Strémii, men har fuldkommen adskilte Øine. %) Maalt paa Figuren, som skal være i naturlig Størrelse. 77 14. Æ. serripes M. Edw. (hist. des Crustacés, 11I. p. 244), som antages at være fra de australasiatiske Have. 12. Æ. efferata Dana (Exploring Expedition, Crustacea, t. II, -p. 766, tah. 51 fig. 5) fra Rio Janeiro, taget af en Serra- nus sp. C. Arter med smaae og vidt adskilte Gine (Conilera). 413. Æ. Montagui (Leach) (Conilera Montagui Leach 1. c. p. 348) fra Devonshire, en Art, hvorom ellers meget lidt er bekjendt, 44. Æ. novæ Zelandiæ Dana (!. c. p. 767 f. 2). 15. Æ. multidigitata Dana (ib. p. 768 f. 3) taget Nord for Borneo. 16. Æ. microphthalma Dana (Proceedings of the academy "of natural science of Philadelphia, t.. VII. p. 176). Den opfåres ogsaa af W. Stimpson i ythe Crustacea and Echinodermata of the pacific shores of North-America” (Journal of the Boston So- ciety of natural history, Vol. VI, 1857), men med den mærkelige Anmærkning, at hans Exemplarer i Henseende til de forreste Beenpar .nærme sig noget til Cirolana; han anseer dem dog kun for at være en Varietet af Æga microphthalma, men skulde dette vise sig ikke at være Tilfældet, vil han foreslaae at kalde Arten Cirolana pubescens. 17. Æga polita Stimpson, fra Grand Manan (Synopsis of the marine Invertebrata of Grand - Manan, Smithsonian Contribu- tions to knowledge, 1853). Oinene ere temmelig smaae, Anten- nerne ligeledes, men dog temmelig stærke ved deres Basis; de ådvre have 35 af de nedres Længde, og disse naae til midt paa det fårste Kropled. Epimererne af de 3 sidste Kropled ere stærkt forlængede; det sidste naaer til det femte Haleled. Det sidste "Haleled beskrives som skjoldformigt, det. indre Blad af det sidsle, Par Halefådder er 3 Gange saa bredt som det ydre og af en aflang, næsten rudedannet Form. Længde 0,62”. 17. Æ. concharum S timps-. fra Charleston i Syd Carolina (1. c.)- De åvre Antenner ere kortere, Oinene stårre; det sidste Epimer 78 naaer kun til den tredie Halering, og det indre Blad af det sidste Par Halefådder er bredere. Længde 0,9”. Muligvis er ogsaa en eller anden Æga-Art skjult mellem de af Risso(seeDesmarest, Considérations p. 340) og Say (i Journal of the academy of natural science of Philadelphia, Vol. I. p. 394) nævnte Cymothoa-Arter; om C. prægustator og C. oculata siger Say endog reent ud, at de håre til Slægten Æga Leach. Delte er dog ikke rigtigt med Hensyn til C. prægustator, som af Milne Edwards, vistnok med Rette, henfåres til Olencira. Som nærstaaende Former kunne endeéligen nævnes Slægten Acherusia Lucas og Ægacylla Lecontii Dana fra Californien. En god Fremstilling af de anatomiske Forhold skylde vi Rathke paa det ovenfor anførte Sted; ligeledes den interessante lagttagelse, at hos de unge Æger ligesom hos Oniscus og visse andre Isopoder (Anilocra. Cumothoa) det sidste af Kroppens Beenpar forst kommer frem efter de andre. Man træffer disse Dyr især paa Haier og Torskearler, paa hvilke de' efter Rathkes lågttagelse låbe temmelig hurtigt om. Tab. I, A, Fig. 1—11 henhåre til denne Afhandling. Fig. 1 gjengiver Æga arctica i naturlig Størrelse. Fig. 2 giver en forstårret Fremstilling af Antennernes og Øinenes Forhold. Dyret maa ikke alene tænkes seet ovenfra, men ogsaa noget forfra. Fig. 3. Det sidste Haleled og det sidste Par Halefådder. Fig. 4 fremstiller det samme Forhold hos Æga crenulata. Fig. 5 et af Kroppens Epimerer af samme, Fig. 6, 7 og 8 give tilsvarende Fremstillinger af Æga Stråmii, og Fig, 9 og 10 af Æ. psora. Fig. 11 fremstiller Halespidsen, saaledes som den forefandtes høs et enkelt Individ af denne Art. arne, ag SR se 79 Siegophilus insidiosus, en ny Mallefisk fra Brasilien og dens Levemaade. Af ; J. Reinhardt. (Meddeelt 1 Mådet d. 28de Mai 1858). (Hertil Tab. ID. Blandt Fiskene' i Rio das Velhas i Provindsen Minas er der en, som trods sin håist ubetydelige Stårrelse (det stårste af de fire Exemplarer, det lykkedes mig at erholde, er kun fem Centi- metre langt) turde fortjene en. særlig Opmærksomhed ikke blot i systematisk Henseende som Typ for en formeenilig ny Slægt, men tillige paa Grund af den eiendommelige Levemaade, der synes at udmærke den. Det er til en lille Gruppe af noget afvigende Siluroider, for hvilken Slægten Trichomycterus kan betragtes som Hoved- repræsentant, og som fremdeles omfatter den af Humboldt op- dagede Eremophilus og den besynderlige Vandellia?"), at 1) Naar Valenciennes mener forelåbig at kunne stille denne sidste Fisk blandt Gjedderne (Hist. d. poiss. XVIII, p- 386) og saaledes skiller den langt fra Trichomycterus, hvilken han efter længere Uvished ende- lig henfører til Mallerne (J. c. p. 485), er dette vist kun en Fålge af, at det ikke er faldet ham ind at sammenligne disse to Former indbyrdes ; thi Ligheden er saa umiskjendelig, at den isaafald neppe vilde have und- gaaet hans åvede Øie, og disse Slægter maae vistnok fålges ad, i hvilken Familie man saa end vil give dem Plads. Castelnau er, saavidt mig bekjendt, den Fårste, som har stillet Vandellien ved Siden af Tricho- mycterus; men, medens han saaledes har Fortjenesten af at have frem- hævet disse to Formers Slægtskab, er det at beklage, at han ikke tillige har benyttet den Leilighed, som Opdagelsen af en ny Vandellia- Art i 80 den ny Fisk slutter sig. Allerede i dens almindelige ydre Habi- tus udtaler der sig en idinefaldende Lighed, og ved den nærmere Undersågelse gjenfinde vi hos den de forskjellige saave| positive som negative Charakterer, der udmærke alle de ovennævnte For- mer; navnlig deler den med dem Gjællelaagets og Mellemgjælle- laagets charakteristiske Bevæbning med tvende Grupper stærke og spidse Torne eller Hager”), fremdeles Rygfinnens Stilling usædvanlig långt bagtil og endelig Mangelen af Hudfinne, Svåm- meblære?) og de farlige, haarde, stikkende Beenpigge, hvormed især Brystfinnerne og Rygfinnen ellers i Reglen ere væbnede hos "Mallerne. Indenfor Gruppen synes den alter nærmest beslægtet med Vandellia, idet tvende af de væsentligere Særegenheder, hvorved denne afviger fra de tvende andre ældre Slægter, nemlig: Rio Ucayale i Peru gav ham, til at udfylde de Huller, hvilke Valenciennes saae sig nådt til at lade blive i sin Beskrivelse paa Grund af den maade- lige Beskaffenhed af de reen, der stode til hans'Raadighed (smig- Castelnau, Expédit . 1. parties centrales de VAmérique du Sud, gere Poissons, njå ye. 1): u maa jeg med Hensyn til re systematiske Plads, jeg tildeler de ovennævnte Slægter, her bemærke, at det ingenlunde er mig ubekjendt, at en anden Anskuelse er utilgel gjort gjældende i den allernyeste Tid, idet Heckel og Kner i deres Værk: die Sisswasserfische der Ostrei- chischen Monarchie stille Trichomycterus og Cetopsis (Eremo- philus og Vandellia nævnes ikke) sammen med Cobitis i en egen Familie Acanthopsides; jeg foretrækker imidlertid fremdeles at regne disse Slægter til Mallerne, og hvad navnlig Cetopsis angaaer, da forekømmer den mig saalidt ikvigende fra de normale Siluroider, at den vel endog neppe kan stilles umiddelbart i Nærheden af 'Prichomycterus. Valenciennes omtaler rigtignok kun een Gruppe af Torne hos Vandellien, og det paa Forgjællelaaget (Hist. d. poiss. XVIII, p. 387), men efter hans Afbildning at dåmme synes der at være endnu en lignende længere bag- til, og da nu tillige Castelnau ligeledes afbilder 2 Tornegrupper hos sin nye Vandellia-Art (Éxpéd. d. 1. parties centr. de 'Amerique du Sud, Poissons p. 51, pl. 28), tår man maaskee, skjåndt hans Text aldeles ikke berårer dette Forhold, antage, at Vandellia- Slægten i den Henseende ikke afviger fra Trichomycterus og Eremophilus. Hos min Fisk er Gjælle- laagspartiet og dets Tornegrupper i Et og Alt ganske som disse sidst- id i g Nloz ?) Om Vandellien mangler Svåmmeblære eller ikke, er rigtignok endnu ikke undersågt; men ialfald taler al Analogie for, at den mangler. 84 Mundens Stilling paa Undersiden af Hovedet og de meget smaa Gjællespalter, ogsaa findes hos den af mig hjembragte Fisk; omen ved Siden af disse ,Overeensstemmelser viser der sig imid- "lertid tillige, selv afseet fra et Par andre mindre vigtige Afvigelser, en saa betydelig Forskjel i dens og Vandelliens 'Tandforhold, at den vistnok med god Fåie tår betragtes som Typ for en sær- vægen Slægt. Medens nemlig Valenciennes udtrykkelig frembæ-. ver"), at han hos Vandellien kun har fundet Tænder, 5 i Tal- let, paa Plougskjærbenet, som strækker sig heelt ud til Randen af Mellemkjæbebenene, og at han troer, at begge Kjæber. forre- sten ere aldeles tandlåse, saa er hos den ny Form Mundran- den i begge Kjæber gjennem sin hele Udstrækning tæt besat med talrige krøgdannede Tænder, som jo vel ere smaa. og fine, men dog saa lette at: faae Oie paa, at de sikkerlig ikke vilde være blevne overseete af Valenciennes hos Vandellien, hvis der. virkelig fandtes lignende hos denne Fisk. De danne ikke i nøgen af Kjæberne i "en egenlig Tandkarde som -hos Trichomycterus,. men ere nogen- lunde ordnede i Rader, den ene bag den anden, kun med Und- tagelse af nogle midt i Overkjæben siddende Tænder, som danne 1) ligesom en lille Gruppe for sig og vistnok sidde paa Plougskjær-: BR || henet, der synes at forholde sig her . ligesom "hos Vandellien. — Imidlertid ere disse sidstnævnte Tænder kun. faa i Sammenlig- | ning med dem, som have deres Plads paa Mellemkjæbebenene. Med Hensyn til de åvrige Forhold hos. Fisken skal jeg her Mi fremhæve, at Hovedet. er meget bredt,. fortil afrundet og endnu " mere fladtrykt, end det er Tilfældet hos de ældre Slægter; det er. " dertil aldeles fladt nedenunder, og denne Omstændighed i Forbin= " delse med Mundens Stilling og den stærke Udvikling af Læberne, navn=, "lig Underlæbens Udbredning til en anseelig bred Hudflig, frembringer, "i dette Partie af Fisken en ikke ringe Lighed med My pan tampen tær, en, dog med den Indskrænkning, at Munden- har, en forskjellig Form.; Fra Mundvigen udspringe ikke, som høs Vandellien, een men to 7) Hist, d. poiss. XVIII, 387. 82 meget korte Hudtrevler eller Fåletraade, af hvilke den bageste er | saa lille, at den netop kan sees. Gjællespalten er ikke stårre end at et fiint Knappenaalshoved kan bringes der igjennem; den er tillige anbragt temmelig langt nede, men dog ikke paa Underfladen, saaledes som det skal være Tilfældet hos Vandellien; Gjællehudstraalerne ere ikke synlige udvendigen, og jeg seer mig ikke istand til at angive, hvormange der er, da Fiskens ringe Stårrelse gjør det: vanskeligt at præparere dem ud af den tykke Hud, og jeg ikke vilde offre flere end eet af mine faa Exemplarer paa Under- sågelsen. Næseborenes Stilling er den samme som hos Tricho- mycterus og Eremophilus”), derimod mangler det forreste Par den lange Hudtrevl, som hos de nysnævnte Slægter udgaaer fra dem. Det ovale Øie vender opad; men istedetfor at være meget lille som elfers hos denne Gruppe, maa det her snarere kaldes stort, og navnlig er dets største Gjennemsnit betydelig stårre end Afstanden mellem de forreste og bageste Næsebor. Kroppens Form er omtrent den samme som hos Trichomycterus; Hovedets Længde (regnet til Gjællelaagets Bagrand) indeholdes 7 Gange, og Fiskens stårste Håide (omtrent midt mellem Hoved og Rygfinne) omtrent 10 Gange i Totallængden. Brystfinnerne ere ind- leddede overmaade langt nede og næsten i horizontal Retning ligesom hos Hypostomus og endnu mere hos Callionymus; lidt ovenfor og bagved Roden af dem findes en lille Pore, saaledes som det ikke sjeldent er Tilfældet indenfor Siluroidernes Familie; jeg maa imidlertid bemærke, at jeg paa et af Exemplarerne ikke har kun- net finde denne lille Aabning. Rygfinnen er saaledes stillet, at den indtager netop det Stykke af Ryggen, som svarer til Mellem- rummet mellem Gattet og Gatfinnen; dens Plads er saaledes lidt mere bagtil end hos Trichomycterus, hvor Gattet (ialfald hos den Art, jeg har for mig) er anbragt nedenunder Rygfinnens forreste Deel; paa den anden Side er den hos Vandellien rykket endnu 1) Hvorledes Næseborene forholde sig hos Vandellien, er ikke oplyst. 83 lidt længere bagtil, idet Gatfinnen her allerede begynder neden- under dens bageste Deel. Huden er ganske glat uden Spor til Skjæl, og ligesaalidt har jeg fundet nogen Sidelinie, der ivrigt ogsaa mangler hos Tricho- mycterus, medens der hos Eremophilus skal være Spor til den.) Den friske Fisk har ingen anden Farve end det hvidlige Skjær; som den gjennem den tynde Hud tydelig gjennemskinnende Mu- skulatur giver den. Straaleantallet i Finnerne er: Rygf. 9 (2 + 7), Gatf. 7 (2+ 5), Halef. 441 (1 + 9— 1), Brystf. 6 (1 + 5), Bugf. 5 (1 + 4)7). Efter saaledes kortelig at have anfårt, hvad jeg anseer for tilstrækkeligt til i Forening med den Meddelelsen ledsagende Af« bildning at give en Forestilling om denne Fisks Udseende og til at godtgjåre dens Berettigelse til at danne en egen Slægt ved Siden afTrichomycterus og Vandellia, skal jeg endnu kun tilfåie, at jeg af Grunde, som ville fremgaae af det Fålgende, foreslaaer at kalde den ny Slægt Stegophilus?), medens Arten maaskee kunde hedde insidiosus, og derpaa vende mig til det, hvorfor jeg navnlig har. anseet det for ånskeligt, om Opmærksomheden henlededes paa denne Fisk, den særegne Levemaade nemlig, som jeg mener at have fundet hos den. Rigtignok er det ikke nogen fuldstændig "afsluttet Iagttagelse, jeg kan meddele; men da jeg ikke kan vente selv at kunne ifåre den videre, troer jeg at burde ialfald sætte Andre istand til at gjåre det, og det saameget mere, som den, hvis den bekræftes, forekommer mig at kunne bringes i Forbin- selse med og at kaste et nyt Lys påa nogle ældre Beretninger, der ikke synes at have tiltrukket sig den Opmærksomhed, man skulde ventet, eller maaskee ere blevne paa en Maade skudte - ra . 1) Om Vandellien har en Sidelinie eller ikke, er ubekjendt. 2?) Af de i Parenthese indesluttede Tal angiver det fårste de udeelte og det sidste de deelte Straaler i hver Finne. I Halefinnen ere de korte yderste Bistraaler ikke talte med. 3) Af oréyn, Tag, Dække og mpidos. 6" 84 lilside, fordi de i den Form, hvori de forelaae, mindre let lode sig indordne under de gængse Anskuelser, Det er et almindeligt Sagn i den Deel af Minas geraes, som Rio das Velhas gjennemstråmmer, at den stårste derværende Fisk, den saakaldte Sorubim (en ubeskreven, indtil 6 Fod lang Pla- tystomus) skjuler sine Unger i sit Gab og aabner dem et Tilflugts- sled i sin rummelige Gjællehule. Det blev allerede fortalt mig paåa min Reise i Aarene 1850 til 1852 af saamange tildeels fuld- kommen troværdige Personer, hvoraf Nogle endog selv havde seet Ungerne sprælle ud af Sorubimens Gjællehule, naar Fisken blev trukken op af Vandet, at jeg ikke ret vel kunde betvivle, at der maatte ligge noget sandt til Grund for Fortællingen, selv om den undertiden udpyntedes med Tilsætninger, med hvilke det umuligt kunde forholde sig rigtigt, og da Videnskaben nu oven- ikjåbet. allerede besad Angivelser om en lignende Beskyttelse af Ungerne hos enkelte andre sydamerikanske Fisk, troede jeg saa meget mindre at turde forkaste, hvad der fortaltes mig om So- rubimen. 2 Imidlertid var der jo rigtignok flere Vanskeligheder ved en saadan Forsørg, som ikke opklaredes ved Brasilianernes Fortæl- ling"); det maatte saaledes, da: Sorubimen aldrig sagdes at fåde levende Unger, forudsættes, at den stadig blev ved Rognen, indtil denne var udklækket; det blev mig desuden mere end tvivlsomt, saasnartjeg havde seet Søorubimens store Rognsække, om den uhyre Mængde Unger kunde rummes i dens Gab endog blot strax, som de vare udviklede af Æggene, og dog'bleve disse i Moderens Gjælle- hule sig skjulende Unger jevnlig skildrede for mig som Smaafisk af nogle Tommers Længde. Det maatte derfor naturligviis interes- sere' mig nfterdelen, at lære, de nærmere Omstændigheder ved 7) agenten sågte vel undertiden i deres Beretninger at gjåre Rede for f disse; men det var biensynlig mere Forsåg paa at forklare Sa- gen end virkelige Iagttagelser, jeg i disse Tilfælde hørte; saaledes for- taltes det undertiden, at Sorubim'en efter at have gydt sin Rogn vendte sig om, saae paa den og udrugede den med Oinene. Andre meente, at den sågte at opfange Rognen i sit Gab, og at Ungerne udklækkedes derinde. ve" 85 denne eiendommelige Beskyttelse at kjende, samt at undersøge Ungerne i den Alder, i hvilken de endnu benytte sig af den, og jeg lovede til den Ende Fiskerne i Omegnen af mit da- værende Opholdssted, Lagoa Santa, en god Betaling, hvis de kunde bringe mig en Sorubim med. nogle af dens Unger i Gjællehulen. Den 27de Febr. 1852 kom ogsaa endelig en Fi- sker med en saadan, mellem hvis Gjæller der efter hans Si- gende skulde ligge en lille Unge, og ved at såge efter fandt jeg virkelig paa det angivne Sted en knap en Tomme lang Fiskeunge, som allerede var dåd, medens Sorubimen endnu gav svage Livstegn fra sig. Den lille Fisk lignede imidlertid saa lidt den store, at jeg studsede derover; ved at finde, at den gamle Fisk var en Han, bestyrkedes jeg endmere i min Tvivl om Sagens rette Sammenhæng'), og da den samme Fisker to Dage senere atter bragte en mandlig Sorubim med en Unge, der forresten ganske" saae ud som den fårste, men var henved tre Gange saa stor, blev det mig aldeles klart, at disse to Smaafisk umuligt kunde være, hvad de udgaves for. Derimod forekom de mig saa godt at svare til det Billede, jeg havde i min Erindring af en Trichomyeterus, som jeg et Aarstid iforveien havde erholdt fra Rio das Velhas under Navn af Cambeja eller Bagre molle?), at jeg ganske na= turlig kom paa den Tanke, at Fiskeren for at tilvende sig den lovede Betaling havde bragt mig Unger af denne Cambeja og ud- 1) Det er vel sandt, at det i flere af de Tilfælde, hvor man virkelig hos Fi- skene har iagttaget en Omsorg for Rognens og d kerhed , netop er Hannen, hvem den paaligger. Men 1 og for sig er et sligt Forhold døg en saa besynderlig Afvigelse fra en almindelig Lov, at der vel var Grund til at blive betænkelig ved en Beretning, hvis Trovær- dighed betingedes af, at der fandt en slig Ombytning af de 2 Kjåns Rolle Sted. Hertil kommer fremdeles den Omstændighed, at i de fleste lidli- gere iagttagne Tilfælde staaer Hannens Omsorg for Yngelen som bekjendt i Forbindelse med en konstfærdig Redebygning, der ialfald synes at gjøre den lettere forklarlig; men en slig Konstdrift blev aldrig tillagt Soru- imen. ; 2) Denne var dengang allerede bjemsendt tilligemed den stårste Deel af mine andre Samlinger, og jeg kunde saaledes ingen umiddelbar Sammen- ligning anstille. 86 givet dem for Sorubim-Yngel. Jeg bebreidede ham derfor lige= frem hans Adfærd og, skjåndt jeg ikke bragte nogen Tilstaaelse ud af ham, nærede jeg dog ingen Tvivl om at have været Offeret for et Bedragerie, og i de faa Uger, jeg endnu tilbragte i Lagoa Santa, inden jeg maatte' tiltræde Tilbagereisen til Europa, fore- faldt der Intet, som kunde bringe mig paa andre Tanker i den Henseende. Saasnart jeg ved min Hjemkomst fik litterære Hjælpemidler til min Raadighed og desuden umiddelbart kunde sammenligne de foregivne Sorubimunger med Cambeja'en, saae jeg strax, at jeg havde feilet ved at antage dem for Unger af denne sidste; de vare endog generisk forskjellige fra den. og for at sige det med faa Ord, saa vare disse saakaldte Sorubimunger netop de smaa Fisk, hvilke jeg her har havt den Ære at forelægge Foreningen. Der- ved blev den hele Sag imidlertid kun endnu mere indviklet og gaadefuld, forsaavidt som Fiskeren, hvis han virkelig havde gjort sig skyldig i et forsætligt Bedragerie, altsaa dertil havde benyttet en Fisk, der var saa sjelden, at jeg forresten aldrig havde erholdt den, uagtet jeg havde samlet de forskjellige Smaa- fisk i Vandene omkring Lagoa Santa i stor Mængde, og som jeg altsaa næsten maatte troe, at det var vel saa vanskeligt at skaffe tilveje som de virkelige Sorubimunger. Da jeg derfor i 1854 atter besøgte Brasilien, var Løsningen af denne Gaade naturlig- viis et af de Formaal, jeg særlig havde sat mig, og kort efter at jeg i Slutningen af November var ankommen til Lagoa Santa, fik jeg den ogsaa virkelig MRTRKETEs end jeg havde ventet, og det paa følgende Maade. En Person fra Omegnen af Miikbå Santa, men vel at mærke ikke den samme, som henved 3 Aar tidligere havde bragt mig de fårste Stegophiler, kom en Søndag i Midten af December- Maaned til Landsbyen for efter Landets Skik at bivaane Messen og medbragte ved denne Leilighed en Sorubim, hvilken han, in- den han gik i Kirken, solgte til en Franskmand, som har en Handelsbod der i Byen, Da han, efter at Messen var tilende, 87 kom igjen for at hente sin Betaling og just traf Boutikkens Eier ifærd mcd at skære Fisken i Stykker. fortalte han leilighedsviis, at der, da den blev trukket op af Vandet, havde været 5 Unger inde i Gabet paa den, hvoraf de to vare' blevne lig- gende derinde. Kjåberen saae nu efter, fandt ogsaa virkelig de tilbageblevne Unger og havde den Godhed, da han vidste det vilde interessere mig, strax at komme til mig for at bringe mig dem og fortælle mig Sagens Sammenhæng. Ved første Blik paa de saakaldte Unger saae jeg til min store Overraskelse, at det atter denne Gang var Stegophi- ler, som bleve bragte under Navn af Sorubimunger. At der igjen skulde ligge et Bedragerie til Grund var i høi Grad usandsynligt; det var endøg neppe tænkeligt uden under den Forudsætning, at den Person, der havde solgt den sidste Soru- bim, var i Ledtog med Fiskeren, som under mit forrige Ophold for henved 3 Aar siden havde bragt de to fårste Stegophiler ; thi hvorledes skulde man ellers forklare, at. begge vare faldne paa at udgive netop den samme Fisk for en Unge af Sorubimen, og det ovenikjåhet en Fisk, som ingen synderlig Lighed har med denne sidste? Men selv om saa var, vilde det dog have været natur- ligst, at Vedkommende havde henvendt sig umiddelbart til mig selv med sine Sorubimunger og ikke ladet det komme mere eller mindre an paa' et Tilfælde, om de vilde komme mig tilhænde eller ikke; og vilde man endog i den brugte Fremgangsmaade see en forsætlig List for at neddysse en mulig Mistanke, kunde man dog under de stedfindende Forhold ikke antage, at de paagjældende Personer skulde ville spilde Tid og Umage paa at fore mig bag Lyset, medmindre de tilsigtede at gjåre sig en Fordeel ved deres Bedragerie. Men, hvis der i det foreliggende Tilfælde havde fun- det et saadant Sted, vilde det have været aldeles hensigtslåst; thi der blev hverken forlangt eller givet Betaling for disse sidste »Sorubimunger”, og hverken den samme Person eller nogen an- den kom senere igjen for at tilbyde flere mod en Godtgjårelse. Der levnedes mig derfor ingen anden Udvei end at antage, at E; 88 jég havde gjort Fiskeren, som under mit tidligere Ophold havde bragt de fårste Stegophiler, Uret med min Mistanke, at med andre Ørd denne lille Fisk, virkelig trænger ind ivog opholder sig i Søorubimens Gjællehule, og at dens Forekomst der ved en hos Almuen let forklarlig Mis- tydning har givet Anledning til Mineroens Fortælling om denne sidstes Omsorg for sine Unger. En slig Levemaade hos denne Fisk vilde da, hvor besynderlig den endog i og for sig kan være, heller ikke være ganske uden Analogie indenfor Fiske- klassen: thi Hoøraalen (AÅmmocoetes branchialis) eller mrs F maaskee rettere den lille Negendie (Petromyzon Planern) synes ialfald undertiden at krybe ind i andre Fisks Gjælle- hule”); og et endnu langt mere overraskendé Opholdssted have, som " bekjendt, en OQOxybeles og nogle Fierastfer- Arter valgt sig, af hvilke den fårste, efter hvad Dr. Bleeker har op- lyst?), lever inden i en stor Såstjerne (Culcitta diseoidea Ag.), medens de sidste opholde sig inden i visse Holothurier, en Opdagelse, som først gjordes af Quoy og Gaimard paa Astro- labe's Reise”), men som senere er bleven stadfæstet fra flere Sider, og hvis Rigtighed fremdeles ogsaa jeg selv har havt Lei- lighed at overbevise mig om under et faa Dages Ophold paa Øen Tahiti: i Aaret 1846. Man vil let begribe, at jeg, efterat være bragt til at opfatte Sagen paa denne Maade, lod mig det være i høi Grad magtpaaliggende at skaffe mig fuld Vished ved umid- delbar lagttagelse og selv at træffe Sorubimens lille Gjæst levende i dens Gjællehule, Desværre vare mine Bestræbelser i den Ån- ledning ikke heldige; der ere mange Slags Hindringer, som gjøre det mindre let for den Reisende i det indre Brasilien ret ofte at være tilstede ved Fiskefangster, og ingen af de Gange, hvor jeg bragte det dertil, vilde det træffe sig, at der fangedes en 1) See: Nilsson, Skandinavisk Fauna, fjerde Delen: Fiskarna. S. 749. 2) Natuurkundig Tijdschrift voor Nederlandsch Indie, VII, 163. 2) Voyage de la corvette Astrolabe, Atlas, Zoophytes, pl. 6, f. 4, Texte, T. HI, Table explicative générale des planches p. 940. 89. Sorubim; jeg seer mig saaledes ikke istand til at fåre det af- gjårende Beviis for den Anskuelse, som en omhyggelig Over- veielse af de foreliggende Kjendsgjerninger saa at sige har paa- nådet mig, og netop derfor har jeg troet at burde give min Fremstilling en under andre Forhold overflådig Udfårlighed, for at det ialfald kunde blive klart, hvor stort et Spillerum der endnu maa indrommes Tvivl og Indvendinger. Endnu mindre formaaer jeg selvfålgelig fyldestgjårende at besvare de mange Spårgsmaal, som strax paatrænge sig under Forudsætning af. al min Opfatning er den rette. Hvad der bringer Stegophilen til at tage Ophold i Sorubim'ens Gjællehule, om den f. Ex. maa- skee der såger sin Fåde blandt de Smaadyr, som tilfældigviis under Aandedrætsakten komme ind i Gabet paa den store Fisk; hvor hyppigt den findes hos Sorubimen; i hvor stort Antal den gjæster den; i hvilken Grad den er bundet til sit særegne Op- holdssted, om den endelig udelukkende holder sig til So- rubim”en eller tillige gjæster andre Fisk, er lutter Spårgsmaal, hvorom der fortiden kun kan fremsættes Gisninger, med hvilke jeg her ikke skal opholde mig. Derimod turde det være pas- Sende endnu at omlale de Beretninger, der (som jeg allerede har bemærket) Tid efter anden ere fremkomne fra forskjellige Sider, og ifålge hvilke ogsaa adskillige andre sydamerikanske Fisk skulle vise ganske den samme Omsorg for Yngelen som den, man i Minas tilskriver Sorubimen. Kjender man nemlig forst den rette Sammenhæng med hvad der fortælles om denne Sidste, ligger det nær at spårge, hvad man da skal troe om de lignende tidligere Fortællinger om andre Fisk, om der ikke maa- skee ogsaa for dem kan ligge lignende Mistydninger til Grund, som den, der har foranlediget Sagnet om den ovennævnte Malle- fisk, og virkelig vise disse Beretninger sig ved nærmere Pråvelse Paa ingen Maade saaledes begrundede, at man uden videre skulde kunne afvise en slig Mistanke. i Den ældste af dem findes i et i Jornal da Coimbra 90 for 18201) trykt Itinerar over en Reise fra Byen Parå til de længst bortliggende Etablissementer i de (daværende) portu- gisiske Besiddelser ved Amazonfloden og Rio negro?”), som sandsynligviis er nedskrevet i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvis anonyme Forfatter (i $ 82) fortæller om de saakaldte Poraqués (Gymnotus electricus L.), åt de lægge Æg, men, naar disse ere udklækkede, en Tid lang. beskytte de spæde Unger mellem Gjælierne ligesom ogsaa Pirarucé'en (Sudis gigas Cuy.) og andre Bruskfisk gjåre.?) Det næste Værk, hvori man træffer lignende Angivelser, er det paa Robert Schomburgks Noter og Tegninger grundede Arbeide over Fiskene i Guiana, som udgjår det 3die og det dte Bind af Ichthyologien i det af Sir William Jårdine udgivne Naturalists Library. I den udfårlige, af Schomburgk selv skrevne Indledning til dette Arbeide fremhæves det”), at Ungerne af den saakaldte Lau-lau5) og andre Siluroider i Farens 1) Desværre har jeg ikke kunnet skaffe mig dette Tidsskrift, som mangler i vore offentlige Bibliotheker; det er ante kun paa anden Haand, af hvad derom meddeles i en Note i Spix's og Martius's Reise (III, p. 1091), at jeg kjender den deri sner Fortælling, om disse Fi- skes REED af deres Yngel. 2) ,Roteiroda viagem da sisirbebellde atéas Shkeotstøks colo- nias i s døominios portuguezes em ios azonaseNe- gro,” Efter hvad Martius oplyser (Reise, MI, p- >. 973), Sal vig Roteiro, som han tillægger megen Værd, være forfattet af en Geistlig José Mon- teiro da Noronha, og ialfald for en stor Deel være en Frugt af fire Visitatsreiser, som Biskoppen af Parå foretog til hine fjerne Egne i Aa- rene 1784, 1787 og 1788. 3) Martius siger ,und andere Knorpelfische” (Il, p. 1091); hvad derved skal forstaaes kan vel neppe afgjåres med Sikkerhed, især naar man end ikke kan benytte og sammenligne den portugisiske Kilde, hvoraf han har åst. Det forekommer mig imidlertid af flere Grunde rimeligt, at derved menes store Siluroider og vel endog netop Sorubim'er (Platystomus- Arter 2) Naturalists Library, Ichthyology, Vol. 3, Fishes of Guiana. Part I. Intro- nct. p. 114. p- 5) ER dette er for en Silurøid er endnu uafgjort; -det bemærkes nemlig udtrykkelig i Fishes of Guiana (I, p. 192), at den Skitse af den, so fandtes mellem Robert Schomburgks Tegninger, ikke var udført nok til derpaa at begrunde en Bestemmelse; heller ikke de Skitsen ledsagende 91 - Stund såge Tilflugt i-Moderens store Gab, og til yderligere Be- kræftelse af denne Beretning tilfåjies der i en Note en af nogle afDr, Hancock's haandskrevne Optegnelser!) uddraget Fortælling om, at en Hr. Gibbs tilligemed mange Andre engang ved ,,Kings Stilling” blev Vidne til, hvorledes en stor ,Gillbakra” (en Slags Saltvands-Malle) netop som den fangedes efter at være. ja- get ind paa grundt Vand havde udspyet en Mængde spæde finger- lange Unger, 3 tii 400 i Tallet, og at Noget lignende ogsaa er blevet iagttaget ved en saakaldt Cuirass, en anden Slags Malle- fisk”). Om disse tvende sidstnævnte Fisk er der senere ikke mere Tale i Fishes of Guiana; derimod kommer Lau-lawen at- ter for i Værkets descriptive Deel, og i Schomburgks temmelig udførlige Notitser om den gjentages nu Fortællingen om dens Omsorg for sin Yngel med det Tillæg, at Ungerne svåmme i store Stimer over Moderens Hoved, uden at det imidlertid mere Paa dette Sted end i Indledningen kan sees af hans Ord. om han taler af egen Erfaring (eller ståtter sig til Andres Beretnin- ESESERLE i nysnævnte Værk aftrykte Noter ere tilstrækkelige dertil, og der er ikke senere ved Richard Schomburgks Reise vundet flere enn ! til Spårgsmaalets Besvarelse end dem, hans Broder allerede ha yde tilve bragt. — Den i Fishes of Guiana efter Robert Schomburgks Skitse ng ,snit meddeelte Contourtegning og Fiskens Størrelse (den bliver 10 til 13 Fod lang og er næst efter Sudis gigas Guianas stårste Ferskvandsfisk) gjor det imidlertid ikke usandsynligt, at denne,Lau-lan” er en Platy- -Årt stomus-Årt. ") Bekjendt blandt andet ved nogle Bidrag til Guianas Fauna. ?) Fishes of Guiana I, 114: I extract from some manuscript notes of Dr. Hancock's, formerly a resident in Demerara, and which only lately have been lent to me, the following confirmation of the above: — A large gillbakra (a species of salt-water silurus), just taken out of the water, was seen by Mr Gibbs, and many others at tbe King's Stil- ling, to vomit up vast numbers of the young fry of the same species, he thinks three or four hundred, each the lenght of a finger. The fish had heen chased up and taken in school water. DERE similar has been observed of a cuirass, another species of siluru eg har intetsteds kunnet finde nogen Oplysning om, hvilke Siluroider er, s i Demerara gaae under de ovenanfårte Navne; men GÅS skal være en mn Saltvandsfisk, maa ialfald denne vel være en Galeichthys eller Bagru 5) ger"). " Slutteligen tilskriver Schomburgk fremdeles ogsaa den saakaldte Arapaima eller Pirarucu (Sudis gigas) et lignende Instinkt, idet han i sine Bemærkninger om denne Kjæmpe blandt Ferskvandsfiskene fortæller, ,at Ungerne. naar de-eré udviklede af Ægget, i nogen Tid beskyttes af Moderen ganske som hos " Lau-lau”en, og sædvanlig svåmme over hendes Hoved”. Ogsaa Richard Schomburgk berårer i sit Reiseværk dette besynderlige Beskyttelsesforhold hos Lau-lau'en og den saakaldte Gillbakra (eller, som han skriver Navnet, Killbagre)?), men kan vel neppe have Krav paa at 'gjælde for en selvstændig Kilde i denne Sag, da det lidet, han meddeler, diensynlig er laant fra Fishes of Guiana, og det ikke lader lil, at han paa sin Reise har havt Leilighed til selv personlig at skaffe sig nærmere Op- lysninger. Den sidste Forfatter endelig, der omtaler det tidtnævnte In- sinkt, er, saavidt mig bekjendt, Greve Fr. de Castelnau. I of the eyes, the mouth, and fins, are, however, observable. If a lau- lau should be taken when near parturition, in consequence of fear, the eggs pass off. Mr. Hillhouse has assured me that he had repeatedly put the eggs in a glass of water, where they hatched themselves, and the young fish appeared with a large yellow protuberance on its belly, like the abdomen of a chicken just hatehed. When left to nalure, the ger, the mother opens her mouth, and the fry find a safe retreat in the thorax. ?) Schomburgk, Richard, Reisen in British - Guiana in den Jahren 1840—1844, Leipzig 1848—1848. 2ter Theil p. 456; 3ter Theil p. 620. 2) Castelnau. F. de, Expédition dans les parties centrales de "Amérique du Sud. Septiéme Partie. Zoologie. Poissons par Fr. de Castelnau. Paris 1855. p. VIII. — Les pécheurs m'ont souvent parlé de Vaffection sin- guliére que la femelle du Pirarucu (Vastres) porte å ces petits, et j”avais d'abord été pørté å en inferer que cet animal devait étre vivipare, quoi qwil en soit, j'ai lieu de supposer qw'il en est de ce poisson comme de plusieurs grandes espéces de Siluroides de ces régions, dont les petits nagent autour de la mére, et viennent en cas de danger se refugier dans 93 Indledningen til den Fiskene omhandlende Deel af sit store Reise- værk anfårer han nemlig, uden som det synes, at kjende Noget til de lignende tidligere Beretninger, at Fiskerne ofte paa hans Reise havde fortalt ham om den mærkelige Kjærlighed, som Hun- Pirarucu'en bærer til sin Yngel; at disse Fortællinger i Begyn- delsen havde bragt ham paa den Tanke, at denne Fisk maatte fode levende Unger, og at han, hvad enten nu dette var Tilfæl- det eller ikke, havde Grund til at antage, at det forholder sig med Piraruct'en ligesom tined flere store Siluroider fra de samme Egne, hvis Unger svåmme omkring Moderen og flygte ind i hendes Gab, naar en Fare truer dem. Senere i den specielle Beskrivelse af Pirarucu'en kommer han atter tilbage til denne Fisks Kjærlighed til sin Yngel og fortæller, hvorledes Hunnen, efter Fiskernes eenstemmige Beretning, med Raserie forsvarer Ungerne mod Hannen; men at disse såge Skjul i Moderens Gab er der imidlertid denne Gang ikke Tale om, medens derimod Vanskeligheden ved at forklare sig et sligt Instinkt hos et æg- læggende Dyr paany fremhæves. ]). Man vil ved Gjennemlæsningen af de ovenfor anfårte Angi- » velser neppe have undladt at bemærke, hvor langt de ere fra at hvile paa omhyggelige Undersågelser, og hvor ringe Værd der igrunden kan tillægges dem. Som oftest siger Medde- leren lige ud, at han beretter paa anden Haand, uden at man i mindste Maade kan see, om han har anvendt den fornådne Cri- tik for at forvisse sig om, at de ham meddelte Fortællinger ikke beroede paa Forvexlinger og Feiltagelser, og selv i de Tilfælde, hvor der ikke ligefrem gjåres den nysnævnte Tilstaaelse, give Udtrykkene dog ingen Sikkerhed for, at det her forholder sig anderledes, og at Meddeleren altsaa her taler som Oievidne, selv sa bouche. I] y a, en ce cas, un exemple d'affection maternelle qwil est curieux de trouver chez les Poissons.” i 1) Castelnau, Expédition &e. Poissons, p. 55: »le Pirarucå femelle, sui- vant le rapport unanime des pécheurs, défend avec fureur ces ere contre le måle, qui cherche å les dévorer. Ce fait semblerait inexpli- cable chez un animal ovipare. 94 har seet Ungerne gaae ud og ind af Moderens Gab eller ,vel | endog selv har havt dem i sine Hænder. Endnu mindre kan der være Tale om, at disse Unger nogensinde skulde være blevne nåiagtigen undersågte endsige beskrevne eller afbildede; den saa- kaldte Moders Kjån sees aldrig at være blevet constateret, og om Forplantningsforholdene hos de paagjældende Fisk indeholde Beretningerne ingen Oplysning, med Undtagelse af Robert Schom- burgks allerede (Side 99 i Noten) anførte Udsagn, at Lau-lau'en skal være vivipar, og denne Angivelse turde det være noget mis- ligt ubetinget at stole paa, da del, som den nævnte Reisende ved den Leilighed siger om Rognens Udvikling synes at maatte vække en vis Tvivl om dens Rigtighed. Jeg kan derfor in- genlunde indråmme, at det skulde være godtgjort ved de fore- liggende Beretninger, at det Phænomen, hvori man har villet see en Beskyttelse af Ungerne, ogsaa virkelig er det, og jeg troer endog, at turde gaae endnu et Skridt videre og ligefrem betvivle Rigtigbeden af den hidtil gjældende Forklaring, indtil den bevises ved uomståde- lige Grunde. Det er nemlig (for ikke at tale om den af Castelnau udhævede Vanskelighed ved at forklare sig en slig Forsorg for Ynge- len hos Dyr med Fiskenes Forplantningsmaade) meget paafaldende, at et paa en saa ejendommelig Maade udviklet Instinkt, hvortil man andeisteds Intet har sporet, i Sydamerika pludselig skulde optræde hos forholdsviis ikke faa og det saa håist forskjellige Fisk som Lau-lawen og andre Siluroider, Pirarucw'en og Zit- teraalen; hertil kommer fremdeles en anden ikke mindre væ- sentlig Indvending, som jeg allerede har berørt i det Fore- gaaende, men som det maa være mig tilladt her at komme tilbage til. En Foranstaltning til Yngelens Beskyttelse som den, hvorom Talen er, kunde vel nok gjøre sin Nytte, naar Ungerne ikke ere synderlig talrige, men hvor de ere mange Tu- sinde i Tallet, synes dens Hensigtsmæssighed rigtignok meget tvivlsom; thi det turde være et stort Spårgsmaal, om de isaafald alle, selv om de vare nok saa smaa, til nogen Tid vilde kunne finde Plads i Moderens Gab, og naar de vare fingerlange (saa- kan gå ike ø 95 ledes som det angives i den eneste Beretning, der omtaler dette Punkt), er det klart, at kun en forholdsviis meget lille Deel af den hele Mængde vilde kunne rummes derinde. Men at Natu- ren skulde beregnet en eiendommelig Foranstaltning til Yngelens Sikkerhed saa ilde, at den kun kunne komme en ringe Deel af den til Nytte, er i mine Oine ikke rimeligt, og jeg er derfor til- båielig til at antage, at hvad man i de forskjellige Tilfælde har anseet for Unger ikke har været det. At det i Reglen har været Fisk med Stegophilens Levemadde, der have foranlediget Feilta- gelsen synes saa meget antageligere som nærstaaende Smaafisk, hos hvilke der, som vi ret strax skulle see, er Grund til at formode en lignende Levemaade, ogsaa ere udbredte over Amazonflodens Gebeet; men et andet Spørgsmaal er det, om man i alle de foreliggende Tilfælde tår tye til ,ydenne Forklaring, og navnlig turde det blive vanskeligt paa denne Maade at tyde den ovenan- førte lagttagelse, som Hr. Gibbs vil have gjort, Thi om end det Antal ,Unger”, som den fangne Gillbakra ,udspyede” (3—400), kun kan udgjåre en ubetydelig Brok af hele den Yngel, en slig Fisk efter al Analogie maa frembringe, og selv om man antager, at det diensynlig paa Slump angivne Tal kunde være sat vel håit, " maa disse formeentlige Unger dog unægtelig have været saa tal- rige, at det neppe er rimeligt, at Stegophiler eller lignende Smaa- fisk skulde samle sig i saadan Mængde hos de Fisk, de gjæste, og hertil kommer endnu den væsentlige Omstændighed, at Gill- bakra”en er en Saltvandsfisk, medens Stegophilen og de med den beslægtede Former kun ere fundne i Floderne i fersk Vand. Men selv om det ogsaa i dette Tilfælde skulde være for dristigt, at antage de Smaafisk, den fangne Gillbakra udspyede, for dens Gjæster, er det dermed ikke afgjort, at det har været dens Un- ger; det kunde let have været Gilibakra”ens nylig slugte Bytte, som den, ligesom den var trukket op af Vandet, atter gav fra Sig; den i Landet udbredte Tro, at visse Fisk skjule deres Unger i Gabet, gjør det saa meget forklarligere, om Tilskueren Strax sågte denne Tydning, og hans Bemærkning, at de formeent- 96 lige Unger vare af samme Slags som Moderen, synes (selv af- seet fra, at man ikke kan sige, hvad denne kunde have slugt) ikke at bevise meget efter de Erfaringer, jeg har gjort i Bra- silien, hvor man jo ogsaa. meente, at Stegophilen trods deus ringe Lighed, nok kunde være Sorubimens Unge. i Endnu et andet over en Deel af Brasilien udbredt Sagn som klinger i håi Grad eventyrligt, men for hvis Rigtighed der foreligger ialfald eet uforkasteligt Vidnesbyrd, turde blive lettere. forklarligt ved den Levemaade, jeg trver at kunne tillægge Stego- philen., Jeg sigter her til den lille Fisk Candiru, som efter hvad Spix og Martius oftere hårte fortælle under deres Ophold i Byen Parå, bliver farlig for. dem, der bade sig i Floden, ved med stor Hurtighed at trænge sig ind i Endetarmen og Urinråret og der frembringe farlige og smertefulde Tilfælde"), en Fortælling, som fremdeles Robert Schomburgk?) beretter paa sin Reise sat have hårt i ganske andre Egne nemlig ved Rio branco i Fortet San Joaquim nær Grændsen mellem Brasilien og Guiana, og som endelig ogsaa gjentages, skjøndt rigtignok i en aldeles urimelig Version, af Castelnau?), der i saa Henseeude ståtter sig til. hvad han har hårt af Fiskere ved Floden Åraguay, som det synes uden at kjende de tvende tidligere Beretninger, At det skulde være en særegen Drift, hos disse farlige Smaafisk at trænge sig ind i de ovannævnte Huulheder paa badende Mennesker vil vel neppe Mange være villige til at troe paa, og det er ogsaa indlysende, at det kun kunde blive meget faa af dem, der kunde faae den !) Spix u. Martius, Reise, IL, 9535—956. ?Z) Froriep's Neue Notizen &c. 18. Band, Nr. 379, p: 12. Den her med- deelte Notits synes skriftlig at være tilsendt Froriep omtrentlig til samme Tid, som 0. Schomburgk udgav Broderens Reise, og fårste Deel af Fisbes of Guiana publiceredes; men besynderligt nok finder jeg den ikke gjen- taget 1 noget af disse Værker. 2) Castelnau, Expédition &c. Poissons p. 51: cette espéce est de la part des pécheurs de PAraguay, Pobjet d'un préjugé des plus singuliers: ils prétendent qwil est fort dangereux d'uriner dans la riviére, car, disent- ils, ce petit animal s'élance hors de 'eau et pénétre dans Purétre en re- montant le long de la colonne liquide. 73 "bt. 0" ga - 97 tilfredsstillet; men derimod synes det ialfald mindre unaturligt, om Fisk med Stegophilens Levemaade tilfældig og ligesom af en Feiltagelse gjøre det. Hvorvidt det er netop en og den samme Fisk, som i de forskjellige Egne har gjort sig saa ilde berygtet, maa man for Tiden lade staae hen; men nærstaaende. Arter er det vel idetmindste; og det er ret. interessant, at det isaafald er, om end ikke en Stegophil, saa dog en med denne nærbeslægtet Form. Thi rigtignok siger Martius, som paa siil Reise fik nogle Exem- … Plarer af Candirw'en, der imidlertid senere gik tabt, at det er en Cetopsis; men da han tillige tilfåier, at den kun med Vanske- lighed lader sig trække ud af de Aabninger, hvori den er smuttet ind, fordi den udspiler sine Finner, synes heri at ligge et Beviis for, at han feiler ved at henfåre den til denne Slægt, thi Cetopsis'en har ingen stive Pigge i Finnerne; for saavidt kunde den nu vel heller ikke være nogen Stegophil eller håre til nogen af de med denne nærmest beslægtede Slægter, thi ogsaa disse mangle jo alle Finnepigge; men paa den anden Side er det klart, at de for disse Slægter charakteristiske Gjællelaags-Torne maae frembringe omtrentlig lignende Fålger som Finnepiggene. Den Van- skelighed ved Udtrækningen, som Martius taler om, forklares alt- Saa let, hvis Candird'en hårte til'en af de sidstnævnte Slægter, og at dette virkelig er Tilfældet, bliver saameget sandsynligere, som Castelnau angiver en 9 Centimeter lang, ny Trichomycterus-Årt Som den Fisk, hvilken Fiskerne langs Bredderne af Araguay til- skrive den omtalte farlige Vane, £ Tavle Il. Fig. 1. Stegophilus insidiosus seet fra Siden. » ”2-—3 Hovedet seet ovenfra og nedenfra. Alle Figurer ere 3 Gange forstårrede. 98 Beskrivelse af en ny Serolis-Art, Serolis Schythei Lik., Dr. phil. Chr. Lærken, i Assistent ved Kjåbenhavns Universitets zoologiske Museum. (Meddelt i Mådet d. 10de December 1858). (Hertil Tab. I, A, Fig. 12 og 13). Af den, fornemmelig ved sin Analogi med Trilobiterne saa interessante, af Leach opstillede Serolis- Slægt, hvis geografiske Udbredning %) gaaer fra Ny Syd-Shetland til Valparaiso paa Vest siden og til Rio Negro paa Ostsiden af Syd - Amerika, og som udgjår et af de meest betegnende Træk i den mærkelige ma- galhåesske Fauna, beskreve Audouin og Milne Edwards i deres bekjendte Monographi i andet Bind af ,Archives du Mu- seum” 4 Arter, nemlig S, paradoxa (Fabr.) [S. Fabricii Leach], S. Gaudichaudi, S. Orbignyiz=) og S. trilobitoides (Eights) [S. Brog- =) Efterat man nu kjender 6 Arter fra Syd-Amerikas sydligste Kyster, vilde "det være meget paafaldende, om der virkelig skulde gives en Serolis ved Senegal. Kilden til denne Angivelse er det Exemplar,. som er af- bildet i Bucklands Geology and Mineralogy, vol. 2, t. 45 f. 6—8, og som i sin Tid var meddelt Leach af Dufresne. Efter Leach's Angivelse er det den samme Art, som Sir Joseph Banks havde taget i Magalhaesstrædet paa Cooks Reise, nemlig $. Fabricii Leach [Oniscus v. Cymothoa para- dora Fabr.], og det er derfor, som Audouin og Milne Edwards allerede have bemærket, rimeligst at antage, at en Forvexling har fundet Sted. Slægtens Forekomst ved Afrikas Vestkyst er altsaa indtil videre at an- tage for ubevist. 2%) Artikelen Serolis i Milne Edwards's histoire des Crustacés er at betragte deels som et Udtog af, deels som en Slags prodromus til den udfårligere Bearbeidelse i Archives du Museum”. I denne sidste skrives S. Or- bignyi, i hist. des Crust. derimod S. Orbi iana. Da hist. d. Crust. er publiceret fårend Artikelen i ,Archives”, maa Formen »Orbigniana” be- holdes. , BESES cis Een KR 99 niartiana M. Edw., hist. d. Crustacés, Brogniartia trilobitoides Eights]. En femte Årt fra samme Region, Serolis planus, findes beskrevet og afbildet i Danas store Krebsdyrværk. +) Jeg er saa heldig at kunne meddele Beskrivelse og Afbildning af en sjette Art, som Museet skylder Hr. Gouverneur Schythe i Puntas Are- nas ved Magalhåesstrædet, og som jeg derfor i- Analogi med de Benævnelser, de andre Arter have faaet, tillader mig at opkalde efter Indsenderen. Af de hidtil beskrevne Arter staaer den nær- mest ved S. Orbigniana, fra hvilken den fornemmelig afviger ved Formen af Hovedet og Haleskjoldet samt ved en Udvikling af den anden Halering- og af Kroppens Epimerer, der minder om S$. trilobitoides. Da S. Orbigniana desuden er den eneste Art, med hvilken jeg har kunnet anstille nogen umiddelbar Sammenligning, vil jeg i den fålgende Beskrivelse stadigen sammenligne disse 2 Årter. Serolis Schythei Ltk. dignoscitur a S. Orbigniana corpore latiore quam longiore, capite antice et postice æque lato, epimeris thoracicis majoribus, annulo caudali secundo utrinque in epimeron retroversum angustum acu- minatum, scutum caudale æquans, producto, scuto caudali latis- simo, utrinque dente magno terminato, tricarinato, linea tfans- versa quinque-dentata notatø, pedibus thoracicis gracilioribus. Beskrivelse. Formen nærmer sig den kredsrunde, dog er den største. Længde (maalt fra den lille Spids, der ad- skiller de åvre Antenner ved deres Grund, til Enden af Hale- "skjoldets midterste Kjol) "49 kortere end den stårste Brede, maalt mellem Spidserne af Epimererne af Kroppens andet Led. — Hos S. Orbigniana ere Længden og Breden, maalte paa samme Maade lige store, eller'"Længden er endogsaa lidt stårre end Breden. hj Hovedet har Form af et bredt Skjold, som paa de 3 Si- | eee %) United States Exploring Expedition, Crustacea t. H. p. 794, t. 53 f. 1. i ”ug 100 der er indfalset i og omsluttet af Kroppens fårste Ring. "Det er ØÅ mere bredt end langt; dets forreste Rand er dybt indbuet, men træder dog frem i Midten med en lille Spids; dets Siderande ere fortil ligeledes indbuede, men båie sig derefter udad for at danne de afrundede bageste Hjårner, som med en jevn Runding gaae over i den buede, 5 Gange bugtede Bagrand. Dennes Bugter frem- komme ved 3 Ophéininger, der ligesom hos S. Orbigniana indtage den Deel af Hovedet, som ligger mellem dettes Bagrand og de nyreformige Oine. — Fra Hovedet hos S. Orbigniana afviger Ho- vedet af S. Schythei i to Henseender. Dets forreste Sidehjår- ner ere ikke trukne saa langt ud til Siderne, men ligge i Linie med dets bageste afrundede Sidebjårner, og der er her ikke langs med dets forreste Rand en ved en ophåiet Tverlinie be- grændset smal Flade. Den fårste Kropring er forholdsvis bredere og kortere end hos S. Orbigniana, og den seglformige Deel af dens Epi- merer er længere. Den ophåiede Tverlinie, som deler Sidedelene af denne Ring i to omtrent ligestore Dele, er hos sidstnævnte Årt næsten lige, hos S. Schythei derimod buet med Convexi- leten fortil. De følgende Kropringe have samme Form som hos S, Orbigniana med Undtagelse af, at Epimererne her ere mere ud- viklede, hvilket netop er Grunden til Legemets stårre Brede. Den Bue, som dannes af Epimerernes Bagrand, er ogsaa her stårre og Krumningen stærkere. Maales f. Ex, langs med Bagranden af fjerde Kropring Afstanden fra Midtlinien til den fine Linie, der adskiller Hovedstykket (Rygdelen) af denne Ring fra Sidedelen (Epimeret), befindes denne kun at være ig af Afstanden fra. det sidstnævnte Punkt til Epimerets Spidse, maalt i lige Linie, hvorimod disse to Afstande hos S. Orbig- niana ere ligestore. Spidserne af nysmævute Ade Par Epime- rer ligge hos denne. Art i Linie med den midterste Spids af 3die Haleled, hos S. Schythei med Midten af Haleskjoldet, og Spidserne af det 6te Par Epimerer ligge hos fårstnævnte langt foran Enden af Haleskjoldet, hos S. Schythei derimod bagved EU rd i 104 Enderne af dette, medens Spidserne af femte Par omtrent falde i Linie med Haleskjoldets Sidespidser, I Henseende til Lege- mets Form og Epimerernes Udvikling er der altsaa megen Lighed mellem S. Schythei og S. trilobitoides, men Epimerernes ydre Rand er ikke takket hos den førstnævnte Art. Den Linie, der adskiller Epimererne fra Ringenes Hovedstykke, forholder sig som hos S. Orbigniana, men mangler dog eller er i al Fald meget utydelig påa den 6te Kropring ligesom paa den fårste. Formen af fårste og tredie Halering er ligesom hos S. Orbigniana, derimod er Formen af anden Halering meget forskjellig, idet den paa hver Side forlænger sig langt forbi tredie Halering og danner et langt smalt lancetdannet Epimer, hvis Spids omtrent falder i Linie med Haleskjoldets Sidespidser og med Enderne af femte Kroprings Epimerer. Hos $. trilobitoides ere, som bekjendt, baade anden og tredie Halering forlængede paa denne Maade. Hale- skjoldet (fjerde Halering) kan beskrives som et Trapezium, hvis forreste og bageste Rand dog ikke ere ligé Linier, men Buer. Dets Længde er lig med Breden mellem dets bageste Side- hjørner, men mindre end Afstanden mellem de forreste. Fra Midten af dets forreste buede Rand udgaae 3 Kjåle, en i Midt- "linien og en i Retningen mod hvert af de bageste Sidehjårner. Den midterste begynder med en temmelig plump Knude og har i en Afstand fra Bagranden, som kan sættes lig med ”/3 af dens hele Længde, en lille bagtilrettet Torn; den ender ikke med en egen- lig Torn, men med en tagformig Ryg. De skraae Sidekjåle ende derimod med en lille Torn i en Afstand fra Sidehjornerne som svarer til den ovennævnte Torns Afstand. fra Endepunktet af den midterste Kjål; i Fortsættelsen af disse Sidekjåle ligge de bageste Sidehjårner, der låbe ud i en skarp og spids Pig. De3 Torne, som findes paa Skjoldets 3 Kjåle , forbindes ved en .0p- håiet Tvérlinie, der fålger dets Rand i nogen Afstand og me Sætter sig i en skraa Retning op imod de forreste Sidehjårner; da der mellem de 3 ovennævnte Torne findes endnu 1 lille Torn Paa hver Side, forbinder den omtalte Tverlinie' altsaa i Alt $ smaa 102 Torne, — Hos S. Orbigniana er Haleskjoldet derimod næsten halvkredsformigt. De 3 Kjåle og Knuden (der her maaskee bedre kunde betegnes som en Torn)'ved Begyndelsen af den midterste af disse findes ogsaa her; ligeledes Sidespidserne, men disse ere kortere og ligge lidt længere fortil end Skjoldets bageste Udskjæ- ring, fra hvilken 2 ophåiede Skraalinier udgaae til dets forreste Sidebjårner; de 5 Torne paa Rygfladen mangle. Det inderste Led af de åvre Fålere er næsten firkantet ; det andet er ,mindre bredt og fladere end hos S. Orbigniana og naaer ud over Grændsen mellem Hovedet og Kroppens fåirste Ring. - De underste Fålere synes at være noget kortere end hos den nævnte Årt. Fårste Fodpar er mindre, og Haanden tillige no- get kortere og bredere. Ligeledes ere de filgende Fodpar alle kjendelig tyndere og mindre fladtrykte, og de 3 første Par Halefådder ere mindre og finere énd hos denne Art. Det sidste (6te) Par er indleddet i Vinkelen indenfor Haleskjoldets store Sidespidser og næsten bygget som hos Ægerne; Grundleddets Torn er lidt kortere end hos SS. Orbigniana, det ydre Blad smal- lere og kortere end det indre, der er bredt trekantet; disse Bla- des Rande ere desuden fint rundtakkede. Forskjellen mellem det ydre og. indre Blads Form er noget stårre end hos SS. Orbigniana. Farven af det i Spiritus opbevarede Individ er paa hele Rygsiden (Antennerne og det sidste Par Halefådder derunder indbefattede) lys chokoladebrun med mårke Prikker. Desuden er Overfladen iriserende og udstyret med mange smaa "Gruber. Ovenstaaende Beskrivelse er udkastet efter et mandligt Exem- plar. De 3 Explr, af S. Orbigniana, der have tjent til Sammenligning, "ere ligeledes Hanner, Det beskrevne Individ er 27mm langt og 3Omm bredt. . PE ene Om Serolis- Slægtens Levemaade vides endnu mangel lidt. Milne Edwards+) antager, at de befte sig paa Fiske; uden ") Histoire des Crustacés, t. III. p-23t: Øg ØB dog der at tage blivende Ophold, Legemetis brede, lidt hvælvede Skjoldform, der minder om Formen af Forkroppen hos Caligi- nerne, kunde maaskee anfåres som Ståtte for denne Formodning, der dog hidtil ikke er grundet "paa nogen direkte lIagttagelse. De 2 første Fodpar ere aabenbart Redskaber til at gribe med, ikke Kroge til at hage sig fast med. Den Omstæundighed, at de 3 foreliggende Exemplarer af Sols Orbigniana paa store Stræk- ninger af Bugsiden ere beklædte med et Bryozoon af Flustra- Gruppen, taler ogsaa imod, at de skulde have fårt en pa- rasitisk Levemaade; deres Tilstedeværelse vil nemlig ikke kunne forklares ved at antage, at de fårst have udviklet sig der, efter Krebsdyrets Dåd, eftersom .dettes skrobelige Hudskelet da neppe vilde kunne have modstaaet Bålgeslaget længe nok, til af hine Kolonier af Bryozoer der kunde have udviklet sig. Man maa vistnok antage, at Bryozoerne have fæstet sig påa Seroliderne og levet paa dem, medens disse kråb eller svåm- mede paa Havbunden.”) —— "De bedste Efterretninger om Sero- lidernes Levemaade, der ere mig bekjendte, meddeles af Buck- land,:x) ,Kapt. King har samlet, hedder det, mange Exempla- rer ved at skrabe paa 40 Favne Vand 30 Mile fra Østkysten af Patagonien, samt i Magalhåesstrædet ved Port Famine, hvor Flo- den kastede dem op paa Bredden, der bogstavelig var bedækket med dåde Serolider. Capt. King saae dem ogsaa svåmme tæt ved Bunden mellem Tangen; deres Bevægelser vare lang- somme og lignede ikke Reiernes. Han saae dem aldrig svåmme £) Min Mening er naturligvis ikke, at parasitiske Krebsdyr ikke skulde kunne afgive Fæste for andre Dyr eller Dyrekolonier. Det er nol bekjendt, hvor hyppig Conchoderma virgatum (Spgir.) [Cineras vittata Leach] er paa Læmargus muricatus Kr., og Museet har fornylig faaet en Dinematura ferox Kr. fra Grénland, paa hvilken der sidder en stor Busk i af et Polypdyr af Hydroidernes Gruppe. jeg antager, at det vilde være lige usandsynligt at træffe Bryozoer eller deslige Dyr paa Under- - siden af den skaalformige Forkrop af en Caligus og paa Undersiden af en Serolis, hvis denne levede paa en Maade, der lignede Caliginernes. FLS p. 72 og t. I. p. 392. g i Å 104 ; mi nær ved Overfladen”, — At de forekomme i BLE Manes veed man ogsaa af andre Kilder. %) Ogsaa Serolis-Slægtens systematiske Plads synes Eg, være et aabent Spørgsmaal. Milne Edwards sætter den blandt ,Cy- mothoadiens” som en egen Gruppe (C. ravisseurs). Mig forekommer den at minde om visse Slægter af Sphæromernes Gruppe, navnlig om Cassidina, men jeg mangler Materiale til nærmere at dråfte i dette Spårgsmaal. Dana sætter den som et med Cymothoerne . analogt Led i den neppe meget naturlige Afdeling af Tetracadeca- poderne (Edriophthalmerne), som han giver Navn af Anisopoda. +) Audouin & Milne Edwards I. c. p. 27. Ø Annulata Orstediana. Enumeratio Annulatorum, quae in itinere per falen occidentalem et, Am ricam centralem annis 1845-1848 suscepto legit cl. A. S. Orsted, irere speciebus nonnullis a cl. H. Kråyero in tine re ad Americam meridionalem colle Auctore Ed. Grube. (Slutning). v Familia Åriciaga Aud. Edw. Porcia' Gry nov. gen. Corpus vermiforme, subquadrangulum. Lobus capitalis minus Prominens, segmento buccali penitus impressus. Segmentum buc- cale et proxima 3 caruncula munita, cirri tentaculares nulli. Fasciculi setarum utrinque distichi: superiores cirro parvo muniti, inferiores cirro nullo, segmentorum anteriorum unum a ceteris differens , pectine setarum utrinque 4 armatum, cirro" nullo: Setae simplices, segmenti illius a ceteris diversae. = Branchiae cirriformes, in segmentis anterioribus desideratae. P. maderensis Gr. ' (Alcohole servata) pallide carnea, vermiformis, subquadran- gula, latior quam alta, segmentis plus 42. Lobus capitalis ob- longus, posteriora versus paulo dilatatus, segmento buccali pe- nitus impressus, fronte libera angusta bifarca, tentacula 2 men- fiente, oculis nullis. Segmentum buccale antice obtuse bilobum, longitudine proximorum 2, fasciculis setarum munitum, cirris tentacularibus nullis. Caruncula angustissima depressa, per Segmenta anteriora Å patens; a postremo buccali incipiens, — Fåsciculi setarum utrinque distichi, sefae segmentorum 4 ante- riorum aequales, capillares, angustissime limbatae , Gi et cete- 106 rorum superiores capillares, inferiores uncini longi, apice bidente limbato, 3"! vel Æmni, setae segmenti d'i a ceteris differentis, utrinque 6, pectinem singulum obliquum componentes, capillari- bus fortiores, breviores, acuminatae, splendentes; cirri dorsuales - solis in segmentis anterioribus paulo longiores, in 5'? desiderati, a 9”? minutissimi, segmenti buccalis altius evecti, Branchiae ligulaeformes paene cirriformes , obtusae, a segmento 979 inci- pientes, cirro multo longiores, ei proximae, dimidiam dorsi latitudinem aequantes. Longitudo speciminis unici mutilati segmentorum 42:3 lin., latitudo 0,5 lin. , Madeira. Cirrhatulus Lam. C. caribous Gr. Orsd. i Pallidius viridis, subtetragonus, posteriora versus sensim attenuatus, dorso fornicato, ventre plano angustiore; segmentis 186 ad 210, anterioribus animalis vivi ter, mediis fere alterum tantum, posterioribus vix latioribus quam longis, angustioribus quam illis. Lobus capitalis subconicus obtusus, oculis "nullis. " Fila branchialia påria, nusquam- seriem transversam compo- nentia, latitudinem corporis fere 3-plam aequanlia, a seg- mento 4fto incipientia, usque ad 8Qmm fere in quoque exsi- stentia, anteriora setas Superiores, posteriora lineam dorsi me- diam propiora, ab illo rariora, segmentis 2-nis, 3-nis vel 4-nis nudis interjectis. Setae pectinis instar collocatae, superiores et capillares tenerrimae et uncini longi crassiores, inferiores soli uncini. i : Longitudo speciminis longioris segmentorum plus 210 alco- hole servati 24 lin. (vivi 35 lin.), brevioris segmentorum ad 186 ad 16 lin., latitudo 4,2 lin. St, Croix, profund. org. 3. FR 53 107 C. punctatus Gr. Orsd, Semiteres, (alcohole servatus) sordide viridicans, nigro punctatus, subtus pallidior luteolus, antice tumidus,» posteriora versus maxime attenuatus, segmentis brevissimis plus 75. Lobus capitalis Conicus minutus. Fila branchialia crassa, longitudine maxime varia, longissima: nunc quidem longitudinem corporis excedentia, ubique lateralia, ad setas superiores proxima, haud Semper paria, a segmento 3'Y incipientia, in 5'? seriem trans- versam medio interruptam componentia, in postremis,desiderata. Setae fasciculos tenuissimos componentes, superiores capillares, vix perspicuae, inferiores illis proximae et capillares et uncini longi. Longitudo speciminis majoris segmentorum 75 fere 4 lin., latitudo 0,75 lin. St. Croix, Christiansted prof. org. 3. , Familia Opheliacea Gr. Ophelia Sav. O. appendiculata Gr. Kr. ; (Alcohole servata) sordide carnea, tricolor, a latere satis Compressa, ventre plano, medio canaliculato, segmentis 32, haud Sepositis. Lobus eapitalis conicus, in apicem tentacularem pro- ductus. Fasciculi setarum utrinque 31, monostichi, bipartiti, Setae capillares, argenteae,. maxime splendentes, segmenti post- remi nullae, superiores longiores , ”sursum spectantes, branchiae adjacentes, inferiores tuberculo parvo exstantes, a latere protentae. Branchiae cirriformes, acutae, medium corpus versus paulo lon- Biores, hic dorsi altitudinem setasque superiores paulo exce- dentes, usque ad postremum setarum fasciculum procurrentés ad Primum desideratae. Segmentum postremum, anum circumdans, maximum, longitudine- proximorum fere 5, basi paulo coarclatum, valde compressum, bilobum, lobo superiore multo altiore et longiore subtus producto, margine postico arcuato, papillis ÉN 108 longiusculis fere 22 ornato, lobo inferiore dimidio breviore hu- millimo, utringue papillis 2 tantum cirroque branchiali, munito. Longitado 4 unc., latitudo (sine setis) 4 lin. Valparaiso, Mart. 4844. Familia- Pherusea Gr. Siphonostomum Otto. S, cingulatum Gr. Kr. Vermiforme (alcohole servatum), sordide olivaceum, cute transverse striata, glandulis minimis obsita, segmentis 59, serie papillarum transversa dorsuali ornatis; papillae molles, plerum- que alternantes, alterae longiores subfusiformes, alterae brevis- simae, a segmento 3% usque ad 44mum (incl.) seriem ventralem quoque transversam componentes, cingula efficientes, Tentacula påriete segmentorum anteriorum dorsuali, tecti instar prominente, abscondita. Setae utrinque distichae, segmenti Ami et 24 (bre- vissimi) omnino ventrales, seriebus transversis collocatae, 10-nae, capillares, longissimae, ceteris crassiores, splendentes, antrorsum protentae,-segmentorum ceterorum superiores laterales, inferiores, ventrales, s. 3ii et proximorum 3 omnes capillares, a latere pro- tentae, s, ceterorum superiores capillares, inferiores uncini longi, illae fasciculum tenuissimum, hi 3-ri aq Gær, pectinem efficientes. Longitudo animalis alcoholé servati 12 lin., sine setis an- terioribus protentis 9 lin., latitudo (cum setis) 1,5 lin. Rio Janeiro, Novembri. ik sefksm Cr, Oved: Vermiforme, cute tenera velutina, partim muco obducta, segmentis fere 60, anterioribus paene rubiginosis, posterioribus lividis. Tentacula pariete segmentorum anteriorum dorsuali pro- minente abscondita. Setae ufrinque distichae, segmenti 1mi- et di omnino ventrales, seriem transversam singulam componentes, capillares, antrorsum protentae, ceteris crassiores, fuscits aurcae, Ek 109 minus pellucidae, striis transversis (microscopicis) longius di- stantibus, s. 1%! 46-nae, 2di dimidio brevioris 7-nae, setae seg- mentorum ceterorum superiores capillares a latere protentae, teneræ, ad basim papilla longiore digitiformi distinctae, 2-nae vel 3-nae, inferiores uncini longi 2-ni. Longitudo. speciminis alcohole servati fere 8 lin., sine setis anlerioribus protentis 6 lin., latitudo sine selis 4,5 lin. minor. St. Croix, prof. 6 org. Familia Terebellacea Gr. Terébella. L/.8. sir. Sav. T. comata Gr. Kr. (Alcohole servata) sordide carnea, vermiformis segmentis fere 60 paene ubique aeque brevibus, anterioribus tumidis bis lerve latioribus quam longis. Tentacula numerosa (contracta 4 fere corporis longitudinis aequantia). Segmenta branchigera 3 plicis lobisve lateralibus nullis, toro laterali parvo munita. Scuta Sectionis anterioris ventralia fere 42, minus circumscripla, late quadrangula totam ventris latitudinem explentia. Fasciculi seta- rum capillarium jam a segmento 3? (branchigerorum 2), pectines Uncinorum.a 5 incipientes, cum illis usque ad postremum pa- lentes; fori uncinigeri omnes laterales, anteriores forma aequali vix dimidia ventris latitudine, posteriores sensim humiliores, Postremi paene conici, obtusi; series uncinorum in anterioribus åd simplices, in ceteris duplices: sefae capillares anguste limbatae, Uncini rostro bidente muniti. Branchiae segmentis 2% 3 4" af- fixae, series transversas filorum simplicium, intervallo medio angustissimo distentas -exhibentes; fila vix 4 crassitudinis tenta- Culorum adaequantia, contracta longitudine segmentorum 3 vel 4, fortuosa, seriei primae utrinque fere 10—12, secundae 6, lertiae 7—8, | Longitudo 241 lin., cum tentaculis 24 lin., latitudo fere 1,5 lin, sa Valparaiso 1841, Puntarenas. T. alata Gr. Orsd. Vermiformis, (alcohole servata) sordide carnea, segmentis- plus 56, anterioribus tumidis 5-ies fere latioribus quam longis. Tentacula numerosa, (contracta 4 longitudinis corporis breviora), lobo capitali amplo sinuoso affixa. Segmenta branchigera 2, an- terius in lobum ventralem emarginatum productum, posterius utrinque lobo majore semicirculari alatum. Scuta ventralia fere 14, longitudine crescentia, latitudine decrescentia, anteriora 5-ies fere latiora quam longa, 40mum jam quadratum. Fasciculi seta- rum capillarium, a segmento 3i?, pectines uncinorum a 4% inci- pientes, cum illis usque ad postremum patentes, ubique sim- plices; illae fenerrimae, hi rostro unidente muniti. Branchiae segmento 29% et 3'? affixae, lineae dorsi mediae proximae, ar- borescentes, trunco breviusculo simul in ramos plures principales angulis acutis diviso, ramis longis gracilibus, paene pinnatis, ramis secundi ordinis mediocri longitudine, ramulis terminalibus brevibus, tenuibus; branchia 1"2 altera multo altior et major. Longitudo speciminis mutilati 56 segmentorum 3 unc. 4 lin, cum cirris 4 unc., latitudo maxima paene lin. 3. Puntarenas. T. frondosa Gr. Ørsd. (Alcohole servata) sordide carnea, vermiformis,' antice minus tumida, segmentis 82. Tentacula numerosa, inferioribus exceptis satis crassa. Segmenta branchigera 2, lobis multis dilatata, ne toris quidem. lateralibus adumbratis. Scuta ventralia fere 47, haud ita bene circumscripta, anteriora lata, latitudine ceterorum sensim decrescente, longitudine paene aequali, a 97% multo an- gustiora et longiora. Fasciculi setarum capillarium utrinque 29, a segmento 4% demum incipientes, fori uncinigeri a 5 incipientes, deplanati, initio minus lati, a 8% subito latiores, tum usque ad 2Qmum aequales, inde iterum angustiores , crassiores, magis ven- trales: setae capillares angusto limbatae, uncini simplices. Bran- chiae segmento 24% et io affixae” paene aeque magnae densis- - 44 vsime frondosae, minus dichotomae, ramis crassioribus minus longis frondé breviter et multifariam divisa. Longitudo fere 2 unc. 5 lin., cum tentaculis 2 unc. 44 lin., latitudo 3 lin., cum setis 4 lin. Puntarenas. Sabellina Dujard. S. longicauda Gr. Orsd. (Alcohole servata) pallide carnea, vermiformis, antice vix lumida, segmentis plus 80, anterioribus fere 5-ies, posterioribus alterum tantum latioribus quam longis, per se quoque longioribus quam illis; ano papillis digitiformibus 5 vel 6 circumdata. Ten- tacula 43, satis crassa, contracta 4 fere longitudinis corporis aequantia, lobo capitali brevi simpliciter fornicato affixa, — Scuta ventralia 42, a pectinibus uncinorum distantia, anteriora - lata brevissima , proxima latitudine decrescente postrema 2 angustis- sima, longiora quam lata,. Fasciculi setarum ' capillarium a seg- mento 2% , pectines uncinorum a 3'? incipientes, illi (quantum videre licuit) ad Q22dm desinentes, pectines paene usque ad Postrema perspicui, initio breves, repente longiores, in medio Corpore iterum multo breviores, ventrales ; setae capillares linea- res, decolores, uncini forma simplici, seriem duplicem efficientes. Branchiae nullae. Longitudo fere 6 lin., cum tentaculis 8 lin,, latitudo fere 0.4 lin. St, Croix, Christiansted. Quod -de Sabellinis Dujardinii suspicatus sum, eas scilicet Terebellas juveniles esse, im hunc vermem, papillis anum cir- cumdantibus elongatis munitum non cadit, qua de re nomen generis illius asservandum eique hoc animal adscribendum esse idoneum videtur. 412 Familia Serpulacea. ; Sabella L. 83, str. Sav, S. brevicollaris Gr. Orsd É (Alcohole servata) pallide grisea, gracilis, satis depressa, corporé (sine branchiis) 46-ies fere longiore quam lato, post- remo tantum acuminato, segmentis fere 426, Collare humillimum, calti annularis specie, incisura dorsuali tantum dimidiatum: Mu- tatio setarum (quantum videre licuit) ad . segmentum 9" et iQmum exsistens, sectione anteriore corporis 4 fere longitudinis ejus aequante, supra excavata. Branchiae aequales, orbem com- ponentes, 4 fere totius longitudinis aequantes, dunc quidem, pallide ochraceae, apicem versus vittis violaceis fere 3 ornatae, lamina basilari alta 1 fere filorum longitudinis aequante, a col- lari minime tecta,. filis utrinque 42 barbatis, subtus membrana conjunetis, apice attenuato leniter curvato, nudo, pinnulis rigi- dulis, longitudine crassitiem rhachis 4-plo superante. Tentacula pallide ochracea, 4 longitudinis ”branchiarum paulo breviora. Setae- superiores sectionis anterioris paleae transverse collocatae 6-nae vel plures, sub apice mucronato tenuissimo disci orbicu- laris instar dilatatae, seta capillari longiore sub hune progermi- nante, inferiores sectionis posterioris omnes capillares, haud lim- batae, fasciculos tenuissimos componentes, interdum 3-nae tan- lum; fori uncinigeri ubique scuta ventralia tangentes, aequa altitudine; uncini simplicis, minimi, Longitudo cum branchiis 1,25 unc., latitudo 0,055 unc. St. Croix, Christiansted, prof. org. 3. Specimen unum haud satis bene conservatum, unde dubium ufrum mutatio setarum 7% sit an 19, Sabella nudicollis Krøyer nostrae maxime affinis, forma corporis crassiuscula, longitudine (respectu latitudinis habito) multo breviore, branchiis purpureis apice albo fascicatis, dimi- | dium corporis fere aequantibus ab hac differre videtur. 143 S. pacifici Gr. Orsd. (Alcohole servata) albida, corpore 40-ies fere longiore quam lato, segmentis fere 70, anterioribus 5-ies, posterioribus- 3-plo latioribus quam longis. Mutalio setarum ad segmentum 8YmM et , grum vel ad hunc et 4Qmum observata, sectione anteriore paulo longiore quam lata. Collare albidum utrinque bipartitum, laciniis ; ventralibus longioribus reflexis. Branchiae aequales, orbem com- ponentes, 4 fere totius longitudinis aequantes, nunc quidem pal- lidae, vittis violaceis 5 ad 7 ornatae, lamina basilari humillima, filis utrinque 45 ad 33 membrana brevissima conjunetis, barbatis, apice brevissimo nudo, pinnulis rigidulis, longitudine crassitiem rhachis ter fere superantibus, rhachi sub eo interdum corpusculo nigro hemisphaerico (an oculo?) munita. Tentacula albida, 1 fere branchiarum longitudinis aequantia. Setae capillares anguste limbatae, pectines uncinorum scuta ventralia nusquam attingentes, omnino laterales, sectionis anterioris longiores, posterioris bre- Viores, uncini simplices. Longitudo cum branchiis Å unc, paulo major, latitudo oe unc, Puntarenas prope litus. Serpula L., s. str. Philippi. S. stellata (Abildg.) Terebella stellata Abildg. Schrift. d. Berl. Naturf. IX. 138 tab, III, Fig. 5. "— (Alcohole servata) pallide carnea, corpore subtereti, genu- flexo, parte postrema . plica transversa ventrali ab anteriore Seposita, maxime depressa, subtus latius quam anteriore Sae culata, ano magno ventrali longitudinali, segmentis fere 107 ad 116, Sectionis anterioris 7. Pallium minus late lobatum, longi- tudine 1 i corporis aequante. Branchiae aequales, 4 fere longitu- dinis ane ipsius aequantes, operculi discum infimum vix Superantes, glaucescentes, obsolete ter vittatae, basin versus | Vviolascentes , filis utringue circiter 60, orbem componentibus : 8 114 . ” apice nudo, lineari, recto, pinnulis densis, infra rhachis latitu- dine vixdum, supra mullo longioribus/ Stilus operculiger latitu- dine insignis, utrinque late alatus, medius, nudus, subviolaceus, operculum ex discis suborbiculatis 3 ad 5 inter se distantibus, sensim minoribus, compositum, axi supra libera dentibus aliquot coronata; disco infimo integro, ceteris margine plus minus cre- natis, Fasciculi setarum sectionis anterioris lati, depressi, aurei, setis anguste limbatis (1%"S minor, amotus), sectionis posterioris tenuissimi albidi, setis tenerrimis; uncini minutissimi, serrati sect. anterioris margini plicarum affixi, seriebus transversis usque ad lineam ventris mediam descendentibus, s. posterioris laterales, seriebus angustioribus, segmenta anteriora -ejus 3 paene nuda. Longitudo speciminis discos operculi 4 ferentis cum eo 2, 65 unc., operculi'0,4 unc., branchiarum 0,35, latitudo sectionis an- terioris 0,15 unc., hetteniords ad genu 0,1. Puntarenas. Familia Hirudinacea. Aulacostomum Moq. Tand. Å. costaricense Gr. Ørsd. (Alcohole servatum) cinereum, striis- dorsi fuscis longi- tudinalibus 4, aeque inter se distantibus, haud interruptis, exterioribus tenuioribus a margine paulo longius quam a me- diis remotis, ventre albido, - corpore molli elongato, lato, an- teriora versus paulo angustiore, margine crasso, leniter erenu- lato, annulis 95, ore anoque magnis, Discus anterior fronte late rotundata, posterior extremitate corporis haud multo latior. Ocu- lorum paria 5, ordine solito disposita. Aperturae genitales inter annulum 24tum et Ø5tum et ilter 29num ef 3Omum sitae. Longitudo 2,9 une... latitudo maxima ad annulum 628%m 0,75 unc., ad 3m 0,4 unc. , Cartago? 115 Centropygos Gr. Ørsd. nov. gen. Corpus elongatum, subteres, nudum, distincte annulatum, anteriora versus sensim maxime, postice minime attenuatum. Discus anterior Hirudini generi similiter conformatus, posterior acetabulum referens, ab ano perforatum, margine postico spinulis " aliquot armato. Aperturae genitales inter annulum 27 m et 28v04 et sub medio 30” sitae, C. Joscensis Gr. Orsd, Vermiformis (alcohole servatus), ex fuscescente carneus, pau- lisper iricolor, subteres, anteriora versus sensim attenuatus, Posteriora versus incrassatus, margine vix crenato, annulis 96 longitudine crescentibus, quater fere latioribus quam longis. Discus anterior oblongus, acetabulum posticum ad basin haud Coarctatum, annulo proximo haud amplius, ab ano medio perfo- ratum, deorsum spectans, margine nunc quidem leniter crenu- lato, spinulis aliquot minutissimis "obsito. Oeuli haud visi. Åperturae genitales inter annulum 27mtr et 28Y7m et sub 30% sitae. Longitudo 3,5 unc., latitudo maxima (inter annulum 60mm et 7Omum) fere 0,4 unc” San José. Familia Clepsinea Gr. Clepsine Sav. Cl. triserialis Gr. Kr. (Alcohole servata) sordide olivacea-fusca, sublanceolata, de- Pressa, papillis dorsualibus minutis ørdines 3 longitudinales Componentibus, p. seriei mediae ab annulo 24% incipientibus, in 3” quoque usque ad 63im patentibus, nec minus in 65" visis, Serierum lateralitm rarioribus, annulis fere 62. Discus anterior- Suborbicularis, Pelkefee extremitatem corporis vix excedens, lon- Situdine annulorum fere 40. Oculi haud visi. Apertura geni- lalis inter annulum 23tivm et 24tum sitae; altera non observata. ” gt ; 116 BES Longitudo 2,5 lin,, latitudo maxima ad annulum 4Qmum -; påene. 4 ljn. La Plata. Decembre. Familia Sipunculacea Brandt. s. str. Gr. Corpus utriculare, antice in- proboscidem extremitate- laci- niatam vel tentacula gerentem productum, nudum vel papillosum, interdum annulatum. Os in apice, anus dorsualis haud procul a basi proboscidis situs. Canalis cibarius corpore multo longior filis mesentericis affixus, vesicae. 2 ventrales in parte anteriore exeuntes, organa generationis persistentia nulla , ova et sperma- tozoa in cavo abdominali evoluta. Sipunculus Gm. s. str. Corpus rectum (haud genuflexum), nudum, laeve extremitate postica glandem (virilem) mentiente plerumque sulcis clathratum, oris limbo laciniato. S. phalloides Pall. | Pallas Spicil. zool. Fasc. X. p. 12. tab. I. Fig. 8. Gracilis, vivus pallide carneus, paulo pellucidus, cute tenui splendidula clatbrata, striis longitudinalibus ferme 25, parte postica (glandem mentiente) ad basin angustata in longitudinem striata, subfusiformi. Proboscis animalis extensi fere 1, contracti fere $ totius longitudinis aequans, annulis- papillarum mollium instructa; papillae minimae, obtuse triangulae, basin proboscidis versus obsoletiorés, membrana tentacularis 6-fariam laciniata, laciniis iterum incisis, dorsualibus 2 multo majoribus, longioribus, magis divisis, ventralibus 4 angustioribus, simplicioribus. Longitudo animalis vivi extensi 4,9 unc., latitudo pone basin proboscidis 0,25 unc., longitudo alcohole servati 2,25 unc., la- titudo ad anum 0,25 une. Puntarenas. Pallasii descriptio, etsi, quod membranam tentacularem at- 117 tinet, minus accurata, ad hunc Sipunculum tam bene quadrat, ut eum eidem speciei adscribendum esse, mihi haud dubium videatur, Phascolosoma Leiick. Corpus rectum (haud genuflexum) papillosum vel verruco- sum, raro nudum, glande nulla, limbo oris supra tentaculis sim- plicibus ornato. Ph. Puntarenae Gr. Orsd. Vivum ex albido flavicans, utriculare, parte anteriore cylin- drata, vittis nigricantibus annulata, posteriore eadem fere lon- gitudine, tumida, papillis fuscis sparsis raris obsita, extremitate -paulo acuminata. " Proboscis antice tumidula, hic .annulis migris fere 23, ex uncinis compositis, instructa, quos annuli papillarum sequuntur; uncini subtilissimi, densissimi, distantia annulorum longiores, papillae multo minus densae, cujusque annuli ante- rioris fere 22 (ex icone). Tentacula elongata parte proboscidis uncinigera vix breviora fere 48, rosea. Longitudo tota animalis vivi 'extensi fere 4 unc., tentacu- lorum 0,41 unc., latitudo partis anterioris 0,1 unc., posterioris tumidae 0,3 unc. Puntarenas. Ph. Antillarum Gr. Orsd. Vivum ex griseo brunneum, corpore brevius utriculari, po- steriora versus tumido apice acuminato, inde subfusiformi, pa- pilloso; papillae sparsae, anteriora, saepec quoque posteriora versus coacervatae, minutae, complanatae, orbiculares (micro- scopio visae areolatae, centro albo). Proboscis albida, 3 fere longitudinis corporis ipsius aequans, papillis longius inter se distantibus armata annulis uncinorum .nullis, papillae parvae, eadem qua in medio corpore diametro, longiusculae , subfuscae. Tentacula elongata, filiformia, proboscide paulo breviora, nume- 118 rosa, circulum (quantum videre licet) subtus fissum componentia, purpurea, pallidius ter vittata, basi olivaceae vel viridi insi= dentia. Longitudo tota animalis vivi extensi 2 unc. 10,5 lin,, cor- poris ipsius fere 4 unc. 40 lin., proboscidis 6 lin., tentacula- rum 4,5 lin. ? Puntarenas, St. Croix. Dendrostomum Gr. Ørsd. Corpus breve, subclavaeforme, papillis munitum, postice tu- midum apice acuminatum. Proboscis brevior papillosa. Tentacula orbem componentia, composita, D. alutaceum Gr. Ørsd. . Vivum roseum, proboscide alutacea. Corpus subclavaeforme, postice tumidum, extremitate lønge acuminata mucronatum; på- pillae punctiformes maxime inter se distantes, annulos compo- nentes. Proboscis fere 1 longitudinis totius (sine tentaculis) aequans, papillis minutissimis oblusis aculeisque paulo majoribus flavis multo rarioribus , armata. Tentacula (ex icone) 5 carnea, tripartita 4 fere' totius longitudinis aåequantia, trunco brevi in foliola 3 elongata, pinnata diviso, pinnis utrinque fere 12 ångu- stissimis, Longitudo tota animalis vivi extensi paene 2 unc., corporis ipsius fere 1 unc., proboscidis 0,76 unc., tentaculorum 0,25 unc. St. Croix. Obs. Praeter has species novas, minusve accurate descriptas ocmplures ex itineribus illis américanis allatae sunt, quas equidem ab europaeis quibusdam, maxime maris mediterranei distinguere nequeo. Hae in indice adjecto asterisci signo notatae sunt, 119 Indles omnium Annulatorum a celeberrimis Ørsted et Kroåyer allatorum. Åphrodite hystrix Sav. Madeira. Hermenia verruculosa Gr. Ørsd, Jan. Polynoé Savignyi Gr. Kr. Callao. — [omentosa Gr. Orsd. Costa Rica. — punctata Mill. Oc. atlant,. — tenuisetis Gr. Kr. -Rio Janeiro. — exanthema Gr. Kr. Valparaiso. —crucis Gr. Ørsd. St. Croix. —clavata Gr, Ørsd. St. Croix. . Valparaiso. — punctulata Gr. Kr. Rio Janeiro. — variegata Gr. Kr. Madeira. — nigro-vittata Gr.Kr. RioJaneiro. Sigalion(?) pergamentaceum Gr. Orsd. St. Croix. Palmyra (?) elongata Gr. Ørsd. St. Croix. =Amphinome carunculata Pall. Madeira, St. Croix. —complanata Pall, St. Croix. —carnea Gr. Ørsd. St. Croix. —— paupera Gr. Kr. Valparaiso. Notopygos ornata Gr. Orsd. Costa Rica. Diopatra Rhizophorae Gr. Ørsd. Realejo. — brevicirris Gr. Kr. Madeira. —Amboinensis Aud. Edw.? Val- paraiso Eunice violacea Gr. Ørsd. Costa ica. — filamentosa Gr. Ørsd. St. Croix. — cariboa Gr. Ørsd. St. Croix, Eunice Lucei Gr. Orsd, Costa Rica. — splendida Gr. Kr. Valparaiso. —rubra Gr. Ørsd. St. Thomas (Antillar.) —punctala Gr. Orsd. St. Croix. — quadrioculata Orsd. CostaRica. — sanguinea Mont. Rio Janeiro, SL Jals Anisoceras rubra Gr. Croix. — vittata Gr. Orsd. Costa Rica. — bioculata Gr. Orsd. Costa Rica. Lumbriconereis longissima Gr. Kr. Valparaiso. Orsd. St. — Brasiliensis Gr, Kr. Ocean. atlant. Rio Janeiro. Nereis vallata Gr. Kr. Valparaiso. — marginata Gr. Orsd. St. Jean. —-Krebsii Gr. Ørsd. St, Croix. =Trigida Gr. Orsd. Puntarenas. — Riisei Gr. Ørsd. St. Croix. — puncturata sad: Orsd. Valpa- rn petr Gr. — Dumerilii Aud. per St, Croix. — Costae Gr. unde? + imbicillis Gr.? St. Croix. — (Nereilepas) variegata Gr. Kr. Valparaiso, Callao — (Ns.) Callaona Gr. Kr. Callao. — (Heteronereis) caudipunctata Gr. Orsd. St. Croix. — (H) pannosa 6r. Kr. Callao. Nephtys imbricata Gr. Kr. Val- paraiso Phyllodoce macrophthalmos Gr. Ørsd. Realejo. 120 Phyllodoce Puntarenae Gr. Orsd. Puntarenas. — Callaona Gr. Kr. Callao. — longicirris Gr. Orsd. Realejo. — flavescens Orsd. Puntarenas. Orydromus longisetis Gr. Orsd. St; Croix: — flaccidus Gr, Årsd. St. Croix Glycera cirrata Gr. Rio Janeiro, BL br — papillosa Gr. | Valparaiso. — simplex Gr. Valparaiso, Callao. Syllis latifrons Gr. Kr. Callao. — brachycirris Gr. Orsd. St.Croix. "— breviarticulata Gr. Ørsd. St. Croix. — tubra Gr. Ørsd. St. Croix. — obscura Gr, Ørsd. St. Croix. — streptocephala Gr. Ørsd. St. Croix. — zonata Gr. Orsd. — valida Gr, Kr, — longosegmentata St. Croix, — macroceras St. Croix. Amblyosyllis rhombeata Gr. Ørsd. St….Croix. £ Aricia laevigata Gr. St, Croix. Porcia maderensis Gr. Madeira. Cirrhatulus caribous Gr. Orsd. St, Croix. — punctatus Gr. Orsd. St. Croix. Ophelia appendiculata Gr. Kr. Siphonostomum cingulatum Gr.Kr. Rio Janeiro. — cariboum Gr. Orsd. St. Croix- — papillosum Gr.? Bahia. = Arenicola piscatorum Cuv. Callao. St. Croix. Valparaiso. Gr. Ørsd. Dasybranchus spec.? St. Croix. m im M& =Chaetopterus pergamentaceusCuv. Rio Janeiro. Terebella comata Gr. Kr. paraiso. Puntarenas. — alata Gr. Orsd. Puntarenas. — frondosa Gr. Orsd. Puntarenas: Val- . Sabellina longicauda Gr. Orsd. Pisione Orstedii Gr. Valparaiso. . i St. Polycirrus spec. Croix. St... Groix. Sabella brevicollaris Gr. Ørsd. St. Croix. — pacifici Gr. Ørsd. Puntarenas. — lingua Kr. St. Croix. — variegata Kr. St... Croix. — kynceus Kr, St, Croix. Serpula libera Mill. Madeira, — gigantea Pall. Puntarenas. St. Croix. — stellata Abildg, Puntarenas. St Croix. Lumbricus corethurus Fr.Mill. (sp. terrestris) Puntarenas,St.Croix. Aulacostomum costaricense Gr. Orsd. Costa Rica. | Centropygos Joseensis Gr. Orsd. San Jose. Clepsine triserialis Gr. Kr. La Plata. Sipunculus phalloides Pall. Pun- tarenas. £Phascolosøma verrucosum Cuv- Gr. St. Croix, — Puntarenae Gr. Ørsd. Pun- tårenas. — Antillarum Gr. Ørsd. Pun- tarenas, St. Croix. Dendrostomum alutaceum Orsd. St. Croix. Gr. 121 Beskrivelse af ,,Gallemosen” paa Lolland. Af Cand. polyt. Rostrup. (Meddeelt den 12 Novbr. 1858.) I Sommerferien 14857 og 58 -undersågte jeg en Tårvemose, den saakaldte ,Gallemose” ved Steensgaard paa Lolland, saavidt det lod sig gjåre ved Hjælp af den pletvise Udgravning, som aar- lig foretages, >» Da den i sin Sammensætning og organiske Lev- ninger frembåd flere Eiendommeligheder, skal jeg her tillade mig at give en kort Beskrivelse af. denne. Gallemosen er en Deel af en lang og smal Mosestrækning, der fålger Bækken fra Sållested Skov til Vesterborg Så, snart udvidende sig til 400 Alens Bredde, snart meget sammenkneben eller endog indskrænket til Bæklåbet, Hovedlandeveien, som gaaer over Mosen, synker stadig dybere og maa derfor jevnligen Paafyldes. Landet hæver sig ganske svagt fra Randen af Mosen og bestaaer af en feed og frugtbar Leer. Saavel Mosens ydre Form, som dens åvre Lag, have ganske Characteren af en Kjær- mose, medens derimod, som vi ville faae at see, de nedre Lag have stårst Lighed med de nordsjællandske Skovmoser. I Midten af Mosen gravedes kun 7-8 Fod dybt gjennem den ySorte Tårv”, saa at hverken de nedre Lag eller Mosens Bund bleve blottede, men nærmere mod Randen havde jeg Leilighed til, paa flere forskjellige Steder, at undersåge friske Gjennemsnit lige til Mosens Underlag. Disse Gjennemsnit) vare temmelig eensartede paa de forskjellige Steder, kun varierede Lagenes Tykkelse endeel.. Mosens Bund bestod af en meget blåd, pla- stisk og kalkholdig Blaaleer, hvori fandtes en stor Mængde Sporefrugter af Characeer, som især kom tilsyne ved Lerets 122 Udslemning i Vand, hvorved de samledes som sort Ståv paa Vandets Overilade, Ovenpaa Blaaleret fandtes et 2-3' mægtigt Lag af amorph Torv eller, som det af Tårvegraveren kaldtes, feed Tårv eller Lever. Den var dog af en mindre leveragtig Beskaf- fenhed end jeg har seet hos de'tilsvarende Lag i Skovmoser i Nordsjælland, ligesom den ogsaa svandt mindre ind og blev mindre haard ved Indtårring. I frisk Tilstand var den rådlig- brun, men udsat for Luften blev den hurtig farvet sort paa Overfladen , hvilken Farve fårst noget langsomt trængte videre indad. Ved sin store Tyngde adskiltes dette Lag let fra det nær- mest ovenpaa liggende, idet låsrevne Brudstykker heraf svåmmede ovenpaa Vandet, medens hiint hurtigt sank tilbunds. Det blev ikke anvendt til Tårveæltning, da det efter Tårveskjærernes Ud- sigende var aldeles ubrugeligt, hvorfor det i Regelen ikke blev gjennemgravet; kun Enkelte forsågte at ælte det sammen med Moslaget. Af kjendelige Dyr- og Plantelevninger fandtes i dén amorphe Tårv endeel Skjæl, Hvirvler og Tænder af Fisk (af Gjeden?), nogle smaa Muslingskaller og -endeel Frugter og Frå af Potamogeton, Nuphar og Nymphæa. Paa nogle Steder var den amorphe Tårv skarpt afgrændset fra det ovenpaa liggende Hypnumlag, men andre Steder gik det gradviis over i samme, idet det i sin åverste Deel blev gjennemvævet af flere og flere tynde Traade (Mosstængler), der her frembragte en Lagdeling, som ellers ikke fandtes hos den amorphe Tårv. I £ dette Parli fandtes navnlig talrige og velvedligeholdte Plamtelev- ninger, ligesom der ogsaa her og fremdeles i de ovrige Lag. fandtes en Mængde Vingedækker af Insekter; saaledes mange store glatte, grønlig glindsende Vingedækker, der synes at have tilhårt store Vandkalve, nogle Dækvinger af en Donacia, men navnlig hyppigst nogle mindre, brune og sorte Dækvinger af Låbebiller m. fl. I samme Lag fandt jeg nogle Levninger af store Muslinger (Anodonta?), hvis kalkholdige Deel af Skallen var oplåst, og kun den hornagtige tilbage. Foruden en stor Mængde Frugter af Potamogeton og Fråe af Nuphar fandtes « 123 enkelte Frugter af en Carex, enkelte Egeblade, som syntes at tilhåre Quercus pedunculata, men navnlig en overordentlig Mængde Bracteer af en Lind og Brægneblade, som paa nogle Steder dannede sammenhængende Lag. Disse Plantelev- ninger vare særdeles vel vedligeholdte, og saavel Bladenes Rand som Aarefordelingen var meget tydelig. Hvad Lindelevningerne angaaer, da fandtes foruden Dækbladene talrige Frugter og en- kelte Blade, dog vare de sidste temmelig ufuldstændige. = Efter Dækbladenes Form at dåmme, synes de ikke at kunne henfåres til den nu i de lollandske Strandskove almindelige Tilia parvi- folia, idet den med Blomsterstilken sammenvoxne Deel af Dæk- bladet var smalt nedlåbende og omtrent af Længde med den frie Deel, medens T. parvifolia har et forneden afrundet og kort nedlåbende Dækblad. Ved umiddelbar Sammenligning med es vende Exemplarer af Tilia grandifolia Ebrt, og T. intermedia DC. Synes mig, at de staae nærmest den sidste. Hvad Lindefrug- lerne angaaer, da varierede de saameget, at de snart syntes at tilhåre en, snart en anden af de 3 omtalte Arter. Brægnebladene hårte aabenbart til 2 forskjellige Arter, den ene med budte tak- "kede Flige lignede fuldkommen Lastraea Filix mas, og den anden med tilbagerullede, spidse Flige, hvis Underside hos flere Exemplarer endnu var tæt beklædt med Sporehuse, syntes at til- håre Lastraea Thelypteris. Il den åverste Deel af dette Lag eller, paa andre Steder i Mosen, i det ovenpaa liggende Hypnumlag fandtes talrige Frugter af Tra babnitend (Hornnådden). De vare tildeels fuldkommen hele og vel vedligeholdte, af en frisk bruun Farve, men en- kelte havde antaget en straaguul Farve; dog vare de fleste mere eller mindre forvredne og beskadigede af det stærke Tryk Størrelsen varierede betydeligt (indtil 14” mellem Piggene), lige- Som ogsaa Piggenes indbyrdes Stilling. De vare saa talrige, at der i de Tårvegrave, jeg undersågte, fandtes omtrent 4 for hver Qvadratfød Overflade. Jeg sågte forgjæves efter andre Levninger af denne Plante end Frugien; denne erholdt jeg derimod i denne i 124 Sommer ogsaa fra en anden Mose, Stokkemarke Torvelyng, som ligger henved en Miil fra den omhandlede; ogsaa der an- gaves Frugterne (eller som de her kaldtes Bærrene”) at findes i Mængde, STrapa natans voxer ikke hos os for nærværende Tid; den er fårst i dette Aarhundrede forsvunden i Sverrig (Fries, Botaniske Uftflygter I. S.40L og 144), hvor den tidligere angaves fra flere Såer i Smaaland, men hvor man nu kun finder Nådderne paa Vandets Bund. Hornemann anfårer den fra Lauen- borg; men i den nyere Tid synes den at” forsvinde mere og mere i Nordtydskland. Det allerede ovenfor omtalte Hypnumlag, som fulgte efter den amorphe Tårv, bestod paa nogle Steder væsentlig af Hyp- num fluitans, paa andre Steder af Hypnum cordifolium. Hvor det var skarpt sfgrændset fra Underlaget, var det omtrent qvarteertykt (varierede” fra 2—8”), indeholdende en Mængde smaa Trægrene, enkelte Blade (som det synes af Ellen) og til- deels de samme Frugter og Fro, som fandtes i den åverste Deel af den amorphe Tårv. Paa nogle Steder var dette Lag saa tæt gjennemvævet med Halvgræs, at Mosset næsten ganske fortrængtes, eller Halvgræssene fandtes i en tommetyk Stribe over selve Hypnumlaget. : Herefter fulgte det mægtigste Lag &Q—6), nemlig en sort Tårvmasse, hvori de enkelte Plantebestanddele vare ukjende- lige, men som var gjennemvævet i alle Retninger med- en Mængde stårre og mindre Trægrene og store Stammer, som det syntes navnlig af Eg og El. Derimod kunde jeg ikke finde Spor af Naale- eller Birketræer i Mosen. I samme Lag fandtes endeel Hasselnådder, vel vedligeholdte, endnu mårkråde Frå af Iris pSeudacorus, nogle meget store Træsvampe, enkelte Raa- buktakker, endeel Insektdækvinger. For Stårstedelen vare Trælevningerne (Elletræ?) saa måre, at de æltedes itu og for- medes til Tårv. Øverst fandtes et omtrent 9” tykt Lag Muld gjennemvævet af Græsrådder og af en altfor lås Beskaffenhed til at bruges til Tårv. 125 Et Gjennemsnit i Mosens vestlige Deel. Blade (af Ellen ?). Amorph Tårv med talrige Fré af Potamogeton , Nuphar, Musliugskaller, Fiskehvirvler etc. Kalkrig Blaaleer med talrige Sporefrugter af Characeer. Muld. gr Sort Térv med talrige Stammer og Grene, Hasselnådder, Frå af Iris, Træsvampe, Insektdækvinger, Raabuktakker. 4' Halvgræs. ø Hypnumlag (H. fluitans) méd Hornnøådder, Smaagrene og Va 6" 126 Et Gjennemsnit i Mosens østlige Deel. ”Muld. Sort Tårv. Hypnumlag (H. cordifolium). Et bladet Lag uden skarp Grændse til begge Sider, indeholdende Hornnødder, Brægneblade, Lindelevninger, Egeblade, Fré af Nuphar, Potamogeton, Carex, Dækvinger af Insekter, Anodonta, ENE ERE Se ENN Re le Amorph Tårv med Frå af Potamogeton, Nuphar og Nymphæa, Skjæl, Hvirvler og Tænder af Fisk. Frugter af Hornnådden, Trapa natans, sete fra Siden og fra oven og neden. 122 Tillæg til min Oversigt over de ved Danmarks Kyster levende Pighude samt til mine Foriegnelser over Vest- indiens og Centralamerikas Slangestjerner. Af Dr. phil, Chr. Lithen, Assistent ved Universitetets zoologiske Museum. (Meddeelt i Modet den 16 December 1858.) Ifjor Sommer tilbragte jeg 5 Uger af Sommerferien i Helle- bæk, beskjæftiget med at indsamle og undersåge Havets lavere Dyr. Uagtet jeg maa opsætte til en beleiligere Tid at meddele en Fortegnelse over de der iagttagne Arter, ønskede jeg dog endnu i dette Bind af Foreningens Meddelelser at kunne nævne de Arter af Echinodermer, som jeg forefandt ved Hellebæk, og som ikke tidligere ere fundne ved de danske Kyster. Åsteracanthion Milleri Sars (Fauna littoralis Norvegiæ, I. p.56, tab. 8, fig.38). Jeg erholdt i Alt 3 Exemplarer af dette Dyr påa 10—12 Favnes Dybde. Allerede ved den usædvanlige Farve blev jeg opmærksom påa dem mellem de talrige Exemplarer af | Å. rubens, som gik gjennem mine Hænder. De 2 vare smukt rosenråde, det tredie lysegult. Arten maa vistnok siges at være sjelden ved Hellebæk i Sammenligning med Å. rubens. Luidia Sarsii Diben og Koren (see Beskrivelsen hos Sars i Nyt Magasin for Naturvidenskaberne X Bd. p. 45). Jeg har oftere fundet denne Art i Fiskernes Garn og kan derfor ikke ansee den for meget sjelden. i Ophiura affinis Ltk. Med Hensyn til denne Art kan jeg henvise til første Deel af »Additamenta ad historiam Ophiurida- Tum” p. 45, ligesom med Hensyn til neglecta (Johnston) (Ophiolepis squamata Miill. Tr.) til anden Deel af samme Værk. , 1928 I de Aar, der ere forlåbne efter Udgivelsen af min fore- låbige Oversigt over de vestindiske Ophiurider i disse Medde- lelser for 1856, har Hr. Riise stadigen indsendt betydelige Samlinger af vestindiske Slangestjerner til Universitetsmuseet. Da - de herved tilkomne nye Former ere optagne i den under Tryk- ken værende ovennævnte 2den Deel af ,Additamenta& ete., vil det "være tilstrækkeligt at henvise til dette Skrift og her kun at optage "Arternes Navne, for saaledes at fuldstændiggjåre de i disse Meddelelser tidligere indfårte Fortegnelser over det tropiske: Amerikas Ophiurider. Ophioderma guttata Ltk. Ophiolepis impressa Ltk. næs Ppaucispina (Say). — elegans Ltk. Amphiura cordifera (Bosc) (Asterias cordifera Bosc). — scabriuscula Ltk. — septa Ltk. . — … Slimpsonii Ltk. — tenera Ltk. Ophiopsila Riisei Ltk, Ophioblenna (n. gen.) antillensis Ltk. Tillige meddeles Beskrivelser af Amphiura elongata (Say) | og Asteroporpa affinis Ltk., samt af 2 Arter fra Panama, som ligeledes skyldes Hr. Riise, og som jeg har kaldt: Ophioderma panamensis Ltk. og Ophiocoma æthiops Ltk. Endnu maa jeg bemærke, at Ophiomyxa caribæa Ørd. Ltk- maa forandres til Ophiomyxa flaccida (Say); at Ophiolepis Nereis Ltk. er Ophiura reticulata Say og antager Navn af Ophionereis (n. gen.) reticulata (Say), samt at Ophiothriz caribæs og O. Krøyeri falde sammen til een Art, som er Ophiothriæ violacea M. Tr. kagen Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjobenhavn. 1858, Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. STE Nizzas Vinterflora. Ved Chr. Vaupell. (Meddeelt den 16. April og den 26. November 1858.) A. Temperaturen & Veirliget. Vinteren 1855/56 afveg, hvad den daglige Middeltemperatur angaaer, ikke meget fra et Middelaar, Den daglige Middeltempe- ratur for Vinteren angives af Risso +) efter 20 Aars Iagttagelser (1806—1825) til 9,3 C. og af Roubaudi%%) efter 13 Aars Iagttagelser (1830—4842) til 8,9 €. Vinteren 18556 var den 9,2 C., forresten var Forholdet saaledes mellem de enkelte Maaneder: Vinteren. December. Januar. Februar, Marts. Efter Risso. . 1806—25 9,4..9,8.. 8,3. .10,0 . . 10,5. Efter Roubaudi 1830—42 80.92... Bi. Bb. ME Nilen 2. 148530 98, 77 2 102 5 SB: SE Heraf sees at December Maaned var noget koldere og Januar Maaned noget varmere end et Middelaar, hvilke Forskjel saa- ledes udjevnede hinanden, at den daglige Middeltemperatur blev Som et Middelaar. De koldeste og de varmeste Dage i hver Maaned afvege noget fra Middeltemperaturen af de maanedlige Minima og Maxima. Een osse ses er ae ae me SR SRI EEE 7) Risso, Bistoire naturelle des productions de Nice, Paris 1826, med Be- nyttelse af Schouws la Climatologie de FItalie. S. 88, 4) Roubaudi, Nice & ses environs. 8. 145. 130 Middeltal af Minima og Maxima i Vintermaanederne 4806 - til 1885 sammenlignet! med Vinteren 48/56: Middeltal af Maxima. 1855/54. Middeltal af Minima. — 1855/56, Beers. MS AR SR 8... 2 ODER ae ET 407: hobroar 80. AN ES. do. 1 Mi... Be. 007... RE Hvad Fugtighedsforholdene angaaer, da henhårer Nizza til Bæltet for Vinterregnen; medens de varme Sommermaaneder ikke sjelden hengaae uden en eneste Regndag, kan Kegndagenes Antal for en enkelt Vintermaaned stige lige til 44; Middeltallet for et Aars Regndage er 51,7, og Middeltallet for den aarlige Regnmængde er efter Roubaudi 25,7 Tommer, af hvilke: 2,7 falder paa Sommeren, 6,6 - Vintérén, 6,6. — -' Foraaret og BB ED Bilerne Men forresten er det afvexlende, paa hvilke Maaneder uden- for Sommeren, at de fleste Regndage indtræffe; oftest ere Januar, April, October og November de regnfuldeste; men undertiden gjælder dette om December eller om Februar, sjeldnere om Mai, hvilket dog fandt Sted 1853, da denne Maaned istedetfor 4 (Mid- deltallet) havde 20 Regndage. I Vinteren 18556. vare Regndagene saaledes fordeelte: Middeltal fra Maximum fra 1 1806 fer 1855/56. Noveniper sd 25 248. 5 En RE 15. (1807). December 1. 3578 ur um DNB. mt. soy 43.544825); Januar 44 1. 60. 1. 48 1818 Feb ser 4 di. HSG Maris. - 6. BE AR RER 8. (1810). 1314 Vinteren 4855756 udmærkede sig altsaa derved at December Maaned var noget Koldere end sædvanligt), og at Januar havde flere Regndage end nogensinde får var iagttagetz=), men derfor var Maane- den ikke koldere, tvertimod hidfårte Regnen en fugtig mild Tem- peratur. Regnen faldt især om Natten og om Formiddagen, og om Eftermiddagen kunde man nyde den fugtige milde Luft med stille Veir. Bjergskrænterne omkring Byen viste sig da sædvanlig indhyllede i hvide Vandskyer, der enten stode stille eller be- vægedes mod eller fra Havet. De efterfålgende Tabeller angive Temperaturen og Veirliget for de enkelte Dage fra den ste December 1855 til den 20de April 1856. lagttagelserne over Temperaturen ere gjorte af Hr. Tesseire i rue Croix de Marbre omtrent 50 Fod over Jorden og 60 Fod over Havet. lagttagelserne ere gjorte med et Viin- aandsthermometer, ligesom dem over Solvarmen, der naturligviis ere uden Néiagtighed, og blot skulle give en Antydning af den virkelige Solvarme ved Nizza; Thermometret har omtrent 10 Minuter været udsat for Solen, og derefter er Varmen angivet. =) Med Hensyn til alt hvad der med særligt Tryk er fremhævet. maa det bemærkes, at Forfatteren har villet fremhæve baade Hovedpunkterne "og de enkelte Momenter, som han for den senere Fremstillings handel ånskede at skulle træde let i Øiet. Re +) Uoverensstemmelsen imellem de her angivne Regndage og dem paa efter- fålgende Optegnelser for de enkelte Maaneder hidrårer fra at her ere alle stærk-fugtige Dage medregnede. December 1855. 432 i 133 Januar 1856. Temperatur i Skygge ; ; = mod Nord. ndeg. generer i Skygge | Vinden SJ Middel- f $ol- Veirliget. 5 me Bu E ing Le |, se | 8 Veirliget. opgang. | F>% |nedgang.| 'mPe- f op- | KL 2, | ned- ar RER Bang lg Sol ratur. | gang. gang. opgang. |" | nedgang, fempe- | op- | Kl. ned- ratur. | gang. gang, s gl ryg Bk 9%4 | N. | » | N. | smukt Veir hele Dage 1/8 (10 0 11.8 id ” 4 > ;8 pi sf] N. | 0. |NO pe—=d Veir 0 mu Morgenen, derefter enkle E Øs le 125/1 F. gr, et z 5 me i r påa Himm 20;413,0.,1. 11,01 11,5.4..0: 101.09: råds Veir, Sark: Binsk om Aftenen Regn. Å gø 10,9 ås gg 6 een als (Sme Ina «Mont; ChAkER 3 ap 13,0 | 11,0 | 11,5 f N. | 0. | » | Fugtigt varmt i 5 = 'N 7 ig -| SV.| SV.) Klart smukt Veir. HE 6 85 40 1139 ILL UN. 1701 1.0 Klart Veir, senere i H., kold, stærk Blæst. ag Het Pe BÉkak Ad Bas be 0 KRO SEN | sir | mr 1109 f » | » | » | Voldsom Storm og Regn, Aften Kl. 74 2 s4 ;9 ,3 NO. | SV.! Vv. I Kold tår BI g stjerneklart og præ ; åd tk t med klar Himmel. Ti 1% 11171112 (11 i 7 55:07:80 | 12 HR g 7 »2 8 | N. | NO.|NO.| Mork Luft, e é Fy g . 3) N. | N. | N. | Om Dagen ligesaa, om Aftenen stille. å 7,9 (11,0 | 10, 9%4 | N. (0. | » | Fugtig Luft, ag fil Middag 0 ogAftenRegn. y ra Sal is sg g SV.! V. | Klart smukt Veir. | 86 125 | 11,2 | 10,7 | N. | S. | » | Varmt Veir, klar jek, stærkt Solskin, Kl. 12 7 ? > 10:10. | Om Mo | diset Luft o m Aftenen if se en Skyer paa Himmelen, sf 10 | 10,0 | 13,0 | 134 | 11,5 Å[nv.| » | 0. | Luften fugtig, opfyldt af bræer m4 ter blev Sne. om Aftenen Blæst. 11 | 10,8 114 - 10 kol 841 67] GÆL N.N | N. | Bedækket Min 12 & io Fyn 12,7 ÅINV.| » |sv.| Solskin, Luften som den 10., Aft. Regb: b) fl 58180 72 REE STRA ver med ll Himmel. 131 5011281 2 87 Dig 8-45 og) Arrela Vero Bor Blæst, klart 12 2,51 :83 4:66] 5,64 0N. |s0 i RR RR rkt Veir om Form en, Blæst, kla .| = | Smukt Veir hele Dagen. 14 om Eftermiddag 13) 35| 69/ 7,2| 52) N. | » | N. | skyer paa Himmelen. 5 Al 105! 88| 8,6 | N. | 0..| N. | Regn til Kl. 2, dbrefter mildt Veir og bed. H. 14 25! 997 657 621 N. |S0. S0.1 Ti KL 1: klar Hi É 4 fter Mi 801 771 74 N. | N. | » | Regn til Kl. 2, 'senere Solskin og påa Bjerg- É SÆKKE immer, som Ceres 161 5414 dende staaende Vandskyer. 15 20. SAL LAT SØEN 0. (0. | Kjar, El 15 je 93! 8,0 Å|Nv.|SV.| N. | Klart smukt'Veir, om Aftenen overtrukken. d) 16 ssTidsl 8 72 2 sne ar Himmel, om Formiddagen Blæst. å 0| 841 7,7 | N. | NV.| NV. Mork Morgen, Kl. 10 Re døre saa Stov- 9 | 10, » | 484 N. |SV.| N. | Stille Veir med klar Himmel. ak 18 regn og sener 17 5,8/11,9| 9%4| 86) N. |sv.|sv Bednkket Himmel om Morgenen dere 19 10. ris sg MAR ER & Regn, megen mr - r Himmel og open ig KL. 9 ;9 111,6 | 10,3 | 11,2 | 0. |.0. 1.0. | Regn og Blæst ualiadelig Nat og Dag til 18 Ta let 88 1103 N 10 |; ae Vei 20110014 8; Kl. 11 smu 19 BBS: 771 08) 73 N IN ON ak Från, É ed Å ; ad LD | es 1 (104) 1 nx 10. Messen Luften Fre rel, sekiele lidt Solskin, Ø sk H mme ' S ;X ng: ae gg 3 OM NO. | Bedækket Himmel. "1 100112%611181113 7 7107 0. bek. ar lidt Regn, Enemidpg Ståv- —0,5| 5,0) 3, 2) N. | 0. | N. | Solskin, de i: bed Regn | 22 | , Aften mg Maane 2 1541, 581 68 | SEN EN] » Regn 0 ins er hadækket Himmel og me 93 —ø ” 15251 (10,4) fod mm ” Klart "Vejr fra BØ er &) 23 ALE 8 SE TØ ENS ey gg Free SEES Sj =Ys ins i2e ie N. |SO0.| » | Klart smukt Velr, ER Se om re gr Å: rl i 7 | 12,0 3 | N. |SV.| » | Smukt Veir Morg. og Å årkt om Middg. 2 621108) 95). 845 N. 0. |nv.] om mi revser diset Luft, nd Solskin. 5 10,1 11,0 121 10;5 N. | S. | » | Smukt Veir, Kl. … bvertruk ken, Kl. 1 "PAN 25 691107! 89 | 881 N. | » | N. | Bedækket Him %| 8 I varm smuk Aften. 8) 26; To da | 104 1400) N 180 | 7 HEL 10 blev Simmel 4 113,5 | 11,8 | 10,9 | N. |S0.| N. | SmukMorgen tilKl. 8, Kl. 9—11 overtrukken. 27 80! 98| 96| 891 N.|N.|N GE Ku Himmelen en skyfrie. b) AR PR i ; Veir om Eftermiddagen. KEN é ; ad a yt gel HERRE: | De + ST Sulskip 9 % bø 115 90 "82 N. i NV. al far "ars på overtrukken. &) so 14 FRE ISEN 0 0 ålker p Skt Hilsner. 30 Rs 107 | 95| 7,8 | N. |sv.|Nv.| Morgensmuk, Middg. bedækket H., Aft. smuk. 30; el 134 1LE MOSEN |x oe Jo Bmukt Vols 31 & lis ie 10,9 i 31 9,2/13,4/11,2 |11,3 | N. | so j 7 | 94 |» | » | » | Bedækket Himmel. s g J.t » Å Smukt.Veir. Middeltemperatur pr. Dag 10,2 i Januar. Middeltemperatur pr. a)i SoleniLæ: Kl. 114: 239, Kl. 12: 269, Kl. 1: 349, — 5) Kl. 104: 239, — c) Kl. 24: så. Dag 7,7 i December. ere: Kl.104: 319, ce) Kl. 11: KI. 82: Kl. 12: 369 Kl. 2: 36?. — 280” Kl. 10%: 309. .— k) Kl. 84: 2 =i ig 229, (KI, 113 Aft.: 129). 102: 289, K1.124: 339. fe? 1.94: 309. — 8) Kl. 9: 219, sen — p) Kl. rs 299, KI.2: 249, — st BYE 40: 299 , Kl. Bars våd kl 12: sie. < 2 Kl.10: 299, hed kend jen sk hed me på få He Gk GI RD må DD ØS 00 MI GS OR GÅ BO SYN 134 x 135 Februar 1856. Marts 1856. Temperatur i Skygge i Temperatur i Skygge EER = mod Nord. Fden. | å Add Nord: Vinden. i S 80l- ER Sol. | Middel- f Sol- Sol: Veirliget. | ES i sr | made f så En Veirliget. i ; fempe- f op- | Kl.2, | ned- RR , JE MR tempe- | op- | Kl.2, | ned- mes nedgang. ralur. Å gang. gang. deg nedgang. råtur. Å gang. gang. 1 44 HM felt 7,71 N. SV. | NÅ Om eis: næsten stille, Blæst op ref 14 571135) 10,9) 9,6 | N. |S0.| » | Smukt klart og varmt Veir hele Dagen. a) i i Dagen. 2) HE 2f 771140] » ” N. 1S0.| » f Smukt klart Veir. ) KE ig 7,6 ice N. | nm " Å Koldt om Morgenen, ellers smukt klartVert! 31 68113,0| 11,41 9,9 4 N. |SV.| » | smukt klart Veir. &) FSJ . ,5 ud 0,0 i ” ” Å Smukt klart c) La ål 551135|/118| 9,5 | N. |S0.| s. | smukt klart Veir. 5,5 my 9187 FN: "SV.| 7 | Smukt kart uk 54 601140) 128/ 10,0 f N. | S0.|S0.f Bedækket om Morgenen, ellers smukt Veir. 5,2 (12211061 8,7 1 N. |SV,| » | smukt klart Mag hele Dagen. a) HH Of 75 | 13,01.1%0 :10;8 L.N.S0. 1.0. Smukt banen ip ir, Morgenen stille, begyndte 62 (112 1100 | 874 » ”» | nv Å Smukt klart Veir. e) i ' at blæse Kl. 12 og blæste temmelig stærkt. 5,7 Sy 108 FE PE 09] beg om Morgenen, klart Veir, sense ikk 71100 | 145 | 124 | 12,2 |-N. | 0. | 0. | Meget Hee DK om rerrer stille, Brent 7,5 2,5 ” 10,0 ” " v Å Bedækket Himmel. Ka m Eftermiddagen. d) 10701350 5 LE Fa tm mo frpedækket Bimmel H 81 981105! 9,9) 10,3 | 0 Bedækket hele Dagen SEE berg BR GOG BON LEE ke =iierkalre mv HM eur ok nsvks0 » | Bedækket hele Dagen. 9,0 113,9 112,3 1 11,4 IN. 10.1, | smukt klart Véir hele Dagen. i 10) 851115] 140) 10,0 | 0 S. | Smukt klart og varmt: Veir. 0 FIS FRE SEE ru EY se, Veir hele Dagen. Mg Mt. 88 113,8] 132 -11;0 A.N » | Bedækket om Morgenen, senere Regn.» 10,7 | 14,0 12,8 | 1278 UNV.|SV.|SV-f Bed. H. hele Dagen og Solen lod sig ikke st i 21109 111,9) 11,0 | 11,4. 4.N v Å Blæst, Regn. e) Sy 150 BE GALT Ni: 8 bar UL Bedækket Hiimil Keres? D KH 134 10,7 | 1571148) 13,21 N .| S0.f Bedækket Himmel g nogen nere 99 | 15971807 130 KN FSV 2] | Begækket Hilhmel Hele i HM) 9%81198|1118/110 4 N S0. | Varmt fugtigt Veir. 1 SO. f Skyer paa Att; mej smukt Veir. . gen. 10,9 |14%711361128 4 N. | 0. | 0. ene gaa Fa »stærk Rest Bedækket im: ” Bedæ 0. SO. S. 0. N: S0 So. 0. 11,2 14,5 12,5 12,8 ” ” ” 16/ (gå g jj É så å in ede sg i H. Fog foruden er SE vil | 17 ”)|118] 98! 106 EN. 10.1 N: meg s ffbrå Syg kir Eftermiddag - megen 8 2 | 90 Bird mk ig rel É 3 nyse derefter Regn & EN ETN . É z N. | 0. |.» [regn og Blæst. stærkt ER: E | s 1 Re, 6,8 (11,9 1125] 9%) » " " Å Mørk fugtig Luft om Norgenen, oner sk le ig 80! 821N.|0.)|N TÆT gu Yad ante Ne Borde klart meet i EM Fy 124) 11,0 | 10,4 f N. |.0. | 0. | Regn hele Dagen. di få al in É 0 Stærk Regn og Blæ eg om Nat åg sig 14,0 12,0 11,0 N. 0. ” Bedækket Hi mel tj tig lg > ”] 5 NO. | Regn om Formidd., senere smukt klart Vel | ” (150) 1231! 11,2 | N. |s0.| 0. | Bedækket Himmel 77 set 8500 SØE NS Nat VI kølet om Mårgehin, Sidække HDR A 1231 78 15,2 | 126). 11,5 | N. |S0.| '» | Skyfuldt om Morgenen, senere 5 7 SE MOSEN Hs, Smukt klit ver 4) | H MU l 62 15,2 | 13, | 10,6 | N. |Ss0.| » | Smukt klart Veir, om Aftenen swel 6,9 en ES RE 1 1 Ra hin Veir, kjøligt Morgen og Aften. | SB) 70/41511128| 11,0 | n. | 0. | 0. | sedækket Himmel, om HSorntif: slærk STæe£. 491128! » BERN 8 lor ismnkt Hæt Veir, kjoligt Morgen og Afteb ål XI 9,9 145 | 12,8) 12,2 | 0. | 0. | 0. | BedækketHimmel, om Eftermid. stærk Blæst. 5,0 | 12,7 110,9 | 88 å N. |sv.| sv, | smukt klart Veir. FE 4110 1157/1140) 13, | , | 0. | 0. | Bedækket Himmel, om Eftermid. stærk Blæst.. X sej ” ; "ge N. | 0. | 0. | Bedækket re Blæst. ag Bl 119 15,0 | 12,6 13,0 f » | 0. | 0. | Morgenen taaget, Middag bedækket Himmel, s |134 111,7 | 9%. N. |s0.!50.1 smukt klart Vei JÅ & 29 n med Sk 80 1137/1141 108f N. | s. "| Bedækket on TRE 79 = lg dre ME EN. AV. al ; egnede SEER Bemud! Himmel. Middeltemperatur pr. Dag 9,8 for Februar. Be 3 ryg » Kat ARE 100 É ” kt klart Veir. ; ; i Å ;0. | 13,7 11,0 | 11,8 | 0. | 0. |SV.f Bedækket Himmel, Aften smu Middeltemperatur pr. Dag 11,4 for Marts. ; o 2 i Sol Læ: Kl. o 10: 339, — 0) Kl. 1: 349, i Vinden Kl. 1: 289. d) Kl. ge end, 12: Ki;8£ 359: af 59, mod Nord Kl. åt: 14,5 dl VOL. 28 | i 2: 409, — e) (Kl: 12 Nat: 120) 0 KL. SER, Kl. 44: sal Ti: 339. — SØ 11: 329 81.54: 169, ig! 11% Aft.: 99). 136 April 1856. cy Vinteren 1855/56 var altsaa af den Natur, at den meget godt udtrykte de Eiendommeligheder, som udmærke Nizzas Vinter- klima, hvoraf den vigtigste er, at Temperaturen er saa håi sal Vinteren der er mildere, end baade i” Lucca (daglig Middel- temperatur for Vinteren 4,6), Florenis (6,6), Pisa (6,4) og Rom (8,0), skjåndt alle disse Byer ligge sydligere end Nizza +), hvis 7) Endnu mærkeligere er Forskjellen imellem Nizzas og de Byers som "ligge paa Norditaliens Slette: Verona (3,1), Mailand (2,1), Turin (0,8)- Temperatur i Skygge Vinden: m mod Nord. - i: 5 i Middel- | Sol- Sol- Yearliget: gt Fad FED Eg ret] hun PR are opgang. nedgang. P ? Ute Fr Å ratur. | gang. gang. 11.520 1.493,95 115 110,4 LN: (so 45, Smukt klart Veir. 24 8,0 13551 12,4 LEN SYG kor LSukt klart Veir 31 10,1 | 15,41 1421127 fn. | sv. sv.|Bedækket Himmel å AR 8719477 1987 HEN sy SV Bedækket Himmel, Regn Morgen og Af! - 5 | 13,0) 12,0) 11,8! 12,5 |sv.|Nv.| NV. Morgen Regn, senere bedækket Himmel 6 70. 166) 1401118 | N. |sv.!sv. Morgen smuk, Middag Plaskregn, Aftendt dækket Himmel. å 3 13105 16751139 1135 kv lov tov. Smukt klart Veir. Sk 88 140 US KERN 9] 8 Morgen bedækket Himmel, senere Regn, % atten Torden, heftig Regn 0 i: "91 991154) 135/12,6 Inv.| s. | s. Blæst, taaget Veir, om Aftenen bed. Himmå 101 85) 15,015 trin 0.0 Morgen bedækket Himmel, ellers smukt Vår 1 i 95) 165 | 139.1370 HLN. 150.180. | smukt klårt Veir, "Aften bedækket Himmd 1221 9,9 117,0) 15,1 | 13,4 fnv.| 0. | 0. | Bedækket Himmel. i 13 | 12,0) 17,0117811451 0.) 0.1 0. Overtrukken Himmel, stærk Blæst. VA 15ge f 1757 144 464 Foster Morgen taaget, Middag Regn, senere be dækket Himmel. ; IS 35 1181155 USS EN 5010: Smukt Veir, om Aftenen skyfuldt. 16: | 12,0 |. 18,5 | 15,0 152 Å N. | 0. |» | Bedækket Himmel: 374150 | 188 154 0 N IS», Bedækket Himmel. El 18 t 12,0 | 18,0 15,7 | 15,0 1.0. | NO. | NO. Morgen skyfuldt, senere Regn hele DagØ' og stærk Blæst. | 394 3005 18011581 140 N 1 1, Bedækket Himmel, om Middagen taaget i 20 | 13,0 | 185! 16,0| 157 1, |s0.| » Overtrukken Himmel, Aftenen smuk klat £ 137 SE 14. April Å. — då. — TA RRER DES FEER 23. — 2. Mai 12. April, 8. — ltaliensk Poppel. 47. — 45. April 6. Mai 295. April. Overeensstemmende hermed er det ogsaa, at paa Madeira, hvis Vinter er ligesaa varm som vor Sommer, udfolder Bågen sig 1. April, og Egen allerede 20. Februar. " ; i, Da nu den relative båie Temperatur, som t. Ex. Asken ud- fordrer til sit Låvspring, til forskjellig Tid indfinder sig i Egne under forskjellig Bredegrad=), vil Ordenen ogsaa blive forskjellig: > Stettin og Prag og Vinderhaude Dijon Kjobenh. Minchen. ved Gent. 1 Boe 0 5 3 gr) Popels JE SØ 1 2 4 Bente! 42 375 3 3 4 2 Ask FUE, 4 4 1 "3 eee =) Ligesom den Orden, hvori Træarterne udspringe, kan være afhængig af . Stedet, saaledes kan ogsaa Veirliget t. Ex. usædvanlig håie Temperaturer bringe Afvexling i Låvspringstiden. ") Denne Forklaring af den forskjellige Rækkefålge for Egens og Bågens Låovspring i Nord og Syd ståder imidlertid paa en Vanskelighed; det lader sig vel forklare, at Asken og Egen kunne komme får Bågen; men ikke at Bågen maa vente saalænge, at den ved Nizza næsten kommer ligesaa sildigt som ved Kjåbenhavn. N 158 At Varmen paa denne Maade modificerer Låvspringstiden, finder ogsaa Medhold i den Orden, hvori de 4 nævnie Træarter udfolde sig, naar afskaarne Grene af dem ved Vintertid sættes i Drivhuus. Grenene indsatte 17, Janusr i Grenene indsatte 2, Januar i et Drivhuus med 15? C. et Drivhuus med 109 C. Bag) 0, 02 Ds APN 3. April er 0 111 48 Mars 416. Marts RR RRS 4 26. Febr, Italiensk Poppel . . 22. Febr, i Det er særegent for Hasselens Lévspring, at det foregaaer saa - langsomt; selv ved gunstigt Veirligt kan der medgaae en heel Maaned fra det Tidspunkt af, at Knopperne begynde at svulme, indtil de ere aldeles udsprungne. Ved Nizza begyndte Lovspringet saaledes den 47. Februar, og ved en Temperatur, af "40 til 12? C. varede det til den 44. Marts, inden alle Bladene vare udenfor Knopskjællene... Et Exempel paa det Modsatte frem- byder Hestekastanien, hvis Knopper aldeles under samme For- hold kunne udvikle sig i Låbet af 8 Dage. Ogsaa ved Kjåben- havn vil man kunne iagttage det Samme i de Aar, hvor vi ikke have kolde vinterlige Foraar som 4855; alligevel bevirke de uregelmæssig indtrædende håiere Temperaturer heri altid såaa- danne Forstyrrelser, at Hasselknoppens Låvspring aldrig kan fore- gaae ved Kjøbenhavn saa jævnt fremskridende som ved Nizza. i Den Omstændighed, at der medgaaer saa lang Tid imellem det Tidspunkt, da Hasselknopperne begynde at svulme, indtil de ere fuldstændig udsprungne, synes at åve en Indflydelse på2 ; Hasselens »Lovspring i Forhold til andre Træarter. Ved Nizza, hvor Februar Maaned er saa varm, at Knopperne kunne begynde =£) Herved maa bemærkes, at Bågen synes højst ugjerne at udvikle sine Knopper i Drivhuse, hvorfor det kun skeer meget ufuldkommen. Den italienske Poppel voxer derimod med den største Frodighed i Drivhusene, hvilket vel især bevirkes ved den Hurtighed, hvormed den udsender sine Birédder. Den kan der være aldeles udsprungen den 20. Februar, hvor- imod Bågeknopperne, der i Friland komme den i Forkjåbet, her fårst be- gynde at svulme i de forste Dage af April. 159 at svulme, kan Låvspringet være endt, fårend dette er Tilfældet + med Hestekastanien, og det Samme finder Sted overalt i Syd- europa og i mange Dele af Mellemeuropa; men ved Kjåbenhavn, hvor ikke alene Februar og Marts men ofte ogsaa en stor Deel af April ere for kolde til, at: Hasselknopperne kunne svulme, vinder Hestekastanien i Reglen altid Forspringet, fordi dens Låv- spring skeer i langt kortere Tid, og det uagtet Hasselknopperne ere begunstigede baade af Tidsmomentet og Temperaturen. Foraaret 1857 var i det Hele som i et Middelaar, og Hasselen kom derfor kun et Par Dage efter Hestekastanien, men i andre Aaringer kan der være 40 Dage imellem de fuldstændige Låvspring af disse tvende Træarter. Noget "Lignende gjenfinde vi i Syrenens Forhold til Hestekastanien; ogsaa dette Træes Knopper svulme tidlig, men Låvspringet foregaaer meget langsomt, hvilket bevirker, at i Norden. faaer Hestekastanien ofte et Forspring. Det er heri vi troe at finde Aarsagen til den forskjellige Orden, hvori disse Træarter udfolde sig i de forskjellige Egne. Kjøbenhavn. Pessan i Sydfrankrig. 1857 1847 - 1848 1849 Hestekastanien. 9. Mai 16. Mai 6. April 18. Marts Håssel 1... 1 Ma 2 Må 17. Marts Syren 02107 |] 16. Mai 4. April — 24. Febr. Brombærbuskene (Rubus fruticosus L.) ere meget almindelige paa Skovskrænterne, især Formen R. vestitus Whe. … Skuddene kunne her udvikle sig til en forbausende Længde. Paa Klippe- siderne af den snævre Fjeldklåft Vallon obscur, ligesom af Vallon Magnan hænge de ned af de lodrette Klippevægge og synes at have en Længde af henved 30 Fod. Knopperne udfolde sig den 4. Marts, og fra Midten af denne Maaned er Modsætningen imellem de unge lysegrånne Blade og de gamle mårkegronne, der have overvintret, idinefaldende. Viinstokkens Låvspring finder ved Hyéres Sted den 6. April, 160 ved Kjåbenhavn under Dække (1858) den. 14, April, paa Espalier mod Solen henimod Slutningen af: Mai Maaned. Heri synes ikke at frembyde sig nogen Vanskelighed:; ligesom ved de foregaaende Træer er Låvspringstiden her bevirket ved en bestemt Tempe- ratur, da Dvalen ophårer og Livet vender tilbage, hvilket synes at være omtrent 9? C., ved et Tidsmoment' og ved en bestemt Varmemængde, som Træet skal indsuge, for at Livspringet kan finde Sted. Vanskeligere bliver det hermed at bringe i Harmonie, at i Drivhuse kan man bringe Viinstokken til at springe ud alle- rede i Januar; ja til enhver Tid, synes det, kan man bringe Viinstokken til at skyde, naar man, efter at have bragt den i Dvale eller i Hviletilstand, derefter udsætter den for Varme. Sædvanlig begynder man at drive den miåt i November 08 allerede efter 6—7 Uger udfolder den sine Blade. Det er vanskeligt at bringe. Harmonie imellem denne Låvspringstid i Drivhusene og den, som finder Sted i Sydeuropa. Hertil kommer, at troværdige Forfattere fortælle, at en af Grundene hvorfor Viinavlen under Troperne ikke kan finde Sted, er, af Druerne ikke her modnes samtidigen. Paa Martinique udvikler Viinstokken hele Aaret nye Blade, Blomster og Frugter, saa af man paa den samme Viinstok kan have Blomster, modne 08 umodne Frugter. Disse Kjendsgjerninger synes at tale for, at Viinstokken ikke saaledes som de andre Træer, vi have omtalt, er tidsbunden eller periodisk. I Modsætning dertil synes vore Skovtræer i høi Grad at være tidsbundne og afhængige af Aarstiderne, thi naar de flyttes til varmere Lande, t. Ex. til Madeira, hvor Vintertemperaturen er lige saa høi som Sommertemperaturen i Kjøbenhavn, kan denne Vintertemperatur dog ikke drive Bladene ud af Knopperne eller bevare Træerne grønne Vinteren over, men uden Hensyn til Temperaturen leve de i det Hele ligesom i deres Hjemstavn, idet de tabe deres Blade om Efteraaret og skyde igjen nye om Foraaret. Bogens Blade blive gule ved Funchal paa Madeira om- 461 trent den 4. November og fårst den 1. April udfolde Kknoggiene sig. ") Viinstokken bevarer derimod ikke Charakteren af en periodisk Plante, naar den flyttes til Troperne, thi her kan den (naar ikke Mangel paa Fugtighed forhindrer det) til enhver Tid af Aaret uden Hensyn -til, om det er Januar eller Juli Maaned udfolde " sine Blade, blomstre og sætte Frugt. Viinstokken synes i denne Henseende at henhåre til et Mindretal af Træer; thi Stårstedelen af disse, selv de tropiske, synes at være tidsbundne, og, naar de dyrkes i Drivhuse, blomstre de sædvanlig der paa samme Tid som i deres Hjem. De nyhollandske Acacier blomstre derfor hos os mod Slutningen af Vinteren, og det er at formode, at de fleste Træer fra den sydlige Halvkugle hos os vilde blomstre om Vin-. teren. Af de urteagtige Planter ere derimod mange uafhængige af Aarstiderne, og dette gjælder navnlig om de eenaarige, saa- ledes vore Kornsorter, som kunne saaes og håstes paa enhver Tid af Aaret, naar den fornådne Temperatur er tilstede. Af uperiodiske Træer kjender jeg foruden Viinstokken endnu kun Rosen; thi det er bekjendt, at man kan pode Roser til enhver Tid at å. Aaret, naar kun Saftlåbet er standset 9: Planten er i Dvale, men " dette kan" skee paa enhver Tid af Aaret; baade ved Kulde og Varme kan Rosenstokken bringes til at tabe sine Blade, og, naar Temperaturen tilsteder det, efter at have hvilet nogen Tid at skyde paany. Blomstringen. De Blomster som danne Nizzas Vinterflora henhåre deels " til Efteraarsfloraen, deels til Foraarsfloraen , deels ere de saa- danne, som kunne blomstre hele Aaret. Hvad de fårste angaaer, … da er det en bekjendt Sag, at, naar blomstrende Planter ikke udsættes for en højere Temperatur, da kan Blomstringen for- n) bak Zeitung. 1853. Side 210. 2%) Hertil henhøre Planterne med ,vegetatio continua”, see S. 168, 11 162 længes, selv om Temperaturen falder noget, naar dette kun ikke skeer i den Grad, at Blomstens Dele angribes af Frosten; deraf kunne vi forklare den Kjendsgjerning, at de Planter, som hos os blomstre efter Midten af Sommeren, vedblive at blomstre flere Maaneder, hvorimod Vaarblomsterne af den stigende Temperatur bringes til at afblomstre meget hurtig, saa at deres Blomstrings- -tid under almindelige Forhold knap varer en Maaned. De Planter, som derimod blomstre om Efteraaret,. som t. Ex, Flåielsblomsterne i vore Haver, kunne vedblive at blomstre hele Efteraaret, lige indtil at Vinterkulden dræber dem. Overeensstemmende hermed er det, at ikke faa Efteraarsblomster ved Nizza, trods den synkende Temperatur, fortsætte deres Blomstring langt ind i Vinteren, Et godt Exempel herpaa er Cneorum tricoccon, Denne lille Busk, der pryder Kalkklipperne ovenfor Villa Francay angives at blomstre i September af Montolivo >), men i hele Vinteren 4855/56 lige til ind i Marts Maaned har jeg iagttaget den blomstrende. Hertil henhårer sandsynligviis ogsaa AÅlyssum ma= ritimum, Centranthus ruber, Reseda -Phyteuma; af disse er. Al: maritimum især almindelig, idet man hele Vinteren kan træffe den saa godt som i enhver Olivenskov. Efter Germain de Saint- Pierre har jeg benfårt denne Plante til Efteraarsfloraen, men det er nok muligt, at den henhårer til den Klasse af Planter, som ikke er tidsbunden, men kan blomstre hele Aaret; thi Monto- livo angiver dens Blomstringstid til Mai Maaned, og Godron siger at den blomstrer fra Mai til August. Til Efteraarsfloraen hen- hårer Stårsteparten af de Ziirbuske, som ved Vinterlid pryde Nizzas Haver, saaledes Nicotiana glauca, Abulium striatum. Det er en almindelig Paastand, at Nizza ikke har nogen Vinter, at Efteraaret aflåses af Foraaret; dette er, hvad Planteriget angaaer, saavidt sandt, som Foraarsvegetationen allerede aaben- barer sig i Januar, alligevel kan man ikke nægte, at ogsaa her +) Roubaudi. Nice et ses environs, 1843, 163 med Vinterens Komme Kraften i Plantelivet er udtåmt, og at ogsaa her Planteverdenen, trods den daglige Middeltemperatur af 8 til 9? C., gaaer i Dvale. Allerede i November Maaned have meget faa Plantearter deres Blomstringstid, og i De- cember Maaned saa godt som ingen. Den Fremmede, som kommer fra Nordens Vinter, overraskes vel, naar han i December finder Haverne i Nizza prydede med nogle blomstrende Ziirbuske og Orangetræerne besatte med de gyldne Frugter, ligesom ved de grinne,Enge og ved Ukrudtsplanterne, som blomstre i Haverne og i Olivenskoven, men ved nåiere Betragtning vil han finde, at hele den store Masse af Planter befinder sig i Dvaletilstanden ligesaagodt som i Norden. Låvtræerne staae bladlåse, og hen- visnede Rester af de urteagtige Planter dække til Nod Jord- bunden ligesom i November Maaned hos os. Det er saa meget mere forunderligt, at ingen Plantes Blomstringstid falder i De- tember, som denne Maaneds Temperatur næsten er ligesaa høi som Mai-Maaneds hos os og håiere end den varmeste Maaneds i Godthaab i Grånland. Vi have heri et nyt Beviis for, at det, som bestemmer hovedsagelig de periodiske Phænomener i Plante- livet, ikke er Temperaturen eller de andre physiske Forhold, men Planteartens egen individuelle Natur. Decemberfloraen ved Nizza hårer som ovenfor sagt deels til hele Aarets og deels til Efter- aarets Blomster, men navnlig de sidste savne Friskheden og Glandsen, det seer ud, som om Temperaturen er for lav til at de kunne udfolde sig i deres fulde Skjånhed, og for håi til at de kunne afblomstre og gaae i Dvale. Med December er Planteaaret ligesom det stressniikk Aar afsluttet. I Januar aabenbare sig de fårste Foraarsphænomener, den 9. Januar var Anemone hortensis og den 22. Anemone coro= "naria i Blomst; disse udmærke sig ved deres friske straalende Udseende og danne derved en Modsætning til de uanselige, såvnige Blomster, der hidtil have prydet Jorden i Olivenskovene. Af Foraarsfloraen ville vi fårst omtale et Par Træarter og derefter Urterne, Ske 164 AR TØR Vortemelkstræet (Euphorbia dendroides) er uden Tvivl en af de mærkeligste Planter i Nizzas Flora; det blomstrer mod Slutningen af Januar eller, som 4856, i Begyndelsen af Februar; Frugten modnes' ved Sommerens Begyndelse. Sommervarmen virker nu saaledes paa dette Træ, at det taber Låvet og gaaer over i en Dvaletilstand, som varer ligetil, at Efteraarsregnen i October Maaned bringe Bladene til at udfolde sig paany, hvor- efter Blomsterknopperne blive synlige ved Aarets Ende. Vorte- melkstræet danner saaledes en Modsætning til andre europæiske Træarter deri, at det er i Dvale den varme Tid af Aaret og er i Væxt den kolde Tid. Dette Træ voxer paa Klippeskrænter, der vende mod Syd; smukke Grupper deraf findes paa Slots- klippen ved Nizza, hvor det voxer i Selskab med Kaktusser og Agaver og blomstrer samtidig med Levkåi og Gyldenlak. Nord for Middelhavet er Vortemælkstræet sjældent, holder sig. her nær véd Middelhavet og fjerner sig neppe en Fjerdingvei derfra, hvorimod det forekommer hyppigere paa den afrikanske Kyst. Naar vi ville see os om efter andre Phænomener i Plante- livet, hvor Sommervarmen ogsaa virker hæmmende paa Vegeta- tionen, kan hertil henregnes, at medens Citrontræet ved Mentone heleAaret igjennem er iGråde, udviklende Blade og Blomster og modnende sine Frugter, saa at Mentonenserne aarlig have 4 Citronhåste, er Siciliens Sommer saa hed, at Træet gaaer i Dvale om Sommeren, hvorfor Sicilien savner Sommer- citronerne, som ene udfåres fra Mentone. Hos os ere Træerne i Dvale i den kolde Aarstid og i Væxt i den varme; blandt de fleeraarige urteagtige Planter er der derimod nogle, om hvilke man kan sige, at de ligge i Dvale om Sommeren+), saaledes Galanthus, Crocus, Hepatica og Andre. Hertil kan ogsaa enes at i den tårreste Deel af de varme S iser V ge Planter UDCE for at begynde paany, naar det bliver mere køligt; saaledes ophårte =) Dette gjælder især om Mosserne. 165 Låvetand med at blomstre 14857 midt i Juni Maaned, og dens Blomster lode sig først see igjen midt i August, medens den ellers kan blomstre hele Sommeren. — Det er som bekjendt ikke den håiere Temperatur, der standser Væxten, men Savnet af til- strækkelig Fugtighed, hvoraf Planten behåver mere, altsom Tempe- raturen stiger. Hvidtjårnen var ved Nizza udsprungen den 9. Marts, og alle- rede den 44. begyndte den at blomstre. Medens Låvspringet hos dette Træ, naar alle Forholdene tages med, synes at foregaae langt sildigere ved Nizza, end man skulde vente af de foregaaende Maaneders Middeltemperatur, fålger Blomstringen derimod efter langt hurtigere, end man skulde vente, medens ved Kjåbenhavn der næsten stadig medgaaer 4 Uger imellem Hvidtjårnens Låvspring (omtrent den 1. Mai) og dens Blomstring, der i Reglen indtræffer tilligemed Syrenens, Hestekastaniens og Guldregnens i den fårste Uge af Juni. Dette kan maaskee forklares saaledes: medens Låyspringet betinges af, at Træet skal indsuge en vis Varmemængde, be- tinges Træels paafålgende Blomstring langt mere af en bestemt Temperatur, og naar denne er tilstede, begynder Træet strax at blomstre, ellers venter det, indtil samme er kommen tilstede. Forudsætte vi nu, at Hvidtjårnen behåver henved 42? C. for al blomstre, finde vi, at Nizza har denne Temperatur allerede ved Midten af Marts Maaned, strax efter at Låvspringet har fundet" Sted, men ved Kjåbenhavn indtræffer denne Temperatur først henimod Slutningen af Mai Maaned, og derfor bliver her Tids- rummet imellem Låvspringet og Blomstringen saameget stårre end ved Nizza. RH. Urter. Ovenfor er omtalt, at Anemone hortensis begynder at blom- stre den 9. Januar. Den vedbliver i de fålgende 3 Maaneder at pryde Jorden under Oliventræerne, og ligesaa længe blomstre de fleste andre Foraarsblomster, hvorimod Foraarsblomsterne ved Kjåbenhavn under almindelige Forhold kun blomstre 4 Uger. 166 Desværre vanskeliggjåres Sammenligningen derved, at vore fleste Foraarsblomster enten ikke findes ved Nizza eller ere der noget sjældne, saa at især for en Fremmed, der ikke kjender Voxe- stederne, Sammenligningen bliver vanskelig. Anemone nemo- rosa, der vilde være den bedste Plante til Sammenligning, trives slet ikke ved Nizza, men forekommer fårst oppe paa Col Tendre i en Håide af omtrent 2300 Fod. Pulmonaria officinalis har jeg slet ikke seet ved Nizza, men kun ved -Mentone, der ligger nær- mere Bjergene,” hvor ogsaa denne Plante her har sit Hjem, men hvorfra Sneevandet ofle bringer Frået ned i Skovdalene i Nærheden af Middelhavet. Primula grandiflora har jeg ligefra Januar til Marts seet blomstre i afsidesliggende Skovdale. Hepatica triloba fandt jeg i Brancelonedalen Nord for Nizza i Blomst den 23. Februar, den havde Udseende af at have blomstret over en Maaned. Meget almindelig er i Olivenskovene Ficaria ranuncu- loides Mnch.; saaledes blev den idetmindste benævnt af De Can- dolle og alle ældre Botanikere, men nyere Botanikere have deraf gjort en egen Art, som de kalde grandiflora, der hen- hårer til de Arter, der hovedsagelig ere grundede derpaa, aft de i alle Dele ere noget stårre end dem, hvortil de får hen- forties. Denne Ficaria blomstrer ikke saaledes som hos os i 4 Uger, men henved 3 Maaneder; det samme gjælder om Marts- violen, der saa godt egner sig til Sammenligning, fordi den baade er saa almindelig ved Nizza, hvor den dyrkes i Haverne, 08" er vildtvoxende i Skovdalene imellem Græsset. Mærkelig er den Forskjel, som er imellem Temperaturen under dens Blomstring ved Nizza og ved Kjåbenhavn; thi medens denne paa fårstnævnte Sted er 9 til 14,59 C., er den ved Kjåbenhavn kun 4 til 7? C.; man skulde have ventet, at en håiere Temperatur skulde ' have gjort Blomstringstiden meget kortere ved Nizza end ved Kjåben- havn, men ,det er, som vi allerede have omtalt, langt fra Til- fældet; thi medens Blomstringen ved Kjøbenhavn kun varer 4 Uger; varer den ved Nizza henved 3 Maaneder, og de 167 ovenfor nævnte Foraarsblomster blomstre der ligesaa længe og have en ligesaa kort Blomstringstid ved Kjåbenhavn: Begyndt at blomstre Afblomstret Hepatica triloba. . . 7. April 9. Mai 1857 — eitr dress nl sk 9...— 1 18598 Viol odorafa …, hsungsren 7. — 1857 Ficaria ranunculoides 47. — 241. — 1857 — — 7. — 18. — 1852. Ogsaa i andre Dele af Mellemeuropa har Martsviolen den korte Blomstringstid, saaledes i Schlesien, Preussen og Båhmen+). 1851 Første Blomst Almind. Blomstr. Aldeles afbl. Wohlauz+) 300' over Havet 26. Marts 14. April 21. April Proskau =+) 600' — 29. — 12. — s — Bernstadt ++) 479" mk 3. April 40. —= 20. — Kupferberg 1550' — 15. — 20. — Ls Prag 550" — 40. — 18. — 29. — Steinbeck +xx) 10. — 16. — 3. Mai. Grunden til, at Blomstringstiden er saa lang ved Nizza og saa kort ved Kjåbenhavn, synes at hidråre fra, at paa sidstnævnte Sted stiger Temperaturen meget hurtig under Blomstringen og denne håiere "Temperatur maa naturligviis fremskynde Afblom- stringen, Violen forefinder, naar den begynder at blomstre den 1. April, en Middeltemperatur af 2,9? C.; men 4 Uger efter er den daglige Middeltemperatur steget til 8,2? C. Ficaria begynder at blomstre med en Middeltemperatur af 55" C.; .men å Uger efter er den daglige Middeltemperatur stegen til næsten 40? C…, og denne håie Temperatur maa naturlig gjåre Ende paa Blom- stringen, Ved Nizza- finder en saadan Stigen af Temperaturen ikke Sted under Blomstringen. Naar Violen begynder at blomstre F) Efter Cohns ,Berichte iber die Eutwicklung der Vegetation in Schlesien” 1851. xx) I Schlesien. 5) Ved Kånigsberg. 168 er den daglige Middeltemperatur henved 9? C. og for Marts Maaned er den ikke mere end. 11,4” C., denne eensformige Temperatur synes at være Grund til Violens og de andre Vaarblomsters lange Blomstringstid ved Nizza. Ogsaa hos os er Leilighed til at gjåre den Slags Erfaring, thi vi ville finde, at medens vore Foraars- blomster kun have en kort Blomstringstid, kunne derimod de Plantearter, der blomstre paa en Tid, da de ikke ere udsatte for nogen voldsom Stigen af Temperaturen, blomstre i flere Maaneder, det er Tilfældet næsten med alle de Planter, som komme i Blomst efter den 1. Juli £ Som et mærkeligt Exempel paa, hvorledes pludselig indtræf- fende Varme om Foraaret, naar den nådvendige Fugtighed er tilstede, kan fremskynde Afblomstringen, mindes jeg, at i Aaret 1852 et Hægebærtræ efter et Tordenveir med Regn og paafålgende Solskin afblomstrede i Løbet af 5 Dage. .… Foruden Foraars- og Efteraarsblomsterne finde vi ved Nizza endnu en tredie Klasse af Blomster, der ikke kunne henføres til nogen bestemt Aarstid, men tilhåre hele Aaret, idet de ere istand til at blomstre i enhver Maaned, naar de ikke forhindres af Omgivelserne (enten mangle Varme eller Fugtighed). Disse Plantearter ere ligesom Kornsorterne uperiodiske, idet de til en- hver Tid paa Aaret kunne udvikle Blade, Blomster og Frugt. Saavidt jeg veed, er Morren den Fårste, der har gjort opmærk- "som paa det Eiendommelige ved disse Planters Liv, som han siger besidde une végétation continue” ad: de ere i stadig Vært, eller rettere, de ville stadig vegetere, naar de stadig forefandt den nødvendige Varme og Fugtighed; men henved Udgangen af October Maaned er Varmen ved Kjåbenhavn saa ringe, at af de nævnte Planter de eenaarige dåe, medens de fleeraarige gade i Dvale. Ved Nizza er Varmen om Vinteren saa høi, at mange af dem kunne vedblive at vegetere. Ved Kjåbenhavn komme de igjen, naar Foraarstemperaturen er steget til det, som udfordres til, at deres Væxt kan finde Sted. Paa fugtige Græsmarker ved Nizza blomstrede i Januar og Februar Maaneder almindelig Låve- 169 + tand (Taraxacum officinale), den daglige Middeltemperatur for disse Maaneder var omtrent 40? C. Ved Kjåbenhavn begynder den sædvanlig at blomstre i de fårste Dage af Mai, hvis Middel- temperatur et Normalaar ogsaa er 10? C. Flere af disse Planter, der ere i stadig Væxt om Vinteren ved Nizza, begynde med Låvetand hos os at blomstre i Mai Maaned, hvis Temperatur kommer nærmest til Nizzas Vintertemperatur >) , navnlig Plantago lanceolata , Ranunculus aeris, Fumaria officinalis, Helianthemum vulgare, Veronica Beccabunca %x). Andre Arter kommer hos os fårst i Blomst i Juni Maaned, hvis Temperatur (15,3) er håiere end Nizzas Vintertemperatur, saaledes: Sonchus oleraceus, Borrago officinalis. Dette fremgaaer bedst af nedenstaaende Tabel, Begynder at blomstre — Daglig — Blomstrer ved — Daglig ved Kjåbenhavn. — Middeltemp. — Nizza. — — Middeltemp. Taraxacum officinale . 6. Mai 9,5 Vinteren — 9,3 Plantago lanceolata . . 10. Mai 9,5 sg mm Ranunculus acris . . . Slutn. af Mai 12.5 — ==" Fumaria officinalis ... Begynd.afMai 8,0 fe: Fe Helianthemum vulgare. Mai 11,0 FE Ea Veronica Beccabunca . Slutn. af Mai 12,5 FEE SD T Trifolium pratense. . . Mai 11,0 ES FE TSonchus oleraceus . . Juni 15,3 ), et tredie næsten 1” langt Individ af Cymothoa eremita(Brin n.). Alle 3 Individer savne Ægge- plader og måae vel derfor ansees for Hanner. — Naar man seer, hvor godt Snyltekrebsens Form stemmer med dens Bolig, hvor fuld- Stændigt den udfylder denne, naar Munden er lukket, hvorledes dens flade Bug svarer til Tungens Flade og den hvælvede Ryg til Mundhulens buede Loft, faaer man det bestemte Indtryk, at dette Sammentræf ikke er tilfældigt, men at Krebsdyret og dets Vært Saa at sige ere skabte for hinanden. Brinniche anstiller ad- skillige Betragtninger over dette mærkelige Forhold og udhæver navnlig, at Fiskens Svælg er for snevert, til at der kunde være Fare for, at Krebsen skulde blive slugt, men at der dog heller RE ER AD SEER +) Denne Fisk synes at være særdeles bjemsågt af Parasiter. Foruden en Distom fandtes der 4 Arter af parasitiske Copepoder paa dens Gjæller. 474 ikke var Spor til, at denne tilfåiede sin Vært nogen Skade, hvoraf Brinniche igjen troede at kunne slutte, at den neppe kunde være der for at ernære sig af Pampelfisken. Det var heller ikké uden Grund Brinniche en Gaade, hvorledes Fisken kunde faae sin Fåde, saalænge Krebsdyret sad paa dens Tunge, og han op- stiller derfor den Formodning, yat dette maatte skee i den Tid, Skrukketrolden forlader sin Bolig”. — Ved denne Leilighed. anfå- rer Brinniche ogsaa en Iagttagelse af Marcgrav”), hvoraf det fremgaaer, at en Fisk, som han kalder »Åcarapitamba”, og som nu i Systemet fårer Navn af Mesoprion chrysurus (Bloch), ofte plages af et lignende, 117” langt, fingertykt Dyr, som trænger ind i Fiskens Mund og hænger sig fast ved dens Svælg med sine Klåer, uden at Fisken er i Stand til at befrie sig fra denne vist- nok besværlige Gjæst. I Says account of the Crustacea of the united States” (Journal of the Academy of the natural. sciences of Philadelphia Vol. I. p. II. (1818) p- 394) hedder det om den 4” lange Cy- mothoa ovalis, at den ofte findes fasthæftet inde i Munden paa forskjellige nordamerikanske Havfiske, fornemmelig paa Perca ame- ricana Bloch (Lucioperca americana Cuv. Valenc.), Labrus ame- ricanus Bloch (Tautoga nigra Cuv. Valenc.) og Perca saxatilis Bloch (Labrax lineatus Cuv. Valenc.). Dette Krebsdyr er idvrigt — saavidt mig bekjendt — ikke senere blevet omtalt nogetsteds, undtagen i Milne Edwards yhistoire des Crustacés”, hvor det antages for at være en Anilocra-Art. — Endelig har de Kay) i fjerde Bind af Zoology of the New York Fauna (1844) beskrevet en Cymothoa olivacea, ;der lever paa Gjællerne og i Munden af en Scomberoid, Rhombus triacanthus Peck (ifålge Storerz+%%) identisk med Rh. cryptosus Cuv. Valenc.). Da det 7) Georgii Marcgravii de Liebstad historiæ rerum naturalium Brasiliæ libri VIII. p. 155. Det forekommer mig, at Afbildningen nok kan antages at forestille en Cymothoa. ; 2) Archiv fir Naturgeschichte Xl, H, p..312. 2£€) Storer, a Synopsis of the Fishes of North-America, Memoirs of the ame- rican academy, New series, vol. II (1846) p. 362. 175 nævnte Værk ikke findes ber i Byen, kan jeg imidlertid Intet nærmere oplyse om dette Forhold. Endnu mere constant et Opholdssted er Mundhulen af en bestemt Fiskeart for Olencira prægustator (Latrobe). Om dette Krebsdyr har Latrobe i dte Bind af ,,Transactions of the ame- rican philosophical Society held at Philadelphia” (1802) givet meget interessante Oplysninger. Han kalder den Oniscus præ- É gustator og afbilder den siddende i Mundhulen af ythe bay ale- wife” eller ,0ldwife” (Clupea [nu Alosa] tyrannus), holdende sig fasti Mundhulens Loft ved sine 14 Been og vendende Ryggen nedad. - Det lykkedes aldrig Latrobe at tage den lås uden at beskadige enten den eller Fisken, men var han saa heldig at faae den ud i uskadt. Stand, kravlede den strax. tilbage og indtog sin forrige Plads. Hvor stadigt denne 2” lange Isopod forekommer hos hin Stamsildeart, fremgaaer deraf, at paa den Aarstid (fra Marts til Mai), da den omtalte Fisk i store SKarer stiger op ad York- Floden i Virginien, har enhver af disse ,alewifes” sin »Lus'” i Munden; ja Fiskerne antage endog, siger Latrobe, ,at den er nædvendig for Fiskens Liv; thi naar den tages af, "døer Fisken, selv om den. strax kastes i Vandet igjen.” Rigtignok kan dette Faktum, som Say ogsaa bemærker, forklares ganske naturligt derved, at Fisken, som mange af dens Nærbeslægtede, aldeles ikke kan taale at tages op af Vandet, men det fortjener dog at anfåres, fordi det viser, hvor constant dette Snyltedyrs Forekomst maa være; ellers vilde Fiskerne neppe kunne falde paa at danne sig den anfårte Theori. En kyndig Mand, .der ofte morede sig med at fiske i hin Flod, forsikkrede Latrobe, at i.40 Aat havde han aldrig scet noget Exemplar af den nævnte Fisk un- der Opstigningen og fra Mai til Juni uden hin Snyltegjæst; der- imod erindrede han ikke at have seet den paa Fiske, der bleve fangede leilighedsvis i Juli og August.=) Say tilføier (1. c. p- er ") Formodenlig kan Snyltekrebsen ikke taale det ferske Vand. Ogsaa Kaj "… Laxen hedder det, at den ved Opgangen er besat med Caligus salmonis, 176 396), at det dog ikke er alle Individer, der ere besværede af denne Snyltekrebs, og at dens Legeme i Almindelighed er mere eller mindre vredet, i Overeensstemmelse med den Deel af Mun- den, til hvilken den er befæstet, en Omstændighed, der taler for at Krebsens Ophold ikke er indskrænket til en overmaade kort Tid. Til disse, fornemmelig Jaf Litteraturen hentede Angivelser om Cymothoagtige Krebsdyrs stadige Forekomst i forskjellige Fiskes Mundhule, kan jeg endnu fåie folgende Fakta. Universitetets zoologiske Museum besidder en Ezocoetus volitans L., paa hvis Tunge en c. 4/4” lang smal Ceratothoa uden Æggeplader, altsaa en Han, er befæstet med sine usædvanlig lange og krumme Klåer- Her gjælder det samme som om Pampelbretoen, Cymothoa eremila (Brunn.), og dens Vært; Ceratothoen udfylder saa godt som fuld- stændigt . Flyvefiskens Mundhule; Snyltekrebsen og dens Bolig passe saa godt til hinanden, at dens Forekomst der neppe kan være ganske tilfældig, selv om det kun skulde være sjeldent, al den er at træffe der. Hovedet rager frem over Spidsen af Tun- gen, og Halen naaer lige hen til de nederste Svælgtænder, saa al Haleskjoldet (den 6te Halering) endog ligger umiddelbart under den forreste Afdeling af de åvre Svælgtænder. Naar Mun- den lukkes, stutter Dyrets Rygflade ganske tæt til Mund- hulens Loft, ligesom dets Bugflade til dens Gulv (Tungen), og det udfylder altsaa, som jeg allerede har bemærket, Mund- hulen næsten saa fuldstændigt som muligt. Sænkes derimod Undermunden og Tungepartiet, opstader der — og det samme er Tilfældet hos den af Cymothoa eremita beboede Stromateus part — et Rum som en lav hvælvet Gang hen over Krebsdyrets Ry8, gjennem hvilket Rum Fåden vil kunne have gaaet fra Mundaab- ningen til Svælget. Mundhulen frembyder heller ikke her noget Spor til Beskadigelse, Skuppe sig saa langt tilbage, at den kunde men paa Tilbagereisen er befriet for den. (Kroyer, Danmarks Fiske. NI. p. 580, Note +). er eN 177 komme til at suge eller gnave paa Fiskens Tunge, bedds Snylte- krebsen aabenbart ikke uden at komme i en Collision med Svælg- tænderne, som den maa: have havt al Grund tilvat undgaae. — Da Capitain Hygom bragte Museet dette interessante Stykke, fortalte han, at han tidligere, inden han samlede for Museet, havde i Nærheden af det gode Haabs Forbjerg fanget en Deel Fiske af en og samme Art, som alle havde en lignende Snylte- krebs i. Munden; Hr. Hygom erindrede iåvrigt. ikke , noget nærmere om disse Fiskes Udseende, men. jeg. troer at mindes, at han udtrykkelig tilfåiede, at Flyvefiske var det ikke, Endelig har jeg fornylig i Munden af en T'etrodon Honckenii Bloch — en ostindisk Fisk — fundet 2 Ceratothoer, Den ene er stårre (c. 45'” lang), . bredere .og fladere og udstyret med Æggeplader, altsaa en Hun; den udfyldte næsten hele Tetro- dontens Mundhule, saa åt det kun med Møie og Forsigtighed lyk- kedes at udtage den. "Den er rigtignok stærkt beskadiget,. efter- som de forreste Kropringe næsten ere revne fra hinanden; men jeg troer dog ikke, at det er Mærker af Tetrodontens. Kjæber, men snarere, at det er en Fålge af tidligere Forsåg paa at tage den ud. Fisken har nemlig i en længere Aarrække været i Uni- versitetsmuseets Besiddelse. Det andet Exemplar, der laae skjult ved det stårres venstre Side, var meget mindre (/s""), uden Ægge- plader, smallere og stærkere hvælvet, næsten trindt; i alle finere Detailler, som kunne have Betydning som Artskjendemærker, stemmer det imidlertid med det stårre, og jeg tvivler aldeles ikke Paa, at det er Hannen til den samme Årt. Imidlertid er det ikke min Mening at lægge nogen særdeles Vægt paa, at den ene af dem var en Han og den anden en Hun, saameget mindre, Som jeg ingen Vished har for, at Hannen er udvoxen, hvilket jeg endogsaa er saameget. mindre tilbåielig til at antage, som jeg ikke kjender nøgen Erfaring for, at der hos Cymothoiderne skulde være en lignende Forskjel i Stérrelsen mellem Han og Hun som f. Ex. hos Caligiderne. Dei er mig ubekjendt, hvoraf Tetrodonterne leve — skulde jeg vove en Formodning, vilde jeg af Kjæbernes Be- 12 178 væbning slutte, at de gnavede Koraller — men desuagtet hælder jeg-ikke til den Mening, at disse 2 Ceratothoer have været gjorte ; til Bytte at" Fisken og været paa Veien til at sluges. Vel indråmmer jeg fuldkommen, at et enkelt Fund af deslige Dyr i Mundhulen af en Fisk, Kan forklares paa denne Maade og beviser Intet med Hensyn til deres Levemaade, men stilles det sam- men med de ovenfor anfårte Erfaringer om snyltende Isopoders constante Forekomsti Mundhulen hos andre Fiske, forekommer det mig rimeligst at anvende den samme Forklaring her og at antage, at Tetrodontens Ceratothoer havde taget Ophold i dens Mundhule , i samme Oiemed som Flyvefiskens, Stamsildens, Pampelfiskens og de andre ovenfor anfårte Fiskes stomatophile Parasiter af Isopo- dernes Orden og Cymothoernes Gruppe. Af de her samlede og anfårte Data synes det at fremgaae, at visse Fiske-Arter og visse Arter af de nævnte 3 eller 4 Iso- pod-Slægter ere knyttede saa nåie til hinanden, at Fisken, f. Ex. Alosa tyrannus, Stromateus apus, sjeldent optræder uden at fåre sin Snyltegjæst med sig, og at det i det mindste er rimeligt, at denne i Regelen kun vil træffes paa hint bestemte Sted hos hine bestemte Arter af Fiske, Iåvrigt skal” jeg ikke indlade mig på at drofte det Spårgsmaal: I hvilket Forhold staae egenlig Fisken og dens Parasit? Hvad er det egenlige Giemed med disse Snylte= krebses -saa eiendommeligt valgte Opholdssted? Det er kun i Naturen og ikke i Museerne, at denne Slags Spørgsmaal kunne låses; men jeg har troet at burde henlede Opmærksomheden på2 denne særegne Form af Parasitisren paa en Tid, da saa mange Zoologer beskjæftige sig med Studiet af det parasitiske Dyreliv, og da der altsaa kunde være Haab om, at det ved Studier i Na- luren kunde lykkes at oplyse disse Krebsdyrs upaatvivlelig meget. mærkelige Levemaade og Livshistorie, naar Forholdet først var draget frem af den Glemsel, hvori det syntes at være nedsunket. Overhovedet har man vel hidtil for lidt undersågt de parasitiske Krebsdyrs egenlige Maade at ernære sig paa og ladet sig nåie med ganske i Almindelighed at erkjende dem for Snyltedyr uden mera 179 nærmere at klare sig Forholdet i hvert enkelt Tilfælde. At der i denne Henseende er store Forskjelligheder, fremgaaer dog alle- rede tydeligt nok af de enkelte foreliggende Data.) Jeg maa endnu tilfåie, at ingen af de 3 i denne Meddelelse omtalte ,Cymothoa eller Ceratothoa-Arter (af Pampelfisk, Flyvefisk og Firtand) har jeg formaaet at henfåre til nogen af de" hos Milne Edwards eller Dana beskrevne Arter. +) Æga lever af Fiskeblod; jeg formoder det Samme om Anilocra og Li- voneca, og Hesse beretter det om Praniza (Annales des sciences natu- relles, t. IX. p. 114. 1858). Caligus skal efter Dana blot leve af Fi- skenes Overhudsslim (Exploring expedition, Crustacea. t. II. p. 1340) medens Chondracanthus efter Claus (Ueber den Bau und die Entwicke- lung parasitischer Crustaceen, 1858, p. 12) lever af Fiskenes Blodvæds ke, men ikke medtager Blodlegemerne. De paa Torskens Gjæller siddende Lernæa branchialis L. ere derimod ganske råde og fyldte med. Blod. —. At Cyamus.gnaver og fortærer Hvalernes Overhud, har Roussellde Vauzéme som bekjendt godigjort. Som Tillæg til mine ,Bemærkuinger om de nordiske Æga- Årter” skal jeg tillade mig at anfåre, at til Æga psora's Syno- nymer og Citater kan endnu. fåies Spenglers Beskrivelse og Afbildning i Aste Bind af ,Beschåftigungen der Berliner Gesell- schaft naturforschender Freunde” p. 296, Tab. Vil. fig. A—F., og til Æga Strømii's Sammes p. 306 og fig, 0. P. Spengler ansaae den sidstnævnte Art kun for en Varietet af Oniscus psora L. Oversigt øver de videnskabelige Måder , den naturhistoriske Forening i Aaret 1858. den 13de Januar meddelte Professor Steenstrup en Oplysning til Danmarks forhistoriske Fauna. Medens Antagelsen af Bjørneslægtens tid- ligere Forekomst her i Landet hidtil kun ståttede sig til Fundet af en eneste "Skjæretand, hvis Findested dog ikke nåiere vidstes, (som den tidligere fundne) kunde henfåres til den store Hulebjårn (Ursus spelaeus Bl.) Da Roden var gjennemboret af et drilet Hul, hvori den havde været baaret som Prydelse eller Ammulet, maatte det imidlertid ikke oversees, at der endnu stedse var den. Mulighed tilbage, at den kunde ved'Tuskhandel være kommet ind i Landet. Derpaa meddelte Hr. Dr. philos. C. Lærken nogle Bemærkninger om de amerikanske Arter af Asteride- Slægterne Luidia, Astéro- pecten, Goniodiscus og Ophidiaster. den 22de Januar holdt Hr. Dr. Ørsted et Foredrag om Slægten Chamaedorea, hvoraf det væsenlige Indhold er optaget i Doctorens her i Med- delelserne (Side 1) trykte Afhandling om Centralamerikas Palmer. den Ste Februar gav Hr. Cand. theol. Meinert, efter en kort Skildring af Myrernes ydre og indre Bygning, en Oversigt over de indtil da her i Landet fundne Arter af denne Familie, med Angivelser om deres Levemaade &e. ; -… den 19de Februar sluttede Hr. Meinert sit i foregaaende Måde begyndte Foredrag. % Re ry HAGE ener den 14de 181 i den Ste Marts fortsatte Hr. 0. Mårch en i 1857. begyndt Oversigt over Mol- usk-Faunaen langs Ceutral-Amerikas Vestkyst, gjennemgik nær- mere de Viftetandedes og Rettandedes Ordener og paaviste, at de Arter, der forekomme langs denne Kyst, Var betydeligt fra de Sareldb Arter fra den åstlige Kyststrækni tils den 19de SR fortsatte Hr. 0. Møérch sit Foredrag over Central-Amerikas ollusker med ye syer, ge Frikeeey me mlmene denne | båd F Elen frem n Mængde analoge Arter, som kun med Vanskelighed kunde ike fra mug anden, saa at altsaa Acephalerne i den Henseende forholde sig modsat Gasteropoderne, — Han viste dernæst, at Petits Tellidora beskrevne, er ny, hvorfor han foreslog Navnet Tellidora Petiti for den. Endvidere fremhævedes, at Tellina rufescens Chemn. fra Brasilien afviger fra den tilsvarende Form fra Vestsiden af Amerika ved større Håide og Længde af den negemene Deel. Endelig fremlagdes en Tegning af Liosolena Carp. (udfårt af Dr. Ørsted), der' viste, at Dyret besidder to lange sammenvoxede Siphoner, hvoraf den nederste er aaben i sin hele Længde. den 16de April meddelte Hr. Cand. theol. huer nogle Bemærkninger 0 om Plantelivet ved Nizza om Vinteren. (See disse Meddelelser S. 129) De paa det Meddelte gene Rosulater fremkaldte Modbemærk- ninger fra flere Sider (Forchhammer, Steenstrup, Lange), idet man ikke vilde anerkjende, at in oraarsvarmen var den eneste physiske Factor, der bestemte Låvspringet, men at dette var stærkt afhængigt af Fugtigheden (saaledes som de nærmest foregaaende Aar atter have viist det), fremdeles af de Forhold, hvorunder Træet var gaaet til Hvile eller havde dannet sine Knopper 0. s. v. — Conf. Forchh. og Prof. Stp, ånskede, at man til Undersågelse og Fastsættelse, af Varmens virkelige Indflydelse paa Planteudviklingen, vilde vælge Tilstande liggende noget længere fra hinanden, og Sidstnævnte troede særlig at maatte anbefale til saadanne Undersågelser de flydende Vandplanter (Hydrochæris ,/Stratiotes) i Tidsrummet fra Blomstring. Mai gav Hr. V. Bérgsåe en Udsigt øver de i de danske Låv- og Naaleskove forekommende Arter af Tomiciner. Han angav Tallet af dem til 31, altsaa 4 færre end de i Preussens Skove optrædende Arter. Han omtalte særlig de Arter, ap vare eller kunde ventes kommende særlig Tomicinus Soengkel ks syn til Lovtræerne nærmest Hylesinus erenatus ådelagt Askebestandene omkring Skarrits-Såe, ligesom T. villo Fbr. og T. Sazesenii Ratzeb. i Forening havde skadet Egeskovene sY den Dag, de vise sig paa Vandets Overflade, og indtil deres % Flrgir er den 28de den 12te den 26de 182 paa Alsnæs ved Lerchenborg betydeligt. Han sluttede med at med= dele nøgle Iagttagelser over Tomicinernes Indføring i vore Naale- ve skove. Mai forelagde Hr. Cand. theol. Jensen nogle Mosarter, som han havde samlet paa en Reise i Norge (See disse Meddelelser S. 55). Hvorpaa Professor Reinhardt forelagde en nye Mallefisk fra Brasilien (Stegophilus insidiosus) og meddelte nogle B kninger om dens særegne Levemaade (See Meddelelserne S. 79). November meddelte Professor Steenstrup paa Hr. Cand. polyt. meise (Paroides capensis). ; November foredrog Hr. Cand. theol. Vaupell Slutningen af sine Iagttagelser om Nizzas Vinterflora (See Meddel. S. 129). SÅ den ved Foredraget foranledigede Discussion yttrede Prof. Steenstrup, at slige Sammenstillinger vistnok kunde have Betydning for Videnskaben, men at denne væsenlig vilde beroe paa den stringen hos samme Art i Nizza og hos os ikke turde særlig ståtte sig paa Plantearter, hvis Identitet her og der var underkastet saa- megen Tvivl, som den paaberaabte Ficaria (efr. S. 166) og endnu mindre paa Plantearter, hvis Blomstring var bleven saa aldeles ufuldstændig iagttaget som Martsviolens; thi der var hverken , på2 den ene Side, lagt Mærke til, at denne Plante hos os (ligesom Ovalis acetosella) stadig har en dobbelt Blomstring, først med de em Å smaae uanseelige (clandestine) Blomster igjennem flere Maaneder og indtil langt Eftersommeren, og at den igjennem hele den anden Side, bleven bemærket, om der den 3 Maaneder varende - -Blomstring havde Frugtsætning ifålge med sig eller om den blev efterfulgt af en clandestin, frugtsættende Blomstring. historiske Museum, og som utvivlsomt tilhårte den capske Pung- | En kg RE ADE BAS: as 183 den 10de December forelagde Hr. Dr. phil. Lwirken en nye Serolis-Art (Se- rolis Schythei) fra Magalhaesstrædet (see Meddelelserne S. 98) og meddelte derpaa nogle Betragtninger over adskillige cymotho- agtige Crustaceers Ophold i Mundhulen hos visse Fiskearter (see Meddelels. S. 172 Herefter meddele ene: Steenstrup fårst en Oplysning om Distoma caudatum (Bosc), der ved Hjælp af en talrig, af Capt. Hygom fra SOREERDE RESEN: store Makrelfisk og Coryphæner til for- skjellige Tider rene Række af Individer paavistes at være det samme Dyr som samme Forfatters D, coryphænæ og D. fuscu hvilke to Former "foam de mere udvoxne, medens D. aid kb betragtes som en Larvetilstand eller en Cercaria, der, efter at have selv opsøgt Fisken endnu en Tidlang beholdt sin Hale (= D. torna- tum Rud. Derpaa forelagde Samme tvende nye ER ER den ene, Bolitaena, sluttede sig til Heledone, men m adephoren ved Sugeskaalenies ringe Udvikling og Sel sin næsten geleeagtige Consistens; Kjæberne ere særdeles lidet hvælvede, og Tungen viser det hidtil i Molluskklassen enestaaende Forhold, at fire Tandrækker vexle med hinanden, og at først den femte igjentager den første. — Den anden, Haliphron, af hvilken der hidtil rigtignok kun forelaae nogle Arme, som vare udtagne af en Haifisks Mave, udmærkede sig ved saa afvigende klokkeformige Sugeskaale, at der var god Grund til at danne en ny Slægt for det iåvrigt ube- kjendte Dyr, som Armene havde tilhårt den 16de seerne forelagde Hr. Dr. Litken 4 for den danske Fauna nye terider og Ophiurider (Asteracanthiøn Milleri, Luidia Sarsii, RGS affinis og: Amphiura neglecta), meddelte derpaa nogle nye Bidrag til den Sd SKAN Ophiura-Fauna (S. 127) og endelig en Oversigt over de (6) paa Galathea-Expeditionen indsamlede Arter af Ophiurer. (Beskrivelsen af disse Ophiurider vil blive optaget i det kongl. Vidensk. Selskabs Skrifter.) Tillæg og Rettelser. Side 5, Ste L. f. n.: 1. (?) fibrosa Wendl. læs: Ree nese fibrosus Wendl. (see: Botan. Zeitung 1858 p- 145). Til denne ny Slægt hårer ogsaa en on af Wendland (1. c.) beskreven Art (S. SAREEN SEN fra Ca ic Rk 43 indskydes efter: B. (Eubaciris) fusca: B. (Eubactris) acuminala m, — Jeg har fundet denne Art, som henhårer til de faa Palmer, der E fælles for Mexico og Centralamerika, ved Turrialva i Costa Rica Side 44, 6te L. f.. 0: B. (Trichobactris) bifida sp. n., inte! "”B. (Tricho- Cu bactris) glaåandu i Side 82, 2den L. lg o.: ikke større læs: ikke stårre, , == 96, 19de L. f. o : Henseeude læs: Henseende ide 96, 23de L. f. 0 ” ovannævnte- læs: ovennævnte | Videnskabelige Meddelelser | ; | den naturhistoriske Forening i Kjobenhave, Aaret 1859. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Andet Aarties forste Aargang. Mo. Bot. Garden, 1902. Kjåbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 1860. ENE SEEDEDE EET ED Indhold. | Om Vegetationen i i den udtårrede ,,Lersåe" ved Kjåbenhavn. Af Semi- Bidrag til Kundskab om de ved Kysterne af Mellem- og Syd-Amerika levende Arter af Såstjerner. Af Dr, phil. C. Lutken ,........- 25 En Bemærkning om den Berettigelse, hvormed Picus tridactylus er an- fort i Fortegnelsen paa de i Danmark trufne Fugle. Af Professor ET 9 SERIER SEE SER HEE SES BESEES SE E T ER SEES EST RE) be eee e0eses8se eee RER SUR ERR Notits om Slægten Malacurus og de dertil let: Atter. Af punkt ERR RER RE RR RER FRE AR RENE MR STE SE DR Side. 3035 Bidrag til Kundskab om de nordiske Lucernarier. Af Prof. J. Steenstrup. 106. Oversigt over de videnskabelige Måder i den naturhistoriske Forening i 11 Rettelser. Side 1, 2den L. f. 0. Vej læs: Vig. — 35, 15de L. f. 0. efter Art tilfåies: +. — 54, 5te L. f. n. medio læs: media; efter binis sættes Komma, hvorimod "… det sidste Komma i foregaaende Linie bortfalder. — 81, 2den L. f. o. Kommaet efter quindecim borttages og sættes efter ges! rib us. — 90, 12te L. f. 0. sparcis læs: sparsis. — — iådde L. f. 0. foran poris sættes Komma. — 94, 12te L, f. 0. foran media indskydes : in. — 100, 5te L. f. n. lederen, af 1850 end i Slutningen, læs: i Slutnin- n af 1850 end i Begyndelsen. — 101, 10de LF, DD. Oeibben læs: Slutningen af. — i Noten, foran ,,Håsts" tilféies: See. Rettelser til foregaaende Aargang. Side 181, pri L. f. n. Tomicinus læs: "rue 182, iste L. f. 0. Alsnæs læs: Asnæ - ERE ENE SEE Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. Andet Aarti. 1859, Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. ge sy Om Vegetationen i den udtårrede ,Lerså” reg Kjøbenhavn. Af E. Rostrup. 1858. Det er oftere bleven iagttaget, at naar en Så bliver udtårret eller en Vei af Havet inddæmmet, naar Skove eller Byer afbræn- des eller slåifes, da kunne de derved blottede Landstrækninger undertiden forbausende hurtigt bedækkes af en frodig Vegetation, som især har tiltrukken "sig Naturforskernes Opmærksomhed, naar en eller anden i Masse fremkommen Plante ellers ikke fandtes i Omegnen eller dog var sjelden, og derefter har fremkaldt forskjel- lige Hypotheser i Anledning af disse Planters Oprindelse. Vor Litteratur kan saaledes fremvise flere smaa Afhandlinger=) af Hofman - Bang og Schouw angaaende Oprindelsen til nogle i et udtårret Nor ved Hofmansgave fremkomne Planter, og mange, ofte citerede, Exempler paa en massevis Fremkomst af Planter under de omtalte Omstændigheder, ere tilstrækkelig bekjendte; men dog som oflest uden at man paa en tilfredsstillende Maade har kunnet forklare sig, hvorfra de hidrårte. Som et Bidrag til denne Klasse af Phænomener skulle efter- filgende Iagttagelser tjene, anstillede, efter Udtårringen af Ler- Søen, over den i flere Henseender mærkelige Vegetation, som her har indfunden sig. x) Tidsskrift for Ardurvidenskaberne 1822 0. s. v. 92 land .… Lersåen, eller som den ogsaa kaldtes, Rårsåen, var (5 henved Yo Mil NV. for Kjåbenhavn, beliggende Vandbeholdning, som tidligere tjente til Kjåbenhavns Vandforsyning, men som man 1852 begyndte at udtårre, ved at aabne Sluserne for det ved Kunst opstemmede Vand. Såen var og er endnu tæl' omgivet af en Dæmning, saa at Vandet stod håjere end de omliggende Enge. Paa gamle Kort over Kjåbenhavns Omegn, f. Ex. i Pontoppidans Atlas fra 1764, findes Kun ansat et Aalådb paa Såens Plads; der har altsaa rimeligvis været Engbund langs Aaen, ligesom der endnu er udenfor de opkastede Volde. Gliemann siger i sin Beskrivelse over Kjåbenhavns Amt 18241, »at det allerede. 1752 var betænkt at gjåre Ler- eller Rårsåen til et Hovedreservoir for Kjåbenhavns Vandforsyning, men at det dog først skete 1815.” Indtil den Tid ,laae den dels ud til Græsning, dels var den be- voxen med Siv” og endvidere at Bånderne i Emdrup og Utters- lev forhen havde Ret. til at skjære Græs og Siv paa det Areal der nu indtages af Såen, men solgte Retten 1817.” Såen fik da en 3 Alen håj og 7394 Alen lang Dossering, og blev halvt fyldt med Vand, som den erholdt nordfra gjennem Emdrup Så ved en gravet Kanal, og som atter låb ud i Ladegaardsaaen, medens Aalåbet tidligere maa' have havt modsat Retning, efter "det naturlige Fald, nemlig ud gjennem Lundehusmosen. Såens Åreal er 407 Tdr. Land; dens største Udstrækning fra Sydvest til Nordost er 3300 Alen, Bredden varierer fra 4— 600 Alen, i i De første Gange jeg besågte Lersåen, nemlig i 1850, fand- tes indenfor hele Dæmningen ikkun den blanke Vandflade, saa- godtsom uden al Vegetation, der ved -den stadige Opmuddring maatte hindres i Udviklingen; jeg bemærkede kun enkelte Po- lamogeton-Arter og lignende fuldkomne Vandplanter, I For- Sommeren 1852 var den begyndte Udtårring skreden saa vidt frem, at endel af den sydvestlige Ende var fri for Vand, men dog endnu saa fugtig, at endel Vandplanter, som Nuphar la- teum, Potamogeton lucens og crispus, Batrachium cir- i 3 cinnatum m. fl. kunne friste Livet i smaa og forkråblede Exem- plarer. I Eftersommeren 4852 var Udtårringen skreden betyde- lig videre, og kun den åstlige Del af Såen stod endnu under Vand, hvilken Tilstand kun forandredes lidet i de nærmest fål- gende Aar. En stor Del af den udtårrede Så var nu (den i2te Septbr. 1852) bevoxet med forskjellige Planter, som jeg dengang ikke optog nogen fuldstændig Fortegnelse over, men hvoraf jeg dog noterede dei stårst Mængde forekommende, nemlig: Rumex maritimus, Blitum rubrum og glaucum, Polygonum la- pathifolium o0.fl., en Mængde smaa Skud af Pilearter, som jeg dengang ikke nærmere bestemte, Juncus bufonius, samt hist og her Cineraria palustris og Heleocharis acicularis, og endelig paa et enkelt Sted ved den sydlige Bred: Polygo- num Bistorta ogSenecio saracenicus, som endnu fandtes der i flere Aar efter, men nu ere forsvundne og aabenbart vare forvildede fra et nærliggende Hus, omkring hvis Have begge Planter fandtes. Hele den udtørrede Såbund havde overalt, hvor den ikke var " dækket af en for stærk Vegetation, og navnlig langs den sydost- lige Rand, et ejendommeligt Udseende, idet den dyndede Masse havde trukken sig sammen i temmelig regelmæssige femkantede Såiler med over 2' dybe og henved %2" brede Revner mellem sig,' et Phænomen, som man ofte kan iagttage ved udtårrede Gade- kjær 0. s. v., men som her havde antaget usædvanlig store Di- mensioner, idet de basaltlignende Soiler ofte, vare, over 4” i Gjen- nemsnit. I de nærmest paafålgende Aar har jeg ingen specielle Op- legnelser gjort over Fremskridtet i Lersåens' Planterigdom; kun i Aaret 1854 erindrer jeg, at en stor Del af Lersåen, omtrent den mellemste Trediedel, var aldeles gul af den blomstrende Cineraria palustris, der senere næsten ganske er forsvunden, og i de sidste Par Aar har jeg kun kunnet finde et enkelt Exem- Plar af samme. Ligeledes var den endnu. fugtige Bund overalt mellem de andre Planter bedækket af Marchantia polymorpha, - 1= 4 der senere ogsaa er tilbagetrængt, men dog endnu paa visse Steder forekommer ;i" Mængde. Først i de to sidste Aar (1857—58) har jeg havt Leilighed til ved talrige Excursioner nærmere al gjåre mig bekjendt med den nu saa frodige Vegetation, der overalt bedækker Lersåen, og navnlig den i flere Henseender mærkelige Pileskov, der indtager den overvejende Del af den udtårrede Såbunds Areal. Efter Vegetationens Charakter kan man hovedsagelig delé Arealet i tre Grupper: det ene og mindste Parti bestaaer af lavt Græs og Urter uden fremragende stårre Planter og findes navn- lig langs den åstlige Rand og pletvis ved den nordlige Side; 'det andet stårre Parti indtager en stor Del af Midten især i den åstlige Halvdel og bestaaer af en temmelig tæt Rårskov, dels temmelig ublandet, dels afvexlende med mindre Partier af Scir- pus lacustris, S. maritimus (i ringere Mængde), Typha latifolia og angustifolia, Calamagrostis lanceolata, samt allevegne mod Omkredsen blandet med Pile, dannende Over- gangen til det tredie og stårste Parti, hvor Pilene spille Hoved- rollen, indtagende Størstedelen af den vestlige, nordlige og ost- lige Part, og navnlig sidste Sted dannende en formelig Skov, med Træer af omtrent en halv Snees Alens Håjde, idet de her ere blevne mere fredede, end i de åvrige Dele af Såen, hvor der alt i flere Aar, hver Vinter, har været foretaget betydelige Ud- hugster, men hvor der dog hvert Foraar skyder en Mængde nye Skud iveiret fra de levnede Stubbe, dels fra talrige Frå- planter. Hovedmassen af Pileskoven bestaaer af Salix alba L. og S. viminalis L.; de største Exemplarer tilhårte disse (0 Årter, og der fandtes mange.med over 4” tykke Stammer, som dog ved Gjennemsavning viste sig kun at have 6 Aarringe, et Bevis paa den Frodighed, hvormed disse Pile voxe i den for dem Saa gunstige Jordbund, hvilket ogsaa kan sees deraf, at Aarsskud- denes Knopper næsten overålt blive udviklede i Sommerens Låb, ja at de endog hyppig vare dobbelt forgrenede (idetmindste i 1857), vel navnlig foranlediget af den usædvanlig langvarige 08 EO 7 es———. En 5 varme " Sommer. - Salix viminalis har allerede i flere Aar blomstret i Mængde i Lersoen, hvor der baade findes å og 2, dog synes 2 at være hyppigst. Saavel denne 'som. flere af de andre Arter varierede overordentlig i Bladenes Form, Beklædning, "Grenenes Farve 0. s. v., og flere mærkelige Former forekommer derude, som jeg dog ikke her nærmere skal omtale. Skjøndt Salix alba forekommer saa hyppig og i saa store Exemplarer, fandt jeg den kun sjelden blomstrende; dog fandt jeg iaar enkelte baade 2 og åd. Den gulbarkede Form (v. vi- tellina Koch) forekommer hist og her, og en anden Form, som synes at tilhåre v. coerulea Koch, findes ligeledes flere Ste- der. Næst de to omtalte Arter forekommer Salix amygdalina 1. vistnok i stårst Mængde og i temmelig store Exemplarer ; saavel 2 som Ø findes i rigelig Mængde, medens den sidste el- lers er meget sjelden hos os. Formen concolor Koch (== S. triandra L.) er den almindeligste i Lersåen, ligesom ellers hos os, dog har jeg ogsaa funden Exemplarer af v. discolorKoch. I de to sidste Aar har jeg hyppig truffen denne Art blomstrende i Lersåen for anden Gang, nemlig i Eftersommeren (sidst i Aug. og fårst i Septbr.), saavel Han som Hunblomster, et Forhold som jeg igjen har funden hos flere andre Pile, men dog ikke saa hyppigt, som hos denne.+) Salix cuspidata Schultz forekommer hist og her mel- lem de foregaaende, i stårst Mængde i det nordostlige Hjårne. Jeg har kun fundet Hanplanter, med Undtagelse af en eneste androgyn Rakle, der forneden var 29 -foroven å. Denne Art op- træder allevegne som et smukt, rankt lille Træ, der er kjendelig REE +) De Arter, som jeg har funden blomstrende om Eftersommeren, ere fål- ende : Salix amygdalina L. 92 & d. viminalis L. Q. undulata Ebrh. 2. — cuspidata Schultz d. cinere — stipularis Sm. 29. | 6 | i Afstand ved sine smukke, mårkegrånne, glindsende Blade og talrige, guldgule Hanrakler. Af denne Plante var der længe her i Danmark kun kjendt et plantet Exemplar (å) ved Frederiks- berg; dog er den i de senere 'Aar ved Cand. M. Lange paavist at findes almindelig, saavel plantet, som i Skove i Jylland og. Fyen, og at den ikke er -indfårt i den nyere Tid, viser et Exem- plar, som under Navn af S. fragilis er opbevaret i et gammelt Herbarium samlet 4807—49 i Skaarup Sogn i Fyen af M. Holm. Salix viridis Fr. og S. fragilis L. findes hist og her, dog endnu ikke blomstrende, og den sidste ikkun tæt: ved Såens Rand. Af S.pentaåndra L. forekommer kun nogle meget smaa Buske, som dog allerede blomstrede i Sommer. Salix capræ3ay, aurita og cinerea forekomme, som man kunde vente, temme- lig hyppigt, men dog spredte, og ikke saa' dominerende, som de foårstnævnte Arter. Af Salix hastata L. har jeg funden nogle enkelte Exem- plarer i den vestlige Del, samt et ved den sydostlige Bred, alle Hunplanter; denne Pileart, som i Tydskland kun findes paa Bjer- gene, voxer hist og her i jydske Hedeegne og er paa Øerne kun funden i Tibirke Mose, Dronninggaards Mose og ved Roeskilde. Salix nigricans Sm. findes noget hyppigere, og baade i den åstlige og vestlige Ende af Søen; af denne findes begge Kjån. Den er tidligere kun funden vildtvoxende hos os i Flømmen ved Soréå og desuden ved Gl. Kongevej et plantet å Exemplar. Sa- lix repens forekommer hist og her tilligemed v.leiocarpa,i den håiere beliggende vestlige Del findes ogsaa enkelte typiske Exemplarer af v. argentea. Af Salix rosmarinifolia L. har jeg ogsaa funden en-. kelte Exemplarer; mærkeligere er derimod Forekomsten af Salix angustifolia Wolf, hvoraf jeg har funden 2 Buske i det nordostlige Hjårne og en i den vestlige Del, som alle vare Hun- planter; den er hidtil kun angivet at være funden i Frederiksborg Dyrehave af Kamphåvener. Endvidere fandt jeg Sidste Sommer i den bartigd Del nogle , i É i; z Ø & i 2 i S ie ag mene gø faa Exemplarer af Salix plicata Fr., der først i den nyere Tid er kjendt fra Danmark, hvor den dog hidtil kun er funden nogle faa Steder (Sord, Helsingår, Hareskoven). Af S. pur- Purea L. findes kun nogle faa Exemplarer i den vestlige Del, og af S.Smithiana Wild. har jeg kun funden et eneste Exemplar omtrent midt i Såen, skjøndt denne, Art ellers hårer til en af vore hyppigst plantede Pile, men, vel at mærke, kun Hunplanten forekommer hos os. Endelig fandt jeg i Nærheden af den syd- ostlige Rand et enkelt Exemplar af Salix acutifolia Wild, Som hos os kun findes plantet ved Stadsgraven udenfor Kjåben- havn og hist og her i Haver. Pilene ere ikke de eneste træagtige Planter, som have ind- funden sig i Lersåen; ogsaa adskillige Popler, Birke og Ælme- "træer have funden et passende Voxested for sig her; dog ere, af disse, ikkun Poplerne saa store og hyppige, at de blive iåjne- faldende, og i denne Henseende udmærker sig især Populus ” monilifera Ait., som findes hist og her i hele Pileskoven, til- dels ragende op over denne; dette Træ, der som bekjendt er af amerikansk Oprindelse, hårer til de hurtigst voxende Træer og har ogsaa'i denne Henseende overgaaet alle, Pilene i Lersåen, idet jeg maalte Stammer, som ved Grunden vare 5—6” tykke, skjøndt de ikke kunne være over 6 Aar gamle, hvilket ogsaa stemmede med Antallet af deres Aarringe. Ogsaa Populus tre- mula L. voxer hist og her i den håiere vestlige Del, men kun i Dvergexemplarer i Forhold til den ovenomtalte Poppel, skjøndt Individerne synes at være ligesaa gamle. Mærkeligere er Fore- komsten af Populus pyramidalis Roz. (forsaavidt som unge i Individer med Sikkerhed lader sig bestemme) i smaa, men dog flere Aar gamle Exemplarer i den vestlige Del, da kun Han- Planten af dette Træ er kjendt hos os, ligesom overhovedet Hun- planten synes at være meget sjelden i hele Europa, hvilket i rin- 8ere Grad ogsaa synes at gjælde for Populus monilifera; og dog havde alle de Exemplarer, som jeg nærmere undersågte, saa- vel af Pyramidepoplen, som af de andre Popler, en lang, lodret, 8 typisk Pælerod, der tydelig godtgjorde deres Oprindelse af Frå, en Omstændighed, som jeg senere kommer tilbage til. |! Blandt de urteagtige Planter fortjene flere en nærmere Om- tale, dels paa Grund af den Mængde, hvormed de pludselig ere optraadte i Lersåen, dels paa Grund af, at de ellers ere sjeldent forekommende, eller ikke ;vides at være i Omegnen. Saaledes har Chamænerium angustifolium Scop. udbredt sig i Mængde især i den vestlige Halvdel i de sidste to Aar, dog kjendelig i langt stårre Udstrækning i sidste Sommer end i for- rige; den findes ellers ikke, saavidt mig bekjendt, i Lerséens Omegn nærmere end Jægersborg Dyrehave. Ligeledes har jeg i de to sidste Aar, men iaar paa flere Steder fundet Pletter be- voxet med Aster salignus Wild., en Plante, som ellers hos os kun findes forvildet nogle éntelte Steder, men ellers fra Tydsk- land netop angives at voxe paa fugtige Steder ,mellem Piletræer”, Saa at den i Lersåen maa have funden en meget passende Lo- calitet. En anden Plante af samme Familie, Hieracium pra- tense Tausch, som er ny for den danske Flora, og som jeg ifjor fandt i Lundehusmosen, viste sig iaar i den vestlige Ende af Lersåen, hvor overhovedet de fleste sjeldne Planter findes. Da jeg antager, at det kan have en vis Interesse at lære Lersåens Flora i sin Helhed at kjende, saa meddeles nedenfor en Fortegnelse over alle de Planter, som jegi de to sidste Somre har truffet paa ved en nåéie Undersågelse af hele Arealet, tillige- med en Angivelse af den Rolle de spille i Vegetationens Sam- mensætning. .… Lathyrus pratensis.”) 2. Vicia Cracca. 3: eg e 4. Lotus corniculatus. 5. Trifolium procumbens. 6. — repens. iå — pratensis. 7) De Planter, hvorved ingen nærmere Angivelse findes, voxe hist og her. " 8. Trifolium medium. 9. Mililotus officinalis; pletvis i den vestlige Del. 10. Medicago lupulina. ii. Fragaria vesca; faa Exemplarer paa en enkelt Plet. 12. Potentilla anserina. | 13. Lythrum Salicaria. 1 14. Hippuris vulgaris. É 15. Chamænerium angustifolium; i Mængde. 16. Sy ølpeg hirsutum; hyppig. 17. pubescens; hyppig. 18. rides floscuculi. 19. Cerastium vulgatum. Stellaria media. 21. Sagina procumbens. 22. Parnassia palustris. 23. Capsella bursæ pastoris. 24 25 Nasturtium palustre. — amphibium. 26. Cardamine pratensis. f … 27. Caltha palustris. 28. Ranunculus repens. 99, — Lingva. 30. sceleratus. "81. Anthriscus silvestris. 32. Pastinaca sativa. 33. Angelica silvestris. 34. Sium latifolium. 35. Carum Carvi. 36. Torilis Anthriscus. 37. Hottonia palustris; i Grévten gjennem Midten af Såen. 38, Pingvicola vulgaris; et enkelt Sted i den vestlige Del. 39. Odontites rubra. 40. Rhinanthus major. 41. Linaria vulgaris; hyppig langs Gråvten. 42, Veronica Beccabunga. oe Serophularia nodosa. 44. Myosotis. palustris. SS. mm arvensis. 46. Glechoma hederaceum. EET EET Eee => = rs 5 Se: ø SEERE = Scutellaria galericulata. Mentha aqvatica, -— saliva. — . arvensis. Lycopus europæus. Galium palustre. — aparine. Cineraria palustris; i stor Mængde 1854; svunden, Chrysanthemum Leucanthemum. Ra coronopifolium. Mabicoria inodora. Achillæa Ptarmica. — millefolium. Bellis perennis. Erigeron acre; paa en enkelt Plet Aster salignus; pletvis i den vestlige Del. Antennaria dioica; paa en enkelt Plet. Årtemisia vulgaris. Tussilago Farfara; i stor Mængde. Eupatorium cannabinum. Bidens tripartita; Ske EE ==" temta. ære — radiata. Cirsium palustre; i Mængde. — oleraceum, — lanceolatum — arvense Lappa tomentosa. era officinale; i Mængde. palustre. Bbackes oleraceus. — arvensis ; hyppig. ' i Mængde. Hieracium pilosella — auricula (i den vestlige Del paa et enkelt Sted. — pratense Åracium paludosum; hyppig. Leontodon autumnalis. nu næsten for- — laevipes; flere Steder (Heiberg). Lapsana communis: Valeriana dioica. Plantago major. Rumex Hydrolapathbum. domesticus. obtusifolius. maritimus; i stor Mængde 18522, nu næsten for- acetosus. svunden. Polygonum nodosum. pen aviculare. Atriplex hastata. Blitum glaucum —— u Chenopodium album. Populus tremula — Salix monilifera ' i stor Mængde 1852; nu næsten for- svunden, ' hist og ber, pyramidalis ; faa Exemplarer. pentandra 2 & å; faa Exemplarer. cuspidata 2; i Mængde. ; fragilis, bist og her ved Randen, (ikke blomstrende) viridis, hist og her. alba 2 & å; i stor Mængde. — vitellina — Ccoerulea | hist og her. amygdalina 2 & å; i Mængde. acutifolia (ikke blomstrende); 4 Exemplar. purpurea då; faa Exemplarer, viminalis 2 & å; i stor Mængde. Smithiana; 1 Exemplar. cinerea 2 & åd; hist og her. capræa 2 & d; ' REN aurita 2 & å fe ET plicata 2 hastata 2 nigricans 2 & å repens 2 & 2. — leiocarpa — argentea ' enkelte Exemplarer. | hist og her. å |enkelte Exemplarer. 12 Salix rosmarinifolia 2; enkelte Exemplarer. — angustifolia 2; 3 Buskes Urtica dioica. Ulmus montana; nogle faa Ku hedieen Betula verrucosa (?); hist og her. Orchis incarnata. Iris pseudacorus. Juncus conglomeratus. — . effusus; byppig. — — compactus. — glaucus; ved den sydlige Rand. — lamprocarpus., Alisma "Nytt Potamogeton natans i et Vandhul i den sydvestlige — adm ent Hade pusillus i Typha latifolia. — angustifolia, Carex disticha. ET IR 15 — teretiuscula. —— Sriela. — pseudo-cyperus; i Mængde. — …… vesicarigy — ampullacea. — hirlta. Eriophorum angustifolium. Scirpus lacustris. — maritimus. — … silvaticns. Heleocharis palustris. — uniglumis. — acicularis (i Mængde 1852). Bromus mollis. — Kraåcemosus. Festuca pratensis. Schedonorus sterilig, 13 454. Dactylis glomerata, 155. Poa pratensis. 156... — trivialis. 457. — -compressa. 158. Glyceria spectabilis. 159. Aira cæspitosa. es — vivipara; ved den sydlige Rand (Heiberg). 160. Holcus lanatus. 161. Phragmites communis; i stor Mængde. 162. Calamagrostis lanceolata; hyppig. 163. - Phleum pratense. 164. Alopecurus pratensis. 165. — geniculatus. 166. Anthoxanthum odoratum. 167, Digraphis arundinacca. : s 168. Eqvisetum limosum; hyppig. 169, —w palustre. 170. Bryum cæspiticium. 171. Funaria hygrometrica. 172. Ceratodon purpureus. ' å 173. Phascum cuspidatum. 174. Marchantia polymorpha; i Mængde. 175. Peltigera rufescens, Efter saaledes kortelig at have beskrevet Vegetalionsforhol- dene i den udtørrede Så, skal jeg nu vende mig til en anden Side af Sagen, nemlig forsåge paa, saavidt muligt, at besvare det Spørgsmaal, som sikkert har. paatrængt sig Enhver, der enten Selv i de renerne har besågt Lersåen, eller har erfaret de berettede Kjendsgjerninger: hvorfra hidråre disse Planter? Ved Besvarelsen af dette Spårgsmaal, fremstiller sig strax to Muligheder, som maa undersåges hver for sig, idet man nem- lig kan tænke sig, at Spiren til de fremkomne Planter enten har henligget og vedligeholdt sig i Såens Bund siden den Tid, den Var Eng eller Mose, eller upren til disse Planter er tilfårt se- nere, 14 Hvad den fårste Mulighed angaaer, da maa man tage Hen syn til, at Vedligeholdelsen kunde tænkes at have funden Sted, enten ved Frå eller ved Knopper. Efter de Undersågelser, som hidtil ere bekjendte over Fråenes Livsvarighed, kan man, idet- mindste for en stor Del af de i Lersåen voxende' Planters Ved- kommende, ikke antage, at de have kunnet vedligeholde Spire- evnen i de henved 40 Aar, hvori Lersåen har staaet under Vand. Rigtignok ere mig ingen Undersågelser bekjendte over, hvorlænge Frå kunne vedligeholde Spireevnen, naar de ere dækkede'af Vand, men »da et tlårt Gjemmested anses for væsentligt, for at Fråene (med Undtagelse af Vandplanternes) kunne holdes ilive i længere Tid, saa vil formodentlig deres Antal, som i lang Tid kunne ved- fligeholde Spireevnen under saadanne Forhold, være endnu rin- gere. Hvis overhovedet Frå kunne vedligeholdes i længere Tid, omgivet af Mudder under Vandet, da kunde det med stårst Ri- melighed antages at gjælde for saadanne navnlig enaarige Plan- ter, som ikke alene i Lersåen men overalt, hvor Såer eller Damme | udtårres, fremkomme i stor Mængde det første Aar efter Udtår- ringen, men senere næsten ganske forsvinde og fortrænges af | andre Planter, en Anskuelse som er udtalt af E. Fries%), der kalder saadanne Planter meteoriske, og hertil håre navnlig Årter af Slægterne Blitum, Chenopodium, Polygonum, Ru- mex maritimus, Juncus bufonius, Heleocharis acicu- laris, 0. fl. som jeg foruden i Lersåen ogsaa har iagttaget frem- komme j Mængde, det fårste Aar efter Udtårringen, i St. Jår- genså og Damhussåen ved Kjobenhavn, samt mange mindre Damme, som det sidste tårre Aar har givet mig Lejlighed til al undersåge i saa Henseende. Hvad fleeraarige Planter og navnlig Træerne angaaer, da pleje - deres Frå ikke at have saa lang Livsvarighed, og især synes Pi- lene, som det her . navnlig kommer an paa, ikkun at beholde deres Spireevne i meget kort Tid, hvilket ogsaa synes at staae £) Botaniske Utflygter 1853. I. S, 142, FEDE RESTER DEERE RER See 15 i Forbindelse med, al de ingen Hviletid behåve, men ere istand til at spire, saasnart Kapslerne springe op; jeg har saaledes saaet Frå af forskjellige Pilearter (f. Ex. Salix viminalis, angusti- folia, repens, cinerea), dels i Jord dels i Vand, og alle- rede efter 41—2 Dages Forlåb have Fråbladene været udviklede; ved at opbevare Fråene nogen Tid får Udsaaningen varer det længere inden de begynde at spire, og Wichurax+) angiver endog, at de allerede ved at gjemmes 10—12 Dage aldeles tabe deres Spireevne; dog har jeg faaet Frå af Salix angustifolia til at spire efter at have havt dem opbevarede en Maaned, men efter længere Tids Forlåb synes det heller ikke at ville lykkes. Wichura angiver endvidere Fråene af Popler og Ælme, som dem der, næst Pilene, spire hurtigst. Man kan vel altsaa, for disse Planters Vedkommende, neppe antage Muligheden af, at deres Frå kan have henligget 'spiredygtige siden 4815, og det Samme gjælder om saa mange andre og navnlig om de Kurv- blomstrede, der ogsaa spille en Hovedrolle i Lersåens Vegeta- lion, da deres Fråes Livsvarighed, efter Daubeny”"), i Gjennem- Snit kun skal være 8 Aar. Hvad dernæst Vedligeholdelsen ved Knopskydning angaaer, "da synes der at være mere, der taler for en saadan Mulighed hvad de fleraarige og specielt de træagtige Planter angaaer. Man : har mange Exempler paa, hvorledes Planter i lang Tid kunne friste en tarvelig og ubemærket Tjilværelse, naar enten de over- Jordiske Dele stadig blive tilintetgjorte, eller Lys og andre nåd- vendige Betingelser mangle for deres videre Udvikling. Man har oftere bemærket, at Planter efter mange Aars" Forldb atter ere komne frem paa samme Sted, hvor de forhen have voxet, og hvor de imidlertid have vedligeholdt sig ved underjordisk Knopskyd- ning. » Th. Hartig+x+) fortæller, at de unge Aspetræer, der ofte me SES I REELT 7) Uebersicht hr Arb. der Schlesischen Gesellschaft ete, im Jahr 1856 £. 56. %) Bot. Zeit. 1857. Nr. Ft) Vollst, ng; der forst. Culturgew. Deutschlands. S. 429 f 16 i utallig Mængde fremkomme efter Afdrivning af Skove, skylde deres Tilværelse til den vedvarende Voxekraft af Rødder af længst forsvundne Træer, idet der findes ,Rødknopper” der leve para- sitisk påa de uddåde og henraadnende Rødder, aarligen, dannende nye smalle Vedringe; og E. Fries%) mener, at mange Vandplan- ter, som kun i tårre Aar komme til Udvikling, kunne i hele Aar- hundreder vegetere ved Knopskydning paa Bunden af Vandet, naar Vandstanden er for håj til at de kunne udvikles. Paa denne Maade har vistnok ogsaa mange af de Vand- eller Sumpplanter der findes i Lersåen, vedligeholdt sig paa Bunden af Vandet (og tildels ved Såens Rand), f. Ex. Phragmites, Scirpus; Juncus, Typha, Alisma, Glyceria spectabilis; men for andre Planter kan man heller neppe antage en saadan Vedligeholdelse. Hvad nem- lig Pilene angaae, da har jeg heller ikke kunnet opdage mindste Spor af gamle Rådder eller Stubbe i Såens Bund, thi de mange Pilestubbe, som man nu overalt ståder paa derude, ere ganske friske og bidrårer kun fra de senere Aars Udhugst. Endelig er det håjst usandsynligt, at alle de Arter af Pile, Som nu findes i Lersåen, skulde have voxet under naturlige For- hold i den Mose, som tidligere har indtaget Såens Plads, 08 som -vel nærmest har havt samme Charakter, som den nærlig- gende Lundehusmose, der kun er en Fortsættelse af Lersåen; thi Hovedmassen af hine Pile tilhøre indførte Arter (S: viminalis og alba), hvoraf man ellers hos os ikkun finder plantede Exem- plarer. i Sell afde iiketseer nu voxendé Pile (Salix cuspidata, vis ridis, acutifolia, nigricans, plicata, angustifolia), findes ikke om- talte som forekommende i Danmark hos vore floristiske Forfat- tere i Begyndelsen af dette Aarhundrede (Rafn, Hornemann, Vid — borg) 'men' dertil kan Grunden neppe være den, at de ere ind- … førte senere (maaskee dog med Undtagelse af S. acutifolia); thi 17 de andre ere sandsynligvis vildtvoxende hos os; hvorimod de let kunne være oversete, tildels af den Grund, at flere af hine Årter forst senere ere erkjendte og opstillede. For. Størstedelen af de i Lersåen voxende Planters. og navnlig for Pileskovens Vedkommende bliver det saaledes efter min Me- ning håist usandsynligt, at de skylde en forhenværende lignende "Vegetation deres Tilværelse, og vi maae derfor såge Oprindelsen til samme i en senere Tilfårsel, det være af Frå eller knopskydende Plantedele. Her måa jeg strax omtale en Omstændighed, som ved fårste Oiekast synes at give den forånskede Oplåsning paa den Gaade, hvorfra den frodige Pileskov i Lersåen hidrører, nemlig at der i en Række af Aar før Søens Udtårring aarligen blev tilført en Mængde Pilegrene til Faskiner, som anvendtes til Dækning af den omgivende Dossering; man kunde nu antage,; at disse Ris vare drevne ud i Vandet, sunkne tilbunds og holdte ilive der, indtil Søen udtårredés, hvorefter de vare begyndte at spire; men jeg "kan af flere Grunde ingenlunde antage, at Lersåens Pileskov er fremkommen paa denne Maade. For det fårste skulde man isaafald troe, at Pilene navnlig fandtes i Nærheden af Randen, hvilket netop ikke er Tilfældet; endvidere har jeg, uagtet megen Eftersågning, ikke kunnet finde en eneste Pileqvist spiret paa denne Maade i Lersåen, men derimod havde alle de undersågte Exemplarer, baade af Pile og Popler, tydelig Pælerod og havde aabenbart Charakter af at være fremkomne af Frå, ligesom jeg ogsaa erindrer, at de i 1852 i Lersåen fremkomne unge” Pile ganske havde samme Udseende og Fordeling som de, der ere. fremkomne i det. sidste Aar i den udtårrede St. Jårgensså, hvor i det hele en ganske lignende Vegetation havde udviklet sig i Sommer, som fårste Aar efter Lersåens Udtårring, og af Pile fandtes netop endel af samme Arter, "som i Lersåen ere hyppigst, nemlig Salix alba, viminalis, amygdalina, aurita. og. ulus pyramidalis, alle med stærkt ud- €inerea, samt Pop 2 18 x viklet Pælerod. At selv låst paa Jorden henliggende Pileqviste ere meget villige til at spire, er bekjendt nok, og jeg har ogsaa herpaa seet Exempler i den, ogsaa i det sidste Aar, udtårrede Damhussø, hvor adskillige, dog kun langs den gamle Vold, låst Paa Jorden henliggende Pilegrene havde skudt talrige Trevle- rådder i Jorden og sendt en Række af Skud ivejret, 'som dog havde et helt andet Udseende, end de af Frå fremkomne Planter. låvrigt vilde vi heller ikke påa denne Maade erholde nærmere Oplysning angaaende Oprindelsen til de mange sjeldne Pilearter, "thi alle de til Faskinerne brugte Pileris ere, efter velvillig med- delte Oplysninger af Stadsingeniår Colding, hentede dels i den, hele Lersåen omgivende, Pilehække, dels fra andre, Kjåbenhavns Vandvæsen tilhårende, langs Aaerne beliggende Pileplantninger, men i disse har jeg kun kunnet finde de samme almindelige Arter, Som findes rundt om hele Lersåen. De samme Grunde, som for Størstedelen af Planternes Ved- kommende gjorde det lidet sandsynligt, at deres Fro havde hen- ligget i en Række af Aar paa Bunden af Såen, kunne ogsaa anfåres imod den Formodning, at Fråene efterhaanden vare førte med det Lerséen tidligere gjennemstråmmende Vand og afsat paa Bunden, indtil en gunstig Leilighed frembåd sig for Udviklingen; der bliver saaledes neppe nogen anden Mulighed tilbage at under- Såge end den, at" Fråene under og efter Udtårringen af Såen ere fårte til samme med Vinden, men denne forekommer mig Ogsaa at have stårst Sandsynlighed for sig, som jeg nu skal såge nærmere at paavise, Man vil nemlig lægge Mærke til, at næsten alle de i stårst Mængde i Lersåen forekommende Pla nter ere saadanne, hvis, Frugter eller Frå ere forsynede med Fréuld, Fnok, Vinger, kort- sagt med Flyveredskaber; --Såaledes forholder: det sig med alle de træagtige Planter, nemlig Pil, Poppel, Birk ,-Æ lm; endvidere med de i stor Mængde voxende Ch amænerium, Epilobium, Linaria, Tussilago, Taraxacum, Cineraria, Cirsium Sumner 19 og overhovedet de fleste af de saa talrigt repræsenterede Kurv- blomster; ogsaa Typha, Eriophorum,. Calamagrostis og Phragmitis håre herhid, men disse have sandsynligvis aldrig været ganske udryddede af Såen, hvilket ogsaa for den sidstes Vedkommende. det gamle Navn »Rårsåentt synes at tyde hen påa. Naar vi undersåge den Rolle, som de med Flyveredskaber påa Frøene forsynede Familier spille i Lersåen i Forhold til den Rolle, de ellers spille i Danmarks Vegetation, da bliver Phæno- menet endnu mere paafaldende, skjåndt man her kun kan lage Hensyn til Artsantallet ikke til Individernes Mængde; medens . saaledes de Kurvblomstrede udgjåre omtrent FEE af de danske pha- nerogame Planter, udgjåre de derimod næsten £ af Lerséens; Salicineae bidrage kun med 2, til Danmarks, men derimod med over I til Lersåens Vegetation. ; Naar man endelig,. fra øovenstaaende Fortegnelse, fradrager alle de Sump- og Vandplanter, som man muligvis kan antage have vedligeheldt sig i Såen eller ved dens Rand, da vil man finde, at af Resten, der sikkert maa antages at være ind- vandret efter Udtårringen, har omtrent Halvparten af Arterne Frø med Flyveredskaber, medens dette ellers neppe kan siges om mere end Å af de danske Planter. Aarsagen til den ovenfor omtalte Fordeling af Vegetationen i 3 Partier, bevoxede med Græs, Rår eller Pil, antager jeg at Være den, at det fårste af disse, det med Græsser og Urter be-- dækkede Parti, synes at være det håiest beliggende og blev fårst lagt tørt, hvorpaa det strax bedækkedes af de paa saadanne Steder overalt det fårste Aar fremkommende Planter, Chenopo- diaceer, Polygoneer 0. s. v.,, der senere ere aflåste af andre; derimod er det med Pile bevoxede Parti fårst senere udtårret Påa en for Pilenes. Fråspredning gunstig Aarstid (sidst i Maiy forst ; Juni), hvorved de i Mængde paa den Tid omflyvende Pilefrå have. fundet den fordelagtigste Jordbund i det før el Va- 2% 20 getation blottede, endnu fugtige, blåde og frugtbare Dynd, der let kunde fastholde Fråene. Det med Rår: bevoxede Parti stod derimod flere Aar efter, og tildels endnu, under Vand, hvorved kun Sumpplanter og Vand- planter kunde komme til Udvikling her. Den Hurtighed, hvormed Pilefråene spire, hvilket allerede ovenfor er omtalt, og overhovedet de unge Planters raske Væxt, hvorved de allerede i det fårste Aar kunne opnaae 4' Høide, har vel især bidraget til den næsten eneherskende Rolle, som disse " Planter have overtaget flere Steder i Såen. z Hermed er imidlertid ikke alle Vanskeligheder aser navnlig hvad Pilefamilien angaaer. Det er nemlig almindelig an- taget, at Pilenes Forplantning ved Frå'skeer meget vanskeligt; 'saa- ledes siger Th. Hartig>), at Pile og Popler meget sjeldent frem- bringe modne Frå, og han erindrer kun engang at have séet en "Mængde Fråplanter af Pile komme frem ved Selvsaaning, men som forsvandt næste Aar. Herved maa jeg dog bemærke, at jeg ikke alene mange andre Steder:end i Lersåen, har truffet Frå- planter af Pile, men at jeg ogsaa med stor Lethed har faaet alle de Frå af forskjellige Årter til at spire, som jeg i nogenlunde frisk Tilstand har udsaaet i Vand eller Jord; derimod har jeg hos visse Arter, hvoraf her i Landet kun findes' Hunplanter, f. Ex. Salix Smithiana og S. undulata, aldrig kunnet finde Frå i Kapslerne, og disse Arter forekomme heller ikke i Lersåen, … skjåndt de begge voxe tæt derved og navnlig den fårste i stor Mængde, ligesom overalt ved Gjærder; kun 4 Exemplar af S. Smithiana har jeg seet i Lersåen, men det kan maaskee, ligesom det eneste forekommende Exemplar af S. acutifolia, ' hvoraf vi kun have Hanplanter, bedst forklares ved at være frem- komne af en Gren fra Risgjærdet; herfra anseer jeg ogsaa Salix RED DIG x ”1p 2 SE 21 fragilis at hidråre, da den ikkun findes umiddelbart langs Dosseringen; men for alle de andres Vedkommende maa jeg derimod antage en Opvæxt af Fré, Rigtignok kjender man af et Par af disse Arter kun det ene Kjån her i Landet, nemlig af S, angustifolia kun Hunplanter, af S. cuspidata kun Han- planter; men hvad den fårste angaaer, da har jeg i en Mængde Kapsler, som jeg samlede af alle de 3 Exemplarer, som findes i Lerséen, funden talrige spiredygtige Fro, som altsaa, hvis man ikke vil antage en Parthenogenesis hos Planterne, enten maa forudsætte Hanblomsters Tilværelse, eller Befrugtning af en anden Pileart, hvilket. jo, efter Wimmer, meget hyppigt finder Sted, Skjåndt den omtalte Art har et meget ejendommeligt Habitus, og meget bestemte Characterer, staaer den dog i begge Henseender næsten midt imellem S. viminalis og S. repens, af hvilke Wimmer ogsaa anseer den for en Bastard, og i saa Tilfælde bliver dens Forekomst -ikke mærkelig, da .de 2 omtalte Arter ere til- Strækkelig hyppige i Omegnen. Vanskeligheden for S. cuspi- data vilde ogsaa falde bort, naar man med Wimmer betragtede den som en fragili-pentandra, eller, for den i Lersåen voxende Forms Vedkommende, dog snarere for en viridi-pentandra. Her maa jeg dog endnu bemærke, at de ikke sjelden forekommende androgyne Rakler”) "ogsaa muligvis kunne foraarsage en uventet Formering. For Flertallet af de i Lersåen voxende Pilearters Vedkom- mende, har det ingen Vanskelighed med. at forklare, hvorfra Fråene hidrårte; saaledes findes i den gamle Pilehæk, der til alle Sider omgiver Lersåen (udenfor Dosseringen), talrige Exem- Plarer af Salix alba, viridis, viminalis, amygdalina, ”) Saadanne har jeg fundet mr S. cuspidata i 'Lerséen, hos S: alba; Ye vitellina ved Lygten, og S. cinerea og aurita flere Steder; i Englan er endøg iagttaget en Bi mepbrsdi Salix capræa (Gardener Chronicle 1857). 22 fragilis og Smithiana (dog have de to sidstnævnlie, som ovenfor bemærket, neppe leveret Frå til Lersåen); endvidere fore- kommer i den tætved liggende Lundehusmose: Salix pentan- dra, purpurea, capræa, cinerea, aurita, repens, ros marinifolia; men der bliver dog endnu 6 Arter tilbage, som ikke vides at voxe uden i stor Afstand fra Lersåen, nemlig Salix cuspidata, acutifolia, hastata, nigricans, angusti= folia og plicata. Naar man imidlertid betænker, at hos os ikkun faa Botanikere hidtil have givet sig af med denne Plante- slægt, da er det ikke usandsynligt, at de nævnte Arter, der med Undtagelse af S. acutifolia vist alle maa ansees for hjemmehårende hos os, findes i en stårre Nærhed, end man hidtil har bemærket dem, en Formodning, som jeg saameget mere bestyrkes i ved i de sidste Par Aar at have fundet flere sjeldne Pilearter i Lersåens -Omegn, hvorfra de forhen ikke vare bekjendte, Saa- ledes har jeg fundet Salix stipularis Sm,, en heri Landet ikke forhen kjendt Art, tæt ved Lersåens sydvestlige Ende og i Lundehusmosens åstlige Del, hvor jeg ogsaa har fundet Salix rubra Huds, S. undulata Ehrh., S. acuminata Sm., S. mollissima Ehrh.,, den sidste ogsaa mellem Lersåen 08 Utterslev; af alle disse har jeg ikkun fundet Hunplanter, de ere sikkert alle indførte og ingen af dem forekommer i Lersåen. Hvad endelig Poplerne 'angaaer, hvoraf der utvivlsomt findes Fråplanter i Lersåen, da bliver deres Forekomst i visse Henseender maaskec endnu vanskeligere at forklare; thi vel findes . Populus monilifera hyppig nok plantet, men overalt Han- planter; dog har jeg'idar funden et eneste frugtbærende Exem- i plar ved Gl. Kongevei, og her findes altsaa sandsynligvis flere; derimod er FHunplanten af Populus pyramidalis, der efter Decaisne—) kun skal være frembragt ved en Dyrkning af P. nigra L., =) Grenier et Godron, Fløre de France If, 1855. Eee 23 "Overalt i Europa en stor Sjeldenhed og kun ångivet fra et Par Steder i Tydskland. Der kunde dog maaskee, uden at: man let bemærkede. det, forekomme enkelte Huurakler imellem Hanrak- lerne, hvilket idetmindste synes at. være meget hyppigt Tilfældet hos P. canéscens; thi af denne fandt jeg iaar langs Lygte- veien en Række af eenboe Træer, og lignende findes i Lundehus- mosen og paa Kjåbenhavns Volde, ja i enkelte Rakler findes endogsaa tvekjånnede Blomster. Da der findes Birketræer i nærliggende Haver, og et Par gamle Élnets ser slaaer paa Dosseringen netop lige ud for det Sted, hvor Ælme findes i Ler- såen, blive disses Forekomst let forklarlig. Som et Tillæg skal jeg her endnu med et Par Ord omtale den .ogsaa i flere Henseender ret mærkelige Vegetalion, som i &. Sidste Sommer var- fremkommen i den udtårrede St. Jårgensså. | I selve den udtårrede og udgravede Såbund fandt jeg over 50 Plantearter, og de, der spillede Hovedrollen, vare netop de samme Årter, som i det fårste Aar vare fremkomne i Lersåen; jeg har allerede omtalt de fundne Pile og Popler, men endnu en Plante fortjener nærmere Omtale, nemlig Myricaria germanica L., hvoraf jeg fandt omtrent en. Snes smaa Buske, og hvoraf adskillige allerede blomstrede iaar, ja et Exemplar havde opnaaet en Håide af 23" med en lang Blomsterklase, skjøndt Exemplaret umulig kunde være ældre end fra ifjor. Denne Plante, der voxer ved &rusede Flodbredder saavel i Tydskland som i Skandinavien, findes ikke' vildtvoxende hos os, men dyrkes derimod undertiden i Haver, og da Fråene ere besatte med rigelig Fråuld, er det vel Sandsynligt, åt de kunne være blæste til Såen fra en nærliggende Handelsgartners Have; en Mening, hvori jeg bestyrkes ved den Plads, Planterne havde i Såen, idet de fandtes i en næsten lige Linie langs Såens Længdeudstrækning, som netop betegnede FF Grændsen for Vandstanden den foregaaende Sommer efter Såens Rensning; jeg antager da, at Fråene, som ere faldne i Vandet, 0 STE skyllede op paa Bredden og have spiret. Imidlertid vi - På: denne Plante vel neppe blive andet end en midlertidig Gjæst i. den danske Flora, da Såen formodentlig snart atter sæltes under Vand, medmindre de iaar udviklede Frå skulde have fundet Vej til Dosseringen om Såen og muligvis: her kunne vedblive at trives. Paa denne, rundtom Såen gaaende, stensatte | . Dæmning fandtes en langt rigere og frodigere Vegetation end i selve Såbunden, og tildels af sjeldnere. forekommende Planter, som her alle skåde usædvanlig kraftigt op mellem Stenbroen;, …f. Ex. Chenopodium ficifolium, Rumex palustris, do- mesticus, Polygonum nodosum, Trifolium hybridum, Elsholtzia cristata, Aster Tripolium, Eqvisetum pa- lustre v. polystachion (i stor Mængde), — men det vilde fåre os for vidt, nærmere at undersåge denne Planterigdom. 25 i Bidrag til Kundskab om de ved Kysterne af Mellem- —… og Syd-Amerika levende Arter af Såstjerner. Dr, phil. Chr. Litken, Assistent ved Universitetets zoologiske Museum (Meddelt i Modet den 13de Januar 1858). Fra Amerikas Opdagelse indtil Slutningen af det 148de Aar- hundrede kom kun et lidet Antal af de ved ,,den nye Verdens” Kyster levende Såstjerner til de europæiske Samleres og Zoolo- .&ers Kundskab. Dette var dog Tilfældet med Kæmpen mellem Såstjernerne , den store og udmærkede Art, som allerede Ron- J… delet beskrev som Stella marina reticulata, og som denne For- Å fatterg Comentator, 1'Ob el, et halvt Aarhundrede efter udtrykkelig || ångav at leve i det vestindiske Hav; den blev gjentagne Gange 1. beskrevet og afbildet i Låbet af det 17de og 18de Aarhundrede ' Og optaget i Systemerne under Navn af .sterias reticulata>). — 7 É "Lin ck=+) afbildede desuden en mindre, stærkt pigget Såstjerne, i hvilken man har troet at kunne gjenkjende en ved Amerikas Ostkyst levende Echinaster- Art (Echinaster spinosus M. Tr.) 08 " Seba%%+) afbildede en lignende Art (E. brasiliensis M. Tr.) med den udtrykkelige Angivelse, at den var sendt ham fra Virginien. DE ") Om Litteraturen til denne Art see ESBY SØ om Asterias gigas L. ng ÅRER Linkii: de stellis marinis liber tegelede (Lipsiæ 1733) tab. AV. " £.7. ,Pentadactylosaster spinosus regulari +) Albertus Seba: locupletissimi rerum .naturalium thesauri, fo. IT, (1761) tab. VII. f£. 4 »Pentadactylosaster spinosus regularis Vir me, 26 , IT Sebas beråmte Værk finder man desuden Afbildninger af ad- skillige Arter, som enten ganske i Almindelighed (og for en Deel urigtigen f. Ex. Tab. VI fig. 43 og 14) angives at være fra Ame- rika, eller endog ganske bestemt siges at være fra Curacao eller fra St. Thomas. De fleste af disse forbigaaes ganske af de senere Systematikere; for nogle af dem (navnlig for Tab. VIl fig. 10 og Tab. Vil fig. 3) troer jeg dog at kunne paavise den til Grund liggende Art, der i den hele lange Mellemtid ikke er bleven nævnt, end sige beskreven; andre henfårtes til den tvivl- somme Åst. minuta eller etigua AÅutt., nemlig saadanne Former, som i den nyere Systematik vilde blive at henfåre til Slægten Åsteriscus. — Endelig havde Marcgraf”) allerede næsten 100 Aar fårend Lincks Værk udkom beskrevet og med en raa Træ- snitsfigur oplyst en 9armet brasiliansk Såstjerne, som imidlertid forst langt senere blev optaget i Systemerne; den findes ogsaa anfårt fra Jamaica hos Browne%) i Selskab med Ast. reticulata og med en tredie Årt, som det vil være vanskeligere at gjenkjende. Uagtet der altsaa allerede paa Linnés Tid forelaae en Deel Oplysninger om forskjellige Såstjerner fra Amerikas Østkyst, finder man dog hverken i 40de eller 42te Udgave af hans Sy- stema naturæ nogen Såstjerne nævnt som havende Hjem ved Ame- rikas Kyster; selv om Asterias reticulata, ved hvilken Sloanes Beskrivelse. citeres, hedder det kun: »habitat in mare Indico”. I Gmelins Bearieidelse af Linnés System tilføjedes kun Åst- granularis (efter Retzius, fra St. Croix), men i den Millerske (1775) finder man dog Ast. reticulata og Åst. minuta opførte som amerikanske. Lamar ck%++) kjendte som amerikanske kun Aste- BEDE eee NR KASSERER ONES SERENE Ad ”) Marcgraf: historia naluralis Brasiljæ p- 189 (1648). RS) Påtiriek Bro wne: the civil and natural history of Jamaica, III, p. 393 756). i %) Lamarck: histoire naturelle des animaux sans vertébres. II. p- 547 (1816). — Texten til encyclopédie méthodique, histoire naturelle des Zoo - "phytes (ved Lamouroux, Bory de St. Vincent og Eudes Deslongchamps) År Astérie p: 112 (1824) holder sig ganske til Lamarck. . i. siteter seede neden RET in ER see rer F« rræan ere 27 rias tessellata — en meget collektiv Art, der repræsenterer en heel Gruppe af Arter, hvoraf ingen senere er bleven bekjendt fra Amerikas Østkyst; Ast. exigua, hvortil citeres de afSeba Tab. V. f, 13—15 afbildede 3 smaae amerikånske femkantede Såstjerner (Asterisker); og Ast. echinophora, hvis Localitet »les- cdtes de la Virginie” rimeligvis hidrårer fra det ovenfor«+ citerede Sted af Seba.. Om AÅst. reticulata hedder det derimod, at den »habite POcean- des Grandes-Indes”. — Blainville nævner i sit tidli- gere Arbeide”) kun een Art som amerikansk, nemlig ÅAst. granu- laris Retz., medens han i sin senere Beaårbeidelse af Straaledy» renes Naturhistorie%%), indskrænker sig til den Bemærkning, at de største Arter leve i de varme Have, ved det indiske Orige og ved Syd-Amerika. Saaledes havde Kjendskabet til Amerikas Åsterider ikke gjort noget sånderligt Fremskridt fra Lincks og Sebas indtil Blainvilles Tid. Nogle Aar fårend Blainvilles Aktinologi udkom, havde dog den nordamerikanske . Zoolog Thomas Say meddelt en Oversigt over de ham bekjendte Såstjerner fra Nord- Amerikas Ostkyst”""), Han nævner der 6 Arter, af hvilke 5 nye, som alle beskrives kort, men ret træffende. Alligevel have kun 2 af dem fundet Plads i de senere Systemer. Says Åsterias clathrata Og alternata ere Luidia-Arter, hans Åst. articulata og vestita rime- ligvis ÅAstropecten-Arten; Ast. sentus Say er mig ubekjendt, men Synes at kunne være en Echinaster-Art. Tillige oplyste Say ved denne- Leilighed, at Ast. helianthus Lam.… hvis Lokalitet var ube- kjendt, havde hjemme ved Chiles Kyst. "Det næste Bidrag skyldes, 416 Aar efter, John Edward ED magte ek MEK NREELESK REE, ") Artiklen »Åstérief i dictionnaire des sciences naturelles, RI pp 261 (1804). |. "de Blain ville: manuel d'actinologie ou de Slsosinkelee suge p- 236. FRTh: Say: ,on ike spøcies of the Linnean genus Asterias, inhabiting the "coast of the united states" i Journal of£ the academy of natural science of Philadelphia Vol. V. p. I p. 141 (1825), 28 Gray>), som i det britiske Museums rige Materiale fandt Stof til en Oversigt over Asteridernes Systematik, hvori der meddeles korte, i Regelen allfor korte, Diagnoser af en Mængde, for en stor Deel nye, Slægter og Arter. For de vestindiske Arters Ved- kommende synes Materialet fortrinsvis at være bleven bragt til- veie ved Guildimgs Indsamlinger. Jeg meddeler her en Liste over de i Grays Arbeide optagne 8 Arter, som angives at være fra Ostsiden af Mellem- og Syd-Amerika, men anfårer tillige deres Benævnelse i Millers og Troschels System der Asteriden”, forsaavidt den afviger fra Grays, Othilia spinosa Gray (Echinaster spinosus M. Tr.); ,;Nord- Amerika (Virginien)”. 2. Linckia Guildingii Gray. (Ophidiaster ornithopus [Val.] M. Tr.); ,,Vestindien (St. Vincent)”. | 3. Asterina minuta Gray (Asteriscus minutus M. Tr.); ,;Vestin- dien (St. Vincent)”, då. Pentaceros reticulatus Gray og P, gibbus Gray (vistnok den samme ,Årt: Oreaster reticulatus M. TÆ5DS Benene be badoes, St. ”Vincent)”. 5. Pentaceros (Oreaster) aculeatus Gray (er sandsynligvis ogsaa den samme Art); ,, Vestindien (St, Vincent)”. 6. Astropecten duplicatus Gray; ,,St. Vincent”, 7. Åstropecten stellatus Gray; ,,Syd-Amerika”. 8. Astropecten dubius Gray; » Vestindien” ++), Det er dog fårst ved det Aaret efter udkomne Værk af Joh. Miller og Troschel, som jeg allerede ofte har havt Leilighed til at citere i mine Afhandlinger om Echinodermerneé, Ax 7) »A Synopsis of the genera and species of the class jern Atekkss Linnæus)" i; Annals and magazine of natural mene Rs Vol. VI. p. 175 "og 275 (1841). ") Gray nævner ogsaa e n Ophidiaster Guildingii, men uden at anfåre n0- gen Localitet. Da Gray oftere i dette Arbeide opkalder sine Arter efter "Samleren, er der en vis Sandsynlighed for, at ogsaa denne Art er fra Vestindien, mee SED 29 at Kundskaben om Asterierne antog en egenlig videnskabelig Charakteer. Dets direkte Bidrag til vor Kundskab om de ved Amerikas Ostkyst levende Såstjerner var imidlertid ikke betyde- ligt; hvad der var i Parisermuseet fra Vera Cruz og et Par Årter fra Brasilien synes at have været de nævnte Forfatteres Hovedkilde til Arter fra denne Deel af Tropehavene. — Foruden 'de allerede af Gray diagnosticerede Arter, som de med stårre eller mindre Sikkerhed mene at' have gjenkjendt, beskrives i ,,Sy- stem der Asteriden” fålgende 5 Arter, af hvilke dog nogle med mere eller mindre Sandsynlighed kunne henfåres til Former, som Gray kort iforveien havde antydet. - Echinaster brasiliensis M. Tr.; ,,Brasilien”. 2; — serpentarius (Val.) M. Tr.;,,Vera Cruz”, 3. Ophidiaster ornithopus (Y al.) M. Tr. (formodenlig identisk med Linckia Guildingii Gray); ,,Vera Cruz”. 4. Åstropecten brasiliensis M, Tr. (maaskee identisk med Astro- —… pecten duplicatus Gray); ,,Brasilien”, d. Astropecten Valenciennei M. Tr. (muligvis Grays Astropecten stellatus?); ,,Vera Cruz”, Den af Marcgraf beskrevne niarmede Såstjerne henfåres til Luidia senegalensis (Lam.), og Åsteriscus minuius nævnes som forekommende ved' Brasilien. Endelig har Dr. abkaikde EN i et 1850 udkommet lille Skrift, der just ikke egner sig til at give denne Green af Zoo- logien noget stærkt Ståd fremad, anfårt 4 Arter af Såstjerner Som forekommende ved Antillerne, nemlig Oreaster reticulus (9: reticulatus) M. Tr., Astropecien platyacanthus M. Tr., Åsteriscus "Pentagonus M. Tr. PER Seba t. V. f. 13—15) — hvilke 2 Navne Upaatvivlelig ere aldeles urigtigt anvendte — og Scytaster stella, hvilken sidste Art dog hverken er en Scytaster eller en ny Art, Men baade er beskrevet af Gray, og af Miller og Troschel (Ophidiaster ornithopus). — Sluttelig maa .endnu nævnes -den af ene te RE HENNE 7) Duch KDK ln g: animaux radiaires des Antilles. Paris 1850. 30 Prof. Grube i Archiv fir Naturgeschichte XXIII -p. 340 kortelig beskrevne Astropecten ciliatus fra Puerto Cabello. Fra Østkysten af Syd- og Mellem-Amerika, og fornemmelig fra vore Besiddelser i Vestindien, besidde vore offentlige Samlinger 13 Arter af Asterier, der fornemmelig skyldes Dr. Ørsted, Apotheker Riise, Consul Krebs, afdåde Professor Liebmann, Åssessor Benzon, Professor Dr. Kråyer og Capt. Hygom. Absolut nye" ere maaskee kun faae af dem, imidlertid har jeg dog kun kunnet henfåre 4 af dem med Sikkerhed til Arter, som ere opfårte i »System der Asteriden”, De findes nærmere beskrevne i det Følgende under Navn af: i. Asteracanthion mexicanum Ltk. (n. sp.) (Vera Cruz). 2. Echinaster spinosus M. Tr. . 3: — brasiliensis M. Tr. ; 4. Ophidiaster ornithopus Val. (Linckia Guildingii Gray, Scy- taster stella Duch,). 5. Ophidiaster flaccidus Ltk. (0, Guildingii Gray?) 6. "Asteriscus folium Ltk. (n. sp.; Seba tab. VII. f. 3). 7. — brasiliensis Ltk. (A. minutus M. Tr.?) 8. Oreaster gigas Lin. (O.reticulatus M.Tr. og O. aculeatus Grå y:) 9. Astropecten antillensis Ltk. (n. sp.?, beslægtet .eller mulig- vis identisk med ÅAsterias ir tieiketi Say, Astropecten dupli- catus Gray og Astropecten brasiliensis M. Tr.). 10. Astropecten variabilis Ltk. (n. sp.?, beslægtet eller mulig- vis identisk med Astropecten Valenciennei M, Tr. og Å. stel- latus Gray). 11." Luidia clathrata Say. 12. Luidia alternata Say. 13. " Luidia Marcgravii Stp. (L. senegalensis M. Tr. p- Pp-) Hertil maa dog endnu føjes den af Miller og Troschel beskrevne, men mig ubekjendte, Echinaster serpentarius samt Åster- acanthion tenuispinus, hvoraf Consul Krebs har taget et Exempiar ved Bermudas Øerne. Jeg tvivler dog ikke paa, at det jo vil lykkes Hr. Riises ir = ve 3 31 opoffrende Bestræbelser for at opklare de hidtil dunkle Afsnit af Vestindiens lavere Havdyrfauna endnu at foråge dette Antal, og jeg stålter mig i denne Henseende navnlig paa den allerede ovenfor berårte Omstændighed at der hos Seba findes afbildet flere (3?) Arter af Såstjerner fra St. Thomas og: Curacao, som ikke senere synes at være blevne sjenfandne?). Hvad man vidste om Asteriderne fra Amerikas Vestkyst indskrænkede sig længe til den ovenfor anfårte Oplysning af Say om Fædrelandet af AÅsterias helianthus, og til Schmidels An- givelse ++) paa anden Haand, at Åsterias solaris (Echinites solaris Mill. Tr.) skulde have hjemme ,,ved Magellanstrædet”, hvilken Angivelse man vilde have god Grund til at betvivle, selv om man vilde fortolke den saaledes, at Arten hidrårte fra et eller andet Punkt af Amerikas Vestkyst hinsides Magellanstrædet, hvis ikke Gray havde opført en saadan Form (Echinaster Ellisii Gray) Som hjembragt ,,fra Syd-Amerika” ved Cumming. — 1835 be- skrev Meyen”+") som Udbytte af sin Jordomseiling 2 Arter fra Valparaiso under Navn af Asterias gelatinosus og aurantiacus, begge henhårende til Slægten Asteracanthion M. Tr., den sidste til Underslægten Stichaster, og Aaret efter gav Brandt+) en kort Oversigt over det ved Mertens's Reise vundne Udbytte af Åsterier fra den nordvestligste Deel af Amerika). Grays ovenfor omtalte Arbeide saavelsom et senere i samme Tidsskrift 4-4) vilde være overordenlig viglige for Kundskaben om mr ERR RERAN ”) Nemlig »Stella marina americana minor" (de Curacao) Tab. VII. f. 8 og rtocreas minor placentæ polygonæ æmulum" (deSt. Thomas) Tab. VII. f. 2 samt ,,Artocreas marinum minusculum curassavicum% Tab. VII. f. 9. 2%) Der Naturforscher, 27tes Stick, 1793. ps) Meyen: Reise um die Erde. T) Brandt: prodromus descriptionis animalium ab H. Mertensio observato- rum, fasc. 1mus (1834), TP) I min »Oversigt over Grånlands Echinodermataf p. 63 (Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening for 1857) ere de af Brandt opstillede Arter alle nævnte. HOLE & ray: descriptions øf some new genera and species of Asteriadæ, i Annals and magazine of natural history, vol. XX, p. 193 (1847). 3. 32 Åsteriderne ved denne Kyststrækning, hvis ikke Arternes Cha- rakteristik var saa ufuldstændig, at det ofte er umuligt med Sik- kerhed at afgjåre, om man har en af de Grayske Arter for sig i eller ikke. Det kan derfor egentlig ikke tjene til videnskabelig Veiledning, men kun til at give en forelåbig Forestilling om Faunaens Sammensætning. Jeg har imidlertid,. da Annals of na- tural history i det mindste ikke her hårer til de meget let tilgæn- gelige Tidsskrifter, af Grays Arbeide uddraget en Liste over de af ham opfårte Arter fra Amerikas Vesikyst, som jeg her skal meddele, vedfåiende de Slægter af Millers og Troschels »System” , hvortil de med større eller mindre Sandsynlighed kunne henfåres. Med Undtagelse af de 4, der allerede vare beskrevne tidligere, vare de alle nye for Videnskaben og hidrårte næsten alle fra Cumming, hvis Indsamlinger den descriptive Zoologi skylder et saa stort Antal Arter, Deres Antal er ikke mindre end 23, og man kan derfor ikke nægte, at hvis disse Årter vare til at kjende igjen, vilde denne Deel af Echinoderm- faunaen være os bedre bekjendt fra Amerikas Vestkyst end fra dens Østkyst. De ere fålgende: Åsterias (Åsteracanthion) rustica Gray (A. gelatinosus Mey-) (Valparaiso). 5 . 2. Åsterias (Åsteracanthion) echinata Gray (Valparaiso). 3. ÅAsterias (ÅAsteracanthien) Katherinæ Gray (ifålge Stimson identisk med 4. epichlora Brandt) (Nord - Amerika; Mun- dingen af Columbia Floden, Sitka: Brandt; Puget Sound: Stimpson). 4. Åsterias (Asteracanthion) Helianthus +) -Lmk.… (Valparals0o, Guasco: Gray; Mazatlan: Stimpson). sD Det er vel uden Tvivl, at den »Hoods Island£, hvorfra Grays Ast. multi- radiata og Cummingii vare — hvilke Arters Selvstændighed Gray hæv- der imod ,System der ÅAsteriden£, som forenede dem med Å. Baliøtbet — hører til yde lave O'er" og altsaa ikke vedkommer den vestameri kanske Fauna : 33 Gu Tonia allantica Gray (Asterias aurantiaca Meyen, Åste- racanthion s. Stichaster aurantiacus M. Tr:) (Valparaiso). 6. Echinaster Ellisii Gray (([Echinites solaris M. Tr.) (Syd- Amerika). 7. Othilia (Echinaster) aculeata Gray (Guacomajo i Central- Amerika). 8. Ferdina (Ophidiaster?) Cummingii Gray (Columbiens Vest- kyst). 9" Dactylosaster (Ophidiaster) gracilis Gray (Columbiens Vest- kyst). 10. Cistina (Ophidiaster ?) Columbiæ Gray (Columbiens Vestkyst). 0. 14. Linckia (Ophidiaster) Columbiæ Gray (Columbiens Vestkyst). 2, Linckia (Ophidiaster) unifascialis Gray (Vest- Columbien: Carraccas Bugten)”). 13. Ophidiaster pyramidatus Gray me den i det følgende beskrevne O. porosissimus Ltk.) (Carraccas Bugten i Vest- Columbien). 14. Pentaceros (Oreaster) Cummingii Gray (Punta Santa Elena). 15. Pentaceros (Oreaster) armatus Gray (Punta Santa Elena). 16. Patiria (Asteriscus) obtusa Gray (Panama). 17. Gymnasterias (Asteropsis) spinosa Gray (Panama). "18. Gymnasterias (Asteropsis) inermis Gray (Panama). 19. Paulia (Goniodiscus) horrida Gray (maaskee den nedenfor beskrevne Goniodiscus armatus Ltk.) (Punta Santa Elena). 20. Astropecten armatus Gray (Puerto Portrero). 21. Astropecten regalis Gray (San Blas). Asiropecten erinaceus Gray (maaskee A, Ørstedii Ltk.?) (Punta Santa Elena). å Petalaster (Luidia) Columbiæ Gray (maaskee L. tessellata Ltk.?) (San Blas). ") Carraccasbugten ligger mellem 1,9 og 1"S.Br. Ved Vest-Columbia for- ta Kysten fra 29 til 89 S. Br. Panama ligger under 89 49 N,. Br.; Puerto Portrero i Guyaquil Bugten, Punta St. Elena under 29 10” S. og San Blas under 222 N. Br. (Adams, Catalogue of shells, collected at Panama, Anwals ofLyceum of natural history of New York Vol. V, 1852). 3 34 Hertil kunde maaskee endnu fåies som tilhårende Amerikas antarktiske Fauna: 24. Ganeria falklandica Gray fra Falklands Øerne. Forfatterne til ,.System der Asteriden” havde ikke Leilighed til at underkaste Grays Arter en Revision eller til at meddele en udfårligere Beskrivelse af andre end, de fire ovenfor omtalle fra ældre Tid og fra Meyens Reise bekjendte Arter. I deres senere Tillæg til hint” Værk=) kom dog Goniodiscus singularis M. Tr. og ÅAsteracanthion rubens M. Tr. til. Med Hensyn til den sidstnævnte Art er der formodenlig indlåben en feilagtig Bestem- melse; maaskee have Forfatterne havt den Art for Øie, som jeg senere kortelig hår beskrevet under Navn af Asteracanthion ant- arcticus 7). ; Ayres Afhandling on Californian Echinodermata:"”) er mig ubekjendt, men indeholder vel neppe noget, som ikke er benyttet i Stimpsons) Oversigt over Pighudene ved Nord- Amerikas Stillehavskyster, der især har Interesse ved at med- dele nye Oplysninger om adskillige afBrandts Arter. For Fuld- stændigheds Skyld vil jeg ogsaa excerpere Stimpsons Forteg- nelse for Asteriernes Vedkommende. 1. Asterias (Asteracanthion) ochracea Brandt, hvoraf 4. Janthina Brandt efter Stimpsons Formodning kun er en Varietel (San Francisco, Tomalesbay, Sitka). Asterias (Åsteracanthion) epichlora Brdt. (4. Katherinæ Gray) (Puget Sound). w ” Åsterias (Åsteracanthion) brevispina Stimpson (San Fran- cisco). ø %) Archiv fir Naturgeschichte 1843 p. 116 og 123. Fy yngel g Meddelelser fra den naturhistoriske Forening for 1856 FF) RENE of the Californian Academy of natural sciences. 1855. T) William Stimpson: The crustacea and echinodermata of the pacific shores of North America (Journal of the Boston society of natural hi- story, vol. VI, 1857). fm RRS ORNE ln RER 35” 4, Åsterias (Asteracanthion) gigantea Stimpson (Tomalesbay). 5. Aslerias (Åsteracanthion) helianthoides Brandt (Sitka, Puget Sound, Tomalesbay). 6. Åsterias (Asteracanthion) helianthus IL m k. (Mazatlan). Ø. Linckia (: Cribella) læviuscula Stimpson (Puget Sound). 8. Asteriscus miniatus Brandt (Sitka, Tomalesbay, San Fran- cisco, San Miguel). 9. Mediaster (Archaster?) ægualis Stimpson (Puge! Sound, San Francisco). Hertil kan endnu fåies: i Åsteropsis imbricata Gr ube fra Sitka +). Endelig har Dr. Philippi for nylig givet en Oversigt over Chiles Echinodermfauna %). Han beskriver deri en ny Art, Goniodiscus verrucosus, og opfårer desuden dAsteriscus calcaratus Val., en mig ubekjendt Art. I et senere Tillæg +) beskrives Åsteracanthion luridum og Germaini Phil. samt Astrogonium Fonki PRI Dr. Ørsted har under sit Ophold i Realejo og Punta- renas paa Vestsiden af Central- Amerika indsamlet 4 Arter af Såstjerner, der ville findes beskrevne i det Fålgende. Jeg anfårer her deres Navne, vedfåiende Navnene paa de af Grays Årter, med hvilke det er muligt at de falde sammen. 1. Goniodiscus armatus Ltk. (Paulia horrida Gray?). Ophidiaster porosissimus Ltk. (0. pyramidatus Gray ?). Astropecten Ørstedii Ltk. (4. erinaceus Gray?). …… Luidia tessellata Ltk. (Petalaster Columbiæ Gray?). Prof. Kråyer har fra Valparaiso hjembragt en Asteriscus, Som ligeledes vil findes beskrevet i det Fålgende. Med Hensyn Ho — e - > 90 BO ") L €.p. 340, hi Archiv fir Naturgeschichte XXIII Bd. (1857) p. 132. ") Archiv f. Naturg. 1858 p. 264. T) ml historia fisica e politica de Chile, hvor det vilde være rimeligt at såge Oplysninger om denne Art, findes, saavidt vides, ikke her i Byen. fi 36 til Asteracanthion antarcticus mihi henvises til min tidligere Med- delelse om denne Art paa ovenanfårte Sted. A. Såstjerner med 2 Rækker af kegledannede Spidsc Fådder uden Sugeplade, og som mangle Tarm- aabning. (Luidia uden Randplader paa Armenes Rygside, Astro- pecten med saadanne). 1. Luidia Forbes. Årmenes Antal varierer hos denne Slægt fra 5 til 9, men synes dog at være temmelig constant 5, 7 eller 9 hos hver Art. de ere i Regelen temmelig lange, hos nogle smalle, hos andre brede ved Grunden, men låbe Spidst til imod Armspidsen; hine have en lille, disse en forholdsvis stor Skive. Rygsiden dækkes af saakaldte Paxiller d. v. s. af Grupper af fine Bårster eller .Smaapigge, som sidde påa den brede Endeflade af en lav Ståtte, der hæver sig op fra Hudskelettet. Mellem dem er der enkelte Porer, som dog i Reglen ikke komme tilsyne, da Paxillerne slutte .Jæt til hinanden. Midt paa Skiven og midt ad Armryggene ere Paxillerne mindre og sidde ikke i regelmæssige Rækker, saa- ledes som paa Siderne af Årmene, hvor de tillige ere stårre. Forskjellen i Stårrelse mellem de stårste og de mindste Paxiller er iåvrigt forskjellig hos de forskjellige Arter; ligeledes Antallet af Bårsterne i de større Paxiller. Årmenes Bugflade indtages alene af brede, men korte Tverplader, der naae lige fra Fodgan- genes smaae Randplader til Armenes Siderande, som ogsaa dan- nes af dem; de. ere mere eller mindre tæt beklædte med Pigge af forskjellig Størrelse og bære altid i Armens Siderand 2 spidse 08 sammentrykte, bevægelige Randpigge, den ene over den anden, der saaledes danne ligesom en doppelt Bræmme omkring hele Dyrets Periferi. Antallet af disse Bugplader stemmer med Fåd- dernes og med Antallet af Paxiller i den tilstådende Række påa Årmenes Rygside. Armen ender med den næsten cylindriske, 37 kornklædte og med en lille Piggruppe udstyrede Oievorte, der ligger i Spidsen af Armene, men dog egenlig tilhårer Ryg- siden af disse. Fådderne ere kegledannede, spidse og uden Sugeplade og sidde i en doppelt Række i hver Bugfure. Af denne Slægt, derikke er indskrænket til de varmere Have, "men ogsaa er repræsenteret i det nordlige middelvarme Havbælte, kjendte Forfatterne til »System der Asteriden” kun 3 Arter, nem- lig Luidia Savignyi Aud., (L. fragilissima Forbes og ciliaris Phi- lippi) fra Middelhavet og Europas Vestkyst, L, maculata M. Tr. fra Japan og L. senegalensis Lmk., der angaves at forekomme , baade ved Senegal og ved Brasilien. Hertil have dog de skan- dinaviske Zoologer senere fåiet Luidia Sarsii Dib. Kor., der gaaer fra de engelske Kyster indti! Oresundet og indtil henimod Finmarken. Ved de nedenfor beskrevne Arter stiger Antallet til 8, og Slægten faaer snarest sit Udbredningscentrum ved de åst- lige Kyster af det tropiske Amerika, De to Såstjerner, som Say har beskrevet under Navn af Åsterias clathrata og alternata, håre nemlig herhen, og den brasilianske 9-armede Luidia er, som jeg troer at kunne vise, en fra L. senegalensis forskjellig Art. Dertil kommer endelig en ny Art fra Vestkysten af Central-Amerika. Af de 2 af Gray under Slægten Petalaster kortelig diagno- sticerede Arter er den ene maaskee identisk med den nedenfor beskrevne centralamerikanske Art, den anden (P. Hardwickii) fra det indiske Hav er maaskee en Øde Art, hvis den ikke skulde vise sig at falde sammen med L. maculata M. Ir. Slægten Petalaster er der neppe nogen Grund til at beholde. Luidia clathrata (S ay)- Synonym: Asterias clathrata Say |. c. dignoscitur: brachiis 5, latis, planis, paxillis marginalibus dorsi bracbiorum magnis quadratis triseriatis, e granis majoribus mediis numerosis (10-20) et setis gracilioribus marginalibus compositis, 38 scutis venfralibus spinis brevibus, latis, squamiformibus bi-trise- riatis obtectis, spinis marginalibus latiusculis, complanatis, ti- seriatis, superiore minore, papillis ambulacralibus 5-6, exteriori- bus compressis latis, interiori curvata gracili. Beskrivelse... De 5 Arme ere brede og (emmelig flade; deres Rygside dækkes paa hver Side af 3 Rækker temmelig | store, firkantede, næsten qvadratiske Paxiller, som begrændses ved regelmæssige Linier paa langs og paa tvers, der skjære hin- anden under rette Vinkler og give denne Deel af Armene et elen- dommeligt tavlet Udséende. Paa Midten dækkes Armene af et Bælte af lignende, men meget mindre og mere uregelmæssigt stillede Paxiller, Hver af hine stårre Paxiller bestaaer af 10-20: stårre butte Korn, omgivne af en tæt Kreds af finere, mere Cy- lindriske, til alle Sider. udstraalende Papiller; det samme er Til- fældet med de mindre med den Undtagelse, at Antallet af de runde Korn i Midten ber er indskrænket til 4-6. Om en Stjerne- form kan der kun være Tale ved enkelte af de smaae Paxiller, naar et af de runde Korn kommer i Midten og saaledes om- krandses af de andre. Alle disse Paxiller, saavel de, der danne regelmæssige Rækker, som de, der beklæde Armens midterste Deel, aftage idvrigt jevnt i Stårrelse fra de yderste, der ståde op lil Bugpladerne, til de midterste. Armenes Beklædning fortsætter sig ogsaa ind paa Skiven, saaledes at de Dele af denne, som ligge nærmest ved Armvinklerne ere beklædte med stårre Paxi!- ler, der ere ordnede i regelmæssige Rækker som Fortsættelse af Årmenes, det dvrige med lignende, skjåndt noget stårre Paxil- ler, som de paa Armryggens midterste Deel. Madreporpladen ligger i en af Armvinklerne i den tredie Paxilrække, men skjules af de tilstådende Paxiller; den har Form af en Stjerne med å korte Arme og er udstyret med de sædvanlige Furer. Bugp!2- derne ere talrige og noget buede paa tvers; i Nærheden af Årmvinklerne er. deres Brede 5 Gange saa stor som deres Længde (&: Afstanden fra en Bugplade til den 6te derfra er lig med de”, = 39 res Brede); de dækkes af 2-3 Rækker korte, flade, skjælformige, tiltrykte Pigge, hvortil endnu kommer . nogle fine Bårster langs- med de Furer, der adskille dem fra hinanden, og i deres peri- feriske Kant en noget krum og stærkt sammentrykt Randpig, "der er noget mere end halv saa lang som Bugpladen er bred; ovenover den, altsaa opad mod Rygsiden, sidder endnu .en lig- nende, men noget mindre Pig, og ovenover denne en tredie endnu mindre; i Armens yderste Deel er den sidstnævnte rudimentær, men begge de andre kunne forfålges lige til Armens Spidse. Indenfor hver Bugflade er der nærmest ved Fodgangen en Gruppe af d-6 Pigge, de saakaldte Fodpapiller, af hvilke de yderste ere flade og sammentrykte, de to inderste derimod tynde og stillede den ene indenfor den anden; især den inderste er stærkt krummet, saaledes at Convexiteten vender mod Fådderne. De beskrevne Individer have en stor Radius af 41/2" og et Skivetvermaal af ZOmm, Armenes Brede ved Grunden er 15”, altsaa — den lille Radius. Farven.er paa de tårrede eller i Spiritus opbevarede In- divider i Almindelighed blaagraa med et bredt, næsten sort Bælte midt ud ad hver Arm lige fra Skivens Midtpunkt. Paa et tårrel Exemplar er dette Bælte derimod orangegult. En Unge af denne Art med en stårste Radius af 10”" har paa Rygsiden en ensartet Beklædning af smaae Paxiller og en enkelt Række af dolkformige Randpigge; Bugpladerne ere be- klædte med en doppell Række af fine cylindriske Bårster, og 4-5 lignende sidde paa hver af Fodgangens Randplader. Apothcker Riise har indsendt talrige Exemplarer af denne Art fra St. Thomas. Hålge Say er den meget almindelig ved Kysten af Georgien og Florida. Jeg kan nemlig ikke be- tvivle, at Says Asterias clathrata er den her beskrevne Årt, uag- tet denne Forfatter anseer den for beslægtet med ,;Åsterias lævi- "gata” od: Ophidiaster lævigatus (L mk.) (0. miliaris M. Tr.). 40 "Luidia tessellata Lik, Synonym: Petalaster Columbiæ Gray Il. c.? dignoscitur brachiis 5 latis, planis , paxillis marginalibus brachio- rum majoribus, quadratis,, triseriatis, granulis 8-12 majoribus mediis obtusis, papillis gracilioribus cinctis, scutis ventralibus serie transversa spinarum gracilsum circiter decem obsitis, spinis marginalibus gracilibus , complanatis, triseriatis, superiore mi- more, papillis ambulacralibus grasilibus ternis vel quaternis, tri- seriatis, interiore curvata. Af denne Art foreligger der et betydeligt Antal Exemplarer, hjembragte af Ørsted fra Puntarenas og Realejo. Det bedst bevarede af dem og tillige et af de stårste har 7” i Tver- maal, en stårre Radius af næsten 4” og en mindre af 2/4" (207 mM); Årmene, der altid ere 5, ere brede og flade; deres Brede ved deres Udspring er noget stårre end Skivens Radius (227"). Dyrets Rygside er paa sædvanlig Maade tæt beklædt med Pa- xiller, som ere mindst midt paa Skiven og langs ud ad År- menes Midte, men tiltage ganske jevnt i Stårrelse til begge Si- der, saa at der paa hver Side af Armene er 3 eller 4 i Oine faldende Rækker af større firkantede Paxiller, af hvilke de største kunne have 4'/omm ; Tyermaal; i de 3 yderste Rækker ere de ogsaa, ordnede i regelmæssige Tverrækker, skjåndt de aftage lidt i Stårrelse indad mod Armens Midltlinie, men fra den fjerde af stemme disse Ræk- ker ikke mere overens i Henseende til Paxillernes Antal, skjøndt der endnu kan forfålges en Bestræbelse efter en regelmæssig Ånordning ogsaa paa tvers, saalænge de ere ordnede i bestemte Længderækker. Midt paa Armen. bestaaer en Paxil af 1-4 runde butte Korn, omgivne af fine cylindriske Bårster; i den yderste Række tæller man derimod 8-42 af de tykke Papiller i Midten og henved 50 af de finere udenom dem. Madreporpladen er femkantet med hule Sider, 2mm ; Tvermaal og ligger i en af Årmvinklerne mellem 2den og 3die Paxilrække, men skjules for en stor Deel af de omgivende Paxiller. Bugpladernes Brede (fra Randpiggene til Fodgangen) svarer til Længden af 6 Bug- ål plader. De bære hver en Tverrække af c. 10 kegledannede og noget flade, temmelig tynde og smækkre-Pigge, som dog ere min- dre end Fodpapillerne; dertil kommer endnu en Række af yderst fine Smaapigge paa hver Side. Der er 2 smækkre Randpigge, den ene over den anden, og desuden en tredie, men meget min- dre, ovenover dem begge; ogsaa den kan forfålges lige til Ar- menes Spidse. De ere noget fladtrykte. og vise sig under Lupen rue af fine Takker, der ere ordnede paa langs. Den Deel af Bugpladerne, som ligger ovenover Randpiggene og altsaa tilhører Dyrets Rygside, er beklædt med lignende Smaalegemer som de tilstådende Paxiller. Af Fodpapiller er der ligesom hos de andre Luidia-Arter en Gruppe for hver Bugplade; de ere lange (3mm) og tynde og ordnede i tredoppelt Række; inderst sidder en tynd og bun Pig, hvis Krumning vender mod Foden, der- efter en noget længere og mindre stærkt krummet Pig og ende- lig 1 lige kegledannet Pig eller to saadanne ved Siden af hin- anden. De vigtigste Forskjelligheder mellem L. tessellata og L. cla- thrata ere følgende: Paxillerne ere stårre hos L. clathrata og . Indeholde flere af de runde og butte Papiller i Midten end hos "PÅ lessellata; og medens L. clathrata har Bugpladerne tæt be- klædte med flere Rækker brede og flade skjælformige Pigge, har L. tessellata een Tverrække af lange og tynde Pigge. Fodpapil- lerne ere for de to inderste Rækkers Vedkommende stillede paa Samme Maade hos begge Arter, men de ere længere og tyndere hos L. tessellata, og hvor der hos denne er 4 eller2 i den ydre Række, har ÅL, clathrata en Gruppe af 4 eller 5 flade Pigge. Endelig ere Randpiggene bredere hos den åstlige end hos den vestlige Art. ' Under Navnet Petalaster Columbiæ har Gray karakteriseret en Luidia fra San Blas (i Mexiko?), hvis korte Diagnose: ,,Arme- nes Rand skraa (shelving), Rygsiden med ligestore Paxiller stil- lede i Tver- og Længderader; Armene lange, smækkre, gradevis afsmalnende, Knuderne korte med tætte Grupper af temmelig store spidse Pigge og en Bræmme af meget fine udstraalende 42 Pigge” nok. kunde passe paa den her beskrevne Form, naar und- lages, at Armene beskrives som smækkre (slender). Luidia alternata (Say). Synonym : Asterias alternata Say. |. c. dignoscitur brachiis 5, paxillis e corona setarum gracilium aculeum conicum magnum medium cingente compositis, aculeis in media paårte brachiorum et disci minoribus, ad latera maximis, series 4 ad latera dorsi brachiorum formantibus, spinis marginalibus binis acuminatis biseriatis, ventralibus ternis, ambulacralibus ternis vel quaternis, giacilibus, interna minore curvata, Hr. Riise har indsendt et Exemplar af denne Art, der er taget ved St. Thomas paa 20 Favne Vand. Det har under Optagelsen brudt sig i mange Stykker, men har vistnok havt en Diameter af over 43”. Desuden besidder Museet et ligeledes femarmet Exemplar, som Consul Krebs tidligere har forære! Museet; det er nogenlunde helt, men forresten ikke godt be- varet. Beskrivelsen udkastes derfor efter det forstnævnte Exem- plar. Nærmest ved Fødderne er der, svarende til hvert. Mellem- rum mellem 2 Fådder, en Tverrække af 3 eller 4 tynde, 47" lange Pigge, af hvilke dog den inderste er lavere og krum, saaledes at Convexiteten vender mod Fådderne. Som Fortsættelse af disse Fodpigge eller Fodpapiller bærer hver Bugplade cn Tverrække af 6 5 Pigge, af hvilke de 2 åverste, som ere kegledannede spidse og åmm lange, ere Randpiggene, Foruden dem bære Bugpla- derne kun meget smaae fine. Papiller, der sidde langs med Pla- dernes Rande og dække.de dem adskillende Furer. Ovenover Randpiggenes doppelte Række er der først en lille Række af nor- male Paxiller, dannede af lutter fine cylindriske Papiller; der- efter fålge paa hver Side af Årmene 2 Rækker af meget store, 3-4mm lange, kegledannede Pigge, omgivne ved Grunden af en flerdoppelt Kreds af meget fine cylindriske Papiller. Paa den dvrige Deel af Armen, som er mindre regelmæssigt beklædt med 43 Paxiller, er .den midterste Papil i disse Paxiller vel altid stårre end de andre, men i Armens midterste Bælte er Misforholdet imellem dem endnu ikke betydeligt: kun hist og her viser sig en stårre Pig; ud imod Armenes Sider blive disse derimod stedse stårre og hyppigere, saa at der indenfor og langsmed de 2 oven- for nævnte Pigrækker endnu er 2 temmelig fuldstændige Rækker af lavere Pigge, som gjåre Overgangen mellem Beklædningen paa «Midten og paa Siderne af Armene. Ogsaa paa Skiven have Pa- xillerne den samme Charakteer, der gaaer gjennem hele Rygsidens Beklædning, idet de bestaae af en kegledannet spids Pig, om- givet ved Grunden af talrige fine Papiller, saaledes at Piggene stadig tiltage i Stårrelse fra Skivens Midtpunkt til dens Omkreds. Madreporpladeu ligger i en af Armvinklerne i den yderste Paxil- række. Oievorten er grovt. kornet. Farven er lys med 6 eller 7 uregelmæssige mårkviolette Baand paa Årmene og en stljerneformig Tegning, begrændsende el lysere Rum i Midten, paa Spidsen; underneden er den lys uden Aftegning. Ifilge Say er ,,Farven purpurråd ovenpaa med uregelmæssige gulaglige Baand paa Armene og aldeles gulagtig underneden”. Says Exemplar var fra Florida Keys, havde 8” i Diameter og omtales som meget skråbeligt. Luidia Maregravii Stp. in mser, >) Synonyma: stella marina, Georgii Margravii de Liebstad historiæ rerum naturalium Brasilæ libri VII, p. 189. Asterias 4ta, major, brachiis novem longis compressis et pectina- tis, ,,the large Starfish with eight or more slender arms”. Patrick Browne: the civil and natural history of Jamaica (1756) p. 393. Luidia senegalensis Mill. Trosch. System d. Aster. p. 78 (pro parte). " dignoscitur brachiis 9 angustis, planis, paxillis medianis minutis, marginalibus majusculis rectangularibus, triseriatis, granulis cir- Se EEN SEEREN ”) Tidligere meddelt enkelte Museer under Navn af Luidia senegalensis, 44 citer 15 obtusis, papillis setiformibus numerosis cinctis, obtectis, parte pazxilifera triangulari in angulis brachiorum inter secundam et primam seriem paxillarum intercalata, Scutis ventralibus spinis planis brevibus dense obtectis, spinis marginalibus biseriatis bre- vibus, papillis ambulacralibus quaternis triseriatis, compressis, interioribus curvatis. Capitain Hygom har hjembragt flere Exemplarer af denne Art fra Cotinguiba i Provindsen Sergipe i Brasilien, alle med 9 Arme. Et af de største har et Tvermaal af 10”, en storre Ra- dius af 42/4" og et Skivetvermaal af 41/07; Armene ere smækkre, 1/0" brede ved deres Udspring og faae ved at tårres en fordybet Rende midt ud af deres Ryg. Midt paa Armene og midt paa Skiven ere Paxillerne overmaade smaae og stjerneformige, ,d. v. 8. dannede af 6-8 smaae Papiller omkring en i Midten. Disse . smaae Paxiller ere heller ikke ordnede paa nogen bestemt Maade, men paa hver Side af dette midterste Bælte ordne Paxillerne sig i 6 Rækker og tiltage i Stårrelse ud imod Armenes Sider, hvor navnlig 3 Rækker af firkantede, lidt mere brede (27m) end lange, ved regelmæssige Linier paa langs og paa tvers adskilte Paxil- ler falde ÅJ Oinene; hver af disse bestaaer af c. 45 stårre og butte Korn, omgivne af en tæt Kreds af fine cylindriske Bårster. Mellem fårste og anden Paxilrække (udenfra) er der i hver Årmvinkel indskudt et lille trekantet Parti, besat med smaaeé stjerneformige Paxiller, hvilket synes at være ret betegnende for denne Art, da det ikke findes hos nogen af de i det foregaaende beskrevne Arter; Madreporpladen ligger mellem 2den 08 3die Pladerække, hvilke begge lade sig forfålge rundt om hver Årmvinkel fra den ene Arm til den. anden. Bugpladerneé ere temmelig stærkt hvælvede; deres Brede er ikke langt fra Skiven 4 Gange saa stor som deres Længde; deres Antal på2 hver Side af hver Arm omtrent 130. De ere kantede med me- get fine børsteformige Papilier og nogenlunde tæt beklædte med temmelig korte og flade Pigge af noget forskjellig Stårrelse, som ere ordnede i 1 eller 2 Rækker. Af Randpiggene er den un- E [ | | | 45 " derste c. 3mm lang, men ikke saa lang som Bugpladen er bred, iden åverste i Regelen noget mindre. Indenfor hver Bugplade sidder der en tredoppelt Række af 4 Fo dpapiller: inderst den sædvanlige krumme Pig, derefter en lignende, men noget længere og mindre krum og yderst 2 lige Pigge ved Siden af hinanden; de ere alle temmelig flade, men medens de 2 sidstnævnte ere Sammentrykte paa langs, parallelt med Armens Axe, ere de to inderste sammentrykte paa tvers. Deres Længde er omtrent 2lyomm, Ved Mundvinklerne erstattes de af en tæt lbedl af butte Mundpigge af samme Længde. De beskrevne brasilianske Exemplarer have en blaaliggraa Farve med en mårkere Stribe midt ud, ad Rygsiden paa hver Årm. Marcgraf beskriver Farven saaledes: ,,den er ovenpaa graåa med hvide firkantede Knuder, paa Siderne ere Årmene stærkt gule (ochræ coloris); underneden er den hvidguul overalt”, Hans Originalafbildning "skal ifålge Miller og Troschel være »graa eller gronagtig”. Foruden de Hygomske Exemplarer besidder Museet endnu et meget stort, der har c. 160 Bugplader og næsten 1/0" i Diameter, men ligesom de andre 9 Arme, og er fra St, Domingo. Det er skjænket Museet af afdåde Etats- raad Hofmann (Bang). Denne Såstjerne forekommer altsaa ogsaa i Vestindien, hvad man da selv uden dette Factum maatte slutte af det ovenfor anfårte Cilat af Browne, efter hvilket den er hyppig nok i Jamaicas Havne, især i Port Royals og Kingstons. Lamarck har beskrevet en meget lignende og ligeledes ni- armet Årt fra Senegal, hvorfra den var bragt ved Adanson, under Navn af Asterias senegalensis. Det kan vistnok ikke an- tages, at der i Henseende til disse Exemplarers Oprindelse skulde have indsneget sig nogen Vildfarelse. Uagtet Lamarcks korte Beskrivelse meget godt kunde passe paa den her beskrevne ame- rikanske Form, maa jeg dog billige, at der tillægges denne et nyt Navn, da jeg ikke kan antage, at en og samme Art skulde fore- komme baade paa den afrikanske og paa den amerikanske Side 46 af Atlanterhavet. —- Figuren i Encyclopédie méthodique pl. 421 er vel rimeligvis efter et af de senegalske Exemplarer, men er altfor ufuldkommen. til at afgjåre noget om deres Iden- titet med de brasilianske. Beskrivelsen i »System der Asteri- den” stemmer meget godt med de foreliggende Exemplarer; men det fremgaaer ikke, om Forfatterne have havt brasilianske eller afrikanske Exemplarer for sig. Derimod er jeg tilbåielig til at froe, at Afbildningerne Tab. V. f..4 ere udfårte efter Exempla- rer af den rette L, senegalensis, eftersom de vise meget bestemte Afvigelser fra L. Marcgravii; Paxillerne midt paa Ryggen ere forholdsvis meget stårre og Bugpladerne mindre tæt beklædte med de flade Pigge end hos L, Marcgravii. 2. Astropecten Linck. De talrige Arter af denne Slægt forholde sig iv de" fleste Henseender. ligesom Luidia- Arterne med folgende Undtagelser: Årmene ere her altid 5, mere eller mindre korte eller lange, men altid temmelig brede, Forholdet mellem den lille og den store Radius varierer fra 4 : 4179 til 4:8. Bugpladerne ere færre og for- holdsvis længere, eftersom der for hver2 eller 3 Fådder og tilsvarende Grupper af Fodpapiller kun er en Bugplade. Bugpladernes Rand- pigge ere ofte 2-3 paa hver Plade, men stillede i samme Linie, den ene efter den anden, Mellem Bugpladerne og Munden er der enten blot indskudt nogle faa pigklædte Smaaplader, eller el stårre paxilklædt trekantet Part; indenfor hver Armvinkel. Rygsidens Rand dannes af en Række tykke og firkantede Rand- plader, hvis Antal stemmer med Bugpladernes; de ere enten blot beklædte med Korn eller bære desuden en eller flere Rækker af lodrette kegledannede Pigge. Randpladernes Retning danner al- tid en mere eller mindre spids Vinkel med Armens Axe. Ryg- &ens åvrige Deel er beklædt med smaac stjerneformige Paxiller, Som beståae af nogle faa cylindriske Smaapigge og kun langs med Randpladerne ere ordnede j Tverrækker. — Slægten synes al tælle Arter i de allerfleste Have. 47 Åstropeeten antillensis Ltk. Synonyma: ?Seha, thesaurus Ii. tab. VIN. no. 40: .,Stellula alia marina Curassavica”, ? Asterias articulata Say Il. c, ? Astropecten brasiliensis Mill. Trosch. I. c. ? Astropecten duplicatus Gray l. c. dignoscitur spinis dørsalibus in adultis biseriatis, in serie intima numero vario, angulo brachiorum proximis maximis, spinis mar- ginalibus binis gracilibus, scutellis ventralibus spinis gracilibus ” obtectis, papillis' ambulacralibus 6 biseriatis, mediis majoribus, externa media complanata. '- Beskrivelse. Denne Art varierer saa meget efter Alde- ren, at det vil være nådvendigt at beskrive. den paa forskjellige . Alderstrin. Individer smed. et ;Tvermaal: af.c.… 60rm (213) ; fra Spidsen af en Arm til Spidsen af en af de modstaaende frem- byde folgende Forhold. Fra Armvinkelen til. Endepladen (Oic- vorten), som er cylindrisk og kornbeklædt samt bærer Å smaae butte Pigge eller Papiller, er der 23 Randplader. Sete ovenfra ere disse mere brede end lange, fårst mod Armens Spidse ere de lige lange og brede; de ere lidt hvælvede og adskilles fra hinanden ved Fordybninger eller Render; den Deel af dem, som danner Armens Sideflade, er i Armens inderste Deel mere håi end lang; Kanten mellem Ryg- og Sidefladen er afrundet. Med Undtagelse af den inderste eller de to inderste bære de hver, en lille lav kegledannet Pig. der er anbragt i Kanten mellem Ryg- og Sidefladen eller i Armens inderste Deel lidt indenfor denne. Paa den allerinderste trekantede Randplade mangler denne ydre Pig altid, men. der findes i dens Sted en doppelt saa håi og no- gel tykkere Pig, der tillige er rykket noget” længere ind paa Pla- den, nærmere mod Skivens Midtpunkt. Den næstinderste Rand- "Plade kan cnien have 2 Pigge, den ene indenfor den anden, hin noget større og svarende til den store Pig paa den inderste Plade, denne lidt mindre og stillet i Række med Piggene 4 48 paa de fålgende Plader; eller der findes kun een af disse Piggey enten den ydre eller den indre, eller de kunne endelig ogsaa mangle begge to. Forresten ere disse Plader beklædte med runde Korn, som henimod Kanterne erstattes af fine cylindriske Børster, der lægge sig horizontalt over de adskillende Furer, hvorfor Pladerne vise sig fryndsede i Kanten. Den Deel af Ar- menes Rygflade, som ligger imellem begge Rækker af Randpla- der, dækkes af fine Børsteknipper (Paxiller), hver paa 6 eller 7 fine bårsteformige Smaapigge; de ere ordnede temmelig regel- mæssigt i Tverrækker, som kun midt ud ad Armene ere noget forstyrrede; af saadanne Tverrækker er der gjerne 3 for hver Randplade. Der er omtrent 7 Paxiller i en Tverrække ved " Grunden af AÅrmene, hvor det paxilbeklædte Bælte omtrent er, doppelt saa bredt som en af Randpladerne sammesteds. Skiven er beklædt paa samme Maade, men Paxillerne blive der saa fine og tætte, at det seer ud som om denne Deel af Dyret blot var beklædt med Korn: Madreporpladen ligger tæt ved en af Årmvinklerne, men temmelig skjult. — Bugpladerne, som dække hele Dyrets Underflade ligefra Randen til Fodgangene og Munden, ére i Armens inderste Deel mere end 2 Gange saa brede som lange. Langs med Kanterne ere de besatte med fine Bårster og desuden bære de, spredte over deres Flade, 5 eller 6 tynde og cylindriske eller lidt fladtrykte Smaapigge af noget for- skjellig Længde, som især sidde langs med begge Randene, men ere forresten någne. I deres periferiske Kant bære de hver to lige Store, flade og spidse Randpigge, af Form som Knivblade og saa lange som Bugpladen er bred, stillede i Række efter hinanden ; undertiden findes endnu en tredie, men den ,er da en Deel min- "dre end de andre. Indenfor hver Bugplade er der 2 Grupper af Fodpapiller, indenfor den inderste endog 3 eller 4; hver af dem sidder paa en særegen lille Plade og bestaaer igjen af en indre og en ydre Gruppe, hver paa 3 Pigge, af hvilke den midterste er kjendelig længere end de andre; de ere alle tynde og trinde med Undtagelse af den midterste i den ydre Række, der er flad, 49 Mundvinkelpladerne bære hver en opstaaende og en hori- zontal Piggruppe, den sidste paa 6 eller 7 Pigge, som tiltage i Står- relse indtil den inderste, der er stor og flad. Mellem dem og de inderste Bugplader er der indskudt en lille Gruppe af 6-7 pigklædte Smaaplader. — Et Exemplar med over 3” (85mm) i Tvermaal afviger fra ovenstaaende Beskrivelse ved at have 29 Randplader paa hver Arm; i nogle af Armvinklerne er der endnu kommet en tredie indre Pig til paa den tredie Rand- plade, hvorimod den ydre mangler, og paa den Ade Randplade mangle de i saa Fald begge, saa al den ydre Pigrække fårst be- gynder med den åte Randplade; i andre Armvinkler findes der derimod kun 2 Pigge i den indre Række, og den ydre Række begynder derfor med den 4de Plade, men der er i denne Hen- seende ikke engang altid Overeensstemmelse mellem de 2 i samme Armvinkel sammenstådende Pladerækker. I Rygpaxillerne findes der her indtil 9 Smaapigge, og Fodpapillerne ere noget fladere. Paa stårre Exemplarer med et Tvermaal af c. 4170” (1157) og med 30 Randplader er der ofte paa de fleste Rand- plader en doppelt Pigrække. Den ydre begynder her med den 2den eller 3die Randplade; den indre hårer hos et Exem- plar fårst op med den 46de-eller endogsaa fårst med den 28de " Plade, men kan gjerne være afbrudt hist og her, saa at der f. Ex. ingen findes paa den åle, 6te, 12te og 44de; paa en anden Pladerække af det selvsamme Dyr findes de kun paa de 6 in- derste og paa den niende. I den indre Række aftage de raskere ” 1 Stårrelse end i den ydre, saa at paa de inderste Plader den indre Pig ér meget stårre end den ydre, hvorimod Forholdet er Omvendt længere ude paa Armene. Piggene paa Bugpladerne Sidde tættere og ere mere flade end hos de yngre Individer; En Unge med et Tvermaal af ikke fuldt en Tomme (22m) mellem Spidserne af 2 modstaaende Arme, har 13 Randplader, af hvilke kun den inderste bærer en stærk kegledannet Pig; den Ydre Pigrække bliver fårst tydelig fra den 4åde Randplade af, om 47 Mo.Bot. Garden, 1902. 50 den end allerede paa den anden og tredie kan skjelnes som stårre Korn. Paxillerne bestaae kun af 4-5 Smaapigge. - Af de to Randpigge i Kanten af Bugpladerne er den ene meget mindre end den anden. Endnu mindre Unger paa 13mm have ikke mere end 9 Randplader, hvis: ydre Pigrække kun repræsenteres af et stårre Korn paa hver Plade; kun den inderste Plade bærer en tydelig Pig, saa at der altsaa er 40 saadanne i Alt, 2 i hver Årmvinkel, Af de dolkformige Randpigge er der kun 4 paa hver Plade eller foruden den en ganske liden, og hvor der hos de stårre sidder 3 Fodpapiller, er der her kun 2. Af disse Variationer efter Størrelse og Alder ere de, der finde Sted i Henseende til Rygpiggenes Udvikling, aabenbart de vigtigste; "de yngre have kun eh enkelt Pigrække og vilde alt- Saa efter ,,System der Asteriden” komme i anden Underafdeling af Slægten, medens de ældre, der have en doppelt Pigrække, vilde faae Plads i den første Gruppe af Arter. Farven er efter Riise bleggul. : Hr Riise har indsendt denne Art fra St. Thomas. Says Beskrivelse af Asterias' articulata gjor det tvivlsomt, om det kan være den af ham beskrevne Art, som vi her have for Os, da den neppe kan forstaaes anderledes end at Rygpiggene mangle i Armens/ inderste Halvdeel +). — Astropecten brasiliensis Mill. Trosch. har 45 Randplader med et Tvermaal af 5”, og . den store Fodpapil i den ydre Række angives at sidde paa den aborale Side af de to mindre og ikke, som her, midt imellem dem. — Jeg har derfor ikke troet at kunne betegne Arten med noget af disse Navne, — Grays Åstropecten duplicatus, fra St. Vincent, der henføres til de Arter, som i AÅrmens inderste Deel have en doppelt Række Rygpigge, karakteriseres blot ved, ") »On the superior surface of the articulations is a series of small tuber- eles, one on each, extending from near the tip of the ray to the middle” 2: of the ray? eller of the animal? Vil man antage det sidste, passer Beskrivelsen ret godt paa Å, antillensis mihi, men denne Fortolkning forekommer mig tvungen. 51 al Armene ere smækkre og 3 Gange saa lange som Skiven er bred, og ved at Randpiggene ere langstrakte, nedtrykte og li- neære. Åstropecten variabilis Ltk. Synonyma: ? Astropecten Valenciennei Mull. Trosch. 1. c. 2 Astropecten stellatus Gray l. c. ? Astropecten dubius Gray l. c. dignoscitur: scutellis dorsalibus magnis, spinis dorsalibus bi-tri- seriatis, sæpe binis vel ternis, angulo brachiorum proximis maximis, marginalibus vulgo fernis, scutellis ventralibus spinis complanatis majusculis obtectis, papillis ambulacralibus triseriatis, interioribus ternis compressis, mediis binis, quarum aborali majore compla- nata, exterioribus minutis. Beskrivelse, De foreliggende Exemplarer have et Tver- maal af 3/4—4 Yo”, men kun 21—26 Randplader, som der- for ogsaa ere en Deel stårre end hos Åstrop. antillensis. Deres Håide er omtrent lig med deres Brede. En Diagonal fra deres Beråringslinie med Bugpladerne til Rygfladens Paxilbælte vil, in- derst paa Armene, omtrent være lig med Paxilbæltets Brede paa samme Sted og med halvtredie Randplades Længde. Deres Retning nærmer sig ogsaa mere til at være lodret paa Armens Axe end hos den foregaaende Art; de ere lidt hvælvede paa tvers fra den ene Fure til'-den anden, og deres Ryg- og Sideflade gaae med en jevn Krumning over i hinanden. De ere beklædte med runde Korn, som dog i Nærheden af de dybe Furer, der adskille dem fra hinanden, blive finere og mere cylindriske. I Henseende til Rygpiggenes Udvikling er der en meget betydelig Variation indenfor Arten. Hos nogle er der ganske tydeligt to Pigrækker, en indre og en ydre; den indre begynder i Armvinklen paa den inderste Randplade med 41, 2 eller 3 tykke kegledannede Pigge "af 2mm Længde, men fortsætter sig sjeldent ud over den 16de Plade, ja hårer undertiden allerede op med den 4de eller Ste; dog kan den undertiden forfålges næsten lige til Armens Spidse ; 52 i Reglen er der kun 4 saadan Pig paa hver Plade, undertiden dog 2 efter hinanden. Den ydre Pigrække begynder i Rege- len fårst med den 2den eller 3die Randplade, men synes at fortsætte sig lige til Armens Spidse. Ogsaa her optræde under- tiden 2 Pigge ved Siden af hinanden , eller der er mellem den indre og ydre Pig indskudt 4 eller 2, saa at der kan være 3 eller 4 Pigge paa een Randplade; ja paa et af de foreliggende Exem- plarer er der endogsaa 4-7 Pigge i 3 eller 4 Rækker paa hver Rand- plade i Armens inderste Halvdeel; længere ude aftage de i An- tal, men endnu paa den 45de Plade kan der være 4 lave Pigge. Hos et andet er den ydre Pigrække tydelig nok, ja endogsaa ofte forstærket af et Par Smaapigge, som sidde mere eller min- dre bestemt i den Linie, som omtrent vilde udtrykke Grændsen mellem Randpladens Ryg- og Sideflade, men den indre Pig- række mangler ganske undtagen påa de 2 inderste Plader, som have hver sin kegledannede Pig, der paa den inderste er stærkere end paa den næstinderste, — Rygfladens Paxiller ere sammensatte af 8-11 cylindriske Smaapigge; ofte udmærker en Deel af Skivens Paxiller sig ved, at den midterste Pig er kegle- dannet og en Deel stårre og tykkere end de andre, men dette Forhold synes dog ikke at være aldeles karakteristisk for Arten. Bugpladerne ere ikke saa korte i Forhold til deres og Armens Brede som hos Astrop. antillensis; deres Brede er kun det dop- pelle af deres Længde. De ere ligesom fryndsede i Kanten med fine cylindriske Bårster og forresten bedækkede med stårre og mindre, flade Pigge, af hvilke de mindre kunne betegnes som skjælformede, medens de Stårre, hvoraf der paa hver af de in- derste Plader kan være indtil 10, i Henseende til Stårrelse 08 Form siaae midt imellem hine og Randpiggene. Af disse er der, i det mindste som oftest og paa den inderste Deel af Armen, 3 efter binanden. i samme Linie, då 2 af samme Størrelse, (Som), den tredie og inderste lidt mindre. Af Fodpapiller er der omtrent 5 Grupper for hver 2 Bugplader, stillede i 3 53 Rækker; den inderste bestaaer af 3 tynde Pigge, af hvilke den midterste er den stårste;; den midterste af 2 Pigge, af hvilke den aborale er meget stor, bred og flad, hos nogle but, hos andre tilspidset, den anden kun halv saa lang og aldeles lige afskaaren for Enden, hvor den ofte er meget bred; udenfor dem sidde endnu 2 eller 3 mindre, men ligeledes flade Pigge, der kunne betragtes som dannende en tredie Række. — De smalle Mun d- plader bære hver en Mængde Smaapigge og nærmest ved Mun- den et Parti af 2 eller 3-stårre Pigge, som tiltage i Styrke mad Midtpunktet, saaledes al de inderste noget overgaae den in- derste "Række af Fodpigge i Stårrelse og Styrke. Mellem dem og de inderste Bugplader er der indskudt nogle faa pigklædte Smaaplader. ; Hos et af de foreliggende Exemplarer befandtes den store Radius at være 527, den lille 44mm; nærmest ved Skiven er Årmenes Brede 13rr. Astropecten variabilis er indsendt fra St, Croix og fra St. Thomas, hvor Hr. Riise har taget den paa 2-3 Fod Vand Paa Sandbund. Farven-er gul eller. hvidgul. Fra ,,Smithsonian Institution” har Museet erholdt et Exemplar fra Florida, . hos hvilket den indre Pigrække er reduceret til 4 eller 2 smaae Knuder, hvorfor den 2den Randplade ofte er aldeles uden Pigge. — Den slaaer vistnok meget nær ved Astr. Valenciennei M. Tr. fra Vera Cruz, med hvilken den navnlig stemmer overeens i Henseende til Fodpapillernes Forhold, Bugpladernes Beklædning og Rand=- | piggenes Antal. Del er vel heller ikke umuligt, at hvis Åsir. variabilis kan opnaae en Stårrelse af 6” i Tvermaal, den da kunde faae 30 Randplader. Men hos 4. Valenciennei skal den ydre Pigrække håre op, inden den har naaet Årmens Midte, saa at de midterste Randplader endog kunne være aldeles pig- lise; og inden det viser sig, 'at ogsaa dette Forhold ligger in- denfor den foreliggende Arts Variationer, mener jeg ikke, at man tår antage dem for identiske. — Ogsaa, med Åstropecten Buschii M. Tr. (Archiv fir Naturgeschichte 1X. Bd. p. 118), hvis Hjem- 54 stavn er ubekjendt, synes den at have en Deel tilfælles; men at Åsir. Buschii med 4” i Diameter har 35 Randplader, er i al Fald en meget idinefaldende Forskjel. — Says Åsterias vestita (I. c.) er vistnok en Astropecten, men det forekommer mig at være altfor voveligt, saalænge ikke nærmere Oplysninger foreligge, at henfåre den til den her beskrevne Årt, — Ogsaa Åstropecten stellatus Gray (I. c.) kunde komme i Betragtning ber; den hen- fores til den Gruppe af Arter, som ved Grunden af Armene have en doppelt, længere ude en enkelt Række af Pigge paa Rygpla- derne, og karakteriseres dernæst ved at Armene ere mere end doppelt saa lange som Skiven er bred, og ved at Armens Midt- flade omtrent har samme Brede som en af Randpladerækkerne. Som Hjemstavn angives »Syd - America ?”. Samme Forfatters ÅAstropecten dubius fra Vestindien, der kun med Tvivl henfåres til de Arter, hvis Randplader ere uden Torne, og forresten karak- teriseres ved at Armene ere brede, Randpladerne temmelig brede og kornede, Randpiggene brede og nedtrykte, kunde ifålge sin ufuldstændige Diagnose muligvis ogsaa falde sammen med den her beskrevne Form. Ogsaa om Grubes Astropecten ciliatus fra Puerto Cabello foreligger der endnu for lidt, til at jeg tor have nogen Mening om dens Forhold til min Å. variabilis. Astropecten Ørstedii Ltk. Synonym: ? Astropecien erinaceus Gray l. e. dignoscitur: scutellis dorsalibus numerosis, angustis, supra rhombicis, spinis dorsalibus biseriatis, in serie interiore 3-8, scutellis ventralibus papillis brevibus et serie transversa spina- rum conicarum å-5narum, spinarum marginalium majorum sin- gularum dimidia fere longitudine, obtectis, papillis ambulacralibus, triseriatis, in serie medio binis adorali minore, "øborali magna complanata. Beskrivelse. Det stårste af de 5 Exemplarer, som Dr. Ørsted har hjembragt, maaler lidt over 4” mellem 2 mod- staaende Armspidser, Forholdet mellem den store Radius (60?”) 655) og den lille (121/9mm) er omtrent som 5:4. Armenes Brede ved deres Grund er iårm, Der er 36 Randplader langs med hver Side af hver Arm; de ere temmelig smaae og flade, og Furerne mel- lem dem ere ikke saa dybe som hos mange andre Arter. Grænd- sen mellem deres Ryg- og Sideflade antydes ved den ydre Ryg- pig; deres Håide er i Armens inderste Deel næsten det doppelte af deres Brede, som omtrent er lig med deres Længde; længere ude ere de omtrent lige håie og brede; da deres Retning er noget skraa i Forhold til Armens Axe, er deres Omrids, seet ovenfra, rhombisk. De ere paa sædvanlig Maade beklædte med Korn, stårre i Midten, finere i Kanten, og fra den anden eller tredie indtil den yderste bære de hver en lille lav kegledannet ydre Pig. En indre Pigrække er kun udviklet paa de 3-8 in- derste Randplader, aftagende i Styrke fra den inderste, der er 1YYomm høj. — Såstjernens Rygflade er, som sædvanligt, beklædt med fine Paxiller; ved Armenes Grund har Paxilbæltet den be- tydelige Brede af 4i7=, Bugpladerne ere kantede med yderst fine Børster og forresten tæt beklædte med en Deel flade, men ikke meget brede Papiller eller Smaapigge; desuden bære de flere stårre Pigge, navnlig langs med deres ydre (aborale) Rand en Tverrække af c. 5 kegledannede og spidse Pigge, af hvilke den yderste, der staaer nærmest ved Randpiggen, er mere end halv saa stor som denne. Ved den adorale Side af den store Randpig, der er saa lang som Bugpladen er bred (4-5"”), staaer i Reglen en mindre, der i det håieste er balv saa lang og kun %Yz saa bred, men ofte endnu mindre. Der er i Reglen 2 Grupper af Fodpapiller indenfor hver Bugplade; hver af disse Grupper bestaaer igjen af en indre Række af 3 flade Pigge "af hvilke den midterste er den længste, og den aborale lidt kortere end den adorale, af en Mellemrække bestaaende af en temmelig stor og flad Pig, der er stårre end nogen af dem i den indre Række, og en lille Pig paa den adorale Side af samme, samt af en ydre Gruppe paa 3 eller flere mindre, men ligeledes 36 flade Pigge. Mundpladerne bære hver en Række korte op- staaende Pigge og en Gruppe af butte Mundpigge. Dr. Ørsted har taget denne Årt ved Realejo. Som le- vende er den blaa, Randpladernes Pigge råde, Anm. Det er ikke umuligt, at det er denne Art, som Gray kortelig har karakteriseret under Navn af AÅstropecten eri- naceus. Den henfåres til en særegen Gruppe, der karakteriseres ved at have 2 Rækker af Pigge paa Randpladerne ved Grunden af Armene og 4 langs med disse Pladers Rand, og betegnes dernæst saaledes: ,,Armene blive gradeviis smallere og ere to Gange saa lange som Skiven er bred; Rygsidens Randplader cre temmelig smalle, med en Række af smaa korte Pigge og en Række af 6-8 større”. Exemplarerne i British Museum ere tagne af Cumming ved Punta Santa Elena paa 6 Favnes Dybde paa sandblandet Dynd, B. Såstjerner med Analaabning og med 2 Rækker af cylindriske Fødder med Sugeplade. a) Kantede Såstjerner med stor Kropskive 08 korte og brede Arme. (Asteriscus med skarp Kant uden større ildsgnlnden Orea- ster med en tydelig Kant, dannet af en enkelt Række Randpla- der; Goniodiscus med en tyk Kant, dannet af en doppelt Række af Randplader). 3. Asteriscus Mill. Trosch. Omridset varierer indenfor denne Slægt fra en Polygon, hvis Sider ikke ere meget hule, til en Stjerne, "hvis store Radius i det håieste er 2179 Gange saa lang som den mindste, og Arme- nes Antal fra 5 til 15. Kanten er altid fuldkommen skarp, då de 2 Rækker af Plader, af hvilke den underste danner Dyrets Rand, ikke ere slårre, snarere mindre, end de tilstådende Ryg- og Bugplader. Rygsiden er i Reglen noget hvælvet og Legemet derfor temmelig tykt paa Midten. Rygsiden er nærmest ved Årmrandene og i Armvinklerne dækket med Smaaplader eller EET... 0 erg 57 Skjæl, der slutte tæt til hinanden, paa Armryggen derimod af flere Rækker bredere, hjerte-, rude- eller korsformige Plader, som med deres Forlængelser dække hinanden eller ere ligesom sammenleddede, men dog efterlade Aabninger imellem sig for Rygfådderne, der ere ordnede i flere parallele Rækker langs hen ad Armryggene og enten sidde enkeltvis eller dog kun faa sam- men. Madreporpladen. ligger nær ved Skivens Midtpunkt. Bug- sidens Skjæl bære altid hver en Gruppe af Smaapigge, hvilket ogsaa kan være Tilfældet med Rygpladerne, som dog ogsaa kunne være någne. " Desuden kan der findes anseelige langgrenede Tænger (pe- dicellariæ forcipatæ) paa Rygsidens og Armenes midterste Deel, men i Nærheden af Randen mangle baade de og Porerne; det porefrie Parti er bredest i Armvinklerne og låber smallere til mod Årmspidserne. I dette porefrie Parti ere Ryg- og Bugskjællene i det mindste hos 4. chilensis, men formodenlig hos alle Slæg- … tens Arter forbundne indvendig med hinanden ved lodrette Ståt- ter, som ere indleddede med den ene Ende paa Bugskjællene, med den anden paa Rygskjællene og naturligvis aftage i Hoide ud mod Randen. "Slægten synes at være udbredt over alle varme og varmt tempererede Have. I Europa er dens Nordgrændse ved de en- gelske Kyster, hvor den dog endnu optræder med 2 Arter. Åsteriscus brasiliensis Ltk. Synonym?: Asteriscus minutus M. Tr. dignoscitur: brachiis elongatis acutis,-dorso convexiusculo, acu- leis ventralibus tenuibus sat longis 2-4nis, dorsalibus brevissi- mis 5-Ønis, papillis ambulacralibus serie simplici, ternis vel qua- ternis gracilibus, poris dorsalibus seriebus gnis dispositis, me- dia latiøore, pedicellariis forcipatis biramosis numerosis cinctis. Beskrivelse. Af de foreliggende 5 Exemplarer har kun det ene 7, de andre 5 Arme; disse ere brede ved Grunden, men låbe spidst og smalt til og adskilles ved afrundede Arm- vinkler. De ere forholdsvis temmelig lange, da Forholdet mellem 58 Dyrets store og lille Radius er som 1 :2 eller— 4:21. De smaae Rygskjæl i Armvinklerne bære hver en Gruppe (Paxil) af 4 eller 5 smaae, korte og tynde Pigge, de stårre og bredere Armrygplader derimod en Gruppe eller doppeltTverrække af indtil 7 eller 9 lignende. Mellem dem og Porerne er der paa hele Skiven og paa den midterste Deel af Armenes Ryg en stor Mængde Pedicellarier med 2 tynde Grene og et kort tykt Skaft, saa at der paa vel- bevarede Exemplarer Intet kommer tilsyne af Rygsidens Hudskelet… Madreporpladen er lille med faa Furer og ligger temmelig tæt ved Dyrets Midtpunkt. Paa den midterste Deel af Dyret sees der ikke mange Porer, derimod er der langs ud ad hver Armryg et bredere Bælte af cylindroconiske Rygfådder og 4 smallere Fodbælter paa hver Side, aftagende i Længde og i Antal af Po- rer lil begge Sider; Porerne sidde i Reglen flere ved Siden af hinanden, men enkeltvis i de yderste Rækker og i Spidsen af Årmene. De meget smaaeRandplader ere i ingen Henseende idinefaldende og ere udstyrede med en lignende Gruppe af Smaa- pigge som de tilstådende Ryg- og Bugplader. BugsidensSkjæl bære hver en lille Kam af 2-4 tynde, under Lupen noget rue, ved Hud forbundne Pigge; nærmest ved Fodgangene ere de temmelig lange, men de aftage rask i Stårrelse ud mod Dyrets Rand, hvor de sidde saameget desto tættere. Fodpa pillerne ere af samme Stårrelse som de inderste af Bugsidens Pigge, men sidde noget oppe i Fodgangene og synes derfor at være kortere; de sidde i en tæt Række efter hinanden, 3 eller 4 sammen paa hver af Fodgangenes Randplader. - Nærmest ved Munden erstattes de af åd noget længere Mundpigge, der tiltage i Længde indtil den inderste, — Bugsidens Beklædning viser iåvrigt den hos alle kan- tede, kortarmede Såstjerner almindelige Anordning i skraae Ræk- ker påa langs og paa tvers. De 'stårste Exemplarer have 41/0" i. Tvermaal fra den ene Årmspids fil den anden. De ere fra Rio Janeiro og ere deels indsamlede af Hr. Prof. Krøyer, deels tilbyttede fra Hr. Sekre- tair Friis. : 59 Allerede Linné har en Åsterias minuta, men mellem dennes Lokalitet (Norge) og de citerede Figurer, hos Seba (tab. V. f£. 14 og 15), som forestille en lille Asteriscus- Art fra Amerika, er «ingen Overeensstemmelse mulig. Åsterias minuta Linné synes altsaa at maatte udgaae af Systemet som uigjenkjendelig. De nævnte Afbildninger hos Seba samt fig. 13 sammesteds, der til- høårer en ganske anden Art med kortere Arme, og fig. 20 hos Linck (Asteriscus verruculatus?) citeres af Lamarck til hans Åst. exigua, der angives at være den mindste bekjendte Såstjerne og at være fra Amerika; Lamarcks Exemplarer havde kun 4 å 3em ; Diameter, altsaa ikke meget over 4”. " De samme 3 Fi- gurer hos Seba repræsentere hos Blainville hans Åst. minuta Ogsaa disse Arter maa jeg derfor ansee for blot nominelle. Ved Grays Åsterina minuta citeres ,,Seba t. V. f. 15. 15” (skal vel være 14 og 415) og Asterias ezigua Lam. Den korte Beskri- velse siger kun, at Bugpladerne have 4 eller 3 Pigge, i hvilken Henseende der skjelnes mellem en mindre Form med 4 eller 2 og en stårre med 3 Pigge paå hver Bugplade, at Rygpladerne ere kor- nede med nogle 'faa meget smaae Pigge paa deres åvre Rand, og at Randpladerne have en udstaaende Piggruppe. Undtagel- sesvis kan den have 4 eller 6 Arme. Grays Exemplarer vare fra St. Vincent i Vestindien. Stårrelsen angives ikke. Saa- vel denne Beskrivelse som den korte Diagnose i ,,System der Åsteriden” af Asteriscus minutus Mill. Trosch., der. ligesom den her beskrevne Art er fra Brasilien, kan passe paa denne, men,i Betragtning af, at det dog er paafaldende, at alle tid- ligere Beskrivelser af amerikanske Asterisker omtale dem som overmaade smaae, medens den foreliggende er en af de stårste i Slægten, forekommer Identiteten mig dog usikker og Benævnel- sen i al Fald forkastelig Af et Museet fra ,,Smithsonian Institution” tilstillet Exemplar af den kaliforniske Å. miniatus viser det sig, at denne Art baade i Størrelse og Habitus staaer meget nær ved 4. brasiliensis, 60 Åsteriseus folium Ltk. Synonym: ,,Artocreas minimum ex insula Stæ Thomæ' Seba Thesaurus.t. Mi. tab. VH. f. 3. dignoscitur: brachiis brevibus latis foliaceis, dorso convexiusculo, , squamis dorsalibus nudis absque pedicellariis, poris singulis serie- bus decem dispositis, squamis ventralibus' aculeis 3-4nis tenui- bus lectis, marginalibus minute ciliatis. Beskrivelse. Denne lille Såstjerne ligner en femkantet Pude, hvis Sider ved svage Indsnit ere indskaarne saameget paa Midten, at der derved dannes fem korte og brede bladformige Årme, hvis Ender ere but afrundede, men tillige indskaarne i Mid- len ved Fodgangens Endepunkt. (Forholdet mellem den store og lille Radius er — 4%:4. Undersiden er flad, Rygsiden der- imod temmelig hvælvet (Tykkelsen er 149 af den store Radius), men dog saaledes, at Randen er skarp og tynd. — Rygsidens Skjæl ere någne og ordnede i Rækker, som låbe parallelt med Årmenes Axer og derfor mådes i Armvinklerne. De ;iuder: bes dække Skiven og Armenes midterste Deel, ere stårre, og kunne, forsaavidt deres Omrids komme tilsyne, nærmést beskrives som skjævt hjerteformige , saaledes at Bugten, der halvt omslutter en Rygfodspore, vender indad, den af det efterfilgende Skjæl dæk- kede Spidse derimod udad; ethvert Skjæl dækker nemlig noget af det Naboskjæl, der ligger ovenfor det (mod Armens Axe) og indenfor det (mod Stjernens Midtpunkt). Der kan udpeges 10 (hos smaae Unger kun 6) Rækker af enkelte Rygfodsporer langs ud ad hver Årm; de midterste ere de længste og begynde ved Skivens Midtpunkt, men håre op i nogen Afstand fra Armens Spidse; de indeholde hver indtil 15 Porer. Herfra aftage de nu til begge Sider, saa at de, der ligge nærmest ved de saakaldte korte Radier fra Skivens Midtpunkt til Armvinklerne, kun tælle 3 Porer hver. Madreporpladen ligger tæt ved Dyrets Midt- punkt. Armvinklerne og den Deel af Årmene, der ligger nær- mest'ved Armrandene, ere beklædte med smaae, kantede eller af- rundede Skjæl, men savne Porer. Ped icella rier synes al mangle 61 aldeles; ved Porerne sees dog hist og her et eller 2 ganske smaae Skjæl indskudte mellem de andre. Rygskjællene vise den samme svagt kornede Beskaffenhed, som er saa almindelig hos Echinodermerne, hvor Hudskelettet er någent. Der kan forfølges en doppelt Række af meget smaae Randplader, "af hvilke den underste er ligesom fint haaret i Kanten ved en Kam af flere yderst fine Pigge. Bugsidens Plader ere ordnede paa den sædvanlige Maade: deels i Rækker, der låbe nogenlunde paral- lelt med Fodgangene og altsaa mådes i den Linie, der gaaer fra " Midtpunktet til Armvinklerne, men tillige skjære Dyrets Omrids, forsaavidt de ikke, da Armene ere brede og afrundede, kunne faae Plads ved at båie af og fålge en Retning midt, imellem Fod- gangenes og Randpladernes, deels i Tverrækker, der heller ikke låbe aldeles parallelt, men convergere mod et Punkt i Fortsæt- telsen af Legemets lille Radius, og aftage i Størrelse ud mod Periferien. Hver af disse Bugplader bærer en Gruppe af 3 eller 4 tildels ved Hud forbundne tynde Pigge, som ligeledes aftage i Størrelse ud imod Randen. " AfFodpapiller er der en Gruppe af 4 eller 5 lignende .og ligeledes ved Hud forbundne Pigge for hver Gruppe i den nærmeste Række; Mundpiggene ere lidt stårre og tykkere end de andre. Hr. Consul Krebs paa St. Thomas har meddelt Museet 2 Exemplarer af denne, siden Sebas Tid' ukjendte Art; det stårste af dem har et Tvermaal af 2 mm, en stårste Radius af igre løg en mindre af gmm, Ogsaa Hr. Riise har indsendt et Par Eemplarer. | Åsteriscus chilensis Ltk. Synonym ?,,Asteriscus calcaratus Valenc.” Philippi i Archiv fir Naturgesch, 1857 p. 134. (mig ubekjendt). dignoscitur: corpore pentagono, brachiis brevibus acuminatis angustis, dorso convexiusculo, aculeis ventralibus 2-4nis, ambu- lacralibus ternis, squamis dorsalibus setis minutis brevibus dense i obtectis, alternatim minutis rotundatis et majoribus latis, pedicella- 62 riis nullis, poris dorsalibus singulis vel 2-3nis, seriebus nume- røsissimis collocatis. Beskrivelse. Denne lille Såstjerne frembyder en lignende Tykkelse som de 2 i det foregaaende beskrevne Arter, men af- viger i Henseende til sit Omrids fra dem begge; dette er femkan- tet, men Hjørnerne træde dog saameget frem, at de danne d korte, smalle og spidse Arme. Forholdet mellem den store og lille Radius kan ligge mellem 4:40 og 41:4% BugsidensBeklædning frembyder egenlig intet karakteristisk; der er talrige Kamme eller Smaagrupper af tynde, butte og rue, tildels ved Hud forbundne Smaapigge, som aftage i Stårrelse fra Fodpapillerne, der sidde 3 sammen i en Linie, indtil Dyrets Rand. Nærmest ved Fodgangene er der 2 eller 3, længere ude 3 eller 4 i hver Gruppe. Rygsidens Skjæl eller Plader ere overordenlig tæt besatte med en Mængde tæt sammenstillede fine Pigge, saa at hver af dem ligner en lille Bårste, men ere af meget forskjellig Står- relse og Figur. I den porefrie Deel af Ryggen, hvor denne og Bugsiden ere-sammenvoxne- paa den ovenfor (p- 57) beskrevne Maade, ere Piggrupperne rundagtige og smaae, "men tiltage dog i Størrelse fra Randpladerne, der ere beklædte paa samme Maade, mod. den tykkere og håiere Deel af Dyret. Her afvexle brede bårsteklædte Plader, der ere 3-4 Gange saa brede paa tvers som | paa den modsatte Led, ganske regelmæssigt med andre, der ere mindre -og rundagtige, lige brede paa begge Led, saaledes at der i en og samme Tverrække bestandig staaer en bred Bor- stegruppe mellem 2 smaae. Bringer man derimod Pladerne ud af deres indbyrdes Forbindelse, seer man, at det kun er deres pigbeklædte Rand, der kommer tilsyne og har den be- skrevne Form, men at de ere meget stårre end de synes, og af deres Form ligger imellem det rudeformige og det korsformige. Rygfodsporerne falde meget lidt i Oinene, men kunne iagt- lages tydeligt ved: at betragte den tynde Ryghud fra den ind- vendige Side; man tæller da 9 Rækker paa hver Side af Armens Midtlinie og i hver af de midterste indtil 20 Porer, af hvilke 63 nøgle endogsaa ere doppcite eller tredoppelte. . De findes lige tæt overalt paa Ryghuden, hvor denne ikke er sammenvøxen med Bughuden. Pedicellarier findes ikke. Hr. Prof. Kråyer har taget flere Exemplarer af denne Art ved Valparaiso., Det stårste af dem har 36”" (ikke fuldt 1191) i Diameter; et af dem har en større Radius af 19 og en mindre af 12m= et andet af respektive 17 og 10mm. 4. Øreaster M. Tr. Arterne af denne Slægt frembyde et lignende Omrids som Åsteriscus, Goniodiscus og Åstrogonium: en regelmæssig frem— straalet Stjerne med korte, brede og spidse Arme og afrun- dede Armvinkler, Forholdet mellem den store og lille Radius vexler fra 1:2 til 1:3. Kanten er ikke saa skarp som hos en Åsteriscus, men heller ikke saa håi som hos en Goniodiscus; men hvad der meest bidrager til at give Øreaster-Arterne et afvigende Udseende, er Legemets betydelige Tykkelse eller Håide og den som Fålge deraf stærkt hvælvede Ryg. Paa Ryggen dannes Hud= skelettet af et regelmæssigt Net af Kalkstykker med mellemlig- gende store Porefelter med mangfoldige Porer; begge Dele ere beklædte med Korn, og det netformige Hudskelet bærer desuden en Deel lave Pigge. Dyrets Omkreds dannes af en Række runde pigbevæbnede og kornbeklædte Randplader; Bugfladen udfyldes nærmest Randen af en Række lignende Randplader, der dog ikke tage Deel i Dannelsen af Dyrets Omkreds, og forresten af runde regelmæssigt ordnede Smaaplader, beklædte med Korn og Pigge. Porer findes ikke paa Bugsiden, derimod kan der findes smaae Pedicellarier paa begge Sider af Dyret. — Det synes imidlertid, at Slægtskaraktererne modificeres meget betydeligt hos yngre In- divider, og de meget smaae Unger synes al ligne Astrogonium- Arterne overmaade meget baade i Henseende til Formen og i Henseende til de for denne Slægt opstillede Karakterer, Slægten Oreaster, hvis Arter opnaåe en anselig Stårrelse, 5 64 tilhårer udelukkende Tropehavene og er ved Amerikas Østkyst repræsenteret af den store og mærkelige: Oreaster gigas Linné, hvis vigtigste Synonymer ere: Asterias gigas Linné, Museum Tessinianum, Asterias reticulata Linné, Systema Naturæ, 4i0de og i2te Udgave. Oreaster reticulatus Mill. Trosch., System der Aste- riden. Som Unge: Oreaster aculeatus (Gray) M. Tr. dignoscitur brachiis brevibus, corpore crassisimo, dorso valde elevato, spinis dorsalibus brevibus sparsis, scutellis marginalibus spinis. validioribus armatis, ventralibus aculeatis granulalisque, papillis ambulacralibus duplici ordine, exterioribus magnis conicis complanatis singulis vel rarius binis, interioribus senis gracili- bus complanatis, mediis majoribus, pedicellariis valvatis in areis poriferis dorsi raris minutis, in scutellis ventralibus majoribus, prope ambulacra creberrimis. Et Blik paa denne Arts Historie vil neppe savne Interesse, da det er en af de faa Arter, der have været saa idinefaldende og saa let kjendelige, at den har været bekjendt i 3 Aarhundreder og dog kun udsat for forholdsvis liden Miskjendelse, det skulde da være, at man med den havde forvexlet en nærstaaende ostin- disk Art, hvilket jeg dog kun slutter deraf, at man oftere i ældre Tid tilskrev den Ostindien som Fædreland, hvad dog maaskee ligesaa godt kan forklares ved den i hin Tid almindelige Forvex- ling af ost- og vestindiske Arters Hjemstavn. Vi træffe den forste Gang 1554 hos Rondelet”) under Navn af .,Stella reli- culata s. cancellata” med en kort Beskrivelse og en lille, men kjendelig Afbildning af den i Træsnit; Rondelets Exemplar havde Arme paa 4 Fods Længde. Dyrets Hjemstavn angives +) Rondelet, libri de piscibus marinis, 1554 p. 122 (i den franske Udgave: histoire entiére des poissons, II, 1558 p, 84). ” i 65 ikke, men allerede Rondelets Comentator PObel=), som ogsaa meddelte en ny og for sin Tid ret god Afbildning af den baade fra Ryg- og Bugsiden, vidste at angive, at den fandtes baade i Ost- og Vestindien, en Vildfarelse, der gjentager sig hos mange senere Forfattere. Rondelets Figur og Beskrivelse gjentages af Gesner”%) og Aldrova ndi%%%), hvilken sidste Forfalter dertil knyttede Fremstillingen af en ganske anden Så- stjerne, paa hvilken Benævnelsen »reticulata" ogsaa kunde passe. ”Aldrovandis Text optrykkes igjen af Jonston+T), som tilfåier en temmelig maadelig Afbildning af ,,Stella reticulata indica”, hvil- ket længe var denne Arts staaende Benævnelse hos Forfatterne, — Marcgraf-ff) omtaler den allerede 1648 som forekommende ved Brasilien; 1725 nævner Sloan et) og 1756 Browne%+) den som hyppig paa alle Skjær i Havnen ved Port Royal og Kingston paa Jamaica. Den var maaskee allerede tidligere om- lalt af Rochefort:=+), og Exemplarer af 1 Fods Diameter og en Haands Håide nævnes af Olearius%4+) blandt Gottorper Museets Sjeldenheder. Iblandt Afbildningerne i Lincks og Sebas heråmte Værker indtager denne Art ogsaa en meget fremragende Plads. Lincks Afbildninger og Sebas paa Tab. VII. f. 1. gaae lidt for vidt i rt Reseke sol: SKE A =) Mathiæ 1'Obelii in Rondeletii methodicam pharmaceuticam officinam animadversiones, London 1605, p, 138—39. £) C, Gesner: historiæ animalium liber IV. Franef. 1620 p. 121. $%%) Ulyssis Aldrovandi de animalibus insectis libri VII, 1602, p 752, T) Jonston: historiæ naturalis de insectis libri IU, p. 197 tab. XXVI. TT) Georgii Marcgravii de Liebstad historiæ rerum naturalium Bra- siliæ libri VIII, p. 189. FTF) Sloane: a voyage to the islands Madera, Barbadoes, Hobdygå SE Chri- stophers and Jamaica with the natural history ete. Vol. Il. p "4)l. c, ,Asterias 2da major pentadactyla, crassa et epe »the large warted Starfishé. 4) Rochefort, historische Beschreibung der Antillen-Inseln in Amerika gelegen, Frankfurt 1668 p. 336. 4) Adam Olearius, Gottorfsche Kunstkammer (1674) p. 51. 5" 66 Henseende til Hudskelettets Regelmæssighed i Nærheden af Dy- rets Periferi, hvorimod Sebas ellers såa tro Figur paa Tab. VIII. f. 1 ikke fremhæver det tilstrækkeligt. Lincks sidste Fi- gur f. 72 er efter et afslidt Exemplar og giver derfor en ret god Forestilling om Hudskelettets Bygning. Originalen til Sebas Fi- gur Tab. VIII. f. 1 blev senere kjåbt til Grev Tessins Sam- ling og beskrevet og afbildet af Linné 1753 i Museum Tes- sinianum p. 114 tab. IX. f. 1 under Navn af Asterias gigas. hvilket Artsnavn den derfor bår beholde. Linné meddeler en Diagnose og en god, om end kun kort Beskrivelse, men angiver ,,Indien” som Dyrets Hjemstavn. Tilligemed flere an- dre af Linnés og Sebas Originalstykker blev hint samme Stykke senere erhvervet til Universitetets zoologiske Museum, der regner det for et at sine interessanteste Stykker. Linné beholdt imidlertid ikke selv det Navn. han først havde givet denne Såstjerne, men optog den 4758 i 10de Udgave af Sy- stema naturæ under Navn af Åsterias reticulata med en for- bedret Diagnose og citerende Museum Tessinianum, Lincks Afbildninger no. 36 og 72 og Sloane samt en Figur afRumph, der dog vel neppe forestiller denne Art. 1764 træffe vi den igjen med samme Navn og Diagnose i Museum Ludovicæ Ulricæ; her citeres Museum Tessinianum og Seba tab. VIL. f. i, men mærkeligt nok ikke tab. VIII. f. 1. De ovenfor anfårte Afbildninger af Linck citeres ikke, men derimod flere an- dre, saavelsom en Afbildningaf GrewsMuseum societatisrega- lis, hvilke alle tilhåre ganske andre Ærter. Fra disse Tilféielser befriedes Arten dog igjen i 12te Udgave (1768), hvor Citalerne ere de samme som i 10de med Tilføielse af Rondelet ogSeba VIL. f£. 1. Paa selvsamme Maade optræder den ogsaa i Gme- lins Bearbeidelse af iinnés Systema 1788. Allerede 1766 havde imidlertid Prof. P, L. S. Miller ud- givet en ny Udgave af Knorrs deliciæ naturæ selectæ 08 deri meddelt meget smukke Afbildninger (Tab. G 4 og G 2 fig. 67 Å vg B) af Åsterias reticulata tilligemed en mindre udtåmmende Beskrivelse. Han kommer igjen tilbage til den 1775 i sin Be- arbeidelse afLinnés System=). Miller afbilder den som brun og beskriver den det ene Sted som rådgul, det andet Sted som blaalig med Tilfbiende, at den forandrer sig ved Indtårring og bliver brungul; Stårrelsen angives til 4%o Fod i Tvermaal; han omtaler ogsaa en firarmet Form fra Curacao og angiver den at være hyppig ved Antillerne og i den mexicanske Havbugt, men at den ogsaa findes i de andre indiske Have, Allerede 1777 beskrives og afbildes den igjen meget smukt af Schroeter2), medens Bruguiére%) 17941 gav en i det Håieste taalelig Frem- stilling af den. Retzius skal bave beskrevet den under 2 Navne, nemlig som Åst. pentascyphus og Åst. reticulata, men jeg har ikke kun- net efterslaae hans Arbeidej). Lamarckyf) angav den urig- tigen som beboende ,,”ocean des Grandes-Indes”. Blain- villet) optog den baade som Åst, reticulata og som Å. Sebæ, idet han henfårie Sebas Afbildninger til 2 forskjellige Arter. Endelig figurerer den hos Gray”) i det Mindste under 3 for- skjellige Navne, nemlig som Pentaceros grandis (Seba t. VIN), reticulatus Lin. og gibbus (Linck f. 36, Scba tab. VIL f. 1), hvilke Joh. Miller ogTroschel med fuldkommen Ret forenede igjen, hvad end Gray senere) har anfårt derimod. De nævnte =) P. L. S. Muller, des Ritters Carl v. Linnés vollståndiges Natursystem VI. 4. Bd., 1775, p. 134. %%) J, S. Schroeter, Abhandlungen iber verschiedene Gegenstånde der Naturgeschichte Il. 1777, p. 200 tab. I. 5) Bruguiére, Encyclopédie methodique, Vers. pl. 100 f. 6, 7, 8. +) Retzius, dissertatio sistens species cognitas Asteriarum. lLundæ 1825 få) Lamarck, histoire des animaux sans vertébres. I. (1816). Ti+) Blainville, manuel d'actinologie, 1834, p. 240, 4) Ann. nat. hist. VI. p. 276. $%L) ibid, XX. p. 195. 68 tydske Forfattere meddele nåiagtige Beskrivelser baade af den og af en nærstaaende ostindisk Art i ,,System der Asteriden”. Jeg skal i det Følgende såge at vise, at Oreaster aculeatus Gray, Mill. Tr., som ogsaa angives at være fra Vestindien, efter al Rimelighed er Ungen af denne Art og altsaa bliver at opfåre blandt dennes talrige Synonymer. Beskrivelse. Seet nedenfra viser denne Såstjerne sig som en regelmæssig Stjerne med å brede og spidse Arme og afrundede Armvinkler; men den er tillige af en aldeles usædvan= lig Tykkelse eller Håide, saa at dens vertikale Diameter, naar Dyret ikke ved Tårringen er faldet sammen og blevet fladt, end- ogsaa noget overgaaer Afstanden fra Munden til Armvinklerne, som forholder sig til Afstanden fra Munden til Armspidserne — 1:24. Medens Bugsiden er plan, er Rygsiden derimod stærkt hvælvet; svage Fordybninger eller Klåfter adskille de 5 hvælvede Armrygge i Armvinklerne, og hvor bine Armrygge md- des midt paa Dyret, bliver der et lille Rum tilbage, i hvis Midte omtrent Analaabningen sees meget tydeligt. =) : Ryggens Hudskelet dannes af et regelmæssigt Net af ophåiede Ribber med mellemliggende, trekantede, ligesidede Rum. Ribberne udstraale regelmæssigt 6 og 6 fra fælles Knudepunkter og fortsætte sig derfra hen til de nærmeste Knudepunktér påå alle Sider, hvor de saa deeltage i Dannelsen at andre 6armede Stjernefigurer; hvert af Knudepunkterne dannes af et hvælvet rund- agtigt Stykke, de forbindende Ribber af 4-3 smalle Stykker, som kun udvide sig, hvor de skulle bære en Pig. Et saadant regel- mæssigt stjerneformigt Net danner imidlertid Hudskeleltet kun paa Dyrets midterste Deel; nærmere ved Omkredsen og ved År- menes Spidser bliver Nettet tættere og mindre regelmæssigt. De trekantede Mellemrum ere beklædte med fine Korn og indeholde desuden en Mangfoldighed af Porer, kun hos yngre Exemplarer færre. Enkelte smaae Pedicellarier, ikke meget stårre end ”) See Miller og Troschel, System der Asteriden, Tab. II, f. 2. 69 hine Korn, forekomme ogsaa hist og her. Nettets Ribber eré der= imod beklædte med stårre Korn og bære desuden med c. 4 Li- nies Mellemrum tykke, kegledannede, ofte næsten teenformige, til- spidsede, lave Pigge, af noget forskjellig Stérrelse, men ikke over 1%" høie, at regne fra det Sted, hvor Kornbeklædningen hårer op med en skarp Grændse ved. deres Grund. Der findes altid i saadan Pig paa hver af de Plader, som danne Knudepunkterne idet får omtalte Maskenet, men mellem 2 saadanne Pigge er der desuden 4 stårre eller 2 eller 3 mindre paa den dem forbindende Ribbe. Paa yngre Exemplarer er Forskjellen mellem de stårre Pigge paa Knudepunkterne og de mindre i Mellemrummene be- tydeligere end hos de ældre, hvor Ryggen er temmelig tæt be- sat med Pigge af ikke meget forskjellig Stårrelse, og man vil der ogsaa kunne paapege stårre Regelmæssighed i Anordningen, saa al man kan forfålge flere nogenlunde lige Linier langs henad Årmene og, paa den modsatte Led, ned imod Dyrets Rand. Denne dannes af en Række tykke og rundagtige Randplader, som ere beklædte med grove Korn og bære hver en tyk Pig af lignende Form som Rygpiggene, men betydeligt stlårre end disse. Der tælles c. 47 saadanne Randpigge langs med hver Armside, men selve Pladernes Antal er lidt stårre, da navnlig ved Armens Spidse en og anden af Pladerne er mindre end de andre og uden Pig. Der findes ingen Porer mellem disse Randplader, som , nelop danne Grændsen for Poresystemet. Madreporpladen, der frembyder den sædvanlige Beskaffenhed, nemlig en Mangfoldighed af fine Furer, der udstraale ti! alle Sider og forgrene sig noget, men ofte låbe sammen og danne smaae Labyrinther, ligger imel- lem en af Armvinklerne og Tarmaabningen, men meget nærmere ved denne end ved hin, lidt udenfor det Sted, hvor de hvælvede Årmrygge mådes med det midterste flade Parti. — Bugsidens runde og tykke Smaaplader ståde tæt til hinanden, og der er derfor ligesaalidt som hos de andre nærstaaende Slægter Spor til Porer Paa denne hele Flade, hvis Plader ere ordnede paa den sædvan- lige Maade, saaledes at de aftage i Størrelse fra Fodgangene mod 70 Dyrets Rand; men nærmest ved de får omtalte Randplader er der dog en tilsvarende Række af større Bugplader, som ere ligesaa store som de egenlige Randplader og kunne betragtes som en underste, Bugsiden alene tilhårende Række af Randplader. Alle disse Bugplader ere tæt beklædte med temmelig grove Korn, som ere stårre end dem paa Rygsidens Ribber og frembyde alle Over- gange til de stårre eller mindre, tykke og butte Pigge, hvoraf der paa hver Bugplade er 14 eller 2. Man kan paapege en temmelig regelmæssig Anordning af disse Piggrupper, saa at de danne Længderækker, som låbe nogenlunde parallelt med hinanden og med Fodgangene, men dog convergere mod Armenes Spidse, og Tverrækker, der i Nærheden af Armvinklerne låbe parallelt med Dyrets mindre Radius, men alt som de fjerne sig fra denne antage en Stilling, der mere nærmer sig til at være lodret paa Fodgangene, saa at de altsaa kunne siges at convergere mod et | Punkt, der ligger i Fortsættelsen af Dyrets mindre Radius. Det er dog især hos yngre -Exemplarer at den beskrevne Regelmæs- sighed i Anordningen er ret iéinefaldende. Alle Bugsidens Pigge ere lavere end Rygsidens; i det Hele aftage de i Størrelse, men liltage i Hyppighed ud imod Dyrets Rand. Paa Bugsidens Rand- plader er der derfor oftere 2-4 meget store Korn end en stårre Pig. — Nærmest ved Fodgangene staaer en Række af ydre Fod- " Papiller); drys. af Pigge, der ere længere end Bugsidens sædvanlige Pigge og iridad mod Munden blive mere brede og . flade, længere ude derimod mere tynde og trinde; deres, Antal er omtrent 'doppelt saa stort som i den nærmeste Pigrække; un- dertiden. findes der ved Siden af hver af dem en lignende min- dre, eller der er endog en fuldstændig doppelt. Række af dem, hvilket f. Ex. er Tilfældet med Linnés og Sebas ovenfor nævnte Originalsiyklie. … Iiideifor- hver af: idemi:sidder: en Gruppe af 6 sjeldent 7, tynde og flade indre Fodpapiller, af hvilke de midterste ere de største og de åvrige aftage i Stårrelse til begge Sider, saa al de danne ligesom en Haand med 6 Fingre. Nær- mest ved' Munden er der paa hver Mundplade i deres Sted en 71 Række af i det Mindste 6 Mundpigge, der tiltage meget he- . tydeligt i Styrke indadtil, saa at især de 3 inderste ere meget store, tykke og butte. Paa Såstjernens Bugside er der et be- tydeligt Antal af Pedicellarier (pedicellariæ valvulatæ), som vel ikke ere meget stårre end de stårre Korn, hvis Plads de tildels optage, men dog betydelig stårre og meget hyppigere end dem paa Rygsiden; de tiltage i Antal fra Dyrets Rand ind imod Fod- gangene, i Nærheden af hvilke de sidde temmelig tæt. Tvende af Hr. Apotheker Riise meddelte Exemplarer frem- byde fålgende Dimensioner: Det større. é Det mindre. Mellem 2 modstaaende Armspidser 13” 6" Såstjernens store Radius ..... ig Syg! i lille arr sen rs 3%" 17y9"" Høide (Tykkelse) omtrent. .... 31y2"" 470"! Det fremgaaer heraf, at yngre Exemplarer have forholdsvis noget længere Arme, I hvilke Henseender de ellers afvige fra de voxne, er tildels omtalt ovenfor; jeg tilfåier kun her, at bemeldte min= dre Exemplar vel har c. 47 Randplader, men kun c. 10 stårre Randpigge, da flere af Randpladerne kun have en lille eller slet ingen Pig. — Linnés Originalexemplar maaler omtrent 16%” fra den ene Armspids til en af de møodstaaende. To endnu yngre Exemplarer skylder Museet ligeledes Hr. Riise, de have et Tvermaal af respektive 1%4”" og 3%4"'i Dia- meter. De forhølde sig til de voxne ligesom Ungerne af andre Arter, d. v. s. der viser sig en med den aftagende Størrelse til- tagende Formindskelse af Antallet af Hudskelettets Elementer, navnlig af Piggene, saavelsom en Formindskelse af Porefelternes Omfang og Poretal, Paa den mindre af disse Unger danne Po- rerne ikke længere Grupper; de kornede Hudskeletstykker ståde næsten umiddelbart til hinanden, og i deres Mellemrum findes kun enkelte Porer eller i det håieste 2 samlede, dannende en simpel Krands, istedetfor som hos de voxne 6 stjerneformigt 'ord- nede Felter, omkring hver af Rygsidens Hudskjolde Af Rand- 72 plader er der c. 11 fra Armvinkelen til: Armspidsen; omtrent 4 af dem bære en lav Knude, og nogle af disse ere endda kun meget smaae og netop i Færd med at bryde frem. Skivens mid- terste Deel omskrives af en Pentagon, og langs ud ad hver Arms Midtlinie låber en ophåiet Ryg, dannet af hvælvede Skeletstykker, samt en svagere Række med enkelte Knuder paa hver Side; der- imod findes der mellem Årmryggen, Skivens Midtparti og Rand- pladerne kun nogle ganske faa lave Knuder. Exemplarets Til- stand tilsteder iåvrigt ikke en fuldstændig Beskrivelse, men synes ganske at berettige til at henfåre Sebas tab. V. fig. 5 og 6 samt Grays og Millers og Troschels Pentaceros s. Oreaster acu- leatus til Oreaster gigas. De nævnte Forfattere angive alle Vest- indien som deres Arts Hjemstavn; Sebas er derimod uden Lo- kalitetsangivelse. Som endnu yngre er ØOreaster gigas saa at" sige ukjende- lig; den antager da Karaktererne af en Astrogonium, og det er kun ved at slutte tilbage fra. den beskrevne Række af ældre og yngre Exemplarer, at jeg ér kommet til det Resultat, at den ne- denfor beskrevne Form er den spæde Unge af Øreaster gigas og ikke en egen Astrogonium- Art. Jeg anseer det derfor nådvendigt at meddele en udfårlig Beskrivelse af den. Dyrets Omrids danner en flad Stjerne med 5 korte Arme; Årmene ere længere end hos Astrogonium granulare, men kortere end hos A4. phrygianum. Armvinklerne ere afrundede, Armspidserne butte og Forholdet mellem den store og lille Radius — 3: 2. En tyk Bræmme, dannet af en doppelt Række af Randplader, omkrandser hele Dyret, og fra dets midterste Deel låber en svag Ribbe ud til Spidsen af hver Arm. Der tælles i hver Række 14 Randpla- der fra Spidsen af den ene Arm til Spidsen af den næste, for- uden de umage Endeplader; de ere tæt beklædte med Korn. Nogle af dem, især i Nærheden af Armens Spidse, bære et stårre Korn eller en lav tyk Pig; dette er Tilfældet baade med den dverste og med den underste Pladerække. Rygsiden er tæt be- dækket med kornklædte sexkantede Smaaplader; hist og her sees 73 en enkelt smal Pedicellarie.. Paa det midterste Stykke af Skiven, som ligger indenfor de 5 noget ophåiede Plader, hvormed de ovennævnte Ribber begynde, ere Kornene tildels lidt stårre; paa dette Parti findes Anus, omgivet af 6 Papiller, lidt excentrisk, og Madreporpladen mellem Endepunkterne af 2 af de nævnte Ribber. Rygfodsporerne ere enkelte, anbragte der hvor flere Plader ståde sammen med deres Hjørner; omkring hver af de sexkantede Pla- der vil der derfor i Regelen være 6 Porer. Paa hint centrale Parti af Skiven mangle de næsten ganske. Bugsidens Beklæd- ning bestaaer af 1) de kornbeklædte Randplader, 2) de mindre, men ligeledes kornbeklædte og kantede, egenlige Bugplader, der beklæde Mellemrummet mellem dem og 3) Bugfurernes smaae Randplader, der foruden nogle faa Korn eller Smaapigge bære udvendig 1 but Pig, indvendig mod Furen en Række af 3, sjeld- nere,4, korte og flade Pigge; 4) Mundvinkelpladerne, der ere udstyrede paa lignende Maade, Fra den 3die Randplade — reg- net fra Armvinkelen af — ståde Dyrets Randplader umiddelbart op til Armfurernes smaae Randplader; Bugpladerne mangle der- for omtrent i Armens halve Længde og indtage allsaa en for- holdsvis ringe Plads. Pedicellarier findes ikke paa Bugsiden. Det foreliggende Exemplar maaler 15"” fra Spidsen af en af Årmene til den modstaaende Vinkelspids. Det har endnu Spor til en rådlig Farve. Hr. Riise har taget det ved St. Thomas paa 4 Fod Vand under Stené. : Da Seba har afbildet flere vestindiske Astrogonium- Former f. Ex. Tab. Vil no. 8 og 9; Tab. VI no. 2, kunde man for- mode, at en af disse Figurer forestillede den her beskrevne Form; dog synes ingen af dem at passe saa godt paa denne, at de ikke lige saa godt kunde antages at forestille andre ubekjendte Astro- gonium- Arter, da man endnu kjender den vestindiske Asteride- fauna for lidt til at turde nægte Muligheden af, at den kunde tælle Arter af denne Slægt. Det samme gjælder om den af Retzius i Vetenskaps Akademiens Handlingar 1783 p. 238. be- skrevne Åsterias granularis fra St. Croix, med hvilken jeg heller 74 ikke tår identificere den, da Adskilligt i den korte Beskrivelse ikke synes at passe. ”) Farven af Oreaster gigas fremstilles iKnorrs Deliciæ 1. c. som brun, medens P, L. S. Miller, som ovenfor er anfårt, beskriver den deels som blaalig, deels som rådgul. Ifålge Sloane er den snart mere mårkegul, snart mere lysegul. Riise angiver Farven hos et yngre Exemplar som mårkolivengrån paa Oversiden og mårkorangegul paa Undersiden. Et af ham indsendt Exem- plar havde endnu ved Ankomsten en prægtig Purpurfarve, Museets Exemplarer ere fra St. Thomas; Forfatterne angive den fra Curacao, Jamaica, St. Vincent og Bar- badoes, og det er vist derfor meget rigtigt, naar den ældre Miller angiver den som almindelig ved Antillerne og i den +) Beskrivelsen lyder: t. granularis, stellata, pentagona, utrinque tesselato granulata, margine articulato. Från St, Croix. Linck t. 13 f. 22, [Denne Figur forestiller imidlertid Goniodiscus regularis]. »Stjernan år 5Ssidig, och så vel under som åfver klådt med små ore- diga rutor, hvilkas yta år bestrådd med små glatta knappar såsom runda ryn. På under-sidan har den 5 något stårre slåta rutor, hvilka i kan- ten åro infattade af dylika gryn. Stjernans kant år infattad af 2 rader nåstan fyrkantiga. något kullrige små slåta skjåldar, hvilka åfvenledes åro infattade af små gryn.” »Obs. Huruvida Link t. 23 f. 37, t. 24 f. 39, t. 27 f. 45, som tyckas vara af 1 Årt, håra hit, år osåckert.” Da Abildgaard udgav 3die Hefte afZoologia Danica forefandt han en af Muller efterladt Afbildning af en ,Ast. equestris, prodr. z00l. Dan. n0o.2826," men henfårte denne for Norge karakteristiske Såstjerne til Retzius's vestindiske Art. Gmelin beholdt denne Sammenstilling og ci- Amerika; til var. A. af denne Art henfåres nemlig ogsaa ,,Miill. xo0l. dan; 1.92£ og Link f.22£, — Det er heraf klart, at hvis ,Astrogonium granu- lare (Retz.)" er en forresten ubekjendt vestindisk Art, kan den norske Art egenlig ikke beholde dette Navn. 75 mexikanske Havbugt overhovedet. Efter Marcgraf synes det utvivlsomt, at den ogsaa forekommer ved det nordlige Brasilien. Miller omtaler en firarmet Form eller Monstrositet, som han havde fra Curacao; det er dog vel neppe den, der er afbildet af Rumpht. 415 f. D eller af Seba t. V f. 4, men maaskee den, der er afbildet hos Seba tab. XXI f. 51. Riise har baade indsendt et firarmet Exemplar og et med en rudimen- tær 6le Arm. 5. Goniodiscus Mill. Trosch. Arterne af denne Slægt, som hidtil kun ere bekjendte fra de varmere og tildeels fra de sydlige Have, og som i det Hele op- naae en ret anselig Størrelse, have et fladt skiveformigt Legeme med en tyk Rand; Armene kunne være noget kortere eller noget længere, saa at Forholdet mellem Skivens store og lille Radius kan variere mellem 4: 4/4 og 1:3. Hudskelettet bestaaer paa begge Sider af Smaaplader, langs med Randen derimod af en doppelt Række store og tykke Randplader; det er overalt be- dækket med Korn og kan desuden bære Pedicellarier og mere eller mindre udviklede Pigge, men disse Dannelser kunne ogsaa mangle. Mellem Ryghudens Plader iagttages enkelte eller talrige Porer. Forskjellen fra Slægten Astrogonium synes udelukkende at ligge deri, at hos denne sidste ere Randpladerne någne eller i det håieste forsynede med en Krands af Korn, medens de hos Goniodiscus ere aldeles bedækkede deraf. Denne Forskjel synes imidlertid ikke at være tilstrækkelig til al begrunde en Slægts- adskillelse. Goniodiscus armatus Ltk. Synonym?: Paulia horrida Gray |. c. dignoscitur dorso corporis pentagoni granulato et porosissimo, Tadiis åd vel 10 a centro disci usque ad marginem poris desti- tutis, aculeis validissimis 3-7nis armatis, tessellis ventralibus 76 granulatis spinigerisque, papillis amhulacralibus interioribus qua- ternis inæqualibus, exterioribus singulis crassis, scutis marginali- bus superioribus ultimis ternis spina valida armatis, inferioribus omnibus spinigeris, pedicellariis nullis vel paucissimis. Det er fornemmelig den eiendommelige Pigudvikling og Pig- genes bestemte Anordning, som karakteriserer denne Art, hvoraf Hr. Dr. Ørsted har hjembragt 6 Exemplarer fra Realejo og fra Puntarenas. Beskrivelse, Dyrets Omrids ligner nærmest det af Astro- gonium cuspidatum, staaer altsaa imellem det af Astrogonium gra- nulare og det af A. phrygianum. Det er en Femkant med afrun- dede Hjårner og indbuede Sider; Forholdet mellem den store og lille Radius er som 3:2. Der er 413 eller id Randpladeri hver Række fra Spidsen af den ene Arm til Spidsen af den næste, og disse Plader ligge i begge Rækker lige ud for hinanden, såa at den Fure, der adskiller 2 Plader i den underste Række, er en ligefrem Fortsættelse af den, der adskiller de to tilsvarende i den dverste, Randpladerne af den åversteRække have i Arm- vinklerne en skraa, i den yderste Deel af Armene en mere lodret Beliggenhed; hine ere i en mindre Grad, disse stærkere hvælvede " og vende deels op imod Rygsiden, saa at de danne ligesom en Valk udenom denne. deels danne de næsten hele Sidefladen, da det kun er i Armenes yderste Deel, at den underste Pladerække deeltager noget betydeligt i dennes Dannelse. Håiden af den in- derste Randplade er omtrent lig med Breden af begge de to in- derste tilsammen , hvorimod Håiden af den næstyderste ikke er stårre end dens Brede. Den yderste Randplade bliver noget kileformig ved at indknibes mellem den næstyderste og Enden af Bugfuren, som bos denne Art fortsætter sig lige til Dyrets Ryg- side; den er altid uden Pig og er i Reglen ogsaa temmelig stor (omtrent halv saa stor som den folgende) og stærkt hvælvet, men kan ogsaa være meget lille, saa at man fristes til at tælle den 2den Randplade som den fårste, — Den anden, tredie og fjerde Randplade fra;'Armspidsen ere stærkere hvælvede end de andre 77 og bære hver en stærk, kegledannet, horizontal eller noget opad- rettet Pig, hvis Længde omtrent er lig med de respektive Pladers egen Håide, saa at der altsaa paa hver Arm er 6 stærke Rand- pigge ud imod Spidsen. Undtagelsesvis kan de pigbærende Randpladers Antal formindskes til 2 eller foråges til 5 paa hver Side, men i dette Tilfælde er dér altid 4 eller 2 piglåse Plader mellem den fjerde og den femte, som sidder paa den næstinderste Randplade. Randpladerne i den underste Række ere mindre end de i den .åverste; de inderste ligge .næsten helt paa Dyrets Bugflade, hvorimod de yderste ligge halvt paa Bugfladen, halvt paa Sidefladen og ere: stårre og mere hvælvede end hine. I Reglen bærer hver -af disse Randplader en. horizontal. eller lidt skraat nedad rettet kegledannet. Pig, som tiltager i Størrelse fra den inderste, der kun er lille, til den yderste eller næst- yderste, der er ligesaa stor som den lige ovenover siddende Randpig af den åverste Række. Begge Rækker af Randplader ere idvrigt fuldstændigt og tæt beklædte med smaae Korn, der håre op med en skarp Grændse lidt over Randpiggenes Basis, Paa begge Sider af Dyret bestaaer Hudskelettet forresten af Smaaplader, som ere ordnede i Rækker parallelt med den store Radius fra Skivens Midtpunkt til Armspidsen. Rygsidens Smaaplader ere af en noget uregelmæssig Form og efterlade derfor Mellemrum imellem sig, som komme tilsyne, naar man fjerner Kornbeklædningen ; AÅrmryggen eller den store Radius fra Skivens Midtpunkt til Armspidsen bestaaer imidlertid af en Række stårre og mere hvælvede Plader, som foruden at de bære stærke Rygpigge tillige ere beklædte med stårre Korn end de andre. Her mangle ogsaa Porerne, hvorimod den hele åvrige Rygflade er tæt besaaet med Porer, som ikke lade sig sondre i regelmæs- sige Porefelter. Der er i Regelen kun 5 Rækker af Rygpigge, hver paa 4-7 foruden een lige midt paa Skiven; undertiden kom- mer der dog en til i Armvinkelen tæt ved Randpladerne, eller der uddannes endog foruden hine 5 Hovedrækker 5 med dem alternerende mindre Rækker, hver paa 3 Pigge, af hvilke den 78 yderste staaer i Armvinkelen og den inderste i samme Afstand fra den centrale Pig som den inderste i Hovedrækkerne. Des- uden er der ogsaa ofte partielle Afvigelser fra den beskrevne normale Anordning. Disse Rygpigge ere af lignende Form som Randpiggene, men meget stårre og stærkere. Madreporpladen er rund eller aflang og udstyret paa sædvanlig Maade med op- håiede og fordybede, radierende, dichotomiske Linier; den ligger i Kreds med de inderste Armpigge, altsaa betydelig nærmere ved Centrum end ved Armvinkelen. — Bugsidens Smaaplader ere stårst nærmest ved Fodgangene og aftage i Stårrelse ud imod Randpladerne; det er aflange, lidt hvælvede Firkanter med af- rundede Hjårner, og de slutte saa tæt til hinanden, at der ingen Mellemrum bliver; Porer mangle derfor ogsaa ganske paa Under- siden af denne 'Såstjerne, De bære hver en kort, tyk og but kegledannet Pig og ere forresten beklædte med grove Korn, som ere stårre end Randpladernes. Disse Pigge danne regelmæssige Rækker, som vel låbe nogenlunde parallelt med Fodgangene, men dog convergere lidt mod Armspidserne; de aftage baade i Står- relse og i regelmæssig Anordning mod Armvinklerne. Meget sjeldent er det, at der istedenfor en af disse Pigge er en Gruppe- af 2 eller 3 brede, 2klappede, siddende Tænger (pedicellariæ valvulatæ); i Reglen mangle disse Dannelser aldeles. == Fodgan- genes Rande dannes af særegne Smaaplader, som ere korte, mig brede og stillede paa tvers, og hvis Antal stemmer med Fodpla- dernes (Ambulacralpladérnes), men er doppelt saa stort som den tilstådende Række af Bugpladers. . Hver af dem bærer en ydre og 4 indre Fodpapiller; hin er en tyk kegledannet Pig, der er noget stårre end Piggene i den nærmeste Pigrække; da der jo tillige er doppelt saa mange af disse ydre Fodpapiller som af bine Pigge, danne de en tæt Række langs med Fodgangene, tiltagende i Størrelse og Styrke fra Armspidsen indtil henimod Munden, hvor de dog pludselig standse i en kort Afstand fra Mundvinke- lens Spids og kun fortsættes af 3 lave Smaapigge, der mere ligne store Korn end de åvrige ydre Fodpapiller. De indre 79 Fodpapiller danne en Række paa langs indenfor hver af de ydre og ere meget mindre og finere end disse samt flade og butte; den næstyderste (subaborale) er den stårste, den inderste den mindste. Paa Mundvinkelpladerne, hvor de ydre Fodpapiller for- " største Delen kun repræsenteres af Smaapigge, er der derimod istedetfor de indre Fodpapiller en Række af 410 meget stårre, hutte og tykke, indadtil i Styrke tiltagende Mun dpigge, der ikke give de sædvanlige ydre Fodpapiller meget efter i Stårrelse. Fodgangene fortsætte sig, som ovenfor er anfårt, lige til Rygsiden, hvor de ende med en ret anseelig umage Pig, der næsten er lige saa stor som en af de inderste Randpigge i den underste Række. Det stårste af de foreliggende Exemplarer maaler 45710” mellem de 2 Armspidser, der ere længst fjernede fra hinanden. Farven er smuk minieråd. Anm. Grays Slægt Paulia henføres ligesom de åvrige Go- niodiscus-Former (Randasia, Anthenea, Hosia Gray) til en Gruppe, som i Modsætning til Oreaster (Pentaceros Gray) og Stellaster skulde have en doppelt Række af stårre Pigge ved Bugfurerne, hvilken Forskjel imidlertid hverken holder Stik, eller i og for sig har nogen stor Betydning. Legemet er nedtrykt og femarmet, Ryggen flad, Hudpladerne flade, uregelmæssige, kornede, nedsænkede i Huden og bære Pigge, men ingen Pedicellarier. P. horrida be- skrives som kastaniebrun, Piggene som spidse. Der anfåres dog ogsaa en mindre Varietet med smalt tilldbende Arme af Længde med Skivens Tvermaal, med mindre og stumpe Pigge og en tæt- tere Kornbeklædning paa Ryggen. Localitet: Punta Santa Elena, paa Klippegrund og 12—18 Favne. b) Langarmede Såstjerner med lille Kropskive: (Ophidiaster, tæt beklædt med Korn, Echinaster, tyndt beklædt med Pigge). 6. Ophidiaster Agassiz, Mill. Trosch. Denne Slægt kan have 4, 5, 6 eller 7 Arme, men de fleste Årter have dog 5. Armene ere i Reglen temmelig lange, trinde og smækkre, Skiven derimod lille. Hudskelettet er overalt be- 6 80 klædt med smaae runde Korn, men bærer i Reglen ingen Pigge. Mellem Hudskelettets Masker ligge Porefelterne, der ofte ere ord- nede i mere eller mindre tydelige Rækker langs henad Armene. De indeholde 6-50 Porer, der ere adskilte ved smaae Korn. Nogle Arter have 4, andre 2 Madreporplader. Paa hver Side af de snevre Fodgange, der indeholde en doppelt Række smaae Sugefådder med Sugeplade, er der en tæt Række af butte Papiller, som oftest af 2 forskjellige Stårrelser, der regelmæs- sigt afvexle med hinanden. Parallel med denne indre Række af Fodpapiller og tæt op til den er der dernæst en mindre tæt, ydre Række af Fodpapiller, som i Reglen ere af Stårrelse med de stårre i den indre Række, men stillede ud for de mindre: Pe- dicellarier findes ikke. Midt paa Skiven ligger den lille Tarm- aabning. Slægten tilhårer, saavidt hidtil er bekjendt, kun de varmere Have, saa at den finder sin Nordgrændse i Middelhavet. Slæg- ten Scytaster Mill. Trosch. afviger kun fra den ved at have enkelte Porer istedenfor Poregrupper. Efter dette Kjendemærke maatte Ungerne f. Ex. af den nedenfor beskrevne Ophidiaster or- nithopus Valenc. henføres til Slægten Scytaster. Dette Forhold synes altsaa ikke at kunne lægges til Grund for en Slægtsadskil- lelse, og jeg antager derfor, at Scytaster- Arterne i det håieste ville Fuhik udgjåre en egen Underafdeling af Slægten Ophidiaster. . En anden Underafdeling dannes formodenlig af de Arter, der foruden Korn ogsaa bære Pigge paa deres Hudskelet, en tredie af Slæg- len Leiaster Peters+). Ophidiaster ornithopus Valenc. Ophidiaster ornithopus Mill. Trosch. Scytaster stella Duchassain 8, Ånimaux radiaires des Antilles p. 4. ? Linckia Guildingii Gray |. c. dignoscitur brachiis 5, 6 vel 7 » angustis, inæqualibus, tessellis £) Archiv filr Naturgesch. XXster Jabrg., 2ier Bd. p. 399. 81 madreporiformibus vulgo duabus, in angulis brachiorum vicinis collocatis, areis poriferis poris circiter quindecim, vel pluribus in dorso brachiorum sine ordine sparsis, in lateribus triseriatis, facie ventrali poris destituta, papillis ambulacralibus rotundatis graniformibus, duplici vel triplici serie, interioribus inæqualibus, alternantibus, Beskrivelse. Ligesom sine åvrige, Slægtninge har denne Art en meget lille Skive og temmelig lange og trinde, underneden dog noget flade, stive og haarde Arme, men disses Antal varierer en Deel. Hos det stårste af de foreliggende vestindiske Individer er der 6 Arme, "af hvilke de 3 næsten ere doppelt saa lange som de 3, der sidde imellem dem;. her afvexle altsaa 3 lange og 3 korte Arme regelmæssigt med hinanden. Det næste i Ræk- ken har 4 længere og 2 kortere Arme, som adskilles ved en af de længere; et tredie har 6 omtrent lige lange og forholdsvis korte Arme, men desuden en syvende, der er længere og tykkere end de andre, saa at det seer ud som en sexstraalet Stjerne paa en Stilk. Af de mindre Individer optræde 2 med 4 længere og 2 kortere Arme, der sidde lige overfor hinanden og altsaa ad- skilles indbyrdes ved 2 længere Arme paa hver Side; et tredie har 4 korte og 2 lange Arme, der udgaae fra samme Armvinkel; et fjerde har 3 Arme, og i en af Vinklerne mellem disse vare 2 smaae i Begreb med at skyde frem; et femte har 5 Arme, af hvilke 2 ved Siden af hinanden- ere afstumpede, men i Færd med at voxe ud igjen; et sjette har 6 Arme, 2 ganske smaae, 3 mid- dellange og en af disses doppelte Længde; et 7de har 4 stor og Å smaae Arme, et &de har 4 stårre Årm og 4 derfra ud- skydende smaae;%) et Øde endelig vidner om denne Arts over- ordenlige Reproduktionsevne, idet det hlot bestaaer af en eneste isoleret Arm, der har lukket sig for den Ende, der vendte indad mod Munden, og altsaa efter al Rimelighed vilde have FYEn lignende Form af Ophidiaster (Linckia) Columbiæ omtaler Gray ke 6” 82 været i Stand til at reproducere alt det manglende, baade: de &vrige Arme og Skiven med alle dens Dele!) Hudskelcttet er sammensat paa fålgende Maade. Paa Armenes Underside er der 3 Rækker af runde Smaaplader eller Skjæl paa hver Side af Bugfuren, og udenfor dem en Ran dbræmme af langagtige Plader, der ere omtrent doppelt saa store som hine Skjæl, eftersom der for hvert Par af disse kun er een Randplade. Alle disse Skjæl og Plader slutte saa tæt til hinanden, at der ingen Huller er imellem dem. Armenes og Skivens Ryg dækkes derimod af noget større, temmelig tykke og bugede, afrundede Skjæl af en noget ubestemt Form, der ofte nærmer sig til den hjertedannede; midt paa Armryggen og paa Skiven danne de ikke regelmæssige Rækker, hvilket derimod er Tilfældet med dem, der ligge nærmere ved de får omtalte Randplader og langs med År- menes Sider. Af 2 sammenstådende Skjæl dækker det åverste det underste, og det yderste (d. v. s. det, der er nærmest ved AÅrmspidsen) det inderste lidt med sin: Rand. Næsten overalt, hvor 2 eller flere af disse Skjælplader ståde sammen, er der et … Hul imellem dem. Af saadanne Huller er der 3 Rækker paa hver Side af hver Arm, de åvrige ere spredte over Armenes og Skivens Ryg. ) Hr. Riise har oftere fundet Exemplarer blot bestaaende af en eneste lille Arm, og iagttaget, at denne Arm desuagtet var levende og bevægede sig. Da man finder dem som meget smaae blot bestaaende af 1 Arm eller af en Arm, fra hvis tykkere Ende 3-4 mindre ere i Færd med at skyde frem, fristes man næsten til at antage det for Artens normale Ud- viklingsgang, hvis det ikke stred mod, hvad der er Tilfældet hos andre isterider. — Af 10Exemplarer, somRiise har undersøgt, havde de halve 6 og de halve 5 Arme. 1 Exemplar havde 4 lange og 2 korte Arme. 6 sd 2 — 3 5059 samt 1 megel kort. 1 ir 3 5. 8 SÅ 2 in Re RE RR I m 3 Årme | 2 — de dd — arne sag iz — 2 4 8 — Me 1 He = EET EET rr 83 Dette Hudskelet dækkes imidlertid fuldkommen af en een s- artet Beklædning af. smaae Korn. Til hver Skjælplade svarer en hvælvet Gruppe af runde Korn, til hvert Mellemrum mellem Skjælpladerne en Fordybning, hvori der er en Gruppe af c. 15 Porer, adskilte ved smaae Korn. Disse Poregrupper danne fålgelig 3 regelmæssige Rækker paa hver Side af hver Arm og forekomme mere spredt paa Armenes Ryg, men mangle ikke ganske, hverken paa deres inderste Deel eller paa Skiven. I Årmenes yderste Deel og hos unge Individer reduceres de til nogle faa eller endog til enkelte Porer. Armenes Underflade er saa aldeles dækket af Kornbeklædningen, at man der ikke kan forfålge Omridsene af de enkelte Skjælplader uden at børttage Kornbeklædningen, og til Porer er der her ikke Spør. Nærmest ved den smalle Fodgang er der paa hver Side en doppelt Række af stårre Korn eller af lave butte Fodpapiller, hvis man vilde foretrække at kalde dem saa, som i den inderste Række ere hveranden stårre og hveranden mindre og stillede tæt efter hin- anden, men i den yderste kun ere halv saa talrige og anbragte i nogen Afstand fra hinanden lige ud for de mindre Korn af den indre Række. Derefter kommer saa Bugfladens almindelige Korn- "beklædning, der ståder umiddelbart op til den ydre Række af Fodpapiller; men ikke sjelden ere de af disse Korn, som staae i Linie med de ydre Fodpapiiler, af Stårrelse med disse og ligne dem saa ganske, at det seer ud, som om der i en kortere eller længere Strækning var 3 Rækker af Papiller paa hver Side af Fodgangene. Der er 2 Madreporplader, som paa de stårre sexarmede Exemplarer sidde hver i sin Vinkel mel- lem en kort og en lang Arm og paa det ovenfor omtalte større syvarmede Exemplar hver paa sin Side af den store Arm. De sidde altid i 2 Nabovinkler og holde sig altid i Nærheden af de længere Arme. i Da Ungerne kun have en enkelt Pore paa samme Sted, hvor der hos den udvoxne Såstjerne er en heel Gruppe, vilde 84 de, hvis man ikke kjendte dem som ældre, være at henfåre til Slægten Scytaster. : OQvenstaaende Beskrivelse er efter vestindiske Exemplarer. Fra Bahia besidder Museet imidlertid et meget stort Exem- plar — det har 9 Tommer mellem Enderne af 2 modstaaende Årme — der viser nogle Afvigelser, hvilke dog synes at kunne forklares deraf, at det er ældre og mere udviklet, Det har 4 lang Arm og 4 kun halv saa lange og 2 Madreporplader, 4 paa hver Side af den lange Arm. Poregrupperne ere saa talrige og store, at de låbe mere eller mindre i hinanden; man seer her meget tydeligt, at Porefelterne beklædes af to forskjellige Slags Korn, stårre og mindre, hvilke sidste umiddelbart om- give Rygfodsporerne, i et Antal af 4—6 omkring hver Pore. (Disse mindre Korn findes idvrigt ogsaa hos de mindre, men i ringere Antal og falde derfor ikke saa meget i Oinene). De Grupper af stårre Korn, som adskille Porefelterne, ere forholds- vis mindre og deres Korn grovere end hos de mindre Individer. 20—30 Porer i hver Gruppe er ikke ualmindeligt, og der kan endogsaa forekomme endnu flere. Allerede den 3die Porerække fra neden er her uregelmæssig og mindre skarpt udpræget end de andre. Ogsaa paa Skiven findes adskillige Poregrupper, dog ere de her sjeldnere end paa Ryggen af Armene, hvor der ikke saaledes som hos yngre Individer existerer et mere eller mindre porefrit Bælte, Fodpapillerne danne 3 Rækker paa den i det fore- gaaende anfårte Maade. — Forfålger man Artens Udvikling fra de smaae Scytasteragtige Former til de c, 5” store (formodenlig halv- voxne) Individer, synes den her beskrevne efter al Sandsynlig- hed udvoxne Form at slutte sig ganske naturligt til de mindre (yngre) som en Fortsættelse af disses morphologiske Udviklings- række; man seer tillige heraf, hvor foranderlige de Forhold ere, Som man ellers pleier at benytte som Artskarakterer, og hvor nødvendigt det er at kjende Arten paa forskjellige Alderstrin. Det levende Dyrs Farve er efter Meddelelse af Hr, Riise 85 Museets største vestindiske Exemplar maa- mårkpurpurråd. ler 1294mm (c. 4%4”) fra Spidsen af en af de korte Arme til Spidsen af den lige over for staaende lange Arm. — Arten er samlet af Hr. Riise ved Vieques (Crabben-Island), ved St. Thomas paa 4—2 Fod Vand og af Ørsted ved St. Jan paa 4 Favnes Dybde. Der forekommer mig ikke at være tilstrækkelig Grund til at betvivle, at den foreliggende Art virkelig er Ophidiaster ornitho- pus Val., som er opstillet paa Exemplarer fra Vera Cruz, altsaa ligeledes fra den mexikanske Havbugt. Rigtignok angives Armtallet kun til 5, hvilket Forhold jo ogsaa forekommer hos den foreliggende Art, men sjeldnere, og det angives at Furepapillerne staae i 3 Rækker, de 2 ydre i Linie med de mindre i den indre Række, hvilket deels ikke er constant hos den foreliggende Form, deels, efter min Mening, ikke en Gang strængt taget er Til- fældet, selv hvor det synes saa, eftersom de stårre Korn i den ydre Række ikke håre til Fodpapillerne, men til Bugfladens al- mindelige Kornbeklædning. — Det forekommer mig ogsaa tem- melig afgjort, at det er denne Art, som Duchassaing paa det anfårte Sted opfårer under Navn af Scytaster stella; selve denne Forfatters Diagnose”) viser, at han ingen Scytaster har havt for sig, — Grays Linckia Guildingii fra St. Vincent synes ogsaa at kunne henfåres hertil, Den henfåres fårst til de Arter, som have 5 cylindriske Arme og Poregrupperne spredte over hele Overfladen, og beskrives dernæst saaledes: ,,Brun med olivenfar- vet Tegning, Årmene tynde, langstrakte, cylindriske, ikke ganske lige lange (nearly equal), ligelig beklædte med Korn (largely granular), Ryg og Sider med Grupper af 2-3 Huller (9: Porer?) i Mellemrum- mene mellem Knuderne (9: Hudskelettets Dele). Pladen i Enden af Armene (the apical tubercle) stor og hvælvet. Den er meget ”) ,Scytaster radiis 5-6 teretibus, elongatis, tessellis graniformibus gra- nulatisque; poris multis inter tessella. Discus brevis tessellatus, ng disco 5-6 longiores. Cette espéce posséde deux asters excentriques.” 86 mindre og meget mere slank end LÅ, typus” (o: Ophidiaster mi- liaris M. Tr.). Det synes som om Gray kun har havt unge Exemplarer for sig. Han omtaler ogsaa en »Ssexarmet Monstro- sitet” af denne Art, — Under Navnet Linckia (som af Stimp- son bruges synonymt med Cribella) sondrer Gray de Former, der have de ydre Fodpapiller af samme Stårrelse som de indre, fra Slægten Ophidiaster. Saavidt jeg kan skjånne, vilde det dog neppe være naturligt derpaa at begrunde en Slægtsadskillelse, hvorimod dette Forhold vistnok vil kunne benyttes til. paa hen- sigtsmæssig Maade at underafdele Slægten Ophidiaster. Ophidiaster flaccidus Ltk. Synonym?: Oph. Guildingii Gray Il. c. dignoscitur brachiis 5 flaccidis, areis poriferis octoseriatis, æque- distantibus, zona poris destituta media nulla, poris paucis, cir- citer 6-10, granulis squamæformibus, in brachiis inæqualibus, mi- nutis et majoribus, papillis ambulacralibus biseriatis spiniformi- bus obtusis, internis ægqualibus dense collocatis, externis pauciori- bus majoribus,. parte granifera inter se et ab interioribus se- junctis. Beskrivelse. Der. foreligger af denne Art 2 Exemplarer, der begge have en meget lille Skive og 5 i Forhold til deres Tykkelse ikke meget ed samt temmelig blåde Arme. "En Be- klædning af skjælformige Korn overtrækker det hele Hudskelet; Kornene eller Smaaskjællene, som de her godt kunde kaldes, ere af temmelig forskjellig Størrelse, idet der overalt mellem de mindre er anbragt flere lidt stårre Skjæl. Dog er dette ikke Tilfældet med den egenlige Skive, hvis Korn alle ere ganske smaae. 8 Rækker af Poregrupper Strække sig i samme indbyrdes Afstand langs ud ad Årmene; der er altsaa her ikke noget pore- frit Parti midt ud ad Årmene, eller rettere, dette er ikke bredere end Mellemrummene mellem 2 andre Porerækker. I de åvre , 87 Porerækker findes indtil 10, i Reglen dog kun 6 Porer i hver Gruppe; i den underste Række ere de lidt færre; de fortsætte sig lige til Spidsen af Årmene om end kun som enkelte Porer. Ambulacral- papillerne have ikke Form af Korn, men af Pigge; den inderste Række bestaaer af ligestore, flade og butte Smaapigge, 2 for hver Sugefod.. Den adskilles ved et smalt Kornparti fra den ydre Række, der kun er halv saa talrig og bestaaer af isolerede, butte, temmelig tykke Pigge, der ere en Deel stårre end dem i den indre Række. Omkring Munden ere begge Sæt Pigge bredere og stillede tættere. Paa Skiven findes flere smaae Poregrupper, 4 Madreporplade og en Analaabning, der er temmelig tydelig, da den omgives af en særegen Papilgruppe. Oievorten i Armspidsen er bedækket med en Gruppe af lave, butte Pigge; ogsaa i den nærmest tilstodende Deel af Armspidsen findes enkelte lave Pigge ” indblandede mellem Kornbeklædningen. Fra O. ornithopus vil denne Art let kunne kjendes ved den blådere Hud, ved Kornbeklædningens heelt forskjellige Karakteer, ved Mangelen af et porefrit Bælte midt ud ad Armene og ved Am- bulacralpapillernes forskjellige Beskaffenhed. Medens O. ornithopus hos Gray vilde være en Linckia, vil 0, flaccidus komme i samme Forfatters Slægt Ophidiaster, blandt hvis Arter der ogsaa opfåres en 0. Guildingii, som kan formodes at være fra Vestindien og derfor kunde antages at falde sammen med den her beskrevne. Hr. Riise har laget denne Art ved St. Thomas paa Åå Fod Vand; Farven var orangegul, Det største foreliggende Exem- plar har Arme af c. 55rm (c. 27) Længde, medens Afstanden fra Midtpunktet til Armvinklerne kun er år”. Ophidiaster porosissimus L tk. Synonym: ? Oph. pyramidatus Gray l. c. dignoscitur brachiis 5 latis, areis poriferis octoseriatis, seriebus - dorsalibus binis, laterali et ventrali singula inter papillas ambu- 88 lacrales et partem mamillosam medii dorsi poris destitutam atque granulis majoribus oblectam, poris numerosissimis, usque ad 50, papillis ambulacralibus biseriatis, internis æqualibus dense collo- catis, exterioribus majoribus, parte granifera inter se et ab in- terioribus sejunctis. Uagtet der af denne Art kun foreligger et Exemplar i min- dre god Forfatning, som Dr, Ørsted har medbragt fra Punta- renas paa Vestsiden af Central-Amerika, troer jeg dog, at det fortjener at beskrives, da det i flere Henseender afviger fra de andre Ophidiaster-Årter, som jeg har havt Leilighed til at under- såge, og jeg antager, at man ogsaa efter dette ene Exemplar, der har en ret anseelig Størrelse, vil kunne fastsætte Artens Eien- dommeligheder, : . Beskrivelse. Armene ere mere brede og plumpe end hos nogen anden mig bekjendt Ophidiaster- Art. Deres Længde er c. 3%" og deres Brede ved Grunden næsten 4”, Hudske- lettet bestaaer af et Gitterværk af rektangulære Masker med bredere Knudepunkter, smallere Tverstykker og mellemliggende, aflange, noget fordybede Porefelter, som ere stillede paa (vers, saaledes at deres Brede er stårre end deres Længde. I Armenes yderste Halydeel blive Porefelterne stårre og mere rundagtige, og den hele Beklædning antager et mindre regelmæssigt Udseende. Midt paa Rygsiden af hver Arm låber et uregelmæssigt Parti af rundagtige, noget hvælvede Plader uden mellemliggende Porefelter. Paa hver Side af denne porefrie AÅrmryg er der to regelmæssige Rækker af Porefelter; en tredie indtager Armens Sideflade, en fjerde Bug- fladen og adskilles fra Fodpapillerne ved et ikke meget bredt Bælte af runde Korn, I hvert Porefelt er der et meget betydeligt Antal af Porer, nemlig henved 50; de Korn, der beklæde Mellem- rummene mellem de enkelte Porer, ere ikke meget mindre end de, der beklæde Hudskeleltets Stykker; de, der beklæde det porefrie Bælte midt paa Årmryggen, ere imidlertid stårre end de andre, Langs med hver Side af Fodgangene er der en tæt Række 89 af lige store, butte og noget flade Fodpapiller; udenfor hver anden eller fjerde af dem staaer en noget stårre, men idvrigt lignende Papil, der dog ved den omgivende Kornbeklædning er skilt fra den indre Papilrække. Inderst, i Nærheden af Munden savnes disse ydre Papiller, men i nogen Afstand derfra, omtrent ved Armenes Udspring, staae de tættere end noget andet Sted, … næsten lige saa tæt som Papillerne i den indre Række. Madre- porpladen er meget stor og aflang og saaledes beliggende, at dens stårste Diameter (10"") udgjår en Deel af den lille Radius fra Dyrets Midtpunkt til Armvinkelen. Dens Overflade frembyder en heel Labyrinth af ophåiede og fordybede Linier. Det foreliggende Exemplar har en Diameter af 8-9”; Ski- vens Tvermaal er 4/9”, Forholdet mellem begge altsaa omtrent som 6:41. Ifilge Grays System vilde denne Art ogsaa være al henfåre til Slægten Ophidiaster, der afviger fra hans Slægt Linckia derved, at hvad jeg har kaldt de ydre Fodpapiller ere stårre end de indre egenlige Fodpapiller; den vilde indenfor Slægten Ophidia- ster Gray igjen kunne henfåres til Underslægten Pharia ,,med 3 "kantede afsmalnende Arme med 3 afbrudte (oa: ikke sammenfly- dende) Porebælter paa hver Side.” sDennes eneste Art er O. Pyramidatus fra ,,Caraccas- Bugten i Vest-Columbien”, der karak- teriseres ved, ,,at Årmene ere noget kantede, langstrakte, næsten 4 Gange saa lange som Tyermaalet af den pyramideformige Skive, med 7 Rækker af Knuder, af hvilke en Række midt ned ad Ryg- gen er meget stårre end de andre. De ydre Fodpapiller ere ægformige, ikke fuldkommen spidse (subacute).” 3. Echinaster Mill. Trosch. (Othilia Gray, non Echinaster Gray) De fleste Arter have 5 Arme, hvis Længde overstiger den egenlige Krops Tvermaal 4-8 Gange. Hudskelettet danner et 90 Net, hvorpaa der hist og her sidder en enkelt, stårre eller min- dre Pig. I Mellemrummene er der Porefelter med talrige Porer. Pedicellarier mangle. Indenfor Fodpapillerne, oppe i Fodgangene sidder der en mindre Pigrække paa hver Side. — Hos begge de her beskrevne Arter ere Hudskelettet, Piggene og Fodpapillerne lige til Spidsen overtrukne med en blåd Hud. Ved at udsondre fra Slægten, saaledes som den begrændses i System der Asteriden”, Slægterne Echinites og Cribella vinder den betydeligt i Naturlighed. Echinaster spinosus Mill. Trosch. Synonym: Asterias echinophora Lamck. p. p- dignoscitur aculeis dorsalibus validissimis, paucis, sparcis, basi crassis, apice acuminatis, areis poriferis haud sejunctis poris 10-25, in facie ventrali paucioribus sparsis. Afdåde Capitain Suenson har fra Vestindien hjembragt en lille Echinaster, som jeg troer at maatte henfåre til denne Art, hvoraf intet udvoxet Exemplar staaer til min Raadighed, saa at jeg ikke har kunnet anstille nogen umiddelbar Sammenligning. Den har kun 4/4" i Diameter og maa altsaa ansees for en Unge, da den ifålge Say skal kunne blive 924” i Tvermaal. — Den har 5 korte butte Arme, fra hvis Hudskelet der udgaaer nogle faa meget store, kegledannede, spidse, ved deres Grund forholdsvis meget omfangsrige Pigge, der have en Håide af 3", Med Und- . tagelse af de underste, som ere mindre end de andre, danne de ikke bestemte Rækker (7 uregelmæssige Rækker ifålge Miller ogTroschel). Der findes i det håieste 3 eller 4 (10-12 hos de udvoxne, M. Tr.) saadanne Pigge efter hinanden paa hver Arm og det hele Antal af større Pigge paa Rygsiden af hver Arm er Omtrent 41; paa Skiven er der kun 3 noget mindre, Madrepor- pladen har en Krands af Smaapigge. Hvor Hudskelettets Stykker ere bredest, ere de fint kornede. Der er 40-25 Porer i hvert 91 af de talrige, tæt op til hinanden stådende, ofte i hinanden 16- bende Porefelter. Ogsaa mellem den underste Pigrække og Fod- papillerne er der Porer, men de sidde her mere spredt og danne ikke tydelige Grupper. Langs med hver Side af hver Fodgang er der en tæt Række af smaae, kegledannede, flade Fodpapil- ler, som ere forbundne med hinanden ved Hud indtil deres halve Længde; der er i det mindste 3 for hver Pig i den nær- meste Pigrække, og indenfor hver af hine er der paa selve Fod- gangens Sidevægge endnu 2 ganske smaae Pigge. Foruden det beskrevne Exemplar har jeg havt Leilighed til at undersåge et Hr. Riise tilhårende fra St. Thomas, der har c. 2” i Tvermaal. Kun ved at besidde et forholdsvis stårre Antal Pigge afviger det fra den ovenfor beskrevne endnu mindre Unge. Ifålge Say skal Ech. spinosus (4. echinophora Lam.) være meget almindelig ved Amerikas Østkyst fra Maine til Florida; men det maa bemærkes, at Say finder Figurerne i Encycl. me- thod. pl. 119 f. 2-3, der ere Kopier af Lincks f. 7, saa ulige Naturen, at ban ikke vil antage dem for at forestille hans Art. Figuren hos Petiver, som af andre Forfattere henfåres hertil, forekommer mig usikker. Grays Othilia aculeata, som ogsaa af Miller og Troschel fåres herhen, er vel neppe denne Art, da den er opstillet paa Exemplarer indsamlede ved ,,Guacomajo i Central - Amerika” af Cumming, altsaa fra Vestsiden, — La-' marcks Benævnelse burde have Fortrinet, hvis man ikke maatte indråmme, al Arten i ,.bistoijre des animaux sans verttbres” er saa collectiv, at den maa siges tillige at omfatte den fålgende Art med tilhårende Citat af Seba, fra hvem Localitetsangivelsen vel endogsaa er hentet. Echinaster brasiliensis Mill. Trosch. (System der Asteriden Tab. I. f, 4). dignoscitur aculeis dorsalibus minutis, pluriseriatis, areis pori- 92 feris dorsalibus sejunctis, poris c. 20, lateralibus confluentibus, poris ventralibus sparsis :paucioribus vel nullis. Vore Museer besidde af denne Art 4 Exemplarer, af hvilke det stårste har et Tvermaal af 3” og skal være fra Puerto Ca- bello; et af næsten samme Stårrelse har Hr. Lieutenant H. Koch taget i Rio Janeiros Havn paa Steenbund; de to andre have et Tvermaal af respektive 2/4 og 134” i Diameter og ere tagne af Dr, Orsted ved Kingston paa Jamaica. For- saavidi nedenstaaende Beskrivelse viser nogen Afvigelse, navnlig i Henseende til Piggenes og Pigrækkernes Antal, fra den korte Be- skrivelse i ,,System der Åsteriden”, kan dette vistnok forklares ved, at Berlinermuseets Exemplar var større (47/0”) og altsaa ogsaa ældre end noget af vore, Beskrivelse. Forholdet mellem denne Såstjernes store og lille Radius er paa de mindre Exemplarer — 4:41, paa de stårre som 4%:4; disse have ogsaa noget tykkere Arme end hine. De blådhudede Mellemrum mellem Hudskelettet ere tem- melig store, navnlig paa de større Exemplarer; ved Indtårring blive de fordybede i Forhold til Hudskelettet, som danner op- håiede Rande omkring dem; hos de yngre ere Hudpladerne for- holdsvis bredere, Porefelterne mindre. Overalt hvor Hudpladerne udvide sig i Breden iagttages der ligesom hos foregaaende Art fine Granulationer, Piggene ere lave, kegledannede og anbragte enkeltvis med temmelig stor Afstand; man vil kunne tælle 3 Pigrækker ovenpaa Dyret, og desuden paa hver Side af Armene en, der udspringer i Årmvinklerne, og paa Undersiden endnu en, der ligeledes begynder i Årmvinklen, altsaa 7 Rækker i Alt, (ifølge Miller og Trosch e19-11), hvortil endnu kan komme en mere eller mindre tydelig Pigrække tæt ved Fodpapillerne og gjårende . Overgangen til disse. Piggene ere ikke længere end Fodpapil- lerne, men noget tykkere end disse. I den underste Pigrække tælles der c, 26 (ifålge Miller og Troschel 30-40) Pigge fra Årmvinklen til Armspidsen Påa det stårste af de foreliggende 93 Exemplarer. Madreporpladen, der ligger noget nærmere ved Skivens Midtpunkt end ved Armvinklen, er besat med smaae Pigge. Porefelterne ere paa Ryggen af Armene og Skiven fuldstændigt afsondrede fra hinanden og indeholde hver indtil 20 Porer eller derover (hos yngre Exemplarer færre). Paa Siderne af Armene ere de ikke saa skarpt sondrede fra hinanden; og- saa paa Undersiden mellem Fodpapillerne og den underste Pig- række, ja endog i selve Armvinklerne paa Bugsiden, kan der findes Porer, men de sidde da her mere tyndt og spredt og ikke i tydelige Grupper. Langs med hver Fodgang er der en tæt, in- derst doppelt, længere ude enkelt Række af kegledannede Fod - papiller, som under Lupen vise sig lidt rue af fine Spidser; de ere kun ubetydeligt mindre end Rygpiggene, men for hver Pig i den nærmeste Pigrække er der 6-8 (i Armens yderste Deel idetmindste 4) Fodpapiller. Hvis Sebas Figur tab. 7 fig. 4 virkelig hører herhen — hvilket unægtelig forekommer mig meget rimeligt, — maa denne Art antages at være udbredt lige fra det sydlige Brasilien til Virginien; ved de sydlige Fristater og i Vestindien lever den altsaa sammen med Ech. spinosus, hvis Udbredningsbælte ellers er. nordligere. C. Med Tarmaabning og med 4 Rækker af cylin- driske Fådder med Sugeplade. 8. Asteracanthion M. Tr. (Asterias Gray, Stimpson). Armenes Antal vexler her fra 3 til 40; deres Længde er ogsaa underkastet ikke ubetydelige Forskjelligheder. Hud- skelettet bærer Pigge, som i Reglen ere butte og rue og som oftest sidde enkeltvis. Paa Armenes Ryg ordne de sig un- dertiden i Rækker, hvilket altid er Tilfældet paa Bugsiden. Pe- 94 dicellarier findes altid, i Reglen i Mængde. Porerne mellem Ryghudens Skelet kunne sidde. enkeltvis eller flere samlede. Af denne ellers i alle Have repræsenterede Slægt har man hidtil ikke kjendt nogen Art i den vestindiske Fauna. Jeg troer derfor at burde henlede Opmærksomheden paa en saadan Forms Existens i denne Fauna, uagtet den kun er repræsenteret ved 2, det kongelige Museum tilhårende, smaae Exemplarer fra Vera Cruz, indsamlede af afdåde Prof. Liebmann. Åsteracanthion mexicanum Ltk. dignoscitur brachiis 5, aculeis brevibus obtusis scabris seriatis, basi pedicellariis dense cinctis, poris singulis vel 2-3nis, papillis ambulacralibus bi- vel uniseriatis, medio pedicellarias gerentibus. Beskrivelse. I Udseende kommer denne lille femarmede Såstjerne nærmest til Ast. Milleri Sars. Paa det stårre Exem- plar, der har 4/4” i Tvermaal, er Armenes Rygside udstyret med 7 Rækker af temmelig tykke og butte Pigge; de 2 midterste Ræk- ker ere dog ikke fuldkommen tydelige. Dertil komme endnu 2 Rækker paa Undersiden, af hvilke den underste dog hårer op midt paa Armen. Under Lupen vise de sig rue af fine Spidser, som ere ordnede paa langs. Omkring hver af Ryggens Pigge er der en tæt Krands af Pedicellarier, og Piggene sidde ikke længere fra hinanden, end at disse Krandse ofte beråre hinanden. Ved de 2 Pigrækker paa Bugsiden er denne-Krands ufuldstændig, då Pedicellarierne mangle paa den Side, der vender nedad eller mod Bugfuren. Rygfodsporerne sidde deels enkeltvis, deels 2 eller 3 sammen. AfFodpapiller er der temmelig regelmæssigt skifte- vis 1 og 2; de ere butte, lidt flade og endeel tyndere, skjøndt ikke kortere end Rygpiggene og ligesom disse rue af fine Spid- ser; midt paa dem sidder der nogle Pedicellarier. — Det mindre Exemplar, som har lidt over 19 ; Tvermaal, har kun 5 Rækker Pigge i Alt, færre Pedicellarier i hver enkelt Krands, kun enkelte 95 Rygfodsporer og kun en enkelt Række Fodpapiller, men forholder sig ellers ligesom det stårre. Det er ikke umuligt, at disse Exemplarer kun ere Unger af en Art, der kan opnaae en meget betydeligere Størrelse, Ogsaa maa jeg bemærke, at ÅAst. Forbesi Desor kun er mig bekjendt af Navn. " Åsteracanthion tenuispinus (Lmck.). Af denne Art har Consul Krebs overladt Museet et ved Bermudas-Oerne taget, meget vel vedligeholdt Exempar. Da "jeg forudseer, at man vilde kunne betvivle Bestemmelsens Rig- tighed, paa Grund af, at Bermudas-Oernes Fauna maa formodes at være amerikansk, og at det derfor vilde synes lidet rimeligt, at en middelhavsk Såstjerne skulde forekomme der sammen med vestindiske Ophiurider (Ophionereis reticulata f. Ex.), anseer jeg det for srigtigst at meddele en kort Beskrivelse af det omtalte Exemplar. Det vil heraf sees, at det ganske stemmer med Be- skrivelsen i ,,System der Asteriden”, heller ikke har jeg ved umid- delbar Sammenligning med 5 Exemplarer af Å. tenuispinus, der tidligere fandtes i Museet, og hvoraf de 2 med Sikkerhed vides at være fra Middelhavet, formaaet at udfinde nogen væsentlig Forskjel. Skiven er lille, Armene 7, trinde, lige udviklede og temme- lig lange i Forhold til Skiven. Paa denne findes en Deel Pigge uden bestemt Orden, tæt omkrandsede af smaae Pedicellarier, og 2 Madreporplader. Paa Armenes Ryg findes &5 regelmæssige Rækker af spidse, kegledannede Pigge, hver omgiven med en tyk Krands eller Pude af Pedicellarier. Afvexlende med disse Pig- rækker strække sig ligesaa regelmæssigt, men forholdsvis tættere, Grupper af Rygfådder. Armenes Sidepigrække dannes af Grup- per paa 2, i Armenes inderste Deel 3, tynde, noget .ssammentrykte Pigge (Randpiggene), ved hvis Grund der paa den Side, som ven- der opad mod Armens Ryg ogsaa er en Deel Pedicellarier. Langs tj 96 med Fodgangene sidder endelig en enkelt Række af tynde, noget sammentrykte Pigge. Ogsaa mellem dem og Randpiggene, oven- over disse og paa Skiven er der Grupper af Rygfådder; hist og her paa Årmenes Ryg sees en enkelt stor Pedicellarie. Diameter e, D, Paa meget store Exemplarer er Randpiggenes og Fodpigge- nes Form mere karakteristisk; de ere da meget flade, i Spidsen næsten skovlformige med en meget tydelig Fordybning i den brede Ende, Arten kan optræde med 6, 7 eller 8 omtrent lige store Arme, eller med 4 korte og 4 lange, eller med 5 korte og 3 eller 4 lange. Den forekommer i Middelhavet, ved de kana- riske Oer>) og ved Bermudas-Oerne. £) d”Orbigny: Mollusques etc. recueillis aux iles Canaries par M.M. WeRb et Berthelot. Echinodermes, pl. 3 f. Efterskrift. Efter at denne Afhandling tildeels var trykt, har Hr. Dr. Måbius udgivet et lille Skrift: »Neue Seesterne des Hamburger- und Kieler-Museums”, Hamburg 4859, og havt den Godhed at sende mig et Exemplar deraf. To af Dr. Må- bius's nye Arter synes at. falde sammen med mine, nemlig Åsteriscus stellifer (fra Rio Janeiro), som uden Tvivl er min 4. bra- siliensis, og Goniodiscus conifer (fra Sydhavet), i hvilken jeg gjen- kjender min G. armatus. 97 En Bemærkning om den Berettigelse, hvormed Picus tridactylus er anført i Fortegnelsen paa de i Danmark trufne Fugle. Af J. Reinhardt. Fm I sin Kritik over Teilmanns ,,Forsåg til en Beskrivelse af Danmarks og Islands Fugle” siger Faber>): ,,Det er saare vigtigt for den ornithologiske Videnskab, at den bevares i sin Reenhed ; og det er derfor enhver Forfatters Pligt, at være néie overbeviist om, at de Fuglearter, som han optager under Landets Fauna, saavel ere virkelige Arter, som ogsaa, at de virkeligen ere trufne i Landet.” At denne Paamindelse er berettiget ville vistnok Alle indråomme; men en anden Sag er det, om ogsaa Alle folge den i Praxis; navnlig frygter jeg, at man har sat sig vel meget ud over den med Hensyn til Picus tridactylus, og denne Formening foranlediger mig til her nærmere at pråve den Ret, hvormed denne Art er optaget i Fortegnelsen paa de i Danmark trufne Fugle. Den fårste, der anfårte denne Fugl som dansk, var Teil- mann, som i sit ovennævnte lille Skrift har optaget. den (S. 39) med fålgende Bemærkning: ,,Yderst sjelden. Miller Zoologia da- nica”. Det er af disse Ord klart, at Teilmann ikke selv har iagttaget Fuglen her i Landet, og man tager vel heller neppe Feil, naar man endvidere slutter af dem, at han ikke har havt anden Grund til at optage den, end netop den, at han havde seet den i det anfårte Værk. Her er den ogsaa ganske rigtigt beskrevet og afbildet, om end fårst i det efter Millers Dåd af Abildgaard, Vahl, Holten og +) Ornithologiske Noticer som Bidrag til Danmarks Fauna. Aarhuus 1824. & 3 7% - 98 Rathke bearbeidede, og af den sidstnævnte udgivne fjerde Hefte+), og naar derfor Faber i sin Kritik af Teilmanns svage Arbeide fore- kaster denne, at Picus tridactylus slet ikke omtales af den ,,citerede Skribent O.F. Miller”, da er denne Dadel ganske vist uberettiget, saasom Theilmann med sit Citat kun har villet henvise til Zoalo» gia Danica, men ikke særligt til dette Værks beråmte Grund- lægger, og den kan vel kun være foranlediget derved, at Fa- ber. ikke selv har vidst, at Fuglen var afbildet i det nysnævnte Værk, men troede, at Teilmann med sin just ikke tydelige Hen» viisning havde meent Miillers Prodromus Zoologiæ Danicae, i hvil- ken Fuglen unægtelig mangler.) "Derimod er den Tvivl, om Teilmanns Ret til at anføre Fuglen som dansk, der kjendelig gaaer igjennem Fabers lille critiske Bemærkning i og for sig fuldkommen berettiget, thi Picus tridactylus er udtrykkelig optaget i Zoologia Danica påa Vabls Autoritet, ikke som en dansk men som en norsk Fugl. Fra dette Værk kan der alt- saa aldeles ikké hentes noget Beviis for dens Forekomst her i Landet; Teilmann, som atter kun ståtter sig til dette, kan na- turligviis ligesaa lidt gjælde som Autloritet, og Fuglen maa udgaae af de danske Fugles Tal, hvis der ikke kan findes bedre Grunde til at beholde den. Efter Udgivelsen af Teilmanns Bog gik der lang Tid, inden Nogen atter sågte at hævde Picus tridactylus som dansk. I de spredte Optegnelser til den danske, "slesvigske og holsteenske Ornithologie, som Forskjellige have meddeelt i flere periodiske Skrifter og navnlig i visse Aargange af Okens Isis, er der intet Exempel anfårt påa, at noget Exemplar skulde være skudt eller seet her i Landet; ligesaa lidt' er den optaget i den systematiske Navne = Fortegnelse påa de danske Fugle, som af- dåde Kammerherre Paulsen meddeelte i det fårste Hefte af den ") Zoologia Danica, vol. IV. p. 1, tab. CXXI. bæ) År SR ling taget Bogstaven er sand, forsaavidt det fjerde Hefte af Zoologia Danica ikke er af Miller, forandrer ikke Sagen; thi selv fraseet, at man er uberettiget til at tiltroe Faber dén Slags Ordklåverier, San er'dét klart, at han ikke vilde undladt at bebreide Teilmann hans letsindige Benyttelse af den anfårte Kilde, dersom han havde kjendt den rette Sammenhæng. ' 99 ornithologiske Haandbog, han begyndte at udgive”), eller i de Tillæg til denne Liste, som Ornithologen E mil Hage havde sam- let, og som efter hans Dåd bleve trykte (1849) i Krøyers natur- historiske Tidsskriftzx) i Forbindelse med nogle lignende af Hr, Apotheker Mechlenburg meddeelte Bemærkninger; endelig er der (for strax her at bemærke det) aldrig fra noget Sted her i Landet sendt noget Exemplar af denne Fugl til nogen af de offent- lige Samlinger. Der forelaae saaledes zndtil Begyndelsen af inde- værende Tiaar ingen anden Angivelse om Fuglens Forekomst hos os end Teilmanns, og hvad hans Vidnesbyrd i dette Tilfælde har at hetyde, have vi seet.””) Siden den Tid er den imidlertid 2 Gange kort efter hinan- den atter anfårt som dansk af Dr. Kjærbålling, og det staaer altsaa tilbage nærmere at betragte disse sidste Angivelser. Den forste af dem findes i Tidsskriftet Naumannia. Her har Hr. Kjærbålling nemlig meddeelt et ,,Perzeichniss der in Dånemark vorkommenden, weniger gewéhnlichen und seltenen Vågel” +), i hvil- ken Fortegnelse han blandt andet udfårligen gjår Rede for hvor- ofte og i hvilke Egne de sieldnere Fugle ere skudte eller ialtfald iagttagne, og her er da den omtalte Fugl anfårt paa fålgende Maade: »Picus tridactylus. Nach Miiller (zool. danica) hier vorgekommen”. Man behåver ikke mange Ord for at vise, at Hr. Kjærbålling paa dette å ; +). Veiledning til Kundskab om de i Danmark, Slesvig og Holsteen fore- kommende Fugle, Fårste (og eneste) Hefte. Kjébenhavn, 1842. +x) 2den Række. 2det Bind. S$. 610. ”) Jeg veed meget godt, at i Paulsens anden lille ornithologiske Ledetraad, den anonymt udgivne ,Handbuch der Ornithølogie, enthaltend die in Europa vorkommenden Gattungen und die in Dånemark, Schleswig, Hol- stein und Lauenburg nebst den Inseln Helgoland br: Rigen vorkommen- den Arten" etc. Erster Theil. Kopenhagen 1846, er Picus tridactylus nævnt som : ,vorkommend” (8. 82). Men dette betyder Lidet eller Intet, da Bogen jo, som Titelen viser, optager Fugle ogsaa fra ikke danske Lande, og da Forfatterens Dad RE rs Udgivelsen af den anden specielle sg, som skulde have givet de fornådne Oplysninger om de enkelte Arter. Muligt, at Paulsen har anfårt Picus tridactylus, fordi han antog den Kær påa Rugen eller Helgoland, mt Gk at det kun er den gamle Teilmannske Angivelse, der her gaaer f) Naumannia Erster Band. 3 Heft. S. 38—356. LJ 100 Sted ikke har gjort Andet end udskrive og just ikke heldigt omskrive Teilmann; thi havde han selv efterseet den let tilgjængelige Kilde, han paaberaaber sig, maatte han naturligviis have opdaget sin Forgængers Feiltagelse, og den hele Bemærkning vilde da være faldet bort af sig selv. Men er en slig Citeren paa anden Haand stedse mislig, saa er den dobbelt forkastelig i et Tilfælde som dette, hvor der paa Grund af Fabers ovenanfårte Indvending var " en særlig Opfordring til selv at see efter. Da de faa ovenfor citerede Ord ere Ålt, hvad Dr. Kjærbålling paa dette Sted siger om Fuglen; da han, der ellers sandelig ikke er nåieregnende med den Hjemmel, han paaberaaber sig, i dette Tilfælde ikke har havt nogensomhelst anden Erfaring for dens Forekomst her i Landet at anfåre, er der aldeles Intet vundet ved denne hans forste Meddelelse, og jeg skal ikke opholde mig længere ved den. Det andet Sted, hvor Dr. Kjærbålling har: omtalt Picus tri- dactylus er i Texten til hans Billedværk over de danske Fugle (i hvilket den er afbildet Tab. 1X. Fig, 4 ); her heddér det nemlig Side 65: ,,Kun een Gang har jeg iagttaget denne mere nordåstlige, her sjeldne Form, nemlig i October 1848 i Thyrs- bæk Skov; da jeg var Fuglen saa nær, at jeg tydeligen skjelnede den gule Hætte, kunde en Feiltagelse neppe finde Sted.” Det er umuligt at læse disse Ord uden forundret at spørge, hvorfor der ikke findes det Mindste om denne Historie i Naumannia. I Tidsfålgen mellem Hr. Kjærbållings Iagttagelse og hans tvende Publicationer kan Grunden ikke såges. Tredie Hefte af Naumannia er nemlig udkommet i Slutningen af 1850; K.'s Opsats i dette Hefte kan af indre Criterier sees at være skrevet efter Udgangen af Juni Maaned samme Aar; første Hefte af Texten til Danmarks Fugle er publiceret i fårste Halvdeel af Januar 1851; Iagttagel- sen endelig skal jo være gjort i 1848 og kunde altsaa ligesaa godt og bedre være meddeelt i Begyndelsen af 1850 end i Slut- ningen af 1854. At antage det for en Forglemmelse, at der i Naumannia ikke er talt om denne lagttagelse, er selv med den bedste Villie neppe muligt; man kan forstaae, at en eller anden Fugl, og saaledes ogsaa den nævnte Spætte, af Vanvare kunde 101 være ganske udeladt i en Liste som den der meddeelte; men har Forfatteren fårst anfårt den, skal han til at give Beviser for dens Forekomst her i Landet, hvor er det da tænkeligt, at han ikke skulde huske sin egen, ganske friske Iagttagelse, som desuden under den næsten samtidige Udarbeidelse af Texten til Bil- ledværket staaer saa levende for hans Erindring, at han kan an- føre Biomstændigheder ved den? Er Fundet ved Thyrsbæk ikke nævnt i Naumannia, saa er lil Gjengjæld O.F. Miller og Zoologia Danica ikke længere paa- beraabte i ,,Danmarks Fugle”, Der angives ingen Grund for dette »changement de décoration”, men man er berettiget til at slutte, at Hr. Kjærbålling i den korte Mellemtid mellem Publicationen af hans Opsats i Naumannia og fårste Hefte af ,,Danmarks Fugle” paa en eller anden Maade maa være kommen til Erkjendelse af det Misgreb, hvori Teilmann og han selv tidligere havde gjort sig skyldige ved at ville hente Beviis fra Zoologia Danica; thi hvis ikke, var der sandelig ikke mere Grund til i »Danmarks Fugle” at udelade det tidligere i Naumannia anfårte Citat af det . ovennævnte Værk, end der omvendt er til i det tydske Tidsskrift at forbigaae Thyrsbæk-lagtitagelsen. Overveier man nu alle de forelig- gende Kjendsgjerninger, Staaer det fast, at Dr. Kjærbålling, medens han forberedte Udgivelsen af sit Billedværk (hvis 415 Hefter alle vare udkomne allerede i Juni 1851) stod i den Formening, at han i O. F. Miller havde en Hjemmelsmand for den tidtnævnte Fugis Forekomst, at han endnu i October 4850 ikke nævner nogen anden, men at han saa al sige i sidste Oieblik, fårend Texten til »»Danmarks Fugle” skal udgives, opdager, at denne Hjemmel glipper. At det under disse Omstændigheder kan have været ham magtpaaliggende dog at beholde Fuglen i sit Værk, og alt- Saa nådvendigt for ham at give nye Grunde for dens Forekomst, behåver ingen videre Udvikling; hvorvidt han derved kan være blevet bragt til i ,,Danmarks Fugle” at beraabe sig paa en Iagt- tagelse, som han tidligere ikke ansaae for paalidelig nok til at £) Håsts Danske Bibliographie for Juni 1851. 102 anfåres, eller hvorledes den egentlige Sammenhæng ellers maatte være, er det naturligviis ikke min Sag at udgrunde, Men indtil der er givet en virkelig fyldestgjårende Grund for den mistænkelige Forskjel 4 Hr. K.'s tvende Angivelser, skulde jeg rigtignok ansee det for raadeligst at betragte Picus tridactylus som en hidtil her i Landet ikke truffet Fugl; og man har, mener jeg, saameget mere Grund dertil, som det ogsaa i andre Tilfælde (og, mærkeligt nok! stadigt i saadanne, hvor Dr. K. beretter om sine egne lagttagelser!) vil findes, at hans Angivelser i Naumannia staae i Strid med de tilsvarende i Danmarks Fugle%), og skjåndt disse Uovereensstemmelser i og for sig ere mindre betydelige, vise de dog, at Forfatteren just ikke lægger særdeles stor Vind paa skrupulås Nåiaglighed i sine Angivelser,: og kunne derfor ikke andet end svække Tilliden til disses Paalidelighed. Om jeg imidlertid end ikke.troer, at der er tilstrækkelig Grund til at antage, at denne Spætte allerede er iagttaget her i Landet, anseer jeg det naturligviis derfor ikke for umuligt, at den engang kunde vise sig. Den er jo udbredt over Stårste- delen af Norge og træffes endog undertiden om Vinteren heelt ned til Gotheborg; et enkelt Individ kunde altsaa vel engang forvilde sig til Danmark. Men sélv om et saadant Tilfælde ind- traf, vilde den dog endnu ikke have stårre Ret til at kaldes dansk end for Ex. Vultur cinereus, Glareola pratincola, Otis Mac- geeni og andre for vor Fauna fuldkommen fremmede Fugle, som en enkelt Gang have forvildet sig til os, og Udtrykket ,,hos os sjeldne Fugl” vilde selv i dette Tilfælde være vildledende og uberettiget. +) Hr. K. forfæller saaledes i: Naumannia at have skudt Falco rufipes paa Læsåe den 29de Mai 1850, i Texten til Danmarks Fugle staaer der der- imod d. 23de Mai. Ifålge Opsatsen i Naumannia vil Hr. K. have skudt en gammel Han af Anthus cervinus ved Thyrsbæk d. 29de Marts 1848; i »Danmarks Fugle£ fortælles den samme Historie, men der er Dagen an- givet til den 27de Februar s. A. Om Motacilla cinereocapilla hedder det i Naumannia: ,In der Nåhe von Varde im siidwestl. Jåtland 1847 von mir einmal geschossen"; i Danm. Fugle siger han at have skudt den ved Varde og Lånborggaard, altsaa 2 Gange. Om Tringa Temminckii skriver K. iNaumannia (i Eftersommeren 1850): »ich schoss ibn E (vor?) ein, paar Jahren an einem Teiche im Hofe von ideborgges? ard . i Dan- marks Fugle siger lær at det var d. 2l1de Aug. 1849, altsaa et Årk. senerc, at han skjåd den 103 Notits om Slægien Malacurus Rchb. og de dertil hørende Arter. Af . Reinhardt. (Meddeelt i Modet d. 14de Januar 1859). Selv om man begrændser Anumbius- Slægten, saaledes som dOrbigny og Lafresnaye oprindeligt havde opstillet den i Magazin de Zoologie (1838), og ikke saaledes som de senere fremstillede den i den Fårstnævntes store Reiseværk, hvor Gmelins ganske afvigende Turdus, variegatus, Typen for Slægten Campylorhynchus, tilfiiedes Som en sjette Art, kan man dog neppe nægte, at den indeholder noget heterogene Former, der synes at være sammenstillede mere paåa Grund af Lighed i Levemaade og Redebygning, end just fordi nåiagtigt de samme zoologiske Charakterer skulde findes hos dem alle. Det forekommer mig derfor at maatte betragtes som et Fremskridt, naar Reichenbach i sin fortræffelige i 4853 ud- givne Synopsis af Familien ,,Sittinae” fordeler de hidtil til Slæg- fen Anumbius henregnede Fugle i trende Slægter, Anumbius, | Åsthenes og Phacellodomus, og hvad enten man vil indråmme disse nye Grupper Rang som Slægter eller som Underslægter, troer jeg, at de ialtfald,kunne sondres tilstrækkeligt skarpt fra hinanden. Derimod troer jeg ikke, at de enkelte Arters Fordeling mellem disse forskjellige Slægter i alle Tilfælde er ganske tilfredsstillende, og navnlig turde den sidstnævnte Slægt Phacellodomus, eller som den vel hellere maa kaldes med et ligeledes fra Reichenbach hidrårende men ældre Navn, Malacurus+) ikke ganske være kom- men til sin Ret. Til denne henregnes der nemlig i den ovennævnte Synopsis kun en eneste Art, nemlig Sylvia rufifrons Ill, in Mus. Berol. (Anabates 7) See: G. BR. Gray, Catalogue of the Genera and Subgenera of Birds. London 1855, p. 27. 104 rufifrons Pr. Max); men der maa til den fremdeles henfåres Anum- bius striaticeps d?Orb, & Lafr., en Art, hvilken jeg kan takke Hr. Professor Behn i Kiel for at have kunnet undersåge, idet han velvillig har laant mig et Exemplar, som han paa sin Reise tvers gjennem Sydamerica havde skudt i Omegnen af Chuquisaca i Bolivien, og som saaledes hidrårer fra den samme Egn, hvor d”Orbigny fårst opdagede denne Fugl. Den er i enhver Hen- seende en fuldkommen ligesaa ægte Malacurus som selve Slægts- typen, men synes ganske at være bleven overseet og forbigaaet af Reichenbach. i Endvidere maa ogsaa Azaras Afiumbi roxo (Furnarius ruber Vieill.) have Plads i denne Slægt, og ikke i Asthenes- Slægten, hvor den forelåbig er stillet af Reichenbach, der imidlertid med en rigtig Forudfålelse udtrykkelig fremhæver, at det muligen kunde vise sig, at denne Art, som han ikke selv har seet, hel- lere maa henfåres til Malacurus. Jeg har under mit Ophold i Brasilien skudt denne hverken af Prindsen af Wied eller af Spix trufne Fugl i Provindsen Minas geraes i Sertongen langs San Francisco-Floden den 27de October 48551). Det eneste Exem- plar, jeg fik, en å i begyndende Fælding,. sad paa en Busk ved Bredden af en lille Bæk, Tolda, der havde sit Udspring fra en Bority-Sump et Par Miil fra det Sted, hvor San Francisco opta- ger Floden Abaité. Den besidder alle de Malacurus-Slægten ud- mærkende Særkjender, navnlig har den ganske dennes Næb og Haleform; fremdeles er ogsaa hos den Pande- og Isse-Fjerene smalle og tilspidsede og forsynede med fortykkede, stive og glind- sende Skafter,. Denne særegne Udvikling af Fjerskafterne gaaer endog hos denne Art videre end hos de foregaaende; den er nemlig ikke indskrænket alene til Hættens Fjer, men viser sig ogsaa; om end meget svagere, paa hele Forkroppen, saavel påå Nakken og en Deel af Ryggen som paa Halsen og Brystet, påa ") Af en Afhandling: ,Uber neue Arten der Gattungen Synallaxis, Åna- bates und Xenops etc.«, som Hr. A. v.Pelzeln d. 8de Jan. 1859 forelagde for Videnskabernes Akademie i Wien, seer jeg, at allerede Natterer havde truffet denne Art i Brasilien, og navnlig efter de anfårte Findesteders Navne at dåmme i Provindserne San Paulo og Mato grosso, altsaa lang! fra denEgn, hvor jeg fandt den; den synes saaledes at udbrede sig over kele Syd- og Mellem-Brasilien; see: Sitzungsberichte der K.K. Akademie der Wissenschaften, XXXIV Bd. Nr. 2, p. 124 (Senere Anmærkning)- 105 hvilke Steder der hos M. rufifrons ikke findes Spor til den. For- saavidt afviger M, ruber altsaa fra de ret typiske Arter, men Af- vigelsen er sikkerlig altfor uvigtig til at den paa Grund heraf skulde kunne skilles fra dem. En fjerde og det en hidtil ubeskreven Art troer jeg endelig at erkjende i en Malacurus, som det Kongelige naturhistoriske Museum har erholdt fra Venezuela, hvor Slægten, saavidt jeg veed, ikke tidligere er angivet at forekomme. Denne Fugl, hvoraf Museet kun besidder et eneste Exemplar, som er skjænket det af Hr. Dr. Carron de Villards tilligemed en betydelig Samling af andre Fugle fra denne Egn, staaer unægtelig M. rufifrons meget nær baade i Farve og Stårrelse, men har en brungraa og ikke, som denne, en rustråd Pande og Isse, og. mangler fremdeles den hvidgraa Stribe over Oiet. Vel er det nu saa, at der hos den unge rufifrons kun tæt ved Næbbet findes en ringe Begyndelse til den rustråde Farve, som senere udbreder sig meget mere, og det ligger derfor nær at formode, at det foreliggende Exemplar fra Venezuela kunde være en slig ung M. rufifrons, hos hvilken der ikke var Spor til de brunråde Fjer; men Museets Exemplar kan ikke være en ung Fugl, da det er i Begreb med at fælde saavel Sving- fjerene og Styrerne, og da selv de gamle afslidte Styrere allerede have den meget ulige Længde, der udmærker dem hos den gamle Fugl, medens der hos den unge kun er ringe Forskjel mellem Længden af de enkelte Halefjer. Jeg kan derfor ikke andet end antage den for en egen Art: M. obsøletus m., der for- meentlig vil være tilstrækkelig charakteriseret ved fålgende Diag- nose: M. rufifronti simillimus: fronte vero et sincipite occipiti concolori- bus, superciliis nullis. Long. 153"", rostr. 14mm, 41. 63mm, Malacurus- Slægten indbefatter saaledes 4 Arter, der natur- ligen ordne sig som følger: M. rufifrons (1l.), M. obsoletus m., M. striaticeps (d'Orb. & Lafr.) og M. ruber (Vieill.). 106 Bidrag til Kundskab om de nordiske Lucernarier. Af Professor J. Steenstrup, (Meddelt i Mådet d. 8de April 1859). De Former af Slægten Lucernaria, som forekomme ved Dan- marks og de danske Bilandes Kyster, ere efterhaanden i et ret anseeligt Antal blevne indsamlede for Universitetets zoologiske Museum; de have derhos, skjåndt kun - opbevarede i Spiritus, vist sig i en saa lempelig Grad forandrede ved Indvirkningen af denne Opbevaringsvædske, at man selv ved et låsere Gjen- nemsyn og selv paa saadanne Individer, der havde trukket sig mest sammen, uden Vanskelighed maatte erkjende, at der var visse bestemte Former, som under Gjennemsynet af det store Antal af Individer stedse gjentoge sig. Disse idelig tilbageven- dende men kun faa Former fandtes fremdeles - at afvige fra hin- anden ved Forhold, som netop ved Afbildninger efter de levende Dyr ere fremhævede som Skjelnemærker mellem forskjellige Arter, saa at der neppe kunde være Tvivl om, at man havde bestemte Arter for sig i de Grupper, hvori Formerne allerede 'ved fårste Øiekast saa at sige sondrede sig, noget som et nåiagtigere Efter- syn i alle Henseender syntes at bestyrke. Disse Forhold vare især Stilkens Længde, sammenlignet med Længden" af Klokken, dennes Tilbéielighed til at holde sig meget udbredt eller omvendt til at danne et dybere Bæger, Tilstedeværelsen eller Mangelen af de. gaadefulde Randlegemer i Udsnittene imellem Klokkens Årme og, naar de ere tilstæde, da disse Randlegemers Størrelse og Form. : : Efter disse Mærker faldt Materialet i tre tydelige Grupper, hvilke jeg for Oieblikket antager kun. åt gjengive ligesaamange År- ter, i hvis Begrændsning og Benævning 'jeg imidlertid ikke stem- mer aldeles overens med mine Forgængere, hvorfor jeg i al Korthed skal her anfåre de af mig gjenkjendte Arter og disses Synonymie. Jeg gjør dette saameget hellere, som der fra Museet til flere frem- mede Samlinger er afgaaet. endel Exemplarer betegnede paa : denne noget afvigende Maade, og denne Betegnelse vil altsaa kun & 107 fuldelig forstaaes, maar den underståttes af den nedenanfårte Synonymie. De tre Arter, som jeg troede at kunne erkjende iblandt de talrige Individer; der vare opbevarede saavel i Universitetets som i det "kongelige Museums Samlinger, vare; 1. Lucernaria quadricornis. O. F. Miill. Prodr. Zool. Dan. 4776. 17785 "OFF Millér Zool. Dan: fade; 1. tab. 39: pp) 51; (efter et lille Exemplar taget mellem Risåer og Krageråe). 1814. Fleming. Mem. of the Wernerian Society. II. pt. I p. 248—49. tab. XVIII. under Navn af Lucernaria fascicularis Fl. (et meget stort Exemplar, fra Zetland). 1829. Sars. Bidrag til Sådyrenes Naturhistorie. Bergen, Tab, 1846. Sars." Fauna littoralis I. Tab. III. figg. 1—7; S. 20—25 (dog her feilagtigen L. auricula Fabr. draget ind -som sy- "nonym). 1847. Johnston. History of British Zoophytes. Vol. I. pl. XLV. fig. 3—6, p. 244—45 under Navn af L., fascicularis Fiem. efter Originalfigurer af Forbes. Artens Særkjende bliver den meget lange Stilk, længere end Klokken, dennes næsten tragtdannede Form, lange parrede Arm- flige og Mangel af Randlegemer mellem disse>). Det fårst beskrevne Exemplar af Arten fandtes mellem Riséer og Krageråe, men denne gaaer imod Norden langs hele. Norges Kyst; Sars har beskrevet den fra Bergen, og derfra. have vore Museer Exemplarer ved Sars og Ko ren; den første af disse anfo- rér den (i sin Finmarkens Reise 4849) fra Lofoten, Hammerfest og Havåesund; Fleming og Forbes have beskrevet og afbildet den fra Zetland, og Universitetsmuseet har fra Hr. Sysselmand Miller i Thorshavn modtaget tre store Exemplarer af den fra Fær- derne; i mange og store Exemplarer er den nedsendt fra Syd- og Nordgrånland (som grønlandsk er den iøvrigt fårst anført af Ehren- berg i ,,die Korallenthiere des rothen Meeres” under Navnet. L. fascicularis Fl.). — Imod Syden gaaer den til Kattegattet og Sun- det (Aarhuus Bagt, Odense Fjord, Kjåbenhavns Rhed). =) Hos et eneste aner nød Sars, i sit Skrift fra 1829, at have fun- det 4 smaae Randlegemer; hans Exemplarer vare yderst smaae; skulde de være tilstede i den yngre Alder? É 108 2. . Lucernaria auricula Fabr. (fn. groenl. 4780). 1776. 0. F. Miller. Zool. Dan. prodrom. 2842 (Holothuria lagenam referens). 1780. 0. Fabricius. Fauna groenlandica p. 341—43 (sær- deles vel beskreven), Lucernaria auricula. Smign. O. Fabri- cius: Zoologiske Samlinger eller Dyrbeskrivelser, ialt otte Bind (Det store Kongelige Bibliotheks Manuscript- samling. Ny Kgl. Samling. Nr. 332. d. Qvart); 1. BS, 56—59, med Pennetegninger, hvor dette Dyr er endnu fuld- stændigere beskrevet end i fn. groenl. 1829. Sars. Bidrag til Sådyrenes Naturhistorie. Tab. 4. figg. 14—13. S. 34—33. L. auricula (Baade Beskrivelse og Figur tyde hen paa denne Art; men Citatet: Zool, Dan. Tab. 452 hårer til fålgende. Art). 1846. Sars. Fauna littoralis 4. H. S. 25 pro parte (forsaa- vidt nemlig Forfatterens Art her væsenligt ståtter sig paa den tidligere Beskrivelse, hvilket Diagnosen neppe. lader Tvivl om, men Synonymerne fra Rathke, Montaguog Lamarck håre til næste Årt). ;;L. auricula J. Rathke, non Faåbr,” Denne Art, der aldrig naaer den foregaaendes Størrelse, har smaa Randlegemer og derhos altid i sammentrukket Tilstand har en mindre aaben, næsten cylindrisk Klokke, hvorfor Fabricii dob- belte Sammenligninger med en Aurikelblomst og med en om- vendt Flaske passe ret godt paa den, synes ifålge de nedsendte Exemplarers Etiquetter at forekomme langs med hele Kysten af Grønland, og vilde tillige gaae over til de norske Kyster, hvis min Tydning af de Sarske Figurer og Beskrivelse er rigtig, hvil- ket jeg har Grund til at antage, Jeg har imidlertid ikke havt norske Exemplarer til umiddelbar Sammenligning. (Mon det skulde snarere være denne Årt, som denne beråmte Iagttager engang traf ved Finmarken? see Reise til Finmarken 4849. S. 25. 3. Lucernaria oetoradiata Lamarck. 1816. 1806. J. Rathke. Zoolog. Danica tab. 152. fase, 4. p. 35—37 fra Varde (tegnet og beskrevet under det urigtige Navn L. auricula Fabr.). å 1812. Montagu. Transactions of Linnean Society. IX, p. 4143. pl. 7. fig. 5 (ligeledes under Navn af L, auricula). 1816. Lamarck. Les animaux sans vertåbres. IU. ps 474. 109 Lucernaria octoradiata. (Arten netop grundet paa Rathkes og Montagus ovenfor .citerede Figurer). 1847. Johnston. British Zoophytes. Vol I. fig. 57, pag. 252, under Navn af L. auricula- En kort og tyk Stilk,, en stor og vidt udbredt, parasollig- nende Klokke, særdeles store og pungformede Randlegemer give denne. Art et særdeles ejendommeligt Ydre. Den forekommer ikke alene ved det nordligste Norge, hvorfra den fårst blev be- kjendt, men ogsaa ved den modsatte Side af Atlanterhavet, nem- lig langs med hele Syd-Grånlands Kyst; den er kjendt fra de engelske Kyster, og jeg har paa Færåerne 4844 selv taget Exem- plarer af den. Den gaaer formodenlig ved vore Kyster ligesaa sydlig, som den fårste Art, Til disse tre Arter mente jeg at kunne henfåre alle de hid- til til Museerne sendte Lucernaria-Individer, og der forekom ingen som tydede hen paa den Lamourouxske LÅ. campanulata, endnu mindre paa Sars's saa ejendommelige Lucernaria cyathiformis, men denne, der vistnok naturligst danner en egen Slægt, kunde maa- skee ved sin Lidenhed hidtil have unddraget sig vore Indsam- leres Opmærksomhed. Med Hensyn til disse Dyrs Levemaade, da have vore talrige Exemplarer givet Anledning til at bekræfte, at Lucernaria quadri- cornis væsenligen lever af Smaasnegle, Lacuner, Littoriner, men især Margariter, medens Lucernaria auricula altid var fyldt med Krebsdyr (Amphipoder, navnlig Gammari og Anonyces). Af L. octoradiata havde jeg for faa til Raadighed, for at kunne offre flere paa en Undersågelse af Fåden, Til Slutning maa jeg endnu historisk oplyse, at den gaade- fulde Lucernaria phrygia fra Grånland, beskreven af O. Fabricius i fn. groenlandica p. 343 og udfårligere i det ovennævnte Manu- script B. II]. S. 68-70, er kun een eneste Gang bleven nedsendt fra Grånland, siddende hæftet ved en Slags Byssustraade til Bladfladen af en Laminaria. Det er en Kolonie af Acalepher, en af Hy- droidernes talrige Former, staaende nærmest ved Stimpsons Slægt Acaulis fra Manan. Den vil komme til: at bære Navnet Candelabrum Blainville, da Forfatteren af Manuel d'actino- ”" logie allerede 1835 foreslog dette Navn for denne ham ijåvrigt ubekjendte og gaadefulde Form. 110 Oversigt over de videnskabelige Måder pr Så den naturhistoriske Forening i Aaret 1859. d. 14de Januar forelagde og oplæste Hr, Stud. mag. Heiberg en Afhandling af r. Seminarielærer Rostrup om Vegetationen i den udtørrede Ler- såe, der er trykt her i Meddelelserne S. 1. Professor Reinhardt meddeelte derpaa nogle Bemærkninger om Slægten Malacurus af Synallaxinernes Familie og foreviste de dertil hårende Arter, hvoriblandt en formeentlig ny. (See S. 103). d. 28de Januar. Hr. Professor Ørsted meddeelte kritiske Bemærkninger over det seneste monographiske Arbeide over Slægten Cratægus L. af Roemer (i Synopses monographicæ). BRoemer havde ved at dele Cratægus L. i 7 Slægter fornemmelig taget Hensyn til Frugtrum- menes Antal. Ved nåiagtige Undersågelser af Frugterne hos de fleste Arter, af hvilke talrige Analyser fremlagdes, var 0. kommet til det Resultat, at Rummenes Antal var af underordnet Betydning, og at der var mange andre Forskjelligheder i Frugtens Bygning, som hidtil vare blevne oversete, og hvorpaa man kunde grunde en meget naturligere Gruppering af Arterne, end den Roemer havde foreslaaet. " Der findes typisk 5 (1—8) i Anlægget frie Frugiknuder, som blive til Smaanådder og voxe mere eller mindre sammen med det omgivende Hypanthium. Disse Smaanédder (,Stenene”) betegnes sammenyvoxne indbyrdes eller med Hypanthiet. Forresten frem- yde Stenene mange Forskjelligheder i Form og ligeledes i deres Forhold tilshyerandre og til Hypanthiet. "Ved saaledes at tage Hensyn ikke blot til Rummenes Antal i Frugten, men til dennes hele Bygning og navnlig til Stenenes Form faaer man de nedenfor . kortelig charakteriserede naturlige Afdelinger af Slægten Cratægus L., blandt hvilke idetmindste Pyracantha Roem. maa betragtes som en egen Slægt, der danner Overgangen mellem Cotoneaster og Cratægus, medens de andre maaskee forelåbig helst maa betegnes som Underslægter. Ka 111 Cratægus s. str. — Pyrenæ 2—5, c crassæ, apice acuto et ven- tre liberæ, discretæ, dorso bisulcatæ C(rarius unisulcatæ), lateribus planis v. excavatis, cum hypanthio crasso carnoso globoso, ovali v. pyriformi connatæ. Calycis laciniæ lineares, sæpius serratæ, — Folia indivisa v. levius lobata. 1) Species pyrenarum lateribus planis C. coccinea L., C. glandulosa Ait., C. punctata Ait., C. Crus Galli L., C. mexicana DC. 2) emlig pyrenarum lateribus excavatis. C. macracantha Lodd., C. ovalifolia Hornm., C. tomentosa L. Ozyacantha Roem. emend. — Pyrena 1, rarius 2—3, crassa, Ovalis, ventre bisulcata v. excavata, præterea dorso sæpe iøllis bisulcata, cum hypanthio carnoso ovali connata. Calycis laciniæ eee integræ. — Folia 3—Sfida v. inciso-pinnatifida C. monogyna Jacq., C. Oxyacantha L., C. het erophylla Fligge, C. Kyr ddtylg Fingerh., C. granatensis Bel, , C. Pallasii Griseb., C. Azarella Griseb., C. ledig Roem., C.calycina Peterm., C. onygs canthoides Thuill., C. re Sund nze. Anthomeles Bejnn pro p — Pyrenæ 4—5, agjskkeelg; discretæ, apice lato ir bul øn i ventre liberæ, lateribus eroso- rugosæ, cum hypanthio globoso crasso viscoso - cårnøso connatæ. Calycis laciniæ triangulari-ovatæ reflexæ. — Folia pinmatifida C. sangvinea Pall., C. nigra W. et R., C, stilrøkylle Lindl. Azarolus Borkh. asked — Pyrenæ 2 v. 5, crassæ, discretæ, apice lato umbonato et ventris parte media superiore liberæ, cum hypanthio globoso crasso carnoso connatæ. Calycis laciniæ tri- angulares, acutæ, — Den trifida v. pinnatifida, FEER v. subtus tomentosa v. pubescentia. 1) Species pyrenis 5 instructæ, C. tanacetifolia Pers., C. odora- tissima Don,, C. Tourneforli Grieseb. 2) Species pyrenis 2 instructæ. C. Azarolus L., C. Aronia Bosc., C. maroccana Lindl., C. pontica C. Koch, C. Smithii (Mespilus Smithii DC.). Polyomeles Ord. — Pyrenæ 6—8, tenuissimæ, compressæ, discretæ, apice et ventre fon (3—4 steriles), cum hypanthio pyriformi connatæ. Calycis laciniæ maximæ, foliaceæ, pinnatifidæ, reflexæ. — Folia spathulato-obovata, crenato-serrata. C. parvifolia Ait. Gymnomeles Ørd. — Fersken 5 (2—3 steriles), leviter con- cretæ, apice rotundato nudo exsertæ, cum hypanthio globoso tenu- lia issimo connatæ. Limbus calyeis circumscisse deciduus. — Foli lobata ;C. cordata Ait. Symphyomeles Ord. — Pyrenæ 3—5 (1—2 steriles), crassius- culæ, usque ad apicem concretæ, cum hypanthio tenuissimo glo- 0s0 v. ovali connatæ. Calycis lacinmiæ ovatæ, integræ. — re MAE nocarpa M. B., C. synclinocalyx Fenzl., C. laciniata sug pg exsicc. Græc.), må non €. laciniata Bess. 112 Pyracantha Roem. — Pyrenæ 5, tenues, basi tantum hypan- thio carnoso adnatæ, ceterum omnino liberæ. Calycis laciniæ post anthesin carnosæ, inflexæ. — Folia indivisa, coriacea, nitida, persi- stentia. C. Pyracantha Rm., C. crenulata Roxb., Mespilus Pyracantha Lour. (Pyracantha chinensis Roem.). disse Afdelinger ere naturlige bestyrkes deels ved Over- eensstemmelsen i Habitus af de til hver Afdeling henfårte Arter og deels ved deres geographiske Udbredning. Cratægis, Gymnomeles og Polyomeles tilhøre saaledes udelukkende Nordamerika, medens Oxyacantha er udbredt over hele Europa, og Azarolus, Symphyo- meles, Anthomeles og Pyracantha især ere fremherskende i Øst- europa og Orienten. d, 16de Februar meddeelte Professor Reinhardt Resultaterne af nogle i For- ening med Hr. Etatsraad Eschricht anstillede Efterforskninger om de nordiske Rethvalers Udbredning i Fortid og Nutid og sågte af historiske Kjendsgjerninger og af de officielle Beretninger om Hvalfangsten ved de Danske Kolonier i Grånland at godtgjåre: 1) at Grånlandshvalen i Reglen kun indfinder sig langs den Nord for den 65de Grad liggende Deel af Grånlands Vestkyst, og at det kun er aldeles tilfældigt at de vise sig sydligere, men at man dog havde Exempler (selv frade senere Tiaar) paa at enkelte, især Unger, havde forvildet sig heelt til den 61de Grads Brede. 2) At Grænd- serne for Hvalens Udbredning i Havet langs den omtalte Kyst ikke have undergaaet selv den ubetydeligste Forandring lige fra den Tid af, da Egede anlagde den fårste danske Kolonie (1721) trods det, at Hvalen netop i dette Tidsrum har været udsat for ådelæg- gende Forfålgelser, saa at man altsaa tår slutte, atHvalens Udbred- ning idet omtalte Hav aldrig har været anderledes, end den er den Dag idag. 3) At den trækker med stor Regelmæssighed og viser sig til forskjellig Tid langs de forskjellige Dele af Grånlands Vest- 4) Cg endelig, at dens Vandringer synes hverken at være Yngle- vandringer eller at betinges af de Dyrs Vandringer, der tjene den til Fåde, men derimod af Isens Udbredning og navnlig Drivisens Bevægelse i Havet langs den tidtnævnte Kyst. d. 10de Marts meddeelte Hr. Dr. phil. Vaupell nogle Iagttagelser om For- plantningen hos Oedogonium-Slægten og dvælede navnlig ved For- holdet mellem Forplantningen ved Sværmsporer og Kjønsformerin- gen; da disse Iagttagelser ere optagne i Hr, Vaupells Doctor-Di- sputats: (Iagttagelser over Befrugtningen hos en Art af Slægten Oedogonium. Kbhvn 1849) henvises her til denne. ; Hr. Professor St gav dernæst en Oversigt over Tre= matodes geminati eller de Ikter, som altid forekomme to og to sund men i Kyster eller Indsvodb, dannede af. de Organismers Væv, I hvilke de have taget Ophold, nemlig: i 1413 DER hæmatobius (Bilh.) fra Menneskets Venesystem (Ægy "smed pers (Rud.) fra Gjællehulen af Fisken Brama Raji. ( …… Monostomum bipartitum Wedl fra Thunfiskens Gjæller. Monostomum faba Brems. under Huden af mange Spurvafugle. Monostomum(?) gemellum Stp. fra Bigjællerne af Søhyræna Baracuda. I Kysterne til de to sidstnævnte Arter ere de indesluttede to Individer altid af samme Størrelse, fog deres Kjånsforhold er ikke fuldstændig bekjendt; den første Arts Kyster indeholde stedse to Individer af meget ulige Hebe: af hvilke det mindre, Hun- Fil) bæres af et stårre, hvis Krop danner en Kanal eller en Skede for det; hos de to derpaa frei der ligne hinanden altfor paa- faldende, til at de med Sandsynlighed skulde tilhøre to forskjel- lige Slægter, ere Individerne ogsaa uligestore og særkjånnede, men her er det Hannen, som optages i og omsluites af Hunnen. Idet Prof. Stp. endnu til Slutning tilfåiede, at muligen Van Bene- dens Nematobotrium filarinum viste et lignende Forhold, gjorde han opmærksom paa Forskjellen imellem de her nævnte Forhold og det age Diplozoon paradoxum, selv om den af Siebold antydede Sammenvoxning finder d. 25de Marts sekret Professor Buske dt sit For ob i om de es dieke Ret- valers Udbredning og sågte navnlig at vise: 1) at en grundig "Veterkånd af Beretningerne om Å SunLEra. ljn i væde mellem Grånland og Spitzbergen fårer til lignende Resulta- m de, Studiet af Hvalens Optræden langs Vestkysten af zone havde ydet, og at denneHval aldrig har været jaget eller regelmæssigt har viist sig paa andre Bredder end de, hvor den ogsa nu forekommer, skjåndt sine Steder i yderst ringe Mængde. 2) At Scoresby altsaa havde havt fuldkommen Ret, da han i Tillid til sin nåie Kundskab til denne Hvals Natur benægtede, at den nogensinde an es have indfundet sig regelmæssig i den Biskayiske Havbugt, t han derimod havde feilet ved at antage de Hvaler, som i Nidånkkter fangedes der, for Finhvaler. 3) At den Hva, der havde været Gjenstand for Jagt var en virkelig Rethval, men £. SER HR | 11. 1 FAR g oe LÆR | 4 i 4" n I 'd al In besat Hval, som idvrigt allerede bestemt sondredes fra hiin ikke blot i Kongsspeilet, men ogsaa af de gamle Hvalfangere. 4) At det imidlertid var en Feiltagelse, naar man troede, at det var den forholdsviis ikke. meget betydelige Fangst i selve Biscayabugten, der havde udryddet den; at den længe efter Middelalderen, endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede havde været Gjenstand for en ivrig Jagt langs Østkysten af Nordamerika og tildeels ogsaa i Ha- vet om Island, samt at den end ikke nu var ganske uddåd, men at en Hun med sin Unge endnu i 1854 d. 17de Jan. havde viist sig i den Biscayiske Bugt udenfor den lille Bye S. Sebastian. 5) At Ungen var bleven fanget, og at en Undersågelse af gt te foretagen Reise til Spanien, havde fuldstændigt godtgjort, Sy man hidtil kun med en vis Rimelighed havde formodet, at denne Hval 144 staaer Sydhaveis Rethvaler langt nærmere end Grånlandshva- len, hvilken sidste ved sit langt stårre Hoved og ved Særegen- heder i Craniets Form er saa afvigende fra de andre hidtil be— kjendte Sletbage, at denne Slægt ret naturligen deler sig i 2 Grup- per, hvoraf den ene udelukkende tilhører det polare lishav, den anden de tempererede Have; medens der slet ingen Sletbage fore- kommer i de egentlig tropiske Have. d. 8de April. Hr. Professor Steenstrup gav en Oversigt over Lucernaria- ægtens hidtil opstillede nordiske Arter (See Side 106). Hvorpaa Hr. 0. Mårch gav en Udsigt over de centralameri- kanske Cyrene- Former og paaviste, at de amerikanske Former af denne Gruppe adskille sig fra den gamle Verdens ved en dyb og smal Siphonalsinus. Uden at omtale denne Eiendommelighed havde allerede Rafinesque i 1820 dannet en egen Slægt af en af de ame- rikanske Former, Cyclas carolinensis Bosc, og med denne Slægt kjender man ialt 4 Blåddyrsslægter, der tilhåre den nye Verden og optræde med Aanderår, medens de ovrige Slægter af de Fami- lier, hvortil de høre, typisk ere uden saadanne. De tre andre ere Pomacea Perry blandt Ampullariacea, Leiosolenus Carp. blandt Mo- diolacea og Leila L.eå blandt Anodonterne. d. 25de Novbr. Professor Reinhardt meddeelte 1) en critisk Bemærkning om de Angivelser, der haves om den tretaaede Spættes (Picus tri- daclylus) Forekomst her i Landet (see S. 97); og 2) foreviiste et Excmplar af Momotus subrufescens Scl., paa hvilken den ene af Halens tvende midterste spatulate Fjer netop er i Frembrud og, skjåndt den neppe har naaet Halvdelen af sin normale Længde, allerede frembyder den spatulate Form. Herved modbevises den af Richard Schomburgk i Naumannia I. IV. p- 20 givne Forklaring, Sen SEE m SKER 5 1 mM. Fa z SK … HUS JUR UVEDS UT SELECTED ED skulde hidråre fra, at Fuglen under Rugningen afslider et Stykke af Fanen ved at skure den mod Randen af Reden. Thi ligesom klart, at det maa være den samme Aarsag, der saavel hos Mo- motus brasiliensis som hos de med den beslægtede Arter frembrin- ger de 2 midterste Styreres eiendommelige Form, og denne Aarsag | synes at maatte såges i en spontan Affalden af Fanens Straaler paa et bestemt Sted af Fjeren. Herefter begyndte Samme en Fremstilling af Rugeforholdene- | hos Crotophaga-Slægten. d. de Decbr. Professor Reinhardt sluttede sit Foredrag om Redebygningen og Rugeforholdene hos Crotophaga-Slægien. (Trykt i Oversigten over Videnskabernes Selsk, Forhandl. Jan. 1860). '