HARVARD UNIVERSITY. 


LIRBARSY 


OF THE 


MUSEUM OF - ZOOLOGY. 
ESA 


J » 


GIFT OF 


både da 
Nang sr OG 


Grang Ao Mot 


NATØEREN 


NATUREN 


Illustreret maanedsskrift for populær 
naturvidenskab 


Udgivet af Bergens Museum 
i 
Med bistand af talrige fagmænd 


Redigeret af 


Dr. J. Brunehorst 


1899 


Tredie række, 3die aargang 
(23de aargang) 


LAN 


Bergen Kjøbenhavn 
John Grieg Lehmann & Stage 


Griegs bogtrykkeri. 


JE 


Ain 


Indhold. 


(, Mindre meddelelser" efter stregen.) 


Zoologi og antropologi. 


Side 
Kr DyrenekklereN. LA Dsk On Seolkekantagad ++ Jekstes seere 13 
Pera 10.5 Mådfiske'og fiskemad......--1..-2uvrou rane skare van 25 
MG Pøormene Saera sa sg rab kst ak ååå 69 
gs Mu hleeete GAGA GA HA ONE 77 
Et noleyende kjæmpedøvendyr ...s.s.2Jalsas GIDD RTR Senere 88 
Appellöf, A.: Om ferskvandenes og havets søorme .......ravvvrrnvvnenr 97 
BET iersen, OJ Løvsangeren (med I fe). 0202000000001000 0. 114 
Brunchorst, J.: Hvalfangst med bue og pil (med 7 fig.) ..-.-----nasvs. 138 
Grønlund, Chr.: Dyrs værn imod angreb af andre dyr (med 4 fig)....... 193 
Men, (OTTA Plasierbiller (med 1 fø) 2 o.i.-srsdaensae ae 215 
O P.: Fra den internationale fiskerikonferance i Stockholm (med 1 fig.). 308 
Anomalier i dyrs levemaade ......asvurvvnnn personenes ebgusnanpaaneere 381 
Betsfaanden Aust groe å å ae ae ve edel op vb Perdje sd ks 32 
Mr rn dav ese en skote en sro e ae hete 075 rota VEVE da bjaete > 62 
Bimdenpassaserer, 1insektverdenen,. «Audfalk sa reel ee redene 62 
Mnrgerlkesnne hoskrusgden v.kaae ss att be nå e bate ba å søle okvrdatelaeraelte ål 63 
Hjernevegtens forhold til legemsvegten hos pattedyrene........usurmurvrs 92 
Erste prsa SSE TE DR 93 
HøetenespkuvrerNenkSymbioser. ee or dd ie berelie ss eee see Ale bake 187 
Tro NG 4 åg SN EEE NE EE SN 189 
an kuk øne oe KG JP SR 190 
Hørølgermfuslene flyvende sommerfugle? ...-+.2224. ear na rm rør aren 220 
Ørraravrernesevinteropholde..:-.. ke 490 > sd se ere gele sr ee ete pl 220 
Botanik. 
Errera, Leo: 'Trænger alle levende væsener surstof..........ausauvrssne 29 
O. Pettersen: Om aavsagerne til vegetationsperiodens tidligere eller senere 
mameden i deforskjellite aar (med 6 fig... -2- 20222322 aera eo 129 
ME omgne SPobak 00 000osa. akk en nord OG ER .: 154 
Handegaard, Idar: En norsk plante, som vokser i sneen............ ..+ 204 
Holmboe, Jens: Strandplanter i det indre af Norge..-....»usvavvvvvven 271 
KE TE netavlkopg Feoløgin EN SANT kan Arvesen: 186 
Dm IDAGgkakke JUEL rose SE 221 
Pee tor: os Å 8 DE NE ER 351 
pe ole RET EE ES I ME 351 


Medarbeidere. 


Til indeværende aargang af ,Naturen* har, foruden redaktøren, 
følgende herrer leveret bidrag: 

Gunnar Andersson, dr., Stockholm. A. Appellöf, kon- 
servator, Bergen. P. Boye, adjunkt, Stavanger. M. Bugge, adjunkt, 
Trondhjem. James A. Grieg, konservator, Bergen. Fr. Grøn, 
dr.. Kristiania. Chr. Grønlund, Kjøbenhavn. Idar Hande- 
gaard, Kristiania. Dr. G.A. Hansen, overlæge, Bergen. Jens 
Holmboe, Tromsø. A. Hoel, overlærer, Bergen. Kr. Irgens, 
assistent ved det meteorologiske institut i Kristiania. OC. Fr. 
Kolderup, kand. real., Bergen. Alfr. Mjøen, dr., Kristiania. 
O. Nordgaard, bestyrer, Bergen. J. Lie-Pettersen, Bergen. 
Otto Petterson, prof., Stockholm. Dr. H. Reusch, direktør 
for den geol. undersøgelse, Kristiania. L. Schmeleck, kemiker, 


Kristiania. Laur Urdahl, redaktør, Fredriksstad. 


FEED 0 1904 


Lidt om museer. 


I denne og muligens en eller flere senere artikler vil jeg tale 
lidt om de naturhistoriske museer ude og hjemme, hvordan den opgave, 
disse museer stiller sig, blir løst paa forskjellige steder, og hvilken 
denne opgave egentlig efter min mening er. Hvad jeg her skriver 
støtter sig paa den kjendskab til de fleste større museer i England, 
Tyskland og i Paris (det vil sige Frankrige), som jeg ved flere leilig- 
heder har havt anledning til at erhverve mig, en kjendskab som jeg 
nu haaber at faa fuldstændiggjort paa den anden side af Atlanterhavet, 
hvor alting tyder paa, at der er brudt nye baner i denne retning. 
Artikelen, eller artiklerne, gaar aldeles ikke ud paa at behandle emnet 
udtømmende. Det vilde tage for megen plads og vilde næsten bare 
interessere det halve snes specialister paa dette omraade, som vi har 
i vort land. Hvad jeg vil skrive er blot tvangfrie causerier, noget 
som særlig for disse første artiklers vedkommende er det eneste mulige, 
ogsaa af den grund, at dette skrives paa reise, uden de støttepunkter 
i litterære hjælpemidler, som vilde trænges for en grundigere behandling. 


London og Paris. 


Jeg tar disse to byer sammen, fordi deres naturhistoriske museer 
er saa uendelig forskjellige og repræsenterer hver sin periode i 
museernes udvikling. Og det tiltrods for, at de stiller sig samme 
opgaver og er af samme alder. Begge er kun nogle faa aar gamle i 
sine nye installationer. Men ogsaa her viser det sig, at saa konser- 
vative englænderne end er, saa overgaaes de dog i denne henseende 
af franskmændene, som kun kan gjøre revolutioner, ikke reformer, som 
en æret samtidig har sagt. OQg begge museer stiller sig samme 
opgave, idet de er rigsmuseer i hver sit stort land, med den opgave 


»Naturen* 1 


2 


at give et billede af hele verdens naturhistorie, ikke noget enkelt 
lands eller nogen enkelt landsdels. 

Parisermuseet ligger i Jardin des Plantes, et prægtigt gam- 
melt parkanlæg, en kombination af botanisk og zoologisk have. Det 
bestaar af en prægtig udstyret, svær bygning for systematisk zoologi, 
opført for faa aar siden, en endnu nyere bygning for komparativ 
anatomi (skeletter etc.), tagne i brug iaar, og mellem dem en lang- 
strakt lav bygning af ældre datum, i hvilken de geologiske, palæonto- 
logiske og botaniske samlinger har sin plads. Disse ældre bygninger, 
og hvad deri findes, har liden interesse for os i denne forbindelse. 
Bygningerne og samlingerne er mangelfulde og maa snart forandres 
fra grunden af. De giver derfor ikke noget begreb om, hvordan 
museer efter franske begreber, nu bør indrettes og ordnes. Det tør 
man derimod gaa ud fra, at de andre bygninger og hvad deri findes 
maa give. De er Jo saa nylig opførte og indrettede. 

Det første, som er paafaldende for en norsk besøgende, naar han 
kommer til et af museerne i Jardin des Plantes, det franske 
folks museer, det er vauskeligheden ved at komme ind. Paa to af 
ugens dage er museerne aabne for publikum uden videre, paa alle de 
andre fem dage derimod maa man først gaa til direktørens kontor og 
levere sit kort og faa et særskilt adgangstegn for at komme ind, en 
yderst besværlig omvei, selvfølgelig, som bevirker, at museerne aldeles 
ikke i den grad, som de burde, besøges af de brede lag. 

Saavidt jeg har kunnet erfare, holdes der ingen statistik over 
besøget i disse museer, men skal jeg dømme efter det antal mennesker, 
jeg har seet i disse samlinger, de gange jeg ved tre forskjellige leilig- 
heder har besøgt dem, saa er besøget saare lidet. Det er ogsaa 
karakteristisk nok, at ialfald i en af de almindeligst udbredte førere 
gjennem Paris, som man finder i alle hoteller, der er aabningstiden for 
disse museer slet ikke angivne. De naturhistoriske museer eksisterer 
i det hele ikke for denne fører, som derimod omhyggeligen omtaler 
aabningstiden for enhver malerisamling, Cluny-museet o. 8. V. 

Galleriernes bonede parketgulve 1 disse naturhistoriske museer 
har jeg aldrig seet andet end øde og tomme. En og anden fagmand, 
et og andet indfødt par, som fra de levende dyri Jardin des Plantes 
menagerier har forvildet sig ind mellem de udstoppede dyr, nogle 
enkelte gutter, der med gutters naturlige nysgjerrighed vil se alt, men 


som skynder sig raskt gjennem de øde sale uden at finde noget, som 


3 


kan fange øiet og holde interessen fast. Og det er naturligt nok, at 
museet ikke kan fange befolkningens interesse, ganske bortseet fra de 
antediluvianske bestemmelser om aabningstiden. 

Det prineip, som er fulgt i dette museum, er nemlig at udstille om- 
trent alt, hvad museet eier. Og da dette er forskrækkelig meget, dels 
godt præparerede nyere sager, dels høist interessante, men slet mon- 
terede ting fra OCuviers og endnu ældre tid, saa blir massen af ud- 
stillede gjenstande saa overvældende, at den almindelige besøgende 
forvirres og forvildes af mængden og ikke ved, hvor han skal begynde, 
og hvor han skal ende. Dertil kommer, at bygningen, der er meget 
smuk i arkitektonisk henseende, ikke er hensigtsmæssig til museums- 
brug og ikke har tilladt en oversigtlig ordning. Man finder ikke 
uden stor vanskelighed nogen orden i det hele, og mange dele af 
samlingen er mørke, saa gjenstandene vanskelig kan sees. 

Bygningens hoveddel bestaar 1 det indre af en stor hal, der i 
midten er sænket ned, saa det tager kjælderen med, og som gaar 
lige til tags, hvor svære overlys er anbragte. Rundt hallen løber der 
gallerier, som er overordentlig brede for gallerier at være, og som 
derfor tager meget lys væk fra den plads, som ligger under gallerierne, 
og som er den væsentligste udstillingsplads i hallen. 

Paa hallens sænkede gulv er der anbragt en pyramideformig op- 
bygning, hvor de største pattedyr, kameler, okser etc. er anbragte 
sammen med endel hvalskeletter, som at praktiske hensyn er opstillede 
her istedenfor i den anatomiske samling, hvor alle andre skeletter har 
faaet plads. Paa gallerierne rundt hallen er saa de mindre pattedyr, 
fugle, krybdyr, fiske og lavere dyr anbragte i uendelige rækker af 
skabe og pulter, der ogsaa fra hallens gallerier strækker sig ind i de 
tilstødende sale og gallerier i fløibygningerne. Salene i disse fløibyg- 
ninger er gode udstillingsrum, høie prægtige sale med rigt arkitekto- 
pisk ydstyr og godt lys. Men her, som paa gallerierne i kuppel- 
partiet, er det umuligt for et almindeligt menneske at fmde sig 
tilrette i de uendelige rækker af stoppede dyr og af spiritusglasser 
med fisk, slanger og lavere dyr. 

Dette er den store feil ved dette museum, en feil, der altid wil 
gjøre museet ubesøgt og unyttigt for ikke-fagmænd. For fagmænd 
kan det være godt nok, men de trænger ikke de store sale, for dem 
spiller det ingen rolle, at tagene er prægtigt udstyrede i de rum, 
hvori de ting opbevares, som de skal studere, at dørene er fint sculp- 


t 


terede i massiv ek, med rige portaler og indfatninger. Er museet 
bygget og indrettet for fagmænd, saa er dets hele udstyr ganske 
overordentlig unødig luksuriøst. Samlingen vilde været lige nyttig for 
dem, om den var opbevaret i tarvelige og billige magasinrum, i tarve- 
lige skabe, naar blot gjenstandene var godt ordnede, saa man bekvemt 
kunde komme til, hvad man søgte og faa anledning til at studere det 
i fred. Ja en saadan opbevaring vilde endog være fordelagtigere for 
fagmænd, fordi de i saadanne gallerier virkelig vilde have anledning 
til at studere i fred og ro, hvad de ikke kan 1 disse sale, hvor et 
arbeidsbord vilde virke som en forhaanelse mod arkitekten og mod de 
livréklædte,. velpudsede opsynsmænd, og hvor det, som den eneste 
afveksling i skabenes øde ensformighed, vilde samle de faatallige 
besøgende omkring sig i unyttig nysgjerrighed. 

Hvad der er udstillet i det museum, jeg her taler om, det zoolo- 
giske museum, er kun udstoppede dyr og dyr i spiritus. Bortseet fra 
de enkelte hvalskeletter, som pladshensynene har trukket ind, er der 
intet, som kan oplyse om dyrenes liv, deres bygning, deres formering 
og forplantning. 

Alexander Kielland skrev for nogle aar siden i ,,Naturen*, 
at zoologien fra hans skoledage stod for ham i lys af gamle Siebkes 
diagnoser: ,næbbet langstrakt; farven graabrun; to eg; høire bagtaa 
forlænget fortil,* eller noget lignende. En illustration til en saadan 
naturhistorie er det zoologiske museum i Paris. Det er kun de ydre 
kjendetegn, som vises den besøgende, kun en enkelt side af zoologien 
— og det kanske den, som den almindelige besøgende har vanskeligst 
for at finde nogen virkelig interesse ud af. 

Talfald er det umuligt for ham at faa interessen til at fæste sig 
ved denne side af zoologien, naar den mængde arter, gallerierne inde- 
holder, er saa overvældende som her. Blikket trættes, man ser saa 
meget, at man intet ser. 

Det samme gjælder om de botaniske samlinger og om de geolo- 
giske og mineralogiske i de ældre bygninger. 

Derimod er det nyeste museum, det komparativt anatomiske, 
delvis ialfald, indrettet og opstillet paa en anden og bedre maade, 
efter nyere principer. 

Den bygning, hvori dette museum har faaet plads, er en vakker 
bygning i sten og forblændsten og af betydelige dimensioner. Det 


indre er i det væsentlige en stor hal med overlys og gallerier rundt, 


5) 


men belært af erfaring er disse gallerier øsjort langt smalere end i den 
zoologiske bygning, saa lysforholdene er udmerkede. Det arkitek- 
toniske udstyr er pragtfuldt og vakkert. Alene de smedejerns trappe- 
og gallerigelændere maa koste en kapital, for hvilken man kunde 
opføre en ganske ordentlig museumsbygning i tarveligt udstyr. Disse 
gelændere bestaar nemlig af hele buketter af smedejerns blomster og 
bregneblade i temmelig naturalistisk udførelse; de gjør et mægtig rigt 
indtryk, men ikke noget absolut smagfuldt, kanske især fordi netop 
dette udstyr passer saa paafaldende lidet til de lange rækker af 
blegede skeletter og af spirituspræparater, som fylder skabene. 

Ordningen i dette museum er meget god og oversigtlig. Samlin- 
gerne giver et udmerket billede af skelettets og de indre organers 
bygning i de forskjellige grupper, ordener, klasser o. s. v. For men- 
neskets vedkommende kommer hertil fotografier af de forskjellige racer, 
afstøbninger af ansigter og enkelte legemsdele fra alle kanter at jorden. 
Særlig af slige afstøbninger besidder dette museum en stor mængde; 
det er vel kun Dresdenermuseet, som i den henseende kan konkurrere 
med det, ialfald i den gamle verden. Det er forskjellige franske 
videnskabelige ekspeditioner, som har skaffet denne samling tilveie, 
men jeg skulde tage meget feil, om ikke en hel del af, hvad 
museet i denne retning besidder, nu er opbevaret i særskilte rum, 
utilgjængelige for det almindelige publikum. Talfald forekom denne 
samling mig endnu overordentlig meget righoldigere, da den for 5—6 
aar siden endnu var opstillet i en gammel bygning fra aarhundredets 
begyndelse, som nu er sløifet som udstillingssamling. Ligeledes er det 
tydeligt nok, at ogsaa skeletsamlingen kun delvis er udstillet; meget maa 
være magasineret eller opbevaret i særlige videnskabelige samlinger, 
kun tilsjængelige for fagmænd. 

Men det, som er udstillet, er alligevel en uendelig mængde. 
Museet har ikke sigte paa det store publikum, men paa studerende 
og fagmænd, kanske særlig paa de sidste, idet det udstillede materiale 
er for rigt for den almindelige universitetsbesøgende. Og for den 
almindelige besøgende er mængden rent overvældende, ogsaa i denne 
samling og alt, hvad der henhører under biologi, læren om dyrenes 
liv, mangler fuldstændig; det er anatomien, som er eneraadende. 

; Tar man disse to museer sammen, saa giver de en rig illustra- 
tion til dyrerigets anatomi og systematik. Men anatomien er paa et 


sted, systematiken paa et andet, skjønt disse to grene af zoologien 


6 


dog egentlig aldrig kan skilles fra hinanden. Dertil bygger syste- 
matiken, ialfald for de større gruppers vedkommende, altfor meget paa 
den indre bygning, baade skelettets og de andre organers. 


Lad os nu gjøre et besøg i det engelske, eller rettere britiske, 
riges nationalmuseum. Dette er nu delt i to afdelinger, det, som i 
daglig tale gaar under navn af British Museum, og som omfatter old- 
sager og éetnografica fra den hele verden foruden et umaadeligt 
bibliothek og South Kensington Museet — British Museum, Natural 
History Branch, som den officielle titel er. 

Indtil for en 20—25 aar siden havde British Museums natur- 
historiske afdeling sin plads i den bygning, som nu er for knap for 
de historisk-antikvariske samlinger alene. Allerede længe før den tid 
var man imidlertid paa det rene med, at pladsen var for liden, og at 
en udvidelse maatte til, men spørgsmaalet var, hvordan udvidelsen 
skulde kunne skaffes. En udvidelse af British Museums gamle statelige 
bygning ved tilbygning var af økonomiske hensyn ikke at tænke paa. 
Bygningen ligger midt inde i tykke London, og en udvidelse forud- 
satte indkjøb af hele kvartaler, hvis kostbarhed maatte skræmme selv 
de britiske statsmyndigheder, som dog er vant til de store summer. 
Efter megen forhandling frem og tilbage blev det til, at et stort terræn 
ude i South Kensington blev indkjøbt til tomt for det vordende natur- 
historiske museum, og efter yderligere lange forhandlinger blev man 
enig om en plan for bygningen, og denne blev paabegyndt. 

South Kensington ligger en 10—15 minutters kjørsel fra Pic- 
cadilly Circus, som er krydsningspunktet for den store mængde af 
Londons omnibuslinjer. Efter Londonske forhold ligger det derfor 
ikke langt borte, især da det ogsaa let kan naaes ved hjælp af den 
yderst utækkelige underground-railway. 

I slutten af 70-aarene var bygningen fuldført i den udstrækning, 
i hvilken det var hensigten at fuldføre den med en gang. Planen 
blev nemlig gjort saaledes, at der kunde tilføies tverfløie bagtil, efter- 
hvert som det trængtes. I begyndelsen af 80-aarene blev saa ind- 
flytningen iverksat, og samlingerne aabnede.. 

Dermed var imidlertid ikke arbeidet færdigt. Store dele af sam- 
lingerne har ogsaa siden den tid været under stadig omordning og 
forandring, idet museets direktør Sir William Flower, der i 


7 


midten af dette aar faldt for aldersgrænsen og blev afløst af professor 
Ray Lankaster, stadig arbeidede for at komme bort fra de tradi- 
tionelle methoder, som hidtil havde været fulgt ved opstillingen af 
alle museer og søgte at bryde nye baner, der kunde gjøre samlingerne 
mere frugtbringende for det størst mulige antal af de besøgende. 

Han fandt 1 denne retning liden assistance hos de ældre blandt 
sine medarbeidere, og ogsaa selve bygningen, der var planlagt for et 
almindeligt museum, efter Parisermuseets art, lagde store hindringer 
iveien for hans arbeide. Ludt efter lidt trængte dog Flowers meninger 
jgjennem baade i England og andetsteds. British Museum blev møn- 
steret for museerne i Berlin, i Kiel, i Hamburg og i Amerika, og 
Flower arbeidede stadig videre med det vanskeligste af alt arbeide i et 
museum: med at omordne og omorganisere samlinger, der allerede var 
opstillede. Flowers efterfølger, Ray Lankaster vil utvilsomt følge i 
Flowers todspor, saa intet brud i museets udvikling er at befrygte, 
men dette fortsatte arbeide i nye retninger, bort fra det traditionelle 
og tilvante gjør, at British Museum i dette øieblik for store sam- 
lingers vedkommende (særlig de zoologiske) gjør et noksaa ufærdigt 
indtryk. Museets pattedyr og fuglesamling er f. eks. nu for en stor 
del under omordning, mens begge samlinger for tre—fire aar siden 
var fuldt færdig opstillede. Imidlertid var der ved mit sidste besøg 
i museet 1 oktober, saa meget færdigt ogsaa i disse samlinger, at 
man ikke havde nogen vanskelighed ved at gjøre sig et billede af, 
hvordan det hele vil blive, naar den nu lagte plan er gjennemført, 
særlig naar man gjennem samtaler med Sir William har havt anled- 
ning til at blive kjendt med hars planer og hensigter. 

Det maa gjøre et lidt underligt indtryk paa en lægmand dette, 
at et museum paa denne maade kan være under stadig omordning. 
Et museum opfattes ofte endnu — hos os ialfald — alene som et 
opbevaringssted for ,sjeldne" ting. Det var jo ogsaa, hvad museerne 
var i deres barndom. Ser vi paa beskrivelserne af de danske kongers 
museer i 1700-aarene — store foliobøger med talrige kobberstukne 
plader — saa var de væsentlige ting, henhørende under naturhistorien, 
som samlingerne indeholdt, rariteter og misdannelser: hestehoveder 
med horn, kalve med to hoveder, ,forstenede*” menneskefostre og 
smerkelige* exotiske dyr fra fjerne lande. Denne opfatning af 
museerne som raritetskabinetter er endnu langtfra tilstrækkelig ud- 


ryddet hjemme hos os. Den gaar igjen blandt lægfolk udover landet, 


å (abbnn ETT ET | 1 


NATURAL HISTORY Må. 


Fig. 1. Det naturhistoriske museum i South-Kensington, London. 


9 


og den har dyb rod hos enkelte af dem, som steller med museerne, 
idet de lægger mere vegt paa at erhverve én sjeldenhed end halv- 
hundrede almindelige typiske ting. 

Saalænge museerne var slige raritetskabinetter, saa var deres 
ordning noksaa ligegyldig og noksaa let. Det gjaldt bare at skaffe 
plads til gjenstandene, alt skulde selvfølgelig udstilles, og ordenen var 
taalelig ligegyldig. Museerne var heller ikke større, end at deres 
samlinger var noksaa let overskuelige, selv om ordningen var man- 
gelfuld. 

Nu for tiden er der intet museum, som ikke med indignation 
vilde vise begrebet raritetskabinet fra sig. Enhver museumsmand 
ved meget godt, «ut hans samling skal være en læreanstalt, en insti- 
tution til meddelelse af kundskab gjennem de udstillede gjenstande. 
Men indtil for faa aar siden var der faa museer, som virkelig kunde 
gjøre krav paa, i sin ordning og opstilling, at opfylde de fordringer, 
som denne opgave stillede til dem. Det var i virkeligheden museet i 
South Kensington, som i denne henseende brød nye baner, og som 
har været mønsteret for de tidligere nævnte museer i andre lande. 
Men at bryde nye baner er ikke let, og vanskeligheden herved har 
bevirket de stadige forandringer og omordninger i Londonermuseet, 
forandringer og omordninger, som endnu vil vedblive i en lang aar- 
række, og som igrunden aldrig kan stanse i en samling, som stiller 
sig den opgave, dette museum har stillet sig. 

Denne opgave er i faa ord den, at være en med de virkelige 


ot, museet omfatter. 


gjenstande illustreret lærebog eller haandbog i de fag, 


Og for at holde os til zoologien, saa er opgaven ikke blot at være en 
lærebog i systematisk zoologi, i dyrerigets inddeling i klasser, ordener, 
familier, slegter og arter. Ogsaa biologien — læren om dyrenes 
levesæt — anatomien, histologien. og udviklingslæren er med i pro- 
grammet. Paa lignende maade for botanikens, mineralogiens og geolo- 
giens vedkommende. 

Men en lærebog eller haandbog, af hvad art den end er, har 
ingen ubegrænset levetid. Den lever ikke engang de tredive aar, 
som udgjør livslængden for en middelmaadig sandhed ifølge Henr. 
Ibsen. Efterhvert som videnskaben gaar frem, saa forandres dens 
indhold, og lærebogen maa følge forandringerne. Det program, Londoner- 
museet stiller sig, forudsætter derfor med nødvendighed en uophørlig 


vekst og forandring — ikke fordi pgjenstandenes antal vokser, det 


10 


Fig. 2. Fra Londonermuseets fossilsamling. (Mammuth.) 


sog gjeasnUunIIUOPUOT BL 'e "S4I 


12 


spiller i et saa stort museum ingen rolle, men fordi videnskabens op- 
fatning at gjenstandene og deres forhold til binanden stadig skifter. 
Det er — sammen med den famling, ethvert forsøg paa at bryde nye 
baner bevirker — forklaringen paa den stadige omordning, Londoner- 
museet (især for zoologiens vedkommende) i de 15—18 aar, siden ind- 
flytningen, stadig har undergaaet. 

Efter disse almindelige betragtninger vil vi gjøre et flygtigt besøg 
i museet. Dets bygning ligger som sagt i South Kensington, i umid- 
delbar nærhed af det store kunstindustrimuseum med dertil hørende 
undervisningsanstalter og af en række naturvidenskabelige læreanstalter 
af forskjellig slags. 

Bygningens udseende faar man en forestilling om af fig. 1. 
Den er helt og holdent opført af mursten. Den ydre og indre be- 
klædning bestaar af gul forblændsten, som særlig er gjort for øiemedet, 
og i samme materiale er ogsaa alle de rige dekorative enkeltheder 
paa fladerne og rundt vinduerne og portalerne udførte. Naturlig 
huggen sten er ikke anvendt nogetstedt, hvad der vistnok har sin for- 
klaring i den omstændighed, at sandstenen, som er det eneste naturlige 
byggemateriale, der er let tilgjængeligt i England, aldeles ikke staar 
sig i Londonerluftens taage. Stenkulsrøgen indeholder en mængde 
med svovlsyrling, denne sætter sig med regn og sne fast paa stenen 
og oksyderes til svovlsyre, der meget hurtig angriber sandstenen og 
ødelægger den. I denne henseende har man i London gjort de sørge- 
ligste erfaringer, ikke mindst ved Parlamentsbygningen, hvis rige deko- 
rative udstyr i huggen sandsten overalt holder paa at falde istykker. 
Det brændte ler staar langt bedre, men er nok ingenlunde noget 
billigere materiale, især ikke, naar der skal anvendes et saa rigt 
arkitektonisk udstyr som i dette museum. 

De arkitektoniske ornamenter, som man vistnok kan se bedst paa 
et af billederne fra samlingssalene (fig. 2, til høire), er efter min mening 
særdeles morsomme og godt gjorte. De indskrænker sig ikke til vindus- 
indfatninger og portaler, men er fordelte over vægflader og søller, 
og motiverne til dem er udelukkende hentede fra dyre- og planteriget, 
særlig fra dyreriget. I rig mangfoldighed finder man overalt i noksaa 
høit relief fremstillinger af fiske, af korstrold, af øgler o. s. V., dels 
fra vor jordperiode, dels — og ikke mindst — fra svundne tider i 
jordens udviklingshistorie. De er alle gjengivet i stiliseret form, 
men dog ikke med mere afvigelse fra virkeligheden, end at man 


13 


oftest uden nogen vanskelighed kan se, hvad der har været kunst- 
nerens forbillede. En lang række af vekslende, mere fantastiske dyre- 
skikkelser af mægtig størrelse fordeler sig langs bygningens ydre 
gesims og giver straks den besøgende indtryk af, hvad den bygning 
indeholder, som han har for sig. 

Træ er aldeles ikke anvendt i bygningen, undtagen til gulvbeklæd- 
ning i endel sale og i alle arbeidsrum, saa bygningen er absolut 
ildfast — en af de vigtigste fordringer til et museum, der, saaledes 
som dette, indeholder uerstattelige rigdomme fra alle verdenshjørner. 

De samlinger, denne imponerende bygning indeholder, omfatter 
zoologi, palæontologi, mineralogi og geologi samt botanik. Vi kan 
imidlertid ikke ved dette flygtige besøg befatte os med alle disse 
samlingsgrene, men skal holde os til zoologien, som ogsaa er den 
væsentligste samling og indtager den overveiende største plads. Den 
optager mere end en halvdel af bygningen, mens de øvrige videnskaber 
deler resten af rummet. De palæontologiske samlinger er dog yderst 
rige og imponerende, som man vil se af billederne fig. 2 og 3. 

(Fortsættes.) Dr. J. Brunchorst. 


Dyrenes lege.” 


Dyrepsychologien staar for tiden ikke i synderlig høi kurs og 
betragtes af mange kun som snurrepiberier, der ikke i nogen merkbar 
grad vil kunne forøge vort kjendskab til sjælelivet. Dette er sikkert 
ikke rigtigt. Det er sikkert fremfor alt forkjert, naar man betragter 
kundskaben om dyrenes sjæleliv, der dog frembyder saa meget af 
selvstændig interesse, kun som et middel til at opklare fænomener ved 
menneskepsychologien. 

Legenes verden, hvortil ogsaa kunsten maa henregnes, staar som 
et betydningsfuldt og interessant omraade ligeoverfor livets mange 
alvorlige sider. Naar der trods dette om de menneskelige lege kun 
foreligger faa specialarbeider om de dyriske slet ingen, saa kan dette 
tildels forklares ved emnets vanskelighed. 


1) Af prof. Karl Groos. 


14 


Der findes to forskjellige populære anskuelser om leg: For det 
første hører man ofte den mening udtalt, at dyret (eller mennesket) 
griber til leg, naar det føler sig rigtig muntert, sundt og kraftigt. 
For det andet at de unge dyrs leg skal tjene til at forberede dem 
til deres senere livsopgaver. Den første tanke bunder i en physio- 
logisk den anden i en biologisk værdsættelse af legen. Den første 
opfatter altsaa legen som et udslag af individets overflødige 
nervekraft. Denne forklaring af legen som kraftoverskud er 
sikkert af stor værd, men kan dog ikke strække til for sig alene. 
Forudsætningen for leg behøver nemlig slet ikke at være en tilstand 
af overstrømmende kraft. Først den anden tanke, der har sin op- 
merksomhed rettet paa ungdomslegenes biologiske betydning, synes 
at aabne vei for en dybere forstaaelse af problemet. 

Ved denne biologiske betragtningsmaade støder man straks paa 
det vanskelige begreb, instinkt, der vel nærmest er at tilbageføre 
til det naturlige udvalg. Ungdommens leg beror paa, at visse for 
artens vedligeholdelse vigtige instinkter optræder allerede paa en tid, 
hvor dyret ikke egentlig behøver dem; legen kan altsaa betragtes som 
en forøvelse og indøvelse af instinktet, før dette alvorlig skal træde i 
virksomhed. Denne fortidlige optræden af instinktet er af uvurderlig 
nytte. Da nemlig de arvede instinkter paa denne maade ved den 
individuelle erfaring bliver i hø: grad udviklet og udformet, saa bebøver 
de ikke selv være af nogen særdeles kompliceret natur, og der bliver 
en mulighed for det naturlige udvalg at afsvække instinktets blinde 
magt og som erstatning derfor at begunstige den selv- 
stændige udvikling af intelligensen. TI det øieblik, da 
intelligensudviklingen staar høit nok til i ,kampen for tilværelsen" at 
være nyttigere end de fuldkomne instinkter, vil det naturlige udvalg 
begunstige saadanne individer, hos hvilke hine instinkter er tilstede i 
mindre udarbeidet form, men hvor de allerede i ungdommen træder i 
virksomhed uden alvorlig foranledning, men kun forat opøves, d. v. s. 
saadanne dyr, som leger. Ja man vil maaske kunne vove at drage 
den konsekvens heraf, at ungdomstiden i det hele tildels 
er anordnet for legens skyld; at altsaa dyrene ikke leger, 
fordi de er unge, men at de har en ungdom, fordi de maa lege. 
Den, som har iagttaget den uhyre voldsomhed og iver i de unge dyrs 


leg, vil vanskelig kunne negte muligheden af en saadan forklaring. 


15 


I. Kamplege. 


Dyrenes kamplege maa for en stor del betragtes som forøvelser 
til kampen om hunnen. Vistnok maa man ikke ved de unge 
dyr overse andre mulige forklaringsgrunde til deres drillerier og riv- 
ninger end netop egteskabsinstinkter. Man kan, specielt hvad rov- 
dyrene angaar, sige, at den kamplyst, som de viser lige overfor et 
bytte, vil de ogsaa vise under sine irdbyrdes lege. Det er ogsaa en 
kjendsgjerning, at saadanne lege let gaar over i slagsmaal. Men naar 
man betænker, at de uskyldigste drøvtyggere, der ligeoverfor fiendtlige 
angreb i regelen søger sin frelse i flugten, kjæmper med hinanden 
mindst ligesaa ivrig som rovdyrene, saa vil man maaske være mere 
tilbøielig til at tiltræde denne forklaringsgrund. Jeg kunde her til 
understøttelse af denne opfatning henvise til den nære forbindelse, der 
finder sted mellem plageri og rovlyst og de seksuelle bevægelser. At 
der i grusomhed ligger en art vellyst, er jo almindelig bekjendt. 
Preyer har offentliggjort tilfælde, hvor den høieste grad af seksuel 
ophidselse blev udløst ved synet af kampscener, selv om de kun var 
malte. Omvendt ved man, at f. eks. haren ganske normalt under 
parringsakten mishandier hunnen paa det grusomste. Schaeffer 
siger: kamplyst og mordbegjær er i hele dyreverdenen saa aldeles 
overveiende et attribut til hankjønnet, at der absolut maa være den 
nøieste sammenbhæng mellem disse mandlige tilbøieligheder og de rent 
seksuelle. Jeg for min del tror forøvrigt paa grund af ugjendrivelige 
iagttagelser at have konstateret, at læsningen af ophidsende jagt- og 
kampscener kan udløse de første dunkle og uforstaaelige forbud paa 
seksuelle rørelser hos baade sjælelig og seksuelt friske mandlige 
personer. * 

a) Drilleriet indtræder, hvor kamplysten ikke søger eller ikke 
finder nogen direkte tilfredsstillelse. Et kamplystent dyr har da trang 
til paa en eller anden maade at udæske andre dyr, der maaske slet 
ikke tænker paa kamp. Føler det herunder sin overmagt, saa udarter 
drilleriet til grusomme plagerier. Lad os forestille os en gut, som 
ikke kan lade være uforvarende at give en anden et puf eller nappe 
ham i haaret; ganske det samme fænomen finder vi i dyreverdenen. 
Bennett bragte en siamang med sig til Europa. Paa skibet befandt 
sig ogsaa andre aber, som ikke vilde vide noget af siamangen. Denne 


ærgrede sig herover. Saa ofte den bare kunde komme til, greb den 


16 


en af sine medfangne aber og drev et sandt uvæsen med dens hale. 
Den trak ofte den stakkels fyr frem og tilbage paa hele skibet eller 
bar den op paa en raa, hvorfra han kastede den ned. Brehm 
skildrer bavianers opførsel mod to javanesiske budenger: ,Disse 
bavianer finder en sand fornøielse i at ærte og plage de stakkels 
budenger. Disse krøb da tæt sammen og omklamrede hinanden gjen- 
- sidig med hænderne. Bavianerne sprang op paa dem, red paa dem, 
gav dem ørefigen og ribbenstød, drog dem efter halen og havde stor 
fornøielse af at forstyrre deres inderlige samliv. De klatrede op paa 
dem, som de skulde være trægrene, holdt dem fast ved haaret og 
trængte sig imellem dem, indtil de skrækslagne for fra hverandre 
for at søge beskyttelse i et andet hjørne. Skede det, saa ilte plage- 
aanderne efter dem og begyndte pinen paany." En kvindelig bavian, 
som Brehm bragte med til Tyskland, havde sin fornøielse af at plage 
den bidske hushund. Naar denne ude 1 gaarden tog sin middagslur 
og paa det behageligste laa henstrakt paa græsplænen, listede den 
ondskabsfulde abe sig hen til den, saa med tilfredshed, at den sov 
fast, greb sagte dens hale og vækkede den af dens drømme med et. 
pludseligt ryk. Rasende for hunden op og styrtede gjøende og knur- 
rende paa aben. Denne indtog en udfordrende stilling, slog med den 
høire haand gjentagende gange paa jorden og afventede trøstig den 
forbitrede fiende. Det lykkedes imidlertid aldrig hunden til dens store 
ærgrelse at naa den. Naar den nemlig bed efter aben, sprang den 
med et sæt over hunden og havde den i næste øieblik atter fat ved 
halen. Ifølge Rengger lader cayaberne, naar de engang har, 
vænnet sig til at ærte, intet husdyr gaa uantastet forbi. ,Hunde og 
katte rykker de i halen, paa høns og ænder river de fjerene ud. 
Selv heste, som er bundet i deres nærhed, napper de i bidselet, og 
har desto større fornøielse deraf, jo mere fortræd de kan tilføie ved- 
kommende. ,En vaskebjørn," skriver L. Beckmann, ,som ved 
siden af andre tæmmede firføddede dyr blev holdt paa en gaard, 
havde fattet en besynderlig tilbøielighed til en grævling, som frit 
vandrede omkring i et lidet indhegnet rum. Paa varme dage pleiede 
denne at forlade sin bolig for at fortsætte sin søvn i skyggen af en 
hyldebusk. Da var vaskebjørnen øieblikkelig tilstede; da den imid- 
lertid frygtede grævlingens skarpe bid, holdt den sig i respektfuld 
afstand og mnøiede sig med sagte med regelmæssige mellemrum at 
strække ud sin pote og berøre dens bagdel. Dette var nok til stadig 


17 


at holde det træge dyr vaagent og næsten bringe det til fortvivlelse. 
Forgjæves snappede det efter sin plageaand; den behændige vaske- 
bjørn trak sig stadig udenfor rækkevidde, og neppe havde grævlingen 
lagt sig igjen, førend historien begyndte forfra." At unge heste ogsaa 
driller mennesker, er mig bekjendt af egen erfaring, de render mod 
dem, stanser tæt foran dem med høit hævet hoved og et truende 
- udtryk, springer bort og vender atter tilbage. Paa lignende maade 
bærer ofte gnuhjorderne sig ad, saaat den reisende formelig maa løbe 
spidsrod mellem dem. 

Ogsaa hos fugle ytrer kamplysten sig som drilleri, naar den ikke 
tilfredsstilles. Linden beretter om en kakadu fra Molukkerne, at 
den drillede andre fremmede kakaduer paa det kaadeste. Brehm 
fortæller om ibisen: ,de ibiser, som jeg lagttog, levede saa nogen- 
lunde i fred med alle fugle, som boede i samme skov som dem; mod 
svagere fugle var de dog lidt tilbøielige til overmod, og syntes at 
finde fornøielse 1 at erte dem. —Navnlig havde de travlt med flammi- 
goerne. Naar disse stod sammen eller sov med hovedet under fjerene, 
sneg de sig sagte hen til dem og pikkede med spidsen af nebbet 
paa flammigoerens svømmehud, visselig ikke i den hensigt at bide, 
men kun af ren ertelyst. Flammingoen merkede en ubehagelig kildren, 
fjernede sig, saa sig frygtsom om efter ibisen og forsøgte atter at 
sove ind, men fluks var ertekrogen paa pletten og begyndte sit spil 
forfra. 

b) Slagsmaal blandt unge dyr. Før jeg gaar ind herpaa, 
vil jeg anføre et 1 ethvert fald noget problematisk tilfælde, der imid- 
lertid skal vise, at jeg slet ikke overser muligheden for at tilbageføre 
kamplege til røveriske instinkter; jeg mener myrenes kamplege. 
Huber fortæller om disse, at han paa smukke dage saa myrene for- 
samle sig paa overfladen af tuen og opføre sig paa en maade, som 
han kun kunde tyde som en afholdelse af lege. De løftede sig paa 
bagbenene, omfattede hverandre med forbenene, greb bhinanden ved 
følerne eller kindbakkerne og kjæmpede med hinanden, men alt paa 
en tuldstændig fredelig maade uden at udsprøite gift. Naar en gik 
af med seiren, saa tog den efter tur fat paa alle de andre og kastede 
dem over hele flokken. Denne Hubers skildring vandt i begyndelsen 
kun liden tiltro blandt det læsende publikum, men senere iagttagere 
har bekræftet det. Her kan man vanskelig tænke paa parringslege, 


»Naturen* 2 


18 


men de maa udelukkende opfattes som øvelser til deres saa merkelig 
udviklede krigs- og røvertog. 

Jeg vil begynde med hundene. Unge hunde af alle racer er 
utrættelige i deres boltrende leg og indøver herved de færdigheder, 
som senere kommer dem tilgode ved deres kampe om hunnerne og 
ellers ved krigerske anledninger. Saa længe de endnu er ganske smaa, 
farer de løs paa hinanden paa en temmelig keitet maade og søger at 
gribe hverandre 1 halsen. Unge foks-terrier søger sædvanlig at rende 
hinanden omkuld straks ved det første stormløb. Andre steiler mod 
hverandre og kjæmper staaende paa bagbenene med forpoterne og 
tænderne.  Saasnart en bliver kastet omkuld, lægger den sig øieblik- 
kelig paa ryggen for at støtte halsen og holder behændig modstanderen 
fra livet med alle fire poter. Denne, der er ligesaa behændig, stiller 
sig med sprikende ben over sin fiende og hindrer ham i at staa op 
igjen. Er hundene af forskjellig størrelse, saa lægger den største sig 
gjerne fra begyndelsen af paa ryggen og holder den lille borte med 
skjødesløse bevægelser. Denne søger da under rasende gjøen fra alle 
sider at komme halsen tillivs. 

Saadanne gemytlige slagsmaal, hvorved foruden den egentlige 
kamplyst ogsaa magtglæden og det dermed nær forbundne vædde- 
kampsinstinkt spiller en rolle, er uhyre udbredt i dyreverdenen. De 
findes vel undtagelsesløst hos alle kattearter. Unge huskatte har stor 
tilbøielighed til kamplege. Unge løver begynder allerede, naar de er 
to maaneder gamle, sin leg, der er aldeles analog med huskattens. 
Det samme er tilfældet med pumaen, tigeren, jaguaren, leoparden, 
ozeloten, geparden o. s. v. Unge ulve kjæmper indbyrdes under høie 
hyl og bjæffen; er de tæmmede, leger de ogsaa med børn. , Unge 
tæmmede hyænehunde", fortæller Brehm, ,vænner sig snart til en 
bestemt person og lægger ved hans tilsynekomst sin glæde for dagen 
paa en maade som mig bekjendt intet andet dyr. De reiser sig, 
springer som afsindige frem og tilbage langs væggene i buret, ypper 
af lutter fornøielse indbyrdes strid, bider efter hverandre, ruller sig 
frem og tilbage paa gulvet, slipper hverandre pludselig og piler tvers 
over buret alt under uafbrudte lyde, for hvilke ingen beskrivelse er 
mulig, saa gjerne man vilde.* Tæmmede hyæner leger med hver- 
andre og ogsaa med mennesker uden at saare dem. Unge væseler 
leger voksne, kaster sig kjæmpende over hinanden og bider hverandre 


ofte fordærvet, naar deres røvernatur bryder frem. Om to unge næb- 


19 


dyr fortæller Bennett: ,En aften kom begge mine to kjæledægger 
frem og aad som sædvanlig sit foder; men saa begyndte de at lege 
sig som et par unge hunde, idet de angreb hinanden med næbbet, 
hævede forpoterne, klatrede over hverandre o. s. v. Undertiden faldt 
det ene dyr omkuld, og man kunde da tro, at det øieblikkelig vilde 
reise sig for at begynde kampen paany, men det blev ofte ganske 
rolig liggende og klø sig, mens det andet dyr ganske rolig saa til og 
ventede, indtil det første paany optog kampen." 

At der af den legende kamp let kan komme et temmelig alvor- 
ligt slagsmaal viser sig baade ved mennesker og dyr. Om to unge 
jærve skriver Brehm: ,Noget lystigere eller fornøieligere end disse 
to skabninger kan man ikke tænke sig. Kun yderst sjelden ser man 
dem i ro. Den største del af dagen tilbringer de med leg, der op- 
rindelig ikke er ondt ment, men snart bliver alvorligere og leilighedsvis 
gaar over i en tvekamp, hvori de vekselvis bruger baade tænder og klør." 
Beckmann beskriver en tam vaskebjørns liv saa smukt, at jeg ikke 
kan negte mig den fornøielse at citere stedet i sin helhed. ,Med en 
stor hønsehund havde hin vaskebjørn indgaaet et sikkerheds- og for- 
svarsforbund. Den lod sig gjerne sammenkoble med hunden, og begge 
fulgte da sin herre skridt for skridt, mens vaskebjørnen, naar den var 
alene, fulgte sine egne veie, selv bundet i line. Saasnart den ora morgenen 
blev befriet fra lænken, ilte den med glade spring for at opsøge sin ven. 
Staaende paa bagbenene, omslyngede den hundens hals med sine 
smidige forpoter og strøg sit hoved meget kjælent op til den; derpaa 
betragtede og befølte den sin firbenede vens krop nysgjerrig fra alle 
kanter. Den synes daglig ligesom at opdage og beundre nye skjøn- 
heder ved den. Tilfældige mangler ved behasringen søgte den straks 
at rette paa ved at glatte og stryge. Under denne mønstring, der 
ofte varede over et kvarter, stod hunden ubevægelig med værdigt 
alvor og hævede villigt labben den ene gang efter den anden, naar 
vaskebjørnen ansaa det nødvendigt under sin undersøgelse. Men 
gjorde bjørnen forsøg paa at bestige dens ryg, blev den uvillig, og 
nu udspandt der sig et endeløst slagsmaal, hvorunder vaskebjørnen 
viste meget mod, koldblodighed og en forbausende behændighed. 

Dens sædvanlige angrebsmaade bestod i, at den i et ubevogtet 
øieblik søgte at springe i struben paa sin baade større og sterkere 
modstander.  Omslyngende hundens hals nedenfra med forpoterne, 


slyngede den i et nu sin krop mellem hundens forben og søgte med 


20 


de bevægelige bagpoter at klamre sig fast til dens ryg eller sider. 
Lykkedes dette, var hunden ukampdygtig og maatte nu forsøge ved 
vedholdende at vælte sig paa marken at befri sig for sin vens omfav- 
nelse. Til vaskebjørnens ros skal det siges, at den aldrig misbrugte 
sin fordelagtige stilling. Den nøiede sig med at trykke sit hoved saa 
tæt op til hundens strube, at denne ikke kunde komme til med 
at bide.* 

Jeg har allerede før gjort opmerksom paa, at ogsaa fredelige. 
dyr, som kun i nødsfald gjør modstand mod fiendtlige angreb og kun 
i brunsttiden tager offensiven mod andre dyr eller mennesker, i ung- 
dommen opfører ligesaa ivrige kamplege som de slemmeste rovdyr. 
Her maa man vel søge grunden, om end ikke den eneste, deri, at 
legene skal være en forøvelse til deres krigerske manøvrer under 
frieriet. Unge heste, æsler, zebraer o. s. V. tumler sig muntert om- 
kring paa græsgangene, klatrer op paa hverandre, slaaes med for- og 
bagben og bides ogsaa undertiden især i ben og hals. Kvæg kjæmper 
haardnakket indbyrdes, idet de med sænket hoved tørner mod hver- 
andre og gjensidig søger at trykke hverandre tilbage. Ganske særlig 
stridslystne er unge gjeder. Deres eiendommelige kampmaade bestaar 
i, at de reiser sig saa høit, de kun paa bagbenene og med hele sit 
legemes vegt tørner sammen i et overordentlig kraftigt stød paa skraa 
nedover. To variaber fra Madagaskar saa jeg kjæmpe ganske som 
hundehvalpe, og herunder opstod der de sælsomste forviklinger for- 
aarsaget ved deres gribeevne med hænder og fødder. Lammenes leg 
er almindelig kjendt. Unge gemsebukke opfører ofte de lystigste 
skinfegtninger. Unge sælhunde leger og slaaes som hundehvalpe. 
Faderen staar da og betragter dem. Antager legen en alvorligere 
karakter, kommer han brummende til, jager dem fra hverandre, kysser og 
kjæler for seirherren, støder dens snude mod jorden og fryder sig, 
naar den alvorlig sætter sig herimod. Det skal her gjøres opmerksom 
paa, at netop sælerne, hvis unger, som det synes, opfører temmelig 
heftige skinfegtninger, ogsaa er yderst lidenskabelige og stridslystne 
under sin kamp om hunnerne. 

Tilslut endnu nogle eksempler fra fugleverdenen. Vipstjerter 
jages og bides ivrig og som det synes i leg. Dette ser man helst 
sent paa sommeren ved de unge fugle. Unge hus- og markspurve 
bides dygtig, idet de tillige opfører egteskabslege. Det 


samme gjør unge meiser, stær, linerler, fuglekonger o. s. v. Unge 


21 


agerhønshanner stiller sig ligeoverfor hverandre med udbredte vinger 
og kjæmper ligesaa hidsigt, som om der handledes om forrangen ved 
parringen. 

c) Kamplege blandt voksne dyr. Den glæde, som unge 
dyr føler ved kamplegene, holder sig ofte ogsaa, naar de er blevet 
voksne. Det behøver ikke at siges, at legen ogsaa her maa være af 
stor nytte til indøvelse af alvorlige kampe. Derimod maa man i psycho- 
logisk henseende merke sig, at det voksne dyr allerede kjender den 
alvorlige kamp og derfor forstaar at holde sig inden legens grænser, 
saaat man hos dem altsaa maa forudsætte en bevidsthed om en skin- 
virksomhed, en ,rolle". Dette vil, mener jeg, fremgaa af de efter- 
følgende eksempler. 

Det ser ofte ud, som om søløver under deres kaade leg i vandet 
« kjæmper rasende med hverandre, omendskjønt saadanne kampe ikke 
er andet end skinfegtninger, ligesom deres biden paa land heller ikke 
har stort paa sig. Forbitret spærrer de munden op paa vidt gab mod 
hinanden, brøler frygtelig, aldeles som en indledning til den alvorligste 
kamp. Men straks derpaa lægger de sig fredeligt ned ved siden af 
hverandre og begynder maaske endog gjensidig at kjæle. Hunde, 
endog høit oppe i aarene, opfører virkelige kamplege uden spor af 
vrede. Ved hornkvæg har man især paa fjeldbeiter, hvor friheden er 
større, hyppig anledning til at iagttage kamplegene. ,,Alpekvæget,* 
siger Scheitlin, ,giver hinanden med hornene de frygteligste stød, 
dog aldrig i vrede eller heftighed. Længe kan de staa foran hinanden 
med sænket hoved og hornene ind mellem hverandre, som om de 
aldrig vilde skilles. De ser dog hinanden ikke ind i øinene ligesom 
menneskelige kjæmper, men har stadig øiet rettet mod jorden. Hele 
deres sind gaar 1 øieblikket op i stødkraft. Har den ene trængt den 
anden tilbage, saa synes den overvundne lige glad, den skammer sig 
eller ærgrer sig idetmindste ikke, og seierherren viser ikke spor af 
stolthed eller glæde. Ikke sjelden forekommer det, at kampiveren, 
som i det store hele er eiendommelig for hannerne, ogsaa viser sig hos 
hunnen, aldeles ligesom mandlige indstinkter hos mennesket ogsaa kan 
forekomme hos kvinden. Saaledes gives der hunkatte, der i brunst- 
tiden er ligesaa vilde og blodtørstige som den værste hankat. Ifølge 
Pechuél-Loesches beretninger fra ,Loango-ekspeditionen" er de 
afrikanske faar meget modigere og kampberedte end de europæiske. 


Et faar, som de reisende holdt paa sin station, syntes at have været 


22 


en sand tyran. , Det taalte ingen strid eller larm blandt mennesker 
eller dyr. Naar kjærlighedsglødende gjedebukke sloges indbyrdes, 
kastede det først et prøvende blik paa dem og rendte dem derpaa 
simpelthen overende; naar enkelte af vore folk trættedes, da optraadte 
det som fredsstifter paa samme virkningsfulde maade, naturligvis til 
de omkringstaaendes jubel. Da engang en indtødt høvdings tolk holdt 
en vældig tale foran vor dør, kom faaret rolig til, maalte afstanden, 
gjorde et vældigt tilsprang og traf den intetanende saa heftig i den 
solideste legemsdel, at han faldt, saa lang han var, paa sandet. Det 
gjorde ende paa talen. Det var et kosteligt syn at se den paa jorden 
siddende gesandt alvorlig betragte faaret, der ligesaa opmerksomt 
betragtede ham." 

Endnu et par eksempler fra fugleverdenen. Natteravnene, som 
Naumann timevis har iagttaget fra et skjul, er meget muntre fugle. 
»De kives ofte, men aldrig alvorligt, danser og springer, vælter sig i 
sneen, lægger sig paa ryggen og frempresser under de besynderligste 
stillinger og tilsyneladende med stor anstrengelse, underlige ofte neppe 
hørbare toner o. s. v.* Sale, som i 1870 bragte den første kakapo 
til England, skriver om denne fugl: , Dens legelyst er ganske merkelig. 
Den kommer frem fra et hjørne i værelset, angriber min haand med 
næb og klør, vælter sig akkurat som en katunge paa gulvet, stadig 
holdende haanden fast og iler tilbage for at indlade sig paa et nyt 
angreb. Dens leg blev undertiden lidt drøi; men den blidgjordes 
øieblikkelig ved den ringeste tilrettevisning. Undertiden fornøiede jeg 
mig med at bringe en hund eller kat tæt hen til dens bur: den dan- 
sede da med udbredte vinger frem og tilbage, som om den vilde 
synes vred, og naar dyrene blev bange ved dette uvante syn, lagde 
den sin glæde for dagen over dette resultat.” Som en leg opfatter 
ogsaa Naumann følgende vel kjendte kjendsgjerning: ,Det er meget 
morsomt, * siger han, ,at se paa, hvorledes ravne undertiden under 
sterk vind for moros skyld strides om pladsen paa den høieste spids 
af et taarn eller paa toppen af et meget høit træ. Herunder støder 
de hverandre ned og sætter sig i pladsen, men neppe har de faaet 
fast fodfæste, før de atter bliver skubbet væk af en anden. Denne 
leg driver de ofte timevis; ogsaa kraaker gjør ofte det samme.* 

Man kan nu opkaste det spørgsmaal, om blot legende kampe 
ogsaa forekommer under brunsttiden. Naar dyrene i denne periode 


kjæmper om hunnerne, saa er det for det meste en meget alvorlig 


23 


sag. Mange kjæmper ligetil paa liv og død. Alligevel kan man med 
rette spørge, om man ikke ogsaa da undertiden kan have ret til at 
tale om leg. Absolut sikkerhed er det jo sjelden at opnaa i hele 
dyrepsychologien, man har stedse kun at gjøre med en større eller 
mindre grad af sandsynlighed. Jeg holder det i ethvert fald ikke 
for ganske umuligt, at der ogsaa i parringstiden finder kampe sted, 
som endnu besidder en vis legende karakter. Man ser vistnok i den 
tid intet til den venskabelige kampleg, der træder os i møde i 
det foregaaende. Modstanderne er alvorlig forbitret og tilføier ofte 
hverandre skade. Alligevel har man grund til at formode, at der 
endnu er noget legende med i spillet. Jeg vil ikke paastaa, at dette 
ofte virkelig forholder sig saa, men kun anføre et par eksempler, som 
idetmindste tillader denne tydning. 

Man ser ofte voksne hunde med stor larm fare løs paa hverandre 
og det lige for øinene af den omstridte dame, uden at det dertor 
kommer til nogen alvorlig kamp. Mens virkelig bidske hunde for det 
meste direkte bider skarpt til, har vi her indtrykket af, at de blot 
vil lægge sin frygtløshed for dagen. Først løber de langsomt med 
merkværdig stive ben, med kroppen høit løftet, agtpaagivende ører og 
logrende hale paa hverandre og søger ved den ligesaa eiendommelige 
som komiske snøften paa et [lidet tiltalende sted at bringe paa det 
rene, med hvem de har at gjøre. Derpaa gaar de en tid lang med 
stive ben omkring hverandre og dreier herunder hovedet saaledes, at 
enhver af dem synes at tage sigte paa den andens nakke. Ofte løber 
de efter denne manøvre rolig fra hverandre igjen. I andre tilfælde 
kommer det til kamp; under skrækkelig gjøen farer de løs paa hver- 
andre, viser tænder og bider vel ogsaa lidt, men slipper saa igjen 
taget, uden at det kommer til nogen ondartet kamp. 

De andre eksempler, jeg skal bringe, er hentet fra fuglenes rige. 
Om mnatheirene skriver Baldamus: ,Naar ingen røvere forstyrrede 
dem, fandt de indbyrdes anledning nok til indbyrdes kiv. Dette skede 
for største deleu gaaende. De indtog under dette ofte latterlige stil- 
linger og skreg bestandig. Den rugende hun søgte ofte at tilegne 
sig en kvist eller lignende fra mnaboredet, og naar derfra gjordes 
skrigende modstand, kunde det falde egteherren, der stod ved hendes 
side, ind at hugge naboen, der havde sin plads ovenover, i løbet eller 
paa tærne. Denne søger at værge sig med sine vinger, spærrer 


nebbet op paa vidt gab og søger at gjøre gjengjæld, men forfølges 


24 


stadig af angriberen enten indover grenen mod stammen eller udover 
og mnødes tilsidst enten til med fortvivlelsens mod at sætte sig til 
modværge eller søge sin frelse i flugten. I sidste tilfælde forfølges 
den i regelen ikke videre. Modsætningen mellem de storartede 
anstalter og de ringe resultater virker yderst komisk. Det vidt op- 
spærrede neb, de uendelige variationer i skriget, de store blodrøde 
øine, hvoraf vredens ild lyser, de truende løftede vinger, hovedet, som 
kastes frem og tilbage, de eventyrlige dreininger af hele kroppen, 
isse- og nakkefjerene, som de stadig reiser og lægger ned, lader 
befrygte en kamp paa liv og død, og se, de berører neppe hverandre 
lidt med vingespidserne og meget sjelden med nebbet. De truer og 
skriger ligesom de homeriske helte og guder, men det er ogsaa det 
hele.* Darwin, der er en øvet iagttager, gaar endog saa vidt at 
han om en art tiur, fetrao umbellus, siger: ,Hannernes kampe er 
kun skinfegtninger, der har til formaal at fremhæve dem paa det 
fordelagtigste for de rundt omkring forsamlede beundrende hunner; 
thi jeg har endnu ikke kunnet opdage nogen saaret helt og sjelden 
mere end en knækket fjer.* En endnu merkeligere er brushanernes 
opførsel, hvorom Brehm og Naumann leverer fuldkommen overens- 
stemmende skildringer. — Før parringstiden lever de i den fuldstæn- 
digste fred og fordragelighed. ,Dette forhold ændrer sig fuldstændig, 
naar parringstiden indtræder. Nu retfærdiggjør de sit navn. Han- 
nerne kjæmper bestandig uden nogen virkelig paaviselig 
aarsag, muligvis slet ikke om hunnen, men om en flue, en torbist, 
en orm, en siddeplads, om alt og intet; ligegyldig om der er hunner > 
i nærheden eller ikke, om de har sin fulde frihed eller er i fangen- 
skab, om de først for faa timer siden har mistet sin frihed eller har 
været 1 buret i mange aar; de slaas til enhver tid, under enhver 
omstændighed. I det frie forsamler de sig paa særskilte pladse; en 
noget ophøiet, altid fugtig, med kort græs bedækket flade 11/9—2 meter 
i tversnit vælges til kampplads og besøges nu daglig af et vist antal 
hanner. Den først ankomne ser sig udfordrende om efter en anden; 
er denne kommet og ikke netop er i humør til slagsmaal, saa 
afventes en tredie, fjerde o. s. v. og snart begynder kampen. 
Modstanderne har fundet hverandre, farer løs, kjæmper en kort 
tid, til de er bleven trætte og begge indtager da sin første plads 
for at hvile sig en stund og samle friske kræfter til at begynde 


paany. Dette holder de paa med, indtil de bliver kjede. Saa 


25 


fjerner de sig fra kamppladsen for dog sædvanlig snart efter at 
komme igjen. Det er altid tvekampe; aldrig kjæmper flere samtidig 
mod hverandre; men det hænder ofte, at to og tre par, hver for sig, 
kjæmper samtidig, og at de herunder tumler ind paa hverandre under 
en masse forvirrede og løierlige anstrengelser og bevægelser, saa 
man kunde tro, at fuglene ikke var rigtig kloge, og at alle var besat 


af en ond aand. Naar to hanner gjensidig har taget hverandre paa 


kornet, bliver de først staaende en stund, begynder derpaa at sitre 


og nikke med hovedet, bøier nu brystet dybere ned, saaat bagkroppen 


kommer til at staa høiere end dette, sigter med nebbet efter hver- 
andre, reiser de store bryst- og rygfjer, retter nakkekraven op og 
spænder halskraven op som et skjold; efter disse skrækindjagende 
forberedelser render de løs paa hinanden, veksler stød med nebbet, 
der opfanges med det med vorter bepansrede hoved ligesom en hjelm, 
og den tætte halskrave virker aldeles som et skjold. Dette følger 


saa hurtig paa hverandre, og de er saa hidsige, at de skjælver af 


raseri. Undertiden indfinder en hun sig paa kamppladsen, indtager 


lignende stillinger som hannerne og løber omkring mellem disse, men 
blander sig forøvrig aldrig i striden og løber snart sin vei igjen. Da 
kan det hænde, at en kavaler ledsager hende et stykke paa vei og 
holder hende med selskab en stund. Men snart vender den tilbage 
til kamppladsen, uden at bekymre sig videre om hende. Aldrig 
forekommer det, at to hanner flyvende forfølger hverandre. Striden 


udkjæmpes paa samme plads og derudenfor hersker fred. 
B. 


Madfiske og fiskemad. 


I de sidste tre aar har jeg foretaget endel undersøgelser over 
vigtige fiskes næring. Hensigten hermed har været at prøve ad denne 
vei at komme til forstaaelse af eiendommeligheder i fiskenes vandringer, 
hvilke selvfølgelig har indflydelse paa den fangst, der gjøres fra tid 
til anden. dJeg er vistnok ikke kommen langt med løsningen af de 
spørgsmaal, som er grupperede under hovedformaalet, men under 
arbeidet hermed er dog fremkommet endel enkeltheder, som tør have 


sin interesse. 


26 


Man har længe vist, at torsken f. eks. ikke er nogen kostfor- 
agter, ligeledes er ogsaa af flere forfattere fremholdt, at under for- 
plantningstiden indtræder en betydelig formindskelse i torskens glim- 
rende appetit. Det er imidlertid et spørgsmaal, om torskens madlyst 
kan siges at være synderlig svækket i forplantningstiden. Ialfald kan 
ikke dette direkte sluttes af den omstændighed, at under de store 
gydeindsig en stor del af torskemaverne er tomme og sammenskrum- 


pede. Torsken er ligesom flere andre vigtige fiske særlig henvist til 


at leve af bunddyr og det saadanne, som lever paa haard bund. Paa 


lerbund har torsken lidet at gjøre. Heri ligger vel ogsaa forklaringen 
paa, at torsken især fiskes i afhæld mod dybet (saakaldte bakker eller 
- egger) og skaller. 

Naar nu som i Lofoten store masser af torsk siger ind over et 
forholdsvis begrænset omraade, synes det rimeligt, at der maa ind- 
træde madmangel, fordi der er saa altfor mange paa beitesmarken. 

Jeg vover at paastaa, at om appetiten var aldrig saa god, vilde 
man alligevel finde mange tomme maver under ovennævnte forhold. 
Det har ogsaa vist sig, at i de tilfælde, da der har været rigelig til- 
gang paa næringsmateriale, har torskemaverne været fulde. Torsken 
lever nemlig ikke alene af bunddyr (Denthos), men den gjør ogsaa 
vældige indhug paa den saakaldte nekton (organismer, hvis bevægelses- 
organer tillader vandringer, som er uafhængige af vandets tilfældige 
bevægelsesretning). Saadanne er f. eks. sild, sil, lodde, blæksprut, 


o. 8. v. Alle de nævnte er vigtige som torskemad, og tilstedeværelsen 


af saadanne organismer i mængde øver en betydelig indflydelse paa 


torskens træk. Opsynscheferne i Lofoten har berettet, at fisket er 
temmelig uregelmæssigt i saadanne aar, da der er sild i Vestfjorden. 
Ligeledes foregaar gaatfisket i Finmarken mere ustøt i tilfælde af, at 
loddens indsig falder sammen med det. Begge disse omstændigheder 
godtgjør, at torsken har madlyst ogsaa under gydeindsig. Hertil kan 
jeg føle et eksempel fra min egen erfaringskreds. Fra torskefisket 
ved Bremanger i mars 1897 undersøgte jeg ca. 200 torskemaver. 
Samtidig med torskefisket foregik ogsaa vaarsildfiske, og det viste sig, 
at omtrent halvparten af maverne var fyldt med vaarsild, og den 
anden halvpart med vaarsildrogn. Med rognen fulgte alger, skjælsand, 
0. 8. v. En stor del af rognen var saa langt kommen i udvikling, at 
ølepletterne tydeligt kunde sees. 


I mars 1898 foregik der ogsaa noget torskefiske ved Bremanger, 


en bl DE EEE på KAASE å EE 


27 


men istedetfor de af sild- og silderogn struttende maver fra fisket 
sammesteds det foregaaende aar, fik jeg fra marsfisket i 1898 tem- 
melig slunkne og sammenskrumpede maver til undersøgelse. I enkelte 
fandtes vistnok rester af fisk, hvoriblandt ogsaa en sjelden gang sild, 
men rogn saaes ikke i nogen. 

I det hele taget lod det til, at det sammesteds i mars 1898 var 
smaat om mad for torsken. 

Endelig kan ogsaa anføres til støtte for den af mig hævdede 
opfatning, at linen er det almindeligst brugte redskab i Lofoten, og 
hvis torsken ikke søgte efter mad, vilde den neppe bide paa de med 
sild, lodde, sprut eller skjæl forsynede lineangler. 

Det har ogsaa vist sig, at naar et større antal af torskemaver 
undersøges, vil der i enkelte være rester af indtagen næring, og stun- 
dom (som ved Bremangerfisket i 1897) kan hos de fleste mavesækken 
være aldeles udspilet. 

Forøvrigt omfatter torskens spiseseddel en mængde vidt forskjel- 
lige dyr, fra hvirveldyr, saasom lemæn, fugle, fiske til aktinier og 
sjøpunge. Selv planktonorganismer undgaar ikke dens efterstræbelser. 
Jeg har saaledes fundet i torsk, fisket ved Svolvær i begyndelsen af 
mars 1897, en schizopod (boreophausia inermis) i betydeligt antal, 
samt enkelte eksemplarer af en amphipod (parathemisto oblivia). 
En enkelt gang har jeg endog taget en copepod (euchæta norvegica) 
i Lofottorskens mave. Ret ofte sees forskjellige bundkrebse, saasom 
pandalus, hippolyte etc., muslinger og snegle, sjøstjerner og slange- 
stjerner. 

Under fisket i 1897 blev jeg opmerksom paa et eiendommeligt. 
maveindhold hos torsk i Vestlofoten. Ved nærmere undersøgelse 
befandtes det at være tentakelkransen af sjøpølser. Jeg sendte dette 
materiale til en ven i Upsala, som erklærede, at størsteparten tilhørte 
en art af phyllophorus, desuden forekom rester af den almindelige 
brune pølse (cucumaria frondosa). 

Ligesom de fleste fiskeunger nærer ogsaa den spæde torskeyngel 
sig af plankton (i fri sjø levende organismer, hvis bevægelsesredskaber 
ikke er sterke nok til vandringer modsat vind og strøm). Ifølge de 
bestemmelser, som jeg har foretaget af det avimalske plankton i 
Lofotens fiskehav ved den tid, da mesteparten af skreiungerne slipper 
ud af egget, bestaar ,barnemaden" væsentlig af larveformer af cope- 


poder, orme og echinodermer samt mindre eksemplarer af smaakrebs 


28 


calanus finmarchicus, oithoma similis).  Derimod lever de voksne 
individer af torsk i vore farvand væsentlig af bunddyr og saadanne, 
som opholder sig i nærheden af bunden. Desuden yder sild, sil, lodde 
og blæksprut et betragteligt bidrag til dens underhold, mens de egent- 
lige planktonorganismer er af mindre betydning som næring for de 
voksne torsk. 

Seien er paa langt nær ikke saa altædende som sin nære slegt- 
ning. Den fortsætter ogsaa som planktonspiser længere end torsken, 
hvilket formodentlig er grunden til, at man om sommeren paa havne 
og i grunde viger ofte ser seiunger, mens unger af torsken er 
sjeldnere. 

I maven af voksen sei har jeg taget sild, brisling og blæksprut 
samt amphipoder og schizopoder. Stundom har seimaverne været 
aldeles fuldproppede af en schizopod (nyctiphanes norvegica). Der 
er overveiende sandsynlighed for, at seien i lighed med silden aldrig 
tager noget fra bunden. Hysen derimod er en typisk bundspiser. I 
hysens mave findes især echinodermer og mollusker.  Slangestjerner 
og sjøpindsvin sees meget almindeligt, ligesaa snegler og muslinger. 

Desuden har jeg seet orme i hysens mavesæk og en enkelt gang 
en liden stikling. At hysen forgriber sig paa fisk hører uden tvil til 
sjeldenhederne. 

Langens og brosmens næring har man ikke saa let for at under- 
søge, da maven hos disse fiske som oftest staar ud af mundén som 


en liden ballon, naar de trækkes op. 


Langen lever for en stor del af fisk, ialfald har jeg i dens mave 


flere gange observeret ben af hyse. Brosme holder sig særlig til de 
større bundkrebsdyr; baade i Lofoten og i fjordene ved Bergen har 
det vist sig, at troldkrabbe og andre dekapoder udgjør en væsentlig 
del af føden. 

Da jeg første gang undersøgte en bundskrabes indhold, kom jeg 
uvilkaarlig til at spørge mig selv: hvortil skal alt dette tjene? Efterat 
have gjenfundet en stor del af sjøens dyr i fiskemaver, er dette spørgs- 
maal ialfald delvis besvaret. 

Spørgsmaal og svar peger hver for sig mod den sandhed: naturens 
valgsprog er liv, men det er ved livsformers død, at dette ophøiede 
«princip realiseres. 

S/S. ,Gunnar Berg", Grøtø 11/41 1899. 
0. Nordgaard. 


å rd ARE 


29 


Trænger alle levende væsener surstof?” 


Af Pasteurs og hans efterfølgeres arbeide ved vi, at forskjel- 
lige lavere planter kan leve i et medium, der er berøvet frit surstof 
eller som anaerober, som man siger, naar de kun har til sin disposition 
passende væringsmidler. For flere af disse besynderlige væsener er 
surstof endog en gift. Mange fysiologer har derfor opgivet den 
gamle mening, at en vis mængde surstof er nødvendig for enhver 
organisme. Pfeffer betragter dette dogme som omstyrtet i anden 
udgave af sin udmerkede plantefysiologi. 

Spørgsmaalet er imidlertid ikke saa enkelt, som man ved første 
øiekast kunde tro. Lad os tænke paa, hvor vanskeligt det er at fri 
sig for de sidste molekyler af et saa udbredt stof som surstof; lad 
os huske, at visse væsener kun er fakultative anaerober, d. v. s. kun 
i nødstilfælde, at andre kun er det temporært, at ølgjær f. eks. fra 
tid til anden trænger spor af frit surstof, og vi vil faa tvil, om der i 
strengeste forstand eksisterer obligate anaerober, d. v.s. væsener, der 
kun kan leve uden surstoft. Kanske er en gift ikke andet end et 
legeme, der øver sin bedste virkning i en uendelig liden dosis, og 
kanske maa man se paa anaerobierne fra dette synspunkt som væsener, 
for hvilke den gunstigste surstofspænding er yderst liden. 

De forsøg, som en fremragende bakteriolog, hr. Beijerineck, 
netop har meddelt videnskabsakademiet i Amsterdam, synes at give 
en saadan anskuelse stor sandsynlighed. 

Beijerinck havde tidligere bemerket, at visse mikrober, dyrkede i 
en vædskedraabe, hvis kanter alene optager surstof, begiver sig til de 
steder, hvor surstofspændingen er størst, andre derimod opsøger steder, 


hvor der er en middels spænding, nogle endelig flygter derhen, hvor 


spændingen er nærmest = 0. Altsaa tre aandedrætstyper: aerober, 
spiriller og anaerober. 

Mere indgaaende. undersøgelser har vist ham, at alle de saakaldte 
»obligate anaerober", som han har studeret, i virkeligheden forholder 
sig som spiriller, idet de samler sig der, hvor surstofspændingen ikke 
er 0, men meget svag. Istedetfor 3 finder han saaledes kun to arter 
organismer: aerofiler, som han foreslaar at kalde dem, der søger den 


største surstofspænding, og mikroaerofiler, der behøver en mindre 


1) Af prof. Leo Errera. 


30 


spænding. Denné sidste gruppe omfatter baade de ,,obligate anaerober* 
og spirillerne. 

Visse mikrober, der er ubevægelige, kan ikke søge hen til de 
steder af kulturmediet, som passer dem bedst. Men tor alle er det 
muligt at undersøge indflydelsen af varierende mængde af surstof paa 
deres vekst, og man overbeviser sig da om, at det frie surstof er 
velgjørende for alt, som lever, og rimeligvis i længden nødvendigt. 

De mikroorganismer, der har været tilgjængelige for luften, synes 
at have ladet sine celler med en liden reservebeholdning af frit sur- 
stof, som de senere kan konsumere lidt efter lidt; dette forklarer, ifølge ; 
Beijerinck, at de for en tid er aerofober, d. v. s. frygter luften, eller 
i andre ord, at de da befinder sig bedre i egne, hvor surstofspæn- * 
 dingen er yderst liden eller selv = 0. 

Vi kan ikke her gaa ind paa alle detaljer i forsøgsmethoderne. 
For at faa de sidste spor af surstof til at forsvinde, har Beijerinck i 
flere tilfælde brugt en fiffig udvei, hvis virkning en englænder, Mar- 
shall Ward, allerede havde angivet; han dyrkede i det samme 
medium en anaerob og en aerob, der med begjærlighed tilegnede sig 
alt disponibelt surstoff. Man kunde frygte, at aeroben paa samme 
tid producerede substanser, der var skadelige for dens kompagnon og 
istand til at indvirke paa dennes udvikling uafhængigt af surstoffet. 
Men i visse tilfælde fandtes ikke denne grund til usikkerhed, og resul- 
taterne blev de samme. 

De af Beijerinck studerede anaerober er smørsyrefermentet (granu- 
lobacter saccharobutyricum), butylfermentet (gr. butylicum), de 2 for- 
nemste anaerober for albuminstoffers forraadnelse og organismen for 
reduktionen af sulfater (spirillum desulfuricans). 

Forf. resumerer sine slutninger i følgende ord: 

sAerofiler er: alle de aerobe bakterier undtagen spirillerne, 
mesteparten af de fakultative anaerober, rimeligvis alle celler i de 
dyriske væv og hos de høiere planter, mesteparten af infusorier. 

Mikroaerofiler er: de hidtil studerede ,obligate anaerober" lige- 
som spirillum desulfuricans; dernæst blandt de fakultative anaerober 
rimeligvis alle melkefermenter, nogle og maaske mange arter af 
monader og visse infusorier. 

Endelig er aerofiler med hensyn til vekst og mikroaerofiler med 
hensyn til bevægelse: mesteparten af spiriller, kanske ogsaa nogle 
monader. * 


31 


Uden at smigre sig med at have ydet en absolut fuldstændig 
paavisning er forf. tilbøielig til af sine undersøgelser at slutte, at 
frit surstof er uundværligt for alle kjendte levende væsener, mere 
eller mindre alt efter arten. 

Det synes saaledes, at der findes for enhver dyre- eller plante- 
organisme en gunstigste surstofspænding, som Paul Bert først har 
ment det. Uden tvil er dette gunstigste forhold i visse tilfælde meget 
høit, saa at en betydelig forøgelse af luftens surstof ikke medfører 
nogen merkbar forandring i de høiere væseners aandedræt — modsat 
hvad Paul Bert paastod — og man maa kanske tage sin tilflugt til 
langvarige forsøg eller til komprimeret surstof for at finde det gun- 
stigste forhold. Hos anaeroberne er det gunstigste forhold derimod 
utroligt lavt beliggende. 

Vor generalisationslyst vil vistnok være tilfredsstillet ved at kon- 
statere nødvendigheden af surstof for alt det, der lever, men det maa 
tilstaaes, at vor trang til aarsagssammenbæng kun vil blive middels 
tilfredsstillet. Thi de uendeligt smaa mængder af frit surstof, som er 
nok for visse mikrober gjennem mange generationer, vil kun kunne 
give dem en forsvindende del energi, og man indser ikke hidtil, hvor- 
for ikke det surstof, der findes i overflod bundet i næringen, kan 
gjøre den samme tjeneste. Man kommer til at spørge med Beijerinck, 
om ikke disse spor af frit surstof udøver paa protoplasmet en ganske 
speciel og endnu ukjendt kemisk virkning. GLER 


ø 


Mindre meddelelser. 


Interessante krybdyrfund i England. Et smukt skelet af en 
fiskeøgle, ichthyosaurus, er ifølge , Natural Science" nylig opdaget i 
lag fra undre lias ved Stockton, en landsby ved Rugby. Eieren af 
det stenbrud, hvor skelettet fandtes, har sat sig i forbindelse med 
British Museum, som vil lede udgravningerne. Dyret ligger i et lerlag, 
hvad der desværre er meget ubeldigt, da aftrykkene af de blødere 
partier af dyret ikke har kunnet bevares. Af skelettet mangler kun 
dele af bækken- og brystpartiet samt nogle mindre ben i lufferne. 
Dyrets totallængde er ca. 6 meter. 

Et ikke mindre interessant fund af fortidens krybdyr er foretaget 
af A. N. Leeds, der er bekjendt for sine samlinger af hvirveldyr- 
levninger fra Oxforderleren. I dette tilfælde fandt han en større del 
af skelettet af en svær kjæmpeøgle eller dinosaur. Der fandtes 26 


32 


hvirvler af halen, som var 4.9 meter lang, endvidere et bagben, hvoraf 


alene laarbenet maalte 1.4 meter samt dele af forlemmerne, bryst- og 
bækkenpartiet. Videre udgravninger vil forhaabentlig bringe flere ben, 
og især hovedet for dagen. De ben, som hidtil er fundne, viser, at. 
denne kjæmpeøgle er nær beslegtet med den amerikanske øgleslegt. 
diplodoeus og med elefantøglerne, ceteosaurus, og ornithopsis, der en 
gang levede i England. Det er ikke usandsynligt, at en nærmere 
undersøgelse af dette eksemplar vil vise, at disse tre slegter i virke- 
ligheden kun er en. sg. 


Sælens aanden har professorerne Jolyet og Sellier i 
Bordeaux gjort til gjenstand tor en athandling 1 det zoologiske selskab 
i Arcachons publikationer. Sælen maa som alle i vandet levende 
pattedyr op til overfladen for at aande. Den kan dog holde sig i 
længere tid under vandet, hvad der jo ogsaa er nødvendigt, naar den 
skal efterstræbe sit bytte, fiske og andre i vandet levende dyr. Sælen 
formaar at holde sig længere under vandet end noget landpattedyr. 
Det ligger derfor meget nær at gjøre sig det spørgsmaal, om ikke 
sælen skulde være i besiddelse at fysiologiske indretninger, hvorved 
den kan opsamle mere surstof, end de dyr, der lever paa land- 
jorden formaar. De to franske naturforskeres undersøgelser har nu 
ogsaa vist, at aandekapaciteten hos sælen er meget større end 
hos et landpattedyr af samme størrelse, f. eks. hos hunden. En sæl, 
der veier 15.5 kilo, absorberer 13.074 liter surstof i timen, den luft- 
mængde, der optages gjennem lungerne, beløber sig til 0.926 liter og 
gjennem blodet til 30.9 kubikcentimeter. De tilsvarende tal hos en 
hund paa 18.8 kilo er henholdsvis 9.3877 liter, 0.555 liter og 23.6 
kubikcentimeter. 

Af disse tal vil man se, at aandekapaciteten hos sælen er bety- 
delig større end hos hunden. Den forbruger meget mere surstof, men. 
den opsamler ogsaa mere i lungerne; dens blod formaar ligeledes at 
optage mere surstof. Naar sælen opholder sig under vandet, lever den 
af den opsamlede luft, og da den har mere af denne end noget land- 
pattedyr, kan den ogsaa være længere under vandet. 

», Naturwissenschaftliche VWochencshrift". 8g. 


Marmor under sterkt tryk. Professor F. D. Adams ved 
McGill-Universitetet i Montreal har i den sidste vinter studeret mar- 
morets forhold under meget sterkt tryk 1 et lukket rum. Han satte 
en ocylinder af OCarrara-marmor i et staalrør, der nøie udfyldtes af 
marmorcylinderen. Ved hjælp af et stempel udsattes derpaa mar- 
moret for et tryk af 60000 pund pr. kvadrattomme med den følge, 
at marmoret blev fortættet, uden at der paa noget punkt skede noget 
brud. Den mikroskopiske undersøgelse bagefter viste, at marmorets 
partikler havde flydt om hverandre og ordnet sig paa en anden maade 
end før og det paa akkurat samme maade, som man vil se deti kry- 
stallinske bergarter, der har været sterkt presset af de overliggende 
fjeldmasser. » Scientific Amarican*. 


3 
= 
* 


4 4 ban 


FEB 53 1901 


Lidt om museer. 


De zoologiske samlinger falder i to hoveddele med ganske for- 
skjelligt maal og opgave.” Den ene samling er bestemt for det 
almindelige besøgende publikum, og adgangen er fri for alle og enhver, 
selv for noksaa smaa, skidne gadegutter, paa alle aarets dage, inclusive 
søndagen. Blot paa et par af de store helligdage er ,udstillings- 
samlingen* eller ,den offentlige samling* nu lukket — et stort frem- 
skridt for England at være, og et fremskridt, som det har kostet 
meget arbeide mod den mere pietistiske opfatning af søndagens rette 
brug at faa gjennemført. Den anden samling er studiesamlingen, 
hvortil kun de har adgang, som er forsynede med særskilte kort, 
udstedte af direktøren. For det almindelige publikum er disse sam- 
linger lukkede, men til gjengjæld kan de saa meget mere uforstyrret 
benyttes af fagstuderende og videnskabsmænd. 

Af disse to samlinger er det den offentlige samling, som tager 
mest plads. Den overveiende del af bygningen er optaget af den. 
Men det er i den videnskabelige eller studiesamlingen, at den over- 
veiende mængde af museets rige materiale er opbevaret. Gaar man 
gjennem den offentlige samling, faar man indtryk af et stort og rigt, 
og især et godt, museum. Besøger man de forholdsvis smaa rum, 
hvor studiesamligen findes, faar man derimod et overvældende indtryk 
af det umaadelige materiale, som dette kjæmpemæssige museum be- 
sidder. — Formodentlig er British Museum endnu det righoldigste 


museum i verden; amerikanerne er dog lige efter, hvis de ikke er 


1) Fortsættes fra forrige hefte. 
2) Dette gjælder ogsaa for de øvrige grene af samlingen. 


»Naturen* 3 


34 


forbi. Denne rigdom faar man imidlertid ikke noget indtryk af ved 
at se de offentlige samlinger alene. Selv forholdsvis smaa museer 
kan sammenlignes med det, hvad antallet af udstillede arter og eksem- 
plarer angaar, og mange museer overgaar det langt. Det er studiesam- 
lingerne, som er det egentlige museum. Den offentlige samling er 
et anneks til dette, et lidet udvalg af det. Men paa dette udvalg er 
der rigtignok lagt et arbeide, som langt overgaar, hvad der ellers 
pleier at lægges paa samlinger og deres udstyr. Jeg bortser da fra 
de museer — Kiel, Berlin, Hamburg o. s. v. og Amerika — som har 
taget British Museum til mønster. 

Studiesamlingens rum er for en stor del lange, smale sale med 
overlys.  Væggene i disse sale er helt og holdent dækkede med skabe 
med støvtætte trædøre, hver med en etikette som angiver, hvad der 
findes 1 det. Indenfor skabdøren er der oftest skuffer, de fleste med 
glaslaag for yderligere at udelukke støvet, og i disse skuffer findes 
saa gjenstandene, af hvad art de end er, nedlagte i aabne eller luk- 
kede æsker. Dette gjælder for alle samlinger, som ikke bestaar at 
svært store ting eller gjenstande i spiritus, altsaa for skind og ske- 
letter af fugle og mindre pattedyr, tørrede krebsdyr, insekter, mollusker, 
pighudede o. s. v. Alt opbevares det paa denne maade, beskyttet 
mod støv og beskyttet mod lys — de to fiender, som i alle museer 
er de mest frygtede. Fugle og pattedyr opbevares altsaa ikke i 
udstoppet tilstand i studiesamlingen, men i form af vel præparerede 
skind, gjerne svagt fyldt med bomuld eller stry. Herved spares en 
mængde arbeide og en mængde plads og samtidig er gjenstandene 
lige tilgjængelige for studium og langt bedre opbevarede, end om de 
havde været udstillet i en offentlig samling i stoppet tilstand som f. 
eks. i Paris. Det er ganske utrolig, hvad man paa denne maade kan 
faa opbevaret paa en liden guivflade; mindst en 100 gange saa meget, 
som der vilde gaa paa det samme rum, om samlingen skulde været 
udstillet. 

Principet er forøvrig ingenlunde nyt. I alle museer vil man 
finde magasiner og dubletsamlinger, ialfald for skjæl, konkylier, insekter 
og andre lavere dyr. Men i intet ældre museum er denne deling i 
to samlinger med forskjelligt maal saa konsekvent gjennemført som i 
den zoologiske samling i South Kensington. 


Den videnskabelige spiritussamling er opbevaret paa tilsvarende 


35 


maade, kun med den forskjel, som gjenstandenes art og de tilfældige 
pladsforhold har bevirket. 

Samlingen af fiske og lavere dyr i spiritus har sin plads i endel 
store, noksaa lyse kjelderrum. I disse er gulvet dækket med lange 
rækker af tarveligt udstyrede furutræskabe med flytbare hylder. Paa 
disse har museets rigdom af spiritusmateriale sin plads, beskytlet mod 
lyset ved skabenes trædøre, der selvfølgelig er forsynede med nøiag- 
tige fortegnelser over skabenes indhold, saa enhver, der har noget at 
søge, let kan finde det. 

Det væsentligste, som opnaaes ved den konsekvente adskillelse 
mellem studiesamling og offentlig samling, gjennemført fra de laveste 
dyr op til fugle og pattedyr, er imidlertid ikke pladsbesparelser og 
gjenstandenes bedre opbevaring. Begge disse ting er jo 1 sidste linje 
pengespørgsmaal: baade plads og nye gjenstande, istedenfor de af lys 
og støv ødelagte, kan skaffes for penge. Det væsentlige er, at de 
velordnede, for enhver, som har noget der at gjøre, let tilgjængelige 
studiesamlinger gjør, at man med den bedste samvittighed kan ind- 
skrænke antallet af udstillede gjenstande i den offentlige samling til 
et minimum. I alle ældre museer havde den offentlige samling et 
dobbelt maal: den skulde tjene publikum og den skulde tjene fag- 
manden. Men det bragte dem i samme stilling, hvori enhver kommer, 
som vil tjene to herrer: begge blev slet eller middelmaadig betjente. 

Der er ingen ny opfindelse i hele denne deling, som der i det 
hele aldrig er nogen ny opfindelse i denne verden, men bare en større 
eller mindre udvikling af en ældre. Men denne nødvendige udvikling 
blev først gjort i London, og det er en af dette museums bedste 
gjerninger. 

Nu er de ærede læsere, som ikke tilfældigvis har med et museum 
at gjøre, visselig kjede af studiesamlingen og det er paa tide at 
komme iil de offentlige gallerier. 

Disse falder for zoologiens vedkommende i tre dele, som jeg vil 
kalde læresamlingen (the introductory collection), åen britiske 
samling og den almindelige, væsentlig systematiske samling. 
Som et anneks til denne sidste har vi endelig hvalsamlingen, der er 
anbragt i et eget hus, forbundet med hovedbygningen. Det er imid- 
lertid bare pladshensynene som har bevirket denne udskilning: de 

svære hvalskeletter er yderst ubeleilige at faa anbragte i de alminde- 


36 


lige samlingssale. Denne udskilning har derfor ingen principiel betyd- 
ning. Det har derimod afgrænsningen i de tre andre samlinger, jeg 
netop har nævnt. 

Den britiske samling indeholder eksemplarer af alle dyr, som i 
vor tid findes i Storbrittannien og Irland og i havet omkring. Talfald 
et af de norske museer — Bergens — har paa lignende maade udskilt 
de dyr, som hører landet til, fra den øvrige samling, noget som, ikke 
mindst af hensyn til skolerne, er en særdeles hensigtsmæssig ordning. 
Det, som overrasker en fremmed besøgende mest i den britiske sam- 
ling, er de vilde kjør, som man der træffer.  Synderlig vild er nu 
denne merkelige race ikke egentlig. Det er smaa dyr med noksaa 
tyk pels, for det meste ganske hvide. De findes i en eller et par 
store parker, men saavidt jeg ved, er ikke deres afstamning bragt 
ganske paa det rene. Det er vel lidet rimeligt, at de er efterkom- 
mere af nogen oprindelig vild race — dertil ser de for civiliserede 
ud; antagelig er de vel forvildede efterkommere af en eller anden 
gammel tam kreaturstamme, men de fører nu et ganske selvstændigt 
liv, lige selvstændigt og selvhjulpent ialfald, som det, der føres af 
raadyr og hjorte i de engelske dyreparker. 

I den store hal, som fig. 4 og 5 giver et billede af, saaledes som 
den saa ud for et par aar siden, og især de nischelignende rum, paa 
høire og venstre side, støder op til den, har læresamlingen — 
den anatomiske samling kunde man næsten kalde den — sin plads. 
Det store kaskelotskelet, som man ser midt i hallen, er nu borttaget 
og anbragt i hvalsamlingen, ellers er det meste uforandret. 

Paa selve hallens gulv staar der endel særdeles interessante 
montrer, der nærmest er knyttede til den i nischerne anbragte lære- 
samling, og som illustrerer forskjellige almindelige biologiske eiendom- 
meligheder og endel træk i forbindelse med udviklingelæren. 

Enhver, som har læst en af Darwins eller Haeckels bøger om 
udviklingslæren vil vide, hvilken rolle kjendskaben til de tamme dyrs 
varieren, racedannelse, spillede for udviklingslæren stilblivelse. Det var 
jo især studiet af de tamme dueracer, som bragte Darwin ind paa 
læren om det naturlige udvalg. Men de færreste — ialfald hos os 
— har havt anledning til at se med egne øine, hvor yderst forskjel- 
lige disse racer af tamme duer i virkeligheden er. Man har afbild- 
ningerne hos Haeckel og Darwin at holde sig til, men afbildninger er 


ikke virkeligheden, selv om de er noksaa troværdige. 


37 


I en af montrerne i den hal, hvorfra fig. 4 og 5 er billeder, finder 
man en yderst righoldig samling af typer af de forskjellige dueracer. 
Levende er de ikke, men de er saa omhyggelig stoppede og præpa- 
rerede, at de er saa nær ved at være levende, som døde ting i det 
hele kan blive. De tamme dyr var tidligere ganske forviste fra 
museerne; de var ikke værdige til at komme der. Men den montre 
med duernes forskjellige racer vil snart bringe dem ind og skaffe dem 
borgerret. Den lærer en besøgende i museet mere end hundrede 
sjeldne eksotiske fugle. Og forat faa den lærdom, som kan uddrages 
af montrens indhold, behøver man ikke at tage sin tilflugt til nogen 
bog. En trykt etikette af en almindelig bogsides størrelse, anbragt 
inde i skabet, giver de vigtigste oplysninger om de lærdomme, som 
er dragne og kan drages af montrens indhold, Lignende forklarende 
etiketter finder man overalt i denne samling, og de er i det hele 
meget anvendte hele museet igjennem. 

I en anden montre i hallen finder man endel typiske hønseracer 
repræsenterede og sammen med den en samling af alle mulige varie- 
teter af kanarifuglen. Til disse sidste knytter der sig en særlig 
interesse, fordi man ved, naar den vilde kanarifugl — af farve nær- 
mest lig en gulspurv — blev indført til Europa. Hvis jeg ikke 
husker feil var det for vel 200 aar siden. Efter den tid har alle de 
mangfoldige — indbyrdes meget afvigende — kanarifugleracer udviklet 
sig af stamformen. 

I nogle mindre montrer i samme hal finder man dyrenes beskyt- 
telsesfarve illustreret. I den ene er der paa en (kunstig) snebund 
anbragt nogle hvide ryper, harer o.s. v. forat vise, hvordan disse 
dyrs farve om vinteren stemmer overens med farven af den grund de 
lever paa. I en anden er de samme dyr i sin brunspraglede sommer- 
dragt anbragt paa en undergrund af græs og lyng forat vise nytten 
af farveskiftningen, naar jorden blir bar. I en tredie ser man en hel 
samling ørkendyr — firben, fugle, smaa pattedyr, slanger — anbragte 
paa den naturlige bund paa hvilken de lever, eller rettere man ser 
dem ikke eller yderst vanskeligt, fordi de stemmer ganske merkelig 
overens med bunden i sin farve. Bunden er virkelig, direkte impor- 
teret sand og sten fra Sahara, taget i samme egn, hvor de fleste af 
dyrene er samlede. Ogsaa her giver selvfølgelig en forklarende 


etikette oplysning om, at denne overensstemmelse mellem dyrenes og 


38 


undergrundens farve, dels tjener til at beskytte forholdsvis værgeløse 
arter mod deres fiender, dels til at gjøre rovdyr blandt ørkenboerne 
mindre iøinefaldende, saa de mere useet kan nærme sig sit bytte. 

I en fjerde montre er insekternes beskyttelsestarve, mimicry, og 
alt hvad dermed staar i forbindelse, illustreret ved en mængde 
eksempler, men det vilde føre for vidt, hvis jeg her vilde gaa å 
detaljer. 

Denne biologiske del af læresamlingen er et udmerket eksempel 
paa, at man i et museum ikke blot er istand til at illustrere anato- 
miske og systematiske kjendsgjerninger, men at ogsaa almindelige 
slutninger, som kan drages af disse kjendsgjerninger, kan gjøres til 
gjenstand for illustration. 

Men det skal tilføies, at skal der være nogen mening i det, maa 
der ogsaa ofres særdeles meget arbeide paa, at gjøre denne slags 
illustrationer helt troværdige og paalidelige. Montrer som disse blir 
kostbare museumsgjenstande, uoverkommeligt for mindre samlinger. 
Men de er yderst interessante og lærerige. 

For nu at komme til den i nischerne langs begge hallens sider 
anbragte sintroduetory collection", saa er det især og tornemmelig 
denne samling, som med rette kan betegnes med det udtryk jeg tid- 
ligere har brugt: en illustreret lærebog i zoologi. Samlingens opgave 
er at give det almindelige grundlag for forstaaelsen af den systematiske 
hovedsamling, at danne ,indledningen* til denne, deraf det engelske 


navn, man har givet den. Dette maal naaes ved en kombination af 


udførlige forklarende etiketter og anatomiske præparater af enhver 


art: etiketterne giver lærebogens tekst, præparaterne illustrationerne 
til den. Ved siden af præparaterne er tegninger anvendt i rig ud- 
strækning, særlig hvor det gjælder at vise den mikroskopiske bygning. 

En række skabe og pulter er forbeholdt pattedyrene, incl, men- 
nesket. Derefter kommer fuglene, krybdyr og padder, fiske o. s. v. 
nedover. Men i den hele række af skabe er fremgangsmaaden den 
samme. Først forklarer en etikette hovedtrækkene i vedkommende 
dyreklasses bygning, f. eks. for pattedyrenes vedkommende, at deres 
legeme dels bestaar af et skelet, bygget op af et stort antal knokler, 
dels af bløde dele: muskler o. s. v. og huden med dens vedhæng, 
negle eller klør, haar etc. I en anden etikette forklares saa musk- 


lernes bygning, der illustreres ved gjennemsnit paa langs og paa tvers 


PP PEN NE 


39 


af store laarknogler og hvirvler af et eller andet dyr og ved teg- 
ninger, der viser knoklernes mikroskopiske bygning og maaden, hvorpaa 
de danner sig ved afsætning af haard substans i den oprindelige 
bruskmasse. 

Derefter forklares skelettets sammensætning hos mennesket og et 
par andre dyr ved etiketter og præparater, hvor hvert ben er forsynet 
med angivelse af sin benævnelse. Allerede herved falder overensstem- 
melser i skelettets bygning hos de forskjellige pattedyr straks i øinene. 
Hvis jeg ikke husker feil — som allerede sagt, har jeg ingen bøger 
eller notiser ved haanden — er det foruden mennesket aben, faaret 
og nisen, som tjener til illustration af skelettets bygning, dels gjennem 
almindeligt sammensatte, dels gjennem ,,desartikulerede" skeletter, 
opsatte paa plader, saa hver knokkel blir lettere synlig og homolo- 
gien let kan bringes til at fremtræde, selv hvor der er saa stor for- 
skjel mellem bygningen som hos de her nævnte dyr. Ved særlige 
etiketter og præparater forklares hjerneskallens bygning og enkelte 
andre specielle ting. 

Endelig finder man i samme skab en række etiketter og skeletter, 
der viser, hvorledes skeletbygningen forandres efter levevisen, hvor- 
ledes de forskjellige knoklers længde, form o. s. v. cmdannes, efter- 
som det dyr, hvis krop det skal bære, er tobenet som mennesket, et 
firbenet rovdyr som hunden, et flyvende dyr som flaggermusen elier 
en fiskeformet svømmer som nisen, springeren og hvalerne. 

I et andet skab faar man paa lignende maade rede paa hjernens 
bygning hos forskjellige pattedyr, haarbeklædningen, tændernes byg- 
ning og de indre organer. Overalt er der udførlige forklarende 
etiketter med henvisninger til de tilhørende præparater. Og paa lig- 
nende maade, som jeg i disse korte antydninger har søgt at forklare, 
gaaes der frem i alle de andre dyreklasser. Det hele er, som sagt, 
en illustreret lærebog, og en studerende vil, ved at benytte den, 
komme længere paa fjorten dage end ved lærebog og forklaringer i 
et par semestre. 

Ved opstillingen af denne samling er der overalt og altid taget 
direkte sigte paa museets opgave som læreanstalt, og selv om den 
lærebog, som her er udstillet, er ganske udførlig og vel nærmest 
svarer til, hvad en universitetsstuderende 1 sine første semestre trænger, 
saa gjør lærebogens rige og udmerkede illustrationer, at jeg ofte har 


seet almindelige museumsbesøgende, uden nogen eksamen i baggrunden, 


'p SL 


M y1nog I uopeg 


Uursud 


Q 
JO 


"1995 UOY 


40 


å EN EN 340 
Hs nyest 
% Ds 


41 


SE SE EEG 


ton Museet, 


Fra) 
D 


ensin 


G 


Hallen i South F 


42 


benytte den flittigt. OQgsaa for den almindelige besøgende uden for- 
kundskaber frembyder en lærebog af Cenne art stor tiltrækning og 
belæring. I mindre museer end dette, beregnede paa en mindre be- 
folkning og et mindre antal egentlige studerende, kunde selvfølgelig 
lærebogen avlægges efter en enklere plan. En samling af denne art 
— eller ialfald med samme maal — burde imidlertid findes i ethvert 
museum, der var sig sin opgave bevidst. 

I denne forbindelse vil jeg dog ikke lægge skjul paa, at om end 
de fleste gjenstande i en saadan læresamling er forholdsvis lette at 
skaffe, saa er der et overordentlig stort arbeide — og vanskeligt 
arbeide — forbundet med at faa det hele i stand. Ordningen af en 
saadan samling stiller krav til konservatorernes evne til populær frem- 
stilling, som det vil være vanskeligt nok at faa opfyldte, naar man 
ikke har en stor stab at tage sin tilflugt til, som i British Museum, 
eller tilfældigvis har den rigtige mand ved haanden. Men selv om 
fuldkommenheden ikke blev naaet, selv om der var en mængde mangler 
ved en samling som denne, saa vilde den dog være paa sin plads og 
have sin berettigelse — en langt større berettigelse end de rariteter, 
som enkelte museer med stor bekostning behager sig i at anskaffe, og 
hvis virkelige nytte er lig nul. 

Den almindelige zoologiske samling, hvis opgave er 
at give et billede at hele jordens dyreverden, uden hensyn til hjem- 
sted, af arternes og gruppernes slegtskab o. s. v. er, som allerede 
nævnt, for tiden under omordning. 

Den bestod for pogle aar siden for hvirveldyrenes vedkommende 
af en særskilt osteologisk samling (skeletter) og af en samling stop- 
pede dyr, samt enkelte dyr i spiritus. Hertil sluttede sig samlingen 
af lavere dyr: krebsdyr, insekter, mollusker o. s. v. væsentlig i tør- 
rede eksemplarer. 

Denne adskillelse er nu for hvirveldyrenes vedkommende ifærd 
med at forsvinde. En hel del af det rige materiale i skeletsamlingen 
er paa vandring over i den videnskabelige samlings gallerier, og resten 
er ifærd med at spadsere ned blandt de stoppede dyr. Samtidig er 
en hel række stoppede dyr ifærd med at vandre samme vei som de 
skeletter, der væsentlig kun er af betydning for fagmænd og den 
plads, som paa denne maade blir ledig — den blir staaende tom. 

Naar man har besøgt universitetets zoologiske museum hjemme i 


Kristiania, eller Parisermuseet, eller (endnu bedre) det gamle museum 


43 


i Leyden, Hollands rigsmuseum, og naar man saa kommer til en af 
de færdige dele f. eks. af fuglesamlingen i British Museum, slig som 
den iaar fremtræder, saa er det som at komme fra et stuvende fuldt. 
lagerrum bag en butik ud foran et smagfuldt arrangeret udstillings- 
vindu, hvor hver ting kan og skal sees 1 godt lys, i fri luft og med 
rigeligt alburum. Enhver museumsmand, som er opvokset i den 
methode (som ofte er nødvendiggjort eller næsten nødvendiggjort af 
mangelen paa rum) at enhver plads i et museumsskab skal være op- 
taget, at alt gaar ud paa at faa tingene ind, at ,udnytte rummet* 
— enhver saadan mand vil korse sig fremfor et at skabene i denne 
omordnede del af British Museum. Paa en hel kvadratmeter væg- 
flade, som kunde stuves fuld med 10—20 eksemplarer, der staar der 
et enkelt eller to eksemplarer med meget aabent rum oventil og 
nedentil og paa siderne. Og i de andre afdelinger ligedan. Overalt 
masser af aabent rum og meget faa arter og eksemplarer. Men de 
eksemplarer er ogsaa fortrinlige, udmerket udstoppede, for den over- 
veiende del, og yderst omhyggeligt og smagfuldt monterede. Alle de 
andre eksemplarer og arter, som enten af en eller anden grund var 
mangelfulde eller overflødige, eller som der ikke var brug for af den 
grund, at der ikke knyttede sig nogen nævneværdig interesse til arten 
som saadan, de har man med den bedste samvittighed ladet vandre 
over i studiesamlingen. Og sammen med de stoppede dyr finder man 
for hver vigtigere gruppes vedkommende et skelet eller to, som viser 
de eiendommeligheder i benbygningen, som er karakteristisk for grup- 
pen og tillige anatomiske præparater, hvor de af samme grund er paa 
sin plads. Tillige er der sammen med de voksne dyr i stor udstræk- 
ning udstillet unger, baade af pattedyr og fugle, og for de sidstes 
vedkommende ofte reder og eg. 

Principet er, at samle paa et sted i den systematiske samling 
alt, hvad man ønsker at vise de besøgende med hensyn til hvert 
dyr og ikke at vise for mange dyr, saa de besøgende gaar træt og 
glemmer at se noget, fordi der er for meget at se. Og hver ting, 
som faar plads i den udstillede samling, skal endvidere være værd at 
se, være saa omhyggelig præpararet, at det ikke er noget falsk billede 
man faar, og den skal kunne sees, uden at blikket forstyrres af andre 
gjenstande Derfor er alle slette eller mindre gode eller mindre interes- 
sante ting borttagne, og derfor er der ladt megen plads aaben forat 
danne ramme om de udstillede gjenstande. Samtidig er der for hver 


+4 


«dyreart gjennem et lidet kart givet oplysning om dens udbredelses- 
omraade paa jorden, saa man ikke behøver at ty til en bog forat faa 
dette paa det rene. 

Endelig kan det nævnes, at der ved selve ordningen og ved 
navneetiketter er sørget for, at man meget let finder sig tilrette i 
museet, selv uden hjælp af nogen trykt ,,fører*. 

Den hele ordning er stik modsat af den, jeg tidligere har skitseret 
for Parisermuseets vedkommende, og den er uendelig meget mere til- 
fredsstillende, samtidig som den ikke tager mere plads, i det den 
plads, som med vidende og vilje ,ødsles* i den udstillede samling, 
atter indspares ved at saa mange eksemplarer og arter henføres til 
studiesamlingens skabe, hvor man kan stuve sammen af hjertets lyst, 
uden at hindre gjenstandenes benyttelse. 

Den fremgangsmaade, jeg her har skitseret, er forøvrigt ikke eien- 
dommelig for Londonermuseet alene og om den end kanske blev 
begyndt og indledet her, er der andre museer (særlig tyske og ameri- 
kanske), som tidligere end museet i London har faaet anledning til at 
gjennemføre methoden med konsekvents. Men jeg skylder at tilføie, 
at 1 intet af de tyske museer, jeg har seet, vil det endelige resultat 
af den nye ordning komme op mod Londonermuseet, naar det blir 
færdigt. 

Jeg har her bare talt om hvirveldyrene, eller egentlig bare om 
fugle og pattedyr. Fiskene og krybdyrene vil jeg slet ikke tale om. 
Især fiskesamlingen i London er, hvad den udstillede del angaar, 
meget mangelfuld for ikke at sige slet, hvorfor det altid er en beha- 
gelighed for en museumsmand at tage sig en tur ind og se paa dens 
mangler, naar han først har ærgret sir over, hvor langt hans eget 
museum staar tilbage, hvad de andre samlinger angaar. 

For de lavere dyrs vedkommende er der heller ikke meget, jeg 
i denne forbindelse vil omtale. 

Det, som især er karakteristisk for denne del af samlingen, sam- 
menlignet med ældre museer, er den rige anvendelse af tegninger og 
modeller forat vise dyrenes bygning og formering. Det er ikke bare 
det ydre udseende og det latinske navn, som er udstillet, men alt, 
som kan tjene til oplysning om vedkommende dyrs bygning, udbre- 
delse, levesæt og betydning. Det er er her atter lærebogsprincipet, 


som er fulgt. Og har man først seet et museum ordnet og anlagt 


45 


efter denne methode, saa burde man snart være paa det rene med, 
at det er den vei man har at gaa. 

I en senere artikel skal jeg muligens komme ind paa omtalen af, 
hvordan man hos os burde gaa frem for — uden øget udgift — at- 
faa mere ud af vore museer, end man hidtil har gjort, og paa dette 
sted kan det derfor være nok med disse antydninger. 


Imidlertid kan man ikke gjøre noget besøg i Londonermuseet 
uden at omtale den store samling af grupper af britiske fugle, 
som er en af de træk, der først og fremst falder besøgeren i øinene 
og binder hans opmerksomhed. 

Fra de fleste museer er vi vant til at se fuglene (som de andre 
dyr) staa i lange rader paa sine dreiede træstativer, der nærmest. 
minder om de pinder, damehatte anbringes i et udstillingsvindu. Paa 
denne maade, om end oftest paa naturlige grene, ikke paa de dreiede 
pinder, staar ogsaa fuglene i den britiske samling og i den alminde- 
lige systematiske i Londonermuseet. Men som et anneks til den 
britiske afdeling er der indrettet en meget rig samling af britiske 
fugle, fremstillede i sine naturlige omgivelser. Disse ,,gruppemontrer* 
som de gjerne kaldes, fordi hver montre næsten altid indeholder en 
hel fuglefamilje af samme art, undertiden flere familjer af forskjellige 
arter, tiltager aar for aar i antal og breder sig nu fra den britiske- 
samling gjennem den almindelige systematiske og helt ind i fiskesam- 
lingen og blandt de lavere dyr. 

Hver gruppe er et helt lidet kunstverk, men koster ogsaa baade 
arbeide og penge, saa mange penge, at en ulykkelig samlingsbestyrer, 
hvis annuum er knapt beregnet i kroner istedenfor i £, forfærdes- 
over det. 

Paa et firkantet bord af forskjellig størrelse er der anbragt et 
stykke naturlig jordbund i absolut nøiagtig og troværdig kopi, en 
trægren, med blade og blomster, hvis vedkommende fugl bygger rede 
i trærne, eller der er gjort istand et lidet strandparti fra en elvebred 
eller en indsø, med vand og med sivbund. Denne naturlige baggrund 
er yderst omhyggeligt udført. Oftest gaaes der frem paa den maade, 
at en præparant sendes bort til et eller andet sted i landet og søger 
op en redeplads, hvor vedkommende fugl holder til og hækker. Selve 
jordflekken — en eller et par kvadratmeter stor — med redet paa 


46 


blir saa fotograferet og derpaa forsigtig taget op fra stedet og sammen 
med redet transporteret til museet med saa liden forstyrrelse som 
muligt. Samtidig blir de siv, græsstraa og lignende holdbare planter, 
som fandtes paa jordflekken, afskaarne og tørrede, efterat deres plads 
er afmerket, det blir noteret, hvor der fandtes planter, som ikke kan 
bevares paa denne maade. TI museet blir saa jordstykket og redet 
bragt tilrette igjen paa sit bord, og den forstyrrelse, transporten 
maatte have bevirket, bliver udbedret, samtidig som der blir sørget for 
grundig desinfektion af det hele. De tørrede græs og siv bliver 
derpaa anbragte paa sine pladse og farven, som altid taber ved tør- 
ringen, friskes op igjen. Ogi de naturlige planters og blomsters sted, 
som ikke kunde tørres, blir der anbragt kunstige planter og blomster 
af samme art, der oftest er saa fortrinlig gjorte, at man skal se nøie 
til forat faa rede paa, at de ikke er naturlige. Bygger fuglen i træ- 
grenene, saa blir paa samme maade redet og grenen bragt til museet, 
og de naturlige blade og blomster blir erstattede med kunstige. 
Gjælder det at eftergjøre vand, saa anvendes en særskilt slags halv- 
gjennemsigtigt glas, lavet for dette øiemed, og af dette kunstige vand 
vokser sivene og planterne op ganske som ude i marken. 

Saa blir der endelig, efterat baggrunden er færdig, paa denne 
anbragt en fuglefamilje eller to, ofte unger af en familje, og et andet 
kuld og en del voksne fugle, saa omhyggeligt præparerede som det 
er muligt. 

Dermed er genrebilledet færdigt. Det har kostet meget, men 
resultatet er ogsaa i de fleste tilfælde et saa fortrinligt, at bekost- 
ningen er paa sin rette plads — forudsat at man har midler til at 
bestride den. Hver gruppe er virkelig et lidet kunstverk. Der er 
lige meget virkelig kunst nedlagt i det, som i frembringelsen af et 
maleriemne fra dyreverdenen, kun er midlerne andre. Men hvorfor 
skal benævnelsen kunst være indskrænket til de fremstillinger, som 
gjøres med pensel eller modellerpinde alene. 

Jeg har ikke kunnet faa fat i noget fotografi af nogen af disse 
fuglegrupper i British Museum, som har været forbilledet for lignende 
grupper (baade af fugle og pattedyr) i adskillige andre museer. Et 
begreb — og et ganske godt begreb om denne udstillingsmaade 
faar man imidlertid af billedet fig. 6, der viser en, af Bergens 
Museums præparanter, Glimme og Dahl, istandbragt fuglegruppe. Til- 
venstre har man en efuglehun med et kuld unger paa vei fra vandet 


9 


"umasny ysnug I 9ursddna8apSnz wos apeeu apuausy ved qaørpn UnEsn sua81og I '999 s9Y[E T8nja pe oddnay '9 '$r 


48 


opefter en skraanende sten, mens paa høire side at billedet en hun 
begiver sig nedover til vandet. I midten og tilvenstre ser man endel 
efuglehunner, en rugende, en ifærd med at dække eggene til med 
dun, før den forlader reden forat søge føde o. s. v. TI baggrunden 
sidder der endel alker, som ofte holder sig sammen med efuglen. 
Endelig er der længst tilvenstre en af de vakre hvide efuglestegger. 

Hver af disse grupper — og der er vel nu mindst et hundrede 
af dem i British Museum — er saa forsynet med en forklarende 
etikette (atter lærebogsprincipet), som giver oplysning om fuglens 
næring, udbredelse, rugetid o. 8. V. 

Denne fortrinlige afdeling af fuglesamlingen er et af de store 
tiltrækningsnummere i British Museum, og med omtalen af dem faar 
vi slutte dette flygtige besøg i et af verdens bedste — kanske det 
bedste — naturhistoriske museer. 

Dr. J. Brunchorst. 


Forandringer i jordaksens beliggenhed.> 


Vi har vænnet os til den forestilling, at jordaksens stilling i 
forhold til solen stedse har været den samme, eller næsten den samme, 
som den dag idag, og at polarlandene til alle tider ligesom nu har 
havt lange vintre og korte sommere. 

Imidlertid er der en mængde kjendsgjerninger, som taler herimod. 
Foruden astronomiske momenter er det især de stedse hyppigere og 
talrigere palæontologiske og geologiske kjendsgjerninger, som har 
rokket vore forestillinger om jordaksens urokkelighed, Astronomisk er 
fastslaaet, at den nordlige halvkugle den dag idag har en 6 dage 
længere sommer og den sydlige halvkugle en 6 dage længere vinter 
end den anden. Denne differents kan imidlertid stige indtil 36 dage. 
Sommerhalvaaret paa den nordlige halvkugle falder ogsaa sammen med 
den periode, da jorden er langt fra solen. Dette er ingenlunde altid 
tilfældet, og herved kan den sydlige halvkugles vinter blive endnu 
koldere.. En saadan geologisk klimatveksel foregaar ved siden af den 


aarlige med en periode af 21 356 aar. Hver af disse perioder bringer 


1) Af H. Vogel i ,,Prometheus'*. 


49 


afvekslende den nordlige og sydlige halvkugle længere vintere og læn- 
gere sommere. For tiden befinder vi paa den nordlige halvkugle osi 
en geologisk sommer. Den varmeste tid passerede vi dog for 640 aar 
siden. Den geologiske vinter bevirker, at oceanet strømmer til ved- 
kommende halvdel af jorden, og at altsaa det faste land lidt efter 
lidt oversvømmes. De geologiske opdagelser bekræfter dette i videste 
omfang. I dyas- og triasperioden var den nordlige halvkugle ligesom 
nu for største delen fri for hav. Derfor finder vi i Nordeuropa og 
Sibirien ingen afleiringer fra kridthavet. I juraperioden oversvømmedes 
disse egne derimod paany, hvorpaa havet atter trak sig tilbage, hvilket 
varede ligetil kvartærtiden. Dette kan vi slutte deraf, at man ikke 
finder noget spor af tertiærhav i Nordrusland og Skandinavien. I den 
kvartære periode indtraadte der igjen forandringer heri. Allerede 
Sahara har ifølge der forefundne muslinglevninger dengang været et 
havbækken. Den største del af Frankrige og Italien var ogsaa over- 
svømmet, ja paa Apenninerne finder man havmuslinger i alluvialleret 
fra hin tid. Endvidere var rhindalen, det nordvestlige og nordøstlige 
Europa ligesom donaulandene dækket af hav. Endelig var det hele 
østeuropæiske lavland nord for Karpatherne og Sudeterne lige til Ural 
dækket af et hav, hvoraf ikke den mindste ø ragede op. Det samme 
var tilfældet med det aralokaspiske lavland og hele lavlandet i- det 
nordlige Sibirien. OQgsaa den største del af Nordamerika var over- 
svømmet, og her kan man nøie iagttage, hvorledes dybden af det 
daværende hav tiltog mod polerne. Det saakaldte chaimplain-ler, der 
er rigt paa forsteninger, og som har faaet sit navn efter den mellem 
staterne Vermont og Newyork beliggende Chaimplainsø finder man i 
byen Newyorks omegn i en høide af omtrent 100 fod over havet. 
Ved Chaimplainsøen ligger det allerede 400 fod, ved Montreal i 
Canada 500 fod, i Labrodor 800 fod, i Barrovstrædet 1000 fod og 
ved det nordligste punkt paa Grønlands kyst har man fundet det 
1800 fod over havet. I Japan hæver den gamle kystlinje sig ifølge 
Bickmore omtrent 1200 fod over havet. Omtrent ligesaa høit 
ligger sporene af den sidste store oversvømmelse i Norge. Med denne 
stigning af vandet i denne periode fulgte en sterk afkjøling og en 
mægtig vekst af gletscherne paa den nordlige halvkugle. Af disse 
gletscher finder man talrige spor paa mange steder, saaledes i hele 
Øvreitalien.  Foruden denne sidste istid, som fulgte paa den varmere 
tertiærtid, har man ifølge Geikie siden pliocæntiden paavist endnu to 


4 


yNaturen* 


50 


tidligere istider. Sandsynligvis har der været endnu flere, men de har 
ikke forløbet regelmæssig; de maa tvertimod have foregaaet under 
indflydelse af mere eller mindre betydelige forandringer i jordaksens 
beliggenhed. 

At tertiærtiden paa den nordlige halvkugle har været betydelig 
varmere end nu, viser alle de palæontologiske fund fra denne tid. Vi 
behøver bare at huske paa de talrige levninger af mammuth og næs- 
horn, som baron von Toll har fundet i det nordlige Sibirien og de 
Nysibiriske øer. Den bekjendte plantepalæontolog Oswald Heer 
har ogsaa paavist, at polarlandene i tertiærtiden havde et klima, der 
var omtrent som klimaet i vor tempererede zone. Paa Diskoøen og 
Spitsbergen fandt han naaletrær, hasselnød, plataner og ahorn. Nord 
for Smithsund har kaptein Feilden fundet talrige fossile planter fra 
denne tid, som kun har kunnet trives i et tempereret klima. Endelig 
har den svenske plantepalæontolog Nathorst, straks under tertiær- 
lagene ved Ugarangongtuk paa Grønland, i kridtformationen fundet 
afgjort tropiske planter, nemlig fodlange, fjerlappede blade af 
en art brødtfrugttræ, foruden haiblomster og brødfrugtrester, endvidere 
rester af nelumbium, magnolia, figenarter etc., alle afgjort tropiske 
planter. 

Paa hin tid kan altsaa ikke Nordpolen have befundet sig i nær- 
heden af steder med afgjort tropisk klima. Man har tydelige merker 
paa, at den til visse tider har befundet sig i audre egne. 

Allerede Agassiz vil i det tropiske Brasilien have fundet spor 
af gletscher. I den nyere tid har Maurice Chaper opdaget 
gletscherspor 1 det tropiske Afrika i de franske besiddelser paa guld- 
kysten. I aaret 1882 foretog Chaper sammen med Bretignere 
ifølge opdrag fra huset Verdier, der underholder de franske fak- 
torier ved Assini paa guldkysten, flere udflugter i egnen nord for 
lagunerne ved Tando, mellem Kindschabo 1 vest og floden Tanno i øst. 
Der fandt Chaper skarpkantede stykker af kvartsit af ofte vældige 
dimensioner uregelmæssig indstrøet 1 leret og det under forhold, der 
udelukker enhver tanke om alluvial transport. Den forholdsvis bratte 
stigning af landet fra kysten til det indre høiland taler ogsaa for 
denne antagelse. Chaper fremholder denne sin anskuelse med stor 
styrke for det franske akademi, omendskjønt der nu ikke kan være 


tale om gletscher. Fra hvilken tid disse gletscherprodukter stammer, 


51 


forsøger Chaper ikke at fastslaa, da der ikke pleier at findes fos- 
siler i gletscherslammet. 

Ved dette har man ganske vist ikke opnaaet at tilveiebringe 
noget bevis for samtidigheden af gletscher i den nuværende tropiske 
zone og tilstedeværelsen af tropisk vegetation i de yderste polaregne. 
Men selv om det er umuligt at bevise begge fænomeners samtidighed, 
saa staar det dog klart, at et tropisk klima i kridttiden er umuligt 
ved den nuværende stilling af jordaksen. 

Sandsynligvis har denne klimatveksel gaaet ganske umerkelig for 
sig. Thi man kan i fastlandsdannelserne fra tertiærtiden iagttage en 
jevn tilbageskriden af tropiske og subtropiske planter fra nord mod 
syd. De eocæne lag i Tyskland og Syd-England indeholder endnu 
palmer og kaneltrær; men i den miocæne periode fandtes der ikke 
længer palmer nord for Alperne. 

Ligesom den tropiske flora, der fordum udbredte sig i de polare 
lande lidt efter lidt veg pladsen for den subtropiske og denne for den 
mellemeuropæiske, der igjen maatte vige for den nuværende arktiske 
flora, saaledes har isen, om end noksaa uregelmæssig, fulgt efter de 
flygtende planter og nediset de mere bjergrige dele af den nordlige 
og tempererede zone og dræbt alle de dyr, som ikke kunde lempe 
sig efter de nye livsbetingelser.  Afkjølingen i norden har med afbry- 
delser varet lige til den historiske tid. Karl Ritter fortæller saa- 
ledes om Grønland, at det i aaret 986 blev koloniseret fra Island af, 
og at der i det 138de »arhundrede blandt den indfødte befolkning 
befandt sig omtrent 4000 europæere i ikke mindre end 280 nybygger, 
hvoriblandt 2 byer med 15 kirker og en kathedral, som efter 500 
aars forløb fuldstændig forsvandt af historien, da store ismasser fuld- 
stændig afskar Grønland fra den øvrige verden. Da presten Hans 
Egede i aaret 1721 kom fra Norge til Grønland, fandt han ingen 
europæere mere, men kun eskimoer, og af de tidligere kolonier fandtes 
kun 90 i ruiner. Siden den tid har danskerne atter koloniseret landet 
indtil Upernivik (72% 48” n. br.), men næsten kun paa vestsiden, da 
østsiden er lidet tilgjængelig paa grund af is. Hvor længe denne 
kolonisation med de nuværende fuldkomnere udrustninger vil holde sig, 
bliver fremtidens sag. 

Denne nu formodentlig almindelig anerkjendte periodicitet i isti- 
derne staar efter alt, hvad vi ved, ikke i modsigelse med variationerne 


i jordaksens beliggenhed. Tilstedeværelsen af en tropeflora i kridttiden 


52 


indenfor polarkredsen, mangelen paa bundfældninger fra et kridthav i 
Nordeuropa og Sibirien, tilbagekomsten af kuldeperioder i den post- 
tertiære tid og de i de sidste aar lagttagne ringe variationer i jord- 
aksens beliggenhed kan betragtes som uomstødelige kjendsgjerninger. 
Mere end sandsynligt er det imidlertid ogsaa, at alle fænomener med 
klimatvekslinger paa vor planet staar i nær sammenhæng med og viser 


hen paa en foranderlighed af jordaksen. 


Melkens bakterier.” 


Paa hvilken maude kommer bakterierne i melken? Med hvilke 
arter har vi her at gjøre? Hvilke faier truer os ved dem? Og 
eudelig, hvorledes skal vi bedst blive herre over disse uhyggelige 
gjester? Det er de spørgsmaal, som vi her skal søge at besvare. 

Ad tre veie kommer bakterierne i melken: nemlig fra koen selv, 
for det andet ved urenlighed 1 fjøset, af budeien eller af melkehand- 
leren, for det tredie gjennem vand, som bruges til at rense melke- 
karrene eller ogsaa blir brugt til at udspæde melken, hvad enten 
dette sker allerede 1 fjøset eller ogsaa hos handelsmanden. 

Umiddelbart efter at melken er udsondret af melkekjærtlerne hos 
koen saavelsom hos de øvrige pattedyr, er den fuldkommen fri for 
bakterier, forudsat at dyret er friskt. Denne sidste forudsætning 
holder dog desværre meget ofte ikke stik. Det er særlig en sygdom, 
som mange kjør lider af, nemlig tuberkulose. Dyrlægernes under- 
søgelser paa de offentlige slagtehuse giver et uhyggeligt billede heraf, 
thi 10—20 procent af de der slagtede kjør og okser, viser sig angrebne 
af denne sygdom. Saaledes fandtes til eksempel i slagtehuset i Kjø- 
benhavn af de i aarene 1891 til 1893 indleverede 132294 stykker 
kvæg ikke mindre end 23305 eller 17.7 pet. tuberkuløse. Denne og 
lignende beretninger fra andre slagtehuse viser dog sikkerlig ikke det 
sande forhold, da kvæg, som allerede røgteren eller kvæghandleren 
frygter for at være syge, ikke blir bragt til byerne, men sælges og 


slagtes paa landet for at blive unddragne dyrlægens kontrol. 


1) Efter foredrag holdt af prof. dr. F. Lafari , Verein zur Verbreitung 
naturwissenschaftlicher Kenntnisse in Wien". 


adrbtne 


53 


Som bekjendt skriver tuberkulosen sig fra en bakterie, der har 
faaet navnet tuberkelbacillen. Disse baciller kan sætte sig fast, snart 
i en, snart i en anden del af legemet, hvor de foraarsager ødelæggelser; 
de fremkalder altsaa hin sygdom, der kaldes tuberkulose. Er lungen 
angreben, ophoster dyret slim, som alt efter sygdommens grad er mere 
eller mindre rigt paa bakterier. Naar slimet er indtørret, ophvirvles 
bakterierne sammen med støvet og kommer paa denne maade let i 
melken under melkningen. Den smittefare, der truer os fra denne 
side, maa dog kaldes forholdsvis ubetydelig. Meget større er den, 
naar selve yveret er angrebet af sygdommen, thi da kommer der fra 
den tuberkuløse melkekjertel sammen med melken et utal af tuberkel- 
baciller. Nydes denne melk raa, blir vedkommende let inficeret af de 
levende tuberkelbaciller og faar tarmtuberkulose. Denne fare vil jeg 
ikke undlade at nævne, da forældre meget ofte tilraades at give sine 
svage børn kovarm melk, altsaa raa melk. Dette gjælder imidlertid 
ikke alene komelken, men ogsaa gjedemelken. Indtil for nogle faa 
aar siden antog man, at gjeden var uimodtagelig for tuberkulose, eller 
hvad bakteriologerne kalder immun. Det er imidlertid nu sikkert 
paavist, at heller ikke dette dyr er fri for hin plage. Farlig er altsaa 
ogsaa nydelsen af raa gjedemelk, der tidligere meget ofte blev anbe- 
falet til brystsyge. 

Tuberkelbacillen er imidlertid ikke den eneste sygdomsspire, hvis 
tilstedeværelse i melken vi lar at frygte. I tyfusbacillen lærer vi at 
kjende endnu en art, som tillige inficerer melken paa en anden maade, 
nemlig gjennem vandet, hvormed melkekarrene blir udvaskede. Enhver 
af os ved, at paa bondegaardene ligger brønden og gjødselbingen ofte 
i nærheden af hinanden. Dette sidste sted staar ikke sjelden i for- 
bindelse med brønden ved rottegange og afgiver ofte ad denne vei 
noget af sit frugtbare indhold til brøndvandet. Udbryder der nu tyfus 
paa et saadant sted, vil ad den her betegnede vei altid flere eller 
færre tyfusbaciller fra de paa baciller rige i gjødselbingen udkastede 
affaldstoffer komme ud i brøndvandet og derfra i melkekarret og saa- 
ledes ogsaa i melken. Dette er den sædvanlige vei, ad hvilken 
tyfusen blir udbredt. Kjørene kommer derimod ved denne sygdom 
ikke i betragtning, thi de er uimodtagelige for tyfus. 

Hvad her er sagt om melken, gjælder ogsaa fløden, thi er den 
skummet af melk, som indeholder tyfusbaciller, vil naturligvis ogsaa 


den være befængt med disse sygdomsspirer. Det er gjennem melken, 


54 


eller ogsaa fløden, at tyfusen meget hyppig blir udbredt og indslæbt 
til byerne. I disse optræder tyfusen ikke sjelden pludseligt og, som 
man siger, eksplosivt i denne eller hin bydel, mens de omliggende dele 
er ganske fri for sygdommen. Forfølger man sporene til sygdommens 
udbredelse, fører de hyppigt tilbage til en bondegaard, hvor der her- 
sker, eller indtil for kort tid siden har hersket, tyfus, og hvorfra bebo- 
erne af den af tyfus hjemsøgte bydel faar sin melk. Noget lignende 
er ogsaa tilfældet med andre infektionssygdomme. 

Det vilde være en stor overdrivelse og tillige meget uberettiget 
at paastaa, at al den melk, som forekommer i handelen, eller idetmindste 
det meste af den, skulde være befængt med saadanne bakterier, der 
fremkalder infektionssygdomme, saadanne altsaa som fagmændene' kal- 
der pathogene. Men paa den anden side er det sikkert, at der fore- 
kommer saadan melk, og at den i sit ydre ikke kan adskilles fra den 
ufarlige. Af denne grund maa vi, for at være sikker, anse al melk 
for fordægtig og inficeret. Raa melk og raa fløde bør derfor ikke 
nydes. 

Hvorledes kan vi afvende den fare, som truer os fra de sygdoms- 
spirer, som den raa melk indeholder? Er det tilstrækkeligt at koge 
melken, for at disse fiender skal blive dræbt? Dette spørgsmaal kan 
trygt besvares med et ja. De undersøgelser, som bakteriologerne 
har anstillet herover, har sikkert fastslaaet, at tuberkelbacillerne dør, 
naar de mindst to minutter blir holdt paa 909 C., eller mindst et 
minut paa 959 C.  Noget mere modstandsdygtig er kolerabakterien 
og tyfusbacillen. Naar vi derfor lar melken eller fløden godt opkoge 
i et eller to minutter, altsaa holder den paa 100? C., da kan vi være 
sikker paa, at spirerne til de hidtil nævnte sygdomme kun vil være der 
som ganske uskadelige lig. Kun en eneste art af de pathogene orga- 
nismer, miltbrandsporerne, kan taale denne korte kogen. Men naar 
amtsdyrlægen .gjør sin pligt, har vi af grunde, som det vil føre for 
vidt her at omtale, intet at frygte for at disse seiglivede sygdoms- 
spirer skal forekomme i melken. Vi kan derfor trygt paastaa, at kogt. 
melk er fri for sygdomsspirer. Men er den overhovedet fri for levende 
bakterier? Dette er, som vi snart skal se, et spørgsmaal af stor 
betydning. 

Den rigeste og vigtigste af de kilder, hvorfra melkens bakterier 
stammer, har vi endnu ikke omtalt: det er smudset paa koen og 


budeien samt fjøssmudset. Koen er som bekjendt alt andet end skin- 


po» 


55 


nende. ren. Der klæber altid noget smuds paa den. Paa dyrets 
varme hud tørrer dette ind og blir til støv, som under melkningen 
falder ned i melken. Smudset bestaar af ufordøiede næringstoffer, 
levninger af hø o. s. v. Dette smuds findes altid, omend i forskjellig 
mængde, i melken, vi kan derfor godt kalde det ,melkesmudset", da 
det er en konstant bestanddel af melken. Vi kan af mængden af 
melkesmudset godt bedømme stellet i det fjøs, hvorfra melken leveres; 
jo mere melkesmuds, desto urensligere fjøsstel. 

De stoffe, hvorfra melkesmudset skriver sig, er sjelden rig paa 
saadanne bakterier, som godt kan taale at indtørres. Bakterierne er altsaa 
fuldt udviklingsdygtige, naar de kommer i melken. Over disse bak- 
terier foreligger der talrige undersøgelser, det vil imidlertid føre for 
langt her nærmerer at gaa ind paa dem. Jeg skal kun nævne, at 
man har fundet, at under melkningen falder der paa en kvadratcenti- 
meter, altsaa paa en flade som en asiet, 1 løbet af et sekund mellem 
47 og 1200 bakterier i melken, alt efter stellet i vedkommende fjøs. 
Da melkningen varer adskilligt længere end et sekund, og desuden 
melkebøttens aabning er adskillig større end en asiet, kan vi mindst 
sætte melkens bakteriemængde til 530 i kubikcentimeteren eller 530000 
i literen. Dette er imidlertid ved særlig renligt stel. Som regel kan 
man være vel fornøiet, hvis melken ikke indeholder mere end 1000 
bakterier i hver kubikcentimeter eller 10 millioner i hver liter. Dette 
er. bakteriemængden umiddelbart efter melkningen. Naar vi kjøber 
melken hos melkehandleren, er der en endnu større mængde, thi bak- 
terierne har i mellemtiden formeret- sig. OQgsaa herover har vi meget 
indgaaende undersøgelser. Har melken til eksempel umiddelbart efter 
melkningen 10000 bakterier i kubikcentimeteren, og man lader den 
staa i 24 timer i 150 C,, vil der i kubikcentimeteren, være ikke mindre 
end fem millioner bakterier, eller fem milliarder i literen. 

- Den i handelen forekommende melk er altsaa ualmindelig rig paa 
bakterier, selv om den skriver sig fra ganske friske kjør. Hvadslags 
bakterier er dette? En art af dem eller rettere en hel gruppe af 
dem har den evne at forvandle sød melk til sur. Melkesukkeret, som 
melken indeholder, og som giver den sin sødme, blir forandret til 
melkesyre, en kemisk forbindelse, som er nærbeslegtet med eddike- 
syren og citronsyren, der findes i citronsaften. Hele den gruppe bak- 
terier, som alle har den egenskab at danne melkesyre, kaldes i bakte- 
riologien melkesyrebakterier. Disse bakterier har endvidere det sær- 


56 


kjende, at de har forholdsvis liden modstandskraft mod varme. De 
dør allerede ved en temperatur, som er adskilligt under vandets og 
melkens kogepunkt. Det er grunden til, at kogt melk holder sig læn- 
gere, ikke saa snart blir sur som raa. 

Den ved melkesyrebakterierne dannede melkesyre bevirker, at 
melken løber eller brister. I den søde melk er ostestoffet tilstede i 
opløst form. Ved melkesyren blir det derimod overført til en uoplø- 
selig forbindelse, det udskilles i fast form. Det er dette husmødrene 
kalder, melken brister. Udfældingen af det uopløselige ostestof kan 
fremskyndes ved, at man opvarmer den syrnede melk. 

Foruden de her omtalte bakterier, melkesyrebakterierne og de 
pathogene organismer findes der i melken en hel del arter og grupper 
bakterier, som ikke dør ved en kort kogen. De frembringer nemlig 
frø eller sporer, som de kaldes af bakteriologerne. Disse sporer er 
overordentlig modstandsdygtige mod fientlig indvirkning og særlig mod 
varme. Mange af dem kan ligge i flere timer i kogende vand uden 
herved at lide noget. Ja de mest modstandsdygtige af alle hidtil 
kjendte bakteriearter frembringer sporer, som man har havt liggende 
i fem timer i vanddampe paa 1009 C., uden at de er blevne dræbte. 

Denne slags seiglivede bakterier forekommer meget hyppigt og 
almindeligt i straa, hø og kogjødsel, de mangler saaledes heller ikke 
i komelken. Efter ovenstaaende er det klart, at de har beholdt sin 
livskraft ikke alene i almindelig kogt melk men ogsaa i den saakaldte 
steriliserede 9: melk, der i ca. tre kvarter er kogt i en lukket flaske. 

Paa grund af disse bakteriers store modstandskraft mod varme 
kan man vente, at de er glad i varme. Saa er ogsaa tilfældet; de 
udvikler sig først ved temperaturer paa over 189 C. En flaske saa- 
kaldt steriliseret melk kan i almindelig værelsestemperatur (under 
18% OC) holde sig, hvor længe det skal være. Men opvarmer man den 
lidt, for eks. til 88" C., vil man straks se en forandring af melken. 
Under gasudvikling vil melken blive forvandlet til en stinkende vædske. 
De spaltningsprodukter, som denne vædske indeholder, er overordentlig 
giftige. Unge hunde, som er bleven fodret med dem, er døde under 
en heftig diarrhoe. De voldsomme og farlige diarrhoer, som kan op- 
staa hos smaabørn, der opammes med flaske, skriver sig meget hyp- 
pigt fra disse spaltningsprodukter. 

Kogt melk nydes ikke alene af spædbørn, men ogsaa større børn 


og mange voksne drikker den daglig. Hvorfor optræder da ikke hos 


DTY 


«dem disse skjæbnesvangre følger? For det første er disses organisme 


mere modstandsdygtig end et par uger eller maaneder gammelt spæd- 
barns. Dernæst nyder den voksne ikke alene melk, men ogsaa blandet 
kost, hvorved han indfører i sin fordøielseskanal en rig og broget skare 
bakterier, som ikke lader hine seiglivede bakterier faa frit spillerum. 
Anderledes mel spædbarnet. Naar det kun opfostres med steriliseret 
melk, hvori blot hine skadelige organismer har beholdt livet, da dyr- 
ker og beskytter vi saa at sige i dets tarm en fiende af det, thi de 
bakterier, som skulde holde dem stangen, har vi ladet dræbe. 

Qgsaa disse seiglivede bakterier kan dræbes. Sætter man en 
flaske melk i en lukket kjedel og opheder den i 20—25 minutter til 
1209 C., da blir melken absolut steril, alle sporer blir dræbt. Men 
under denne sterke hede blir samtidig de nærende bestanddele i mel- 
ken spaltede og omdannede, saaat melken blir ubrugelig som næring 
for spædbørn. 

Praktisk talt er det saaledes ikke muligt at befri melken for skade- 
lige organismer. Den eneste udvei, man har, er at søge mest muligt at 
undgaa, at de kommer i melken. Kjørene bør være friske: dernæst 
bør man kun kjøbe sin melk fra folk, der har rensligt fjøsstel.  Saavel 
koens yver som melkekarrene bør vaskes omhyggeligt før melkningen. 
De forskjellige fodersorter er ikke lige rig paa saadanne seiglivede 
organismer. Ved et forstandigt valg af disse kan man ogsaa ind- 
skrænke betydeligt mængden af bakterier. Men uanseet alle disse 
forsigtighedsregler maa dog melken koges, den blir vel herved ikke 
ganske befriet for bakterier, men de farligste, saasom tylus- og tuber- 


kelbacillen blir dog uskadeliggjorte. 


Stjerneskudfænomenet i 1899. 


Stjerneskud og ildkugler hører utvilsomt til de for os jordbeboere 
interessanteste fænomener. De er ligesom budbringere fra andre him- 
mellegemer til jorden. De har endvidere stor betydning for meteoro- 


logien, idet de nemlig kan give os oplysninger om høiden af atmos- 


1) Af prof. dr. Wilh. Foerster i ,Verhandlungen der Gesellschaft fur 
Erdkunde zu Berlin*. 


58 


sfæren og dennes egenskaber i stor afstand fra jorden. Undertiden 
indtræder der tilfælde, hvor vældige ildkugler, eller glødende meteorer 
trænger helt ned i atmossfærens lavere lag under eksplosionslignende 
lys- og lydfænomener og mægtige skydannelser for tilslut som en regn 
at brudstykker, de saakaldte meteorstene, at styrte ned paa jordens 
overflade. 

Vi skal her specielt beskjæftige os med det store stjerneskud- 
fænomen, der efter beregninger og iagttagelser sikkert vil komme til- 
bage i november 1899. 

I dagene mellem den 13de og 15de november passerer jorden 
under sin bevægelse omkring solen en strækning, i hvilken jordbanen 
krydses af et belte i himmelrummet, hvori der bevæger sig en mængde 
meget smaa himmellegemer. Disse bevæger sig ogsaa rundt omkring 
solen med en omløbstid af omtrent 831/41 aar. Man maa tænke sig 
størrelsen af disse himmellegemer varierende fra et par centimeter til 
flere meter i diameter. 

Med hensyn til fordelingen af disse smaa himmellegemer maa 
man tænke sig, at der i spidsen for hele sværmen farer en meget tæt 
pakket hob.  Hoben er her saa tæt sammenpakket, at den seet paa 
afstand i det fra solen reflekterede lys, viser sig som kjernen af en 
komet. Efter denne tætteste hob følger da fiere andre sværme med 
aftagende tæthed aldeles som tilbageblevne efternølere. Foran komet- 
kjernen farer kun nogle faa, der ligesom danner fortroppen. Dette 
kan man slutte deraf, at i november 1865 kort før kometen kom til 
krydsningspunktet, iagttog man kun meget faa stjerneskud. Derimod 
finder man, bag den i spidsen for kolonnen vandrende komet, endnu 
i stor afstand talrige skarer af disse smaa himmellegemer. Af den 
grund kan man endog i 17/> aar, efter at kometen har passeret kryds- 
ningspunktet, faa se talrige stjerneskud, naar jorden i hine november- 
nætter skjærer stjerneskuddenes bane. 

I endnu større afstande bag kometen bliver de endnu mere spredte, 
saaat der paa senere tidspunkter, efter kometens tilstedeværelse 1 
krydsningspunktet, lige saavelsom før dens ankomst til dette punkt, i 
hine novembernætter kun vil vise sig meget faa stjerneskud i den for 
disse sværme karakteristiske del af himmelen, nemlig stjernebilledet 
Løven. Efter dette stjernebillede benævnes disse meteorsværme leoni- 
derne. 


Under disse omstændigheder kan man med nøiagtighed kun be- 


59 


stemme omløbstiden for en bestemt sværm ved iagttagelse af den i 
spidsen vandrende komet; thi denne er karakteristisk ved sin størrelse 
og tæthed og kan sees i stor afstand fra jorden i det reflekterede 
sollys, saaat man ganske utvilsomt kan bestemme dens tilbagekomst 
- til et hvilketsombelst punkt i banen. 

Desværre er denne komet paa grund af sin forholdsvise lys- 
- svaghed hidtil kun seet en gang, nemlig i begyndelsen af aaret 1866, 
saaat dens første tilbagekomst nu altsaa er forestaaende. I ethvert 
tilfælde har imidlertid maalingerne ved denne første tilsynekomst af 
— kometen omtrent givet den samme omløbstid nemlig 331/s aar. Denne 
samme tid har man ogsaa med noget større vanskelighed beregnet af 
den i mange aarhundreder iagttagne stjerneskudregn, der meget regel- 
mæssig kommer igjen med mellemrum af ca. 33 aar og stadig viser 
sig i stjernebilledet Løven. | 

De meteorskarer, som traf jorden natten mellem den 138de og 
14de november 1866, passerede krydsningspunktet med jordbanen 
omtrent 101; maaned efter den foran vandrende komet. Derimod 
er det ikke godt at vide, til hvilken gruppe de meteorer hørte, som 
mødte jorden 33 eller 34 aar i forveien, nemlig i aarene 1833 og 
1832. Hvis man derimod for kometen af 1866 antager den ovenan- 
førte omløbstid af 331/s aar for rigtig, saa kan man slutte, at kometen 
maatte have passeret krydsningspunktet henimod enden af oktober 
1832; efter dette vilde da den rige stjerneregn i novembernætterne 
1832 høre til en gruppe, der følger kometen i langt kortere afstand 
end den i 1866 iagttagne gruppe, men at derimod de i 1833 iagt- 
tagne stjerneskud hørte til sværme, der var saa langt bag kometen, 
at de behøver et aar for at tilbagelægge denne strækning. 

Den usikkerhed, der klæber ved omløbstidens bestemmelse, naar 
denne alene skal udledes af den blotte tilbagevenden af glimrende 
stjerneregn 1 stjernebilledet Løven, bliver aabenbart mindre, jo oftere 
man faar anledning til at iagttage dette fænomen, der regelmæssig 
gjentager sig omtrent hvert 33te aar. Ved hjælp af kinesiske annaler 
er det lykkedes at forfølge fænomenet lige tilbage til aaret 202 
efter Kristus. 

Mellem dette tidspunkt og gjenkomsten i 1866 er der forløbet 
29 omløb. — Beregningerne viser, at den største feil, man kan begaa 
ved bestemmelsen af omløbstiden, kun vil beløbe sig til en halv maaned, 


men vil saudsynligvis være meget mindre, saaat vi med temmelig stor 


60 


sikkerhed kan antage, at kometen allerede vaaren 1899 vil passere 
krydsningspunktet. De meteorer, som vi i natten mellem den 14de 
og 15de november 1899 vil faa se, vil altsaa passere krydsnings- 
punktet noget mere end 7 maaneder senere end kometen. Heraf 
følger, at vi har al udsigt til at faa se mindst lige saa mange stjerne- 
skud som i 1866, mens vi i november 1900 kun har udsigt til at faa 
se en og anden efternøler. 

Dersom nu krydsningspunktet beholdt en uforanderlig stilling i 
jordbanen, saa vilde jorden passere gjennem sværmen den 14de 
november 1899 mellem kl. 121/93 og 11, eftermiddag efter mellem- 
europæisk tid. Da jorden kun behøver en timestid for at fare gjennem 
stjerneskuddenes bane, saa vilde deraf følse, at man i mellemeuropa 
intet vil faa se af hele herligheden. 

Men man kan imidlertid med sikkerhed paavise, at banernes 
krydsningspunkt stadig forandrer sin beliggenhed. Aarsagen hertil er 
den forstyrrende indvirkning som planeterne Jupiter, Uranus og Saturn 
udøver paa meteorernes bane. Hvis krydsningspunktet i aarene mellem 
1866 og 1899 har forandret sin beliggenhed som tidligere, saa vil 
sammenstødet ske en halv dag senere, altsaa om natten mellem den 
14de og 15de november. 

Disse meteorer, der efter det stjernebillede, hvori de viser sig, 
kaldes ,leoniderne", bevæger sig 1 nærheden af krydsningspunktet 
omtrent stik mod jorden i dennes bevægelse om solen, dog saa, at 
retningen danner en vinkel af næsten 17 grader med jordbanens plan; 
deres relative bevægelse i forhold til jorden faaes da omtrent ved at 
addere deres virkelige hastighed og jordens hastighed. Efter dette 
maa de træffe jorden med en hastighed i forhold til denne af omtrent 
70 kilometer i sekundet. 

Forat give en forestilling om stjerneskuddenes rigdom og glans 
anføres her nogle resultater og indtryk fra astronomernes iagttagelser 
i Berlin og omegn natten mellem den 13de og l14de november 1866. 
Her fik man nemlig anledning til under temmelig gunstige omstændig- 
heder at iagttage det sidste store leonidefyrværkeri. 

Forat være mere uafhængig af rent lokale veirforholde og forat 
opnaa de bedst mulige steds- og banebestemmelser for enkelte meteorer 
havde de fordelt sig paa forskjellige steder i Berlins omegn. Ved disse 
samtidige iagttagelser lykkedes det at opnaa værditulde resultater. 


Af speciel vigtighed var de regelmæssige tællinger, som foretoges. 


61 


Tællingen foretoges paa den maade, at hver iagttager nøiagtig 


hvert minut optegnede alt, hvad han saa paa et bestemt afgrænset. 


omraade af himmelen. 

Antallet var naturligvis størst i nærheden af det saakaldte radia- 
tionspunkt i stjernebilledet Løven. Ved radiationspunktet forstaaes det 
punkt paa himmelen, hvorfra alle stjerneskud synes ligesom at straale 


ud. Det er et perspektivisk fænomen og er en ganske naturlig følge 


| af, at dei virkeligheden alle bevæger sig i parallele baner, aldeles 


ligesom trærne i en lang allé, for en iagttager i den ene ende, synes 
at løbe sammen i det fjerne. 
I nærheden af radiationspunktet kunde man tælle mindst 195 i 


minutet indenfor en cirkelformig flade af himmelen, hvis diameter var 


 221/> grad, altsaa over 2 i hvert sekund. Paa hele himmelen kunde 


man hvert sekund for det meste tælle 10—20 stjerneskud, De flam- 
mede op som ildkugler og trak for det meste lange lysende haler 
efter sig, ja en kort tid kunde man endog se 40—50 saadanne ild- 
kugler med sine haler paa en gang. 

Den systematiske tælling foregik paa et cirkelformig begrænset 
stykke af himmelen, med polarstjernen som centrum, og med en radius 


af 30 grader. Indenfor denne flade fastslages følgende hyppighedstal: 


kl. 1.00 (Berlinertid) pr. minut 6 meteorer. 


nat: os Å, Qnil de 
1,20 2 20 POPE | pe 
TUE 30 Fa Er nl GE 
Aeg EN MODE 2 
ret DD da et de 
> 2.00 På EE 
EO E sl nen 
, 2.20 Ke ale GT 
gi 30 så 2 mv Aid 2 
» 2.40 Gu ES eide 
» 2.50 fo mj in 
455200 HE ev ER 


Heraf kan man beregne, hvor stort omtrent tversnittet af leoni- 
dernes bane er, nemlig omtrent 20000 kvadratkilometer. Man kan 


ogsaa heraf tilnærmelsesvis regne ud, hvor tæt meteorerne flyver. 


62 


Det viste sig, at selv i den tykkeste sværm kan afstanden mellem de 
enkelte meteorer ikke være mindre end 114 kilometer. Det samme 
resultat gav ogsaa tællingen omkring radiationspunktet. De masser 
af stjerneskud, som stadig blusser op paa en gang, finder da sin for- 
klaring i den uhyre hastighed af 70 kilometer i sekundet, som meteo- 
rerne har i forhold til jorden. To meteorer, som flyver efter hinanden 
med en afstand af 114 km.,, vil vi se med et tidsmellemrum af kun 
1.6 sekund. 

De ovenstaaende tal gjælder imidlertid kun saadanne meteorer, 
der er store nok til at sees med blotte øie. Imellem dem farer der 
en mangfoldighed af meget mindre legemer, der kun kan sees som 
stjerneskud i kikkerten. 

Forat faa fuld rede paa fordelingen af de kosmiske masser er 
det derfor af stor vigtighed at foretage tællinger med forskjellig 
sterke kikkerter, navnlig i nærheden af radiationspunktet. 


Anmeldelser. 


yDyrenes naturhistorie". Lærebog for børn af Vilh. 
Balslev. (Lehmann & Stage, Kjøbenhavn). 

Bogen er bestemt for børn fra 9—12 aars alderen og er det 
bedste, anmelderen har seet af slige elementære lærebøger. Tegnin- 
gerne er fortrinlig udførte og reproducerede, særlig pattedyrene og 
fuglene. Det er en lærebog, som børn vil læse med stor fornøielse, 
selv om de ikke er nødt til det. de 


Mindre meddelelser. 


Langhaaret. pindsvin. I det naturhistoriske museum 1 Prag 
findes der et høist merkeligt pindsvin. Det har nemlig ikke spor af 
pigger; istedet er dyret dækket af lange normalt udviklede haar. 
Piggerne hos pindsvinet er, som bekjendt, kun i høi grad modificerede 
haar. Dette individ maa derfor betragtes som et eksempel paa den 
saakaldte atavisme, hvor haarene igjen har udviklet sig paa almindelig 
maade. sg. 


Blinde passagerer i insektverdenen. I over 100 aar har 
det været fortalt og ligesaa ofte bestridt, at smaa fugle sætter sig 


u 
i 
j 
I 
] 


63 


paa ryggen af større fugle og lader sig bære fra sted til sted af 


disse. Smaa sangfugle skal saaledes transporteres afsted af storke og 


heirer, hvem de forlyster med sin sang under reisen. Dette fænomen, 
som bestrides af de fleste ornithologer, er imidlertid i insektverdenen 
et meget almindeligt fænomen. Larverne af visse snyltefluer og biller 
f. eks. maiormen (meloé) og bitorbisten (sitaris) springer fra blom- 
sterne, hvorpaa de sidder, op paa bier og humler, som besøger disse 
blomster, og lader sig af disse bære til deres reder, hvor de fortærer 
deres næringsforraad og yngel. De snylter imidlertid ikke paa sine 
ufrivillige verters legemer, og under reisen derhen er de intet andet 
end blinde passagerer. 

Nylig har man imidlertid iagttaget passagerer, der tilsyneladende 
ingen anden hensigt har end at spare sine vinger ved sit ridt. 
A. E. Eaton iagttog 1 Algier en liden gjødseltlue, beslegtet med 
borborus. Denne flue lod sig bære paa ryggen af store gjødseltorbister 
fra den ene mødding til den anden. Undertiden traf han et halvt 
dusin hunner paa den forreste del af torbistens ryg, ved grunden af 
vingerne, ventende paa postkarretens afreise. Torbisten forsøger alt 
muligt for at befri sig fra sine passagerer; den kaster sig paa ryggen 
og ruller sig henover marken, men alt forgjæves; thi fluerne er meget 
behændige og klamrer sig som abekatte fast til sin ridehest, de sprin- 
ger fra den ene flek til den anden, naar torbisten søger at stryge 
dem af i det tætte græs. 

Et lignende tilfælde iagttog Mrs. Slosson i Frankonia hos en 
chrysopa. Denne florvinge bar smaa sorte punkter paa sine fine 
grønne netvinger; disse punkter viste sig ved nøiere undersøgelse at 
være meget smaa gullmyg (cecidomyia). De lod sig sandsynligvis af 
disse alfeagtige skabninger bære til de planter, hvori de stak. 

», Prometheus*. 


Tidlig eglægning hos rugden. Den 28de marts 1896 fandtes 
i Vennesla pr. Kristianssand S. et rede med et friskt eg. Det laa 
mellem nogle ekebuske i en mod syd hældende skraaning i en for- 
dybning i mosen med nogle ekeblade omkring, ellers ikke spor af 
kunstigt rede. 

Først skræmtes op en rugde 4—35 skridt fra redet (hannen?); 
derpaa en fra selve redet (hunnen?). Denne sidste fløi bort med en 
eiendommelig vinglende og slæbende flugt. 

Flere dage i forveien havde det været mildt, skyet veir, og sne 
fandtes kun flekkevis paa skyggefulde steder. 

Rugderne var allerede almindelig ankomne den 25de marts. Den 
29de marts kom frost og ca. I dm. sne. Antagelig som en følge 
heraf forlod rugden redet, og egget blev ikke udruget. 

Den tidligste dag, paa hvilken denne art eg hidtil var fundet her 
i landet, var ifølge professor R. Coilett den 10de april 1890. 

I forbindelse hermed kan nævnes, at meddeleren den 27de marts 
s. aar i Vennesla iagttog rugdetræk i maaneskin kl. 10 minuter før 
12 om natten. Veiret var mildt, og det var fuldmaane. 

A. E. R. 


64 


Hvormeget spiser mennesket? ,Medical Record" giver her- 
paa følgende svar: et friskt menneske med normal appetit og tørst. 
skal i 70 aar have fortæret ikke mindre end 96 000 kg. næringsstoffer 
i fast og flydende form. Med en gjennemsnitlig vegt af 75 kg., for- 
tærer altsaa et menneske i sit liv 1280 gange saa meget, som det 
veier. 


Beteigneuse. —Beteigneuse, en stjerne af første størrelse med 
rødligt lys, er om vinteraftenerne synlig som den nordligste af de 
klare stjerner i stjernebilledet Orion. Den har ifølge tidsskriftet 
pSirius* 1896 en parallakse af 0.022 buesekunder; heraf beregnes 
dens afstand fra jorden til 


149 000 000 : 180.60.60 
0.022 7 


Lyset, som i et sekund tilbagelægger veien fra maanen til jorden, 
behøver 150 aar forat gjennemløbe denne strækning. I en afstand af 
35 millioner kilometer vil vor sol vise sig som en stjerne af første 
størrelse og altsaa være ligesaa klart lysende som den 40 gange saa 
langt borte værende stjerne Beteigneuse. Hvis Beteigneuse altsaa 
besad den samme lysstyrke pr. fladeenhed, saa maatte dens diameter 
være 40 gange solens diameter eller have en diameter, der er 146 
gange saa stor som afstanden fra jorden til maanen. Nu er imidlertid 
dens rødlige lys et bevis paa en større alder og en meget længer 
fremskredet afkjøling. Den maa altsaa være forholdsvis mindre klar 
end solen og maa derfor være langt større end ovenstaaende bereg- 
ning viser. 

Denne betragtning er kun et eksempel blandt de 85 fiksstjerner, 
hvis afstand vi kjender. Hvor mange er der vel blandt de over 1 000 
millioner stjerner, som vi kan iagttage i kikkerten, hvis størrelse langt 
overtræffer Beteigneuse.  Prometheus*. 


— 1400 billioner kilometer. 


Indisk staal. Et blad i Delhi har nylig offentliggjort nogle 
nærmere angivelser angaaende den maade, hvorpaa det berømte indiske 
staal tilvirkes. Methoderne er endnu de samme, som brugtes paa den 
tid, da den beseirede indiske kong Poros udbetalte en betydelig 
del af sin krigstribut i staal.  Staalet udvindes 1 en smeltedigel over 
en primitiv lerovn. Lufttrækket faaes af en blæsebælg af bukkehud. 
Som brændemateriale bruges kun det reneste trækul. I digelen lægger 
man ifølge de gamle overleverede recepter et stykke træ af en cassie 
(cassia auriculata), grønne blade af en slags snerle (convolvulus 
laurifolia) og af calotropis gigantea. Ifølge traditionen er denne til- 
sætning tilstrækkelig og nødvendig til at frembringe det under navn 
af ,, Wootz"* bekjendte fortræffelige produkt. .Prometheus*. 


FEB 93 1901 


| 


Jordskjælvet den 3lte januar 1899. 


Dette jordskjælv er et af de sterkeste, vi har havt her i Norge 
i de sidste decennier. De jordskjælv, som det med hensyn til styrke 
nærmest kan sammenlignes med, er de, der indtraf den 15de mai 1892 
og den 5te februar 1895. Angaaende styrkeforholdet mellem disse 
tre kan man efter det foreliggende materiale neppe udtale sig med fuld 
sikkerhed. Fnkelte angiver, at jordskjælvet i 1899 er det sterkeste, 

som i mands minde er indtruffet her paa vestlandet, andre mener, at 
jordrystelsen i 1892 føltes adskillig sterkere, ja flere mener ogsaa, at 
jordskjælvet i 1895 var betydeligere. Forskjelligheder i opfatningen 
af styrkeforholdet er imidlertid for en del at søge i den omstændighed, 
at de tre heromtalte bevægelser har havt forskjellige udgangssteder. 
De steder, som under den ene rystelse har ligget mere centralt, har 
under de andre ligget ude i periferien. Med hensyn til udbredelse 
synes dog jordskjælvet i 1899 at være de andre underlegent. —Jord- 
skjælvet i 1892 føltes nemlig over hele det sydlige Norge, fra Trond- 
hjem til Kristianssand og fra de yderste øer paa Bergenskysten til 
Mjøsentrakterne. Jordskjælvet den 5te februar 1895, der havde sit 
udgangspunkt i de indre fjordegne at Bergens stift, bredte sig herfra 
mod vest helt ned til havet og mod øst til Kristiania og Røros. Det 
sidste jordskjælv syntes derimod, efter det nu foreliggende materiale 
at dømme, at være specifikt vestlandsk, idet det kun er følt i Bergens 
og den nordvestlige del af Kristianssands stift. 

Lad os saa efter denne lille sammenligning med de to ovenfor 
nævnte, betydelige jordskjælv forsøge at faa nærmere rede paa det 
sidste. 

Vi vil først se lidt nærmere paa udbredelsen.  Jordskjælvet synes 
at være observeret overalt i søndre Bergenhus amt, hvor jeg har 


, Naturen* 5 


66 


mange indberetninger fra amtets forskjellige dele. Fra nordre Bergen- 
hus amt har jeg kun to etterretninger om, at jordskjælvet er obser- 
veret, nemlig fra Dale i Søndfjord og fra Leikanger i Sogn. Til 
disse efterretninger kan føies en tredie fra Opstryn i Nordfjord om, 
at man paa de kanter intet har merket. Det skulde efter dette synes, 
som om jordskjælvet kun er følt i amtets sydlige del; men det faar 
paa den anden side erindres, at det, at der ikke er indkommet ob- 
servationer fra mere end to lokaliteter, ikke uden videre kan tages 
til indtægt for den opfatning, at bevægelsen ikke har strakt sig læn- 
gere nord end til Sogn og Søndfjord. Man faar her ved skrivelser 
til interesserte mænd forsøge at faa nærmere rede paa udbredelsen. 
Nordenfor Bergens stift har dog neppe jordskjælvet været følt. 

Fra Hallingdal har man efterretning om, at jordskjælvet ikke er 
sporet der, saa over Langfjeldene har vel neppe bevægelsen for- 
plantet sig. 

Fra Stavanger amt haves indberetninger fra Stavanger, Suldal, 
Sand i Ryfylke og fra Thime paa Jæderen. Det synes efter bevæ- 
gelsens art at dømme at være sandsynligt, at jordskjælvet ikke har 
forplantet sig til Trakterne søndenfor Jæderen. 

Tidspunktet for jordrystelsen angives desværre meget forskjellig. 
Enkelte angiver tider som mellem kl. 12 og 1, andre forsøger ikke 
paa nogen tidsangivelse. Det er i det hele meget faa, som tør udtale 
sig med nogen sikkerhed, og blandt disse faa er der igjen folk fra 
samme sted, som staar i sterk modsætning til hinanden. For de nøi- 
agtigere angivelsers vedkommende dreier det sig om tiden fra kl. 
12.42—12.48. De fleste holder paa 12.45.  Sammenholder man de 
nogenlunde nøiagtige angivelser med hinanden, synes det, som om der 
ikke kan have været nogen nævneværdig tidsforskjel; jordskjælvet maa 
vistnok temmelig samtidig have været følt over store strækninger, 
maaske noget tidligere i egnene omkring Bergen, i Voss og Hardanger. 

Qgsaa bevægelsesretningen er det vanskelig at faa fastslaaet, dels 
fordi det i og for sig er vanskeligt at faa den nøiagtig observeret, og 
dels fordi en hel del faktorer griber forstyrrende ind. Man faar saa- 
ledes erindre, at man foruden hovedbevægelsen ogsaa faar refleks- 
bevægelser, og at bevægelsen ofte bøier af fra sin hovedretning for at 
forplante sig langs svaghedslinjer i jordskorpen. Strøgretningen syntes 
gjennemgaaende at have været n.—s. med modifikationerne nv.—sø. 


og nø.—sv. I nordre Bergenhus amt synes bevægelsen efter de fore- 


67 


liggende indberetninger at have forplantet sig fra et strøg mellem Leik- 
anger i Sogn og Dale i Søndfjord; thi bevægelsen angives paa første 
sted at komme fra vest og gaa mod øst og paa det andet sted at 
komme fra øst og gaa mod vest. 

For at faa et maal for jordskjælvenes styrke har man efter 
italienske og schweitziske forskeres methode inddelt jordskjælvene i 10 
klasser. Den heromtalte jordrystelse synes paa flere steder at have 
naaet op til klasse VI, der karakteriseres ved: ,Sterk rystelse, alle 
sovende vækkes, endel springer i forskrækkelse ud af sine huse, trær 
og buske knager kjendelig, pendelure stanser." Andre steder naar 
den kun til kl. V (halvparten af sovende vækkes) og andre steder kun 
til IV. Sterkest synes bevægelsen at have været i Bergen og nær- 
meste omegn, samt i Hardanger. I telegrammer fra Bergen til udenbys 
blade finder man flere gange nævnt, at dette jordskjælv er det ster- 
keste, som er kjendt paa mange aar; ja solide iagttagere i 60 aars 
alderen fortæller endog, at det er det sterkeste jordskjælv, de har op- 
levet. Man hører, at folk blev vækket af den dybeste søvn og efterat have 
faaet lidt klæder paa sig har styrtet ud i det frie, og flere af de, der 
er blevne i ro inde, har siddet med fornemmelsen af, at huset styrtede 
sammen — ,væggen kom ind over dem". Et paatageligt bevis for 
stødenes styrke giver hr. gasverkdirektør Neumann 1 sin beretning 
om jordskjælvet, idet han bemerker ,at den store gaskandalaber paa 
molohodet i Bergen brak tvert at". Denne kandalaber er omtrent 
380' høi og bærer en stor vægtig lygte. — Fra en gaard i Fane 
meldes, at en bøtte vand, der stod i gruen 1 kjøkkenet, ramlede ned 


paa gulvet, og beretninger om lignende fænomener haves ogsaa fra 


Vossekanten. — Fra Os berettes der, at cementbeslaget paa et hus i 
nederste etage er sprukket paa 2 steder. — Om forholdene i Har- 
danger skriver ,Søndre -Bergenhus folkeblad*: ,Selve rystelsen kom 


langsomt, steg og hævede sig pludselig til et haardt stød eller ryk, 
saa husene syntes at rave, døre, vinduer og løse gjenstande klirrede, 
og omtrent alle mennesker vaagnede eller för op. En herværende 
unggut, som endnu sad oppe og læste, fortæller, at han blev ligesom 
kastet af stolen." 

Ogsaa fra sjøen haves vidnesbyrd om bevægelsen. , Bergens 
aftenblad* fortæller, at nogle fiskere kom roende over en fjord, da 
jordskjælvet indtraf. Sjøen kom i bevægelse, og baaden stoppede op 
i farten med et pludseligt ryk. — Ombord paa et dampskib ved 


68 


Laksevaag pr. Bergen føltes det, som naar der kastes anker paa 
30—40 favnes vand; hele skibet dirrede fra for til agter. 

Da jordskjælvet er følt sterkest i de vestre og midtre dele af 
Søndre Bergenhus amt, er det vel rimeligst at antage, at arnestedet 
har ligget et sted under disse strøg, og at saa bevægelsen har for- 
plantet sig udover til alle sider.  Aimestedet maa vistnok have havt 
en betydelig udstrækning, at dømme efter de omtrent samtidige tids- 
angivelser og de noterte retninger. 

Bevægelsen har for det meste været stødformig, kun ud mod 
grænserne svagere bølgeformig. I Bergen og paa flere steder i byens 
nærhed som f. eks. Samnanger, Lysekloster og Bukken har man 

merket to stød, ellers kun et. 
Lyden har været betegnet som underjordisk rullen, torden, kanon- 
skud eller som en knitren, der bragte folk til at tænke paa pibebrand. 
Det sidste har navnlig været tilfælde i trakterne omkring Voss. 

Endel mindre jordrystelser synes at have fundet sted lidt før og 
lidt efter det store jordskjælv. Fra Valestrandsfossen skriver dr. 
Thesen, at han kl. 10.53 om aftenen den 30te januar havde for- 
nemmelsen af et svagt stød. Ligedan berettes der om nye svage 
skjælv fra Samnanger kl. 3, fra Os kl. 3.45, fra Bjørsvik i Oster- 
fjorden mellem kl. 4 og 5, samt fra Valestrandsfossen kl. omtr. 5 
morgen. Det sterkeste af disse synes det fra Os at have været. 
Meddeleren, der bor paa Kuven, vækkedes af en during som af fjern 


vognrammel.  Duren varede 10—15 sek. og er ligedan merket paa 


Molde hovedgaard og af lokomotivpudserne paa Osbanen. Retningen 


var som for hovedskjælvets bevægelse her (sv.—n1nØ.). 

Et eiendommeligt fænomen er observeret i Hardanger. ,Søndre 
Bergenhus folkeblad* fortæller nemlig: ,En familie hersteds paastaar, 
at jordskjælvet efterfulgtes af en knitrende lyd, omtrent som af eksplo- 
derende raketter, og at denne underlige lyd vedvarede og gjentog 
sig med mellemrum i 2—3 timer. Familjen holdt sig vaagen og 
hørte efter." 

Det er ikke trakter, som er fremmed for jordrystelser, som denne 
gang er rammet, idet Bergens stift og den vestlige del af Kristians- 
sand stift maa betragtes som et af vore betydelige jordskjælvsstrøg. 
Af de mest udbredte norske jordskjælv har 3 havt sit udspring herfra, 
nemlig jordskjælvene den 7de mai 1865, 15de mai 1892 og 5te 


| 
i 


| 


G 
, 


69 


februar 1895. Hertil kommer saa mange at de middels store og en 
hel del smaa. 

Det nu behandlede jordskjælv maa i følge hele sin natur henregnes 
til de saakaldte tektoniske jordskjælv, der kun er at opfatte som enkle 
fænomener, der ledsager den paa grund af jordens sammentrækning sta- 
dig fortsatte bjergkjededannelse. Naar spændingen paa et eller andet 
sted udløses, vil lagene briste eller skyves over hinanden langs gamle 
glideplaner, og jordskorpen skjælver. For Alpekjedens vedkommende 
har den schweitziske geolog, Heim, direkte kunnet paavise, at jord- 
skjælvenes udgangspunkter er gamle svaghedslinjer, langs hvilke der 
i svundne tider under den dengang paagaaende bjergkjededannelse har 
fundet forskyvninger af masserne sted. Til et lignende resultat tænker 
jeg ogsaa, at vi norske geologer vil komme, naar vi engang har faaet 
samlet sammen et tilstrækkeligt materiale; jordskjælvene paa vestlandet 
tilhører jo nemlig ogsaa trakter, der engang har været udsat for et 
betydeligt bjergkjedetryk, i disse trakter har vi nemlig de sidste rester 
af en gammel fjeldkjæde, hvis topper hævede sig tusener af fod 


over de høieste nuværende. Carl Fred. Kolderup. 


Søormen. 


Dette uhyre, som er saa overordentlig velkjendt langs vor kyst. 
men som endnu ingen zoolog har fanget, og som man ikke engang 
nogensinde har faaet et fotografi af, er i de sidste maaneder atter 
kommen meget paa tale, fordi den er seet til en usedvanlig tid af 


aaret ved Hvaler. Samtidig foregaar der i Sverige et livligt skriveri 


EE — og fiskeri — efter en indlandssøorm, som skal findes i Storsjøen, 


og som nogle svenske zoologer tror fuldt og fast paa, skjønt den 
vistnok er endnu mere tvilsom end sin kollega i havet. 

Redaktøren af Fredriksstad dagblad, hr. Laur. Urdahl, har 
velvillig sendt os nedenstaaende beretninger om søuhyret ved Hvaler, 
som det er os en fornøielse at give plads i Naturen". Søormspørgs- 
maalet er ingenlunde endnu løst, og selv om beretninger er smaa 
bidrag til kundskaben om dyret, maa de modtages med taknemmelighed. 


De er jo de eneste materiale, man har, til kundskab om det eller de 


70 


dyr, der ligger til grund for søormberetningerne, saalænge til det 
lykkes at fange disse. Hr. Urdahl skriver: 

pJeg ved rigtignok, at ,Naturen"s ærede redaktion ikke tror 
noget paa ,,sjøormen*; men da jeg i aarenes løb har seet, at der 
er givet adskillige artikler og notiser, der omhandler dette mystiske 
væsen, plads, har jeg det haab, at De ogsaa giver mig adgang til at 
ofre det nogle ord. 

Nogen zoolog er jeg ikke. Men som tidligere realstuderende har 
jeg givet mig ogsaa endel ikast med zoologien og søgt at følge bedst 
mulig med ogsaa senere, da jeg har lagt naturvidenskaberne som 
studium paa hylden. 

Først maa jeg faa lov til at meddele, at jeg lige til september 
maaned 1898 har staaet som en meget sterk tviler i sjøormspørgs- 
maalet — ja paa nogen ,sjøorm" tror jeg endnu ikke; men efter 
hvad jeg i de sidste maaneder har havt anledning til at bringe frem 
for offentligheden angaaende det saakaldte ,sjøuhyre ved Hvaler", er 
Jeg kommen til det resultat, at det dyr, som gjentagende gange er 
iagttaget derude i høstens og vinterens løb, maa være et hidtil ukjendt 
stort pattedyr, som færdes i havet. 

Og hvorfor skulde der ikke i det store hav med sine vældige 
dyb, hvor intet menneske har været, hvortil i høiden en lodline har 
fundet veien, findes skabninger, som endnu er ukjendte for vore 
zoologer? 

Mens der paa jorden har været omvæltninger, som muligens har 
dræbt hvert liv, har havet rimeligvis kunnet bevare enkelte af sine. 
Og at der findes levninger, baade forsteninger og brudstykker, af 
fortidens kjæmpedyr, er velkjendt. Hvorfor skulde der da ikke i 
 havdybet endnu kunne eksistere eksemplarer af et eller flere af disse 
pforhistoriske" dyr? 

Vore videnskabsmænd er mistroiske og forsigtige, og det bør de 
ogsaa være ligeoverfor meget; men naar der foreligger saa mange 
vidnesbyrd fra hæderlige, troværdige mænd, som der nu gjør, om at 
de har iagttaget et sjødyr, som er ukjendt af dem, saa burde det dog 
veie lidt. Jeg mener ikke, at zoologerne straks skal sige Ja og amen, 
— erklære, at nu maa den saa meget omtalte og frygtede ,,sjøorm* 
eksistere. Det kunde aldrig falde mig ind. Jeg mener kun, at disse 
udsagn, der alle stemmer overens i hovedpunkterne, burde veie saa 


meget, at en af universitetets zoologer reiste hid ned til Fredriksstad, 


71 


hvorhen jeg i høst ved bistand af br. lodsoldermand L. Pettersen 
og hr. havnefoged Bjølstad har erklæret mig rede til at faa ind- 
kaldt de mænd, som paastaar, at de har seet sjøuhyret, og som er 
villige til under eds ansvar at give alle de oplysninger, som fordres. 
Forhaabentlig vil folkene fremdeles være istand til at fremmøde, hvis 
de anmodes derom. Paa denne maade mener jeg, at vore zoologer 
vilde have let for at faa vide, hvad de ønsker, saa de kan gjøre sine 
slutninger. 

Efter hvad jeg har kunnet bringe i erfaring ved mine private 
undersøgelser, er jeg overbevist om, at zoologerne da skal maatte 
erkjende, at der findes mere i havets dyb, endogsaa af store dyr, end 
de hidtil har kjendskab til. 

Det er dette, jeg vil have bragt paa det rene, og det er udeluk- 
kende af denne grund, jeg har søgt at skaffe flest mulig oplysninger 
om det sjødyr, som har været seet nede ved Hvaler. Jeg ved nok, 
at man har trukket paa smilebaandet af min iver for denne sag; men 
det afficerer mig intet. Jeg giver mig ikke, før der tidligere eller 
senere bliver foretaget undersøgelser for at faa bragt klarhed i, hvor- 
vidt det kun er et tidligere kjendt sjødyr eller en art, som ikke findes 
i vore zoologiske museer, og som aldrig har været undersøgt af nogen 


videnskabsmand. 


Jeg skal i det følgende give et ganske kort overblik over, naar 
og hvorledes sjøuhyret ved Hvaler er seet, og hvad iagttagerne ifølge 
skrivelse til mig paastaar at have observeret. 

Den 17de august 1898 laa 3 fiskere, den 34-aarige sjømand 
Johan Fmanuelsen, Andholmen, den 924-aarige sjømand Arnt Jensen, 
Herføl, og den 19-aarige Nils Vilhelm Nilsen, søn af toldopsynsmand 
Bølingshavn, i en stor hvalerbaad i nærheden af Thorbjørnskjær, da 
de i blik stille veir kl. 71, efterm. hørte en susing, og derpaa, ved at 
vende sig, saa et dyr komme sættende ret mod sig med hovedet ca. 
2 fod over vandet. Dyrets bugtninger og hale kunde tydelig sees i 
det klare vand. Da dyret var 3 å 4 favne fra skøiten, stoppede det, 
hævede hovedet og strakte kroppen, der ansloges at være omtrent 60 
fod, i hele sin længde. Hovedet var utorholdsmæssigt stort, fladagtigt 
ovenpaa og sortagtigt. Ubyret aabnede derpaa gabet, som var saa 
stort, at de troede, en voksen mand kunde have staaet opreist i det. 


72 


Det betegnedes som phemskt", da det var forsynet med en række 
gulhvide tænder af 6—8 tommers længde. 

Omtrent 1 minut stod dyret slig foran skøiten, saa folkene, der 
selvfølgelig blev rædde (den ene greb en stor øks til forsvar, den 
anden vilde klatre op i masten og foreslog den tredje at gaa under 
dæk) fik anledning til at se, at dyret ikke havde skjælbedækning, 
derimod saa glat og sortagtig ud. Halen smalnede jevnt udover som 
paa en slange, rundagtig spids. Bag hovedet var legemet omtrent af 
tykkelse som en sildetønde; det var ikke tykkest paa midten. Finner 
kunde ikke sees. 

Omtrent 3 favne fra baaden paa bagbords boug sank uhyret ned 
i vandet ,ligesom med hovedet fladt ned", det dukkede ikke, skjød 
derpaa under baaden, saa hvirvlen i vandet kom op under den store 
skøite og dreiede denne som i propelvandet fra en dampbaad. Mens 
det gik under baaden, kunde det sees gjennem det klare vand; det 
bugtede da kroppen ,sideveis". Det svømmede med 6 å 7 mils fart 
og satte sjø som en dampbaad, idet det fortsatte udover mod Thor- 
bjørnskjær. 

En beretning om dette sjøuhyre er optaget ved eksamination af 
fiskerne af sognepresten paa Hvaler og findes indtaget i Hvalers 
kaldsbog. 


Den 21de decbr. 1898 laa de to fiskere og sjømænd, Ole Pedersen 
og hans søn, Martin Olsen, Magø, ude ved Katholmen paa Magøleren 
og drog sildegarn, da de i ca. 50 meters afstand fik øle paa et stort, 
dem tidligere ukjendt dyr, der efter deres udsagn havde lighed med 
en aal, var graasort over ryggen, mere lys under bugen. Det saa 
glat ud, og da det reiste hovedet og halsen 6 å 7 fod over vandet, 
kunde ingen finner sees. Det var antagelig 15 tommer tykt der, hvor 
legemet. var tykkest. Dyret viste sig 3 gange og var af vandet 2 å 
3 minutter ad gangen. Sidste gang, det saaes, kom to store hvaler 
svømmende, da forsvandt uhyret efter at have pustet ud ligesom en 
hval. Martin Olsen siger i sin beretning til mig: ,Jeg har nu faret 
paa sjøen i 35 aar, baade paa Ostindien og mange flere steder, men 
ikke kan jeg huske at have seet noget saadant dyr." 


To dage senere, 23de decbr., laa styrmand Olaf Olsen fra Kirke- 
øen ude paa sildefiske i Sækken, midt mellem Tresvigen og Stuvik- 


73 


skjær, i en skøite med to mand, da han kl. 3 om efterm. hørte et 
brag i den 17, tomme tykke is indenfor, og op gjennem isen hævede 
sig et dyr til en høide af 5 å 6 m. Det var tykt som en stor skibs- 
mast, nogen finner kunde ikke sees. Det lignede en aal i hovedet, 
gabet stort, men iagttageren lagde ikke merke til tænder. Dyret saa 
ud til at være graat af farve, lysere under bugen. Det holdt sig op- 
reist omtrent 2 minutter, da det efter at have ,, pustet ud* atter sank 
ned gjennem isen. Vandet var her 30 favne dybt. Foruden styr- 
manden var ogsaa en af de medfølgende fiskere vidne til det merke- 
lige dyrs tilsynekomst; den anden opholdt sig under dæk. Styrmand 
Olsen skriver til mig: ,Nu har jeg seilet tilsjøs i 28 aar, men har 
aldrig seet noget lignende dyr.* 


Dette er i hovedtrækkene de oplysninger, jeg hidtil har skaffet 
mig. (Ogsaa for 2 å 3 aar siden skal et lignende dyr være seet i 
Sækken. Nogen nærmere meddelelse har jeg hidtil ikke kunnet faa). 
En zoolog vil vistnok. ved at udspørge folkene kunne faa vide mange 
flere ting af interesse; men jeg har ikke villet trænge nærmere ind 
paa dem med mine spørgsmaal for ikke at gaa en, der er mere för- 
trolig med zoologien end jeg er, i veien. Det vil antagelig være 
bedst, om vedk. iagttagere ikke blev for meget udspurgt paa forhaand. 

Skal jeg udtale min ringe mening om sagen, vil jeg, efter hvad 
der er fremkommet, sige, at jeg nærmest tror, at det uhyre, som er 
seet ved Hvaler, er en kjæmpe-sælart, som hidtil ikke er kjendt at 
videnskaben, men som man dog ved har eksisteret tidligere. Temme- 
lig meget synes nemlig at tyde paa (f. eks. dyrets maade at bevæge 
sig paa, dets udseende, stilling, naar det viser sig over vandet o. 8. V.), 
at det maa høre til sælarterne. 

Idet jeg slutter disse meddelelser, vil jeg ikke undlade at minde 
om, at en svensk videnskabsmand i høst har foretaget undersøgelser 
ang. det saakaldte ,storsjøuhyre" i et af Jemtelands vande. Det vilde 
«derfor, synes det mig, være af meget stær interesse, om en af vort 
universitets zoologer vilde reise hid ned til Fredriksstad, hvor de 
sjømænd og fiskere, der har seet Hvaleruhyret, er villige til at frem- 
møde (saavidt de er hjemme) og under eds ansvars afgive sin forkla- 
ring.  Optagelsen af et thingsvidne vil ikke koste stort. —Vidnernes 
fremmøde heller ikke. Det hele vil antagelig komme paa ca. 50 kroner, 


og saa meget synes det mig, at det zoologiske museum burde bevilge, 


74 


naar der er en saa gunstig anledning til at faa optaget aldeles paali- 
delig forklaring over det merkelige dyrs gjentagende tilsynekomst ude 
ved Hvaler. Jeg skal med glæde staa til al mulig tjeneste.* 


Disse beretninger — især første og sidste — gjør et meget nøg- 
ternt og paalideligt indtryk, og man kan ikke tvile om, at det virkelig 
er dyr, iagttagerne har seet, dyr, som er ukjendt for dem. Et ganske 
andet spørgsmaal er, om dyrene vilde været ukjendte for en zoolog. 
Vi vil ikke her diskuttere sagen i detalj, men skal bare antyde mulig- 
heden af at det i den første iagttagelse omhandlede dyr kunde være 
en kaskelot, det i den tredie beretning optrædende en brygde eller 
stor hai. 

I denne forbindelse vil vi aftrykke endel af en artikel fra ,Fin- 
marksposten" for septbr. 1894, skjønt det almindelige indtryk af den 
ingenlunde er saa tilforladeligt som af de hr. Urdahl samlede iagtta- 
gelser. I ,Finmarksposten" skrives: 

Omkring midten af juli maaned, paa samme dag, observeredes et 
sjøuhyre, som vi med beretterne vil kalde søorm, af fiere baadlag, der 
laa og fiskede ca. l/9—1l mils vei fra Hammerfest i nord og nord- 
vestlig retning. 

Den ene baad, hvori befandt sig herfra byen værende fisker Wahl 
med søn, var søuhyret nær paa 3 å 4 favne. Det var sortgult af 
farve, skar sig med stor fart som en slange gjennem vandet og havde 
en rundagtig krop. —Forøvrigt blev denne gamle fisker, der har seet 
og paa anden maade stiftet bekjendtskab med samtlige ellers paa vore 
kanter sig befindende havdyr, saa ængstelig over denne fremtoning, at 
han ikke saa nøie kunde betragte dyret i dets enkeltheder. Han 
roede til land snarest muligt. 

Formentlig samme uhyre opdagedes efter tidsangivelserne antagelig 
noget senere i samme døgn af 2 baade til, hvoraf den ene hørte 
hjemme her i byen, den anden i Hammerfest landsogn. Ingen af 
disse baadfolk saa dog sødyret saa nært, at de kan give nogen nøiag- 
tigere beskrivelse af det, men et for dem hidtil ukjendt havdyr er de 
sikker paa det var. 

De bedste iagttagere af søormen eller rettere sagt søormene er 
derimod beboerne af jordpladsen ,Ersviken*, der ligger %/4 mil i syd- 


vestlig retning fra Hammerfest paa Seiland. 


- 


75 


Disse, i antal af 7 å 8 personer, havde nemlig den bedste anled- 
ning til at iagttage de 2 havuhyrer, der i et tidsrum af 3 dage til- 
sammen fuldstændig blokerede Ersvikens kyst, saa ingen i denne tid 
vovede sig paa søen. 

En ældre, paalidelig fisker, bosiddende i Ersviken, ved navn 
Anders Pedersen Rønning, der i 27 aar har færdedes paa sjøen baade 
i Lofoten og Finmarken og herunder har havt anledning til at se og 
deltage i fangst efter og jagt paa alle i disse trakter hidtil kjendte 
fiske og havdyr, som f. eks. hval, niser, hvidfisk, brygde, haakjærring 
m. m., har berettet os om sine iagttagelser af tveude søuhyrer, som 
han efter deres udseende kaldte søorme. 

Den ene af søormene havde han og 7 andre personer anledning 
til at se i et tidsrum at 3 dage i midten af juli maaned, og specielt 
en hel dag igjennem laa dette dyr lige nær land, afvekslende rolig, 
afvekslende boltrende sig i vandet. 

Den anden saaes først paa 3die dagen, efter at den første havde 
vist sig, og kom den da fra Hundenesset, der ligger ca. 1 kilometer 
fra Ersviken, ind Ersvikbugten med en forfærdelig fart — fuldstændig 
som et dampskibs. 

Efter mødet gik de begge 1 nordvestlig retning forbi Haajen, en 
ø, der ligger 1 mil i sydvestlig retning for byen og udover mod det 
aabne hav. 

Da, som oven bemerket, den ene af søormene en hel dag igjen- 
nem i klart og stille veir laa lige ved land — i haglskuds afstand — 
havde beboerne den bedste anledning til at iagttage den, en anledning, 
som de ogsaa fuldt ud benyttede sig af; vor meddeler fortæller nemlig, 
at de ikke gjorde andet end at iagttage den og samtale om den. De 
raadslog sig indbyrdes ligeledes om, at det lod til, at søormen vilde 
slaa sig ned der, at reise over til Hammerfest og faa en hvaalbaad 
budsendt til mulig jagt, men vovede ingen sig paa søen. 

Hvad søormens udseende betræffer, saa anslog iagttagerne dens 
længde til 30 å 40 favne (180—240 fod); alle var i ethvert fald paa 
det rene med, at den mindst var 30 favne lang. 

Uhyret laa lange stunder ad gangen rolig paa vandet, og laa da 
kroppen afvekslende over og under vandet i slangebugtninger. 

Lige i nærheden af søormen laa en baad, og saaes søuhyret en- 
gang løfte sit hoved flere alen over vandet og kige ind i baaden. 

Hovedet var af udseende og størrelse som et tøndemaal, dog 


76 


noget spidsere foran. Lige bag hovedet var der ligesom en kul, der 
dannede overgangen til kroppen, der af farve var sortgul og af form 
rund. Ingen af iagttagerne kunde bemerke hverken finner, luffer eller 
andre svømmeredskaber paa kroppen, der syntes rund og glat i hele 
sin længde. ; 

Idet vi herved bringer disse iagttagelser til almenhedens kundskab, 
skal vi atter hævde, at vore hjemmelsmænd er paalidelige folk, og 
naar beretningerne ikke er offentliggjorte før, saa er grunden hertil 
den, at vi vilde indhente en flerhed af troværdige vidners udtalelser, 
før vi skred til publikation i videre kredse. 

Blandt byens fiskere og dens befolkning, der søger sin næring 


paa og af havet, har søormen været et staaende samtaleemne i henved 


2 maaneder. 

Vi skal slutte vor beretning med, at søormen ogsaa er seet af 
her i byen bosiddende Lods Petterson.* 

I anledning denne artikel skriver hr. Johan Georgsen, Nik- 
keby i Skjervø, i oktober samme aar i , Tromsø Stiftstidende": 

nor 2 aar siden vil De kanske erindre, at der herfra var megen 
tale om søormen, og saavidt erindres ogsaa skrevet lidt derom i Deres 
blad. Jeg fik da ogsaa anledning til at se den. Jeg og omtrentlig 
alle her i Kaagsund saa den omtrent i et par kabellængders afstand 
passere ud igjennem sundet. Johannes Mathisen Nygaard, som kom 
sør fra Grundfjord og skulde hjem med en høfarm, klaget paa, at han 
var noksaa bryd af den udover, da den fulgte efter baaden. Blandt 
andre meritter den da skulde have gjort, var ogsaa tilintetgjørelsen at 
en laksenot tilhørende Johan Olsen Nygaard, og som han havde staa- 
ende længere ud med landet. 

De iagttagelser, som da flere dage i træk blev gjort af omtrent 
samtlige opsiddere i Løksund, svarer saa fuldstændig til de nui ,Fin- 
marksposten* berettede, at det for den skyld gjerne kunde være det 
samme dyr, og efter hvad jeg da saa af dyret, var ogsaa jeg fuldt 
overbevist om, at det maatte være den meget omtalte søorm. I 
sommer kom her atter tilsyne to lignende eksemplarer; jeg og de 
øvrige herpaa landet var da sikker paa, at nu havde vi den tilstede 
igjen. En eftermiddag, saavidt erindres i midten af juli maaned, viste 
den sig her for Nikkebynæsset. Lærer Marc. Hansen, som da var her 


og netop var færdig med skolen for den dag, proponerte da, at 


| 
| 


vi skulde tage baad for at komme til at se den paa nærmere hold; 


” 


TT 


E blev ogsaa gjort. Hansen, Bertel Jacobsen, jeg og min søn 


roede da bort over. Jeg skal ikke negte at jeg var noget ængstelig 


for at ro den aldeles ind paa livet, men Hansen vilde absolut bort 


til den; vi kom den da tilslut saa nær, at Hansen vilde tage dreggen, 
som vi havde i baaden og kaste bort over den, men dette modsatte 
jeg mig bestemt; vi var ikke længere borte fra den, end som baaden 
var lang og havde saaledes anledning til at betragte den aldeles nøie. 
Det viste sig da at være en ualmindelig stor fisk, antagelig cirka 20 
alen med et noksaa stort hoved og den øvrige kroppen svarende til 


agter for gatborhullet, hvorefter den smalnede betydelig af helt til 


- halefinnen, som var ualmindelig stor; paa ryggen havde den en stor 


finne, antagelig en '/» meter høi og lige lang, men ualmindelig tynd. 


Denne bevægede den til begge sider, saa at det stundom saa ud, som 


den var borte. Fisken gik hele tiden, mens vi betragtede den, ganske 


rolig øverst i vandskorpen med gabende kjæft; naar man var lidt fra 
den, saa det ud som om den skulde ligge i flere bugtninger; dette 
viste sig at være først hovedet, som raget op af vandet, saa rygfinnen, 
og endelig halefinnen, som den slog med til hver side, undertiden var 
den helt frem i lige linje med kjæften. Fisken var af farve sort eller 
kanske nærmere graagul. 

Jeg og de andre, jeg havde med, fik saaledes fuld vished for, at 
dette ikke var nogen orm, men en ualmindelig stor fisk. Hansen 
paastaar, at det var ,brygden", han siger, at han tidligere har seet 
den som smaagut. 

Dette er altsaa de iagttagelser, jeg har gjort med hensyn til 
søormen, og dette har gjort mig fra en meget troende til en absolut 
tvilende om søormens tilværelse." 

I næste hefte skal vi bringe en artikel om søormspørgsmaalet 


almindelighed og særlig om det svenske storsjøuhyre. 


Norges pattedyr. 


Under titelen ,Bemærkninger vedrørende Norges Pattedyrfauna* har pro- 
fessor R. Collett i sidste bind (36te) af ,Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* 
udgivet en række interessante meddelelser om de norske pattedyrs udbredelse 
og biologi. Disse ,bemerkninger* omfatter aarene 1882—97 og er den 3die 
række. De danner et værdifuldt supplement til de tidligere, der er ligeledes 


78 


publicerede i ,Nyt Magazin*, henholdsvis i aarene 1876 og 1882. I sidste 
række er dog ikke hvaldyrene medtagne, da de skal blive gjenstand for en 
udførlig behandling ved en senere leilighed. Da disse ,bemerkninger* inde- 
holder adskillige meddelelser, som har interesse udenfor fagmændenes snevre 
kreds, skal vi her give et kort uddrag af det interessanteste, srameget mere 
da ,bemerkningerne*" er publicerede i et for menigmanden lidet tilgjængeligt 
tidsskrift. 


Norges pattedyrfauna tæller for tiden 66 arter. Heraf er 7 
flaggermuse, 4 insektædere, 15 gnavere, 12 rovdyr, 7 sæler og 4 
drøvtyggere. 

I de sydlige dele af landet er den nordiske flaggermus (vesper- 
tilio milssonii) og vandflaggermusen (myotis daubentomi) de mest 
udbredte arter. Nordenfor Trondhjemsfjorden er den nordiske flagger- 
mus paa de fleste steder sandsynligvis den eneste forekommer art. 
Den er iagttaget helt op til Balsfjord og Maalselvedalen indenfor 
Tromsø. Den graaskimlede flaggermus (vespertilio murinus), som 
tidligere kun var kjendt paa østlandet, blev i 1889 ogsaa funden ved 
Stavanger. 

Pindsvinet (erimaceus ewropæus) var i midten af forrige aarhun- 
drede udbredt over det meste af landets sydøstlige egne, især omkring 
Mjøsen og Kristianiafjorden. Derimod synes det ganske at have 
manglet paa vestlandet. Efterhaanden aftog imidlertid antallet og i 
begyndelsen af dette aarhundrede forekom pindsvinet kun sporadisk 
inden landets grænser. I de senere tider er det igjen blevet mere 
udbredt; i enkelte egne, saasom omkring Kristiania, er det nu endog 
ganske talrigt. Foruden paa østlandet er pindsvinet fortiden iagttaget 
ved Kristiansand, Stavanger og Trondhjem. Disse individer nedstam- 
mer dog sandsynligvis fra forvildede, indførte. 

Kongsberg har i de senere decennier været den eneste lokalitet, 
hvor den sorte rotte (mus rattus) levede. Dette synes endnu at være 
tilfældet; dog maa bemerkes, at et eksemplar af denne art i 1883 
blev fanget ved Hundvaag wudenfor Stavanger. Dette eksemplar er 
imidlertid muligens indført med et skib. 

Den lille graamus (microtus rufocamus) har en betydelig større 
udbredelse end hidtil antaget. Tidligere var den kun kjendt fra det 
nordlige Norge, men antagelig forekommer den paa alle vore høifjelde, 
i de senere aar er den saaledes funden i Saltdalen, Østerdalen og paa 


Hardangervidden. I 1894 havde graamusen et yngleaar i Tromsø og 


79 


Finmarken. Under dette anrettede den i Alten betydelig skade paa 
de unge furutrær. I modsætning til klattremusen eller rødmusen 
(mierotus glareolus) skal denne art ikke klattre, den angriber derfor 
trærne helst nede ved roden. Paa grund af skovens langsomme repro- 
duktionsevne 1 disse nordlige egne har den vanskelig for at modstaa 
det tab, som den lider ved angreb af denne ,finmarkemus". Den 
er her utvilsomt skovens farligste fiende. 

Klattremusen, der forekommer idetmindste op til polarcirkelen, er 
ligeledes en slem fiende for vore trær. Den synes især at ynde unge 
aspetrær samt frugttrærne i haverne, men kan dog ogsaa angribe furu- 
trærne. Om vinteren afbarker den de unge stammer med grøn ung 
bark, derimod angriber den nødig den gamle ru og heller ikke gjerne 
aarsskuddene. Klattremusen klattrer med stor lethed op i ungfuruernes 
toppe, hvor den især angriber de mygere dele af barken ud mod 
aarsskuddene. Ligesom flere af de øvrige markmus er den leilig- 
hedsvis kjødædende. 

I sæterregionen og da fornemlig paa sæterløkkerne hører den 
lille jordrotte (microtus ratticeps) hjemme. Kun i yngleaarene kan 
den træffes overalt paa tjeldet, selv ovenfor trægrænsen, derimod 
vandrer den ikke ned til dalene. I Finmarken gaar den dog helt ned 
til havet. Under yngleaarene apretter den betydelig skade paa græsset 
paa de høiereliggende gaarde og paa sætrene, derimod angriber den 
sjelden trær og buske. Jordrotten kaster i yngleaarene optil 4 kuld 
om sommeren; ungerne af første kuld kan igjen kaste to kuld, inden 
vinteren indtræder. Kuldet indeholder som regel 5—6 unger, dog 
kan der undertiden være optil 10 unger. 

Som muligens en del af ,Naturen"s læsere ved, blev skov- 
lemænen (myodes schisticolor) opdaget første gang af professor Lillj e- 
borg i 1843 ved Lillehammer. Først 24 aar senere blev den atter 
paavist her i landet af professor Collett, som 1 1867 fandt et indi- 
vid i Lørenskoven. Det næste individ fandtes høsten 1883. I de 
senere aar er den funden gjentagne gange. Sandsynligvis forekommer 
den i de fleste større lavereliggende naaleskove i det søndenfjeldske. 

De dybe, mørke naaleskove er skovlemænens hjem. Her holder 
den til paa mosgroede steder blandt vindfald og ur. Sjelden viser 
den sig udenfor sine tuer, undtagen om natten. Det er grunden til, at den 
saa længe har undgaaet vor opmerksomhed. Som sin frænde, lemænen, 


har ogsaa skovlemænen sine vandre- og yngleaar, hvorunder den op- 


80 


træder i større antal. Det er næsten blot under disse, at dens til- 
værelse kan merkes, thi da kommer den frem fra skovene. Dens 
vandringer er dog ikke lange, udenfor skovkanten gaar den sjelden og 
kun af og til er den funden paa ager og enge, der støder op til 
skoven. 

I 1891, der var et vandre- og yngleaar, havde professor Collett 
anledning til nøiere at studere den ved Fredrikssten i nærheden af 
OQdnæs. Om dagen holdt skovlemænen sig ganske skjult. Først ved 
skumringens indtrædelse kom de frem; i halvmørke kunde de skimtes 
som smaa mørke garnnøster, der med stor hurtighed kom trillende 
nedad skovstierne. De var yderst agtpaagivende og hurtige. I mod- 
sætning til lemænen lod de sig kun vanskelig fange. De søgte altid 
at undfly og satte sig aldrig som denne til modverge. Naar man 
mødte dem, stansede de aldrig; blev de grebne, skreg de, men for- 
søgte sjelden at bide. 

Blandt skovlemænens fiender hører hunde, katte og hugorm. Som 
de øvrige mindre gnavere er den under vandreaarene udsat for 
epidemiske sygdomme og sandsynligvis er det disse, som dræber de 
fleste vandrende dyr. Den har en kjendelig moskuslugt. 

Hos os har gaupen (felis lynx) sin nordgrænse i Vefsen og Ranen 
omstreifende individer kan dog træffes længere mod nord, endog helt 
op til Finmarken. Dens yngletid falder i første halvdel af juli.  Stati- 
stiken over fældede rovdyr i de sidste 50 aar (1846—1895) viser, at 
indtil 1880 blev der gjennemsnitlig fældet 120 gauper aarlig, men i 
de senere aar har antallet gaaet jevnt nedad; sterkest har nedgangen 
været i de sidste fem aar, hvori der neppe er blevet præmieret 60 
dyr aarlig. De gauperigeste tragter for tiden er Buskeruds og Brats- 
bergs amt samt begge Trondhjemsamterne. 

Ogsaa jerven (gulo luscus) synes i de senere aar at være i til- 
bagegang, i tiaaret 1886—95 dræbtes saaledes gjennemsnitlig 43 jerver 
aarlig, mod 77 i det nærmest foregaaende tiaar. Antallet af dræbte 
dyr har forøvrigt vekslet i høi grad fra aar til andet. Saaledes præ- 
mieredes i 1885 92 dyr, i 1889 925 dyr, i 1892 37 dyr og i 1895 
50 dyr. Landets største jervmængde findes i det nordenfjeldske og 
især i Finmarken, hvorfra omkring halvdelen at de fældede dyr 
skriver sig. 

I det 16de aarhundrede var ulven (camis lupus) overordentlig 


talrig i landet. Om sommeren holdt den til paa fjeldet, men om vin- 


81 


teren søgte den i flokke paa 30 stykker og derover ned til kysten, 
hyor den anrettede stor skade saavel blandt husdyrene som paa hjort, 
elg og ren. I slutten af det 17de aarhundrede synes ulven at have 
gjennemgaaet en periode, hvor den helt eller delvis forsvandt fra store 
strækninger af det søndentjeldske. I forrige aarhundrede tiltager 
imidlertid bestanden igjen; i de officielle beretninger fra midten af 
aarhundredet klages der jevnlig over den skade, disse udyr gjør. 
Særlig høilydte lyder klagerne fra Bergens stift, hvor mange bønder 
blev ganske forarmede, da ulven havde dræbt alle deres husdyr. 
Omkring 1850 er der, sandsynligvis paa grund af sygdom, igjen en 
pludselig og uventet nedgang i ulvebestanden. Over store strækninger, 
saasom i Smaalenene, Jarlsberg og Laurvig, Lister og Mandal samt i 
Bergenhusamterne forsvandt den fuldstændig; i de øvrige sydlige 
amter forøvrigt har den i sidste halvdel af dette aarhundrede kun vist 
sig sporadisk. Dog har altid en stamme havt sit faste tilhold i grænse- 
fjeldene omkring Røros, samt i de tilstødende fjelddale, hvor den 
væsentlig fandt sit underhold i de tamme renflokke, som holdtes her. 
Herfra foregaar der fra tid til anden mindre udvandringer. De ulve, 
som i de sidste aar snart her snart der er iagttagne, er dyr, der 
stammer fra denne stamme. Forøvrigt har de fleste af avisernes ulve- 
historier fra det sydlige af landet vist sig at være upaalidelige. Ulve- 
bestanden synes ikke igjen at være tiltaget noget nævneværdigt søn- 
denfor Dovre. 

I det nordlige Norge har Finmarken den rigeste ulvebestand, i 
de sidste 25 aar er der gjennemsnitlig i dette amt betalt skudpræmie 
for 29 ulve aarlig, det gjennemsnitlige antal for hele landet i samme 
tidsrum var 40. I Finmarken er der saaledes fældet omkring tre 
fjerdedele af de i landet dræbte ulve. Finmarken har forøvrigt altid 
været ulverig, men ogsaa der kan paavises perioder, hvor den er mere 
faatallig, og andre igjen, hvor den har tiltaget. En saadan periode 
synes nu at være inde. Trondhjemsamterne og især grænsefjeldene 
af Nordre Trondhjems amt er ligeledes meget rig paa ulv. 

I det 16de aarhundrede var bjørnen (ursus ærctos), som de andre 
rovdyr overordentlig talrig i Norge. Omkring 1560 dræbte saaledes 
ifølge Peder Claussøn Friis en mand i Lister lehn paa en 
vinter 15 bjørne med sin staalbue, men blev selv dræbt under kampen 
med den 16de. Samme forfatter siger endvidere 1 sin , Norriges 
Beserifuelse", at i Lofoten og Vesteraalen forekom bjørnen i saa stort 


»Naturen* 6 


82 


autal at de ,ey ere saa mange 1 nogit Læn i Norrig*. De angreb 
her ikke alene kvæget, men rev ogsaa fisken ned fra hjelderne og 
fortærede tranen i levertønderne. ” 

Endnu i midten af det 18de aarhundrede er bjørnen talrig, men 
allerede i slutter af aarhundredet kan en aftagen merkes. Paa grund 
af de stadig forbedrede vaaben og det større antal jægere vedvarer 
fremdeles denne nedgang. I det sidste femaar (1891—95) er der saa- 
ledes gjennemsnitlig skudt 62 bjørne mod 264 i femaaret 1846—350. 
Fortiden er Øvre Telemarken, det indre af Romsdal og Nordre 
Bergenhus amter samt strøget langs rigsgrænsen fra Trondhjemsfjorden 
opover til Tromsø de bedste bjørnetragter. Helt forsvunden er bjørnen 
i Smaalenene, hvor det sidste individ blev skudt 1 1859. 

Isbjørnen (ursus maritimus) hører vel strengt taget ikke til vor 
fauna, men leilighedsvis kan den dog gjeste de nordlige kyster. I 
uovember 1852 saaes saaledes et individ svømmende mod land nær 
Mortensnæs i Varangerfjorden. I april det følgende aar skjød en fin 
et individ paa fjeldet ovenfor Køllefjord, der ligger ca. 180 kilometer 
fra Varangerfjorden. Muligens er dette og ovenfornævnte samme 
individ. 

Ved vor sydvestkyst, ved Karmøen og Røvær, er i de senere 
aar nogle isbjørne komne iland og blevne dræbte. Disse er sandsyn- 
ligvis dyr, som under transporten til udlandets dyrebaver er undslupne 
fangenskabet. 

Varangerfjorden og Øst Finmarken har i de senere aar stadig i 
maanederne april og mai været hjemsøgt af store skarer grønlandssæl 
(phoca grønlandica). Den kaldes forøvrigt nordpaa finmarkskobbe. 
Den kommer altid under loddefisket, hvorfor den imødesees af fiskerne 
med stor ængstelse, det heder nemlig, at sælen fordriver fisken fra 
fiskepladsene. Hvor man tidligere kunde trække fuldlastede baade, 
faaes nu ikke ,kogefisk". Ud i mai eller i juni forlader sælen igjen 
kysten og drager nordpaa. 

Disse skarer af Grønlandssæl, der bestaar baade af ældre og 
yngre dyr, hører hjemme i Hvidehavet, hvor de i høstmaanederne, i 
november og december, yngler paa drivisen. Om vaaren, naar ungerne 
har afiagt sin ulddragt, drager sælen igjen udover. I denne tid kan 
der foregaa en indbringende jagt efter den uddragende sæl paa begge 
sider af Hvidehavets munding. Den videre retning for sælens vandring 


afhænger af, hvor vinden driver ismasserne hen, Som ottest synes van- 


av rd pp 


Pate grå 


re å kN ONE 


83 


;dringen at gaa mod øst, men undertiden trækker sælen mod vest. I 
april ser vi dem da stryge langs Murmanskysten. Finder de næring 
nok, gaar ikke vandringen videre, men i de senere aar har grønlands- 
sælen som sagt udstrakt sin vandring helt til Østfinmarkens kyster, 
til Vestfinmarken kommer den derimod sjelden. I enkelte aar bøier 
sælskarerne allerede mod nord ved Voidoguba paa Murmankystens 
vestligste punkt, vi gjestes da kun af enkelte dyr, men i andre «ar 
hjemsøges vi af hele sælmassen. Skjønt grønlandssælen altsaa besøger 
os i store masser, jages den dog sjelden, da den er saa mager, at 
den synker som sten, straks den er skudt. 

Storkobben eller haverten (phoca barbata), der som den foregaa- 
ende hører hjemme i de arktiske egne, gjester kun sjeldent landet, 
og da kun de nordligste kyster. 

Graasælen (halichoerus grypus) forekommer spredt og i stedse 
aftagende mængde langs hele kysten. Dens betydeligste yngleplads 
hos os er ved fiskeværet Halten paa Froøerne, hvor der endnu i sytti- 
aarene fødtes omkring 100 unger aarlig, hvoraf halvparten dræbtes. Nu 
er imidlertid sælmængden ogsaa her gaaet saa ned, at jagten har tabt 
næsten al betydning. I ældre tider var der paa Sørøen ved Hammer- 
fest en større jagt etter denne sæl, i enkelte aar, f. eks. i 1671, blev 
der ifølge Lillieskjolds ,Speculum boreale" dræbt 400 dyr og derover. 
Jagten toregik under yngletiden eller omkring andersmis (30te novbr.). 

Ved Froøerne fødes ungerne som regel i september, men yngle- 
tiden kan dog udstrækkes helt til begyndelsen af november. I lan- 
dets nordlige egne foregaar den noget senere end ved Froøerne. 
Den nyfødte unge er dækket af en hvidgul ulddragt; men allerede 
efter 8 dages forløb kastes denne, og tre uger gammel har ungen 
faaet sin første ungedragt. Den gjennemgaar derpaa en hel række 
farveforandringer, indtil den faar den voksnes mørkbrune dragt. 

Klapmydsen (cystophora cristata) er velkjendt blandt fiskerne i 
Finmarken, Lofoten og Vesteraalen, som kalder den ,kikneb". Det 
er ikke usandsynligt, at den undertiden paa sine vandringer kommer 
saa nær vor kyst, at hunnerne istedetfor at begive sig op til sine sæd- 
vanlige ynglepladse paa isen nordenfor Jan Mayen og Island, drager 
ind til de yderste havskjær ved vor nordkyst, hvor de kaster sine 
unger. 


Hvalrossen (trichechus vosmarus) er en sjelden gjest ved vor 


84 


kyst. Siden 1870 er kun fire individer lagttagne ved Finmarken og 
Tromsø, men kun et at disse blev skudt. 

Et egte vestlandsdyr er hjorten (cervus elaphus). Den hører 
hjemme paa kyststrækningen fra Stavanger op til Namdalen. Kyst- 
strækningen mellem Kristiansund og Trondhjemsfjorden er for tiden 
landets bedste hjortedistrikt. Alene paa Hitteren anslaaes bestanden 
til 600—700 dyr; den er dog meget vekslende, idet hjorten ofte svøm- 
mer over til fastlandet og de nærliggende øer, Tusteren og Smølen. 
Vinterens større og mindre strenghed har ogsaa indflydelse paa be- 
standen, i den kolde og snerige vinter 1881—82 gik alene paa Hit- 
teren omkring 300 dyr tilgrunde. 

De fleste jagtretter paa Hitteren er bortforpagtede; forpagtnings- 
afgiften beløber sig til ca. 8000 kr. Der fældes aarlig omkring 40 
dyr paa denne ø, i enkelte aar er der dog skudt over det dobbelte antal. 
Mindst halvdelen af de i landet skudte hjorte fældes paa Hitteren; i 
1896 fældedes saaledes ialt 1388 dyr, hvoraf 80 paa Hitteren. 

Landets største sammenhængende hjortedistrikt strækker sig fra 
Sognefjordens nordside op til Søndmør, en 130 kilometer lang stræk- 
ning. Inden denne strækving er dog hjortens forekomst meget for- 
skjellig, talrigst forekommer den paa partiet mellem Førdefjord og Nord- 
fjord. Landets nordligste hjortestamme findes i Namdalen, især paa 
Otterøen, hvor bestanden tidligere ikke var liden, men nu er gaaet 
sterkt tilbage, dels paa grund af for sterk beskatning, idet saagodtsom 
alle hanner er bortskudte, dels ogsaa paa grund af indavl. For tiden 
findes der paa Otterøen 20—3830 dyr, hvoraf blot et par kronhjorte. 

Sammenlignet med den europæiske hjort er den norske ikke særlig 
stor, men den er dog et kraftig bygget dyr. I 3-aars alderen veier 
den 65—72 kilo, 4 aar gammel 76—90 kilo, 5 aar gammel 90—108 
kilo, 6 aar gammel og ældre 110—-183 kilo. Over 183 kilo har ikke 
nogen norsk kronhjort veiet. 

Kronhjorte med særligt stort gevier er ikke truffet hos os. Kun 
undtagelsesvis træffes individer med over 12 spidser, 6 paa hvert 
born. Selv hos fuldt udvoksede dyr er hornene sjelden fuldt kom- 
plette, men de fleste har blot 10 eller 11 ender.  Undertiden kan 
selv store dyr have helt ugrenede horn, hos andre har hornet blot 
øietaggen eller det er helt ugrenet og bærer spidser blot i enden. 
Stundom findes ogsaa ganske hornløse hanner. Hornene er udvoksede 


i februar og mars, men haarbeklædningen er vedhængende langt ud 


85 


over sommeren; det kan endog hænde, at hornene først sidst i august 
blir rene. 

Qm sommeren græsser hjorten helst fra daggry imdtil kl. 9—10, 
derpaa hviler den indtil kl. 4, hvorpaa den igjen græsser indtil mør- 
kets frembrud. Dens føde bestaar om sommeren af græs; vaar og 
høst, naar marken er bar, tager den mest myrgræs (criophorum og 
lignende). Om vinteren lever den hovedsagelig af kviste og bark at 
løytrær, den kan dog ogsaa fortære furubar. I denne tid søger den 
undertiden ned til stranden, hvor den spiser tare, sandsyuligvis paa 
grund af dennes saltboldighed. Vinteren er forøvrigt hjortens slem- 
meste tid. Paa grund af sult, sneskred o. s. v. omkommer omtrent 
hver vinter flere eller færre dyr, især yngre. 

Parringstiden indtræffer hos os i oktober eller november, og den 
varer omtrent en maaned. Kalven fødes i mai eller juni. Hinden 
har om høsten hos sig foruden sin kalv tillige den fra forrige aar, 
undertiden ogsaa den toaarsgamle kalv. I treaarsalderen spredes 
dyrene mere, og hannerne opsøger andre hanner eller vandrer alene. 
Af og til kan der forekomme tvillinger. 

Raadyret (capreolus capreolus) er hos os kun et omstreifende dyr, 
som ikke har fast fod i landet, men fra tid til anden vandrer ind 
over grænsen fra Sverige. Siden 1864 er den iagttaget 26 gange 
inden vore grænser. Hyppigst har den vist sig i landets sydligste 
grænsedistrikt, Smaalenene, og især omkring byerne Fredriksstad, 
Sarpsborg og Fredrikshald. Den er ligeledes oftere kommen ind over 
grænsen mod Vermeland og er her seet helt op til Rendalen og Lille 
Elvedalen, som er det nordligste sted raadyret vides trængt. 

Under sme streiftog kan raadyret trænge langt ind i landet; 
høsten 1869 blev to individer skudt mellem Tyin og Bygdin i Jotun- 
heimen, de var altsaa vandrede helt op i fjeldene mod Bergens stitt. 
I 1880 saaes et dyr svømme over Losna i Gudbrandsdalen. Det blev 
indfanget og holdtes levende til 1881, da det døde. Endelig saaes i 
september to dyr ved Moland ovenfor Arendal, hvoraf det ene blev 
skudt. 

De fleste af de raadyr, som har været seet her i landet, var 
hanner. Kun to dyr opgives at have været hunner. 

Den i ældre tider store elgstamme i Norge var lidt efter lidt i 
løbet af forrige aarhundrede bleven saa sterkt reduceret væsentlig paa 
grund af ulvens overhaandtagende mængde, at elgen (alces alces) i 


86 


slutten af aarhundredet var sin undergang nær. Gjentagne gange 
maatte den derfor ved kongelige forordninger fredlyses. Disse forord- 
ninger blev aldrig strengt overholdte, men vi kan dog takke dem for, 
at elgen endnu er i behold. Da som tidligere nævnt ulven omkring 
midten af dette aarhundrede omtrent forsvandt fra det søndentjeldske, 
tiltog elgmængden igjen hurtigt. Forøgelsen var især sterk i seksti- 
og syttiaarene; elgen” havde da en blomstringsperiode, hvortil der 
neppe haves sidestykke siden 1600 aarene. I syttiaarene finder vi 
den udbredt i de fleste større skovstrækninger i det østenfjeldske saa- 
velsom i det indre af Trondhjems stift op til de sydlige distrikter af 
Nordland. Endnu i begyndelsen af ottiaarene var bestanden i frem- 
gang, men for tiden er den omtrent overalt i tilbagegang. Paa en- 
kelte steder har tilbagegangen endog været saa stor, at den har vakt 
betænkeligheder.  Tilbagegangen skyldes især en altfor hensynsløs jagt. 

I 1894 blev landets elgstamme anslaaet til benimod 4000 dyr. 
Af denne bestand bortskydes aarlig henimod en trediedel, i aarene 
1889—96 blev der nemlig aarlig fældet 862—1 295 dyr eller gjen- 
nemsnitlig 1102, hvoraf omtrent halvparten var okser (587). At 
dette er en altfor sterk beskatning er klart. Sygdomme kan forøvrigt 
ogsaa decimere bestanden; sommeren 1896 dræbte en miltbrandepidemi 
ca. 100 dyr omkring Kristiania. 

Landets elgrigeste distrikt for tiden er Nordre Trondhjems amt. 
Her fældedes i aarene 1890—94 aarlig over 400 dyr, i 1892 var det 
endog 432, men i de seneste aar er antallet gaaet ned til 283 i 1895 
og 280 i 1896. I dette amt er saaledes skudt gjennemsnitlig over 
en trediedel af de i landet fældede elge. Forøvrigt kan ogsaa i dette 
amt spores en nedgang i bestanden, men efterat jagttiden i 1894 blev 
indskrænket, synes elgen igjen at have tiltaget noget. 

Elgen har sin nordgrænse i Vefsen i Søndre Helgeland. Bestanden 
i Nordland er dog liden, i aarene 1889—96 blev der gjennemsnitlig 
kun fældet 7 dyr aarlig. Leilighedsvis kan dog elgen streife længer 
mod nord, helt op til Finmarken. Det er dyr, som er indvandrede 
fra Sverige og Finland. Paa vestlandet er elgen ligeledes kun en 
tilfældig gjest, det er enlige dyr, som paa sine vandringer drager 
over fjeldet til Indre Sogn og Ryfylke. 

Namdalen har for tiden de største dyr. Her er fældet 28-endere, 
eller okser med 14 hornspidse. I Kolvereid fandtes i 1885 endog et 
enkelt fældet horn med 16 spidse, det har saaledes muligens tilhørt 


87 


en 32-ender. Endvidere kan nævnes at i 1895 fandtes paa Namdals- 
eidet et horn med 17 spidser. Dette horn var imidlertid noget 
abnormt og veiede ikke mere end horn med 9—10 spidse. I det 
østenfjeldske findes ikke mere saa store dyr, i de senere aar har man 
her ikke fældet okser med mere end 10—11 spidse. 

Hornene synes at blive større i kolde og fugtige somre, men de 
udvikles senere i disse. De største horn udvikles 1 oksens kraftigste 
alder. Med aarene blir hornene mindre, idet baade pladernes størrelse 
og spidsenes antal aftager. De fældes 1 januar og februar; forøvrigt 
er fældningen meget uregelmæssig, den kan foregaa allerede i december, 
men vi kan finde dyr med horn helt ud i april.  Undertiden træffer 
man paa ældre okser, som ganske mangler horn; istedet kan de have 
stumpe udvekster eller knuder. 

Parringen indtræffer i regelen i oktober, men kan foregaa alle- 
rede i midten af august. Kalven kastes sidst i mai eller først i juni. 
Tvillinger kan undertiden forekomme. 

Er elgen i tilbagegang, gjælder dette i enduu høiere grad renen 
(rangifer taramndus). Faar vi ikke snart en ny, skjærpet jagtlov, vil 
dette høifjeldets ædle vildt inden mange aar være totalt udryddet. 
Grunden til denne sterke tilbagegang skyldes tildels en altfor hensyns- 
løs jagt, men især tamrenflokkene, som holdes paa flere og flere af 
vore høifjelde. Forat holde disse flokke sammen efterstræber vogterne 
vildrenen sent og tidligt; baade i jagtiden og naar den er fredet, 
jages den, da den let lokker tamrenen med sig. 

I aarene 1889—96 er der aarlig fældet 469 —942 vildren eller 
gjennemsnitlig 690. Til sammenligning kan anføres, at i syttiaarene, 
da den vilde stamme antagelig var dobbelt saa stor som i de senere 
aar, fældedes der blot 591 dyr aarlig. 

Tidligere har man som bekjendt antaget, at vildrenen var ganske 
udryddet i Finmarken. Ifølge skovforvalter Hagemannr skal der 
dog endnu findes en stamme paa omkring 500 dyr i Vest Finmarken, 
hvor Koutokeino, Alten og Kvænangen støder sammen. Den saakaldte 
vildren, som ellers træffes i Finmarken, er kun forvildede tamren eller 


omstreifere fra Rusland og Finland. J. G. 


88 


Et nulevende kjæmpedovendyr? 


I lange tider havde der gaaet rygte om, at der i det indre at 
Patagonien skulde leve et høist mystisk firfodet dyr. Det skulde 
grave sig huler i jorden og viste sig som regel kun om natten. India- 
nerne beskrev det som et stort dyr med svære klør og skrækind- 
gydende udseende, som det var umulig at faa dræbt, da hverken 
kugler eller kastevaaben kunde gjennembore det. 

Saa var det en dag, at den bekjendte reisende og geograf 
Ramon Lista paa en af sine reiser i det indre af Santa Oruz- 
territoriet traf paa dette merkelige dyr. Han skjød flere gange efter 
det, men maa nok have bommet, thi det fik forstukket sig mellem 
noget krat, og trods al søgen var det ikke muligt at gjenfinde det. 
Saavidt Lista kunde se, lignede dyret baade i størrelse og udseende 
nærmest et skjælddyr (mamis). Istedetfor skjæl var imidlertid kroppen 
dækket af rødlig-graa haar. Lista følte sig overbevist om, at dyret, 
hvis det ikke var et skjældyr, dog var nærbeslegtet med denne gumler. 

Man troede tidligere, at Lista, skjønt en skarp iagttager, dog her 
havde været ude for en synkverving. —Florentino Ameghino, som har 
leveret flere værdifulde bidrag til kundskaben om de uddøde sydameri- 
kanske gumlere, søger imidlertid i novemberheftet 1898 af , Natural 
Science" at paavise, at dette dyr virkelig eksisterer. Det er dog ikke 
et skjældyr, men derimod nærbeslegtet med de saakaldte gravigrade 
eller tungfodede gumlere, kjæmpedovendyrene mylodom og pseudole- 
stodon, som kunde naa en elefants størrelse. 

Kjæmpedovendyrene hører til de ældste pattedyrformer. De tid- 
ligste spor af dem finder vi sammen med kjæmpeøglerne i Patagoniens 
brogede sandstene, der tilhører den undre kridtformation. Endnu tal- 
rigere blir de i pyrotheriumleierne i den saakaldte guaranitiformation. 
De udvikles lidt efter lidt og naar sin største artsrigdom i Santa- 
Cruzformationen, der tilhører den øvre eocene periode. Senere blir 
de igjen fattigere og fattigere paa arter, men i størrelse vokser de 
dog fremdeles, indtil de i pampaslagene blir repræsenteret med kjæmpe- 
former som megatherium, lestodon, mylodon o. 8. v., som alle kunde 
naa en elefants størrelse, ja mere. I senere afleiringer paa Pampas- 
sletterne har man ligeledes fundet nogle, men desværre slet bevarede 


levninger af disse dyr. Ingen har imidlertid anet, at der den dag 


89 


idag muligens lever en repræsentant for denne i sin tid saa mægtige 
dyregruppe. 

Nogle af disse pampasslegter havde en meget eiendommelig 
karakter. Kroppen var paa alle kanter beskyttet med et utroligt stort 
antal smaa uregelmæssige benplader. Pladerne antog man, udvikledes 
inde i den tykke hud og var dækket at en hornet eller skjællet yder- 
hud eller epidermis. Af slegter, som havde denne eiendommelighed, 
kan nævnes mylodoa, pseudolestodon og glossotherium. Andre slegter 
saasom megatherium og lestodon, havde derimod ikke spor til disse 
benplader.  Foruden fra pampasformationen finder vi benpladerne i 
den saakaldte aratcanske formation paa Monte Hermoso og Catamarca 
og ogsaa i entreriosformationen. Derimod er det ikke muligt at paa- 
vise dem i Santa Cruzformationen, som dog er saa rig paa kjæmpe- 
dovendyr. Vi kan heraf drage den slutning, at benpladerne ikke 
tilhører de oprindelige karakterer, men senere er erhvervede i en for- 
holdsvis moderne periode.) 

Disse benplader kan vi nærmest sammenligne med større kaffe- 
bønner. De varierer i høi grad i form og størrelse inden de forskjel- 
lige slegter. Hos glossotherium er de store og fladtrykte; hos mylodon 
derimod er de smaa, uregelmæssige, elliptiske, trapezoide -eller rhom- 
biske, med den ene side mere konveks eller kjølet. Diameteren 
varierer mellem en til to centimeter, men kan dog ogsaa være mindre. 
Pladernes overflade, særlig den flade sides, har fine fordybninger og 
huller, og under forstørrelsesglasset kan man se et retikulært netverk. 
Pladernes udseende er saa karakteristisk, at har man en gang seet 
dem, kan man ikke mere tage feil af dem. 

Fra det sydlige af Patagonien fik Florentino Ameghino for kort 
tid siden nogle smaa benplader med forespørgsel om, til hvilket dyr 
de hørte. ,Min overraskelse var stor," siger han, ,da jeg holdt i 
haanden disse fuldstændig friske benplader, saameget mere da de 
ganske lignede de fossile hudbenplader hos slegten mylodon. Kun 
var de adskilligt mindre, de varierede nemlig fra 9 til 13 eller 14 
mm. i diameter. Jeg har omhyggeligt undersøgt disse smaaben uden 
dog at være istand til at opdage nogen væsentlig forskjel mellem dem 
og de fossile." 


1) Nogle forskere vil dog ikke se en sekundær karakter i disse benplader. 
De forekommer, siger de, ogsaa hos kjæmpedovendyr fra Santa Cruzformationen. 


90 


Disse benplader tilhørte et skind, som desværre var ufuldstændigt, 
blandt andet manglede det ganske ekstremiteterne. Skindet var fundet 
paa jorden og viste tegn til, at det i flere maaneder havde været 
udsat for luftens indvirken, det var derfor noget afbleget. Skindet 
var omtrent to centimeter tykt og saa haardt, at kun med øks og sag 
kunde det sønderlemmes. Den tykkeste del af skindet var fyldt med 
de ovennævnte smaa benplader. De ligger paa den indre side af 
skindet og er pressede tæt op til hinanden, hvorved de faar en 
anordning, som en gammeldags knudret gadebrolægning.  Skindets 
yderside bestod af en sammenhængende, ikke skjællet overhud, som 
var dækket af grove, haarde og stive haar.  Haarene havde en længde 
af 4—5 centimeter og var rødliggraa. 

Dr. 0. Nordenskjöld, der var leder af den svenske ekspe- 
dition til Tierra del Fuego i 1895—97, hjembragte fra sin reise 
nogle levninger af et dyr, som synes at være identisk med det af 
Ameghino beskrevne. Af levningerne leverer docent Einar Lønn- 
berg en meget udførlig beskrivelse i de videnskabelige beretninger 
fra ekspeditionen. Disse levninger fandtes ved Ultima Esperanza i 
Territorio de Magellanes, Chili, i en hule nogle faa kilometer fra 
kysten. Hulen*blev opdaget kort før Nordenskjölds ankomst af nogle 
farmarbeidere. De fandt i den et menneskeskelet samt nogle stykker 
af et høist merkeligt skind. Disse tog de med sig, men skelettet 
ødelagde de desværre, Da Nordenskjöld fik høre om hulen, under- 
kastede han den en nøiagtig undersøgelse. Han fandt da endnu et 
par stykker af skindet, endvidere en hornskede af en stor klo, et 
par haarkugler, nogle ben af lama og nogle stenredskaber. Skind- 
stykkerne laa bortgjemte i en kløft i hulen, de øvrige sager fandtes. 
derimod paa hulens bund i den gibs og kalk, som i tidernes løb var 
ramlet ned fra hulens vægge og tag. 

Skindstykkerne stemmer i alt væsentligt med Ameghinos beskri- 
velse, vi kan derfor gaa ud fra, at de har tilhørt samme art. Dyret 
er sandsynligvis bleven dræbt af et menneske, som derpaa har flaaet 
det og taget skindet med sig hjem til hulen. 

Det største af stykkerne synes efter formen at dømme at AY 
dækket dyrets venstre forfod. XKloen, der er 109 mm. lang, har 
antagelig tilhørt samme dyr, den tilhører idetmindste ikke noget nule- 
vende sydamerikansk dyr og heller ikke nogen af de uddøde arter, 
saavidt vi da kjender disses klør. Dens form synes at tyde paa, at 


91 


den har tilhørt den ene bagfod. Haarkuglerne bestod hovedsagelig af 
fin graagul uld, desuden indeholdt de haar, som ganske lignede haa- 
rene paa skindstykkerne, samt nogle ubestemmelige mørkbrune haar, 
der var indtil 15 cm. lang. Disse haarkugler er antagelig ekskre- 
mentlevninger fra et rovdyr og da muligens fra en hund, der har til- 
hørt hulebeboeren. 

Ameghino mener, at det dyr, hvis levninger vi her har omtalt, er 
identisk med det, Lista saa. Han kaldte det derfor neomylodon listai. 
Hvis denne formodning er rigtig, skulde der altsaa endnu i Sydamerika 
leve repræsentanter for de fordums saa talrige og mægtige kjæmpe- 
dovendyr. Lønnberg antager derimod, at meomylodon ikke er det dyr, 
Lista bommede paa, men en nu uddød art. Som tidligere nævnt lig- 
nede Listas dyr nærmest et skjældyr, det kan da i det høieste have 
været 11/, meter, heri iberegnet halens længde. —Nordenskjöld siger, 
at saavidt han kan erindre, var det største skindstykke, som farm- 
arbeiderne tog, omkring 11/, meter, det var dog ikke fuldstændigt. 
Han havde indtryk af, at skindet maa have tilhørt et stort dyr, 
af en søløves størrelse eller vel det. Lønnberg mener derfor, at 
neomylodon har været et dyr paa mindst 2 meters længde og 1.3—1.4 
meters høide. Det skuld» saaledes være af størrelse som et mindre 
næshorn. Det kan derfor neppe have været Listas dyr, men maa 
være en uddød dyreart, da et dyr af dimensioner som et næshorn 
vilde, selv om det var et natdyr, have vanskeligt for at undvaa op- 
merksomheden. Patagonien er vel tyndt befolket, men gjennemstreifes 
dog stadig paa kryds og tvers af jægere, kvæghyrder eller indianere. 
Disse maatte idetmindste en og anden gang have truffet paa dette 
mystiske dyr. Men hverken de hvide eller indianerne kunde fortælle 
den svenske ekspedition noget om dyret. 

Fremtiden faar vise, hvorvidt Ameghino eller Lønnberg har ret. 
Det, vi hidtil ved om mneomylodon, er meget mangelfuldt, vi kjender jo 
ikke en gang dets udseende; men nu da opmerksomheden er henledet 
paa det, varer det forhaabentlig ikke længe, før vi faar mere at vide 
om det. Skulde det ved senere undersøgelser vise sig, at meomyylodon 
virkelig er en uddød dyreform, har dette dog sin store interesse, da 
det er et bevis for, at kjæmpedovendyrene levede endnu i en saa sen 
periode, at mennesket havde befolket Sydamerika. —Neomylodons 
nærmeste slegtninge glyptodonterne og megatherierne havde da i lange 


tider ligget begravet i Pampas-afleiringernes sand. TG. 


Mindre meddelelser. 


Hjernevegtens forhold til legemsvegten hos pattedyrene. 
Det har været en længe kjendt omend uforklarlig kjendsgjerning, at 
hjernens udvikling hos pattedyrene tilsyneladende ikke staar i forhold 
til dyrenes aandelige udvikling og til den plads, de indtager i systemet. 
Mindre, lavtstaaende dyr har som regel en forholdsvis meget større 
hjerne end større, høierestaaende. Med hensyn til saavel den absolute 
som den relative hjernevegt staar mennesket tilbage for et antal ret 
lavtstaaende dyr, ja det overgaaes endog af disse i hjernevindingernes 
komplicerthed, som man 1 lange tider ansaa som et udtryk for hjernens 
aandelige udvikling. En nøilagtigere undersøgelse over hjernevegtens 
athængighed af legemsvegten er nu foretaget af E. Dubois, idet han 
støtter sig til nogle tidligere arbeider af Max Weber. 

Af de omfangsrige talopgaver, som Dubois leverer, skal vi her 
meddele et lidet uddrag. De store menneskelignende aber har med 
omtrent samme legemsvegt som mennesket kun !/s af dettes hjerne- 
vegt, hunde af samme størrelse endog blot "10.  Hjernens absolute 
vegt er hos elefanten fire gange større end hos mennesket, hos de større 
hvale er den fem gange saa stor. Hos den uddøde søko, rhytina stelleri, 
var den halvanden gang større. Med hensyn til den relative hjerne- 
vegt overtrumfes mennesket (1:45 — 1:46) af flaggermus (1 : 42), 
den javanesiske tupaja (1:41), løveaben (1:26), spidsmusen (1 : 23). 
Blaahvalen, balænoptera sibbaldii, har den absolut største hjernevegt 
(7000 gram) men samtidig ogsaa den relativ mindste (1: 1057). 

Ved disse beregninger maa der tages hensyn til, at hjernen i det 
individuelle liv ikke vokser saa meget som legemet; hos f. eks. en 
niaarig gut har hjernen omtrent faaet sin fulde størrelse, mens legems- 
vegten næsten vokser til det dobbelte. Legemsvegten hos et individ 
er ogsaa underkastet meget store forandringer. Man bør derfor kun 
sammenligne fuldt udvoksede, normale og ganske friske dyr med hin- 
anden. Af to dyr, der har samme størrelse, men som staar paa for- 
skjelligt organisationstrin vil det høierestaaende ogsaa have en større 
hjernevegt. Blandt følgende ligestore dyr har saaledes gibbonen 130 
gram hjernemasse, topbavianen 70 gram, zibetkatten 42.1 gram og 
skjældyret 14 gram. 

Af to med hensyn til hjerneorganisation ligestaaende, men i legems- 
vegt forskjellige dyrearter, har det største ogsaa den største hjerne, 
saaledes har løven en syv gange større hjerne end huskatten, den 
brune rotte en 51, gang større end husmusen o. s. v. Derimod er 
den relative bhjernevegt større hos de mindre dyr end hos de større, 
selv om de staar paa det samme systematiske trin. Hos løven er 
den 1:546, hos katten 1:106; hos rotten 1:190, hos husmusen 
AD DAS V: 

Forøgelsen af hjernen sker særlig i den del af den hvide sub- 
stans, hvor hos de større dyr ledningsbanerne forlænger sig, men ikke 
formerer sig. Den graa substans derimod tiltager ikke i størrelse, den 


93 


varierer altid mellem 2 og 5 mm. Den tiltager derimod ved furingen. 
Den store hjernes hemisfærer hos de større dyr har flere vindinger 
end de mindre dyrs, selv om dyrene er nærbeslegtede. Legemets 
størrelse har altsaa indvirkning paa antallet af hjernevindinger. Kun 
hos nogle lavtstaaende og hos nogle mindre dyr (flaggermusene) bort- 
falder dette forhold, da hjernen hos dem er glat. Forøgelsen af den 
graa substans har sin grund i blodtilførselen eller ernæringen; den 
betinger ogsaa vindingerne. 

Hjernen er i det væsentlige at betragte som bestaaende af slut- 
buer mellem de sensible og de motoriske nerver. Af disse slutbuers 
antal og komplicerthed afhænger hjernemassen. Buerne vokser med 
dyrenes størrelse, de fra de motoriske traade med musklernes tversnit, 
de fra de sensible med dyrets overflade. Denne lov gjælder ogsaa de 
specielle sansenerver, thi ogsaa disses ender udbreder sig i slimhin- 
derne.  Slutbuernes komplicerthed afhænger ogsaa af dyrenes organi- 
sationstrin. Dubois adskiller her tre arter: 1) primære, som kun er 
ubevidst-motoriske; 2) sekundære, som har bevidst sansefornemmelse; 
8) tertiære, som har associationscentrer. 

, Naturwissenschaftliche Wochenschrift". 

sg. 


Kunstige perler er det lykkedes docent ved Sorbonne i Paris, 
dr. Louis Boutan, at fremstille. Forsøgene hermed blev anstillet 
i laboratoriet i Roscoff, der staar under professor Lacaze Duthiers 
ledelse. I denne fortrinlig indredede biologiske station havde Boutan 
til sin disposition akvarier, hvori søvandet staar under et bestemt tryk. 
Som forsøgsdyr benyttedes øremuslingen, haliotis, der er meget almin- 
delig i kanalen ved stationen. Skallet af denne musling er som navnet 
viser øreformet; det er forsynet med en række huller og har en perle- 
moragtig glans. Det benyttes meget ofte som askebægere og andre 
nipsgjenstande. 

Boutan studerede ogsaa skaldannelsen, idet han fuldstændig løste 
skallet fra en hel del dyr. 'Trods de svære saar, som herved opstod, 
døde ikke dyrene, mange af dem skal endog endnu leve, men de har 
rigtignok ikke faaet noget nyt skal. Af kappehuden udsondredes dog 
det bekjendte slim, som snart stivnede til et tyndt lag. De ved skal- 
lets borttagelse beskadigede skalmuskler kunde imidlertid ikke hefte 
sig til det nye skal; naar derfor dyret trak sig sammen, faldt skallet af. 

Efter den i lange tider i China og endnu paa Ceylon benyttede 
metode, praktiserede Bouton smaa perlemorkugler ind, dels i kappehuden 
og dels ogsaa i rummet mellem kappen og skallet. Mens de første 
efter fem maaneders forløb ikke viste noget eiendommeligt, var de 
sidste delvis sammenvokset med skallet og desuden overtrukket med 
et vakkert iriserende perlemorslag. 

I mars 1898 paabegyndte Bouton en række nye eksperimenter 
med 150 øremuslinger. Paa 60 individer udsagedes i nærheden af 
hvirvelen et 6—7 mm. stort, rund stykke af skallet. Gjennem aab- 
ningen blev derpaa en liden perlemorkugle stukket ind, hvorpaa hullet 
tilkittedes med cement. Paa 50 andre dyr blev smaa kugler stukket 


94 


ind i det indre af kimgjællehulen, hvor de ved hjælp af fine silketraade 
blev fæstede til gjællerne. Endelig gjennemboredes paa 40 øremuslinger 
den høire side af skallet paa to steder i nærbeden af skalmuskelen. 
Gjennem hver af aabningerne blev der lagt en kugle. Ved under- 
søgelse i november 1898 fandtes, at samtlige var omgivne af et tykt 
lag perlemor. De ved de tidligere forsøg erholdte perler var med 
undersiden vokset fuldstændig fast med skallet, men senere erholdt 
Boutan ogsaa ganske frie perler. Undersøgelserne viste endvidere, at 
den side? af det fremmede legeme, som laa nærmest skallet, blev først 
overtrukket med et lag perlemor. Ganske som paa de paa naturlig 
maade dannede perler laa ogsaa paa disse kunstige perlemoret i con- 
centriske lag, det ene udenpaa det andet, men her var det kun de 
ydre lag, som gav perlen glans, da den indre kjerne var af en anden 
beskaffenhed. De naturlige perler indeholder førøyrigt ogsaa en liden 
kjerne, de maa nemlig betragtes som et forsvarsmiddel, hvormed mus- 
lingen beskytter sig mod fremmede legemer, som er trængt ind i den.) 
, Naturwissenschaftliche Wochenschrift*. sg. 


Ætherens opdagelse? Den amerikanske fysiker Charles 
F. Brush forelagde den 23de august 1898 for , American Association 
for the Advancement of Science" en opdagelse, som muligvis kan be- 
tegnes som en af de merkeligste i hele vort aarhundrede. 

I begyndelsen af 1897 var Brush beskjættiget med at undersøge 
gasernes varmeledningsevne ved særdeles lavt lufttryk. Jo mere gasen 
fortyndedes, desto ringere blev ogsaa naturligvis ledningsevnen for 
varme. Ved det forsvindende lille tryk af nogle milliontedele af en 
atmosfære viste det sig imidlertid pludselig, at ledningsevnen igjen 
blev betydelig større end ved høiere tryk. Han ophedede glasbehol- 
derne, hvori den fortyndede gas befandt sig, og kunde da med sine 
øine se, at der af den udviklede sig en gas, der igjen absorberedes 
af glasset ved afkjøling. Da varmeledningsevnen af denne gas var 
paafaldende stor, troede Brush at have vandstof for sig, selv om han 
ikke kunde forklare sig aarsagen til dens opstaaen. Brush modificerede 
forsøget, idet han bragte glaspulver i det fortyndede rum. Det viste 
sig, at varmeledningsloven ved et tryk af 91000000 atmosfære var lig 
vandstoftets, at den derimod ved det meget mindre tryk af 39100000 000 
atmosfære var 27 gange saa stor som for vandstof! Ophedet kvarts- 
sand egnede sig endnu bedre til forsøget, thi den deraf udvundne gas 
havde en varmeledningsevne, der var 100 gange saa stor som for 
vandstof. Det lykkedes ogsaa Brush at udvinde den hemmeligheds- 
fulde gas direkte af lutt. 

Af den ganske umaadelig høie varmeledningsevne kan man beregne 
den specifike vegt af den nye gas til '/19000 af vandstoffets. Hastig- 
heden af dens molekyler er 168 kilometer pr. sekund. Til sammen- 
ligning kan" anføres, at vandstofmolekyler, som af alle gasmolekyler 
har den største hastighed, bevæger sig med en hastighed af 1.84 
kilometer i sekundet. 

1) Ogsaa i Japan er det i de senere aar lykkes at frembringe kunstige 
perler paa lignende maade som den, Boutan har benyttet. Fremgangsmaaden 
skal der være naaet frem til praktisk anvendelse. Red. anm. 


2 


95 


Da han nu fandt denne gas i vor atmosfære, og da det mathe- 
mathisk kan bevises, at en gas med saadanne egenskaber ikke vil 
kunne fastholdes af jordens tiltrækningskraft, saa kan man drage den 
overraskende og storartede slutning, at den nye gas maa være udbredt 
over hele verdensrummet. Brush kaldte gasen ætherion og viser 
derved, at han antager den for at være den meget omtalte men 
hidtil ganske hypothetiske æther; alle de egenskaber som man 
af theoretiske grunde har tilskrevet ætheren, besidder dette nye stot 
ætherion. 

Skulde Brush's opdagelse bekræftes 1 sit fulde omfang, saa vil 
aarhundredet feire endnu en triumf saa storartet, at man næsten ikke 
vilde vovet at tænke sig muligheden deraf. Ikke blot i fysiken og 
kemien vilde der aabnes nye udsyn, hvis rækkevidde ikke tilnærmel- 
sesvis kan maales, men ogsaa den menneskelige logik og kombinations- 
evne vilde feire en af sine smukkeste seire. idet ep af dens vigtigste 
og dristigste hypotheser vilde blive glimrende bekræftet. 

Crookes, den bekjendte engelske fysiker, udtaler sig vistnok 1 
» Chemical News" skeptisk om Brush's opdagelse og formoder, at den 
ynye* gas simpelthen er vanddamp. 
| I ethvert tilfælde maa man imødese videre efterretninger med 
stor interesse, og vi forbeholder os senere at komme tilbage til 
samme emne. 


Temperatur og nedbør oktober 1898. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


J 
i 


G 
: Afv. Afv. Afv. 

Stationer == fra | Max. |Dag| Min. |Dag EE fra fra |Max Dag 
P: | norm. norm. | norm. 

OG: OG. OG | OG, mm-.| mm. å mm. 

Bodøs 42 |+0.1 10 11— 51181 108/+ 9|+ 9| 22 4 

Trondhjem 42 |—09| 13 SL" [09 89|— 20 |— 181 44 2 

Bergen ... 8.3 |+1.0 14 2 0 | 18 | 253 30|+ 183| 41 3 
Mandal ... 8.2 10.5 19 25 | — 2118 | 104— 62|— 37 

Dalen .... 56 |+0.9| 20 3| —41| 18 95 0 O0| 35 | 29 

Kristiania . 6.4 |--- 0.9 23 de users 49|— 16|— 29251 13 | 30 

Hamare.e. 3.9 | +02 16 21 — 9 | 19 791+ 17 BE 31 | 27 | 29 

Dovre i.e: 20 1+ 12 15 2 | —10 | 19 28|— 7|— 201 18 | 31 


Temperatur og nedbør november 1898. 
(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


| 
| 
; Afv. Afv. | Afv. | 
Stationer aa fra | Max. |Dag| Min. | Dag MEG fra fra | Max| Dag 
emp. å bør : 5 0 
norm. norm. | norm. || 
OE OG. | | o0, mm.| mm. | % |mm. 
Bodø...... 18/+071 9 (13 — 818301 1481 464 46) 17 | 16 
Trondhjem.|— 0.4 —0.8| 11 | 17 | —16 | 27 (| 49— 40|— 45| 14 | 21 
Bergen...» 46101121 20 —60 28 1 179 8|+- bl 72| 2 
Mandal.... 43/+09| 12 | 1|—8]30 | 127— 81— 20 
Dalen ..... 0 H+ LOV Å 17|—10 123 | 8384 1+ 1491 2 
Kristiania... 09[+ 0821 11 1 (| —11 | 25 | 27— 22— 460112 | 2 
Hamar .... — 201+0.11 8 3 | —15 | 25 19— 22|— 54| 5 | 27 
DOVTe 2 mieiet — 4.71 +0.3 9 | 17|—21| 25 | 17— 12|- 43] 9] 2 


96 


Temperatur og nedbør december 1898. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


å Afv. 
Stationer Hin fra Dag|| Min. 
"MP: | norm. 
PE DOING, DO, : 
Bodø ..... SD E-ddl 7 24 |—14 | 15 || 153+ 72 
Trondbjem |—1.2 |+1.31- 7 | 12 |—17 | 17 | 167 59 
Bergen ... 4.1 |+2.6 9 6y— 5 | SLI 3714 181 
Mandal 46 |+40| 10 5B|— 6 | 16 | 1974 56 
Dalen: 4 — 07 18.2 9 19-N—11 | 17 11084 41 
Kristiania . |— 1.4 |+22 6 18 |—14 | 16 364 4 
Hamar.... |—47 |1+24 D nu 26 19,1 16,1 - 4014-0481 
Dovre . — 5.1 |+3.4 4 | 24 |—24 | 16 754 46) 


(Meddelt ved Kr. 


Temperatur og nedbør januar 1899. 


Stationer 


Trondhjem. 
Bergen. 

Oxp sk SNE 
Dalene: FA: 
Kristiania.. 
Hamar . 

Doyvzeh sot 


(Meddelt ved Kr. 


-—Z 
QVNHAROMANG I 


x. |Dag 


26 
27 
10 
28 
28 
IL 
11 


28 


Min. 


Dag 


Ned- 
bør 


mm. 
70 
84 

266 
86 
104 
41 
60 
20 


Afv. 
fra 
norm. 


mm. 


IHT i 


f—-d QD od > Do 
se SKE EE 


Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


norm 
% |mm. 
— 31131 26 
— 141 15 | 28 
+ 51 42 | 27 
+ 10| 27 | 21 
+ 76| 16 | 21 
+ 32 å 21 
+100| 21 
|+ 33 | 5 | 16 


Temperatur og nedbør februar 1899. 


Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Mid Afv. | Ku: Afv. | Afv. 
Stationer % ; fra | Max. |Dag| Min. Dag ae fra fra |Max Dag 

MP: | norm. | norm. | norm 

Oo, OG: OG: OG. |mm.| mm. | % |mm 
Bodøs) —3.3|—05| 5 | 25 |— 13] 35 | 129 + 71 | +122| 24 
Trondhjem.| —2.4 | +05 6 28 |— 26| 9 | 94 + 36 |+ 62| 26 
Bergen... 238 |+ 1.4 8 14 |— 9| 6 | 187 + 46 |+ 33| 34 
Oz . 1.0|+1.3 7 97 |— 10) 3 67 + 1|+ 21/80 
Dalen ..... —3.5|+0.2 8 |28|—18| 21 47+ 2/+ 4| 11 
Kristiania..|—2.9|-+1.6 7 28 |— 17| 3 | 46 + 22|+ 92| 16 
Hamar ....|— 8.0 |+0.2 4 | 28 |— 26| 2| 51/+4 30|+143| 9 
Dovre..... re SG GE EE GEER 0| ol 6 


Då 


FEB 23 1901 


Om ferskvandenes og havets ,søorme*. 


I anledning af de i den sidste tid fremkomne beretninger 
om de formentlig for videnskaben ukjendte havuhyrer, som har 
vist sig ved Hvaler, har ,Naturen"s redaktion i sit forrige hefte 
udlovet en artikel om søormsspørgsmaalet i almindelighed. Jeg 
maa for min del tilstaa, at dette emne, for saa vidt det gjælder den 
egentlige ,søorm", d. v. s. de dyr, som man har eller mener sig have 
seet i havet, synes mig saa vanskeligt at diskutere med noget udbytte, 
at jeg sikkerlig vilde have afslaaet at skrive en særskilt artikel kun 
om denne. Imidlertid har vi foruden den nævnte ogsaa fra gamle 
tider af havt slige fremtoninger i ferskvandene, skjønt de ikke har 
ladet saa meget tale om sig som havets. Det er fortrinsvis disse 
som jeg i denne artikel vil behandle lidt udførligere. 

For mange af ,Naturen"s læsere turde Suldalsvandet være bekjendt 
som et klassisk sted for ferskvandssøormen. Her har den menneske- 
aldre igjennem beskjæftiget de kringboendes fantasi, hver gang den 
— ofte med flere aars mellemrum — viste sig paa overfladen. Dens form 
sammenlignedes næsten uden undtagelse med en hvælvet baad og dens 
tilsynekomst paa vandfladen ledsagedes altid af sterke bevægelser i 
vandet. Efter i 5—10 minuter at have bevæget sig op og ned pleiede 
den atter at gaa tilbunds. Hvor overbevist man følte sig om, at man 
her virkelig havde med et levende væsen at bestille, kan man slutte 
deraf, at der for fuldt alvor i Suldal opstod spørgsmaal om at gjøre 
forsøg at fange ,, uhyret" ved hjælp af særskilt for hensigten tilvir- 
kede sterke fangstredskaber. 

Dog, alt er forgjængeligt under solen og tiltrods for eller kanske 
rigtigere til følge af Suldalssøormens høie alder slog tilsidst dens 


»Naturen* 7 


98 


time. Vi har hentet nedenstaaende skildring af fænomenet fra en 
opsats I ,Stavanger museums aarsberetning" for 1897 med titel 
, Uhyret i Suldalsvandet*, forfattet af skoleinspektør Olsen, hvori 
ogsaa ,ubyrets" endeligt beskrives og fuldtud konstateres. Hr. Olsen 
offentliggjør nemlig et brev, som han har modtaget fra to personer 
— lærer Roalkvam og kommandersergeant Kvam —, som paa 
nært hold havde anledning til at iagttage ,uhyrets* virkelige natur. 
Da denne skildring saavidt vides er den eneste, som grunder sig paa 
nærmere undersøgelse af fænomenet, og da den er det vaaben, hvormed 
i alle tilfælde Suldalsvandets puhyre* er aflivet, turde den fortjene 
at anføres i sin helhed. Brevet til skoleinspektør Olsen lyder: 

pDet skal være os en fornøielse herved at imødekomme Deres 
anmodning om en beskrivelse af det fænomen, som vi vaaren 1893 
iagttog i Suldalsvandet inde ved Roalkvam. Den ene af os, J. Kvam, 
der tilfældigvis fra vinduet hjemme saa: udover vandet, blev opmerk- 
som paa en besynderlig bevægelse i vandet ca. 20 meter fra land ret 
udfor sin baadbrygge. Vandet rørtes saa kraftigt, at det øieblikkelig 
blev grumset, saa det antog en rødbrun farve, samtidig med, at-en 
mængde hvidt skum: samledes paa overfladen. Endvidere saa det ud, 
som om en større tømmerbjelke havde pludselig skudt op. Da «af- 
standen var 2—300 meter, kunde dette eiendommelige legeme ikke 
saa nøie bedømmes, ligesom det ikke nied bestemthed kan paastaaes, 
om det overhovedet var en virkelig gjenstand. Den anden af os, der 
stod udenfor døren hos Mikkel Roalkvam sammen med et par gutter, 
blev først opmerksom paa fænomenet, efterat vandet var kömmet iro. 
Skummet flød i mængde paa vandet, og den grumsede farve kunde 
sees. Sikre paa, at uhyret maatte have været der, sprang vi alle 3 
til, skjøv baad ud og roede til. Alt var da saa nogenlunde stille, kun 
nogle bobler skjød op en og anden gang. Vandet maatte være sat i 
bevægelse af en større kraft, og bunden maatte der være rodet i. 
Ærgerlig over ikke at finde aarsagen til virkningen, roede vi iland og 
gik hver til vore hjem, vendende øiet alt i et mod det mistænke- 
lige sted. 

Ret som det var, begyndte vandet ret udfor dampskibsbryggen, 


først sagle og ligesom det skulde koge, men tiltog hurtigt i styrke, 


99 


saa da vi ankom til bryggen antagelig om et minut, fossede det ganske 
voldsomt, saa vi antager, at om en færingsbaad havde været midt 
oppe i det, maatte den være blevet fyldt. Endelig dukkede et legeme 
opover vandet af form som en større hvælvet baad. Denne gjenstand 
ruggede ganske rolig og dalede efterhaanden ned, til kun en Eder 
del var synlig. Da vandet stilnede, laa gjenstanden stille. Øieblik- 
kelig sprang vi i baaden og roede til. Hvor forbauset blev vi ikke, 
da det viste sig at være en sammenfiltret masse af sagflis og halv- 
raadne plantedele, barnaale, træstykker og grums fra bunden. Massen, 
der var af betydelig omfang, var saa kompakt, at vi stødte en aare 
ned i den og søgte ved dennes hjælp at fløde den mod land, Dette 
lod sig imidlertid ikke gjøre, hvorfor vi med aaren holdt paa at støde 
den istykker. Hele massen bestod af det ovenfor nævnte. Det er 
vor bestemte mening, at det ikke stod i forbindelse med noget dyr, 
men at det JE skrive sig fra en eksplosion i bunden.* 
Imidlertid er Suldalsvandet ikke den eneste sø, hvor ferskvands- 
søormen har havt sit hjemsted. Tvertimod har man fra flere 
ferskvande, saavel i Norge som Sverige og ogsaa fra andre lande 
beretninger om lignende foreteelser. Der har i den senere tid i 
aviserne været omtalt et uhyre, som skulde findes i Storsjön i Jemt- 
land, og om hvilket et par svenske zoologer har samlet og offentliggjort 
en del beretninger. Ligesom Suldalsvandets forhenværende uhyre er 
ogsaa ,Storsjöodjuret* af betydelig historisk alder, i det mindste gaar 
beretningen om det tilbage omtrent til aarhundredets begyndelse. De 
former, hvorunder Storsjöodjuret i regelen optræder, kan henføres til 


to hovedkategorier: en tømmerstok eller en hvælvet baad; undertiden 


er det ogsaa forsynet med pukler, finner, arme eller fødder, hovedet 


sammenlignes undertiden med roden af et furretræ. Undertiden 
sees det ogsaa at have antaget formen af en baad paa ret kjøl 
med en mand udi, eller ogsaa har man seet noget, lignende en mand 
siddende paa kjølen at en hvælvet baad. De fleste beretninger fra 
Storsjön tilskriver ,,odjuret* evnen at kunne bevæge sig med stor 
hurtighed frem over vandet, og der kan neppe heller være tvil om, at 
de gjenstande, man har kaldt saa, virkelig har bevæget sig og det 


ofte med et dampskibs fart. Skjønt efter hvad skoleinspektør Olsen 


100 


oplyser, ,Suldalsuhyret"s bevægelser for det meste har bestaaet i en 
pdasken" op og ned, saa har vi dog bestemte udtalelser for, at det 
har skudt frem i horizontal retning med sterk fart. Dette opgives 
nemlig af de tingsvidner, som i 1892 aflagde sine vidnesbyrd. De 
saa noget, der satte vandet i en heftig bevægelse, skyde frem under 
overfladen en temmelig lang strækning; tilsidst dukkede gjenstanden, 
den bekjendte hvælvede baad op. (Se ,Naturen* 1892, s. 310). 
Skjønt ,uhyret* dengang ikke blev ,fanget", haaber jeg dog, at der 
ikke findes nogen, som tviler paa, at arten er fuldt identisk med 
den, som senere blev demaskeret. Vi skal nu forsøge at give en i 
største almindelighed holden forklaring af disse fænomener; at gaa i 
detalj er umuligt, dertil er fænomenerne endnu for lidet kjendte. 
Skoleinspektør Olsen har i sin ovennævnte opsats tilskrevet sump- 
gas aarsagen til fænomenerne, og vi maa gaa ud fra, at saa virkelig 
er tilfældet. Denne gas dannes som bekjendt, naar organiske stoffer 
(plantedele etc.) raadner ved utilstrækkelig lufttilførsel, og vi finder 
derfor næsten altid, at mindre kvantiteter af den i form af bobler 
stiger op fra bunden af myrer, grunde vande o.s. v. Imidlertid viser 
dog de fænomener, som vi oven har omtalt, at der paa bunden kan 
udvikle sig saadanne mængder af den, at derved store stykker af de 
organiske bundafleiringer kan rives løs. Vi kan tænke os forløbet paa 
omtrent følgende maade. Paa visse steder samler der sig af en eller 
anden aarsag en større mængde organiske stoffer (muligens kan bun- 
dens formation spille en rolle med hensyn til afleiringernes mængde) 
og udviklingen af sumpgas foregaar nu i denne masse. Naar nu til- 
strækkelig meget gas har udviklet sig, stræver den gasfyldte masse 
at løsgjøre sig fra bunden og stige op mod overfladen. Det vil nu 
kunne hænde, at i altfald en del af gasen bryder sig ud, førend 
massen kommer op til overfladen, og den opstigende gas vil da alt 


efter sin mængde foraarsage en større eller mindre bevægelse paa over- 


fladen; først senere dukker saa det hele løsrevne bundstykke op. 


Muligvis kan denne udstrømning foregaa endnu mens stykket delvis 
hænger fast ved bunden. At man af og til vil faa se kun en bevæ- 
gelse i vandet uden at nogen gjenstand flyder op, beror paa, at en 


gasudstrømning fra bunden godt kan foregaa, uden at nogen væsentlig 


101 


del af denne rives løs, eller at saa meget gas strømmer ud, førend 
massen har naaet overfladen, at den blir for tung til at flyde op. 
— Dette er i korthed den forklaring, som kan gives for fænome- 
nerne i deres enkleste form, d. v. s. naar bundstykket bliver liggende 
paa overfladen :,daskende* op og ned. paa samme sted, indtil det 
atter, efter at gasen har strømmet ud, synker tilbunds. 

Imidlertid er en stor del af fænomenerne i nævnte sø efter flere 
samstemmige beretninger noget mere komplicerede, idet at man som 
nævnt har seet gjenstandene eller ,,odjuret" bevæge sig iblandt med 
fart som en baad, som roes, iblandt med større fart end et dampskib. 
At dette virkelig har været tilfældet, i det mindste ved flere anled- 
ninger, er man efter de fremstillede vidnesbyrd ikke berettiget til at 
betvile; det samme gjælder for det ovenciterede tilfælde i Suldals- 
vandet. Vi maa da se til, hvorledes vi kan finde en forklaring paa 
en saadan bevægelse hos en livløs gjenstand, 

Jeg har allerede nævnt, at de stykker af bunden, som kommer 
op til overfladen, maa — forudsat at tydningen af fænomenet i hoved- 
sagen er rigtig — indeholde gas. Paa jo dybere vand denne gas er 
dannet, jo mere udvides den ved det minkende tryk udenfra paa sin 
vei op mod overfladen, og jo sterkere bliver spændingen. Naar da 
endelig gasen bryder sig vei ud, vil den virke som en slags propel 
og derved sætte gjenstanden i bevægelse. Paa det tryk, hvormed 
gasen udstrømmer, paa gjenstandens størrelse og tyngde i forhold til 
den indelukkede gas, muligens ogsaa paa udstrømningsaabningens 
størrelse og en del andre forhold vil det da bero, hvilken fart den er 
istand til at sætte paa massen. — I mange af beretningerne fra 
Storsjön sammenlignes som nævnt ,,Storsjöodjuret* med en tømmerstok, 
eller hovedet beskrives som en furutrærod o. s. v. Der kan neppe 
være tvil om, at det ogsaa har været netop den slags ting, som man 
har seet, og det synes næsten, som om disse gjenstande, naar de efter 
at have flydt omkring i vandet en tid, synker til bunds, skulde meget 
befordre sumpgasdannelse paa det sted af bunden, hvor de blir lig- 
gende; ved sumpgasens virkning hæves de saa atter op. Hvorvidt 
det nu kan tænkes, at en tømmerstok eller et træ alene kan bevæge 


sig eller om det ikke snarere maa antages, at de hviler paa et underlag, 


102 
som indeholder gas — noget som bestyrkes af en del beretninger fra 
Storsjön — tør jeg for nærværende ikke udtale mig om med sik- 


kerhed. 

| At virkelig en udstrømmende gas-,straale* kan virke paa saadan 
maade, at den gjenstand, hvorfra udstrømningen finder sted, sættes i 
bevægelse, derom kan man ved et lidet enkelt eksperiment let over- 
bevise sig. Tager man f. eks. en liden legetøi-ballon af gummi, blæser 
gjennem et rør luft ind i samme og lader røret i skraa retning 
hænge ned i vandet, mens ballonen selv ligger paa overfladen af dette, 
saa skyder den, saalænge gasen holder paa at udstrømme, med 
sterk fart frem i modsat retning mod den, hvori udstrømningen finder 
sted. Paa lignende maade turde ogsaa bevægelsen hos ferskvandenes 
»Søorme* kunne forklares. Bryder gasen sig ud gjernem den ene 
ende af massen, sættes denne i bevægelse i horizontal retning frem over 
overfladen, bryder den sig ud paa den undre side blir bevægelsen en 
»dasken* op og ned, saa som man ialmindelighed har iagttaget den i 
Suldalsvandet. 

Der findes ogsaa andre muligheder til at forklare bevægelsen, skjønt 
vi altid maa regne med gasen som aarsag til samme. Man kan f. eks. 
tænke sig, at en ny heftig gasudstrømning fra bunden kan sætte vandet 
og derved ogsaa den paa overfladen flydende masse i bevægelse. 
Endvidere vil det kunne tænkes, at gjenstanden, hvis gasens udbrud 
finder sted paa eller i nærheden af bunden, med sterk fart i skraa 
retning drives op mod overfladen, og at den da, et stykke ialtfald, vil 
kunne skyde frem langsefter denne uden at gas fortfarende behøver 
at udstrømme fra massen selv. 

Det turde ikke være af veien paa dette sted at paapege, at fore- 
teelser lignende dem, som vi her oven har omtalt, længe har været 
kjendte fra en anden del af kloden, nemlig fra mundingen af Missis- 
sippi. Det er nemlig de saakaldte ,mud lumps" eller øer af ler, som 
paa meget kort tid dannes ved en hævning af bunden, og hvis høide 
over overfladen kan naa lige til 10 fod. Deres omfang kan være 
flere tusen kvadratmeter. Paa overfladen af disse øer har man fundet 
ballaststen, skibsankere etc., noget som fuldt ud beviser, at de maa 


dannes af bunden selv. Skjønt man ikke er kommen til fuld klarhed 


103 


over fænomenet, ved man dog, at der fra deres overflade udstrømmer 
en mængde gas, avtageligvis sumpgas, og man har derfor som den 
rimeligste forklaring antaget, at de hæves op paa grund af sasdan- 
nelse. Nogle saadanne ,mud lumps*, som endnu ikke havde nel 
overfladen, blev sprængte med krudt, og i 20 minuters tid foregik nu 
en heftig gasudstrømning, noget som viser, hvilke mængder af gas 
der under gunstige omstændigheder kan dannes paa bunden. 

Spørger man nu, af hvilke grunde og med hvilken berettigelse vi 
ligeoverfor andre zoologer, som mener, at de i Storsjön seede gjen- 
stande virkelig er dyr af kolossal størrelse, hævder den opfatning, at 
foreteelserne sammesteds maa tilskrives samme oprindelse som de i 
Suldalsvandet, saa er disse grunde flere. Først den paatagelige lighed, 
som i hovedsagen findes mellem beretningerne om fænomenet paa begge 
steder. Men endvidere er det aldeles umuligt theoretisk at forklare, 
hvad slags dyr af den betydelige størrelse (længden opgives enda til 
12.å 14 m.) som skulde kunne forekomme i Storsjön; det skulde i 
saa tilfælde overtræffe alle andre kjendte ferskvandsformer paa hele 
jordkloden! En del ferskvandssøer huser visserlig en del i regelen 
mindre dyreformer (krebsdyr, fiske etc.), saakaldte reliktformer, som er 
blevne igjen fra istiden, da disse søer stod i forbindelse med havet. 
Dette er f. eks. tilfældet med Mjøsen og med søerne Venern og Vettern 
i Sverige. Men ikke heller denne udvei til forklaring er mulig for 
Storsjöns vedkommende, da den aldrig har staaet i forbindelse med 
havet. — Forresten vilde forekomsten af nogen af havets dyreformer, 
som kan opnaa en saadan størrelse, ogsaa i en ferskvandssø med 
reliktformer stride mod alt, hvad vi hidtil kjender i den retning. 
Ligesaalidt er det muligt at sætte formen paa de gjenstande, som 
beskrives i beretningerne, i forbindelse med nogen af de kjendte 
dyretyper. Thi der findes sikkerlig intet dyr, som kan optræde under 
saa forskjellige former som en ,tømmerstok, afhuggen i begge ender*, 
ymed hoved som en furretrærod*, ,en hvælvet baad*, ,en baad med en 


mand paa kjølen", ,en baad paa ret kjøl*, ,med 10—12 pukler*, 


ymed 3—4 pukler* o. s. v. Derimod er det selvsagt, at livløse fra 


bunden løsnede masser kan variere i formen og da især naar det 


gjælder sunkne dele af et træ. 


104 


Til yderligere belysning af foreteelserne i Jemtlands Storsjö vil 
jeg anføre en meddelelse, som jeg har fra en af musebestyrelsens 
medlemmer, kjøbmand H. Friele, som selv havde den fra et øien- 
vidne. I XKorelen, et ferskvand paa sydsiden af Sartorøen havde 
hans hjemmelsmand, en bonde, en dag for mange aar siden iagttaget 
en bevægelse i vandet, hvorved et stort ,uhyre" dukkede op, der med 
: voldsom fart satte afsted udover søen og forsvandt.  Uhyret var for- 
synet med store ,horn", hvorfra der hængte ned lange tafser. De, som 
nu tror paa forekomsten af endnu ukjendte dyrekolosser i vore fersk- 
vande, skulde jo til nød kunne forklare ,hornene" hos et saadant; 
men det vover jeg paastaa, at de lange ,tafser" paa disse vilde 
trodse ethvert forsøg paa en zoologisk forklaring. Beskrivelsen passer 
derimod udmerket paa en gammel træstub, som i lang tid har ligget 
nedsunken i mudderet, og over hvis rødder har lagt sig raadnende 
plantedele etc., som bliver hængende, naar stubben af gaseruptionen 
slynges op mod overfladen. Den nu skovløse Sartorø har 1 sine 
myrer et stort antal af disse stubber, og min hjemmelsmand var heller 
ikke i tvil om, at gjenstanden var en saadan. 

Er vi nu ogsaa fuldstændig berettiget til at paastaa, at ,søorme* 
d. v. s. ukjendte dyr af kolossal størrelse ikke eksisterer i vore fersk- 
vande, saa stiller sagen sig noget anderledes, naar spørgsmaalet er 
om ,søormen* i havet. Vi maa nemlig erindre, at havet med sine 
umaadelige vidder har ganske andre betingelser for saavel at frem- 
bringe og huse dyrearter af de forskjelligste skabninger som ogsaa at 
unddrage dem vor opmerksomhed i meget lang tid. 

Den mest udførlige sammenstilling af beretningerne om søormen 
finder vi i A, C. Oudemans bog ,The great sea serpent" (se 
pNaturen* 1893, s. 118) og for denne sammenstilling maa man jo være 
forfatteren taknemmelig. Men forresten skal jeg ikke indlade mig paa 
en kritik af Oudemans anskuelser; den maade, hvorpaa han har be- 
nyttet sit material for at drage slutninger, synes mig nemlig at være 
saa under al kritik, at man kun kan forbauses over, at en og anden 
ellers alvorlig forsker synes at have uden videre akcepteret dem. 
Oudemans mener som bekjendt, at ,søormen* er en langstrakt sæl af 


kjæmpemæssige dimensioner (lige til 200 fod) med en meget lang 


105 


hals og en endnu længere hale. Men hvorledes han paa grundlag 
af beretningerne kommer til en saadan slutning, maa jeg indrømme, at 
jeg ikke forstaar. 

Ser vi igjennem beretningerne saa finder vi meget almindelig 
angivet, at dyret bevæger sig i vertikale bugter, hvis antal i enkelte 
tilfælde opgives lige til nogle og tyve. I mange tilfælder turde vel 
disse pukler paa den svømmende gjenstand være et optisk bedrag. 
Men det er forøvrigt allerede bleven fremholdt fra andre naturforskere, 
at en saadan bevægelse med mange vertikale bugter ikke kan tænkes 
at forekomme hos noget hvirveldyr. Desuden modsiges disse iagt- 
tagelser af andre beretninger, som siger, at de ophøininger, som 
fandtes, ikke forandrede form under dyrets bevægelser. Og hvorledes 
skulde nu et dyr kunne svømme og svømme fort med legemet 
trukket sammen i ubevægelige bugter?  Sammenstillet med nogle 
Øvrige detaljer i beretningerne f. eks. hovedets form etc. og sam- 
menstillet med de i ,Naturen"s forrige hefte givne meddelelser 
fra hr. Georgsen, Skjærvø, turde man i altfald med større 
sandsynlighed kunne slutte sig til, at en stor del af de af Oude- 
mans citerede ilagttagere har havt for sig en eller flere brygder 
eller muligens andre større haier. Med denne antagelse stemmer 
godt den omstændighed, at ,søormen" ofte viser sig lidet sky, 
følger efter baade 'etc., da dette netop er karakteristisk.for brygden. 
Jeg vil selvfølgelig ikke negte, at flere af beretningerne indeholder 
detaljer, som ikke passer paa brygden eller noget andet dyr, som vi 
kjender; men hvis det nødvendigvis skal antages at være et ukjendt 
dyr, saa skjønner jeg ikke, hvorfor man netop skal gjøre det til en 
sæl. Men herom nedenfor. 

Meget vigtig for forstaaelsen af en hel del beretninger er en, som 
gives af en vis kaptein Smith, idet det nemlig lykkedes ham at har- 
punere og hale ombord en formentlig søorm, som viste sig at være 
en kjæmpemæssig flydende alge. , Det syntes," siger kapteinen, ,,at ligne 
et stort levende vidunder, saa at hvis omstændighederne havde hindret 
mig fra at udsende en baad til den, vilde jeg sikkert have troet, at 
Jeg havde seet den store søorm.* Hvem tæller vel alle de tilfælde, 


da søormsgaaden vilde have opløst sig paa samme eller lignende maade, 


106 


hvis iagttagerne havde været ligesaa resolute i sin optræden som der 


ovennævnte kaptein? Af og til turde nok ogsaa andre flydende liv- 
løse gjenstande have givet ophav til søormshistorierne. 

Hvad jeg her har anført til forklaring af en del søormssyner er 
ikke nye ting; disse forklaringer er flere gange bleven benyttede af 
andre naturforskere, noget som jo forhaabentlig ikke forringer værdien 
af dem. Men man har ret at stille det spørgsmaal: lader sig nu alle 
tilfælde forklare paa ovennævnte maade og kan saaledes alle beretninger 


om søorme henføres til kjendte dyr? Herpaa maa vi svare nei. 


En af de vigtigste beretninger om søormen er den, som 1 1848 afgaves- 


af officererne paa det engelske krigsskib ,Dædalus", og som findes. 
indtagen i ,Naturen* for 1892 (s. 309). Her beskrives et meget langt 
aalelignende dyr (den synlige del omtrent 60 fod lang), som med 
hovedet noget opreist over vandet med stor fart svømmede forbi far- 
tøiet. Hovedet var slangeligrende (eller aalelignende) farven oven 
mørkebrun, under struben hvid. Der er fremstillet forskjellige meninger 
om, hvad: dette kunde være for et dyr, men til nogen vished er man 
ikke kommen. 

Heldigvis staar vi dog ligeoverfor en saadan skabning som den 
nævnte ikke paa aldeles usikker grund; der foreligger tvertimod nogle 
fakta, som giver haab om, at vi med tiden kan nærme os til en sik- 
rere forklaring af dette og en del andre, som det synes, ukjendte hav- 
dyr. Et af de vigtigste bidrag til en tilfredsstillende løsning af søorms- 
spørgsmaalet er nemlig det, som er leveret af kapt. Hanna (allerede 
tidligere offentliggjort i , Naturen" for 1884 i en opsats af prof. Collett: 
Lidt om ,søormen" eller ,søslangen*). De nærmere omstændigheder 
er følgende: Kapt. Hanna havde i aaret 1880 udenfor New Harbor 
i staten Maine, Nordamerika, i fiskenot fanget en fisk af besynderligt 
og for ham ukjendt udseende. Fisken var 25 fod lang, oventil blaagraa, 
under graahvid, formen lignende en aal; fortil var dens gjennem- 
skjæring omtrent 10, bagtil 8 tommer. Hovedet lignede i formen et 
haihoved, men var mere afstumpet og overkjæven strakte sig i høiden 
1 tomme udenfor mundaabningen. Huden var ru som paa en hai 
men finere, munden liden med skarpe tænder; paa siderne af hovedet 


var der 3 gjællespalter. Der var 1 enkelt rygfinne, ,bygget som hos 


FY 


107 


torsken", og to .brystfinner, med bløde straaler; bagdelen af legemet 
omgaves af en sammenhængende fin, som hos aalen. Disse sine iagt- 
tagelser har Hanna publiceret i et amerikansk fiskeritidsskrift. Men 
desværre: kapt. Hanna vidste ikke, hvilken værdifuld ting han her 
havde fanget, og da han efter sine egne ord vilde have tabt 20 dollars 
ved at bringe det til lands, saa kastede han det atter overbord, efter 
at have undersøgt det i omtrent '/1 time. 

Kapt. Hannas beskrivelse er given senere efter hukommelsen 
og efter anmodnivug fra prof. S. Baird, den afdøde direktør for 
s Smithsonian Institution". Skjønt en del detaljer kan være urigtige, 
har man dog ingen grund til at betvile, at beskrivelsen er rigtig i 
hovedsagen. Den gjør aldeles ikke indtryk af at være opspind, og 
man faar vel ogsaa haabe, at prof. Baird i sin tid var forsigtig nok 
til at undersøge sagen i saa henseende. Men om vi gaar ud fra, at 
beskrivelsen er rigtig i sine hovedpunkter, saa har vi ved denne faaet 
anelse om en ny, for os hidtil ukjendt type af haifiske, som mere end 
noget andet kjendt dyr skulde svare til vore forestillinger om en 
veritabel ,søorm" og ogsaa give en antydning om, hvad ,Dædalus*- 
dyret muligens kunde være. Jeg vil forresten tilføie, at senere en 
anden noget lignende haislegt, clamydoselache, er opdaget i nogle faa 
eksemplarer; ogsaa denne hai er aalelignende, saavel i legemets som 
i hovedets form, men det største kjendte eksemplar (som forresten 
fangedes i Varangerfjord 1896 (se ,Naturen" 1897, s. 284), maaler 
kun et par meter. Umuligt er det dog ikke, at Hannas fisk var ialt- 
fald beslegtet med en saadan, en anskuelse, som ogsaa fremsættes af 
prof. Collett i en athandling over clamydoselache. 

At fiske og specielt haifiske ofte stikker sit hoved op over vand- 
fladen, har vi ofte havt anledning til at iagttage i akvarierne ved den 
herværende biologiske station. Jeg kan tilføie, at jeg af en søofficer, 
som har deltaget i flere togter, ogsaa har faaet den opgave, at han 
har seet haier pludselig skyde langt op over overfladen. At hvaler 
ligeledes kan reise sig op over overfladen er en kjendt ting. At man 
ikke har iagttaget finner paa de dyr, som man har seet reise sig i søen, 
og som man har kaldt søorme, kan let tænkes at bero derpaa, at bryst- 
finnerne derunder ligger trykket ind til kroppen, og rygfinnen sidder 


længer tilbage. 


108 


Meget kunde skrives i dette spørgsmaal. Da jeg imidlertid ikke 
har lyst at trænge ind paa fantasiens omraade, men saa meget som 
muligt vil have bund under fødderne, slutter jeg her. Jeg tilføier, at 
enhver naturforsker sikkerlig vil være den eller de mænd taknemmelig, 
som ved sine undersøgelser vil hjælpe til med at bringe klarhed i 


søormsspørgsmaalet. Dr. A. Appellöf. 


Regnbuen. 


(Skrevet i anledning af en til redaktionen indkommen forespørgsel.) 


Det er en kjendt sag, at naar en lysstraale fra ét medium falder 
ind mod grænsefladen mellem dette og et andet, vil i almindelighed 


Luft 


Vig. 7. 


en del af lyset under retningsforandring trænge ind i det andet medium, 
mens resten kastes tilbage (reflekteres). Af hensyn til vort emne skal 
vi antage, at de to medier er luft og vand. Kommer saaledes (fig. 7) 
straalen PO fra luften ind mod vandoverfladen i O, vil den reflekteres 
langs OQ og ybrydes" ned i vandet efter retningen OR. Ind- 
faldsvinkelen, i, og reflektionsvinkelen, r, som hen- 


holdsvis den indfaldende og reflekterte straale danner med ,indfalds- 


109 


loddet", MN, er altid ligestore; derimod er brydningsvin- 
kelen, b, mindre end i. De tre straaler ligger i samme plan som 
indfaldsloddet. Forholdet vilde været ganske det samme, om straalen 
kom fra vand og gik til luft; kun vilde i dette tilfælde brydningsvin- 
kelen været størst. Forat brydningsfænomenet skal foregaa paa den 
her beskrevne simple maade, er det imidlertid nødvendigt, at det ind- 


Fig. 8. 


faldende lys er fuldkommen ensartet (homogent), hvilket ikke er 
tilfældet med det hvide lys fra de sædvanlige lysgivere. —Sollyset 
f. eks. kan som bekjendt ved brydning gjennem et glasprisme op- 
spaltes i en række forskjellige elementære lyssorter.  Opfanger 
man en tynd straalebundt (S) af bredde b paa skjærmen AB (fig. 8), 
efterat den har passeret prismet, vil der optræde et lysende baand, 


110 


spektret F, med ,alle regnbuens farver", rødt øverst og violet 
nederst. De forskjellige elementærfarver blir ved brydningen i for- 
skjellig grad atbøiede fra straalens oprindelige retning. 


Paa de her berørte fysikalske kjendsgjerninger beror det pragt- 


fulde optiske fænomen, som kaldes regnbuen. 

Den dannes ved sollysets brydning, spaltning og reflektion i regn- 
draaberne. Fig. 9 anskueliggjør en enkelt solstraales passage gjennem 
en regndraabe. Den træder ind ved Å under en indfaldsvinkel i. Af 
elementærstraalerne er kun indtegnede de yderste, nemlig den røde (r) 
og den violette (v). Vi vil særlig fæste opmerksomheden ved, at de 
vinkler (x og y), som disse straaler efter udtrædelsen danner med den 
oprindelige solstraale, er af forskjellig størrelse: den violette straale 
danner den mindste vinkel. 

Det er nu klart, at naar solen belyser en regnskur, vil alle de 
straaler, som falder ind i regndraaberne, træffe disse under høist for- 
skjellige indfaldsvinkler. Eksempelvis er indfaldsvinkelen for straalen 
Sj mindre end for straalen S. Men til forskjellige indfaldsvinkler 
svarer forskjellige vinkler x og y. Forat anskueliggjøre dette, hid- 


sættes en tabel over vinkelen y: 


Idet indfaldsvinkelen vokser, vil altsaa y først vokse og derpaa 
aftage. Som man ser, varierer y forholdsvis lidet for indfaldsvinkler 
mellem 50" og 709. En matematisk undersøgelse vil give det resultat, 
at for indfaldsvinkler i nærheden af og paa begge sider af 599 30", 


JE Fn 


LEI 


hvortil svarer y = 429 30", er variationen i y næsten umerkelig. 
Dette har for vort emne følgende væsentlige betydning. Da indfalds- 
vinklerne er yderst forskjellige, og da som følge deraf de udtrædende 


røde straalers retning ogsaa divergerer sterkt, vil ølet modtage rødt 
lys fra de forskjelligste regndraaber. Men mængden af rødt lys vil 
være særlig stort netop i den retning, som danner 42" 30' med sol- 
straalerne. Indtrykket af rødt lys vil med andre ord i denne retning 


være fremherskende; rødt lys fra de øvrige retninger merker man 


EE 42030" 


I 


Fig. 10. 


lidet eller intet til, da lysstraalerne derfra falder mere spredt, saaat 
forholdsvis faa trænger ind i ølet. Paa lignende maade kan vises, at 
hovedmassen af violette straaler kommer ind under en vinkel paa 409 
30" med solstraalernes retning. 

Kaster man nu et blik paa fig. 10, hvor linjen AØ er inte 
parallel med solstraalerne S og S;, ser man let, at alle de retnings- 
linjer, hvorefter maksimum af violet lys kan træde ind i øiet Ø, be- 


skriver en kegleflade, hvis akse er Ø A, hvis toppunkt er i Ø og hvis 


112 


basis begrænses af buen MCN, der blir den violette regnbue. Den 
halve topvinkel. for denne kegle er x = 409 30". Ligervis vil den røde 
regubue PD R begrænse basis i en kegle med samme akse og toppunkt, 
men med halv aksevinkel = y = 42" 80”. Mellem disse to falder 
da de øvrige buer i samme rækkefølge som farverne i det førnævnte 
spektrum. Overgangen mellem farverne er kontinuerlig, og indbegrebet 
af alle disse elementære regnbuer er det man i daglig tale kort og 
godt kalder regnbuen. Den ovenfor kortelig fremstillede theori for- 
langer altsaa, at regnbuen yderst er rød og inderst violet. Hoved- 
farverne i spektret følger saaledes paa hinanden: rødt, orange, gult. 
grønt, blaat, indigo, violet. Saaledes skal de ogsaa ligge i regnbuen, 
hvad erfaringen bekræfter. Havde solen været et lysende punkt, vilde 
farvebaandene været meget smale. Da den imidlertid tér sig som en. 
skive med 30 minutters diameter, vil hvert farvebælte ogsaa faa denne- 
bredde. 

Erfaringen viser, at man under iagttagelsen af regnbuen altid har 
solen i ryggen. At saa maa være fremgaar ligetil af den maade, 
hvorpaa regnbuen opstaar. AÅksen for de omtalte kegleflader blir 
nemlig linjen gjennem solen og øiet. Fastholdes dette, vil man for- 
staa, at regnbuen kun da kan vise sig som en hel halveirkel, naar 
solen staar lige i horizonten, og man befinder sig paa havet eller paa. 
flad mark. Hvis man tænker sig regnbuen iagttaget netop ved sol- 
opgang, vil den lidt efter lidt, eftersom solen stiger, sænke sig under 
horizonten, og naar solhøiden er bleven 429 30", vil toppen af den. 
røde bue forsvinde. Ved større solhøider kan altsaa ingen regnbue- 
sees. Erfaringsmæssig er det Jo ogsaa om morgenen og sent paa. 


eftermiddagen, man en sommerdag kan nyde regnbuens pragt; ved 


middagstider ser man den ikke. Er iagttagerens position hævet over 


jordoverfladens — befinder man sig f. eks. i et høit taarn, en maste- 
top eller i en luftballon — vil regnbuen, naar solen er i horizonten, 
endog blive større end en halveirkel, og regnbuens top vil kunne iagt- 
tages ved større solhøider end 421/09. Videre kan merkes, at om 
man forandrer sit standpunkt, vil vistnok regnbuen tilsyneladende være. 


den samme, men da der er andre straaler, som nu træder ind 1 ølet, 


ser man i virkeligheden en ny bue. Flere personer kan altsaa aldrig 
se den samme regnbue. Regnbuens speilbillede i et vand er af samme- 


grund forskjelligt fra alle andre speilbilleder deri, at det gjengiver en- 


anden bue end den, ølet direkte iagttager. 


113 


Den hidtil beskrevne bue kaldes hovedregnbuen i modsæt- 
ning til den bekjendte biregnbue, som af og til kan sees udenom 
den første. Den dannes af lysstraaler, som har været to gange reflek- 
terede inde i regndraaberne (se fig. 11). Solstraalen S træder ind 
ved Å under en indfaldsvinkel i. Ved at forfølge den røde og violette 
straales løb, finder man let ud, at de vinkler x og y, som resp. den 
violette og røde straale efter udtrædelsen danner med solstraalen, 
ogsaa her er forskjellige; men nu danner den violette straale den 
største vinkel.  Ogsaa 1 dette tilfælde viser beregningen, at i en be- 
stemt retning, forskjellig for de forskjellige farvestraaler, kommer et 


prædominerende antal straaler ind 1 øiet, en omstændighed, som vil 


Fig. 11. 


medføre en regnbue fuldstændig analog med hovedbuen, men forskjellig 
fra denne forsaavidt, som den blir violet yderst og rød inderst. Naar 
solen staar i horizonten, vil biregnbuens top hæve sig til en høide at 
ca. 54%. At biregnbuen er lyssvagere end den indre kommer deraf, 
at ved hver reflektion inde i regndraaberne kun en del af det ind- 
trængte. lys kastes tilbage, mens resten paa hvert sted brydes ud i 
luften igjen. — 

Af mindre fremtrædende og mindre kjendte regnbuer skal endnu 
nævnes den, som kan dannes af straaler fra det i en rolig vandflade 
afspeilede solbillede. Det er dog meget sjelden, at disse straaler 
besidder fornøden lysstyrke til regnbuens dannelse. Derimod har en 
yMaaneregnbue" hyppigere været iagttaget. Maanelyset spiller her 


»Naturen* 8 


114 


solstraalernes rolle; men buen er meget lyssvag, og de enkelte farver 
kan neppe skjelnes. * Denne bue maa dog ikke forveksles med de 
almindelige maaneringe eller hove, der dannes i høitsvævende skyer 
ved lysets brydning i de isnaale, hvoraf disse bestaar. 

Saa iøinefaldende som regnbuefænomenet er, er det klart, at man 
allerede i de ældste tider fæstede opmerksomheden ved det og fam- 
lede efter en forklaring. Det lykkedes dog ikke oldtidens naturfor- 
skere at udgrunde aarsagerne til dets optræden. Først i begyndelsen 
af det l4de aarhundrede fremkom dominikanerprioren Theodorich 
(Freiberg, Sachsen) med en udredning, som 1 principet er rigtig. 

Andor Hoel. 


Løvsangeren 
(phylloscopus trochilus). 


Fig. 12. Løvsangeren. (Efter fotografi af en gruppe i Bergens museum.) 


Naar birkens friskgrønne blade under maisolens straaler er ifærd 
med at folde sig ud, og lierne fyldes med duften fra de tusende 
bristende knopper, da kommer et idet selskab af smaafugle tilbage 


til os fra sit: vinterophold i Syden; dét er de egte løvfugle. Disse 


115 


zarte smaa sangere taaler ikke den nordiske vinters kulde, der- 
for maa de vente med at komme herop, indtil den værste vaarfrost 
er over, og solen har faaet overtaget over mørket og kulden. Men 
naar smørblomst og karse har udfoldet sine kroner, og anemoner 
og violer har stukket sine hoveder frem af moset, da er alt færdig 
til deres indtog, og en vakker solskinsdag hører vi en velkjendt sang- 
stemme klinge i birkelierne; det er løvsangeren, som er kommen, det 
sikre tegn paa at sommeren nu for alvor er i anmarsch.. 

For hver dag, som gaar, bliver sangen hyppigere at høre, og 
naar en uge er gaaet, fra vi hørte den første sanger, er lierne bleven 
ganske livlig befolket, uden at vi egentlig ret begriber, naar og hvor- 
ledes hele denne skare er kommet. Thi løvsangeren kommer ikke 
ligesom trostene og stærene i store opsigtsvækkende flokke eller bru- 
sende tog; stille og ubemerket kommer den; lidt efter lidt glider de 
smaa tog frem til sine yndlingspladse, hvor deres reder laa den fore- 
gaaende sommer, eller hvor de som unger gjorde sin første indtræ- 
delse i verdeu. k 

Løvsangeren er den første af de mere udprægede sommergjæster. 
Enkelte aar kan vi høre den allerede i slutningen af april; men oftest 
kommer den ikke før i mai, og er der rigtig: ugunstige forholde til- 
stede endog ikke før i slutten af denne maaned. 

I de første dage, førend insektvrimmelen for alvor er vaagnet af 
sin vintersøvn, har den det lidt travlt midt om dagen med at sørge 
for sit underhold, og derfor synger den i denne tid især hen paa 
eftermiddagen og mod solnedgang. Men for hver dag, som gaar, 
bliver insektsværmene tættere og tættere; frem fra moset, fra bark- 
revner og andre gjemmesteder vrimler de, og luften fyldes med deres 
muntre summen; og paa de nyudfoldede blade kryber allerede de 
smaa grønne larver omkring, der udgjør løvsangerens delikatesse... Da 
begynder sangen at lyde næsten hele døgnet, maaske med undtagelse 
af den hedeste middagstid og et par timers tid omkring midnat. 

Løvsangeren hører ikke til ;de fugle, som glimrer med sterke 
iøinefaldende farver; dens farvedragt er enkel og uanselig. Rygsiden 
er graagrøn, bugsiden gulhvid, og vingernes underste dækfjer og rande 
er svovlgule.” Farverne er afdæmpet, uden skarpt markerede grænse- 


linjer. Men er de ikke synderlig pragtfulde, saa er de til gjengjæld 


1) Længden skal her med det samme anføres; den er 115 mm. 


116 


desto mere hensigtsmæssige, thi de er løvets og stammernes farver. 
Og hvilken dragt kan vel være bedre for en svag og vergeløs fugl 
end netop den, der træder mindst skarpt frem mod de omgivelser, 
hvori de lever? Vi erindre os harens og rypernes vekslende farve- 
dragter, hvor udmerket de passer til lyngene og marken om sommeren 
og til sneen om vinteren, og vi vil forstaa, at i den frie natur er 
hensigtsmæssigheden det ledende princip. Thi tilværelsens haarde 
kamp kan ingen levende væsener undfly, og i den har de bedst 
skikkede den største udsigt til at seire. Og løvsangeren eier ikke 
høgens eller falkens skarpe klør eller sterke neb. I legemsstyrke er 
den sine fiender langt underlegen; derfor har den faaet evnen til at 
unddrage sig deres opmerksomhed, den er beskyttet ved sine farvers 
lighed med omgivelserne. Og naar en af skovens røvere viser sig, 
saa er det tætteste løvverk det sted, hvor den søger hen for at undfly 
faren; thi her kan selv falkens øvede øie vanskelig følge den, den 
blir ligesom ganske borte i de grønne og brune plantefarvers kaos. 

I sidste halvdel af mai eller begyndelsen af juni begynder den 
paa sin rede. 

Man skulde vente, at en saa udpræget løvfugl som løvsangeren 
vilde optøre sin sommerbolig oppe i træernes kroner, der hvor den 
ellers tumler sig sit hele liv, eller i det mindste i en lav busk; men 
heri ligner den ikke sin nære slegtning, den gulbrystede sanger 
(hypolais hipolais), hvis reder forresten sjelden findes høit over skog- 
bunden. Den, som vil forsøge at finde løvsangerens, faar holde sig til 
jorden og ikke se for høit tilveirs. Men uagtet den undertiden ligger 
saadan, at det ofte maa forundre os, at vi ikke har traadt lige op i 
den, saa er det dog ikke hver mands sag at finde den, og jeg 
tør vistnok uden overdrivelse sige, at den hører til de vanske- 
ligste, jeg i denne henseende ved at nævne; og man maa næsten 
være en smule kjendt med fuglens levevis og artsvaner, om man vil 
prøve at opsøge denne lille sangers bolig. 

Til redeplads vælger den med forkjærlighed de lyse, venlige 
skraaninger, hvor smaaskogen veksler med smaa aabne engpartier; thi 
her er der i den brogede insektvrimmel mere end rigelig næring. 
Men man finder den ogsaa hækkende i naaleskogenes udkanter, ligesom 
den undertiden er at træffe blandt lyngene paa forholdsvis træbare 
steder, ja endog helt oppe i vidjebeltet paa fjeldsiderne. Dens ynd- 


117 


lingsopholdssted er dog som sagt de frodige solbeskinnede lier med 
rig vegetation og rigt insektliv. 

Inde i en liden mosbakke, i et skjult hul, helst hvor en liden 
krybende vidje hænger ned, eller hvor en liden bringebær- eller rosen- 
busk holder paa at vokse frem, lægger den sin rede. Materialerne 
er væsentlig mos og visne græsblade samt uld og fjer, hvilke to 
sidste bestanddele især udgjør den indvendige udforing. Altid er den 
ganske overbygget og kun forsynet med et ganske lidet flyvehul, der 
neppe er stort nok til at fuglen uden vanskelighed kan smutte ind 
og ud. Selve aabningen er sjelden ganske rund, for det meste sam- 
mentrykt ovenfra, og ikke sjelden finder man den helt eller delvis 
skjult af nedhængende græs eller af en eller anden liden busk, der 
vokser ved randen, hvad der naturligvis gjør det end vanskeligere at 
faa øie paa reden. 

Arbeidet med selve redebygningen foregaar især 1 de tidlige 
morgentimer og henimod aftenen, men undertiden finder man den 
ogsaa beskjæftiget hermed midt om dagen, hvad der visselig maa 
ansees for at være undtagelse, da den ved denne tid lettere resikerer 
at blive iagttaget under arbeidet, og dette kan jo have de mest 
skjæbnesvangre følger for yngelens fremtid. Jeg har ogsaa flere 
gange iagttaget, at et par har forladt en halvfærdig rede, naar de er 
bleven overrasket under arbeidet. I denne henseende synes dog indi- 
viderne at forholde sig temmelig forskjellig, idet jeg har seet mange 
eksempler ogsaa paa det modsatte. 

En omstændighed, der end yderligere bidrager til at aflede for- 
mentlige og virkelige fienders opmerksomhed, er den, at den rugende 
fugl, naar den af en eller anden grund, f. eks. et menneskes nærmelse, 
tvinges til at forlade reden, gjør dette saa stilfærdig og lidet opsigts- 
vækkende som mulig. Med næsten lydløs flugt stryger den da lavt 
hen over marken for hurtigst mulig at forsvinde i nærmeste tykning. 
Herfra holder den dog et vaagent øie med, hvad der foregaar ved 
reden, og er faren lykkelig overstaaet, søger den lige saa stille og 
ubemerket tilbage igjen til sin kjære yngel, og alt, hvad vi har hørt, 
er i det høieste nogle svage pibende lyd som udtryk for dens ube- 
skrivelige angst og skræk. Men dette pibende angstskrig er kun 
istand til at lede kjenderen paa sporet og bliver neppe bemerket af 
dem, der ikke er fortrolig med de forskjellige udtryk for disse smaa 


sangeres vekslende sjælsstemninger. 


118 


Undertiden finder vi, især i de lavere egne, reden anbragt paa 


selve den flade mark (en enkelt gang har jeg endog fundet den midt 
ude i en myr), men ogsaa da er den helt overbygget og for det meste 
skjult under en ener- eller lyngbusk. 

Den indvendige udforing bestaar som før nævnt væsentlig af fjer, 
som den samler omkring paa skogbunden eller henter i hønsegaarde, 
om saadanne findes i nærheden; thi den benytter med forkjærlighed 
tjer at større fugle, temmelig ofte af hønsefugle, og kun sjelden har 
jeg fundet fjer af mindre fugle, f. eks. af meiser, i dens reder. Ud- 
foringen indskrænker sig ikke blot til den egentlige fordybning, ogsaa 
den øvre del er rigelig besat med et løsere fjerlag, hvad der gjør 
hele redens indre lunt og blødt og sikrer eggene mod at blive for 
hurtig afkjølede, om fuglen under rugningen af og til blir nødt til 
at forlade dem for en kort stund for at bevæge sig en smule og 
skaffe sig den nødtørftige næring, hvilket som oftest sker hen paa efter- 
middagen eller paa stille og lune aftener. Er veiret for kjølig til at 
dette kan ske uden fare for yngelen, uvertager hannen for en kort 
stund rugningen, hvad jeg flere gange har iagttaget. Af og til hæn- 
der det ogsaa, at hannen bringer næring til sin rugende mage, hvilket 
jo maa synes meget paakrævet, da hunnen den største del af døgnet 
er forhindret fra selv at sørge for sit underhold. Et saadant tilfælde 
iagttog forfatteren af nærværende artikel ved en rede i nærheden af 
Bergen i begyndelsen af juni 1896, og naar jeg ikke har kunnet 
konstatere flere tilfælder, saa er dette vistnok kun begrundet i den 
omstændighed, at fuglen ikke gjerne besøger reden, naar den bliver 
iagttaget. En saadan fodring af rugende fugl er ogsaa kjendt hos 
andre fuglearter. 

I begyndelsen af juni finder man som oftest eggene, hvis antal 
for det meste er 6 til 7. Deres længde og største bredde varierer 
mellem henholdsvis 15 og 17 mm. og 12 og 18 mm. —Grundfarven 
er egentlig hvid, men hele overfladen er bestrøet med rødbrune prikker, 
der især paa nylagte eg, hvor den rødgule blommefarve skinner igjen- 
nem den tynde skal, undertiden giver dem et rødligt anstrøg. 

I rugetiden, der varer omtrent 14 dage, synger hannen næsten 
ustanselig, og i denne tid opholder den sig mest i redens umiddelbare 
nærbed. Ikke blot naar den har sat sig i toppen af et træ for at 
nyde solskinnet og udsigten over en vakker egn, ogsaa mens den 


hopper omkring mellem løvet søgende sin yndlingsnæring, de grønne 


V 
a 
t 


119 


larver, ja undertiden endog mens den svinger sig fra træ til træ, 
lader den stadig sin stemme høre, og jeg er vistnok ikke saa langt 
fra sandheden, naar jeg betegner den som en af de mest utrættelige 
af de sangere, der befolker de norske skove og løvlier. 

Selve sangen er dog fra et rent musikalsk synspunkt ikke nogen 
egentlig betydelig præstation, og løvsangeren eier fremfor alt ikke 
mestersangernes evne til at variere. Det er stadig de samme toner i 
den samme rækkefølge og med den samme noget tunge, næsten melan- 
kolske finale, der vel bedst kan sammenlignes med et langt hendøende 
suk. Dette morendo er det, der giver sangen dens eiendommelige 
præg, og det er saa karakteristisk, at man derpaa alene vil kunne 
kjende løvsangeren fra en hvilkensomhelst anden norsk fugl, naar man 
først har faaet øre for det. 

I parringstiden lader den ofte høre en anden ligeledes temmelig 
karakteristisk lyd, en underlig blanding af piben og kvidder, der 
meget minder om lyden fra en fiok redeunger, der bliver madet. 
Under parringen hænder det, hvad jeg oftere har iagttaget, at hannen 
under selve den jagende flugt efter hunnen, synger af fuldt bryst; 
under disse omstændigheder er foredraget betydelig mere forceret, og 
den ender da undertiden i det ovenfor nævnte pibende kvidder, der 
vel nærmest maa opfattes som en specifik parringslyd. Denne lyd 
danner ogsaa tildels indledning til sangen, der da ender paa sædvanlig 
maade. Men er end tonerne og deres rækkefølge stadig den samme, 
saa eier denne lille sanger i stemmens modulation en vis evne til at 
skuffe, idet den i iagttagerens umiddelhare -nærhed undertiden giver 
indtryk af at være langt bortfjernet. Jeg har oftere følt mig slagen 
af dette, og jeg har at og til spekuleret paa, om dette virkelig er 
gjort med hensigt, om det altsaa ligefrem er et stykke bugtalerkunst, 
beregnet - paa at lede iagttageren paa vildspor. Men da den i dette 
stykke ikke har vist sig konsekvent, har jeg foreløbig opgivet at 
bringe denne forklaring i anvendelse. 

Naar eggene er klækkede, begynder en travl tid for den lille 
sanger; thi fra nu skal ungerne daglig forsynes med det nødvendige 
til livets ophold. Derfor hører vi ogsaa i denne tid lidet til sangen; 
det er den tause tid fra slutningen af juni, midt i kavet, da de fleste 
sangfugle maa indskrænke sig til en liden aftenkoncert i solnedgangen 
og nogle nummere i de tidligste morgentimer. Og naar ungerne er 


bleven saa store, at de kan sørge for sig selv, saa er Nordens korte 


120 


sommer tilende, dagene er bleven kortere og nætterne mørke. Insekt- 
sværmene tyndes af for hver dag, som gaar, der er ikke længere 
overflod, den trange tid er forhaanden, da plantefrø og bær maa 
suplere insektnæringen for mange fugle. Og naar september begynder, 
og luften begynder at blive kjøligere, trækker løvsangeren atter bort 
fra os for at tilbringe vinteren i det nordlige Afrikas skove og lunde. 
Stille og ubemerket, som den kom, forlader den os, lidt efter lidt 
forsvinder den fra vore skoge og lier, og naar september er tilende, 
er den kjendte sang forstummet, og vi leder forgjæves efter den kjære 
sommergjæst blandt høstens gulnende trækroner. 
' 0. J. Lie-Pettersen. 


Anmeldelser. 


P. Engelbrethsen: , Hvordan jorden blev til*. —Almenfat- 
telig fremstilling af samtideps anskuelser om himmellegemernes tilbli- 
velse og af, hvordan disse anskuelser blev naaet. Med 49 billeder. 
(Alb. Cammermeyers forlag. 9220 sider. Pris: heftet kr. 2.00, indb. 
kr. 2.60). 

Denne bog indeholder en bearbeidet gjengivelse af en række 
artikler om , Samtidens naturopfatning*, som forfatteren tidligere har 
offentliggjort i dagspressen. Populærastronomiske verker af denne art 
er der paa forhaand ingen mangel paa, og forf. vil ikke have savnet 
hverken gode eller slette forbilleder. Jeg antager, at de fleste vil 
samstemme i, at han har holdt sig til de gode, og at han har plan- 
lagt sit arbeide paa en anerkjendelsesværdig maade, om han end har 
vist vel stor tilbøielighed til at stikke ind i sidegader uden derved at 
opnaa væsentlig andet end at overlæsse bogen med kundskabsstof. 
Eksempelvis kan nævnes, at han afser flere sider paa udredningen af 
det omstridte spørgsmaal om, hvorvidt de kemiske grundstoffer virkelig 
er elementer. 

Bogen indeholder imidlertid en hel del god og interessant astro- 
nomisk lærdom, og med prisværdig omhu er mange af de nyeste 
kjendsgjerninger medtagne. Derimod" kan vi ikke være enig med 
forf. i, at Lockyers meteorithhypothese bør gives rang og plads i 
s samtidens naturopfatning*. 

At der i et arbeide som dette kan paavises feil er ikke noget 
usædvanligt. Men beklageligt er det, at et af selve grundprinciperne 
i naturlæren fremstilles paa en begrebsforvirrende maade.  Saaledes 
forveksles kraft og energi: paa pag. 196 beskylder forf. Joule forat 
have omgjort tyngdekratt til varme. 


Få 


121 


Forat naturvidenskabelig læsning skal kunne fængsle den usag- 
kyndige, er det i almindelighed ikke tilstrækkeligt, at fremstillingen 
er populær, men den maa ogsaa være klar og sproget maa være 
let og elegant. I denne henseende har forfatteren været usedvanlig 
heldig, og han røber her en begavelse, som hos os ikke er almindelig. 
Af denne grund vil selv en ganske ukyndig læser følge ham med 
interesse fra først til sidst og visselig beholde indtrykket af, at bogen 
er baade underholdende og lærerig. 

Andor Hoel. 


Mindre meddelelser. 


Skjoldkjertelen og dens nytte. Straks nedenfor strubehovedet, 
foran luftrøret, ligger et organ, der bestaar af et midtstykke, hvorfra 
der udgaar 2 lapper, der er rettet opad og til siderne. Det indre 
viser en svampet bygning; det er opfyldt af en mængde smaa hulrum 
eller blærer, der er ganske adskilt fra hverandre; imellem disse findes 
et støttende bindevæv. Hos nyfødte er disse bet af mikroskopisk 
størrelse. Senere kan flere af dem faa en betydelig størrelse. Ud- 
førselskanaler af enhver art mangler, saaat organet ikke ganske kan 
opfattes som en egte kjertel. Ikke desto mindre kaldes den skjold- 
kjertelen.  Udforskningen af skjoldkjertelens funktion hører til de 
betydeligste opgaver, som physiologien paa lang tid har beskjæftiget 
sig med. Dette organ regnedes før med til de saakaldte blodkar- 
kjertler, hvis betydning for organismen var ukjendt. I begyndelsen 
af ottiaarene iagttog kirurgerne, at der efter fjernelsen af syge skjold- 
kjertler optraadte meget eiendommelige fænomener. Dette viste, at 
skjoldkjertelen maatte være et for livsfunktionerne vigtigt organ, da 
det var øiensynligt, at et for legemets husholdning vigtigt organ var 
fjernet. Kirurgernes ufrivillige iagttagelser er siden efterlignet ved 
talrige forsøg paa dyr. Disse forsøg godtgjorde alle, at fjernelsen af 
skjoldkjertelen stadig var forbundet med alvorlige forstyrrelser i den 
hele stofveksel. Men skjoldkjertelens store betydning for livsvirksom- 
heden er endøu ikke anerkjendt af alle. I den nyere tid har den 
fremragende Berlinerphysiolog professor Hermann Munk hævet 
sin røst herimod. Han har i mange aar atter og atter forsvaret den 
paastand, at de syg Gomstokomener som optræder hos dyr efter skjold- 
kjertelens fjernelse, ikke er en følge af, at en vigtig for skjoldkjertelen 
eiendommelig funktion er sat ud at virlesoiben men kommer af de 
betydelige beskadigelser af nerverne, som er en uundgaaelig følge af 
en saa indøgribende operation. Munk staar dog næsten fuldstændig 
alene med sin opfatning. Flerheden af alle paa dette omraade erfarne 
forskere holder fast ved, at skjoldkjertelen besidder en eiendommelig 
funktion, der udøver en regulerende indflydelse paa det normale forløb 


122 


af - visse livsprocesser. Saare mange hypotheser har været opstil- 
let forat forklare skjoldkjertelens indflydelse paa livsprocesserne i 
organismen. I 1896 gjorde den geniale nu desværre afdøde kemiker 
Baumann i Freiburg en opdagelse, der kuldkastede alle tidligere- 
hypotheser. Han fandt i skjoldkjertelen i rigelige mængder et stof, 
der ellers ikke forekommer i den dyriske organisme, nemlig jod og 
det i en fast organisk forbindelse. Baumanns opdagelse har ført med 
sig en næsten wuoverskuelig forskning paa physiologiens .og patholo- 
giens gebet, der har baaret smukke frugter for den praktiske medicin. 
Man har saaledes bragt paa det rene, at joderythrin, som tilsyne- 
ladende er den virksomme bestanddel i skjoldkjertelen, har en bety- 
delig indflydelse paa oksydationsprocesserne i legemet, indsmeltningen 
at fedt, luftvekselen o. s. v. En betragtelig andel i fremskridtene i 
den dybere forstaaelse paa dette omraade har i særdeleshed de nyere: 
arbeider, som er udførte af Magnus-Levy, F. Blum, Freupel, Hot- 
meister, Roos og andre. 

Man kan nu betragte skjoldkjertelens kemiske virkemaade som 
fastslaaet, men nogen sikker forestilling om, paa hvilken maade disse 
kemiske processer virker i legemet, har man enånu ikke. Hvilken 


betydning har skjoldkjertelens jodgehalt? Afgiver den jod til blodet. 
og vævene eller forbruger den jod? Alle disse vigtige spørgsmaal er 


hansen 


endnu uløste. Vi vil derfor henvise til den nyeste theori, som af alle 


tidligere opstillede er den sandsynligste, da den til og med har ana- 
logier i hypotheserne om tunktionerne af de beslegtede organer f. eks. 


bugspytkjertelen og binyrerne. F. Blum har paa naturforskermødet. 


i Disseldorf ifjor høst udtalt sig for den mening, at skjoldkjertelen 
var et giftødelæggende organ, hvis funktion bestod i at uskade- 
liggjøre de giftstoffer, som stadig opstaar i legemet. At der i de 
levende organismers celler stadig dannes giftstofter, der igjen ødelægges 
i legemet selv, er almindelig anerkjendt, specielt ved den berømte 
franske physiologiske kemiker Armand Gautiers arbeider. Han 
kalder disse gifte ,leucomainer". Disse stofvekselens affaldsprodukter 
bliver for det meste atter ødelagte i selve cellerne. — Stotvekselens. 
endeprodukter, der udskilles af legemet er ikke giftige. Det er en 
bekjendt sag, at ethvert sundt menneskes blodserum er giftigt (ved 
indsprøitning i dyr); urinen besidder derimod neppe '/10 af blodets. 
giftighed. Man har hidtil ikke havt noget bestemt holdepunkt for 
nogen theori om, hvor denne gift ødelægges. Blum mener nu, at. 
dette foregaar i de tidligere saakaldte blodkarkjertler og først og 
fremst i skjoldkjertelen. Den virker giftødelæggende ved jodgehalt, idet. 
joden virker paa de stofvekselprodukter, der stadig strømmer gjennem 
skjoldkjertelen, forandrer deres kemiske sammensætning og ødelægger 
dem derved. Denne opfatning af skjoldkjertelens funktion aabner 
ganske nye baner for hele physiologien og pathologien. Naar skjold- 
kjertelen fjernes, saa forstyrres altsaa disse normale giftødelæggelses- 
processer, hvilket fører til ansamling af giftige stofvekselprodukter i 
legemet, ,antointoxicationer* eller selvforgiftninger, som det kaldes. 
Dette nye pathologiske begreb faar altsaa herved en vigtig støtte. 
, Naturwissenschaftliche Wochenschrift*. 


128 


Vind og luftbølger. I sine berømte mathematiske undersøgelser 
over atmosfærens bevægelser har Helmholtz vist, at naar to vædsker 
af forskjellig tæthed glider henover hverandre, saa maa der nødven- 
digvis frembringes bølger paa grænsefladen. Et specielt tilfælde heraf 
er luftens gliden eller blæsen henover en vandflade, hvorved vandbøl-- 
gerne fremkommer. Høiden og længden af disse bølger eller afstanden 
mellem bølgekammene afhænger at begge vædskers tæthed og relative 
hastighed. Naar forskjellen i tæthed er ringe, kan bølgerne naa en 
ganske betragtelig længde og høide. ,Saaledes*, siger Helmholtz, 
yfrembringer de svage vindhastigheder, som vi iagttager ved grunden 
af atmosfæren vandbølger af 1 meters længde; mellem to luftlag, hvis. 
temperaturforskjel er 10 grader, vilde den samme svage vind frem- 
bringe luftbølger af 2—5 kilometers længde. Til de store havbølger 
af 5—10 meters længde vilde da svare luftbølger af 15—30 kilo- 
meters længde, der vilde udfylde hele den synlige horizont.* 

Disse resultater af den berømte fysikers beregninger har man 
hidtil kun havt meget liden anledning til at prøve, omendskjønt vi 
ikke sjelden ser skydannelser, der meddeler himmelen udseendet af en 
bevæget bølgende havflade. Dette sker, naar skydannelsen paa luft- 
lagenes berøringsflade gjør luftbølserne synlige. Det er i virkeligheden 
slet ikke sjelden at se himmelen helt eller delvis dækket af mere eller: 
mindre parallele skybaand, der med stor regelmæssighed og med 
samme afstand tølger efter hverandre. Disse skybaand betegner da 
luftbølgerne. Nøiere undersøgelser over de atmosfæriske forholde, der 
følger med saadanne skydannelser har hidtil vel neppe været anstillet. 
Ved et tilfælde har imidlertid fysikeren Emden fra Minchen faaet. 
en smule bekræftelse paa theoriens rigtighed. I taaget og kold men 
ganske rolig luft var han en dag i ballon kommet op i en høide at 
200 meter, da pludselig ballonens opadgaaende bevægelse standsede 
og istedetfor indtraadte en hastig bevægelse mod øst. Der maatte ud- 
kastes over 40 kg. ballast for atter at bringe den til at stige. Tillige 
mærkede luftseilerne, at de var kommet ind i et varmere luftlag, og 
at thermometret steg fra 2.7" til 9.20. Tilstanden i atmostæren var 
altsaa, at to luftlag, hvoraf det ene var 6—7 grader varmere end det. 
andet, gled henover hverandre med en hastighed, der efter ballonens 
flugt lod sig anslaa til 12.5 meter i sekundet. 

Saasnart de havde naaet en passende høide blev de vidne til et. 
eiendommeligt skuespil. Store skyruller laa ved siden af hverandre i 
retning fra nord mod syd ligesom pølser. De laa i samme afstand 
fra hverandre, og i mellemrummene kunde man se jordoverfladen. Paa 
en strækning af 7.5 km. tælte de 15 saadanne skyruller, og den 
gjennemsnitlige afstand mellem bølgekammene beløb sig til 540 meter. 
Efter Helmholtz” theori skal to luftlag, hvis temperaturforskjel er 10 
grader, og hvis relative hastighed er 10 meter i sekundet, frembringe 
bølger af 550 meters længde. Desuden skal bølgelængden være pro- 
portional med kvadratet af den relative hastighed og omvendt propor- 
tional med temperaturforskjellen. Heraf følger, at Emdens iagttagelse- 
paa det skjønneste bekræftede theorien. 


124 


Skydannelse er meget ofte en fiende af iagttagelser i atmosfæren, 
men i dette specielle tilfælde gjorde den uvurderlig nytte. Fortæt- 
ningen fandt i virkeligheden sted i det underste luftlag og forsvandt 
1 det øverste paa grund af den raske fordunstning, saaat skydannelsen 
betegnede en meget udpræget grænse mellem de to luftlag. 

,, Prometheus*. PB, 


Fordeling af jordmagnetismen i tidligere tider." Hænger 
man op en magnetnaal, der er dreibar om en gjennem dens tyngde- 
punkt gaaende horizontal akse, saaledes at dens vertikale dreiningsplan 
falder sammen med det magnetiske meridianplan*), saa antager naalens 
magnetiske akse en skraa stilling til horizonten. I almindelighed vil 
paa den nordlige halvkugle magnetens nordpol pege nedover og om- 
vendt paa den sydlige halvkugle. Den vinkel, som naalens magnetiske 
akse saaledes danner med horizonten, kaldes den magnetiske inklination. 

Denne inklination vokser 1 almindelighed, jo længer nordover man 
kommer, indtil naalen ved en af jordens magnetiske poler peger lodret 
ned mod jordoverfladen. En saadan magnetisk pol har kaptein Ross 
fundet i det nordlige Amerika under 709 5” nordl. bredde og 969 46" 
vestlig længde fra Greenwich. Af denne grund er kompasset til ingen 
nytte paa saa høie nordlige bredder. Jo længere man fjerner sig fra 
den magnetiske nordpol, desto mindre bliver inklinationen, indtil den i 
nærheden af jordens ækvator bliver lig 0, d. v. s. naalen staar nøi- 
agtig horizontal. Forbinder man alle de punkter paa jordens overflade, 
hvor inklinationen er 0, saa har man det magnetiske ækvator. Det 
falder ikke sammen med det astronomiske ækvator, men løber dels 
paa den nordlige dels paa den sydlige side deraf. 

Man har som bekjendt sammenlignet jorden med en uhyre magnet. 
Denne magnet maa da have sin sydpol eller sydpoler i nærheden af 
den astronomiske nordpol og omvendt. 

Den magnetiske inklination er nu aldeles ikke uforanderlig for et 
og samme sted paa jorden; den forandrer sig tvertimod uafladelig. 
Disse variationer er dels uregelmæssige dels periodiske. De hænger 
nøle sammen med mnordlysenes optræden og man har endvidere paa- 
vist afhængighed af jordskjælv og vulkanske eruptioner. 

Blandt de periodiske forandringer adskiller man atter daglige og 
sekulære variationer i den magnetiske inklination. De variationer, som 
gjentager sig daglig, hænger sammen med solens stilling og er noksaa 
ubetydelige. 

Anderledes forholder det sig med de sekulære variationer; de 


merkes neppe fra dag til dag, men da de bestandig gaar i samme 


1) Af dr. A. Buntrock i ,Prometheus*. 

*) Det magnetiske meridianplan er det vertikalplan, som kan lægges gjennem 
en i horizontal retning frit bevægelig magnetnaal. Det falder som bekjendt 
ikke sammen med den astronomiske meridian, der gaar gjennem S.—N.-linjen, 
men danner en vinkel dermed, som kaldes den magnetiske deklination. 


mr ELLERS Ga Gå an i å 


125 


retning, kan inklinationens torandring dog blive meget stor i tidens 
løb. Man ved endnu intet om aarsagen til de sekulære variationer. 

Det vilde visselig være af største betydning for astronomien, hvis 
man kunde finde lovmæssigheder i den sekulære forandring af magnet- 
naalens stilling og dermed af beliggenheden af jordens poler. Men de 
tidsrum, som maatte til forat kunne spore nogen væsentlig forandring, 
er altfor store til, at vi kan haabe nogen nytte deraf, hverken for os. 
selv eller for den følgende generation. 

Anderledes vil sagen stille sig. naar det lykkes at drage almin- 
delige resultater af G. Folgheraiters nyeste opdagelser.. Han har 
nemlig fundet, at det er muligt ved maaling af den magnetiske til- 
stand i gamle lerkar fra etruskergrave tilnærmelsesvis at bestemme 
den magnetiske inklination paa den tid, da disse kar blev Lrændt, nemlig 
i det 7de og 8de aarhundrede. 

Førend vi gaar nøiere ind paa Folgheraiters overordentlig sindrige. 
methode, vil vi i korthed torudskikke følgende: 

Bringes en umagnetisk staalstav i en saadan stilling, at den om- 
trent er parallel med den magnetiske inklinationsnaal, saa bliver den 
magnetisk. Denne af jordmagnetismen frembragte magnetisme for- 
svinder imidlertid, saasnart staven holdes lodret paa inklinationsret- 
ningen. Vedvarende magnetisk kan man gjøre den, naar man i den 
første stilling slaar paa den med en hammer; det samme opnaar man, 
naar man i samme stilling bringer den til glødning. 

OQgsaa jernholdigt ler bliver ved brændingen vedvarende magnetisk. 
Retningen af den magnetiske akse i et saadant lerstykke kan man 
uden vanskelighed beregne af fordelingen af den frie magnetisme paa 
legemets overflade; den falder, naar man under disse beregninger 
anbringer visse korrektioner, sammen med inklinationsretningen. 

Det samme, som er tilfældet med de lervarer, som brændes i vor 
tid, gjælder naturligvis for de i ældre tider brændte gjenstande; ogsaa. 
ved disse falder den magnetiske akse sammen med retningen af inkli- 
nationen. 

Det er Folgheraiters fortjeneste at have klargjort disse forhold. 
Han bestemte retningen af den magnetiske akse hos forskjellige ler- 
varer fra urgamle grave, hvis alder nøie kjendtes. Heraf kunde han 
finde retningen af den magnetiske inklination paa en tid, der laa over 
2 aartusener tilbage. Isandhed en beundringsværdig opdagelse! 

Af en række undersøgelser fra forskjellige etruskiske lergjenstande 
fra det 7de og 8de aarhundrede efter Kristus kunde Folghaiter drage 
den slutning, at den magnetiske inklination i Mellemitalien var meget. 
liden, og at fremfor alt at jordens magnetiske poler havde 
den omvendte af deres nuværende stilling. Endvidere 
fremgik det af undersøgelserne, at det magnetiske ækvator nogle aar- 
hundreder senere var langt fjernet fra det astronomiske ækvator og 
gik over Italien. 

Man kan ikke antage, at der ved de undersøgte lerkari løbet af 
den lange tid har foregaaet nogen forandring i beliggenheden af den 
magnetiske akse. Jordmagnetismen kan eller ikke have udøvet nogen 


126 


rettende indflydelse paa de magnetiske akser i lerkarrene. En saadan 
indflydelse maatte have virket ligedan paa alle lerkar og maatte have 
frembragt en parallel stilling for alle akser. 

Endvidere benyttedes kun saadanne kar til undersøgelsen, om 
hvis stilling under brændingen der ingen tvivl kunde være, f. eks. 
vinkrus, ellipseformede kar med lang hals og kant.  Saadanne krus 
kan kun brændes, mens de befinder sig i vertikal stilling. 

Folgheraiter har udført sine undersøgelser med den største om- 
hyggelighed; en række kontrolforsøg lærte ham, at det til bestem- 
melsen af inklinationen er nødvendigt, som allerede bemerket, at 
anbringe visse korrektioner forat opnaa overensstemmende resultater. 

Vi kan ikke gaa nøiere ind paa enkelthederne ved fremgangs- 
maaden eller indlade os paa beskrivelsen af de nødvendige maale- 
instrumenter, men maa her henvise til Folgheraiters offentliggjørelser. 

Sikkerlig vil man ved at forfølge denne opdagelse videre endnu 
kunne gjøre en mængde interessante iagttagelser med hensyn til for- 
delingen af jordmagnetismen under de forskjellige kulturperioder. 

Qgsaa for archæologien er Folgheraiters opdagelse af stor betyd- 
ning, da den i sin videre udvikling og udformning utvivlsomt ogsaa 
vil sætte os istand til at kontrollere og fastslaa alderen af visse old- 
sager. P. B. 


Kosmisk støv og hvirvelvind.!) Som bekjendt har man paa- 
staaet, at det støv, der ofte falder ned paa afsidesliggende snemarker, 
har sin oprindelse fra verdensrummet, altsaa er stof fra andre verdens- 
legemer. 

Dette har været paastaaet fra forskjellige hold blandt andet 
navnlig fra Nordenskjöld. Nyere undersøgelser bar dog vakt 
tvivl herom. 

Da den øvre del af atmosfæren samt luftstrømningerne deroppe 
endnu ikke kjendes saa nøie og med teknikens nuværende hjælpemidler 
hverken nøiere kan iagttages eller fastslaaes, er det vanskeligt at 
eftervise oprindelsen til dette støv paa anden maade end ved yderst 
nøilagtige undersøgelser af det fundne støv. Der er kjendsgjerninger, 
der taler til øsunst for den antagelse, at det ved skypumper eller 
hvirvelstorme er hævet til uhyre høider, og derefter af vinden baaret 
afsted over store strækninger til langt borte liggende egne, hvor det 
atter har afsat sig. Dette synes utvivlsomt at være tilfældet med de 
støvmængder, som findes paa firnen og isen i de evige sneregioner. 

For kort tid siden offentliggjorde professor dr. W. Hampe i 
Clausthal en beretning i ,Naturwissenschaftliche Rundschau* om 
plaksefarvet sue". Han iagttog den 7de mars 1898, at den under 
frisk nordostvind faldende sne i Clausthal og vid omegn paa mange 
steder havde en gulrød farve. Isærdeleshed fremtrædende var dette 
paa steder, hvor vindens hastighed ved hindringer i terrænet formind- 


)) Af Alfred Jørschke i ,Prometheus*. 


127 


skedes. Det samme fænomen havde ogsaa dr. Stade paa den meteo- 
rologiske station paa Brocken samt andre iagttagere i Harzfjeldene 
seet, og, hvad der var det merkeligste, det samme naturfænomen blev 
paa samme dag iagttaget ikke alene i vid omkreds af Harz f. eks. i 
Neckardalen, men EN paa meget fjerne sted ersaaledes i EN ald, 
i Engadin og i Kårnthen. 

De frbdiede bestanddele i sneen kom sandsynligvis fra et fælles 
udgangspunkt, hvorfra de med vinden udbredtes over større stræk- 
ninger. Til løsning af de heraf opkommende spørgsmaal lod pro- 
fessor Hampe prøver af sneen, der blev indsamlede under alle for- 
sigtighedsregler, analytisk undersøge og meddelte resultaterne heraf 
i det ovenomtalte tidsskrift. Undersøgelsen viste, at de fremmede 
tilblandinger i sneen bestod af støvpartikler med en diameter af fra 
0.001 til 0.25 mm. fordetmeste af 0.06 mm. De var for største 
delen sammensat af smaa hinder jernoksydhydrat. 

Da det vil føre for vidt at meddele videre enkeltheder, saa vil 
vi her kun meddele professor Hampes slutningsord. Han skriver: 

s Efter den mikroskopiske natur og de kemiske analyser af støvet saa 
å visselig den eneste rigtige tydning den, at det er af vulkansk 
oprindelse.  Gjennem en lang transport i luften er det ligesom sigtet 
og befriet fra alle grovere bestanddele. 

Spørger vi tilslut efter udgangspunktet, saa kan vel kun Islands 
vulkaner komme 1 betragtning. 

Man maatte i saa ”fald antage, at den der udkastede aske først 
dreves mod øst af de vestlige vinde, og derpaa med nordoststormen 
førtes til os. Paa denne maade kan støvfaldets store areal utvungent 
forklares. Islands store afstand er slet ingen hindring for at accep- 
tere denne forklaring. Man behøver bare at tænke paa det vulkanske 
støv fra vulkanen Krakatau i Sundastrædet den 27de august 1883. 
Dette gjorde næsten en runde rundt hele jorden og frembragte, som 
man husker, paa mange steder i Europa de eiendommelige dæmrings- 
fænomener. 

Nogle interessante begivenheder, der berører det samme thema, 
finder vi i marsnummeret (1898) af ,Meteorologische Zeitschrift*. 
Dr. R. Klein i Tragøss i Steiermark iagttog i februar efter et nat- 
ligt snefald, at det 25 cm. tykke snedække om morgenen var ligesom 
besaaet med talrige levende insekter i larvetilstand. Larverne var 
2—3 em. lange, af en kaffebrun, eiendommelig fløielsagtig farve, om- 
trent 4 mm. brede og med leddet krop. De havde 3 par lemmer og 
var forsynet med kraftige tyggeredskaber. Det var umuligt at sige, 
hvorfra eller fra hvilken afstand dyrene var kommet. 

Endnu besynderligere er de fænomener, som ifølge ,, Monthly 
Meteorological Magazine" iagttoges i England i forrige aars juni maaned. 
En regn af hø gik nemlig over egnen i Belchamp St. Pauli det nord- 
lige Essex. Høet dryssede ned over træer og straa, som herved med- 
deltes et fantastisk udseende. Høet var, som det senere blev oplyst, af 
en hvirvelvind hævet op i luften, og derefter baaret tre mile gjennem 
luften før det faldt ned. 


128 


Paa samme dag faldt der i Birmingham i forstaden Mosely em 
skur af froske ned ,fra himmelen". Dyrene opsamledes i flere haver. 
De var hvide og aabenbart løftet op i luften af en vandhose samt. 
endelig af stormen blæst hen over Birmingham. 

Som man ser, kan forholdsvis tunge gjenstande af hvirvelstorme- 
føres høit op i luften og der transporteres; derfor er den antagelse 
vel begrundet, at vinden hæver støvpartiklerne til umaadelige høider 
og transporterer dem afsted i uberegnelige afstande. Hermed falder 
imidlertid en stor del af for ikke at sige hele hypothesen om kosmisk 
støv. PB, 


Forbruget af lægemidler. At brugen af de gamle medika- 
menter ikke er i aftagende trods serumtherapie, asepsis, naturhelbre- 
delse, lys og slambade etc. viser aarsberetningen for det største engelske- 


sygehus ,Guy's Hospital". Vistnok er i det forløbne aar anvendt. 


diphterieserum, antistreptococserum og i ringe mængde det nye Kochske: 
tuberkulin, men i almindelighed har de gamle lægemidler holdt pladsen, 
ja selv gamle henlagte lægemidler f. eks. moskus og den fra gammel 
tid yndede blodigle er igjen kommet til ære og værdighed. 

Blandt antiseptica har lysol været anvendt i størst mængde nemlig: 
for 1500 pund —= 27000 kr.; men ogsaa forbruget af jodoform, 
borsyre, sublimat og creolin har holdt sig paa høiden. Forbruget af 
anåsthetica har været meget betydeligt nemlig 480 pund kloroform, 
584 pund æther, 90 pund alkohol. Overraskende stort er kvantummet. 
af den som bedøvelsesmiddel anvendte lystgas nemlig 11100 galloner 
(å 4.5 liter), mens 5000 galloner surstof blev inhaleret. Interessant 
er videre forbruget af bromkalium med 252 pund, kamfer med 201 
pund, maltekstrakt med 5021 pund og levertran med 600 pund, 
Ikke mindre end 73743 recepter blev skrevet. Endvidere blev der 
lavet i det hele 586000 piller, 54 531 pund salver, 380 galloner tink- 
turer samt endelig 10832 alen plaster. ,» Prometheus*. 


Temperatur og nedbør marts 1899. 
(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Mid Afv. Ned- Afv. | Afv. 
Stationer En fra | Max. |Dag| Min. |Dag b fra fra |Max|Dag 
P: | norm. | norm. | norm. 
pi Å AE Å mm. mm. | % mm.| 
Bodø anm? — 9.8 |— 3.7 3 | 14|—16 | 24 || 964 8391+ 68| 13 | 27 
Trondhjem |-3.8 |—2.7| 8 |141—22 | 7 || 2114 1474 280| 50 | 14 
Bergen ... 15 |—0.4| 9 |14|— 81 22 | 352 + 242 +- EE 14 
Oxorsjek. L1 |05| 11. | 16 |— 9238 50— 3|—- 6 13 | 28 
Dalen..... —L2|+07| 12 | 14|—14 | 24 | 34— 10j— 23| 19 | 6 
Kristiania . |— 1.1 [4-03 14 | 14 |—14 | 25 || 25|-- 2|— 7 97 28 
Hamar.... |-5.0 |—0.91 10 |14|—925 | 5 | 24 14 410 | 28 
Dovre ....|-7.0 |—14|| 6 | 14|—25 | 22 | 31|+ 114 55| 11 | 30 


Ba ME 


FEB 26 1901 


Om aarsagerne til vegetationsperiodens tidligere eller 
senere indtræden i de forskjellige aar.” 


Floraen i vort land saavelsom i hele det nordlige Europa har 
mellem vegetationsperioderne lange perioder af hvile. Disse indtræffer 
i den koldere aarstid. Dersom man et eller andet sted i en række 
af aar iagttager tidspunktet for vegetationsperiodens begyndelse og 
slutning hos en eller anden gruppe af planter, finder man, at det antal 
dage, hvileperioden varer, ikke er det samme hver vinter, men veksler 
mellem visse grænser. Dersom iagttagelserne strækker sig over en 
lang aarrække, kan man af dem udregne middeltal, som angiver, hvor 
lang vinterhvile hver plante i regelen har paa vedkommende sted 
tilligemed afvigelserne fra dette middeltal i de forskjellige aar. I 
Upsalatrakten blomstrer f. eks. blaaveisen 1 regelen omkring den 17de 
april, Men i 1881 og 1888 faldt blomstringstiden først den 8de mai; 
i 1882 og 1894 derimod allerede den 24de mars. Dette var de 
største afvigelser, som forekom i løbet af 27 aar, og vi kan altsaa 
sige, at, saalangt vor erfaring for tiden gaar, rækker blaaveisens 
vinterhvile til den 17de april, men at vegetationsperioden om vaaren 
kan begynde 24 dage tidligere eller 21 dage senere. Paa hosstaaende 
figur 13 er aarstallene opskrevet i en horizontal række. Den tykkere 
midterste linje betegner det gjennemsnitlige tidspunkt for blaaveisens 
blomstringstid. Paa de vertikale linjer er efter en eller anden maale- 
stok afsat vertikalt opover fra midtlinjen det antal dage, som blom- 
stringstiden indtræffer senere og vertikalt nedover det antal dage som 


den indtræffer tidligere end sedvanligt. Paa denne maade kan man 


1) Efter et foredrag ved Kongl. Landtbruks-Akademiens sammenkomst den 
17de oktober 1898. 


»Naturen* 9 


130 


paa en anskuelig maade faa et overblik over vekslingerne i en række 
af aar. En lignende brukket linje, som torbinder hestehovens blom- 
stringstider i aarene 1874—96 findes side 134. Paa denne maade 
kan man afbilde ikke blot afvigelserne ved vegetationsperiodens begyn- 
delse om vaaren, men ogsaa hvert 
eneste led i planternes udvikling: knop- 
dannelse, løvspræt, blomstring, frugt- 
modning, løvfald o. s. v. i de forskjel- 
lige aar, og man er hermed inde paa 
de saakaldte fænologiske iagt- 
tagelsers omraade, som er drevet 
ganske flittig i Sverige. For land- 
bruget og havedyrkningen er saadanne 
iagttagelser af planternes vegetations- 
faser af største interesse. Forat saa- 
danne iagttagelser skal have videnska- 
beligt værd fordres: at de fortsættes i 


JJ NE 


å 
SÅ 
it 
vo 
al 
få 
æ 
ag 
pe 
EN 
2 


en længere aarrække, at de omfatter 


et større antal vekster eller grupper 


IE 
- 
(ve) 
== PR 
Da 


af vekster, og at de udføres med den 


største samvittighedsfuldhed og ihær- 
dighed, saaat der ikke findes altfor 
mange huller i iagttagelserne. 


Et saadant materiale af den ypper- 


'aneday auowauvy :ALLSENINNOTE 


ligste beskaffenhed har jeg havt adgang 
til, idet hr. professor H. v. Post har 
stillet til min disposition sine iagttagel- 
ser gjorte, dels ved Reymyre i Øster- 
götland i aarene 1852—68, dels ved 
Ultuna og Upsala i aarene 1869—96. 


€6 46 €6 TG 16 OG 69 GS LB 98 SG 4G €9 BY IS OG GL SL LL SL GL KL 


NE NS EE 


96 


3 
VENER 


Disse iagttagelser omfatter altsaa et 
tidsrum af 44 aar. De omfatter tids- 


punkterne for løvspret, blomstring, frugt- 


NESPD OG — 
"NED RP Og+ 


modning m. m. for over 500 arter blomsterplanter og bregner, samt 
over sneens og isens forsvinden ligesom høstens begyndelse 1 de 
samme aar. 

Det ligger nær at søge en forbindelse mellem de fænologiske 


fænomener og vore klimatiske forholde. Prof. v. Posts hovedhensigt 


- 


* 131 


med sine observationer var at faa vide, hvorvidt floraens udvikling 
stemte overens med aarets varmeforholde, eller om den afveg mere 
eller mindre derfra. Da varmen er en af de vigtigste blandt de fak- 
torer, som bestemmer saavel klimatet som vegetationen paa et sted, 
bør der være en vis forbindelse mellem disses variationer. Ved nær- 
mere undersøgelse finder man, at forbindelsen ikke altid ligger saa 
aabent i dagen, men ofte er skjult. Dels kan flere andre faktorer end 
varmen spille en rolle ved vegetationens udvikling, f. eks. lys, nedbør, 
fugtighed, geografisk beliggenhed m. m., dels er det usikkert, paa 
hvilken maade varmen kan være af størst betydning for plantelivet. 
Det simpleste vilde være at tage variationerne i lufttemperaturen til 
grundlag for sammenligningen, men her kommer det i betragtning, at 
der for hver art gives en temperaturgrænse, under hvilken vegetationen 
stanser. Temperaturer, som falder under denne grænse, virker altsaa 
ikke paa vekstens vegetative udvikling, naar der da ikke bliver saa 
koldt, at cellerne skades, og planten fryser ihjel. Det er saaledes 
blot temperaturoverskuddene over denne grænsetemperatur, som kommer 
plantens udvikling tilgode. Endelig maa man tage i betragtning vore 
planters gjennem aartusener nedarvede vane med vegetations- og hvile- 
perioder i en vis rækkefølge og af en vis gjennemsnitlig længde. 
Planternes aarlige udvikling gaar for sig i en vis rythmisk veksling, 
som ikke forrykkes af tilfældig varmetilførsel. Vi kan ikke hindre 
vore bladplanter fra at fælde sine blade om vinteren ved at flytte dem 
ind i et varmt drivhus. Trær som bøg og eg, der fra Europa flyttes 
til Madeira, tager sig der en vinterhvile paa flere maaneder, uagtet 
Madeiras vintre turde frembyde ligesaa gunstige vilkaar for vegetationen 
i henseende til varme og lys som det nordlige Europas somre. Det 
er en bekjendt sag, at man kan vække grene af syren og kirsebærtræ 
samt af æble- og hæggebærtrær m. fl. af deres vinterdvale og faa 
dem til at skyde baade blomster og blade ved at flytte dem ind i et 
varmt værelse. Men vi ved ogsaa, at dette blot lykkes godt, naar 
tiden for hvileperioden nærmer sig slutningen, altsaa i januar eller” 
februar, mindre godt i december og slet ikke i november. Naar hvile- 
perioden nærmer sig slutningen, kan varmeforholdene i omgivelserne 
paaskynde eller forhale vegetationsperiodens indtrædelse. Det samme 
gjælder om alle planternes udviklingsstadier som blomstring, frugt- 


modning o. 8. v., og det er dette forhold, som giver os anledning til 


132 


at søge den nærmere forbindelse mellem de meteorologiske og fænolo- 
giske fænomener. 

De klimatiske forholde i vort land om vinteren og vaaren beher- 
skes af varmetilstanden i det nordlige Atlanterhav og til en vis grad 
ogsaa af varmetilstanden i indlandshavene som Østersjøen, det sorte 
og det hvide hav. De aar, hvor Golfstrømmen sender store vand- 
masser af høiere temperatur end sædvanlig op i det nordlige Atlanterhav, 
er i Skandinavien karakteriseret ved varme vintre og omvendt. Som 
et maal for oceanets varmetilstand kan man bruge vandets middel- 
temperatur udenfor Norges kyst i december, januar og februar. Man 
fimder, at variationerne i havets temperatur fra det ene aar til det 
andet er meget smaa og gaar sjelden I å 11» grad over middel- 
værdien. Lufttemperaturen kan derimod undergaa temmelig betydelige 
forandringer paa 6—7 grader over eller under middeltemperaturen. 
Desuagtet finder man, at havets og luftens temperaturvariationer følges 
ad, saaat naar havet udenfor Norges kyst i januar er 1—11/3 grad 
varmere end almindelig, har man samtidig fundet lufttemperaturen i 
Ørebro, Upsala, Østersund og flere steder 6—7 grader over middel- 
værdien og omvendt. Dette overraskende forhold forklares ved van- 
dets store varmekapacitet, som bevirker, at ringe temperaturforskjelle 
i havet antyder vældige difterentser i de varmeforraad, som vandet 
indeholder. 1) Et tilsyneladende ringe overskud eller underskud i 
havets temperatur kan altsaa udøve den største indflydelse paa luft- 
temperaturen og dermed paa vore vintres karakter. 2) I vinter- 
maanederne december, januar, februar og en del af mars hersker der 
overensstemmelse mellem havets og luftens temperatur. OQceanets ind- 
flydelse paa vore vintre er aldeles dominerende. Men allerede i mai 
begynder havets og luftens temperaturkurver at afvige fra hverandre, 
og i sommermaanederne er der ingen videre overensstemmelse. Det 
er kontinentets indflydelse, som da gjør sig gjældende sammen med 
oceanets. 8) Paa samme maade som lufttemperaturens variationer 
følger havtemperaturens, viser ligeledes visse andre meteorologiske 
fænomener sig at bero paa oceanets tilstand. 

Fig. 14 viser havtemperaturens variationer om vinteren (februar) 
sammenlignet med det antal dage, snedækket i Upsala varer over 
eller under middeltallet (—= 100 dage). Af tabellen sees f. eks. at 
havets temperatur i februar 1884 var omtrent 1/4 over middelværdien, 


mens snedækket varede ca. 27 dage kortere end sædvanlig. 


133 


Fig. 15 viser havtemperaturens variationer sammenlignet med 
vaaraannens tidligere eller senere begyndelse omkring Upsala. Tallene 
over den 23de april betyder det antal dage, som vaararbeidet begyndte 
tidligere end almindelig (den 23de april), og tallene under oplyser o1m, 
hvormange dage det forsinkedes udover den 23de april. 


1874 75 76 71 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 9u 91 92 93 Å å 


Fig. 14. Den tykkere kurve viser havtemperaturen i februar, den tyndere 
snedækkets varighed (i Upsala). 


1874 75 76 7 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 % 


vå 
ERE ÅS 


MY 


Da saavel atmosfærens temperatur som flere af de vigtigste klima- 


tiske faktorer, der indvirker paa plantelivet, f. eks. snedækkets varig- 
hed, tæleløsningen i jorden viser sig at afhænge af oceanets tilstand, 
saa synes det værdt at undersøge, om ikke ogsaa vegetationsperiodens 
tidligere eller senere indtræden om vaaren beror paa havets varme- 


tilstand den foregaaende vinter. 


134 


Vi kan begynde med at studere fig. 16, der viser blomstringstiden 
for hestehov sammenlignet med havets temperatur i februar. Man ser, 


at der er en umiskjendelig lighed mellem de 2 kurver. 


'111dye 


[7 


ME ble Ga sa 
ere 


EN rep 


* AnyP43dwaey, SU3UE3I0 
Hesse Nede å 
L8 98 S98 48 €8 BR |8 O8 GL SL LL YL GL HL 


mass ondoee NE 


96 56 46 €6 %6 [6 OG b6G 88 


æser Mål 
FNS 


paper 


vaerjaep ogessn) ZGLLSDNINNWNOTES 


Vu 
ENDENE 


HAGAR ale 
MEG PER 
Fo Je 


” 
FLO 
PU 


u:SRp PE 
VE FTP Of -— 
"avsep o1+ 


Af et eneste tilfælde kan man naturligvis ikke drage nogen almin- 
delig slutning. dJeg har derfor sammenslaaet middeltallene af flere 
grupper, baade urters og trærs afvigelser fra den normale blomstrings- 
tid sammenlignet med oceanets vintertemperatur. Fig. 17 viser, at 


oceanets vintertemperatur staar i tydelig overensstemmelse med blom- 


135 
VÄXTERNAS BLOMNINGSTID EFTER H.v.POSI. 


TRAD I APRIL. 


Corylus Avellana. Alnus glufinosa. Salix caprea. 
'19874 75 76 77 78 79 80 81 32 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 


AIIGSNTSETE LG 
ee ep PR] 
pe AT 
NI TATA TNSTGAT VALT 
AVNYTT NN V IV 


ORTER I APRIL- 


+20dagar. 


+10 dasar. 
Med. 


-10 dagar 


- 20dagar 


Tussilago farfara. Anemone hepatica. Draba verna. Pulsatilla vulgaris, 


 THrunaseseasenan rn 
NT RØST TEA 
NA YN I YINE båe 
JE VA 
| JE Ma 


TRADI MAJ. 


-20 dagar 


Ulmus montana. Acer platanojdes. Ribes grossularia. . 


ANS ET AE 
Å AAN ATR IG GEN 
MN NN TN 
0 JadØEGg eder ete 
RTER I MAJ. 


Viola hirta.Luzula pilosa. Capsella bursa pasloris-Taraxacum officinalis 


+20 dagar 


r10 dagar 
Med. 


-1* 


po” -10 dagar 


-920 dagar 


Caltha palustris. Primula officinalis. Carex præcox. Oxalis acetosella. 


dl AA TT raner 

EN TI MAA TNA NN JAM va 

ME SE NN TNT TV Å kven 
Er Pee ee 


ORTER I JULI. 


Cirsium arvense. Bonchus arvensis. Becale cereale. 


er TETT 
NI TT ANAL ØNIAT ORI HÅ, 
VAN NTS NET NA 
OG 
seede TT TT ÆRET TT | 


Fio. 18. 


-10 dagar 


136 


stringstiden for de trær og urter, som blomstrer i april og mai. For 
juni er overensstemmelsen mindre udpræget, og i juli synes den at 
ophøre. De fænologiske fænomener viser sig altsaa at staa i samme 
forhold til oceanets varmetilstand som de meteorologiske (lufttemperatur, 
snedækkets varighed o. s. v.), et forhold, der kan udtrykkes saaledes: 

I de aar Atlanterhavets overfladetemperatur om vinteren har 
været afgjort under middeltemperaturen (omkring 0.89 å 1.59) har 
der i Skandinavien indtruffet kolde vintre med langvarigt snedække, 
sen tæleløsming og forsimket udvikling af vegetationen i de følgende 
vaarmaaneder april, mai og delvis juni. 

I de aar havets temperatur om vinteren har været afgjort over 
(0.8* å 1.59) middeltemperaturen, har den skandinaviske halvø havt 
varme vintre med kortvarigt snedække, vaaraannen er begyndt tid- 
ligere og planternes vegetationsperiode i de følgende maaneder april 
og mai har indtruffet tidligere end sædvanligt. 

Afvigelser fra disse regler har blot indtruffet de aar, da Atlan- 
terhavets varmetilstand har været mere ubestemt (d. v. 8. nogle faa 
tiendedels grader over eller under det normale). 

Da det turde være af interesse at se, hvorvidt der ogsaa i andre 
dele af Nordeuropa er nogen sammenhæng mellem oceanets og atmo- 
sfærens forandringer samt de fænologiske fænomener, skal her tilslut 
aftrykkes et diagram (fig. 18), som fremstiller sammenhængen mellem luft- 
temperaturen 1 Kristiansund (i nov.—jan.) lufttrykforskjellen mellem Kjø- 
benhavn og Stykkisholm paa Island (sept—jan.), lufttemperaturen i 
Kjøbenhavn og moreltræernes blomstringstid samt hestekastaniens løv- 
sprætstid i Eberswalde (Nordtyskland, i april—mai) i aarene 1874—92. 

For i fremtiden at kunne afgjøre noget om karakteren af vinteren 
og den derpaa følgende vaar maatte vi lære at kjende Atlanterhavets 
og Nordhavets varmetilstand ved høstens begyndelse og slutning. 
Dette er ikke nogen saa vanskelig eller kostbar historie, som man 
skulde være tilbøielig til at tro. Undersøgelserne maatte ske dels ved 
observationer 1 overfladen, dels ved lodninger. Om høsten er der 
saaledes mulighed for at erholde observationer gjennem hjemvendende 
hvalfangere, og i mars—april har man i nogle aar ladet anstille lod- 
ninger ombord 1 visse fangstskibe samt i det norske redningsfartøi 
Heimdal. Med hensyn til det nordlige Atlanterhav kunde materiale 
indsamles ombord i de danske grønlandsfartøier, saaledes som det er 


gjort i det sidste aar. Det vil saaledes ikke medføre nogen særdeles 


137 


afskrækkende udgifter eller besvær at tilveiebringe en videnskabe- 
lig bevogtning af oceanet om vinteren og saaledes ikke blot tjene 
meteorologiens formaal men paa samme tid skaffe yderst vigtige op- 


lysninger om de hydrografiske forholde, som gavner eller hindrer de 


Er Er på 
Heg 
EN 22P>», 
* $ o » *”ort«Q 
Fo Lo Wv + NLER 34 
nå F-) 
2 å 
a Pu 
at 3 
— 
5 EE. 
0 6 
8 SE 
pr 
D e0 : 
EN dd ge 
fo JE Ger 
a ao 5 E 
2 ø 
” Mu 
5 g % & 
AX — 
2 nm) 
EL ET 
3 5 
å Eg så 
vg e 0 
EN EUL mm 
mr pr ; 
= av y VS >p 
ER Ag he 
Æ 0 :0 = 
a goume 
&o v 
et 
g 
Ny] 
3 a 3 
vi ag 
Qu e ag 
5 & v , 
Pass 
ag Då 
3 q+uE aS 
& MG Au 
5 8 9 u 
[) ge en 
Fr GE SEG 
eder 
Sa 
o LEK STL 
Skee 
Q $ 
rm pr 
OS adult 
N tegl & 
o AN = ke Å 
eie 
o [94 
2 KK : RJ 1 
EN Fel 
3 SG GU 
2 
= ”% Tr Å Gå 


Hmm 2 
10mm 
6mm 


store vinterfiskerier af torsk og sild paa den skandinaviske halvøs 
atlanterhavskyst. Den svenske regjering har besluttet hos Nordsø- 
landenes regjeringer at virke for eu international sammenslutning i det 


nævnte formaal. 0. Pettersson. 


138 


Hvalfangst med bue og pil. 


For at finde pil og bue i praktisk anvendelse som vaaben til jagt 
eller i krig maa man i vore dage langt bort fra civilisationen. Det 
pleier jo være noget af det første, naturfolkene lærer af det civiliserede 
menneske, at disse vaaben ikke dur i kampen mod kugle og krudt, og 
saa kastes de paa baaden, baade til krigsbrug og jagt, og afløses af 
alleslags gammeldags geværer, som i de store lande er afløste af nye 
modeller. 

Og gaar man i Europas lande tilbage i historien, saa er der 
ogsaa gaaet adskillige aarhundreder, siden bue og pil forsvandt fra 
krigsførselen og fra Jagten. 

Men der er en updtagelse fra dette. Ligesom der i visse søer 
findes relicte dyreformer, gjenglemte levninger fra en tidligere jord- 
periode, saa findes der paa et enkelt sted ved den norske kyst en 
liden kreds af mennesker, hvis vigtigste jagtredskab ligeoverfor det 
vildt, de især jager, endnu 1 vore dage er bue og pil i yderst primitiv 
skikkelse. Vi har her for os den sidste levning af en jagtmethode, 
som formodentlig tidligere maa have været udbredt langs en større 
del af den norske kyst, men som nu er forsvundet overalt undtagen 
i to—tre smaa grænder nogle mil fra Bergen. Og ogsaa her holder 
den paa at forsvinde. Riflen er begyndt at holde sit indtog, og om 
faa aar vil den være eneraadig paa pladsen, og den aller sidste lev- 
ning af skydevaaben fra tiden før krudtets opfindelse vil være for- 
svunden fra praktisk anvendelse i det civiliserede Europa. 

De steder, hvor denne gammeldags hvalfangst endnu drives, ligger 
alle paa den sydlige halvdel af øen Store Sartor, en langstrakt, af 
dybe fjorde og af indsøer sønderskaaret ø, som i 30 kilometers længde 
danner den vestlige begrænsning for de fjorde, der fra nord og syd 
fører ind til Bergen. 

Der er paa denne ø tre trange fjorde, hvor hvalfangst drives 
nogenlunde ofte, og hvor man derfor er indrettet paa at tage imod 
hvalen, naar den er saa venlig at indfinde sig. Det er Østfjordspollen, 
Tellevaag og Skogsvaag. 

Men dermed er det ikke udelukket, at hvalfangst ogsaa andet- 
steds kan indtræffe leilighedsvis. Saaledes: er der flere gange i de 


sidste 20—30 aar fanget hval i Florvaag, en liden bugt paa det syd- 


Gå 


139 


østre hjørne af Askøen, kun en fem kilometer fra Bergen, og navnet 
paa stedet og fjorden Kvalvaag i Lindaas tyder paa, at ogsaa der 
hvalfangst oftere har fundet sted, ialfald i ældre tider. Det berettes 
i virkeligheden fra midten af aarhundredet, at Kvalvaag var hval- 
fangststed, men fangsten dreves der paa en anden maade end 1 Skogs- 
vaag, med harpuner, hvortil line var fæstet. 

Paa de tre ovenfor nævnte steder er det overalt vaagehvalen 
(balaenoptera rostrata), som er gjenstand for fangst. Den er som 
bekjendt den mindste af vore bardehvaler og blir ikke mere end en 
10 meter lang, oftest ikke saa meget.) 

Denne hval synes til visse tider af aaret noksaa hyppigt at søge 
ind til tjordene omkring Sartorøen, ligesom den i det hele ikke er 
ganske sjelden i fjordene ved Norges kyst i sømmertiden. 

Af de tre vaage, hvor den er gjenstand for fangst, er Skogs- 
vaag den vigtigste. I Østfjordspollen kan der et og andet 
aar fanges en eller to hval, men der kan gaa lang tid mellem 
hver gang. Folkene paa gaardene heromkring er ogsaa kun forsaavidt 
indrettede paa fangsten, som de har pil og bue.  Derimod har de 
ingen særskilte nøter til denne fangst, men anvender i paakommende 
tilfælde almindelige sildenøter. I Tellevaag gaar hvalen hyppigere 
ind. Her kan der fanges op til en 2—3 hval enkelte aar, men der 
kan dog gaa 2—3 aar mellem hver gang, der kommer ,hvali vaag*. 
Det sted, hvor bugten stænges for at hindre hvalen fra at saa ud, er 
et, hvor det trange sund delvis er stængt paa naturlig maade af en 
liden holme, Stegholmen. Det ene af løbene udenom denne stænges 
af med en almindelig sildenot, til det andet har opsidderne omkring 
vaagen lavet sig en særskilt hvalnot af tyk line med meget grove 
masker. 

Langt aarvissere end i disse to fjorde er fangsten i Skogsvaag. 
Her er det at regne som sikkert, at der hvert aar kommer et mindre 
antal?) hval tilstrækkelig langt ind 1 bugten, saa den kan blive stængt, 
det vil sige ind i den saakaldte Kvalvaag indenfor det trangeste af 
sundet mellem Stegholmens vestre pynt og selve øen. 

Det er ogsaa noksaa tænkeligt, at Skogsvaag maa ligge bedre til 


end de to andre vaage. I disse er der ingen rimelighed for, at hvalen 


1) Springere af forskjellig sort fanges ogsaa. Se herom min artikel , Naturen* 
1889 p. 161. 
*) Antallet gaar sjelden over 4—5. Dog er der taget hele 11 et enkelt aar. 


140 


skal komme ind andet, end naar den kommer søndenfra og gaar langs 
kysten nordover. Skogsvaag derimod ligger som en naturlig ruse af 
svære dimensioner paa den vestre side af et bredt og dybt fjord- 
bassin, til hvilket der er tilgang baade nordenfra og søndenfra gjennem 
dybe og forholdsvis brede fjordarme. For hval, som kommer sønden- 
fra og vil tilhavs igjen efter en tur ind Korsfjorden, synes det natur- 
ligt at søge en gjennemgang ved at gaa ind i den brede og dybe 
bugt, som udgjør den egentlige Skogsvaag. Men gjennemgangen finder 
den ikke ved at gaa nordover, og saa kommer den let under sin søgen 
indenfor Stegholmen, ind i Kvalvaagen (se fig. 19). Men ogsaa for hval, 
som har faret omkring i fjordnettet nordenfor Bergen paa jagt efter sild 
og fisk — og det hænder oftere, som bl. a. den leilighedsvise fangst i Flor- 
vaag, lige ved Bergen, viser — ogsaa for den maa Skogsvaag let se ud 
som en snarvei ud til det aabne hav. Indgangen til selve den store 
vaag er baade bred og dyb (60 favne). Idethele udmerker indgangene 
i de her nævnte tre hvalbugter sig ved forholdsvis dybt vand og et 
ikke altfor trangt indløb og heri turde forklaringen ligge til, at hvalen 
oftere søger ind her, men skyr de mange andre fjordarme og poller, 
som 1 stort antal skjærer sig ind i Sartorøen og de andre øer i den 
ydre skjærgaard. 

Vi skal i det følgende blot holde hos til Skogsvaag og fangsten 
der, som altsaa er den vigtigste fangst af denne art ved kysten i 
vore dage. I det hele er Skogsvaag det eneste sted, hvor regel- 
mæssig fangst af vaagehval nu drives, ialfald ved vor kyst. 

Den tid paa aaret, da vaagehvalen især søger ind i Skogsvaag, 
er maanederne mai og juni, især tiden omkring St. Hans. Det hænder 
af og til, at der fanges hval allerede ved juletider, og april er ikke 
nogen sjelden maaned, ligesom det ogsaa en og anden gang har ind- 
truffet, at hval gaar ind i vaagen om høsten. Men maanederne om- 
kring St. Hans er dog den sædvanlige tid. 

Det hænder vistnok ikke, at hvalen fra fjordene eller den brede 
vaag forsøges jaget ind i den egentlige hvalvaag. Det vilde vel ogsaa 
være en vanskelig jagt. Derimod holdes der i hvaltiden regelmæssig 
udkig fra høiderne rundt Skogsvaag, og sees nogen hval derinde, saa 
blir straks opsidderne paa gaardene rundt omkring varslet, og noten 
gjøres færdig. 

Først naar hvalen er indenfor Stegholmsnesset, blir der imidlertid 


for alvor tale om fangst. Da stænges snarest muligt indløbet paa det 


i 


PT 


141 


trangeste sted med den svære hvalnot, et solid vidmasket net, tynget 
ned med stene og holdt oppe ved hjælp af endel baade. Begge ender 
af det øvre toug fæstes i land paa begge sider, Fig. 20 viser det 
stængte indløb af vaagen, men for at faa hele indløbet med er billedet 
taget lidt langt borte, saa det væsentlig er de 3 baade, der bærer det 


I Lundenes. 


Sr aganes. 


Skottenoæs. 4 Sfødet, Årer 
Hratrtg 


Fig. 19. Kart over Skogsvaag. 


øverste toug i noten, der sees. Det vestre næs ligger klods udenfor 
den høire kant af billedet. 

Er hvalnoten anbragt, saa er dermed hvalen bragt i sikkerhed. 
Noten er sterk, bundet af fingertykke bastetoug, saa den gjør ordentlig 
modstand, om hvalen forsøger at bryde ud. Det er imidlertid noget, 
den sjelden forsøger: notvæggen synes at skræmme den, og den holder 
sig derfor i vaagen, hvor den io ogsaa har ganske god plads at 


142 


bevæge sig paa. Her vandrer den noksaa rolig omkring, og fra høi- 
derne rundt om er der den bedste anledning til at iagttage dens 
færden i det klare vand. 

Men vaagen er stor, som man ser af kartet, og med de meget 
usikre vaaben, som bruges til jagten, er det vanskeligt at træffe dyret, 
især da man jo ikke kan beregne sikkert, hvor den kommer op. 

Hvis det er muligt, saa søger derfor folkene at stænge hvalen 
inde i en trangere bugt, hvor de har lettere for at skyde den. Til 


Fig. 20. Indgangen til Kvalvaagen, Skogsvaag. 


dette andet stæng bruges en almindelig sildenot, som sættes tvers 
over aabningen af en af de smaa bugter inde i Kvalvaagen, oftest 
vistnok den, der ligger østenom Stegholmen. Denne lille vik er i sin 
nordre ende ikke helt lukket, men er dog saa trang og grund, at baade 
i fjære sø kun saavidt kan komme igjennem. Denne indre not — 
som dog ikke altid blir anbragt — bryder hvalen oftere igjennem. 
Det er jo ogsaa kun frygten, som hindrer den fra naarsomhelst at 


gaa gjennem den at tyndt garn bundne sildenot. 


å 


143 


Er hvalen stængt enten i den' lille vig, eller blot i den egentlige 
hvalvaag, saa kommer vaabnene frem, og skydningen begynder. 

Vaabnene er buer og pile af yderst primitiv konstruktion, saaledes 
som afbildet paa fig. 21, A, B og C. 

Buen bestaar af en stok eller et skaft, oftest af ask, og sam- 
mensat af et fast stykke og en bevægelig del, b, som dreier sig om 


en tap gjennem sin øverste ende. I det faste stykke er udhulet en 


USE 


=> 


TE 


> PRER 


Bys gl! 
aa 


Fig. 21. Redskaber til hvalfangst i Skogsvaag. 1/9 af nat. st. 


rende eller et løb, hvori pilen lægges. Lige nedenfor dette løb er 
der et indsnit bestemt til at optage snoren, naar buen er spændt. Lige 
under dette sted er der et hul gjennem skaftet, og i dette bevæger 
der sig en til det løse skaftstykke fæstet rund tap, t. Naar buen 
skal spændes, er det løse stykke dreiet tilbage i den stilling, som 
figuren viser, og tappen t træder ikke frem af hullet. Skal skuddet 
løses, saa griber skytten med en haand omkring de afsmalnende ender 


af baade det faste og det løse stykke og trykker det sidste opover. 


144 


Derved træder tappen t ud af hullet, skyver buestrengen op af sit 
leie, og skuddet gaar af. Selve buen holdes i stilling ved nogle bøiler 
at vidje eller hasselbaand, en paa hver side af skaftet og fæstede til 
dette ved trækiler, som gaar gjennem et firkantet hul i skaftets øverste 
del. De sees lige under buestrengen paa figuren. 

Buen er altid af barlind (taxus baceata), en træsort, der til alle 
tider har været søgt til dette brug." —Barlind findes — ialfald for 


tiden — slet ikke paa Sartorøen. Det maa hentes fra Hardanger, 


hvor træet endnu er noksaa hyppigt paa sine steder. I regelen ud- 
gjøres buen af et enkelt stykke barlind, lidt afsmaluvende mod begge 
ender.  Undertiden er den sammensat at et par sammensurrede stykker 
eller repareret ved en underlagt spile. 

Buestrengen er noget tykkere end en blyant og lavet af tyndt 


hampegarn, der er svagt tvundet til et enkelt toug. Der, hvor snoren 


1) Paa oldnorsk findes et særskilt ord, ;zbogi, for bue af barlind. Paa 
gml. engl. ligesaa: yewbow. 


145 


gnider mod løbet (og paa enderne), er den beskyttet ved surring at 
garn eller tynd line. 

Da buen er baade stiv og tyk — tykkelsen ved midten er som 
et haandled — saa lader den sig umuligt spænde med haandmagt 
alene. Den spændes ved hjælp af gaffelen (fig. 21 B), der med den 

paa fig. forreste side vendt mod buens løb skyves indunder buestren- 
gen ovenfra og nedad, saa tænderne kommer at hvile mod fremsiden 
af den i skaftet indsatte tap a, mens buestrengen ligger an mod de 
to afsatser, der sees ved den øvre ende af tænderne. Dreies saa 
gaffelen fremover, om tappen å som centrum, og presses den sam- 
tidig ned, saa tappen glider opover tændernes forside, saa virker den 
som en uligearmet vegtstang, hvis ene (længere) arm er af uforandret 
længde, mens den anden aftager i længde, efterhvert som spændingen 
skrider frem og kræver mere kraft. Denne gaffel er et udmerket og 
yderst enkelt apparat til sit øiemed. 

For en uøvet synes det mest ligetil at holde buen i fast stilling 
under spændingen (f. eks. støtte den øverste ende at løbet mod jorden) 
og bevæge spændgaffelen slig som her beskrevet. Skytterne gjør 
det imidlertid anderledes. De støtter den øvre ende af spændgaffelen 
mod laarene som fig. 22 viser og holder buen i skraa stilling fremfor sig. 
Trækker de saa skaftet til sig og presser samtidig den hele bue ned- 
over, saa virker den hele indretning som netop beskrevet, blot om- 
vendt (idet buen er det bevægelige, gaffelen det faste element), og 
spændingen gaar særdeles let for sig. Det har tat lang tid at 
beskrive spændingen, men den gjøres i et øieblik. 

Pilen er i forhold til buen meget stor, idet træskaftet i regelen 
er omtrent saa langt som bueløbet, undertiden lidt kortere, sjelden 
længere. I sin bagre ende er det noksaa tykke skaft forsynet med 
to vinger af tyndt træ, ligesom skaftet selv af fure eller gran, altsaa 
en let træsort. 

I den forreste ende af træskaftet er der løst indsat en jernspids 
af omkring 15 centimeters længde bestaaende af en rund stilk (5—6 
mm. tyk) og en trekantet, flad od med skarpe eller afrundede hjørner. 
Pilen er slig afbalanceret, at tyngdepunktet ligger ganske nær midten, 
lidt foran eller lidt bag. 

Den sterke bue udskyder pilen med en ganske ordentlig kratt, 
men pilen selv er tung og dens bane derfor meget krum. Der er 
derfor ikke tale om at tage sigte i den forstand som med et gevær, og 


», Naturen* 10 


146 


mens derfor buen i anlægsstillng — mens skytten venter paa at 
hvalen skal komme op — holdes omtrent horizontalt, saa rettes den, 
idet skuddet skal løsnes, opover, mere eller mindre efter den afstand, 
der er til hvalen (se fig. 23 og 24). | 

Baade under anlægget og idet skuddet løses, holdes buen, som 
disse billeder viser, i høide med den øverste del af laaret, idet venstre 
haand fatter om bueskaftet omtrent paa midten, høire om begge 
skaftets ender (aftrækkeren). 


Fig. 23. Skytter med buen i anlæg. 


Det er klart, at'skydning paa denne maade ikke kan blive sær- 
deles sikker, især da jo hvalen ikke er nogen fast skive, men kun viser 
sig et øieblik over vandet forat puste, ofte med adskillige minutters 
mellemrum. Ofte skydes der ogsaa fra baad, da man derved kan 
komme paa bedre hold, end naar skytten tar station i land, og det 
gjør ikke sagen lettere. 

Imidlertid er det en hjælp, at hvalen har den vane at drage 


pusten. tre gange med forholdsvis smaa mellemrum, for saa at holde 


147 


sig under vandet en noget længere tid. Og mellem den første og 
sidste af disse tre gange holder den gjerne sin retning nogenlunde 
uforandret, som regel ialfald. Første gang, bvalen er oppe, skydes 
derfor ikke paa den. Da gjør skytten sig færdig. Først anden eller 
tredie gang løsnes skuddet — forudsat at dyret kommer op omtrent 
der, hvor det var beregnet og afstanden ikke er for lang. 

Træffer skuddet godt og er afstanden ikke for lang, saa trænger 


jernspidsen ind gjennem spækket ind i kjødet, idet pilens træskaft 


Fig. 24. Løsning af skuddet. 


stødes af mod huden. Som allerede anført sidder jernspidsen løst i 
træskaftet indklemt i et hul, men ikke paa nogen maade fæstat. 
Træffes dyret ikke, saa blir den hele pil liggende paa vandet, 
idet den flyder paa træskaftet, og samles straks op igjen, da 
beholdningen af pile er meget knap. 
Det var iaar første gang, forf. havde anledning til at se selve 
skydningen under en hvalfangst i Skogsvaag. Tidligere havde jeg 


blot været tilstede ved harpuneringen. Og det var et syn, der var 


148 


vel værd at sees. Det virkede ligefrem forbløffende, selv paa mig, 
der kjendte det hele, at se voksne mennesker for fuldt alvor staa og 
fyre løs det ene skud efter det andet, oftest uden at træffe, med 
redskaber, som er plumpere og simplere end de, som brugtes af 
vore forfædre i 1500-aarene. Og det i et land hvor skyttersagen er 
paa moden, og hvor den almindelige værnepligt skulde gjøre hver 
mand kjendt med brugen af et af de bedste skydevaaben vor tid eier, 
nogle faa mil fra en stor by. 

Og lige forbløftende, som selve fremgangsmaaden virker, lige for- 
underligt er det ved nærmere eftertanke at forestille sig, at en hval 
paa en 8 meters længde for alvor angribes med disse smaa pile — 
og virkelig skades af dem. 

Pilene er en 12—15 cm. lange, fraregnet træskaftet, og de 
har selvfølgelig ikke kraft til mere end netop at trænge gjennem 
spæklaget ind i kjødet. Om at træffe de ædlere dele blir der jo ikke 
tale, særlig da det jo næsten altid kun maa være hvalens ryg og 
sider — og især ryggen — der træffes. Og der er kjødlaget meget 
massivt. Sætter man et menneskes længde til 160 cm. og hvalens til 
8 meter, og tænker man sig, at man vilde skyde mennesker med 
pile af forholdsvis størrelse, saa vilde disse projektiler være henimod 
3 cm. lange og af tykkelse som en ordentlig stoppenaal. Selv om 
man er gaaet til et meget lidet kaliber med de moderne geværer, saa 
er der langt igjen til dette og dertil kommer den — relativt — 
meget ringe kraft, hvormed pilene udskydes. At skyde mennesker 
med stoppenaale, naar de ædle dele ikke kunde træffes og ben ikke 
gjennemskydes, det vilde visselig være et yderst langvarigt og kjede- 
ligt arbeide. Men noget tilsvarende er det i virkeligheden, bønderne 
i Skogsvaag gjør. 

Det er nu heller ikke — som det fremgaar af sammenligningen 
— pilene i og for sig og de saar, de fremkalder, som kan skade 
hvalen og tilslut dræbe den. Var pilene blankpudsede og rene, saa 
vilde de sikkerlig ikke gjøre den noget. 

Det, som gjør pilene farlige, det er, at de er gamle og rustne, 
og at 'de er befængte med bakterier, der fremkalder blodforgiftning. 
Før vi ser lidt nærmere paa dette, skal vi imidlertid følge fortsæt- 


telsen af fangsten.!) 


1) Overlæge G. Armauer Hansen har i ,Naturen* for 1887 skrevet en 
artikel om ,Hvalfangst ved blodforgiftning", hvorfra endel af det følgende er 
hentet. 


149 


Er der skudt en del pile i hvalen, saa overlades den gjerne til 
sig selv, uden forsaavidt der holdes vagt, forat den ikke uhindret skal 
sprænge noten og sætte ud. Efter et døgns forløb eller halvandet er 
den i regelen noksaa daarlig og kommer da oftere og oftere op til 
overfladen for at aande. Er det tilfældet, saa forsøger bønderne at 
stikke den med ,,skuttel*, den harpun, som er afbildet tilhøire paa 
fig. 21, F—H. —Figurerne forklarer, hvordan derne harpun er ind- 
rettet. I holken, nederst paa jernet (se fig. D), sættes der ind en lang stang, 
hvormed harpunen føres. Omkring holken er fæstet enden at en line, 
hvis anden ende for alle tilfældes skyld er forsynet med en kagge 
eller en træklods, som kan holde den flydende, om det hele toug 
skulde maatte gives ud.  Skuttelens spids er dannet af en til skaftet 
fasthængslet od, som holdes i stilling ved en tougring (fig. H). Er skut- 
telen stukket ind i hvalen, saa dreier odden sig ud i den paa fig, 21, G 
angivne stilling, idet tougringen skyves af, og jernet forankres for- 
svarlig i kjødet.') 

Det hænder dog vistnok ofte, at hvalen gaar meget længere end 
halvandet døgn før den bliver svækket for alvor. Da skydes der 
igjen paa den og dette gjentages til virkning viser sig. 

Er det — gjerne efter mange forgjæves forsøg — endelig lyk- 
kedes at faa en harpun i den svækkede hval, saa gjør denne gjerne 
en sidste kraftanstrængelse og sætter afsted, Det kan da hænde, at 
den baade sprænger linen, hvis den ikke i tide gives helt ud, og 
sætter lige paa noten og sprænger sig igjennem den. En gang i de 
sidste aar har det endog hændt, at den har slæbt helt noten afsted 
med sig. Men ved hjælp af den lange line, hvis ende flyder, er det 
altid let at faa dyret fat igjen. Og oftest gaar det ikke saa vold- 
soldsomt for sig. Hvalens kræfter taber sig, blodtabet efter harpun- 
saaret begynder nu ogsaa at virke, og snart lykkes det at faa flere 
harpuner i den, hver harpun med en baad slæbende efter linen. 

Da er jagten snart forbi. Hvalen slæbes mere eller mindre 
halvdød imd i den trange bugt i Kvalvaagens sydvestre hjørne, hvor 
yhvalvolden* ligger. Den blir nu stukket ihjel, om det er nødvendigt, 
og slæbt ind til land med halen foran. Om sporen blir der saa sat 
et toug, og ved mange forenede kræfter blir det svære dyr draget op 


i fjæren. 


1) D og E viser en ældre form af skuttel. 


150 


Der begynder saa afspækningen og afskjæringen af kjødet og 
delingen af spæk og kjød mellem de, som efter gammel hævdet skik 
har andel i fangsten. Herved følges gamle og meget bestemte regler, 
som det imidlertid ikke her er stedet til at gaa nærmere ind paa.)) 
Delingen foregaar paa hvalvolden, et fladt markstykke lige ved fjæren, 
og snart er der ikke andet igjen nede i stranden end det blodige 
skelet, som forresten ogsaa deles og nyttiggjøres. 

Men noget af det første, som gjøres, naar hvalen er bragt tillands, 
det er, at pilene udskjæres. Det viser sig da, at kjødet omkring 
pilesaarene gjerne er lidt betændt, men omkring én at pilene er denne 
betændelse særdeles vidtgaaende. I en ,circumferenz som et lidet 
fad*, som Pontoppidan siger, er der gaaet ,brand* i saaret, kjødet 
er ligesom raaddent, halvt opløst, stinkende og ganske mørt og (ifl. 
dyrlæge Nielsens og overlæge G. Å. Hansens undersøgelser) opfyldt 
af en liden stavformig bakterie. Desuden findes, ialfald undertiden, 
en kugleformig mikrokok i kjødet. Dette brandige kjød, i hvilket der 
ogsaa foregaar sterk gasudvikling, bortskjæres som uspiseligt, men 
stykket kastes ikke med en gang bort. Det lægges tilside i fjæren 
eller i en baad, og ,pile, som ikke har været paa hval eller ikke slaat 
an, blir sat md i det raadne kjød et halvt døgns tid for at blive 
ens med de, som dræber,* som en af skytterne udtrykte sig, i en 
samtale jeg havde med ham. 

Den ene pil, omkring hvilken kjødet er brand'gt, kaldes ,,døds- 
pilen" og dette navn ligesom skytternes fremgangsmaade med de pile, 
der ikke har værets ,dødspile", viser, at de selv maa have en tro 
paa, at der er sammenhæng mellem hvalens svækkelse paa grund af 
skuddene og det brandige kjød omkring det ene saar. At de mener, 
at den afkræftelse, som indtræder efter saarene, og som ender med 
hvalens død, hvis den faar gaa tilstrækkelig længe, ikke skyldes saa- 
rene i og for sig, men den ,brand", en af pilene fremkalder. At 
saa er tilfældet, fremgaar ogsaa af Biskop Pontoppidans korte — og 
ukorrekte — omtale af denne hvalfangst i hans ,Norges naturlige 
Historie” (Kjøbenhavn 1752). Han taler om, at smedene forstaar at 
gjøre ,kastespydenes* brod ,forgiftig*, saa den fremkalder bran- 


dige saar. 


1) I et manuskript fra omkring 1790, som Bergens Museum eier, og som 
rimeligvis vil blive offentliggjort i Museets aarbog, omhandles delingen udførligt. 


151 


Men om end saaledes baade den gamle biskop og bønderne har 
kjendskab til, at der er ,forgitt* med i spillet, saa er dennes art 
dem selvfølgelig ukjendt. 

I vore dage vil man ikke være i tvil om, at ,forgiften" i et 
tilfælde som dette maa være en bakterie, og det kan vel ansees som 
sikkert — særlig efter dyrlæge Ivar Nielsens forsøg, som han velvillig 
har meddelt mig!) — at det er den ovenfor nævnte stavformige bak- 
terie, som er rette vedkommende, mens mikrokokken blot er en til- 
fældig forurensning. 

Den stavformede bakterie (se fig. 25), som ganske ligner den af 
dyrlæge Nielsen fundne braasotbakterie hos faaret, findes i meget store 


Fig. 25. Bakterier, delvis med egformede sporer, af hvalsepticæmi. 
Efter præparat af J. Nielsen. 


mængder i det brandige kjød. Af og til kan nogle bakterier vel 
ogsaa findes i blodet, men ikke i nogen mængde. 

Det er lykkedes dyrlæge Nielsen at inficere marsvin ved indpod- 
ning af materiale fra det forgiftede saar og derved at fremkalde lig- 
nende sygdomsprocesser hos disse som de, der ledsager dødspilens 
saar. Disse sygdomsprocesser stemmer forøvrigt med de, der karak- 
teriserer nogle af vore almindelige husdyrfarsotter, raslesyge, maligut 
ødem og braasot. De baciller, som fremkalder disse sygdomme, frem- 
byder en vis indbyrdes overensstemmelse, saavel i udseende og virk- 
ning som i kulturer, og alle disse forhold er ganske de samme, som 
man torefinder i de ved den forgiftede pil fremkaldte sygelige pro- 


cesser hos hvalerne. 


1) Se ogsaa ,Naturen* 1887 p. 3, ang. tidligere undersøgelser af F. G. 
Gade, Kl. Hanssen og G. A. Hansen. 


152 


At smitten holder sig paa pilene fra et aar til et andet forklares 
let ved, at bacillerne meget villigt danner sporer (se fig. 25). Slige 
sporer er istand til at taale indtørring og holde sig levende under 
forhold, hvor bakterierne selv vilde gaa tilgrunde. 

Ved første blik synes det noget paafaldende, at kun en af pilene 
er ,dødspil* og fremkalder brand og blodforgiftning. Det er imidlertid 
noget, som neppe skyldes forskjel mellem pilene, men alene den onm- 
stændighed, at én sygdomsproces af den art, som det her gjælder, 
forhindrer fremkomsten af flere.  Saasnart smitten ,slaar an" fra cn 
pil, saa virker de andre ikke, uanseet om de er behæftede med bak- 
terier, som er fuldt vel istand til at fremkalde blodforgiftning hos et 
tidligere usmittet dyr. Det er altsaa en omstændighed ved sygdom- 
men, ikke ved pilene, som gjør, at kun en af disse blir dødspil. 

Et interessant spørgsmaal, som dog ikke kan løses for tiden 
og vel aldrig vil blive løst — er spørgsmaalet om, hvorledes bønderne 
er kommet til at forgifte sine pile og derved øge deres farlighed 
ligeoverfor det store vildt. 

Efter hvad der ovenfor er sagt, er det sikkert, at pilene for tiden 
bevidst smittes ved hjælp af det brandige kjød, men det synes lige 
sikkert, at den første oprindelse til forgiftningen maa have været 
ganske tilfældig. 

En god hjælp til forstaaelsen af, hvordan blodforgiftning har kunnet 
komme til at spille en rolle ved jagten, har vi i et par beretninger, 
der synes at tyde paa, at hvalerne er meget modtagelig for blodfor- 
giftning. Den danske forsker Eschricht citerer nogle saadanne 
tilfælde fra Grønland.” En knølhval er saaledes drevet død iland 
som. følge af et saar bevirket af en fuglepil, en vaagehval ligesaa, og 
en vaagehval er endelig funden død med en flintekugle i ryggen ,0m- 
kring hvilken saaret var sterkt boldent*. Alle disse tilfælde tyder 
paa tilfældig bevirket blodforgiftning, og lignende tilfældige blodfor- 
giftninger er vel i gamle dage indtruffet ogsaa i Skogsvaag, naar 
hval er kommet ind i vaagen og blit beskudt med de vaaben, som 
dengang var de naturlige til det brug, pil og bue. 

En eller anden af pilene har været befængt med giftige bakterier, 
der kanske oprindelig stammede fra et sygt kreatur og fra denne pil 


har saa smitten spredt sig, først tilfældig og senere, da bønderne altid 


1) ,Undersøgelser over Hvaldyrene*, Kjøbenhavn 1845 


153 


saa, at en pil var ,dødspil* og havde særskilt virkning, ved hjælp af 
en halvt bevidst smitteoverføring, som den, der nu finder sted. 

Med hensyn til den behandling, pilene forresten faar hos skytteren, 
er det at merke, at de opbevares fra et aar til et andet i et særskilt 
skindbylster. Naar der blir gjort saa meget stads paa dem, saa skulde 
man tro de ogsaa ellers blev omhyggelig behandlet, men det blir de 
ikke. De hverken pudses eller slibes, naar de har været brugt og 
er oftest saa yderst rustne, at det merke, de bærer, er meget vanske- 
ligt at opdage. Blir de altfor rustne, saa kan de brynes lidt i spidsen, 
men nogen grupdig rengjøriug eller slibning blir de aldrig underkastet. 
I det høieste kan de skylles lidt i vand, naar de tages ud af det 
raadneste kjød, forat ikke altfor meget skal hænge ved dem. Om 
der i hele denne behandlingsmaade — mangelen paa renhold og til- 
trods derfor omhyggelig opbevaring i hylster — er noget bevidst 
element er jo ikke godt at vide, men behandlingen er ialfald skikket 
til at bevare pilenes smitteevne fra et aar til et andet. 

Bakterierne findes som sagt kun omkring dødspilen i stor mængde. 
I blodet er de ikke eller sparsomt tilstede. Det er det samme, som 
man iagttager ved blodforgiftninger hos andre dyr og hos mennesket. 
Naar de alligevel fra dette ene sted kan øve saa stor virkuing, at de 
gjør dyret sygt — og tilslut antagelig vilde dræbe det — saa skyldes 
det visselig i dette som andre tilfælde de af bakterierne frembragte 
giftstoffe, ptomainer. 

 Saadanne ptomainer spreder sig fra det brandige saar rundt i 
blodet og er sygdommens direkte aarsag. 

Merkelig nok er ikke ptomainerne at en saadan art, at de gjør 
kjødet uanvendeligt til føde. Det brandige, bakterieopfyldte kjød 
anvendes ikke, men kjødet af den dræbte — og syge — hval for- 
øvrig bruges som menneskeføde, uden at det medfører nogen ulempe. 

Selv i raa tilstand virker kjødet ikke skadeligt, ialfald paa hun- 
dene, som spiser det med stor begjærlighed, og naar det enten ferskt 
eller efter forudgaaende saltning og røgning bliver kogt, anser bøn- 
derne saavel kjød som spæk for en udmerket føde. Der er ikke saa 
let for kjødmad paa disse kanter af landet, og de hvaler, som aarlig 
fanges, udgjør et ganske væsentligt bidrag til kostholdet paa gaardene 
omkring Skogsvaag. Derfor følger ogsaa retten til andel i fangsten 
som en herlighed med gaardene, og fordelingen at kjødet sker med 


stor nøiagtighed efter ganske bestemte regler, som jeg dog ikke her 


154 


kan gaa ind paa, skjønt ogsaa denne side af sagen har sin store 
interesse, væsentlig dog en mere historisk eller antikvarisk interesse, 
som det derfor vilde føre udenfor dette tidsskrifts ramme at opholde 


sig ved. Dr. J. Brunchorst. 


Tobak. 


Tobaksplanten hører til søtviderfamiljen (solamaceæ), en familje, 
som indbefatter enaarige eller fleraarige urter, buske og trær med afveks- 
lende, oventil ofte modsatte blade, 'af hvilke altid det ene er mindre 
end det andet. Blomsten er fuldstændig og regelmæssig. Det sam- 
bladede bæger er 5-delt og vedvarende. Kronen er oftest 5-delt, 
hjul- eller tragtformet. Der er 5 støvdragere, som er fæstet 1 kron- 
røret.  Frugtknuden er sedvanlig 2-rummet, eller mere eller mindre 
4-rummet, sjelden 3- eller 5-rummet. Frugten er enten en kapsel 
eller et bær. Frøene er nyreformede med stor og kjødet frøhvide. 

Familjen indbefatter mange vigtige lægeplanter og flere farlige 
giftplanter. Poteten hører ogsaa til denne familje. 

Slegten tobak indbefatter mest l-aarige, storbladede planter med 
grenet stængel og helrandede blade. Blomsterne sidder 1 en klase 
eller top. Bægeret er næsten klokkeformet med 5 ulige flige. Kronen 
er tragtformet. Støvveien er ved grunden omgiven af en tyk, ving- 
formet, utydelig lappet skive. Frugtknuden er 2-rummet og griffelen 
bærer et hovedformet, 2-lappet ar. Kapselen er 2-rummet, 2- eller 
4-klappet; den indeslutter mange, smaa frø. 

Den almindelige tobaksplante — ogsaa kaldet virginiatobak — 
har en l-aarig, lodret, grenet, gulhvid rod, besat med mange rodhaar. 
Stængelen er lidet grenet, urteagtig, opret, korthaaret og noget klæbrig; 
den er 1—2 m. høi og ender øverst i en vidt udspærret blamstertop. 

Bladene bliver mindre og smalere, jo længer oppe de sidder; de 
øverste er linje-lancetformede. De er ovenpaa mørkegrønne, under 
blegere, kort kjertelhaarede, noget klæbrige og lidt bølgeformede. I 
tørret tilstand bliver de brune og skjøre. Rodbladene er langagtige, 


elliptiske, tilspidsede, 380—70 cm. lange og 16 cm. brede, snart 


1) Efter Hermann Zippel ved M. B. 


DEE EN 


155 


visnende. De nedre stængelblade er siddende og nedløbende, stængel- 
omfattende, sjelden egformede eller stilkede. 

Blomsterstanden er en vidtforgrenet, mangeblomstret og endestillet 
top, som er klæbrig haaret og med smalt lancetformede dækblade. 
Blomsterstilken er kortere end bægeret. 

Blomsterne er 40—50 mm. lange, udvendig kjertelhaaret og 
klæbrig. Bægeret er næsten kugleformet, blegt grønt, halvparten saa 
langt som kronen, vedvarende og 5-lappet. Kronen er tragtformet, 
oventil kjød- eller rosenrød, nedentil grønlig. Kronens rør er langt 
og valseformet, nedentil opblæst. XKraven er foldet, 5-delt, udbrettet 
eller tilsidst nedbøiet. I kronen er der 5 støvdragere, som saavidt 
rager frem af kronens svælg; med den nederste trediedel af sin 
længde er de sammenvoksede med kronens rør; oventil er de fri og 
ulige lange, især er den ene meget kortere end de andre. —Frugt- 
knuden er oversædig, egformet, lidt sammentrykt og 2-rummet.  Frugten 
er en 2-klappet kapsel med talrige smaa, brune frø. 

Blomstringstiden varer omtrent 14 dage. Planten er med hensyn 
til sin vekst og bladenes størrelse meget variabel. 

Tobakens hjem er Nordamerika, fra Kanada til Mexiko og 1 Syd- 
amerika til Bolivia. Herfra er den overført til næsten alle Europas 
middelvarme lande, samt til det varme og middelvarme Amerika, Asia, 
Afrika og Ny-Holland, hvor den dyrkes overalt. Bedst trives den paa 
begge sider af ekvator mellem den 15de og 35te breddegrad. Planten 
trænger temmelig megen fugtighed, før bladene har udfoldet sig fuld- 
stændig. Hvis det vedbliver at regne, efter at bladene er fuldt ud- 
viklede, begynder disse snart at visne, og de mister da sit arom og 
bliver grove. Vedholdende tørke er forøvrigt heller ikke bra. Fugtig 
luft er nødvendig, for at bladene skal blive gode, efter at de er pluk- 
kede; de undergaar da en slags gjæring. Hvis luften er meget tør, 
lukker porerne sig for hurtigt paa de til tørring ophængte blade og 
hindrer den klæbrige vædske — ,sveden* — fra at træde ud; ,sved- 
ningen* mildner smagen, forhøier aromet, gjør bladene myge og giver 
dem en jevn farve. 

Hvis planten skal trives godt, maa jorden være dyb og varm, 
porøs og godt gjennemarbeidet, sandig og ikke for sterkt gjødslet. 
Paa nyoptaget land trives den bedst og faar her de bedste blade. 

Tobakens styrke afhænger af nikotinindholdet. Under forøvrigt 


lige omstæudigheder bliver nikotinmængden desto større, jo længere 


156 


planterne staar fra hverandre, jo mindre blade den har og jo høiere 
disse staar paa stængelen. Nikotinmængden synker 50 pet., naar 
planterne staar saa tæt, at der er over 120 planter paa en ar. En 
tobak, som indeholder 6—7 pect. nikotin, naar planten er fuldmoden, 
vil 14 dage efter ikke indeholde mere end 3 pet. =Plantagen maa 
ligge saaledes til, at den ikke bliver for sterkt oversvømmet under 
regnskyl. Hvis bladene er udsat for, at der blæser støv indover dem, 
vil dette hindre ,svedningen". Hvis der ikke findes en naturlig 
beskyttelse, saasom en aasryg eller en skov, maa der plantes hegn, 
som kan beskytte mod støv og sand; dertil bruges meget cypresser. 
Indianerne dyrker helst sin tobak paa aabne steder i skovene. 

Det første tempo 1 tobakskulturen er anlæg af trøsenge, der maa 
kunne beskyttes mod de varmeste solstraaler; dertil bruges helst 
palmeblade eller naaletrægrene. De unge planter maa have et mellem- 
rum af mindst 75 cm. fra hverandre. For at faa planterne til at 
vokse hurtigt, maa jorden ofte opspades. dJo hurtigere planten vokser, 
desto finere bliver bladene. Naar planten er 24—26 cm. høi, tages 
alle sideskud bort, senere tages alle blomsterknopper bort tilligemed 
de bladskud, som vil udvikle sig i bladhjørnene, og endelig berøver 
man planten de nederste stængelblade, for at hovedbladene skal blive 
kraftige og veludviklede. Altslags ugræs maa stadig luges bort. 
Frost, raakoldt veir, vindstød og hagel kan helt tilintetgjøre høsten. 
Ofte faar bladene brune rustflekker, saaat de dør. Naar bladene 
gulner og begynder at sænke sig, er de modne til indhøstning. Enten 
skjærer man da hele planten af, eller man trækker de modne blade 
af. Paa Cuba og. deromkring skjærer man planten af nede ved jorden 
og faar da af de nye skud, som udvikler sig, en anden høst, men af 
daarligere kvalitet. 

De bedste blade er de øverste; disse tørres langsomt under tag; 
paa de friske blade borttages først midtnerven. Bladene lægges der- 
efter i bundter, som ombindes med hyssing og sælges til fabrikkerne. 
Selv den gunstigste høst giver ikke mere en 1 pct. at de fineste blade. 

Efter anvendelsen skjelner man mellem: cigar- og røgtobak, snus- 
tobak og skraatobak. 

De blade, som er modnede i den varme zone og under de gun- 
stigste betingelser, kan næsten straks rulles til cigarer og røges, men 
disse cigarer virker sterkt bedøvende og lugter ikke godt; de inde- 


holder nemlig et eggehvidestof, som først udskilles under ,fermenta- 


157 


tionen", en slags gjæring. Ved denne proces formindskes bladenes 
indhold af nikotin eller den omdannes til nikotianin. Efter gjæringen 
bliver bladene tørret og sorteret. De simplere sorter bliver sauset 
eller fugtet med en fernis, hvorved de faar en bedre smag, lugt og 
farve; derefter bliver de hurtig tørret. Paa en maskine skjærer man 
bladene op og stamper dem (snustobak), eller man spinder dem i form 
af et toug (rultobak), eller man vikler smaa blade eller bladdele ind 
i et større dækblad til en rul (den spanske cigarro).  Cigarens bestand- 
dele tages sedvanlig af forskjellige tobakssorter. Den fede, svære 
tobak (kentucky blade) bliver efter at være sauset rullet til smaa 
stænger, som siden presses og giver skraatobak. 

Bladene af al slags tobak har i frisk tilstand en mere eller mindre 
modbydelig og bedøvende lugt og en skarp og bitter smag; dette 
skriver sig fra de sterke gifte, nikotin og nikotianin. Naar bladene 
behandles fabrikmæssig, gaar meget af dette naturlige giftindhold bort. 

Nikotin er et meget giftigt alkaloid, som i ren tilstand er en 
oljeagtig, farveløs vædske; den bestaar af kulstof, vandstot og kvælstof 
(Co Hi4 Ne); den lugter og smager sterkt af tobak og er temmelig 
let opløselig i vand. Under tobakens lagring taber denne meget af 
sit nikotinindhold. Nikotim er lidt tungere end vand; naar den er 
kold, lugter den mindre sterkt, men har en ætsende skarp smag, som 
hænger længe i. Opsuget i en væge brænder nikotinen som vlje med 
en lysende og sodende flamme. TI meget smaa doser bevirker den 
svimmelhed og hovedpine, i større mængder krampe og død; en draabe 
dræber en hund. 

Naar tobaken brænder og forkulles (altsaa under røgning) spaltes 
nikotinen, og tobaksrøgeren udsættes derfor kun for en delvis paavirk- 
ning af giften; under forbrændingen opstaar nemlig nye forbindelser, 
saasom ammoniak og blaasyre o. s. v. 

Jordbund og klima kan befordre nikotindannelsen i tobaksplanten 
og da gjerne paa bekostning af aromaet; en tobakssort kan være 
sterk og med lidet arom, en anden kan være meget aromatisk med 
lidet nikotinindhold. Sterk virginia indeholder 5.81 pet. nikotin, mens 
sSseedleaves* fra Wisconsin og Illinois kun indeholder 0.86 pet. Den 
berømte havanna indeholder gjennemsnitlig 2 pet. nikotin, tobak, som 
er avlet i Tyskland og Frankrig, indtil over 8 pet. 

En anden bestanddel af tobak er nikotianin, en kamferagtig, 


fed olje, der krystalliserer i smaa, hvide, flade krystaller og lugter 


158 


som en blanding af tobak og hyldeblomster; den har en bitter aroma- 
tisk smag, er lidet opløselig i vand og smelter i varmen. Den frem- 
kalder nysen, svimmelhed og trækninger. Denne gift findes i tobaks- 
bladene kun i ringe mængde. 

En tredie bestanddel er nikotian. Den krystalliseres ikke, har 
en gulhvid farve, men er uden lugt og smag; den er uopløselig i vand. 

Foruden disse stoffer indeholder tobaken gummi, harpiks, egge- 
hvidestof, voks, æblesyre, gallussyre, garvesyre og flygtige oljer. I 
Sydamerika udvinder man fed olje af frøene og benytter den til 
lysolje. 

Under røgningen af tobak udskilles en olje eller saus, som er 
saa giftig, at man kan dræbe insekter med en naal, som er dyp- 
pet deri. 

Jo hvidere asken er, desto bedre er tobaken. 

Brugen af tobak til røgning, skraa og snus er udbredt over den 
hele jordens kreds. Nydelsen af tobak virker sterkt narkotisk, pir- 
rende og bedøvende paa nerverne. dJo sterkere den er, desto sterkere 
virkning har den.  Nybegynderen føler denne narkotiske virkning i 
form af opkastelser, diarroe, hovedpine, bedøvelse og ængstelse (tobaks- 
angst); gamle forhærdede røgere kjender mindre til virkningen. 

Vil man bevare sin sundhed, bør man ikke overdrive brugen af 
tobak og helst bruge en lidet nikotinholdig sort. Om morgenen virker 
tobaken mildt afførende, under fordøielsen bevirker den en sterk spyt- 
afsondring, som kan være skadelig. Røgen angriber aandedrætsorga- 
nerne og kan fremskynde eller fremkalde tæring og asthma, hjerte- 
klap og nervøsitet, den kan ogsaa foraarsage blindhed. Snus burde 
man helst ganske afholde sig fra. Folk, som lider af halssygdomme 
eller fordøielsesbesværligheder, burde helst hverken røge eller snuse. 

Det er vistnok en god regel, som lyder saa: Røg aldrig tobak 
før du er fuldt voksen og aldrig, uden at du er ganske frisk. Røg 
aldrig en cigar helt op uden mundstykke; thi ellers maa munden op- 
tage alle under forbrændingen dannede =destillationsprodukter. Røg 
helst let, tør tobak af rene piber med langt og vidt rør; brug ikke 
gamle, urene pibehoder eller kridtpiber. Røg hellere pibe end cigar. 

Dobbelt skadelig er tobakken i opveksten. En engelsk læge 
meddeler, at han har behandlet 38 gutter i alderen 9—14 aar, som 
alle i længere tid havde røgt tobak. Hos 27 af dem viste følgerne 


sig som forstyrret blodomløb og fordøielse, hjerteklap, sløvhed og en 


Genk 


159 


sterk tilbøielighed for alkoholiske drikke; 192 af gutterne led af ved- 
holdende næseblødning, 12 led af søvnløshed, en døde af tæring. Jo 
tidligere tobaksrøgeren begynder, desto voldsommere bliver virkningerne. 

Skraa er meget almindelig brugt især blandt søfolk og fornem- 
melig i Nordamerika. Skraa virker sterkere end røgning, idet hele 
nikotinindholdet optages i spyttet. 

Tobakens godhed afhænger af voksestedet, dets klima, jordbund, 
beliggenhed, vindforhold o. s. v. Amerika leverer den bedste og den 
reneste tobak og især kommer den velbekjendte havanatobak (cigarer) 
fra den vestlige del af Cuba. 

De vigtigste tobakssorter som gaar 1 handelen er følgende: 

1. Sydamerikansk tobak. 

a. Varina (kanaster) fra Venezuela. Den kommer i han- 
delen dels som bladknipper, dels som 6—7 kg. tunge, tykke 
ruller, —. pakket i kurve af spaltet rør (canastra). Dette er 
den fineste røgtobak, meget mild, blød og kastanjebrun. 

b. Orinokokanaster. Lysere af farve og med mindre 
blade. 

ce. Cumanatobak med lette, tynde og lysebrune blade. 

d.? Brasiliansk tobak kommer i handelen i flere sorter, 
baade i ruller og som blade. Den bedste sort har tynde, lette, 
lysebrune eller rødgule blade og lugter af kanel; den bruges 
til fine cigarer og fin røgtobak. En anden sort har sorte 
blade og bruges til snus, og endelig en tredie sort er brun 
og leverer en ordinær røgtobak. 

e. Colombia fra Nygranada og nabolandene ligner meget 
Varina og bruges til cigarer. 

f. Mexikansk tobak er først i den seneste tid kommen paa 
markedet. | 

2. Vestindisk tobak. 

a. Cuba eller Havanna er den bedste af al slags. De mest 
udsøgte og kostbareste cigarer eksporteres under navn af 
Vuelta, Abajo, Partidos og Remedios. Den allerstørste del 
af havannatobaken forarbeides til cigarer paa selve produktions- 
stedet; dog sendes ogsaa endel blade til Europa, hvor de 
bruges til dækblade. Endel fede svære blade sendes til 


Sevilla, hvor der laves snus af dem. 


on 


160 


b. Domingotobak med store, lange, gule eller lysebrune 
blade; de tyndeste blade bruges til dækblade, de tykkere til 
røgtobak. 

c. Portoriko er næst efter varinas den bedste røgtobak; den 
rulles for det meste paa produktionsstedet til cigarer. 

Nordamerikansk tobak. 

a. Maryland er af lysebrun eller bleggul farve og har en 
behagelig sød lugt. Af samme kvalitet er Ohiotobak. 

b. Virginia er af livlig brun farve og leverer dels fede, svære 
blade til fin snus og dels lettere blade til røgtobak. 

c Kentucky er at meget forskjellig beskaffenhed og anvendes 
paa forskjellig vis. I række med denne staar tobaken fra 
Tennessee og Missouri. Floridatobaken leverer gode dæk- 
blade. 

Asiatisk tobak er af mindre betydning end den amerikanske. 

a. Manila brænder meget godt og har en mild og behagelig 
lugt og smag. Den laves til cigarer. 

b. Javatobak har en krydret lugt og smag og leverer et 
godt dækblad. 

c Sumatra giver et endnu bedre dækblad med en smuk, 
brun farve og et silkeagtigt udseende. Den bedste Sumatra- 
tobak har endog trængt sig ind paa det nordamerikanske 
marked og koukurrerer med Cuba. 

d. Persien leverer den saakaldte Schivas og 

e. Syrien og Lilleasien leverer Latakia. 

Afrikansk tobak fra Algeriet og Tunis er ikke synderlig god. 

Luften der er for tør. Enkelte dele af Østafrika frembringer 

derimod brugbare og tildels fortrinlige tobakssorter. 

Australisk tobak fra Keiser Wilhelms land er nylig kommen i 

handelen. Den ligner mest Sumatra og sendes væsentligst til 

cigarfabrikerne i Bremen. 

Europæisk tobak. 

a. Hollandsk tobak bruges dels til snus, dels til dækblade 
for cigarer, dels ogsaa til røgtobak. 

b. Ungarsk tobak. De bedste sorter er Debraer og 
Debreeziner, der meget ligner tyrkisk tobak. 

c. Tyrkisk tobak er den bedste af de europæiske sorter. 


Den fineste har hjerteformede, brunlige eller guldgule blade; 


EVA På 461, TV 


sa be fn 


161 


den naar næsten op i havannatobakens høide. Den bedste 
kommer fra Macedonien, skaaret i lange, tynde traade af 
gulbrun farve; den er kraftig, tør og af fin smag. 

d. Af de tyske tobakssorter er Pfalzertobak den vigtigste. 
Den dyrkes i det nordlige Baden og i Rhinpfalz; den be- 
nyttes mest til cigarer, som rulles i Bremen og Hamburg, og 
den eksporteres ogsaa til Amerika. Fra omegnen af Hanau, 
Göttingen og Nirnberg kommer simplere sorter. 

Hele jordens tobaksproduktion beløb sig for aaret 1890 til om- 

trent 830 —840 millioner kg. Heraf producerede 


De forenede stater i Nordamerika.......vvvsrs 248 millioner kg. 
Enerlsk Indien. ii, deras: ke MG 170 — å 
LENI gg ES SEN DOT uår Jor JON ur 41 == % 
Brasiken sChilenog FPernkgattke+ dead grderefe para 35 — 5 
STEG He ed dabdotob on ane HØNO do Od 17 — E 
ANS etie kann kolet fete oske oe aa set kokes 0 Sk tde e okdtelte 15 — 4 
Ona ops ord alpene NN END Bao sale dn Å 10 — På 
Ernllmpinerne gare gele» «ken evte det sje seede 10 — 5 
Ørene Uneara ye de biter seneste see fe 81 — r 
skolene See breketstoeke alet. Ajede ae ekekebeteke et ete Aeletelge TT == Å 
Bnsleratvsdrdadkroodbodsn hardt bøoodt SØR aa 51 == åå 
Branternoep nyssdt de steget seters ae 16 — på 
ee kender ude peer arr na ae eegey. 8 — å 
kaken Må. 2 SOSASO INE ISEN GAV GER. 6 — Å 
Nederlandene, -Smpurreat pas bite edit» die 3 — 2 
eee niense Horn JNAt DSO ANN GOL SHANE 3 — E 
Europæisk Tyrki, Thessalien og Bulgarien ..... 3 = 5 
Su ndereian potene Sndddon ropt Duo 2 — 
Herbienr. Flad: tå: GO DTS BL Job BLSSÅ. 1/9 — FÅ 
Andre lande i Europa tilsammen .....ovavuvrs 5 = » 


Her har vi kun nævnt de vigtigste produktionslande. 
Hvad forbruget af tobak pr. individ angaar stiller forholdet sig 


saaledes pr. aar. 


TE GEO jo Et oj de OOo 3.14 kp. 
De forenede staferersuad Fl. babe» sen: 224 » 
ØsternesUnparms Aa SEE 1710, 
Danmark sjøer oe akta røpe bt uidevefele preke» 1:681 4 
Sekmezsre at ee de ale des eter keltere T/r 
Belmenks tek str LAMA T GE: ALTE site: å. 1.43 , 
Tysklands sd ear kylefaer +43 1.36 , 
Noreet Faks Gad eee» 1.04 , 
Mp Saokaos ortaskdsbodrr AONNEE  du st VEB 


,Naturen* 11 


162 


SVEIS 4. or bee be fleste 0.85 kg. 
Serbien 227 EEE REN OSI 
Hallen. HRRL LEE SEEL NS Sr 06107 
Rusland Fa. S0-PL SENER SOLD 0.56 , 
Rumænen ea hebry bb øse delvides pre e 02518 
Finlagds kes Orsi: - <jeare å sjø os bee 0108 


Tobaksbladene bliver ofte blandet med blade af rhabarbra, run- 
kelroer, kaal, borre, alm, bøg og hassel, undertiden blandes tobaken 
med rosiner, oker, sand og salpeter o. s. v. — Snustobaken tilsættes 
med vitriol, alun eller salmiak. For at hindre, at snusen tørrer for 
hurtigt, pakkes den i tinfolium, som ofte er saa sterkt tilsat med bly, 
at snusen bliver blyholdig og dermed faar den en meget skadelig 
virkning. 

Tobaken skriver sig oprindelig fra Amerika. Da denne verdensdel 
blev opdaget, brugtes der overalt tobak i alle former, man baade 
røgte, snusede og skraaede. I Sydamerika røgte man lidet eller slet 
ikke, man bare snusede og skraaede. I Nordamerika var derimod 
tobaksrøgning almindelig, og man havde der vistnok gjort det meget 
længe. I ældgamle grave baade i Mexiko og i De forenede stater 
har man fundet tobakspiber af gammel og eiendommelig form. Virginia 
var her den mest brugte tobak. 

Før aaret 1603 kjendte man ikke tobaksplanten i Asia, og man 
brugte derfor heller ikke tobak der før den tid. Til Tyrkiet kom 
planten i begyndelsen af det 17de aarhundrede og noget senere til 
Persien; gjennem portugiserne var den allerede tidligere kommen til 
Syd- og Østasia. I 1535 begyndte negerne i Sydamerika at dyrke 
tobak paa plantagerne baade for sine eiere og sig selv, og kort efter 
dyrkedes tobaken paa Domingo af spanierne, i Brasilien af portugiserne 
og i Virginia af engelskmændene. I aaret 1559 fik den franske 
gesandt J. Niceot i Lissabon fra en ven i Amerika frø af tobak, som 
han plantede i sin have i aaret 1560. Efter ham har planten faaet 
sit slegtsnavn: Nicotiana. —Nicot brugte bladene som lægemiddel og 
sendte frø og brugsanvisning til Frankrig, hvor man i begyndelsen 
ogsaa væsentlig brugte bladene til lægemiddel. 

Tobakens brug til røgning udbredte sig imidlertid snart fra Spanien, 
Til Tyskland kom den under 30-aarskrigen med de fremmede soldater. 
Søfolkene var de første, som begyndte; siden fulgte de andre stænder 
snart efter. Under Jakob den lste blev der røgt tobak i theatre og 


kirker; der blev naturligvis udstedt forbud mod tobaken, og brugen 


163 


blev straffet. I Rusland skar man næsen af dem, som røgte. I 
Tyrkiet blev i aaret 1610 en tyrk i Konstantinopel pisket gjennem 
gaderne med tobakspiben stukket gjennem næsen. Pave Urban den 
VIII satte røgere og snusere i ban. Men alt var forgjæves, og det 
varede ikke længe, før man havde snusende paver og røgende konger. 
Da man indsaa, at man ikke kunde hmdre brugen af tobak, belagde 
man den med høi told eller gjorde handelen til statsmonopol, hvorved 


man skaffede mange penge 1 statskassen. 


Om stofvekselen i havet. 


Stoffets kredsløb i naturen bestaar hovedsagelig deri, at plan- 
terne optager i sig luftens, vandets og jordens bestanddele og for- 
vandler dem til levende (organisk) substans. Derefter tilegner dyrene 
sig direkte eller indirekte den saaledes af planterne producerede næring, 
og endelig dekomponeres under paavirkning af visse bakterier efter 
døden saavel dyrenes som planternes legemer igjen i de samme uor- 
.ganiske stoffer, hvoraf planterne i sin tid opbyggede sit legeme. 

Kun planterne er paa grund af sit bladgrønt under lysets paa- 
virkning istand til at danne organiske stoffer af kulsyre, vand og en 
række salte. Derimod maa alle dyr fra planteriget hente al den orga- 
niske substans, som de trænger til opbygningen af sit legeme og til 
livets ophold. Heraf følger umiddelbart, at organismerne paa et større 
landomraade under naturlige forhold ordner sig saaledes, at den sam- 
lede mængde dyr, der jo udelukkende hører til den konsumerende 
del, maa være mindre end plantemængden, der danner den produktive 
del af organismerne. Forrykkes dette forhold, maa nødvendigvis en 
del af dyrene hungre eller endog gaa til grunde. Af den samme 
grund maa ogsaa i almindelighed, naar man kun tager hensyn til 
landdyrene, kjødædernes mængde være ringere end planteædernes. 

Denne saa overordentlig vigtige funktion i naturens husholdning 
at danne organisk substans kan imidlertid planterne kun da udføre, 
naar de kan disponere over mindst 11 eller 12 kemiske grundstoffer 
i forskjellige forbindelser. Mangler et eneste af disse uundværlige 
næringsstoffer, saa vokser planten overhovedet ikke.  Bliver vedkom- 


mende forbindelse kun tildelt planten i forholdsvis meget smaa mængder, 


164 


saa vokser den kun meget kummerligt; giver man den mere deraf, 
saa finder en tilsvarende sterkere udvikling sted. Man kan altsaa 
sige, at planternes vekst retter sig efter, hvad den faar af det nærings- 
stof, der forekommer i mindste mængde i dens næring. Det er 
Liebig, grundlæggeren af agrikulturkemien, vi skylder opdagelsen 
af denne fundamentale lov om de mindste mængder. 

I de fleste tilfælde afhænger produktionen af plantesubstans af 
mængden af de i jordbunden tilstedeværende uorganiske kvælstof- 
forbindelser. Ved kvælstofholdig g'ødning kan som bekjendt plante- 
produktionen øges i ganske overordentlig grad. Dette sker imidlertid 
kun til et for vedkommende planteart karakteristisk maksimum. Udover 
dette maksimum virker videre tilsætning af kvælstofforbindelser som gift. 

I naturen forekommer de uorganiske kvælstofforbindelser i tre 
forskjellige former: i form af ammoniak, af salpetersure og salpeter- 
syrlige salte (mitrater og nitriter. Da ingen plante kan vokse uden 
i sine omgivelser at finde uorganiske kvælstofforbindelser, og da plan- 
terne endvidere jo danner den uundværlige forudsætning for dyrenes 
eksistens, saa er ogsaa alt liv paa vor jord i ganske væsentlig grad 
afhængig af tilstedeværelsen af disse kvælstofforbindelser. Det er da 
af vigtighed at tage kvælstoffets kredsløb i naturen nærmere i øiesyn. 

For de omtalte tre kvælstofforbindelser gives der, saavidt vi ved, 
kun tre kilder. For det første indeholder samtlige levende væsener 
kvælstofholdige substanser, nemlig eggehvidestoffer, der dels i levende 
live udskilles af legemet i form af stofvekselprodukter (urinstof o.s. v.), 
dels efter organismens død hjemfalder forraadnelsen. 

Først ved forraadnelsesprocessen bliver de eggehvidelignende sub- 
stanser overført til ammoniak og derpaa videre til nitriter og nitrater, 
hvorved de atter er bragt i en form, hvori de kan anvendes af plan- 
terne til dannelse af eggehvide. Denne hele forvandlingsproces af 
planternes og dyrenes kadavere til kulsyre, vand, kvælstofforbindelser 
og andre uorganiske stoffer, som man betegner med navnet forraad- 
nelse, finder imidlertid udelukkende sted ved livsvirksomheden af visse 
ganske bestemte bakterier. Er disse ikke tilstede, eller naar de ikke 
finder de fornødne for dem eiendommelige livsbetingelser, saa udebliver 
forraadnelsen og dermed nyttiggjørelsen for de kommende slegter af 
de i de døde kroppe tilstedeværende kvælstotholdige substanser. 

Men ikke alene spaltningen af eggehvidestofferne, men ogsaa for- 


vandlingen af ammoniak til salpetersyrling og dennes forvandling til 


165 

salpetersyre saavelsom den omvendte proces kommer saavel i jordbunden 
som i vandet kun istand ved bakteriernes livsvirksomhed. En art af 
de saakaldte nitrificerende eller nitro-bakterier, som forekommer 
over hele jorden, oksyderer ammoniak til salpetersyrling og denne 
videre til salpetersyre, naar surstof er tilstede i tilstrækkelig mængde. 
Den omvendte proces, der altsaa bliver en reduktionsproces, kommer 
istand ved andre bakterier, som da betegnes som denitrifice- 
rende. Disse overfører da først salpetersyren til salpetersyrling, 
dernæst til ammoniak og sluttelig endog til frit kvælstot. —Endepro- 
duktet af denne reduktion er altsaa frit kvælstof, der blander sig med 
kvælstoffet i luften og saaledes foreløbig gaar tabt for stoffets kredsløb. 
Bortseet fra en undtagelse. som snart skal omtales, kan nemlig kvæl- 
stof kun i bunden tilstand optages af planterne og af dem nyttig- 
gjøres til dannelse at eggehvidestoffer, derimod ikke i fri tilstand. 

Som man ser, vedligeholdes altsaa for det meste kvælstofforbin- 
delserne for at komme de senere organismer tilgode. Men der finder 
dog ganske sikkert et vist tab af kvælstof i bunden tilstand sted, 
muligens ogsaa et temmelig betydeligt tab, der kommer istand ved de 
denitrificerende bakteriers livsvirksomhed. Bestanden af organismer 
maatte derfor paa grund heraf gaa tilbage, hvis der ikke fandtes andre 
kilder til bundet kvælstof. —Tabet udjevnes derved, at luftens store 
mængder af frit kvælstof paa to maader bindes og dermed nyttig- 
gjøres for stoffets kredsløb. For det første sker dette ved lynet lige- 
som ved elektriske udladninger overhovedet, for det andet ved sam- 
livet mellem ganske bestemte landplanter og visse arter af bakterier. 
Af alle planter kan væsentlig kun de erteblomstrede optage i sig luftens 
frie kvælstof og nyttiggjøre det til dannelse af eggehvidestoffer og selv 
kun da, naar der i de knudeformig fortykkede rødder lever visse 
bestemte bakterier. Uden bakteriernes hjælp, naar de f. eks. vokser 
i udglødet eller paa anden maade steriliseret jord, opfører de erte- 
blomstrede sig fuldstændig som andre planter. Til at tilveiebringe 
ligevegt i naturen er sandsynligvis dette underlige samliv mellem de 
- erteblomstrede og visse bakteriearter af betydelig større betydning end 
lynets virksomhed. 

Saavidt vi ved, foregaar stoffets kredsløb, hvis grundtræk vi netop 
har skitseret, i havet i almindelighed paa samme maade som paa det 
faste land. Ogsaa i vandet repræsenterer planterne alene urnæringen. 
Da de kun formaar at danne organisk stof, naar lys er tilstede i til- 


166 


strækkelig mængde, saa findes de følgelig kun i de øvre af lyset 
gjennemstraalede lag og forekommer kun til et dyb af nogle faa 
hundrede meter. Havplanterne er ligeledes underkastet loven om de 
mindste mængder, som er omtalt ovenfor. Ved analyser af vandet 
med de deri opløste faste eller gasformede legemer vil man ogsaa 
ligesom af jordbundens sammensætning kunne drage slutninger om, 
hvad der kan vokse deri. Endelig spiller ogsaa nitrificerende og 
denitrificerende bakterier saavel i ferskvand som i havet en meget stor 
rolle. 

De omtalte tre kvælstofforbindelser er ligesom deres salte alle 
meget let opløselige i vand. Derfor bliver stedse en del af kvælstof- 
forbindelserne paa det faste land udvasket af atmosfærens nedslag. 
Vandet flyder derpaa med sit indhold af ammoniak og salpetersyre 
ned til damme, søer og elve og bliver af disse tilslut ført ud i havet. 
Det faste land mister altsaa herved sit kvælstof, mens havet faar 
kvælstofgehalten forøget. Tabet paa det faste land dækkes stadig 
paa den ovenanførte maade dels ved lynet og dels i endnu høiere grad 
ved erteplanternes knoldbakterier. I havet maatte man vente et meget 
yppigere plante- og dyreliv end paa fastlandet, fordi havet i uhyre 
tidsrum stedse har faaet sin kvælstofgehalt forøget. Ved den bestan- 
sige tilførsel af kvælstofforbindelser maatte havvandet være bleven 
forgittet efter nogle hundrede tusen eller millioner aar, og livet i havet 
ødelagt. Men i virkeligheden kan man slet ikke eftervise, hverken 
nogen afbrydelse af livet i oceanet eller nogen paafaldende rigdom 
paa levende væsener eller paa kvælstofforbindelser.  Tvertimod kan 
man af de faa hidtil foreliggende undersøgelser erkjende, at havvandet 
er temmelig fattigt paa kvælstofforbindelser, og at øiensynlig kvælstof- 
forbindelserne — svarende til loven om de mindste mængder — be- 
hersker produktionsbetingelserne i havet ligesaavel som paa det faste 
land. Paa videnskabens nuværendé standpunkt bliver denne mod- 
sigelse kun forstaaelig ved den antagelse, at de denitrificerende 
bakterier i oceanet ødelægger overskuddet af kvæl- 
stofforbindelser, og at det er dem, som vedlige- 
holder ligevegten i naturens husholdning. 

Til den grundigere forstaaelse af naturfænomenerne og til løs- 
ningen af praktisk vigtige spørgsmaal er det ogsaa nødvendig at 


kjende sammensætningen og stofvekselen at de for os vigtige planter 


167 


og deres athængighed af ydre livsbetingelser samt idetmindste de 
hyppigste arters betydning i naturens husholdning. 

Af saadanne forskninger har det praktiske landvæsen høstet det 
største udbytte. Man har derfor grund til at tro, at der ogsaa, 
hvad havet angaar, kan findes principer, ved hvis hjælp den naturlige 
produktion kan udnyttes paa den hensigtsmæssigste maade. Dyrk- 
ningen af landjorden har til formaal med det mindst mulige udlæg og 
arbeide at erholde den størst mulige mængde nyttige produkter. Til 
dette øiemed er det frem for alt nødvendigt at komme paa det rene 
med det virkelige udbytte, som oceanet overhovedet, eller ogsaa kun 
bestemte dele deraf, kan levere i sammenligning med det dyrkede land. 
Kundskaben herom danner det sikreste grundlag ikke alene for en 
rationel drift af søfiskeri, men ogsaa for indsigten i havets hele stof- 
veksel. 

For det dyrkede land foreligger en paalidelig statistik, over ind- 
høstningerne. Saaledes leverer f. eks. 1 ha. england i Tyskland gjen- 
nemsnitlig 3120 kg. hø om aaret. For at kunne sammenligne dette 
udbytte med produktionen af plantesubstans paa en ligesaa stor flade, 
der er bevokset med bestemte slags brødkorn eller med dannelsen af 
plantesubstans i en dam af bestemt størrelse, maa man kjende den 
kemiske sammensætning af vedkommende planter. Man kan da sam- 
menligne de forskjellige planter direkte efter deres eggehvidegehalt, 
deres indhold at fedt o.s. v., endvidere ved fordøielsesforsøg bestemme 
deres  næringsværdi og endelig trække paralleler ogsaa i denne hen- 
seende. 

Vanskeligere og mindre nøiagtig er det at fastslaa den aarlige 
kjødproduktion pr. fladeenhed. Efter de af Viebahn givne 
data leverer 1 ha. dyrket land i Preussen 83.5 kg. oksekjød om aaret. 

Ligesaa kan man i vandet søge at fastslaa udbyttet: i damme, 
der fuldstændig kan udfiskes, kan man nemlig for det første veie den 
fangede fisk og derved undersøge, hvormeget der produceres pr. flade- 
enhed og aar. Endvidere kan man undersøge, hvormeget organisk sub- 
stans der aarlig produceres i form af planter paa et bestemt vandomraade. 
Værdierne af kjødproduktionen og produktionen af urnæring vil da 
staa i et bestemt forhold til hinanden. 

Kjødproduktionon kan med fuld sikkerhed kun bestemmes direkte 
ved saadanne fiskedamme, der kan tørlægges og som følge heraf fuld- 
stændig befries for fisk. Ifølge Susta leverer de allersletteste damme 


168 


20 kg. karper pr. ha. og aar. — Store damme giver imidlertid almin- 
delig et EN gange, smaa et 6 gange saa stort udbytte. Derimod 
kan damme med tilløb af gjødningsvand levere endog 20 gange saa 
meget karpekjød. Damme, der faar tilløb fra gjødslet jordbund, eller 
som ligefrem faar tilløb fra gjødselhauge, har et meget yppigt liv og 
leverer et stort udbytte af fisk. Tilførselen af kvælstofforbindelser 
fremkalder aldeles ligesom paa landjorden en ganske betragtelig stig- 
ning af udbyttet. Det har videre vist sig, at man kan øge karpe- 
produktionen ved at fodre med kvælstofrige næringsstoffer (fiskemel, 
lupinfrø o. 8. V.). 

Ved denne tilførsel af kvælstofforbindelser bliver næringsstofferne 
formodentlig ikke udelukkende direkte spist, men tilsyneladende for 
største delen indirekte udnyttet af karperne. Dette kan enten ske 
paa den maade, at næringen optages af myggelarver, orme, insekter 
0. 8. Vv. og derpaa i forvandlet tilstand fortæres af fiskene. Det kan 
ogsaa ad større omveie ske derved, at næringsstofferne først dekompo- 
neres at bakterier og af disse bringes i assimilerbar form, i hvilken de 
optages af damplanterne, som saa ædes af mindre dyr, der da tilslut 
sammmen med en del mikroskopiske planter tjener karperne til næring. 

Resultaterne har vist, at produktionsbetingelserne i vand aldeles 
ikke er ugunstige, og at udbyttet i smaa vandbasiner ved gjødsling 
endog kan blive temmelig stort. I store søer og i havet gaar det 
naturligvis ikke an direkte at bestemme kjødproduktionen, fordi en 
fuldstændig udfiskning er aldeles umulig. Her fordres en paalidelig 
fiskeristatistik. Efter fiskernes fangst har Hensen i bugten ved 
Hela beregnet det aarlige udbytte af fiskekjød til 81.6 kg. pr. 1 ha. 
vandflade. Efter en anden fremgangsmaade har jeg i Stettiner Haff 
kunnet anslaa udbyttet til omtrent 100 kg. pr. ha. og aar. — Ifølge 
Heincke er det aarlige udbytte af nordsøfiskerierne omtrent 100—150 
millioner mark. Efter den britiske fiskeristatistik er 5 kg. fisk værd 
1 mark. Dette giver et samlet udbytte af 500—650 millioner kg. 
eller 9—13.6 kg. pr. ha. af Nordsøens flade til en værdi af 1.8—2.7 
mark. 

Denne værdi er ganske paafaldende ringe. Man kan dog ikke 
umiddelbart sammenligne dette med udbyttet fra damme, der lader sig 
udfiske. Kun ved de sidste er fangst og kjødproduktion lige. Hvad 
havets produkter angaar, er det saa, at fiskerne kun bringer i land 


det, som virkelig kan nyttes, og det ogsaa kun for saavidt, som det 


2 


169 


kan lønne umagen. Den virkelige produktion i Nordsøen er imidlertid 
endnu fuldstændig ubekjendt. I damme, der kan tømmes, kan man 
endvidere holde de unyttige medspisere borte, men i det aabne hav 
kan man ikke forhindre en hel del levende, for os unyttige, væsener 
fra at konkurrere sterkt med os om den i havet tilstedeværende næring. 
Af den grund er det indlysende, at et havomraade leverer mindre af 
nyttige produkter end en dam under ellers lige gunstige ernærings- 
forholde, og at den nuværende fangst i Nordsøen kun er en brøkdel 
af de i et aar virkelig producerede nyttige dyr. 

Da selv den bedste fiskeristatistik kun kan levere et omtrentligt 
holdepunkt og mere har relativ end absolut værd, saa er den mulighed 
ikke wudelukket, at fangsten er større, end den skulde være efter 
statistiken. For Stettiner Haff har jeg saaledes med den største om- 
hyggelighed prøvet statistiken og fundet, at der maa fanges omtrent 
2l19—3 gange saa meget, som statistiken angav. Selv om nu de for 
Nordsøen angivne tal kommer sandheden betydelig nærmere, saa inde- 
slutter de dog sikkerlig ikke alle havets produkter.  Saaledes er vis- 
selig ikke de store tangmasser medregnet, der undertiden af stormen 
kastes op paa stranden og der gjøres nyttige. 

Det vilde utvivlsomt være det mest rationelle i et aar netop at 
tage saamange nyttige produkter fra havet, som under naturlige for- 
holde kan erstattes i samme tid. Det er skadeligt saavel at fiske 
for meget som at fiske for lidet. Man maa altsaa se at faa en maale- 
stok for, hvorvidt fiskeriet kan drives uden skade i denne eller anden 
retning. Det er imidlertid kun muligt, naar man lærer at kjende den 
virkelige bestand. Til dette øiemed har Hensen indført en sindrig 
methode, ved hjælp af hvilken mængden af de ynglende fiske paa 
et bestemt omraade kan beregnes af antallet af de frisk lagte eg. 
Tankegangen er følgende. 

En stor del at nyttefiskene (torsk, fladfiske, brisling o. s. v.) 
lægger eg, som ikke synker tilbunds, men altid forbliver svævende 
i vandet. Man har grund til at tro, at disse omkringsvømmende eg 
maa være temmelig jevut fordelt i vandet paa grund af selve fiskenes 
fordeling og paa grund af vandets bevægelser ved vind, strøm og 
bølger. Naar man nu sænker et net, der er finmasket nok til at kunne 
tilbageholde alle fiskeeg, ned til bunden og derpaa trækker det lodret 
op, saa faar man alle de fiske og fiskelarver, som findes i denne saa- 


ledes affiltrerede vaudsøile. Af eggenes fordeling kau man praktisk 


170 


gjøre vigtige slutninger med hensyn til legepladsenes beliggenhed og 
udbredelse samt til de steder, der især foretrækkes af de ynglende fiske. 
Desuden er det nødvendigt i hele yngleperioden med visse tidsmellem- 
rum at gjøre undersøgelsesreiser. Den nøiagtige undersøgelse af de 
opfiskede eg kan give en temmelig god forestilling om den virkelige 
mængde eg af vedkommende fiskearter. Ved kvantitative undersøgelser 
af de forskjellige udviklingsstadier kan man ogsaa faa holdepunkter 
for bedømmelsen af, hvormeget der tilintetgjøres, under forudsætning 
af, at man har fastslaaet udviklingstiden for de forskjellige stadier. 
Forholdsvis talrigst er naturligvis de yngste stadier, fordi der af dem 
endnu ikke er ædt saa mange som af de ældre. Fastslaar man altsaa, 
hvormange ganske unge netop lagte eg, der under hele yngleperioden 
findes paa et bestemt omraade, saa kan man ogsaa beregne, hvor 
mange kjøusmodne fisk der mindst maa findes paa vedkommende 
legeplads. Naar man samtidig fra statistiken faar besked om, hvor- 
mange fisk der fanges, saa kan man udregne forholdet mellem den 
fangede fisk og den mængde fisk, som findes paa vedkommende om- 
raade. Denne methode har hidtil været det eneste middel til at op- 
naa kundskab om den sande bestand af kjønsmodne individer for et 
stort antal nyttefiske. Uden en saadan kundskab er det umuligt 
saavel fuldt ud at udnytte vandenes rigdomme som at hindre rov- 
fiskeri. Methoden er hidtil kun anvendt i Kielerbugter og i Nord- 
søen (1895). 

Alle vandets nyttedyr, fiskene iberegnet, udvikler sig paa bekost- 
ning af den ar planterne frembragte organiske substans; og da plan- 
terne er ene om at frembringe organisk stof, saa kan man fastslaa den 
virkelige produktion ved at undersøge det aarlige udbytte af plante- 
substans aldeles som paa landjorden ved at maale græs- eller hø- 
høsten. 

«Havets producenter optræder i 2 ret forskjellige former: Paa den 
ene side som større eller mindre mangecellede strandplanter — 
tangarter og søgræs — og paa den anden side som overordentlig 
smaa encellede organismer, der er næsten eller ganske usynlige 
for det blotte øie. De første større planter er indskrænket til et 
smalt belte ved kysterne, mens de mikroskopiske planter findes frit 
svævende i vandet ikke alene ved kysterne paa grundt vand, men det 
udgjør ogsaa en væsentlig bestanddel af det saakaldte plankton, 


der findes overalt i havet. Om betydningen af disse to grupper af 


171 


levende havplanter i havets husholdning er meningerne meget delte, 
fordi de undersøgelser, som hidtil har været udført, er aldeles utilstræk- 
kelige.  Tager man hensyn til oceanet i sin helhed, saa er utvivlsomt 
massen og dermed den direkte betydning af tangen, søgræsset 0. 8. V. 
meget ringe ligeoverfor de fritsvævende bitte smaa planter. Kysterne 
omgives kun af et smalt og tillige ofte afbrudt belte af store planter. 
Kun paa grundt vand er tangveksten tæt, mens den, eftersom vandet 
bliver dybere, meget hurtig bliver sparsommere. 

Dersom fastlandet pludselig berøvedes al sin vegetation med und- 
tagelse af en smal stribe tæt buskads langs kysterne, saa vilde kun 
meget faa dyr kunne finde livsophold. Man maatte imidlertid tænke 
sig de øde ørkenflader mere end dobbelt saa store, som kontinenterne, 
fordi oceanet bedækker over */3 af jordens overflade. Forholdene 
bliver imidlertid i virkeligheden endnu ugunstigere derved, at ved- 
kommende planter i levende live kun ædes af forholdsvis faa smaadyr. 
Det er da uden videre indlysende, at næringen maa være tilstede i 
en anden form. Tangveksterne langs kysten og bunden er desuden 
bedækket med overordentlig smaa planter, som man kunde sammen- 
ligne med den mos og lav, der bedækker træstammer og stene paa 
landjorden. Disse planter, der formerer sig meget hurtig, bliver natur- 
ligvis spist i større mængder end de store tangbuske og det kiselhol- 
dige haarde søgræs. Hele oceanet maa man endvidere betragte som 
bedækket med et tæt overdrag af planter, der ligesom danner græs- 
gange, hvori skarer af fiske græssende streifer om. —Ørkener, blottet 
for vegetation gives der ikke i oceanet. Som Schitt træffende siger, 
tror sømanden at have rent vand under sig, mens han i virkeligheden 
overalt ogsaa midt i oceanet seiler hen over et rigt plantetæppe. 
Vistnok er disse havets græsgange, hvor saa overordentlig mange dyr 
græsser, temmelig fattige paa individer, fordi den stadig paany produ- 
cerede plantesubstans hurtig opædes igjen. Med hensyn til dyrenes 
ernæring bestaar der mellem havets store og smaa planter et lignende 
forhold som paa vore bredder mellem trær og engplanter. Tangen 
og søgræsset vokser ligesom trærne videre og falder meget i øinene, 
fordi de kun lidet er udsatte for ødelæggelse. Paa sterkt besøgte 
græsgange er derimod plantebestanden meget sparsom, mens der dog 
i virkeligheden dannes en overordentlig stor mængde nyttig organisk 
substans. 


I oceanets øvre lag findes de yderst smaa planter af størrelse 


172 


som de fineste støvpartikler fordelt i vandet. Disse planter kan aller- 
bedst udnytte det i vandet indtrængende lys og tillige de opløste 
næringsstoffer, naar de er saa jevnt fordelt som muligt. De uophør- 
lige bevægelser i oceanet medfører allerede en ret regelmæssig forde- 
ling. Naar der tiltrods herfor indtræder forskjelle i tætheden, saa 
maa disse forskjelle altid 1 kort tid udjevnes af sig selv. Er f. eks. 
planterne paa et sted sparsomt tilstede, saa kan de bedre udnytte 
lyset og næringen i omgivelserne og formere sig hurtigere end de 
planter, der er kommen for tæt sammen. Desuden bliver de tættere 
ansamlinger meget snart sterkere medtaget af forskjellige spisere end 
de mere fordelte organismer. 

Ligesom ernæringen selv saa er ogsaa de smaadyr, som er hen- 
vist til at leve af den, nødvendigvis fordelt paa lignende maade. 
Ogsaa de større planktonkonsumenter iberegnet fiskene i det aabne 
hav er, naar man bortser fra nogle faa selskabelige dyr, fordelt i 
vandet paa en maade, der svarer til næringens fordeling. Især gjælder 
dette for det aabne ocean, mens man i nærheden af kysterne, hvor 
strøm og vind samt muligheden for anden næring fra strandregionen 
gjør sig gjældende, ikke sjelden bemerker forstyrrelser i den regel- 
mæssige fordeling af større dyr. Endnu større uregelmæssigheder 
fremkaldes ved, at fiskene i legetiden slutter sig sammen 1 skarer. 
Paa den tid kan fisket give et rigt udbytte, mens det ellers ikke 
lønner omkostninger og arbeide paa grund af den spredte forekomst 
af fisken, der nu kun tænker paa at skaffe sig næring. 

Den omstændighed, at fordelingen af de smaa organismer i det 
aabne hav maa være temmelig regelmæssig, har ført Hensen paa de 
tanker at fastslaa produktionen af urnæring paa lignende maade, som 
han har anvendt for bestemmelsen af fiskeeg. Den af ham begrundede 
og 1 alle retninger gjennemtænkte methode til kvantitativ plankton- 
undersøgelse vil være af stor rækkevidde for den hele biologiske 
oceanforskning. 

De tanker, som ligger til grund for Hensens methode er saa om- 
fattende, at f. eks. alle undersøgelser over indflydelsen af livsbetin- 
gelserne, over havorganismernes forhold til hinanden, over deres stof- 
veksel og kemiske sammensætning i udviklet tilstand saavelsom paa 
alle udviklingstrin bliver sammenfattet under et fælles synspunkt, og 
alle spredte specialundersøgelser herover bliver paa den maade bragt 


i inderlig sammenhæng. 


Ä—— 0 


173 


Det kommer først og fremst an paa at fange alle de planter, der 
findes under overfladen af et bestemt omraade af havfladen. Til det 
øiemed har Hensen brugt den fremgangsmaade, med yderst fint filtre- 
rende tøi at gjøre vertikale træk gjennem det lag af vandet, hvor der 
produceres planter. Derpaa har han statistisk bearbeidet fangsten. 
Desværre er det ikke muligt selv med det fineste tøi at fange de 
«allermindste planteformer, der fra tid til anden forekommer og paa 
mange steder tilsyneladende i betragtelige mængder. For disse smaa 
væsener maa der altsaa endnu wudtænkes specielle methoder til den 
nøiagtige kvantitative bestemmelse. Hensens kvantitative methode har 
dog givet udmerkede resultater. Hvert kast med dette net giver den 
samlede plankton baade dyr og planter lige ned til en størrelse af 
mindst 0.048 mm., som paa vedkommende sted til den bestemte tid 
findes i en vandsøile af bekjendte dimensioner. Paa grund af denne 
ligelige fordeling af planktonorganismerne kan et saadant kast tillige 
være en stikprøve for et helt omraade, hvor livsbetingelserne er ens. 
I det aabne ocean kan et saadant omraade være hundreder af kvadrat- 
mil. I nærheden af kysterne og ved strømgrænserne, hvor betingel- 
serne veksler, maa stikprøver tages med kortere mellemrum. For at 
lære planktonproduktionen at kjende maa man endvidere gjentage 
fangsten med saa korte tidsmellemrum som mulig i løbet af mindst 
et aar. 

Den erholdte fangst lader man afsætte sig i en maalecylinder 
for at lære organismernes volum at kjende. Desuden tælles ved hjælp 
af en bestemt tællemethode individantallet af hver art. Disse tællinger 
er ganske uundværlige trods den lange tid, som behøves dertil, naar 
man virkelig ønsker at fastslaa produktionen. Til dette øiemed 
maa man ogsaa saa nøiagtig som mulig se at faa paa det rene 
mængden af producenter og konsumenter for at kunne beregne for- 
mering og indsvinding. 

For de i planktonet hyppigste dyr og planter maa man se at 
komme efter varigheden af de enkelte udviklingsstadier under forskjel- 
lige livsbetingelser, deres vekst, næringsbehov og næringens art. 
Endelig kræves ogsaa ubetinget en kemisk undersøgelse af de karak- 
terbestemmende planter. Af alt dette kan saa produktionen af orga- 
nisk substans i havet bestemmes. 

Hidtil er følgende havomraader undersøgt efter den kvantitative 
planktonmethode: 


174 


1. Kystomraader: 
a) Gjennem flere aar: XKielerbugten. 
b) I alle aarstider i løbet af et aar: 
I den arktiske zone: Karajokfjord i det nv. Grønland, 
709 n. br. (af Vanhøffen). 
I Middelhavet, Messinastrædet (af Lohmann). 
I Troperne, bugten ved Ralum (Nypommern) 4" s. br. 
(af Dahl). 
e) I vintermaanederne (1888—89): 
Golfen ved Neapel (af Schitt). 
2. Dele af det aabne hav under fangstserieri løbet 
af en undersøgelsesreise: 
Den vestlige og østlige del af Østersøen (til Memel og 
Gotland). 
Den nordlige del af Nordsøen fra Skagen til Hebriderne. 
En stor del af Atlanterhavet under planktonekspeditionen 

(midten at juli—begyndelsen af november 1889). 

Omraadet mellem Lofoten og Nord-Spitsbergen paa fyrsten af 

Monacos ekspedition i juli og august 1898. 

Af resultaterne af disse undersøgelser vil jeg kun nævne to, 
der her kommer nærmere i betragtning. 

Det ene resultat bestaar deri, at ialmindelighed de grunde 
have er rigere paa plankton end de dybere. Af de 
sidste er atter sargassoomraadet ganske særdeles fattigt (1 august). 
Aarsagen hertil ligger i den hidtil omtalte lov om de mindste mængder. 
Paa grundt vand gjør bundens indflydelse sig gjældende, ligeledes 
fastlandet med sine afløb. I en ringe vandmasse kan planterne derfor 
disponere over forholdsvis rigelige mængder af anorganiske nærings- 
stoffer, mens næringen i de dybere omraader af oceanet er fordelt 
over en større vandmasse, og derfor kun i større fortynding bydes 
planterne, der alene lever i de øvre lag. Den næring, som findes i 
de større mørke dyb, kan derimod ikke umiddelbart udnyttes at 
planterne. Derved at de store havstrømme ogsaa stryger langs kysterne, 
fører de nye næringsstoffer med sig til de øvre vandllag paa det aabne 
hav, saaat disse dele af oceanet, som krydses af strømme, kan producere 
forholdsvis mere end det strømstille Sargassohav, 1 hvis centrale dele 
næringsbetingelserne synes at være særlig ugunstige. 


Det vilde være af stor vigtighed ved kemiske undersøgelser at 


175 


komme paa det rene med, hvilke næringsstoffer der findes i mindst 
mængde. Høist sandsynlig er det kvælstofforbindelserne. —Herfor 
taler de ovenanførte resultater fra damme. Endvidere har jeg prøvet 
vandets salpetersyregehalt i de holstenske søer, der af Apstein er 
undersøgt paa deres planktonmængde. Jeg har fundet, at plan k- 
tonrige søer indeholder megen salpetersyre og sal- 
petersyrling, planktonfattige lidet, og hvad mere er, 
at planktonmængderne paa den ene side staar i samme forhold som 
nitraterne paa (en anden. 

Et andet endnu mere paafaldende resultat af den kvantitative 
planktonforskning bestaar deri, at de tropiske og subtropiske 
have er forholdsvis fattige, mens dearktiske have 
derimod er rige paa plankton. Paa fastlandet er det 
modsatte tilfældet. 'Tropernes yppige plante- og dyreliv staar paa 
landjorden 1 sterk modsætning til den yderst sparsomme vegetation og 
dyreliv i det høie nord. Paa grund af almindelige betragtninger skulde 
man nu vente, at det samme var tilfældet i havet. Planterne behøver 
nemlig lys til at producere organisk substans. Lyset gjennemstraaler 
tropehavene mere end ishavet. Endvidere begunstiger den høiere tem- 
peratur den almindelige trivsel af havorganismerne. Endelig synes j]o 
ogsaa den overordentlige formrigdom i de varme have at tyde paa 
rigdom overhovedet. Uden den af Hensen indførte kvantitative 
undersøgelsesmethode er det ogsaa umuligt at overbevise sig om de 
foreliggende forholde. 

Fremforalt gjaldt det at prøve, om planktonekspeditionens resul- 
tater var rigtige. Man kunde gjøre den indvending, at den kun har 
taget stikprøver for en bestemt del af aaret, og at muligens den til- 
syneladende fattigdom i troperne kunde forvandle sig til stor rigdom 
i andre aarstider. Derfor har man paa kystpladse i meget forskjellige 
klimater gjort iagttagelser hele aaret igjennem. Paa reiser er der 
ogsaa mere leilighedsvis taget talrige stikprøver især i troperne. 

Alle hidtil udtørte undersøgelser fører til samme resultat: De 
arktiske egne er om sommeren meget rige, de tropiske er derimod 
hele aaret igjennem fattige paa plankton. Paa lignende maade er det 
ogsaa med de strømme, som udgaar fra vedkommende egne. Særlig 
ugunstige produktionsforholde synes at foreligge i Sargassohavet og 
Middelhavet. 


Hvorledes skal man forklare denne merkelige kjendsgjerning, 


176 


denne paafaldende modsætning mellem fastland og ocean? Man maa 
fremforalt stille sig tor øie, at planternes trivsel og dermed produk- 
tionen overhovedet ikke alene afhænger af belysningens styrke, men 
ogsaa i lige saa høi grad af de til disposition staaende næringsstoffe. 
Er et eneste af dem f. eks. det bundne kvælstof tilstede i for- 
holdsvis meget ringe mængde, saa er ogsaa produktionen sparsom. 
At man ogsaa i dette tilfælde har at gjøre med kvælstofforbindelser 
fremgaar ganske specielt deraf, at mængden af de næringsstoffe, som 
er tilstede i mindste mængde, maa afhænge sterkt af levende orga- 
nismer. Øiensynlig er forholdsvis ringe temperaturforskjelle af stor 
betydning for fordelingen af planktonmængderne. Disse temperatur- 
forskjelle har ogsaa stor indflydelse paa organismernes livsvirksomhed 
f. eks. paa havbakterierne, derimod paavirkes opløseligheden af de 
uorganiske næringsstoffer meget lidet heraf. Den egentlige aarsag til 
rigdommen i de kolde have og fattigdommen i de varme maa derfor 
formodentlig søges i den torskjellige trivsel af forraad- 
nelsesbakterierne i videre forstand og i den indflydelse, som 
disse bakterier har paa vandets gehalt af kvælstofforbindelser. 

Af disse bakterier udfolder de nitrificerende kun sin virksomhed 
i jordbunden ved temperaturer, der ligger over 5 grader. Selv om 
der nu i havet findes andre arter af nitrificerende og denitrificerende 
bakterier, der er tilpasset efter andre temperaturforholde, saa er det 
dog tilladt at gjøre den antagelse, at disse bakterier ikke mere er 
virksomme ved temperaturer, der ligger ved eller faa grader under nul. 
Men naar de denitrificerende bakterier i koldt vand ikke formaar at 
udfolde sin ødelæggende virksomhed, saa bliver det straks forstaaeligt, 
at de polare have er rigere paa næringsstoffer og derfor paa urværing 
end tropehavene, I en stor del af ishavet hersker der endog i hele 
vandmassen fra overfladen til bunden en temperatur af omtrent 0 eller 
lidt høiere selv om sommerne. Nord for en høideryg paa havbunden, 
som strækker sig tra Østgrønland over Island og Færøerne til Norge, 
er temperaturen paa bunden i almindelighed lavere end 09, Syd for 
ryggen er temperaturen i atlanterhavsbækkenet i store dyb i ethvert 
fald ogsaa kun lidet høiere end 09, fordi det kolde polarvand i dybet 
strømmer til ækvator, i 1000 meters dyb er imidlertid temperaturen 
allerede £4—5* og i dyb af mindre end 100 meter samt ved kysterne 
stiger den ganske betydeligt, saaat bakterierne netop i de produktive 


vandlag hele aaret igjennem i troperne finder gode livsbetingelser. I 


177 


den tempererede zone bliver om vinteren selv paa grundt vand øde- 
læggelsen af kvælstofforbindelserne indskrænket, og den kan kun finde 
sted i nogen betydelig grad om sommeren. I Middelhavet endelig er 
livsforholdene for bakterierne endnu gunstigere end selv i troperne, 
fordi en vold tvers over Gibraltarstrædet fuldstændig hindrer det kolde 
vand fra at trænge ind. Herved bliver det forstaaeligt, at bakterierne 
selv i de største dyb af omtrent 4000 meter, hvor der aitid bersker 
en temperatur af 12—139%, kan finde gunstige livsbetingelser i hele 
vandmassen fra overfladen til bunden. Dette forklarer igjen Middel- 
havets paafaldende fattigdom (i kvantitativ henseende). 

Naar der altsaa, som antydet, finder en ikke ubetydelig deni- 
trifikation sted i oceanet, saa forekommer det mig efter de hidtil 
udførte planktonundersøgelser sandsynligt, at denne ødelæggelse 
af det for planterne vigtigste næringsstof fortrins- 
vis finder sted i de varmere have. 

Dr. Karl Brandt. 


Ungdom og alderdom.” 


Et nordisk sagn fortæller om en kong Ani, der ved ofring af 
sine sønner opnaaede en høiere alder, at han først blev et barn lig, 
drak melk og blev baaret omkring i en seng, da han ikke kunde gaa. 
Den forestilling, at menneskets fysiske natur i den høie alderdom 
frembyder en vis lighed med den tidligste barndom, synes efter dette 
at være urgammel. Vi vil i korthed undersøge de kjendsgjerninger, 
hvorpaa denne folkelige anskuelse er bygget. 

— For at begynde med det almindeligste saa arter forholdet til 
døden sig meget ligt i de to livets endeperioder; i begge tilfælde 
lurer døden i den samme uhyggelige nærhed. Thi som bekjendt viser 
dødelighedsstatistiken i alle lande, hvor saadan statistik overhovedet 
findes, en saa stor dødelighed blandt pattebørn, at en lignende 
dødelighed først igjen træffes i 70-aarsalderen. En stor forskjel 
er her dog: alderdommens store dødelighed er en mnaturnødven- 
dighed og som saadan produktet af naturlige faktorer, der 


ligger i selve organismevs konstitution. Dødeligheden blandt patte- 


1) Af dr. Michael Cohn i , Naturwissenschaftliche Wochenschrift*. 


»sNaturen* 12 


178 


børnene derimod er betinget idetmindste delvis af rent sociale 
momenter. Den varierer som bekjendt sterkt efter de bedre eller 
slettere situerede befolkningslag. 

Dødeligheden blandt smaabørn er dog ogsaa til en vis grad 
resultatet af naturlige forholde, nemlig af særlig legemlig svaghed, 
hensyguen og modstandsløshed, hvilket altsaa er en fælles egenskab 
for den unge og høie alder. Denne bekjendte almindelige fysiske 
svaghed viser sig allerede i det vdre ved, i sammenligning med mands- 
alderen, ringe legemskræfter, hvilket igjen finder sin forklaring i den 
relativ daarlige udvikling af de væv, som kun repræsenterer den grove 
kraft nemlig knoklerne og muskulaturen. 

At pattebørn i sine ansigtstræk paafaldende ligner oldinge, fore- 
kommer vistnok ikke ofte, men dog leilighedsvis. Man har da enten 
med individer at gjøre, der er kommet for tidlig til verden eller med 
børn, der er abnormt udviklede paa grund af «alvorlige forstyrrelser i 
ernæringen. Den visne, tørre, hud, de hudfurer, der løber tvers over 
panden, de dybe furer mellem næse og mund, de indsunkne kinder, 
de fremstaaende kindben giver disse skabninger et typisk olding- 
fysiognomi. Aarsagen hertil er den fuldstændige mangel paa fedt 
under huden, hvilket jo ogsaa er aarsag til oldingens rynkede ansigt. 
Men ogsaa bortseet fra denne mere abnorme pattebarnstype lader der 
sig dog ogsaa ganske i almindelighed trække analogier i ansigts- 
bygningen hos børn og oldinge. Begge mangler saaledes tænder; hos 
hine er de ikke brudt frem endnu, hos disse er de allerede faldt ud. 
Tændernes udfalden i den høiere alder fører videre til en tilbagegang 
af gummerne i over- og underkjæven samtidig med, at disse nær- 
mer sig hinanden. En følge deraf er en forkortelse af ansigtsovalen, 
en formindskelse af ansigtspartiet. Herved opstaar et forhold mellem 
ansigts- og hjernepartiet, som ellers netop er karakteristisk for børne- 
alderen, nemlig en relativ ringe størrelse af ansigtspartiet i forhold til 
hjerneskallen. Hvad endelig underkjæven angaar, saa danner dens 
grene med legemet en stump vinkel hos barnet, en ret vinkel hos den 
voksne og endelig atter en stump vinkel hos oldingen. At der i alder- 
dommen kan fremkomme nye tænder, altsaa et tredie tandsæt, er ganske 
vist en forlængst modbevist vildfarelse. 

Den naturlige holdning hos barnet er den saakaldte 
hugende. I denne stilling ligger overarmen tæt ind til kroppen; under- 


armen sterkt trukket ind til overarmen, og de underste ekstremiteter 


179 


er ligeledes sterkt bøiet i hofte- og knæleddet. Det er den samme 
stilling, som fosteret indtager i livmoderen, og man har her efter den 
almindelige antagelse at gjøre med en foreløbig fastholden af denne 
for fosterperioden karakteristiske stilling. Det spørgsmaal ligger da 
nær, om der ogsaa for den menneskelige olding gives en saa at sige 
naturlig holdning, der er betinget af oldingenaturen. Noget svar 
herpaa kan vi selvfølgelig kun faa ved at betragte naturfolkene. Thi 
i modsætning til vore nyfødte, der naturligvis fører sig fuldkommen 
naturligt, staar vore oldinge under kulturens imdflydelse, og de er 
underkastet den fremmede magt, der ligger i skik og brug. Under 
disse omstændigheder vil det være af stor interesse at høre en leilig- 
hedsvis bemerkning af v. d. Steinen, der i en reiseberetning skildrer 
sit ophold hos aht-indianerne. TI denne stammes landsby traf han 
urgamle mænd og kvinder, der beskrives af ham paa følgende maade: 
» Ubevægelige i en hugende stilling med arme og ben tæt indtrukne 
til kroppen, indhyllet i et blaat eller rødt uldtæppe, saa at øieregionen 
og et par hvide haardotter er det eneste, som er synlig af det ganske 
utrolig rynkede ansigt. De ligner endog til forveksling peruanske 
mumier. Man kommer uvilkaarlig paa de tanker, at den dødes sam- 
menkrogede stilling ikke alene ikke som paastaaet er fosterets stilling, 
som atter vender tilbage, men at det er den stilling, som er karak- 
teristisk for den frysende, tænderhakkende, aandssvage olding, der er 
færdig med livet.* Her udtales altsaa ligetil den formodning, at den 
hugende stilling er noget for oldingen typisk, og samtidig antydes det 
fysiologiske motiv, der vel foranlediger ham til at indtage hin eien- 
dommelige stilling; det er hans tilbøielighed til at fryse. I virkelig- 
heden er legemets overflade hos gamle folk meget tilbøielig til at 
at kjøles; da den sammenbøiede stilling netop er den, hvorved orga- 
nismen lider det mindste varmetab, saa er det ikke usandsynligt, at 
oldingen af naturen har denne tilbøielighed til at indtage denne for 
ham behageligste stilling. Nu er forøvrig denne tilbøielighed til af- 
kjøling ogsaa eiendommelig for mennesket i dets tidligste levetid; jo 
nærmere barnet er fødselsterminen, desto lettere bliver det koldt. Der- 
for kan man meget godt antage, at barnets vedligeholdelse af foster- 
stillingen ikke alene er en vanesag, men tillige udtrykket for et vist 
instinkt; denne holdning er formodentlig den, som er den hensigts- 
mæssigste i kampen for tilværelsen, og derfor har den ved arv som 


en stadig vane udviklet sig til den dag idag. I samme retning maa 


180 


man ogsaa forklare den kjendsgjerning, at børn, der trives godt, alle- 
rede meget tidlig begynder at strække sine underekstremiteter, begynder 
at ,sprælle", mens man ofte ser svagelige pattebørn ligge med ind- 
trukne ben langt over halvdelen af det første leveaar. 

Et andet vigtigt punkt, hvori ungdom og alderdom mødes, er 
kjønsdriften. Her som der hviler den. Hos barnet slumrer den, 
hos oldingen er de» allerede mere eller mindre udslukket. — Herfra 
skriver sig mange ligheder ikke blot i sjælelivet, men ogsaa 1 det 
fysiske liv hos oldinger og børn. Hermed hænger ogsaa sammen, 
at de bekjendte forskjelle mellem begge kjøn til en vis 
grad udviskes. Mandlige og kvindelige pattebørn kan, naar man 
bortser fra de specifike kjønsforskjelle, neppe adskilles fra hverandre. 
Ogsaa gutter og piger ligner hverandre meget, og her er det især 
gutterne, som nærmer sig den kvindelige type. Den fuldstændige 
differentiering begynder først ved kjønsmodenheden. I alderdommen 
forsvinder igjen en række forskjelle, mandlige og kvindelige individer 
bliver mere og mere lige; men nu er forholdet det omvendte af, hvad 
det var i barndommen; det er nu den gamle kvinde, som faar et mere 
mandigt wudseende, idet den visne hud, som følge af at fedtet for- 
svinder, lægger sig i folder akkurat som hos oldingen. Leddene 
mister sin afrundede form, og knoklerne springer synligt frem; ja, 
for at fuldstændiggjøre ligheden ser man ikke sjelden hos gamle 
kvinder tydelige skjæghaar vokse ud fra kinder og læber. 

Det er bekjendt nok, at stemmen i alderdommen antager en 
diskantmæssig klang, der meget nærmer sig barnestemmens klangtarve. 

Tilslut maa endnu fremhæves de analogier, som cirkulations- 
systemet frembyder. I den tidligste levealder er de store arterielle 
blodkar temmelig vide i forhold til legemets længde, og blodtrykket 
er særdeles lavt; senere bliver karstammerne relativt meget trånge, 
mens blodtrykket stiger sterkt; i alderdommen møder vi atter forholde, 
der er analoge med dem i barndommen, nemlig relativt vide arterier 
og lavt blodtryk. 

Den væsentlige forskjel mellem barndom og alderdom beror i 
sidste instans paa den grundforskjellige karakter af cellelivet; og dog 
kan man opkaste det spørgsmaal, om der ikke tiltrods herfor findes 
en vis parallelisme med hensyn til de intimere livsprocesser, hvis sæde 
og bærere cellerne er. I dette øiemed maa man vistnok først med et. 


par ord nærmere belyse begreberne barndom og alderdom. Barn- 


kn RE EEE RE 


181 


dommen lader sig kort og træffende definere som vekstperioden, det 
vil sige, den periode, hvor cellerne formerer sig under organismens 
bygning. Vanskeligere er det i fysiologisk henseende at definere 


alderdommen og at fastsætte nogen bestemt grændse for den. Kun 


følgende kan siges om den: Den er ikke strengt knyttet til et bestemt 


antal aar; de mangfoldigste omstændigheder betinger dens tidligere 
eller sildigere indtræden. 

Naar man bortser fra den almindelige tilbagegang, saa optræder 
der ingen for alle fælles forandringer. Forandringer viser sig hos den 
ene i det væv hos den anden i et andet væv eller organ. Ogsaa 
dette staar under indflydelse af de forskjelligste faktorer, saaledes 
arvelig disposition, og frem for alt den større eller mindre slitage, 
som vedkommende organ er underkastet. Herut kommer de særdeles 
hyppige tilfælde af forandringer i blodkarrene med aarene, da cirkula- 
tionssystemet jo ikke hviler et eneste minut i livet og heller ikke 
nogensinde nedsættes i nogen særlig grad. Til alderdommens væsen 
hører hyppige sygdomsfænomener. Nu lader det sig i virkeligheden 
eftervise, at den aldrende celle ikke sjelden antager den unge celles 
karakteristiske eiendommeligheder, at det tildels er de samme fæno- 
mener i cellelivet, som i barndommen betyder udvikling, kraft, sundhed 
og liv, der i alderdommen betyder tilbagegang, svækkelse, sygdom og 
død, at, med andre ord, naturen delvis bruger de samme midler for 
paa den ene side at danne og opbygge organismen og paa den side 
nedrive og ødelægge den. 

Vi har defineret barndommen som vekstens tid. Denne vekst 
foregaar dels ved en forstørrelse af cellerne, men i overveiende grad 
ved en formering, idet der af de forhaandenværende celler stadig op- 
staar nye. Denne vekst er endvidere karakteriseret ved en plan- 
mæssig harmonisk udvikling mod et bestemt maal. Med ungdommens 
ophør har celleformeringen væsentlig udspillet sin rolle 1 det fysiologiske 
liv; den finder vistnok endnu sted, forsaavidt der handles om erstat- 
ning af ødelagte bestanddele. I det høieste forekommer der endnu 
en celleformering ved dannelse af fedtvæv, altsaa en ophobning af 
luksusmateriale. I alderdommen er der ikke tale om nogen almindelig 
celleformering. 

Alderdommens merke er derimod indsvinden af vævene og en 
tilbøielighed hos cellerne til at skrumpe ind. —Alligevel kan der med 


den almindelige ødelæggelse leilighedsvis opdukke processer, der i sig 


182 


selv ikke betyder andet end en sterk cellevekst, og det af en saadan 
yppighed, at de umiddelbart minder om veksten i barndommen. —Vist- 
nok er formaalet for denne vekst ikke organismens opbygning; virk- 
ningen af celleveksten er her derimod forstyrrende og ødelæggende; 
og dette karakteriserer maaske denne vekst desto mere som et alder- 
domsfænomen. | 

Typen paa saadanne tilfælde af yppig cellevekst i alderdommen 
er kræft. Som bekjendt optræder der under denne en sterk celle- 
vekst. Dens ondartethed bestaar deri, at de syge dele vokser ind i 
de omgivende væv og organer; og idet cellekim med blodet føres 
omkring i legemet, kan sygdommen derved udbrede sig til andre 
steder af legemet. ZEndnu har man ikke fundet aarsagen til disse 
kræitprocesser. I den nyeste tid har man opstillet formodninger om, 
at det skulde være parasiter (bakterier, plasmodier o. s. V.), der var 
den egentlige aarsag, men det har hidtil ikke ført til noget resultat. 
Et af de mest paafaldende fænomener under kiæft er altid den 
totale forandring af cellernes karakter, deres pludselige og voldsomme 
tilbøielighed til at formere sig hurtig. Dette er et saa iøinefaldende 
fænomen, at det som bekjendt har givet anledning til den hypothese, 
at man her skulde have med celler at gjøre, der tilhørte det aller- 
tidligste udviklingstrin og hele livet igjennem var forblevet paa dette 
embryonale trin, og at de nu viste sin for den embryonale periode 
eiendommelige evne til at formere sig. Denne hypothese lader dog 
mange ting uopklaret; hvorfor tager saaledes kræften med særlig for- 
kjærlighed sit udgangspunkt fra visse legemsdele. Det, som er fælles 
for alle disse dele, er den omstændighed, at det er steder, som paa 
grund af deres anatomiske beliggenhed eller af andre grunde meget 
let og hyppig er udsat for insulter og irritation af den forskjelligste 
slags. Dette synes jo at tyde paa, at fænomenet betinges af en 
slags slitage, altsaa er et fænomen, karakteristisk for alderdommen. 
Vistnok kan man herimod indvende, at kræft ikke er nogen sygdom, 
der udelukkende forekommer i den høiere alder. Den kan tvertimod 
leilighedsvis forekomme allerede i det tredie ja endog i det andet 
leveaar. Imidlertid er der ogsaa andre lokale alderdomsfænomener, 
der hos mange individer allerede kommer temmelig tidlig tilsyne f. eks: 
haarets graanen. Arveligheden spiller ogsaa en stor rolle ved kræft- 
sygdomme. Efter denne theori skulde ultsaa kræft bestaa i, at visse 
cellegrupper havde en ved arv betinget disposition til at udarte senilt. 


Å D 


sv 5 GE VAES MØ EE VEG STN, 


OPEL > 


183 


En anden form for yppig cellevekst i alderdommen er de for- 
andringer som med alderen foregaar med blodkarrene, hvis de 
overhovedet er disponeret herfor. Fra arteriernes indre væg optræder 
der hyppig saadanne vekstfænomener. 

En egte senil alderdomsvekst er ogsaa den sterke udvikling af 
prostatakjertelen, en lidelse, der ikke sjelden forekommer hos ældre 
mænd. 

Blandt legemets væv er benvævet det, som vokser længst. Af- 
slutningen af denne vekst pleier man at betegne som ungdommens 
ende. I ungdomstiden maa altsaa organismens celler have en bestræ- 
belse efter i forhøiet maalestok at kunne optage i sig fosforsur kalk, 
det stof, som er ubetinget nødvendigt for dannelsen af knokler, og 
som meddeler dem deres karakteristiske fasthed og haardhed; ten- 
densen til forhøiet optagelse af kalk er altsaa en eiendomme- 
lighed for den ungdommelige stofveksel. Naar veksten af- 
sluttes, saa ophører aabenbart denne tendens; idetmindste møder vi 
nu under normale forholde ingen væsentlige forkalkningsprocesser mere. 
Derimod kan man i den høie alderdom konstatere den kjendsgjerning, 
at der nu atter ret ofte forefindes kalk aflagret paa de forskjelligste 
steder i legemet. Fremforalt er det blodkarrene, i hvis vægge kalken 
pleier at afsætte sig. Hvorledes opstaar nu disse forkalkninger i 
alderdommen? Man har søgt at forklare dem paa de forskjelligste 
maader. Det spørgsmaal paatrænger sig uvilkaarligt, om vi ikke ogsaa 
her har at gjøre med et tilbagefald af den aldrende organisme til en 
ungdommelig vane, saaledes at cellerne med aarene faar en vis til- 
bøielighed til at optage kalk i overskud. Resultaterne af stofveksel- 
forsøg i den senere tid synes at understøtte denne opfatning; idet- 
mindste har de vist, at oldingen i langt ringere mængder end før 
udskiller den kalk, som han optager med næringen. I ungdommen er 
kalkafleiringen en nyttig proces, da derved skelettet opbygges, i alder- 
dommen er den derimod med sin overveiende lokalisation til blod- 
karrene og specielt arterierne høist skjæbnesvanger; i sig selv har vi 
dog i begge tilfælde at gjøre med et og det samme. Til gunst for 
denne antagelse taler ogsaa den omstændighed, at man i den nyere 
tid med godt resultat har forsøgt at bekjæmpe denne forkalkning i 
aarerne med de deraf flydende sygdomsfænomener ved at anvende 
kalkfattig kost ved siden af kalkopløsende midler. I lys af den her 


fremstillede opfatning kan man ogsaa komme til en nærmere forstaa- 


184 


else af en interessant moderne lægevidenskabelig lagttagelse. Kvinder 
i den kjønsmodne alder bliver ikke sjelden ofter for en sygdom, der 
bestaar i, at knoklerne bliver bløde og kalkfattige, osteomalaci, som 
det kaldes, en sygdom i stofvekselen, som endnu er temmelig gaade- 
fuld. Man har merkelig nok kunnet helbrede denne sygdom ved at 
fjerne kjønskjertlerne hos de angrebne kvinder. Saa merkelig denne 
iagttagelse klinger, og sua vanskelig det er at give en tilfredsstillende 
forklaring, saa har man foretaget denne operation saa ofte, at der 
ikke kan være tvivl om rigtigheden deraf. Kvinden hensættes ved 
denne kastration i en tilstand, hvori hun har mistet sin forplantnings- 
evne. Det naturlige tidspunkt herfor er den begyndende alderdom. 
Hun sættes altsaa herved ligesom paa et aldrende stadium. Alder- 
dommen anteciperes kunde man sige ved kastrationen. Da nu alder- 
dommen ofte medfører en forhøiet optagelse af kalk, saa ligger den 
tanke nær, at ogsaa en forbøiet evne til at optage kalk kunstig skaffes 
tilveie ved kastrationen. De for kalk 1 høi grad udtømte ben gjen- 
vinder derved paany sin fasthed. Herimod kan man vistnok indvende, 
at man under almindelige omstændigheder slet ikke merker nogen for- 
høiet kalkafleiring hos kvinder, der kastreres i den kjønsmodne alder; 
heller ikke naar forplantningsevnen tabes med aarene paa naturlig 
maade, bemerker man hos kvinderne nogen umiddelbart efter indtræ- 
dende forkalkningsprocesser; men man maa dog sige, at der er en 
betydelig forskjel, naar man fjerner kjønskjertlerne hos en normal 
paa en vis maade med kalk mættet organisme, og naar de borttages 
fra et paa kalksalte sterkt forarmet legeme. Endvidere kan virkningen 
ikke være den samme, naar eggestokkene paa naturlig maade indstiller 
sin virksomhed, mens de stadig torbliver i kroppen og muligvis endnu 
udfører visse funktioner, og »aar de pludselig fjernes fra organismen, 
endnu mens de staar i sin fulde virksomhed og det ovenikjøbet fra en 
i høi grad kalkfattig organisme. 

Sædvanlig pleier man at fremstille et menneskes fysiske livs- 
udviklig grafisk ved en kurve, der begynder med en opstigende gren, 
holder sig en stund i en vis høide for derpaa tilslut at dale paa den 
anden side. Erter hvad her er sagt, kommer maaske de sandheden 
nærmere, der heller taler om livets kredsløb, som altsaa grafisk 
forestiller sig livet som en mere eller mindre cirkelformet linje, hvis 
begyndelse og ende lidt efter lidt nærmer sig hinanden for ganske 


umerkelig at flyde sammen. 


Geografisk litteratur. 


Løffler: ,Omrids af geografien". Nærmest udarbeidet til 
brug ved forelæsninger. (Kjøbenhavn, 1898). 

Denne bog, som forfatteren, der er professor i geografi ved Kjø- 
benhavns universitet, kun kalder ,omrids", er et fortræffeligt arbeide, 
og det er meddeleren bekjendt, at den dygtige forfatter har lagt 
særdeles meget arbeide deri, saa at mangen kort bemerkning grunder 
sig paa et omhyggeligt studium af kilder. Fremstillingen er ligesaa 
smuk som indholdet er godt. HR: 


sEuropa*. En geografisk fremstilling af vor verdensdels natur 
og menneskeliv. Der indbydes nu til ny subskription paa dette danske 
verk, hvoraf 30 leveringer er udkommet. Af dets to redaktører, kand. 
Christensen og kand. Larsen, er den sidste, en overordentlig lovende 
ung geograf, for nogen tid siden afgaaet ved døden. Verket fort- 
sættes imidlertid som før under hr. Christensens dygtige ledelse. Det 
er et grundigt arbeide med en behagelig fremstilling, rigtig en kund- 
skabskilde for alle, der interesserer sig for fremmede lande. Det 
tredie bind, som endnu staar tilrest, bliver kanske det aller interes- 
santeste for os, saasom det skal ,lade os se ind ad vore egne vin- 
duer*, idet det vil behandle Skandinavien. Hertil er erhvervet ogsaa 
en norsk medarbeider, nemlig dr. A. M. Hansen. H. R. 


Refsdal: ,Atlas over Norge for skole og hjem". (Bergen 
1898). 

Dette lille arbeide, der kun koster 75 øre, har ikke tiltrukket 
sig den opmerksomhed, som det fortjener. Grunden maa søges deri, 
at det, sandsynligvis formedelst den billige pris, har faaet et typo- 
grafisk udstyr af temmelig tarveligt slags. Hr. Refsdal, en af Bergens 
dygtige folkeskolelærere, viser sig imidlertid at have særdeles godt 
greb paa kartografisk fremstilling. Navnlig er hans fremstilling af 
vort lands bebyggelsesforhold meget heldige, og ønskeligt skulde det 
være, om man fra hans haand engang kunde faa et større og smukkere 
Norgesatlas. ÆR. 


Davis, W. M.: , Physical geography". (Ginn & Company, 
Boston, U. S. A., and London. 1898). 

Med skolebøger er det regelen, at den ene fortatter ganske rolig 
vandrer i den audens fodspor, og man har ikke større fordringer, end 
at man kalder det en god skolebog, naar den kun varmer de gamle 
retter op, saa de bliver passelig smagelige. Skolebøgerne hører derfor 
som regel ikke til ,litteraturen*, hverken den skjøpne eller den viden- 
skabelige. Var der en egen afdeling for den nyttige og uskjønne 
litteratur, fik man sætte skolebøgerne der sammen med kogebøger, 
veiledning i havebrug og lignende. En ren forfriskelse er det dertor 
at faa en videnskabelig skolebog i haanden, nemlig en, hvori en af 


186 


lederne i den behandlede videnskab lærer os at se nye sider ved 
sit stof. 

I Nord-Amerika er jordskorpen opbygget paa en forholdsvis simpel 
maade, hvortil der svarer et let forstaaeligt relief af landet. Oprin- 
delsen til landenes former, lavsletter, høisletter, fjeldkjæder o. 8. V. 
er derfor bleven studeret der med langt større held end i det 
gamle Europa. Disse amerikanske studier har Davis samlet, syste- 
matiseret og ført et stort skridt videre. Han har dertil stor lærer- 
begavelse og er af disse grunde blevet hovedmesteren i den gren af 
den fysiske geografi, hvor landenes former ikke fremstilles som noget 
givet men genetisk. Noget rent nyt er det, at se denne genetiske 
betragtningsmaade ført ind i skolegeografien. Davis gjør det paa en 
særdeles vellykket maade, og med ord og udmerkede billeder fører 
han os for øie et rigt og originalt stof af eksempler, der oplyser hans 
tankegang. Alle, som ønsker at kjende til den naturvidenskabelige 
side af nutidens geografi og som vil se en i pædagogisk henseende 
særdeles interessant fremstilling af en videnskab bør studere denne 
bog. Ved udarbeidelsen til praktisk skolebrug har forfatteren, der er 
universitetsprofessor, modtaget hjælp af en skolemand i virksomhed. 

HÆ 


Mindre meddelelser. 


Frugtavl og geologi. Enhver, som kjender de frodige og løn- 
nende æbletrær i Sogn og Hardanger og kommer til Østlandet, maa 
sikkerlig undre sig over, hvor smaat bevendt det er med frugtavlen i 
de ,rige" bygder. Paa Østlandet tror man dog som oftest, at vilde 
man bare og havde den tilstrækkelige kyndighed, saa kunde man med 
lethed faa frugthaver omtrent overalt. Arbeide for frugtavlen er imid- 
lertid der en gammel sag, og naar den ikke har havt mere fremgang, 
syes det at maatte have dybere grunde. 

Om en af disse faaes et vink i et arbeide af den svenske geolog 
og folkehøiskolebestyrer Leonard Holmstrøm, ,Anteckningar om jord- 
bruket m. m.*, en afhandling, som staar i Kungl. Landtbruks-Akade- 
miens Handlingar och Tidskrift 1898. Forfatteren omtaler der et vel 
omgrænset strøg i nordøstre Skaane, hvor frugttrær, specielt æbletrær 
vokser i stor frodighed ikke alene 1 velpleiede haver, men ogsaa om- 
trent uden pas og stel paa havnegange, paa bjergskraaninger mellem 
enebuske og løvtrær, paa grænserne mellem agrene o. 8. V., ganske 
som i Hardanger. Han kommer til det resultat, at dette skyldes 
jordsmonnet; æblehaverne trives, hvor dette er lerholdigt morænegrus, 
saaledes beliggende at man kan plante uden at drænere. Dette samme 
er som regel æblehavernes jordsmon paa Vestlandet hos os. Vi finder 
dem nemlig mest paa skraaninger, hvor jorden er fuld af større og 


p 187 


mindre stene, der ligger i en grusagtig og samtidig leragtig grund- 
masse; paa saadanne steder er der dybt ned til grundvandet. 

Paa Østlandets gaarde dyrker man derimod som regel udvasket 
ler, sand og grus, som dels er gammel havbund, dels alluvialland 
langs elvene. Morænegrus savnes vel ikke; men det ligger borte 
i lierne og skogbakkerne, mens husene, indved hvilke jo haverne skal 
være, staar paa de aabne strøg. Ved bedømmelse af et steds skik- 
kethed eller uskikkethed for frugtavl er sikkerlig grundens geologiske 
beskaffenhed en sag af betydning, der ikke har været nok agtet paa, 
og interessant er det, at Holmstrøm ved hjælp af de geologiske karter 


. kan pege paa, hvilke egne inden Skaane det er, hvor frugtavlen har de 


bedste betingelser. Naturligvis er der ved en ting som denne andre 
hensyn at tage i betragtning; men den geologiske side af sagen 
bør ogsaa være med.  OQverhovedet har jeg havt, og har fremdeles 
den tro, uagtet en del af vore landbrugsautoriteter ikke rigtig deler 
den, at geologien bør have en, om end beskeden, rolle ved arbeidet 
for vort landbrugs opkomst. Geologien bringer sikkerlig i en del 
spørgsmaal, eksempelvis nu i dette om frugtavlen, en større klarhed, 
end man kan faa uden. Hans Reusch. 


Dyrenes liv er en symbiose med mikrober, det vil sige, at 
vi ikke kan leve og trives uden mikrobernes hjælp. 

Duclaux opkastede i 1892 spørgsmaalet, om pattedyrene kan 
fordøie sin mad uden mikrobernes hjælp. Vor tarmkanai afsondrer jo 
forskjellige fordøielsessafter til opløsning af næringsmidlerne, saa man 
kunde tro, at dette maatte være nok til at sikre vor ernæring. 

Flere forskere, saaledes Nencki, Nuttall og Thiesfelder 
har ogsaa holdt unge dyr ilive længere tid, naar de kun har faaet steril 
føde, imidlertid trivedes disse dyr ikke saa godt som andre, hvis føde 
ikke steriliseredes. Paa 6te og 10de dag havde de ikke øget mere 
end 11 og 16 pct. af deres vegt ved fødselen, mens paa almindelig 
vis opalede dyr øgede 20 og 61 pet. i den samme tid. Af disse 
forsøg fremgik altsaa ingenlunde, at mikroberne var unyttige, om de 
kanske ikke var strengt nødvendige for livets bestaaen. 

Nu har Max Schottelius i Freiburg anstillet nye forsøg paa 
følgende maade. 

Istedetfor som Nuttall og Thiesfelder at arbeide med dyr, der 
ved operation udtoges af mors liv, for at de ikke ved fødselen skulde 
faa mikrober i sig, og opføde dem med steriliseret brød og melk, har 
Schottehus arbeidet med kyllinger. Man skulde nu tro, at disse, der 
ligger inde i egget lige til fremkomsten af dette paa denne tid, maatte 
være fri for mikrober; men dette er ikke tilfældet; disse trænger 
igjennem eggeskallen, og det er et temmeligt besværligt arbeide at 
holde kyllingerne fri for mikrober. Vi kan nu ikke her i detaljen 
beskrive alle de omstændelige forholdsregler, som Schottelius tog for 
at sikre kyllingerne mod mikrober, men det lykkedes ham, idet kyl- 
lingerne udklækkedes i et bur, hvor de ved sin fremkomst fandt sterilt 
vand og steril føde. Trods alle forsigtighedsforanstaltninger lyktes 
ikke alle forsøg, men Schottelius har opalet flere kuld af kyllinger, 


188 


hvis ekskrementer, og de selv ved dyrkning paa gelatine, viste sig 
aldeles sterile. Ved at sammenstille vegten af disse dyr ved fødselen 
og paa den tid, de blev dræbt, fremgaar det, at de efter fødselen 
næsten ikke tiltog i vegt; dens høieste tilvekst var 25 pet. efter 12 
dages liv, og heri har rimeligvis det indtagne vand en stor andel. Efter 
12te dag var der snarere aftagping i vegt. Kyllinger, der opfødes 
paa almindelig maade, har paa 19te dag tiltaget 140 pet. i vegt og 
paa den 17de dag 250 pet. 

Man kan da slutte, at for kyllinger ialfald er mikroberne af stor 
nytte for fordøielsesarbeidet. Disse kyllingers næring var netop af 
den sort, for hvilken fordøielseskanalens safter skulde være opiøsende. 
Ved at saa ud ekskrementer paa gelatine, blev denne i de første 
4—5 dage ikke grumset eller opløst, hvad de, om de havde indeholdt 
nogen væsentlig mængde af fordøielsessaft, skulde have bevirket. Efter 
denne tid, altsaa fra Gte dag, opløstes derimod gelatinen. Det synes 
altsaa, som om fordøielsessaften i de første dage ikke afsondres, og 
at da mikroberne ved sine afsondringer kan eller maa besørge nærings- 
midlernes opløsning. 

Hvad der bestyrker denne ide er, at om man undersøger ekskre- 
menterne hos kontrolkyllingerne de to første dage, saa finder man ikke 
mikrober i den før den 36te eller 40de time, og i denne tid tiltog 
heller ikke kyllingerne i vegt. 

Undertrykkelsen af den mikrobiske fordøielse 1 disse første dage 
kan derfor blive skjæbnesvanger for den unge og endnu svage kylling, 
og det synes at være klart, at den er nødvendig for kyllingens trivsel. 
Om den senere hen er nødvendig eller kun understøttende er fore- 
løbigt umuligt at sige; ofte nok bliver mikroberne da skadelige ved 
at producere toxiner, der er skadelige for vævene og frembringer 
diarrhoe. Men da vi nu, baade sunde og syge, altid har mikrober i 
vor tarmkanal, er det rimeligst at antage, at de som regel er os til 
nytte, og at det gjælder om at hindre dem fra at komme paa afveie 
i sin virksomhed og saaledes virke sygdom. (h.) 


Tuberkelbaciller i smør. Der har i de senere aar været pub- 
liceret en række arbeider over tuberkelbaciller i det smør, der frem- 
kommer paa berliner markedet. Disse arbeider er imidlertid i høl 
grad modstridende. TI et arbeide fra det hygieniske institut i Berlin 
berettede Obermiiller, at i samtlige 14 af ham undersøgte smørprøver 
fandtes der virulente tuberkelbaciller. Med rette vakte denne beret- 
ning stor opsigt, men dens værdi tabte sig dog noget, da det viste 
sig, at alle smørprøverne skrev sig fra samme kilde. 

Petris omfattende undersøgelser ved det keiserlige sundheds- 
kontor gav et meget bedre resultat. Blandt 102 smørprøver fra meget 
forskjellige steder havde 32.3 pet. tuberkelbaciller. I 52.9 pet. fandt 
Petri de tuberkellignende bakterier, hvorpaa Koch først har gjort 
opmerksom, og som senere Petri og Lydia Rabinowitsch har 
beskrevet. De forandringer, som disse bakterier foraarsager, kan 
skuffende ligne billedet af de egte tuberkelbaciller. Ved de tidligere 
smørundersøgelser paa tuberkelbaciller har der af denne grund ind- 


189 


sneget sig en fei. Hormann og Morgenroth beretter dernæst 
om sine undersøgelser paa 10 smørprøver, der stammede fra tre for- 
skjellige steder. De fandt, at 50 pct. var inficeret med tuberkelbaciller. 

Meget gunstigere var de af Rabinowitsch i 1897 anstillede uuder- 
søgelser. I 30 i Berlin og 50 i Filadelfia undersøgte smørprøver 
kunde der ikke paavises tuberkelbaciller, men 1 28.7 pet. fandtes de 
ovenfor omtalte tuberkelbacillelignende bakterier. 

Paa grund af disse saa modstridende resultater opfordrede Koch 
Rabinowitsch til paany at gjenoptage disse smørundersøgelser paa tuber- 
kelbacillen. I mai 1898 paabegyndtes dette. Af 15 smørprøver fra 
14 forskjellige forretninger indeholdt kun to levende virulente tuberkel- 
baeiller, og disse to stammede begge fra samme kilde.  Nogle af de 
13 andre prøver viste pseudotuberkuløse forandringer. 

Dette resulterede i, at samtlige prøver, som denne ene forretning 
bringer i handelen, blev underkastet en indgaaende undersøgelse. Prø- 
verne underkastedes to undersøgelser, i juni og juli. I 70 pct. paavistes 
egte tuberkelbaciller. Resultatet vilde have været endnu ugunstigere, 
nemlig 87.5 pct., dersom de prøver var blevne kasserede, hvis for- 
søgsdyr gik fortidlig tilgrunde paa grund af bughindebetændelse. 

I oktober undersøgte Rabinovitsch ifølge opfordring fra Koch for 
tredie gang samtlige prøver i vedkommende forretning. Resultatet var 
endnu ugunstigere. Samtlige prøver, altsaa 100 pct., indeholdt tuber- 
kelbaciller. Alle forsøgsdyr, der ikke døde for tidligt, viste samtidig 
det typiske billede paa indpodet tuberkulose, det var i saa henseende 
ligegyldigt, om dyrene var inficerede med meget eller lidet smør. 

Til kontrol undersøgtes samtidig alle de smørsorter, som en anden 
berliner smørforretning havde tilsalgs. Intet af de ved denne leilighed 
benyttede kontroldyr viste tegn til tuberkulose. Kun faa havde 
pseudotuberkuløse forandringer. Dette kontrolforsøg gjentoges endnu 
en gang, men med samme resultat, at levende tuberkelbaciller kunde 
ikke paavises i den sidstnævnte forretnings smør. 

Resultatet af disse Rabinowitsch undersøgelser er, at en af de 
større smørforretninger i Berlin omtrent udelukkende bringer i handelen 
smør, som indeholder tuberkelbaciller. Heldigvis er dog saadant ene- 
staaende. Naar bortsees fra smørprøverne i denne ene forretning 
kunde ikke tuberkelbaciller paavises i 19 smørprøver, der skrev sig 
fra forskjellige steder. Baumgarten i Töbingen har ogsaa paavist at 
tuberkelbaciller kun yderst sjeldent forekommer i smørret. Han 
siger blandt andet: TI det pathologiske institut i Töbingen har 
der i de sidste maaneder været anstillet meget omfattende under- 
søgelser for at paavise tuberkelbacillen i smør, men med et fuldstæn- 
digt negativt resultat. Derimod fandtes nogle gange de tulerkelbacille- 
lignende bakterier, som andre forfattere omtaler. (å.) 

, Naturwissenschaftliche Wochenschrift*. 


Troldkobbe eller troldsæl kalder vore ishavfarere en liden kobbe, 
som af og til skydes oppe i drivisen. Efter ishavstarernes udsagn 
skal den være en egen art, der er vidt forskjellig fra de øvrige 
ishavssæle. Denne sæl kaldes ogsaa larv eller larvkobbe af tromsø- 


190 


væringerne. Under den svenske Spitsbergsekspedition i 1898 skjød 
professor Nathorst en saadan sæl i drivisen mellem Grønland og 
Spitsbergen. Paa grund af de moderne finkalibrede vaabens sterkt 
sprængende kraft blev kraniet og de fleste at forkroppens ben aldeles 
knuste, men saameget blev dog bevaret af skelettet, at det kunde benyttes 
til sammenligning med vore hidtil kjendte sælarter.  Docent Einar 
Lønnberg, der anstillede disse komparative undersøgelser, kom til 
det resultat, at denne ,troldsæl* ikke var nogen egen art, men en 
usædvanlig liden ringsæl. 'Trods sin lidenhed, den var kun ca. 60 cm. 
lang, havde den forholdsvis store og vel udviklede veirbuster, klør og 
lemmer.  Eksemplaret var en ganske ung hun, som sandsynligvis har 
været sent født. Dyrets forkrøblede udvikling skriver sig muligens 
ogsaa fra, at moderen meget tidligt omkom. Dette forklarer imidlertid 
ikke fuldstændigt dyrets forkrøblede udseende og dets ringe størrelse. 

Ringsælen er som bekjendt et kystdyr, der som regel ikke fore- 
kommer langt fra land, men inde i tjorde og bugte. Dette individ 
blev imidlertid skudt midt inde i drivisen, hvor der er meget dybt. 
Sandsynligvis er den med et isflag drevet ud paa dybet, hvor den 
har havt vanskeligt for at skaffe sig næring paa den maade som grøn- 
landssælen og de øvrige mere pelagiske arter. Af mangel paa til- 
strækkelig næring skulde da dyret være blevet forkrøblet. 

To saadanne troldsæl er blevne videnskabeligt undersøgte, det 
her omtalte og et eksemplar. som findes i Tromsø museum. De var 
begge ringsæl. Det kan dog være muligt, at navnet bruges ogsaa paa 
forkrøblede imdivider blandt de øvrige ishavssæle. Je 


Kan krebsene høre? I den zoologiske station i Neapel har 
dr. Theodor Beer anstillet en række ekspermenter med forskjel- 
lige krebse (pagurus, palæmon, palæmonetes, mysis, 0. 8. v.) for at 
kunne besvare dette spørgsmaal. Kom lyden fra luften, viste dyrene 
ikke spor til reaktion. OQOgsaa naar den skrev sig fra vandet, kunde 
Beer neppe merke noget indtryk. 

De dyr, som i det heletaget reagerede, saasom palæmonetes 
varians, gjorde dette paa en saadan maade, at man fik det indtryk, 
at de ikke kunde skjelne mellem en sterk og en svag lyd, de viste 
mere en ren ubevist flugtrefleks. Men selv denne foregik kun da, 


naar lyden blev frembragt i en saa kort afstand fra vedkommende — 


dyr, at ogsaa et menneske, som holdt sin haand ned i vandet, kunde 
merke gjennem følelsen de rystelser eller vibrationer, som opstod ved 
lyden. 

Etter dr. Beers mening har de heftige bevægelser, som dekapo- 
derne og mysiderne udfører, saasom springen og slaaen med halen, 
intet med hørselen at gjøre, de er snarere en ,følelsesrefleks*. 

Ødelagdes paa saadanne dyr statocysterne, hine organer, som man 
tidligere antog var sædet for hørselen, indtraadte en hæmmet refleks- 
bevægelse. Hvad enten strykninforgiftede dyr blev berøvet sine sta- 
tocyster eller ei, udførte de tangorefleksen som følge af den rystelse, 
der opstod ved lyden. 


191 


Dr. Beer kommer til det resultat, at der ikke foreligger nogen 
grund til at antage, at krebsenes statocyster har noget med hørsel- 
funktionerne at bestille. Det er i saa henseende ligegyldigt om de 
indeholder eller ikke indeholder statolither, disse konkrementer som. 
hidtil har været kaldt hørestene. Da det nu er sikkert paavist, at 
disse organer kun har en bevægelsesfunktion, bør de for fremtiden 
kaldes ,statocyster* og ,statolither* istedetfor ,,otocyster* og ,,0t0- 
lither, som de tidligere kaldtes. 89. 

, Naturwissenschaftliche Wochenschrift*. 


Digre hagelkorn. I de første dage af juli 1897 rasede der et 
voldsomt uveir ledsaget af svære hagelbyger i Steyermark. Den 2den 
juli herjede en hagelbyge i Bröckl i Kårnthen, hvorunder der faldt 
isklumper, der havde en længdediameter af 5—13 cm. Under bygen, 
der varede i 19 minuter, sank temperaturen hele 259, fra 320 til 70 

Endnu sværere hagelstene faldt den følgende dag i Obersteier- 
mark. Enkelte af disse stene veiede 0.8—1.0 kilo og havde et tver- 
snit af 14—15 cm. I Ottendorf skal haglene endog have havt en 
størrelse og form som de kugler, man bruger paa keglebanerne. En 
af disse kugler veiede 1.1 kilo, skjønt der var slaaet et stort stykke 
af den. De kom farende som rene projektiler og trængte indtil /, 
meter ned i jorden. En eneste af disse kugler kunde knuse 7—8 
tagsten. I de omliggende fjelde skal der endog være faldt hagel- 
stene, der veiede 11/, kilo. 

Det er sjeldent, at hagelkornene veier mere end */» kilo; men 
baade fra den ældre og den nyere tid har man beretninger om hagel- 
korn eller rettere hagelstene, der veiede mere end 1 kilo. 3 pund 
svære stene faldt saaledes 17389 i Wirzburg, i Krems 1719 veiede 
de 6 pund og i Naumo 1717 endog 8 pund. I 1740 faldt der i 
i Rom hagel af størrelse som et strudseg. I 1822 ved Bangalose i 
Bengalen var isstykkerne af en melons størrelse. Ved Bolagna 1537 
veiede de endog 28 pund. Denne sidste angivelse er dog muligens 
noget tvivlsom. 

Til de absolut usandfærdige historier hører de beretninger om 
isblokke af digre dimensioner, som vi undertiden finder omtalt i aviser 
og tidsskrifter. Til eksempel fortaltes i sin tid, at i 1802 faldt der 
ved landsbyen Putzemichel i Ungarn en firkantet isklump, der var 3 
fod lang, 38 fod bred, 2 fod tyk og veiede 11 centner. Tæt ved 
fandtes endog en blok, der var saa stor som en reisekuffert. Men 
ogsaa fra vor tid har vi lignende beretninger. I august 1882 fandt 
man i Kansas efter en hagelbyge en 80 pund vægtig isklump. De 
gamle krønikere sætter dog rekorden: i aaret 824 fandtes ved Autun 
i Frankrig et isstykke, der var 15 fod langt, 7 fod bredt og 2 fod 
tykt, og ved Seringapatam i Indien endog en isblok, der var saa stor 
som en elefant. 

Som rene fantasifostre kan man dog ikke betragte disse beret- 
ninger. Det er vel høist usandsynligt, at saadanne ismasser kan dan- 
nes i fri atmosfære, men paa den anden side er det eiendommeligt, at 


192 


de omtalte hagelblokke altid har været fundne, man har derimod 
aldrig seet dem falde til jorden. Forklaringen hertil er imidlertid 
ganske simpel. Disse isklumper, hvis tilværelse man vel ikke har 
grund til at betvivle, maa være dannet paa den maade, at regnvandet 
har sammenspulet de smaa hagelkorn paa bekvemme steder, hvor de 
derpaa er frosne sammen til store blokke. 

, Naturwissenschaftliche Wochenschrift". sg. 


Temperatur og nedbør april 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Mid Afv. aa Afv. | Afv. 
Stationer ret fra | Max. |Dag| Min. |Dag øk fra fra |Max Dag 
P- | norm. norm. | norm. 
OG; OC VE ME. mm.| mm. | % |mm. 
Bøtdøl 2800 —01J—18l 7 h24 | glasl sø 9 == MG 
Trondhjem 1.9 | — 1.41. 12 dBI|—= 8 | 1 56 0 01 10 | 17 
Bergen ... 44 |—12(| 14 | 26 |— 4122 149|+ 49|+ 51 | 41 | 4 
OED Houten 4.1 | —0.2 9 |1e7y— 11201 34— 17/— 38| 8 1 
Dalen..... 33 (041 15 127 1— 594201 41992 See 
Kristiania . 42 (—021 16 126 |— 3 | 31 47 + 19|+ 68| 19 | 16 
Hamar... ass 16 |—08| 12 |26|—10| 1 33|+ 11 | 50| 13 | 16 
Dovre .... | 1.5 |— LI 7 26 |—=164 I 1914 8|+ 73| 6 1 


Temperatur og nedbør mai 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


mia, | Afv- | Nea. Afv: | Afv. 
Stationer t å fra | Max. Dag | Min. Dag ofre fra |Max|Dag 
emp. bør : , 
norm. norm. | norm. 
PE Le, Då OG mm.| mm. | % |mm. 
Bodø»; : <a. 32|1— 261 9 | 19|— 7| 21 83 + 37|+.80| 18122 
Trondhjem.|- 5.9 |— 1.91 18 | 19 1— 5.21. 8 — I NG 
Bergen....| 8.8 |— 0.6! 20 | 10 o| 11 109+ 5|+ 51 45 | 380 
ox 9.0 0.0| 18 10 pe 39 -— 11/— 22| 12 | 13 
Dalenhisk . 8.4 |— 0.51 21 10 |— 4| 5 | 61/+ 15 |+ 38| 21 | 15 
Kristiania. . 98 |— O7| 25 10 |— 2| 1 32| — 10 |— 24|| 19 | 15 
Hamar ;2e0l0 6:8 |— 17-17 9y— 4/ 2| 45|+ 13|+ 41| 22 | 15 
Doyre. å 8.0 |— 2.2| 138 | 10 |— 14| 1|| 26 0 0| 12 | 16 


rote 


FEB 25 1901 


Dyrs værn imod angreb af andre dyr. 


I aaret 1896 blev der af ,Udvalget for folkeoplysnings fremme* 
i Kjøbenhavn udgivet en mindre af mig forfattet artikel: ,Planters 
værn imod større og mindre dyr". Da jeg havde afsluttet artiklen, 
tænkte jeg paa at lade en anden følge efter om ,Dyrs værn imod 
angreb af andre dyr". Jeg fik dog et par betænkeligheder, som jeg 
ikke straks formaaede at overvinde. Den ene var den, at det samme 
æmne allerede var blevet behandlet i to danske, folkelige tidsskrifter.*) 
Skjønt disse artikler den gang allerede var 28, 27 og 15 aar gamle, 
var de dog neppe aldeles ukjendte for mange danske læsere. Ander- 
ledes forholdt det sig vist med de norske, og derfor er det, at jeg 
har henvendt mig til redaktøren at ,Naturen* med forespørgsel om 
optagelse af artiklen. 

Den anden betænkelighed var den samme, som jeg havde udtalt 
i artiklen om planternes værn, idet jeg fremhævede, at undersøgelsen 
af de saakaldte formaalstjenlige planteindretninger havde givet anled- 
ning til megen fantasering paa den ædruelige forsknings bekostning, 
og at dette navnlig var tilfældet med tilhængere af Darwins skole, 
der saa formaal overalt. Dette er i høi grad tilfældet med englæn- 
deren Wallace og med dem, der har fulgt hans fodspor. Man maa 
derfor anvende behørig kritik, og det er ikke altid let at afgjøre, 


ke) 


1) Tidssk. . popul. fremstill. af naturvidenskaben, IV. række, 1. bind 1869. 
Alf Wallace: ,0m formumning og beskyttelseslighed i dyreriget* med en 
efterskrift efter Wood og en anden efterskrift af Louis Agassiz. 

Samme tidssk., V. række, 3. bind 1870. Belt: ,Formumning og beskyt- 
telseslighed*. 

Skildr. af naturvid. f. alle 1882. Wallace: ,Beskyttelseslighed indenfor 
dyreriget* med tilføielser, oversat af udgiveren Jonas Collin. 

Samme bog. Wallace: ,Forklædning i dyreriget*, oversat af udgiveren. 


9 
yNaturen* 13 


194 


hvad der af naturen er beregnet paa at værne om dyrene, og hvad 
der har andre formaal. 

Efter at have overvundet mine betænkeligheder tog jeg fat paa 
opgaven, angaaende hvilken jeg endnu vil bemerke, at jeg ikke slavisk 
har fulgt andre forfattere, men har medtaget forskjellige eksempler, 
som ikke er brugte af dem, meus jeg paa den anden side kun har 
givet uddrag af deres meddelelser især efter de alt nævnte artikler. 

Da mangfoldige dyr af naturen er henviste til at leve af dyrisk 
føde, følger det af sig selv, at millioner og atter millioner af dyr 
bliver fortæret. Dette vil naturen ikke forhindre, men den vil kun 
sørge for, at dyrene ligesaavel som planterne ikke aldeles gaar til- 
grunde. Derfor sætter den skranker for det ene dyrs angreb paa det 
andet, og dertil anvender den forskjellige midler, hvilket vi nu vil 
faa se. 

Mange dyr er udstyret med saa kraftige vaaben, at de kan 
værne sig imod angreb og tillige selv angribe. Dette gjælder saaledes 
om de store rovpattedyr og rovfugle, om krokodiller og mange andre 
kjødædende dyr. Men saa gaar det jo ud over de dyr, som bliver 
angrebne. Vi vil imidlertid faa se, at mange af disse ogsaa er 
værnede paa forskjellige maader blandt andet derved, at de er saa 
hurtige i sine bevægelser, at de ved flugt kan undgaa mange efter- 
stræbelser, som f. eks. aber, antiloper, harer, vilde heste og æsler, 
hurtig flyvende fugle og insekter, pilsnart svømmende fisk o. m. fl. 

Foruden de kjødædende gives der ogsaa mange planteædende 
dyr med sterke vaaben, som de dog ikke bruger til angreb, men kun 
til forsvar. Dette gjælder saaledes om mange med horn udstyrede 
pattedyr. 

Andre dyr, som er langsomme i sine bevægelser, har forskjellige 
midler til at undgaa sine fienders angreb. Pindsvin og gnaverpind- 
svin har stive pigge i stedet for haar; hos skjældyrene er haarene 
blevne til haarde, taglagte skjæl; beltedyrene er dækkede af et ben- 
haardt panser, og de kan end yderligere undgaa sine fiender ved at 
grave sig ned i jorden. Landskildpadderne skjuler sit hoved og 
lemmer i den haarde skal, som dækker deres krop; blandt øglerne har 
træ-leguanerne sterke torne langs ryg og hale, som hos de større 
arter er saa lange og skarpe, at de kan rive kjødet af et menneskes 
arm. Blandt fiskene gives der mange, som har pigge overalt paa 


legemet f. eks. pindsvinefiskene, eller de har et haardt panser som 


«Å 


EPREGD lkinig2 


d 


195 


kuffertfiskene, eller en del af finnestraalerne er stive og kan endda 
reises i veiret, f. eks. naar et større vanddyr vil sluge dem. Dette 
gjælder f. eks. om hundesteilerne. Nogle af mine elever bragte mig 
engang en samling af de smaa hundesteiler med ti frie pigge paa 
ryggen. dJeg heldte dem ud i et fad med vand for derfra at føre 
dem over i et vandbur. Dette blev en let sag; thi naar jeg bragte 
den flade haand hen over dem, reiste de piggene og hang fast i 
huden. 

Mange krabber og krebs er ligeledes udstyret med pigge; det 
samme gjælder om de straaledyr, som heder søpindsvin, mens blandt 
bløddyrene de fleste snegle samt muslingerne kan skjule sig i sine 
skaller. 

Mange dyr kan værnes derved, at de er ilde lugtende. Man 
finder af og til døde spidsmus liggende paa marker eller veie. De 
har rigtignok ikke undgaaet sin skjæbne at blive dræbt af ugler, 
men disse har ladet dem ligge, da de lugter af moskus, som ud- 
skilles af kjertler paa siderne. Andre har været heldigere: lugten 
er blevet bemerket, før de blev dræbt. Mange rovdyr har under 
halen kjertler, der udskiller en vædske, som har en stram ube- 
hagelig lugt. De fleste, som bor i Kjøbenhavn eller gjæster denne 
by, kjender vistnok denne fra den zoologiske haves rovdyrhus og fra 
ræveburene. Sterkest og i høieste grad modbydelig er lugten hos 
stankdyrene fra Sydamerika, som alle andre dyr søger at undgaa. 

Der gives ogsaa mange insekter, som har kjertler, der udskiller 
ilde lugtende vædsker. Dette er saaledes tilfældet med en mængde 
løbebiller, med mariehøns, ørentviste og mange tæger. I forbindelse 
med eller uafhængig af lugten har mange dyrs kjød en ubehagelig 
smag, hvilket hindrer andre dyr 1 at æde dem. Dette gjælder saa- 
ledes om præriehøns, oljebiller, plasterbiller og om mange insektlarver. 
Eksempelvis kan jeg nævne, at larverne til harlekinsommerfuglen, de 
saakaldte stikkelsbærmaalere, aldrig ædes af andre dyr. Flere dyr 
er giftige, saa at de ikke trænger til andre midler, det være sig til 
angreb som giftslangerne, eller til forsvar. Af padderne er der flere, 
som har kjertler, der udskiller en giftig vædske; dette gjælder baade om 
salamandre og om tudser. OQgsaa flere fisk er giftige. Dette er 
saaledes tilfældet med den smukt farvede fjæsing i vore farvande. 
Dersom den tilfældig bliver fanget sammen med andre fisk, søger 
fiskerne straks at dræbe den, thi dens stive rygfinnestraaler er giftige, 


196 


og hvis den river saar, og giften kommer ind i blodet, kan det for- 
volde, at arme eller ben hovner op under store smerter. Plasterbillerne 
er ikke blot ilde smagende, men ogsaa giftige; bier og hvepser har 
giftbrodde, søanemonerne og manæterne giftblærer, der sidder paa 
lange traade, som kan forkortes og forlænges. Naar de udslynges 
mod andre dyr, brister blærérne, og den brændende vædske, som de 
indeholder, bedøver eller dræber. 

Flere dyr har en saa haard hud, at det bliver vanskeligt for 
deres medskabninger, der ellers kunde være lystne efter dem, at 
gjennembore denne. Dette er saaledes tilfælde med mange snudebiller 
og med de smukke guldhvepser. Af disse ser man ikke sjelden en 
art med en glinsende grøn forkrop og en violet bagkrop. Den søger 
at trænge ind i andre hvepsers boliger for at røve deres forraad, 
men mnaar disse vil stikke den, krummer den sig, saa de kun kan 
ramme den meget haardhudede ryg. Andre dyr værnes ved de stil- 
linger, som de indtager, eller ved at lade sig falde til jorden, f. eks. 
naar den plante, de sidder paa, bliver afbrudt. Larverne til den 
almindelige brune neslesommerfugl og til dag-paafugleøinene lever paa 
nesler. Det er let og morsomt i glas at faa dem til at forvandle 
sig til pupper og sommerfugle, men vil man føre larverne hjem, maa 
man ikke afbrække neslen og bære den i haanden; thi da vil larverne 
efter kort tids forløb være borte. Mange sommerfuglelarver af den 
afdeling, som kaldes maalere, har den vane, naar de hviler, at strække 
sig ud i skraa retning, blot fæstede ved bagendens klamrefødder, og 
de kan blive siddende stive og ubevægelige i flere timer, saa de ligner 
smaagrene paa buske eller trær (fig. 25). Andre insekter gjør sig 
stive, og naar de kommer i fare, lader de, som om de er døde, f. eks. 
smeldere, klaner eller fleskebiller o. fl. Mange smaa snudebiller lader 
sig tfalde ned fra de blade, som de sidder paa, naar disse bliver 
rystet, og samtidig skjuler de sine følehorn og ben, saa de kommer 
til at ligne smaa brune klumper. Flere af de korte tusenben ruller 
sig sammen og lader, som de er døde, naar man rører ved dem. 
Ogsaa høiere dyr kan lade, som de er døde; dette er saaledes til- 
fældet med de i Danmark sjeldne løgfroske. En liden heirefugli Pampas- 
sletterne kan gjøre sig næsten usynlig ved at strække sin lange hals 
og holde den stiv og ubevægelig i lang tid; hertil kommer, at den i 
farve ligner de visne, gule siv. 


Mange dyr undgaar fare ved at skjule sig eller ved stadig at 


EK 


ve 


r ha 


197 


bo paa skjulte steder. Nogle tilbringer endog hele sit liv under 
jorden som muldvarpe og blindmus; andre graver huler som ræve, 
grævlinger, murmeldyr, hamstere og andre af den store gnaverorden, 
hvortil de to sidst nævnte hører. De tre sidste og flere andre behøver 
kun at sørge for sin sikkerhed i en del af aaret, da de tilbringer 
vinteren paa skjulte steder i dvale. 

Nogle dyr danner sig reder i jorden eller paa trær eller i hule 
trær som ekornet. Mange insekter eller deres larver lever i huler i 
trærnes bark eller ved. Mange fugle bygger kunstige, ofte skjulte 
reder til sin yngel; thi i forplantningstiden er det af største betyd- 
ning for dem at undgaa efterstræbelser. Mange dyr skjuler sig om 


dagen og søger føde om natten; thi i mørket kan de ikke let opdages, 


v & 
Fig. 25. 


især da de fleste natdyr har mørke farver, f. eks. rotter, mus, flager- 
mus, ugler o. fl. 


Det forhold, som har vakt mest opmerksomhed, og som har været 


 studeret af forskjellige lærde naturforskere, er dog farvens betydning 


for dyrene. Man har ofte opkastet det spørgsmaal: hvorfor er dette 
dyr sort, dette hvidt og et tredie glimrende farvet. Nu giver man 
svar paa spørgsmaalet: Dyrenes farvedragt er ikke tilfældig? 
den tjener til at beskytte dyrene ved at give dem lighed 
med deres omgivelser 

Wallace gjør opmerksom paa, at næsten alle ørkendyr er mere 
eller mindre sandfarvede. Dette gjælder baade om pattedyr, fugle og 
krybdyr. Paa ryggen er farven mere eller mindre gulagtig, hvilket 


198 


er af stor betydning i jordstrøg, i hvilke der hverken findes trær 
eller buske. Anderledes er forholdet i polarlandene. Der er mange 
dyr enten hvide hele aaret igjennem som isbjørne og sneharer, eller 
de skifter farve og bliver hvide om vinteren som hermeliner, ryper og 
tildels polarræven. Andre helt eller delvis hvide fugle er jagtfalken, 
sneuglen og snespurven, hvilken sidste er lysere om vinteren end om 
sommeren. Det samme er tilfældet med flere pattedyr som ulven, de 


svenske harer og ekornet, der er brunt om sommeren og graat om 


vinteren. I de middelvarme lande findes der kun faa grønne skov- 


fugle som grøn- og graaspetter, Jøvsangerne, grønirisker og grøn- 
sidskener. Da trærne en stor del af aaret er bladløse, er det for- 
delagtigere for skovfuglene at ligne stammer og grene end blade; 
derfor er de fleste af vore smaafugle mørke paa ryggen, selv om de 
paa bryst og ryg kan have afstikkende farver. Vore mark-, vade- 
og strandfugle ligner ogsaa for en stor del, navnlig de mindre, sine 
omgivelser og er brune som jorden, eller som de visne rør, der om- 
giver mange søer, eller de er graalige som strandsandet. 

Anderledes er forholdet i det varme jordbeltes skove, hvor de 
fleste trær altid er grønne, og hvor mange af dem er oversaaet med 
store, livlig farvede blomster. Her findes der hele grupper af fugle, 
der hovedsagelig er livlig grønne som papegøier, biædere, flere due- 
arter, mange kolibrier o. fl. Andre er røde, gule eller blaa og ligner 
i farve forskjellige blomster, som en mængde kolibrier, papegøier, 
kardinalfugle og mange andre, af hvilke en del kan sees i Kjøben- 
havns zoologiske have. 

Lignende iagttagelser har man gjort med hensyn til mange kryb- 
dyr. Deres farver stemmer med deres omgivelsers, træleguanerne er 
grønne, jordleguanerne brune, træslangerne er grønne eller spraglede, 
gekkoerne, som lever paa mørke steder og er natdyr, er selv mørkt 
farvede. I Danmark er hugormen brun som visne lyngblade; staal- 
ormen er ligeledes brunfarvet paa ryggen. Vore firben spiller i for- 
skjellige farver; nogle ligner jorden i skovene, andre græsset i disse. 
Snogen, som er lettere kjendelig, søger skjul i jorden, eller den und- 
gaar efterstræbelser ved at svømme. 

Paa farvebeskyttelse for fisk nævner Wallace enkelte iagttagelser. 
Bundfiske som rokker, flyndrer og ulke ligner i farve bundens sand 
og grus; fiskene paa koralrevene er livlig farvede ligesom selve koral- 
lerne. Med hensyn til forklaringen af fiskenes farver er der dog 


Fe meagerssssse gem: 0 KENA 


1 ae AD et 


199 


endnu meget ukjendt, ligesom i det hele om deres beskyttelsesmidler. 


Jeg vil kun pege hen paa, at mange fiske skjuler sig paa bunden, 
andre imellem tangplanter, andre er pilsnare i sine bevægelser og 
undgaar sine fiender ved flugt, atter andre kan hæve sig over 
vandets overflade og i kort tid flyve; nogle er giftige. 

Om tydningen af de forskjellige omtalte forhold som beskyttende 
kan der ikke tvivles, selv om der i enkelte tilfælde kan føies et 
spørgsmaalstegn til. Farvens betydning viser sig tydeligst hos insek- 
terne, og for mange arters vedkommende er der 1 saa henseende gjort 
grundige undersøgelser, af hvilke jeg skal omtale en del.) 

Wallace, som har foretaget lange reiser i de varme jordbelter, 
lagde merke til, at Jo langsommere insekterne var i sine bevægelser, 
og jo mere de manglede andre forsvarsmidler, desmere var de beskyt- 
tede ved sine farver. Han saa tusener af biller, som hele dagen 
sad fastklamrede til døde eller væltede trær, og som 1 den grad lig- 
nede træbark, at de næsten ikke var til at opdage. I Norden kan 
man iagttage noget lignende. Jeg saa engang paa strandveien mellem 
Kjøbenhavn og Helsingør en busk, hvis brune grene havde nogle 


underlige brunt farvede udvekster. Ved at se nøiere efter, saa jeg, 


at det var tre natsommerfugle*) (fig. 26), der aldeles lignede barken, 


Ja der var endog paa hver torvinge en større, lysere plet, der gav 


det udseende af, at der paa det sted havde siddet en gren. 


Mange biller afgiver eksempler paa farvens betydning. Naar de 
opholder sig paa blade, er en stor del af dem grønne som snude- 
biller, guldbiller o. fl., færdes de paa jorden eller paa trægrene, trem- 
hersker sorte eller brune farver. 

Som enhver ved, er en stor del sommerfugle 1 virksombed om 
dagen og hviler om natten, hvorfor de kaldes dagsværmere. De 


er i reglen smukt farvede, men de smukke farver findes især paa 


. vingernes overflade, mens underfladen er mattere og mørkere farvet. 


Dette er af stor betydning, thi naar dagsværmere hviler, sidder de med 
opad rettede vinger, saa at kun disses underflader kan sees. Eksem- 
pelvis kan nævnes den alt omtalte brune næslesommertugl og hvid- 
sværmerne eller kaalfuglene, hvis vinger er hvide paa overfladen, men 


gule paa undersiden. Dette er tydeligst fremtrædende hos grønaaret 


1) Med benyttelse af de alt nævnte artikler. 
*) Pygæra bucephala. 


200 


kaalfugl, hvis vinger paa underfladen har fremtrædende grønne aarer 
med brede graa rande. Hos nogle smaa engsommerfugle, som kaldes 
blaafugle eller aleksis eller strøpunkter er hos hannerne vingernes 
overflade glinsende blaa, men paa underfladen er vingerne hos begge 
kjøn oversaaet med smaa, forskjellig farvede pletter, bvorved de 
bliver mindre kjendelige mellem engens blomster. Hunnerne er mindre 
iøinefaldende, da vingerne paa overfladen er brune. Wallace mener, 
at hvis man nøiere iagttog sommerfuglenes levevis og de planter, paa 
hvilke de hviler, vilde man finde endnu flere overensstemmelser imel- 
lem deres farver og de planter, paa hvilke de pleier at sætte sig for 
at sove. Et eksempel herpaa afgiver den lille smukke aurorasommer- 
fugl.) Hannernes vinger er paa overfladen hvide med sorte spidser, 
mens hannerne indenfor den sorte spids har et bredt orangerødt belte; 
men begge kjøn har paa den lyse underside en mængde friskgrønne, 
uregelmæssige pletter. Om aftenen sætter aurorafuglen sig ofte paa 
blomsterskjermene af den vilde kørvel, og her kan den om natten 
hvile i ro; thi vingernes undersider falder i farve sammen med de 
grønne kørveiblade og de smaa, hvide blomster, saa det er vanskeligt 
at opdage dyrene. 

Nogle af de merkeligste eksempler paa beskyttelseslighed afgiver 
ifølse Wallace nogle meget almindelige indiske dag-sommerfugle, som 
kaldes kallimafugle. Vingernes overside er hos disse store sommer- 
fugle meget iømefaldende; de er nemlig blaa med brede røde baand; 
men paa undersiden har arterne af denne slegt matte brune eller graa 
farver, og da vingerne ender spidst og er udstyret med mørke ribber, 
ligner de aldeles et vissent blad, og da Wallace lagde merke til, at 
sommerfuglene aldrig hvilede paa grønne blade, men altid imellem vis- 
sent løv, var det neppe muligt at opdage dem (fig. 27). 

Andre sommerfugle sværmer i tusmørke eller om natten. De eri 
mange henseender forskjellige fra dagsværmerne. Deres krop er tyk 
og plump, og naar de hviler, bøier de ikke vingerne opad imod hin- 
anden, men de holder dem i vandret stilling, og de fleste dækker 
bagvingerne med forvingerne. De første kan have smukke tegninger, 
men de sidste er mat farvede, brune eller graa. Dette er af vigtighed 
for disse sværmere; thi de hviler om dagen blandt andre steder paa 


grene og stammer, som de ofte, især naar disse er dækkede med lav- 


1) Anthocharis cardamines. 


201 


planter, ligner i en paafaldende grad. En af natsværmerne, den egeblad- 
vingede spinder, ligner under hvilen et bundt tørre, visne blade, saa 
man har ondt ved at finde den. 

En naturforsker, Green, har henledet opmerksomheden paa over- 
ensstemmelsen mellem natsværmernes farver og de farver, der hersker i 
naturen til forskjellige aarstider. Høstens gule og brune farver fandtes 
hos ikke mindre end 42 af 52, vistnok i England, undersøgte arter, 
mens graat og sølvhvidt er fremherskende hos vintersværmerne. 

Qgsaa larverne af mange sommerfugle ligner ofte i farve de blade 
eller kviste, paa hvilke de sidder, ved enten at være grønne eller 


brune. 


Fig. 28. En knæler med bladagtige 
paa visne blade. udvekster. 


En af de insektordener, som afgiver de smukkeste eksempler paa 
farvebeskyttelse, er de skindvingedes orden. Faarekyllingerne, der 
lever paa mørke, skjulte steder og kommer frem om natten, er lige- 
som sine frænder jordkrebsene og andre natdyr mørke og uanselige 
af farve, mens græshopperne, der om dagen hopper omkring imellem 
grønne planter, selv er grønne. 

I de varme jordbelter, f. eks. i Ægypten, lever der nogle insekter, 
som er i slegt med græshopperne, men som dog i flere henseender 
afviger fra disse. De kaldes knælere, da det ser ud, som om de 
ligger paa knæ paa sine store forben. De blev derfor i ældre tider 
betragtede med en vis ærefrygt, da man antog, at de knælende holdt 


bøn. Ved nøiere eftersyn vil man se, at knælerne rager høit til veirs, 


202 


og at det er de forlængede hofter, som dyrene hviler paa, dog ikke, 
som man troede, for at bede, men for at fange andre insekter, som 
udgjør deres føde. Forbenene er altsaa fangeben. Disse knælere 
har samme farve som de blade, paa hvilke de færdes, og ribberne i 
vingerne giver dem endnu mere lighed med disse. Ja, hvad mere er, 
nogle har et bredt bryst og bladagtige udvekster paa lemmerne, saa 
ligheden bliver endnu mere skuffende (fig. 28). 

Alle arter lever dog ikke paa blade, men flere færdes paa jorden. 
I Ægyptens ørkener lever der saaledes flere jordknælere, der i den 
grad i farve ligner den jordbund, paa hvilken de lever, at det neppe 
er muligt at opdage dem. 

Andre skindvingede insekter, som kaldes vandrende blade, 
ligner saa aldeles i farve, ribbefordeling og bladagtige udvekster paa 
lemmerne de blade, paa hvilke de lever, at det, naar de sidder roligt, 


ikke er muligt, at skjelne dem fra de virkelige blade. 


Nogle andre insekter af den nævnte orden kaldes spøgelser 


eller vandrende pinde. De er lange, nogle har endog fod- 
længde, men meget smale; deres farver er mørke, da de sidder paa 
visne grene eller bladløse buske, og de ligner disse i den grad, at de 
ikke kan opdages. Wallace fortæller, at han paa en af sine reiser i 
de varme jordbelter havde gjort sig det til vane at røre ved enhver 
mistænkelig stump død pind, der laa løst paa bladene, som den eneste 
maade, hvorpaa han kunde opdage, om det var virkelig døde pinde 
eller falske ,levende pinde", Undertiden har spøgelserne samme 
farve som grene, der er beklædte med lavplanter. I Borneos sump- 
skove fandt Wallace en art med grønne udvekster, der gav dyret den 
fuldstændigste lighed med en med fine moser beklædt gren. Han 
fik et saadant dyr af en indfødt, som forsikrede, at mosen var vokset 
over insektet, mens dette endnu levede, og kun en nøiagtig under- 
søgelse viste, at den tilhørte selve dyret. 

Der kunde tilføies meget mere med hensyn til de midler, naturen 
bruger for at beskytte forskjellige insekter; ogsaa hos mange andre 
hvirvelløse dyr vil der kumne nævnes meget, som tjener til det samme. 
Jeg vil kun anføre nogle faa eksempler. 

I havet træffer man mange forskjellige arter af krabber og krebs, 
som har gjort sig ukjendelige ved at plante stykker af tangplanter, 
koraller eller andre levende gjenstande paa sin ryg. Man troede 
først, at denne forklædning var tilfældig, og at søplanterne eller sødy- 


Fs 


203 


rene selv havde fæstet sig til de levende krebs i stedet for til døde 
sten, men man har senere opdaget, at krebsene selv for mere at 
komme til at ligne sine omgivelser planter de forskjellige sager paa 
sig, og da baade mindre tangplanter og stykker af koraller og andre 
lavt staaende dyr kan trives og vokse paa krebsens og krabbernes 
skaller, bliver disse tilsidst aldeles skjulte at de paa dem voksende 
skove. 

Blæksprutterne kan skjule sig ved at udgyde den sorte blæk- 
vædske, som har givet dem deres navn, men mange af dem har ogsaa 
den egenskab at kunne skifte farve, hvorved de kommer til at ligne 
sine omgivelser. Om en ottearmet blæksprut fortalte saaledes op- 
synsmanden ved et stort saltvandsbad i det nordvestlige Frankrige, 
at den blev forfulgt af en havaal, men at den, da den merkede den 
truende fare, lagde sig tæt op til et klippestykke, hvis farve den 
aldeles antog. 

I nogle tilfælde er Wallace og hans tilhængere dog for dristige 
med sine tydninger, og for saa vidt dette forekommer mig at være 
tilfældet skal jeg afholde mig fra at omtale dem. Der er kun et, 
som jeg endnu vil henlede opmerksomheden paa, nemlig paa den saa- 
kaldte formumning, som jeg skal oplyse ved et par eksempler. 


Ved formumning forstaar Wallace den fremtoning, at dyrearter, 


som er uden beskyttelse, har faaet lighed med dyr, som lever sammen 


med dem, og som paa en eller anden maade er beskyttede. De sidste 
forekommer i reglen i stor mængde; de første, som trænger til be- 
skyttelse, er sjeldnere. Der maa derfor ikke gaa alt for mange af 
dem til grunde. Dog vi vil vælge et bestemt tilfælde. 

I flere af de varme lande lever der nogle sommerfuglefamiljer, 
af hvilke jeg vil anføre navnet paa den sydamerikanske: heliconi- 
derne. De udmerker sig ved sin betydelige størrelse og ved pragt- 
fulde farver, og de forefindes i meget stor mængde. Deres flugt er 
langsom og tung, men de søger dog ikke at skjule sig, da de slet 
ikke frygter for angreb af fugle eller andre dyr. Dette hidrører fra 
en høist modbydelig lugt og en ubehagelig smag, som er knyttet til 
disse dyr, og som afholder fuglene fra at æde dem. De kan derfor 
rolig flyve omkring midt imellem fugle, som vilde have været deres 
fiender, dersom de havde været velsmagende. 

Sammen med heliconiderne flyver der nogle sommerfugle af andre 


familjer, som forekommer i ringe mængde. Deres kjød yndes af fug- 


204 


lene, men flere af arterne ligner aldeles i udseende heliconiderne. De 
fugle, som ikke vil gjøre sig den uleilighed at dræbe disse ilde sma- 
gende dyr, lader da ogsaa de velsmagende sommerfugle være 1 fred, 
fordi de antager dem for heliconider. Denne formumning er altsaa et 
værn for dem, saaat de derved undgaar efterstræbelser. 

Wallace afbilder mange forskjellige sommerfugle for at bevise sin 
paastands rigtighed. Dog han holder sig ikke til sommerfuglene alene, 
men tager ogsaa eksempler fra andre insektarter, ja enkelte endog 
fra slanger og fugle. 

De anførte meddelelser baade om formumning og i det hele om 
dyrenes værn anser jeg imidlertid for at være tilstrækkelige. Den 


tænksomme læser vil selv kunne udfylde dem med mange andre. 
Chr. Grønlund. 


En norsk plante, som blomstrer i sneen. 


Alt længe har det været kjendt, at soldanella alpima, en til 
primulaceerne hørende og i Sydeuropas høialper voksende plante, for- 
maaede med sin knop at gjennembryde snedækket og over dette at 
udfolde sine violette blomster. Den spirende soldanellaknop udvikler 
ved sit aandedræt varme, og denne varmemængde formaar at smelte 
bræisen omkring knoppen, alt efter som denne hæver sig op imod 
lyset, indtil endelig islaget er gjennembrudt, og den staar fri. Men 
knoppens raske vekst er igjen betinget af det næringsforraad, som 
planten den foregaaende sommer har opsamlet i sine overvintrende 
blade og i sin rodstok. Det overraskende syu, en blomstrende sol- 
danella frembyder, er saaledes resultatet ikke af den indeværende, 
men den forgangne vekstperiodes arbeide. Dette er af interesse, da 
det — biologisk seet — stiller planten i klasse med den plantegruppe, 
vi er vant til at betegne som vaarplanter, saaledes ogsaa med 
nedenfor nævnte komposit. 

I vaar (den 7de mai) iagttog jeg et fænomen, der i høi grad 
bragte tanken hen paa soldanella alpina. Scenen var imidlertid ikke 
de sydeuropæiske høialper, men en norsk veigrøft, og den tyrolske 


| 
I 


Said 


205 


fjeldvekst var ombyttet med en norsk lavlandsplante, tussilago farfara.") 
Eksemplaret fandt jeg voksende midt inde i en liden sne- 
flek af størrelse som et kalveskind, ved veien til Sognsvandet (om- 
kring 2 km. fra Kristiania). Nogle af dens blomster var helt, andre 
kun halvt udsprungne, atter andre stod endnu i knop. Knoppene var 
| - bøiede nedover og ind mod de skjævtstaaende stengler og hvilte som 
ien hætte- eller nischeformet fordybning i sneen. Rundt omkring 
hver enkelt blomsterbærende stengel var sneen borttæret, saa man 
havde en fuldstændig kanal, omkring 1 cm. i tversnit, gjennem den 
temmelig faste og isede, paa sin overflade kornede sneflek helt ned 
til grunden. Snerestens tykkelse var opimod 10 cm. Ogsaa ved 
sneflekkens rand stod tussilago i tætte, guldgule klynger; det var 
skud, som solen allerede havde" friet ud af sneen. 

Uden at ville paastaa, at tussilago i dette tilfælde taaler nogen- 
somhelst sammenligning med den etpar tusen meter over havet, ved 
evig sne og is voksende soldanella — ogsaa den gjennemborer dog 
snelaget blot i bræens yderste rand — er dog fænomenet saa vidt 
forbausende, at det fortjener at omtales. Og iagttagelsen vinder i 
interesse ved de indbyrdes lighedspunkter, som der er mellem de to 
nysnævnte planter. Begge besidder en underjordisk stengel. Ligesom 
hos soldanella er heller ikke hos tussilago de blomsterbærende skud 
dannet efter den nye vekstperiodes indtræden. De er et verk af de 
vegetative skud fra forrige sommer. Der er blot den forskjel, at 
vegetationsskuddet med løvbladene hos soldamella overvintrer og først 
dør bort, naar det har afgivet hele sit næringsforraad til formerings- 
skuddet, mens løvbladene hos tussilago først kommer frem efter blom- 
stringen og dør bort om høsten. Men mden den tid har de rigtignok 
arbeidet saa ihærdigt, at blomsterknoppene er fuldt uddannede for 
kommende vaar. —Undertiden trænges dog flere vekstperioder hertil. 

Som man ser, er der lighedspunkter mellem de to planter. OQm- 
endskjønt nu tussilago farfara hos os er almindelig i lavlandet, kan 
den dog ifølge Blytts Norges flora gaa op paa fjeldene til en høide 


1 Dens norske navn er leirfivel. Paa enkelte steder kaldes den ogsaa 
for hestehov, hvilket navn egentlig refererer sig til bladene. Planten er hos 
os almindelig paa Østlandet, sjeldnere i det vestlige. Forøvrigt er den almin- 
delig udbredt over hele Europa med undtagelse af Balkan halvøen, hvor den 
sjeldnere forekommer. Den findes ogsaa paa Island. 


206 


at 1300 m. over havet. Og Nyman meddeler i sin Conspectus floræ 
Europeæ, at planten kan gaa helt op til snegrænsen. 
Dette synes at tale for, at tussilago færfara ligesom soldanella 
i virkeligheden er en alpin plante. At flere eksemplarer af den 
findes blomstrende i sneen tyder jo ogsaa paa, at den oprindelig er 
afpasset for et koldt klima med en kortvarig vekstperiode. 
Idar Handegaard. 


Om ugjennemsigtige legemers gjennemtrængelighed 
for lysstraaler af stor bølgelængde.” 


IG 


For at øiet skal kunne se en gjenstand stillet bag et ugjennemsigtigt 
(opakt) legeme, et træbræt f. eks., fordres to betingelser, først at de 
lysstraaler, der udgaar fra den opstillede gjenstand kan gjennemtrænge 
det opake legeme, og dernæst, at øiet er gjort modtageligt for de 
straaler, der er trængt gjennem. 

Da den første af disse betingelser altid har været betragtet som 
umulig, vilde de have været meget unyttigt at beskjæftige sig med at 
realisere den anden. 

Opdagelsen af x-straalerne har vist, at opake gjenstande kan gjen- 
nemtrænges af visse straaler, men egenskaberne hos disse straaler, 
der frembringes kunstig ved hjælp af instrumenter, og hvis egentlige 
natur er ganske ukjendt, kunde ikke modificere de gamle ideer om 
gjenstandenes opacitet overfor lyset. Den gamle fabel om gaupen, 
hvis straalende øine saa tversgjennem mure, synes at maatte vedblive 
at være den mest uvirkelige kimære. 

Den er det imidlertid ikke. Forfølgende vore undersøgelser over 
de straaler, som man har kaldt det sorte lys, er vi komne til at forstaa: 
1) at lysstraalerne eller idetmindste visse af dem gjennemtrænger uden 


vanskelighed mesteparten af de opake legemer; 2) at de straaler, der 


1) Af Gustave Le Boni ,Revue scientifique*". Skjønt artikelen vil 
være noget vanskelig at forstaa for læsere uden endel fysikalsk lærdom, synes 
den os at være af saa stor interesse, at vi alligevel har villet give den plads. 


Red. 


vs 


Str 
EE 


207 


gjennemtrænger dem, vistnok er usynlige, men kan gjøres synlige ved 
meget simple midler. 

Om altsaa vort øie ikke ser gjennem opake legemer, saa er det 
ikke, fordi straalerne ikke gjennemtrænger dem; det er simpelthen, fordi 
vor retina er ufølsom for disse straaler. Hvis gaupens øie ikke i virke- 
ligheden besidder den egenskab, som de gamle legender tillægger det, 
er der dog ingen videnskabelig grund til at antage, at det ikke kunde 
besidde den. Det vilde være meget let at tænke sig et øie, forresten 
meget lidet forskjelligt fra vort eget, der besad den evne at se tydeligt 
tvers gjennem opake legemer. 

I denne artikel vil der kun behandles ikke-metalliske opake 
legemer som træ, sort papir, karton, ebonit o. s. v. Metallerne gjen- 
nemtrænges ogsaa at lysstraaler, men de meddeler dem modifikationer, 


hvis studium skal blive behandlet i et andet arbeide. 


EN 


Lad os tage en skjærm bedækket med fosforescerende svovlzink 
og udsætte den to sekunder for diffust dagslys, hvad der gjør den 
meget lysende, og lad os dernæst lade falde paa dens overflade et 
intenst solspektrum i nogle sekunder i mørke; hvis vi da fjerner spek- 
tret, vil vi se, at intensiteten af det udsendte lys har øget betydeligt 
i det blaa og violette, men at lysningen er fuldstændig forsvunden fra 
det grønne til langt ind i det infra-røde.  Spektrets to ender virker 
saaledes paa to modsatte maader paa den samme substans. Lysets 
langsomme svingninger ødelægger virkningen af de hurtige. 

Denne kjendsgjerning har været kjendt i lang tid og har været 
udnyttet af Becquerel i flere af hans smukke undersøgelser. Hvad 
der var ukjendt var den yderlige følsomhed af disse reaktioner. De 
gjør af den fosforescerende skjærm en plade, der er lige saa følsom 
for straaler af stor bølgelængde som den fotografiske plade er det for 
korte bølgelængder af det synlige spektrum.!) 

De fosforescerende svovlforbindelser, særlig zinkens, har saaledes 
i virkeligheden to spektrer, et belysningsspektrum, der gaar omtrent 
fra straalen F (se fig. 32) til hinsides violet og et udslukkende 


1) De røde straaler har den længste bølgelængde, de violette den korteste. 
Væsentlig kun de sidste har kemisk virkning, f. eks. paa den fotografiske plade. 


208 


spektrum, som gaar fra F til straaler med bølgelængde —= 2 u!) med 
et maksimum af sensibilitet for straaler, hvis bølgelængde er omkring 
1.5 yu. 

Det er nu netop, som vi snart skal vise, disse straaler med 
stor bølgelængde, der ligger langt fra de røde, for hvilke ølet og den 
almindelige fotografiske plade er ganske ufølsomme, der i høieste grad 
har den eiendommelige egenskab uden vanskelighed at gjennemtrænge 
opake legemer, hvad der har været ukjendt før forf. undersøgelser. 

For at paavise denne gjennemskinnelighed af opake legemer kan 
man gaa frem paa to maader og enten anvende et camera forsynt 


med sit objektiv eller blot anbringe den ømfindtlige skjærm bag det 


Fig. 29. Opstillingen af apparater til demonstration af lysets gang gjennem 
mørke legemer. Å er en mørk bliklygte, hvis ene væg istedenfor med glas er 
lukket med sort papir (B); L petroleumslampe. H er en æske af træ, karton, 
ebonit eller lignende, hvori er indesluttet den metalgjenstand, som skal gjøres 
synlig eller fotograferes. I er en gjennemskinnelig skjærm, gjort af en glasplade 
bestrøget med en blanding af svovlzink og fernis. Naar apparatet er opstillet 
i et absolut mørkt rum, udsættes skjærmen I nogle sekunder for dagslyset og 
opstilles derpaa bag æsken H. Efter nogle sekunders forløb opstaar der paa 
denne et lysende billede af den i æsken indesluttede gjenstand. Dette billede 
kan fikseres ved, at man i 80—60 sekunder lægger skjærmen paa en almindelig 
fotografisk plade, som derpaa fremkaldes. — Vil man gjøre forsøget med et 
fotografisk camera, anbringes skjærmen i en almindelig fotografisk kasette ved 
M, efter at apparatet paa forhaand er indstillet paa gjenstanden. 


opake legeme, f. eks. en metalgjenstand indelukket i en æske, placeret 
nær ved kilden af de mørke staaler. Efter nogle sekunder viser den 
i æsken indelukkede gjenstand sig lys paa skjærmen. 

Den lyskilde, hvis straaler gjennemtrænger de opake legemer, 
kan simpelthen være en petroleumslampe omgivet af sort papir. Iagt- 
tageren befinder sig paa denne maade i et absolut mørke, og det er 
i dette mørke, at de i æsken indesluttede gjenstande viser sig i lysende 
træk paa skjærmen (fig. 29). 

De forskjellige opake legemers gjennemskinnelighed skal angives 


senere hen, men i sin almirdelighed kan man sige, at ved at 


1) p = "109 mm. 


2 
å 
' 
d 


209 


- 


lade gjenstanden berøre skjærmen vil man i 4 eller 5 sekunder paa 
denne faa det synlige billede af gjenstanden, en metalgjenstand f. eks., 
der er indelukket i en metallisk æske, hvis bund og laag er blevet 
erstattet med sort papir eller ebonit. I et fotografisk camera med et 
portrætobjektiv vil man behøve omtrent 2 minutters eksposition. 
Der vil fordres omtrent samme tid for at fotografere en statuette 
belyst af de mørke straaler. 

Det erholdte billede er ikke synligt uden i mørke, men man for- 
vandler det let til en fotografisk kliché ved at lægge det i 30— 60 
sekunder mod en fotografisk plade, som man dernæst fremkalder paa 


almindelig maade. 


Fig. 30, Fotografi af en ordensdekoration, indesluttet i en ugjennemsigtig æske 
af papir, træ, ebonit etc. Med en æske af ebonit paa 2 mm. tykkelse er eksposi- 
tionstiden ca. 2 minutter. Eksperimentets opstilling er den paa fig. 29 angivne. 


Af de forskjellige forsøg, man kan udføre ved at gaa frem paa 
den anførte maade, er det mest slaaende synligheden af en nøgle, en 
dekoration o. s. v. indelukkede i en æske af ebonit. Ved at placere 
denne foran den usynlige lampe ser man lidt efter lidt dukke frem af 
det totale mørke, hvori iagttageren befinder sig, billedet af gjen- 
standen, der er indelukket i æsken. Naar man opererer med gjen- 
nemsigtige skjærme af store dimensioner, er virkningen ganske over- 
raskende (fig. 80). 

Dette forsøg med synligheden og fotograferingen i mørke af en 
gjenstand indelukket i en opak æske og dette ved hjælp af totalt 
usynlige lysstraaler, er, som man ser, meget analogt med det, der be- 
staar i at gjøre haandens skelet synligt ved hjælp af x-straalerne. 


»Naturen* 14 


210 


Jeg maa straks tilføie, at de usynlige lysstraaler er meget mindre 
gjennemtrængende end x-straalerne, og ikke paa nogen maade kan 
konkurrere med dem. De har for øieblikket kun en rent teoretisk 
interesse.” Udførelsen af de foregaaende forsøg afhænger ikke alene 
af valget af svovlforbindelsen, men ogsaa af maaden, hvorpaa skjær- 
men fabrikeres. Her nogle angivelser derom. 

Det svovlzink, som jeg har anvendt, er fabrikeret efter Charles 
Henry'”s metode af Société nationale de produits chimiques. Det er 
det eneste, der har givet mig gode resultater. For at gjøre brug af 
det pulveriserer man det i en agatskaal og lader det gaa gjennem en 
silkesil af det fineste nummer. Man blander det dernæst i den samme 
skaal omhyggelig med en fernis, som man finder hos alle farvehandlere 
under navn af vernis å bronzer (broncefernis); den pulvermængde, man 
tilsætter fernissen, maa variere efter denne sidstes kvalitet, men bør 
ikke være under 30 paa 100. Naar blandingen er fuldkommen homogen, 
hælder man den, uden at lade den bundfalde, og paa samme maade 
som kollodium, paa skjærmen. Før dette bør man paa kanten have 
fastlimet en kartonkant at "4 mm. tykkelse og 2—3 mm. bredde. 

Hvis man helder blandingen paa en glasplade, erholder man en 
gjennemsigtig skjærm, der har udseendet af et fint slebet glas, hvis 
den derimod heldes paa karton, er skjærmen naturligvis opak, men da 
man her kan gjøre laget tykkere, er det mere lysende. Naar man ikke 
har brugt for meget fernis, er skjærmen tør og færdig til at bruges 
efter 1/, time. 

Naar man for eksperimenter med spektrer har brug for en meget 
tynd og meget lysende skjærm, paa hvilken man let kan gjenfinde 
spektralstraalerne, er der intet andet middel end at indeslutte pulveret 
uden fernis mellem to tynde glasplader med l/3 mm. afstand og 
sammenlimede langs randen med papir. Skjærmene, der er saaledes 
tillavede, er mere straalende end de, der er tillavede med fernis, men 
paa grund af glassets tykkelse kan de billeder, de giver, ikke fint gjen- 
gives ved fotografering. 

Svovlzink bør udelukkende anvendes for de angivne forsøg, men 


1) Jeg maa bemerke, at fotograferingen i et camera obscura af et legeme 
indelukket i en opak æske er fuldkommen umulig ved hjælp af x-straalerne, der, 
som man ved, ikke brydes og følgelig ikke kan give noget billede gjennem et 
fotografisk objektiv. Fotograferingen af et legeme indelukket i en opak æske 
ved hjælp af et camera er et forsøg, som hidtil endnu ikke var udført. 


3 


Ea kan TT 


211 


det er ikke den eneste forbindelse, der har disse egenskaber; den har 
dem kun i en meget høiere grad end de andre svovlforbindelser. 


Svovlkaleium f. eks. har 300 gange mindre følsomhed end svovlzink. 


III. 


De foregaaende forsøg giver kun almindelige angivelser om gjen- 
nemskinneligheden af opake legemer. Det gjælder nu at maale med 
nøiagtighed hver enkelts relative gjennemskinnelighed. 

Metoden er meget enkel. Man tager mere eller mindre tykke 
plader af de legemer, der skal undersøges, og fastlimer paa midten 
af dem et smalt tinbaand. Man anbringer saa pladerne paa svovlzink- 
skjærmen, som man stiller foran lampen i f. eks. 15 ctm. afstand. 
Den tid, der trænges for at gjennemtrænge de forskjellige prøvede 
legemer, er følgende: 


Prem 2 mme tykk AE Je Sud eg ka bei 1 sekund. 
do. af 1 ctm.s SE JE AE ER UO NERE 
ned or Elorsølv AA mm srykkelse 10.001... ås vs 12 — 
au ntdorsork papir paa bonden pule. 0-.as. ease nål 15 — 
Mahogni bret af '/. etm.s tykkelse ......so-oovovmere Len 
Hvidaaret marmor 30—60 sekunder (efter marmorets kvalitet). 
Fate Srl mme Ge TI ea 70 — 
Jonblide rødt. papir paa bmenden...-Tysus-ek...eree» 25 — 


Man forsøgte dernæst at stanse de mørke straaler ved at sætte 
foran et sort papir, der var anbragt paa den fosforescerende skjærm, 
følgende legemer i 1 ctm.s tykkelse: 

Krystalliseret stensalt, transparent alun, crownglas, flintglas, røg- 
kvarts, grønt glas. Saltet blev snarest gjennemtrængt, men i løbet 
af nogle sekunder var lysningen ens under alle de opregnede legemer. 

Opstillingen af beholdere af 1 ctm.s tykkelse indeholdende alun, 
svovlsurt kobber, svovlsurt jern, tvekromsurt kali, humor vitreus (øiets 
glasvædske) stansede ikke straalerne, men det svovlsure jern opholdt 
dem 4 gange saa lang tid som de andre, 

Af alle de forsøgte legemer er der kun et, sod, der har vist sig 
opakt, selv i meget tynde lag (0.05 mm... Sort papir og ebonit, 
som indeholder sod, hvad der byppigt er tilfældet, bliver straks opake 
selv i ubetydelige tykkelser. Førend man bruger dem til forsøg, maa 
man derfor undersøge deres gjennemskinnelighed, hvad der er gjort i 


nogle sekunder. 


212 


Sodens ugjennemsigtighed tillader lettelig at gjøre følgende forsøg, 
der ved første øiekast synes et besynderligt paradoks, nemlig at repro- 
ducere enten ved berørelse eller ved fotografiapparatet en tegning, der 
er lagt i en sort konvolut, som igjen lægges i en ebonitæske. Jeg 
gjengiver her et fotografi, der er erholdt paa denne maade (fig. 31). 

Metoden for sammenligning af forskjellige . legemers gjennem- 
skinnelighed er meget nøiagtig og meget enkelt, fordi den er uafhæn- 
gig af lampens afstand og skjærmens beskaffenhed, da det kun gjælder 


Fig. 391. Fotografi, erholdt med 40 sekunders eksposition, af et trykt billede 

indesluttet i en sort konvolut, som atter var indlagt i en æske af I mm. tyk 

ebonit. Det sorte kryds kommer af konvoluttens sammenklæbede, doble kanter. 
Ved længere eksposition vilde disse være forsvundet. 


at sammenligne; det gjælder kun at regne tiden indtil billedets frem- 
komst paa skjærmen. 

Jeg tilføier, at denne metode vil finde adskillig anvendelse. Den 
har blandt andet tilladt mig at paavise betydelige variationer, som det 
fra solen kommende usynlige lys undergaar efter veirets beskaffenhed. 
Der er skyede dage, da man maa bruge 60 sekunder for at faa et 


billede, som man ved lampens lys faar paa et sekund. 
IV. 


Vi ved af det foregaaende saa omtrent, hvor i spektret de straaler, 


der gaar igjennem opake legemer, findes; men for nøiagtigere at bestemme 


er 


213 


deres plads, har jeg ved hjælp af en heliostat og et prisme fremkaldt 
et solspektrum, der kan opfanges paa en svovlzinkskjærm; bedækkes 
saa denne med et opakt legeme, f. eks. sort papir, saa vil kun de 
nævnte straaler gaa igjennem og have indflydelse paa skjærmen. 
Disses plads varierer naturligvis efter de legemer, man anvender 
til at dække skjærmen med, men for mesteparten af dem har de virk- 
somste straaler sit maksimum omkring 1.5 yu. bølgelængde; deres virkning 
aftager ind i det røde og orange af spektret. Det er saaledes de 
usynlige straaler af stor bølgelængde, der næsten udelukkende har 
evnen til at gjennemtrænge opake legemer, straaler af en bølgelængde 


omkring 1.5 p, som det vil sees af vedstaaende figur 32. 


IG td symtege DUrarertot alet 


Fig. 82. Den sorte skraffering angiver beliggenheden af de mørke straaler, som 

gaar igjennem ugjennemsigtige legemer, i forhold til farverne i det ovenfor 

indtegnede spektrum. Bogstaverne D—N angiver nogle af solspektrets frem- 
trædende linjer. 


Hvis vi havde en ligesaa følsom opfanger for straaler af endnu 
større bølgelængde som den fosforescerende svovlzinkskjærm for de 
her behandlede, er det sandsynligt, at vi vilde kunne fastslaa en endnu 
større gjennemskinnelighed af opake legemer. 

Den kjendsgjerning, at gjennemskinneligheden øges med ekspo- 
sitionstiden synes ligeledes at bevise, at den ikke alene afhænger af 
straalernes bølgelængde, men ogsaa er en funktion af tiden. 

Det synes af det foregaaende at fremgaa, at opake legemer bliver 
saa meget lettere gjennemtrængt af de straaler, der træffer dem, som 
disse har en større bølgelængde. Naar vi senere skal meddele vore 
studier over Hertz's straaler, som mesteparten af fysikerne nu betragter 
som identiske med lyset, men hvis mindste bølgelængde er 10000 
gange større end de største lysbølgelængder, skal vi paavise, at de 
tykkeste mure med den største lethed gjennemtrænges af disse straaler. 


214 


V. 

Det synes som om lysvirkningen paa vort øie og ellers er en 
blandingsvirkning af de synlige og af de usynlige straaler: for at 
studere de forskjellige straalers særlige virkning maatte man altsaa 
udelukke denne ene sort. 

Følgende forsøg synes at vise, at man paa det vis vilde faa 
resultater. Har man udsat en svovlzinkskjærm for lyset og dækker 
den ene halvdel af den med koboltglas, der for endel stanser straa- 
lerne med stor bølgelængde, finder man denne bedækkede del af skjær- 
men, naar man har bragt denne i mørke, meget mere lysende end den 
anden halvdel. 

Hvis øiet forholdt sig som svovlzinkskjærmen, skulde det alt- 
Saa kunne gaa an at gjøre de os omgivende gjenstande mere lysende 
ved at stille passende skjærme mellem dem og øiet. 

Hvis vi altsaa vil studere virkningen af disse straaler med stor 
bølgelængde, maa man skille dem fra de synlige straaler, hvad der jo 
let lader sig gjøre ved at indhylle lyskilden og den iagttagendes 
gjenstand med sort papir. Et drivhus, hvis ruder var dækket med 
sort papir af en passende sort, vilde yde god leilighed for forsøg. 
Nogle foreløbige forsøg, som jeg agter at fortsætte i den kommende som- 
mer, lader mig tro, at virkningen af disse straaler vil være betydelig. 

Disse straaler med stor bølgelængde kan muligens virke paa en 
speciel maade, som vi endnu ikke kan fastslaa, men som ikke udeluk- 
kende vil være varmende, som man før kunde antage, da man troede, 
at maksimum at varmestraaler fandtes i den infrarøde del af spektret. 
Denne misforstaaelse skriver sig fra de med prismer fremkaldte spek- 
trer; efterat man har fremkaldt diffraktionsspektrer ved hjælp at net, 
ved man, at maksimum af varme findes i det gule, i nærheden af 
linjen D, d. vw. s. netop i den mest lysende del af spektret. Linjen 
for dette maksimum deler den synlige del af spektrum næsten nøiagtig 
i to lige dele. 

Havedyrkningen vil kanske finde et element af stor virkning i 
disse energiske, usynlige straaler. Jeg ønsker det levende om ikke for 
andet saa for at tilfredsstille alle dem, der gjentagende spørger mig, 
hvilke de praktiske resultater er af mine undersøgelser af det sorte lys. 

Det er neppe nødvendigt at tilføie, at der ikke vil kunne gjøres 


sammenligning mellem et drivhus, hvor der kun trænger ind straaler af 


ak 4 or 


sn LE 


215 


stor bølgelænge, og de kjeldere, der før har tjent til iagttagelse af 
mørkets indvirkning paa planterne. Drivhusets mørke vil være det 
samme før øiet som kjelderens, men de fremkaldte virkninger vil 
nødvendigvis blive meget forskjellige, fordi drivhuset vil være badet i 
et usynligt lys, hvis store indflydelse de anførte forsøg aabenbarer. 


Plasterbiller. 


Til fremstilling af de mangfoldige præparater, som den ældre og 
nyere mediein har anvendt og fremdeles anvender som lægedom mod 
menneskehedens mangehaande sygdomme og plager, er det planterne, 
som har leveret de utvilsomt største og vistnok mest værdifulde bidrag: 
Men ogsaa et ganske betydeligt antal animalske produkter har herved 
fundet anvendelse og var allerede i oldtiden kjendte og skattede som 
virksomme midler mod forskjellige sygdomme. Blandt de dyr, der saaledes 
er bleven benyttede, vil vi her omtale en liden gruppe insekter, som 
man har betegnet med udtrykket plasterbiller (vesicantia cantharidae). 

En af de bedst kjendte repræsentanter for denne gruppe er visse- 
lig deu saakaldte ,spanske flue" (lytta vesicatoria), der endnu i den 
moderne medicin har en vidstrakt anvendelse til fremstilling af det 
bekjendte spanskflueplaster. 

Dette insekt er nemlig aldeles ingen flue i dette ords snevrere 
betydning, men tilhører i virkeligheden billernes orden, ligesom heller 
ingen af dens ,spanske* navn bør lade sig forlede til den antagelse, 
at den kun er at finde i Spanien, da den tvertimod findes udbredt 


over største delen af det tempererede Europa og endog saa langt nord 


som i Danmark ingenlunde hører til de egentlige sjeldenheder. 


I legemsform minder spanskfluen (fig. 33, 1) ikke saa lidet om vore 
almindelige blødbiller (telephorus). Ligesom disse har den en temme- 
lig langstrakt krop, men dækvingerne er betydelig haardere og af en 
smuk grøn farve, som oftest med en temmelig fremtrædende guld- 
eller kobberglans. Dens længde varierer mellem 12 og 20 m.m. 

Uagtet den som ovenfor nævnt er udbredt over en stor del af 


Europa, er det dog især i den sydlige del af vor verdensdel, at den 


1) Væsentlig efter Oskar Schultz i ,INlust. Zeitsch. f. Entomologi*. 


216 


optræder i saadan mængde, at en indsamling af den giver noget ud- 
bytte. I Spanien og Italien, hvor den allerede tidlig var gjenstand 
for indsamling i medicinsk øiemed, kan den til sine tider optræde 1 
slige masser, at enkelte træarter kan være ganske bedækkede af dem. 

De træsorter, som de særlig angriber, er ask, liguster og syren, 
hvis blade de fortærer; men man kan ogsaa ofte træffe dem i mængde 
paa andre trær og buske, saaledes paa løn, hyld og poppel, ja endog 
paa lerke. 

Hvor de er forhaanden i større individtal, skal man allerede paa 
nogen afstand kunne merke deres tilstedeværelse ved en skarp mod- 
bydelig duft, der udstrømmer fra dyrene og ganske fylder luften om- 
kring de angrebne trægrupper. 

Indsamlingen finder i almindelighed sted i de tidlige morgentimer, 
da dyrene paa denne tid er mindre livlige. Man breder da store tøi- 
stykker ud under trærne og ryster eller slaar dem ned paa dette under- 
lag, hvorpaa de hurtig kastes i spiritus for at dræbes og derpaa tør- 
res i solen. Der er dog herved at merke, at man ikke tør berøre 
dem med bare hænder, da en saadan berøring ufeilbarlig vil have til- 
følge en heftig smertefuld betændelse og en høist ubehagelig blære- 
dannelse, hvorfor indsamlingen maa ske under iagttagelse at visse nød- 
vendige torsigtighedsregler. 

Det stof, hvorpaa spanskfluens merkelige blæretrækkende egen- 
skaber beror, blev først opdaget af Robiquet i aaret 1810 og er bleven 
kaldt cantaridin eller canthaud-kamfer. Det er et sterkt giftstof, 
der krystalliserer i smaa farveløse glinsende blade. I varme forflyg- 
tiger det temmelig let og frembringer paa menneskets hud betændelse 
og blæredannelse. | 

Om hvor dette giftstof egentlig har sit sæde i dyrets legeme 
hersker der temmelig forskjellige meninger; dog synes man nu i mod- 
sætning til den tidligere antagelse, at det væsentlig var at finde i det 
haarde chitinskelet, at være bleven enige om, at det især maa søges I 
de blødere dele. Ifølge undersøgelser af Zier skal det være særdeles 
rigelig tilstede i eggestokkene. Leydy (Amer. Journ. of the Medie. 
Siences 1860), der har undersøgt en nær beslegtet art, lytta hittata, 
mener at have godtgjort, at det findes i blodet samt i genitalorganerne 
og eggene. F. Leidig og Cuenot anser det ligeledes som en bestand- 
del af blodvædsken. 


En længere tids opbevaring af dyrene i tørret tilstand synes ikke 


217 


i nogen væsentlig grad at afsvække giftstoffets virkning; thi Dumeril 
fandt det efter 24 aars lagring endnu fuldstændig virksomt. 

Allerede fra gammel tid har spanskfluerne været anvendte som læge- 
midler. Aretius, en romersk læge fra det første aarhundrede efter Kristus, 
synes at være den første, der har anvendt dem i pulverform. Plinius, 
Nicander, Dioscorides og Galen omtaler dem som gift, og den berømte 
græske læge Hippocrates gav dem indvendig mod vattersot, apoplexi 
og gulsot, ligesom de ogsaa var kjendte og benyttede af de gamle 
arabiske læger. 

Foruden ved de netop nævnte sygdomme anvendtes spanskifluerne 
ogsaa i tidligere tider indvendig mod haardnakkede hudsygdomme, og 
det var tillige et almindeligt middel mod udbrud af vandskræk efter 
bid af gale hunde. For nogle aar siden mente man ogsaa i det can- 
tharidinsure kali at have fundet et middel mod lungetuberkulose; men 
det haab, mar i denne henseende nærede, er som bekjendt desværre 
bleven skuffet. 

Indvortes bevirker cantharidinet en forøget virksomhed af slim- 
himderne og sterk affektion af nerve- og urogenitalsystemet, og alle- 
rede forholdsvis smaa mængder frembringer forgiftninger, der kan have 
de alvorligste følger. I mange tilfælder pleier hele fordøielseskanalen 
at være betændt. Der viser sig da ofte fænomener, der maa tilskrives 
resorption af stoffet, saaledes konstant symptomer, der hænger sammen 
med cantharidinets bortskafning gjennem nyrerne, fornemmelig optræden 
af eggehvide og blod i urinen paa den ene side, og heftige smerter 
ved urinladningen, brænding i urinrøret og opsvulmning af genitalierne. 

Med denne virkning paa urinveiene hænger ogsaa spanskfluens 
virkning paa kjønsdriften sammen, og i det 16de og 17de aarhundrede 


havde derfor stoffet en vidstrakt anvendelse som elskovsdrik. Men da 


«len ukontrollerede benyttelse i dette og lignende øiemed ofte havde tab 


af menneskeliv tilfølge, maatte de offentlige myndigheder tage sig af 
sagen, og vi finder i retshistorien ikke saa faa afgjørelser, hvor spansk- 
fluen har spillet en mindre hyggelig rolle i den her antydede retning. 

Det under navn af ,Åqua Toffana* berygtede giftstot skal og- 
saa ifølge OQznari hovedsagelig have bestaaet af cantharidin og vand 
samt nogle andre stoffer. Dets navn skriver sig fra den berygtede 
giftblanderske Toffania, der i begyndelsen at forrige aarhundrede drev 
sit uvæsen i Palermo og Neapel, hvor det lykkedes hende at dræbe 


ikke mindre end ca. 600 mennesker med denne blanding. 


218 


,qua Toffana* spillede i forrige aarhundrede en uhyggelig 
rolle i mange af de store politiske intriger; det var nemlig et meget 
bekvemt middel til at skaffe sig af med personer, hvis indflydelse man 
frygtede, eller hvis eksistens paa et givet tidspunkt var til hinder for 
udførelsen af magthavernes planer, og det var ikke alene i den almin- 
delige politik, men ogsaa bag klostrenes ,hellige* mure et anseet 
middel til disciplinens opretholdelse og til undertrykkelse at saadan 
opposition, der ikke kunde rammes ad lovens vei. 

Grunden til, at det kom til at faa en saa vidstrakt anvendelse» 
var væsentlig den, at det virkede forholdsvis langsomt og var vanske- 
ligt at eftervise. Dernæst havde det ogsaa andre for udøveren gun- 


stige egenskaber, idet det var farveløst som vand og hverken ved lugt 


Fig. 33. 1. Lytta vesicatoria, 2—3. meloe proscarabæus og følehorn af samme, 
4. coccinella septem-punctata. (3/1). 


eller smag vakte offerets mistanke. Umiddelbart efter nydelsen viste 
der sig heller ikke nogen iøinefaldende symptomer paa forgiftning. 
Først efterhaanden begyndte en langsom afkræftning, efter hvilken de 
ulykkelige aldrig mere reiste sig. 

I vor tids medicin benyttes, som allerede tidligere bemerket, 
spanskfluerne væsentlig udvortes (pulveriseret og strøget paa voks 
eller salve) som blæretrækkende plaster. Man anvender forøvrigt i de 
forskjellige egne forskjellige arter at slegten lytta i samme øiemed. 
Saaledes bruger man i Sydamerika lytta atomaria, vittata og cinerea ; 
i Nordamerika l. margimata og abrata: i Ostindien I. gigas, rufipes 
og violaceg og i Østasien I. caragenae. 

Foruden disse egte spanskfluer indeholder ogsaa forskjellige andre 


 VØGE 


VG 


PEPE UPS 


anm rn NE å 


JP NE 


219 


biller cantharidin, særlig arterne af slegten myylabris, der ligeledes til- 
hører plasterbillernes familje, og den tyske entomolog Burmeister 
mener endog, at oldtidens cantharis sandsynligvis har været en saadan 
mylabris--art, m. fueslinii, der er meget almindelig i middelhavslandene, 
hvor den tilligemed en anden art, m. trimaculatus endnu finder anven- 
delse. Ogsaa meget af det hos os i handelen forekommende spansk- 
flueplaster er fremstillet af disse eller beslegtede arter. 

Ogsaa i vort land forekommer der nogle faa arter, der indeholder 
cantharidin, om end i ringere mængde. Til disse hører den saakaldte 
oljebille eller maiorm (meloe proscarabæus) fig. 33, 2—3, som om foraaret 
jevnlig er at træfte paa de fleste steder i vort land paa marker og 
veie.  Farven er blaasort, noget glinsende, og dyret er paa grund af 
de eiendommelig formede, korte dækvinger og sin karakteristiske legems- 
form temmelig let at skille fra andre biller. 


Fakker man en saadan oljebille med haanden, fremtræder der fra 


"benleddene en gul oljeagtig vædske. Denne indeholder ifølge Geigers 


undersøgelser cantharidin og øver paa menneskets hud blæretrækkende, 
tildels ætsende virkninger ligesom lytta- og mylabris-arterne. 

Allerede fra gammel tid har oljebiller været anvendte som læge- 
middel mod forskjellige sygdomme, saaledes mod rheumatisme, nyre- 
syge, epidemiske febere osv.; men især som middel mod bid af gale 
hunde og den deraf resulterende vandskræk. Efter sine virkninger 
hører de til de sterke diuretiske midler og virker ligesom spansktfluerne, 
men dog noget mildere. 

Ogsaa de almindelig kjendte marihøns-biller indeholder noget 
cantharidin og har fundet anvendelse mod rheumatiske tandsmerter. 

Man benyttede hertil fortrinsvis en af vore almindeligste arter, 
den 7-punktede marihøne (coceimella septem-punctata), der hele som- 
meren er at træffe almindelig i græsset og paa trærnes blade. 

Billens udseende fremgaar bedst af vedstaaende figur 33, 4. Den 
er ligesom sine slegtninge mere eller mindre halvkugleformet med 
gule til gulrøde dækvinger, paa hvilke der ialt findes 7 punkter. 
Undersiden er mørk, grønlig eller blaasort. Saavel denne som de 
øvrige marihøns ernærer sig baade som larve og fuldtudviklet bille at 
bladlus og regnes derfor ogsaa af denne grund til de nyttige insekter. 

Imod ovenfor nævnte sygdom benyttede man de frisk dræbte, 
knuste biller, der simpelthen lagdes paa tandkjødet. Man fremstillede 


220 


ogsaa en tinktur (tinctwrae coceinellae septempunetatae) af 60—80 
biller udtrukne i spiritus. Denne tinktur brugtes udvendig til indriv- 
ning eller gaves indvendig draabevis. 

0. J. Lie-Pettersen. 


Mindre meddelelser. 


Forfølger fuglene flyvende sommerfugle? I sidste bind at 
»Biologisches  Centralblatt* fortæller professor Kathariner, hvorledes 
fngle forfulgte en hel sværm flyvende sommerfugle. Høist forskjellige 
anskuelser har som bekjendt været forfægtet i dette spørgsmaal, om 
sommerfuglene er udsatte for fuglenes forfølgelser. De, der hylder 
mimicrytheorien, maa nødvendigvis antage dette, da det er en af for- 
udsætningerne for deres lære. Eimer derimod gaar ikke med herpaa, 
blandt andet fordi sommerfuglesamlere kun meget sjelden har oplevet , 
at faa se en saadar forfølgelse. 

Paa reise i det indre af Lilleasien har Kathariner havt anledning 
at se en jagt, som en flok biædere, merops sapiaster, anstillede paa en 
stor sværm sommertugle, thais cerysii, der flagrede omkring. I løbet 
at en ganske kort tid var en betydelig mængde af sommerfuglene for- 
tærede, de overlevende havde skjult sig under planter. Om disse, der 
sad stille, bekymrede fuglene sig derimod ikke. 

Kathariner har desuden ved forskjellige leiligheder iagttaget, hvor- 
ledes rødstjerten fanger flyvende kaalsommerfugle og bringer dem til 
sit rede.  OQgsaa fugle, der har været holdt i bur, har han seet for- 
tære sommerfugle med stor begjærlighed. 

Trods andre modstridende vidnesbyrd kan vi dog antage, at fug- 
lene anretter idetmindste nogen skade paa sommerfuglene. Men det 
er imidlertid af vigtighed, at det kun er den flyvende sommerfugl, som 
blir forfulgt. Ved sin bevægelse røber den sig for sine fiender, fug- 
lene. Den beskyttende farve skulde altsaa være fuldstændig illusorisk. 
Etter Kathariners mening kan fienden kun blive narret, hvis sommer- 
fuglen vilde efterligne flugten hos et uspiseligt og herved beskyttet 
insekt. I form og størrelse maatte den da ogsaa ligne sit forbillede. 
Eimers theori om, at dannelsen af saakaldte mimetiske former skulde 
skrive sig fra andre grunde end det naturlige udvalg, støttes i høl 
grad ved disse Kathariners iagttagelser, at kun naar sommerfuglene 
sværmer omkring, blir de forfulgte. 8g. 


Om myrernes vinterophold har miss Theodora Smith 
skrevet nogle interessante meddelelser i ,Halifax Naturalist". Et rede 
af en stikmyre, myrmica serabrinodis, anbragtes i et koldt værelse i 
et ubeboet hus, værelset havde saaledes omtrent samme temperatur 
som ude i det frie. Under redet stilledes der to kunstige reder, det 


221 


ene af jord og mose, det andet af ren gul ler. Det sidste rede var 
underst. Disse to reder blev derpaa forbundne med hinanden paa 
samme maade, som ude 1 naturen. 

Naar veiret var koldt, søgte myrerne altid til det lune, varme 
lerjord rede; var veiret derimod mildere, opholdt de sig helst i det 
rede, der var bygget af jord og mose. I vaar og sommermaanederne 
holdes yngelen sondret efter størrelsen 0: eggene er anbragte i en 
celle, de mindste larver i en anden, de der er lidt større i en tredie 
o.s.v. Desuden er pupperne ganske afsondrede fra den øvrige yngel. 
Om vinteren derimod er yngelen ikke sondret saaledes efter størrelsen, 
da er alle larver, uanseet om de er store eller smaa, anbragte i en 
af. de indre celler. Muligens det er for varmen, men det kan ogsaa 
være, at yngelen da ikke kræver den pleie, som den faar i mere aktive 
veksttider. sg. 

, Nature*. 


En barbarisk plante. At mennesker og dyr viser grusomhed 
mod sine medskabninger, er man desværre vant til, men at ogsaa en 
plante skjæmmes af en saadan karakterfeil, er noget nyt. Man kan 
rigtignok indvende, at en hel plantegruppe benævnes insektædende, 
fordi de fanger og ftortærer insekter. Men dette kan man vel ikke 
betragte som nogen egentlig grusomhed. Anderledes forholder det 
sig med en brasiliansk klatreplante, araujia albens, der nylig er ind- 
ført i England og som trives saapas i dette lands klima, at man kan 
iagttage dens udvikling og levevis ogsaa udenfor dens hjemland. Dr. 
Lowe, fra hvis foredrag i det Linnéeske selskab nedenstaaende er 
hentet, havde ifjor sommer i lord Ilchesters park i Abbotsburg rig 
anledning til at studere planten i fuld blomstring. 

Blomsten søgtes stadig af talrige sommerfugle, dagmøl, bier, 
hvepse og store fluer, og naturforskeren merkede snart, at et insekt 
ofte blev grebet af en blomst og en tid holdtes fangen. De smaa 
honningsamlere fandt ganske vist et rigt bytte hos blomsten, men de 
fik ogsaa dyrt betale, idet alle maatte efterlade sin snabel eller endog 
undertiden et ben, der ikke havde været sterkt nok, for atter at slippe 
ud af fangenskabet. Kun enkelte kraftige humler slap helskindet bort. 
Blomsterne hos araujia albens synes særlig indrettet til denne gru- 
somhed, der tager sig ud som en huan mod planternes venlige, men 
rigtignok aldrig rent egennyttige gjæstfrihed mod vingede medskab- 
ninger. 

I hvert at blomstens hjørner ovenfor kalken findes et griberedskab, 
formet som en omvendt kegle, der omslutter arret og ingen anden 
bestemmelse har, end at fastholde insekterne. Paa blomstens overside 
er der kun en ganske liden aabning gjennem en smal ridse i hver af 
sænkningens sider. Paa de omtalte redskaber sidder som lokkemad 
netop støvknappene med den søde honning. Naar nu et insekt flyver 
hen og stikker sin snabel ind i en af de smale aabninger, kan det 
kun komme bort ved hurtigst at fortrække med sit rov, eller — ved. 
at lade sin snabel tilbage. Lowe saa en mængde araujia-blomster, 
hvor der i hvert af de 5 hjørner fandtes en snabel af en sommerfugl 


222 


eller et møl. Da insekterne ikke kan leve uden denne vigtige legems- 
del, kan man let tænke sig, at hver enkelt af disse planter maa have 
et ganske anseeligt antal insektmord paa sin samvittighed. 

M. 


Hvilket tryk vinden udøver, er et spørgsmaal, der ikke alene 
er af theoretisk, men ogsaa af megen stor praktisk interesse. Store 
bygverkers, navnlig broers, soliditet og dermed deres kostende afhænger 
først og fremst af beregningen af det vindtryk, de vil udsættes for. 

Man har allerede for decennier siden forsøgsvis prøvet at fast- 
sætte dette tryk, og det kom da naturligvis mest an paa at bestemme 
dets maksimum. 'Tredgold, en af de betydeligste engelske inge- 
niører i første halvdel af vort aarhundrede, opstillede i 1840 paa 
grundlag af omhyggelige beregninger den regel, at alle bygverker maa 
indrettes paa et vindtryk af 40 pund pr. kvadratfod eller omtrent 4 
ceatner for hver kvadratmeter. Til dette resultat kom han ved føl- 
gende forsøg: Han udsatte en liden plade med en overflade paa 1 
kvadratfod eller mindre for vinden og bestemte trykket ved et dyno- 
meter. Af sine eksperimenter uddrog han den slutning, at det af 
vinden. udøvede tryk vokser med den udsatte flades størrelse. Fra 
nu af beregnede man alle tage, broer o. s. v. paa at kunne taale et 
tryk af 4 centner pr. kvadratmeter. Da hændte i 1879 den forfær- 
delige ulykke ved sammenstyrtningen af Pay-broen, hvis piller sand- 
synligvis ikke kar havt den tilstrækkelige modstandskraft for vinden. 
De engelske øvrigheder blev nu forskrækket og foreskrev, at alle bygverker 
for fremtiden skulde beregnes paa et tryk af 51/23 centner pr. kvadrat- 
meter, en bestemmelse, der endnu den dag idag er gjældende. Det 
er klart, at en saadan forhøielse af et bygverks soliditet medfører en 
tilsvarende fordyrelse. I den senere tid er imidlertid bygmestrene 
begyndt at tvile paa rigtigheden af den hidtil herskende anskuelse 
om vindens tryk. Der er atter anstillet forsøg, denne gang ved 
Forth-broen og paa bedre grundlag, end de, hvilke Tredgold for 50 
aar siden var istand til at foretage. Man benyttede sig af to plader, 
hvis overflader forholdt sig til hinanden som 200 til 1, idet den ene 
- var 28, den anden 0.14 kvadratmeter stor. Det modsatte af, hvad 
man før ansaa for en kjendsgjerning, har nu vist sig at være tiltældet, 
nemlig, at vindens tryk er mindre, jo større den frembudte flade er. 


Under ganske de samme forhold havde den største af fladerne et tryk . 


at udholde, der var forholdsvis */; af det, der øvedes paa den mindste. 

Nylig har Sir Wolfe Barry fuldt ud bevist disse iagttagelsers 
rigtighed. Foranledningen til dette gav den nye Tower-bro i London, 
hvori bjælker, der har en overflade af ca. 500 kvadratmeter, havde 
at udholde et vindtryk af 6—71/+ kg. pr. kvadratmeter, mens en 
forsøgsplade med 1 kvadratmeters overflade samtidig viste 30—45 kg. 
tryk. Hvilke uhyre summer der altsaa i de sidste 60 aar paa grund 
af den falske bedømmelse af vindens tryk, er anvendt til alle slags 
bygverker fuldstændig uden nytte, kan man vel neppe gjøre sig nogen 
ret forestilling om. Sir Wolte Barry har beregnet, hvor meget billi- 
gere man havde kunnet bygge "Tower-broen, om man havde havt 


223 


rigtige beregninger af vindens tryk at rette sig efter, og at det maa 
dreie sig om en uhyre sum, fremgaar allerede deraf, at Sir Barry 
aldeles ikke vil nævne resultatet. 

Nu vil vel imidlertid spøgsmaalet om vindens tryk engang blive 
grundig undersøgt, hvis man da ikke vedvarende er villig til at koste 
dobbelt saa meget paa sine bygverker, som nødvendigheden kræver. 

M. 


Hvordan man opdager kometer. Hvad der hører til at 
opdage en komet, skildres af den bekjendte kometfinder William 
Brooksi tidsskriftet ,Popular Science". En virkelig dygtig komet- 
finder maa være født til sit arbeide; her kan ingen lærdom eller 
opdragelse erstatte mangel paa begavelse. Hans undersøgelser stiller 
de største fordringer til sanser og sjælsevner. Nøiagtighed og en 
udholdenhed, der aldrig svigter, i forbindelse med en altopofrende 
kjærlighed til sit kald fordres absolut af en saadan mand. Dernæst 
maa kometfinderen have et skarpt øie, der er istand til at opfatte 
overordentlig fine og vage gjenstande. Har naturen skjænket ham en 
saadan gave, maa astronomen vide at aagre med dette pund; han maa 
ved stadig øvelse og omhyggelig opdragelse søge at skjærpe og ud- 
vikle sit blik. Denne fordring kan synes underlig; men ogsaa ølet 
kan opdrages og udvikles i bestemte retninger, trænes, om man saa 
vil sige, ligesom øret jo baade kan og maa opdrages og udvikles for 
musiken. Der er dog for astronomerne langt finere distinktioner end 
gode øine og svage øine. En astronom kan have en særlig evne til 
at skjelne ud fra hinanden gjenstande, der ligger hinanden meget nær, 
og kan saaledes være istand til at opdage dobbeltstjerner, der for 
andre kan vise sig som et eneste punkt. En anden astronom har et 
særlig skarpt blik til at opfatte de fine tegninger, som gjennem 
kikkerten viser sig paa planeternes overflade; en. tredje har en særlig 
evne til at iagttage overordentlig fine taagemasser i himmelrummet. 
Brooks nævner som eksempel en begivenhed fra sit eget liv. En af 
de vigtigste kometopdagelser, der har været ham forundt, var fundet 
af kometen fra 1812, der efter den mand, der dengang opdagede den, 
førte navnet Pons, og som i 1883 atter opdagedes af Brooks. Denne 
komet var, da Brooks opdagede den, et af de svagest synlige himmel- 
legemer, den berømte kometfinder nogensinde har iagttaget. Den 
første nat, astronomen fik øie paa den, var den kun som en liden 
flek paa den mørke himmelbvælving. Den tiltog i klarhed og blev 
tilslut saa straalende, at den kunde iagttages med det blotte øle. Og 
dog havde ingen, der besøgte observatoriet, i de første nætter efter 
dens opdagelse været istand til at faa øie paa den, selv om den 
befandt sig i kikkertens synscirkel. Her maa man ogsaa lægge merke 
til, at en gjenstand dog altid er lettere at faa øie paa, naar man paa 
forhaand ved, at den er der, end naar man først maa paavise, at den 
i det hele er til. Af dette eksempel kan man danne sig en fore- 
stilling om, hvor langt en astronoms og da særlig en komettinders øie 
maa overgaa et almindeligt menneskeøie. Men den astronom, der er 
i besiddelse af saadanne øine, maa ogsaa vaage over dem som over 


224 


en skat: han maa ikke udsætte dem for altfor sterkt eller blændende 
lys. Noget saadant som at se lige ind i en elektrisk buelampes lys 
eller mod solen tør han aldeles ikke tillade sig. En eneste gang at 
overtræde dette forbud kan for altid gjøre hans øine uskikkede til 
alle de fine iagttagelser, de skal tjene ham i. I det hele skal han 
afholde sig fra alt arbeide, der fordrer en særlig anstrengelse af 
øinene, altsaa især fra iagttagelser af solen, skjønt jo saadanne finder 
sted gjennem mørkfarvede glas. Brooks har derfor i tilfælde, hvor 
han var nødt til at foretage saadanne iagttagelser af solen, altid 
benyttet sit venstre øie til dette, for at spare det høire, 
der absolut var det skarpeste, til opdagelse af taager og kometer. 
Det er let at indse, at valget af kikkert til at søge efter kometer er 
af stor betydning. Instrumentet maa have en temmelig stor syns- 
cirkel, en kort brændvidde og ikke forstørre altfor sterkt. Det er > 
derfor en stor fordel at have endnu en kikkert, der forstørrer ster- 
kere, at ty til for at kunne sikre sig mod feiltagelser, idet det ofte 
kun ved hjælp af et større instrument kan fastslaaes, hvorvidt et 
svagt lysende punkt paa himmelen virkelig er en komet eller maaske 
en stjernetaage eller en stjernegruppe. Under arbeidet maa komet- 
finderen gaa yderst omhyggelig og forsigtig tilverks: Han maa ikke 
altfor hurtig glide hen over den del af himmelrummet, han vil under- 
søge. Han maa ligesom lægge hele sin opmerksomhed, hele sin sjæl 
i øiet; en eneste liden aandsfraværenhed kan være tilstrækkelig til, at 
det himmellegeme, han i maaneder og aar kan have speidet efter, 
passerer kikkertens synscirkel, uden at han merker det. M. 


Jodet i havvandet. Man mener i almindelighed, at det jod, 
som er opløst i havvandet, væsentlig er forbindelser med alkalier eller 
jordalkalier. Gautier bar kunnet konstatere, at vandet i det aabne 
hav paa overfladen og i de øverste vandlag ikke indeholder mineralske 
jodforbindelser, men at alt jod i dette vand (paa ganske faa spor nær) 
findes i form af organiske forbindelser. En del af dette organiske 
jod — omtrent l/s5 — er bundet til mikroskopiske væsener (zoogleer, 
alger, spongiaria etc.), som lever paa overfladen og indtil en vis 
dybde og danner det, man kalder plankton. De fire femtedele af 
havvandets jod representeres af opløselige organiske forbindelser. 


Temperatur og nedbør juni 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


del Afr. Ned.) Afv: | Afy. 
Stationer ; fra || Max. Dag | Min. |Dag Sled fra |Max Dag 

temp. 3 P || bør Å , 

norm. norm. | norm. 

0,0 BG. AGR 00, lmm.| mm. | % |mm. 
Bodø.s.s>å 10.7 |-t- 0.6| 24 | 30 0 3 | 21 — 30 !— 59| 9 10 
Trondhjem.| 11.8 |— 0.11 27 30 0 3 | 49 — 14|— 22| 15 | 11 
Bergen....| 13.38 |+ 0.5| 23 | 19 5 | 11 | 56|— 55|— 501 24 | 5 
OEP. ANE 18.7 |+ 0.51 20 | 27 7 8 | 24 -— 24 |— 50|| 15 | 80 
DAenlkr »åi 15.0 |+ 1:01 27 | 15 3 3 | 39 — 12|— 24|| 24 | 30 
Kristiania..| 15.6 | 0.1| 30 16 5 8 42| — 10|— 19| 16 | 80 
Hamar ....! 13.4 | — 0.1| 238 29 2 2 20| — 22|— 50| 9 30 
Dovre..... 10.6 |+ 0.3| 22 |29|— 41 8 | 32 1|+ 383| 10 | 25 


FEB 25 1901 


Traadløs telegrafi. 


Da de første rygter om professor Røntgens opdagelse af 
x-straalerne for faa aar siden sivede ud, fandt den forsigtigere del af 
pressen det bedst at trykke meddelelsen herom med petit. Det varede 
dog ikke længe, før mere iøinefaldende skriftsorter blev bragte i anven- 
delse; thi det konstateredes snart, at man her stod overfor en af 
aarhundredets merkeligste opdagelser. Om muligt end mere eventyrlig 
klang dog efterretningen om den sidste store triumf for naturviden- 
skabelig forskning, som er antydet i overskriften paa denne artikkel. 
Telegrafiske depescher er bleven sendte fra station til station uden 
forbindende ledningstraad. Sensationen er vakt paany, og med spændt 
opmerksomhed følger man hele den civiliserede verden over de medde- 
lelser, som — endnu forøvrigt noksaa sparsomt — indløber fra de 
steder (især England), hvor forsøgene paagaar for ved tilhjælp af en 
vidt fremskreden teknik at udvikle den traadløse telegrafi til størst 
mulig praktisk anvendbarhed. 

Idet jeg herved imødekommer redaktionens anmodning om 1 kort- 
fattet fremstilling at give ,Naturen"s læsere et begreb om de prin- 
cipper, hvorpaa den nye telegraferingsmethode beror og om de appa- 
rater, som er benyttede, vil jeg forudskikke den bemerkning, at ,,tele- 
grafi uden traad", iallefald i det smaa, ikke er af saa ny dato, som 
man kanske kunde være tilbøielig til tro. Allerede for 60 aar siden 
gjorde professor Joseph Henry i Washington et eksperiment, som, 
hvis han havde forfulgt de konsekvenser, hvortil det naturlig synes at 
indbyde, let kunde have ledet til den nye telegraferingsmethode. 
Oppe paa loftet af sit hus lod han elektriske gnister slaa mellem to 
poltraade og iagttog, at der i ledningstraade i kjælderen opstod indu- 
cerede strømme, som opvaktes og udslukkedes i takt med gnisterne. 


y Naturen* 15 


226 


Den elektriske energi, som ved udladningerne frigjordes, forplantede 
sig gjennem to gulve af betragtelig tykkelse og gjennem luften i de 
mellemliggende værelser og blev for en liden brøkdel opfanget af de 
nævnte traade. Ingen forbindende traad eller andet paaviseligt led- 
ningsmateriale forbandt loftet med kjælderen. 

Endnu merkeligere er en række eksperimenter, som er anstillede 
af den engelske filosot og sprogmand James Bowman Lindsay 
(f. 1799, lærer ved Watt Institution i Dundee). Denne sjeldne forsker- 
natur, som bl. a. har gjort sig bemerket ved sit ,leksikon over 50 
sprog*, fremsatte d. llte april 1834 i ,Dundee Advertiser* følgende 
anskuelser om elektricitetens fremtidige anvendelse: , Huse og byer 
- vil blive oplyste med elektricitet; til opvarmning vil den blive anvendt 
istedetfor stenkul, og maskiner vil blive drevne med den istedetfor 
med damp". Naar jeg hertil føier, at han allerede i 1885 oplyste 
sit arbeidsværelse med elektrisk lys kan det heller ikke forundre, at 
han slog ind paa en saa ,moderne" tanke som at telegrafere uden 
traad. Han opnaaede dette i 1858 ved at etablere elektrisk forbin- 
delse gjennem vand uden anvendelse af ledningstraad. I 1854 tele- 
graferede han gjennem en 500 yards bred vandstrækning i London 
og ved Portsmouth og opnaaede særdeles gunstige resultater. 

Den mnaturvirksomhed, som ved traadløs telegrafi kommer til 
anvendelse, er den saakaldte elektriske bølsebevægelse 1 ætheren. 
Som bekjendt tænkes al veibar materie opbygget af molekyler, fast- 
holdte af særegne kræfter, men med større eller mindre mellemrum. 
At saa er tilfældet ser man et bevis for deri, at selv de fasteste sub- 
stanser under paavirkning af ydre kræfter forandrer sit volum (udvi- 
delse ved opvarmning, volumformindskelse ved tryk etc..  Mellemrum- 
mene mellem den veibare materies molekyler er opfyldt af det hypo- 
thetiske medium ætheren, der (tillige tænkes suspenderet over hele 
verdensrummet. Nogen bestemt karakteristikk af dette eiendommelige 
pstof* kan ikke gives, men man tænker sig det forlenet med en 
lignende molekylær struktur som den veibare materie og forøvrigt i 
besiddelse af de egenskaber, som er nødvendige for forplantning af 
visse former for energi, saaledes lys og varme. Man har længe vidst, 
at disse energiformer forplantede sig straaleformigt gjennem ætheren, 
idet de betinges af en bølgebevægelse, som opvækkes paa det sted, 
hvor energikilden befinder sig. Naar en sten kastes i vandet for- 


planter den herved fremkomne ligevegtsforstyrrelse sig bølgeformigt 


227 


udover; jeg siger udtrykkeligt, at det er ligevegtsforstyrrelsen 
som forplanter sig; thi vandpartiklerne blir paa sin plads; de vipper 
kun op og ned, hvad man i det valgte eksempel kan se ved at iagt- 
tage en kork eller andre flydende legemer; de følger ikke med, mens 
bølgerne iler afsted. Bølger af lignende art opstaar som bekjendt i 
luften, naar en lyd frembringes, f. eks. ved hammerens slag mod en 
klokke; den herved frembragte energi transporteres i en bølgebevæ- 
gelse gjennem luften, straaleformigt til alle kanter. Som sagt, ætheren 
har ogsaa sine bølgebevægelser. 

Undersøger man lydbølgerne nærmere, finder man let ud, at de 
er af høist forskjellig beskaffenhed og gjør et forskjelligt indtryk paa 
vort øre efter antallet af vibrationer pr. sekund, det saakaldte svingetal. 
Høie toner har saaledes større svingetal end lavere. Øret, ,,mod- 
tagelsesapparatet* for lydbølgerne, kan imidlertid kun opfatte som lyd 
de bølgebevægelser, hvis svingetal ligger mellem 40,000 og 16. Der 
er dog ingen tvivl om, at luften kan forplante baade hurtigere og 
langsommere vibrationer, og naar vi ikke kan høre dem, kommer det 
kun af, at vort modtagelsesapparat er ufuldkomment. Paa lignende 
maade er svingetallene for æthervibrationerne meget forskjellige, og 
forsaavidt øiet skal kunne anverdes som modtagelsesapparat, maa 
svingetallene ligge mellem 750 billioner og 400 billioner. Til de for- 
skjellige svingetal svarer her forskjellige farver. Man har længe kjendt 
eksistensen af æthervibrationer med saavel større som mindre svingetal 
(modsvarende saakaldte ultraviolette og ultrarøde straaler), og man 
har konstateret deres tilstedeværelse dels ved deres kemiske virkninger, 
dels ved deres varmevirkninger. Men det er ikke andet end rimeligt, 
at der ogsaa eksisterer æthersvingninger med endnu høiere og endnu 
lavere svingetal. Og saadanne bølgebevægelser er det netop, man i 
den nyeste tid har faaet eksempel paa, dels i røntgenstraalerne, dels 
i de saakaldte Hertz? elektriske bølger. Ad indirekte vei, ved 
særegne kunstgreb, er det lykkedes at gjøre ogsaa disse energiformer 
tilgjængelige for de menneskelige sanser. 

For oversigtens skyld hidsættes nedenfor en tabel over antallet 
af vibrationer pr. sekund i de hidtil kjendte bølgebevægelser. 


A. Æthervibrationer. 


SELEN sandsynligvis trillioner. 
Dltraviolette straaler .......i2vssvevevene. optil 2000 billioner. 


Valet PSTN TESS GØNN . fra 750 billioner 
Indigo 

Blaat ; 

Guds: lys til omtrent 

Gult 

Bødfalr KØ TT ERA MARE > on MG 400 billioner. 
UkrarødstBireler 45 ØRE. . no ned til 100 billioner. 
FHertøkbølesr. 4 MdG ASNEG . sv sovik . ca. 230 millioner. 


, 


B. . Luft- (lyd-) vibrationer. 


Høieste hørbeære fyd SJA. 2o0 vb SR 40 000 
Høieste anvendte musikalske tone . skilag SJ 4 000 
Hø sopp SE JG EEG SE 2 000 
Kvndeligitalestemme F...sivsdtretlesk SA SER 512 til 256 
Mandlig GE EE 128 
Laveste anvendte musikalske tone .......vauaneaavav banale 32 
Laveste børbarsflyd å åker Sagt 00 Go AR 16 


Allerede i 1865 fremsatte Maxwell sin berømte og storslagne 
theori om at lys, varme og elektrisk energi kun i formen var for- 
skjellige energiarter, og at forskjellen ved tal kunde karakteriseres 
ved antallet af vibrationer pr. sekund og den hermed sammenhængende 
bølgebredde for de æthersvingninger, som transporterede energien fra 
et sted til et andet. At denne theori holdt stik, hvad lys og varme- 
straalerne betræffer, var forlængst eksperimentelt paavist; man havde 
saaledes godtgjort, at varmestraalerne blev reflekterede, brudte polari- 
serede etc. efter nøiagtig de samme love som lysstraalerne. Der var 
ingen kvalitativ forskjel paa lys og varme, torskjellen stak kun i 
svingetallet og bølgebredden. Men en lignende eksperimentel bekræf- 
telse paa Maxwells theori, forsaavidt den elektriske energi betræffer 
lod længe vente paa sig. Den blev imidlertid paa en slaaende maade 
givet i 1885 af dr. Hertz i Bonn, hvis navn derved er blevet nøie 
knyttet ogsaa til opfindelse af den traadløse telegrafi. Af de forsøg 
som af ham anstilledes til paavisning af, at elektrisk energi under sin 
fremskriden gjennem rummet følger optikens love, skal jeg hidsætte 
nogle faa. 

Jeg maa i denne anledning først beskrive et par apparater, som 
er af vital betydning ogsaa ved telegrafi uden traad. Man trænger 
for det første et apparat til frembringelse af de elektriske bølger. 


229 


Som saadant anvendes nu almindelig en saakaldet Righi-afsender 
(fig. 34), konstrueret af professor i Bologna Righi. Det bestaar af 
4 forniklede metalkugler, 2 større (A A) og to mindre (BB). Den 
ene halvpart af de store kugler er anbragt inde i en sterk kapsel af 
kautschuk, og mellemrummet mellem dem er fyldt med vaselinolje. 
I de metalstænger hvortil kuglerne B er fæstede er indsat klemskruer, 
hvorfra ledningstwraade kan føres til polskruerne paa en Ruhmkorffs 
induktionsrulle”. Der vil da springe 3 gnister over: to mellem kug- 
lerne Å og B, 'en gjennem vaselinoljen. Den sidste frembyder en 
skarp knitrende lyd (potentialet mellem A og Å er stort) og frem- 
bringer en kraftig elektrisk bølge. Gjennem glasrøret C stiger endel 
af oljen op, naar apparatet er i funktion. Fig. 35 viser en form for 


å 


dette apparat, saaledes som det anvendes i telegrafien. Et andet vigtigt 


X 


Fig. 34. 


apparat er den saakaldte ,koherer". Det er en eiendommelig liden 
tingest som først blev konstrueret af den franske fysiker professor 
Branly. Efter hans anordning bestaar den af et glasrør i hvis ender 
er indsmeltede to metalplader, hvortil fører ydre ledningstraade. Mel- 
lemrummet mellem metalpladerne blev fyldt med metalsponer af kobber, 
aluminium og lignende. Disse løst indtil hinanden liggende metal- 


stykker byder den elektriske strøm en meget stor modstand, som 


1) En saadan bestaar fornemmelig af en om en jernstav opviklet tyk isoleret 
ledningstraad (den primære ledning, som kan sættes i forbindelse med den 
disponible elektricitetskilde, bunsenbatteri, akumulatorbatteri eller lignende). 
Udenom den primære ledningstraad er viklet i et stort antal vindinger tyndere 
isoleret traad, ,den sekundære kreds*, der ender i de to nævnte ,,polskruer*. 
Ved en særegen automatisk virkende anordning kan den primære ledningskreds 
hyppig sluttes og brydes (flere hundrede gange pr. sekund); herved induceres i 
sekundærledningen strøm af stor spænding, der gir anledning til kraftige funker. 


230 


imidlertid betydelig formindskes, naar kohereren træffes af en elektrisk 
bølge. Senere har italieneren Marconi væsentlig forbedret apparatet. 
Det af ham benyttede glasrør er meget lidet (kun nogle faa cm.) og 
af ringe vidde (etpar mm.). Metalstykkerne, hvortil de ydre lednings- 
traade er fæstede, er af sølv og fylder røret saaledes ud, at det 
mellem dem kun blir en ca. 1 mm. bred spalte (fig. 86). Denne er 
delvis fyldt med metalkorn af filspons størrelse, bestaaende af en 
blanding af nikkel og sølv tilsat med et yderst ringe spor af kviksølv. 
Røret er forøvrigt pumpet næsten lufttomt. Naar kornene ligger i sit 


naturlige leie, byder de strømmen en modstand, der praktisk talt er 


HJ 


(| T 
UG | 


LE) 


ME HND IE pe 


«ly Å mme mm 


uendelig stor. Men ved de elektriske bølgers optræden blir kornene 
paa en eiendommelig maade polariserede, hægter sig sammen og dan- 
ner en bro mellem sølvpolerne, hvorved modstanden 1 kohereren 
synker ned til blot en 5—6 ohm. Efter enkeltes mening smelter 
kornene let sammen i berøringspunkterne. Forat kohereren kun i det 
øieblik, da bølgerne indtræffer, skal være en leder og faa sin oprin- 
delige store modstand tilbage, saasnart de ophører, udsætter man den 
ved et passende arrangement for stadig rystning, saa kornene atter 
faar leire sig 1 vilkaarlige stillinger. Ved disse apparaters hjælp er 
det ikke vanskeligt at eftergjøre de forsøg, hvormed Hertz verificerede 
Maxwells ideer. Hertil kan benyttes to parabolske speil (fig. 87). 


231 


I brændlinjen for speilet tilvenstre ligger en diminutiv Righis afsender, 
fra hvilken ledningstraade fører ud paa speilets bagside og der kan 
sættes i forbindelse med en Ruhmkorffs mduktor. I det andet speils 
brændlinje er paa modsvarende maade anbragt en koherer, der staar i 
ledende forbindelse med etpar klemskruer paa bagsiden; til disse fører 
poltraadene fra det paa fig. 37 antydede lokalbatteri, i hvis strømkreds 
et almindeligt elektrisk ringeapparat er indskudt. Gjælder det nu for 
det første kun at overbevise sig om de elektriske bølgers optræden, 


lar man funker slaa gjennem afsenderens olivenolje; stiaks kjeder 


pensum 


Teen 
1. 


mg 


Ulm 


nikkelkornene i kohereren sig sammien, hvorved lokalstrømmen sluttes, 
og ringeapparatet gir lyd. Ryster man derpaa kohereren svagt med 
haanden, brydes strømmen og ringeapparatet bringes til taushed. At 
de elektriske bølger ligesom lysbølgerne ikke formaar at passere gjen- 
nem alleslags legemer kan paavises ved foran afsenderapparatet at 
anbringe en metalskjærm, saaledes som fig. 38 antyder. Ringeapparatet 
gir ingen lyd; bag skjærmen optræder en ,elektrisk skygge".  Om- 
byttes derimod metalskjærmen med ep kautschukplade eller en anden 
isolator, melder ringeapparatet prompte de elektriske bølgers frem- 


komst. Isolatorerne er altsaa i elektrisk henseende ,gjennemsigtige*. 


232 


Bølgernes reflektion, der forøvrigt allerede er antydet ved det 
fordelagtige i at anvende parabolske speil, kan let paavises ved en 
anordning som uden nærmere forklaring fremgaar af fig. 39 og 40. 
Som reflekterende flade anvendes et metalspeil, og man kan let over- 
bevise sig om, at klokken kun gir lyd, naar kohereren ligger i ind- 
faldsplanet, og naar indfaldsvinkel og reflektionsvinkel (x og 2) er 
lige store. Mellem ,afsender" og ,modtager" er anbragt en metal- 
skjærm (p) for at hindre straalernes direkte forplantning til kohereren. 
Bølgernes brydning (f. eks. i store prismer af isolerende substanser) 
kan paavises ved lignende arrangement af apparaterne. — Analogien 
med lyset kan yderligere udstrækkes. At straalerne fra afsenderen 


er dannet af retlinjet polariserede transversalsvingninger kan godtgjøres 


Fig. 39. 


ved at dreie det primære speil om 909 saaat brændlinjerne kommer 
til at staa lodrette paa hinanden (fig. 41). Klokken forholder sig i 
dette tilfælde taus. De to speil kan her sammenlignes med polarisator 
og analysator i et polarisationsapparat; naar disse krydses fordunkles 
synsfeldtet. 

Lægger man atter begge speil horizontale og stiller man en træ- 
skjerm, hvorpaa er opklæbet en række parallele stanniolstrimler 
(altsaa et slags ,gitter*), saa vil bølgerne gaa uhindrede igjennem, 
naar strimlerne er vertikalt stillede (lodret paa brændlinjerne), mens 
klokken tier naar strimlerne er horizontale. Dette ligner slaaende 
turmalinpladens forhold i optiken ligeoverfor en retliujet polariseret 


lysstraale. Endnu et forsøg: Stilles primærspeilet vertikalt og sekun- 


233 


dærspeilet (med kohereren). horizontalt, vil ingen bølger trænge gjen- 
nem xgitteret, hverken naar striberne er horizontale eller vertikale. 
Lader man dem derimod hælde 45" (fig. 42), melder straks klokken, 
at bølgerne naar frem. Man maa her forestille sig, at æthersving- 


 ningerne ved gitteret er spaltet op i 2 komponenter, en langs og en 


lodret paa strimlerne. Den ene udslukkes, men den anden trænger 


uhindret igjennem. Forholdet er at sammenligne med den kjends- 


 kjendsgjerning fra optiken, at det af 2 korslagte Nicollprismer for- 


dunklede synsfeldt i et polarisationsapparat lyses op, naar man ind- 
skyder en turmalinplade. Det skraatstillede gitter spiller i vort forsøg 


Ved de her beskrevne og mange andre eksperimenter er analogien 
mellem lys (varme) og elektriske bølger tilfulde bevist. Efter det 
fremstillede tør det heller ikke vække nogen forundring, at den elek- 
'triske bølgebevægelses forplantningshastighed er den samme som lysets, 
memlig 300000 km. pr. sekund. Dette blev allerede udledet af 
Maxwell gjennem theoretiske betragtninger. Da nu signalerne i den 
'traadløse telegrafi formidles ved elektriske bølger, følger det af sig 


selv, at den tid, som disse signaler bruger fra en station til en anden, 


turmalinpladens rolle. 


Fig. 40. 


ganske maa blive at sætte ud af betragtning. 
Foruden de ovenfor beskrevne Hertz" bølger eksisterer der ogsaa 


en anden — ialfald i sine ytringer — forskjellig art elektriske bølger: 


234 


— de elektro-magnetiske, som beror paa induktion. Enhver vil kjende 
det sidstnævnte fænomen fra telefonen. Føres en telefonsamtale gjen- 
nem en af flere parallele traade, vil denne samtale kunne høres paa 
telefoner, som er indskudte i de øvrige ledninger. Dette fænomen 
kan simplest anskueliggjøres derved, at man i den ene af to parallele 
ledningstraade lar en elektrisk strøm undergaa forandringer (eller man 
kan forandre traadenes indbyrdes stilling); straks opvækkes elektriske 


strømme i den anden ledning, strømme, som kan iagttages ved naalens 


udslag i et galvanometer, naar dette er indskudt mellem enderne af den 
sidste traad. Fra den primære ledning udgaar ,elektromagnetiske 
bølger", og den energi som disse repræsenterer, blir for en del absor- 
beret i den sekundære ledningstraad. Da nu en telefonsamtale netop 
formidles ved fluktuationer i strømmen gjennem den ledningstraad, 
som forbinder afsender- og modtagelsesapparatet, vil disse strømvaria- 
tioner give sig tilkjende ved ,inducerede strømme" i nabotraadene. 


Denne erfaring danner i virkeligheden grundlaget for et system for 


235 


traadløs telegrafi, som nærmere er udviklet af chefen for det engelske 
' post- og telegrafvæsen Mr. W. H. Preece. Skjønt dette system har 
vist sig underlegent sammenlignet med Marconis, der er baseret paa 
Hertz” bølger, og som jeg nedenfor skal gjøre nærmere rede for, vil 
jeg dog med nogle linjer skissere Preece's, da ogsaa dette har vakt 
adskillig opsigt. Mr. Preece omtaler selv (i et foredrag i Royal 
Institution, 4de juni 1897), at han i 1884 i en telefon, som var ind- 
skudt i en over hustage i London spændt ledningstraad, kunde aflæse 
depescher, sendte gjennem isolerede traade, der var emballerede i 
jernrør under gaderne. Senere (1885, fandt han, at almindelige tele- 
grafledninger foraarsagede forstyrrelser i telefonen paa en afstand af 
2000 engelske fod. Paa grundlag af disse og lignende iagttagelser 
konstruerede ban sine telegrafiapparater, der kunde anvendes baade 
som ,afsender* og ,modtager*, og som i det væsentlige bestod af 
følgende dele: 

Et batteri paa 100 Leclanchéelementer. Fra dettes ene pol en 
lang horizontal ledningstraad, hvis avden ende var ført til jorden. 
Batteriets anden pol var ligeledes sat i forbindelse med jorden. Ved 
begyndelsen af den lange traadledning var indskudt en rheothom, et 
roterende hjul, som 260 gange pr. sekund brød og aabnede strømmen. 
Herved opstod de fluktuationer i ledningen, som gav anledning til de 
elektromagnetiske bølger. I nærheden af rheothomen var dernæst 
indskudt en telefon og almindelig telegrafnøgle. Ved den sidstes 
hjælp kunde strømmen aabnes og lukkes paa samme maade som ved 
den almindelige telegrafering, og signaler i overensstemmelse med 
Morses alfabet kunde derved afsendes. Til en streg i Morse-altabetet 
kom her til at svare en længere serie elektromagnetiske bølger, til et 
punkt en kortere. Paa modtagelsesstationen var et lignende apparat 
opstillet og saaledes, at de to længste ledningstraade paa begge steder 
var parallele. Bølgerne og dermed signalerne blev opfangede og 
kunde ,aflæses" i telefonen. Da den energi, som paa afsendelses- 
stedet kastes ud i form af elektromagnetiske bølger, breder sig straale- 
formigt i alle retninger, er det selvsagt, at kun en meget ringe del 
af denne blir opfanget paa modtagelses-apparatet. Det samme gjælder 
ogsaa i Marconis system. dJo længere man gjør afstanden, des føl- 
sommere maa derfor modtagelsesapparatet være, forat signalerne skal 
kunne erkjendes; man har med andre ord et forhold, som er ganske 


analogt med lysintensitetens aftagen, eftersom man fjerner sig fra lys- 


236 


kilden. Ikkedestomindre lykkedes det Preece i 1892 at sende distinkt 
opfattede depescher mellem Penarth og øen Flat Holm i Bristolkanalen, 
en afstand paa 3.3 engelske mil. Uden telefonens overordentlige føl- 
somhed?!) vilde naturligvis dette resultat været en umulighed. 

Jeg skal saa i korte træk skissere Marconis system. Figur 43 
fremstiller det skematisk idet Å er afsender-; M modtagerstationen. 
Fra en elektricitetskilde, som paa figuren ikke er antydet tilføres 
induktionsrullen I's primære kreds strøm gjennem traadene pp og i 


denne kreds er morsenøglen N indskudt. Induktionsrullens poler er 


Fig. 43. 


ved ledningstraade sat i forbindelse med de mindre kugler kj kj paa 


en stor Righis afsender. Ved gnisternes overgang mellem kuglerne 


1) Til illustration af telefonens følsomhed kan anføres følgende: 

1) Dr. Werner Siemens stillede en Bell-telefon, hvis magnetpoler 
var omviklede med 800 vindinger I mm.'s kobbertraad (modstand 110 ohm) i en 
strømkreds med | Daniells element. Ved hjælp ar en kommutator i strøm- 
kredsen kunde strømmen vendes 200 gange pr. sekund, og naar kommutatoren 
sattes i stadig bevægelse, fik man svingninger, som paa telefonen frembragte 
en tydelig lyd. Den primære vinding i en liden induktionsrulle indsattes der- 
næst i kommutatorkredsen, mens telefonen indskjødes i den sekundære vinding. 
Den paavirkedes altsaa af den inducerede strøm i denne, naar kommutatoren 
sattes i bevægelse. En tydelig lyd kunde nu høres. selv ved indskydning i ledningen 
af 50 millioner ohms modstard, og denne lyd blev hørbar, selv om den sekun- 
dære vinding førtes tilbage til den primære vindings ender, saaledes at den 
primære vindings induktion blev reduceret til et minimum og sat udenfor 
maalings grænser. 

2) Preece har bestemt, at en Bell-modtager vil give lyd for en strøm 
paa 6 >*x 10513 ampére 9: seks titusenmilliontedel af en milliampére. 

3) Pillatt har udtrykt lignende resultater paa en anden maade. En kon- 
denser af I mikrofarads kapacitet forbandtes med to punkter af en strømkreds 
og ladedes 160 gange pr. sekund. Udladningerne skede gjennem en telefon. 
Hvis K er kapaciteten og V potentialforskjellen mellem polerne, er der for- 
brugte energi for n ladninger og udladringer nK V”. Hvis V reduceres til 
0.0005 volt, høres endda lyd i telefonen, uagtet energiforbruget er saa lidet, 
at det først i 10 000 aar vilde kunne frembringe en gramkolori varme. 


> 
i 
i 


* 
3 


237 


kk (gjennem olje) opvækkes de elektriske ætherbølger, af hvilke man 
ved morsenøglens hjælp kan frembringe længere og kortere serier, 
svarende til streger og punkter i Morses alfabet." M er modtagelses- 
stationen. Denne bestaar først og fremst af kohereren C, der er ind- 
skudt i strømkredsen fra et lokalbatteri Bj. I samme kreds befinder 
sig et almindeligt telegrafrelai, R. Paa grund af modstanden i kohe- 
reren er denne kreds oprindelig brudt. Men ved bølgernes ankomst 
vil lokalstrømmen paa den før beskrevne maade faa fri passage gjen- 
nem kohereren, kommer følgelig ogsaa til at gaa gjennem relaiets. 
strømspiraler, hvorved de tilsvarende elektromagneter magnetiseres, 
hvilket ' igjen har til følge, at tungen T blir tiltrukket og falder ned. 
Men derved sluttes en ny lokalkreds (paa figuren antydet med stregede 
linjer), og som til strømkilde har batteriet B.. I denne kreds er 
indskudt morsemaskinen m og ringeapparatet L. Det sidste er saa- 
ledes indrettet, at dets hammer banker mod kohereren. Dette arran- 
gement er meget væsentligt, da nikkelkornene i kohereren ved denne 
hammers hjælp stadig bankes fra hinanden. Jeg vil eksempelvis 
antage, at man fra afsenderstationen sender et signal bestaaende af 
2 morsestreger. Der ankommer altsaa to serier af elektriske bølger. 
Saasnart den første bølge træffer kohereren, falder T ned, hammeren 
banker et slag og ryster kornene fra hinanden, hvorved strømmen fra 
Bi afbrydes og ligesaa strømmen fra B», idet T springer tilbage, saa- 
snart strømmen ophører at gaa gjennem relaivindingerne. I et øieblik 
har altsaa strøm passeret ogsaa morsemaskinen, og et punkt blir 
nedtegnet paa papirstrimmelen. Umiddelbart herpaa kommer den 
næste elektriske bølge; det samme spil gjentager sig og saaledes 
videre, indtil den hele serie af bølger har gjort sig gjældende. Paa 
papirstrimmelen vil man derfor finde en række tæt indtil hinanden 
liggende punkter, som tilsammen kommer til at modsvare en ,streg* 
i det sædvanlige morsealfabet. Der følger nu et mellemrum, og den 
anden bølgeseries ankomst nedskrives paa samme maade paa maski- 
nens strimmel. Det afsendte signal, der i eksemplet bestod af to 
streger er altsaa nu med al ønskelig tydelighed indregistreret paa 
modtagelsesstationen. Efter dette er det ikke vanskeligt at forstaa, 


hvorledes depescher af en hvilkensomhelst art kan overføres. Det 


1) Ved Marconis stationer i England lar man nu enisterne springe direkte 
mellem mduktionsrullens poler. 


238 


siger sig selv, at der ved arrangementet af apparaterne er mange 
detaljer og har været mange vanskeligheder, som jeg ikke her kan 
gaa nærmere ind paa. Kun skal jeg nævne, at der ved platinakon- 
takterne paa ringeapparatet og i relaiet opstaar funker, der atter 
frembringer svage elektriske bølger, som paa grund af funkernes ringe 
afstand fra kohereren har havt forstyrrende indflydelse paa denne. 
Forat undgaa denne vanskelighed har man maattet indrette .sig med 


en særegen anordning af modstande, der i betydelig grad har kompli- 
ceret apparatet. Den samme vanskelighed er imidlertid paa en meget 
sindrig maade omgaaet af dr. Spies i Berlin, idet han har sat hele 
lokalstrømkredsen under saakaldet ,hvilestrøm" (,sluttet kjæde*). 
Efter dette princip er et demonstrationsapparat bygget, som jeg ivaar 
fik anskaffet til Bergens tekniske skole, og ved hvis hjælp jeg selv 
har havt anledning til at prøve den nye telegraferingsmethode. Fig. 44 
gjengiver dette apparats Righi-sender og fig. 45 dets modtagelses- 


——— 


EEE i i ax pes 


239 


station. Fig. 46 kan tjene som strømskema. Ved hjælp af proppen 
8 kan man slutte strømmen fra batteriet B. I det øieblik dette sker 
sættes strømmen igang i kredsen BSLMF (hvor der er kontakt) B. 
Samtidig blir ankeret ved L tiltrukket, og hammeren slaar én gang 
mod kohereren. Morsemaskinen M, som er indskudt i denne kreds, er 
da naturligvis saaledes indrettet, at den ikke skriver, mens strømmen 


gaar, men derimod mens den er afbrudt. I den anden lokalkreds, 


Fig. 45. 


der fødes fra batteriet E, er kohereren C og relaiet R anbragt. Saa- 
snart de elektriske bølger arriverer, sluttes koherer-kredsen, og relai- 
ankeret ved F blir tiltrukket. Men derved brydes den første lokal- 
kreds, og morsemaskinen begynder at skrive. Dette sker imidlertid 
kun et øieblik; thi ved bruddet i den første lokalkreds blev dettes 
elektromagnet atter umagnetisk, hvorved ankeret L springer tilbage og 
berører knappen A. Strømmen i første lokalkreds tager da veien 
BSLATB. Herved blir atter magneten ved ÅL magnetisk, og ankeret 


240 


paa dette sted kommer (saalænge relaiankeret ved F er tiltrukket) til 
at danse op og ned som en almindelig Wagnerhammer. Dette med- 
fører raske slag mod kohereren, strømmen i kreds II brydes, relai- 
ankeret falder tilbage, og strømmen gaar som oprindelig gjennem 
morsemaskinen indtil en ny bølge indtræffer. De her beskrevne for- 
andringer i strømkredsene, som blir et resultat af den første bølges 
ankomst fuldbyrdes i et nu, og med hensyn til morsemaskinens arbeide 
har den kun faaet tid til at afmerke et punkt. De følgende bølger i 
serien giver anledning til andre nærliggende punkter; indbegrebet af 
disse danner morsealfabetets streg. Som man ser, blir resultatet det 


samme som ved den først beskrevne sammenstilling af apparaterne. 


Fig. 46. 


Tiltrods for at det nævnte demonstrationsapparat kun er beregnet paa 
meget korte afstande, og skjønt jeg ikke har havt til disposition en 
tilstrækkelig stor induktionsrulle (bedst lykkes forsøgene, naar induk- 
tionsrullen kan give en funke paa optil 25 cm. længde), har det dog 
ikke været forbundet med særlige vanskeligheder at faa tydelige sig- 
naler fra ende til anden i den tekniske skoles temmelig lange bygning, 
og der merkedes ingen væsentlig svækkelse i bølgernes evne til at 
paavirke kohereren, om jeg lod dem gaa gjennem flere lukkede døre. 
Forat give en ide om, hvorledes signalerne tar sig ud paa morsestrim- 


melen lar jeg en gjengivelse af en saadan medfølge (fig. 47).) 


1) Dette signal er dog optaget paa en fra det herværende telegrafkontor 
velvillig udlaant større morsemaskine, da den, der medfulgte demonstrations- 
apparatet, funktionerede utilfredsstillende. Telegrafkontorets maskine var imid- 


241 


Forat forøge virkningen af afsenderen kan man forøge afstanden 
mellem kuglerne kj og k (fig. 34), ligesom mau kan sætte den ene 
kugle kj i forbindelse med en leder af større kapacitet og samtidig 
aflede den anden til jorden. Hvor det gjælder at telegrafere paa 
større afstande eller overvinde betydelige terrænhindringer har det vist 
sig at være af stor nytte at sætte saavel den ene kugle kj som kohe- 
rerens ene pol i forbindelse med hver sin lange vertikale metaltraad 
og aflede den anden kugle kj resp. den anden pol til jorden. Man 
har ogsaa med held forsøgt at fæste den lange traad til en drage, 
hvorved dens længde kunde gjøres ganske betragtelig. 

Som det af dagspressen forlængst vil være bekjendt, er det alle- 
rede for nogen tid siden lykkedes Signor Marconi ad den traadløse 


telegrafiø/s vei at istandbringe kommunikation mellem England og 


Fig. 47. Dette signal betyr Bergen. De heri indgaaende morsetegn er 
nemlig følgende: 


B — 0 po 
E. 
Ris — 
G — — > 
BE. 
N — > 


Frankrige tvers over kanalen: mellem South Foreland paa engelsk og 
Boulogne paa fransk side. De vertikale kobbertraade, som ved denne 
leilighed kom til anvendelse havde en længde af 150 eng. fod. Pro- 
fessor Fleming ved university college i London, som var tilstede ved 
forsøgene, bekræfter, at de lykkedes til fuldkommenhed. , Under mit 


besøg,* siger han, ,blev meddelelser, signaler, gratulationer og spøg 


lertid ikke indrettet for hvilestrøm, hvorfor det blev nødvendigt at anvende et 
tredje lokalbatteri og en ekstra kontaktanordning ved den oprindelige maskine 
forat faa det hele til at gaa. Efterat de hermed forbundne vanskeligheder var 
overvundne, kunde jeg i morsemaskinens sted indskyde i tredje lokalk reds en 
liden 2 volts glødelampe, der paa en meget vellykket maade gjengav meorse- 
tegnene som længere og kortere serier af lysglimt. Det var heller ikke vanske- 
ligt fra afsenderstationen af at sætte en i samme kreds indskudt liden motor i 
bevægelse. Under prøvningen af disse og andre experimenter, der blev frem- 
førte for Bergens muséforenings medlemmer under et foredrag d. 19de juni d. a. 
har jeg velvillig været assisteret af hr. realkandidat Ragnar Barmann, der 
med stor iver og dygtighed fulgte forsøgene fra først til sidst. 


»Naturen* ; 16 


242 


frit udvekslet mellem operatørerne paa begge sider af kanalen og 
automatisk antegnet paa sædvanligt telegratpapir med en hastighed af 
12—18 ord i minutet.* Det hændte ikke en eneste gang, at der var 
mindste vanskelighed ved at faa et øieblikkeligt svar paa et afsendt 
signal. Naar man undtager den 150 fod lange mast, hvortil verti- 
kaltraaden var fæstet, kunde saavel afsender- som modtagerstation 
installeres paa et bord i et lidet værelse. Hele stadsen kostede ikke 
mere end 100 £. Afstanden mellem endestationerne var over 30 eng. 
mil, og kan ifølge Fleming uden væsentlig vanskelighed med de samme 
apparater drives op til 100 mil i fri luft. I sandhed storartede resul- 
tater opnaaet med smaa midler! : 

Med hensyn til kobbertraadenes virkning har forøvrigt Marconi 
ved eksperimenter paavist at maksimalafstanden, hvortil tydelige sig- 
naler kan sendes og opfanges, vokser med kvadratet af traadens 
længde. En 20 engelske fod lang traad bringer effektive signaler 
frem til 1 eng. mils afstand, en 40 fod lang traad til 4 mils af- 
stand o. 8. V. 

Men ogsaa dette storslagne system har sin achilleshæl. Hvor- 
ledes skal man, siden de elektriske bølger ligesom lyset forplanter sig 
straaleformigt til alle kanter, kunne opnaa blandt alle stationer inden 
en afsenders virkningssfære at sende sin depeche netop til den enkelte, 
med hvilken man ønsker kommunikation og ikke til de andre? Hvor- 
ledes skal man for eks. kunne hindre i felten, hvor man spaar den 
nye methode en stor anvendelse, at slige vagabonderende bølger falder 
i fiendens arme som den mest aabenbare forræder? Jeg kan herpaa 
kun svare, at dette spørgsmaal vistnok endnu ikke er løst. Der er 
to fremgangsmaader bragte i forslag, og saavidt man fortiden kan 
overskue sagen, er de ogsaa de eneste mulige. Man har tænkt sig 
ved hjælp af speil at sende bølgerne ud i en bestemt retning ligesom 
lyset fra en reflektor. Til en vis grad er dette ogsaa muligt. Men 
naar det gjælder større afstande, hvor man maatte have et speil, som 
gjennem hundreder af mil skulde holde disse straaler sammen og 
bringe dem til at bøie sig efter jordoverfladens krumning, saa kan 
man trygt sige, at et saadant speil er endnu ikke konstrueret. Den 
anden fremgangsmaade tar sit udgangspunkt i et akustisk fænomen. 
Det er en kjendt sag, at om man stryger en violinstreng i nærheden 
af et piano, vil blandt dettes mange strenge kun den ene begynde at 


stone med*, som er afstemt for samme tone som violinstrengen. Paa 


E - 
243 


samme maade havde man tænkt, at afsender- og modtagelsesstation lod 

sig ,afstemme" efter hinanden, og hvis man da kjendte de omliggende 

stationers specielle ,toner”, saa vilde det være let at kalde den enkelte 

og kun denne op. Tanken er genial og har ved laboratorieforsøg 

virkelig ogsaa delvis ladet sig realisere. Man knyttede for et aars 

tid eller to siden store forventninger til den, men det synes, som om 
dens overførelse til praksis har svigtet. 

Naar man derfor i den første begeistring over det nye system har 
ment, at det skulde komme til at afløse telegrafi med traad, saa tror 
jeg, at man ikke har havt tilstrækkelig blik for systemets naturlige 
begrænsning. Det vil utvivlsomt blive af den største betydning som 
middel til kommunikation mellem mobile stationer, mellem skibe f. eks. 
eller mellem skibe og land, og jeg tror, at man ogsaa i vort land 
med dets store skibsfart og dets sterke interesser ved og i nærheden 
af kysten paa mange og endnu kanske uanede maader vil komme til 
at blive delagtiggjort i dets fortrm. dJeg vil bare som et enkelt 
eksempel nævne, at om vore redningsskøiter, naar de i fisketiden 
ligger ude ved bankerne, mile fra kysten, var udstyrede med saadanne 
apparater, som jeg nu har beskrevet, vilde stormvarslerne fra det 
meteorologiske institut komme til fiskerflaadens kundskab i betids, 
mens det vel nu hyppigt hænder, at de kommer forsent eller idethele- 
taget slet ikke kommer frem. Men at antage, at Marconis telegrafi 
skulde kunne gjøre det af med de store oversøiske kabelselskaber, 
hvilket ivaar fik sit udtryk i en betydelig nedgang i noteringen at 
disse selskabers aktier paa børserne, det er en tanke, som vistnok de 
fleste sagkyndige vil afvise, og som kun giver udtryk for et meget 
enthusiastisk temperament. Det er idetheletaget sjelden, om nogen- 
sinde, at en stor opfindelse fuldstændig overtager en ældres rolle. 
Befolkningens vekst og nye tiders krav skaffer plads til dem begge. 
Der er flere kjøretøier nu, end da Stephensen første gang satte sit 
lokomotiv i bevægelse, og der er større bypost nu, end da telefonen 
blev indført. Da franskmændene for over 20 aar siden forbausede 
verden ved at tænde den første buelampe paa operaavenuen i Paris, 
regnede man let ud, at gasværkernes dage var talte. 20 aar senere 
(ultimo 98) var der i elektrisk belysning engageret en kapital paa 
14 millioner pund sterling, mens der i gasindustrien var nedlagt 76 
millioner, og 147/> million blev aarlig anvendt til at lave gas af kul, 


I det heletaget tar det de banebrydende opfindelser lang tid baade at 


244 


trænge igjennem og navnlig at udvikle sig til saadan praktisk fuldkom- 
menhed, at et stort kulturelt fremskridt ved dem kan siges at være 
en fuldbragt kjendsgjerning. 

Dog, Marconis telegraferingssystem har med rette været betegnet 
som den største opfindelse siden telefonen og rangerer saaledes blandt 
de allerstørste af dette aarhundredes mange store erobringer. Den 


gamle union mellem naturvidenskab og teknik har her utvilsomt atter 


sat sig et varigt mindesmerke; en ny fremskridtslinje er udstukken og 
den peger udover mod rige muligheder. 
Andor Hoel. 


Bjørneøen. 


Fra den dag, de første efterretninger kom om, at Lerner iaar 
har fortsat med at tage dele af Bjørneøen i besiddelse for der at 
skabe et støttepunkt for det tyske havfiskeri og den tyske hvalfangst, 
har denne lille polarø i høiere grad end nogensinde før formaaet at 
tiltrække sig den almindelige opmerksombed. Som øens nærmeste 
naboer har vi nordmænd med særlig opmerksomhed fulgt begiven- 
hedernes gang, og da det maa antages at være af interesse at kjende 
lidt nærmere til den, har den ærede redaktion af , Naturen" anmodet 
mig om at give en skildring af øen, saaledes som vi kjender den fra 
de tidligere, strengt videnskabelige ekspeditioners beretninger. 

Den blev opdaget sommeren 1596 af hollænderen Barentz, 
der landede ber den 10de juni og efter et kort ophold seilede videre 
nordover, hvor han saa opdagede Spitsbergen. Sit navn, Beeren 
Eiland eller Bjørneøen, fik den, fordi denne første ekspedition udenfor 
øen dræbte en meget stor, ca. 12 fod lang isbjørn. Det oprindelige 
navn var ,» Het Beyren Bylandt*. Efter dette besøg forløb der 7 aar, 
før atter en europæer betraadte øen. Saa kom englænderen Bennet 
derop den 17de august 1608, og gav for at hædre ekspeditionens 
udsender, Francis Cherie, øen navnet Cherie Island, et navn som man 
oftere vil finde nævnt i gamle beretninger fra den tid. Bennet var 
kommen op for at undersøge, om ikke øen i økonomisk henseende 
kunde faa nogen betydning. Uagtet det første ophold kun indbragte 


ganske lidet, kom han tilbage igjen det næste aar og gav ved sin 


De EE 


245 


ænergi stødet til den senere saa betydelige fangst af sæl og hval i 
disse have. I de første aar tjente man ogsaa meget ved jagt paa 
de talløse skarer af fugle, som havde sit tilhold paa øen. I 1609 
tog det engelske kompani, ,Company for the discovery of unknown 
countries" eller ,Russia company", som det ogsaa kaldtes paa grund 
af sin betydelige handel med Rusland, øen i besiddelse. Ved de 
senere aars ekspeditioner opdagedes blymalmen paa Gull Island samt 
stenkulsleierne paa øens nordlige del. Bjørne og ræve fangedes i 
denne tid i massevis; men samtidig tog den i de første aar saa hidsig 
førte jagt paa hvalros betydelig af for at give plads for hvalfangst. 
Denne udstraktes saa lidt efter lidt til Spitsbergen, og Bjørneøen 
begyndte at tabe sin betydning. Da saa hvalerne i disse trakter ved 
vort aarhundredes begyndelse holdt paa at udryddes, optog særlig 
nordmændene og russerne omkring 1820 atter fangsten paa hvalros 
ved Bjørneøen. Paa grund af uvittig fangst aftog dyrene imidlertid 
sterkt, og fra midten af aarhundredet har det væsentlig været fiskeri, 
der har trukket særlig nordmænd til øen. Ifjor tog saa som bekjendt 
Lerner med forhenværende korvetkaptein Ridiger en del af øen i 
besiddelse, og iaar skal disse besiddelser være udvidet til at omfatte 
den halve ø. 

Bjørneøen ligger paa 749 30" n. br. og 369 40" ø.1., nogenlunde 
midt mellem Nordkap og Spitsbergen. Den skal under almindelige 
omstændigheder kunne naaes fra Tromsø paa ca. 30 timer.  Øens 
størrelse og form kan sees af hosføiede kart (fig. 48), der er taget 
af den svenske Spitsbergenekspedition i 1864. Den største længde 
fra Stappen i syd og til Nordhavnen i nord udgjør 51/; og den største 
bredde 5 sjømil. Som vi ser, er øen kun ganske lidet indskaaret af 
havet, saa at nogen egentlig havn besidder den ikke. De paa kartet 
anmerkede havne kan kun benyttes under heldige vindforholde, og de 
fleste ekspeditioner har derfor havt sit skib krydsende udenfor øen, 
mens endel af medlemmerne var i land for at gjøre sine undersøgelser. 
Kystlinjen er meget forreven og giver ved sine huler, pillarer og 
hvælvinger et storslagent eksempel paa havets nedbrydende virksomhed. 
Paa mange steder falder fjeldvæggen saa steilt af mod havet, at det 
er vanskeligt at lande, paa andre steder er der blevet igjen en liden 
fjærestrand, hvor baadene kan trækkes op. Et eiendommeligt strand- 
parti er den bekjendte ,Borgmesterport*, der dog ikke staar som 


noget enestaaende i sit slags; den er bare en enkelt af denne kyst- 


246 


rands mange merkværdigheder, der øver en saa eiendommelig virkning 
paa sindene oppe i polarhavets øde, saaledes som det tydelig vil 
fremgaa af den norske geolog Keilhaus beskrivelse fra hans reiser, 
i 1827 og 1828: ,Foran os, dunkelt gjennem taagen, blev vi var 
en fritstaaende stenpille af eventyrlig skikkelse, der ragede frem af 
søen tæt ved kysten, og var af samme høide som den. Med sit 
tykke, runde hoved, og hyllet i taagemantelen, lignede den disse raa 
stenbilleder af kolossalsk størrelse under hvilke flere folkefærd i østen 
havde fremstillet deres guder. Men paa disse høie bredder erindrede 


WE 


ev 7 
Magi 
SSH 


RÅ 


= ; MN v 
1) un 
Va 


MN . å Å 
uns NY Vi 3 
gå å KE : 


I 5 == 


— BEEREN' 


Ui 
% 
N Vo | 
G 


" LT 


N. 
R 
6 ES en " Pryrrrees A 17 "Syd ha vnren. 
FM, FU, ; 
Gi SN = e N 
yter. ØRE Guia Eilard, 
oStappen, 
3 6 
2 ? smedl (egeds)" N 
BEEREN EILAND 


Fig. 48. 


den snarere om hine landvætter, som skrækkede de gamle islændere, 
naar de i havsmørket søgte deres ø, eller om stengeisten paa Hetland, 
som norna af Titfullhead anraaber i Scotts berømte digtning.* 

Seet fra havet af, viser Bjørneøen sig som en taffelformig klippe, 
der sænker sig jevnt mod nord, hvor høiden kun angives til ca. 100 
fod, Mod syd og nordøst hæver der sig to høiere fjelde op over 
den ensformige slette. Det høieste af disse, der har faaet navnet 
Mount Misery, skal ifølge professor Mohn have en høide af 544 m. 
eller 1785 eng. fod. Fig. 49 viser os et billede af dette fjeld hentet 


248 


fra Mohns: ,Nogle bidrag til de nordlige landes geografi og natur- 
historie", hvor tegningen ledsages at følgende tekst: Man ser her 
Beeren Eilands sydostpynt til høire. Udenfor viser sig: drivis, der 
kommer fra nordøst. Gjennem Mount Misery gaar et horizontalt lag 
af en eiendommelig fremtrædende bergart, med som det. synes verti- 
kale afsondringsflader. Forsaavidt man kan dømme af udseendet alene 
i frastand, synes denne bergart at være den at Nordenskjöld 
benævnte hyperit, der torekommer paa aldeles lignende maade paa 
Spitsbergen, og hvis torekomstmaade sees af flere billeder i beretnin- 
gerne om de svenske Spitsbergenekspeditioner.* 

En tur over Bjørneøens plateau byder ikke paa mange afveks- 
linger.  Tæt i tæt ligger de tusener af sten, som af isen er sprængt 
løs fra overfladen, og kun hvor der mellem stenblokkene forekommer 
finere materiale, kan man finde et tarveligt dække af vegetation, 
særlig omkring randen af de smaa indsjøer paa øens nordside. I 
enkelte smaadale f. eks. nær Mount Misery kan man dog finde en noget 
rigere vegetation af blomsterplanternes arktiske forposter. Der er 
heller ikke nogen bræ, som kan skaffe nogen afveksling 1 landskabet, 
og dyrelivet synes næsten som udslukket her oppe. Man kan under- 
tiden træffe til at se en ræv og meget sjelden en bjørn, ellers afbrydes 
den store polarstilhed kun af en enslig maages eller tyvjos skrig; en 
ganske paafaldende modsætning til det brogede fugleliv nede ved 
kysten, hvor de mange søiler og hvælvinger byder talrige sjøfugle et 
behageligt opholdssted. 

I havet udenfor kysterne er dyrelivet rigere. Haakjerring har 
ialfald i tidligere tid optraadt i adskillig mængde. Flere fangstmænd 
og fiskere er af den formening, at torsken om vaaren søger ind til 
Bjørneøen, ligesom den gjør det til Lofoten og Finmarken, i overens- 
stemmelse hermed har man ogsaa ment at kunne paavise loddestime. 
Kveite fanges der meget af, og sild skal ogsaa forekomme. 

Allerede fra længere tid tilbage har Bjørneøen havt ry for rigdom 
paa metaller. Dette har sin grund i endel prøver af zinkblende og 
blyglans, der er blevne hjembragte fra øen. Forekomsterne har imid- 
lertid ikke kunnet gjenfindes, og en af de svenske ekspeditioner er 
derfor kommen til det resultat, at her foreligger en forveksling med 
Bjørneøen i Det hvide hav, hvorfra man har fuldstændig lignende 
mineraler. Saa meget sikrere er det, at øen har kul. Keilhau fandt 


2 fløtser ved Engelskelven, nær Nordhavn, og 4 parallele fløtser ved 


er pg VEK 


249 


Stenkulsbugten. Disse angives at have en mægtighed af indtil 1 alen. 
Om der paa disse kul vil kunne drives nogen betydelig drift, er vel 
tvilsomt, men som vi ved, nærer Lerner støttet til tyske bjergmænds 
undersøgelser de bedste forhaabninger. Til Bjørneøens klima har man 
ikke saa godt kjendskab som ønskeligt, da længere observationsrækker 


mangler. Alle er dog enige i, at øen har et meget fugtigt kystklima, 


og i alle ekspeditioners beretninger læser man om store taagemasser, 


«der hviler over øen og ofte skjuler den for de reisendes blikke, indtil 


man er helt inde paa den, og navnet ,Taagehjem* vilde derfor, som 
enkelte har fremholdt, maaske være det mest passende navn. Til- 
stedeværelsen af de stadige taagemasser finder sin forklaring i, at 
øen ligger der, hvor Atlanterhavets varme strøm møder de kolde 
strømninger fra polarhavet. Den svenske Spitsbergenekspedition af 
1863 og 64 kom til det resultat, at Bjørneøens klima dog maa 
være gunstigere end klimaet paa selv de gunstigste steder af Spits- 
bergen og anfører som grund herfor særlig Bjørneøens kilder med 
temperaturer paa 0.6—38.89, temperaturer som nogenlunde skulde svare 
til jordbundens middeltemperatur. Da kilder ikke findes paa Spits- 
bergen, antoges jordens middeltemperatur der at være under 00. 

Saa kold og trist end Bjørneøen nu ligger oppe i polarhavet, saa 
ved dog geologerne at fortælle om, at den har seet bedre dage. En- 
gang har der her oppe i det høie norden været et større fastland, 
hvorpaa der i den tid, vi kalder stenkulsperioden, har vokset de samme 


store og yppige planter, som ellers i verden karakteriserer stenkul- 


systemet. Bjørneøens lagrækker fortæller os endvidere, at længere ud 


i stenkulstiden sænkedes dette fastland under havets overflade, og vi 
møder i lagrækkerne fra hin tid en vrimmel af havets dyreformer. 
Men det er ikke polarhavets artsfattige fauna vi finder, det er former, 


som maa have hørt hjemme 1 et forholdsvis varmt hav. Ogsaa i de 


følgende geologiske perioder kan vi følge polarlandenes skjæbne og 
læse os til om mildere klimatiske forhold. Det er imidlertid her 
Spitsbergen, som leverer materialet. Sandsynligt er det dog, at de 


vigtigere kullag paa Bjørneøen skriver sig fra tertiærperioden, og 


dette giver os et værdifuldt bidrag til øens geologiske saga. Saa 


sent som i tertiærtiden, jordens nyere tid, har der været et sammen- 


hængende fastland der, hvor nu Bjørneøen, Spitsbergen og Nowaja 
Semlja rager op som ger. Et fastland hvor ek, løn, hassel, lind, alm 


og vinranke optraadte i store mængder, og hvor tertiærtidens rige 


250 


pattedyrfauna holdt til i de store skove. Mod slutten af tertiærtiden 
synker temperaturen her som ellers i norden, og i begyndelsen af 
kvartærtiden breder isbræerne sig fra Spitsbergen ned over Bjørneøen. 
Endelig er det ogsaa forbi med istiden, og nutidens klimatiske for- 
hold indtræder. Øen slipper sit permanente isdække og modtager kun 
under nordlig vind drivis fra sin nabo Spitsbergen, fra hvilken den 
imidlertid, enten ved erosion eller sænkning, er bleven skilt ved havet. 
Endnu fortæller imidlertid de ringe havsdybder om det gamle fastland, 
mod hvis sydligste ruin, Bjørneøen, havet nu stadig retter sine øde- 


læggende og nedbrydende angreb. 
Carl Fred. Kolderup. 


Orm* i tænderne.” 


De vandrende zigeunere befatter sig som bekjendt ikke blot med 
smedearbeider, tiggeri, tyveri, musik og spaadomskunst men ogsaa med 
at kurere sygdom paa mennesker og dyr. 

Dr. N. Leon, professer ved det medicinske fakultet i Jassy i 
Rumænien og Raphael Blanchard, professor ved det medicinske 
fakultet i Paris har for ikke længe siden i Archives de Parasitologie 
(1898) offentliggjort to meddelelser, om en kur, der er almindelig 
bekjendt i to verdensdele og har været praktiseret af hundredetusinder. 
I disse meddelelser søges at opklare dens sande væsen. Denne eien- 
dommelige helbredelsesmethode har foraarsaget lægerne meget hoved- 
brud, og da det tilslut ikke vilde lykkes fuldstændig at opklare fæno- 
menet, saa holdt man det for raadeligt ikke at ofre methoden nogen 
indgaaende beskrivelse. Kun faa forskere havde mod til at omtale 
fremgangsmaaden 1 fagtidsskrifter med tilføielse af et spørgsmaalstegn, 
utvivlsomt i det haab derved at foranledige ogsaa andre til at bidrage 
deres del til afsløringen af det gaadefulde deri. 

Den sygdom, der her er tale om, angives at være en myiasis, 
d. v. s. en infektionssygdom i den menneskelige organisme, foraar- 
saget ved parasitiske fluer. Denne myiasis skal have sit sæde 
i tandkjødet, og alle tandsmerter skal, ifølge forsikringer fra de kvak- 


salverske zigeunerinder, stamme fra disse fluers snyltende larver. 


1) Af professor Karl Sajo i » Prometheus*. 


251 


Dr. Leon meddeler mig, at han var tilstede, da en gammel 
kvaksalverske fra departementet Prahova behandlede en bondekone, 
der led af en smertefuld tandsvulst. Behandlingen gik for sig paa 
følgende maade. I en lerskaal blev kastet en haandfuld tørre blade, 
frø og frugtkapsler af den almindelige bulmeurt (hyoscyamus miger) 
og straks derpaa heldtes hedt vand over. Derpaa maatte den lidende 
holde sit hoved over skaalen med ansigtet ned og med aaben mund 
og indaande de opstigende dampe. Forat der af bulmeurtdampene 
skulde mistes saa lidet som muligt, blev baade skaalen og hovedet 
indhyllet i et tørklæde. Efter faa minutter var operationen tilende, 
og i den lidendes mund kunde man nu se flere smaa 
maddiker. Leon omtaler, at man ogsaa bruger at kaste frøet paa 
glødende kul og indaande dampen, hvorved fluelarven ligeledes kommer 
tilsyne. 

I tilslutning til denne meddelelse benytter jeg anledningen til at 
omtale en notis af Jabez Hogg i London?) om det samme emne. 
Denne torsker fik sig nemlig fra en ven, en læge, tilsendt 5 maddiker, 
der var fundet i munden af en pige, efterat hun af en zigeunerske 
var bleven behandlet paa ovennævnte vis med hyoscuamus-frø. Lægen 
lod operationen gjentage for sine øine, samlede maddikerne, som da 
Hogg undersøgte. Denne ansaa dem imidlertid ikke for fluelarver, 
men fandt dem mere lig orme. 

Blanchard er overbevist om, at dette tilfælde lader sig identi- 
ficere med det omtalte tilfælde fra Rumænien. Iløvrigt er han ikke 
tilfreds med beskrivelsen at disse maddikers art og erklærer spørgs- 
maalet for uløst. 

En gunstig leilighed har givet mig nøglen til dette hemmeligheds- 
fulde fænomen, og jeg er nu istand til at forklare det hele paa en 
meget evkel, naturlig og utvivlsom maade. Jeg tror, at der ikke 
gives et eneste sted i Europa, hvor ikke denne methode til at ,,drive 
ormen ud af tænderne* er mere eller mindre almindelig praktiseret, 
saaat denne meddelelse af den grund tør paaregne en interesseret 
læsekreds. 

For 28 aar siden gjorde jeg, som dengang endnu var en ung 
zoolog, et besøg hos nogle slegtninge paa landet. En af mine kusiner 
blev grebet af heftig tandpine og sagde, at hun vilde drive ,ormene* 


1 Jabez Hogg: Embryo of a parasitic entozoa from å human tooth 
(Journal of microscopy and natural science 1888). 


252 


ud af tænderne med bulmeurt-frø. Jeg blev nysgjerrig og anmodede 
hende om at udføre denne operation i mit paasyn. Hun gik dog ikke 
frem paa en fuldt saa grundig maade som i det ovenfor beskrevne 
tilfælde, men anvendte kuren saaat sige mere ,homøopatisk*, hvilket 
viste, at zigeunerne (thi ogsaa her havde de været læremestere) be- 
handler sine patienter forskjelligt, eftersom de hører til den høiere 
eller lavere stand. I en pande kastedes glødende kul, paa disse 
strøedes hyoseyamus frø, og i samme øieblik dækkedes panden med 
et andet omvendt kar, hvilket tjente til at opsamle de helbredende 
dampe. Saasnart man troede at have samlet damp nok, løftedes det 
op, vendtes om, og patienten bøiede sig med aaben mund derover, 
idet baade ansigt og hoved omhylledes med et tørklæde. Inhallationen 
varede nogle minutter, hvorefter man triumferende viste mig de smaa 
sorme*, der lykkelig og vel var jaget ud af tænderne paa bunden at 
væggene paa porcelænskarret. De var tilstede i et temmelig stort 
antal, maaske 40, og var ganske hvide. Min kusine, der saa min 
noget skeptiske mine, forsikrede mig om, at tandpinen var bety- 
delig bedre. 

Jeg havde kun en loupe med mig; men med denne kunde jeg 
ikke opdage nogen ydre merker eller ringe paa disse ormlignende 
væsener. En stund forblev sagen uforklarlig for mig; kun var det 
paafaldende, at de smaa corpord delicti allesammen var ganske ubevæ- 
gelige og uden liv, samt at de næsten gjennemgaaende var af samme 
størrelse, omendskjønt jeg af erfaring vidste, at fluemaddiker og orme 
i almindelighed ikke kreperer saa hurtig, og er altfor seiglivet til at 
de skulde opgive aanden paa nogle faa minutter af lidt hyoscyamus- 
damp, der ovenikjøbet ved denne proces var betydelig fortyndet. Jeg 
tog mig da for ved første leilighed at gaa løs paa spørgsmaalets løs- 
ning med fuldkomnere hjælpemidler. 

Først to aar efter kom denne leilighed, om vinteren ved nyt- 
aarstid under et andet besøg. Atter blev tandpinen behandlet med 
bulmeurtfrø, og atter viste ,ormene" sig i mængdevis. At de ikke 
kunde være fluemaddiker forekom mig nu meget sandsynligt; thi om 
vinteren gives der ingen fluer, som stikker mennesket, og fra høsten 
af kan saa smaa fluelarver ikke leve saa længe som larver i en 
temperatur som den, der hersker i menneskets legeme. Ved denne 


temperatur kan deres fuldstændige udvikling ikke medtage mere end 


; 253 


i det høieste nogle uger. En undtagelse gjør vistnok oestriderne, 
bibioniderne og lignende, men de har ganske andre larveformer. De 
plarver*, som viste sig ved hyoscyamus-behandlingen, kunde kun op- 
fattes som fluelarver, men saa var mangelen paa kropringe paa den 
anden side et tydeligt bevis paa, at man alligevel ikke havde med 
fluer at gjøre. 

Skulde altsaa endelig hine smaa væsener være dyr, saa kunde 
de kun være orme (vermes), der da maatte snylte i tænderne ligesom 
de andre indvoldsorme i det indre af mennesker og dyr. En anden 
slegtning af mig, der ligeledes i ugevis havde lidt af tandpine, men 
som nu var fuldstændig helbredet, lod jeg ikke destomindre under- 
kaste sig bulmeurtkuren. Til almindelig forbauselse meldte 
pormene" sig igjen og det i fuldt antal! 

Jeg forsøgte nu operationen paa mig selv og det paa en temmelig 
grundig maade. Følgen var, at der nu viste sig over 100 
saadanne smaa væsener! Saa meget var nu vist, at disse 
ormlignende skabninger ikke kunde være den egentlige aarsag til tand- 
pinen, fordi jeg paa den tid, da jeg underkastede mig kuren, hverken 
havde tandpine eller overhovedet tænder med aabne huller, der kunde 
tjene saadanne orme til skjulested. 

Jeg kom nu paa den tanke, at ,ormene* ikke kunde komme fra 
munden, men var tilstede i karret. Jeg rensede derfor et kar paa 
det omhyggeligste og undersøgte det med den pinligste nøiagtighed. 
Da jeg havde overbevist mig om, at der aldeles intet fandtes holdt 
jeg det over kullene, hvorpaa jeg havde strøet hyoscyamusfrø. Men 
før jeg aabnede min mund i det med damp tyldte kar, kastede jeg 
endnu et blik derind, og hvor overrasket blev jeg ikke, da jeg be- 
merkede ,orme", der havde fæstet sig rundt omkring i det for et 
minut siden fuldkommen rene kar! Hine smaa væsener stammede 
aabenbart fra bulmeurtfrøet og var intet andet end smaarødderne, der 
blev slynget ud, naar frøet sprang i stykker af heden, og som blev 
hængende fast ved karrets vægge, der var gjort fugtige af de opsti- 
gende vanddampe 

Nu holdt jeg en paa det omhyggeligste renset flad tallerken over 
de glødende kul, hvorpaa jeg havde kastet en hel haandfuld bulme- 
urtfrø. Snart var den indre flade af tallerkenen ganske bedækket med 
de udslyngede smaarødder; der var omtrent 300 i tallet. 


254 


Jeg forundrede mig over, at ikke nogen tanke om den sande 
løsning af gaaden før var faldt mig ind. Skuffelsen er imidlertid i 
virkeligheden saa fuldstændig, og smaarødderne saa lige dyriske 
væsener, at vildfarelsen er let forklarlig selv for øvede forskere. 
Allermindst vilde man tænke paa, at smaarødderne i frøet kunde 
slynges saa høit op. Holder man, som det almindelig sker ved bøn- 
dernes kure, den aabne mund direkte over det ophedede frø, saa 
springer smaarødderne ind i munden, og det hele bliver derved endnu 
mere skuffende, fordi de smaa hvide væsener i dette tilfælde klæber 
sig fast til tungen, tandkjødet og tænderne. 

Man ser, at ogsaa ved denne folkekur, som ved saa mange andre, 
er sandt og falskt forbundet. Sandheden er, at hyoscyamus lindrer 
smerterne, vistnok for det meste kun forbigaaende. Der er ogsaa 
fabrikeret ,tandpapir*, der ogsaa hører til disse hemmelighedsfulde 


midler. Naar det antændes, brænder det uden flamme men med megen 


røg, der, naar den iudaandes, frembringer en momentan lindring af 
tapdpinen. Nogen fuldstændig helbredelse kan der naturligvis ikke 
være tale om trods sælgerens dyre forsikringer. Dette papir er 
imprægneret med ekstrakten at narkotiske planter maaske netop 
bulmeurt. 

Det falske er den angivelige uddrivning af ,ormene* af tænderne. 
Det er muligt, at kvaksalverne selv tror derpaa, men det er sandsyn- 
ligere, at den første opfinder af kuren med fuldt vidende udnyttede 
patienternes lettroenhed for at sikre sig mere tiltro og større udbytte. 
Det maa jo nemlig være meget beroligende at overbevise sig med 
sine egne øine om, at man nu er befriet for alle de mange pinende 
orme; og den glæde, som patienten føler derover, vil ufeilbarlig øge 
hans rundhaandethed. 

I ethvert fald er kuren allerede meget gammel; man finder i 
gamle bøger anbefalet indaanding af bulmeurtdampe, og det er zigeu- 
nerne, som har udbredt den. De fører altid med sig frø at hyoseyamus 
niger og datura stramonium for at drive kvaksalveri og ikke det 
alene, men de saar ogsaa frøet ved veiene, i udkanten af enge og 
overalt, hvor de tror, at disse planter ikke vil blive udryddet. Disse 
steder er paa en maade deres apotheker, hvor de paa sine vandringer 
altid kan faa ny forsyning, naar deres forraad er sluppet op. 

Disse kjendsgjerninger har jeg en tid lang ikke offentliggjort, 


255 


fordi jeg ikke vidste, om de ikke alligevel var bekjendte. Da det 


ser ud, som om gaadens løsning endnu ikke er offentliggjort i littera- 
turen, saa finder jeg det ikke at være overflødigt, at meddele mine 
erfaringer. 

Hyoseyamus reducerer sig altsaa blot til at være et smertestil- 
lende middel. Det er imidlertid ikke nødvendigt at indaande dampen. 
Man kan sandsynligvis opnaa det samme ved lokal behandling. 

Den i mange egne brugelige benævnelse ,ormstukken tand* 


har sandsynligvis sin oprindelse fra de ovenanførte vildfarelser. 


Anmeldelser. 


C. Raunkiær: ,De danske blomsterplanters naturhistorie". 
Iste bd. Enkimbladede. 

Dette er en svær bog paa 724 sider med over 1000 afbild- 
ninger i ca. 300 figurer. Naar den alligevel kan sælges for en meget 
ringe pris, kr. 9.00, saa skyldes det Carlsbergfondets understøttelse. 

Bogen er ikke nogen flora bestemt til artsbestemmelse — hel- 
digvis kunde man gjerne sige, for saa nyttige og nødvendige slige 
floraer end er, saa giver de absolut intet begreb om de planters 
levesæt og udvikling som de behandler. De hænger sig i ydre, man 
er fristet til at sige tilfældige, kjendetegn og hvordan planten vokser, 
overvintrer og formerer sig, det faar man intet begreb om. En, der 
kun beskjæftiger sig med floristik, ved derfor ogsaa oftest intet om 
de planters naturhistorie, han har med at gjøre. 

Raunkiærs bog behandler ,naturhistorien" og for en stor del 
anatomien hos de danske blomsterplanter. Af de indgaaende og greie 
beskrivelser, støttet til de mange afbildninger, fremgaar plantens hele 
udviklingsgang og levesæt med stor klarhed. 

Vi anbefaler bogen paa det bedste til alle botanisk interesserede 
læsere, der ønsker at se noget mere i planterne end blotte systema- 
tiske enheder, af nogenlunde samme interesse som filatelistens merker. 
Den vil tjene til at fylde de systematiske begrebers ramme med 
levende indhold, naar den haves som stadig haandbog ved siden af 
floraen, og vil kunne hæve den systematiske beskjæftigelse langt op 
over dens sædvanlige niveau. TAB. 


Stationer 


256 


Mindre meddelelser. 


Temperatur og nedbør juli 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Dalens. 
Kristiania.. 
Hamar .. 


++ 


+ 
NENASNO 


31 
28 
22 
26 
33 
27 
24 


So 
Q 


|— 
wvROØNNDORDA 


Ned- 
bør 


86 
196 
48 
93 
18 
54 
32 


KLINE 


Afv. 
fra 
norm. 


Afv. 
fra 


Temperatur og nedbør august 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Mid Afv 
Stationer t j fra | Max. |Dag| Min. 

emp. 

norm 

Oo: DEL, G, LOE mm.| mm. | %% |mm. 
Bodøn"..... 96 |—2.8| 17 | 27 5 18 | 141 + 74|+110| 8338 
Trondhjem | 10.9 |—2.6| 20 | 28 2 1925 | 90/+ 24|+ 36| 12 
Bergen ...| 15.914 1:7| 20 6 7 |20| 61/—114|— 65|| 17 
OE > pistes 16.0 |-0.7| 23 | 22 8 | 281 56 — 58|— 49| 35 
ølen. J... 16.2 [+2.0| 28 | 13 6 | 29 5 — 97|— 951 4 
Kristiania . | 17.2 |+1.3| 30 29 U 29 12| — 61|— 841 7 
Hamar (SENSON =30.5 110 23 993 3 |29| 16 — 45|— 74| 11 
Dovre .. 10.7 |—0.3|| 20 15 1 6 10| — 37|— 79| 5 


FEB 25 1901 


Hvad har den moderne medicin udrettet? 


Medicinen er paa én vis baade kjælebarnet og stedbarnet blandt 
de moderne naturvidenskaber. Aldrig har vel det store publikums 
interesse for den medicinske videnskab og dens fremskridt været saa 
levende som i vore dage. Men paa den anden side er fordringerne 
til, hvad lægerne skal kunne udrette, stegne i en grad, der neppe 
kan ansees for rimelig. Vor tids nervøse hast og ilfærdighed kommer 
ogsaa tilsyne i den maade, hvorpaa det store publikums krav til medi- 
cinens fremskridt tager form, naar et saadant virkeligt bliver bekjendt. 
Og viser det sig, at man har ventet for meget, og at forhaabningerne 
bliver skuffede, ja, saa vender vreden sig først og fremst mod lægerne, 
der kanske netop har raadet til forsigtighed og til ikke at spænde 
forventningerne for høit. Alle erindrer vel endnu den kolossale opsigt, 
som meddelelserne om det første Kochske tuberkulin i løbet 
af høsten 1891 vakte over den hele civiliserede verden, og den skuf- 
felse, der fulgte efterpaa. Faktisk havde Koch selv udtalt sig meget 
forbeholdent paa forhaand, og kun ved en grov misforstaaelse blev 
Koch selv gjort til gjenstand for de heftigste bebreidelser, for at have 
lovet formeget o. s. v. Saa forstaåeligt det end kan være, at publi- 
kums holdning i et saadant tilfælde bliver utaalmodig og nervøs, saa 
haardt er det paa den anden side, at vreden skal vende sig mod en 
mand som Koch, hvem vi dog skylder saa overordentlig vigtige og 
betydningsfulde videnskabelige opdagelser. Man glemmer saa let de 
uhyre vanskeligheder, som er forbundne med ethvert virkeligt frem- 
skridt i medicinen, de utallige forsøg, skuffelser og feiltagelser, som 
den medicinske forskning saa at sige ubønhørligt kræver, før et ende- 
ligt sikkert og brugbart resultat er opnaaet. Og dog synes enkelte 
af disse fremskridt, som f. eks. den antiseptiske saarbehandling, i 


»Naturen* 17 


258 


vore øine saa enkle og ligetil, at det næsten forundrer os, at de kan 
have bhavt en saa trang fødsel. Men tilfældet er her som paa andre 
felter: De geniale opdagelser bestaar ofte netop i anvendelsen af 
overordentlig enkle og simple methoder eller midler. Netop deri ligger 
det geniale. 

Naar vi i det følgende skal forsøge at give en kortfattet oversigt 
over de vigtigste af de store fremskridt, som vor tids medicin med 
berettiget stolthbed kan pege paa, saa siger det sig selv, at denne 
maa blive ufuldstændig. Dertil er stoffet altfor omfattende; meget er 
ogsaa vanskeligt at forstaa uden specielle fagkundskaber og passer 
ikke ind i et ikke-fagskrifts ramme. Om man nu end vistnok maa 
indrømme, at meget, ja overmaade meget, er opnaaet, saa bør vi dog 
ikke overse, at mere, uendelig meget mere, staar tilbage. "Talrige 
spørgsmaal i medicinen venter nu som for aarhundreder siden sin 
løsning. Vi kan forsaavidt med fuld føie fremdeles anvende den store 
franske naturforsker Laplace”s ord: ,0e que nous savons est peu 
de chose, ce que mous ignorons est immense.* Dog skal vi huske 
paa, at den gren af medicinen, hvoraf mange læger venter sig saa 
meget i fremtiden, nemlig bakteriologien, endnu er en saa ny 
videnskab, at den kun kan regnes at have eksisteret som saadan i 
20 å 380 aar. Og allerede nu kan denne videnskab opvise et i praksis 
uvurderligt middel, der har reddet tusener af menneskeliv, nemlig 
behandlingen af difteri med blodserum fra dyr, der er immuniserede 
mod sygdommen. TI dette resultat, der har staaet sin prøve for al 
kritik, vil vi i det følgende tage vort udgangspunkt. 

Naar blodet forlader den levende organisme, koagulerer det eller 
pløber sammen*, som man siger. Naar det staar hen en tid, skiller 
det sig i 2 dele, den faste blodkage og det klare, ravgule blodvand 
eller serum. Det er dette sidste stof, der har givet navnet til den 
retning i den moderne helbredelseslære, som vi benævner ,serum- 
therapien* (therapi — helbredelseslære). Herved forstaar vi da 
den form for behandlingen af smitsomme sygdomme (,infektionssyg- 
domme*), at man indsprøiter under huden paa det syge individ blod- 
serum, som er tappet fra et dyr, der er blevet gjort uimodtageligt 
(piimmuniseret*) mod den samme sygdom. Ved immunitet 
forstaaes i almindelighed uimodtagelighed for en sygdom. Det hører, 
som almindelig bekjendt, til sjeldenhederne, at et individ, der engang 


har gjennemgaaet f. eks. en skarlagensfeber, nogensinde paanyt an- 


EE 


259 


gribes af denne sygdom. Vi taler i dette tilfælde om en, ved den 
forudgaaede sygdom, erhvervet immunitet for skarlagensfeber. 
Imidlertid kan immuniteten ogsaa være medfødt, idet vi nemlig har 
utallige eksempler paa, at af en række personer, der alle udsættes 
for den samme smitte paa ganske samme maade, endel faar sygdommen, 
mens andre gaar fri. Vi nødes da til at antage, at disse sidste eier 
en medfødt immunitet. Hvorpaa denne beror, er os fuldstændig ube- 
kjendt. I det hele taget hører immunitetsspørgsmaalet til de interes- 
santeste, men ogsaa dunkleste punkter i bakteriologien. Dog har de 
seneste aars forskning kastet enkelte streiflys paa dette gebet. Det 
synes efter dette, ganske i almindelighed, at der finder en kemisk 
forandring sted af organismens safter, specielt blodserumet, ved immu- 
niseringen; der opstaar i blodet kemiske stoffer, de saakaldte anti- 
toxiner, der virker som modgift mod de indtrængte bakteriers 
giftstoffer. 

Hvorledes fremstilles nu ,antidifteriserum*, det stof, der nu er 
vort suveræne middel mod den specielt af mødrene saa sterkt frygtede 
difteri? Man benytter i almindelighed heste til dette brug, da disse 
dyrs størrelse jo tillader at berøve dem større kvanta blod uden syn- 
derlig skade. I Norge sker fabrikationen af midlet ved Ullevold 
epidemilazareth ved Kristiania. Det her fremstillede saakaldte Ullevolds- 
serum, kan nu erholdes paa alle apotheker i landet. At beskrive de 
nærmere detaljer ved fabrikationen vil her være uden interesse. Kun 
saa meget skal antydes, at dyret sprøites med en kultur af difteri- 
baciller, hvis giftighed lidt efter lidt øges. Der medgaar ialt flere 
maaneder, førend dyrets serum er tjenligt til sit øiemed. 

Mens det er tyskeren Behring, som har skabt denne behand- 
lingsmaade, er det nærmest franskmanden Roux, Pasteurs navnkun- 
digste elev, der har sat methoden i system og gjort den praktisk 
brugbar. Begge tilkommer i forening vor dybeste takuemmelighed som 
menneskehedens sande velgjørere. Endskjønt det ikke er længere 
siden end i 91—92, at denne behandling paabegyndtes, er resultaterne 
saa overbevisende, at nu enhver kritik, hvorpaa der i begyndelsen 
ikke manglede, er fuldstændig forstummet. Blot et enkelt eksempel 
skal nævnes: I Paris regnede man før serumtherapiens indførelse 
gjennemsnitlig en dødelighed af 65 pet. af difteri, altsaa et overmaade 
høit tal Nu er den sunket til ca. 25 pct. og er stadig synkende. 


Slige tal er overbevisende. 


260 


De opmuntrende resultater, som behandlingen af difteri har givet, 
har nu i stor maalestok affødt forsøg paa at behandle talrige andre 
infektionssygdomme paa lignende maade. I det hele er der arbeidet 
overordentlig energisk paa dette felt. Der er opfundet og prøvet en 
hel række forskjellige slags ,serum"; saaledes har man ved pyæmi 
— den generelle blodinfektion, ,blodforgiftning" i egentlig forstand 
— forsøgt et serum, der er fabrikeret ved hjælp af strepto- 
kokker paa lignende maade som difteriserum ved hjælp af difteri- 
baciller.  Resultaterne har dog været tvivlsomme. Noget mere op- 
muntrende synes da behandlingen af tetanus — stivkrampe —, 
denne sygdom, der ikke med urette er betegnet som den frygteligste 
af alle kjendte sygdomme. For vort eget lands vedkommende fore- 
ligger der flere beretninger om helbredelse af denne sygdom ved 
hjælp af et ,,antitetanusserum*. Dog stiller andre sig noget tvilende 
ligeoverfor resultaterne her, da det ogsaa ellers hænder, at patienterne 
kommer sig. For pestens vedkommende synes det, som man nu 
er paa den rette vei. Denne sygdom, hvorom der har været saa 
megen tale i de sidste aar, skyldes en bacil, der blev paavist af 
franskmanden Jersin i 1894.  Sygdommen er, som bekjendt, over- 
maade farlig. Man regner, at lige optil 85 pct. af de angrebne dør, 
altsaa en adskillig høiere mortalitet end koleraens (ca. 50 pct.). Alle- 
rede 2 aar efter bacillens opdagelse havde Jersin, der ogsaa er en af 
Frankriges berømteste bakteriologer, færdig et ,pestserum*, der blev 
prøvet i Canton og Amoy, hvor sygdommen rasede med stor heftighed. 
Det synes, som om resultaterne er opmuntrende, og en autoritet som 
Metschnikoff, der hører til ,lInstitut Pasteurs* mest fremragende 
medarbeidere, udtaler i 1897, at virknmgen af ,sérum antipesteux* 
paa mennesker er udenfor al tvil. Roux, som vi netop omtalte, har 
nu i Garches lige ved Paris en egen stald, i hvilken immuniseringen 
af heste mod denne sygdom foregaar. Disse sidste data viser bedst, 
med hvilken energi og dødsforagt vor tids bakteriologer arbeider. 
Faren ved disse arbeider skyes ikke af disse medicinens heroer. At 
ogsaa af og til en maa bøde med livet for sin videnskabelige iver, 
bød den i Wien sidste høst indtrufne episode et eksempel paa, idet 
den unge læge dr. Miller faldt som offer for pesten. 

Overordentlig interessant er den omstændighed, at det ogsaa 
ligeoverfor slangebid er lykkedes en franskmand, Calmette, at 
fremstille et virkelig effektivt serum. Hvilken betydning dette vil 


261 


kunne faa, indsees bedst deraf, at der aarligaars regnes at dø henved 
20000 mennesker i Indien alene som følge af giftige slangers bid. 

Omtrent et decennium før ,serumtherapiens* fremkomst havde 
Pasteur forbauset verden ved sin geniale opdagelse af hund e- 
galskabens behandling. Midlet er en vaccine, som fremstilles 
af rygmarven af kaniner, der er indpodede med hundegalskab. Man 
sprøiter ind under huden bouillon, hvori der er udrørt smaa dele af 
saadanne rygmarve. Omendskjønt hundegalskabens mikrobe endnu 
ikke er opdaget, er der dog al grund til at antage en saadan som 
aarsag til sygdommen, og &Pasteurs fortjeneste bliver ikke ringere, 
fordi det ikke lykkedes ham at paavise nogen bestemt mikrobe. Man 
maa snarere forbauses endnu mere over de opnaaede resultater, naar 
man betænker, at Pasteur arbeidede med et ubekjendt X der, hvor 
serumtherapiens ophavsmænd havde mikroben saa at sige mellem hæn- 
derne den hele tid. 

Det var i december maaned 1880, at Pasteur med flere af sine 
bekjendteste medarbeidere, hvoriblandt ogsaa den før nævnte Roux, 
gav sig ikast mad studiet af sygdommen ,vandskræk" eller hunde- 
galskab (,rabies camina*). —Skridt for skridt skred arbeidet fremad, 
indtil Pasteur endelig i aaret 1885, i oktober maaned, kunde frem- 
lægge meddelelsen om det gunstige resultat af sin første vaccination 
af et menneskeligt individ. Det var en 9 aar gammel gut, Joseph 
Meister, en elsasser, der var bleven bidt af en ,gal" hund i juli 
maaned samme aar. Det var et meget slemt tilfælde, hvorfor Pasteur 
besluttede at torsøge sin indtil da blot paa dyr forsøgte methode paa 
ham. Gutten fik ikke sygdommen og havde heller ikke noget mén 
at behandlingen. Dermed var methoden med ét slag trængt seirrig 
igjennem, om det end fra tysk side især ikke manglede paa tvilende 
røster og heftig modstand. Denne har dog lidt efter lidt maattet 
lægge sig ligeoverfor kjendsgjerningernes overbevisende magt. Begeist- 
ringen i Frankrige for Pasteurs geniale verk førte til et for viden- 
skaben overmaade betydningsfuldt resultat, nemlig til oprettelsen af 
det verdensbekjendte ,Institut Pasteur", hvortil midlerne skaf- 
fedes tilveie ved en nationalsubskription. Fra denne anstalt er talrige 
overmaade vigtige videnskabelige arbeider udgaaede i de senere aar. 

Vi har tidligere omtalt det Kochske tuberkulin. Dette 
stof er et ved hjælp af glycerin fremstillet ekstrakt af kulturer af 
tuberkelbaciller.  Omendskjønt forventningerne om dets helbredende 


262 


egenskaber af tuberkulose hurtig viste sig illusoriske, har midlet dog 
faaet adskillig betydning som et værdifuldt diagnostisk middel, idet 
man ved dets hjælp i tvilsomme tilfælde af tuberkulose kan faa sik- 
kerhed for, om sygdomsprocessen er af tuberkuløs natur eller ei. Som 
maaske bekjendt, er det ogsaa dette samme Kochske tuberkulin, som 
nu i stor udstrækning benyttes af veterinærerne til at undersøge kvæg- 
besætningerne paa tuberkulose. TI denne sidste henseende maa vi 
tillægge dette middel en overmaade stor betydning. 

Naar den bakteriologiske forsknings resultater her i spredte træk 
er forsøgt skildrede og med bensigt stillede i spidsen, sker dette, som 
allerede før antydet, af den grund, at mange læger netop i denne 
gren af medicinen tror at have fundet den ariadnetraad, der skal lede 
til opklaring af de mange dunkle gaader i medicinen. Det er nu 
ogsaa i nøle tilknytning til denne videnskabs opblomstren, at den 
moderne medicins største triumf, den antiseptiske!) saarbe- 
handling, har udviklet sig. Hvilken uhyre reform denne methodes 
opdagelse har været, er noget, vi nutidsmennesker vanskelig kan 
danne os nogen forestilling om, da vi savner anledningen til personlig 
sammenligning mellem før og nu. Mest iøinespringende er paa dette 
felt forskjellen mellem den gamle og den nye tid paa sygehusenes 
kirurgiske afdelinger og paa fødselsstittelserne. Methodens ophavs- 
mand er den endnu levende engelske kirurg, Sir Joseph Lister, 
hvis uvisnelige fortjeneste vil bevare hans navn til de seneste tider. 
Det stof, som han gjorde anvendelse af, var karbolsyren. Den 
typiske Listerbandage var et temmelig kompliceret apparat og bestod 
af en række forskjellige, lagvis anordnede, forbindingsstoffer, impreg- 
nerede med karbolsyre. Allerede i 1865 begyndte Lister, der den- 
gang var i Glasgow, sine første forsøg med den nye methode, og i 
1867 meddelte han sine første erfaringer. Lidt efter lidt trængte 
methoden frem; i 1872—73 begyndte i Tyskland Listers opdagelse 
at vinde udbredelse, og i 1874—75 trængte den almindelig igjennem 
i dette land. Herfra spredte den sig saa forholdsvis raskt ud over 
hele den civiliserede verden. Imidlertid viste det sig snart, at metho- 
den kunde forenkles, og den oprindelige Listerbandage bruges nu ikke 
mere. Man er i det hele taget kommet bort fra den udstrakte anven- 


delse, som man i begyndelsen gjorde, af karbolsyren og de øvrige 


1) af ovt. — mod og dé7drs — forraadnelse. 


i > 


263 


desinficerende stoffer. Det viste sig nemlig, at saarhelingen ikke paa- 
virkes gunstig af disse stoffer, der næsten alle, ialfald i nogen grad, 
virker irriterende, Desuden er de alle giftige, og man saa ogsaa i 
den første tid ikke sjelden tildels meget alvorlige forgiftningstilfælde. 
Man er altsaa i det store og hele taget nu kommet bort fra anti- 
septikken og er gaaet over til den saakaldte aseptiske be- 
handlingsmaade. Man har nemlig lært at gjøre bandager, instru- 
menter, patienten selv og operatøren ,bakteriefri* uden anvendelsen 
af de nævnte desinficerende stoffer; paa hvilke maader, skal vi snart se. 
Følgen er ogsaa, at den nær sagt klassiske ,karbollugt*, som ansaaes 
og tildels endnu ansees for at udgjøre det væsentlige indhold af et 
operationsrums luft, er fuldstændig forsvunden fra de kirurgiske kli- 
nikker, om end de desinficerende stoffer ikke helt kan undværes. 
Blandt disse er dog karbolsyren trængt sterkt tilbage af det langt 
virksommere, men endnu giftigere stof, kviksølvsublimat. Af 
dette anvendes til kirurgisk brug ialmindelighed vandige opløsninger 
af en styrke 1:1000, mens karbolsyren maa anvendes i 2—95 pct.s 
opløsninger; selv i disse fortyndinger virker nu begge de nævnte 
stoffer sterkt giftigt paa bakterier. Miltbrandbacillesporer, der hører 
til de mest modstandsdygtige af alle mikrober, dør saaledes efter blot 
nogle minutters berøring med en sublimatopløsning som den nævnte. 

De forberedelser, som nutildags gaar forud for enhver operation, 
der skal udføres aseptisk, er da i korthed følgende: Alle forbindings- 
stoffer, bandager, haandklæder o. s. v. gjøres bakteriefrie (,,steriliseres*) 
ved ophedning i koghed vanddamp, hvorved alle bakterier dræbes. 
Instrumenter koges i nogle minutter og er da ganske sikkert sterili- 
serede. —Patienten underkastes en overordentlig omhyggelig vaskning 
af hele den legemsdel, paa hvilken operationen skal foregaa; 1 for- 
veien er han, om muligt, underkastet et renselsesbad af det hele 
legeme. Tilslutt kommer saa maaske den vigtigste og vanskeligste 
forberedelse, nemlig desinfektionen af operatørens hænder og arme. 
Denne maa være særlig omhyggelig og kræver en paapasselighed, der 
kun kan læres ved øvelse. Først naar alt dette er iagttaget, kan 
operationen paabegyndes. 

Hvad er nu egentlig hensigten med hele denne komplicerede og 
vidtløftige fremgangsmaade? Det er kort og godt at hindre det, man 
med et saare moderne medicinsk slagord kalder ,infektion* af 


operationssaaret og deraf resulterende opstaaen af de saakaldte ,,s aa r- 


264 


sygdomme*. Disse skyldes alle en indtrængen af bakterier i saaret 
og ytrer sig derved, at der danner sig ,verk*, ,materie" (pus) i 
dette. Herfra kan pusset saa med lethed gjennem lymfe- og blod- 
karrene sprede sig ud til alle legemets dele og fremkalde en generel 
blodinfektion, den saakaldte pyæmi. Barselfeberen er nu heller intet 
andet end en saadan ,saarsygdom", idet infektionen her foregaar 
gjennem de ved selve fødselsakten læderede fødselsveie, hvorfra bak- 
terier kan trænge ind i blodkarrene. Saavel de rent kirurgiske saar- 
sygdomme som barselfeberen rasede nu i den førantiseptiske tid med 
en voldsomhed, som vi neppe kan danne os nogen forestilling om. 
Det var da en ganske almindelig ting, at en operation efterfulgtes af 
en saadan sygdom, hvis udgang. ofte, om end ikke altid, er døden. 
Mortalitetsprocenten efter kirurgiske indgreb var som følge deraf 
uhyggelig høi, og faren ved at underkaste sig en selv mindre bety- 
delig operation var altid meget stor. —Operationer, som nutildags er 
en hverdagslig sag, turde man dengang neppe tænke paa at udføre; 
saaledes var enhver med aabning af underlivshulen forbunden opera- 
tion, den saakaldte laparotomi, en overmaade farlig sag og ud- 
førtes relativt sjelden. Resikoen herved er nu, om end ikke helt 
fjernet, saa dog betydelig reduceret, ligesom den nævnte operation 
nutildags udføres temmelig hyppig. I en velindrettet kirurgisk klinik 
er nu en optræden af saarsygdomme at regne for en sjeldenhed, og 
om en saadan sygdom optræder efter en operation, kan aarsagen ofte 
direkte paavises at være en utilstrækkelig eller mindre omhyggelig 
desinfektion paa forhaand. 

Imidlertid kan det ogsaa hænde — og det indtræffer i virkelig- 
heden ikke sjelden —, at patienten kommer under kirurgisk behand- 
ling med et saar, hvori der allerede er kommet ,infektion". Dette 
er f. eks. tilfældet med de fleste af de i vore dage saa hyppige 
maskinbeskadigelser, ved hvilke saaret under selve ulykken næsten 
bestandig er blevet forurenset, med skidne klæder, filler, jord o. m. a. 
I alle slige tilfælde anvendes fremdeles den antiseptiske saar- 
behandling, og i virkeligheden lykkes det ogsaa ofte, skjønt ingen- 
lunde altid, at forhindre en opstaaen af saarsygdomme i slige allerede 
inficerede saar, specielt, naar patienten hurtig kommer under behand- 
ling. Den mere indirekte betydning heraf viser sig ogsaa deri, at 


det i langt større udstrækning end før lykkes at benytte en kon- 


265 


serverende behandling m. a. 0. at undgaa amputationer af de 
beskadigede lemmer, at gjengive disse sin fulde førlighed o. s. v. 

Antiseptikkens betydning reducerer sig imidlertid ingenlunde til 
blot at gjælde den operative kirurgi; næsten for alle den medicinske 
videnskabs øvrige grene har den faaet en stor og gjennembrydende 
betydning, først og fremst da for fødselsvidenskaben. Et 
navn, som igrunden først de senere aar har reddet fra at gaa i 
glemmebogen, men som isandhed fortjener en plads ved siden af 
Listers, er østerrigeren Ignatius Semmelweiss. Han har paa 
et langt tidligere tidspunkt, nemlig omkring 1850, paa en tid, da bak- 
terier saa at sige ikke eksisterede, med genialt skarpblik og støttet 
til eksperimenter, som intet lader tilbage at ønske med hensyn til 
eksakthed og nøiagtig videnskabelig methode, angivet aarsagerne til 
barselfeberen. Semmelweiss faldt bogstavelig som offer for sin 
sag; han døde sindssyg, efterat hans idéer havde mødt den mest for- 
bitrede modstand, og han selv var bleven forkjætret som en af mid- 
delalderens reformatorer. Først længe efter hans død er anerkjen- 
delsen af hans store betydning kommet, og nu negter ingen længere, 
at han var en forløber for den store reformator Lister. Han har 
ganske i sin almindelighed paavist, at infektionen ved barselfeber 
kommer udenfra; hans første paastand, fremsat allerede i 1847, var, 
at infektionen skyldtes liggift. Denne sin oprindelige anskuelse ud- 
videde han imidlertid senere saa vidt, at den nu raadende anskuelse 
om aarsagerne til barselfeber i det væsentlige er at betragte som hans 
fortjeneste. Ved antiseptikkens hjælp er barselfeber nu reduceret til 
en sjelden sygdom, og at denne før med rette saa frygtede sygdom 
nu blot spiller en liden rolle som dødsaarsag, er atter et af de frem- 
skridt, som vi nutidsmennesker neppe forstaar at vurdere helt ud, 
men hvorom ældre læger nok kan fortælle. Hvor mange tusinder af 
kvinders liv, der er sparede paa denne vis, kan ingen vel beregne; 
men at tallet er enormt, er sikkert nok. 

Det gjennembrud, som antiseptikken i det hele betegner for den 
samlede medicin, er træffende karakteriseret af en af Tysklands be- 
rømteste kirurger, den nu afdøde Richard v. Volkmann, i føl- 
gende ord: ,Jahrtausende alte Råthsel sind gelöst, oder doch der 
sicheren Lösung nahegebracht; die Winsche unserer Våter iiber alles 
Hoffen und Erwarten erfållt, aber auch unser ganzes Thun und Denken 


ist von Grund aus umgestaltet worden.* 


266 


Som et led i den række af reformer, hvortil dei det foregaaende 
fremstillede opdagelser direkte eller indirekte har givet stødet maa 1 
første række nævnes de fra de to tyskere Credé og Leopold i 
1882 udgaaede bestræbelser for at hindre den ondartede øienbetæn- 
delse hos nyfødte, den saakaldte blenmorhoea mneonatorum. De fleste 
af de ulykkelige individer, der befolker blindeinstituterne, har været 
denne sørgelige sygdoms ofre; de siges ialmindelighed at være ,, blind- 
fødte". Nu er det imidlertid i virkeligheden meget sjelden, at et 
individ fødes blindt; men i de par første dage af livet (forresten 
ogsaa af og til senere) kan der optræde en meget ondartet øiensygdom, 
der i tidligere tid overordentlig hyppig medførte total blindhed paa 
ét eller paa begge øine. Sydommen er ogsaa overmaade smitsom, 
saa det altid er forbundet med resiko at pleie syge, der lider af 
denne sygdom. I den førantiseptiske tid opstod der ikke sjelden paa 
hospitalernes barneafdelinger og i fødselsstiftelserne rene epidemier af 
sygdommen, noget der nu neppe finder sted. Vi ved nu, at aarsagen 
til den er en bakterie, den saakaldte gonococcus, og åt barnet 
som oftest smittes af moderen under fødselen. Ved anvendelsen af 
et meget simpelt middel, nemlig en 2 pct.s helvedesstensopløsning, 
hvoraf der paa fødselsstiftelserne nu dryppes i hvert øie én eller 
etpar draaber paa hvert eneste nyfødt barn, er det lykkedes 1 høi 
grad at reducere sygdommens hyppighed, om den end af og til fore- 
kommer endnu. Stødet til denne behandling er givet af de to nævnte 
tyske forskere, og methoden har hurtig trængt igjennem. 

Bakteriologiens søstervidenskab er hygienen, der ialmindelighed 
defineres som den videnskab, der handler om sundhedens bevarelse. 
Hygienen er i egentligste forstand en moderne videnskab og har i 
kort tid allerede wudrettet overmaade store ting. Paa nær sagt alle 
livets omraader spiller den ind og gjør sine krav gjældende. For 
store og vigtige deles vedkommende er hygienen direkte bygget op 
paa den bakteriologiske forsknings resultater, og vekselvirkningen 
mellem disse to videnskaber er meget levende. Det er maaske ogsaa 
netop til bekjæmpelsen af de smitsomme sygdomme, paa hvilket felt 
denne rapport er intimest, at hygienen har udrettet mest, og det ved 
de to enkle midler: isolation af de syge og desinfektion af 
alle gjenstande, hvormed han er kommet i berøring. Det vilde dog 
her føre alt for vidt at gaa nærmere ind paa dette interessante kapi- 


tel. Men det vil være tilstrækkeligt til at illustrere de enorme frem- 


| 
I 
| 


ors 


267 


skridt, medicinen ogsaa paa dette omraade har gjort i de sidste 
decennier, at anføre nogle eksempler. Vi vil blot henpege paa de to 
sygdomme kolera og tuberkulose, begge isandhed hørende til 
menneskehedens værste svøber. Hvilke udstrakte ødelæggelser blandt 
menneskene disse to sygdomme har anrettet og den dag idag anretter, 
er altfor vel bekjendt til, at der trænges nogen nærmere paavisning 
heraf. Hermed er nu ikke sagt, at det er lykkedes at opdage noget 
helbredelsesmiddel for disse sygdomme. Om dette i det hele taget 
nogensinde vil blive tilfældet, er vel kanske meget tvilsomt. Derimod 
har man nu, netop fordi man kjender begge sygdommes aarsag, sikre 
holdepunkter til at forebygge dem. Det er den berømte tyske bak- 
teriolog Robert Kochs uvisnelige fortjeneste at have opdaget 
tuberkelbacillen og kolerabacillen. Det var den 24de mars 1882, én 
af de største merkedage i den nyere medicins historie, at Koch i det 
fysiologiske selskab i Berlin fremlagde meddelelsen om sin paavisning 
af en bacil som aarsagen til tuberkulose. Allerede aaret efter, om 
høsten 1888, kunde han meddele, at han havde fundet aarsagen til 
den asiatiske kolera.  Saavel den franske som den tyske regjering 
udsendte videnskabelige ekspeditioner i det nævnte aar direkte med 
det formaal for øie at finde koleraens smittestof. Koch var leder af 
den tyske ekspedition og blev altsaa den lykkelige. Den franske 
ekspedition var mindre heldig; en af dens deltagere var én af Pasteurs 
fremragende medhjælpere ved navn Thuillier; han paadrog sig 
sygdommen og døde. Ekspeditionens andre medlemmer kom ikke til 
noget sikkert resultat og vendte hjem med uforrettet sag. —-- Bacil- 
lerne findes i kolossale mængder i de syges udtømmelser, hvorfor op- 
merksomheden i første række maa rettes mod en tilstrækkelig desin- 
fektion af disse. Idet man nu ved den bakteriologiske undersøgelse 
af den mistænkelige syges udtømmelser kan stille hurtig og sikkert 
diagnosen ,kolera*, har man — saa at sige — den faste grund under 
fødderne for at iverksætte den række af hygieniske foranstaltninger, 
som kan sikre mod en videre omsiggriben af sygdommen. Disse er 
da kort og godt isolation af den syge, omhyggelig desinfektion af alt 
smitteførende, der stammer fra ham, samt strengt opsyn med ethvert 
videre mistænkeligt tilfælde, dels ved egne koleralæger, der undersøger 
alle fra kolerasmittet sted amkommende skibe, dels ved hjælp af kva- 
rantæne. Ved disse forholdsregler, iverksatte i rette tid og gjennem- 
førte med strenghed og fuldt systematisk, er det nu virkelig lykkedes 


268 


at forskaane f. eks. Norge fuldstændig for kolera siden 1866, uagtet 
der under den store epidemi i Hamburg 1892 ogsaa optraadte ét til- 
fælde i Norge, nemlig i Kvristianssand. En fra Hamburg kommende 
sømand døde da her af kolera. Men mere blev det heller ikke. 

Med hensyn til tuberkulosen, saa staar, som vel bekjendt, denne 
sygdom paa dagsordenen næsten i alle Europas lande. Stødet til den 
bevægelse, som nu arbeider for oprettelsen af tuberkulosesanatorier 
og herhjemme hos os bl. a. for istandbringelsen af en egen tuberku- 
loselov, er netop at søge deri, at den moderne medicinske forskning 
har kunnet fastslaa som en sikker kjendsgjerning, at tuberkulose 
er en helbredelig sygdom. Ved den saakaldte hygienisk- 
diætetiske behandling lykkes det i et stort antal tilfælde at 
helbrede definitivt en begyndende tuberkulose. Dette kan nu ansees 
som en fastslaaet kjendsgjerning, der atter er at regne som en nutids- 
medicinens erobring. Og hvilke forhaabninger tør vi nu ikke knytte 
til fremtiden, om vel ikke til den nærmeste, saa dog til en ikke alt- 
for fjern! 

Vi har i det foregaaende nærmest taget sigte paa de helt eller 
delvis nye retninger i medicinen, som de sidste decennier har 
bragt til udfoldelse. Imidlertid kan vi ikke godt afslutte en kort 
oversigt over den moderne medicins resultater uden at skjænke ogsaa 
en del nyere midler i medicinen en ganske kort omtale. Her maa 
i første række nævnes kloroformen. Allerede i 1831 havde en 
fransk apotheker, Soubeiran, opdaget dette stof; imidlertid var det 
blevet aldeles upaaagtet, indtil skotlænderen Simpson 16 aar senere 
henledede opmerksomheden paa dets narkotiserende egenskaber, som 
snart bekræftedes af talrige andre læger. Imidlertid er der en hel 
del andre beslegtede stoffer, bl. a. den almindelige æther (nafta), 
som kan benyttes i samme øiemed, og i virkeligheden 'var æther 
anvendt tidligere end kloroform til at bedøve patienter, som skulde 
underkastes en operation. I vore dage bruges begge midler, foruden 
enkelte andre ved mere specielle anledninger. Neppe noget af dem 
kan ansees for absolut overlegent over de øvrige, idet meget vistnok 
ogsaa kommer an paa maaden, hvorpaa de anvendes. I de allersidste 
aar har en tysker, Schleich, forsøgt at overflødiggjøre alle disse 
midler ved at indsprøite i huden en bestemt vædske paa en 
ganske bestemt maade. OQmendskjønt Schleichs methode har vakt 


en meget stor og berettiget opsigt, vil den dog neppe kunne for- 


269 


trænge kloroformen. — Skal man blot bedøve en ganske liden del 
af legemet, f. eks. øiet, har vi i cocainet et fortræffeligt middel. 
Det er ikke længere siden end i 1884, at dette stof indførtes i medi- 
cinen af en østerrigsk øienlæge, Koller. Det har nu forlængst 
vundet en fast plads i medicinen og synes foreløbig neppe at skulle 
fortrænges af de talrige, stadig opdukkende, konkurrerende midler. 

Her er ikke stedet til at give en opregning af de utallige ,nye 
midler” mod hovedpine, sovemidler o. s. v., hvorfor der reklameres 
saavel i den medicinske presse som i dagspressen. De fleste at dem 
er af en temmelig problematisk værdi, om end enkelte af dem gjør 
god nytte. De er i almindelighed blot udtryk for en foretagsom 
kemisk industri og lanceres ind paa det medicinske marked som en 
blot og bar pengespekulation. Det er heller ikke disse ,nye midler", 
som repræsenterer den moderne medicins fremskridt. De, der virkelig 
flytter medicinens milepæle fremad, er de stille videnskabsdyrkere, de 
udholdende arbeidsbier, som aldrig gaar træt af sit opofrende arbeide 
for den lidende menneskehed. Fredrik Grøn. 


Merker efter en interglacialtid i Norge. 


Istiden har for os her i Norge mest staaet som en enkel, sam- 
menhængende periode. Fra yderkanterne af isens udbredelsesomraade 
derimod, f. eks. fra Danmark og Nordtyskland og nu i den senere tid 
ogsaa fra egnene sydlig for det hvide hav, er man derimod kommen 
til det resultat, at isen til sine tider har været forsvunden og atter 
er skudt frem. De tider, da isen har været borte, kalder man mel- 
lemglaciale eller interglaciale tider. Vi hos os har mest været under ind- 
trykket af forholdene, saaledes som de viser sig paa landets sydøst- 
kyst, hvor isskuringen optræder frisk og ny lige til de yderste hav- 
skjær, og vi har gjerne forestillet os, at Norge uafbrudt har været 
bedækket af isbræ, hvis ydergrænse til nogle tider har skudt langt 
frem over Norges grænser og til andre trukket sig mere tilbage hen» 
imod dem, altsaa i Norge kun én istid om end vel med nogen veksling 
i klimatets strenghed. Denne anskuelse bør man nu rimeligvis for- 


lade. Der har, efter al sandsynlighed, ogsaa hos os inden istiden 


270 


været mindst en periode, da klimatet ikke var koldere end nu og 
landet frit for is. Hovedgrunden for denne antagelse er, at man i 
lag fra interglacial tid (altaaa tid mellem to istider) finder dyrelev- 
ninger hentydende paa et mildt klima i Skandinaviens nabolande, og 
da vilde det jo være urimeligt, om vi ikke ogsaa hos os skulde have 
tilsvarende forhold. I selve Norge, paa høifjeldet ved Vaage, har 
man fundet en kindtand af en ung mamut; dette dyr er i Europa 
interglacialt, og fundet kan vanskelig tydes anderledes, end at mamuten 
har levet hos os i en mild tid, før isen for sidste gang udbredte sig 
over landet. Ved Stavanger, paa Karmøen, ved Bergen (her paavist 
at adjunkt Rekstad) er der skjælholdige lerlag, som er oprodede 
af fremglideude isbræer, ogsaa forhold, der lader sig tyde som en istid, 
der kom og afløste en interglacial tid. En eiendommelighed paa vor 
vestkyst, som man ikke har skjænket tilstrækkelig opmerksomhed er, 
at istidssporene paa den ydre kystrand i regelen kun er ganske svage 
og udviskede og saaledes danner en modsætning til de smukke skurings- 
furer og den friske afglatning, som sees længer inde 1 fjorden. Jeg 
vandrede saaledes en sommer maanedsvis om paa Søndmøre udøer og 
mente, at der ingen skuringsmerker fandtes, før jeg endelig fandt 
nogle paa et enkelt sted. Forklaringen synes at være den, at skurin- 
gen paa landets yderrand er fra et ældre afsnit af istiden og derfor 
omtrentlig tæret væk i mellemglacial og senglacial tid; ved sin seneste 
udbredelse naaede isen ikke derud. Fra kystegnene har man ogsaa 
strandlinjer, der tildels er isskurede, og som ogsaa maa henføres til 
interglacial tid og altsaa fra en ganske anden tid end de yngste 
merker af havets høiere staud. I en tidligere afhandling (Vid. selsk. 
forh. 1878, no. 7) har jeg omtalt, at der forud for den sidste is- 
dækning kan paavises spor af havets og forvitringens tærende virk- 
somhed ogsaa ved Langesundsfjorden, altsaa fænomener, der med 
nutidens syn paa tingene nærmest bliver at henføre til interglacial tid. 

Disse betragtninger er for saa vidt ikke nye, som tidligere under- 
søgere delvis har udtalt sig i samme retning; men tiden er nu kom- 
met til et mere indgaaende studium af, hvilke interglaciale fænomener 
vort land frembyder, og der aabner sig her en ny opgave for norske 


geologer. Hans Reusch. 


0) 
«I 
| 


Strandplanter i det indre af Norge. 


Faa planter turde være 1 saa høi grad bundne til en bestemt 
slags underlag som strandplanterne. Det er en almindelig regel, 
som gjælder gjennem hele planteriget fra de høieste til de laveste 
planter, at ikke en og samme art findes i — eller ved — havet og 
fjernet fra dette. Paa denne omstændighed beror f. eks. den betyd- 
ning, som studiet af diatoméerne (kiselalgerne) har for geologien. 
Ved at undersøge, om der findes skaller af ferskvands- eller saltvands- 
arter i en afleiring af ler eller sand, kan man med bestemthed afgjøre, 
hvorvidt dannelsen er af marin oprindelse. Og af de faa karplanter, 
der vokser nedsænkede i havet, findes ingen i ferskvand. Der gives 
nok brakvandsarter, som paa den ene side kan gaa ud i vand af saa- 
vidt stor saltgehalt, at man i daglig tale kalder det ,salt*, samtidig 
med, at de kan leve i praktisk talt ferskt vand; men der vokser ingen 
art i baade absolut ferskt og i saa salt vand, som det f. eks. er i 
Nordsjøen ved den norske kyst (ca. 80—3833 pro mille). 

Gaar vi over til de egentlige strandplanter, som vokser ved 
havet, men ikke nedsænket i dette, saa gjælder i hovedtrækkene det 
samme — omend ikke i saa udpræget grad: Det er kun meget 
sjelden, at man finder dem udenfor stranden. De kan dog findes, 
selv langt inde i landet; nogle eksempler herpaa, hentede fra vort 
land, skal her meddeles. 

Paa strandkanter i den sydlige del af landet finder man under- 
tiden en meldeart, atriplex hastata, med tykke, kjødfulde blade. 
Udenfor stranden har prof. A. Blytt fundet den paa Hafslund ved 
Sarpsborg, hvor den voksede ved en saltkilde i en høide af ca. 
LØP os HR : 

Men ogsaa paa steder, hvor jordbunden ikke er saltholdig, kan 
man undertiden finde strandplanter. 

En meget udpræget strandplante er strandrugen (elymus arenarius). 
Den kjendes af de fleste. Grov og stiv og af den for saltstrand- 
planterne saa almindelige blaagraa farve danner den frodige ,agre* 
— især paa sandige steder — langs vor hele havkyst fra Smaalenene 
til Finmarken. Den er dog funden af den ældre professor Blytt 
ved Øieren og som en mindre form af gartner Moe ved Lomsvand i 
Gudbrandsdalen (351 m. o. h.). 


272 


Paa sandige strandkanter, helst yderst ude ved havet, vokser i 
det sydlige Norge fra Hvaløerne til Jæderen en plante, der kaldes 
»sodaurt* (salsola kali). Den hører til meldefamilien. Blomsterne er 
som hos denne familie sedvanligt smaa og uanseelige. Desto mere 
karakteristiske er dens stivt brodspidsede blade. Udenfor stranden 
vides den hos os kun fundet et par gange, saaledes af prof. A. Blytt 
paa Lister samt af nærværende meddeler paa Kirkeøen, en af Hval- 
øerne, hvor den i nogle eksemplarer voksede paa et sandigt sted langt 
fra sjøen. — Det kan i parenthes tilføies, at en afart af denne plante, 
salsola kali var. tragus, i de sidste aar er bleven et besværligt ugræs 
i Nordamerika. Den er oprindelig kommen fra Europa og er almin- 
delig kjendt under navnet ,russianthistle" (russisk tidsel. Ved 
den hastighed, hvormed den udbreder sig, har den tiltrukket sig op- 
merksomhed fra videnskabeligt og praktisk hold. 

Af og til træffer man paa strandkanterne en stor syreart, rumex 
maritimus, der noget minder om den almindelige høimol- eller heste- 
syre (r. domesticus), men som ved flere karakterer let skilles fra 
denne. Mod nord gaar den til et stykke nordenfor Trondhjem, men 
findes ellers spredt langs kysten uden dog nogensteds at være almin- 
delig. Udenfor stranden vides den hos os kun funden tre steder. 
Presten S. C. Sommerfeldt fandt den for mange aar siden i de 
forlængst gjenkastede fæstningsgrave paa Akershus i Kristiania, og den 
ældre prof. Blytt saa den ved det for sin rige vandplantevegetation 
bekjendte Jøgottjern i Ullensaker. Prof. N. Wille har fundet den 
ved en dam paa jernbanetomterne i Kristiania. 

En af vore almindeligste strandplanter er strandsmelden (silene 
maritima). Den er en nær slegtning af engsmelden (s. inflata), men 
er dog i flere henseender forskjellig fra denne. Overalt paa stenede 
strandkanter hele kysten rundt ser man dens store, hvide blomster i 
bergsprækkerne. Mens den saaledes ved stranden findes allevegne, er 
den først nylig funden udenfor strandkanten. For et par aar siden 
fandt nemlig kand. real. Gran den paa toppen af Linnekleppen (331 
m. 0. h.), en af Smaalenenes høieste toppe, ca. 29 km. fra nærmeste 
saltvand. Jeg har i sommer havt anledning til at se den paa dette 
sted. Den vokser i ikke liden mængde rundt omkring paa skalbergene 
paa alle kanter af varden. 

En af de stadseligste strandvekster, som pryder havstrandene 


paa vor sydlige kyst fra Hvaløerne til Kristiansand, er den store 


v 273 

vortemelkart, som bærer det misvisende navn euphorbia palustris. 
Hos os er den kun et eneste sted funden udenfor stranden. Prof. 
A. Blytt har nemlig fundet den i Guldkronen ved Jarlsberg, hvor 
den vokser paa fugtige steder. 

Det vil af de anførte eksempler (der hovedsagelig er hentede fra 
Blytt's ,Norges Flora") fremgaa, at selv udprægede strandplanter 
undtagelsesvis kan findes endog langt fra stranden. Ganske naturlig 
fremstiller sig da det spørgsmaal: , Hvorledes er de komne did?* 
To maader kan tænkes: 1) Som bekjendt stiger landet i Norge, 
m. åa. 0.: stranden har tidligere ligget høiere end nu. Det kunde 
| tænkes, at de isolerede strandplanteforekomster i indlandet var rester 
af en gammel strandvegetation. 92) Det kunde tænkes, at frø af disse 
planter i en senere tid paa en eller anden vis var bragt did op fra 
en lavere liggende strand. Kun disse forklaringsmaader er mulige; 


nogen tredie kan ikke tænkes. 


Den første af disse forklaringsmaader er af Sven Lovén og 
efter ham af H. Lindberg antaget for rumex maritimus. Denne art 
er nemlig ogsaa i vore nabolande funden udenfor stranden, saaledes 
ved de store sjøer Vånern, Våttern, Ladoga og Onega. De nævnte 
forskere opfatter den paa disse steder som en relikt fra den tid, da 
det saakaldte Senglaciale ishav som en bred havarm strakte sig fra 
Atlanterhavet til Det hvide hav. En lignende opfatning antyder 
A. Blytt i en fremstilling af vegetationsforholdene i Akershus amt, 
trykt i Johan Vibe”s beskrivelse af amtet. Han siger nemlig, at 
rumexz maritimus i Jøgottjern maaske er en levning fra den tid, da 
havet stod op over Romerikes sletter. — I et nylig udkommet arbeide 
om Finlands fossile kvartærflora udtaler Gunnar Andersson, at 
der idetmindste ikke endnu synes at foreligge noget afgjørende bevis 
for rigtigheden af en saadan opfatning, mens den omstændighed, at 
arten ikke findes i det nordlige Skandinavien og i det arktiske gsebet, 
taler imod. 

Staar saaledes grundene til at antage denne forklaringsmaade for 
rumexz maritimus's vedkommende paa et temmelig svagt grundlag, 
saa er den aldeles uanvendelig for silene maritima og ehymus arena- 
rius. Disse er nemlig fundne langt høiere, end havet nogensinde efter 
istiden har naaet, høit over ,den marine grænse*. I Smaalenene gaar 
denne grænse efter De Geer's karter mellem 150 og 200, i øvre 


Gudbrandsdalen mellem 200 og 250 m. over den nuværende havover- 


y Naturen 18 


274 


flade, mens som anført de nævnte arter er fundne op til henholdsvis 
3831 og 351 m. o. h. Da disse planter nu vokser paa steder, hvor 
der siden istiden aldrig har været havstrand, maa de nødvendigvis paa 
en eller anden maade være bragt did op fra en lavere liggende strand. 
Kun om mh turde forudsætte, at de nævnte arter i tidernes løb har 
forandret natur, saaledes at de tidligere ogsaa voksede udenfor stranden, 
vilde det ikke være udelukket, at de paa de isolerede, høitliggende 
voksesteder kunde være relikter. Men en saadan antagelse paa grund- 
lag af det ubetydelige, som vi for tiden ved, vilde være i høi grad 
vovet og usandsynlig. 

Vi nødes saaledes for silene maritima's og elymus arenarius's 
vedkommende til at blive staaende ved den anden forklaringsmaade, 
at de af de forhaanden værende naturkræfter maa være bragt til de 
høitliggende steder. De transportmidler, som naturen hos os raader 
over, og som ved planternes spredning kan komme i betragtning, er 
som bekjendt: vind, vand og dyr (inel. mennesker). Af disse bort- 
falder i dette tilfælde straks vandet, da det jo her dreier sig om en 
transport fra lavere til høiere liggende steder. 

Det tør være vanskeligere at afgjøre, hvilken af de to andre 
transportmidler der her har været virkende. Maaske kan intet med 
vished udtales derom. Det kan jo desuden godt tænkes, at transport- 
maaden i de forskjellige tilfælde ikke har været den samme. — Et 
par momenter synes idetmindste for elymus's vedkommende at tyde 
i retning af fugletransport. Dens frø er temmelig store og tunge og 
kan neppe føres lang vei af vinden. Den vokser baade ved Øieren 
og Lomsvandet ved vandbredder, hvor svømme- og vadefugle ofte slaar 
sig ned. Det kan tilføies, at ifølge professor Collett”s angivelser 
sjøfugle kan paatræffes selv i vore centrale høifjeldstrakter. Prof. dr. 
N. Wille har meddelt mig, at han har seet maager flyve over Tyin 
i Jotunheimen. 

Mens man saaledes for silene og elymus nødvendig maa antage 
den anden forklaringsmaade, tør jeg ikke afgjøre, i hvor høi grad det 
samme gjælder de øvrige ovenfor nævnte arter. Disse er nemlig 
hidtil kun fundne nedenfor den marine grænse. Det er neppe ude- 
lukket, at nogen af disse i et eller andet tilfælde kunde være relikt. 
Skjønt — som Gunnar Andersson siger om rumex maritimus — 
intet afgjørende bevis herfor er fremlagt, findes der neppe nogen om- 


stændighed, der udelukker en saadan mulighed. Med hensyn til fore- 


275 


komsten af atriplex hastata ved en saltkilde ved Sarpsborg, turde dette 
maaske endog være det sandsynligste. Der skulde nemlig et sjeldent 
træf til, for at vind eller fugle skulde bringe den til et sted, der var 
saa særlig skikket for dens trivsel. Desuden synes den paa et saa- 
dant sted lettere end andensteds at maatte kunne holde sig gjennem 
lange tider i konkurrancen med egnens planter. — Indtil der fore- 
ligger et rigeligere materiale, maa imidlertid afgjørelsen udstaa. 

Paa en enkelt undtagelse nær tilhører ingen af de som eksempler 
anførte planter vor floras sjeldenheder; deres udbredelse er derfor 
lidet paaagtet. Det vilde imidlertid være ønskeligt, om deres og andre 
strandplanters mulige forekomst andensteds inde i landet blev omhyg- 


gelig observeret. Jens Holmboe. 


Betydningen af de individuelle forskjelligheder 
i hjernen.” 


I sin medfødte beskedenhed betegner mennesket sig som skab- 
ningens herre, det har reserveret for sig pladsen som det høiest orga- 
niserede levende væsen — idetmindste paa vor planet; om Marsbeboere 
beretter endnu blot romanerne. 

Men det kan vel være tilladt at spørge, hvad der da berettiger 
os til at tillægge os selv en saadan overstilling, om vi overhovedet 
tør anmasse os dertil? 

Sikkert er det, at hos mange dyr mange sanser er langt bedre 
udviklet end hos mennesket, dette gjælder først og fremst lugtesansen. 
I denne henseende er næsten alle hvirveldyr, som ikke lever i vandet, 
ja selv mange hvirvelløse dyr, mennesket umaadelig overlegne; vi finder 
hos mange dyr ikke blot en større finhed og skarphed i lugtesansen, 
men denne viser t. eks. hos rovdyrene ogsaa en saadan kvalitativ 
differentiering, evne til at skjelne forskjellig slags lugt, og høiere ud- 
vikling sammenlignet med menneskets, at vi hos dette sidste egentlig 


kun kan tale om en rudimentær funktion. 


1) Foredrag, holdt den lste februar 1899 i , Verein zur Verbreitung natur- 
wiss. Kenntnisse* in Wien. 


276 


Det skarpe syn hos adskillige dyr, navnlig fuglene, er vel kjendt; 
mange ser endnu tydelig, selv efterat det er blevet saa mørkt, at 
mennesket ikke mere kan skjelne gjenstande klart. — Noget lignende 
kunde man ogsaa paavise med hensyn til hørselen og andre sansefor- 
nemmelser. 

Qgsaa i retning af muskelkraft formaar mange dyr langt mere 
end os — for ikke at tale om de store pattedyr, vil jeg kun henvise 
til de bekjendte kraftpræstationer af smaa insekter. Men ogsaa i for- 
skjellige andre specielle færdigheder overtræffes vi af mange dyr: 
ørnen svinger sig fri op mod himlen, mens mennesket efter sin organi- 
sation synes fordømt til at holde sig støvet ved slangens side. 

Men hvad vi har forud for alle andre levende organismer, og 
hvorved vi ofte er istand til at bøde paa disse mangler ved vor 
organisation, det er de større aandelige evner, som har skaffet men- 
nesket navnet homo sapiens, det vise menneske, vistnok uden hensyn 
til, om det i det enkelte tilfælde fortjener dette tilnavn. 

Men naar det, som særlig udmerker mennesket, ligger 1 de større 
aandsevner, og paa den anden side disse evner ikke er lige sydt ud- 
viklet hos alle mennesker, saa opstaar det spørgsmaal, om denne for- 
skjel i den individuelle udvikling af aandsevnerne ogsaa afspeiler sig 
i en tilsvarende forskjellig udvikling af de organer, hvortil disse er 
knyttet — altsaa hjernen og dens dele. Her møder vi nu først den 
store vanskelighed ved at finde en rigtig maalestok for den intellektuelle 
evne; én kan paa et omraade yde noget meget fuldkomment, mens 
en anden er saa jevnt middelmaadig hjemme i de forskjelligste ting. 
Den ene har en fortræffelig hukommelse, den anden opfatter let og 
raskt, en tredie atter forstaar at anvende sin viden prompte og paa 
rette sted, mens en fjerde udmerker sig specielt som en mester i den 
sproglige gjengivelse. 

Der kan ikke være nogen tvil om, at alle aandelige processer 
foregaar ved hjælp af vor hjerne; man gaar endog et skridt videre 
og antager gjerne — med hvilken ret vil jeg ikke her nærmere 
drøfte — at det i overfladen af storhjernen liggende graa barklag, 
storhjernebarken, skulde være det egentlige sæde for bevidstheden. 
Med denne maatte vi altsaa begynde vore undersøgelser, naar vi vil 
besvare det spørgsmaal, om de individuelle aandelige eiendommeligheder 
ogsaa finder sit udtryk i uoverensstemmelser i hjernens bygning. 


Her maa jeg imidlertid gjøre opmerksom paa en vigtig feilkilde. 


277 


Undersøgelsen af en maskine kan vistnok vise en ingeniør, hvad 
maskinen formaar at udføre, men ikke hvad den virkelig har udført; 
den kan have staaet stille, siden den kom fra fabriken. Paa samme 
maade tør vi ikke vente mere af en undersøgelse af hjernen end i 
heldigste tilfælde at faa oplysning om dens evner i visse retninger. 
Men om disse i den materielle udvikling udtrykte evner ogsaa virkelig 
er kommet til udfoldelse, det afhænger af talrige ydre, ofte rent 
sociale omstændigheder, og derom kan selv den nøiagtigste og mest 
indgaaende undersøgelse af alle anatomiske forhold aldrig nogensinde 
give os oplysning. 

Vi vil endnu et øieblik blive staaende ved sammenligningen med 
en maskine. Hvad en maskine kan udføre, er afhængig ikke blot af 
dens størrelse, men ogsaa at dens indre sammensætning og mange 
andre omstændigheder. Vistnok er i almindelighed en dampmaskine 
paa 50 hestekræfter overlegen overfor en, som bare kan udvikle 2 
hestekræfter, men paa den anden side gaar mit lille lommeuhr rigtigere 
end det store taarnubr. Det kommer ogsaa meget i betragtning, 
hvilket materiale, der er anvendt; et stillads af jern vil saaledes have 
større bæreevne end et af træ. 

De samme synspunkter maa vi ogsaa have for øie, naar vi vil 
bedømme en hjernes eller eller en hjernedels større eller mindre værd. 
Lettest vil det være at bedømme den relative forskjel i størrelse, mens 
en sammenlignende værdsættelse af den indre hjernebygning, men 
i særdeleshed en jevnføring af den funktionelle værdi af de enkelte 
bygningselementer i nervesystemet, støder paa store, ofte uovervindelige 
vanskeligheder. 

I det følgende vil jeg ikke indskrænke mig til at omtale menne- 
sket, men ogsaa tage dyrene med i mine betragtninger. Derved faar 
jeg anledning til bedre at sætte Dem ind i forskningens methodik, og 
paa den anden side kan jeg da ogsaa komme til mere positive, haand- 
gribelige resultater. 

Til at begynde med vil vi betragte aandsevnerne som et hele og 
først senere gaa over til at undersøge de enkelte sider af den intel- 
lektuelle virksomhed. 

Vi har altsaa først at bringe paa det rene om hjernens størrelse 
kan sættes i forhold til aandsevnerne. Man pleier forøvrig her ikke 


at tage til maalestok hjernens egentlige størrelse, men dens vegt. 


278 


Mange tusen menneskelige hjerner er allerede blevet lagt paa vegt- 
skaalen, saaledes at vi har et betydelig materiale til vor raadighed. 
Vi ved at forskjellige omstændigheder har indflydelse paa hjernevegten, 
saaledes kjøn, alder, legemsstørrelse og legemsvegt, race, mange syg- 
domme o. 8. v. 

Som gjennemsnitlig hjernevegt for en mand kan man antage 
18350 gr. for en kvinde 1230 gr. Nu kunde en heraf let trække 
den forhastede slutning, at en kvinde virkelig af naturen var et aan- 
delig laverestillet væsen end manden. En saadan slutning vilde ikke 
være paa sin plads allerede af den grund, at kvinden i almindelighed 
er mindre end manden, og der til et mindre legeme sikkerlig ogsaa 
hører en mindre hjerne. For at kunne anstille en rigtig sammenligning, 
maa vi derfor ikke tage den absolute hjernevegt i betragtning, men 
hjernevegten i forhold til legemsvegten, den saakaldte relative hjernevegt. 
Isaafald stiller forholdet sig endog gunstigst for kvinden, da den rela- 
tive hjernevegt for en mand er bestemt til 1:33, for en kvinde til 
1:31.5. At vi dog ikke herpaa kan bygge meget, vil vi snart indse. 
Den relative hjernevegt maa bedømmes med stor forsigtighed. Man 
ved nemlig af dyreforsøg, at under hunger ikke alle organer aftager 
i vegt i samme forhold; mest og hurtigst svinder fedtvævet (indtil 
93 pct.), mens hjernen holder sin vegt mnæsten uforandret, lige til 
hungersdøden indtræder. Om altsaa et ellers kraftigt, velnæret men- 
neske ved sygdom og nød har mistet en stor del af sin legemsvegt, 
saa er herunder hans hjernevegt blevet uforandret og den relative 
hjernevegt har altsaa hos samme individ med tilnærmelsesvis samme 
aandsevner væsentlig forandret sig; idet forholdet er blevet langt gun- 
stigere for hjernen. Derfor er den relative hjernevegt hos mennesket 
i det enkelte tilfælde næsten værdiløs (t. eks. for en mand paa 100 
kg. ca. 1:75); den vinder dog i betydning, naar man tager middel- 
tallene for et meget stort antal personer. 

Større værdi vilde det have at sætte hjernevegten i forhold til 
legemsstørrelsen, legemslængden, og da faar man den regel, at mindre 
individer har en relativt, ikke absolut, større hjerne end større. Vi 
forstaar altsaa, hvorfor den mindre kvinde vistnok har en absolut 
lettere, men relativt tungere hjerne end manden. Ganske eiendomme- 
lige resultater kommer vi til ved at undersøge den relative hjernevegt 
hos børn. 


279 
Tallene er følgende: 
hos nyfødtehngg.. 5. en ereail :6 
mellem 4—7 aar ..v.vvvvs EN 
pr PGA SLI. se Fl ossstbv. 


Efter disse tal stiller hjernevegten sig gunstigst for de nyfødte 
og aftager siden stadig. Hos den nyfødte udgjør hjernevegten omtrent 
sjettedelen af hele legemets vegt. Hvis nu den relative hjernevegt 
virkelig var at opfatte som et udtryk for de sjælelige evner, saa kom 
vi til den besynderlige slutning, at den nyfødte var den voksne intel- 
lektuelt overlegen 5 gange (ligeoverfor et tykt menneske til og med 
mere end 14 gange), at vi skulde være idealer af aandelig fuldkom- 
menhed, idet vi kommer til verden og fra det øieblik gjennemgaa 
en uafladelig fordummelse. 

Denne besynderlighed ved den relative hjernevegt forsvinder dog 
straks, naar vi ved, at hjernen hos en nyfødt endnu er ganske mangel- 
fold med hensyn til sin indre bygning; den er vistnok relativt stor, 
men endnu mangler dens bestanddele den morfologiske udvikling 
(0: udformning), der gjør dem skikket til det mere sammensatte, 
høiere aandsarbeide; dens nervetraade har endnu ikke det, man kalder 
marvskede, dens nerveceller er tildels endnu ganske rudimentære (uud- 
viklede), og kemien lærer os, at dens vandholdighed er betydelig 
større (90 pct.). 

Vi maa ogsaa kortelig omtale alderens indflydelse paa den abso- 
lute hjernevegt; nogle faa tal faar her være nok — disse tal har 
altid nogen interesse. 


Gjennemsnitlig er hjernevegten hos gutter: 


agder JENS Pk paT NE SY8] 330 gram 
i alderen 3 maaneder......... 494 — 
2 3—6 2 SST 604 — 
-- GEER JAN 4 sd) 777 — 
— 12 aan d FØLT IN 943 — 
E DE JÅ MØDST VEE SE 1097 — 
— 4—7 > DA OG st 1200 — 
— He gt jer Pr 1308 — 
hor vokste SIN SAS. siSL. vi 900 1 
i alderen 60—70 aar ....veuer 1323 — 
— LE LA EE 1283 — 


— GK ed 1225 — 


280 


Et blik paa disse tal lærer os, at hjernen i begyndelsen tiltager 
meget raskt i vegt og i anden halvdel af andet decennium har afsluttet 
sin udvikling, for efter 60 aars alderen atter at aftage. 

Til disse tal vil endnu et par bemerkninger være paa sin plads. 

Allerede hos individer i den barnlige alder forekommer hjerner, 
som udmerker sig ved en paafaldende tyngde, og som betydelig over- 
skrider gjennemsnitsvegten for voksne hjerner; saaledes fandt Lorey 
hos en 6 aars gut en hjernevegt paa 1840 gr. Paa den anden side 
maa den konstaterede aftagen af hjernen efter 60 aar sletikke tydes 
derhen, at enhver hjerne i denne aldersperiode maa begynde at skrumpe, 
at atrofiere; dette gjælder kun tor enkelte, hvorved netop gjennem- 
snitstallet blir lavere. For os professorer (i Wien) begynder officielt 
hjernens skrumpning ved 70 aars alderen — ved hvilket tidspunkt vi 
som bekjendt maa træde tilbage fra lærerembedet. 

Jeg har tidligere omtalt, at ogsaa racen kunde have en indfly- 
delse paa udviklingen af hjernen. Vi har imidlertid hidtil ikke til- 
strækkelige veininger uden for de civiliserede racer, og de her fundne 
forskjelle vilde jeg dog ikke tillægge nogen større værdi. De enkelte 
veininger, som er foretaget paa individer af laverestaaende nationer, 
har vistnok hyppig opvist en lavere hjernevegt for disse, men paa den 
anden side fandt t. eks. Clapham hos Pelew-insulanerne en gjen- 
nemsnitsvegt af 1 404 or. 

Vi kan nu ganske direkte forelægge os det spørgsmaal, om 1 det 
enkelte tilfælde et aandelig begavet menneske har en tungere hjerne 
end et aandelig underlegent. 

For tiden har vi et større antal optegnelser over hjerner tilhø- 
rende mennesker, der bestemt maa betegnes som aandelig fremragende. 

I Paris bestod et selskab — og det bestaar maaske endnu — 
hvis medlemmer, der alle tilhørte den aandelig arbeidende klasse, for- 
pligtede sig til at overlade sit lig til videnskabelige undersøgelser, 
Société d'autopsie. Men foruden det af dette selskab leverte materiale 
har vi ogsaa kjendskab til vegten af et antal hjerner, tilhørende høit 
begavede mennesker, der har ydet overmaade betydelige ting paa det 
aandelige omraade. | 

Her staar i første linje Turgenieff med 2012 gr., videre 
den berømte naturhistoriker Cuvier med 1880 gr., Thackeray 
1640 gr., matematikeren Dirichlet 1520 gr., den store tænker 


og matematiker Gauss 1492 gr., Helmholtz ca. 1 440 gr. 0.s. w 


281 


Paa den anden side havde fysiologen Harless, vistnok i sit 7Ode 
aar, kun 1207 ør. Resultatet af veiningen af Gambettas hjerne 
gjorde stor opsigt, man fandt nemlig, omendskjønt han kun var 44 
aar gammel, kun 1160 gr. Man var ganske bestyrtet derover, antog 
at der var begaaet en feil og gjentog efter en times forløb veiningen, 
og erholdt, da imidlertid noget vædske var flydt ud af hjernen, kun 
1150 gr., ja ved en tredie veining i laboratoriet blev det kun til 
1090 er. Da man altsaa ikke paa denne maade kunde komme til et 
bedre resultat, maatte man slaa ind paa en anden vei og søge en 
anden forklaring. Gambettas lig var, da det skulde balsameres, før 
sektionen blevet injiceret med klorzink; klorzinken skal ved sammen- 
trækning af vævet have foraarsaget en udpresning af væske af hjernen 
og derved en vegtsformindskelse, og man beregnede en virkelig vegt 
af 1246.5 gr. Med denne vistnok ogsaa subnormale (som er under 
gjennemsnitsgrænsen) vegt maatte man sluttelig lade sig nøle. 

Men vi kjender ogsaa en række meget tunge hjerner, som tilhører 
personer, der i levende live slet ikke har udmerket sig særlig i aan- 
delig henseende, selv om leilighed dertil var tilstede. Saaledes har 
Jeg beregnet hjernevegten til 2028 gr. hos en mand, der kun var 
maadelig begavet, uagtet hans sociale stilling vilde budt ham al anled- 
ning til at udvikle mulige tilstedeværende fremragende aandelige anlæg. 
Den tungeste hidtil kjendte hjerne beskriver van Walum og Lemel; 
den tilhørte en 21-aarig idiot og veiede 2850 gr. 

Fra de abnormt tunge hjerner gaar vi derpaa til de lette. Vi 
erfarer da, at hjernevegten ikke kan synke under en vis nedre grænse, 
uden at dermed vilde være forbundet en meget sterk svækkelse af 
aandsevnerne — idioti. Som saadan nedre grænse kan vi antage 
1000 gr. for manden og 900 gr. for kvinden. Idiothjerner kan veie 
lige ned til under 300 gr.; idioten Mottey'”s hjerne veiede 369 gr. 

Vi kan af den store mængde foreliggende veininger trække den 
slutning, at det aandelig begavede menneske maaske i almindelighed 
har en tungere hjerne end andre, men at der i det enkelte tilfælde 
aldeles ikke er nogen direkte parallel mellem hjernevegt og intelligens. 
Ingen har derfor ret til at sige: ,Kom og maal min hjernekasse og 
overbevis eder om, hvilket geni jeg er.* Vi kan efter vore erfaringer 
hidtil ubetinget stille den fordring til ham, at han først skal bevise 
os det i gjerning. 


Naar et sligt miskjendt geni taler om sin hjernekasse og ikke 


282 


vil vente, til man efter døden kunde overbevise sig om hans hjernes 
vegt, saa ligger deri en vis berettigelse. Der er virkelig et vist for- 
hold mellem hjernekassens omfang og hjernens størrelse. Dog er dette 
forhold paa grund af benenes forskjellige tykkelse et mindre direkte 
end forholdet mellem hjernekassens rumindhold og hjernens vegt. Vi 
er mange gange nødt til at beregne hjernevegten og hjernekassens 
rumindhold t. eks. hos uddøde menneskeracer, og vi begaar derved 
ikke synderlig store feil. 

Men ogsaa med hensyn til hjernekassens omfang, der hos den 
mavdlige befolkning i Wien fordetmeste svinger mellem 52 og 62 cm.,, 
synes det at være saa, at flertallet af dem, der er beskjæftiget med 
aandeligt arbeide, faar de høieste tal. Bismarcks hjernekasseomfang 
var 62 cm. 

Naar vi sammenligner den menneskelige hjerne med dyrenes, saa 
har mennesket sletikke den største absolute hjernevegt. Det over- 
gaaes i denne henseende af mange hvaler (t. eks. balaenoptera 
sibbaldi, 6700 gr.) og elefanten (5430 gr.). Hestens hjerne veier 
600—700 gr., gorillaens 500 gr. 

Men mennesket har ikke engang den største relative hjernevegt, 
som Aristoteles, Plinius o. a. mente; nogle smaa fugle og 
halvaber (sajou 1:13) staar over det. Ogsaa blandt dyrene viser 
det sig, at et mindre individ har en relativt større hjerne; saaledes 
er t. eks. forholdet hos katten 1:82, hos løven 1:600. 

Man kunde nu mod de hidtil udviklede forhold mellem hjernevegt 
og intelligens indvende, at det jo kun er en del af hjernen, storhjerne- 
barken, der er at anse som bærer af den intellektuelle virksomhed, 
hvilket dog, som allerede omtalt, først maatte bevises. Vi skulde da 
strengt taget kun tage hensyn til storhjerneoverfladens mægtighed. 
Hjernens overflade er imidlertid ikke proportional med hjernens stør- 
relse. Naar De betragter en menneskelig hjerne, saa ser De dens 
overflade gjennemskaaret af et stort antal mere og mindre dybe furer, 
mellem hvilke de saakaldte hjernevindinger gaar. Sammenligner De 
en række menneskelige hjerner med hinanden, saa bemerker De, at 
disse furer vistnok er ordnet etter en fælles typus (plan), men i det 
enkelte opviser en betydelig variabilitet. Jo talrigere og dybere disse 
furer er, desto større bliver derved hjerneoverfladen, ved den tiltagende 
folding af hjernebarken. Det kan dog ikke siges, at hjerner med 


mange furer altid tilhører aandelig begavede individer, snarere er det 


—— 


å > 
283 


saa, at faatallige furer, navnlig naar faatalligheden er meget udtalt, 
tyder paa inferioritet (aandelig underlegenhed); mange idiothjerner, 
ligesom ogsaa nyfødtes hjerner, er i virkeligheden gjennemsat af faa 
furer. 

Man har heller ikke kunnet eftervise nogen for de enkelte men- 
neskeracer karakteristisk vindingstypus, vaar vi ser bort fra, at doli- 
chokephaler (langskaller) og brachykephaler (kortskaller) frembyder 
visse forskjelligheder i vindingernes forløb. Det vilde være af betyd- 
ning at undersøge, om personer af samme familje, især saadanne, som 
ellers ligner hinanden meget i legemlig og aandelig henseende, ogsaa 
viser et hinanden lignende forløb af furer og vindinger i storhjernen. 

En direkte maaling af hjerneoverfladen er forbundet med store 
vanskeligheder, dog har H. Wagner foretaget den paa 4 hjerner. 
Et kvadrat, hvis sider er '/9 m. lange, er noget større end den sam- 
lede storhjerneoverflade. Han fandt ogsaa hjerneoverfladen hos lærde 
(t. eks. Gauss) større end hos en udannet arbeider. 

Meget paafaldende er den forskjellige rigdom paa furer og vin- 
dinger hos dyrene. Vi kjender, selv blandt pattedyrene, mange, hos 
hvem hjernen har en mnæsten glat, hvælvet overflade. Et saadant 
forhold findes hos næsten alle gnavere, men vi finder det — for kun at 
tale om pattedyrene — ogsaa hos flere høierestaaende dyr t. eks. halv- 
aberne. De visselig meget begavede rovdyr, hundene, og ogsaa mange 
aber, har relativt færre folder paa hjerneoverfladen end oksen og 
faaret, hvis symbolske anvendelse i folkemunde ingenlunde pleier være 
knyttet til synderlig fremragende aandspræstationer. Flest vindinger 
har hjernen af cetaceer, hvaler, saaledes t. eks. delfinen, hvis aner- 
kjendte forkjærlighed for musikalske nydelser ikke vilde være til- 
strækkelig til at forklare en saadan eminent udvikling af hjernebarken 
som bærer af de sjælelige virksomheder. 

Naar vi fordomsfrit og med den tilladelige, ja endog nødvendige, 
sunde skepticisme (tvil) tager et overblik over, hvorvidt hjernens 
størrelseforhold kan anvendes til at værdsætte de aandelige evner, saa 
paatrænger der sig os den overbevisning, at dette kun inden ret 
beskedne grænser er muligt. Det vil altsaa være end mere berettiget 
at haabe, at kjendskabet til de indre bygningsforhold i hjernen vil 
føre til vigtigere og mere positive resultater. 

Desværre — jeg maa tilstaa det straks med engang — denne 


forhaabning kommer endnu noget fortidlig. Jeg siger med hensigt 


284 


noget fortidlig; thi det synes mig aldeles ikke ubegrundet, at en nøi 
agtig sammenlignende undersøgelse af de indre forhold i hjernen vi 
bringe os meget vigtige og interessante forklaringer paa individuel 
forskjel i evner. 

Paa hvad maade dette skulde være at vente, kan jeg ogsaa kort 
fremhæve. De enkelte dele af hjernen, specielt ogsaa de enkelte 
regioner af hjernebarken, har forskjellige opgaver, et punkt, som senere 
skal beskjæftige os noget mere indgaaende. Disse funktionelt (i virk- 
somhed) forskjellige dele af hjernen er forbundet indbyrdes ved 
ledende nervetraadmasser. Det er nu let at indse, at jo intimere og 
mangfoldigere disse forbindelser er, desto mere sammensatte præsta- 
tioner kan man vente. Disse forbindende traadmasser finder vi i den 
hvide marv i hjernens indre; sammenligning lærer os ogsaa, at de 
ikke hos noget dyr er tilstede i saa stor mængde, som hos mennesket; 
hos hunden er de talrigere end hos kaninen. 

Disse traade altsaa, som forbinder de enkelte hjernedele med 
hinanden, specielt de, som associerer (knytter sammen) de forskjellige 
provinser af' hjerneoverfladen, spiller visselig en fremtrædende rolle 
ved alle sjælelige processer; her tør vi ogsaa vente os mange vigtige 
forklaringer af senere undersøgelser. | 

Men ogsaa det enkelte bygningselement, der sammen med mil- 
lioner ensartede dannelser sammensætter nervesystemet, kan komme i 
betragtning. Jeg har jo allerede omtalt, at nervetraadene i en npy- 
fødts hjerne for en stor del endnu er marvløse og dermed næsten 
funktionsudygtige. 

I første linje vilde komme de i hjernen værende nervetraade og 
nerveceller. Det synes mig overmaade sandsynligt, at ikke alle men- 
nesker er begavet med lige gode nervetraade og nerveceller, ligesom 
en har sterke muskler og ben, en anden svage. Saadanne individuelle 
differenser vilde imidlertid ikke alene tjene til at begrunde anlægget 
til forskjellen i evner, men meget mere ogsaa, alt efter elementernes 
forskjellige modstandskraft, dispositionen til mange sygdomme i nerve- 
systemet. Finere, mere zarte nervetraade fornemmer de paa dem imd- 
virkende skadeligheder mere intensivt end tykke og grove. Jeg har 
t. eks. ogsaa givet den mening udtryk, at af to mennesker, som var 
udsat for de samme indflydelser, den lettest vilde faa tabes dorsalis 


(rygmarvstæring), hvis rygmarv, og specielt de bagerste nerverødder, i 


pi 285 
Å sin bygning frembød visse eiendommeligheder, som begunstiger denne 
sygdoms opstaaen. 

Nervecellernes fineste struktur har vi i de seneste aar lært at 
kjende med en høi grad af fuldkommenhed; det kan ikke være for 
meget at vente, at vi ogsaa vil finde et synligt udtryk for en høiere 
eller ringere grad af funktionsevne. Tildels er dette allerede lykkedes. 
Paa næsten alle nerveceller finder man nemlig et antal udløbere, som 
deler og forgrener sig videre ofte paa en meget fin maade. Sammen- 
ligner vi nu to til hinanden svarende (homologe) nerveceller fra for- 
skjellige høitstaaende dyr, saa finder vi idetmindste visse celler hos det 
høiere dyr rigere paa udløbere og derfor udrustet med evnen til mere 
komplicerede forbindelser; den spanske anatom Ramon y Cajal har 
endog fremsat den mening, at med den høiere intellektuelle uddannelse 
som mennesket erhverver sig, tiltager antallet af disse aandelige fang- 
fl arme paa dets hjerneceller. 

Med hensyn til disse udløbere kunde man gjøre endnu en anden 
bemerkning. Der opstilles, navnlig af en række franske forskere, den 
hypothese, som til og med ansees for bevist, at disse celleudløbere 
skulde have evnen til at trække sig sammen og strække sig ud, og 
altsaa derved løse og atter knytte forbindelsen med andre nerveceller. 
I denne bevægelighed hos udløberne vilde da mange sjælelige pro- 
cesser, søvn og opvaagnen o. lign. finde sin forklaring. Skulde denne * 
antagelse vise sig at være rigtig, da kan vi ogsaa forudsætte, at ikke 
hos alle mennesker udløberne har den samme bevægelighed, at de 
med alderen blir stivere, støle, og vi kunde ogsaa deri søge grunden 
til mange eiendommeligheder i de, sjælelige evner. 

Fleury tror sogar at turde søge en forklaring for tilstede- 
værelsen af forbryderske tilbøieligheder i celleudløbernes eiendommelige 
forhold. Naar hine udløbere som følge af habituel (vanemæssig) uvirk- 
somhed og ved en medfødt eller erhvervet sygdom har mistet evnen 
til at bevæge sig let, saa vilde fristelsen til en forbrydersk handling 
uden videre let omsættes i gjerning, fordi de associationer (forbindelser 
med andre celler), der enten som frygt tor straf eller som høiere 
etiske forestillinger vilde indvirke hæmmende paa udførelsen, ikke 
hurtig nok kan komme istand. 

Selvfølgelig mangler vi ethvert haandgribeligt bevis for en saadan 
antagelse. Men at mnervecellerne ikke overalt er lige i sin inderste 


bygning, kan vi vise, naar vi tager de laverestaaende dyrs hjerner til 


286 


sammenligning.  Cellerne i en kaninhjerne forholder sig i mikro-kemisk?) 
henseende ganske anderledes end cellerne i en menneskehjerne. Naar 
der nu mellem mennesket og kaniner er en ret paafaldende forskjel, 
saa ligger det nær at antage, at lignende mindre fremtrædende 
uoverensstemmelser findes mellem forskjellige menneskelegemer ind- 
byrdes, selv om vore hLjælpemidler for det meste ikke er tilstrækkelige 
til klart at erkjende dem. 

Men ogsaa de andre bestanddele af hjernen kan bidrage sit til 
en foranderlighed i de sjælelige anlæg. dJeg henviser kun til de 
blodkar, som besørger hjernens ernæring. Allerede ganske smaa for- 
styrrelser i de normale ernæringsforhold vil give sig tydelig tilkjende 
i hjernens arbeidsevne. Ogsaa centralnervesystemets støttevæv, glia, 
viser en vekslende udvikling, hvori blandt andet anlægget til visse 
sygdomme kan ligge, t. eks. saadanne, hvor der finder sted en primær 
vekst af glia. 

Vi har i vore betragtninger hidtil optattet alle individets aande- 
lige evner som et samlet hele. Vi maa derefter undersøge, om de 
enkelte aandelige anlæg og bevidsthedsprocesser viser sig udtrykt i 
hjernens. bygning svarende til deres forskjellige udvikling. Denne 
undersøgelse blev foretaget allerede for et aarhundrede siden paa den 
mest omfattende maade af Gall og Spurzheim. Den af dem 
grundlagte lære er kjendt under navnet phrenologie (græsk: osny = 
sjæl, hoyog = lære). Mens man dengang og egentlig endnu indtil for 
30 aar siden var af den anskuelse, at alle dele af storhjernebarken 
var funktionelt ligeværdige (2: kunde udføre samme arbeide), at altsaa 
en lokalisation af forskjellige evner i dette organ ikke fandtes, mente 
de nævnte forskere, at ethvert afsnit af hjernebarken var sædet for 
en bestemt aandskraift, og at den til en speciel evne svarende hjerne- 
del ogsaa var udviklet i en til vedkommende evnes udvikling svarende 
grad. Gall havde i 80-aarene i forrige aarhundrede i Wien søgt at 
udbrede disse anskuelser ved private forelæsninger, disse blev dog 
forbudt paa grund af sin religionsfarlige tendens. Kjernen i Galls 
lære, at de enkelte regioner paa hjerneoverfladen har hver sin særlige 
opgave, gjælder imidlertid den dag i dag for fuldkommen fastslaaet. 
Dog har hin alvorlige forsker begaaet to feil: for det første var han 


uheldig i valget af aandsevnerne, og dernæst mente han, at den større 


1) Kemiske undersøgelser udført med tilhjælp af mikroskopet. 


287 


udvikling af en enkelt del af hjernen ogsaa maatte vise sig uden paa 
hovedskallen, at man altsaa af en undersøgelse af hovedskallen kunde 
faa holdepunkter for bedømmelsen af en persons karakteregenskaber 
—- man taler derfor om Galls hovedskallelære. 

De i aaret 1870 først af Fritsch og Hitzig senere af 
Ferrier og mange andre anstillede forsøg, ligesom resultatet af de 
anatomiske forskninger og erfaringerne ved sygesengen har givet os 
det sikre bevis for, at virkelig de forskjellige dele af hjernebarken 
har forskjellige funktioner, selv om vi maa bruge ganske andre indde- 
lingsprineiper end de, som Gall forsøgte. Med sikkerhed kjender vi 
regioner i storhjernebarken, som forestaar bevægelserne af den vilkaar- 
lige muskulatur, og til og med de enkelte muskelgrupper; vi kjender 
endvidere ligesaa sikkert de steder, som maa træde i virksomhed, naar 
vi skal faa syns- og hørselsfornemmelser. Jeg vil kun tilføie, at 
meningerne endnu er delte med hensyn til opfattelsen af det forhold, 
hvori disse afsnit af hjernebarken, der kaldes motoriske, optiske og aku- 
stiske centrer, staar til de under dem hørende funktioner. 

I de sidste aar er Flechsig gaaet endnu videre, idet han anser 
de dele af hjernebarken, som ikke direkte har med sanserne eller 
bevægelserne at gjøre, for egentlig sjælelige centrer, tænkeorganer. 
Efter hans fremstilling, der dog ingenlunde kan ansees for bevist, 
skulde der paa hjerneoverfladen væsentlig være to store omraader af 
denne art, en bagerste region i isse- og tindingslapperre og en for- 
reste i pandelapperne. Da han nu fandt isseregionen (paa hjernen 
eller hovedskallen) særlig udviklet hos fremragende personligheder 
(Justus v. Liebig, Gauss, Kant, Bach, Beethoven o. a.), er han af den 
mening, at denne region er af særlig betydning for den aandelige 
produktivitet. Af anatomiske grunde holder han det videre for sand- 
synligt, at det, som er knyttet til den i pandelapperne liggende region, 
væsentlig er erindringsbilleder af allebaande lyst- eller ulyst-følelser, 
af drifter, af bevægelsesrækker og handlinger altsaa de værsentlige 
komponenter af den personlige bevidsthed og de vigtigste regulatorer 
for vore handlinger. 

Andre f. eks. Bianchi har, delvis forudindtaget af ,,tænker- 
panden*, antaget, at pandelappen var sædet for de høiere aandelige 
evner; her skulde være det organ, i hvilket de øvrige hjernepartiers 
sanse- og bevægelsesevner blev kombineret. I virkeligheden er pande- 


lappen bedst udviklet hos mennesket og aftager raskt i størrelse, naar 


288 


vi gaar nedover i dyrerækken. Bianchi har ogsaa anført til støtte 
herfor endel forsøg paa dyr, men disse dyreforsøgs resultater modsiges 
dog fra andet hold (Grossglick). 

En bekjendt mneuropatholog (nervelæge), har i den allersidste tid 
opstillet den eiendommelige sats, at lystfølelserne skulde ligge i pande- 
lappen, ulystfølelserne i baghodelappen. 

Selv om vi ikke behøver at slutte os til de sidstnævnte ansku- 
elser, saa viser dog de mnævnte kjendsgjerninger angaaende hjerne- 
lokalisationen, der nu kan betegnes som fast funderet, en umiskjendelig 
tilnærmelse til Galls lære — efter mere end 100 aars forløb! 

Jeg bar allerede tidligere gjort opmerksom paa, hvilken rig 
variabilitet. hjerneoverfladens former viser netop hos mennesket. Jeg 
er tilbøielig til deri ogsaa at se udtryk for en høiere udvikling; 
hjernen af to kaniner ligner hinanden nøiagtig, bortseet fra forskjellen 
i størrelse, og selv hos høierestaaende dyr finder vi kun liden forskjel 
inden samme dyreorden. Men der gives ikke to mennesker, som har 
ganske lige hjerner, ligesaalidt som vi finder to mennesker, der vilde 
være lige i sine aandsanlæg, evner og karakteregenskaber; her gjør 
det enkelte individ sig gjældende inden ordenen. Fremdeles er der 
blandt menneskene ifølge Ridinger ikke saa stor forskjel paa hjerne- 
vindingerne hos dem, der i udvikling er laverestaaende, som hos. 
aandelig høitstaaende personer; hos de sidste er ogsaa begge hjerne- 
halvdeles asymmetri (ulighed) mest udtalt. 

Foruden denne forskjel i overfladens former, hvortil jeg endnu 
engang kommer tilbage — er der visselig ogsaa større uoverensstem- 
melser i den indre bygning. Vi kjender imidlertid meget lidet til 
denne og er heller ikke istand til at bringe den i noget betemt for- 
hold til aandsevnerne. Bedst kjender vi saadanne forandringer i de 
dele af hjernen, som ligger nærmest rygmarven; her viser de for 
bevægelse bestemte baner et meget vekslende forhold i sit forløb 
(t. eks. pyramidekrydsningen); næsten altid gaar den største del af 
disse traade over i den anden rygmarvshalvdel, den mindste del blir 
paa samme side, dog er forholdet mellem disse dele individuelt og 
selv hos et og samme individ meget vekslende paa begge sider, saa 
vidt at t. eks. de ukrydsede traadbundter kan mangle ganske paa en 
eller begge sider. Mange nervebundter (striae acusticae) eller grupper 
af nerveceller (nucleus funiculi teretis) skifter i beliggenhed, og i 


størrelse inden meget vide grænser. Jeg vil dog irdskrænke mig til 


289 


at gjøre opmerksom paa enkelte kjendsgjerninger, som maaske kunde 
danne en forbindelse mellem udviklingen af enkelte hjernevindinger og 
visse evner. 

I den bagerste del af nederste pandevinding paa venstre side er 
der et gebet, hvis ødelæggelse fremkalder en eiendommelig talefor- 
styrrelse (aphasie.. Her har vi at søge det motoriske talecentrum. 
Man vil nu have iagttaget, at denne hjernedel var særlig udviklet hos 
personer med en fremragende rhetorisk begavelse; dette kan ogsaa 
dokumenteres ved en paafaldende forskjel i størrelse mellem dette 
sted og det tilsvarende paa høire side. Hos Gambetta, hvis hjerne 
var os paafaldende paa grund af den abnorme lidenhed, skal dette 
sted have været særlig rigt paa furer. Eberstaller har engang 
ganske rigtig fundet ud, at en hjerne maatte tilhøre en grovsmed, 
fordi den motoriske region forekom ham saa kollosalt udviklet. 
Riådinger fandt hos en virtuos i violoncelspil den motoriske region 
sterkt udviklet paa høire side, og mener, at det hang sammen med 
hans fingerfærdighed i venstre haand. (Den høiere hjernehalvdel 
innerverer næsten udelukkende den venstre legemshalvdel og omvendt). 
Derimod kunde man indvende, at netop ved strygeinstrumenter kommer 
det mere an paa den høire haand, som fører buen. Det at gribe 
rigtig paa strengene er en blot mekanisk, tillært teknik, det rent aan- 
delige, udtrykket, dynamiken i spillet ligger snarere i bueføringen, som 
ledes af høire haand. 

Med hensyn til sansecentrene for syn og hørsel har vi kun erfa- 
ringer fra sygesengen at holde os til, og disse hører ikke ind under 
rammen for vore betragtninger. Saaledes kjender man hjernesyg- 
domme, under hvilke der er opstaaet blindhed som følge af ødelæg- 
gelse af baghovedlappen. I min samling er der en hjerne af en døv- 
stum person; paa den er de dele, som betegnes som hørselscentrum, 
saa usedvanlig svagt udviklet, at de kunde undgaa ens opmerksomhed 
ved en overfladisk betragtning; dog er dette at henføre til tidlig op- 
traadte sygelige forandringer, der har ødelagt de betræffende hjerne- 
vindinger. 

Mens vi hidtil hovedsagelig har talt om hjernens virksomhed med 
hensyn til bevægelse og fornemmelser og derunder altid er blevet op- 
merksom paa enkelte synspunkter, der kunde veilede os, saa blir 
udbyttet meget ringe, saasnart vi vender os til undersøgelsen af de 


»Naturen* 19 


290 


enkelte kvaliteter i det høiere bevidsthedsliv, saasom hukommelse, op- 
fatningsevne o. s. v. eller karaktereiendommeligheder. 

Vi er aldeles ude at stand til at paavise et materielt grundlag 
for, hvorfor Å. har en saameget bedre hukommelse end B. Vistnok 
kan, for at blive ved dette eksempel, hukommelsen bedres i høi grad 
ved øvelse, anlægget var åaltsaa tilstede og behøvede kun udvikling. 
I andre tilfælde er imidlertid dette anlæg fra først af paafaldende 
svagt eller sterkt udtalt. En kan, trods al møle, ikke bringe det der- 
hen, at indtryk overhovedet eller indtryk af en særegen sort let fæster 
sig hos ham, mens en anden uden nogen anstrengelse kan betragte 
enhver ny forestilling som sin varige eiendom. Det lader sig eksperi- 
mentelt-psychologisk let paavise, at hos mange personer er erindrings- 
evnen for optiske, hos andre for akustiske indtryk bedst udviklet; man 
kunde maaske vente at finde, at hos de første synscentrene, hos de 
sidste hørselscentrene viste en større udvikling. Om man er berettiget 
hertil, ved jeg ikke, da undersøgelser i denne retning endnu mangler. 
Mens vi er unge, lærer vi let, naar vi blir gamle vanskeligere. For 
de fleste mennesker er det i den fremskredne alder næsten umuligt 
at tilegne sig et fremmed sprog. —Overhovedet er erindringsbilleder 
fra vor ungdomstid ofte meget dybere indprentet i vor hukommelse 
end fra de senere aar. Det vilde derfor heller ikke være uberettiget 
at forudsætte, at der under aarenes løb foregaar visse strukturelle 
forandringer i nervecellernes finere bygning, som kunde forklare dette 
forhold, noget i lighed med den tidligere omtalte større stivhed i 
celleudløberne. 

Flechsig har vist, at de til de forskjellige afsnit af hjernebarken 
høreude nervetraade ikke udvikles samtidig; hin kunde ogsaa paavise 
lovmæssigheden i den rækkefølge, hvori de enkelte barkregioner fulgte 
efter hinanden. Der forekommer imidlertid individuelle afvigelser fra 
denne rækkefølge, og han venter sig vigtige opdagelser angaaende det 
cerebrale grundlag for individualiteten ved at forfølge disse afvigelser 
videre. 

I den sidste tid har Retzius beskrevet hjernen af den fremragende 
svenske matematiker Gyldén og finder der en paafaldende udvikling 
af en del af isselapperne, som han da bringer i forhold til den mate- 
matiske begavelse. 

For ikke at blive for vidtløftig skal jeg endnu kun kortelig omtale 


karakteregenskaberne. Snarest tør vi vente os haandgribelige kjends- 


I 
| 
| 


ran i Je dl nr hk 
» 


291 


gjerninger, naar vi betragter de mest ekstreme tilfælde. Men selv da 


maa vi holde os for øie, at et menneskes karakter hyppig kun for en 


- fliden del er begrundet i et medfødt anlæg, men i mange tilfælde 


væsentlig er et resultat af opdragelse og ydre sociale forhold (omgang, 
ulykkestilfælde, nød eller velstand og lignende). 

Naar vi altsaa opkaster spørgsmaalet om forbryderhjernen — 
og dermed har man mest beskjæftiget sig — saa er det selvindlysende, 
at vi ikke kan tage hensyn til leilighedsforbryderen, men ene og alene 
den fødte forbryder, delinquente nato (Lombroso). Til denne art for- 
brydere hører ingenlunde kun inferiøre individer, ofte dreier det sig 
mere om mennesker, der afviger fra normen, atypiske eller ligefrem 
sjælelig syge. Der kan derfor ikke tales om en forbryderhjerne saa- 
dan ganske i almindelighed, men ikke sjelden finder vi i forbryderens 
hjerne forandringer svarende til dem, som er tilstede ved hjernesyg- 
domme. Hyppig er der ogsaa anomalier (atvigelser) i hjernevindingerne; 
den atypiske (som ikke følger reglen) hjernebygning karakteriserer det 
atypiske menneske; paa den anden side er der ogsaa gjentagende 
gange beskrevet tegn paa inferioritet. Men ofte træffer man ingen af 
disse merker; hjernen af mange vaneforbrydere kunde ligesaagodt til- 
høre en høilærd etiker, og omvendt kan man ikke efter et menneskes 
død tillægge det forbryderiske tilbøieligheder paa grund af dets hjerne- 
vindingers udseende, naar det har ført et udadleligt liv. Tidligere 
har jeg omtalt Fleurys eiendommelige hypothese til forklaring af for- 
bryderiske tilbøieligheder. 

En liden ersatning for det utilfredsstillende ved vore sammenlig- 
nende undersøgelser paa mennesker finder vi, naar vi tager dyrene 
med. Her er vi dog hyppig istand til anatomisk at demonstrere ud- 
viklingen af enkelte hjernefunktioner. 

Vi kjender de nervetraadbundter, der er bestemt til at lede den 
fra hjernen udgaaende impuls til vilkaarlige bevægelser til rygmarven 
og derigjennem videre til bevægelsesorganerne — det er de allerede 
tidligere omtalte pyramidebaner. Intet dyr har pyramidebanerne til- 
nærmelsesvis saa udviklet som mennesket, thi hos dette staar bevæ- 
gelserne fordetmeste under bevidsthedens kontrol, mens de saakaldte 
reflektoriske!) bevægelser faar større og større betydning, jo længere 


ned i dyrerækken vi gaar; de dertil bestemte baner lader sig paavise 


1) Saadanne som foregaar uden viljens indgriben t. eks. den uvilkaarlige 
rykken ved et naalestik. O. anm. 


292 


anatomisk og fysiologisk allerede hos hunden. Et menneske, hvis 
pyramidebaner er ødelagt, er fuldstændig lammet, en hund, hos hvem 
de blir overskaaret paa begge sider, bevæger sig meget snart lige 
godt som før. 

Meget klar er ogsaa parallelismen mellem udviklingen af visse 
sanser og de hjernedele, der staar i forbindelse med dem. 

Jeg har omtalt, at mennesket med hensyn til lugtesans indtager 
et af de laveste trin blandt dyrene. Dette viser sig ogsaa tydelig 
paa hjernen. Hos mennesket er alle de dele, som staar i nærmere 
eller fjernere forbindelse med lugtesansen, smaa og rudimentære, forkrøb- 
lede: lugtenerven, den forreste commisus, ammonshornet. Hos de dyr, 
der er udrustet med god lugteevne derimod, svulmer den tynde traad, 
som lugtenerven hos mennesket udgjør, op til et stort kegleformet 
legeme, der ligger paa hjernens underside. Den eiendommelige dan- 
nelse, som kaldes ammonshornet, og som hos mennesket kun er liden 
og skjult i tindinglappen, vokser hos de saakaldte osmatiske pattedyr, 
de som har god lugtesans, meget sterkt og strækker sig langt opover 
og fremover. Hos delfinen derimod, som ganske mangler lugtesans, 
søger vi forgjæves efter tractus olfactorius (lugtenerven), og ammons- 
hornet er lidet, næsten usynligt. 

Hos muldvarpen er synsnerven og de hjernedele, der staar i nær- 
mere sammenhæng med den, meget mangelfuldt udviklet; dyr med fin 
hørsel eller følelse viser en bedre udvikling af de tilsvarende nerver 
og hiernepartier. 

At jeg under de sidste betragtninger næsten kun har taget hensyn 
til orgauernes relativstørrelse, men ikke spurgt efter forskjel i den 
finere struktur, finder sin undskyldning deri, at de let unddrager sig 
vor forskning med de hjælpemidler, som nu staar til vor raadighed, 
og jeg vilde da været nødt til at omtale meget fine og komplicerte 
forhold, der vilde ført os for vidt. Lad os heller, efterat jeg nu 
længe nok har opholdt Dem med enkeltheder, kort uddrage facit. 

Vi har stillet os det spørgsmaal, om den forskjel + individuel 
udvikling af aandsevnerne, som utvilsomt findes blandt menneskene, 
ogsaa kan gjenfindes udtrykt i en forskjellig udvikling af hjernen og 
dens dele. Jeg har ofte maattet gaa ud fra mit egentlige thema og 
kalde dyrene til hjælp; menneskene vilde ofte ladet mig i stikken; 
desuagtet er resultatet ikke saa klart, som De ventede og ønskede det. 


Det synes mig dog at være fastslaaet, at vi i vor hjerneorgani- 


293 


sation af naturen faar med paa veien i livet en række anlæg, selv om 
kniven og mikroskopet endnu kun i faa tilfælde har været 1 stand til 
at paavise substraterne for dem. 

For hver enkelt af os uddrager vi deraf den etiske forpligtelse 
fremforalt at prøve denne naturens gave til os, at skjelne de gode 
anlæg fra de daarlige, at pleie, styrke og udvikle de første, men 


undertrykke og søge at tilintetgjøre de andre. 
Prof. H. Obersteiner. 


Stjerneskud — Leoniderne. 


Det er først i en forholdsvis ny tid, at stjerneskudfænomenet er 
optaget til ordnet videnskabelig undersøgelse og er blevet fastslaaet 
som sorterende under astronomien. Man var i lange tider hildet i 
den misforstaaelse, at det var en meteorologisk foreteelse, etslags 
lynild i atmosfærens høiere lag, uden at man saa sig istaud til nær- 
mere at redegjøre for dets aarsager. Vistnok kunde man i de noksaa 
hyppigt forekommende ildkugler eller meteorer havt et haand- 
gribeligt bevis for, at stjerneskuddene ikke havde noget med luft- 
elektriciteten at skaffe, men man anede endnu ikke sammenhængen 
mellem disse og de egentlige stjerneskud. 

Det er nu forlængst en anerkjendt sag, at stjerneskud og meteorer 
kun er forskjellige grader af samme fæuomen og skyldes smaa himmel- 
legemer, der af jorden opsnappes, naar de kommer indenfor dens 
tyngdekrafts virkningssfære, og blusser op paa grund af den enorme 
varmeudvikling, som dpstaar ved friktionen mellem himmellegemet og 
jordens atmosfære. Dets hastighed i torhold til jorden er nemlig som 
regel mange mile pr. sekund. Fænomenet, saa uskyldigt det end er, 
betegner altsaa i wrkeligheden et sammenstød mellem jorden og et 
andet himmellegeme, en katastrofe, som man i tidligere tider imøde- 
saa med stor skræk. Atmosfæren virker som stødpude. Enten 
streifer det fremmede legeme blot de ydre luftlag og slipper efter en 
kortvarig ophedning forholdsvis uskadt ud igjen, eller ogsaa ophedes 


det lige til fordampning og gir muligens anledning til det ,kosmiske 


294 


støv", hvis eksistense man med sikkerhed har konstateret. Kun i de 
færreste tilfælde har himmellegemet saadan dimension og hastighed, at 
det kan holde sig ned i de laveste luftlag eller endog falde helt ned 
paa jorden. Derved fremtræder den eiendommelige fremtoning, man 
kalder en ildkugle eller meteor i snevrere forstand. Som regel vil et 
saadant meteor sprænges, inden det naar helt ned, og brudstykker vil 
spredes for alle vinde; selv i meget gamle historiske overleveringer 
findes beretninger om, at man har været opmerksom paa en saadan 
gStenregn*. —Sprængningen ledsages af voldsomme knald, der i et 
enkelt tilfælde vides at være hørt over en flade med hele 150 km. 
radius. Benævnelsen ,,stjerneskud* er saaledes ikke unaturlig. Det 
er høist sandsynligt, at lignende eksplosioner ogsaa finder sted i de 
høiere luftlag, men at lydeu ikke naar frem, dels fordi afstanden er 
stor, dels fordi den i høi grad vil svækkes ved overgangen fra de 
tyndere til de tættere skikter i atmosfæren. 

Af de mange tusen beretninger, som haves af større meteorfald, 
skal jeg som eksempel blot omtale etpar. 

Den 926de april 1803 mellem 1 og 2 om eftermiddagen faldt i 
Mellemfrankrige en af blændende lyseffekter ledsaget ildkugle, der 
eksploderede og spredte sit stof milevidt omkring. 92 å 38000 brud- 
stykker (,,meteorstene*") er gjenfundne, og det største veier 9 kg. 

Den 14de mai 1864 faldt ligeledes et berømt meteor ned i 
Frankrige (ved Orgueil, Garonne). Det straalede med et intensivt lys 
og skildres som fuldmaanen af størrelse. Brudstykker saa store som 
et menneskehode er fundne, og de er særlig bemerkelsesværdige der- 
ved, at de indeholder kulstof. Ildkuglen var forøvrigt ledsaget af en 
lang lysende hale. Saadanne haler har hyppig været seet, og de 
holder sig ofte i lang tid, efterat selve meteoret er sprængt eller ud- 
slukket. De bestaar af glødende dampe fra det sterkt ophedede him- 
mellegeme. En ildkugle, som den 30te september 1850 iagttoges over 
store partier af Nordamerika, lod efter sig en hale, der holdt sig en 
hel time, og man har endog beretninger om haler, som er blevne 
staaende i endnu længere tid. En ældre statistik over 2 950 meteorer 
viser, at 575 eller 19 pct. var ledsagede af haler; 18 pct. brast 
med et tydeligt knald, og fra 3823 eller 11 pet. har man kunnet op- 
samle meteorstene. Med hensyn til farven var 210 grønne, 112 røde, 
63 blaa og resten (ca. 2500) hvide. 


Hvad det kemiske indbold angaar, er der ikke i meteorerne paa- 


=——- spell 


UA, 


295 


vist noget element, som ikke allerede forekommer paa jorden. Et 
hyppigt optrædende grundstof er jern, der eiendommeligt nok altid er 
ledsaget af nikkel, med hvilket det delvis er indtraadt i kemisk for- 
bindelse. Paa en smuk maade kan dette anskueliggjøres, naar man 
plansliber en flade af stenen og overhælder den med sterk syre. 
Nikkeljernet er nemlig krystalliseret og angribes ikke i samme grad 
af syren som det omliggende jern. Herved opstaar figurer paa over- 
fladen, som minder om de smukke tegninger, der fremkommer paa en 
zinkplade, naar denne fugtes med syre. Flere vilde folkeslag, f. eks. 
eskimoerne ved Baffinsbay, har vidst at drage sig dette meteorjern 
til nytte ved forarbeidelsen af deres redskaber. Af og til, om end 
sjelden, indeholder meteorstenen kul, i hvilket endog organisk substans 
skal have forekommet. 

Gaar vi dernæst over til at omtale de egentlige stjerneskud, bør 
disse deles i de sporadiske og de periodiske. Der gaar ingen 
nat hen, uden at et overordentlig stort antal sterneskud blusser op 1 
atmosfæren, om end de færreste blir iagttagne. Men til enkelte tider 
er stjerneskudfaldet særlig stort, saa stort, at man med rette har 
kunnet tale om et stjerneskudsregn. Og det merkeligste er, at 
denne eiendommelige ,nedbør* i mange tilfælde er paavist at gjentage 
sig med regelmæssighed efter kortere eller længere tids forløb. Men 
selv af de sporadisk optrædende stjerneskud er antallet meget stort. 
Man har fundet, at en iagttager i gjennemsnit kan se 10 å 19 saa- 
danne pr. time. Da han imidlertid neppe kan overskue mere end en 
trediedel af himmelhvælvingen, kan man regne, at der paa hvert sted 
gjennemsnitlig falder 30-—40 pr. time. Efter et skjønsmæssigt over- 
slag kan videre antages, at antallet af de fra hele jordoverfladen syn- 
lige stjerneskud er mindst 10000 gange større end det antal, som 
kan sees fra et enkelt sted. Heraf følger, at der hver time falder 
ind mod jorden 3 å 400000 synlige stjerneskud eller pr. døgn 7 
å 10 millioner. Hertil kommer det visselig langt større antal af dem, 
som kun er synlige med bevæbnet øie, samt alle de periodiske stjerne- 
skud, som i en enkelt nat kan optræde i svimlende mængder. 

Stjerneskuddenes fordeling over døgnets forskjellige timer er 
langtfra jevn: der falder langt flere udover morgensiden end om 
aftenen. En fransk astronom har ved sammenstilling af en masse op- 
tegnelser fundet, at der i gjennemsnit aaret rundt falder over et enkelt 


menneskes synskreds følgende antal stjerneskud: 


296 


Om eftermiddagen: Om morgenen: 
fra kl. 5— 6.. 7.2 stjerneskud fra kl. 12—1.. 10.7 stjerneskud 
EOS TO — En -— 
re SET — » ” 2—383..16.8 — 
p > 8—9.. 6.3 — SJ -— 
pe NEED TO — n > 48500036 — 
JO ERT 80 — n > 5B=61.19% — 
le ÅS hele 5 — nr 6 TJEN — 


Dette faktum blev længe betragtet som et bevis for meteorernes 
atmosfæriske ophav, da man mente, at jorden til enhver tid af døgnet 
maatte have den samme chance for at støde sammen med andre him- 
mellegemer. Men i virkeligheden udgjør den nævnte kjendsgjerning 
et af de bedste beviser netop for stjerneskuddenes kosmiske oprin- 
delse. Hvis jorden ikke havde nogen egenbevægelse, hvis den altsaa 
stod stille i verdensrummet og kun roterede om sin akse, saa vilde 
ganske vist chancen for at opsnappe sjerneskud være den samme til 
alle tider. Men tar vi hensyn til bevægelsen om solen, og antar vi 
et øieblik — for at sætte sagen paa spidsen — at den bevæger sig 
gjennem en sværm af meteorer, hvis hastighed er mindre end jor- 
dens, saa vil den kun paa den side, der vender fremover under 
bevægelsen, opfange meteorerne, mens den bag sig vil efterlade et 
meteortomt rum. Med andre ord: stjerneskud vilde 1 saa fald blot 
kunne iagttages, saalænge man ser det punkt, ,apex*, paa him- 
melhvælvingen, mod hvilket jorden til enhver tid stævner. Naar 
dette punkt, som følge af jordrotationen, er kommet under hori- 
zonten (er ,gaaet ned"), maa stjerneskudfænomenet ophøre. I 
virkeligheden er dog ikke forholdet mellem jorden og meteorernes 
hastigheder som her forudsat; de sidste kan tildels bevæge sig med 
den største hastighed og saaledes indhente jorden; men alligevel blir 
det klart, at chancen for stjerneskudfald er meget større paa jordens 
pforside* end paa dens ,bagside". Betænker man dernæst, at jord- 
banen næsten er cirkelformig, indsees let, at jordens bevægelsesretning 
til enhver tid paa det nærmeste er lodret paa retningen til solen. Da 
nu videre rotationen foregaar fra vest mod øst, maa ,apex" ligge 900 
eller 6 timer vestlig for solen 9: ,apex* passerer meridianen 6 
timer tidligere end solen, altsaa ved 6 tiden om morgenen. Dette 


forklarer paa en meget tilfredsstillende maade det forhold, at total- 


297 


mængden af stjerneskud er størst i morgentimerne og mindst om 
aftenen. 

Af de periodisk optrædende store stjerneskudfald. hvoraf flere 
kjendes, kan først nævnes augustsværmen eller Perseiderne, saa 
kaldet, fordi fænomenet synes at udstraale fra et punkt i stjerne- 
billedet Perseus. Dets periodiske karakter blev tidlig kjendt og var 
let at fastslaa, saasom det gjentager sig hvert aar i nætterne mellem 
den de og 13de august. Det er ogsaa kjendt under navnet La u- 
rentiusstrømmen eller ,St. Laurentii taarer*. Fænomenet 
er meget iøinefaldende, og dets optræden har man i de historiske 
beretninger kunnet følge tilbage til 830 e. Kr. Det har givet anled- 
ning til mange sagn og udlægninger; ifølge en gammel tradition skulde 
saaledes paa St. Laurentii dag (10de august) depne helgens ildtaarer 
blive synlige paa himmelhvælvingen. Blandt indvaanerne i Schlesien 
og Thessalien havde overtroen antaget den form, at himmelen paa 
Laurentiusnatten aabnede sig, og at et naadigt forsyn denne enkelte 
nat lod en syndefuld menneskehed skue ind i dens underfulde lyspragt. 
Af de historiske beretninger synes at fremgaa, at Perseiderne endog 
har en dobbeltperiode med maximum af intensitet hvert 108de aar. 

Det omtalte udstraalingspunkt har en konstant beliggenhed blandt 
fiksstjernerne, og det samme forhold gjenfindes hos alle andre stjerne- 
skudssværme. Man kalder punktet almindelig for et radiations- 
punkt. , Udstraalingen" herfra er i virkeligheden et perspektivisk 
fænomen, og det bekræfter den moderne anskuelse om stjerneskud- 
sværmenes natur. De bestaar af en tæt ansamling af kosmiske par- 
tikler (eller om man vil: smaa himmellegemer), som bevæger sig om 
solen i parallele baner. Naar jorden under sit solomløb driver ind i 
en saadan sværm, hvis enkelte individer ,tændes* ved friktionen mod 
atmosfæren, vil de paa grund af afstanden synes at ligge hinanden 
nær i opblusningsøieblikket, mens deres baner vil sprike mer og mer 
ud fra hinanden, ettersom de kommer jordoverfladen, og dermed iagtta- 
geren, nærmere. Forholdet er det samme, som at skiunerne paa en lang 
ret banestrækning synes at løbe sammen i det fjerne. At Perseiderne 
optræder hvert aar tyder paa, at de smaa himmellegemer er fordelte 
over hele deres bane, der krydses af jorden paa de nævnte august- 
dage. At der atter optræder et periodisk maximum i fænomenets 
pragt kan kun vise, at ,ringen* paa et enkelt sted er tykkere eller 


tættere end ellers. 


298 


Saavel denne som andre stjerneskudsværme er utvilsomt opløste 
kometer eller efterladenskaber efter saadanne. Eksempelvis er det 
høist sandsynligt, at komet III af 1862 fra først af har været meget 
større, end den nu er, at den har efterladt endel af sit stof langs 
banen, og at dette giver anledning til det ovenfor beskrevne stjerne- 
skudfænomen. Thi beregningen viser, at Perseiderne og denne komet 
her sammenfaldende baner. Paa lignende maade har komet I af 1866, 
hvis omløbstid er ca. 38 aar, sammenfaldende bane med november- 
sværmen, som nedenfor nærmere skal omtales. Det er videre en kjendt 
sag, at Bielas komet ved sin næstsidste tilsynekomst (1845—46) 
forbausede den astronomiske verden ved for alles aasyn at dele sig i 
to, og at delene ved tilbagekomsten i 1852 havde fjernet sig betydelig 
fra hinanden.!) Siden den tid er det ikke lykkedes at faa øie paa 
dem, endskjønt de mindst 5 gange senere skulde været indenfor vor 
synsvidde. Deres fuldstændige opløsning er derfor ikke tvilsom, og to 
gange (i 1872 og 1885) har deres rester givet anledning til pragtfulde 
stjerneskudsfald. 

Blandt de mange periodiske stjernefald er der dog intet, som har 
henledet større opmerksomhed paa sig end Leoniderne (november- 
sværmen), om hvilke man første gang fik en udtømmende beretning 
af Humholdt, som iagttog dem i Venezuela den 192te november 
1799. Fra kl. 219 om morgenen saa han paa den østlige del af 
himmelen et saadant fyrverkeri, at hele firmamentet syntes at staa I 
lys og lue. Humholdt satte sig i spidsen for indsamling af efterret- 
ninger fra alle verdens kanter, og det viste sig, at fænomenet havde 
aabenbaret sig i lignende pragt over en stor del af jordoverfladen — 
over ca. 1/» mill. kvadratmil. Han fik ogsaa underretving om, at et 
lignende stjernefald havde været iagttaget i Sydamerika den 12te 
november 1766, og at det dengang tilfældigvis traf sammen med et 
større jordskjælv, hvilket bragte indbyggerne paa de hjemsøgte steder 
til panik, da meteorregnet gjenindtraf i 1799. Allerede natten mellem 
12te og 13de november 1832 viste sig i Europa et nyt fald om end 
mindre iøinefaldende end de forrige; men aaret efter paa samme datum 
fik man en gjentagelse, som om mulig overstraalede alle de tidligere. 
Stjerneregnet var især i Nordamerika henrivende pragtfuldt, og der 


var timer, da stjernerne ,bogstavelig faldt saa tæt som snefnokker*. 


1) Nærmere herom i forf.s artikel om kometerne, ,Naturen* 1897. 


50. 


ND 
D 
D 


Stjernefald ved Niagara natten mellem 12te og 13de november 1833. 


300 


Hosstaaende billede (fig. 50) gir et begreb om, hvorledes fænomenet 
artede sig ved Niagara. 

Da man nu havde erfaring for, at skuespillet gjentog sig med 33 
å 34 aars mellemrum, blev dets tilbagekomst forudsagt af Olbers 
til den 14de november 1866, en spaadom, som fuldstændig gik i op- 
fyldelse, idet det med glimrende virkning traadte frem om morgenen 
den nævnte dag. 

Man skulde tro, at de smaa himmellegemer i en saadan sværm 
maatte ligge tæt ved hinanden, og at sværmen gjennemsnitlig taget 
skulde have en stor specifik vegt. Det er imidlertid ingenlunde 
tilfældet. Thi jorden bevæger sig med den enorme hastighed af 
14 800 geografiske mil i timen og kan saaledes paa kort tid opsnappe 
en mængde meteorer, hvis indbyrdes afstand kan være temmelig stor. 
Ganske vel begrundede undersøgelser har ledet til det resultat, at der 
selv i de tætteste sværme ikke kommer mere end et meteor paa hver 
900000 eng. kubikmil. 

Leoniderne, der altid udstraaler fra stjernebilledet Løven, hvoraf 
navnet er afledet, har i de historiske beretuinger kunnet følges tilbage 
til aar 902 e. Kr. Disse meddelelser peger forøvrigt hen paa, at meteor- 
faldet i ældre tider har indtruffet nogle dage tidligere end nu, og vi 
synes heraf berettiget til at slutte fremover til en successiv forsenelse 
af dets tilbagevenden. Selv i den nyere tid har en saadan kunnet 
merkes. I 1799 naaede det sit maximum den 12te november, i 1833 
den 138de og 1 1866 den l4de, men altid indtraf det om morgenen. 
A. H. Newton i New Haven har underkastet dette spørgsmaal en 
omhyggelig granskning og er kommet til det resultat, at forseningen 
udgjør I dag paa 70 astronomiske aar (å 865.25 dage), og at det 
næste maximum kan ventes om morgenen den 15de november 
1899. — Professor i Wien, dr. Edmund Weiss, siger i sit verk 
p Stjernehimmelen*, fra hvilket mange af ovenstaaende data er hentede, 
at han vil ,haabe, at det maa forundes ret mange af hans læsere at 
faa nyde dette skuespils pragt.* Dertil vil det altsaa om ikke ret 
mange dage være anledning, om det end naturligvis ikke med sikkerhed 


kan siges, at vort land vil ligge heldigt for lagttagelsen. 


Gjennem det herværende observatorium har undertegnede nylig 


modtaget fra Harward College Observatory et cirkulære ledsaget af 


301 


kartskisse og skema til udtyldning med anmodning om at foretage 
observationer af Leoniderne ved deres anstundende gjenoptræden. Da 
disse iagttagelser er meget simple og ikke kræver astronomiske bjælpe- 


midler, har jeg troet, at muligens nogle af ,Naturen*s astronomisk 


interesserede læsere kunde have fornøielse af at deltage i disse obser- 
vationer. Ved redaktionens velvillige imødekommenhed har jeg faaet 
anledning til at reproducere det nævnte stjernekart (fig. 51), der tilligemed 
gjenpart af skemaet (forsynet med norsk tekst) ledsager dette nr. af 


pNaturen* som bilag. Det størst mulige antal med nølagtighed 


302 


og omhu tagne observationer fra flest mulige steder paa jorden vil 
være af stor betydning for et fortsat studium af det interessante 
stjerneskudfænomen. Det er af vigtighed, at observationerne ogsaa 
udstrækkes over de nærmeste dage før den l15de november, da man 
Jo ikke med sikkerhed ved, at det vil indtræffe netop denne 
dag. Skemaet har derfor en rubrik, hvori observationsdagens datum 
skal indføres. Radiationspunktet ligger, som paa kartet antydet, 
i stjernebilledet Løven. I de tidlige morgentimer vil dette være 
at søge paa den østlige himmel. Enhver observator bør have 
sin opmerksomhed rettet mod den del af himmelhvælvingen, som 
ligger indtil 25" fra radiationspunktet, og som er indesluttet paa 
kartet. Øverst paa skemaet indføres observators navn, nærmeste post- 
adresse og om muligt observationsstedets geografiske længde og bredde. 
Himmelens udseende betegnes enten som ,klar*, ,enkelte drivende 
skyer* eller lignende. Størst interesse knytter sig til bestemmelsen 
af stjerneskuddenes hyppighed. Engang pr. time eller bedre engang 
pr. halvtime noterer man den tid, som medgaar, inden 10 stjerneskud 
er kommet tilsyne. Hertil trænges kun, at man er sikker paa sit ur 
og noterer i vedkommende rubrikker klokkeslettene ved begyndelsen 
og slutten af observationstiden. Man maa herunder kun medtage de 
stjerneskud, som som straaler ud fra ,Løven". Hvis stjerneskuddene 
optræder særlig hyppigt, bør man tælle op et større antal, men redu- 
cere antallet, hvis de viser sig sparsomt. I mellemtiden mellem to op- 
tællinger kan man gjøre iagttagelser over enkelte individer af sværmen, 
notere deres farve, størrelse og klokkeslettet for deres optræden. 
Herunder bør man naturligvis især tage hensyn til de meteorer, som 
af en eller anden grund maatte udmerke sig fremfor de øvrige. For 


størrelsen haves følgende betegnelser: 


— 2, naar klarheden er som hos Jupiter eller Sirius. 


0, som hos Arcturus eller Vega. 


2, nm m» Polarstjernen. 
4, » » Pleiaderne (,syvstjernen*). 
6, » » de mindste synlige stjerner. 


I rubriken ,L eller N* inføres et L, naar vedkommende individ 
tilhører Leoniderne, ellers N. 

Farverne angives saaledes: 

B: — blag, G —='øføn) Y — gul, W — hvid, /= 0 


-4 Føre 


Bilag til ,Naturen" No. 9 og 10. 


(881) ($402J2pr (PU ounp) (ubog out, ) TV 
(40109) (ubvnr) éN (2U) Jo *0N) Surugnys | aspppuLsoq 
PAIBA os[p1Øyg Joppp J9[S9Y HON JOJ09JGUI SUIUVIJBAIISYO SUIUOYBAJISQO (210) 
I 191UV Po 99PS0AHOLY | PO J9[SOPIOPY une 
(2.4032 pr JPNpPpIpuJ) He pe — (2t03rpr Jo fiouonboar) 
J9109J9U 99 [PHU | poysidd4iy søur.r09j9y 


(fiyg Jo vownpuon) (2pmuDT) (apnprbuor ) 
apuaaspn sua[aUUI å - HÅ re gd ton AS 5. 'appaug* So bero et onto den . 'opsuæry] 


($804PPF UIO 3504) 
assaxpejsod 9JSIUIEN 


(02042890 fo WIN) 
UABU SIOYBALSYO 


303 


Eksempelvis betyder: 
HØGT Å DX, 

at et leonid af størrelse 2, gult af farve, blev seet kl. 12.26.  Stør- 
relsen kan ogsaa angives som meget stor, stor, mindre, liden. Ønskelig 
vilde det være, om det sted, hvor særlig iøinefaldende meteorer ud- 
slukkes, kunde anmerkes paa kartskissen, idet man merker sig stedet 
i forhold til fremtrædende fiksstjerner. 

Indkomne observationer skal blive oversendt Harward College, som 
vil bearbeide det fra hele jorden indsamlede materiale. Naar dets 
redegjørelse 1 sin tid foreligger, vil et uddrag blive meddelt ,,Naturen*s 
læsere. 

De udfyldte lister bedes indsendt under adr. Naturens redak- 
tion, Bergen. Om ønskes kan indsendelsen ske i ubetalt brev. 

Andor Hoel. 


Fra den internationale fiskerikonferense i Stochholm.> 


»Considering that a rational exploitation of the sea should rest 
as far as possible on scientific enquiry, and considering that inter- 
national cooperation is the best way of arriving at satisfactory results 
in this direction, especially if in the execution of the investigations it 
be kept constantly in view that their primary object is to promote and 
improve the fisheries through international agreements, this International 
Conference resolves to recommend to the states concerned the following 
scheme of investigations which should be carried out for a period of 
at least five years." 

Saa lyder indledningen til det forslag, som den i Stockholm i 
juni maaned d. a. forsamlede internationale konferense for havets 
undersøgelse enstemmig besluttede at fremlægge for Nordsølandenes 
regjeringer.  Konferensen enedes altsaa om: at havets undersøgelse 
i fiskeriernes interesse maatte hvile paa videnskabelig grund- 
vold, at den bør udføres ved internationalt samarbeide, og 
at dens vigtigste opgave maatte være at skaffe et sikkert grundlag for 
havfiskets fremtidige ordning ved mellemfolkelige 


overenskomster. Hvorledes arbeidet for dette øiemed skal an- 


1) Konferensens sammentræden skyldtes især prof. Otto Pettersons 
initiativ. Nærværende artikel er oversat for ,Naturen* efter Göteb. H. & S. tid. 


304 


ordnes angiver resolutionens otte hovedpunkter, A—H, hvoraf vi her 
skal bringe et kort uddrag. 

Hovedtrækkene i planen er, at Nordhavet, Nordsøen og dens for- 
greninger skal undersøges dels hydrografisk (A), dels biologisk (B), og 
at undersøgelserne skal ledes fra en centralanstalt (C), samt at en vis 
arbeidsfordeling mellem de sammenarbeidende nationer skal opretholdes, 
grundet paa det princip, at hver nation paatager sig at udforske det 


havomraade, som ligger nærmest vedkommendes kyst. Dette princip 


Fig. 52. F = finske, R = russiske, 8 = svenske, Da = danske, & = tyske, 
Du —= hollandske, B = britiske og N = norske undersøgelseslinjer. 


medfører nødvendigheden af, at havet deles i regioner, der kan beteg- 
nes som de respektive landes specielle undersøgelsesomraader, særlig 


vedrørende den mere videnskabelige del af arbeidet. 


Ovenstaaende kart, 


som er et aftryk af det, der vedføiedes konferensens resolution, viser 
de undersøgelseslinjer, som efter planen skal udføres samtidigt fire 
gange aarlig af de forskjellige nationers undersøgelsesskibe til føl- 


gende tider: 


305 


i begyndelsen af februar, 


1 — å mel, 
i — » august, 
i — » Dovember. 


Paa disse tider af aaret pleier nemlig de store forandringer inden 
Nordhavets vandsystem at foregaa. Imidlertid er det klart, at i de 
nordligste dele af Østersøen og Nordhavet, hvor der optræder drivis 
om vinteren, maa observationsterminernes antal indskrænkes paa grund 
af mnaturhindringerne og indrettes etter omstændighederne. Dette 
gjælder i større eller mindre grad de finske, russiske, danske og norske 
undersøgelsesomraader. 

Af kartet vil man se, at Finlands undersøgelsesomraade bestaar 
af den nordlige del af Østersøen og Aalandshavet samt den yderste 
del af Den finske bugt. Konferensen har foreslaaet dette paa grund 
af en skrivelse fra det finske videnskabsselskabs meterologiske kom- 
mission, hvori der tilkjendegaves, at det finske senat allerede havde 
givet en bevilgning for en tid af fem aar til oprettelse af 6 hydro- 
grafiske stationer ved kysterne, og at siden august 1898 var der fra 
finsk side regelmæssigt bleven udført hydrografiske og biologiske under- 
søgelser, ikke blot i Den botniske bugt, Den finske bugt og Aalands- 
havet, men ogsaa i Ladoga og de dybere finske søer fire gange aarlig, 
samtidig med de svenske lodninger i Østersøen og Vettern. Formaalet 
med disse undersøgelser er ikke blot at søge i interessen for fiskeri- 
ernes fremme, skjønt det vil være klart, at de hydrografiske forhold i 
høi grad maa indvirke paa laksens og strømmingens m. fl. fiskearters 
livsvilkaar, men kanske vel saa meget for at lære at kjende disse 
forholds indvirkning paa islægningen og isløsningen i den nordlige del 
af Østersøen, samt paa Finlands klima i almindelighed. 

Bogstaven R. betegner paa kartet de russiske undersøgelseslinjer. 
Den erfarne inspektør over det russiske riges fiskerier, statsraad 
Grimm, forklarede, at undersøgelsen af den indre del af Den finske 
bugt indtil Hogland med lethed kunde udføres fra de russiske stationer, 
som ligger paa kysten af Estland, desuden kunde Østersøens store 
dybdebassin øst for Gotland oploddes af russiske told- og lodsfartøier 
fra Baltischport og Libau. Ved denne imødekommenhed fra russisk 
side undgikkes en stor vanskelighed, hvormed den svenske hydrografiske 
kommission hidtil har havt at kjæmpe. Oploddingen af dette dyb har 
nemlig ikke altid kunnet udføres regelmæssigt i vintermaanederne, da 


y Naturen* 20 


306 


det svenske lodsvæsen ikke holder noget eget dampskib i Gotlands 
lodsdistrikt. Men Rusland har endnu et andet undersøgelsesomraade 
end Østersøen, nemlig Barentshavet og Det hvide hav. Ved den del 
af den murmanske kyst, som holdes isfrit om vinteren ved en gren 
af Golfstrømmen, er som bekjendt den nye Katarinahavn anlagt. Med 
denne som udgangspunkt foretages aarlig udstrakte undersøgelser af 
Barents havets hydrografi og dyreliv, hvortil den russiske regjering 
har givet betydelige bevilgninger. Det er disse undersøgelser, som 
herefter skal sættes i forbindelse med det internationale observationsnet 
over Atlanterhavet. 

Konferensens forslag vedrørende arbeidsfordelingen inden dette 
observationssystem er ikke opgjort blot paa grund af praktiske hensyn, 
for at hver nation skal faa sit arbeidsomraade saa nærbeliggende som 
muligt, men hviler ogsaa paa videnskabelig tradition. Dette træder tydelig 
frem, naar man betragter de tyske observationsomraader, hvoraf det 
ene strækker sig fra Kiel gjennem den vestlige og sydlige del af 
Østersøen til Danzigerbugten. Dette har i omtrent de sidste tredive 
aars tid været Kielerkommissionens og de tyske hydrografers og biolo- 
gers specielle arbeidsfelt. Her udførte Pommeraniaekspeditionen de 
første hydrografiske dybdelodninger i Østersøen, her paabegyndte 
Hensen den første systematiske undersøgelse af Østersøens plankton 
og her udførtes under professor Krimmel en del af den første 
internationale havundersøgelse i 1893—94. 

Foruden denne længdesektion gjennem hele den sydlige del af 
Østersøen har konferensen desuden overdraget den tyske undersøgelse 
en tversektion, nemlig livjen mellem Ystad og Arcona. Denne 
tversektion, som oprindelig udgjorde et led i den hydrografiske kart- 
tegning af hele Østersøen, som udførtes af den svenske ekspedition i 
1877 under F. L. Ekman, hører til de mest interessante, man 
kjender; her passerer nemlig to mægtige havstrømme forbi hinanden i 
et og samme nivaa af havet, nemlig dels det udflydende vand fra 
Østersøen, der holder sig paa den svenske side, og dels bundstrømmen, 
der holder sig langs den tyske side og fører saltvand ind fra Nord- 
søen og Kattegat i Østersøens dyb. Disse to sektioner indeholder 
nøglen til forstaaelsen af hele vandcirkulationen i Østersøen og vand- 
vekslingen mellem dette indlandshav og oceanet. 

Det svenske undersøgelsesomraade i Østersøen (S) indskrænker 


sig efter konferensens forslag til den vestre side, samt til den dybe 


307 


rende mellem Skaane og Bornholm. Paa Sveriges part falder oplod- 
ningen af to vigtige steder, nemlig dybdepartiet øst for Bornholm og 
Østersøens største dyb vest for Landsort (425 m.). I de senere aar 
har de svenske hydrografer samtidig med oplodningen af dette dyb 
taget temperaturserier i Utøs nu vandfyldte grube og i Vettern.  Hen- 
sigten hermed er at studere, hvilke varmemængder, der aarlig tilføres 
vandet fra solen og fra bavstrømmene, samt forplantningen af denne 
varme mod dybet. Det er i disse undersøgelser, de svenske viden- 
skabsmænd har faaet bistand fra Finland, Norge og flere andre lande, 
hvor der samtidig tages temperaturserier i Mjøsen, Ladoga, Lojo, 
Påiåne, Enare-tråsk o. s. V. 

Sverige og Tyskland har desuden faaet hver sit undersøgelses- 
omraade i den østlige del af Nordsøen. Hovedopgaven her er at holde 
rede paa tilstanden i den norske rende eller den dybe kanal, som fra 
Ishavsdybet strækker sig rundt Norges sydlige del ind i Skagerak. 
Denne rende er saa at sige pulsaaren i Nordsøens og Østersøens vand- 
cirkulation, og tilstanden i denne udøver den største indflydelse paa 
fiskeforholdene, særlig paa vandrefiskene makrellens, sildens, lysingens 
m. fl. optrædende. Særlig gjælder det rendens vestlige og sydlige 
side, som er rig paa animalsk liv. Det er her, det bohuslånske saa- 
kaldte storsøfiske drives. Her mødes nu de tyske og svenske under- 
søgelseslinjer i nærheden af den saakaldte Fiskerbanke. Den tyske 
undersøgelseslinje i Nordsøen falder sammen med den, som den tyske 
Dracheekspedition udførte 1883 og 84. Den tager sin begyndelse 
ved Helgoland og skjærer den østlige del af de store fiskebanker samt 
den norske rende paa to steder. De svenske linjer er forlagte til 
Skagerak. 

Tilsynet med tilstanden og forandringerne i den vestlige del af 
Nordsøen har konferensen anbetroet Holland og Storbritanien. Hol- 
lands undersøgelseslinjer (Du) strækker sig tvers over Kanalens mun- 
ding og til den vestlige del af Doggerbanken. Den britiske linje (B) 
gaar ligeledes mod Doggerbanken og de fiskerige egne vest for denne 
banke (t. eks. ,Silver-pits*, hvor en masse flyndrefiske pleier at tage 
sin tilflugt i kolde vintre, da der i disse fordybninger i Nordsøens 
bund staar varmere vand igjen fra sommeren). Derpaa gaar den bri- 
tiske linje mod nord til den i fiskerilitteraturen saa meget omskrevne 
Firth of Moray, hvor trawling i flere aar har været de engelske fiskere 


forbudt, for at man skulde kunne komme paa det rene med, hvilken 


308 


indflydelse en saadan fredning har paa fiskebestanden. Fra Firth of 
Moray gaar den engelske linje tvers over det nordlige Nordsøplateau 
og den norske rendes munding og endelig i en vid bue nord om 
Shetlandsøerne til Færøerne og ned mod Rockalbanken i Atlanterhavet. 
Herunder berører den nogle af de vigtigste egne af oceanet paa 
grænsen mellem Atlanterhavet og Nordhavet; den gaar nemlig over 
Færø— Shetlandskanalen og Wyville Thomsonbanken og endelig den 
dybe Rockallrende. Disse danner Golfstrømmens indløbsveie til Nordsø- 
omraadet. Den engelske linje er derfor fortrinsvis egnet til at holde 
rede paa Golfstrømmens forandringer og disses indflydelse paa Nord- 
søens tilstand og paa fisket, en indflydelse, som neppe kan sættes 
høit nok. 

Imidlertid er det ikke blot Golfstømmen, som har indvirkning 
paa Nordsøfisket. Man kan tydelig merke, at ogsaa Nordhavet har 
sin indvirkning. Dette er den mere uberegnelige og hidtil mindst 
kjendte faktor i Nordsøens hydrograf. Man ved nemlig ikke, fra 
hvilken side disse vandstrømme kommer, som under den kolde aarstid 
trænger endog helt ned til Skagerak. Der findes to muligheder: enten 
dannes dette ,,nordlige bankvand* paa Nordhavets østlige side langs 
Norges kyst og kommer derifra gjennem den norske rende til os; 
eller ogsaa har det sit udspring vesterfra, d. v. s. fra den vestlige 
eller grønlandske side af Nordhavet, polarstrømmens egentlige omraade. 
De svenske forskere paastaar paa grund af ,,bankvandets" fysiske og 
kemiske egenskaber og paa grund af den arktiske karakter hos dets 
plankton, at det med bestemthed maa skrive sig fra den islandske 
polarstrøm. Det er paavist, at der om vinteren foregaar mod øst et 
mægtigt fremtrængende af arktisk vand fra den grønlandske side af 
Nordhavet, og de svenske forskere mener derfor, at midtvinters frem- 
trænger en gren af polarstrømmen tvers over Nordhavet til den norske 
rende. De ser fremdeles i denne fremtrængen af arktisk vand fra 
vest aarsagen til de store vinterfiskerier efter torsk og sild, som ind- 
træffer ved de skandinaviske landes kyster. Den arktiske indflydende 
strøm gjør Nordhavets øvre lag ubeboelige og tvinger fiskene at søge 
hen mod det varmere kystvand paa den østlige side. Denne sidste 
opfatning er naturligvis, paa vor kjendskabs nuværende standpunkt, 
ikke andet end en hypothese, hvorimod de norske hydrografer og 
biologer har stillet vigtige indvendinger. Hele spørgsmaalet om Nord- 


havets indflydelse paa vort vinterfiske er imidlertid af en saadan 


309 


betydning, at det maa løses ved observationer paa kontaktstedet mellem 
Golfstrømmen og polarstrømmen samt ved studium af sidstnævntes 
forhold under den kolde aarstid. 

De danske undersøgelseslinjer (Da), som udgaar fra Færøerne og 
Island, er særligen skikkede til at studere kontakten mellem begge 
disse havstrømme, thi den dybvandsbank, som strækker sig mellem 
Færøerne og Island samt mellem Island og Grønland — Danmark- 
strædet ——, er netop mødepladsen for disse strømme.  Foruden disse 
afsidesliggende vbservationslinjer har Danmark en nærmere liggende 
opgave, nemlig udforskningen af Kattegatets tilstand gjennem den 
længdesektion (Da), som man paa kartet ser strækker sig fra Skagen 
gjennem Kattegatets hele længde til Store Belt. 

Polarstrømmens undersøgelse tiltalder efter konferensens forslag 
særlig de norske havforskere. Den norske undersøgelseslinje strækker 
sig paa kartet i en dyb profil tvers over Nordhavet til Islands øst- 
kyst, derfra til Jan Mayen og tilbage mod Lofoten. Det kan synes 
en eventyrligt, at denne rute skal tilbagelægges høst og vaar, ja det 
kan hænde endog en og anden gang midtvinters (i februar), af et 
dampskib, der er udrustet til videnskabelige undersøgelser. For nogle 
aar siden sagde en vel kjendt autoritet, at det turde blive umuligt at 
finde et fartøi og en besætning at udsende i vintermaanederne til de 
stormfulde egne nord om Shetlandsøerne og Færøerne. Man maa 
imidlertid være forsigtig med sine udtalelser om, hvad der er umuligt 
eller ikke, naar det gjælder videnskabelige undersøgelser. AÅarene 
1893 og 1894 udførte den engelske hydrograf mr. Dickson lod- 
ninger just i disse farvande, ombord i et meget brøstfældigt skib, 
» The Jackal*, saavel i november som 1 februar, hvorved han maatte 
udholde en af de sværeste storme i mands minde (den 13de februar 
1894). Sidste antarktiske vinter tilbragte den belgiske sydpolekspedi- 
tion under Gerlache ombord i en almindelig hvalfanger, der var 
indesluttet i Sydpolens drivis, sin tid med lignende undersøgelser. I 
virkeligheden har den norske undersøgelseslinje i Nordhavet været 
igang i flere aar, idet den norske stats redningsskib ,Heimdal* har 
foretaget lodninger i mars—mai 1897, 98 og 99 paa linjen Bergen— 
Island—Lofoten. —Efterat storthinget enstemmig har bevilget en sum 
af 150000 kroner til bygning af et dampskib, der udelukkende er 
bestemt til fiskeforsøg og undersøgelser af havet i fiskeriernes interesse, 


310 


kan der ikke være tvil om, at det program kan udføres, som Norges 
repræsentanter, Nansen, Hjort og Lehmkuhl, foreslog paa sit 
lands vegne. 

Observationerne paa disse undersøgelseslinjer over havet skal 
kompletteres ved iagttagelser paa faste stationer ved kysterne og 
fremfor alt paa øerne ude i havet, Færøerne, Shetlandsøerne, Island, 
Lofoten og Utsire; paa fyrskibe og fyrer, saasom The Skervies, 
Helder, Skagen og de danske fyrskibe i Kattegat, Våderøerne, Maase- 
skår m. fl., som ikke særskilt opregnes i konferensens forslag, da 
nærmere bestemmelser i alle detaljesager er forbeholdt fagmændene i 
de respektive lande. 

Saaledes er i store træk det af konferensen foreslaaede viden- 
skabelige observationsnet. Vi skal nu undersøge, hvad der skal ud- 


føres paa disse stationer og undersøgelseslinjer. 


A. Den hydrografiske undersøgelse. 


Gjennem denne skal udforskes: de ulige vandlags udbredelse i 
havoverfladen, deres mægtighed, temperatur og saltgehalt, hvad de 
indeholder af gaser og levende organismer eller plankton, samt tilsidst 
deres bevægelse eller m. a. 0. strømmene 1 havet. 

Maaden, hvorpaa denne undersøgelse skal foregaa, angives ud- 
førligt i konferensens resolution paragraf I—X. Ethvert fartøi skal 
paa sin undersøgelsesreise stoppe op paa visse punkter eller stationer 
for der at anstille dybdelodninger, tage temperaturserier og plankton 
m. m. Hvorledes dette skal udføres er ikke nødvendigt her at gaa 
nærmere ind paa. I almindelighed følges det at den svenske hydro- * 
grafiske kommision udarbeidede forslag. Her vil det være tilstræk- 
keligt at nævne følgende: Valget af dybdelodningsstederne eller 
stationerne overlades til de respektive landes fagmænd at bestemme, 
men naar en gang dette valg er truffet, skal de samme stationer bibe- 
holdes ved alle senere undersøgelser. Herved blir observationsnettet 
fikseret; det blir herved ogsaa muligt at anstille sammenligninger 
mellem havets tilstand i de forskjellige aar og aarstider. — Strømsæt- 
ningen skal undersøges ved at udsætte flydebøier, dels ogsaa ved 
direkte observationer fra forankrede skibe under hel ebbe- og flod- 
periode, naar leilighed hertil tilbyder sig. Strømsætningen i de underste 


vandlag nærmest havbunden skal undersøges efter en ny methode ved 


311 


hjælp af saakaldte ,bundrollers". Disse bestaar af store merkede 
glaskugler, der er saaledes afveiede, at de akkurat synker i havvandet. 
Disse glaskugler føres af bundstrømmene omkring paa Nordsøplateauet 
og indfanges i trawldampernes nøter. Prøver af bundslammet skal 
optages ved hver lodning, og paa basis af disse prøvers kemiske sam- 
mensætning samt deres indhold af levende organismer (muslinger m. 
m.) skal der udarbeides et kart over Nordsøens bund, dens dybvands- 
render og fiskebanker. Begyndelsen hertil er som bekjendt gjort ved 
det af den tyske ,Seefischereivereiu* publicerede Nordsøkart. 

Den største opmerksomhed skal offres den i havvandet omkring- 
- svævende mikroskopiske plante- og dyreverden (plankton), der danner 
grundlaget for fiskenes næring. Man skal optage fra ulige dyb denne 
yfiskeføde* ved hjælp af hover af fineste silkesigtedug. Kvantiteten 
af den organiske substans, som blir tilbage paa sigtedugen, skal be- 
stemmes ved veining og analyseres paa kvælstof, fedt o. s. v. 

Denne sidstnævnte bestemmelse lover at blive særlig interessant. 
Fedtet forekommer i form af oljedraaber i planktonveksternes og 
dyrenes celler. Det er ved at fortære saadanne fedtholdige mikrosko- 
piske organismer, at silden, sardinen m. fl. faar sit fedtlag. Da man 
samtidig bestemmer den vandmængde, som siles gjennem hoven, vegten 
af den fiskenæring, som denne indeholder, og procentgehalten af fedt 
og andre næringsemner i samme, kan man beregne et vist vandlags 
eller vandomraades næringsmængde eller m. a. 0. beregne Nordsøens 
produktionsevne af organisk substans, omtrent paa samme maade som 
man beregner et vist landomraades produktionsevne af agerbrugs- 
produkter, af hø, korn, kjød o. s. v. 

Hensigten med det hydrografiske arbeide skal være, ,at lægge 
grundvolden: ikke blot til kjendskaben om de nyttige 
havdyrs eksistensbetingelser, men desuden ogsaa til 
muligheden at kunne forudsige veirligets almindelige 
karakter for en længere tid i agerbrugets interesse.* 

Konferensen har herved udtalt, at undersøgelserne af havet ikke 
alene skal tjene hydrografien og fiskeriinteressen, men ogsaa være 
meteorologien og veirprognosen til nytte.  Meteorologien har hidtil 
ikke mægtet at udstrække sit observationsnet over havet. Nu tilbyder 
sig anledning hertil ombord paa de dampere, som skal udføre de 
hydrografiske terminiagttagelser. Disse ekspeditioner skal udføre regel- 


312 


mæssige observationer over luftens tryk, temperatur, fugtighed o.s.v. 
Men ved siden heraf skal der gives assistenterne ved de meteorolo- 
giske instituter anledning til at følge med skibene, for at de ved 
selvregistrerede instrumenter, som opsættes ved hjælp af drager, kan 
undersøge de øvre luftlags tilstand. 

Nordhavet er sædet for et af de store ,aktionscentrer* inden vor 
atmosfære i vintertiden og udøver en dominerende indflydelse paa 
Europas klima og veirlig. Vigtige meddelelser herom blev fremlagte 
paa konferensen. Den bekjendte meteorolog dr. N. Ekholm havde 
udgivet et arbeide, som uddeltes til konferensens medlemmer. I dette 
paaviser han, at luftens temperatur ude paa Nordhavet vest for Lofoten 
i januar maaned er ca. 279 UC. høiere end middeltemperaturen i almin- 
delighed i luften paa samme breddegrad. I det sydlige Sverige er 
den ca. 13—169 OC. høiere end den normale o. s. v. De hydrografiske 
lodninger viser, at denne høie temperatur i luften skriver sig fra de 
store varmekvantiteter, som Golfstrømmens vand fører med sig til 
disse egne af havet; de viser desuden, at denne varmetilførsel ikke er 
lige stor 1 de forskjellige vintre, ei heller træffer den altid de samme 
steder i havet. 

Ved temperaturserier, tagne paa forskjellige steder af havet før 
vinterens indbrud f. eks. i november eller december, skal man kunne 
udfinde, hvor den største mængde af varmt overfladevand findes. Over 
denne del af havet skal sandsynligvis det barometriske minimum, som 
bestemmer vinterens karakter i vore lande, komme at udvikle sig i 
løbet af de følgende maaneder. Det virker nemlig høist forskjelligt 
paa vinteren i Europa, om oceanets lufttryksminimum tager sit hoved- 
sæde syd for Island eller vest for Norge. I det første tilfælde faar 
de skandinaviske lande en kold vinter, i sidste tilfælde derimod en 
varm. 

Ved hjælp af det nuværende meteorologiske observationsnet, som 
blot tager hensyn til atmosfærens tilstand, eller rettere til den del af 
atmosfæren, som hviler over landjorden, kan man ikke give veirforud- 
sigelser for længere tid end en eller et par dage. Ved ogsaa at give 
agt paa havets varmetilstand haaber man at kunne komme til veir- 
prognoser af længere rækkevidde. For hydrografien og meteorologien 
faar man saaledes et nyt fælles arbeidsfelt og en py opgave; nemlig 


at udrede naturens varmehusholdning i vore egne ved at opmaale de 


313 


varmemængder, som solstraalerne aarlig indmagasinerer i oceanerne, 
indlandshavene og søerne, eller som havstrømmene tilfører. 

Men hydrografien og meteorologien har saaledes ikke blot faaet 
et nyt arbeidsfelt, men desuden en ny fælles theori for beregningen 
af cirkulationen i havet og i atmosfæren; en theori, der er beundrings- 
værdig enkel og almengyldig. Den aften, da professor Bjerknes 
foredrog grundtrækkene i denne theori for konferensens medlemmer, 
som var samlede i Videnskabsakademiets sessionsrum for at høre 
Nansens skildring af polarhavets hydrografi, staar sikkerlig for 
enhver af de tilstedeværendes erindring som en af de merkeligste epi- 
soder under konferensen. Bjerknes paaviste, at alle havets og luftens 
bevægelser kan beregnes paa en meget simpel maade, naar man blot 
kjender det herskende tryk og tæthed paa visse punkter i ulige 
nivaaer af oceanet og atmosfæren. Man vil nu forstaa, hvorfor skibene 
skulde forsynes med selvregistrerende instrumenter, som ved hjælp af 
drager opsendes i luften. Disse skulde angive trykket og tætheden i 
atmosfæren, ligesom de hydrografiske undersøgelser angiver trykket og 
tætheden i havets forskjellige nivaaer. Undersøgelsesfartøiets vei be- 
tegner altsaa en vertikal sektion gjennem atmosfæren og gjennem havet 
langs fartøiets kurslinje, og i diagrammet over disse sektioner kan man 
afsætte de fundne værdier paa trykket og tætheden i hvert punkt. 
Trækker man derpaa linjer gjennem de punkter, hvor der hersker det 
samme tryk, og ligeledes gjennem de punkter, som har den samme 
tæthed, faar man tvende systemer af linjer, ,isobarer* og ,is0- 
stærer*, som skjærer hinanden og danner i diagrammet figurer, som 
ligner maskerne 1 et net. 

Der, hvor maskerne ligger tættest, findes sædet for 
de virkende kræfter i oceanet og atmosfæren, og antallet 
af saadanne masker inden et vist omraade angiver direkte 
maalet for den drivende kraft i stormenes og havstrøm- 
menes mekanisme. 

For øieblikket er denne theori gjenstand for referater og diskus- 
sioner inden de naturvidenskabelige selskaber i Europa. Den hører 
til det nyeste af de nye opgaver, hvormed naturforskermøderne i denne 
sommer har beskjæftiget sig. Uden tvil vil den bringe saavel meteo- 
rologien som hydrografien en ny udvikling. Konferensen har ilet med 


at bane vei for denne udvikling ved at foreslaa at forene de meteoro- 


314 


logiske iagttagelser med de hydrografiske. Undersøgelsesskibene skal 
saavel peile rummet som dybet. Denne plan kan kun realiseres 
ved et internationalt observationsnet over havet, saaledes 


som konferensen har foreslaaet. 


B. Den biologiske undersøgelse. 


Under denne rubrik henhører alle undersøgelser over fiskebestanden 
Nordsøen, Østersøen m. fl., saavel rent videnskabelige forskninger over 
fiskenes udvikling (mom. I), som praktiske fiskeriforsøg (mom. II) og 
fiskeristatistik (mom. III. Først og fremst har man nøie at studere 
fiskeeggenes og fiskelarvenes forekomst i havet. De fleste madnyttige 
fiskes rogn lægges og udklækkes i fritflydende tilstand i havets øvre 
vandlag. Man finder disse saakaldte ,, pelagiske" fiskeeg flydende 
blandt anden plankton fortrinsvis i vinter- og vaarmaanederne februar— 
mai i Nordsøen. De flyder ikke alene 1 selve havoverfladen, men 
findes desuden svævende i underliggende lag, idet eggene spreder sig 
i det nivaa i havet, hvor vandet har den samme specifiske vegt som 
de selv. Hvad vore egne farvand Skagerak og Kattegat betræffer, 
kan dette bedst iagttages, hvor vandlag af forskjellig specifisk vegt er 
lagrede over hinanden. De fleste fiskeeg findes her nedsænkede under 
overfladen, hvad der beskytter dem for at blive fortærede af søfugle 
(efugl!) m. fl). 

I planktonfangsterne finder man disse fiskeeg, indstrøede som 
glasklare kugler, ofte indeholdende en og anden oljedraabe o. 8. V.; 
som ved sin forholdsvis betydelige størrelse skiller sig ud fra de 
mikroskopiske planktonorganismer. Man troede tidligere, at fiskene 
samledes paa visse fiskebanker for at forrette sin leg, og ventede 
derfor selvfølgelig at finde havet i omegnen af saadanne banker meget 
rig paa fiskeeg. Det vakte af den grund opsigt, da de tyske forskere 
Hensen og Apstein vinteren 1895 tandt eg af de almindelige 
fiskearter, saasom torsk, lange, flyndre o. s. v. temmelig jevnt spredt 
over store dele af Nordsøen, hvilket viste, at nogen samling af de 


forskjellige fiskearter til stim under og før legen ikke finder sted 


1) Dette maa bero paa en misforstaaelse, efuglen er fortrinsvis en muslinge- 
spiser; saavidt oversætteren ved, foreligger der ikke noget bevis for, at den 
fortærer de i havet omkringdrivende pelagiske fiskeeg. Som fiskeeg- og fiske- 
vngelspisere kan derimod nævnes krykjen og ternen. 


— 


315 


idetmindste inden Nordsøens omraade. Fordelingen i havoverfladen 
af de flydende fiskeeg er til og med paa store strækninger saa regel- 
 mæssig, at man ikke kan haabe at erholde ved kvantitativ fangst 
(hvorved et vist volumen af vandet blir gjennemsilet og de indfangede 
eg talte) en omtrentlig beregning over den aarlige produktion af eg 
og larver af de forskjellige fiskearter i Nordsøen. De talværdier, man 
paa denne maade forsøgsvis har udregnet, er visselig meget store, 
men tyder aldeles ikke paa, at der foregaar en ubegrænset produktion. 
Konferensen foreslaar at fortsætte og udvide disse undersøgelser i 
kvantitativ retning, idet den førøvrigt henviser til den beskrivelse, som 
professor Hensen har leveret i et særligt bilag til resolutionen. 

Ved siden af fiskeeggene skal man ogsaa undersøge fiskelarverne 
og fiskeyngelen paa dens høiere udviklingsstadier; særlig skal under- 
søgelserne gjælde den næring, som de har taget ind i sin tarmkanal, 
deres tilvekst, deres vandringer o. 8. V. 

Praktiske fiskeforsøg skal anstilles saavel paa de vigtigste fiske- 
pladse ude paa det aabne hav, som inde ved kysten og i fjordene 
inden de territoriale grænser ved fiskefartøier fra de forskjellige lande, 
som er udrustede for dette øiemed, hvorved der bør træffes overens- 
komst om ensartethed 1 fangstapparaternes konstruktion og om ens- 
artethed i beskrivelserne og opgaverne over fangstens størrelse og 
beskaffenhed. Dette under henvisning til den praksis, som er anvendt 
af Fishery Board i Skotland. 

For at udrede visse fiskearters tilvekst og vandringer anbefaler 
konferensen, at merkning af fisk, f. eks. af laks, rødspette o. Ss. v., 
som i længere tid har været praktiseret inden visse dele af Nordsø- 
omraadet, herefter skal udføres i stor skala og udstrækkes over store 
dele af havet. Forslaget herom vaktes af Sveriges delegerede paa 
konferensen, fiskeriintendenten dr. Trybom. Betydningen af denne 
undersøgelsesmethode kan vanskelig sættes høit nok. Den har i Dan- 
mark i dr. Petersens haand givet yderst vigtige oplysninger om 
flyndrefiskenes vekst og udvikling, og den nylig afsluttede konvention 
mellem Sverige og Danmark vedrørende rødspettefisket i Kattegat er 
helt og holdent baseret paa resultaterne af disse undersøgelser. 
Denne konvention er altsaa særlig merkelig ved, at den 
er den første internationale overenskomst vedrørende 
havfisket, som er baseret paa videnskabelige undersø- 
gelser. 


316 


Disse praktiske fisketorsøg under kontrol og videnskabelig ledelse 
er visselig tænkt for en stor del at skulle udføres ombord i alminde- 
lige fiskefartøier med de i brug værende redskaber. Det er klart, 
at om man vil prøve trawlings- og snurpevadsfiskets m.m. indflydelse 
paa fiskebestandon inden et farvand, maa man fiske med de redskaber, 
som fiskerne anvender. Den mening gjorde sig imidlertid sterkt gjæl- 
dende paa konferensen, at de almindelige fiskefartøier ikke er tilstræk- 
kelige i ethvert forefaldende tilfælde. De fleste af Nordsøstaterne 
kommer derfor til at lade bygge nye fartøier, som kun er bestemte til 
fiskeriforsøg i aaben sø. Norge og Danmark har allerede givet be- 
vilgninger til dette øiemed. 

Paa resultatet af disse praktiske fiskeforsøg ved siden af de 
statistiske opgaver over den ilandførte fisks mængde, vegt og salgs- 
værdi, som konferensen vil ordne efter fælles principer for alle lande 
og nærmest efter mønster af raporterne fra Fishery Boards i Skot- 
land, er det, at grundvolden til internationale overenskomster vedrørende 
havfisket bør bygges. I ikke et eneste tilfælde har konferensen fun- 
det grund til at komme med nogen udtalelse i de nu saa brændende 
spørgsmaal vedrørende Nordsøens forarmning ved trawling eller de 
territoriale grænsers udstrækning eller fredlysning af visse strækninger 
af havet o. s. v. — simpelthen fordi man endnu ikke har erhvervet 
sig den objektive grundvold, hvorpaa en saadan udtalelse bør støttes. 

Konferensens opgave har været at vise, hvorledes denne grund- 
vold for internationale overenskomster skal erhverves, og veien, som 
den anviser, er denne: videnskabelig undersøgelse af nyttige havdyrs 
eksistensvilkaar inden Nordhavet, Nordsøen og Østersøen i forening 
med praktiske fiskeforsøg og paalidelig statistik. Man skal tage rede 
paa saavel produktionen af fisk og fiskenæring i havet som konsum- 
tionen og dens økonomiske forudsætninger. Det skal villig indrømmes, 
at dette er en møisom vel at gaa, men den er den eneste mulige. 
Ingen stat skal ipndskrænke eller taale indskrænkninger af andre 1 sin 
fiskerinæring paa grund af løse klager. Den vilkaarlige lovstiftningens 
tid er forbi, den rationelle lovstiftning er endnu ikke kommen. Hvor 
længe det kan vare beror paa, hvorledes det videnskabelige og prak- 
tiske undersøgelsesarbeide organiseres og drives. Man faar herved 
ikke glemme, at en sammenslutning af Nordsøstaterne for et saadant 


fælles maal kommer at forføie over saa storartede resurser, at dets 


317 


fremadskriden ikke paa forhaand kan bedømmes efter maalestokken 
over, hvad der hidtil er vundet ved enkelt arbeide. 


C. Ledelsen af det internationale arbeide. 


Oprettelse af et centralinstitut, 


Forslaget herom er udgaaet fra Tysklands side og danner kjerne- 
punktet i det forslag, som fremlagdes af de tyske delegerede paa 
konferensens første møde. Det tyske rige har allerede sluttet fem 
konventioner vedrørende internationalt samarbeide, hvoriblandt post- 
og telegrafkonventionen, bureauet for fælles maal og vegt, det meteo- 
rologiske observationsarbeide o. s. v. Støttet til hovedreglerne og 
budgetterne for disse indretninger er det tyske forslag udarbeidet. 
Centralinstitutets opgaver skal efter konferensens forslag blive: 

a) at udarbeide ligelydende instruktioner for de hydrografiske og 
biologiske arbeider; 

b) at kontrollere apparaterne og indføre enhed i unvdersøgelses- 
metoderne; 

c) at udføre saadanne specielle undersøgelser, som er anbetroet institutet 
fra de coopererende staters side; 

d) at publicere periodiske redegjørelser og bulletiner; 

e) at fastslaa fælles norm, skalaer o. s. V., som skal benyttes ved 
resultaternes fremstilling i skrift og billede; 

f) at i forbindelse med telegrafadministrationerne prøve fra tid til 
anden undervandskablernes elektriske ledningsmodstand. Det kan 
her oplyses, at et af de sikreste midler til at opdage smaa 
temperaturforandringer paa havbunden paa de store dyb bestaar 
i at udmaale disse kablers ledningsmodstand. 

Det internationale arbeide skal nærmest ledes af et raad, som 
bestaar af to medlemmer, valgte af hvert land.  Centralinstitutet skal 
bestyres af en geneneralsekretær og hans assistenter, som alle skal 
ansættes af det internationale raad. I det tilfælde, at generalsekre- 
tæren er fagmand inden de hydrografiske videnskabsgrene, skal hans 
nærmeste mand være biolog af fag eller omvendt. —Centralinstitutets 
sæde bestemmes af de samvirkende landes regjeringer, og bør hertil 
vælges et sted med bekvem beliggenhed for hydrografiske og biolo- 
giske undersøgelser.  Budgettet har konferensen anslaaet til 4 800 
pund sterling eller 86400 kroner. I det oprindelige tyske forslag, 


318 


var de aarlige udgifter blot anslaaede til 42 750 kroner, og hver stats 
bidrag var beregnet efter mønsteret af de øvrige internationale kon- 
ventioner. Efter dette tyske forslag skulde de tre stormagter Rus- 
land, Tyskland og Storbritanien betale en aarskontingent af 11 250 
kroner og hver af de mindre lande 2950 kroner. I konferensens 
forslag er budgettet forhøiet til noget mere end det dobbelte af dette 
beløb. Forhøielsen skriver sig fra, at konferensen accepterede Nansens 
forslag, til centralinstitutet at forene et forsøgslaboratorium for hydro- 
grafiske og biologiske arbeider, hvis aarlige udgifter er beregnet til 
38 500 kroner. 


I en særskilt paragraf (G) foreslaar konferensen, at dens beslut- 
ninger officielt meddeles Belgiens og Frankriges regjeringer. Hen- 
sigten hermed er naturligvis at give disse lande anledning til at til- 
træde konventionen, om de maatte finde det ønskeligt. Som bekjendt 
var ikke disse lande indbudne til at sende delegerede til konferensen 
af den grund, at deres vigtigste fiskeriinteresser falder inden kanal- 
gebetet og inden Atlanterhavet. Begge lande driver imidlertid ogsaa 
fiske i Nordsøen; og konferensen har derfor troet ogsaa at kunne 
forudsætte muligheden af et samarbeide fra deres side inden Nord- 
søens omraade. Særlig for Belgiens vedkommende kunde dette komme 
paa tale. Imidlertid havde tvende af dette lands mest fremragende 
videnskabsmænd paa forespørgsel erklæret, at da Holland overtager 
undersøgelsen af det sydlige af Nordsøen, er det for Nordsøens ved- 
kommende mindre nødvendigt for Belgien at deltage. Efter denne 
udtalelse fandt den hydrografiske kommission ikke grund til at fore- 
slaa for den svenske regjering, at der blev udstedt indbydelse til 
Belgien. 

Frankriges fiskeriinteresser ligger i overveiende grad inden Kana- 
len og Atlanterhavet. Sardinen, tunfisken, makrellen og østersen er 
her gjenstand for meget betydelige fiskerier, og ved Islands sydlige 
og vestlige kyst driver franske fiskefartøier et af verdens største 
fiskerier efter torsk m. m. Frankriges og Belgiens naturlige under- 
søgelsesomraade falder saaledes udenfor Nordsøen i engere forstand. 
Om det end kanske fra politisk synspunkt kunde synes at have været 
ønskeligt at indbyde alle Nordsømagterne til at deltage i Nordsøens 


undersøgelse, syntes det fra den videnskabelige arbeidsfordelings syns- - 


319 


punkt langt ønskeligere, at en særskilt cooperation dannedes for under- 
søgning af Atlanterhavet og Kanalen mellem de for dette mest interes- 
serede nationer, Frankrige, Belgien, England, Kanada og De forenede 
stater samt Kapkolonien. Herpaa sigter ogsaa den første proposition, 
som indleveredes til konferensens forhandlinger, ,sur les limites de la 
region å explorer", fra den svenske hydrografiske kommission, Atlanter- 
havets undersøgelse maa organiseres efter et helt andet system end 
Nordsøens, men begge undersøgelser bør virke i fællesskab og kom- 
plettere hinanden. 

Kommer den undersøgelse af de nordeuropæiske have istand, som 
konferensen har planlagt, vil samme kunne tjene som basis for anord- 
ningen af et internationalt observationsnet over verdenshavet 1 større 
eller mindre udstrækning. Hydrografien synes at have gjennemlevet 
sit første udviklingsstadium, som betegnes ved rekognosceringer, ud- 
førte af enkelte ekspeditioner, verdensomseilinger 1 videnskabeligt 
øiemed, o. s. v. Det, som staar tilbage af disse rekognosceringer, for- 
beredes nu af England og Tyskland i fællesskab og gjælder de ube- 
kjendte have omkring Sydpolen. Herefter turde havenes udforskning 
indtræde i et avdet udviklingstrin, som gir sig tilkjende ved syste- 
matiske forskninger, udførte ved samarbeide mellem natio- 
nerne. 

Lykkes Stockholmerkonferensens bestræbelser, at føre forsknin- 
gerne ind paa denne vei, vil sir John Murrays slutningsord i hans 
svartale til statsraad Krusenstjerna ved konferensens aabning sandes: 

It will be to the everlasting honour of His Majesty King Oscar 
of Sweden and his people that they have taken the initiative in order 
to promote a thorough international scientific investigation of the 


heritage which is ours in the North Sea.* O. E. 


Mindre meddelelser. 


Kiselsyre i den menneskelige organisme. I talrige orga- 
nismer danner kiselsyren en meget vigtig bestanddel; det være nok 
her at minde om græsene og halvgræsene, om diatomernes pantser, 
om radiolariernes sirlige skal og om svampenes kiselnaale. Da kisel- 
syren forekommer i græsene, kommer den ogsaa over i planteædernes 


320 


tarmkanal, men blir dog som regel udkastet af denne igjen sammen 
med ekskrementerne, kun meget sjelden giver den anledning til dan- 
nelse af blæresten. I den menneskelige organisme er kiselsyren en 
vigtig bestanddel af haaret. Den første bestemmelse af kiselsyre- 
gehalten i det menneskelige haar skylder vi Gorup-Besancy. 
Kunkel har nylig igjen foretaget en række saadanne bestemmelser. 
Kiselsyregehalten er temmelig konstant, nemlig omtrent 0.1 pet. af 
den friske vegt. Kun i den spædeste alder er der noget mindre 
kiselsyre. Brunt haar synes særlig at være kiselsyreholdig. - Skjæg- 
haar har samme kiselsyremængde som hovedhaar. 

Et andet organ, der regelmæssig indeholder kiselsyre, er bugspyt- 
kjertelen, pankreas. Hos okser og kjør er den konstante mængde 
kiselsyre nogle milligram for 100 gram pankreassubstans.  Pankreas 
indeholder ialt omkring 1.7 pct. aske, hvoraf dog kun 0.1—0.2 pet. 
er kiselsyre. Leveren er til oplagssted for organismens jern, skjold- 
kjertelen et for jod, antagelig er bugspytkjertelen et kiselsyrereservoir. 
Haarets kiselsyre har formodentlig kun mekaniske øiemed. 

» Prometheus*. sg. 


Aluminium istedetfor kobber. I aarrækker har aluminiums- 
fabrikanterne søgt at faa kobberet i de elektriske ledninger erstattet 
af aluminium, hidtil dog uden resultat, da aluminiets ledningsevne kun 
er 59 pct. af kobberets, desuden er dets belastningsevne pr. kvadrat- 
millimeter omtrent 40 kg. mindre end kobberets. De sterkt stigende 
kobberpriser synes imidlertid nu at komme aluminiet til hjælp. Ifølge 
» Elektrotechnische Zeitschrift* har saaledes det tyske postvæsen givet 
ordre til, at der idetmindste foreløbig skal bruges aluminiumsledninger 
istedetfor kobbertraad. Et jernbaneselskab i Chicago har endvidere 
bestilt 70000 kg. spiseledninger af dette metal. Ledningerne skal 
bestaa af blank traad af henholdsvis 25, 30 og 34 mm. diameter. 
Med de nuværende høie kobberpriser vil en alumininmsledning kun 
koste to trediedele af en kobbertraadsledning af samme ledningsevne. 


sg. 


Eifeltaarnets bevægelser. Oberst Bassot har i længere tid 
ved trigonometriske maalninger undersøgt de bevægelser, som taarnets 
spidse er underkastet. Det viste sig ved disse undersøgelser, at taarnet 
har en hviletid saavel om dagen som om natten, derimod er bevæ- 
gelsen temmelig sterk ved solopgang og solnedgang. Dette svarer 
ganske til temperaturens gang og viser, at bevægelserne, der forøvrigt 
kun varierer mellem 3 og 11 cm., maa skrive sig fra solstraalernes 
ujevne opvarmning af taarnets jernkonstruktion. Taarnspidsen er end- 
videre heliotropisk, den vender sig efter solen. Skal taarnet benyttes 
ved meget fine geodætiske maalninger, maa man derfor tage visse 
forsigtighedsregler, hvad man forøvrigt ogsaa maa gjøre, naar træ- 
pilarer bruges ved praktiske jordmaalninger. 

, Himmel und Erde*. sg. 


FEB 93 1991 


Træk af naturvidenskabens anvendelse i rettens 
tjeneste.” 


Det er en glæde at iagttage, hvorledes forstaaelsen af natur- 
videnskabens betydning, dens midler og dens opgaver i vore dage 
lidt efter lidt begynder at trænge igjennem fagmændenes kreds ud til 
det store publikum. Men det er dog endnu meget langt fra, at man 
her er kommen til fuld erkjendelse af, hvorlangt naturvidenskabens 
indflydelse rækker, hvorledes den direkte eller indirekte griber ind i 
snart sagt alle forhold i det praktiske liv i nutiden. 

Skjønt videnskaben i fornem tilbagetrukkenhed kan støtte sig paa 
den paastand, at den har sit maal i sig selv, vil det vistnok for de 
fleste naturforskere altid være en stor tilfredsstillelse, hver gang de 
kan fremlægge iøinefaldende beviser for, at den videnskab, de dyrker, 
kan føre til praktisk nyttige resultater. 

En atdød bekjendt professor i geologi ved Kristiania universitet 
havde altid et eksempel paa rede haand, naar en eller anden skep- 
tiker blandt det store publikum kom med et nærgaaende spørgsmaal 
om geologiens nytte, og dette eksempel var hentet fra en tyverisag, 
ved hvilken det lykkedes at opdage gjerningsmanden ved undersøgelse 
af de stene, han havde benyttet til at udfylde det tomme rum i et 
smørfoustage, hvis oprindelige indhold han havde bemægtiget sig. 
Disse stene stammede nemlig fra en eiendommelig bergart, hvis fore- 
komst var saa begrænset, at man med bestemthed kunde angive, hvor 
tyven havde taget dem. 

De fleste vil kanske betragte dette næsten altfor slaaende eksempel 


paa geologiens nytte i rettens tjeneste som en ren kuriositet, men 


1) Foredrag paa sidste naturforskermøde i Stockholm. 


, Naturen" 21 


322 


undersøger man sagen nærmere, vil man i den retslige litteratur finde 
mange eksempler paa, at ikke alene kjendskabet til geologien og 
mineralogien men ogsaa fagkundskab i andre beslegtede videnskaber: 
zoologien, botaniken og fremfor alt kemien er kommen til anvendelse 
ved mange retslige undersøgelser, og de vilde formentlig have spillet 
en endnu større rolle i denne henseende, om politiet og dommer- 
standen altid havde havt et vaagent øie for, hvilken hjælp de kunde 
opnaa ved anvendelsen af den naturvidenskabelige fagkundskab ved 
kriminelle undersøgelser. Men naar undtages den medicinske sagkyn- 
dighed, hvis betydning forlængst er erkjendt, og som allerede maa 
betragtes som en fast institution, har naturvidenskabelig fagkundskab 
hidtil kun fundet liden anvendelse i de nordiske lande, mens man i 
de større kulturstater, specielt i Tyskland, mere og mere har faaet 
øinene op for nytten af naturvidenskabelig assistance ved de retslige 
efterforskninger. 

I tilfælde, hvor saadan sagkyndighed anvendes, er det selvfølgelig 
af vigtighed, at den mand, som leder undersøgelsen, har forstaaelsen 
af, i hvilken udstrækning sagkyndigheden i det foreliggende tilfælde 
kan benyttes, og hvilke fagmænd han fortrinsvis bør henvende sig til. 

Hvad der endvidere er af største betydning, er, at den sagkyn- 
dige faar anledning til at undersøge vedkommende gjeustande, mens 
de endnu befinder sig i sin fulde oprindelighed, førend de er bleven 
berørte af andre uvedkommende personer, eller at han kan gjøre sine 
iagttagelser paa stedet, straks efterat forbrydelsen er bleven begaaet, 
mens tingene endnu befinder sig i den orden eller uorden, der her- 
skede, da udøveren af misgjerningen forlod stedet. 

Disse betingelser er desværre, saaledes som forholdene arter sig 
hos os, sjelden tilstede, da de lokale politimyndigheder udenfor de 
store byer som regel ikke er i besiddelse af megen omtanke, naar det 
gjælder at bevare de spor, forbryderen har efterladt sig. 

Der fortælles i den norske kriminalhistorie et drastisk eksempel 
herpaa fra et mord, der for en del aar siden blev begaaet i nærheden 
af Kristiania. 

Da stedets landlige politiembedsmand kom til gjerningsstedet, 
fandt han tydelige fodspor efter den person, som formentlig var mor- 
deren, men istedetfor at bevare disse dyrebare merker henfaldt han 1 


saadanne glade betragtninger over, at disse fodspor lignede hans egne, 


I 


at han gav sig til at vandre frem og tilbage i dem, idet han trium- 
ferende udbrød: , Nei tænk, de passer jo til mine ben.* 


323 


Men har den sagkyndige anledning til at komme som førstemand 
paa stedet, eller til at erholde de gjenstande, som vedkommer forbry- 
delsen, i deres fulde uberørthed, da kan han udrette meget, og man 
vil da kunne erfare, at det ikke bare er i en Conan Doyles livlige 
fantasi, at den omhyggelige iagttagelse af biomstændighederne ved en 
forbrydelse kan føre til afgjørende resultater. 

Som regel tror jeg at kunne udtale, at ingen tyv forlader gjernings- 
stedet uden at efterlade sig spor, som ved anvendelse af alle under- 
søgelsernes hjælpemidler kan føre til hans paagribelse, at ingen morder 
gaar bort fra kampen med sit offer, uden at han paa den myrdedes 
legeme eller paa gjerningsstedet sætter merker, der vil kunne karak- 
terisere ham som det rette individ. 


Af naturvidenskaberne er det selvfølgelig særlig kemien, som 
er egnet til at tjene som hjælpemiddel ved retslige undersøgelser, og 
dens anvendelse har udstrakt sig baade til dokumentsforfalskning, 
brandstiftelser, falskmyntnerier, tyverier og mord. 

Ved dokumentsforfalskninger kan ofte den mikroskopisk-kemiske 
undersøgelse af papiret, af blækket, af lakket i et segl komme til at 
spille en vigtig rolle. Der gives jo i vore dage et betydeligt antal 
papirsorter, fremstillede af en række forskjellige fibre, men tekniken 
i den mikroskopiske papirundersøgelse er nu saa udviklet, at det som 
regel ikke er vanskeligt at skille en papirsort fra den anden, selv om 
de ligner hinanden skuffende i udseende. Ved en retssag gjaldt det 
f. eks. at afgjøre om et dokument, der var dateret 1850, virkelig 
kunde være saa gammelt. Ved den mikroskopisk-kemiske undersøgelse 
af papiret viste det sig, at det indeholdt naaletræcellulose, der i 1850 
endnu ikke var kommen til anvendelse i papirfabrikationen. Ligeledes 
viser de i handelen gaaende blæksorter et forskjelligt forhold ligeoverfor 
en række af kemiske prøvemidler, og om end undersøgelseobjektet 
kun er et eneste bogstav, ja bare en enkelt streg, vil man ved anven- 
delsen af minimale mængder af reagenserne — ikke mere end der 
kan hænge ved en knappenaalsspids — under samtidig benyttelse af 
lupe og mikroskop kunne iagttage farveforandringer, der karakteriserer 
den ene blæksort fremfor den anden, og selv om der ved forfalsk- 


ningen er anvendt en og samme blæksort som til det originale doku- 


324 


ment, vil en aldersforskjel i skrifttrækkene kunne give sig tilkjende, 
naar man anvender de passende prøvemidler. Kan der end ikke op- 
dages nogen forskjel i blæksorternes kemiske karakter, vil en for- 
falskning ofte kunne paavises, naar bedrageren har været uforsigtig 
nok til at lade et af sine skrifttræk krydse et af de originale skrift- 
træk. Ved mikroskopisk undersøgelse af berøringspunkterne vil man 


da kunne iagttage, at det ene skrifttræk er skrevet ovenpaa det andet. 


Der var saaledes en mand, som havde skrevet: ,dJeg erkjender 
herved at have modtaget af hr. N. N. kr. 20. | 
Christiania 10 April 1892." 


Ihændehaveren af denne kvittering havde tilføiet et 0, saa at det 
blev til 200, og været forsigtig nok til at anvende den samme blæk- 
sort, men samtidig strandet paa et andet skjær, idet den nederste del 
af hans 0 uheldigvis havde krydset den øverste del af A'et i , April", 
saa at det under mikroskopet kunde iagttages, at hans 0 laa oven- 
paa A'et. 

Raderinger bliver ofte udført med stor omhyggelighed, men wil 
dog aldrig kunne undgaa en øvet undersøgers opmerksomhed, selv om 
forfalskeren har gjort de største anstrengelser for at udslette de 
læsioner, papiret har faaet paa det angjældende sted. Har papiret 
været befugtet med opløsninger for at fjerne skriften, vil det ved at 
udsættes for joddampe antage en anden farve end papir, som ikke har 
gjennemgaaet saadan behandling, har blækket været fjernet med syrer, 
kan man i mange tilfælde atter fremkalde skrifttrækkene ved alkalier, 
kort sagt, der er en mængde blinde skjær, som bedrageren kan støde 
an mod. 

Mange forbrydere viser en stor færdighed i at efterskrive navne, 
men selv om de har øvet sig med stor flid og udholdenhed paa et 
navn og skrevet det hundrede gange, førend de har vovet at sætte 
det paa angjældende dokument, vil der dog næsten altid vise sig en 
vaklen paa enkelte punkter af skriftens linjer, en afbrydelse, en afvi- 
gelse, der kan give sig tilkjende ved en mikroskopisk undersøgelse. 

Man vil, naar man beskjæftiger sig med saadanne undersøgelser, 
komme til at anerkjende berettigelsen af de pretentiøse streger og 
spirkler, hvormed mange mennesker omgiver sit navn. Selv et vidt- 
drevet vigtigmageri i denne henseende kan have sin fordel, fordi det 


vanskeliggjør efterligningen, thi der er ingenting, som forfalskerne har 


325 


| vanskeligere for at komme over end disse freidige snirkler og ven- 
 dinger, som med den gode samvittigheds sikkerhed snor sig om et 
navn. Paa den i hosstaaende fig. 52 viste falske underskrift paa en 
Å postanvisning har vedkommende været heldig med skrivningen, indtil 
han er kommen til svingen under navnet. Her har han feilagtig 
stoppet op ved punktet b og har senere tegnet linjen fra a til c. 
Lige under ordet ,bevittnas” sees ogsaa en ujevnhed paa linjen, og 


stykket fra d til & er tegnet. Ved e er en paaskjødning med den 
følgende sving. 

Og naar man saa i forbindelse med de kemiske og mikroskopiske 
undersøgelser ogsaa tager selve skriftkyndigheden med under- 
søgelsen af de individuelle skrifteiendommeligheder tilhjælp, vil man 
staa ganske godt rustet ligeoverfor forfalskerne. Om grafologien i 
dens almindelighed er det ikke her stedet at tale, om skriftens forhold 
til karakteren vil jeg overhovedet ikke have nogen mening, men kun 
det vil jeg have udtalt, at der ogsaa gjennem hvert menneskes haand- 
skrift gaar en naturens lov, den nemlig, at individet med tiden stivner 


326 


i bestemte former, at ligesaavist som der er noget individuelt i en 
persons holdning, i hans gang, i hele hans maade at bevæge sig paa, 
ligesaavist er der noget individuelt karakteristisk i hvert voksent menne- 
skes haandskrift; man kan saa at sige følge det individuelle helt ud 
til fingerspidserne og fra fingerspidserne til pennen og de figurer eller 
de skrifttræk, den gjør paa papiret. 


Af uvurderlig nytte ved skriftundersøgelser og ved retsunder- 
søgelser i det hele taget er fotografien. 

Overhovedet er det det første, man bør gjøre ved enhver saadan 
undersøgelse, at søge at fotografere de gjenstande, som vedkommer 
forbrydelsen eller det gjerningssted, hvor udaaden er begaaet. 

Men fotografiens nytte bestaar ikke bare i at forevige minderne 
om forbrydelsen; den fotografiske plade er, som protessor Vogel træf- 
fende har sagt, forskerens nye nethinde, ja, ved visse leiligheder er 
den bedre end øiets nethinde. Paa grund af sin større følsomhed for 


rer 


327 


visse farver, særlig rødt og brunt, kan den gjengive spor og merker, 
som øiet ikke kan opfatte. 

Ved undersøgelser af raderinger og omskrivninger vil et mikro- 
fotografi af vedkommende skrift i passende forstørrelse ofte afsløre 
hele forfalskningen. 


Paa en skrivelse stod der et 6 tal, men man kunde iagttage, at 
der oprindelig havde været et andet tal. Ved mikrofotograferingen 
traadte linjerne af et 4 tal tydelig frem (se fig. 5383). 

Et andet eksempel. En postbestyrer blev beskyldt for at be- 
nytte brugte frimerker. Et saadant blev undersøgt, det var stemplet 
30—1II—97 men bar spor af tidligere stempling. Ved mikrofotogra- 
feringen traadte det gamle stempel —V—91 frem. (Se fig. 54). 

Ved efterforskninger i anledning af et for et par aar siden 


328 


begaaet tyveri af indholdet af et bankobrev kom undersøgelsen at 
lakket til at spille en afgjørende rolle. 


| 
i 


Brevet, der var adresseret til en bank i Kristiania, viste sig ved 
aabningen paa postkontoret sammesteds kun at indeholde kr. 4.51 
istedetfor det paalydende beløb, kr. 899.51. Istedetfor pengesedlerne 
var der imidlertid indlagt noget papir og paa dette fandtes, saaledes 


329 


som fotografiet viser, et par smaa merker efter lak (d og o, fig. 55), 
der maatte antages at være fremkommet ved, at papiret var kommen 
i berøring med en smeltende lakstang. 

Disse smaa lakrester viste sig ved den mikroskopiske undersøgelse 
at asken at indeholde kridt og tungspath. I kridtet fandtes skaller 
af mikroskopiske dyr (foraminiferer), hvis tilstedeværelse i forbindelse 
med nævnte mineraler var tilstrækkelig til at skille lakket tra visse 


Fig. 56. 


andre arter, selv om man som i nærværende tilfælde kun havde mini- 
male kvantiteter til sin raadighed. 

Man kunde ved denne undersøgelse næsten med sikkerhed paavise, 
at disse rester stammede tra et lak af samme fabrikat, som det der 
var blevet anvendt til seglet og — hvad der var det vigtigste — 
ogsaa var bleven benyttet til en liden lakklat udenfor seglet. 

— Denne lakklat (til høire for det ene segl, fig. 56) maatte nemlig 
antages at være paasat af forøveren af tyveriet for at skjule en mangel 
ved konvolutens tillukning efter pengenes udtagelse. 


330 


Hvad der bidrog til at støtte undersøgelsen var, at tyven havde 
begaaet den uforsigtighed at sætte sin finger paa denne lakklat, hvor- 
ved han paa samme efterlod en liden samling af papillarlinjer. Disse 
blev nu fotograferet 1 forstørret maalestok (se fig. 57), og samtidig 
blev der taget fingeraftryk af det dusin personer, der kunde have 
udført tyveriet. (Et saadant forstørret fingeraftryk sees paa fig. 58), 

Herved lykkedes det vistnok ikke med fuld sikkerhed at iden- 
tificere vedkommende finger, da linjerne paa lakklatten kun var faa 
og omfattede den del af fingertoppen, som ifølge Galton ikke er den 


Fig. 37. 


mest karakteristiske, men foruden de direkte vink, undersøgelsen gav, 
førte den ogsaa til, at man kunde udelukke et væsentlig antal af de 
nævnte personer, de nemlig, paa hvis finger der ikke fandtes noget 
saadent kompleks at linjer, som kunde have frembragt aftrykket paa 
lakklatten. Ogsaa ved ad denne indirekte vei at fjerne mistanken fra 
visse personer, nærmer man sig skridtvis henimod den virkelige forøver. 
Det vil blive for langt her at udvikle detaljerne i denne vidtløftige 
undersøgelse, der strakte sig over et tidsrum af 11/9 aar; jeg skal 
kun meddele, at tilslut alle spor samlede sig i en retning og ubøn- 


331 


hørlig førte til, at tyveriet var begaaet af den, som havde afsendt 
brevet. Han tilstod ogsaa senere. 

Ved efterforskninger vedkommende mord kan ogsaa de kemiske 
undersøgelser ofte komme til at spille en vigtig rolle. 

Som forhen nævnt, vil morderen altid efterlade sig merker, og 
selve offerets døde legeme vil altid kunne fortælle meget, naar det 


undersøges nøie. Disse undersøgelser gaar jo for en væsentlig del ind 


under det retsmedicinske felt, men undersøgelsen af blodspor, af haar, 
af klædningsstykker kan ogsaa falde ind under kemikerens og mikro- 
skopikerens omraade. 

Saadanne undersøgelser har selvfølgelig mest udsigt til at krones 
med held, naar den øvede sagkyndige selv faar anledning til at gjøre 
sine iagttagelser paa stedet og støttes af den erfarne politimands spor- 
sans. Der fordres erfaring og en opøvet iagttagelsesevne for at finde 
alle de merker, som kan være at værdi. Ofte kan blodspor tore- 


332 


komme paa steder, hvor man mindst skulde vente det, og af deres 
forekomst paa disse steder kan man igjen drage vigtige slutninger. 

Alt maa undersøges; man maa ikke forlade stedet, før man ved 
alle midler har søgt at løse de mørke gaader, som knytter sig til det. 
Man kan sidde i timevis i et saadant rum, eller man kan stirre timer 
og dage paa de gjenstande, som vedkommer en saadan forbrydelse, 
uden at komme til forstaaelse af, hvorledes det hele er foregaaet, men 
saa bliver man kanske pludselig opmerksom paa en eller anden liden 
biomstændighed, der med en gang kaster et nyt lys over situationen, 
det hele bliver klart og led føier sig til led i begivenhedernes kjæde. 

Det vil være bekjendt, med hvilken sikkerhed man kan paavise 
selv de mindste mængder af blod ved den mikroskopisk-kemiske under- 
søgelse. 

Paa en riflekugle, der antoges at være gaaet gjennem en dræbt 
mands legeme, men som derpaa maatte have passeret gjennem barken 
af et træ og dernæst havde ligget ude i flere uger — kunde der 
endnu paavises spor af blod. 

Ved et andet tilfælde, der ogsaa angik et mord, og som viser, 
hvilke ganske forskjellige opgaver saadanne efterforskninger kan frem- 
byde, dreiede spørgsmaalet sig om en vinflaske, som var funden i den 
myrdedes bopæl, og som endnu indeholdt to å tre draaber vin. Var 
disse draaber af samme sort vin, som den mistænkte bevislig havde 
kjøbt kort tid før mordet, hos en kjøbmand i nærheden? Denne vin 
hørte til den berygtede type af kunstvin, der i Norge gaar under 
navnet ,laddevin". Vinen paa flasken kunde, trods det, at der kun 
stod 3 draaber til raadighed, ved undersøgelsen næsten med sikkerhed 
identificeres med vinen fra kjøbmanden. — De var blandt andet begge 
saagodtsom fuldstændig fri for fosforsyre, en bestanddel, der altid vil 
kunne paavises selv i en eneste draabe ægte vin, ligegyldig af 
hvilken art. 

Som et eiendommeligt træk ved dette mord skal jeg nævne, at 
morderens haar led af en egen parasitær sygdom, saaledes at et 
eneste af hans haar næsten vilde være tilstrækkelig til at karakteri- 
sere ham. 

En forbrydelse, som fandt sted for et par aar siden i Kristiania, 
og som blev omfattet med meget stor interesse, var et posttyveri, ved 
hvilket retten i en meget stor udstrækning fik anledning til at benytte 
sig af naturvidenskabelig assistance. Man kan sige, at baade den 


333 


kemiske, mineralogiske, botaniske og zoologiske sagkundskab her kom 
til anvendelse. 

Fra et fihal til Kristiania postkontor blev der om aftenen som 
sædvanlig afhentet til jernbanestationen en postsæk, indeholdende ca. 
8000 kr. 

Ved aabningen og ompakningen paa hovedkontoret viste det sig, 
at sækken isedetfor bankobrevene indeholdt: en mursten, noget til en 
kage formet fugtig jord, et stykke alunskifer, nogle grene af et træ 
med vissent løv, noget papir og nogle træstykker. 

Mistanken faldt først paa den funktionær, som havde bragt sæk, 
ken fra filialet ned til hovedstationen. Han blev arresteret, men snart 
atter løsladt, og politiets mistanke begyndte nu mere og mere at gaa 
i retning af bestyreren af filialkontoret. 

Seglet var ubeskadiget; det viste sig ved undersøgelsen at inde- 
holde lak af en vis sammensætning, som ved den kemisk-mikroskopiske 
- undersøgelse kunde identificeres med en bestemt laksort, der ogsaa 
ved husundersøgelsen fandtes paa filialkontoret. Paa sækken var blæk- 
merker, der ifølge undersøgelsen maatte stamme fra det kjendte franske 
penere violette* af Antoines fabrikat, der ogsaa fandtes paa filial- 
kontoret. OQgsaa hyssingen, der var bundet om sækken, blev under- 
søgt baade makroskopisk og mikroskopisk. Disse undersøgelser hen- 
pegede alle paa, at en postfunktionær var gjerningsmanden, men skulde 
man søge ham paa hovedkontoret eller paa filialet — det var spørgs- 
maalet. 

Saa skred man til undersøgelse af sækkens indhold. 

Det visne løv blev efter min anmodning undersøgt af professor 
Wille. Det var løv af syringa vulgaris. Dette er altsaa det i haverne 
almindelig forekommende syrentræ, og der fandtes ikke paa løvet 
nogen snylteplante, soppe eller lignende, som kunde karakterisere det 
nærmere. 

Det stykke alunskifer, som fandtes i sækken, var den almindelige 
alunskifer, som danner en væsentlig del af Kristiania undergrund og 
tildels benyttes som fyld paa pladser og veie. Denne bergart for- 
vitrer let, naar den ligger oppe i dagen og er udsat for slitage af 
gaaende og kjørende. 

Stykket i sækken var friskt og uden slitage og gjorde dog ind- 
tryk af at have ligget ude nogen tid, sandsynligvis paa et lidet 
befærdet sted. 


334 


Jorden i sækken var graa af farve og indeholdt noget kalk og 
stykker af en syenit, som i Kristiania bruges til grundmursten samt 
et lidet stykke glas, ikke større end tredieparten af en lillefingernegl. 

Det var klart, at jorden maatte stamme fra en tomt, hvorpaa 
der var bleven bygget, og der var sandsynlighed tor, at denne tomt 
var en af dem, som laa i nærheden af filialkontoret. 

Men jorden var paa den anden side mere ensartet i sit bland- 
ningsforhold, end man skulde vente at finde den paa en byggetomt. 

Denne iagttagelse førte atter til den slutning, at jorden var bleven 
kjørt fra en tomt ud paa en vei, hvor den var bleven æltet under 
vognhjulene. 

Alle gader i nærheden af filialkontoret, ja hele bydelen der om- 
kring blev nu gjennemkrydset. Merkelig nok var det umuligt at finde 
stykker af alunskifer, der i sit ydre og sin hele habitus kunde siges 
at svare til det, som laa i sækken. 

Med jorden gik det heldigere. Paa en lidet benyttet vei i nær- 
heden af filialkontoret fandtes en jordart, som i sit ydre udseende 
stemmede overens med jorden i sækken. Den indeholdt stykker af 
mursten, kalk, stumper af syenit. 

Syenitstykkerne blev undersøgt af professor Brøgger; han gjorde 
tyndslebne præparater deraf og kunde paavise overensstemmelse med 
stykkerne i jorden i postsækken, specielt ved hjælp af en eiendom- 
melig feltspath og hornblende (katoforit), som karakteriserer visse 
arter af vore syeniter. 

Endnu videre kom man, da der paa jorden i veien ogsaa fandtes 
stumper af melkeglas af samme udseende som glasstykket i sækken. 
Ved gravning i de øverste jordlag fandtes et par tusinde smaastykker 
af saadant glas, der viste sig at stamme fra en ituslaaet gaslygte. 
Sandsynligheden talte nu for, at der paa mindst et af disse glasstykker 

maatte findes en brudflade, som passede til en af de tre brudflader 
paa glasstykket i sækken. 

Det blev en møisommelig undersøgelse. Den vilde have været 
haabløs, om glaspladen paa alle punkter havde havt den samme tyk- 
kelse. Det var imidlertid ikke tilfælde med denne glasplade, ligesaa- 
lidt som det er tilfælde med nogen anden. 

Ved hjælp af nøiagtige maalinger af tykkelsen lykkedes det om- 


sider blandt glasstykkerne paa veien at finde et, som passede til glas- 


335 


stykket i postsækken. Dette maatte betragtes som slutningsstenen 
paa beviset for, at man havde fundet stedet, hvor jorden var taget. 

De fortsatte undersøgelser efter alunskiferen, som blev foretaget 
med assistance af professorerne Brøgger og Helland, førte til det 
resultat, at den sandsynligvis maatte stamme fra en have lige ved 
sigtedes landsted. 

Her var den bleven benyttet som fyld, og i en ensom havegang 
kan selv et stykke alunskifer holde sig friskt i længere tid. 

Vedkommende blev dømt. Disse undersøgelser blev ikke netop 
afgjørende for sagen, men de kom ialfald til at spille en ganske vigtig 
rolle ved efterforskningen. 

Han tilstod ikke, men kort tid efter domfældelsen blev pengene 
ved et tilfælde fundet i hans egen have. 

Denne meget celebre sag har givet anvendelsen af naturviden- 
skabelig sagkundskab et stød fremad i Norge. 

L. Schmelck. 


Kjød- og pølseforgiftninger.” 


Naturen er en god mor, der har indrettet alt til vort bedste, 
mens kulturen er et ondt og dumt barns forvildelser. Disse Rous- 
seaus ord foresvæver vel endnu adskillige sværmeriske gemytter. 
Og dog træder naturen os oftere imøde som en hensynsløs og vild 
fiende end som en ven; den overlader det ganske til os selv at søge 
beskyttelse mod alle de tusinde farer og baghold, hvormed den dag 
for dag truer os. Den er som den spartanske mor, hvem stammens 
kraft er mere magtpaaliggende end. det enkelte barns liv. 

Alt hvad vi har og alt hvad vi er, er resultatet af et hundrede- 
tusindaarigt kredsløb, af en paa myriader af offre opsamlet erfaring. 
Hvormegen smerte og død krævedes ikke, før mennesket f. eks. ud- 
fandt i de tre riger, hvad der nærede det, og hvad det uden skade 
kunde fortære, og til det lærte at tilberede de animalske og vegeta- 


bilske næringsmidler, som udkræves, paa en gavnlig maade. 


1) Foredrag holdt i , Verein zur Verbreitung naturwissenschaftlicher Kennt- 
nisse in Wien*. 


336 


Hvor meget mangler vi imidlertid ikke endnu den dag idag paa 
at kunne i ret tid erkjende og paa en virksom maade forebygge alle 
de farer, som truer os fra vore levnetsmidler. 

Hvor megen sygdom skriver sig fremdeles ikke i de civiliserte 
lande fra nydelsen af giftige soppe og frugter. Vi behøver blot at 
tænke paa pellegraens offre, som tydelig viser os, at under visse for- 
holde er selv en vegetarisk levemaade alt andet end sund. 

Særlig er dog kjød-, pølse- og fiskeforgiftningerne frygtede. Det. 
er dem, vi ber skal beskjættige os med og fortælle, hvad videnskaben 
i de sidste aartiere har lært os om dem. 

Disse forgiftninger er langt hyppigere, end man aner. Siden 
videnskaben har skjænket disse sygdomme større opmerksomhed, gaar 
der neppe noget aar, hvor ikke hundreder af tilfælde blir bekjendt, 
og dog er det blot de sværeste tilfælde, der omtales.  Pølseforgift- 
ningernes klassiske land er den alemanniske stammes hjem, Wirtem- 
berg og Baden. Fiskeforgiftningerne hører særlig hjemme i Rusland, 
hvor de aarlig skal være meget hyppige i den lange fastetid. Kjød- 
forgiftninger forekommer hovedsagelig i lande, hvor der spises meget 
raat kjød. Derfor er de heldigvis sjeldne i Østerrige. Den slags 
masseforgiftninger har imidlertid ogsaa forekommet her 1 de sidste 
aartier, saaledes i 1874 i nærheden af Bregenz og 1894 i Teplitz- 
Schönau. 

Saadanne masseforgiftninger har været det, der gang paa gang 
har henledet opmerksomheden paa disse sygdomme. Hvor hyppig de 
forekommer, sees bedst af, at der i Tyskland, Østerrige, Skandinavien 
og Holland foreligger fra aarene 1876 til 1892 beretninger om 41 
massekjødforgiftninger med mere end 3000 patienter. Det sværeste 
af disse tilfælde var masseforgiftningen i Kloten ved Ziårich 1878, 
hvor under en sangerfest i løbet af nogle faa dage 657 personer blev 
syge, hvoraf seks døde. 

I lang tid troede man, at disse sygdomme skrev sig fra nydelsen 
af raadden mad, de skulde altsaa være forgiftninger ved forraadnelses- 
produkter. 

Heri følte man sig saameget mere bestyrket, da Albrecht vw. 
Haller allerede i det forrige aarhundrede havde paavist, at naar 
man indsprøitede i dyr et vandigt ekstrakt fra lig, blev de syge. 
Ogsaa de senere studier over forraadnelsesgiftene syntes fuldkommen 
at skulle forklare kjød- og pølseforgiftningerne. Gaspard paaviste 


337 


i aaret 1822, at det giftige princip i de raadnende masser ikke kunde 
være af gasformig natur, men at det maatte være et ikke flygtigt fast 
eller flydende legeme, hvad der ogsaa senere bekræftedes ved under- 
søgelser af Magendie, Stich, Virchow og andre. Panum 
paaviste 1856, at den putride gift maatte være en kemisk substans, 
der ikke ødelagdes ved kogning. Indsprøitede han under et dyrs hud 
den forraadnede vædske, efterat den var bleven kogt, fremkaldte han 
hos dyret heftige diarrhoer, kramper og tilslut døden. 1868 frem- 
stillede da Bergmann og Schmiedeberg af raadne masser et 
alkaloid stof, som de kaldte sepsin. 1869 udvandt ligeledes Zuelzer 
og Son»penschein af raaddent kjød et atropinagtigt stot. 1873 
paaviste Selmi, at der i menneske- og dyrelig altid findes kemiske 
forbindelser, der er beslegtede med de basiske plantegifte, alkaloi- 


 derne. Ptomainer, ligstoffer, kaldte han disse stoffer. Nencki var 


den første, som analyserede og fremstillede kemisk ren en saadan 
ptomain (iso-collidim 1876). Af størst betydning er dog Briegers 
arbeider paa dette felt; sammen med sine elever fremstillede han i 
første halvdel af ottierne talrige saadanne ptomainer af forskjellige 
raadne masser. Heriblandt var — omend i meget smaa mængder — 
ogsaa saadanne af meget stor giftighed, saasom mydalein, muscarin 
og neurin. Da Ehrenberg i 1886 af giftige pølser havde udvundet 
nogle ptomainer, hvoriblandt ogsaa mneurinet, og da v. Anrep i 
giftigt størkjød havde fundet en ptomain, som han kaldte ptomatropin, 
og som efter sigende i smaa doser skulde være i stand til at frem- 
kalde alle symptomer paa fiskeforgiftning, maatte man ved en over- 
fladisk betragtning have lov til at drage den slutning, at de her om- 
talte sygdomme kunde forklares som forgiftninger ved forraadnelses- 
ptomainer. Ved nærmere eftertanke maa man dog drage disse slut- 
ningers berettigelse 1 tvil. Giftige ptomainer blev først funden efter 
en længere, intensiv forraadnelse og selv da kun i høist ubetydelige 
mængder. Det ved injektion under huden af gittige ptomainer fremkaldte 
sygdomsbillede blir kun delvis dækket af billedet af kjød- og pølse- 
forgiftningerne. Kun v. Anreps ptomatropin gjorde heri en undtagelse. 
Andre forskere saasom Hobert kunde dog ikke gjenfinde dette stof 
i giftigt størkjød. Ved bearbeidelsen af giftige raadne masser viste 
det, som ikke var bleven bearbeidet, sig meget mere giftigt end de 
deraf udvundne rene ptomainer, en del at det giftige stof maatte saa- 


ledes have unddraget sig den kemiske undersøgelse. 


ID 
DD 


sNaturen* 


338 


Ved en opmerksom og kritisk undersøgelse af kjendsgjerningerne 
ved kjød- og pølseforgiftningerne vil det endvidere fremgaa, at der 
maa foreligge langt mere indviklede forholde end kun en simpel for- 
raadnelse. 

I lange tider har sygdomssymptomernes overordentlige mangfol- 
dighed ved denne sygdom været paafaldende. Saavidt jeg ved, var 
Miller den første, som nøiere undersøgte dette (Deutsche Klinik 
1870); han paaviste, at de egentlige pølseforgiftninger, saaledes som 
de f. eks. optræder i Wirtemberg, skarpt kan adskilles fra de syg- 
domme, der opstaar efter nydelsen af sygt kjød, f. eks. fra dyr, der 
har lidt af trichinose eller miltbrand, de er endvidere vidt forskjellig 
fra de egentlige forraadnelsesforgiftninger. 

Det er ogsaa blevet mere og mere klart, at det typiske billede 
at den forholdsvis sjeldne saakaldte pølseforgiftning, botulismus, er 
forskjellig fra det af den almindelige kjødforgiftning. Ved den sidste 
træder raave- og tarmsygdomme i forgrunden, kvalme, opkastelse og 
diarrhoe, de mere voldsomme tilfælde ofte som kolera, de mere lang- 
somt foriøbne ligner tyfus, dødeligheden er liden; ved den typiske 
botulismus optræder derimod ikke opkastelser og diarrhoe. Det mest 
paafaldende kjendetegn paa denne sygdom er lammelser af de ydre 
og indre øiemuskler. Pupillen blir kolossalt udvidet og forandrer ikke 
sin størrelse efter mængden af det indfaldende lys; akkommodations- 
musklerne i øiet negter sin tjeneste, saaat det optiske apparat ikke 
mere kan blive indstillet efter de gjenstandes afstand, som skal iagt- 
tages. Hele øiets bevægelsesevne lammes, derfor sees gjenstandene 
utydeligt og dobbelt; endvidere hænger det øvre øielaag ned (den saa- 
kaldte ptosis); ogsaa de øvrige ansigtsmuskler blir lammede. Patienten 
har vanskeligt for at svælge, da svælgmusklerne lammes; hæshed indtræder, 
ja ofte fuldstændig stamhed, da stemmebaandene ligeledes blir lammede; 
haardnakkede forstoppelser og vanskelig urinladning; en forøget eller 
oftere en formindsket spyt- og slimafsondring. Ingen feber, ingen 
sandseforstyrrelser. Ved de haardeste tilfælde indtræder døden paa 
grund af hjerte- og lungelammelser.  Dødeligheden er meget stor; 25 
til 33 pet. af de haardere tilfælde dør. 

Begge disse sygdomme er saa vidt forskjellige, at man med bestemt- 
hed kan drage den slutning, at de har en forskjellig aarsag. Imid- 
lertid er ikke altid symptomerne skarpt adskilte. Ved en af de mest 


bekjendte af saadanne begivenheder, kjødforgiftningen ved sangerfesten 


. 339 


i Andelfingen ved Ziårich i juni 1879, hvor 450 blev syge og to døde, 
fandt man ved siden af heftige mave- og tarmbetændelser og ved 
siden af tyføse tilstande ogsaa synsforstyrrelser og besværlighed for at 
svælge, ganske som ved botulismus. Det samme var tilfældet i 1866 
ved Lahr, hvor efter nydelsen af fyldt svinemave 70 personer blev 
syge og 4 døde; ogsaa her havde vi baade en gastroenteritis (mave- 
tarmbetændelse) og en botulismus.  Saadanne tilfælde vanskeliggjør 
naturligvis i høi grad forstaaelsen af disse sygdomme. 

Ligesaa længe varede det, før man tilfulde lærte at forstaa symp- 
tomerne paa den egentlige kjødforgiftning, mave-tarmbetændelsen, og 
udfandt, hvorfra den egentlig skrev sig. 

Vi har allerede omtalt, at naar kjødforgiftningen forløber lang- 
somt, frembyder den ikke sjelden billedet paa en underlivstyfus: feber 
med regelmæssig vekslende styrke, vedvarende diarrhoer, hovedpine, 
svimmelhed, besvimelser, delirier, desuder afmattelse o. 8. V. Ogsaa 
sektionsfundene frembyder meget, der minder om tyfus. Man har 
derfor, ogsaa i ældre tider givet tyfusen skyld for mange sygdoms- 
udbrud efter nydelse af kjød, dette var saaledes tilfælde med den 
netop omtalte Andelfingerepidermi, ligeledes med epidemien i Kloten. 
Den gang, da man endnu antog, at abdominaltyfusen skrev sig fra 
opsugning af forraadnede stoffer, altsaa i tredive og firti aarene, var 
denne theori ikke det mindste usandsynlig. Under epidemien i Kloten 
1 aaret 1878 havde imidlertid den lære slaaet dybe rødder, at abdo- 
minaltyfusen maatte være en infektionssygdom, der skrev sig fra en 
bestemt sygdomsspire. Desuagtet anførtes til bedste for tyfusdiag- 
nosen den -omstændighed, at ikke alene de personer var blevne syge, 
der havde nydt af den fordægtige kjødret, men desuden var senere 
55 personer blevne angrebne ved smitte fra de først angrebne. Af 
disse kjendsgjerninger kan man imidlertid kun drage den forøvrigt 
meget vigtige slutning, at epidemien i Kloten ikke blot skriver sig fra 
en forgiftning, men at der ogsaa foreligger smitte, thi kun ved den 
kan sygdommen overføres fra en person til en anden. 

Saadanne sygdomsoverføringer fra de først indsygnede, der havde 
nydt kjød, til sunde, som ikke har spist kjød, har aldrig været iagt- 
taget i saadant omfang som ved epidemien ved Kloten. Men ogsaa 
fra kjødforgiftningen i Frankenhausen i Thiöringen i aaret 1888 fore- 
ligger der beretning om et lignende tilfælde. Moren af den først 


angrebne, som pleiede ham, indtil han døde og som havde tilsmudset 


340 


sig med hans tarmudtømmelser, blev ogsaa syg. Noget lignende 
hændte ved en af van Ermenghem beskrevet forgiftning fra raa 
pølser. Der angrebes en mand, der havde delt seng med sin syge 
kone, ingen af disse syge havde dog nydt af pølserne. Vi har altsaa 
ogsaa her en formering af giften i den syges legeme, en udskillelse 
af giften af legemet, infektion og ikke ene og alene forgiftning. 

Qverhovedet vil man ofte ved kjødforgiftninger have gjort iagt- 
tagelser, der viser, at man har for sig en infektion og ikke en op- 
tagen af en død gift. 

Ved forgittninger ser vi sygdommen optræde hurtigt, hvis i det 
hele taget organismen har optaget en giftdosis, der er tilstrækkelig 
til at fremkalde sygdommen. Ved de saakaldte kjødforgittninger kan 
der derimod gaa tre, fire, fem, ja endog syv dage, før sygdommen 
bryder ud. I flere dage, efterat giften er optaget, kan den ,forgiftede* 
føle sig ganske frisk. Vi har altsaa her for os det ved infektions- 
sygdommene vel kjendte og meget karakteristiske merke paa den 
saakaldte inkubation, der kun kan forklares ved, at de giftstoffer, der 
fra først af er optagne, ikke var tilstrækkelig til at fremkalde sygdom- 
men. Lidt efter lidt har de formeret sig i legemet og først da viser 
giftens virkninger sig; dette er imidlertid kun et særkjende for de 
levende gifte, altsaa for de parasitiske mikrober. Hvis ved alle kjød- 
forgiftningstilfælde en saadan inkubation var dbleven iagttaget, vilde 
man for længe siden være paa det rene med, at man her havde for 
sig en parasitsygdom. lagttagelserne er imidlertid i høi grad mod- 
stridende; ved mange udbrud blir alle syge i løbet af en ganske kort 
tid, inden den første time, ved andre udbrud kan i det mindste nogle 
af personerne straks blive syge. Dette viser altsaa, at i mange til- 
fælde er giften bleven opavlet udenfor legemet i tilstrækkelig mængde 
til at fremkalde sygdommen, og at den maa være bleven fortæret 
færdig præpareret. Temmelig hyppig har kogt eller stegt kjød, kjød- 
suppe, ja endog stegesauce, alt friskt tilberedt, i løbet af kort tid 
fremkaldt forgiftningskjendetegnene. Under saadanne omstændigheder 
kan der naturligvis ikke være tale om nogen infektion, da der ikke 
findes nogen sygdomsspire, der kan taale koghede længere erd nogle 
faa minutter. 

Vi skal i næste artikel se, hvorledes vi kan forklare os dette. 

(Sluttes.) Prof. Max Gruber. 


341 


Flydende luft som lægemiddel. 


Der er i de sidste uger indløbet flere efterretninger, der tyder 
paa, at anvendelsen af flydende luft i teknik og medicin kan gjøre 
fordring paa megen opmerksomhed. Amerikanerne har med stor iver 
lagt sig efter at eksperimentere med flydende luft i medicinsk retning. 
Den tyske teknik, der ligeledes har indlagt sig banebrydende fortje- 
nester af fremstillingen af flydende luft, holder sig foreløbig mere til 
at anvende den i forskjellige industrigrene. Hvor rastløst amerika- 
nerne benytter den flydende lufts hermelighedsfulde kraft i sin tjeneste, 
som om de slet ikke havde nogen tid at tabe, viser flere beretninger 
derfra om brugen af dette merkelige præparat i medicin og kirurgi. 

Allerede for flere maaneder siden begyndte forsøgene med flydende 
luft i Vanderbilt-kliniken i New-York. Professor Tripler, som har 
forstaaet at sikre sig, idetmindste hos sine landsmænd, æren af den 
første praktiske opfindelse til hurtig og billig at udvinde flydende luft, 
leverede Vanderbilt-kliniken to gange ugentlig saa meget, som den 
kunde bruge. 

Ifølge den amerikanske opgave koster den flydende luft efter den 
Triplerske fremstillingsmaade ikke engang saa meget som den samme 
mængde seltersvand. Den flydende lufts temperatur i aabne 
beholdere beløber sig som bekjendt til noget under — 
1909. Den indeholder kvælstof, surstof og noget kulsyre. Kvæl- 
stoffet er tilstede i samme forhold som i den atmosfæriske luft, 
nemlig i vegt det tredobbelte, i volum det firedobbelte af surstof. 
Vædsken er opalfarvet og antager, naar den er filtreret, hvad der 
simpelthen kan ske med almindelig filtrerpapir, et blaaligt skjær, som 
luften selv har, seet i frastand. I enhver almindelig beholder er den 
flydende luft kogende og udvikler en hvid damp, som hurtig forsvinder, 
idet den synker til jorden. Man kan uden fare stikke haanden ind i 
den flydende luft, naar man trækker den hurtig ud igjen, og for- 
nemmer herved kun en brændende eller kildrende følelse som ved en 
elektrisk strøm. 

Det spørgsmaal, de amerikanske læger har stillet sig, er dette: 
Hvorledes forholder bacillerne sig ved behandling med flydende luft? 
Specielt de baciller, som foraarsager de hyppigste smitsomme syg- 


domme blandt menneskene? 


342 


Det er bekjendt, at hede ødelægger bakterier allerede ved for- 
holdsvis lav temperatur, ofte allerede ved 71 grader. Desværre 
synes haabet om, at den enorme kulde, den flydende luft har, 
skulde besidde en lignende indflydelse, at berede en skuffelse. 
Dr. White har i fællesskab med dr. Parks udsat forskjellige 
baciller, deriblandt tyfus-, miltbrand og difteribaciller, for den fly- 
dende lufts temperatur, uden at de efter en times forløb viste nogen- 
somhelst formindskelse i sin levedygtighed. Der skal endnu gjøres 
forsøg af længere varighed; men man regner neppe paa, at den fly- 
dende luft paa denne maade vil kunne benyttes til at dræbe bakterier. 

De to forskere gik derpaa over til at prøve den flydende lufts 
virkning ved direkte berøring med det menneskelige legeme. Hertil 
anvendes en sprøite eller en i vædskeu dyppet bomuldsdot. 

Saasnart den flydende luft kommer i berøring med huden, bliver 
det trufne sted blodløst og hvidt. Bliver sprøiten kun brugt i faa 
sekunder, vender farven hurtig tilbage, og der opstaar som reaktion 
efter nogle minutters forløb et sterkt blodunderløb under huden paa 
det trufne sted. Ved fortsat besprøitning i noget kortere tid end et 
minut fryser det samme sted paa huden haardt som is. Men ogsaa 
da vender safterne efter nogen tid igjen tilbage, uden at cellevævet 
lider nogen skade. Behandlingen med flydende luft foraarsager ikke 
smerte; kun en let brænden, som ogsaa snart holder op. Det behand- 
lede sted paa huden bliver fuldstændig følelsesløst uden at torfryse, 
og frembyder derfor de allergunstigste betingelser, man kan tænke sig, 
for foretagelsen af en operation. Kunsten at gjøre et sted paa lege- 
met fuldstændig ufølsomt havde jo allerede naaet en høl udvikling; 
men den flydende luft virker endnu heldigere end alle hidindtil 
anvendte midler, idet den ogsaa fortrænger blodet fuldstændig fra Gen 
behandlede legemsdel, saa at der under operationen ikke indtræder 
nogen blødning. Saaret kan da blive forbundet i tør tilstand. White 
har allerede udført en række mindre operationer med flydende luft 
og opnaaet et udmerket resultat dermed. Blev forbindingen taget af 
efter nogle dages forløb, saa var saarets rand rent og saaret selv uden 
materie. Helbredelsen skede forbausende hurtig. 

White benyttede først den flydende luft til lokale behandlinger, 
f. eks. ved hævelser, aaresvulst og andre lokale betændelser. De 
behandlede tilfælde er allerede saa talrige, at man kan drage sikre 
konklusioner. White mener, at lægekunsten nu for tiden ikke be- 


543 


sidder noget middel, der som den flydende luft tormaar at helbrede 
f. eks. en svulst. Hverken saa grundig eller med saa ringe smerter. 

Paa et tidligt stadium fjernes svulster, brandsaar og bylder, endog 
ved kun at behandles en gang; men paa et mere fremskredent sta- 
dium maa behandlingen gjentages flere gange med et mellemrum af 
ca. 24 timer. Ved bylder stilles smerten straks efter anvendelsen af 
flydende luft. Der danner sig ingen skorpe ved de opererede saar. 

Den flydende luft anvendtes ogsaa ved talrige tilfælde af hofte- 
smerter og lændeinflammationer, ved nervesmerter i ribbensnerverne og 
ved ansigtssmerter. I alle disse tilfælde indtraadte en varig bedring, 
naar den flydende luft blev sprøitet paa huden ved den mod ryg- 
marven liggende ende af den syge nerve. Ved rosen forsvandt be- 
tændelsen paa 3—5 dage. Ogsaa to tilfælde af ansigtsrosen behand- 
ledes, rigtignok ikke med sprøite eller pensel, men ved at et med 
flydende luft fyldt glasrør rulledes frem og tilbage over det syge 
cellevæv. 

Uden virkning viste den flydende luft sig i flere tilfælde at skjeg- 
sygdomme. Meget lovende derimod mod hudtuberkulose (lupus). Et 
meget haardnakket tilfælde af lupus paa pande, kind og øren, som indtil 
da havde trodset alle midler, forsvandt ved behandling med flydende luft 
i paafaldende kort tid, og efter to maaneders forløb har der endnu 
ikke vist sig nogen tilbøielighed til tilbagefald, saa at man vel kan 
formode en fuldstændig helbredelse. To andre tilfælde af samme 
sygdom er for tiden under behandling med de bedste udsigter. Med 
hensyn til den egentlige kræft, karcinom, kan endnu intet bestemt 
paastaaes, da man endnu mangler erfaring desangaaende; dog venter 
man ogsaa her at opnaa gunstige resultater. Enkelte læger har be- 
geistret berettet om en grundig helbredelse af epitheliom ved fly- 
dende luft. 

Alle læger, som hidtil har gjort lignende forsøg, mener, at der 
ved forsigtig behandling ikke er nogen fare for frostsaar, da saadanne 
heller opstaar ved en ringere, men fugtig kulde end ved en intens 
tør kulde. . Flydende luft fornemmes helt igjennem tør. Forøvrigt er 
det forlængst erkjendt, at det sunde væv kan fryse fuldstændig, og 
uden skade forblive i denne tilstand et minut eller noget længere. 
Dr. White finder den antagelse rimelig, at en gjentagen anvendelse 
at flydende luft paa kræftsvulster forhaler cellebetændelsen. paa hvilken 


544 


svulstens vekst beror, og påa denne maade kan maaske helbredelse 
bevirkes. 

Da forskjellen mellem den flydende lufts og det menneskelige 
legemes temperatur næsten beløber sig til 230 grader, saa er det 
forklarligt, at berøringen med hint stof maa udøve en overordentlig 
lokal irritation. —Blodkarrene trækker sig sandsynligvis sammen saa 
sterkt som muligt for igjen hurtig at vide sig ud igjen, naar sprøiten 
borttages. 

Den flydende luft udøver ikke, som allerede nævnt, nogen anti- 
septisk virkning; dog vil : forsøgene i denne retning blive fortsatte. 
Ved senere forsøg vil man ikke nøie sig med anvendelse af flydende 
lutt alene, men ogsaa eribe til flydende vandstof, der er omkring 60 
grader koldere. Af dette kan man da maaske vente, at det tilintet- 
gjør bakteriernes levedygtighed. Derved maa dog tages i betragtning, 
at man endnu ikke kjender nogen saa simpel fremgangsmaade til at 
gjøre vandstoffet flydende, som den, man anvender ved fremstillingen 
at flydende lutt. 

Amerikaneren slutter: =,Vi hengiver os til det haab, at vi i den 
flydende luft besidder et therapeutisk middel, der er i stand til at 
helbrede haardnakkede saar paa legemets overflade, Saar, som indtil 
nu har trodset alle til forføining staaende midler, deri kniven indbe- 
fattet. Paa grund af de erfaringer, der hidtil er gjort, er jeg fast 
overbevist om, at den flydende luft er et specifikt middel til at hel- 
brede saadanne mnerveforstyrrelser som lænderosen, hoftesmerter og 
neuralgi 1 ribbenene og i ansigtet, idet den allerede efter en gangs 
anvendelse frembringer, oventor den mod rygmarven liggende ende af 
den syge nerve, hurtig og varig lindring. Anvendelsen af flydende 
luft paa de andre af lægekunstens gebeter, f. eks. ved lungelidelser 
og feber, aabner endnu en vid arbeidsmark, vistnok med mange 
hindringer i begyndelsen, men ogsaa med store forhaabnirger for 
fremtiden." 

Forøvrigt er de ovenfor anførte eksperimenter ikke saa ufarlige, 
at de turde overlades enhver læge, og der skal derfor i New- York 
oprettes et eget institut for behandling med flydende lutt. 

M.: 


345 


Om Björnön eller Beeren Eiland. 


I augustbåftet af ,Naturen*" ingår en af hr. Carl Fred. 
Kolderup författad uppsats om ofvan nåmda ö, hvilken förråder 
en för en norman sårdeles anmårkningsvård okunnighet om den intres- 
sapta Ön och å densamma rådande förhållanden. Då den emellertid 
torde kunna påråkna ett ganska betydande intresse hos ,Naturen*s 
låsare, skall jag taga mig friheten dels påpeka några viktigare orik- 
tigheter i den omtalade uppsats, dels hånvisa till den nyare litteraturen 
i åmnet. 

Såsom helt såkert flertalet af mina låsare kånner företogs 1898 
under ledning af prof. A. G. Nathorst i Stockholm en svensk 
expedition till lånderna norr om Skandinavien: Spetsbergen, Kung 
Karls land, Beeren Eiland etc. På den sistnåmda ön stannade expe- 
ditionen omkring en vecka, under hvilken ön fullståndigt kartlades. 
Denna kartbild, hvilken publicerats i Svenska Sållskapets för Antropo- 
logi och Geografi tidskrift ,Ymer", h. 2 d. å. (utgifvet d. 12 juni 
1899) borde naturligen ha legat till grund för den i ,Naturen* låm- 
nade kartskissen. 

Uppgifterna om förekomsten af vidstråckta hyperitbåddar i tvår- 
branten på Mount Misery år felaktig. Dessa branter åro, som framgår 
af prot. Nathorst's uppsats rikt fossilförande kalkstensbåddar. 

I afseende på klimatet torde förtattaren med fog ha kunnat och 
bort framhålla den bortåt årslånga vårdefulla observationsserie, som den 
norske kaptenen S. Tobiesen från august 1865—juni 1866 ut- 
förde. Den år publicerad i ,Öfvers. af Svenska Vet. Akad. Handl. 
1869". 

Uppgifterna om öns geologi motsvarar ej på minsta sått vår 
nuvarande kunskap i åmnet, sårskildt år påståemdet om förekomsten 
af tertiåra lager med tertiåra kolflötser alldeles vilseledande. Några 
sådana flötser finnas med såkerhet ej hår och ej ett enda blad af 
fossil ,ek, lønn, hassel, lind, alm og vinranke" år hittills funnet. 
Likaledes år påståendet att inlandsisen på Beeren Eiland sammanhångt 
med Spetsbergens en fri fantasi, hvilken dessutom vederlågges af 
iakttagelserna, som visa att ön utgjort ett sjålfståndigt nedisningscent- 
rum, motsvarande ungefår Hvita ön mellan Nordostlandet och Franz 
Josefs land. 


346 


Jag har hårofvan endast påpekat några få direkta oriktigheter i 
omtalade uppsats, de som önska en nårmare kånnedom om den i 
många afseenden mycket intressanta ön hånvisas till prof. Nathorst's 
ofvan omtalade redogörelse. Till sist kan jag nåmna, att utom 1898 
års svenska expedition, bland hvars medlemmar undertecknad hade 
nöjet råkna sig, i år ånnu en svensk vetenskaplig expedition under 
ledning af kand. J. G. Andersson besökt densamma. 


Stockholm den 13de oktober 1899. 


Gunnar Andersson. 


Ved redaktionens velvilje gjort bekjendt med ovenstaaende berig- 
tigelse til min opsats om Bjørneøen, skal jeg faa lov at fremkomme 
med et par oplysninger. 

At en ekspedition under Nathorst i 1898 afgik til landene nor- 
denfor Skandinavien, er saavel mig som de fleste nordmænd bekjendt, 
og jeg erindrer end ogsaa i en fortegnelse over deltagerne at have 
seet navnet Gunnar Andersson. Derimod vidste jeg desværre ikke 
om, at samme ekspeditions resultater netop var publiceret, af den 
gode grund at Bergens museum ikke holder det tidsskrift, hvori offent- 
liggjørelsen fandt sted. Jeg kan endvidere oplyse om, at det var 
min mening at henvende mig til prof. Nathorst for at spørge om 
netop et par af de ting, som hr. Andersson har berigtiget. Men da 
redaktionen vilde have opsatsen færdig om 4 å 5 dage, vilde der ikke 
blive tid til nogen brevveksling med professoren, og jeg valgte derfor 
at henholde mig til tidligere ekspeditioner, og saa naar jeg fik rede 
paa, at Nathorstexpeditionens resultater forelaa, gjøre ,Naturen*s 
læsere bekjendt med disse. Da jeg, som det bl. a. af flere citater i 
min opsats vil fremgaa, har holdt mig til tidligere ekspeditioners 
beretninger, rammer udtryk som ,aldeles vilseledande uppgifter*, ,,fri 
fantasi" o. s. v. disse. Naar kaptein Tobiesens notiser ikke er med- 
taget, saa skyldes dette udelukkende hensynet til pladsen. 

Jeg tænker det faar være nok med disse oplysninger. At gjen- 
gjælde de forskjellige udfald mod mig personlig holder jeg mig for 
god til. Disse saavelsom andre utækkeligheder i de mere pretensiøse 
end indholdsrige berigtigelser skjænker jeg den vrede forfatter. 

Carl Fred. Kolderup. 


Danske bøger. 


Den litterære produktion, som Danmark stadig vedligeholder paa 
alle dandslivets omraader og ikke mindst paa den populære natur- 
videnskabs er forbausende og imponerende i aller høieste grad. Vort 
eget land er i denne henseende en ynkelig sinke og havde vi ikke 
det danske bogmarked at holde os til, saa vilde de folk her i landet, 
som ønsker at øge sine naturvidenskabelige kundskaber uden at være 
fagmænd — mange er de vel ikke, men der er vel endel af dem 
udover landet — være henvist til litteratur i fremmede tungemaal. 
Og den litteratur, de der vilde finde staar ikke paa høide med hvad 
Danmark byder, rent bortseet fra den omstændighed at danske forhold 
dog er de norske mere beslegtede end tyske eller engelske og at 
derfor de danske bøger maa passe vort publikum bedre, end de frem- 
mede kan gjøre. 

Paa det felt vi her har med at gjøre — det naturvidenskabelige 
— indtager blandt de danske forlag Det nordiske ubetinget den første 
plads. Man maa beundre dette forlags store foretagsomhed, naar man 
ser, hvad det præsterer, men man maa endnu mere beundre den op- 
lysningstrang, som det danske publikum maa være i besiddelse af, og 
som jo alene kan muliggjøre en saa intens produktion, som dette 
forlag driver. 

Af bøger, som vi allerede har anmeldt her i tidsskriftet, men 
som endnu vedbliver at udkomme, og som kan tjene til illustration af, 
hvad der her er anført, skal vi nævne en, det er La Cour og Appels 
»Historisk Fysik*. Det er en at de bedste og originaleste populære 
bøger vi har truffet paa, og trods det meget og delvis svære stof, den 
indeholder, er bogen letlæst. Vi kan ikke sterkt nok anbefale bogen 
til lærere og andre interesserede. Der er udkommet nogle og tyve 
hefter å 65 øre. Bogen vil derfor om ikke ret længe være afsluttet, 
da den efter planen skal udgjøre ca. 30 hefter. 

En anden bog, som det er os en stor fornøielse at anbefale er 
den nye udgave af ,Opfindelsernes bog", der udkommer i ugentlige 
hefter å 25 øre — som man ser en meget overkommelig plan — og 
vil være afsluttet i løbet af to aar. Der er hidtil udkommet 6 hefter. 
Anmelderen husker fra sin ungdom den usvækkede interesse, hvormed 


348 


jeg dengang læste de mange hefter af første udgave eftersom de 
kom, og hvilken overordentlig rig kilde til kundskab og underholdning 
— ikke mindst det sidste — bogen dengang var for mig. Med 
samme glæde er jeg nu begyndt at læse bogen op igjen i den for- 
nyede skikkelse, hvori den fremtræder, baade fra indholdets og det 
rige illustrationsstofs vedkommende. Begge dele er bragt up to date 
i enhver henseende. Bogen var udmerket og er endnu bedre. 

Men den bog, som særlig har gjort min beundrirg for den danske 
bogpruduktions foretagsomhed levende er ikke nogen af disse to. Det 
er ,Vor klodes Dyr* af Bøving-Petersen og Dreyer. Af denne 
bog er kun iste hefte udkommet, og nogen endelig dom over hele 
bogen er derfor ikke mulig. Imidlertid er heftet ledsaget af talrige 
tekst- og billedprøver fra senere hefter, saa en begrundet mening om, 
kvad bogen vil byde kan man dog danne sig. Og min mening er 
ganske enkelt den, at ikke noget lands litteratur omfatter en saa god 
populær zoologi som dette værk vil blive. Bogen synes skrevet med 
stor kyndighed og tillige med stor fremstillingskunst, og den er i ret- 
ning af illstrationer og udstyr absolut fortrinlig. Den succes, Brehms 
»Dyreliv* og Vogt og Spechts , Pattedyr* i sin tid havde, viser, at zoolo- 
gien er en populær videnskab. Det foreliggende verk synes at skulle staa 
over begge disse, saavel med hensyn til plan som fremstilling og fortjener 
en endnu større udbredelse i alle kredse, som i det hele har interesse 
udenfor avislæsning og politik. Og det var svært ønskeligt, om slige 
kredse fandtes i nogenlunde stort antal i vort land ogsaa. Bøger er 
bedre føde end aviser, og hvad dyrelivets fænomener byr paa er mor- 
sommere og af lidt varigere interesse end det meste af det, politik- 
kerne præsterer. 

For ,Vor klodes dyr* er planen en anden end for dens for- 
gjænger, Brehms ,Dyreliv". Den sidste var ordnet efter dyrenes syste- 
matiske stilling og slegtskab. I den foreliggende bog er ordningen den, 
at dyrenes udbredelse og deres hjemstavns naturforhold er det bestem- 
mende. Værket blir derfor en række monografier over ,De arktiske 
dyr*, ,Europas og Asiens dyr*, ,Havets dyreliv" o. s. v. Til disse 
slutter sig saa en indledning, der omhandler almindelige fænomener i 
dyreriget: Harmonien i naturen (et maaske lidt for kortfattet og over- 
fladisk afsnit), kampen i naturen, dyrenes farver, bygning, forhistorie, 


udviklingshistorie og udbredelse. 


349 


Foruden talrige gode — oftest udmerkede — træsnit og ets- 
ninger i teksten, ledsages værket af en hel del farvetrykte plancher, 
som er særdeles godt udiførte. I forhold til udstyret er prisen billig, 
60 øre pr. hefte med et maksimumsantal af 83 hefter og en udgiv- 
ningstid af ca. 4 aar. Skjønt værkets hele kostende kommer at løbe 
op til en noksaa betydelig sum gjør denne udgivelsestid dets anskaft- 
felse let overkommelig selv for mindre velbeslaaede privatpersoner og 
bibliotheker. Vi anbefaler bogen paa det varmeste. 

LB 


Anmeldelser. 


pNedbøriagttagelser i Norge*. 

Dette isommer udkomme verk er udgivet at det norske meteoro- 
logiske institut og indeholder de første resultater af den udvidede 
nedbørmaaling, som efter initiativ af ingeniør- og arkitektforeningen i 
Kristiania og med bevilgning af storthinget blev sat igang som- 
meren 1895. 

Nedbøriagttagelserne blev tidligere trykt sammen med de øvrige 
meteorologiske observationer i institutets almindelige aarbog, men efter 
den nævnte udvidelse, hvorved der oprettedes omtrent 300 nye stationer, 
er de blevet saa omfangsrig, at man har fundet det hensigtsmæssigst 
at udgive en egen aarbog for nedbørmaalingen. Det er denne, som 
nu er udkommet for første gang. Bogen udgives i 2 dele og inde- 
holder denne gang aargangene I, II og III, omfattende tiden fra 
juli 1895—december 1897. 

Iste del paa 150 pagina indeholder de daglige nedbøriagttagelser 
in extenso for 200 stationer fordelt over det hele land. 

2den del paa 217 pagina udkom lidt tidligere end lste og ind- 
ledes med et forord, der giver en oversigt over nedbørmaalingens 
historie her i landet, de benyttede apparater og observationsmethoder 
samt valget af stationer og en alfabetisk fortegnelse over disse. — 
Derefter kommer selve tabellerne, hvoraf den første række indeholder 
maaneds- og aarsoversigter for de ovennævnte 21/3 aar over nedbør- 
høide og snedybde samt antal dage med nedbørfald o. s. v. for samt- 
lige 408 stationer, desuden normaler, største maanedlige og daglige 
nedbørhøider o. s. v. samt tilslut normaler, maksima og minima for 
17 ophørte stationer. De følgende tabeller indeholder en sammen- 
stilling af samtlige aarssummer for tidsrummet 1865—1895 samt sær- 
skilt for aarene 1895, 1896 og 1897 udtrykt i procent af de normale 


350 


værdier. Bag i bogen er indklæbet 2 karter over det sydlige og 
nordlige Norge, der angiver stationernes beliggenhed og elvenes ned- 
slagsdistrikter.  Endvidere medfølger 4 løse blade af transparentpapir, 
hvorpaa er afsat kurver for de aarlige nedbørhøider i 1896 og 1897 
samt et gradnet til orientering under paalægning paa karterne. 

Bogen er baade i videnskabelig og teknisk henseende af meget 
stor interesse, og der er nedlagt et omfattende arbeide i den. Den 
har ogsaa været imødeseet med længsel af de mange, som er interes- 
seret i vore vasdragstorhold. De ældre stationer laa saa spredt, at 
de kun i meget grove træk kunde angive nedbørmængdens fordeling 
i landet. Nedbøren er nemlig, især i et af fjorde og dale sterkt op- 
skaaret fjeldland, en saa variabel størrelse, at der kræves et meget 
tæt net af stationer til dens bestemmelse. 

Ved udvidelsen i 1895, hvorved stationsantallet forøgedes fra 
omtrent 100 til omtrent 400, er der skeet et stort fremskridt, og de 
foreliggende tabeller udvider i betydelig grad kjendskabet til vort 
lands nedbørforhold. Af megen interesse er ogsaa observationerne af 
snedække og snedybde, som man tidligere ikke har havt nogen opgave 
over. Selv nu er imidlertid stationernes beliggenhed altfor spredt til 
en nøiagtig bestemmelse af nedbørmængdens fordeling, og de bogen 
medfølgende karter med kurver maa derfor anvendes med stor kritik, 
særlig for Vestlandets vedkommende, hvor variationerne er saa store 
og pludselige. Som eksempel paa, hvor tæt man har fundet at burde 
lægge stationerne i andre lande, kan nævnes, at i Storbritanien og 
Irland kommer der 1 station paa hver 171 kvadratkilometer, mens 
der hos os kun kommer 1 paa omtrent hver 800. 

Med hensyn til tabellernes anvendbarhed til beregning af elvenes 
vandføring mangler man endnu en vigtig faktor, nemlig afløbskoeffici- 
enter for nedslag:distrikter i forskjellige dele af landet. Det er at 
haabe, at man snart vil faa bestemt saadanne, men dette henhører vel 
nærmest under kanalvæsenet. 

Verket er meget pent udstyret, men formatet svært stort og ube- 
kvemt. En indholdsfortegnelse findes i 2den dels forord side V, men 
burde sættes særskilt. EON 


I. H. L. Vogt: ,Das Hueloa-Kilsfeld in Sud-Spanien und dem 
angreunzenden Theile von Portugal. 

I afhandlingen, der er publiceret i ,Zeitschrift får praktisehe 
Geologie*, er nedlagt resultaterne af en studiereise i det bekjendte 
kisfelt, der er det rigeste i Europa. Sammenligner man vore norske 
kisforekomster med de i Hueloafeltet, vil man finde, at de nærmest 
bliver at stille i klasse med ?den og 3die rangs forekomster der. For 
det norske publikum, der er forlenet med den smukke tro paa, at alle 
forekomster bliver saa meget bedre, naar man kommer paa dybet, er 
det værd at lægge merke til, at det er en regel, at kisens kobber- 
gehalt aftager mod dybet, hvad der forøvigt stemmer med vore erfa- 
ringer fra Vigsnæs. Hvad angaar kobberproduktionen paaviser for- 
fatteren, hvorledes Hueloateltet distanceres af forekomsterne i De 


EE RD me 


351 


forenede stater, idet produktionen i Hueloafeltet i de sidste 12 aar 
har staaet paa samme stadium. Produktionen at eksportkis har der- 
imod steget meget; men professoren mener, at den nuværende bety- 
delige drift kun vil kunne fortsættes i et begrænset antal aar, og 
senere vil man maatte vende sig mod andre europæiske kisforekomster, 
specielt de norske, der saaledes maa formodes i en ikke altfor fjern 
fremtid at faa en gunstigere stilling i konkurrancen. 
C. FIK. 


Mindre meddelelser. 


Plante-amuletter. I forrige aarhundrede foreskrev lægerne ofte 
amuletter eller tryllebindsler, som de syge skulde bære. De var i 
regelen billige, og man undgik at henvende sig til apothekerne. I 
nogle egne f. eks. i Frankrig anvender almuen endnu slige trylle- 
midler, af hvilke vi her skal nævne nogle, som er hentede fra plante- 
riget. 

Gul nellikerod (geum urbanum), plukket før solopgang og baaret i 
en lærredspose, helbredede mod øiensygdomme. Frøene af slangehoved, 
norsk vargflab (echium vulgare), som i form havde en svag lighed 
med et hugormehoved, var det sikreste middel imod bid af dette dyr. 
Roden af hvidtjørn, norsk hagetorn (cratægus oxyacamtha), havde den 
egenskab at kunne trække torne og andre smaalegemer ud af kjødet. 
En smule sverdlilje (iris), hængt paa halsen, helbredede mod blodgang; 
hundetunge (cynoglossum), anvendt paa samme maade, stillede febre, 
en snerle fra Mexiko (ipomæa jalapa) stillede mavekrampe. 

Bladene af rude, norsk vindrude (ruta graveolens), baaret paa 
pulsen, hindrede drukkenskab, fandens melkebøtte, norsk hesteblomst 
(taraxacum officimnale), hindrede pletter og skyer fra at svæve for 
øinene, og en» smule husløg (sedum), bundet 9 dage og 9 nætter om 
halsen, fordrev enhver slags feber. Ogsaa vileurt, norsk hønsegræs 
(polygomum persicaria), skulde have merkelige helbredende egenskaber. 

Om slige taabelige tryllebindsler endnu bruges i Danmark og 
Norge, ved jeg ikke, i ældre overtroiske tider har de og andre trylle- 
midler vist nok i mængde været brugte. 

(Revue de horticulture Belge.) Ohr. 


Primula obconica. For nogle aar siden begyndte gartnerne at 
dyrke denne smukke stueplante, og man saa den ofte i værelser; men 
nu er den næsten forsvunden. Det viste sig nemlig, at den ved be- 
røring kunde frembringe betændelse i huden. En professor dr. Riehl 
ved universitetet i Wien uddrog det giftige stof af haarene paa blade 


352 


og stængler, og han har meddelt, at det foruden de skadelige ogsaa 
har gavnlige egenskaber. Det skal nemlig efter at være sprøitet ind 
under huden kunne helbrede mod visse hudsygdomme. Om (dette 
virkelig er tilfældet, vil fremtiden vise. 

(Revue de horticulture Belge.) Chr. 


Temperatur og nedbør september 1899. 
(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


Mia Afv. 

Stationer REN E fra | Max. |Dag| Min. 
P' | norm. norm. | norm. 

AA LE BE. mm.| mm. | % mm.| 
Bodøs... 91 |+0.1| 14 11 3 | 25 68/ — 30|— 31 | 14 | 21 
Trondhjem 88 |—17| 18 | 121 =3 1261 9IF. SF 
Bergen ... ON 2514 17 5 2| 25 | 190 — 20[— 10| 35 | 17 
Øre OI 11.8 |—0.7| 18 5 5| 30 | 65|— 47 |— 42| 19 | 22 
Dalen..... 96 [—0,81 19 3) 0|291 61|— 54| — 471 22 | 26 
Kristiania . | 11.1 j—0.41 23 | 6 0 | 380 67|— 9|— 12| 16 | 22 
Hamar. er 8.5 |— 1.01 18 6|— 21301 62|— 4|— 612117 
Dovre ..'. 5.6 |—1.3| 17 PU SANT 66| + 34|++-106|| 15 | I 


Temperatur og nedbør oktober 1899. 


(Meddelt ved Kr. Irgens, assistent ved det meteorologiske institut.) 


og: mm.| mm. % |mm. 

Å — 6] 26 | 219| +120 +121 STG 
Trondhjem. 4.0 |- 1.1| 16 |20| — 3| 18 | 223) +114 |-+105| 28 | 5 
Bergen....| 74|+ 0.1) 15 |17 0| 22 | 416 +193 |+ 87| 75 | 12 
Ozø ANER 8.8 |+ 0.5| 14 2 3| 81 125/— 3|— 29| 36 | 26 
Dalen ss. 4.7 0.0| 16 20 — 3! 8 70|-— 25|— 26|| 13 3 
Kristiania.. 6.0 |+ 03| 16 10 — I 8 50| — 15 |— 283/ 10 o2 
Hamar ....|. 34 IG USE, A=70M 40|— 15 | B7 9 126 
Dovre..... 12 |+ 0.4| 138 | 20| — 7126 | 35 0 0| 8 13 


FEB 25 1901 


Ønskekvisten. 


Nu og da er der folk, som har det med at bebreide videnskabs- 
mændene, at de ikke beskjæftiger sig med ønskekvisten og udfinder lovene 
for den. Den skal, siges der, være et saa særdeles praktisk apparat til 
at paavise skjulte vandaarer i jorden, og man beretter, at dens ud- 
merkethed er bevist i de og de tilfælde. Videnskaben har i virkelig- 
heden beskjæftiget sig en hel del med ønskekvisten; men videnskaben er 
desværre for dem, son tror paa den, kommet til det resultat, at der 
ikke er nogen paaviselig forbindelse mellem ønskekvistens fænomener 
og vandaarer i jorden; men at alle dens rariteter maa forklares paa 
anden maade. | 

En af dem, som mest indgaaende har skrevet om ønskekvisten, 
dens historie og beslegtede fænomener, er den berømte franske kemiker 
Chevreul, hvis hundredsaarige geburtsdag blev feiret med saa stor 
opmerksomhed i 1887. Hans arbeide blev trykt i 1853 og 54i 
pJournal des savants" og derpaa saavidt vides ogsaa som egen bog. 
(Examen deerits concernant la baguette divinatoire, le pendule dit 
explorateur, et les tåbles tournantes, avec Vexplicativn dun grand 
nombre de faits exposes dans ces eerits). 

En del oplysninger om ønskekvistens historie, blandt andet at 
den paa gammelnorsk hed gambanteinn, kan findes i ,Schiibeler: 
Norges vekstrige. Universitetsprogram I. Kristiania 1886. Side 
515—16.+ 

De, som ønsker at trænge nøiere ind i dette og beslegtede themaer 
henvises dog først og fremst til Alfr. Lebmanns fortræffelige bog ,OQver- 
tro og trolddom fra de ældste tider til vore dage.* 4 dele. Kjøbenhavn 
1898—96. Forfatteren fik sin uddannelg> som ingeniør, har siden 
studeret eksperimentel fysiologi og lærer nu dette tag ved Kjøbenhavns 


»Naturen* 23 


354 


universitet. Hans bog giver en velskreven og grundig fremstilling af 
overtroens historie og videnskabens forklaringer af dens fænomener. 
I forbigaaende bemerkes, at forfatteren i sin bog udførlig behandler 
den mest moderne overtro, spiritismen, og viser dens hulhed. Spiri- 
tismen har forresten ogsaa været sat i forbindelse med ønskekvisten. 
Man vil blandt andet se, at ønskekvisten har sin lange historie, 
at den før havde en udstrakt anvendelse til paavisning af metaller, 
ja at den en tid var i anseelse til at aabenbare hemmeligheder inden 
den moralske sfære, f. eks. til at eftervise forbrydere. Ønskekvistens 
merkværdigheder tilhører en stor gruppe , mystiske" fænomener, der 
alle er karakteriserede ved, at bevægelser af livløse gjenstande frem- 
kaldes af personer, uden at disse er sig bevidst, at de bidrager til bevæ- 
gelserne. Mest bekjendt af disse fænomener er vel borddansen, og 
hvad den angaar, saa har ingen mindre videnskabsmand end Faraday 
beskjæftiget sig dermed. Han efterviste ved sindrige arrangementer, 
at personerne omkring bordet skubber til det, uagtet de indbilder sig, 
at de forholder sig aldeles rolige. Lehmann har ved at undersøge 
de ubevidste skjælvebevægelser, som folk altid har, gjort det sand- 
synligt, at disse under borddansen kommer i en vis rytme. Denne 
rytme i skjælvebevægelserne er sikkerlig hovedaarsagen til, at stødene 
bliver saapas store, at de kan sætte bordet igang. Vi skal ikke her 
nølere gaa ind paa den hele gruppe fænomener, hvoraf ønskekvisten 
som sagt kun er et led, men blot gjentage, at en, der ser et ønske- 
kvisteksperiment, ikke maa tro, at han staar overfor noget enestaaende. 

Ønskekvisten, saaledes som den anvendes hos os, har form som 
en latinsk V og tages af et eller andet løvtræ. Den bestaar af to 
grene 1/, til 1 cm. tykke og skjæres af træet straks nedenfor for- 
greningspunktet. (I forbigaaende sagt, betegnelsen ønskekvist for 
en ting bestaaende af to kviste er lidt misvisende; i Hafslo i Indre 
Sogn hørte jeg et heldigere udtryk, idet man betegnede ønskekvisten 
som ,»ei kluft*). Naar man skal anvende ønskekvisten, fatter man 
om den, saaledes som tegningen (fig. 59) viser. Albuerne holdes ind 
til siden, og underarmen danner en ret vinkel med overarmen. Ind- 
siden af haanden vendes op, planet gjennem ønskekvistens to grene 
stilles vandret, og de øvre evder af grenene, som er inde i hænderne, 
ligger begge paa samme rette linje. Idet vandsøgeren langsomt gaar 
hen over terrænet og , passerer en vandaare", bøier kvisten sig opad, 


idet den nævnte rette linje gjennem hænderne fungerer som akse for 


i 
| 


i 


355 


kvistens plan, Stillingen af kvistens nye plan kan danne en vinkel paa 9009, 
ja naar kvisten slaar rigtig kraftig op, en vinkel paa indtil 120—1409 
med det oprindelige plan. Man kunde have ventet, at naar vand- 
aaren var passeret, skulde kvisten dreie sig ned igjen, følgende den 
gamle filosofiske regel ,naar aarsagen ophører, ophører virkningen*. 
Jeg har imidlertid aldrig hørt, at det er observeret. Naar vedkom- 
mende har paavist vandaaren, pleier han gjerne at stanse paa stedet 
og erklære, at tvindingen i kvisten er saa sterk, at han maa løsne 


taget med hænderne. 


Fig. 59. Ønskekvist. 


Naar svagere medier anvender ønskekvisten, skræver de med 
benene, bøier knæerne udad og holder hænderne (med indsiden udad) 
paa indsiden af knæerne. Bærende kvisten i denne ubekvemme stil- 
ling vandrer de saa langsomt afsted. De, som anvender kvisten paa 
denne maade, pleier at give tilbedste en svævende forklaring om, at 
haandens pulsaare bør bringes nær til den store aare paa indsiden 
af benet, for at vandaaren skal virke. 

For nogle slaar ønskekvisten nedad; en for hvem dette var til- 
fældet anvendte en særdeles smekker kvist, som af sig selv havde 


stor tilbøielighed til at pege nedad, og som derfor af den grund fik 


356 


adskillig vrid paa sig, naar den ved forsøgets begyndelse skulde 
anbringes horizontalt. I gamle ved figurer illustrerede fremstillinger 
er der anvisning til, at man skal begynde med at bære kvistens spids 
op (kvistens plan altsaa vertikalt), og saa skal kvisten fra denne 
stilling bøie sig ned paa rette sted. 

Da jeg først saa eksperimenter med ønskekvisten, troede jeg, at 
den dreiede sig inde i hæpderne, dette er dog ikke tilfældet, hvad 
jeg overbeviste mig om ved at anbringe naale i kvisten udenfor hæn- 
derne (se fig. 59). Hvor merkeligt det end høres, kvisten bøier 
sig der, hvor den gaar ud af hænderne, idet bøningerne fungerer som 
hængsler. 

Saavidt jeg ved, har ingen af dem, der har beskjæftiget sig med 
ønskekvisten, havt opmerksomheden henvendt paa dens egenskaber 
som botanisk gjenstand. Disse egenskaber er dog ikke uvæsentlige. 


Lægger man en ønskekvist paa bordet og anbringer uaale vertikalt 


Fig. 60. Tversnit af crene. 


paa den, kan man paavise, at der fremkommer en tvist eller torsion, naar 
man bøier grenene. Jeg har krummet grenene som ved Å og B paa fore- 
gaaende fig. (59) fremstillet, og fik se naalene duppe udover, naar bøiningen 
var som paa Å og mmdover, naar den var som paa B. Jeg tænkte 
mig først, at karrenes anordning 1 veden dannede en spiral, og at 
bladenes velkjendte spiralformige anordning stod i sammenhæng dermed 
(hos ganske barkløse stammer havde jeg seet smuk spiralvekst i veden). 
I overensstemmelse med denne forestilling prøvede jeg paa at lave 
kunstige ønskekviste af to taugstumper, der surredes sammen i den 
ene ende, og fik virkelig noksaa gode resultater. Professor Wille, 
med hvem jeg senere konfererede herom, mente imidlertid, at ved- 
karrene i regelen gik parallelt med kvisternes længdeakse. Derimod 
henledede han min opmerksomhed paa, at aarringenes tykkelse ikke 
er lige stor i hele omkredsen af en kvist. Skjærer man grene over, 
finder man, at hos nogle arter trær er aarringene tykkest paa over- 


siden, saaledes som fig. 60, y viser; og hos andre paa undersiden 


357 


som hos fig. 60, x. Man har lærde ord for disse to vekstmaader, 
epinasti og hyponasti, og man har ogsaa søgt at give forklaringer 
derfor, men ikke kommet med nogen tilfredsstillende. Enhver kvist 
har altsaa et symmetriplan, og der fremkommer følgelig en tvist i 
den, hver gang den bøies i et plan, der ikke nøie falder sammen med 
symmetriplanet. Det er en lignende torsion, som den der kommer i 
virksomhed, naar man forsøger at bøie en lineals længdeakse i et plan, 
der staar skjævt til linealens flade. 

Den nøiere udforskning af, hvorledes torsionen opstaar i en kvist, 
der bøies som ønskekvisten, faar imidlertid henstaa; sikkert er det, 
at ønskekvisten, naar den anvendes, er i en slags labil ligevegtsstil- 
ling, saa en liden pærmelse af hænderne eller en liden dreining af 
dem eller et spil af haandfladens og fingrenes muskler faar den til at 
bevæge sig. Enhver kan med nogle smaa forsøg overbevise sig derom. 
Forat ligevegtsstillingen skal blive rigtig labil, er det nødvendigt, at 
man holder dygtig fast paa kvisten. Kraften, hvyormed man omfatter 
denne, er saa langtfra en hindring for kvistens letbevægelighed, at den 
netop er en betingelse derfor; jo fastere kvisten holdes, des kraftigere 
blir torsionen. 

Efterat vi saaledes har betragtet kvisten, skal vi beskjæftige os 
med personen, der bærer de». For at ønskekvisten skal virke, er det 
aldeles nødvendigt, at der er en person, som holder den. Man har 
vidst dette længe; thi pater Athanasius Kircher fandt allerede for 
over 200 aar siden, at ønskekvisten, naar den ikke blev holdt med 
hænder, men befæstedes ved et mekanisk arrangement, var uvirksom. 

I forbigaaende bemerkes, at man med den allerstørste lethed kan 
fuske med ønskekvisten, idet man kan faa den til at bevæge sig, 
uden at tilskuerne, naar de ikke er ganske usedvanlig gløgge til at 
observere, merker, at man bevæger hænderne. Hvad mig selv angaar, 
saa bevæger ønskekvisten sig ikke for mig; alligevel er jeg overbevist 
om, at kvisten bevæger sig for dem, som har eksperimenteret for mig, 
uden at de selv er sig bevidst, at de bøier kvisten op. 

Ovenfor berørtes i anledning af borddansen den slags bevægelser 
af armene, som fysiologerne kalder rystebevægelser. De finder sted, 
enten vi vil eller ei. Man kan for eksempel iagttage dem, naar man 
strækker en arm ret foran sig og sigter langs den; det er da umulig 
at holde den stille, hvormeget man end forsøger derpaa; jo mere 


armen trættes, desto sterkere bliver rystebevægelsen. Et andet 


358 


faktum hvad utrivillige bevægelser angaar er, at naar man samler 
tankerne paa forestillingen om en eller anden bevægelse, saa udfører 
man den ganske ubevidst. Gaar man f. eks. efter en anden person 
paa glat føre med opmerksomheden henvendt paa at holde ballancen, 
og den, som gaar foran en, glider og gjør en bevægelse for at holde 
sig oppe, saa gjør man selv ubevidst samme bevægelse og kan netop 
derved komme til at falde. 

Maaden, hvorpaa ønskekvisten slaar op, maa man tænke sig saa- 
ledes: Hænderne ryster; kvisten er i spænding og saa at sige færdig 
til at give efter for den mindste impuls. Ved en lidt større ryste- 
bevægelse kommer ønskekvisten en smule i bevægelse; forestillingen 
om, at den staar i begreb med at slaa op eller ned blir levende, og 
uden at personen ved om det, faar han kvisten til at udføre den hele 
dreining. At rystebevægelser har noget med ønskekvisten at gjøre, 
har jeg overbevist mig om. Denne havde nemlig vanskeligere for at 
røre paa sig, naar vedkommende, samtidig med at han holdt ønske- 
kvisten, greb med de to hænder om en stav, eller naar en stav an- 
bragtes løst mellem hænderne, saa disse ikke kunde fjernes fra hver- 
andre, uden at staven faldt ned. 

Den, der gaar med ønskekvisten, maa for at faa et heldigt resultat 
tro paa den og under arbeidet koncentrere sine tanker paa det, han 
har fore. For en mand, som eksperimenterede for mig, pleiede ønske- 
kvisten at slaa op paa et bestemt sted.  Saasnart jeg imidlertid 
begyndte at drive lidt løier med ham, idet han nærmede sig det 
skjæbnesvangre sted og forsikre, at det hele var noget vrøvl, blev 
kvisten straks usikker i sine bevægelser. Hr. Bjørgum, med hvem 
jeg, som senere nøiere skal omtales, især har eksperimenteret, kom 
efter, at kvisten tabte sin kraft, naar han under sine forsøg lod blikket 
og tankerne vandre omkring. For at faa resultat, maatte ban se 
nøie paa kvisten og saa at sige trække sig tilbage i sig selv. Naar 
han kom til et sted, hvor han ved et foreløbigt forsøg havde fundet, 
at kvisten skulde slaa op, holdt den sig rolig, saalænge han var lige- 
gyldig; men naar han derpaa intenst vilde, at den skulde slaa op, saa 
gjorde den dette (uden at han var sig bevidst nogen bevægelse med 
hænder eller arme). 

Man kan som bekjendt hypnotisere sig selv; som hjælpemiddel 
hertil anvendes ofte det at stirre længe og fast paa en gjenstand. 


Det er vel ikke usandsynligt, at de rigtig gode ønskekvistmedier bringer 


nd 


359 


sig selv i en let hypnotisk tilstand ved at stirre paa kvisten og vandre 
langsomt afsted uden at have tanke for noget udenfor. At man i 
hypnotiseret tilstand kan udføre endog komplicerede bevægelser ganske 
ubevidst er vel bekjendt, og en smule bevægelse af en ønskekvist vil 
under saadanne omstændigheder være for lidet at regne. 

Ved studiet af ønskekvisten som af andre beslegtede fænomener, 
er altsaa mennesket selv Qen vigtigste studiegjenstand og fysiologen 
selvfølgelig den rigtige fagmand. 

Almenheden interesserer sig mest for ønskekvisten som vandfinder. 
Som saadan har den imidlertid gjort grundig fiasko, naar der har 
været anstillet kontrollerede eksperimenter. 

Hr. N. Bjørgum fra Voss, bekjendt som maler og opfinder af en 
geværmodel, en elskværdig og paalidelig mand, som jeg har kjendt 
længe, våkte først min interesse for ønskekvisten og har ogsaa holdt 
den vedlige ved sin iver. Han har selv indbudt til en række forsøg, 
og det maa for hans skyld beklages, at disse kun førte til skuf- 
felser. 

Forud for sine eksperimenter ligeoverfor mig havde han eksperi- 
menteret for professor Helland, som derom har meddelt mig føl- 
gende: 

p Maleren Bjørgum henvendte sig for en del aar siden til mig og 
sagde, at det var ham bekjendt, at jeg ikke antog, at man kunde 
fimde vand ved hjælp at ønskekvisten. Han troede imidlertid, at han 
selv var i besiddelse af en saadan evne, og spurgte, om jeg ikke 
vilde underkaste ham en prøve. 

Hans anmodning efterkom jeg paa den maade, at jeg foreslog, 
at vi skulde faa med en af kanalvæsenets ingeniører, nuværende stats- 
raad Nysom, og vi kjørte da ud til Ullevold, hvor der er et op- 
komme. Bjørgum blev bundet for øinene og gik med ønskekvisten, 
idet jeg førte ham. 

Han blev ledet helt rundt opkommet, saaledes at han nødven- 
digvis maatte passere vandaaren, uden at kvisten bevægede sig. 

Jeg førte ham videre, og da kvisten rørte sig et sted paa marken, 
førte jeg ham videre og omsider til tilbage til samme sted, og da 
gav kvisten intet tegn. 

Forsøget viste, at en vandaaré blev passeret uden at blive paa- 
vist, videre at det om samme sted hed engang, at der var vand, og 


en anden gang, at der ikke var vand. 


360 


Forsøget blev af os alle betegnet som mislykket, men Bjørgum 
forsikrede fremdeles, at han havde denne evne, og naar det mislyk- 
kedes, saa antog han, at det var, fordi jeg bandt ham for øinene.* 

For mig paatog hr. Bjørgum sig for et par aar siden at paavise 
et kar med vand, der stod i kjælderen, idet han med kvisten vandrede 
gjennem værelserne ovenover. Før han indlod sig paa eksperimenterne, 
holdt han kvisten over brønden, den bøiede sig, og han erklærede 
vandet af den rette sort om end ikke synderlig krattigt. Vandet blev 
først hældt i en balje i kjælderen. Kvisten slog ned i stuen, men ikke 
paa det rigtige sted. For at faa mere lighed med en vaandaare 
havdes derpaa vandet i en række liggende flasker. Bjørgum paaviste 
en linje i stuerne; denne var imidlertid ikke den rette, og den derpaa 
udtalte formodning om, at hans linje skulde svare til kloakens retning 
under huset, var ogsaa urigtig. 

For nylig gjorde br. Bjørgum et par forsøg i ,, Verdens Gang*s 
redaktionslokale. Han havde for anledningen anskaffet sig et stort 
melkespand med vand fra en undersøgt brønd i Aker. —Spandet an- 
bragtes paa en bestemt linje, og Bjørgum fulgte den samme linje; 
etagen ovenover. Kvisten sprang op paa et urigtigt sted. Saa 
heldtes samme vand (ikke Maridalsvand, som der stod i et avisreferat) 
i et langagtigt blikkar, det og en del bøger af samme høide stilledes 
paa rad og blev overdækket med aviser. Kvisten slog op paa et 
feilagtigt sted. Hr. Bjørgum mente nu, at der var forstyrrelser i 
grunden og undersøgte en anden del af gulvet. Kvisten paavirkedes 
ikke her. Rækken af bøger samt vandkarret flyttedes nu over paa 
dette ,frie felt*; men kvisten paaviste en gammel bog istedetfor vand. 
Hr. Bjørgun, der som før sagt er en meget udholdende mand, og 
som i sin hjembygd Voss staar 1 anseelse som vandfinder, ønskede at 
have et par opvisninger i det frie, som jo er ønskekvistens rette 
virkefelt. Ved gaarden Hoff, hvor jeg bor, er der en liden mod syd 
heldende, omtrent 50 m. lang dalsænkning, fremstillet paa fig. 61 
tilvenstre. I den vestlige skraaning er der skalberg, ellers er 
der ler. Bunden er dræneret. Under arbeidet med dræneringen, 
stødte man paa en ,vandaare" ved det med et lidet kors beteg- 
nede sted, vandet blev ledet ind i drænsrørene. Hr. Bjørgum 
ppaaviste* ved et første forsøg raskt de som a og b betegnede 
paarer". Da han ikke kom til punktet, hvor korset staar, gjor- 


des der et forsøg med at lede ham hen derover; han kunde dog 


7 351 


ikke paavise stedet med kvisten. Næste dag gik hr. Bjørgum atter 
op den uordligste linje. Paa min bemerkning om, at han nu kom 
længere bort fra det merkede sted (han fulgte en linje c), erklærede 
han, at der maatte være to linjer og opgik nu b, idet han gik ud 
fra et punkt 1, hvor han forud havde fundet et udslag at kvisten. 
En anden vandfinder, der har arbeidet med stort held i 25 aar, 
forsøgte sig ogsaa paa samme felt. Han gik mere betænkt tilverks 
end hr. Bjørgum og resonnerede, før han begyndte, som saa, at er der 
vandtilsig, maa det komme fra dalsiderne, og ved at vandre langs 


disse lidt op fra bunden maa man kunne ,skjære aaren". Han holdt 


Fig. 61. Linjer paaviste med ønskekvist. 


kvisten med hænderne ganske nær hverandre og støttede til indsiden 
af knæerne. Han gik bøiet og ganske langsomt og erklærede efterat 
have gaaet to gange rundt, at han ingen vandaare turde paavise inden 
det omhandlede strøg; heller ikke fornam han nogen bevægelse af 
kvisten, naar han blev specielt opfordret til at undersøge dalsiden i 
nærheden af vandforekomsten. Denne herre erklærede, at han alene 
kunde paavise vaturligt kildevand i jorden, ikke vand i drænrør eller 


vandledninger. OQm styrken men ikke om dybden kunde han danne 


sig en formening. ' 


Ved et senere forsøg skulde hr. Bjørgum med tilbundne øine 
følge linjen b ved hjælp af kvistens udslag. Han gik ud fra 1 og 


362 


fulgte en linje omtrent som den med den dobbelte streg betegnede, 
gik altsaa aldeles vild. Ved et følgende forsøg blev han stillet ved 
1 med ansigtet vendt mod 2 og fulgte nu i blinde linjen til 2. Han 
gik denne gang raskere paa og havde sikkerlig en veiledning ved, at 
han kjendte terrænets heldning bedre denne gang. 

Linjerne paa foregaaende figur er kun optegnede omtrentlig efter 
hukommelsen. Det sidste forsøg anstilledes nær foregaaende sted, og 
ønskekvisten optegnede først for hr. Bjørgum det paa den anden figur 
fremstillede indviklede system af linjer, der noteredes paa stedet, saa 
blev hr. Bjørgum bundet for øinene og et merke anbragt paa de steder, 
hvor kvisten slog op. Først fik han punkterne ved x, saa dem ved y. 
Dernæst blev han af mig ledet over feltet og fik de med smaa 
runde ringe merkede punkter. Endnu engang blev han ledet over 
feltet og fik nu et bedre, ja som han syntes, et godt resultat. 

De to sidste forsøg er det dog ikke værd at fæste sig for meget 
ved; thi man kjender jo fra fra tankelæsningseksperimenterne til, at 
den seende og vidende ved smaa ubevidste bevægelser kan veilede den 
søgende, uden at denne gjør sig rede for, hvorledes det gaar til. 

Eksperimenter som disse viser, at ønskekvisten gjør fiasko lige- 
overfor paavisningen af vand. Man har ogsaa beretninger om, at 

overordentlig dybe brønde, som er blevne gravede i Picardie i Frankrig 
efter ønskekvistens anvisning, var og er forblevne tomme. 

Alligevel, man kan ikke komme udenom det faktum, at ønske- 
kvisten hertillands i mangfoldige tilfælde med held er bleven anvendt 
til paavisning af vand. Da studiet af vandets bevægelser i jordlagene 
falder indenfor geologens fag, har spørgsmaalet om ønskekvisten alt- 
saa ogsaa en geologisk side. 

Af det regn, som falder paa jordens overflade, fordunster som 
bekjendt en del, mens en anden del danner bække og elve, og en 
tredie del trænger mned i jorden, hvor det udfylder mellemrummene 
mellem de løse jordlags partikler og alslags spalter og hulrum i 
det faste fjeld. Dette underjordiske vand bevæger sig ogsaa som 
det rindende vand paa jordens overflade nedover, indtil det kommer 
til havniveauet. Det er en populær antagelse, at vandet under 
jorden rinder paa samme maade som det overjordiske vand i vel 
begrænsede strømme, det som man kalder vandaarer; men lidt efter- 
tanke og nogle faa iagttagelser lærer imidlertid, at dette ikke er 
ganske rigtigt. Vandet, det skal sikle frem gjennem jordens og fjeldets 


363 


smaa trange hulrum, der for en stor del er endog mere end haarfine, 
bevæger sig 1 regelen overordentlig langsomt. Følgen deraf er, 
at hvor jorddækket ikke er for tyndt og hvor man kommer tilstræk- 
kelig ned i jorden, staar der under vore klimatiske forhold altid vand. 
Vand fra den sidste mere anseelige resxnperiode pleier nemlig som 
regel ikke at være rundet væk, før nyt regnvand kommer til. Denne 
stedsevarende fugtighed finder man ofte saa høit oppe, at den blir 
skadelig for planteveksten, og overfladen af vandet, hvad man med 
andre ord kalder grundvandets niveau, maa da sænkes ved drænering. 
Paa lignende vis som med jordlagene forholder det sig ogsaa med 
det faste fjeld, og gruber har hos os stor tilbøielighed til at gaa fuld 
af vand, saa de stadig maa tømmes. 

Jordlagene forholder sig noget forskjelligt, hvad den hurtighed 
angaar, hvormed vandet bevæger sig igjennem dem. Vigtigst i praksis 
er forskjellen mellem ler og sand. Imellem partiklerne i ler bevæger 
vandet sig kun med den største langsomhed, kanske det f. eks kan 
behøve 1 aar for at gaa 1 meter. Man siger derfor, at ler er ugjen- 
nemtrængeligt for vand. Gjennem sand rinder vand langt hurtigere, 
f. eks. kanske 1 m. i timen. Graver man en brønd i rent stivt ler, 
vil vand kun sive langsomt ind i den, og den kan derfor ikke 
yde vand til brug. Er der sand ovenpaa ler, vil dette sidste i 
sammenligning med sandet danne et ugjennemtrængeligt underlag. 
Regnvandet vil paa sin vei nedad stanses i sandet nærmest ovenpaa 
leret; der danner sig følgelig et vanddrukket sandlag, i hvilket vandet 
er i forholdsvis rask strømning nedover, følgende lerets overflade. 
Gode brønde faaes derfor, hvor man træffer sand ovenpaa ler. 
Rimeligvis kan vandet i tidernes løb ved at skylle væk og opløse 
fine partikler i sandet forbedre sin passage ad visse veie, og der kan 
for saa vidt fremkomme en slags aarer; men disse blir dog ikke nær- 
mest at sammenligne med bække eller elve, men med underordnede 
strømninger i en indsjø, hvis vand i sin helhed er i langsom strøm- 
ning mod mundingen. Grundvandets høide er, som antydet, afhængig 
af klimatet. Omkring Bergen, f. eks. hvor den aarlige regnmængde 
er omtrent dobbelt saa stor som ved Kristiania, og hvor den procentdel 
af nedbøren, som gaar væk ved fordunstning, ogsaa er mindre, træffes 
naturligvis grundvandet under ellers lige omstændigheder længer oppe 


i overfladen. Forresten veksler dets høide overalt med veirliget; i en 


364 


længere tørketid rinder en hel del væk; men kommer der saa regn, 
lægges et nyt lag grundvand ovenpaa det gamle. 

Grundvandet er ingensteds hos os studeret i detalj. —Andetsteds 
er dette tilfældet; saaledes har man for Kjøbenhavns omegn et nøiag- 
tigt kart, hvor grundvandets overflade er fremstillet ved høidekurver, 
og man behøver i ethvert tilfælde ikke der ønskekvisten, naar man vil 
grave brønde. Fra Wien har man interessante studier over grund- 
vandets høide i forhold til Donaus vandspeil. 

Praktisk taget kan man vel sige, at under vort klima, der 
yder rigelig nedbør hele aaret, er forholdet det, at overalt, hvor der 
er en del meter jord ovenpaa fjeldet, har man god udsigt til at 
træffe lag, der kan yde vand for en brønd, og tusenvis af brønde er 
ogsaa komme istand uden ønskekvistens hjælp. 

Lidt betænkte folk, som anvender ønskekvisten, gaar forresten 
utvilsomt ikke paa med sin vandsøgning uden videre, de søger først 
at faa et overblik over operationsstrøget og forhører sig om tidligere 
forsøg, om hvad stedets folk, der kjender jordbunden, mener, om hvad 
resultater, naboerne er komne til o. s v. Om end ikke bevidst saa 
dog ubevidst har disse overlægninger forud sikkerlig en indflydelse 
paa, hvor kvisten kommer ,at vise vand". Naar man tager alt dette 
1 overveielse, er der intetsomhelst rart i det held, som ønskekvist- 
mændene har. 

En nytte gjør dog ønskekvisten, den faar folk til at holde ud 
med brøndgravning, selv naar gravningen ikke skaffer vand straks. 
Manden, der har fundet stedet, sætter naturligvis sin ære i at fore- 
tagendet lykkes og sparer ikke paa opmuntringer. Om den berømte 
franske vandfinder abbed Parmelle fortælles, at uagtet han fandt 
vandet ved geologiske iagttagelser, anvendte han dog ude blandt bøn- 
derne ønskekvisten; thi derved fik han dem til med tillid og nøiag- 
tighed at følge alle anvisninger. 

Resultatet, at hvad her er fremsat. er altsaa 1 korthed det, at en 
mand, der gaar med en ønskekvist, ikke kan paavise vand mere end 
en fornuftig mand uden en ønskekvist. 

Tilslut vil jeg dog tilføie, at der maaske gives tilfælde (jeg 
kjender selv intet saadant), hvor en mand ved sandsningen kan danne 
sig en mening om det vand i jorden, som han ikke ser.  Sanserne 
kan nemlig undertiden være ganske usedvanlig skjærpede. Gigtsvage 


personer kan, for at nævne et velkjendt eksempel, merke forandringer 


365 


i luftfugtigheden, hvad de kalder veirforandringer, som vi friske 
ikke kan. Det tør nok være mulig, at en, som er rigtig sensitiv i 
denne henseende, kan danne sig en formening om, hvor grundvandet 
staar nær ved jordoverfladen. Kunde et menneskes lugtesans nærme 
sig en hunds i skarphed, vilde han sikkerlig ogsaa ved denne sans 


kunne paavise, hvor der var vand i jorden. Fremdeles er det 


jo i det mindste tænkeligt, at svage rystelser eller lyd frembragte 


ved en liden underjordisk strømning af vand, umerkelige for almin- 
delige sanser, undertiden kunde opfattes af enkelte. En saadan 
forbausende skjærpning af enkelte sanser, som vilde være nødven- 
dig, er virkelig iagttaget hos personer i hypnotisk tilstand, og 
dersom en, der gaar med ønskekvisten, skulde opnaa at komme 
i en saadan, kunde det nok være, at hans ubevidste sansning af 
vandet faar ham til paa visse steder at bøie kvisten. Skulde nogen 
være saa heldig at træffe et krattigt medium af denne slags, vil der 
vist kunne være anledning til interessante iagttayvelser; men disse vil 
være vanskelige; thi mediet og end mere den udenfor staaende iagt- 
tager vil have let for at blaude sammen gjetverk og virkelig sansning. 
Paa grund af sin usikre natur vil disse hypnotiske fænomener, om 
de skulde lade sig paavise, ikke kunne faa nogen praktisk be- 
tydning. 

Det kan i denue forbindelse merkes, hvad Bjørnson beretter i sin 
lille bog ,Visknut* (,Vaarsols* gratisføljeton. Kristiania 98. Aftryk 
af en artikel i ,Ude og hjemme*). Naar denne vidtspurgte mand 
søgte efter vandaarer, gik han derhen, hvor der syntes ham likest, at 
der skulde være vand at finde, og der begyndte han med at lægge 
haandbagen paa jorden, flyttede den saa langs efter marken, til det 
rykte i fingrene; derunder var vandet. (Det var paa den maade længe 
Knuts næringsvei at finde vand og grave brøude for folk. Senere 
brugte han ønskekvist). 

Et andet tilfælde, som maaske hører hid, citeres i det tidligere anførte 
arbeide af Chevreul efter Thouvenel: , Memoire physique et medicale 
montrant des rapports évidents entre les phenomenes de la baguette 
divinatoire, du magnetisme et de Velectricite. 1781." Barthélemy 
Bleton i Dauphiné viste paafaldende egenskaber som vandfinder; alle- 
rede da han var 7 aar gammel. Han blev først opmerksom derpaa, 
engang han skulde bringe mad ud til arbeiderne paa marken; han fik 


da febergysninger, naar han sad paa en bestemt sten. Under denne 


366 


fandt man ved gravning en kilde. Bleton anvendtes efter dette meget 
til at søge vand; som voksen kom han imidlertid til det resultat, at 
han ikke turde udtale sig om vandets mængde og dybde, og under- 
tiden tog han ogsaa feil. Naar han kom over vandet, følte han feber 
og en skjælvning i brystet; bagefter fulgte udmattelse. Han anvendte 
en ganske anden slags ønskekvist end den hidtil omtalte, idet han 
anbragte vandret løst ovenpaa de fremrakte fingre en liden svagt bøiet 
stav; naar han kom over vand og følte feberen og rystelsen, begyndte 
staven at dreie sig om en linje mellem understøttelsespunkterne som 
akse. Varmt og tørt veir begunstigede hans arbeide.  Bleton mente 
selv, at fornemmelserne i hans krop var det væsentlige, og at stavens 
dreining kun var et ydre tegn. Eksperimenter med disse omdreiende 
ønskekviste, der anvendtes ogsaa af andre end Bleton, blev studeret 
adskilligt af videnskabsmænd omkring dette aarhundredes begyndelse, 
saaledes at den berømte italienske geolog Spallanzani, som ikke kunde 
overbevise sig om fænomenernes virkelighed. Disse ønskekvistmænd 
(Bleton ogsaa) mente, at de foruden vand, som var hovedsagen for 
dem, ogsaa kunde paavise metaller, og dette gjør unegtelig, at deres 
paastande staar mindre til troende, end de ellers vilde. 


Hans Reusch. 


Kjød- og pølseforgiftninger.” 


En betydningstuld ændring i opfatningen af kjødforgiftningerne 
tremkaldte Bollinger. Ved en skarp og kritisk sigtning af det 
foreliggende materiale paaviste han (1876 og 1880), at kjødforgiftnin- 
gerne intet havde at gjøre med tyfus og tarmmiltbrand, hvormed de 
gjentagne gange var blevne forvekslede, heller ikke kunde de skrive 
sig fra forraadnet kjød. 

I virkeligheden er der fra gammel tid af meget, der taler mod 
den anskuelse, at kjødforgiftningerne skulde skrive sig fra forraadnet 
kjød. Indierne, chineserne og malayerne sætter megen pris paa raad- 


den fisk, blandt polynesierne er raadne eg en lækkerbidsken. Furo- 


1) Foredrag holdt i , Verein zur Verbreitung naturwissenschaftlicher Kennt- 
nisse in Wien". — Slutning fra forrige hefte. 


367 


pæeren trækker vel paa næsen til dette, men han spiser dog raadden 
ost og raaddent vildt.*) Alt dette gjør os som oftest ikke noget ondt. 
Eiendommeligt er det idetmindste, at der i litteraturen kun foreligger 
to tilfælde, hvor forgiftningen skulde skrive sig fra vildt. Den ene 
gang var det fra en raphøne, der var funden død, den anden gang 
var det fra en harepostei, der indsmeltet i fedt var bleven opbevaret 
i tre maaneder.”) Ogsaa den lidet appetitlige kjendsgjerning, at der i 
friske menneskers tarmkanal stadig foregaar forraadnelsesprocesser, 
uden at de foraarsager nogen nævneværdig :skade, taler imod den 
anskuelse, at de ved kjød-, fisk- og pølseforgiftninger virksomme stoffer 
skulde være produkter af den almindelige stinkende forraadnelse. I 
samme retning taler den ved mange kjød- og pølseforgiftninger med 
sikkerhed fastslaaede kjendsgjerning, at man efter den skyldige mads 
udseende ikke kunde ane, at den skjulte farlige stoffer; den kan 
kanske se mindre godt ud, have en fremmed ubehagelig smag og lugt, 
men mangler dog ganske de karakteristiske merker paa raaddenhed. 

Bollinger paaviste derimod, hvor otte kjødet ved saadanne 
forgiftninger skrev sig fra syge dyr. Han henledede endvidere op- 
merksomheden paa de sygdomme blandt husdyrene, der oftest gav 
anledning til kjødforgiftning, nemlig paa kvægets pyæmie og septicæmie. 
De sidste aartier har tilfulde bekræitet Bollingers paastande. Til de 
for fremkaldelsen af kjødforgiftning farligste former af septiske pro- 
cesser hører kjørenes kalvningsfeber, kalvelamhed, den hæmorrhagiske 
tarmbetændelse hos kalve og kjør og yverbetændelsen hos kjørene. 
Men ikke sjelden opstaar ogsaa farlige septicæmier, uden at man kan 
opdage, hvorfra de stammer. Dyr, som paa denne maade er blevne 
syge, blir som regel dræbt meget hurtigt og ofte hemmeligt, før de 
dør, for at blodet kan rinde af dem, saa at-kjødet kan blive bragt i 
handelen (den saakaldte nødtvungne slagtning). Fire femtedele af alle 
de kjødforgittninger, som forløber under billedet af en mave-tarm- 
betændelse, skriver sig paaviselig fra kjødet af dyr, som man har 


maattet slagte. 


1) Rakørret, surstrømming og gravlaks er ogsaa, ialfald delvis, at betragte 
som ,raadden*, eller i det mindste af bakterier sterk paavirket fisk. 
Red. anm. 


?) Muligt kan det dog være, at vildtet saa sjelden gir anledning til syg- 
domme, fordi det stedse blir fortæret godt kogt. 


368 


Ikke fra raaddent kjød, men fra sygt skriver de 
fleste kjødforgiftninger sig. 

Om maaden hvorpaa disse kjødforgiftninger opstaar har den 
bakteriologiske forskning bragt meget vigtige oplysninger. 

Af en heftig gastroenteritis angrebes i aaret 1888 i Franken- 
hausen 59 personer, som havde spist kjødet af en ko, der maatte 
slagtes paa grund af en tarmbetændelse. De, der havde spist mest 
at det raa kjød, døde. Saavel i det syge dyrs milt og nyrer, som i 
kjødet paaviste Gårtner en og samme levende mikrobe en stavformig 
spaltesop, der meget lignede bacterium coli. Paa grund af den syg- 
dom, den fremkaldte, kaldtes den bacillus enteritidis. Denne baeille 
maatte være aarsag til sygdommen i Frankenhausen, thi naar man 
inficerede dyr med renkulturer af bacillen, fik de septikæmie med 
heftige tarmbetændelser. Overordentlig vigtig var ogsaa paavisningen 
af, at denne bacille allerede paa død næringsbund dannede en gift, 
der fremkaldte de samme sygdomsfænomener, som den levende bacille. 
De ved varme dræbte kulturer virkede nemlig lige saa giftig som de 
levende, hvad der forklarer at ogsaa det kogte kjød og kjødsuppe 
af dette kan fremkalde sygdommen. 

I de sidste aartier er rundt om i verden talrige kjødforgiftninger 
blevne bakteriologisk undersøgte. I alle tilfælde har man i det giftige 
kjød eller ogsaa i ligene af dem, der er døde af forgiftningen, fundet 
bakterier, som man har kunnet paavise var sygdomsspiren. 

I det store flertal af tilfælde har man fundet bakteriestave, som 
dels var identiske med bacillus enteritidis, f. eks. ved en kjødfor- 
giftning i Bosnien (Karlinski), dels var nærbeslegtede med denne 
(kjødforgiftningerne i Morseele, Breslau, Ganstad, Friedeberg, Posen, 
Oldham og tre andre engelske byer, Rotterdam o. s. v.). Et af de 
vigtigste skjelnemerker, som disse torskjellige bakteriestammer frem- 
byder, er, at en del af dem, ligesom bacillus enteritidis, danner gifte, 
der kan modstaa koghede, mens giften fra de øvrige hurtigt blir øde- 
lagt ved kogning. 

Under epidemien i Rotterdam gjorde forskerne Poels og Dhont 
et temmeligt dumdristigt eksperiment, der med sikkerhed fastslog den 
betydning vedkommende bakterier har som aarsag til kjødforgiftningen. 
I en frisk kos blodkarsystem indsprøitede de en bestemt liden mængde 
af en renkultur at vedkommende bakteriestave. Efter 20 minutters 


forløb slagtedes koen, hvorpaa kjødet i nogle dage ofbevaredes i et 


369 


koldt rum. Man overbeviste sig nu om, at de injicerede baciller havde 
formeret sig i kjødet. Formerelsen havde dog holdt sig inden meget 
beskedne grænser, hvorfor man følte sig sikker paa, at der i kjødet 
kun kunde have dannet sig en ubetydelig mængde gift. 58 personer 
tilbød sig at spise af det kogte kjød. 15 af disse blev syge med 
hovedpine og mavetarmkatarh, der efterfulgtes af haardnakkede diar- 
rhoer.  Ogsaa paa endnu en anden interessant maade kunde man paa- 
vise, at kjødforgiftningen virkelig skrev sig fra disse bakterier. 

Som bekjendt undergaar blodet ved talrige infektionssygdomme 
forandringer, som kan vedvare i længere tid efter sygdommens ophør. 
Blodet eller blodserumet indeholder da beskyttelseslegemer, som kan 
beskytte dyret mod infektion af vedkommende sygdomsspire. Ved 
mange sygdomme kan man finde i blodet eiendommelige stoffer, agglu- 
tiner, der bevirker, at de til dem hørende bakterier taber sin egen- 
bevægelse og sammenballer sig i smaa hobe eller baller, naar de blir 
-paavirket af vedkommende blodserum. Fremmede bakterier paavirkes 
derimod ikke. Ogsaa ved de at bacillus enteritidis og beslegtede 
bakterier fremkaldte infektioner forholder det sig saaledes, at man 
bagefter ved hjælp af serumprøver paa beskyttelseskraften og agglu- 
tinationen kan paavise, hvilken bacille der var paafærde ved vedkom- 
mende kjødforgiftning. Dette skede for første gang iaar af Durham 
i Oldham og tre andre engelske byer. 

Hvorfor bacillus enteritidis og dens slegtninge saa ofte gir anled- 
ning til denne slags kjødepidemier har Basenau i aaret 1898 fast- 
slaaet. Denne forsker paaviste, at de septicæmiske og pyæmiske pro- 
cesser hos kvæget ikke som hos mennesket skrev sig fra strepto- eller 
staphylo- og pneumococcer, men just fra de ovennævnte stavbakterier. 
Bakteriologernes fund staar herved i fuld samklang med Bollingers 
beskrivelser. 

De hidtil omtalte baciller er forøvrigt ikke fundne ved alle de 
kjødforgiftninger, der forløber under billedet af gastroenteritis og 
som kan føres tilbage til nydelsen af kjød fra syge dyr. 

Ved tre tilfælde af masseforgiftninger, ved en af Ta vel beskrevet 
i Schweiz, ved den i Lauterbach i Hessen 1884 og ved den i Teplitz- 
Schönau 1894, fandtes baciller, der syntes at være identisk med at- 
svækkede miltbrandbaciller, der delvis havde tabt sin virulens ved 
røgningen. Merkverdigst i saa henseende er den af Chiari og 
Zörkendörfer i Prag studerede Teplitzerepidemi med 68 sygdoms- 


y Naturen* 24 


370 
tilfælde og 4 dødsfald, der skrev sig fra en dobbelt infektion med 
afsvækkede miltbrandbaciller og med trikiner ved nydelsen at raa 
medisterpølse. 

De bakteriologiske forskninger har altsaa lært os, at det store 
flertal af de saakaldte kjødforgiftninger egentlig er infektionssygdomme, 
som er tremkaldte ved giftdannende bakteriearter, der er istand til at 
parasitere saavel i vort slagtekvæg som i mennesket. Da disse arter 
ær istand til at danne gifte saavel i det levende dyr som 1 slagtede 
dele, er det let forklarligt, at vedkommende sygdomme mangen gang 
bryder ud allerede kort efter nydelsen af næringsmidlet, uden at nogen 
incubation er gaaet forud. Sygdommen forløber altsaa under billedet 
af en forgiftning. 

Ingen af de hidtil i disse tilfælde fundne pathogene bakteriearter 
er istand til at fremkalde stinkende forraadnelse, hvad der særlig for- 


tjener at bemerkes. 


I naturforskningen er forøvrigt intet saa farligt som en for vidt 
dreven generalisering. Naturen yttrer sig paa saa mangfoldige maader, 
at det overstiger vor forventning.  Saaledes maa vi vogte os vel for 
at føre alle kjødforgiftninger tilbage til infektionssygdomme hos slagte- 
kvæget. I et vist antal tilfælde synes ikke parasitiske mikrober at 
have havt noget med sygdommen at gjøre. 

I det mindste ved tre masseforgiftninger, hvis mest karakteristiske 
symptom ligeledes var diarrhoe, ved et af Levy undersøgt tilfælde 
og ved to af Hamburger beskrevne fra sygehuset i Utrecht -1895, 
synes friskt kjød lidt efter lidt, mens det blev slagtet eller under 
opbevaringen, at være bleven inficeret. Her fandtes baciller, der syntes 
at være identiske med bacillus proteus vulgaris og bacillus proteus 
zenkeri, begge saprofyter, det vil sige, mikrober, der ikke kan para- 
sitere, men kun trives paa død næringsbund. 

Qgsaa de i den senere tid i Sachsen (i Chemnitz 1879 og 1886) 
iagttagne masseforgiftninger efter nydelse af raat hakkekjød synes at 
skrive sig fra giftdannende saprofyter. 

Høist interessant er den forklaring, som bakteriologien i den 
seneste tid har givet os over den frygtelige pølsegifts natur og op- 
rindelse.  Botulismus er en forgiftning og ikke nogen infektion. Det 


maa bemerkes, at botulismus, hvis symptomer vi tidligere har skildret, 


ek 


371 


ikke som man efter navnet skulde tro udelukkende skriver sig fra 
pølser. Man har fundet de samme symptomer efter nydelsen af skinke 
og andet røgekjød, svinesylte, speget gaas, bokskonserver. De er 
ogsaa mangen gang seet sammen med symptomer paa en enteritis efter 
nydelse af kjød. Ogsaa her viser kun i enkelte tilfælde de giftige 
næringsmidler spor til raaddenhed. I andre tilfælde mangler den 
derimod ganske, ja der foreligger endog beretning om, at den ene af 
to skinker, der stammede fra samme svin og havde ligget i samme 
salttrug, uden skade blev spist, skjønt den var raadden, mens den 
anden, der kun havde en svag harsk smag, fremkaldte meget alvorlige 
forgiftninger (van Ermenghem). 

Ogsaa forgiftningerne ved bedærvet fisk viser paa en typisk 
maade billedet paa botulismus, saa at der er al grund til at antage, 
at de kan føres tilbage til de samme aarsager, som pølseforgiftnin- 
gerne. Mere tvilsomt er det med østers- og kraakeskjælfor giftningerne, 
omendskjønt ogsaa de viser stor lighed med pølseforgiftningerne, 
enkelte af dem, saasom den af Brosech hos en østerrigsk officer 
lagttagne dødelige østersforgiftning, forløb endog fuldstændig ens. 

I Ellezelles i Hennegau blev 1 aaret 1895 20 af 34 medlemmer 
af den derværende musikforening syge med typiske symptomer paa 
botulismus. Sygdommen brød ud 20—24 timer, efterat de havde spist 


af en noget harsk smagende raa skinke. J0 af patienterne angrebes 


meget haardt og tre døde. 


Saavel i den skyldige skinke som i de tre dødes lig kunde van 
Ermenghem paavise et hidtil ukjendt mikrobium, der tidligere antagelig 
havde unddraget sig opmerksomheden, da det kun fandtes i enkelte af 
de forgittedes organer og selv her meget sparsomt. Ogsaa i det af 
mikrobiet forgiftede næringsmiddel var det ikke tilstede i nogen mængde; 
det forekom kun i form af sporer, som let kunde blive overseede 
og ikke kunde opdages ved de almindelige kulturmethoder, da de kun 
kunde trives, naar luftens surstof meget omhyggeligt udestængtes 
(obligat anaérobium). 

Denne organisme er ganske ude af stand til at parasitere, den 
er altsaa ikke infektiøs. Paa død næringsbund danner den derimod 
et stof af næsten mirakuløs giftighed, der hos forskjellige dyr og 
særlig hos kattene fremkalder paa klassisk maade symptomer paa 
botulismus. Denne gift er ikke nogen ptomain, men hører til den 
slags stoffe af ukjendt konstitution, hvortil giften af tetanusbacillen og 


372 


diftheribacillen hører, altsaa til toxinerne, eller toxalbuminerne, som de 
ogsaa feilagtigen er blevne kaldte. Botulismusgiften er meget sterkere 
end de to ovenfor nævnte gifte, om de:ogsaa er af meget stor giftighed. 
Hvis man fra forsøg med musitør slutte til mennesket, vilde */; milli- 
gram tetanustoxin være tilstrækkelig> at dræbe en mand, der veiede 
70 kilo, mens der vilde udkræves 30—100 møgr. stryknin, 60 mgr. 
blaasyre og 200—38300 mgr. cyankalium. 

Giften fra bacillus botulinus, som den er bleven kaldt, dræber 
en kanin paa 1 kilos vegt allerede i en mængde af fem titusindedele 
af et milligram. Under forudsætning af at mennesket har den samme 
modtagelighed, vilde det altsaa allerede være bleven dræbt af en 
mængde af 35 tusindedele af et milligram. 

Trods sin uhyre store giftighed har man paa samme maade som 
ved tetanusgiften og diftherigiften kunnet gjøre dyr, f. eks. gjeder, 
immun mod dette stof. Dette tør have praktisk betydning, da der i 
de immuniserede dyr — saaledes som ogsaa ved tetanus og diftheri 
— blir dannet modgifte, som ophober sig. Det er derfor ogsaa her 
muligt ved indsprøiten af serum fra immuniserede dyr at beskytte 
friske dyr mod en samtidig eller efterfølgende optagelse af giften; ja 
allerede syge dyr har man paa denne maade helbredet (Kempner). 
Muligens vil det paa denne maade blive muligt at kunne redde enkelte 
af botulismus dødeligt syge mennesker.!) 

Ved alle tilfælde af botulismus har uden tvil denne eiendommelige 
bacille eller dens gift fiemkaldt sygdommen. At dømme efter dette 
maa den være meget udbredt. Det er dog kun i Berlin, man hidtil har 
kunnet finde den, nemlig i nogle svineekskrementer. — Dette findested 
vil dog give et fingerpeg til forstaaelse af, paa hvilken maade Kap 


kimerne kan kömme i pølser, skinker og lignende. 


Kjødets eller en kjødspises udseende, lugt og smag advarer os 
ikke altid mod den fare, hvormed det kan true os. Et næringsmiddels 
hele ydre kan være ganske umistænkeligt og desuagtet kan nydelsen 
af det blive dødelig. Selv om det giftige levnetsmiddel er raaddent, 
har hverken den botulismus eller den gastroenteritis, der skriver sig 


1) Ogsaa mod bacillus enteritidis og nærstaaende former har man fremstillet 
et beskyttelsesserum. Det virker imidlertid paa en anden maade, nemlig bak- 
teriedræbende og ikke artitoxisk. 


373 


fra nydelsen af kjødet, uoget at gjøre med den stinkende forraadnelse. 
Imidlertid frembyder botulismus og sandsynligvis ogsaa hakkekjødforgift- 
ningerne og et vist antal almindelige kjødforgiftninger forsaavidt ana- 
logier med forraadnelsen, som der i det ene tilfælde dannes forraad- 
nelsesprodukter, i det andet gifte, begge dele ved saprofytiske bakte- 
rier, som først efter dyrets død kan komme til udvikling i kjødet paa 
grund af uren behandling eller uhensigtmæssig opbevaring af dette. 
Ved omhyggelig konservering, f. eks. ved saltning i tilstrækkelig kon- 
centreret, omtrent 10 pct., kogsaltopløsning, kan saavel bacillus botu- 
linus's vekst og giftdannelse som forraadnelsen blive undertrykket. 

Trods pølsegiftens frygtelighed er det forøvrigt let at beskytte 
sig mod den. Høiere temperaturer gjør nemlig saavel bacillen som 
dens sporer og gift snart fuldstændig uvirksom. Ved en times ophed- 
ning til 709 C., ved en halv times ophedning til 809 C. og ved fem 
minutters kogning hlir pølsegitten ganske ødelagt. 

Den, der kun spiser friske og godt gjennemko:te pølser, skinker, 
fisk og konserver, i hvilke sidste der ved surstoffets udelukkelse kan 
foregaa en kimeudvikling, vil intet resikere, selv om bacillus botulimus 
og dens gift er tilstede i det ukogte næringsmiddel. Værre er det at 
beskytte sig mod den fra kjødnydelse stammende gastroenteritis. Men 
ogsaa her byder kogning en god beskyttelse; hvis den blot anvendes 
grundigt, undgaaes nemlig herved under enhver omstændighed konsu- 
menternes infektion, hvad der kun er muligt, naar den levende kime 
blir fortæret. I mange tilfælde kan endog enhver fare blive ryddet 


af veien, da — som vi tidligere har hørt — nogle af disse bakterie- 


gifte ligesom botulismusgiften blir ødelagt af varmen. 


Dog er ikke altid det sidste tilfældet. OQgsaa kogt kjød og 
kjødsuppe bar, som tidligere nævnt, ofte givet anledning til svære for- 
giftninger. 

Her kan kun en streng kvæg- og kjødkontrol beskytte. Intet 
dyr burde slagtes, før dets sundhedstilstand er bleven undersøgt af er 
dyrlæge, intet slagtet dyr burde sønderlemmes, intet kjød komme i 
handelen, før en veterinær grundigt har undersøgt det. De hemmelige 
nødtvungne slagtninger bør med alle midler undertrykkes, da de fleste 
farer truer fra dem. Det vigtigste middel til disses bekjæmpelse vilde 
være en almindelig kvægforsikring mod sygdom, da ethvert forsøg til 
hemmelig slagtning vilde falde bort, naar kvægeieren vidste, at han 
vilde blive holdt skadesløs for tabet af det døde kvæg. 


374 


Men selv ved en fuldstændig indføring at obligatorisk kvægkontrol 
blir der dog adskillige vanskeligheder tilbage. Det er nationaløkono- 
misk umuligt at udelukke alt kjød fra syge dyr fra at blive fortæret. 
Nødtvungen slagtning og tilfalsbyden at kjød fra nødtvungent slagtet 
kvæg maa altid blive tilladt, da det økonomiske tab ellers vilde blive 
for stort. I det tyske rige foregik der til eksempel i aarst 1891 ikke 
mindre end 160000 kontrollerede nødtvungne slagtninger! Kjødkon- 
trolløren er ikke sjelden i tvil om, hvorvidt han skal tillade det nød- 
tvungent slagtede dyrs kjød anvendt til menneskeføde eller ei. Gjen- 
tagne gange har det hændt, at kjød, der er blevet undersøgt af 
dyrlæge, har fremkaldt kjødforgiftninger, uden at dette kan falde kon- 
trolløren tillast. 

Vi har jo allerede hørt, at der kan være septicæmi tilstede, uden 
at dens udgangspunkt kan paavises og uden at den, selv derved, med 
lethed kan blive diagnosticeret. 

I mange tilfælde af tarmbetændelse hos kalver og kjør, hvor 
sygdommens forløb . ganske ligner den farlige forms, blir kjødet end- 
videre fuldstændig uskadeligt. Et feilgreb af kontrolløren er derfor 
meget undskyldeligt, naar man ikke kan give ham et sikkert paavis-. 
ningsmiddel ihænde. 

Paa basis at de her skildrede forskninger formaar bakteriologien 
det nu. 

Basenau har udarbeidet nogle meget hensigtsmæssige bestem- 
melser, som vi her kun ganske kortelig skal omtale. 

I alle tvilstilfælde lar man efter ordentlig at have borttaget mave, 
tarm o. s. v. det slagtede dyr ophænge 1 24 timer i et kjøligt rum 
for at give de bakterier, som muligens var tilstede i kjødet, anledning 
til at formere sig. Efter 24 timers forløb undersøger man muskel- 
kjødet mikroskopisk paa bakterier i saakaldte strygpræparater, anlægger 
gelatinepladekulturer med muskelsaft og fodrer mus med smaastykker 
af det kogte og det raa kjød. 

Kjødet af friske dyr er frit for spirer, og selv efter flere dages 
opbevaring paa et kjøligt sted blir det frit for dem. Kan man ikke 
paavise bakterier mikroskopisk eller efter endnu 24 timers forløb ved 
hjælp af kulturer, er der ingen fare for kjødforgiftning, og kjødet kan 
trygt bringes i handelen. 

Findes derimod bakterier, maa man afvente resultatet af fodrin- 


gerne. Blir kun de mus, der var fodret med det raa kjød, syge, 


375 


men ikke de med det kogte, kan kjødet tillades anvendt til menneske- 
føde, efterat det er blevet steriliseret i en dampkjedel, da giften blir 
ødelagt ved ophedning. Blir ogsaa de mus syge, som har spist det 
kogte kjød, da kan giften modstaa opvarmning, og da, men ogsaa kun 
da, maa det inficerede kjød blive konfiskeret og ødelagt. 

Da man pleier at lade slagtekjødet hænge i flere dage for at 
gjøre det mørt og smageligt, er der ingen alvorlige hindringer iveien 


for at faa gjennemført Basenaus forslag. Prof. Max Gruber. 


Seier over pesten. 


Pestepidemiernes historie synes i medicinsk henseende at være 
naaet til et stort afsnit. Beretningen fra den fra Frankrige til Oporto 
sendte kommission, der skulde undersøge virkningen af de hidtil mod 
pesten auvendte indpodningsmidler bringer den efterretning, at det af 
Pariser-Pasteur-Institutet fremstillede antipestserum har vist 
sig at virke udmerket. Efter beretningens enkeltheder kan 
man efter disse sidste resultater betegne pestfarensom ganske 
overvunden. 

Beretningen er undertegnet af flere udmerkede fysiologer og 
medicinske berømtheder. Der findes blandt dem navne som: dr. 
Ricardo Jorge, professor ved den medicinske skole og direktør for 
den hygieniske tjeneste i Oporto, dr. Camara Pestana, professor ved 
den medicinske skole og direktør for det kongelige bakteriologiske 
institut, dr. Jaime Ferran, direktør for det bakteriologiske institut i 
Barcelona, 2 andre læger fra Barcelona, 2 læger fra Kristiania og en 
russisk marinelæge, dr. Höppener. 

Det vigtige dokument bærer titelen ,Beretning fra den internatio- 
nale kommission i Oporto om byldepestens prophylaxi og behandling" 
og indeholder overordentlig beroligende meddelelser. 

Den paa foranledning af conseilspræsidenten, ministeren for det 
indre, opnævnte kommission har, med understøttelse af undertegnede 
udenlandske læger, som er tilstedeværende i Oporto for at studere 
byldepesten, foretaget forsøg for at undersøge det af Pariser-Pasteur- 
Institutet fremstillede antipestserums forebyggende og therapeutiske 
værd og ligeledes det forebyggende værd af forskjellige flydende ind- 


376 


podningskulturer, der er tilberedt efter methoden Ferran-Haftkine og 
foreslaaet til anvendelse i Portugal. De af kommissionen udførte 
eksperimenter har først gjældt antipestserumet, fordi man nødvendig 
maatte vide, om man kunde paaregne dette serums dobbelte, forebyg- 
gende og lægende virkning i tilfælde af en epidemi. Forsøgene angaa- 
ende serumets præventive virkning er gjort paa mus og aber. Kom- 
missionen har fastslaaet, at mus, der var blevne indpodede med ”/100 
kubikcentimeter, besidder en fuldstændig modstandskraft mod syg- 
dommen og ikke lider nogen synlig forstyrrelse i sin helbred, naar 
man 24 eller 48 timer efter serumet indpoder dem en dosis pestgift, 
der under andre omstændigheder vilde være ubetinget dødbringende 
inden 36 timer for musene og inden 5 dage for aberne. 

Med hensyn til den lægende virkning har kommissionen fastslaaet, 
at alle mus, der var blevne indpodede med en inden 836 timer sikkert 
dødbringende dosis pestkultur, modstod giften, naar de inden 14 timer 
efter indpodningen blev indpodede under huden med */1 kubikcenti- 
meter serum. 

Kommissionen holder nu paa at undersøge ved andre eksperi- 
menter med aber, hvilke doser serum bliver at anvende i forhold til 
længden af den efter indpodningen forløbne tid og i forhold til syg- 
doms-symptomernes ondartethed i de enkelte tilfælde. Men allerede 
nu drager kommissionen den slutning, grundet paa sine forsøg i labo- 
ratoriet og den kliniske anvendelse i sygehuset, at antipestserumet har 
en ubestridelig forebyggende virkning og en merkelig lægende kratt, 
naar det passende anvendes, og at det dertor ubetinget bør bruges 
til pestens behandling. Kommissionen har overbevist sig om, at dette 
serum, indpodet under de syges hud i meget sterke, daglige doser 
(40—60 kubikcentimeter) ikke er i stand til at udøve, nogerisombelst 
skadelig indflydelse paa patienten. Den har derhos erkjendt, at det 
i visse tilfælde af forhalet indskriden eller ved svær sygdom eller ved 
et meget sterkt hududslet, der formindsker serumets optagelse gjennem 
huden, er at anbefale at føre serumet direkte ind i blodaarerne. Man 
kan meget let indsprøite 20 kubikcentimeter serum paa engang i 
en sygs blodaarer, naar man derved iagttager de nødvendige forsig- 
tighedsregler. 

Naar det dreier sig om et let tilfælde af byldepest, som straks 
efter udbruddet kommer til behandling, saa vil denne bestaa i at ind- 


pode 20 kubikcentimeter serum paa engang under huden ved den 


377 


høire eller venstre lyske. Man skal gjentage indpodningen hver dag, 
til den syges temperatur er paa det normale standpunkt; naar der 
paany viser sig en tilbøielighed til temperaturstigning, skal der daglig 
gives en dosis paa 10 kubikcentimeter. I svære sygdomstiltælde 
med meget høi feber vil det altid være tilraadeligt at indpode straks 
den første dag 40 kubikcentimeter paa engang uuder huden, at gjen- 
tage denne indpodning den næste dag og fortsætte med aftagende 
doser de følgende dage, indtil alle febersymptomer er forsvundne. 
Man behøver aldrig at afskrækkes fra at benytte sterke doser serum 
og maa ubetinget vedblive med indpodningerne hver dag, saa længe 
der endnu er feber. Erfaringen viser nemlig, at ved en smitsom syg- 
dom som pesten forsvinder ikke mikroberne, der cirkulerer i organis- 
mens safter, paa engang; de kan f. eks. leve over i nerveknuderne 
eller i lymfekjertlerne og derfra hidføre en ny forgiftning af hele 
legemet, hvis de ikke tilintetgjøres fuldstændig. 'Temperaturens forløb 
og den syges almenbefindende hjælper til at bestemme de doser, der 
daglig maa anvendes. 

Hvad antipestserumets forebyggende virkning angaar, saa slutter 
kommissionen af sine eksperimenter, at man absolut kan paaregne en 
virksom og umiddelbar beskyttelse af alle personer, der underkaster 
sig en forebyggende indpodning med omtrent 5 kubikcentimeter anti- 
pestserum. Varigheden af den saaledes opnaaede modstandsdygtighed 
'kjender man endnu ikke nøie; men efter studiet at serumerne i sin 
almindelighed tør det antages, at den beløber sig til omkring 25 dage. 

Nu følger kommissionens ligeledes meget værdifulde erfaringer 
angaaende anvendelsen af den aktive indpodning med pestkulturer efter 
methoden Ferran-Haffkine: 

Den aktive indpodning med kulturer af pestbaciller, der blev op- 
varmede til 709, giver efter dei Indien udførte og af den tyske 
kommission af 1897 kontrollerede eksperimenter paa dyr og sandsyn- 
ligvis ogsaa paa mennesker en varigere immunitet; men denne ind- 
finder sig langsommere, først etter 8—12 dage. OQgsaa i Oporto er 
anvendelsen af flere prøver af saadanne kulturer bleven foreslaaet, og 
kommissionen har begyndt eksperimenter dermed. Dog vil der endnu 
gaa nogle maaneder, før undersøgelserne vil være afsluttede. Efter 
de erfaringer, man hidtil har gjort, bringer indpodningen alene med 
saadanne kulturer en fare med Sig. Det har nemlig vist sig, at dyr, 


der var blevne indpodede med en saadan kultur og derefter med en 


378 
under sedvanlige omstændigheder ikke dødbringende dosis pestgitt, 
altid døde, mens de, der indpodedes med giften alene, blev ilive i et 
af tre tilfælde. Forklaringen af denne kjendsgjerning, der i begyn- 
delsen synes merkelig, er meget simpel. Ved den aktive indpodning 
med ophedede kulturer indfinder immuniteten sig, som nævnt, først 
langsomt. Men før dette er skeet, er organismen beheftet med en 
liden del pestgift, som først maa forvandle sig i de dertil skikkede 
celler for at frembringe modstandsdygtighed mod sygdommen. Naar 
der nu allerede før denne reaktions fuldendelse kommer en indpodning 
af pestgift til, saa vil virkningen være slemmere, fordi der allerede 
var en ringe indpodning forhaanden, hvilken endnu ikke havde kunnet 
virke helbredende. Deraf følger, at under en petsepidemi vilde ind- 
podning med kulturer sandsynligvis være farlig, da de indpodede per- 
soner eventuelt allerede kunde være angrebne at pesten. Men nu har 
kommissionen fundet et middel til fuldstændig at forebygge denne 
fare, ved anvendelsen af en blandmg af hine indpodningskulturer og 
antipestserum 1 lige store mængder. 


To mus indpodedes med en saadan blanding 


g, to andre kun med 


indpodningskultur uden serum, mens endnu to andre blev under kon- 
trol. Samme dag blev alle 6 mus stukket med en naal, som var 
dyppet i en meget fortyndet kultur af pestbacillen fra Oporto. De to 
dyr, der kun var behandlede med indpodningskultur, døde først. Af 
de to, der var stukne med pestgift, døde det ene den 8lte dag, mens 
det andet blev ilive; men de to med blandingen indpodede dyr mod- 
stod ganske og viste overhovedet ingen tegn paa sygdom. 

Blandingen af antipestserum og indpodningskultur har altsaa den 
mest udmerkede virkning, idet den straks frembringer en modstands- 
dvgtighed, der sandsynligvis vedvarer i længere tid. Den allersikreste 


indpodning til beskyttelse mod pesten vilde etter dette kunne opnaaes 


paa den maade, at en person først indpodedes med serum og to dage . 


derefter med ophedet indpodningskultur. 

Kommissionen finder, grundet paa alle sine erfaringer, at alle 
beboere i en egn, der hjemsøges af pesten, eller i en saadan egns 
nabolag, maa tvinges til at underkaste sig den beskyttende 
Indpodning med antipestserum eller med den blandede vaccine. Ifald 
der ikke er serum forhaanden, kan man ogsaa bruge indpodnings- 
kulturerne alene; dog maa der da begyndes med en meget liden 


mængde og først senere indpodes med en sterkere dosis. Indpodning 


å 


paa børn kan foretages med halvdelen af de for voksne foreskrevne 


879 


doser. Saadanne forholdsregler maa, i forbindelse med de almindelige 
forsigtighedsregler (desintektion og isoleren af de smittede huse i ved- 
kommende kvarter af byen) være tilstrækkelige til at undertrykke 
sygdommen i meget kort tid. 

Kommissionen er af den anskuelse, at alle i et smittet distrikt 
boende personer, som underkaster sig en beskyttende indpodning, uden 
fare kan tilstedes at passere frit udenfor de sanitære kordons, natur- 
ligvis, efterat de sedvanlige forsigtighedsregler, med hen hensyn til 
desinfektion af deres effekter, er iagttague. Der er ingen fare for, at 
de skal kunne føre. smitten videre, naar de kan fremvise et bevis for, 
at de er indpodede for mere end 48 eller for mindre end 15 dage 
siden. En saadan torholdsregel vil uden tvil bidrage til betydelig at 
lette kvarantæne-forskrifternes strenghed og vanskelige gjennemførelse. 
Efter disse slutninger maa man antage, at kommissionen i virkelig- 
heden allerede nu anser indpodningen med de forhaanden- 
værende midler for ubetinget at beskytte pestsygdommen. 

Efter dette uddrag af den i en saa høi grad lovende beretning 
lader vi endnu følge nogle opgaver, som dr. Calmette selv har til- 
stillet pariserbladet ,Progrés Médical*. 

Han ytrer, at pesten i Oporto er farligere end den i Bom- 
bay. Et stik med en i en pestsygs blod eller i en flydende kultur 
dyppet naal er nok til øieblikkelig at dræbe mus og rotter. Pesten i 
Oporto herjer næsten udelukkende blandt de fattige klasser; dog er i 
de sidste dage ogsaa tjenestefolk og andre 1 bedre huse ansatte per- 
soner blevne angrebne af sygdommen. Man kan, ved at besøge byen, 
forstaa, at de fattige lettere bliver et bytte for hjemsøgelsen end de 
bedre stillede. Der findes to heltigjennem smittede kvarterer, der grænser 
til havnen, nemlig bydelene Fonte Taurina og Toldkvarteret. I det 
førstnæynte kvarter viste pesten sig først. Begge kvarterer er smud- 
sigere end de smudsigste araberbyer; der er ingen gader, men kun 
krumme, ujevne veie, hvor der her og der findes kloaker, som optager 
smudsvand og alslags orgauisk affald. De smaa, smudsige huse tjener 
altid til bolig for et helt antal familjer, som bor sammen med sine 
husdyr, svin, kaniner og fjerkræ. I husene og i gaderne vrimler der 
af rotter, og disse vg det paa dem heftende utøi er, som bekjendt, 
hovedbærerne af pestsmitten. 


380 


For at faa pesten til at forsvinde fra Oporto maatte man — og 
dette forslag har professor Calinette bragt frem lige for øviigheden — 
bygge arbeiderboliger i en ganske anden del af byen. Husene i de 
to hjemsøgte bykvarterer maatte rømmes, beboerne underkastes isole- 
ring og behandling, og de smittede kvarterer afbrændes. Man vilde 
derved opnaa endnu en fordel, da disse kvarterers grund, som ligger 
i nærheden af «havnen, vilde faa en høiere værdi og kunne benyttes 
til bygning af dokker. 

Ifølge Calmette beløber antallet af de anmeldte pesttilfælde sig 
nu til 2—4 pr. dag; men det virkelige antal er meget høiere, 
fordi de fleste syge dør og begraves, uden at de tilsees af nogen 
læge. (Calmette anser det for muligt, at pesten, der udbreder sig ved 
rotter og lopper, kan naa andre portugisiske byer og endog udbrede 
sig endnu videre. Men ellers er den ikke at frygte; thi der gives 
ingen by i Europa, hvor pesten vilde kunne udbrede sig som i Qporto; 
overalt ellers vilde hygienen og de beskyttende indpodninger straks 
have kunnet udrydde epidemien. Ogsaa i Oporto havde sygdommen 
maattet vige, hvis man vilde indpode alle beboerne i et hus, hvor der 
forekommer et pesttilfælde, og isolere og rømme saadanne huse. 

Forøvrigt er lyset fordærveligt for alle mikrober og især for 
pestbacillen, og landets prægtige solskin har været det eneste middel 
til, at epidemien hidtil ikke har udbredt sig til andre lande. Hvor- 
ledes pesten er kommen :til Oporto, ved man ikke. Det er sand- 
synligt, at et skib fra Ægypten eller fra Indien med pestsyge rotter 
ombord har anløbet havnen, og epidemien kan maaske i maanedsvis 
have herjet blandt rotterne, før smitten overførtes til noget menneske. 
Alt, hvad man ved, er, at havnearbeidere var de første, der angrebes 
af sygdommen. | 

Som slutning: Ingén frygt! — En god hygiene i hjemmet og 
offentlig, den beskyttende indpodning og den helbredende blanding vil 
fuldstændig bevare os fra denne i aarhundreder mest frygtede sygdom. 


NE re 


381 
Anomalier i dyrs levemaade. 


Baade for vilde og for tamme dyr kan der indtræffe omstændig- 
heder, der tvinger dem til at leve paa anden kost end den, de er 
vant til. Eksempler herpaa finder man baade her og der og omtrent 
blandt alle dyreklasser. 

Blandt pattedyrene er der en velkjendt abe, macacus cynomolgus, 
der har faaet tilnavnet krabbeæder paa grund af dens vane at ty til 
kysten for at spise mollusker og krustaceer, blandt hvilke krabber er 
dens yndlingsret. Gorillaen og chimpansen sluger med begjærlighed 
unge fugle. Men aberne er omtrent altædende, saa disse eiendomme- 
ligheder er mindre paafaldende end de, man kan se hos rene plante- 
ædere som f. eks. hesten, der ved leilighed blir virkelige kjødædere. 
Bonvalot har i Thibet seet hestene blive fodret med raat kjød. San- 
derman saa 1 Afrika en hest, der ikke delte hestes almindelige anti- 
pathi mod lugten og synet af blod, slikkesdet blodige lig af en antilope, 
der netop var skaaret op og berøvet indvoldene. 

Ved siden af disse kjødædende heste er der nogle, som er græs- 
ædende paa en egen maade, idet de spiser sin egen og sine fællers 
afføring i mangel af friske planter: disse heste er ogsaa afrikanere; 
flere er døde af denne diæt paa grund-af al den utordøielige sand, 
de samtidigt slugte. Kvæget blir ogsaa leilighedevis kjødædende. 
Ved Huronsjøen er jordbunden paa mange steder ganske øde, rent 
sand, og de, der forsøger at opdyrke disse sandsletter, gjødsler dem 
ofte med fiske, der er fangede i sjøen, stundom uden held, hvis nemlig 
en flok «kjør gaar over sletten; * dette fald spiser de op al fisken. 
I «Nordland fodres kjørene for en del med torskehoder. 

Hesten bliver ogsaa ofte fiskeædende; især er dette-tilfældet med 
Shetlandsponyen, og da man engang havde ført 180: slige over til 
Amerika, maatte man i den første tid lade dem græsse ved stranden, 
hvor de kunde taa fat i saltplanter og leilighedsvis fisk. Lidt efter 
lidt vænnede de sig imidlertid til almindeligt græs og korn. Men 
selv deres efterkommere beholdt smagen for fisk, som de slugte med 
begjærlighed, naar man bød dem. 

I Kamschatka mangler om vinteren alt foder, og heste og kjør 
maa leve af fisk. Selv bjørnen lever af fisk, helst laks, af hvilke der 
findes en mængde i floderne. ,Der er meget faa dyr,* siger Guill- 


mard, ,som ikke lever af laks i Kamschatka.* 


382 


Oteren, der fornemmeligt er fiskeæder, er dog ikke dette ude- 
lukkende; den tager gjerne ænder og duer, saavel i frihed som i 
fangenskab. Den spiser endog padder og ferskvandsmuslinger. I 
fangenskab tager den gjerne mod keks, og om vinteren udstrækker 
den sine herjingstog til hønsegaardene og tager ogsaa lam, hvis den 
kan komme til. 

Alle ved, at katten, der jo er et rovdyr, gjerne spiser fisk; den 
jager ogsaa insekter. 'A. Miller havde en kat, som hver kveld gik 
paa jagt efter natsommerfugle i haven. Dimmock havde en, som om 
sommeren og høsten hver eftermiddag i græsset ledte efter insekter, 
som den, efterat have fanget dem, altid kom og viste sin herre, før 
den slugte dem. De jager ofte efter biller og spiser dem levende, 
selv om de smager og lugter ilde. 

I Nordamerika har bisonten (mustela bison), et slags røskat, om 
sommeren den vane at ernære sig af fisk, som den dukker for at 
fange. Om vinteren nærer den sig af mus og andre landdyr. 

Kamelen i Baktrien holder sig trods dens ry for nøgternhed dog 
ikke til en udelukkende vegetariansk diæt; naar den er sulten sluger 
den omtrent, hvad det skal være, filttepper, ben, huder, kjød og fisk. 
Rensdyret, der ogsaa er vegetarianer, bliver dog ogsaa kjødædende, 
naar leilighed byder sig; det kan fortære mus og lemæn. Selv 
hjorten har man 1 vinteren 1894—95 seet æde kaniner. 

I Sydafrika har en vegetariansk abe, chacma'en, paa sine steder 
vænnet sig til at dræbe lam for at drikke den melk, som findes i 
deres maver. I Egypten har den kjødædende hyænen vænnet sig til 
at spise mais, og det vel meget efter landmandens mening. 

Blandt fuglene er en forandring af diæt temmelig almindelig. 
Strudsen er ofte altædende; man har seet den sluge appelsiner, fer- 
skener, smaa skildpadder, høns og smaa katte. Mange fugle, der af 
naturen er insektædende, æder ogsaa korn, hvortor agerdyrkerne hader 
dem. Kraakerne skal i de sidste 50 aar have vænnet sig til at spise 
næper, ifølge Wilson. 

Et meget interessant tilfælde er det med kia'en, nestor motabilis, 
en papegøi i Ny-Zeland. I de sidste 30 aar har denne fugl lagt sig 
til kjødædende vaner. Efterat have faaet smag paa kjød ved at pikke 
i faarehuder, der hang til tørring, har den slaaet sig paa de levende 


faar. Efter nogle pgjør den det for at faa tag i nyretalgen, efter andre 


383 


kun for at drikke blod. I ethvert fald er den blevet kjødædende og 
volder stor skade i faarehjorderne. 

Hønsene spiser gjerne kjød. og en engelsk iagttager nævner et 
sted, hvor der er saa meget laks, at man bruger den til hønsefor hele 
vinteren. Unge salamandere, der var glemt i et akvarium et helt aar, 
og som ikke længere fandt larver at leve af, slog sig paa de i akva- 
riet voksende alger og underholdt saaledes livet. 

Det er sikkert nok, at slige tilfælde er talrige, og at dyr, naar 
de er i knibe, ernærer sig paa hvad vi kalder en unaturlig maade og 
befinder sig vel derved. 


Magnalium.” 


Faa metaller har der været knyttet saa mange og saa store for- 
ventninger til som til aluminium; men faa metaller har ogsaa skuffet 
forventningerne saaledes som aluminium. Man forsøgte at anvende 
dette ,fremtidens metal" til omtrent alt, men blev lidt efter lidt over- 
bevist om, at det havde en meget begrænset, teknisk anvendelse. 
Forbruget af aluminium i jern- og staalindustrien har dog været stort; 
men det er her metallets kemiske egenskaber, som i første linje 
betinger dets anvendelse. 

Grunden til metallets ringe tekniske betydning maa væseutlig 
søges i dets ringe fasthed, og den vanskelighed, hvormed det lader 
sig lodde og bearbeide. Bearbeides et stykke aluminium med en fil, 
vil det forholde sig som f. eks. bly. De afskaarne smaastykker vil 
som kompakt masse lægge sig imellem filens smaa fremstaaenheder 
og paa denne maade gjøre filen umulig. Den bearbeidede flade bliver 
heller ikke glat, men fuld at smaa rids og furer. 

For at forbedre disse, det rene metals, uheldige egenskaber har 
man forsøgt at legere det med flere tyngre metaller som f. eks. zink 
og kobber, og de herved fremkomne legeringer forholder sig ogsaa 
anderledes end det rene aluminium; men selv om disse forbedringer 
har bevirket, at metallet kommer at nærme sig messing i sine egen- 
skaber, saa har dog det ikke havt nogen større indflydelse paa dets 
tekniske anvendelse. 

Adskillig større betydning synes metallets legeringer med det m. 
h. t. fysiske egenskaber ikke ulige metal magnesium, at skulle faa. 
Magnesium, der er endnu lettere end aluminum, er et graahvidt metal, 


1) Efter ,Prometheus*. 


384 


som neppe lader sig forarbeide mekanisk, og som, naar det har været 
nogen tid i luften, angribes og omgiver sig med en graa hud af 
magnesia (magnesiumoxyd). 

Legeringer af disse to, hver for sig i mange henseender saa 
uheldige metaller, har imidlertid fysikeren dr. Mach bevist har egen- 
skaber, der er absolut forskjellig fra grundsubstansernes og sandsyn- 
ligvis betinger en ikke saa ringe teknisk anvendelse. Lignende lege- 
ringer havde man ogsaa tidligere gjort forsøg med; men disse forsøg 
faldt uheldig ud, fordi materialet var for urent. Mach, der har anvendt 
absolut rent materiale, har fremstillet sine legeringer ved at slippe 
stykker af magnesium ned i smeltet, tyndflydende aluminium. Han har 
fundet, at legeringer, der paa 100 vegtsdele aluminium indeholder 
10—30 vegtsdele magnesium og har en specifik vegt, der ligger mellem 
2 og 2.5 (aluminium = 2.7) er forholdsvis haardt, kan støbes og 
lader sig bearbeide med største lethed. Ved bearbeidelsen fremkom- 
mer sølvhvide, speilblanke flader, der holder sig godt i luften. Selv 
ved anvendelse af de fineste file under bearbeidelsen vil disse ikke 
tilstoppes at de afskaarne smaastykker, i ethvert fald ikke for de 
legeringer, hvis magnesiumgehalt ligger mellem 25 og 30 pct., og hvis 
sp. v. omtrent er som tombaks. Legeringer med 10—15 pct. magne- 
sium har en del af det rene aluminiums bedste egenskaber. Det tager 
desuden let mod politur, og de polerte flader, der holder sig godt i 
luften, besidder en betydelig evne til at reflektere lyset. Dr. Machs 
eksperimenter med magnalium, som man har kaldt disse legeringer af 
magnesium og aluminium, var udførte i den hensigt at skaffe et godt 
speilmateriale, og her synes magnalium at have store betingelser, idet 
navnlig de legeringer, der ligger mellem grænseværdierne: 2 dele alu- 
minium og I del magnesium, 1 del aluminium og 83.25 dele magnesium, 
tager imod en udmerket politur og besidder en meget sterk reflek- 
tionsevne. 

Prisen paa disse legeringer er høiere end for det rene aluminium, 
da magnesium for tiden paa grund af det ringe forbrug er meget 
dyrt. Nu koster 1 kg. aluminium i Tyskland 1.80—2 mark og 1 kg. 
magnesium omtr. 20 mark, saa at magnalium, der f. eks. bestaar af 
100 dele aluminium og 20 dele magnesium, vilde koste omtr. 5—6 
mark pr. kg. Denne prisforskjel, mener imidlertid forf., vil have liden 
betydning, da magnalium, naar man kun tager hensyn til volum, er 
billigere end messing, og desuden prisen paa magnesium med stigende 
produktion vil kunne blive mindre end prisen paa aluminium. 


CI 


Illustreret maanedsskrift 


; for 1 
populær naturvidenskab. 
Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


UGE  SNE EPU NN EN ONE VEV Le de Er 


1. — 93de aargang - 1899. Januar. | 


gg 8 3 INDHOLD 36 34 2 


Dr. J. Brunchorst: Lidt om museer (med 3 fig.) 1 


Karl Groos: Dyrenes lege «..+»»«vnearuvnuvner 13 

O. Nordgaard: Madfiske og fiskemad .....++». 25 
Leo Errera: 'Trænger alle levende væsener 

SDS Se ke fadrafe an see er Er us 29 


Mindre meddelelser: Interessante krybdyrfund i 
England. — Sælens aanden. — Marmor under 


em ie d SØTET EE GE APL 31 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen''s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar , Naturen"" angives som kilde. 


er 


NATUREN" 


begynder med januar 1899 sin 23de aargang (3die række, 3die 
aargang), paa hvilken vi herved indbyder til subskribtion. 

Tidsskriftets almennyttige formaal har faaet den anerkjendelse 
af regjering og storthing, som ligger i, at der er blevet bevilget 
det et tilskud af statskassen stort 1000 kr. paa betingelse af, at 
indtil 400 eksemplarer kan abonneres af statsunderstøttede folke- 
bibliotheker til det halve af den sædvanlige abonnementspris (kr. 2.50 
istedetfor kr. 5.00). 

Ved denne understøttelse fra det offentliges side er vi bleven 
sat istand til at knytte talrige nye medarbeidere til tidsskriftet 
og saaledes sikre det sagkyndige artikler fra naturvidenskabens 
forskjelligste omraader og et stadig vekslende indhold. 

Fra redaktionens side vil der blive lagt vegt paa, at artiklernes 
form bliver mest mulig almenfattelig, saa der til deres fulde for- 
staaelse ikke kræves særlige naturvidenskabelige forkundskaber. 

Foruden større artikler vil vi meddele referater af norsk 
naturvidenskabelig litteratur og gjøre rede for alle vigtigere 
fremskridt paa naturvidenskabens forskjellige omraader. Hver 
maaned vil vi endelig meddele en meteorologisk oversigtstabel for 
otte norske stationer — deres nedbør og temperatur sammenlignet 
med det normale. 


sNaturen* udkommer med et hefte paa mindst 2 ark (32 sider) 
hver maaned og koster 5 kr. pr. aar porto indbefattet. 

»Naturen* faaes hurtigst og regelmæssigst ved bestilling gjen- 
nem postvæsenet eller i ubetalt brev merket ,avissag* til ,,Natu- 
rens ekspedition*, Bergen, men kan ogsaa bestilles gjennem bog- 
handelen. 

Statsunderstøttede folkebibliotheker har i henhold til stor- 
thingets bevilgning ret til at erholde tidsskriftet for halv pris 
(kr. 2.50 porto indbefattet), og kan indsende bestilling enten gjen- 
nem kirkedepartementet eller direkte til ,Naturens redaktion*, 
Bergen. 


Aargangene af lste række (1ste—l0de aarg.) sælges for 1 kr. 
pr. bind; flere er dog udsolgte. 

Aargangene af 2den række (Ilte—20de aargang) sælges 
for kr. 2.50 pr. bind. 


Nye bøger. 


Til redaktionen er indsendt: 

Frem: Hefte 12—17 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 
Det norske geografiske selskabs aarbog IX. 1897—1898. (Haffner 
MT kristen. 


18 


GE norre Sturlasson: Norges kongesagaer (til aar 1177) oversat 


” af dr. Gustav Storm, med illustrationer af Chr. Krogh, Gerh. 


å Munthe, Eilif Petersen, Erik Werenskiold. Pragtudgaven hefte 
16—18. —Folkeudgaven hefte 23—27 å 830 øre. (Stenersen & 


å 
00, Kristiania). 


5 . Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri. Utgifven af 


Letterstedska föreningen. Hefte 7 og 8. (Norstedt & sønner, 

— Stockholm; Cammermeyer, Kristiania; Edlund, Helsingfors; Gad, 

g - Kjøbenhavn). 

1 G. Kolthoff & L. A. Jågerskiöld: Nordens fåglar. Hefte 

på 18—19. 3 kr. (F. & G. Bejer, Stockholm). 

| | Gustav Guldberg: Om reduktionen af de temporære baglemmer 
hos delfinembryoner og om melkekjertlernes første anlæg hos 

! disse. Med 10 figurer i teksten. (J. Dybwad, Kristiania). 

M. Haslie: Remarks on the nomenclature of the lithothamnia. 
(Aktietrykkeriet, Trondhjem). 

M. F oslie: List of species of the lithothamnia. (Aktietrykkeriet, 
Trondhj em). 


M. Foslie: Some new or critical lithothamnia. (Aktietrykkeriet, 
Trondhjem). 

Nyt tidsskrift for fysik og kemi. 1898. Hefte 2. (Nord. forlag, 
Kjøbenhavn). 


gere 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor i Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 
bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 7 første hefter 
er udkommen. 

Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


adr sl 


PPT 


å 


Mustreret maanedsskrift 


for 


populær naturvidenskab. 


Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


Al, 20de aargang - 1899. -— Februar. 


sp 3 3 INDHOLD 36 3 2 


Dr. J. Brunchorst: Lidt om museer (med 3 fig.) 33 
H. Vogel: Forandringer i jordaksens beliggenhed 48 
TE Lopra» Melkens bakterser .L.Hu. vaska de nn 52 
Wilh. Foerster: Stjerneskudfænomenet i 1899 . 57 
Anmeldelser: —t: Dyrenes naturhistorie...... 62 
Mindre meddelelser: Langhaaret pindsvin. — 
Blinde passagerer i insektverdenen. — Tid- 
lig eglægning hos rugden. — Hvormeget 


spiser mennesket? — Beteigneuse. — Indisk 
EE Er 8 EGG 64 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 


John Grieg, Lehmann & Stage, 


Bergen. Kjøbenhavn. 4 


7 Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
afirykkes, naar ,,Naturen* angives som kilde. En 


BKT, P 


NATUREN" 


begyndte med januar 1899 sin 93de aarvang (3die række, 3die 
aargang), paa hvilken vi herved indbyder til subskribtion. | 

Tidsskriftets almennyttige formaal har faaet den anerkjendelse 
af regjering og storthing, som ligger i, at der er blevet bevilget 
det et tilskud af statskassen stort 1000 kr. paa betingelse af, at 
indtil 400 eksemplarer kan abonneres af statsunderstøttede folke- 
bibliotheker til det halve af den sædvanlige abonnementspris (kr. 2.50 
istedetfor kr. 5.00). 


Ved denne understøttelse fra det offentliges side er vi bleven- 


sat istand til at knytte talrige nye medarbeidere til tidsskriftet 
og saaledes sikre det Sagkyndige artikler fra naturviderskabens 
forskjelligste omraader og et stadig vekslende indhold. 

Fra redaktionens side vil der blive lagt vegt paa, at artiklernes 
form bliver mest mulig almenfattelig, saa der til deres fulde for- 
staaelse ikke kræves særlige naturvidenskabelige forkundskaber. 

Foruden større artikler vil vi meddele referater af norsk 
naturvidenskabelig litteratur og gjøre rede for alle vigtigere 
fremskridt paa naturvidenskabens forskjellige omraader. Hver 
maaned vil vi endelig meddele en meteorologisk oversigtstabel for 
otte norske stationer — deres nedbør og temperatur sammenlignet 
med det normale. 


sNaturen* udkommer med et hefte paa mindst 2 ark (32 sider) 
hver maaned og koster 5 kr. pr. aar porto indbefattet. 
| »Naturen* faaes hurtigst og regelmæssigst ved bestilling gjen- 
nem postvæsenet eller i ubetalt brev merket ,avissag* til ,,Natu- 
rens ekspedition*, Bergen, men kan ogsaa bestilles gjennem bog- 
handelen. 

Statsunderstøttede folkebibliotheker har i henhold til stor- 
thingets bevilgning ret til at erholde tidsskriftet for halv pris 
(kr. 2.50 porto indbefattet), og kan indsende bestilling enten gjen- 
nem kirkedepartementet eller direkte til ,Naturens redaktion*, 
Bergen. 


Aargangene af lste række (Iste—l0de aarg.) sælges for 1 kr. 
pr. bind; flere er dog udsolgte. 

Aargangene af den række (llte—20de aargang) sælges 
for kr. 2.50 pr. bind. | 


p 
i 
i 
H 


LTE 


Nye bøger. 


Pet Naturens vidundere. Hefte 29. 35 øre. (Nord. forlag, * 08 p 
R Kjøbenhavn). | GE 
Cour og J. Appel: - Historisk fysik. Hefte 23. (Nord. 
forlag, Kjøbenhavn). IG | 
 Bahnson: Etnografien. fremstillet i dens hovedtræk. Med | OG 
Mag, farvetryk, kort, fotogravurer og flere hundrede i teksten ind- | 
trykte afbildninger. 28de levering. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 
Fr rem: efter 19 og 20 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 
 Pidsskrift Gr norsk landbrug. Januar 1899. 


E K 
å PG P ; aa 


Koren-Wiberg: p 


Det tyske kontor i Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 


bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 7 første hefter E 


er udkommen. 


Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


Ik] 


7 


po 


Hlustreret maanedsskrift 


for 


populær naturvidenskab. 
Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. I. Brunchorst. 


3 Paulgpilaes i fare 
Nr ag EE FSS Av 


Nr. 3. 200 aargang - 1899. ag Mars. 


6  INDHOLD 3s 34 3 


Carl. Fred. Kolderup: Jordskjælvet den 831te 


pr 


TET LRS PE i EA PR 65 
Fate e tr dt. MEPOr TED E Suv sm ae de 69 
ee Gar Nordest pattedyr varkåyks eru ulnk edu 7 
J. G.: Et nulevende kjæmpedovendyr........ 88 
Mindre meddelelser: Hjernevegtens førhold til 

legemsvegten hos pattedyrene. — Kunstige 

perler. — Ætherens opdagelse? — Tempe- 
ratur og nedbør oktober, november, decem- 

ber 1898, januar > februar 1899 ANE EEE 92 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
kes, naar ,,Naturen* angives som kilde. 


u nt: på vet. Pr. 
Nodar ng SP JE i Å » PÅ Må SE AN 


ed KG JET) PV på PLEN Tr DE er STAN 
PT pe) Et Et Nr 1380 SO 
p ry EN kal h REN pe Ka at are 


EN, 


Nye bøger. 3 


Til redaktionen er indsendt: 


Frem. Hefte 22—96 å 10 øre. (Nord, forlag, Kjøbenhavn). 
Kristian B. R. Aars: Ueber die Beziehung zwischen apriorisehen hol 


Causalgesetz ind der Thatsache der Reizhöhe. (J. A. Barth, 


Leipzig). 


Arthur Feddersen: Samleren. En veiledning for samlere. Med 


flere hundrede tekstbilleder og 9 farvetrykte bilag. Hefte I. 
25 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). Å 
Snorre Sturlasson: Norges kongesagaer (til aar 1177).  Over- 
sat af dr. G. Storm, med illustrationer af Chr. Krogh, Gerh. 
Munthe, Eilif Petersen, Erik Werenskiold. Pragtudgave hefte 
i 


Kristiania). 


P. la Cour og J. Appel: Historisk fysik. Hefte 24. 65 Øre. 


(Nord. Forlag, Kjøbenhavn). : 
Svenska jågareförbundets nya Tidskrift. 837te aargang. Hefte 1. 
(Skoglund, Stockholm). 


19—21. Folkeudgave hefte 28—32 å 30 øre. (Stenersen & Co,, 


or dene er ak AY pila died 


O 


AG 
EG SL 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor I Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 

bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 8 første hefter 

er udkommen. 
Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


+ FEB 93 1901 


: vå OG 


ustreret maanedsskrift 


for 
populær naturvidenskab. 


Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


Nr. 4. 23de aargang - 1899. April. - 


NOK INDHOLD 3 MK 


Dr. A. Appellöf: Om ferskvandenes og havets 
FS GOE pule). tvister fehue air eee 97 
Andor Hoel: Regnbuen (med 5 fig.) ....ovver 108 


0. J. Lie-Pettersen: Løvsangeren (med 1 fig.) 114 
Anmeldelser: P. Engelbrethsen: ,Hvordan jor- 


AD 
dem beviser under Parstaters 120 
N Mindre meddelelser: Skjoldkjertelen og dens 
nytte. — Vind og luftbølger. — Fordeling 
af jordmagnetismen i tidligere tider. — 
Kosmisk støv og hvirvelvind. — Forbruget 


af lægemidler. — Temperatur og nedbør 
, or øde: AT 121 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen"'s artikler er- kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar ,,Naturen** angives som kilde. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor i Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 
bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 9 første hefter 
er udkommen. 

Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


I Kommission hos Aschehoug & Co. er udkommet: 


Nedbøriagttagelser i Norge*, 


udgivet af Det norske meteorologiske Institut. Aargang I, II og 
III (1895 Juli — 1897 december). Anden Del. Maaneds- og 
Aarsoversigter med 1 Kart og 2 Plancher. Pris Kr. 6.00. 


| (H. 0.) 


lei 


O 


Norsk naturvidenskabelig litteratur. 


Januar—marts 1899, 


Guldberg, Gustav, professor, dr. med.: ,0Om reduktionen af 
temporære bagiemmer hos delfinembryoner og om melkekjertlernes 
første anlæg hos disse", Med to figurer i teksten. (Videnskabssel- 
skabets skrifter. I. Math.-naturvidensk. klasse. 1898. No. 19). 
15 sider i imp. 8. Kristiania (1898), Jakob Dybwad i kommission. 
Kr. 1.40. | 

Arnesen, Emily: ,Beitråge zur Anatomie und Histologie von 
Uloceyathus arcticus, Coriophyllia Smithii, Deutrophyllia ramea und 
Cladocora cæspitosa". Mit 2 tafeln. (Sep. af Archiv for Mathematik 
og Naturvidenskab). 24 sider i 8. Kristiania, Alb. Cammermeyers 
forlag. Kr. 1.60. 

Geelmuyden, H. Chr., dr. med.: Om Acetomuri ved Phlo- 
ridzinforgiftning. (Sep. af Archiv for Mathematik og Naturvidenskab). 
31 sider i 8. Kristiania, Alb. Cammermeyers forlag. Kr. 1.20. 

Thor, Sig., konservator ved univ. zool. museum: ,,Nye Hydrach- 
nideformer fundne i Norge sommeren 1898". (Sep. af Archiv for 
Mathematik og Naturvidenskab). 10 sider i 8. Kristiania, Alb. Cam- 
mermeyers forlag. Kr. 0.80. 

Thor, Sig.: ,Ljania". En ny Hydrachnideslegt fra omegnen af 
Kristiania. (Sep. at Archiv for Mathematik og Naturvidenskab). 4 
sider i 8. Kristiania, Alb. Cammermeyers forlag... Kr. 0.50. 

Bull, H. J.: ,Sydover". Ekspeditionen til Sydishavet 18938—95. 
Med titelbillede af marinemaler W. L. Wyllie, A. R. A. Iustr. af 
W. G. Burn Murdoch og fotografier af forfatteren samt karter over 
Syd-Victoriabugten, Kerguelen og de antarktiske farvande. 9214 sider 
og 6 tabeller i 8. Kristiania (1898). Det norske aktieforlag. Kr. 
3.00, ind. i shirting kr. 4.00. 

Thor, Sig., skolebestyrer: ,De første planter i skolen" til brug 
i folkeskolen og forberedelsesskolens 4de og 5te klasse. 2 omarbei- 
dede oplag. Med 22 billeder. 48 sider i 8. Kristiania, Alb. Cammer- 
meyers forlag. Kr. 0.80. 

Thor, Sig.: Beskrivelser og billeder af nogle nytteplanter ud- 
arbeidet til brug i mindre folkeskoler og forberedelsesskoler. Med 
billeder af 40 planter. 32 sider i 8. Kristiania, Alb. Cammermeyers 
forlag. Kr. 0.40. 

Arendt, prof. dr. Rudolf: Kortfattet lærebog i kemi. — Oversat 
fra tysk af Kr. Støren. Med forord af John Sebelien, lærer i kemi 
ved Norges landbrugshøiskole. 106 sider i stor 8. med 115 figurer 
teksten. Kristiania, P. T. Mallings boghandel. Indb. kr. 0.80. 

Dahl, Knut: ,Reiser i Sydafrika". Med illustrationer taget af 
forfatteren. Sde—9de hefte. , Reiser i NV-Australien*, Side 1—64 - 


i stor 8. med illustr. Kristiania, Alb. Cammermeyers forlag. Pris 


pr. hefte kr. 0.60. 


pJahrbuch des Norwegischen meteorologischen Instituts får — 


1896". Herausgegeben von Dr. H. Mohn, professor der Meteorologie 
an der Universitåt in Christiania. 119 sider i 4. Kristiania (1897). 
Kr. 2.50. 

pJahrbuch des Norwegischen meteorologischen Instituts får 
1897". 119 sider i 4. Kristiania (1898), Aschehoug & Co. i kom- 
mission. Kr. 2.50. 

p Norges land og folk*. Topografisk-statistisk beskrivelse over 
Tromsø amt. Efter off. foranstaltning udgivet ved Amund Helland, 
Hefte 1 og 2. 96 sider i st. 8. med kart over amtet i maalestokken 
1:400000. Kristiania, Aschehoug & Co. Kr. 1.00. Komplet ca. 
7 hefter. 

Engelbrethsen, P.: ,Hvordan jorden blev til". Almenfattelig 
fremstilling af samtidens anskuelse om himmellegemernes tilblivelse og 
af, hvordan disse anskuelser blev naaet. Med 49 billeder i teksten. 
220 sider i 8. Kristiania, Alb. Cammermeyers forlag. Kr. 2.00. 

»Bergens museums aarbog* for 1898. Afhandlinger og aars- 
beretning udgivet af Bergens museum ved dr. J. Brunchorst, museets 
sekretær. | 


Nye bøger. 


Til redaktionen er indsendt: 

Bogvennen.  Maanedsskrift for bogvenner. Hefte 9—10. 0.50. 
(Sørensen, Kristiania). 

P. Engelbrethsen: =,Hvordan Jorden blev til*. Almenfattelig 
fremstilling af samtidens anskuelser om himmellegemernes tilbli- 
velse og af hvordan disse anskuelser blev naaet. Med 49 
billeder. å 

Nyt tidsskrift for fysik og kemi. 383die bind. G6te hefte. (Nord. 
forlag, Kjøbenhavn). 

Frem. Hefte 27—31 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri. Hefte 2 og 3. 
(Norstedt, Stockholm). 

Arthur Feddersen: Samleren. En veiledning for samlere. Hefte 2. 
0.25. (Nord. Forlag, Kjøbenhavn). 


? 
4 
FN 
EI 
å 


| 
Å 

I 

4 
| 


FEB 23 1901 


Mustreret maanedsskrift 


for 


populær naturvidenskab. 


Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


Qr. $ og 6. 28de aargang - 1899. Mai og juni. 


se 3 gg INDHOLD åg 3, 3 


PÅ 


O. Pettersson: Om aarsagerne til vegetationsperiodens 
tidligere eller senere indtræden i de forskjellige aar 


mederne ere 129 
Dr. J. Brumchorst: Hvalfangst m-d bue og pil (med 7 fig.) 138 
Hermann Zippel:* Tobak.:-1---.getev ie ear å noe Ho aloler 154 
Dr. Karl Brandt: Om stofvekselen i havet .......+-++-» 163 
Michael Cohn: Ungdom og alderdom.....-.-»-oauvvvaveer 177 


Geografisk litteratur: Løffler: ,,Omrids af geografien". 


— ,,Buropa*. — Refsdal: ,,Atlas over Norge for 
skole og hjem". — W. M. Davis: , Physical 
E0 SraPy Je ee 2 eee plndeer 185 
Mindre meddelelser: Hans Reusch: Frugtavl og geologi. 
— Dyrenes liv er en symbiose. — Tuberkelbaciller i 
smør. — Troldkobbe. — Kan krebsene høre? — Digre 
hagelkorn. — ”lemperatur og nedbør april og mai 
AS OE erre å ens re å dege ee area seas Pahee «ledet 186 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar ,,Naturen** angives som kilde. 


Norsk naturvidenskabelig litteratur. 
Mai 1899. 


Dr. Johan Hjort og cand. Knut Dahl: ,Fiskeforsøg i 
norske fjorde". 175 sider i st. 8. Kristiania 1899. J. M. Stener- 
sen & Co.s forlag. 

Mohn, H.: ,Das Hypsometer als Luftdruckmesser und seme 
Anwendung zur Bestimmung der Schwerekorrektion". —Videnskabs- 
selskabets skrifter. I. Math.-raturvidensk. klasse 1899. No. 2. 
69 sider i stor 8. Kristiania, Jacob Dybwad i kommission. Kr. 2.80. 

,Nedbøriagttagelser i Norge" udgivet af det norske 
meteorologiske institut. Aargang I, II og III. 1895 juli—1897 
december. 2den del, maaneds- og aarsoversigter. Med 1 kart og 2 
plancher. XVI, 217 sider i folio. Kristiania, H. Aschehoug & OCo. 
i kommission. Kr. 6.00. 

sNorges land og folk". —Topografisk-statistisk beskrivelse 
over Tromsø amt. Efter offentlir: foranstaltning udgiven ved Amund 
Helland. Hette 5—6 i stor 8. Kristiania, Aschehoug & OCo. 

Collett, R.: ,0n a second collection of birds from Tongoa*. 
New Hebrides. (Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger 1898. 
No. 6). 7 sider i stor 8. Kristiania (1898), Jacob Dybwad i kom- 
mission. Kr. 0.25. 

Hofstad, O. A., adjunkt: =,Flora for skoler". Med 160 
billeder og kart. VIL. 132 sider i 8. Kristiania, H. Aschehoug & 
Go Kr .55. 

Wille, dr. N.: ,0m nogle vardsopper*. Med 1 planche. 
Videnskabsselskabets skrifter. I. Mathem.-naturvidensk. klasse 1899. 
No. 83. 14 sider i stor 8. Kristiania, Jacob Dybwad i kommission. 
Kr. 0.80. 


Nye bøger. 
Til redaktionen er indsendt: 


Frem. Hefte 32—37 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 
Arthur Feddersen: Samleren. En veiledning for samlere. Hefte 
3 og 4. 0.25. (Nord. Forlag, Kjøbenhavn). 

La Cour og Jac. Appel: Historisk fysik. Hefte 25. 0:65: 
(Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri. Hefte 4. 
(Norstedt, Stockholm). 

V. Balslev: Dyrenes naturhistorie. (Lehmann & Stage, Kjøben- 
havn). 

Geografisk tidsskrift. Redigeret af 0. Irminger, kommandør. 15de 
bind. Hefte I—II. (Hoffenbergske Etabl., Kjøbenhavn). 

C. J. Anker: Kontreadmiral H. C. Snedorffs efterladte breve. Fra 
1807—14. I uddrag. (Stenersen & OCo., Kristiania). 

C. J. Anker: Keiser Napoleon og den store armé i Rusland 1812. 
(Stenersen & OCo., Kristiania). 

Dr. Gustav Storm: Erik den Røde. Saga eller sagaen om Vin- 
land. Illustreret af Hjalmar Johnsen og Chr. Krohg. (Stenersen 
& Co., Kristiania). 

Hugo Samzelius: Jågaren. Nordisk årsbok för jakt och natur- 
vinner. 5te aargang. 3.75. (Wahlström & Widstrand, Stock- 
holm). 

Nedbøriagttagelser i Norge. Udgivet af det norske meteorol. institut. 
Aargang I, II og III. 1895 juli—1897 december. den del, 
maaneds- og aarsoversigter. Med 1 kart og 2 plancher. (W. 
C. Fabritius & Sønner, Kristiania). 


Jågaren, 


Nordisk årsbok för jakt- och naturvånner, utgifven af Hugo Samzelius 
under medverkan af svenska, norska, danska och finska jågare, 
zoologer, författare och kostnårer. Femte årgången 1899. 95 bidra- 
gande författare och artister. 23 illustrationer. Pris 3 kr. 75 øre 1 
bokhandeln, hos Wahlström & Widstrand (Riddargatan 4, Stockholm) 
samt redaktionen, adr. Neder Kalie, hvarjåmte prenumeration kan 


göras å postanstalterna. 


Til døve Personer. 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kureret tor Døvhed 
og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.), for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste 1 sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 


101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor I Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 


bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 10 første hefter 
er udkommen. 
Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


I Kommission hos Aschehoug & Co. er udkommet: 


»Nedbøriagttagelser i Norge*, 


udgivet af Det norske meteorologiske Institut. Aargang I, II og 
III (1895 Juli — 1897 December). Anden Del. Maaneds- og 


Aarsoversigter med 1 Kart og 2 Plancher. Pris Kr. 6.00. 
(HH 04 


Brevveksling. 


Sp.: Har De ældre aargange tilsalgs? I saa tilfælde hvilke 
og til hvad pris? 
Ærb. 
Å. H. 


Svar: Aargangene af lste række (1ste—l0Ode aargang) sælges 
for 1 kr. pr. bind. Flere er dog udsolgt. 

Aargangene af 2den række (1lte—20 aargang) sælges for kr. 
2.50 pr. bind. 


Gå 


ra +74 opp an. 


artrykkes, naar ,, Naturen* angives som kilde. 
" 


Ki 


Ki 


Hustreret maanedsskrif 


Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


FET, 28de aargang - 1899. Juli. V 


å % 3 INDHOLD å % ge 


Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. 


for 


Chr. Grønlund: Dyrs værn imod angreb af 


andrefdyr (medødrfhpJpka Haa. 
Idar Handegaard: En norsk plante, som vokser 


TETT Made Gr Gerd ola EO Ve PO Er 
Gustave Le Bon: Om ugjennemsigtige legemers 
gjennemtrængelighed for lysstraaler af stor 
bølgelængde (med 4 fig.)....»iiaaavereere 


O. J. Lie-Pettersen: Plasterbiller (med 1 fig.). 2 


Mindre meddelelser: Forfølger fuglene flyvende 
sommerfugle? — Om myrernes vinter- 
ophold. — En barbarisk plante. — Hvilket 
tryk vinden udøver. — Hvordan man op- 
dager kometer. — dJodet i havvandet. — 
Temperatur og nedbør juni 1899 ........ 


Kommissionærer: 


Bergen. Kjøbenhavn. 


John Grieg, Lehmann & Stage, 


193 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Mindre meddeielser kan 


Nye bøger. 


Til redaktionen er indsendt: 

Arthur Feddersen: Samleren. Hefte 5—7. 0.25. (Nord. 
forlag, Kjøbenhavn). 

Frem. Hefte 39—45 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Svenska Jågareförbundets nya tidskrift. Hefte 2. (Skoglund, Stock- 
holm). 

Nedbøriagttagelser i Norge. Udgivet af Det norske meteorol. institut. 
Aarg. I, II og III. 1895 juli—1897 decbr. Første del. 
Daglige nedbørhøider. (Fabritius & sønner, Kristiania). 

P. la Cour og J. Appel: Historisk fysik. Hefte 26. 0.65. 
(Nord. forlag, Kjøbenhavn). ) 

Tidsskrift for det norske landbrug, udg. af Det kgl. selsk. for Norges 
vel. Hefte 26 og 27. (Grøndahl & søn, Kristiania). 

Kr. Bahnson: -Etnografien fremstillet i dens hovedtræk. %24de 


levering. 1 kr. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 


Jågaren, 


Nordisk årsbok för jakt- och naturvånner, utgifven af Hugo Samzelius 
under medverkan af svenska, norska, danska och finska jågare, 
zoologer, författare och kostnårer. Femte årgången 1899. 95 bidra- 
gande författare och artister. 23 illustrationer. Pris 3 kr. 75 øre i 
bokhandeln, hos Wahlström & Widstrand (Riddargatan 4, Stockholm) 
samt redaktionen, adr. Neder Kalie, hvarjåmte prenumeration kan 


göras å postanstalterna. 


Til døve Personer. 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kureret tor Døvhed 
og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.), for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste i sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 


101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor i Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 
bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 11 første hefter 
er udkommen. 

Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


I Kommission hos Aschehoug & Co. er udkommet: 


»Nedbøriagttagelser i Norge*, 


udgivet af Det norske meteorologiske Institut. Aargang I, II og 
III (1895 Juli — 1897 December). Første Del: ,, Daglige Nedbør- 
høider*. Pris Kr. 4.00. Tidligere er udkommet anden Del: 
 Maaneds- og Aarsoversigter*. Pris Kr. 6.00. (H, 03 


Som Særtryk af ,, Aarbog for Naturvenner og naturhistoriske 
Samlere* er paa eget Forlag udkommet: ,Bestemmelsestabeller 
over danske Biller. |. Heteromera"”. Pris 80 Øre. 

A. C. Jensen-Haarup, 


Esbjerg, Danmark. 


Undertegnede paatager sig at levere indtil 1500 Arter danske 
Biller (gjennemgaaende i 2 Expl.) til en Pris af 10 Øre pr. Art; 
smukt præparerede, videnskabelig bestemte. 

Endvidere paatager jeg mig at bestemme nord- og mellem- 
europæiske Biller for 1 Kr. pr. 15 Arter (uanseet Individernes 
Antal). 

A. C. Jensen-Haarup, 


Esbjerg, Danmark. 


IHustreret maanedsskrift 


for 


populær naturvidenskab. 
Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. d. Brunchorst. 


AD 
KOSNE. $ 28d6 aargang - 1899. August 


se ok INDHOLD 3 3 3 


Anmeldelser: C. Raunkiær: »Pe danske blom- 
G. N sterplanters naturhistorie* ..7.07-47...2s 255 
i Mindre meddelelser: 'Temperatur og nedbør 


pe betamoust 18994564 FS Juraess 256 


Andor Hoel: Traadløs telegrafi (med 14 fig.). 225 
Carl Fred. Kolderup: Bjørneøen (med 2? fig.). 244 
Karl8gj0: Orm" i tænderne 00010400 250 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af »Naturen*'s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddeielser* kan 


aftrykkes, naar ,,Naturen** angives som kilde. 


Nye bøger. 


Til redaktionen er indsendt: 
Frem. Hefte 47—51 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 
Arthur Feddersen: Samleren. Hefte 8. 0.25. (Nord. forlag, 
Kjøbenhavn). 
Tromsø Museums Aarsberetning for 1897. (G. Kjeldseth, Tromsø). 
Tromsø Museums Aarshefter. 20. 1897. (M. Astad, Tromsø). 
J. Sparre-Schneider: Insektfaunaen paa Kvaløen. (M. Astad, 
Tromsø). 
J. Sparre-Schneider: Insektlivet i Jotunheimen. (M. Astad, 


Tromsø. 


Jågaren, 


Nordisk årsbok för jakt- och naturvånner, utgifven af Hugo Samzelius 
under medverkan af svenska, norska, danska och finska jågare, 
zoologer, författare och kostnårer. Femte årgången 1899. 925 bidra- 
gande författare och artister. 9238 illustrationer. Pris 3 kr. 75 øre i 
bokhandeln, hos Wahlström & Widstrand (Riddargatan 4, Stockholm) 
samt redaktionen, adr. Neder Kalie, hvarjåmte prenumeration kan 


göras å postanstalterna. 


Til døve Personer. 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kuvreret tor Døvhed 
og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.), for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste i sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 


101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor I Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 
bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 12 første hefter 
er udkommen. 

Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


I Kommission hos Aschehoug & Co. er udkommet: 


sNedbøriagttagelser i Norge, 


udgivet af Det norske meteorologiske Institut. Aargang I, II og 
IT (1895 Juli — 1897 December). Første Del: ,Daglige Nedbør- 
høider". Pris Kr. 4.00. Tidligere er udkommet anden Del: 
pMaaneds- og Aarsoversigter*. Pris Kr. 6.00. (H. 0.) 


Som Særtryk af ,Aarbog for Naturvenner og naturhistoriske 
Samlere* er paa eget Forlag udkommet: ,Bestemmelsestabeller 
over danske Biller. |. Heteromera*. Pris 80 Øre. 

A. C. Jensen-Haarup, 


Esbjerg, Danmark. 


Undertegnede paatager sig at levere indtil 1500 Arter danske 
Biller (gjennemgaaende i 2 Expl.) til en Pris af 10 Øre pr. Art; 
smukt præparerede, videnskabelig bestemte. 

Endvidere paatager jeg mig at bestemme nord- og mellem- 
europæiske Biller for 1 Kr. pr. 15 Arter (uanseet Individernes 
Antal). 

A. C. Jensen-Haarup, 


Esbjerg, Danmark. 


[Hustreret maanedsskrif | 


for 


Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


Nr. 9,10. o8d0 aargang - 1899. — Septbr, oktober. 


se 3 og INDHOLD 3 % ok 


Fredrik Grøn: Hvad har den moderne medicin 
Voes Sy NE ukes Sr kaier 257 

Hans Reusch: Merker af en interglacialtid i 
Ji Ge EE 269 


ILSE RED or 271 
Prof. H. Obersteiner: Betydningen af de indi- 
viduelle forskjelligheder i hjernen....+++> 275 
Andor. Hoel: Stjerneskud — Leoniderne (med 
Se ae aldre sea ae avd 293 
O. P.: Fra den internationale fiskerikonferense 
Petdekbholmmed I fø.)M. +as-+ semen 5 303 
Mindre meddelelser: Kiselsyre i den menneske- 
lige organisme. — Aluminium istedetfor 
kobber. — Eifeltaarnets bevægelser ...... 319 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 


John Grieg, Lehmann & Stage, 


Bergen. Kjøbenhavn. 


AE Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar ,,Naturen** angives som kilde. : 


Nye høger. 
Til redaktionen er indsendt: 

Frem. 1898 Helt 52, 1899 hefte 1 og 2 å 10 øre. (Nord. forlag, 
Kjøbenhavn). 

Naturae Novitates Bibliographie neuer Erscheinungen aller Lånder auf 
dem Gebiete der Naturgeschichte und der exacten Wissenschaften. 
(Friedlånder & Sohn, Berlin). 

Gustaf Kolthoff: Ur djurens lif. Hefte 2—4. 50 øre. (Fr. 
Skoglund, Stockholm). 

Gustaf Kolthoff: Opfindelsernes bog. Hefte 1 og 2. 95 øre. 

(Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Tidsskrift for det det norske landbrug. Hefte 7 og 8. (Grøndahl & 
Søn, Kristiania). 

Arthur Feddersen: Samleren. Hefte 9—12. 0.25. (Nord. 
forlag, Kjøbenhavn). 

G. Guldberg: Grundtræk af menneskets anatomi. (Dybwad, Kri- 
stiania). 

Tidsskrift for skogbrug. Udgivet af Det norske skogselskab. Red.: 
skoginspektør Dahl. Aarg. VII. Hefte 9. 

Svenska Jågareförbundets nya tidskrift. Aarg. 37. Hefte 3. (Fr. 
Skoglund, Stockholm). 

Hugo Samzelius: Jågaren. Nordisk årsbok för jakt- och 
naturvinner. — Utgifven af Hugo Samzelius under medverkan 
af svenska, norska, danska och finska jågare, zoologer, författare 
och konstnårer. 5te årg. Med 2 helsidebilder samt 17 por- 
trått och 4 illustrationer i texten. (Wahlström & Widstrand, 


Stockholm). 


Om nogle dage udkommer 


Gerhard Gran: 


NORGES DÆMRING. 


En litteraturhistorisk indledning. 
Pris 4 kr., porto 15 øre. 


Hjalmar Christensen: 


Af det norske aandslivs historie i det 19de 
aarhundrede. 


E 
Nicolai Wergeland. 


Pris kr. 2.80, porto 10 øre. 


Faaes hos alle boghandlere og hos forlæggeren 


John Grieg, Bergen. 


Til døve Personer. 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kureret tor Døvhed 
og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.), for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste i sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 


101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor i Bergen 


med ca. 400 illustrationer og 4 lithograferede farvetrykte kunst- 

bilag udkommer i ca. 17 hefter å 70 øre. De 12 første hefter 

er udkommen. | 
Subskription modtages i alle boglader samt hos for- 


læggeren 


John Grieg, Bergen. 


Jågaren, 


Nordisk årsbok för jakt- och naturvånner, utgifven af Hugo Samzelius 
under medverkan af svenska, norska, danska och finska jågare, 
zoologer, författare och kostnårer. Femte årgången 1899. 25 bidra- 
gande författare och artister. 23 illustrationer. Pris 3 kr. 75 øre i 
bokhandeln, hos Wahlström & Widstrand (Riddargatan 4, Stockholm) 
samt redaktionen, adr. Neder Kalie, hvarjåmte prenumeration kan 


göras å postanstalterna. 


Som Særtryk af ,Aarbog for Naturvenner og naturhistoriske 
Samlere* er paa eget Forlag udkommet: ,Bestemmelsestabeller 
over danske Biller. |. Heteromera". Pris 80 Øre. 

A. C. Jensen-Haarup, 


Esbjerg, Danmark. 


Undertegnede paatager sig at levere indtil 1500 Arter danske 
Biller (gjennemgaaende i 2 Expl.) til en Pris af 10 Øre pr. Art; 
smukt præparerede, videnskabelig bestemte. 

Endvidere paatager jeg mig at bestemme nord- og mellem- 
europæiske Biller for 1 Kr. pr. 15 Arter (uanseet Individernes 
Antal). 

A. C. Jensen-Haarup, 
Esbjerg, Danmark. 


— RE NR dra 


Illustreret maanedsskrift 


for Å 
populær naturvidenskab. 
Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. | 


1. 2300 anrgang - 1899. November. | 


sd 2 INDHOLD 3 2 se 


L. Schmelck: Træk af naturvidenskabens anven- 


delse i rettens tjeneste (med 7 fig.) ...... 321 
Prof. Max Gruber: Kjød- og pølseforgiftninger 335 
M.: Flydende luft som lægemiddel.......... 341 
Gunnar Andersson og Carl Fred. Kolderup: 

. Om Björnön eller Beeren Eiland......... 345 
LESE Dalskohøper HL kok veve Ane 347 


Anmeldelser: ,Nedbøriagttagelser i Norge", — 
I. H. L. Vogt: ,Das Hueloa-Kilsfeld in 
Sud-Spanien und dem angrenzenden Theile 


ge 349 
Mindre meddelelser: Plante-amuletter. -— Pri- 

mula obconica. — Temperatur og nedbør 

september og oktober 1899 ........evsse 351 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 
John Grieg, Lehmann & Stage, 
Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar ,,Naturen** angives som kilde. 


Nye bøger. 


Til redaktionen er indsendt: 

Frem. Hefte 4—8 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Opfindelsernes bog. Hefte 3—8. 925 øre. (Nord. forlag, Kjøben- 
havn). 

A. Feddersen: Samleren. Hefte 13. 925 øre. (Nord. forlag, 
Kjøbenhavn). 

Gustaf Kolthoff: Ur djurens lif. Hefte 5—8. 50 øre. (Fr. 
Skoglund, Stockholm). 

F. G. Gade: Mikroskopet og den mikroskopiske teknik. En vei- 
ledning for lærere og studerende. (Aschehoug og 0Co., Kristiania). 

Snorre Sturlasson: Norges kongesagaer (til aar 1177) oversat 
af dr. Gustav Storm med illustrationer af Christian Krohg, Gerh. 
Munthe, Eilif Peterssen, Erik Werenskiold.  Pragtudgave hefte 
22—27. —Folkeudgave hefte 33—41 å 830 øre. . (Stenersen & 
Co., Kristiania). 

Tidsskrift for det det norske landbrug. Udgivet af Det kgl. selskab 
for Norges vel. Hefte 10. (Grøndahl & Søn, Kristiania). 

A. V. Båcklund: Elektrodynamik. (Hj. Møller, Kjøbenhavn). 

J. 0. Bøving-Petersen og W. Dreyer: Vor klodes dyr. 
Iste levering. 60 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Norsk jæger- og fiskerforenings tidsskrift. Hefte 2. (Werner & OCo,, 


Kristiania). 


Gerhard Gran: 


NORGES DÆMBRING. 


En litteraturhistorisk indledning. 
Pris 4 kr., porto 15 øre. 


Af pressens udtalelser hidsættes: 

Dr. Just Bing skriver i ,Morgenbladet": Det første indtryk af denne bog 
er, at den har noget overordentlig vindende ved sig. Den er ligetil og fordrings- 
løs i sit væsen, den giver sig hverken mine af at sidde inde med sin dybe op- 
fatning eller det vide udsyn, men den forklarer enkelt og greit omstændighederne 
ved denne første litterære kamp paa norsk jordbund ud fra de almindelige 
norske tilstande og fra de personlige modsætninger mellem de to høvdinger. 
Den er endvidere klart tænkt, fast og sikkert bygget og muntert skrevet. — — 
Den lader billedet af personer og forhold træde mere levende frem, end man 
har seet dem hidtil. 

S. i yLindesnæs*: — Kort. Dette arbeide, der omhandler den periode af 
vort aandsliv, som kaldes ,Norges dæmring*, er baade underholdende og inter- 
essant. Det er en værdifuld forøgelse af vor ikke just rige litteraturhistoriske 
bogverden. 

» Ringerikes Blad*: Den bekjendte udgiver af det populære tidsskrift ,, Samtiden* 
har her leveret os et verk af stort værd. Forfatterens arbeide aander en dyb 
kjærlighed til sit emne, og det er skrevet saa klart og livfuldt, at det vækker 
vor største interesse. Inden den dannede læseverden vil derfor bogen blive 
modtagen med glæde. 


Hjalmar Christensen: 


Af det norske aandslivs historie i det 19de 
aarhundrede. 


ET. 
Nicolai Wergeland. 
Pris kr. 2.80, porto 10 øre. 


sRingerikes blad": En skildring af en personlighed som Nicolai Wergeland 
tør sikkerlig paa mange hold paaregne at blive ført med belydelig interesse. 


Faaes hos alle boghandlere og hos forlæggeren 


John Grieg, Bergen. 


Å 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor I Bergen 


Indbunden i pragtbind kr. 18.00 
Heftet + 160 305 0 ME 


Kan bestilles hos alle landets boghandlere 


John Grieg, Bergen. 


Til døve Personer. 


| 


| 
3 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kvreret tor Døvhed 


og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.), for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste i sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 


101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


IHustreret maanedsskrift 


for 


& 


populær naturvidenskab. 
Udg.: Bergens museum. - Red.: dr. J. Brunchorst. 


"pod 28de aargang - 1899. December Å 


% 2 GKOINDHOLD % 


Q D Feet Over: PEREN 24 Sus. sk dass be Ne uvante + 375 
Ga. N Anomalier i dyrs levemaade........avvvvvnnr 381 
C. F. K.: Magnalium 383 


Hans Reusch: Ønskekvisten (med 3 fig.)..... 353 


Prof. Max Gruber: Kjød- og pølseforgiftninger 366 


påd sa Me go ee ae sea 00 aa 


Pris 5 kr. pr. aar, porto indbefattet. 


Kommissionærer: 


John Grieg, Lehmann & Stage, 


Bergen. Kjøbenhavn. 


Eftertryk af ,,Naturen"s artikler er kun tilladt efter aftale med redaktionen. Mindre meddelelser kan 
aftrykkes, naar ,,Naturen*' angives som kilde. 


NATUREN" 


begynder med januar 1900 sin 24de aargang (3die række, 4de 
aargang), paa hvilken vi herved indbyder til subskribtion. 

Tidsskriftets almennyttige formaal har faaet den anerkjendelse 
af regjering og storthing, som ligger i, at der er blevet bevilget 
det et tilskud af statskassen stort 1000 kr. paa betingelse af, at 
indtil 400 eksemplarer kan abonneres af statsunderstøttede folke- 
bibliotheker til det halve af den sædvanlige abonnementspris (kr. 2.50 
istedetfor kr. 5.00). 

Ved denne understøttelse fra det offentliges side er vi bleven 
sat istand til at knytte talrige nye medarbeidere til tidsskriftet 
og saaledes sikre det Sagkyndige artikler fra naturvidenskabens 
forskjelligste omraader og et stadig vekslende indhold. 

Fra redaktionens side vil der blive lagt vegt paa, at artiklernes 
form bliver mest mulig almenfattelig, saa der til deres fulde for- 
staaelse ikke kræves særlige naturvidenskabelige forkundskaber. 

Foruden større artikler vil vi meddele referater af norsk 
naturvidenskabelig litteratur og gjøre rede for alle vigtigere 
fremskridt paa naturvidenskabens forskjellige omraader. Hver 
maaned vil vi endelig meddele en meteorologisk oversigtstabel for 
otte norske stationer — deres nedbør og temperatur sammenlignet 
med det normale. 


sNaturen* udkommer med et hefte paa mindst 2 ark”(32 sider) 
hver maaned og koster 5 kr. pr. aar porto indbefattet. 

sNaturen* faaes hurtigst og regelmæssigst ved bestilling gjen- 
nem postvæsenet eller i ubetalt brev merket ,avissag* til ,,Natu- 
rens ekspedition*, Bergen, men kan ogsaa bestilles gjennem bog- 
handelen. | 

Statsunderstøttede folkebibliotheker har i henhold til stor- 
thingets bevilgning ret til at erholde tidsskriftet for halv pris 
(kr. 2.50 porto indbefattet), og kan indsende bestilling enten gjen- 
nem kirkedepartementet eller direkte til ,, Naturens redaktion*, 
Bergen. 


Aargangene af Iste række (1ste—l0de aarg.) sælges for 1 kr. 
pr. bind; flere er dog udsolgte. 

Aargangene af ”den række (Ilte—20de aargang) sælges 
for kr. 2.50 pr. bind. 


Nye bøger. 
Til redaktionen er indsendt: 


Gustaf Kolthoff: Ur djurens lif. Hefte 9 og 10. (lste bind 
færdig). (Fr. Skoglund, Stockholm). 

P. La Cour og J. Appel: Historisk fysik. Hefte 28. (Nord. 
forlag, Kjøbenhavn). | | 

Frem. Hefte 9—12 å 10 øre. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Andr. M. Hansen:  Menneskeslegtens ælde. - Med talrige illustra- 

-tioner. Hefte 5. (Slutning). Kr. 2.75. (J. Dybwad, Kri- 

stiania). 

J. 0. Bøving-Petersen og W. Dreyer: Vor klodes dyr. 
2den levering. (Nord. forlag, Kjøbenhavn). 

Opfindelsernes bog. Hette 9 og 10. 925 øre. (Nord. forlag, Kjø- 
benhavn). 

A. Feddersen: Samleren. Hefte 15. 925 øre. (Nord. forlag, 
Kjøbenhavn). År å 

Hans Kiær: Den norske Nordhavsexpedition 1876—1878. Zoologi. 
Thalamospora. Med 1 planche og 1 kart. (Grøndahl & Søn, 
Kristiania). | Er 

Kristine Bonnevie: Den norske Nordhavsexpedition 1876— 
1878. Zoologi.  Hydroida. Med 3 figurer, 8 tavler og et 
kart. (Grøndahl & Søn, Kristiania). 

Tidsskrift for det det norske landbrug. Udgivet af Det kgl. selskab 
for Norges vel. Hefte 11. (Grøndahl & Søn, Kristiania). 

HB. Mohn: Klima-tabeller for Norge. V—XII. — Udgivet for 
Fridtjof Nansens fond. (J. Dybwad, Kristiania). 


Nansenfondets prisopgave. 


Fristen for indlevering af besvarelser af den af Nansenfondet 
udsatte prisopgave, der skulde være indleveret inden lste januar 
1900, er ifølge beslutning af fondets styrelse forlænget til Iste 
april 1900. 


Koren-Wiberg: 


Det tyske kontor i Bergen — 


Indbunden i pragtbind kr. 18.00 
MEET 2 


Kan bestilles hos alle landets boghandlere 


John Grieg, Bergen. 


Til døve Personer. 


En Dame, som for ca. tre Aar siden blev kvreret tor Døvhed 
og Øresusen ved Hjælp af Dr. Nicholson's kunstige Øretrommer, skjæn- 
kede hans Institut £ 1,000 (18,000 Kr.) for at fattige Mennesker, 
som ikke havde Midlerne til at anskaffe sig Øretrommerne, maatte faa 
dem gratis. Dette Fond udvidedes ved andre gode Menneskers Til- 
skud til over £ 5,000 (90,000 Kr.), for hvilket Beløb der udleveredes 
Øretrommer til værdige Trængende. Nu har ogsaa en anden Dame 
stillet £ 5,000 (90,000 Kr.) til Institutets Disposition, for at Menne- 
sker, som ikke ser sig i Stand til at betale Øretrommerne, maa faa 
dem frit. Dr. Nicholson's Institut for Øresygdomme, det bedste i sin 
Slags i Verden, er ikke oprettet med pekuniær Fordel for Øie, men 
for at gjøre saa meget godt som muligt. En hver Penny, som tjenes 
eller gives, anvendes kun til Fordel for den gode Sag. — Adressen er: 
101. Nicholson's Institut, Gunnersbury, London, W., England. 


rep 
por ur 


Kl 


av 
å 
, 
i 


ar 


art 
Hep 
ape es 0