Led. my

a
r
: 4
:

NYT MAGAZIN

FOR

NATURVIDENSKABERNE,

Grundlagt af den

M. BR
m f.

Physiographiske Forening
Christiania.

Udgivet ved Kår = as € 3

Th. Kjerulf. D. C. Danielssen. H. Mohn. Th. Hiortdahl. 7

26de Binds 1ste Hefte.
9den Rækkes 6te Binds lste Hefte.

Med 4 Plancher og 20 Trzsnit i Texten.

CHRISTIANIA.

P. T. MALLINGS BOGHANDEL.
Trykt i det Mallingske Bogtrykkeri.

HOT

1880.
G

%
ee ei Ite

på TENUES
M Hee ai
ROS a
VN

Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's.

Von
Leonhard Stejneger.

Seit meinem ersten Beitrage habe ich wiederum eine
kleine Anzahl Vögel aus Madagascar untersuchen können.
In dem neu errichteten Museum zu Stavanger befinden sich
einige, die von derselben Quelle wie die in dieser Zeitschrift
XXIV pp. 289—295 besprochenen, herrühren. Eine kleine
Sammlung, von Steuermann Hansen mitgebracht, steht im
hiesigen, zoologischen Museum (Bergen). Sie enthält eine
neue Art, die ich vorläufig im »Ornith. Centralblatt« Decem-
ber v. J. publicirte.

1. Falco minor Bp.

Hartl. Vig. Madg. pag. 10.

2 »C. O. Madagascar« (Stavanger S.)

Flügel: Schwanz:
320 mm. 165 mm.

2. Polyboroides radiatus (Scop.)
Hartl. t. c. pag. 42.

Ein junger Vogel im braunen Kleide steht in der Sta-
vanger Sammlung und zeigt folgende Zeichnung: Stirn, Schei-
tel Ohrgegend, Kinn und Kehle weiss hin und wieder mit
neuen aschgrauen Federn gemischt, die Kehle ausserdem m

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 1

2 Leonhard Stejneger.

einzelnen langen, schwarzbraunen Schaftflecken; Hinterkopf-
und Hinterhalsfedern dunkelbraun hellrostgrau gerandet, gleich-
falls mit neuen aschgrauen Federn gemischt; Oberriicken
graubraun mit rostfarbigen Federrändern, Unterrücken be-
deutend heller, Bürzel wiederum etwas dunkler; der obere
Theil der Gurgel wie der Hinterhals, der untere sowie die
Brust braun mit rostfarbigen schmalen Federsäumen, dunkler
als der Rücken; auf dem Unterleibe werden die rostfarbigen
Ränder breiter und heller; Crissum weiss mit breiten, gut
markirten braunen Querbinden; Tibialfedern schwach gel-
blich weiss. Obere Flügeldecken von der Farbe des Rückens,
die Säume jedoch breiter und mehr in die Grundfarbe der
Federn übergehend; die Deckfedern längs dem oberen und
vorderen Rande des Flügels weiss; die grossen Deckfedern
der Hand- und der Armschwingen mit weissen Spitzen. Hand-
schwingen braunschwarz, der Wurzeltheil dunkelbraun, hell-
braun und weiss marmorirt; die Marmorirung breitet sich
nach innen derart mehr und mehr gegen die Spitze aus, dass
die inneren Handschwingen fast in ihrer ganzen Ausdehnung
gesprenkelt, während die Aussenfahnen der ersten beinahe
ganz einfarbig braunschwarz sind; auf den Armschwingen
tritt die Marmorirung mehr als regelmässige breite braune
und graue Querbinden, die sich über beide Fahnen erstre-
cken, auf; die Spitzen rostgelblichweiss gerandet. Seitenfedern
des Schwanzes mit breiten schwarzbraunen und bräunlich-
grauen Querbinden, diese letzte Farbe besonders auf den In-
nenfahnen mit weissen Marmorirungen gesprenkelt; gegen
die Spitze wird die helle Querbinde schmäler und jede Fe-
der endet mit einem noch schmäleren dunklen Rande; die
beiden mittleren Steuerfedern rein schwarz mit weissen Ba-
saltheil, welcher von den Deckfedern verdeckt wird; auf dem
sichtbaren Theile des Wurzeldrittels ist die schwarze Farbe
mit reinem Weiss gesprenkelt; etwas unterhalb der Mitte
dehnt sich eine cr. 27 mm. breite weisse mit schwachen
schwarzen Piinctchen gesprenkelte Querbinde aus; die Spitze
endet mit einem ca. 10mm. breiten weissen Rande; an den
Stellen wo die weisse Farbe den Schaft schneidet, ist dieser
auch weiss.

dee

Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's. 3

Flügel . . 410mm.
Schwanz . 300 «
Tarsus V URN. 94 «

»Fiaqué. — C. O. Madagasear.« Stavanger S.

Im Museum zu Bergen stehen zwei erwachsene Vögel,
die jedoch Spuren vom Jugendkleide zeigen. Dieselben messen:

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
9 29mm. 400 mm. 280 mm. 96 mm.
sex.? 33 « 410 « 292 « 88 «

Das Weibchen ist ganz ausgefärbt; doch sind noch zwei
weissen mit hellbraunen Binden versehenen Armschwingen-
decken auf dem linken Flügel vom Jugedkleide stehen ge-
blieben. Die weisse Binde der äussersten Steuerfedern ca.
30 mm. breit.

Das zweite Exemplar hat noch mehr vom Jugendkleide
übrig, indem auf dem Nacken sowie auf der Brust viele braune
Federn stehen. Von den unteren Kieferästen geht jederseits
nach hinten ein ganz lichter fast weisser Streifen. Die breite
Schwanzbinde ist auf den mittleren Federn bräunlich grau
mit weisser Marmorirung, auf den äusseren dagegen weiss
dunkel bräunlich-grau gesprenkelt; die Breite der Binde auf
dem aüssersten Paare cr. 40 mm.

3. Eurystomus madagascariensis (Gm.)
Hartl. t. c. pag. 67.

c" »Tsiraroko<*) Stavanger S:

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
23 mm. 192 mm. 115 mm. 16 mm.

Ein jüngeres Exemplar im Museum zu Bergen hat fol-
gende Dimensionen:
Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
23 mm. 183 mm. 114 mm. 18 mm.

+) N. Mag. f. Naturv. XXIV p. 289: »Toisaroko« Druckfehler für »Tsi-
raroko«. .
1*

4 Leonhard Stejneger.

Alle Farben sind trüber und unreiner als bei den Aus-
gefärbten. Die lillavioletten Federn des Bauches mit grün-
lichen Kanten. Brust bronzebraun, einige Federn mit lilla-
violetten Spitzenrändern.

4. Corythornis cristata (L.) -
Hartl. t. c. pag. 78.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:

2 30mm. 59 mm. 32 mm. 8.5 mm. (Stvgr. S.)
35 « DB « 20 « 8 « (Berg. S)

Ausser den in meinem ersten »Beitrage« erwähnten zwei
Exemplaren und dem hier oben gemessenen steht ein zur sel-
ben Gruppe gehóriger Vogel, vom Stockholmer Museum als
Alcedo cyanostigma Rüpp. Cap. !'A 1854 signirt, vor mir. Die
zwei erstgenannten sind in jeder Beziehung gleich. Das
dritte Exemplar von Madagascar weicht von diesen darin ab,
dass während bei denselben die oberen Flügeldecken breit
einfarbig blau gerandet erscheinen, sind diese Federn bei
dem erwähnten Exemplare tief schwarz gerandet, mit einer
schmalen aber intensiv gefärbten, am Schaft helleren, kobalt-
blauen Binde.

An dem Vogel von Cap sind diese Federn ebenso ge-
färbt; die blaue Binde ist jedoch etwas breiter und nicht so
rein blau sondern mehr ins grünliche spielend. Ausser dem
sind die blaugrünlichen Binden der Haube schmäler und et-
was lebhafter gefärbt als an den Madagascarvögeln. Die
Unterseite, besonders die Brust, mit Russfarbe überflogen;
die weisse Kehle jederseits von einem aus schwarzen Flecken
bestehenden Bartstreifen begrenzt. Die Unterflügeldecken
röthlich braun wie am. Turdus iliacus, während diese Federn
an den Madagascarvögeln lebhaft okergelblich, ungefähr wie
die des Turdus musicus gefärbt sind. Schwingen an der In-
nenfahne hell gerandet. Die Maasse des Capschen Vogels
sind:

Schnabel: 30 mm.
Flügel: D c
Schwanz: 26 «

Weil dieses Exemplar den Bürzel und Rücken fast noch

reiner kobaltblau als die alten Vögel aus Madagascar zeigt,

Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar s. 5

und weil das eine der letzgenannten auch hellblau geschuppte
Flügeldecken aufzuweisen hat, bin ich geneigt anzuneh-
men, dass der Vogel aus Cap nichts weiter als ein junger
C. cristatus ist. Die dunklere Farbe der inneren Flügel-
decken hat andererseits Bedenken gegen diese Annahme erregt.

5. Merops superciliosus L.
Hartl. t. c. pag. 81.
Schnabel: Flügel: Mittl Schwf.: Seitl. Schwf.:

9 39mm. 137mm. 128 mm. - 94mm. (Stvgr. S.)
46 « SET: 142 « ~ JT a Sa... exp. 89
46 « 143 « 154 « 92 « (Berg. S.)
46 « 138 « iler: 84 « (Berg. 8.)

Alle mit olivenbráunlicher, einfarbiger Kopfplatte.

6. Upupa marginata Pet.
Hartl. t. c. pag. 84.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
54 mm. 134 mm. 107mm. 20mm. (Berg. S.)

Die Flügel zeigen 5 gelblichweisse
Querbinden oder gar 6, wenn man die ebenso
gefärbten Spitzen- der Armschwingen mit-
zählt; die 2 vorderen Binden werden von
den Deckfedern, die 3 hinteren von den
Armsehwingen gebildet. Der Holzschnitt
zeigt die Gestalt und Lage der weissen
Flecken auf der sechsten Schwanzfeder.

Sichtbare Unterseite d.
äussersten Steuerfeder
v. Upupa marginata
/2 nat. Gr.
4. Nectarinia angladiana Sh.
Hartl. t. c. pag. 89,
. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: T
Alt. g^? 30mm. 69 mm. 43 mm. 18mm. (Berg. S.)

6 Leonhard Stejneger.

8. Copsychus pica Natt.
Hartl. t. c. pag. 131

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
15 mm. 75 mm. 79 mm. 26 mm. (Berg. S.)

9. Tylas strophiatus Stejneger.
Tylas strophiatus Stejneger, Orn. Centralbl. IV 1879 p. 182.

D. Supra cinereus, pileo migro, nitore nonnullo chalybaeo,
fronte vix distincta; loris et regione periophthalmica nigris ; mento
albo, macula parva nigra; parauchenio guttureque albis; fascia
pectorali satis circumscripta dilute cinerea; gastraeo reliquo al-
bido ochraceo-tincto.

Die dritte Handschwinge gleich der siebenten; die fünfte
und die sechste sind die lüngsten, die vierte kaum kürzer;
die siebente 5 mm. kürzer als die sechste.

Schnabel : Flügel: Schwanz : Lauf:
21 mm. 115 mm. 86 mm. 22 mm. (Berg. S.)

Oberseite grau mit sehr schwach olivengrünlichem An-
fluge. Scheitel schwarz mit ziemlich mattem Stahlglanz;
Stirn so dunkel gefärbt, dass es zweifelhaft erscheint, ob
dieselbe von dem Schwarz des Scheitels und Nackens ver-
schieden ist; von den Nasenlöchern, die Zügel einnehmend,
sowie über und um den Augen herum zieht sich eine scharf
begrenzte, sammtschwarze Binde; unterhalb dieser streckt
sich vom Unterkiefer nach hinten ein aschgrauer Flecken. An
der vorderen Spitze des Kinnwinkels ein schwarzer Flecken;
Kinn sonst, Vorderhals und Halsseiten absolut rein weiss,
letztere nach hinten rein grau begrenzt. Vorderbrust mit
einer deutlichen, cr. 15mm. breiten, zart grauen, schwach
okergelblich überflogenen Binde. Die übrige Unterseite ganz
hell okergelb, am lebhaftesten an den Bauchseiten und un-
teren Schwanzdecken. Von der dritten an sind die Aussen-
ränder der Handschwingen grau, welche Farbe jedoch nicht
so weit nach vorn geht, dass sie die grossen Deckfedern er-
reicht, wodurch ein grosser, schwarzer Flecken auf dem zusam-
mengelegten Flügel entsteht; die Armschwingen sind deut-
lich aber ganz schmal hell umrandet. Die unteren Hand-
flügeldecken schwarz, grau gerandet, die Armflügeldecken

Fe

Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's. 7

weiss. Schnabel und Füsse schwarz, ersterer am Basis bräun-
lich hornfarben. (Berg. 8.)

Diese neue Art ist am nächsten mit T. madagascariensis
Grand. (albigularis Schleg.) verwandt, scheint sich aber durch
einigen Characteren auch dem 7. eduardi zu nähern. Was
die hauptsächlichen Unterschiede betreffen, verweise ich auf die
Vergleichung in Orn. Centralbl. 1. e. Mr. Alfr. Grandidier
in Paris, welcher bekanntlich 7. eduardi und albigularis nur
als Racen derselben Art betrachtet, theilt mir die Vermu-
thung mit, dass die von mir beschriebene die nordwestliche
Race ausmache, wie T. edward? die östliche und albigularis die
westliche sei.

10. Tylas madagascariensis Grandid.

Tylas madagascariensis Grandid. Rev. de Zool. 1867 p. 359 (fide Gran-
did. in litt.) — Tylas albigularis Schleg., Hartl. Vög. Madag.

pag. 143.
Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
21 mm. 111 mm. 81 mm. 24 mm. (Berg. S.)

Das vor mir stehende Exemplar stimmt mit dem von
Hartlaub beschriebenen gut überein; doch scheint die Unter-
selte etwas reiner weiss zu sein. Stirn und Zügel sehr deut-
lich und scharf begrenzt grau, nur wenig dunkler als der
Rücken. Die grauen Handschwingenränder erstrecken sich
soweit nach vorn, wie die Aussenfahnen überhaupt sichtbar
sind. Die Armsehwingen entbehren ganz und gar eine helle
Umrandung.

Die dritte Handschwinge gleich der fünften, die sechste
kaum kürzer; die vierte ist die längste.

11. Artamia annae Stejneger.
Artamia annae Stejneger. Nyt Mag. f. Naturv. XXIV 1879 p. 291.
Artamia leucocephala anne Grandidier (in litt.).
Seitdem ich diese Art nach dem einen Exemplare be-
schrieb, hat das hiesige Museum zwei andere Exemplare er- |
halten, ein Männchen und ein Weibchen.

Dass Männchen stimmt vollkommen mit dem l.c. beschrie-
benen. Von dem Weibchen gebe ich folgende Beschreibung:

9 Rücken, Flügel und Schwanz schwarzblau mit mat-

8 Leonhard Stejneger.

terem und etwas mehr ins Grünliche ziehendem Metallglanze
als das Männchen. Kopf, Hals, Vorderbrust, Körperseiten
und Schenkel aschgrau mit schwach gelblichem Anfluge auf
den Obrendeckfedern; der Halsrücken undeutlich schwarz
gewellt. Hinterbrust und Abdomen schmutzig weiss mit gelb-
lichem Anfluge und deutlicher dunkler Querwellung; Cris-
sum sowie untere Schwanzdecken schwach gelblich-weiss ohne
Wellenzeichnung. Die Bürzelbinde matt aschgrau. Schnabel
und Füsse wie beim g?.

Die zweite Handschwinge kiirzer als die neunte; die
dritte unbedeutend kiirzer als die siebente; die vierte unbe-
deutend länger als die sechste und wenig kürzer als die
fünfte, welche die längste ist. |

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:

2 24mm. 111 mm. 66mm. 24 mm. (Berg. 8.)

gi. 22.” « 118 « 70 « 24 « (Berg.S.)

Mr. Grandidier, welcher die trinominale Nomenclatur hul-
digt, schreibt mir, dass er den östlichen Vogel als Artamia
leucocephala typica, meinen westlichen dagegen mit dem oben
eitirten Namen bezeichnen werde. |

12. Cyanolanius madagascarinus (L.)

Cyanolestes bicolor Hartl. 1. c. pag. 157. — Cyanolanius madagascari-
nus ? Stejneger N. Mag. f. Naturv. XXIV 1879 p. 292. — Cya-
nolanius tibialis id. ibid.

Briefliche Mittheilungen des Herrn. Dr. Hartlaub haben
meine Zweifel gehoben, indem seine Exemplare mit den mei-
nigen übereinstimmen. Zwar haben diese einen verhältniss-
mässig längeren Schwanz und zwar schreibt Herr Hartlaub,
dass die Armilla der seinigen Vögel »wirklich schön und leb-
haft blau« und nicht »schwarz mit bläulichem Anfluge« ist,
dies genügt jedoch kaum zu specieller Abtrennung. Jedenfalls
verdient aber diese verschiedene Färbung der Armilla Beachtung.
Ich habe meine Exemplare revidirt und an diesen die Armilla ent-
schieden matt schwarz mit schmalen blauen Federrändern ge-
funden. Die Farbe dieses Körpertheils ist nicht immer so
genau wiedergegeben, wie man hätte wünschen können; so
ist z. B. auf Fig. 1 der sehr schönen Planche 24 in Schleg.
et Pollen R. s. 1. Faune d. Madagascar, die ganze Schiene
weiss gelassen.

Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's. 9

13. Lantzia rufa (Gm.)
Hartl. t. c. pag. 194.

o 18 Januar 1878.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
19 mm. 105 mm. 18 mm. 23 mm. (Berg. S.)

Der Schwanz des vorliegenden Exemplares ist stufig,
weil die seitlichen Steuerfedern nicht ausgewachsen sind. In
der Farbe stimmt es genau mit dem von Dr. Hartlaub be-
schriebenen alten Männchen.

14. Psittacula cana (Gm.
Hartl. t. c. pag. 234.

Schnabel : Flügel: Schwanz: Lauf:
14 mm. 95 mm. 51 mm. 12 mm. (Berg. S.)

15. Coua pyropyga Grandid.
Hartl. t. c. pag. 245.

Das hiesige Museum besitzt zwei schóne Exemplare die-
ser seltenen Art.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:

19 mm. 149 mm. 195 mm. 40 mm.
20 « In 202 :« 4l «

Beide Exemplare fast in allen Beziehungen völlig gleich.
Kopf und Hals zart rein grau ohne Beimischung von einem
grünlichen Ton und ohne besonderem Glanz; Kehle etwas
heller; die die nackten Kopfseiten umgebenden Federn bilden
einen schwarzen Rahmen, der nach oben und hinten am deut-
lichsten hervortritt. Der Mantel grau mit zartem, seidenem,
grünlichem Bronzeschiller, der besonders schön in die Augen
springt, wenn man den Vogel von hinten ansieht. Gurgel
und Vorderbrust weinröthlich nach hinten ins Braungelbliche
übergehend. Abdomen, Schenkel und Crissum weiss, die
Bauchmitte nach vorn etwas gelblich überflogen: untere
Schwanzdecken nussbraun, an dem einen Exemplare lebhaf-
ter, an dem anderen etwas bleicher. Schwungfedern schön
berlinerblau mit Purpurreflexen und grünlich überlaufenen
Kanten, die nach innen immer breiter werden mit Ausnahme
der letzten Armschwingen, die ganz die Farbe des Rückens

10 Leonhard Stejneger.

zeigen; untere Flügeldecken scimutzig weiss mit sehr schwach
gelblichem Anfluge. Schwanzfedern berlinerblau wie die Hand-
schwingen mit ungefähr 55 mm. breiten weissen Endflecken;
die zwei mittleren einfarbig, etwas unreiner purpurblau.
Schnabel und Füsse schwarz.

Hartlaub beschreibt die inneren Flügeldecken der Coua
cristata (Li) als schwärzlich: Die weissliche Farbe der unteren
Flügeldecken an den von mir beschriebenen Exemplaren der
pyropyga scheint also ein beachtenswerthes unterscheidendes
Merkmal zu sein.

In Mr. Sharpe’s Synopsis der zur Unterfamilie der Phoe-
nicophaine gehörigen Genera (Proc. Zool. Soc. Lond. 1873 p.
601) scheinen die Charactere a” und b/^ — für Carpococcyx
und Sericosomus (Cowa) — durch einen Druck- oder Schreibe-
fehler umgetauscht zu sein, indem bei Coua die Vorderkante
der Nasenlöcher weit näher der Schnabelspitze als dem Auge
stehen, und nicht umgekehrt.

16. Turnix nigricollis (Gm.)
Hartl. t. c. pag. 284.
Schnäbel: Flügel: Schwanz: Lauf:
11 mm. 90 mm. 35 mm. 22 mm. (Berg. S.)

Das schwarze Kropfschild rostbraun überlaufen.

17. Scopus umbretia Gm.
Hartl. t. c. pag. 311.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:

2 81mm. 310 mm. 148 mm. 79 mm. (Stavgr. S.)
90 « 320 « 163 « 74 « (Berg. S.)

18. Platalea tenwrostris Temm.
Hartl. t. c. pag. 314.

o >C. O. Madagascar. Yeux brus.«
Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
172 mm. 365 mm. 125mm. 127 mm. (Stvgr. S.)

Zweiter Betrag zur Ornithologie Madagascar's. del

19. Threskiornis bernieri (Bp.)
Hartl. t. c. pag. 317.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
Alt. 174mm. 380 mm. 153 mm. 95 mm. (Berg. S.)

Die langen schwarzen Armschwingenspitzen ragen über
die Handschwingen circa 30 mm. hinaus. Das für den Schna-
bel angegebene Maas 174mm. giebt die Länge der geraden
Linie von der Stirn zur Spitze an.

20. Puffinus chlororhynchus Less.
2 Hartl. t. e. pag. 369.

Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf:
37 mm. 281 mm. 118 mm. 42 mm. (Stvgr. S.)

21. Phaeton candidus Gray. .
Hartl. t. c. pag. 394.

Ein jüngeres Exemplar mit geflecktem Kopfe und ge-
welltem Rücken steht im Museum zu Bergen. Die mittleren
Schwanzfedern ragen über die seitlichen nur 15 mm. hinaus.

Schnabel: Flügel: Mittl. Schwf.: Lauf:
Qjun. 42mm. 220 mm. 106 mm. 21 mm. (Berg. S.)

BeendE fra en reise i Trysil sommeren 1879

(med træsnit)

- samt

Om Kvitvola-etagens forhold til Trysilfjeldets kvartsit

og sandstene
(med profiler I—XI)

af
L. Meinich.

I.

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879,

Juni 26de afreiste jeg fra Kongsberg og ankom
« 29de til Senstehagen i Trysil.
« 30te. Ordnede mig med hest, veiviser m. m.

Juli 1ste. Til Eidet om Fladsæter, Smeidalssæter, Vaalsæter
og Kjølsæter. Omkring de to sidstnævnte sætre ligger
mange lese blokke af kalksandsten. Eidet ligger 450 f.
over Trysil kirke, eller — naar denne antages at ligge
1080 f. o. havet — 1530 f. o. havet; Eidet ligger 50 f. o.
Engerseen, hvorefter denne skulde ligge 1480 f. o. h.
Vaalsæter 2080 og Kjølsæter 2340 f. o. h.

« 2den. Regn.
« 3die. Gik opover mod Skagsvola. De løse blokke bestod
af en lys tildels redlig kvartsit med kaolinpunkter; ved

HE å

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 13

omtr. 1000 f o. Eidet maatte jeg vende om paa grund
af tiltagende regn og tykke.

Juli 4de. Regn hele dagen.

«

bte. Over Skagsvola til Brunndalssæter. I en fjeldknat
et par kilometer øst for sæterveien og omtrent ligesaa
langt syd for det heieste af Skagsvola staar lys rødlig
kvartsitisk sandsten, strøg lidt variabelt omtr. 20° n. n.
ø., fald 60—70° ø. s. ø. 1075 f. o. Eidet. Paa Skagsvo-
las sydside 1400 f. o. E. strøg*) 40° ne., fald 40° nv. i
rødlig kvartsit med kaolinpunkter. Tæt ved dette sted
laa blandt skarpkantede kvartsiter fra stedet en blok
omtrent 1 &' stor af Kvitvolas kalksandsten. Trods
søgen fandtes kun denne ene blok. Lidt høiere op, 1450
f. o. Eidet, streg 40° nø., fald 15—20" nv. Toppen af
Skagsvola 1500 f. o. Fidet eller 3030 f. o. havet. Lag-
stilling her omtrent horizontal, alt i samme rødlige
kvartsit. — Brunndalssæter 860 f. o. Eidet (2390 f. o. h,);
her mange og tildels store blokke af kalksandsten. I
lien ovenfor Eidet (omkr. 900 f. o. E.) laa ogsaa en del
saadanne.
6te. Regn.
”de. Do. Gik opover langs Klara nv. for Eidet. Et
stykke vest for Fidet, tæt ved Elven, staar graa sparag-
mitisk kvartsit med utydeligt strøg og fald; vildledende
skifrighed. Var ikke sikker paa strøg og fald, førend
jeg efter længere tids søgen fandt en omtr. 6 tommer
tyk og nogle favne lang kile af en mørk, uren sandsten.
Strøg her 40° ne., fald 15° nv. Da jeg først havde fun-
det dette sikre strøg og fald, kunde jeg se det samme
paa mange steder; faldet var noget variabelt fra 10—
20” nv.
Sde. Regn. Gjorde istand og inddelte min line til maa-
ling af Engersøens dybde.
9de. Roede op over Engersøen, omtrent halvveis, derfra
op til Brunndalssæter.

465 f. o. seen staar grov, sparagmitisk kvartsit med
streg 40° nø., fald 15° nv. Derfra overdækket helt til

*) Alle stregobservationer er befriede for misvisning. -

14

L. Meinich.

sæteren. Gik nordover henimod Tverfjeldseter og op
paa Tverfjeld. Omtrent 1/2 fjerding syd for Tverfjeld-
sæter, 1225 f. o. seen (2705 f. o. h.) staar kalksandsten 1
svevende lag. Kalksandstenen*) fortsætter opover i
smaa fremstikkende benke med overdekkede stykker
indimellem. Øverste bænk 1400 f. o. seen. Fra 1400 til
1650 f. o. seen var overdekket terreen, og der saaes kun
faa kalksandstenblokke; disse var ellers kvartsit i
mængde. Ved 1650 f. o. seen staar kvartsiten 1 fast
fjeld med svevende lagstilling, og denne vedblev helt til

‚toppen af Tverfjeld, der ligger omtrent 2220 f. o. seen

Juli

eller omtr. 3700 £..o. h. Nedveien toges lidt sydligere;
her stod kalksandstenens everste observerede bænk ved
1425 f. o. seen; etsteds observeredes streg 45° ne., fald
her 10—15° nv., ellers var faldet oftest svævende. Til-
bage til Brunndalssæter og seen, derfra op til Heggeriset.
10de. Til Hyllaraasen. Regn næsten hele dagen. Lidt
syd for gaarden Hyllaraasen, 225 f. o. Engerseen, staar
lys graa kvartsit med streg 60° ost, fald 15—20° syd.
En 6—800 alen lenger syd staar ved 200 f. o. seen hvid
kvartsit med streg 30° ne., fald 35° se. (utydeligt) og
ved omkring 180 f. o. seen ligger mange svere blokke
af blaa kalksten**)? med mellemliggende flere tommer tykke
lerskiferlag. Omtrent ret op for dette sted, 300 f. o.
seen, staar rød lerskifer med strøg 60° ø., fald 20—25° n.
En 6” mægtig kvartsgang gjennemsætter den i retvisende
ø—v. Høieste punkt af veien over Hyllaraasen er 550
f. o. seen. Mod øst har man nu en trang vild dal, hvor
Bastalbækken gaar mod syd og forener sig med Rød-
aaen. Veien gaar over Bastalbækken 350 f. o. seen. I
den bratte styrtning østenfor bækken fra 450 til 600 f.
o. seen saaes flere gange af graa granit sættende gjen-

*) Analyse af kalksandsten fra Tverfjeld:

Uopløst i fortyndet HCl . . . 66.06 pCt.
Ee;0O, RAA OS .. 1 os eel Ome ne
Mee SE OSS
GaCOL rest er KIN RS SD
100.00 pCt.

**) Viser sig ved analyse at vere magnesit.

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 15

nem kvartsiten, der her var grenlig, talkholdig, sparag-
mitisk; etsteds stod gren lerskifer med streg omtrent
retvisende n—s., fald 30° ø.; granitgangene havde om-
trent samme stregretning, men syntes at falde steilere.
Heiere op saaes den rede granit, som ogsaa gjennemsæt-
tes af den graa granit i gange omtr. n—s.

Flintskjeret, beliggende ved seen noget syd for Hyl-
laraasgaardene bestaar af blaa kvartsit (lignende blaa-
kvarts); streg retv. n—s., fald 65—70° est (muligens
vildledende skifrighed).

Juli 11te. Regn hele dagen.

«

12te. Fra Eidet over Klingervola og Smeiedalen til
Fladseter. I nordskraaningen af Klingervola (kartets
Kringsvola), 880 f. o. Eidet, staar graa kvartsit, streg
95° ø., fald 20° nord.

Toppen af Klingervola 2730 f. o havet. Dette field
bestaar vistnok udelukkende af den klingrende haarde
kvartsit; det er forresten meget overdekket, men kalk-
sandstenen pleier at robe sig, selv paa lang afstand. —
Over Smeiedalen til Fladseter fandt jeg terrænet lige-
ledes overalt bedekket. Et stykke ostenfor Vaalsæter
begyndte kalksandstenblokke at vise sig, blev meget
hyppige i skraaningen ned mod Fladsæter. Omtrent 400
f. o. Fladseter laa meget store kalksandstene, men jeg
troede ikke at kunne antage nogen for fast fjeld.
13de. Gik fra Fladseter op langs Eltaaen, derefter langs
Klara til Smeia, der fulgtes et stykke opover. Ved
broen over Eltaaen ved Fladseter staar ? dolomit”) med
vildledende skifrighed. Seet fra nordsiden har man hos-
staaende lille pr ofl i elvebredden paa den anden side af
elven: tyde-

ligst ser man NU NE,
UI TT I Se XS UMR
sletterne med MW wy “QZ ER
; suge |
det stadige ee ER

fald mod ns.
dernæst ser man den foldede lagning (a a). Gaar man
saa over elven og ser det samme fra vest, saa viser det

*) Denne bergart viser sig ved analyse at vere dolomit (se nedenfor),

16 | L. Meinich.

sig, at det hele har streg 20° n.,
og fald 45° sø. Længer vestover
langs Eltaaen kommer dolomit-*) '" N

og kalksandsten af og til tilsyne i Er

de lave elvebredder; lagstillingen

er belget, faldet variabelt, og jeg kunde ikke se nogen
bestemt hovedretning.

Mellem Eltaaen og Smeia er terrænet langs Klara me-
get overdekket.

Lidt syd for Smeia saaes en sort skifer vexlende med
lag af en merk kvartssandsten og graa kalksten; etsteds
saaes strøg nv.—sø., fald 40° nø., ellers syntes faldet
ogsaa her at være vexlende. Baade den sorte skifer og
kalkstenen indeholdt lidt svovlkis. Heiere op langs
Smeia staar en mørk grov kvartssandsten med som det
syntes 1 regelen ostligt fald. Etsteds observeredes strog
140° sø., fald 15° ne. Terrenet omkring Smeia og Elt-
aaen er i det store meget overdekket; det er i regelen
kun mindre bergknauser, som stikker frem af den bedæk-
kede overflade, og da lagstillingen synes at vere foldet,
bliver streg- og faldobservationerne fra de spredte ste-
der af mindre betydning med hensyn til den geologiske
bygning af det hele parti. Det vil saaledes antagelig
vere vanskeligt ved direkte observationer at kunne be-
stemme Klingervolas geologiske plads i forhold til de
sendenfor liggende Varlien og Trysilfjeld.

Juli 14de. Fra Fladsæter over Varlien. I ostsiden af Var-
liens top 1750 f. o. Fladsæter eller 3010 f. o. havet staar

+) Analyse af dolomit fra Fitaaen :

UVoplest 7272 4. Ll OI pt
Fe,0,;(+ ALO:) 0.89 «
(Jat ORAL ER Sb PEE
MeCO S ago
100.74 pCt.
eller beregnet paa 100.00. |
FeCO, omtr. . .: 1.34 pCt.
CaC MEUM GILG Tame
Meco i 1 FTSE

100.00 pt.

”

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 17

et kvartskonglomerat med horizontal lagning. Varliens
top 3190 f. o. havet. Strax syd for toppen har konglo-
meratet streg 80° est, fald 25—30° nord. Noget nede i
sendre skraaning, omtrent 2900 f. o. h. staar red og gul
kvartsitisk sandsten i horizontale lag. — Gik fra Lort-
sæter (2435 f. o. h.) ned til Hundsilbækken (2100 f. o. h.)
og fulgte denne nedover til graniten. Ved 2100 f o. h.
graa kvartsit, streg 120" se., fald 60—70° sv. | Derpaa
kommer ved 1960 f. o. h. lerskifer med streg omtr. n.—s.
og vexlende steilt fald; ved
1885 f. o. h. staar en grov,
graa sparagmit, i hvilken et-
steds sees en beining med
streg omtr. e.—v. med lerski-
fer over i en beining mod syd.
Ved 1810 f. o. h. treder gra-
niten frem, men jeg saa ingen smukt blottet grændse.

Juli 15de. Fra Lortseter over Fageraasen og Trysilfjeld.
(Fageraasen 2590 f. o. havet; en bæk skjærer syd for
sæteren 50 fod lavere).

Syd for Fageraasen 3170 f. o. h. staar gul kvartsitisk
sandsten streg 80° ø., fald 60° n. Trysilfjelds hovedtop
ved varden ligger 3590 f. o. h. Paa toppen er strøget
est-vestligt, faldet steilt mod nord i en graa eller hvid
kvartsit; hovedstreg 70° est, fald 40—60° nord. Ved
3140 f. o. h. staar fremdeles den samme graa kvartsit
med omtrent samme streg og 40° fald mod nord. Ved
omtr. 2630 f. o. h. begynder den bratte opstigning af
selve fjeldet. Herfra og til Knetsæter (2090 f. o. h.) er
overfladen bedækket. (Kubæksæter — sydligere — lig-
ger omtrent i samme heide).

Strax est for Knetsæter og omtrent i samme høide
som denne træder graniten frem. Fra 1950 til 1900 f. o.
h. (omtrent) bryder en grensten gjennem graniten. Gren-
stenen synes at gaa 1 n.—s. omtrent, — terrænet er me-
get bedekket. Ved 1500 f. 0. h. begynder skraaningen
at blive mindre steil, og overfladen bliver fuldstændig
bedeekket.

« 16de. Regn om formiddagen. Gik senere op fra Sonste-
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 2

18

L. Meinich.

: hagen østover mod Støpsæter og tegnede profilet af Trys-

silfjeld fra et standpunkt 2000 f. o. havet. Ved 1600 £.
o. h. staar en red bergart, lagning kunde ikke tydelig
sees. Ellers kun lese blokke af granit. Nedover gik jeg
en nordligere vei. Ved 1700 f. o. h. staar en grenlig
kloritisk skifer, streg 15° n., fald steilt; den er maaske
kun en kloritsjel ved en grensten, der sidste gang sees
ved 1620 f. o. h. Terrænet meget bedækket.

Juli 17de. Regn. Reiste til Fladseter.

«

18de. Gik sydover forbi Hegaasen, Svartaasen og Lev-
aasen for at se, om jeg muligens har misforstaaet hr.
Schietz, og at den af ham omtalte smukt blottede granit-
grændse findes syd for Løvaassæter. Ved Hundsilbæk-
ken syd for Løvaassæter 1510 f. o. h. sees en smukt
blottet grændse mellem hvarisit og granit, grændselinien
staar næsten lodret og stryger i n—s., kvartsitens strøg

er 20° n, fald 60—70° est. Ved nærmere undersøgelse

viser det sig, at graniten her i mægtige gange gjennem-
sætter kvartsiten, og at altsaa den ovenfor omtalte gra-
nit, 1810 f. o. h., hører til en saadan gang.

Hosføiede skitse viser granitens optræden paa en stræk-
ning af et par hundrede meter langs Hundsilbækken

ee j^ hire.
ale f cane ,
nv = > s0

JE N
kv

og partiet ved a viser hosføiede profil:

Løvaassæter ligger 1670 f. o. havet,

Svartaas « 1960 ——

Høgaas « 1860 | —— ; herfra mnedover
mange løse blokke af kalksandsten. Regn fra kl. 12.

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879, 19

Juli 19de. Fra Fladsæter om Rødmoen (1440 f. o. h.) til Ei-

«

det. Regn.
20de. Do.
21de. Til Heggeriset.

22de. Gik opover veien langs Kvansbekken mod Stor-
hea. Ved 400 f. o. Engersøen, 1880 f o. h. begynder
blokkene at blive overveiende kalksandsten. Ved 2180f.
o. h. staar kalksandsten i fast fjeld med svagt fald mod
nv. Ved 2600 f o. h. staar kvartsit i fast fjeld, streg
45° ne., fald 10—15° nv.

23de. Regn hele dagen.

24de. Fremdeles regnfuldt. Roede til Lekjendalen (ostre)
og gik op efter denne. Indtil 200 fod over Engersøen
ligger store moræner; høiere op fremtræder rødlig og
graa kvartsit i svævende lagstilling. Fra 440 til500 fod
over Engersøen (1920 til 1980 f. o. h.) staar rødlig kvart-
sit med lag af sandsten, alt i svævende lagstilling.

Ved 2005 f. o. h. kalksandsten,

« 2210 f. o. h. lerskifer,

« 2255 f. o. h. kalksandsten med lerskiferlag; denne
fortsætter opover dalføret, som her har svagt fald mod
øst. Ligefra omtrent 2200 f. o. h. har kalksandstenen
ligeledes svagt fald mod øst, undertiden kan det gaa op
til 5° og mere, saa at man lange stykker opover kan
følge de samme lag. Ved 2620 f. o. h. kommer Avartsiten
i svævende lag over kalksandstenen. Syd for Lekjen-
bækken 3090 f. o. h. staar kvartsit med strøg 40° ns,
fald 15—10° sø. Strax nord for Tverfjeldsæter 2730 f.
o. h. staar kalksandsten i svævende lag. Tverfjeldsæter
2670 f. o. h. Veien fra Tverfjeldsæter gaar nordover
paaskraas ned gjennem lien. Kalksandstenen vedvarer
indtil omtrent 2200 f. o. h., hvor kvartsiturde antyder,
at kvartsiten begynder, ved 1980f. o. h. staar kvartsiten
i fast fjeld, streg 40° ne., fald 20° nv.
25de. Fra Heggeriset, fulgte Kvansbækken opover. Mo-
ræner indtil 260 f. o. Engerseen.

Ved 1750 f. o. h. staar rødlig og graa (sparagmitisk)
kvartsit med svagt fald mod nordvest. Etsteds obser-
veredes streg 70° e., fald 15^ m.

9*

20 L. Meinieh.

Ved 1910 f. o. h. optræder sandsten med lerskiferlamel- |
ler og fod-tykke mellemliggende lag af hwartsit; streg |
90° ø., fald 28° n. Senere saaes meget T due favne- |
bjälke kvartslag. |

Ved 2000 f. o. h. staar kvartsit med strøg 0° n., fald |
30° øst, men streget forandrede sig snart til det sæd-
vanlige ostlige med svagere fald mod nord. Kvartsiten |
vedbliver fremdeles opover, hvorpaa terrænet bliver
overdækket et stykke; ved 2330 f. o. h. staar kalksand- |
sten i fast fjeld i svævende lagstilling. Kalksandstenen |
sees langt nede fra bekken at staa i heiden i to lodrette |
borglignende vægge. |

Forste tilleb (fra syd) til Kvansbækken hedder Litlaas- |
bækken, 2det tilleb (2330 f. o. h.) (fra nord) Grenholo-
bækken; fra denne tog jeg over fjeldet til Litlaasbæk- |
ken, hvor kalksandstenen staar indtil 2730 f. o. h. |

Knolsæter ligger 2845 f. o. havet. Paa nedveien fra |
Knolsæter, 2730 f. o. h. staar kvartsit med svagt syd |
ostligt fald. Ved 2700 f. o. h. staar kalksandsten med |
samme svage sydostlige fald. Ved 2430 syntes urderne |
at vise at kvartsiten begyndte.

Urd hele veien nedover.

Ved 200 fod over Engerseen begyndte morænerne.

Jul 26de. Fra Heggeriset om Bjernskaret og gjennem Me-
seltdalen (kartets Bergskampdalen) til Velthus ved Lille |
Engerse. |

Foran Lerelven store moræner; plataaets høide er |
omtrent 200 fod over Store Engerseen, morænerne gaar |
op til omtrent 400 fod over Engerseen. Ved opstignin- |
gen efter Bjornskaret saaes den almindelige graa og red- |
lige kvartsit 1 svævende lagstilling paa et par steder; |
først ved omtrent 2600 f. o. h. staar kalksandstenen i |
fast fjeld paa sendre side af Bjornskaret, her ligeledes i:
omtrent horizontale lag. I Meseltdalen, syd for Berge- |
sætrene, saaes mange store blokke af kalksandsten, men
terrænet var overalt bedækket, indtil hvor kvartsiten i
Meseltkampen (Bergskampen begyndte.

« 27de. Over Lille Engerseen op paa Hundskampen(hovden).

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. a

Velthus fandtes at ligge 1780 f. o. havet,

Lille Engersø —-— 1720 ——
Fra seen opover bestod de lese blokke aldeles overvei-
ende af granit; denne saaes sjelden i fast fjeld.

Hundskampen bestaar af graa kvartsit; paa toppen,

der ligger 3460 fod over havet, er streget retvisende
nord—syd, fald 20° est. Aftegnede herfra profilet af
vestsidens fjelde, ligesom jeg dagen forud havde tegnet
estsiden seet fra Meseltkampen. Om eftermiddagen be-
gyndte det at at regne, jeg gik mod nordest mod Svart-
hammeren og fandt det af hr. Schietz tegnede profil
rigtigt.

Juli 28de. Fremdeles regn. Gik tilbage til Heggeriset. En
halv fjerding vei nord for Heggeriset sees en megtig
grenstengang at gjennembryde graniten. Den er ledsa-
get af en gren kloritskifer (sjøl), lig den forhen omtalte
paa estsiden est for Trysil kirke. (Den grenne skifer
est for Hylleraasen ner granitgrendsen er muligens en
lignende kloritsjel) (Et stykke syd for Rødmoen saaes
ogsaa en mægtig grenstengang i graniten).

« 29de. Roede ud Engerseen og loddede denne. Da det
regnede stærkt sidst jeg besegte Hyllaraasen, lagde jeg
indom forat fuldstændiggjøre observationerne herfra, men
jeg fik det desværre ogsaa idag meget regnfuldt. Kalk-*)
blokkene ligner de ved Eltaaen. Etsteds, 225 f. o. En
gersgen, saaes magnesit**) antagelig i fast fjeld med 25°
fald mod sydost.

850 f. o. Engerseen staar red kvartsitisk sandsten
med streg 60° est, fald 25° syd. Toppen af Hyllaraasen
ligger 950 f. o. Engerseen, 2430 f. o. havet, og bestaar
af samme bergart.

Mange kalkblokke saaes langs seen sydover indtil ner

*) Magnesit,
#*) Analyse af magnesit fra Hylleraasen:

Doplasta HOL jon as canis: A04 440t.
en On TN DU sang s
(CaO, svagt spor) MgCO,. . . 8071 «

99.84 pCt.

22 L. Meinich.

henimod Rodaaen. Sendenfor denne staar graniten lige
ned til stranden.

Nordenfra og til Hyllaraasen er Engerens dybde “ikke
over 66 meter. Lidt syd for Redaaen loddedes den

. tvers over paa 3 steder; sterste dybde her” fandtes at
være 76 m.

Ud for Skagsvola paa samme maade: sterste dybde
90m. omtrent !/ af søens bredde ud for vestre land.
Lidt sydligere i omtrent samme afstand fra vestre land
92 m., der antages at vere Engerens sterste dybde.

Lille Engerseen er ikke over 40m. dyb, og Sensjeen
skal i den (sendre) estre ende naa henimod samme dyb.

Juli 30te. Tog opover Engersgen til Stengrunden, gik op-
over mod Nyseter og tog profilet af Skagsvola og Tver-
fjeld.

Indtil 800 f. o. Engersoen var de lese blokke over-
veiende granit, ligesom denne nogle steder saaes 1 fast
fjeld. Høiere op var terrænet overdækket, de lese blokke
væsentlig kvartsit.

« 91te. Fra Eidet om Kjølsæter til Eltdalen. Nordenfor
og omkring Kjølsæter findes en hel del blokke af kalk-
sandsten; jeg gik langt østover og segte, men kunde
ikke finde den i fast fjeld. Gaarden Eltdalen ligger 450
fod over Eidet, 1980 f. o. havet.

Aug. iste. Fra Eltdalen op i Blekufjeld. I lien 2—300 f
o. Eltdalen ligger mange smaa og store blokke af red
sandsten med gule aarer samt af rød lerskifer. Terreenet
var meget bedekket. Ved en af de estligere toppe,
2930 f. o. h. staar en graa kvartsit med streg (magne-
tisk n.—s.) 13° til vest for nord, fald 30° est. Laenger
mod vest, streg 60° est, fald 25° syd i en kvartsitisk
sandsten med kaolinpunkter. I en nordligere top, som
syntes at være hovedtoppen, fandtes en lignende sand- _
sten med kaolinpunkter, og everst paa toppen, 3100 £ o.
h., et kvartskonglomerat, lig Varliens eller noget gro-
vere, med streg 10—25° ne., fald 10—20? vnv. — Nede i
lien mod nordest laa store kampestene af grovt konglo-
merat; lidt længer mod øst, 2380 f. o. h., grov sparag-

-

Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 23

mitisk sandsten muligt i fast fjeld, streg og fald kunde
ikke bestemmes.

Aug. 2den. Til Sensjeviken. Voldsomste regndag paa hele

turen. I Rødmundfjelds søndre del, ikke langt fra Elt-

aaens udspring, omtr. 3050 (?) f£. o h., staar en grov, løs,
gul sandsten i svævende eller svagt mod øst faldende

lag. Sensjøen ligger 200 (?) fod over Eidet, eller om-

trent 1700 fod over havet.

4de. Gik op Sensjøfjeld og tegnede profilet af østsiden.
Om eftermiddagen et stykke op Ormkaasbækkedalen;
kalksandstenen staar her fra 925 til omtrent 1200 fod
over Sensjøen.

dte. Gik op i Rødmundfjeld og tog profilet af østsiden
længer nordover. Da jeg nu ikke havde lang vei til or-
tokerkalken ved Skjærbækken, som jeg undersøgte forrige
aar, gik jeg derhen forat bese stedet paany. Forholdene
er 1 høi grad skuffende, idet den nærmest under- og over-
liggende graa sparagmit eller grove kvartssandsten synes
at have samme strøg og fald som ortokerkalken; men
sparagmiten har ogsaa svage afløsningsflader, der tyder
paa svævende lagstilling, og jeg anser det nu for sand-
synligt, at sparagmiten nærmest ved kalken viser vild-
ledende skifrighed, at den ikke har strøg og fald som
kalken, men har samme svævende lagstilling, som er den
sædvanlige i hele Rødmundfjeldet, og som findes lidt ne-
denfor samt kan sees i dalsiderne et par hundrede fod
over ortokerkalken. Jeg er bleven opmærksom paa en
feil, som er indkommen i min dagbog fra ifjor (Nyt
Mag. 25de bind, pag. 15), og som herved rettes. Der
staar, at ortokerkalken har strøg retv. 53°, fald 45° nv.,
skal være: strøg retv. 30° nv., fald 40° sv. Jeg ytrede
sammesteds, pag. 15, at der fra dette sted ikke lader sig
hente noget sikkert bevis for aldersforholdene, og jeg er
fremdeles af samme mening, men jeg er dog nu mest til-
beielig til at opfatte forholdene saaledes, som fremstillet
i nedenstaaende profil, nemlig ortokerkalken afvigende
leiet i en fordybning, men over sparagmiten, altsaa netop
paa samme maade som ifjor paavist ved Høgberget'

24

L. Meinich.

Kalkens mægtighed er 30—40 fod,
dens udstrekning efter streget 4—500 «
heiden over havet 2830—2855 «

Ky ==

Ved en bæk estligere i Redmundfjeld end Skjærbækken
fandtes kalksandsten i svævende lag 1100 fod over Sen-
sjeen eller 2800 f. o. h. . Lidt estligere 1080 f. o. Sen-
sjøen stod kvartsit i svævende lag.

Aug. 6te. Fra Sensjøviken og op efter vestre Lekjendal.
(Den dal, der gaar midt imod paa den anden side af fjel- -

det mod Engersøen, kaldes estre Lekjendal). Til 500 f. o.
Sensjøen og maaske en del høiere — og ligeledes paa
anden side af elven ret over for Sensjøviken — optræder
svære moræner. Man kan ogsaa se af deflade sandmoer
nordenfor helt forbi Snerta, at der her engang har væ-
ret en stor indsø; elven har brugt lang tid for at gjen-
nembryde den store moræne. Ved 500 f. o. Sensjøen
(2200 f. o. h.) rødlig kvartsit, strøg retv. n.—s., fald 20°
est. Fra 2680 til 2780 f. o. h. optræder kvartsit med
mellemliggende lag af lerskifer og sandsten (2780f.o.h.);
etsteds streg 100° ost, fald 5° nord.

Fra (1100 f£ o. Sensjeen) 2800 til 2910 f. o. h. kalk-
sandsten med svagt fald mod nord.

Ved 2925 f. o. h. lerskifer i sveevende lag.

« 3010 — atter kalksandsten.
« 8080 — do. i svagt mod n. heldende lag.
« 8140 — do. streg 50° ne., fald 25" nv.

Høiere op alt overdækket.

. Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 25:

Ved Husflobækken 2970 f. o. h. staar kvartsit, med -
strog 20° til vest for nord, fald 30° ost.

Øst for Hegberget 2800 f. o. h. staar kvartsit med
estligt fald.

Aug. 7de. Regn. Gik til Husfloen samt besaa de fra ifjor
vel kjendte forholde i Hegberget. Det er ingen tvivl
om, at ortokerkalken og de siluriske skifere er afvigende
leiede over sparagmiten og kvartsiten. Paa mange ste-
der sees tydeligt sparagmitens estlige fald og det samme
estlige fald har den konformt overleiede kvartsit; kalken
kommer over i belgende lagstilling fra nord til syd i
afvigende overleining.

« 8de. Til Hagaseeter.

« Ode. Over Skarven til Rendalen. Regn. Paa nordest-
siden af Skarven findes de i min indberetning ifjor om-
talte lese stene, som ligner olivinsten. Ligheden med
olivinsten er kun en ydre; efter min hjemkomst har jeg
analyseret et stykke og fundet, at det bestaar af 82.6
pCt. S10,, 143 pCt. Fe,0, + 41,0, (vesentlig) samt
lidt kalk. Bergarten er saaledes en sandsten eller kvart-
sitisk sandsten med feldspath sandsynligvis som binde-
middel. I nordgstsiden af Skarven 2830 f. o. h. staar
kvartskonglomerat af nødders størrelse, strøg retvisende
n.—s., fald 10—15° vest. Sendenfor veien 3000 f. o. h.
staar blaa kvartsit med streg fremdeles n.—s., fald 10
til 20° v. Toppen af Skarven ligger 3200 f. o. h., her
kvartsit med streg 5° n., fald 30° vest.

I nordvestskraaningen af Skarven ligger strax senden-
for veien, der ferer fra Hagaseter til Rendalen, den lille
loken, hvor prof. Kjerulf ferst fandt ortokerkalken. Jeg
undersegte stedet ifjor, og udtalte mig temmelig tviv-
lende og ubestemt angaaende rigtigheden af de af mig
anferte streg- og fald-observationer. laar undersegte jeg
atter stedet, og der findes her en hei grad af vildledende
skifrighed baade 1 kvartsiten og i kalken. Kvartsitens
virkelige streg og fald ved selve loken kan neppe sees,
men de samme lag af blaa kvartsit kan forfelges syd-
over, og de har her streg n.—s., fald 15° vest; det er
saaledes ingen tvivl om, at den E kvartsit ved lo

6! CAF
1 KY FT N

26

L. Meinich.

vestkant har samme streg og fald, som ogsaa er det sæd-
vanlige i hele Skarven. Ortokerkalkens streg ogfald er
som sagt ogsaa utydeligt, og ved denne kommer desuden
den vanskelighed til, at stersteparten af kalken staar
under lokens vandflade. Jeg var dog saa heldig at finde
et skikt i kalken, som adskilte sig noget fra de sædvan-
lige lag, og dette skikt havde streg 100° ost, fald 70°
nord. Her atter er altsaa ortokerkalken afvigende leiet
i en fordybning men over kvartsiten, og jeg maa rette
mit i forrige indberetning*) tegnede profil saaledes:

YY,

UU kr
UO I re En
s hs > ae 3

K = kalk med streg est—vest,
« fald steilt mod nord.

Nordenfor veien fandtes ingen kalk i fast fjeld eller
kalkblokke; fra loken et godt stykke sydover laa mange
kalkblokke, men her var terrænet overalt bedækket. Der

_saaes kun tre tydelige snit af ortokerer med excentrisk

sifo. — Kalkens høide over havet fandt jeg at være
2830 fod.

Aug. 10de. Til Koppang; lite til Stai.

*) Dagbog fra reise i Trysil 1878, pag. 17, Bd. 95.

II.

Om Kvitvola-etagens forhold til Trysilfjelds kvartsit og

Y sandstene,
(Indberetning til hr. professor dr. Kjerulf.)

Fjeldpartiet nord for Trysil fjeld er i aarene 1870, 71
og 72 undersegt af nuverende professor O. Schietz (Nyt Ma-
gasin for Naturvidenskaberne B. 20), hvis særdeles paali-
delige og neiagtige observationer jeg har lert at skatte paa
mine reiser i de samme trakter i forrige og indeverende aar.
Disse tidligere arbeider har veret mig en overmaade væsent-
lig stette ved udarbeidelsen af profilerne fra Trysilfjeld nord-
over langs Trysilelvens og Engerseernes dalfore.

Fra Trysil hovedbygd, der ligger ret under Trysil
fjeld, gaar Trysilelvens dalfere i nord-nordvestlig retning
indtil Engeraaen; her svinger hoveddalferet i en skarp bue
mod vest, medens den nord-nordvestlige retning fortsættes i
sidedalferet, som fyldes af og danner afleb for Store og Lille
Engerseerne. Fra Trysil hovedbygd til Ovre Engerdalen
haves saaledes her i dalsiderne et fortlebende profil fra syd
til nord af over 5 mils lengde, hvilket i sine hovedtreek er
optegnet i nedenstaaende profiler I, II, III og IV. Profil V
felger Trysilelvens hoveddalfere fra Engeraaen forst i vest-
lig retning samt fortsetter 1 samme retning i profil VI, fra
Sensjeen til Hegberget. VII er tverprofil fra Sensjefjeld
over Tverfjeld og Hyllaraasen.

VIII er tverprofil ved nordskraaningen af Redmundfjeld.

IX er tverprofil over Tørfjeld til Høgberget.

X er tverprofil over Hegberget til Kvitvola.

XI er tverprofil over Kvitvola til Hundshovden, tegnet
efter O. Schiøtz's profil.

Samtlige profiler er tegnede med maalestok for lengden
1:100,000, og for heiden 1:50,000; profilernes heidedimensio-
ner er saaledes fordoblede i forhold til længdedimensionerne :

28 L. Meinich.

Den geologiske bygning af fjeldpartiet nord for Trysil-
fjeld er i sine hovedtrek meget simpel. Af lagede bergarter
optreder underst sparagmit, derpaa kvartsit og kalksand-
sten med underordnede lag af kalksten, dolomit og lerskifer,
samt overst i denne række, og dannende de hgieste toppe,
dels typisk kvartsit, dels kvartsit med kaolinpunkter, der
kan nerme sig mer og mindre til sandsten, — alt i fordet-
meste kun svagt heldende lagstilling. Hertil kommer et
mindre parti med ortokerkalk og siluriske skifere ved Høg-
berget, samt ortokerkalken ved Skjærbækken i nordskraanin-
gen af Redmundfjeld og i nordvestskraaningen af Skarven.
Fra Lille Engerdalen, langs Store Engerseen og videre syd-
over efter Trysilelven staar granit i estsiden af dalskraa-
ningen; dette kan hetragtes som det normale forhold for gra-
nitens optræden i disse egne, og sees i tverprofil XI samt i
den østlige del af profil V. Ved Trysil fjeld trader grani
ten ogsaa over paa vestsiden af dalen dannende foden for
dette fjeld samt Varlien. Nogle mindre gange af grensten
og grenstenporfyr er observerede gjennemsættende graniten.

Af for nævnte lagede bergarter kommer typisk sparag-
mit tilsyne kun i det nordvestligste hjørne af her omhandlede
felt, nemlig vest og nordvest for Hegberget. De dels typiske
dels mer og mindre sandstenagtige kvartsiter, som ligger un-
der og over kalksandstenen, kan efter udseendet neppe ad-
skilles fra hverandre. Derimod danner kalksandstenen over
vide strekninger et ypperligt ledende lag ved sin store og
tildels sammenhængende udbredelse og ved sit karakteristi-
ske udseende. Fra Kvitvolas top kan den forfelges sydover,
syd for Bjornskaret, ved Kvansbækken, i estre Lekjendal og
langs foden af Tverfjeld, hvorpaa den folgende fjeldets byg-
ning, svinger mod vest og fremtræder tydeligst i Ormkaas-
bekken og vestre Lekjendal.

I de sendenfor liggende fjelde, Klingervola, Sensjefjel-
dene og Bratfjeld, er kalksandsten ikke funden, hvorimod
den atter optreder langer i vest i Redmundfjeld, hvor jeg
forrige aar fandt den omtrent 2900 f. over havet. Langs Elt-
aaen findes atter kalk- og kalksandsten; dette parti er meget
overdækket, og det lader sig neppe gjere ved direkte profil-
observationer at bestemme pladsen for denne Eltaa-kalk i
forhold de-nordenfor vidt udbredte kalksandstene, der’ baade"

Kvitvola-etagens forhold til Trysilfjeld. 29

ved sine sammenhengende, fordetmeste horizontale lag, og
ved sit karakteristiske udseende aldeles utvivlsomt viser sig
som samtidige. Naar nogle, for forholdene i det store be-
tragtet, mindre betydende vanskeligheder sættes ud af be-
tragtning (Hyllaraasen og Kveernhusroa), saa danner dette
parti omkring Eltaaen og Smeiedalen det vanskelige punkt
ved opgaaelsen af profilerne nordover fra Tryssil fjeld. Kal-
ken og skiferne ved Eltaaen og Smeiedalen har ofte et noget
andet udseende end den almindelige kalksandsten, ligesom
kalken, ialfald i visse lag, synes at optrede som en renere
kalksten, end som kjendt er i den egentlige kalksandsten ;
der ligger dog paa mangfoldige steder, iser lidt heiere op i
dalskraaningerne, masser af lese blokke, bestaaende af typisk
kalksandsten.

Skiferne synes her ved Eltaaen og Smeiedalen at have
en større mægtighed end sedvanligt; men det maa erindres,
at det er vanskeligt at have nogen paalidelig mening om
megtigheden, hvor terrenet er saa overdekket, og lagene
optræder saa smaafoldede og bugtede, som her er tilfældet.
Det er ialfald sikkert, at der findes lignende skiferlag sam-
men med den almindelige kalksandsten, fordetmeste rigtignok
af kun ringe megtighed, men enkelte steder dog af storre,
t. ex. i vestre Lekjendal af henimod 100 fods megtighed.

Man kan tenke sig tre tilfelde: enten er Eltaa-kalken
yngre end de nordenfor optrædende kalksandstene, eller den
er ældre end disse, eller samtidig med dem, og jeg er mest
tilbeielig til at tro, at den sidste antagelse er den rigtige.

Var Eltaa-kalken yngre end kalksandstenen nordenfor,
maatte kalksandsten vise sig i Klingervolas nordside; vist-
nok er dette fjeld meget overdækket, men kalksandstenen er
en for megtig formation, til at den ganske skulde kunne
skjule sig, ligesom den overalt, hvor den findes i steilere
skraaninger, fremtzzder i bratte, vilde styrtninger. Det er
saaledes neppe muligt, at Eltaa-kalken skulde vere yngre
end den nordenfor vidt udbredte og megtige kalksandstens.
formation. At antage den for ældre forekommer mig ogsaa
lidet rimeligt, uagtet der ikke mangler paa forhold, som
kunde synes at bestyrke en saadan antagelse. Under skife-
ren i Smeiedalen sees nemlig en grov sparagmitisk sandsten,
som muligens kunde svare til sparagmiten ved Høgberget;

30 L. Meinich.

isaafald kunde de glindsende skifere ved Snerta samt ved
Skjærbækkens nedre lob, hvilke skifere dog fuldstændig
mangler kalksten, antages som identiske med Smeiedalens og
Eltaaens skifere og kalkstene. Fremdeles kunde den om-
stændighed, at et iaar medbragt stykke fra Eltaaen viste
sig at være dolomit, tyde paa sammenhæng med dolomitny-
ret i Høgberget. Men alt dette er blot muligheder, og der
maatte indgaaende detaljundersøgelser til for med sikkerhed
at bestemme pladsen af disse i høi grad overdækkede skifere

og kalkstene, hvori der endnu ikke er fundet forsteninger. ©

Hvad som for mig er afgjørende er, at der ikke er fundet
kalksandsten i fast fjeld i de mægtige overliggende forma-
tioner i Varlien og Trysilfjeld; var Eltaa-kalken ældre end
kalksandstenen, maatte denne komme tilsyne i de nævnte
fjeldpartier, medmindre man vilde antage, at den kilede sig
ud mod siderne. Da jeg, som ovenfor udtalt, heller ikke kan
antage Eltaa-kalken for yngre, saa maa jeg — paa undersø-
gelsernes nuværende standpunkt — betragte den som samti-
dig og identisk med kalksandstenen nordenfor, og hvad der
ligger over denne (de øverste toppe af Kvitvola, Storhøa,
Tverfjeld og Rødmundfjeld, samt Varlien, Trysil og Bleku-
fjeld) som sammenhørende bergarter, der udgjør ensartede led
i den primordiale formation.

Ved Kværnhusroa i Lille-Engerdalen optræder en — over
400 fod mægtig — kalksandsten, som baade af udseende og i
kemiske bestanddele har den største lighed med den mindst 800
fod høiere op liggende kalksandsten under Kvitvolas top. For-
holdene her vil sees af profil IV samt tverprofil XI. Om disse
kalksandstene er identiske, men adskilte ved dislokation, eller

om der virkelig existerer to ensartede kalksandstenslag i forskjel-

lige nivaaer, derom tør jeg intet bestemt udtale.

En granitmasse optræder — som før sagt — sammenhæn-
gende paa østsiden af dalen helt fra Trysilbygden i syd til forbi
Lille-Engersøen i nord. Dette forhold er dog — saaledes som
vist i profil III samt tverprofil VIL — afbrudt paa et enkelt
sted, nemlig ved Hyllaraasen paa østsiden af Store-Engersøen,
hvor der findes et lidet parti kvartsiter, lerskifer og sandsten lig-
gende foran granitvæggen. At bestemme den geologiske plads

nen forhold til Trysilfjeld. 31

af disse lagede bergarter vil blive meget varskeligt. Den rede
sandsten paa toppen af Hyllaraasen ligner ikke de almindelig fo-
rekommende kvartssandstene, og endnu vanskeligere er forholdene
blevne at forklare, efterat det ved analyse har vist sig, at den
kalkstenlignende bergart, som her findes i meget store blokke og
rimeligvis ogsaa ı fast fjeld, ikke er kalksten men magnesit.

Graniten bestaar af red feldspath, merk glimmer og graa
kvarts; den kan paa den lange strekning variere noget i ud-
seende, eftersom de forskjellige mineraler optræder 1 sterre og
mindre mengder, men den rede feldspath er altid den overvei-
ende bestanddel. Graniten viser sig at være yngre end de oven-
for omtalte kvartsiter og kvartssandstene. Øst for Hyllaraasen
i den steile styrtning ned til Bastalbekken, viser dette sig der-
ved, at gange af granit gjennemsetter kvartsiten i nærheden af
granitgrendsen; forholdene er dog her mindre tydelige paa grund
af det vilde, ufremkommelige terren. I Hundsilbekken, nord
for Trysilfjeld, sees det derimod meget tydeligt, at den samme
slags granit, som udgjør granitens hovedmasse, i mægtige gange
gjennemsætter kvartsiten i nærheden af grændsen.

Siluriske rester findes ved Hogberget, ved Skjærbækken i
nordskraaningen af Rødmundfjeld og i nordvestskraaningen af
Skarven; ved de to sidstnævnte steder sees kun ortokerkalken
tydeligt, og terrænet er beggesteds saa overdækket, at man her-
fra ikke henter klare beviser for leiningsforholdene, hvorvel det
er sandsynligt, at disse er de samme som ved Hogberget. Her,
ved Høgbergets fod*), optræder ortokerkalk tilligemed siluriske
skifere — vistnok paa en noget skuffende maade, men dog alde-
les tydeligt — 1 afvigende overleining over red sparagmit og
kyartsiter, hvilke sidste befinder sig i konform lagstilling indbyr-
des samt med sparagmiten. Disse siluriske rester optræder ved
Skjærbækken i en trang rendeformet fordybning, ved Høgberget
og Skarven derimod i mere aabent terren, men de maa ogsaa
her betragtes som udfyldende revneformige fordybninger i de un-

-

*) Se profil VI i forbindelte med tverprofil TX.

32 L. Meinich.

derliggende ældre sparagmit- og kvartsbergarter. Ved Skjærbæk-
ken er ortokerkalkens mægtighed omtrent 35 fod; ved Høgberget
synes den at være noget større, dog er mægtigheden heller ikke
her synderlig stor, for ortokerkalk og skifere tilsammen neppe
meget over 100 fod.

Mægtigheden af de ældre lagede bergarter, som ligger over
den røde sparagmit, kan 1 dette felt bestemmes med tildels endog
temmelig stor neiagtighed. Formationen kan deles i tre afde-
linger :

1) kvartsit med glindsende lerskifer umiddelbar over den rede
. sparagmit;
2) kalksandsten med lerskifere og mindre lag af dolomit, hvor-
paa over denne kommer
3) kvartsit og kvartsandsten, dannende de høieste fjeldtoppe.
Ved Snerta kommer en glindsende lerskifer lige over den
rede sparagmit, cerover kommer, videre mod øst, kvartsiter lige
til Kvitvola, hvor kalksandsten trader frem 1 østskraaningen.
Her er terrenet for overdækket til at paalidelige mægtigheds-
bestemmelser kan faaes, hvorimod man ved Skjærbækken i Red-
mundfjeld kan faa nogle lidt mere paalidelige saadanne. Ved.
Skjærbækkens nedre leb, omtrent 1750 fod over havet, haves en
glindsende lerskifer, lig Snertaskiferen, i svævende lagstilling;
2720 fod over havet holder kvartsiten endnu ved, og ved 2800
fod over havet staar kalksandsten.

Her faaes saaledes en mægtighed af denne underste etage af
970—1050 fod. Megtigheden af kalksandstenen ved Kvernhusroa
er af hr. O. Schiøtz funden at være 460 fod. I østre Lekjendal
staar kalksandsten fra 2005 f. o. h. til 2620 f. o. h., men da den
lige fra 2200 f. o. h. har et svagt fald mod est, saa at man paa
lange stykker felger de samme lag, naar man gaar dalen opover
mod vest, saa kan megtigheden her ikke regnes heiere end i
Kvernhusroa.

I vestre Lekjendal felges kalksandstensformationen i sve-
vende lag fra 2800 til 3150 fod over havet, eller 350 fod, hvor-
paa alt er bedækket. Mægtigheden af denne etage er saaledes
fra mindst 350 til 460 fod.

Megtigheden af den øverste kvartsetage sees bedst i tver-
profil VII, nemlig i de svagt heldende lag i T'verfjeldet. Paa

Kvitvola-etagens forhold til Trysilfjeld. 33

sydostsiden af Tverfjeld observeredes kalksandsten øverst ved
2930 f. o. h.; toppen af Tverfjeld ligger omtrent 3700 f. o. h.,
eller i en høideforskjel af 770 fod. Hvor profilet er tegnet (nem-
lig fra vestre Lekjendal over Tverfjeldsæter, der ligger en 3—4
kilometer sendenfor estre Lekjendal) synes kalksandstenen at
ligge i skaalformig leining med svagt fald indover fra hegge
kanter; mægtigheden af den overliggende kvartsit bliver derfor
muligens at regne noget større, maaske henimod 1000 fod, saale-
des som tegnet.1 tverprofil VII.
Den samlede mægtighed skulde saaledes blive:

1) for den underste kvartsit 970 til 1050 fod,

2) « kalksandstenen 350 « 460 «

3) « den øvre kvartsit 770 « 1000 «

for den hele formation tilsammen 2090 til 2510 fod.

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 3

Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget.

(Med Kart i 6 sammenherende Træsnit).
Af °
Fr. Miller.

Langdals Grube.

Denne Grubes Beliggenhed er, omtr. 11 Km. 1 Nord for
Erteliens Nikkelgruber*), i Ask Skoven paa Østsiden af Lang |
dalsvandet. Gruben er drevet i en Bøining svarende til Grænd- |
sen mellem Skifer og Gabbro. Ertsen er hovedsagelig Magnetkis
med 2!/2 à 3 pCt. Ni. & Co., for en mindre Del Svovlkis med
So pCt. Co. og Kobberkis. Magnetkisen forekommer sjeldnere
som drei Masse, men mest som rig Imprægnation 1 Gabbro og i
de denne nærmest — ved Siden af og over — liggende Skifer-
partier.

Det kan antages, at Gabbroen ikke har værét synlig 1 Da-
gen der, hvor Grubedriften blev paabegyndt; den sees 1 Dagen
ca. 25 M. i Vest fra Grubeaabningen, 1 den vestlige Grubevæg
sees den ferst 5 og 10 M. under Dagen. Fra Grubens Beining
i Syd viser Skiferen Retningen (h. 11) N. 30° V., Faldet lodret,
med Kisimprægnation synlig paa en lengere Strekning, hvor

*) Med Hensyn til disse Gruber, hvilke her ikke ville blive omhandlede,
henvises til »Udsigt over det sydlige Norges Geologi« af Hr. Professor
Dr. Kjerulf, pag. 244, og til Hr. Bergkand. Lassens Afhandling »Om
Nikkelmalm paa Ringerigete i Nyt Mag. for Naturv. Bd, 21.

Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget. 35

der ogsaa i 25 M. Frastand fra Grubeaabningen er gjort nyt
Skjærpeforsøg, dog uden gunstigt Resultat. Endnu lengere i Syd
taber Skiferen Falbaandkarakteren. Den nordlige Del af Gruben
beier, idet den felger Skiferskikterne, af til (h. 7) Ost 90°; Ter-
rænet falder her 1 paa 2 til den ca. 40 M. lavere flydende Lang-
dalsbæk. Skiferskikterne har her det samme Streg indtil Bek
ken og ferte nerved denne drivverdig Kisimpregnation. Fra
Bekken af synes Skikterne atter at indtage Hovedretningen (h. 11)
N. 30° V.; 60 M. i Nord fra den nævnte Kisimpregnation ved
Bækken fandt man et 2 à 3 M. megtigt Kisnyre med tildels
drei Magnetkis, dog mest som Imprægnation i Skifer, der med
6 à 8 M. Længde udkilede til begge Sider. Skiferlagene, mellem
hvilke dette Kisnyre forekom, indtage her Retningen Nord og Syd.
Dette Kisnyre forfulgtes til 18 M. Dybde, hvor man forlod
det, uden væsentlig Forandring i Dimensioner; 40 M. i Nord
herfra, paa vestre Side af Langdalsbækken, forfulgtes en. lignende
Forekomst*), med 4 à 5 M. Mægtighed, som ved Siden af den,
ved de andre Gruber forekommende Magnetkis og Svovelkis, til-
lige — i mindre Partier — ferte en graa Svovelkis, der efter
Hr. Professor Münsters Analyse indeholder 3.5 pCt. Ni og 1.4
pCt. Co. Nyret gik ud mod Dybet ved ea. 15 M. under Dagen,
paa den nordlige Side dog med synlig Fortsættelse af Impræg-
nation med nogle Cm. Mægtighed 1 NO. og NV. Her har Ski-
fer-Skikterne indtaget Hovedretningen igjen; Falbaandkarakteren
viser sig endnu en kort Strekning. I samme Retning længere
mod Nord er Falbaandet synligt og opskjærpet paa flere Steder.
21/2 Km. fra Langdals Grube i samme Stregretning er Godthaabs
Grube*) beliggende, hvor et mindre Gabbrofjeld optræder.

Skaugs- eller Luttegruben.

Denne Grube ligger 5 à 600 M. 1 Syd for Langdals Grnben
i Gaarden Skaugs Skov; dens Dagaabninger slynger sig om en
ovalformet 20 M. bred og 40 à 50 M. lang Gabbrokuppes**) syd-
lige Grændse. Gabbroen er af samme mørk-grønne Farve, som

>) Af Hr. Kand. Lassen anført i den allerede nævnte Afhandling.
**) Hr. Kand. Lassen nevner i sin Afhandling denne Grube blandt Erts-
; forekomster uden 3abbro; dette maa dog bero paa en Stedforvexling,
da Gabbroens Optreden her er meget ieinefaldende.
g*

Langdal-Grube
Langdalbækken-Grube .
Stevern-Grube

Sees Gabbroen overleiet af Skifer .

Skifer og dens Lagning .
Gabbro, hvor den sees

Dybere Grubepartier .
Mindre dybe Grubepartier .

——

pe

Nikkelgruberne ved Langdalen.

Maalestok 1: 1000.

Fr. Müller.

38 F. Müller.

ved Langdals Grube. Ertsen er ligeledes den samme, dog fore-
kommer her noget mere Svovelkis ved Siden af Magnetkisen.
Mængden af Kobberkis har ogsaa været noget sterre her end ved
Langdals-Gruben, hvor gjennemsnitlig hver 10de Tønde Malm
som udvindes, er Kobbermalm. Resultatet efter en Afsynkning
paa Gabbroens nordlige Side har antagelig ikke været lovende.
Paa Sydsiden af Gabbroen, hvor Skiferens Skik.er, der bøie sig
efter Gabbropartiets ovale Form, slutte sammen igjen, har — ef-
ter Grubeaabningen at dømme — de rigeste Ertspartier optraadt.
Fra en Afsynknmg er Ertsen forfulgt i 3 Retninger — efter
Gabbroens østlige og vestlige Side og mod Syd, hvor Skikterne
optræde med meget stærkt udpreget Falbaandkarakter, hvilken
dog taber sig mere og mere mod Syd og er aldeles borte ved
60 M. fra Gruben. Skiferlagene ligge paa hele denne Længde
blottet for Øiet. Skikternes Retning N. 30^ V. Faldet lodret.

Søndre Skaugs Gruber.

Disse to, øvre og nedre Grube kaldet*), ligge 260 og 320 M.
i Syd fra Skaug eller Luttegrube efter Skiktretningen. Ertsen
er Magnetkis, der kun forekommer som rig Imprægnation i Ski-
fer, med samme Ni. og Co. Gehalt, som i forannævnte Gruber.

Den øvre Grube indeholdt kun et enkelt Ertsnyre, der op-
traadte '/2 M. mægtigt 1 en Længde af 8 à 10 M. i en kort Bei-
ning mellem Skikterne og udspidsede til begge Sider, dog med
synlig Fortsættelse 1 en nogle Cm. megtig Impregnation af læn-
gere Udstrekning.

I nedre Grube havde man to efter hinanden liggende Erts-
nyrer af ®/a og I M. Megtighed paa 2 à 3 M. Længde. Skik-
terne baie ogsaa her brat af, og Fortsættelsen af Imprægnationen
viser sig her 1 4 Retninger. Gruberne ere 12 og 15 M. dybe,
og forekommer Ertsen fremdeles i omtrent samme Mægtighed,
som den havde vist i Dagen. Skikternes Hovedretning N. 30° V.
Faldet lodret.

Her forekommer desuden Granit med uregelmæssig Mægtig-
hed — 1/10 à */io M. — lige ved Siden at Ertsen. Omtrent midt
imellem begge Gruber overskjeres Skiferskikterne i næsten ret
Vinkel af en '/2 M. mægtig Grenstenporfyrgang (Afanit Grundmasse):

. *) Af Hr. Kand Lassen anført under Navn ERE Gruber.<

Afstanden fra nermeste Langdals-Grube

400 Mtr.

Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget.

Skaugs- eller Luttegruben.

1: 1000.

Fr. Müller.

40

Søndre Skaug-Gruber.

Fr. Miller.

1 : 1000.

TW Gee
oquiryegjnrp ejseurreu BIF uepuejspy

Sendre Skaug-Gruber,

1: 1000.

Fr. Müller.

41

42 Fr. Müller.

Gjælde-Grube (ved Ask).

1 : 1000.

Gabbro. Skifer.

Linien a—b er Retningen fra Gaarden Gjælde til Røreng.
Skjærpet findes da 450 Skridt i Nord fra Gjælde.

Ved a sees smaa Ertsnyrer som Imprægnationer 1 Skiferen.

Anm. Tegningerne pag. 36, 37, 39, 40, 41, 42 danne fortløbende et ori-
enteret Kart.

2

Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget. 43

Langdals og alle Skaugs Gruber ligge langs efter Heiden af
en i den ovenomtalte Hovedretning — altsaa omtrent N.ogS. —
gaaende Fjeldryg, der ca. 50 M. sendenfor nedre Grube falder
ligesaa steilt af mod Syd som den gjer mod Nord ved Langdals
Grube.

Gjelde Gruben.

Denne Grube ligger i Gaarden Gjeldes Havnegang omtrent
1 Km. ı SV. fra Jernbanestationen Ask. Magnetkisen, som in-
deholder omtrent 3 pCt. Ni & Co., forekom først kun som Im»
pregnation 1 Skifer og dannede i denne smaa ved Siden af hin-
anden liggende Nyrer. Ved den, ved ferste Bearbeidelse af
Skjerpet — lidt udenfor Midten af den nuverende Grube — fo-
retagne Afsynkning viste Impregnationen sig rigere mod Dybet
end den havde vist sig at vere 1 Dagen. Ved Indbrydningen til
Synken fra NO. fandtes Imprægnationen 1 Ferstningen kun nogle
Cm. mægtig, men tiltagende mod Synken. Ved fortsat Strosse-
drift fra Synken mod SV. kom man — ved ca. 5 M. under Da-
gen — paa Gabbro, der her synes at stikke mod Dybet, medens
den synes at fortsætte sydover i samme Heide. Gabbroen er af
noget lysere Farve end den ved Langdal og Skaug forokommende,
og er impregneret med Magnetkis, og er fra Skiferen adskilt
ved en Slet eller Kleft med indtil 10 Cm. Megtighed, hvilken
Kloft paa enkelte Steder er udfyldt af drei Magnetkis og forre-
sten af Grus, hvoraf en Del mere eller mindre oplest Svovelkis.

Over Dagen fra Grubeaabningen mod Syd sees fremdeles
mellem Skiferen nyreformig Kisimprægnation, som dog allerede
ca. 20 M. fra Grubeaabningen taber sig. Skikternes Retning er
N. 50° Ø. Faldet lodret.

Skifterskikternes Falbaandskarakter viser sig altsaa i samme
Retning som den, efter hvilken Gabbroen synes at fortsætte, me-
dens den mod NO. bliver borte 1 meget kort Afstand fra det
Sted, hvor Gabbroen synes at stikke mod Dybet.

Fra den norske Nordhavsexpedition.

Af

D. C. Danielssen og J. Koren.

Gephyreer.

Bonellidæ, Baird.

Hamingia*) arctica n. g. et sp.
Tab. 1, 2, fig. 1.

Lacaze-Duthiers omfatter kun 2 Slegter henherende til
denne Familie, nemlig Bonellia, Rolando og Thalassema, Cu-
vier. — Den af os nu opstillede 3die Slægt Hamingia, have
vi troet at maatte henfore til nævnte Familie, omendskjøndt den
mangler baade Snabel og Børster, der jo ere angivne som
Mærker for Familien. Men som vi senere skulle paavise, nær-
mer Hamingia sig 1 sin Organisation ikke alene til Thalas-
sema; men i væsentlig Grad ogsaa til Bonellia, saa at vi
ikke have kunnet opgive Familieforholdet til disse, trods de
nævnte Mangler.

Bonellia viridis, der først er beskrevet af Rolando, til-
trak sig snart Zoologernes Opmærksomhed ved sine Besyn-
derligheder baade i Form og Organisation; men desuagtet
hengik omtrent et halvt hundrede Aar, inden dette mærke-

*) Hamingia, Lykkegudinde i den nordiske Mythologi.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 45

lige Dyrs Organisation blev fuldstendigt opklaret. Aarsa-
gen laa hovedsagelig i Vanskeligheden ved at erholde Dyret
levende og i tilstrekkelig Mengde, omendskjendt det var
temmelig almindeligt, endog paa ringe Dybder i Middelhavet
og paa de korsikanske Kyster. Her i Norden er en af os,
Koren, den ferste, der for omtr. 40 Aar siden fandt Bonellia
viridis ved Bergen paa en Dybde af 50 Favne, og han paa-
begyndte dengang en anatomisk Undersegelse af den, hvilken
han af Mangel paa fornedent Materiale maatte opgive; thi
Bonellia viridis er i det Hele taget sjelden ved de norske
Kyster, og er ikke funden nordligere, end ved Bergen. Det
er nu til dette Dyr, Hamingia arctica slutter sig mest, idet
. den danner en interessant Overgangsform; — kun maa vi be-
klage, at vi kun have havt 1 Exemplar til vore Undersø-
gelser.

Ydre Karakterer.

Legemet er cylindrisk med en glat, lidt slimet Overflade,
er 120 mm. langt, 20 mm. tykt paa Midten, men smalner no-
get af mod begge Ender, Fig. 1. Den forreste Ende er lang-
strakt, but afskaaren, og paa den findes Mundaabningen, der
danner en Spalte med tykke, foldede Leber og vender mod
Bugfladen, Fig. 1, a, 2, a. Omkring Mundaabningen sees to
halvmaaneformige Hudfolder, Fig. 1, b, 2, b, der paa Ryg-
fladen ere temmelig fremspringende og staa et Stykke fra
hinanden, medens de mere og mere nerme sig hinanden mod
Bugfladen, hvor den forreste Fold forener sig med den ba-
gerste i en stump Vinkel, Fig. 2, c, saa at der bliver en li-
den Del af Munden, der ikke omfattes af de nævnte Folder.
Imellem den forreste Fold og Munden er en yderst smal Ind-
synkning, hvorved Mundleberne blive ligesom mere fremtræ-
dende, Fig. 2, d; men imellem den forreste og bagerste Fold
er Indsynkningen baade bredere og dybere, Fig. 2, e. Disse
Folder kunne vel betragtes som en rudimenter Snabel. Om-
trent 20 mm. fra Mundpartiet findes paa Bugsiden to lange
cylindriske, krumboiede Papiller, der staa ved Siden af hin-
anden, og paa hvis fri Spids, der vender mod Munddelen,
_ jagttages en fin Aabning, Fig. 1, e, 2, f. Kroppens bagerste
Ende er afrundet, og i dens Centrum sees den runde Anal-
aabning, Fig. 3.

46 D. C. Danielssen og J. Koren.

Huden.

Huden er bled, halvgjennemsigtig, og dannes af en yderst
tynd, strukturles Cuticula, Fig. 4, a, der dækker det hyaline
Bindevævslag, som er temmelig bredt, og hvori er leiret dels
enkeltvis, dels i Grupper Celler, Fig. 4, b, 5, a, imellem hvilke
sees uformede Pigmenthobe. Her findes ikke noget Epithel-
lag; men de nævnte Celler, der som oftest ere fyldte med et
finkornet, grent Pigment, saa at Kjernen ganske skjules,
kunne 1 sterre Strekninger vere enkeltvis sammenhengende,
og faar da et epithellignende Udseende, Fig. 4, c, imedens
tilgreendsende Steder kunne vere ganske blottede for Celler.
Imellem disse Pigmentceller, men som oftest dybere end dem,
sees aflange Bindevevslegemer. Indenfor det hyaline Binde-
vævslag er Muskelhuden, der bestaar af 3 distinkte Lag, nem-
lig Ringmuskler, Længdemuskler og Skraamuskler. Ringmusk-
lerne ere de yderste og ligge nærmest det hyaline Bindevævslag;
de bestaa af smale Fibriller, der ved Bindevæv ere sammen-
bundne til en Hud, Fig. 4, d. Længdemusklerne ere bredere,
ligge indenfor Ringmusklerne og danne ligeledes en sammen-
hengende Hud, Fig. 4, e. Indenfor Lengdemusklerne, altsaa
nærmest Kropshulheden, kun skilt fra denne ved Peritoneal-
overtrekket, findes Skraamuskellaget, Fig. 4, f, hvis Muskler
ere ligesaa stærke som Længdemusklerne; men ere fjernede
noget længere fra hverandre, hvorved det sammenbindende
Bindeveev bliver noget bredere. Ogsaa dette Lag danner en
sammenhengende Hud. — Sammenlignes nu Huden hos Ha-
mingia med Bonelliens, saa vil der findes baade Overensstem-
melser og Afvigelser. |

Efter Schmarda*) skal der i Bonelliens Hud vere et ud-
preget Epithellag, bestaaende af Cylinderceller, indenfor hvil-
ket skal findes et maskedannende Hudlag, som dannes af
stærke sammenveevede Cellevævsfibre og Kar. I dette Lag
fandt Schmarda enkelte Pigmentceller og sterre Hobe af
samme, hvilke forenede sig til kjertelartige Organer. Inden-

+) Schmarda, Denkschriften der k. k. Akad. d. Wissensch. i Wien. Tom. IV,
pag. 117, pl. 4—7.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 47

for dette Lag angiver han Muskellaget bestaaende af Længde-
og Ringfibre; paa den forreste Kropsdel feier sig dertil skjæve
Muskelfibre.

Allerede Lacaze-Duthiers*) har paavist, at der ikke fin-
des noget seregent Kjertelapparat i Huden hos Bonellia,
bvilket ogsaa stemmer overens med Grabers**) Undersegel-
ser. Denne Forsker betvivler stærkt Tilstedeværelsen af
Cylinderepithellaget; derimod tror han at have fundet en af
talrige Porekanaler gjennemboret Cuticula, indenfor hvilken
han angiver et kornetMatrixlag, i hvilket findes kjerneagtige
Indleiringer, snart enkeltvis, snart 1 Grupper. Indenfor dette
Matrixlag har han fundet det egentlige Bindevævslag, der
bestaar af hyalint Bindevey, hvori findes sparsomt Binde-
vævslegemer. Sammenvevede Cellevevsfibre og Kar har
Graber ikke fundet. Det vil heraf sees, at Huden hos Ha-
mingia nærmer sig i histologisk Henseende meget til Bonnel-
liens Hud ifelge Grabers Iagttagelser; men afviger dog noget
fra den. Saaledes er Cuticula langtfra saa bred og heller
ikke gjennemboret af Porekanaler hos Hamingia, som Tilfæl-
det er hos Bonellia; noget Matrixlag findes ikke, derimod et
hyalint Bindevævslag med indleirede, tildels pigmenterede
Celler, nogenlunde svarende til hvad der findes hos Bonellia.
Endelig har Hamingia et tredie Muskellag, nemlig de skraa
Muskler, som Graber aldeles ikke omtaler hos Bonellia, ime-
dens Schmarda angiver, at paa dennes forreste Kropsdel feier
skraa Muskler sig til Ring- og Længdemusklerne**), Fra
Schmardas lagttagelser afviger derimod vore temmelig bety-
deligt; thi hverken have vi fundet fibrillært Bindevæv, ma-
skeformigt sammenvævet med Kar, eller Kjertelorganer. Vi
ere tilbøielige til at betragte saavel de enkelte, som dei
Grupper i det hyaline Bindevæv leirede Celler, hvori inde-
holdes et yderst finkornet, grønligt Pigment, for egne Pig-

*) Laeaze-Duthiers. Recherches sur la Bonellie, Annal. d. sciene nat.
III Série. Tome X, pag. 53.
**) Graber. Sitzb. der Akad, der Wissensch. Wien. 1. Abth. Jan. Heft.
Jahrgang 1873.
***) Dr I. W. Spengel har fundet et Skraamuskellag overalt i Huden hos

Bonellia viridis, Mittheilungen aus der zoologischen Station zu Neapel,
1 B., 3 Heft, 1879,

48 D. ©. Danielssen og J. Koren.

mentceller, der vel i den ydre Hud ere bundne til det hya-
line Bindeveev; men som vi senere skulle se, treeffes baade i
fibrillert Bindevæv og i Muskellagene, uden at de tilkjende-
give sig som Kjertelorganer.

Fordeielsesorganerne.

Mundspalten, der gaar paalangs og er begrændset af
tykke muskulese Leber, ferer ind til en sekformig Udvid-
ning (Mundhulheden) som er 9 mm. lang og omtrent 10 mm.
i Gjennemsnit paa det Videste; men smalner saa stærkt af,
at der, hvor den gaar over i Svelget, er den kun 3 mm.
Denne Mundhulhed dannes af en rerformig Forlengelse af
den ydre Hud, og paa dens indre Flade sees flere stærkt
fremragende, temmelig brede, cirkulere Folder, der dog ere
mest fremspringende paa Rygfladen, og hvoraf de to nærmest
Mundspalten ere de betydeligste. De aftager noget imod
Svelget. Mundhulhedens Vægge bestaa af de samme Væv
som Huden. Paa den indre foldede Flade iagttages et tykt
Lag Cylinderepithel (sandsynligvis flimrende), der rager ind
i Hulheden, og er især tykt paa de fremragende Folder, som
dannes af fortykket Bindevæv; udenfor- Epithellaget er et
temmelig bredt fibrillært Bindevævslag, hvor Fibrene ana-
stomosere med hverandre, og hvori er leiret, dels enkeltvis,
dels i spredte Grupper de samme Celler og Pigmenthobe,
som findes i den ydre Hud, kun i en rigeligere Mængde.
Dette Bindevævslag støder umiddelbart til Muskellaget, der
bestaar af Ring-, Længde- og Skraamuskler, og i disse Lag
sees ogsaa de nysnævnte Celler og Pigmenthobe, men spar-
sommere. Skraamuskellaget er beklædt af Peritoneum. Hele
Mundhulbedens ydre Flade er ved en Mængde stærke Binde-
vævstraade, hvortil enkelte Muskelfibre feie sig, bunden til
den forreste Del af Kropsvæggen. Der, hvor Mundhulheden
gaar over i Svælget, er paa den ydre Flade en meget stærk
Indsnøring, og paa den tilsvarende indre Flade er der en
bred Fold, der rager eirkelformig ind i Hulheden og danner
en Slags Sphincter, idet den er forsynet med stærke Ring-
muskelfibre. Folden dannes af fortykket Bindevæv. Svæl-
get, Fig. 6, b, er yderst trangt, knapt 2 mm. i Gjennemsnit,
har en straagul Farve, løber i Bugtninger fra Høire til Ven- .

Fra den norske Nordhavsexpedition. 49

stre, og er bunden saavel paa Ryg- som Bugsiden ved et
Mesenterium til Kropsveggen. Svelgets Vegge ere tykke
og dannes af et indre Epithellag (Slimhud), der er tykt,
bestaar af et Lag lange Cylinderceller, Fig. 7, a, der
paa den indadvendte Ende synes at vere forsynede med
Cilier. Denne Slimhud gjer dybe, regelmessige Indsynknin-
ger, Fig. 7, b, b, i det tilgrændsende fibrillære, meget kjerne-
rige Bindevev, Fig. 7, c, saaledes nemlig, at derved frem-
kommer ringformige Fordybninger, hvilke give Spisereret paa
dets ydre Flade et ringet Udseende, noget lig en Trachea
hos de heiere Dyr, Fig. 6, c. I Bunden af Slimhudindsynk-
ningerne er Epithellaget tykkere end paa Siderne. Til dette
fibrillere Bindeveev fester sig udad Muskelhuden, der bestaar
af Længdemuskler, Fig. 7, d, der ere de inderste, samt Ring-
muskler, Fig. 7, e, der ere tykkere end hine. Saavel Længde-
som Ringmusklerne anastomosere med hinanden indbyrdes.
Spisereret gaar nu over i en bredere Del af Tarmroret, Fig.
6, c, som paa venstre Side gjør et Par Bøininger, gaar saa
lidt til Heire, Fig. 6, d, leber derpaa horizontalt bag til
Kropshulhedens forreste Trediedel, Fig. 6, e, bøier sig fortil
langs venstre Side, i en Længde af 12 mm., Fig. 6, f, hvor
den ved en Beining leber lidt paaSkraa over til heire Side,
hvorved den ferste Tverslynge opstaar, Fig. 6, g; her gjer
den en let Beining, leber saa horizontalt langs heire Side til
omtrent Midten af Kropshulheden, Fig. 6, h, hvor den dan-
ner en anseformig Boining, Fig. 6, i, idet den gaar over til
venstre Side, hvorved den 2den Tverslynge fremkommer, Fig. .
6, k. Alt hvad der af Tarmreret ligger foran den ansefor-

mige Beining og lige til Mundaabningen, kalder Lacaze-Du-
thiers Buccaldelen hos Bonellia viridis, idet han ikke som
Schmarda differentsierer Mundhulhed og Spiserør fra det øv-
" rige Tarmrer. I anatomisk-histologisk Henseende er Tarm-
reret fra Svelget til den anden Tverslynge ikke vesentlig
forskjellig fra Spisereret; det er noget videre og Væggene
noget tyndere. Den anden Tverslynge gjer, naar den er kom-
men over til Venstre, en Beining og leber saa over til Heire,
hvorved 3die Tverslynge opstaar, Fig. 6, 1; her danner den
en stor Anse for at gaa sterkt paaskraa over til Venstre:
den 4de Tverslynge, Fig. 6, n, hvor den bliver noget sma-
lere og beier sig atter for at komme over paa heire Side,

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 4

50 D. C. Danielssen og J. Koren.

hvorved den 5te Tverslynge, Fig. 6, 0, dannes. De 4 sidste
Tverslynger svare til Lacaze-Duthiers Leverdel hos Bonellia
viridis. De ere i anatomisk-histologisk Henseende noget for-
skjellige fra det ovrige Tarmror, idet Veggene ere tyndere;
Epithellagets (Slimhudens) Indsynkninger i Bindevævet ere
ikke saa dybe og staa heller ikke saa tet i hinanden, og
foruden de almindelige Cylinderceller som i Spisereret, fin-
des der i Epithelet en stor Mengde pæreformige encellede
Kjertler, Fig. 11, (Leverceller), der svare fuldkommen til
Tarmkjertlerne hos Bonellien. Disse Kjertler ligge tildels i
Grupper, der kunne sees med en sterk Loupe igjennem Tarm-
væggen, Fig. 6, k, 1, m, o. Naar den Ste Tverslynge har
naaet hen til heire Side, bliver den meget smalere; Tarm-
reret leber nu i flere Beininger skraa fortil under de tidli-
gere omtalte paatvers gaaende Slynger, lige henimod den
forste Tverslynge. Paa denne Strekning gjer den en Mang-
foldighed af smaa Circumvolutioner, Fig. 6, p, p. Nu beier
den sig hen mod venstre Side, hvor den gjer en Beining for
at lebe langs denne i en horizontal Retning mod Kropshul-
hedens bagerste Trediedel, Fig. 6, q, q, hvor den danner en
Slynge, Fig. 6, r, for i samme horizontale Retning at gaa
fortil imod Midten af Kropshulheden, Fig. 6, s; her skraar
den over mod heire Side under de evrige Tarmslynger; den
beier sig nu 1 en skraa Retning mod Midtlinien af Krops-
hulheden, Fig. 6, t, og gjer atter en Mengde Circumvolu-
tioner, indtil den gaar over i en paaskraa lebende Rectum,
Fig.6,u, derferst udvider sig lidt, men bliver saa smalere, idet
den munder ud i Kloaken. Fra den 5te Tverslynge og ind-
til Analaabningen, der svarer til den Del hos Bonellia viri-
dis, som Lacaze-Duthiers har kaldet Analdelen, — har Tarm-
røret den samme Bygning, som tidligere er angivet for den |
Del, der strækker sig fra Spisereret til 2den Tverslynge; og |
er følgelig uden noget Kjertelapparat. Langs Tarmrorets
. Bugflade, især paa den forreste Del, sees et Bindevævsbaand,
hvortil Bugmesenteriet er fæstet, og hvori et Blodkar iagt-
tages; paa den bagerste Del er: dette. Bindevævsbaand tyn-
dere. Det synes paa enkelte Steder at stramme Tarmensaa- !
ledes, at dennes Bugflade bliver foldet; men det-er kun-paa
et Par Slynger, at saa er Tilfældet. Bugmesenteriet bestaar
af en stor Mengde smalere: og bredere: Bindevævstraade,

Fra den norske Nordhavsexpedition. 51

hvori-tildels findes Muskelfibre, hvilke feste Tarmrøret til
Kropshulheden. Et lignende Mesenterium, ‚men langt zartere
iagttages ogsaa langs Tarmens Rygflade, der fester denne

.til Kropshulhedens Rygflade. Kloaken er bunden ved en

Mengde starke fibro-muskulese Baand til Kropsveggen,
hvilke udbrede sig straaleformigt paa denne og danne derved
ligesom et Telt, Fig. 6, v, under hvilket 2de buskede Organer
ere placerede, et paa hver Side af Rectum. ‚Tarmrerets ydre
Flade er forsynet med et flimrende Peritonealovertrek.

Man vil af ovennævnte Beskrivelse se, at Tarmreret vel

danner Slyngninger; men ikke, som hos Bonellia viridis (ef.

ter Lacaze-Duthiers) danner nogen Spiral omkring den lange

Æggebeholder (matrix, la poche genitale).
Hele: Mundhulheden var udfyldt af sandholdigt Ler,
hvori fandtes forskjellige Foraminiferer, Diatomeer, Alger og

Ascarider. Svelget var tomt; men strax bagenfor dette

havde det sandholdige Indhold for endel formet sig til cy-
lindriske, langstrakte Boli med afrundede Ender, 3—4 mm.
lange og 1.5—2 mm. brede, og jo lengere bag i Tarmen, de-
sto hyppigere bleve disse, saa at hele den Del, der strekker

sig fra bte Tverslynge og til Anus, var ganske opfyldt af

disse Excrementer.

De to buskede Organer ere næsten kugledannede, 3—4 mm.
store, og ere fæstede et paa hver Side af Rectum, strax foran
Kloakaabningen, Fig. 8, a, a. De have en cylindrisk Stam-
me, der danner et Rer, som ved Udspringet er negent i en

Længde af omtrent 1 mm., Fig. 8, b; men fra den øvrige

Del af Stammen udgaar en Mengde. rørformige Grene, Fig.
9, a, hvorfra udspringer en stor Mangfoldighed af lange,
smale, slangeformige Rør, Fig. 9, b, b. Disse have paa deres
frie Ende en tragtformig Aabning, som fører ind til Rørets

-Hulhed, og hvis Rand er forsynet med. lange Cilier, Fig. 9,
-6, 6, 10.. I histologisk Henseende dannes de nævnte Organer

vesentligst af de samme Elementer, som. Tarm- eller Kloak-
væggen, hvoraf de egentlig kunne betragtes som en Udstylp-

ning. Den indre Flade er tapetseret af et rigt flimrende Epi-
thel, der rager ind 1H ulheden og hvis Celler ere store, dels runde,

dels mere eller mindre aflange; de have en temmelig stor Kjerne

og et yderst finkornet brungrent Pigment, der ofte er saa

tæt og tykt, at det ganske skjuler Kjernen, Fig. 12, a, a,
A*

52 D. C. Danielssen og J. Koren.

13, b, b. Epithelet er testet til et fibrillert Bindevævslag,
hvortil Muskelhuden steder, hvilken bestaar af Laengde- og
Ringfibre, som bekledes af det flimrende Peritoneum, som
altsaa danner den ydre til Kropshulheden vendende Flade.
Indeni Rerenes Lumen iagttoges en hel Del smaa fritlig-
gende runde Legemer, der vare noget sammenskrumpede, for-
synede enten med Kjerne eller nogle faa Molecüler, Fig. 13,
c, og som lignede de Legemer, Kropsvædsken indeholdt, hvilke
tildels vare coagulerede i Klumper. Hovedstammen aabner
sig paa Kloakens indre Flade imellem et Par af dens sterke
Folder.

Af den her givne Beskrivelse af de buskede Organer, vil
det sees, at de saagodtsom ganske svare til de, der findes
paa samme Sted hos Bonellia viridis, og som Schmarda har
antaget for Respirationsorganer, idet han finder dem analoge
med Holothuridernes. Lacaze-Duthiers har underkastet dem
en neiere Granskning, og derved paavist, at de ferst og fremst
maa betragtes som et Kjertelapparat, som han kalder Anal-
sække (poches anales), imedens han dog opstiller som en Mu-
lighed, at de tillige kunne staa i Respirationens Tjeneste.
Han formener da, at et Parti af dem skulde udfere Secre-
tionsorganets Rolle, imedens et andet kunde fungere som
Lunger.

Ifelge vore Undersegelser, som rigtignok ere foretagne
| paa et enkelt Exemplar, opbevaret i Spiritus, hvilket dog blev
observeret og tegnet i levende Live, antage vi, at de herom-
handlede Organer hos Hamingia ere analoge med Holothuri-
dernes saakaldte Lunger; men som vi for Molpadidernes Ved-
kommende have paavist at vere Tarmappendices (Secretions-
organer) der intet have med Respirationen at bestille. At
disse Organer hos Hamingia ogsaa ere Afsondringsapparater
og ikke Lunger, synes at fremgaa ikke alene af deres Byg-
ning, men ogsaa af den Omstendighed, at de ikke staa i no-
gen Forbindelse med Blodcirculationen. I det Døgn, Dyret
blev observeret i levende Live, aabnede Kloakaabningen sig
kun saa ofte Excrementerne bleve udstedte; noget Sevand
kunde ikke trænge ind igjennem den ved en stærk Sphincter
lukkede Aabning, ligesom Endetarmen og Kloaken viste sig
at være propfulde af de før beskrevne Excrementer. Men
det staar ikke til at nægte, at de her omtalte Organer ere

Fra den norske Nordhavsexpedition. 53

noget forskjellige fra Holothuridernes benævnte Lunger.
Disse, der hovedsagelig bestaa i sterre og mindre Samlinger
af blereformige Blindsekke, staa ikke i nogen direkte Ko-
munikation med Kropshulhedens Fluidum. Sagtens yttrer
Semper, at han formener at have iagttaget en Aabning paa
Blererne; men ingen anden Forsker har observeret dette.
Hos vor nye Slægt er der ligesom hos Bonellia en tragtformig
vid Aabning paa de beskrevne slangeformige Rer, forsynet
med lange Cilier, hvori Kropsvedsken efter al Sandsynlig-
hed optages; men om den saaledes optagne Kropsvædske
undergaar paa denne Vei nogen Forandring, eller om den atter
jages ud i Hulheden, se det er et Spergsmaal, vi ikke kunne
besvare, da vi dertil ikke have havt Materiale nok. Men
skulle vi indlade os paa en Hypothese, saa var det den, at
disse Organer, som vi antage for Secretionsorganer, tjene til
at rense og forsaavidt ogsaa til at fornye Kropsvedsken; de
virke, om man 'saa vil, som et Slags Nyrer.

Circulationssystemet.

Vore Undersogelser over Kredslobet ere vistnok ufuld-
stendige; men Skylden herfor ter mest ligge i det mangel-
fulde Materiale. Naar Dyret er aabnet fra Rygsiden, iagt-
tages paa Mundhulhedens ydre Flade en korktrekkerformig,
hvid, glindsende Kanal, der er Rygkarret, Fig. 6, x. Dette
leber fortil langs Mundhulhedens Rygflade lige til dennes
forreste Ende, hvor det deler sig i to Grene, en til hver Side.
Det tiltager i Tykkelse, alt eftersom det kommer lengere
bag mod Svelget og er slangeformig bugtet, saalænge det
leber paa Mundhulheden, Fig. 14, a. Naar det forlader
denne, bliver det tykkere, næsten lige, gaar under Svælget,
Fig. 6, x, i Dybden og leber bagtil over venstre Æggebehol-
der, hvor det tiltager temmelig betydeligt i Tykkelse, Fig.
14, b, e. Herfra løber det hen til den venstre horizontale
Tarmslynge, Fig. 14, d, paa dennes Rygflade, hvortil det er
bundet ved Bindevevstraade ved Siden af Rygmesenteriet;
naar det er kommet et Stykke bag paa Tarmslyngen, deler
det sig i 2 Hovedstammer, Fig. 14, e, hvoraf den ene nu fel-
ger Tarmrerets Rygflade langt bagtil, hvor det synes at op-
here, efterat have forladt den Ste Tverslynge. Karret er

54 D. C. Danielssen og J. Koren.

overalt tet bundet til Tarmen, og afgiver hist og her en-
kelte Grene til denne; hvorvidt disse igjen fordele sig og
danne Anastomoser, kunne vi ikke afgjere, da vi ikke have
fundet noget saadant. Den anden Hovedstamme deler sig
derimod i mange Grene, som igjen forgrene sig og danne li-
gesom et bredt Belte, der dekker nesten hele Tarmens Ryg-
flade, idet disse mangfoldige Smaagrene, som ere bundna
sammen ved et tyndt Bindevæv, gaa over mod Bugfladen,
Fig. 14, g, og træffer her paa lignende Smaagrene fra Bug-
karret, hvormed de synes at forene sig. Disse Karbundter
ere fæstede til Tarmen, have en skidden gulhvid Farve, ere
samlede et Par Millimeter brede og 4—5 mm. lange. Bug-
karret er tykkere end Rygkarret, lober paa den horizontale
Tarmslynges Bugside, Fig. 14, h, hvor det ogsaa deler sig i
to Hovedstammer, hvoraf den ene ligesom ved Rygkarret le-
ber langs Tarmens Bugflade bagtil, hvor den ender omtrent
paa samme Sted som Rygkarret — kun paa Tarmens Bug-
side, Fig. 14, 1. Den anden Hovedstamme, Fig. 14, k, for-
grener sig paa samme Vis, som Rygkarret og hjelper til at
danne den før omtalte Karudbredning. Fortil løber Bugkarret
lidt til Høire, Fig. 14, 1, 15, b, efterat have afgivet en stærk
Gren til det forreste Parti af Tarmrøret og Svælget, Fig.
15, c, en Gren, der gaar bagtil langs Nerven, Fig. 15, d, og
endelig en Gren, der gaar over paa en anden Tarmslynge,
Fig. 15, e. Naar det har afgivet disse Grene, løber det lidt
i Dybden, krydser sig med Bugkarret, gaar nu langs Nerven,
imellem begge Æggebeholderne, Fig. 14, m, og fortsætter sit
Løb paa Mundhulhedens ydre Bugflade indtil dennes forreste
Ende, strax bagenfor Mundaabningen, hvor det deler sig 1 to
Grene, Fig. 15, g, der omgive Spiserøret, for, efter alt hvad
vi kunde se, at forene sig med Rygkarrets tvende Grene,
hvorved en Ringkanal fremkommer. Den venstre Gren er
temmelig tynd; men den høire udvider sig strax, Fig. 15, hs
og fra denne Udvidning gaar et tykt Kar lidt bagover, bli-
ver et kort Stykke smalere, Fig. 15, i og taber sig i et
sterkt muskulest, aflangt, ægformigt, hult Legeme (Hjerte?)
der var opfyldt med Blod og flotterede frit i Kropshulheden,
Fig. 15, k. Fra Ringkanalen gik flere korte Grene ind imel-
lem Hudens Muskellag. — Vi have vel seet, at baade Ryg-
og Bugkarret afgiver Grene til Tarmen, Mesenteriet og til

Fra den norske Nordhavsexpedition. 55

Aiggestokken; men vi have ikke kunnet iagttage nogen For-
bindelse imellem dem, og langtfra den netformige Karudbred-
ning paa Tarmen, som Schmarda angiver at vere tilstede
hos Bonellia viridis. Der er hos Hamingia vistnok et afslut-
tet Kredsløb; men det er et Spergsmaal, om dette ikke er
dobbelt, saaledes nemlig, at den Gren af Ryg- og Bugkarret,
Fig. 14, i, e, der fra den forreste, store udbredte Karforgre-
ning, Fig. 14, g, lober langs Tarmens Sider til bag imod de
sidste Circumvolutioner, om ikke disse Kar paa en lignende
Maade udbrede og forene sig som ved den store Karforgre-
ning; er dette Tilfældet, saa er der et andet Kredsleb, der
jo er meget lengere end det forste. Men hvilket af disse
Kar, der virker som Arterie eller Vene, det lader sig van-
skeligen afgjere. Kan det antages, at det flotterende, mu-
skulese Legeme virker som et Hjerte, kan dette betragtes som et
Centralorgan, da forekommer det os, at Bugkarret, med hvil-
ket Hjertet staar saagodtsom i umiddelbar Forbindelse, maa
representere det arterielle System, og felgelig Rygkarret
Venesystemet. Dette synes yderligere at bekreftes derved,
at Bugkarret, der er tykkere, har fastere, muskuløse Vegge
end Rygkarret. Sammenligner man nu Circulationsorganerne
hos vort Dyr med Bonelliens, saa viser det sig, at de afvige
noget, hvilket ogsaa var at vente, alene af den Grund, at
Hamingia ingen Snabel har; men Fellesskabet er ikke desto-
mindre temmelig ieinefaldende. Hos Bonellien er den sæk-
formige Udvidning af Bugkarret, der flotterer i den midter-
ste Del af Kropshulheden, udtydet som muligens et pulse-
rende Centralorgan (Hjerte, Lacaze-Duthiers), og forsaavidt
kan det ansees som et Analogon til det særegne Organ hos
Hamingia, som vi have fundet flotterende i den forreste Ende
af Kropshulheden, og som staar i Forbindelse med Bugkarret.
Men omtrent paa det Sted, hvor Lacaze-Duthiers har fundet
den sækformige Udvidning af Bugkarret, der findes hos Ha-
mingia den særegne Karforgrening, der danner Foreningen
imellem Ryg- og Bugkar, hvilken ikke kan betragtes som
nogen Centraldel; men snarere som et peripherisk Afsnit af
Circulationen.

56 D. C. Danielssen og J. Koren.

Nervesystemet.

Hos Gephyreerne i Almindelighed er Nervesystemet tem-
melig let tilgjængeligt, og anderledes er det heller ikke hos
vor nye Slegt. Naar Tarmreret er borttaget eller skudt til
Side, saa fremtræder tydeligt Centralnervestrængen, der langs
Midten af Bugfladen strekker sig fra Munden til Anus, Fig.
16, a. Den har en hvid glindsende Farve, er bundet til Bug-
mesenteriet, og er bekledt paa sin indre i Kropshulheden
fremragende Flade af Peritoneum. Den ligger altsaa imellem
denne og Skraamuskellaget. Den midterste Del af Central-
strengen er noget tyndere end den forreste og bagerste Del,
og udsender til begge Sider en Mengde Grene, hvoraf en-
kelte staa neesten lige over for hinanden, medens andre
alternere, endog med temmelig lange Mellemrum, Fig. 16, a.
De fleste af disse Grene gaa meget snart ind imellem Hudens
Muskellag, -hvor de dele sig, — enkelte andre kunne forføl-
ges noget længere, forend de tabe sig i Huden. De have ved
deres Udspring en nesten horizontal Retning. Efterhaanden
som Centralstrengen kommer lengere fortil bliver den noget
tykkere, Fig. 16, b; den løber imellem begge Æggebehol-
derne, Fig. 16, h, h, ved Siden af Bugkarret, og afsender lig-
nende Grene til Huden og Mesenteriet, som dens midterste
Del, kun have de her en mere skraa Retning. Naar den er
kommen lidt foran Æggebeholderne, afgiver den paa hver
Side en fin Gren, Fig. 16, c, der gaar bag til Udførselskana-
len for Æggebeholderne. Den afgiver fremdeles mange fine
Grene til Mesenteriet og Huden, indtil den omtrent 3 mm.
fra Mundaabningen deler sig i to Stammer, Fig. 16, d, der
gaa hver til sin Side og omfatte den forreste Del af Svæl-
get, hvorefter de forene sig paa dettes Rygside, og danne
derved en temmelig vid Ring, hvorfra udgaa Grene til Hu-
den, Mundhulheden og Spiserøret, Fig. 16, e. Bagtil fort-
sætter Centralstrængen sit Leb ved Siden af Æggestokken,
Fig. 16, f, som for endel dækker den, og afgiver en Mængde
Smaagrene til Huden samt flere Grene til Mesenteriet og
Æggestokken; henimod Anus deler den sig, Fig. 16, g, og
slaar sig om Endetarmen, hvor begge Grene tabe sig ganske
i Bindevævet. Centralstrængen er fuldstændig uden Knuder
eller Ganglier; den har en temmelig fast Skede, indenfor

Fra den norske Nordhavsexpedition. 57

hvilken er et peripherisk cellulert Lag, og et centralt, der
er det tykkeste, og bestaar af Nervefibriller. Det peripheri-
ske Lag synes at vere sammenvoxet med Skeden; noget Kar
findes ikke. Grenene ere sammensatte paa lignende Maade,
og det har ikke veret os muligt at opdage nogen ganglioner
Dannelse, ligesaalidt paa dem, som paa Centralstrængen.
Efter Lacaze-Duthiers Undersegelse over Nervesystemet hos
Bonellia viridis synes dette at stemme temmelig overens med
hvad vi have fundet hos Hamingia; den vesentligste For-
skjel ligger i, at hos denne, som ingen Snabel har, nærmer
Svelgringen sig mere den for Gephyreerne almindelige.
Professor Greeff*) angiver, at ifølge hans Undersøgelse skal
Centralnervestrengen hos Echiurus Pallasii, Thalassema Ba-
ronii og Bonellia viridis, samt hos mange borstelese Gephy-
reer veere uden Ganglier og indesluttet i et Blodkar. Hos
Hamingia have vi ikke iagttaget noget saadant Kar, uagtet
vi have ved vellykkede Tversnit havt Anledning til at skjænke
dette Punkt vor fulde Opmerksomhed.

Generationsorganerne.

Vi have tidligere omtalt to ZEggebeholdere (Uteri), der
have deres Leie i den forreste Del af Kropshulheden, Fig.
16, h, h. De ere egformige, 7 mm. lange, 4 mm. brede; en-
hver af dem er forsynet med en Udforselskanal, Fig. 16, i,
17, a, som er rund, 3 mm. lang, omtrent 1 mm. tyk, og som
gaar ud igjennem de tidligere beskrevne krumbøiede Papiller
paa Bugfladen, i hvis Spids den aabner sig. Foruden denne
Udførselskanal har enhver Æggebeholder en tragtformig Ka-
nal, der ligger over Udførselsgangen, hvortil den er fastvoxet
i en Strekning af omtrent 2 mm., Fig. 16, k, 17, b; men bli-
ver fri, idet den bøier sig indad og nedad imod Bugfladen,
Fig. 16, 1, 17, e, og udvider sig nu saaledes, at den frie Ende
danner Tragtens brede Del, Fig. 16, m, 17, d. Denne frie
Ende, hvis Rand er indskaaren, foldet og besat med Cilier,
Fig. 17, e, danner Indgangen til Kanalen, som fører ind til

*) Sitzungsberichte d. Gesellschaft zur Beförderung der gesammten Na-
turwissenschaften zu Marburg, No. 2, Febr. 1874.

58 D. C. Danielssen og J. Koren.

Æggebeholderens Hulhed. Hele Tragtens indre Flade, lige-
som Kanalen, er bekledt med et flimrende Epithel. Igjennem
Tragten føres de i Kropshulheden svømmende Æg ind i Aig-
gebeholderne, der vare fuldproppede af fuldt udviklede Æg,
Fig. 16, h, h. Saavel Udferselskanalen som Tragten med
dens Indforselsgang bestaar af et fast Bindevævslag, hvis
indre mod Lumenet vendende Flade er beklædt med et cili-
erende Epithel; men hvis ydre Flade steder til en meget
stærk Muskelhud, der bestaar af Lengde- og Ringfibre, hvilke
strekke sig udover selve Æggesækkene, der dannes af en
temmelig fast, men næsten vandklar Bindevevsmembran, gjen-
nemkrydset af Muskelfibre. Saavel ZEggestokken, som de
med den i Forbindelse staaende Kanaler, ere udvendig be-
klædte med Peritoneum. Æggebeholderne ere fæstede til
Bugfladen ved enkelte tynde, temmelig lange Bindevævs-
traade; forresten henge de frit i Kropshulheden.
Æggestokken dannes af en Fold af Bugmesenteriet, Fig.
16, n, n, er smal, fladtrykt-baandformig, og strækker sig fra
den yderste Ende af Rectum, hvortil den fester sig, til no-
get foran Midten af Kropshulheden; den felger Centralnerve-
strengen, som den ganske skjuler, Fig. 16. Æggene udvikle
sig 1 Follikelgrupper; saaledes fandtes i den forreste Del af
Æggestokken nogle isolerede Follikler, Fig. 16, o, o, hvori
det begyndende Æg med Kimblere og Kimflek fandtes, —
fuldkommen lig. den Udviklingsmaade, der for endel er anty-
det af Laeaze-Duthiers; men som senere har faaet en fuld-
stendigere Løsning i Vejdovskys*) og Spengels**) Afhand-
linger over Ægdannelsen og Hannen hos Bonellia viridis, og
hvortil vi skulle tillade os at henvise for ikke at gjere os skyl-
dig 1 Gjentagelser. Langere bag vare Follikelgrupperne tal-
rigere; Æggene mere udviklede, Fig. 16, p; i enhver Follikel
var et /Eg, der udviklede sig af en Centralcelle. Jo lengere
bag man kommer, desto mere ere Æggene udviklede, saa at hen-
imod ZEggestokkens bagerste Ende findes de mest udviklede

*) Ueber die Eibildung und die Männchen von Bonellia viridis. Franz
Vejdovsky. Zeitschrift f. wissensch. Zoologie, 30 B., 1878, pag. 487.
**) Dr. J. W. Spengel. Beiträge zur Kenntniss der Gephyreen. Die Ei-
bildung, die Entwicklung und das Männchen der Bonellia. Mitthei-

lungen aus der zoologischen Station zu Neapel. 1 B., 3 Heft, 1879.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 59

Æg, der ved sin Væxt sprænger Follikelen og falder ud i
Kropshulheden, hvor det fuldender sin Udvikling. Æggestok-
- ken hos Hamingia lignede en Samling Drueklaser ophengte i et
Baand. Det fuldmodne Æg, saaledes som det findes i Æggebe-
holderne og tildels i Kropshulheden, har kun en Hinde, som La-
caze-Duthiers og for ganske nylig Dr. Spengel har paavist hos
Bonellia viridis; den af Schmarda beskrevne anden Hinde eller
Membran, hvormed ZEgget skulde vere omgivet, er utvivlsomt
Follikelmembranen. Indenfor Blommemembranen ligger Kim-
blæren med Kimplet omgiven af Protoplasmakorn, og uden om
disse store Blommekorn, deutoplasmatiske Kugler (seVejdovsky).

Ingen Hanner have vi fundet, uagtet vi vare meget op-
mærksomme derpaa. |

De ovenfor beskrevne Kjensorganer afvige forsaavidt fra
Bonelliens, som der hos denne kun er en Uterus, imedens
Hamingia har to. Men derimod nermer den sig just derved
til Slegten Thalassema. Omendskjendt dennes Anatomi, saa-
vidt vi vide, ikke er tilstrekkelig bekjendt, fremgaar dog af
de Undersegelser, Max Müller*) har anstillet over Thalassema
gigas, at den har 2 Uteri, som Müller rigtignok kalder Ova-
rier. Han angiver, at de findes paa Bugfladen, ere lang-
strakte, indtil 2 Tommer lange, og have en kort Udførsels-
gang, der munder ud i to paa den ydre Bugflade siddende
yderst smaa Vorter. Paa disse Ovarier har Müller iagttaget
en liden Fremstaaenhed, hvorpaa han tror at have seet en
liden Aabning. Diesing**) har imidlertid opfattet dette For-
hold rigtigere, idet han benævner dem Uteri, uden at han
dog omtaler med et Ord selve Æggestokken, der for ham var
ukjendt. Det er neppe nogen Tvivl underkastet, at de Or-
ganer, Max Müller kalder Æggestokke, ere fuldstændig ho-
mologe med de af os beskrevne Æggebeholdere hos Hamin-
gia, ihvorvel de i Formen afvige noget; men legger man
Mærke til, at Müller omtaler en liden Fremstaaenhed, paa
hvilken han tror at have fundet en Aabning, kan dette neppe
vere noget andet, end den hos Hamingia og Bonellia paa

*) Thalassema gigas, Max Müller, Observ.-Anat. de Vermibus quibusd.
Maritimis. 1852, pag. 20.

**) Revision der Rhyngodeen, Karl Diesing, 1859, pag. 772.

60 D. C. Danielssen og J. Koren.

Uterus værende Tragt, der tjener til at opsamle og lede de
i Kropshulheden fritsvommende Æg ind i Æggebeholderen.
Hos Thalassema foregaar, efter Semper’s og Spengel’s lagt-
tagelser, Ægdannelsen paa en aldeles lignende Maade som
hos Bonellia. Vi mene saaledes at have bevist, at den af
os nye opstillede Slegt staar i et nert Forhold til Thalas-
sema og Bonellia; men ser man hen til, at der hos vor
Sleet, baade i de ydre Karakterer og i Anatomien er størst
Fellesskab med Bonellia, turde det vere et Sporgsmaal, om
den ikke i phylogenetisk Henseende staar i den inderligste
Rapport til denne. Hamingia bærer virkelig Spor af en for-
dums Snabel, der ter være forsvunden, og ved hvis Forsvin-
den naturligvis saavel Circulations- som Nervesystemet maatte
undergaa nogen Forandring, hvilket jo viser sig at vere Til-
feeldet, idet den kredsformige Afslutning, der foregaar 1 Sna-
belen hos Bonellia, treder op hos Hamingia under Form af
en Nervering og Blodkarring, der omgive den forreste Del af
Spisereret. Kan det antages, at Bonellien oprindelig har
havt to Uteri, hvilket kan vere rimeligt nok, da den ene
har et meget usymmetrisk Leie, og kommer dertil, at Lacaze-
Duthiers har fundet hos et Exemplar 2 Uteri, som han for-
resten angiver som ganske exceptionelt, — saa er det ikke
noget ukjendt, at det tabte Organ atter optreder 1 en heiere
Afstamning, og vi ere tilbeielige til at antage, at Hamingia
staar noget heiere i Organisationsrekken end Bonellia.

Hamingia arctica lever paa sandholdig Lerbund, bevæger
sig temmelig meget ved Krumninger i forskjellige Retninger,
uden at gjere nogen synderlig Fremgang.

Farven er mork gresgren, naar Dyret er sammentruk-
ket, men bliver lysere med enkelte morkere Partier, naar det
er udspendt, og da bliver Huden saa gjennemsigtig, at en
Del af Tarmkanalen kan sees. Mundskiven med Mundlæberne
ere neesten hvide, spillende lidt i det Gule, ligeledes de lange
cylindriske, krumbeiede Papiller paa Bugfladen.

Kun et Exemplar blev fundet paa Station 290, 72° 27' N.
Br., 20? 517 E.

Slegtskarakter.

Legemet valseformigt. Munden paa den forreste Ende,
nærmere Bugfladen. Analaabningen i Centrum af den bagerste

Fra den norske Nordhavsexpedition. 61

Ende. En halvmaaneformig, lidt fremragende Fold omkring
Munden (Rudiment af Snabel. Paa Bugfladens forreste Del
to cylindriske lange Papiller, paa hvis Spids en rund Aab-
ning for Æggebeholdernes Udferselsgang. Ingen Berster.

Tarmreret danner Slynger; men ingen Spiral, og ender i
en Kloak, fra hvis begge Sider udgaar et forgrenet Kjertel-
apparat.
... Centralnervestrængen glat, uden Ganglier.

En Aiggestok, der ligger langs Nervestrængen i den ba-
gerste Halvdel af Kropshulheden.

To Uteri med deres Udferselsgang og Tragt.

Hannen ukjendt.

Artskarakter.

Legemet valseformigt, glat, 120 mm. langt, 20 mm. tykt,

antager under Kontraktioner forskjellige Former. Farven

lysere eller mørkere græsgrøn med hvidgul Mundskive De
krumbeiede Papiller paa Bugfladen grenlige med hvidgule
Ender.

Forklaring over Figurerne.
Tab. 1.22:

Fig.1. Hamingia arctica 1 naturlig Sterrelse.

a Mundaabning; b den halvmaaneformige Hudfold (An-
tydning til en Snabel) omkring Munden; e cylindriske
krumbeiede Papiller (egentlig Udførselsgange for
Uteri); d Kloakaabning.

2. Kroppens forreste Ende, seet forfra, forsterret.
a Mundaabning; 5, b de to Hudfolder; c Foreningen
imellem den forreste og bagerste Hudfold; d Furen
imellem Mundlæberne og den forreste Hudfold; e den
brede Fordybning imellem den forreste og bagerste
Hudfold; f de to krumbgiede Papiller.

3. Kroppens bagerste Ende med Kloakaabningen i Cen-
trum, forsterret.

62
Fig. 4.

10.

11.

12.

13,

14.

D. C. Danielssen og J. Koren.

Tversnit af Huden, forsterret.

a Cuticula; 06, b det hyaline Bindevævslag, hvori
Cellegrupper ere leirede; c to sammenhengende Cel-
ler; d Ringmuskler; e Lengdemuskler; f Skraamusk-
ler; g Centralnerver.

Huden seet ovenfra, forsterret.

a Cellegrupper.

Haminga arctica, aabnet fra Ryggen; naturlig Storrelse.
a Mundhulheden; 6 Spisereret; c Ringformige For-
dybninger, dannede af det fibrillere Bindevev; fra d
til ¢, begge inklusive, Tarmreret med dets mange
Beininger; « Rectum; v tendinsse Fibre, der binder
Kloaken til Kropsveggen; v Rygkarret.

Tversnit af Spisereret, forsterret.

a Epithellaget; b Indsynkningerne i det kjernerige,
fibrillære Bindevæv; c fibrillært Bindevev; d Længde-
muskler; e Ringmuskler.

Den bagerste Kropsdel aabnet, og endel af de a
nese Fibre slaaede til Siden for at vise de to Tarm-
appendices, lidt forsterret.

a, a de buskformige Kjertelapparater; 5b Hovedstam-
men for disse; c Endetarmen; d de tendinese Fibre;
e Kloak.

a en rerformig Gren fra Hovedstammen; 5, b slange-
formige Rør; c tragtformig Aabning Hm et af disse
Rer, forsterret.

Den everste Ende af et slangeformigt Rer med sin
tragtformigt udvidede Aabning, forsynet med Cilier,
samt dens Vægge tapetserede med Celler, forsterret.
En Levercelle, forsterret. |

Epithelet paa den indre Flade af de slangeformige
Rer, forsterret.

a, a, b, b de enkelte Epithelceller i disse Rer; c, ¢
de runde Smaalegemer, som fandtes i Kropsvædsken.
a Rygkarret paa Mundhulhedens ydre Flade; 5 det
Sted, hvor det gaar over paa venstre Uterus; c Lebet
paa samme; d hvor det gaar over paa den venstre
horizontale Tarmslynge; e hvor det deler sig; f den

Fra den norske Nordhavsexpedition. 63

ene Stammes Grene; g Sammentræffet med Grene fra
Bugkarret; h Bugkarret; ; Bugkarrets ene Stamme,
der følger Tarmen; & Bugkarrets anden Stamme, hvis
Grene forbinde sig med Rygkarrets; 1, m Bugkarrets
Fortsettelse fortil, imellem Uteri, idet det krydser
Rygkarret.

Fig. 15. a Centralnervestrengen; b Bugkarret; c, d, e Grene
fra det; f Blodkarrets forreste Del, lidt fer det deler
sig; g Deling i to Grene; h den høire udvidede Gren;
i det fra Udvidningen udgaaende Kar; & Hjerte?

16.a Centralnervestreengen, den midterste Del med dens
Sidegrene; b den forreste Del af Centralstrengen med
Sidegrene; c Gren til Uterus; d Delingen fortil af
Centralstrengen; e Grene til Spiserer og Mundhul-
hed; f den bagerste Del af Centralstrengen; g dennes
Deling i to Grene; h, h Uteri; i Udferselsgang for
den venstre Uterus; & Kanalen for Tragten; I Trag-
ten; m Indgangen til Tragten; n,n Æggestokken; o, o
Follikelgrupper; p endnu ikke fuldt udviklede Æg.

17. a Udferselsgangen for Uterus; 6 Kanalen for Tragten;
c den frie Del af Kanalen; d Tragtens Aabning; e
Cilier.

Da nogen Tid endnu vil hengaa, inden det hele Arbeide
over Gephyreerne kan blive offentliggjort, skulle vi forelebig
levere nedenstaaende Slegts- og Artskarakterer over de af
os beskrevne nye Dyr.

Sipunculidæ, Baird,

Phascolosoma Lilljeborgei n. sp.
Legemet eylindrisk, glasklart. Kroppen forsynet med
spredte, fine Papiller; dens Bredde i Forhold til Længden
som 1—20. Snabelen lige lang som Kroppen, besat med

-yderst smaa, spidse Papiller. Tentaklerne 8—10. En Re-

traktor.

Findested: Station, 34, 63°, 5^ N. Br., 0°,52.5° Ø. Gr., 587
Favne, Temp. + 1,11 C. Slik. Stat. 176, 69°, 18° N. Br., 14°,
32.7’ Ø.Gr., 536 Favne. Temp. + 0.2.. Ler. Stat. 295, 71°,

64 D. C. Danielssen og J. Koren.

5% N. Br., 11°, 40 Ø. Gr. 1110 Favne Temp. + 1.1. Bi
loculinler: Nogle Exemplarer paa hver Station.

Aspidosiphon armatum n. sp.

Kroppen cylindrisk, 8 mm. lang, bedekket af sterre og
mindre Chitinplader; den bagerste Ende tvers afskaaren.
Snabelen dobbelt saa lang som Kroppen, overalt besat med
Hager og forsynet med 10—12 korte Tentakler. Endeskjol-
det rundt, næsten fladt, sammensat af Chitinplader, som i
Randen ere tungeformede, i Centrum runde. Udenom Skjol-
det 6 Ringe, besatte med Plader. Det forreste Skjold omvendt
hjerteformigt. |

Findested: Stat. 87, 64° 2° N. Br, 5° 35 Ø. Gr. 498
Favne. Temp. — 1.1. Ler. |

Kun et Exemplar.

Onchnesoma glaciale n. sp.

Kroppen cylindrisk, 35 mm. lang, 2 mm. bred; dens Bag-
ende sparsomt besat med yderst fine Papiller. Snabelen dob-
belt saa lang som Kroppen; dens forreste Fjerdedel forsynet
med mange regelmæssige Rækker Hager. Huden glasklar.

Findested: Flere Exemplarer paa Stat. 51, 65° 53’ N.
Br. 7° 18 V. Gr. 1163 Favne. Temp. — 1.1. Biloculinler.
Stat. 240, 69° 2^ N. Br. 11° 26 V. Gr. 1004 Favne. Temp.
— 0.9. Biloculinler. Stat. 248, 67° 56.5° N. Br. 4° 11' Q. Gr.
778 Favne. Temp. — 14. Biloculinler. Et Exemplar paa
Stat. 251, 68° 6.5 N. Br. 9° 44 Ø. Gr. 634 Favne. Temp.
— 1.3. Blaat Ler. Mange Exemplarer, der vare sammen-
flettede ved den lange Snabel paa Stat. 283, 73° 47.5’ N. Br,
14° 21 0. Gr. 767 Favne. Temp. + 1.4. Biloculinler.

Stephanostoma*) Hansenii**), n. g. et sp.

Slegtskarakter.

Mundskiven meget bred med 10 store Tentakelgrupper,
imellem hvilke sidde enkelte Tentakler. Analaabningen strax
bagenfor Snabelens Grund.

*) Zrépavo; = Krands, oroua = Mund. :
**) Benævnt efter Overlæge G. Armauer Hansen.

Fra den norske Nordhavsexpedition 65

Artskarakter.

Legemet cylindrisk. Snabelen omtrent lige lang som
Kroppen. Huden fast, lederagtig. Analaabningen paa en
fremragende Papille. Tentaklerne sidde i 10 Grupper, 16 i
hver Gruppe, og imellem hver to Grupper sidder et Par Ten-
takler, ialt 180. 4 Retractorer. Tarmen danner en Spiral.
Spindelmuskel. Farven: Kroppen olivengron, Snabelen lysere
med en rosenred Hals. Mundskiven næsten hvid med 10 rede
Striber. Tentaklerne rosenrede.

Findested: Et helt Exemplar og mange sterre og mindre
Stumper paa Stat. 223, 70" 54' N. Br., 8" 24' V. Gr. 10 Favne.
Temp. + 0.6. Sort vulkansk Sand og Ler. Et næsten helt
Exemplar paa Stat. 267, 71° 42' N. Br, 37° 1' Ø. Gr. 148
Favne. Temp. + 1.4. Ler. Sten.

Bonellidæ, Baird.

Saccosoma*) vitreum, n. g. et sp.
Legemet kolbeformigt. Den forreste Del cylindrisk, :
ugjennemsigtig med en rund Mundaabning paa den fri Ende.
Den bagerste Del, optagende hele Tarmkanalen, næsten kugle-
rund, glasklar, endende i en opak Conus, paa hvis Spids
Anus. Æggestokken i den forreste Del af Kropshulheden.
Ingen Hager.

Artskarakter.

Kroppens forreste, cylindriske, opake Del 12 mm. lang;
den bagerste, glasklare, kugleformige Del 18 mm. lang, 12—
14 mm. bred. Farven er paa den forreste Kropsdel og paa
den koniske Ende hvid, spillende lidt i det Rede, imedens den
kuglerunde, glasklare Del er farvefri.

Findested: Stat. 40, 63° 22.5’ N. Br., 5° 29’ V. Gr. 1215
Favne. Temp. + 1.2. Sandler.

Kun et Exemplar.

7 Epithetosomatidz Dan. et Koren.
Legemet forsynet med et cylindrisk, hult, med Kropshul-
*) Zaxxo; — Sek, óoua — Legeme.
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 5

66 D. C. Danielssen og J. Koren.

heden corresponderende Rer. Bagenfor dette, paa hver Side
af Kroppens Forende, en Spalte, i Bunden forsynet med Aab-
ninger. Ingen Hageborster.

Epithetosoma*) norvegicum n. g. et sp.
Slegtskarakter.

Legemet eylindrisk, paa dets forreste Ende forsynet med
et langt, ikke retractilt rerformigt Tilhæng (Snabel). Bagen-
for dette, paa Bugsiden, den runde Mundaabning. Paa hver
Side af den forreste Kropsende en Spalte, der i Bunden er
forsynet med flere Aabninger. Ingen Analappendices. Anus
i Kroppens bagerste Ende.

Artskarakter.

Kroppen cylindrisk, 12 mm. lang, 2 mm. bred. Det rer-
formige Tilheng 2'/2 Gang saa langt, som Kroppen. Tarmen
lige, stærkt foldet. Farven paa Kroppen olivengren, paa
Snabelen bleg grenlig. :

Findested: Stat. 190, 69°, 41° N. Br, 15° 50,5 0. Gr.
870 Favne. Temp. — 1,2. Sandblandet Ler.

Kun et Exemplar.

*) ’EriSerov = Tilhæng, 6œuæa — Legeme.

Vismuthglansforekomst paa sydostspidsen af nordre
Sande (Hvaløerne).

Af
J. H. L. Vogt.

Vismuthglansen findes 1 kvartsgange, som setter igjennem
granit. Disse kvartsgange, hvoraf den megtigste er ca. 1 m.

Kart.

Ertsforende kvartsgang.

mægtig, findes paa begge sider (max. af afstand ca. 10 m.) af en
mørkegraa, seig, stærkt forvittret bergart, som minder om augit-
porfyr. Denne er afsondret baade + og .L grænsen mod side-
stenen.

LJ 5*

68 J. H. L. Vogt. Vismuthglans paa Sande.

Mineraler: svovlkis 1 009, mørkebrun zinkblende, mag-
netjern (?), lidt vismuthglans og lidt kaliglimmer i kvartsgan-
gen, desuden vakker, mørkeviolet flusspath baade i kvartsgan-
gene og paa sletter 1 den omgivende granit.

Rimelig forklaring: Eruptiven har fremkaldt sprækker,
hvori der nedenfra er kommet flusspath og de omtalte ertser;
kvartsen derimod maa antages at vere et slags udludnings- og
afseetningsprodukt. Det synes ikke rimeligt, at ren SiO, kan
vere kommet paa eruptiv vis sammen med en saa basisk erup-
tiv som augitporfyren.

Torghatten og Kinnekloven.
Af

Hans H. Reusch.*)

Torghatten. Udenfor Helgelands Kyst i Nordland ligger
- den Ø, hvor det navnkundige Fjeld Torghatten findes. Øen har,
saavidt vides, intet Navn, der gjælder for den i dens Helhed;
vel træffer man i geografiske Skrifter Navnet Torget, men dette
benyttes af Almuen kun som Navn paa en enkel Gaard. Øen,
Fig. 1, som er træbar og

kun lidet dyrket, er 11 Kil.
lang og 4 Kil. bred. Dens

Kyster og talrige Bugter
saavel som dens Fjeldrygge
viser en .udpræget NNØ—
SSV Hovedretning. Dette
hænger, i det Mindste for
saa vidt jeg har havt An-
ledning til at iagttage det,
sammen med, at de kry-
stallinske Skifere, hvoraf den
for største Delen bestaar, i
det Store taget stryger i
denne Retning. Den nord-

Fig. 1.

1/,
/200,000.

*) Efterfelgende Jagttagelser er gjorte paa en Reise for den geologiske
Undersøgelse i 1879. Det vigtigste foredroges paa Naturforskermødet i
Stockholm, Juli 1880.

70 Hans H. Reusch.

lige, større Del af Øen er ganske lav. Ser man ud over den
fra et høitliggende Punkt, faar man Indtryk af, at den engang
har været mange Smaager, der senere er sammenknyttede ved
et af lost Materiale bestaaende Lavland. Den Bugt, som gaar ind
fra Syd, adskiller to Halveer, hvor Landet hæver sig til en sterre
Heide end paa Resten af Oen. Den vestlige Halve indtages af
et 130—160 M. (4—500 Fod) heit Fjeld, den østlige af Torg-
hatten, 252 M. (800 Fod) heit. Denne sidste, Fig. 2, er omgi-
vet af en hel Del lavere Fjelde af for-
skjellig Heide. Naar man ser Torg-
hatten paa lengere Afstand, kan man
ikke skjelne disse lavere Fjelde, der er
adskilte ved Smaadale og gjennemsatte
af Klefter, hvert for sig; det ser da
ud, som om der strakte sig en sammen-
hængende Afsats rundt Hovedfjeldets
Fod.*) Det er denne, der af Fanta-
sien opfattes som »Bremmen paa Hat-
ten«. :

Selve Torghatten er ved to Kløf-
ter, der gaar ind fra modsat Kant, en
fra SSV og en fra NNO saa godt som
overskaaret i to Dele. Det smale Stykke
af Fjeldet, som forbinder disse, er det, som er gjennemboret af
det vidtspurgte Hul. Naar man vil besege dette, lander man
ialmindelighed ved 1; herfra gaar man mod NNV op en liden
Dal, hvor man har selve Torghatten paa venstre H*and og nogle
af de omtalte Smaafjelde paa heire. Er man kommen everst i
Dalen, opdager man mod SSV en af bratte Vegge indesluttet
Kleft, hvis Bund er bedækket med en steilt opadskraanende Ur.
Kleften snævres gradevis sammen indad, hvor den afgrændses af
en lodret Væg midt imod Besegeren. (Se Fig. 3). Ved Foden |
af denne har man Torghathullets nordvestre Aanbing. Man ser,
at Fjeldet i Fortsættelsen opad fra Hullets venstre Veg gjen-
nemsettes af en Sprek; en lignende men mindre ser man ved

*) Cfr. H. Mohn, Bidrag til Kundskaben om gamle Strandlinier i Norge.
Nyt Magaz. f. Naturv. Bind XXII. Side 15.

Torghatten og Kinnekloven. 71

Hullets heire Veg; ner denne har man en anden sterre, der
fortsættes lige op til det everste af Fjeldet.

Er man kommet op for Uren, 144 M. (457 Fod) o. H., kan
man se tvert igjennem Hullet.

Prof. Dr. H. Mohn har 1 »Forhandlinger i Videnskabs-Sel-
skabet i Christiania Aar 1870« Side 443 leveret en udmerket, af
neiagtige Maalinger ledsaget Beskrivelse af dette. Omstaaende
Profil, Fig. 4, er, hvad Heiden over Havet og Bundens Kontu-
rer angaar, bygget paa hans Maalinger. Hullets Længde er 163
M. (520 Fod). Bredden er ved den sydvestlige Aabning 28 M.
(88 Fod), her er Heiden størst, nemlig hele 75 M. (240 Fod).
I Midten er det betydelig snævrere, Bredden er her 11 M. (36
Fod) og Heiden 38 M. (120 F.). Ved den nordestre Aabning
er Bredden noget sterre, 22 M. (40 F.), men Heiden endnu en
Del mindre, ca. 25 M. (78 F.). Hullets Kubikindhold har jeg
beregnet til omtr. 4,000,000 @ Fod.

Hans H. Reusch.

12

,

|

"Surmqey oSrpsepiou SJOTINH ‘2
'4exppmadg epueururoxoX0f Lop 998518IA op pow Seg, sjepng 4
'"Ssummqvy oSrpseApÁs SION ‘2

“JOIN 49379 souv[ uojjeqo4og, Je 3rusurouuofx) jo1porg

|

MR

|

j Am |
an i pi

| hil

N iud
WA Oro Æ n es EI

WEG!» “HOW Ry

|

==
===

E

Torghatten og Kinnekloven. 13

Vi skal nu betragte Hullets Bund, Tag og Vegge hver for sig.

Bunden er, som man ser af Gjennemsnittet, meget ujevn.
Den er dybest 1 det midtre Parti og hever sig mod begge Aab-
ninger. Den bestaar af Ur, hvis Stene ligger hulter til bulter
om hverandre. Enkelte af Blokkene er kjæmpemæssige; meget
af den er dog smaastenet, ja en Del endog saa smaat, at det
maa betegnes som Grus og Sand. Ved Hullets dybeste Punkt
rager der op af Uren et Fjeldstykke, der udmerker sig ved, at
dets Kanter er i paafaldende Grad afrundede. Dette er maaske
et opstikkende Parti af det faste Fjeld.

Taget er det ikke ganske let at faa betragte 1 sine Enkelt-
heder, da der er temmelig merkt inde i Hullet. Dets Overflade er,
saavidt jeg har kunnet se, ru og ujevn og viser kun Brudflader.
Bundens skarpkantede Stene, der allesammen er af Stedets Berg-
art Gneisgranit, er øiensynlig i Tidens Leb ramlede ned fra
Taget. Egnens Beboere ved at fortælle, at der ogsaa den
Dag i Dag nu og da falder Sten ned, I Taget ser man flere
Sprækker, som navnlig strekker sig langs efter Siderne der, hvor
det grendser mod Veggene. Retningen af de vigtigste findes
fremstillet paa Fig. 4 b.

Hullets Vægge er nogenledes lodrette*). Ved flygtig Betragt-
ning vilde man maaske intet paafaldende se ved dem; men ser
man neiere til legger man Merke til, at Kanter og Hjorner saa

Fig. 5.

Et Parti af den nordvestlige Veg i Torghathullet.
Overfladen danner mellem Sletterne afrundede Smaarygge. »Polstret Fjelde.

- *) Nøiere betegnet helder den sydestre Veg noget mod NV; det samme
er delvis ogsaa Tilfældet med den anden.

74 Hans H. Reusch.

godt som overalt er i paafaldende Grad afrundede, Fig. 5, og at
der hist og her gaar et Slags smaa eiendommelige Hulninger ind
1 dem, et Slags Miniaturjettegryder. Man legger ogsaa Mærke
til, at smaa Granitaarer, der gjennemsætter Gneisgraniten, gjerne
staar frem fra Resten af Fjeldets Onerflade. Man faar af det
Hele det Indtryk, at Fjeldet her ıkke har sit oprindelige Ud-
seende, men at noget har gnavet eller teret paa det. Vi skal
om kort komme tilbage hertil.

Har man vandret gjennem Hullet og staar ved den sydvest-
lige Aabning, ser man ud over det aabne Hay. Forholdsvis ner
ved ligger en Vrimmel af lave Skjer; som Forgrund har vi
Stranden af Øen, hvor vi befinder os. Billedet imdfattes i en
Ramme af steile Fjeldvegge. Vi staar nemlig nu inderst i Klef-
ten, der, som antydet paa Kartskissen, strekker sig mod SSV 1
Hullets Fortsættelse. Kleften udvider sig gradevis udover; sam-
tidig bliver dens Sider lavere. Idet vi fortsætter vor Vei, faar
vi snart mærke, at dens Bund skraaner temmelig steilt (ca.

Fig. 6.

SS
722 CR NS EO
AO
ESCAS e.]

74
Ed
[9 OD
n YBR Ak
qe CAPE
—

Kloften i SSV for Torghathullet.

25°). I den evre Del, Fig. 6, klavrer vi frem over Ur, lengere
nede træder det faste Fjeld frem. Dette er her gjennemfuret af

Torghatten og Kinnekloven. 75

Smaaklefter. De fleste af disse er ganske ubetydelige og gaar
noget paa skraa i Forhold til selve Hovedkløftens Længderet-
ning. De mellem dem opstaaende smaa Klipperygge viser alle
en paafaldende Afrunding. Større er derimod de to Kløfter pa-
rallelt Hovedkleften, hvilke man ser antydet paa Tegningen af
Torghathullet seet fra SV, Fig. 7, en til hver Side af det netop
omtalte Fjeldparti. Den, som man har til Høire, er den betyde-

Torghathullet seet fra SV.

ligste. Længden er ca. 14 M. (44 F.). Den er meget smal; jeg
maalte fra 1 til 4 M. Over en sterre Del af sin Lengde er den
smalere oventil end ved Bunden; allerinderst gaar Siderne endog
aldeles sammen oventil, og der fremkommer saaledes en for-
melig Hule. At marke er, at Væggene viser i særdeles Grad
Afrunding af alle Kanter og Afglatning i Lighed med, hvad
jeg omtalte for det store Huls Vedkommende.

Nedenfor disse Klefter vandrer man over en lav terrassefor-
met Rullestensbanke, saa over en jævntskraanende Sandslette, der
ved nogle lave Partier af opragende Fjeld beskyttes mod Havets
Magt.

Vender vi os nu tilbage, viser Torghatten med Hullet sig
som paa ovenstaaende Tegning. Vi legger da Mærke til de to
Sprekker, som i Forlengelsen af Hullets Vegge opad gjennem-

76 Hans H. Reusch.

sættter Fjeldet. De to Klefter længere nede synes nogenledes at
ligge i Fortsættelsen af disse; desuden ser vi ogsaa en hel Del
andre med disse parallele Sprækker, der gjennemsætter Fjeldet.
Ogsaa andre Spraekkesystemer iagttages 1 Torghatten og dens
Omgivelser. Navnlig er der et i Retningen fra NV til SO,
hvortil den Spalte herer, der synes at have været betingende for
Dannelsen af den lille Dal, gjennem hvilken vi tog Veien op
til Hullet. Vi skal omtale denne og dens Omgivelser lidt neiere.
Hvad Bunden angaar, da er det at bemærke, at det her op-
ragende faste Fjeld for en stor Del viser den fer omtalte Afrun-
ding af Kanter og Hjerner, og at den hist og her er overdækket
af Rullesten, der navnlig findes ophobede i to nogenledes udpre-
gede Niveauer. Paa venstre Haand, Fig. 8, idet man gaar
opigjennem, ser man i selve Torghatten to Klefter (der, hvor

IE » 53 = EET e — — ——

Dalen i © for Torghathullet.

Fuglene flyver paa Tegningen, Fig. 8), der er dannet paa Sprek-
ker tilherende det sydsydvestgaaende System. De er ligesom
Miniaturudgaver af den sterre Kleft lenger oppe. Mellem Smaa-
fjeldene tilheire er der flere udpregede Klefter; fornemlig en
af disse lod sig forfelge over en sterre Strekning. Dybden var
forskjellig, 9—15 M. (14—24 F.), Bredden 2—5—10 M. (8—8—
16 Fod). Den lignede meget de ovenfor omtalte trange Kløfter
i SSV for Hullet og var dannet paa en Spræk tilhørende samme
Sprækkesystem som de. Midt imod sig har man det lille
Fjeld Les Torghatten (les = lesle = lille). Mellem det og det

Torghatten og Kinnekloven. 77

nærmeste af de omhandlede Smaafjelde ligger en pasformig For-
sænkning omtrent 1 Forlengelse af Torghathullet. Selve Hoved-
dalen, vi er komne op igjennem, fortsættes everst oppe 1 en
Kleft, der gaar ind mellem Les Torghatten og selve Torghatten.
Denne Kleft er inderst inde overdekket, derved at Siderne oven-
til gaar sammen. Den er dannet paa en omtr. 60° mod ONO
faldende Spalte, hvis Retning falder sammen med Gneisgrani-
tens Strukturretning og talrige Fjeldet gjennemsættende Sletter*).
Den nevnte Spalte viser sig ved neiere Undersegelse komplet at
adskille Les Torghatten fra Hovedfjeldet. Dalen er sandsynlig-
vis dannet ved Erosion paa dens Forlengelse mod SSØ. Visse
Kleftdannelser 1 Dalbunden synes at bestyrke dette. Idet man
gaar op igjennem Kleften mellem selve Torghatten og Les Torg-
hatten, aabner sig ganske uventet paa høire Haand den bety-
lelige mod NO indgaaende Hule, Svartholet. Den er tem-
melig hei i Forhold til Bredden, snævrer af indad og er dannet
paa en lodret Spalte, der iagttages 1 Taget. Bunden er Ur, hvoraf
enkelte vældige Blokke. Væggene viser tildels Afglatning og
Afrunding samt jettegrydelignende kopformede Fordybninger. At
vi her som ellers kun kan sige: tildels, kommer øiensynlig alene
af, at Fjeldets Overflade ikke overalt har vedligeholdt sig ufor-
andret. Hist og her er Sten faldt ud, hvorved Brudflader er
fremkomne istedetfor de tidligere eroderede Former. Svartholet
ligger omtrent 100 M. (369 F.)**) o. H. Det saavel som en
anden lignende Hule, Mildaholet, der hgger ca. 114 M. (363 F.)
o. H., er alssaa 1 Niveau med selve Torghathullet.

Mildaholet (Milda angives at vere et gammelt Kvindenavn)
er en 48 M. (153 F.) dyb, everst i en urfyldt Kleft mod SSV
indgaaende Hule nord for Les Torghatten. Den er meget hei i
Forhold til Bredden, der ved Indgangen maaler 7 M. (22 FE).
Den snævres gradevis sammen indad. Fra Mundingen gaar man
forst nedad en steil Ur, saa felger en jævnt opadskraanende
Flade med Gjedning efter Kvæget, som nu og da seger Ly her.
Nogle fra Taget nedramlede Stene sees. Allerinderst stikker

=) Jeg tager Ordet Spræk i en omfattende Betydning. Spalter er de ga
bende, med Magt aabnede, Sletter de endnu lukkede Sprekker.

=") Dette saavel som de i det følgende meddelte Heidemaal er bestemte
med Aneroidbarometer og gjer derfor ikke Fordring paa at vere mere
end tilnermelsesvis neiagtige.

T8 Hares H. Reusch.

det faste Fjeld frem som Bund. Paa Væggene iagttages de
samme Erosionsformer som i foregaaende Hule. Efter Taget
strekker sig en vertikal Spalte.

Torghathullets Dannelsesmaade.*) Hvad denne angaar, da er
forst og fremst at bemærke, at det ikke er enkeltstaaende Fæno-
men, vi her har for os. Paa Norges Vestkyst finder man, saa-
vidt Meddeleren ved, overalt, hvor ikke altfor lave Øer og For-
bjerge vender ud mod det aabne Hav steile nøgne Vægge med
eiendommelige Kløft- og Huledannelser, der er et Resultat af
Havets gjennem Aartusinder fortsatte Arbeide paa Kysterne.
Jeg har i et tidligere Arbeide**) beskrevet disse Forhold
for en enkelt Stræknings Vedkommende, nemlig Kysten nord
for Statlandet; senere har jeg kunnet gjenfinde de samme andet-
steds f. Ex. paa Øerne udenfor Nordre Bergenhus Amt. Alle de
hidhenhørende Huler udmærker sig ved, at de vender ud mod
aabent Hav eller 1 det mindste, naar Landet tænkes sænket saa- .
meget, at de laa i Niveau med Havfladen, vilde have aabent
Hav udenfor. Det er typisk for dem, at de er videst ved Mun-
dingen og snævres gradevis sammen indad, samt at de er dan-
nede paa Steder, hvor Fjeldet er gjennemsat af Spalter og af
den Grund forholdsvis let har ligget under for Havets Angreb.
Ingen af dem ligger 1 nogen betydelig Heide over Havet.
Under denne Klasse af Huledannelser bliver Torghathullet at
henføre som det mest storarsede Exempel.

Vi bør betragte Hullets Beliggenhed. Tænker man sig Land-
grunden ved Torghatten sænket saa dybt, at Havet stod i Høide
med Hullet, vilde det øverste af Torghatten rage op som en en-

=) H. Mohn (1. c. Side 447) henviser til, at Strøm bevirket af Flo og
Fjære, navnlig naar den sattes i Forbindelte med Ismasser, i høi Grad
maatte kunne have paavirket Fjeldet her engang, naar Landet laa la-
vere. Th. Kjerulf tænker sig (Stenriget og Fjeldlæren. Tredie Ud-
gave 1878, Pag. 109) Muligheden af, at Torghathullet saavel som Kin-
nekloven, vi senere skal komme til, er frembragte ved Dislokationer.
Vi kan gjenkalde os disse Steders Form ved Billedet af et H. »I
Torghatten har Dislokationen nedad bevæget Stykket under Mellemstre-
gen, og der er et Hul. I Kinnekloven er Mellemstregen selv Bunden
af den aabne Kleft«. Jeg søgte forgjæves efter Glidflader i Torghat-
hullet.

**) „Trek af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst« i »Nyt Mag. f. Na-
turv.« 1876. 3

Torghatten og Kinnekloven. 29

som Ø ombelget af Havbaarerne. Beviser for, at Landet engang har
været underkastet Niveauforandringer, har man som bekjendt mange
af paa Norges Vestkyst, om end hidtil ikke fra Torghattens nærmeste
Omgivelser. Spalterne, der gjennemsetter Torghatten, har lettet
Brændingens Arbeide, gjennem dem har Vandet kunnet trenge ind i
og tære paa Fjeldet indvendig; idet det saaledes paa visse Steder
har været løsnet i sine Fuger, har Havet her havt lettere for
ogsaa at bryde Blokke løs. De i Retningen NNØ mod SSV
gaaende Spalter, som jeg har paavist i Taget af selve Hullet,
som ogsaa der, hvor det faste Fjeld stikker frem i Kløften SSV
for samme, har været det betingende for Dannelsen af de to
Kløfter, der saa godt som deler Torghatten i to, og for at det
gjenstaaende Stykke er bleven gjennemboret.

Havets Arbeide maa nærmest antages at have gaaet for sig
samtidig fra SSV og fra NNO. At den Munding er videst, som
vender mod den førstnævnte Himmelegn, er i god Overensstem-
melse med, at den har været mest udsat for de Bølger, der rei-
ses af de paa Kysten forherskende Vinde. Samtidig har
ogsaa Brændingen paa andre Punkter af Fjeldet, hvor dette var
gjennemsat af Sprækker, som vi har seet, dannet Kløfter og Hu-
ler; før er omtalt to, der øiensynlig ligger i Niveau med det
store Hul. En Virkning af Havet er ogsaa Væggenes eiendom-
melige Udseende. Det er klarligen særegne denuderende Kræfter,
der har frembragt dette. Paa den foran meddelte Tegning, Fig. 6,
sees et Exempel paa Fjeld af det her omhandlede Udseende. De
forskjellige denuderende Kræfter virker hver paa sin særegne
Maade. Det rindende Vand udgraver mere eller mindre rende-
formede Fordybninger. Isen afglatter Fjeldet paa sin Maade;
ifølge sin Natur angriber den mest alle Fremstaaenheder, til-
runder og udjævner dem efter Evne. Anderledes er den her
omhandlede Afglatning. Ogsaa her er Kanter og Fremspring
blevne afrundede og har en almindelig Afglatning fundet Sted,
men ikke nok dermed. Ogsaa i Fordybningerne har de tærende
. Kreefter virket, langs Sprækker sees de at have arbeidet, her og
. der har de endog frembragt jettegrydeagtige Fordybninger. De-
res Virksomhed har været afhængig af Bergarternes Natur; jeg
har væsentlig iagttaget den hos Grundfjeldsbergarter. Etsteds
kan man se, hvorledes fornemlig feldspatrige Knuder i Gneis har
været paavirket og givet Anledning til Opkomsten af de om-

80 Hans H. Reusch.

handlede jettegrydeagtige Fordybninger, et andet Sted er et Horn-
blendeskiferparti mere paavirket end den omgivende Gneis, et
tredie Sted rager et Kvartsparti frem over Resten af Fjeldet.

Skulde man efter Totalindtrykket af dette Slags Fjeldover-
flade give det et Navn i Lighed med det velkjendte Roches mou-
tonnées for det isskurede Fjeld, har jeg foreslaaet Benævnelsen
»polstret Fjeld«.

»Det polstrede Fjeld« frembyder Sammenligningspunkter med
det af Forvitringen tildannede; det er jo ogsaa paa en Maade
fremkommet ved en Forvitring under Vandet, paavirket af det-
tes Bevægelser, ligesom det paa almindelig Vis forvitrede har
faaet sin Form i Luften, paavirket af dennes Bevegelser, Vindene.
Bekjendt er Granitens Forvitring, hvorledes den teres op efter
sine Sprækker. Ja heller ikke de jettegrydeagtige Fordybninger
savnes. Paa Korsika, hvor jeg har seet dem undertiden i Hun-
dredevis at gjennemhulle Granitklipperne, har man et eget Navn
for dem, »Taforiere. En Forskjel mellem »Forvitringen i Van-
det«, om man for en Gangs Skyld ter bruge dette Udtryk og
den almindelige Forvitring er den, at Fjeldet i første Tilfælde
er friskt lige til Overfladen, medens det i sidstnevnte yderst er
omgivet af en smulrende Skorpe. Maaske dette henger sammen
med, at Luften forst, naar Fjeldet er særdeles fint opsmulret, for-
maar at fere det vek med sine Stremninger, medens Vandet
har Evne til at fore sterre Korn med sig, maaske hænger det
sammen med dette sidstes oplesende Evne.

Naar vi skal samle, hvad det er, som taler for, at Torg-
hathullet engang er dannet ved Brændingens Arbeide, da er
det altsaa for det ferste det, at det maa stilles sammen med en
hel Rekke andre lignende, ud mod Havet liggende Kleft- og
Huledannelser, dernæst, at det er dannet paa et Sted, hvor
der optræder Spalter, som netop der maa have lettet Bolgesla-
gets Virksomhed, endvidere, at det er videst netop mod den
Kant, hvorfra Havets Hovedangreb maa antages at være kommet
endelig det eiendommeligt »polstrede« Udseende, som Væggene
tildels viser.

Uren paa Bunden af Hullet er en ren Nydannelse, frembragt
ved Nedras fra Taget. At den heiner sig ved Mundingerne,
kommer af, at den største Mengde Sten er ramlet ned her, idet
ikke alene Taget, men ogsaa de to Klofters Bagvægge, Væggene
om Indgangene, her har ydet Stof.

E

My ae aa

r
oon:

L
M lus. Ayllaraasen: Hintskjaret >= SS == Er = ER nl;
granit. rod ko sandsten, lerskifer g-7r—«-—nm-—i-—r
Avid kvoartsit
blaa hoarts it
PES pwr ay 271704 PISHDUY 2045
4228 RS - Wy
PESPLIAY PIS PLAY
97252 "UU = = zZ DPJ AT LISPOJEE LT = » sa = 1)

MIDIS

9852 9952
Boom py lotfj LE Shalfpeld Dreofj

00

[3000

2000 3
nord syd
A 17000
a = ==. EE — UR
Fee > å Geen koartssand ster, rad kvartssand'sten.
us)spuDs 22450 aoıb
ay yenen af ry sua) PSPUDSYIDY. GUO UIS DE
PSJADAY HSJLDAY PL 5 ASPUDS 00M? 177318 KPUPSUMODA tpi
Ale me PG 7 F Eo me are MSF ANS TS 4$pnp2g 0
=|
EN "28
PAOU | es PRS
| a 510008
00,9 ANI-NSSN EX awe DON'T r
NOGEN M S WA
| Ppoassbee Y 2704797 220727770774
iu 2061 nz 0 UP

N

MAR

[ 3000 fo dak
[

2000
syd
7000
En rape sil Kirke atom > le
d AE Ec ga eg [4
PES + jeux
VISUS AY Dist ant . PSP. Pray LY Sto} oly stay fo Ory Kipa vu
| Pree bury purs Spray WaISPUS Sprvay PLAY pray,
UIS DDD 2222772710 VSRÁAOT. USD ASJIUT sy GAY
oT + see Pen === =
'o
4
00, 0001
LOU PAS
zen 000 &
20$
- = N Ss PY annt
go oops 2272271 Pas eus SF

» i.
ET LLG QALY,

ub DO We
94 7; >
2 re 4 = : å
12007 Mogberaet (raakletten : NS logy : Casa à
— zwi 3000

2
000

SYA

|
PAIN
nord VEE -
4004 s VA H
une
4 Snerten Hokemoen Hiusfloen > EE — 5
"P ortokerkatk afoigende "EE 5 75 hoarlsıt å
7 2 a graa kvartst koartsch
al skyer ore EN ee OBEN halkisandsten oglershifer
7: spanagm m. dolomit radlıq og graa koartsid

rod sparagmıl

fret) 26

rubr, expe bo > wt MO boy PSP AY D Du
1422 SPU SPI
UPSPUPES LIQ Bo 22524422: PISPAP AY

Leu
00, TEA a å
al 3 : SOT SE IE
novell DAT EYED) PIT PUM MPO zz
na UR LA
ZN
1209 22 å Ws?
i Haahampen Shagspola (lot
+ Hrunnd on SANTOS 7" 3000
doo | Vngeven
-2000
rordøes fa == — - Sydost
e = MOM j
| DEN — S30 DAL E L{000
olSersponiken === WE I PB ETT ae == Preis : Lo
hvartsit koartit granit
groosparagnitish) kocrtsit
72571Day DIAM 212774
2S) Y E —

72521004) Dr LP
UE NEN

JSOPPS

0007

goy ROKNE ING

Soap LOU j
Jo :
EDI - Så
===> ap psu 0008
= p) MM SU Je ; d ; LE
002 CF Mfolsitas 20012001 YT
PG
12002 740p ?1 2
= Aundshooden Mo od: st 2 tern
iG z == ae Te = ==" - 3000
doo , = A
720 d
400 | ==
| We vs 54"
{Jj eee = = = — = = + 2 = = — = = i
grad kvartsit Avartsit
GS To a 7 € — €
2152.00 DIG
2o fee 2108 Vispa bypot bo vsb
UPPSPUDSYJPY yspunsypy wlapryssperay Prpyoyypry u2Js PUDS — quy
NN : Le 72:7 mayBypoıbo vixi gqusgapay onab
id 7797724 2 7 — == — — -—————
4 S A9 EU MAN
00} PAU 0530 N NN \
PAOU ES å —
i cue = De = NEE sa en Dare | m FE er 000€
20» 220422047; SOCWDRY, “OPM WYN 2097 40g AND

24
PLUG

{000

U

gras en

Jono!

e

Toer profil seel fra syd.

W

SHOW COLE ^ ee taz AE — > Lo
Ka Tnerfeldsr: Hyllararse,
Weil Aweerte stet « Up (Flin tshyler et D" ZZ
paa ogrodligkoartsit rod sd st. I
rod ters)

blaa og hoid hkoartsit

VAT

1» erprofut seel fra nord

- Aber

SN YN NN

hodnund — VAS ld =

M V yoo0!
2 |

—

500 pest

Husjloern 3 i More bets
greta hnartsil PESE Aude th sas Orloker K A».
gt. sh d Av
Tver profil sect fra nord VAN 2
Sogberget F | pr
Tor field tooo”

ef 4 sh

nyss AS

Sreerlere

ortokerhulh i afpigende terre gener
yraa og hit hk
rod spreta

soo DOS!

Oo

sparegemet

X.

Toerprøfil seet fra nord

Av foot

Hogber 7% A
-

L

Ost T: 500 west

SOOO | F

CLS IG = " - PVT Sg
graa koartsd
Æ så st gl. lerskıfer

Loe profil sect P word Xl :
eter: O Schrotx.
Av tuor

KHundshoodert

L fo00"

F000
Ost Få 500 WE sf
1000 |
2 LALLA ZA to

arts ka Asa
RS red ko. hsdist. Ko Åsle fe
Great ADC SCC cere "

TEE ES

Torghatten og Kinnekloven. 81

Kinnekloven er et vidt bekjendt Semerke paa Kysten
af Nordre Bergenhus Amt; den gjennemsetter et mod Vest
fremspringende Forbjerg paa den langt ud mod Havet liggende
Ø Kin.

Det 316 M. (1012 F.) heie Fjeld, som indtager Sterste-
parten af denne, adskilles fra et mindre Fjeld i V. ved
det fra N. mod S. gaaende temmelig brede Skar, Høiska-
ret, hvis heieste Punkt ligger 86 M. (274 F.) o. H., Fig. 9,
10 og 11.

Kirke.

Kinnekloven

Byrjehillerne --
Heiskaret --

Donsegjötten.

Fig. 9.
Kin i '/100,000.

Det vestenfor Heiskaret liggende Fjeld er ved Kinne-
kloven delt i to Dele (223 M. og 191 M.) (110 og 609 F.).
Kinneklovens Retning er fra omtr. SSV—NNØ. Kommer

Fig. 10.

Høiskaret. Kinnekloven.

Kirke,

Kin seet fra N., fra Litne Batalden.

man fra N. for at stige op i den, gaar man ferst over nogle

lave Strandklipper, dernæst over en myrdækket "de, som

ligger foran Kloven, saa begynder den egentlige Opstigning.
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 6

82 Hans H. Reusch.

Man gaar opad en steil, paa Siderne og overst tildels grees-
kledt Ur, idet man indesluttes af en ferst forholdsvis bred,

Fig. 11.

Heiskaret. Kinnekloven.

senere gradevis afsmalnende Kleft. Uren danner everst
190 M. (382 F.) o. H. en skarp Kam, hvorfra det saa berer
nedover under ganske tilsvarende Forhold, Fig. 12.

Bergarten er vesentlig Gneis i foldede og krusede Lag;
Nogen udpræget Hovedstregretning kunde ikke faststilles;

Fig. 12.

Tversnit af Kinnekloven nogenledes i de rigtige Forhold.

skulde det være nogen, maatte det vere NO—SV, altsaa en,
som skjærer Kloven under en spids Vinkel. Nogen Forryk-
ning: lod sig ikke iagttage, hverken i selve Kloven eller paa
Stranden i S. og N. for samme; Bergartens Natur og Lag-
ningsforhold gjør forresten Undersøgelsen heraf vanskelig.
Paa den Havet nærmest liggende Side, den nv. Væg, af Klo-
ven optræder 1 N. for dens øverste Punkt rødlig Granit væ-

Torghatten og Kinnekloven. 83

sentlig bestaaende af Feldspat og Kvarts, lignende gammel
_ Grundfjelds-Granit, længere nede Gneis uden tydelig Lag-
ning. Paa den modsatte Side af Skaret har man hele Tiden
tydelig laget Gneis.

Staar man everst i Kinnekloven, ser den østlige Væg ud
som paa hosstaaende Tegning, Fig. 13. a er en nogetnær
lodret Væg, i det Store taget jævn, i Detaljerne ujævn ved

Pro:

Den østlige Væg af Kinnekloven, saaledes som den viser sig
øverst i Skaret.

Afløsningsflader, hvis Hovedretning, men ikke Retning i det
Smaa, falder sammen med Fjeldets Overflade. Hist og her
sees Antydninger til vertikal Stribning (maaske Glidflader).
Denne Vegs Strøgretning er NS. En paa NV-Siden af
Kloven iagttaget Spræk ligger, saavidt sees kunde, i Flugt
med den. b: uregelmessige Aflosningsflader; e: Afløsnings-
flade, som nogenlunde falder i samme Retning som a. c:
Sprek i samme Retning som a. d: Fjeld udenpaa denne
Spræk.

Den vestlige Væg af Kinnekloven er som den anden no-
getnær lodret og nøgen. Den er mere ujævn og ru, idet in-
gen enkelt Spræk her er det Bestemmende for Fjeldets Over-

6*

ME EE EE NER

84 Hans H. Reusch.

flade over et sterre Fladerum. Afrunding af Kanter og
Hjerner sees ingensteds i Kloven.

En Trinfalge i Havets Arbeidsvirkninger: Huler, Tunne-
ler, Klefter, Sund. Profilet af Fjeldet Dolsteinen, Fig. 14*),
viser os et Tilfeelde, hvor en Huledannelse ikke er saa langt
fremskreden, at der af Hulen er bleven en Tunnel som den,
vi ser gjennem Torghatten.

Fig. 14.

Tænker man sig Dannelsen af Klefterne i denne sidste fort-
sat længere indover, eller tænker man sig Nedramlingen af Sten
fra Taget fortsat**) eller begge Dele samtidigt, er det klart,
at man i Torghatten istedetfor en Tunnel vilde have faaet
en Kleft som Kinnekloven.

Ved Siden af Kinnekloven har man Hoiskaret (se Fig.
12), som meget ligner den, men har langt sterre Dimensioner
og navnlig er langt videre end den. Naar man ser dem sam-
men, er man tilbeielig til at tilskrive begge en lignende Op-
rindelse; at Spalter i Fjeldmassen har noget med Høiskaret
at gjore, fremgaar noksom deraf, at der midt efter det stræk-
ker sig en megtig Gang af en hidindtil ikke nøiere under-
segt merk, sortegren, porfyragtig Grensten. Man kan iagt-
tage Gangen paa Stranden for begge Ender af Heiskaret ***).

*) Cfr. Reusch, >Træk af Havets Virkninger o. s. v.« Side 6.
**) Cfr. H. Mohn: Torghatten. Side 448.
***) Den sees iS. for Skaret ved »Donsejótten« (Dons=Brag af Sjøen). Her
er dens Bredde maalt til 7 M. (22 F.); den gaar her tversover Gneis-

Torghatten og Kinnekloven. 85

Dersom dette sidste laa noget lavere end det nu er,
vilde man i dets Sted have et Sund. Sund af denne Art
kan man visselig fremfinde forskjellige af paa vort Lands
Vestkyst; jeg tænker navnlig paa et, nemlig Skorpesund paa
Sendmer langer i Nord. Det har heie, bratte Sider, vender
ud mod det aabne Hav og afskjærer Skorpeeen fra den ner-
liggende Nærlandsø.

Trinfelgen er altsaa denne: Huler, Tunneler, Kløfter,
Skar, Sund. Det gaar imidlertid her, som jo ikke saa sjel-
den ellers ved geologiske Spørgsmaal, at de Fænomener, der
hvad ydre Dimensioner angaar, er de mindste og, hvis Dan-

nelse maa antages at ligge os nærmest i Tid, er de, der ty-
deligst bærer sin Oprindelses Kjendemærker tilskue, i dette
Tilfælde Hulerne og Tunnelerne, medens de større, Skarene
og Sundene, med mindre Sikkerhed lader sig udforske.

Beskrivelse af nogle Huler. Som et Tillæg til det oven-
for meddelte om Torghathullet og Kinnekloven feies her Be-
skrivelsen af en Del af Havet dannede Huler. Disse nye
Uadersegelser har bestyrket mig i de før i »Træk af Havets
Virkninger o. s. v.« udtalte Meninger. Man gjenfinder
overalt de samme typiske Træk: Forekomst i Fjeldsider, der
har været mer eller mindre umiddelbart udsatte for Indvirk-
ningen af det aabne Havs Bølger; oprindelige Spalter; Vægge
fremvisende polstret Fjeld; Dimensioner, der som Regel af-
tage indad, hvor ikke senere Nedstyrten af Sten har foran-
dret det oprindelige Forhold.

Store Byrgehilleren, Fig. 15. Det Fjeld, som paa Udsiden begrændser
Kinnekloven, tager sig, seet fra V. ud som hosstaeende Tegning, hvor man

lagene, der stryge Ø—V (Fald mod S.), i n.—sydlig Retning. Gjet
ten (= liden Bugt) er dannet paa Gangen. Under ganske lignende
Forhold iagttages den ogsaa paa Stranden N. for Høiskaret. En
Grønstengang, som man paa Grund af Kinneklovens Lighed med Høi-
skaret skulde kunne formode paa samme Vis at gaa langs efter Kinne-
kloven, eftersegtes forgjæves. Ved »Sendre Madhullet« paa den lille
Nero i N. for Kin er en, forresten lidet bred, grøftformet Forsenkning
fra N. mod S. tvers over Oen. Her er maaske en Fortsettelse af Hoi-
skarets Gang; fast Fjeld saaes ikke i den. Ner Havet ligger der paa
Sydsiden af Heiskaret en Stenrem tvers over Dalen, som fører op til
dette.

86 Hans H. Reusch.

ser Antydninger til Lagenes Foldning og Krusning. 2 Huler findes her; den
største er Store Byrgehilleren, 17 M. (54 F.) o. H.; den anden heder Litne
Byrgehilleren og ligger 45 M. (143 F.) o. H. Store Byrgehilleren gaar ind
mod ONO. Indgangen er vid; staar man inde i Hulen og ser ud, viser den

Litne og Store Byrgehillerne.

sig at have Form nogenledes af et Parallellogram, saaledes at Veggene dan-

ner Parallellogrammets lengste, Gulv og Tag: dets korte Sider. Vægfladerne |

falde nogenledes sammen med Bergartens Skiktfiader (faldende mod SSO.).
Fra Mundingen snævrer Hulen gradevis af indad, idet Gulvet hæver sig (det

har tillige en Skraaning mod Hulens søndre Veg), Taget sænker sig, og ^

Væggene nærmer sig mod hverandre. Hillerens Længde er 32 M. (102 F.)
Paa Veggene er Kanter og Hjørner for største Delen tilrundede; hist og

her sees smaa jettegrydeagtige Fordybninger. Hulen er tor; kun et enkelt |

Sted silrede lidt Vand ind gjennem Taget. Ved mit forste Beseg i Hulen
fandt jeg frit liggende ovenpaa Gulvet et Stykke af en Benpren (der er
ført adskillig Mog vek fra den til Gjødning). Dette gav mig Lyst til

en noiere Undersogelse af Bunden. Gulvet bestaar af større og mindre |

Stene, der ligger i lerblandet, glimmerholdigt, med Stensplinter opblandet,
gronlig Sand. Dette gjor Indtryk af et Forvitringsprodukt. Stenene er for
det Meste skarpkantede ; ved nogle af de største, der vel er faldte ned fra
Veggen, sees Tilrunding af Kanter og Hjorner samt Antydning til smaa jette-

orydeagtige Fordybninger. Alle henherer sandsynligvis til selve Hulens
Bergart. Ved Hulens Munding er der tvers over den opfort en Mur, som
er 14 M. (45 F.) lang og (paa Udsiden) 1.5 à 2 M. hei. Blokkene, som 4
sammensætter den, er tildels store, med Dimensioner paa to Metre. Henimod |

den sydlige Veg var Hulens Bund bedækket af Mog og noget Mogaske;

hvori der laa kantede Sten, sandsynligvis nedfaldne fra Tag og Vægge, samt

m

NES SPORIS PARERE

—— SP

Torghatten og Kinnekloven. : 87

nogle faa Skjæl, Patella vulgaris og Littorina littorea. Endvidere fandtes
en Del Pattedyrben, dog ikke mange (!/2 Skjeppe?, Tænderne var alle af
Drøvtyggere) samt nogle faa Fugle og Fiskeben. Dette Møglag var for
Størstedelen ikke tykkere end 10—20—30 cm. Kun strax indenfor Muren,

Fig. 16.

/

ASSER

EE

Grundplan af Store Byrgehilleren.

— wed Hulens sydlige Veg opnaaede det en Mævtighed af henved 1 M.
Her fandtes (temmelig dybt) 2 hidtil ikke noiere bestemte Redskaber af
— Hjortehorn (Hjort skal indtil for ca. 40 Aar siden have levet paa den nær-
"liegende Skorpe), endvidere et lidet Træredskab samt flere Træpæler. Paa
dette Sted blev gravet omtr. 1/2 M. i den under Møglaget liggende før om-
— talte Sand med Sten.

JAN, RES S

Litne Byrgehilleren gaar som foregaaende ind mod ONO. Bredden er
_ ved Indgangen 7 M. (20 F.), Længden 17 M. (54 F.). Ved Indgangen,
som, seet indenfra, nogenledes har Form af en regulær 5-sidet Polygon, der
staar paa sin ene Side, har den sin største Vidde. Herfra snævres den gra-
“devis sammen indad. Væggene er for en Del polstret Fjeld. Bunden er
à omtrent i de yderste ?/s af Hulen sagte opadskraanende, bevoxet med »Rams«,
—Indenfor her (Hulen er kun et Par Fod bred) ligger en Stenblok, der af-
—Sperrer en nogle faa Fod høiere end Resten af Hulens Bund, liggende med
et tyndt Moglag dækket Flade. Hulens Bund forresten er Ler. Kort in-
denfor Indgangen blev gravet en omtr. ?/ M. dyb Groft tvers over Hulen.
“Man stedte kun paa graat ulaget Ler uden Skjæl eller andre Dyrelevninger.
—Leret var opfyldt med skarpkantede Stene (nogle store). En Del fra Taget
nedramlede Stene sees ogsaa forresten paa Hulens Bund; den er tor.

E Anm. Som antydet paa foranstaaende Tegning af de to Hillere, er de

GÅ

begge dannede i den steile Fjeldveg paa en mod S. faldende
Spræk.

88 Hans H. Reusch.

Foruder” disse besegte jeg ogsaa andre Huler paa Kin, omtrent af
Sterrelse som Lille Byrgehilleren. Bornehilleren 31 M. (99 F.) 0. H. og
Trollhole 36 M. (115 F.) o. H. ligger begge ner Kins Kirke. Den ferstes
Bund er Ler med Sten som i Lille Byrgehilleren, den andens Ur.

Skjenhilleren 50 M. (159 F.) o. H. og Storefjeldshilleren 66 M. 210 F.)
o. H. ligger paa Sydsiden af Øen. Ved den sidste er at mærke, at Bunden
bestaar af Mog med nedfaldne Stene; herunder ligger lerblandet Sand med
Sten, som er noget tilrundede.

Trollhole paa Øen Reksten i ©. for Kin. Denne haie smale Hule
gaar ind i sydostlig Retning overst i en liden urfyldt Kleft paa Nordsiden
af Gen 52 M. (166 F.) o. Havet. Bredden er ved Indgangen 3.4 M. (11 F.)
Herfra gaar man op en 30° heldende Bakke af lerblandet Sand med Grus,
indeholdende nogle afrundede og nogle kantede Stene, dels Grundfjeldsbergarter
som dem i Hulens Vegge, dels som det synes, ogsaa nogle fremmede. Etsteds
snevres Bakken ind til kun 1.25 M. (4 F.) i Bredde, øverst, 21 M. (66 F.) fra
Indgangen er den 2.5 M. (7 F.) bred. Ved Gravning viste det her fore-
kommende Ler sig at vere vakkert laget i, som det syntes, svevende Lag.
Ingen Skjæl opdagedes. Efter den ydre Skraaning gaar man ned en indad-
heldende Bakke bedækket med Faaregjedsel, og passerer derpaa et Stykke
over fast Fjeld, delvis dekket af lidt Ler med afrundede og kantede Stene.
Nu afbrydes, 43 M. (136 F.) fra Indgangen, den videre Fremtrengen ved
en 6.3 M. (20 F.) dyb lodret Skrænt, hinsides hvilken Hulen endnu fort-
sættes et Stykke. Langs efter Taget strækker der sig en lodret Spalte, ved
hvis Udvidelse Hulen er dannet. Efter Sigende skal Spalten gaa tvers
over den lidet brede Ø, paa hvis Sydside der skal findes en tilsvarende
Hule. Her skulde altsaa vere en begyndende Gjennemboring af Fjeldet fra
to Kanter, der, om den havde veret fortsat, kunde have ledet til en Tun-
neldannelse som Torghattens.

Ovnen. Paa Vestsiden af-Gen Litne-Batalden i N. for Kin findes to
ikke uinteressante Huler. Indgangen til »Ovnen« findes, som ellers saa
sedvanlig, øverst i en urfyldt Kloft, 66 M. (210 F.) o. H. Bergarten er
en Breccie, hvori ingen udpreget Lagningsretning kunde iagttages. Hulen
gaar ind mod ©. Mundingen er saa godt som tilstoppet af Ur, der ogsaa
udgjerHulens 40? nedadskraanende Bund. Et Par af Stenene inderst i Hulen
er saa store, at man i Begyndelsen tager dem for fast Fjeld. Fig. 17 viser
et Grundplan af Hulen. Der, hvor Maalet 3,4 M. staar, gaar man ind i
Hulen. Fig. 18 er et Gjennemsnit fra V. mod ©. langs efter Hulen. Fig.
19 er et fra N. mod S. i den nederste Del af samme. Hulens Form er
som ellers og som ogsaa antydet paa denne Tegning, i det Væsentligste af
hengig af Sprækker, der gjennemsetter Kjeldet. Sidevæggene er lodrette,
Taget, a, danner en temmelig jevn, mod N. heldende Flade. Paa Fig. 18
ser man antydet Grenselinjen mellem Taget a og den nordlige Veg b. Hu-
lens østlige Veg, Bagveggen, der er skisseret paa Fig. 19, viser jettegryde-
agtige Fordybninger, der ikke er smaa, som de tidligere omtalte kopformede,
men er Udvaskninger i sterre Maal. Forresten er Hulens Sider ru. I den
nordestlige Krog af Hulen ligger lidt Faaregjedning over Uren paa Bunden,

Torghatten og Kinnekloven. 89

ligesaa i den korte i Ostveggen indgaaende lille Fordybning. Nogle Ben
(af Fugl?) fandtes ved Gravning.

Storhelleren (?)*) ligger lenger i N. Ved Indgangen har den store
Dimensioner, idet den der er 24 M. (78 F.) bred og ligesaa hei. Væggene

Fig. 17.
Fig. 18. p
N NS N Q
SNØ) N
NN NS VA N
Fig. 19 WD. À
mW NS
b | l N
N À | 72 \
N A IN
\ DRE" S

Grundplan og Gjennemsnit af »Ovnen«.

gaar gradevis sammen oventil »i Spidsbuestil«. Langs efter det øverste af
Taget strekker sig en lodretstaaende Sprek. Hulens Lengde er 46 M.
(137 F.). Dens Dimensioner aftager gradevis indad. Først vandrer man
over en Ur, der ligger som en Vold foran Indgangen, dernæst over en liden
Flade, saa opad en steil Ur, ovenfor hvilken en 18 M. (57 F.) lang megbe-
lagt Flade strekker sig til det Inderste, 39 M. (194 F.) o. H. Her, paa
Bunden, fandtes Kviste, Fjær, Fugleben og en halv Underkjæve af et Lam,
Levningerne efter en Rovfugls Rede. Omtrent 12 M. (48 F.) fra Bunden
lod jeg foretage en Gravning. Øverst fandtes '/» M. Gjødsel med nogle
Smaaben; den skyldes sandsynligvis Rovfugle; derunder kom Ys M. løs,

*) Dette Navn sættes med et Spergsmaalstegn, da der ikke blev opgivet
mig noget Navn paa denne Heller.

90 . Hans H. Reusch.

lerholdig Sand, der var brunfarvet af organisk Substans og rig paa smaa
Ben, Fugleben. 2 Patellaer fandtes. Under dette kom »Glaapur«, det vil
sige Ur af sterre Stene med aabne Rum imellem. Ingen Kul eller Sten,
der havde været paavirkede af Ild, fandtes, derimod en Del skarpkantede
fra Taget nedramlede Stene.

Stedets Bergart er Hornblendeskifer, hvis Lagning ikke er synderlig
udpreget. En Del andre Sprekker foruden den lodrette langs efter Taget
saaes; men de synes ikke at optræde med nogen Regelmessighed. Tildels
viser det indre af Helleren polstret Fjeld. Veggene er partivis beklædte
med et tyndt Kalkoverdrag. Foran Hulen er der en lidet udpreget Kloft.
Paa Stranden nedenfor sees et Indsnit i Kystlinjen, et lignende bemærkes
nedenfor Ovnen. Sprekkesystemerne, hvorpaa disse Huler dannedes, synes
altsaa endnu at lette Havets Arbeide paa Kysten.

Bremsneshulen paa Averøen nær Kristiansund er i sin Tid undersogt
af nuværende Skolebestyrer Bendixen i Bergen *). Det er i Forhold til sin
Bredde temmelig: hei Hule, som øverst i en lidet betydelig Kleft omtr. 60 M.
(191 F.) o. H. gaar ind mod NO. Den er dannet paa en mod SO. faldende
Sprek. Foran Mundingen er en stor voldlignende Ur; indenfor denne lig-
ger en liden Flade; der indenfor har man atter tvers over Hulen en Vold.
Denne er omtrent 3.1 M. (10 F.) hei og bestaar af kantede Stene paa en,
to, maaske tre Mands Lofte, ingen storre. Stenene i Üren udenfor er deri-
mod gjennemgaaende storre; her forekommer desuden Grus. Man faar det
Indtryk, hvad ogsaa Bendixens Undersegelser har vist, at den indre Vold er
opdynget af Mennesker; dens Materiale er sandsynligvis taget fra den nævnte
Ur. Indenfor har man en møgbedækket Flade med kantede, fra Taget ned-
faldne Stene. . Hulen, der i den ydre Del holder sig nogenledes jeevnbred,
udvider sig noget indad til omtrent 12.5 M. (40 F.). Fra selve Hulen. der
efter Bendixens Maal er 69 M. (220 F.) lang, udgaar allerinderst en Side-
gang, der afviger uoget fra Hovedretningen.

Nedenfor Hulen har man en tydelig Afsats i det faste Fjeld, 52 M.
(166 HB.) o. H., formodentlig en Strandlinje.

Harebakhulen, der maaske er Norges storste Hule, ligger ved Nord-
enden af Stoksund, noget i S. for Dampskibsanlobsstedet Syd Kroge i Sendre
Trondhjems Amt. Den er beskrevet af O. Krefting i »Ill. Nyhedsblad« 14de
Bind, 1865, Side 84, hvor der ogsaa er meddelt Tegning og Grundplan af
den, hvortil henvises.

Ved Gaarden Harebak træder de steile Fjelde ud mod Havet tilbage
og danner en, forresten ikke ganske regelmæssig, cirkusformet Dal, hvis
Bund nærmest Stranden bestaar af Losmaterial, hvorpaa Gaardens Marker er
opdyrkede. Cirkusens Sider, der for største Delen er noget nær lodrette og
viser vakre ‚horizontale eller svagthældende Grundfjeldslag, er afbrudte et-
steds af en steilt opadskraanende liden Dal, et andet Sted af en smal, ur-
fyldt Kloft. I Fortsættelsen af denne sidste har man Hulen, hvis Hoved-

=) Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, Aarsberetning
for 1869. Kra. 1870. Side 176.

ppm ee

=

Torghatten og Kinnekloven. On:

retning er mod SO., men som forresten bugter sig saaledes, at man, naar
man er kommen henimod Bunden, ikke lengere kan se Dagslyset. Ved
Mundingen ligger en stor uregelmessig Vold, en af nedfaldne Stene bestaa-

ende Ur, hvis Overside skraaner fra den nordøstlige til den sydvestlige Veg. -

Et Stykke længere ind maa man over nok en Vold, der ved den sydvestre
Veg paa Udsiden er omtrent 4!/2 M. (8 F.) hei og 3 M. (9 F.) bred. Den
er Levningen af en ved Menneskehender raat opfort Mur. Herfra gaar
Bunden nogenledes jævnt et Stykke indover. En 2 M. (65 F.) lang og 1.5
M. (8 F.) dyb Grav, der groves her noget udenfor det smaleste af Hulen,
viste, at Bunden her bestar af Sand med smaa kantede Steufliser og nogle
sterre Stene af Hulens Bergart; heri forefandtes en Del Ben af Fugle og
Gnavere. Længere ind skraaner Bunden opover under en Vinkel af omtrent
25°; her er Ur, delvis dekket af Grus lignende det sidst beskrevne. Man
er nu kommen 152 M. (482 F.) fra Mundingen. To ganske smale Gange
fortsætter sig herfra endnu lenger ind i Fjeluet. Den længste angiver Kref-
ting til omtr. 63 M. (900 F.). Denne Gang viste meget vakkert »polstret
Fjelde; paa Bunden saaes foruden kantede nogle afrundede Stene. Ogsaa i
den ydre Del af Hulen saaes over en stor Del af den »polstret Fjeld«. Ad-
skillige fra Taget nedfaldne Stene findes her. Hulens Bund ligger (inderst?)
omtr. 97 M. (309 F.) o. H.

To Typer for vore af Havet dannede Hulernes Form. Naar man
har seet et sterre Antal af de hos os forekommende, af Havet
dannede Huler, faar man et Indtryk af, at de fleste lader sig hen-
fere til to Typer. Alle er de dannede, hvor Spalter gjennem-
setter Fjeldet. Dersom en mere eller mindre lodret Spalte
eller flere ganske nærliggende Spalter, der tilsammen er
Jævngod med en enkelt, har været Aarsag til en Hules Dan-

“nelse, medens Fjeldet forresten kun er gjennemsat af et ure-

gelmæssigt Næt af Sletter, faar Hulens Tversnit gjerne Form
af et Triangel. Fig. 20. Som typiske for denne Slags vil

Fig. 20 og 21.

To Typer af Huler
a a. Vandstanden.

Jeg nævne Storehelleren paa Lille Batalden, Harebakhelleren
- og Ronstadhelleren, hvilken sidste findes afbildet Side 21 og

92 Hans H. Rensch.

22 i >Træk af Havets Virkninger o. s. v.« Anderledes bli-
ver Hulernes Form, hvor Fjeldet gjennemsettes af flere pa-
rallele Sprekker. Her faar Tversnittet et mere firkantet
Udseende, Fig. 21. Det ligner gjerne et Rektangel, naar
Sprekkerne staar vertikalt som ved Torghathullet og det i
»Træk o. s. v.« Side 12 og 13 afbildede Dolsteinshol. Er
Sprekkerne skraatstillede, faar Hulen derimod et Gjennem-
snit, der mere ligner et Paralellogram, saaledes som den Side
20 i »Tr&k o. s. v.« afbildede Sjongheller og den ovenfor,
Fig. 15, afbildede Store Byrgehiller.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord, Sendfjord
og Sogn.
Af
Hans H, Reusch.

Det følgende indeholder den til Professor Kjerulf indleve-
rede Dagbog over mine Reiser for den geologiske Undersegelse i
den forlebne Sommer. Reisernes Opgave gjaldt Konglomerat-
Sandstenfelterne, som jeg allerede Aaret forud havde begyndt at
undersøge, efterat jeg tidligere havde beskjæftiget mig med de-
res Underlag”). Dagbogen offentliggjeres her i sin oprindelige
Form efter Professor Kjerulfs Opfordring.

Til Beskrivelsen af Feltet efter Dagbogen for 1880 er paa
sit Sted feiet et Uddrag af den for 1879, der vedrerer en Del
af de her omhandlede Egne. For at felge med Ruterne, er det
bedst at have for sig »Kart over Nordre Bergenhus Amt, Nord-
vestlige og Sydvestlige Blad«. Til nogen Hjælp kan kanske
ogsaa den 1 Slutningen af Afhandlingen meddelte Kartskisse vere;
paa denne finder man en Del Steder betegnede med Tal, der

staar tilfeiet i Parenthes, hvor Navnene forekommer i det efter-
felgende.

*) Heraf er offentliggjort: »Grundfjeldet i sendre Sendmer og en Del af
Nordfjord« i Chra. Vid. Selsk. Forh. 1877.

94 Hans H. Reusch.

Tilslut findes en Oversigt over de vundne Resultater med
Henvisninger til Dagbogen. Kanske Leseren forst ber kaste et
Blik paa denne, der er som en Indholdsangivelse til det, som
gaar forud.

Lihestens Felt.

Den 15de Juni 1880 afreiste jeg med Dampskib til Bergen,
hvorhen jeg ankom den 18de. Den 19de var jeg over 1 Bergen
og gjorde mig der bekjendt med M. Irgens’s Optegnelser fra hans
Reiser 1 Send- og Nordfjord. Den 20de reiste jeg til Brække i
Ytre-Sogn paa Sydsiden af Sognefjorden.

Den 21de reiste jeg fra Brekke til Lervik paa Bunden af
Bøfjord (3). Næset paa Østsiden af Bøfjordens Munding, Bek-
kenæs (1): Gneis, dels graa, dels rødlig, alt med sort Glimmer, 1
vakre Lag af faa Fods og Tommers Tykkelse; derimellem Glim-
merskiferlag (finkornig, sort Glimmer og hvid Kvarts), der tegner
sig sorte paa Fjeldets Overflade. Alle Lag varierer 1 Tykkelse
og lader sig, som det synes, kun forfelga kort (nogle Hundrede
Fod) i Strøgretningen. Lagene ser ud til, i det Store taget, at

AN

» NN
SN a IN N
FERN NA dus

En PLN. et Par re Fod hei:

vere svævende eller faldende svagt i nv. Retning, men er dog
undertidsn belgende og foldede, tildels paa en storartet Maade.

95

JS

* (UDJSTOPLIYET)
JIRSIIT PIA
SUOT[OYSRU.GOG

Tepopuy Lojuopn yousay, -'[oxseusoq 80 pyolpiry

'UIØSRUSTY

P ——

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc.

JOYSRUSOG

uopseg | 'pielr

*T ‘SH

96 Hans H. Reusch,

Den graa Gneis er undertiden meget kvartsrig, saaledes kort
i N. for Tveit. Indleiet er ogsaa her Glimmerskifer. Fald mod
N. noteredes.

Flere steile Vegge paa Ostsiden af Befjorden med samt
der forekommende Klefter og Sprekker synes at skyldes et
Sprækkesystem, der gjennemsætter Fjeldet i nordlig Retning, va-
rierende forresten, hvad Retning angaar, noget i det Enkelte.

Fig. 3.

Veg. Kleft.

Kysten i S. for Dybevik (2), seet fra N.

Den 22de reiste jeg i Baad mod V. til Sognes paa Syd-
skraaningen af Sogneskollen (S). Indtil Nesholmen reiser man
parallelt Strøgretningen; derfra -indtil Sognæs lodret derpaa.
Fjeldet er overalt udmerket blottet langs Seen. Hele Tiden
Gneis, deriblandt en hel Del Øiegneis. Saa godt som uden
Undtagelse sees udmærkede Lag, der dog aldrig lader sig for-
følge langt i Stregretning. Et og andet Sted lader sig ingen tydelig
Lagning iagttage. Undertiden (se omstaaende Tegning) er
Lagningen paafaldende forvirret. Saagodtsom overalt iagttoges
kun sort Glimmer, et og andet Steds dog ogsaa lys Glimmer (i
lys Gneis). Faldet er svagt (et Sted notertes 30°) i nordlig Ret-
ning eller mod N. til V.

Sogneskollens (S) Top besteges; dens Heide fandtes ved
Barometermaaling til 1689 Fod (531 M.)*).

Den 23de studerede jeg neiere Profilet fra Sogneskollen syd-

+) Senere, da Lihesten besteges, sigtedes med »Wreden« til dens Top i
1641 Fods (515 M.) Heide.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. on

over (Fig. 5), idet jeg dels gik fra Sognes overland mod S., ind-
til et Sted, hvor en Kilde rinder ud af en Fjeldveg og der har
afsat lidt redlig Jord, dels reiste 1 Baad langs Stranden. »Den

Feldspatrig
Øiegneis

' Glimmerrig do.»

-

10 Alen Fjeld. Kysten S. for Sogneskol. Glimmeren var her lys grønlig.

golde Zone« udmærker sig ved en paafaldende skarp Grændse
mod Markerne og Løvskoven omkring Gaardene Sognæs og Sæ-
tevik. Ogsaa mod det skovklædte Fjeld længer i S. fremhæver
den sig tydeligt. Den steile Del af Sognæskol er tyndt bevoxet;
øverst er Fjeldet nøgent. Den sparsomme Jord her er hvidt, sand-
agtigt Forvitringsgrus. Længere nede, over Skiferen, meder man
rød okerfarvet Jord.

Udsigten fra Sognæskollens Top mod Ø. til Fjeldet hinsides
Lifjorden er ikke uden Interesse.

Den frugtbare Zone omkring Sognæs og Sætevik sees nem-
lig at fortsætte over Yttre-Fjord og Kalgrav henimod Hyllestad.
I V. for Indre-Fjord ser man vidtrækkende en nøgen Zone, Fort-
sættelsen af den før omtalte. To andre lignende, dog mindre ud-
prægede Baand sees indenfor den frugtbare Zones Omraade. Til
Sognæskollens lyse Bergart sees svarende visse lindseformige, som
det synes, lagede Partier af en paafaldende lys Bergart. Strøget

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 7

Hans H. Reusch.

98

“paves
SOPHIE ‘ONO 93&ns
Je mieqliv Sopolojou ouog ouuep je
WOSpaaoy|ospuarly 9SI[piou Uo] 006 V 0G
am ejpis|pTe “JTF I spejsjopue WOS
-Jquiopp3o|I9q sees oSuvsSJILAN 28850
"qs|o [8 expeiqpu “wye 49 u9suruoer]
uo sopo[-- SMVAY Je Svr (oxprA3 IFUWOT
eus py[ Wied 39 AIO uo) opudy, "TOUS
STOUDUIS|-01Q SIUIOXAOIG STASPTOYLOJ
Sruioxurjg|'9931esug :»euoz 9PI0S UNG

"roges

"x x 218810 (-SIEUH) Spuroxug velo OIOPILEY uUo
"'JBUBIL) pour ojsour Jop ‘AOJINSTOWULLLL)

Uo9p1eex)

'"Uospuer) ieu JOIE Y 98H) I UOP
oje 'wuogospuip ques (UAT Teg 39 INPUT eed) iopniUs)reA y soos ouuop I

107 'S pejg 3[oxue IH

'JBUBIL)

-prszeuruie)

TowızAswouueald ojsprs ouuop

opu) I LOSTOUH 2STUIOHUL

"0819 S0519U3
pour S[OPII '49J -010 [AG 1098 ua 40g ‘OUT

:918010g sueddoy, Fe
-AOFINSTOULULLLOAOT]

+ : +; QE
‚oo *0 NÆR
*Uojs1opedqerp oxseeur IL
-Slogq opray sue[[oxsecusog

‘TOINIVN I wos apSuær co opøg uro[[our euop[ot[Iop

"000" 87/7 176)
*[OYSRUSOG PIA [FOIg 'G "SL

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 99

og Faldet synes at vere omtrent de samme paa begge Sider af
Fjorden.

Den 24de reiste jeg i Baad til Risnes (4). V. for Sognes
har man et Stykke langs Seen endnu Skifer. I Lerglimmerski-
fer optreder nogle gneisagtige Skifere. Paa begge Sider af Sun-
det, der fører mod N. mellem Risnæsøen og Fastlandet, har
man Sognæskollens hvide Bergart med nogle enkelte Glimmer-
skiferfiller indimellem. (Intetsteds saaes Granat, derimod etsteds
1 Fjæren paa Fastlandet lidt i Ø. en Blok egte Labradorsten
med Diallag og og Granat).

Fra Risnæs gik jeg mod N. op til Konglomeratgrændsen.
Skifrene falde i det Hele mod NNV. Nærmest under Konglo-
meratet ligger graa Lerglimmerskifer; derunder har man en an-
den graa Skifer, der ligner den, men indeholder mere af en hvid
Bestanddel (Kvarts?). Derpaa kommer grønne krystallinske
Skifere med enkelte Lag af foregaaende indimellem. Disse tre
Skiferarter vexler saa videre nedigjennem. God Hornblendeskifer
lagttoges etsteds i en steil Brink.

Man har klarligen ved Risnæs andre Skifere for sig end ved
Sognæs; i hele Profilet ved førstnævnte Sted sees kun i noget
Skifer tet ved Gaarden lidt Granat.

Konglomeratet, saaledes som det optreder nærmest Grænd-
sen, ser ved første Øiekast ud til ikke at være saa særdeles for-
skjellig fra en uren grenlig Skifer; det bestaar af flade, fornemlig
grenne Skiferbrudstykker, der er saaledes sammenkittede, at det
ikke er let at holde dem ud fra hverandre. Nogle Kvartsknol-
ler samt enkelte Brudstykker af Granit og Gneis eller gneislig-
nende Skifere optræder.

Om Aftenen lod jeg mig sætte over til Risnæsøen, vandrede
tversover og noget omkring paa den. Den bestaar af meget ens-
artet Labradorsten (?). Wed Sundet ner Risnæs en Smule Skifer,
gjennemsværmet af Kvarts- og Labradorstenaarer.

Den 25de gik jeg over Fjeldet til Storaker (5) ı NV. Fra
Risnæs gaar man mod NO. stadig i Heiden indtil henimod Li-
hesten (Lh), hvor den eneste (uden Fare) passable Vei op paa
Fjeldet findes. Forst steg jeg op til Konglomeratgrændsen. For-
skjellige graa, grenne og Lerglimmer-Skifere passeredes. Den
igaar anmerkede Lagfelge nermest Konglomeratgrendsen gjen-
fandtes ikke; maaske den, da Lagene her staar temmelig steilt,

"n

100 Hans H. Reusch.

passeredes tidligere end beregnet. Efterat Konglomeratgrændsen
var naaet omtrent V. for Gaarden Hofland, fulgtes den videre.
Den umiddelbare Grændse lader sig kun paa faa Steder iagt-

1 [] Fod af Konglomerat, bestaaende af uren gronlig Skifer. Ner Grændsen
mod den underliggende Skiferformation, Lihesten.
De enkelte Skiferknoller er ikke lette at holde ud fra hverandre;
bedre sees Kvartsknollerne.

tage, da nedramlede Sten for sterste Delen dækker den. Et
Par Bekkeleier var de bedste Observationspunkter. Konglome-
ratet viser sig paa Østskraaningen af Fjeldet, der hvor Navnet
Lifj. (L) staar paa Amtskartet at være afvigende leiret over
Skifrene; disse falder steilt mod N. (N. t. V. og N. t. Ø. speei-
elt noteret), medens Konglomeratgrændsen 1 det Store taget lig-
ger horizontalt derover. (Ved Sigt med »Wreden« lod det sig
godtgjøre, at Konglomeratgrændsen ved Lihesten ligger ikke ube-
tydelig høiere end ved Lifjeld). Specielt har jeg havt Opmerk-
somheden henledet paa, at ingen Forvexling af Skifrighed og
Lagning finder Sted. Leiningsforholdene er her godt ud-
trykt ved Vexling af forskjellige Bergarter, Lerglimmerskifer,
graa og grenlige Skifere. Et Bekkeleie forfulgtes opad til Kon-
glomeratgrendsen. Uheldigvis strakte sig langs efter det kun

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 101

grenlig Skifer (mellem graa, i det Mindste i det Hengende).
Denne grenlige lidet skifrige Bergart havde ingen tydelig
Grendse mod Konglomeratet.

Paa Sydskraaningen af Fjeldet, der hvor Navnet Lihesten
staar paa Kartet, falder Konglomeratgrendsen (maaske dog ikke
ganske) sammen med Skiferens Streg. Afvigende Overleining
lader sig derfor kun vanskelig iagttage her.

- Det underste af Konglomeratet er overalt den grenlige, før
omtalte lidet karakteristiske Bergart.

Inderst 1 Cirkussen, som dannes af Lifjeld og Lihesten, lig-
ger noget Morænegrus op efter Skraaningen. Sogneskollens Berg-
art lagttoges blandt dette.

Oppe paa Lihesten (Lh)*) noteredes om Brudstykkerne i
Konglomeratet: De er indtil vel fodstore; grenne Skifere, en
syenitagtig Bergart, enkelte Kvartsknoller, tildels redagtige, nogle
enkelte andre skifrede Bergarter, vanskelige at bestemme, tildels
gneislignende.

Paa Skraaningen inderst 1 Dalen, der ferer ned til Storaker (5),
optreder en sparagmitagtig Sandsten, der indeholdor enkelte
Rullesten og afvexler med Konglomeratlag. Fald ca. 30° mod
SO. Længere nede noteredes etsteds: I Konglomeratet sees
mindre af de syenitagtige Brudstykker, mest forskjellige skifrede
Bergarter.

N. for Storevand optraadte igjen en liden Smule Sandsten.
Konglomeratet her er opfyldt af redlige Gneiser, kun faa Kvarts-
knoller og meget lidet af den syenitagtige Bergart saaes. Aarer
af Epidotfels gjennemsvermer Fjeldet. Blokkene har her et
mere afrundet Udseende end fer.

Nærmere Storaker optraadte igjen en Ubetydelighed af
Sandsten.

Den 26de opholdt jeg mig paa Storaker (5). Jeg iagttog
Konglomeratet og samlede Prøver af de forskjellige Bergarter,
som indeholdes i det. Hertil var noksaa god Anledning, saasom
der flere Steder var mineret.

*) Her findes en hel Del Smaadale med steile Sider, Kløfter og Spræk-
ker, der i det store taget er orienteret i n.—s. Retning.

102 Hars H. Reusch.

Konglomeratet bestaar af Grus og Stene; disse sidste opnaa
sjelden en Fods Storrelse. Kun heist underordnet optræder
Sandsten i egne Lag eller som Bindemiddel mellem Konglo-

Fig. 7.

Kvartsit. Gneis. Syenit.

FRERTTIIIIIED
WSR 9 es
PRESSE] 249 Ye
ISNININN 90099. %
NNN LA
NISS e

AP ES ale
(0 TAN Add Grus.

4

77 ÿ LQ NG
A PG wad
Jas = y

7) if SÖ I

esl

SS
AX

SN
SS

N
DIN
Å i.
= CaN
3

SE
II
N N
NN
SY

0

L
[3
=> Roe! Y

fet Granit.
Forskj. morke, |

gjerne hornbl.-— 2
rige Skifere. a
9- uU

1 [] Fod Konglomerat. Storaker. Nær Seen.
Kvarts har samme Betegnelse som paa Fig. 6.

meratets Stene. Bergarterne er: Granit, Gneis, Kvartskifer med
lys Glimmer, Kvarts, lidt Syenit (?); de har allesammen, med
Undtagelse af Kvartserne og Kvartsiterne, en Farve, der falder
i det grenlige. Stenene er tilrundede, Hver Sten er tydeligt
omgrændset, navnlig falder de rene Kvartser og Kvartsiter alle- —
rede ved første Øiakast tydeligt i Øinene ved bestemte Konturer |
mod Omgivelsen. Ner Seen sees nogle ubetydelige Sparagmit-
lag faldende mod SO.

Her som andetsteds 1 Konglomerategnene er det bedst at
lagttage Bergarten ner Seen, hvor den som oftest viser den op-
rindelige Afglatning efter Isskuringen. ^ Hoeiere oppe, hvor Fjel-
det paa Grund af den mere fremskredne Forvitring, er paafal-
dende rut, er det jevnt overdekket med Lav; bedst kan man
her iagttage det paa Steder, hvor det nylig er berevet Jord- eller
Torvdække.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 103

Paa forvitret Overflade treder gjerne Kvartserne og Kvart-
siterne paafaldende frem. Da man ved en flygtig Betragtning
gjerne kan være tilbeielig til at slaa de hvidt forvitrende Gneiser
og Graniter sammen med dem, faar man i Begyndelsen Indtryk-
ket af, at de er tilstede i rigeligere Mengde, end de i Virkelig-
heden er.

Konglomeratet er vanskelig at slaa, baade fordi det er
meget seigt, og Klipperne saa godt som overalt frembyder af-
rundede Former.

Ved Seen sees Skuring mod NY. og NNV.; den kommer

fra Dalen ovenfor, synes det.

Den 27de, enSendag, reiste jeg til Krakhelle (6) paa Ostsiden
af Indre Sulen. Hele Tiden Konglomerat. Paa Skorpe ved
Tollesundet: Fald sandsynligvis mod SO.

Den 28de studerede jeg Konglomeratet omkring Krakhelle (6)
og samlede Haandstykker af dets Bergarter. Konglomeratet lig-
ger 1 megtige Lag, som falder i sydestlig Retning. De fladere
Stene ligger gjerne nogenledes parallelt Lagningen. Enkelte Lag
udmærker sig ved, at Stenene sidder ganske lose, saa man paa
Laghovederne, der tillige er »Læsidere, med Lethed kan pille et
sterre Antal ud med Fingrene. Gruset mellem Stenene er her
opfyldt af Kloritskifer eller Lerglimmerskifer, hvis Blade snor
sig omkring de iliggende sterre Stene. Naar man faar disse
ud, er de undertiden beklædte med en trevlet asbestlignende
Substans, som kanske ved en løselig Betragtning kunde
vekke Formodning om, at selve Stenene skulde vere furede,
hvad de ikke er. Hvad Sammensetning angaar, da ligner
Konglomeratet her det ved Storaker; det gjennemgaaende gren-
lige Skjær, som var over Bergarten der, savnes dog her. Berg-
arterne, omtrentlig opregnede efter deres Hyppighed, er: Gneis,
Granit, kvartsrige Skifere med noget Glimmer, Kvartsiter uden
saadan (de to sidstnævnte Bergarter synes at vere noget kornede,
sandstenagtige), Kvarts, Syenit, Hornblendeskifer, Vegsten. Kvart-
siterne optreder her gjerne talrigere end ved Storaker. Stenene
er alle afrundede, nogle tildels med plane Flader; de er indtil
et Par Fod store. Bindemidlet er mest Grus, undtagelsesvis
- Sandsten.

104 Hans H. Reuseh.

Krakhellesundet viser Marker efter en Skuring fra S. mod
N. At Retningen har veret denne, sees af Lesidernes Beliggen-
hed; specielt noteret for Næset 1 S. for Krakhelle.

Den 29de reiste jeg ı Baad over til Juvik og gik derfra
langs Losnegens Sydside til Losne; herfra tog jeg Baad over til —
Kvite (7). Tilbage samme Vei. E

Henimod Losnedal meder man Skiferen, nemlig Ler-
glimmerskifer. Konglomeratet, der synes at hvile konformt over
den, ser nermest Greendsen ogsaa her, som ved Lifjeld, nogenle-
des ud som en uren grenlig Skifer.

Skiferfeltet paa Sydsiden af Losnesen bestaar af Ler-
glimmerskifer med grenne Kloritskifere og lidt graa gneislignende
Skifer indimellem. Ved Losne Gaard optreder grenne Skifere.
Faldretningen er noget inkonstant. I-Skiferen findes lindsefor-
mige, tildels betydelige Partier af Kvarts og Kvartsaarer.

Kvitø (7) og en Ubetydelighed paa Fastlandet bestaar af
Sognæskollens hvide Bergart.

Den 30te reiste jeg fra Kraakhelle mod N. til Buskø (9):
Konglomerat. Paa Indre-Sulen ligeoverfor Tollesund optræder lidt
Sandsten indimellem. Fald mod SO.

Kort 1 Ø. for Leknæssund (8) begyndte lidt grønlig Skifer.
Der, hvor vi dreiede mod S. i Retning af Hagefjord, havde vi
igjen Konglomerat.

Buskø: Konglomerat.

Den følgende Dag reiste jeg med Dampskibet sydover til
Bergen og videre til Stockholm, for at deltage 1 det skandinavi-
ske Naturforskermøde.

Den 20de Juli om Morgenen kom jeg til Stensund (10) paa |
Stensunde. Derfra gik jeg mod N. til Stokkevaag. Omtrent |
midtveis noteredes specielt Lagningen i en Væg, hvor Konglo-
meratet bestod af Grus og Sten paa indtil en Fods Størrelse og
hvor de flade Stene laa fladthggende. Fald 30° omtrent mod OSO.

Strax 1 V. for Stokkevaag (ikke 1 Ø.) har man grønlige Skifere.
Undertiden er Skifrigheden lidet udpreget. Skiferen ophører
omtrent ligeoverfor Tangenæs paa Ravnø (11). Østsiden af Dale-
sundet viser etsteds Skuring mod NV.

Jeg tog iland ligeoverfor Ravnøen og gik derfra til Sten-
sund (10). Overalt Konglomerat. (Regnveir).

Den 21de Jul. Konglomeratet ved Stensund (10) bestaar
af afrundede Stene, fornemlig af grønne Skifere og Gronsten,

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 105

noget Glimmerskifer, Kvarts, Granit og Gneis. Lidet Binde-
middel. Bergarten har i det Hele taget et grenligt Udseende.

Næset i V. for Indlebet til Stensund (12) tydelige Lag af
finere og grovere Konglomerat med smaa Sandstenlag (Sandsten-
naturen ikke saa tydelig paa Brudflader som paa den forvitrede
Overflade). Heldningen omtrent 30° mod 0. t. N. Stenene i
Konglomeratet er kantrundede. God Observation.

Tungeodden (13): Konglomerat, grovere og finere, hvori
fremhersker fladthggende mest grenlige Skiferstykker. Faldet
er omtrent 35° mod Ø.t.N. Her er paafaldende afglattet Fjeld,
skuret V. t. S.

Sydenden af Nore: Samme Slags Konglomerat. Fald 35°

mod Ø. t. N.
Trovaagneset: Samme Bergart. Samme Fald, 30°.

Kverknapsundet (14): Samme Bergart og Faldretning.
Langer V. fremdeles de samme Forhold.
Kvarter: Kalgrav (15).

1 DJ Fod af Konglomeratet. Kalgrav. Vestsiden af Ytre Sulen.

Altsammen med Undtagelse af Kvarts og den med Sort betegnede Sten
(Kvarts med Feldspat) fladagtige Stene af gronlige og graaliggrenne
haarde Skifere. Enkeltvis (ikke paa Tegningen) optreder Stene
af en lys graaliggul Kalksten.

106 Hans H. Reusch.

Den 22de Juli hindrede Storm mig fra at komme videre.
Ved Kalgrav saaes paa Havbredden Vandreblokke (for store til
at vere Ballaststene) af Gneis og Gneisgranit, og en, der syntes
at vere af Sogneskols hvide Bergart.

Den 23de Juli var det heller ikke muligt at komme videre
nordefter langs Udsiden af Ytre Sulen, som min egentlige Plan
var. Jeg tog Veien mod Ø. overland over Rerdal til Noren (16)
paa Østsiden af Ytre Sulen. Overalt det samme Konglomerat,
som ved Kalgrav. Hist og her optraadte ganske enkeltvis smaa
Knoller af Jaspis, gjerne rød. De udhævede sig allerede paa
Afstand mod Fjeldets almindelige graa Farve. De stak altid,
paa Grund af sin Evne til at modstaa Forvitringen, paafaldende
frem. Faldretningen er overalt meget konstant. V. for Rordal
noteret mod O. ©. for denne Gaard mod ONO. Fjeldet er.
overalt her skuret 1 vestlig Retning.

Paa den hele Strækning var ikke i Konglomeratet en Sten
af Granit, Gneis, Kvartsit eller Syenit at opdage; man saa kun
de grønlige Skifere og, navnlig i de større Stene, en grønlig sand-
stenagtig Bergart med smaa klare Kvartskorn. Dens Sandsten-
natur sees bedst paa forvitret Overflade. Kun faa Stene er mere
end fodstore.

Ved Noren (16) optræder blandt de grønagtige Bestanddele
af Konglomeratet talrige graalige Kvartsiter, som udenpaa for-
vitrer lyst graaligt. De er ikke udpræget fladtrykte, men tem-
melig rundagtige. En tydelig omgrændset Sten 1 Konglomeratet
var selv en Breccie.

Sydspidsen af Ravnøen. Her saaes smaa Sandstenslag paa
en til et Par Fods Mægtighed, hvilke lod sig forfølge en hundrede
Skridt eller saa 1 Stregretningen. Fald her 20° mod O. t. S.

Ravnø Gaard: Samme Slags Konglomerat som ved Noren.
Reisen gik her i Stregretningen. Glimmerfattige Graniter saaes
i Konglomerat. En liden Klump tæt Jernglands (rød Streg)
iagttoges. Alle Stenene her som fer afrundede.

Længere iN: Det Samme. Et Par Gneisstykker og en liden
Jaspisbitte saaes. Kvarter: Tangenæs (11).

Samme Dag gjorde jeg en Tur over Sundet mod Ø. for at
se paa Konglomeratgrændsen ved Foden af Hellelifjeld, nordvest-
ligst paa Stensundø. Skiferen her er grøn, dels haard, dels mild
og samtidig mere skifrig. Foldede og bøiede Lag sees. Øverst gaar
Skiferen tildels over i en Breccie, 1M. mægtig og mere; derover

ae År

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 107
kommer Konglomeratet i mægtige Lag heldende mod SO. Fald- :

retningen er dog ikke specielt iagttaget i Detaillen. Grændsen er

navnlig umiddelbart mod Skiferen skarp, ja saa at man kan legge
en Finger derpaa. Konglomeratet indeholder talrige Kvartsiter
(Sparagmiter og finkornige Gneiser).

Konglomeratets Grændse mod grenlige, snoede Skifere.
Stensunde ligesoverfor Tangenæs.

Fig. 10. 1[] Fod Fjeld. Tangenæs.

De skraferede
Stene er
Kvartsiter, mere
eller mindre

Kvarts, :
glimmerferende.

De ikke skraferede Stene er gronlige, enten kryptokrystallinske eller finkry-
- stallinske Bergarter. Skifrighed som oftest ikke at iagttage.
Alle Stene er afrundede.

NB, Andre Bergarter, som ikke netop kommer frem paa hosstaaende Teg-
ning, er Gneiser, Graniter (tildels grovkornige Pegmatiter). En en-
kel Sten af Konglomerat saaes i Konglomeratet.

Den 24de Juli reiste jeg ud til de mod NV. liggende Øer.
Ved Tangenæs er alt Konglomerat (kfr. Hiortdahl og Irgens's

108 Hans H. iteusch.

Kart). I Sundet (17) mellem »Spærrenæssene og Ytre Sulen
har man ferst et Konglomerat lignende Kalgravs, saa lidt Skifer-
breccie og saa grenlig, haard Skifer, hældende steilt mod VNV.
Her saaes et Lag paa et Par Fod (et Par Favne langt) af en
jaspisagtig Bergart. Oldergen (18) 1 V. for Yttere, navnlig den
nordlige Del er paafaldende negen, vadsket af Havdrevet; her fin-
des kun lidt Lyng og neppe Gres. Fjeldet er overalt meget
rut og ujevnt. Bergarten er en meget finkornig Grensten,
for sterste Delen afsondret 1 uregelmessige Klumper (paa om-
kring en Fod og mere), en Slags ufuldkommen Kugleafsondring.
Den nærmeste Del af Ytre Sulen synes at bestaa af det samme,
ligesaa Stense. Paa den Ø, hvor Spærrenæs (17) ligger, var jeg
iland noget i S. for denne Gaard. Ogsaa her er Grønsten.
Klumperne, hvori den ogsaa her er afsondret, mere lindsefor-

Fig. 11.

yi Tynde

4 . | Kvartsaarer.

until
art J

/ — Gs: | Finkorn. til
1 1 VE EE tæt Straal-

| | j sten.

TU
elle
EA

==

LM

4 [] Fod af en forvitret Fjeldvæg.
Grønsten afsondret i lindseformede Klumper med Grenstensskifer imellem. |
I sidstnævnte sees Skifrigheden antydet ved Furer paa den forvitrede Overflade.

mede. Mellem dem bngter der sig en mere skifrig Bergart, der
forresten synes ikke at være meget forskjelig fra Klumpernes.
Bergarten faar ved denne Bygningsmaade som Antydning

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 109

til Lagning. Smaa Aarer af red og violetagtig stribet Jaspis
med noget.hvid Kvarts og Straalsten bugter sig parallelt
den ligesom antydede Stregretning (NNO—SSV.). Kun hist og
her opnaar disse, i Almindelighed korte Aarer en Tykkelse af
1 à 2 Fod.

Fig. 12.

F^ Et 4 Fod langt Jaspisparti i Grønsten »Spsrrenzseen« (17). Sulen.
Det:lodret skraverede er som paa foregaaende Fig. finkorn. til tet Straalsten.

Store: Grensten. Olderø: Grensten. I Sundet mellem denne
og Indereen: Skifrig Bergart (Grensten?) med Fald steilt
mod SO. Indereen længer (0. ved Sundet: Ulaget Grønsten.
Øen i Ø. for Olderkalv: Skifrig Bergart (Grenstensskifer). Ol-

Fig. 18.

Konglomerat leiret over Skifer. Færøens Vestside. Sulen.

derkalv: Grensten. Raaholmen: Grønsten. Vestsiden af Færø
(20): Grenne Skifere med smaa Kvartsknuder og smaa Kvarts-

110 Hans H. Reusch.

aarer parallel Skifrigheden. Derover kommer et omtrent 20 Me-
ter mægtigt Konglomerat, fornemmelig bestaaende af Grenstens- :
brudstykker, men ogsaa indeholdende noget Syenit. Herover
kommer Konglomerat, som foruden Grønsten indeholder røde
Graniter, Gneis, Kvartsiter, Syenit m. m. Kvarter: Laage (21).

Sendag den 25de Juli. Den nordlige Del af Laaggen (21)
er Gabbro, hvoraf ikke saa lidet er temmelig grovkornig. Til-
dels er den skifrig med Fald mod S. Undtagelsesvis sees en
mere sveevende Shifrighed. Fra Gaardens Huse foretoges en
Vandring mod S. omtrent halvveis til Sydenden af Oen. Tre
Gange passeredes Gabbro med noget mellemkommende Grensten
og Grenstensskifer.

Den 26de Juli tog jeg Baad mod SØ. til Raakke paa Stran-
den i V. for Polletind (P.). Haageens Konglomerat: Alle Stene
er her som ellers afrundede. Kvartsitlignende Bergarter synes
at forherske, Grenstene optræder, nogle Gneiser og Graniter
saaes. I Haagneskjels Konglomerat optræder maaske nogle flere
Gneiser og Graniter; Hornblendeskifer med Granat saaes. Paa
Lange tet udenfor Raakke har man et ganske lignende Konglo-
merat. En Sten af en tydelig kvartsrig Brudstykkebergart iagt-
toges her 1 Konglomeratet.

Fra Raakke steg jeg op til Toppen af Polletind (P.), (den
nordvestlige Top, hvor Varden staar. I Begyndelsen er
kvartsitrigt Konglomerat det overveiende. De flade Stene er
fladthggende. Indimellem ligger Sandstenlag. Faldet er 20° mod
SO. Dette Konglomerat ligger i en megtig Bænk (der, hvor
Fuglen flyver paa omstaaende Tegning).

Er man kommen omtrent halvveis op paa Fjeldet og har
passeret denne, tiltager Sandstenen (se Fig. 16 S. 112) saaledes, at
der i den øvre Halvdel af Fjeldet er mere Sandsten end Konglo-
merat. Sandstenen er mest grov, dog ogsaa fin. Lagningen er
meget udpræget. Faldet paa Toppen maaltes til 24° mod SO.

Hovedbergarten i Konglomeratets Stene er overalt i Polle-
tind feldspatførende Kvartsit. Paa forvitret Overflade ser Berg-
arten ud til væsentlig at bestaa af smaa Kvartskor:. Slaar man,
Stenene over, viser det Indre sig som en finkornig, graalig kvart-
sitisk Masse. De Stene, som har siddet i Dagen, er forvitrede
indtil et Par Mm.s Dybde under Overfladen. Paa T'verbruddet:

Th

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete.

eo EE ES

'Suruyuæg sjojereuro[guo g Jos UCI
'epuusuojS ved punsuojg vay 3998 'purje][oq Je uosurueeryg- AN

=N =

SQN NE

R NAN TS Ÿ 259
[A \
1 GEN) DE

y Vy Å 2
LL >
| =>
‘eT "ör .

"Joppe je Suruquæg 99. DR1qUIony Surusery SIOYEIOWOLSUOM PIA UIP JOIN os UC ‘@ pou A[exiop[O vay J818pA

*(UdISUGXX)) ('13uoy 1oAo1op ('18uoy) (019985)
one = TAS AS pUN) “ge 'ügeeH. "Soeur

(woyspueg 981049) -pupoppoq pou: CISUF) uepug oxpug
PI SLT

an ce LE LT

112 Hans H. Reusch.

sees her, at en yderst hvidlig, kaolinagtig, indad gulagtig Feld-
spat er en ikke uvesentlig Bestanddel *).

Fig. 16.

SN
11/2 M. hei Klippe ovenfor Raakke omtrent midtveis paa Opstigningen
til Polletind (P) paa Indre Sulen.

Sandstenlag (S S) mellem Konglomeratlag (K). Smaa, lidet vidtstrakte,
smaastenede Konglomeratlag optræder tildels i Sandstenen.

Bergarten har undertiden (uden at Glimmer er tilstede) en
stribet Struktur ved Feldspat- og Kvartskornenes Anordning.
Dette sees bedst paa forvitret Overflade, kvor Kvartskornene ra-
ger frem ordnede i en vis Retning.

Undertiden er i den beskrevne Bergart øiensynlig en bety-
deligere Mængde Feldspat tilstede. Da faar man en Slags Gneis
uden Glimmer eller, naar ingen stribet Struktur kan iagttages,
en Slags Granit. Andre Bergarter, foruden disse aldeles domine-
rende, er Syenit, tæt grønlig Sandsten (2), forskjellige grønlige
Skifere, noget tydelig Hornblendeskifer. Vegsten saaes ikke,
heller ikke Jaspis (i ethvert Tilfælde kun et enkelt lidet Stykke).

I den omtalte nedre Bænk, hvor der kun var lidet Sand-
sten, er Stenene sjelden fodstore, i den øvre Del af Fjeldet er
de i det Store taget endnu mindre.

Paa Tilbageveien til Laagø, hvor jeg tog Kvarter, var jeg

*) Da jeg her for første Gang blev opmærksom paa Feldspat som’ Be-
standdel af Kvartsiterne, bliver maaske adskilligt af de forud som
Kvartsiter betegnede Bergarter at henføre til feldspatførende Kvartsit.

Konglomerat-Sandstenfelterne ı Nordfjord ete. 113

iland paa et lidet Skjær 1 Ø. for det nordligste af Færø. Den
sydestligste Del af Skjæret bestod af Grenstensbreccie, Resten af
Grenstensskifer.

Hornelens Felt.

Den 27de Juli, Tirsdag, tog jeg med Dampskib mod N. til
Florø. I Forbifarten noteredes, at Stense og Færø nordligst
blandt Sulenserne bestaar af Konglomerat. Fra Flore foretog
jeg en liden Tur til den lille Halve strax Ø. for Byen. Her
optræder Gneis og graa haarde Skifere med indleiret hvid, skif-
rig, finkornet Kvartsit. Et Leies Mægtighed maaltes til
omtrent 50 Fod. Samme Bergart sees ogsaa indenfor selve By-
ens Grændser.

Den 28de Juli reiste jeg fra Florø mod N. til Tiro (22).
Denne Os Nordside: Sandsten, graaliggraa, finkornig med yrsmaa
lyse Glimmerblade, faldende 30° mod NNO. Hele Tire bestaar
af denne Sandsten med et Fald paa 40° mod SO. t. O. En-
kelte afrundede Stene af tet Kvartsit (Hornsten) sees 1 Sand-
stenen. Kort i O. for Tireen er Faldet paa Fastlandet 30° mod
NO. t. N. Langs Dalen ovenfor Gaarden Tirdal ser det ud til,
at Faldet vender, saaledes at man, idet man gaar op igjennem
Dalen, paa venstre Haand har Fald mod @., paa heire mod
NO. | Lsengere mod ©. Fald mod NO. Længere Ø. forbi
Kleiven noteredes Fald 30° mod NNO. Et Konglomeratlag
paa et Par Fods Megtighed lignende Rotens*) saaes. Paa Far-
ten videre estover saaes adskillige saadanne Konglomeratlag.

Fjeldenes lagede Natur her paa Nordsiden af den ydre Del
af Nordalsfjord og denne Fjord Fortsættelse vestover sees ud-
merket fra Flore.

Den 29de Juli Dalen ved Haukaa (23) og Haukaavandet
danner Grændsen mellem de krystallinske Skifere og Konglome-
rat-Sandstenfeltet.

Paa Stranden strax 1 SV. for Haukaa noteredes: graa gneis-
lignende Skifer og Glimmerskifer.

Fra Haukaa og estover har man paa Nordsiden af Haukaa-
vandet hele Tiden Breccielag, afvexlende med Sandstenlag om-
_ trent som 1 den øvre Del af Polletind paa Suleneerne. Fald i
nordesthg Retning.

*) Rotens Konglomerat skal senere nermere studeres.
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 8

114 Hans H. Reusch.

Inderst ved Haukaavandet studeredes Breccien neiere. Den
er mest smaastenet, Bindemidlet er Grus. Bestanddelene er for-
nemlig kvartsitlignende Bergarter, tildels tydelig bestaaende af —

Kvarts. Blanding af Feldspat og Kvarts.

Feldspatferende Kvartsit. Brudstykke i Breccien. 1/3 nat. St.
Forvitret Overfiade.

en finkornig Blanding af Feldspat og Kvarts. Ogsaa rene Kvarts-
brudstykker saaes. De fladere Brudstykker er gjerne fladtliggende
-F Lagningen. |
Fra Haukaavand over mod Nervik (24) ved Norddalsfjord |
optreder forskjellige Skifere, en hvidlig med grenne Glimmer-
skjel (lignende Flores Kvartsit), gneislignende Skifer, Øiegneis
faldende mod VNV.
Ved Nervik har man hvid Skifer, Kvartsit, hældende mod
NNO.
Øen udenfor Norddalse: hvidlig Gneis, faldende mod NNO. |
Kvarter: Norddal nær ved Bunden af Fjorden. i
Den 30te. Fra Norddal gik jeg mod N. langs Vestsiden af |
Elven til Lille-Vand: graa gneislignende Skifere og Gneis med |
nordligt Fald. Specielt observeredes et Sted Fald mod N. Ved |
Vandet moder Sandstenen. Dalen — Haukaavandets Fortsæt-
telse mod @. — danner Grændsen. Paa en fra Vestsiden i Van- |
‘det fremstikkende liden Halve er Faldet mod SSO; mgen Rulle- |
stene saaes i Sandstenen. Dette Fald er en Undtagelse; i de |
store Fjeld i V. og N. hersker klarligen Fald i nordlig Retning. |
Ved den nordøstlige Side af Vandet har man Fald mod OSO., |
ikke steilt. Fra Nordenden af Vandet tog jeg Veien til Nord- |
dals-Sæteren (25). Faldet er her 25° mod N. t. Ø.. Bergarten |
er Sandsten, hvori enkelte Lag med temmelig skarpkantede Stene.
Skuring iagttoges mod SSV. Elven, der fra Store Vand leber ud i

meo

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 115

: Lille Vand, danner Sandstengrændsen. Denne Elv, som er meget

kort, er feilagtig afsat paa Amtskartet; den falder ud i den syd-
estre Ende af Lille-Vand*). Paa Nordsiden af denne Elv har
man Sandsten, der synes at falde i ostlig Retning; paa Sydsiden
har man graa gneislignende Skifer m. M., faldende 1 nordlig Ret-
ning. Denne Observation kunde gnskes gjentaget under gunsti-
gere Forhold end de forhaandenværende. (Stærk Regn).

Den 31te. Fra Norddal tog jeg Skyds indigjennem Fjorden
langs Nordsiden. Ved Norddal: Gneis og hvid, skifrig Kvart-
sit. Lagene her indigjennem Fjorden er bølgende, dog i det
Hele taget faldende mod N.

Vei fra Øren til Solheim: Glimmerskifer og en finkorning
skifrig Bergart, bestaaende af Feldspat og Kvarts. Fald mod N.
Endvidere Hornblendeskifer med lidt Granat, graa gneislignende
Skifer. |

Vei fra Midtbø tll Sundals Vand: Kreppet (= fint kruset)
Glimmerskifer. Fald mod N. t. O. — Overalt sees tydelig lagede
løvklædte Fjelde. Ved Sydenden af Sundalsvandet har man ty-
delig sydligt Fald. Jeg roede over den vestlige Halvdel af Sun-
dals Vand og tog saa Veien langs Vestsiden af Elven og Van-
dene op til Grøndalen (26). Ved det sydligste af de to Vande
nedenfor Grøndalen møder Sandstenfeltet over graa gneislignende
Skifer, faldende i nordnordøstlig Retning. Kort syd for det nord-
ligste af de to Vande iagttoges Sandsten med Konglomeratlag,
faldende steilt mod N. I Smaaelvene her iagttages Sandstens-
blokke, tildels finkornige, indtil Lerskifer (rødlig). Forsteninger
eftersøgtes forgjæves.

Strax 1 N. for Gaarden Grøndalen falder en Fos udover
svære Konglomeratbænke. Konglomeratet bestaar af Grus og
noget Sand, hvori Stykker (mest mindre, kantede) af kvartsitlig-
nende, for det Meste lyse Bergarter. Meget ofte udviser den for-
vitrede Overflade en stribet, finkornig Blanding af Kvarts og
Feldspat. Glimmer mangler eller er oftest kun tilstede 1 ringe
Mængde. Dog sees enkeltvis Stene af Glimmerskifer. Ingen gode
Graniter, Gneiser, Grønstene eller grønne Skifere var at se.
Nogle faa Knoller bestod af ren Kvarts.

*) Elven, der løber nær Nordals Sæter, falder ud i Lille Vand.

116 Hans H. Reusch.

Søndag den lste August tog jeg fra Sundal mod Ø. gjennem
Budal (27). I Elveleiet sees svævende Lag af feldspatførende Kvart-
sit. Den formodedes at være ren Kvartsit indtil en karakterı-
stisk forvitret Flade fremfandtes; det er den samme Bergart, der
er Hovedbestanddel af Konglomerat 1 Grøndalen.

Paa Veien mellem det inderste af Budalen og Store Vand
har man god Gneis, tildels meget glimmerrig, samt hvid,
skifrig, feldspatførende Kvartsit. Altsammen forekommer 1 svæ-
vende Lag. To kjæmpemæssige Blokke af det sædvanlige Kon-
glomerat saaes noget i Ø. for Høidepunktet. Senere saaes nok
et Par.

Omgivelserne af Store Vand (28) er overalt hvid, feldspat-
førende Kvartsit i svævende Lag. Fra Vandet gik jeg et Stykke
mod N. og saa Konglomeratfjeldene. (I Kaldevasnykerne).

Dernæst tog jeg Veien mod S. til Hjortesæter. Her optræ-
der den samme feldspatførende Kvartsit. Faldet er mod SV. ikke
stellt. Ved Sydenden af Vandet: samme Fald 20°. Ved Elvens
Udløb af Store-Vand falder Lagene mod NNV. 30° og mere.
Den feldspatførende Kvartsit indeholder Blade af lys og grønlig
Glimmer. Kvartsaarer, der er indtil 2 Fod mægtige, gjennem-
sætter Bergarten flere Steder.

Nedstigningen til Hjemsæter (29) skede i Skodde, Regn og
. Mørke.

Mandag den 2den August fulgte jeg Kjereveien mod N. til
Strømme ved Hyen Fjord. Ved Hjemsæter optræder steilt-
staaende VNV. til OSO. strygende Lag af feldspatførende Kvart-
sit, tildels glimmeragtig.

Ved Elvens Udløb af Skjælbrei-Vand: mod SSO. faldende
steile Lag af feldspatførende Kvartsit. Af dette findes store
Mængder. Vestenfor Vandet ser man Konglomerat-Sandstenfeltet.
Længere nede i Hoveddalen eptreder gneislignende Skifere med
steilt Fald i samme Retning. Flere Steder saaes Sandsten- og
Konglomeratblokke. Konglomeratet er her af en anden Beskaf-
fenhed end Grendalens, indeholder f. Ex. Syenit.

Den 3die August tog jeg Skyds til Aalfoten. Et Stykke
udenfor Stromme iagttoges paa Vestsiden af Hyenfjorden Gneis i
tynde glimmerrige og glimmerfattige Lag; den er foldet.

Paa Vestsiden af Fjorden (ikke paa Østsiden) ser man Kon-

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 117

glomeratet over Skiferen. Af nedfaldne Stene kan man studere
dets Natur. Stenene er afrundede, indtil fodstore. Bindemidlet
er Gräs, gjerne grenlig farvet. Bergarterne er Syenit (hvid- og
gronflekket, ogsaa med redlig Feldspat), Hornblendegranit, redlig
og graa Granit (en middelskornig med grenlig Glimmer specielt
noteret), Gneis, kvartsitlignende Bergarter, tildels med Granat,
ren, hvidlig Kvarts, enkelte Grenstene. Hornblenderige, grenlige
Skifere er neppe tilstede. (Sten fra Skjerdalen: se Fig. 19).

Vestsiden af Fjorden et Stykke udenfor Holmen: Gneislig-
nende Skifer faldende svagt mod NV. Dette synes at vere Ho-
vedfaldretningen for Konglomeratfoden.

Fig. 18.

=

== cc
Konglomeratet overleiret Skiferformationen paa Vestsiden af Hyenfjorden,
ligeoverfor Osmundsnes. Fjeldveggen er henimod 3000 Fod hei.

Vestsiden ligeoverfor Osmundsnes: feldspatferende Kvartsit
med noget grenligt Glimmer, faldende svagt mod SV. Dette
Fald var en Undtagelse. (Irgens’s Optegnelser om denne Stræk-
ning lest). Fjeldet over Osmundsmæs paa Østsiden af Fjorden
fremviser store Svaberg, dannet, som det synes, af steilt mod NV.

hældende Skiferlag.

Længere mod N. paa Vestsiden af Fjorden: gneislignende

118 Hans H. Heron

Skifer, grenlig farvede af noget kloritagtig Substans. Tildels for-
hersker de grønlige Bestanddele. Lagstillingen or bølgende.

YY
2/7
Im,
Un

1 DD Fod af en løs Blok, Skjærdalen ved Hyenfjord.

Bindemidlet er grønligt, sandstenagtigt eller Grus. Naar undtages Syeniten,
som er rig paa Hornblende, er de andre Bergarter meget fattige paa
morke Bestanddele. Disse er tildels Glimmer, tildels et kloritlignende
grønligt Mineral. Kvartsiter, som forekommer (sandsynligvis de uden
speciel Betegnelse anmerkede Stene, der ved en Forglemmelse ingen
Paaskrift har paa Originaltegningen) er feldspatferende. Paa Grund
af Graniternes og Gneisernes Fattigdom paa Glimmer, er de hverken
synderlig forskjellige indbyrdes eller fra den feldspatforende Kvartsit.

Hyenes (30): graa gneislignende Skifere i belgende Lag.

Det everste af Fjeldskraaningen ovenfor Skejsnes: Konglo-
merat. Efter Fjeldets Udseende at domme, synes intet Konglo-
merat at forekomme paa Nordsiden af Hundvikfjord, saaledes ikke
i Mørkesætfjeld (32), der synes at være Skifer til Toppen.

Skjælbreid (staar ikke paa Amtskartet): finkornig Gneis (lys
Glimmer saaes) 1 steile O.— V. strygende Lag: Længere mod V.:
finkornig graa Gneis 1 steile Ø.—V. strygende Lag.

Over Hammeren sees Konglomerat i Heiden. Nedfaldne
Blokke deraf hgger her som andetsteds heromkring.

Metenes: finkorniz graa Gneis i tydelige Lag, tildels vex-
lende med feldspatførende Kvartsit. Lagene falder meget steilt
mod N.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 119

Længere mod V. vedvarer Gneis med samme Lagningsforhold.
Lidt af en tet, vanskelig bestembar, grenlig Bergart saaes i den.

Fig. 20.

if
Ue

LP ^ Nr I
ZA FE BØD
LAW ug ILL ffs

S3

Konglomerat over Gjegnalund. Sandsten.
Gneis. Gneis.

Fjeldet Skjæringen og Øxendalselvene (31), seet fra V., fra Aalfoten Fjord.

Øxendalsfosserne (31) falder over Konglomerat, som det sy-
nes, rigt paa Syenit. Den umiddelbare Grendse mod Gneis er
her dækket af skovbevoxet Ur.

Kort i V. for Fosserne findes et lidet Gneisparti der, hvor
Husmandspladsen Gjegnalund er. Man har her steile Ø.—V.
strygende Lag af finkornig, graa, tydelig Gneis. Kort i V. for
Gjegnalund træffer man atter Konglomerat. Saa har man graa-

ligblaa Sandsten, faldende mod SO.
E Jeg gik iland noget est for Vik paa Nordsiden af Aalfo-
tenfjord. Her er Konglomerat. Veien vestoverfører her gjen-
nem et paafaldende Skar, (uden nogen nævneværdig Bek), der
gaar parallelt Fjorden.

Mellem Vik og Myklebust, der ligger længer 1 V. (42), har
man Sandsten, tildels med lidt Konglomerat ı steile NO.—SV.
strygende Lag. Kvarter: Sigdestad.

Onsdag den 4de. Sigdestad: Sandsten faldende steilt mod
SO. Paa Veien østover henimod Vik sees, som allerede nævnt
igaar, Sandsten og Konglomerat at vexle. Det sidste bliver om-
sider eneraadende. Det indeholder afrundede Stene paa indtil
en Fods Størrelse af hvid Granit med hvid Feldspat, graa Kvarts
og for det meste grønlig Glimmer. Denne Bergart er aldeles
overveiende, ja saa at Konglomeratet undertiden (vel, hvor Grus
af samme Bergart, Graniten, er Bindemiddel) faar Udseende af
regenereret Granit. Ved Siden af Graniten indeholder Konglo-

120 Hans H. Reusch.

meratet underordnet noget Syenit, Pegmatitbrudstykker og en
temmelig tæt, grønstenagtig Bergar, tm. M.

Fig. 21.

ZU NN SS Y
Sy 4 E IN
7d ^ jy 1 CM DW
SOE // y^ Leet IE
EG YA D M a Jå A SN N

LH 37 AA A ESS IE

3 ELLI HE D n SID SSS
Darei Mr — © / DS ERE SER
MR fie te eo
messe == AG = =

a m JR EG 26 Jå Å LL

07 AZ - å pl ou NE ~
RS LØD ING Y NESSET
2 DIE WY fh yf EN LE Z === Ses
= KTL Fl LA I ES >
OZ (i M =
=== = = ===>
= = = = -- —— ==
=== === === =
M V

Jelsnæs (32) med det vestenfor liggende Fjeld, seet fra Ø. af.

Der, hvor Fuglene flyver, har inan Konglomerat-Sandstenfeltet, Resten er
Gneis og andre krystallinske Skifere.

M og V den omtrentlige Plads for Myklebust og Vik.

Fra Vik steg jeg et Stykke opover Fjeldsiden i N. for Gaar-
den, omtrent som til de to Prikker paa ovengaaende Tegning. En
Forsænkning skiller Konglomeratet fra Uren, som stetter sig til
Fjeldfoden. Over denne træffes finkornig graa (Gneis i steile,
næsten lodret mod SSO. faldende Lag.

Fra Vik reiste jeg rundt Jelsnæsset (33) langs Kysten til
Domsten (34).

Noget i V. for Askevik har man Gneisen; ved »Holmen«
noteredes her Fald mod SSO. Gneisen vedvarer hele Tiden. —

Den felgende Dag kom jeg til Flore, hvor jeg blev Freda-
gen over.

Af Reisedagbogen for 1879. Søndag den 20de Juli ankom jeg
til Moldeen ved Udlebet af Nordfjord og reiste samme Dag til
Bortne iO. for Hornelen Fjeld. Rugsundeens Vestspids (38):
Gneis i det Store taget hældende mod Sundet ca. 45°, altsaa
mod SSV., tildels ogsaa foldet. Længere Ø. mod NNØ. Videre
Ø. paa en liden Holme mod SSØ., temmelig steilt. Hele Tiden
var det Gneis. Nordpynten ved Indlebet til Bortnepollen (39): .

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 121

eraa, glimmerferende, noget gneislignende Skifer, heldende over
45° mod S. Langer inde fremdeles graa, ikke gneislignende,

= E
Hornelen seet fra Ø. Tegnet i Forbifarten paa Dampskib.
Der, hvor de to Fugle flyver, er Grændse mellem Konglomerat og Skifer.
De i Skiferen fremhævede Partier er en lys Bergartvarietet.
Tlivenstre nær Seen sees to kegleformede Ure.

krystallinske Skifere. hældende steilt mod S., tildels noget fol-
dede. Paa Sydsiden af Pollen sees Konglomerat-Sandstengrænd-
sen omtrent midt efter Fjeldet. Kvarter: Bortne (40).
21de Juli gik jeg mod Øst op gjennem Bortnedalen: Glim-
merskifer, gneislignende Skifere, Kloritskifer med Glimmer, heel-
dende steilt mod S., saa (dette gjælder kun et lidet Stykke) mod
N., derpaa fremdel.s Fald mod S. Tra Ugle Sæter (41) gik jeg
mod S. Paa Opstigningen her: finkornig graa Gneis, noget Øie-
gneis, hældende steilt mod S. Ganske nær ind paa Konglomerat-
grendsen sloges Gmeis. Konglomeratet (paa Sydsiden af to ikke
paa Amtskartet afsatte Vande) afvexler med Sandsten. Faldet,
som det synes, nogenledes steil mod S. Fra Fjeldryggen her
har man en udmerket Udsigt mod S. Bergarten i nærmeste Fjeld
syd for Myklebustdalen synes at stryge omtrent Ø.—V., medens
""Snenibben (45) er overordentlig vakkert bænket med Fald mod Ø.,
ea. 20°, se Fig. 23. Fjeldene 1 sydvesthg Retning synes derimod
at falde ca. 75° mod SØ. Nær Grændsen saaes i Konglomera-
tets sandstenagtige Btndemiddel noget, der kunde tydes som et
yrlidet Stykke af et Fossil (Enkrinitstilk). Nedigjennem Dalen
fra Myklebust Sæter til Myklebust: gren Sandsten med smaa Glim-
merskjel uden Forsteninger, hældende henimod 90° mod SSO..
Kvarter: Myklebust (42) ved Aalfotenfjord.

122 Hans H. Reusch.

Den neste Dag, den 22de, satte jeg over til Sydsiden af
Aalfotenfjord. Bergarten er her gren Sandsten, hældende 50°
mod SØ. Paa Opstigningen mod Dauremaalsvand (44), hvilken er
temmelig besveerlig, vedvarer Sandstenen. Dauremaalsvands nord-
ostlige Side synes at dannes af en Morene. Ved Vestenden har
man fast Fjeld: grenlig Sandsten, hældende omtrent 20° mod
ØNØ. Hist og her sees en enkelt afrundet Sten i Sandstenen.
Dennes Lagning er i Regelen ikke aldeles regelm:essig; ofte ser
man falsk Lagning; den ligner overhovedet, hvad Lagning an-
gaar, Snit, som man ser 1 Sandterrasser. Blokkerne i en Ur, der
var nedramlet fra Siderne af Storehesten, bestod af samme Berg-
art. Det nævnte (nøgne) Fjeld viste sig (i god Belysning) meget
ensartet, bestaaende af Lag, hældende i østlig Retning ca. 20°.
Syv tynde Vandstreenge henge nedover en større Bænk. Jeg
steg ned til Fjorden i Retning af Viken, overalt Sandsten. Her
bliver altsaa en Rettelse at foretage paa det udkomne geologiske
Oversigtskart over det sydlige Norge. Kvarter: Myklebust.

Den 23de satte jeg i Baad over til Viken og gik derfra ind-
over til Førde (43): Sandsten, henimod Førde faldende ca. 45? -
mod SØ. Fra Førde tog jeg Veien mod V. op gjennem Førdes-
dalen. Her er adskillig bedækket. Ved en forladt Sæter sees
Sandsten, hældende mod ØSØ.; Faldretningen dog ikke tydelig
at iagttage. Ved Østenden af det første Vand, man møder paa
Vandringen op gjennem Dalen, iagttoges Lagernes Hældning
utvivisom 20° mod I. Længere op sees paa begge Sider af Da-
len vakkert laget Sandsten, hældende ca. 35° mod Ø. (eller kan- |
ske rettere mod ØSØ.). Noget fer man kommer til Lille-Ferdes- |
vand, iagttages et Fald paa 30° mod ØNØ. Fra Lille-Fordes-
vand tog jeg først Veien mod SSV. op gjennem en liden Dal, |
øverst forbi et langt og smalt Vand. Lagene falder her 25° mod |
ØSØ. Saa tog jeg Veien mod V. (lidt NV.) opad Svaberg, der
her dannes af Lagfladerne. Jeg fulgte en Elv indtil et lidet
Vand, hvorfra den randt ud. Derpaa tog jeg et kortere Stykke
mod SV. opad; Lagene falde her mod SØ. Det var nu bleven |
sent paa Aftenen, Veien tidligere havde været meget besværlig |
med Vandring gjennem Ur og Elvevadning; nu overfaldtes jeg
af tyk Taage, sda jeg maatte overnatte paa Stedet, hvor jeg var |
(46), i Sneregionen op imod Hjelmenfjeld. Den neste Morgen |
laa Taagen fremdeles, saa der intet andet var at gjøre, end atter |
at tage den besværlige Vei tilbage til Førde, istedetfor at vandre |

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 123

. videre ad den, idetmindste for Folk paa Førde, fuldstændig ukjendte
Vei til Nordgulen. Til de evrige Ulemper kom nu Mangel pad
Mad.

Den neste Dag hvilede jeg ud. Graaveirét vedvarede.

Den 26de tog jeg Baad til Myklebust og gik derfra langs
Stranden mod @. Indtil Vik har man Sandsten, faldende steilt
mod SSØ, saa kommer et Stykke Konglomerat, saa indtil Aske-
vik paa Jelsnes (32): gneislignende Skifere, tildels Øiegneis. I
Askevik ventede jeg flere Timer paa et Dampskib, Gravdal, som
den Dag skulde gaa ud Fjorden, men forgjeves; det oplystes se-
nere, at det netop havde forandret Rute; jeg maatte derfor reise
med Skyds udover; foreløbig reiste jeg over til Torheim, hvor jeg
_overnattede, Her er gneislignende lodrette Skifere, der stryge
ONO.—VSV.

Den 27de, en regnfuld Sendag, reiste jeg til Domsten (34).
Ved Isenæsset: Grundfjeld 1 lodrette SV.—NØ. strygende Leg.

Den 28de drog jeg videre vestover: Grundfjeld. Noget 10.
for Daviken (35): Gneis med sort Glimmer, Streg over en sterre
Strekning SV.—NØ., lodrette Lag. Paa Næsset iV. for Daviken
sees finkornig graa Gneis med sort Glimmer. Steile SV.—NØ.
strygende Lag. Videre vestover vedvarer Grundfjeldet, Lagnin-
gen noget mere utydelig. SV.—NØ.-Strøg gjennemgaaende. IV.
for Endal: Gneisgranit, rødlig med mørk Glimmer. — Strøget sy-
nes ogsaa her at være SV.—NØ.; men nogen Faldretning kunde
ikke iagttages paa Tverbruddet. Ganske nær ved tydelig Lag-
ning. Videre til Rugsund (37): Grundfjeld. Fra Rugsund reiste
jeg mod S. stadig i den Tro, at jeg passerede Grundfjeldslag
hældende mod NV. og steiltstaaende. I S. for Kragevik var jeg
iland: Gneis rig paa sort Glimmer og Hornblendegneis, hældende
mod NNV. ca. 60°, maaske ikke ganske udseende som Grund-
fjeldet ellers her omkring. Hornelens (H) Fod: Glimmerskifer med

smaa Kvartslindser (»sammenrøret<), foldet og kruset. I Uren her
| sees en herlig Breccie med lidet Bindemiddel, indeholdende
større og mindre temmelig kantede Stene, fornemmelig af Gneis,
Gneisgranit, Hornblendeskifer, Kvarts. Kvarter: Hænøen (47).

Den 29de Juli. Ved Hænøen har man Sandsten, hældende
omtrent 30° med SØ. Herfra tog jeg Veien over Fjeldet mod
S. Sandstenen vedvarer; ovenfor Sande (48) ved Nordgul-
fjord, noteret hældende ca. 25° mod SØ. Denne Lagstilling

124 Hans H. Reusch.

er gjennemgaaende for den passerede Halve, og sees ogsaa om-
kring Risevandet (49). IS. for Rise vedvarer Faldretningen mod

Snenibben (45) paa Sydsiden af Ferdesdal i Nordfjord. Seet fra N.
(Fjeldryggen i S. for Ugle Seter).

SO. som fer. Ned mod Indre-Hus er der meget bedekket.
Kvarter: Myklebust (50). Paa hele den gjennemvandrede Stræk-
ning er der ingen Tegn til Forrykninger.

=
Fig. 24.
Kjeipen. Risebera. Rikeloft. |
ME & N x
EL ys 1 vU
= — 5j ue À f S
ee MESS

f i») d m * JEMEN UV ==
il AAN NINTIN ZL Li T =
IRN y

NU N S : SS
aca Ze

REA =
- u =

AM
—=

==

\
===
WOLSENXZ,

Rise Vand.

Fjeldene i SØ. for Rise-Vand (49). Hovederne af Lag heldende mod SØ.
(Tegnet fra Fjeldheiden i N. for Sande).

Den 30te Juli gjorde jeg en Tur 1 Retning mod ®. for Mykle-
bust henimod Bunden af Midt-Gulen-Fjord. Lagenes Heldning er
her mod @. til N., 20°. Betragter man Sandstenen paa Brudflader,

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 125

der skjerer Lagningen, ser man som oftest Uregelmæssigheder i
Skiktningen ‘ved afvigende Leining, Belgning og Krusning af

Sande (48).

Udsigt over Nordsiden af Nordgulfjord fra Heiden henimod Rise Sæter.
Sandstenlag hældende mod 0.

Dm =

10 M. af den forvitrede Overflade af Sandstenen (Laghoved) i Ø. for Myklebust,
Midt-Gulen-Fjord. Viser Lagningsforhold, der ikke er usædvanlige hos
Sandstenen.

Lagene o.s.v. Lagningen er imidlertid temmelig regelmessig i det
Store, saa den sees vidt og bredt selv i temmelig fjerne Fjelde,

126 Hans H. Reusch.

saaledes de, man ser mod Ø. Fra Myklebust (50) reiste jeg
vestover 1 Baad: Bergarten er her uafbrudt Sandsten; hist og
her iagttages 1 forskjellige Niveauer enkeltvis indstreede tilrun-
dede mindre Stene. Faldretningen er konstant mod SØ. Ingen-
steds saaes Mulighed for en Forrykning. Specielt har jeg note-
ret: Indlebet til Vindspollen: Fald mod SØ. At Faldretningen
ogsaa paa Nordsiden af Midt-Gulenfjord er 1i esthg Retning, sees
under Seiladsen. I V. for Indlebet til Ser-Gulenfjord (51): Fald
mod SØ. ca. 20°, gjennemgaaende. Videre mod V.: Fald frem-
deles mod SØ. med noget nær samme Faldvinkel. Fiskholmen:
Breccie. Kvarter: Kallekaag.

Fortsættelse af Reisedagbogen for 1880. Lørdag d.7ie Au-
gust tog jeg Baad fra Flore mod V. ud til Kin. Under Udfar-
ten ser man, at Fere viser som en Afsats og Antydning til en
Strandlinie.

Stabben Fyr: Breccie af skarpkantede Stene indtil 1 Kvar-
ter store. Bindemidlet er Grus — Bergarten er tydelig laget,
faldende mod NNO. Stenene i Konglomeratet bestaar næsten ude-
lukkende af feldspatferende Kvartsit; denne er tildels noget glim-
merrig og bliver da vel hellere at Pene for Eri

Aanøerne: det samme. Stenene 1 Konglomeratet indtil fod-
store. Lagningen er ogsaa her tydelig. Løse Blokke af Gneis-
3ranit, Eklogit, Sandsten, fremmed Konglomerat, deriblandt et
af Grenstensskifer saaes.

Østsiden af Skorpen: Samme Bergart som før.

Skorpeidet: Skifer, tildels gneislignende. Feldspat, som for
en Del er rød, optræder et Sted ı rigelig Mængde og saa store
Øine, at en Øiegneis med grenlig Glimmer fremkommer.
Jeg steg op til det øverste af Fidet ı N. for Gaarden. Paa Vest-
siden har man Skifer... Strøget i det Store taget Ø—V. Faldet
væsentlig mod N., forresten kruset og foldet hele Tiden; paa
Østsiden møder øverst oppe Konglomeratfeltet med en Breecie,
der synes at bestaa af Stedets Be orgarter.

Søndag den 8de August reiste jeg over til Skorpen Gaard:
Skifer, bestaaende af en Ga ornig Blanding af Feldspat og Kvarts
med lys Glimmer. Heri optreder talrige ‘Smaak og Smaa-
aarer af Kvarts. J Knuderne ogsaa Kvarts. Hornblendeholdige
Skifere saaes ogsaa. Overhovedet optræder flere Varieteter af
Skifer. I det Hele stryger de Ø.—V.; de staar lodret eller fal-

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 127

der stellt mod N. Fald mod S. er ogsaa iagttaget. I SV. for
Bunden af den lille i N. for Skorpen Gaard indgaaende Bugt
forekommer noget Gabbro.

1 [] Fod Overflade af Skiferen paa Stranden ved Skorpen Gaard.

Stribningen fremkommer derved, at Glimmeren forvitrer raskere end Resten.
Der optreder Knuder og Aarer af Kvarts og noget Feldspat, den sidste nok
blot i Knuderne, ikke i Aarerne.

Mandag den 9de tog jeg en Baad over til den lille Nærø 1
V. for Skorpen. Her er samme Bergarter med samme Lagnings-
forhold som paa Skorpen, Ved »Sendre Madhullete er en, for-
resten lidet bred, groftformet Forsenkning fra N. mod S. tvers-
over hele Men. Den formodedes at være en Fortsættelse af Høi-
skarets Gang paa Øen Kin (se foregaaende Afhandling);
men fast Fjeld saaes ikke 1 den, saa dette nok kan vere tem-
melig tvivlsomt.

Tirsdag den 10de reiste jeg over til Sydvestsiden af Lille
Batalden (52). Bergarten her er Hornblendeskifer, hvori Partier
af feldspatforende finkornig Hornblendesten, mindst indtil 20 M.
lange. Hvorvidt den her omhandlede Hornblendeskifer er en la-
get Bergart, synes tvivlsomt. Strøget, forsaavidt man kan tale
om dette, er NV.—SO.; Faldet lodret.

Over Hornblendeskiferen kommer med skarp og tydelig, no-
get ujevn bugtet Grændse Breccie. Stenene i denne er skarp-

128 Hans H. Reusch.

kantede, heist kantrundede. Bindemidlet er fastkittet Grus og
Sand, tildels fin. Lagningen er temmelig tydelig; de flade Stene
er gjerne fladtliggende. Den saagodtsom eneraadende Bergart er

1 Fod Fjeld ner Grændsen mod Hornblendeskifer. SV-Siden af Lille-
Batalden (52). Stenene er feldspatforende Kvartsit, tildels ogsaa nogle
gronlige skifrige, kvartsitlignende ikke noiere bestemte Bergarter.

feldspatferende Kvartsit 1 flere Varieteter, (Feldspaten optræder
tildels i Mine paa en Maade, der minder om Øiegneis); endvidere
forekommer nogle grenlige, skifrige, kvartsitlignende Bergarter. En-
kelte Knoller af ren Kvarts, et enkelt Marmorstykke (forvitret,
derfor ı en Hulning) er ogsaa seet. Neppe nogen Sten opdagedes
der kan henferes til Underlagets Hornblendeskifer.

Længere fra Grændsen er Bergarten udmærket laget med
vexlende Grus- og Breccielag. Heller ikke her saaes 1 Berg-
arten nogen Rullesten af Granit, tydelig Grundfjeldsgneis eller
Syenit. Kun yderlig faa hornblenderige Stene optraadte.

Den lille @ (53) 1 N. for Kvalesund paa Skorpen bestaar i
sin sydvestlige Del af Skifer, 1 sin nordvestligste af Breccie.
Grændsen stryger i Retningen VNV. til OSO. Skiferen er feld-
spatførende Kvartsit, tildels gjennemsat af Kvartsaarer. Den vi-
ser partivis en paafaldende Brecciedannelse, der er noget ganske
forskjelligt fra den nysnævnte overleirede Breccie. Skiferen er

N |

. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 129

nemlig opdelt i en Masse skarpkantede, større eller mindre Stykker,
der dels er lidt, dels noget mere forrykkede mod hverandre. Bin-

Mandshoide.

GG = 7

Klippe paa den lille Ø (50) i N. for Kvalesund paa Skorpen.

Breceie af flere Varieteter af feldspatforende Kvartsit øverst. Underlagets
Bergart, en feldspatførende Kvartsit, forskjellig fra de i Konglomeratet
raadende Varieteter, er tildels nær Grændsen en Breccie, idet den er
opdelt i Smaastykker, der er mere eller mindre forskudte indbyrdes.

demidlet er Grus af samme Bergart. Kun nærmest Grændsen,
hvor denne Brecciedannelse især er fremherskende, ser man hist
og her en Smule af den overliggende Breecies Sand som Binde-
middel i den underliggende. Inde i den overliggende Breceie
ser man nu og da et skarpkantet Stykke af Underlagets Bergart.
Dette er nærmest Grændsen; lidt længere borte fra denne opda-
ger man neppe en Sten deraf. Den overleirede Breccie ligner
aldeles den fra Lille-Batalden beskrevne. Et Stykke borte fra
Grændsen er den udmærket laget, idet den opviser en Vexling
af Breccie, Grus- og Sandlag. Undtagelsesvis forekommer Smaa-
lag af fin, stærkt rødlig Sandsten.

Ved Kvaløsund, paa Skorpen har man gneislignende, finkornig
Skifer med grønlig Glimmer, foldet; Fald i det Hele mod SSO.
Kort i Ø. for Gaarden har man Grændsen mod den overleirede
Breccie. Underst er denne tildels en Breccie af Stedets Bergart,
der ellers er meget lidet repræsenteret deri. Nesten eneraa-
dende er lyse feldspatferende Kvartsiter. Et Sted (lengst mod

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II.

130 Hans H. Reusch.

N.), hvor den omtalte Breccie af Underlagets Bergart ikke
optræder, iagttages tydelig afvigende Overleining. At der i Un-

Fig. 30.

Mandsheide.

Breccie afvigende leiret over gneislignende Skifere.

derlaget er en virkelig Lagning og ikke blot en Strukturretning
blev specielt iagttaget. I de gneislignende Skifere optræder
Kvartsaarer.

DN (y S m

SS, ESS NA

SY) N N
I.

Fig. 31. Lag af Sandsten og Breccie. Lille Langeens Sydende.

Jeg reiste forbi den iS. for Vevlungen liggende (Lille) Lang-
sens Sydende, hvorfra ovenstaaende Tegning, der viser Sandsten med

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 131

Breccielag, er. Faldet er fladt mod N. t. O. I Sandstenen optre-
der ofte Partier, hvor man ser afvigende Leining, saaledes til-
heire for Mandens Hoved paa Tegningen.

Paa Naute og Vevlungen (54) bliver Sandstenen saa godt
som eneraadende. Ganske underordnet optreder Konglomerat
med afrundede Stene; foruden de omhandlede Kvartsiter mere
typiske Gneiser, Graniter, Syeniter, en red Sandsten. Faldet er
svagt mod @. Nordsiden af Fang er Sandsten med samme Slags
Konglomerat. Fald 20° mod @.

Bataldens sydvestlige Del er Kvartsitbreccie som Lille-Ba-
taldens; derover kommer omtrent 20 M. grønlige og rødlige Ski-
fore, tildels noget sandstenagtige; derover et Granit-Gneiskonglo-
merat. Altsammen hælder 20° mod Ø.

Sandsten med Kongl.-lag
Granit-Gneis-K ongl.
Skifer

——

Batalden, seet fra S., fra Kvalesund paa Skorpen. Foran ligger Fano.

— =

Henimod Batalden Gaard sydestligst paa Oen: Sandsten med
Konglomeratlag. Kvarter: Batalden Gaard.

Onsdag den lite gik jeg ferst mod N. til Stoksnæs, nord-
ostligst paa Batalden: Sandsten med Konglomeratlag (afrundede
Rullestene), hældende mod Ø. Herfra tog jeg en Baad over til
Vestsiden af Øen. Paa SV.-Siden af Nordspidsen, Kjelnæs, sees :
et ganske lidet Parti krystallinsk Skifer. Stark Segang hindrede
mig fra at komme paa Land her. Lidt længere i S. ser man ved
Stranden Kvartsskifer med lidt grenlig Glimmer og flere andre
krystalhnske Skifere. Over dem kommer en Breccie af mest
flade, skarpkantede Stene: Kvartsit, gjerne glimmerførende, lig-
nende Underlagets, mere glimmerrige Bergarter, tildels tydelig
Glimmerskifer med Granat”).

*) Denne Breccie indeholdt ikke saa meget hvid Kvartsit som den paa
Bataldens Sydside.
9*

132 Hans H. Reusch.

At der over dette kommer Konglomerat med afrundede Stene,
kunde sees paa Stranden, hvor der laa nedfaldne Stene deraf.
Disse fremviste tildels et smukt Hautrelief, i hvilket de enkelte
Stene (lidt Granit og adskillig Sandsten saaes) stod frem næsten
isolerede.

Længere i S. (det nordvestligste af Øen) bestaar de
smaa Skjær udenfor Stranden og ‘selve denne af krystallinske
Skifere: Glimmerskifer, kvartsitrige Skifere m. m. Disse naar
sandsynligvis her et godt Stykke op paa Fjeldsiden. Videre syd-
over er Fjeldsiden lige ned til Stranden dækket af Ur af Kon-
glomerat, mest [eller udelukkende?] med afrundede Stene. Urens
Blokke er nederst af Bølgerne afrundede til over favnstore Rulle-
stene. Her er derfor vanskelig at komme frem, og jeg gik der-
for ikke synderlig langt i denne Retning.

Batalden er ubestigelig paa Vestsiden; her er den indtil heit

op for største Delen bedækket med Ur.

Skiferlaget, der omtaltes fra Bataldens Sydside, synes efter
Fjeldets Udseende i det Store og Urene at dømme, ikke at fort-
sættes om paa Nordsiden af Øen. I ethvert Tilfælde er det ikke
her mægtigt; en liden Afsats paa Fjeldet, svarende til Skiferens
Plads, saaes dog ogsaa her. Skiferen maatte vel søges 1 Baad
ved Stranden kort i V. for Stoksnæs; hertil havde jeg ikke An-
ledning.

Fra Batalden satte jeg over til Domben (55) paa Hovden.
Fra Domben til Bareksten (56) har man hele Tiden Sandsten,
faldende 20° mod N. t. 0.

Paa Vandringen over Hovden studerede jeg Sandstenen no-
get neiere. Den er grønlig, finkornig, paa friskt Brud tæt.
«Den indeholder gjerne, dog ikke alle Steder ligemeget, yr-
smaa Glimmerblade. En Stribning efter tynde lettere for-
vitrende Lag sees paa Overfladen, men lader sig ikke iagttage
paa friskt Brud. Sandstenen er ved tynde, 1 Detaljen lidet re-
gelmæssige, grønlige Lerskiferlag afdelt i Bænke. Lerskiferlagene
viser her, som ogsaa iagttaget andetsteds, naar de spaltes op, ofte
et Netværk af Sprækker udfyldte med Sandsten.

Paa Nedstigningen til Bareksten bemærkedes 3 noksaa re-
gelmæssige Slettesystemer: + og L til Strøget samt i Retnin-
gen NO.—SV.

Kvarter: Bareksten.

Næste Dag reiste jeg til Florø.

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 133

Helse: Sandsten faldende mod ©. t. N. 16°. Ser man til-
bage til Hovden, maaler man Faldet der 1 det Hele taget til
omtrent 25°.

Nordre Nærø (57): Fald mod O. omtrent det samme som
paa Helse. Søndre Nærø: det samme.

. Fredag reiste jeg ud til Roten, en liden Ø kort i N. for
Flore, og iagttog der neiere Breccien, navnlig ner Grændsen.
Den bestaar af kantet Grus. hvori ligger kantede Stene, mest
mindre, dog ogsaa nogle enkelte sterre. Bergarterne er tem-
melig rene Kvartsiter (nogenledes tydelige feldspatferende Kvart-
siter lod sig ikke paavise) Kun yderlig faa Stene af andre
Bergarter (grenlig Skifer, glimmerferende Kvartsit) saaes. Til
Gneiser, Graniter, Syeniter saaes ikke Spor. Undertiden sees (se

Hi [] Kvarter Fjeld fra Rotens Breccie.
2 forskjellige Steder. Brudstykkerne er Kvartsit.

den ferste af ovenstaaende Tegn.) Antydning til, at de flade Stene
er fladtliggende. Flere af Stenene i Breccien er kvæstede; de
er nemlig (det iagttages bedst paa de sterre) gjennemsatte af tal-
rge Sprekker og de herved fremkomne Brudstykker en Smule
forrykkede 1 Forhold til hverandre. Stenene kan endog være
opleste formelig til Grus. Undertiden sees en Spræk at vere
forrykkende for flere Stene som paa ovenstaaende Tegning.

Sandbeeret, en Holme tet ved Roten: Sandsten faldende om-
trent 25° mod N. t. O. Lagningen kan i Detaljen være noget
uregelmæssig. Tynde Lag af finere og grovere, tildels formelig
grusagtig Sandsten veksler. Kvartsaarer som f. Ex.hosstaaende gjen-

134 Hans H. Reusch.

nemsætter Sandstenen. Sandbærets Sandsten stryger lige paa
Rotens Konglomerat; der synes saaledes at finde en Forrykning
Sted efter Rotesundet mellem nævnte Holme og Roten.

Fig. 34.

Kvartsaarer i Sandsten. Sandværet ner Flora.

Sandbæret viser Skuring, pegende mod V.

Langeen, et Skjer i S. for Roten, bestaar af Konglomerat,
lignende det beskrevne fra Roten. Et ganske lidet Sandstenparti
her (ved Mens estre Ende), som faldt steilt mod N., viste tildels
en lidet udpreget Lagning, det var somme Steder en smaastenet
Sandstenbreccie. Dette saaes paa den forvitrede Overflade.

Lerdag tog jeg Baad fra Flore wod NO. til Nestholmen:
Breccie. i
Skjærene i S. for Sageen, tet ved Tire (22): Sandsten fal-
dende mod NNO.

Men i V. for Sageen: Sandsten faldende omtrent 40° mod
NON:

Jeg gik iland ved Tirdalssagen paa Fastlandet 1 N. for Tirø
og tog derfra mod N. Der, hvor Veien gaar, er Lagningen ikke
rigtig tydelig. Man gaar i det Hele parallelt Strøget. Etsteds
iagttoges et nogenledes tydeligt Fald mod ONO. Ovenfor Sage-
Vand noteredes Fald 20° mod ONO.

Paa det øverste af Fjeldovergangen noteredes Fald 15° mod
ONO. Lagning med fladt østligt Fald sees meget vakkert 1 Fjel-
dene rundt omkring. |

Den overste Del af Nedstigningen af til Sergulen (47) er

Konglomerat-Sandstenfelterne ı Nordfjord ete. 135

meget let, da den gaar over bekvemme Svaberg, dannet af Lag-
flader. Spredt indstreet i Sandstenen er tilrundede, sjelden kvar-
terstore Stene af Kvartsit, der 1 det Mindste for en Del synes
feldspatferende.

Fra Gaarden Ser-Gulen tog jeg Baad og reiste ud Fjorden
af samme Navn (51). Den gaar parallelt Lagbygningens Streg-
retning. Paa Østsiden har man Laghoveder, paa Vestsiden hæl-
der Lagene mod os. Fjeldsiderne, hvor Lagningen sees udmær-
ket, er bevoxede med Smaaskov. Ser man mod S., viser Fjord-
bunden særdeles vakre og regelmæssige 20° mod Ø. hældende
Lag.

Man kan allerede i Afstand se, at Lagningen 1 den ydre Del
af Mulefjeld, 1 ®. for Mundingen af Fjorden henimod Mulenæs,
falder mere mod OSO. end forresten ved Ser-Gulen. Lagene
tegner sig nemlig her ikke parallelt med Vandfladen, men skraa-
ner opad udefter. Ved Mulenæs noteredes Fald mod OSO. Berg-
arten er Sandsten med enkelte tilrundede Stene, ganske som i S.
for Sergulen. Ner Vandfladen sees i en brat Veg en Del kop-
store Jettegryder paa Rad parallelt Lagningen.

Tænøerne: Fald 25° mod SO.t.O. Holmenæset: Fald mod
OSO. Overalt Sandsten. Kvarter: Rise ved Elven, der leber
ud af Risevand (45).

Sendag satte jeg over til Sande (48) og gik derfra mod NO.
op til Svelgsdalsvand. Den sædvanlige Sandsten faldende mod
O. t. S. Etsteds maalt 30°. Vestsiden af Svælgsdalsvand: Fald
40° mod SO. Længere nordover vedvarer samme Faldretning.
Veien fra Svelgsdalsvand henimod Langevand (58) er meget
besværlig: Skov og Fjeld uden nogen Sti. Øverst ved Lan-
gevand iagttoges temmelig steilt Fald mod SSO. Langesivand:
steilt Fald mod SSO. eller lodret. Kun meget faa af de fra
Sergulen omtalte Rullestene saaes i Sandstenen, som er meget
ensartet. Samme Lagningsforheld vedvarer til den 1 V. for Gaar-
den Myklebust (42) liggende Myklebust Sæter, hvor Kvarter
toges.

Fra Sande til Langevand (58) havde jeg gaaet + Lagret-
ningen, derfra skraat 1 Forhold til denne.

-. Mandag den 16de August gik jeg fra Myklebust Sæter mod
N. Paa Opstigningen til Sæterdals Vand er Sandsten med Fald
steilt mod SSO. eller ogsaa lodıetstaaende.

Ved Sæterdalsvand er Grændsen for Konglomerat-Sandsten-

136 Hars H. Reusch.

feltet. Her forekommer et Konglomerat, fornemmelig bestaaende
af noget afrundede Stene af hvid Granit, lignende den fra Vik.
Et Sted saaes Konglomeratet at bestaa af temmelig skarpkan-
tede Stene af Kvartsit, tildels feldspatforende. Dette er maa-
ske en Brecciedannelse paa Grændsen, da Kvartsiten lignede no-
get Skifere ner ved i Grundfjeldet. Nogle Sandstenspartier,
mest mindre, saaes inde 1 Konglomeratet.

Fra Sæterdalsvand steg jeg videre op paa Domstenfjeld i S.
for Domsten (34). Grundfjeldets Lagbygning er her meget re-
gelmæssig med temmelig sicilt Fald mod S. t. Ø.; nær Græudsen
finkornig Gmeis faldende 10° mod S. t. Ø.; Øiegneis og andre
Gneisvarieteter faldende 50° mod S. t. O.; videre frem Gneis,
noget grovere faldende 70° mod S. t. O.; videre op feldspatfe-
rende Kvartsit og glimmer- og kvartsrig Gneis med Grnnat.

Paa Opstigningen til Domstenfjeld saaes adskilligt (2— 300
Fod) over Grændsen mod Konglomeratet et Par Blokke af Sand-
sten, deriblandt en med afrundede Stene.

Paa Nedstigningen til Doms ten (33) har man Gneis med mork
Glimmer, steil, strygende NO.—SV. Øverst oppe her (jeg gik
ned over den bratte Fjeldside istedetfor at tage en mere vestlig
Retning) har man Skuring mod N.

Den 17de August reiste jeg 1 Baad vestover. Næset strax
i V. for Daviken er graa Gneis med sort Glimmer, strygende
NO.—SV., lodretstaaende. Noget Eklogit forekommer her. Ot-
teren (36): graa Gneis med sort Glimmer faldende steilt mod
SSO. Her saaes Sandstenblokker. Længere 1 V. har man over
et større Parti af Stranden Eklogit. Eldenæs: Gneis med sort
Glimmer uden udpræget Lagning, strygende SV.—NO., lodret-
staaende. Elde: Eklogit, stribet. Kvarter; Rugsund (37)

Den 18de tog jeg Baad fra Rugsund sydover. I den syd-
ligste Del af Rugsundø sees et Parti Hornblendebergart; denne
indeholder tildels Granat; derved fremkommer Eklogit, som viser
Lagning, der staar parallelt de omgivende krystallinske Skiferes
Lag. Langholmen, en Holme i V. for Tjuveholmen: Gneis, til-
dels glimmerrig, faldende steilt mod S.

Hornelens (H) nordlige Fod: graa gneislignende, til-
dels temmelig lyse Skifere 1 svævende (?) Lag. Nedfaldne Stene
viser det høiereliggende Konglomerats Natur. Stenene 1 dette er.
indtil fodstore og mere; de er kantrundede, navnlig de større.
Bindemidlet Grus (mere skarpkantet end de større Stene) og

Konglomerat-Sandstenfelterne ı Nordfjord ete. 137

Sandsten. Konglomeratet viser Lagning efter Bestanddelenes
Sterrelse. Bergarterne 1 Konglomeratet er væsentlig Gneiser, der-
nest Graniter og Kvartsiter. Gneiserne er tildels Øiegneis; saa-
vel de som Graniterne har mest redlig Feldspat.

Jeg gik iland ved Hunskor i N. for Hornelen (H) og steg
derfra op paa Hornelens Top. Jeg tog »Midtskaarveien«, der gaar
gaar temmelig direkte og ikke den sædvanlige Vei. Ved Begyndel-
- sen af Opstigningen har man graa gneislignende Skifere faldende
35° mod SSV. Heiere oppe møder man Kvartsit, hvoriblandt
tydelig feldspatferende. Derover havde man Kloritskifer, øverst
i denne lidt af en haardere grenlig Bergart. Skiferen falder ind
under det overliggende Konglomerat mod SO. t. S. Nederst i
Konglomeratet har man, med god Grendse mod Underlaget, en
temmelig smaastenet Breccie af Kvartsiter, Gneis og grenlige
Bergarter.

Konglomeratet 1 Toppen af Hornelen bestaar af skarpkan-
tede, tildels noget afrundede Stene af Gneis (dels graalig. dels
redlig), Gneis-Granit, samt noget Granit og Kvartsit. Den 1
Bergarterne forekommende Glimmer er mest grenlig. Bindemid-
let er dels Grus, dels Sand. Toppen er gjennemsat af Sprækker,
tildels udvidede ved Forvitring, de er gjerne overdækkede af Ur
af Stedets Bergart.

Fra Store-Taarnet, det heieste Punkt, som ligger længst
mod Ø., gik jeg vestover over den af Konglomerat bestaaende
urbedækkede Hornelseg.

Paa Nedstigningen til Hestevik ved den sydostlige Bred af
Berlepollen (59), passeres en Del Breccie med adskillig grenlig
tykskifrig Skifer. Derpaa kommer man ned paa hvid Granit. I
Ur sees her Konglomerat blot bestaaende af tilrundede Stene af
den hvide Granit.

Den 19de reiste jeg i Baad langs Stranden af Berlepollen,
først paa Øst- dernæst paa Vestsiden. Det langt fremstikkende
Næs 10. for Berlepollens Munding er hvid Granit, hvilken vedvarer
til noget forbi Hesteviken. Graniten er finkornig. Den bestaar
af hvid Feldspat og Kvarts, men er gjerne fattig paa Glimmer;
denne sidste er dels mørk (undertiden brun), dels lys. Et Sted i
N. for Hesteviken indeholdt Graniten porfyragtigt indsprængt vi-
olet Ortoklas.

Den første Skifer, man møder i N. for Graniten paa Øst-
siden af Pollen er en finkornet, graa, gneislignende Bergart uden

138 Hans H. Reusch.

tydelig Skifrighed. Skiferens Fald er i det Store taget ind un-
der Graniten. Længere i N. optræder, som det sees af nedram-
lede Stene, mere grønlige, tildels kloritiske Skifere; videre frem
har man graa, temmelig finkornig Gneis med lys Glimmer. Hen-
imod Bunden af Fjorden (Blaahammeren) iagttages god Gneis
med lys Glimmer faldende omtrent 30° mod OSO. I Gneisen
forekommer Aarer og lindseformige Partier af grovkornet Granit.
Gneisen er neget foldet. Paa Vestsiden af Fjorden har man her
samme Gneis faldende temmelig steilt mod SSO. Langere i S.
har man grønlige Skifere, hældende steilt mod SSO., mørk Kvart-
sit, graa gneislignende Skifer (tildels Glimmerskifer) og mørk,
affarvende, svovlkisholdende Skifer. Svovlkisen gjør Urene rust-
farvede, medens Granitens Ure yderst og Gneisens inderst i Pol-
len er graa. Paa det nordligste af de to Næs 1 NO. for Lisæter
har man noget graa, gneislignende Skifer; den staar lodret og
stryger ONO.—VSV. Denne Observation gjælder kun et enkelt
Punkt. Tvers overfor dette Næs paa Østsiden af Pollen har man
Granitgrændsen. Paa Næset nærmest Lisæter findes et lidet
Parti af den hvide Granit. Over Lisæter og udover mod Berle
har man rustfarvede Ure.

Fig. 35.

Konglomerat paa Hor- Konglomerat. Sandsten
Skiferfeltet. nelens Sydskraaning. Tudsurfjeld. ved Vingen.

Udsigt mod ©. fra Vestsiden af Berlesund, der danner Indlebet til Berlepol

len (59). Bag den flyvende Fugl sees den hvide Granit i ©. for Berlesund.

Den punkterede Linje betegner Grendsen mellem Konglomeratet og Granit-
underlaget, for saa vidt den er synlig fra Betragterens Standpunkt.

Den neste Dag gik jeg tilfods langs den sydlige Strand af
Bremangerland. Ud til Rylandsholmen har man hvid Granit, der
undertiden udviser en lodretstaaende Strukturretning Æ Stranden.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 139

Paa en liden Strækning i @. for Rylardsholmen har man
langs Stranden noget Konglomerat af kantrundede Granitstykker,
forbundne med Sandsten, gulagtig graa. Tildels træler Bin-
demidlet tilbage, og Bergarten kan da vanskelig skilles fra
Granit. Udenfor Rylandsholmen har man Konglomerat med la-
get Sandsten indimellem. Konglomeratets Stene er kantrundede,
indtil fodstore. Det viser Antydning til Lagning; de flade Stene
ligger gjerne fladt. Stenene i Konglomeratet er foruden hvid
Granit: Gneis og grenlige Skifere samt Kvarts.

Idet man har passeret den lille Heideryg og stiger ned til
Vaagene (60) [staar ikke paa Amtskartet], kommer man fra Konglo-
merat ned paa en seig, grenlig, tykskifrig Bergart mellem Kong-
lomeratet og den nordenfor værende hvide Granit. Tt ved Gra-
niten (1 Kvarter derfra) bliver Skiferen paafaldende tet. Umid-
delbart indpaa Graniten (1 Tomme fra den) bliver den end mere
forandret. Graniten er nærmest Grændsen nesten tet (1 Kvar-
ter); lengere derfra er den finkornig, gjerne med Parallelstruktur.
Først et Par Hundrede Skridt fra Grændsen sloges temmelig
grovkornig, stribet Granit. Strukturen staar lodret og er parallel
Grændsen.

ERTER

uon MATS MUN MS ny
el » 4

Grendse mellem Konglomerat-Sandstenfeltet og underliggende krystallinske
Skifere. Vaagene paa Bremangerland.

Fra Vaagene tog jeg Baad ud til Smorhavn. Paa Sydsiden
af den lille Bugt ved Vaagene ser man meget vakkert Konglo-
meratfeltets Overleiring over Skiferne. Underst har man gren-

140 Hans H. Reusch.

lige Skifere 1 steile Lag. Kvartertykke, mer og mindre sand-
stenagtige Lag afveksle, saa ingen Forveksling af Skifrighed og
Lagning kan finde Sted. Derover ligger med tydelig Grændse
en Breceie af Skiferbrudstykker; den er tydelig laget, paa Teg-
ningen faldende fra Beskueren. Smerhavn (61): Granit. Kvar-
ter her.

Den 21de tog jeg en Baad og reiste hen til Frøjen. Rota
saavel som Fiskholmen, hvilke begge ligger ner Smørhavn, er
Konglomerat. Paa Fiskholmen var jeg iland, Konglomeratet her
er tydelig laget; det er dels grusagtigt, dels indeholder det ogsaa
sterre Stene med et Bindemiddel, som enten kan vere grusagtigt
eller sandstenagtigt. Faldet er ca. 50° mod SSO. Stenene i
Konglomeratet er forskjellige grønlige og graalige Skifere, K vart-
sit og hvid Granit. Gruset og de af Skifer bestaaende Stene
er gjerne kantede, medens de sterre, af Granit bestaaende Stene
er kantrundede.

IN. for Bremanger Kirke paa Freien forekommer et Parti
hvid Granit. Denne er dels temmelig grovkornet til Grænd-
sen, dels lige indved denne finkornet, næsten tet. Henimod
Grendsen optraadte tildels en Parallelstruktur, som ikke saaes
lengere derfra.

Hiortdahl og Irgens’s Kvartsit er, saaledes som den viser
sig i den sydestlige Del af Oen, en mork, gjerne blaaliggraa tet,
maaske feldspatholdig Bergart, der er gjennemveevet af smaa
Kvartsaarer. Den er uskiktet og uskifrig, undtagen nær Granit-
grendsen, hvor der findes en Skifrighed, som i Regelen synes
at falde steilt fra denne.

Kallevaag paa Sydsiden af Freien: Kvartsit som den nys-
nævnte.

Kallevaag over mod Lisæter: Grønsten (?) med en Smule
grønlig eller graalig Skifer. Dernæst tog jeg Veien mod N. hen-
imod Stensæter paa Sydvestsiden af Frøien; her forekommer
grønlig Skifer hældende mod NNV. Indesluttet 1 Skiferen ligger
langstrakte lindseformede Partier eller Aarer af Kvarts, gjerne
graa, tæt, med splintrigt Brud. — Kvartspartierne er dels smaa,
dels i eller nogle faa Meter mægtige. Ofte har de Udseende
af at være sammensatte af mange smaa lindseformede Partier.
Det, som indbyrdes adskiller disse sidste, er undertiden tydelige Ski-
ferlag. Tildels er dog Skirerlagene meget tynde; Lindserne synes

Konglomerat-Sandstenfelterne 1 Nordfjord ete. 141

da kun vedSprekker at være adskilte fra hverandre. Kvartsens
Forekomst her minder noget om Jaspisens paa Ytre Sulen.
Den 22de, Sendag, reiste jeg til Flore.

Haastenens Felt.

Den 24de August reiste jeg ind til Bunden af Ejkefjord.
Sydostenden af Branse (62) er graa gneislignende Skifer fal-
dende 80? mod N.- Allerede i Forbifarten ser man, at Ski-
ferne paa Nordsiden af Ejkefjorden falder mod N. og paa
Sydsiden mod S., som af Irgens opgivet.

Den 25de August. Ser man fra Ejkefjord Kirke inderst
i Ejkefjord (63) mod V., viser Skiferne paa Uldtangnæs, det her
fremstikkende Nes, sig meget tydelig lagede, faldende steilt
i sydlig Retning.

Fjeldene mod N. viser meget af en hvidlig Bergart,
Fortsættelsen af Hiortdahls og Irgens’s Kvartsit ved En-
destad Vand.

Ejkefjord mod S. til Sundhordvig (64): Lys gneislignende
meget finkornig Skifer med lys Glimmer og et grønligt glim-
merlignende Mineral, faldende mod N. Videre frem den
samme Skifer faldende mod S. I det Hele veksler Faldretnin-

15 Untim

1 D Kvarter Fjeld i S. for Sundhordvik. En lerglimmerskiferagtig
Bergart opfyldt af Kvartslindser.

gen [ikke Strøgretningen|. Andre Bergarter, som forekommer,
er en lys skifrig Kvartsit, der ligner Florøs, graa gneis-
lignende Skifer tildels med Feldspatøine, god Gneis.

142 Hans H. Reusch.

Fra Sundhordvik gik jeg mod SV. til Osen (65). Paa
Opstigningen fra Sundhordvik har man en eiendommelig
Bergart; den er lerglimmerskiferagtig og opfyldt af utallige
smaa Kvartslindser. Disse tegner sig meget tydelig paa den
forvitrede Overflade. Kvartslindserne er dels forholdsvis
sterre og da ofte temmelig rene, dels ganske smaa, Optre-
der der i dette Tilfælde talrige tet indtil hverandre, saa den
mellemliggende Masse nogetnær forsvinder (se x paa Fig. 37),
fremkommer kvartsrige, urenere Partier, svarende til og lig-
nende de sterre, rene Partier. Denne eiendommelige Struk-
tur viser ofte paafaldende Krusninger.

Videre op har man grenlige Skifere, for en Del Lerglim-
merskifer faldende mod S., tildels steilt.

Man kommer nu ind i et omtrent mod V. gaaende Skar,
hvis Bund er Skifer. Paa den sydlige Side af Skaret bestär
de steile Vægge nederst af forskjellige Skifere, for en Del
Lerglimmerskifer, everst derimod af Breccie og Konglomerat
med Kvartsitbrudstykker. Dette sees af de talrige nedfaldne
Stene. Paa Nordsiden, hvor Konglomeratgrendsen allerede i
nogen Afstand tydelig sees, iagttager man, at den tegner sig

Fig. 38.

NS a — M—M—
SC MES
NV

LR

re £
Kvarts. ET FT Ne SSN
I é IE t |
null , Kvartsit.
LJ

Syenit, ®

Feldspat-
ferende

1 [] Fod Fjeld.
Osen.

nogenledes horizontalt. De underliggende Skifere er meget
dislocerede. Gaar man hen til Grændsen, ser man over en

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 143

grenlig Skifer et Konglomerat med noget afrundede Stene,
der er indtil fodstore. Brudstykkerne er Kvartsiter, tildels
feldspatferende og enkelte Kvartsknoller.

Nedstigningen til Osen gaar over Konglomerat. Kvar-
ter: Osen.

Den 26de August studerede jeg neiere Osens (65) Om-
givelser. Kort i V. for Gaarden er der i Anledning af et
Veianleg foretaget en storre Udsprængning, hvor Konglome-
ratet kan studeres i friskt Snit.

Brudstykkerne er af meget forskjellig Sterrelse, indtil
over favnstore. Nogen Lagning er ikke at opdage. Stenene
er i Regelen afrundede; men nogle (navnlig de smaa i Gru-
set) ogsaa kantede. Hosstaaende Tegning (Fig. 38) skal nær-
mere vise Konglomeratets Natur. De hvide Stene er feld-
spatferende Kvartsit. Denne Bergart er hvid (gjerne svag
redlig, i Undtagelsestilfælde stærkere red). Den er gjerne
opfyldt af et grent kloritagtigt Mineral, der meddeler Ste-
nene en grenlig Farve med Fortrengelse af deres egentlige
redhghvide Kuler; den er tildels stribet, idet mere grov-
kornige'og mere finkornige Flag vexler (de med smaa Prikker
betegnede Stene paa Figuren) En rigeligere eller sparsom-
mere Optreden af den omtalte grenlige Substans har og-
saa ofte en væsentlig Andel i Stribningen.

Den grovt prikkede Bergart er Syenit. Den bestaar
af Feldspat, gjerne redlig, og et grenligt Mineral, hvis Na-
tur det ikke er let at erkjende. Nermest ser- det ud som
Klorit. Feldspaten er ofte grenlig farvet af samme Mine-
ral. Undertiden viser Bergarten Antydning til Parallel-
struktur.

Enkeltvis optræder i Konglomeratet Kvartsklumper.

Konglomeratets Bindemiddel er dels rødlig, dels grønlig
Sandsten, undertiden ogsaa Grus. I dette sidste Tilfælde er
Stenenes Grændser mindre ieinefaldende, end naar Bindemid-
let er Sandsten. Undtagelsesvis lod Stenene sig med nogen-
lunde Lethed lese ud. Grundmassen synes i saa Tilfelde at
vere kloritholdig, i det Mindste var Stenenes Overflade be-
klædt med Klorit.

Fjeldet gjennemsættes af Sprækker, mest smaa og fine
ved hvilke ingen Regelmessighed, hvad angaar Retningen,

144 | Hans H. Reusch.

lod sig iagttage. Sprækkerne er gjerne forrykkende. I Til-
fælde som det afbildede, hvor man ikke kan faa Stenstykkerne
paa begge Sider af Sprækken til at passe sammen, maa man vel
antage, at Forrykkelsen har fundet Sted i en Retning, no-
genledes lodret mod Fjeldoverfladen.

Tildels gjennemsværmes Fjeldet af Smaaaarer af en gren
Substans, som synes at være Epidot.

Paa Nordsiden af Elven ı SO. for Stien, der ferer over
til Ejkefjorden, stikker op i Dalbunden lidt af Konglomera-
tets Underlag. Her optræder nemlig en lys graa, næsten tæt
Bergart, hvori sees Feldspatgjennemgange og Kvarts, feldspat-
ferende Kvartsit. Tildels sees Kvarts i Bergarten at op-
trede i talrige Smaaaarer parallelt Lagningen. Denne
stryger O—V. og staar temmelig steil. Grendsen mel-.
lem denne Bergart og Konglomerat var ikke ganske let
at iidrede. |

Da jeg syntes i Konglomeratet i den foromtalte Spræng-
ning at have seet en Varietet af den feldspatforende Kvartsit,

Fig. 39.

En Del af en Sten, feldspatferende Kvartsit, i Konglomeratet. Nat. St.
Viser Maneren, hvorpaa tynde Flag af Glimmer optræde.

lignende den beskrevne nordenfor Elven, vendte jeg tilbage til
Sprængningen. Her findes ogsaa en til den beskrevne sva-

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 145

rende feldspat- og kvartsforende Bergart, som hin med tynde
Flag af lys grenlig Glimmer, hvorved en Slags Lagning, oftest
en kruset, fremkommer. Bergarten indeholder tildels Kvarts
i smaa Flag eller-Lindser udskilt parallelt Lagningen.

Den 27de reiste jeg fra Osen mod SO. Langs hele Syd-
siden af Svardalsvandet Konglomerat. Henimod Øst-
enden af Vandet er Konglomeratet rigt paa Syenit. Bindemid-
let er gronligt, som det synes, kloritholdigt. Konglomeratet
kan, naar Grundmassen er rig paa Grus og Brudstykkerne
derfor ligesom henflydende, undertiden vere noget vanske-
ligt straks at erkjende. Den lille ved Svardal udstikkende
Halve bestaar af grenlig Skifer, strygende NO.—SV., paa
Nordsiden faldende mod NO. Kanske det nysnævnte Konglo-
merats Bindemiddel har faaet sin grenne Farve fra Detritus
af denne Skifer. .

Fra Svardal (66) tog jeg Veien mod S. over Vefring-Se-
teren. Ved Opstigningen fra Svardal gaar man over mørke,
graa Skifere heldende mod NO. Videre op har man finkornig
Gneis, tildels opfyldte af noget større Feldspatkorn; Faldmod N.
Videre op har man finkornig Gneis strygende Ø.—V., steilt-
staaende. Videre frem passeres lidt Hornblendesten med no-
get hvid Feldspat, saa Gneis øst—vest-strygende med veks-
lende Faldretning. Ved Høivik Sæter kort i N. for Vefring
Sæter har man lys Skifer vekslende med tynde Lag af glim-
merrig Skifer faldende mod N. Ogsaa Øiegneis og horn-
blenderig Skifer optræder.

Strax i S. for Vefring Sæter optræder Gneis faldende
mod N. Senere har man Gneis-Granit og saa Gneis. Ned-
stigningen her gjorde i det Hele Indtryk af Grundfjeld.
Kvarter: Tingnæs ved Førdefjorden (67).

Kvamshestens Felt.

Den næste Dag tog jeg Baad og reiste mod SV. til Skor-
ven (68), for herfra at gaa mod S. over til Dalsfjorden. Paa
Veien lagde jeg til ved Tangen. Her optræder Hornblende-
skifer med Granat. Den fører en lys Glimmer og er opfyldt
af tynde Kvartsflag. Indleiret er Eklogitklumper. Lagstil-
lingen er svævende.

Ved Skorven (68), ligeved Seen, har man noget Syenit.

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 10

146 Hans H. Reusch.

Herfra tog jeg Veien mod SO. langs Østsiden af Skorvevand.
Indtil Markevand gaar man især over Lerglimmerskifer
desuden dog ogsaa over nogle andre Skiferarter. Lerglim-
merskiferen er gjerne kruset og beiet; 1 N. for Markevand
jiagttaget Fald mod N.

Sydsiden af Markevand er Konglomerat. Den umiddel-
bare Grændse ved Vandets Ostende er bedækket. Konglome-
ratet fik jeg her kun undersoge temmelig flygtigt; det viste af-
rundede Stene af en hvid Granit m. M. Fjeldet er meget
lavbekledt. Længere i S. har man Sandsten faldende mod S.

Paa Veien op til Markevand syntes det, som om man
paa Ostsiden af Dalen 1 Heiden har en Grændse mellem
graat, vegetationsfattigt Fjeld (Syenit) og mere gronklædt
(Lerskifer) nedenfor.

Paa Veien videre frem til Vasenden har man Grus- og
Konglomeratlag vekslende med Sandsten. Forst er Faldret-

Fjeldet i ©. for den nordlige Del af Krokevandet i N. for Dalsfjord,
Sendfjord. Konglomerat-Sandstenlag heldende i Forgrunden mod ONO,
lengere bag i sydestlig Retning.

ningen mod S., derpaa mod OSO. I 0. for den nordlige Del
af Krokevand (69) ser man, hvorledes Lagstillingen vender.
Konglomeratlagene indeholder afrundede Stene af Gneiser og

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 147

Graniter, tildels temmelig finkornige, og af Syenit; enkelte
Kvartsknoller saaes.

I Tunet paa Gaarden Ovre Fossedal meder man Syeniten;
denne vedvarer til Fosviken (70), hvor man har graa gneis-
lignende og grenne Skifere med Fald steilt imod N. Fra
Heiden ser man, at samme steile Fald hersker indover langs
Sydsiden af hele Dalsfjorden. Kvarter: Dale.

Den neste Dag, Sendag, holdt jeg mig i Ro i Dale.

Den neste Dag, Mandag den 30te, tog jeg 1 Baad over
til Fosviken og gik derfra mod V. forbi Bjergen Seter paa
Sydskraaningen af Helleberget. Paa Afstand tegner sig her
denne Strekning en Afsats som Grændse mellem Skiferen og
den overliggende Syenit; ogsaa nedenfor denne Grændse fand-
tes Syenit, hvis Forhold ikke blev udredet.

Tirsdag den 3lte August reiste jeg ind til Sveen (71)
ner Bunden af Dalsfjorden og besaa de derverende nye
Sprengninger, hvorom mere siden.

Onsdag den 1ste September steg jeg op paa Kvams-
hesten (K). Paa Opstigningen til Kaarstad Sæter har man
graa, mere og mindre glimmerrig, finkornig Gneis og noget
Glimmerskifer. Indimellem, især henimod Kaarstad Sæter,
optreder grønlige, krystallinske Skifere, vel mest Hornblen-
deskifer. Faldet er mod N., mest steilt.

Fra Kaarstad Sæter gik jeg op til Konglomeratgrænd-
sen og fulgte den en Strekning. Man vandrer her paa en
List eller smal Hylde af gronlig og graalig krystallinsk Ski-
fer. Over Listen har man Konglomerat, som lofter sig i en
steil, tildels noget udoverhengende Veg. Umiddelbart under
Konglomeratet har man tildels et ca. 1 M. megtigt Lag af
en sortagtig, undertiden grenlig, temmelig tet Skifer med
tynde Kalkspatflag. Konglomeratet bestaar af skarpkantede
eller noget afrundede Stene af Gneis og Gneis-Granit, mest
med rød Feldspat [med grønlig Klorit eller Glimmer?]. Bin-
demidlet er Grus af samme Art, gjerne grenfarvet (af en
kloritisk Substants?), hvorfor Stenene ikke træder synderlig
skarpt frem.

Paa Nordsiden af Kvamshesten og omkring det her lig-
gende Sæleskarvand har man rød Sandsten, der tildels er saa
finkornig, at den bliver lerskiferagtig; den veksler med et
Konglomerat lig det paa Kvamshestens Top, hvorcm mere

10*

‘LOSUIUOUS opuop
-Jereed 3sreq prMo[prurr iesrA ‘Map I dap 30 doy sopug wos 'jojonreA oJosÁK[ uo Je ser] opuÁAT, ‘soos ayy Lope
-do paystjudspueg Te 19979 Wap Moay ‘TacULUp[O 9p ye 'joj1esue BES Io STOL) OPIL UNG ‘Wessg oulures FB
Sw oreyaou ‘apudy pour sroux) ISA] 19 uojsoj[ :sroux) SLLIeUIUI[G 'YAOU 19 oporogerys j[pejuozrnroq OG “SPpUeIAL
ua WOS juo1IjUr0 Uojpr]V I 4e oprepp Suocurrououdg ‘wopaolysyeq por uooAg 10 'Ø I MON Wotan PIA Surusuærds

S

e

un

=

S

rs

un

X
ETT AC
NNN

oc

=f Ip Sr

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 149

Fig. 42, 43 og 44.

Lyse Gneislag i mørk glimmerrig Gneis, der er saa ensartet, at ingen
tydelig Lagning kan sees i den. Naturlig Storrelse.
Undertiden er vissePartier af de lyse Gneislag i hei Grad udtrukne. Tildels
er dette temmelig regelmessig Tilfeldet med hveranden Arm af de i hei Grad
sammenklemte Folder. Dette kan gaa saa vidt, at hveranden Arm endog
bliver aldeles borte. Dette sees f. Ex. paa Fig. 43 og 44. Paa den ferste
af disse sees to Lag af lys Gneis, hvoraf det glimmerfattigste, X,lyseste er det
mindst megtige. Rester af et tredie mindre lyst sees ogsaa. Inde i Gnei-
sen forekommer Flag (undtagelsesvis over 1 M. megtige) af gren kornet
Hornblende.

150 Hans H. Reusch.

nedenfor. Dette Konglomerat kan undertiden blive meget
smaastenet, ja synke ned til at blive en grenlig Sandsten.
Mod N. i Dalsenkningen omkring Seleskarvand har man en
smaastenet Breccie [med Skiferbrudstykker. Denne er vak-
kert laget og tegner sig allerede paa Afsand med graalige
og redlige Striber. Faldet her paa Nordsiden af selve
Kvamshesten er mod N. eller NNO. ca. 30°, nærmest selve
Hesten steilere. Forholdene fortjente et nærmere Studium.

I den omtalte Dal omkring Seleskarvand sees Skuring i
vestlig Retning; noteret mod VNV. Sted- og Lesiders Op
treden taler for, at Retningen er vestlig og ikke omvendt.
I denne Retning maa ogsaa antages at vere flyttede de her-
liggende tildels store Vandreblokke af Gneis-Granit med sort
Glimmer-Gneis, samt andre krystallinske Skifere lgnende
Konglomeratets Underlag. Allerede Naumann omtaler de i
en paafaldende Heide her forekommende Vandreblokke.

I selve Store-Kvamshestens Top forhersker Konglomerat,
hvori ingen Lagning sees. Konglomeratet bestaar af skarp-
kantede eller noget afrundede Stene paa indtil 1 Fods Stor-
relse sammenkittede af Grus. De i Konglomerat optrædende
Bergarter er for det Forste stribede rede feldspatrige Gmeis-
Graniter, i hvilke der istedetfor Glimmer forekommer et grent
finkornet Mineral, som synes at være Hornblende. Da Kvarts
er meget tilbagetrædende som Bestanddel i denne Bergart, er
den kanske rettere at betegne som Syenit.

Endvidere forekommer i Konglomeratet Bergarter med en
omtrent ligelig Blanding af Feldspat og Hornblende; disse
Bergarter er undertiden stribede og har lys graalig Feldspat,
ligner da adskillige Labradorstene. Ogsaa Grenstene, hvori
Hornblende er det forherskende Mineral, optræder. En en-
kelt Kvartsknol saaes ogsaa, ligesaa nogle skifrige Gneiser
fattige paa Hornblende- eller Glimmermineral. Konglomera-
tet har i det Hele et grønligt Udseende.

Den 2den September iagttog jeg nøiere (jeg besøgte i det
Hele 4 Gange) de brilliante Sprængninger, som er at sei
Ø. for Sveen ved det nye Veianleg til Lervik.

Nærmest Sveen (71) har man en graa, temmelig finkor-
nig Gneis rig paa sort Glimmer. I denne mørkere Gneis op-
træder, tegnende sig som lyse Baand udenpaa Fjeldet Lag
(mest tynde) af lysere Gneis, fattig paa Glimmer. Lagene

PEP gg PO

å

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 151

er paa en i Sandhed vidunderlig Maade foldede og krusede
mest i skarpe sammenklemte Folder. Foldefladerne, om man
kan. bruge dette Udtryk, synes i det Hele at falde mod N.
Fjeldet er paa adskillige Steder gjennemsat af korte,
steiltstaaende, i Almindelighed ikke over '/2 M. lange, sæd-
vanlig mod Enderne spidst udløbende Spalter, der i det Hele
taget synes at staa lodret paa vedkommende Steds Strøgret-
ning. Disse Spalter er fyldte med Klorit, Kvarts eller Kalk-
spat; ogsaa Svovlkis optræder paa dem. Ofte fremviser samme
Spalte i de forskjellige Partier forskjellige Mineraler. Underti-
den er Spalterne talrige visse Lag, medens de tilgrændsende
er fri derfor. Oftest ser man, at det Spalterne (1 det Mindste

Fig. 45.

1/4 mat. Størrelse. Kloritfyldte Spalter i Gneis, der er lys, glimmerfattig i
Nærheden af Spalterne, men ellers mørk Glimmer. Flere smaa Spalter op-
træder her paa Rad erstattende en større.

de kloritførende) nærmest omgivende Fjeld er paafaldende
lyst, fattigt paa Glimmer.
Nu og da er Spalterne en Smule forrykkende.
Flere-smaa Spalter, der ligger paa Rad, kan, som det

ZN Hans H. Reusch.

synes, træde istedetfor en større. De stærkest foldede Par-
tier af Gneisen savne som oftest de omhandlede Spalter.

Fig. 46

Glimmerfattig Gneis. Glimmerrig Gneis. Kalkspat. Klorit.
1/2 nat. Størrelse. Mørkere (det skrafferede) og lysere, glimmerfattig (det
hvide) graa Gneis med enkelte Hornblendeflag x x. Heri Spalter fyldie med
finkornig Klorit og Kalkspat. Man ser, at Gneisen gjerne er glimmerfattig
nær Spalterne

Fig. 47.
Merk glimmerrig graa Temmelig lys, redlig
Gneis. Gneis med enkelte

mørkere Striber.

I
T
i)

Foldningsforrykning med Kvarts (det lodret skrafferede) paa Spalten i I or-
rykningslinjen. Det med x mærkede Lag af den rødlige Gneis er noget
merkere end det andet Lag af denne Sort. Mellem Sveen og Eide.

Et Par Steder, hvor man iagttager Foldningsforryknin-
ger, sees en kvartsfyldt Spalte i Forrykningslinjen.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 153

Allerede for man kommer til Eide, optræder noget rødlig
Gneis; herfra er den første af de afbildede Foldespalter, Fig.
47. Idet man tra sidstnævnte Sted følger de storartede Vei-
sprængninger sydover langs Vestsiden af den her fremstik-
kende Halvø, har man først rød, tildels glimmerfattig, vak-
kert laget, mest mod N. faldende Gneis, som for en Del er
Øiegneis. Herfra har man den anden af de afbildede Folde-
spalter, Fig. 48. Længere mod S. steder man paa red Gneis-Gra-
nit i flere Varieteter, saaledes mere og mindre udpræget folie-
ret indtil fuldkommen uden Foliation, mere og mindre kvartsrig.

Fig. 48.
DE qu
dl m Me > n | "
il f | FE
Pr js Jj BE
| Fy ar N = nf FAR!
y = 7 | å y v.
| | | » -
PA ME:
Al w HD LT Å IA |<
“il GE ES "n
1 1A & M MA ER VA M NL, Xe =

q C ANNE AIRE LES ly
~ Ww == ro NE wy De RASER NG) \
Do a > RV AA > Gs Seay) Nv

En Foldespalte fyldt med Kvarts (det lodret mørkt skrafferede). Et Lag af
glimmerfattig rød Gneis i glimmerrig rød Gneis, X, med glimmerfattige ly-
sere tynde Lag. Veisprængning kort i S. for Eide ved Bunden af Dals-
fjord, Søndfjord.

Den største Del af Gneis-Graniten er temmelig grovkor-
net; deri sees mange, undertiden temmelig uregelmessige
Flag af en mørk, glimmerrig, finkornet Varietet. Tyk-
kelsen at Flagene kan være fra nogle faa Centime-
ter til adskillige Favne; deres Grændser er mer eller mindre
skarpe; de glimmerfattigste synes at være mest henfly-
dende. Hvor Gneis-Graniten er tydelig folieret, synes de at
være leirede parallelt eller nogenledes parallelt Foliationen.
I det Hele faar man saavel af Foliationen som Flagenes
Stilling et Fald mod N. Allerede paa Afstand faar man af
Fjeldets Linjer en Ide om dette.

154 Hans H. Reusch.

De glimmerrige Flag viser undertiden tydelig Lagning
og bliver saaledes en Gneis.

Gneis-Graniten er tildels gjennemsat af rcu Lan
kloritkledte, smale Sletter.

Fig. 49.

"tg RR al E 2 a = — i

sum =
N till

M Å

“uum ui

Naturlig Størrelse. Grovkomig Granitgang i finkornig Gueis-Gramt, hvis

Struktur, saaledes som den tegnes af Glimmeren, sees antydet paa Siderne

af Gangen. Det lodret skraverede er Melkekvarts, det sorte er sort Glim-

mor. Resten af Gangen, det hvide, er rød Feldspat. Nogle Terningkry-
staller af Svovlkis optræder.

Grovkornig Granitgang i Gneis-Granit. Naturlig Størrelse.

Den røde Gneis nærmest Fide indeholder adskillige Pegmatit-
partier af uregelmæssig Form. Gneis-Graniten indeholder min-

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 155

drePegmatit. Her sees derimod adskillige temmelig retløbende
Gange, tildels af en noget grovkornig Granit, tildels af Kvarts.

Fig. 49, 50 og 51 forestiller Granitgange, Fig. 52 en Kvarts-
gang. Ved Fig. 49 ber man Jegge Marke til, at Glimmeren
og den samme ledsagende Kvarts paa Gangen findes an-
ordnet parallelt Sidestenens Struktur.

Ikke altid er denne Parallelstruktur i Gangene tydelig.

I Fig. 50 er Gneis-Graniten, som Gangen gjennemsetter,
mere grovkornig og fattigere paaGlimmer, end i foregaaende

Ya nat. Størrelse. Grovkornig Gang, væsentlig bestaaende af Feldspat.
Den sorte Glimmer i Gneis Graniten paa Siderne af Gangen er i forholdsvis
rigelig Mængde tilstede ved Grændsen og her ordnet parallelt denne.

Fig. 52.
v VM m VO / wn /
BEER e a GRR.
gr is ES a

1} nat. St. Gang 1 à 2 Tommer bred, bestaaende af Kvarts, hist og her
med nogle Partier af Kalkspat, det lodret, og red Feldspat, det vandret
skrafferede. Grændsen er skarp, uden forresten at være i særskilt Maade
udpræget Sidestenen er red Gneis-Granit.

Tilfælde. Gangen viser-ikke synderlig Kvarts, derfor er
denne ikke specielt anmærket. Greendserne mod Sidestenen
er sammenflydende; de kan omtrent trækkes mellem a a og
bb. Gangen er ligesom fremkommen ved, at Gmeis-

156 Hans H. Reusch.

Granitens Bestanddele efter en vis Linje er samlede til
sterre Partier end i den omgivende Bergart. Man ser for-
resten, at samme Gang, som er henflydende i den al-
mindelige, forholdsvis glimmerfattige Gneis-Granit, har gode
Grændser, hvor den gaar gjennem de glimmerrige Flag i
samme; her synes den tildels at indeholde mere Glimmer end
ellers.

3die Septbr. Første Næs paa Nordsiden af Fjorden ved
Baatevik i V. for Sveen: tyndlaget Gneis faldende mod N.
Det samme vedvarer langer vestover; Fald mod N. Ved
Kleppe iagttaget Fald mod NNV. Gmeisen ligner den ved
Veien nermest Sveen og er gjerne foldet som den.

Hestad (72): Firkornig Gneis faldende mod N. Her er
ikke Gneisen foldet, men staar med en meget regelmessig
Lagstilling.

Kvarter: Dale. :

Lerdag den 4de September reiste jeg til Bergen; derfra
reiste jeg den 6te og kom den 8de til Kristiania.

Oversigt.

Den ferste, der videnskabelig har behandlet de geologi-
ske Forhold i disse Egne, er Carl Friedr. Naumann 1 »Bei-
träge zur Kenntniss Norwegens. Leipz. 1824.« Hans Reise
til Suleneerne og Dalsfjorden var i Sandhed en Opdagelses-
reise. De udmerkede lagttagelser og den interessante Frem-
stilling vil altid vekke Beundring.

I den af Keilhau udgivne »Gea norvegica« finder vi
Hornelens Felt aflagt og en hel Del lIagttagelser, væsentlig
efter Langbergs og Sindings Manuskripter, meddelte.

Hiortdahl og Irgens har behandlet den hele Strækning i
Universitetsprogrammet for 1861: Geol. lagttagelser paa
Kysten af Nordre Bergenhus Amt. Her meddeles meget
nyt; saaledes finder vi for ferste Gang Haastenens Felt om-
talt. Dette sidste og dets Omgivelser har ogsaa Irgens se-
nere besegt (Manuskript).

Det underste Lag af Bergbygningen i det her omhand-
lede Streg er Grundfjeldet; derover kommer, neie sammen-
hængende med det, en Række krystallinske Skifere. Efter

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 157

disse Bergarters Dannelse skede et Brud i den geologiske
Udviklingshistiorie. Over dem felger nemlig med afvi-
gende Leining i megtig Udvikling ganske andre Bergarter,
Konglomerat- og Sandstenlag. Da det hidtil ikke har lyk-
kedes mig at fremfinde Fossiler i disse, er jeg endnu aldeles
paa det uvisse med Hensyn til Spergsmaalet om, fra hvil-
ken Tid de skriver sig.

Grundfjeldet.

Dette, der vesentlig bestaar af typisk Gneis og Gneis-Gra-
nit, har jeg kun lidt berert paa mine her omhandlede Reiser.

Skiferetagen.

Denne fremviser mange Arter krystallinske Skifere: mid-
delskornig Gneis, tildels Oiegneis (se Fig. 5 Side 98); fin-
kornig Gneis; graalige Skifere, der formodes at vere krypto-
krystallinske Gneiser; Hornblendeskifer; grenlige Skifere, om
hvilke jeg ikke med Sikkerhed ter sige, om de er Hornblen-
deskifere; Glimmerskifer. Hornblendeskiferen og Glimmer-
skiferen indeholder gjerne Granat. Paa den store Ø, hvor
Flore ligger, ved Norddalsfjorden (24) og Ejkefjorden (63) og
lenger ostover har man mellem de evrige Skifere en ieine-
faldende, hvid, ofte letsmulrende og meget skifrig, feldspatfø-
rende Kvartsit. Den indeholder gjerne et grenligt glimmer-
eller talklignende Mineral hvis Lameller er anordnede pa-
rallelt Skifrigheden. Feldspaten er ofte vanskelig at iagt-
tage paa friskt Brud; den sees bedst paa forvitret Over-
flade (se Fig. 17 Side 114. Det overliggende Konglomerat
eller Breccie i Sydranden af Hornelens Felt indeholder tal-
rige Brudstykker af Kvartsiten. Andre Skifere er beskre-
vet Side 127 (Fig. 27) og Side 141 (Fig. 37) Ved Ber-
lepollen (59) paa Bremangerland har man en sort, affarvende,
svovlkisholdig Skifer; længer i V. paa Frøyen har man en
merk, feldspatferende Kvartsit uden nogen tydelig Lagning.

Omhyggeligst har jeg studeret Skiferetagen ved Sognes-
kol (K) 1 S. ved Sognefjorden, hvorfra det Side 98 meddelte
Profil er. Meget interessante er Veisprængningerne i den fin-
kornige Gneis ved Sveen inderst i Dalsfjorden; her ligger
ogsaa det tilgrendsende Grundfjeld smukt blottet. Side 148
og felgende.

158 Hans H. Reusch.

Øerne i N. for Ytre Sulen (18, 19 m. Fl) bestaar af
Grensten og Gronstenskifer. saaledes som beskrevet Side 109,
hvor ogsaa den her forekommende Jaspis omtales. En lig-
nende Bergart optræder paa Laagø (21); her forekommer par-
tivis i den en grovkornig Bergart, bestaaende af et lyst
Feldspatmineral og et Hornblende- eller Augitmineral, maa-
ske en Gabbro. En Bergart, der ligner de omhandlede
Grenstene, forekommer længere i N. paa Lille Batalden (52).
Her forekommer i den en Smule Jernspat.

Skiferformationen er sammentrykket ved Pres, der væ-
sentlig har virket i Meridianretningen, derfor er Strøget
gjennemgaaende øst-vestligt. Faldretningen er vexlende.

Eruptwer. 'Til saadanne bør maaske regnes de før om-
talte Grønstene og Sognæskols (S) hvide Bergart (se Profilet
Side 95), der nærmest ser ud som en kornet Labradorsten.
Af sikker eruptiv Natur er derimod den hvide, tildels med
" Parallelstruktur udstyrede hvide Granit paa Bremangerland;
den er iagttaget at blive finkornig til tæt ved Grændsen og
at have indvirket forandrende paa den nærmest tilstødende
Skifer. Øen Kin overskjæres fra S. mod N. af en Grønsten-
gang, der gaar paatvers af de herværende Gneislag. Dens
Bredde er etsteds maalt til 7 M.

Den mellem Dalsfjorden og Førdefjorden forekommende
Syenit, som beskrives i Hiortdahls og Irgens's Arbejde, har
jeg kun havt liden Anledning at iagttage 1 fast Fjeld. Der-
imod forekommer Syenit mangesteds som Brudstykker i Kon-
glomeratet; det ved Osen (65) længere i N. er saaledes rigt
paa denne Bergart.

Konglomerat-Sandstenfelterne.

Af disse har man 4. I N. ligger det største, Hornelens
Felt, kaldet saa efter det for sine styrtbratte Sider bekjendte
Fjeld Hornelen (H) paa Bremangerland. Haastenens Felt (H)
er ganske lidet. Dernæst har vi Kvamshestens (K) Felt og
Lifjeldets (L) længst 1 S.

Konglomerat-Sandstenfelterne ligger med afvigende
Leining over Skiferetagen. Dette Forhold har det hid-
til lykkedes mig at paavise paa tre Steder. At man ikke
iagttager det hyppigere, kommer af forskjellige Grunde; saa-
ledes frembyder de lange øst-vestgaaende Grændselinjer, hvor

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 159

Skiferens Stróg falder sammen med Grændsen, faa Leilighe-
der til denne Slags lagttagelser; andre Steder er Grændsen
meget bedækket eller ligger den paa utilgjængelige Skren-
ter. De tre Steder er: Lifjeldets Østside, hvor forresten
Forholdet paa den grusdækkede Fjeldskraaning ikke træder
saa tydelig frem, som ønskelig kunde være; Nordsiden af
Skorpen (53) (Fig. 30 Side 130); Vaagene paa Bremangerland
(Fig. 36 Side 139).

Det allerstorste Antal af Stenene i Konglomeratet har en-
gang tilhørt Skiferetagen og Grundfjelde. For mange Tilfæl-
des Vedkommende kan tilfeies: Stenenes oprindelige Hjem-
stavn ligger ikke fjernt fra det Sted. hvor de nu findes. In-
teressant er det, at man hist og her træffer Stene af Brud-
stykkebergarter inde i Konglomeratet. Exempelvis kan an-
feres, at man ved Storaker (5) i Lifjeldets Felt finder Kon-
glomeratblokke lignende Omgivelsens, i hvilke der forekom-
mer Stene af Konglomerat, paa Vevlangen (54) er iagttaget
en red Sandsten i Konglomerat. Andre Tilfælde er nævnte
i det foregaaende. Man kunde kanske paa Forhaand vere
tilbeielig til at antage vore Konglomerat-Sandstenfelter for
siluriske, idet man stillede dem sammen med andre saadanne
hos os, der er fra denne Periode, men disse Rullestene
Konglomeratet aabner os Udsigt til forudexisterende Brud-
stykkebergarter. Skulde kanske disse vere de siluriske; fra
hvilken Tid blev da vore?

Breccie. Flere Steder optræder der som det underste
Led i den her omhandlede Formation en Breccie bestaaende
af skarpkantede Stene af Underlagets Bergart

Lifjeldets Felt. Den ostlige Del af dette Felt, saaledes
som det viser sig for dem, der reiser ind Sognefjordens Mun-
ding, er fremstillet paa Fig. 1. Tilvenstre har vi Konglo-
meratet lige ned til Havkanten. Midt paa Billedet har vi
den lave Risnæss, bag den Konglomeratet i steile Vegge
overragende langsommere Skraaninger bestaaende af Skifer.
Tilhøire ser vi Sogneskollen; dens hvide Bergart, der ogsaa
opbygger Risnæssen, skinner lang Vei. Skiferen under den
lerte vi at kjende af Profilet Fig. 5. Fra disse gstlige, hen-
imod 3000 Fod heie Fjelde aftager Heiden vestover. Det
heieste Punkt paa Yttre Sulen ligger efter Amtskartet kun
630 Fod o. H.

160 Hans H. Reusch.

Kun lidet Sandsten optræder i dette Felt. Naar undta-
ges Polletind, ser man kun et og andet ubetydeligt og, som
det synes, i Felt kun lidet udstrakt Lag indimellem Konglo-
meratet. Dette viser gjennemgaaende Lagning ligesom Sand-
stenen, om end som oftest mindre tydeligt. I det Store ser
man dette af Fjeldenes Bænkning; denne tegner sig mange-
steds brilliant, saaledes paa Vestsiden af Indre Sulen, se
Fig. 14. I Detaljen kan man mangesteds se det deraf, at
Lag med Stene af forskjellig Sterrelse vexler med hveran-
dre, og deraf, at de flade Stene gjerne med sine sterste Di-
mensioner ligger parallelt indbyrdes. Konglomeratlag afvex-
lende med Sandstenlag er afbildet Fig. 16 Side 96. Faldet
er i den vestlige Del af Feltet mod @., forresten mod SO.
Faldvinklerne er lidet store og ikke meget forskjellige, mel-
lem 20 og 35°.

Paa den vestlige Dei af Ytre Sulen er Bergarten en
Skiferbreccie (Fig. 8 Side 105), der bestaar af fladagtige
Stene af grenlige og graaliggrenne, ikke neiere bestemte kry-
stallinske Skifere. Foruden dem optreder, navnlig i de sterre
Stene, en grenlig, sandstenagtig Bergart med smaa klare
Kvartskorn. Enkeltvis indstroet ligger Smaastykker af hvid
Kvarts, som forresten findes overalt eller saagodtsom over-
alt i Konglomeraterne i disse Egne. Kvartsen er undertiden
opblandet med lidt Feldspat. Indstreet er fremdeles Smaastyk-
ker af red Jaspis. En enkelt Sten af lys gulagtig Kalksten
saaes. Synet af denne Skiferbreccie med sine talrige grenne
Skifere og Jaspisstykkerne, leder strax Tanken hen paa, at
den for en stor Del maa vere fremstaaet ved Denudation af
Bergarter, der lignede de paa de nordenfor liggende Ger raa-
dende jaspisferende Grenstensskifere. Merkeligt er det i
Sandhed, at man her ikke finder en eneste Sten af Granit,
Gneis, Kvartsit eller Syenit, de Bergarter, som ellers er de
mest fremtrædende i Konglomeratet. -Paa den østiige Side
af Ytre Sulen kommer til de grenagtige Bestanddele af Kon- ©
glomeratet graalig Kvartsit. Stenene af denne Bergart er ikke
udpreget fladtrykte, men temmelig. rundagtige. Forst paa
den estenfor liggende Ravne iagttoges envidere glimmerfattig
Granit og Gneis. En liden Klump af Rodjernsten og lidt
Jaspis saaes her. Stenene er fra nu af i de østenfor lig-
gende Dele af Feltet gjennemgaaende afrundede. Fig. 10

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 161

fremstiller Konglomeratet paa Nordsiden af Stensunde, hvor
det tildels ved et Lag af Skiferbreccie af vexlende Mægtig-
hed er adskilt fra den underliggende Grenstenskifer. Kon-
glomeratet paa Nordvestskraaningen af Polletind, der er rigt
paa feldspatferende Kvartsiter, er beskrevet Side 111. Kon-
glomerater ved Krakhelle (6) paa Indre Sulen og ved Stor-
aker (5) paa Kysten i N.V for Lifjeld findes beskrevet Side
103 og Side 102. En Skiferbreccie under Lifjeldets Konglo-
merat er omtalt Side 99.

Hvad Konglomeratfeltets Bygning i sin Helhed angaar,
saa gjor det Indtryk af et Dekke, der er udbredt over et
ujevnt Underlag. Dets Lagning synes at vere noget af Un-
derlagets Relief uafhengigt og er vel oprindelig skraatstillet
omtrent saaledes, som vi: nu finder det. Paa Sydostsiden af
Indre Sulen, sydligst paa Losnes og under Lifjeld hviler
umiddelbart paa den ældre Formation de Lag, som man ef-
ter Lagningsforholdene maa antage for de alleryngste.

Hornelens Felt. Dette bærer i sine indre Dele vidstrakte
indtil 5000 Fod heie Snemarker. Hornelen hæver sig heni-
mod 3000 Fod; de sydvestlige Ver er med Undtagelse af Ba-
talden forholdsvis lave, Lille Batalden (52) saaledes 500 Fod.

Den forherskende Bergart i dette Felt er en grónlig, me-
get finkornig, paa friskt Brud tet udseende Sandsten, der
gjerne indeholder vrsmaa Glimmerblade. Tildels indeholder
den enkeltvis indstreet Rullestene af Kvartsit fra en Neds
til et Æbles Størrelse. Sandstenens Lagning fremtræder i
store Trek ved Fjeldenes Former, saaledes som flere Tegnin-
ger i det foregaaende har søgt at vise. Lagenes Fald er
sjelden over 30—40°. En Undtagelse er den nordlige Rand
af Feltet i 0. for Aalfoten Fjord, hvor Lagene staar steilt
indtil lodret. Om man saaledes for Resten af dette Felt
maaske kunde tænke sig Lagstillingen som oprindelig, skraat-
stillet, saaledes som i Lihestens Felt, saa gjælder dette ikke
for Lagene her, saaledes som vi nu ser dem.

Vi skal nu betragte Konglomeratet, der omsømmer Fel-
tet, idet vi i Tankerne foretager en Vandring rundt dette.

Langs den sydlige Grændse strækker der sig en Zone
af Breccie (tildels vekselleiret med Sandsten), hvor feldspat-
førende Kvartsit er Hovedbestanddel. Sidstnævnte Bergart
optræder, som før antydet, i ikke ubetydelig es i Ski-

Nyt Magazin f. Natury. XXVI. II.

"162 Hans H. Reusch.

feretagen syd for Feltet. Paa Batalden kommer (se Fig.
32) over en Breccie af feldspatferende Kvartsit et Konglo-
merat med afrundede Stene af Granit og Gneis. Mellem disse
to Bergarter ligger tildels grønlige og rødlige Skifere. Paa
Lille Batalden hviler over den der optrædende Hornblendeberg-
art en laget Breccie af samme Art som den paa Batalden, neppe
en eneste Sten i den kunde henføres til det umiddelbare Under-
lags Bergart. Denne Slags Breceie gjenfindes paa Skorpen
og flere Smaaøer henimod Florø, saaledes paa den lille Ø
Roten, hvorfra vi har Fig. 33 Side 133. Her er noteret om
Stenene i Breccien, at de synes at være temmelig rene Kvart-
siter. - Videre har man den længere i Ø., paa Fastlandet,
hvor den optræder lagvis sammen med Sandsten. Den er iagt-
taget lige til Grøndalen (26). Bestanddelene er her fornemlig
kvartsitlignende Bergarter, tildels tydelig feldspatførende (se
Fig. 17 Side 114). Neppe nogen gode Graniter, Gneiser, Grøn-
stene eller grønne Skifere var at se. Paa en liden Ø 1 N.
for Skorpen er Underlaget henimod Grændsen opsprukket og
Stykkerne tildels, uden dog at have dannet nogen egentlig
Breceie, forrykkede indbyrdes (Fig. 29 Side 29).

Langs Hyenfjordens Vestside finder man Blokke, der er
nedfaldne fra det øverste af Fjeldet her. De bestaar af
et Konglomerat med afrundede indtil fodstore Stene: Syenit,
Hornblendegranit, red og graa Granit, Gneis, kvartsitlig-
nende Bergarter tildels med Granat, ren hvidlig Kvarts, en-
kelte Grenstene (se Fig. 19 Side 118).

Konglomeratet paa Nordsiden af Aalfotentjord bestaar
hovedsagelig af hvid Granit. Noget lenger i V. forekommer
der efter en forresten ikke neiere stadfæstet Observation,
mellem dette Konglomerat og de tilgreendsende krystallinske
Skifere en Breccie med Stene lignende disse. Ved Bestignin-
gen af Hornelen (H) kom jeg over krystallinske Skifere,
øverst gronlige, til en Breccie, bestaaende af Kvartsiter,
Gmeis og gronlige Bergarter lignende Underlagets. Paa Top-
pen har man et Konglomerat med skarpkantede, tildels ogsaa
noget afrundede Stene af Gneis og Gneis-Granit samt noget
Granit og Kvartsit. Den i disse Bergarter forekommende
Glimmer er mest grenlig. Hornelens Konglomerat reisende
sig med fuldstændig lodrette Vægge over Skiferfeltet paa
Fjeldets Østside er fremstilet Fig. 22 Side 21. Hvorledes

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 163

Konglomeratet her tager sig ud fra V., hvor det sees hvi-
lende over Skifer og Granit, viser Fig. 35 Side 138. Paa Syd-
kysten af Bremangerland stetter sig til Graniten en Brem af
Konglomerat med Sandstenlag. Konglomeratet bestaar, for-
uden af hvid Granit som Underlagets, af Gneis, Kvartsit
samt grenlige og graalige Skifere. Etsteds ner Grændsen
saaes et Konglomerat blot bestaaende af kantrundede Granit-
stene med Sandsten som Bindemiddel. Dette Sidste er en Und-
tagelse, thi ellers er Bindemidlet i vore Konglomerater
gjerne sammenkittet Grus af samme Bergarter som de sterre
Stene.

Haastenens og Kvamshestens Felter har jeg kun for en mindre
Del undersegt. Det interessante paa feldspatferende Kvartsit
og Syenit rige Konglomerat ved Osen (65) er beskrevet Side 143.
Ostenfor Krokevand (69) gjor Lagenes Stregretning i Kvams-
hestens Felt en mærkelig Vending, se Fig. 40 Side 146.
Konglomeratet i Kvamshestens Top er omtalt Side 150.

Konglomerat-Sandstenfelternes Dannelsesmaade. Det omtaltes
ovenfor, at Lifjeldets Konglomerat var udbredt som et Dække
over et ujævnt Underlag, og at Lagstillingen syntes at vere
oprindelig skraatstilet. Navnlig dette Felt er det, som paa
mig har frembragt det Indtryk, at Konglomerat-Sandstenfel-
terne skulde vere gamle Deltadannelser. Denne Tanke paa-
trengte sig forresten stærkt ogsaa lengere nord ved Osen
(65). Her ser man umiddelbart over Konglomeratet et Grus-
tag 1 en af vore almindelige Terrasser. Den viser sig, at
bestaa af Grus og mer og mindre afrundede, tildels ogsaa
skarpkantede Stene paa indtil 1 Fods Sterrelse — Terrassens
Masse er tydelig laget med en Hældning af mindst 30° fra
Fjeldet, henimod hvilket den ligger. De fladeStene er gjerne
stillede wed sine sterste Dimensioner parallelt Lagfladerne.
Tænkte man sig Grusmassen sammenkittet i Tidens Leb, saa
fik man et Konglomerat aldeles ligt meget af det gamle.
Fristende kunde det vere at tenke sig Skiferbreccien paa
Ytre Sulen tilfort fra et og Konglomeratet forresten der fra
et andet Elvedistrikt.

Konglomerat-Sandstenfelternes senere Skjæbne. Efter sin
. Afleiring har Konglomeratet og Sandstenen været underka-
stet mekaniske Kræfters Indvirkning. Før er nævnt den

steile Lagstilling nordligst i Hornelens Felt; den maa være
it?

164 Hans H. Reusch.

frembragt ved Dislokation. Hvorvidt Lagenes Svingning i
Kvamshestens Felt ogsaa skyldes en saadan, skal jeg lade
staa derhen.

Fjeldet er bleven gjennemsat af Spalter, der har veret
betingende for nu existerende Fjordes, Eids, Dales og Kløf-
ters Retning*). Disse Forhold træder især frem ved Lifjel-
dets Felt. Sulenøernes Øgruppe udmærker sig som bekjendt
ved, at dens Fjorde, Søer, Fjeldrygge, Dale og Kløfter i paa-
faldende Grad er bestemt orienteret i nord-sydlig Retning.
Denne udprægede Retning af Terrænets Linjer er forresten
ikke indskrænket til Konglomerat-Sandstenfeltet, men sjen-
findes ogsaa i Underlaget. Ganske i det smaa sees dette f.
Ex. i de fire eiendommelige Kløftdannelser, som vi omtalte i
S. for Sognæskol. Et andet Sted, hvor tillige en Forrykning
er lagttaget, er et Stykke i Ø. for Gaarden Kraakevaag paa
Sydøstsiden af Indre Sulen. Skraaningen mod Havet er her
gjennemfuret af en liden nord—sydgaaende Kloft, der skjæ-
rer igjennem saavel Konglomeratet som den underliggende
Skifer, der falder fladt mod N. Gjennem Kleften leber en
liden Bæk. Grændsen mellem de to sidstnævnte Bergarter
ligger paa den østlige Side omtrent 16 M. (50 Fod) lavere
end paa den anden. Skiferen gjennemsættes forresten ellers
i Nærheden af mange Sprækker, uden at ved dem nogen For-
rykning blev iagttaget. Af større Trek i Landets Relief-
forhold vil jeg specielt henlede Opmærksomheden paa den 26
Kilometer lange Linje, der strækker sig fra Storakersund (5)
mod N. over det lave Eid (a), der fører over til den indre
Del af Skifjorden, over denne, Dalen i dens Fortsættelse,
over en meget udpræget Kløft (b, der gaar ned mod N. til
Haavaag, over Eidet ved Næs (c) og videre til Kidsfjord (d).
Bergarten fra Aafjorden og nordover er Skifer med øst—vest-
ligt Strøg. Fortsættelserne sydover af Krakhellesund (6) og
den vestenfor liggende Hagefjords (e) Linjer er ogsaa karak-
teristiske. Et ligesom indre Vidnesbyrd om, at Konglomera-
tet har været udsat for stærke Trykkrefter, har man i de
forrykkende Smaasprækker, der flere Steder gjennemsætter

=) Ofr. Th. Kjerulf, »Udsigt over det sydlige Norges Geologi, Kra. 187%
og flere andre Skrifter af samme Forf.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord ete. 165

det ganske, uafhengig af de enkelte Rullestene (se f. Ex.
Fig. 33 Side 133 og Fig. 38 Side 142); endvidere i den eien-
dommelige Knusning, som Stenene tildels har været under-
kastet midt inde i Massen. De enkelte Stene synes forresten
undertiden til en vis Grad at have været formbare; de
har modtaget Indtryk, ja kan endog vere blevne vredne
vindskjeve en Smule.

Tre Stene af krystallinske Skifere, den midterste Gneis, fra Konglomeratet
ved Krakhelle. Den overste viser et Indtryk; den mellemste er gjennemsat
af Spalter. Undertiden kan de to Dele paa begge Sider af en saadan Spalte,
der endog ikke behever helt at gjennemsætte Stenen, vere vredne lidt i For-
hold til hverandre. Den tredie Sten er gjennemsat af en forrykkende Spalte.

At angive, hvormeget Konglomerat-Sandstenfelterne 1
Tidernes Leb er formindskede ved Denudation, er ikke let.
Den Maade, hvorpaa den af Konglomerat og Breccie bestaa-
ende Brem optreder i Hornelens Felt, kan maaske tydes
derhen, at vi 1 disse Bergarter har en Dannelse umiddelbart
ved den gamle Kyst, medens Sandstenen i de midtre Dele er
afsat paa dybere Vand. I saa Tilfelde skulde Feltets oprin-
delige Omgrændsning kanske omtrent svare til den nuværende.

Ismasserne, som engang er komne ud gjennem Sognefjor-
.den, er ved at stede an mod Suleneernes Fjelde tildels blevne
afbeiede fra sin oprindelige Retning. Den bratte Mur ved
Lihesten (Lh) og Lifjeld (L) har tvunget Isstremmen, som
kom over Lifjorden, til at dele sig i to; en, der bevegede

166 Hans H. Reusch.

Forklaring til Kartskissen.

Med grove Streger er betegnet Grundfjeldet.
. « fine Streger Skiferformationen.

« grove Prikker Konglomerat og Breccie.

« fine Prikker Sandsten.

« sort Graniten paa Bremangerland, Syeniten mellem Ferdefjord og Dals-
fjord, Grensten og Grenstensskifer paa Smaaeerne i N. for Ytre Su-
len samt Sogneskollens Bergart.

Ho paa Bremangerland — Hornelen.
H = Haastenen.
K = Kvamshesten.
Lh = Lihesten.
L = Lifjeld.
S = Sogneskol.
P = Polletind.
Tallene betegner Steder, nævnte i det foregaaende.

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 167

1
700,000

Geologisk Kartskisse af de i foranstaaende Afhandling omhandlede Egne.

168 Hans H. Reusch.

sig mod SV. forbi Lifjeld og en, der bevegede sig mod
NO. forbi Lihesten. Krakhellenipen, sydøstligst paa Sulenø, har
tvunget en Del af Isen ret mod N. gjennnem Krakhellesund
(6). Over den lave Ytre Sulen har derimod Bevegelsen gaaet
1 Hovedretningen mod V. Interessant er det allerede af Nau-
mann anførte Faktum, at Vandreblokke ostenfra er ferte over
mellemliggende Lavland op til over 2000 Fods Heide under
Kvamshestens Top.

Nogle Træk af Egnens yngste geologiske Historie,

Paa de ud mod Havet liggende Strande finder man kun
meget lidet af Grusafleininger, der kan vidne om, at Landet
engang har ligget lavere end nu, navnlig finder man ipgen 1
sterre Heide (heiere end 20 M.?). Det eneste sikre af denne
Slags, jeg ved, er, at der skal vere fundet Skjel af Hav-
mollusker ved Kraakevaag (Indre-Sulen) 1 Gaardens Marker.
Heller ikke i de indre Fjordegne finder man andet end ube-
tydelige Grusafleiringer. Heiden af den everste af de smaa
Terrasser ved Osen er af Irgens bestemt til 24 M. (75).

Det Vidnesbyrd om, at Landet har ligget lavere end nu,
som man kan faa af havdannede Huler f. Eks. paa Kin er
noget for sig, man ved jo endnu intet sikkert om, hvorvidt de
er samtidige med vore øvrige Vandstandsmærker.

Till æ se.

Efterat foranstaaende Afhandling i Slutningen af Oktober Maaned
1880 var indleveret, har jeg havt Anledning til at anstille en mikroskopisk
Undersegelse af en Del af de omhandlede Bergarter. Denne Undersegelse
er foretaget i Professor Zirkels mineralogiske Laboratorium i Tepe un-
der Veiledning af Dr. Kalkowsky.

Gronsten fra Olderoen ved Ytre-Sulen. Denne Side 108 omtalte Berg-
art bestaar af tre Bestanddele, en i seileformede Krystaller uddannet Feld-
spat, der maaske er Plagioklas, endvidere et erenliet. Mineral, som kun vi-

——

Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 169

ser en Spaltningsretning; mellem korsvis stillede Nikoller kan i A:mindelig-
hed et Korn af dette Mineral ikke gjeres dunkelt over det Hele med en
Gang, men kun Parti for Parti under Preparatets Omdreining. Det tredie

- Mineral er en graalig kornet Substans, der i paafaldende Lys viser sig

hvidt (et Omvandlingsprodukt af Titanjern). Bergarten viser under Mikro-
skopet megen Lighed med den af Giimbel opstillede Bergart Leucophyr (fra
Unterkotzau ved Hof i Bayern), som af ham henføres til Diabas.

Metamorfoseret Skifer umiddelbart paa Grendsen mod Granit ved Vaa-

. gene paa Bremangerland. (Se Side 139). Denne Bergart viser under Mi-

kroskopet en felsitisk Grundmasse, hvori ligger udskilt sterre kantede K varts-
korn. Grundmassen er svag brunlig af Jernoxydhydrat, der tildels flække-
vis forekommer i noget rigeligere Mengde. Klorit optræder ogsaa; den er,
som det synes, gjerne udskilt i sterre Partier.

Tet mørk Kvartsit fra Kallevaag paa Bremangerland (Side 140). Be-
standdelene er: Kvartskorn, brun Glimmer og et grønligt Mineral, som sy-
nes at være Hornblende. I en grønlig Varietet var dette Mineral, i en no-
get brunlig Glimmeren fornemlig tilstede. En mork Jernerts, maaske Jern-
glans, forekommer temmelig rigeligt; Feldspat eftersogtes forgjæves.

Kvartsen optræder under Mikroskopet dels i større Korn, dels i min-
dre, som i Forbindelse med de mørke Mineraler danner som en Grundmasse
for de større.

Feldspatførende Kvartsit fra Osen. Præparater af Stene i Konglomera-
tet og af fast Fjeld viser megen Overensstemmelse, hvorved det Side 144 an-
førte om Stenenes Hjemstavn endmere vinder i Sandsynlighed. Under Mi-
kroskopet sees kornig Kvarts, heri, meget tilbagetrædende, gyønlig Kali-
glimmer i bølgende Lag, undertiden med noget Klorit. Enkelte Korn af
Feldspat med gitterformig Struktur, der tyder paa Mikrolin, forefindes.
Hvorvidt der skulde forekomme en større Mængde Feldspat, er det ikke saa
let at afgjøre, da klare Orthoklaskorn og Kvartskorn vel kun vanskelig la-
der sig adskille under Mikroskopet i Bergarter som den heromhandlede. Paa
en større Feldspatrigdom tyder maaske smaa glindsende Punkter, der sees
makroskopisk paa Brudflader.

Hvid feldspatførende Kvartsit fra Store Vand (se Side 116) ligner un-
der Mikroskopet foregaaende, men er rigere paa forskjellige Arter Feldspat,
tildels tydelig Mikrolin.

Hvid feldspatforende Kvartsit fra Florø. Denne tinkornige, temmelig
letsmulrende Bergart (Side 113) indeholder, som det synes, ikke meget Feld-
spat (noget Plagioklas iagttaget). Kvartsen er opfyldt af langagtige Korn
af et Mineral, som synes at kunne være Grammatit.

Feldspatførende Kvartsit (Underlaget) fra Teisteholmen (se Side 129) minder,
betragtet under Mikroskopet, om en Gneis. Kvarts og Feldspat forekommer i
Blanding, dertil lys, svag grønlig Kaliglimmer i bølgende Lag og sammen
med den kornet, gjerne mere gulagtig Fpidot. Til de to sidstnævnte Be-
standdele slutter sig en Jernerts, som paa Grund af et ledsagende, lidet
gjennemsigtigt Omvandlingsprodukt vel maa tydes som Titanjern. Feldspa-
ten er tildels som i en Øiegnes udsondret i større Krystaller, der endog er

170 Hans H. Reusch.

synlige med blotte Wie. Et Sted saaes den at vere tydelig Plagioklas.
Alle Bergartens Bestanddele mangler Krystalform. Accessorisk forekommer
nogle ubestemte Mineralkorn, Jernoxydhydrat samt rhomboedriske Hulrum
efter Brunspat. I Kvartsen sees smaa Vædskeindeslutninger med bevægelig
Libelle.

Syenit fra Konglomeratet ved Osen (se Side 143) bestaar af Feldspat,
der tildels er Plagivklas, noget Kvarts samt forskjellige grønne Mineraler,
nemlig dels tydelig Hornblende, dels Klorit. Epidot optræder i større Korn
og desuden i mindre, som opfylder Feldspaten, ofte saaledes, at næsten in-
gen fri Substans bliver igjen mellem Epidotkornene ; ogsaa Kaliglimmer sees
forekommende paa sidstnævnte Vis. Bestanddel af Bergarten er endvidere
Magnesiaglimmer. Accessorisk optræder brunlig Titanit og Apatit, den
sidste kort søileformig med co P, P og oP.

Grøn Sandsten, løs Sten fra Florø, efter al Sandsynlighed «fra Horne-
lens Felt. De klastiske Bestanddele er: kantede Korn af Kvarts og Feld-
spat, tildels Plagioklas og gittertegnet Mikrolin samt Blade af hvid Glim-
mer. Som krystallinsk, autigent Cement optræder Epidot, Klorit, Carbon-
spat, desuden en finkornig Blanding af Kvarts med Mikrolither af ubestemt
Natur.

Et Beseg i Svenningdalens Sølvgruber.
Af

Hans H. Reusch.

Forrige Aar, 1879, da mine Reiser for den geologiske
Undersegelse ferte mig til Nordland, benyttede jeg Anled-
ningen til at besege de Selvgruber, som vel fortiden vækker
de sterste Forhaabninger nest Kongsbergs.

Fra den lille Kjebstad Mosjeen fórer en Landevei om-
trent 4 Mil mod S. langs Vefsenelven gjennem en langsomt op-
adskraanende, jævnt skovklædt, men lidet befolket Dal. Den
herskende Bergart er Kalksten. Denne er gjerne blaaliggraa,
smaakornet og indeholder Glimmerskjæl, hvilke især optræ-
der i visse Lag, der afvexle med andre glimmerfattige. Disse
Lags Tykkelse er liden, i Almindelighed kun nogle faa Cen-
timeter og mindre; de sees især tydelig paa forvitret Over-
flade, hvor de glimmerrige Lag staar mere frem end de andre.
Lagene stryger i det Hele N—S. parallelt Dalen og staar
lodret eller steiltskraanende, som det synes, især med Fald
mod V. I Kalken optræder ofte rundagtige eller lindsefor-
mede Klumper, som oftest af en Knytnæves Størrelse (no-
teret mellem 5 og 20 Centim.). De bestaar af mere grovkry-
stallinsk hvid Kalksten, til hvilken der gjerne slutter sig noget
Kvarts og undertiden noget storbladet Glimmer. Hist og her
findes Hornblendeskifer vexelleiret med Kalkstenen. Granit
optræder i mindre eller større Felter. Navnlig er der et
større Felt, som man passerer paa Strækningen mellem Laxe-

ng) Hans H. Reusch.

fos og den sendenfor liggende Kirke. Den nævnte Fos har
en betegnende Beliggenhed nemlig der, hvor Elven fra Gra-
niten strommer ind i det af Vandet mere paavirkelige Kalk-
terræn. å
Dette Granitfelt, hvori der er foretaget flere Sprængnin-
ger for Veianlæggets Skyld, er interessant. Graniten er mid-
delskornig, graa, og med Hensyn til Bestanddele ganske al-
mindelig, idet den bestaar af hvid Feldspat, graa Kvarts og
sort Glimmer. Strukturen forstjener større Opmærksomhed.
For det første har man en udpræget Parallelstruktur ved Glim-
merbladenes Anordning; dernæst afvexler ofte stribevis glim-
merfattigere og glimmerrigere Partier, de første lysere, de
sidste mørkere. De lysere og mørkere Partier forekommer

Fig. 1.

ma ALI 7
gn

T

yj v
S

En omtrent 9 M. hoi Klippe af Granit med Parallelstruktur.

1. Glimmerfattig Varietet. 2. Glimmerrig Varietet. 3. Et Flag af den
glimmerfattige Varietet, i hvilken Parallelstrukturen under en spids Vinkel
skjærer den omgivende Bergarts Parallelstruktur
4. Grovkornige Granitaarer.

temmelig uregelmessig om hverandre. Det eneste man kan
sige er, at de gjerne er udstrakte i Strukturens Retning, og

Iovi

Et Beseg i Svenningdalens Selvgruber. 172

at, hvor et mindre Parti af en Sort indesluttes i et andet,
det første gjerne har Lindseform. Bergarten gjennemvæves
af grovkornige Aarer af Granit, der som oftest har skarpe
Grændser mod Omgivelserne.

I Begyndelsen kan man flere Steder i dette Felt vere
noget i Tvivl, om man ikke har for sig et opstikkende Parti
af Grundfjeld med en noget eiendommelig afleiret Gneis. Har
man imidlertid passeret Feltet og er kommen til dets Syd-
grendse, viser Forholdene her, saaledes som jeg formaaede
at opfatte dem, at vi har for os en virkelig eruptiv Masse.
Hosstaaende Tegning kan tjene til at illustrere Forholdene.

Grændse mellem stribet Granit og Hornblendeskifer med Kalklag.

Den her afbildede Fjeldvæg er vel omtrent 25 M. høi.
Tilvenstre har man Graniten, der indeholder forskjellige
Brudstykker. Ved Foden af Fjeldvæggen gaar ind en
liden Hule, dannet i et let forvitterligt Parti af en i Grani-
ten indesluttet Bergart, sandsynligvis noget Kloritskifer.
Det lille aflangrunde Parti ovenfor tilvenstre for Hulen er
Kalksten, der viser en tydelig Omvandling langs Randen,
hvor den støder til Graniten. De øvrige i Graniten inde-

174 Hans H. Reusch.

sluttede Partier af fremmed Bergart er Hornblendeskifer. I
Midten og tilheire paa Tegningen har man svevende Lag,
nederst Hornblendeskifer, heiere Hornblendeskifer med Kalk-
lag. Fjeldet gjennemsættes her af Gange, hvis Bergart i
sin Habitus stemmer overens med det store Felts. For
den nærmest ind til Granitgrændsen liggende Gangs Ved-
kommende iagttog jeg specielt, at den viser Parallelstruktur
ganske lignende det store Felts. Denne sees bedst der, hvor

Glimmer er tilstede i noget rigeligere Mengde, dette er blot.

tildels Tilfeldet. Glimmerbladene er anordnede paral-
lelt Gangfladerne. Gangen er i sin nedre Del omtrent 25
Centim. bred.

Naar man fortsætter Veien længere sydover, ser man
paa Vestsiden af Dalen Stedet, hvor Selvgruben forekommer.
Allerede paa Afstand skjelner man paa Dalskraaningen Ret-
ningen af den steilt mod N. hældende Gang, hvorpaa der ar-
beides. De Detaljeoptegnelser angaaende denne Gang, som
jeg havde Anledning til at gjere under Hr. Grubebestyrer
Knudsens velvillige Ledelse, vil jeg her ikke aftrykke, da
jeg senere har faaet Anledning til at gjere mig bekjendt
med et i denne Henseende fuldkommen fyldestgjerende Ar-
beide af Hr. Bergkandidat J. E. Mortensen. Dette er en
som Manuskript trykt Skrivelse til »Interessentskabet for en
Forsegsdrift 1 Svenningdalen«. Den er dateret Trondhjem
3die Juli 1877 og betitlet: »Om Ertsforekomsten paa Gaar-

Fig. 3.
Hornblendeskifer. Granit. .Kalksten.
MUS r at

1
{
1
1
1
1
I
I
1
I
1
1
1
I
I
1

EU
orcs LY

STINE

[7] V

Profilskisse af Svenningdalens Selveruber. x Granit omgivet af Hornblsk.

den nedre Svenningdal, Øvre Vefsen« (11 S). Her skal blot
skildres Forholdene i sin Almindelighed. De herskende

Et Beseg 1 Svenningdalens Selvgruber. 175

Bergarter er middelskornig, dels hvid, dels graalig eller blaa-
lig Kalksten og Hornblendeskifer, hvilke optræder i temme-
lig steilt mod V. faldende Lag. Gangen stryger omtrent
lodret paa Kalk-Skiferlagene og falder steilt mod N. Hos-
staaende Profilskisse kan tjene til neiere at fremstille For-
holdene, for-saa vidt de lod sig iagttage, dengang jeg be-
segte Stedet. Længst mod V. laa Gangen meget vakkert
blottet i Dagen. Den var her 11/2 M. bred, og bestod af en
Blanding af drøi hvid Kvarts med hvid Feldspat, paa hvil-
ken ingen Tvillingstribning lod sig iagttage. Hertil kom
Klorit, dels tæt, dels bladet; Gangens Hovedfarve var saale-
des flækkevis grøn og hvid. Indsprængt, ikke jævnt spredt.
men samlet i Partier saaes Blyglans, Kobberkis og Arsenkis.
Nogen Regel for Bestanddelenes Anordning kunde ikke iagt-
tages. Kalkspat optraadte i Aarer og Partier i Gangmas-
sen; ogsaa Kvartsaarer saaes optrædende paa samme Vis.
Omtrent paa samme Maade forholdt Gangen sig, hvor jeg
ellers havde Anledning til at iagttage den; Mægtigheden er
dog gjerne mindre. Ertserne er saaledes som Mortensen op-
nævner dem: »Arsenkis, Svovlkis, Spor af Kobberkis, en An-
timonblyforbindelse (formentlig Geokronit?) samt hovedsage-
lig Zinkblende og Blyglands; formentlig optræder ogsaa en
Fahlerts eller anden Selvforbindelse, uden at det hidtil er
lykkedes at paavise samme.« Blyglandsen blev for mig op-
givet at skulle indeholde ca. 0.6 pCt Sølv, Zinkblenden 0.6—
0.7 pCt., Antimonfahlertsen 0.23 samt noget Guld. I Gjennem-
snit skulde Ertsens Sølvgehalt være 0.6 pCt.

Tildels naar ikke Gangen helt op i Dagen, men gaar
over i en af brunlig Okker fyldt Spalte, hvad man der paa
Stedet kalder en »Raaddengaug«. Hirsch i Trondhjem har
fundet at Hovedbestanddelene i Okkeren er Arsen og Jern,
og at Bly, Antimon og Zink m. M. er tilstede i smaa men
vexlende Mængder. Kun i en Prøve af 5 paavistes Sølv
(0.05 pCt.). En liden fattig Gang er paavist parallelt med
Hovedgangen. |

I Kalkstenene og de krystallinske Skifere optræder ved Gru-
berne langstrakte leieformede Granitpartier gjerne med tydelig
Parallelstruktur parallel Grændsefladerne. To saadanne Partier
sees paa Fig. 3. Efter min Formening er det Gange af
samme Art som de paa Fig. 1 afbildede. I et Gesenk nær x

176 Hans H. Reusch.

paa Protilet saaes et '/2 M. megtigt Parti af hornstenlig-
nende Kvartsit.

Lige ved Gruberne i V. for samme steder man paa et
betydeligt Granitfelt. Bergarten her er middelskornig. Ved
den dels lyse, dels merke Glimmers regelmæssige Anordning
fremkommer en steiltstaaende Strukturretning, der stryger
parallelt Grændsen i N—S. Retningen. Denne Parallelstruk-
tur, der gjør, at Bergarten minder om Gneis, savnes et og
andet Sted- Den er intet Grændsefænomen; jeg trængte tem-
melig langt ind i Feltet, netop for at underssge Muligheden

heraf, men fandt, at Parallelstrukturen var gjennemgaaende |

Her gjenfindes altsaa de samme Forhold, som ved den for
omtalte Granit 1 S. for Laxefos.

Rettelse: Side 70 tredie Linie fra neden staar: nordvestre
Aanbing istedetfor: nordestre Aabning.

Fra den norske Nordhavsexpedition *),
Af

D. C. Danielssen og J. Koren.

Echinodermer.

Til de fleste af de Sestjerner, som nedenfor skulle om-
tales, ville Tegningerne og en mere omfattende Beskrivelse
felge Generalberetningen over Expeditionen.

Asterias spitsbergensis n. sp.

Denne Sestjerne har ved ferste Oiekast megen Lighed
med Stichaster roseus; men ved nærmere Undersøgelse viser
den sig at vere meget forskjellig.

Hudskelettet, der efter Perrier danner det vesentligste
Sjelnemerke imellem Slegterne Stichaster og Asterias, nær-
mer sig hos vor Søstjerne begge, saa at vi have været i
Tvivl om, til hvilken af de to Slegter, den burde henferes.

Imidlertid have vi indlemmet den i den paa Arter saa
rige Slegt Asterias, dels fordi Hudskelettet ikke er i sin
hele Udstrekning taglagt; men som Tilfældet er hos Sticha-
ster paa Ryggen af Armenes Midte og tildels paa Skiven, er

*) Fortsættelse. Se Nyt Magazin for Naturvidenskaberne 25de Binds 2det
Hefte, Pag. 83.
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 12

178 D. C. Danielssen og J. Koren.

mere eller mindre reticuleret, — og dels fordi vi finde, at
Slegten Stichaster er temmelig tvivlsom, og kan muligens at-
ter blive inddraget i Slegten Asterias, som Johannes Müller
og Trochel forlengst have gjort.

Asterias spitsbergensis har 5 Arme, og Forholdet imellem
den lille og store Radius er som 1 : 41/3.

Armene ere temmelig tykke, lidt indknebne ved Grun-
den, noget afstumpede i Spidsen, sterkt hvelvede paa Ryg-
gen og Siderne, hvor de ere besatte med Pigge, der paa Si-
derne danne regelmæssige Længderækker, paa Ryggen uregel-
mæssige Tverrækker. Imellem Piggene saavel paa Skiven
som Armene er Huden negen og indtages af Tentakelporer.

Sestjernens Rygside er meget hvælvet, dens Bug flad.
Skiven er besat med sterre og mindre Pigge, der paa Midten
gruppere sig ringformig omkring den centrale Analaabning.
Madreporpladen er noget aflang, meget liden og findes strax
ovenfor Armvinkelen, nedsænket i Huden og omgivet af Pigge.

Ambulacralfuren er begrændset af 3 Rader sterke Pigge,
af hvilke den ene vender ind imod Furen, og her er enhver
Pig ved sin Grunddels indre Side omgivet af Pedicellarier,
den anden vender udad, og den tredie midterste Rad har
ferre Pigge, fordi Adambulacralpladerne have afvexlende 2
og 3 Pigge.

Udenfor den ydre Rad sees en Rekke Pigge, der ere ne-
sten ligesaa store, som Furepiggene. De staa som oftest to
og to sammen efter Længden, og er enhver ved deres Grund-
dels ydre Side omgivet af Pedicellarier. Endelig sees uden-
for denne Række, nærmere Rygsiden, en dobbelt Rekke smaa
Pigge, der ere omkrandsede af Pedicellarier.

Paa Skiven findes ingen Pedicellarier, derimod ere Ar-
mene overalt besatte med forskjelligt formede Pedicellarier.

Pedicellarierne langs Ambulacralfuren sidde paa en kort
.Stilk i smaa Grupper paa den indre Flade af Piggens Grund-
del. De ere lige, have en Basis, hvis underste Del er rund,
hvis everste Del paa Midten er forsynet med en Frem-
staaenhed og paa Siderne afgive Leddeflader for Armene.
Disse ere langstrakte, brede forneden, og ende foroven i en
Spids.

Pedicellarierne, der omgive Piggene paa de to distinkte
Rekker udenfor Furepiggene, ere alle korsformige, stilkede,

Fra den norske Nordhavsexpedition. 179

og le sig ikke vesentlig fra denne Form hos Asterider
med 4 Rader Fodder.

Paa Armenes Ryg og tildels paa kan findes overalt
ved Piggenes Grund idk enkeltvis, dels smaa Hobe af kors-
formige Pedicellarier; men foruden disse træffes ogsaa her en
tredie Form Pedicellarier, der vel ere lige, men ganske for-
skjellige fra dem, som sees langs Ambulacralfuren.

Denne tredie Form Pedicellarier, der ere meget sparsom-
me og altid isolerede, have en Lyreform. Basaldelen er halv-
rund, indtager en Trediedel af Pedicellariens Lengde, har paa
den everste nesten lige Rand en lidt afrundet Midtdel. Kje-
verne ere meget brede med indskaarne Sider og paa deres
everste Halvdel ere de indvendig forsynede med 3—4 Tver-
rekker fine Pigge, imedens den hele ydre Flade har5 Lengde-
rekker Vacuoler. Siderandene ere glatte; men den everste,
afrundede Rand synes at være besat med "Tender.

Hudskelettet dannes af sterre og mindre langstrakte,
rundagtige Kalkstykker, der idet de feie sig sammen, danne
et uregelmessigt sterkt Bjælkenet med store Masker, hvori
sees Tentakelporer. Disse Kalkbjelker bære en eller flere
Pigge, alt efter deres Storrelse.

Naar Sestjernen er terret, rage Kalkstykkerne op over
Huden og danne Kamme, der gaar mere eller mindre paatvers
af Armen.

Henimod Ambulacralfuren antage Kalkstykkerne baade
en mere regelmessig Form og Anordning. De danne her to
distinkte Længderækker og ligge taglagte paa hverandre.
Kalkstykkerne i den indre Rekke ere temmelig flade, trian-
gulære, og stede med sin indre brede Rand umiddelbart til
to Ambulacral- og to Adambulacralplader. Paa deres ydre
-Flade bere de to Pigge, der staa efter hinanden og hjelpe
til at danne den tørste Rekke Pigge udenfor Furepiggene.
Disse Kalkstykker kunne betragtes som ventrale Randplader.

Kalkstykkerne 1 den ydre Rekke ere nesten T-formige
og stede med den brede Del til de ventrale Randplader,
hvoraf de for en liden Del dækkes, imedens den smalere Ende
steder til de almindelige langstrakte Kalkbjelker, der dan-
ner Hudskelettet. Paa deres ydre Flade bere de to Pigge.
der staa ved Siden af hinanden og hjælpe til at danne den

12*

180 D. C. Danielssen og J. Koren.

anden Rekke Pigge udenfor Furepiggene. Disse T-formige
Kalkstykker kunne betragtes som dorsale Randplader.

Adambulacralpladerne ere temmelig smaa, fladtrykte, næsten
firkantede og bere afvexlende 2 og 3 Pigge.

Farven: Orangegul med et intens redt Wie paa Enden af
hver Arm. Fedderne noget merkere orangegul. Spiritusexem-
plarer bleggule.

Findested: Spitsbergen. Magdalena-Bay. Stat. 366. 79°
39° N. B. 8° 37 0. 61 Favne. Temperatur + 2.1 C. Mer-
kegraat Ler. Nogle Exemplarer.

Solaster glacialis n. sp.

Legemet cr 7-armet, kun hdet hvælvet paa Ryggen; Bugen
flad. Forholdet imellem den lille og store Radius, som 1 : 3.
Analaabningen subcentral. Madreporpladen rund, sidder imellem
Armvinkelen og Anus, dog nermere den ferste.

Rygfladen er besat med Paxiller, der staa langt fra hveran-
dre, omtrent I mm., og danne regelmæssige Længderækker paa
Armene.

Enhver Paxille har et kort Skaft, hvis øverste Del ender i
Regelen i 6 Spidser, hvoraf de 5 sidde i Krands omkring
den Gte.

Imellem Paxillerne er Huden nøgen, og her sees Aanderø-
rene at staa enkeltvis, sjeldent to sammen, og ere paa den inder-
ste Halvdel af Armen stillet i Længderækker ; kun paa den yder-
ste smale Ende af Armen findes ingen Tentakelporer.

De ventrale Randplader ere 28, kun lidet fremtrædende og
bære hver en penselformig Paxille, der hjælper til at danne den
Paxille-Række, som begrændser Armen til Siderne.

Bugfladens Interbrachialrum ere besatte med enkelte Pigge,
der staa uregelmæssige; forøvrigt er Huden nøgen.

Langs Ambulacralfuren er paa hver Side en Række Pigge,
som udgaa fra den indre Flade af Adambulacralpladerne. Fra
enhver af de 4—5 inderste Adambulacralplader udgaa 4 lange
Pigge, der ere samlede ved Grunden, men gaa stærkt viftefor-
migt fra hverandre ud imod Bugfuren, saaledes at de to midter-
ste ere de længste. Paa de øvrige Adambulacralplader er der
kun 3 saadanne Pigge. Udenfor denne Række Kalkpigge sees
Tverrækker af Kalkpigge, der tage deres Udspring fra den ydre

—_— -_ =

Fra den norske Nordhavsexpedition. 181

Flade af Adambulacralpladerne. De 3—4 af de inderste Tver-
rekker have kun 3 Pigge, af hvilke den midterste er længst, de
evrige have 4 Pigge, en og anden 5. Imellem disse Tverrekker
og Paxillerækken, der begrændser Sestjernens Rand, er der ind-
imod Interbrachialrummet, altsaa paa den indre Del af Armen,
en Rekke enkeltstaaende Pigge.

Mundpladerne have paa deres konvexe Siderande 6 Pigge,
paa den inderste afrundede Rand 4 lange Tænder, og paa Midt-
partiet 2 Rader smaa Pigge, 3—4 1 hver.

Hudskelettet dannes paa hele Rygfladen af sterre og mindre
taglagte Kalkstykker, der have en noget forskjellig Form. Paa
Skiven ere de sterst, have i Almindelighed flere korte Forlen-
gelser, der ved at legge sig over paa de tilstedende Kalk-
stykkers Udlebere bidrage til at danne et Kalknet med yderst
smaa Masker, hvori findes en Ambulacralpore. Paa Ryggen at
Armene har Kalknettet lidt videre Masker, men paa Niderne bli-
ver Kalknettet compactere, Maskerne mindre og regelmæssigere,
og de enkelte Kalkstykker have her Formen af et X med sær-
deles bredt Midtparti.

Paa Bugfladen bestaar Hudskelettet af Kalkplader med 5
eller 4 Udløbere, som ere taglagte og indtage hele Interbrachial-
rummet

De ventrale Randplader ere meget smaa, smale, langstrakte
Kalkstykker, der paa deres ydre Flade bære den Kam af Paxil-
ler, der bidrage til at begrændse Sestjernens Rand. De dorsale
Randplader rudimentære.

Qdontophoren har paa Midten af sin øverste Rand et tem-
melig stærkt Fremspring. Dorsalapophysen er liden.

Adambulacralpladerne ere temmelig store, 5 eller 6 kantede
med concav-convexe Flader, og ere forsynede med Pigge, som tid-
ligere ere omtalte. Ambulacralstykkerne atvige ikke synderligt fra
Formen, der tilhører Slægten Solaster.

Farven: Ryggen merkered; Bugen hvid, spillende lidt i det
Gule.

Findested: Station 290. 72° 97' N. B., 20° 51’ Ø. f. Gr.
191 Favne. Temperatur + 3.5 C. Sandholdigt Ler. 1 Ex-
emplar.

182 D. €. Danielssen og J. Koren.

Artskarakter.

Legemet 7-armet. Forholdet imellem den lille og store Ra-
dius som 1 : 3. Paxillerne paa Ryggen temmelig spredte og
danne regelmæssige Rækker paa Armene. Interbrachialrummene
besatte med enkelte Pigge, ellers nøgne. langs Ambulacralfuren
en Række Pigge. Fra ethvert Adambulacralstykke udgaa indad
imod Furen 3—5 paalangsstillede Pigge, udenfor Furen et lig-
nende Antal paatvers stillede. 28 smaa ventrale Randplader, bæ-
rende penselformige Paxiller.

Farven: Ryggen mørkerød; Bugen hvid.

Asterina (Solaster) tumtda, Stuxberg.
Tab. I. II: Fig. 6--10.

Hr. Dr. Stuxberg har i Ofversigt af Kungl. Vetenskaps-Aka-
demiens Förhandlingar 1878 No. 3, leveret en Diagnose af en
ny Sestjerne fra Novaja Semlja, som han har henfert til Slæg-
ten Solaster og kaldt Arten tumidus. Diagnosen er ledsaget af
en vel udfert Tegning.

Hr. Stuxberg har havt til sin Disposition 3 Exemplarer.
Hans største Exemplar er omtrent 25 mm. 1 Gjennemsnit, og den
store Radius er 14—15 mm.

Paa den norske Nordhavsexpedition blev der fundet 1 ud-
voxet Exemplar, der var 75 mm. i Gjennemsnit; den store Radius
40 mm., samt et Par mindre.

Allerede i 1876 vare vi paa det Rene med, at denne Se-
stjerne, hvoraf der dengang var fundet kun 1 Exemplar, var ny;
men vi udsatte med Beskrivelsen 1 Haab om, at Expeditionen
muligens kunde i de folgende Aar finde flere, hvilket ogsaa blev
Tilfældet.

Imidlertid leverede Hr. Stuxberg den nævnte Diagnose med
, Tegninger, og ved at blive bekjendt dermed, fattede vi Mistanke
om, at det sandsynligvis var en Unge af vor, — og, ved Hr. Pro-
fessor S. Lovéns Forekommenhed, fik vi udlaant fra Stockholms
Museum to af Originalexemplarerne, hvorved vi overbeviste os
om, at vi havde med den samme Sestjerne at gjere.

Vi kunne ikke som Hr. Stuxberg henfere den til Slægten
Solaster, fra hvilken den i hei Grad adskiller sig ved Hudskelet-
tets Form, ved Interbrachialsystemet og ved Odontophoren.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 183

Nodvendigvis tilherer den den store Familie Asterinide, og
nærmer sig da temmelig stærkt til Slegten Asterina, til hvilken
vi forelebig vil henfere den, ihvorvel den adskiller sig fra denne
ved Hudskelettet, der paa Rygfladen ikke frembyder den særegne
Anordning af Kalkpladerne; ved den store Mengde Tentakelporer,
der ere udbredte over hele Rygfladen lige til Randen, saavel paa
Armene som Skiven, samt ved de skjulte Randplader og deres
Form.

Legemet er stærkt convex paa Ryggen, fladt paa Bugen, og
har 5 korte, tykke Arme. Paa det sterste af vore Exemplarer
forholder den lille Radius sig til den store som 5—8.

Ryggens Overflade er beklædt med tætstaaende Paxiller, der
have næsten Bægerformen, bredere foroven, smalere forneden, og
dannes af en gjennembrudt Kalkseile, paa hvis everste frie Ende
rage op en Mengde Kalkspidser, der paa den ydre Rand staa
næsten i en Krands og imellem hvilke Spidser sees en yderst
tynd, vandklar Membran, der overtrækker hele Paxillen, Fig. 9.
Imellem Paxillerne iagttages mangfoldige Tentakelporer, der ere
udbredte over hele Rygfladen ligetil Randen af Armene og In-
terradialrummet.

Analaabningen subeentral. Madreporpladen, paa smaa Exem-
plarer rund, paa det sterste Exemplar lidt aflang, er stillet om-
trent midt imellem Anus og Sestjernens afrundede Rand.

Ambulacralfuren er paa Midten bred, smal mod begge Ender
og forsynet med 2 Rader spikellese Fedder, med Sugeskive,
Fig. 6. Langs Furens Rand er 3 Rekker Pigge, 21 hver Rekke,
af hvilke de 2 inderste, Fig. 6, b, ere de lengste og tjene til at
dække Furen, idet de mede de tilsvarende 2 fra den modsatte
Rand.

Interbrachialrummene ere trekantede, meget brede udad mod
Randen. De ere tet besatte med Paxiller, der ere langstrakte med
6—8 Takker. Hele Paxillen er omgiven af Cuticula og Hpithe-
let, kun Takkerne ere blottede, Fig. 10.

Kjæverne ere temmelig robuste, have paa den ydre Rand 3
Pigge, Fig. 6, d, og bere 2 lange sterke Tender, Fig. 7, c. der
saagodtsom ganske dekke Munden.

Randpladerne ere næsten skjulte af den tykke Hudbeklæd-
ning, og kunne ferst ret sees, naar Dyret aabnes.

Ryggeus Hudskelet dannes af sterre og mindre forskjelligt
formede Kalkplader, Fig. 7, h, der ere uregelmessigt taglagte og

184 D. ©. Danielssen og J. Koren.

danne et Net, hvis Masker have en forskjellig Sterrelse, Fig. 7, i.
I disse Masker findes altid en, to eller tre Tentakelporer.

Bugens Hudskelet bestaar af temmelig store, flade Kalkpla-
der, Fig. 7, g, der ere ordnede i Rækker saaledes, at enhver af
disse danner en liden Bue fra Interbrachialrummets Rand heni-
mod Adambulaeralpladerne. | Inderst i Vinkelen ere Pladerne
mindre regelmæssigt stillede, saavel disse som de i Rækker ord-
nede Plader stede tet til hverandre, uden at vere taglagte. De
Kalkplader, der stede til Adambulacralpladerne, ere nesten fir-
kantede; de evrige ere mere eller mindre aflange med tildels
tvers afskaarne, tildels halvmaaneformige Rande, Fig. 7. Inderst
1 Brachialrummet steder en liden afrundet Plade til Odontopho-
ren, Fig. 7, d, der har paa sin ydre smale Ende et dybt halv-
maaneformigt Indsnit; fra dens indre Ende, der har en hvælvet
Rand, udgaa to temmelig tykke Apophyser, og paa dens ydre
Flade findes en dyb Fure, Fig. 7, d, 3. +?

Skelettet frembyder ingen Særegenheder. Ambulacralstyk-
kerae have temmelig lange, brede Sideprocesser, Fig. 7, a.

Adambulacralstykkerne, Fig. 7, b, ere nesten firkantede, no-
get fladtrykte til Siderne, og bere paa deres ydre frie Flade 6
Pigge, hvoraf de to, der vende indad imod Bugfuren, ere de
lengste, Fig. 6, b.

De to Rader Randplader komme temmelig tydeligt tilsyne.
naar Sestjernen er aabnet fra Ryggen, Huden slaaet tilside og en
svag kaustisk Kalilud er anvendt.

De dorsale Randplader ere langstrakte, næsten timeglasfor-
mede, og idet de foroven og neden stede sammen, dannes et
Mellemrum, hvori sees en Tentakelpore, Fig. 7, e.

De ventrale Randplader, Fig. 7, f, ere noget mindre end de
dorsale og stede med deres ydre Rand til Dorsalpladerne, og med
den indre til Adambulacralpladerne paa Armenes Spids, men for-
evrigt til Hudens Bugplader.

Farven: Ryggen er smuk teglstensred og Bugen hvid, spil-
lende lidt i det Gule. Paa Spidsen af Armene et intens redt
Die.

Findested: Station 137. 67° 24 N. B. 8° 58 Ø. 452
Favne. Temperatur +- 1 C., haard Ler. Et Exemplar.

Station 312. 74° 54’ N. B. 14° 53° Ø., 658 Favne. Tem-
peratur + 1.2 C. Brunt og grønt Ler. To større, et mindre
og et ganske lidet Exemplar.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 185

Udmaaling af 3 Exemplarer.

No. 1. Dyrets hele Gjennemsnit 75 mm.
Store Radius . . . 40 mm.
Lille — do. ^ eo qu 20 mm.
Haden 2%... | aay 20.mm-

No. 2. Dyrets heleGjennemsnit 55 mm.

Store Radius . . . 30 mm.
Lile do. sj 305810190- mm:
Høiden c. 44 5mm:

No. 3. Dyrets hele Gjennemsnit 28 mm.

Store Radius . .14—15 mm.
Lille do. mo ESS mm).
Høideny ea Cr 6 mm:

Asterina tumida, varietas tuberculata nob.

Legemet 5-straalet. Ryggen temmelig hvelvet. Bugen flad.
Armene længere og smalere, end paa Hovedformen. Den lille
Radius forholder sig til den store som I : 2.

Paa Rygfladen sees, foruden Paxillebeklædningen, mange
enkeltstaaende runde Knuder, der staa tettere paa Armene, end
paa Skiven.

Madreporpladen næsten rund, sidder omtrent midt imellem
Armvinkelen og den subeentrale Anus, dog noget nærmere den
forste.

Ambulaeralfuren har 5 Rekker Pigge, hvoraf en vender ind
mod Furen. I enhver Række er kun 1 Pig.

Randen er temmelig udpreget og dannes af de ventrale
Randplader, der ere meget tydelige; de dorsale Randplader ere
mindre isinefaldende, men kunne dog sees.

I Ryggens Hudskelet ere de Plader, som svare til Knuderne
paa Overfladen, meget fortykkede og runde.

Adambulacralpladerne bere 3 Pigge, forresten er Skeletbyg-
ningen som hos Hovedarten.

Vi have veret i Tvivl om, hvorvidt vi skulle opfere denne
Sestjerne som en særegen Art eller som en stærkt udpreget Va-
rietet af den foregaaende; men ihvorvel den fra denne adskiller

186 D. ©. Danielssen og J. Koren.

sig 1 veesentlige Punkter, have vi dog ladet den staa som en til
en ny Art sig oparbeidende Varietet.

Farven: Ryggen gulred med blege gule Flekker. Madre-
porpladen straagul, ligesaa Anus. Bugen smuk gul. Paa Spid-
sen af Armene et orangeredt Øie.

Findested: Station 338. 76° 227 N. B., 17° 13‘ 0. 146
Favne. Temp. + 1.1. Stenet med iblandet Shk. 2 Exempla-
rer, hvoraf 1 lidet. Stat. 363. 80° N. B., 8° 15’ ©. 260 Favne.
Temperatur + 1.1 C. Blaat Ler; et større og et mindre Ex-
emplar.

Udmaalinger af 3 Exemplarer.

No. 1.. Hele Gjennemsnittet 51 mm.

Heiden e Oem me
Store Radius. . . 28 mm.
Lille do. . 15 - 142mm.
No. 2. Hele Gjennemsnittet 40 mm.
Heiden er nm"
Store Radius... : 21 mm.
bille dos Emm:
No. 3. Hele Gjennemsnittet 25 mm.
Høiden 02.202265 mm"
Store Radius. . . 13 mm.
killer domme

Tylaster*) Willei**) n. g. et n. sp.
Tab. I. II. Fig. 1—5.

. Denne mærkelige Sestjerne maa henføres til den af Profes-
sor Perrier opstillede Familie Asterinidæ, hvortil Dr. Viguier
fornylig vistnok med Rette henferer Slegterne: Patiria, Gray;
Asterina, Nardo; Palmipes, Linck; Disaterina, Perrier; Asterop-
sis, Müller & Trosehel; Dermasterias, Perrier; Porania, Gray;
Ganeria, Gray.

*) rvAz Pude og Aster, Stjerne.
**) Arten opkaldt efter »Veringens« Chef, Marinekaptein Wille.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 187

Vi skulle nu i den felgende Beskrivelse se, i hvilke Hoved-
punkter Tylaster adskiller sig fra de her nævnte Slægter.

Legemet er femstraalet omtr. 26 mm. heit, med hvælvet
Ryg, imedens Bugfladen er meget mindre convex, Fig. 1, 2.
Den store Radius er 40 mm., den lille 25 mm.

Armenes Lengde er 18 mm., deres Bredde ved Grunden
15 mm. Paa Ryggen ere de meget convexe, paa Bugsiden ne-
sten flade.

Interbrachialrummene ere meget brede, Fig. 2.

Hele Sestjernens Rygflade har et tilsyneladende glat, gela-
tinøst Udseende, der fremkommer ved at Cuticula med et tem-
melig tykt Slimlag overtrekker de smaa naaleformige Pigge,
hvormed Huden er besat.

Disse smaa Kalkpigge komme forst ret tilsyne, naar enten
Overhuden med den vedhængende Slim borttages eller ved Ind-
terring. De ere næsten lige, kanske lidt bredere ved Grunden,
og indleirede 1 Huden; under Mikroskopet vise de sig at vere
overalt forsynede med smaa torneformige Fremstaaenheder, Fig. 3.

Imellem disse Pigge sees Tentakelporer, hvilke ere 1 sterst
Meengde paa Skiven, imedens de ere meget sparsomme paa Ar-
mene.

Hvor den hvælvede Rygflade gaar over i Bugfladen, frem-
kommer en Rand, der ikke er meget fremspringende, besat med
temmelig store Pigge, uden at det er muligt ved den ydre
Undersegelse at iagttage Randplader, Fig. 2.

Analaabningen sidder i Centrum og er omgiven af Rygfla-
dens Pigge, der her sidde noget tættere, Fig. 1,a. Omtrent 5 mm.
nedenfor Anus findes den lidt aflange Madreporplade, Fig. 1, b.

Bugfladen er som tidligere antydet lidt hvælvet.

Interbrachialrummene ere meget brede udad, og.besat med 3
distinkte, bueformede Rekker temmelig lange Pigge; imellem
disse Rækker sees enkelte, noget kortere Pigge. Indenfor den
inderste Reekke, altsaa nærmere Munden, findes en Samling af
lignende Pigge, der dog ikke indtage nogen bestemt Ordning,
Fig. 2, d.

Ambulaeralfuren er paa Midten temmelig bred og forsynet
paa hver Rand med 3 Rader Pigge, hvoraf de inderste, der lige-
som lukke Furen, ere de lengste, Fig. 2, c.

Samtlige Pigge paa Bugfladen have et tykt hudagtigt Over-
trek, og det er dettes T'ykkelse, der gjor, at man hverken paa

188 D. ©. Danielssen og J. Koren.

det levende Dyr eller det 1 Spiritus opbevarede, kan iagttage
Kalkplader paa Bugens ydre Flade.

2 Rekker cylindriske Fedder med Sugeskive og uden Spik-
ler, Fig. 2, b. Ingen Pedicellarier.

Skelettet frembyder intet Særegent. Ambulacralpladerne
have brede, bladformige Forlengelser, Fig. 5, a

Adambulacralpladerne, Fig. 5, b, ere næsten firkantede, have
et Indsnit paa den indre Flade, der optager Ambulacralpladers
ydre afrundede Proces, og paa deres underste Flade findes 3 di-
vergerende Pigge, hvoraf den, der vender indad mod Ambulacral-
furen, er den lengste. Ocellairpladen er næsten cubisk, og har
en liden Fure paa Underfladen.

Ryghudens indre Flade viser sig ved Indterring at vere lige-
som overstreet af yderst fine, ved blotte Mie neppe synbare Kalk-
korn, der ikke rage langt ind i Huden, og ikke staa i nogensom-
helst Forbindelse med Ryggens Kalkpigge. Ved meget sterk
Forsterrelse vise disse Kalkkorn en afrundet, punkteret Overflade,
Fig. 4.

Henimod Sestjernens Rand, hvor Ryggen gaar over i Bu-
gen, findes paa den indre Flade en bueformig Rekke af smaa,
flade, uregelmessige Kalkplader, der staa langt fra hverandre, rage
kun lidet ind 1 Hudens Tykkelse og beere ingen Pigge, Fig 5, e.
Disse Plader kunne vel betragtes som rudimentære dorsale Rand-
plader.

Noget Skelet findes ikke i Ryghuden; men de fine Kalkkorn,
tilligemed de beskrevne Plader, ere svage Antydninger til et
saadant.

Paa den indre Bugflade sees lignende Kalkkorn; men foru-
den dem er der ogsaa et virkeligt Hudskelet.

Hudskelettet paa Bugfladen dannes af 3 bueformige Rækker
flade, temmelig regelmæssigt formede Kalkplader, Fig. 5. Disse
ere paa den indre (øvre) Flade ophøiede paa Midten og ved
stærkt Bindevæv forenede med hverandre, hvorved hele Rækken
faar Udseende af en Rosenkrands.

Den yderste Række, Fig. 5, f, er den længste, og idet den
kommer hen til Armens Rand, støde Pladerne til Adambulacral-
pladerne, uden at forene sig med disse. Paa enhver Plade er
der tre temmelig tykke Pigge, der som oftest staa i Trekant.
Det er denne Række, som danner de ventrale nine: med
sine Pigge.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 189

Den anden Rekke Plader bestaar paa Midten af to adskilte
Rader, Fig. 5, g, men bliver enkelt, idet de nerme sig Armens
Rand. Enhver af disse Plader bere en eller to Pigge.

Den tredie, inderste Række, Fig. 5, er som den første en-
kelt, temmelig kort, og hver Plade bærer en Pig. — Imellem
disse Pladerækker sees spredte Plader, der dels bære en Pig, dels
er uden saadan.

I den inderste næsten spidse Vinkel af Interbrachialrummet
lagttages Odontophoren, Fig. 5, d, der har en aflang Figur med
to smaa Apophyser, en paa hver Side.

Tænderne ere lange og slutte ganske Munden, Fig. 5, c.

Farven: Ryggen teglstensred, Bugen hvid; Madreporpladen
og Analaabningen gule.

Findested: Station 200. 71° 25’ N. B. 15° 40.5’ Ø. 620
Favne. Temperatur — 1. Ler. Et stort og et lidet Exemplar.
Station 303. 75° 12‘ N. B. 3° 20. 1200 Favne. Tempera-
tur + 1.6. Brunt Ler. Et lidet Exemplar.

Slegtskarakter.

Legemet convex, pentagonal. Armene korte, robuste. Ryg-
huden uden Skelet; men overalt besat med fine isolerede Kalk-
pigge, imellem disse Tentakelporer. Rudimentære dorsale Rand-
plader. Ventrale Randplader forsynet med Pigge. Bugfladens
Interbrachialrum har smaa Kalkplader, stillet 1 Bueform og bæ-
. rende en eller flere Pigge. Anus central. To Rekker Fodder
- uden Spikler. Ingen Pedicellarier.

Artskarakter.

Legemet tykt convex, saavel paa Ryg, som Bug. Den lille
Radius forholder sig til den store som 1 : 1?/s. Furepapillerne i
3 Rækker, af hvilke de i den inderste ere de lengste. De ven-
trale Randplader forsynet med 3 Pigge. I Interbrachialrummet 3
bueformede Rækker Pigge. imellem Rekkerne enkeltstaaende
Pigge. Ryggen teglstensred, Bugen smuk hvid. Analaabning og
Madreporplade gule.

Poraniomorpha rosea n. g. et sp.
2

Forholdet mellem den lille og store Radius som 1 : 17/3.

190 D. ©. Danielssen og J. Koren.

Ryggen kun lidet hvælvet; Bugen flad.

Analaabningen subcentral, omgivet straaleformigt af fine Pigge.
Madreporpladen rund, nedsenket i en Grube af Huden, imellem
Armvinkelen og Analaabningen, kun fjernet 5 mm. fra denne.

Saavel Ryg- som Bugfladen er besat med yderst fine, noget
spredte Pigge, der kun kan iagttages med en sterk Loupe. Paa
Rygsiden, hvor de afbrydes af en Mengde sterre og mindre Grup-
per Tentakelporer, ere de mindre end paa Bugfladen, hvor der
sees flere fine paalangs gaaende Furer.

De 5 Arme ere temmelig flade, brede ved Basıs, og henimod
deres noget afstumpede Spids blive Tentakelporerne yderst spar-
somme, imedens Piggene her staa tættere sammen.

Bugfuren er smal, forsynet med 2 Rækker Fødder uden
Spikler, samt en Række Kalkpapiller paa hver Side, saaledes at
to og to staa sammen og gribe ind 1 de tilsvarende paa den mod-
satte Side. Udenfor Ambulacralfuren er der 3 Rækker Pigge,
hvoraf de, som staa i den inderste Række, ere ligesaa lange, som
Furepapillerne, men have en bredere Basis. Disse Pigge have
en noget særegen Stilling, idet de danne korte, transversale Ra-
der med 3 1 hver Rad, ı enkelt Rad sees ogsaa 4 Pigge.

Mundaabningen lukkes af to temmelig lange, stærke Tænder,
paa Kjævernes Rand 2—3 store Pigge.

Interbrachialrummet er besat med fine Pigge, der indimod
Mundvinkelen blive noget større og staa mere isolerede.

Søstjernens Rand er temmelig skarp og dannes af de ven-
trale Randplader, der bere fra 3 indtil 6 Pigge. — De dorsale
Randplader neppe synlige, uden efterat Exemplaret var terret;
— thi da bleve de meget tydelige. Saavel af disse, som af de ven-
trale Randplader udgjer Antallet 38.

Hudskelettet er paa Rygfladen dannet af Kalkstykker, der
have en noget forskjellig Form. Paa Skiven ere de ovale, have
en lidt hvælvet Overflade, der bærer Piggene, imedens Underfla-
den er stærk concav. Disse Kalkplader støde tæt til hverandre,
yderst sjelden ligger den enesRand over den andens, og kun mel-
lem deres Siderande er der et lidet Rum, hvori sees en eller
flere Tentakelporer. De danne et tet Net med yderst smaa
Masker.

Paa Armene ere Kalkstykkerne mere langstrakte, ligge endnu
tettere sammen, hyppigere taglagte, danne mindre Masker og
frembringe 1 det Hele et compactere Netværk.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 191

Rundt Analaabningen sees 5 ovale Kalkstykker.

Bugfladens Kalkstykker ere aflange, nesten kileformige, ligge
i temmelig regelmessige Rekker, saaledes at Siderandene ere
skilte fra hverandre, imedens Enderne ere taglagte; de aftage 1
Størrelse indimod Mundvinkelen, hvor de ogsaa ligge noget læn-
gere fra hverandre.

De Plader derimod, som stede til Adambulacralpladerne, ere
mere eller mindre trekantede og noget kortere, end de, som fin-
des paa Midten af Interbrachialrummet, og som forene sig med
Kalkstykkerne i det næsten helt forkalkede Septum.

Inderst 1 Interbrachialrummet sees Odontophoren, der er tem-
melig massiv; den kar to stærke Sideapophyser; dens forreste
Rand er bred og har paa Midten en lidt afrundet Fremstaaen-
hed; dens bagerste Del er smal og afrundet.

De dorsale Randplader ere aflange og sterkt hvalvede paa
begge Flader, dog mest paa den indre; de ere sterst 1 Midten at
Interbrachiet, hvor de ogsaa staa noget lengere fra hverandre
end ud imod Armenes Ende.

De ventrale Randplader ere ligeledes aflange, men mere flad-
trykte, og bære paa deres ydre Rand 3—6 samlede Pigge; ogsaa
disse Randplader ere størst 1 Midten af Randen, og aftage 1 Stor-
relse alt eftersom de nærme sig Armens Spids, hvor de støde
umiddelbart til Adambulacralpladerne. Det er disse Plader, som
danne Sestjernens egentlige Rand.

Ambulacralstykkerne ere korte og temmelig brede. Adam-
bulacralpladerne ere store, massive og bære paa deres underste af-
rundede Rand i Regelen 5 Pigge, hvoraf de 2 have en horizon-
tal Stilling indad mod Bugfuren, og ere de største; de øvrige 5
sidde perpendikulert ved Siden af hverandre. Paa enkelte Ad-
ambulacralplader findes ogsaa 6 Pigge, hvoraf de 4 da sidde uden-
for Furen.

Farven: Rosenred paa Ryggen, gulred paa Bugen.

Findested: Station 10. 61° 41' N. B. 3° 18.5 0. 220
Favne. Temperatur + 6.0 C. Slik og Ler. 1 Exemplar.

Slegtskarakter.

Legemet 5-straalet med en flad Bug, kun lidet hvalvet Ryg.
Subcentral Anus. Saavel Ryg som Bug overalt bekledt med
fine isolerede Kalkpigge. Randen skarp, dannet alene af Bug-

192 D. ©. Danielssen og J. Koren.

pladerne, der bere Pigge. Hudskelettet paa Ryggen bestaar af
smaa, ovale Kalkstykker, som et massivt Net med yderst smaa
Masker; paa Bugfladen aflange, flade Kalkstykker, der danne
Rekker. Ingen Pedicellarier; ingen Spikler i Ambulacrerne.

Artskarakter.

Forholdet imellem den lille og store Radius som 1 : 1%/s.
Paa hver Adambulacralplade 5 Pigge, hvoraf de 2 vende indad i
Bugfuren og danne 1 Rekke paa hver Side; de evrige 3 danne
3 Rekker udenfor Bugfuren. De ventrale Randplader bere 3—
6 korte, stumpe Pigge.

Madreporpladen nedsænket i den tykke Hud. Ryggen rosen-
red; Bugen gulred.

Som det vil sees, have vi af denne Sestjerne dannet en ny
Slægt, og vi skulle nu angive vore Grunde derfor. Ved første
Øiekast skulde man tro, at man her havde med en Porania at
gjøre; men en nærmere Undersegelse peger næsten ligesaameget
hen paa Slegten Asteria som paa Porania. Den tykke, tilsyne-
ladende glatte Hud, de store Randplader, den skarpe, piggede
Rand, der dannes udelukkende af de ventrale Randplader, — Alt
dette har den aabenbart tilfælles med Porania; men saa adskiller
den sig fra denne derved, at saavel Ryg som Bug er overalt be-
sat med fine, enkeltstaaende Pigge, at Hudskelettet danner paa
Rygfladen et tæt, massivt Maskenet, bestaaende af smaa ovale
Kalkstykker, en Eiendommelighed, hvorved den nærmer sig Sleg-
ten Asterina.

Den staar saaledes efter vor Formening imellem de to nævnte
Slegter, uden egentlig at tilhere nogen af dem, og derfor have
vi fundet det rettest at danne en ny Slegt for den.

Ferend vi slutte denne forelebige Afhandling, skulle vi be-
mærke, at vore Undersegelser, betreffende Slegten Solaster, have
overbevist os om, at hverken den af Müller & Troschel foretagne
Deling af Slegten, nemlig i Crossaster og Solaster, eller den af
Verrill opstillede nye Slegt Lophaster for Solaster furcifer, kunne
opretholdes, hvorom vi i Hovedarbeidet udførligere skulle udtale os,
ligesom vi da skulle levere detaillerede Tegninger til de her be-
skrevne Former.

Fra den norske Nordhavsexpedition. 195

Forklaring over Figurerne.
Tab. Tat:

. Tylaster Willei i naturlig Sterrelse.

a. Analaabning.
b. Madreporplade.

. Den samme fra Bugsiden.

a. Munden med sine Tender.

b. Ambulacralfedder.

c. Piggene langs Ambulacralfuren.

d. Interbrachialrummet med Rekker af Pigge.

. Kalkpigge paa Ryggens Overflade, seet i forskjellige

Stillinger, forsterret.

Kalkkorn paa den indre Flade af Ryghuden, sterkt for-
sterret.

Kalkskelettet af to Arme med et Interbrachialrum, lidt
forsterret.

Ambulacralplader.

Adambulacralplader.

Tender.

Odontophor.

Rudimentere dorsale Randplader.

Ventrale Randplader.

De bueformig stillede interbrachiale Plader.

m mo gom?

. En Arm af Asterina tumida, seet fra Bugsiden, lidt for-

sterret.

a. Ambulacralfedder.

b. De ved Furen indadvendte Adambulacralpigge.
c. De udadvendte Adambulacralpigge.
d. Mundplader med Tender.

Skelet af to Arme af den samme, samt et Interbrachium,
aabnet fra Rygsiden med tilbageslaaet Ryghud, lidt for-
sterret.

a. Ambulacralpladerne.

b. Adambulacralpladerne.

c. Tænderne.

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 18

194 D. ©. Danielssen og J. Koren.

Odontophor.
De dorsale Randplader.
De ventralé - do.

Interbrachialpladerne.

Kalkpladerne ı Rygskelettet.
1 Ambulacralporer.

Fig. 8. Odontophoren, forsterret.

— 9. En Rygpaxille, forsterret. |

— 10. En Bugpig, forsterret. |

Ba Ho 8.

Damourit fra Fen”),

Analyseret af

H. Knutsen, stud. min.

Mineralet er mikrokrystallinsk, glimmerlignende, voxgult,
gjennemskinnende i kanterne. Härdheden er 2—2.5; egenvegten
fandtes i middel af 2 bestemmelser 2.81. Mineralet smelter ikke
for blesereret, blerer sig op og bliver ved afkjeling hvidt.

Nedenstäende analyse har jeg udfert i professor Hiortdahls
laboratorium:

OL 145-2.
AOL NE STL:
Bex Oe eu 2018:
CaO RON (052
IMEO vr 02:00.
KØGE 26:69)
Nas Om. YA
HO ri 22.60.79:

29908

Divideres med molekylvegterne, erholdes

AO @e,05,: 810, — 1 : 2.03

*) Hr. stud min. D. Cappelen, som har fundet mineralet, der syntes ham
at udfordre nermere bestemmelse, har velvilligen meddelt, at det fore-
kommer på heiden af Vibeto-äsen, omtrent 150 meter fra grændsen af
Fensfeltets bergart i nyrer og klumper i den omgivende granit.

Red.

196 K. Knutsen. Damourit fra Fen.

og, nar vandet betragtes som chemisk bundet,
R,0 SiO) me 91,
samt
RIO MADS Me 106,
hvilket ret godt stemmer med Damouritens sammensætning, der
efter Rammelsberg er R, Al, Si, Og.

N

NM
if

N HA (I gm

f/

ec
ig

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition.
Af

Ludvig Schmelck.

IL Om havbundens afleiringer.

Blandt de mange videnskabelige undersegelser, der behand-
ler havets forskjellige naturforhold, findes der kun fä, som har
skaffet os nogen kundskab om den kemisk-geologiske beskaffen-
hed af de afleiringer, der bedækker bunden i de store havbasiner.

Det kan neppe vække nogen forundring, at vore erfaringer i
denne retning endnu er meget begrændsede, nar vi erindrer,
hvilke betydelige hjelpemidler, der er nedvendige for at gjere
havbunden pa de dybere steder tilgjengelig for den videnskabe-
lige forskning.

Der er vistnok i tidernes leb samlet mange bidrag til leeren
om de sedimenter, der har afleiret sig langs kysterne i de grun-
dere dele af havet!), men ved mangel på materiale har vi været
forhindrede fra at gjore os noget klart begreb om de lignende
dannelser i oceanets store dyb.

De mange videnskabelige expeditioner, der har undersegt
havet 1 forskjellige retninger, har tildels også hentet prever op

1) Det mest omfattende verk i denne retning er: »Lithologie du fond des
mers« par M. Delesse.
Nyt Magazin f. Natury. XXVI. III—IV. 14

198 Ludvig Schmelck.

af havbunden, men observationerne dreier sig veesentlig om de
zoologiske forhold 1).

En planmessig og alsidig undersegelse af havbunden er forst
blevet iværksat af den britiske Challengerexpedition (1872—1876).
Det rige materiale af bundprever, der ved denne anledning er
A er endnu ikke pä langt nær bearbeidet, men expedi-
tionens forelebige rapporter — ved Mr. John Murray?) — har
allerede vist os store og overraskende resultater.

Det europæiske Nordhav, der 1876, 1877 og 1878 var gjen-
stand for den norske expeditions undersegelser, kan i udstreek-
ning ikke mäle sig med de store verdenshave, men det fremby-
der ved sin beliggenhed en i flere retninger særegen interesse.

Dette gjælder ikke mindst om dets geologiske forhold. Når
vi tager disse 1 betragtning, ma vi kunne gjere os et begreb om
enkelte af de betingelser, der er givne for dannelsen af bundens
afleiringer ı dette hav.

Vi finder det fra forskjellige sider begrændset af eer og kon-
tinenter, hvor glaciale og vulkanske kreefter har været og endnu
er 1 virksomhed. Norge er vel et af de lande, der fortrinsvis
har været udsat for istidens furende og afgnavende evne, og Spids-
bergen og Grønland befinder sig endnu i den glaciale tilstand.

Medens vi altså 1 disse lande kan iagttage isens virkninger
i den nuværende og 1 den forbigangne tid, har vi på øerne Is-
land og Jan Mayen de vulkanske kræfter repræsenterede 1 et
lignende historisk forhold. Jan Mayen er et nedlagt vaerksted,
hvor der ikke på mange hundrede ar har fundet noget sterre ud-
brud sted, men Islands vulkaner fortsætter fremdeles sin virk-
somhed.

Skjent vi nu vanskelig kan gjere os nogen ide om, i hvor
hei grad de ovennævnte naturkræfter kan bidrage til havets af-
leiringer, ved vi dog, at de begge spiller en medvirkende rolle.
Det er sáledes almindelig bekjendt, hvorledes isen — ved breel-
venes hjelp — formar at bære det materiale, den har erobret fra

1) Blandt sádanne afhandlinger kan nevnes:
Dr. Wallich: 'The North-Atlantic Sea-Bed.
Preliminary Report of the Scientific Exploration of the D Sea in
H. M. Surveying-Vessel »Porcupine« 1869. (Being No. 121 of the Pro-
ceedings of the Royal Society).

2) Reports from the »Challenger«. (From the Proceedings of the Royal
Society No. 107, 1868).

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 199

det faste land, ud i havet. Her när den som drivis ud til de
fjerneste egne. Det er ogsä en nedvendighed, at der ved vulka-
nernes virksomhed mä samle sig mange mineralske stoffe pa hav-
bunden. At disse kan vere af vesentlig betydning for dens aflei-
ringer er — for de store verdenshaves vedkommende — godtgjort
ved Mr. Murrays undersegelser.

Foruden de ovennevnte kræfter har vi i Nordhavet også
andre, der i fremtrædende grad virker 1 den samme retning.
Beeren Eiland er således et mærkelig exempel på, hvorledes bgl-
gerne til fordel for havets sedimenter formär at udgrave og af-
slide det faste land.

Ved betragtning af disse, mest isinefaldende naturforhold
kan vi gjere os et begreb om, hvorledes der udenfra kan tilferes
havet materiale, men pa den anden side ved vi ogsä, at dyre-
livet ved sine kemiske virkninger kan give megtige bidrag til
de sedimentære nydannelser. Hvorledes nu de forskjellige kreef-
ter virker 1 forening, hvem der har en sterre og hvem der har
en mindre betydning, og hvad der er det endelige resultat af de-
res samvirken — er spergsmal, som vi ikke kan besvare, fer-
end vi har hentet materialet til vor undersøgelse op fra selve
havbunden.

Ifelge planen for den norske Nordkavsexpedition var der be-
stemt, at der pä alle de stationer, hvor dybdemälinger foretoges,
tillige skulde optages prever fra bunden. For at anskueliggjøre
de redskaber, der tjente til indsamlingen af bundpreverne, hid-
setter jeg følgende uddrag af hr. kapteim Willes beretning om
apparaterne og deres brug:

»När dybden ikke antoges at være over 1000 favne anvend-
tes det sákaldte rerlod. Til lodning på sterre dyb brugtes Bail-
lie-maskinen.

Rerloddet er af bly (0.77 m. langt og 0.078 m. 1 diameter)
og veier 56 ker. Det har i den nedre ende et i en messing-
muffe indskruet jernrer (0.23 m. langt og 0.04 m. i indre diame-
ter) til optagelse af prever fra bunden. Dette rør har i den øvre
ende nogle huller. for at vandet kan slippe ud, nar bundpreven
treenger ind nedenfra og i den nedre ende en butterfly-ventil, der
abner sig opad, og som hindrer bundpreven fra at skylles ud un-
der ophalingen. När reret er afskruet, kan et sidestykke tages
ud, hvorved bundpreven kommer tilsyne med sine naturlige lag

14”

200 Ludvig Schmelck.

og kan underseges foreløbig, førend den bringes pa de dertil be-
stemte opbevaringskar.

Til oplodning på over 1000 favne brugtes Baillie- maskinen,
der var forsynet med den samme indretning til optagelse af bund-
preverne som rerloddet; men jernreret var her betydelig sterre
(0.43 m. langt og 0.057 m. indre diameter) og kunde derfor skatte
rigeligere portioner op af havbunden:.

Hvor slamlagene var megtige nok til at fylde jernrerene i
hele deres længde, kunde rerloddet og Baillie-maskinen optage
200—100 gr.!) af havbundens lese materiale. |

Ombord blev der ikke foretaget nogen grundigere underse-
gelse at bundpreverne. Man indskrænkede sig til korte notitser
i loddejournalen om deres udseende og art, hvorpå de opbevare-
des på glaskrukker til videre bearbeidelse efter hjemkomsten.
De benævnelser, der ombord blev tildelt de forskjellige slags se-
dimenter, er væsentlig hydrografiske; de nye udtryk, der er komne
til, skyldes zoologerne. Ved den kortfattede beskrivelse i lodde-
journalen har der imidlertid indsneget sig enkelte misforståelser
og feil, som ved denne afhandling vil blive gjenstand for en re-
vision. |

Det fremgik som et umiddelbart resultat af observationerne
ombord, at de slamdannelser, der bedækker tunden 1 Nordhavet,
er af en noget uligeartet beskaffenhed.

Vi fandt imidlertid som en lovmæssighed, at bundprøverne
kunde inddeles 1 forskjellige grupper, hvis særegne kjendemærker
rettede sig efter forekomststedet. I overensstemmelse med hvad
der er forud bekjendt om lignende forhold, viste det sig, at dyb-
den var den væsentligste betingelse: for sedimenternes udseende
og art.

Jeg finder det hensigtsmæssigt, forord jeg går over xl da
nærmere beskrivelse af bundpreverne, at give en kortfattet over-
sigt over de forskjellige sedimenters fordeling i havet — støttet
til iagttagelserne ombord og mine senere undersøgelser.

Jeg må her forudskikke den bemærkning, at jeg i mangel af
andre udtryk har valgt benævnelsen »ler« for alle de slamdannel-
ser, der efter tørring opnåede en vis fasthed og sammenhængs-
kraft — uanseet altså hvad der i kemisk betydning ialmindelig-

1) Vægten af slammet i tørret tilstand.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 201

hed forstäes ved dette navn. Beskrivelsen af bundprevernes ydre
kjendetegn refererer sig væsentlig til deres udseende i den ter-
rede tilstand, således som jeg ved mine undersegelser har havt
dem. Det være foreløbig sagt, at det mest karakteristiske mærke
for de forskjellige sedimenter er farven, der væsentlig er betinget
af den oxydationsgrad, hvori de befinder sig.

I de grundere dele af havbunden langs Norges og Spidsber-
gens kyster finder vi bunden bedækket af et mere eller mindre
plastisk ler, der næsten altid er af en grå farve. Blandingsdele-
nes finhed og biblandingen af grovere materiale — i form af
sand, dyreskaller og lignende — er meget forskjellige i de tal-
rige prøver, der er indsamlede fra disse egne. af havbunden.
Dette kystler går sjelden dybere ned end til 400—500 favne
(700—900 meter).

Ved dette dyb støder man ialmindelighed på et brunt ler,
der bebuder overgangen til det egentlige oceansediment. I be-
gyndelsen af sin optræden er dette brune ler ofte temmelig sand-
holdigt og grovkornigt og indeholder kun få foraminiferer (over- ,
gangsler); længere ud i havet bliver det mere fint og ensartet,
indtil det går over i det säkaldte »biloculinler«, som findes pa
nesten alle dybder, der er sterre end 1000 favne.

Dette er et eiendommeligt, fint sediment af en lysbrun til merk-
brun farve og udmerker sig ved sin sterre eller mindre rigdom pa
små foraminiferer. Fremtrædende for det blottede eie er isærdeles-
hed slægten »biloculina« med sine små hvide skaller, af størrelse og
form som et knappenålshoved, spredte rundt omkring i slam-
met. Dette er derfor af zoologerne opkaldt efter disse små dyr,
der giver det et karakteristisk og let kjendeligt udseende.

Vi skal senere tale om de øvrige i leret forekommende fora-
miniferer, som på grund af sit udseende eller sin ringe størrelse
er mindre ieienfaldende end biloculinérne, om de end i antal er
langt overveiende.

I den østlige del af Nordhavet mellem Spidsbergen, Beeren
Eiland, Norge og Novaja Semlja har vi fundet bunden bedækket
med et grøn-gråt på dyrelevninger fattigt ler. Dets grønlige
farve og øvrige karakteristiske egenskaber er isærdeleshed udpræ-
gede i bundprøverne fra de østligste stationer. Zoologerne har
kaldt dette sediment »rhabdammina-ler« efter en foraminifer, som
. ofte forekommer pa denne del af havbunden.

202 ) Ludvig Schmelck.

Rundt omkring den vulkanske ø Jan Mayen består bundens
afleiringer af et gråsort fint sand eller sandler, der indeholder tal-
rige brudstykker af den basaltiske lavas mineraler.

Expeditionens dybdemålinger langs Islands østkyst viste, at
bunden her var af en noget uligeartet beskaffenhed. Selv på de
større dyb (indtil 844 favne) stødte loddet flere gange mod sten
og kom op uden nogen bundprøve. Ved de nordlige stationer på
denne rute fandtes et mørkgråt ler, på de sydlige syntes sand og
sten at være fremherskende.

Efter disse foreløbige meddelelser vil jeg nu gå over til nær-
mere at beskrive mine undersøgelser af de forskjellige slamarter.
Hvad der er sagt om disses udbredelse, belyses ngiere af det ved-
feiede kart), der i det følgende skal nærmere forklares.

Ved nærværende afhandling er bundprøverne væsentlig be-
tragtede fra et kemisk standpunkt. En grundig mikroskopisk un-
dersøgelse af slammet med hensyn. på dets forskjellige bestand-
dele vilde visselig være af iuteresse, men kommer for det første
til at træde i baggrunden, da jeg endnu ikke har fået anledning
til at gjøre det nødvendige forstudium for dette specielle emne.
Men hvis leilighed hertil gives, kommer jeg måske senere til at
undersøge expeditionens righoldige materiale også i denne ret-
ning. Før der arbeides videre, vil det imidlertid være tjenligt
at afvente resultaterne af bundprøvernes zoologiske behandling ved
hr. prof. Sars, ligesom man må være berettiget til at formode, at
hr. prof. Mohns undersøgelser af havets fysiske forhold må kunne
kaste lys over mangt et spørgsmål med hensyn til slamarternes
udbredelse. Thi vi ved, at mange forskjellige kræfter kan bi-
drage til sedimenternes dannelse og afleiring, og for at belyse
dem på en alsidig måde, er det nødvendigt at tage flere naturvi-
denskaber til hjelp. Det store materiale af bundprøver fra expe-
ditionens 375 stationer frembyder rig anledning til et fortsat
studium.

For den kemiske undersøgelse har de sedimenter, der fore-
kommer i den fineste og mest ensartede tilstand, størst interesse.

1) I expeditionens generalberetning vil dette kart blive indtaget i en større
mälestok og tilnærmelsesvis forsynet med de i naturen forekom-
mende farver. For at få disse i overensstemmelse med virkeligheden,
har jeg ladet dem kopiere efter et originalkart, der er malet med pul-
veriserede bundprøver, udrørte i gummivand.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 203

NOVAJA vg

SEMLJA Ë

43

^
å FÆRDER |

60

/ male

E “ * d

Grät ler. Biloculinler.

pum
LAN
mm. Overgangsler.

Hir pu eot

\ Rhabdammina-ler.

Vulkansk sandler. S Sten og sand.

204 — — Ludvig Schmelek.

Jeg har derfor væsentlig lagt vægten pa det egentlige dybvands-
slam — biloculinleret —, der desuden også er det mest ube-
kjendte. Kystbankernes afleiringer har jeg derimod taget mindre
hensyn til, da allerede udseendet viser, at deres kemiske sam-
mensætning må være altfor vexlende, til at det ialmindelighed
skulde være umagen værd at underkaste dem en fuldstændig ke-
misk analyse. I mineralogisk retning har de allerede tidligere
været gjenstand for talrige undersøgelser.

Rhabdammina-leret frembyder derimod på grund af fore-
komststedet og sit særegne udseende en større interesse.

For at udføre en fuldstændig kemisk analyse af bundprø-
verne, er jeg gået frem på følgende måde:

På forskjellige punkter af bundprøven udtoges nogle stykker,
der pulveriseredes og udvadskedes med vand for at fjerne det
vedhængende søsalt. Ganske fuldstændig sker dette først ved
kogning, men ved analyserne er forresten en behandling med
koldt vand tilstrækkelig, da det kun er forsvindende mængder af
salt, som bliver tilbage i leret.

Bundprøverne tørredes derpå ved omtr. 100" 1). Nogle gram
udtoges og glødedes i en platindigel i Perrot's ovn til konstant
vægt, for at bestemme vand og organiske stoffe (glødningstab).
Af den samme prøve afveiedes 5 eller 10 gr. — alt efter lerets
ensartethed — og kogtes i en kolbe med 80 eller 40 ec. fortyn-
det saltsyre (20 pet.) i omtrent etzkvarter.

Ved nøiagtig at anvende denne samme behandlingsmåde ved
de forskjellige analyser, får man nogenlunde overensstemmende
resultater for den dekomponerbare del af bundprøven, især ved
de finere slamarter (biloculinler). Ved nogle kontrolanalyser, jeg
har udført for at forsikre mig om rigtigheden heraf, har jeg ikke
fået nogen større variation end 2—3 pet.

Filtratet fra det saltsure udtrek fortyndedes til 500 eller
250 ce. Med en pipette udtoges af oplesningen 50 eller 25 ce.,
hvori jern, lerjord, kalk og magnesia bestemtes ved de sædvanlige
fældningsmidler.

En foregående inddampning for at fjerne den opløste kisel-
syre blev tildels udført, men er forøvrigt unødvendig, da denne

*) Hvad enten man anvender 100? eller 110°, gjør ingen væsentlig forskjel.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 205

bestanddel af bundpreven kun forekommer sporvis i det saltsure
udtræk.

I en anden portion bestemtes jernoxydul ved titrering med
kamæleon; den samlede jernmængde fandtes på samme vis efter
reduktion med zink. |

Det i saltsyre uopleste residuum udkogtes med en oplesning
af kulsurt natron til bestemmelsen af kiselsyren i de dekompone-
rede silicater, blev derpä gledet til konstant vægt 1 Perrots ovn
og veiet. En del deraf (0.3—0.9 gr.) opsluttedes med kulsurt
kali-natron, kiselsyren fraskiltes, og af filtratet udfældtes lerjord
+ jern og magnesia på almindelig måde. Det første bundfald
oplestes efter veiningen i kone. saltsyre!), jernet bestemtes derpä
ved feldning med ammoniak, efterat lerjorden var fjernet med
natronlud.

For med hurtighed at kunne bestemme mængden af den kul-
sure kalk 1 leret har jeg benyttet et af S. W. Johnson konstrue-
ret apparat (Zeitschrift für anal. Chemie 9. S. 90). Dette er
fortrinlig skikket til en hurtig og sikker bestemmelse af kulsyren
i de let dekomponerbare karbonater. Johnsons apparat har den
fordel fremfor Bunsens og de øvrige, at det ikke nødvendiggjør
nogen udsugning og udkogning forat fjerne den tilbageblevne kul-
syre. Apparatet med den afveiede substans fyldes med tør kul-
syre fra et udviklingsapparat og veies; karbonatet dekomponeres,
kulsyre ledes atter igjennen, og veiningen udføres påny. Be-
stemmelsen kræver neppe en halv time.

Med apparatet fandt jeg i kulsur baryt ved to bestemmelser:
22.27 pet. og 22.20 pet.; beregnet: 22.33 pet.

I bundprøven fra St. 300 fandtes ligeså 2.46 pet. og 2,55 pet. CO...
Tor. — « « 5B — — 12.70 — 1281 —

Altså en neiagtighed, som ikke lader noget tilbage at ønske.

Da farven er et karakteristisk kjendemærke for den ydre ad-
skillelse af de forskjellige sedimenter, mä det vere af interesse
at kjende deres dermed sammenhængende kemiske egenskaber. I

.!) Ved denne behandling kan det vere vanskeligt at få bundfaldet fuld-
stændig oplest, men dette er heller ikke nødvendigt, da det tilbage-
blevne uopleste vesentlig bestär af lerjord; selv om denne skulde inde-
holde små mængder af jern, er den ialfald ved behandlingen med salt-
syre blevet skikket til at pávirkes af natronlud, hvorved jernoxydet bli-
ver uoplest. Dette har jeg ved forseg overbevist mig om.

206 Ludvig Schmelck.

denne anledning ma vi rette vor opmerksomhed mod den oxy-
dationsgrad, hvori lerets jernmeengder befinder sig.

For at få sämange observationer som muligt i denne retning,
har jeg samtidig med kalkbestemmelserne tilberedt mig et salt-
surt udtræk (pa den forud omtalte måde) af den samme prøve,
hvis kulsyregehalt er fundet ved Johnsons apparat. Jernoxydul
er titreret med kamæleon og jernoxyd med undersvovlsyrligt na-
tron og jodoplesning 1).

Som de senere analyser vil vise, indeholder det saltsure ud-
trek den væsentligste del af lerets samlede jernmængde.

Grat ler.

Undersegelsen af de talrige bundprever (over 150), der er
indsamlede pa kystbankerne rundt det europeiske Nordhav, har
godtgjort, at den gra (stundom blägrä) farve ialmindelighed er en
felles egenskab for alle de slamdannelser, der bedækker disse
grundere dele af havbunden. I andre retninger er imidlertid
dette gra ler af en temmelig uligeartet beskaffenhed.

Pa nogle stationer finder vi det som en fin plastisk masse,
der ved terring trekker sig sterkt sammen og danner en hard
klump af en sädan fasthed, at man ofte ma bruge en hammer,
for at sla den istykker. Andetsteds er leret mere porest og grov-
kornigt; det kryber kun lidet sammen ved terring og bliver blot
lest sammenhængende.

Denne uligeartethed er afhengig af biblandingen af grovere
materiale i form af sand (kvartskorn) og uorganiske dyrelev-
ninger.

Nar vi underkaster leret en slemning for at undersege dets
biandingsforhold, far vi et sterre eller mindre residuum, der ho-
vedsagelig indeholder skaller eller skalbrudstykker af kalkafson-
drende dyr og grovere mineralske partikler. De sidste bestär
som oftest for en væsentlig del af sma kvartskorn, der ialminde-
lighed er noget afrundede i kanterne. I hvilken hei grad dette
uforgjeengelige mineral er fremherskende fremfor de evrige i af-

*) Den sidste methode kan vistnok ikke gjøre fordring på nogen stor nøi-
agtighed, men må dog ansees for tilfredsstillende ved det foreliggende
eiemed.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 207

leiringerne pa de grundere dele af havbunden, er pävist af Delesse
i hans verk: »Lithologie du fond des mers«.

En pälidelig kvantitativ slemningsanalyse lader sig vanskelig
udfere 1 de terrede bundprever. Ved kogning med vand kan
man vistnok fa den faste lermasse opbledt, men det er neppe
muligt at bringe dens amorfe partikler 1 en tilstreekkelig fint for-
delt tilstand.

Det kunde synes naturligt at antage, at den grad af finhed,
hvori lerets mineralske blandingsdele befinder sig, matte stä i et
lovmæssigt forhold til afstanden fra land. I det store taget er
dette også ganske rigtigt, nemlig nar der er tale om længere
strekninger, eller hvis man altså sammenligner bundprever, der er
optagne fjernt fra hinanden og på forskjellige dyb (f.ex. på kyst-
bankerne og i det egentlige havbasin), men indenfor det gra lers
eget område er den ovenanferte regel neppe anvendelig. Kyst-
sedimenternes foranderhghed og ubestemthed i denne retning er
tidligere pavist ved talrige observationer, og bundpreverne fra
den norske expedition tjener til bekræftelse herpa.

Jeg skal således exempelvis nævne, at vi ved expeditionens
sydligste rute —- fra Sognefjordens munding til Island — pa sta-
tionerne 8 og 9, der ligger 4—5 mile fra land, finder en fin ens-
artet preve, der udelukkende består af amorft ler, medens deri-
mod stationerne 14 og 18 — omkring 7 og 18 mile lengere ud -
i havet — viser et grovkornigt ler, der ved slemning gav et be-
tydeligt residuum (30—40 pet.) af grovere mineralske partikler.

Det samme forhold meder os ved betragtningen af bundpre-
verne fra expeditionens nordhgere snit. Pä stationerne 110, 114,
116, 117, 118 og 123 (15—30 mile fra land), har jeg således
ogsà fundet fint- og grovkornigt ler i et vexlende forhold, der
ikke synes at rette sig efter afstanden fra kysten. Denne ure-
gelmessighed viser sig idetheletaget overalt på kystbankerne, hvor
expeditionen har foretaget dybdemälinger fra land og udover mod
havet i planmessig rækkefolge.

Af de dyr, hvis uorganiske rester forekommer 1 kystleret,
gives der naturligvis en mangfoldighed af arter, ligesom de ogsa
optreder i vexlende antal, men sjelden udgjer de nogen væsent-
lig del af slammet. Blandt de almindeligste af de foraminiferer,
der er fundne i bundpreverne fra de norske kystbanker, er sleg-

208 | Ludvig Schmelck.

ten » Uvigerina« 1).: Denne foraminifer er sjeldnere i det grå
ler langs Spidsbergens kyst, der idetheletaget synes at vere
fattigere på dyrelevninger. Det kan nevnes, at jeg her
på enkelte stationer har fundet »Discorbina« i et stort antal.

Preverne af gråt ler fra Færø-Islandsbanken viste sig at
vere næsten fuldkommen fri for dyrelevninger.

I havet nordenfor Norge er det vanskelig at bestemme
grændserne for det grå lers udbredelse, da det her steder
sammen med og lidt efter lidt går over i det grønlige » Rhab-
dammina-ler«. Langs nordkysten af Norge er der af expedi-
tionen ikke foretaget nogen dybdemäling, men vi har deri
mod flere undersegelsesstationer i de store fjorde, der her
skjerer sig ind i landet.

I Altenfjorden fandtes et fint, lyst grengrát ler, i Por-
sangerfjorden et merkt grenligt, der ligner rhabdammina-le-
ret og i Tanafjorden et ensartet, lysgrát ler.

Den del af Osthavets grunde havbund, der i syd for Bee-
ren Eiland begynder at skráne ned mod det vesthge dyb, er
vistnok ialmindelighed bedekket af et grat ler, men dette er
ofte biblandet et brunt sandler, der danner det everste lag af
sedimentet og stundom udgjer den overveiende del af bund-
preven. Disse uregelmæssigheder har jeg ved tegningen af
kartet undladt at tage hensyn til. Som det vil sees af dette,
har jeg lagt det grå ler som en fortsættelse fra Norges kyst-
banker opover mod nord forbi vestsiden af Beeren Eiland og
videre langs Spidsbergens kyst. Efter hvad der i det nær-
mest foregäende er sagt, vil det imidlertid vere indlysende,
at de grændser, jeg har trukket for det gra lers udbredelse
imellem Norge og Beeren Eiland, er af en noget ubestemt
art eller ialfald mà betragtes med et vist forbehold. Denne
usikkerhed ved kartet indskrenker sig imidlertid til denne
del af havbunden; de evrige graendsers pälidelighed er sikret
ved talrigere stationer og ved en sterre grad af regelmes-
sighed med hensyn til sedimenternes fordeling.

Det grà ler langs Spidsbergen synes gjennemgäende at

1) Jeg má oplyse om, at hr. prof. Sars har været af den godhed at be-
stemme disse i leret forekommende dyr, der isærdeleshed har tiltrukket
sig min opmerksomhed.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 209

vere af en noget morkere farve end Norges kystler, men
hvad der forevrigt er sagt om det sidste, gjælder i sin al
mindelighed også om hint.

De bundprever, der udelukkende består af grat ler, er
sjelden optagne pa noger sterre dybde end 400—450 favne.
Langs den nordlige del af den norske kyst findes der blot
nogle fa stationer, som danner undtagelser fra denne regel.
De mest abnormale i denne retning er stationerne 134, 136
og 1371), hvor vi finder det gra ler indtil et dyb af 844
favne. Ved betragtning af dybdekartet over det norske hav
vil man se, at havbunden, der hvor disse stationer forekom-
mer, viser en meget eiendommelig formation. Kystbankerne,
der langs Vesteralen og Lofoten har en temmelig snever ud-
strekning, udvider sig nemlig pa dette sted temmelig plud-
selig til et sterre område. Omkring de nævnte stationer gjor
dybdekurven for 800 favne en skarp og trang bugt og fort-
sættes i en ny retning, der næsten danner en ret vinkel med
dens foregående. Denne eiendommelige og interessante form
af havbunden er meget nøiagtig bestemt ved talrige dybde-
målinger. Som det senere skal omtales, fandtes der også i
denne bugt en mængde stene.

På de sydligere dele af de norske kystbanker synes det
grå ler ialmindelighed at gå ned til større dyb end længere
nord. I øst for Island fandtes det grå ler på 571 favne;
ligeledes forekom det på vestkysten af Spidsbergen i et usæd-
vanligt dyb (st. 367 og 361, 535—905 favne).

Som udgjørende en del af bundprøverne eller altså som
det underliggende lag af sedimenterne er det grå ler fundet på
de største dybder. Dette skal nærmere omtales under be-
skrivelsen af de øvrige slamarter.

Stene fandtes ofte i bundprøverne, især på de grundere
steder. Beskrivelsen over deres art og udbredelse på kyst-
bankerne, såvelsom på de øvrige dele af havbunden, vil jeg
gjøre til et særskilt afsnit af denne afhandling.

I kemisk retning frembyder det grå ler på grund af sin
uensartethed eller sit vexlende blandingsforhold mindre in-
teresse end de finere sedimenter. Lerets kalkgehalt, der nær-

1) Disse stationer ligger imellem 67° og 68? n. B. 8° og 9? o. L.

210 Ludvig Schmelck.

mest tiltrækker sig vor opmærksomhed, retter sig naturligvis
til en vis grad efter dets forrad pa uorganiske dyrelevnin-
ger og udgjer derfor ialmindelighed ingen væsentlig mengde |
1 forhold til de evrige, mineralske bestanddele. Man finder
imidlertid ikke sjelden, at leret i sig selv har en ganske an-
seelig kalkgehalt, der ikke Kan tilskrives de synlige, meka-
nisk biblandede rester fra dyrelivet. Som et exempel kan
neevnes, at der i bundpreven fra St. 10 (N. B. 61° 41^ 3° 18'
Ø. L.) fandtes 20.4 pet. kulsur kalk i en sådan tilsynela-
dende bunden tilstand.

I to forskjellige bundprever fra det grà ler har jeg ud-
fert fuldstendige analyser. Den ene preve (362) er fra ex-
peditionens næstnordligste station og består blot af grat ler;
den anden (213) er optaget indenfor biloculinlerets omráde
fra dets underliggende lag.

Station 362.

N. B. 79° 59' 0. L. 5° 40". 459 favne (839 meter). Tem-
peratur ved bunden + 10°. Bläliggrät, nogenlunde ensartet
ler. Nesten ingen uorganiske dyrelevninger. Nogle sma
stene.

Glødningstab . . . 413
(Jernoxydul . . . . 2.98
|'fermo xs dut e ee 282
Dekomponeret |Lerjord . . . . . 7.66
af Kal een or ZO
saltsyre Magnesia. . . . . 124
24.09 pct. Kulsur kalk. . . . 4102
Fosforsyre . . . . spor
IKüselsyrner 2.02 2272 29:64
Udekomponeret (Jernoxyd . . . . 151
af en TER Å MEO
saltsyre Bes QU SEHEN SEE IS POE
72.50 pet. Kiselsyre . 200 2 61:07

Sum 100.72

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 211

Samlede bestanddele:

Fe0!) LEO, Al,Og (020, «MgO 1. CaCOs) P50g« 810;
2.98 3.78 ee 1.24 4.02 spor 66.71
Gledn.tab Sum

4.13 100.72

Station 213.

N. B. 70° 23° Ø. L. 2° 30... 1760 favne (3219 meter). (-- .
1.27. Gråt, yderst fint ler, liggende under biloculinleret,
hvoraf der pa denne station kun fandtes ganske små mængder:

Lerets specifiske vægt var 2.79.

Gledningstab ..% 729.59

Jernoxydul.. . & «2406

Jernoxyd., : . 05445

Dekomponeret Terjord ei 032

af Kalk eet sb ne, 220

saltsyre Magneua Me. ae: ED 00

36.06 pet. — |Kulsur kalk. . . . 427

Kosiorsyre, 4. 0.1 .8par

[Kiselsyre . . . . 1400

Jlernoxyde. diu wieda. 12.02

Udekomponeret Ikerjord en d OL FEED?

a Magnesia 1,59
57.20 pet. bd. ac d abro: T e

Köselsyre de di 2A bale

Sum 98.85

Samlede bestanddele:
Beoliome,0, Al,O, CaO MgO CaCO, P,O, S10,
3.06 Tan [5:000 31.207 4.35 4.27 spor 55.12
Gledn.tab Sum
5:59 98.85

1) Jernoxydulmængden refererer sig her — ligesom i de følgende analyser
— blot til den af saltsyre dekomponerede del, da dén ikke er bestemt
i den uopløselige.
Foruden de ovenanførte bestanddele fandtes i alle bundprøverne spor
afsmangan i residuet fra det saltsure udtræk; dette indeholdt også ial-
mindelighed små mængder af kalk.

212 Ludvig Schmelck.

I den folgende tabel har jeg opstillet de kalkbestemmel-
ser, der ved hjelp af Johnsons apparat er udferte i prover
fra det gra ler, tilligemed meengderne af jernoxydul og jern-
oxyd, som samtidig er fundne ved titrering i det saltsure
udtrek. I de sidste rubrikker har jeg opfert den samlede
jernmængde og forholdet mellem oxyderne, hvilket altså er
et udtryk for lerets oxydationsgrad. For tabellen er ogsä
medtaget undersegelserne af det gra ler fra nogle af de sta-
tioner, hvor det forekommer som et underliggende lag inden-
for de andre sedimenters omráde. Oplysning derom er til-
feiet under anmærkninger.

EXT D. I |
c eene ||) MR 2 ^ E |
= . re) CE) ES or D
© Are Neo e = :
= ES Euer SENGS d E ee 52 | Anmærknin-
8 e E& POE Sp ES KD le | e o | ger.
an |42 HE as © a ue =

e ! Om | |

bo
LD
©

10 6141 3" 18ø 90.41| 356] 1.59) 3.72 2.24 Ingen synlige

| | | kalkskaller.
41 168 37 | 7 10v| 697 8.13) 6.897, 3.98| 756, 160! Farge
| 7 zm &< | |andsbanken.
49 165 0 9 25«| 437 6.50 5.09 3.47) 6.26 1.47 Ingen kalk-
50. |65 26 | 8 23«| 571 | 10.32) 4.59| 2.19) 4.91| 2.09] eller.
| Underliggen-
98 165 56 | 5 2le 388 | 17.97, 9.24 1.90] 3.05 . 1.18), delag (øverst
1 brunt ler).
107 /|65 21 |10 44«| 172 9.41, 2.93, 2.02) 3.13| 1.10/6—7 mile fra
| | kysten.
213 70 23 | 2 30c| 1760 4.27| 4.45| 3.06 5.49 1.45 Undrl.lag (ev.
biloculinler).

266 171 27 |35 39«| 130 | spor | £2.57, 2.45) 3.71| 1.02 Undrl. lag(øv.
| rhabdam.-ler)
289 17242 120 18«/ 219 | 3261) 2.56 1.701 3.11) 1.51
| (Underliggen-
de lag(overst
| (biloculinler).

©
>
Or

301 |74 1 1 20v 1684
323 172 54 121 51e| 223 2.15, 3.38 2.28) 4.14 1.48
362 |79 59 | 5 40«| 459 | 4.02) 2.27) 2.98) 3.91, 0.76

373 |78 10 14 96«| 120 6.13 2.43) "3% 4.49 0.68 Morkgrät ler.
| : Isfjorden.

Det vil sees af de ovenanferte analyser, at lerets kalk-
gehalt er meget variabel men kun pä et par steder opnär
nogen betydeligere storrelse.

De tal, der udtrykker lerets rings) ligger pa
fa undtagelser ner mellem 1 og 2. Vi kan forelebig be-

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 213

tragte dette som et, med farven sammenhengende, kemisk
kjendemerke, der kan tjene til at adskille det gra ler fra de
evrige sedimenter, hvis forhold i den samme retning senere
skal belyses.

Grønligt ler.
(Rhabdammina-ler).

Nordhavets sstlige del, der ligger imellem Norge, Beeren
Eiland, Spidsbergen og Novaja Semlja er af en meget ringe
dybde. En hævning pä lidt over 400 meter vilde være til-
strækkelig for at lefte dets bund over havets overflade og
forandre den til et stort sletteland.

De betydelige strekninger af denne jevne havbund, der
af expeditionen blev undersegte, fandtes bedækkede af et se-
diment — »Rhabdammina-ler« —, som med hensyn til ud-
seende og kemisk beskaffenhed er af en eiendommelig art.
Mest karakteristisk finder vi det pa de østligste stationer
(omkring den 38te længdegrad), hvor det fremtræder som et
ensartet, temmelig fint slam af en eiendommelig mørkgrøn
farve. Efter terring opnar det kun en ubetydelig fasthed
eller sammenhengskraft og kan mellem fingrene knuses til
et pulver, der er at fale pa som et meget fint sand.

Under mikroskopet viser det sig for en væsentlig del at
bestä af sm& kvartskorn, der ialmindelighed er temmelig
skarpkantede.

Af dyrelevninger indeholder slammet kun fà. Alminde-
ligst finder man rer af annelider (udelukkende » Spiochetopterus«),
kiselspikuler af svampe, og skaller af slægten »Astarte«, for-
uden den omtalte foraminifer » Rhabdammina«, der synes at
vere meget almindelig.

Det fremgär af bundpreverne fra expeditionens estligste
stationer, at rhabdammina-leret her er af en ringe megtig-
hed, da jeg nemlig pä flere steder har fundet et underlig-
gende lag af merkgrät, finkornigt og mindre sandholdigt ler.

Pa de vestligere stationer begynder rhabdammina-leret
lidt efter lidt at tabe sine karakteriske egenskaber; det bli-
ver mere plastisk og farven mindre udpræget grenlig, lige-
som heller ikke nogen lagdannelse viser sig i bundpreverne
— indtil vi i syd for Beeren Eiland (under 20—25" Ø. L.)

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III—IV. 15

214 Ludvig Schmelck.

gjenfinder det grå ler. Nordenom denne e går rhabdammina-
leret længere ud i havet i vestlig retning og nar her op til
Spidsbergens sydkyst!).

I kemisk retning udmerker det grønlige ler sig ved sin
store kiselsyremængde og ved den mindre oxyderte tilstand,
hvori det befinder sig. Jeg har troet at iagttage, at flere af
bundpreverne, ved at henligge i luften (pa laboratoriet), for-
andrer sit udseende, og i en enkelt har jeg ad kemisk vei
konstateret, at den i pulveriseret tilstand efter nogen tids
forleb har tiltaget i jernoxydgehalt, idet farven samtidig er
blevet brunlig. I bundpreven fra station 264 fandt jeg nem-
lig i det saltsure udtrek ved den forste analyse: 2-48 pet.
FeO og blot 0.24 pet. Fe,O,°), et halvt år senere erholdt jeg
derimod: 1.00 pet FeO og 1.39 pet. Fe,O,.

Da jeg har kontrolleret den sidste bestemmelse og heller
ikke har nogen grund til at tvivle pa rigtigheden af den
ferste, synes dette mig at veere et feenomen, der er vel verd
at legge merke til.

I rhabdammina-leret har jeg udfert fuldstendige analy-
ser af to bundprever fra expeditionens gstligste rute, nemlig
pa den omtalte station 264 og pa station 267, hvilke ligger
omtrent 15 mile fra hinanden.

Station 264.

N. B. 70° 56° ©. L. 35° 37, 86 favne (157 meter). Tem-
peratur ved bunden 1.9”. Grengrat, lest ler med noget mørk-
gråt underler. Talrige annelider (Spéochetopterus) Ingen
stene.

1) Rundt out Beeren Eiland vil man pa kortet finde et äbent rum. Her
har expeditionen foretaget flere dybdemålinger, der viser, at bunden
ikke ligger dybere end 100 favne. Da loddet næsten altid stedte mod
sten, blev ingen bundpreve optaget.

2) Den samlede jernmængde er bestemt med kameleon efter reduktion
med zink.

Resultater fra den norske Norahavsexpedition. 215

Gledningstab . . . 1.85

Jernoxydulm. “er. 2.48

Jermoxyd u. o 0.24

Dekomponeret |Lerjord . . . . . 1.72

kn ha Kuolsusrkalk» ras

1290 "e Kulsur magnesia 26. 2.20

IBOSTorsyke o. MED spor

[Kiselsyre a 0302

Di DEBT. Ld. +042

Udekomponeret Lerjord ue -: p er OF
af saltsyre

85.33 pet. Magnesia et ga ME OG)

Kiselsyre. '. masa 83.20

Sum 99.48

Samlede bestanddele:
HEN 37670, NAT O0. -*0a800, | MgCO,".. P.O; 810,

2.48 0.36 2.13 2.54 2205 spor 85.23
Gledn.tab Sum
1.85 99.48

Den følgende analyse viser en forholdsvis ringe forskjel-
lighed fra den første. Bundprøven fra station 267 er imid-
lertid optaget pa et storre dyb.

Station 267.

N. B. 71° 42^ 0. L., 37° 1‘. 148 favne (271 m.) 1.9°.
Løst, grongrat ler med noget mørkgråt underler. I bundprøven
nogle stene (veiende indtil 0.5 gr.), hestäende af sandsten og
lerskifer. I skraben fandtes pà denne station mange sterre
stene: hard skifer, kvartsskifer, en pibet mørk sten, sten
med kisnyre, merk grà sandsten, red granit, chokoladebrun
tuf (9), merk lerskifer.

Lerets spec. vegt var 2.59.
15*

- 916 Ludvig Schmelck.

Gledningstab . . . 5.49
Jernoxydul . ,.......)2.05
Jernoxydi. Why c e AIEO
Dekomponeret Terjondb s. tan etat 2d]
af Kalk 85 0 re 61020
saltsyre Magnesia. . . . . 11.49
9.83 pet. Kulsur kalk... 4-4. 00:50
Fosforsyre . . . . spor
Kiselsyre |... . . 4.34
Jern ERT

Udekomponeret Irerjord uidens Ope
af saltsyre M 149

83.98 pot. agnesia. . . . . Å

| Kiselsyre. . . -. . 10.56
Sum 98.60

Samlede bestanddele:

FeO Fe,0, Al,0; CaO MgO CaCO, P,0, SiO,
2.05 2.97 9.58 0.20 2.91 0.50 spor 74.90
Gledn.tab Sum
5.49 98.60

Bundpreven fra station 267 har ikke ligesom den fore-
gäende undergäet nogen forandring ved at henligge i luften;
ved to bestemmelser af dens jernoxydul- og jernoxydmængde
med lengere tids mellemrum er jeg kommet til de samme
resultater. Forholdet mellem oxyderne var i begge tilfælde
0.49. At gledningstabet ved den sidste bundpreve er bety-

delig høiere end ved den første, kan måske være begrundet

af en sterre rigdom pa organiske stoffe. Denne er muligens
ogsa forenet med en sterre stabilitet ligeoverfor luftens pä-
virkning (?) Begge bundprever udviklede ved ophedning en
sterk ammoniakalsk og empyrevmatisk lugt.

Foruden de ovenanforte analyser har jeg i rhabdammina-
leret udfert en del kalk- og jernbestemmelser, der vil tjene
til oplysning om dets dyreliv og eiendommelige oxydations-
forhold. Meengden af den kulsure kalk er fundet med John-
sons apparat (Side 205); jernoxydul og jernoxyd bestemt ved
titrering med kamæleon og undersvovlsyrligt natron.

ne a gr a DEN nn EEE nn ie LER

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 217

D + QD
. £z eet
£z NS De > e Lol I
= e D eo é
2188 à Ses | 3 Q, = ae OQ | Anmerknin-
S eL Een = c mH i 8 Sa ger.
en zm Så As AN =

264 |70°56' 35? 37’ 86 2.54 0.24 2.48) 2.09) 0.09

de lag mork-

| Underliggen-
gråt,fast ler!)

266 |71 27 35 39 | 180 | spor | 2.57, 2.45| 3.70) 1.02
267 71 42 37 1 | 148 | ,0.50| 1.00) 2.05 9.99 0.49)

268 |71 37 36 18 | 130 0.48| 1.21) 152! 2.03) 0.78
270 72 28 85 1 136 | spor 1291|: 1:/11:129:39/:0:0:88

275 74 8 31 12 | 147 1.59} 1.82, 3.23) 3.43| 0.41

326 75 32 117 50 | 193 | 16.82} 1.19 2.51) 2.78) 0.47

Som det vil sees, er kalkgehalten overordentlig ringe på:
alle de stationer, som ligger astenfor Beeren Eiland og sen-
denfor denne e's breddegrad. Nogen tilsvarende fattigdom fin-
des neppe i Nordhavets evrige sedimenter eller er ialfald ikke
på så store strækninger udbredt med nogen lignende regel-
mæssighed. Den samme mangel pa kulsur kalk har jeg fun-
det ved med saltsyre at forsege de evrige bundprever, der
er indsamlede fra denne egn af havbunden. Overalt viser sig
kun en ganske ringe kulsyreudvikling.

Pa station 326, der ligger i det lille parti af rhabdam-
mina-leret, som på kartet er antegnet mellem Beeren Eiland
og Spidsbergen, er kalkgehalten fundet betydelig heiere end
i den sydvestligere del af Osthavet.

Dette er rimeligvis at betragte som en tilfeldighed, da
alle de nerliggende bundprever (station 324, 326 og 327) kun
bruser svagt for syrer.

Med hensyn til det grenlige lers oxydationsgrad viser
det sig, at det gjennemgäende indeholder betydelig mere jern-
oxydul i forhold til oxydet end de grä og de brune sedimen-
ter. Her må det tillige bemerkes, at hvor vi ellers i Nord-
havet træffer et ler med lignende blandingsforhold eller med
en tilsvarende hei kiselsyregehalt, er dette ialmindelighed af

1) Dette går altså ikke ind under benævnelsen rhabdammina-ler, men er
også optaget i tabellen pa side 212 blandt preverne af det gra ler.

218 Ludvig Schmelck.

en brunlig farve eller altsä sterkere oxyderet, men forekom-
mer tillige meget sjelden på så ringe dyb som rhabdammina-
leret.

Nordhavets ostlige del er imidlertid også en egn for sig
selv, hvis seregenheder med hensyn til bundens formationer
vanskeliggjer enhver sammenligning med dets evrige partier.

Medens vi langs Norges vestkyst finder en fra landet af
mere eller mindre jævnt skrånende havbund, har Østhavet
selv på de fjerneste punkter omtrent den samme dybde som
lige i nærheden af kysterne.

Særegne betingelser kan således være givne for sedimen-
ternes fordeling i denne egn af, havet, hvor dybderne på
mange steder — i lang afstand fra kysten — ikke er større,
end at vii overensstemmelse med tidligere erfaringer kan
tænke os, at bølgernes virkninger forplanter sig helt ned til
bunden.

I overensstemmelse med de foregående analyser synes .

det rimeligt at antage, at rhabdammina-leret må have sin

oprindelse fra stærkt kvartsholdige bergarter. For at finde |

sådanne, behøver vi ikke at lede længe i de omgivende lande;
vi møder mægtige sandstenlag på nordkysten af Norge, på
Beeren Eiland og Spidsbergen, ligesom også talrige brud-
stykker af den samme bergart blev fundne ved de fleste
dybdemålinger og skrabninger i Østhavet:

Men selv om vi med nogen grad af sandsynlighed kan
tænke os, at denne bergart har været den oprindelige kilde
for dannelsen af rhabdammina-leret, således som vi finder det
på de tvende ovennævnte stationer, bliver det imidlertid et
andet og vanskeligere spørgsmål at afgjøre, fra hvilken kant
materialet er hentet, og hvorledes dette er blevet fordelt over
den jævne og grunde havbund.

Jeg skal her blot indskrænke mig til at nævne, at den
omtalte lille ø Beeren Eiland har særegne betingelser for at
kunne forsyne den nærliggende havbund med stadig nye bi-
drag til dens afleiringer. Beeren Eiland har allerede i løbet
af en menneskealder undergået betydelige forandringer ved
isens og bølgernes ødelæggende virkninger. De løse itufrosne
bergslag, hvoraf øen tildels består, ligger ved kysterne blot-
tede for havet, hvis kraft her ikke bliver afdæmpet ved hol-

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 219

mer eller skjer. Geologen prof. Keilhau) giver 1 sin beskri-
velse af denne e følgende skildring af, hvorledes ødelæggel-
sen foregår: »Ved sådanne vertikale revner og ved de ydre
stykkers derpå følgende fraløsning går øen lidt efter lidt sin
fuldkomne forsvinden imøde; allerede i mands minde er ky-
sternes forandring mærkelig, og at slutte efter de ældste er-
faringer, må allerede betydelige stykker være undergangne«.

Vi må således være berettigede til at formode, at Bee-
ren Eiland stadig kan give anledning til sedimentære nydan-
nelser. Hvis rhabdammina-leret kan henregnes blandt så-
danne, eller hvis det altså er et depositum af senere oprin-
delse end Nordhavets øvrige sedimenter, kunde dette måske
være en grund for den mindre oxyderte tilstand, hvori det
befinder sig.

Hvor vi i den vestlige del af Nordhavet træffer et lig-
nende porøst og stærkt sandholdigt ler, er dette som oftest af
en brun farve, eller altså stærkere oxyderet. Man kunde altså
tænke sig, at slammets oxydationsgrad var afhængig af den
tid, i hvilken det har befundet sig i havet. Denne antagelse
bestyrkes, når man ser hen til det — rigtignok enestående —
tilfælde, i hvilket jeg har påvist en oxydation af bundprø-
ven ved dens henliggen i luften. En sådan forandring skulde
altså foregå med stor langsomhed i havet.

Jeg vil imidlertid langtfra påstå, at den. ovenstående
forklaring er den rigtige; jeg indrømmer, at den står på me-
get svage fødder, og har derfor blot fremsat den som en gis-
ning, for at henlede opmærksomheden på slamarternes eien-
dommelige oxydationsforhold. Talrige andre omstændighe-
der må også tages i betragtning ved afgjerelsen af dette
spørgsmål. Således er det f. ex. utvivlsomt, at de i slammet
forekommende dyr bidrager til dets oxydation. Især finder
man ofte en udskillelse af rødt jernoxyd på de punkter af
leret, hvor annelider har gravet sig gange. Mange foramini-
ferer virker i den samme retning, idet de danner sig stærkt
jernoxydholdige skaller. Som forud omtalt, er rhabdammina-
leret meget fattigt på dyrelevninger. å

En af de stene, der blev fundne i Østhavet på St. 267,

1) Reise til Vest- og Østfinmarken samt til Beeren Eiland og Spidsbergen.

220 Ludvig Schmelck.

har jeg nærmere undersegt. Det var en finkornig, blågrå
sandsten med sterkt kalkholdigt bindemiddel (kalksandsten).
I det saltsure udtrek af denne sten — tilberedt på denne
mäde som i bundpreverne — fandtes:

1.38 pet. FeO og 0.59 pet. Fe,O,.
Altså et lignende forhold som i rhabdamminaleret.

I overensstemmelse med hvad der er sagt under beskri-
velse af det gra ler, vil det vere indlysende, at vi ikke med
neiagtighed kan bestemme rhabdamminalerets sydlige og vest-
lige grændser, da vi mangler de nedvendige observationer fra
denne del af havet. Den sidste hollandske expedition 1 1878
har foretaget en del dybdemalinger i retningen Varde—Bee-
ren Eiland, men bundens beskaffenhed er ved denne anled-
ning ikke blevet nermere undersegt.

De pa side 208 omtalte uregelmessige afleiringer af brunt
sand og sandler, der forekommer 1 syd og sydvest for Bee-
ren Eiland, kan maske ogsà med hensyn til sin dannelse sta
1 forbindelse med denne e.

Brunt ler.
(Overgangsler og biloculinler).

Ved dybder, der er sterre end 500 favne, finder man ial-
mindelighed bunden bedækket af et bruntfarvet sediment.
Dette er i begyndelsen af sin optræden mindre fint og ens-
artet (sandholdigt) og farven ofte mere grälig end lengere
ud i havet, hvor biloculinerne forekommer. De grendser, in-
denfor hvilke disse foraminiferer med regelmessighed og i
storre antal optreder, ligger ialmindelighed et godt stykke
indenfor det brune lers egentlige område. Den mere eller
mindre brede strimmel af brunt ler, som ikke er noget al-
mindeligt forekomststed for hine foraminiferer, eller som alt-
så ligger imellem kystleret og det sakaldte biloculinler, har
jeg på kartet afgrændset for sig selv under navn af over-
gangsler.

Det forholder sig imidlertid ikke säledes, at det gra ler
opherer, hvor det brune begynder at forekomme. Tvertimod
finder vi ofte, at det førstnævnte vedbliver at udgjere det
underste lag af bundpreven selv indenfor det egentlige bilo-

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 221

culinlers område. Det viser sig således, at det brune sedi-
ment kun meget langsomt tiltager i megtighed. På flere af
expeditionens tversnit fandtes det gra ler som en vesentlig
del af bundpreven indtil en afstand af ca. 15 mile fra den
ferste station, hvor det brune ler havde begyndt at vise sig.
Et par af de bundprever, der var optagne pa meget store dyb
(over 1700 favne), bestod udelukkende af grat ler og inde-
holdt kun ganske små mængder af det brune. Disse obser-
vationer tyder pa, at biloculinleret.er en dannelse af ringe
mægtighed, hvilende på et underliggende lag af grat ler.
Dette stadfestes end yderligere ved skrabningerne, under
hvilke en mængde grat ler optoges på de største dybder.

I overgangsleret forekommer biloculiner og de øvrige
dybvands-foraminiferer blot spredt og enkeltvis. Skjønt det
derfor ialmindelighed kun bruser svagt for syrer, hænder det
dog stundom, at kalkgehalten er temmelig betydelig, selv
om ingen skaller kan iagttages hverken i det oprindelige ler
eller i dets residuum efter slemning.

Indenfor de grændser, hvor de ovennævnte foraminiferer
optræder med regelmæssighed og i større antal, er det brune
ler meget fint og ensartet og synes selv under en stærk lupe
kun at bestå af amorfe partikler.

Biloculinlerets brune farve kan være mere eller mindre
udpræget. Nogle bundprøver er lyse gulbrune, andre mørk-
brune, i fugtig tilstand næsten chokoladefarvede. Talrige
små, hvide foraminiferer bidrager naturligvis til at give leret
en lysere farve.

Ved slemning af biloculinleret erholder man et større
eller mindre residuum, der væsentlig består af foraminiferer
af forskjellig størrelse, form og farve. Under lupen viser
det sig dog, at nogle yderst små, runde kalkskaller med et
tydeligt kammersystem er langt overveiende i antal fremfor
de øvrige. Professor G. O. Sars har været af den godhed at
bestemme disse dyr for mig. Han har fundet, at de hører
til de meget bekjendte »globigeriner«, men at de er meget
mindre udviklede med hensyn til størrelse end de, der fore-
kommer i de sydligere have.

Da disse dyr overalt i Nordhavet er biloculinernes uad-
skillelige ledsagere, kunde måske det her omhandlede sedi-
ment også gå ind under navnet »globigerinler«, en betegnelse,

222 i : Ludvig Schmelck.

der er blevet benyttet i de britiske expeditioners rapporter.
Ifelge John Murray skal dette sediment, hvis mest typiske
eiendommelighed er dets rigdom pä globigeriner, forekomme
i stor udstrekning i det af Challengerexpeditionen beseilede
hav. hvor det er fundet pà de fleste dybder imellem 1000 og
2500 favne. Hvad der imidlertid ved denne anledning er
blevet kaldt »globigerina-ooze«, omfatter kun de slamarter,
som for en væsentlig del består af hine foraminiferer og alt-
så har en meget hei kalkgehalt. | Biloeulinleret indeholder
derimod på mange steder — således som de senere analyser
vil vise — kun en ringe mængde kalkskaller i forhold til
sine. øvrige mineralske bestanddele. Lerets forråd på globi-
geriner differerer nemlig meget i de forskjellige dele af Nord-
havet. Biloculinerne synes derimod at være temmelig jævnt
fordelte over havbunden, men da de ialmindelighed forekom-
mer i ringe antal (sjelden ser man mere end 2 biloculiner på
en kvadratcentimeter af den terrede bundprøve) kan de ikke
i nogen betydelig grad bidrage til lerets kalkgehalt. På
grund af disse dyrs regelmæssige forekomst og udbredelse i
dybvandsslammet, synes det mig, at navnet »biloculinler« er
heldig valgt. nå

For at kunne gjøre os en idé om, hvilken betydning hine
foraminiferer har for dannelsen af de afleiringer, i hvilke de
forekommer, må vi tage deres zoologiske forhold nærmere i
betragtning.

Med hensyn til globigerinerne er Zoologerne i uenighed,
om hvorvidt de blot er pelagiske dyr eller om de også for-
mår at leve på havbunden!). De bekjendte britiske natur-
forskere Sir Wyville Thomson, Jeffreys og John Murray er
af den mening, at globigerinerne blot lever som fritsvøm-
mende dyr i havet, og at de først efter sin død synker til-
bunds. Dr. Carpenter forfegter imidlertid en anden ansku-
else, hvori også prof. Sars er enig med ham, nemlig at glo-

1) Med hensyn til den zoologiske literatur om dette emne kan nævnes fel-
gende afhandlinger:
Dr. Wallich: The North-Atlantic sea-bed.
Preliminary Report by Dr. Carpenter. (From the Procedings of the
Royal Society No. 107, 1868).
.»Deep-sea exploration<, a lecture by J. Gwyn Jeffreys.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 223

bigerinerne i sin ferste levetid er pelagiske men senere til-
bringer den sidste del af sin tilverelse på havbunden.

De evrige i slammet forekommende foraminiferer har
man ikke fundet i de evreliggende vandlag, og de synes der-
for at vere henviste til blot at leve pä bunden. Blandt de
almindeligste af disse, m& nævnes slegten »Lituola« med kug-
lerunde, af jernoxyd bruntfarvede skaller og »Nonionina«,
hvis uorganiske del består af ren kulsur kalk. Forevrigt
findes: der 1 leret også andre foraminifererer, der danner sine
skaller på væsentlig mekanisk vis ved sammenkitning af le-
rets forskjellige partikler.

Levninger af kiselpantsrede dyr er ikke synderlig ud-
bredte i biloculinleret. Under mikroskopet ser man i de fle-
ste prover enkelte sma fine spikuler af svampe, men disse
forekommer dog i meget sterre mälestok i overgangsleret,
der ofte er så gjennemvævet af disse fine kiselnäle, at man
ved at berere den terrede bundpreve far huden fuld af dem.

Vi er berettigede til at antage, at havets fysiske forhold
mä have en stor betydning for dyrelivets udbredelse eller
fordeling over havbunden; iser gjælder dette om globigeri-
nerne, der som pelagiske foraminiferer må være udsattte for
de forskjellige strømningers virkning — hvad enten de nu i
død eller levende tilstand synker ned i slammet. Ved mine
kemiske undersøgelser af biloculinleret har jeg, som senere
skal sees, taget hensyn til disse spørgsmål.

Betragter man forskjellige prøver af biloculinleret under
mikroskopet, vil man finde, at blandingsdelenes finhed ikke
altid er den samme. Mångensteds kan man neppe selv med
en stærk forstørrelse adskille de enkelte partikler, men ial-
mindelighed ser man dog en del krystallinske korn, der til-
dels er af forskjellig farve. De fleste af disse er imidlertid
farveløse og gjennemsigtige og synes for en væsentlig del at
bestå af kvarts. At dette mineral virkelig forekommer blandt
dybvandsslammets mere fremtrædende bestanddele, har alle-
rede Ehrenberg !) påvist ved sine undersøgelser af tre prø-
ver fra Atlanterhavets bund (dybde: 10,800, 12,000 og 12,900
fod).

") Berliner acad. Berichte von 1854, S. 54, 936, 305, von 1855 S. 173.
Nærmere beskrevet i »Microgeologie« von Ehrenberg. Leipzig 1854.

224 Ludvig Schmelk.

Slammets fineste krystallinske partikler er ialmindelighed
temmelig skarpkantede; grovere for det ubevæbnede sie syn-
lige korn forekommer nesten aldrig 1 biloculinleret, men er
derimod ikke ualmindelige 1 overgangsleret og har da som
oftest en afrundet form. I det sidstnævnte ler ser man ofte
talrige glimmerblade; disse forekommer ogsa i biloculinleret,
men er her så yderst sma. at de vanskelig kan opdages.

Pimpsten eller amorft, vulkansk glas synes ikke at ud-
gjere nogen væsentlig del af biloculinlerets mikroskopiske be-
standdele. I 10—15 prever fra forskjellige partier af hav-
bunden fandtes vulkansk glas blot pà et par stationer. Nogle
større stykker (2 X 2 X 2 em.) blev optagne på station 40.
Her gjordes forøvrigt et eiendommeligt fund, der fortjener
nærmere omtale. Sammen med pimpstenstykkerne fandtes
nemlig i skraben en mængde faste klumper eller knoller, der
var af forskjellig udseende og art, liggende aldeles for sig
selv, ligesom stene i lermassen. De største af disse (6 X 6
X 6 em.) var af en meget forskjellig og uregelmæssig form;
den hårde og furede overflade var tildels bedækket af et tyndt
sort lag, der væsentlig var dannet af manganoxyder, medens
det indvendige bestod af en brunrød, porøs substans, der in-
deholdt en temmelig betydelig mængde vulkansk glas.

Disse klumper var temmelig faste, men tillige meget
sprøde og kunde med lethed brydes istykker; de havde en
meget ubetydelig vægt og fled (i terret tilstand) på vand h-
gesom pimpsten.

Den indvendige røde substans var at føle på som meget
fint mel og smuldrede let hen ved berøring. Den havde føl-
gende sammensætning:

Glødnmestab NUE D 1446
Jermoxyd 02. de EDO A
Berord is mice GATA
Masnesid SN 38
Kiselsyre 405

Sum 96.58 1).

1) Da denne røde substans ogsa indeholdt noget mangan, der ikke blev
bestemt, kan måske tabet ved analysen hidhøre derfra.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 225

Pa grund af sin ujævne form og ubetydelige vegt havde
disse klumper ved det ferste eiekast megen lighed med pimp-
stene, men den nermere undersegelse viste dog, at de forev-
rigt var meget forskjellige fra disse. Intet sammenhængende
kiselskelet kunde påvises, og hvad der ved første blik kunde
antages for blererum, befandtes ved eftersyn kun at vere
huller efter annelider, der isærdeleshed på overfladen havde
gravet sig talrige gange. Den indre rede substans bestod
vistnok for en del af amorft, vulkansk glas, men dette fore-
kom i friske splinter eller stykker af et lignende udseende,
som det af vulkanerne udkastede pimpstenspulver.

Jeg er dog tilbeielig til indtil videre at fastholde den
tanke, at disse klumper kan have sin oprindelse fra pimp-
stene, der har gjennemgäet betydelige forandringer på hav-
bunden, hvor de har virket som et filtrum for det gjennem-
stremmende vand. Det kan muligens tjene til oplysning om
denne vandets bevegelse pa havbunden, at alle furer eller
revner 1 de ovennevnte klumper var delvis fyldte med skal-
ler af globigeriner.

Pa station 40 fandtes som sagt ogsa en del stykker af
umiskjendelig pimpsten, der imidlertid var af en meget los
og usammenhængende konsistens.

Foruden de ovenomtalte klumper optoges på samme sted
også andre, der var mindre end hine og forøvrigt af et gan-
ske forskjelligt udseende. Nogle af disse bestod af en hvid
substans, der havde megen lighed med kaolin. En mikro-
skopisk undersøgelse viste, at den indeholdt en mængde ki-
selskaller af diatomeer.

Andre havde form af flade stykker og bestod af et mørk-
grønt, fint ler med enkelte gulhvide band. Den fjerde og
sidste slags var dannet af en fin og fast, gulhvid substans,
der i udseende nærmest kunde sammenlignes med hård, hvid
ost. I de to sidstnævnte arter opdagede jeg under mikro-
skopet nogle enkelte diatomeer og blot få splinter af vul-
kansk glas.

Det synes altså, som om vi her på en af expeditionens
sydligste stationer har fundet dannelser af lignende art som
de, der omtales af John Murray i »Reports from the Chal-
lengere.

Ved denne expedition optoges nemlig fra havbunden en

226 Ludvig Schmelck.

mængde klumper og knoller, hvoraf enkelte ifolge beskrivel-
sen má være af en lignende art som de ovennævnte fra sta-
tion 40 Den betydelige udfældning af manganoxyder, der
ved samme anledning blev pävist i havbundens afleiringer,
synes derimod ikke at have noget sidestykke i det europæiske
Nordhav.

Jeg har forud omtalt, at det brune ler kun synes at ud-
gjøre et tyndt lag pa havbunden. Hvor denne begynder at
skräne op mod kystbankerne og nerme sig til det gra lers
territorium, finder vi isærdeleshed ofte i bundpreven et under-
liggende lag af det sidstnævnte sediment. Nedover mod dy-
bet tiltager det brune ler i mægtighed og indenfor biloculin-
lerets omräde finder vi de fleste bundprever helt igjennem
ensartede. De enkelte steder. hvor der ogsä her findes tvende
forskjellige lag 1 bundpreven og den mengde af grat ler, der
optoges med skraben eller trawlen, viser at biloculinleret er
af en forskjellig, men idetheletaget ringe tykkelse. Pa den
del af havbunden, der ligger omkring stationerne 213, 214 og
215 på et dyb af over 1700 favne synes biloculinleret især-
deleshed at vere meget tyndt udbredt. Pa St. 215 udgjorde
det grå ler den overveiende del af bundpreven og på St. 213
fandtes kun spor af biloculinler. Dette gra underler er me-
get fint, ensartet og plastisk, og bliver efter tørring meget
fast og sammenhængende. Leret indeholder ingen dyrelev-
ninger og kalkgehalten er kun ubetydelig. Under mikrosko-
pet viser det yderst sma krystallinske partikler (kvarts?), der
først træder tydelig frem ved en forstørrelse af 500—600
gange.

De bundpröver, der blot bestar af biloculinler er ialmin-
delighed helt igjennem ensartede med hensyn til udseende og
foraminiferernes skaller så jævnt fordelte 1 lermassen, at et-
hvert stykke af denne omtrent viser den samme kalkgehalt.

Pa enkelte steder forekommer dog i selve biloculinleret
en lagdannelse, der giver sig tilkjende derved, at bundpre-
vens overste del bestär af et brunt, fint ler uden kalkskaller,
medens der under dette findes et porest ler med en mængde
foraminiferer. Denne lagdannelse er af en lignende art som
den, man erholder ved at slemme biloculinleret ud i vand og
derpa lade det afsætte sig. Ved denne operation synker alle
kalkskaller tilligemed andre grovere partikler tilbunds,

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. — 227

medens man øverst får et fint kalkfattigt ler. Det synes ri:
meligt at antage, at en lignende bundfælding allerede kan
foregå i havet og bidrage til den ovenomtalte lagdannelse,
men isåfald må man fristes til at spørge, hvorfor den ikke
altid forekommer 1 biloculinleret. |

Vi mangler for eieblikket forudsetninger til at kunne
besvare dette spergsmäl, thi hertil kreves kundskab om for-
skjellige forhold, der endnu er os fuldkommen ubekjendte.
Vi har sáledes ingen erfaring om de kvantitative og tempo-
rere betingelser, der er givne for globigerinernes afleiring pà
havbunden. Ligesälidt kan vi af de 1 bundpreverne fundne
skaller af ikke-pelagiske foraminiferer siutte os til, hvor
stærkt de levende dyr har været repræsenterede 1 slammet,
eller hvorlenge de dede dyrs skaller vil opbevares pà hav-
bunden — tvende spørgsmål, der vel ma have sin betyd-
ning for slammets mekaniske afleiring. Det er dog rimeligt
at antage, at lang tid kræves, for at søvandet skal kunne
oplese disse kalkskaller. Vi ved af tidligere forseg, at de
pà grund af sin gehalt pà organiske stoffe ikke forholder sig
tom ren kulsur kalk ligeoverfor oplesningsmidler, men at de
angribes langt vanskeligere. Man har fremsat den pästand,
‘at den kulsure kalk lettere opleses i dybet på grund af den
sterre mængde kulsyre, som her. skulde findes 1 sevandet.
Hr. Tornees undersegelser over kulsyremængden i det af
den norske expedition beseilede hav modbeviser imidlertid
denne antagelse. Han har fundet, at sevandet overalt rea-
gerer alkalisk og altsa ikke kan indeholde nogen fri, men blot
normalt- og surtbunden kulsyre; mængden af denne er imidler-
tid pà dybet omtrent den samme som ved overfladen. At for-
holdet skulde være anderledes i de øvrige dele af oceanet
synes ikke at have nogen sandsynlighed for sig, når man ser
hen til de talrige undersegelser, der stadfæster søvandets
ensartethed med hensyn til dets øvrige bestanddele. Sovan-
dets opløsende evne ligeoverfor den kulsure kalk skyldes
altså ikke dets gehalt på fri kulsyre.

Den ovenomtalte lagdannelse i biloculinleret kan også
tænkes fremkommet ved en slemningsproces, hvis vandets
strømninger på bunden er stærke nok til at sætte slammets
fine partikler i bevægelse. Dette spørgsmål er imidlertid li-
geså ubesvaret som de foregående. Det fortjener imidlertid

228 Ludvig Schmelck.

at nævnes, at alle de fra bunden optagne vandprever altid
var ganske klare og uden spor af svævende partikler.

Betragter vi pa kartet den estlige grændselinie for bilo-
culinleret, vil vi finde, at den ialmindelighed gar imellem 900
og 1100 favne. Imidlertid træffer vi dog pa flere steder bi-
loculinleret pa mindre dyb, ligesom det også hænder, at det
ferst begynder at vise sig under 1100 favne. Mellem 64° og
68° N. B. gar biloculinlerets vestlige grændse op til et grun-
dere dyb end lengere nord. Pa stationerne 54, 96 og 248
meder vi det säledes allerede pa 600, 805 og 778 favne.
Udenom den sidstnævnte station, der ligger omtrent 50 mile
fra land, gjer dybdekurverne for 800—1000 favne en skarp
beining (sml. side 209) indover mod kysten indtil en afstand
fra denne af ca. 30 mile; på denne strækning ligger grænd-
sen for biloculinleret imellem 700 og 800 favne. På aen brat
skranende havbund udenfor Lofoten og Vesterälen finder vi
det imellem 900 og 1100 favne. I den bugt af havbunden,
der ligger nord for Vesterålen, optræder biloculinleret ferst
pa et dyb af mere end 1200 favne. Greendselinien herfra og
nordover indtil den 80de breddegrad ligger imellem 1000 og
1100 favne. På det samme dyb begynder biloculinleret i den
sydligere del af Nordhavet, hvor dette grunder op mod Færø
—Islandsbanken.

. Jeg har tenkt mig, at den ovenstäende betragtning af
biloculinlerets udbredelse måske senere kan blive en stotte
ved det fremadskridende studium af expeditionens fysiske og
zoologiske materiale. Tildels med det samme hensyn for
ølet, har jeg anlagt mine kemiske undersøgelser af dette se-
diment, til hvilke jeg nu vil ga over.

Den kvalitative undersegelse af biloculinleret viser, at
det foruden jern, lerjord, kalk, magnesia, kiselsyre og spor
af fosforsyre indeholder sma meengder af manganoxyder. De
sidste forekommer dog ikke som synlige bestanddele af ler-
.massen i lighed med de sma korn eller klumper, der sa ofte
blev fundne ved Challengerexpeditionen, men synes at matte
være meget fint fordelte i bundprøverne og udgjør idethele-
taget en så ringe del af deres bestanddele, at de vanskelig-
gjør en kvantitativ bestemmelse. Det er muligt at mangan-
oxyderne kan bidrage til at give leret en stærkere brun

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 229

farve. Ved ophedning udvikler biloculinleret en temmelig
sterk empyreumatisk lugt.

. For den kemiske undersegelse af biloculinleret har jeg
ferst og fremst udvalgt mig en del hovedstationer fra for-
skjellige punkter af Nordhavet og analyseret bundpreverne
fra disse fuldstændig med hensyn til alle bestanddele.

I det felgende har jeg opstillet mine analyser efter num-
meret af de stationer, hvor bundpreverne er optagne. Be-
stemmelserne er udfert efter den pa side 204 beskrevne me-
thode.

Station 51.

N. B. 65° 534 . V. L. 7 18'." 1163 favne" (2127 meter).
(+ 1.1°). Lysbrunt biloculinler.

Gledningstab .. 4... ‚271

OTN OMY Nr et, (1814

Jernoxyd...n. jag 12.74

Dekomponeret |Lerjord . . . . . 649
ES ad EG Magnestauiuss.. pace, 0.93
73.49 pet. Kulsur Falk. .:.....52:82
Fosforsyre . . . . spor

Kiselsyre wu cn 9.37

Jernoxyd.. 44.4 1:99

Udekomponeret Lrenjord eo + alge 452
af saltsyre RAR. diel 03
23.29 pet. Mapmesia.. .. . ..... 0.90
Kiselsyre.. mer: „10:65

Sum 99.49

Samlede bestanddele:
FeO Fe,0, A1,0, CaO MgO CaCO, P,0, SiO,
1.14 4.33 11.01 17.03 «643 52.82 spor 25.02

Gledn.tab Sum
2.71 99.49

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III—IV. 16

230 Ludvig Schmelck.

Station 52.

N. B. 65° 47, V. L. 3° 7. 1861 favne (3403 meter).
(+ 1.3”). Lysbrunt biloculinler. En mængde foraminiferer,
væsentlig globigeriner.

Biloculinerne i den bundpreve var meget store, indtil
2.2 mm. i diameter.

Glødningstab . . . 462

Jernoxydul . . . . 0.88

Jernoxyd "Oh. 1.3.65

Dekomponeret Ter ordi oct vg te 298
af Kalk a ieee
saltsyre Magnesia. . . . . 0.80
61.35 pet. Kulsur kalk. . . . 45.80
Rostorsyre . . . . Spor

|Kiselsyre . . . . 432

Jernoxyd PE?

Udekomponeret hr PE EN 10:02

af saltsyre M 5

33.91 pet. agnesia . . . . . spor
Kiselsyre. . . . . 20007

Sum 99.88

Samlede bestanddele :
FeO Fe,0, A1,0, CaO MgO CaCO, P,0; SiO,
0.88 5.17 10.00 2.52 0.80 45.80 spor 30.09

Glodn.tab Sum
4.62 99.88

Station 178.

N. B. 69° 29 ©. L. 12° 26. 1578 favne (2886 meter).
— 1.8). Lysbrunt biloculinler.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 231

Gledningstab . . . 49

Jernoxydul .. . . . 1.59

Jernoxyd . . hu xeme123.85
Dekomponeret Lerjord .. . -fhaafre,15.84
af Kae, .3588210.21
saltsyre Magnesia. . . . 2.40
53.35 pet. — |Kulsur kalk. . . . 32.35
Fosforsyre . . . . spor

IKiselsyre . . osyeioni 718.01
Udekomponeret af saltsyre . . 41.70
Sum 100.00

Station 205.

N. B. 70° 51’, ©. L. 13° 3. 1287 favne (2354 meter).
(+ 1.2”). Lysbrunt biloculinler. Gjennemsnitlig omtrent 2
biloculiner pa hver kvadratcentimeter af den terrede bund-
prøve. Talrige globigeriner. Mange af slegten »Lituola< og
enkelte af > Nonionina«. Ingen stene i bundprøven.

Gledningstab . . . 6.06

Jemoxydul . 15.4 (44

ÜerHoxyd.UV* ^ 497
Dekomponeret Herford . 3920795900, AUS
af Rae AME Di, TREE
saltsyre Magnesia OPI SA/UPMB EO
48.17 pot. Kulsur kalk. . . . 21.00
Fosforsyre .* °°" "spor

Käselsyre- :0 90940028
Udekomponeret af saltsyre . . 45,77
Sum 100.00

Station 214.

N. B. 70° 40° 0. L. 0° 0. 1665 favne (3045 meter) (+
1.2”). Merkbrunt biloculinler. (Den nederste del af bundprø-
ven bestod af gråt ler). En liden sten, der syntes at vere
et stykke af en krystallinsk skifer, veiende omtrent 0.3 gr.

16*

232 Ludvig Schmelck.

Gledningstab . . . 491
(Jernoxydul ryan)’ Lol
Jernoxyd .. . . 4.05
Dekomponeret Derjord? 9 . ‚2301941132
af Kalk Jor EME
saltsyre Magnesia. . . . . 2.29
52.54 pet. Kulsur kalk. . . . 2998
Fosforsyre . . . . spor
(Kiselsyre MENDES
Jermoxydr MCE LE

Udekomponeret ee haha. A. Bi å
af saltsyre M 0.94

43.09 pet. agnesia. . . . . 04

Kaselsyre . . . . 31.34
Sum 100.54

Samlede bestanddele:
FeO Fe,0, A1,0, CaO MgO CaCO, P,0, SiO,
1.61 6.33 12.85 0.61 325 29.93 spor 41.07

Gledn.tab Sum
4.91 100.54

Station 240.

N. B. 69° 2^ V. L. 11° 26. 1004 favne (1836 meter).
(+ 11”). Lysbrunt biloculinler. En mængde foraminiferer,
overveiende globigeriner. To sma kvartskorn, veiende 0.1 gr.

Gledningstab . : . 5.08

(Jernoxydul . . . . 0.79

Jernoxyd. nor

Dekomponeret Tierjord, a cat.

af Kalk, you pes 909646 0:08

: saltsyre Magnesia: 9:07 20254055

70.47 pet. ^ |Kulsur kalk. . ... 54.64

Bostorsyret c 022

(Küselayre dn TG

Jernoxmd 2.0... 22 ol

Udekomponeret hx RC E OA)
af saltsyre M å

23.11 pet. | agnesg res Eree NANO 25

Kiselsyre. . . 2531 16340

Sum 98.66

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 233

Samlede bestanddele :
Fe0 7720, ALO, CaO MgO0O CaCO, -P,0, ‘Sid,
0.79 4.42 7.76 0.98 0.60 54.64 0.22 94.17

Gledn.tab Sum
5.08 98.76

Station 245.

N. B. 68° 21^ V. L. 2° 5. 2005 favne (3667 meter).
(+ 1.4”). To lag i bundpreven. Det øverste bestod af brunt,
fint ler med kun ubetydelig kalkgehalt og ingen foramini-
ferer. Det underste lag var et porest, lysbrunt ler med en
mængde foraminiferer, væsentlig globigeriner. I det sidste
er analysen foretaget.

Lerets spec. vegt var 2.72.

Gledningstab . . . 235
Jetnoxydul . £2. ... 092
Jernoxyd . 5 12.95
ee meiden
saltsyre Magnesia > . . ." . 194
53.12 pet. Kulsur kalk . . . 41.18
Fostorsyresv. 0 sper

Kisplsyrerr (s (0?
ernoxyür . Pr Maier asco
Udekomponeret Bernd”. dat ahalt 8.81

af saltsyre M

44.43 pet. agnesia . 6 8 - spor
Kiselsyre (dek. og addo) 32.33
Sum 99.90

Samlede bestanddele:
FeO Fe,0, A10, CaO MgO CaCO, P,0, Si0,.
0.92 7.24 13:52 0.42 1.94 41.18 : spor 32.33

Gledn.tab Sum
2.35 99.90

234 Ludvig Schmelck.

Station 295.

N. B. 71° 5%, ©. L. 11° 40. 1110 tavne (2030 meter).
( 137. Lysbrunt biloculinler. Ingen stene. (Som det un-
derste lag af bundpreven fandtes noget grat ler). Mange for-
aminiferer, men forholdsvis få globigeriner, væsentlig »Lit-
uola« og >Noniominac.

Glødningstab . . . 5.27
(Jernoxydul ©... "1726
Jernoxyidi SSG
Dekomponeret Ikerjord =. vee ote TOR] oy
af Kalle ee ek MODE
saltsyre Magnesia. . . . . 0.88
52.79 pet. Kulsur kalk. . . . 27.09
Fosforsyre . . . . spor
Kiselsyre FL 223935

Jernoxyde ver IND

Udekomponeret ee po OSS

af saltsyre — .

42.96 pet. Magnesia ES)
Kuselsyrer 23829102
Sum 101.02

Samlede bestanddele:

FeO Fe,0, A1,0, CaO MgO CaCO, P,0, SiO,
126 548 1952 0.92 168 27.09 spor 39.80

Gledn.tab Sum
5.27 101.02

Station 301.

N. B. 74° 1‘, V. L. 1° 20. 1684 favne (3080 meter).
(+ 1.6). Biloculinler, mørkere brunt end det foregående.
(En ubetydelig mængde grat underler). Forholdsvis få for-
aminiferer.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 235

Glödningstab . . . 4.83

Jernoxydul, . . . . 1.28

Jernoxyd =~. . + . 5.09

Dekomponeret Lerieud „re cor .7. (9.38

af EE Sean. Hol DIS

saltsyre Minenesta, n - «oo tien 56

22.75 pet. Kulsur kalk. . . . 5.68

Fosforsyre . . . "^ Spor

Kiselsyre duizoninboigb5.ll

Jernoxyd. !Hby*0mm6p.64

Udekomponeret ES se DØDES 45.56

af saltsyre M Ä 0.70
71.61 pet. Se NT. en

Kiselsyre. : . 4259.11

Sum 99.19

Samlede bestanddele:
FeO Fe,0, CALO, .CaO. MgOss4300, P,0; S10,
1.28 eles 19.44 0.15 2.26 5.68 spor 51.82

Gledn.tab Sum
4.83 99.19
Station 302.

N. B. 75° 16, V. L. 0° 54. 1985 favne (3630 meter).
(+ 1.7°). En meget liden prøve af lysbrunt biloculinler.

Gledningstab . . . 3.78

Sernox væ. . 7: ou HUS
Jernoxyd. . . . . 2.94
Dekomponeret denprd . ı. 4€. 3.82
af KE
saltsyre : Magnesia. . . . . 2.00
19.95 pet. — |Kulsur kalk . . . 8.91
Fosforgyre 2 . . spor

Kiselsyre nn UMP

Udekomponeret Uopleseligt residuum +

p. vr e opleselig kiselsyre 76.27

Sum 100.00

236 Ludvig Schmelck.

Station 306.

N. B. 75° 0‘, 0. L. 10° 27. 1334 favne (2440 meter).
(= 1.3”). Biloculinler, mørkere i farve end det foregående.
Forholdsvis få foraminiferer, foruden biloculinler fandtes ve-
sentlig Lituola og Nonionina.

Glodningstab . . . 2.48

Jernoxydul . . . ..1.19

Jernoxyd . . . . . 4.92

Dekomponeret Lerjord\ . . msavaasN 2:46

af Kalk 25. sara gl. 08

saltsyre Magnesia. . . . . 1.80

90.40 pet. Kulsur kalk. . . . 12:20:

Fosforsyre . . . . spor

Kiselsyre . . . . 6.75

Jernoxyd =» . . .. 2.34

Udekomponeret [encre DAS RE SA

af saltsyre M: ; 1.50
68.00 pct. | agnesia. . . . . LL

Kiselsyre. . . . . 50.72

Sum 100.88

Samlede bestanddele:
FeO Fe,0, Al,0, CaO MgO CaCO, P,0; S10,
1.19 31826 15.90 1.08 3.30 12.20 spor 57.47

Gledn.tab Sum
2.48 100.88

Station 351.

N. B. 799.504 V. L(0 9. 1640 favne (2999 meter).
(+ 1.5°). Mørkbrunt biloculinler. Mange foraminiferer, over-
veiende globigeriner. Kun få af slegten »Lituola«.

Lerets spec. vægt var 2.77.

|
I

|

3
à

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 237

Gledningstab . . . 4.56

| Jiexnoxydul. este. 41-25

Jernoxyd . . . . 406

Dekomponeret lemosd| le à 9:28

af Kalkar uei cua ois 92

saltsyre Magnesia. . . ... 2.05

41.72 pct. — |Kulsur kalk. . . . 23.66

Fosforsyre . . . . spor

Kiselsyre Kraus tvist 7.30

Jernoxyd: | å 2 2:46

Udekomponeret |T,eriord 13.33
af saltsyre M dae His UL RIESE

54.20 pet. agnesia JE netos Fon, SOL

Kiselsyrer |. .... ...98.41

Sum 100.48

Samlede bestanddele:

FeO) Ee205; = A1,0,- CaO MgO CaCO, "P,0, 810,
125 652 16:6177°703127772.022 223.56 spor 45.71
Gledn.tab Sum
4.56 100.48

Væsentlig som en fülge af biloculinlerets vexlende kalk-
gehalt viser det sig ved de foregäende analyser, at den af
saltsyre dekomponerbare del er af en meget forskjellig ster-
relse. For uhindret at kunne betragte de egentlige ler-be-
standdeles forhold ligeoverfor saltsyre, undlader jeg forelø-
big at tage hensyn til den kulsure kalk og har derfor i den
folgende tabel bragt denne substans tilligemed gledningstabet
i fradrag og beregnet de øvrige opløselige bestanddele som
procenter af et kalkfrit ler. I den nederste del af tabellen
har jeg opført de på samme måde fundne værdier for lerets
samlede bestanddele.

Ved betragtning af denne tabel (se næste side) kan det
synes påfaldende, at de forskjellige bundprøver viser en så
stor uoverensstemmelse med hensyn til den af saltsyre de-
komponerbare del, medens de tal, der udtrykker lerets sam-
lede bestanddele, tyder på en nogenlunde ensartet sammen-
sætning. Hertil må imidlertid bemærkes, at behandlingen
med saltsyre ingenlunde kan give noget fuldt pålideligt re-

238 Ludvig Schmelck.

"9aÄsyes "9[op
je je1ouodutoxo(q -puejsoq oapo[ureg |
— -——0Do--—[ |
= Bue coo MSN C MB een
ES eo wx NO] alla oa an S
= | — e =
—
S bee Ge GTI NET PB
= AN ON © | S | — © © Ni © | SS
e ri cs
e GSA SANE
= mo wa
/
= DIETRICH NIS ER GA
= mud + Aid | © | - o0 at st | ©
- a © | à
I
= Qu ce gov DI pede FANG CA
e 10 © — + | | = © & où & | à
i - | © e No | ©
| er
© RAR CONOR ils Se BRS
a - t- © c6 aad Oo | ©
- a 20 (or
RR Hal GK le!
à acer OG |r lat ae | Ss
| = eo - n ©
MH Joe r. nd ere o "er. | ©
a |NOOwHM O/H a DSS a s
| mø aA &S
| :
=S me ONE See
= Q.r 1d FK + | cO
| - | &
OG GENE Mra Hed Deko or
E | ao o © — |o
ra
Sy EU SHE GENIS Zi Sandale
A Arr SR | = 1 AS ow
au - O0 © (er)
©) © 1 lo lvo mmol !
d 2), BI OH vl ESO 2 MERCI 2
aco QW — | | 1 S à © rod
© rå | o8 a i [$5
|
je | o
SIE a 3 a
Semel qu SP) qm o &
Gb) (5 t pt = D D — | eo =
E G.-d À OU Um & dE à 3

sultat til sammenligning af de forskjellige slamprovers sam-
mensætning. Saltsyrens oplesende virkning ma naturligvis i
hei grad vere afhængig af den finhed, hvori slammet befin-
der sig, og denne er, som forud nevnt, ingenlunde den samme
i de forskjellige partier af biloculinleret. Dets uensartethed
i denne retning treder tydelig frem, når man betragter de

Resaltater fra den norske Nordhavsexpedition. 239

forskjellige prever under mikroskopet!) Det viste sig säle-
des, at bundpreverne tra st. 301, 302 og 306, der isærdeles-
hed udmerker sig ved lave tal for de opleselige bestanddele,
også indeholdt flere grovere partikler end de evrige. Som vi
strax i det følgende skal se, fortjener disse bundprever også
af andre grunde opmerksomhed, da de herer til det mest
kalkfattige parti af biloculinleret.

Efter hvad der forud er sagt, vil det vil det vere ind-
lysende, at kjendskabet til biloculinlerets kalkgehalt fremby-
der en særegen interesse bade for det zoologiske og det fy-
siske studium af havets naturforhold.

Foruden de foregäende fuldstændige analyser af bilocu-
linleret har jeg derfor bestemt dets kalkgehalt i de fleste af
de prever, der er optagne indenfor dette sediments. område.
I den felgende tabel findes forevrigt også nogle analyser af
prever fra overgangsleret. |

Jernoxydul og Jernoxyd er bestemt ligesom ved de fore-
gäende slamarter.

Pitre Tuc | aces | | KR

Ess EG LS s s SR b: "c |

AE 533 DES Så | = k © | ae |o 2 | Anmærknin-
S| Se (SEE 5 | TR | Si pue ger.
pa? SECHS 109 | Ber på à leat

=) © ! vote R

37 162^?98' 9"99'v| 690 | 9,09| 2,08) 0,57| 1,90, 3,65 | Overgangsler
40 63 22 | 5 29« 1915 | 283,64) 2,94 1,279 3,45| L64

51.165 53 | 7 18«| 1163 | 52,82) 9,/74| 1,14| 2,71| 2,40

52 165 47 | 3 7«| 1861 | 45,80! 3,65| 0,88) 394| 4,15)

53 165 13 | 0 33ø 1539 | 28,98 | 3,97! 1,08) 3,62| 3,52

54 16447 | 4 24« 601 | 49,18 | 11,42 | |

96 166 9 | 3 Oc| 805 | 2418) 415, 1,36) 3,97| 3,05 ?
98 165 56 | 5 91«| 388 | 2625 | 3,73, 1,33) 3,05) 2,80 Overgangsler
199 67.41 | 6 42<; 709 | 30,14; 4,43! 0,89| 3,79, 4997, (med et un-
178 169 99 112 96«, 1578 | 32,445 | 2,85, 159 3,24! 1,80! derliggende
181 69 46 | 8 43«| 1595 | 27,63 3,55 | L74| 3,83, 2,04 lag af grat
183 |69 59 | 6 15«| 1710 | 40,52 259} 1,81] 3,22) 1,43|. ler).
184 170 4 | 9 50«| 1547 | 2,77, 3,10) 142| 3,27) 2,18]
205 70 51 13 3«| 1287 | 21,00 | 4,997, L44| 460, 3,45
214, .|70.40. | 0 Oc| 1750 | 29,93| 3,67) 1,61| 3,82, 2,28|
215 170 53 | 2 Ov| 1665 | 4088| 4,113, L79| 4,28| 2,31| Meget tyndt
217 71 0,5 9«| 829 | 923| 3,12) 1,03) 2,98) 3,03) lag af bilo-
281 |71.22 | 9 23«| 1032 | 6,95 | 3,70) 1,76, 3,91) 210 culinler.

!) Finheden har ikke veret afhengig af pulverisefingen af de torrede
bundprever, da jeg altid har serget for at udfere denne operation sále-
des, at lerets partikler derved ikke kunde lide nogen forandring i sin
oprindelige sterrelse.

240 Ludvig Schmelck.

L D
= od = 5 : TE e ep 5 E :
2 (es hee $8 8 | S| 9 | ge) SC |Anmerknin
a = D ecl — fb] a

[m [ab]
240 169° 9'|11?96v! 1004 | 5464| 2,71| 0,79 2,51| 3,43
241 68 41 10 54«| 1119 | 56,25 | 3,12| 1,28! 3,18| 2,44
949 168 37 | 8 40« 1033 | 37,95| 3,60! 1,59! 3,76| 2,97
243 168 33 | 6 26<! 1385 | 31,25 |
244 |68 28 | 4 17«| 195: | 36,55 | 3,71| 1,47! 3,74] 2,52
245 68 21 | 2 5«| 2005 | 41,18 | 3,95! 0,92| 3,48| 4,30
245 68 21 | 2 5«| 2005 | 4,66) 5,88| L55| 5,30| 3,77 Överste lag
248 67 57 | 4 11e| 778 | 33,61 af bilocu-
249 168 12 | 6 35«| 1063 | 55,43 | 2,99) 1,34, 3,13| 2,23| linleret.

285 73 6 |11 56«| 1024 | L195| 449 206) 4,74, 2,18 sen
294 |71 35 |15 I1«| 637 | 4,02| 263! 0,95, 258| 2,77 ler.

295 |71 59 11 40«| 1110 | 27,09| 3,57 1,26) 3,48) 2,83

> | 8 9«| 1440 | 3488 | 3,69) 1,30) 3,59| 2,84

297 72 37 | 5 12<| 1280 | 8,70| 4,37) 1,42) 4,16; 3,08

298 |72 52 | 1 51«| 1500 | 5,52} 4,48] 1,05! 3,95| 4,26

2 14v| 1366 | 9,70) 4,65 1,41; 435, 3,30

1 20«| 1684 | 5,68) 5,09| 1,28) 4,56, 3,98

0 54« 1985 | 8,91) 2,94) 1,38| 3,13) 2,13

303 |75 12 | 3 2e| 1200 | 10,84 | 3,56| 116, 3,32| 3,07
10 27«| 1334 | 12,20) 4,92) 1,19) 4,37| 4,13

308 |74 58 12 43«| 1136 | 22,32
332 |75 5/11 36«| 1149 | 25,23 3,63| 1,62) 3,81| 2,24
344 176 As] 11 16«| 1017 | 3,50, 4,00} 1,91| 4,29) 2,09| Overgangsler
349 176 10 | 9 57«| 1487 | 10,23, 4,00! 1,15) 3,70; 3,48
é 0 9«| 1640 | 23,66; 4,03 | 1,31| 3,85, 3,08

352 177 56 | 3 29«| 1686 | 7,57 | 4,19| 152| 412) 2,76
5 10«| 1333 | 34,23 | 2,82| 0,90, 2,67, 3,13

Det vil fremgä af tabellen, at biloculinlerets kalkgehalt
differerer meget p& de forskjellige punkter af havbunden.
Ved pa kartet at opstille tallene for kalkmengden vil man
imidlertid finde, at en tydelig lovmæssighed er rädende med
hensyn til kalkens fordeling i biloculinleret, idet visse partier
af dette skarpt adskiller sig fra hinanden i denne retning.

Vestenfor den kurve, der pa kartet er betegnet med c d,
finder vi saledes et meget kalkfattigt ler.

Her fandtes i 7 bundprever fra 5.7 pet. til 12.2 pet kul-
sur kalk og som middeltal 8.8 pct. I det store parti af bi-
loculinleret sendenfor og estenfor kurven c d (på kartet mer-
ket med: Under 45 pet. CaCaO,) finder vi en langt heiere
kalkgehalt. Denne fandtes her ved 22 bestemmelser at ligge
imellem 21 og 40 pet.; middeltallet var 30 pet.

Kurven a b betegner den mest kalkrige del af biloculin-
leret. Kalkgehalten i 4 bundprever var her fra 45.8 pet. til
56.2 pet., middel 52.4 pet.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 241

Den merkelig ringe kalkgehalt i biloculinleret vestenfor
c d synes at stå 1 samklang med de zoologiske observatio-
ner. At demme eftet det forholdsvis ringe udbytte, der blev
indvundet ved skrabningerne på denne del af havbunden,
skulde man tro, at dyrelivet her stod tilbage i kvantitativ
udvikling. Derimod syntes slammet her at indeholde mange
stene, der vanskeliggjorde skrabningerne og på ‘et sted (st.
350) rimeligvis var arsag 1, at travlen gik tabt.

Denne afleiring af stene ma skyldes den drivende is, hvis
virkninger vistnok i særlig grad er fremtrædende i dette ud-
pregede polare parti af havet. Maske kan denne tilforsel
af grovere materiale vere grunden til, at de ovenomtalte
bundprever fra st. 301, 302 og 306 ikke befinder sig i den
samme finkornige tilstand som de øvrige fra den sydligere
del af biloculinleret.

De tal, der udtrykker det brune lers oxydationsgrad lig-
ger på få undtagelser nær imellem 3 og 4 (middel af samt-
lige bestemmelser: 3.0). Til yderligere karakteristik af det
eiendommelige kalkfattige parti vestenfor c d fortjener det
imidlertid at nævnes, at bundprøverne herfra gjennemsnitlig
syntes at være noget høiere oxyderet end de øvrige. I de 8
bundprøver vestenfor c d fandtes nemlig som middeltal for
lerets oxydationsgrad: 3.4; 1 den øvrige del af det brune
ler: 2.7.

Vulkansk sand og sandler.

Øen Jaen Mayen er som bekjendt af vulkansk oprindelse.
Den stærke lokale hævning, der har forårsaget dens dan-
nelse, giver sig tydeligst tilkjende på nordkysten, hvor det
egentlige hovedkrater — den 6000 fod høie »Beerenberg» —
findes. Her treffer vi et brädyb af 1000 favne i en afstand
af omtrent 2 mile fra øens nordligste punkt. På øst- og vest-
siden af øen skråner kysten mindre brat ned mod dybet.
Ved de talrige dybdemålinger, som expeditionen her har fore-
taget, befandtes alle bundprøver, der var optagne på mindre
dyb end 600 favne, at bestå af et gräsort fint sand eller sand-
ler, der indeholdt talrige brudstykker af den basaltiske la-
vas mineraler: olivin, augit, hornblende. Disse forekom ofte
med vel uddannede og vel bevarede krystalflader.

242 Ludvig Schmelck.

Det vulkauske sandler viser sig under mikroskopet at
indeholde en mængde forskjelligfarvede krystallinske korn,
der væsentlig består af de ovennævnte mineraler, især er
den grenne olivin meget fremtredende. Forevrigt ser man
også en del sorte metalglindsende korn, der ved hjelp af mag-
neten lader sig udtrække af bundpreverne. Disse synes idet-
heletaget at indeholde de samme mineraler — i fint fordelt
tilstand — som de der forekommer i de rige sandleier langs
Jan Mayens kyster. Dette sorte sand er dannet af temme-
lig grove korn af lava, tuf, olivin, feldspath, augit, horn-
blende og magnetjern.

Af det sidstnævnte mineral fandt jeg 1 sandet ved to be-
stemmelser 26 pet. og 29 pet).

Fra disse sanddynger, der ligger ubeskyttede for bel-
gerne langs sens åbne kyster, må der stadig kunne føres nyt
materiale ud til den nærliggende havbund.

I syd for Jan Mayen synes der ifølge tidligere lodskud
at være grundt vand (100 favne) indtil en afstand af omtrent
15 mile fra øen.

Her har den norske expedition imidlertid ikke foretaget
nogen dybdemåling, og jeg tør derfor ikke indestå for rigtig-
heden af de grændser, jeg på kartet har optrukket for det
vulkanske lers udbredelse søndenfor Jan Mayen.

I bundprøverne fra kysten af denne ø findes næsten in-

gen dyrelevninger, og leret indeholder kun spor af kulsur
kalk.

Station 234.

N. B. 71.64 V. L. 8°, 38'.; 259 favne (474 meter).
(+ 1.0°). Gräsort, løst sammenhengende sandler. Brudstyk-
ker af olivin, augit ete. Ingen dyrelevninger.

1) Prof. Carl Vogt. der i 1863 gjæstede Jan Mayen, har også underkastet

dette sand en undersøgelse, ved hvilken han fandt 21.6 pet. magnetjern.

(Nord-Fahrt entlang der Norwegischen Kiiste, nach dem Nordeap,

den Inseln Jan Mayen und Island, unternommen von Dr. Georg Berna
1863).

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 243

Gledningstab . . . 2.28

Kr 15n (BRED LOUD TG

Jernozxyd oo. . . . 3.64

Dekomponeret Lérjordher Hi. Code o od
af Kalka Non. 297 eu 3/27
saltsyre Magnesia; üt. nc 41938 07
26.43 pet. Kulsyre’a. stilen spor
Fosforsyre . . . . spor

(Kiselsyre . . .,- 9.07

| Jernoxyd NS ate 5.09
Udekomponeret a ic. nd
af saltsyre : : >
69.36 pet. Magnesia. . . . . 9.06
Kiselsyre. . . . . 43.08
Sum 98.071).

Samlede bestanddele:

BEURMRES OL " ALO’ C307 MeO: ^" 603: "P,0;" 5105
ONT TOV 9:25 23.14 3.17 8.29 1 spor) "spor" 4815
Gledn.tab Sum
2.28 98.07

Det vulkanske sandler har en forholdsvis hei magnesia-
gehalt, der vel nermest ma skrive sig fra den tilstedeve-
rende olivin.

Stene pa havbunden.

De stene, der fandtes i bundpreverne, kunde naturligvis
blot veere af en ringe sterrelse. Hvor der pa havbunden fo-
rekom stene, der var sterre end äbningen af jernreret, hvor-
med bundpreverne optoges, matte dette ialmindelighed komme
tomt op og i loddejournalen noteredes i sädanne tilfælde hard
bund eller fjeld. Den sidste benævnelse er imidlertid efter
senere overveielse blevet afskaffet, da den lettelig kan lede
til en begrebsforvirring, forsävidt som den leder tanken hen

1) Dette forholdsvis betydelige tab er muligens fremkommet derved, at jeg
har undladt at bestemme mangan, der i ovenstående prøve syntes at
være tilstede i noget større mængde end i de foregaaende.

244 Ludvig Schmelck.

pa sterre sammenhengende stenmasser, hvis nærværelse na-
turligvis ikke kan bevises derved, at jernreret kommer tomt
op. Måske turde »stenbund« være det heldigste udtryk i
dette tilfælde.

De fleste af de bundprøver, der er optagne på kystban-
kerne indenfor det grå lers område, indeholder stene i vex-
lende mængde og af forskjellig størrelse. Mangengang ud-
gjorde disse en væsentlig del af bundprøven, såat denne i
tørret tilstand lignede et konglomerat. I bundprøverne fra
biloculinleret fandtes også af og til enkelte stene, især 1 dets
nordlige del.

De større stene, der optoges med skraben eller travlen
blev ialmindelighed bestemte ombord af hr. prof. Mohn, der
velvillig har overladt mig sine optegnelser; en del blev først
efter hjemkomsten undersøgt.

I det følgende giver jeg en fortegnelse over de statio-
ner !), hvor havbunden isærdeleshed viste sig at være rig på
stene. Jeg vil på forhånd gjøre opmærksom på, at bestem-
melsen af de små stene, der blev fundne i bundprøverne, er
udført ganske overfladisk uden neiere mikroskopiske under-
søgelser og derfor nødvendigvis må betragtes med et vist
forbehold. Det vil således forståes, at man ved betragtning
af de små brudstykker, der forekom i bundprøverne, vanske-
lig skal kunne skille mellem de nærbeslægtede bergarter (f.
ex. de forskjellige krystallinske skifere) og endnu mindre la-
der det sig på denne måde afgjere, hvor deres oprindelige
forekomststed har været. En nøiere undersøgelse med hen-
syn til det sidste spørgsmål vilde visselig være af interesse,
men på grund af det omstændelige arbeide, som hertil kræves,
har jeg foreløbig måttet sætte den tilside.

Station 18. N. B 62° 44‘, Ø, L. 1° 48. 412 favne (753
meter). (Temp. ved bunden + 1.1”). Gråt sandholdigt ler.

1) I expeditionens generalberetning vil der komme en beskrivelse over alle
de bundprever, der blev optagne; i nærværende fortegnelse har jeg blot
medtaget de stationer, hvor der i bundpreverne fandtes stene, som vei-
ede over 1 gr., eller hvor der forevrigt opdagedes noget, som fortjente
serlig opmerksomhed. Til oplysning om sterrelsen af stenene i bund-
preven har jeg anfert deres heieste vegt.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 245

I bundpreven fandtes mange små glimmerblade, men forev-
rigt kun fa og ganske sma stene. Med skraben optoges pa
denne station en stor rund sten, der viste sig at vere en
breccie, en fin, grà sandsten og en afrundet marmorblok
(0.25 m. lang og 0.15 m. bred) Efterat et stykke var släet
af den sidstnevnte sten, fled der vand ud af et hul (1 mm)
i dens indre.

Station 32. N. B. 63 10:90. LAST: 417 tvn. (786 m.)
(+ 0.6). Gråt, fint ler. I bundpreven mange stene: kvarts-
skifer, gneis. I skraben: red sandsten, gren lerskifer, gra-
nit, pimpsten (OX5X5em.) og en del ubestemmelige for-
vitrende stene.

Stahon 40. N: B. 63° 22^. V. 11. 54290 1219 dyn. (2222 mm)
(+ 1.27. Ensartet biloculinler med mange biloculiner. I
bundpreven ingen stene. I skraben: en tet gneis, klumper
og knoller af forskjellig form, sterrelse og farve (se side 224)
og nogle pimpstenstykker.

Station 57. N. B. 64° 39, Ø. L. 9° 5%. 161 fvn. (294 m.)
(0.0. Blälig-grät, fint, fast ler. Mange stene i bundprøven:
stykker af krystallinske skifere — veiende indtil 1.5 gr. —
og talrige fine glimmerblade.

Station 100. N. B. 65° 43‘, ©. L. 7° 29. 194 fvn. 355 m.)
(6.0°). I bundpreven, der bestod af grat ler med noget brunt
sandler, fandtes foruden nogle stene et stykke af en belemnit.

Station 101. N. B. 65° 36‘, Ø. L. 8° 32°. 223 fvn. (408 m.)
(6.07). Grovkornigt, gråt sandler. Mange stene i bundpre-
ven: kvarts, kvartsit, gneis, hornblende (?) — veiende indtil
1.5 gr. I skraben 6 sma stene: flint, kridt, sandsten og kry-
stallinske skifere.

Station 205 TUN. 08650300 ØL 9% 30. , 193 fyn.
(353 m.). (6.4) Gråt ler. I bundpreven mange stene: styk-
ker af krystallinske skifere — veiende indtil 3 gr.

Station 106. N.B. 65° 24’, Ø. L. 10° 33°. 177 fvn. (324 m.)
(6.5). Denne bundpreve af grat ler udmerkede sig ved en
Nyt Magazin f. Natury. XXVI. III—IV. 17

246 Ludvig Schmelck.

overordentlig rigdom pa sma glimmerblade, der gav den et
eiendommeligt udseende.

Station 114. N.B. 66” 19, I. L. 9” 514. 120 fyn. (219 m.)
(6.2°). Gråt, grovkornigt ler med mange stene: kvarts, feld-
spath med hornblende, granit — veiende indtil 6 gr. I skra-
ben mange små kvartsstykker.

Station 115. N.B. 66” 20’, ©. L. 9° 41". 132 fvn. (241 m.)
(6.22. Gråt ler med talrige glimmerblade og mange stene:
kvarts, glimmerskifer — veiende indtil 1 gr.

Station 118. N.B. 66° 26‘, Ø.L. 8°. 59. 141 fvn. (258m.)
(6.2°%). Grät, grovkornigt ler med mange stene: kvarts, glim-
merskifer, lys granit — veiende indtil 1 gr.

Station 120. N. B. 66° 30’, O. L. 8° 20°. 190 fvn. (347 m.)
(6.2). Brunlig:gråt ler med nogle stene: kvarts, gneis, gra-
nit — veiende indtil 3 gr.

Station 193. N.B. 66° 39', ©. L. 7° 19. 246 fvn. (450 m.)
(5.6°%). Liden prove uensartet, grovkornigt, grät ler med mange
stene: krystallinske skifere, kvarts, granit — veiende indtil
1.9 er.

Station 194. N.B. 66° 41‘, ©. L. 6° 59. 350 fvn. (640 m.)
(+ 0.9°). Bundprøven bestod af noget gråt ler med en mængde
små stene, væsentlig bestående af flint og krystallinske ski-
fere. Skrabens indhold bestod overveiende af stene (den ster-
ste 8 X 14 X 8 em.), der blev bestemt som: Finkornig red
granit, grovkornig gang-granit, hvid granit med ortit, gneis-
granit (med hornblende, plagioklas, ortoklas), hornblendeski-
fer, morke krystallinske skifere (med kvarts, glimmer og gra-
nat), glimmérskifer med kis, sandsten, grønlig kvarts og gren
feldspath. Disse bergarter forekom i nævestore stykker.
Desuden fandtes en mængde flint- og kridtstykker, de sidste
ialmindelighed runde (indtil 4 cm. i diameter).

Station 134*). N. B. 67° 29’, @. L. 8° 20°. 878 fvn. (1606 m.)
(+ 1.2°). Uensartet, grat, grovkornigt ler med mange stene:

1) Se side 209.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 247

kvarts, feldspath (?), krystallinske skifere, granit — veiende
indtil 0.5 gr.

Station 137. N.B. 67° 24, 0. L. 8° 58". 452 fvn. (827 m.)
(+ 10%. Bundpreven bestod af blålig-gråt ler med mange
og forholdsvis store stene: kvarts, asbest, glimmerskifer, gneis
med granat — veiende indtil 8 gr. I skraben fandtes mange
stene, nogle med tydelige skurstriber og glattede overfla-
der, store som barnehoveder. Grå gneis, hvid stribet granit,
red stribet granit, gra tet kvartsporfyr, finkornig glimmer-
skifer, red kvarts.

Station 139. N.B. 67° 14, 0. L. 9° 25. 175 fvn (320 m.)
(6.27). Gråt ler med mange stene: krystallinske skifere, feld-
spath — veiende indtil 1.5 gr.

Station 142. N.B. 67° 2^, Q0. L. 10° 17°. 178 fvn. (326 m.)
(6.27). Grenlig-grat ler, gjennemvævet af kiselspikuler af
svampe, mange stene: krystallinske skifere, red granit —
veiende indtil 2 gr.

Station 143. N. B. 66° 58‘, ©. L. 10°33’. 189 fvn. (346 m.)
(6.25, Gråt klumpet ler med mange stene: kvarts og kry;
stallinske skifere — veiende indtil 3 gr.

Station 147. N.B. 66° 49%, Ø.L. 12° 8°. 142 fvn. (260 m.)
(6.2°). Grovkornigt, gråt ler. I bundprøven få stene: kry-
stallinske skifere. I skraben fandtes: kvarts, kvartsskifer,
glimmerskifer, mork lerskifer, hornblendeskifer, red granit og
stribet granit. De sterste stene var tilrundede pa kanterne,
men ellers temmelig ujevne; de mindre var tilrundede pa
alle kanter.

Station 164. . N.,B. 68° 21", Ø. L. .10° 40°. 457 fvn. (836 m.)
(+ 0.7°). Bundpreven mangler. I skraben fandtes mange
stene. De fleste af disse var afrundede, nogle nesten runde,
nogle skarpkantede. Rød og grå granit, gneisgranit, kvarts,
grå sandsten, hornblendeskifer, grøn skifer med kis, sort ler-
skifer, sort glimmerskifer, kridt, flint, porfyrmandelsten (lig
Holmestrands eller Tønsbergs). Den sidste sten havde ud-

mærkede skurstriber i to retninger.
17*

248 Ludvig Schmelck.

Station 174. N. B. 69° 16", Ø.L. 14° 3%. 337 fvn. (616 m.)
(4.2°). Grät, uensartet, grovkornigt ler med mange stene:
krystallinske skifere — veiende indtil 3 gr.

Station 175. N. B. 99° 17°, 0. L. 14° 35. 415 fvn. (759 m.)
(3.0°%). Bundprøven bestod af morkgrät ler med mange stene:
granit, feldspath — veiende indtil 8 gr.

Imellem station 175 og 176 fandtes i skraben: kvarts,
gneis, gneisgranit, granit, hornblendeskifer, gabbro, sandsten,
glimmerskifer, lerskifer. De fleste af disse stene var afrun-
dede, nogle skarpkantede.

Station 195. N. B. 70° 56", ©. L. 18°38’. 107 fvn. (196 m.)
(5.1). Brungrät ler med mange dyrelevninger. I bundpre-
ven fandtes mange stene: kvarts, kvartsit, gneis — veiende
indtil 3 gr. I skraben: gabbro, granit med blà kvarts, kvarts-
skifer, hornblendeskifer, glimmerskifer.

Station 203. N. B. 71° 32’, 0. L. 19^ 54’. 901 fvn. (1648 m.)
(c 1.5°). En liden prøve af gräbrunt, fint ler, uensartet med
hensyn til farven. Mange stene: kvarts, gneis, granit —
veiende indtil 3 gr.

Station 237. N.B. 70°41’, V. L. 10°10’. 263 fvn. (481 m.)
(= 0.85. Bundproven bestod af løst, brunt ler med mange
små stene: olivin, lava og smukke krystaller af augit. I
skraben fandtes en mængde stene: kvarts, glimmerskifer med
lav på overfladen, sort lava med feldspathkrystaller, do. do.
med små runde tomme blærerum (denne sten var rund), grøn
kloritisk skifer med kispunkter, lava med olivin, anorthit (?),
augit og hornblende; sort tæt lava med punkter af magnet-
jern, brun tæt lava, mandelsten, brun lava med rustpunkter,
grov granit og krystallinske skifere. Desforuden fandtes i
skraben mange smukke krystaller af augit, hornblende og
olivin.

Station 259. N.B.70°49, ©. L. 25° 59. 80 fvn. (146 m.)
(4.1°). En liden prove af grongrät ler, lignende rhabdam-
minaleret. En mængde dyrelevninger: koraller, skaller af
astarte og rør af annelider (spiochetopterus). Mange stene:
kvartsit, glimmerskifer med granat, gneis, granit.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 249

Station 260. N.B. 70° 55, 0. L. 26° 11‘. 127 fvn. (232 m.)
(3.5°). Bundpreven mangler. I skraben fandtes mange stene:
hvid kvarts, kvartsskifer, gra kvartsit. glimmerskifer med kis,
hornblendesten, sort glindsende skifer med kvarts, gneis, grä
granit.

Station 266. N.B. 71°27, 0. L. 85? 39". 130 fvn. (238 m.)
(0.605. Rhabdammina-ler med mørkgråt underler. Få ganske
små stene (0.05 gr.) og nogle små stykker af stenkul.

Station 267. N.B. 71° 42", 0. L.37^ 1". 148 fvn. (271 m.)
(+ 14". Rhabdammina-ler med noget mørkgråt underler. I
bundprøven nogle stene: sandsten, lerskifer — veiende indtil
0.5 gr. I skraben: härd lerskifer, kvartsskifer, en pibet
mörk sten, sten med kisnyre, mørk grå sandsten, rød granit,
chokoladebrun tuf (?).

Station 275. N.-B. (4^ 8’, Ø.L. 31° 12°. 147, fvn. (269 m.)
(+ 0.4”). Rhabdammina-ler, fastere og mindre gronlig end den
foregäende. I bundpreven nogle stene: oxyderet og forvit-
rende sandsten — veiende indtil 3 gr. Nogle små stykker
af stenkul. I skraben: hard sort lerskifer, stenkul, gra sand-
sten, granit, lerboller, hornblendesten, kornig kalksten,
kvartsit.

Station 285. N. B.73°6‘, ©. L. 11” 56". 1024 fvn. (1873 m.)
(+ 1.3°). Brunt overgangsler med grat underler. I det gra
ler to stene: sandsten — veiende indtil 4 gr.

Station 286. N. B. 72°57’, ©. L. 14°32’. 447 fvn. (817 m.)
(+ 0.8°). Bundprøven bestod af grat ler med mange stene:
kvarts, feldspath, sandsten — veiende indtil 2 gr. I skra-
ben mange tilrundede stene: hornblendeskifer, gra kalksten,
gneisgranit, gneis, labradorsten.

Station 290. N.B,72° 27’, 0. L. 20° 51". 191 fvn. (349 m.)
(8.5). Bundprøven bestod af brunt sandler med noget mørk-
grat ler. Mange stene: kvarts, krystallinske skifere, lerski-
fer — veiende indtil 6 gr. I skraben mange stene: kvartsit,
lysgrå sandsten med brune punkter, hornblendesten, horn-
blendegranit, lerskifer.

250 Ludvig Schmelck.

Station 316. N. B. 74° 56", ©. L. 16° 2%. 129fvn. (236 m.)
(1.9°). Blägrät ler med mange stene: lerskifere, ved optagel-
sen meget blede — veiende indtil 3 gr.

Station 324. N. B. (39? A&, 0). L. 20° 48‘. 233 fvn. (426 m.)
(0.9°). Rhabdammina-ler med mørkt, blägrät underler. Mange
stene: kvarts, bled lerskifer — veiende indtil 12 gr.

Station 334. N.B. 76° 13’, 0. L. 14° 0’. 403 fvn. (737 m.)
(1,9°). Brunt sandholdigt overgangsler, indeholdende mange
kiselspikuler af svampe og mange stene: kvarts og lerskifer
— veiende indtil 2 gr.

Station 335. N.B. 76° 17’, Ø.L. 14° 39 179 fvn. (327 m.)
(1.0). Grengrat ler med mange stene: kvarts, flint, sandsten,
lerskifer — veiende indtil 4 er.

Station 336. N.B.76”19', ØL. 15° 421. 70 fvn. (128 m.)
(0.4°). Gråt ler med mange stene: forvitrende granit, blød
lerskifer — veiende indtil 2 gr.

Station 340. N.B. 76° 32", 0. L. 14940". 58 fvn. (106 m.)
(0.65. Gråt, uensartet ler med mange stene: kvarts, kvartsit,
lerskifer — veiende indtil 4 gr. Et lidet stykke (0.01 gr.)
stenkul.

Station 342. N.B 76" 33", 0. L. 13° 18". 523 fvn. (956 m.)
(+ 1.0). Blanding af brunt og grat ler med mange stene:
kvarts, bled lerskifer — veiende indtil 3 er.

Station 343. N. B. 76° 84^, 0. L. 12° 51‘. 743 fvn. (1359 m.)
(+ 1.27. Brunt overgangsler med grat underler. Nogle
stene: kvarts, krystallinske skifere, lerskifer — veiende ind-
til, 1 gr.

Station 349. N. B. 16^ 30’, 0. L.2°57. 1487 fvn. (2719 m.)
(+ 1.5”). Merkbrunt biloculinler med mange stene: mørk
kvarts, glimmerskifer, lerskifer — veiende indtil 3 gr.

Station 352. N. B. VC 56’, 0. L. 3° 29. 1686 fvn. (3083 m.)
(+1.5°). Biloculinler med mange stene: kvarts, glimmerski-
fer, granit, bled lerskifer — veiende indtil 1.5 gr.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 251

Station 353. N. B. 77° 59, 0. L. 5^ 10°. 1333 fvn. (2438 m.)
(+ 1.4°). Biloculinler med nogle stene: sorte bløde lerskifere
— veiende indtil 1 gr.

Pa denne station var trawlbommen brukket; en mængde
stene i trawlen: krystallinske skifere og en stor marmorblok,
der veiede omtr. 80 ker.

S2a210n.,3506. . INS D. 195 2: 0. T... 10,19 110 fvnz (201m.)
(22°). En liden prove af grat ler med mange stene: kvarts,
Fınt, sandsten, granit — veiende indtil 2 gr.

SHINO 956. CONTE 2000701, 799 46/7" 03 fv (TTO m)
(2.6°)* En liden prøve af gråt, uensartet ler med mange stene:
kvarts, sandsten, bled og hard lerskifer — veiende indtil 8 cr.

Station 368. N.B.78° 43/, Ø.L. 8° 20. 315 fvn. (576 m.)
(1.67. Blägrät, uensartet ler med en mængde stene: kvarts,
granit, hard lerskifer — veiende indtil 2.5 gr.

Station 369. N.B. 78° 42’, 0. L. 8° 53°. 87 fvn. (159 m.)
(0.8. Liden prøve af gråt ler med en sten: sandsten (?) —
veiende 8 gr.

Station 370. N: B. 78° 43’, 0. L 8° 37". 109 fvn. (199 m.)
(1.1). Gråt ler med mange stene: kvarts, kvartsit. sandsten,
bled lerskifer — veiende indtil 3 gr.

I den foregäende oversigt har jeg blot medtaget de sta-
tioner, hvor bundpreverne udmerker sig ved en sterre rig-
dom pä stene, eller hvor disse er af en mere sjelden art.

Sterrelsen og antallet af de stene det forekommer i bund-
preverne, stár, som man pä forhänd kunde vente, i et direkte
forhold til hinanden.

Næsten alle de bundprever, der indeholdt et sterre an-
tal stene, veiende indtil 1 gr. og derover, er optagne inden-
for det gra lers omrade. Forbinder man med en linie de
yderste og dybeste af de forud beskrevne stationer fra Nor-
ges kystbanker, vil vi fa en nogenlunde pälidelig grændse
for stenenes almindelige og regelmæssige forekomst i havbun-
dens afleiringer. Denne linie, der altsa indeslutter de statio-
ner, hvor stene af den ovenneynte sterrelse er fundne i

252 | Lndvig Schmelck.

bundpreverne, vil nordenfor den 65de breddegrad omtrent
folge grændsen for det gra lers udbredelse.

At dømme efter de bundprever, der er optagne senden-
for den 65de breddegrad, viser det sig, at Norges kystban-
ker her er meget fattigere pa stene end lengere nord.

I bundpreverne fra det brune ler forekommer stene kun
spredt og enkeltvis. Der er imidlertid i denne henseende en
betydelig forskjel pà det nordlige og sydlige parti af havet.
Medens vi i syd for den 72de breddegrad kun ganske sjel-
den træffer stene i biloculinleret, er disse derimod temmelig
almindelige 1 dybet vest for Spidsbergen og Beeren Eiland,
hvor drivisen i særlig grad er fremherskende. Blandt de
stene, som her blev fundne i bundprøverne, var små styk-
ker af lerskifer isærdeleshed talrige. Disse var ofte, medens
de endnu befandt sig 1 fugtig tilstand, meget bløde, stundom
ikke synderlig hårdere end almindeligt fast ler.

Hvorvidt nogen forandring i denne retning særlig skulde
kunne begunstiges af forholdene på dybet, er et spørgsmål,
som muligens kunde fortjene nøiere overveielse.

Hvad der forøvrigt i den foregående fortegnelse tiltræk-
ker sig opmærksomhed, er de temmelig hyppige fund af flint-
og kridtstykker, der endog forekommer nordenfor den 78de
breddegrad. Som det vil sees, blev der også på et sted (St.
100) fundet et i kridtformationen forekommende fossil (belem-
nites). Kul fandtes blot i Østhavet (St. 266, 269 og 275) og
i havet vest for Spidsbergen (St. 340, 349 og 351). Det kan
have sin oprindelse fra Beeren Eiland eller fra Spidsbergen.

Slutning:

- Jeg har pa de første sider af denne afhandling kortelig
pàpeget de kræfter, som pa forhand må antages at have ve-
ret medvirkende ved dannelsen af bundens afleiringer i det
europæiske Nordhav. Vil vi nu ved hjelp af de foregäende
undersegelser forsege pa at belyse disse kræfter nærmere,
kommer vi imidlertid til at blive stäende ligeoverfor mange
spergsmal, der ad kemisk vei neppe kan afgjores.

Vor opmerksomhed ma naturligvis serlig knytte sig til
biloculinleret, der har en sä stor og en s& bestemt udbredelse
1 Nordhavet.

Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 253

De kemiske undersegelser af dette sediment viser, at
dets mineralske bestanddele er af en forholdsvis ensartet
sammensetning, der tyder pa, at deres fordeling over hav-
bunden mä vere foregäet med en vis regelmessighed. Sam-
menligner man analyserne af biloculinleret og af det grä ler,
finder vi imidlertid heller ikke her nogen væsentlig forskjel
i disse slamarters kemiske sammensetning; när undtages deres
forskjellige oxydationsgrad. Analyserne af det gra underlig-
gende ler fra St. 213 og af biloculinleret fra den nerliggende
St. 214 (se side 238) viser således ingen større afvigelser end de,
der giver sig tilkjende ved sammenligning af biloculinler-
analyserne indbyrdes. Disse to prever adskiller sig blot fra
hinanden med hensyn til oxydationsgraden og kalkgehalten.
Da den sidste som bekjendt kan betragtes som en mälestok
for dyrelivet, ligger det unegtelig ner at sætte dette i for-
bindelse med slammets særegne kemiske forhold. Med hen-
syn til biloculinlerets kemiske sammensætning er der intet
til hinder for, at det kan vere dannet ved en oxydation af
det gra ler, men et andet sporgsmäl er det, om dyrelivet
er istand til at frembringe en sådan. Dette modsiges ialfald
deraf, at biloculinlerets mest kalkfattige parti netop er det
sterkest oxyderte.

For at klare disse spargsmäl, er imidlertid de kemiske
undersegelser langtfra tilstrekkelige; og jeg vil derfor ikke
pà basis heraf forsege pà at opstille nogen theori om bilocu-
linlerets dannelsesmáde. Jeg häber imidlertid senere efter
‘en mikroskopisk undersegelse af slamarterne at komme til-
bage til dette interessante emne.

Til slutning vil jeg udtale min tak til hr. stipendiat
Brøgger, d'hrr. professorer Mohn, Sars og Wage for den bi-
stand, de velvillig har ydet mig.

Disse undersegelser er udferte pà unversitetets kemiske
laboratorium, pä hr. prof. Wages afdeling — fra Mai 1880
til April 1881.

Kristiania i April 1881.

Mindre Meddelelser, vedrerende Norges Fuglefauna
i Aarene 1877—1880,

Af
Robert Collett.

(Trykt i Juni 1881). -

De efterfeleende Bemærkninger udgjere, som det vil sees, en ny Række
Meddelelser, vedrerende vort Lands Fuglefauna, som ganske slutte sig til
den tidligere Række for Aarene 1873—76, der er indfert i dette Tidsskrifts
23de Bind (trykt i Juni 1877). *)

Den nye Række omfatter saadanne Iagttagelser fra de senest forlobne
4 Aar, som i en eller anden Henseende kunne antages at supplere de tidli-
gere. Ligesom disse udgjøre de dels Resultaterne af mine i Løbet af disse
sidste Aar foretagne Rejser og Udflugter i forskjellige af Landets Dele, eller.
af saadanne Undersogelser, som jeg under min Function ved Universitetets
Museum har havt Lejlighed til at anstille ved de til Musæet indlobne Spe-
eimina, dels enhver anden i dette Tidsrum gjort Observation af Interesse,
hvorom jeg er kommen til Kundskab; idethele har det været min Hensigt,
ligesom tidligere, at samle paa et enkelt Sted alle de fra Tid til anden
gjorte Observationer, indtil de engang i Fremtiden samlede kunne afgive
Materiale til en gjennemfert Behandling af dette Afsnit af vor Fauna.

Da de her meddelte Iagttagelser slutte sig væsentlig som Supplementer
til andre, der ere omtalte i de forskjellige foregaaende Afhandlinger, hvori
Landets Fuglefauna er omhandlet?), er det en naturlig Felge, at de tildels

1) »Mindre Meddelelser, vedrørende Norges Fuglefauna i Aarene 1873—
76« (Nyt Mag. f. Naturv. 23de B. 4 H. p. 85—225).

2) En Angivelse af de Afhandlinger, hvori jeg efterhaanden har nedlagt
Resultaterne af de hidtil gjorte Iagttagelser vedrørende Landets Fugle-
fauna, findes optaget i den ovennevnte Afhandling: »Mindre Medd.
1873—76« (p. 85 i Noten).

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 255

blive fragmentariske, eller, løsrevne fra sin Sammenhæng, af mindre Betyd-
ning, og det er saaledes blot med disse tidligere Bemærkninger for Øje, at
de maa betragtes.

De Rejser eller større Udflugter i zoologisk Øjemed, som jeg i de se-
nest forlobne 4 Aar har havt Lejlighed til at foretage her i Landet, have
omfattet :

I 1877 Kystegnene i Landets sydlige Dele, hvorunder besegtes Hval-
gerne (ved Udlebet af Christianiafjorden), Egnen omkring Laurvig, Lister-
land, Jæderen, samt Hardanger, ligesom Excursioner foretoges i Hallingdal.

I 1878 Finmarken, hvorunder fornemmelig undersøgtes Fiske- og Fugle-
været Gjæsvær ved Nordcap, flere Punkter i og ved Porsangerfjorden, Eg-
nen omkring Vadsø, samt Sydvaranger op til henimod Enare, ligesom ogsaa
Excursioner bleve foretagne paa Tromsøen, omkring Bodø, samt ved Reraas.

I 1879 Kystegnene i Landets sydlige Dele, især Egnen omkring Laur-
kullen samt Rauø i Christianiafjorden, fremdeles Hitterdal, samt sluttelig
Jæderen.

I 1880 Finmarken; denne Gang besøgtes Tromsøen, Porsangerfjord (med
Stationerne Kistrand, Stabursnæs og Børselv), samt Laxefjord, fremdeles
Altendalen, samt Grøtø i Lofoten.

Severe foretoges i August en Rejse til Reraas, Foldalen og Dovre, og
i September en Udflugt til Jomfruland udenfor Kragerø.

Under disse ogsaa i de sidste Aar gjenstagne Beseg af de i ornitholo-
gisk Henseende mærkeligste Egne i Norge, nemlig Finmarken og Jæderen,
har jeg atter kunnet gjøre adskillige Iagttagelser af Interesse, hvorved vor
Kundskab til Faunaens Character i disse Norges nordligste og sydligste
Landsdele i flere Henseender er bleven udvidet, om end ingenlunde endnu
paa alle Punkter fuldstændig.

Ved Udgangen af 1876 antoges de i Landet med fuld Sikkerhed fundne
og videnskabeligt undersøgte Fuglearter at være 251, eller, om man tildeler
Motaeilla lugubris, Temm. Artsberettigelse, ialt 252. Af Arter, der ere
nye for Faunaen, ere i de sidst forløbne 4 Aar tilkomne 3, nemlig Mota-
cilla melanope, Pall., hvoraf 1 Individ allerede i 1874 var fundet ved Ber-
gen, men først nylig erkjendt som denne Art; Phylloscopus sibilatrix, Bechst,
funden i 1877 alm. rugende ved Laurvig!), og senere sporadisk paa et an-
det Sted (ved Christiania), samt Cygnus minor, Pall., hvoraf 1 Ind. i Jan.
1879 blev skudt ved Stavanger*), og senere i Vinteren 1879—80 viste sig i
hele Flokke ved Landets Vestkyst.

Hertil komme yderligere 2, hvis Artsberettigelse er usikker, nemlig
Picus pipra, Pall., der fandtes rugende i Alten i Finmarken i 1880, samt
Falco islandus, Gmel., hvoraf 1 Individ blev skudt ved Lillehammer i Febr.
1879. Antallet af Landets Fugle vil saaledes ved Udgangen af 1880 beløbe

1) Begge disse ere omtalte i en af Forf. udgiven Meddelelse: »Om et Par for
Norges Fauna nye Fuglearter« (Forh. Vid. Selsk. Chra 1877, No. 5, pp 4).

?) Omtalt i en af Cand. Stejneger udgiven Afhandling: »Bidrag til Vest-
jandets ornithologiske Fauna: (Nyt Mag. f. Naturv. 25 B. p. 141—
148, 1879).

256 Robert Collett.

sig til 254, eller, om de ovennevnte 3 medregnes, hvis Artsberettigelse
endnu er omtvistet, ialt 257.

Dette samlede Antal kan for Tiden maaske bedst grupperes paa fel-
gende Maade:

Aarligt ruge i Landet omtrent 197 Arter, medens fremdeles 12 ere at
betragte som usikre Rugefugle.

Af de evrige ere 22 Arter mere eller mindre hyppige under enkelte Aars-
tider, uden at ruge, medens 26 ere at betragte som blot tilfældige Besøgere.

Endelig kan tilfojes, at jeg i 1878 havde i.Finmarken Anledning til
med saa stor Sikkerhed, at den grændser til positiv Vished, at observere
en af de i Siberien rugende Emberiza-Arter (E. pusilla), og dette under
dens Rugetid, ligesom Galerita cristata med ligesaa stor Sikkerhed blev ob-
serveret af forskjellige Iagttagere i og omkring Trondhjem Hesten 1880;
men i intet af disse Tilfælde lykkedes det at fælde Individet, og saaledes at
constatere Arten som funden i Landet. Det samme gjælder fremdeles den i
»Mindre Medd. 1873—76« (p. 92) omhandlede Acrocephalus, der i 1876 blev
lagttaget under Rugetiden i Finmarken, men ikke senere gjenfandtes paa
samme Localitet.

Endelig har Prof. Rougemont i Neuchatel (Bull. Soc. Sci. Nat. Neuch.
vol. XII, 1880) opgivet, » Turdus labradorius« Gmel., (Scolecophagus ferrugi-
neus [Gmel.]), som af ham observeret i 1877 i Finmarken. Denne Observa-
tion maa dog ansees som ganske usikker, hvorom nermere under Turdus
‘ torquatus (p. 259).

Ligesom i det tidligere Hefte af »Mindre Meddelelser« har jeg ogsaa
denne Gang vedføjet en Række Udmaalinger af friskskudte Fugle, som i de
sidst forlebne Aar have passeret mellem mine Hænder. Disse har jeg troet
vilde have nogen Interesse, ikke blot fordi de kunne tjene som Antydning af
Grendsen for Individernes Variation indbyrdes, men ogsaa til Sammenlig-
ning med Individer fra andre Lande, idet Totallengden i de forskjellige or-
nithologiske Skrifter næsten aldrig opgives uden efter et fra terrede Indivi-
der hentet Skjen, der altid blot tilnærmelsesvis kan angive det rette Forhold.

»Totall.« angiver. som tidligere nævnt, Længden fra Næbspidsen til den
yderste Spidse af Halen, efterat Individet er bleven fuldt udstrakt, eller saa
langt, som det ved Anvendelsen af en næsten umerkelig Kraft har villet
strekke sig. >V.< angiver Længden fra Vingeleddet (carpus) til Spidsen af
den lengste Haandfjer, »H.« Lengden af den lengste Halefjær; og, for-
saavidt der maatte være nogen væsentlig Forskjel i Halefjærenes indbyrdes
Lengde, angiver det mindste Tal Længden af den korteste af disse.

Ord. Passeres.

Fam. Turdidae.
Turdus viscivorus, Lin. 1166.

Overvintrende Individer ere enkeltvis ogsaa i de sidst
forlebne Aar jevnlig bemærkede i Landets sydhge Dele, me-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 951

dens dog Hovedmassen af Individerne trekke bort. Et, der
afgaves til Univ. Mus&et, var fanget i Faaberg (ved Lille-
hammer) den 30te Decbr. 1879. Dette Ind. har paa hele Un-
dersiden en sterkt redgul Bundfarve, og store, tetstillede
Pletter.

Hosten 1879 blev et Ind. fanget ved Stavanger, hvor den,
ligesom overalt langs Vestkysten, blot er sporadisk bemerket.

M, Totall. 290mm V. 165mm H. 112mm Faaberg, Gudbr.dal 30 Dec. 1879.

Turdus iliacus, Lin. 1766.

Forekommer ikke sjelden overvintrende i Landets syd-
lige Dele. I Januar 1878 fandt jeg den saaledes temmelig
talrigt paa Vildttorvet i Christiania, hvorhen den var bragt
fra de nærliggende Trakter (Kraakstad, Høland etc.); i 1879
—80 saaes den alm. hele Vinteren igjennem i Omegnen af
Frederikstad.

Ligesom hos T. pilaris synes Æglægningstiden at være tem-
melig varierende. Den 29de Juni til 1ste Juli 1878 undersøgte
jeg 10—12 Reder ved Børselv i Porsanger, hvor denne Art
er særdeles talrig. De fleste havde sterkt rugede Æg, en-
kelte smaa Unger, andre atter næsten voxne Unger; endelig
vare Æggene 1 et Par Reder ganske friske. Rederne laa dels
paa Marken ved Roden af et Tre, dels lavt paa Grenene;
Ægantallet var her oftest 4, sjeldnere 5 eller 6. a

I 1880 fandt Fiskeri-Insp. Landmark og jeg Reder med
næsten friske Æg den 11te og 17de Juli i Laxefjord, ligele-
des i Finmarken, efterat vi allerede den 27de Juni havde
fundet udflejne Unger (i Porsanger). I Landets sydligere
Egne, saasom omkring Christiania og Drammen, lægges Æg-
gene i Regelen i den ferste Uge af Mai, og Ungerne forlade
Rederne i Begyndelsen eller Midten af Juni; i 1876 fandt
jeg i Rendalen Rede med Æg, der dog vare stærkt rugede,
den 13de Juli.

En ufuldstendig Albino fangedes i Omegnen af Christi-
ania Hosten 1878; et Par, ligeledes ufuldstendige Albino'er,
observeredes (ifølge Adj. Bahr) ved Stavanger Høsten 1880.

Den fuldvoxne Ungfugl i »Rededragt« er i flere Hen-
seender betydeligt forskjellig fra de fuldt udfarvede Indivi-

258 Robert Collett.

der. Hos en saadan (skudt ved Drammen 17de Juli 1879)
strekker sig et svagt lyst Tverbaand tvers over Nakken, og
forbinder de brede, hvidgule Ojestriber. Issen er brunsort;
Overgumpen og Halen har et brunligt Anstreg. Rygfjære-
nes okkerfarvede Pletter, der ere skarpt markerede indenfor
den sorte Bræm, ere runde, og blot paa Skuldrene findes af-
lange saadanne. Hele Undersiden er tæt bestrøet med runde
Pletter, istedetfor aflange, som hos de Udfarvede.

Turdus musicus, Lin. 1766.

Denne Art gaar 1 Finmarken saa langt mod Nord, som
der findes nogenlunde frodig Skov. Foruden 1 Alten, hvor
jeg allerede havde truffet den i 1872, fandt jeg den Somme-
ren 1880 ved Børselven 1 Porsanger og i Laxefjord, de nord-
ligste Punkter, hvor den hidtil er observeret (70° 20^. Paa
hver af disse sidste Localiteter hørtes dog blot enkelte Indi-
vider; da disse ingen Adgang havde til at høre andre af sin
Slægt, havde deres Sang udviklet sig saa betydeligt forskjel-
lig fra Individernes i de sydlige Egne, at den kun med Van-
skelighed lod lod sig gjenkjende. Det samme har jeg lagt-
taget i disse Egne hos T. iliacus, skjønt i mindre Grad, saa-
velsom hos Muscicapa atricapilla, og enkelte andre.

M. Totall. 224mm V. 111mm H. 73mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.

Turdus pilaris, Lin. 1766.

Tilfældige Varieteter synes af denne Art at forekomme
hyppigere, end af nogen anden af de mindre Fugle. Af Va-
rieteter fra de seneste Aar kunne nævnes en Albino, fanget
ved Stavanger Høsten 1877; denne havde næsten renhvidt
Hoved og Hals. En mere ufuldstændig Albino fandt jeg paa
Vildttorvet i Christiania 24de Jan. 1880, fanget i Omegnen;
denne havde Ryggen og Vingerne opblandede med hvide Fjær.

I den normale Dragt er det især Størrelsen af de sorte
Pletter paa Brystet, samt disses større og mindre Udbredelse
over Underlivet, der varierer.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 259

I Alten, hvor jeg Sommeren 1880 traf den kun sparsomt,
ligesom overalt i Finmarken dette Aar, saa jeg et en-
list Par med friske Æg endnu den 23de Juli. I Øxfjord, li-
geledes i Vest-Finmarken, rugede enkelte Par ovenpaa Fiske-
hjælderne ved Gaarden, i Mangel af Træer.

Fem. Totall. 274mm V. 145mm H, 99mm V. Aker pr. Chra. 15 Nov. 1877.
— (var.) — 277. « » 143 « » 105, « «V. Aker pr. Chra. 24 Jan, 1880.

Turdus torquatus, Lin. '1766.

I en Artikel i Bull. Soc. Sci. Nat. Neuch. XII, p. 97,
1880, »Note sur le merle du Labrador, Turdus labradorius«,
beretter Prof. Rougemont, at han den Iste Aug. 1877 i Fjeld-
væggen ved Kjelvig i Porsangerfjorden, ikke langt fra Nord-
cap, traf 2 Individer af en Turdus, hvoraf han fik skudt det
ene, uden at det dog lykkedes ham at faa det fat i den utilgjæn-
gelige Klippevæg. Deres Farve beskriver han som ganske
sort, nærmest som T. merula, men Næbbet var sort; ved se-
nere at overveje Sagen har han fundet, at de maatte tilhøre
den nordamerikanske Art Turdus labradorius, Gmel., der saa-
ledes i det ovenanførte Tidsskrift introduceres som ny for
Norges og Europas Fauna.

Uden bestemt at ville benegte Muligheden af, at den
nævnte Art skulde kunne vise sig tilfældigt i de arctiske
Dele ogsaa af det europæiske Continent, er der dog Grunde,
der tale bestemt mod Prof. Rougemonts Antagelse. Da jeg
i 1874 den 4de Juli selv observerede samme sorte Turdus i
de ganske lignende og nærliggende Klippevægge ved Nordcap,
ligger det nær at antage, at deres Optræden i disse Trakter
ikke er tilfældig, men normal eller aarlig, og i dette sidste Til-
fælde maatte Arten være funden fra og til under sine Flyt-
ninger om Vaaren og Høsten i sydligere Egne, hvilket ikke
er Tilfældet. Endskjønt jeg ved den ovennævnte Lejlighed
ikke var Individerne saa nær, at den hvide eller graa Bryst-
krave kunde sees, har jeg aldrig næret Tvivl om, at de til-
hørte T. torquatus; denne er, om end sporadisk, udbredt over
de fleste Dele af Finmarken, og, som jeg tidligere har anmær-
ket, er dens Rede fundet f. Ex. ved Varangerfjorden.

260 Robert Collett.

Da Prof. Rougemont, som ovenfor anfert, traf Indivi-
derne ved Kjelvig den 1ste August, og var dem ner nok til
at observere, at deres Fjærklædning var ensfarvet, er det
sandsynligt, at det har været Aarsunger før Høstfældingen,
hvor den hvide eller graa Fjærkrave endnu ikke var frem-
kommet. |

Da Gmelin's Turdus labradorius ansees som identisk med
Scolecophagus ferrugineus, (Gmel.), tilhører den altsaa en Slægt,
der er vidt adskilt fra Familien Turdidae.

: Ogsaa af T. torquatus findes enkelte Individer overvin-
trende hos os, men som det synes, blot undtagelsesvis. Et
saadant modtog Univ. Mus. fra Elverum, fanget 28de Febr. 1880.

M. Totall. 283mm V. 141mm H. 147mm Elverum 28 Febr. 1880.

Fam. Sylviidae.
Acrocephalus schoenobaenus, (Lin.) 1766.

Forekommer, som tidligere paapeget, i Norge hovedsage-
lig (eller næsten udelukkende) nordenfor Polarcirkelen; intet-
steds 1 Landet er den maaske. hyppigere, end ved Tromsø og
i det nærliggende frodige Dalføre Maalselvedalen. I Landets
sydligere Dele er den derimod endnu ikke med Sikkerhed
paavist uden som halvt accidentel under Trækket, om det
end ikke kan ansees for absolut usandsynligt, at den ogsaa
her vil kunne findes rugende paa enkelte gunstige Localiteter.
Den 11te Juni 1877 skjød jeg i vestre Aker ovenfor Christi-
ania et enligt Ind., det eneste, der er kjendt fra Landet søn-
denfor Nordland, siden et 1 1847, ligeledes ved Christiania,
skudt Individ.

Da jeg den 19de Juni 1880 besøgte Tromsø, vare de i
fuld Sang, skjønt Sneen endnu tildels bedækkede Marken paa
deres Tilholdssteder. De havde især Tilhold i den noget
aabnere Birkeskov, hvor denne var blandet med Salices, og
hvor Bunden var noget fugtig.

Et Rede, som jeg den nævnte Dag fandt under Bygning,
laa ved Roden af en Birk paa et forholdsvis tørt, græs-
bundent Sted, støttet mellem et Par tørre, opstaaende Rod-
skud. Det var bygget af tørre Straa, med enkelte Dotter af

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 261

Salixuld paa den ydre Side. Blot Hunnen byggede. I 1878
fandt Fiskeri-Insp. Landmark den 3dje Juli sammesteds et
Rede med 6 friske Æg, hvoraf det første altsaa var lagt 28de
Juni; dette laa i en lav Vidjebusk nærved Marken.

I det egentlige Finmarken traf jeg den ved Stabursnæs
i Porsanger 28de Juni 1880 (70° 10' N. B.), saaledes det nord-
ligste Sted i Landet (og paa Jorden), hvor denne hidtil
er fundet bosat. Den havde her Tilhold blandt tætte Salice-
ter langs en liden Elv. Tidligere (1876) havde jeg truffet
den ved Laxelv, ligeledes i Porsanger, og den er desuden
fundet af andre paa flere Steder i det indre af Finmarken,
hvor den paa passende Localiteter synes at forekomme tem-
melig talrigt.

M. Totall. 132mm V. 68mm H. 48mm 'Trømsø 19 Juni 1880.

« — 140 ce « 68« « 50< Tromsø 19 Juni 1880.
« — 14 « « 68« « 50« Tromsø 19 Juni 1880.

Fem. — 135: « 59« « 43» V. Aker pr. Chra. 11 Juni 1877.
« — 134: « 66« « 47 « Tromsø 19 Juni 1880.

Phylloscopus trochilus, (Lin.) 1766.

Hvorvel denne vel maa ansees for den overalt i Landet
hyppigste Art af den hele Familie, er den dog især overor-
dentlig talrig i de nordligste Landsdele, og forekommer i hele
Finmarken overalt, hvor der findes Skov eller Krat; og den
mangler ikke engang oppe paa de nøgne Plateauer, hvor de
sidste forkrøblede Smaabuske kunne friste Livet i Ly af en
Skraaning. Saaledes har jeg saavel i 1872, som 1 1878 fundet
den bosat paa Magerøens Nordside, umiddelbart i Nærheden
af Nordcap.

Den ankommer til disse nordlige Rugesteder allerede i eller
lidt over Midten af Mai. I de sidste Dage af Juni ere alle
Reder fulde; enkelte have vistnok paa denne Tid allerede
noget rugede Æg, men i Regelen ere de friske. De fleste
Reder have 6 eller 7 Æg, enkelte Kuld 8; Rederne ere altid
her rigeligt udfodrede med de fældede hvide Vinterfjær af
Lagopus albus.

Et enkelt Rede (Børselv ved Porsangerfjord, 30te Juni
1880) afveg i den Henseende fra alle de øvrige 20—30 Reder

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III—IV. 18

262 Robert Collett.

af denne Art, som jeg i Lebet af de sidste Aar har kunnet
undersege i disse Egne, at Aabningen var ret opad og ikke
til Siden, uden at dette kunde sees at have sin Grund i Re-
depladsens Beliggenhed eller andre Omstændigheder.

M. Totall. 133mm V. 69mm H. 53mm Sydvaranger, Ø. Finm. 14 Juli 1878.

€ — 133 « » 69« » 55 « Porsanger, V.Finm. 30 Juni 1880.
Fem. — 19898 « « 64« « 48 « V.Aker pr. Chra. 26 Mai 1878.
« — 195 « « 65« « 47 « Porsanger, V.Finm. 30 Juni 1878.

Phylloscopus collybita, (Vieill.) 1817.

Horer til de tidligste af alle vore Trækfugle blandt Sangerne,
og ankommer til Landets sydlige Dele allerede omkring Mid-
ten af April (1 1880 var den alm. ved Christiania allerede
den 11te April); dog har den ikke Æg fer ide forste Dage
af Juni. Et Rede, som jeg i 1877 fandt 1 Berum ved Chri-
stiania, laa frit paa Marken i et skovbevoxet Bakkeheeld,
uden anden Besyttelse, end de blomstrende Anemone nemorosa.
Det indeholdt den’ 10de Juni 6, ubetydeligt rugede Æg.

M. Totall. 128mm V. 62mm H. 52mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.

< — 195 « « 60« « 49 « V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
€ — 193 € Ge 47 « V. Aker, pr. Chra. 20 April 1880.
Fem. — 194 « « 56 « « 46 « Bærum pr. Chra. 10 Juni 1877.

Phylloscopus borealis, (Blas.) 1858.

Sommeren 1376 paavistes denne Art ferste Gang som til-
herende Landets Fauna. De Observationer, som jeg det
neevnte Aar havde Lejlighed til at gjere i Finmarken, hvor
den viste sig ikke at vere sjelden paa flere temmelig vidt
adskilte Localiteter, har jeg meddelt udferligt i den foregaa-
ende Afhandling (Mindre Medd. ete. 1873—76, p. 10). Se-
nere har jeg saavel i 1878, som i 1880, havt Anledning til at
besege de samme Egne, og har atter truffet den bosat i ikke
ringe Antal saavel paa de tidligere, som paa flere nye Lo-
caliteter, og det er sandsynligt, at den forekommer rugende
overalt paa gunstigt Terrain i saavel Vest. som Øst-Fin-
marken.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 263

Det storste Antal Individer synes at forekomme i Syd-
Varanger; især ere de talrige paa Strekningen mellem Elve-
nes og Langfjord, samt langs Pasvigelven op til Indseen
Tschoalme-Javre (Calmi-Javre) Paa et Par Dage traf jeg
paa disse Steder (15de til 16de Juli 1878) mindst et Dusin
forskjellige Individer, alle syngende Hanner.

Deres Tilhold var altid i frodig og hej Birkeskov, ikke
hvor denne var tynd eller forkreblet, og da Skov af denne
Slags hovedsagelig blot optræder i de sterre Dalferer, ere
disse sidste Artens Hovedtilhold, hvorimod jeg ikke har truf-
fet den paa Plateauerne eller de aabnere Steder, selv hvor
disse ere delvis skovklædte.

De synge til de forskjelligste Dagstider, saavel midt om
Dagen, som ved Midnat; sjeldnest om Eftermiddagen. De
vise herunder ingen Skyhed, men lade sig i Regelen med
Lethed komme ner.

Den Utrettelighed, hvormed Hannen producerer sin ens-
formige, men tillige særdeles sterktlydende Strophe, er ne-
sten utrolig. Den 27de Juni 1880 iagttog Fiskeri-Inspecter
Landmark og jeg ved Stabursnes i Porsanger en syngende
Han, der saagodtsom uden Opher lod sin Sang lyde i flere
Timer en bestemt Del af Skoven. Den holdt sig hele
denne Tid inden et ganske lidet Omraade, flagrende uop-
horligt om,.og satte sig altid i de samme Træer, ofte
paa samme Gren, som tidligere, men robede ikke, uagtet
vi omhyggeligt vogtede den i flere Timer, med en Lyd
eller en Bevægelse, at den havde Rede (der maaske endnu
blot var under Bygning) i Nærheden. Endelig forlode vi
Stedet, og lod den utrettelige Sanger vedblive sin Sang, der
endnu i en Afstand af 6—700 Alen kunde heres mellem
Træerne.

Ventriklerne af et Par i 1878 skudte Individer indeholdt
Myg, samt et Par Larver af en Cidaria; hos et andet Indi-
vid fandtes foruden Myg ogsaa andre Insecter, samt en Geo-
meterlarve.

De Punkter i Finmarken, hvor jeg hidtil har kunnet paa-
vise denne Art, ere folgende:

A. Vest-Finmarken (Porsanger): Stabursnæs 1876 og 1880;
18*

264 | Robert Collett.

Laxelv 1876, flere Steder; ovenfor Ovre Laxvand 1880
(A. Landmark); Berselv 1878.

B. Ost -Finmarken (Syd-Varanger): Elvenæs 1878; Lang-
fjord 1878, flere Steder; Tschoalme-Javre 1876 og 1878,
flere Steder.

— 185 « « 70« « 49 « Elvenæs, Syd-Varanger 13 Juli 1878.
— 1831 « « 70« « 53 « Pasvig-Elv, do. 15 Juli 1878.
« [4

M. Totall. 130mm V. 68mm H, 49mm Børselv, Porsanger 30 Juni 1878.
«

«

« 69 «

— 135 « 50 « Pasvig-Elv, do. 16 Juli 1878.

Phylloscopus sibilatriz, (Bechst.) 1802.

Ferst i de seneste Aar (1877) er denne Art, som jeg i
en kort Meddelelse i Videnskabs-Selskabets Forhandl.*) har
berert, bleven med Sikkerhed vindiceret for Norges Fauna,
og den forekommer her idetmindste paa en enkelt Localitet
aarligt og i ikke ringe Antal.

Denne Localitet er Begeskoven ved Laurvig, hvor jeg
den 6te Juli 1877 traf en hel Coloni bosat. Hannerne sang
endnu temmelig ivrigt, skjent neppe, som tidligere om Vaa-
ren; de havde sit Tilhold saavel i den ublandede Begeskov,
som hvor denne var opblandet med Naaleskov, men blot
blandt de ældste Treer. Enkelte Par vare ængstelige for
Æg eller Unger; 2 skudte Hanner udviste indbyrdes en paa-
faldende Forskjel 1 Størrelse.

Sandsynligvis vil den dog vise sig at forekomme ogsaa
paa andre Punkter i de samme Trakter, hvor der ligeledes
er stor og gammel Løvskov, tildels af Beg. Derimod er det
sandsynligt, at et Individ, som jeg den 3dje Juni 1879 traf
i Asker ved Christiania, var et enligt, omstrejfende Individ.
Dette var en Han, der ivrigt syngende' havde Tilhold i en
brat Bakke, bevoxet med en Blanding af Gran- og Levskov,
den sidste bestaaende af Acer, Qvercus, Fraxinus og Alnus.

M. Totall. 137mm V. 78mm H. 55mm Laurvig 6 Juli 1877.

€ — 196 «ike T2« «<< 49 « Laurvig 7 Juli 1877.
« — 133 « « 72« « 47» Bærum pr. Chra. 3 Juni 1879.

1) Forh. Vid.-Selsk. Chra. 1877, No. 5 p. 3.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 265

Hypolais icterina, (Vieill.) 1817.

Af vore indenlandske Sylviider bygger ingen sit Rede
hejere over Marken, end denne. Et saadant, som jeg fandt
ved Drammen i 1877, laa omtr. 7—8" hejt i en Birk, og
indeholdt den 24de Juni 5 noget rugede Æg, der vare usæd-
vanligt merkfarvede, samt tillige sterre, end normalt. Et
Par andre Reder, som jeg har underssgt i de seneste Aar,
have ligget lavere; det ene (Bærum ved Chra. 1877) laa i en
Hasselbusk, og indeholdt 4 fr. Æg 10de Juni; det andet
(Drammen 1879) laa i en ung Furu, og indeholdt den 16de
Juni 5 lidt rugede Æg.

M. Totall. 141mm V. 79mm H. 50mm Bærum pr. Chra. 3 Juni 1877.

Regulus cristatus, Koch 1816.

Under sin Redebygning er denne Art ikke saa vanskelig
at opdage, som det i Regelen antages, og jeg har i de sene-
ste Aar oftere havt Lejlighed til at iagtttage den under
denne Forretning. Redet anbringes somoftest særdeles skjult
i de hejeste Graner; dog lader dette sig uden synderlig Van-
skelighed opdage, medens Fuglene ere ifærd med at bygge,
hvilket de gjøre med den største Iver. Dog foregaar Rede-
bygningen med jevnlige og lange Mellemrum. Rederne ligge
i Regelen temmelig højt, undertiden næsten oppe mod Top-
pen af særdeles gamle og tykke Graner, men ogsaa lavere
mellem de nedre Grene, hvor jeg har seet det neppe 2™
hævet over Marken. Sjeldnere vælges yngre Træer; i Løv-
træer er det aldrig fundet hos os. Det anbringes altid mel-
lem de frit nedhængende Smaakviste, saaledes uden at være
støttet nedentil, men er indflettet til alle Sider : disse saa-
ledes, at det i de allerfleste Tilfælde er næsten umuligt at
opdage nedenfra.

Materialierne indsamle Fuglene i Begyndelsen umiddel-
bart i Nærheden, og Underlaget, der bestaar af Mos, hente
de enten fra Marken, eller fra Træstubber eller midt paa
Stammerne lige ved. Senere, eftersom den indvendige Ud-
fodring skrider frem, tager det længere Tid, og de kunne

266 Robert Collett,

blive 5—10 Minutter borte for hver Gang, de skulle hente en
Fjær. Den Tid, som medgaar til Redets Bygning, er noget
forskjellig, og varierer fra 8 til omtrent 14 Dage. Æggenes
Antal er oftest 10, undertiden 9 eller 11; Fuglen ruger dem
særdeles ivrigt, og lader sig næsten berere med Haanden,
for den forlader Redet.

I de ferste Dage af Mai ere Fuglene ivrigst iferd med
sin Redebygning, og noget over Midten af Maaneden ere Re-
derne fulde. I Midten af Juni treffer man ofte hele Unge-
flokken i sin uanselige Dragt med den brunlige Ryg og det
ensfarvede Hoved siddende ved Siden af hinanden paa en
Gren, hvor de fodres flittigt af Forældrene.

M. Totall. 104mm V. 53mm H. 36mm V. Aker pr. Chra. 12 Dec. 1880.

Sylvia salicaria, (Lin.) 1766.
Denne Art, som tidligere ikke med fuld Sikkerhed var

paavist ovenfor Polareirkelen, forekommer, som det synes,
talrigt lige op i Finmarken, idethele saa langt mod Nord,
som Skoven er frodig. Saaledes er den udbredt i de fleste
sterre Dalferer omkring Porsangerfjorden, iser paa Steder,
hvor Skovbunden tilige er lidt fugtig. I 1878 traf jeg flere
Par saavel ved Stabursnes, som ude ved Kistrand (70° 30^,
skjont Skoven paa det sidste Sted allerede er temmelig for-
kreblet. Ved Stabursnæs fandt jeg den 3dje Juli dens halv-
ferdige Rede, og skjed et Han-Individ; umiddelbart paa
samme Punkt var den bosat ogsaa i 1880, da jeg atter be-
segte dette Sted den 27de Juni.

Fremdeles fandt jeg den ikke sjelden ovenfor Bosekop 1.
Alten den 21de Juli, og skjed paa et Sted et gammel Hun-
Individ, der fulgte sine nu udvoxede Unger.

M. "Total. 153mm V. 76mm H. 52mm Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1878.

Sylvia atricapilla, (Lin.) 1766.

Horer til de i Norge idethele sporadisk og 1 ringe Mængde
optrædende Arter, og den har neppe den vidstrakte Udbre-
delse mod Nord, som den i »Mindre Medd. 1873—76« (p. 99)

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 267

er tillagt. Af Fiskeri-Inspecter Landmark er den fundet i
Salangen og Maalselvedalen 1876, hvilket ter vere det nord-
ligste Punct, hvor den med fuld Sikkerhed hidtil er iagtta-
get (69°). De Observationer, ifelge hvilke jeg i den nævnte
Afhandling har tillagt den en Udbredelse i Dalfererne i Por-
sanger 1 Finmarken, have, efter hvad jeg i 1878 og 1880 har
kunnet overbevise mig om, vedrert S. salicaria. At den dog
vil kunne paavises ogsaa indenfor Finmarkens Grændser er
løvrigt ingenlunde usandsynligt.

Et Par Reder af denne Art, som jeg i de sidst forlebne
Aar har fundet, have begge ligget i Naaletr&er inde 1 Gran-
skoven, det ene i en lav Granbusk (Bærum pr. Chra. lite
Juni 1877), det andet i en Enerbusk (Drammen 2den Juni
1878). Rederne vare byggede af Straa og hvide Dotter af
Edderkopspind, samt fine Kviste, men uden Haar eller anden
Indredning, end fine Straa. Dets indre (evre) Diameter var
Hamm.

M. Totall. 160mm V. 75mm H. 62mm Berum pr. Chra. 3 Juni 1877.
€ — 157« «© 75« « 62« Bærum pr. Chra. 3 Juni 1877.
Fem. — 166 « « "75« « 64« Drammen 2 Juni 1878.

Sylvia curruca, (Lin.) 1766.

M. Totall. 140mm V. 63mm H. 55mm Stremmen pr. Chra. 30 Mai 1880.

Cyanecula swecica, (Lin.) 1766.

Som jeg tidligere har paavist, er denne Art i Norge fuld-
kommen alpinsk i sin Optreden, og findes paa de egentlige
Lavlande blot sporadisk under Trektiderne.

Den forekommer intetsteds i Landet hyppigere, end i
Finmarken, hvor den neppe mangler paa noget Pnnkt, hvor
der findes Birkeskov, og den er her i alle frodigt bevoxede
Dalferer i Regelen seerdeles talrig. Dette er saaledes Til-
feldet i Trakterne om Porsangerfjord, hvor jeg 1 1878 og
1880 iser traf den i Mengde ved Staburselv, Laxelv og
Berselv. Rugetiden syntes at vere noget varierende; mellem
den 27de Juni og iste Juli (1880), da jeg paa disse Locali-
teter havde Lejlighed til at undersege et ikke ringe Antal

268 Robert Collett.

Reder, havde disse i Regelen mere eller mindre rugede Æg,
men samtidigt fandt jeg saavel friske Æg, (tildels i endnu
ucomplette Kuld), som noget over halvvoxne Unger. Rederne
laa altid paa Marken, i Regelen indunder en Tue, og inde-
holdt oftest 6 Æg.

Flere af de skudte Individer havde i Næbbet eller Stru-
ben hele Insecter, især af bløde Coleopterer (Cantharis alpina
og pilosa), hvormed ogsaa Ungerne opfødtes.

Tiden for Æglægningen kan gjennemsnitlig ansættes til
noget over Midten af Juni; i Midten af Juli eller kort Tid
derefter sees de første fuldt udvoxede Unger i sin spættede
Ungedragt; den 21de August (1880) havde alle Ungfuglene
paa Dovre faaet sin Høstdragt, og vare i Begreb med at
drage bort.

Denne Art har, ligesom Hypolais icterina, en merkelig
Evne til at efterligne andre Fuglestemmer, som den hører:
omkring sig, om den end sjeldnere, end den nævnte Art, giver
Prøver paa denne Færdighed. I Porsanger hørte jeg den saa-
ledes gjengive med skuffende Lighed saavel Skriget af Tota-
nus glareola, som Lokketonen hos Linota limaria (Berselv 30te
Juni 1878), med hvilke den netop delte Opholdssted.

M. Totall. 154mm V. 72mm H. 53mm Syd-Varanger, Finm. 11 Juli 1878.

« — 147 « « 75 « « 5l« Syd-Varanger, Finm. 11 Juli 1878.
Fem. — 138 « « 69« « 48 « Porsanger, V. Finm. 2 Juli 1878.
« — 147 « « 78« « 52« Laxefjord, ©. Finm. 7 Juli 1880.

Erithacus rubecula, (Lin.) 1766.

Er den eneste af de ægte Sangere, der forekommer re-
gelmæssigt overvintrende hos os. Dette indtræffer dog blot
paa Jaderen og i Omegnen af Stavanger, hvis milde Vinter-
clima minder om de britiske Vers paa Jæderens Rev, hvor
den aldrig sees om Sommeren, er den saaledes en velkjendt
Gjæst om Vinteren, og søger da ind til Husene. I Stavanger
Omegn har Adj. Bahr observeret flere saadanne Individer
Vinteren 1878—79, saavel som i tidligere Aar.

Høsten 1880 blev, ifølge en Meddelelse af Conserv. Storm,
adskillige Individer i Omegnen af Trondhjem overraskede af
den pludseligt indtrædende Vinter, og syntes senere ikke at

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 269

have havt Mod til at tiltræde Rejsen mod Syd. Disse Indi- *
vider observeredes jevnlig i hele November, og enkelte saaes
endnu i Begyndelsen af December, men ere da sandsynligvis
gaaede tilgrunde. i

Ruticilla phoenicurus, (Lin.) 1766.

Fem. Totall. 142mm V. 74mm H. 55mm Bærum pr. Chra. 3 Juni 1877.

Saxicola oenanthe, (Lin.) 1766.

De fleste Individer af denne Art forlade Landet i Løbet
af den ferste Uge af September; dog sees de jevnligt enkelt-
vis endnu over Midten af denne Maaned.

En Efterneler blev skudt ved Christiania 27de October
1877 og afgaves til Univ. Museet. Dette var en ung Hun,
der var i godt Hold, og tilsyneladende uden Skade. I dens
Ventrikel fandt jeg Phryganeer, samt Kjærnerne af Sorbus
aucuparia.

M. Totall. 166mm V. 97mm H. 55mm Drammen 11 Aug. 1878.
Fem. — 168« « 99« « 54« V. Aker pr. Chra. 27 Oct. 1877.

Praticola rubetra, (Lin.) 1766.

Denne Art, der tidligere ikke var bemærket ovenfor
Maalselvedalen ved Tromse, (hvor jeg i 1872 fandt den ru-
gende temmelig talrigt), fandt jeg den 19de Juli 1880 ogsaa
ved Bosekop i Alten (70°), hvor et Par ved sin Adfærd viste,
at de havde Rede eller Unger i Nerheden. Paa andre Ste-
i Finmarken vides den hidtil ikke bemerket.

M. Totall. 135mm V. 77mm H. 4Imm Bærum pr. Chra. 17 Mai 1879.
Fem. — 135 « « 60« « 42« Bærum pr. Chra. 2 Sept. 1877.

Fam. Accentoridae.
Accentor modularis, (Lin.) 1766.

Blandt alle Sylviider er denne Art den mest plante-
ædende, hvad der ogsaa synes at antydes ved de ejendom-

270 Robert Collett.

meligt indbejede Kjæverande hos det ievrigt ganske sylvie-
agtige Neb. Saaledes have Ventriklerne af de Individer, som
jeg i de seneste Aar har undersøgt, altid, saavel om Vaaren, .
som om Hosten, indeholdt Plantelevninger. Disse have oftest
bestaaet af Fre, blandet med Grus; undertiden findes tillige
Spor af Insecter, saasom en enkelt Larve eller lignende, men
alt er særdeles finmalet og vanskeligt at bestemme.

Ogsaa 1 1880 fandt jeg denne Art i Porsanger i Finmar-
ken, denne Gang ved Stabursnes den 27de Juni (70° 10^.
Den ruger saaledes aarlig paa flere Localiteter, saavel i Øst-,
som Vest-Finmarken.

M. Total. 154mm "V. 69mm H. 59mm Asker pr. Chra. 23 Sept. 1877.

ie — 155 « « 69« « 54« V. Aker pr. Chra. 18 April 1878.
« — 158« .« 71e « 61 « V. Aker pr. Chra. 22 Sept. 1878.
Fem. — 155 « « 65« « 56« V. Aker pr. Chra. 28 Sept. 1879.

Fam. Cinclidae.
Cinclus aquaticus, Bechst. 1802.

Er iser om Vinteren i ikke ringe Grad ichthyophag, og
tager fornemmelig sit Ophold ved saadanne Smaaelve og
Bække, hvori der findes Phoxinus aphya. Et Individ, skudt
i vestre Aker ved Christiania den 5te Dec. 1880, havde
Ventrikelen fyldt med Grus, samt en Mengde Svælgtænder
af Phoxinus, de eneste Dele, der endnu havde modstaaet For-
døjelsen. Et Ind., skudt at Forstcand. Hagemann i Saltdalen
9de Nov. 1880, var netop ifærd med at sluge en Unge af
Salmo eriox, hvis Totall. var omtr. 50mm., og som blev lig-
gende tilbage paa Isen.

M. Totall. 159mm V. 91mm H. 55mm V, Aker pr. Chra. 5 Dec. 1880.

Fam. Certhiidae.

Certhia familiaris, Lin. 1766.

Som jeg tidligere har berert, er denne Art om Vinteren
ikke udelukkende insectivor, men ernerer sig ogsaa af Fre-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 271

sorter af forskjelligt Slags; disse kunne selvfelgelig ikke
med det svage Neb afskalles, men sluges hele. I Regelen
bestaa disse af Granfre; et ved Christiania i Dec. skudt In-
div. havde Ventrikelen fyldt af Freerne af Galeopsis ladanum.

M. Totall. 134mm V. 62mm H. 57mm V. Aker pr. Chra. 26 Nov. 1880.
Fem. — 181« « 57« « 59« V. Aker pr. Chra. 8 Dec. 1878.

Fam. Sittidae.

Sitta europaea, Lin. 1766.

M. Totall. 148mm V. 88mm H, 48mm V. Aker pr. Chra. 29 Jan. 1879.
« — 150« « 86« « 47< V. Aker pr. Chra. 5 Dec. 1880.
Fem. — 146« « 84« « 47< V. Aker pr. Chra. 8 Dec. 1878.

Fam. Paridae.
Parus ater, Lin. 1766.

: Denne Art gaar mod Nord idetmindste op til Polarcir-
kelen. Endnu i Saltdalen er den, ifolge Meddelelse af Forst-
cand. Hagemann, ikke sjelden, og fuldstendig stationer.
Nordenfor Polarcirkelen er den alene sporadisk bemerket i
Syd-Varanger (Øst-Finmarken) af Nordvi (Øfv. Kgl. Vet. Ak.
Förh. 1861, p. 60). |

Ligesom P. major ruger denne Art undertiden paa Mar-
ken, i en Fjeldrevne eller lignende. Saaledes fandt jeg
allerede i 1863 ved Krøderen et Kuld forladte Æg inde
i en Sandbakke blandt en Coloni Cotile riparia i et af
disse gravet Hul; i Juni 1877 fandt jeg dens Rede med
smaa Unger i en Fjeldsprække ved Østensjøvand ved Chri-
stiania.

Æggenes Antal er større, end hos nogen af de øvrige
* Arter af denne Slægt. Ofte ere de 10, ikke sjelden 11; det
sidste Antal indeholdt 2 Reder, der fandtes ved Christiania
den lite og 17de Maj 1875. De første Æg lægges oftest i
de første Dage af Maj, eller undertiden i de sidste Dage af
April (i 1875 24de April, i 1878 25de April). Rederne have
været bygget væsentlig af Haar, blandede med smaa Styk-

272 Robert Collett.

ker af Museskind, Fnok af Circium-arter, samt med Mos som
Underlag. |

M. Totall. 115mm V. 59mm H. 62mm @. Aker, Chra. 10 Mai 1877.

Parus coeruleus, Lin. 1766.

M. Totall. 124mm V. 65mm H. 56mm V. Aker pr. Chra. 28 Jan. 1877.
Fem. — 123« » 64« « 61 « V. Aker pr. Chra. 17 Febr. 1878.

Parus borealis, Lin. 1766.

De Reder af denne Art, som jeg i de sidst forlebne Aar
har havt Lejlighed til at undersege, have alle veret anlagte
i Overensstemmelse med, hvad jeg tidligere har paapeget
som ejendommeligt for denne Art, sammenlignet med P. pa-
lustris. De have saaledes været hakkede fra nyt af i tør-
raadne Stammer eller Grene.

Medens den sidstnevnte Art velger et gammelt, i Re-
gelen naturligt Trehul, og vesentlig bygger sit Rede af
Mos, anvendes dette sidste Stof enten slet ikke, eller kun i
særdeles ringe Mengde af P. borealis, hos hvem Hovedbe-
standdelen er Basttrevler, og Redet kan vere sammensat
saagodtsom udelukkende heraf; sjeldnere benyttes Haar som
Hovedmateriale. Et saadant Rede, som jeg den lite Juni
1878 fandt nedenfor Reraas med 8 Dage gl. Unger. var byg-
get hovedsagelig af Haar af Myodes lemmus, enkelte Basttrev-
ler, og lidt fin Furubark, (men ikke Mos).

M. Totall. 133mm V. 65mm H. 58mm Bosekop i Alten, V. Finm. 23
Juli 1880.

Parus cinctus, Bodd. 1783.

Er særdeles hyppig i Finmarkens Skove, iser af Furu, '
eller hvor disse forekomme opblandede med Birkeskov. Dog
mangle de heller ikke ganske i de rene Birkeskove.

Et Rede, som Fiskeri-Insp Lanndmark og jeg fandt den
27de Juni 1880 ved Stabursnes ved Porsangerfjorden, laa i
en Stubbe af en Or, i en Højde af omtrent 13”. Det inde-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 273

holdt 7, omtr. 10 Dage gamle Unger, saaledes at det forste
Æg i dette Rede maa vere lagt omtrent den 8de Juni.
Redets Underlag bestod af lidt Mos, men var forresten byg-
get udelukkende af Haar af Myodes og Arvicola rufocanus.
Hulningen syntes at have veret benyttet Aaret iforvejen,
da der i Bunden af Redet laa en forterret Unge af samme
Art. Forældrene vare yderst ængstelige.

Naar Ungerne ere blevne fuldt udvoxede, sverme de om
sammen med Foreldrene fra Trakt til Trakt, og det er fra
Midten af Juli Maaned vanskeligt at finde de eldre Indi-
vider lengere. Unghannerne begynde allerede paa denne Tid
at lade en fin kvidrende Sang høre.

M. Totall. 142mm V.66mm 4H. 67mm Syd-Varanger, Ø. Finm. 16 Juli 1878.

Parus cristatus, Lan. 1766.

Er i sin Redebygning vesentlig overensstemmende med
P. borealis, og udvælger til Redeplads helst en lav Stubbe,
hvori den selv hakker sit Hul; kun undtagelsesvis benyttes
en naturlig Hulning; et Rede, som jeg i Mai 1878 fandt i
Bærum ved Christiania, laa saaledes i en naturlig Sprekke
i en vindfældt Gran, omtr. 6" fra Marken. Æggene, der
blot ere 5 til 6 i Antal, lægges tidligere, end hos no-
gen af de ovrige Arter, nemlig i den sidste Halvdel af
April (i 1878 i det ovennevnte Rede den 20de April).

Fem. Totall. 122mm V. 62mm H. 51mm V. Aker pr. Chra. 4 Febr. 1877.

Acredula caudata, (Lin.) 1766.

Gaar mod Nord idetmindste op til Polarcirkelen, hvor den

. allerede i 1827 er af Sommerfelt anført som forekommende 1

Saltdalen i hans Beskrivelse over dette Præstegjæld (67°). Ifølge
Forsteand. Hagemann er den talrig her, og fuldstændig stationær,
og vil sandsynligvis vise sig at forekomme ogsaa 1 de skovklædte
Dalfører i Tromsø Stift.

274 Robert Collett.

Fam. Muscicapidae.
Muscicapa atricapilla, Lin. 1766.

Denne Art gaar i Finmarken op lige til 70° 20‘ N. B. Li-
gesom 1 1876 traf jeg den 1 1878 og 1880 paa flere Steder, især
1 Syd-Varanger, dog altid sporadisk, og sjelden flere end 1 eller
2 Par sammen paa samme Localitet. Et Rede fra forrige Aar
med et helt Kuld forladte Æg fandtes ved Stabursnæs (Porsan-
gerfjorden) 1 Juni 1880.

Det er et Factum, der ikke er uden Interesse, at Sangen 1
disse Trakter, hvor Fuglene ere uden Anledning til at here an-
dre af sin Art, er ganske afvigende fra Individernes i de syd-
lige Dele. Hos et Ind., som jeg traf ved Bjernsund ved Pasvig-
elven (Syd-Varanger) 16de Juli 1878, var Sangen næsten ukjen-
delig, og det var med Forventning om noget særdeles sjeldent,
at jeg nedskjed dette Individ fra Toppen af en meget hej Asp,
hvor den havde Tilhold. Allerede hos de Individer, der bebo
Tromsøen, fandt jeg denne Ejendommelighed fremtrædende ; imid-
lertid er dette Tilfælde ikke enestaaende, men gjenfindes, som
ovenfor nævnt, hos flere, saasom hos Turdus musicus og T. iliacus.

AM. Totall. 135mm "V. 77mm H. 54mm Syd-Varanger, Finm. 16 Juli 1878.
€ — 141 « « 76» « 50 « V. Aker pr.gChra. 24 Maj 1879.

Muscicapa grisola, Lan. 1766.

Forekommer, ligesom foreg., spredt over de fleste af Fin-
markens mere frodige Dalferer; saaledes har jeg gjentagne Gange
fundet den bosat ved Laxelv i Porsanger og i Syd-Varanger (70°
10”), ligesom den vistnok vil kunne paavises paa andre lignende
Localiteter. I Alten (tidligere observeret af Prof. Sundevall i
1838) fandt jeg flere Par i sidste Sommer (1880), og den synes
her at veere almindelig.

M. Totall. 159mm V. 90mm H. 61m» Drammen 18 Aug. 1877.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 275

Fam. Laniidae.
Lanius excubitor, Lin. 1766.

Spørgsmaalet om, 1 hvad Forhold den »enspejlede«, saakaldte
»Lanius major, Pall« staar til den tospejlede Z. excubitor, og
hvorvidt den skal opfattes som en fra denne forskjellig Art, eller
identisk med denne, har i Lebet af den sidste Tid gjentagne
Gange veret omhandlet, ikke blot i udenlandske Tidsskrifter,
men ogsaa hos os og i Danmark !). Og skjønt dette Spørgsmaal
endnu ikke kan siges at vere fuldt modent til Afgjerelse, have
dog i de seneste Tider flere og flere Stemmer forenet sig om den
Mening, at de nevnte Former ikke kunne holdes ud fra hinan-
den ved constante, alle andre Former udelukkende Characterer.

For det ferste maa det fastholdes som bevist, at Forskjellen
mellem de 2 Former i det vesentlige maa seges 1 Udstreknin-
gen af dette indre, af Cubitalfjerene dannede Armspejl, der kan
vere sterre eller mindre, indtil det ganske forsvinder, medens
Halefjærenes Farve ingen Vejledning kan yde. Men jeg har al-
lerede i en af de nedenfor nevnte Artikler paavist, at ogsaa
denne Character vil vise sig at være uholdbar. Til mine Under-
segelser har jeg, som de paa et af de omhandlede Steder?) med-
delte Treesnit udvise, havt Individer (fra Norges sydlige Dele)
af saavel den mest udprægede L. major, hvor Armfjærenes Rod

1) Stejneger, L. Underslegten Lanius med særligt Hensyn paa dens norske
Arter (Arch. for Math. og Naturv. 3. B., 1878, p. 323—339).

Collett, R. Nogle Bemærkninger i Anledning af Hr. Cand. Stejne-
gers Afhandling »Underslegten Lanius med særligt Hensyn paa dens
norske Arter« (Arch. f. Math. og Math. og Naturv. 4. B., 1879, p.
180—187).

Stejneger, L. Fremdeles om Underslegten Lanius og dens norske
Arter (Arch. f. Math. og Naturv. 4. B., 1879, p. 262—270).

Collett, R. Bemerkninger til Hr. Stejnegers Gjensyar (Arch. f.
Math. og Naturv. 4. B., 1879, p. 271—279). Med 6 Tresnit.

Reinhardt, J. Om Lanius major, Pall. og dens Forekomst her i
Landet (Vid. Medd. Naturh. Foren. Kbhvn. 1879—80, p. 387—396).

Stejneger,L. Er Lanius Excubitor L. og Lanius major Pall. distinkte
eller ei? (Arch. f. Math. og Naturv. 5. B. 1880, p. 274—281).

Collett, R. En Bemerkning til Hr. Stejnegers Gjensvar Pag. 274
(Arch. f. Math. og Naturv. 5. B. 1880, p. 368).

>Bemerkninger til Hr. Stejnegers Gjensvar: (Arch. f. Math. og
Naturv. 4. B. 1879, p. 275).

2

wa

976 . Robert Collett.

absolut intet Spor udvise af noget hvidt Tverbaand, som hvor
der optræder paa disse Fjære de første Antydninger til et saa-
dant Armspejl; fremdeles Individer, hvor denne Antydning er
bleven sterre, indtil der optræder en distinct Plet af en Negls
Sterrelse. Hos de sidstnevnte Individer har denne indre Plet
havt en Længde af 15 mm., og det bliver ved saadanne Indivi-
der fuldkommen ligeberettiget, om man benævner dem JL. excu-
bitor eller L. major. Den videre Rekke af Mellemformer, ind-
til den »typiske« L. excubitor, L., hvis Armplet er fra 23mm.
til 27 mm.) har jeg ikke personlig havt Anledning til at under-
sege; at saadanne Rekker imidlertid allerede ere fundne, fremgaar
af Seebohm's »Contributions to the Ornithology of Siberia« (Ibis
f. 1880 p. 185), ligesom lignende Overgangsformer ere paaviste
af Dr. Finsch, Conserv. Meves og Dr. Homeyer.

Især har den sidstnævnte med stor Styrke udtalt sig herom i
en Afhandling : »Die europäischen grossen Wiirger« (Journ. für Or-
nith. 1880, p. 148—152), og faa eller ingen har vel hidtil havt et
sterre Materiale til sin Raadighed, idet han har paa én Gang
kunnet underkaste 63 Individer af L. major, excubitor og ho-
meyer? den nejeste Sammenligning. Resultatet udtrykker han i
Korthed saaledes (p. 149): »Die Reihenfolge der Uebergänge,
welche mir vorliegt, ist in Bezug auf den Armspiegel so voll-
ständig, bietet durchaus keine Lücke, wo man vermöchte, die
Grenze zwischen Lanius excubitor und major zu bestimmen, dass
es unmöglich erscheint, ferner den fehlenden oder vorhandenen
Armspiegel als Criterium der obigen Arten zu betrachten«. Hel-
ler ikke i andre Henseender vise de undersegte Former con-
stante Forskjelligheder, og han paaviser, at L. homeyeri paa
samme Maade ikke lader sig specifik skille fra L. eæcubitor.

Spergsmaalet om, under hvilke Betingelser dette hos den typiske
L. excubitor optredende store og distincte indre Armspejl kan
gradvis aftage, indtil der hos visse Individer intet Spor kan paa-
vises deraf, kan neppe endnu tilfredsstillende besvares, og de
Bidrag til dets Lesning, der lade sig udlede af de for Tiden fo-
religgende Observationer, ere ıkke fyldestgjerende.

De Punkter, der i denne Sag nermest fremstille sig for Be-
tragtningen, ere, hvorvidt disse forskjellige Former i sin Optræ-
den ere knyttede til bestemte Alderstrin, eller til bestemte Ud-

1) Hos et usædvanlig lyst Individ (fra Guldalen Mai 1881) med snehvid Over-
gump (L. homeyeri, Cab. 1873), en Han, var Lengden 29mm.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 277

bredningskredse, eller om de kunne vere fremkomne ved Hybri-
disering.

Hvad det forste Punkt angaar, er det ved flere Observatio-
ner bleven bevist, at Tilstedeverelsen eller Mangelen af Armplet
ikke staar 1 noget directe Forhold til Individets Alder. Som jeg
allerede i en tidligere Artikel har berert, er der paavist Ung-
fugle uden Spor af indre Armplet, saavelsom Unger i »Rede-
dragten«, hvor Armpletten allerede var ligesaa udviklet, som hos
de gamle. Saadanne tospejlede Ungfugle omtales ogsaa af Rein-
hardt, Seebohm og Meves, og foreligge, ligesom mere eller mindre
typisk enspejlede Ungfugle, i flere Museer.

: Hvorvidt der er nogen bestemt og constant Sammenhæng
mellem den geographiske Udbredelse af den typiske L. excubitor
og de enspejlede Former, lader sig derimod ikke klart udlede af
det Fond af lagttagelser, der for Tiden foreligge. Det har al-
mindeligt været antaget, at den enspejlede Form, eller L. major
(herunder ogsaa indbefattede de mindre typiske Individer), til-
hørte den palæarctiske Regions nordlig-østlige Trakter, medens
den tospejlede L. exeubitor fortrinsvis beboede Vest- og Mellem-
Europa. Men denne Antagelse kan ikke siges at have vundet
Bekræftelse ved de i de seneste Aar gjorte Observationer. — Jeg
har allerede paavist, at et af de typiske ZL. exeubitor, der opbe-
vares paa Univ. Mus. i Upsala, stammer fra Archangel.

Under den Rejse i Vest-Sibirien, som 1 1876 foretoges af
Dr. Finsch, erholdt han kun 2 Individer af denne Art, begge i
September Maaned, ved Obs nedre Leb (62—66° 10°). Om disse,
der netop befandt sig i Felding, udtaler Dr. Finsch i sin Rejse-
beretning (Verh. Zool. Bot. Gesellsch. Wien, Jahrg. 1879, p. 188) føl-
gende: »Beide (No. 232, &, No. 233, &) besitzen die Basis der
Armschwingen über beide Fahnen weiss; dasselbe ist aber bei
No. 332 von den bräunlich gespitzten Armdecken bei zusammen-
gelegtem Flügel ganz verdeckt, tritt aber bei No. 233, wo die
braunen Endkanten bereits abgerieben sind, wenn auch nur schmal
(45 mm.) sichtbar hervor. Man würde daher das letztere Exem-
plar als excubitor, das erstere als major zu bestimmen haben«.

- Det eneste Exemplar af Arten, der hidtil har foreligget mig |
til Undersegelse fra Norges nordlige Trakter, modtog jeg i af-
vigte Hest gjennem Conserv. Schneider i Tromse; dette, der nu
opbevares paa Univ. Museet, var skudt i Maalselvedalen nerved
Tromsø i Sept. 1880 (69° 10’ N. B.), og var et i alle Henseen-

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. TII—IV. 19

278 Robert Collett.

der typisk Individ af L. excubitor. Dog ville disse tospej-
lede Individer sandsynligvis efterhaanden vise sig at være |
hyppigere i de nordligere Trakter, end der hidtil er antaget, paa
samme Maade, som der i de senere Aar, da Opmærksomheden
paa disse Lanier engang er bleven vakt, ere omtalte et saa bety-
deligt Antal af mere eller mindre enspejlede Individer fra Mel-
lem- og Vest-Europa, at de utvivlsomt blot maa antages tidligere
at have været overseede eller forlidet paaagtede 1 disse Landsdele.

Endelig har der ved et Par Lejligheder været fremsat den
Antagelse, at L. major skulde være fremgaaet som Hybrid mel-
lem L. excubitor og LL. borealis. Saaledes udtaler Mr. Seebohm
i »Contributions to the Ornithology of Sibiria« (Ibis 1880, p. 185)
folgende: »L. exeubitor, Linn. is the western form, which in Eu-
rope may be said to be almost pure-bred. In Asia it would ap-
pear to interbreed along the whole line with L. borealis, Vieill.
which becomes the prevailing form in East Siberia. In America
probably only pure-bred L. borealis, Vieill. occurs, whilst in Asia
pure-bred birds of both species, and every possible cross and in-
tereross between them, are to be found«.

Denne Hypothese, der idethele vanskelig lader sig forene
med den stadige, og sandsynligvis fuldkommen normale Optreden
af de enspejlede unge Individer 1 Vest-Europa (f. Ex. Scotland),
tiltrænger dog at bekræftes ved flere Observationsrekker, end der
for Tiden foreligge, inden. den kan siges at vere gjort sandsynlig.

Som jeg allerede i en tidligere Afhandling har berørt, ejer
Conservator Meves (ifelge en skriftlig Meddelelse) en Han og en
Hun, begge Ungfugle, skudte ved Quickjock 1 Lapmarken den
12te August. Af disse var Hannen tospejlet, Hunnen enspejlet;
havde det været fuldt og ugjendriveligt bevist, hvad der blev
ham opgivet, at disse 2 Unger skulde have tilhert samme Kuld,
vilde herved et ikke uvigtigt Skridt til Spergsmaalets Oplysning
veere naaet.

Lanius collurio, Lin. 1766.

De unge Hunner fra foregaaende Aar ere om Vaaren endnu
ikke fuldt udfarvede, og i flere Henseender forskjellige fra de
gamle Hunner. Issens Bundfarve er mere blaagraa, og nærmer
sig noget til Hannens; Rygfjerene vise overalt endnu tydeligt
Spor af de sorte Tverbaand, især paa Overgumpens Fjære; Un-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 279

dersiden har tætte Tverbaand overalt paa Bryst og Sider, og blot
det allergverste Parti af Hagen er uplettet, medens de udfarvede
Hunner have hele Struben og en Del af Brystets Midte uplettet.
Fremdeles have Panden og Tajlerne Hovedets almindelige Farve,
medens de gamle Hunner have disse Dele hvidspraglede. Næb-
bet er lysere, især Undernæbbet, og Kleerne ere mindre.

Hannen af denne Art er i Besiddelse af en klar og afvex-
lende Sang, som den imidlertid forholdsvis sjeldent lader here.
Herunder har den en mærkelig Evne til at efterligne andre Fug-
lestemmer, som den herer om sig; et saadant Individ (v. Aker
3die Juni 1877) gjengav den hele Strophe hos Praticola rubetra,
Parus coeruleus, samt endog det velbekjendte Skrig af Corvus
cornix, alt med den mest skuffende Lighed.

Et Par Reder, som jeg undersegte 1 Omegnen af Christiania
i Juni 1877, laa begge ovenpaa Trestubber 1 tet Krat, medens
jeg ellers aldrig har seet dem uden i lave Buske.

Ved Redet er den ligesaa dristig, som foregaaende Art, og
forfelger med Iver endog sterre Fugle (saasom Pica caudata), der
nerme sig dette. De fuldt udvoxede Unger holde sig familievis
sammen lige til Afrejsen fra Landet, der finder Sted omkring den
20de August; paa denne Tid er endnu ikke Høstfældingen gan-
ske fuldendt hos alle. Deres Fade bestaar hovedsagelig af store
Insecter, saasom Scarabæer, Humler, samt enkelte af alle andre
Fugle forsmaaede Lepidoptera (saaledes har jeg seet dem tage
Gonopteryx rhammni).

M. Totall. 180mm V. 94mm H. 73mm V. Aker pr. Chra. 21 Mai 1877.

Fam. Corvidae.

Garrulus glandarius, Lin. 1766.

En Ungfugl 1 »Rededragten«, (Hallingdal 13de Juli 1877)
var mere forskjellig fra de fuldt udfarvede Individer, end det er
Tilfeldet hos nogen anden af vore indenlandske Corvidae.

Hele Hovedet og Nakken havde et stærkt rødbrunt Anstrøg,
hvilket ogsaa, om end i mindre Grad, var Tilfældet med Ryg-
gen og Bugen. Issefjerene havde kun utydelige sorte Pletter,
ligesom Partiet rundt Øjnene, hvorimod den sorte Plet nedenfor

192

280 | Robert Collett.

Mundvinkelen var fuldt udviklet. Under- og Overgumpen, samt
Tibialfjærene vare graahvide; Vingespejlet var mørkere, end hos
de udfarvede, idet de sorte Tverbaand ere bredere, og de mel-
lemliggende lyse merkere blaa, end hos disse.

Hos et Dusin Individer, skudte 1 Omegnen af Christiania 1
Midten af Decbr. 1880, fandt jeg Ventrikelen kun undtagelsesvis
at indeholde Spor af dyriske Stoffe (et Par Fluepupper, samt hos
2 Individer nogle ubestemmelige hudlignende Smaastykker). Hos
de allerfleste var den fyldt med Bygkorn, hos enkelte tillige med
Erter; hos mange indeholdt den haarde Fresorter, saasom af Pru-
nus padus, samt af en liden Papilionacé, der syntes at vere en
Orobus. Endvidere havde et Ind. Ventrikelen fyldt af ct svam-
pet Plantestof, der syntes at veere halvt opleste Poteter; hos et
andet indeholdt den hele Blaabær. Hos alle fandtes desuden en
god Del Grus.

M. Totall. 381mm V. 197mm H. 163mm V. Aker pr. Chra. 7 Nov. 1877.

Perisoreus infaustus, (Lin. 1766

Er i sin Levemaade fuldkommen omnivor. Som det af mine
tidligere Meddelelser fremgaar, har Ventriklerne af de Individer,
som jeg havde havt Lejlighed til at undersege, indeholdt, foruden
Insecter, tillige Fre eller Ber af forskjelligt Slags, iser af Myr-
tillus nigra, samt endog varmblodige Dyr (saasom Sorex vulgaris).
Hos et Par af de i de seneste Aar undersøgte Individer har jeg
fundet følgende: et Ind., skudt om Sommeren (Eker 27de Aug.
1877), blot Bærrene af Myrtillus nigra; hos et Par Ungfugle,
skudte ved Kongsberg Gruber 23de Juli 1879, fandtes (foruden
nogle Blaabær) hovedsagelig Insecter, især Harpaliner, samt
Hvepse og diverse Insectlarver.

Hos et Ind., skudt om Vaaren (Eker 4de Maj 1878), fand-
tes en Mængde Furufrø, de fleste ikke afskallede, enkelte knuste.

Fem. — 310 « « 135 « Eker 27 Aug. 1877.
«oo — 995 « « 140 « 134 « Eker 4 Mai 1878.

M. Totall. 320mm V. 150mm H. 145mm Ringebo 15 Aug. 1880.
€
«

«jj im 303 « « 147 « Ringebo 15 Aug. 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 281

Nueifraga caryocatactes, (Lin.) 1766.

Synes at være næsten ligesaa omnivor, som foreg. Art, og
forsmaar ikke varmblodige Vertebrater. Saaledes har jeg fundet
Ventriklerne af et Par Ind. fra de seneste Aar at indeholde føl-
gende: |

Hos et Ind. (v. Aker 5te Mai 1877) knuste Nedder og de-
res Skaller.

Hos et Ind. (e. Aker 14de Oct. 1878) var derimod Ventrikelen
fuldproppet af Insecter, iser Harpaliner, enkelte Brachelytrer og
Rhynchophorer, en Græshoppe, flere Larver af en Tenthredo, samt
en Del Araneider, hvoriblandt kunde kjendes Xysticus cinereus.
Mange af Insecterne vare fuldkommen uskadte, og lode sig med
Lethed bestemme.

Hos et Ind. (Urskoug 26de Dec. 1879) Dele af en Mus.

M. Totall. 368mm V..192mm H. 125mm V. Aker pr. Chra. 5 Mai 1877.
« — 958 « « 177« < 123 < ©. Aker pr. Chra. 14 Oct. 1878.
Fem. — 352 « « 185« « 127 « Urskoug 26 Dec. 1879.

Pica rustica, (Scop.) 1769.
(= P. leucoptera, Gould 1862).

Udstrækningen af den hvide Farve i Spidsen af Vingefjæ-
rene er hos denne Art en ikke ringe Variation underkastet. Medens
hos de mellemeuropæiske Individer Spidsen af Indrefanen er
bredt sort, ligesom hele Ydrefanen, strekker den hvide Farve sig
hos Individer fra Sibirien lengere ud mod Spidsen, ja kan
endog ganske udfylde den hele Indrefane. Denne sidste Form,
P. leucoptera, Gould 1862, er dog af flere (engelske) Ornitholo-
ger bleven betragtet som ikke artsforskjelhg fra den europæiske ;
men nylig har Dr. Finsch (Verh. Zool. Bot. Gesellsch. Wien, Jahrg.
1879, p. 197) atter hævdet dens Artsselvstændighed, efterat han
havde medbragt adskillige Individer fra sin Reise i Sibirien
i 1876. Hos alle disse er de første Svingfjere i Indrefa-
nen hvide, indtil en smal Rand i Spidsen, der er sort; hos et
Ind. derimod have alle 5 Svingfjære helt renhvid Indrefane, lige-
som hos alle Individer den ferste korte Haandfjer i Indrefanen
er helt hvid uden sort Spidse.

282 Robert Collett.

For at undersege dette Forhold hos Individer fra Finmar-
ken, skjed jeg et Par saadanne i Porsanger i Juli 1880, og se-
nere et Par 1 Bosekop 1 Alten, og medbragte tillige en halv-
voxen Unge 1 Rededragten fra den førstnævnte Localitet. Jeg
har ikke veret saa heldig at have sibiriske Individer af P. leu-
coptera til Sammenligning; jeg har derfor blot kunnet sammen-
ligne dem med en Del Indiv. fra Norges sydligste Egne, og fun-
det felgende Resultater.

Hos de i Porsanger (70° 30’) skudte Individer havde det
hvide en saa betydelig Udtrækning, (som det vil sees af de ne-
denfor anferte Udmaalinger), at der kan neppe paavises nogen
virkelig Forskjel mellem disse og den typiske P. leueoptera. Hos
2 af dem have dog Indrefanen af den første forkortede Haand-
fjær en ganske smal, sort Spidse, hvis Bredde varierede mellem
24—4 mm., medens de typiske Ind. af P. leucoptera opgives at
have denne helt hvid, en Forskjel, der ievrigt er saagodtsom
umærkelig.

Af de 2 ı Alten (70°) skudte Individer stemmede det ene
fuldkommen overens med Individerne fra Porsanger. Men det
andet syntes at tilhere en helt anden Form. Her havde alle
Vingefjær ligesaa brede sorte Spidser, som et af Dr. Finsch be-
skrevet Ind. fra Bremen, og Tanken om en egen nordisk Race
af denne Art maatte derfor ganske opgives.

Af de i Univ. Museet i Christiania opbevarede Individer
har det ene en særegen Interesse ved dette Spergsmaal. Dette
Individ, der stammer fra Omegnen af Christiania, har nemlig en
storre Udstrekning af den hvide Farve paa Indrefanen af Haand-
fjærene, end noget af de finmarkske, og specielt har den første
forkortede Haandfjer helt hvid Indrefane uden Spor af sort
Spidse, eller er, med andre Ord, ı ingen Henseende forskjellig
fra normale Individer af den saakaldte P. leucoptera. Flere af
de evrige Individer fra Christiania Omegn danne Overgange mel-
lem den smal- og bredspidsede Form.

Udstrækningen af den hvide: Farve paa Vingefjærene kan
saaledes neppe tillegges den Betydning, at der heraf kan etable-
res en særegen nordisk Art, naar dette ikke understøttes af an-
dre og mere constante Characterer. Ligesaavel, som den mellem-
europæiske Form med de brede sorte Spidser optreder 1 Fin-
marken (Bosekop 1 Alten), findes altsaa 1 Norges sydlige Dele
Individer, der ikke lade sig skille fra den Stamme, der regulært

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 283

bebor Sibirien. At Individerne idethele have en Tendents til at
have den hvide Farve i Vingefjerene mere og mere udviklet, ef-
terhaanden som man kommer mod Nord, saaledes at, hvad der
1 de sydligere Egne er Undtagelsen, er her Regelen og omvendt,
er et Phenomen, der ogsaa viser sig hos andre Arter, hvilket
ogsaa andetsteds i denne Afhandfing er paapeget. Samtidig an-
gives Overgumpens hvide Tverbaand at blive renere og bredere,
heller ikke i denne Henseende kan nogen væsentlig Forskjel findes
mellem Individer fra Finmarken og fra Omegnen af Christiania.

Endelig kan nævnes, at en halvvoxen Unge, som jeg skjed
1 Porsanger sammen med de gamle, staar med Hensyn til Bred-
den af de sorte Spidser nærmere de sydlige Individer, end sine
Foreldre, idet denne paa den ferste forkortede Haandfjer havde
en Bredde af 19™™; hos et Par Unger af nøjagtig samme Stør-
relse, skudte paa Eker (saaledes i Landets sydlige Dele), havde
den samme Spidse en Bredde af blot 10—16™™.

Nedenfor opgives Bredden af den sorte Spidse paa lste til
3die, samt 6te Haandfjer hos de 5 fuldt udvoxede Individer og
1 halvvoxen Unge fra Finmarken, sammenholdte med 4 Indiv. fra
Omegnen af Christiania, samt et Par Unger, ligeledes fra Lan-
dets sydlige Dele.

A. Udvoxede Individer.

1ste | oden 3die. 6te Kjen
I(forkortede).

Porsanger, Finmarken . 4mm 74mm gmm | 14mm | Han.
— — å 3 « ? 8 « 12 « Hun
= — 21c 9e 12 « 133« Han

Alten, Finmarken . 9 « 9 « 10 « 12 « Han

PA BEN, 99 « San RATE E OG ?

Christiania Omegn 13 « 24 « 97 « 23 « ?
Hn 2 0 « 5 « 7 « 91« ?
— — 6 « 18 « 16 « 18 « Han
— — 20 « 28 « 9L «.. ||;25.« Hun

B. Halvvoxne Unger (fer Feldingen).

Iste | oden. | gdie. 6te. | Kjon.

(forkortede).
Porsanger, Finmarken . | 19mm | 28mm 2 29mm Hun.
Eker ovenfor Drammen OP mm 26mm 18 « Han.
— c — 1612.96 « 30 « 95 « Han.

284 Robert Collett.

En Albino, med enkelte gulagtige Partier, blev skudt i
1874 1 Selbo ved Throndhjem.

M. Totall. 503mm V. 201mm H. 270mm Porsanger, V. Finm. 23 Juni 1880.
« — 470 « « 196 « « 240 < Porsanger, V.Finm. 26 Juni 1880.
Fem. — 462 « « 205 « « 245 « Porsanger, V. Finm. 28 Juni 1880.

Corvus coraz, Lin. 1766.

M. Totall. 675mm

V. 435mm H. 270mm Tromso 26 Febr. 1877.
« — 640 « « 406 « « 235 « Tromse 15 Marts 1877.
« — 673 « « 450 « « 245 « Urskoug 30 Jan. 1879.
« — 078 « « 435 « « 248 « Urskoug 30 Jan. 1879.
Kem. — 649 «- « 412 « « 235 « Tromsø 15 Marts 1877.
< — 660 « « 430 « « 240 « Gjesver, V. Finm. 18 Juni 1878.
c — 648 « « 451 « « 234 « Gjæsvær, V. Finm. 29 Juni 1878,
« — 635 « « 400 « « 224 « Urskoug 30 Jan. 1879.

Corvus cornia, Lin. 1766.

Har, ligesom Pica caudata, i de seneste Aar veret Gjen-
stand for ivrige Efterstræbelser paa Grund af den betydelige
Skade, som den anretter paa vor Vildtstand og paa de mindre
Fuglearter, og 1 flere Distrieter blive disse Efterstræbelser op-
muntrede ved Premier, bevilgede af Private eller af Communen.
Iser er der i Stavanger Omegn anrettet betydelige Nederlag i
deres Rekker. Adj. Bahr omtaler saaledes, at ved en Lejlished
bleve omtr. 300 Ind. drebte i en merk Nat ved Lygteskin paa
en Holme, hvor de havde taget Nattekvarter. I flere Districter,
iser 1 Omegnen af Byerne, er ogsaa en gradvis Aftagen af de-
res Antal bleven sporet.

Et Individ, skudt 1 Ullensaker i April 1878, havde Under-
næbbet forlænget foran Overnæbbet, uden at dette sidste kunde
sees at have veret afskudt.

M. Totall. 524mm V. 325mm
9

H. 195mm "V. Aker pr. Chra. 30 Sept. 1877.
c — 505 « « ? « « 180 « Ullensaker 21 April 1878.
« — 498 « » 822« « 188 « V. Aker pr. Chra. 9 April 1879.
Fem. — 485 « « 810« « 180« V. Aker pr. Chra. 30 Dec. 1878.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 285
Corvus frugilegus, Lin. 1766.

Efter den store Indvandring af denne Art, der indtraf Hesten
1875, efter hvilken store Flokke viste sig hele Vinteren over 1
de fleste Districter af Landets sydlige Dele, samt sporadisk lige
op 1 Finmarken, har ingen ny sterre Indvandring fundet Sted.
I Midten af November det nevnte Aar indtraf Masserne til Lan-
dets Vestkyst. Enkelte Individer vare vistnok allerede tidligere
samme Aar bemærkede; saaledes modtog Bergens Museum et
ved Nordfjordejdet den 30te Marts skudt Individ, ligesom de i
Lobet af Sommeren saaes jevnlig i enkelte af Kystegnene, saa-
som i Romsdalen. Ved Udgangen at April 1876, saaledes efter
et Ophold hos os i de 5 Vintermaaneder, forsvandt disse Flokke
sporlest.

Dog have de ogsaa i de senest forlebne Aar vist sig paa
flere Steder i de sydlige Dele, men blot et enkelt Aar (1879) i
noget sterre Antal, og de synes nesten hvert Aar at overvintre
1 Omegnen af Stavanger.

I April 1877 omtales de som observerede ved Hønefos; i
1878 saa jeg et enligt Individ den 9de Jan. ved Christiania.
Samme Aar opgaves den af Adj. Bahr at have ruget i Omegnen
af Stavanger, hvor idetmindste 1 Rede skal være fundet ved Sand-
nes sendenfor denne By, og derpaa at have tilbragt Vinteren i
Omegnen.

I 1879 bleve de, foruden ı Stavanger Omegn, hvor de holdt
sig næsten hele dette Aar, observerede i Løbet af Marts og April
paa flere Steder omkring Christianiafjorden, (saaledes ved Horten,
Laurvig, Onse og Frederikstad). Dette Aar have de ruget idet-
idetmindste 1 enkelte af disse Egne; den 24de Juni traf jeg ved
Mjendalen ovenfor Drammen flere Familier, bestaaende af de
gamle med sine fuldt flyvedygtige Unger, der holdt sig sammen
med Familier i samme Stadium af C. cornix.

I 1879—80 have, ifølge Adj. Bahr, flere tilbragt Vinteren
ved Stavanger.

Corvus monedula, Lin. 1766.

Enkelte Aar overvintrer denne Art i store Flokke hist og
her i Kystdistrieterne i Landets sydlige Dele op til Throndhjems-
fjorden. Især har dette indtruffet i Omegnen af Stavanger (saa-

286 Robert Collett.

ledes Vinteren 1878—79, og 1879—80, ifølge Adj. Bahr) I
denne Landets Sydvest-Spidse med sit milde Havclima og fade
Terrain er efterhaanden et ikke ringe Antal af vore Trækfugle
fundne at kunne overvintre.

M. Totall. 360mm V. 253mm H. 143mm Q. Aker pr. Chra. 2 April 1877

Fam. Hirundinidae.
Chelidon urbica, (Lin.) 1766.

I Juli 1877 havde jeg paa Listerland Anledning til at be-
mærke, at de Colonier, som havde nedsat sig paa de ydre Gaarde,
benyttede i Mangel af Ler udelukkende Torv til sine Reder,
saaledes at disse vare ganske brunsorte. Dette Redemateriale har
jeg ikke paa andre Steder hos os seet anvendt.

Hirundo rustica, Lin. 1766.

Forlader Landet om Hosten 1 Regelen allerede 1 Slutningen
af August; men enkelte Flokke, der sandsynligvis komme nor-
denfra, vise sig endnu jevnlig i den ferste Halvdel af September.
Ved Drammen saa jeg 1 1879, hvad der maa ansees for usæd-
vanligt, en stor Flok endnu den 21de September, og traf samme-
steds et enkelt Individ (en ung Hun fra samme Aar) den Dte
October.

Denne Arts normale Rugedistrict strekker sig ikke fuldt
saa langt mod Nord, som hos de 2 evrige Arter af denne Familie.
Ovenfor Polarcirkelen er den ikke lengere almindelig; den ruger
endnu talrigt indenfor Bode, men viser sig mere uregelmessigt 1
Lofoten, ved Tromse, i Alten, og i det evrige Finmarken, og
neppe aarligt paa noget Sted; dog er den observeret at have ud-
ruget Unger endnu 1 Varanger (0. Finmarken) Enkelte, tilsy-
neladende vildfarende Individer, har jeg bemerket her saavel i
1878, som 1 1880. I 1878 saa Jeg ved Vadse 2 Indiv. den 24de
Juli der 1 Lebet af en Times Tid flo frem og tilbage mellem
Seboderne paa Havnen under en bidende Nordenvind; samme
Aar saa Jeg et Ind. ved Kistrand 1 Porsanger, hvor jeg atter i
1880 ligeledes saa et enligt Individ den 25de Juni.

M. Totall. 204mm V. 122mm H. 127mm, mellemste Halefj. 44mm Bærum
3 Juni 1877.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 287

M. Totall. 215mm V. 128mm H. 125mm, mellemste Halefj. 44mm Drammen
21 Sept. 1879.

SEP Ol ee a er Te. 104 « — — 46« Bærum 3
Juni 1877.

Cotyle riparia, (Lin.) 1766.

I Finmarken ruger denne Art, ligesom Chelidon urbica, paa
adskillige Localiteter colonivis lige op i Porsanger og Varanger.

I enhver rugende Coloni af denne Art findes samtidigt Æg,
Unger, og tildels Reder, der endnu ere under Bygning. I en Co-
loni, som jeg undersøgte ved Drammen 16de Juni 1879, inde-
holdt saaledes enkelte Reder allerede stærkt rugede Æg, medens
de fleste Æg vare friske, og enkelte Huller blot vare halvt ud-
gravede. Æggenes Antal var 5 eller 6, sjeldnere blot 4. Re-
derne vare noget forskjellige i sin Bygning, idet enkelte vare
blødt udfodrede med store, flade Fjære, andre næsten uden saa-
danne. Den samme Hulning var benyttet flare Aar efter hinan-
den, idet den stadigt var fordybet, saaledes at det nye Rede var
lagt indenfor de gamle, der dækkedes af Sand. Saaledes kunde
et Par Reder ligge efter hinanden foran det nye.

De forlade Landet samtidigt med de øvrige Arter 1 Slutnin-
gen af August eller Begyndelsen af September. Ere Kuldene
særdeles sildigt udrugede, vente de, indtil ud over Midten af
Maaneden; i en Sandbakke ved Fetsund (Øjeren) fandt jeg endnu
en mindre Coloni bosat paa sine Rugesteder den 30te Sept. 1880,
og Ungerne, hvoraf jeg tog et Par ud af Hullerne, vare netop
blevne fuldstendigt flugtvoxne. Disse have utvivlsomt til-
hørt Aarets andet Kuld; i Regelen sees de første Kuld udenfor
Rederne i Midten af Juli.

Fam. Fringillidae.

Fringilla coelebs, Lin. 1766.

Overvintrende Individer ere ogsaa 1 de senest forlebne Aar
jevnligt bemærkede. I Regelen bestaa disse Individer udeluk-
kende af Hanner; et Ind., som Univ. Mus. modtog fra Stavanger,
hvor det var skudt 19te Jan. 1877, var imidlertid en Hun, den
eneste, jeg hidtil har undersegt paa denne Aarstid.

288 Robert Collett.

Disse overvintrende Individer sees i Regelen blot enkeltvis
eller nogle faa sammen. Vinteren 1877—78 vare de dog mere
almindelige i Omegnen af Christiania, og jeg kunde enkelte Dage
se et Dusin Stykker ad Gangen i Haverne eller Vejene, hvor
de segte Føde i Selskab med Emberiza citrinella. Allerede
20de Febr. begyndte disse at synge sin Vaarsang.

M. Totall. 160mm V. 87mm H. 66mm V. Aker pr. Chra. 6 Mai 1877.

« — 165 « « 89« « 66« V.Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
« — 165 « « 90» « 63 « V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
« — 164 « « 84« « 64« Bærum pr. Chra. 26 Aug. 1877.
€ — 174 « « 90 « « 70 « Bærum pr. Chra. 12 Mai 1878.
Fem. — 163 « « 83 « « 64 « Stavanger 12 Jan. 1877.

Fringilla montifringilla, Lin. 1766.

Er i Norge en væsentlig alpinsk eller subalpinsk Art, der
dog ogsaa bebor, om end 1 ringere Antal, de lavereliggende Egne.
Saaledes ruger aarlig mindre Colonier i de fleste sterre Naale-
skove omkring Christianiafjorden; 1 1877 fandt jeg den endog
bosat i Begeskoven ved Laurvig (den 6te Juli). Det overvejende
sterste Antal ruger 1 Birkebeltet paa de sydlige Hojfjelde, samt
i Birke- og Furuskovene langs Vestkysten, og i Nordland og Fin-
marken; paa de sidstnævnte Steder kunne Colonierne i visse
Aar vere overordentlig talrige, saaledes som 11872. Til disse
nordlige Landsdele ankomme de 1-Slutningen af April (Tromsø
25de April 1880, Schneider). Rederne, hvoraf jeg har undersøgt
et stort Antal, indeholde fra 6 til 8 Æg. Et Rede fra Porsan-
gerfjorden i Finmarken (30te Juni 1880) var bygget af fint
Straa, Masser af Rensdyrhaar, samt belagt med talrige hvide Ry-
pefjær.

Overvintrende Ind. ere ogsaa i de senere Aar jevnligt be-
mærkede; Høsten 1877 holdt de sig 1 store Flokke endnu i De-
cember Maaned i Omegnen af Christiania, og adskillige Indiv.
observeredes blandt foreg. Art i Jan. 1878. Ved Frederikstad
saaes store Flokke i Febr. 1880; de fleste vare Hanner, men ad-
skillige Hunner fandtes deriblandt; de nærede sig her væsentlig
af Rognebeer.

Ungerne opfødes med Insecter. En fuldvoxen Unge, som

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 289

jeg skjed i Syd-Varanger 12te Juli 1878, boe 1 Struben alene
Tipulide-Larver og andre Insecter.

M. Totall. 170mm V. 89mm H. 62mm Q, Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.

« — 175 « « 91« « 70« V.Aker pr. Chra. 24 Martt 1878.
< — 164« « 98<«< c 65 « Syd-Varanger 15 Juli 1878.

< — 165 « « 94« « 65« V.Aker pr. Chra. 12 Mai 1879.
Fem. — 165 « « 89« « 68« Fron 24 Sept. 1879.

Carduelis spinus, (Lin) 1766.

I vertical Retning stiger denne saa hejt op ad Fjeldsiderne,
som der findes Naaleskov, og herfra beseger den fra og til om
Sommeren det egentlige Hejfjeld. Saaledes er den observeret ved
Fjeldstuerne paa Filefjeld, dog uden at ruge i det egentlig al-
pinske Gebet.

Hele Sommeren er denne Art for en.veesentlig Del insectivor.
Hos et Ind. fra Berum ved Christiania, skudt 3die Juni 1877,
var Ventrikelen fyldt med fine Larver, Coleopterer (Coccineller),
foruden enkelte Plantedele; andre have indeholdt udelukkende
Aphides.

Vaaren 1878, der var ualmindelig tidlig og mild, fandt jeg
denne Art i Parring allerede den 24de Marts paa Hojderne om-
kring Christiania, og det er sandsynligt, at den det nævnte Aar
havde en ligesaa exceptionelt tidlig Rugeperiode (1 Marts og
April), som Linota linaria.

M. Totall. 125mm V. 71mm H. 44mm V. Aker pr. Chra. 25 Aug. 1878.
« — 194 er Le « 46 « ©. Aker pr. Chra. 11 Mai 1879.
Fem. — 118 « « 69« « 46 « Drammen 22 April 1877.

« — TS €. Le « 40« Bærum pr. Chra. 3 Juni 1877.

Ligurinus chloris, (Lin.) 1766.

Af denne Art, der tidligere ikke med Sikkerhed var observeret
lengere mod Nord, end paa Grensen af Nordland, traf jeg den
19de Juli 1800 et enkelt Par ved Bosekop i Alten (70°). De
vare Han og Hun, den forste i fuldt udfarvet Dragt; de
syntes ikke at have ruget, da der ingen Unger fandtes i Folge.

Overvintrer aarlig flokkevis eller i mindre Selskaber i de
sydlige Kysttrakter. Ved Christiania vil den daglig kunne findes

290 Robert Collett.

paa visse Punkter, især hvor terre Stængler af Cruciferer rage
op af Sneen; ligesaa har Univ. Mus. modtaget Indiv. fra Frede-
rikstad 1 Febr. 1880.

Et Par Reder, som jeg undersegte 1 Berum 1 1877 og 1878,
laa i tette Enerbuske, og indeholdt begge 5 Æg. Det forste,
fra 1877, var bygget hovedsageligt af Redder, indvendig belagt
med et tykt lag Haar af Hest og Ko; af Æggene vare de 2
meerkeligt mindre og tættere plettede, end de evrige. Det ferste
Æg var her lagt den bte Juni. I 1878 indeholdt et Rede paa
samme Sted sit forste /Eg den 15de Mai. Redet var denne Gang
indvendig belagt med Uld, samt med enkelte store Fjære.

M. 'Totall. 159mm V. 89mm H. 60mm V. Aker pr. Chra. 29 Dec. 1878.

« — 161 « « 87« « 56 « Frederikstad 15 Febr. 1890.
Fem. — 162 « « 8 « « 59 « V.Aker pr. Chra. 9 Sept. 1877.
« — 161 « « 86« « 55 « Frederikstad 15 Febr. 1880.

Passer domesticus, (Lin.) 1766.

Denne Art, der tidligere ikke var paavist med Sikkerhed
ovenfor Polarcirkelen, er 1 Lebet af de sidste Par Aar avanceret
mod Nord til Tromsø, hvor den tidligere var ukjendt. |

Allerede i 1878 saa jeg den paa Bode, hvor den dog ikke
var talrig; i Saltdalen er den endog temmelig almindelig 1 Da-
lens nedre Partier, men mere sparsom og flygtig i dens øvre
Dele (meddelt af Forsteand. Hagemann). I 1880 fandt jeg den
endvidere paa Handelsstedet Grete ved Vestfjorden. Forst 11879
blev den observeret paa Tromsø, hvor den heller ikke kan kaldes
talrig; et Expl. paa Tromsø Musæum, som jeg i 1880 havde Lej-
lighed til at undersøge, afveg i ingen Henseende fra de sydlige
Individer. Ogsaa i den nærliggende Maalselvedal blev den ob-
serveret, skjønt sparsomt, i 1880 af Conservator Schneider.

Længere mod Nord er dens Forekomst usikker. I Lyngen
ovenfor Tromsø forekommer saavel i Lyngsejdet, som i Skibotten
den eller P. montanus ingenlunde sparsomt, men Arten er endnu
ikke med Sikkerhed bestemt. De ruge her paa Hustagene og
indvandrede hid i 1873.

I Landets sydlige Dele forekommer den idethele sparsomst
i Kystdistricterne. I Byerne i Christiansands Stift findes den
idethele ikke i nogen Mengde; 1 Farsund saa jeg den saaledes

!

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 291

blot paa et enkelt Hus (Juli 1877), og 1 Flekkefjord opgaves den gan-
ske at mangle. I de tilstedende Landdistricter er den ligeledes
sparsom; paa Lister fandt jeg den alene paa en enkelt Gaard,
Borhaug, hvor den ferst i de senere Aar har nedsat sig; ligele-
des blot hist og her paa Jæderen.

Af Albinos fra de sidste Aar ere 2 Ind. omtalte fra Sta-
vanger 1878 ved Adj. Bahr.

M. Totall. 155mm V. 77mm H. 55mm Ohristiania 13 Febr. 1879.

Coccothraustes vulgaris, Pall. 1811.

I Lebet af de sidste 4 Aar har denne Art atter en enkelt
Gang vist sig (overvintrende) ved Christiania, nemlig i 1878—79.
Den 23de Dec. 1878 blev et Ind. skudt nær vestre Akers Kirke
af Agent Lund, der senere saa endnu et Individ sammesteds den
[ste Decbr. 1879. Det skudte Ind. blev ikke opbevaret.

Pyrrhula rubicilla, Pall. 1811.

Gaar mod Nord saalangt, som Furuskoven voxer, og er af
Provst Sommerfelt enkelte Gange observeret 1 Øst-Finmarken.
Den 21de Juli 1880 traf jeg et Individ 1 Furuskoven ved Bose-
kop 1 Alten, Vest-Finmarken (70°); Neebbet var besmurt med
Furukvade, og Ventrikelen indeholdt Fre, antagelig af Furu.
Paa Tromse er den ligeledes enkelte Gange observeret, saaledes
Hesten 1870, samt 1 Mai 1876. Det i Alten skudte Individ, en
Hun, afveg 1 ingen Henseende fra de sydlige Individer, men var
idethele mindre, end Gjennemsnitssterrelsen hos disse, som det
vil sees af de 1 foreg. Hefte af »Mindre Meddelelser« opgivne
Maalinger af 9 Individer.

Et Rede med netop udflyvende Unger fandtes af Fiskeri-
Inspect. Landmark i vestre Aker ved Christiania 20de Mai 1878 ;
Æggene have her veret lagte noget over Midten af April,
saaledes at Rugetiden ogsaa for denne Art, ligesom for Linota
linaria, indtraf usædvanligt tidligt dette Aar. Redet laa lavt i
en Granbusk i Nerheden af et aabent Agerland. Underlaget, der
var tykt og strittende til alle Sider, bestod af terre, fine Gran-
kviste med en Tykkelse af 1— 27»; jevrigt var det bygget væ-

292 7 Robert Collett.

sentlig af Usnea barbata, indvendig belagt med enkelte Heste-
tagl. |

M. Totall. 175mm V. 91mm H. 66mm Bærum pr. Chra. 25 Nov. 1877.

« — 175 « « 93 « 66 < V. Aker pr. Chra. 25 Dec. 1880.
Fem. — 165 « « 90« « 65 « Alten, V. Finmarken 21 Juli 1880.
« — 175 « « 88 « « 66 « V. Aker pr. Chra. 25 Dec. 1880,

Pinicola enucleator, (Lin.) 1766.

Som jeg 1 foreg. Hefte af »Mindre Meddelelser har nævnt,
fandt Fiskeri-Insp. Landmark og jeg i Juli 1876 ved Børselv ı
Porsanger et Rede med 2 Æg, som vi, skjønt Fuglene ikke lode
sig se, maatte antage tilhørte P. enucleator, uagtet denne Art
hidtil ikke var paavist i Finmarken, og Localiteten, der var en
vaad, af tætte Saliceter bevoxet Myr inde 1 Birkeskoven, var,
som det syntes, lidet passende for denne Art. Allerede Somme-
ren 1878 kunde Rigtigheden af vor Antagelse constateres, idet
jeg ved Børselv, lige i Nærheden af den tidligere Rugeplads, den
26de Juli traf 2 Individer i sin graagule Dragt, der holdt til 1 et
Vidiekrat, og vare yderst lidet sky (70° 20’). Den 13de Juli s. A.
traf jeg atter et Individ ved Elvenæs i Syd-Varanger, denne
Gang paa et Fjeld 1 Furuskovenes øverste Grændse. Ogsaa dette
Individ var en gulagtig Han. Testes var særdeles store, og der
fandtes store Rugepletter; Fjærene særdeles slidte.

Ventrikelens Indhold hos dette Individ udviste, at ogsaa denne
Art om Sommeren er delvis insectivor. Foruden Frø af en Plante,
der syntes at være Empetrum, indeholdt Ventrikelen en Larve af en
Coleopter, omtrent et Dusin af de røde Jordmidder (Trombidier),
en Dipterlarve, samt diverse Araneider.

Vinteren 1877—78 indfandt denne Art sig i større Antal i
Landets sydlige Dele, end i noget andet af de sidste 20 Aar, og
viste sig herunder lige ned i Omegnen af Byerne i Christiansand
Stift, hvor de ellers kun sjeldent vise sig. I Omegnen af Chri-
stiania vare de overordentlig talrige, indtil Rognetræerne ved Ud-
gangen af Januar vare tømte, da de forsvandt. Alle de Hanner,
som jeg i den nævnte Tid undersøgte, vare uden Undtagelse røde,
og det er sandsynligt, at denne Farve blot tilkommer Unghan-
nerne den ferste Vinter.

Om Vaaren sees de sjeldnere i de sydlige Dele under deres

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 293

Tog nordover. Den 27de April 1880 saa jeg 4 nyskudte Indiv.
paa Vildttorvet 1 Christiania; senere om Vaaren har jeg aldrig |
observeret dem her.

M. Totall. 231mm V. 112mm H. 90mm }lekkefjord 5 Nov. 1877.

« — 245 « « 108« « 90 « Urskoug 8 Nov. 1877.

< — 240 « « 110« < 95 « Urskoug 8 Nov. 1877

« — 235 « « 110« « 91« Eker 5 Dec. 1877.

« = 231 « « 109« « 82« ©. Aker pr. Chra. 30 Dec. 1877.
c — 290« .« 107« « 87« S.Varanger, Ø. Finm. 13Juli 1878.
Fem. — 230 « « 112€ « 91« V.Aker pr. Chra. 25 Nov. 1877.
« — 930 « « 107« « 83 « Eker 5 Dec. 1877.

Lozia pityopsittacus, Bechst. 1807.

Ligesom følgende Art er ogsaa denne om Sommeren for en
(maaske veesentlig) Del insectivor. En liden Flok, som jeg traf
ved Laurvig den 6te Juli 1877, havde Struben fyldt af en Cher-
mes, Ventrikelen tillige af Granfre, samt Dele af Coleopterer.
Det ene af disse Individer var en fuldvoxen Unge, hvis Neb-
spidser allerede krydsede hinanden, og som endnu fodredes af
Forældrene. Idethele synes om Sommeren Chermes-Arter at
være en yndet Føde for saavel Loxier, som Pyrrhula, og sand-
synligvis andre Fringillider.

Afde skudte Individer havde en Han mørkt rødbrun Farve,
med Hatten opblandet med gult; Undernæbbet hejrevendt. Hun-
nen havde samme Farve, som Hannen, med uden gult i Hatten;
Undernebbet venstrevendt. Ungens Dragt (»Rededragten«) var
graa, stribet, uden Antydning til redt eller gult. Dette var en
Hun.

Da dette Par havde voxne Unger i Begyndelsen af Juli,
maa deres Æg have veret lagte tidligst 1 Slutningen af Mai,
saaledes useedvanlig sildigt.

M. Totall. 179mm V. 107mm H. 66mm Laurvig 6 Juli 1877.
Fem. — 178« « 98« « 60 « Laurvig 6 Juli 1877.

Loxia curvirostra, Lin. 1766.

Februar Maaned er i de sydlige Dele af Landet denne Arts
normale Rugetid. I 1878, da den rugede i sterrre Antal, end
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III—IV. 90

294 Robert Collett.

sedvanligt i Egnene om Christianiafjorden (efr. Linota linaria),
modtog Univ. Mus. en omtrent 8 Dage gammel Unge fra Om-
egnen af Tonsberg den 16de Marts, og mellem 20de og 24de
Marts saa jeg jevnlig fuldt udvoxede Unger 1 Omegnen af Chri-
stiania. Hos alle disse Unger (ogsaa den førstnævnte) fandtes 1
Ventrikelen udelukkende Granfre. Æggene i disse Kuld maa
vere lagte noget over Midten af Februar; i 1880 blev et Rede
fundet 1 Storelvedalen, hvori Ungerne allerede vare udklækkede
1 Slutningen af samme Maaned.

Dog ruger Arten ogsaa undertiden i de ferste Vintermaane-
der, eller endog sent om Hosten. Den 9de December 1877 traf
jeg 1 Ullensaker en liden Flok, hvoriblandt flere netop fuldvoxne
Unger, der endnu fodredes af Forældrene, saaledes at disse Kuld
maa veere lagte omkring Begyndelsen af November.

Fem. Totall. 175mm V. 97mm H. 60mm V. Aker pr. Chra. 20 Marts 1878.

Linota linaria, (Lin.) 1766.

I Norge er denne Art 1 sin Optreden fuldkommen alpinsk,
og ruger først i Birkebeltet paa de sydlige Hejfjelde, foruden i
Nordlands og Finmarkens Birkeskove. Overalt optræder den i
visse Aar talngere, end 1 andre; saaledes havde den i 1872 et
«Yngleaar» i Lofoten, samt i Tromse og Finmarken, da den, som
jeg 1 «Rem. Orn. N. Norw.» p. 23 har berert, rugede (tillige-
med Fringilla montifringilla) 1 overordentlig stort Antal i alle
Birkeskove. Dens Rugetid indtræffer noget uregelmessigt, men i
Regelen i den forste Halvdel af Juni. Noget over Midten af denne
Maaned ere de fleste Kuld lagte; enkelte Unger ere nu allerede
blevne udklekkede, men flere Reder ere samtidig endnu under
Bygning. Endnu i den forste Uge af Juli kan man finde ny-
lagte Æg. Lidt over Midten af Juli træffes de fuldvoxne Unger
streifende om 1 store og spredte Skarer.

Paa de sydlige Lavlande viser den sig alene under
Træktiderne og om Vinteren, enkelte Aar talrigt, andre spar-
somt. Fra 1879—81 have de saagodtsom ganske manglet her.

I 1878 indtraf det merkelige Tilfælde, som jeg blot en Gang
tidligere har været Vidne til, at denne Art standsede under sit
Trek om Vaaren paa Lavlandene, og udferte Rugningen her 1 de

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877— 80. 295

tidligste Vaarmaaneder, endnu fer Vinterens Opher, eller circa
1*/2 Maaned tidligere, end Artens normale. Rugetid.

Maanederne Februar og Marts dette Aar vare milde, og Sneen
var saagodtsom forsvundet allerede i Februar. Granfrøet havde til-
lige dette Aar udviklet sig 1 en usædvanlig høj Grad, saaledes at
Granen havde et saakaldt Frøaar. Under en Excursion op til
Højderne ovenfor Christianiadalen den 21de Marts blev jeg ved
Sognsvandet overrasket ved at finde stor Coloni i fuld «Leg» inde
i Granskoven. Et Par skudte Individer vare i fuld Parringsdragt
med svulmende Testes; nogle af Hannerne vare graa, som Hunner,
andre røde, enkelte overordentlig stærkt farvede. De fraadsede
alle i Granfrøet, der netop var modent. Alle tilhørte den conti-
nentale, normale Race, og ikke, som det maaske kunde tænkes,
den britiske L. rufescens.

Alle befandt sig netop i den højeste Parringstid. Hannerne
fore sværmende om fra Træ til Træ, ustandseligt syngende og
kvidrende, satte sig et Øjeblik i en Trætop, og fore atter afsted.
Den 24de Marts vare fremdeles Individerne 1 fuld Leg, og jeg
fandt samme Dag 3 Reder, endnu uden Æg, men næsten fuld-
færdige. To af disse laa i Klefter i Furutræer, et i en tæt Granbuske.

Men samme Dag om Eftermiddagen indtraf voldsomme Sne-
byger, og alle de paafølgende 4 Dage sneede og stormede det dag-
lig. Den lste April, da jeg atter besøgte Stedet, syntes Colonien
at have foreløbigt forladt Stedet. Rederne vare fyldte af Sne,
hvorunder laa, frosne og revnede, i et af Rederne 1, ı et andet
3 Æg, saaledes at det tidligste af dem var bleven lagt den 25de
Marts.

Colonien nedsatte sig ikke senere i sit fulde Antal paa samme
Sted, men Arten rugede saavel her, som paa andre nerliggende
Punkter, efterat Vaaren kort efter indtraadte. Paa flere Steder
i Omegnen, saavelsom ved Drammen, traf jeg saaledes fuldvoxne
Unger allerede i de forste Dage af Juni.

De fundne Reder vare byggede af fine terre Grankviste, Straa,
Lichener (Cladonier), og en Del fin Birkebark; desuden enkelte
Fjære.

Blandt de talrige Individer, som jeg i 1878 og 1880 under-
søgte i Finmarken, havde en Del grove og stærktbyggede Næb,
andre, skudte samme Dag og paa samme Localitet, vare afgjort
smaanæbbede. Af et Antal Individer, skudte 9de og 10de Juli

20*

296 Robert Collett.

1880 i Laxefjord i Ost-Finmarken var Næbbets Længde, maalt
fra Næseborene til Spidsen, hos et Indiv. blot 7™™, hos et andet
lige til 10mm; Resten udviste forskjellige Mellemstørrelser.
Dragten var ligeledes meget varierende, og det er ligesaa
umuligt af denne at etablere forskjellige Arter, som af Næbbets
eller Føddernes Størrelseforholde. I Løbet af Sommeren, især
henimod Slutningen af Juli, afbleges eg afslides Dragten i høj
Grad, saaledes at der jevnlig kan findes Individer, hvor Over-

gumpen saavel som hele Underlivet er næsten ensfarvet hvidag- .

tigt og uden Pletter. Tlere af disse sidste, der svare til Dresser’s
L. exilipes, har jeg medbragt til Univ. Mus. Denne Afblegning
finder dog ikke Sted i lige høj Grad hos alle Individer, og jeg
har samtidigt og paa samme Sted erholdt ensfarvede og mere
eller mindre stærktplettede Individer. Endog midt under Parrings-
tiden ere, som jeg ovenfor har berørt, enkelte Hanner røde i for-
skjellig Grad, andre uden Spor af denne Farve. Og selv om Hø-
sten, naar Arten indfinder sig paa de sydlige Lavlande, finder der
ofte væsentlig Forskjel Sted mellem Individerne, idet enkelte
Hanner have bibeholdt en stærk rød Farve 1 Brystet, medens de
fleste nu ere uden denne.

I Ventriklerne af flere af de i Finmarken i Juli 1880 skudte
Individer fandt jeg en grøn Geometer-Larve, der lever paa Bir-
ken, den samme Art, som udgjør en væsentlig Føde for Ungerne.

M. Totall. 131 V. 75mm H. 55mm Drammen 22 April 1877.

« — 186 » 71 « » 52 « Hemsedalsfjeld, Hallingdal 11 Aug. 1877.
« — 132 » "79 « » 57 « NV. Aker pr. Chra. 21 Marts 1878.

c — 135 « 73 « « 57 « V. Aker pr. Chra. 21 Marts 1878.

« — 142 « 76 « « 56 « V. Aker pr. Chra. 24 Marts 1878.

« — 188 « 76 « « 56 « V. Aker pr. Chra. 24 Marts 1878.

» — 129 » 74« « 57 « Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1878.
« — 135 « 74« « 57 «< Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1878.
« — 1386 « 78« « 59 « Porsanger, V. Finmarken 1 Juli 1878.

« — 130 « 74« « 56 « Vadsø, ©. Finmarken 21 Juli 1878.

« — 184 « 78 < « 59 < Vadsø, Ø. Finmarken 21 Juli 1878.

c — 142 « 74« « 59« Laxefjord, Ø. Finmarken 9 Juli 1880.

« — 143 « 79 « » 59 « Laxefjord, ©. Finmarken 9 Juli 1880.

« — 140 « 74« « 58 « Laxefjord, Ø. Finmarken 10 Juli 1880.
< — 187 « 73« « 55« Laxefjord, Ø. Finmarken 10 Juli 1880.
Fem. — 130 » 70« « 59 « Laxefjord, Ø. Finmarken 9 Juli 1880.

— 129 « 73 « « 55« Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880.
€ — 133 « 68« « 56 « Alten, V. Finmarken 22 Juli 1880.
€ — 186 « 70» » 56« Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 297

Linota cannabina, (Lin.) 1766.

M. Totall. 142mm V, 79mm H. 53mm Berum pr. Chra. 23 Sept. 1877.

€ — 145« « 84« « 58» Bærum pr. Chra. 31 Aug. 1879.
€ — 150« « 84« « 55 « V. Aker pr. Chra. 31 Oct. 1880.
€ — 150« « 84> € 57 « V. Aker pr. Chra. 31 Oct. 1880.
Fem.— 140 » « 78« « 54« V. Aker pr. Chra. 12 Mai 1879.

Linota flavirostris, (Lin.) 1766.

Har i Norge sin væsentligste Udbredelse 1 Kystlandskaberne,
hvor den er ret talug lige fra Stavanger og Jæderen af lige op
ti Tromse. Desuden forekommer den om Sommeren hist og her
paa de sydlige Højfjelde; saaledes er den jevnlig bemærket paa
Filefjeld (Nystuen), ligesom jeg i 1877 traf den talrig paa Hal-
lingdalsfjeldene (Bjøberg, etc.). Dog er den ikke funden om Som-
meren i Landets mere østlige Egne, og heller ikke nogensinde
paa de sydøstlige Lavlande, uden under Træktiderne eller om
Vinteren.

Mod Nord synes den ikke regulært at forekomme nordenfor
Tromsø; Vaaren 1880 bleve dog 2 Indiv. fangede ved Øxfjord i
Vest-Finmarken (de eneste Exempler hidtil paa dens Optræden
i det egentlige Finmarken), og holdte levende af Ejeren, Hr. Buck,
da jeg i Juli s. A. besøgte Stedet.

Naar Ungerne ere blevne flyvedygtige, strejfe de familievis
eller i smaa Flokke om paa de nyslaaede Enge, og fortære alle-
haande Frø (Stellaria media, ete.). ^ Ungerne i «Rededragten»
ere noget varierende i Udseende; jeg har seet Individer, hvor
Underlivet har været helt uplettet, medens det i Regelen har
tydelige Pletter (Grøtø i Lofoten, Juli 1880).

M. Totall. 140mm V. 74mm H. 59mm Eidfjord, Hardanger 6 Aug. 1877.
c 49e sc 72 « cc 59

« Hemsedalsfjeld, Hall.dal 11- Aug. 1877,

€ — 143« « 77 « « 61« V. Aker pr. Chra. 12 Marts 1880.

€ — 15« « 77« « 59« V. Aker pr. Chra. 25 Dec. 1880. .
Fem.— 143 « » 75 « « 60 « Hemsedalsfjeld, Hall.dal 11 Aug. 1877.

€ — 136 « « 74« « 59 « Hemsedalsfjeld, Hall.dal 11 Aug. 1877.

« — :184« « 75» « 58« V. Aker pr. Chra. 11 April 1880.

€ — 186« « 74« « 57« Grete, Lofoten 30 Juli 1880.

€ — 145« « 78e « 59« V. Aker pr. Chra. 25 Dec. 1880.

298 Robert Collett.

Emberiza miliaria, (Lin.) 1766.

Foruden paa Jæderen, hvor Colonien fremdeles forekommer
1 uforandret (idethele lidet betydeligt) Antal, har jeg ı 1877 fun-
det en Coloni bosat paa Listerland, hvor der, ligesom paa Jæde-
ren, findes milelange Flader, der mere eller mindre ere opfyldte
af Gaarde med Ager- og England. Jeg skjed her den 20de Juli
ved Gaarden Borhaug lige ved Lister Fyr 2 Individer, foruden
en halvvoxen Unge, og saa flere, men fandt dem ikke paa andre
Puukter af Listerland. Denne Unge, der syntes fuldkommen sund,
og var 1 godt Hold, viste sig at have over et Dusin Larver af
Musca vomitoria, samtlige næsten fuldvoxne, siddende paa for-
skjellige Steder under Huden, især paa Issen, under Vingerne,
paa Ryggen, ete. Uagtet de fleste af disse besveerlige Snyltere
fandtes paa saadanne Steder, hvor de maatte have kunnet naaes med
Neebbet, vare de dog ikke borttagne, hvilket synesat vise en utro-
lig Træghed hos denne Fugl. Store Huller i Huden betegnede
Indgangen til hver Larve.

Paa Jæderen vare de spredte ligefra Gaarden Haar op saa-
langt, som det flade Terrain strækker sig, eller paa enkelte Ste-
der lige op til Stavangerfjorden. Ved Horr, hvor der aarligt ruge
flere Par, saa jeg de Gamle med Føde 1 Næbbet for Ungerne (en
grøn Lepidopterlarve) den 23de Juli 1877; den 29de Juli 1879,
da jeg atter besøgte Stedet, vare de ligeledes ifærd med at føde
Ungerne, og jeg saa dem jevnlig med en lignende Lepidopter-
larve i Næbbet. Hannerne sang endnu vedholdende lige til Sol-
nedgang. De gamles Dragt var nu særdeles slidt.

M. Totall. 185mm V. 103mm H. 72mm Listerland 20 Juli 1877.
« — 1938 « « 105 « « 7 « Listerland 20 Juli 1877.
« — 200« « 101 « « 73 » Haar, Jæderen 29de Juli 1879.

Emberiza citrinella, (Lin.) 1766.

Mod Nord gaar denne Art lige op 1 Finmarken, og er her ikke
sjelden i de fleste frodigere Dalferer. I Alten har jeg saaledes
truffet den paa forskjellige Steder langs Altenelven saavel 1 1872,
som i 1880; ligeledes har jeg i Porsanger fundet den bosat ved
Berselv (70° 20%. I Ost-Finmarken er den bemerket af Som-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 299

merfelt og Nordvi i Varanger og Tanen, ligesom den ikke er sjel-
den ved Tromse.

I 1878 fandt jeg i vestre Aker ved Christania Rede med 4
endnu neppe halvvoxne Unger den 18de August. Ælggene vare
saaledes lagte i dette Rede i Slutningen af Juli, og tilhørte øjen-
synligt Aarets andet Kuld.

M. Totall. 182mm V. 91mm H. 74mm V. Aker pr. Chra. 6 Mai 1877.
€ — .180« « 93« « 72« V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
€ — 182« « 97« « "75« V. Aker pr. Chra. 12 Dec. 1880.

Emberiza hortulana, (Lin.) 1766.

M. Totall. 157mm V, 82mm H. 65mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
>» — 165» « 87« « 67« V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
€ — 170« « 85« « 64« V. Drammen 24 Aug. 1879.

Emberiza schoeniclus, (Lin.) 1766.

Da denne Art horer til Landets tidligste Trækfugle, der ind-
finder sig allerede ved Midten af April, have de fleste Hanner
ved sin Ankomst om Vaaren endnu ikke antaget sin fulde Vaar-
dragt. Hos et Par Hanner, skudte den lste Mai 1878 og 11te
April 1880, og som ere opstillede paa Univ. Mus., have Hovedets
og Strubens sorte Felter endnu temmelig brede hvide Bræmme.

Et Rede, som jeg fandt ved Børselv i Porsanger den lste
Juli 1880 med friske Æg, var bygget indvendig af fine Straa,
samt belagt med et tykt Lag af Renhaar.

M. Totall. 160mm V, 81mm H, 65mm V. Aker pr. Chra. 1 Mai 1877.
« 78« « 64« V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880.

an » 155.«
Fem.— 158« « 75 « « 64 « V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880.
« — 159« € "76« « 64 « V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880.

Emberiza pusilla, Pall. 1776.

Den 3die Juli 1878 traf jeg indenfor Stabursnæs-Elvens Udløb i Por-
sangerfjorden (Vest-Finmarken) i en med hoje Saliceter bevoxet Myr, hvor
der fandtes tillige frodige Birke, en syngende Han af en mig ubekjendt
- Fugleart, som jeg strax ansaa for en af de siberiske Emberizer. Sangen,
der ikke var synderlig stærk, lod den hore fra en Trækrone, og led omtrent
Zi-zi-zi-zi-zi-zi-dje-dje. De første Stropher lignede Sangen hos Phyllosc.

300 | Robert Collett.

trochilus; de 2 Slutningsstropher vare iser ejendommelige, og havde intet
tilfælles med nogen anden mig bekjendt Fuglestemme. Undertiden lod den
ogsaa hore en afbrudt Strophe, der mindede om de velkjendte Slutningstoner
hos Anthus trivialis (dia - dia-zia-zia). Under Angst lod den høre en skarp
hvislende Lyd.

Efterat jeg havde hert den med smaa Mellemrum gjentage sin Sang i en
halv Times Tid, hvorunder den stadigt holdt sig i en Omkreds af et Par
Hundrede Alen, kom jeg den i Hold, men Skuddet enten fejlede, eller den
faldt ned mellem de yderst frodige Carextuer og det heje Krat; uagtet al
Leden i flere Timer kunde den ikke gjenfindes, og den hørtes aldrig mere.

Ifelge en skriftlig Meddelelse, som jeg har modtaget af Mr. Harvie-
Brown, der har truffet Emberiza pusilla talrigt ved Archangel, beskriver han
dennes Sang nesten ordlydende med den ovenfor antydede, og jeg nerer selv
ingensomhelst Tvivl om Identiteten. Men saalenge Arten ikke er under-
segt med fuld Sikkerhed, kan den ikke optages som tilhorende Landets Fauna.

Da Individet, som ejensynligt var en Han, udviste stor Ængstelighed,
og vedblev at flagre uroligt frem og tilbage inden et Par Hundrede Alens
Omkreds, er det sandsynligt, at den havde Hunnen rugende i Nerheden.
Stedet var en fortreffelig Localitet for flere forskjellige sumpelskende Fugle;
inden knap 50 Skridts Omkreds fandt jeg af Sylvia salicaria et netop paa-
begyndt Rede, af Totanus glareola Rede med 4 friske Æg, og af Emberiza
schoeniclus Rede med smaa Unger.

I 1880 tilbragte jeg lengere Tid paa samme Punkt for om muligt atter
at opdage et Par, men uden Held. Paa denne gunstige Localitet ellerumid-
delbart i Nerheden fandt jeg Reder med Unger af Parus cinctus og Turdus
iliacus, samt iagttog i lengere Tid en Phylloscopus borealisfor at finde dens
Rede; Sylvia salicaria holdt til paa samme Sted, som sidst, ligesom Totanus
glareola ogsaa nu havde et Kuld Unger lige i Nærheden.

Plectrophanes lapponica, (Lin.) 1766.

Besøger kun undtagelsesvis Lavlandene under Træktiderne ;
den store Stamme, der bebor Finmarkens Plateauer, trekker til
og fra disse Dele af Landet gjennem russisk Lapmarken og de
østlige Kyster af Østersøen. Den 12te Mai 1877 saaes af Cand.
Lumholtz 3 Individer ved Lillehammer (ved Nordenden af Mje-
sen), og et af disse blev skudt; men disse Individer tilherte utvivl-
somt den lille Stamme af denne Art, der (i Lighed med adskil-
lige andre arctiske Fuglearter) bebor Myrstrækningerne ved Fok-
stuen paa Dovre, og som jeg tidligere har berert.

. Derimod er det sandsynligt, at et Par Individer (begge Han-

ner), der bleve skudte af Cand. Stejneger den 21de April 1878.

ved Glæsvær udenfor Bergen, saaledes ligei Havkanten paa Lan-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80, 301

dets Vestkyst, snarere tilherte den nordlige Stamme, der vare
komne ud af sin Ve.

M. Totall. 162mm V. 96mm H. 63mm Porsanger, V. Finmarken 1 Juli 1878.
« — 170 « «100 € « 68 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878.
€ — 170« « 99 « « 69 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878.

Fem.— 157 « « 86 « « 60 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878.

Plectrophanes nivalis, (Lin.) 1766.

M. Totall. 186mm V. 120mm H. 67mm Stavanger 13 Jan. 1877.
€ — 174» « 106» « 68 < Magere, V. Finmarken 1878.
72 « Drebak 4 April 1879.

€ — 190« « 107 « «

« — 185 « « 111 « « 71 « Eidsvold 5 Jan. 1880.

€ — 182» « 108« « 69 « Eidsvold 5 Jan. 1880.

Fem.— 172» « 99« « 60 « Jomfruland pr. Kragerø 1 Decb. 1880.

Fam. Sturnidae.
Sturnus vulgaris, (Lin.) 1766.

Overvintrende Individer observeres aarlig langs Kysten, iser
i Omegnen af Stavanger, men ogsaa lengere mod Nord; saaledes
fandtes de i Jan. 1878 flokkevis saavel ved Throndhjem, som ved
Tjete 1 Helgeland.

Deres Fede paa denne Aarstid bestaar saavel af Insecter,
som af Beer, især af Sorbus aucup., og den fanges derved ofte 1 Sna-
rerne. Et ved Stavanger den 24de Januar 1877 skudt Individ
havde Ventrikelen fuldproppet af Coleopterer, hvoraf Hovedmassen
vare Brachelytra. Conservator Schneider bestemte Indholdet at
tilhøre følgende Arter: Ocypus cupreus, Philonthus laminatus og
Ph. varius, en Tachinus, sp. en Notiophilus, sp., Bembidium
celer, Chrysomela staphylaea, en Sitones, sp., Otiorhynchus mau-
rus og O. picipes, samt Xantholinus punctulatus. Desuden Zua
lubrica.

Denne Art herer ogsaa hos os til de Fugle, som hyppigst
flyve mod Glasset paa Fvrtaarnene i de mørke Høstnætter. Ifølge
en mundtlig Meddelelse af Fyrvogteren ved Lister Fyr, Tjørs-
vaag, opsamlede han i en mørk Octobernat i 1852 1 de 4 Timer
fra Kl. 8—12, da han havde Vagt, ialt 175 Individer af denne
Art; desuden en Due, samt en Anas crecca.

302 Robert Collett.

Gaar mod Nord omtrent til Tromse. Ligesom i 1876, ob-
serverede jeg den 1 1878 rugende paa et af Kirketagene 1 denne
By, og den havde her skrigende Unger den 15de Juni. Dog an-
gives den ikke at ruge her hvert Aar. Nordenfor Tromse træf-
fes den blot tilfældigt; 1 Øxfjord i Vest-Finmarken saa jeg et
Exemplar i Bur, der var fanget 1 Marts 1880.

En Albino eriet af de sidste Aar fundet i Selbo ved Thrond-
hjem (meddelt af Bülow); en ufuldstendig Albino (sort med hvid
Hale) er af Hr. Thome observeret ved Frederikstad Hesten 1880

M. Totall. 230mm V. 126mm H. 61mm Stavanger 12 Jan. 1877.
« — 239 « « 130 « « 68 « Drammen 16 Juni 1879.
Fem.— 238« « 185 « « 63 « Ringerike 29 Oct. 1877.
Fam. Alaudidae.
Alauda arvensis, (Lin.) 1766.

M. Totall. 192mm V. 104mm H. 71mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.
a. 192 eld e 78 eV. Aker pr: \Chray 209Martsg1848:

« — 198 « « 110« « 69 « V. Aker pr. Chra. 30 Marts 1879.
«oo o— 1959 « « 114 « « 72 « Drammen 17 Juli 1879.
Fem.— 170« « 106 « » 67» V. Aker pr. Chra. 17 Marts 1878.
« — 183 « « 10078 « 65 « V. Aker pr. Chra 22 Aug. 1878.
en, More 105.8 GS c OV 3 Aker pr. Ghragg20O etes

Galerita cristata, (Lin.) 1766.

I Nov. og Dee. 1880 indfandt sig næsten daglig i Throndhjems Gader
1, eller nndertiden 2 Indiv. af en Fugl, der paadrog sig alles Opmærksomhed,
da den lod sig betragte i faa Skridts Afstand. Conserv. Storm og et Par
andre Venner af Ornithologien, der alle gjentagne Gange iagttog den, er-
kjendte den allerede ved det første Blikfor Galerita cristata, der hidtil ikke
var paavist hos os. I Begyndelsen af Dec. var den en Tid forsvundet, men
indfandt sig atter i Midten af Maaneden. Den observeredes sidste Gang af
Cand. Lundgreen den 26de Dee.

Da den altid viste sig yderst tam, lod dens lange Top sig let iagttage,
men da den ikke nogensinde blev observeret udenfor Byens Territorium,
kunde den aldrig efterstræbes. Skjønt der saaledes neppe kan opkastes Tvivl
om Arten, kan den dogl, igesaalidt som Emberiza pusilla, endnu indregistre-
res blandt de i Landet med Sikkerhed fundne Fugle.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 303

Otocorys alpestris, (Lin.) 1766.

Som jeg 1 det foreg. Hefte af «Mindre Meddelelser» har paa-
peget, har denne i Finmarken særdeles talrigt rugende Art et
esthgt Trek til disse Rugesteder, der kun undtagelsesvis bererer
Norge. Paa de sydlige Lavlande vise de sig derfor blot sjeldent. I
1874 observeredes en Flok, som tidligere nævnt, ved Hamar; 1
de senest forlebne Aar have de et Par Gange veret observerede
1 de sydlige Lavlande. Den 1ste Mai 1877 traf Cand. Lumholtz
en Flok paa 9 St. ved Lillehammer; 4 af disse bleve skudte og
indsendte til Univ. Mus. Den 23de April 1878 bleve 2 Indiv.
skudte paa Lindeen udenfor Christiania. Endelig blev under
Høsttrækket et Par Indiv. af en Flok skudte ved Frederikstad .
den 13de Octb. 1878. |

Disse gjentagne Tilfelde af denne Arts Forekomst under
Trektiderne 1 Landets sydlige Dele synes snarest at hentyde
paa, at en Coloni bebor om Sommeren et eller andet Punkt af
de sydlige Fjeldplateauer, sandsynligvis Dovre, om den endnu ikke
her er paavist.

Dragten hos de sidstnevnte (fra Midten af Oct) var normal
Vinterdragt, med brede brune Bremme paa Hovedet, og smale
hvide paa den sorte Brystplade. Den samme Dragt havde det
ene af de 1 April 1878 ved Christiania skudte Individer, medens
disse Bræmme hos det andet Indiv. allerede vare forsvundne.

I Ventrikelen af disse under Høsttrækket skudte Individer
fandt jeg Fre af en Strandplante, samt Grus, men ikke Insecter.

Sangen, som den lader flittigt here paa sine Rugesteder i
Finmarken, foredrages, som hos de andre Arter i Flugten, sjel-
dent siddende. Fra en Sten stiger Hannen 1 spiralformige Kredse
syngende op til en ganske betydelig Hajde, holder sig her i lang
Tid stadigt syngende, idet den afvexlende sænker sig nogle Favne
med sluttede Vinger, og atter med nogle Vingeslag stiger opad.
Sangen er ikke særdeles betydelig og temmelig svag, men kan
dog heres i stille Veir temmelig langt ud over de nøgne Plateauer.
I 1880 herte jeg den utretteligt foredrage sin Sang paa en af
Oerne i Porsangerfjorden endnu den 2den Juli.

Det sydligste Punkt i Norge, hvor den hidtil med Sikkerhed
er fundet om Sommeren, er ved Karasjok i Finmarken (69° 20°),
hvor den observeredes af Fiskeri-Inspecter Landmark. Dog vil

304 Robert Collett.

den sandsynligvis vise sig at bebo ogsaa de tilgrendsende noget
sydligere Plateauer.

M. Totall. 194mm V. 110mm H. 72mm Lillehammer 1 Mai 1877.
« — 195 « « 112 « « 77 « Lillehammer 1 Mai 1877.

« — 190« « 110 « « 69» Lillehammer 1 Mai 1877.

« — .190« « 109 « « 70 « Ø. Aker pr. Chra: 23 April 1878.

€ — 190« « 108« « 65 « Frederikstad 13 Oct. 1878.

€ — 180« « 110« « 70 « Frederikstad 13 Oct. 1878.
Fem.— 175» « 100» « 63 « ©. Aker pr. Chra. 23 April 1878.

€ — 177 « « 104» « 67 « Porsanger, V. Finm. 20 Juni 1878.

€ — 171 « « 100« « 61 Porsanger, V. Finm. 23 Juni 1880.

Fam. Motacillidae.
Matacilla alba, Lin. 1166.

Vinteren 1879—80 bleve 1 Omegnen af Stavanger, ligesom
undertiden tidligere, fra og til Individer enkeltvis bemerkede,
der syntes at ville overvintre (meddelt af Adj. Bahr). Hvorvidt
de imidlertid i Virkeligheden have udholdt den hele Vinter hos
os, blev ikke iagttaget.

Efternølere ere 1 de sidst forløbne Aar bemerkede ved Fre-
derikstad 7de Dec. 1877 og 17de Nov. 1879, paa Thoten den 11te
Nov. 1878, samt 1 Omegnen af Christiania den 13de Nov. 1880.

En hvidbroget Varietet saa jeg ved Eidsvold den 13de Sept.
1877.

Motacilla flava, Lin. 1766.

Hos den Race af denne Art, der bebor Norge, og som hos
os tilherer saagodtsom udelukkende den alpinske Region (de syd-
lige Hejfjelde, samt Plateauerne 1 Nordland og Finmarken), kan
den sorte Hætte hos Hannen vistnok have en noget forskjellig
Farvetone, men uden at denne Forskjel er saa stor eller saa con-
stant, at der derpaa kan grundes flere Racer eller Underarter.
Medens den er mere ellér mindre sort eller graasort om Vaaren,
bliver den, iden den fældes om Hosten, ikke ubetydeligt afbleget,

Et Individ, skudt ved Christiania den 5te Mai 1878, saale-
des noget tidligere, end dens regulere Ankomst (opst. paa Univ.
Mus.) havde næsten ensfarvet rensort Hette, og kan ikke ad-
skilles fra Formen melanocephala, Licht.

Mindre Medd. vedr Norges Fuglef. 1877—80. 305°

Af de i Finmarken Sommeren 1878 og 1880 skudte Individer
havde de fleste graasort Hette, hos enkelte med mer eller mindre ty-
delig grenagtigt Skjær; stærkest var dette fremtrædende hos et
Indiv., skudt 15de Juli i Syd-Varanger, saaledes paa en temme-
lig langt fremskreden Aarstid. Ligesaa varierer deres Underside;
Brystet kan veere opblandet med sort, og Struben er dels gul,
dels hvid.

I de sydlige Kystegne viser denne Art sig sjelden, ogsaa
under Trekket. Den 2den August 1879 traf jeg en hel Familie,
bestaaende af de gamle og netop udvoxede Unger, ved Orre paa
Jæderen, i hvilket District Arten, som det angives, ikke tidligere
var bemærket.

Den ankommer til os om Vaaren henimod Midten af Mai,
og forlader Landet i den forste Halvdel af September; i 1880
saa jeg de sidste ved Fetsund endnu den 18de Sept. Allerede i
Slutningen af Juli, eller saasnart Ungerne ere bleve flyvedyg-
tige, forlade de de subalpinske eller alpinske Egne, hvor de have
ruget, og trekke ned i Dalbunden. Paa de egentlige Lavlande
ruger denne Art aldrig i Norge.

M. Totall. 175mm V. 83mm H. 71mm Ø. Aker pr. Chra. 5 Mai 1878.
© — 166« » 89« « 70< Røraas 10 Juni 1878.

€ — 175 « » 82» « 71 < Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1878.
€ « 75 « Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1878.
«
«
€

de Jet) SH e
— 175 < « 80« » 72 « Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1878.
— 172« « 8 « « 67« S. Varanger, 9. Finm. 12 Juli 1878.
— 173 « « 82« « 71 « Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1880.
Fem.— 165 « » 79« « 70 « Porsanger. V. Finm. 3 Juli 1878.
€ — 170« « 81« « 66 « S. Varanger, V. Finm. 12 Juli 1878.
« — 170c .« 77« « 73 « Drammen 8 Aug. 1878.
ee ge « Fi « « 72 « Drammen 17 Juli 1879.
€ — 166<« » 70« « 66 « Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1880.

Motacilla melanope, Pall. 1776.

Af denne for vor Fauna nye Art blev, som jeg i en Med-
delelse til Videnskabs-Selskabet i 1877*) har oplyst, et Individ
skudt ved Bergen den 3die Januar 1874, og opbevares nu i Ber-
gens Museum, hvor jeg havde Anledning til at undersege det i

*) Om et Par for Norges Fauna nye Fuglearter (Forh. Vid Selsk. Chra.
1877, No. 5, pp. 2).

306 Robert Collett.

August 1877. Individet var selvfelgelig 1 fuld Vinterdragt; Stru-
ben var hvidagtig, og uden skarp Farvegrendse gaaende over i
det bleggule Underliv; Øjestriben hvidgul, Undergumpen intens
gul. Kjønnet var ikke ved Præparationen bleven undersegt.

Det er sandsynligt, at dette Individ oprindelig stammer fra
Scotland, hvor Arten paa enkelte Steder har vist sig endog sta-
tioner. Da den saaledes jevnlig findes overvintrende paa Øerne
Islay og Sky, ligger det ner at antage, at dette Individ er un-
der en stærk Vestenstorm bleven forslaaet herfra til Bergens-
kysten, maaske over Færoerne. Det er sandsynligt, at dette er
indtruffet oftere; et Individ, der maaske har veret samme Art,
blev observeret ved Bergen 18de Dec. 1875, og der blev den
25de Jan. 1878 ved Throndhjem (blandt en Flok Sturnus vulgaris)
seet et Individ, der opgaves at have været Mot. flava, hvilken
sidste Art er hidtil ikke observeret om Vinteren hos os.

Totall. ? V. 82mm H. 102mm Bergen 3 Jan. 1874.

Anthus trivialis, (Lin.) 1766.

Denne Art, der tidligere ikke var observeret nordenfor Maals-
elvedalen ved Tromse, fandt jeg 1 1878 paa et Par Steder 1 Syd-
Varanger 1 Ost-Finmarken, idet jeg den 15de Juli ved Bjernsund
ved Pasvigelven skjed en fuldvoxen Unge og en syngende Han;
ligesom det var Tilfeldet med Muscicapa atricapilla, der beboede
samme Localitet, var dens Sang bleven helt ukjendelig, og kun
enkelte Toner led som hos Individerne fra de sydlige Landsdele.

Anthus obscurus, (Lath.) 1790.

Nogen constant Forskjel mellem de Individer af denne Art, der
bebor de sydlige Kyster af Norge, og de nordlige (Finmarken),
kan ikke paavises. Om Sommeren er Fjærklædningen ofte saa
stærkt slidt, at Halefjærene have tabt kjendeligt 1 Længde; i
denne Tilstand findes undertiden blandt de normalt plettede In-
divider enkelte, hvor saagodtsom ethvert Spor af Pletter ere for-
svundne fra Underlivet, saaledes at dette ved Slid og Afblegning
er bleven nesten uplettet lyst rustgult. Saadanne Individer har
jeg fundet saavel ved Hvaleerne (Christianiafjorden), som i Fin-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 307

marken; det er disse, som jeg 1 «Mindre Meddelelser 1873—76»
har henfert under Nilsson's A. rupestris, ligesom de have i flere
Henseender Lighed med den mellemeuropæiske Fastlandsform
A. spinoletta, (Lin.), eller A. aquaticus, Bechst.

Ventriklerne af de om Sommeren skudte Individer have inde-
holdt Insecter, iser en Dipter-Art, der udvikles i den raadne
Tang, enkelte Larver, engang en liden Litorina, men kun sjel-
dent Spor af Orustaceer.

Denne Art er den eneste af Familien, der overvintrer hos
os, ikke sporadisk eller enkeltvis, men normalt og talrigt langs
hele Kysten, idetmindste op til Throndhjemsfjorden, og maa an-
sees som fuldstændig stationer. Hver Vinter modtager Univ.
Mus. Individer fra forskjellige Dele af Kysten.

M. Totall. 165mm V. 89mm H. 61mm Søsterøerne, Chr.fjord 8 Juli 1877.
« — 166 « « 98« « 63 « Hvaløerne 8 Juli 1877.

« — 178 « « 88« « 64« Listerland 18 Juli 1877.

€ — 172« « 86» « 63 « Listerland 18 Juli 1877,

€ — 171 « « 90« « 65 « Listerland 18 Juli 1877.

€ — I172« « 99« « 66 » Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878.

» — 174» « 91« « 63 « Raue, Chr.fjord 12 Juli 1879.
Fem.— 166« « 81« « 60 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878.

€ — 160« « 82« « 57 « Raue, Chr.fjord 12 Juli 1879.

Anthus pratensis, (Lin.) 1766.

M. Totall. 158mm V. 80mm H. 59mm Porsanger, V. Finmarken 24 Juni 1878.
€ — 153« « 80« « 62 « Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1878.
€ — 155« « 80« « 59 « Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1880.

Anthus cervinus, Pall. 1811.

Saavel 1 1878, som ı 1880, havde jeg 1 Finmarken den bedste
Anledning til at undersege denne Art og dens Væsen paa selve
Rugestederne, men savner fremdeles Anledning til at udtale mig
om Høstdragten (Vinterdragten) da den aldrig under sit Trek
bererer Norges sydlige Dele.

Den ruger i Finmarken i de fleste Tilfelde 1 Selskab med
A. pratensis, og begge Arter sverme om hinanden ved Rugeste-
derne paa de lyng- eller kratbevoxede Flader. Dog er A. cervinus
allerede ved ringe Ovelse let og ufejlbarligt at adskille 1 Flugten

308 Robert Collett.

ved sin klare, dybere, og enkelte Lokketone, dsy, medens denne hos
A. pratensis altid er dobbelt og mere hvislende, "st ’st.; desuden er
A. cervinus kjendeligt sterre, hvad der allerede fremgaar af de ne-
denfor anferte Udmaalinger, og denne Forskjel i Sterrelse kan
ogsaa lagttages under Flugten.

Ved Redet eller i Nærheden af Ungerne er Hannen altid
til det yderste ængstelig, medens Hunnen holder sig langt mere
skjult; 1 9 af 10 Tilfælde vil den sidste være ganske usynlig, og
er idethele vanskelig at erholde, medens Hannen uopherlig svær-
mer omkring, og kan undertiden nærme sig i faa Skridts Af-
stand.

Sammenligner man under Rugetiden en Række af Individer,
ville de, uagtet de alle ere fra samme Localitet og samme Tid,
dog udvise en ikke ubetydelig Forskjel indbyrdes. Hos enkelte
særdeles intens farvede Hanner udbreder den røde Farve sig saa-
godtsom uplettet over næsten hele Underlivet, som blot langs Si-
derne kan dette være forsynet med Pletter; hos andre, og dette er
Regelen, er blot Struben uplettet, og den røde Farve strækker sig
her ikke synderlig nedenfor Brystet.

Hunnerne kunne have den røde Farve ligesaa udbredt, som
mange Hanner, men i Regelen er den det mindre En Hun,
skudt ved Redet (Kistrand i Porsanger 3die Juli 1880) havde en dog
Strubepletten, der imidlertid var intens rød, neppe større, end en Negl.
Nogen Fejltagelse fandt her ikke Sted, da dens Mage var nor-
mal, og dens eget Skrig var ligeledes fuldkommen ligt Hannens.

I de 4 Reder, som jeg havde Anledning til at undersøge i
Porsanger mellem 30te Juni og 3die Juli 1880, var Æggenes
Antal 4, 5, 5, og 6, samtlige nu mere eller mindre rugede. Et af
dem laa saa lavt ved Bredden af en Elv, der netop var 1 sti-
gende, at Redet senere blev ganske oversvømmet. Hos et Rede
vare Æggene overordentlig lyse, og forsynede med blot enkelte
og store Pletter, en Farvevarietet, som ofte træffes hos denne
Art, (men særdeles sjeldent hos A. pratensis). Rederne vare
altid udelukkende byggede af fine Straa, med endel visne Blade
som Underlag.

Sangen, der fuldkommen ligner Sangen hos A. pratensis,
foredrager Hannen, som hos denne Art, under Flugten, eller un-
dertiden siddende paa en Sten eller eller Gjærde. Deres Føde
bestaar alene af Insecter; jeg har fundet dem opføde Ungerne
med Larver af Tipulider. |

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 309

Det sydligste Punkt, hvor A. cervinus hidtil med fuld Sik-
kerhed er fundet rugende i Norge, er paa Tromsgen, hvor den
endnu er ret hyppig.. (64° 40^.

M. Totall. 164mm V, 86mm H, 62mm, Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.

€ — 175 « « 88« « 64 « Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.
€ — 162« « 86« » 60 Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.
« — 168« « 88« « 59 « Porsanger, V. Finm. 27 Juni 1878.
€ — 189« « 85« « 60 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1878.
€ — 165« « 86« « 60 « Porsanger, V. Finm. 5 Juli 1878.
« .— 170« « 85« «. 62« Porsanger, V. Finm. 6 Juli 1878.
© — 168« « 88« « 59 « Porsanger, V. Finm. 7 Juli 1878.
€ — 168« « 99» « 62 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1880.
Fem. — — 160 « « 84« « 58 « Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1878.
— 156« « 81» « 54« Porsanger, V. Finm. 7 Juli 1878.
€ — 160« « 78« « 57 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1880.
« — ]561« « 81« « 57« Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1880.

Ord. Picariae,
Fam. Picidae.
Picus leuconotus, Bechst. 1802.

Herer overalt i Landet til de mindre talrigt optrædende Ar-
ter, der iser langs Vestkysten synes at vere sjelden. Dog er
der i Bergens Stift, ifølge Cand. Stejneger!), fundet mindst 4 In-
divider, de 3 fra Bergens Omegn, det 4de fra Strandebarm.

I Ventrikelen af et under Vinteren (dte Januar 1877) skudt
Individ fandt jeg Berrene af Sorb. aucup., samt Larven af Cossus
ligniperda, (den samme Nering, som hos et Par tidligere under-
segte Individér).

M. Totall. 287mm V. 146mm H. 80mm Lillehammer 5 Jan. 1877.

Picus minor, Lin. 1766.

Farveforskjellen mellem Kjennene er allerede udtrykt, me-
dens Ungerne endnu ligge 1 Redet, i de første fremspirende Fjære
paa Hovedet, som lige fra Begyndelsen af er røde hos Hannerne,
hvidlige hos Hunnerne. Et Rede med halvvoxne Unger, som jeg

1) Nyt Mag. f. Naturv. 25 B. p. 141.
Nyt Magazin f. Naturv. XX VI. III—IV. 21

310 Robert Collett.

undersegte ved Drammen den 25de Juni 1879, mdeholdt 4 Han-
ner og 2 Hunner. Underlivet var stærkt anstreget med redgraat,
samt forsynet med temmelig talrige, men svagttegnede Pletter.

M. Totall. 160mm V. 91mm 62mm V. Aker pr. Chra. 14 April 18817).

Picus minor, var. pipra, Pall. 1811.

I Pallas’ « Zoographia-Rosso Asiatica«, forfattet og trykt alle-
rede 1 1811, men udgivet (1 Petersburg) først i 1831, opstilles en
fra Picus minor forskjellig Art fra Sibirien under Navn af P.
pipra. Den samme Form har endnu engang modtaget et nyt Navn»
idet den af Bonaparte i 1854 benævnedes J'rjchopicus kamtschat-
kensis (Consp. Vol. Zyg. p. 8), under hvilket Navn densenere er
opfert af Malherbe (1861), Cabanis (1863), og Sundevall (1866).

En mere gjennemgaaende Sammenligning mellem denne og
den europæiske JP. minor er ferst nylig foretaget af Dresser (Hist.
B. Eur. pt. 77—79, Apr. 1880), og af Seebohm (Ibis 1880, p.
181) der begge ere af den Mening, at P. pipra bør opretholdes
som Art. «Compared with the South-European form, it is an ex-
cellent speeies. Specimens from Norway and Sweden are some-
what intermediate, being as large as the Siberian form, but in the
colour and markings of the back and underparts scarcely dif-
fering from the South-European forme. (Seebohm 1. e). De-
zland og Gerbe opferer dog Picus pipra (uden videre Begrundelse)

(1867) som Synonym under P. minor, og Dr. Finsch bemærker |

i sin «Reise nach Vest-Sibirien 1876« (Verh. Zool Bot. Ge-
sellsch. Wien, Jahrg. 1379), at de 2 Former ere identiske, uden
dog at gaa nøjere ind paa Sporgsmaalet. Specielt omtales ikke
Halefjerenes Farve hos de af ham erholdte Exemplarer.

De Characterer, hvorved denne nordestlige Form angives at
adskille sig fra den normale P. minor, saaledes som denne op-
træder iScandinavien (var. borealis, Sundev.)?), er vesentlig den
storre Udbredelse af den hvide Farve paa Ryg, Underliv og Ha-

1) Medtaget i denne Afhandling af Hensyn til Udmaalingerne af For-
men P. pipra.

2) » Var. borealis agnoscitur colore albo, praesertim gastraei, pwriore ; pic-
tura dorsi alba pawllo majore, fasciis magis confluentibus; maculis
nigris minoribus. Reetrices basi paullo brevius nigrae. Plerumque paullo
major: ala fere 95mm (Sundevall, Consp. Av. Picin. p. 26).

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—20. 311

lefjær. «The back is not regularly barred, but has merely a few
irregular indications of bars; underparts pure white, with the
faintest possible indications of striations on the sides of the breast;
outer tail feathers much more faintly barred, than in Picus mi-
nor« (Dresser l.c.). Desuden angives P. pipra at være gjen-
nemsnitlig noget sterre, end den normale P. minor.

Hvad Størrelsen angaar, har allerede Seebohm, som ovenfor
nævnt, paavist, at der ingen Forskjel er mellem Individer fra
Norge og de sibiriske.

Da jeg i afvigte Sommer (1880) i Alten i Finmarken traf en
Familie af, hvad jeg maa anse for den fuldkommen typiske P. pipra,
og skjed den gamle Han og 2 fuldvoxne Ungfugle 1 «Rededrag-
ten«!), har jeg kunnet anstille en nøjere Sammenligning mellem
de 2 Former, og finder Forskjellen mellem dem saa uvæsentlig, at
jeg blot kan opfatte P. pipra som en Climatrace af P. minor,
der utvivlsomt vil vise sig at være forbunden med Hovedformen
ved alle Overgange.

Den omtalte Familie af P. pipra blev truffen i Eibydalen i
Alten den 21de Juli 1880 (69° 50^, saaledes i det yderste Ve-
sten, hvor denne Form idethele kan forekomme; tidligere var den
ikke truffet længere mod Vest, end ved Archangel og Petschora,
hvor Seebohm erholdt den i 1875 (Ibis 1880, p. 181).

Men Finmarken beboes ikke udelukkende af denne Race.
Til mine Undersegelser har jeg erholdt nedsendt fra Tromso Mu-
seum 2 Individer, skudte 1 Maalselvedalen ner denne By (69°
10^) 1 1879 og 1880; disse afvige i ingen Henseende fra de syd-
lige Individer. I Juli 1877 traf jegi Porsanger 1 Vestfinmarken
en Familie, hvoraf dog blot en halvvoxen Unge (9) præparere-
des; denne, der opbevares i Univ. Mus., har allerede Halefjærene
saa langt fremskudte, atden kan sees at tilhere Hovedformen. Ende-
lig ejer Univ. Mus. et Han-Ind., skudt af Lieutn. Sandeberg mellem
Kitza og Maselskaja (paa Kolahalvøen) den 30te Juni 1877 (68°
30’). Ozsaa dette stemmer fuldkommen overens med Individer
fra Omegnen af Christiania.

Idet jeg altsaa benævner Individerne fra Alten P. pipra,
skal jeg neermere paapege Resultaterne af Sammenligningen mel-

1) Disse ere alle opstillede paa Univ. Mus.

312 Robert Collett.

lem dem og Hovedformen, af hvilken sidste jeg har kunnet un-
dersøge over et Dusin Individer fra Landets sydlige Dele (især
fra Christiania Omegn), foruden de 2 Individer fra Maalselveda-
len ved Tromsø, Ungen fra Porsanger, og Han-Individet fra Kola.

Medens yderste (1ste) Halefjer!) hos den typiske P. mi-
nor har 3, sjelden blot 2'/2 Tverbaand, 2den Halefjær 1",
sjelden 2 Tverbaand, og 3die 1 saadant, der tildels er uty-
deligt, har den gamle Han af P. pipra fra Alten paa lste
Halefjær blot 1 smalt Baand ner Spidsen (paa hejre Side
findes en liden Plet i Indrefanens Rand som Antydning til
et andet Baand) 2den og 3die Halefjær ere her ganske uden
Baand.

Ungfuglene i «Rededragten« af P. pipra have paa lste
Halefjær, foruden det ene Baand ner Spidsen, tillige et sva-
gere, ikke sammenhængende 2det Tverbaand; fremdeles har
2den Halefjer Antydning til et Baand i Spidsen.

P. pipra synes saaledes i sin udpregede Form at have 1
eller 2 Tverbaand paa 1ste Halefjær (Seebohm angiver An-
tallet til 2); 2den og 3die Halefjær ere enten uden Baand,
eller have Antydning til 1 saadant paa 2den Halefjer.

Individet fra Kola, (der blot har venstre Side af Halen
complet) har 21/2 Tverbaand paa 1ste Halefjær, 1!/» paa 2den,

og 1 utydeligt Tverbaand paa 3die m D altsaa idethele,
som mange sydlige Individer.

I»Diagnoserne for P. pipra er Suis (paa et enkelt
Sted) anført, at ogsaa det 4de Par Halefjer har hvid Spidse,
medens hos P. minor begge de mellemste Fjærpar ere helt
sorte. Intet af Exemplarerne af P. pipra fra Alten have
denne hvide Spidse, hvorimod det findes hos et af Individerne
af P. minor fra Tromsø. Denne Character har saaledes ingen
Betydning.

Ryggen er hos P. pipra uden distincte Tverbaand; dog
er den ikke helt hvid, men Fjærenes underliggende sorte
Partier skinne tildels igjennem. Enkelte Individer fra Om-
egnen af Christiania have dog neppe tydeligere Tverbaand.

Underlivet har hos P. pipra blot enkelte sorte Længde-
striber ved Siderne af Brystet, men er forresten uplettet hvidt ;

1) Egentlig den 2den Den 1ste rudimentære er her overalt ladt ude af Be-
tragtning.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 313

enkelte Individer fra Christiania Omegn have dog ligesaa faa
Striber. Hos de to Unger 1 Rededragten af P. pipra ere
Pletternes Antal imidlertid end yderligere indskrænket; en
Unge i det tilsvarende Stadium fra Christiania Omegn er der-
imod temmelig jevnt plettet over en stor Del af Underlivet,
men Pletterne ere lyse og smaa.

Vingernes hvide Tverpletter ere hos P. pipra brede;
pag de inderste Armfjer er Bredden af hver Plet saaledes
, medens den hos de fleste Individer fra de sydlige Dele
blot er 3—4mm, og kun undtagelsesvis kan et eller andet
Baand have den samme Bredde, som hos P. pipra. En Over-
gang er tilstede hos Individet fra Kola. Paa Haandfjærene
ere fremdeles hos den gamle Han af P. pipra Pletterne paa
Indrefanen sammenlebende ı Randen, saaledes at der dannes
et aflangt hvidt Felt, hvis belgende Rande dog antyde deres
Oprindelse fra Pletter; ogsaa paa Ydrefanen ere de delvis
sammenlebende. Hos alle Exemplarer af den typiske P. mi-
nor ere Pletterne adskilte paa Indrefanen, og blot 1 af Indi-
viderne fra Tromse har et Par af Ydrefanens Pletter sam-
menflydende.

Sandsynligvis er dog heller ikke denne Character con-
stant for P. pipra, idet den unge Hun har Pletterne paa begge
Faner fuldstændig adskilte, og hos den unge Han er Sammen-
flydningen ufuldstendig.

I sin mest udprægede Form er imidlertid P. pipra, især
ved sin mere ensfarvet hvide Hale, en ganske ejendommelig Race,
og tilsyneladende ikke ubetydeligt forskjellig fra den mellemeu-
ropæiske Stamme af P.minor. Men den scandinaviske Form af P.
minor staar den allerede saa betydeligt ner, at der neppe paa den
ringe Forskjeli Antallet af Halens Tverbaand kan begrundes
nogen Artsdistinction, ligesom det er sandsynligt, at ogsaa
denne Forskjel ved et sterre Materiale vil blive udjevnet.

Ungfuglene i Rededragten ere, ligesom hos Hovedarten,
forskjellig fra de Gamle i folgende Punkter. Nakkens sorte
Partier ere ikke dybsorte, som hos disse, men graasorte.
Hannens rede Hette er mindre intens farvet, og Hunnens
merkegraa har kun ubetydelig hvid Indblanding. Hele Un-
derlivet er hvidagtigt, næsten uden Pletter; samme Farve
har Undergumpen med dens Dækfjær.

M. Totall. 158mm V, 95mm H, 58mm Alten, V. Finm. 2i Juli 1880.

mm

314 Robert Collett.

Gecinus viridis, (Lin.) 1766.

Et Individ blev i Juni 1879 skudt i Tysfjord, Lofoten,
og indsendt til Tromse Mus., hvor jeg i 1880 havde Lejlighed
til at undersege det. “Den var ny for den arctiske Fauna.

Denne Arts Hovednering hos os synes til enhver Aars-
tid at vere Myrer. Om Vinteren ere disse næsten udeluk-
kende deres Nering; men ogsaa om Sommeren, hvor der ha-
ves Adgang til anden Fede, fortæres store Masser af disse
Dyr. Saaledes havde et Par Ind., som jeg skjed i Faaberg
ovenfor Lillehammer den 23de Aug. 1880, begge Ventriklerne
fyldte med Formica fusca og Myrmica caespitum.

M, Totall. 360mm V. 168mm H. 101mm Faaberg, Gudbr.dal 23 Aug. 1880.

Gecinus canus, (Gmel.) 1788.

Fem. Totall. 317mm V. 147mm H. 102mm Grue, Odalen 17 Aug. 1878.

Fam. lyngidae.
Lynx torquilla, Lin. 1766.

En us&dvanlig Redeplads var valgt af et Par (Dram-
men den 16de Juni 1879), der havde lagt sine 7 Agi en
Sandbakke midt blandt en rugende Coloni af Cofile riparia, 1
en af dennes Gange. Ofte har jeg observeret, at den bemæg-
tiger sig Redehuller, tilherende Parus-Arter, selv om disse
allerede indeholde Æg; de sidste udbæres tilligemed Redet, og
nedlegges hele paa Marken i Nerheden, hvorefter den læg-
ger sine Æg paa det saaledes blottede Underlag. Da den alt-
saa ogsaa udever samme Vold mod flere Fuglearter, og dens
Nering hovedsagelig blot bestaar af Myrer, horer den ikke
til de Arter, der ubetinget ber fredes.

De fuldvoxne Unger have et Skrig, der ligner en Gres-
hoppes; Moderens Angstskrig hos disse Unger er idethele, som
om Vaaren, men bestaar blot af enkeite og langsomme Pib,
istedetfor den velbekjendte Række (10—20) i Vaarmaanederne.
I UngernesVentrikel blot Formica rufa. (Drammen 15deJ uli 1878).

Fem. Totall. 195mm V, 90mm H. 67mm V. Aker pr. Chra. 2 Mai 1878.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 315 .-
Fam. Cuculidae.
Cuculus canorus, Lin. 1766.

Hos de 3 Individer, som jeg 1 de sidst forlebne Aar har
kunnet undersege, har Ventrikelen aldrig indeholdt de stærkt-
haarede Larver, der idethele neppe kan ansees som dens nor-
male Fede. Ventrikelens Indhold har været :

Et Ind. (Eker ovenfor Drammen 20de Mai 1879) et halvt
Dusin Larver af Doritis apollo; Ventrikelens indre Vægge
vare hos dette Individ haarede.

Et Ind. (V. Aker ved Chra. 23de Mai 1880) 2 nøgne Lar-
ver af en Noctue (Agrotis, sp.) samt en anden Noctue-Larve,
4 Expl. af Elater aeneus, 2 af Harpalus niger, samt Dele af Ca-
rabus nemoralis og en Amara. Ventrikelens Vægge. vare her
glatte.

Et Ind. (Gudvangen i Sogn 8de Aug. 1877) 6 hele (glatte)
Larver af en Noctue. |

Dette sidste Ind., en gammel Hun, havde en saa over-
dreven Fedme, at Fedtet, der omhyllede Kroppen med et flere
Millim. tykt Lag, trængte som Olie ud gjennem hver Aab-
ning i Huden. Æpggene yderst smaa; hele Bugen var nøgen.

M. Total. 377mm V, 230mm H. 190mm Eker 20 Mai 1879.
— — 865« » 995« » 188« V, Aker pr. Chra. 23 Mai 1880.
Fem. — 860» » 216» » 184 « Gudvangen, Sogn 8 Aug. 1877.

Fam. Cypselidae.
Cypselus apus, (Lin.) 1766.

Fem. Totall. 185mm V. 161mm H. 75mm V. Aker pr. Chra. 18 Juni 1877.

Fam. Caprimulgidae.
Caprimulgus europaeus, Lin. 1766.

Et Ind., skudt i Bærum ved Christiania 20de Aug. 1877,
afgiver et godt Exempel paa, hvilken overordentlig Graadighed
denne Art kan udvise, og til hvilken Grad Ventrikelen kan
udspeendes under deres natlige Maaltider.

316 Robert Collett.

Ventrikelen indeholdt nemlig af fuldt gjenkjendelige Lev-
ninger folgende: 45 diverse Noctuer, 19 Indiv. af Aphodius
fossor (og en anden mindre Art), 1 Serica brunnea, 34 diverse
Tineider og Geometrer, 3 Tipulider, 3 Phryganeer, samt en
Del grovt Grus.

Hos et andet Ind., skudt omtrent samtidigt (V. Aker pr.
Chra. 9de Sept.), fandtes ligeledes Masser af Insectlevninger,
men mere fordejede. Gjenkjendelige vare Dele af. Geotrupes:
stercorarws.

M. Totall. 290mm V, 195mm H. 140mm Kaholmen, Drebak 30 Mai 1880.

Fam. Upupidae.
Upupa epops, Lin. 1766.

I Lebet af de sidste 4 Aar foreligger alene en enkelt Ob-
servation fra Norge vedrerende denne Art. Maaske har den
idetheletaget været sparsommere, end i de foregaaende Aar.
I Midten af Sept. 1873 blev et Expl. skudt i Nerheden af
Hamar (Mjesen), men gik tilgrunde, uden at blive opbevaret.
(Meddelt af Seminariebestyrer Ruud).

Ord. Columbae.

Fam. Columbidae.
Turtur vulgaris, Selby 1835.

Ligesom tidligere er denne Art ogsaa i de senere Aar
skudt paa forskjellige Steder i Landet, uden at det endnu kan
paavises, at den har ruget hos os. Alle disse nye Individer
ere, ligesom Pluraliteten af de tidligere, skudte om Høsten,
og have (paa 1 Undtagelse ner) veret Ungfugle; et af disse
havde forvildet sig helt op 1 Finmarken (71°).

I 1877 blev et Ind. skudt ved Horr paa Jæderen 22de
Sept, og indsendt til Stavanger Museum. I 1878 blev
et Ind. skudt ved Fantoft ner Bergen den 4de August,
og indsendt til Bergens Museum; dette Indiv. var en gam-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 317

mel Hun. I Sept. 1879 blev endnu et Ind. skudt ved Bjerke-
land i Omegnen af Bergen af Gross. Friele. I 1880 blev en-
delig et Expl. skudt i Alten-Talvig i Finmarken den 6te
October, og indsendtes til Tromsø Museum, men i en saa
medtagen Tilstand, at det ikke kunde opstilles.

Ord. Gallinae.

Fam. Phasianidae.
Perdix cinerea, Lath. 1190.

Intet af de senest forlebne Aar har veret serdeles gun-
stige for deres Udvikling, og de have idethele i dette Tids-
rum kun forekommet i ganske ringe Antal. De Steder, hvor
de angives at have optraadt mindst sparsomt, ere Egneneom
Porsgrund og Skien, samt (i 1878) Trakten omkring Hamar.

Enkelte levende Fugle samt et større Antal Æg ere ind-
ferte fra England, og udsatte i Omegnen af Stavanger, men,
som det synes, uden serdeles gunstige Resultater!).

!) Caccabis rufa, (Gmel.) 1788. I Mai 1877 udsattes gjennem Stavanger
Jagtklub 9, fra England indferte Ind. ved Gaarden Østraadt ved Sta-
vanger, hvilke antoges at have ruget her samme Aar. I Mai 1879 ind-
fertes atter 16 St. sanimesteds, men uden at noget af disse Forseg, som
det synes, har havt heldig Fremgang.

Ved Frederikshald bleve Vaaren 1878 et Kuld Unger udklekkede af
Æg, indferte fra England; i Oct. bleve disse, 5 i Antal, udsatte i Om-
egnen. Disse bleve sidste Gang seede i Jan. 1879. Vaaren 1879 bleve
atter et Kuld Unger udklekkede af indforte Æg; om Hosten bleve disse
(8) udsatte, hvoraf 4 St. saaes at have overlevet Vinteren. Maaske ere
disse eller deres Efterkommere endnu ilive.

Phasianus colchicus, Lin. 1766. Er flere Gange forsegt indfert til
Omegnen af Christiania, Frederikshald og Stavanger, uden at de endnu
have vundet fast Fod paa noget af Stederne.

Ved Christiania udsattes 1875 eller 1876 flere Par paa en Ejendom
i Berum, hvorfra de i Lobet af et Par Aar spredte sig over Naboejen-
dommene, foregede sig paa fri Mark, ernærede sig af Nyper eller lig-
nende, og udholdt tilsyneladende godt Vinteren uden at komme i Hus.
Rovfugle og omstreifende Katte, tildels ogsaa Krybskytter (jeg saa et
nyskudt Ind. paa Vildttorvet i Christiania 15de Nov. 1877) indskræn-
kede hurtig deres Antal, og de ere nu forsvundne.

Ved Stavanger bleve Vaaren 1877 et Par Indiv. slupne paa en ©

318 Robert Collett.

Coturnix communis, Bonnat. 1791.

Denne Arts Udbredelse synes at vere 1 Tiltagende, og
den har i Lobet af de Par sidste Decennier trængt frem til
flere af de sendenfjeldske Dalferer, hvor de tidligere vare
ukjendte, en naturlig Felge af Landets tiltagende Opdyrk-
ning. Dog synes den ikke regulert at forekomme ovenfor
Throndhjemsfjorden (64°); et forvildet Ind. blev, ifolge Med-
delelse af Conserv. Schneider, fanget paa Ringvatse ovenfor
Tromse 13de Oct. 1880, og er opstillet i Tromse Museum (70°).

Langs Vestkysten ere de 1 de sidste Aar jevnligt obser-
verede om Sommeren, f. Ex. omkring Stavanger.

Hos os begynder den neppe at ruge, fer i Juli Et i
Valders i 1875 fundet Rede indeholdt, :felge Dr. Printz, 12
friske Æg den 25de Juli saaledes at det første Æg var lagt
den 13de s. M. Sommeren 1878 observeredes ved Frederiks-
stad et Kuld endnu ikke fuldvoxne Unger i de ferste Dage
af September. Endnu senere var lagt et Kuld med 9 Æg, der af
Hr. G. Brandt fandtes i en Havreager 1 Surendalen (ovenfor
Christianssund) den 4de September 1870.

Fam. Tetraonidae.
Tetrao wrogallus, Lin. 1766.

Af sterile Hunner har jeg i hvert af de sidste Aar kun-
net undersege flere Stykker, og de findes hver Vinter i mer
eller mindre udpreget Dragt hos Vildthandlerne 1 Christiania.
2 af de af Univ. Mus. i disse Aar erhvervede Individer have
næsten fuldstændig antaget den Dragt, hvori den kommerHannen
allernærmest, og som jeg tidligere (Mindre Medd. 1873—76)
har nærmere omtalt; alene paa Forhalsen sees Spor af red-
brun Indblanding, medens Underlivet er nesten helt hvidt,

(Selyst) i Byens Nærhed, hvor de saaes om Sommeren med Unger; Aa-
ret efter saaes endog 2 Kuld. Efterat disse tilsyneladende ere forsvundne,
er en ny Indforsel iverksat Vaaren 1881.

Ved Frederikshald bleve et Par Ind. udsatte Høsten 1878, men sy-
nes ikke at have overlevet Vinteren. I 1879 bleve et nyt Antal udsatte,
der senere ere seede, og hvoraf enkelte maaske endnu ere i Live.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 319

Halen sort med hvide Punkter og Vatringer, Ryggen brun:
sort, og Hovedet med Nakken merkt blaagraa. Nebbet er
dog aldrig helt hvidagtigt, men har blot langs Randene denne
Farve.

En nesten ensfarvet bleggraa Varietet blev fanget i
Snaasen ovenfor Throndhjemsfjorden i Marts 1877, og er op-
stillet paa Mus.i Throndhjem.

En anden Varietet, fanget i Trysil 1 Osterdalen i Oct.
1880, har alle Oversidens redbrune Tverbaand næsten hvide,
og Undersidens blegt redgraa; den sidstnevnte Farve har
ogsaa den store Brystplet. Dette Individ, der er opstillet
paa Univ. Mus., er en af de smukkest farvede af alle de
mange Varieteter, som Museet ejer.

Vaaren 1880, der idethele var tidlig og mild, fandtes ved
Kornse ovenfor Frederikshald et Rede allerede den 26de Marts,
der indeholdt 10 Æg. Den normale Æglægningstidi det syd:
lige Norge er 1 den 1ste eller 2den Uge af Mai.

Fem. ster. Totall. 640mm ,V. 308mm H. 201mm Asker pr. Chra. 1 Nov. 1877.
« ster. — 645 « « 295 « » 186 « 2 primo Dec. 1877.
» — 653 « « 997« « 183» Hadeland 10 Nov. 1878.
« ster. — 622 « « 290« « 184 « Trysil Jan. 1879.
« var. — 645 « « 308 « « 199 « Trysil Oct. 1880,
€ ster. — 650« « 311 « « 188 « Thorpen i Land Nov. 1880.

Tetrao tetrix, Lin. 1766.

Et Ind. hvor alle Legemets Fjare havde hvide Kanter,
fangedes oventor Christiansand i Beg. af Dec. 1880. Af denne
begyndende Albinisme, hvor ikke enkelte Partier eller hele Le-
gemet er hvidt eller hvidagtigt, men hvor blot hver Fjer er
mere eller mindre hvid, har jeg undersegt eller seet omtalt
mindst et Dusin Individer, der alle er frembragte 1 de syd-
lige Kystegne, medens intet stammer fra de indre Dele af
Landet.

Af sterile Hunner har der ligeledes i de seneste Aar jevnlig
foreligget Individer, med de (ligesom hos foreg. Art) indbyr-
des betydeligt varierende Dragter. Oventil ere disse Indivi-
der i Regelen farvede omtrent som Hannen i det ferste Aar;

320 Robert Collett.

Underlivet er mere eller mindre ensfarvet sort, de yderste
Halefjære udbgjede.

En ensfarvet lysgraa Albino har Univ. Mus. modtaget
fra Grimstad (saaledes ogsaa fra Kystdistricterne), fanget
13de Oct. 1879.

Tetrao urogallo-tetrix, Sundev. 1869.
3 (Tetrao urogalloides, Nilss. 1828).

I de seneste Aar synes denne Bastardform at have op-
traadt særdeles talrigt, og Individer have været fundne el-
ler omtalte paa mangfoldige Steder i Landet. Til Univ.
Mus. er indløbet langt flere Indiv., end det har kunnet be-
nytte, især fra Landets indre Dele (Romerike, Asker, Kongs-
vinger, Valders, Østerdalen etc.), og jeg har hver Vinter seet
flere Individer hos Vildthandlerne i Christiania. Ligeledes
have de viste sig i Kystegnene, og Adj. Bahr angiver dem
som endog talrige Vinteren 1879—80 i Ryfylke indenfor Sta-
vanger. Det nordligste Sted, hvor denne Form er funden (og
idethele kan forekomme), er i Dalførerne indenfor Tromsø,
hvor T. tetrix har sin Nordgrændse. Allerede tidligere har
et Ind. her været fundet i Balsfjorden, og et nyt fra samme
Localitet, skudt i Jan. 1879, er n: opstillet paa Tromsø Mu-
sæum. I Saltdalen indenfor Bodø ere de gjentagne Gange
fundne i de fleste Aar (meddelt af Forstcand. Hagemann).

Undertiden ere flere Ind. skudte samtidigt i den samme
Trakt, og have øjensynlig tilhørt ét Kuld. I Slutn. af Mai

bleve saaledes 3 Ind. skadte i desamme Dage i en enkelt

Skov (Thorsømarken) ovenfor Frederiksstad. Af egen Un-
dersøgelse eller andres Beretninger kjender jeg for Tiden
langt over 50 i Norge skudte Individer.

Næsten alle de ved Univ. Mus. undersøgte Indiv. have
været fuldt udviklede, i normal Vinterdragt, og blot et Par
have været Ungfugle. Det ene af disse, som jeg fandt hos
en Vildthandler Høsten 1878, var skudt i Odalen 1ste Sept.,
og havde endnu i Behold det meste af Ungfuglens brune Ho-
ved, ligesom de fleste af Armfjærene vare fint brunspraglede.
levrigt var den sorte Dragt udviklet. Omtrent samme Dragt
havde et Ind., skudt i Slutningen af Sept. 1870, som jeg er-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 321

holdt til Undersegelse af afdede Stipendiat Boeck. Kun var
her den redbrune Ungfugledragt endnu noget mere i Behold.
Et endnu yngre Individ opbevares i T.hjems Mus., skudt i
Asker ved Chra. 9de Aug. 1842. Hovedet er brunt, lgesom
Kroppen, Underlivet vesentlig allerede blaasort, men Bryst-
fjærene danne et ensfarvet redbrunt Felt, ligesom hos T.
urogallus, fem.

Blandt de af Univ. Mus. i disse Aar erhvervede Indivi-
der have 3 veret Hunner. Tidligere fandtes opbevaret alene
et enkelt Individ af dette Kjon, skudt i 1844, og i intet an-
det indenlandsk Museum findes Hunnen for Tiden.

Alle disse Hunner vare fangede i de sydestlige Skovtrakter,
det ferste i Trysil (Osterdalen) i Slutn. af Dec. 1879, det
andet i Eidskogen indenfor Kongsvinger bte Oct. 1880, det
tredie i Skedsmo ovenfor Christiania i Dec. 1880. Dette
sidste Individ udviste den Ejendommelighed, at det, skjent
fanget 1 Slutningen af Aaret, ikke havde undergaaet den
almindelige Høstfælding, men var endnu i Besiddelse af sin
Dragt fra forrige Aar. Alle Conturfjære vare derfor over-
ordentlig stærkt slidte, enkelte (saasom paa Overgumpen) i
den Grad, at der nesten blot var Spolen tilbage.

Fra Hunnen af Tetrao tetriz, som Rakkelhonen overgaar
forholdsvis lidet i Sterrelse (skjent altid kjendeligt), kan den
dog strax adskilles ved sin nesten ret afskaarne Hale, hvor dog
de yderste Fjære ere noget forkortede (dog ikke, som hos T.uro-
gallus), men hvor tillige de mellemste ere ubetydeligt kortere,
end de tilgrændsende (næsten som hos T. tetrix); desuden ved Far-
ven af Armfjærene. Disse have nemlig her, ligesom hos Hunnen af
T. urogallus, intet hvidt Parti ved Roden, medens FT. tetrix
har et bredt indre Armspejl. Hos det sidste af de 3 nye In-
divider havde dog en enkelt af disse Fjære (den 2den) et
hvidt Parti fra Roden ud mod Midten.

Kroen og Ventrikelen af disse 3 Hun-Individer indeholdt
følgende: Hos de 2, der begge vare fangede i December, fand-
tes alene Naale og umodne Bær af Juniperus; hos det tredie,
der var fra October, Blade af forskjellige Salices, af Vaccin. uli-
ginosum og Myrtillus nigra, samt Toppe af Calluna.

M. Totall. 705mm "V. 310mm H. 198mm Asker pr. Chra. 11 Dec. 1877.
< — 690 « « 310« « 200 « Odalen 1 Sept. 1878.
« -- 708 « € 310 © « 210 « Lillesand 12 Mai 1879.

322 Robert Collett.

M. Totall. 730mm V, 332mm H. 215mm Valders 6 Dec. 1879.

« — 710« » 818« » 223 « Asker pr. Chra. 20 Oct. 1880.

« — 720« « 815 « « 215 « Kongsvinger 30 Nov. 1880.
Fem. — 504« « 950« « 127 « Trysil Dec. 1879.

» — 5l0« « 255 « « 180« Eidskogen 5 Oct. 1880.

« — 530» » 252» » 143 » Skedsmo Dec. 1880.

Lagopus albus, (Gmel.) 1788.

Æglægningstiden indtræffer 1 Landets nordligste Dele
(Tromse, Finmarken) neesten ligesaa tidligt, som i de sydlige
Egne, skjent adskilte ved et Mellemrum af 10—11 Bredde-
grader. Paa Tromseen, hvor denne Art er halv Husfugl, saa-
ledes at den ofte udruger sine Unger inde i Landstedernes
Haver, og vænnes til at lade sig betragte næsten som rugende
Høns, ere de fleste Æg lagte i Midten af Juni, enkelte Kuld
lidt tidligere eller senere, og Ungerne ere gjennemsnitlig lige-
saa udviklede ved Jagttidens Begyndelse den 15de August,
som paa de sydlige Hojfjelde.

Hos de i Finmarken Sommeren 1880 undersøgte nyklæk-
kede Unger fandtes blot Insecter, saasom Diptera, Larver af
Bombus, ete. Hos Unger af Vagtelsterrelse fandtes tillige
Plantedele, saasom Ber af Empetrum nigrum (modne eller
umodne).

Adskillige Individer udvise Spor af hvidt paa Halefjærenes
Rod, iser i Vinterdragten. En Hun, skudt i Laxefjord i
Ost-Finmarken 12te Juli 1880, havde især en betydelig Udbre-
delse af denne Farve, saaledes at denne paa de yderste 2
Fjære optog 1, paa 3die og 4de omtrent 4, paa dte og Gte
omtr. +, paa 7de endog 3 af hele Fjærens Længde; hertil
kommer Fjærenes hvide Spidse, saaledes at det Fjærpar, der
ligger umiddelhart under det mellemste (i Sommerdragten
brune), her maa kaldes hvidt, med en liden sort Plet henimod
Spidsen. Dette Ind, der blev skudt, idet den leb af sit Rede,
(hvori 7 rugede Æg), er iøvrigt i ublandet Sommerdragt, og
er nu opstillet paa Univ. Mus. I denne Periode, medens
Hunnen ruger, eller Forældrene følge de spæde Kyllinger,
faa de gjensiddende hvide Fjære paa Underlivet af Myrvan-
. det som oftest en mer eller mindre brunliggul Farve.

En Observation af Forstmester Barth udviser, i hvilken
Grad Antallet af de gamle Individer decimeres 1 Løbet af

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 323

Sommeren. Af 179 Individer af Lugopus albus, som bleve
skudte af ham Hosten 1880 i Fjeldene 1 Gudbrandsdalen, vare
blot 6 gamle Hunner, og et noget større Antal gamle Han-
ner; blandt 35 L. mutus fandtes af gamle Hanner blot 1.
Sandsynligvis vare Hunnerne blevne dræbte om Sommeren i
den Tid, hvori de forsvare Ungerne, af de talrige Rovfugle
og Rovdyr, som optraadte samme Aar (samtidigt med, at M.
lemmus vandrede). —

Et Ind. med Høstdragten endnu delvis i Behold, skjønt
fanget i Midten af Marts (Hols Prgd. i Hallingdal), indsend-
tes til Univ. Mus. i 1876. Hos dette er Hovedet, Brystet og
hele Legemets Overside med de lange øvre Haledækfjær i
Høstdragt, medens Underlivet er normalt hvidt. At der her
ikke er anlagt en egen Varietet af Vinterdragten, der kunde
antyde en Tilnærmelse til Z. scoticus, fremgaar deraf, at samt-
lige disse brunspraglede Fjære ere stærkt slidte, og Vingerne
ere desuden normalt hvide. Dette var en Han, med normalt
udviklede Generations-Organer.

Et andet mærkeligt Individ, der frembyder en ufuld-
stændig (temporær ?) Melanisme, var fanget ved Røros 1 De-
cember 1877, og er nu opstillet paa Univ. Mus. Hos dette
er hele Hovedet, alle Halefjær, samt den største Del af
Legemets Underside brunsort, de fleste Fjær med brede hvide
Kanter; Vingerne ere ligeledes mørkt graabrune og hvid-
puncterede. Dragten var ikke slidt, og saaledes anlagt ved
Høstfældingen: men hvorvidt denne Farvetegning var per-
manent, eller blot temporær, lader sig ikke afgjøre. Det var
en Hun, og sandsynligvis steril, idet Ovariet blot indeholdt
nogle faa, og næsten microscopisk smaa Æg.

Dette Ind. havde stor Lighed med et andet i Univ. Mus.
opbevaret Indiv., en Han, fra Thelemarken (Marts 1873), be-
skrevet i «Remarks Orn. North. Norw.« p. 52; kun var her
den sorte Farve væsentlig udbredt paa Oversiden.

Undertiden foretager denne Art mindre Udvandringer til
Lavlandene. En Flok paa 5 Ind. observeredes saaledes den 8de
Febr. 1878 lige ved Horten; et af disse Individer, der indsendtes
til Univ. Mus., havde en af de indre Vingefjær brune. Vin-
teren 1874—75 viste de sig saavel her ved Horten, som ved

324 Robert Collett.

Tonsberg, tildels flokkevis, saaledes at et helt Tog ved denne
Lejlighed har begivet sig paa Vandring.

Er endnu stationer umiddelbart ved Christiania, idet der
fremdeles aarligt ruge adskillige Par paa de skovklædte Høj-
der ligeoverfor Byen (Frognersæteren, Frøensvolden etc.),
skjønt Højden ikke stiger op over 1800. Hele Vinteren
kunde disse sees parvis eller i smaa Flokke, især paa de
smaa, med Saliceter og Birkekrat bevoxede Myrer, der findes
inde i Granskovene. I detilgrændsende Skovtrakter (Nord-
marken) forekomme de ligeledes paa lignende Localiteter,
skjønt Højderne neppe nogetsteds overstige 2100’ o. Hi).

M. Totall. 405mm V. 200mm H. 112mm Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1878

€ — 409« « 900 « » 113 « Porsanger, V, Finm. 1 Juli 1880.

c — 421 « » 203 « « 132 « Krogskoven pr. Chra. 2 Oct. 1880.
Fem. -- 892« « 175 « » 113 « Røros, Dec. 1877.

c — 894« » 190« « 99« Laxefjord, Ø. Finm. 12 Juli 1880.

» — 408 « « 191 « « 124 « Sollien, 17 Aug. 1880.

Lagopus tetrici-albus, Coll. 1872.
(Tetrao lagopoides, Nilss. 1828).

I Lobet af de sidste 4 Aar ere 3 nye Exemplarer af
Rypeorren erhvervede for Univ. Mus&et, samtlige Hanner ;
et af disse var endnu ikke udvoxet, og havde næsten fuld-
kommen Kyllingdragten i Behold.

Det iste, der var i normal Vinterdragt, fandt jeg blandt
et Knippe Vildt, fanget i Hadelandsalmindingerne 27de Dee.
1879. Dette Ind. var i alle væsentlige Henseender overens-
stemmende med de evrige Han-Individer i Vinterdragt; den

5 Lagopus scoticus, (Lath.) 1790. Et Par levende Indiv. udsattes Høsten
1876 paa Oddergen ved Christianssand, men uden Resultat. Ved Stav-
anger ere oftere Æg indferte, og segte udrugede af Hons; Vaaren 1878
nedlagdes et Kuld Mg i et Rede af Lagopus albus paa Ovre Jæderen, hvor-
af udklekkedes 4 Kyllinger; af disse saaes senere om Høsten 1878 et
Par Individer blandt Rypeflokkene ved Gaarden Aasland paa Jæderen.
I Mai 1879 udsattes atter 16 Ind. (fra England), ligeledes omkring
Stavanger; af disse saaes jevnlig enkelte Individer blandt Ryperne om
Vinteren i Ovre Jæderen.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 325

hvide Farve havde maaske en storre Udstrekning, end hos
de fleste af disse. I Kroen fandtes Blade og Ber af Ozycoc-
cos palustris.

Det 2det Individ var fanget i Oct. 1880 1i Tonset i
Osterdalen, men var allerede udstoppet, da jeg fandt det hos
en Vildthandler og erhvervede det for Museet, ‘saaledes at
Totallengden etc. ikke kan angives. Dette vari Overgangen
fra Ungfugledragten til Vinterdragt, begge Dragter omtrent
lige fremtredende. Paa Hovedet og Ryggen var endnu væ-
sentlig Ungfugledragten tilstede, medens Halen og hele Un-
dersiden med Vingerne vare i Vinterdragt; ogsaa paa de ov-
rige Legemsdele vare flere Vinterfjær fremkomne.

Det 3die Individ, en Ungfugl, som jeg fandt blandt
andet Vildt, fanget i Odalen i Lebet af Høsten 1880, uden
at Tiden nøjagtigt kunde opgives, stod netop i Begreb
med at anlægge sin første Vinterdragt. Individet, der var
en Han, var endnu ikke paa langt nær fuldt udvoxet, og saale-
des yngre, end noget andet hidtil beskrevet Individ af denne
Bastardform. Ungfugledragten var her endnu tilstede næsten
overalt; alene Vingerne med deres øvre og nedre Rækker
Dækfjær tilhørte Vinterdragten, medens den mellemste Rækkes
endnu vare brune. Endvidere var den yderste Halefjær
paa hver Side, (men blot dette ene Par) ny, og ragede et godt
Stykke frem over de øvrige brunspraglede Fjære.

Ungfugledragten, der neppe hidtil har været omtalt af
nogen Forfatter, ligner begge Forældres Ungfugledragt; men
medens den i sin Vinterdragt har idethele laant mere af
Lagopus albus (som ifølge en af mig ved en tidligere Lejlighed
fremsat Theori maa antages at være Faderen), end af Tetrao
tetrix (Moderen), er det omvendte Tilfældet med Ungfugle-
dragten. Naar undtages Ryggens Farve, der var næsten
ganske, som hos Lag. albus i Høstdragt, idet Fjærenes sorte
Partier vare her større, end de brungule Tverbaand, var Le-
gemet iøvrigt, Halsen, Siderne, samt hele Brystpartiet ganske,
som hos Ungfuglen af Tetrao tetriz, med de talrige og jevnt-
brede rødbrune og sorte Tverbaand. Struben var nedenfor
den allerøverste Del (eller Hagen) hvidagtig, saaledes her no-
get ulig begge Forældres.

Føddernes Beklædning var tynd. Paa Tæerne var den
kun naaet ubetydeligt frem foran Roden af inderste Taa-

Nyt Magazin f. Naturv. XX VI. TII—IV. 22

326 Robert Collett.

led, saaledes at omtrent 2 af Tæerne vare nøgne. Kløerne
vare brune, lange, men smale.

I Kroen af dette sidste Individ fandtes Bærrene af Oxycoc-
cos palustris, samt Toppene af en Carez.

Med disse nytilkomne Individer ejer Univ. Mus. den smuk-
keste Samling af denne Bastardform, der for Tiden existerer,
nemlig 10 opstillede Individer (hvoraf 2 ere Hunner), foruden 1
Han-Individ, der er opstillet som Skelet. Af disse Individer er
1 en Ungfugl med de forste Antydninger til Vinterdragt; 1 er
midt 1 Overgangen mellem Ungfugledragten og Vinterdragten; 1
har neesten fuldendt Anlegget af Vinterdragten, og blot Hovedet og
Halsen have endnu Ungfugledragten 1 Behold; de øvrige 7+), hvor-
iblandt de 2 Hunner, ere 1 normal Vinterdragt. Den nøjere Be-
skrivelse af disse Vinter-Individer, samt en Angivelse af denne
Hybridforms formentlige Oprindelse (Lagopus albus & og Tetrao
tetrix, 2) er meddelt i » Remarks Ornith. N. Norw.« p. 238 (1872),
og »Mindre Medd. 1873—76« p. 159 (1877).

M. Totall. 505mm V. 232mm H. 146mm, mellemste Par 124mm Hadeland
27 Dec. 1879.

Lagopus mutus, Mont. 1776—86.

Et Ind., der syntes at frembyde en ufuldstændig Melanisme,
fangedes i Trakten af Røros i Marts 1877. Dette havde hele
Legemets Overside opblandet med brunsorte (ikke fintvatrede
Høst-) Fjær, men var forresten i normal Vinterdragt. Dette In-
divid, som jeg havde Anledning til at undersege i udstoppet Til-
stand, blev ikke erhvervet af Univ. Mus., og er maaske gaaet til-
grunde. Individet havde idethele ganske samme Character, som de
ufuldstændige Melanismer af L. albus, der ovenfor ere omtalte.

M. Totall. 382mm V.190mm H.107mm Laxefjord, Ø. Finm. 9 Juli 1880.

!) Et af de tidligere Vinter-Individer, det ældste Individ fra Østerdalen
1851 (cfr. »Mindre Medd. 1873—76«, p. 162) er senere udgaaet af Sam-
lingen.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. ,„ 327

Ord. Accipitres.

Fam. Falconidae.
Astur palumbarius. (Lin.) 1766.

Høsten 1876, da der fandt en Udvandring af Myodes lem-
mus Sted i Fjeldene i Gudbrandsdalen, optraadte denne Art sær-
deles talrig 1 disse Trakter. I Løbet af 10 Dage i October Maa-
ned indfangedes saaledes paa Dovre af en engelsk Falkefænger
14 levende Individer for senere at afrettes til Jagt.

M. Totall. 540mm V. 312mm H. 230mm V. Aker pr. Chra. 26 Jan. 1877.

« x sboLbie v «999. € « 985 « Urskoug 11 Mai 1877.
« = 552 « « 321 « « 242 « Sigdal 12 Sept. 1879.

Fem. — 621 « | « 355% « 268 « V. Aker pr. Chra. 17 Sept. 1878.
c — 640 « « 395 » « 270 « Aremark 23 Dec. 1880.

Astur nisus, (Lin.) 1766.

. Ved et Rede af denne Art, fundet af Forsteand. Hagemann i
Juni 1880 i Saltdalen (ovenfor Bode), som indeholdt 3 Dunun-
ger, fandtes følgende Forraad af Fede: 1 Ind. af en Arvicola,
1 Phylloscopus trochilus, 1 Unge af en Sylvie, 1 Unge af Parus
borealis, alle hele og urerte; desuden et næsten renset Skelet af
Turdus pilaris, samt diverse andre Ben af Smaafugle. Redet
laa i en Furu i tet Skov, temmelig lavt.

*

M. Totall. 328»m V. 206mm H. 150mm Asker pr. Chra. 22 April 1879.

Fem. — 393 « » 244« « 186 « Q. Aker pr. Chra. 2 April 1877.
« — (390 « » 287» » 1883» V. Aker pr. Chra. 1 Marts 1878.
» — 381» » 234», » 180», V. Aker pr. Chra. 27 April 1879.

Pernis apivorus, (Lin.) 1766.

Saavel 1 1878, som i 1879 (men ikke i 1880) forekom Per-
nis apworus usædvanligt talrigt i Landets sydlige Dele, og Univ.
Mus. har 1 Hostmaanederne modtaget tilsendt et langt sterre An-
tal Individer, Unger og Udvoxede, end det har kunnet benytte.

Enkelte af disse have veret saa fede, at Indvoldene have veret
29%

328 Robert Collett.

indhyllede ı et Lag Talg. Hos intet af dem har dog Ventrike-
len indeholdt andet, end Hvepse og deres Larver, samt enkeltvis
andre Insectlarver.

M. Totall. 556mm V. 392mm H. 245mm V. Aker pr. Chra. 14 Sept. 1877.

« -— 580 « 398 « « 264« V. Aker pr. Chra. 2 Juni 1878.

» — 580 « 385 « « 251 « ©. Aker pr. Chra. 20 Aug. 1878.

« — 583 « 390 « « 248 « Bærum pr. Chra. 22 Aug. 1879.
Fem. — 626 » » 415 » » 268» Kongsvinger 27 Aug. 1878,

» — 623» » 420« » 275 » V. Aker pr. Chra. 26 Aug. 1879.

Archibuteo lagopus, (Lin.) 1766.

Hverken i 1878, eller i 1880 var denne Art synderlig talrig
i Finmarken; nogen sterre Vandring af Myodes har heller ikke
her fundet Sted.

Et Rede, som undersegtes af Fiskeri-Insp. Landmark den 12te
Juli 1880 i Laxefjord (0. Finmarken), laa paa en fremspringende
Fjeldvæg; det var temmelig fladt, bygget af Kviste, og indvendig
temmelig rigeligt belagt med tert Gres. Det indeholdt 3 temme-
lig store Unger, klædte i en hvidagtig Dundragt med fremspirende
Fjære. I Ungernes Ventrikel fandt jeg Dele af en Arvicola ru-
focanus, samt Rypekyllinger.

Idethele er den Skade, som denne anretter paa Ryperne,
ikke ubetydelig, og Forstmester Barth, der har undersegt et stort
Antal Reder af denne Art i Fjeldene i Gudbrandsdalen, har al-
tid i dem fundet Ben eller Levninger af Ryper. I Saltdalen har —
Forsteand. Hagemann gjort samme Observation. Et Rede, som
fandtes af den sidstnævnte i et Fjeld i Saltdalen i 1880, inde-
holdt 4 Dununger 27de Juni; efterat Hunnen var bortskudt, op-
fødtes Ungerne af Hannen alene. I dens Ventrikel fandtes, for-
uden Levninger af Ryper, tillige Myodes lemmus; hos et andet
Ind. en halvt fortæret Foetorius erminea.

M. Totall. 528mm V. 418mm H. 216mm Bærum pr. Chra. 1 Mai 1877.

« — 530« « 410« « 203 « Laxefjord, ©. Finm. 12 Juli 1880.
Fem. — 568 « « 442 « « 230 « Porsanger, V. Finm. 27 Juli 1880.

Aquila chrysaétos, (Lin.) 1766.

Et Hun-Ind. (skudt 20de Jan. 1877), som Univ. Mus. modtog
fra Stavanger, hvor denne Art jevnlig fældedes denne Vinter,

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 329

havde i Ventrikelen de fleste af Benene af en Corvus corax,
idet baade Furcula og flere af Vingebenene fandtes hele og
. uskadte, blandede med enkelte Fjære; desuden et omtr. 150™™
langt Benstykke af et Pattedyr, maaske af en Rev.

M. Totall. 850mm V. 620mm H. 370mm Røros 15 Marts 1877.
2 — 850 » » 610» » 390» Lillehammer 16 Nov. 1878.
Fem. — 940 « « 690 « « 370 « Stavanger 20 Jan. 1877.

Haliaétos albicilla, (Lin.) 1766.

Denne Art herer til de tidligst rugende af alle vore Fugle,
og har 1 Regelen lagt sine Æg allerede i de sidste Dage af
Marts. I 1879 fandtes saaledes i Omegnen af Frederikstad et
Rede, hvori 2 stærkt rugede Æg den 2den April.

M. Totall. 895mm V. 640mm H. 330mm Listerland 3 Nov. 1877.
Fem. — 980« « 669 « « 306 « Onse pr. Fr.stad 30 Mai 1878.
» — 945» » 660» « 305 » Kragerø 4de Juni 1879.

Falco gyrfaleo, Lin. 1766.

Sommeren 1876, da Myodes lemmus var paa Vandring saa-
vel i Finmarken, som paa de sydlige Hejfjelde, var denne Art
saavelsom andre Rovfugle temmelig talrig, og 1 Lebet af en Uges
Tid i October d. A. bleve 11 Individer indfangede paa Dovre af
Falkejegeren Capt. Dugmore. Sommeren 1880 var den ligeledes
talrig paa de sydlige Hajfjelde, og et ikke ubetydeligt Antal
bleve skudte under Rypejagterne om Høsten; ogsaa dette Aar
havde Myodes foreget sig over det normale Antal.

M. Totall. 546mm V. 365mm H. 195mm Romerike pr. Chra. 2 Jan. 1877.

« — 520 « « 355 « « 190 « Thelemarken 24 Marts 1879.
Fem. — 575 « « 405 « « 216 « Østerdalen Jan. 1880.
€ = 594 « « 395 « « 231 « Farsund 10 Oct. 1877.

Falco islandus, Gmel. 1788.

Af denne for vor Fauna nye Varietet eller Art blev et
smukt Expl. skudt ved Lillehammer den 18de Febr. 1879, og
indsendt til Univ. Mus. af Forstmester Barth.

330 Robert Collet

Dette Ind. var en gammel Han 1 fuldt udviklet Dragt. Un-
derlivets Farve var ikke vesentlig forskjellig fra den, der findes
hos enkelte fuldt udfarvede Hanner af Falco gyrfalco; derimod
var Hovedets Bundfarve hvid med brunsorte Skaftpletter, der for-
til vare særdeles smale, bagtil bredere. Ryggens Tverbaand vare
oventil næsten rent hvide, længere ned hvidgraa, ligesom de til-
svarende paa, Halen. Den hos F. gyrfalco endnu temmelig frem-
tredende brune Striber fra Undernæbbet nedad er her næsten
umerkelig. Fedderne vare gulagtige. Farven idethele indtil den
mindste Detail overensstemmende med det hos Dresser (Birds Eu-

rope, pt. 53) meddelte Afbildning af et gammelt Ind.

M. Totall. 544mm V. 360mm H. 201mm Lillehammer 28 Jan. 1879.

Falco peregrinus, Tunst. 1771.

Tilhører væsentlig Kystdistricterne, og er især om Høsten
talrig i Skjærgaarden, hvor den efterstræber Alker, Ænder, de
trækkende Vadere (Tringae, ete.). I Trakterne omkring Christi-
aniafjorden ruger den fremdeles aarlig paa flere Steder.

M. Totall. 420mm V. 310mm H. 162mm Flekkefjord 15 Juli 1879.

Fem. — 519» » 360» » 183» Farsund 30 Sept. 1877.

» — 490» » 862 « » 173» 0. Aker pr. Chra. 30 Mai 1879.
» — 502» « 862» « 181» ©. Aker pr. Chra. 24 Aug. 1879.
» — 505 « » 370» ^» 190» Lørenskoven pr. Chra. 9 Juli 1880.

Falco aesaion, Tunst. 1771.

Denne Arts Nering synes nesten udelukkende at bestaa af
Smaafugle, især Parus-Arter, Anthus pratensis og Sylvier; intet
af de i de seneste Aar undersegte Indiv. har i Ventrikelen havt
Smaapattedyr eller Insecter.

M. Totall. 296mm. V. 198mm H. 124mm ©. Aker pr. Chra. 6 Mai 1877.

« E 299» 194» 15 Vi Aker pr. Chrar29Auc 879:
< — 805« « 198 < « 123 « Laurvig 28 Sept. 1879.
c — 990» « 196» ^» 120» Alten,Finm.23 Juli1880.
Fem. — 395» ^« 914« « 130 « Odalen 26 April 1878.
« er 325 « .« 220 « » 130 « Hamar 1 Juni 1878.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 331
Falco subbuteo, Lin. 1766.

Fem. Totall. 345mm V. 266mm H. 143mm Horten 20 Aug. 1878.

Cerchneis tinnunculus, (Lin.) 1766.

Hos denne Art udgjer Neringen en broget Blanding at
Smaagnavere, Smaafugle, Reptilier og Insecter. Hos en Del
1 de senere Aar undersegte Indiv. har jeg fundet:

Han, Laurvig 22de April 1877: Dele af en Arvicola, samt
den sterste Del af en Erithacus rubecula.

Han, Farsund 23de April 1877: En liden Fugl.

Hun, Enebak 12te Mai 1877: 4, tildels uskadte Indiv. af
Lacerta vivipara, diverse Expl. af Geotrupes stercorarius, samt
Dele af 2 Expl. af Arvicola agrestis.

Hun, Urskoug 4de Juni 1877: Adskillige Expl. af Lacerta
vivipara, samt Dele af en Arvicola.

Sammenholdes hermed Angivelserne om Ventrikelens Ind-
hold hos tidligere Indiv. (»Mindre Medd. 1873—76«), vil det
sees, at Lacerta vivipara forekommer hyppigst, fremdeles Mus
og Insecter, men idethele sjeldent Smaafugle.

M. Totall. 335mm V. 264mm H. 134mm Laurvig 22 April 1877.

c — 882« « 950« « 151« Farsund 23 April 1877.
Fem. — 369 « « 255 « « 171» Enebak 12 Mai 1877.
< — .1 858 « « 260 « « 171 « : Urskoug 4 Juni 1877.
« — 860 « « 245 « « 163 < ©. Aker pr. Chra. 18 Juni 1879.

Circus cyaneus, (Lin.) 1766.

Af denne Art ere blot enkelte Individer med lange Mel-
lemrum af Aar skudte eller observerede i Landet, men neppe
mere end 3—4 indenlandske Individer ere blevne pr&parerede
og opbevarede. Dog er det sandsynligt, at den idetmindste
i visse Aar ruger i Landet. Som jeg ved en tidligere Lej-
lighed har omtalt 1), er Rede af en Cireus-Art opgivet at være
fundet paa Hedemarken i Juni 1863, af hvilket jeg erholdt 1 Æg,
der syntes at tilhøre denne Art. Det er sandsynligt, at den

1) Forh. Vid. Selsk. Chra. 1871, p. 55.

3932 Robert Collett.

optræder samtidig med Myodes’ Vandringer (1863 var et Yngle-
aar for denne Art i disse Egne); 1 1832, hvor det samme var
Tilfældet, blev saaledes, ifølge Prof. Esmark, et Ind. skudti
Birkebeltet paa Dovre.

Sommeren 1880, da saavel Myodes, som Arvicola ratticeps
havde et mindre Yngleaar i de sydestlige Fjeldtrakter, har
den muligens atter ruget i Landet. Den 28de Aug. blev et
ungt Indiv. skudt under en Rypejagt ved Staupseter 1
Aamodt i Osterdalen, og afgaves til Univ. Mus. Dette var
en Hun, i sin brune Dragt; det blev skudt, idet den slog ef-
ter en skudt Rype, som af en Jeger blev opkastet 1 Luften
for at hidlokke de i Egnen paa denne Tid serdeles talrige
Rovfugle af alle Slags. I dens Ventrikel fandt jeg Dele af
Arvicola ratticeps.

Fem. Totall. 528mm V. 380mm H. 277mm Østerdalen 28 Aug. 1880.

Fam. Strigidae.
Surnia funerea, (Lin.) 1766.

De 10 til Norges Fauna herende Arter af Strigidae, (der
samtlige henhøre under Underfamilien Bubonini1), kunne
ifelge Bygningen af deres Cranium og den hudagtige ydre
Oreaabning sammenstilles under 7 forskjellige Grupper. Alene
de 2 ferste af disse Grupper, der omfatte Arterne Surnia fu-
nerea, Glaucidium passerinum, og Nyctea scandiaca, have fuld-
stændig symmetrisk Øreaabning, saavelsom Cranium. Hos
alle de øvrige ere Øreaabningerne af ulige Størrelse eller paa
anden Maade assymetriske; de 2 sidste, der omfatte Arterne
Syrnium lapponicum og Nyctala tengmalmi, have tillige Cra-
niet mere eller mindre assymetrisk.

En nøjere Udvikling af disse Forholde er fremsat i en
Afhandling, der vil blive indført i Forh. Vid. Selsk. Chra.
f. 1881.

M. Total. 387mm V. 226mm H. 175mm Romerike pr. Chra. 5 Oct. 1877.
« — 3880« « 20» « 175 « Sjodalen i Vaage 23 Dec. 1878.

7 Striz flammea, der endnu ikke er fundet i Norge, udgjer den 2den Un-
derfamilie (Strigini).

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80; 333

Fem. Totall. 405mm V. 262mm H. 187mm Sollien 22 Aue. 1880.
« = 410 » « 955 » « 185 » Sollien 99 Aug. 1880.

Glaucidium passerinum, (Lin.) 1766.

Et Ind. (Han), skudt i Soler 14de Dec. 1878, som afgaves
til Univ. Mus., havde useedvanlig merkfarvet Isse, idet denne
var næsten ensfarvet brunsort uden de hvide Punkter. Det
havde i Kleerne en Regulus cristatus, medens samtidig dens
Ventrikel var fyldt med Dele af en Arvicola glareolus og af
en Sorex.

M. Totall. 172mm V. 96mm H. 58mm Grue i Soler 14 Dec. 1878.
Fem. — 180 « » 106» >» 67 « Bærum pr. Chra. 29 Febr. 1880.

Nyctea scandiaca, (Lin.) 1766.

M. Totall. 580mm V, 420mm H. 232mm Røros 15 Marts 1878.
Fem. — 609 « « 435 « « 226 » Thoten 6 Jan. 1877.
» — 610« » 470« » 254 « Røros 15 Marts 1878.

Bubo ignavus, Forst. 1817.

Fem. 'Total. 695mm V. 490mm 4H, 287mm Farsund 5 Marts 1877.

Asio accipitrinus, (Pall) 1771.

Ligesom felgende delvis stationer, skjent den neppe uden
i et enkelt Tilfeelde med Sikkerhed er observeret om Vinteren.
Dette blev, ifelge Medd. af Conservator Jensen, skudt ved
Bergen i Febr. 1877, og opbevares paa Bergens Mus. Sen-
denfra ankomme Individerne i Slutningen af April.

Sommeren 1880 optraadte den (ligesom i 1876) 1 stort An-
tal paa alle de sydlige Højfjelde. Under Rypejagterne om
Hesten blev et stort Antal dr&bte; iser vare de talrige i
Valders. De holde sig i Regelen skjult i Vidiekrattene, en-
kelt- eller familievis; ved denne Lejlighed vare de dog saa

334 Robert Collett.

talrige, at de undertiden viste sig endog i Birkeskovene
(Forstm Barth).

Fem. Totall. 390mm V. 325mm H. 145mm Bærum pr. Chra. 9 Mai 1879.
« — 890 «' « 331 € « 158« Tonsæt 15 Aug. 1880.

Asio otus, (Lin.) 1766.

Tilherer Skovdistrieterne 1 de indre ostlige Dele, og sy-
nes ikke at ruge langs Vestkysten. Et paa Bergens Museum
opbevaret Ind., skudt paa Askeen ved Bergen 15 Mai 1877.
befandt sig maaske blot under Trækket. Nordenfor Thrond-
hjemsfjorden er den hidtil ikke med Sikkerhed observeret;
men den er ikke sjelden i Districterne paa denne Fjords Syd-
side op til Værdalen, iser i de Aar, hvori Myodes lemmus
vandrer (saasom i 1872). |

Arten er delvis stationer; allerede i 1864 bleve 2 Indi-
vider, ifolge Meddelelse af Cand. Lundgreen, skudte i Orke-
dalen om Vinteren; i 1880 modtog Univ. Mus. et Ind., skudt
i Omegnen af Christiania 27de Januar.

I Ventriklerne af et Par ved Hersand (i Nerh. af Ha-
mar) den 26de Mai 1880 skudte Indiv. fandtes Levningerne
af en Arvicola, samt af en Sorex (hvori Foetus).

M. Totall. 350mm V, 294mm H. 140mm V. Aker pr. Chra. 28 Mai 1879.

c == 300 « >» 291» "ev 145» V. Aker pr. Chr. 27 Jan. 1880
« — 355 « « 295 « « 139 « Hersand pr. Hamar 26 Mai 1880.
Fem. — 368 « « 302» « 146» Horsand pr. Hamar 26 Mai 1880.

Syrnium uralense, (Pall.) 1776.

De 2 eneste Individer, som jeg 1 de seneste Aar har havt
Lejlighed til at undersøge af denne Art, vare begge Hanner.
skudte i Lebet af 1879 i Omegnen af Christiania, det ene 1
Januar, det andet den 30te August. I Ventrikelen af det
sidste Indiv. fandtes 6 St. Sorex vulgaris.

Kjennet blev ikke undersegt hos det ferste af disse Ex-
emplarer, der blev præpareret som Skelet. Det sidste var
en Han, og kjendeligt større (Totall. 5807”), end et Hun-Indiv.
fra 1873 (Mindre Medd. 1873—76), som havde en Totall. at

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 335

blot 5607”. Maaske har dette sidste Ind. ikke været fuldt
udvoxet.

| Totall. 570mm V. 350mm H. 275mm @. Aker pr. Chra. Jan. 1879.
M. — 580« « 860» « 270 « Ø. Aker pr. Chra. 30 Aug. 1879.

Syrnium lappontcum, (Thunb.) 1789.

Ifelge en Meddelelse fra Forstcand. Hagemann rugede
denne Art Vaaren 1879 i Junkersdalen indenfor Bode. Un-
gerne holdt sig i nogen Tid samlede, hvorunder de angaves at
have gjort Jagt paa Ryperne, men bleve efterhaanden bort-
skudte.

Nyctala tengmalmi, (Gmel.) 1788.

Er alm. i de fleste af Landets Egne op til Polarkredsen.
Det nordligste Sted, hvor Arten er fundet, er ved Thronde-
nes, hvor et Ind. blev skudt i Febr. 1877, hvilket nu opbe-
vares paa Tromsø Museum. Dette sidste Individ havde saa-
ledes overvintret her; Forstcand. Hagemann har meddelt mig,
at den i Saltdalen udenfor Bode, hvor den er en af de al-
mindeligste Arter, jevnlig erholdes om Vinteren (saaledes 26de
Dec. 1879), og i de fleste Districter i Landet ere Individer
skudte eller fangede om Vinteren, saaledes at den maa be-
tragtes som idetmindste delvis stationer overalt.

Ligesom flere af de øvrige Rovfugle forekommer denne
enkelte Aar i langt sterre Antal, end i andre. Saaledes var
den i 1877 paa flere Steder i de sydlige Dele af Landet sær-
deles hyppig, f. Ex. (ifølge Adj. Bahr) i Omegnen af Stavan-
ger. Menisær var dette Tilfældet fra Høsten 1879 til Høsten
1880 1 Skovtrakterne søndenfor Dovre, især i Gudbrandsda-
len, Østerdalen og Valders helt ned til Randsfjorden, og et
stort Antal Unger maa i denne Vaar og Sommer have været
udrugede i disse Egne.

Endnu den 18de Aug. 1880 traf jeg i Foldalen en hel
Familie, bestaaende af de netop voxne Unger, der bragtes
Føde af Forældrene. Disse tilhørte øjensynlig Aarets andet
Kuld, hvoraf Æggene maa have været lagte i Begyndelsen af
Juli. Skriget, der var enkelt og temmelig stærkt, lode de
med korte Mellemrum høre, medens de ventede paa For-

1336 Robert Collett.

eldrenes Tilbagekomst. Herunder flej de fra og til fra Tre
til Tre, og vare ikke sky. Et Par af disse Unger bleve
skudte; disse havde endnu ikke skiftet sin ejendommeligt
farvede merke Ungfugledragt (Rededragten), der er afbildet
.1 Dressers «Birds of Eur.« pt. 14.

Under deres Optræden vise de sig idethele strengt bundne
til Naaleskoven; Forstmester Barth traf dog enkelte i Birke-
beltet. Efter Udgangen af August syntes de idethele at have
aftaget, og maaske ere flere Indiv. udvandrede. Dog vare de
hele Vinteren talrige paa flere Steder langs Vestkysten, saa-
ledes ved Stavanger (Conserv. Buck) ogi Surendalen (Brandt).

I Ventr. af de skudte Individer har jeg fremdeles blot
fundet Musearter, men ikke Fugle.

M. Totall. 245mm V. 160mm H. 98mm Listerland 20 Jan. 1877.

eo 2500 « 170 « « 93 « V. Aker pr. Ohra 2 Nov, 1877.
« — 250 « » 162» « 94> Sigdal 30 Aug. 1879.

Fem. — 968« « 171 « «106 « Sigdal 30 Aug. 1879.

Ord. Grallae,
Fam. Rallidae.

Rallus aquaticus, Lin. 1766.

Af denne idethele sparsomt forekommende Art ere ogsaa
i de senere Aar Ind. skudte i de nermest sendenfor Throndhjem
liggende Dalferer, hvor denne Art synes aarlig at ruge Et
af disse blev skudt (Ate Oct. 1878) i en Have, hvor det havde
taget Plads i Toppen af et Træ.

Sommeren 1878 rugede den ligeledes ved Frederikstad,
hvor Ungfugle bleve skudte i October.

Ortygometra porzana, (Lin.) 1766.

Denne Art er ikke ubetydeligt tiltaget i Antal i de senere
Aar, og hører nu paa flere Steder af Landets sydlige Dele til de
aarvise Rugefugle; især blive Indiv. hyppigt skudte under
Bekkasinjagterne om Høsten. Dette har i de sidste forløbne
Aar især været Tilfældet i Omegnen af Frederikstad, ved Stav-
anger, paa Jæderen, ved Øjeren ovenfor Christiania, samt i

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 337

Orkedalen sendenfor Throndhjem Et Individ blev 20deSept.
1879 af Forstmester Barth taget levende under en Rypejagt
paa Fjeldene i Gausdal. hejt over Trægrændsen (3500° o. H.).
Den var saa overordentlig fed, at den havde mistet Flyve-
evnen, og lod sig tage med Hænderne.

De Individer, der have veret afgivne til Univ. Mus.
(skudte om Hesten ved Ojeren) have havt Ventrikelen fyldte
med Fre af en Vandplante (maaske af en Potamogeton), samt
af Carex-Arter, blandet med andre Plantedele og Grus.

M. jun.Totall. 235mm V. 110mm H. 48mm Gausdalsfjeldene 20 Sept. 1879.
Fem. jun. — 9236 « « 190» > 46 « Øjeren pr. Chra. 6 Sept. 1878.
« jun. — 220» » 107« « 46 « Øjeren pr. Chra. 18 Sept.1879.

Gallinula chloropus, (Lin.) 1766.

Colonien ved Stavanger, der fremdeles har vist sig aar-
vis paa det samme Sted, har i de sidste Aar udbredt sig fra
den tidligere Rugeplads, Bredevandet, til andre nærliggende
Seer. Adj. Bahr har meddelt folgende om deres Optreden
her:

I 1877 saaes den enkeltvis ved Bredderne af Bredevan-
det (maaske blot 1 Indiv.) lige indtil ud i December.

I 1878 saaes ligeledes 1 Ind. ved Bredevandet, hvis Bred-
der nu ere sterkt bebyggede, men den synes ikke mere at
ville ruge her; derimod observeredes et Par med 7 Unger i
Juni i en Dam ved Tjensvold, 1 Mil fra Stavanger.

I 1879have de ligeledes ruget.paa et Par Steder i Stav-
anger Omegn. De ere her stationere.

Crex pratensis, Bechst. 1802.

« — 145 « « 55 « Bærum pr. Chra. 31 Aug. 1879.
126 « « 44 « Orkedalen 14 Oct. 1878.

Fem. — 3
i 129 « « 46 « V.Aker pr. Chra. 30 Mai 1880.

M. Totall. 262mm V. 139mm H. 49mm Berum pr. Chra. 17 Mai 1879.
9 c

[4
« — 250

Fulica atra, Lin. 1766.

Auskillige Individer ere fremdeles aarlig skudte i de for-
skjelligste Landsdele, saavel i de sydlige Kystegne, som ide

338 Robert Collett.

indre Skovtrakter (Odalen 14de Juni 1879), lige op til Lofo-
ten og Tromsø. Flere af disse have været skudte,i Saltvand,
og midt om Vinteren. | ;

At flere af disse maa antages at have været blot omstreifende
Indiv., er øjensynligt, og de fleste ere ogsaa trufne blot om
Vaaren. Imidlertid ruger den ogsaa hist og her i de sydlige
Egne, endskjønt Redet endnu ikke er med Sikkerhed fundet.
Flere af de om Høsten skudte Ind. (saaledes et fra Omegnen .
af Skien), have endnu ikke været fuldt udvoxede. I Omeg-
nen af Stavanger viser den sig aarlig, og den antages her
med Vished at ruge.

I Ventrikelen af et Ind. fra Farsund (April 1877) fand-
tes Zostera, samt Brudstykker af Litoriner.

M. Totall. 430mm V. 211mm H. 59mm Farsund 20 Marts 1879.
« — 415» « 205 « » 53 « Odalen 14 Juni 1879
Fem. — 395» « 187 « « 57< Farsund 30 April 1877.

Fam. Scolopacidae.
Gallinago major, (Gmel.) 1788

M. Totall. 290mm V. 150mm H. 58mm Jæderen 8 Mai 1877.
« — 283 « « 188« « 56« Tromsø 19 Juni 1880.

Gallinago gallinaria, (Müll) 1776

Den ferste, der hos os har fremsat den Theori, at Vibra-
tionen har sin Oprindelse fra Vingefjærene, og ikke fra Halen,
er Sognepr. Heltzen i hans efterladte Manuscript om Helge-
lands Fauna!) I dette udferlige Skrift, der afsluttedes 1
1833, nævnes, at denne Art «kaldes Mækre-gaug hos os af
den Lyd, Vingerne give, naar den flyver i Luften«.

M. Totall. 267mm V. 134mm H. 68mm QW. Aker pr. Chra. 26 April 1877.
« — 978» « 130 « « 62 « Hvalserne 10 Juli 1877,
Fem. — 289 « « 194« « 61 « Bærum pr. Chra. 15 Sept. 1877.

1) »Physisk og Oecon. Beskr. over Ranens Preestegjeld«, Iste Del, dat. Heg
næs Pr.gaard 30 Jan. 1833.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—30. 339
Gallinago gallinula, (Lin.) 1766.

Er aldrig fundet rugende i Landets sydligere Egne, men
er derimod under Trektiderne hist og her ret talrig, iser om
Høsten. Saaledes findes den i Omegnen af Stavanger paa
flere Steder 1 Hostmaanederne nesten ligesaa talrigt, som @.
gallinaria, og skydes 1 ikke ubetydeligt Antal af Byens Jæ-
gere, der enkelte Dage kunne nedlegge indtil et Snes Styk-
ker af denne Art. De trykke saa fast, at de ofte lade sig
gribe af Hunden. Flere Individer overvintre her, saavelsom
paa andre Punkter i Landets sydlige Dele.

De ferste ankomme nordenfra i Slutningen af August,
sammen med det store Høsttræk af de øvrige arctiske Vadere ;
de fleste komme dog forst, efterat Nattekulden er indtraadt i
Midten af October, paa hvilken Tid G. gallinaria i Regelen
allerede er trukket bort. Ved Frederikstad, hvor de ligeledes,
ifølge Hr. Thome, kunne træffes ret talrigt paa denne Aars-
tid, bleve de saaledes i 1879 trufne i størst Antal den liste
November. I Surendalen, sendenfor Throndhjemsfjorden, vise
de sig ligeledes ret talrigt 1 enkelte Aar om Hesten.

Den er i Regelen lidet sky, og flyver et kort Stykke,
naar den er opstedt; den har iser sit Tilhold i det noget
hejere Rer og Siv ved Vandbredderne, medens @. gallinaria
helst træffes i Udkanterne af disse.

Om Vaaren er den sparsommere paa de samme Localite-
ter, og ankommer iSlutningen af April. Vaaren 1879 bleve
+ St. skudte af Forstmester Barth paa Jæderen; disse holdt
. sig 1 Nærheden af hinanden, og lode ingen Lyd høre under Op-
tly vningen.

irem. Totall. 210mm V. 100mm H. 45mm Jæderen 29 April 1877.

Scolopax rusticula, Lin. 1766.

Enkelte Par af denne Art udruge 2 Kuld samme Som-
mer. I Slutningen af Mai ere Ungerne af forste Kuld i Re-
gelen halvvoxne; af 2det Kuld har jeg fundet halvvoxne Un-
ger 1 Omegnen af Christiania den ?8de August (1871), og 20de
August (1878).

Overvintrende Indiv. er i de seneste Aar skudte ved Dre-

340 | Robert Collett.

bak (26de Dec. 1876), Stavanger (medio Jan. 1878), og ved
Frederikstad (Vint. 1879—80).

Limicola platyrhincha, (Temm.) 1815.

Denne Arts Nordgrendse i Norge kan ikke angives med
Sikkerhed; men da den i Sverige og Rusland gaar op i Lapmar-
kerne, hvor den er truffen 1 Muniotrakten, er det at vente,
at den hos os vil findes idetmindste op til Polarcirkelen, eller
maaske paa de finmarkske Plateauer. Under de 5 Sommere,
hvori jeg har undersegt Finmarken, har jeg imidlertid aldrig
paatruffet denne Art. Nilsson opgiver, at den ifelge en ham
given Meddeleise skulde findes ved Bode; nogen sikker Ob-
servation fra denne Localitet, der dog oftere er undersøgt
(saaledes i 1858 af Brødrene Godman, cfr. Ibis 1861), findes
dog endnu ikke.

De nordligste Punkter i Landet. hvor den hidtil er ob-
serveret med fuld Sikkerhed, er Trakterne omkring Thrond-
hjemsfjorden (63° N. B.), hvorfra nogle faa Individer ere op-
bevarede. Det sidste af disse blev skudt i Rissen paa Fjor-
dens Nordside i Aug. 1876, og synes at have været et Ind.
paa Vandring fra et nordligere Rugested.

De eneste sikre Rugesteder i Norge ere Dovre!) og Jo-
tunfjeldene, samt Fjeldene i Gudbrandsdalen, hvor den ruger
spredt eller i smaa Colonier, og idethele sparsomt. Det syd-
ligste Punkt, hvor den er skudt om Sommeren i Rugetiden,
er Vinstervandene i Valders (Barth o. a.), samt Neverfjeld oven-
for Lillehammer (1864, cfr. Nyt Mag. f. Naturv. 14 B. p.
126).

Under Træktiderne viser den sig hist og her paa de flade
Strande og Øer i Landets sydlige Dele.

Tringa canutus, Lin, 1766.

Det synes ikke at være Tvivl underkastet, at et stort
Antal af de yngre, endnu ikke forplantningsdygtige Indivi-

') Colonien ved Fokstuen paa Dovre har jeg ved et Par Lejligheder tidli-
gere omtalt (Nyt Mag. f. Naturv. 18 B. p. 202, 1871, 23 B. p. 178,
1877, samt Forh. Vid. Selsk. Chra. 1872 p. 261).

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 341

der af Vadere eller Svommefugle tilbringe Sommeren i Trak-
ter, hvor de aldrig forekomme rugende, og derfor jevnlig give
Anledning til den Antagelse, at de virkelig have ruget her.
Iser er dette Tilfælde med de arctiske Former.

Saaledes opholder et ikke ubetydeligt Antal af saadanne
yngre Individer af de i det heje Norden rugende Vadere sig
hele Sommeren over ved Norges sydlige og vestlige Kyster,
skjent flere af dem ikke engang ruge indenfor Landets Grænd-
ser. Saavel i 1877, som i 1879, da jeg i Sommermaanederne
har besegt Listerland og Jæderen, traf jeg store Flokke eller
enkelte Individer af næsten alle Arter Tringa, fremdeles Ca-
lidris arenaria, Squatarola helvetica og Limosa lapponica.

Tringa canutus var især talrig paa disse Localiteter Som-
meren 1879. De fleste af de Individer, som herunder bleve
skudte mellem 2den og 4de August, eller med Nojagtighed
kunde observeres, havde redt Underliv, dog opblandet med
enkelte hvidagtige Fjære. I ringere Antal fandtes mere graa-
bugede Individer, dog med Spor af den rødbrune Bundfarve,
saaledes at disse syntes allerede ifærd med at antage den
lyse Host- (Vinterdragt). Endelig skjed jeg 4de August et
ungt Individ fra samme Aar, kjendeligt ved sine tykkere Tar-
ser, ved sin nye og uslidte Dragt, og ved Ryggens ejendom-
melige Farve, (idet Fjærene her vare graa med et smalt Baand
af graabrunt henimod Randen, og alleryderst en hvidlig Brem).
At Aarsungen allerede ved en saa tidlig Datum skulde vere
fuldt udviklet, have forladt Ynglepladsene i det yderste
Norden, og allerede have naaet ned til Norges Sydspids, er idet-
hele ret mærkeligt. Til Sammenligning kan anføres at 1 1876
traf Dr. Feilden spæde Dueunger ved Grinnell. Land den 30te
Juli; Æggene af dette Kuld havde saaledes været lagte om-
trent 10de Juli, ligesom Ungerne ferst 1 Midten af August
vilde have været fuldt udvoxede. Men maaske yngler Ty.
canutus noget tidligere paa andre, os ukjendte Ynglepladse.

Det Tidspunkt, da disse oversomrende Individer aflægge
sin rede Dragt, og anlegge Høst- eller Vinterdragten, falder,
som det synes, ganske uregelmæssigt, og indtræder, som oven-
for anfert, hos enkelte tidligt, hos andre (og dette er maaske
- Regelen) først efterat de have forladt Landet i Begynd. af
September. I 1873 traf jeg saaledes paa Jæderen mellem den
20de og 24de August (foruden de graa Aarsunger), talrige

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III-IV. 93

342 i - Robert Collett.

Individer, der saagodtsom alle endnu havde den rede Som-
merdragt helt eller delvis 1 Behold.

I Slutningen af August indfinde sig 1 Mengde Ungfug-
lene fra Norden paa de samme Steder, og 1 den ferste Halv-
del af September drage de samtlige efterhaanden mod Syd;
enkeltvis kunne de træffes endnu i Maanedens Slutning. Den
30te Aug. 1880 saa jeg.et helt Knippe Individer, skudte paa
Ojeren ovenfor Christiania, saaledes ved en Indse, der i Re-
gelen sjeldnere beseges af dem.

M. Totall. 258mm V. 162mm H. 60 Jæderen 2 Aug. 1879.
« — 255 » 158» « 60. Jæderen 3 Aug. 1879.

«
«jun. — 957 > « 164» » 63 Jæderen 4 Aug. 1879.
Fem. — 9259 « « 165 « « 62 Jæderen 2 Aug. 1879.
« — 270 « « 172 « « 68 Jæderen 2 Aug. 1879.

Tringa striata, Lin. 1766.

Ogsaa af denne Art tilbringe adskillige af de yngre, ikke
forplantningsdygtige Individer Sommeren ved de sydlige
Kyster. Dog har jeg hidtil truffet disse blot enkeltvis (Jæ-
deren 29de Juli 1880).

Denne er den eneste Tringa, der helt er stationær hos os, og
tilbringer Vinteren i talløse Skarer langs hele Kystlinien lige
op i Finmarken. Hos et Antal Individer, som Univ. Mus.
modtog i Dec. 1880, skudte ved Jomfruland udenfor Kragerø,
indeholdt Ventrikelen blot Insecter (Diptera og Coleoptera fra
Stranden), men ikke Crustaceer, saaledes den samme Føde,
som udgjør deres Hovednæring hele Sommeren.

M. Totall. 290mm V. 124mm H. 56mm Vadsø 21 Juni 1878.

« — 930 « « 130« « 62» Jomfruland pr. Kragerø 11 Dec.
1880.
« — 213 « « 194« « 62« Jomfruland 11 Dec. 1880.
« — 990« « 199« » 62« Jomfruland 11 Dec. 1880.
Fem. — 223 « « 198« € 58« Porsanger, V. Finm. 24 Juni 1880.
« — 219 « « 195» « 57» Grote, Lofoten 28 Juli 1880.
« — 935 « » 180» « 62 « Jomfruland 11 Dec. 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 343

Tringa subarcuata, (Güld.) 1774.

Den 20de Juli 1877 traf jeg paa Listerland adskillige
oversomrende Individer af denne hejnordiske Art; hos et
samme Dag skudt Hun-Individ, der opbevares paa Univ. Mus.,
var Ovariet selvfolgeligt fuldkommen hvilende!).

Dragten var hovedsagelig fuld Sommerdragt, idet hele
Underlivet var merkt redbrunt, dog med enkelte indblandede
hvidagtige eller hvidbremmede Fjære. Ogsaa de øvrige
. ved samme Lejlighed observerede Individer havde samme
Dragt. |

M. Totall. 228mm V. 131mm H. 48mm Listerland 20 Juli 1877.

Tringa temminckii, Leisl. 1811.

Tr. temminckii er i Norges arctiske Dele idethele særde-
les hyppig, og ruger talrigt paa de fleste gunstigt beliggende
Localiteter, iser i Kystdistricterne. Dog forekommer den
sjeldnere paa de ydre Wer eller Holmer ud mod Havet; den
foretrækker de græs- eller lyngbevoxede Steder i den egent-
lige Kystlinie af Fastlandet, samt langs Bredderne af de
større Fjorde eller de større Wer, hvis Natur ikke væsentlig
adskiller sig fra Fastlandets.

I de indre Dele forekommer den kun undtagelsesvis, og
sjelden 1 nogen betydelig Afstand fra Seen; den synes saale-
des ikke at have Tilhold paa den egentlige «Tundra« i det
indre af Finmarken. Ved Bosekop i Alten fandt jeg et Par
af denne Art bosat ved Elven i Eibydalen, omtr. 16 Kilom.
fra Fjordbunden (21de Juli 1880).

Det sydligste Punkt, hvor den hidtil vides fundet rugende

1) I en Afhandling: «Bidrag til Sveriges Ornithologie, Berättelse om en
resa till Oland och Skane (Ofv. Kgl. Vet. Akad. Förh. 1868, No. 3),
omtaler Meves, at han paa Oland fandt enkelt- eller flokkevis adskillige
af de arctiske Vadere i den sidste Halvdel af Juli 1867, og han antog, at
disse vare saadanne, «som under flyttningen fran norra provinserna no-
gon tid där uppehöllo sig». Disse vare dog sandsynligvis ikke paa nogen
Vandring videre til eller fra Norden, men blot yngre Individer, der her
tilbragte Sommeren, uden at forplante sig.

23*

344 Robert Collett.

i Norge, er paa Øen Tromsø (udenforByen af samme Navn),
hvor den endnu er ret talrig (69° 40‘). Under Træktiderne er den
alm. paa flere Punkter af de sydlige Kyster, men besøger sjel-
dent de indre Dele, uden i enkelte, forvildede Individer.

I alle de 5 Sommere (første Gang 1 1872, og herefter re-
gelmæssigt hvertandet Aar), hvori jeg har gjennemstreifet
Finmarken, har jeg jevnlig havt Anledning til at iagttage
denne Art, og lære dens ret ejendommelige Væsenat kjende.
Især havdejeg hertil den bedste Lejlighed i sidst afvigte Som-
mer, 1880, da jeg atter, denne Gang i Selskab med Fiskeri-
Inspectør Landmark, besøgte disse Trakter.

Tringa temminckii har sit Tilhold hovedsagelig paa visse
ejendommelige Localiteter, paa hvilke den aldrig savnes, og
som man hurtigt lærer at kjende og bedømme paa Forhaand.
De ruge her altid i større eller mindre Colonier, sjeldent eller
aldrig enkeltvis. Disse Localiteter ere lavtliggende og jevne,
med Lyng, Empetrum, Græs, eller smaa Saliceter bevoxede
Flader i Nærheden af Elvemundingerne, paa Øer og Holmer
i Fjorden, eller nær Havstranden, ofte lige ved de beboede
Steder. Men en nødvendig Betingelse for, at dette Punkt kan
være et for den (og Tr. minuta) gunstigt Rugested, er, at der
findes en eller flere grunde Vandsamlinger lige i Nærheden,
hvor de kunne hente sin Føde, da de sjeldnere under Ruge-
tiden søge denne ved Elvebredderne eller i Havstranden.

Var en saadan Localitet først fundet, var det os en yderst
let Sag at finde Rederne. Saaes et Individ i Nærheden, en-
ten paa Foderpladsene, ved Vandbredden, eller i Nærheden af
disse, havde vi blot at forholde os stille og i passende Af-
stand; inden faa Minutter fle] den lige hen mod Redet, vand-
rede de sidste faa Skridt tilfods, og lagde sig saa til at ruge,
medens vi kunde betragte den ofte i ganske kort Afstand.
Varede dens Ophold paa Foderpladsene for længe, gik vi
uden videre ned og jagede den op, hvorefter den i de aller-
fleste Tilfælde flej directe hen til Redet. Allerede under de-
res Ophold paa disse Foderpladse var det let at bedømme,
hvilke Individer vare rugende, og hvilkeikke. De første vare
yderst ustadige, og i uophørlig Bevægelse for at søge Føde,
medens de ikke rugende ofte i længere Tid ad Gangen sadde
i Ro paa en Sten nær Vandkanten.

Medens Fuglen rugede, var den vanskelig at faa Øje paa,

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 345

og lod sig gjerne komme nær 1 faa Skridts Afstand, inden den *
fle} op. Saaes den derimod at flyve af, var Redet let nok at
opdage, da det somoftest laa ganske aabent.

Idethele undersøgte vi denne Sommer omtrent 40 Kuld,
de allerfleste blot paa 3 Localiteter, under nogle Timers Ex- .
cursion hver Gang.

Blandt en Coloni paa omtrent 30 Par, der rugede paa
nogle Lyngflader nedenfor Husene paa Stabursnæs, fandt vi
saaledes i Løbet af nogle faa Timer omtr. 20 Kuld. Grunden
til, at vi med saa stor Iver eftersøgte disse Reder, var den, at
der blandt Colonierne tillige fandtes enkelte rugende Par af
Tr. minuta; efter nogen Øvelse var det en let Sag allerede
ved første Blik gjennem Kikkerten at afgjøre, om Individet
havde graabrun Ryg (Tr. temminckii), eller rødbrun (Tr.
minuta).

Da intet af de rugende Individer bleve skudte ved disse
Reder, gjordes denne Gang ingen Observationer om,'hvilke af
de to Kjøn, der her udførte Rugningen. Men ved 4 tidligere
Lejligheder, hvor jeg (i Porsanger 1872 og 1876) har skudt
og undersøgt den rugende Fugl, idet den forlod Redet, vare
disse altid Hanner, der havde store Rugepletter, og det er
sandsynligt, at det er denne, hvem Rugningen hovedsagelig
(eller udelukkende) paahviler.

Rederne laa somoftest ganske aabent, enten ved Siden af
et Par mindre Stene, eller blandt lidt Græs, undertiden halvt
indunder en af de lave Vidjebuske; ofte var der intetsomhelst,
der angav Redets Plads i den ensformige Lyngflade. I Bun-
den af Redet laa altid et Lag visne Blade eller lidt Straa.
Æggenes Antal var uden Undtagelse 4, skjønt vi, som oven-
for nævnt, dette Aar undersøgte næsten 40 Kuld; de udvise
nogen, skjønt forholdsvis ikke betydelig Variation indbyrdes.

Naar den rugende Fugl blev opstødt af Redet, fle] den
somoftest roligt af, og forsvandt derpaa for en kort Tid;
efter nogle Minuters Ophold viste den sig atter i Redets
Nærhed, og lagde sig hurtigt igjen til at ruge. Men under-
tiden anstillede den sig som saaret, lab med ængstelig Skri-
gen og hængende Vinger henad Marken, og satte sig ofte i
Busktoppene. Denne sidste Fremgangsmaade anvendtes næ-
sten altid, naar Æggene vare stærkt rugede, eller naar de
bleve pludselig overraskede paa Redet, hvorimod de ikke be-

346 Robert Collett.

nyttede sig af denne List, hvor de i Afstand havde kunnet
iagttage den, der nermede sig. Naar Æggene vare stærkt
rug>de, og vi ikke forlode Stedet, vedbleve de i lange Tider
med stor Ængstelighed at kredse over Redet under en ejen-
dommelig trillende Lyd turrrr, der uopbørligt gjentoges med
korte Mellemrum.

Ligesom Tr. alpina, Tr. canutus (cfr. Ibis, 1877, p. 407),
og maaske de fleste andre Arter, har Hannen under Parrings-
og Rugetiden et hojst ejendommeligt «Spil», hvilket jeg alle:
rede tidligere (Mindre Medd. 1873—76, p. 181) har nærmere
omtalt. Saasnart Æglægningen er tilendebragt, ophører 1 Re-
gelen alt Spil; enkelte Individer fortsetter det dog endnu til-
dels efterat Ungerne ere udklekkede. Saaledes horte jeg det
i 1878 endnu i fuld Gang hos enkelte Individer ved Vadsø
den 20de og 21de Juli, skjent voxne Unger fandtes i Neerhe-
den. Ligesom det er Tilfældet med Tr. minuta, er ogsaa Hun-
nen 1 Besiddelse af denne Sangens Gave, og jeg har et Par
Gange skudt Hunner, der, siddende paa Marken, have ladet
et fint Kvidder hore.

De fleste af de den 27de—30te Juni ved Stabursnes og
Berselv fundne Kuld vare friske, eller ner derved; noget
mere rugede vare de ved Kistrand den 3die Juli. Men da dette
Aar var ualmindeligt sent, og store Snemasser endnu laa i
alle Skraaninger, falder Rugetiden i almindelige Aar noget
tidligere. I 1874 fandt jeg paa Tromsø friske Æg den 10de
Juni; som Regel maa de fleste Kuld antages at vere lagte
omtrent 20de Juni. I den ferste Uge af Juni sees de forste
Dununger, og de ferste voxne Unger noget over Midten af
Juli (Vadse 19de Juli 1818).

Flere eller ferre ef le unge, endnu ikke forplantnings-
dygtige Individer tilbringe, ligesom de evrige arctiske Va-
dere, Sommeren under sydligere Bredder. Den 4de August
1879 traf jeg saaledes denne Art paa Jæderen ismaa Flokke,
og skjed et Par Individer for at constatere Arten. IJuli
1870 blev ligeledes et Expl. skudt ved Manger ovenfor Ber-
gen af Docent Theel fra Upsala.

M. Totall. 160mm V. 98mm H. 49mm Gjæsvær pr. Nordcap 22 Juni 1878.
< — 158 « « 101 » « 48» Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1878.
« = 155 « « 96 « « 49» Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.
< — 158 « « 94« « 44 « Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 347

Fem. Totall. 161mm V. 98mm H. 48mm Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1878:
c — 158 « «100 « « 50 < Vadsø 10 Juli 1878.
€ — 165 « » 99 « « 49 « Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1880.

Tringa minuta, Leisl. 1811.

Om denne Arts Forplantningsforholde og Ynglepladse
var indtil Aaret 1875 intet andet sikkert bekjendt, end hvad
Middendorff angiver i sin «Sibirische Reise«!), der foretoges
i Aarene 1842—45. Ved Tajmyrfloden under 74° N. B. traf
han i Slutningen af Juni (det specielle Aar nævnes ikke) flere
Ind. af Tr. minuta, der saaes at være ifærd med Forplant-
ningen; den 1ste Juli fandt han et Rede med Æg, samt skjød
her den rugende Hun. Ligeledes fik han senere (10de Juli)
en Dununge af denne Art.

Endvidere traf han ved det ochotske Hav, saaledes i det
yderste Østen, i Begyndelsen af Juli Maaned Flokke af (som
han antager) denne Art, men beskriver disse som uplettet
rustrøde paa Strube og Bryst, eller med rustrødt Bryst og
hvid Strube. Disse Individer have ejensynlig tilhørt en an-
den Form eller Art, end den ægte Tr. minuta, maaske den
østsibiriske Tr. albescens, Gould. Da Middendorff saaledes
ikke kjendte eller gjorde Forskjel paa disse forskjellige For-
mer, antager Dresser, at der er en fjern Mulighed tilstede
for, at ogsaa hans førstnævnte Observationer delvis eller helt
vedrøre denne, hvad der dog synes mindre sandsynligt.

Først i 1875 bleve som bekjendt dens Æg og Unger med
utvivlsom Sikkerhed erholdte, denne Gang indenfor Europas
Grændser.

Imidlertid kunde allerede i 1872 Tr. minuta med fuld
Sikkerhed indregistreres blandt de i Europa rugende Arter.
Den 20de Juni d. A. erholdt Harvie Brown og Alston et Ind.
i Sommerdragt paa en Ø ved Dvinas Delta; og i Begyndel-
sen af Juli s. A. fandt jeg den (under min første Reise til
Finmarken) i flere Par bosat paa Fugleværet Tamsø i Pors-
angerfjorden, ikke langt fra Nordeap. Et Par Individer, Han
og Hun, som jeg skjed her det nævnte Aar den 3die Juli,

1) Sibirische Reise, B. II, Th. 2, Wirbelthiere, 1. Lief., p. 221 (St. Pe-
tersburg 1853).

348 Robert Collett.

havde begge Rugepletter; Hannens Testes vare store og svul-
mende, og Hunnens Ovarier udviste, at den netop havde lagt
Æg. Dog lykkedes det mig ikke at finde deres Rede, som
ojensynlig var lige i Nærheden, og saaledes fremlegge de
første Æg fra europeisk Territorium ').

: Dette lykkedes derimod Seebohm og Harvie Brown Som-
meren 1875, dade fandt denne Art ikke sjelden paa Tundraen
ved Mundingen af Petschora, saaledes i Europas yderste Ø-
sten. De erholdt ved denne Lejlighed saavel flere (5) Kuld
Æg, som enkelte Dununger i forskjellige Aldere. En udfer-
lig Beskrivelse af deres Fund er givet saaveli «Ibis« for 1876,
som i Dresser's «History of the Birds of Europec, pt. 47—48
(March 1876); paa de ferste af disse Steder gives fortrinligt
udferte Afbildninger af Æggene (pl. VII), paa det sidste af
Dunungen.

Sommeren 1876 fandtDr. Finsch og A. Brehm Tr. minuta
i Vest-Sibirien ved Obmundingen temmelig hyppig, og fik en-
kelte Dununger, men ingen Æg. Endnu den lite September
bleve de her trufne flokkevis, og alle havde, merkeligt nok,
Sommerdragten i Behold, og viste intet Spor af Fælding.

I 1877 foretog Mr. Seebohm sin neste store Reise til Si-
birien. Han observerede da første Gang Tr. minuta den 19de
Juli ved Golchika, under 71'/2° N. B., skjed enkelte Indivi-
der, men fandt Tiden for Æglægningen forbi; dog bleve ham
bragte 9 Æg af en Tringa,som han antog tilhørte Tr. minuta;
men disse kunne saaledes ikke uden med Tvivl henfores un-
der denne Art.

Sommeren 1878 fandt jeg atter Tr. minuta ved Porsanger-
fjorden, denne Gang ved Kistrand, hvor en den 25de Juni
skudt Hun viste sig at indeholde enfuldt udviklet Æggeblomme,
der altsaa skulde lægges næste Dag; men først da jeg sid-
ste Sommer 1880, i Selskab med Fiskeri-Inspectør Landmark,
atter besøgte de samme Localiteter, fandt vi endelig dens Re-
der og Æg.

Saasnart det første Rede af denne Art var opdaget, og
vi herved, næsten ved et Tilfælde, vare blevne bragte til at

1) Cfr. »Remarks on the Ornith. North. Norw.« (Forh. Vid. Selsk. Chra.
1872, p. 263).

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 349

lære denne og dens Frænde, Tr. temminckii, tilstrækkeligt at
kjende, viste det sig, at der neppe var nogen af vore evrige
Vadere, hvis Reder lode sig med saa stor Lethed opdage,
som disse Arters (og Phalaropus hyperboreus, der i denne Hen-
. seende bar et ganske lignende Væsen).

Dette Aar besøgtes ikke Tamsø, den oprindelige Locali-
tet, hvor Tr. minuta rugede; derimod gjenfandtes den ved
Kistrand, ligesom en ny Localitet fandtes ved Stabursnes,
noget dybere inde 1 Porsangerfjorden.

Paa ingen af disse 3 Punkter ruger den 1 noget betydeligt
Antal, og dens Rugesteder her maa betragtes som de enkelte
spredte, der findes 1 Ydergreendsen for Artens egentlige Yngle-
district, hvilket sidste ligger utvivlsomt østligere, end Europa.

Tr. minuta rugede altid colonivis sammen med Tr. tem-
minckii, der forekom i det langt overvejende Antal. Medens
vi af dea sidstnævnte Art saa mellem 30 og 40 Kuld, fand-
tes af Tr.minuta, uagtet den omhyggeligste Segen, blot 3 Kuld.
(Ved Petschora havde Harvie Brown og Seebohm i 1875
fundet 5 Kuld Ag, ligeledes Resultatet af de nejagtigste Un-
dersegelser).

Til Yngleplads udvalgtes de samme flade, med Lyng

eller Empetrum bevoxede Flader i Nærheden af Seen, som
beboedes af Tr. temminckii, og begge Arterne rugede frede-
list sammen. Som under denne sidste Art er nævnt, udvæl-
ges alene saadanne Flader, hvor der tillige findes smaa Vand-
samlinger, helst stillestaaende Strandsumpe, hvis Bredder ere
dyndede og flade; undertiden vare Strandene gresbevoxede.
Ved disse smaa Vandsamlinger hente de sin Fede, der bestaa
af de smaa Diptera med deres Larver, som leveher. I Stran-
den selv fouragere de ligeledes, men aldrig saa regelmæssigt,
som ved de smaa Ferskvandsdamme.

Ligesom ovenfor er omtalt under Tr. temminckii, viste
Fuglene os selv deres Reder. Saasnart et Individ blev ob-
serveret, enten fouragerende ved Vandsamlingerne, eller spad-
serende om 1 Stranden, havde vi blot med spændt Opmærk-
somhed at iagttage den, indtil den blev ferdig, hvorpaa den:
ejeblikkelig flej directe hen til Redet, der sjelden var over
100 Alen borte; uden deres Hjælp vilde dette have været
vanskeligt, eller delvis umuligt at finde.

Ovenstaaende turde v&re et Vink for de Naturforskere,

350 | Robert Collett.

der ved fremtidige Expeditioner ville faa Lejlighed til at
stede paa Tringa canutus og Tringa subarcuata under Rugeti-
den. Jeg tvivler ikke paa, at hvis Dr. Feilden havde benyt-
tet den samme Fremgangsmaade i Juni og Juli 1876 ved

Grinnell Land, da han befandt sig midt blandt de rugende .

Tringa canutus, vilde ogsaa her Redet vere bleven opdaget.
Hvis jeg i 1872 havde kjendt denne Tringa’ernes Adfærd ved
Redet, havde jeg ikke forgjæves segt i flere Timer mellem
de ensformige Gresflader paa Tamsøen i Porsangerfjorden
efter Redet, som jeg vidste maatte findes her.

Rederne laa mellem Lyngen eller sparsomt Gres, ganske
aabent, og vare byggede mere omhyggeligt, end hos Tr. tem-
minckw. Især var et af dem temmelig kunstfærdigt sammen-
sat af fine Græsstraa, der dannede en dyb Hulning for Æg-
gene, og havde ikke lidet tilfælles med Redet af Anthus cer-
vinus, med hvem den tildels delte Opholdssted. Ved dette
Rede observerede jeg Fuglen, medens den var ifærd med at
bygge; dette skeede under en uophørlig fin Kvidren, og det
er sandsynligt, at dette var Hannen, endskjønt, som jeg se-
nere erfarede, ogsaa Hunnen er 1 Besiddelse af den samme
Sangevne.

Æggene vare altid 4. Deres Farve var idethele over-
ensstemmende med den af Seebohm og Harvie Brown med-
delte Planche i Ibis f. 1876 (Pl. VID, og adskilte sig ved
sine constant større og mere violet-brunagtige Pletter fra
Æggene af Tr. temminckii. Deres Bundfarve var ligeledes noget
mørkere olivenbrun, end hos denne Art, ligesom Pletterne
havde en svag Tendents til at være vredne ı den tykkere
Ende, som hos Slægten Gallinago og hos Tr. striata. Deres
resp. Maal vare:

1) 730 212272) 30212258) 30.2 2122 Aal den
2) 28— 21mm 2) 23,2—20,7um 3) 28,5—20,577 4) knust.
3) 29--21m™m 2) 28—21mm 3) 20—21mm 4) 28,5—2177.

Middeltallet hos de 3 Kuld bliver saaledes: Længde 29,17,
Bredde 20,92», (Maximum 31—21"”, Minimum 28—20,5™™).
Hos et Antal Æg af Tr. temminckii, fundne samtidigt (omtr.
10 Kuld), fandtes Middeltallet at være 28,7—20,8™™, med et
Maximum af 31—?21,7*»», Minimum 26,5—20""-, Æggene hos
Tr. minuta blive herefter 1 en ubetydelig Grad sterre, end
hos Tr. temminckit, hvilket er ret merkeligt, da Tr. minuta

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 351

selv er gjennemsnitlig mindre, hvad der fremgaar af de ne-
denfor vedtejede Udmaalinger.

Saavel Hannerne, som Hunnerne have Rugepletter, og
deltage saaledes sandsynligvis (skjønt ikke nødvendigvis) begge
iRugningen. Utvivlsomt er det dog Hannen, hvem Rugningen
hovedsagelig paahviler. Ved 2 af Rederne blev den rugende
Fugl skudt, og begge disse vare Hanner.

Noget egentlig »Spil«, i Lighed med de mærkelige Flyve-
øvelser og den højt udviklede Sang, som Hannen af Tr. temmin-
ckii producerer under Rugetiden, har jeg ikke fundet hos 77.
minuta. Hannen foredrager sin fine, kvidrende Sang siddende
paa Marken umiddelbart ved eller i Nærheden af Redet; men
ogsaa Hunnen har den samme kvidrende Sang; efterat saa-
ledes Hannen var bortskudt ved et af de 3 Reder, indfandt
Hunnen sig, stillede sig lige ved det tomme Rede, og lod nu
en fin Kvidren høre, der ganske lignede Hannens.

Tringa minuta ruger saaledes sporadisk paa mindst 3
Steder ved Porsangerfjordens Bredder og Øer, og det er
sandsynligt, at den vil kunne findes paa flere andre Locali-
teter ved denne i ornithologisk Henseende maaske meerkelig-
ste Trakt i Norge. Det kan heller neppe betvivles, at den
ligeledes ruger i Øst-Finmarken, og den vil sandsynligvis
snarest gjenfindes ved Varangerfjorden. Derimod synes der
ikke at være gunstige Rugesteder ved Laxefjord, idetmindste
ikke paa den østlige Side, hvor jeg forgjæves eftersøgte den
i Juli 1880. Tanafjordens Naturforholde har jeg hidtil ikke
havt Lejlighed til at undersege. |

Blandt en Del Fugleskind, som Univ. Mus. modtog fra
Lieutenant Sandeberg, samlede af ham under hans arctiske
Expedition til Kolahalvøen Sommeren 1877, fandtes ogsaa et
Han-Ind. af denne Art, skudt ved Vadsø 20de Juni. Maaske
har dog dette ikke været et paa Stedet rugende Individ.

I Lighed med, hvad det er Tilfældet med de øvrige arc-
tiske Vadere, forekomme yngre Individer af denne Art og-
saa om Sommeren ved de sydlige og vestlige Kyster, i Re-
gelen enkeltvis eller sporadisk, men paa enkelte Punkter i
større Selskaber. Allerede i 1877 fandt jeg den i store
Flokke i Juli Maaned saavel paa Listerland, som paa Jæde-
ren, og den var paa denne Tid næst T. alpina den talrigste
. af hele sin Slegt, og ubetinget den talrigste af de egentlig

352 Robert Collett.

arctiske Vadere. Alle de skudte Individer havde fuld Som-
merdragt, med tet plettet Bryst og stærkt slidte Rygfjære.
Testes og Ovarier vare selvfelgeligt hvilende, de forste af
Sterrelse som Hampefre. I Ventriklerne fandtes (20de—26de
Juli) Insecter og Larver. Ved Grete i Lofoten traf jeg lige-
ledes den 28de Juli 1880 et enligt oversomrende Individ.

Hos enkelte af Individerne fra Jæderen vare de første Høst-
fjeer begyndt at fremkomme i Ryggen, samtidigt med, at de ev-
rige vare begyndt at blivelese. Feldingen foregaar saaledesi
den forste Halvdel af August.

De forlade Landet i Lebet af September Maaned; Sta-
vanger Museum har erholdt et Ind., skudt paa Jæderen endnu
19de Oct. (1878). |

« — 155 94 « « 89 « Jederen 24 Juli 1877.

94 « 88 « Jederen 24 Juli 1877.

M. Total. 153mm V. 94mm H. 38mm Listerland 20 Juli 1877.
« — 145 «
i n

— 150 94 « 41 « Jæderen 25 Juli 1877

«

« «

« «

— 155 « « 94« « 41 « Kistrand, Porsanger 26 Juni 1878.
€ — 155 « « 95» « 40 « Stabursnes, Porsanger 27 Juni 1880.
« — 151 « « 93 « « 39 « Kistrand, Porsanger 3 Juli 1880.
Fem. — 149 « « 99« « 37 « Jæderen 26 Juli 1877.

« — 155 « « 9 « « 87 « Kistrand, Porsanger 25 Juni 1878.

Tringa alpina, Lin. 1766.

Enkelte Individer eller hele Flokke af denne Art til-
bringe Vinteren ved Landets Sydkyst, især paa Jæderen, hvor
de ere jevnlig fundne af Adj. Bahr, enkelte Aar (1870—71)
talrigt. I Christianiafjorden har jeg ikke truffet dem efter
Midten af November.

M. Totall. 202mm V. 115mm H. 49mm Listerland 20 Juli 1877.
» — 195 « « 118 « « 52 « Jæderen 26 Juli 1877.
« = 200 « « 117 « « 53 « Jæderen 96 Juli 1877.

Calidris arenaria, (Lin.) 1766.
Ogsaa af denne Art vise sig sterre eller mindre Flokke

om Sommeren ved Jæderens fade Strandbredder, samtlige
yngre, endnu ikke forplantningsdygtige Individer.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877-—-80. 353

I 1877 traf jeg dem forste Gang den 27de Juli paa Je-
derens Rev. En Flok paa 20—30 St. holdt til paa et be-
stemt Sted i Stranden; i lange Stunder kunde de sidde hvi-
lende, men gjorde fra og til smaa Udflugter ned i Vandkan-
ten for at tage, hvad Bølgen bragte op paa Sandet. I Mod-
sætning til Aarsungerne om Høsten vare de temmelig sky.
3 skudte Individer vare alle Hunner; Dragten næsten fuld
Sommerdragt, dog med enkelte hvide (Høst-)Fjær fremspirende
i Brystet og paa Ryggen. Hos et af Individerne var Over-
gangen til Høstdragten lidt videre fremskredet; dog var Bry-
stet endnu tæt plettet, medens Struben og Hovedets Sider
vare næsteu hvide.

Ovarierne vare yderst smaa. Ventriklerne indeholdt af
bestembare Dele smaa Algestumper og Frøene af en Strand-
plante (maaske Halianthus peploides, der voxte i Mængde paa
Stranden), hvorimod jeg ikke kunde udskille dyriske Lev-
ninger.

I 1879 traf jeg dem omtrent samtidigt paa flere Steder
paa Jæderen; 4 Indiv., skudte af en stor Flok paa omtr.
100 St. den 2den August, vare farvede som de ovenfor be-
skrevne, og havde som disse faaet enkelte Fjær af Host-
dragten. Affarvningen af Sommerdragten foregaar saaledes
hos denne Art temmelig tidligt. I 1873 traf jeg dem i store
Flokke paa Jæderen fra den 20de—24de August, alle 1 fuld
Høstdragt; dog vare disse vistnok hovedsagelig Aarsunger.

I Finmarken synes den ikke at forekomme hyppigt un-
der nogen Aarstid, og den er maaske endnu ikke med Sik-
kerhed skudt her. Ved Tromsø blev den observeret af Prof.
Lilljeborg i Aug. 1849; fra det nærliggende Andenæs har
Tromsø Mus. ifølge Conserv. Schneider, modtaget et Ind.
skudt 1 Aug. 1877.

I Landets indre Dele viser den sig sjelden eller aldrig.
Dog besøger den Indseen Øjeren ovenfor Christiania; et Ind.
skudt her blandt en Flok den 30te Aug. 1879, havde endnu
lidt af Sommerdragten i Behold.

Fem. Totall. 205mm V. 130mm H.

54mm Jæderen 27 Juli 1877,
a — 205 « « 195« « 52 « Jæderen 27 Juli 1877.
« — 206 « « 130 « « 52 « Jæderen 27 Juli 1877.
< —. 201« « 194« ^» 50» Qjeren pr. Chra. 30 Aug. 1879.

354 Robert Collett.
Numenius arcuata, (Lin.) 1766.

Hører til Vestkystens tidligste Trækfugle, og observe-
redes i 1878 ved Stavanger allerede den 23de Marts (Bahr),
og samme Aar i Alten i Finmarken den 5te April, medens
Sneen endnu laa dyb overalt (medd. af Sorenskr. Hammer).
I 1880 ankom den til Stavanger allerede den 16de Marts.

M. "Total. 573mm V. 305mm H. 120mm Alten, V. Finm. 19 Juli 1880.

Numenius phoeopus, (Lin). 1766.

Har sine fornemste Rugesteder i Kystdistrieterne, fra
Throndhjemsfjorden af og nordover op i Finmarken. Spar-
sommere forekommer den i de sydlige Egne; her ruger den und-
tagelsesvis ogsaa 1 Fjeldtrakterne Den 10de Juni 1878 traf
jeg saaledes flere Par rugende paa den store Myr nedenfor
Røros; som tidligere meddelt (Mindre Medd. 1873—76, p.
184), er den ogsaa fundet paa flere Steder i Valders- og Gud-
brandsdalsfjeldene om Sommeren lige op til en Hejde af
4000” o. H., saaledes i og over Birkebeltet.

Limosa lapponica, (Lin.) 1766.

Som allerede under Tringa canutus (p. 340) anført, til-
bringe ogsaa af denne Art de yngre, endnu ikke forplant-
ningsdygtige Individer Sommeren hist og her paa gunstige
Localiteter langs de sydlige Kyster. Den 25de og 26de Juli
1877 traf jeg saaledes paa Jæderen flere Individer, hvoraf
et og andet allerede bare den røde, fuldt udfarvede Dragt,
men de fleste en, der udgjorde en Mellemting mellem denne
og Aarsungernes om Høsten. I Juli 1879 traf jeg dem igjen
paa samme Sted, men observerede denne Gang intet Individ
i den fuldt udfarvede Dragt. I Rissen ved Throndhjemsfjor-
den blev en lignende Flok truffen den 6te Aug. 1876, og
heraf blev et fuldt udfarvet Indiv. ee der nu opbevares
paa Mus. i Throndhjem.

Flokke af disse ikke rugende Individer har jeg flere
Gange om Sommeren truffet ogsaa i Finmarken, hvor de
strejfe om langs Strandbreddene i Fjordene, medens de ru-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 355

gende Individer blot findes ved ferskt Vand. En saadan
Flok, bestaaende af omtr. 30 Ind., saa jeg ved Kistrand i
Porsanger 28de Juni 1878. Et Ind. som jeg skjed her den
3die Juli 1880, havde netop den ovenfor omtalte Sommer-
dragt, der beres af Ungfuglene det 2det Aar.

Dette var en Hun med serdeles langt Neb (culmen
103™"); Ovariet i Hvile, Fjærene slidte. Hele Brystet og Un-
derlivet er rødgraat, overalt tæt plettet og tverstribet, (me-
dens Aarsungerne have utydelige Pletter, ofte neppe Spor af
saadanne); blot Struben er uden Pletter. Paa Siderne og paa
Undergumpen ere Pletterne pilformige. Halefjærene, som hos
de udfarvede røde Individer have Yderfanerne næsten ens-
farvet sorte. have her tydelige Tverbaand, som hos Ungerne.

Aarsungerne forblive hos os indtil ud i September. I
1879 blev et Ind. skudt i Ørkedalen endnu Sde Oct. (meddelt
af Propr. Nissen). Foruden ved sine tykkere Tarser og sin
betydeligt mindre Størrelse (især er Næbbet aldrig udvoxet
den første Høst), kunne disse Aarsunger, som ovenfor be-
rørt, kjendes ved sit næsten ensfarvet rødgraa Bryst, Un-
derliv, samt undre Haledækfjær; alene paa Siderne af Un-
derlivet findes Spor af svagttegnede Pletter, der dog hos
flere Individer ere næsten umærkelige.

Fem.. Totall. 430mm V. 225mm H. 76mm Porsanger, V. Finm.3 Juli 1880.

Totanus glottis, (Lin.) 1766.

M. Totall. 345mm V. 193mm H. 84mm S. Varanger, ©. Finm. 14 Juli

1878.
« — 345 « « 199« « 80 « Alten, V.Finmarken 23 Juli 1880.
Fem. — 362« « 192« « 80 « Bærum pr. Chra. 12 Mai 1879.

Totanus calidris, (Lin.) 1766.

M. Totall. 270mm V, 151mm H. 60mm Jæderen 11 Mai 1877.

« — 980 « oc 152 « « 58« Jæderen 13 Mai 1877.

« — 270« « 157 « « 62 « Porsanger, V. Finm. 22Juni 1880.
Fem. — 290« « 167« « 74 « Jæderen 5 Mai 1877.

< — 980 « « 151 « « 64 « Jæderen 13 Mai 1877.

356 Robert Collett.
Totanus fuscus, (Lin.) 1766.

Endskjent denne Art ruger, som det synes, paa flere
Punkter 1 Finmarkens indre Dele, synes den intetsteds i Landet
at vise sig hyppigt under Træktiderne sammen med de øvrige
arctiske Vadere. Hovedtrækket til og fra Finmarken synes
derfor at gaa i østlig Retning, uden at berøre Landet (ligesom
hos Phalaropus hyperboreus, 0.a.). Alene ved Tromsø og i det
nærliggende Dalføre Maalselvedalen har Conserv. Schneider
om Høsten truffet flere Familier, bestaaende af Aarsungerne.
Paa Jæderen synes den ikke at forekomme, uden maaske spo-
radisk; et Ind., der nu opbevares paa Stav. Musæum, blev
skudt ved Sandnæs mellem Stavanger og Jæderen i Aug. 1878.

Totanus ochropus, (Lin.) 1766.
M. Totall. 240mm V. 136mm H. 57mm Bærum pr. Chra. 27 Juni 1877.

Totanus glareola, (Lin.) 1766.

I Finmarken er denne Art idethele særdeles hyppig, og
mangler neppe ved nogen kratbevoxet sterre Myr eller min-
dre Indse, der er omgiven af Birkeskov. Et Rede med 4,
noget rugede Æg, som jeg fandt ved Stabursnæs 1 Porsanger
3 Juli 1878, laa ovenpaa en Tue paa det sumpigste Sted 1
en Myr; paa samme Sted traf jeg den atter bosat i 1880,
men denne Gang vare allerede dens Unger udklekkede her
den 27de Juni. Begge Forældre vare tilstede, og særdeles
ængstelige, saa at de ofte satte sig i Toppen af Treer eller
Buske i blot faa Alens Afstand. Somoftest er det Hannen,
der herunder viser det sterste Mod. Her viste imidlertid det
dristigste af Individerne sig at vere Hunnen; denne tilligemed
dens 4 Dununger ere nu opstillede paa Univ. Mus. Andre ny-
klækkede Unger saa jeg ved Borselv i Porsanger 30 Juni 1880.

Endnu fer Ungerne ere fuldt udvoxede, slaa flere Fa-
milier sig sammen til smaa Selskaber, der tilbringe Resten
af Sommeren ved Elvebredderne, inden de drage mod Syd.
(Altenelv 21 Juli 1880).

M. Totall. 225mm V. 193mm H, 51mm Alten, V: Finm. 19 Juli 1830.
Fem. — 210« « 199« « 48« Porsanger, V.Finm. 27 Juni 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 357

Totanus hypoleucos, (Lin.) 1766.

M. Totall. 190mm V. 107mm H. 56mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877.

Machetes pugnax, (Lin) 1766.

Som i »Mindre Medd. 1873—76< (p. 187) omtalt, er denne
Fugl i Norge i sin Optreden væsentlig arctisk, og var hidtil
blot fundet rugende paa Dovre (og maaske andre Punkter af
de sydlige Hojfjelde!), men forresten blot i Landets nordlige
Dele. Paa de egentlige Lavlande viser den sig i Regelen blot
under Træktiderne, og ankommer tidligt (Frederikstad 8de
April 1880). Sommeren 1879 fandt jeg den dog rugende hist
og her paa Jæderen, og traf her de endnu halvt dunklædte
Unger ved Haar den 30 Juli. Sandsynligvis bebor den og-
saa andre gunstige Localiteter langs de sydlige Kyster.

Fem. Totall. 260mm V. 152mm H. 58mm Jæderen 13 Mai 1877.
c zx 950« « 149« « 54« Vadsø 19 Juli 1878.

Phalaropus hyperboreus, (Lin.) 1766.

Ruger idethele talrigt i hele Finmarken, og forresten 1
mindre Mengde hist og her langs Kysten (saasom 1 Lofoten)
ned til sendenfor Bode, dog, som bunden til visse bestemte
Localiteter, overalt spredt og colonivis. Medens den saaledes
i Vest-Finmarken paa Porsangerfjordens Strande og Smaaøer
finder gunstige Rugesteder i Mængde, er det modsatte Til-
fældet ved hele den store, nærliggende Laxefjord, hvis Bred-
der ere stejlere, og hvor idethele Faunaen er ulige fattigere.

Trækket til og fra disse nordlige Rugesteder foregaar
utvivlsomt i sydøstlig Retning, og, ligesom det er Tilfældet
med adskillige af de i disse Landsdele rugende Passeres (saa-
som Anthus cervinus, Plectrophanes lapponica, Phylloscopus bore-
alis, Cyanecula suecica, og Acrocephalus schoenobaenus, o. a.), be-

1) Den 20de Aug. 1865 skjed Forstmester Barth en Han paa Veofjeld i
Vaage ovenfor Trægrændsen, ligesom den af andre Rypejægere er skudt
ved Gunstadseter i Ringebo i August. Maaske har den ruget paa
disse Steder.

Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. TII—IV. 94

358 Robert Collett.

rerer Hovedtrekket ikke Norge. Alene spredte Individer ere
her bemærkede om Høsten eller Vinteren. Paa Jæderen hø-
rer den ikke til de under Trækket (eller om Sommeren)
regulært optrædende arctiske Vadere; i de seneste Aar er
et enkelt Indiv. skudt her 23 Sept. 1877, ligesom et andet
paa Smelen udenfor Throndhjemsfjorden 15de Aug. 1878.
Det første af disse, der er en Ungfugl i Vinterdragt, opbeva-
res paa Stav. Mus.

Saavel i 1878, som i 1880 havde jeg i Porsanger i Vest-
Finmarken flere Gange god Lejlighed til at iagttage denne
Art under dens Rugning. Den 29de Juni 1878 traf jeg paa
en Holme lige udenfor Kistrand en hel rugende Coloni, be-
staaende af maaske 20 Par, der dels allerede havde lagt Æg,
dels vare ifærd dermed. Rederne laa i Græsset mellem de
blomstrende Trollius europaeus, og under disses brede Blade,
eller ogsaa mellem de heje Vandplanter ved en af de smaa
Vandsamlinger, eller 1 Revner i den torvagtige Jordbund;
paa et Sted laa 3 Reder lige i Nerheden af hinanden inden
en Omkreds af neppe 20 Alen. Nogle faa Straa fandtes
altid i Bunden af Redet. Alle /Eg vare friske. Hannen,
der allerede i Afstand lod sig kjende paa et ejendommeligt
bronceagtigt Skjær i Nakken, var altid den rugende. Fug-
lene vare saa overordentlig lidet sky, at de lagde sig til at
ruge, medens jeg betragtede dem i faa Alens Afstand, og de
fleste viste derved, hvor Redet var beliggende. Idethele ud-
viste de under sin Adfærd ved Redet den sterste Lighed med
Tringa minuta og Tr. temminckii, som ovenfor er omtalt. I 1880
fandt jeg atter flere rugende Par paa samme Holme den 2den
Juli; dog var Colonien dette Aar mindre.

Paa andre Holmer i den samme Fjord fandtes ligeledes
begge Gange mindre Colonier rugende; nyklekkede Dunun-
ger fandt jeg 6te Juli 1878, og 2den Juli 1880.

I Ventrikelen af de skudte Individer fandt jeg dels smaa
Insecter, dels fine Crustaceer.

M. Totall. 182mm V. 105mm H. 46mm Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.
« — 185 « « 106 « « 47 « Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.
« — 183 « « 107 «

« 47 « Porsanger, V. Finm. 23 Juni 1880.

Fem. — 195 « « 110« « 49 « Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.
« — 196 « » 110« « 48 « Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.
« € 190 « « 111 « « 49 « Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 359

Fam. Charadriidae. .

Charadrius pluvialis, Lin. 1766.

M. Totall. 270mm V. 187mm H. 71mm Jæderen 13 Mai 1877.
« — 980 « « 190« « 78« Jæderen 13 Mai 1877.

« — 990« « 191 « « 80 « Jæderen 24 Juli 1877.

€ — 272 « « 192 « « 75 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1878.
Fem. — 989 « « 175 « « "7l« Jæderen 18 Mai 1877.

« — 280 « « 190« « 76« Vadsø, Ø. Finm. 21 Juli 1878.

Eudromias morinellus, (Lin.) 1766.

Som allerede 1 »Mindre Medd. 1873—76« (p. 189) berørt,
forekommer denne Art rugende paa Norges Fjeldplateauer
lige fra de sydligste Hojfjelde 1 Thelemarken op til den rus-
siske Grændse 1 Finmarken. Men ligesom hos flere andre af
de i Landets nordligste Del rugende Landfugle foregaar Trek-
ket til og fra Finmarken vesentlig i ostlig Retning, og be-
rører kun i ringe Grad Norge. Derimod maa selvfølgelig de
Individer, der have sit Hjem paa de sydlige Hojfjelde, trekke
den lige Vej over Norges Sydspids, Jylland og videre over
Vest-Europa. Imidlertid er den idethele sjelden paa de egent-
lige Lavlande, og fortsetter hurtigt sit Trek op til sine Ru-
gesteder. Blandt de store Flokke af Vadere, der om Vaaren
og især om Hosten indfinde sig paa Listerland og Jæderen,
herer denne Art imidlertid ikke til de særdeles hyppige, men
sees her dog 1 Regelen en kort Tid saavel Host, som Vaar.

I Christiania Omegn er den blot enkelte Aar bleven ob-
serveret, og denne Egn synes kun undtagelsesvis at blive
berert under dens Trek. I 1873 og 1876 opholdt de sig her
i nogle Dage; 1 1577 vare de endog talrige i flere af de om-
kringliggende Bygder (Krogstad, Heland); i 1878—80 ikke
observeret.

Udenfor de egentlige Højfjelde, eller hvor det alpinske
Element er fremherskende, ruger denne Art ikke. I 1877
den bte August blev dog, ifølge Adj. Bahr, et Ind. skudt til-
ligemed et Par Dununger i Nærheden af Stavanger (Tastad),
kun faa Fod ovor Havet. Dens egentlige Rugesteder er paa
Fjeldplateauerne, iser paa Steder, hvor sparsomme Carices

24*

360 Robert Collett.

vexle med hvidgraa eller brunagtige Lichener, og hvor Bunden
idethele er temmelig steril og stenet. Ved Redet udviser den
en serdeles Ængstelighed, og flagrer ligesom de evrige Charadrier
henad Marken for at bortlede Opmerksomheden fra Æg eller
Unger.

Omsorgen for Ungernes Opfostring synes hovedsagelig (eller
udelukkende) at paahvile Hannen. Et Par Gange (Vadse 21de
Juni 1878) har jeg skudt det af Individerne, der har fulgt Dun-
ungerne, og dette har begge Gange været Hannen. Det er sand-
synligt, at denne ogsaa maa overtage Rugningen; begge de ovenfor
nævnte Individer havde store Rugepletter.

M. Totall. 234mm V, 146mm H. 69mm Vadse, ©. Finmarken 21 Juni 1878.
« — 231 « « 143 « « 66 « Vadsø, Ø. Finmarken 21 Juni 1878.
Fem. — 245 « « 150 « « 72 « Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1880.

Aegialites hiaticula, (Lin.) 1766.

Ogsaa hos denne Art er det sandsynligvis Hannen, som har
at overtage Rugningen. Et Ind. der blev mig bragt (Pors-
anger 30te Juni 1880), efterat vere fanget med Snare paa Redet,
var en Han, og havde store Rugepletter.

I Landets indre Dele findes denne Art idethele sjeldent ru-
gende. Paa Dovre er den funden fra og til, men ruger neppe aarlig;
ligesaa ved Fjeldvandene 1 Valders. Den 10de Juni 1878 saa
jeg flere-Ind. ved Røros, hvor de havde Tilhold ved en liden
-Elv. I Kystegnene er den derimod talrig rugende saavel umid-
delbart paa Stranden af Seen, som ved smaa Ferskvande i nogen
Afstand fra Havet. Især er den yderst talrig paa de fleste Ste-
der i Finmarken, ogsaa paa Fjeldene ner Seen.

Ifolge Adj. Bahr modtog Stavanger Mus. et paa Jæderen
Vaaren 1878 skudt Individ, af hvis Teer de 2 vendte fortil og
1 bagtil.

M. Totall. 201mm V. 129mm H. 59mm Gjæsvær pr. Nordeap 23 Juni 1878.

« — 186 «+» 1927» « 56 « Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878:

« — 185 « « 198 « « 59« Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.

« — 190« « 127 « » 60 « Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878.

« — 193 « » 135 « « 60 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1880.
Fem.— 190 « « 182« « 58 » Jæderen 26de Juli 1877.

cy 2791956055» 1125780257 <n Ojeren pr. Chra 030 AU MIE;

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 361

Aegialites curonicus, (Gmel.) 1788.

Har i Norge et temmelig indskrænket Omraade, og forekom-
mer hovedsagelig blot i de sydestligste Kystegne. Saaledes er
den ret talrig paa flere Steder 1 Christianiafjorden, især ved Ky-
sterne af Smaalenene (Raue, Laurkullen, Hvaleerne); mod Vest
aftager den hurtigt i Antal, og den synes næsten ganske at
mangle paa Listerland og Jæderen, hvor Ae. hatieula forekom-
mer i saa betydeligt Antal. For Tiden foreligger ikke en eneste
sikker Observation om dens Forekomst langs Vestkysten, og det
er sandsynligt, at den mangler ganske saavel her, som 1 Landets
nordlige Dele. Den er angivet at være fundet rugende i Suren-
dalen (sendenfor Throndhjemsfjorden), men dette er ikke bleven
bekræftet ved nogen senere Observation.

Derimod er den flere Gange funden rugende ved Indseerne
. og Elvene i de indre sydøstlige Dele (Ringerike, Øjeren, Fiskum-
vand o. a.). ;

I Ventrikelen af et Par skudte Individer har jeg fundet blot
Insectlevninger, saasom Larver af Noctuer, Coleoptera, og Larver
af Elater segetis (Horten 20de Mai 1878).

M.:'Potall. 171mm V. 111mm H. 58mm Hvalserne 10 Juli 1877.

« — 182 « « 111 « « 60« Horten 20 Mai 1878.
Fem. — 186 « « 116« « 62 « Sandvigen pr. Chra. 9 Mai 1879.
< == 188 « « 117« « 63 « Rauo pr. Smaalenene 12 Juli 1879.

Squatarola helvetica, (Lim). 1766.

Forekommer om Sommeren 1 yngre, endnu ikke forplant-
ningsdygtige Individer paa Jæderen, og vil sandsynligvis vise
sig ogsaa at forekomme paa denne Aarstid paa andre gunstige
Localiteter langs vore sydlige Kyster. I de sidste Dage af Juli
1879 traf jeg paa Jæderen adskillige Individer, der sværmede om
enkeltvis eller i smaa Flokke 1 Stranden; de fleste af disse havde
lyst Underliv, og turde have været Aarsunger (cfr. Tringa canu-
tus, p. 340).

Under Trækket besøger denne Art næsten aldrig de indre
Dele af Landet. Et Expl., der maa betragtes som forvildet, blev
dog skudt ved Hamar (Mjøsen) 10de Oct. 1878.

362 Robert Collett.

Vanellus eristatus, Mey. & Wolf 1810.

Forekommer paa Jæderen og Listerland i næsten utro-
lig stort Antal. Den herer til Vestkystens tidligste Træk-
fugle, og ankommer i Regelen i Slutningen af Februar, ofte for
Marken endnu er bar. Jevnligt findes et og andet Ind. overvin-
trende; saaledes observeredes et Ind. paa Rott udenfor Stavanger-
fjorden et Aar den 1ste Januar; i Dec. 1877 holdt 4 St. sig en
Tidlang ved Mosevandet nær Stavanger, ligesom, ifølge Adj. Bahr,
Individer bleve iagttagne i Omegnen af denne By Vinteren 1878
— 19. De ferst ankomne Individer have endnu Spor af Vinter-
dragten 1 Behold, nemlig de brede rustgraa Bremme paa alle
Rygfjere; denne Farve havde et Ind., skudt ved Drebak 1 Chri-
stianiafjorden 17de Marts 1877.

Æglægningen foregaar i Begyndelsen eller Midten af April,
enkelte Aar endog i Marts. I 1880 modtog saaledes Adj. Bahr
de første Ag den 25de Marts, og saa udklækkede Unger den
15de April; i Regelen ere Ungerne udklækkede henimod Slut-
ningen af Mai. Æggene borttages paa flere Steder af Listerland
og Jæderen 1 store Masser af Beboerne, og fortæres i Regelen
paa Stedet; tidligere bleve i enkelte Aar flere Tusinde Æg ud-
førte, men dette er i de senere Aar mere ophørt. Enkelte Par,
sandsynligvis nærmest saadanne, for hvem Æggene have været
borttagne, ruge langt senere om Sommeren; ı 1879 saa jeg smaa
Unger endnu den 2den August.

I de indre Fjorde eller i Landets indre Dele ruger aldrig
denne Art; 1 Christianiafjorden ruge de dog saa langt oppe,
som ved Laurkullen (paa Øen Ele), men aldrig i Omegnen af
Christiania.

Mod Nord ruge de endnu i Nordland, saasom paa Tjette,
men maaske neppe regelmæssigt naa noget nordligere beliggende
Sted; i 1878 fandtes paa denne 0, ifølge Ejeren, 20—30 St.
hvoraf flere Par havde Rede. I Tromsø Omegn ere flere Indi-
vider skudte eller observerede i de sidste Aar, hvoraf enkelte .
opbevares paa Musæet i denne By. Et Ind., der var drevet
endnu længere ud af sin Vej, blev skudt i Bosekop i Alten (70°
N. B.), den 22de Oct. 1876, efterat Marken allerede i en Maaned
havde været snebelagt. Endelig er et Ind. skudt ved Mortensnæs
i Øst-Finmarken 29de Mai 1873.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 363

M. Totall. 320mm "V. 230mm H. 121mm Jæderen 27 April 1877.

« — 826 « « 295« « 105 « Jæderen 30 April 1877.

« — 320 « « 230 « « 106« Jæderen 1 Mai 1877.

« —- 319 « « 932 « « 105 « Jæderen 11 Mai 1877.

< — 840 « « 932 « « 115 « Horten 20 Mai 1878.
Fem. — 310 < « 222 « « 102 « Drøbak 17 Marts 1877.
Er: — 995 « « 240 « « 113 « Jæderen 1 Mai 1877.
ic — 815 «. « 214« « 98< Chra.fjord 16 April 1879.

Haematopus ostralegus, Lin. 1766.

Ruger i Christianiafjorden endnu (1879) saa hejt op, som ved
Laurkullen (Ele), omtrent i Midten af Fjordens Længde, men
ikke 1 Fjordens indre Dele.

Overvintrende Individer bemærkes aarlıg hist og her langs
Vestkysten. Saaledes ere de ogsaa i de senest forlebne Aar ob-
serverede paa Jæderen og ved Stavanger (1878— 79, Adj. Bahr);
ved Kinn udenfor Søndfjord overvintrer den jevnlig, ligesom den og-
saa er fundet, skjønt sjeldnere, paa denne Aarstid ved Hvaløerne
og udenfor Frederikstad.

M. Totall. 460mm . V. 251mm H. 116mm Nesodden pr. Chra.1 Mai 1878.

Strepsilas interpres, (Lin.) 1766. "

Ogsaa denne Art er undertiden stationer ved Landets syd-
lige Kyster; ifelge Adj. Bahr blev saaledes et Ind. skudt paa
Jæderen i Jan. 1878. ^ Ligesom Haematopus: og Vanellus hører
den til de sydlige Kystegnes tidligste Trækfugle, og indfinder sig
her allerede 1 Marts. Dens Rugetid falder hos os 1 Midten af
Juni, i de sydligste Kystegne allerede i Maanedens ferste Halv-
del. I Finmarken ruger den gjerne ferst i Slutningen af Juni;
saaledes fandt jeg den 6te Juli 1880 paa en Holme ved Lebesby
1 Laxefjord et Rede, hvori 4 nesten fuldt udklekkede Æg, midt
ien talles Coloni af rugende Sterna hirundo.

M. Totall.. 235mm V. 154mm H, 61mm Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878.
Fem.— 235 « « 150 « « 60 « Gjæsvær pr. Nordcap 18 Juni 1878.

364 Robert Collett.

Fam. Gruidae.

Grus communis, Bechst. 1793.

Ankommer til Landets sydlige Dele 1 Midten af April (Oda-
len 16de Apru 1871, Urskoug 24de April 1879; 1 1880 saa jeg
13 St. ved Christiania 19de April).

Som et Bevis paa denne Arts Fordøjelsesevne kan anføres,
at da et Par Ungfugle, der vare indfangede 1 Skovegnene ved
Eidsvold 1 Aug. 1878, og en Tid vare holdte levende ved Uni-
versitetet for at kunne opnaa en fuldt udviklet Ungfugledragt, bleve
dræbte for at opstilles, indeholdt deres Ventrikel foruden en
Mengde Grus og Stene, en god Haandfuld tykke Glasstumper, der
ved Gnidningen vare blevne knuste til Smaastykker af indtil et
Krone-Stykkes Størrelse, og med fuldkommen afslebne og af-
rundede Kanter.

Aarsungen fer Hostfeldingen er overalt stærkere redgraa,
end de Gamle; især er Ryggen mørkt rødlig, medens Underlivet
er mere graat. Hovedet er helt fjærklædt, ligesom Halsen, og
begge mangle den brogede Tegning, som tilkommer de Ud m
idet disse Dele her ere ensartet rødgraa, omtrent af Ryg gens
Farve. Neebbet er graagrent, Iris brun, Fedderne graa. De in-
dre Armfjære have allerede krusede Straaler, som hos de Gamle.

M. Totall. 1175mm V. 605mm H. 204mm Hidsvold 16 Juni 1877.
» — 1165» « 590 « « 210 « Lerenskoven pr. Chra. 23 Aug. 1879.
Fem.— 1107 « « 662 « « 195 « Langaaren pr. Chra. 9 Mai 1877.

Fam. Ciconiidae.
Ciconia alba, Lin. 1766.

I de seneste Aar ere, som sedvanligt, enkelte Individer eller
smaa Flokke observerede om Vaaren i Landets sydlige Dele, men
aldrig paa andre Aarstider. Den 1ste Juni 1877 saaes 6 St. i
Rygge (Smaalenene), og 1 af disse blev skudt ved AE
den 2den Juni. Et Ind. blev skudt ved Christiansand i Juni
1879, og er opstillet paa Byens Skole.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 365

Fam. Ardeidae.
Ardea cinerea, Lin. 1766.

Er funden mod Nord lige op ı Lofoten; endnu paa Senjen
er den ikke sjelden observeret, og et Ex. fra denne Localitet (69°
20°) er 1 1879 afgivet til Tromso Museum. I det egentlige
Finmarken er den hidtil ikke observeret.

I Omegnen af Christiania ere enkelte omstrejfende Individer
bemærkede saavel om Vinteren, som om Sommeren i alle de se-
neste Aar, sandsynligvis altid yngre, endnu ikke forplantnings-
dygtige Individer; flere af disse, alle 1 Ungfugledragt, ere skudte
og opbragte til Univ. Museeet.

M. Totall. 1060mm V. 465mm H. 186mm Skudesnæs 26 Sept. 1877.
Kem. — 960« « 450« « 173 « Drebak 11 Aug. 1877.
« | — 965 « « 465 « « 169 « ©. Aker pr. Chra. 14 Dec. 1879.

Ord. Anseres,
Fam. Anatidae.

|, Anser cinereus, Mey. 1810.

De ferste Flokke (af denne og folgende Art) trekke over
de sydlige Dele af Landet gjennemsnitlig i Slutningen af Marts
eller Begyndelsen af April. Enkelte Aar kunne de vise sig al-
lerede 1 Februar, saasom i 1879 (Chra. 23de Febr., Frederikstad
26de Febr.). Trækket vedvarer lige indtil over Midten af Mai.

Det sydligste Rugested for denne Art ı Norge er paa et Par
Smaaøer udenfor Stavangerfjorden; paa Kyststrækningen fra Sta-
vanger til Bohuslen ruger den ikke.

I Modsætning til A. segetum ruger denne Art alene paa Øer
og Holmer langs Kystlinien, men er aldrig med Sikkerhed fun-
det rugende i Landets indre Dele. Saasnart Ungerne ere ud-
klækkede, begiver hele Familien sig ud ı den yderste Del af
Skjærgaarden, og ved de ydre Havskjær foregaar ogsaa Vin-
gefældingen. Kun enkelte ikke rugende Individer blive tilbage
Sommeren over mellem de indre Øer eller paa Rugepladsene.

366 Robert Collett.

Et saadant yngre, ikke rugende Individ, som jeg skjed i Laxe-
fjord (0. Finmarken) 8de Juli 1880, var noget mindre, end de
ældre Individer, men havde, ligesom disse, en smal hvid Rand
nærmest Næbbet; Hovedet iøvrigt temmelig blegt, som en Følge
af, at Fjærene vare stærkt slidte.

Paa flere Steder langs Kysten, hvor denne Art ruger, ind-
fange Fiskerne deres nyklækkede Unger, eller lade Æggene ud-
ruge af Somat. mollissima, hvoraf næsten altid flere Par bygge
lige ved Husene.

De fleste af de Individer, som jeg i de seneste Aar har havt
Lejlighed til at undersøge, have havt en smal hvid Rand eller
Plet nærmest Næbroden, saavel paa Panden som Kinderne; un-
dertiden gaar ogsaa dette hvide Parti et Stykke op over Panden.

M. Totall. 810mm V. 455mm H. 130mm Jæderen 30 Sept. 1878.
Fem. — 745 « « 480 « « 118 « Laxefjord, Ø. Finm. 8 Juli 1880.

Anser segetum, (Gmel.) 1788.

Saavidt hidtil er kjendt, ruger denne hovedsagelig eller ude-
lukkende 1 Landets indre Dele, uden at der endnu foreligger noget
Bevis for, at den har udruget sine Unger ved salt Vand. Den
er saaledes temmelig talrig ved de fleste af Finmarkens Vande
og Indseer, og bliver i Mengde dræbt af Finnerne under Fælde-
perioden. I Landets sydlige Dele er den aldrig fundet rugende.

Under Traktiderne standse de derimod fra og til 1 Landets
indre, sydestlige Dele. De indfinde sig her ligesaa tidligt om
Vaaren, som A. cinereus; saaledes ejer Stavanger Mus. et Ind.,
skudt af en Flok paa 5 St. paa Jæderen 15de Marts 1877. Om
Hosten begynder deres Trek sydover ı Midten af September; ad-
skillige Individer skydes dog endnu i November og December
Maaneder. Imidlertid synes den endnu ikke at vere funden
egentlig overvintrende hos os.

Ligesom hos A. cinereus har ogsaa hos denne Art flere af
de gamle Individer en hvid Ring eller hvide Pletter nærmest
Næbbet. Dette var saaledes Tilfældet hos 2 Individer, skudte i
Ojeren 29de Sept. 1880, hvoraf det ene opbevares paa Univ. Mus.

M. Totall. 755mm V. 460mm H. 132mm Qjeren 29 Sept. 1880.
Fem. — "51« « 440 « « 130 « Qjeren 29 Sept. 1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. - 367
Anser albifrons, (Scop.) 1763.

Der foreligger fremdeles intet Bevis paa, at denne Art har
ruget indenfor Landets Grendser. Den herer idethele til de
sjeldnere Arter hos os, og alene Host og Vaar skydes fra og til
Individer, medens Hovedtrækket ikke bererer Norge. I Finmar-
ken synes den til enhver Aarstid at vere sjelden; i 1878 saa
jeg et ved Kistrand i Porsanger (i Mai s. A.) skudt Ind., ligesom
enkelte andre fra tidhgere Aar ere kjendte.

Det er især paa Jæderen og i Omegnen af Stavanger, at de
1 de seneste Aar oftest ere blevne fundne under Trekket. I Oc-
tober og November 1877 bleve her nogle Stykker skudte (et af
dem i samme Skud, som en A. cinereus). Den 10de Oct. 1879
bleve flere Indiv. skudte af en Flok paa 12 St., der havde Til-
hold i Figgenelven paa Jæderen; 4 af disse opbevares paa Sta-
vanger Mus. og 1 indsendtes til Univ. Mus., samtlige ældre Indi-
vider. Hos det sidste, en Han, har det hvide Pandeskjold en
Højde af 207”; hos 2 af de paa Stav. Mus. opbevarede Han-
Individer er det resp. 23 og 26mm og gaar helt op til Øjnene;
hos det sidste Indiv. er den hvide Farve endogsaa udbredt paa Si-
derne af og under Nebbet. Hos en Hun paa samme Mus. er
Hojden 23mm,

Senere ud over Vinteren bleve de fleste af de øvrige Ind.
af denne Flok, hvoriblandt fere Ungfugle, skudte. Den 11te
Dec. s. Å. modtog Univ. Mus. et yngre Indiv., skudt i V. Aker
ved Chra.; hos dette, der var en Hun, havde Pandeskjoldet en
Højde af blot 8=m,

Fem. Totall. 737mm V. 420mm H, 120mm V. Aker pr. Chra. 11 Dec. 1879.

Bernicla brenta, Pall. 1811.

Om Vaaren indfinder denne Art sig ved Landets sydlige
Kyster 1 Slutningen af Mai (talrigst omtr. 26de Mai), og drager
derefter, uden at standse synderligt undervejs, op til sine Ruge-
steder paa Spitsbergen. Flokkene bestaa af fra 20 til 5—600 St.
De trække lavt henad Havfladen, i Regelen dannende den samme
V-Form under Flugten, som de øvrige Arter, men uophørligt
forandres Formen, snart dannende en bølgende Linje, snart en
mere uregelmæssig Masse.

368 Robert Collett.

I Slutningen af September eller Beg. af October indfinde
Flokkene sig atter nordenfra, og have 1 Regelen forladt Landet 1
November. Men 1 strenge Vintre, især naar Østersøen og Bel-
terne tilfryse, sege de altid flokkevis atter op under de isfri Ky-
ster udenfor Stavanger og Jæderen, hvor de tilbringe kortere
eller længere Tid af Vinteren. Især vare de saaledes talrige
1 1878—79, og 1 1880—81.

Enkelte af disse Individer, der saaledes ere drevne mod
Nord, blive undertiden ferte langt ud af sin Vej, og Univ. Mus.
har saaledes flere Gange modtaget Individer, skudte i Landets
indre Dele (Odalen 31te Marts 1879, Vormen 9de April 1879).

M. Totall. 640mm V. 350mm H. 103mm Haugesund 26 Oct. 1878.
« — 645 « « 358 « « 100« Odalen 31 Marts 1879.
Fem. — 594 « « 820« « 297« Vormen 9 April 1879.

Bernicla leucopsis, (Bechst.) 1808.

Endskjent Hovedtrekket af denne, ligesom af adskillige an-
dre arctiske Arter, ikke egentlig bererer Norge, men gaar mere
ostligt, synes dog aarligt enkelte om Hosten at indfinde sig ved Lan-
dets sydvestlige Kyster, og flere Individer ere skudte 1 Lebet af
de sidste Aar, iser paa Oerne i Stavangerfjorden. Alene 1 1877
bleve 3 Ind. bragte til Stavanger, skudte alle 1 December Maa-
ned paa Karme og ved Tungenes. I Oct. 1879 bleve atter et Par
Ind. skudte sammesteds; et af disse er afgivet til Univ. Mus.

Vaartrekket synes endnu sjeldnere at berere Landet. I de
sidste Aar vides blot et Ind. skudt 1 Omegnen af Christiania
Vaaren 1877, ligesom et Ind., ifolge Cand. Stejneger, er skudt
ved Bergen 30te April 1879.

Cygnus musicus, Bechst. 1808.

Overvintrer hist og her ved Kysten lige op til Tromse, hvor
et Ind. blev skudt i Balsfjorden i Beg. af Marts 1877; ligele-
des er den ikke sjelden om Vinteren 1 Malangenfjord. Underti-
den holde disse overvintrende Individer sig sammen i Flokke paa
flere Hundrede; saadanne ere især observerede 1 Lofoten og uden-
for Stavanger.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 369

Endskjent denne Art ruger paa adskillige Punkter ı Fin-
markens indre Dele, har den endnu ikke (ialfald 1 de senere Aar)
været undersegt eller nøje beskrevet hos os under sin Redebyg-
ning eller Rugning. I 1857 saa Forstm. Barth 2 allerede for-
ladte Reder 1 Pasvigelven i Syd-Varanger; disse laa begge paa
en Ø 1 en af Elven dannet Indsø, og vare sandsynligvis byggede
1 forskjellige Aar. De vare dannede af Jord, Kviste og Mos,
der var ophobet i Form af en hej Myretue, paa hvis Top en Del
Æggeskaller endnu laa i en grund Fordybning.

M. Totall. 1325mm V. 550mm H. 177mm Skudesnes 27 Nov. 1877.
— 1880 « « 605 « « 170 « Stavangerfjord 3 Febr. 1879.

Cygnus minor, Pall. 1811.

Uagtet denne Art blev forst i de seneste Aar med Sikker-
hed fundet hos os, er det ikke usandsynligt, at den under Trekti-
derne eller om Vinteren oftere kan berøre Landet. Da den, foru- '
den ved Petschora-Mundingen og Nordkysten af Sibirien, tillige
ruger almindeligt paa Novaja Semlja, er det nemlig ikke uten-
keligt, at den under sit Trek ogsaa tildels kan folge Kystlinien
af Nordvest-Europa, ligesom det ofte er Tilfældet med Anser al-
bifrons, Bernicla leucopsis, og andre mere østlig-aretiske Former.

I Slutn. af Mai 1876 blev et gammelt Ind. skudt i Næsseby 1
Syd-Varanger, og opbevaret af Hr. Nordvi; fra ham er det gaaet
over til Kragere Skole, i hvis Samling det opbevares, og hvor
jeg nylig har havt Anledning til at undersege det. Da Hr.
Nordvi sees ikke at have gjort Forskjel paa de 2 Arter, er det ikke
usandsynligt, at han oftere har havt C. minor i Hænde fra disse
Trakter af Finmarken.

Den 16de Jan. 1879 blev et Expl. skudt ved Figgenelv paa
Jæderen, og afgivet til Stavanger Museum, hvor jeg i Juli s. A.
havde Anledning til at undersege det; det opgaves at have ve-
ret en Han. Hvorvidt dette Individ har tilbragt den hele Vin-
ter ved vore Kyster, kan ikke afgjøres, da neppe flere af denne
Art bleve bemærkede ved denne Lejlighed; sandsynligvis er den
drevet op fra de engelske Kyster, hvor der netop i denne Vinter
bleve flere Individer skudte.

Derimod synes den at have overvintret i temmelig stort An-
tal ved vore Kyster i den paafelgende Vinter, 1879—80, og ad-

370 Robert Collett.

skillige Individer bleve herunder skudte, og mangfoldige observe-
rede, saaledes at der af dette Forraad nu er bleven opstillet In-
divider i de fleste af Landets Museer. Enkelte af disse Indivi-
der bleve fundne dede eller i afkræftet Stand, tildels langt inde
i Landet, et Tegn paa, at deres Optreden ved denne Lejlighed
idethele har veeret exceptionel.

De fleste af disse Individer synes at have opholdt sig paa
Kyststrekningen mellem Bergen og Throndhjemsfjorden. De
ferste bleve bemserkede 1 Midten af December 1879, og observe-
redes nu jevnligt indtil Midten af Febr. 1880; det sidste Indi-
vid, der med Sikkerhed blev iagttaget, fandtes 1 Slutningen af
Marts 1880. De fleste Individer bleve indsendte til Videnska-
bernes Selskabs Samling ı Throndhjem, og stammede fra Hitte-
ren og Verne udenfor Christiansund. Conservator Storm har
skriftlig meddelt mig de af ham med Vished iagttagne Tilfælde
af dens Optreden, ligesom han har udtalt sig herom 1 en Afhand-
ling »Nogle Foregelser til den zoologiske Samling af Vertebraternes
Rekke« (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 1879, p. 127).

Af de 9 Individer, som Hr. Storm har havt Anledning til
at undersege personlig, vare de 8 fuldt udfarvede, dels Hanner,
dels Hunner"). De forskjellige af Hr. Storm iagttagne Tilfælde
vare følgende:

1 Expl., en Ungfugl, der maaske har tilhørt denne Art, blev
skudt kort før Jul 1879 ved Hitteren. Opbevares paa Musæet i
Throndhjem.

2 Ex. skudte af en Flok paa 16 St., sandsynligvis alle be-
staaende af samme Art, ved Christiansund i Beg. af Jan. 1880.

2 Ex. skudte ı Slutn. af Januar 1880 ved Hitteren; det
ene er opstillet paa Musæet ı Throndhjem.

1 Ex. skudt i Inderøen (Throndhjemsfjorden) i Slutn. af
Januar 1880; opbevares paa Museet i Throndhjem.

1 Ex. fundet dedt 1 Febr. 1880 1 en Skov i Sterdalen, lige-
ledes ved Throndhjemsfjorden. Opstillet paa Musæet i Thrond-
hjem.

1 Ex. skudt i Febr. 1880 1 Nidelven ovenfor Throndhjem,

!) Et enkelt, der blev skudt omtr. 20 Dec. 1879, var et ungt Indiv. (To-
tall. 1040mm). For dettes Vedkommende kan Hr. Storm endnu ikke
med Vished afgjøre, om det tilhører denne Art, eller C. musicus.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 371

2 Mile fra Seen, hvor det (sammen med et Par andre) havde
Tilhold i en Fos.

1 Ex. skudt i Febr. 1880 i Aursund-Sø ovenfor Røros,
omtr. 2000’ o. H.

1 Ex. skudt i Slutningen af Marts 1880 ved Indersen
(Throndhjemsfjorden). Dette er nedsendt til Univ. Mus., hvor
det nu er opstillet.

Desuden bleve de omtalte samtidigt fra Snaasenvandet, Veer-
dalen, Rissen, Gulosen og andre Steder i det Throndhjemske; fra
disse Steder have dog ikke Individer veret undersegte, saaledes
at Arten har med Sikkerhed kunnet constateres.

Hos alle de indenlandske Individer af denne Art, som jeg
hidtil har kunnet undersege, have Fjarene paa Hovedets Over-
side og Nakken havt rustgule Spidser, der især staa tæt paa
Panden og Issen; denne Farve er saaledes maaske normal hos
de udfarvede Individer. Næbbets gule Parti er i frisk Tilstand
intens farvet, senere blegere; selv hos det allerede ı flere Aar
opbevarede Exemplar fra Syd-Varanger er Farven fremdeles steerkt
bleggul og skarpt begrændset, men derimod mere utydelig hos
Individet fra Jæderen.

Af 2 af de ovenfor nevnte Individer, begge udvoxede, meddeles

folgende Maal 1).

|
|

| Syd-Varan- | Th.hjems-
ger, Mai | fjord, Marts
1876. 1880.
Neebepidsenstiu Øpet encuesta å mee. owl bd Jr panum
Mundspaltens Lengde . . . . . . . 91 « 90 «
Næbbets Bredde ved Roden . . . . . 31 « STR
Mellemtaaen med Kilov. FE 9o. 195 « 119 «
Mélertanen med Klo +00 120 « 114 «
lliudortauome med IK 1o... «s. ci Le 98 « 95 «

Det til Univ. Mus. indsendte Exemplar var en fuldt udfar-
vet Hun; Ventrikelen var tom. Halen var ikke complet, saa at

1) Af Exemplaret fra Jæderen har Hr. Stejneger meddelt Udmaalinger i
dette Tidsskrifts 25de B. p. 144.

372 Robert Collet

Fjerenes Antal ikke kan angives; hos Indiv. fra Finmarken var
Antallet 22.

Totall. ? | V. (h.) 525mm V. (v.) 520mm H. 155mm §, Varanger,
Finm. Mai 1876.

= ? » » 545» «© « 540» « 160 » Jæderen 16 Jan.
1879.

Fem. — 1205mm « « 545 « « « 550« « 169 « T.hjemsfjord 27
Marts 1880.

Tadorna cornuta, (Gmel.) 1774.

Ankommer til Landets sydlige Kyster, hvor den især langs
Listerland og Jæderen er særdeles talrig, allerede i Slutningen
af Marts, men synes ikke at tilbringe Vinteren hos os. Dens
Hovednæring om Sommeren synes her at være Larven af en
Dipter, der lever i den raadne, paa Stranden opkastede Tang, og
den kan have Ventrikelen aldeles opfyldt af denne Føde.

I Christianiafjorden ruger den saa langt ind, som ved Laur-
kullen, hvor jeg saa flere Kuld Unger ı Midten af Juli 1879.

Den gaar mod Nord langt indenfor Polarkredsen. I Lofoten,
hvor den oftere er truffet om Sommeren, ruger den aarlig; i
Slutningen af Juli 1880 traf jeg dem her med halvvoxne Unger
ved Grete. Sommeren 1876 blev endog en Unge fanget i Dyb-
vig i Lyngen, Vest-Finmarken, og nedsendt til Tromsø Musæum,
og det antoges, at den her var udruget (70°).

M. Totall. 660mm V. 354mm H. 122mm Jæderen 5 Mai 1877.

ee 999401» ch bile Jæderen 23 Gull Sige
« — 651« « 332 « « 110 « Østerrisøer 16 Mai 1879.
Fem.— 565 « « 323 « « 105« Jæderen 6 Mai 1877.

«so EM » OG bo G 105 « Listerland 18 Juli 1877.

^

Mareca penelope, (Lin.) 1166.

M. "Total. 510mm V, 253mm H. 103mm V. Aker pr. Chra. 9 Mai 1879.

Fem. — | 460« « 948« « 96 « Jæderen 8 Mai 1877.

« — 470 « « 245 « « 81 « Bundefjorden pr. Chra. 28 Sept.
1880.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 373
Dafila acuta, (lun.) 1766.

M. 'pLotall. 682mm V. 260mm H. 160, yderste Par 88mm Søsteresru:, Chr.-

fjord 6 Mai 1878.

€ — 683 « « 288 « « 180, — « 90 « Odalen 24 April
1879.

Spatula elypeata, (Lin.) 1766.

Denne Art er fremdeles blot sporadisk bemærket i de syd-
lige Landsdele, og der foreligger endnu intet positivt Bevis paa,
at den har ruget hos os. Et Ind., skudt i Edsberg 1ste Septem-
ber 1877 (Univ. Mus.), var en ung Hun, der sandsynligvis har
veret udklekket her hos os.

Fem. Totall. 484mm V, 225mm H. 75mm Edsberg 1 Sept. 1877.

Anas boschas, Lin. 1766.

Hos et i Nordmarken ved Christiania den 4de Aug. 1878
skudt yngre Individ fandt jeg Ventrikelen fyldt med Berrene af
Myrtillus nigra.

M. Totall. 595mm V. 276mm H. 85mm Jæderen 13 Mai 1877.

« — 626« « 294« « 94 « Ohr.fjord 5 Mai 1879.
Fem.— 520« « 9268« « 80 « Jæderen 4 Aug. 1879.

en

Quercuedula crecea, (Lin.) 1766.

M. Totall. 375mm V. 190mm H. 66mm Jæderen 9 Mai 1877.

EE STO SONGS «Taederen 15 Mar 1877.
€ — 880« « 180« « 70« Chr.fjord 13 Mai 1877.
« — 890« « 186« « 63 « ©. Aker pr. Chra. 21 Mai 1877.
Fem. — 370 « « 166« « 65 « Jæderen 13 Mai 1877.

Fuligula ferina, (Lin.) 1766.

Ogsaa i de sidst forlebne Aar ere flere Individer af denne 1
Norge idethele sparsomt optreedende Art blevne skudte, (de fleste
i Aaret 1879). Noget sikkert Bevis paa, at den har ruget in-
denfor Landets Grendser, foreligger endnu ikke, og de fleste

Nyt Magazin f. Natury. XXVI. III—IV. 95

374 Robert Collett.

eller alle Individer have været iagttagne fra Hosten indtil ud paa
Vaaren.

Den 6te Mai 1878 blev et Ind. skudt paa Singelfjorden
udenfor Frederikshald, men blev ikke opbevaret. I Omegnen af
Frederikstad ere ligeledes endnu et Par Indiv. skudte ı de sidste
Aar, nemlig en Hun den 7de Febr. 1879, hvilken nu er op-
stillet paa Univ. Mus., samt en Han Hosten 1878.

Endelig er et Individ skudt ved Farsund 15de Marts 1879,
og opbevares i en Privat-Samling, ligesom jeg i Stavanger Mu-
seum har undersegt et Han-Individ, skudt paa Listerland He-
sten 1879.

M. Totall. 461mm V, 218mm H.

55mm Farsund 15 Marts 1879.
Fem. — 459 « «: 206% « 57

Frederikstad 7 Febr. 1879.

Harelda glacialis, (Lin.) 1766.

De yngre, endnu ikke forplantningsdygtige Individer træffes
(ligesom de arctiske Vadere) om Sommeren hist og her langs
Kysten lige ned til Landets Sydspidse. I Juli 1877 saa jeg saa-
ledes et Individ udenfor Listerland; 1 Juli 1880 traf jeg dem 1
Laxefjord 1 Finmarken i hele Flokke, hvoraf de allerfleste sand-
synligvis vare Aarsunger. |
M. Totall. 572mm V. 225mm H. 290,.yderste Par 55mm Tromse 15 Febr 1877.

CEE VUS « «2201 € 203, 1— « 58 « Bærum pr. Chra. 29
April 1877.
GAROU) Ge GLEDE GP == « 60 « Flekkefjord 5 Marts
1880.
Fem.— 399 « « 210 « » 66mm Laxefjord, Ø. Finm. 29 Juni 1880.
€ — 892 « « 218« « 66 « Laxefjord, Ø Finm. 9 Juli 1880.
€ — 890« « 209 « « 66 « Laxefjord, ©. Finm. 11 Juli 1889.

Somateria mollissima, (Lin.) 1766.

Ruger endnu 1 Christianiafjorden saa langt op, som ved Laur-
kullen (Juli 1879).

I Ventriklerne af alle de mange 1 de senere Aar undersegte
Individer har jeg udelukkende fundet Mollusker, især Mytilus
edulis, fremdeles Litoriner, Purpura lapillus og Pateller.

M. Totall. 660mm V. 290mm H. 90mm Kragero 14 Nov. 1877.
« — 671 « « 305 « « 96 « Sandvigen pr. Chra. 2 Mai 1879.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 375

M. Totall. 645mm V. 285mm H. 93mm Flekkefjord 15 Jan. 1880.

« — 640 « « 291 « « 90 « Flekkefjord 20 Jan. 1880.

co — 660 « « 295» « 95 « Flekkefjord 30 Jan. 1880.

a MED 658 «. « 9299 « « 91 « Flekkefjord 30 Jan. 1880.

«oo — 660 « « 287 « « 107 « Frederikstad 15 Febr. 1880.

« — 672 « « 295 « «126 » Flekkefjord 15 Febr. 1880.
Fem. — 645 » « 990» « 98 « Christiansand 12 Oct. 1878.

ce — 630 « « 290 « « 84 « Flekkefjord 30 Jan. 1880.

Somateria spectabilis, (Lin.) 1766.

Indfinder sig hver Vinter i Finmarkens Fjorde i store Ska-
rer, og er vel kjendt under Navn af »Spitsberg-E« (Edderfugl).
Især vise de sig 1 stort Antal, naar Lodden (Mallotus villosus)
støder under Land 1 Aarets første Maaneder. Flere Gange har
Univ. Mus. gjennem Conserv. Schneider modtaget friske Indivi-
der, skudte 1 Sundet ved Tromsø; de vise sig her undertiden al-
lerede i November Maaned (23de Nov. 1880), ere især talrige 1
Februar, og forsvinde i Marts og April. De allerfleste af de
skudte Individer ere fuldt udfarvede eller nær derved.

Søndenfor Tromsø vise de sig mere uregelmæssigt, og maa-
ske neppe hver Vinter; dog kunne de endnu indfinde sig ret
talrigt i Lofoten og Vesteraalen. Søndenfor Polarcirkelen er de-
res Optræden at betragte som tilfældig, endskjønt adskillige Indi-
vider 1 Aarenes Leb ere fældede ved Landets sydlige Kyster.
Bergens Musæum ejer saaledes 3 Ind., skudte i Nærheden af
denne By. Vinteren 1874 blev ligeledes et Ind. skudt ved Tve-
destrand, og enkelte andre ere skudte tidligere i de samme syd-
lige Kystegne.

Ogsaa af denne Art findes et og andet Ind. at tilbringe Som-
meren ved Landets Kyster; dog er ikke sandsynligt, at den no-
gensinde vil findes rugende hos os. I Lofoten har saaledes Forstm.
Barth enkelte Aar ı Mai og Juni Maaned truffet mindre Flokke
af unge Hanner, og skudt et Par saadanne Individer.

Hos et Antal Individer, skudte ved Tromsø 1 Febr..1877,
fandt jeg Ventrikelen alene indeholdende Mollusker. Hos et af
Individerne bestode disse af sønderdelte Cyprina islandica og
Mytilus edulis. Et andet havde i Struben og Ventrikelen 6—8
St. Pecten islandicus, alle fuldkommen hele og uskadte med sine

yderst skarpe Rande, skjønt flere havde en Diameter af 40— 46mm.

376 Robert Collett.

M. Totall. 585mm V, 985mm H. 90mm Tromse pr. Febr. 1877.
« 92 « Tromse pr. Febr. 1877.

« — 587 « « 975 «

« — Bøe « 285 « « 100 « Tromsø med. Febr. 1877.

« — 586 « « 998« « 82 « Tromsø pr. Marts 1877.

€ — 615 « > 990« « 86 «Tromsø 21 Dec. 1880. '

« — 600 €" « 276 « «82 « Tromsø 21 Dec. 1880:

« — 590 « « 280 « « 87 « Tromsø 21 Dec. 1880.
Fem.— 560 « « 980 « « 98 « Tromsø med. Febr. 1877.

€ — 570 « » 282 « « 100 < Tromsø med. Febr. 1877.

Heniconetta stelleri, (Pall) 1769.

Er endnu ikke med Sikkerhed fundet rugende indenfor Lan-
dets Grændser. Dog er det udenfor al Tvivl, at den ruger paa
Hengerne, beliggende i Varangerfjordens Munding, men henhe-
rende under Rusland. I 1878 havde jeg hos Hr. Nordvi paa
Mortensnes (i Varangerfjorden) Anledning til at se et Par Kuld
Æg af en And, med tilhørende Dun, tagne paa disse Mer; blandt
disse Dun fandtes Fjer; der utvivlsomt tilherte denne Art, da
de neppe kunne forvexles med nogen andens. Dunene selv ere no-
get morkere, end hos Harelda glacialis, Aiggene af Sterrelse og
Udseende, som hos denne.

Om Vinteren indfinder den sig i store Flokke 1 Finmarkens
Fjorde, især 1 Varangerfjorden, men trenger ikke langt mod Syd.
I Dec. 1879 bleve et Par Hunner (unge Hanner?) skudte 1 Sun-
det ved Tromsø, og opbevares paa Tromsø Museum; de ansaaes
her som tilfældige og sjeldne Gjæster.

Sommeren 1878 havde jeg Anledning til at 1agttage, at de under-
tiden ogsaa om Sommeren vise sig 1 Flokke ved vore Kyster, uden
Tvivl blot bestaaende af yngre, endnu ikke forplantningsdygtige
Individer. Den dte og 6te Juli d. A. traf jeg ved Tamse i
Porsangerfjorden (V. Finm.) en Flok, bestaaende af 30 St.;
de vare temmelig sky, og lode sig ikke komme nær, og bestode
næsten udelukkende af unge, endnu ikke udfarvede Individer.
Et Par syntes at vere udiarvode.

Oidemia fusca, (Lin) 1766.

Horer til de Arter, der senest legger /Eg om Sommeren. I
Soerne i Gudbrandsdalen og Valders ere Kuldene sjeldent fuld-

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. SUT

lagte, før i Begyndelsen af Juli; endnu 20de Aug. (1880) saa jeg
ikke flyvedygtige Unger ved Fokstuen paa Dovre.

Et Hun-Ind., skudt ved Drøbak 6te Nov. 1880, og afgivet
til Univ. Mus., havde en Dragt, der lignede Hannens, idet større
Partier af Hovedet og Ryggen havde en dybsort Farve, der var
helt forskjellig fra de øvrige brune normaltfarvede Partier. Indi-
videt var særdeles stort, og Generationsorganerne syntes at være
normale. I Ventrikelen fandtes Muslinger og et stort Antal
Sneglehuse med Pagurer, alle hele.

M. Totall. 527mm V. 260mm H. 70mm Skudesnæs 24 Sept. 1877.
«' — 485 « « 248 « « 66 « Drøbak 18 Oct. 1879.
Fem.— 520 « « 262 « « 76 « Drøbak 6 Nov. 1880.

Oidemia nigra, (Lin.) 1766.

M. Totall. 520mm V. 225mm H. 95mm Flekkefjord 14 Mai 1880.

Mergus merganser, Lin. 1766.

Ligesom hos flere andre Arter af samme Familie foregaar
Feldingen af Vinter-(Vaar)dragten saa hurtigt om Sommeren,
at Individerne en Tid ere ude af Stand til at flyve. Et saa-
dant Ind., skudt af Fiskeri-Insp. Landmark, undersegte jeg i
Laxefjord (©. Finm.) 8de Juli 1880.

M. Totall. 695mm V. 293mm 4H. 114mm Røros 5 Mai 1878.

» — 700« « 295« « 100« Bærum pr. Chra. 1 Nov. 1879.
Fem. — 581 « « 989« « $85» Vormen 18 Oct. 1877.

« — 604» « 264» « 104 « Tyldal 3 Febr. 1879.

Mergus serrator, Lin. 1766.

M. Totall. 622mm V. 242mm H. 76mm Stavanger 8 Jan. 1877.

» = 591 « « 242» « 80» Kragerø 18 April 1877.

< — 610 « 255 « « 87 « Jæderen 8 Mai 1877.

« — 625 « « 245« « 81 « Frederikstad 7 Febr. 1879.

€ — 610 « « 245 « « 90» Bærum pr. Chra. 10 Febr. 1879.
Fem. — 575 « » 9236 « « 70 « Christianiafjord 22 Oct. 1877.

378 Robert Collett.
Fam. Laridae.

Stercorarius parasiticus, (Lin.) 1766.
(Lestris buffonii, auct.)

Blandt den store Sværm af Sf. pomatorhinus, der besegte Nor-
ges sydlige Kyster (og det evrige N. V. Europa) 1 October 1879,
fandtes ogsaa enkelte Indiv. af Sf. parasiticus, saavel fuldt udfar-
vede, som Ungfugle; og ligesom det var Tilfældet med den forst-
nevnte Art, bleve flere Ind. fundne eller skudte inde i Landet,
1 flere Miles Afstand fra Seen. Et Par af disse bleve afgivne til
Univ. Mus. Et af dem, en Ungfugl, var skudt 1 Indseen Øjeren
den 13de Oct.; et andet, der var gammelt og fuldt udfarvet, ind-
sendtes fra Urskoug Præstegjæld den 15de samme Maaned. Sam-
tidigt blev et Individ skudt ved Egersund 29de October, og afgi-
vet til Stav. Mus.

I Ventrikelen af Individet fra Urskoug fandt jeg et halvt
Dusin hele Exemplarer af en Harpalus; et Par Individer
som jeg skjed ved Kistrand ı Porsangerfjorden (Vest Finmarken)
22de Juni 1880, havde i Ventrikelen, det ene Fiskeben, det an-
det intet, uden Bærene af Empetrum. —

M. Totall 583mm (uden de forlængede Halefj. 411mm) V. 301mm H. 130mm
mellemste Par 502mm Porsanger, V. Finm. 22 Juni 1880.

Fem. — 581mm (uden de forlængede Halefj. 418mm) V. 320mm H. 127mm
mellemste Par 290mm Urskoug 15 Oct. 1879.
c — 550mm (uden de forlengede Halefj. 399mm) V. 300mm H. 120mm

mellemste Par 271mm Porsanger, V. Finm. 22 Juni 1880.

Stercorarius crepidatus, (Banks) 1773.

(Lestris parasitica, auct.)

I Porsangerfjorden 1 Finmarken, hvor denne Art er særde-
les hyppig, havde jeg især 1 1878 og 1880 Lejlighed til at 1agt-
tage den under dens Rugning. Til Redeplads udvalgtes her altid
aabne og lyngbevoxede Steder paa flade Oer, 1 Regelen, hvor der
sammesteds ogsaa fandtes andre Fugle rugende, saasom Tringa
temminckii, Phalaropus, Sterna hirundo, Somateria 0. a., skjønt
den paa Grund af sine Reverier af disses Æg og Unger aldrig levede
i nogen særdeles god Forstaaelse med dem. Dens Æg, hvis An-
tal oftest var 2, men ikke sjelden blot 1, lagdes 1 Regelen uden

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 379

Underlag paa den i Redehulningen nedtrykte Lyng; undertiden
var i Hulningens Bund samlet nogle faa Straa. Skjønt /Eggene
ligg> ganske aabent, ere de yderst vanskelige at faa (je paa,
dels paa Grund af deres merke, med Lyngen overensstemmende
Farve, dels fordi Redet legges midt paa den aabne Flade og un-
der de mest ensartede Omgivelser. Ved Redet ere begge For-
ældre yderst ængstelige. Æglægningstiden falder 1 Porsangerfjor-
den omtrent i den Sdie Uge af Juni, undertiden allerede i Mid-
ten af Maaneden.

Ungerne opfødes med Fugleunger og Fiske; en stor Dun-
unge, som jeg fandt paa Tamsø den 6te Juli 1878, havde i
Ventrikelen Hovedet af en nyklækket Unge af Somateria mollissima,
tilligemed Stumper af Gres. Dunkledningen var hos de under-
segte Individer brunsort overalt, maaske uden Forskjel, om Indi-
videt senere bliver sort- eller hvidbuget.

I sin Næring er den fuldstændig omnivor. Hos 2 Individer,
aer udgjorde et Par, (Hannen hvid-, Hunnen sortbuget), der bleve
skudte 1 samme Skud den 1ste Juli 1878, havde det ene i Ven-
trikelen et ufordejet Ind. af Mallotus villosus, det andet intet,
uden Bær af Empetrum. Et tredie Individ, skudt samme Dag,
havde Ventrikelen fyldt med Coleopterer, hvoriblandt saaes flere
hele Indiv. af Otiorhynchus maurus.

M. (hvidbuget) Totall. 480mm V. 320mm H.122mm, mellemste Par 195mm
Porsanger, V. Finm. 1

Juli 1878.
» (sortbuget) — 472» « 8315» « 128 « mellemste Par 207mm,
Porsanger, V. Finm. 1

Juli 1878.
Fem. (hvidbuget) — 510 « » 320 « « 130 « mellemste Par 205mm,
Porsanger, V. Finm. 29

Juni 1878.
« (sortbuget) — 478 « « 322 « « 127 « mellemste Par 909mm.
| Porsanger, V. Finm. 1

Juli 1878.

Stercorarius pomatorhinus, (Temm.) 1815.

Denne Art, der sandsynligvis aldrig ruger hos os, viser sig
ved de norske Kyster i Regelen blot om Høsten, og sjeldent i
nogen betydelig Mengde. Enkelte Aar indfinde de sig i sterre
Antal, end iandre, og trænge herunder langt mod Syd; dette var

380 Robert Collett.

iser Tilfwldet Hesten 1879. I Midten af Oct. d. A. viste desig
flokkevis udenfor Christianiafjorden og langs Kysten af Christi-
ansand Stift, samt 1 Throndhjemsfjorden, og mange Individer
bleve herunder skudte eller fundne 1 afkræftet Tilstand, især paa
det første af disse Steder. Forvildede Individer bleve samtidigt
fundne langt op 1 Landet; saaledes modtog Univ. Mus. et Ind.
der var skudt 1 Urskoug den 15de October.

Neesten alle disse Individer vare Ungfugle; dog bleve ogsaa
enkelte fuldt udfarvede Indiv. skudte. Saaledes ejer Stav. Mus. et
saadant, skudt paa Jæderen den 8de Oct., ligesom flere saadanne
bleve afgivne til Vidensk. Selsk. 1 Throndhjem, skudte i Thrond-
hjemsfjorden i Oct. og Nov. s. A.

Saadanne Sværme have ogsaa tidligere vist sig paa de samme
Steder om Hesten, saaledes 1 1837, og tildels 1 1874.

M. jun. Totall. 485mm V. 345mm H. 139mm Urskoug 15 Oct. 1879.
> jun. — 477« « 352 « « 142 « Onse, Smaalenene17Oet. 1879
Fem. jun. — 490 > « 345 « « 181» Onse,Smaalenene17 Oct. 1879

Larus canus, Lin. 1766.

Fem. Totall. 425mm V. 335mm H. 132mm Chr.fjord 24 Nov. 1878.
« — 425 « « 840« « 197« Chr,fjord 24 Nov. 1878.

Larus argentatus, Lin. 1766.

M. Totall. 613mm V. 427mm H. 175mm Chr.fjord 17 Nov. 1877.
« — 670« « 460« « 170« Laxefjord, ©. Finm. 7 Juli 1880.
Fem. — 586» » 481 « « 154 « Hvaleerne 10 Juli 1877,

Larus fuscus, Lin. 1766.

En stor Coloni af denne Art (samt af L. marinus, og i ringe
Antal L. canus) ruger paa Øen Rott ved Stavangerfjorden, og er
her af Beboerne Gjenstand for en paa alle andre Steder af Kysten
ukjendt Behandlingsmaade, idet de indfanges 1 store Masser til Vin-
terbrug. Saasnart Ungerne ere udklækkede, afklippes i alle Re-
der det yderste Fingerled 1 Vingen, en Amputation, der hurtig
leges af sig selv. Ungerne lades nu i Ro, og opfodes taalmodigt
af Forældrene, indtil de ere fuldt fjærklædte, saaledes længere,

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 381

end under normale Omstendigheder; og da de ikke kunne flyve,
men idethøjeste gjøre et kort Sprang, drives de i Beg. af Sep-
tember, naar de ere fuldvoxne, ud paa Seen, og ind i en Bugt
ved Øen, hvor de indfanges, dræbes og senere nedsaltes Denne
Methode har været benyttet her (og paa en nærliggende Ø) 1
lange Tider. Tidligere var Udbyttet af Unger af de 3 Arter til-
sammen 900—1000, men er nu neppe over 400 St. aarlig.

Fem. Totall. 530mm V. 419mm H. 148mm Bundefjord pr. Chra. 16 Juli 1879.

Larus marinus, Lin. 1766.

M. Totall. 740mm V. 519mm H. 202mm Jæderen 29 April 1877.
c — 748 « « 480« « 192 «e Ohrfjord 22 Nov. 1877.
Fem. — 660« « 460 « « 180« Laxefjord, ©. Finm. 6 Juli 1880.

Larus leucopterus, Faber 1820.

Beseger aarlig om Vinteren Finmarkens Kyster, men er
endnu ikke funden rugende 1 Norge. Af Sommerfelt angives den
(1861) som maaske rugende paa Reneen ved Vardø, hvilket dog
ikke er sandsynligt. I Sundet ved Tromse indfinder den sig hvert
Aar, om den end sjeldnere bliver directe paavist; Univ. Mus. har
modtaget et Par Ind. fra denne Localitet, skudte i Dec. 1870,
og Tromse Mus. har nylig opstillet et nyt Individ, skudt 1 Marts
1880.

Sendenfor Tromse viser den sig sandsynligvis blot tilfældigt.
Et Individ er skudt af Forstmester Barth i Lofoten 1849; da
dette var om Sommeren, kunde det blot vere et ikke rugende,
yngre Individ, (ifølge Barth var det en Ungfugl i det andet Aar).
I de senere Aar er et ungt Expl. skudt i Throndhjemsfjorden 1
Jan. 1879, og er opstillet i Mus. i Throndhjem.

Pagophila eburnea, (Phipps) 1774.

Viser sig 1 Finmarkens Fjorde om Vinteren, idethele ikke
talrigt, men er dog i enkelte Aar hyppigere, end i andre. Den
benævnes her «Spitsbergs-Maase« eller «Have-Rype«. I de seneste
Aar er intet Individ indkommet til Musæerne, uden et, der ind-

382 Robert Collett.

sendtes, men 1 ubrugbar Stand, til Tromse Museum; dette var en

Ungfugl, skudt i Kjellefjord (0. Finm.) 1 Dee. 1879.

Rissa tridactyla, (Lin.) 1766.

Hos denne Art er det lettere, end hos andre Sefugle, at ob-
servere, at intet Individ ruger som étaarigt. Alle de Individer,
som iagttoges ved Rederne paa Fuglebjergene ved Gjæsvær (V.
Finm.) i Juni 1880, manglede den sorte Nakkering, og havde
hvidt Hoved og gult Neb; hos enkelte rugende Indiv. saaes dog
det sidste Spor af den sorte Nakkermg.

Den 6te Juli skjed jeg sammesteds Individer, der netop stode
paa Overgangen til at anlegge den fuldt udfarvede Dragt, som ét-
Aars Ungerne i Regelen ferst anlegge senere paa Sommeren. De
rensorte Vingespidser kom her tilsyne paa de fremskydende, end-
nu korte Vingefjer; den sorte Nakkering var allerede forsvunden,
Næbbet var graahvidt, og paa Halen spirede renhvide Fjære. frem
blandt de gamle sortspidsede.

Den 18de Juni var der i den nevnte Coloni ved Gjæsvær
endnu tildels friske Æg 1 Rederne; flere havde smaa Unger, er-
kelte halvvoxne. I Ungernes Ventrike: fandt jeg Skrei-Rogn
(af Gadus morrhua).

M. Totall. 460mm V. 311mm H. 136mm Gjesver, V. Finm. 21 Juni 1878.

« — 460 « « 320» « 134 < Gjæsvær, V. Finm. 21 Juni 1878.
« — 450 « » 325 » « 128 « Tromsø 19 Juni 1880.

Fem. — 429 « « 329» « 197 « Obr.fjord 17 Nov. 1877.
« — 420 « « 320 « « 132» Gjæsvær, V. Finm. 18 Juni 1878.
« — 420« « 998« « 122 > Tamse, V. Finm. 6 Juli 1878.

Sterna fluviatilis, Naum. & Br. 1831.
Blandt et Par paa Listerland (Juli 1877) skudte Ind. udviste

det ene den Særegenhed, at den sorte Farve paa Næbspidsen var
næsten umærkelig. I Ventrikelen Idotheer.

M. Totall. 364mm V. 266mm H. 72mm yd. Par 147mm Lister 18 Juli 1877.
TC 390 ETNE BA e « 160 « Lister 19 Juli 1877.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 383

Sterna hirundo, Lin. 1766.

Den talrigste Coloni af denne Art, som jeg hidtil har seet 1
Norge, bebor en Holme udenfor Lebesby i Laxefjord, @. Fin-
marken. De ankomme til denne Holme i Slutningen af Mai.
Enkelte Aar, (saasom i 1880), ere de særdeles talrige, 1 andre
sparsomme; et Aar udebleve de ganske. Foruden paa denne 0
ruger en liden Afdeling paa en nerliggende Holme, men ellers
ikke i hele den lange Laxefjord.

Den 6te Juli 1880, da jeg besegte denne Coloni, havde Fug-
lene lagt nye Kuld, efterat et Par Tusinde Æg allerede vare
borttagne i Midten af Juni. Mindst 500 Kuld saaes; © Rederne
laa spredt om 1 Lyngen, paa enkelte Pletter talrigere, end paa
andre. De fleste Æg vare nu allerede stærkt rugede, nogle faa
friske; enkelte Dununger vare fremkomne. I de fleste Reder var
der samlet lidt Straa til Underlag, men i enkelte laa Æggene
paa den blotte Lyng. Ofte laa disse med Spidserne vendte til
forskjellige Sider. Æggenes Antal synes gjennemsnitlig at være
færre i dette 2det Kuld, end i det første; mange Reder inde-
holdt blot 1 Æg, de allerfleste 2, og blot faa (ialt 7 Reder) 3
Æg. Begge Forældre rugede; en Han og en Hun bleve skudte,
der begge havde Rugepletter.

Den Føde, der bragtes Ungerne af Forældrene, bestod for
Tiden af Yngel af Gadus virens (med en L. af 30—40™™); disse
bleve baarne med saa stor Forsigtighed i deres skarpe Næb, at
Huden ikke viste Spor af den mindste Lesion. Ved Grote 1
Lofoten, hvor jeg undersøgte en liden Coloni den 28de Juli s.
A., havde et nedskudt Individ i Næbbet en Unge af Ammodytes
lancea, ligeledes ganske ubeskadiget.

Ofte følge de Elvene langt op i det indre af Finmarken, og
vise sig saaledes jevnlig saavel i Øvre Laxvand, som 1 Indsøen
Igja-Javre, omtr. 6 Mile fra Bunden af Porsangerfjorden; 1 Ø.
Finmarken følge de Pasvigelven op 8—10 Mile fra Mundingen.
Et Ind., som jeg skjed her i Tschoalme-javre 16de Juli 1878, havde
Ventrikelen fyldt udelukkende med Myg, som de kunde sees at
optage af Vandskorpen.

Et forvildet Exemplar i Høst-(Vinterdragt), skudt i Eidsko-
gen indenfor Kongsvinger 21de September 1878, afgaves til Univ.
Mus.

384 Robert Collett.

M. Totall. 370mm V. 261mm H. 72mm yd. Par 177mm Porsanger, V. Finm.
29 Juni 1878.

« — 401« « 271 « » 76 « « « 202 « Pasvigely, 9. Finm.
16 Juli 1878.

« — 385 « » 280 « « TI « « » 190 « Laxefjord, ©. Finm.
6 Juli 1880.

« — 886 « « 283 « « TT € « « 187 « Laxefjord, O. Finm.
13 Juli 1880.

« — 895 « « 277 « » 75 « « « 194 « Laxefjord, Ø. Finm.
13 Juli 1880.

Fem. — 402« z 276 «€ 70« > » 195 « Laxefjord, Ø, Finm.
6 Juli 1880.

Hydrochelidon nigra, (Lin.) 1766.

Et Ind. af denne Art blev skudt ved Haar paa Jæderen af
Conserv. Buck d. 2den Sept. 1877, og opbevares 1 Cand. Stejnegers
Samling i Bergen. Dette Ind. der var en Ungfugl, er udferlig
beskreven af Stejneger i Nyt Mag. for Naturv. 25de B. p. 146
(1879).

Tidligere var denne Art blot et Par Gange bemerket 1 Norge,
og det er ikke sandsynligt, at den nogensinde har ruget hos os.
Blot et enkelt Individ var tidligere med Sikkerhed skudt 1 Lan-
det, nemlig ved Fiskumvand paa Eker 1 Aug. 1853; dette Ind.,
der, ligesom det ovennævnte, er en Ungfugl, opbevares paa

Univ. Mus.

Fam. Procellariidae.
Procellaria pelagica, Lin. 1766.

Fra de senest forlebne Aar vides blot et enkelt Individ at
være tilvaretaget ved vore Kyster; dette blev, ifølge Adjunkt
Bahr, fanget paa Stavangers Havn 1 Nov. 1879.

Fulmarus glacialis, (Lin.) 1766.

Om Sommeren viser denne sig aldrig nær under Land ved
de norske Kyster, selv ikke 1 Finmarken, men forekommer dog

Mindr. Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 385

paa denne Aarstid stadigt paa de ydre Fiskebanker, saasom paa
Storeggen udenfor Aalesund. Derimod indfinder den sig altid om
Vinteren ved de finmarkske Kyster, og sees især i store Masser
under Loddefisket lige indtil dettes Slutning i Begyndelsen af Mai.

Ved de sydligste Kyster ere blot enkelte fordrevne Individer
observerede; i de sidst forlebne Aar er et Ind. bleven skudt 1
Berum neer Christiania den 14de Febr. 1880, et andet ved Hval-
gerne den 31te Marts s. A. Det ferste opbevares paa Univ. Mus

M. Totall. 520mm V. 342mm H. 133mm Bærum pr. Chra. 14 Febr. 1880.

Fam. Pelecanidae.
Sula bassana, (Lin.) 1766.

Vinteren 1876—77 besegte denne Art i stort Antal Landets
vestlige og nordlige Kyster. Især var den almindelig paa Yder-
siden af Lofoten, men viste sig ogsaa 1 Vestfjorden; flere af de
herunder skudte Ind. afgaves til Tromsø Museum. I Febr. 1877
blev endog en hel Flok, ifelge Conserv. Storm, dreven ind gjen-
nem Throndhjemsfjorden, og omtrent et halyt Snes Individer bleve
i Lebet af et Par Dage indsendte til Museet i Throndhjem fra
denne Bys Omegn.

Høsten og Vinteren 1877—1878 vare de ligeledes temmelig
talrige i Throndhjemsfjorden; saaledes bleve 8 Ind. fangede paa
Krog 1 Dec. 1877 i Skjørnijjorden. Vinteren 1878—79 vare de
hyppige især udenfor de sydlige Kyster, og Univ. Mus. modtog
adskillige Individer, det sidste i Mai.

Det overvejende Antal af Individer, der saaledes om Vinte-
ren indfinde sig ved de norske Kyster, ere gamle, eller fuldt ud-
farvede. Kun enkelte Cange har Musæerne modtaget yngre Ind.;
et saadant opbevares paa Univ. Mus., et andet paa Museet i
Stavanger. Et Individ i Overgangsdragt, skudt ved Lillesand
den 26de Oct. 1878, havde hvidt Underliv, men sort- og hvid-
.broget Hals og Hoved, ligesom Ryggen var brunsort, næsten uden
hvide Pletter. I Ventrikelen af dette Ind., der opbevares paa
Univ. Mus., fandtes et Par nnge Belone vulgaris.

Fem. Totall. 965mm V. 480mm H. 220mm yd. Par 140mm Hvaløerne 18 Sept,
1878.

386 Robert Collett.

Fem. jun. Totall. 985mm V, 480mm H. 217mm, yd. Par 141mm Lillesand 26

| Oct. 1878.

, — 975 » » 499» » 998» » — 148 » Flekkefjord 2
Mai 1879.

Phalacrocoraæ carbo, (Lin.) 1766.

I Landets indre Dele ruger aldrig denne Art hos os, og
den viser sig her blot enkeltvis i forvildede Individer. Af saa-
danne ere ogsaa i de seneste Aar bemerkede enkelte, samt-
lige om Hosten i Sept. og Oct. (Tyrifjorden paa Ringerike
Sept. 1877, Mjesen Oct. 1877, Ekern paa Modum Oct. 1878,
Vormen Oct. 1879, Ojeren Sept. 1880). Disse have veret
saavel yngre, som eldre Individer; hos et af dem var Ven-
trikelen fyldt med Perea fluviatilis, medens den i Regelen hos
saadanne Omstrejfere er tom. |

M. Totall. 840mm V. 327mm H. 135mm Chr. fjord 27 Sept. 1878.

» — 908» » 855 » » 169» Vormen 13 Oct. 1879.

Fem. — 905 » » 340 « » 150 « Tyrifjorden 27 Sept. 1877.
» = 998 » » 365 « » 159 » Ekern, Modum 6 Oct. 1878.
» — 870» » 828 » » 147» Øjeren 28 Sept. 1880.

Phalacrocorax graculus, (Lin.) 1766.

Den sydligste Coloni af denne Art 1 Scandinavien ruger
paa Yen Rott udenfor Stavangerfjorden. Enkelte Par kunne
maaske ruge endnu paa Kysten mellem Egersund og Chri-
stiansand, men ingen Coloni findes her, ligesom den aldrig
viser sig paa Kysten estenfor Christiansand.

Paa Rott ere de fuldkommen stationere. Rederne ligge
ofte saa ner Vandet, at Bølgeslaget gjør Æg og Unger vaade;
i saadanne Reder vantrives Ungerne, og faa sent Fjer. De
lægges helst under Stene, da Øen ikke har synderlig bratte
Klipper, og ere byggede af Tang, især tørraadne Stængler
af Laminarier som Underlag, hvorpaa følge Zostera og Fucus,
samt hvadsomhelst brugbart, endog Høvelflis. Tangen til Re-
det ophentedes i Regelen fra Bunden.

Den 28de og 29de Juli 1877, da jeg besøgte denne Ø,
vare Ungerne noget over halvvoxne, enkelte langt mindre;

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 387

andre Reder indeholdt endnu Æg. De fleste Reder vare dog
tomme, idet aarligt, ligesom det er Tilfældet med Ungerne af
Larus-Arterne (se p. 380) et stort Antal Unger af denne Art
blive dræbte og nedsaltede til Vinterbrug for Beboerne; dette
sker, naar de ere halvvoxne eller noget derover. Tidligere
var Udbyttet omtr. 900 Unger aarlig, nu neppe over 500.

I de Reder, hvori der var Æg eller spæde Unger, laa
Hunnen fast rugende, og huggede ud i Luften med det lange
Næb mod den, der nærmede sig, aabnede det gule Svælg, og
lod høre en snorkende Lyd; Ungerne havde en hvislende
Piben. Ofte blive blot 2 Unger udrugede af et Kuld, under-
tiden blot en eneste.

Blandt. de circa 200 Indiv. af denne Art, som jeg ved
denne Lejlighed nøje iagttog, fandtes intet med Top; idet-
højeste havde enkelte Spor af denne tilbage.

M. Totall. 755mm V. 285mm H. 133mm Rott pr. Stavanger 29 Juli 1877.
Fem. — 680 « « 263 « « 120 « Rott pr. Stavanger 29 Juli 1877.
€ — 670 « « 265 « « 112< Gjæsvær pr. Nordcap 18 Juni 1878.

Fam. Colymbidae.
Colymbus glacialis, Lin. 1766.

De ikke forplantningsdygtige Individer af denne Art til-
bringe, ligesom hos de 2 øvrige Arter, Sommeren udenfor
vore Kyster, og Individer i ren Sommerdragt, skudte ved de
ydre Skjær, ere ikke sjeldne i vore Musæer. Saavel disse
(hvoraf især flere opbevares i Bergens Musæum), som de, der
skydes i Høst- og Vintermaanederne, udvise en paafaldende
indbyrdes Forskjel i Størrelse.

Fem. Totall. 885mm V. 375mm H. 68mm Flekkefjord 10 Dec. 1879.
» — 795 « « 845« « 78» Flekkefjord 12 Jan. 1880.

Colymbus areticus, Lin. 1766.

Antallet af Æg er hos denne, ligesom hos følgende, i Re-
gelen 2, og kun sjelden blot 1. En enkelt Gang vides 3 ZEg
at veere fundne i et Rede, uden at disse kunde antages at

388 Robert Collett.

hidrore fra 2 Hunner. Borttages /Eggene lige efter at være
lagte, legges ofte et nyt Kuld i samme Rede; ifølge en Med- -
delelse fra Hr. Foslie, fandt han Sommeren 1877 1 Lofoten
i samme Rede ferst 1 Æg den 14de Juni, derpaa 2 nye den
16de Juni, 1 Æg igjen den 22de Juni, og endelig 1, det 5te
fra samme Fugl, den 5te Juli.

M. Totall. 708mm V. 315mm H. 55mm Snarøen pr. Chra. 26 Mai 1877.
« = 731 « « 323» « 52» Ringerike 17 Nov. 1877.

« — 726 » » 315 « » 60 « Farsund 16 Mai 1878.

« — 735 « « 898 « « 60 « Flekkefjord 6 April 1879.

Colymbus septemtrionalis, Lin. 1766.

Et ved Flekkefjord den 30te Jan. 1880 skudt Ind. havde
i Ventrikelen ialt 66 Smaasild, hver med en gjennemsnitlig
Længde af 807,

M. Totall. 716mm V. 310mm H. 57mm Flesberg i Numedal 13 Mai 1878.
« — 680 « » 800« « 50» Flekkefjord 18 Mai 1880.
Fem. — 654» » 988« « 52» Flekkefjord 30 Jan. 1880.

Fam. Podicisitidae.

Podiceps cristatus, (Lin.) 1766.

Er, ligesom følgende Art, endnu ikke med Sikkerhed fun-
det rugende i Norge, men observeres dog jevnlig, især om
Vinteren, ved vore sydligere Kyster. Maaske ere disse sna-
rest saadanne, der af Isen ere drevne op søndenfra. I de
seneste Aar ere flere, oftest unge Individer, skudte i Novem-
ber og December 1877 i Omegnen af Stavanger, hvoraf en-
kelte opbevares paa Musæet i denne By.

Podiceps griseigena, (Bodd.) 1783.

I Løbet af de sidst forløbne Aar ere adskillige Indivi-
der at denne Art skudte, oftest om Høsten og Vinteren, ved
vore Kyster, og det er ikke usandsynligt, at en Del af disse
have været udrugede i Landet, skjønt sikre Rugesteder endnu
ikke ere paaviste. De fleste af disse have været Ungfugle.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 389

Ved Jomfruland udenfor Kragerø blev et Ind., som jeg
senere fik Lejlighed til at undersege, skudt i October 1875,
og den angaves ikke sjeldent at observeres omkring denne ®
om Høsten. Paa Stavanger Museum findes flere ældre og yngre
Ind., skudte om Vinteren i de ydre Dele af Stavangerfjor-
den. Ifølge Cand. Stejneger er den jevnlig skudt om Høsten
i Løbet af de sidste Aar ved Bergen; ligeledes ere, ifølge
Conserv. Storm, næsten aarlig et eller andet Individ bleven
skudt i Throndhjemsfjorden, især i de første Vintermaaneder;
et Ind., der nu opbevares i Museet i Throndhjem, blev skudt
paa Johnsvand ovenfor denne By i Beg. af December.

Endelig har jeg paa Tromsø Musæum kunnet undersøge
et yngre Individ, der i Nov. 1879 blev skudt i Øxfjord 1 V.
Finmarken, vistnok det nordligste Punkt, hvor denne Art er
truffet hos os (70° 20%.

Podiceps auritus, (Lin.) 1766.
CP. cornutus, [Gmel.] 1788).

Denne er den eneste Art, som med Sikkerhed ruger i
Norge. Som aarvisse Rugesteder kunne nævnes Tjette og
nogle andre Smaaøer paa Kysterne af Helgeland; den er her
velkjendt af Beboerne, og skjent Æggene jevnlig borttages,
indfinde de sig dog aarligt igjen paa de samme Steder. Al-
lerede Boie fandt Arten her rugende under sin Rejse i Hel-
geland 1817.

Den synes at være blandt de sildigst rugende Arter af
alle vore Fugle. Et Rede, som undersegtes af Boie, inde-
holdt 3 Æg den 28de August!) Sommeren 1877 undersog-
tes disse Rugesteder af Fiskerilnsp. Landmark, der fandt
dem bosatte, som sedvanligt, i et lidet Vand ner Kirken paa
Tjette, samt i 2 forskjellige Smaavande paa den nerliggende
0 Here. Den 7de August fandt han Redet paa Tjøttø inde-
holdende 4 Æg, der dog nu vare stærkt rugede; disse bleve
borttagne, men den 22de August fandtes atter 2 friske Æg i
samme Rede; Redet havdeievrigt dette Aar været urert. Æg-
legningstiden synes saaledes at indtræffe i Slutningen af

1) Tageb. Reise Norw. 1817, p. 308. (Schlesw. 1822).
Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. III—IV. 26

390 ‚Robert Collett.

Juli eller Beg. af August. Redet var flydende, og befæstet
mellem lave Carices, der dog stode saa tyndt, at Redet med
Lethed kunde sees fra Bredden; Æggene laa halvt i Vand.
De 4 forste Æg havde folgende Maal: |
| Længde 42»- Bredde 30mm

VEN? 44 « = 31 «
— 435 — 30 «
== 45 « = 31 «

Ventrikelen af et skudt Individ (Here 3die Sept. 1877)
fandt Hr. Landmark indeholde Plantelevninger, hvori saaes
Elytra af Vand-Insecter.

I 1878 vare 2 Par bosatte i det samme Vand paa Tjøttø;

men disse havde den lste August, da jeg passerede Stedet,

endnu ikke lagt Ag.

Om Vaaren indfinde de sig paa disse Rugesteder heni-
mod Slutningen af Mai, og forblive her til ud i September.
Vinteren tilbringe de fleste 1 Vest- og Mellem-Europa, men
enkelte ogsaa ved vore sydlige Kyster; saaledes blive de
ikke ganske sjeldent skudte blandt de evrige af samme Slegt
udenfor Stavanger, og jeg saa 1 1879 paa Stavanger Museum
3 Individer i Vinterdragt, skudte i de sidste Aar i December
og Januar paa Karmeen og andre Punkter i denne Bys
Omegn.

Podiceps fluviatilis, (Lin.) 1766.
(P. minor, [Gmel.] 1788).

Fremdeles ere blot enkelte Individer af denne Art skudte
i Vintermaanederne; der findes intet Bevis paa, at de have
ruget hos os. Det ene af disse sidste Indiv., der afgaves til

Univ. Mus., var en gammel Hun, skudt paa Indseen Krede- |

ren den 15de Jan. 1879; det andet, der er opstillet paa Sta-
vanger Museum, blev skudt i Mosevand nerved denne By i
November 1877. Ventrikelen af det ferste fandtes fuldprop-
pet af Insectlevninger, nemlig Larver af Phryganeer, Nym-
pher af Perla, samt Grus.

Fem. Totall. 269mm V. 90mm H. 25mm Krederen 15 Jan. 1879.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 391

Fam. Alcidae.
Alcea torda, Lin. 1766.

I Colonien paa Øen Rott ved Stavanger, som besøgtes
28de—30te Juli 1877, vare Ungerne paa denne Tid af Mer-
gulus-Sterrelse. Føden opgylpes til dem af Struben; idet-
mindste saaes aldrig Forældrene med Fisk i Næbbet, saaledes
som hos Frat. arctica. Ifølge Beboernes Paastand parrer Han-
nen af denne Art (ligesom hos Uria troile) sig efterhaanden med
flere Hunner, og Arterne ere saaledes polygame. Dette Forhold
har jeg ikke personlig kunnet undersoge; imidlertid befandtes
de 2 Individer af Alca torda og Uria troile, som jeg tog af
Rederne og lod præparere, begge at vere Hanner, hvad der
ikke synes at kunne forenes med en polygam Levemaade.

Naar Ungerne toges i Haanden, lode de en stark Piben
here; bleve de Gamle foruroligede paa Redet, udstedte de
gjerne en ejendommelig knurrende Lyd.

Om Høsten besøge de sammen med de øvrige Alkefugle
i store Masser de sydlige Fjorde, iser i Maanederne October
til December; undertiden opholde de sig her lige ud i Januar
og Februar. Enkelte Indiv. kunne forvilde sig herunder til
Seerne 1 det indre; saaledes observeredes en hel Flok i Ty-
rifjorden paa Ringerike Hosten 1877.

En Albino, skudt ved Flekkefjord 14de Jan. 1877, og
som afgaves til Univ. Mus, havde isabellefarvet Overside,

Bagryggen noget merkere brunlig; Undersiden var normalt
hvid.

M. Totall. 405mm V. 188mm H, 74mm Rott pr. Stavanger 30 Juli 1877.
Fem. (Alb.)— 445 » » 215» « 88» Flekkefjord 14 Jan. 1877.
c — 485» » 219» » 90» Stappen, Nordcap 18 Juni 1878.

Fratercula arctica, (Lin.) 1766.

Den eneste Coloni af denne Art paa Kysten sendenfor
Stadt ruger paa Øen Rott og en nærliggende Holme (Kjør-Ø)
udenfor Stavangerfjorden. I denne Coloni maa deres Antal
endnu regnes efter Tusinder; de kaldes her »Havorrec.

26*

392 : Robert Collett.

Saavel her, som langs Kysten forevrigt, ere de mer eller
mindre fuldstendige Trækfugle; allerede i Slutn. af Juli be-
gynde Individerne at forlade Rott, og ere om Høsten og Vin-
teren saagodtsom ganske forsvundne; de forekomme saaledes
blot enkeltvis blandt de Tusinder af Alca torda og Uria troile,
der i Vintermaanederne besege vore sydligere Fjordbunde.
Allerede 1 Marts vende de tilbage til Rott; ogsaa i de fin-
markske Fuglebjerge er denne Art gjerne den forste af Be-
boerne om Vaaren, og indfinder sig, naar Sneen begynder at
forsvinde.

Paa Rott, hvor jeg undersegte flere Reder i Slutn. af
Juli 1877, laa disse sjeldnere i Jordhuller, som det er Rege- -
len, men næsten altid under flade Stene, ligesom de øvrige
her rugende Alkefugle; paa fugtige Redepladse samles gjerne
lidt Straa til Redets Underlag.

Ungernes Størrelse var (28de Juli) forskjellig; enkelte
vare næsten fuldvoxne, andre temmelig smaa eller blot halvt
dunklædte. En saadan havde en bred Stribe af de lange og
brusende Dun midt nedad Ryggen ovenpaa de halvt udvoxede
Fjære. De opfødtes især med Clupea sprattus og Unger af
Sild og forskjellige Gadus-Arter; ofte saaes Forældrene at
komme flyvende til Redet med 2—3 saadanne hængende ud
af Mundvinkelen.

Fem. Totall. 305mm V. 163mm H. 48mm Rott pr. Stavanger 28 Juli 1877.
« — 820 « « 170 « « 45 « Rott pr. Stavanger 28 Juli 1877.

Uria grylle, (Lin.) 1766.

Exemplarer fra Stappen ved Nordcap, samt fra Porsan-
gerfjorden i Finmarken, som jeg i de sidste Aar har under-
segt, have alle tilhørt Hovedformen, og » U. mandtii« synes ikke
at forekomme ved vore Kyster, (undtagen maaske om Vin-
teren).

2 af disse Individer, der vare fangede 1 Garn ved Ki-
strand i PorsangerfJorden 24de Juni 1880, vare Hanner, begge
med store Rugepletter, der strakte sig som et sammenhen-
gende Baand tvers over Bugen. l Ventrikelen af det ene
Ind. fandtes Mollusker.

Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 393

Den 27de Juli 1880 skjed jeg ved Grete i Lofoten et In-
divid, hvor allerede de hvide Vinterfjere vare fremspi-
rende overalt; Armfjærene vare udfaldne, saa at den blot
kunde flagre henad Vandfladen. Et andet lignende Ind. saaes
ved samme Lejlighed, men alle de evrige havde endnu fuld
Sommerdragt.

M. Totall. 345mm V. 160mm H. 48mm Langesund 2 Nov. 1877.

» — 847» » 159» » 49 » Stappen pr. Nordcap 18 Juni 1878.
urn: 349 » » 162» « 53 » Stappen pr. Nordcap 21 Juni 1878.
» — 860» » 167» » 49 » Porsanger, V. Finm. 24 Juni 1880.
» — 360 » » 164» » 52 » Porsanger, V. Finm. 24 Juni 1880.

Uria troile, (Lin). 1766.

Eukelte Par opgives endnu at ruge saa langt mod Syd,
som paa Sestereerne ved Udløbet af Christianiafjorden; et
Ind., der maaske tilhorte denne Coloni, saa jeg i Nerheden
af Horten 10de Juli 1879.

Et Ind. fra Selo i Nordfjord, skudt i Jan. 1877, havde
Hovedets og Halsens sorte Farve opblandet med hvide Fjere.
(Bergens Mus.).

Denne Art indfinder sig, ifølge Forstmester Barths Iagt-
tagelser, ved Fuglebjergene i Lofoten neppe fer i Begyndel-
sen af Mai, og forlader disse i Begyndelsen af September,
medens Alca torda opholder sig her fra Slutningen af Marts
indtil over Midten af September. I de nordlige Landsdele
ere forholdsvis faa fuldkommen stationære; men steder Silden
ind i Fjordene om Vinteren, vise de sig gjerne atter her, saa-
lenge denne er tilstede.

M. Totall. 455mm V. 194mm H. 43mm Rott pr. Stavanger 30 Juli 1877.
Fem. — 457» » 9203 « » 46 Stappen pr. Nordcap 18 Juni 1878.

Uria brünnichii, (Sab.) 1818.

Som tidligere bemerket, ruger denne Art ikke ved Nor-
ges eller det europæiske Fastlands Kyster; om Vinteren be-

394 Robert Collett.

soger den derimod jevnlig vore nordlige Fjorde og Kyster.
Dog synes enkelte (yngre) Indiv. ogsaa at tilbringe Somme-
ren i Finmarken; i Juli 1878 fandt Dr. Aurivillius (fra Up-
sala) ved Bugønæs i Varangerfjorden et dødt Expl. i Som-
merdragt, hvilket jeg havde Anledning til at undersege paa
Stedet; Næbspalten havde en Længde af 64™™, L. fra Næse-
borene til Næbspidsen 3177.

MBL WHOI Library - Seriais

FOR

"

YS i
tad
Christiania. =
%
Udgivet ved 4

Th. Kjerulf. D. C. Damielssen. H. Mohn. — Th. Hiortdahl.

26de Binds 2det Hefte.
2den Rækkes 6te Biuds 2det Hefte. _

Suc nu Med a Plancher og 70 Træsnit i Texten, ^
a a a S T e
|

a

| R STIANIA.

LN DH OLD:

26de Binds 2det Hefte.

VI. Torghatten og Kinnekloven. Af Hans H. Reusch (Forts.) . 81
VII. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord, Sendfjord og Sogn. Af

Hans Hb. Beuseh' NN
VIII. Fra den norske Nordhavsexpedition. Af D. C. Danielssen og

J. Koren. (Forts. fra 25de Binds 2det Hefte) «= , ++. 177

IX. Damourit fra Ben: MH K'nutsen 1 cu een

Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. Hiortdahl i Christiania.

Aarlig vil af Nyt Magazin for Naturvidenskaberne
udkomme 2 til 4 Hefter, hvert paa 6 til 7 Ark, som
koster for Subskribenterne 2 Kroner. Med Posterne bli-
ver det frit forsendt. Subskription modtages af Tids-
skriftets Kommissioner P. T. Mallings Boghandel.

Forfatterne ere selv ansvarlige for deres Afhandlinger.

nime Em] aeg e m
pode ode.

Hinds rand ape ge dain

- tir 0 Kite + øret : ae - : : . Rosse 5 CORRE
: = ENN oA ^ = Ad yo Pdi athens ung - u 2 2 ri : Sitios E . : - 7 " . L : ^ ; Mee Ferrie se " u ehr