pa ie n aaa intl ra S i AN NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE. Grundlagt af Den Physiographiske Forening i Christiania. Udgivet ved H. Mohn. Th. Hiortdahl. W. C. Bregger. F. Nansen. N. Wille. arte Bind. 4de Reekkes 5te Bind. — (Ö) SAO) Christiania. I Kommission hos T. O. Brøgger. A. W. Brøggers Bogtrykkeri. 1900. ET TER Indholdsfortegnelse. Side. Hoffstad, O. A. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems Sutpenordentor Prondhjemsfjorden . .... 2. 29 + s+ | 1 Rekstad, J. Om en forekomst af muslingskaller under moræne ved Serszen (DL AS E e SE ee eae 40 Strand, Embr. En malakologisk-notits. . . a... 9 te 44 — Bidrag til Hallingdals og Lyngørs insektfauna . . . . . . . . 46 Øien, P. A. Bidrag til vore bræegnes geografi. . . . . . . . . . . 73 Fridtz, R. Undersøgelser over karplanternes udbredelse i Nord- korn. oco EMER EE 230 Dyring, Joh. Junkersdalen og dens flora. Et bidrag til kundskaben cn de mache, Gels Ge selves zo... Eee CR 255 Strand, Embr. Fortegnelse over coleoptera samlede av hr. A. Wolle- bategszrkenı Hredrikstadstomesu sö 0... 2-9 nen. 309 Greene Nneroidmaalng. . 4 sc je ee 331 Guldberg, G. A. og Holmboe, Jens. Aarsberetning for ,Det biolo- eiskesselskab i Kristiania* 1898—1900. 1 2. 2... 2.2... 336 Guldberg, G. Embryometriske undersogelser af delfinfostre: Delphin- apterus, Globicephalus og Delphinus delphis ......... 361 Kilo Sig vilben als Ameisenfeinde 1... 374 Forfatterne alfabetisk: Dyring, Joh. S. 225; Fridtz, R. S. 230; Guldberg, G. S. 336, 361; Hoffstad, O. A. S. 1; Holmboe, J. S. 336; Rekstad, J. S. 40; Strand, Embr. S. 44, 46, 309; Thor, Sig. S. 374; Øien, P. A. S. 73, 331. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift nordenfor Trondhjemsfjorden. Af O. A. Hofistad. Idet beretningerne om mine botaniske reiser somrene 1896 og 97 herved offentliggjores, benytter jeg leiligheden til at frembære min tak til hr. professor A. Blytt, som har givet mig anledning til at lade beretningen trykke. Det var ogsaa efter hr. Blytts raad, at reiserne blev foretaget. Ogsaa hr. amanuensis BR. Fridtz er jeg tak skyldig, fordi han har hjulpet mig med bestemmelsen af mange af de ind- samlede moser. Sandefjord 1 mars 1898. O. A. Hoff stad. Sommeren 1896 foretog jeg en botanisk reise paa kysten af Trondhjems stift nordenfor Trondhjemsfjorden, idet et sti- pendium hertil var mig tilstaaet af det akademiske kollegium. Den 4de juli reiste Jeg fra Sandefjord via Kristiania og Trondhjem til Lysosund 1 Aafjorden, hvortil jeg ankom den îde. Paa dette sted opholdt jeg mig i 3 dage, hvorunder jeg botaniserede dels paa Lysoen, dels paa fastlandet, samt fore- tog en udflugt til Olden. Nyt Mag. £ Naturv. XXXVII, I. I 2 O. A. Hoffstad. Fra Lysosund fortsattes til Eide og herfra videre ind til Aa ved bunden af Aafjorden. Paa grund af stygveir fik jeg her kun liden anledning til at botanisere. Fra Aafjorden reiste jeg til Stoksund. Her opholdt jeg mig en uges tid, hvorunder jeg fra Kirkholmen foretog ture dels til fastlandet, dels til de store ver Stokoen og Lines. oen, hvoraf sidstnævnte ligger lengst ude mod havet. Paa Stokeens vestside forefandt jeg et temmelig stort flyvesands- felt med en i flere henseender eiendommelig vegetation. For jeg forlod Stoksund besogte jeg ogsaa den merkelige Hardbakhule, som er en af vort lands storste klippehuler. Den ligger paa fastlandet ligeoverfor Stokoen, ca. 120 meter over havet og nogle hundrede meter fra stranden. I botanisk henseende frembod den en merkelighed, idet dens bund tem- melig langt indover var bevokset med en tyndbladet, bleg skyggeform af cochlearia officinalis. Det synes mig ikke uri- meligt at antage, at denne strandplante har faaet beholde denne lysfattge vokseplads helt siden den tid, da Hardbak- hulens bund laa i havets nivaa. Paa „Svanoe 1 Stoksund* skal Lessing (ifolge Blytts flora) have fundet ranunculus hyperboreus. Nogen o af det navn existerer imidlertid ikke i Stoksund. En lang klipperevne, der styrter sig lodret ned i soen, og som findes i nærheden af gaarden Hovik, kaldes Svanreiva eller undertiden bare Svana. Men denne kloft er ganske utilgjengelig. Mit næste opholdssted var Syd kraako i Bjørnør, hvor jeg for en 5—0 dages tid havde mit kvarter i hr. lensmand Bergs hyggelige hjem. Herfra foretog jeg ture til fastlandet; men floraen der var meget triviel. Kun ved Roan preste- gaard var der lidt birkeskov med mulgedium og andre subal- pine planter. — En mils vei ude i havet ligger Almenning- øen. Denne bestaar for en stor del af kalkfjeld, hvoraf bry- des marmor af ren, hvid farve; dette finder anvendelse i Trondhjems domkirke. Vegetationen havde her en delvis boreal karakter (med f. eks. hypericum hirsutum). Fra Sydkraako med baadskyds til Hopstad i Brands- fjord. Hopstadgaardene ligger paa en stor elveterrasse, dannet af Hopstadelven, der nu fosser ned gjennem en trang og ganske interessant kløft søndenfor terrassen. Fra Hopstad tog jeg en tur opover dalen en mils vei til gaarden Fagerdal, Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 3 hvilket navn fristede til besog. Dalen, der nedenfor var trang, udvidede sig her til en liden slette, hvorigjennem elven bug- tede sig. Paa nordsiden fandtes smuk birkeskov, men paa sydsiden steile, nogne fjelde. For botanikeren var der dog lidet af interesse. Heldigere var jeg den folgende dag paa en tur til Strom ved bunden af Brandsfjorden. Ved det vakre lille Stromsvand fandt jeg saaledes den meget sjeldne wtri- cularia ochroleuca, som i Norge tidligere kun har veret fundet paa et par steder 1 det sydlige. Mit neste kvarter var Sandvikberg 1 Osen. Osen er det nordligste sogn 1 Sondre Trondhjems amt. Her var store sandflader med en ensformig og artsfattig vegetation. Fra Osen fortsatte jeg til Vik i Flatanger, hvortil jeg ankom 1ste august. Flatanger bestaar for en stor del af ver. Den yderste hedder Villa. Paa denne lile o og paa den nerliggende, storre 0, Halmoen, fandt jeg flere vand- og sumpplanter, hvoriblandt alisma plantago. Den voksede 1 mængde i et lidet tjern paa Villa og har her sin nordgrænse. Efter nogle dages ophold i Flatanger reiste jeg til Namsos og derfra med lokaldampskibet til Vigten. Vigten dannes af 3 storre og flere hundrede mindre oer. Af de tre store oer, som kaldes Indre, Mellem- og Ytre Vigten, fik jeg kun tid til at besoge de to sidstnævnte, bort- seet fra et par timers botaniseren omkring Rorvik paa Indre Vigten. Jeg tog forst ophold paa gaarden Garstad paa Mellem- Vigten og foretog herfra forskjellige ture i omegnen og til gerne sondenfor. Af mere bemerkelsesverdige planter note- rede jeg salicornia herbacea og chenopodina maritima som tem- melig almindelige paa strandkanterne, samt gentiana involucrata, der udelukkende holdt sig til skjælsand 1 havets nivaa. Med skjælsandet spredtes den omkring langs alle veiene, da dette var den almindelige veifyld. Det merkeligste var imidlertid, et denne veifyld — ialfald for Garstads nærmeste omegns ved- kommende — toges fra en skjælsandbakke, som laa 10—20 - meter over havet, og hvorpaa planten ikke fandtes. Dette kan neppe forklares anderledes end paa den maade, at hin skjelsand fra gammel tid. af indeholdt spiredygtigt fro. af nævnte arktiske plante. 1* 4 O. A. Hoffstad. Fra Garstad flyttede jeg til Austadfjord, der ligger paa ostsiden af Ytre Vigten. Omegnen af Austadfjord er den eneste trakt paa Vigten, hvor der findes skov; denne er her dels birkeskov, dels furuskov. Herfra tog jeg en tur til gaar- dene Valoen. Disse gaarde er ved et ca. 200 m. bredt, men meget lavt eid forbundet med Ytre Vigten. Gamle folk mindes godt, at eidet tidligere kun ved lavvande laa tort, medens sjgen nu ikke engang ved springflod overskyller det. Paa den magre skjælsandjord paa Valoen, men især paa det nævnte lave eid voksede gentiana involucrata i stor mængde. Mit sidste opholdssted var Lovo, en o paa Vigtens nord- østlige side. Her tilbragte jeg i hr. Brandizegs gjæstfrie hus 3 af de hyggeligste dage paa hele reisen. Efter øens navn at domme skulde man tro, at der maatte findes lovskov paa den. Men nu for tiden representeres denne kun af et par salix-arter, hvoraf nogle faa exemplarer forefandtes. Under mit ophold her botaniserede jeg rundt om paa gen og note- rede blandt andet ny nordgrense for chenopodina maritima. Jeg foretog ogsaa en tur til fastlandet, hvor jeg besteg det 300 m. hoie fjeld Hograana. Fra dettes top har man en smuk og vid udsigt over Vigten-archipelet og nordover helt til Torghatten og de syv sostre; men i botanisk hen- seende frembød det — som kystfjelde i det hele taget — lidet af interesse. Den 14de august forlod jeg Lovo og tiltraadte tilbage- reisen. Paa denne benyttede jeg et par timers ophold i Ror- vik til en kort botanisertur. Her noterede jeg (for 5te gang paa min reise) ny nordgrænse for chrysanthemum leucan- themum. | Den 16de august ankom jeg til Trondhjem. Det folgende aar, sommeren 1897, fortsatte jeg de bota- niske undersogelser i samme trakt, idet et stipendium hertil ogsaa da var mig tilstaaet af det akademiske kollegium. Medens jeg forrige aar havde botaniseret mellem Aafjorden og Vigten, udstrakte jeg undersogelserne dennegang baade Vegetationen og floraen paa kysten af Throndhjems stift. 5 noget længere mod syd og mod nord, saaledes at de kom til at omfatte strekningen helt fra Trondhjemsfjordens munding og op til Leke paa grænsen mod Nordlands amt. Den 28de juni reiste jeg fra Sandefjord og kom til Bræk- stad paa Ørlandet om morgenen 2den juli. Her opholdt jeg mig 1 4 dage, som brugtes dels til botanisering paa den lave og flade sydlige del af Orlandet, dels til undersogelse af vegetationen paa konglomeratfeltene omkring Østeraat. Nær sydspidsen af Orlandet fandt jeg gentiana involucrata, som her faar sin hidtil bekjendte sydgrændse. Fra Brekstad gik turen til Bjugn, hvor der ogsaa er konglomerat og videre til Uthaug. Herfra med dampskib til Aafjorden, hvor jeg var en uges tid, og hvor hoved- kvarteret var hos hr. kjobmand Berg paa Aarnæs. Med Aarnes som udgangspunkt foretog jeg kortere og lengere botaniserture saaledes opover Stordalen og udover til Skraa- fjorden, en fjord, der gaar parallelt med Aafjorden. Omkring Skraafjorden er der udstrakte marmorleier; her fandt jeg bl. a. cardamine impatiens, der ikke tidhgere er fundet saa langt mod nord. Fra Eidem i Aafjorden, hvortil jeg senere flyttede, tog Jeg baadskyds ud til den yderst ude mod havet beliggende Aseng, som helt og holdent bestaar af konglomerat. Vegeta- tionen her var meget triviel og artsfattig. Dernest til Sydkraako i Bjornor. Under mit ophold her besøgte jeg ud-øerne Almenningo og Vero, hvilken forstnævnte o jeg ogsaa foregaaende aar havde aflagt et kor- tere besog. Neste kvarter var Lovsnes 1 Nord-Flatanger, hvorfra jeg reiste til Namsos. Efter et kortere ophold drog jeg helt op til Lekø, som er det nordligste prestegjeld i Nordre Trondhjems amt. Her botaniserede jeg væsentlig paa øens øst- og nordside, samt paa de ved nordpynten beliggende Leknæsøer. Paa Lekø gaar mange fjeldplanter helt ned til havets nivaa. Saa over til Fjeldvik (kvarter hos handelsmand U. Sver- drup), som ligger i Gravik sogn paa fastlandet indenfor Leko. Stedet har en lun beliggenhed. I en til gaarden hørende ,park* noteredes følgende trær: ædelgran, lerketræ, ek, bøk, storbladet lind, spidsløn og platanløn, hesteka- 6 O. A. Hoffstad. stanje, asald, moreltre og kirsebærtræ, sidstnævnte med moden frugt. Efterat have botaniseret her et par dage, drog jeg syd- over til Rorvik og videre landeveien til Ofstad paa Indre Vigten. Her afsluttede jeg mine undersøgelser og reiste til- bage ti] Trondhjem, hvortil jeg ankom den 1ste august. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 7 Vegetationen. Lovkledte fjeldknauser, bergskraaninger bevoksede med racomitrium languinosum, samt myr og torre lyngbakker opta- ger næsten hele det undersøgte omraade. Denne golde ensformighed i vegetationens karakter henger udentvil sammen med de geologiske forholde. Thi hele trak- ten bestaar omtrent udelukkende af de haarde bergarter gneis og granit; kun i den sydlige del findes et andet underlag, nemlig konglomerat paa Ørlandet og i Bjugn. Hist og her findes mindre kalkberg. : Skovbevoksede trakter findes nesten blot inde i fjordene og mangler ganske paa alle gerne alene med undtagelse af Vigten, hvor der — som foran nævnt — findes noget fure- skov og lidt birkeskov paa østsiden af Ytre Vigten. Frem- deles sees hist og her dyrkede flekker eller betesmark og endelig findes der langs strandkanterne særegne strandforma- tioner, der frembyder adskilligt af interesse. | Sammensetningen af de forskjellige formationer vil sees af de folgende notiser, som kan ansees som nogenlunde typiske exempler. Strandkanternes vegetation. Paa strandkanterne danner planteveksten ofte tydelige belter. Paa entangstroet, stenet strand paa Syd- kraako (27 juli 96) bemerkedes saaledes 2 vel skilte zoner. Det nederste belte bestod af folgende arter: glyceria maritima”) *) Forfatternavne udelades her, da de er de samme som i den efter- folgende flora. 8 O. A. Hoffstad. atriplex hastata, stellaria media, cakile maritima og chenopodium album 9 viride. I det ovre belte bemerkedes: matricaria inodora f. maritima, polygonum aviculare, sonchus arvensis, rumex cris- pus, triticum repens, galium aparine, agrostis alba, potentilla anserina, galeopsis tetrahit og elymus arenarius. Paa enstorstenet, tangfri strand ved Hop- stad 1 Brandsfjord (30te juh 96) noteredes 3 belter. Nederst saaes stenhammaria maritima, galium aparine og stellaria media. Dernest et tet belte af elymus arenarius rigelig ind- sprengt med galium aparine, stellaria media, avena elatior, silene inflata, vicia cracca, tuer af festuca ovina, potentilla anserina, valeriana off. f. sambucifolia og galeopsis tetrahit. Længst oppe bemerkedes anthriscus silvestris, rubus idæus og geranium silva- ticum, rigelig til spredt; enkeltvis: lotus corniculatus, rumex acetosa, pimpinella saxifraga samt viola canina f crassifolia. Paa en gruset strand paa Sydkraako, med svag helding mod sjøen, saaes (27de juli 96) nederst tette tuer af plantago maretima og glaux maritima; her optraadte ogsaa glyceria maritima 1 storre mængder, medens afslutningen opad (mod en ager) dannedes nesten udelukkende af poten- tilla anserina (isprengt med lamium purpureum). Særlig skarpt aforænset fremtraadte saadanne vegetations- belter ner Sandvikbergi Osen (31te juli 96). Paa en svagt heldende sandstrand af ca. 200 meters lengde kunde 3 belter allerede paa lang afstand meget tydelig skjelnes. Det nederste havde en bredde af 10 meter og var saaledes sammensat: Tet: cakile maritima. Spredt: stenhammaria maritima, stellaria crassifolia & media, haliantus peploides. Enkeltvis: potentilla anserina, rumex crispus og sonchus arvensis (begge sterile), samt triticum repens. Det andet belte havde en bredde af ca. 4 meter og bestod af gresmatter af festuca ovina med enkeltvis indblanding af anthyllis vulneraria, sedum acre, hypnum sp. galium verum, cerastium vulgatum, campanula rotundifola og sterile skud af sonchus arvensis. Det overste belte bestod, med en bredde af omkr. 7 meter, af 4 planter i jevn blanding nemlig trifolium repens, anthyllis vulneraria, festuca ovina og galium verum. Disse dannede tette Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 9 matter. Iblandet förekom campanula rotundifolia, lotus corni- culatus, pimpinella saxifraga, alle rigelig til spredt, samt fol- gende, der bemerkedes enkeltvis: leontodon autumnale, poten- tilla anserina, viola tricolor, achillea millefolium, euphrasia officinalis, gnaphalium dioicum, erigeron acre og selaginella spinulosa, samt enkelte smaa tuer af silene acaulis og et par exemplarer af botrychium lunaria. . Denne strandvegetation afsluttedes opad af en lav sand- mel, paa hvis overkant en risformation af empetrum og lav juniperus begyndte (bl. a. med rigelig alchemilla alpina). Paa skjelsandstrande kan vegetationen vere noget anderledes, idet salicornia herbacea og chenopodina maritima her undertiden danner et særskilt belte nedenfor de øvrige og saa langt nede, at det ved høivande beskylles af havet. Saa- ledes f. eks. ved Valøen paa Vigten (10de aug. 96), hvor de to nævnte planter saaes nederst og hvorefter fulgte atri- plex hastata, cerastium vulgatum og polygonum aviculare. Disse tre planter udfyldte delvis mellemrummene i det tredie belte, der bestod af tætte, men adskilte tuer af festuca ovina og glyceria maritima. Afslutningen opad dannedes af et belte af potentilla anserina, ovenfor hvilket der var en tæt gres- mark med bl. a. gentiana involucrata. Paa stenede strandklipper forefindes der (mellem stenene) 1 regelen en ganske righoldig urt- og straavegetation. Fra Sydkraako har jeg saaledes noteret folgende (25 juli 96): Lotus corniculatus, trifolium repens og vicia cracca dan- nede flekvis tætte bestand. Rigelig optraadte desuden campa- nula rotundifolia og agrostis alba. Spredt: rhinanthus minor, silene maritima, cerastium vulgatum, rumex acetosa, rubus idæus, trifolium pratense, anthriscus silvestris, valeriana off. f. sambucifolia, linaria vulgaris, euphrasia officinalis, myosotis arvensis, silene inflata, festuca ovina og anthoxanthum odora- tum; enkeltvis: luzula campestris, aira flexuosa og leontodon autumnale. 10 O. A. Hoffstad. Engenes vegetation. Vegetationen paa et stort slaateng i Osen (31 juli 96) var folgende: Tet straavegetation af folgende 4 græs: agrostis vulgaris, anthoxanthum adoratum, aira cæspitosa og festuca ovina; des- uden saaes phleum pratense rigelig til spredt. Urter, rigelig til spredt: trifolium repens, leontodon autum- nale, rhinanthus minor, vicia cracca, cerastium vulgatum, ranunculus acris, euphrasia officinalis, lotus corniculatus, trifo- lium pratense, campanula rotundifolia, achillea millefolium, knautia arvensis, matricaria inodora og potentila tormentilla; enkeltivis: rumex domestica (?) & acetosa. Bunden var delvis kledt med sagina procumbens og et par moser. Hn hermed beslegtet eng-vegetation noteredes ved Hidem i Aafjorden (13de juli 97): Straa, rigelig: phleum pratense, poa pratensis og serotina, festuca ovina; spredt: avena pubescens, aira cæspitosa, agrostis canina og equisetum arvense. Urter, rigelig til spredt: carum carvi, rhinanthus minor, trifolium repens og sterile skud af achillea millefolium; spredt: ranunculus acris, trifolium pratense og vicia cracca; enkeltvis: rumex acetosa, campanula rotundifolia, taraxacum officinale, galium verum, plantago major & lanceolata, lotus corniculatus, alchemilla vulgaris, potentilla anserina, knautia arvensis, leon- todon autumnale og matricaria inodora. Bunden mellem grestuerne delvis kledt med hypnum cordifolium. Vegetationen paa betesmark illustreres ved folgende 3 exempler fra Sydkraako, Lovsnes og Aa i Aafjorden. Lovsnes (23de juli 97). Tor mark, ca. 20 m. o. h.: Straa, rigelig: anthoxanthum, agrostis canina, festuca ovina & f. vivipara, aira flexuosa & cæspitosa; spredt: poa pratensis, equisetum arvense. Urter, spredt til enkeltvis: spiræa ulmaria, lathyrus praten- sis, rumex acetosa, cerastium vulgatum, stellaria graminea, ranunculus aeris, anthriscus silvestris, potentilla tormentilla, ceum rivale, alchemilla vulgaris & alpina, trifolium repens, vicia cracca, campanula rotundifolia, hieracium sp., achillea millefolium, Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 11 Moser, tæt: hylocomium triquetrum & splendens. Sydkraako (27de juli 96) Sidlændt mark: Straa, rigelig til tæt: agrostis canina; rigelig: festuca ovina, aira cæspitosa, anthoxanthum; spredt: luzula campestris. Urter: trifolium repens rigelig til tet; rigelig til spredt: euphrasia officinalis og rhinanthus minor; spredt: leontodon autumnalis, cerastium vulgatum, ranunculus acris, trifolium pratense, lychnis flos cuculi og lotus corniculatus (flekvis); enkeltvis: caltha palustris, rumex acetosa og polygonum vivi- parum. Moser to arter sparsomt (mnium og hypnum spp.) Aai Aafjorden (9de juli 97). Sumpig mark. Trer og buske, spredt til enkeltvis: betula odorata. Straa, rigelig: phragmites communis, eriophonum alpinum og carex dioica; spredt: agrostis canina, carex panicea & flava, equisetum palustre og eriophorum angustifolium. . Ris: hist og her smaa tuer af myrica gale og vaccinium uliginosum, Urter, spredt til enkeltvis: menyanthes trifoliata, potentilla tormentilla, oxycoccus palustris, drosera rotundifolia, pinguicula vulgaris, parnassia, comarum og narthecium. Moser: sphagnum dannede en tæt bundbeklædning; spredt iblandet saaes polytrichum commune, hypnum Schreberi og gymnocybe palustris. Paa en sumpig strandeng ved Hidem i Aafjorden (13de juli 97) var vegetationen folgende: Straa, rigelig til tet: scirpus rufus afvekslende med jun- cus compressus Gerardi; rigelig: scirpus cæspitosus; spredt: agrostis sp., festuca ovina; enkeltvis: carex vulgaris & incurva. Urter, enkeltvis: plantago maritima, parnassia, glaux, tri- glochin maritimum & palustre, euphrasia officinalio, rhinanthus minor. Bunden kledt med rigelig grimmia torquata. De to følgende notiser angiver vegetationen paa skjæl- sandenge i nerheden af stranden (strandenge). Den ud- merker sig bl. a. ved mangelen af moser. Lovo ved Vigten (12te aug. 96). Straa: juncus Gerardi, festuca ovina og agrostis canina dannede en tæt straavegetation med en hoide af ca. 2 dm. Urter, spredt: triglochin maritimum, plantago maritima og armeria maritima; enkeltvis: parnassia, glaux, cerastium vul- gatum, anthyllis vulneraria og lotus corniculatus. 12 O. A. Hoffstad. Roan i Bjornor (26de juli 96). Straa: festuca ovina rigelig, samt elymus arenarius enkelt- vis (begge især sterile). Urter: trifolium repens rigelig; spredt: potentilla anserina, lotus corniculatus og pimpinella saxifraga; enkeltvis: leonto- don autumnale, sonchus arvensis (steril), sedum acre (steril) trifolium pratense, anthyllis vulneraria og achillea millefolium. Urernes vegetation. I en smaastenet ur ved Valøen paa Vigten bestod planteveksten af spredte trær og buske og en rig urtvegeta- tion med enkelte iblandede straa. Jeg har noteret følgende (10de august 96): Trær og buske: sorbus aucuparia, betula odorata, corylus avellana, rosa canina og rubus idæus, alle spredt. Ris: vaccinium uliginosum, spredt. Straa, spredt: aira cæspitosa, avena pubescens, festuca ovina, anthoxanthum og agrostis vulgaris. Urter, spredt: solidago, succisa, anthriscus silvestris, pim- pinella saxifraga, carum carvi, achillea millefolium, silene in- flata, ranunculus acris, stellaria graminea, rhinanthus minor, linaria vulgaris, spiræa ulmaria, viola tricolor, lotus cornicu- latus, potentilla tormentilla, campanula rotundifolia, plantago lanceolata, veronica officinalis, trifolium pratense, rubus saxa- tilis, sedum acre & annuum, cerastium vulgatum, rumex ace- tosa, geranium silvaticum, galium boreale, lathyrus pratensis og viola silvatica, samt polystichum filix mas og polypodium vulgare. Stenene dækkedes delvis af et tæppe af hypnum cupressi- forme. I en storstenet ur paa Lysøen i Aafjorden dannede forskjellige buske et næsten sammenhængende krat, inde mel- lem hvilket hoie urter og et par arter straa stak frem. Sam- mensætningen var saaledes (8de juli 96): Buske: rosa canina, ribes rubrum, sorbus aucuparia, prunus padus og rubus idæus, alle rigelig. Straa, spredt: avena pubescens og dactylis glomerata. Urter, spredt: spiræa ulmaria, valeriana off. f. sambu- cifolia, polemonium ceruleum. geranium silvaticum & rober- Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 13 tianum, epilobium angustifolium, scrophularia nodosa, melan- drium silvestre, cirsium heterophyllum, urtica dioica, ranun- culus acris, geum rivale, lathyrus pratensis og vicia sepium. I en storstenet ur paa konglomeratfeltet 1 Bjugn med helding mod nord og 5 til 20 meter over havet noteredes folgende vegetation: Trær og buske, spredt: sorbus aucuparia; enkeltvis: betula odorata, salix caprea, juniperus og rubus idæus. Straa, rigelig: aira cæspitosa og carex pallescens, især sterile; spredt: melica nutans, poa nemoralis, avena pubescens, anthoxanthum og festuca ovina. Urter, rigelig til spredt: valeriana off. f. sambucifolia, spirea ulmaria, geranium silvaticum; spredt: cirsium heter- ophyllum, asplenium filix femia, polystichum filix mas, crepis paludosa, urtica dioica, vicia sepium, galium boreale, melan- drium silvestre, geum rivale, rubus saxatilis; spredt til enkelt- vis: taraxacum officinale, alchemilla vulgaris, campanula rotun- difolia, bartsia alpina, rhodiola rosea, geranium robertianum, fragaria vesca, polypodium phegopteris & vulgare, viola sil- vatica, alchemilla alpina, hieracium sp., vicia cracca, pinguicula vulgaris, oxalis acetosella, veronica chamedrys, epilobium montanum; enkeltvis: actæa spicata, saxifraga cotyledon, saus- surea alpina, cystopteris fragilis, polypodium dryopteris og solidago virgaurea. Moser, rigelig: hylocomium splendens & triquetrum; spredt: isothecium myurum, hypnum uncinatum og hylocomium squar- rosum. Hoiere oppe 1 samme ur, ca. 80 m. o. h. udgjorde campa- nula latifolia, equisetum silvaticum, rumex acetosa og hyperi- cum quadrangulum vegetationens væsentligste bestanddele sammen med spirea ulmaria, polystichum filix mas og asple- nium filix femia. Spredt saaes ranunculus acris, paris quadri- folia, convallaria verticillata, stellaria nemorum, scrophularia nodosa, epilobium angustifolium og anthriscus silvestris. Ur ved Stordalsvand i Aafjorden, med sterk helding mod syd (28de juli 97): Trær og buske: alnus incana, rigelig, flekvis tet (2 til 3 meter hoi); spredt til enkeltvis: picea excelca, juniperus communis og rubus idæus. 14 O. A. Hoffstad. Straa, rigelig; aira cæspitosa og agrostis canina, iser sterile; spredt: carex pallescens & pilulifera samt luzula campestris. Urter: pteris aquilia rigelig, flekvis tæt, hoi og frodig; rigelig til spredt: hypericum quadrangulum og potentilla tormen- tilla; spredt: fragaria vesca, prunella vulgaris, euphrasia offici- nalis; enkeltvis: spirea ulmaria, rumex acetosa, gnaphalium silvaticum og cerastium vulgatum. Moser: hylocomium triquetrum temmelig rigelig mellem erestuerne; stenene delvis klædt med hypnum cupressiforme og laver. Risformationer. Paa sumpig myrjord ved Austadfjord paa Vig- ten (10de aug. 96) noteredes folgende vegetation: Trer og buske: salix aurita og betula odorata, enkeltvis. Ris, tet til rigelig: empetrum nigrum, erica tetralix, myrica gale, betula nana og juniperus communis. Straa, spredt: molinia cærulea, agrostis canina, carex stellulata, panicea & vulgaris, luzula campestris, festuca ovina vivipara, aira flexuosa, juncus conglomeratus og eriophorum angustifolium. Urter, rigelig: rubus chamæmorus; spredt: euphrasia offi- cinalis, narthesinm ossifragum, orchis maculata, pinguicula vulgaris, succisa pratensis, trientalis europæa, samt blechnum spicant; desuden enkeltvis. potentilla tormentilla, leontodon autumnale og polystichum spinulosum. Moser, rigelig: racomitrium og sphagnum sp., samt poly- trichum commune. Tor lyngbakke, Lovo ved Vigten (15de aug. 96): Trær, enkeltvis: smaa skud af populus tremula og sorbus aucuparia. Ris, tet: vaccinium uligmosum, myrtillus & vitis idea, empetrum nigrum og calluna vulgaris; spredt: arctostaphylos uva ursi & alpina, Juniperus communis og betula nana Straa, enkeltvis: euphrasia officinalis, campanula rotundi- folia, rubus saxatilis, cerastium vulgatum, melampyrum pra- tense, cornus succica, lotus corniculatus og potentilla tormen- tilla. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift, 15 Moser: et næsten sammenhængende lag af hylocomium splendens & triquetrum. : Fugtig lyngmark paa konglomeratfeltet østenfor Øst- eraat (8die juli 97). Trer og buske, enkeltvis: forkroblede betula odorata, samt salix aurita, sorbus aucuparia og betula alpestris. Ris, tet: myrica gale, vaccinium uliginosum, juniperus, calluna, empetrum og betula nana; spredt: lycopodium selago & clavatum, enkeltvis erica tetralix. Straa, spredt: carex vulgaris, c. panicea (mest steril), agrostis canina, festuca ovina vivipara, aira cæspitosa og eriophorum angustifolium. Urter, spredt. cornus suecica, melampyrum silvaticum, orchis maculata, potentilla tormentilla, trientalis europa, hiera- cium sp., pinguicula vulgaris, pedicularis silvatica og succisa pratensis. Moser, rigelig: hylocomium splendens, sphagnum. Berg, kledt med racomitrium languinosum optager, som foran nevnt en meget stor del af det undersogte omraade. Tætte tuer af denne mose uden indblanding findes mange steder. Paa steder, hvor den 1 tidens lob har dannet et torv- og mulddekke, er vegetationen omtrent saaledes, som noteret fra Lovo ved Vigten (13 august 96): Ris, rigelig: vaccinium uliginosum, empetrum, betula nana, calluna og arctostaphylos alpina; enkeltvis: juniperus commu- nis. Straa; scirpus cæspitosus og carex panicea, agrostis canina, aia flexuosa, eriophorum angustifolium og festuca ovina f. vivipara. Urter, enkeltvis: cornus suecica og euphrasia officinalis, samt rubus chamæmorus. Hist og her nogent eller lavkledt berg mellem tuerne, samt flekker med sphagnum. Konglomeratberg paa Aseno (12te juli 97:) Ris, flekvis rigelig: vaccinium uliginosum og empetrum nigrum; spredt: calluna og arctostaphylos alpina. Straa, spredt: anthoxanthum, agrostis canina aira flexuosa (sterile skud rigelig), semt festuca ovina vivipara; enkeltvis: luzula campestris, carex vulgaris & panicea. Urter, spredt: alchemilla alpina, achillea millefolium (steril), 16 O. A. Hoffstad. lotus corniculatus, potentila tormentila, plantago maritima, succisa pratensis (steril), veronica officinalis (steril, polygonum viviparum, anthyllis vulneraria; enkeltvis: saxifraga cotyledon & oppositifolia, rhodiola rosea, hieracium auricula, solidago, draba incana, trifolium repens & pratense, cerastium vulgatum og prunella vulgaris. Moser, flekvis tet: racomitrium languinosum ; spredt: hypnum Schreberi, hylocomium loreum, dicranum scoparium og grimmia apocarpa. Vegetationen afbrudt af nogent eller lavklædt berg. Skovene. I prestegaardslien i Aafjorden (helding mod syd under brat fjeldvæg, underlag haard not noteredes folgende lovskovsvegetation (9de juli 97). Trer og buske: tet skov af alnus incana, rigelig tilblan- det med corylus avellana, prunus padus, sorbus aucuparia, populus tremula og betula odorata. Enkeltvis: rosa canina, ribes rubrum, rubus idæus og viburnum opulus. Straa: rigelig: aira cæspitosa mest steril; spredt: dactylis glomerata, anthoxanthum odoratum, luzula campestris, aira flexuosa, agrostis canina og carex pilulifera. Urter spredt til enkeltvis: aconitum septentrionale, pteris aquilina, asplenium filix femina, solidago, valeriana off. f. sambucifolia, scrophularia nodosa, melandrium silvestre, spiræa ulmaria, ranunculus acris, hieracium sp., geranium silvaticum, stachys silvatica, hypericum perforatum & quadrangulum, veronica chamedrys, polypodium phegopteris, epilobium mon- tanum, rumex acetosa, asperula odorata, anemore nemorosa, rubus saxatilis, veronica officinalis, vicia sepium, melampyrum silvaticum & pratense, potentilla tormentilla, viola silvatica & biflora, succisa pratensis, alchemilla vulgaris & alpina, oxalis acetosella, ajuga pyramidalis, geum rivale (steril) paris quadri- folia og galium boreale. Moser, rigelig til spredt: hylocomium splendens & trique- trum, hypnum cupressiforme; enkeltvis: polytrichum juniperinum. Birkeskov ved Austadfjord paa Vigten (11te august 96): Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 17 Trer og buske: betula odorata, tet; spredt: salix aurita og pentandra. Ris: juniperus communis (meget lavvokset), vaccinium myrtillus, uliginosum & vitis idea, samt empetrum nigrum, alle flekvis tat. Straa, spredt: aira cæspitosa, agrostis canina, anthoxanthum odoratum, carex panicea, luzula campestris & maxima (steril). Urter, spredt til enkeltvis: crepis paludosa, circium hetero- phyllum, solidago virgaurea, hieracium sp., valeriana off. f. sambucifolia, campanula rotundifolia, succisa pratensis, rumex acetosa, spirea ulmaria, geum rivale, geranium silvaticum, ranunculus acris, stellaria graminea, melampyrum pratense & silvaticum, lathyrus pratensis, potentilla tormentilla, cornus suecica, oxalis acetosella, viola palustris, polygonum viviparum, achillea millefolium (steril), samt asplenium filix femina, poly- podium dryopteris og equisetum silvaticum. Moser, tilsammen dannende et tet lag: hylocomium splen- dens, hypnum Schreberi og polytrichum commune rigelig, samt catharinea undulata, sphagnum sp. og neckera complanata rigelig til spredt. | Birkekrat ved Haarstad i Stordalen, Aafjorden (8de juh 9'): Trær og buske: Mandshoi, fructificerende betula odorata rigelig til tæt; spredt: populus tremula; enkeltvis: picea exelsa og alnus incana. Ris, rigelig til spredt: vaccinium uliginosum, empetrum og calluna; flekvis i smaa mengder: vaccinium myrtillus, juniperus communis og vaccinium vitis idea. Straa, rigelig: molinia cærulea og aira flexuosa, næsten blot sterile; spredt: anthoxanthum odoratum og luzula cam- pestris; enkeltvis: festuca ovina vivipara og carex glauca. Urter, spredt: potentilla tormentilla, cornus suecica ; enkelt- vis: trientalis europæa, plantanthera bifolia, succisa pratensis (steril), melampyrum pratense og hieracium sp. Moser, rigelig til spredt: hylocomium splendens og hyp- num Schreberi; enkeltvis: polytrichum commune, hylocomium squarrosum og dicranum undulatum. Lovskov ved Aa 1 Aafjorden (9de juli 97): Trer og buske, tet: corylus avellana og alnus incana; spredt: prunus padus. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, I. ie O. Å. Hofstad. Straa, spredt: dactylis glomerata, melica nutans, aira cæspi- tosa. Urter: spirea ulmaria, rigelig til tet; rigelig: aconitum, campanula latifolia; spredt: convallaria verticillata, geranium silvaticum, stachys silvatica og asplenium filix femina. Disse høie urter dannede en tet vegetation i en høide af 1/2 til 1 meter. Ved grunden af dem fandtes en spredt undervegetation af paris quadrifolia, anemone nemorosa, asperula odorata, circæa alpina, viola silvatica, stellaria nemorum, geum rivale, actæa spicata og tusilago farfara. Moser, rigelig: thujidium delicatulum, isothecium myurum og mnium punctatum. Skovkledt konglomerathaug ved Osteraat. Paa dennes sydlige skraaning bemerkedes folgende vegetation: Trer og buske, rigelig til spredt: pinus silvestris, betula odorata, populus tremula, corylus avellana, sorbus aucuparia, salix caprea, rosa canina, rubus idæus; enkeltvis: prunus padus & avium, viburnum opulus. Ris, spredt (flekvis rigelig): arctostaphylos uva ursi, empe- trum, vaccinium vitis idea & myrtillus, juniperus (lav og ris- agtig). Straa, spredt: luzula maxima, dactylis glomerata, aira flexuosa, carex pallescens, anthoxanthum, melica nutans, luzula pilosa, triticum caninum og avena pubescens. Urter, spredt til enkeltvis: hieracium sp., geranium silva- ticum & robertianum, anthriscus silvestris, heracleum sibiricum, orobus vernus & niger, hypericum perforatum, convallaria verticillata, succisa pratensis, knautia arvensis, alchemilla vul- garis, lotus corniculatus, pyrola rotundifolia, melandrium sil- vestre & pratense ,rumexX acetosa, vicia cracca & sepium, poten- tilla tormentilla, veronica officinalis & chamædrys, galium boreale, pimpinella saxifraga, anemone nemorosa, spiræa ulmaria, geum rivale (steril), valeriana off. f. sambucifolia, viola silvatica, lathyrus pratensis, fragaria vesca, plantago lanceolata, clinopodium vulgare, scrophularia nodosa, verbascum nigrum, primula officinalis, polygonum viviparum, allium oleraceum, polystichum filix mas, asplenium filix femia og polypodium vulgare. Moser, spredt: hylocomium splendens. Granskov, LøvsnæsiNord- Flatanger (23de juli 97). Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 19 Trer og buske, tet til rigelig: juniperus; enkeltvis: skud af sorbus aucuparia og betula odorata. Ris, rigelig: vaccinium vitis idea; spredt: vaccinium myr- tillns & uligmosum, empetrum. | Straa, rigelig til spredt: luzula pilosa, aira cæspitosa ; spredt: anthoxanthum, agrostis sp. (steril), festuca ovina, luzula campestris; enkeltvis: carex vulgaris & panicea. Urter, spredt: melampyrum silvaticum & pratensn, anemore nemorosa, potentilla tormentilla, oxalis acetosella, viola silva- tica, trientalis, linnæa, cornus suecica og polypodium dryopteris; enkeltvis: pteris, polygonum viviparum, listera cordata, pyrola uniflora, majanthemum og vicia cracca. Moser, tet: hylocomium splendens og hypnum Schreberi; rigelig: dicranum scoparium & undulatum; enkeltvis mnium sp. I en almlund ved Kvislai Aafjorden (underlag mar- mor, helding mod sydost) noteredes folgende vegetation (11te jul 97): Trær: ulmus montana rigelig, samt enkelte picea excelsa og prunus padus, tilsammen dannende en temmelig aaben lund. Straa spredt: poa nemoralis, aira flexuosa & cæspitosa, melica nutans. Urter, rigelig til tet: aconitum; rigelig: spiræa ulmaria og rubus idæus; spredt: geranium silvaticum, struthiopteris, epilobium montanum & alpinum (endnu ikke blomstrende) actæa spicata, stellaria nemorum, scrophularia nodosa, stachys silvatica, urtica dioica, paris, alchemilla vulgaris, veronica - chamadrys, myosotis arvensis, circea alpina, fragaria vesca, anemone nemorosa, cystopteris fragilis, asplenium filix femina, polypodium phegopteris, anthriscus silvestris, melandrium sil- vestre; enkeltvis: asperula odorata, crepis paludosa, rumex acetosa, valeriana officinalis, solidago, viola silvatica, hypericum quadrangulum, taraxacum officinale og cardamine impatiens. Moser, rigelig til spredt: hypnum cupressiforme & unicina- tum, eurhynchium piliferum, pterigynandrum filiforme, mnium affine og madotheca platyphylla. 9* 20 O. A. Hoffstad. Sluttelig hidsettes vegetationen paa flyvesanden ved Hosen paa Stokoen (13de juli 96). Her dannede hippophaé rhamnoides et krat af omkring 1/2 (og op til 1) meters høide med aabne mellemrum. Inde i krattet fandtes sterile skud af galium boreale & verum rigelig, desuden spredt convallaria majalis og vicia cracca, hvilken sidstnævnte undertiden naaede op over hippophaébuskene. Op gjennem krattet stak desuden festuca ovina, men især centaurea scabiosa; enkeltvis ogsaa knautia arvensis og elymus arenarius. I de aabne rum mellem buskene var vegetationen saaledes: Trær og buske, spredt til enkeltvis: betula odorata, popu- lus tremula, og rosa villosa. Straa, rigelig til spredt: festuca elatior og avena pratensis. Urter, rigelig: silene inflata, anthyllis vulneraria og lotus corniculatus (sidstnævnte flekvis tet); rigelig til spredt: plan- tago maritima, rubus saxatilis, hieracium sp., hieracium auri- cula, pimpinella saxifraga og campanula rotundifolia; enkeltvis: polygonum viviparum. Moser' eller anden bundvegetation fandtes ikke. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 21 Floraen. I nedenstaaende fortegnelser er opfort alle de karplanter, jeg bemerkede i det undersøgte omraade. Planterne er betegnede som almindelige, naar Jeg bemer- kede dem i alle de sogne eller prestegjeld, hvorigjeunem rei- sen gik, nemlig Ørlandet, Bjugn, Aafjorden Stoksund, Bjørnør, Osen, Flatanger, Nero og Vigten, samt Leko med Gravik. I Bjugn, Osen, Nærø og Gravik var dog opholdet saa kort, at om vedkommende plante ikke er noteret for et eller flere af disse steder, er den alligevel betegnet som almindelig, naar de noterede voksesteders antal er talrigt og jeg fandt den i de tilerensende sogne. Equisetum arvense, L. Aafjorden: Eidem. Flatanger: Lovsnæs. Vigten: Austadfjord. Sandsynligvis overseet. E. silvaticum, L. Alm. JE. palustre, L. Alm. E. fluviatile, L. Alm. Polypodium vulgare, L. Alm. P. phegopteris, L. Alm. P. dryopteris, L. Alm. Woodsia ilvensis, R. Br. Aarnæs i Aafjorden. Polystichum oreopteris, DC. Aafjorden: Frønæs, samt ved Grytan og Kvisla ved Skraafjorden i stor mengde. Flatanger: Kalvskindsrova ved Vik, ca. 50 m. o. h. P. fiix mas, Roth. Alm. P. spinulosum, DC. Alm. *dilatatun DC. Aafjorden. Vigten: Garstad. Cystopteris fragilis, Bernh. Alm, 22 O. A. Hoffstad. Asplenium filiv femina, Bernh. Alm. A. trichomanes, L. Aafjorden: Aarnes (fru A. Berg). Bjornor: Almenningo, paa kalk. A. viride, Huds. Aafjorden: ved Kvisla paa marmor. A. ruta muraria, L. Bjornor: Almenningo, paa kalk. Pteris aquilina, L. Alm. Blechnum spicant, Roth. Alm. Struthiopteris germanica, Willd. Aafjorden: prestegaards- lien og Kvisla. Botrychium lunaria, Sw. Ørlandet, tem. alm. Aafjorden: Eidem. Osen: Sandvikberg (et par ex.). Flatanger: ved Viks- vand ner prestegaarden. Vigten: Vaagseng. Leko: Skei og store Lekneso. Isoetes echinospora, Dur. Stoksund: Hardbakfjeld (i en liden dam ca. 300 m. o. h.) Lycopodium selago, L. Alm. | L. annotinum, L. Rommenfjeld i Aafjorden, Ornfjeld i Brandsfjord (Bjornor), Hograana i Nero. Sandsynligvis almin- delig paa fjeldene. L. clavatum, L. Alm. Selaginella spinulosa, Al. Br. Tem. alm. (Orlandet: Borg- klint. Aafjorden: Eidem. Bjørnør: Kraakfjord. Osen: Sand- vikberg. Flatanger: Halmø. Vigten, alm. Gravik: Fjeldvik. Lekø: Skei.). Alopecurus pratensis, L. Aafjorden: Aa. Vigten: Garstad. A. geniculains, L. Alm. Phleum pratense, L. Alm. Ph. alpinum, L. Tem. alm. (ogsaa 1 havets nivaa). Phalaris arundinacea, L. Vigten: Garstad. Anthoxanthum odoratum, L. Meget alm. Milium effusum, L. Tem. alm. Agrostis vulgaris, With. Alm. A. alba, L. Alm. A. camina, L. Alm. à Calamagrostis epigeios, Roth. Bjornor: Hopstad i Brands- fjord. C. phragmitoides, Hn. Aafjorden: prestegaardslien. Bjorner: Hopstad. Vigten: Garstad og Karsteno. Gravik: Fjeldvik. Leko: Huseby. Phragmites communis, Trin. Aafjorden: Aa. Bjornor: Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 23 Strom. Vigten: Kvernhusvand ved Garstad. Nero: Bidalstjern. Aira cespitosa, L. Alm. A. flexuosa, L. Alm. Avena elatior, L. Stoksund: Hosen paa Stokoen og Refs- nes. Bjornor: Almenningo og Hopstad. Flatanger: Halmo. Vigten: Garstad. _ À. pubescens, L. Alm: Ørlandet og Aafjorden, meget alm. Stoksund: Kirkøen, Linæsøen. Bjørnør: Hopstad. Flatanger: Halmø. Vigten: ved Garstad fl. st., Ofstad, Berg, Valøen og Austadfjord. Nero: Dalene. Leko fl. st. A, pratensis, L. Aafjorden: Aseno, paa konglomerat. Stoksund; paa flyvesanden ved Hosen paa Stokøen. Poa annua, L. Alm. P. alpina, L. Bjørnør: Sydkraakø. Lekø: Leknæs. P. cæsia, Sm. Bjugn: nær prestegaarden, kun nogle faa meter over havet. P. trwialis, L. Aafjorden: Aa og Kvisla. Bjørnør: Strom. P. nemoralis, Wg. Tem. alm. P. sudetica, Henke. Aafjorden: Lysoen (steril). P. serotina, Ehrh. Tem. alm. P. pratensis, L. Alm. Glyceria fluitans, Wg. Orlandet, tem. alm. Aafjorden: Aseno og Aa. Bjornor: Strom. Vigten: Garstad. G. maritima, Wg. Alm. — Exemplarer fra Lysosund i Aafjorden og Hovik i Stoksund synes mig at maatte henfores til glyceria distans, (L) We. Denne har da her sin nord- grænse, 64° 3. Briza media, L. Ørlandet: Hovde, Østeraat og Uthaug. Aafjorden: Eidem(63° 56’). B. m. ß pallescens. Aafjorden: Kvisla, 64° 2’, d. e. 1 minut nordligere end hovedartens hidtil kjendte nordgrænse: Stenkjær. Melica mutans, L. Tem. alm. (alm. paa Ørlandet og i Aafjorden). Molinia coerulea, M. Alm. Hierochloa borealis, R & S. Ved Namsen, Ya mil ovenfor Namsos. Catabrosa aquatica, P. B. Nordflatanger: Lovsnes, Dactylis glomerata, L. Alm. Festuca ovima, L. Meget alm, 24 O. A. Hoffstad. F. o. f. vivipara. Alm. F. elatior, L. Aafjorden: Aarnæs. Stoksund: Kirkoen. Bjørnør: Roan, Sydkraako, Almenningo og Fagerdal Gravik: Nord-Eitran. Leko: Skei — Ved Refsnes 1 Stoksund fandt jeg en form med hovedformig sammentrængte smaaaks, f. capitata, mihi.') F. rubra, L. Tem. alm. Bromus mollis, L. Stoksund: ved Guttulvik og Hosen paa Stokoen, sidstnævnte sted i udkanten af flyvesandsfeltet. Hosen ligger paa 64° 3—4' n. b., altsaa næsten paa hoide med plantens hidtil bekjendte nordgrænse i Beitstaden (64° 5’), hvor den imidlertid kun én gang er fundet. B. arvensis, L. Vigten: Garstad, paa dyrket eng og 1 haven som ugres, 64° 53’. Lolium perenne, L. Paa de samme steder som bromus mollis og i selskab med den. Ny nordgrænse, 649 3—4 (Begge fandtes 1 stor mængde). oa i Triticum repens. L. Alm. T. caninum, Schreb. Bjornor: Almenningo. Vigten: under Langoifjeld ved Garstad. Elymus arenarius, L. Alm. Nardus stricta, L. Alm. Carex pulicaris, L. Aafjorden: Stordalsvand og Imsen. Bjornor: Almenningo og Hopstad, begge steder paa marmor, samt ved Stromsvand. Vigten: Garstad. Carex pauciflora, Lightf. Aafjorden: Rømmenfjeld ved Lysosund og ved Stordalsvand. Stoksund: Hardbakfjeld. Bjornor: Stromsvand. Vigten: Garstad. C. incurva, Lightf. Ørlandet fl. st. Aafjorden: Lysøsund, Olden, Eidem og ved Skraafjordens inderste del. Flatanger: Vik. Vigten: Vaagseng, Valoen og Lovo. Gravik: Fjeldvik. C. leporina, L. Bjornor: Kraakfjord og ved Stromsvand. C. stellulata, Good. Alm. C: canescens, L. Bjørnør: Strom. C. glauca, Scop. Orlandet: ner Osteraat. Aafjorden: Haarstad i Stordalen og Asens. Stoksund: Hosen, paa flyve- sand. Bjornor: Almenningo, paa kalk. Flatanger: Vik. Vig- ten: Garstad. Leko: Huseby. ') „En meget eiendommelig form“. (Randbemærkning i manuskriptet af A. Blytt). Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 25 C. Buxbaumü, We. f. alpicola. Stoksund: Hardbakfjeld. Bjornor: Kjerringfjeld ved Stromsvand. C. vulgaris, Fr. Alm. C. salina, Weg. "borealis, Almq. Aafjorden: Olden, samt ved Imsen ner bunden af Skraafjorden. Flatanger: Vik. C. pilulifera, L. Aafjorden: ved Stordalsvand. C. flava, L. Tem. alm. C. Oederi, Ehrh. Aafjorden: Lysoen. C. vaginata, Tausch. Alm. C. panicea, L. Alm. C. pallescens, L. Alm. C. irrigua, Sm. Aafjorden: Aa og ved Stordalsvand. Stoksund: Hardbakfjeld. Bjornor: ner Stromsvand. Vigten: Garstad. C. capillaris, L. Bjugn: Ervik. Aafjorden: Lysøen og Eidem. Vigten: mellem Garstad og Bergsnov. Leko: Skei. C. vesicaria, L. Bjørnør: Strømsvand. Vigten: Garstad. Scirpus cespitosus, L. Alm. Sc. lacustris, L. Vigten: Kvernhusvand ved Garstad; Klumptjern pr. Rorvik. Sc. rufus, Schrad. Ørlandet. Aafjorden: Selnæs og Eidem. Stoksund: Linæsø. Flatanger: Vik og Løvsnæs. Vigten: Sjaa- vik, Valøen og Lovo. Lekø: Leknes. Se. pauciflorus, Lightf. Ørlandet: ved Brækstadbugten 1 mængde, samt ved Grande. Heleocharis palustris, R. Br. Aafjorden: Olden. Stoksund: Linæsø. Bjornor: ved Brandsfjorden alm. Vigten: Garstad. Eriophorum alpinum, L. Aafjorden fl. st. Vigten: Garstad. Leko: Leknæs. E. vaginatum, L. Aafjorden (fru Berg). Stoksund: Hard- bakfjeld. Nero: Hograana. E. angushfolium, Roth. Alm. Triglochin maritimum, L. Alm. T. palustre, L. Alm. Juncus conglomeratus, L. Alm. J. articulatus, L. Bjornor: Strom. Vigten: Austadfjord. J. supinus, M. Alm. J. compressus, Jacq. *Gerardi, Lois. Aafjorden: Eidem. Stoksund: Hosen og Linæsø. Vigten: Garstad og Love, J. bufonius, L. Alm 26 O. A. Hoffstad. J. triglumis, L. Leko: Leknesmoen, ca, 10 meter o. h. J. filiformis, L. Aafjorden: Eidem og ved bunden af Skraafjorden. Leko: Skei. J. balticus, Wild. Ved Namsen, 1/2 mil ovenfor Namsos. Leko: Skei og Leknes. Luzula maxima, Desv. Ørlandet: Østeraat. Stoksund: Hardbakfjeld (i en ur paa nordsiden). Flatanger: Trefjordfjeld ved Vik. Bjornor: Kjerringfjeld ved Strom. Vigten: Austad- fjord. L. campestris, DC. Alm. L. pilosa, Willd. Alm. L. spicata, Desv. Stoksund: Hardbakfjeld og Hosen. Bjornor: Fagerdal. Vigten: Love. Ved Hosen og paa Lovo kun faa m. o. h. Narthecium ossifragum, Huds. Alm. Tofieldia borealis, Wg. Flatanger: Vik.. Leko: Leknæs. Allium oleraceum, L. Orlandet: Osteraat. Stoksund: Hosen, paa flyvesand. Bjornor: Almenningo (paa kalk) Nero: Appelver. Vigten: Garstad, Hestoen og Ofstad. Leko: Lek- næsøerne. Paris quadrifolia, L. Aafjorden tem. alm. Convallaria verticillata, L. Aafjorden: Lysøen, Aa og Kvisla. Bjørnør: Almenningo (paa kalk), Fagerdal, Hopstad (paa kalk). Vigten: ved Kvernhusvand. Lekø: Frøvik. C. polygonatum, L. Aafjorden: Lysøen; Aarnæs (fru Berg). C. majalis, L. Alm. gjennem hele trakten. Majanthemum bifolium, DC. Aafjorden, alm. Flatanger: Vik, Aarefjorden. Namsos. Gagea lutea, L. Aafjorden: Monstad (fru Berg). Alisma plantago, L. Flatanger: i en liden dam paa Villa, rigelig, kun faa meter over havet, 649 33’, ny nordgrense. Ved Namsen, 1/2 mil ovenfor Namsos, steril og usikker. Iris pseudacorus, L. Ørlandet. Aafjorden: Osmundvand. Flatanger: Vik. Nærø: Thorstad. Lekø: ved Gutvik paa fastlandet if. lærer K. Audne. Orchis incarnata, L. Aafjorden. (fru Berg). O. maculata, L. Alm. Gymnadenia conopsea, R. Br. Aafjorden: Aa (fru Berg). Lekø: Skei og Leknæsøerne. Platanthera bifolia, Rehb. Alm. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 27 Listera ovata, R. Br. Ørlandet: Osteraat. Aafjorden: Ei- dem, samt ved Monstad. Stoksund: mellem Guttulvik og Hosen. Vigten: Garstad. L. cordata, E. Br. Aafjorden: Eidem, Kvisla. Stoksund: Hardbakfjeld, ca. 300 m. o. h. Flatanger: Lovsnes. Potamogeton natans, L. Alm. P. rufescens, Schrad. Flatanger: Halmo og Villa. P. pusillus, L. Flatanger: Halmo, meget sparsomt. Zannichellia polycarpa, Nolte. Ved Namsen, 1/2 mil oven- for Namsos. Ruppia spiralis, Dum. Vigten: Valven, 64° 54—55,, ny nordgrense. RH. rostellata, Koch. Stoksund: Linæsø. Vigten: Teitvik og Valoen. — Exemplarer fra Lovo ved Vigten synes mig at maatte vere ruppia brachypus, Gay. Denne har i saa fald her sin nordgrænse, 649 56. Sparganium fluitans, Fr. Bjørnør: ved Stromsvand i Brandsfjord, 64° 10”, nordgrænse. Sp. affine, Schzl. Aafjorden: Lysoen, Lysosund. Stok- sund: Hardbakfjeld, ca. 250 m. o. h. Bjornor: Stromsvand. Sp. minimum, Fr. Bjornor: Roan. Vigten: Garstad. Juniperus communis, L. Meget alm. Pinus silvestris, L. Alm. (sjelden paa gerne). Picea excelsa, Link. Som foreg. Callitriche stagnalis, Scop. Bjornor: Almenningo (usikker). Ved Namsen, en 1/2 mil fra Namsos. C. verna, Kützg. Ørlandet til Flatanger, alm. C. polymorpha, Lonnr. Bjørnør: Strømsvand. Betula verrucosa, Ehrh. Aafjorden: Eidem, 63° 56’. B. odorata, Bechst. Alm. B. intermedia, Thom. Vigten: Husfjeldet ved Garstad. D. alpestris, Fr. Orlandet: Borgklint. Flatanger: Halmo, i havets nivaa. Nero: Hograana, ca. 200 m. o. h. Gravik: Fjeldvik. B. nana, L. Alm. (ofte i havets nivaa). Alnus incana, DC. Alm (sj. paa gerne). Corylus avellana, L. Som foreg. Ulmus montana, Sm. Orlandet: sparsomt paa konglomerat- bergene nordenfor Østeraat (if. godseier Heftye). Aafjorden ; 28 O. A. Hoffstad. Kvisla, Grytan og Berdalen, mest paa marmor. Bjornor: oppe i Hopstaddalen (if. meddelelse). Urtica dioica, L. Alm. U. urens, L. Alm. | Humulus lupulus, L. Aafjorden: prestegaardslien 63° 58, (117 endnu ikke blomstrende). Salix pentandra, L. Aafjorden, alm. (ogsaa ude paa Åsen) Bjørnør: Brandsfjord. Flatanger: Vik. Vigten, alm. Salix caprea, L. Alm. S. aurita, L. Alm. S. phylicifolia. Sm. Flatanger: Vik. S. nigricans, Sm. Bjugn, 30 m. o. h. Bjørnør: Brads: fjord. Flatanger: Vik. S. glauca, L. Bjugn 20 m. o. h. Flatanger: Løvsnæs ca. 10 m.o.h. Vigten: Valøen og Lovo i h. n. Nero: Hograana. Populus tremula, L. Alm. Anm. Quercus DETUR GA. Ehrh. Nogle hundrede meter vestenfor Osteraat vokser et meget gammelt exemplar — maaske plantet — og et ungt, mandshgit, vistnok Todskud fra et ældre uddød træ. Chenopodium album, L. & 8 viride, (L). Alm. Atriplex hastata, L. Alm. A. patula, L. Alm. Salicornia herbacea, L. Tem. alm. gjennem hele trakten: Ørlandet: Brækstadbugten i mængde. Aafjorden: Imsen. Bjørnør: Værø (i mængde); Almenningø. Flatanger: Vik og Halmø. Vigten, alm: Garstad, Bergsnov, Karstenø, Sjaavik, Tøitvik, Ulsundvaag, Sulavaag, Valøen (fl. st.), Bruenget paa Indre Vigten, Løvø og Kraakøen. Lekø: Leknæsmoen og store Leknæsø. Chenopodina maritima, Moq-Tand. Aafjorden: Aseno. Bjørnør: Vero (sparsomt) og Almenningø. Vigten: Gar- stad, Bergsnov (i stor mængde), Karstenø (ligesaa), Ulsund- vaag og Valøen, samt et par steder paa Løvø. Lekø: store Leknæsø i mængde, 65° 8’, ny nordgrænse. Oxyria digyna, Campd. Aafjorden: Kvisla. Stoksund: Hosen, ca. 20 m. o. h. Bjornor: Hopstad ih. n. Flatanger: Trefjordfjeld. ” Rumex crispus, L. Bjørnør: alm. paa strandkanterne. Vigten: Rorvik, 64 52’, ny nordgrænse, B. domesticus, Hn. Alm. À. acetoseila, L, Alm, Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 29 R. acetosa L. Alm. R. a. 8. alpina, L. Stoksund: Hardbakfjeld (250 m. o. h.). Flatanger; Trefjordfjeld (50 m. o. h.). Polygonum aviculare, L. Alm. P. persicaria, L. Vigten: Austadfjord (1 haven). Leko: Skei (i en ager). P. hydropiper, L. Bjornor: Sydkraako, 64° 9, ny nordgrense. P. viviparum, L. Alm. P. convolvolus, L. Aafjorden: Lysoen. Vigten: Vaagseng. Hippophaé rhamnoides, L. Ørlandet: Berg og Østeraat. Aafjorden: Lovo og Øian. Stoksund: Hosen, paa flyvesand. Plantago major, L. Alm. P. media, L. Aafjorden: Aa (fru Berg). P. lanceolata, L. Alm. P. maritima, L. Alm. — Leko: Frovik, ca. 50 m. o. h. og ca. 1 km. fra dette. Armeria maritima, Willd. Alm. Valeriana officinalis, L. Aafjorden: Kvisla. Bjørnør: Al- menningo og Hopstad (alle steder paa marmor). V. o. f. sambucifolia, (Mik.). Alm. V. o. f. verticillata, Spenn. Bjornor: Sydkraako. Knautia arvensis, Coult. Alm. Succisa pratensis, M. Alm. Tusilago farfara, L. Alm. Solidago virgaurea, L. Alm. Erigeron acris, L. Tem. alm. E. alpinus, L. Leko: Leknes, faa m. o. h. Aster tripolium, L. Ørlandet: Brækstad. Stoksund: Kirk- holmen. Bjørnør: Almenningo. Flatanger: Villa. Vigten, tem. alm. Nero: Kraakø, Dalene. Lekø: Leknæsøerne. Bellis perennis, L. Bjorum ved Namsos, forvildet. Leko: Skei, forvildet fra haven. Gnaphalium uliginosum, L. Aafjorden: Aa. G. dioicum. L. Alm. G. silvaticum, L. Tem. alm. (ikke bem. paa gerne, und- tagen ved Rorvik paa Vigten). Artemisia vulgaris, L. Aafjorden og Stoksund, alm. Bjorn- or: Vero. Vigten: Garstad, Berg og Lovo. Lekø: Skei. Chrysanthemum | leucanthemum, L. Aafjorden: Lysøsund, 30 O. A. Hoffstad. Aa (fru Berg), Aarnæs, Eidem. Ved Namsos. Vigten: Garstad og Rørvik. Leko: Frovik 65° 4’, ny nordgrense. — Alle steder rigelig paa udyrket mark. Tanacetum vulgare, L. Bjugn: Ervik. Aafjorden: Lysøen. Vigten: Garstad (i mængde). Matricaria inodora, L. Alm. M. i. f. liguliflora. Stoksund: Gutulvik paa Stokøen, 64° 3’. Anthemis tinctoria, L. Aafjorden: Askjærholmen (fru Berg) 639 57, nordgrænse. Achillea millefolium, L. Alm. A. ptarmica, L. Aafjorden: Øian og Aarnes (fru Berg). Bjornor: Roan. Senecio vulgaris, L. Alm. Cirsium lanceolatum, Scop. Alm. 1 Aafjorden, Stoksund og Bjornor. Ogsaa noteret for Orlandet, men ellers ikke be- merket. C. palustre, Scop. Alm. C. heterophyllum, All. Alm. C. arvence, Scop. Alm. Carduus crispus, L. Ikke noteret for Aafjorden og Flat- anger; ellers alm. Centaurea scabiosa, L. Aafjorden: Eidem, Øian, Lysoen- og Aarnes. Stoksund: Hosen (paa flyvesand) Linzso. Saussurea alpina, DC. Alm. Ofte 1 havets nivaa (f. ex. paa Orlandet, Bjornor og Lovo ved Vigten). Lappa minor, DC. Ørlandet: ved Østeraat. Leontodon autwmnale, L. Alm. Taraxacum officinale, Web. Alm. Sonchus arvensis, L. Alm. Crepis tectorum, L. Aafjorden: Lysøen, Eidem. Stoksund: Kirkholmen. Vigten: Lovo. Mulgedium alpinum, Less. Aafjorden: prestegaardslien. Stoksund: Hardbakfjeld. Bjørnør: Roan, faa m. o. h.; om- kring Stromsvand. Flatanger: Trefjordfjeld ved Vik. Crepis paludosa, M. Alm. Hieracium pilosella, L. Aafjorden: Aarnes (fru Berg). Stoksund: Linæsø. Lekø: Huseby. H. auricula, L. Aafjorden, alm. (ogsaa ude paa Aseno). Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 31 H. wmbellatum, L. Bjørnør, alm. Ellers kun noteret for Osen. (Maaske overseet, da den ikke blomstrede.) Lobelia dortmanna, L. Aafjorden: Osmundvand. Flat- anger: Viksvand, Halmo. Campanula latifolia, L, Aafjorden: prestegaardslien. Flat- anger: Vik. C. rotundifolia, L. Alm. Galium boreale, L. Alm. G. palustre, L. Alm. G. verum, L. Alm. G. uliginosum, L. Kun noteret for Aafjorden og Stoksund, hvor den er alm. G. aparine, L. Alm. Asperula odorata, L. Aafjorden, alm. i den indre del. Linnea borealis, L. Alm. — Viburnum opulus, L. Ørlandet: Østeraat. Aafjorden: prestegaardslien. Vigten: Garstad. Gentiana involucrata, Rottb. Leko: Leknesmoen. Vigten: Aakvik og Ofstad paa indre Vigten; langs veien mellem Gar- stad og Bergsnov (paa skjælsand, der benyttedes som veifyld), Vaagseng, ved veien ner Storsulen, Valoen (fl. st. i mængde), Horseng, Love. Bjørnør: Almenningo. Aafjorden: Eidem og Hide. Ørlandet, tem. alm.: Uthaug, Ophaug, Berg, Hovde og Grande. Ved Grande paa Orlandet faar arten sin syd- grænse i Norge, 63° 39. G. campestris, L. Alm. G. amarella, L. Orlandet og Vigten fl. st. 1 selskab med g. involucrata. Bjornor: Almenningo (paa kalk). Leko, alm. paa ost- og nordsiden. Menyanthes trifoliata, L. Alm. Mentha arvensis, L. Aafjorden: Aarnæs. Stoksund: Kirk- holmen (i haven). Nord-Flatanger: Lovsnes 64° 30’, ny nord- grænse. Stachys silvatica, L. Aafjorden: prestegaardslien. Bjornor: Fagerdal og ved Stromsvand. St. palustris, L. Aafjorden: Aarnæs. Lamium purpureum, L. Alm. L. amplexicaule, L. Alm. Galeopsis tetrahit, L. Alm. G. versicolor, Curt. Alm. 32 O. A. Hoffstad. Clinopodium vulgare, L. Aafjorden: Frønæs (frk. Dagny Berg), 63° 58’. Prunella vulgaris, L. Alm. Scutellaria galericulata, L. Stoksund: mellem Hosen og Gutulvik. Osen: Sandvikberg. Flatanger: Vik. Vigten: Lovo. Gravik: Fjeldvik. Stenhammaria maritima, Rchb. Alm., men ikke bemerket paa Vigten (Ørlandet, alm. Aafjorden: Lysøsund, Eidem. Stoksund: Kirkholmen, Gutulvik og Kjeholmen ved Hosen. Bjørnør: Roan, Hopstad. Osen: Sandvikberg, samt i stor mængde paa sanden ved Osengaardene. Flatanger: Kilan. Nero: Dalene. Gravik: Nord-Eitran. Leko fl. st.). Myosotis cespitosa, Sch. Orlandet fl. st. Aafjorden: Asen. Stoksund: Kirkholmen. Bjornor: Roan, Hopstad, Strom. : Vigten: Garstad. M. arvenais, Roth. Alm. M. collina Hoffm. Bjornor: Almenningo (paa kalk) 64° 11’, ny nordgrænse. Exemplarerne synes mig noget sikrer M Lycopsis arvensis, L. Ørlandet: Hovde. Aafjorden: Lysø- sund, Aseng, Eidem og Hide. Bjørnør: Roan, Almenningo, Vero. Vigten: Berg og Lovo. Leko: Skei, 65° 5—6’, ny nordgrense. Asperugo procumbens, iby Orlandet: Osteraat. Polemonium ceruleum, L. Bjugn, paa konglomerat. Aa- fjorden: Lysøen, Øian og prestegaardslien (paa de to sidst- nævnte steder forst fundet af fru Berg). Scrophularia nodosa, L. Alm. Linaria vulgaris, L. Alm. Limosella aquatica, L. „Bergene“ ved Namsen, 1/2 mil ovenfor Namsos. Veronica agrestis, L. Aafjorden: Lysøen. V. arvensis, L. Aafjorden: Lysoen. Stoksund: Hosen, Høvik. Bjornor: Sydkraako, Almenningø. Flatanger: Halmo. Vigten: Garstad, 649 53. | V. serpyllifolia, L. Aafjorden: Aa. Vigten: Garstad. Sandsynligvis overseet. V. officinalis, L. Alm. V. chamedrys, L. Alm. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 33 V. scutellata, L. Ørlandet: Hovde. Stoksund: Linesø. Vigten: Garstad, Valgen. V. beccabunga, L. Aafjorden: Aarnæs (fru Berg). Euphrasia officinalis, L. Alm. Bartsia alpina, L. Aafjorden: Aa og Kvisla. Stoksund: Hovik ca. 20 m. o. h. Leko: Frovik, Huseby, Skei og Lek- nees, tildels 1 havets nivaa. Rhinanthus minor, Ehr. Alm. Pedicularis palustris, L. Alm. P. silvatica, L. Orlandet: Borgklint. Bjugn: ner preste- gaarden. Begge steder paa konglomerat. Melampyrum pratense, L. Alm. M. silvaticum, L. Alm. Pinguicula vulgaris, L. Alm. Utricularia ochroleuca, Hn. Bjørnør: i stor mængde i bæk- ken, der lober ned til Stromsvand i Brandsfjord, ner dens udlob i vandet og kun nogle faa meter over havet: 649 9— 10’, ny nord grense. Primula officinalis, Jacq. Ørlandet: Osteraat (paa konglo- merat). Aafjorden: Aseno (paa do.), Eidem, Lysoen, Aarnes. Stoksund: Hosen, paa flyvesand, Bjørnør: Sumstad. Glaux maritima, L. Alm. Naumburgia thyrsiflora, M. Aafjorden: Stordalsvand. Bjernor: Stromsvand. Vigten: Garstad. Trientalis europea, L. Alm. Vaccinium myrtillus, L. Meget alm. V. uliginosum, L. Meget alm. V. vitis idea, L. Meget alm. Oxycoccus palustris, Pers. Aafjorden: Lysosund og Aa. Arctostaphylos uva ursi, Spr. Alm. A, alpina, Spr. Alm. Andromeda polifolia, L. Alm. 3 Azalea procumbens, L. Aafjorden (fru Berg). Erica tetralix, L. Alm. Calluna vulgaris, Salisb. Meget alm. Pyrola minor, L. Aafjorden: prestegaardslien. Flatanger Trefjord. Vigten: Garstad. P. rotundifolia, L. Ørlandet: Osteraat. Aafjorden: Eidem, Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII. I. 3 34 O. A. Hoffstad. Kvisla. Stoksund: Hardbakfjeld, Flatanger: Vik og fl. st. Leko: Frovik. P. uniflora, L. Aafjorden: prestegaardslien og Kvisla, Bjornor: Kjerringfjeld ved Stromsvand. Flatanger: Lovsnes. P. secunda, L. Aafjorden: Eidem, Aa og Kvisla. Diapensia lapponica, L. Aafjorden: Melandnakken, ca. 300 m. o. h. Nero: Hograana, ca. 250 m. o. h. Sanicula europea, L. Ørlandet: Østeraat. Aafjorden: prestegaardslien, 63° 58’, ny nordgrænse. ZEgopodium podagraria, L. Ørlandet: Østeraat. Aafjorden: Aarnes. Bjorum ved Namsos. Vigten: Austadfjord, 64° 55‘, ny nordgrænse. Alle steder i haver og i mængde. Carum carvi, L. Alm. Pimpinella saxifraga, L. Alm. Haloscias scoticum, Fr. Aafjorden: Imsen. Stoksund: Kirkholmen. Bjornor: Kraakfjord, Roan. Osen. Vigten: Karsteno, Ulsund, Valoen. Gravik: Fjeldvik. Heracleum sibiricum, L. Ørlandet, meget alm. Aafjorden: alm. paa halvoen mellem Aafjorden og Skraafjorden. Bjørnør: Kraakfjord. Vigten: Berg. Angelica silvestris, L. Alm. (paa oerne sj.). A. litoralis, Fr. Leko: Store Lekneso. Anthriscus silvestris, Hoffm. Alm. Bunium flexuosum, Stokes. Ørlandet: Viklem, if. o.r.sagf. Hansen. Cornus suecica, l.. Alm. Rhodiola rosea, L. Alm. Sedum annuum, L. Alm. S. acre, L. Alm. Saxifraga cotyledon, L. Bjugn: Ervik. Aafjorden: Lysoen ih.n., Rømmenfjeld (270 m. o. h.), Frønæs, Aseno. Stoksund: Stokoen, Hardbak og Linæso. Bjornor: Roan, Hopstad. Osen: Sandvikberg. Leko fl. st. S. stellaris, L. Bjornor: Kjerringfjeld ved Stromsvand, ca. 200 m. o. h. Flatanger: Trefjordfjeld ca. 50 m. o. h. S. oppositifolia, L. Aafjorden: Eidem og Aseno. Stoksund: Hosen, Hardbak og Linæso, 1 m. o. h. Bjornor: Kraakfjord, Almenningø og Hopstad (de to sidste steder paa kalk). Flat- anger: Halmo. Leko: Leknes i h. n. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 35 S. aizoides, L. Aafjorden: ved Kvisla. Bjørnør: Syd- kraako og Almenningø. Lekø fl. st. Ribes rubrum, L. Aafjorden: Lysøen. Stoksund: Kirk- holmen. Vigten: Garstad. Thalictrum flavum, L. Aafjorden: Olden og Aa. Bjørnør: Strom. „Bergene“ ved Namsen, ovenfor Namsos. Th. alpinum, L. Bjugn, ca. 20 m. o. h. Lekø: Skei, Lek- næs o. fl. st. Anemone nemorosa, L. Alm. Ranunculus flammula, L. Aafjorden: Aarnes og Aseno. Vigten, alm. R. reptans, L. Stoksund: Lineso. Bjornor: Stromsvand. Vigten, alm. R. repens, L. Alm. HR. acris, L. Alm. R. auricomus, L. Aafjorden: Aa (fru Berg), Eidem. R. sceleratus, L. Bjornor, Almenningo (underlag kalk) 649 11^ ny nordgrense. R. aquatilis, L. å confervoides, Fr: Flatanger: Halmo, i h. n. R. ficaria, L. Aafjorden: Aa. Caltha palustris, L. Alm. Aquilegia vulgaris, L. Aafjorden: Aa (fru Berg). Actea spicata, L. Bjugn: paa konglomeratfeltet ved Er- vik. Aafjorden: prestegaardslien. Bjørnør: Hopstad. Leke: Frovik. Acomtum septentrionale, L. Aafjorden: prestegaardslien og Kvisla. Ved Namsos fl. st. Fumaria officinalis, L. Alm. Papaver somniferum, L. I en ager ved Huseby paa Leko. Nasturtium palustre, DC. Ved en groft ca. 1 km. osten- for Namsos, samt ved den ostlige udkant af byen. Barbarea vulgaris, R. Br. Vigten: Garstad (64° 53’) spar- somt paa enge; Austadfjord som ugræs i haven, 64° 55, ny nordgrense. Arabis thaliana, L. Aafjorden: Lysøen. Stoksund: Hosen. Bjørnør: Almenningø. Flatanger: Halmo. Vigten: Garstad og Valøen. A. hirsuta, Scop. Ørlandet: Østeraat. Stoksund: Hosen paa Stokøen (paa flyvesand). Lekø: Skei. Cardamine pratensis, L. Alm. 36 O. A. Hoffstad. C. amara, L. Aafjorden: Aarnes (fru Berg). C. impatiens, L. Aafjorden: ved Kvisla, sparsomt paa marmor (i en almlund) 64° 1—2’, ny nordgrense. Draba incana, L. Alm. Cochlearia officinalis, L. Alm. En bleg, tyndbladet skyg- geform af denne plante fandtes rigelig i Hardbakhulen i Stok- sund, ca. 120 m. o. h. Thlaspi arvense, L. Aafjorden: Lysoen, Monstad og Aa. Stoksund: Hosen, Kirkholmen. Bjornor: Almenningo. Cakile maritima, L. Ikke noteret for Flatanger og Vigten, men er ellers alm. Erysimum cheirantoides, L. Aafjorden: Monstad, i mængde. E. hieractifolium, L. Aafjorden: Lysøen. Stoksund: Hosen (ved flyvesanden). Capsella bursa pastoris, M. Alm. Brassica campestris, Lge. Aafjorden: Eidem og Aa. Stok- sund: Hosen. Bjørnør: Sydkraako. Vigten: Garstad. Gravik: Nord- Eitran (som strandplante.) Lekø: Skei. Sinapis arvensis, L. Alm. S. alba, L. Indre Vigten: Ofstad. Nymphea alba, L. Aafjorden, alm. Flatanger, alm. Nero: Dalene. Vigten: Garstad, Klumptjern pr. Rorvik. Gravik: Fyeldvik. Nuphar luteum, Sm. Flatanger: Villa. Drosera rotundifolia, L. Alm. D. longifolia, L. Alm. Parnassia palustris, L. Alm. Viola biflora, L. Aafjorden: prestegaardslien. Bjørnør: Kjerringfjeld ved Stromsvand. V. palustris, L. Alm. V. silvatica, Fr. Alm. V. canina, L. Alm. V. tricolor, L. Alm. Montia fontana, L. Alm. Lepigonum caninum, Leffl. 83 leiospermum (Kbg.) Stok- sund: Kirkholmen. Vigten: Garstad, Valoen, Lovo. Leko: Leknesmoen. Lepigonum marinum, Wahlb. Vigten: Berg og Garstad paa Mellem-Vigten, 64 53’, ny nordgrænse. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 37 Spergula arvensis, L. Orlandet: Osteraat. Gravik: Fjeld- vik. Vigten, alm. Sagina maritima, Don. Vigten: Valoen. S. procumbens, L. Alm. S. saxatilis, Wimm. Bjornor: Kraakfjord, faa m. o. h. S. nodosa, Fzl. Aafjorden: Eidem. Bjorner: Kraakfjord, Hopstad og Strom. Leko fl. st. Halianthus peploides, Fr. Ikke noteret for Vigten; ellers alm. Arenaria trinervia, L. Aafjorden: Eidem. Bjørnør. Gra- vik: Fjeldvik A. serpylhfolia, L. Vigten: Lovo. Leko: alm. omkring Huseby, Skei og Leknæs. Stellaria nemorum, L. Aafjorden: Aa, Kvisla. Stoksund: Hardbakfjeld. Bjornor: Hopstad. St. media, Vill. Alm. St. graminea, L. Alm. St. crassifolia, Ehrh. -Aafjorden: Lysosund. Stoksund: Kirkholmen. Bjørnør: Hopstad. Osen: Sandvikberg. Flatan- ger: Lovsnes. Vigten: Lovo. Gravik: Fjeldvik. Cerastium alpinum, L. Bjugn: ved prestegaarden, ca. 5 m. o. h. Aafjorden: Rommenfjeld, ca. 50 m. o. h. Stoksund: Hardbakfjeld, 200 m. o. h. Hosen, ca. 20 m. o. h. Leko: Lek- nesmoen, som strandplante. C. vulgatum, L. Alm. Silene inflata, Sm. Alm. S. maritima, With. Aafjorden: Lysgen. Osen. S. rupestris, L. Aafjorden: Aarnes. Bjørnør: Hopstad. Gravik: Nord-Hitran. S. acaulis, L. Stoksund: Hardbakfjeld, 100 m. o. h. Osen: Sandvikberg paa strandkant. Lekø: Leknæs, tildels som strandplante. Lychmis flos cuculi, L. Alm. Melandrium pratense, Roehl. Stoksund: paa flyvesanden ved Hosen paa Stokøen. M. silvestre, Roehl. Alm. Tilia parvifolia, Ehrh. Ørlandet: Østeraat, et eneste stort træ 1 udmarken. Plantet? Hypericum hirsutum, L. Aafjorden: Frønæs (fru Bergs herbarium.) Bjørnør: Almenningø (i en kalkstensur) i mængde. Vigten: Langøifjeld pr. Garstad, sparsomt. 38 O. A. Hoffstad. H. quadrangulum, L. Ørlandet: Østeraat. Bjugn: Ervik. Aafjorden: Lysøen, Kvisla, Frønæs og Aa. Bjørnør: Fagerdal og Strøm. H. perforatum, L. Aafjorden : prestegaardslien. Polygala vulgaris, L. Alm. Empetrum nigrum, L. Alm. Euphorbia helioscopia, L. Alm. E. cyparissias, L. Aafjorden: prestegaardens have, forvil- det (?) eller tilfældig indfort. Geranium silvaticum, L. Alm. G. robertianum, L. Alm. Linum cartharticum, L. Aafjorden, Stoksund og Bjørnør, alm. Ellers ikke noteret, men kanske overseet. Oxalis acetosella, L. Alm. Epilobium angustifolium, L. Alm. E. montanum, L. Alm. KE. alisinifolium, Vill. Stoksund: Hardbakfjeld ca. 150 m. 0. h.; Hosen, ca. 20 m. o. h. E. palustre, L. Alm. Circea alpina, L. Alm. Hippuris vulgaris, L. Alm. Myriophyllum alternifolium, DC. Alm. Sorbus aucuparia, L. Alm. Alchemilla vulgaris, L. Alm. A. alpina, L. Alm. Rosa canina, L. Alm. R. villosa, L. Alm. Rubus ideus, L. Alm. R. saxatilus, L. Alm. R. chamemorus, L. Alm. Dryas octopetala, L. Lekø: Aune, 20—30 m. o. h (lærer K. Audne). Geum rivale, L. Alm. Comarum palustre, L. Alm. Potentilla anscrina, L. Alm. P. argentea, L. Aafjorden: Aa (fru Berg,) Lysøen og Lysosund. P. maculata, Pourr. Alm. (ikke noteret for Bjornor og Osen.) P. torméntilla. Scop. Alm. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift. 39 Fragaria vesca, L. Alm. Spirea ulmaria, L. Alm. Prunus padus, L. Alm. P. avium, L. Paa flere steder i udmarken ved Østeraat paa Ørlandet. Vildtvoksende. 65? 42", ny nordgrænse. Anthyllis vulneraria, L. Alm. Trifolium repens, L. Alm. T. hybridum, L. Aafjorden: Aa. I omegnen af Namsos, flere steder i mængde. Vigten: Garstad, 649 53", ny nord- grænse. T. pratense, L. Alm. Lotus cormiculatus, L. Alm. Orobus vernus, L. Ørlandet: Østeraat. Aafjorden: preste- gaardslien og Frønæs. Lekø: Frøvik. O. tuberosus, L. Lekø: Frøvik. O. niger, L. Ørlandet: Østeraat (paa konglomerat) Aa- fjorden: Frønæs, 639 57—58' ny nord grense. Lathyrus pratensis, L. Alm. Vicia silvatica, L. Orlandet: Osteraat. Aafjorden: Lysoen, Eidem, Aarnæs og Frones. Stoksund: Kirkholmen og Hosen. Bjornor: Kraakfjord og Hopstad. V. cracca, L. Alm. V. sepium, L. Alm. V. satwa, L. Stoksund: i en ager paa Kirkholmen. Om en forekomst af muslingskaller under moræne ved Bergen. Af J. Rekstad. Under gravning for anleg af en oplagsplads 1 nerheden af bygningskomplekset for udstillingen 1 Bergen blottedes et interessant profil i de lose masser (konfr. fot. 1) Paa ber- get hviler her stenhaard graablaa moræne, som 1 sit ovre parti bærer indbagt en mængde molluskskaller. Bugtede lag af fint ler med skjæl optræder enkelte steder indesluttede i morenen, og under dem ligger der ofte mergelsand, der foruden skjel indeholder en mængde pigge af echinus dro- bachiensis. Over den skjælforende moræne ligger der atter 2—3 m. mægtig moræne af et fra den første ganske afvigende ud- seende. Den er stærkt rustholdig, saa den har en mere eller mindre gulgraa farve, og paa grensen mod den underliggende morene har man et sterkt rustfarvet parti. Den skjælforende moræne var saa haard, at man maatte bore og sprænge den, som om det skulde have veret fast berg, medens den ovre var los som almindeligt grus, og i denne kunde heller ikke organiske rester findes. Den skjælforende moræne kunde ikke paavises mere end paa dette ene sted, hvor den ligger i en indsenkning i berg- grunden. Hvor denne ellers er dækket, har vi kun den ovre rustgule moræne. Om en forek. af muslingskaller under moræne ved Bergen. 41 Skuringsstriber er flere steder at se baade paa de bare bergknauser og paa bergfladerne under ovre moræne, og de gaar i nordvestlig retning. Under nederste moræne fand- tes et steds paa berget tydelig skuring, men disse striber gik mod S. 209 V., altsaa i en fra det forste set ganske forskjellig retning. Professor Sars viste den velvillie at bestemme de mollusk- skaller, jeg fandt; herfor vil jeg aflegge ham min forbindt- ligste tak. Folgende arter fandtes: Mya truncata v. udewallensis Saxicava pholadis Macoma calcaria Pecten islandicus — gronlandicus Astarte compressa Anomia ephippium Nicania Banksii Leda pernula Lepeta caeca Boreochiton marmoreus Buccinum grenlandicum Echinus drebachiensis Balanus porcatus. I storst antal optreder Mya truncata, Pecten islandicus, Astarte compressa, Balanus porcatus, Pecten gronlandicus og Saxicava pholadis. Mya truncata, Saxicava pholadis og Pecten islandicus er overordentlig store og tykskallede. Af den sidst- nævnte art fandtes saaledes valver op til 12—13 cm. i tver- maal. Pecten gronlandicus optræder kun i det i morænen indesluttede fine ler og almindelig med skallerne fladtrykte. Som bevis paa, hvilket betydeligt tryk det i morænen inde- sluttede ler har vseret udsat for, kan anfores, at jeg fandt flere af de tykke valver af Mya truncata og Pecten islandicus inde i leret pressede istykker. Fot. 2 fremstiller et saadant istykkerpresset skal af Mya truncata. Forekomsten ligger omtrent 5 m. over den nuverende havstand. Af de arter, som er fundne, kan man slutte, at 42 J. Rekstad. dybden var omkring 60 m., hvor de levede. Havet stod altsaa dengang her mellem 600g 70 m. hoiere end nu. Skallerne forekommer ofte parvis i den stilling, de indtog hos de levende dyr, og af Mya truncata fandtes ikke faa med de omvandlede rester af indmaden i skallerne. Heraf maa vi slutte, at de ikke kan vere transporterede nogen lengere strekning, men har levet her, hvor vi finder dem indesluttede 1 morænen. Med hensyn til aldersforholdet siger professor Sars: „Navnlig forekomsten af Pecten grønlandicus synes med bestemt- hed at vise, at disse skaller hidrorer fra et ældre glacialt lag.“ De her optrædende arter tilhorer de i de glaciale skjæl- banker almindelig forekommende med undtagelse af Pecten gron- landicus. Denne er kun funden 1 et ringe antal paa et eneste sted i skjelbankerne (konfr. M. Sars, Fossile dyrelevninger fra quarterperioden pg. 20 og Bjorlykke, Geologisk kart med be- skrivelse over Kristiania by pg. 79), medens den her som allerede nævnt optreder i mængde. Hvilke slutninger kan vi udlede af de nævnte iagttagelser? Skjelforekomsten her maa antagelig vere eldre end de hos os forekommende glaciale skjælbanker. Herfor taler, som Sars fremhæver, den almindelige optræden af Pecten grgnlandicus, endvidere det, at den er dækket af 2—3 m. megtig moræne, der indeholder blokke af op til en kubikmeters storrelse. De to set skuringsstriber ligesom ogsaa den forskjellige habitus hos de to dele af morænemasserne her tyder paa, at de maa vere fremstaaede under to afsnit af istiden, adskilte ved et mildere tidsrum. Om nu den overste morene og de skuringsstriber, som gaar mod NV, er dannelser samtidige med den sidste baltiske isstrøm, eller om de er frembragte af lokale breer ved glacialtidens afslutning, lader sig vanskelig afgjore, naar man kun har en enkelt forekomst at stotte sig til. Imid- lertid findes der skuringsstriber med nordvestlig retning mange steder omkring Bergen. Dette tyder paa et udbredt isdekke over landet, dengang de indridsedes. Profil fra Molenpris ved Bergen i Moræne. Ler med skjæl og mergelsand indbagt i morænen., og ovenpaa dette ca. 3 m. mægtig moræne uden organiske rester. ælførende parti. 1 < 4 t tul ^ a el VM TM np ba SU ol Mn H ity 4 4 || Pen On ae å 2 E XR 4 OUI: ub kom offs düqdasT70 FE AT OTER KOMT Dee eee Tør dd hi À: ote fms wmm SG TIT b E 4 F RE Fot. 2. Et istykkerpresset skal af Mya truncata. AE) " Jd Lv E » Isskuret berg ved morænen paa Molenpris, Bergen. db Lond LE D 3» br (Ur YU i D Å SU sx = NEUES pl et nox 28 M Om en forek. af muslingskaller under moræne ved Bergen. 43 Det ældre sæt striber med reting S 20° V og den under- liggende moræne synes det rimeligst at henfore til den store nedisning, som gik forud for den sidste baltiske bre. Hvis man kunde vie de skjæringer, som gjores i de lose masser, noget storre opmærksomhed, specielt ved vei- og jern- banebygning, vilde man sikkerlig finde svar. paa flere for vort land uloste sporgsmaal vedrorende glacialtiden. En malakologisk notits. Av Embr. Strand. Medens jeg i 1897 opholdt mig i Lyngor, indsamlede jeg foruden insekter og araneider ogsaa en del snegleskaller, saa- vel land- som littoralsnegle. Landsneglene har hr. dr. Wes- terlund i Ronneby (Sverige) havt den godhed at bestemme for mig; littoralsneglene er bestemte av hr. professor v. Martens i Berlin. Idet jeg herved bringer begge herrer min forbindligste tak for deres velvilje, skal jeg nedenfor opregne de fundne arter. For littoralsneglenes vedkommende var det paafaldende, at Littorina rudis, en art, der jo staar midt mel- mel L. littorea og L. obtusata, der begge fandtes i talrige eksemplarer 1 samlingen, ganske manglede. Landsnegle. Clausilia bidentata Str. Helix lapicida L. Cl. laminata Mart. H. fruticum Müll. Hyalinia hammonis Str. H. hortensis Müll. H. cellaria Müll. H. arbustorum L. Patula ruderata Stm. -— var. picea. (Z.) Zua lubrica Müll. . Succinea putris L. De talrigst repræsenterede arter var Helix fruticum og lapicida, samt Clausilia bidentata, mens der av Patula ruderata og de to arter Hyalinia kun fandtes unica i samlingen. En malakologisk notits. 45 Littoralsnegle. Littorina littorea L. L. obtusata L. Lacuna vincta Mont. Rissoa parva Da Costa. — var. interrupta Mont. Hydrobia ulvae Penn. Cerithium reticulatum Da Costa. Aporrhais pes pelecani L. Buceinum undatum L. Nassa incrassala Müll. N. reticulata L. Trochus cinerarius L. Cardium edule L. Tapes pullastra Mont. Bidrag til Hallingdals og Lyngers insektfauna. Av Embr. Strand. Til de mange og store strekninger av vort land, som 1 entomologisk henseende endnu ikke er synderlig undersogte, hører ogsaa Lyngørs omegn og Hallingdal. Rigtignok besøgtes Hallingdal i 1869 av Siebke; men baade var hans ophold der for kort til, at noget særligt rigt udbytte kunde ventes, og desuden strakte hans reise sig ikke længre opover dalen end til Gol, hvorfra han tog over til Lærdal. Angaa- ende øvre Hallingdals (Aal og Hols) insektfauna er der derfor saavidt vides ingenting publiceret, naar undtages en mindre avhandling av mig over egnens coleoptera og hymenoptera*). Jeg har derfor troet, at det kunde ha sin interesse at offent- liggjøre resultaterne av mine samlinger ogsaa av andre orde- ner end de to nævnte, da jeg i de to sidste aar 1 lengre tid har havt anledning til at drive entomologisk indsamling, særlig i Aal. Desværre har jeg aldrig helt kunnet ofre mig for dette, idet jeg kun leilighedsvis og ofte netop til de for ento- mologisk indsamling uheldigste tider har kunnet agere ,,insekt- jæger*. Skjønt mit materiale derfor ikke er synderligt rigt, tillader jeg mig dog alligevel at offentliggjøre mine fund, da, som bekjendt, ,noget er bedre end intet". For fuldstændig- *) Strand: Coleopterologische und hymenopterologische Untersuchungen in Hallingdal und Lyngør 1897 („Berichte des naturwissenschaftlichen Vereins in Regensburg*, VI. 1898.) Hallingdals og Lyngors insektfauna. 47 heds skyld har jeg ogsaa medtat de av Siebke i Hallingdal gjorte fund. Hvad Lyngors insektfauna angaar, gjelder omtrent det samme for den som ovenfor er sagt om Hallingdals, nemlig at den er lidet undersogt. — Naar undtages lepidopterne skriver ellers storstedelen av de i det folgende nevnte fund sig fra Lyngor og nermeste omgivelser (Skibvik, Einarsvik, Stensoen, Askergen, Giving, Aarekjær). — Av hemiptera og orthoptera er desuden medtat nogle arter, som er fangede ved Fredrikstad av hr. stud. Wollebek; hvor i det folgende angives Fredr.stad som findested, er finderen altsaa hr. W., ellers har jeg selv samlet, hvad nedenfor anfores. A. Lepidoptera. Materialet saavel av denne som af de folgende ordener er bestemt under stadig sammenligning med universitetsmuseets samlinger, ligesom hr. statsentomolog Schoyen har veret saa venlig at bestemme for mig et par tvilsomme eksemplarer, som nedenfor nermere angives. Den allerstorste del av mate- rialet for denne orden findes nu 1 museets, av de andre orde- ner 1 min egen samling. : Rhopalocera. Parnassius Latr. P. apollo L. I 1897 toges i Aal paa en enkelt lokalitet, en lunt beliggende bergskraaning ved gaarden Tune, hvor Sedum telephium trivedes godt, 3 ekspl. av denne art. Samme- steds fandtes i 1898 larver, men ingen imagines. — Næs og Gol (Siebke). Pieris Schrank. P. brassicae L. I Aal meget almindelig, ligesaa fangedes den i Lyngør. Den 8de august toges et par in copula (Aal). Et av mine eksemplarer maaler knapt 26 mm. mellem vinge- spidserne, men er ellers en typisk brassicae. Anthocharis B. A. cardamines L. Jevnlig fanget i Aal, ligesaa tat paa Stensø. 15 Disc (Strand: Leucophasia Steph. L. sinapis L. Meget almindelig i Aal. I 1898 var den ogsaa i juli temmelig hyppig, og endog i de sidste dage av maaneden toges nogle sterkt avfløine eksemplarer, som neppe kan ha tilhørt anden generation. — Skibvik. 97. Rhodocera B. R. rhamm L. Et enkelt ekspl. observeredes i Flaa i Hallingdal 75 98, og et fangedes i Skibvik 19% 97. Thecla Fabr. Th. rubi L. Særdeles hyppig paa lyngmark i høierelig- gende, solaabne skoge i Aal, særlig 1 mai. I juli sjelden. — Stensøen 97. Polyommatus Latr. . virgaurea L. Aal. . hippothoë L. Aal. . phlaeas L. Aal (98), Skibvik (97). nel he) ng Lycaena Fabr. L. argus L. Aal. — Næs (Siebke). L. argyrognomon Bergstr. Do. L. optilete Knoch v. cyparissus Hb. Do. — Hemsedals- fjeldet (Siebke). L. pheretes Hb. Ustedalen i Hol ??/; (unicum). — Hemse- dalsfjeldet (Siebke). L. astrarche Bergstr. Aal (Tune 18/7) (unicum). L. icarus Rott. Almindelig i Aal, ligesaa toges den i Lyngor ved Einarsvik. L. eumedon Esp. Flere ekspl. i Aal i første halvdel av juli. L. semiargus Rott. Efter de indsamlede ekspl. at domme Aals almindeligste Lycaena-art. Oienpletterne paa undersiden varierer adskillig; som regel skal de jo være lige store paa for og bagvingerne, men paa flere av mine ekspl. er de paa bagvingerne ubetydeligt, men merkbart, storre. Jevnlig er enkelte pletter næsten udviskede eller ialfald under normal storrelse, ligesom deres indbyrdes stilling ogsaa kan vere noget forskjellig. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 49 Vanessa Fabr. V. urticae L. Almindelig overalt. V. antiopa L. Under min reise fra Kristiania til Aal i begyndelsen af mai 1899 bemerkedes denne art overalt langs veien; i Aal var den ikke sjelden til ud i mai. — Giving (97). V. atalanta L. Et enkelt ekspl. haves fra Lyn gor (26/6 97). Melitaea Fabr. M. cinxia L. Lyngor og Skibvik (97). JM. dictynna Esp. Aal. (Et ekspl. bestemt av hr. Schøyen.) M. athaha Rott. Aal. Argynnis Fabr. A. selene Schiff. Aal. — Næs og Gol (Siebke). A. euphrosyne L. Aal, Ustedalen i Hol, Lyngor. A. pales Schiff. Flere ekspl i juli i Vass i Aal og Ustedalen. À. lathomia L. Et par ekspl. i slutten av septbr. i Aal. Stensøen 6/9 97. À. aglaja L. Et ekspl. fra Aal 39/7 97. — Nes (Siebke). Erebia B, E. lappona Esp. Hyppig i de subalpinske og alpinske strog overalt i Hallingdal. Jeg har ekspl. fra Krafseli sæter i Næs, Hemsedal, Langesend sæter og Haavet i Hol, samt fra flere lokaliteter i Aal. — Varierer som bekjendt adskillig i farve, skjønt neppe fuldt saa meget som dens frænde ligea. Paa et av mine ekspl. er saaledes det rode baand, der omslut- ter „oinene“, avbrudt, saa fjerde oie kun er omgit av en smal, rod ring, tredje gie er stundom udvisket. E. ligea L. Særdeles almindelig paa alle de undersogte lokaliteter. Varierer som bekjendt særdeles meget. Paa et ved Tune i Aal #/7 fanget eksemplar er saaledes det rødgule baand paa oversiden av forvingerne opløst i 4 smaa flekker, hvorav nr. 2 (forfra) er størst, de i enderne mindst, saa at der altsaa dannes en lancetformet figur. Kun i de to forreste flekker sees smaa sorte kjerner. Paa bagvingerne viser sig kun et svagt, næsten umerkbart, rødagtigt anstrøget baand. Paa undersiden sees ogsaa kun de forreste øine paa forvin- Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII. I, 4 50 — | Embr. Strand. gerne; av det hvide baand paa bagvingerne er kun tilbage en kort stribe ved forranden. — Flere av mine ekspl. synes at tilhøre var. adyte Hb. — Et paa Klyvsæt sæter (Aal) 76/7 fanget ekspl. synes at tilhore var. euryale Esp. Baandet paa bagvingerne er lyst gronagtigt og sammenhængende, kun av- brudt av morkere bestovede aarer. I dette baand tre tydelige gine med udprægede kjerner. Det hvide baand er tydeligt, ialfald til midten; bag denne viser det sig kun som en trian- gulær plet med spidsen indad. Indenfor bindet viser baglin- jerne svag gron bestovning med en lysere takkelinje. Paa forvingerne er gine og baand tydelige baade over og under. — Mit mindste ekspl. maaler 21, mit største 24 mm. i vinge- længde. Satyrus Fabr. S. semele L. Stensøen %9 97 (unicum). Pararge Hb. | P. maera L. Almindelig paa solbeskinnede, klippefulde aabne steder i skoge i Aal. — ?!/7; toges et par in copula. — Storrelsen varierer mellem 22 og 24 mm. Coenonympha Hb, C. pamphilus L. Særdeles almindelig i 1Aal. Haves ogsaa fra TE — Nes (Siebke). Syrichthus B. S. serratulae Rbr. Aal 2/7 97 (unicum). S. centaureae Rbr. Et enkelt ekspl i Haavet i Hol 30/7. Hesperia B. H. comma L. Djupedal sæter (Aal) 3% og Ustedalen i Hol ?2/7, Heterocera. A. Sphinges. Sphinx ©. S. ligustri L. To ekspl. toges i Lyn gor i juni 1897, Smerinthus O. S. ocellata L. Et ekspl i Lyngor '/e 97. Hallingdals og Lyngors insektfauna. bl Macroglossa O. M. stellatarum L. Lyngør 1/9 97 (unicum). Ino Leach, I. statices L. Ikke sjelden paa torre enge i Aal. — Anthrocera Sc. A. exulans Hoch. Taget i Aal (Vass og Mjaavasstolen) og paa fjeldet mellem Ustedalen og Haavet i Hol. — Hemse- dalsfjeldet (Siebke). B. Bombyces. Lithosia F. L. lurideola Zinck. Temmelig almindelig i Aal ner ved eller i udkant av skog. — Gol (Siebke s. n. L. complana). Nemeophila Steph. N. russula L. Et ekspl fanget i oreskog ved Tune Aal 18/1. N. plantaginis L. Aal. Arctia Schrk. A. caja L. Et ekspl. toges ved Gjernæs i Aal 27/7 fly- vende ved middagstider. Det var da saa dorsk, at det uden- videre lod sig gribe med haanden. — Ogsaa 1 97 toges et enkelt ekspl. i Aal. Spilosoma Steph. S. fuliginosa L. Et par stykker i Lyngør ?9/s 9. S. menthastri Esp. Larver fandtes under birkebark 1 de- cember 98 1 Aal. Orgyia O. O. antiqua L. Som forrige art. Hepialus F. H. humuli L. Meget almindelig baade nede i bygden og tilfjelds. I 1897 toges saaledes flere ekspl. paa Langesend sæter 1 Hol ovenfor tregrensen. To av mine hanner maaler kun 20 mm., min storste hun 29 mm. A* 52 | Embr. Strand. Drepana Schrk. D. lacertinaria L. Bakken, Aal 19. Phalera Hb. Ph. bucephala L. Lyngør 1897 (unicum). (C. Noctuae. Acronycta O. K- . euphorbiae F. Ustedalen ?°/ 98 (unicum). Agrotis O. A. pronuba L. Lyngor 97 (unicum) i august. A. baja F. Aal 5/2, A. cuprea Hb. Flere ekspl. fra Aal; i97 fra en sæter A. exclamations L. Aal 1/7. : A. nigricans L. Et par ekspl. fra Aal, hvorav det ene sterkt melanotisk; bagvingerne var sortgraa og forvingerne nesten ensfarvet sorte. A. corticea Hb. Aal 5/7. Charaeas Steph. Ch. graminis L. Aal. Mamestra Tr. M. pisi L. Aal. M. dentia Esp. Flere ekspl. fra Aal, et fra Nedrebraa- ten i Gol. Udprægede ekspl. paa ab. latenai Pierr. forekom- mer blandt hovedformen. Dianthoecia B. D. proxima Hb. Et ekspl. tilhorende v. ochrostigma Ev. toges i Aal 1/7. D. nana Rott. Aal #/7 (unicum). D. cucubali Schiff. toges 15/7 paa en sæter ovenfor træ- grendsen (Hol). Hadena Tr. H. gemmea Tr. Et ekspl. toges siddende paa en sten (Aal 13/9 98). Hallingdals og Lyngors insektfauna. 53 H. lateritia Hufn. Meget almindelig i Aal i sidste halv- del ay juli og forste 1 august. Fandtes om dagen ofte sid- dende ved vinduer inde i udhus, under stene o.l. Hksempla- rerne varierer meget i storrelse. Calocampa Steph. C. vetusta Hb. Et individ toges 17 i Aal paa stammen av en Populus tremula. (Det noget defekte ekspl. bestemt av hr. Schoyen.) Dasypolia Gn. D. templi Thb. Et par expl. fra Aal 1897. Plusia O, P. chrysitis L. Aal 1897. | Anarta Tr. A. melanopa Thb. Et meget morkfarvet individ, der av hr. statsentomolog Schoyen er bestemt som en mork abberra- tion av melanopa. Det fandtes indi en vedstabel paa Lange- send sæter i Hol 1/7, Ab. Wistromi Lampa? Herminia Latr. H. tentacularia L. v. modestalis Heyd. Aal, i Juli. Hypena Tr. H. proboscidalis L. Aal. Brephos O. B. parthenias L. Et individ toges 1 Betula nana-krat ved Fetjastolen i Aal 14/e. D. Geometrae. Acidalia Tr. A. similata Thb. Almindelig paa torre enge i Aal i juli. A. inornata Hw. Aal, juli og begyndelsen av august. A. incanata L. Flere ekspl. i Aal i juli og august i eller 1 nærheden av skog. A. fumata Steph. Som forrige art. A, floslactata Hw. Aal, juli. 54 Embr. Strand. Abraxas Leach. A. marginata L. Et par ekspl i Aal, medio juli. Cabera Tr. C. pusaria L. Aal. Ploseria B. P. pulverata Thb. Av denne sjeldne art toges et par ekspl. i Aal, et i granskog 21/5 og et i birkeskog 1/5. Gnophos Tr. G. myrtillata Thb. Særdeles hyppig i Aal i udkanten av skog i juli og begyndelsen av august. G. sordaria Thb. Et par ekspl. i Aal. Pygmaena B. P. fusca Thb. Tre ekspl. i Aal, 1 juli. Fidonia Tr. F. atomaria L. Var meget almindelig i Aal, serlig 1 sidste halvdel av mai. — Stensgen 1897. Halia Dup. H. brunneata Thb. Aal, juli i naaleskog. Aspilates Tr. A. strigillaria Hb. Stensoen 2/6 97 (unicum). Ortholitha Hb. O. limitata Sc. I juli og august meget hyppig i Aal. Paa alle de undersogte eksemplarer fandtes vingeekspansjonen at vere 16—17 mm.; 17,5 var maximum. Lige saa liden varia- tion viser arten i farven; paa et 175 fanget individ var dog hele somfeltet av den morke farve, som ellers blot findes i ytre halvdel av dette. Odezia B. O. atrata L. Slet ikke sjeldsynt. Hol og Aal. Vinge- ekspansjonen varierer mellem 12, og 14 mm, Hallingdals og Lyngors insektfauna. 55 Lobophora Curt. L. carpinata Bkh. Et ekspl. fandtes i lyng 1 birkeskog i Aal M/s. Lyg ris Hb. L. populata L. Aal, august. L. prunata L. Et ekspl. paa en bergvæg. Aal 1/6. Cidaria Tr. C. ocellata L. Flere ekspl. 1 Aal i juli. C. bicolorata Hfn. Aal 5/9 (unicum). C. variata Schiff. v. obeliscata Hb. Stensøen og Askerøen (97). C. simulata Hb. Flere ekspl. i august i Aal. C. juniperata L. Fundet i 1897 paa Stensgen (9/3) og Lyngør (29/10). _ C. truncata Hfn. Adskillige ekspl toges i Aal mellem 2/8 og 5/9, saavel av forma principalis som av v. perfuscata Haw. C. munitata Hb. Flere ekspl i udkant av lovskog i Aal 1 juli. C. fluctuata L. Som forrige art i tiden mellem °/6 og 6/8. C. montanata Borkh. Meget almindelig i og ved skog i Aal. C. caesiata Lang. Ekspl. fra forskjellige steder 1 Aal (Fetjastolen 30/7, Kvindegaardslien ?/s, Votndalen ?/s) og Hol (Langesend sæter 12/7), Det ene ekspl. synes at nærme sig meget v. annosata Zett. C. sociata Bhk. Ikke sjelden i juli i Aal. C. hastata LL. v. subhastata Nolck. er fanget paa et par lokaliteter i Aal samt i Hol 1 juli, altid tilfjelds. C. alchemillata L. En mengde ekspl. haves fra Aal; helst fanget 1 eller 1 nærheden av akre. C. minorata Tr. Aal (unicum). C. adaequata Bkh. Almindelig 1 Aal paa samme lokali- teter som alchemillata. C. albulata Schiff. Som forrige art. C. autumnalis Strøm. Aal i udkant av løvskog 19/7 og 16/6, Eupithecia Curt. Eu. venosata Fabr. Et ekspl i Aal i juli. Eu. satyrata Hb. Flere ekspl. i Aal i juni. 56 Embr. Strand. Eu. helveticaria B. Et tvilsomt ekspl. i juli. Aal. Eu. lariciata Frr. (2). Som forrige art. Eu. castigata Hb. (?). Et par ekspl. i Aal. Anm. Et par ekspl. der ikke er aldeles feilfrie, synes at tilhøre arterne Eu. conterminata Z. og Eu. hyperborcata Stgr., men dette er langtfra sikkert. Begge fra Aal. Juli. E. Pyralidina. Scoparia Hw. S. sudetica Z. Aal juli. S. murana Curt. Ustedalen, Hol 2/7, Aal 77. Hercyna Tr. H. schrankiana Hochw. Paa et par lokaliteter i Aal, Slutten av juli og 99/6. Anm. Den. 22de juli observeredes ved foden af Hallingskarvet en Hercyna, der sandsynligvis har været denne art. Desværre lykkedes det ikke at fange den. Botys Tr. B. funebris Strøm | Haavet i Hol 22/7; fleresteds i Aal. B. porphyralis Schiff. Langesend, Hol !2/;; Hemsedal 4/7. DB. aurata Sc. Aal. Ogsaa ab. acquilonalis Tengstr. 7 ekspl. fra en enkelt lokalitet. B. purpuralis L. Saavel av forma principalis som av ab. ostrinalis Hb. haves flere ekspl. fra A al. D. nebulalis Hb. Aal. B. prunalis Schiff. Aal. Orobena Gn. O. extimalis Sc. Aal juli; Einarsvik ved Lynger (97). Crambus Fabr. C. pascuellus L. Flere ekspl. fra Aal. C. pratellus Clerck. Almindelig paa enge i Aal — Nas (Siebke). C. dumetellus Hb. Overordentlig almindelig paa torre enge 1 Aal. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 57 C. hortuellus Hb. Meget almindelig; baade var. a og b Wallgr. talrige i Aal. C. maculalis Zett. Av denne sjeldne art et ekspl i Aal 1 juli. C. falsellus Schiff. Kun 9 ekspl. sammesteds. C. myellus Hb. Aal (Tune 19/7) (unicum). C. culmellus L. Overordentlig almindelig i Aal. C. perlellus Sc. Særdeles talrig i Aal. Var. warringtonellus Sit. mindst liksaa talrig som forma principalis. Naar Wallen- green angir, at varieteten skal vere mindre, stemmer dette ikke som regel hverken med mine ekspl. eller med de i universi- tetssamlingen forekommende, idet ligesaa smaa ekspl. forekom- mer blandt hovedformen som blandt varieteten. Phycis Zinck. Ph. convolutella Hb. Lyngør ?3/s 97 (unicum). F. Tortricina. Teras Tr. T. lipsiana Schiff. Aal ?/e (unicum). T. maccana Tr. Et par ekspl i Aal (* og 6). Tortrix Tr, T. rubicundana H. S. Haavet i Hol 22/7; Aal. Sciaphila Tr. S. osseana Se. 4 ekspl. i Aal medio juli. S. wahlbomiana L. Aal 2 ekspl. (form. pr. og v. virgaure- ana, Tr.). Penthina Tr. P. capreana Hb. Aal 1/7 (unicum) ? P. sauciana Hb. Langesend sæter i Hol 2/1; Krafseli sæter i Næs. P. metallicana Hb. Ustedalen, Hol 2/1; Aal fine juli. P. rivulana Sc. Flere ekspl. i Aal medio juli. P. urticana Hb. Aal 17/7 (unicum), 58 Embr. Strand. P. lacunana Schiff. Aal 1/7. P. bipunctana Fabr. Hemsedal, Gol 4/7; Sunddalen, Hol 23/2; A al. Grapholitha Tr. . tedella Cl. Aal 18/7 (unicum). . subocellana Don. Bakken, Aal 3/7 (unicum). . tripunctana Fabr. Aal juli (unicum). . hypericana L. Sunddalen, Hol 78/7; Aal. . immundana F. E. Aal 79/6 (unicum). RRA NNR Phoxopteryx Tr. Ph. laetana Fabr. Aal 16/7 (unicum). Ph. diminutana Hw. Aal 3/7 (unicum). Ph. uncana Hb. Aal juli (unicum). Ph. unguicella L. Som forrige art. Ph. lundana Fabr. Mange ekspl. fra A al. Ph. myrtillana Tr. Langesend sæter i Hol X/7; Aal. Dichrorampha Gn. D. aurantiana Sigr. Aal 15/7. D. plumbagana Tr. Langesend, Hol 12/7. D. plumbana Sc. Mange ekspl. fra Aal. G. Tineina. Blabophanes Z. B. rusticella Hb. Et par ekspl. fra Aal juli. . Tinea Z. T. micella Z. Tre ekspl., hvorav ialfald de to toges i hus. Aal juni og juli. T. pellionella L. Aal juli. Incurvaria Hw. I. vetulella Zett. Aal "/7 (unicum).. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 59 Argyresthia Hb, A, retinella Z. Som forrige art. A. nitidella Fabr. Aal 78/7 (unicum). Plutella Schrk. P. cruciferarum L. Aal 19/5 (unicum). P. annulatella Curt. Et par ekspl. i juni 1 Aal. Cerostoma Hb. C. fissella Hb. Aal % (unicum). Semioscopis Hb. S. strigulana Schiff. Et ekspl. toges siddende paa barken av en Populus tremula 19/5 1 Aal. Depressaria Hw. D. applana Fabr. Flere ekspl. i Aal i slutten av mai og begyndelsen av juni. Et ekspl. toges under en sten 1 decem- ber 98 sammesteds. D. olerella Z. Aal #/5 og !!/e. Gelechia Z. G. lugubrella Fabr. Haavet i Hol ?/;; Aal. Lita Tr. L. atriphcella F. RB. Aal 18/7 (unicum). Monochroa Hein. M. tenebrella Hb. Aal 9/7 (unicum). Anacampsis Curt. A. liguella Z. Et ekspl. i skog, Tune 16/7 (Aal). Oecophora Z, A. similella Hb. Aal juli (unicum). A. stipella L, Et par ekspl. i Aal medio juli. 60 Embr. Strand. Harpella Schrk. H. bracteella L. Av denne meget sjeldne art har jeg et ekspl. fra Lyngør (4/6 97). Ornix Z. O. interuptella Z. Aal fine juli (unicum). Coleophora Z. C. serratella L. Aal 9/7 (unicum). C. fuscedinella Z. Aal "fi (unicum). Laverna Curt. L. idaet Z. Aal juli. Anm. Et eksemplar, som muligens tilhgrer den sjeldne art L. /ac- teella Steph., haves fra Aal. Hr. statsentomolog Schoyen, der har havt det til undersogelse, erklerer, at det hadde megen lighed med nævnte art; men da eksemplaret ikke var ganske feilfrit, turde han ikke udtale nogen sikker formening om det. Pancalia Curt. P. latreiella Curt. Aal 8/6 (unicum). Endrosis Hb. E. lacteella Schiff. Mange ekspl. fra Aal, hvor den 1 huse er en almindelig forekomst hele sommeren. Det tidligst note- rede ekspl. toges ?9/5, det seneste 3/9. Phyllocnistis Z. Ph. suffusella Z. Aal ?9/s. H. Pterophorina. Platyptilia Hb. P. tesseradactyla L. Mange ekspl. fra Aal (fra Votndalen °/s), et fra Sunddalen i Hol 23/7. P. zetierstedtii Z. Ustedalen, Hol 2/7; Bakken, Aal 9/s. Amblyptilia Hb. A. acanthodactyla Hb. (Z.). Aal. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 61 Mimaeseoptilus Wallgr. M. pterodactylus L. Mange ekspl. i Aal i juli. Leioptilus Wallgr. L. tephradactylus Hb. 3 ekspl. fra Haavet i Hol 7/7. Omissa: Cymatophora duplaris L. Aal. B. Orthoptera. Ved bestemmelsen er særlig benyttet Zetterstedt: Orthop- tera sveciae og Fischer: Orthoptera europaea; desuden stadig sam- menligning med universitetsmuseets samling. Forficulina Burm. Forficula L, F. auricularia L. Ved Lyngor meget hyppig under stene etc.; den toges ogsaa gjentagne gange inde i huse eller kry- bende paa udsiden av husvægge. Ogsaa ved Kristiania har jeg fundet den talrig, derimod ikke paatruffet den 1 Halling- dal. — Blandt de undersogte individer er fundet ca. 5 gange saa mange hunner som hanner. Blattina Burm. Blatta L, B. (Ectobia) lapponica L. Almindelig ved Lyngor, hge- saa tat i Aal og Hol, hvor den dog synes at vere langt sjeldnere. B. germanica L. Jeg besidder kun nogle individer tagne i et skib i Lyngør 7/5 97. Periplaneta Burm. P. americana Fbr. Fredrikstad (i skibe). 62 Embr. Strand. Gryllina Burm. Gryllus L. G. domesticus L. Fredriksstad. — I Hallingdal har jeg hidtil hverken seet eller hørt omtalt denne art, saa det er tvilsomt, om den findes der. Locustina Burm. Locusta Fabr. L. viridissima L. Ved Lyngør (Askerøen 1/7, Aarekjær 9/9, Holmen i juni; Fredrikstad. Thamnotrizon Fisch. Th. cinereus Zett. Flere ekspl. toges paa Askeroen paa et med Fragaria vesca rigelig bevokset sted, samt et par ekspl. indenfor paa fastlandet. Decticus Serv- D. verrucivorus L. Fredrikstad. D. (Platycleis) brachypterus L. Aarekjær pr. Lyngør %9 97. D. (Plat.) griseus Fabr. Almindelig ved Lyngør. Odontura Ramb. 0. punctatissima Bosc. Av denne sjeldne art toges flere ekspl. i Lyngørs omegn; nympher fundne 1 juni. Acridiodea Burm. Stenobothrus Fisch. S. viridulus L. (Gryllus vir. Zett. 1. c. p. 86, nr. 7). Almin- delig i Lyngørs omegn, ligesaa i Aal. — Næs (Siebke). G. rufipes Zett., Charp. (Zett. 1. c. p. 90, nr. 9; Fisch. l. c. p. 331, nr. 12a). Sjelden i Aal. S. variabilis Fieb. (Gryllus biguttulus og G. aureolus 1 Zett. l.c. p. 94, nr. 11 og 97, nr. 12; Fisch l c. p. 342, nr. 23). — Meget hyppig saavel i Lyngors omegn som i Aal. — Fredrikstad. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 63 S. rufus L. I Aal hyppig, ved Lyngor ikke paatruffet. Fangedes særlig i august i hoiereliggende skogtrakter. S. rufus L. Var. maculatus Thb. forekom sjeldnere end hoved- formen i Aal. Oedipoda Burm. Oe. cyanoptera Charp. (Zett 1. c. p. 78 nr. 3 [Gryllus coe- rulescens|. Fangedes siddende paa stene og klipper i Einars- vik og paa Stensoen ved Lyngor i september. Den forekom der temmelig hyppig, men dens farve falder saa fuldstændig sammen med stenenes farve, at det er vanskeligt at faa øie paa den. Psophus Fieb. Ps. stridulus L. Fredrikstad. Pezotettix Burm. P. frigida Bohem. Fundet tilfjelds i Aal og Hol; nym- pher tagne i midten av juli. P. pedestris L. Flere ekspl. fangedes i september paa Askergen og inde paa fastlandet ved Lyngør; nympher er fundne i midten av juni. — Fredrikstad. | Tettix Charp. T. subulata L. (Acrydium subulatum, pallescens, margina- tum, humerale, dorsale, bimaculatum Zett. l. c. p. 106—114; Fisch. I. o, p. 421.) Lyngors omegn mindre hyppig end fol- gende art. — Nes (Siebke.) T. bipunctata L. Hyppig i Lyngør. Fanget i tiden mellem !4/5 og 9/11. C, Hemiptera. Heteroptera Latr. Sciocoris Fall, S. microphthalmus Flor. Stensøen; Fredrikstad. Ælia Fabr. AY, acuminata L. Lyngørs omegn almindelig (?/5—89/1); Fredrikstad. on Embr. Strand. Pentatoma Latr, P. juniperina L. Lyngors omegn almindelig i august og september; Fredrikstad. Dolycoris Muls, et Rey. D. baccarum L. Særdeles almindelig ved Lyngor og toges særlig paa Fragaria vesca; Fredrikstad. Peribalus Muls, et Rey. P. vernalis Wolf. Lyngor. Acanthosoma Curt. A. haemorrhoidale L. Fredrikstad. Elasmostethus Fieb. E. dentatus D. G. Som forrige art. Palomena Muls. P. dissimlis Fb. Lyngor, Fredrikstad. Picromerus Am, et Serv. P. bidens L. Stensoen 2/9. Syromastes Latr, S. marginatus L. Giving *°/6, Stensøen 72/9. Corizus Fall, C. capitatus Fb. Giving 175, Skibvik %. C. hyoscyami L. Fredrikstad. Myrmus Hahn. M. miriformis Fall. Skibvik 9/9. Alydus Fabr. A. calcaratus L. Lyngør 19. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 65 Berytus Fabr. B. minor Fb. Skibvik 29/9, Pachymerus Lep. et Serv. P. pim L. Meget almindelig baade i Lyngør og Aal. Fanget i tiden mellem 3% og 7/9. Trapezonotus Fieb. agrestis Fall. Stensoen. . nebulosus Fall. Lyngør 1/5. bbs Eremocoris Fieb, . plebeius Fall. Lyngør %/s5, Skibvik 1/9. . erraticus Fb. Stensgen 31/5, Ed Ed Nysius Dall. N. thymi Wolff. Aal. Nabis Latr, N. ferus L. Lyngør "N. N. rugosus L. Fredrikstad; Lyngors omegn hyppig (mai — slutten av september). N. flavomarginatus Scholiz. Aal og Lyngør (mai—1710). Miris Fabr. M. laevigatus L. Lyngor ikke sjelden; Fredrikstad. M. holsatus Fb. Aal. Calocoris Fieb. C. seticornis Fb. Aal. C. roseomaculatus D. G. Aal 3/8. Lygus Fieb. L. pratensis L. Fredrikstad, Aal. L. campestris L. Aal. L. pabulinus L. Aal 9/s. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIL I. 5 66 Embr. Strand. Reduvius Fabr. R. annulatus L. Aal 3/8. Opsicoetus Klug. O. personatus L. Lyngor. Salda Fabr. S. littoralis L. Aal 9/s, Hol 16/7. Gerris Fabr. G. lacustris L. Giving ?!/5; Lyngør ‘/6. G. aspera Fieb. Aal 5/7 og Ys. G. paludum Fabr. Giving 1. Corisa Am. et Serv. C. sodalis Doug. et Sc. Lyngør %. C. praeusta Fieb. Lyngør °/e. Homoptera Lair. Lepyronia Am. et Serv. L. coleoptrata L. Aal. Philaenus Stal. Ph. spumarius L. Almindelig overalt. v. maculata Zett. Aal. v. leucocephala LL. Do. v. gibba Zelt. Do. v. pallida Zelt. Do., Stensøen. v. lateralis L. Do. Euacanthus Lep. et Serv. Eu. interruptus L. Aal 9/s. Hallingdals og Lyngors insektfauna. 67 Eupteryx Curt. Eu. vitiata L. Aal 4/8 toges to par in copula. Deltocephalus Burm. D. abdominalis Fabr. Aal 2979, D. bimbatellus Zett. Hol 1/7. Acocephalus Germ. . striatus Fabr. Alm. overalt. . albifrons L. Aal 1/8. . bifasciatus L. Skibvik 9/9. mm nm Eupelix Germ. Eu. cuspidata Fabr. Giving 77/6. O missa: Clinocoris griseus L. Aarekjær 9/9. Cixius nervosus L. Gol (Siebke). Ved bestemmelsen av hemipterne er særlig folgende ver- ker benyttede: Flor: Die Rhynchoten Livlands; Burmeister: Handbuch der Entomologie, II B.; Fieber: Die europäischen Hemiptera; Fallen: Hemiptera Sveciae. Cicadaria et cimicides. D. Diptera.*) Tabanus L, T. bronius L. Aal. T. auripilus Meig. Hol. T. tropicus L. Aal, Chrysops Meig. Ch. relictus Meig. Aal og Hol. *) Hr. konservator Storm i Trondhjem, der har vist mig den store elskverdighed at bestemme min diptersamling, bringer jeg herved min bedste tak. D 68 Embr. Strand. Haematopota Meig. H. pluviahs L. Aal, Hol og Lyngor. Beris Latr. D. clavipes L. Lyngør. Chrysomyia Macq. Ch. polita L. Aal og Lyngor. Sargus Meig. S. nubeculosus Zell. Aal. Asilus L. A. atricapillus Fall. Lyngor. Leptis Fabr. S. scolopacea L. Hol Lyngør. Atherix Meig. A. crassicornis Pang. Aal. Empis L. E. stercorea L. Lyngor. Dolichopus Latr. D. simplex Meig. (?) Aal. Sericomyia Meig. S. borealis Fall. Stenso. Volucella Geoffr, V. plumata D. G. Aal. Uo Un D Un tn Hallingdals og Lyngors insektfauna. Syrphus Fabr. . piceus Fabr. Aal. . aeneus Aal. . nemorum L. Aal, Stensø og Skibvik. . similis Fall. Askeroen og Skibvik. . tenax L. Aal, Lyngør, Stenso og Askeroen. Helophilus Meig. H. pendulus L. Stensøen og Skibvik. RANRN RM Scaeva Fabr, . albimana Fall. Lyngor. . scalaris F'abr. Aal. . lunigera Meig. Stensoen og Einarsvik. . ribesii L. Aal. Sphaerophoria St. Farg. et Serv. . nigricoxa Zell. Aal. . menthastri L.”: Stensø. Pipiza Fall. . campestris Fall. Aal. Xylota Meig. . segms L. Lyngor. Syritta St. Farg. et Serv. . pipiens L. Lyngor og Aal. Myopa Fabr. M. ferruginea L. Aal. Echinomyia Dumeril. E. fera L. Stensgen. 69 70 Embr. Strand. Dexia Meig. D. minima Zett. Aal. Sarcophaga Meig. S. haemorrhoidalis Fall. Aal, Lyngor. S. arvorum Meig. Einarsvik og Lyngor. Lucilia Rob. Des. L. cornicina Fabr. Hol. L. caesar L. Aal. Pyrellia Rob. Des. P. serena Meig. Aal. Musca L. M. domestica L. var. nervo 4to curvato. M. erythrocephala Meig. Lyngor. M. (Pollenia) rudis Fabr. Aal. Cyrtoneura Meig. . hortorum Fall. Aal, Stenso. . stabulans Fall. Lyngør. STS Aricia Macq. . albolineata Fall. Aal. . dentipes Fabr. Lyngor. . semipelucida Zell. Lyngor. . leucostoma Wied. Lyngor. . canicularis L. Lyngor. 4 — maculata Fall. Lyngør. . incana Wied. Hol. hh fh Anthomyza Zett. . tenera Zeit. Lyngor. . conica. Wied. Aal. . pagana Fabr. Tveitsund (Nissedal). B. pS à Aal. Hallingdals og Lyngors insektfauna. Scatomyza Fall. A. stercoraria L. Aal. S. lutaria Fabr. Aal. S. squalida Meig. Aal, Lyngor. Cordylura Fall. OC. spinimana Fall. Aal. Tetanocera Latr. T. reticulata Fabr. Lyngør. T. elata Fabr. Aal. T. ferruginea Fabr. (?). Hol. Sepsis Fall, S. cynipsia L. Ullevold (Kristiania). Lauxania Fabr. L. aenea Fall. Stenso. Helomyza Fall. H. fuscinervis Zelt. (?). Ullevold, Aal. H. laeta Meig. Lyngor. Copromyza Fall. C. equina Fall. Ullevold, Aal. C. nigra Meig. Aal. C. subsultans L. Aal. : Sn Limosina’Macq. L. fontinalis Fall. Ullevold, Aal. Hirtea Fabr. H. clavipes Meig. Aal. Ryphus Latr. R. fenestralis Latr. Lyngor. 71 72 "el pel belest bee) ke fel Embr. Strand. Pedicia Latr. . riwosa L. Hol, Stensø. Tipula L. . marmorata Meig. Lyngør. . nubeculosa Meig. Lyngør. . lateralis Meig. Lyngør, Aal. ochracea Meig. Lyngør. speculum Zett. Hol. . scripta Meig. (2). Hol. . hortensis Meig. Lyngør. . oleracea L. Lyngør, Skibvik. Ctenophora Fabr. Ct. pectinicorms L. Lyngør. P: å Pachyrhina Macq. sannio Staeg. Aal. | Kristiania, marts 1899. Bidrag til vore breeegnes geografi. Af P. A. Oyen. Oprindelig var det min hensigt i nærværende af handling kun at give en oversigt over vort nuværende kjendskab til vore isbr&ers oscillation; men under sammenstillingen af det dels ved arbeide i marken og dels ved literaturstudier og korrespondence indsamlede materiale viste ogsaa flere andre forhold, dels mere historiske og dels rent geografiske, sig at staa i saa nær berøring med det egentlig valgte emne, at jeg besluttede mig til at give det hele arbeide et noget videre omfang end oprindelig tænkt. Overskriften er derfor ogsaa blevet en anden, tilsyneladende mere fjern fra selve hoved- emnet, der imidlertid paa denne maade turde være kommet i en med de virkelige forhold temmelig nøie overensstemmende stilling, idet nemlig vort nuværende kjendskab til vore is- breers oscillation staar 1 den mest umiddelbare sammenhæng med den historiske udvikling af kundskaben om vore bræeg- nes geografiske forhold. Affødt af den saaledes i mere udvidet forstand geografiske forskning kan iagttagelsen og studiet af vore isbræers varia- tion endnu neppe siges at have vokset sig saadan ud, at man her ikke længere befinder sig inden en geografisk branche, men inden en geologisk, endskjønt der i den senere tid har været gjort enkelte forsøg paa ogsaa i vort land at faa denne del af vor viden systematiseret inden den ramme, hvor den egentlig hører hjemme. 5a 74 P. A. Øyen. Et stykke historie. Det er jo ganske naturlig, at det maa vere de bræer, som ligger nærmest ind til tidlig beboede steder, som først har tiltrukket sig opmerksomhed. Da det nu til og med falder sig saa, at disse netop er af de storste, vi har, saa bliver dette end mere forklarlig. Men desuden er der ogsaa et par andre forhold, som her ikke maa glemmes: thi for det forste forer der jo allerede fra meget gammel tid over den største af vore bræer, Jostedalsbræen, flere almindelige færd- selsruter, forbindelsesveie mellem indbyggerne ost og vest for „Snee-Br&en eller den store Snee-Bræe*, som C. J. Pontop- pidan simpelt hen kalder den (Geogr. Oplysn. til Cartet syd- lige Norge 1785, Pag. 42), og for det andet har ikke blot ved Jostedalsbræen, men ogsaa ved andre bræer paa forskjellig maade beboerne i nærheden til forskjellige tider været ube- hagelig berørt netop af de forhold, som. bræernes tilvekst eller aftagen har frembragt. Men endskjøndt denne historie er slet opbevaret, kun i form af nogle mere spredte indfletninger her og der i de gamle, historisk-geografiske bind, som gamle, henlagte doku- menter 1 arkiverne og som hendøende folketraditioner og halvglemte sagn, er den ikke desto mindre gammel. Hvor meget eller hvor- lidet man kan tillægge disse gamle sagn- historier af videnskabeligt værd, er meget vanskelig at af- gjøre; men de er interessante netop fordi, at tanken henledes paa begivenheder, som vistnok har fundet sted forud for sag- nenes tilblivelse. Den senere overleverelse, som tradition fra slegt til slegt, har da ogsaa ofte afsat sit præg og ofte for- vrængt forestillingerne, saa det værd, som ligger i neiagtige detailoplysninger, er gaaet tabt; men vi har dog tilbage en- kelte store drag, som det vistnok vilde være urigtig at fra- kjende enhver betydning. Det følger imidlertid af sig selv, at ethvert materiale af den art maa behandles med varsom- hed, og man maa stadig vogte sig for de feilkilder, som saa ofte her og der springer frem. Ved studier af mere geografisk art er en af de første ulemper, som springer i øinene, den ofte vidt forskjellige skrivemaade af stedsnavne. Er det end saa, at dette er en ulempe af mere formel karakter, saa er den dog ikke desto Bidrag til vore bræegnes geografi. 15 mindre ofte af stor betydning, idet en forvrænget skrive- maade gjennem tidernes lob ved den traditionelle overleve- ring ofte kan give anledning til, at der i et navn bliver ind- lagt en betydning, som aldeles ikke fra først af var der, eller at der med et navn bliver forbundet begreber, som de første navngivere kanske ikke engang havde dannet sig nogen fore- stilling om. En ting for sig er, om en saadan navneforan- dring finder sted med hensigt, enten af mere theoretiske grunde eller af mere praktiske; men fuldstændig feilagtig er det naturligvis gjennem forvansket skrivemaade at give et navn ny betydning eller derved forbinde det med ny begreber. En vigtig ting er, at man søger at udfinde den for tiden gjængse skrivemaade og saavidt mulig folge denne uden hverken reaktionære eller revolutionære tendenser, da disse som regel kun vil medføre endnu større forvirring med deraf følgende ulemper. Som et udpræget eksempel paa et sted med de mange navne kan vi tage Jostedalen, dette fra Sognefjorden dybt indskjærende dalføre, efter hvilket ogsaa vor, og dermed det europæiske kontinents, største bræmasse har faaet sit navn. Her moder vi skrivemaaderne: Zaustedahl (Samling af Stiftelser og Gavebreve i Kongeriget Norge B. II. 1777, Pag. 208), Liusterdahl (1. c. Pag. 209), Jystedal (Thaarups Magazin B. IL. 1802—1803, Pag. 3), Jøstedal (Topografisk Journal for Norge B. VIII. 1801—1802, H. 28, Pag. 30); men allerede langt tilbage finder vi ogsaa de to nu mere gjængse , Juste seu Joste-Dal“ (Torfæana. Hafnie 1777, Pag. 178), af hvilke igjen det sidste vistnok maa betragtes som det, der nu har den mest gjængse hævd. Om vi gaar til den næststorste af vore vestlandske bræ- partier, Folgefonnen, saa finder vi ogsaa der i gammel tid en fra den nuværende vidt forskjellig skrivemaade med en helt anden betydning af naynet. Peder Claussen omtaler nemlig i 1632 denne bre, men synes at være uvidende om den egent- lige betydning af navnet (den skjulende fond) og giver den navnet Fuglefang — „thi der er i de huler oc store frostrefuer eller sprecker, oppe 1 forne sneefand, utallige mange smaa fugle met atskillige farfuer, huide, sorte, grone, gule, rode, etc.“ (Nor- riges Beskrivelse 1632, Pag. 74); dermed har han da ogsaa givet en forklaring af navnet. Videre omtaler Claussen fra samme 76 . P. A. Oyen. bre ,de forborgene dybe huler oc refuer i sneen* (l. c. Pag. 74), en sætning som 1 noget forandret form, men dog saa lig, at den næsten minder om en kopi, gjenfindes hos Wollf, der ogsaa nævner Fuglefang med revner eller sprekker og de „forborgene dybe huuler i sneen* (Norrigia Illustrata 1651, Pag. 141). Ramus omtaler ogsaa , Fuglefang, hvor der ligger stedse varendes sneefond, i hvilken ere mangfoldige dybe sprekker, hvorfore man ikke kand fare derover, uden om sommeren, naar man kand see sig for, og tage sig vare for sprekkerne; men naar sprekkerne betekkes med ny snee; maa man ikke fare derover, at man ikke bliver borte mel- lem sprekkerne (Norriges Beskrivelse 1735, Pag. 24) — Fugle- fang nævnes ogsaa af samme forfatter l. c. Pag. 183. Pon- toppidan omtaler Fuglefang omtrent paa samme maade som Ramus, men med andre ord — det er den dybe og haarde snefond med de store sprekker og en afgrund, opholdssted kun for fugle (Norges Naturlige Historie B. I. 1752, Pag. 69. 70). Jonge giver ogsaa en ganske kort. beskrivelse af Fugle- fang (Chorographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge 1779, Pag. 255. 256). I ,Udkast til en Beskrivelse over Hardanger i Bergens Stift i Norge samlet og sammenskrevet af sal. Hr. Marcus Schnabels efterladte Papirer ved H. 8.“ (Kjobenhavn 1781) gjer forfatteren opmerksom paa, at benævnelsen Fugle- fang er urigtig (Pag. 46) og skriver selv dels Folge-Fonden (Pag. 20) og dels Folge-Fonden (Pag. 45) — „dette field er be- dekket med snee eller iis, som er ganske blaa“ (Pag. 45); forfatteren skal her vere Hans Strom (Christopher Hansteen: Reise-Erindringer 1859, Pag. 25). Naar man hos M. R. Flor (Bidrag til Kundskab om Naturvidenskabens Fremskridt i Norge. Indbydelsesskrift, Christiania Kathedralskole 1813, Pag. 39) finder Folke-Fonden, saa er vel dette nærmere en trykfeil eller en anden særegenhed, end det er en skrive- maade med dybere rod og betydning. Tager vi endelig Hardangerjøkelen for os, saa træffer vi atter de mange navne. I det ovenfor citerede „Udkast“ af Marcus Schnabel omtales ogsaa ,den Jokkel (med iis bedæk- kede field) 1 Eidsfjord, ovenfor Simendal, hvorom dog ikke kan gives nogen partikulair beretning^ (Pag. 39), og paa det ledsagende kart er Hardangerjokelen afsat omtrent paa sit rette sted som „Zuklen S B (Snee-Briee).“ Wille skriver Bidrag til vore bræegnes geografi. 77 simpelthen Jokulen (Beskrivelse over Sillejords Præstegield 1786, Pag. 61), og „ved denne Jøkul menes formodentlig Hallingsjøkulen* (Budstikken B. II. 1820—-1821, Pag. 64). Chr. Smith skriver Hallingjøkelen (Topographisk-Statistiske Sam- linger D. II. B. II. 1817 (Pag. 30) og Hallingjekulen (1. c. Pag. 38). Jens Kraft omtaler Hardangerjokelen som en meget be- tydelig snebre eg benævner den dels Hallingjøkelen (Top. St. Beskr. over Kongeriget Norge D. II. 1822, Pag. 294) dels Hallingjøkulen (1. co. D. IV. 1830,Pag. 417). ,Sime-Jokulen, der skal ligge en miil ovenfor Simedalen* (l. c. D. IV. 1830, Pag. 443) synes for ham at vere en anden bre. I sine „Fragmen- ter af en Fjeldreise i Sommeren 1822“ betragter professor M. N. Blytt Normannajokul som ensbetydende med Hallingjo- kulen (Hermoder, 6 halvaarg. 1824, Pag. 96). Paa det af W. M. Carpelan 1 1826 udgivne ,Kort over Det Sydlige Norge“ findes antegnet saavel Jøkelen som Simedals Jøklen, denne sidste paa en maade nogenlunde svarende til den nuverende Rem- besdalsskaak. Man finder hos Carpelan det breparti, som ud- gjor Hardangerjokelen, mindre rigtig afsat, idet kun den syd- lige del er kommet med, og saa denne til gjengjæld er gjort vel meget dominerende; her findes ogsaa antegnet Rembisdal, ligesom der paa bræpartiets sydlige side er afsat flere mindre sjøer — noget der svarer til Rembesdalsvand og Dæmme- vand findes imidlertid ikke. Hos A. Lammers finder man benævnelsen Normandsjøkul (Beretning om en ved understøt- telse af universitetet foretagen reise i sommeren 18927, Manu- skript). Jens Kraft omtaler ogsaa ved en senere anledning saa- vel Halling-Jøkulen (Historisk-topographisk Haandbog over Kongeriget Norge 1845—1848, Pag. 458) som Sime-Jøkelen (1. c. Pag. 475), men som Munch (cfr. J. B. Halvorsen: Norsk Forfatter-Lexikon, B. 4, Pag. 194) i en anmeldelse ganske rigtig bemærker: ,uden at det anføres, at disse navne be- tegne en og samme jøkel* (Morgenbladet 1849, Nr. 31). Munch selv skriver ,,Halling- eller Nordmanna-Jøkulen, ogsaa slethen kaldet Jøkulen* (Professor Munch's Indberetning om hans i Somrene 1842 og 1843 ved Stipendium foretagne Reiser gjen- nem Hardanger, Numedal, Thelemarken m. m. Manuskript). Professor Y. Nielsen skriver Hardangerjøkulen (Reisebreve og folkelivs-studier, Pag. 137). Mest overensstemmende med den "Sr P. A. Oyen. nu gjengse skrivemaade af navnet synes dog den at vere, som er sat overst 1 dette afsnit. Det vilde fere langt udenfor nærværende afhandlings ramme at folge den forskjellige skrivemaade af alle de navne, vi stoder paa i vore bræegne, selv om vi kun valgte ud en- del af de vigtigere, endskjønt det kunde være interessant nok, De forvanskninger, som har gjort sig gjældende 1 skrive- maaden af Hallingskarven, Lodalskaupen, Smørstabben, Fana- raaken, Ronderne, vilde danne en smuk indledning til en saa- dan fortsat undersogelse; men vi vil ved denne anledning lade os noie med de tre vigtigere breomraader paa Vestlandet og kun afslutte vor navnebetragtning med et blik paa vort lands centrale heifjeldsomraade, den vilde Jotunheim. Hvor meget eller hvor lidet der til ethvert historisk tids- punkt har veret kjendt af Jotunfjeldene 1 gamle tider, giver den lidet skrevne og kun slet opbevarede historie os kun et svagt indblik i; men det er sikkert nok, at betydelige dele af dette store fjeldomraade har veret kjendt langt til- bage i tiden, om end under forskjellige navne for de forskjel- lige dele af omraadet. Kommer vi langt tilbage, omtales disse fjelde mere kollektivt og mere ubestemt. Saaledes finder vi Peder Claussen angive, at ,vesten for Guldbrands- dalen ligge forferdelige hoye field oc klipper* (Norriges Be- skrivelse 1632, Pag. 39). Der synes heller ikke at kunne vere nogen rimelig tvil om, hvilken egn Jessen sigter til med folgende: ,Paa de overste saa kaldede Hoifielde, der opreise sig af de andre, findes 1 Oplandene stedse 1s og snee* (Kongeriget Norge 1763, B. I. Pag. 342). Paa et andet sted omtales „de vidtloftige Fjelde imellem Guldbrandsdalen og Walders* (Topographisk Journal for Norge B. IV. 1795—96. H. 14. Pag. 13). Og forfatteren af Valdresia reserata taler ogsaa kun om de „vidtloftige fjelde* (Budstikken 1821—1822, Pag. 255). Hiorthøy siger, at „baade veien til Nordfiord og veien til Lyster har jeg reist 1779“ (Beskrivelse over Gul- brandsdalen B. II. Pag. 63); fjeldene mellem Guldbrandsdalen og Bergens stift kalder han ,Bræe-Fieldene eller Lang-Fiel- dene“ og siger, at „der til alle tider om aaret findes snee- bræer* (l. c. B. I. Pag. 16), og fjeldene mellem Lom og Val- ders betegnes som de „vilde fielde“ (1. c. B. II. Pag. 62). Hos Jonge finder man navnene Lomfield, Sognefield, Fillefield Bidrag til vore bræegnes geograf. 19 0. Ss. v. (Beskrivelse over Kongeriget Norge 1779, Pag. 30). Professor Martin Vahl, som reiste her i landet 1 aaret 1787, forteller, at han ,tog veien over et af de maaskee mest vilde fielde i Norge, som man giver navn af Sognfieldene. Øverst paa disse var mere tegn til vinter end sommer" (Skrivter af Naturhistorie-Selskabet, B. IL H. I. Pag. 63). Sogne-Field som omtattende fjeldstrekningen mellem Lom og Lyster om- tales ogsaa af Johan Hübner (Geographie 1744, D. II, Pag. 147). Hos Platou, der udskiller Langfjeldene som en afdeling for sig af det norske fjeldsystem, vil man finde, at disse saa- kaldte Langfjelde igjen forer forskjellige navne paa de forskjel- lige steder, saaledes: Langfjeld og Sognefjeld vest for Gud- brandsdalen, Filefjeld vest for Valders, Hardangerfjeld vest for Hallingdal og Nummedal o. s. v. (Haandbog 1 Geographien 1819, B. I. Pag. 128—130). Det fremgaar saaledes af denne blotte navneoversigt, at kjendskabet til de forskjellige dele af Jotunheimen ikke er af saa ganske ny dato. Men vi kan komme endnu lengere. Heimdallz fiskevand finder vi saaledes, for kun at tage et eksem- pel, omtalt 1 et brev af 1478 (Budstikken 1821, Pag. 682), og paa dette brev er senere antegnet, „at det havde veret frem- lagt 1 retten paa aastedet i en holme i Heimdals fiskevand anno 1714“ (Budstikken 1821, Pag. 683) Gerhard Schoning omtaler i 1775 Heimdalen som kjendt ,fra meget gamle tider* (Budstikken 1821, Pag. 670). I denne retning peger ogsaa, at ,ved Heimdalsvandet blev nys for 1785 funden endel Jern- pile og brynestene, samt et enegget jernsverd“ (Nicolaysen: Norske Fornlevninger, Pag. 95), et fund om hvilket Rygh siger, at det „ser nermest ud til at vere et gravfund“ (Aar- beger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1877, Pag. 116). Og dette fund staar ikke allene; thi man har ogsaa „enegget sverd af jern fra yngre jernalder — — — merkeligt nok fundet langt ind paa heifjeldet 1 Gudbrandsdalen, i en natur- lig sandhaug ved bredden af elven Hosken mellem Hoske- tjern og ovre Sjodalsvand“ (Foreningen til norske fortids- mindesmerkers bevaring. Aarsberetning 1876, Pag. 77, nr. 92). Paa C. J. Pontoppidans kart over det sydlige Norge af 1785, hvortil ogsaa var benyttet det indtil da af den geogra- fiske opmaaling samlede materiale (C. M. de Seue: Historisk beretning om Norges geografiske opmaaling fra dens stiftelse EOM P. A. Øyen. i 1773 indtil udgangen af 1876, Pag. 42), findes Espedals V., Bray V., Olstappen V., Vinstra Elv, Skagen Field, Hums V., Tesse V., Visdal Elv, Sogne Fieid, desuden Siga Elv lobende fra Giende V. og med vei fra Lom til Fortun langs Bever El, som kommer fra Syre V. Pontoppidan har ogsaa givet en- del oplysninger til dette kart, som bidrager til at illustrere det daværende kjendskab til den her omhandlede fjeldstræk- ning. Et kortere uddrag vedfoies. „Sonden for Langfieldet vedvarer Sognefieldet, som er den Deel af Hoved-Strekningen, som ligger imellem Sogn og Gulbrandsdalen, og grændser mod Vest til Justedalen samt Aardals- og Lyster-Fiorde, mod Nordost til Lom 1i Gulbrandsdalen, hvor det kaldes Lom- Field. — — — Sonden for Bever-Elven stoder en meget stor og vidtloftig Fieldstrekning til Sogne-Fieldet, som ud- breder sig mod Ost og Sydost imellem Guldbrandsdalen og Valders indtil Ote-Vand, Lougen-Elv og Vinster-Vandene, samt indtil Dokke og Etne-Elvene. Det hoieste af denne Fieldtragt Norden for Valders kaldes 1 Almindelighed Skagen“ (O. J. Pontoppidan: Geographisk Oplysning til Cartet over det sydlige Norge 1785, Pag. 42-45). Videre siger han, at » Vinstra-Elven kommer fra en Deel Vande paa Fieldene mod Vest, som kaldes Vinster-Vandene (Iblant disse Vande skal vere Stroms-Vand, Boygde-Vandet og Oyung Vand), gaaer igjennem Slang-Vand til Olstappen-Vand, som fra S. Ost har Tileb fra Espedals-Vand og Bray-Vandet* (l. c. Pag. 113). Om Hums V. bemerker han, at ,dette Vand paa et andet mig forekommet Cart er anfort N. for Vinstra-Elven under Navn af Heimsdals-Vandet* (1. c. Pag. 128). Den ovenfor nævnte .Hiortheys Beskrivelse over Gul- brandsdalen, som udkom i aarene 1785 og 1786 er ledsaget af et „Kort over Gulbrandsdalens Provstie og Fogderie afdelet i sine Kirke-Sogner forfærdiget og tegnet af S. Arentz,“ og paa dette kart findes ÆEspedalens Vand, Olstappen Vand, Slangen Vand, Vinster Vandene, Oyungen Vand, Strøm Vand, Bøygde Vand, Hiemdalens Vand, Gende Vand, Tessa Vand, Sogn Field, desuden fører langs Bever Flv en Vey fra Fortun. Det kan saaledes kun have sin grund 1 et meget ufuldstæn- digt kjendskab til literaturen, naar professor Hansteen paa et meget senere tidspunkt, nemlig 1 1823, siger: ,Jeg vil ei tale om de indre fjeldegne, som sjelden betrædes af men- Bidrag til vore bræegnes geografi. 81 neskelig fod, hvor man kan gaae paa opdagelses-reiser med samme held som i det indre af Afrika eller Ny-Holland, kort 1 de mest ubekjendte lande paa kloden. Til beviis paa, at der gives saadanne strækninger i Norge, behover jeg blot at anfore den 3—4 mile lange soe Bygdin, og den 2 mile lange og meget brede soe Tyen, som af hr. bergkandidat Keilhau og stud. medic. Boeck i aaret 1820 opdagedes i den store næsten ganske ubekjendte fjeldstrækning imellem Guld- brandsdalen, Sogn og Valders“ (Magazin for Naturvidenska- berne, aargang I, B.I, Pag. 241—248). Og i en anmærkning, om hvilken det ikke kan sikkert afgjgres, enten den skriver sig fra Hansteens eller redaktorens haand, heder det om Bygdin og Tyin: ,ingen af disse soer findes paa det pon- toppidanske kort, og altsaa ei heller paa noget andet“ (l. c. Pag. 248). At Hansteen og redakteren af ,Magazinet^ kunde vere ubekjendt med det geografiske kjendskab, man paa karter og i literatur havde til Jotunheimen 1 forrige aarhundrede, kan endda til nod finde sin forklaring, men at de skulde vere uvidende om, hvad der i begyndelsen af vort aarhundrede var gjort til udvidelsen af denne kundskab, synes heist be- synderlig. Kun nogle ganske faa aar iforveien var nemlig udkommet en reisebeskrivelse, som ogsaa bragte et lidet bi- drag til denne egns geografi, idet Vargas Bedemar, som reiste heriaarene 1810—14 omtaler Skagastelstinderne: „auch haben einige von diesen hier ein kraterfórmiges Ansehen; besonder sein Kegel mit einer gegen Westen gewandten Vertiefung. Ein Gletscher legt sich jetzt darin an^ (Reise nach dem Hohen Norden B. I, Pag. 216) og nævner videre Smørstabben og „den Store Sneefond mit seinen Eisschollen“ (l. c. Pag. 225). Endnu besynderligere er det imidlertid, at de to forfat- tere i „Magazinet“ synes at vere i den grad ubekjendte med Chr. Smith's undersøgelser, som man efter det foreliggende maa være berettiget til at slutte. Der er noget saa eiendom- melig ved dette, at der for os, som lever saa fjernt i tid fra det passerede, synes noget uforklarligt ved det hele. Thi Chr. Smith’s høifjeldsundersøgelser var nemlig omtalt paa tre for- skjellige steder i den almindelig tilgjængelige literatur og alt publiceret kun nogle faa aar iforveien. XXXVIL I. 6 82 P. A. Oyen. Dels havde nemlig Smith selv i en af handling: ,Nogle Tagt- tagelser, især over Iisfjeldene (Gletscher), paa en Fjeldreise i Norge 1812“ (Topographisk-Statistiske Samlinger D. II. B. II. Christiania 1817) givet en meddelelse om sine reiser og underso- gelser i hint aar, som man endnui mine skoledage kunde hore saa mange gamle 1i vore fjeldbygder mindes med gru paa grund af misvekst og frost. Dels findes der om Smith's sidste reise i Norge 1818, da han kom 1 en mere umiddelbar bergring med den fjeldegn, hvorom der her er tale, offentliggjort et par mindre meddelelser. Disse indeholdes dels 1 „En kort Skizze af Prof. Ch. Smith's sidste Reise 1 Norge 1 Sommeren 1813, meddelt 1 Form af et Brev til en Ven, ved Overlerer M. R. Flor, efter hans Ded 1 Congo 1816 (Topographisk-Statistiske Samlinger D. IL B. IL 1817), og dels findes nogle kortere bemsrkninger om fjeldstrekningen mellem Valders og Gud- brandsdalen 1 ,Bidrag til Kundskab om Naturvidenskabens Fremskridt i Norge. Indbydelsesskrift, Christiania Kathedral- skole 1813, af M. R. Flor“, hvor Smith’s reise omtales efter et brev fra Smith selv af 23. august 1813 (Pag. 53—54). Men ikke nok med disse tre mere originale efterretninger om Smith's reiser — man finder dem ogsaa omtalt ved en senere leilighed, idet der i den forkortede oversettelse af Leopold von Buch’s afhandling „Om den evige snees grændser i Nor- den“ findes indskudt en anmerkning: „Prof. Smith fandt en overmaade hoi, med snee og gletscherde bedækket fjeldarm, der skjod ud fra Langfjeldene; den begrændses paa sydsiden af Seterdalen og Sjedalen, paa ost og nordsiden af Otavand og Lomb, og paa vestsiden af Beverdalen“ (Pag. 83) 1 samme bind af Budstikken (1820—1821), og ved en tref netop tre hundrede spalter for, som ,Nogle Efterretninger om et hidtil ubekjendt stykke af det sendenfjeldske Norge“ (Pag. 383) og- saa er offentliggjort. Naar de vigtigere drag af vore hgifjeldsegnes og af vore breegnes geografiske historie skal trekkes frem, indtager Smith en saa fremskudt stilling, at kun billighedens krav sker fyldest, naar et eget afsnit ofres Professor Chr. Smith som breforsker. Christen Smith blev fodt paa gaarden Strom ved Dram- men 17de november 1785. Han blev student 1801 og tog Bidrag til vore bræegnes geografi. 88 medicinsk eksamen 1808. Smith foretog flere botaniske reiser i Norge og udnævntes 3die juni 1814 til professor 1 botanik og statsokonomi ved det norske universitet, hvorefter han saa samme aar foretog en reise til de britiske cer. I 1815 deltog han i en videnskabelig expedition til de kanariske oer og 1 1816 som botaniker paa en engelsk ekspedition til Kongo — her blev han angrebet af feber og naaede kun med besvær trans- portskibet 18de september, hvorefter han kun nogle faa dage senere afgik ved døden 22de september, kun 31 aar gammel. Det har ikke været min hensigt at levere nogen biografi af Smith — en saadan har man fra tidligere forfattere, og jeg vil for saa vidt kun henvise til min ven, konservator Ove Dahls ,Breve fra norske botanikere til prof. J. W. Horne- mann“ (Archiv for Math. og Naturv. B. 17. H. I. Nr. 4. 1894), hvor Dahl som et forklarende forord til III afsnit (Pag. 35 flg.) (Breve fra Chr. Smith) har leveret en kort, men klar og op- lysende, biografisk oversigt. Men de ovenfor gjengivne bio- grafiske grunddrag vil vere nok til at vise os det korte, men dog saa rige forskerliv, som her saa uanet og for menneske- lige gine saa alt for snart blev afbrudt. I foreliggende tilfælde er det de to af Smith's reiser, der falder i aarene 1812 og 1818, med de ved disse indvundne resultater, som har den mest umiddelbare interesse. I sin afhandling: ,Nogle lagtagelser, især over lisfjel- dene (Gletscher) paa en Fjeldreise 1 Norge 1812“ omtaler Smith Folgefonnen, Hardangerjokelen og Jostedalsbreen og efter at have opregnet endel af denne sidstes grene fortsætter han: ,maaskee falder der endog en green til ostsiden af Lang- fjeldene, og denne kan muligen vere aarsagen til det mu- drede vand, Ota-elven 1 Gulbrandsdalen medfører. Den er i saa fald den eneste iisbree paa ostsiden af den store fjeld- kjede“ (Topographisk-Statistiske Samlinger D. II. B. IT. Pag. 49). Men efter neste aar at have besteget Kalvaahogda og Besho (1. c. Pag. 247) ved Smith at give bedre besked, idet han for- teller os, at ,den tract, som jeg excurrerede i, er en over- maade hoi, med snee og gletscher (iisbreer) bedækket fjeld- arm, som skyder ud fra Langfjeldenes ryg. Den begrændses paa den søndre side af Sæterdalen og Sjødalen, paa den østre og nordre af Otavand og Lomb, og paa den vestre af Bæver- dalen* (l. c. Pag. 246). Og hans kjendskab til den store fjeld- 6* 84 P. A. Oyen. egn har ikke veret blot overfladisk; thi han siger selv: ,jeg sogte fjeldegnens produkter snart imellem hoie snetoppe og snart i græsrige sæterdale“ (1. c. Pag. 246—247), og „meere end 14 dage tilbragte jeg paa denne ikke mindre moysommelige end interessante vandring og endte den udmattet af sult og stra- badse ned i Vaage“ (Archiv for Mathm. og Naturv. B. 17. Nr. 4, Pag. 68). Som man af ovenstaaende ser, havde Smith erhvervet sig et for datiden temmelig godt indblik i den store fjeldørkens naturforhold, men hvad der for ham var hovedsagen, var dog planternes udbredelse og voksemaade, og det var en rig høst han i saa henseende bragte hjem fra sine hoifjeldsture. Det viser sig ogsaa, at Smith har havt oie for et botanisk fæno- men af mere almindelig karakter, nemlig planternes afhæn- gighed af underlagets beskaffenhed, idet han nemlig fra egnen om Haarteigen meddeler: „frugtbare leerskiver bierge fulgte os den heele vey og med dem de skionneste sæterdale og en mængde fieldplanter* (l. c. Pag. 58). For at forklare den særegne beliggenhed af vore storste breer trak Smith kystklimatet i forgrunden. „Kystklimatet“, siger han, ,favoriserer joklernes dannelse. Vinteren medforer der en storre mengde snee; sommerens taagede himmel for- hindrer solen at virke med al sin kraft, og endelig bidrager det kolde regn, der her ofte falder paa sneen om sommeren, mere til, at den forvandles i en grovkornet, tungsmeltelig masse, end til at smelte den. Kolde, fugtige sommere maae alt- saa meget foroge bræernes iis“ (Top.-Stat. Saml. D. II. B. II. Pag. 53). Og Smith ikke alene udtaler dette i sin almindelig- hed, men gjor det ogsaa gjældende i bestemte tilfælde: ,imod osten hæver endnu Hallingjokelen sig nesten ligesaa meget ind i sneregionen, som Folgefonnen. Længere ind i fjeldene omkring Hartaugen og henad Hammerfjeldene seer man de perenne sneflekker paa lignende hoider efterhaanden at for- svinde. Snegrendsen hæver sig derfor ikke paa eengang, naar man har forladt Folgefondens kuldebringende sneflader, som v. Buch siger, men successivt i forhold, som fjeldene fjerne sig fra havet; og havets nærhed maa det, uagtet Mal- mangers hole temperatur, alene tilskrives, at snelinien findes saa lav paa denne kant“ (l c. Pag. 30) Og efter at have omtalt udsigten fra Haarteigens top: ,I N. O. laae Halling- Bidrag til vore bræegnes geografi. 85 jokelen, en betydelig snefond og uden tvivl den hoieste top paa Langfjeldene imellem Hartaugen og Sulutinden paa File- fjeld. Imod Sept. 6 blaanede en stor iisbræe paa dens skraa- ning“ (1. ce. Pag. 26), siger han videre paa et andet sted: »Hallingjokulen er en langagtig fjeldkuppel af omtrent 5400 f. heide paa Langfjeldenes hovedryg — — — Det er Halling- jokulens søndre og vestre skraaning, som sneen altsaa især indtager, og opdynges der i den mengde, at den frembringer en stor iisbree, som har givet fjeldet sit navn. Den er maa- skee den eneste paa Langfjeldenes hovedryg; men ingensteds nermer heller kjeden sig mere til havet end her, i sin hele udstrækning. lisbreen indtager den aabne fjeldside, og er saaledes en glaciere af anden rang hos Saussure“ (l. c. Pag. 38. 39). | | Der, hvor Smith kommer ind paa diskussionen om breer- nes indre fysik, kan vi rigtignok ikke nu paa alle punkter vere enig med ham; men da maa vi jo huske paa, at bre- studiet for ham var mere en biting, og fremfor alt maa vi ikke glemme, at der imellem ligger nesten et helt aarhun- drede rigt paa videnskabelig udvikling, ikke mindst netop paa dette specielle omraade. Og derfor har det ialfald sin histo- riske interesse at se lidt nærmere paa, hvorledes Smith sogte at forklare enkelte af de mange indviklede sporgsmaal, som den glaciale geofysik stiller. Dette sker bedst ved at betragte Smith’s egne meddelelser, hans iagttagelser og diskussion. 1. ,Det smeltede snevand sier ned igjennem snemassen, og soger tilige ned imod bræens lavere kant. Her imbiberes sneen med vand nedenfra opad, saalenge sommervarmen op- toer snee ovenfra. Imod høsten findes fondens lavere kanter heelt eller tildeels gjennemblødte af vand, og dette aftager opefter, indtil man kommer til en høide, hvor sommeren ikke har formaaet at optøe mere snee end det, der medgaaer ved evaporationen, og til at belægge sneens overflade med en skorpe. Den kommende vinters kulde standser denne opera- tion, og forvandler den med vand gjennemtrukne snee til et uslag, der bliver baade tykkest og meest compact ved bræens nedre kant, tyndere derimod og mere grovkornet, jo høiere man kommer opad fonden, og saaledes gjentages dette lagviis hvert aar. Isen maa paa denne maade række meget høiere opad fonden, end den er synlig, da sneen bedækker den lige 86 P. A. Oyen. til det sted, hvor massen heel igjennem er bleven imbiberet* (Top.-Stat. Saml. D. II. B. IL Pag. 52). 2. „Jordbundens altid lige hoie temperatur — — bortsmelter isens undre flade, ligesom solen tærer dens gvre, uden ophor vinter og sommer, og foraarsager, at der endog i sterkere kulde altid fremrinder lisvand fra bræernes underste kant. lismasserne blive saaledes undergravne, og synke ved deres egen tyngde nedad de skraae fjeldsider, hvorpaa de hvile* (vere Pag. HI 3. ,Deels kan den samme aarsag, der gjor, at isen glider ned og formindskes, ikke tilige bevirke, at den voxer og ud- vides 1 masse -- — — dels var denne kraft vel utilstrekke- lig til at flytte bjergstykker, der ofte er ligesaa store, som iis- stykkerne selv, og endelig bliver det aldeles uforklarligt, hvorfor de grene, der skyde ned igjennem næsten horizontale dale, og bestaae af en continuerende lismasse — — — altid ere de, der vise de stærkeste virkninger af isens fremskridt. Ligesaalidet kan man deraf udlede, hvorledes nogle bræer kunne, efterat vere trengte igjennem snevre bjergpas, atter udvide sig med dalen og indtage dens hele brede, og hvorfor der da vise sig mourainer, ikke alene forbi bræens nedre kant, men endog ofte langt sterre opad dens sider, og det meget over bræens nærværende fade" (l. c. Pag. 56) — — —- ,jeg har troet, at vere paa spor efter grunden til disse frappante phænomener, og at den bestaaer i isens udvidelse under frys- ningen" (1. c. Pag. 57). I de tre foregaaende afsnit har vi nu havt anledning til efterhaanden at se Smith's anskuelse angaaende isdannelsen, issmeltingen i forbindelse med bræbevægelse og endelig af oscillationsfenomenet. Selv gjør han opmærksom paa, at „med faldjoklernes nedstyrtning har man sammenblandet et andet, i sin virkning mere langsomt men desto frygteligere phæno- men, nemlig: deres successive fremrykken“ (l c. Pag. 55); men endskjont han var opmerksom paa forskjellen, har han dog ikke veret istand til at forklare den. Smith var ogsaa opmerksom paa breernes lagdannelse, og ved hjelp af morke- striber mellem hvert lag talte han ved Snehetten indtil seksten forskjellige (1. c. Pag. 61). Vi vil af det foregaaende fuldt ud have overbeyist os om den fremskudte stilling, Smith indtager i vore bræegnes Bidrag til vore bræegnes geografi. 87 historie, og naar Jotunheimens opdagelseshistorie engang skal skrives, saa er det ikke rigtig at tildele ham en saa beskeden plads, som O. A. Øverland har gjort i sin ,Jotunheimens op- dagelseshistorie“, 1896 (Pag. 9—10), et arbeide som forøvrig kun i hoist uegentlig forstand kan gives dette navn. Men det er gaaet Christen Smith som saa mange andre, hvis betyd- ning samtiden ikke forstod, og efter sit korte forskerliv blev han hurtig glemt af den følgende generation. Og for tilfulde at. forstaa Smith’s betydning som forsker ogsaa paa omraader, som laa udenfor hans egentlige arbeidsfelt, maa vi ikke glemme at se hans arbeide i lys af den tid, hvori han levede. Ligger end et aarhundrede af forglemmelse bag, bør Smith’s navn ikke desto mindre ristes med tydelige runer 1 vort lands geografiske historie. Efter Smith’s reise synes Jotunheimen i de nærmest føl- gende fem aar ikke at have været besøgt af nogen viden- skabsmand. Derimod finder vi sommeren 1819 den unge botaniker Chr. Boeck inde i den sydlige del. Hvorledes for- fatteren af ,De høieste Fjelde i Norge* (Hermoder, III halv- aargang, 1822, Pag. 235) ianledning dette besøg har benyttet sig af tidsadverbiet ,først*, har altid været mig en gaade og er det fremdeles. Men dette besøg havde jo naturligvis sin store betydning, dels ved den interesse, som det har i og for sig, og dels derved, at det vel er mere end rimelig, at det netop var dette, der gav stedet til fjeldreisen det følgende aar. Nævnte forfatter har i denne artikkel leveret et aktstykke til Jotun- heimens opdagelseshistorie, og navnlig gjælder dette et lidet afsnit, som hidsættes i dets helhed: ,Først i sommeren 1819 vakte disse fjelde en reisende landsmands opmerksomhed, da han paa en excursion fra Valdersdalen ind over Sletfjeldene mod nord, kom hen under flere rekker af dem, der med spidse, efter udseendet at domme ubestigelige tinder, fra en fod, som allerede var belagt med evig snee, endnu taarnede sig til skrekkelige heider. I sommeren 1820 drog han i sel- skab med en anden landsmand atter derhen, og saaledes bleve da disse egne forste gang ordentlig bereiste paa mineralogie og botanik" (1. c. Pag. 235). Disse to reiser er af en langt senere forfatter blandede sammen, som folgende viser: „De første videnskabsmænd, der besagte eller rettere sagt op- dagede denne vilde fjeldegn, vare de nuværende professorer 88 P. A. Oyen. ved vort universitet, Keilhau og Boeck, der 1 sommeren 1819 undersøgte disse egne i mineralogisk og botanisk henseende samt besteg og maalte hgiden af nogle af tinderne“ (Norge fremstillet 1 Tegninger 1848, Pag. 52). Sommeren 1820 foretog saa studenterne Boeck og Keilhau den reise til Jotunheimen, som siden saa ofte af flere forfat- tere er omtalt som den reise, paa hvilken Jotunheimen op- dagedes. Som saadan er den jo betegnet af professorerne Lundh (Mag. for Naturv. Aarg. I. B. L 1823, Pag. 133) og Hansteen (l c. Pag. 247. 248). Professor Kjerulf (Nytaars- gave for Illustreret Nyhedsblads Abonnenter 1861, Pag. 64) og Emanuel Mohn (Jotunheimen. Serskilt aftryk af Chr. Tons- bergs illustrerede reisehaandbog for Norge, Pag. 3) synes og- saa at staa 1 denne formening. Som saadan er den ogsaa paa et par steder betegnet af en saa vel underrettet forfatter som J. B. Halvorsen (Norsk Forfatter-Lexicon B. I. Pag. 386 og B. IIL Pag. 209), og som saadan gaar den ogsaa igjen 1 Salmonsens Konversationsleksikon (B. IX. Pag. 993). Det hjelper lidet, at der paa de tre sidstnævnte steder er benyttet anforselstegn om ordet, og det hjelper lidet, selv om man bruger ordet,opdage* i en saa rummelig betydning som en turistforfatter 1 Den norske turistforenings aarbog for 1896 (Pag. 1): ,det vil sige blevet den dannede almenhed fuldt bevidste". Som vi imidlertid nu har seet i det foregaaende, er vi med en nogtern, upartisk dom nodt til at frakjende denne reise den egenskab fremfor saa mange andre. Men ikke desto mindre vil de to studenters sommerreise i 1820 be- standig staa som et vigtigt led 1 den lange rekke af reiser, hvorved Jotunheimen med sine tinder og botner og med sine dale og flyer efterhaanden er bragt bit for bit ind under vor geografiske viden. Paa denne reise besteg Boeck og Keilhau med Ole Urden fra Slidre 12te juli ,Mugnafjeld* (Budstikken IT. 1820—1821. Pag. 390) Hvad Keilhau her kalder Mugnafjeld er Kalvaa- hogda, og han fortæller selv: ,jeg tor ikke afgjore om det punct, vi naaede — — — er det heieste paa Mugnafjeldet. Saa jevnt det stiger op fra Bygdin, saa steilt er det afstyrtet mod norden; græsselige præcipicer indslutte der en gyselig dal“ (1. c. Pag. 391) Emanuel Mohn antog, at det bestegne punkt laa i sydøst for Leirungsbotnen og rimeligvis var Bidrag til vore bræegnes geografi. 89 det hoieste paa Kalvaahøgda (Den norske turistforenings aar- bog 1876, Pag. 80), en antagelse hvis rigtighed bekræftes ved et blik paa Keilhaus skitse: „Udsigt mod N. V. fra Mugna- fjeld^ (Erindring af Fjeldreisen i 1820). Vi har nok en be- kræftelse herpaa ; thi 1 den paa Universitetsbibliotheket opbe- varede mappe findes foruden en del andre ting indlagt sam- men med „Erindring af Fjeldreisen i 1820“ et „Appendix I“, en skisse uden kunstnermerke, hvorpaa der imidlertid, som det synes med Keilhau’s egen skrift, er anfort: „Punct af Mugnafjeld som er maalt af os“, og dette viser sig at være et punkt noget ost for ,hoieste Punkt af Mugnafjeld hvorpaa Sigtelinierne ere tagne af Keilhau“, som er paafort med samme haandskrift. Det er tydeligvis denne skisse, der forstorret og koloreret er indtaget som ,Mugnafjeld vue de la cime d'Olberg à Walders* (Keilhau del.) i Carpelan: Vues Norvégiennes, Cahier II (plancheverket); til bekrzftelse herpaa har man, at der paa ovennævnte haandskisse er paaført „Fra Olberg om- trent 1 Syd.“ Ht par dage efter, 14de juli, besteges Koldedalstinden af det samme treklover (Cfr. Erindring af Fjeldreisen i 1820). „Det lykkedes os“, siger Keilhau, „at bestige den hoie tind, som hæver sin sorte veg næsten lodret op af sneen om dens fod — — — toppen er everst af faa skridts omfang, og har et yderst forrevet udseende; det er vanskeligt at finde det faste bjerg (anstehendes Gestein); thi endog den høieste punct ligner en sammenkastet steenhob. Det er lynilden, som saaledes spreenger disse spidse toppe“ (Budstikken II. 1820— 1821. Pag. 395). Paa en i ovenfor omtalte mappe indlagt skisse, mærket ,Koldedalen d. 14de Jul. 1820“ er denne tind afmerket med Keilhau’s egen skrift som „Koldedalstinden besteget af K og B.* Det er denne tind, som Dølen (A. O. Vinje) senere foreslog at kalde Falketind (Den norske turist- forenings aarbog 1869, Pag. 89), et navn den ogsaa har beholdt, men som Mohn bemerker: ,til at forandre tindernes nayne fra intetsigende til betegnende, f. ex. Koldedals- tind til Falketind, kræves der Dolens autoritet“ (1. c. 1873, Pag. 24); 1 dette tilfeelde vil det rimeligvis heller ikke lykkes at faa navnet omgjort igjen saaledes, som der ogsaa er gjort forseg paa (J. T. Heftye: Skagastolstinderne i Sogn, Pag. 9). At det er netop denne tind, Boeck og Keilhau besteg, har 90 | P. A. Oyen. en senere bestigning bekreftet (Den norske turistforenings aarbog 1878, Pag. 14). Fra denne sommerreise samlede Keilhau en rekke skitser: »Erindring af Fjeldreisen 1 1820. Tilegnet min Ven Boeck. Christiania 1820“. Denne mappe, der nu opbevares paa Uni- versitetsbibliotheket, indeholder: 1. Vignette. Stordalen. 2. Udsigt mod N. V. fra Grensendknippen. 3. Udsigt fra Slettefjeld mod N. .4. Bygdin. 5. Udsigt mod N. V. fra Mugnafjeld. 6. Koldedalen. ff. Horungrekken fra en Top 1 Koldedalen. Desuden findes ogsaa indheftet endel mindre ,vuer*, teg- nede dels af Keilhau og dels af Boeck, foruden et par skitser af W. Carpelan. Senere skrev Keilhau: ,Nogle Efterretninger om et hidtil ubekjendt Stykke af det sondenfjeldske Norge“ (Budstikken II. 1820—1821. Pag. 385 og flg. og ,Einige (topographisch-geo- gnostische Nachrichten über einen bisher unbekannten Theil des söndenfieldischen Norwegens“ (Isis von Oken 1823. II, Pag. 1354 flg.). | Keilhau omtaler denne fjeldstrækning ogsaa i Mag. for Naturv. ,Mellem Guldbrandsdalen, Valders og Sogn berer den en samling af alper, hvilke i almindelighed reise sig endnu 3000 fod over deres grundstykke, og hvoraf enkelte toppe sandsynligvis ere de hoieste i Skandinavien. Enorme, perenne sneemasser og utallige iisbræer gjøre deres egn til den frygte- ligste. Derfor have de indtil aar 1820 været ubereiste, og savne endnu et felleds navn. Hovedsamlingen begynder ved det inderste af Sognefjorden, Lyster og Leerdal, og strækker sig flere mile mod ost mellem Vang 1 Valders og Lom i Guldbrands- dalen. De vestlige grupper kalde bonderne Horungtinderne; blandt de østlige nævne de Galdebergknausene, Torfindtinderne, Mugnafjeld, Synshorn og Bitihorn* (Aarg. I. B. I. 1823. Pag. 138—134). Og paa samme sted siger redaktøren af Magazinet, professor Lundh, om Keilhau, at ,han har her ikke tillagt dem noget særeget navn, men tidligere har han for sine og de norske fjeldes venner foreslaaet benævnelsen Jotunfjeldene (Riesengebirge)* (l c. Pag. 133). Det vækker endel forun- Bidrag til vore bræegnes geograf. 91 dring, naar Keilhau som ovenfor anfort siger, at denne fjeld- eon indtil aaret 1820 har været ubereist; men endnu mærke- ligere er, at han ved en senere anledning endnu mere til- spidser den samme anskuelse med følgende: , — — — Desz- halb waren sie bis zum Jahr 1820 unbekannt, und ermangeln noch eines gemeinschaftlichen Namens“ (Oken: Isis 1824, B. I. Pag. 394) Naumann, der ogsaa nævner dette Keilhau's for- slag til navn for denne fjeldstrekning, siger: ,in der That ein bezeichnender Name; den Jotuner sind der nordischen Mythologie, was Titanen oder Giganten der griechischen“ (Isis von Oken 1822. B. L Pag. 648). Og det er vel ogsaa sandsynlig, at mythologiske grunde har gjort sig gjeldende ved anvendelsen af dette navn; thi ligesom vore forfædre havde sin mandeheim og sin gudeheim (Heimskringla udg. ved C. R. Unger 1868, Pag. 10), saaledes havde de ogsaa sin Jotunheim (Rafn: Fornaldar Sögur 1829, Pag. 411), og det er vel ved at overfore begreberne, indbegrebet af vildskab og troldskab, for denne sidste og saa trekke en sammenligning, at vort lands centrale heifjeldsomraade saaledes har faaet sit navn. Det var en saadan folelse, som ogsaa greb Emanuel Mohn ved udsigten fra Langskavlen: ,jeg har faaet et ind- tryk deroppe, som aldrig vil slettes ud, et mdtryk af noget uhyre vildt, som jeg ikke har kjendt noget andet sted, som om hele den ovrige del af Jotunfjeldene var gude-hejmen, men her Jotunhejmen* (Den norske turistforenings aarbog 1872, Pag. 29). Var der end saaledes indfort et fællesnavn for denne fjeldstrekning, saa synes dog ikke den almindelige brug af navnet at vere fulgt umiddelbart efter; thi hos C. M. Falsen finder vi endnu 1 1821 Langfjeldene oplost 1 Sognefjeld, File- feld o. s. v. (Geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge, Pag. 12. 13). 1 de nærmest folgende decennier synes antallet af besøgende ikke at have været saa særdeles stort, men i sekstiaarene indtraadte en betydelig forandring i dette for- hold, og nu kan man gjerne sige, at det „at reise i Jotunfjeldene er nu nærved at blive en modesag* (Morgenbladet 1884, No. 226 A). Det oprindelig foreslaaede navn, Jotunfjeldene, synes ogsaa at vere det, som har beholdt pladsen alene 1 de nærmeste decennier (Jens Kraft: Beskrivelse over Kongeriget Norge DD P. A. Oyen. B. IV, Pag. 710, 714). At man tildels finder det under noget andre former: Jothunfjeldene (Mag. for Naturv. B. XII Pag. 192), Jotnefjeldene (Morgenbladet 1849, Nr. 31) og det ogsaa senere saa meget brugte Jøtunfjeldene, gjør jo i og for sig ikke saa meget til sagen. Naar derimod det nu saa meget brugte Jøtunheimen først blev benyttet, har det ikke været mig mulig at faa fuld rede paa, men saa meget er sikkert, at allerede i vor turistforenings første aarbog (1868) bruges det af en forfatter paa en maade, som allerede da synes at an- tyde en gjængs brug (1. c. Pag. 22). En analogi med Jøtun- fjeldene findes saa her i Jølumheimen. At man senere ogsaa tildels kan gjenfinde ordet paa en lemlæstet maade, maa vel nærmest skrives paa indbildt vittige turisters regning, som ved at tage væk ordets første eller sidste del har troet at skulle forbedre det — saaledes ,,Heimen* (Den norske turistforenings aarbog 1883, Pag. 7) og ,Jotun* (Morgenbladet 1884, Nr. 225). Hvad en Morgenbladsforfatter (1. o.) yttrer med hensyn til dette sidste: ,enhver, der har nogen sprogsans, bør yde sin bistand for at faa dette nye ord dræbt hurtigst muligt*, gjæl- der ikke blot om dette, men ogsaa om det forrige og om lig- nende navne, som maatte snige sig ind; heldigvis har intet saadant endnu naaet længere i brug end til fuldt ud at kunne betegnes som ,slæng*. At man finder betegnelsen Jotunhjem (Nature 1892, Pag. 390), har sandsynligvis sin grund kun i ubekjendtskab til de sproglige forhold. Og det er vistnok en ren spogefugl, som vil ,foreslaa Jotunheimen omdøbt til Jomfruheimen* (Aftenposten 1892, Nr. 527). Emanuel Mohn skriver ,,Jotunfjeldene eller Jotunheimen* (Nyt norsk Tidsskrift B. 3, Pag. 350), og dette kan vistnok nu betragtes som den gjængse norm. Endskjønt Jotunheimen længe har været bekjendt, er det dog først i det sidste halve aarhundrede, at et mere ind- gaaende Kjendskab til denne vilde og storartede fjeldegn er opnaaet. Mangen haard dyst har ogsaa her været udkjæmpet med tinder og bræer, før vort kjendskab til disse blev, hvad det nu er — tre navne lyser her blandt de mange: Mohn, Slingsby og Hall. Men medens forskere, brævandrere og tindebestigere paa sin side ihærdig har arbeidet paa at under- lægge sig det ubekjendte terræn, har turister i stedse øgende antal strømmet herop for at drage sig til nytte den styrkende Bidrag til vore bræegnes geografi. 93 fjeldluft. Og ung som Jotunheimen 1 denne sidste henseende endnu maa siges at vere, har den dog allerede seet to, igrun- den noksaa forskjellige, generationer. Den eldste af disse er paa en stemningsfuld maade skildret af en Morgenbladsfor- fatter 1 ,Jotunheimens gamle slegt^ (Morgenbladet 1894, Nr. 402). Den yngste, den nuværende, adskiller sig i mangt og meget fra den gamle — men forholdene er jo ogsaa ganske anderledes nu end for. Forend vi forlader vore historiske betragtninger med hen- syn til Jotunheimen, er det fuldt berettiget at ofre vor hoi- este tind. Galdhotinden et eget afsnit. Dette af flere grunde. Dels fordi den som heiest af vore tinder kan gjore specielt krav paa opmaerk- somhed, dels fordi den nu netop staar ifærd med sit femti- aarsjubileum, og dels ved denne anledning ikke mindst netop fordi, at vi ved at studere Galdhotindens historie ogsaa kan finde nogle faa bemerkninger om sne- og isforholdenes veks- ling gjennem de fem sidste decennier. „Den storste „stein“ 1 Jotunheimen*, siger Emanuel Mohn, „er Ymesfjeld — — — Omtrent midt paa fjeldet ligge Gald- hopiggene, et navn, som forovrigt lidet passer, da de ikke engang nerme sig pigformen. Snarest se de ud som 3 runde skumbolger, som væltes opad af stormen, indtil den vestligste taarner sig op og setter ned mod bræerne med braastup og nøgne vægge. Det er denne sidste top, som paa Kaarter og 1 beger, blandt turister og af godtfolk kaldes Galdhopiggen. Men folket 1 Boverdalen kjender ikke det navn, og de skulde dog have en vegtig stemme med i den sag, da det er dem, som fra forst af have givet toppen navn. Men de kalde den aldrig andet end Galdhotind, der er det ægte og oprindelige navn, som i tidens lob er blevet fortrengt, men som alle sande venner af Jotunheimen bor vere med paa at indfore igjen” (Den norske turistforenings aarbog 1874, Pag. 383—934). Mohns skildring af de topografiske trek er her ypperlig, af- fattet med denne altfor tidlig bortgangne ,jotunologs* skarpe blik for fjeldnaturens eiendommeligheder. Men naar Mohn her gjer et forsog paa at faa navnet Galdhøtind befæstet som det ene rigtige til fortrængsel for 94 | P. A. Øyen. Galdhøpiggen, saa er dette vistnok et forsog, som har været uden videre folger. Dette turde have sin grund deri, at Galdhøpiggen vistnok er et tidlig og gjængs brugt navn, saa- ledes som jeg ogsaa ved en tidligere anledning (Nyt Mag. for Naturv. P. 36, Pag. 25—26) har gjort opmærksom paa, hvad nu end grunden kan være til denne mindre træffende beteg- nelse, som man maa være fuldt enig med Mohn i, at den er. Og Knud Vole har meddelt mig: ,navnet paa den hoieste tind her i landet er absolut Galdhøpiggen; her i. dalen har den bestandig den benævnelse, uagtet E. Mohn forsøgte at faa den til at hedde tind“. Mohn selv maa ogsaa have er- kjendt dette; thi selv bruger han senere ved flere anledninger Galdhøpiggen (Cfr. f. ex. Den norske turistforenings aarbog 1885, Pag. 48 flg.). Ved henvendelse til Den geografiske opmaaling angaa- ende dens arbeide med kartlægning om Galdhøpiggen mod- toges følgende svar: ,Det første kart omkring Galdhøpiggen er maalt af loitnant, senere generalløitnant N. H. S. Werge- land i 1842. Det er sandsynligt, at han da ogsaa besteg Galdhøpiggen; men med absolut sikkerhed kan det dog ikke sees. Senere er Galdhøpiggen besteget op ommaalt af kap- tein, nu oberst J. N. Hertzberg i 1871“. At Wergeland ved det omtalte kartlægningsarbeide ikke engang gjorde forsøg paa at bestige Galdhøpiggen, kan imidlertid betragtes som sikkert nok (Cfr. Vibe: Høidemaalinger 1 Norge 1860, Pag. 124, Den norske turistforenings aarbog 1873, Pag. 191—138 og C. M. de Seue: Historisk Beretning om Norges geografiske Opmaaling 1878, Pag. 106). Det forste farve paa at bestige Galdhøpiggen blev fore- taget af professor Keilhau 1844, et forsøg som jeg tidligere har behandlet i en særskilt opsats: , Forsøg paa at bestige Galdhøpiggen 1844* (Den norske turistforenings aarbog 1894, Pag. 8 flg.), hvorfor jeg her skal tillade mig at henvise til denne. Fem aar senere, nemlig sommeren 1849, havde Nor- man havt til hensigt at bestige denne fjeldtop; thi han siger selv: ,Det var mit ønske at bestige Galdho-Piggen, da det vilde have været af særdeles interesse at observere lichen- vegetationen paa dennes nøgne klippesider, der rundtom ere omgivne af et sneehav; men det stadige uveir, som under hele vort ophold i disse egne stedse havde lagt vore under- Bidrag til vore bræegnes geografi. I5 sogelser hindringer iveien, tilintetgjorde ogsaa denne plan“ (Nyt Mag. for Naturv. B. 6, Pag. 220). Den forste bestigning af Galdhopiggen blev foretaget sommeren 1850 af gaardbruger Stener Sulheim, kirkesanger Flaaten og skolelerer Arnesen (alle tre fra Bæverdalen). Gald- høpiggen er saaledes en i egentlig forstand national tind. Fem aar senere, sommeren 1855, besteg det forste turistsel- skab toppen med Stener Sulheim som forer, en bestigning hvori tillige Torgeir Sulheim deltog (Ofr. med hensyn til disse to forste bestigninger: Illustreret Nyhedsblad 1855, Pag. 181 flo. og Arboe's Tourist-Skizzer 1859, desuden Den norske turist- forenings aarbog 1873, Pag. 138 og 1885, Pag. 48). Jeg skali denne forbindelse meddele et par avisudklip, som tilfulde viser, hvor forsigtig man bor vere, naar aviser skal benyt- tes somkilde ved sager af videnskabelig interesse: „Galdho- piggen feirer den 5te august iaar sit 50-aarsjubilæum. Den nævnte dato i 1844 blev nemlig toppen for første gang besteget og maalt af professor Keilhau* (Morgenbladet 1894, Nr. 394), og „aylig er jo 50-aarsjubilæet for Galdhøpiggens første bestig- ning bleven feiret“ (Aftenposten 1894, Nr. 492). I dette til- felde, da man har saa let for at kontrollere feilen, er jo ingen skade skeet; men der kan ogsaa meget let vere til- fælder, da det kan vere vanskelig nok at fore nogen kontrol. Galdhotindens senere bestigningshistorie har jeg givet en oversigt over ved et par tidligere anledninger: ,,Forsog paa at bestige Galdhepiggen 1844* (Den norske turistforenings aarbog 1894, Pag. 8 flg.) og ,Splinter fra isoksen 1893* (1. c. Pag. 12 flg), hvorfor den her forbigaaes. Mens vi her beskjæftiger os med selve toppen bor vi mærke, at man her- fra efter Emanuel Mohn's antagelse overskuer med et rundt tal omtrent en tiendedel af Norges land (Den norske turist- forenings aarbog 1885, Pag. 62). Sne- og isforholdene paa toppen af Galdhopiggen i femti- aarene har Emanuel Mohn givet nogle oplysninger om: „Gaardbruger Torgeir Sulheim paa Hide 1 Lyster fortalte mig i sommer, at, da hans fader, Stener Sulheim, sammen med to andre mænd fra Bøverdalen foretog den første bestig- ning af Galdhøpiggen i 1850, fandt de hele den øverste top af piggen, hvor nu varden staar, overdækket af et sammen- hængende lag af is. Ved piggens anden bestigning 1 1855, 96 P. A. Oyen. da Torgeir Sulheim selv var med, var det samme tilfældet: de fandt da en stok, som de forste bestigere havde ladt efter sig paa toppen, fastfrossen i isen. Under begge de senere bestigninger, som Torgeir Sulheim foretog, den sidste i 1858, var toppen fremdeles isdekt“. (Den norske turistforenings aarbog 1885, Pag. 48). Arboe meddeler ogsaa fra bestigningen i 1855 at, man da stod i sne paa toppen (Arboe: Tourist- Skizzer, Pag. 4). Axel Blytt, som besteg Galdhopiggen 12. september 1864, siger om toppen. ,den er overalt bedæk- ket med sne, som ved sin konsistens viste, at den havde ligget hele sommeren igjennem. Man tor antage, at den altid er snebedekket, da vi ikke fandt bart fjeld nogetsteds“ (Den norske turistforenings aarbog 1871, Pag. 46). Nu synes der imidlertid 1 de nermest folgende aar at vere indtraadt en forandring; thi Mohn meddeler, at ,1 1868, da jeg selv for forste gang besteg piggen, fandt vi derimod toppen bar“ (Den norske turistforenings aarbog 1885; Pag. 48). Prahm, der ogsaa besteg Galdhopiggen 1868, fandt forholdene lig- nende: „en pregtig ter stenur“ (Den norske turistforenings aarbog 1872, Pag. 52). Og ,senere har", fortæller Mohn, „saavidt mit kjendskab strekker, Galdhopiggens top altid veret snebar* (Den norske turistforenings aarbog 1885, Pag. 49); og Mohn havde jo dengang ikke veret mindre end ti gange deroppe. Saavidt jeg ved, har Galdhopiggens top ogsaa senere stadig veret fri for is og sne, dette sidste dog i noget veks- lende grad, uden at der dog foreligger nogen bestemt iagt- tagelse af hvert aars mængde — jeg har nemlig i dette tids- rum selv besteget Galdhotinden fem gange: forste gang som- meren 1887, to gange sommeren 1891, desuden 1892 og 1893. Et stykke geografi. Naar vi kaster et, om end kun flygtigt blik paa vore bræegnes topografiske geografi, saa er det ioinefaldende, hvilket hoist forskjelligt billede de forskjellige bræomraader giver. Jeg skal ikke ved denne anledning gaa nermere ind paa vort lands overfladeformer, da jeg har behandlet disse mere udforlig i et endnu utrykt arbeide — jeg vil kun henlede opmerksomheden paa enkelte trek, som staar i umiddelbar Bidrag til vore bræegnes geograf. 97 sammenhæng med vore nuverende brewer. Heller ikke skal jeg ved denne anledning gaa nærmere ind paa den maade, hvorpaa Richter behandler enkelte af de fænomener, der streifer det omraade, som her foreligger til behandling, end- skjønt der saavel i hans „Geomorphologische Beobachtungen aus Norwegen“ (Aus den Sitzungsberichten der kaiserl. Akade- mie der Wissenschaften in Wien 1896) som 1 hans ,Die Gletscher Norwegens“ (Hettner: Geographische Zeitschrift 1896) er enkelte ting, som fortjener at sees med lidt andre gine, end der gjores paa vedkommende steder — vi maa imidlertid være forngiet over, at ogsaa udenlandske forskere studerer vore forhold og skaffer nyt syn paa enkelte fæno- mener ved sammenligning med tilsvarende fra andre steder. Kaster vi for det forste et blik paa vore tre storre vest- landske brser, saa finder vi det et karaktertrek ved samtlige, at de legger sig som et mere eller mindre sammenhengende, snart mere bolgeformet, snart mere sammenhængende hvælvet dække over et storre fjeldparti. Vi finder derfor ogsaa alle- rede forholdsvis tidlig, at der trekkes sammenligning mellem disse og ,indlandsisen". Sexe siger om Folgefonnen, at ,den ligner — ,indlandsisen“ eller det sneehav, som bedækker det indre af Grenland* (Om Sneebreen Folgefon, Univ. prog. 1864, Pag. 2) og med hensyn til Jostedalsbreen Doughty » believes that they accurately resemble, on the small scale, the glacial coverings of Greenland and the Polar lands“ (Report of the 34 meeting of the British Association 1864, Pag. 143). Og allerede Naumann, som reiste her 1 vort land i aarene 1821 og 1822 udtaler: ,so bildet Schnee eine eigne Art von Gebirgsformation atmosphärischen Ursprungs, die übergreifend über die hóchsten Gebirgszüge der Erde gelagert ist“ (Beytráge zur Kenntnisz Norwegens B.I. Pag. 113). Det er imidlertid ikke blot geologisk, at man kan trekke denne sammenligning med mere arktiske forhold, men ogsaa geo- grafisk, og hvad John Milford har skildret i et specielt til- feelde ved Folgefonnen, gjælder ikke blot i dette, men ogsaa i mange andre, saavel der som andre steder: ,Beneath me was à lake bounded on all sides either by glaciers which overhung and stretched into it, or by naked ridges of bare rock, which protruded through their snowy mantle. The lake was parti- ally frozen, and here and there lay huge masses of ice (they Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, II. 7 98 P. A. Øyen. might almost be termed icebergs) which had been severed from the surrounding glaciers. The whole required only some wild swans and white bears to complete the artic scene“ (John Milford: Norway and her Laplanders in 1841, Pag. 254). Naar man f. ex. paa Jostedalsbræen finder Lodalskaupen (Bohr skrev Lodalskaaben — „Om Ilisbræerne i Justedalen og om Lodalskaabe“ (Blandinger 1820, Pag. 289 flg. og Den norske turistforenings aarbog 1874, Pag. 88 fle.) — og efter ham Naumann paa samme maade — Oken: Isis 1822, H. VI, Pag. 652) stikke op af ishavet og ved Folgefonnen Hunds- oret paa samme maade, saa giver disse paa sin side et billede meget forskjelhgt fra Hardangerjokelens sammenhængende, svagt hvelvede og svagt undulerende flade paa den anden. Man staar her lige over for et fænomen af stor generel interesse. Spergsmaalet, om vore nuverende bræer er levninger efter det store istidsdække, eller om de først er blevet til i en senere tid, er endnu ikke besvaret. Ved en tidligere anled- ning (Isbrestudier 1 Jotunheimen, Pag. 58—60) segte jeg at udrede dette sporgsmaal, men kom ikke til noget afgjørende resultat — nu maa jeg tilstaa, at jeg endnu mindre fra det grundlag, som dengang tjente til udgangspunkt, ter indlade mig paa en afgjørelse. Forholdet er, fra den side seet, altfor indviklet. Imidlertid har jeg i nevnte afhandling paa et par steder (Pag. 3 og 60) streifet et par fænomener, som jeg anser for at vere af stor betydning til en forstaaelse af vore bre- egnes topografi — nemlig bræernes genetiske sammenhæng og botnernes anordning. Endskjont jeg ikke anskuer for- holdet paa den maade nu, som jeg gjorde dengang i mit første arbeide med kjendskab kun til Jotunheimens bræer, saa er jeg fremdeles overbevist om, at man 1 disse to fæno- mener besidder en nøgle til forstaaelse af høifjeldstopografien, som man vistnok forgjæves vil søge paa anden maade, og for saa vidt har jeg ikke følt mig synderlig berørt af Richters skarpe kritik (Geomorphologische Beobachtungen aus Nor- wegen, Pag. 9—10 og Die Gletscher Norwegens, Pag. 318) — dette saa meget mindre netop fordi, at Richter 1 sin dom vist- nok gaar ud fra en ganske anden forudsætning, end jeg over- alt i mine arbeider har gjort. Det er den uheldige mange- Bidrag til vore bræegnes geografi. US opfatning af begrebet „glacialerosion“, som ogsaa i dette til- fælde tydeligvis har gjort sig gjældende. Naar man gjennemroder glacialliteraturen, kan man vist- nok med fuld ret sporge: hvad forstaaes nu egentlig med begrebet ,glacialerosion“ ? Det vilde fore for langt ved denne anledning at give en historisk udredning af sporgsmaalet, og jeg skal derfor soge at give et kort overblik over selve begrebet og det fænomen, som indesluttes deri. Der tales og skrives saa meget om ,atmosferiliernes de- nuderende indflydelse^ — nu, dette kan være godt nok, og man horer og ser det virkelig saa mange gange og saa lenge, indtil man har det paa folelsen, hvad der forstaaes ved denne term; men nogen bestemt udformet og skarpt begrænset defini- tion faar man aldrig. Derimod horer man ikke saa sjelden om denne som lignende termer: det er ikke saa noie med definitionen, naar man bare ved, hvad der forstaaes, eller hvad der menes med den og den term. Og et saadant ræsonne- ment kan vere bra nok, saa lenge det kun gjælder den almene kundskab og almene begreber, og er for saa vidt træffende i sin anvendelse paa ovenstaaende, men det kan ikke gjores gjældende ved begreber af streng videnskabelig betydning — disse maa til enhver tid have en til den ting eller sag, som skal betegnes, bestemt afpasset og skarpt udformet definition. Naar saaledes et lignende forhold som i ovenstaaende til- fælde ogsaa har gjort sig gjeldende tildels, hvor sporgsmaalet har været om luft-, vand- og bræerosion, saa er feilen iøine- faldende. Det er ikke de to forstnævnte med de forskjellige former, under hvilke disse fremtreder, som interesserer i det her specielt foreliggende tilfælde, men den sidstnævnte — bræ- erosionen. Der er vistnok faa fænomener inden bræverdenen, som har fremkaldt saa megen og saa heftig strid som denne. Men, hvad der er det mærkelige, er igrunden det, at der inden et saa diskutteret felt foreligger saa faa eksakte undersøgelser. Striden har derfor ogsaa ofte havt karakteren mindre af en videnskabelig diskussion end en opsætning af en række postulater. Som hinanden dækkende begreber bruger vi iflæng bræ- erosion, iserosion og glacialerosion, dog hyppigst dette sidste, om end af de forskjellige forskere, som det synes, i høist 100 P. A. Oyen. forskjellig betydning, en omstendighed der ganske naturlig medforer, at for en udenforstaaende striden ofte nok vil tage sig ud som blot fingeret eller som en strid om ord ellers ords betydning — det er derfor paa hoi tid, at man stiller sig klart for oie, hvad der egentlig indbefattes under begrebet glacialerosion. Glacialerosion vil jo ganske ligetil sige: den erosion, som har sin grund $ glaciale forhold af hvilkensomhelst art. For saa vidt er det feilagtig, naar vi i vort sprog lader begrebet dækkes f. eks. af bræerosion, eller endnu mere feilagtig af is- erosion, naar vi ikke samtidig erindrer, at det er en sproglig ufuldkommenhed, som har tvunget os til at benytte ufuld- stendige begreber, hvorved vi bliver nodt til at legge en be- tydning ind i ordene, som de oprindelig strengt taget ikke har. Det er rigtignok saa, at de forste forskere, der stillede sig en glacialerosion for ole, ikke gav begrebet en saa vid, og dog skarp begrænset betydning, ja vi kan endog paavise i en historisk rekkefolge begrebets udvikling; for dem stillede tngen sig langt enklere, og de betragtede den fra et mere alment synspunkt, hvorved ogsaa begrebet selv ganske naturlig blev af en mere almen karakter. Men naar nu udviklingen har fort til, at vii nutiden besidder en langt mere vidtræk- kende erkjendelse af fænomenets heterogenitet, dels i besid- delsen af positive kjendsgjerninger og dels i erkjendelsen af hidherende, endnu ikke tilfredsstillende opklarede fænomener, saa er det ikke rigtig lengere at benytte begrebet 1 denne mere almene betydning. Vi bliver nodt til ved glacialerosion at forstaa noget andet — indbegrebet af de forskjellige ero- sionsformer, der gjor sig gjældende saavel under en egns ned- isning som gjennem en længere tidsperiode med glaciale til- stande. Her kan peges paa en rekke forskjelligartede faktorer: isskuring 1 snevrere forstand, bregrusskuring, blokkeskuring, frostvirkning i omgivelserne, destruktion ved temperatur- vekslng under isdekket, smeltevanderosion og fluvioglacial erosion. En hel rekke af disse faktorer, som ogsaa virker i temmelig hei grad selv under almindelige forhold, optræder dog med foroget styrke under glaciale. Med dette syn paa de heterogene faktorer, der kan sammenfattes som glacial- erosion, vil det ikke kunne forundre, at den saakaldte glacial- erosion paa sine steder viser sig at have været af forholdsvis Bidrag til vore breegnes geograf. 101 stor betydning. Men paa den anden side maa man ogsaa vogte sig for en overvurdering, og i et hvert fald bliver det detailundersogelsens sag i hvert enkelt tilfælde at afgjore, hvad der skyldes en glacial erosion, og hvad der skyldes en forudgaaende, preglacial, eller efterfolgende, postglacial. Breernes genetiske sammenheng er et fenomen af generel betydning. Man har rigtignok tid- ligere været vant til at betragte de forskjellige brætyper som repræsentanter for særegne former af nedisning, og selv Heim, der ved sin behandling af den gronlandske, norske og alpine type siger, at „die grünländische Vergletscherung ist in erster Linie quantitativ von der alpinen und norwegischen verschie- den. Würde das Eis stark zusammenschwinden, so würde sie je nach der Bergunterlage stellenweise in die eine, stellen- weise in die andere übergehen* (Handbuch der Gletscherkunde, Pag. 51), skiller dog temmelig skarpt mellem de tre nævnte typer, ligesom samme forfatter tidligere for de enkelte isbræer fremhævede Saussure’s og Hochstetters gruppeinddeling, „welche beiden Gruppen von Gletschern selbstverståndlich durch zahlreiche Zwischenformen verbunden sind“ (1 c. Pag. 45). Der medgives altsaa, at der i begge tilfelde findes mellemformer; men disse led indlemmes ikke i en genetisk udviklingsrække — det er ikke for Heim de endogene, men de exogene forhold, som er det bestemmende. Naar Penck skiller skarpt mellem ,Indlandeis* og egte „Gletscher“ og op- tager ikke blot Richter’s inddelmg af disse sidste, men ogsaa denne forfatters ,,Plateaugletscher“ (Morphologie der Erdober- flàche, Theil I, Pag. 386), saa viser dette tydelig, at selv her er ikke det genetiske princip kommet til sin ret. Der er endog forbigaaet typer, der er af den storste betydning for en rigtig opfatning af bræfænomenet, saaledes f. eks. de former for nedisning, som vi nu kjender fra Alaska og Himalaya. Endskjont vi kan spore en kjendelig udvikling i begrebet og et fremskridt siden dengang, da Saussure udtalte: ,Je re- connois deux genres de glaciers, bien distincts, & auxquels on peut rapporter toutes leurs variétés, quelque nombreuses qu'elles puissent être“ (Voyages dans les Alpes. Tome premier, Pag. 439), saa har dog hans inddeling ganske haardnakket holdt 103 , P. A. Øyen. sig helt op 1 nutiden, tiltrods for at der ikke har været mangel paa forskere, der har havt blikket aabent for det utilfreds- stillende i denne udelukkende efter alpine forhold afpassede klassifikationsmaade. Men de forsøg til en modifikation, som til forskjellige tider har været gjort, har dog aldrig været af nogen egentlig gjennemgribende art — de har mere havt karakteren af en tillempning. Wahlenberg, der i aarhundredets begyndelse skrev sin af- handling om Sulitelmabræerne, benyttede uden videre Saussure's inddeling (Beråttelse om måtningar och observationer för att be- ståmma Lappska fjållens höjd och temperatur vid 67 graders polhöjd — 1806, Pag. 18. 32.), ligesaa vore egne bræforskere Smith (Top. St. Saml. D. II. B. II. Pag. 39), Sexe (Sneebræen Folgefon, univ. prog. 1864, Pag. 5. 8. og De Seue (Le névé de Justedal et ses glaciers, univ. prog. 1870, Pag. 9). De forsogte modi- fikationer har ikke netop altid veret heldige; ofte har de kun været rent tilsyneladende. Saaledes naar Svenonius inddeler i ,skrid- och falljóklar* (Geol. Fórn. Fórh. Stockholm Bd. VII, Pag. 29, og Holmstróm synes at bruge Saussure's inddeling gjennemfort, men benytter ikke desto mindre betegnelsen „skridjöklar“ (Ofversigt K. Vet. Akad. Förh. 1879, Nr. 2. Pag. 9); forovrigt har vel heller ikke Svenonius selv tillagt denne inddeling synderlig stor vegt; thi han foreslaar selv samtidig en adskillelse af ,hufvud- och bijóklar* (Geol. Förn. Fórh. Stockholm Bd. VII, Pag. 29). Anvendt paa den af Svenonius brugte maade vil denne sidste inddelingsmaade ikke have nogen betydning, hvorimod en formelt tilsvarende, men kvalitativt høist forskjellig inddeling anvendt paa den af Reid brugte maade (Studies of Muir Glacier, Alaska, Pag. 29) vil have en dybere betydning, om den end ikke afgiver basis for nogen egentlig klassifikation. Medens de nu 1 sidste afsnit nævnte forskere synes at have fæstet deres opmerksomhed kun paa en engere gruppe af bræer, har derimod f. eks. Senft nok stillet sig nedisnings- fænomenet i sin almindelighed for oie, men det eiendommelig vide og almene 1 denne forfatters inddelingsprincip (Synopsis der Mineralogie und Geognosie, Abth. II. H. I. Pag. 242) gjor det dog fuldstændig uskikket som videnskabeligt udgangs- punkt, selv bortseet fra det hoist ugenetiske princip: ,je nach ihren Ablagerungsorten zerfallen die Gletscher in zwei Haupt- Bidrag til vore bræegnes geografi. 103 gruppen* (l c. Pag. 242) Det vilde imidlertid ved denne anledning fore for langt i detaljerne at gjennemgaa alle de forsogte inddelingsmaader — det har kun veret min hensigt at vise ved nogle faa eksempler, hvor utilfredsstillende syste- matikken paa dette omraade er. Al den ulempe, som flyder deraf, erfarer man forst fuldt ud efter i lengere tid at have beskjæftiget sig med glaciologiske studier. Noksaa karakteri- stisk er det saaledes at hore Sieger tale om ,dem Binneneise von arktischem oder norwegischem Typus^ samtidig med, at han ogsaa benytter sig af begrebet Plateaugletscher (Karst- formen der Gletscher 1895, Pag. 1), eller at hore Wahlenberg forstaa „med Glacier och Glacierer de ofantliga isfält som betäcka fjållsidorna* (Berättelse om mätningar etc. 1806, Pag. 13), høre Svenonius foreslaa betegnelsen kalottjöklar (Svenska Turistf6r- eningens Arsskrift II, Pag. 4) eller endog hore Trautschold med hensyn til en tidligere nedisning 1 Rusland erklere, „dass in einem ebenen Flachlande, wie z. B. Russland es ist, Glet- scher sich nicht bilden kónnen* (Bulletin de la société impériale des naturalistes de Moscou 1892, Pag. 425) — nogle saa ifleng valgte eksempler, der tilfulde viser den uklarhed, som inden dette omraade gjør sig gjældende. Naar Richter indforer saavel Kalotten-G letscher (Die Gletscher Norwegens, Pag. 315) som Schneewehen-Gletscher (l c. Pag. 316), saa er dette kun et par eksempler paa indforelsen af ny breetyper uden at henfore disse til noget genetisk system. Heim siger: ,so treffen wir in Spitzbergen auf den Unterschied der selbständigen oder Lokalgletscher und der Ausläufer eines Binnenfirnes oder gar Binneneises“ (Handbuch der Gletscherkunde, Pag. 466) Men er det end saa, at man paa Spitzbergen kan siges at se for sig en saadan tydelig forskjel, saa har man paa den anden side ogsaa rig anledning til at iagttage en række overgangsformer, der paa den mest slaaende maade illustrerer den indbyrdes sammenheng mellem de to grupper. Jeg har selv havt anledning til at se endel af Spitzbergens bræer, og jeg kan vanskelig tenke mig et sted mere gunstigt for at studere de overgangsformer, som forbinder disse to nedisningsgrupper, end strekningen fra Kingsbay, langs de syv isfjeld, forbi Magdalenabay og om- kring Smeerenburgbay. Paa denne strekning har man flere tilfælde, hvor forskjellen mellem en udlober af indlandsisen 104 P. A. Oyen. og en bre 1 engere forstand fremtræder meget tydelig; men paa den anden side illustreres sammenhængen fortræffelig ved en hel række af overgangsformer, der viser en successiv ud- vikling. En anden brætype, der er af stor betydning ved studiet af bræernes genetiske sammenhæng, er den allerede ovenfor nævnte, af Russel beskrevne mærkværdige type fra Alaska (The Journal of Geology, Vol. I. Pag. 219—245). Naar Russel her opstiller en egen , Piedmont type“, saa er dette fuldstæn- dig berettiget; thi man har her en type, der i mange hen- seender adskiller sig fra de tidligere kjendte og uden tvil har spillet en betydelig rolle i svundne tider under istidsdækkets afsmeltning. Richter betegnede den paa tysk som , Vorland- Gletscher“ og gjorde opmerksom paa den særlige interesse. som laa deri, at de alpine istidsgletschere uden tvil var at henregne til denne type. (Dr. Petermann: Geographische Mit- teilungen 1894, Pag. 53). Jeg gjorde ved en tidligere anledning (Bidrag til Jotunfjeldenes glacialgeologi, Pag. 15) opmærksom paa, at bræer af denne type sandsynligvis har spillet en be- tydelig rolle i den sydøstlige del af vort land under en be- stemt fase af afsmeltningen, et forhold som jeg senere formede mere bestemt (Kontinentalglaciation og lokalnedisning, Pag. 20). Vi finder derfor ogsaa hos Russel et forsøg paa en mere ra- tionel inddeling af bræerne: „alpine glaciers“, „piedmont glaciers“, ,continental glaciers* (The Geographical Journal, London, 1898, Vol. XII, Pag. 554—555). Rabot inddelte bræerne i tre grupper: Glaciers alpins, Glaciers alpins-norvégiens, Glaciers norvégiens (La Nature 1882, S. IL Pag. 139—142), en inddeling, der naturligvis 1 og for sig kan være bra nok rent lokalt seet, men som aldrig kan faa generel betydning, og som man ogsaa kan være enig med en anmelder i at betegne som den „foga motiverade indelning* (Geol. Förn. Förh. Stockholm, B. VI. Pag. 442). Imidlertid ser man ogsaa nu ganske nylig Rabot fastholde den samme inddeling, kun med den smule forandring, som er tænkt nød- vendig for, at den i stedet for at være indskrænket til visse, mere begrænsede forhold, skulde kunne gjøres gjældende ganske 1 sin almindelighed; vi finder derfor nu foreslaaet: glaciers polaires ou inlandsis, glaciers alpins, glaciers alpins-norvégiens ou composites (Archives des Sciences physiques et naturelles, Geneve, t. VIL. Bidrag til vore bræegnes geografi. 105 p. 360), medens der for Skandinaviens vedkommende benyttes de tre betegnelser; glacier alpin, glacier alpin-norvégien ou gla- cier composite, indlandsis ow local ice-cape (l. c. t. VIII p. 274). Imidlertid synes det ikke hos denne forsker at vere kommet tl en generel inddeling med mere generel betydning og slet ikke til noget naturligt system, thi vi finder Rabot give en oversigt over bræernes inddeling (Archives des Sciences physi- ques et naturelles Genéve t. VII p. 364), efter to forskjellige principer: A. Classification d'aprés l'intensité de la glaciation I. Inlandsis. 1. Local-Ice-Cape ( Plateaugletscher). |: Glaciers composites (Alpins-Norvégiens). IL Hochlandeis a. Glaciers proprement 3. Glaciers alpins} dits. b. Glaciers, type ala- | skien. B. Classification d’apres le facies topographique I. Inlandseis (Inlandsis, Local Ice-Cape, Kalottengletscher) II. Glaciers composites (Alpins- Norvégiens). | . fa. Glaciers proprement dits. UT Glaciers alpıns\ y. Glaciers, type alaskien. Den eneste maade, hvorpaa man kan faa bragt istand en adækvat og tilfredsstillende inddeling af de heterogene faktorer, der indgaar under nedisningsfænomenet, er ved at lægge det genetiske princip til grund. Her maa man naturligvis vogte sis for at legge en saa ensidig vegt paa de endogene forhold, at de exogene sættes fuldstendig ud af betragtning; thi en genetisk udvikling betinges vistnok af begge disse forhold. Saa befrugtende det genetiske princip har veret inden andre naturvidenskabelige brancher, vil det vistnok ogsaa blive inden den komparative glaciologi, naar anvendt paa en til denne afpasset maade. 106 P. A. Oyen. Som en hovedinddeling vil man kunne benytte folgende: Polarnedisning. Kontinentalnedisning. Lokalnedisning. Den forste af disse grupper, polarnedisningen, vil da komme til at omfatte en hel rekke tilsyneladende forskjelligartede fænomener, saadanne som vi kjender fra Point Barrow f. eks. og fra flere steder i Sibirien. I sin almindelighed betragtes disse fenomener sædvanlig at staa 1 et fjernere forhold til, hvad man som regel forstaar ved glaciation. Men det er forst ved at indordne ogsaa disse paa det sted 1 systemet, hvor de har sin plads, at vi ogsaa kan opnaa en utvungen forklaring paa tilsvareude fænomener en miniature, som vi har anled- ning til at studere selv i vort eget land paa en flerhed af steder, 1 nærmere forbindelse med eller i fjernere forhold til nedisning i engere forstand. Det er de smaa dødbræer og den tildels frosne jordbund — paa en vis maade et slags rudimen- tære dannelser, et billede af polarnedisningen. Og der mangler ikke her paa former, der danner en kontinuerlig rekke af overgangsled til kontinentalnedisningen. Som en prototyp for denne kan vi vistnok betragte den gronlandske indlandsis og ligesaa tildels Spitsbergens isklædte indre, medens denne ogruppes vestlige del har en hel rekke af umiskjendelige overgangsformer til den neste og sidste nedisningsgruppe, saaledes som jeg allerede i det foregaaende har gjort opmerksom paa. Af en noget anden karakter er de store kage- og skjoldformede masser, som strekker sig ud mod de islandske „sandr“. Saadanne overgangsled mellem den kontinentale og den lokale nedisningsform har vi da en rig anledning til at studere i vort eget land. Vi finder dem i noget storre maalestok ved Jostedalsbreen, Svartisen, Folgefonnen, Gjegnalundsbræen, Hardangerjokelen — men ingensteds 1 saa mange og instruk- tive former inden et enkelt omraade som i Jotunheimen. Og jeg bor vel kanske tilfoie, at det var ved studiet af den sidst- nævnte egns breer, at mit blik forst aabnedes for nedisnings- feenomenets genetiske sammenheng, en traad jeg da ogsaa senere har forsogt at folge ved mine brestudier inden for- skjellige egne. Bidrag til vore bræegnes geografi. 107 Det vilde fore for langt ved denne anledning at gaa ind paa den mere detaljerede inddeling af polarnedisningens og kontinentalnedisningens grupper; men jeg skal kun 1 forbigaa- ende gjøre opmærksom paa, at det genetiske princip ogsaa her giver smukke resultater. For vort eget lands vedkom- mende bringer den nuværende nedisning os kun i berøring med en enkelt afdeling af den sidstnævnte gruppe og med rene rudimenter af den førstnævnte. Ganske anderledes stiller imidlertid forholdet sig ogsaa for vort lands vedkommende, naar vi gaar over til at studere svundne tiders nedisningfor- hold. Ved første oiekast kunde det nok kanske synes, som om den nævnte afdeling af kontinentalnedisningens gruppe nærmest burde henføres til lokalnedisningens; men denne er dog i sin typiske form saapas divergeret, at man med det ge- netiske princip for øie gjør rettest 1 at inddele paa den maade som nu gjort. Derved faar man saa 1 lokalnedisningen en saa vel afgrænset gruppe, som et genetisk sammenhængende fæ- nomen i det hele kan give anledning til, idet grensen mod foregaaende gruppe naturligvis ikke vil blive skarp, men ud- visket ved forekomsten af en hel række overgangsformer. I lokalnedisningens gruppe kan vi saa igjen indføre en tredeling: Dalbræer Botnbræer Hængebræer Denne inddelingsmaade foreslog jeg allerede ved en tidligere anledning (Isbræstudier i Jotunheimen, pag. 2—3) og rede- gjorde samtidig for den genetiske sammenhæng mellem disse i sin typiske form noksaa forskjelligartede, men dog saa noie sammenhørende bræformer. At gjennemføre et skille mellem dalbræer og botnbræer paa grundlag af de samme to horizon- tal-udstrækninger som ved skillet mellem botn og dal, har senere erfaring overtydet mig om, er ugjørligt; thi det er dog her bræernes fysikalske forhold, som er det bestemmende, og da i sine grundtræk overensstemmende med de hoveddrag, som jeg allerede dengang skitserede. Jeg er nemlig endnu, og kanske end mere end før, overbevist om, ,dass zwischen Hånge,-Botn-und Thalgletschern ein genetischer Zusammenhang bestehe* (Hettner: Geographische Zeitschrift 1896, Pag. 318), og naar Richter holder dette ,für eine arge Überschätzung 108 P. A. Oyen. der erodirenden Kraft“ (1. c.), saa er dette fra hans side kun et postulat, ikke ledsaget af nogetsomhelst bevis; og hans derpaa folgende sætning lader sig fortræffelig anvende i stik modsat retning ved en ligesaa berettiget som ganske simpel ombytning af ordene. Men der er et par ting, som jeg alle- rede har udviklet i det foregaaende, man ikke maa glemme: at en genetisk udvikling betinges saavel af endogene som af exogene krefter, og at det er nodvendigt at stille sig klart for øie, hvad begrebet glacialerosion vil sige. Saalænge disse to begreber er uklare, saalænge er al videre diskussion unyttig. I nomenklaturen inden lokalnedisningens gruppe er her benyttet allerede tidligere brugte navne, da jeg ingen grund — har fundet til at erstatte disse træffende og godt kjendte navne med nye. Det falder imidlertid af sig selv, at deres benyttelse 1 det genetiske system vil legge en noget anden betydning ind i ordene og tildels vel ogsaa influere brugen af disse. Dalbre og hængebræ er jo to begreber, der har været gjængs brugt i glacialliteraturen, om ikke altid i navnet saa dog i realiteten helt siden Saussure's tid, og det er derfor ganske na- turligt, at disse begrebssfærer har fæstnet sig paa en saadan maade, at det vil tage tid, førend deres gamle, nedarvede be- tydning gaar af brug, og det vil slet ikke forundre mig, om man selv i det tyvende aarhundrede, i en ny ,Handbuch der Gletscherkunde*, vil se disse to navne figurere i sin sekel- vundne hævd. Med navnet botnbre forholder det sig ander- ledes — endskjønt man finder dette brugt ved tidligere an- ledninger, bliver det dog her for saa vidt nyt, som det be- nyttes med geofysisk betydning i modsætning til den tidligere rent geografiske. Naar jeg her har lagt en saa vidt stor vegt paa navne, saa er dette mere kun tilsyneladende — hoved- sagen er, at vort syn paa nedisningsfænomenets sammenhæng klarnes og dermed vore begreber om samme; et adækvat ud- tryk for disse maa vi finde 1 gruppeinddeling og betegnelser. Der har jo gjort sig saa vidt forskjellige anskuelser gjæl- dende med hensyn til den betydning bræerne øver lige over for underlagets udformning, at det egentlig vilde fore for langt her ved denne anledning at søge tilbunds at klarne anskuel- sernes divergens, og vi vil derfor ogsaa indskrænke os til at betragte enkelte mere faktiske forhold uden at gaa nærmere ind paa de mere hypothetiske. Bidrag til vore bræegnes geografi. 109 Selv om man i Jotunheimen lod de i form af erratiske blokke og forskjelligartede moræner forekommende glaciale afleirmger ude af betragtning, saa tydede jo den mængde slam, som fandtes elvene, paa en ikke ganske ubetydelig ero- sion, og senere (Naturen 1893, Pag. 340 flg.) paaviste Jeg ved sammenligning fra flere steder, at man ved at gaa tilbage i tiden maatte faa en større og storre slammængde, eftersom man nærmede sig istidens større og selvfølgelig langt mere erode- rende bræer, eller som Penck siden har udtrykt det: ,die durchschnittliche Abtragung der Gletschergebiete durch die Schlammführung der Gletscherbiche — — — ist um so be- trachtlicher, je grészer das Gletschergebiet ist“ (Morphologie der Erdoberfläche B. I, Pag. 403). Vi vil her benytte anledningen til at se lidt nærmere paa denne ved studiet af glacialerosionen saa vigtige sætning. Samtidig vil den for opforte liste noget forøges. De iagttagelser, man har paa dette omraade, er forholds- vis faa, og det er en stor ulempe, at de som regel er fore- taget rent spredt. Maalingerne i og for sig har naturligvis sit verd, men ved deres bearbeidelse og sammenstilling gjor ofte den enkelte forskers skjon sig gjældende paa en maade, hvorved sagens objektive side træder mere tilbage. Men dette er jo en ulempe, man stadig er udsat for, naar faa observa- tioner skal udnyttes til at give et nogenlunde helt billede. Har man imidlertid ferst dette, saa er det jo lettere ved de senere undersogelser at gaa frem paa en mere systematisk maade. „Die Naturwissenschaft hatte das Wesen der Gebirgsbil- dung in seinen Gründzügen lange erkannt“, siger Brückner, „ehe die Abtragung als bodengestaltender Faktor nur an- nähernd allgemeine Wiirdigung gefunden hatte“ (Himmel und Erde, Jahrg. VI (1893), Pag. 1). Og selv efter at man nu har begyndt at tillegge erosionen, ja selv glacialerosionen en storre betydning ved studiet af de orografiske forhold, gaar det smaat med de mere eksakte undersogelser. Vi maa vere enige med Brückner, naar han siger: „Werfen wir einen Blick zurück, so müssen wir gestehen, dass wir über die ersten Ver- suche, die Kräfte, welche die Erdoberfliche gestalten, mes- send festzustellen, noch nicht hinausgekommen sind“ (1. c. Pag. 23). 110 P. A. Øyen. Det fremgaar af slammengdebestemmelser, jeg har udfort 1 Jotunheimen, at gehalten af medforte bestanddele 1 bræ- elvene varierer meget fra tid til anden (Cfr. ,Isbræstudier i Jotunheimen*). Og Brückner siger i et referat af Baëfrs af- handling „Les eaux de l’Arve“: „die werthvolle Arbeit zeigt auf das deutlichste, wie unzuverlissig alle Angaben über die Wasser- und Sehlammführung eines Flusses sind, die sich nur auf ganz wenige vereinzelte Beobachtungen stützen“ (Neues Jahrbuch für Min. Geol. u. Palaeont. 1895, B. I, Pag. 287). Dette er jo et forhold, man maa have opmerksomheden hen- vendt paa. Det vil jo ganske naturlig ofte i hoi grad for- ringe værdien af ganske enkeltvis anstillede undersogelser, men jeg har dog gjort den erfaring, at man kan naa til noksaa tilfredsstillende resultater selv med nogle forholdsvis faa iagt- tagelser, naar disse kun er gjort med godt skjon og med ind- gaaende kjendskab til vedkommende egns geofysiske forhold. De storste slammengder, som hidtil er fundet i breelve, har man fra Alaska og Gronland. Ved Muir Glacier har saa- ledes Reid 1 overfladen fundet 0,05 gram pr. dm.? (Glacier Bay and its Glaciers 1896, Pag. 454). I Isortokelven fandtes slammengden noget vekslende: 9744 og 9129 gram pr. m.?, medens Nagsugtokelven viste ,235, 199 og 215 dele slam i en cubikmeter vand“ (Meddelelser om Gronland. Andet hefte. Pag. 145). Ved Hardangerjokelen har jeg anstillet endel undersogelser ogsaa angaaende dette forhold. Overensstemmende med sne- og isforholdeue sommeren 1893 har jeg fundet fladeudstræk- ningen af denne bre at vere 117.8 km.? I sydvestre Leir- botnskaak fandtes en slammengde af 296,2 gram pr. m.? vand, 1 store Isdalsskaak 345,3 gram og 1 Rembesdalsskaaken 251.2 gram. Her er det interessant at legge merke til, at straks nedenfor udlobet af Rembesdalsvandet viste elvens slammængde sig kun at vere 37,1 gram pr. m.? vand — dette er jo folgen af en temmelig rig slamafsætning i bræsøen. Det er vanskelig at danne sig et bestemt begreb om ned- børmængden ved Hardangerjøkelen. Men sammenligner man nedbørhøiden paa de omgivende meteorologiske stationer (Ned- børhøiden i Norge, beregnet efter observationer 1867 til 1891 af Det meteorologiske institut) og samtidig tager hensyn til for- dunstningen, saa turde man efter det materiale, som nu staar Bidrag til vore bræegnes geograf. 111 til raadighed, komme det sandsynlige forhold nogenlunde ner ved at sætte den aarlige nedbørmængde, der kommer bræen tilgode, til omtrent 600 millimeter. Efter dette skulde aarlig- aars gjennem Hardangerjokelens breelve udtommes 70680000 m.? vand, da nedisningen fortiden 1 det store og hele kan be- tegnes at vere i stilstand. Gaar man ud fra den nevnte vandmengde og tager mid- deltallet af de tre bræelves slamgehalt 297,6 gram, pr. m.?, saa finder man, at den aarlig udforte stenmasse har en vegt af 21034368 kg. Sættes her den specifike vegt af de for- skjellige bergarter til 2,6 1 gjennemsnit, saa faar man 8090,1415 m.? sten, der i lobet af et aar eroderes vek af fjeldgrunden. Fordelt paa erosionsfladen bliver dette en aarlig mormal- erosion af 69 mikromillimeter, idet ved normalerosion forstaaes erosionsstørrelsen, regnet parallel normalen paa erosionsfladen. Man ser oieblikkelig, at Hardangerjokelen paa en meget smuk maade indordner sig i den række, jeg tidligere opstillede i min afhandling ,Slammængden i bræelve*, som et naturligt bindeled mellem Jostedalsbreeens store, sammenhængende is- masser paa den ene side og Galdhotindpartiets mere spredte paa den anden. Af det nyvundne materiale og den liste, jeg tidligere op- stillede (Natnren, 1893, Pag. 341), kan man nu faa en mere udforlig sammenstillig af forskjellige bræegnes maximalerosion: ENSEM Glacier (1 (10005 SSE.) : 192980: Grønland: Tsortokelven, ++. 2 2. 2 2.2.1 e 9744. = Merde c9 donee Di aeri SV Island: Jokulsa à Breiôamerkrsandi . . . . . . 1876. Jostedalsbreen: Langedalsbræelven . . . . . . 523. Hardangerjokelen: Isdalsskaaken . . . . . . . 3453 Miocweunbemaienso demas uc s $m Ros 92.2 Altsammen angiver antal gram pr. kubikmeter vand. Og den for opstillede regel viser sig fuldstændig rigtig — der er en streng orden: fra de største bræer til de mindste. Den anden, ogsaa tidligere opstillede rekke (Naturen 1893, Pag. 342 og Penck: Morphologie der Erdoberfläche B. I, Pag. 403) kan hgeledes nu foroges med et led, saa man faar fol- gende sammenstilling af den aarlige mormalerosion inden forskjellige omraader: U P. A. Øyen. Island? />Watnayokull) HEEN c ETT Norge?! Jostedalsbrasen NINE a COURT — Hardangerjekelen MAR TES — Galdhotindpactiet MEL TE Altsammen udtrykt i mikromillimeter. Den samme lov- messighed kommer tilsyne paa en meget fremtrædende maade. De mest udstrakte bræomraader med de storste bræer har ogsaa den sterste normalerosion at opvise — derfra gaar man gjennem en stadig aftagende rekke 1 streng orden ned til de mindste bræer med den mindste normalerosion. Med det blik paa den glaciale erosions virkning, som vi nu har faaet, kunde der jo i og for sig ikke gjores nogen indvending mod, at botner og dale, ja indsoer kunde antages dannet derved, naar kun tilstrekkelig tid var forhaanden — men ikke nok dermed: tilbagefort til sit oprindelige leiested maatte jo nodvendigvis alt dette slam udfylde en hel del af de i fjeldmassen nu værende fordybninger. Efter det nu udviklede overblik over nedisningens sam- menheng og betydning med hensyn til udformning af et topo- grafisk relief, skal vi saa gaa over til at se lidt nærmere paa enkelte af vore bræegnes og vort hoifjelds mere fremtrædende trek i topografisk henseende. Som en indledning dertil skal hidsættes det vigtigste af en tidligere utrykt fremstilling, der opbevares i Universitetets mineralogiske instituts arkiv: ,Pro- fessor Munch’s Indberetning om hans i Somrene 1842 og 1843 ved Stipendium foretagne Reiser gjennem Hardanger, Nume- dal, Thelemarken m. m. Hermed et Kart“, som jeg ved besty- reren, hr. professor Broggers velvillige imodekommenhed er blevet sat istand til at benytte, en imodekommenhed hvorfor jeg herved aflegger min ærbodige tak. Professor Munch’s indberetning. ,— — — Som en Folge af denne Mangel paa Kundskab om Norges Fjældsystem har dets Fremstilling saavel i Geogra- phiske Skrifter som paa senere Karter indtil vore Tider givet Bidrag til vore breegnes geografi. 113 rig Anledning til Anvendelsen af en heel Deel Hypotheser og et forud opgjort System. Man anvendte paa de norske Fjælde hvad man havde troet at opfatte som fælles og almindeligt for Europa's mere bekjendte Bjergmasser, Alperne, Apenninerne og Pyrenæerne, og saaledes blev den 1 forrige Aarhundredes sidste Halvdeel almindeligt herskende og endnu langtfra aflagte Lære om sammenhængende Bjergkjeder ogsaa udstrakt til Norge. Ved ethvert saakaldet Vandskjel 9: Steder, hvorfra Elve udspringe til modsatte Sider, troede man at en Bjergryg maatte være forhaanden, at Udspringsstederne nødvendigviis maatte ligge høiere end ethvert andet Punkt ved Elvedragets videre Lob, og at de hoieste Punkter fandtes der, hvor de lengste Elve havde sit Udspring. Paa denne Maade opstode altsaa en heel Deel saakaldte Bjergkjeder, alle mere eller mindre imaginaire. Den mest imaginaire er den, man har kaldet Kjolen, foregivende at den skulde skille mellem Sverige og Norge; dernest den, som det heder, fra Kjolen udgaaende Arm Dovrefjæld, dettes Fortsættelse Langfjeld og Fillefjæld med sine Sidearme og Fortsættelser, der først skulde ,tabe sig i Listerlandets Sletter.* Disse urigtige Forestillinger om Norges orographiske Forholde opklaredes ikke, førend i vore Tider, da flere af vore egne Naturforskeres hyppige Reiser og de paa disse anstillede Iagttagelser gave et nyt Lys i denne Materie. Af væsentlig Indflydelse i dette Stykke var fornemmelig Professor Hansteen's Fjældreise til Bergen i 1821, Keilhau's og Boeck's omtrent samtidigt dermed foretagne Reise til Jotunfjældene og Horungtinderne, og den svenske Oberstl. Carpelans mange Reiser i forskjellige Egne af Landet. Nu først blev det klart, at Norge ikke kan siges at være et ved mange Bjergkjeder splittet Land, men at det er saagodtsom et eneste stort Fjældplateau, med betydelig Afhældning mod Sydosten, og gjennemfuret i mange dybe Dale af Hovedstrøm- mene. Den første graphiske Fremstilling af disse mærkelige Niveauforholde leveredes paa Forssell's og Carpelan's Karter. Disse, især det sidste, have saaledes i dette Stykke væsentlige Fortrin for Pontoppidans, dog maa man endnu i en vis Hen- seende kalde deres Orographie idealiseret eller hypothetisk, eftersom den mere støtter sig til almindelige lagttagelser og en generel, i Hovedsagen rigtig Opfatning af Systemet 1 sin Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, II. 8 114. P. A. Øyen. Heelhed, end paa nogen ngiere speciel Kundskab om de enkelte lokale Forholde. — — — det Strog, hvor Buskeruds, Bratsbergs, Nedenæs, Stavangers og Sondre Bergenhuus-Amter stode sammen, og flere af Norges storste Vasdrag have sit Udspring. Dette Strog er saa meget mere interessant, som det Charakteristiske i Plateau-Naturen neppe nogensteds tydeligere træder frem. Thi Hallingskarven og dens Nabofjelde, Jokulen m. fl, danne her en meget bestemt Grænse, Nordenfor, lige op forbi Valders og Gudbrandsdalen indtil Jotunfjældene og Dovre, er Fjældmassen mere splittet og frembyder hyppigere og høiere Spidser, søndenfor er Spidserne sjældnere og lavere, Plateauet næsten ganske jævnt, og Elvenes Fordybninger mindre ud- hulede. — — — Sammenfatter man Resultaterne af de paa disse Reiser er- hvervede Oplysninger i en generell Oversigt, viser det sig: 1) At den østligere Deel af den omhandlede Strækning, eller hvad der omtrent ligger østenfor 25° 15’ (Ferro) udgjør et kun ved svage Dalfordybninger furet Plateau af den forholdsvis ringe Middelhøide 3500’, med en hoist ube- tydelig Hældning, i den nordlige Deel’ mod Nordost, i Midten mod Øst, og i den sydlige Deel mod Sydost. 2) At den vestligere Deel af dette Plateau høiner sig mere paa Siderne (i NO. og SV.) og fordyber sig forholdvis mere i Midten, eftersom det strækker sig længere op i Vest mod de egentlige Høifjælde. Denne Huulning om- gives saaatsige hestesko- eller halvcirkelformigt af Hoi- fjældene ligefra Hallingskarven i NO. forbi Jøkulen, Ose- skavlen, Onin, Dyrafonden, Folgefonden, Storfonden og Breifonden. Disse Høifjælde have alle en Middelhøide af 4500 Fod, og afbrydes kun ved de Fordybninger, enkelte større Elve have udhulet. Den største af disse Fordyb- ninger er den, som de forenede Hovedelve, Bjorei, Leira, Veig og Vivaa danne i Eidfjord, og dernæst den, som Odda-Elven eller Op-Aaen danner i det sydligste Hard- anger. Som Fortsættelser af disse Erosioner bor man maaskee ansee Hardangerfjordens to inderste Arme, Sør- fjorden og Eidfjorden, der ved et merkeligt Spil af Na- turen skære sig ind netop hvor Landet er høiest, og saa- ledes for den, der søger at faae et Overblik over For- 3) 4) Bidrag til vore bræegnes geografi. 115 holdene, neppe kunne regnes for andet end Klofter i Hoi- fjeldmassen, medens derimod den egentlige Hardanger- fjord udenfor Lusand og Hesthammer har et langt andet Udseende, er bredere, med lavere, mere skraanende Kyster, og horer giensynligen til et andet hydrographisk Gebeet, nemlig til Hoifjeldenes Vestside. Hine indre Arme af Fjorden ere derimod at regne, om ikke til Østskraaningen, saa dog til Culminationsfladen, og de ostenfor denne ud- springende storre Elve, der falde i Eidfjorden, maae des- uagtet regnes til samme Flodgebeet som Laugen og det thelemarkske Vasdrag. — — — Holder man saaledes fast ved denne Forestilling, at Hoi- fjældene i en halvcirkelformig Bøining omringe den lavere Deel af Plateauet, kan man kalde dettes inderste Deel en kjedelformig Fordybning, hvis laveste Parti naturligviis bliver at søge omtrent midt imellem Hesteskoens begge Ender, altsaa 1 det Strøg, hvor Bjorei-Aaen gjør him for- omtalte Tverbøining. Virkelig har man paa hvilketsom- helst mere dominerende Sted inde i Halvkredsen omtrent den samme Udsigt eller Horizontbegrændsning, naar man vender sig mod Vesten. — — — Til begge Sider, i Nord mod Hallingdal og Valders, i Syd mod Thelemarken, bliver Plateauet mærkeligt høiere, og man kan paa en vis Maade sige at Skogshorn i Nord, og Gaustad i Syd lige- som danne de kolossale Dørposter til denne uhyre Vidde — — — | Skulde man altsaa ved Profiler eller paa Karter i mere markerede Omrids antyde Culminationsstroget af Norges Fjældmasser omtrent ved den 6lde og 60de Bredegrad, da maatte man ikke som hidtil anlegge det i Form af en smal Ryg midt imellem Hovedelvenes Kilder, men som en meget bred, til Øst-Siden ganske ubetydeligt, til Vest- siden stærkere heldende Rygning, hvis Midtlinje paa langs maatte drages fra Jotunfjeldene tvers over Lerdalen, tvers over Aurlandsdalen, over Ose og Sorfjorden, ostenfor Roldal til Vatndalen. De Fjorde og Dale, der danne Indsnit 1 denne Hoidemasse, maatte ansees som aldeles uveesentlige. Derimod er den paa den vestlige Skraa- ning 1 en vistnok meget bugtet, men dog 1 det Hele taget med Culminationslinjens Længdestrog parallel Linje gjen- 8* 116 5) P. A. Øyen. nemfuret af en dyb Kloft, der ligesom overalt langs Kysten afskerer et Forland af snart storre, snart mindre Brede. Denne Kloft opdager man forst 1 Sandeidet mellem Bukn- og Hardanger-Fjorden, dernest 1 Hardangerfjorden selv, og siden i Gravens-, Vosse-, Opheims- og Næro-Dalen. Den overstiger paa ingen af de nævnte Steder 1240 Fod. Skulde man forfelge den videre mod Nord, maatte man, svingende til Venstre omkring den langt fremstikkende Justedalsbree (til hvis Hovedparti den Deel, der ligger Vest for Svereskarden forholder sig analogt som Folge- fonden til de ostenfor Sorfjorden liggende Fonder) soge den i Vadeimsdalen, Langelandsdalen, Jolsterdalen, Fords- urden og Bredeimsdalen, fremdeles langs med Postveien mellem Nordfjord og Søndmør i Langedalen, udefter Son- elvsfjorden, gjennem Skorgedalen til Romsdalsfjorden, over Tiltereidet og Thingvoldeidet, gjennem Surendalen og Orkedalen, langs Throndhjemsfjorden og enten over Nume- dalseidet eller maaskee rettere gjennem Snaasenvandets Dal over Kinderaas-Passet til Naumdalen og gjennem Holandsskoven over Folden og Foldereidet til Bindals- fjorden, fremdeles gjennem Urfjorden og Næv-Eidet til Velfjorden, hvor den omsider hører op for en Strækning, eller rettere maa søges langs Kysten, imellem denne og de derværende store Øer, indtil den, eller dens Analogi atter træffes hinsides Saltenfjorden i Salteidet, dernæst i Skjelver-Eidet, Drags-Eidet, Tjældesund, Gisund, Lyngs- eidet og Alteidet. Som det allerede ovenfor er bemærket, kan man fra Fjæld- plateauernes overveiende Hældning ingenlunde i Regelen slutte at dets Elves Løb skulde rette sig efter denne. Tvertimod viser det sig som et næsten altid, i det Smaa som i det Store, indtræffende Phænomen, at Elvene i deres Baners fra Udspringsstedet fjærnere Dele gjennem- løbe Strækninger af langt høiere Niveau end hiint, og navnligen synes de fleste og absolut høieste isolerede Fjældtoppe heller at ville reise sig ved Elvenes lavere Partier, end ved deres Udspring. Vilde man tage Længde- Gjennemsnit af vore fleste Elves Løb i Høideegnene, saa vilde man af alle de specielle Profiler omtrent kunne danne nedenstaaende Generalisation: Bidrag til vore bræegnes geografi. 117 Professor Munch’s generaliserede elveprofil. Det er dette Phænomen, hvilket vi vel hovedsagelig skylde vore mange Fjældsøer, ligesom de steile og pragt- fulde Fosse, Hoide-Egnene, især Vestlandet, opviser, skyldes Fjældplateauets abrupte Styrtning. 6) Da Plateauets Middelhøide ifølge de paa forskjellige Steder gjorte Observationer er omkring 4000 Fod, er det en Selvfølge, at det aldeles er blottet for egentlige Træer. Birkegrændsen falder omtrent i 3500 Fods Høide, og Naaleskovens Grændse omtrent 400” lavere. — — — — — — Halling- eller Normanna-Jøkulen, ogsaa slethen kaldet Jokulen nordenfor Sysendalen (5560^, med betydelige Gletscher, eller som de her kaldes, Skjæker (Sing. Skaak); fremdeles Hallingskarven, der bestaar af flere adskilte Snee- breer. Blandt de isoleret staaende Fjældtoppe har ingen et mere frappant Udseende end den merkelige Haarteig, der fra en Basis af 4720 Fods Hoide hæver sig i Form af en afkortet Cylinder, der paa alle Kanter kan omgaaes, 680 Fod i Veiret, og saaledes har en Totalheide af 5400’ over Havet. — — — — — — En Mengde mindre Toppe, almindeligviis benævnt „Nuter“, „Varder“, „Koller“, ,Kauper“ (Det er denne Benev- nelse, man har misforstaaet, idet man har forfinet Navnet »Lodals-Kaupen“ til ,Lodals-Kaabe^) eller ,Kuper^ o. s. v. hæve sig tueformigt overalt paa det hele Strog, men kun til en ubetydelig relativ Heide (100 à 200^. — — — Ustaelven har sit Hovedudspring fra Jokulens Nordside, hvor en lille Aa, betegnende kaldet Ustekveiken, kommer frem fra Sneefonderne, danner Ustekveikvandet og Finse- vandet, optager Hansbuelven, der ligeledes kommer fra Jo- kulen, og lober mod S.O. idet den danner Belvatsfjorden — — — Ikke langt vestenfor Ustekveiken udspringer, ligeledes fra Jokulen, Molda-Elven, der lober mod Nordvest og gjennem Flom Sogns lille Bygd, hvor den kommer til Dals, falder ud i det Inderste af Aurlandsfjorden 1 Sogn. Lidt vestligere ud- springer fra Joklen den til Osefjorden rindende Austdola, 118 P. A. Oyen. der danner Memorgevandet, endnu et lille Vand og derpaa det storre Grendalsvand. Grondalen synes at vere det al- mindelige Navn paa hele denne Dalstrekning nordvest for Jøklen, imellem denne og Oseskavlen, lige til et Stykke nedad Molda-Elven — — —. Simedalselven har sit Tillob fra trende Arme, der alle komme fra Jokulens Vestside. Den nordligste, der gaaer gjen- nem det lille Holmetjern, omslynger tilligemed den midterste, der kommer fra Dæmmevandet, en ikke ubetydelig Fjældtop, Luranuten, der er at ansee som et fremspringende Knæ af Jokulen. Ved deres Sammenlob dannes Rembisdalsvandet, og Elven, nu Rembisdalsaaen kaldet, styrter sig gjennem den meget hoie Fos Rembisdalsfossen ned i den egentlige Simedal. Den tredie og sydligste Arm kommer fra Skykkjedalsvandet noget sondenfor Jokulen, danner, idet den styrter ned 1 Sime- dalen, Skykkjedalsfossen, der 1 Hoide endog skal overgaa Voringsfossen. Nedenfor disse Fosser forene begge Elve sig, og Elven, der nu kaldes Simedalselven, falder i Simedalsfjorden, Eidfjordens inderste Bund. Dæmmevandet ligger saagodtsom aldeles oppe i selve Jøkulen, og det synes at have faaet sit Navn af den Opdæmning, det undertiden, efter hvad der af paalidelige Folk berettes, underkastes derved at Jøkulens lis- masser tiltage og udfylde den hele Kløft lige over til Lura- nuten. Naar lisdemningen da omsider brister, styrter hele den opstuvede Vandmasse ud med voldsom Fart, og bringer Simedalselven til at træde høit over sine Bredder, hvorved stor Skade anrettes paa Markerne nede i Dalen, og flere Strækninger formelig bortrives. Heldigvis skal dette Phæ- nomen idetmindste ikke indtræffe oftere, end hvert 20de Aar, og 1 den senere Tid har det ikke engang fundet Sted siden 1813, thi Jøkulen skal i de sidste Aar have taget meget af. Til Rembisdalsvandet udskyder Jøkulen en betydelig Gletscher. — — — [isdela og Leiraa udspringe begge fra Sydsiden af Jøkulen, him fra en Gletscher eller Skaak omtr. 4/2 Mil østen- for Rembisdalen, denne fra 3 Gletschere noget østenfor Lis- dola. Iisdola rinder omtrent 11/2 Mil først lige i Syd, siden i Sydvest, danner det lille Iisdalsvand, og falder i Bjorei ved Gaarden Hol. Leiraa gaaer lige i Syd, danner Leir-Vand (ogsaa kaldet Holsenvand), og optager i dette Holsenaaen, der Bidrag til vore bræegnes geografi. 119 udspringer ostligst fra Jokulen, nordenfor en Nut eller et Knæ af den ved Navn Matskaarnipen — — — — — — Eidfjordvand. Dette Vand, ja dl hele Hoveddal, er kun at ansee som en Fortsettelse af selve Fjorden, eller som en sydostlig Arm af denne, opdæmmet ved en forholdviis meget lav og flad Sandbanke af omtr. 1/4 Miils Længde. Denne Banke er det Eid, som har givet Fjorden og Bygden Navn. — — — Naar vi her have kaldet Maabodalen Fjordens Hovedfortsættelse, da er det fordi Bjorei er den betydeligste af dens Elve; men strengt taget maa man sige at Hidfjord- dalen har to lige betydelige Fortsættelser; den deler sig et Stykke ovenfor Eidfjordvandet gaffelformigt i to hinanden næsten aldeles lignende Dale, Maabødalen i Øst og Hjælmo- dalen i Sydost. — — — Høiest og af videst Udstrækning er sandsynligviis Jøkulen, der til Bjorei udsender sine fleste Gletschere. Kun den vest- ligste, Rembisdalsskaaken, gaaer, som forhen bemærket, ned i Rembisdalen; noget langer østligt kommmer lisdalsskaaken ned til Iisdola, og endnu langer mod Øst de tre Leiraadalsskjæker ned i Dalen til Leiraa. Paa Nordsiden af Jøkulen findes ingen Gletscher. Dens Omkreds er ellipsoidisk, omtrent 1 Miil paa- langs fra ®. mod V. og 3/4 Mile paatvers fra N. mod S. Dens Overflade er en eneste sagte hvælvet Sneemasse, hvis Con- vexitet omtrent kan anslaaes saaledes, at det øverste Punkt paa Midten er omtrent 200’ høiere end den yderste rand. Den er i det Hele taget skarpt og steilt begrændset, dog har den paa enkelte Steder nogle lavere Knæer, som Luranuten i V., Kongsnuten og Matskaarnipen i Øst. Som et længere frem- skudt Knæ af den kan man maaskee og ansee den efter Øie- maal at dømme næsten ligesaa høie Bergsmulen, der ligger c. 3/4 Mil ostligere henimod den lavere Deel af Ustadalen, og, især seet fra Haarteigen, udmærker sig ved sin sorte Farve og tilsyneladende Steilhed. — — — — — — Sandven-Vandet, et Bassin af omtr. 1/2 Miils Længde, som er dannet aldeles paa den ovenfor ved Hidfjordvandet be- skrevne Maade, ved en gradeviis opdæmmet Sandbanke." 120 ae: A. Oyen. Efter denne Munch’s beretning skal vi begynde vor videre undersogelse med et historisk tilbageblik. Fra gamle tider var det Dovrefjeld, som 1 geografiske beskrivelser af vore hoi- fjeldsegne indtog en fremskudt stilling — Dovrefjeld var det, som rak med „sine store greene alt ned i Vesterhaff — — — oc en part udstrecker sig mod sender imellem Rumsdal oc Guldbrandsdalen, oc siden 1mellem Guldbrandsdalen oc Valders“ (Peder Clausen: Norriges Beskrivelse 1632, Pag. 7), og Wolff betegner Dovrefjeld som ,det hoyeste, grummeste og storste field udi Norge^ (Norrigia Illustrata 1651, Pag. 81) ja Pon- toppidan siger endog, at det ,holdes gemeenlig for det aller- hoyeste her i landet, ja maaskee i gandske Europa“ (Norges Naturlige Historie 1752, B. I. Pag. 67). Jonge holder ogsaa Dovrefjeld ,for at veere det hoieste bierg i hele Norge“ (Cho- rografisk Beskrivelse over Kongeriget Norge 1779, Pag. 30). Men allerede Esmark siger: ,1 Bergens stift troer jeg, at der findes fjelde, som ere meget hgiere end Snehetten, hvilket jeg slutter af de efterretninger, jeg har kunnet samle af bender“ (Collegial-Tidende 1803, B. 6, Pag. 718). Man finder dog selv 1 forrige aarhundrede Jessen udtale, at ,det hoieste land er midt 1 Norge, men paa begge ender hælder det ned ad.- Det bredeste og meste land er ligeledes saa godt som midt i riget, dog lidt sydligere; derover skal de storste oplande der soges, ligesom man og finder der de beste* (Kongeriget Norge 1763, Pag. 594—595); rigtignok er stedsbestemmelsen her noget uslkker, men tanken leder dog unegtelig ogsaa her mod vort lands centrale høifjeldsomraade, og man bliver da nødt til at antage, at kilden her har været en lignende, som Esmark an- giver, enten direkte eller indirekte. Som det allerede vil fremgaa af, hvad der er meddelt i det foregaaende, antog Keilhau, at man ,sandsynligvis* havde Skandinaviens hoieste toppe inden fjeldstrækningen mellem Gudbrandsdalen, Valders og Sogn (Mag. f. Naturv. Aarg. I. B. I. 1823. Pag. 138—134). Og Broch (Cfr. Halvorsen: Norsk Forfatter-Lexikon B. I. Pag. 460) siger, at ,de hoieste fjelde 1 Norge, altsaa 1 hele Norden, maa man vel soge mellem Jotunfjeldene eller Horungtinderne paa fjeldkjeden mellem Sogn, Guldbrandsdalen og Valders“ (Hermoder 1823, 5 halvaar, Pag. 173). Naumann fandt ,ein Resultat, welches für Snöhättans Ruf gefährlich ist, und mich beinahe überzeugt, dass die hóchste der Hurrunger-Kuppen Bidrag til vore breegnes geografi. 121 auf Jotun-Field (einem Theil der Gebirge von Sogne-Field nach Valders) ihm den Ruhm streitig macht, Norwegs hóchsten Punkt zu bilden“ (Gilbert: Annalen der Physik u. Chemie 1822, Bd. XI, Pag. 194). Den videre udvikling af spørgsmaalet tilhorer en saa ny tid og er saa let tilgjengelig, at den her forbigaaes. Imidlertid skal vi allerede her mærke os, at Keil- hau i denne forbindelse udtalte: ,det er sjelden tilfældet, at den høieste top findes der, hvor en række begynder eller endes^ (Budstikken 1820—21, B. IL. Pag. 397), en sætning som man kun med en liden version, men ellers slaaende lig- hed gjenfinder hos en samtidig, anonym forfatter af ,De hoieste Fjelde 1 Norge“ (Hermoder 1822, 3 halvaar, Pag. 235). Fra gammel tid er det ogsaa, man horer tale om ,den rette store norske fieldryg“ (Jessen: Kongeriget Norge 1763, Pag. 597) Og som det allerede vil fremgaa af det foregaa- ende, har begrebet Langfjeldene spillet en fremtrædende rolle 1 vort lands orografi; Hiorthoy betegnede dem ogsaa som Bree- Fieldene (Beskrivelse over Gulbrandsdalen B. I. Pag. 16). Smith siger ogsaa, at ,Norge er igjennem sin hele lengde deelt af en næsten sammenhængende megtig fjeldkjæde“ (Top. Stat. Saml. D. II. B. II. Pag. 11). Ja, man har til og med ikke nolet sig med en kjede, men ogsaa forsogt at faa flere — saaledes holdt professor Kjerulf ved naturforskermodet i Kri- stiania 1868 et foredrag om Kjølen,* hvilken han viste at vere tilstede 1 modsætning til den bekjendte paastand, at Kjolen skulde vere en fiktion“ (Forh. ved de skandinaviske naturforskeres 10 mode, Pag. LXXIV). Det eiendommelige er, at leren om kjededannelse inden vort land har holdt sig i vore geografiske lereboger fra gamle tider og derved dette begreb gaaet over i den almene opfatning, hvor det som nedarvet har holdt sig helt til vore dage, skjont de forskere, der mere specielt har behandlet vort lands orografiske for- hold, har veret enige om at udelukke kjedebegrebet. Det er imidlertid ikke blot disse, om hvem dette gjælder. Vi behover kun at merke os, hvad Grisebach skriver: ,Die gewohnten Anschauungen von Bergketten, Thilern, Pässen, Wasserscheiden muss man vergessen, um sich in norwegischer Natur heimisch machen und die Ordnung ihrer vegetabilischen Decke begreifen zu kónnen. Ich spreche hier nur vom süd- westlichen, dem eigenthiimlichsten Theile des überall merk- 122 P. A. Øyen. würdigen, wiewohl einförmigen, Landes, von dem einer Ge- birgswüste vergleichbaren Gebiete zwischen Kongsberg und Bergen, zwischen der Strasse über den Dovrefjeld und Cap Lindesnaes. Dieses ganze Gebiet ist ein Tafelland ohne Rand- gebirge, die engen Thalwege, die von allen Seiten, jedoch in grossen Abständen, in dasselbe einschneiden, werden nicht durch Bergketten, sondern durch Hochflächen weit von einander abgesondert“ (Archiv für Naturgeschichte, Jahrg. X. B. I. 1844, Pag. 4. Det er den samme tankegang, man gjenfinder hos Munch (cfr. Halvorsen: Norsk Forfatter-Lexikon B. 4, Pag. 194) naar han udtaler: „Det fjeldparti, hvorpaa Rundenes toppe hæve sig, er ikke nogen ,fra hovedkjeden mod syd ud- gaaende arm“, men det er en og samme masse, som Dovrefjeld, Langfjeld, Jotnefjeldene m. m., hvori Lesjo-dalen og den dermed sammenhængende Romsdal, Otta-dalen, Bever-dalen og endelig Logens hoved-dal, alt tilsammen, paa Romsdalen ner, kaldet Gudbrandsdalen (ikke Guldbrandsdalen), er indskaaret“ (Morgenbladet 1849, Nr. 31). Bekjendt som Keilhau’s halvt poetisk udkastede vue over vort lands orografiske bygning er blevet, med dalen som det „afsondrende, fraskillende og begrændsende“ og fjeldet som det „fortlobende, sammenhængende og udstrakte“, med arbeidet af de ,langsomt virkende, men dog gjennem umaadelige tids- rekker til store resultater førende naturkræfter“ (Schwei- gaard: Norges Statistik 1840, Pag. 4—6), ligesom ogsaa Munch's General-Profil over den skandinaviske halve (Keilhau: Gaea Norvegica 1850, Pag. 503—516), skulde man tro, at dermed var sporgsmaalet lost, men saa kan dog ingenlunde siges at vere tilfælde, endskjont disse to forskere hver iser har pegt paa forhold, der er af den storste betydning for en rigtig op- fatning af vort lands overfladeudseende. Forbes gjorde opmerksom paa, at geograferne havde taget feil i sin opfatning af Norges orografiske forhold; han siger om de norske fjelde, at „they do not constitute either unbroken chains rising from the low grounds and forming a ridge, nor are they a series of distinct detached elevations, but, in the southern division of the country especially, they form plateaux, or table-lands, of great breadth, and generally more or less connected together, though occasionally separated by deep but always narrow valleys* (Norway and its Glaciers, Bidrag til vore bræegnes geografi. 125 Pag. 190—191). I sin karakter, ved sin delvis negative form, noget lig den af Forbes givne beskrivelse, er ogsaa Sexe's (Broch: Statistisk Årbog, Pag. 156—157). En ganske ny betragtningsmaade gjorde Helland gjældende og paaviste ganske svagt heldende skraaplaner som bestem- mende for overfladen saavel i øst som i vest (Den norske turistforenings aarbog 1880, Pag. 1 flg). Ved en tidligere anledning paaviste jeg, at man maa be- tragte disse skraaplaner som undulationsflader (Bidrag til Jotun- fjeldenes glacialgeologi, Pag. 24—26). At man rent stratigrafisk kan paavise bjergkjedesystemer i vort land, er et forhold, der ikke maa blandes sammen med det tilsvarende i orografisk forstand. Kan man saaledes end danne sig en ganske god forestil- ling om landets overfladerelief seet rent 1 de store drag, saa er ingenlunde forholdet saa enkelt, naar vi kommer til de enkelte egne med engere grenser. Og her er vistnok be- greberne endnu tildels meget uklare. Forbes optog som ,aptly enough“ (Norway and its Gla- ciers, Pag. 232) den af Wittich (A Visit to the Western Coast of Norway, Pag. 80—84) trukne sammenligning mellem de norske fjelde og de schweisiske alper, og det er da denne an- skuelse, der ligger til grund for hans: ,the conditions and structure of the Norwegian glaciers are almost identical with those of Switzerland, with the exception merely ofthe table- like forms of the snows with which they are connected“ (Norway and its Glaciers, Pag. 233). Det er dog ved nær- mere eftersyn iginefaldende, hvorledes der ogsaa ved denne sammenligning kleber ikke saa lidet af det mere generali- serende, slet ikke det mere detaljerede, som man efter sam- menligningens art skulde vere berettiget til at vente. Det er noget af det samme, som man allerede finder hos Leopold von Buch: „die Thaler gegen das Westmeer sind wie enge, winkliche Spalten, und die Gebirge, welche sie an den Seiten begleiten erniedrigen sich bis zum Meere hin nicht“ (Gilbert: Annalen der Physik 1812, B. 41, Pag. 9). Vi kan nemlig ikke opstile nogen ganske generel regel for udseendet af Norges overflade, naar vi bortser fra grund- begrebet om de begrænsende undulationsflader. Inden de for- skjellige egne og de enkelte breomraader moder os nemlig 124 P. A. Oyen. ofte hoist forskjelligartede billeder. Medens vi finder plateau- naturen saa skarpt fremtrædende hos enkelte af vort Vest- lands bræer og alpenaturen oppe i den nordlige del af vort land, finder vi i Jotunheimen inden et enkelt omraade og til- dels rykket ganske ner ind paa livet paa hinanden begge de nævnte typer side om side med talrige former, der forer fra den ene over i den anden. Vi kunde kanske sige, at ud- formningen af disse forskjellige typer er foregaaet i pregla- cial tid, men dermed var vi ikke rykket den egentlige aarsag til forskjelligheden nærmere. Der maa en undersogelse i hvert specielt tilfælde til for at afgjore disse sporgsmaal, og en saa- dan undersogelse kan ikke, om den skal have noget verd, foretages paa et kart — den maa foretages ude i naturen. Hvordan vort lands overflade saa ud henimod slutningen af tertiærtiden, i det tidsrum der falder umiddelbart foran den forste istidsfase, kjender vi intet til uden gjennem gis- ninger — niveauforandringen er lidet kjendt, og overfladereliefet er ubekjendt. Det er nok mulig, at det er den samme grund- form, vi endnu har for os; men det er ingenlunde sikkert. Vi er ogsaa med vort nuverende kjendskab til tingene nodt til at betragte en flerhed af vore erosionslob som preglaciale i sin anordning og i sin grundform; men hvor meget, der skriver sig fra udformning under den lange tid fra nedis- ningens forste bre var at se oppe paa fjeldskrænten til nu, det kan vi trygt sige, at vi ikke ved. Men idet vi gjør den forudsætning, at selve den store grundform er givet ved tektoniske forhold under tidligere jordperioder, at erosionen gjennem disse har foregaaet langs de store løb, at denudationen har virket som i isfri egne nu, og at de glaciale niveauforandringer 1 store drag gjenspeiles i de efterglaciale, saa kan vi trække en flerhed af slutninger med hensyn til erosionens arbeide under de forskjellige ned- isningsfaser. Det vilde føre for langt her at gjennemgaa alle disse — vi gaar med engang til den sidste maximalnedisning, under hvilken hele den sydlige del af vort land laa dækket under en stor indlandsis, vistnok mere sammenhængende end Grønlands nuværende. Flere af Jotunheimens høieste toppe bærer et umiskjen- deligt præg af at være skuret, formet af et stort isdække, der bevægede sig i vestlig retning. Det er de store former, som Bidrag til vore bræegnes geografi. 125 her afgiver vidnesbyrd; thi striber og moutonneret fjeld har senere forvitring for lenge siden udslettet — dette er forresten forhold, som jeg tidligere har gjort opmerksom paa (Konti- nentalglaciation og lokalnedisning, Pag. 14). At isen under en saadan maximaludstrekning har strukket sig helt ud til landets grænser, ja endog udover disse, er ligeledes sikkert. Det er fuldstendig misvisende, naar Stanley siger: „The Great Ice Age has left no trace on the Norwegian littoral“ (The Geological Magazine, London, 1887, Dec. III. Vol. IV, Pag. 189). Thi man finder paa en mangfoldighed af steder langs kysten skuringsfenomenet vel vedligeholdt helt ud til denne, naar kun forholdene ikke har veret altfor ugunstige for opbevaring. Jeg har saaledes fundet skuringsfenomenet godt udviklet flere steder langs Finmarkens kyst ligesom ogsaa langs Nordlandskysten, og her selv paa fremspringende toppe (Bidrag til det nordlige Norges geologi, Pag. 10); selve Vest- landskysten er mig personlig mere ubekjendt; men ud mod kysten udenfor Stavanger har jeg fundet skuringsstriber, slet ikke saa sjelden som ofte fremhzvet fra denne egn. Kommer vi saa over i Kristianiafjordens omraade, saa har man jo de fra gammel tid af saa vel kjendte moutonnerede former meget tydelig udviklet. Det kunde nu ligge ner at betragte vore nuverende bræer som rester af dette isdække, liggende igjen der hvor de topo- grafiske og klimatiske forhold var mest gunstige for en ved- blivende nedisning. Som jeg allerede i det foregaaende har fremhevet, har det hidtil vist sig umulig at naa noget af- gjørende resultat ad direkte vei. Derimod har vi i de fau- nistiske forhold, ligesom ogsaa i de floristiske, saadan som vi finder disse repreesenteret i vore postglaciale, marine lerlag og skjælbanker, et middel til paa indirekte maade at naa ganske sikre resultater 1 saa henseende. Vi finder nemlig 1 det saa- kaldte isocardialer med de tilsvarende tapesbanker en fauna af saa varm karakter, at vi aldeles ikke kan tenke os nogen storre ismasse i landets indre dele paa den tid. Det er tvert- imod meget sandsynlig, at man paa dette tidspunkt, da man her i Kristianiaegnen kunde havt anledning til at streife om 1 en skov med store eketræer, slet ikke vilde finde nogen somhelst bræer i vore centrale hoifjeldsegne. Anderledes kunde imidlertid forholdet nok have været i vore vestligere egne, og den nuverende configuration antyder indirekte ved 120 P. A. Øyen. de udstrakte plateauformer, at ialfald isen her har holdt sig i sine nuværende forhold længere end inden i centrale egne. Men i det store og hele bliver vi altsaa nodt til at an- tage vor nuværende nedisning for ,ny“. Det er imidlertid da ioinefaldende, for det forste hvor lidet tidsrum denne om- fatter i forhold til den samlede nedisningsepoke, og for det andet hvor sammenlignelsesvis lidet de topografiske forhold maa have forandret sig under denne sidste nedisningsfase. Ligesom den marine abrasion langs vor kyst i dette tids- rum er liden, ja ubetydelig, sammenlignet med de tildels ret betydelige indsnit fra de tidligere, saaledes er sikkert nok ogsaa vor høifjeldsabrasion forholdsvis meget ringe. Man har jo veret vant til at forestille sig denne paa hoist forskjellig maade — endel forskere har trukket den almindelige forvitring i forgrunden, andre bræernes arbeide. Jeg vil ikke sige, at sandheden ligger i midten. Vi bliver, ifolge det 1 det fore- gaaende udviklede, nødt til at anskue forholdet paa en helt anden maade end tidligere; thi taler vi om forvitring og bre- arbeide, bliver vi ogsaa nodt til at tale om en hel del andre, forskjelligartede faktorer, hvis behandling imidlertid forer ind paa ganske specielle omraader af glacialogien, derfor velger vi heller, hvor ikke sporgsmaalet er om de enkelte kræfters, men om den samlede krafts virkning, at benytte begrebet glacialerosion. Naar man tidligere skilte saa skarpt mellem de forskjellige brætyper, saa kan man jo ikke finde det særdeles merkelig, at de erosive forhold tildels blev anseet at vere af hoist for- skjellig art hos de enkelte typer. Men med det nyvundne syn paa nedisningsfænomenets genetiske sammenheng bliver vi ogsaa nodt til at gaa denne these noget nøiere efter i sømmene, og vi vil da finde, at den er ligesaa uholdbar, som det er unaturlig at skille bræerne kvalitativt ad. Vi vil ogsaa med hensyn til glacialerosion kun finde denne kvantitativ forskjellig for de forskjellige bræer. Medens vi f. eks. hos mange af de store kontinental- bræer vil finde den subglaciale erosion 1 hei grad fremtre- dende, vil i modsætning dertil hos enkelte grupper af lokal- nedisningens type den superglaciale erosion træde sterkest i forgrunden. Bidrag til vore bræegnes geografi. 127 Seet fra et genetisk synspunkt er der ingen synderlig for- skjel paa den maade, hvorpaa f. eks. Galdhotinden og Lodals- kaupen lidt efter lidt gjennem tidernes lob odelegges. Enten som i det forste tilfælde den superglaciale erosion gjor sig gjeldende ved en række lokalbræer, der saa hver paa sin kant og hver efter sin natur udformer reliefet videre, eller at den samme erosion gjør sig gjældende ligesom mere centralt inden en bre af mere kontinentalt preg, ædende sig radialt ind fra alle kanter, gjor ikke saa meget til sagen. Fæno- menet er det samme, og resultatet er i virkeligheden det samme: en udjevnende abrasion, der i store trek arbeider ned til en bestemt flade, den klimatologiske abrasionsgrænse, der til enhver tid er noiagtig afpasset efter den kosmisk-telluriske tilstand af jordoverfladen paa vedkommende sted, deri ogsaa indbefattet den telluriske tilstand, der ofte bevirkes af rent lokale forhold. | Med de klimatiske forandringer, klimavariationer, vil da nødvendigvis følge en oscillation af denne grænse. Og det vil naturligvis for saa vidt være det samme, af hvilken orden disse klimatiske forandringer er. Men der er dog visse grænser, inden hvilke de klimatologiske faktorer kan oscillere uden, at det praktisk talt forandrer den klimatologiske abrasionsgrænses stilling, og denne kan derfor gjennem lange tidsrum holde sig i nogenlunde samme klimatologiske miveauflade, idet ved en klimatologisk maveauflade forstaaes en flade lagt gjennem de punkter, der i et givet tidspunkt har samme klimatologiske verdi. En klimatologisk niveauflade vil derfor være en undula- tionsflade. Hvis der saa foregaar en endring i den klimatologiske niveauflade tilstrækkelig stor til ogsaa at forandre den kli- matologiske abrasionsgrænses stilling, kan forholdene komme til at arte sig paa noget forskjellig maade, alt efter abra- sionens mere eller mindre fremskredne udvikling, samt efter .oscillaàionens amplitude og længde — i det hele efter den periodiske forandrings beskaffenhed. Ovenfor blev kun nevnt et par eksempler for at illu- strere forholdet ved en glacial abrasion, men vi kunde med største lethed fremfinde mange saadanne, og vi kan finde former, der selv her danner typiske overgange — vi har mange af dissei Jotunheimen; vi skal blot nævne Smørstabbræen som en af de mere karakteristiske. 128 : P. A. Øyen. Som jeg allerede har gjort opmerksom paa, kan der ved den klimatologiske abrasionsgrænses oscillation fremtræde fæ- nomener af stor interesse for studiet af en egns topografi. Faar den abraderende kraft uforstyrret fortsætte sin virksom- hed i tilstrækkelig lang tid, vil den efterhaanden skaffe væk alle de partier, som rager over den til arbeidstiden svarende klimatologiske abrasionsgrense, og man faar da en abrasions- flade, som 1 regelen har en mere eller mindre undulerende karakter. Hardangerjokelen frembyder for os et saadant bil- lede. Og de undulationsflader, som i store trek er det be- stemmende for vort lands, eller for den skandinaviske halvos, afheld mod ost, vest og syd er vel ogsaa nærmest at betragte som saadanne abrasionsflader. Indtræder imidlertid en oscillation med tilstrækkelig stor amplitude af den klimatologiske abrasionsgrænse, for end alle de over denne opragende partier er jevnet ned til abrasions- fladen, saa vil man som resultat faa en ny abrasionsflade 1 lavere niveau, om en synken af grænsen indtreffer, eller om oscillationen medforer en stigning af den klimatologiske abra- sionsgreense, vil man faa en mere eller mindre undulerende vidde, hvor hist og her høiere partier rager op med de for saadanne erosionsrester karakteristiske sidebegrænsninger. Et saadant billede vilde de vidder frembyde, hvorpaa Joste- dalsbræen og Folgefonnen ligger, om den nuverende glaciale abrasionsgrense undergik en tilstrekkelig hevuing til at legge disse vidder bare. Hardangervidden frembyder nok af eks- empler i saa henseende — Haarteigen er vistnok et af de bedste, om end kun et af de mange. Det er saa langt fra, at disse eiendommelige topografiske forhold er minder om en interglacialtid, at de tvertimod har faat sit eiendommelige preg og sit tilsnit under en vis fase af nedisningen og efter- ladt som et minde om denne i en vis „forstenet“ form, da den glaciale abrasionsgrense blev forlagt til et hoiere niveau. Det vilde vere en interessant opgave at soge at fremfinde de til forskjellige afsnit af nedisningen svarende abrasions- flader, men det vil vere vanskelig med nogen grad af sand- synlighed at træffe det rette; thi disse flader er vistnok ofte af meget aphan karakter. Og naar vi ser, hvilket fremtre- dende unduleret preg den nuværende klimatologiske niveau- flade har, bliver det dobbelt vanskelig at kunne skille skarpt Bidrag til vore bræegnes geografi. 129 ud, hvad der tilhorer de enkelte abrasionsflader og saaledes vere sikker for overgriben af den ene i den anden gjennem den lange rekke. Det er et omhyggeligt og langvarigt ar- beide 1 marken, som her maa udfores, for man kan naa noget resultat af egentlig verdi for den geologiske forskning, om man i det hele taget her vil kunne naa resultater af mere sikker art. Efter det syn, vi nu har vundet paa nedisningens udvik- ling og dens sammenhæng med de topografiske former, saa . kan vi slutte, at hovedtrekkene i vore bræegnes orografi var tilstede paa forhaand, da den nuverende nedisning begyndte. Den nu stedfindende glacialerosion i vore bræegne er vist- nok ikke mindre mindre end, at den fortsat gjennem til- strekkelig langt tidsrum nok vilde fore til meget merkbare resultater, men geologisk talt er den tid, hvorom her er sporgsmaal, saa kort, at resultaterne 1 erosiv henseende vilde have været forholdsvis smaa, selv om de eroderende kræfter virkede mere intensivt, end de nu gjor. Desuden viser den nuverende udbredelse af vore brewer paa det tydeligste, at en tidligere overfladeconfiguration har spillet en betydelig rolle ved fordelingen af de forskjellige nedisningspartier; men vi maa ikke derfor tro, at ogsaa 1 detaljerne configurationen har været den samme som nu — i saa henseende er vistnok kanske tildels ikke saa lidet ændret, endskjønt det for os er vanskelig, for ikke at sige umulig, at fastsætte hvor meget. Det er derfor med rette, at Forbes trækker landets confi- guration frem som en bestemmende faktor med hensyn til nedisningens form (Norway and its Glaciers, Pag. 232), om end kanske denne forsker lægger vel meget af ensidig vegt derpaa — ikke saa at forstaa, at han her har været blind for andre ogsaa meget betydningsfulde faktorer. Thi ved siden af, at en tidligere configuration nok har spillet en fremtrædende rolle ved grupperingen og formen af vore nedisningsomraader, har man ogsaa et par andre faktorer, som er af lige saa stor betydning i glaciologisk henseende: den ene, snelinjens synken mod havet, for bræernes geogra- fiske optræden i det store seet, og den anden, bræernes ned- sættende indflydelse paa temperaturen, for de erosive forhold. Begge disse faktorer har nu været erkjendt i lange tider, om end forestillingerne med hensyn til den sidstnævntes egentlige Nyt Mag. f. Naturv. XXX VII, II. 9 130 P. A. Øyen. betydning synes at have været, idetmindste meget uklare om ikke helt uforstaaede. Vore bræmassers særegne gruppering og særegne udseende har det for mere end en forsker stillet sig som en vanskelig opgave at forklare aarsagen til. Vi finder derfor ogsaa flere høist uklare begreber derom. Saaledes ser man, paa en tid da forresten langt mere tilfredsstillende forklaring var givet paa andet hold, Christopher Hansteen filosofere over Folgefon- nens dannelse paa sin vis: ,At en saadan uhyre iismasse, naar den engang er samlet, kan voxe, finder jeg begribeligt; men hvorledes den fra begyndelsen kan have dannet sig paa et fjeld, hvis høide er betydelig lavere end den høieste ryg af Hardanger-Fjeldet (hvor ingen saadanne faste lismasser findes), er mig ubegribeligt. Begrebet om den saakaldede sneelinie bliver saaledes vaklende. Skulde fjeldmassernes for- skjellige specifiske bestanddele give dem en forskjellig evne til at binde varmen? — — — maaske kan den electroche- miske virkning — — — decomponere de i luften opløste dampe og befordre sneens og isens chrystallisation* (Reise- Erindrindringer 1859, Pag. 57). Vi finder imidlertid allerede i forrige aarhundrede efter Oeders reiseoptegnelser anfort om Jostedalsbræen: ,,Die Ur- sache dieser Glaciéres ist nicht, dass die Gebirge an der See- seite hóher wären, als die im Innern des Landes; sondern dass die dem Meere zugewandte Seite der Berge, die be- ständig von der See antreibenden Dünste und Wolken an sich zieht und bricht, viel Feuchtigkeit den Schnee aber in einen Mittelzustand zwischen Schnee und Eis setzt“ (Halem: An- denken an Oeder 1793, Pag. 20—21). Det er den samme tanke, Smith har grebet og givet en mere bestemt form: ,Kyst- klimatet — favoriserer joklernes dannelse. Vinteren medforer der en storre mengde snee; sommerens taagede himmel for- hindrer solen at virke med al sin kraft, og endelig bidrager det kolde regn, der her ofte falder paa sneen om sommeren, mere til, at den forvandles i en grovkornet, tungsmeltelig masse, end til at smelte den. Kolde, fugtige sommere maae altsaa meget foroge bræernes ls“ (Top. Stat. Saml. D. II. B. IT. Pag. 53). Leopold von Buch indtager imidlertid her en mer- kelig stilling, saadan som han udtaler sig om dette fenomen i sin afhandling ,,Ueber die Griinzen des ewigen Schnee’s im D: d. 2 . ae € Bidrag til vore bræegnes geografi. ot Norden“ (Gilbert: Annalen der Physik 1812, B. 41): ,Man könnte leicht die Ursache dieses plötzlichen Sinkens der Schneegrünze in der Nachbarschaft des grossen Meeres suchen“ (l c. Pag. 17), og han fortsætter: ,daher mag man mit grós- serer Wahrscheinlichkeit den Grund in der grossen Schnee- masse des Folge-Fonden selbst suchen* (l. c. Pag. 18). Det er denne sidste tanke, som mere udformet fremhæves af Kümtz: ,Es ist gewisz, dasz gewaltige Eismassen die umge- bende Atmosphäre erkalten und dadurch die Schneegränze deprimiren* (Lehrbuch der Meteorologie 1832, B. II. Pag. 164). At det er havets nerhed, med andre ord kystklimatet, som er af fremtredende betydning for grupperingen af vore nedisningspartier, er vistnok for lenge siden almindelig er- kjendt. Men paa den anden side frembyder ogsaa landover- fladens configuration særegne kondensationsforhold for de vanddampe, som havvindene forer ind over land. Og disse kondensationsforhold vil ganske naturlig faa en endnu mere udpreget karakter ved indvirkning af de engang opstaaede, stedsevarende bræmasser. Thi disse bræmasser maa ned- vendigvis virke som store kondensatorer, og det praktiske re- sultat vil altsaa gaa 1 samme retning, som allerede ovenfor nævnt, endskjont vi altsaa kommer til at anskue det virkelige forhold paa en noget anden maade, end f. eks. Leopold von Buch gjorde. Saadan som anskuelsen om bramassers nedsettende ind- flydelse paa temperaturen og dennes oscillation tidligere gjorde sig gjeldende, maa man nermest betragte den som en a priori antaget these, uden nogen egentlig begrundelse, andet end rent theoretisk seet. Det er ogsaa vanskelig at fremlægge empirisk vundne resultater, der paa en uimodsigelig maade viser rigtigheden heraf. Og man vil visselig finde i hei grad at have overdrevet bræernes absolute nedsættelse af tempera- turen, medens den oscillerende indflydelse vistnok er meget fremtrædende. Vi maa her gribe sagen paa en tilsyneladende noget in- direkte maade. Det bliver forst nodvendig at danne sig en bestemt forestilling med hensyn til temperaturens forandring med hgiden over havet. Og en saadan oversigt har Mohn leveret i sin afhandling: „Luftens temperatur i og udenfor Christiania samt dens forandring med hoiden sammesteds* 11552 P. A. Øyen. (Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1874 (Pag. 28—73). Mohn fandt her den midlere maanedlige forandring 1 temperaturen pr. 100 meter mellem Kristiania observatorium og den 384 m. hoiere end observatoriet liggende Frognerseter, udledet af observa- tioner gjennem de tre aar 1870—72: Januar 0.069 Februar 0.129 Marts 0.319 April Q5 Mai elated Juni 1.07° Juli 0.899 August 0.769 September 0.589 Oktober 0.559 November 0.429 December — 0.039 Gjennemsnitlig for aaret faar man altsaa 0.55 grad (1. c. Pag. 42). Som man ser, er forandringen meget ujevn, saa det er vanskelig at erholde noget sikkert sammenligningsmateriale ved de undersogelser, som det her selv i og for sig er besverlig nok at anstille. Der gjor sig endog i aarets sidste maaned gjæl- dende den saakaldte inversion, et fænomen som allerede for- holdsvis tidlig bar tiltrukket sig opmerksomhed: ,— — — ellers er det en merkværdig egenskab ved dalene, at om vin- teren synes det gemenligen koldere ned i dalen end oppe paa biergsiderne* (E. J. Jessen: Kongeriget Norge 1763, Pag. 605). Ved et par tidligere anledninger har jeg henledet op- mærksomheden paa de eiendommelige forhold med hensyn til lufttemperaturens variation i vor centrale hoifjeldsegns dale og ved dens bræer (Den norske turistforenings aarbog 1891— 92, Pag. 60 flg. og Arch. for Mathm. og Naturv. B. 16, Pag. 230 flg.). Foruden de fire større nedisningsomraader i den vesten- fjeldske del af vort land, finder vi ogsaa inden samme drag en rekke andre, dels noget storre dels mindre fonner og skavler, desuden de bræer som gjennem gradvise overgange 1 at 43 a = = : € Bidrag til vore bræegnes geografi. 133 fører over i vort centrale høifjeldsomraades nedisningsformer. Kommer vi saa længere nord, bliver den stedsevarende ned- isning af mindre udstrækning, endskjønt vi endnu paa mang- foldige steder træffer det typiske bræfænomen; saaledes skal f. eks. Kviteggen ved Norangsdalen have ,vældige, styrtende blaabræer* (Den norske turistforenings aarbog 1876, Pag. 19), og blandt Romsdalens alper findes ikke saa faa (cfr. Helland: Jordbunden 1 Romsdals amt, B. I, Pag. LXXX—LXXX VII). Lengere øst, øst for Jotunheimen, er bræfænomenet i det hele meget lidet udviklet, om end ikke helt ukjendt. Og det var vistnok især med en ensidig erfaring vesentlig fra denne egn, mindre fra nordligere og mere vestlige trakter, at Horne- mann i sine „Fragmentariske Bemærkninger paa en Reise i Norge i Sommeren 1807, især med Hensyn til Planternes Geographie* lod sig forlede til et mindre heldigt angreb paa Leopold von Buch: ,lisbræer (glacier) fandt jeg ikke i denne een, biergenes form er ikke gunstig for deres dannelse; over- alt har jeg kun seet een eeneste virkelig iisbræe paa min hele reise i Norge, som tydelig udmærkede sig ved sin brathed og det specifiqve blaaelig søegrønne skiær, nemlig i Sundalen ikke langt fra fiorden som gaaer op til Sundalsøre, paa en meget lavere høide. Biergraad Buch antager vel, i sit Brev til Humbolt indført i Gilberts Annaler, at iisbræer ikke ere sieldne i Norge, men skulde han ikke have været for dristig 1 denne paastand og støttet sig for meget paa relationer* (Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter B. II, Pag. 413 —414), et angreb hvorpaa von Buch rigtignok ikke blev ham svaret skyldig (Gilbert: Annalen der Physik 1812, B. 41, Påp:23). Inden dette østligere omraade bør først og fremst nævnes Snehætten med sin botn og bre. Allerede Esmark omtalte fra denne saavel lagbygningen som den røde sne: ,,Paa et sted, hvor sneen var nedstyrtet, kunde jeg tælle 25 lag snee med en iisskorpe over hvert lag; hvilket beviser, at disse lag ere fra ligesaa mange aar — — — det øverste lag snee, som havde en bølgeformig udstrækning, var svagt amethystfarvet i snebølgernes fordybninger* (Collegial-Tidende 1803, B. VI, Pag. 717) Senere gav Naumann en noksaa udforlig beskri- velse: „Mit dem westlichen Abhang stürzt die höchste Kuppe entsetzlich steil nieder in einen furchtbaren hufeisenfórmigen 134 P. A. Øyen. Abgrund, dessen einen Endpfeiler bildend. Snöhättan, diese majestátische Ruine des zertrümmerten Dovre-Field der Urzeit, stellt ein herrlich-schreckliches Felsen-Colosseum dar, von schwarzen jáhen Klippen umschlossen, unter denen zumal die üusserste nach West hóchst imposant erscheint, da ihr oberer Theil wie ein freier Kegel keck in die Luft hinausstarrt; mit ihrem untern Theile verläuft sie sich nach Süd Ost in einen langen Felsenwall, der des Thales Eine auslaufende Wand bildet. Nördlich von ihr zieht sich ihre Basis im Halbkreis hin, als jähe, schnell ihre eigne Hohe übersteigende Felsen- wand, die in Snöhättans höchsten Punkt allmählig übergeht, vorher noch einmal zu einem dritten Felskegel durchbrochen. Auf der innern Wand dieses Thales vermag kein Schnee zu haften, sie stürzt eben so nackt als senkrecht an 2000 Fuss nieder; aber in des Abgrunds Tiefe hat sich der ewige Schnee hoch gebettet, und grausig hángen die dunkeln Klippenwände in ihren grotesken Formen über der blendenden Fliche. Dieser nicht unbedeutende, an seiner Obefläche von vielen parallelen. Klüften durchschnittene Fond scheint da, wo er in einen kleinen blaugrün schimmernden See ausläuft, die Natur eines Gletscher anzunehmen; wenigstens ist seine Farbe dort so bläulich, dass man eher Eis als Schnee vermuthen sollte; auch lagen hohe Wille von Gebirgsschutt mitten darauf, ganz so wie auf den Justedals-Gletschern. Jenseits dieses Halbkesselthales — — —* (Gilbert: Annalen der Physik u. Chemie 1822, B. XI, Pag. 193—194). En beskrivelse af Sne- hettens botn og bre finder man ogsaa hos Durocher (Annales des Mines. Quatriéme série. Tome XII, Pag. 28—29) Og bræforholdene synes her endnu at vere vesentlig de samme som i aarhundredets begyndelse; thi der tales endnu om „en uhyre Kjedel, hvis bund fyldes af en isbræ, der igjen gaar ud i et lidet gront vand, som har aflob til Stridaaen* (Morgen- bladet 1884. Nr. 212 A). Leopold von Buch fandt 16 august 1806 Suletindens hoide 1784, 8 m. o. h. og siger: „Der Gipfel selbst war ganz frey von Schnee, und bestand aus rauhen Blöcken“ (Gilbert: An- nalen der Physik 1812, B. 41, Pag. 10) og fortsætter: „Glet- scher finden sich an diesen Schneebergen und überhaupt in der Nähe von Fillefieldt nirgends“ (1. c. Pag. 12). Der skal imidlertid ifølge Kraft findes en liden isbre ved søndre Suul Bidrag til vore bræegnes geografi. 135 (Sultind) (Cfr. Beskrivelse over Kongeriget Norge 1822, B. II, Pag. 178). Horbye meddeler, at „Sylene opbevare hele som- meren sne 1 sine dybe hvælv; i et frygteligt skar paa deres sydlige side saa jeg en jokel“ (Nyt Mag. f. Naturv. B. Il Pag. 120). Og Schiotz omtaler fra Solen ,en liden botten- formig dal“ (l. c. B. 20, Pag. 54), et umiskjendeligt karakter- preg med hensyn til dannelsen. Rondepartiet har jeg selv gjennemstreifet i mange ret- ninger paa kryds og tvers uden at finde en eneste isbræ, men vel mange botner og botnformede fordybninger i fjeldmassen, som paa den mest udpregede maade afspeiler den formende kraft. Gaardbruger Iver Stadsbuøien har imidlertid meddelt mig, at han for nogle aar siden fandt en bræ med blaa is inde i glupet under Hogronden. For det nordlige Norges vedkommende angav Dahll i 1880 fire hovedpartier af nedisning, nemlig: Svartisen, Frost- isen, Jøkulfjordsbræ, Seilandsbræ (Førh. vid de skandinaviska naturforskarnes 12 möte, Stockholm). Jøkulfjordsbræen an- gaves at gaa helt ud i havet (1. c. Pag. 282). Foruden disse hovedpartier findes imidlertid en mængde andre nedisnings- omraader, tildels endnu meget lidet kjendt 1 glaciologisk hen- seende, endnu et meget rigt felt for undersøgelser. Vi be- høver saaledes i denne forbindelse kun at nævne Børgefjeld, der ,ryt og vildt hæver — sine vidtstrakte sne og iismarker mod skyerne* (Nyt Mag. for Naturv. B. XI, Pag. 235), og hvor Melkelven med „dens melkfarvede vande" (1. c. Pag. 233) antyder de virkelige isbræer, samt ,,Oxefjeld mit ewigem Schnee bedeckt* (Vargas Bedemar: Reise nach dem Hohen Norden, B. II, Pag. 53), og ,det høie fjeld Blaamanden, som danner en Gletscher* (Jens Kraft: Hist. Top. Haandbog over Konge- riget Norge 1845—1848, Pag. 628). | Naar man bortser fra de enkelte bræmonografier, der na- turligvis har et større verd som specialarbeider, er uden sam- menligning endnu Forbes: ,Norway and its Glaciers visited in 1851“ det vigtigste verk, man har om vore bræer. Et uddrag af dette arbeide findes under titelen ,Die Gletscher und Schneefelder Norwegens* i Petermann’s Geographische Mittheilungen 1855, Pag. 62 fig. Der findes imidlertid inden vore mange breomraader intet 1 theoretisk henseende saa interessant som vort centrale hoi- 136 ' P. A. Øyen. fjelds. Isin udvikling megtigere finder vi hos os bræfænomenet paa flere steder, men ingensteds i saa mange forskjelligartede former, baade 1 og for sig som med hensyn til rent topogra- fiske forhold. Allerede i det foregaaende er nævnt den rig- dom paa typeformer og overgangsled, som man her har an- ledning til at stifte bekjendtskab med. Men vi har ogsaa en del optegnelser, som giver os et indblik i enkelte, mere frem- trædende, fysikalske forhold. Emanuel Mohn gav under titelen , Vildt liv 1i Jotunheimen* livfulde skildringer saavel af „En overgang over Smorstab- bræen* (Den norske turistforenings aarbog 1877, Pag. 67—84) som af ,En nedfart 1 Galdhotindsisen“ (l. c. Pag. 84—96). I den forste leveres her en ypperlig beskrivelse af Bævras ud- spring: ,Her fodes Bovra. Smorstabbræen er dens moder. Dens vugge er en stor og hvelvet grotte, 10 alen bred og 5 alen hoi, bygget af den reneste is, 1 den skjonneste rundbuestil og spillende 1 de skjæreste lyseblaa og lysegronne farver. Hvor langt den gaar ind under breen, videsikke; thi derinde falder ingen solstraale, og der er svart som natten. Den, der vilde vove sig ind med et lys 1 haanden, kunde nok faa det at vide og vilde faa merkelige ting at se; men han maatte da vasse Bovras iskolde vande, thi den fylder hele bunden. Alt det vand, som tiner paa breen, al den aur, som skaves af berget, samler sig 1 denne grotte og rores sammen til en vælling af grumset slam, som bræen sender ud 1 verden. Det er Bovra“. (Den norske turistforenings aarbog 1877, Pag. 69). Og Mohn meddeler ved samme anledning en historie, der af paalidelige mend er ham fortalt som sand virkelighed: ,For en 60 til 70 aar siden faldt en rensjeger, Sjur Storlien fra Leirdalen, ned i en issprække paa Smorstabbræen. Han sogte da efter en ud- gang, fulgte sprækkerne i krik og 1 krog, havde det ofte hoit over sig, men maatte stundom krybe paa alle fire, kom paa denne vis tilslut under bræen og naaede efter to dogns vand- ring i breens indre endelig frem i dagens lys“ (l. c. Pag. 84). I den sidstnævnte gives en livfuld skildring af en tindefart 27 Juli 1877: „Det var en forfærdelig høide, jeg var falden : ned — — — og naar jeg setter hoiden med et rundt tal til 50 fod, er jeg sikker paa, at jeg ikke siger for meget — — — Sprekken gik med glatte vægge af staalis, aldeles lodret ned, uden afsatser og fremspring — — — Paa venstre haand videde Bidrag til vore bræegnes geografi. 197 sprekken sig noget ud; nedover veggene hang tette klynger af blaalige istapper af meget forskjellig tykkelse og lengde — nogle tykke som laaret og lange som lanser, nogle som sverd, andre kun som dolke og naale — over hvilke et hul lengere fra venstre kastede en dempet og magisk belysning, medens magiske huller i bunden antydede, at kloften strakte sig endnu lengere ned i isen. Det var som et fekammer, som en pragtfuld jokelhal ind til Galdhegubbens, den gamle Ymes palads; det var skjont, men der var ikke gaaende for dode- lige mennesker" (1. c. Pag. 87—89). Nogen typisk glacier remanié (glaciers remaniés) har det ikke lykkedes mig at finde blandt Jotunheimens mange breer, men vel et meget nærstaaende fænomen, som Mohn har givet en meget god beskrivelse af: „Det markeligste, jeg har seet af den art, er en tet klynge med isnaale, som jeg 1 sommeren 1873 opdagede fra Heilstuguaaen midt oppe paa Svelnaasbreen. I hin afstand, hvori jeg saa dem — vistnok 1500 fod tilveirs — tor jeg ikke bedømme deres høide med nogen sikkerhed. Naar jeg anslog den til 100 fod, er det maaske overdrevent; men jeg ter trygt paastaa, at den var over 50 og 60 fod. laar var de forsvundne (l. co. 1877, Pag. 72). Et orografisk trek, der staar 1 den mest umiddelbare sammenhæng med nedisningen, er her udviklingen af kjedler, botner og sekkedale, som 1 saa stor mængde findes inde mellem tinderne og ,hore til Jotunheimens interessanteste fænomener* som Emanuel Mohn udtrykker sig (l. c. 1874, Pag. 55). Den i geografisk henseende noie forbindelse mellem botner og botnbræer og den i horizontalsnit ofte skarpt udprægede heste- skoform, som de viser, finder vi endog udtryk for i navn, som befolkningen selv har sat — saaledes kaldes f. eks. en arm af Memurubreen for Hesteskobreen (Den norske turistforenings aarbog 1878, Pag. 87). Den nøie sammenhæng mellem bræer og botner, dissei sin grup- pering som afhengig af hine, viser sig overalt, hvor man færdes i Jotunheimen. Men det er vel vanskelig at finde et eksempel, der illustrerer forholdet bedre end Tjukningssuen eller Surt- ningssuen (cfr. Den norske turistforenings aarbog 1878, Pag. 31—32). Emanuel Mohn siger, at „der er intet fjeld i Jotun- heimen, som kan opvise mage til bygning“, og jeg skal derfor hidsætte hans beskrivelse af , — — — Tjukningsbreen eller 158 P. A. Oyen. rettest Surtningsbreen. Den ligger 4—500 fod lavere end den vestlige botnveg, opad hvilken den strækker sig i tunger, men gaar 1 flugt med den ostlige vegs rand. Fra den ostlige og sydlge botnveg udgaar atter i en straaleformet halvbue 6 skarpe tverrygge ned mod Rusvatn, Rusgloppet og Hestdalen, og de 5 fordybninger, som herved dannes, er ogsaa opfyldte af styrtende, gronligsvulmende jokler“ (l. c. 1878, Pag. 37). Og disse ,svarte kjedler, hvide bræer og stupende jokler“ (1. c. 1874, Pag. 49) overgaar hinanden i at frembringe et sceneri af vild, skjen og storslagen pragt paa en saadan maade, at det er vanskelig at sige, hvor udviklingen har naaet sit top- punkt. Det er noksaa interessant 1 den anledning at sammen- holde, hvad vor beromte jotunolog Emanuel Mohn til forskjel- lige tider udtaler om enkelte af de her optrædende botner: „Jeg har seet mangt tilfjelds, men et sligt stup har jeg ikke seet“ (l. c. 1874, Pag. 51), siger han om Glitretindbotnen; men senere faar man hore, at „Leirungsbotnen er uden tvivl Jotun- heimens største, mærkeligste og mest lukkede botn. Stup- bratte vægge paa 1000—1500 fods høide, sønderskaarne af vilde, snedækte gjel, omgive botnen paa alle kanter; en bræ dækker den flade dalbund, og hverken indgang eller udgang er synlig” (l c. 1876, Pag. 80). Alligevel siger Mohn, at i udsigten fra Uranaastinden ,aabnede der sig mod Uradalen et stup, som i grufuldhed overgaar alt, hvad jeg har seet af den art — — — Baade Slingsby og jeg havde staaet over Lei- rungs- og Glitretindsbotnerne — — — men over et saa over- vældende stup som dette havde ingen af os staaet for“ (1. c. 1876, Pag. 87). Dette kun nogle faa løsrevne eksempler af de mange. Da jeg selv har havt anledning til at undersøge en flerhed af Jotunheimens bræer og botner og havt anled- ning til at iagttage forholdene ved flere af de vildeste paa langt nærmere hold en selv Mohn havde, saa kan jeg af egen erfaring: forstaa, hvorledes han snart kunde give en botn, snart en anden den mest fremskudte stilling, alt efter som det umiddelbare indtryk gjorde sig gjældende, og den ene eller anden egenskab traadte skarpere 1 forgrunden. Naar vi ved flere af de høiere tinder gjenfinder spor af skuring efter et tidligere kontinentalt isdække (cfr. f. eks. Den norske turistforenings aarbog 1874, Pag. 34), saaledes som jeg allerede har gjort opmærksom paa ved et par tidligere anled- Bidrag til vore bræegnes geografi. 139 ninger (Bidrag til Jotunfjeldenes glacialgeologi, Pag. 53 og Kontinentalglaciation og lokalnedisning, Pag. 14), og vi saa finder kjedler, botner og sækkedale udmeislet i et fjeldmassiv med denne glacierede overflade, saa kunde det ligge ner for haanden at betragte disse senere indsnit 1 klippelegemet som postglaciale, hvilket de ogsaa i en hvis forstand vistnok maa vere; men dog vilde intet vere feilagtigere end at betragte dem som postglaciale i den betydning, som man nu er vant til at finde dette begreb brugt. Thi det er vistnok ,,postgla- cial* i en ganske anden betydning af ordet, man maa bruge, om Jotunheimens botner skal betegnes som saadanne. Kaster vi imidlertid et blik udover fjeldvidden eller kanske rettere landoverfladen og lade det sagte glide fra landets sydlige spids didop, hvor Dovre har sit afheld mod Trond- hjemsfjordens vide depresion i nord, saa vil vi finde en utallig mængde af erosionsrester, mere eller mindre topformede, mere eller mindre kisteformede, mere eller mindre rygformede, som haver sig større og mindre, mere i grupper eller mere isoleret over sine omgivelser, der i regelen har en overflade karakteri- seret ved mildere former, mere bølgende snit. Det vilde blive et langt lærred at blege, om man skulde gjennnemgaa denne lange række. Det er nok at nævne nogle faa for at vise fæ- nomenets almindelige karakter, og idet vi begynde med Guld- bergknuden, der reiser sig syd for Lundevandet, lader blikket glide hen over tildels mere skarpe rygge, som skiller mellem de trange dale eller de dybe fjorde i vort lands sydlige og vestlige egne, dvæler et øieblik ved Fyrrisdals og Nisserdals udprægede kisteformer og skuer hen over de østlige vidder med Gausta, Sølen og Ronderne for derpaa tilslut at stanse ved de mange, mere eller mindre godt skaarne former, der hæver sig over den centrale vidde, fra Haukelifjeld i syd over Hardangerviddens mange nuter, ikke at forglemme Haarteigen og Skarvene og længere nord Skogshorn og alle de andre tinder, som efterhaanden fører over i Jotunheimens alperegion og Dovres mere bølgende former i nord. Det er et eiendomme- ligt indtryk, man faar af alt dette. Man paatrykkes med en uimodstaaelig kraft, at erosionen om end stadig fremadskri- dende dog sætter ligesom mærkepæle, der markerer bestemte afsnit, vekslende med større kraft og relativt stille. 140 . P. A. Oyen. Og under mange af de lange tider, da en hel del af disse toppe ragede som nunatakker op af ishavet, har ogsaa Jotun- tinderne ligget bare, udsat for lokalbræernes tærende, udmeis- lende og formende kraft, medens det kontinentale brædække omkring endnu gav form til høer og voler og koller. Ved det nu vundne syn paa erosionstidens lengde vil det ikke for- bause, om ogsaa virkningerne findes storre. Her som ellers, hvor det gjelder geologiske sporgsmaal, spiller vore begreber om tid en vigtig roll; og Helland har engang treffende sagt: „Fjeldene aabne en udsigt i tid som stjernerne i rum; man maaler ikke Siriusvidder med tommemaal, og fjeldenes af- stand i tid trænger til storre maalestok end aar* (Den norske turistforenings aarbog 1872, Pag. 23). Vi skal derpaa ganske kort betragte enkelte mere fysi- kalske forhold ved vore bræer. Allerede Jessen siger: at ,sneen som ligger paa fieldet om sommeren, ligner mere et slags is end snee, den seer ud som den var christalliseret, er haard og sammenfrossen* (Kongeriget Norge 1763, B. I, Pag. 362), og det var ianledning sine studier ved Folgefonnen, at Naumann udtalte: ,der Schnee selbst erscheint eigentlich als ein Cong- lomerat von kleinen wasserhellen Eiskörnern, die wahrschein- lich in der Tiefe durch den Druck der oberliegenden Massen zu festem Eis zusammensintern“ (Beyträge zur Kenntnisz Norwegens, B. I, Pag. 110). Og denne sidste forfatter gav i „Einige Bemerkungen auf Ausflügen in die norwegischen Schneegefilde* (Oken: Isis 1822, H. VI, Pag. 641—664) ikke blot interessante skildringer fra Folgefonnen (1. c. Pag. 641— 646), Skagastolstinderne (l. c. Pag. 646—651) og Jostedalsbræen (1. e. Pag. 652—659), men. leverede ogsaa 1 et anhang nogle bemærkninger om snegrensen (l c. Pag. 659—604). Som det vil fremgaa af, hvad der allerede er meddelt i det foregaaende, var selv Esmark opmerksom paa vore bræers lagdannelse, hvilken han forklarede som aarskikt. Det samme var tilfældet med Smith, der som allerede for omtalt var op- merksom paa lagdannelsen ved Snehættens bre, hvorpaa han fortsætter: „Nedefter blive lagene altid tyndere, uden at blive synderlig mere compacte, indtil de ved et par tommers tyk- kelse lobe i hinanden; tykkere derimod, jo nærmere over- fladen* (Top. Stat. Saml. D. II. B. II, Pag. 61). Endnu skar- pere formulerer Smith sin anskuelse, naar han ved sin omtale Bidrag til vore bræegnes geografi. 141 af Bondhusbræen siger, at han kunde ved „sorte tverstriber imellem hvert aars iislag — — — tælle lagene indtil for 10 aar“ (1. c. D. II B. II, Pag. 44). Bohr siger ogsaa, at „i de storste sprekker sees tydelig det islag, med hvilket bræen aarlig forogedes. Man kunde ofte telle henved 20 saadanne lag, hvert eet aars product, adskilte ved en morkfarvet stribe“ (Om lisbræerne i Justedalen og om Lodalskaabe, Pag. 13). Sommervarmen kan til sine tider blive forholdsvis ret be- tydelig selv inden vore hgitliggende breegne. Dr. F. Arentz har saaledes meddelt mig, at han sommeren 1897, som rigtig- nok var ualmindelig tor og varm, paa hoiden af Jostedals- bræen iagttog + 109 C. ved midnatstider; paa fjeldtoppene lagttog han i solen indtil + 30° C. En saadan varme vil na- turligvis medfore en betydelig smeltning, og det ikke blot paa bræoverfladen, ablation, men ogsaa i det indre. Sexe med- delte saaledes for en tredive aar siden resultatet af nogle paa Boiumbræen anstillede forsog med at lade is smelte 1 seive brævandet — der antydedes paa den maade en sterk afsmelt- ning ikke blot paa overfladen, men ogsaa 1 det indre og under bræen (Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1869, Pag. 359—300 og og 1870, Pag. 396—403). Som et eksempe! paa de temperaturforhold, man finder i det paa bræerne samlede smeltevand ligesom i selve bre- elvene, hidsættes Sexes iagttagelsesrekke fra Boiumbræen og Suphellebræen : Angivet 1 Celsiusgrader. Varmt veir. Taaget veir. BHullersboret i isen .. - 2 2 0,1 0,0 I stillestaaende pytter paa bræen | 0,0 I bække paa isbræen . . . . . 0,2—0,3 0,0—0,2 lenekkertra ısbreen . . . . . 0,2—0,3 0,0—0,2 iWelverira isbreen . - . . . + 0,4 0,3 (Ofr. Sexe: Boiumbræen i Juli 1868, Pag. 5). Imidlertid paaviste jeg ved en tidligere anledning (Isbræstudier i Jotun- heimen), at man kan vise en vis bestemt forandring i bre- elvenes temperatur, alt efter bræernes storrelse og hoide over havet. Endvidere paaviste jeg senere enkelte lovmæssige trek 1 temperaturens forandring i de elve og indseer, som staar i en noget fjernere forbindelse med vore bræer (Vandtempera- turen 1 Jotunheimens elve og indsger). 142 ^ P. A. Oyen. Foruden temperaturen og dennes forandring er der i for- bindelse med vore bræelve og brævande eller bræsøer et andet fænomen, som alt fra gammelt af har tiltrukket sig megen opmerksomhed og endog afsat sit mærke i navne — det er bræelvenes sterkt grumsede udseende og bræsøernes eiendom- melig graagronne farve. Hans Strom siger, at ,den hvidagtige leer-farve eller melke-farve, hvormed vandet 1 dette slags elve hos os er tingeret, virkelig maa folge med det optoede snee- vand og have sin oprindelse af snee-bræerne* (Beskrivelse over Sondmor 1762, B. I. Pag. 37). Endskjont Smith vistnok har havt oie for den egentlige aarsag til bræelvenes farve, naar han taler om ,det mudrede vand, Ota-elven 1 Gulbrands- dalen medforer (Top. Stat. Saml. D II. B. II. Pag. 49), saa finder vi dog en forfatter i Budstikken 1818 anfore, at Otta- elvens ,,vand er i sommertider saa gront, maaske af insekter, at det farver alt vandet i Laugen ely“ (Pag. 795). Som vi allerede i det foregaaende har seet, forer vore bræelve en hel del slam, ialfald flere af dem, om end ikke slamforselen i mængde kan maale sig med enkelte bræegne i andre verdensdele. Deres grumsede udseende skriver sig vist- nok derfra, og vi finder derfor ogsaa paa flere steder derefter afpassede navne, saaledes det meget brugte Leira og ligeledes Mjølka eller Mjolkedola, Melkelven og Blakdaaen. Det vilde vere af stor interesse, om man kunde faa et stort antal be- stemmelser af slammængden i vore bræelve, men de fremgangs- maader, som hidtil har været brugt, setter jo paa grund af sin senhed en skranke 1 saa henseende, naar man ikke har en ubegrænset tid til sin raadighed. Det vilde derfor have været et hjelpemiddel af meget stor betydning 1 praktisk henseende, om man til disse undersogelser kunde have benyttet sig af et apparat i lighed med Forel’s skive, der har fundet en udstrakt anvendelse i limnologiens tjeneste. Undersoger man imidlertid forholdet noget noiere, bliver det snart indlysende, at et saa- dant apparat ikke vil kunne bruges med nogen synderlig nytte. Thi af de iagttagelser, jeg har gjort i forbindelse med slammæng- debestemmelser, fremgaar, at gjennemsigtigheden ikke blot er afhengig af slammængden, men i hoi grad ogsaa af materi- alets beskaffenhed — lyse kvartsiter leverer et slam af ganske anden karakter end morke fylliter, for kun at nævne et par yderled af rekken. Endvidere har de iagttagelser, som jeg Bidrag til vore bræegnes geografi. 143 leilighedsvis har havt anledning til at gjore under mit arbeide med mekaniske analyser, overtydet mig om, at slammets frem- herskende kornstorrelse over en betydelig indflydelse. For- holdet med hensyn til slammængdebestemmelser er derfor saa indviklet, at det ikke lader sig gjøre at anvende den ovenfor antydede, ganske enkle fremgangsmaade direkte, men man vil nok kanske kunne naa ganske gode resultater ved lokalt at kombinere den med den almindelig brugte fremgangsmaade. Man maa imidlertid ikke bortse fra, at nok ogsaa andre faktorer end slammængden kan spille en rolle med hensyn til brævandets farve. Allerede Wittstein var kommet til det re- sultat, at ,es bleibt dann nur noch die organische Substanz, die Hummussäure, als Ursache der Färbung übrig; und sie ist es in der That, welche, in geringer Menge gelöst, die blaue Farbe des Wassers in eine blaugrüne bis grüne verwandelt; in grósserer Menge gelóst, die ursprüngliche blaue Farbe des Wassers verdeckt und ihre eigene braune Farbe zur Geltung bringt“ (Sitz. Ber. der königl. bay. Akad. der Wissenschaften, München 1860, Pag. 621). Schmelck undersegte endel sne- og vandprover fra Jostedalsbræen og fandt der en 1 kolonier le- vende bakterie, ,welche während ihres Wachsthums einen erünen fluorescirenden Farbstoff bildete“ (Centralblatt für Bakteriologie und Parasitenkunde, Jahrg. II. B. IV, Pag. 546). Og han fortsætter: „Später habe ich sie auch in Proben — — — des Eiswassers vom ,Folgefond* — — — und von dem „Jotungebirg“ gefunden. Der Gedanke liegt daher nahe, dass das constante Vorkommen dieser Bakterienart in. den Eis- regionen mit der eigenthümlichen grünen Farbe des Glet- scherwassers in Verbindung steht“ (l o. Pag. 547). Senere kom Schmelck ved sine „undersogelser til den slutning, at brævandets gronne eller blaaliggronne farve beror paa dets renhed for organiske stoffer, hvorved dets farve i storre eller mindre grad nærmer sig til det kemisk rene vands farve“ (Naturen 1898, Pag. 28). Og ganske nylig er Spring kommet til folgende resultat: ,l'eau est bleue par elle-même et les parti- cules qu'elle tient en suspension causent principalement son illumination“ (Arch. des Sciences physiques et naturelles 1899, t. VII, Pag. 333). Mere fremtrædende end i breelvene, der endnu for det meste udpræger sig ved en graaagtig, leret farve og et grumset 144 - P. A. Øyen. udseende, bliver den grønagtige farve i en mængde af vore bræsøer og vore høifjeldsøer. I de første, især hvor der findes kalvningsbræer, spiller endnu ofte den graa farve en tildels fremtrædende rolle; men 1 de sidstnævnte, som staar 1 et fjernere forhold til isbræer, ser man ofte en skarpt fremtræ- dende grøn farve, hvis nuancer imidlertid” kan skifte med skiftende belysning — man kaste f. eks. under saadanne for- hold et blik paa Gjende fra Svartdalen, Beseggen eller andre gunstige udsigtspunkter. Og ser man lidt nærmere paa vandet i de to tilfælde, saa vil man finde en betydelig forskjel; selv i et almindeligt glas vil man 1 første tilfælde finde det grum- set, ofte i betydelig grad, medens det 1 sidstnævnte tilfælde ofte kan være tilsyneladende fuldstændig klart. Medens man i mange af vore smaa søer med kalvningsbræer ofte mister thermometerkuglen af syne i et par decimeters dyb, naar man skal forsøge at faa fat i temperaturen paa lidt større dyb, kan man f. eks. ved Gjendes øvre ende paa et par meters dyb se endog ganske smaa detaljer ved de smukke bølgeslagsmærker paa den fine sandbund ud mod marebakken, saa klart er vandet der. Her har man endnu et stort felt for mere ind- gaaende undersogelser. | | De mange forskjellige nuancer i farven har ogsaa frem- kaldt flere forskjellige navne, som Blaavand, Mysevand, Syre- vand — de to sidstnævnte betegnelser er vistnok fremkommet ved sammenligning med valle, der hos os 1 almindelighed be- nævnes myse og 1 ældre tider syre (Cfr. Jonge: Chorografisk Beskrivelee over Kongeriget Norge 1779, Pag. 102 og Det Kol. norske Vid.-Selsk. Skrifter 19 aarh. B. II. H. II, Pag. 112). Et af de bræerne ledsagende fenomener, som tillige inde- bærer i sig en betydelig topografisk interesse, er morænedan- nelsen. Endskjent 1 saa henseende de moræner, vi finder i vore nuverende bræegne, dels paa grund af sin forholdsvis ringe storrelse og dels paa grund af sin beliggenhed ikke spiller paa langt ner den rolle som de store istidsmoræner 1 vore lavere egne, og endskjont kun rene undtagelser er befundet verdige til at medtages paa de topografisk-geologiske karter, bidrager de dog i meget hoi grad til at karakterisere vore bræers nær- meste omgivelser, ligesom de ogsaa ofte bidrager sit til at give denne eller hin bre dens mere udpregede eller mere Bidrag til vore bræegnes geografi. 145 eiendommelige udseende — dette sidste gjælder især med hen- syn til morænedannelser af mere superficiel art. Overflademorener forekommer slet ikke saa sjelden paa vore bræer, slet ikke saa sjelden som man ofte synes at ville gjøre det til; men'det er mere undtagelsesvis, at de opnaar nogen synderlig storrelse. Som en bre, der udmerker sig i saa maade, kan nævnes Riingsbreen — ,there is more moraine on this glacier than is general in Norway“ (Den norske turist- forenings aarbog 1878, Pag. 85) siger Slingsby; men det turde ogsaa være et dermed noie sammenhorende trek af mere generel karakter, at der fandtes „but few crevasses“ (1. c.). Thi det er klart, at hvor sprekker optreder i stort antal, vil selv det paa overfladen verende materiale let kunne falde ned og da enten gaa over til indre morener eller, hvad der kanske hyppigst er tilfældet, danne bundmoræne. De former, som imidlertid 1 det her omhandlede tilfælde 1 regelen tiltrekker sig den storste og mest umiddelbare interesse, er de almindelige endemoræner. Og dette vil i almindelighed vere saa, naar man som nu befinder sig inden en periode, hvor bræerne 1 det store og hele har gaaet sterkt tilbage. Man vil derfor ogsaa finde vort bygdesprog forsynet med gode og træffende navne for endemorænen, ja saa gode, at der vistnok kunde reise sig sporgsmaal, om man ikke heller burde benytte et af disse 1 stedet for det importerede og for- norskede navn, om ikke dette havde vundet en saa almindelig hævd, at det vel vilde vere et haablost forsog. I Gudbrandsdalen finder vi for endemorænen brugt beteg- nelsen skuvrande (Den norske turistforenings aarbog 1878, Pag. 49). I Sogn bruges benævnelsen vorr (1. c. Pag. 49), eller som Ivar Aasen i sin ordborg skriver vor, der efter ham betegner en hoi banke af sten eller grus; tilsvarende hertil havde man i det gamle norske sprog: vörr eller vör. Overensstem- mende med dette skrev Mohn bræ-vörr, hvilket han paa en fri og humoristisk maade tydede som ,det sted, hvor bræen har været* (Den norske turistforenings aarbog, 1872, Pag. 32). Professor Moltke Moe har meddelt mig, at vor (med aaben o og enkelt r) er den oprindeligste og vistnok ogsaa den alminde- ligste udtale, og at grundbetydningen af ordet synes snarest at være en slags indgjerding. Bohr optog det justedalske navn, som han imidlertid skrev vaaer og anførte i analogi Nyt Mag. f. Naturv. XX XVII, II. 10 146 - P. A. Oyen. med det islandske jokelgjerder (Om lisbrzeerne i Justedalen og om Lodalskaabe, Pag.4); han skriver ogsaa vaaer i enkelt- tal (1. e. Pag. 5). Det er derfor kanske lidt usikkert, om der hos Bohr blot foreligger en skrivefeil, eller om det er et andet ord han har forvekslet dermed. Thi ifølge Ivar Aasen har man en anden benævnelse vaar, der betegner en dynge, eller var, der betegner en stor dynge; i sammenhæng med disse har man ogsaa vaal, val og vale, en opkastet hob. Det ligger udenfor nærværende afhandlings ramme at gaa nærmere ind paa de forskjellige arter af morænedannelser — kun skal opmærksomheden henledes paa den eiendommelige form af endemoræne, som Penck beskrev fra Briksdalsbræen og Aabrækkebræen: ,Derselbe besteht nun nicht wie die eigentlichen Endmorånen aus dem eckigen, splittrigen und kantigen Gesteinschutt, welcher sich aus den Oberflåchen- morånen herleitet, sondern wird aus den nåmlichen Geröllen und kantenbestossenen Scheuersteinen zusammengesetzt, welche die Ebene vor dem Gletscher bilden. Augenscheinlich hat derselbe hier seine Unterlage beim Vorriicken zusammen- geschoben, und zu einem Walle — — — angehåuft* (Mitth. des Ver. fir Erdk. zu Leipzig 1879, Pag. 38). Et andet trek, der i høi grad bidrager til at karakterisere vore bræers nærmere omgivelser, er vegetationsforholdene. Hans Viingaard siger om Jostedalsbræen, at ,hvor den gaaer tilbage, efterlader den steriles arenas, hvor siden aldrig voxer gras“ (Hans Strøm: Beskrivelse over Sondmor 1762, D. I. Pag. 46). Om der end heri ligger en overdrivelse, saa hen- tydes der dog til det karakteristiske og som regel stedfindende forhold, at ,nærmest under bræen er sandet og grushobene i 20—30 skridts afstand fra isen uden spor af vegetation* (Nyt Mag. for Naturv. B. 16. Pag. 118). Allerede Myrin, som reiste her-i landet i aaret 1834, havde sin opmerksomhed henvendt paa den eiendommelige forandring i vegetationens sammensætning, som man kan iagttage ved at fjerne sig fra en bre, og han meddeler folgende fra Melke- voldsbræen og Briksdalsbræen: , Vid glaciererna, der de ned- stiga i dalen, år på några hundrade alnars afstånd rundt om- kring intet tecken till vegetation. Endast grus och stenar. Ehuru mycket tilfålligt kan vara i de våxters förekommande, som först visa sig omkring en dylik glacier, ansåg jag det Bidrag til vore bræegnes geografi. 147 likvål af något interesse, att observera dessa prima vegeta- tionis vestigia. Närmast glacieren visade sig en steril Bryum annotinum samt en Trichostom. canescens. Sedan kommo vüxterna ungefür i följande ordning: Rheum digynum, Rumex Acetosella, Alchemilla alpina, Silene acaulis, Saxifraga oppo- sitifolia, Festuca ovina vivipara, Poa nemoralis, Salix capræa, Saxifr. aizoides, Hieracium dubium, Aira flexuosa f, Ranunc. acris, Anthoxanthum, Erica vulgaris, Campanula rotundifolia med aflanga rotblad, Lotus corniculata!, Poa alpina vivipara, Luzula spicata och campestris, Salix glauca! och hastata!, Polyp. spinulosum, Polygon. viviparum, Alchemilla vulgaris. Nu bórjade en mera rik vegetation — — —“. (Skandia, B. VI, Pag. 52—53). Og senere har Blytt mere noie undersogt det samme forhold og meddeler fra Suphellebræen og Boium- breen: „On the moraines of these glaciers is found, at a slight elevation from the sea, a perfect Alpine Flora“ (Report of the International Horticultural Exhibition and Botanical Congress, London 1866, Pag. 178), og ved en anden anledning udstrekker han det samme forhold til ,alle andre i dalene nedgaaende jokler“ endog for ,,hoialpinske“ planters vedkom- mende (Forh. ved de skandinaviske naturforskeres 10. mode, Kristiania 1868, Pag. 547). | Ved Briksdalsbreen, Melkevoldsbræen og Kjendalsbræen samt i nerheden af elvene fra disse fandt Dahl, at der ,op- træder en ret interessant høifjeldsflora* (Christiania Vid. Selsk. Forh. nr. 3, 1898, Pag. 22). Medens der saaledes i vore vestlige fjorddale, hvor bræer ofte gaar langt ned, f. eks. Jostedalen og Fjærland, „folger en mængde endog høialpinske planter med“ (Nyt Mag. for Naturv. B. 16, Pag. 117), kan man ogsaa paa den anden side i disse trange og varme bredale ofte finde ,a most surprising luxuri- ance“ (Rep. of the Int. Hort. Exhibition and Botanical Con- gress, London 1866, Pag. 178). Imidlertid synes forholdet at stille sig noget anderledes ved hoitliggende bræer, hvor forholdene omkring er mere ens- artet. Thi af de planter, som jeg sommeren 1893 samlede ved Hardangerjokelen, og som velvilligst er bestemt af hr. kon- servator Dahl, er der ikke en eneste for egnen ny, da de samtlige findes optaget i Wille's plantefortegnelse fra Har- dangervidden (Nyt Mag. for Naturv. B. 25, Pag, 27 flg.). 10* 148 - P. A. Øyen. I vore fjelddale og bræegne horer sneskred ner sagt til dagens orden, ofte ogsaa meget ødelæggende. Et af de største, som i historisk tid har rammet vor centrale bræegn, var vel det, som 23 marts 1718 ødelagde gaarden Kvandesvold med alle derpaa staaende huse; heste og andre kreaturer samt otte mennesker dræbtes (Danmarks og Norges oeconomiske magazin 1757, B. I, Pag. 266). I Osedalen (Hardanger) har det hændt, „at den i dalen fra fjeldet nedstyrtede snee ikke har kunnet bortsmelte i en sommer* (Hermoder 1824, 6 halvaar, Pag. 148). Og saadanne snefonder kan ofte give anledning til ganske eiendommelige vegetationsforhold. Saaledes fortæller Blytt, at ,i slutningen af august 1865 laa ved Bojum i Fjærland en saadan snefond igjen kun faa skridt fra og faa fod over søen. Omkring denne fond gjennemvandrede jeg 1 et par snese skridt de 4 aarstider lige fra fondens vinter til den fuldt udviklede høstvegetation lige i naboskabet* (Nyt Mag. for Naturv. B. 16, Pag. 118). „Under snefonnerne og ved brævandene*, siger Dahl, „kan man allerede paa afstand iagttage en livlig gron vegeta- tion, men kommer man nærmere, viser denne sig at vere tem- melig konstant for saadanne lokaliteter* (Plantegeografiske undersogelser i det indre af Romsdals amt med tilstodende fjeldtrakter, I, Pag. 11), og han gav ved en anden leilighed en fortegnelse over ,de planter, man i Sundalsfjeldene hyppigst treffer i nærheden af snefonnerne* (Christiania Vid. Selsk. Horn 1893, Nr. 21, Pag. 7). Der er vel ingen af vore botanikere, der 1 saa hoi grad har bidraget ved sine undersøgelser til at kaste et lys over vor floras indvandringshistorie og de love, der her gjør sig gjældende, som afdøde professor Axel Blytt. Det er et stort arbeide, den alt for tidlig bortgangne forsker ber har udført. Og da endel af de vundne resultater paa en mere umiddelbar maade berører flere af vore bræegnes plantegeografiske for- hold, vil det være paa sin plads her at minde om disse. Det var allerede fra en forholdsvis tidlig del af sin forskerbane, at Blytt meddelte: ,Pendant mes excursions dans les mon- tagnes de Valders, de Sogn et de Lom, j'ai toujours rencontré sur les micaschistes faciles a se diviser une flore tres riche et trés variée, tandis que la végétation du gneiss est toujours trés-uniforme, et cela quoique ces roches soient presque iden- Bidrag til vore bræegnes geografi. 149 tiques sous le rapport chimique. Tout cela prouve l'influence prepondérante des qualités physiques des roches sur la végé- tation^ (Christiania Omegns Phanerogamer og Bregner. Pag. VIII). Blytt fremhævede ogsaa, at havet over „a visible influence with regard to the height of the different lines of vegetation* (Rep. of the Int. Hort. Exhibition and Botanical Congress, London 1866, Pug. 180). Og i sine ,Bidrag til Kundskaben om Vegetationen i den lidt sydfor og under Polarkredsen liggende Del af Norge“ (Christiania Vid. Selsk. Forh. 1871, Pag. 1925 flg.) opstillede han her følgende vegeta- tionsgrænser: I. Granbeltet indtil 1000 fod i øst. II. Birkebeltet 0—1000 fod i vest 1000—2000 fod i øst. IIT. Vidjebeltet over 1000 fod i vest 2000—3000 fod i ost. IV. Lavbeltet 3000—4000 fod i ost. Hvad der imidlertid i foreliggende tilfælde har den storste og mest umiddelbare interesse, er det vigtige forhold, som Blytt paaviste, at de steder, der iser udmerker sig ved sine alpine plantekolonier, ligger bagenfor, 1 ost og nordost for mere fremtrædende fjeldpartier og bræomraader og derfor beskyttet af disse — saaledes: Folgefon, Vosseskavlen, Jotunfjeldene; Jostedalsbræen, Svartisen, Sulitelma, Lyngenhalvoen (Essay on the Immigration of the Norwegian Flora, Pag. 16— 18). Det er dette forhold, som ogsaa Dahl ved sine under- søgelser i Troldheimen og tilstødende trakter har fundet, at „den kontinentale arktiske flora eller den arktiske skiferflora“ (Plantegeografiske undersogelser i det indre af Romsdals amt med tilstodende fjeldtrakter, I, Pag. 10), dryasfloraen (1 c. Pag. 11), dryasvegetationen (Christiania Vid. Selsk. Forh. 1891, Nr. 4, Pag. 17) danner kolonier i ly af vestligere snefjelde (1. c. Pag. 16—17), og disse sammensætter sig til en stor, mere eller mindre sammenhængende koloni (Plantegeografiske under- sogelser i det indre af Romsdals amt med tilstodende fjeld- trakter, I, Pag. 24 og II, Pag. 7, 9). I denne forbindelse turde det ogsaa vere paa sin plads at berøre et andet fenomen. Som bekjendt tilhører de orga- niske rester, vi i vort land har fundet fra kvartertiden, om- 150 P. A. Øyen. trent udelukkende tiden for den sidste nedisning og den fol- gende postglacialüd. Det synes, som om bræerne under den sidste nedisning har feiet alting med sig. Dog er ikke de hid- horende forhold endnu paa langt ner saa godt undersogt, at vi behover at opgive haabet om at finde saadanne levninger. Jeg skal ikke ved denne anledning nermere berore den maade, hvorpaa dette kunde tænkes mulig saavel i vort lands perifere dele som i de mere centrale, men kun pege paa et enkelt, mere specielt forhold, der staar 1 umiddelbar forbin- delse med vore nuverende bræegnes nedisning. Under lange tider og vekslende nedisningsforhold synes flere af: vore hoieste tinder, saavel ud mod havet som inde 1 landets mere centrale dele, at have stukket op af ishavet som nunatakker. Paa disse toppe skulde der saaledes kunne vere en mulighed for at finde levninger ogsaa fra tidligere afsnit af nedisningen. Og i de nuverendn forhold har vi et eksempel paa, at disse tindetoppe slet ikke er saa ode og saa aldeles blottet for alt organisk liv, som man ofte er vant til at forestille sig. Thi flere fanerorgamer er fundet tildels temmelig heit over sne- grænsen saavel paa Stolsnaasi som paa Dyrhaugtind (Nyt Mag. for Naturv. B. 16, Pag. 124). Ranunculus glacialis er fundet hoit over den evige snes grænse ved Galdhotind (Blytt: Norges Flora, B. 3, Pag. 928). Emanuel Mohn fandt ved Galdho- tinden Ranunculus glacialis i en hode af 7300 f. o. h. (Den norske turistforenings aarbog 1874, Pag 37). Ja endog paa Memurutind er der fundet ,a beautiful specimen of ranun- culus glacialis in a sheltered crevice, at the very top, boldly defying the storms, frosts and rains“ (l. c. 1875, Pag. 109), og paa Lodalskaupens top ,the ranunculus glacialis, in full bloom, erew in every chink and cranny“ (l c. 1884, Pag. 87). Naar man paa de hoieste fjelde efterhaanden byder fanerogamerne farvel, befinder man sig endnu lenge i en rig lichenvegetation — ja den smukke Lecidea geographica finder man 1 mengde selv paa vore hoieste toppe. Forend vi forlader vor centrale hoifjeldsegn, skal jeg saa tilslut meddele resultatet af eudel hoidemaalinger, som jeg der har udfort ved hjelp af aneroidbarometer. Foruden at give endel hoidezifre vil denne række ogsaa give en fore- stilling om den noiagtighed, man som regel vil kunne gjøre regning paa at naa med aneroidbarometret brugt paa almindelig Bidrag til vore bræegnes geografi. 151 maade, uden at jeg her skal gaa nærmere ind paa, hvorledes man paa anden maade ved enkelte forsigtighedsregler, men da ogsaa forbundet med mere arbeide og brug af mere tid, kan naa større nolagtighed og sikrere resultater. Høidetallene er her beregnet efter formelen H = (Nm) 472458 +8) H betegner her høiden angivet i meter; N og n betegner tabelkonstanter (Cfr. Mohn: Praktisk veiledning til høide- maaling med barometer) svarende til de respektive baro- metertryk for de to steder, hvis hoideforskjel søges; T og t er de to observationssteders lufttemperatur angivet i Celsiusgrader. De smaa høide- og breddekorrektioner er ladet ude af betragtning som ubetydelige i forhold til de feil, som aneroidmaalinger ellers er beheftet med. Observationer paa Juvvashytten gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsøren. Middel: 1855 1858 1866 i 1860 1847 1859 1866 1857 1836 1839 1850 1842 1626 1622 1611 1620 I de tre forste observationsrekker viser der sig en ganske bestemt regel: at man faar en storre hoide over havet angivet ved at beregne til en lavere end til en hoiere station. De to forste rekker, som morgenobservationer, giver for samtlige stationer en storre høide end tredje rekke, en aftenobservation. Den fjerde rekke, en middagsobservation, viser et fra de ovrige anomalt forhold ligesom ogsaa en paafaldende lavere hoide: Observationer paa Spiterstulen gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsøren. Middel: 1104 1111 1104 1106 1086 1073 1073 1077 1079 1063 1071 1071 1073 1061 1054 1063 152 P. A. Øyen. Disse rækker viser ingen bestemt regel med hensyn til den beregnede høides størrelse for saa vidt, det gjælder sam- menligning med høiere eller lavere liggende stationer; men derimod vil man ogsaa her finde, at de to første rækker, som beregnet af morgenobservationer, giver noget større høider end de to sidste rækker, som beregnet af aftenobservationer. Det kunde i denne forbindelse have sin interesse at se lidt paa temperaturens forandring med høiden i nogle af disse sidste tilfælde for at faa et begreb om dennes størrelse. Rækkenumeret refererer sig til Spiterstulens ovenstaaende høiderække. Og idet middeltallet 1079 af de der meddelte fire middelhøider lægges til grund for beregningen, skal her for Spiterstulens vedkommende leveres en oversigt over luft- temperaturens forandring, angivet i Celsiusgrader pr. 100 meters høideforskjel, henført til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren, Middel: Række II: 8 a. m. 15 Juli 1891: 0,32 0,44 0,48 0,41 Rekke III: 8 p. m. 14 Juli 1891: | — 0,16 0,02 0,53 0,13 Rekke IV: 8 p. m. 15 Juli 1891: 1,08 0,81 0,81 0,90 Der behoves igrunden ingen komentar til disse tal — de viser jo paa det tydeligste, hvor vexlende forholdet i denne henseende er, og hvor lidet verd man derfor egentlig kan tillegge en enkelt iagttagelse. Men det er dog altid af nytte at stille sig dette forhold klart for oie. Enkelte vink kan vi ogsaa faa ved at sammenholde disse tal med Mohns tidligere anforte rekke fra Kristianiadalen; ligesaa ved en sammen- ligning med de tilsvarende, beregnede hoidetal. Interessant er, at vi selv midtsommers støder paa inversionsfænomenet. Observationer paa Elveseter gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 660 657 652 656 650 642 607 633 650 648 639 646 Bidrag til vore bræegnes geografi. 153 Med hensyn til den beregnede hoides storrelse i forhold til hoiden af den valgte sammenligningsstation finder vi her dette stik modsat af, hvad vi fandt for Juvvashyttens ved- kommende; men her som der finder vi, at den ved sammen- ligning med Tonsaasen beregnede hoide afviger forholdsvis lidet fra den beregnede middelhoide. Lægger vi middeltallet 645 af de ovenfor beregnede tre middelhøider til grund, saa vil vi for Elvesæters vedkommende sammenlignet med Tonsaasen finde, at lufttemperaturens for- andring udtrykt i Celsiusgrader pr. 100 m. høideforskjel var: 2 p. m. 3 august 1891: — 2,00 8 p. m. 3 august 1891: — 18,00 Vi faar altsaa mellem de to med tyve meters hoideforskjel liggende sammenligningsstationer en forholdsvis meget be- tydelig, theoretisk inversionsstorrelse, iser for aftenobserva- tionens vedkommende. Observationer paa Slethavn gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1180 1164 1184 1176 Observationer paa Sauhøløifte gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1693 1685 1707 1695 Observationer paa Skogadalsbøen gav beregnet til: Domaas. T onsaasen. Leirsdalsoren. Middel: 809 818 795 807 812 814 792 806 Observationer paa Gjendeboden gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 974 980 970 975 956 951 969 959 Observationer ved Hellertjerm gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1954 1248 1251 1251 154 . P. À. Oyen. Observationer ved Langevand gay beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsøren. Middel: 1370 1370 1372 1371 Observationer ved Nedre Högvageltjern gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1380 1386 1402 1389 Observationer ved Øvre Høgvageltjern gav beregnet til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsøren. Middel: 1421 1428 1425 1425 Observationer ved Uladalsvandet gav beregnet til: Domaas. "l'onsaasen. Leirdalseren. Middel: 1588 1581 1586 4585 1581 1571 1580 1577 1544 1545 1546 1545 Sommeren 1891 gjordes observationer ved folgende breer: Styggebræen, Storjuvbræen, Sveljenaasbræen, Heilstugubræen. Styggebræens inderste del beregnedes til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 2204 2190 2217 2204 Storjuvbræens nedre ende beregnedes til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1184 1189 1181 1185 Sveljenaasbræens nedre ende beregnedes til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1472 1459 1456 1462 1362 1361 1359 1361 Heilstugubreens nedre ende beregnedes til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1395 1399 1396 1397 Bidrag til vore bræegnes geograf. 155 Heilstugubræens firngrænse beregnedes til: Domaas. Tonsaasen. Leirdalsoren. Middel: 1710 1711 1716 mE tol 1582 1586 1585 . 1584 Hoidemaalinger i Jotunheimen vil man forovrig finde i Den norske turistforenings aarbog 1871, Pag. 65 flg., 1874, Pag. 126 flg. og 1880, Pag. 1. flg. Bræoscillation. I det foregaaende er allerede udviklet, hvorledes man paa en indirekte maade kommer til det resultat, at der vistnok er den sterste sandsynlighed for, at der mellem vor tid og den egentlige istid ikke blot ligger et tidsrum, da vore bræer var meget mindre 1 udstrækning end nu, men endog en periode da bræerne var fuldstændig borte, hvis ikke tiltrods for det mildere klima ganske særegne nedslagsforhold havde gjort sig gjældende. Og ved en tidligere anledning gav jeg 1 et ganske kort resumé en udsigt over det resultat, hvortil min undersogelse dengang forte med hensyn til den eller de klimavariationer, som kunde paavises ad plantegeografisk vei og ved hjælp af mere archæologiske forhold. » Ved at sammenligne de kjendsgjerninger, som den archæ- ologiske, geologiske og botaniske forskning har bragt for dagen, vil man tydelig se, at de inden Hardangervidden hid- horende fænomener ikke tilfredsstillende kan forklares uden ved at antage en forandring i klima. Videre fremgaar det tydelig, at en saadan klimavariation kan spores selv 1 historisk tid, ja endog folges helt op til nutiden. Nermere at præci- sere længden af de forskjellige variationsperioder lader sig ikke gjore med de materialier, som den historiske og geolo- giske forskning for tiden stiller til raadighed. Imidlertid gjor der sig gjeldende ikke blot en variationsserie, men to — mu- ligens flere. Den ene serie antydes ved isbreernes oscillation, den anden ved trægrænsens — — — forud for den nuvæ- rende tidsperiode, der med et rundt tal kan siges at omfatte de sidste to—tre aarhundreder, gik en periode i klimatisk 1510 P. A. Oyen. henseende gunstigere end den nuværende. Det er ikke urime- lig, tvertimod sandsynlig, at amplituden i denne variation har været saa stor, at den ikke alene har influeret de biologiske og anthropogeografiske forhold, men ogsaa ovet en betydelig indflydelse paa de glacialgeologiske. Hvor langt tilbage i tiden man saa har at folge denne 1 klimatologisk henseende gunstigere periode, bliver mere usikkert — saameget synes dog af det foreliggende materiale at fremgaa, at man i denne periode fra den historiske tid efterhaanden kommer tilbage til den archeologiske“ (Nogle trek af Hnrdangerviddens geo- logiske og archæologiske forhold, Pag. 19—20). Det har vist sig at vere et vanskeligt arbeide, langt van- skeligere end jeg fra forst af havde tenkt, at trenge saadan tilbunds i litteraturen, at denne med sikkerhed kunde erkleres for udtomt med hensyn til oplysninger angaaende besvarelsen af det sporgsmaal, som her stiller sig: nemlig af de historiske kilder at fremflnde, hvad der i tidernes lob maatte være be- rettet om vore bræers oscillationer. Da jeg havde sogt at udtomme literaturen tilbage til ca. midten af det syttende aarhundrede, stillede opgaven sig for stor for mig at gaa len- gere tilbage, og jeg henvendte mig derfor til professor Gustav Storm, der med megen imodekommenhed besvarede min hen- vendelse, en imodekommenhed hvorfor jeg herved aflegger min ærbodige tak. Professor Storms svar lod: „For 1700 mindes jeg overhovedet ikke andet om isbræer (snebræer) end den korte omtale af ,Fuglefand* (Folgefond), som findes i Peder Claussons Norges Beskrivelse; men han kjender aaben- bart intet til bræernes vandringer, ikke engang til det, som ligger i navnet ,Folgefond* (den skjulende fonn)*. Efter dette tor jeg haabe, at den felgende fremstilling vil blive nogenlunde fuldstendig, endskjont det naturligvis meget let kan være, at noget forbliver gjemt 1 en krog. Vi bliver vistnok efter, hvad der allerede i det foregaa- ende er udviklet, nødt til at antage, at den mere sne- og is- fattige periode strækker sig forholdsvis nær op til vore dage, om vel med et skille paa flere aarhundreder imellem. Hertz- berg antager ogsaa med hensyn paa Folgefonnen, at ,for flere hundrede aar siden var sneebræen vistnok mindre* (Budstikken 1817—1818, Pag. 720), og Naumann meddeler ligeledes fra Folgefonnen, at ,nach glaubwiirdigen Traditionen der Um- Bidrag til vore bræegnes geografi. 157 wohner nimmt allerdings die Hóhe des Schneefeldes allmälig zu, wiewohl nur bemerkbar von Generation zu Generation* (Oken: Isis 1822, H. VL, Pag. 645). Det er vistnok fra meget gammel tid, den sapnkreds skriver sig, som har lagt sig om enkelte af vore storre bræ- partier med hensyn til disses tilblivelse. Saaledes omtaler Wille ,Jokulen og Fagre-Faani, hvorfra sees sne i græsselig mengde, som aldrig opsmelter. Derunder gaaer en elv, som efter relation skal medfore tre af huus-tage til beviis, at en boygd skal under sneen ligge begraven* (Beskrivelse over Sillejords Præstegield 1786, Pag. 61). Om Folgefonnen meddeler Sexe et sagn, ,at der, hvor sneebræen nu ligger, var engang beboede egne, ikke mindre end 7 præstegjæld, med blomstrende enge og bolgende agre; men folket var saa ryggeslost, at Gud i sin vrede hjemsogte det paa den maade, at han lod det hele begrave under snee. Sneefaldet fandt sted paa en sondag, just som folket var for- samlet i kirken (hvilket just ikke skulde tyde paa ugudelig- hed). Præsten staar med udstrakte hender paa prædikestolen endnu, og menigheden staar i en stilling, hvori opmerksom- heden er deelt mellem præsten og katastrofen udenfor. Kun eet eneste menneske, en gjente, undgik ødelæggelsen, og det med nød og neppe. Hun var bleven hjemme ved huset for at have nonsmaden færdig ved familiens tilbagekomst fra kirken. Men hun syntes, at det blev for svært med snee, tog foden paa nakken og satte afsted til en gaard nede i den lavere bygd. Hun blev senere gift, fik børn, og der gaar nok en og anden descendent efter hende endnu" (Sexe: Snee- bræen Folgefon, univ. prog. 1864, Pag 23). Hertil føier saa Sexe folgende komentar: „Saadanne myther avler formeentlig folketroen om enhver stor sneebræ, der jo ogsaa for den pri- mitive betragter grangivelig maa tage sig ud som en Herrens straffedom over den under samme begravede egn. Som støtte for ovenanførte mythe anføres, at elvene, som udspringer under Folgefon, iblandt føre artefakta med sig frem til dagen, saasom staver af trækar, tvarer, øxer osv., hvilken beretning just ikke uden videre bør stemples som fabel, men lader sig, som senere skal vises, forklare paa en ganske ædruelig maade (I. ec. Pag. 23, 24) — — — Der ligger sætere rundt omkring om Folgefon; mellem sætrene og bøndergaardene færdes man med hest og kløv over større og mindre stykker af snee- 158 © P. A. Oyen. breen. Nu kan det let hænde, at man underveis mister et eller andet til sæterbruget horende rekvisit, som bliver lig- gende igjen paa sneefladen. En hest f. ex. faar skræk i blo- det, fordi den skal passere over en revne, bliver ustyrlig og kaster kloven af sig, saa at noget flyver hid, noget did; uvei- ret gaar paa, og man faar ikke samlet alt, kloven tilhorende, op igjen. Sneebræen tør fra neden og faar hver vinter en ny flo foroven. Det sneelag, som ligger overst i aar, kom- mer saaledes til at ligge nest overst til neste aar, og nest næstoverst det folgende aar igjen osv. indtil det naar bunden med samt de artefakta, som maatte vere efterladte derpaa. Disse gribes nu af vandstrommen og fores paanyt frem til dagen" (1. e. Pag. 27). Om det sagn, at Folgefonnen skulde dekke et kirkesogn, siger Smith, at han ,kan nu, efter det, jeg havde leilighed til at iagttage, ikke andet end aldeles negte endog sandsyn- ligheden deraf* (Top. Stat. saml. D. II, B. II, Pag. 45). Og Hertzberg siger: „Det sagn, at 7 kirkesogne skulde vere nedsneede, og den dag i dag er, hvile under fonden, er nok ligesaa sandt som det, at man endnu horer hanen gale under sneebræen. Man snakker ogsaa meget om, at de elve, som have deres udspring under fonden, skulde have hist og her medfort kobberkjedler, botter, stamper, melkekoller og alskens huusgeraad. Jeg har noie efterspurgt om sandheden af dette, men intet andet svar faaet, end dette: „Me ha hourt de taa førfædrane* “ (Budstikken, aarg. I, Pag. 718). I disse sagn kan man imidlertid kanske soge en forkla- ring til oprindelsen af navnet Folgefonnen. Professor Moltke Moe har med megen velvilje tilstillet . mig en sproghg udredning af dette navns dannelse, et bidrag hvorfor jeg herved bringer hr. professoren min ærbodige tak. Denne interessante fremstiling skal jeg tillade mig at hid- sette 1 sin helhed: ,Hvad navnet Folgefonnen angaar, saa er forste sammensætningsled et hunkjonsord folga (med aaben 0), som betegner et tyndt dekke, en tynd hinde eller skorpe, overhoved et belæg, f. ex. et snedække, hinde paa melk, dugg- beleg paa glas, stovlag og lign. Folgefonnen kaldes i Har- danger bare Folgo, d. v. s. oprindelig: den dækkende, den skjulende. Ordet kommer nemlig af det oldnorske verbum fela, particip. folginn, at skjule. Nær beslegtet er et han- Bidrag til vore bræegnes geografi. 159 kjønsord i vort folkesprog: folge 1) tyndt støvbelæg 2) let askelag. Med hensyn til andet sammensætningsled er det sandsynligst, at fonn her staar i betydningen snebre, snedrwer. Det kan ogsaa betegne sneskred; men denne betydning synes her at passe mindre. Jeg har ogsaa tænkt paa muligheden af en tredje forklaring: af et hunkjønsord faex eller faann, støv, støvdække, askelag o. lign., fnugg, — altsaa med samme eller næsten samme betydning som første led, folga. Men isaafald maatte der ha eksisteret to forskjellige navne, med omtrent samme betydning, paa bræen: et Folga og et Faan(n), som blev sammensat, fordi man misforstod det sidste og op- fattede det som snefonn. Men dette synes mig dog af flere grunde mindre rimeligt; bl. a. kan man ikke se bort fra, at et sligt navn Faan(n) paa breen er aldeles ukjendt. Jeg tror saaledes, man bør bli staaende ved den første for- klaring. * Det er dog interessant at sammenholde denne sidste for- klaring, som Moltke Moe giver, med det navn, som Wille bruger i sin „Sillejords beskrivelse”, om end Willes betegnelse er noget ubestemt. Der findes imidlertid nogle andre sagn, hvortil der knytter sig større interesse. Vahl anfører saaledes fra Jostedalsbræen et almindeligt sagn om, ,at denne sneebræe 1 en tid af 30 til 60 aar gaaer fremad, og atter i en anden tid trækker sig tilbage” (Skrivter af Naturhistorie-Selskabet B. II, H. I, Pag. 64). Bohr anforer ligeledes fra Jostedalen et lignende sagn, kun at aarantalle& er forandret, men han behandler det paa en vel meget. affeiende maade: „The tradition, that they Increase and diminish every seventh or every nineteenth year, is of equal authority with many other gratuitous hypotheses with regard to the season and the weather* (The Edinburgh New Philosophical Journal 1826—1827, Pag. 957). Endvidere bor vi her merke os den tradition, som Munch meddeler om, at Dæmmevandet skal have havt udbrud hvert tyvende aar. Det er jo ikke saa godt at vide, hvor meget der kan ligge til grund for disse sagn; men paa den anden side er det hel- ler ikke urimelig, at de stotter sig til enkelte mere positive lagttagelser. Vi ser jo af tallene, at de ialfald tildels staar i et vist forhold til de i langt senere tid paaviste oscillations- perioder. 160 ° P. A. Øyen. Det vi stoder paa, som vel kan siges at give hentydnin- ger 1 saa henseende lengst tilbage, indeholdes i en afhand- ling af Schoning: ,Kort Beretning om endeel Uaar og Mis- væxt* (Det Trondhiemske Selskabs Skrifter. Første Deel, 1761, Pag. 129—162). Her omtales rigtignok ikke selve bre- erne og deres forandringer; men det er de store uaar, som har afsat sit mærke blandt befolkningen og her er opregnet. „Naar store Uaar her i Landet ere indfaldne, ere der gierne tre paa Rad fulgte efter hinanden, skiont ellers et og andet misligt Aar kan vere kommet ind imellem, som dog ikke kan regnes blandt de store Uaar. Af dette Slags vare f. e. de tre Aaringer 1740, 41, 42; saadanne og de tre 1695, 96, 97; ligeledes 1685, 86, 87; af samme Beskaffenhed 1632, 33, 34; og ei heller anderledes 1600, 1601 og 1602“ (l. c. Pag. 159). Da der imidlertid fra andre bræegne er paavist en mærkvær- dig noie forbindelse mellem bræoscillationsperioder og host- ningsperioder, kan det vistnok heller ikke for vort eget lands vedkommende vere saa ganske urigtig fra de sidste at slutte til de forstnævnte. : Og gaar vi saa videre til en sammenligning af disse for- hold med de tilsvarende i Alperne, saa træder lovmæssigheden meget pent frem: Kold—fugtig Brefremrykning Uaar periode. begyndelse. 1 (Brückner). (Richter). , Norge. 1591—1600 1592 1600—1602 1611—1635 1630 1632—1634 1646—1665 1675 1685—1687 1691—1715 1712 1695—1697 1730—1750 1735 1740—1742 Med denne sidste periode er vi ogsaa rykket ind i den, hvorfra vi har de første sikre efterretninger om bræernes fremrykning 1 vort land. Misvæxt og uaar gjorde sig i disse aar gjældende paa en saa eftertrykkelig maade, at de senere fik navn af ,gronaarene*. Og i en speciel afhandling: „Uaar og Hungersnød i Norge 1740—1743* har Daae givet en frem- stilling af forholdene i disse sørgelige aar (Christiania Vid.- Selsk. Forh. 1868, Pag. 380—338). Bidrag til vore bræegnes geografi. 161 . For det sporgsmaal, hvis besvarelse det her gjælder, er den store fremrykning, som paa denne tid fandt sted ved bræerne 1 Jostedalen, af særlig interesse. Den forste mere almindelige beretning, man finder herom, er en ,Kort Beskrivelse over Justedalen, fra 1750“ (Thaarup: Magazin for Danmarks og Norges Beskrivelse B. II, Pag. 1— 44) Angaaende tilblivelsen af denne beskrivelse faar man en del oplysninger 1 J. C. Berg's forord, hvoraf hidsættes: — — — Den har af sin forfatter hr. Matthias Foss, som da og lenge efter var sognepræst her, været tilskreven daværende biskop, siden proeanzler Pontoppidan, der og formodentlig har deraf ost det lidet, han i sin Norges naturlige Historie an- forer om sneebreen — — — Bing har og betient sig heraf; men, paa sin maade.“ Matthias Foss tiltraadte Jostedalens sognekald 1742, og man kan derfor vistnok betragte hans fremstilling af forholdene som fuldt troverdig; af denne er folgende et kort uddrag: „Jeg har foran erindret, hvorledes denne iisbre har paa den vestre kant skudt sig ned ei allene 1 Krondalen, men endog i Milvirsdalen. I denne sidste dal, hvor den nu forefindes, foregiver almuen, at der i gammel tid skal have været en stor slet dal, hvor sex jorder have veret — — — Man seer klarlig for oinene, hvorledes den aarlig har tiltaget og skudt sig frem og tilbage. I aaret 1742 in medio augusti var K. M. foged med sorenskriveren der paa stedet til aftagsforretning paa de jorder, som ere lisbreen nær hosliggende og af den beskadigede. Da blev der maalet fra bræen til første huus, som stod nærmest derved, og befandtes da en distance af hundrede alne deri- mellem; men fra bemeldte tid til aarsdagen derefter 1743 havde iisbreen ei allene skudt sig frem de 100 alne i læng- den, foruden umaadelig 1 breden, men endog borttaget hu- sene, omkastet dem, veltet dem for sig med en umaadelig mengde af jord, gruus og store stene fra afgrunden og knuset dem 1 ganske smaa stykker, som endnu er tilsyne, og besidderen maatte med hast forlade gaard og grund med sine og eiendele og soge sig huus, hvor han kunde. Foruden at denne gaard, som kaldtes Nigard, er med ager og eng 1 grund odelagt, har lisbreen nærmet sig i de paafølgende aaringer til en anden jord, kaldet Bjerkehougen, borttaget dens ager og eng, saa de bare huse staae tilbage, og altsaa er ubeboelig: i hvilken Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, II. 11 1020 P. A. Øyen. henseende jeg ei har villet eller kunnet anfore disse jorder, som total odelagte, iblandt Milvirsdalens gaarde. Man har ellers erfaret, hvorledes den fra 1748 er gaaet tilbage, men kun meget langsom, dog saaledes, at det kan kiendeligen mærkes* (l. co. Pag. 17—18). Dette har altsaa efter, hvad ovenfor blev meddelt, rime- ligvis veret kilden for den korte omtale, som Pontoppidan ofrer denne begivenhed, men han synes dog ikke at have benyttet den paa en fuldt korrekt maade, naar han fortæller: pi Justedalen, som ligger høyt til fields, har denne usbrede odelagt nogle gaarde, og truer at gaae videre“ (Norges Natur- lige Historie 1752, B. I, Pag. 46). Det er den samme beretning, optrykt 1 Thaarup's Ma- cazin, som ogsaa har udgjort grundlaget for Leopold von Buch's omtale af bræfremrykningen i Jostedalen i midten af forrige aarhundrede (Gilbert: Annalen der Physik, 1812, B. 41, Pag. 22). Om den samme begivenhed findes der ogsaa en anden be- retning, nemlig til Hans Strøm fra Hans Viingaard, der i flere aar havde været prest i Jostedalen: ,— — — Krondal, hvor der fra forrige tider ligge ligesom volde af de mange stene, som den i sin fremgang har ført for sig, og paa det første 1 en anden dal, kaldet Mielvedal, hvor den i en tid af 30 aar har gaaet saa vidt frem, at den har borttaget grunden, som til- hørede en gaard, kaldet Nyegaard, hvorfor og samme gaard for nogle aar siden er bleven øde. Det er og et sagn blant bønderne i Justedalen, at der i samme dal, som nu er opfylt med snee fra det nederste til det øverste, har tilforn staaet 14 røgstuer* (Strøm: Beskrivelse over Søndmør 1762, B. I, Pag. 46). Omtrent til samme tidspunkt svarer ogsaa godt et par be- retninger, som Bohr meddeler, og som derfor ogsaa bidrager til at give et nærmere indbhk i forholdene. Bohr fortæller, at ,en 92 aars gammel kone, som først døde 1810, ifølge Juste- dals ministerialbog, skal ofte have været 1 den gamle Nigaard, og dens forrige beboere forlode den først, efter hendes og fleres sigende, da bræen havde skudt huset paa skraa. De byggede derefter den lille plads, Nigaard, hvor den nu staaer* (Om lisbrgeerne i Justedalen og om Lodalskaabe, Pag. 6). I sin beskrivelse af Bjørnestegsbræen (l. c. Pag. 9—10) med- Bidrag til vore bræegnes geografi. 163 deler Bohr endvidere, at ,i forgrunden vise adskillige af de gjenstande, som omgive bræen, tydeligen, at ogsaa den, lige- som alle Justedalens bræer, tilforn var lengere og hoiere. Justedalselven, der fordum gik under Bjørnestegsbræen, lober nu der, hvor fordum ogsaa breen strakte sig, og dens gamle grændse bestemmes, saavel her som foran randen af de andre bræer, ved den fremskudte vold eller vaaer. I sexten til atten «hundrede fods afstand fra, og omtrent 60 fod over den forreste brærand, paa det saakaldte bræsva, ligger en klop, eller steen- lagt vei, over hvilken bonderne gik til deres setre for omtrent 80 aar siden. Denne tidspunct stemmer godt overeens med den forhen anførte, i hvilken Nigaardsbræen viste sine frygte- lige virkninger. Bjørnestegsbræen skred ogsaa saa voldsomt frem, at de, der reiste til sæters, neppe kunde aabne sig vei med øxer igjennem de mægtige affodninger, der vare frembragte i et foregaaende døgn.* Til denne tid svarer jo ogsaa den beretning, som James Forbes meddeler om Suphellebræen: ,My guide stated that, 100 years since, it was much larger, so as to extend quite across the valley, thus damming up the river which runs through the latter, or possibly letting it pass beneath the glacier — — — A series of moraines mark the successive retrogradations of the ice“ (Norway and its Glaciers visited in 1851, Pag. 151). Og det er vel mere end sandsynlig, at hvad en meddeler i „Naturen“ hosten 1877 har hort fortelle paa Suphellen, „at husmanden i gamle dage satte karret med sæden fra sig paa isen“ (Naturen 1882, Pag. 19), er en tradition, der ogsaa hidrorer fra omtrent samme tidspunkt. For at kunne faa saa sikker rede som mulig paa de for- hold, som stod 1 forbindelse med den store brefremrykning i Jostedalen 1 midten af forrige aarhundrede, henvendte jeg mig til arkivaren ved Bergens stiftsarkiv, om der her muligens kunde findes nogen oplysning derom. Hr. arkivar Hermansen foretog med megen imodekommenhed den nodvendige under- sogelse, en 1modekommenhed, hvorfor jeg herved aflægger min ærbodige tak, og tilstillede mig foruden to ekstraktafskrifter af Indre Sogns justitsprotokol for 1742 en skrivelse saalydende: i anledning Deres brev — — — har jeg gjennemgaaet de her i arkivet beroende justitsprotokoller for Indre Sogns 115 164 . P. A. Øyen. sorenskriveri forsaavidt angaar aarene 1742 og 1743. Der findes i disse ikke anfort, at nogen taxationsforretning eller anden aastedssag har veret afholdt paa noget matrikulnummer af navnet Nygaard 1 Jostedal. Intet matrikulnummer dersteds bærer forovrigt dette navn nutildags, det eneste der minder herom, er at 2 smaa brug (eller parceller) af matr. no. 17. Mjelvær benævnes Nigard. Ved at gjennemgaa samtlige aa- stedsforretninger inden de 2 nævnte aar for Jostedals ved- kommende har jeg forefundet, at der 20—23 august 1742 holdtes aasteds- og aftagsforretninger 1 anledning af den ved elvebrud og fjeldskred foraarsagede skade paa endel gaarde i Jostedal, nemlig Ormberg (nuværende matr.-no. 2) 20 august, Aasen (nuv. matr.-no. 5) 21 august, Berset (nuv. matr.-no. 26) 21 august, Elvekrog (nuv. matr.-no. 16) 22 august og Miel- ver (nuv. matr.-no. 17) 28 august. Under disse aasteds- og af- tagsforretninger er endel forklaringer afgivne om de tilstodende isbreers udstrekning og vext, og folger vedlagt 2 extract-af- skrifter af hvad menes at frembyde særlig interesse 1 saa maade.“ De to afskrifter hidsættes i kronologisk orden: „Anno 1742 den 21 augusty har mand sig paa gaarden Berset til grandskning og aftag indfundet. — — — Hernest man begav sig ud skaden at efterse og befandt at fra gaardens huse 440 al. imellem 2de fjeld 1 et fjeldskaar Tufteskaar kaldet — har af den vidtbegrebne Jostedals brede eller Tisfjeld sig nedtrengt det hele lisfjeld førende for sig en utrolig og ubeskrivelig mængde af store steene, deels som bierge store, hvilken lisbreede kommer fra norden og viiser mod synden til et field, hoie Nipen kaldet paa hinside elven. Denne forbemeldte Isbred forklarede de Dannemænd Ole Grov 64 aar gl. og Ole Bjercke mod 70 aar 1 deres ungdomsmind ikkun at have veret paa dette sted 1 tufte skaaren overst 1 den smaleste striibe 1 tuftskaaren overst i fieldet, men trengte sig nu ned igjennem skaaren ned paa den slette mark mod elven, og paa en 10 aars tid allene til 100 fafner efter Rasmus Cronens forklaring sig nedtrengt. Denne forbemeldte lisbrede paa dette steed er i sin bredde neden paa sletten, hvor hun forer frem for sig alt hvad fore- kommer i fra gaarden og frem efter — 840 AL, 1 hvilken di- stance ungefehr 1 midten, anteignes her til observation, at en Bidrag til vore bræegnes geografi. 165 steen, som et bierg liggende ved tver-elven eller een grov som kommer neden af fieldet under lisbreen og hiem efter til een anden stor sten er i tremmen eller bredden af lisbreen be- liggende, i mellem hvilke 2de stene er 97 alen, i hvilken di- stance ned til stor elven, som kommer vest fra fieldet, blev maalet fra een nu oplagt steen vahr lidet fra elven og op til Tisbreens for sig førende steen, bierge, Jord og sand 30 al. hvilket alt her saaledes er anført, for at mærke hvor meget denne Isbreede 1 tilkommende aar eller derefter sig kunde nærme. I vest tvers over dalen er af isbræen baade field og mark øverst fra ned til elven bedækket og kaldes store breen. Fra synden fremmen for fieldet hoie Nipen kaldet har sig og nedtrængt mellem fieldene i dahlen den iisbrede, vetle Idals breen kaldet. Ved hvilke iisbræer, der haver sin fæste 1 den store, over al fjeld liggende nsbrede eller iisfjeld, som forklaret blev at være af 11/2 miils bredde og ellers til 5 præstegjeld her i Sogn fogderi sig strækkende, saasom Jøstedals, Lysters, Hafsloe, Sogndals og Legangers præstegjælder, herforuden paa nordre side strækkende sig til endel præstegjælder i Sond- og Nord- fjords fogderier, gaarden Bersets deels slaattemark og ellers fæbeite, saa ogsaa fæhouger og stølsbeiter er næsten ganske borte og for menneskelig øjne ei formodes nogen tid mere at kunde blive bar eller komme til nytte. Saaledes er nu denne gaard aldeles betagen sin fæmark og stølsbeiter.* A9 1742 d. 22 og 23. August har man sig paa Gaarden Mielvær til Grandskning og Aftag indfundet med forindførte Sjuns-Mend — — — Hernæst denne Gaards Egn og tilhørende blev tagen 1 Øyesiun og befaret, og befantes det ødeliggende af samme Gaard Hr. Christopher Munthe tilhørende — — — Hvilke øde Brug ligger nærmest lisbreen, som haver nærmet sig 20 Al. nær de tomme eller øde staaende Gaardens Huse, Hr. Christopher Munthes Part, som af Folk var forladt for 4de Aar siden, samme lisfjeld kommer ned fra det store ‘Tisfjeld og tildekker den hele Dal over fra det eene Fjeld til det andet over nogle tusinde Alens Bredde frem i Tremmen, hvor det midt for Gaarden efter Instrument og Gisning er over 140 al. hoit forer for sig fra Grunden alt hvis der fore- 166 P. A. Oyen. kommer af Jord og store Steene som Bierge, hvilket ikke er mindre forunderligt end ubegribeligt. Denne lisbrede haver efter Sjun og Mændenes Forklaring overdekket ald Gaardens Slotte Mark, Fæbeiter og Støels- beiter, i Strekning henved 4/4 Mii, i hvilken Strækning af Fæbeiter end og den øvrige Deel af Gaarden Mielvær har været lodtagne og det lidet overblevne af den Del Ager og Engemark, som Hr. Christopher Munthe tilhører. — — —“ Bohr har meddelt et „Udtog af Indre-Sogns Thing- og Justits-Protocol*, hvori der imidlertid forekommer endel af- vigelser og tilføielser, der vel maa henføres til Bohrs egen pen (Om lisbreerne i Justedalen og om Lodalskaabe, 1820, Pag. 3—6). Hvad der imidlertid her er af interesse er nogle oplysninger om Nigaardsbræen, der 1 sine virkninger, siger Bohr, fordum var endnu frygteligere end Bersetbreen —* den mægtige vaaer foran Nigaardsbræen, ligefor Elvekrogen, viser endnu tydeligen, hvor langt den tilforn gik frem. Den 14de Juli i aar var bræens nederste rands afstand fra vaaeren, i en ret linie fra bræens midte, 1726 fod. De afragede sider paa fjeldene, Skarvenaasen imod nord og Kampen imod syd, tilkjendegive ogsaa dens forrige høide, der nu er over 200 fod mindre." Til Elvekrogen skulde ifølge Bohr bræen under det store fremstød have udvidet.sig 640 fod i længde og 448 fod 1 bredde. Saavel Berset som Elvekrogen og Mielvær fik nu sine skatter formindsket (1. c.). Dette voldsomme fremstød ved bræerne i Jostedalen 1 første halvpart af forrige aarhundrede er paa ingen maade et mere lokalt fænomen. Vi finder beretninger om en tilsva- rende, forholdsvis betydelig fremrykken omtrent paa samme tid ogsaa fra flere andre steder i vort land. Og hvad der er egnet til at paakalde en mere speciel opmærksomhed er det særegne forhold, at bræerne ved denne anledning er rykket frem fra en stilling, der tyder paa en forudgaaende forholds- vis meget liden bræstand, ja saa liden, at flere af vore bræer endnu er at regne for kjæmper i forhold til, hvad de var i denne tidligere periode, til trods for den ret betydelige til- bagegang, som har fundet sted, siden denne fremrykken skede. De Seue beretter: ,Le glacier de Boium a depuis long- temps été en retraite, D'aprés des relations qui ne sont ce- Bidrag til vore breegnes geograf. 167 pendant peutétre pas bien authentiques la diminution pendant les 150 derniéres années a été de 600 m. environ“ (Le névé de Justedal et ses glaciers, univ. prog. 1870, Pag. 12). Merke- ligere er imidlertid, hvad samme forfatter meddeler om Aa- brækkebræen: „Il parait, que le glacier d’Aabrekke ne s'est presente comme glacier de premier ordre que depuis 150 ans. Son mouvement progressif doit alors avoir été assez rapide, et en s’avancant il a ravagé une grande partie des champs cultivés ou cultivables, à cause de quoi les impóts de la propriété d'Aabrzekke et de plusieurs autres terres ont été considérablement abaisses“ (1. c. Pag. 18). Vender vi os saa til Folgefonnen, finder vi ligeledes der en beretning, som man nærmest synes at maatte henfore om- trent til samme tid; thi Hertzberg meddeler: ,En gammel mand i Strandebarms præstegjeld, hvis gaard ligger saa, at Folgefond sees derfra, over et lavere liggende fjeld, har for- talt mig, at hans fader havde paastaaet og han i sin tid selv bemærket, at sneebræen voxte 1 hoide; thi i hans ungdom saaes kun fondens overste ved gaardens huse, og nu derimod sees samme et godt stykke nedenfor husene“ (Budstikken, aarg. I, 1817—1818, Pag. 720). Denne beretning omtaler ogsaa Hansteen i sine ,Bemærkninger og iagttagelser paa en reise fra Christiania til Bergen og tilbage 1 sommeren 1821“ (Reise-Erindringer 1859, Pag. 57). Lidt tidligere, men dog tilhørende væsentlig samme os- cillationsafsnit, synes den katastrofe at have indtruffet, hvorom Rekstad har erholdt endel oplysninger fra Rigsarkivet efter „en protokol, som horer til det ikke endelig approberede ma- trikuleringsverk under Fredrik den 4de, beskrivelse af en forretning, der holdtes paa Melo 1 mai 1723“. Her heder det om Storstengren: ,Storstenoer gandske af lisfieldet udtaget, hvorfor den af Matr. udslettis*, og om nabogaarden Fondoren heder det: ,Funoren beskadiges daglig af Elv og lisflod*. I Rode og Melo holder der sig endnu blandt befolkningen sagn om denne begivenhed, og i dette sagn berettes ogsaa, at ,ud paa sommeren, ved den tid man skulde til at skjære kornet, kom isen saa ner ind paa husene paa Storstenoren, at beboerne maatte forlade dem, og kort efter begrov bræen alt“ (Cfr. „Om Svartisen og dens gletschere“ (Det norske geografiske selskabs aarbog 1891—1892, Pag. 71 flg.) og „Be- 168 . P. A. Oyen. retning om en undersogelse af Svartisen“ (Arch. f. Mathm. og Naturv. B. XVI, Pag. 266 flg.). Noget senere derimod synes denne oscillation at have gjort sig gjeldende oppe ved Lyngenfjord, hvor man har den mærkværdige Strupenbre — „om den paastod (1880) gamle folk, at de igjen havde hort af gamle folk, at den ikke fandtes i disses ungdom, og det er en almindelig tro, at den frem- deles vokser. Breen skulde altsaa vere opstaaet efter 1740 —1760* (Yngvar Nielsen: Reisehaandbog over Norge 8de udg. 1896, Pag. 368) Det er ogsaa en mulighed, at disse foran- dringer ved Strupenbræen nærmest falder 1 den neste frem- stodsperiode, ligesom der ogsaa er en mulighed for, at den forholdsvis høie bræstand, der synes at have været den her- skende helt til over midten af vort aarhundrede, kan have gjort sig endnu mere gjældende i vore nordlige landsdele. Idet Smith omtaler de meteorologiske iagttagelser, som findes paa flere steder 1 det svenske videnskabsselskabs skrifter, meddeler han følgende: ,Omtrent fra 1730 viste sig nemlig mange haarde vintre og kolde, ufrugtbare sommere. Efter 1750 derimod meget sjeldnere* (Top. Stat. Saml. D. II, B. II, Pag. 57—58). Altsaa viser der sig her for Skandinaviens vedkommende en kold periode, med hvis sidste afsnit den store bræfremrykning falder sammen. Hvorledes saa forholdet har været i den derpaa følgende tid, finder vi for bræernes vedkommende ingen oplysning om; hi naar Jessen opkaster det spørgsmaal: ,om sneen, som ligger paa de vilde fielde, voxer og tiltager aarlig?“ og be- svarer det med: „erfarenhed lærer, at den beholder det sted, som forst er indtaget, uden nogen synderlig forandring* (Kongeriget Norge 1763, Pag. 606), saa er det vel ikke sik- kert, at man kan tillegge det saa særdeles stor vegt for dette specielle tilfelde, men mere kun som en ganske almindelig udtalelse. Naar saa Brückner angiver en kold-fugtig periode fra 1765—75 og Richter et begyndende bræfremstød 1767, som svarer til denne, saa har vi ingen beretning om noget til- svarende fra vort eget land. Med den foregaaende erfaring om overensstemmelse for oie tor vi vel gaa ud fra, at en saa- dau ogsaa har været tilstede i dette tilfælde, men med absolut sikkerhed kan det jo ikke afgjores. Der er imidlertid et par Bidrag til vore bræegnes geografi. 169 fænomener, som peger i den retning. Ifolge Sieger har man nemlig, at ,die Seen Skandinaviens zeigen, soweit Beobach- tungen vorlegen, d. h. fast seit Anfang des 18. Jahrhunderts, in ihrem Wasserstand deutlich die 35 jährigen Klimaschwan- kungen an“ (Dr. Petermann: Geographische Mitteilungen 1895, Pag. 87). Ligesaa bor man merke den store flom, som i aaret 1789 odelagde saa meget i vore ostligere dalforer; det kan gjerne vere, at man vil betragte denne som et mere lokalt fenomen af tilfældig natur, hvilket den kanske ogsaa var, men merkelig er dog, at vi ogsaa senere 1 1860 har et flom- aar, der falder mere umiddelbart efter en periode med bræ- fremrykning og koldere klima. Men en ting synes vi med sikkerhed at kunne sige, nemlig at den fremrykning, hvorom her er tale, ikke har veret paa langt ner af den storrelse som den forrige — dette antydes saavel af morænerækkerne som af den negative kjendsgjerning, at vi intet har opbevaret, hverken i historie eller tradition, fra denne periode. At vi imidlertid i forrige aarhundrede i vort land idet- hele har havt en noget fugtigere periode end deu normale, synes ogsaa at fremgaa af de faa iagttagelser, vi har af dette forhold. Saaledes meddelte Hakonson-Hansen „De zldste norske nedbørmaalinger* (Naturen 1885, Pag. 74—77), hvortil Steen leverede en efterskrift, hvori blandt andet udtales, at da ,de gamle observationer baade fra Bergen og Trondhjem viser rigeligere nedbørmængder end de normale, maa man vistnok tillegge dem adskilig betydning som bidrag til kund- skaben om vort lands klima i forrige aarhundrede (l. c. Pag. 78). Den næste af Brückner som kold-fugtig angivne periode fra 1806—20, med et tilsvarende af Richter anfort bræfrem- sted 1814, synes heller ikke at have veret synderlig paaagtet i vort land; rigtignok falder her det navnspurgte aar 1812. Man faar imidlertid det indtryk, at fremrykningen af vore bræer ikke kan have været saa serdeles stor i denne periode; thi vi har nemlig fra denne tid efterretninger fra flere kanter — næsten overalt synes det ikke at have været fremrykning, der har tiltrukket sig opmerksomhed, men en sterk tilbage- skriden. Nu kan dette rigtignok have sin grund deri, at de fleste beretninger skriver sig fra periodens sidste afsnit, da kanske forholdet kunde vere noget forandret, men det er dog 170 . P. A. Oyen. den store tilbagerykning fra maximaludbredelsen 1 forrige aarhundrede, hvorpaa iagttagelserne især har fæstet sit blik. Naar Hertzberg finder det heist rimelig, at Folgefonnen aarlig voxer i heide, fordi sommervarmen ikke kan smelte al den der faldende sne (Budstikken 1817—18, Pag. 720), saa har denne udtalelse en alt for almindelig karakter til, at vi kan tillegge den nogen mere speciel og reel betydning. Men fra Bondhusbreen meddeler Hertzberg en interessant iagt- tagelse: ,Da jeg 1 aaret 1807 var der og tog prospect af denne gletscher, saae jeg tydelig at ismassen havde skudt sig frem, thi en ur eller samling af store og smaa stene ligger ved jekulens nederste kant, som fremdrevet af isen” (1. c. Pag. 720—721). Ved en tidligere anledning (Isbræstudier 1 Jotunheimen) har jeg udtalt som sandsynlig, paa grund af en beretning om Storbreen i Leirdalen og ved sammenlignende studier af Jotunheimens bræer, at den ytre af de to skuvrander, som man der i almindelighed finder, bliver at henfore til denne periode. Om den saa der betegner en mere udpreget frem- rykning eller om væsentlig kun en stagnation, er endnu ikke afejort. Nok en bekreftelse herpaa faaes 1 en meddelelse af Knud Vole: „Gamle rensdyrjægere og andre, som er kjendte tilfjelds, paastaar, at baade sneen paa. høifjeldet og bræerne svinder mere og mere bort, og dette er vist meget sandt. En gammel rensdyrjeger her fra nabolaget — ved sin dod for 9 aar siden var han 89 aar gammel — fortalte mig en- gang, at i hans forste ungdom gik Styggebreen lige ned til Visaelven. Nu har den trukket sig saaledes tilbage, at der antagelig er omtrent en fjerding fra elven op til den nederste kant af Styggebræen. Ogsaa i Leirdalen boede indtil for faa aar siden en gammel mand, som kunde fortælle, at Storbræen i Leirdalen i hans ungdom gik over elven og op i bakken paa den anden side; nu derimod naar den ikke engang elven, men er ogsaa skrumpet sammen et godt stykke opover skraa- ningen paa den anden side. Her har man beviser, ligesom 1 de mange forladte jokelgjerder nedenfor og paa siderne af bræ- erne* (Aftenposten 1895. No. 777). Efter de forhold at domme, som staar i forbindelse med endemorænedannelsen inden denne vort lands centrale hoifjeldsegn, er det slet ikke usand- synlig, men tvert imod kanske meget sandsynlig, at dette er Bidrag til vore breegnes geografi. 171 den grænse, hvortil saavel under den store fremrykning 1 firtiaarene af forrige aarhundrede som under de to folgende fremstodsperioder bræene her naaede. Dette er imidlertid for- hold, som her ingenlunde kan siges at vere fuldt udredet, men det er ogsaa vanskelig at finde saa sikre udgangspunkter, at en definitiv besvarelse af sporgsmaalet vil kunne leveres. Det vil imidlertid vere en interessant opgave. Er imidlertid, hvad der her er udviklet for Jotunheimens vedkommende, virkelig overenssemmende med forholdene, saa kommer man til det meget vigtige resultat, at medens der har foregaaet en sterk oscillation i hele kyststroget, har forholdene her i landets centrale del veret mere ens gjennem en rekke vekslende perioder. Men dette forer igjen tilbage til at betragte de her omhandlede oscillationer som ikke 1 saa særlig hoi grad betinget i forandring af temperaturen, men mere af en forandring i nedbøren — nedslaget af de med vanddamp mættede havvinde. Medens vi fra periodens første del hørte Hertzberg be- rette om et fremstød af Bondhusbræen, finder vi noget senere Smith (Fjeldreise i Norge 1812) fortælle om samme bræ, at „nu er den traadt tilbage, og har efterladt adskillige større og mindre concentriske forhøininger af jord og steen (2: mou- rainer), som mindesmærker af dens frem- og tilbage-rykken* (Top. Stat. Saml. D. IL B. II. Pag. 43). Ligesaa meddeler Smith fra Jostedalen: „Strax ovenfor den øverste gaard Bersæt ved dalens ende bliver man til alle sider omgiven af usbreens grene, der skyde ned over bjergene. En langstrakt lismasse ligger 1 en jevn skraaning til høire. Nedenom den vise store, flere favne høie mourainer i nogle hundrede alens afstand fra bræens kant, hvor vid en strækning den engang har indtaget* (Top. Stat. Saml. D. IT. B. IL Pag. 49). Fra aaret 1819 meddeler biskop Neumann i sine ,Bemærk- ninger paa en reise i Sogn og i Sondfjord 1823* (Budstikken, aarg. 5) efter loitnant Moller endel oplysninger om nogle af bræerne 1 Sogn, Endskjont de talstorrelser, som her meddeles er meget afrundet saavel i tid som med hensyn til udstræk- ning og ingen anden betydning har med hensyn til fremstods- perioden i begyndelsen af vort aarhundrede end at vise, at denne ligesom den sidste i forrige maa have passeret nærsagt upaaagtet, saa har de dog i og for sig den interesse, som ligger 172 . P. A. Øyen. deri, at man har ofret bræfænomenet endel opmærksomhed, og at det er merkerne efter „gronaarenes“ bræfremrykning, man endnu fortrinsvis hefter sig ved. Neumann meddeler om lille Suphellebræ, at den ,har paa en tid af 100 aar formindskedes eller trukket sig tilbage om- trent 1500 skridt; hvor den har ligget, efteriader den sig kun steen og sandbanker, som den har skudt foran sig 1 sin tilvæxt* (1. c. Pag. 565). Om store Suphellebre siges, at den „har i en tid af 100 aar trukket sig tilbage 752 skridt^ (l. c. Pag. 566). Videre berettes om Boiumbræen, at den „har paa en tid af 100 aar trukket sig omtrent 900 skridt tilbage, hvorom vorren vidner“ (1. c. Pag 567). Og om Veslefjordsbræen for- telles, at den „har i en tid af 100 aar gaaet 2000 skridt til- bage, da den har ligget heel ned over fjeldet, og endnu et stykke fremad dalen” (l. c. Pag. 569). Endvidere har vi Bohr's beretning om Lodals- og Trange- dalsbræerne omtrent fra samme tid: ,Vaaerene foran vise atter tydeligen, at ogsaa disse fordum havde storre lengde, henved 1700 fod. Fjeldsiderne ved alle 5 brewers forreste rand ere morke og nogne, som de vare afragede, omtrent 200 fod opad, saa hoit som, bræerne fordum gik* (Om lisbræerne 1 Juste- dalen og om Lodalskaabe 1820, Pag.12). Her angives vistnok igjen vorrene ikke efter nogen af de to sidste fremstods- perioder, men efter den store 1 forrige aarhundredes midte. Bohr gjentager dette ogsaa senere: ,Foran begge bræers forreste rand laae vaaerer, omtrent 1 samme afstand som de andre forhen omtalte“ (1. c. Pag. 16). Og en feil maa vistnok paa en eller anden maade have indsneget sip, naar Naumann blot et par aar efter om Trangedalsbr&en siger: „An ihm sah ich keine Spur von Zurückschreiten, denn Vegetation und Eis grenzen an einander, und die Morainen liegen dicht vor des Bräens Ende“ (Beyträge zur Kenntnisz Norwegen's B. II, Pag. 205); thi der er vistnok ingen grund til her paa denne tid at antage et saa betydeligt fremstod, som dette i tilfælde vilde have veret. I denne forbindelse kan det have sin inter- esse at minde om, at Naumann beskriver et fænomen fra „Faabergstol-Brä oder Biörnestegs-Brå* paa en saadan maade, at man ser, der er foregaaet en sammenblanding, idet der tydeligvis sigtes til Faabergstølsbræen: „Auch an ihm die- " selben deutlichen Spuren von Zurückschreiten um gewisz 1400 Bidrag til vore bræegnes geograf. 173 Schritt; ja, er soll sich sogar nach der Erzählung unsers Führers ehemals bis zum andern Gehänge erstreckt, und solehergestallt den Flusz überwölbt haben, der unter ihm wegströmte* (l. c. Pag. 200). Dette fremgaar forresten ogsaa af Naumann's senere, meget interessante bemærkninger om de her uævnte forhold: ,So war der in einem Seitenthale des Justethales herablaufende Björnstegsgletscher ehemals für diesz Thal ein Transversalgletscher, der wie ein ungeheurer Damm quer über von einem Gehänge bis zum andern reichte, und die nach ihren höher aufwärts befindlichen Sennen zieh- enden Hirten nöthigte, einen treppenartigen Felsenweg in 60 Fusz Höhe am Gehänge anzulegen. Auch der Nygaards- gletscher hätte ein solcher versperrender Eiswall für das Juste- thal werden können, wenn nicht seinem Fortschreiten durch unbekannte, periodisch eintretende klimatische Veränderungen Schranken gesetzt worden wären“ (l.c. Pag. 214—215). Forbes betegner ogsaa Faabergstølsbræen som „the Biörnestegs-brae“ (Norway and its Glaciers 1851, Pag. 160). Der er imidlertid et andet fænomen, som vi ogsaa bor mærke i denne forbindelse, nemlig isdæmmede sjøers udbruds- katastrofer. Endskjont det for vort lands vedkommende endnu slet ikke kan siges at være paavist, i hvilket forhold disse staar til bræernes oscillation, da forholdet tildels synes at være af en uregelmæssig karakter, saa er det dog høist rimelig, at de især vil indtræde under en begyndende tilbageskriden af bræerne eller under andre mindre stabile forhold i disses stand, en anta- gelse som ogsaa støttes af de faa beretninger, vi har om saadanne. Som det vil fremgaa af Munch's ovenfor indtagne beret- ning, skulde et udbrud af Dæmmevandet have fundet sted i 1813, altsaa paa et til det netop 1 det foregaaende som mere sandsynlige antagne afsnit 1 oscillationsperioden. Der afvindes imidlertid i foreliggende tilfælde dette fæno- men en forøget interesse derved, at den her anførte katastrofe ved Dæmmevandet ikke optræder fuldstændig isoleret. Thi nogle aar senere beretter biskop Neumann, at Veslefjords- dalen især var mærkelig ved den der senest indtrufne revolu- tion: ,— — — det var, endog med ubevæbnede gine, let og tydeligt at see, hvorlunde der var et uhyre stort hul i bræens munding. Dette hul aabnede sig i aaret 1820. I bræens huulbed havde der nemlig samlet sig saa meget vand, at bræen 174 . P. A. Oyen. selv lettedes derved, og syntes at svomme. Man dromte imid- lertid ikke om nogen fare; men med eet brast der hul paa ' breeens forreste rand, og en uhyre vandmasse styrtede igjennem dette frem over dalen, tog skove og gaarde og kreature med sig, og odelagde alle marker* (Budstikken, aarg. 5, Pag. 563). Denne katastrofes indtreden stemmer saaledes godt overens med det ovenfor antagne forhold mellem disse udbrud og et vist afsnit af oscillationsperioden. De Seue giver vistnok en anden forklaring af forholdene her: ,On est porté à croire, que la cause de cette inondation est, qu'une avalanche a formé une digue et a barré le pas- sage aux eaux d'un petit lac appelé Skadevandet (9: le lac de détresse) situé au côté 0 du glacier. A la fin il parait, que les eaux ont tellement augmenté de force, qu'elles ont rompu la digue* (Le névé de Justedal et ses glaciers, univ. prog. 1870, Pag. 10). Da jeg ikke selv har havt anledning til at undersoge forholdene paa stedet, tor jeg ikke udtale mig bestemt om den egentlige aarsag, endskjont forholdene snarere synes at tyde paa, at den nævnte katastrofe staar i forbin- delse med isbræens oscillation, naar man skal bedgmme disse efter den maade, hvorpaa De Seue har fremstillet dem paa sit kart over Jostedalsbreen. Hvis den forklaring, De Seue giver, — er den rigtige, saa er altsaa forholdene der paa en vis maade, - nemlig som et fænomen af mere tilfældig art, analoge med, hvad Sexe beretter fra Löusavatne (Folgefonnen): „Oppe i fjeldet ovenfor gaarden Digranes i Sorfjorden ligger, 3000 fod over havet, et vand, omgivet af steile klipper til syd, vest og nord. Folgefon skyder sim udtungede jokelrand ned mod vandet paa syd- og vestsiden. Paa den østlige side af vandet ligger en klippebarier, som rækker 16 fod over samme. Vandet har sit udlob gjennem en trang fure i denne barier, paa hvis for- eller ostside der om vinteren legger sig en stor sneskavel. Paa en mild dag, den 19de februar 1849, springer dette vand pludselig ud af sit leie, velter sig tilligemed gruus og steen over den 16 fod hoie klippedæmning, gjennemvæder den foran liggende sneeskavel, tager den med sig og ruser med utrolig fart lige ned 1 soen, raserende elvelobet til begge sider 1 en forbausende bredde. Bemeldte vand kom ved denne leilighed 1 vanrykte for at have en los karakter, fik navn af „Löusavatne“ og frygtes af opsidderne paa gaarden Digranæs, Bidrag til vore bræegnes geografi. 175 som var nær ved at stryge med. Den eneste tænkelige aar- sag til denne begivenhed er, at uhyre sneemasser paa hiin milde dag styrtede ned i vandet fra de bratte omgivelser og jagede vandbeholdningen paa flugten* (Sneebræen Folgefon, univ. prog. 1864, Pag. 18). Naumann, der gjorde sine iagttagelser paa reiser her i aarene 1821 og 1822, siger om Nigarsbræen: ,Er zeigt die unverkennbarsten Spuren seiner Verminderung (des sogenann- ten Zurückschreitens); denn die Morainen stehen mehr als 2000 Fusz vom Ende des Gletschers als zwei Walle von 20 bis 30 Fusz Hóhe ab, und das ganze Terrain zwischen ihnen und dem Gletscher ist eine mit weiz gebleichten Geschieben und Felsstücken besáete Ebene, auf welcher sich keine Spur von Vegetation offenbart“ (Beyträge zur Kenntnisz Norwegens B. II, Pag. 197). Det er oiensynlig igjen vorrene fra firti- aarene af forrige aarhundrede, som har tiltrukket sig opmerk- somheden. Man synes dermed at vere kommet ind i en udpræget tilbageskridtsperiode. Hvorlenge denne har vedblevet som saadan, eller i hvilken udstrækning den væsentlig er at be- tragte som en periode med stationær bræstand er ikke for vort lands vedkommende godt at afgjore. Durocher udtrykker forholdet paa folgende maade: „Mais plus tard les glaciers du Justedal allérent en diminuant, et depuis la fin du XVIII® siécle ils sont presque rentres dans leurs precedentes limites; de l’année 1822, dans laquelle ils ont été visités par M. Nau- mann, à l'année 1845 où je les ai observés, ils paraissent avoir, été à peu pres stationnaires — — —“ (Annales des Mines. Quatriéme série. Tome XII. Pag. 104). Forbes sammenstillede sine iagttagelser med Bohr’s, Nau- mann's og Durocher's for Nigarsbræens og Bersetbræens ved- kommende, en sammenligning som derfor hidsættes for at illustrere forholdet. Ved Nigarsbreen fandt saaledes Bohr afstanden fra den store endemorene til brekanten at være 1726 „fod“, Naumann 2000 „fusz“; den af Durocher udforte maaling ,agreed nearly with that of M. Naumann thirteen years earlier“ (Norway and its Glaciers visited in 1851, Pag. 170), ,and I should think that it is now even more“ (l. c. Pag. 169) Og om Bersetbræen siger Forbes: ,The main glacier, which is now 900 yards within its moraines of 1742 dio P. A. Øyen. — — — was estimated by M. Durocher in 1845, to be only 600 or 700 yards distant from them“ (1. c. Pag. 170). Videre anforer Forbes om nogle andre bræer: ,The glaciers of Lodal and Faabergstol had retreated (as observed by Durocher) 600 or 700 yards within their moraines, whilst that of Trangedal, though almost close to that of Lodal shows no marks of having diminished* (1. c. Pag. 170). Det er saaledes meget ioinefaldende, at ganske lokale forhold her maa ove betydelig indflydelse, og det bliver der- for meget vanskelig at trekke nogen bestemt regel, naar man kun har saa faa iagttagelser at stotte sig til. Der synes saa- ledes her at have fundet en tilbageskriden sted helt op til midten af vort aarhundrede. Om vi sammenligner dette med Brückners kold-fugtige periode 1831-—55 og med det af Rich- ter angivne bræfremstod 1835, saa synes der altsaa at være et noget anomalt forhold tilstede, et forhold som allerede Forbes var opmærksom paa, thi han siger: „During the last thirty years, there has been a tendency ofthe Alpine glaciers to increase, which seems not to have been noticed in Scandi- navia. Indeed, these oscillations evidently depend sometines on causes so local that we cannot be surprised at the want of a general coincidence“ (l. c. Pag. 110—171). Ser vi imidlertid lidt nærmere f. eks. paa forholdet ved Nigarsbræen, saa synes der mellem de til stationær bræstand førende iagttagelser af Naumann og Durocher at ligge et fremstød, som da kanske ikke har havt nogen større udstræk- ning, men som dog har sin store interesse, netop fordi det falder sammen med de paa andre steder iagttagne forhold. Lindblom, der foretog en reise i vort land sommeren 1839, beretter nemlig om Nigarsbræen: , Folket, som bebodde de strax vid glacierens slut uppbygda smågårdarne, ville hafva mårkt, att den under de sista åren börjat tiltaga, d. v. s. skrida framåt, ehuru detta framåtskridande sker omårkligt och sårdeles 1 år snarare varit ett stillastående. De måktiga mo- moråner, hvilka likt dubbla vallar lågo för dess nedra ända, vittnade om, huru långt den fordom gått* (Kgl. Vet. Acad. Handlingar 1839, Pag. 289). Bondhusbræen synes ogsaa at have deltaget i den samme tilbageskriden, som fandt sted op til aarhundredets midte; thi Konow fortæller i 1845, at den , var traadt betydeligt til- Bidrag til vore bræegnes geografi. 177 bage, da store masser af dens front vare styrtede ned“ (Reise fra Christiania til Bergen, Pag. 102). Af oscillationen ved denne bre gay Forbes en meget god skildring: „I noticed the mark of last winter’s moraine many fathoms in advance of the present limit cf the ice, which, however, is now gain- ing ground afresh, driving a little moraine of five or six feet high before it. This, I presume, is the natural course of things. In spring, the melting of the ice of the foot goes on faster than is compensated by the increased velocity of down- ward motion of the ice; but as the season advances, and the covering of snow is thawed, and the whole length and depth of the glacier feels the softening influence of summer, the Increasing rapidity of motion over-compensates the waste“ (Norway and its Glaciers visited in 1851, Pag. 133—134). For denne bræes vedkommende synes man saaledes at staa ved fremstodets afslutning. Naar vi betragter lidt nøiere den uregelmæssighed, der saaledes nærsagt i almindelighed synes at herske med hensyn til bræoscillationen, naar bortseet fra de store hovedtrek og enkelte mere fremtrædende perioder, kunde det maaske synes haablost, eller til og med for mange synes at hore til det ubestemmeliges kategori at paavise med sikkerhed nogen mere almindelig regel. Naar man saaledes for alpernes ved- kommende finder Heim angive en hovedfremrykken af bræ- erne ,1840 bis 1850 oder 1855* (Handbuch der Gletscherkunde, Pag. 509), medens Forel snart angiver 1830—1845 (Richter: Geschichte der Schwankungen der Alpengletscher, Pag. 44), snart 1830—1850 (Archives des sciences physiques et natu- relles 'T. 34, Pag. 215), og Richter antager 1836—1855 (Ge- schichte der Schwankungen der Alpengletscher, Pag. 44), saa viser jo dette, at der hersker nogen usikkerhed med hen- syn til de enkelte aartal; men sammenholder man disse tal med den ovenfor nzevnte Brückners kold-fugtige periode 1851 —55, saa ser vi dog, at det hele grupperer sig om en mere udpreget oscillationsfase 1 midten af vort aarhundrede — grenserne har imidlertid her fuldstændig samme karakter, som vi ellers ogsaa overalt finder, hvor vi staar lige over for en genetisk sammenhængende række: de er ikke skarpe. Allerede i det foregaaende saa vi, at ved Galdhotinden sne- og isforholdene var mere ugunstige 1 midten af vort aar- Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, II. 12 Le P. A. Oyen. hundrede, end de har veret nogensinde senere, og at de denne gang var ugunstigere end i tiden nærmest for, tor vi ad in- direkte vei slutte af endel oplysninger, som Norman har med- delt fra Jotunheimen. Norman, der besogte denne hoifjelds- eon sommeren 1849, forteller, at paa Rusvand ,svommede endnu (iste august) store usflag“ (Nyt Mag. for Naturv. B. 6, Pag. 215), og han meddeler videre, at ,den forudgaaende vinter havde i hele Gudbrandsdalen modsat af, hvad forholdet var i Christianias omegn og det sydostlige Norge, medfort en ganske useedvanlig masse snee, som den kolde sommer ei var istand til at optoe, hvorved sneen blev overliggende paa vidtstrakte høifjeldsegne, som tidligere i mands minde stedse havde været blottede midtsommers“ (l. c. Pag. 222). Nu var det rigtignok noget tidlig paa sommeren Forbes aflagde sit besog paa Sne- hætten, men det turde dog ikke vere blot dette, der gjorde, at han fandt forholdene saadanne, som beskrivelsen fortzller: „It has been stated that a lake exists in the hollow, but at this time it was no doubt frozen, and concealed by beds of snow, and, according to M. Durocher, a small glacier is lodged under the cliffs of Sneeháttan. This also was of course con- cealed by the abundance of the remaining snow“ (Norway and its Glaciers visited in 1751, Pag. 21). I samme retning som forholdene ved Galdhotinden og Snehetten tyder ogsaa forholdene ved Holmaisen eller Myse- vandsbræen sydøst for Mysevandet (Folgefonnen). Den ne- derste ende af denne bre ligger nu mindst 100 meter fra vandet; men for 50—60 aar siden gik den saa langt ud i Mysevandet, at man ikke vidste enden paa vandet (K. Bing i Bergens fJellmannalags aars-oversyn for 1896). Yngvar Nielsen meddeler ogsaa om Mysvand i 1879, „at bræen en gang skulde have gaaet helt ned deri, medens den nu havde trukket sig lengere tilbage fra dets bredder* (Den norske turistforenings aarbog 1879, Pag. 66). Og efter de oplysninger, som overretssagforer K. Bing med megen velvilje har tilstillet mig, skal Raudalsbræen (Jostedalsbræens nordligste udlober) have gaaet sterkt tilbage 1 løbet af de sidste seksti aar; thi for ca. 60 aar siden skulde den have gaaet tvert over dalen, over mod den anden dal- side, og havt en mægtighed over dalbunden, af ca. 200 meter — nu gaar den knapt ned til bunden af dalen, og dens mæg- Bidrag til vore bræegnes geografi. 179 tighed er kun en 50—60 meter. Forholdene danner altsaa her en parallel til Galdhotindens og Holmaisens. „Man ser, at Raudalsbræen er gaat betydelig tilbage“, siger K. Bing ved en anden leilighed, ,at den tidligere har strukket sig mod nord tversover Raudalen til fjeldskraaningen paa dennes nordlige side, og at den dengang har veret af stor megtighed, mindst 50 meter hoiere (tykkere) end nu fortiden. Merkerne er ube- dragelige“ (Den norske turistforenings aarbog 1899, Pag. 104). Endvidere kan 1 denne forbindelse nævnes forholdet mellem Jostefon og Jostedalsbreen. Bing har i en skildring derfra meddelt, „at Jostefon er fuldstændig adskilt fra Jostedalsbræen ved et formentlig 200 -500 meter bredt belte af bart, mod syd skraanende fjeld. Paa selve beltet saaes her og der smaa iso- lerede snefonner. Om man hver sommer vil træffe nogent fjeld her, kunde vi selvfolgelig ikke afgjore. I kolde somre efter udpregede snevintre vil muligens vintersneen blive lig- gende, saa disse to bræer da kan synes sammenhengende; men de er ikke forbundet med ,evig“ sne. Vore iagttagelser herom nu i 1895 stemmer med Mikkel Mundals fra 1893, og det, at Jostefon har faaet sit eget navn, tyder paa, at bon- derne ogsaa kar havt kjendskab til det rette forhold.“ (Den norske turistforenings aarbog 1896, Pag. 31). Og Bing har senere meddelt mig, at han ,tror næppe, dette bælte var der for en 60 aar siden.“ Vi kan saaledes sige, at vi ogsaa for vort lands vedkom- mende kan slutte til en fremstodsperiode af bræerne omkring aarhundredets midte, med en senere paafulgt storre afsmelt- ning, som rigtignok ikke har foregaaet ganske jevnt, men ogsaa havt sin oscillationsperiode med mindre amplitude. I Jotunheimen skulde jeg vere tilbgielig til at antage, at den indre af de to hovedskuvrander netop skriver sig fra dette fremstod 1 femtiaarene, endskjont der ikke er leveret noget absolut bevis derfor. Men indirekte er der den storste sandsynlighed for, at det virkelig forholder sig saa. Da jeg sommeren 1891 begyndte mine undersøgelser over Jotun- heimens bræer, blev det mig meddelt, at man i de nærmest forudgaaende tredive aar havde iagttaget en uafbrudt tilbage- gang af bræerne der (Cfr. ,Isbræer i Jotunfjeldene* (Naturen 1891, Pag. 298 fle.) og et , Foredrag i den naturhistoriske for- ening“ (Naturen 1893, Pag. 96) og ,Isbrestudier i Jotunheimen* Te DR P. A. Øyen. (Nyt Mag. for Naturv.). Ligeledes gjorde jeg ved samme leilighed (1. c. Pag. 57—58) opmærksom paa det eiendommelige forhold med hensyn til Tveraabræen og Sveljenaasbræen, som frem- stilles saavel paa ,Map of the Glaciers of the Ymesfjeld* (For- bes: Norway and its Glaciers, Pag. 225) som paa ,Kart over Kristians Amt, blad II (1849) og blad III (1851), idet disse to bræer her lober sammen og danner en fælles brætunge, et forhold der nu illustreres ved en endemoræne, som markerer et bestemt afsnit 1 disse to bræers fælles historie. Paa dette tidspunkt, da vi staar lige over for en begyn- dende tilbagegang i bræstanden, stoder vi i Jotunheimen paa et lignende fænomen som de i det foregaaende nævnte to udbrudskatastrofer af bredannede soer, som ledsagede tilbage- rykningen i tyveaarene. Thi Ole Roisheim har nemlig med- delt mig, at der fandt sted et udbrud af ovre Mjolkedalsvand 1 1855 eller 1856. Og det er sandsynligvis dette udbrud og merkerne efter dette, professor Sars skildrer paa folgende maade: „En nat for et par aar siden vaagnede fækarerne i Eidsbuden af en forskrekkelig larm, saa de troede verdens ende var kommet; da var det Melkedola, som havde brudt sin naturlige dæmning, og som fyldte hele den trange dal med sine grumsede vande. Flere hundrede alen paa begge sider af elveleiet blev al jord revet bort, saa at fjeldskraaningerne ned mod elven seer ud som de vare flaaede, og klippeblokke saa store som huse fortes afsted af den rivende strom* (Den norske turistforenings aarbog 1869, Pag. 90). Øvre Mjolkedalsvand (9) opdæmmes af Mjolkedalsbræen (M), der gaar ned til nedre (store) Mjolkedalsvand (n) og er en udløber af Uranaasbræen (U), som desuden sender en arm, Skogadalsbreeen (s), ned til Skogadalen og to arme (m) ned til ovre Mjolkedalen foruden den i engere forstand egentlige Uranaasbræ (u) ned til Uradalsmulen. J. N. Hertzberg gav forst en beskrivelse af denne bræsjo: ,Omtrent 6000 fod i nordvest for store Melkedalsvand, der efter mine maalinger er 9300 fod langt, altsaa flere gange storre end hidtil antaget, observeredes af mig et paa karterne hidtil ikke aflagt, storre vand: ovre Melkedalsvand, ca. 7000 fod langt og indtil 1800 fod bredt beliggende adskillig hoiere end forstnevnte vand, hvis heide over havet vistnok kan anslaaes til mindst 4800 fod. Noiagtige heideobservationer kunde paa grund af ugun- Bidrag til vore bræegnes geografi. 181 stigt veir desværre ikke anstilles. Dette saaledes paa en maade nyopdagede vand afstænges i sit naturlige udløb mod sydost til store Melkedalsvand af den store snebræ, Melke- dalsbræen, hvis bratte brudside ude i vandets sydøstre ende viste en mægtighed af et par hundrede fod. Da dette for- øvrigt var frit for nedskydende bræer og sne, fremviste samt- lige bredder de tydeligste mærker paa en indtil for ganske nylig indehavt høiere vandstand, der af mig bedømtes til 120 Mjølkedalsvand. å 150 fod over den nuverende. Vandets nordre ende, der vender mod øvre Melkedalen, adskilles fra denne ved en fjeldbarriere paa 2 å 300 fods høide, tilsyneladende fast fjeld* (Naturen 1878, Pag. 86). Det er til denne beskrivelse, at de topografiske trek paa rektangelkart ,Bygdin" svarer. Hertz- berg meddeler videre, at ,uafhængig af snesmeltningen og det atmosfæriske nedslag etc. har nemlig elven nu og da uden foregaaende varsel pludselig svulmet op til en enorm mastig- hed førende store stenblokke, grus etc. med et tordenlignende 182 — P. A. Øyen. brag nedover sine bratte fossetop lige ned til imod Bygden“ (l. c. Pag. 86), og aarsagen hertil finder han at vere, ,at ovre Melkedalsvand — med et eller flere aars mellemrum — efter- som sommertemperaturen er storre eller mindre — efterhaan- den fyldes, indtil vandstanden er steget saa hoit, at vandmas- sens vegt formaar at overvinde bræens modstandskraft“ (1. c. Pag. 87). Vi kan vel saaledes efter, hvad vi ved om Jotunheimens bræer, med nogenlunde sikkerhed slutte, at de har havt en noksaa vel markeret fremrykningsperiode omkring midten af vort aarhundrede. Og skulde vi endvidere sette noget bestemt aarstal for den begyndende tilbagerykning, saa fik det vel nærmest blive 1855, skjønt dette ingenlunde kan siges at være noget absolut tal. Men forholdene ved Mjølkedalsvand tyder paa, at der ved denne tid var en mindre stabilitet ved Mjølke- dalsbræen. Og nogle aar senere har vi sikker efterretning om en udpræget tilbagegang, nemlig fra 1860 omtrent. Rigtig- nok finder vi, som allerede i det foregaaende nævnt, at Galdhø- tinden endnu 1 1864 havde sin iskappe, og at denne først var smeltet bort i et af de nærmeste fire aar. Og Blytt meddeler endvidere om Juvvand 1864, at ,dette vand var endnu (den 12te september) bedækket af tyk is, og i denne sommer havde det rimeligvis ikke været aabent* (Den norske turistforenings aarbog 1871, Pag. 44). At Galdhøtinden vilde beholde sin iskappe forholdsvis længe, selv om der indtraadte en betydelig forbedring i de klimatiske forhold, er meget rimelig, da den rager forholdsvis høit over snegrænsen og saaledes mindre vil influeres af indtrædende forandringer. Og med hensyn til Juvvandet kan jo isbelægget paa dette være af mere lokal art, da et enkelt aars sommertemperatur her kan være det bestemmende. Blytt siger jo ogsaa: „At joklerne i de senere tider have trukket sig tilbage, kan man se af de vidtløftige morainer, som omgive dem og af vegetationen paa disse“ (Nyt Mag. for Naturv. B. 16, Pag. 118), og dette var netop i aarene nærmest efter seksti. Med hvad der nu er meddelt om bræ- forholdene i Jotunheimen og Sogn, stemmer ogsaa meget godt, hvad Sexe, der i aarene 1859, 60 og 61 foretog sine under- søgelser ved Folgefonnen, meddeler om Buerbræen: ,,Den har tiltaget i den sidste menneskealder og skudt sig frem henimod !/8 mil og har derved lagt under sig en ikke ubetydelig = Y ^ D. Bidrag til vore bræegnes geografi. 183 strekning beitesmark for smaafæ. Den har dog 1 de sidste aar været i aftagende* (Sneebræen Folgefon, univ. prog. 1864, Pag 10). Pam Ser vi lidt nærmere paa forholdene, saa vil vi snart finde, at ikke paa langt nær alle vore bræer eller bregrupper kan benyttes med lige stor sikkerhed, naar det gjælder af de for- ‘andringer, som indtreffer ved hine eller inden de sidstnævnte, at slutte tilbage til mere eller mindre udpregede, periodiske forandringer 1 de klimatiske forhold. I regelen vil det vere saa, at de mindre og skarpt individualiserede bræer vil vere de, der sikrest kan anvendes som klimatmaalere. De smaa lokalbreer, der hver for sig har sit firngebet, sit veigebet og sit afsmeltningsgebet vil derfor vere langt tjenligere til dette oiemed end de storre, ikke at tale om de breer, der som tunger skyder ud fra et fælles firnomraade, saaledes som f. eks. tilfældet er med Jostedalsbreens isbræer. Det er det samme resultat, som ogsaa Reid er kommet til: ,Smaller glaciers in general respond more quickly to climatic variations* (The Mechanics of Glaciers, Pag. 927). Som vi altsaa nu har seet 1 det foregaaende, er der for Jotunheimens vedkommende med sekstiaarene indtraadt en udpræget regressionsperiode. Og efter hvad Bing meddeler 1 Lure paa Folgefonnen til og med 1895“, kan noget tilsva- rende ogsaa siges at have fundet sted ved Folgefonnen: „I de sidste 25 å 30 aar er Folgefonnen tøet stærkt op. Flere og flere ,øer* og ,skjær* er i denne tid komne tilsyne ud paa bræen, og hvad der før var ,øer* er i samme tid tildels blevne ,landfaste*. Dette er paa sydpartiet særlig tilfældet ovenfor Mauranger og Odda, og ligeledes tilfældet med store dele af midtpartiet, hvor der nu stikker frem grundfjeld, som før altid laa skjult af fonnen. Ud i august maaned, naar bræen er ,mager“ o: snefattig, og for ny vintersne er falden, kan man ifølge foreres udsagn „gaa der næsten uden at be- trede sneen“. Om isbreerne fra Folgefonnen 1 samme tids- rum gjennemgaaende har svundet ind eller rykket frem, har nærværende meddeler ingen positiv kundskab om. Stærk fremadskriden af en isbræ synes at bevirke en tilsvarende af- magring af den ovenforliggende snebræ. Saa der er intet usandsynligt i, at isbræerne kan have rykket frem samtidig med, at snebræerne er minket, Den af Folgefonnens store 184 - ip; AO yen; isbræer, som paa grund af sin beliggenhed lettest kan iagt- tages, Buarbr&en, er iethvertfald 1 de sidste ca. 25 aar indtil 1893 eller 94 rykket betydelig frem, mens den i de sidste 2 —3 aar atter eri afgjort tilbagegang. I denne forbindelse vil det have sin interessse at mærke sig det faktum, at f. eks. Jostedalsbræens udskydning Brigsdalsbræen i de sidste ca. 25 aar indtil 1894 gik jævnt tilbage og nu i 1895 og 1896 har rykket betydelig frem, altsaa de stik modsatte bevægelser af Buarbræens i samme tidsrum* (Bergens fjellmannalags aars-oversyn for 1896). Her staar man saaledes lige over for et fænomen svarende til, hvad Reid antager, som en mulighed, der kan indtræffe: ,Two glaciers, in general similar, but differing in their exposure or slape, might be very differently removed from their respective equilibrium forms, and would therefore respond at different times to a given climatic change; indeed, one of them might be so far removed from its equi- librium form that a climatic change lasting for several years might not be long enough to reverse the condition of retreat or advance in which it happened to be" (The Mechanics of Glaciers, Pag. 927). Fra Bondhusbræen har vi for det nævnte tidsrum som helhed ikke noget absolut sikkert; men det kan dog merkes, at hr. Gausvik 1 1897 meddelte mig, at Bondhus- bræen trods de sidste aars stadige tilbagegang endda ikke havde naaet saa liden bræstand, som ældre folk kunde mindes fra tidligere tid. Gaar vi saa over til Jostedalsbræen, saa finder vi ogsaa der i sekstiaarene en mere udpreget regression. Allerede ovenfor er citeret Blytt's udtalelse. Doughty undersogte sommeren 1864 nogle af bræerne i Jostedalen (Nigarsbræ, Lo- dalsbræ, Stegeholtsbre, Faabergstolsbræ) og offenthggjorde en »Memoranda on the Summer Motions of some Glaciers-streams in Southern Norway 1864* (Proceedings of the Royal Geo- graphical Society, vol. 9, London, Pag. 109—111) ligesom ogsaa en anden ganske kort beretning „On the Yostedal Brae, a large Glacier-system in Southern Norway“ (Report of the 34 Meeting of the British Association 1864), hvori han om Ni- garsbræen, Faabergstolsbræen, Lodalsbræen og Trangedalsbræen siger: ,These glacial outlets have all considerably diminished in modern times, and are still diminishing“ (1. c. Pag. 143). pe Bidrag til vore bræegnes geografi. 185 I sit interessante og betydningsfulde arbeide „Le névé de Justedal et ses glaciers, univ. prog. 1870* har De Seue med- delt folgende oplysninger om stand og oscillation ved disse bræer i slutningen af sekstiaarene : Veslefjordsbreen: ,De mémoire d'homme le glacier, (ex- ception faite peutétre seulement des deux derniéres années), a dû constamment être en retraite“ (l. c. Pag. 10). Boiumbræen: „En 1869 et peutétre déjà en 1868 le gla- cier commença de nouveau sa croissance“ (l c. Pag. 12). Store Suphellebræ: ,Ce glacier aurait été aussi depuis longtemps en retraite, mais pourtant à de courts intervalles. En 1868 il commenca sa croissance et continua en 1869 sa marche progressive avec encore plus de vitesse. Pendant ces deux années réunies il a pu avancer d'environ 10 m.“ (l. c. Pag. 12). | Vesle Suphellebræ: ,Le glacier était en 1869 en voie de progression rapide; il s'est surtout remarquablement étendu en largeur. Autrefois il aurait été en retraite, d’après ce qn’on dit. Pendant la derniére année il était entouré d'une moraine, dont en 1868 je ne voyait que de faibles traces“ (1. c. Pag. 13). Austerdalsbreen: „Le glacier paraissait au moment de ma visite en 1869 d'étre en vole de progression, ce que je erois, parce que la moraine terminale touchait le glacier de pres et était en partie couchée sur le glacier méme. Pendant les années présédentes on dit quil a été en retraite, comme c'est du reste aussi le cas rélativement aux autres glaciers de la vallée de Veitestrand. Je n'ai pas en l'occasion d'observer de plus prés, si le glacier de Langedal sous ce rapport a subi de changements depuis ma dernière visite en 1868, mais il parait résulter de la comparaison faite entre deux photogra- phies dont lune a été prise en 1868 et lautre en 1869, que ces glaciers dans la derniére année ont été en état de crois- sance* (Ll c. Pag. 14). Tunsbergsdalsbreen: „Le glacier de Tunsbergdal a depuis quelque temps été en retraite. D’après des relations qu'on doit présumer exactes, pendant les 50 dernières années la re- traite doit avoir été approximativement de 300 m. La puis- sance de la partie inférieure doit aussi en méme temps, d'aprés ce qu'on dit, avoir été en décroissance considerable, 186 . P. A. Öyen. Il ce peut cependant que le glacier soit de nouveau en voie de progression“ (1. c. Pag. 15). Bjørnestegsbræen: „Le dernier glacier est en voie de progression depuis quelque temps, tandisque les autres glaciers de la vallée de Krondal on été en retraite* (l. c. Pag. 15). Nigarsbreen: „Il parait que le glacier a déjà été en vole de progression en 1868. Auparavant on dit quil était en retraite“ (l. co. Pag. 15). Gredungsbreen: ,Les deux glaciers ont été, d’après ce qu'on dit, depuis les deux derniéres années en vole de pro- gression, mais auparavant en retraite“ (l. c. Pag. 17). „Les trois glaciers de la vallée d'Olden ont été en re- traite depuis long temps, d'aprés ce qu'on dit. Em 1809 ils semblent avoir été en voie de progression“ (l. c. Pag. 18). Lodalsbræen og Stegeholtsbræen var 1 fremstød 1869 (1. c. Pag. 17). Hvor stor eller hvor liden betydning i dette tilfelde i tid mere lokale forholde kan have, har det altid sin interesse, at erindre om, at da loitnant Lorange i slutningen af sekstierne kartlagde endel af Jostedalsbræen og tilstodende trakter, med- deles der at efter hans rapporter ,, maa veiret paa forsommeren 1868 have været særdeles ugunstigt“ (Bergens fjellmannalags aars-oversyn 1895, Pag. 2), og 1 rapporterne 1869 heder det stadig, „at storm, regn, snefok eller taage hindrede arbeidet“ (l. c. Pag. 3). Derimod ,i 1870 har sneforholdene været gun- stigere, idet sneen er fastere og ikke ligger saa langt ned 1 dalene* (1. c. Pag. 3). Hvor lenge dette i tid mere lokale fremstod har holdt sig har vi ingen sikker efterretning om, men det synes dog rimeligt, at det ialfald paa sine steder har ^ strukket sig noget ud over de to sidste af sekstiaarene; thi Anders Briksdal har meddelt mig, at ,Briksdalsbræen, Melke- voldsbreen og Aabrekkebreen for 1873 gik frem“. Medens der saaledes 1 aarene henimod sytti og derom- kring ved Jostedalsbræen har gjort sig gjældende et udpræget fremsted, om det end sandsynligvis, efter alt hvad vi ved, hverken i udstrækning eller varighed har havt nogen betydelig storrelse eller lengde, men veret af meget beskedne dimen- sioner 1 begge hensender, synes altsaa bræerne i vor centrale hoifjeldsegn, saaledes som vi har seet i det foregaaende, at have fortsat paa deres retræt. Dette bekræftes ogsaa af Wil- Bidrag til vore bræegnes geografi. xor son, der i 1872 meddeler, at ,the glaciers in the Horungerne mountains, at any rate on the eastern and northern faces, are retiring at present^ (The Geological Magazine, London, Vol. 9, Pag. 484). Nu behøver imidlertid ingen af delene at være ensbetydende med, at tilbagegangen har foregaaet ufor- styrret; men vi tør vistnok gaa ud fra, at forstyrrelsen i det høieste i et hvert fald kun har bestaaet i et relativt mere langsomt tilbageskridt. Naar vi saaledes har nogenlunde sikker anledning til at konstatere det virkelige forhold i saa henseende inden den af vore bræegne, hvis isbræer i det store og hele efter min er- faring er bedst skikket som klimatmaalere, saa vækker det ikke saa liden forundring, at det ovenfor af De Seue fra flere af Jostedalsbræens arme anførte, paa sin vis noget ,anomale* forhold til den klimatiske oscillationsrekke, slet ikke er saa lokalt, som man efter dette skulde være tilbøielig til at tænke . sig. Allerede den omstændighed, at saavidt mange af udlo- berne ved selve Jostedalsbræen syntes at folge den samme regel, var jo 1 og for sig nok til at paakalde en mere almin- delig opmærksomhed; men vender vi os til Folgefonnen, saa gjenfinder vi omtrent paa denne tid noget lignende der. Buerbræen synes nemlig omkring sytti og i begyndelsen af syttiaarene at have havt et mere temporært fremstød, der som saadant endog skarpt udhæver sig i den ogsaa ellers ved denne bræ i den heromhandlede periode iagttagne fremryk- ning. Saaledes meddeler en forfatter 1 , Naturen": „Meddeleren, der besøgte den i 1870, saa foran enden græstørv, som den nylig havde pløiet op ved sin fremadskriden og hobe af sten, som den havde skudt frem. En gut, som en lørdagsaften havde været heroppe, havde lagt mærke til en stor sten, der laa saa langt fra bræen som en vogns bredde. Den følgende lørdag naaede isen til stenen* (Naturen 1882, Pag. 18). Yngvar Nielsen fortæller om Buerbræen, at den ,rykkede i 1870 mere end 80 m. frem, i 1871 endog 4 m. paa en uge, hvorimod den nu i nogen tid har været 1 tilbagegang (30 til 40 m.)* (Reise- haandbog over Norge 1893; Pag. 242) (Cfr. Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesellschaft 1880, Pag. 78). Og videre meddeler Wilson i 1872, at Buerbræen ,during the present year has advanced 70 yards* (The Geological Magazine, London, Vol. 9, Pag. 484). Men dette relativt raske fremstød kan ikke have været 188. P. A. Øyen. af nogen lang varighed; thi allerede et par aar efter ,i 1874 laa den ovenpaa gronsveret, og kjorene græssede hge ind til den. Den gjorde da ikke indtryk af at vere 1 bevegelse“ (Yngvar Nielsen: Reisebreve og folkelivs-studier, Pag. 132). At den Jaa paa grønsværet, viser jo, at den ogsaa da var i fremrykken, men det mere voldsomme fremskridt var altsaa over. Folger vi imidlertid Buerbræens historie videre 1 sytti- aarene, saa ser vi, at det raske fremstod dog forbliver det overvelende. Sexe meddeler i 1877, at „Buerbr&en har siden 1832 skudt sig betydeligt frem, antagelig en 2000 skridt, og med det samme lagt under sig et ikke ubetydeligt stykke mark, skikket til beite for smaafæ“ (Arch. for Mathm. og Naturv. B. IL Pag. 471). Holmstróm sammenlignede sine iagttagelser ved Buerbræen 1 1878 med Sexe's: , Att den äfven under de sista 18 aren gatt ytterligare framat, ar pátaghgt, afvensom att den tilltagit i mäktighet. Sedt nedifrån, t. ex. fran en punkt i dalen halfvägs emellan iskanten och Sandvenvandet, synes det som om isen nästan helt och hallet öfvertäckte det klipp-parti, som af Sexe beskrifves och aftecknas skjuta ut fran dalgän- gens norra sida — — — Pa en klippa i dalbottnen fans in- hugget ett litet kors samt „70 Al.“, hvilket fórmodligen skall betyda, att vid tiden für detta märkets inhuggande var afstandet till iskanten 70 alnar. Det var nu endast en meter. Da dessa omständigheter visade, att Buerbriien fortfarande rycker ned i dalen, uppmiitte jag afständet fran iskanten till Buergàrdens bro, för att for framtiden hafva ett nagorlunda bestämdt mått på jökelns framryckande, och fann det vara ungefür 947 metar — — — Det var patagligt, att jókeln äfven vid tillfället for mitt besók (4—7de Augusti) var stadd i fram- ryckande* (Ofversigt af K. Vet. Akad. Férh. 1879, Nr. 2, Pag. 6). Fra sin reise sommeren 1878 siger Penck om Buerbræen: „er ist in fortwährendem, ziemlich rapiden Vorwärtsschreiten begriffen" (Mitth. des Ver. für Erdk. zu Leipzig 1879, Pag. 33). Og Credner beretter samme aar fra Buerbræen: „Ein höchst lehrreiches Beispiel sich vor unseren Augen vollziehender Stauchung und Umkippung der oberflächlichen Bodenschicht durch Gletscherschub beobachtete ich im Sommer des Jahres 1878 am unteren Ende des Buersbrä (Buarbrä)in Norwegen“ (Zeitschr. d. Deutsch. Geol. Gesellschaft 1880, Pag. 77) (Cfr. med hensyn til Bidrag til yore bræegnes geografi. 189 denne Buerbræens fremrykning ogsaa Credner: Elemente der Geologic. 1891, Pag. 254). Aaret efter besogte Yngvar Nielsen denne bre og leverede af de daværende forhold en interessant skildring, som derfor hidsættes 1 sin helhed: ,Jeg saa iaar Buar- bræen for fjerde gang, netop tyve aar, efterat jeg forste gang havde været der, og fem aar efter mit sidste besog. Saaledes havde jeg god anledning til at bedomme dens. fremskridt. Aldrig havde disse været i den grad iøinefaldende som nu. Breen havde gravet den friske grestorv op og rullede denne foran sig ovenpaa den lille moræne, som den stadig skyder frem. Torv, sten, grus og omstyrtede trzeer dannede her et jokel- gjærde, der ganske vist var eiendommeligt, men tillige havde noget meget uhyggeligt ved sig, som vidnesbyrd om natur- kræfternes odeleggende virkninger. Saadan har jeg ikke for seet Buarbreen. I 1874 laa den ovenpaa gronsværet, og kjo- rene gressede lige ind til den. Den gjorde da ikke indtryk af at vere 1 bevegelse, og det var ikke ganske let at tilegne sig en rigtig klar forestilling om dens raske fremadskriden. Nu, 1 1879 forstod man straks ved det første øiekast, at mæg- tige kræfter her vare i virksomhed, og det første, jeg her maatte spørge mig selv om, var, hvor lang tid det endnu vilde tage, inden isen væltede sig frem over indmarken paa Buar, hvis huse kun ligge ti minuters gang fra bræens nuværende endemorene. Breen vil nu snart mode en fremspringende fjeldryg, der formodentlig vil gjøre den modstand. Enten maa den da søge opad og vælte sig over, eller den vil blive sammensnevret nede 1 det trange elveleie for atter nedenfor at udvide sig over Buars slaattemarker. Under forudsætning af, at den bevarer sin nuværende hurtighed, vil dette rimeligvis tage 3 aar. Til den tid vil den altsaa blive meget interessant* (Reisebreve og folkelivs-studier, Pag. 131—132). Samme aar beretter Nielsen ogsaa om Bondhusbræen, at ,den lille moræne, som ligger umiddelbart foran bræen, viser gjennem sin hele beskaffenhed, at bræen er i bevægelse fremover, skjønt denne her synes at være forholdsvis liden i sammenligning med den hurtighed, hvormed Buarbræen rykker sin nederste grænse fremover* (l. c. Pag. 134). Men paa samme tid fik Nielsen det indtryk, at Folgefonnen selv ,for øieblikket var i en ikke ringe tilbagegang“ (Den norske turistforenings aarbog 1879, Pag. 54), og samtidig blev der om Graafjeldsskjærene bag 190. P. A. Oyen. Mysvandet fortalt, „at de i de sidste aar var voxede 1 stor- relse* (l. c. Pag. 67). Karakteristisk er ogsaa, hvad Nielsen videre meddeler: ,forovrigt var der intet, som kunde vise os, at vi nu stod lige foran den, hvis ikke Gotskalk havde sagt, at her skulde Folgefonnen vere — — — der syntes at vere mere nogent fjeld end sne — — — for nogle aar siden, sagde Gotskalk, havde hele det parti, som vi nu oversaa, veret dekket af sne“ (l. c. Pag. 68). Interessant er det forhold, som gjorde sig gjældende med hensyn til Hundsøret. „For havde Hundsoret været anseet for et fast mærke; men nu var man aldeles i uvished om, hvad Hundsoret egentlig var. Saa- lenge Folgefonnen var stor paa denne kant, havde man paa Maurangersiden fæstet dette navn ved et lidet opstikkende skjær, der saa ud som øret af en hund. Men nu var der mange saadanne, og ingen kunde lengere med sikkerhed afgjøre, hvilket var hvilket" (l. c. Pag. 69). Og denne aftagen synes at have fortsat; thi ifolge en meddelelse fra Jakob Jordal hosten 1897 oplyste Gotskalk Gjerde, at der den som- mer fra det saakaldte Hundsøre og over til Gjerde i Mau- ranger var saagodtsom sammenhængende fjeldknatter. Medens fremstodet af bræerne ved Folgefonnen saaledes, ialfald tildels, vedvarede, synes det lille fremstod ved Joste- dalsbræen i slutten af sekstiaarene og omkring sytti at have lagt sig forholdsvis hurtig; thi fra begyndelsen af syttiaarene moder vi her den ene udtalelse efter den anden om bræernes aftagen. Anders Briksdal og overretssagforer Bing har saaledes begge meddelt mig, at Briksdalsbreen har trukket sig tilbage fra 1873—1893. | Endvidere meddeler Bing ved en anden leilighed om Briksdalsbræen, at ,den og de andre isbræer 1 Olden og Loen forøvrigt skal have gaaet jevnt tilbage i de sidste 20 aar“ (Den norske turistforenings aarbog 1896, Pag. 35). Yngvar Nielsen meddeler saaledes ogsaa 1 1893 om Briksdalsbræen, at den ,siden 1889 er rykket ikke lidet frem* (Reisehaandbog over Norge 1893, Pag. 289). Thor Gredung har meddelt mig, at Jostedalsbræen stadig er gaaet tilbage i de sidste 30 à 40 aar. Om Lodalsbreen udtaler Holmstróm 1 1878, at den ,har i nyare tider haft en betyde- hgt storre mäktighet och utbredning. Under sistlidne sommar syntes den hafva dragit sig nágot tillbaka^ (Ofversigt af Bidrag til vore bræegnes geografi. 191 K. Vet. Akad. Förh. 1879, Nr. 2, Pag. 21) Sexe angav i 1877 afstanden fra Nigarsbreens nedre ende til det sted, hvor de forholdsvis moderne moreneafleiringer ophorte, til omtrent 3000 skridt (Arch. for Mathem. og Naturv. B. II, Pag. 470). Ved Nigarsbræen angiver i 1878 Holmstrém „afständet fran den nuvarande iskanten till yttersta åndmorånen — — — till 1000 m.“ (Ofversigt af K. Vet. Akad. Forh. 1879, Nr: 2, Pag. 15). Holmström angiver 1878 bræstanden ved Bersetbræen paa en meget omtrentlig maade, idet han siger, at ,pà ett afstánd af kanske 1000 m. blifver marken med ens blottad pa nästan all växtlighet" (Øfversigt af K. Vet. Akad. Forh. 1879, Nr. 2, Pag. 11). Og i sine „Chips from the ice-axe in Norway 1881“ siger Slingsby om Kjendalsbreen: „during the six years that had elapsed since I had first seen this glacier I found it had shrunk very considerably* (Den norske turistforenings aarbog 1881, Pag. 107). Johannes Vigdal meddelte mig i 1895, at hans tyveaarige erfaring havde overbevist ham om, at alle vore bræer er 1 raskt aftagende, og fra Tunsbergsdalsbræen anførte han saa et slaaende eksempel: „Sidst jeg saa samme, var 1 1881, og i sommer, altsaa efter 14 aars mellemrum, kom jeg atter til Tverdalssæter og fik nu se, at enden paa bræen, som 1 1881 var en lodret væg, næsten til et kirketaarns høide, nu var næsten nedsmeltet; tilbagetrukken var den vist neppe*. Og Bing har ogsaa meddelt mig, at han er sikker paa, Tuns- bergsdalsbræen har gaaet tilbage. — I denne forbindelse kan nævnes, at Bing sommeren 1898 midt paa bræryggen mellem Langedalen og Stardalen fandt en stor, med vand halvfyldt isgryde af ca. 100 fods længde og 60 fods bredde. Vender vi os til Jotunheimen, saa finder vi i den her omhandlede periode bræerne fortsætte deres regression. Dette har vi allerede seet 1 det foregaaende. ,Bræerne har minket i min tid*, skriver Anfin Vetti til mig, og efter ham gjælder dette specielt for bræen paa sydsiden af Skagastølstinderne og for Breikvamsbræen, som begge har minket flere meter. Og ved den ovenfor nævnte anledning meddelte Johannes Vigdal mig, at ifølge hans erfaring gjaldt regelen om bræernes tilbagegang ogsaa for Horungernes vedkommende. Imidlertid har vi ogsaa 1 Jotunheimen i denne periode en katastrofe, der bringer os til at erindre det anomale for- hold ved Folgefonnen. Ole Røisheim har nemlig meddelt 1392 P. A. Øyen. mig, at der fandt et udbrud sted ved Mjølkedalsvandet ca. 1878. Ifølge Nielsen skede vistnok dette udbrud af Mjolke- dalsvandet 1879 (Reisehaandbog over Norge, 1893, Pag. 187). Dette skulde efter, hvad jeg har udviklet 1 det foregaaende, tyde paa mindre stabile tilstande ved Mjølkedalsbræen, forhold som igjen muligens staar i forbindelse med en mindre oscilla- tion, for ubetydelig til at have tiltrukket sig en mere alminde- lig opmerksomhed. Idet vi saa med ottiaarene trader ind i et nyt decennium, befinder vi os 1 Jotunheimen endnu i den samme regressions- periode. Det kunde for saa vidt vere nok at henvise til, hvad der allerede er meddelt i det foregaaende; men eftersom kjendskabet til denne egns geologi og bræforhold udvides, finder vi ogsaa flere udtalelser, som gaar 1 samme retning. I sin ,Dagbog fra reise 1 Jotunfjeldene 1883“ meddeler saaledes Ths. Münster, at ,1 passet, som skiller Troldsteins- hoerne fra Glittertinds bræer og tinder, var en tydelig af- tagen af bræerne synlig; paa rektangelkartet staar passet som dækket af isbre (bræerne efter sneforholdene 1871— 74), medens der nu kun var enkelte fonner, rigtignok tildels af betydelig størrelse, tiltrods for den store snemængde i for- lobne vinter; ligeledes saaes moræner foran den i NO gaaende arm af Grjotbreen at ligge ca. 10m. foran selve- bræen; nedenfor selve Troldsteinskvolven var heller ingen bre læn- ger. Min fører, Knut Vole, havde ved Styggebræens moræne, der passeres paa veien til Galhopiggen, ogsaa iagttaget en aftagen af bræerne* (Nyt Magazin for Naturvidenskaberne B. 28, Pag. 203). Og 1 1897 erklerede ,alle de gamle forere og fjeldvante folk“, Thorgeir Sulheim, Svein Kvitingen, Ras- mus Faaberg, Ole Øiene, Knud Vole m. m. fl. „at de ikke kjendte nogen bre, der var gaaet frem, men alle betydelig tilbage“ (Den norske turistforenings aarbog 1898, Pag. 147). Emanuel Mohn skriver 24 juli 1877 om Tverbyttjern i Leirdalen: ,— — — et lidet, lysegront tjern med svommende isstykker; sneen deekkede fremdeles alt, lige ned til tjernets bred“ (Den norske turistforenings aarbog 1877, Pag. 82). I 1891 fandt jeg, at bræen ikke gik helt ned til tjernet, men dog nesten — ,kun adskilt fra dette ved en ganske smal strimmel af sandig, blod grund“ (Isbreestudier i Jotunheimen, Pag. 17). Man sporer saaledes her muligens en svag tilbage- Bidrag til vore bræegnes geografi. 193 gang; men man maa erindre, at selv i dette sidstnævnte aar kunde nok tidligere paa sommeren sneen have dækket alt helt ned til tjernets bred. Det kommer her meget an paa, hvad tid paa aaret, man iagttager en bræ; desuden veksler jo snebræerne ofte meget aar om andet, uden at dette behøver at staa i nogen egentlig nøiere forbindelse med oscillationer i de klimatiske forhold, men kun være et fænomen af rent lokal art. Men selv ved de virkelige isbræer er det af væ- senilig betydning at vide, hvad tid bræstanden er iagttaget, da der ialfald ved mange bræer gjør sig gjældende en saapas stor aarlig oscillation, at denne kan gribe forstyrrende ind i bedømmelsen, om man ikke har sin opmærksomhed rettet paa det virkelige forhold. Den 25 juli 1872 skriver Emanuel Mohn om Svartdals- bræen, at ,den mundede lige lukt ud i Svartdalstjærnet* (Den norske turistforenings aarbog 1875, Pag. 5) — det er vel forresten det samme forhold, som Mohn havde skildret allerede ved en tidligere anledning (l.c. 1872, Pag. 32). Mere noiagtig skildrer imidlertid Mohn forholdet ved en senere leilighed, enten det nu er paa grund af lagttagelser paa samme tidspunkt eller et senere: ,ved det øverste tjern, hvor man . er paa vandskillet, kommer den deilige, bølgende Svartdals- — bre heit oppefra mellem Svartdalspiggene og munder lige ud i det muddrede tjern, paa hvis nedre side den har lagt en i omkreds usædvanlig stor og regelmæssig halvrund moræne* (Emanuel Mohn: Jotunheimen 1879, Pag. 18). Denne beskri- velse synes ikke at afvige saa særdeles meget fra, hvad jeg 1 1891 fandt at være tilfælde (Cfr. Isbræstudier i Jotunheimen, Pag. 19), saa tilbagegangen i et hvert fald ikke synes at have været synderlig stor, om jeg end ved at sammenligne med Mohn's skildring vistnok maa sige, at bræen rimeligvis har aftaget ikke saa lidet i mægtighed. I 1891 angav jeg Langedalsbræen som den eneste und- tagelse med hensyn til regelen om bræernes aftagen i Jotun- heimen (Cfr. Isbræstudier i Jotunheimen, Pag. 18, 19, 57); men selv her i dette ene tilfælde indskrænkede vistnok det anomale forhold sig til en stagnation, om ikke det eiendom- melige udseende af morænemassen blot havde sin grund i en meget langsom tilbagegang. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, II. 13 194 - P. A. Øyen. Imidlertid findes ogsaa her en efterretning, som muligens skulde tyde paa en vis anomali; snarere er det vel et rent lokalt fenomen, om det ikke blot har sin grund i rent tek- niske forhold. Thi Ball beretter nemlig i 1886 om Skaga- stolsbreen: „This glacier appeared to me at the time to deserve all commendation as affording a smooth road amidst .rockscenery of the most magnificent kind, but since leaving -Jotunheim I have found, that it has still further claims to respect, as it has enlarged its borders in a manner which ..Strikes me as unusual and most meritorious. 'lhis was revea- ‘led by the purchase in Christiania of a photograph in which a ridge of rock is distinctly shown running right across the head of the valley and forming the ,col* above the ice; -whereas at the present time the glacier extends to a breadth ‘of some hundred of yards over the ,col^ and rapidly widens again on the downward slope to Midt Maradal. The present state of affairs is correctly shown in the ,,Lomme-Reisekart“ of 1884, which I presume therefore is of later date than the. photograph in question“ (Den norske turistforenings aarbog, 1888, Pag. 70). i Vi maa dog i denne forbindelse erindre, at fotografier til sine tider kan virke skuffende, om der ikke er anledning til kontrol netop fra fotografens standpunkt. Man bor jo i alle tilfelde ove kritik, men hvad der serlig i dette har bragt mig dertil, er den udtalelse af Sulheim, at han , var rent forbauset -over de forandringer, som i lobet af de sidste aar var fore- .gaaet med bræforholdene* (Den norske turistforenings aarbog, .1898, Pag. 146), og der er vel ingen, som kjender den her omhandlede trakt saa godt som ham. Nu tilsteder rigtignok saavel Sulheim's som andres udsagn, ,at breeerne i den sidste halve snes aar havde veret i stadig og sterk tilbagegang“ (1. c. 1898, Pag, 147) ligefuldt det ovenanforte, tidligere ind- -trufne fremstod af Skagastolsbreen, men merkelig er det, at der ikke engang er hentydet dertil. Imidlertid har vi ogsaa fra senere aar et sidestykke til et saadant forhold, idet nemlig Rasmus Faaberg 11897 angav, ,at Sportegbreen mellem Lyster og Jostedalen gik frem, men dette var ogsaa det eneste eks- empel, han vidste at nævne fra de senere aar“ (1. c. 1898 Pag. 147). Vi staar altsaa her lige over for fænomener, der har sin grund 1 lokale, rent mekaniske forhold, saaledes som vi alle- Bidrag til vore breegnes geografi. 195 rede i det foregaaende har havt anledning til at se eks- empler paa. Her kunde det ogsaa vere stedet at omtale et andet for- hold, nemhg den sikkerhed eller usikkerhed, hvormed de fore- liggende, topografiske karter over vore bræegne kan benyttes til at bedømme de fænomener, der staar i forbindelse med bræoscillationen. Af de udgivne karter maa vel som de bedste i saa hen- seende betegnes de i maalestokken 1 : 100 000 optagne rekt- angelkarter ,Galdhopiggen“ og ,Bygdin“; men der behøves intet langt ophold i denne bræegn for at indse utilstrække- ligheden for det her omhandlede oiemed ved disse karter. Rigtignok beder oberst Hertzberg sine „venner og medfor- bundne: dhr. fjeldturister om, ikke at blive for stærkt over- raskede, om de under sine exkursioner med kart 1 haand en sommer- eller hostdag skulde finde en liden ,nunatak“ eller en glat skuret bergskraaning i dagen et eller andet sted der, hvor kartet blot viser det rene blaagronne brætegn; eller omvendt: om en bræsnip eller en snefond skulde have taget sig den frihed mere eller mindre temporert at dække over en paa kartet som snefri gjengivet terrendel* (Morgenbladet 1895, Nr. 642); men efter hr. oberstens hele fremstilling faar man det indtryk, at karterne selv skal svare til sin tids for- hold paa en tilstrækkelig nøiagtig maade. Jeg tror dog ikke, at jeg behøver at fornærme hverken den ene eller den anden opmaaler, naar jeg erklærer, at saa ikke er tilfældet; thi det vilde visselig ikke vere en enkeltmands arbeide i lobet af nogle faa sommere at faa istandbragt et kart over den stræk- ning, som f. eks. rektangelkartet ,Galdhopiggen* omfatter, hvis det skulde have sin fulde betydning i glaciologisk hen- seende — det er tilstreekkelig her at henvise til den maade, hvorpaa saadanne karter flere steder er optaget i Alperne, paa Spitzbergen — ja det er i det hele et spørgsmaal, om man i saa henseende naar noget egentlig tilfredsstillende re- sultat ved nogen af hidtil gjængs brugte karteringsmethoder. Der maa en ny fremgangsmaade til. For at vise med hvilken noiagtighed saadanne karter til- dels optages i Alperne vil det vere tilstrækkelig at henvise til Finsterwalder: Der Vernagtferner (Wissenschaftliche Ergánz- ungshefte zur Zeitschrift des D. u. O0. Alpenvereins B. I, 196 P. A. Oyen. H. I, 1897). Og under trykningen af nerverende afhandling har jeg fra Blümcke og Hess modtaget deres fortreffelige ar- beide Untersuchungen am Hintereisferncr (1. c. B. I, H. II, 1899), der paa en ypperlig maade viser et saadant kartografisk ar- — beides udforelse. Men naar forholdet stiller sig paa den maade for vor bedst karterede breegns vedkommende, saa kan vi paa for- haand omtrent slutte os til, hvordan sagen stiller sig med hensyn til de ovrige. Jeg har nu ved personlig erfaring erhvervet mig et noksaa udstrakt kjendskab til vore bræ- egnes geografiske forhold, men det har kun veret 1 for- holdsvis meget faa tilfælde, hvor da forresten gjerne et eller andet trek af mere karakteristisk art har veret tilstede, jeg har kunnet gjore brug af det foreliggende topografiske ma- teriale 1 rent glaciologisk retning. Det er saaledes vistnok ikke uden grund, at allerede Mohn siger: ,Jeg maa her faa lov til at gjore den bemerk- ning, at bræerne i dalen ikke ere rigtig ansatte paa kartet, som vil alt ovrigt fandt at stemme særdeles vel med de virkelige forhold. Den store bre, som skyder sig ned mel- lem Dyrhougstinderne og Skagastolstind, og som paa den anden, nordlige side kaldes Skagastolsbræen, men som paa denne side vel rettest bor kaldes Midt-Maradalsbreen, er paa kartet draget en halvfjerding for langt nede i dalen“ (Den norske turistforenings aarbog 1876, Pag. 108) Rigtignok finder vi ved en senere anledning 1 1897 anfort, at selve Midt- maradalsbreen var betydelig aftaget^ (Den norske turistfor- enings aarbog 1898, Pag. 146). Det kunde derfor ligge meget ner ogsaa i det her forst nævnte tilfælde at soge grunden til uoverensstemmelsen 1 en saadan aftagen hos bræen; men Mohn selv synes ikke engang at have faldt paa den tanke, og det er vistnok ogsaa meget tvivlsomt, om grunden er denne. Skagastelsdalen — — — bunden af dalen 1190 m., stiger derfra op til en lidt hoiere terrasse med et lidet tjern 1318 m., og derfra op til en ny terrasse med nok et tjern 1875 m. Ved den ovre ende af dette tjern er der forst en brat sneskraaning og dernæst et bart og lodret stup, over hvis ovre rand Skagastelsbreen skyder ned og danner en udover- hengende krans af is, medens den til høire, under Dyrhaugs- tindernes ryg, velter sig ned lige til tjernet, i hvilket man Bidrag til vore bræegnes geografi. 197 undertiden kan se smaa isbjerge svømme omkring. Opstig- ningen til høiden af bræen ovenover stupet 1572 m. foregaar til venstre for tjernet og stupet og er temmelig brat.* (Den norske turistforenings aarbog 1885, Pag. 43). Skagastelsbreen gaar i flugt med Midimaradalsbreen. Bandet mellem bræerne maalte jeg til 1756 m.“ (l. c. Pag. 44). — „Den nedre ende af Midtmaradalsbræen maalte jeg til 1213 m.“ (l. c. Pag. 45). Naar kaptein Morgenstierne siger: , Svaidalsbræen gaar ikke, som paa amtskartet antydet, sammen med Harbards- breen, men der gaar en snebar dalsenkning imellem dem“ (Den norske turistforenings aarbog 1891—92, Pag. 55), eller doktor Arentz fortæller, at ,efter kartet skulde vi vere gaaet over selve Svaidalsbreen; men hvor vi var gaaet, var fjeldet aldeles frit for brew i indtil 2—3 kilometers bredde" (1. c. 1897, Pag. 10—11), saa kan man vistnok ikke deraf uddrage nogen bestemt slutnmg med hensyn til isbræernes oscillation, da feilen ligesaa godt kan ligge 1 selve karterne. Men selv om man kunde stole paa, at disse var fuldt korrekte, saa vilde man endda staa lige over for den store ulempe, at der selv paa ‘de sidste og bedste karter er benyttet samme tegn for saavel snebræer som isbræer, saa man alligevel ikke vilde kunne faa nogen sikker oplysning om disse sidstes oscillation, men kun om sneforholdene i sin almindelighed. Man ser saa- ledes, at for at faa den fulde nytte af de topografiske karter for den glaciologiske forskning maa der paa karterne ogsaa indfores en særskilt betegnelse for snebræer og isbræer. De forhold, som her kan spille ind med, illustreres godt i folgende udtalelse af Bing: ,Amtskartet forteller jo, at Jostefon er en del af Jostedalsbræen, og alle forfattere, som har omtalt Joste- dalsbreens udstrækning, har gaaet ud fra dette som en given sag. De her omhandlede trakter er maalte og kartlagte af Den geografiske opmaalings udsendinger formentlig i 1869 mellem 9de mai og 8de juni. Saa tidlig paa aaret er rime- ligvis vintersneen ofte endnu liggende, og dette kan forklare grunden til, at Jostefon og Jostedalsbræen paa kartet feilagtig er gjort til en eneste sammenhængende snemark ,(Den norske turistforenings aarbog 1896, Pag. 31). Medens vi ved Jostedalsbr&en i dette decennium synes at staa lige over for en almindelig aftagen af bræerne, saaledes som vi allerede har seet i det foregaaende, saa har vi dog 198, 7 P. A. Oyen. ogsaa et enkelt tilfælde 1 modsat retning, idet Slingsby 1 1889 omtaler ,Suphellebre which is advancing at present“ (Den norske turistforenings aarbog 1889, Pag. 71). Det er ikke blot 1 vort lands nordlige del, at vi endnu har bræer, der i glaciologisk henseende er ubekjendte, men selv paa Vestlandet. En saadan, endnu ikke undersogt bre er Gjegnalundsbreen (Gjegnabræ) eller Aalfotbræen i Nord- fjord. Der findes nogle turistskildringer derfra (Ofr. f. eks. Bergens turistforenings aarbog 1894—95, Pag. 69 flg. og Den norske turistforenings aarbog 1896, Pag. 114 flg.). Over- retssagforer Bing har meddelt mig, at Aalfotbreen og Gjegnabreen er sammenhængende, og at denne bræmasse ikke har nogen egentlig isbre af betydning. Bing har end- videre meddelt mig, at denne bræmasse har aftaget voldsomt i de sidste 10—15 aar. Ved en anden leilighed meddeler Bing, at ,,Aalfotbreen — — — saavelsom Gjegnabræen synes at have veret i tilbagegang 1 lengere tid“ (Tu- ristforeningen for Bergens By og Stift. Aarbog 1894—95, Pag. 80). Og ,de omgivende bygdelags kjendskab til den synes at være lidet; opmaalerne kunde ikke erholde andet navn opgivet end den i Nordfjord gjængse fellesbetegnelse for bestandig is og sne nemlig: blaabræde* (Den norske tu- ristforenings aarbog 1878, Pag. 74). Blaabre synes at være ensbetydende med snebre (Strom: Beskrivelse over Sondmor, B. I, Pag. 36) eller Snec-Brede (Danmarks og Norges Oecono- miske Magazin D. II, Pag. 287) ligesom ogsaa lisbrede (Pont- oppidan: Norges Naturlige Historie, B. I, Pag. 46). I Nord- land finder man betegnelsen svartis (Det norske geografiske selskabs aarbog III, Pag. 82) eller endog styg svartis (Nyt Mag. for Naturv. B. 21 Pag. 269). Dahl undersogte de flo- ristiske forhold om Aalfotenbre og Gjegnalund og gav ,en fortegnelse over de paa dette fjeldparti iagttagne fjeldplanter* (Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1898 Nr. 3, Pag. 19). Ligesom vi -allerede flere gange i det foregaaende har været nodt til ikke at betragte oscillationsfænomenet 1 strengt taget decenniumsperioder for ikke at miste traaden altfor meget, saaledes bliver vi ogsaa nodt til at gribe ind 1 det folgende ligesom ogsaa at gaa tilbage til det foregaaende ved vore betragtninger af Folgefonnens forskjellige bræer. Bidrag til vore bræegnes geografi. | 199 : Da jeg sommeren 1893 aflagde et besøg ved Buerbræen, blev det mig fortalt, at denne bræ havde gaaet noget frem i løbet af de næst foregaaende aar. Og i det foregaaende blev for Buerbræens vedkommende angivet, at fremstødsperioden skulde have naaet saa langt som til at omfatte aaret 1893; men naar samme periode ved oven anførte anledning blev ud- strakt til ogsaa muligens at omfatte aaret 1894, saa er dette vistnok at gjøre den vel lang. Thi høsten 1897 meddelte Jakob Jordal mig, ,at Buarbræen i aarene 94, 95, 96, 97 har aftaget jevnt, vinter som sommer, maaske mest i de to sidste aar; den har trukket sig tilbage ca. 50 meter, og høiden er vien- synlig mindre — i Mauranger ved Gjærde og i Bondhusdalen ligedan*. Bræerne paa disse to sidstnævnte steder gaar ogsaa under en fælles betegnelse som ,Maurangerbræen eller maaske rettere Maurangerbræerne* (Tønsberg: Norge fremstillet i Tegninger 1889, beskrivelse til pl. 26). Ligesom den tidligere omtalte fremrykken af Bondhus- bræen 1 slutningen af syttiaarene var meget svagere end den tilsvarende hos Buerbræen, saaledes synes den ogsaa paa et langt tidligere stadium, end tilfældet var hos denne sidste bræ, at have slaaet om i en aftagen; thi sommeren 1893 med- delte min fører ved Folgefonnen, Anders Bondhus, mig, at Bondhusbræen havde gaaet tilbage saavel denne sommer som : den foregaaende, ligesom den ogsaa 1 det hele havde trukket sig tilbage i løbet af det sidste halve snes aar. | Med hensyn til Blaadalsbreen lykkedes det mig ikke at erholde nogen oplysning om vekstforholdene. Men da jeg 10de august 1893 foretog endel undersogelser ved denne bra, laa der ved dennes sydvestlige side lige fra bræens nedre ende en mindre lateralmoræne klods ind til iskanten et stykke opover. Paa bræens nordostlige side laa der lige an mod den tynde iskant en noget storre morænemasse, der bestod af storre og mindre blokke, sten og grus. Saavel de større blokke som de mindre stene er dels afrundede, dels mere skarpkantede, og selve morænemassen synes nærmest at være en blanding af bundmoræne og endemorene. Denne blandede morenemasse, der 1 det hele har et meget recent preg, strekker sig nedover langs Blaavandets nordlige side ca. 30 m. foran brekanten. Dette synes saaledes paa denne side at vere den strekning breen 1 et foregaaende, forholdsvis kort 200 - P. A. Oyen. tidsrum har trukket sig tilbage, medens forholdene paa den anden side af Blaavandet der nermest synes at tyde paa en stillestaaen. Hovedresultatet turde saaledes nærmest opfattes som en meget langsom tilbageskriden. Da jeg sommeren 1893 foretog endel undersogelser ved Hardangerjøkelen viste sig ved samtlige af mig besogte bræer der en tilbageskriden om end ikke fuldstendig ens. Begge de storre Leirbotnbræer var saaledes i tilbagegang, den vestligste mest. Østre Isdalsskaak var ogsaa 1 det store og hele i til- bageskriden. Muligens fandt der ogsaa en svag tilbagegang sted ved heimste Isdalsskaak. Ved Rembesdalsskaaken iagttoges en mere bestemt tilbageskriden om end efter forholdene at domme ganske svag. Hvad der imidlertid knytter en ganske seregen interesse til den her sidst nevnte bre, er det eiendommelige forhold, at den giver anledning til en brædannet so, Dæmmevand, og saaledes ogsaa ved de forandringer, der staar i forbindelse med bræoscillationen, foraarsager de oversvommelseskatastrofer som her i senere tider har foraarsaget betydelige ødelæggelser og derfor ogsaa har paakaldt en mere speciel opmærksomhed, idet man nu ved et tunnelanleg, der skal skaffe Dæmmevandet et mere regelmæssigt aflob, har sogt at raade bod herpaa. Vort kjendskab til Hardangerjokelen har jo 1 det hele veret meget lidet, væsentlig indskrænket til, hvad Munch har med- delt i den allerede i det foregaaende delvis optrykte indbe- retning fra sine reiser i 1842 og 1843. Paa det kart, som medfølger denne beretning, finder man Jøkulen afsat noksaa noi- agtig; som isbræer er afsat Rembesdalsskaake n, Isdalsskaaken, og ire Leirbotnskjeker — Damme V. findes ogsaa afsat. Nogle aar senere var ner en mere geologisk undersogelse blevet foretaget inden dette omraade, idet Horbye og Kjerulf erholdt et stipendium „for i forening — — — at foretage en geognostisk reise til Hardangerfjeldene fra Hallingjokelen mod syd til Roldal* (Morgenbladet 1849, nr. 122); men Horbye har meddelt mig, at de paa denne reise aldrig naaede op til Har- dangerjokelen. Fra et noget senere tidspunkt har det lyk- kedes mig at faa fat i endel oplysninger i Den geografiske opmaalings arkiv, nemlig i ,Beskrivelser til Portefoljerne.* Angaaende de mere topografiske forhold inden dette omraade findes endel meddelelser l. c. nr. 28 (1863). Bidrag til vore breegnes geografi. 201 [zz (ETL Rembesdalsskaaken og Demmevand. 202 P. A. Oyen. Endel oplysninger angaaende forhold af mere glacio- logisk art skal jeg tillade mig at hidsette i sin helhed: Ved Jokulens sydvestre Kant er, som ovenfor nævnt, Is- bræen, den saakaldte Rembesdals-Skaakje, der meer og mindre brat udfylder en dyb Kloft i Fjeldet og ender ved Rembesdalsvandet, hvori den stadig afsætter sine Ismasser, der svomme ud over Vandet eller legger sig op paa dets Bredder. Breen, der nu saavidt man kan see slutter ved Vandets overste Ende eller iallefald ikke synderlig nedenfor samme, har for ikke lengere Tid tilbage, end at nulevende Mend kunne erindre det, strukket sig ned til Midten af Vandet, og det er tydeligt, af de langs Vandet verende Jokulvolde, at den tidligere har dækket hele Vandet !/s Mil langt eller vel rettere udfyldt dets Bassin. Bræens Bredde har ogsaa været endeel storre, hvoraf Merker i Fjeldet paa begge Sider. Dens nuværende horizontale Længde er en god l4 Mil og største Bredde !/s Mul. Dens øverste Deel ud skyder mod Nord en Arm til Demme-Vand imellem Jokulen og Luranuten, der har sit Tillob fra Jokulen og Udlob under Isbræen i Rembesdalsvand. Det hænder undertiden, at dette Udlob tilstoppes af Isstykker fra Breen, og at Demmevand derfor voxer op til en svær Hoide, indtil det endelig bryder sig Udlob, og da skeer dette gjerne med saadan Voldsomhed, at betydelig Skade anrettes i Simadal, idet Elven fra det saa pludselig opvoxende Rembesdalsvand oversvommer og ved sin rivende Fart odelegger Gaardenes Agre og Enge, borttager Broer m. V. Der har været anstillet forskjellige, men hidtil frugteslose, Undersogelser om, hvorvidt og paa hvilken Maade saadan Skade med en rimelig Bekostning skulde kunne fore- bygges. I geologisk Henseende er vistnok Trakten omkring Rembesdalen interessant, da Mærkerne efter fordums Til- stande der ere friskere og tydeligere, end man 1 Regelen finder dem. Saaledes 1 Lureskaarane og 1 Dalforet mellem Jokulen paa den ene og Rauhaugane og Svartrandane paa den anden Side. Dog vil det vere nodvendigt for 1 den Hen- seende nærmere at undersoge Egnen at vælge en nogenlunde snefri Sommer. I Dalen mellem Onen og Aasfjeld er ligeledes adskilige Spor efter en tidligere Istid. Bortseet fra det sidste Par Vintres og Sommeres overordentlige Snemengde i disse Fjelde paastaae de gamle Gubber, at Sneen idetheletaget har Bidrag til vore bræegnes geografi. 203 aftaget siden deres Barndom, ligesom det samme efter deres Fædres Udsagn ogsaa skal have været Tilfældet i disses Leve- tid; navnlig anfores de store Breer Oseskavlen og Vosse- skavlen, der vel iser have veret Gjenstand for Opmerksom- hed fordi hyppig befarede Veie just ligge over disse Skavler. Heraf drages da almindelig den Slutning, at Fjeldtrakterne paa disse Kanter gjennem de sidste Tider stadigen ere blevne mère og mere fri for Snee. Imidlertid er paa den anden Side ogsaa anfort en Omstændighed som modsiger denne Slutning, den nemlig, at da forendeel Aar siden (en varm og snebar Sommer), den overste Rjuv af Oseskavlen, hvorover just Veien til Grøndalstølen og Urland Ped. ligger, blev sne- bar, hvilket Ingen erindrede at have seet eller hort Tale om, saaes paa Fjeldet saavelsom paa den lose Grus (Grjot) mellem de faste Bergknauser tydelige Spor af Vei Denne Rjuv har altsaa ogsaa i Forfædrenes Tid veret bar engang, og Veien ligget netop som i vore Dage" (l. c. nr. 36 — 1864). „Endnu i sekstiaarene levede der folk, som kunde mindes, at skaakjet havde strakt sig til midten af Rembisdals vandet* (Vibe: Top. Hist. Stat. Beskr. over Sondre Bergenhus Amt 1896, Pag. 244). | Forholdene ved Dæmmevandet har jeg ved en tidligere anledning gjort til gjenstand for en egen afhandling (Bergens Museums aarbog 1894—95 Nr. 3) og eu kortere populer op- sats (Naturen 1895, Pag. 373 flg.), hvorfor jeg her ikke skal gaa nærmere ind paa disse, men kun vedfoie en kartskisse til orientering. (Se side 201). Vi skal her kun ermdre Munch’s meddelelser om, at Demmevandet er sagt fra gammelt af at have havt ud- brud hvert 20de aar, men tillige at Munch ikke vidste at fortelle om noget udbrud siden 1813. Senere finder vi ristignok i sin almindelighed udtalt, at „Simodalen har til alle tider ofte været udsat for voldsomme oversvommelser“ men beretning om nogen bestemt katastrofe har vi dog ikke, for det hosten 1893 heder, ,at der i de sidste tre aar gjen- tagende er indtraadt skadeflomme* (Bergens Museums aarbog 1894—95, nr. 3, Pag. 6), og ligeledes at ,den nu 1 host ind- trufne var storre end nogen tidligere kjendt flom* (l. c. Pag. 6). I det foregaaende er allerede givet en beskrivelse af 204 ' P. A. Oyen. forholdene ved en anden af vore brædæmmede sjoer, Mjolke- dalsvandet i Jotunheimen, og vi saa da, at der her siden midten af aarhundredet havde fundet et par udbrud sted, et i 1855 eller 56 og et 1 1878 eller 79. Da jeg sommeren 1891 ved en undersogelse af Uranaasbræens udlobere i Mjolkedalen fra denne steg op paa den tidligere af Hertzberg omtalte fjeldbarriere, der stænger for ovre Mjølkedalsvand mod nord, viste det sig, at den af ham givne beskrivelse ikke paa langt ner passede til de nuverende forhold. Vandet stod nu (10de august) i hoide med den af fast fjeld bestaaende barriere og havde over denne aflob mod Mjolkedalen gjennem en be- tydelig elv; 1 syd saaes den mod vandet tvert afskaarne Mjelkedalsbre, og paa vandet selv svommede en hel del is- blokke, der især var tæt sammenstuvet nær ved elvens ud- lob af vandet mod nord. Da jeg saa igjen 6te september 1893 sammen med Knud Vole passerede gjennem Mjolkedalen, kom der ogsaa, saavidt vi kunde skimte gjennem taagen, over nevute fjeldbarriere fossende en stor elv fra ovre Mjolkedals- vand. Af det foregaaende folger saaledes, at vandstanden i ovre Mjolkedalsvand ved Hertzbergs besog var langt mindre end ved mine to senere besog 1 1891 og 1893. Og nu ganske nylig har Knud Vole meddelt mig, at saavidt han har kunnet erfare, har der ikke fundet noget usedvanligt sted ved Mjolke- dalsvandet i den tid, som er forlobet, siden vi var der sammen. Men Yngvar Nielsen meddeler imidlertid, at der fandt et ud- brud sted ved ovre Mjolkedalsvand 1 1894 med den sædvanlig ledsagende flomkatastrofe (Reisehaandbog over Norge, 8de udg. 1896, Pag. 176). Brædæmmede sjøer er heller ikke ukjendt fra den nord- lige del af vort land, idet nemlig en saadan findes ved Strupe- skaret i Lyngenfjeldene (Cfr. Bergens fjellmannalags aars- oversyn 1898, Pag. 2), og hvorfra Rabot, har givet en interes- sant meddelelse: „Dans son cirque supérieur, le Strupensbræ donne naissance à un lae de barrage, long d'environ trois kilomètres. Cette intéressante nappe d'eau, beaucoup plus pittoresque que le fameux Marjelen See, a été découverte, en en 1898, par MM. G. Hastings et Cecil Slingsby. Peu aprés le passage des voyageurs anglais, les eaux ayant trouvé une issue sous le glacier, le lac se vida en partie, et, à la place du vaste bassin parsemé d'icebergs qué existait quelques jours Bidrag til vore bræegnes geografi. 205 auparavant, on ne voyait plus que des blocs de glace échonés autour d'une mare sans importance“ (Arch. des Sc. phys. et nat. T. VIII Genéve 1899, Pag. 322). Desuden er heller ikke opdamninger af anden art, med derpaa felgende udbrudskatastrofer, ubekjendt fra vore breegne. Sexe beretter saaledes fra Folgefonnen: ,Man har endnn i frisk minde, hvorledes vandet ud paa sommeren, for nogle og tretti aar siden, pludselig svandt ind 1 den elv, som udspringer fra iisbr&en i Kjæringbotnen, og hvorledes det uden nogen mellemkommende uveirsdyst pludselig indfandt sig igjen i en saadan fylde, at det oversvømmede alle bredder og oversaaede dem med sand-, gruus- og steenmasser samt iisblokke. Den eneste mulige forklaring paa denne tildragelse er, at elvens lob under iisbr&en stoppedes til, og at vandet derinde stuvedes op, indtil det brød frem med ustandselig kraft og sopte en stor deel af iis- breen med sig. En lignende oversvømmelse fandt sted i Buersdalen høsten 1857, hvor flere maal græsmark gik tabt med det samme* (Sneebræen Folgefon, univ. prog. 1864, Pag. 18). Det vigtigste arbeide, som med hensyn til de her omhand- lede forhold foreligger over det nordlige Norges bræer, er: „Les variations de longeur des glaciers dans les régions arcti- ques et boréales^ af Charles Rabot. Denne forfatter har her sat sig en ikke mindre opgave end at give en sammenhen- gende oversigt over oscillationsfænomenet inden et meget vidtstrakt omraade, saaledes som titelen giver en oplysning om. Den forste del blev trykt 1 Archives des Sciences physiques et naturelles Genève, t. III p. 163 ct 301 og udkom 1 1897 som eget skrift blandt publikationerne fra Commission internatio- male des glaciers. I samme tidsskrift t. VII, p. 359 paabe- gyndte Rabot i indeværende aar anden del af oven nævnte arbeide og naaede i t. VIII, p. 273 saa langt som til at be- oynde fremstillingen af de skandinaviske bræforhold, hvor der da efter en mere almindelig indledning følger en mere indgaaende behandling af det nordlige Norges bræer (1. c. t. VIII, p. 277 flg.) Denne fremstilling er som helhed betragtet meget bra, men lider dog ogsaa af endel mangler, som tildels ufuldstændig med de deraf flydende feilagtige oplysninger; dertil kommer en vel djerv generalisation, der søger at skaffe os en mere omfattende viden, end vi i virkeligheden besidder 906 P. A. Oyen. — men naar vi bortser fra disse mere tilgivelige feil og de mere hypothetiske slutninger af svindende betydning, er der tilbage en mængde iagttagelser og et samlerarbeide af bli- vende veerd. Nylig udkommet og let tilgjængelig som dette arbeide nu er, vilde det kun føre til en gjentagelse her at gjengive alle de enkeltheder, som Rabot har meddelt, og interesserede vil jeg derfor henvise til dette specialarbeide. Her vil jeg kun berøre ganske enkelte, mere specielle punkter, der har særlig interesse for nærværende undersøgelse, deriblandt da ogsaa den mere generelle oversigt over oscillationsfænomenets forløb. I den følgende tabel, der væsentlig er efter den af Rabot meddelte (Arch. des Sciences physiques et naturelles 1899, t. VIII, p. 466), er dog gjort et par forandringer. Det tal, som Rabot lader betegne ,debut de la période de retraite“, lader jeg kun betegne aarstallet for iagttaget tilbageskriden; betyd- ningen af de to her meddelte talgrupper bliver derfor, at mellem disse respektive aartal har totalforandringen været en aftagen. Længere finder jeg det med vort nuverende lille kjendskab til disse egnes bræer ovedrevent at gaa. Overens- stemmende dermed har jeg ogsaa fuldstændig udeladt tredje gruppe, ,Durée minima de la periode de retraite“ i Rabot's tabel, idet jeg finder de der meddelte tal dels saa hypothe- tiske, at de ingensomhelst værd har, dels ogsaa ligefrem urig- tige som f. eks. for Engabræens vedkommende. Bergsfjordbræen . 1876—1898 Tverdalsbræen 1871—1881 Strupenbræen 1885—1895 Nordfjordbræen 1891 Fonddalsbræen 1883—1891 Skaviktindsbræerne 1884 Blakaadalsbræ 1882—1890 Svartisvandsbreen 1873—1890 ' Beierelvbreen 1882 Sandskarbræen 1885 Det har jo sin store interesse at se, hvorledes en flerhed af bræer foier sig ind i en i det store og hele almindelig til- bagegangsperiode fra syttiaarene og videre henimod vort aar- hundredes slutning. Men selv med de faa iagttagelser, vi har Bidrag til vore bræegnes geografi. 207 fra den nordlige del af vort land, besidder vi imidlertid ma- teriale til ogsaa at se, at denne tilbageskriden ikke er uden oscillation eller uden undtagelser, der viser andre forhold. Saaledes finder vi, at ,de 1876 å 1883, deux courants des Oxtinder auraient progressé — — — et, de 1879, à 1882, une branche du Frostis aurait avancé. Depuis, ces glaciers ont a leur tour reculé“ (1. e. Pag. 466). Allerede ovenfor er om- talt forholdene ved Fonddalsbreen. „Enfin, de 1883. à 1891 un glacier du Grotaadal et le courant nord du Blakadal sont demeurés stationnaires“ (1. c. Pag. 466). Med hensyn til den forstnevnte angav Rabot for, at den var stationer fra 1882 til 1891 (1. c. Pag. 458). Medhensyn til den sidstnævnte der- imod: ,ce courant a done subi une trés faible décroissance de 1882 a 1890* (1. c. Pag. 454). Lignende fænomener, der tyder paa en vis uoverensstemmelse mellem forskjellige bræer, gjen- finder vi ogsaa fra de sidste aar; thi medens Pipertindsbre- erne ved yttre og indre Gamvik (Lyngen) var i tilbageskriden 1899 (1. c. Pag. 321), beretter Hastings i 1897 om en bre paa nordsiden af Jekkevarre: ,A cette date, j’observai un soulè- vement et un amoncellement de la moraine terminale le long d'une partie du front, ce qui me parut étre l'indice d'une ré- cente progression partielle de la glace, Hn 1898, il n'y avait plus trace de ce phénoméne* (l. c. Pag. 324). Vi skal derpaa kaste et lidt nærmere blik paa et par af de bræomraader i vort lands nordlige del, som dels paa grund af sin mere fremskudte stilling og dels paa grund af deres nerhed ved havet i speciel grad tiltrækker sig opmærksom- heden. Naar Wahlenberg omtaler, at paa sydsiden af Kunna »bræen stiger ned lige til havstranden“ (glacies usque ad littora maris descendit) (Flora Lapponica 1800, 1802, 1807 et 1810, Pag. XLI), saa har udtalelsen her en altfor lidet speci- ficeret og altfor almindelig karakter til, at man kan tillegge den nogen storre betydning for besvarelsen af det sporgsmaal, det her gjælder. "Og Wahlenberg siger selv: „Om sådant glacierernas fram- och återryckande, eller huru vida de till- eller aftaga, derom har jag icke kunnat göra några mårkvår- diga observationer* (Berüttelse om mätningar och observa- tioner etc. Stockholm 1808, Pag. 40) Storre interesse af- vindes dog ogsaa denne Wahlenbergs oveufor nevnte udtalelse, naar den sammenholdes med, hvad Leopold von Buch med- 208 P. A. Øyen. deler om Svartisen: „Dieser Schnee hat Gletscher erzeugt. Etwa eine Meile südlich vom Cap, gegenüber dem Handels- platz Haasvår, kommt ein Gletscher von der Höhe und, was für ihn vielleicht einzig ist, das Eis stürzt sich unmittelbar in dass Meer. Nur eben jezt, die Wärme des vorigen Sommers hatte ihn wenige Schritt vom Ufer zurückgetrieben aber wahrscheinlich wird er bald den vorigen Raum wieder ge- winnen* (Reise durch Norwegen und Lappland, Th. I, Pag. 311). Herom siger rigtignok Forbes: „Von Buch states that one of these glaciers of Fondal opposite Haasvär falls into the sea. I do no think, however, that the great geologist — — — himself visited the interior of these fiords, and this interesting question deserves a minute examination“ (Norway and its Glaciers, 1851, Pag. 53), en vistnok saavel rigtig som beret- tiget bemærkning. Endskjont Von Buch saaledes ikke selv har været ved denne bre, har dog hans meddelelse den store betydning sandsynligvis at have sin grund i samtidige beret- ninger paa stedet, en omstendighed som desuden bekreftes derved, at i begyndelsen af nittiaarene ,gamle folk oppe i Holandsfjord fortæller, at bræen for omkring 90 aar siden eller ved aarhundredets begyndelse naaede helt til sjoen; men fra den tid har den stadig trukket sig tilbage* (Arch. for Mathm. og Naturv. B. XVI, Pag. 283); denne tradition gjzlder Engabræen, den storste af bræerne ved Holandsfjorden eller den, som 1 almindelighed gaar under navn af Svartisen, men med Wahlenberg's og Von Buch's 1 ganske almindelige ud- tryk holdte meddelelser kan man vistnok meget godt henfore dem netop til denne bre. Men hvis virkelig denne bre har gaaet helt ned i havet i aarhundredets begyndelse, saa maa der i de nermest folgende aar have foregaaet en meget hurtig afsmeltning. Ja denne bliver saa rask, at vi nodes ner sagt til at henføre det tidspunkt, da bræen naaede havet, ikke til begyndelsen af vort aarhundrede, men til begyndelsen af forrige. De forhold, der staar 1 forbindelse med denne tilbage- rykning og tidspunktet for denne, illustreres bedst ved folgende skildring af Vargas Bedemar. Denne forsker, der foretog sin reise i Norden i aarene 1810, 1811,1812 og 1814, har givet en beskri- velse af Fondalsbræen og beretter om dens vestlige gren: „Dieser Gletscher ist, der Behauptung des nächsten Bewohners nach, seit einigen Jahren zurückgewirchen, auch die Gestalt der Bidrag til vore bræegnes geografi. 209 Morainen bezeugte dies. Man erkennt sehr deutlich die Spuren von 4. Die zwischen ihnen liegenden Räume sin durch spätere Ueberschwemmungen beynahe unkenntlich geworden, sie be- tragen ohngefáhr von 10 bis 30 Fusz“ (Reise nach dem Hohen Norden, B. II, Pag. 60). Om den ostlige Arm siger Bedemar: „Die Morainen, deren man zum wenigsten sieben unterscheiden kann, sind hier sehr merkwürdig; sie liegen wie Bollwerke parallel hinter einander, die äuszerste ist wohl einige hundert Fusz vom Gletscher entfernt, und beynahe schon zu einer bloszen Hügelreihe geworden, von Sträuchen besetzt. Sie ist daher sehr alt. Die nächst darauf folgende ist die ansehn- lichste an Hóhe und Ausdehnung — — — Die dem Gletscher allernächst liegende Moraine hat nur 30 Fusz Abstand von ihm, er geht ebenfalls zurück, nach dem er wahrscheinlich schon mehrmals das Meer erreicht hat“ (l. c. Page 61). Der folger nu et lengere tidsrum, hvorfra ingen beretning findes. Rigtignok forteller professor Munch om Svartisen, at den ,Gletscher bis in das Meer, sowol im Holandsfjord bei Fonddal, als im Innern des Melfjords hinabschiebt* (Keilhau: Gaea Norvegica, Pag. 512); men denne meddelelse kan vistnok lige saa lidet som Kraft's knappe beretning om, at Fonden „i en af disse fjorde sender en gletscher lige ned 1 havet“ (Top. Stat. Beskr, over Norge 1835, D. VI, Pag. 248), eller at ,den udstrakte sne- og iisbre Fonden, som ved Fonddalen 1 Ho- landsfjord skyder sine gletschere lige ud i havet“. (Jens Kraft: Hist. Top. Haandbog over Kongeriget Norge 1845 —1848, Pag. 625), betragtes som mere end en ganske al- mindelie geografisk notits, der lige saa godt kan skrive sig fra beretninger 1 aarhundredets begyndelse som fra noget senere tidspunkt. Og af en i geografisk henseende ligesaa almindelig karakter er ogsaa en notits af langt senere datum: „I Ho- lands- og i Nordfjorden ender dens Jokler ikke langt fra Havet, og skal de til sine Tider have naaet helt ud i dette samt have afgivet virkelige smaa IsfJelde* (Tønsberg: Norge fremstillet 1 Tegninger 1889, beskrivelse til pl. 58). Den af Vargas Bedemar beskrevne, vestlipe arm er den egentlige Fonddalsbre. Om denne gjælder det, saa vidt det har veret mig mulig at udfinde, at der ingen beretning findes om dens vekstforhold helt fra det forste decennium af vort aarhundrede helt op til ottiaarene. Thi Archibald Geikie, Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, IIT. 14 210, = P. A. Oyen. som reiste her sommeren 1865, omtaler her kun ,large heaps of rubbish and enormous masses of rock scattered over the valley below“, (Geological Sketches at Home and Abroad, Pag. 142—145). Senere meddeler Rabot efter et brev fra Rekstad: „En 1890 et 1891 ce glacier était en retraite et la position des moraines indiquait que ce mouvement se conti- nuait depuis longtemps“ (Arch. des Sciences physiques et naturelles, Genéve, 1899 t. VIII p. 334); imidlertid meddeles, at ,ver 1880, le Fonddalsbræ se serait allongé de ,95 brasses“ — une progression momentanee“ (l c. p. 466. 334). Om man kunde tillegge det synderlig vegt, vilde den omstændighed, at Vargas Bedemar angiver ,Spuren von 4“, medens Rekstad angiver ,4 mindre morænevolde“ mellem bræenden og den lige ved sjøen liggende store endemoræne (Arch. for Mathm. og Naturv. B. XVI, 1893, Pag. 286—287), være et fænomen af betydelig interesse. Men den maade, hvorpaa morænerne ved Engabræen beskrives af Bedemar (Reise nach dem Hohen Norden B. II, Pag. 61), Geikie (Geological Sketches at Home and Abroad, Pag. 143), Rabot (Arch. des Sciences physiques et naturelles Geneve 1899, t. VIII, p. 337—339) og Rekstad (Arch. for Mathm. og Naturv. B. XVI, Pag. 282—283), viser imidlertid, at det er umulig at tilegge morænebeskrivelsen synderlig vegt paa dette sted, og da jeg ikke selv har havt anledning til at undersoge disse Holandsfjordens breer, har det ikke veret mulig for mig i dette tilfelde heraf at trekke nogen direkte slutning. Allerede i det foregaaende har vi seet, at Engabræen omkring 1720 havde et forholdsvis stort fremstod, der her har afsat sit marke 1 egnens historie paa en lignende maade som den noget senere indtrufne fremrykning af flere af Jostedals- bræens arme og sandsynligvis her som der efter en tidligere forholdsvis liden bræstand, saaledes som den tidligere bebyg- gelse vistnok kan siges at antyde. Derpaa folger et langt tids- rum uden nogen historie, og de forste traditioner, som man saa stoder paa, er vistnok at betragte som meget usikre og af en meget almindelig karakter, saa det vistnok vil falde vanskelig med sikkerhed at henfore dem til noget bestemt tidspunkt. Men som jeg allerede ovenfor antydede, er det vistnok rettest at opfatte de af Bedemar beskrevne moræner som merke fra det forudgaaende ukjendte sekel. Nærmere at trække sammenlig- Bidrag til vore bræegnes geografi. 211 ning i dette tilfælde vilde jo kun bunde 1i gisning, efter alt hvad vi nu ved. Bedemar beretter saa om en udpræget af- tagen. Her maa vi imidlertid legge merke til, at tiltrods for den omhyggelige beskrivelse af morænerne har ikke Bedemar nævnt den lille sjo, som nu findes foran bræen, med et eneste ord, hvorfor vi vistnok med sikkerhed kan gaa ud fra, at nogen saadan ikke fandtes paa hans tid. Denne bres derpaa folgende historie er igjen indhyllet i morke. Rigtignok saa vi ovenfor, at Rekstad ifølge stedlig tradition angav en stadig tilbageskriden; men dette kan ikke, som vi skal se, være fuldt overensstemmende med de virke- lige forhold. Thi Archibald Geike som aflagde et besøg der sommeren 1865 siger: „The glacier was engaged in plough- ing up the marine sediment which had been formerly deposited upon the submerged floor of the valley" (Geological Sketches at Home and Abroad, Pag. 146), saa der har rimeligvis været et fremstod, om end mindre, paa denne tid. Skal man imid- lertid tro den meddelelse, som Rabot 1 1885 fik af Johan Fonddal: ,le lac morainique n'existerait que depuis trente ou quarante ans“ (Arch. des sciences physiques et naturelles, Genéve 1899, t. VIII p. 338), saa faar man et noksaa godt holdepunkt for at bedomme tilbagerykningen som var gaaet nermest forud for Geikie’s iagttagelse; thi ved Geikies besog var der allerede en forholdsvis betydelig sje foran bræen (cfr. den kartskisse som er meddelt 1 „Geological Sketches at Home and Abroad“, Pag. 142). Senere skulde der vere fulgt en afsmeltning. Rabot angav imidlertid 1 1883 samme afstand, 800 meter, mellem havet og bræenden (1. c. t. VIII, p. 337) som Rekstad ved sine undersegelser 1 aarene 1890 og 1891 (Arch. for Mathm. og Naturv. B. XVI, Pag. 283). Grundet paa oplysninger erholdt paa forskjellige hold antog Rabot en godtgjort aftagen fra 1883 til 1898, en aftagen der i tidsrum- met fra 1889 til 1898 skulde have belobet sig til 60 à 80 meter (Arch. des Sciences physiques et naturelles, Genéve 1899, t, VIII, p. 341). I den sydlige del af Svartisen, der hvor denne sender en arm ned til Svartisvandet, er der ogsaa iagttaget en ikke ganske ubetydelig tilbageskriden af bræen. Munch har saa- ledes meddelt Forbes, at ,a considerable glacier descends to the Svartiis lake, which it partly fills‘ (Norway and its Gla- 14* 212 . P. A. Oyen. ciers 1851 Pag. 228). I 1878 angav De Seue iskanten af ,den i Svartisvandet nedgaaende del“ til „henimod 1500 fod* (Nyt Mag. for Naturv. B. 21, Pag. 252). Rabot iagttog en tilbageskriden 1 1881 (Arch. des Sciences physiques et naturelles 1899, t. VIII, p. 456). Og Rekstad, der foretog sine undersogelser af Svartisen i 1890 og 91, meddeler: „da vi kom til morænen paa den nordvestlige side af Svartisbreen, paaviste-veiviseren en stor sten, hvortil isen for 20 aar siden naaede. Nu laa den omkring 15 m. hoiere end bræens overflade, og saameget skulde da isen her have aftaget i megtighed i dette tidsrum“ (Archiv for Mathm. og Naturv. B. XVI, Pag. 275). Videre meddeles: ,bræen naar netop med spidsen ned i vandet, hvorfor der ikke er tale om kalvning af isbjerge, men undertiden falder der mindre isblokke ud i vandet“ (l c. Pag. 276). Der maa saaledes have fundet sted en betydelig aftagen fra De Seue's tid til Rekstad’s. Her vil det ogsaa være passende at minde om, at Sveno- nius 1878 iagttog ,ett vigtigt förhållande — — — på Suli- tülmas största jökel, näml. de tydliga tecknen på, at han minskats högst betydligt under de sista 70 åren (sedan Wah- lenbergs ritning togs)“ (Bidrag till Norrbottens geologi, Pag. 88). Derimod anfores Rendalsbræen 1 Lyngen saavel af Leo- pold von Buch (Reise durch Norwegen, T. I. Pag. 462) som af Forbes (Norway and its Glaciers 1851 Pag. 76) at naa næsten ned til kysten. Allerede Leopold von Buch gjer opmerksom paa de eien- dommelige bræforhold i JokelfJord: „Man sieht recht deut- lich, wie sich in hóhen Thälern die Gletscher aus dem Schnee absondern, und wie sie sich gegen den tiefen umgebenen Jöckulfiord hereinstiirzen. In der Mitte über die steilen, fast senkrechten Felsen bleiben sie hángen, und im Sommer stürzen von dort die grossen Eismassen unaufhörlich m den Fiord. (Gilbert: Annalen der Physik B. 41 (1812) Pag. 28); og det er med omtrent de samme ord denne forfatter omtaler dem ogsaa ved en anden leilighed (Reise durch Norwegen und Lappland B. I (1810), Pag. 472). Von Buch har imidlertid ikke selv veret paa stedet (Forbes: Norway and its Glaciers 1851, Pao 18,49): Derimod har Vargas Bedemar nogle aar senere leveret en paa egne iagttagelser grundet beskrivelse af bræforholdene i Bidrag til vore bræegnes geograf. 213 Jokulsfjord: „Mit dem Jökkelfjord, dessen Eingange wir dicht vorbey schifften, hebt nun das eigentliche Reich der nörd- lichsten Gletscher an, das sich nordöstlich hinauf über Sejland wee erstreckt. Der mächtigste Eisberg dieses Fjords steht in seinem Hintergrunde, von 60 Ellen Breite, sich in zwey über- einander liegenden Terrassen über das Meer hinaus erstreckend. Eine davon ist der Oberfläche desselben ganz nahe, die andere bedeutend über die untere hervorragend. Die Eisstücke der obern, welche beym Fortdrange des Gletschers herabfallen, zerstückeln sich gemeiniglich im Sturtze. Das Gewicht der Masse zerbricht und reisst die Wände des untern Vorsprunges mit sich herunter, worauf die Gewässer des Fjords hoch und ungestüm anschwellen“ (Reise nach dem Hohen Norden, B. IT, Pag. 84). | I aarhundredets midte finder vi Forbes meddele om bræ- forholdene 1 Jokelfjord: ,It is the only glacier in Norway which is actually washed by the sea“ og fortsætter videre: „this fact is mentioned by Von Buch, who, however, does not appear himself to have visited the spot; but I received a particular account of the position of the glacier from Mr. Crowe, British consul at Christiania, who is intimately ac- quamted with this part of Norway“ (Norway and its Glaciers visited in 1851 Pag. 78, 79). Archibald Geikie som reiste her sommeren 1865 fortæller om Jokulfjordbreen: ,Though I did not succeed in ascending the rugged cliffs, I had no doubt that the lower glacier, from its colour and the steepness and contraction of the gorge above it, is a true glacier remanié“ (A. Geikie: Geological Sketches at Home and Abroad, Pag. 152). „The dark rock was likewise seen peering out along the water’s edge, underneath the ice, which does not push its way out to sea in a mass, but ends abruptly where it meets the water. From these icy walls small fragments and large slices break off, and fall either on the margin of rock or into the fjord“ (A. Geikie: Geological Sketches at Home and Abroad, Pag. 156). Og i 1877 siger Karl Pettersen: ,De is- masser, der saaledes styrte ned ud i fjorden, kunne vere saa mægtige, at hele fjorden derved sættes i stærk bevægelse, saa dønningerne kunne merkes i over 1 mils afstand ud imod Jøkelfjordens munding mod Kvænangen. Det vil derfor altid være forbundet med stor fare med baad at nærme sig glet- 914 - ij Ns ere scheren formeget, ligesom det ogsaa flere gange har hendt, at baade med mandskaber herunder ere forulykkede. Fjorden er ogsaa langt udover altid oversaaet med storre og mindre svommende isflag“ (Arch. for Mathm. og Naturv. D. II, Pag. 332). Helland siger om Jøkelbræen: „Den er delt i et ovre og et nedre parti. I fra det ovre parti falder ismasserne paa det nedre, og dette danner da igjen en bre, hvorfra de isstykker kommer, som svømmer ud jgjennem fjorden — — — isstykkerne fra Jokelbræen falder, saaledes som jeg under min nærværelse havde anledning til at iagttage, ligetil fra den lodrette kant, hvormed bræen ender, ud i havet“ (Om Indsgerne 1 Italien og Fjordene i Norge, Pag. 436). De forhold, der saaledes med hensyn til isblokkes ned- styrtning her synes helt fra aarhundredets begyndelse at have holdt sig nogenlunde uforandrede, synes imidlertid i de nu nermest folgende aar, henimod otti, at have undergaaet nogen forandring. Rigtignok er den maade, hvorpaa Rabot i 1881 omtaler bræforholdene 1 Jokelfjord, noget ubestemt, svævende: Ce glacier est le seul de notre continent qui descende jusqu'à la mer“ (Un été au-dessus du cercle polaire 1882, Pag. 49). Men han udtaler sig ved en senere anledning paa en mere bestemt maade: ,Du 27 au 30 aoüt 1881, je demeurai sur les bords du Jokulfjord en vue du glacier remanié. Durant ce séjour aucune avalanche ne fut suffisante pour amener une perturbation dans les eaux de la baie; pendant ce temps, je n'observai que quelques petits blocs à la surface du fjord. Les indigenes me conduisirent en canot jusqu'au pied du glacier, sans élever la moindre protestation. Enfin, un campe- ment lapon était installé sur la berge du fjord, à deux kilo- metres du Jokulfjeld. Tous ces faits prouvent qu'en 1881 les accidents signalés par L. de Buch et par K. Pettersen étaient devenus plus rares. La comparaison de l'esquisse du glacier, jointe à la relation de K. Pettersen, à celle que j'ai faite en 1881, montre que, depnis la visite de ce voyageur, le courant avait subi une notable diminution. Sur le dessin de Pettersen le sommet du glacier remanié atteint presque la langue infé- rieure de la nappe de glace supérieure. En 1881, l'intervalle séparant les deux portions du glacier était devenu sensible- ment plus grand“ (Archives des Sciences physiques et natur- elles 1899, t. VIII p. 289—290). Nu kunde naturligvis ikke Bidrag til vore bræegnes geografi. 215 den mulighed vare udelukket, at forhold af mere momentan karakter var fremherskende ved dette besog, og derfor afvin- des der det her nævnte en storre interesse ved de meddelelser, som Rabot har erholdt af lokalkjendte folk, nemlig at bræen i Jokulfjord i længere tid har været i aftagende (1. c. t. VIII p. 290—291). I 1894 blev der paa den internationale geologkongres i Zürich stiftet en Commission internationale des Glaciers med det formaal at samle og bearbeide de beretninger, som maatte foreligge, og som efterhaanden kunde indhentes angaaende bræoseillationen jorden rundt. Som Medlem for Norge i nævnte kommission har jeg i de siden forlobne aar sogt at samle, hvad der med nogenlunde sikkerhed kunde bruges i det her omhandlede oiemed for vort eget lands vedkommende. Men da jeg i disse aar selv har været optaget med andre studier inden andre omraader, saa har jeg kun veret henvist til at ose af andres meddelelser. Sommeren 1895 blev flere af vore breegne besogt af osterrigeren, professor Richter, der gjorde flere interessante iagttagelser med hensyn til breoscillationen. Efter sin hjem- komst tilstillede han mig en lengere redegjorelse for de resultater, han var kommet til med hensyn til vore breforhold, og har senere leveret flere interessante afhandlinger om samme emne, hvoraf her 1 denne forbindelse bor fremheves: „Beobachtungen über Gletscherschwankungen in Norwegen 1895“ (Dr. Peter- mann: Geographische Mitteilungen 1896, Pag. 107 flg.). Af denne Richters afhandling (BG) og hans ovenfor nevnte skri- velse (MS) hidsættes folgende: Kjendalsbre. „Rückgang von einem frischen Endmoränen- wall 6—10 m.* (MS) — „Also: gegenwärtig kleiner Rückgang“ (BG). ,Aeltere Morånen 383—400 m. entfernt“ (MS). Aamotbre. ,9 Ältere, aber nicht sehr alte Moränenringe, der letzte 6—800 m. vom jetzigen Gletscherende* (MS). ,Die Moränenringe liegen, mit einer merkwürdigen Deutlichkeit unterscheidbar, sowohl am rechten Gletscherufer wie auf dem flachen Vorterrain; am linken Ufer ist die Reihenfolge weniger kennbar. Es sind schmale und nicht sehr hohe Walle aus sehr grossen Blócken, ohne Bindemittel, ihren Ursprung aus echten Oberflächenmoränen oder aus einzelnen auf der Gletsher- fläche verstreuten Steinen deutlich erweisend. Nur die äussern 216 : t P. A. Oyen. haben auch fein zerriebenes, also Grundmoränen-Material. Vielleicht kann man das so erklüren, dass dieses Monumente des Gletschervorschreitens sind, bei dem der Gletscher Ma- terial aufschob, während die innern Wille Erinnerungen an Riickzugsstadien sind, bei welchen sich nur das Oberflàchen- material ansammelte. Den Zustand unmittelbar an der Zunge konnte ich nicht näher untersuchen“ (BG). Boiumbre. „Bei meinem Besuch schien ein geringer Rückgang wahrnehmbar“ (BG). „Rückgang um 50—100 m. Einsinken 20—30 m. Altere Moränen 6—700 m. ent- fernt* (MS). Store Suphellebre. „Bei meinem Besuch am 28. Juli 1895 war die Eiszunge von einem Rahmen ganz frischer Moränen umgeben, die etwa 30—70 m. vom Eisrande abstanden. Es waren keine regelmässigen Wälle, sondern zerstreute Haufen“ (BG). „Die Verhältnisse des Sommers 1895 liesen auf einen mässigen Rückgang schliessen“ (BG). „Zwei ältere Moränen- ringe in 300 und 600 m. Entfernung“ (MS). Allerede i det foregaaende har jeg henledet opmerksom- heden paa, at man ved benyttelsen af fotografier for at be- domme de hid horende forhold maa vise den storste forsigtig- hed, om det ikke lykkes med sikkerhed at gjenfinde fotogra- fiernes fastpunkter. Richter har gjort et saadant forsog for Boiumbreens og Suphellebræens vedkommende: ,Der Vergleich der photographischen Aufnahmen von De Seue aus dem Jahre 1868 mit denen des Bergener Photographen Knudson aus den achtziger Jahren und meinen eignen Beobachtungen zeigt — — — einen fast ganz unveränderten Stand“. (B. G.). Bondhusbre. „Der Rückgang oder das Einsinken an den Seiten ist unbedeutend. Nach Angabe eines Bauers in Bond- hus (Mauranger) sei der Gletscher seit 5—6 Jahren im Rück- gang“ (BG). ,In einer Entfernung von hóchstens 50 m. liegt eine frische 5—6 m. hohe Endmoräne“ (M. S.) „Bei Bondhusbree kann aber seit Jahrhunderten ein grösserer Stand nicht vorhanden gewesen sein, als der durch die neue Moräne angedeuteter, denn gleich hinter dieser beginnt alte Vegetation“ (M. S.). Fra Jotunheimen meddeler Richter: „Tveräbrae und Svelje- åsbrae sind merklich eingesunken und haben starke Moränen- walle; Rückgang wahrscheinlich* (M. S.), Bidrag til vore bræegnes geografi. 217 » Heilstugubrae hatte 300 m. vor dem jetzigen Ende einen starken ganz frischen Endmorånenwall, hinter dem noch keine Vegetationsspuren sichtbar waren. Also starker, sicherer Riick- gang“ (M. S). (Ofr. Aus Norwegen, Pag. 25). Memurubræ (vestre). „Eine mächtige, aus grossen und scharfkantigen Blócken aufgebaute Endmoräne liegt ungefáhr 500 m. vor dem Gletscherende, das eingesunken und ganz unzweifelhaft in raschem Rückgang begriffen ist. Nach Angabe eines Führers aus Spitterstulen — — — ist der Gletscher von 1894 auf 95 an einer Stelle, die durch einen auffallenden Block gekennzeichnet ist, um 10—15 m. zurückgewichen* (B. G.). I det foregaaende har viallerede seet, at vi op til begyn- delsen af nittiaarene 1 den sidste menneskealder i det hele har befundet os 1 en regressionsperiode — dog med enkelte ganske paafaldende undtagelser. Richter har kanske brugt vel sterke udtryk, naar han siger: ,Im allgemeinen kann man mit grósster Bestimmtheit versichern, dass von einer Riickgangsperiode, die der von 1850—1880 und zum Teil bis jetzt in den Alpen herrschenden vergleichbar wire, durchaus nichts zu sehen ist“ (Dr. Peter- mann: Geographische Mitteilungen 1896, Pag. 107). Men at Richter selv heller ikke har tenkt sig sagen eller fundet for- holdene 1 saa skarp modsætning, viser den fremstiling, han har givet i en mig tilstillet skrivelse, hvoraf hidsættes: „Im Ganzen also überal Rückgang, der aber im Verhältniss zu dem Rückzug der Alpengletscher von 1850—1880 sehr gering ist.“ Medens Folgefonnen i lengere tid har veret udsat for en betydelig afsmeltning, der har fortsat helt til de sidste aar, og medens vi finder, at et dertil analogt forhold viser sig i flere af dens bræers tilbageskriden, saa finder vi Buerbræen til og med sommeren 1893 skride frem ; men i de senere aar 1894, 95, 96 og 97 har ogsaa denne gaaet over til at deltage i den almindelige tilbagegang. Ligesom vi i det foregaaende saa saavel Blaadals- bræen som Bondhusbræen i aftagen — til og med sommeren 1893, saaledes viste jeg ved en tidligere anledning (Pytbræen, et bidrag til Folgefonnens geologi) det samme at være tilfældet for Pytbreeens vedkommende. Med hensyn til de senere aars vekstforhold ved Bondhusbræen og Pytbr&en har hr. E. Gausvik, og for de sidste aars vedkommende hans efterladte 218 . P. A. Oyen. enke, meddelt mig, at begge disse brewer aarlig har minket fra og med 1894 til og med 1899 om end ikke meget for hvert aar. Og i Mauranger ved Gjærde har efter, hvad vi saa oven- for, forholdet været det samme i aarene 1894—97. Sommeren 1893 fandt vi samtlige ved Hardangerjøkelen undersøgte bræer i tilbageskriden om end noget uens. I den hensigt at fore- bygge de ofte meget odeleggende oversvømmelser, som er en følge af Dæmmevandets udbrudskatastrofer, har man besluttet at slaa en tunnel igjennem en fremspringende klippeodde for paa den maade at skaffe vandet et reguleret og mere regelmæssigt afløb. Lederen af dette arbeide, hr. cand. min. Holmsen, har under arbeidets gang tillige anstillet endel iagttagelser med hensyn til bræforholdene i de sidste aar og har velvilligst til- stillet mig en.kort oversigt over disse: Ved Rembesdalsskaaken blev i 1897 anbragt 5 fastmærker ved siden af bræen, hvor denne stødte an mod det faste fjeld. I 1898 gjenfandtes 2 af mærkerne, der stod uforandret i forhold til bræen; de 3 øvrige | var endnu 1 slutten af august dækket af snefonner. I 1899 gjenfandtes 4 mærker, som stod uforandret i forhold til bræen fra 1897; det 5te mærke var i begyndelsen af august 1899 fremdeles nedsneet. Flere faste mærker anbragt i bræprofilets høieste, horizontale plan viste i 1899 en ganske ubetydelig mindskning af bræen. Det bør desuden mærkes, at saavel i 1898 som 1 1899 var der usædvanlig meget sne i fjeldet over- alt omkring Hardangerjøkelen. I Rembesdalsskaaken udgjorde i et profil tvers over bræen fra arbeiderbarakken til Tresnuten maksimalbevægelsen i løbet af de to sidstnævnte aar 220 meter. Da jeg sommeren 1893 anstillede en del undersøgelser ved Boiumbræen og store Suphellebræ, syntes den forstnævnte i afgjort tilbagegang, medens ved den sidstnævnte bræ den stedfindende tilbageskriden vistnok var meget svag. I 1895 fandt Richter ved begge disse bræer en aftagen, men for- holdsvis ringe. — Høsten 1897 meddelte Mikkel Mundal mig, at store og lille Suphellebræ samt Boiumbræen ,har nu i de senere aar gaaet lidt tilbage hvert aar, saaledes ogsaa 1 aar — Suphelle- bræen har kanske gaaet mest tilbage". Videre meddelte han mig ved samme leilighed: ,de mindre bræer oppe paa høi- fjeldet gaar ogsaa jevnt tilbage", Men senere synes der Bidrag til vore bræegnes geograf. 219 at vere indtraadt en forandring; thi nu i host har Mikkel Mundal meddelt mig: „I de to sidste aar synes bræerne og da iser Boiumbr&en ikke at have gaaet saa meget tilbage som sedvanlig de foregaaende aar. Suphellebræen har minket ogsaa nu i de to sidste aar. Bræerne i hoifjeldene har, grun- det den mængde sne, gaaet smaat fremad.“ Rigtignok har hr. adjunkt Rekstad meddelt mig, at store Suphellebre ved hans besog nu sidste sommer var 1 svag fremrykning, men forudsat at dette skulde vere noget andet end en mindre, aarlig oscillation, er jeg tilboielig til at tillegge Mikkel Mun- dals iagttagelse storre vegt, paa grund af hans udstrakte - kjendskab til de lokale breforhold. Gjennem dr. Reusch har jeg erholdt en fra ingenior Mar- tens Huun indsendt meddelelse om en fra 1896— 1897 sted- funden tilbageskriden af Austerdalsbreen. Sommeren 1898 iagttog derimod Huun en sterk fremskruning af is paa Jølster kauten 27de, 28de og 29de juli. Et noget lignende forhold viste Lundebræen i Jolster, saaledes som det fremgaar af ved- foiede skisse, som dr. Reusch velvilligst har stillet til min af- en Te en Reusch: Lundebr&en i Jolster. 220 © P. A. Oyen. benyttelse. Det stregede omraade betegner blaa is, saaledes som denne viste sig 1 1898, og de to indtegnede aarsgrænser viser forandringen 1 tidsrummet 1885—1897. Hr. adjunkt Rek- stad har meddelt mig, at nu sidste sommer var Boiumbræen, lille Suphellebræ, Bergsetbræen, Nigarsbræen, Faabergstøls- bræen og Lodalsbræen i tilbagegang. Sommeren 1895 fandt Richter Kjendalsbræen 1 svag tilbageskriden. Sommeren 1893 meddelte Anders Briksdal mig, at ,Briksdalsbræen, Melke- voldsbræen og Aabrækkebræen minker iaar, lidet ifjor — fra 1873 har de trukket sig meget tilbage; det kan forresten være lidt forskjellig de forskjellige aar.* Og assistent Steen har meddelt mig, at han i aarene fra 1887 til og med 1893 var regelmæssig ved Briksdalsbræen hvert aar, at han satte mærke, og at han 1 disse aar iagttog en stadig tilbagegang. Ligeledes meddelte Steen i 1893, at han i de nærmest foregaaende otte aar havde iagttaget en tilbageskriden ved Kjøtelbræen, der gaar ned 1 nærheden af Kattenakken mellem Briksdalsbræen og Melkevoldsbræen. Bing meddeler, at ,sommeren 1895 var bræerne stærkt optøede. Desuagtet havde Brigsdalsbræen efter bygdefolkets udsagn skredet et stykke fremover dette aar, medens den og de andre isbræer i Olden og Loen forøvrigt skal have gaaet jevnt tilbage i de sidste 20 aar* (Den norske turistforenings aarbog 1896, Pag. 35) Paa min forespørgsel om bræstanden i Olden gav Anders Briksdal mig høsten 1895 med megen imødekommenhed en interessant skildring af de daværende forhold, en skildring som derfor hidsættes i sin helhed: ,Paa høiden skal den være 1 aar som for efter de oplysninger, som jeg har faaet; men den del, som man kan se fra dalen, har vokset noget i aar. Briksdalsbræen har trukket sig frem omtrent 15 meter siden forrige aar og er blevet større 1 alle kanter; den er iaar meget sprikket og fuld af revner og høie taarn, saaledes som tilfældet i almin- delighed er, naar den gaar frem; men naar den trækker sig tilbage, bliver den mere hel og jevnere, og det er ligesom, alle revner forsvinder. Melkevoldsbræen har ogsaa gaaet frem, men er ikke saa fuld af sprækker og revner som Briksdals- bræen. Aabrækkebræen har vist gaaet lidet frem, men er mest sprikket af alle. Aamotsbreen har trukket sig meget frem i den senere tid.* Høsten 1897 erholdt jeg af Anders Briksdal igjen endel oplysninger om bræforholdene: „Briks- Bidrag til vore bræegnes geografi. 221 dalsbræen har siden marts 1897 trukket sig lidt tilbage. De to foregaaende aar vokste den lidt eller gik fremover, og det samme var ligeledes tilfældet med de andre bræer heromkring. Men efter de oplysninger, som jeg har faaet isommer af dem, der har gaaet over bræerne, saa har alle bræer trukket sig lidt tilbage denne sommer.“ Og ihost har Anders Briksdal endvidere meddelt mig, at Briksdalsbræen, Aabrækkebræen, Melkevoldsbræen og Aamotbræen har minket i de sidste aar. » Briksdalsbræen*, tilfoier han, , vokser 1 almindelighed lidt om vinteren, men aftager om sommeren, saa den gaar mere tilbage end fremover — siden 1897 har den trukket sig til- bage omtrent 10 meter“. I god samklang hermed staar ogsaa følgende meddelelse, som Bing har tilstillet mig: at „Briks- dalsbræen fra april til august 1898 var gaaet ca. 10 meter til- bage“. Bing har desuden meddelt mig, at Briksdalsbræen gik noget frem i 1894, men efter ovenstaaende meddelelse fra Anders Briksdal er vel dette tvilsomt og beror vel mere paa den aarlige oscillation. I det foregaaende har vi allerede seet, at Aalfotbræen og Gjegnabræen har trukket sig betydelig tilbage i den senere tid. Om bræen paa Vinnufjeld i Sundalen meddeler Helland i 1895, at den ,har i de senere aar trukket sig tilbage med sin nedre ende; thi før kunde man fra bakken ved Vennevold i Sundalen se bræen høit oppe i fjeldet, men nu er den for- mindsket, saa at man nu kun ser morænen foran bræen, og morænen synes at ligge yderligt paa fjeldet* (Jordbunden i Romsdals amt D. I. Pag. LXXX). Vender vi saa vort blik mod Jotunheimen, saa møder vi der i begyndelsen af nittiaarene omtrent overalt en tilbage- skriden af bræerne — jeg behøver saaledes her kun at minde om de i det foregaaende meddelte resultater af mine under- søgelser inden denne egn sommeren 1891, samt mine mere spredte iagttagelser inden denne egn sommeren 1892 (cfr. Den norske turistforenings aarbog 1893, Pag. 50 flg.) og sommeren 1893 (cfr. Den norske turistforenings aarbog 1894, Pag. 12 flg.). Steindalsbræen (nær Tveraadalskirken) var i 1893 i tilbage- gang (cfr. Den norske turistforenings aarbog 1895, Pag. 45), og den faldt da med sine bratte isvægge ned i øvre Steindalstjern. I en nær fortid synes denne bræ at have havt et mindre frem- stød; thi ,mellem de store stene fandtes rigeligt med lyng, 222 P. A. Oyen. der var blevet kvalt under bræens sidste fremrykning; da selve lyngstilkene endnu var godt bevarede, kan denne ikke have været langvarig“ (1. c.). I denne forbindelse bor vi mærke os det forhold, som den danske tindebestiger Carl Hall ogsaa har gjort opmærksom paa, nemlig det ofte forholdsvis hurtig skiftende udseende, som flere af vore hoifjeldsbreer kan antage, saaledes f. eks. i sin omtale af Slingsbybræen: I 10 somre har jeg betragtet Slingsbybre fra de omliggende tinder og, som nævnt, halvt saa ofte været i lag med den; men den har aldrig 2de somre i rad frembudt det samme udseende og flere somre har den været upassabel. De vidstrakte høibræer er særlig „under forvandlingens lov*. Et eneste sterkt snefald kan helt for- andre en gletschers fysiognomi* (Den norske turistforenings aarbog 1895, Pag. 54) — cfr. ogsaa Carl Hall: Streiftog 1 Horungtinderne III, Pag. 11. Som allerede før nævnt hører imidlertid Jotunheimens bræer til dem, som i vort land sikrest kan bruges som klimatmaalere, dette netop paa grund af den lethed, hvormed de reagerer lige overfor indtrædende for- andringer i de klimatiske forhold. Dette er noget, som selv den omboende befolkning har havt blikket aabent for; thi lærer Elvesæter har meddelt mig, at ,sneforholdene i den fore- gaaende vinter spiller selvfølgelig ogsaa en betydelig rolle. Har der forud for en varm sommer gaaet en snefattig vinter, mærkes forandringen selvfølgelig mest“. Dernæst peger han paa, at et saadant tilfælde indtraf i 1895 — „derfor kunde vi ogsaa i sommer lagttage mærkværdige ting i fjeldet. Hvor der for ca. 20—30 aar siden, som f. eks i Gravdalen etsteds, laa mange meter tyk evig sne, kunde vi endelig i sommer færdes paa bar mark — — — Hvad de egentlige bræer an- gaar, saa var ogsaa forandringen isommer paafaldende. Bræ- erne 1 Leirdalen opgav paa sine steder meterlange strækninger af sit forrige omraade. Særlig lagde jeg mærke til en retirade som Vetlbræen foretog, hvorved en ret betydelig fjeldknaus om hvis existens ingen før kunde have anelse, blev lagt bar“. I 1896 og 1897 gik ifølge Elveseters meddelelse bræerne om mulig endnu hurtigere tilbage end før. ,Storbræen“, fort- sætter han, tror jeg nu har lidt værst. Den før saa fine over- gang over denne bræ til Sognefjeld er nu omtrent inpassabel Bidrag til vore bræegnes geografi. 223 paa grund af sprækker og aabninger mellem det lodrette fjeld og bræen*. Hermed stemmer jo ogsaa meget godt saavel de resul- tater, som Richter kom til ved sine undersøgelser sommeren 1895, som hvad Knud Vole samme aar meddeler i Aftenposten for 3die oktober: ,Sneen er nemlig tøet bort overalt, bræerne er bare is for det meste* (Aftenposten 1895, nr. 621) ligesom ogsaa, hvad flere af førerne i Jotunheimen anførte et par aar senere (Den norske turistforenings aarbog 1898, Pag. 147). En undtagelse saa vi dog, idet Spørtegbræen i 1897 blev an- givet at rykke frem. Naar vi skal feste os lidt nærmere ved de sidste aars bræforhold, saa finder vi for den vestlige del Anfin Vetti meddele om en aftagelse, der har strukket sig saa langt som til at omfatte sommeren 1897. For den midlere del, egnene om Leirdalen, taler hr. lærer Elvesæter i 1895 om den vedvarende bræaftagen, der saa i de to følgende aar naaede et maximum, saaledes som vi har seet af hans i det foregaaende anførte meddelelse. Disse to aar, 1896 og 1897, udmærkede sig ogsaa i Jotunheimens nordøstlige del ved liden snemængde og stærk varme, efter meddelelse som jeg har erholdt af Knud Vole, der endog i denne tid havde iagttaget indtil 11° R. i skyggen paa toppen af Galdhøtind. I det her sidst nævnte aar benyttede dr. F. Arentz sig af det udtryk, at ,bræerne led af tering“, og som et eksempel! paa den over- ordentlig lille snemængde, har han meddelt mig, at ,paa Dole- fjeld og Sognefjeld, som ellers er meget tæt snedækket, fandtes kun spor af sne, men tusindvis af smaavande*. Med aaret 1898 synes der saa 1 Jotunheimens vestlige og nordlige del at være indtraadt en forandring. Thi for den vestlige dels vedkommende har Anfin Vetti meddelt mig, at bræ- erne vokste sommeren 1898, et fremstod som derpaa det folgende aar, altsaa nu sidste sommer, synes ifolge hans meddelelse at vere gaaet over 1 en stagnation, idet bræerne i det mindste ikke vokste denne sommer. I en meddelelse til mig betegner ogsaa dr. F. Arentz sommeren 1898 som ,kold med svære snemasser“ og meddeler videre, at Sognefjeld var tet sne- dækket overalt. Fndnu sommeren 1899 anfører dr. Arentz som meget snerig og meddeler som eksempel, at ,paa nord- siden af Hestbræpiggene, hvor der i 1897 var store, dybe bræ- botner med lodrette vægge, var iaar disse bræbotner aldeles 224 . P. A. Oyen. opfyldt med store snemasser, saa man med lethed kunde spadsere opad dem*. Paa min foresporgsel om bræforholdene i Leirdalen (Jo- tunheimen) meddelte hr. lerer Elvesæter mig ihost folgende: „Sommeren 1898 var overordentlig sen. Da vinteren forud bragte megen sne, antoges bræerne i almindelighed at vokse denne sommer eller 1 ethvert fald ikke at aftage. Sidste sommer var jeg lidet i fjeldet; men jeg tor gaa ud fra, at bræerne iaar omtrent holdt sig ved lige. Ialfald var jeg ikke opmerksom paa, at nogen havde minket. Med disse to sidste somre kan det visselig siges at vere indtraadt en stagnation i breminkningen. Paa forholdsvis faa steder har den blaa bre vist sig. Jeg skulde derfor vere tilboielig til at tro, at fimgebeterne har tiltaget i tykkelse.* Noget anderledes synes imidlertid forholdene at have artet sig 1 Jotunheimens østlige del, efter en skrivelse at dømme, som Knud Vole netop har tilstillet mig: „I sommer skulde du have været i Jotunheimen, saa skulde du have seet, at der ingen sne fandtes paa nogen bre; selv inde i botnerne paa de hoiestliggende og mest indelukkede fandtes is og kun is. Bræerne aftager for hvert aar, men ikke lige meget; du kan skjonne ati slige sommere som i sommer minker de jo allermest, naar det er slig stadigt solskin*. Vi har allerede i det foregaaende seet, at der maa vere foregaaet en forandring 1 de klimatiske forhold 1 egnen om Galdhotinden i aarene 1864—1868. Vender vi os til et andet fenomen, tager altsaa et andet udgangspunkt, end vi dengang gjorde, saa moder os i Juvvandets isbelegning et lignende forhold. Thi medens Blytt i 1864 her beretter: „dette vand var endnu (den 12te september) bedwkket af tyk is, og 1 denne sommer havde det rimeligvis ikke været aabent“ (Den norske turistforenings aarbog 1871, Pag. 44), saa finder vi, at den 3die august 1868 badede Prahm og Watson 1 Juvvandet (Cfr. Den norske turistforenings aarbog 1872, Pag. 53). Om der end i dette tilfelde nok ogsaa kan tenkes paa mere til- fældige forhold, saa kan det vistnok ikke forbisees, at det vel - er mere end sandsynlig, at det er den samme klimatologiske forandring, der afspeiler sig saavel 1 Galdhotindens sneforhold som i Juvvandets isbelegning. At denne sidste for aaret be- tragtet heller ikke er saa tilfældig, som man ved første oiekast Bidrag til vore bræegnes geograf. 225 kunde vere tilboielig til at antage, viser forholdene sommeren 1892, da isen paa vandet holdt sig langt udover og laa endnu, da jeg forlod Juvvashytten den 17de august. Men Knud Vole har senere meddelt mig, at der den 21de og 22de august toede sterkt og sprutregnede til de høieste tinder, saa at langt opover saavel Veslejuvbræen som Styggebreen blev bar is, og at isen gik vek fra Juvvandet. Det synes ogsaa at vere mere periodisk, at en aaret om hel isbelegning af Juvvandet finder sted; thi i november 1898 skriver Knud Vole i et brev til ,Aftenposten“ om den sure, kolde sommer og siger videre: „Paa 24 aar har jeg kun to gange seet isen ligge paa Juv- vandet hele sommeren over, og det gjorde den iaar* (Aften- posten 1898, Nr. 814). I den interessante diskussion, som i sin tid blev fort mel- lem oberst Hertzberg (Morgenbladet 1895, nr. 642 og Aften- posten 1895, nr. 790) og Knud Vole (Aftenposten 1895, nr. 777), angaaende Galdhotindens og Glitretindens mulige, fremtidige rivaliseren, maa man vistnok i hovedsagen give den sidst- nevnte ret. Knud Vole er jo som faa lokalkjendt 1 denne trakt. Og ved en ganske naturlig slutningsrekke har vistnok denne bekjendte turistforer ogsaa i hovedsagen truffet det rig- tige i sin dom med hensyn til disse to tinders mulige rivali- seren 1 en kommende fremtid, en slutning der styrkes i hoi grad ved studiet af de glaciologiske forhoid og de meteorolo- giske elementer i Jotunheimens forskjellige dele. Den sterke teen af bræerne, som vi i det foregaaende har seet, fandt sted sommeren 1895, synes at have havt en meget almindelig karakter, saa vi endog kan spore det udenfor vore egentlige breomraader, hvorpaa kun et par eksempler. Paa Haukeliveien har man ved Dyreskar en chaussetunnel og 1 forbindelse med denne det her i vort land enestaaende tilfælde af to snetunneller, en paa hver ende af forstnævnte. Opsynsmanden ved Haukeliveien berettede, at vaaren 1895 var veggene 1 snetunnellerne gaaet over til ren is (Bergens turistforenings aarbog 1894—1895, Pag. 106) Men da jeg sommeren 1895 den 28de august passerede Dyreskar, fandtes der ingen is, ikke engang nogen snefond ved nogen af tunnellens ender — det hele var bart. Ifolge meddelelse fra min ven, cand. jur. Axel Ness, var Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, III. 15 226 . P. A. Oyen. der ogsaa paa Dovrefjeld 1 omegnen af Snehetten usædvanlig lidet sne sommeren 1895. Med hensyn til de senere aars bræforhold i vort lands nordlige egne er det tilstrekkelig at henvise til, hvad der allerede er meddelt i det foregaaende. Slutningsbetragtninger. Naar vi nu, efterat have gjennemgaaet de kjendsgjer- ninger, iagttagelser og meddelelser, som det har veret mulig at samle med hensyn til breoscillationen inden vort eget lands grænser, kaster et blik tilbage for om mulig at faa et helt billede af dette fenomen, saa er det straks iøinefaldende, at vi har med en udpræget periodicitet at gjere. Alt fra det forste stillede jeg materialet 1 grupper, der saa siden paralleliseredes med de saakaldte Briickner'ske perioder. Denne fremgangsmaade vil kanske af nogle betegnes som mindre heldig, kanske endog som at have sin grund 1 forhaandsmessig antaget theoretiske grundsætninger. Men hertil maa bemærkes, at det først er efter, at det foreliggende materiale er undersogt og droftet, jeg fandt den eneste na- turlige gruppering at vere den her anvendte, og deraf fulgte saa ganske lige til analogien med de af Brückner opstillede klimatperioder — vel at merke 1 de store hovedtræk, i de- taljerne vel flere undtagelser. Naar saavel Briickner som Sieger finder, ud fra forskjel- lige synspunkter, en oscillationsperiode med en midlere va- righed af omtrent 160 aar, saa maa hertil bemærkes, at vore erfaringer fra de norske isbræers forandringer endnu ikke strekker sig over et saa langt tidsrum, at vi med sikkerhed tor udtale noget bestemt herom. Der synes jo til og med at ligge nogen modsigelse deri, „dass die Jahre 1721—35 die warme, trockne Epoche der letzten dieser Schwankungen dar- stellen, die Jahre 1806—20 aber die kühle und feuchte* (Dr. Petermann: Geographische Mitteilungen 1895, Pag. 87), naar vi sammenligner dette med de forhold, som vi har seet, gjor sig gjældende inden vort eget land. Den forholdsvis ringe bræstand, som synes at have været raadende forud for det betydelige fremstod i forste halvdel af Bidrag til vore bræegnes geografi. 227 forrige aarhundrede, giver imidlertid ingenlunde anledning til at anstille saa vidtrækkende betragtninger, som f. eks. Schiller- Titz har gjort med hensyn til Europas klimatforandring. Og ligesom Supan siger, at ,von einer dauernden Verschlechterung des alpinen Klimas in geschichtlicher Zeit kann also keine Rede sein* (Dr. Petermann: Geographische Mitteilungen 1892, Pag. 70), saaledes kan vi ogsaa sige, at det nævnte fremstød med en senere forholdsvis hoi bræstand slet ikke danner bevis for nogen særdeles forværring af klimatet, endnu langt mindre for nogen varende. Vi har tvert imod seet, at nedbørforhol- dene kanske har været mere bestemmende end temperatur- forholdene. Naar vi har søgt at Ge en parallel mellem de Briick- ner'ske perioder og de grupper, hvori variationen 1 vore is- . bræers stand kan sammenstilles, saa vil vi have lagt mærke til, at vi hverken pedantisk kan hefte os ved disse perioders 35-aarige længde eller ved et bestemt aarstal for den enkelte periodes begyndelse eller afslutning. Det har heller ikke været mulig at udfinde noget bestemt forhold mellem disse perioders indtræden paa de forskjellige steder ved at sammen- holde disse steders geografiske beliggenhed. Vi maa lade os nøie med at have paavist en i de store drag analog rækkefølge. Det kan heller ikke undgaa opmærksomheden, at de iagt- tagelser, som har staaet til vor raadighed, lader skimte ikke blot som et maximum i bræstand det store fremstød i forrige aarhundrede, men ogsaa et sekundært maximum omkring mid- ten af vort aarhundrede, om end dette sidste hverken paa langt nær har havt den størrelse eller fremstødet den lengde, som tilfældet var med det førstnævnte. Dernæst har vi ogsaa lagt mærke til, at de oscillationer, vi til en given tid iagttager ved den enkelte bræ, ikke bestan- dig kan antages at svare til den umiddelbart forudgaaende aarrækkes klimatiske forhold, da der nemlig synes at gjøre sig gjældende enkelte rent mekaniske faktorer, der bidrager til at udviske den umiddelbare sammenhæng mellem klimat- oscillationen og breoscillationen. Sporger vi nu om aarsagen til alle disse peer saa kan vi endnu ikke give noget absolut tilfredsstillende svar. Og det er kanske det mest sandsynlige, at aarsagen ikke er saa enkel eller saa bestemt, som man ofte er tilbgielig til at 298 . P. A. Øyen. give det udseende af. Fænomenet er jo i og for sig meget sammensat, derfor sandsynligvis ogsaa aarsagen. Naar man paa den ene side har fordybet sig i betragt- ningen af klimatperioder, hvis længde skulde vere nogle hun- drede aar, og som igjen skulde vere sammensat af syttiaarige underafdelinger, hvoraf den enkeltes varighed altsaa skulde svare til det dobbelte af den Briickner’ske periode, medens man paa den anden side har fundet ud elleveaarige perioder og sat disse 1 forbindelse med solflekkeperioder, saa viser dette, at man her befinder inden et felt, hvor spekulation og gisning soger at overtrumfe hinanden, men hvor de sikre videnskabe- lige udgangspunkter er faa og mindre faste. Habenicht drog sammenligning mellem hyppigheden af isbjerge i den nordatlantiske strom og de Brücknerske klimat- perioder, og kom, idet han gjorde opmerksom paa den store uregelmessighed i disse sidste, til det resultat, at ,die ausser- ordentlich grosse Unregelmässigkeit in der Dauer der Klima- perioden würde sich vielleicht auf diese Weise am ungezwun- gensten erklären“ (Das Ausland 1892, Pag. 777—780). Enten man nu som Brückner f. eks. soger forklaringen i mere kosmiske forhold, eller man med Habenicht soger den i mere telluriske, har man dog i den store uregelmæssighed et vink om ikke at binde sig altfor eksklusivt i en enkelt for- klaringsmaade. — Navnlig maa vi, hvad jeg allerede ved en tidligere anledning antydede (Naturen 1895, Pag. 147), for det nordlige Europas vedkommende ikke forsomme at tage med i beregningen de mægtige polarstrommes forskjelligartede virk- ninger. Med hensyn til fenomener, hvor lige som 1 det forelig- gende tilfælde en række forskjelligartede faktorer samvirker, gjæl- der det frem for alt, at man er forsigtig med at udelukke den eller de enkelte paa andres bekostning eller til andres fordel. Skal vi end kanske endnu vente lenge, for vi faar oscilla- tionsfænomenet tilfredsstillende forklaret, saa kan vi dog bi- drage til at skaffe et grundlag for problemets losning derved, at vi samler flere og flere iagttagelser med hensyn til selve fænomenets forlob. Derfor vil jeg ogsaa benytte anledningen til at opfordre enhver, som har anledning til at gjore iagt- tagelser med hensyn til vore isbræers ossillation, til enten selv at offentliggjore resultaterne paa let tilgjengelige steder, eller at sende mig en oversigt over samme, der da kan blive til- Bidrag til vore bræegnes geografi. 229 godegjort ved udarbeidelsen af aarsberetningen for Commission Internationale des Glaciers. Det er et fenomen af vidtrækkende betydning, man her har for sig. Hvad der nu i liden maalestok foregaar i vore bræegne ved den forholdsvis ringe oscillation, giver os dog et billede af svundne tiders storre forandringer, saadan som disse afspeiler sig for os i afleiringer af forskjellig art fra de forskjellige istidsfaser. Og naar vi videre studerer udviklingen af den fauna, som levede langs vor kyst netop paa den tid, de store oscillationer under det sidste istidsdækkes afsmelt- ning fandt sted, saa ser vi, at efter al sandsynlighed maa den forskjellige vandtemperatur og den forskjellige slammængde have ovet en betydelig indflydelse paa faunaens udvikling ved siden af forandringer i de bathymetriske forhold. Richter siger: „Vielleicht sind es neben einer anderen Vertheilung von Land und Wasser gerade Klimaveränderungen, die den Anstosz zu der Entstehung neuer und dem Verschwinden alter Arten gegeben haben“ (Neue Ergebnisse und Probleme der Gletscherforschung 1899, Pag. 8). Vi staar her lige over for en ny side af oscillations fenomenet — vidtrækkende i sin betydning, med biologiske interesser. i Kristiania universitet, december 1899. Undersegelser over karplanternes udbredelse i Nord-Reisen. Af R. Fridtz. Nordreisen herred er beliggende 1 den nordostlige del af Tromso amt. Det omgives af herrederne Skjervo, Lyngen, Kautokeino og Kvænangen samt af Finland. Det bestaar for- uden af fjorddistrikterne rundt Reisenfjorden af den lange Reisendal med de paa begge sider liggende vidtloftige hoi- fjeldsstrekninger. I botanisk henseende har egnen flere gange tidligere været undersogt. Saaledes sees forstmester Norman at have reist 1 dalen 1 aarene 1865 og 1880. I 1891 botani- seredes af professor A. Blytt, docent Arnell og stiftamtmand B. Strom vesentlig paa fjeldene Potkavarre og Javroaive. _ Det var ved denne reise opmerksomheden først blev henledet paa den rige arktiske vegetation, der har tilhold 1 disse trakter. Resultaterne af de nævnte herrers forskninger vil man finde iJ. B. Norman: Norges arktiske flora I, samt A. Blytt: Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge (Krist. Vid. Selsk. Forh. 1891). I de to derpaa folgende sommere 1892 og 93 bereistes store dele af herredet af ad- junkt E. Jorgensen, der har offentliggjort sine mange interes- sante fund og samlet, hvad man tidligere kjendte fra disse trakter 1 en afhandling: Om floraen i Nord-Reisen og til- stodende dele af Lyngen (Kr.a Vid. Selsk. Forh. 1894). Unders. over karplant. udbredelse 1 Nord-Reisen. 231 Da endnu udstrakte dele af dette næsten tre tusinde kvadratkilometer store herred endnu ikke var botanisk under- sogt, nærede jeg det haab, at endnu skjulte skatte turde gjemmes her, og tilbragte derfor de to sommere 1898 og 99 væsentlig med undersøgelser af fjeldene paa dalens østside. Uagtet veiret især i sidste sommer paa grund af vedholdende kulde, slud og skodde i ugevis besværliggjorde og delvis ganske hindrede udflugter tilfjelds, har det dog lykkedes mig at finde ikke saa ganske faa voxesteder for flere af vor floras sjeldneste væxter, ligesom ca. 40 for Nord-Reisen ikke publi- cerede arter kan tilfoies de før kjendte. Da det væsentlig er fra fjeldene, de fleste fund skriver sig, skal jeg her i korthed redegjøre for beliggenheden af de af mig undersogte og i efterfølgende plantefortegnelse hyp- pigst anførte lokaliteter. Kaster man et blik paa et kart over Reisendalen, vil man finde, at den paa begge sider begrændses af en fjeldrække, der styrter brat ned mod dalbunden, og at hvert enkelt fjeld i rækken skilles fra nabofjeldet ved dybe dalkløfter, hvorigjennem fossende bielve baner sig vei for næsten vinkelret at falde ud i Reisenelven. Begynder vi op- regningen paa dalens østside og længst mod nord, træffer vi tre fjelde, der ligger ved siden af hinanden i retning fra vest mod øst, nemlig Cekkavarre mellem Reisenfjorden og Strøms- fjorden, Fatavarre paa Strømsfjordens østside samt det endnu østligere liggende Balkisoaive. Af disse viste Fatavarre og Balkisoaive sig meget interessante, særlig det første. Allerede ved fjeldets fod træffer man planter, der paa disse bredder fordrer gunstige vilkaar for at trives; som exempler kan nævnes: Sedum annuum, Polystichum fix mas, Epilobium collinum, Viola canina, Erysimum hieracufolium, Botrychium Lunaria, Hieracium prenanthoides, Veronica saxatilis, Aspi- dium Lonchitis, Calluna vulgaris, Silene rupestris, Carex pallescens m. fl. Stiger man hoiere op, treffes Hierochloa borealis, Woodsia hyperborea, Carex atrata og rupestris, Dryas octopetala, Astragalus alpinus, Triticum violaceum, Anten- naria alpina, Salix reticulata, Saxifragaarterne og lignende mere almindelig udbredte fjeldplanter. Men fra en hoide af omtrent 300 m. viser sig, eftersom man langsomt stiger opad, den ene efter den anden af vore sjeldneste arktiske arter: Phaca frigida, Oxytropis lapponica, Rhododendron lapponicum, 232 | R. Fridtz. Gymnadenia albida, Chamæorchis alpina, Alsine biflora, stricta og hirta, Carex ustulata, pulla, misandra, capitata, michro- glochin, bicolor, nardina og pedata, Wahlbergella apetala, An- dromeda tetragona, Armeria sibirica, Draba Wahlenbergu og nivalis, Potentilla nivea, Woodsia glabella, Arnica alpina, Kobresia scirpina, Salix polaris, Campanula uniflora, Braya alpina, Pedicularis hirsuta, Cerastium arcticum, Catabrosa algida, Arenaria ciliata og flere. Omtrent samme selskab treffer vi igjen paa det fem mil lengere inde i dalen liggende Javroaive.. Dog mangler her nesten samtlige af de ved Fata- varres fod opregnede planter; heller ikke er Carex micro- glochin og bicolor, Alsine hirta og Arenaria ciliata fundne der. Men til gjengjæld findes paa Javroaive: Saxifraga hiera- ciifolia, Ranunculus sulphureus, Platanthera obtusata, Hiero- chloa alpina, Koenigia islandica, Luzula arctica, Pedicularis flammea, Draba alpina og Carex parallela. Det er dog ikke usandsynligt, at flere eller ferre af de sidst nævnte arter ved noiere undersogelse ogsaa vil findes paa Fatavarre eller Balki- soaive, hvor ligeledes en flerhed af de paa det forste sted fundne arter optegnedes. Men selv om saa ikke sker, horer fjeldkomplexet utvivlsomt til de punkter 1 landet, hvor den arktiske vegetation optræder i sin storste fylde og renhed. Vi har her et exempel paa, at en koloni af arktiske planter, der antages serlig at ynde et kontinentalt klima, befinder sig lige ved havet og kun i ringe grad beskyttet mod dets ind- virkning. Af lignende lokaliteter i det nordlige Norge kan nævnes Fløifjeld og Tromsdalstind, Vasbottenfjeld i Talvig, Sakabani og Borras i Alten, der samtlige er bekjendte for sin rigdom paa arktiske planter. Gaa vi videre opefter dalen, moder vi sondenfor Fata- varre og adskilt fra dette ved en dyb dal Venevarre, der tidligere er undersogt af Jorgensen, og som i botanisk hen- seende slutter sig noie til de forstnevnte fjelde. Herpaa folger Roggilgaisak, Roggil-njudne, Geiravarre, Doaresavéée- gaisa, Outsavaggasgaisa, Dallovarre, Caucasvarre samt endelig Gjerbmiséokka, der var det sydligste af de fjelde, jeg havde anledning til at besoge. Naar undtages Roggilgaisak og Out- savaggaSgalsa, som jeg ikke fik undersøgt, og som forovrigt ser ud til at vere ganske ubestigelige fra dalen af, har jeg til hvert af de ovrige foretaget en eller flere udflugter. Paa Unders. over karplant. udbredelse 1 Nord-Reisen. 233 Roggil-njudne fandtes flere sjeldnere arter, saasom Arnica al- pina, Potentilla nivea, Draba nivalis, Armeria sibirica, Hiero- chloa alpina, Phaca frigida og Antennaria carpatica; men ellers kunde ingen af disse fjelde i planterigdom maale sig hverken med de forst omtalte eller med Javroaive og om- givelser. Paa Dallovarre havde jeg den glede at kunne samle to af mig ikke forhen paatrufne planter: Carex holostoma og Salix myrtilloides, hvoraf den sidste ogsaa var ny for Reisendalen. Gaar vi over til dalens vestside, finder vi der det hoie fjeldparti mellem Reisen- og Lyngenfjorden. Med udgangs- punkt fra Sorkjosen gjordes udflugter til de ved Reisendalens slutning liggende fjelde Sikkavarre, Rokkievarre og Snefond- field. Ingen af disse frembød noget af særlig interesse. Paa Snefondfjeld fandtes dog Carex’ misandra, Catabrosa algida, Chamæorchis alpina, Rhododendron og Luzula arcuata. En tur lengere ind paa fjeldet bragte lidet udbytte. Fra gaardene Nyholmen til Sappen og mellem Reisen- dalen og den vestligere liggende dermed parallele Samueldal strekker sig et mægtigt fjeldparti, hvis nordligste del kaldes Potkavarre og den sydligste Gakkovarre. Af disse har det førstnævnte været besøgt af tidligere botaniserende og har vist sig at være et af dalens mest udmærkede punkter. Hvor det ene af de nævnte fjelde begynder, og det andet ender, kan ikke saa let iagttages fra dalen af; dette gav vistnok for en del anledning til, at professor Blytt, der botaniserede paa Potkavarre, anvendte navnet Gakkovarre som betegnelse for findestederne 1 sin tidligere nævnte afhandling. Feilen er bleven rettet saavel i Jørgensens afhandling som senere af professoren selv. Den nævnes paa dette sted, fordi i efterføl- gende plantefortegnelse atter navnet Gakkovarre benyttes og ofte vil paatræffes knyttet til planter, som af Blytt (1. c.) allerede angives at være fundne paa samme sted. Mine voxe- steder fra det egentlige eller, om man vil, amtskartets Gakko- varre ligger næsten to mil søndenfor det sted, hvor Blytt bo- taniserede. En tur, som foretoges til den ret over for Vinnelys liggende del af Potkavarre, bragte ingen fund af nogen be- tydning for dagen. Jeg henvendte derfor mere opmærksom- heden paa det søndenfor liggende Gakkovarre, der adskilles fra Javroaive ved den dybe dal Javrovagge. Paa den nærmest 234 . R. Fridtz. denne og mod indsgen Jouvuéjavre (kvensk: Juusjärvi) lig- gende del af fjeldet gjenfindes en flora, der nesten er side- stykke til den, som tidligere undersogere opdagede paa Jav- roaive. Af planter, som her findes kan nævnes: Saxifraga hieraciifolia, Pedicularis flammea og hirsuta, af hvilke den sidste paa sine steder optraadte i store masser, Wahlbergella apetala, Woodsia glabella, som jeg heller ikke noget andet sted har seet saa meget af som her, Hierochloa alpina, Alsine stricta og hirta m. fl. Særlig interessant var en trang dalkloft Torrekorsa, fordi der en stor del af fjeldplanterne steg ned til en saa ringe heide over havet, at det selv 1 disse nordlige landsdele ikke ofte har sit sidestykke for disse planters ved- kommende. Saaledes optegnedes Andromeda tetragona, Poa cesia, Draba nivalis og Luxula parviflora 1 en hoide af 120 m., Woodsia glabella, Carex misandra, Alsine hirta, Phaca frigida, Pedicularis hirsuta og Chamæorchis alpina 150 m., samt Pedi- cularis flammea, Campanula uniflora og Alsine stricta c. 350 m. over havet. Noget lignende træffer man ogsaa paa Venevarre i Kumopatha, en dislokation 1 fjeldmassen, hvorfra Jorgensen (l. ce.) meddeler mange voxesteder. Endelig staar tilbage det sondenfor Gakkovarre liggende fjeldparti, der indbefatter Javroaive, Gabrus samt det syd for Javroaive liggende Getkoaive. Sydgrænsen for dette fjeld- parti dannes af Puntaelven. Som allerede paavist af professor Blytt har her og serlig paa Javroaive den arktiske flora en af sine hovedstationer 1 Norge. Til Javroaives i forveien saa rige flora blev jeg istand til at kunne tilfoie Salix arbuscula og den sjeldne Platanthera obtusata, der tidligere kun er kjendt fra Sakabani 1 Alten. Paa det ikke tidligere under- sogte Getkoaive fandtes blandt andre Koenigia islandica, Catabrosa algida, Ranunculus sulphureus, Pedicularis flammea og hirsuta, Antennaria carpatica, Draba alpina, Carex misandra Armeria sibirica, Arnica alpina og Hierochloa alpina. Optæller man de i Nord-Reisen herred til dato kjendte karplanter, erholder man et antal af 423 arter. Uagtet man kan gaa ud fra, at endnu adskillige planter ved nermere efter- forskning vil blive fundne, vil tallet neppe naa de tilsvarende i Alten, Talvig, Lyngen, Tromso, Maalselvedalen og flere st. — Ser man blot hen til artsantallet, maa Reisens flora siges at være forholdsvis fattig. Dette har flere aarsager. Dalen Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 235 har i sin helhed indtil den nyeste tid ligget ganske 1 natur- tilstanden; endnu er bebyggelsen liden og kreaturholdet i for- hold dertil. Mennesket og dets husdyr har endnu ikke havt tilstrekkelig tid til at ove den indgribende virkning paa floraens sammensætning, som man finder eller kan have for- modning om, at de har havt paa steder, hvor de har færdedes i aarhundreder. Iøinefaldende er mangelen paa ukrudsplanter. Af saadanne er kun bemærket Galeopsis Tetrahit og versicolor, Sinapis arvensis, Capsella bursa pastoris og Polygonum avi- eulare, hvortil kommer den af Jorgensen iagttagne Spergula arvensis. Af andre vekster, der udbredes ved mennesket eller husdyrene, og som er paa vandring op gjennem dalen, kan nevnes: Stellaria media, Poa annua, Ranunculus repens, Rumex domesticus, Nasturtium palustre og Veronica serpylli- folia. Men hermed er tallet fuldt, og jeg betvivler, at man ved gjennemgaaelsen af det kjendte materiale skal kunne paa- vise synderlig flere utvivlsomt indforte planter. At næsten alle de her opregnede planter ogsaa er temmelig sjeldne, tyder ligeledes paa, at de ikke har havt tilstrekkelig tid til sin udbredelse. Nord-Reisen mangler ogsaa en art lokaliteter, som 1 andre distrikter ofte yder en stor tribut til at hæve artsantallet. Fleresteds i det nordlige Norge finder man, iser i fjordene, langs stranden langstrakte fladere strekninger, hvor folk for lange tider siden har slaaet sig ned som gaardbrugere eller fiskere. Paa slige steder har i tidens lob flere faktorer bi- draget til at indfore planter fra andre egne, sofuglene, hav- strommene og menneskets færden. Sammensætningen af plantedekket paa saadanne steder er ofte meget rig og af- vekslende og minder meget om forholdene paa lignende loka- liteter 1 det sydlige Norge. I Reisenfjorden styrter fjeldene sig brat ned i soen og levner ingen plads til opdyrkning nedenfor; de faa bebyggelser som findes, synes ogsaa at vere fra forholdsvis ny tid. Endelig maa nævnes som maaske det vigtigste, at jord- bunden opefter hele dalen blot bestaar af sand, ligesom at fjeldskraaningerne mod dalen dannes af haarde skifere, der ikke har let ved at forvitre. De lavere lier og urer er derfor ikke synderlig rige paa arter. Hvor de glindsende glimmer- skifere, der ellers ialmindelighed blot paatræffes paa hoiderne, 236. R. Fridtz. paa et og andet sted træder ned til dalbunden, viser plante- væksten en sjelden frodighed og danner den mandshgie li- vegetation, man kjender andetsteds fra; den udmerker sig just ikke selv ved sin artsrigdom, men synes at være ledsaget af andre plantesamfund. Det er saaledes udelukkende den arktiske vegetation paa høiderne, der som oftere nævnt, gjør Nord-Reisen til et eldo- rado for botanikeren. Det element af den arktiske flora, der karakteriseres ved de fra Javroaive og Fatavarre opregnede planter, er uden undtagelse bundet til den ovenfor nævnte blaaagtige glindsende let forvitrende glimmerskifer. Disse skifere har ikke den sammenhængende udbredelse, som hvad der paa Karl Pettersens geologiske kart over Tromsø amt er betegnet som Tromsø glimmerskifergruppe ; de maa, hvis kartet er rigtigt, kun udgjøre en enkelt af de formationer, hvoraf gruppen bestaar. Paa andre skifere kan ogsaa optræde en arktisk vegetation, men denne staar 1 samme forhold til den førstnævnte, som man, for at tage et eksempel fra det cen- trale Norge, vil finde mellem floraen paa Knutshø og fjeldene i Troldheimen. (Cfr. Ove Dahl: Om vegetationen i Trold- heimen). I efterfolgende fortegnelse er for det første optaget de arter, der ikke findes anførte som voxende i herredet af Norman, Blytt eller Jørgensen; de er mærkede ved en stjerne. Fremdeles er optegnet en del nye voxesteder for de sjeldnere planter, som jeg traf paa, samt endelig for en del alminde- ligere, hvis udbredelse 1 herredet er anderledes, end man efter tidligere optegnelser skulde formode. Uagtet herredsgrænsen langtfra er noget naturligt skille, allermindst i botanisk hen- seende, har jeg dog troet det praktisk strengt at holde mig inden herredets omraade. — Herved kommer rigtignok nogle planter at anføres som nyfundne, uagtet de af Jørgensen er fundne i Lyngen straks udenfor herredsgrænsen. — Høiden er aflæst paa aneroidbarometer; men da mit instrument ikke er af første rang, har jeg efter hjemkomsten afrundet høide- angivelserne til nærmeste med 5, og for høiereliggende lokali- teters vedkommende til nærmeste med 10 delelige tal i den retning, jeg havde grund til at antage, at feilen gik. Der burde derfor foran samtlige høideangivelser tilfoies et ,om- trent*. Unders. over karplant. udbredelse 1 Nord-Reisen. 237 Ikke saa faa kritiske former er paa reiserne lagttaget og indsamlet, uden at jeg endnu har faaet anledning til at granske dem noiere; dels egner de sig ogsaa bedst til at beskrives sammen med lignende materiale andetsteds fra. Planterne er ordnet efter Blytt: Norges Flora. Plantefortegnelse. * Equisetum hiemale L. synes ikke at være saa ganske sjelden i Reisendalen, da jeg bemerkede den flere steder og i hoider over havet fra 100 m. til trægrænsen eller c. 400 m. De noterede findesteder er: Sikkavarre 400 m., Latteluokta nedenfor Potkavarre i en myr sammen med Eriophorum lati- fohum og Epilobium davuricum 100 m., i en li paa vestsiden af Venevarre 200 m., Balkisoaive 200 m., Dallovarre 300 m., og Cauéasvarre ved Svartfos 400 m.; flere steder vokste den i selskab med Lycopodium complanatum. E. variegatum Schleich, forekom paa en flerhed af de be- sogte fjelde; særlig smuk og frodig fandtes den paa de san- dige bredder af Reisenelven ret overfor Vinnelys. Polypodium vulgare L. synes at vere en meget sjelden plante her i egnen; jeg bemærkede den kun paa Snefondfjeld, samt paa DoaresavéGegaisa paa et solrigt sted paa fjeldets vestside 120 m. o. h. Særlig fra det sidste sted var exem- plarerne meget smaa og tykbladede. Woodsia glabella R. Br. Som nye voxesteder for denne smukke bregne kan opgives: Fatavarre under udoverhen- gende stene og i fjeldsprækker til 600 m., Balkisoaive paa lignende steder, samt paa Gakkovarre, hvor den særlig i dalen Torrekorsa i en høide af 300 m. var forholdsvis hyppig paa de lodrette fjeldsider. j W. hyperborea R. Br. Snefondfjeld, stor og frodig 80 m., Roggil-njudne, Doaresavééegaisa 220 m. I dalen Javrovagge under Javroaive fandtes en liden form, der habituelt ligner den foregaaende. Hvorvidt der foreligger en hybrid, ter jeg for tiden ikke afgjore, serlig da jeg ikke bemerkede nogen af stamarterne i nerheden. 238 R. Fridtz. Aspidium Lonchitis Sw. har jeg seet paa folgende steder: Siccavarre 100 m., Fatavarre 100 m., Balkisoaive 180 m., lien under Saééemvarre 280 m., Roggil-njudne 170 m., Doaresavéée- gaisa 360 m., Dallovarre 1 birkebeltet, Gakkovarre 330 m. og Javroaive. Asplenium viride Huds. som sædvanlig i fjeldsprækker, paa de fleste steder sparsomt og flere gange 1 selskab med Woodsia glabella. Sorkjosen i lien under Sikkavarre, Snefond- fjeld fra foden til 100 m., Cekkavarre, Fatavarre 380 m., Gei- ravarre 440 m. og Gakkovarre fra 150—420 m. * Polystichum filix mas Roth. Denne ellers almindelige bregne er 1 Reisendalen ganske .sjelden og ikke hidtil optegnet. Jeg bemærkede den paa solrige steder: Sokkelvig i en frodig li 200 m., Fatavarre 80 m., Balkioaive 100 m., Venevarre i Kumo- patha, meget frodig ved Vinnelys ved foden af Doaresavéce- gaisa, men sparsomt og forkrøblet høiere oppe paa fjeldet 250 m.; den saaes endvidere paa Roggil-njudne i en varm ur vendende mod sydvest 170 m. samt under Latteluokta. Struthiopteris germannica Willd. f. hypophyllodes Baenitz forekommer ikke ganske sjelden sammen med hovedarten under Javroaive. *Bothrychium Lunaria Sw. er neppe sjelden paa fjeldskraa- ningerne og paa de med kort gres bevoksede torre enge 1 dal- bunden. Jeg har optegnet den paa følgende steder: Sor- kjosen ved bryggen nesten 1 havets niveau, Venevarre 500 m., Tretten i mengde i en fugtig bakke, Fatavarre (f. subincisa), Gakkovarre 130 m., Sappen i engen, samt paa en engslaatte under Cauéasvarre. *B. boreale Milde paa lignende steder og ofte i selskab med foregaaende: Jupelen ved Reisenfjorden sparsomt, Vinnelys i engen, Tretten, Sappen, og under Cauéasvarre. Paa de tre sidstnævnte steder isammen med B. Lunaria, Holmenstilla. Anm. B. rutaceum Sw., som jeg sommeren 1897 fandt ved bredden af Altenelven ret overfor Raipas, eftersogte jeg forgjæves i Rei- sendalen. Allosurus crispus Bernh. synes helst at ynde de haardere skifere: Snefondfjeld 380 m., Geiravarre 1 mengde 660 m., Balkisoaive 200 m., Gakkovarre 600 m. Lycopodium complanatum L. Fatavarre 220 m., Balkis- oaive. 200 m., Dallovarre 300 m., Cauéasvarre 150 m., overalt Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 239 fruktificerende og som for nævnt oftere 1 selskab med Equi- setum hiemale. LD. clavatum L. Temmelig sjelden, da jeg kun har noteret den for Doaresavééegaisa 540 m. Var. lagopus Lest. Fatavarre og Venevarre; muligvis horer planterne fra det under hovedformen noterede voxested ogsaa hid. | L. Selago L. var ganske almindelig i den af mig besogte del af dalen. Alopecurus intermedius A. Bl. I en sump under Roggil- njudne, paa den lerede bund af et lidet tjern under Javroaive samt i en liden vandsamling nermere Sappen. Hierochloa alpina R. & S. Findes helst paa torre veir- haarde fjeldtoppe. Roggil-njudne 750 m., Gakkovarre paa toppene paa begge sider af Bassejokka 660 m., Dallovarre 650 m., Caucasvarre 570 m., Gætkoaive 850 m. Baade i 1898 og 99 var planten fuldstændig afblomstret i midten af august. | H. borealis KR. & S. er meget udbredt i den af mig under- sogte del af Reisendalen og er iagttaget 1 alle hoider fra havets niveau til ovenfor tregrensen: Sikkavarre ovenfor trægrænsen, Cekkavarre 160 m. Omirent i havets niveau be- mærkedes den ved Jupelen, ved et dige ved Jernelven ner Sorkjosen samt paa en myr ved Lerbugt. Snefondfjeld, Fata- varre 100 m., Balkisoaive, Javroaive 360—500 m., Dallovarre 430 m., samt paa Cauéasvarre i en hoide af 500 m. Catabrosa algida Fr. Nye voxesteder er: Snefondfjeld 560 m., Fatavarre 720 m., Gabrus 700 m., Caucasvarre 760 m. og GÅ konive 740 m. Paa de to sidstnævnte steder vokste den 1 selskab med Koenigia islandica og Ranunculus sul- phureus. * Agrostis vulgaris With. almindelig paa engene. *A. alba L. Den krybende form bemærkedes paa ler under Venevarre. Da Agrostisarterne ved en forglemmelse var udeladt i det skema, hvori jeg noterede de fundne planter, blev opmærksomheden dues tilborlig fæstet paa deres fore- komst i trakten. * Aira alpina L. Paa vaade steder paa fjeldene i vidje- beltet: Sikkavarre, Snefondfjeld, Doaresavécegaisa 650 m., Roggil-njudne, Potkavarre, Gabrus, Gætkoaive, Venevarre og Fatavarre. 240. R. Fridtz. Trisetum subspicatum P. B. var ganske almindelig 1 de af mig bereiste egne; den fandtes ofte lige ned 1 dalbunden. Vahlodea atropurpurea Fr. I dalens nederste og mellemste del er den noteret for: Sikkavarre 310 m., Geiravarre 600 m., Gakkovarre, Potkavarre, Dallovarre og Cauéasvarre. Paa de to sidste steder synes den at vere meget almindelig. Poa cesia Sm. (et affines). Paa bratte fjeldvægge i alle hoider: Sorkjosen, Snefondfjeld, Fatavarre og Balkisoaive. *Glyceria maritima Wg. Sparsomt nær stranden ved Ler- bugten og Nordkjosen. Melica nutans L. vokser temmelig enkeltvis, men mangler neppe 1 nogen af de frodigere lier fra Sappen og nedover dalen. Triticum caninum L. har jeg seet paa folgende steder: Fatavarre, Venevarre 50 m., Roggil-njudne, Vinnelys, Doare- savéGegaisa, Dallovarre, Cauéasvarre 140 m., Potkavarre, Gak- kovarre og Javroaive. T. violaceum Horn. Findes meget stor og frodig ved elvebredden paa Reisenelvens vestlige strand ret over for Vinnelys, ligeledes ved foden af Doaresavééegaisa. Paa Roggil- njudne optegnedes den i en hoide af 210 m., paa Fatavarre 280 m., Balkisoaive 200 m., og paa Cauéasvarre saavel ved foden som i en hoide af 500 m. Elymus arenarius L. Sorkjosen og Lerbugten. Den er paa Sorkjosen et besværlig ugræs i haven. Nardus stricta L. er ganske almindelig i dalen nedenfor Sappen; den findes paa fjeldene paa begge sider af elven. Carex dioica L. Kan ikke siges at være synderlig al- mindelig; den er iagttaget paa følgende steder: Myr ved Lerbugten ganske faa meter over havet; Cekkavarre 20—160 m., Venevarre 500 m., Snefondfjeld, Dallovarre 100 m., Javro- vagge 100 m., Gjerbmiséokka 400 m. Var. isogyna Bl. saaes kun paa Venevarre i en hoide af omtr. 100 m. | C. capitata L. Ynder veirhaarde steder. Snefondfjeld 590 m., Fatavarre 540 m. og Dallovarre 350 m. C. nardina Fr. Som nye voxesteder kan nævnes: Fata- varre ovenfor trægrænsen fra 500 m. til toppen, samt Balki- soaive fra en høide af 400 m. Paa begge steder forekommer den i selskab med andre sjeldnere arktiske planter. ^ Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 241 C. pauciflora Lightf. Under Saééem-njudne, Dallovarre 190 m., Potkavarre, Cauéasvarre og Gabrus, samt paa en myr ner Tretten ved Stromsfjord. *C. microglochin Wg. er kun bemerket paa Fatavarre ved en bræbæk 440 m. C. incurva Lightf. Paa stranden ved Nordkjosen. *C. microstachya Ehrh. Meget sparsomt paa en myr under Sikkavarre. C. glareosa Wg. Sorkjosen ved Jernelvens udlob i mengde, Nordkjosen. Paa de torre strandklipper mellem gaardene Jupelen og Sokkelvig vokste den i fjeldsprekkerne sammen med Cerastium alpium og Viscaria alpina. C. stellulata Good. synes at vere meget sjelden; jeg no- terede den kun paa en myr paa Latteluokta 70m. samt under Javroaive 150 m. C. lohacea L. Forekommer hist og her paa fjeldmyrene, iser paa skyggefulde steder i birkebeltet. Den er optegnet for: Sikkavarre 60 m., Roggil-njudne 160 m., Gakkovarre, Venevarre 100 m., Dallovarre 160 m., Gabrus 110 m., Javro- aive, Sappen samt Cauéasvarre 320 m. *C. bicolor All. I en myrlendt mod syd vendende bakke paa Fatavarre i en hoide af 760 m. o. h. C. holostoma Dr. I og ved bredden af en liden bæk paa Dallovarre 650 m. C. Buxbaumi Wg. synes at vere ganske hyppig i disse trakter; thi foruden paa de af Jorgensen nævnte voxesteder har jeg set den paa Sikkavarre 50 m., Snefondfjeld, Roggil- njudne 300 m., Gakkovarre, Geiravarre i mængde mellem 100 og 200 m., Cekkavarre 160 m., Fatavarre, Balkisoaive, Doa- resavGéegaisa, Dallovarre 120 m.; meget ofte i selskab med Carex pulla og irrigua. C. atrata L. f. spiculosior Norm. Cauéasvarre 320 m. og i Javrovagge 100 m. begge steder i selskab med hovedarten. C. misandra R. Br. Af nye voxesteder kan mærkes: Sne- fondfjeld, Fatavarre 400 m., Balkisoaive 700 m., Doaresavéée- gaisa paa mod vest vendende afsatser 420 m., Roggil-njudne | 670 m., Dallovarre 580 m., Gakkovarre, hvor den i Torrekorsa steg ned til 150 m., hvilket er det lavest beliggende sted, jeg har observeret den i Reisen. Den noteredes ogsaa paa samme field i en hoide af 540 m. Paa Gætkoaive optegnedes den i Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, III. 16 242. R. Fridtz. en hoide af 850 m. Overalt findes den i selskab med de sjeld- nere fjeldplanter. C. hyperborea Drej. Hvis bestemmelsen er rigtig, findes denne Art paa Gabrus; muligvis horer ogsaa exemplarer fra andre steder hid, uagtet de ikke i alle stykker stemmer med beskrivelsen. C. vulgaris Fr. Hovedarten bemerkedes kun i den nedre lavere del af dalen og var heller ikke der hyppig: Fladvold Nordkjosbunden. Var. atra Bl. Sappen. C. salina Wg. Sorkjosen. C. flava L. Fandtes paa mange steder, dog altid lavere- liggende; den bemærkedes neppe til storre heide end 200 m. *C. pallescens L. Meget sjelden; Fatavarre paa sydsiden af fjeldet i en hoide fra 200—270 m., samt nede i dalen mellem Fatavarre og Venevarre. C. rariflora Sm. Myrer ved bredderne af Sikkaguro, 4— 500 m., myrene mellem Nordkjosbunden og Tretten, under Balkisoaive, Cauéasvarre 380 m. C. pedata Wg. Fatavarre fra 500—800 m., Cauéasvarre meget stor og frodig i en høide af 320 m. C. filiformis L. Myr ved Lerbugt, Snefondfjeld, i mængde ved et tjern paa Latteluokta 300 m., myr mellem Nordkjos- bunden og Tretten, Dallovarre, Gar C. vesicaria LE. bemærkedes mange steder saavel paa fjel- dene som nede i dalen. Paa Dallovarre p den i en hoide af 400 m., paa Caucasvarre 440 m. 20; ee: Good. Saëcemvarre, Latteluokta 70 m., ved Jouvuéjavre og paa myrene ved Sappen. Desuden er ue fjeldene iagttaget former, der habituelt nærmer sig C. rotun- data Wg. Kobresia scirpina Horn. Nye voksesteder er: Fatavarre 600 m. og Balkisoaive 420 m. | Eriophorum alpinum L. Paa vaade myre: Sikkavarre, myr mellem Nordkjosbunden og Tretten, under Balkisoaive, Snefondfjeld, Doaresavééegaisa, Dallovarre 120 m., Latteluokta 70—300 m *E latifolium L. Denne 1 de nordligere egne temmelig sjeldne plante fandtes paa Latteluokta 1 en hoide af 100 m. i selskab med Equisetum hiemale. Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 243 *Triglochin maritimum L. Kipernes i brakvand; Sørkjosen ved Jernelvens udlob. Juncus alpinus Vill. Jeg bemærkede den paa hele reisen kun en eneste gang, nemlig i dalen mellem Fatavarre og Venevarre; der i nerheden har ogsaa Jorgensen fundet den. J. buffonius L. Sørkjosen, Nordkjosen og Nordkjos- bunden. Luzula pilosa Willd. er ogsaa nedenfor Sappen ganske almindelig især i furubeltet. L. parviflora Desv. Folgende nye voxesteder er noteret: Venevarre 500 m., Snefondfjeld, Rokkievarre, Gakkovarre, hvor den i dalen Torrekorsa fandtes i en hoide af kun 120— 150 m., den optegnedes ogsaa oppe paa fjeldet i 540 m. hoide. I dalen Javrovagge mellem Javroaive og Gakkovarre steg den ligeledes ned til 180 meters hoide. L. Wahlenbergu Rupr. Doaresavétegaisa, Roggil-njudne, Geiravarre, Dallovarre, Gakkovarre 540 m. og Cauéasvarre 570 m. L. arcuata Hook. Snefondfjeld, Balkisoaive 650 m. samt Javroaive antagelig 1 omtrent samme hoide. Overalt temmelig sparsomt. L. hyperborea BR. Br. er ganske almindelig paa mere hoit- liggende steder og fandtes paa samtlige besogte fjelde; ved Vinnelys saaes den at vere fort lige ned i dalbunden af fjeld- bekkene. Allium sibiricum L. fandtes 1 stor mængde ved Sokkelvig, hvor den vokste fra strandkanten og indover markerne; inde i skoven opover fjeldsiderne noteredes den til en hoide af noget over 50 m. Den saaes ogsaa sparsomt ved Jupelen og ved stranden mellem dette og førstnævnte sted. Blomsterne var 18 juli 99 endnu ikke fuldt udsprungne. * Paris quadrifoha L. Forekommer i selskab med den frodige vegetation 1 lierne, der dannes af Struthiopteris, Mi- lium, Mulgedium, Geranium silvaticum, Trollius med flere og skjules deraf, saa den vistnok mangen gang oversees. Af voxesteder er noteret: Vinnelys under Doaresavécegaisa 44 m., Gakkovarre 70 m,, Javrovagge 140 og 200 m., Dallovare 200 m. og Cauéasvarre 180 m. Corallorhiza innata R. Br. Ved stranden i havets niveau mellem Sorkjosen og Jupelen, paa myrene hoiere oppe paa 244 R. Fridtz. Sikkavarre i forskjellige hoider enkelte exemplarer her og der, Cekkavarre 280 m., paa en myr ved Tretten, Venevarre paa fladen under Kumopatha, Gabrus 110 m. Orchis maculata L. I den af mig undersogte del af dalen vil man i furubeltet næsten overalt paatreffe denne plante, hvor passende lokaliteter findes. Jeg ved ikke nogensteds ellers i landet at have fundet den saa stor og frodig som paa en myr i dalen mellem Venevarre og Fatavarre. Et par eksemplarers hgide naaede 60 cm. Gymnadenia conopea R. Br. Foruden paa Javroaive, hvor den tidligere er funden af prof. A. Blytt, bemærkede jeg den kun paa Gakkovarre; den forekom her meget sparsomt i en hoide af 240 m. + Platanthera obtusata Lindl. Denne sjeldne orchide, der tidligere kun er funden paa Sakabani i Alten, fandt jeg som- meren 1898 paa Javroaive. Den vokste her paa en lignende lokalitet som i Alten. Trods megen eftersogning kunde jeg hverken denne sommer eller den folgende, da jeg atter be- sogte stedet, finde den udenfor det begrænsede omraade, hvorpaa jeg forst havde observeret den. Bestanden ansloges til omtr. 150 exemplarer begge sommere. Planten var 10 au- gust 1899 afblomstret, men stod det foregaaende aar paa samme tid i blomst for de fleste individers vedkommende. Peristylis viridis Lindl. har jeg fundet paa samtlige be- søgte fjelde; den kan paatræffes i alle høider fra dalbunden op til trægrænsen. Blomsternes farve varierer fra brunrød til gulgron. Hos en rent hvid form fra Fatavarre fandtes leben at være dybere indskaaret end regelen ellers er; uagtet dens høist paafaldende udseende, var det mig ikke mulig at finde andre afvigelser fra den sædvanlige form. P. albidus Lindl. Sikkavarre, Snefondfjeld 220 m., Vene- varre, Fatavarre 300 m., Balkisoaive 420 m., Roggil-njudne 590 m., Geiravarre 420 m., Doaresavééegaisa sparsomt 400 m., Gakkovarre og Dallovarre. Den synes i det nordlige Norge i almindelighed kun at optræde i selskab med de mest udpræ- gede arktiske arter og 1 nogle hundrede meters høide over havet. Mærkelig nok vil man finde den samme plante i det sydlige Norge, f. ex. paa kysten af Lister og Mandals amt 1 ringe høide over havet i et selskab, hvis atlantiske og sub- atlantiske element er dominerende; de faa exemplarer, jeg Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 245 har seet fra disse kanter, har havt mindre og gronnere blomster samt flere blomster 1 akset, end den nordlige form. Chameorchis alpina Rich. Venevarre, Snefondfjeld 380 m., Fatavarre, 315 m., Balkisoaive 440 m., Roggil-njudne, Doares- avécegaisa 420 m., Gakkovarre saavel høiere oppe paa fjeldet som i Torrekorsa ned til 150 m., Javrovagge 320 m. Den forekommer næsten altid sammen med Rhododendron lappo- nicum og Carex misandra. Listera cordata R. Br. er meget udbredt i Reisen, hvor den særlig forekommer i skovbeltet, men er dog ogsaa be- mærket paa høiere liggende steder. Af nye voxesteder er op- tegnet: Sorkjosen 10 m., Jupelen ved stranden omtrent i havets niveau, Sikkavarre 50 m., Snefonfjeld, Potka ved bredden af et lidet tjern, Vinnelys, Roggil-njudne 300 m., Dallovarre, Gakkovarre 250 m., Potkavarre, Sappen, Gabbrus 110 m., Caucasvarre 100 m., Sokkelvig. Goodyera repens R. Br. er af Arnell funden paa Sappen 1 furubeltet. Da jeg i 1898 besogte stedet, fandtes den i hun- dredevis ved foden af Javroaive nedenfra og omtrent 100 m. opover fjeldet; men sommeren efter saa jeg ikke et eneste individ hverken der eller andetsteds 1 dalen. Ogsaa paa andre kanter af landet synes den i 1898 at have optraadt i storre mængde end sedvanlig. Som nyt voksested kan anføres DoaresavéGegaisa, hvor den paa fjeldets vestside bemærkedes et par steder i en høide af omtrent 100 m. Potamogeton marinus L. 8 alpina Bl. Voxte i en liden bæk nedenfor Kumopatha paa Venevarre i ikke ringe mængde. Sparganium hyperboreum Lest. I en bæk paa lersletten under Venevarre, Potka i et lidet tjern. Betula alpestris Fr. Nordkjosbunden, Snefondfjeld 300 m. "Salix pentandra L. er meget sjelden og synes kun at op- træde enkeltvis. Jeg bemærkede kun en busk paa lerfaldet under Venevarre, samt en anden i lien under Javroaive. =S. myrtilloides L. forekom sparsomt paa en myr ved foden af Dallovarre 120 m. =S. arbuscula L. Voxte paa fugtige afsatser paa Javroaive ien hoide af 350 m. S. polaris Wg. Nye voxesteder er: Sikkavarre 400 m. Snefondfjeld, Roggil-njudne, Gakkovarre og Potkavarre 600 m. fiumex acetosella L., der neppe forekommer uden i den 246 . R. Fridtz. allernederste del af dalen, fandtes merkeligt nok i faa exem- plarer paa en liden tue paa en af Roggil-njudnes veirhaarde topper i en hoide af 6—700 m. Koenigia islandica L., der af A. Blytt tidligere er funden paa Potkavarre, voxer ogsaa flere steder paa Javroaive i en heide af 620—700 m., i Javrovagge ved et vandsig 270 m., Caucasvarre 760 m. og Gætkoaive 740 m.; paa begge de to sidstnævnte steder forekommer den nedenfor snefonner sammen med Ranunculus sulphureus og Catabrosa algida. * Polygonum amphibium L. Ved bredden af et lidet tjern mellem Sappen og Bergeskogen. P. aviculare L. Længere oppe i dalen bemærkedes den paa Sappen og Vinnelys som ukrud i potetagrene. *Plantago major L. I Nord-Reisen har jeg kun seet den paa et eneste sted, nemlig langs en sti i dalen mellem Vene- varre og Fatavarre (c. 60 m.) Man kan merke, at planten befinder sig 1 nerheden af sin nordgrænse; thi den her optræ- dende form holdt sig yderst liden, selv om planterne stod i ly af buske; de fleste blomstrende individer var ikke meget over en centimeter hoie. Alt taler for at planten er bragt til stedet af kjorene, da neppe andre benytter stien. P. maritima L. Serkjosen, Nordkjosen, Jupelen og Sok- kelvig. Armeria sibirica Turchs. Nye voxesteder er: Fatavarre fra 440 m., Roggil-njudne fra 500 m. og Gætkoaive 850 m. Petasites frigida Fr. Uagtet denne plante er ganske al- mindelig 1i Nord-Reisen saavel nede i dalen som paa fjeld- myrene, saa jeg hverken i 1898 eller 99 et eneste exemplar i blomst, uagtet al anvendt opmerksomhed. Kun paa Javroaive fandtes den i fuld flor 10 august 99 1 en hoide af omtrent 350 meter. Erigeron elongatus Led. Woleende voxesteder fra den nedre del af dalen kan opgives: Fatavarre 80 m., Balkisoaive 300 m., Vinnelys, Doaresavééegaisa, Gakkovarre i Torrekorsa 120 m., Javroaive, Cauéasvarre 590 m. samt ved bredden af Gjerbmis- jokka nær Svartfos. E. rigidum Fr. Exemplarer fra foden af Cekkavarre og Venevarre har jeg med nogen tvivl troet at burde henfore til denne art. En fuldstændig lignende form har jeg 1 1897 samlet ved foden af Raipas i Alten. Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 247 Gnaphaliwn supinum LL. er funden paa samtlige af mig besogte fjelde fra Reisenelvens udlob til Gabrus og Gjerb- miséokka; jeg har ligeledes bemærket den i alle høider fra dalbunden som ved Vinnelys og Sappen til de høieste fjeld- toppe. Dog synes den merkelig nok, hvor den forekommer, at optrede med et ringe antal individer, og giver saaledes ikke indtryk af at vere nogen almindelig plante. Antennaria carpatica R. Br. Jeg fandt den paa to nye steder, Roggil-njudne og Gætkoaive, beggesteds i en høide af 800 m. Arnica alpina Ol. Nye voksesteder er: Fatavarre 600 m., i blomst 22 juli 99, samt 830, Balkisoaive 740 m., Roggil- njudne 710 m. og Getkoaive, hvor den i en hoide af 850 m. var afblomstret 12 august 99. Mulgedium sibiricum Less, Ved foden af Venevarre i en mod sydvest vendende li faa meter over havet voxte den sammen med Epilobium angustifolium, Erysimum hieraciifolium, Erigeron rigidum, Echinospermum deflexum, Calamagrostis phragmitoides og Valeriana sambucifolia. I fuld blomstring 13 august 98. Hieracium lapponicum Fr. Paa de sandige bredder af Reisenelven ved Mariestilla og Sappen. . H. prenanthoides Vill. Fatavarre 80 m., Balkisoaive 100 m., Roggil-njudne 140 m., Dallovarre 160 m., Caucasvarre 180 m., Gakkovarre 180 m, samt ved veikanten ner Potka. Campanula uniflora L. Gakkovarre 360 m. sparsomt, Pot- kavarre 1 vidjebeltet, Fatavarre 1 mengde fra 600 m. op mod toppen, Balkisoaive 440 m., Gætkoaive 850 m. Paa Fatavarre og Balkisoaive saaes blomstrende og forlengst afblomstrede individer om hinanden i slutningen af juli. *Galium trifidum L. Nordkjosen ved stranden, Fladvold paa engen ner ved husene. G. palustre L. Snefondfjeld, Vinnelys, Roggil-njudne, Javroaive og Holmenstila. Et par af disse voksesteder laa 1 eller ved kreaturveiene. Galium uliginosum L. Synes at vere sjelden; jeg bemær- kede den kun ved Sappen og paa en myr under Cauéasyarre. *Gentiana involucrata Rottb. Nordkjosen, sparsomt paa stranden, Jeg har seet exemplarer tidligere samlede i Nord- Reisen af lerer Noto uden nærmere angivelse af voxestedet. 248 R. Fridtz. G. nivalis L. er ikke sjelden paa torre marker i dalbunden: Sorkjosen, Lerbugten, Nordkjosen, Vinnelys og Sappen. Af andre findesteder kan nevnes: Sokkelvig og Jupelen i fjæren, Sagelven, Sa@éemvarre 280 m., Venevarre, Cekkavarre 60 m., Fatavarre 80 m., Roggil-njudne, Javroaive, Caucasvarre 500 m. Galeopsis Tetrahit L. Paa gjedselhauge og som ukrud i potetagre. Af voxesteder høiere op i dalen kan nævnes Vinne- lys og Sappen. G. speciosa Mill. Sammen med foregaaende som ukrud 1 potetagrene: Lerbugten i Nordkjosen. Stenhammaria maritima Reich. Sørkjosen i fjæren. * Echinospermum | deflexum Lehm. er kun bemerket ved foden af Venevarre 1 selskab med Mulgedium sibiricum. Veronica serpyllifolia L. Sørkjosen, Snefondfjeld, Vinnelys, Sappen og Holmenstilla. Overalt i koveiene. *V. saxatilis L. Fatavarre 80 m. og 280 m., Venevarre i en ur paa fjeldets sydside 390 m., Doaresavééegaisa 180 m., Geiravarre 440 m., Roggil-njudne, Javroaive, fjeldet i bunden af dalen Javrovagge 360 m. *V. longifolia Hn. bemærkedes kun i hjemmemarken paa Sappen sparsomt paa et indskrænket voxested, blomstrende 4 august 99. * V. officinalis L. Det eneste sted, jeg saa den var paa Roggil-njudne, hvor den forekom sparsomt 1 en ur paa fjeldets vestside 1 en heide af 210 meter. * Euphrasia latifolia Pursh. Flere steder i indmarken ved Sappen. E. minima Jacq. forekom paa Gabbrus i en hoide af 600 m. E. salisburgiensis Funck. voxte sparsomt isammen med sjeldnere fjeldplanter paa afsatser af Javroaive, der vendte mod Gaberajokka paa samme hoide som foregaaende. Anm. En del andre former af den kollektive art E. officinalis, der er vidt udbredt i dalen, er iagttaget og indsamlet; men jeg har ikke været istand til sikkert at bestemme dem med de hjælpemidler jeg for tiden raader over. Pedicularis flammea L. Gakkovarre paa fjeldets sydost- lige skraaning i en høide af 520 m. sammen med Pedicularis hirsuta, Wahlbergella apetala, Carex misandra og Salix myr- sinites, samt paa Gætkoaive 850 m. Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 249 P. hirsuta L. Snefondfjeld ikke sjelden fra 200—600 m. paa heldninger baade mod nord, syd og ost, Saééemvarre 280 m. sparsomt, Doaresavééegaisa 800 m., paa østsiden af fjeld- toppen fandtes ogsaa endel exemplarer noget lavere, Roggil- njudne 860 m., Gakkovarre 1 storste mængde i omtr. 600 meters hoide langs fjeldets østside, i Tørrekorsa stiger den ned til 150 m., Dallovarre, Fatavarre 720 m., Balkisoaive 440 m., Cauéasvarre 760 m., G'ætkoaive 800 m. P. sceptrum Carolinum L. Sorkjosen ved broen over Jern- elven i havets niveau, Sikkavarre paa myr 4—500 m., Cekka- varre, myr mellem Nordkjosbunden og Tretten under Gak- kovarre. Arctostaphylos uva ursi Spr. Doaresavééegaise 300 m. Andromeda tetragona L. Den er bemerket paa alle de af mig besogte fjelde langs Reisendalen og begynder sedvanlig at vise sig 1 en hoide af omtr. 400 meter. Lavere end i Torrekorsa, hvor den fandtes 120 m. o. h., har jeg ikke be- merket den i Nord-Reisen. Rhododendron lapponicum Wg. Snefondfjeld 380 m,, Rog- gil-njudne 590—750 m., Dallovarre, Gakkovarre, Cauéasvarre 450 m., Cekkavarre, 450 m., Fatavarre fra 300 m., Balkiso- aive 440 m. Calluna vulgaris Salesb. er noteret for Sikkavarre, Snefond- field, Doaresavééegaisa, hvor den blomstrede 3 august 98 i en hoide af 200 m., Roggil-njudne, Gakkovarre, Cekkavarre, Fa- tavarre 120 m., samt i dalen under Balkisoaive. Pyrola rotundifolia L. Ikke sjelden paa fjeldene: Sor- kjosen, Sokkelvig, Snefondfjeld, Venevarre i flere hoider, Roggil-njudne 440 m., Gakkovarre 540 m., Gabbrus, Caucas- varre, Fatavarre, Balkisoaive og Cekkavarre. P. rotundifolia L. + minor L. Sparsomt, men bemerket i begge aar paa Javroaive i en høide af 500 m. P. secunda L. Sorkjosen, Vinnelys almindelig paa de stenede elvebredder, Doaresavééegaisa, Geiravarre 110 m., Dallovarre, Sappen. P. uniflora L. Caucasvarre 100—170 m. Haloscias scoticum Fr. Sorkjosen, Lerbugten, Nordkjosen og Jupelen. Angelica silvestris L. har jeg kun bemerket i en li under Roggil-njudne. E. Fridtz. bo Qt © Sedum anuum L. Sokkelvig, Cekkavarre, Fatavarre 80 m., Balkisoaive 300 m., Sikkavarre, Venevarre 40 m., Doaresavaéée- gaisa 120 m. og Roggil-njudne. S. acre L. Venevarre i Kumopatha 40 m. samt sparsomt paa strandklipperne ved Nordkjosen; begge steder i selskab med foregaaende. *Saxifraga Cotyledon L. Indtil 40 cm. hoie exemplarer fandtes blomstrende paa en mod vest vendende brat fjeldvæg paa Doaresavééegaisa 1 august 98 i en hoide af 200 m. S. aizoides L. y purpurea Bl. Vinnelys og Javrovagge. *S. rivularis L. Sorkjosen ved bryggen i havets niveau, Venevarre, Gakkovarre under snefonner og 1 bekkene derfra, en meget liden form; Potkavarre, Javroaive 800 m., Balki- soaive 600 m. og Getkoaive 740 m. S. stellaris L. 8. comosa Wg. Potkavarre (A. Blytt), Sne- fondfjeld 590 m., Doaresavééegaisa 650 m., Gakkovarre 500 m., Javroaive 600 m., Gabrus 700 m., CR 740 m., Cauéas- varre 760 m., Polonie S. "Wes ia W & K. Nye voxesteder er: Gakkovarre 1 Torrekorsa 360 m. og Getkoaive 800 m. Thalictrum alpinum L. f. pallida Norm. Cekkavarre 160— 310 m., Javroaive 600 m. Terenas hyperboreus L. Vinnelys i en liden bæk nær husene paa gaarden. R. nivalis L. Sikkavarre, Doaresavééegaisa, Roggil-njudne, Dallovarre, Gakkovarre, Caudasvarre, Gætkoaive, Fatavarre og Balkisoaive, overalt paa mere hoitliggende steder eller ved snefonner. R. sulphureus Sol. Gabrus 680 m. ved bredden af en vandpyt og Getkoaive 740 m. paa meget vaade myrer. R. pygmeus L. Sikkavarre, Venevarre, Doaresavééegaisa 710 m., Roggil-njudne, Dallovarre, Gakkovarre, Potkavarre, Javroaive 800 m., Cauéasvarre 500 m., Getkoaive 800 m., Fatavarre 720 m., Balkisoaive og Gabrus. R. reptans L. ved bredden af en liden vandsamling under Javroaive. | Caltha palustris L. 8. radicams Forst. I en vandpyt paa Javroaive omtrent 300 m. over havet. Actea spicata L. Sorkjosen i en li under Sikkavarre kun faa meter over havet, samt ved foden af Doaresavééegaisa. Unders. over karplant. udbredelse 1 Nord-Reisen. 251 * Nasturtium palustre DC. Et lidet tjern mellem Sappen og Javroaive sammen med Ranunculus reptans, Subularia aqua- tica og Carex vesicaria; ved Holmenstilla 1 en kreaturvei; da ogsaa paa det forstnævnte sted kjorene gjerne holder til, er det ikke usandsynligt, at de har havt med dens forekomst paa disse steder at gjøre. Barbarea stricta Fr. Bergeskogen ved bredden af den elv, der kommer fra Gakkovarre (Bassejokka). Draba alpina L. Gætkoaive 820 m. E D. nivalis Liljebl. Fatavarre fra 440 m., Balkisoaive fra - 400 m., Roggil-njudne. D. incana L. Cekkavarre fra havets niveau og et stykke opefter fjeldets sydside; Fatavarre. D. hirta L. er optegnet for de fleste fjelde 1 den besogte del af dalen; den forekommer især i en hoide af 4—500 m., men fores ofte af bekkene ned i dalbunden. Cochlearia anglica L. Lerbugten. Erysimum hieraciifolium L. I varme solbeskinnede lier og urer. Under Cekkavarre og paa strandklipperne ved Nord- kjosen, Fatavarre 270 m. og ved foden af fjeldet 1 gruset af en fjeldbek, Venevarre i Kumopatha 50 m., Roggil-njudne 140—220 m., overalt paa losere skifere. Braga alpina St. £ H. Fatavarre i en hoide af 550 meter i en heldning bedækket med mindre stene. Exemplarerne var den 22 juli 99 1 blomst, men de fleste kun 1—2 cm. hoie. *Sinapis arvensis L. forekom 1898 sparsomt i havreagre paa Vinnelys, men iagttoges ikke det folgende aar. Subularia aquatica L. Sappen i et lidet tjern med lerbund sammen med Nasturtium palustre, Alopecurus intermedius og Ranunculus reptans. Drosera rotundifolia L. Sappen, Gabrus, en myr under Dallovarre 120 m., Caucasvarre 140 m. Paa de to sidstanforte steder sammen med folgende art. D. longifolia L. Ved gaarden Myren mellem Fladvold og Tretten, Cauéasvarre, Dallovarre, Latteluokta. De fundne exemplarer var ofte forkroblede og kortstilkede, men samtlige tilhorte D. longifolia ikke D. intermedia. (Kfr. Jorgensen l. c.). Viola canina L. Jupelen ved stranden, Sikkavarre, Vene- varre 1 en ur paa sydsiden 390 m., ved foden af Doresavéée- 252. R. Fridtz. gaisa 50 m., Sokkelvig til 200 m., Cekkavarre meget almindelig mellem 60 og 120 m., Fatavarre 80—200 m., Balkisoaive 100 m. > *V. arenaria DC. Det eneste sted, hvor den bemærkedes, ‘var paa Fatavarre; her voxte den i hoide af 280 m. i sel- skab med Equisetum variegatum og Veronica saxatilis. *Sagina nivalis Fr. Sparsomt paa Javroaive 700 m. * Alsine hirta Hn. v. rubella Hn. Paa grus og overalt sparsomt: Fatavarre 440—550 m., Balkisoaive 420 m. samt Gakkovarre 150—360 m. A. stricta Wg. er meget hyppigere end foregaaende, 1 hvis selskab den flere gange fandtes: Fatavarre 440—800 m., Balkisoaive, Venevarre, Gakkovarre, Javrovagge. Halianthus peploides Fr. Sokkelvig, Sorkjosen og Nord- kjosen. *Arenaria ciliata L. Fatavarre 550 m. sammen med Braya alpina, Alsine stricta og hirta; 1 dalen Javrovagge paa de grusede elvebredder meget sparsomt. Dens forekomst her tyder paa, at den maa vere skyllet ned fra et af de om- givende fjelde Javroaive eller Gakkovarre. Stellaria crassifolia Ehrh. Paa stranden ved Nordkjosen. S. araminea L. Fatavarre, Roggil-njudne, Vinnelys og Sappen. *S. hwmifusa Rottb. Lærer Note meddelte mig mundtlig, at han havde fundet denne plante et sted lengere ude i Reisen- fjorden, uden at jeg nu erindrer det nærmere voxested. Paa strandene inde i fjorden bemærkede jeg den ikke. Cerastium arcticum Lge. Sikkavarre, Snefondfjeld, Geira- varre, Gakkovarre, Javrovagge ved bekkene fort ned i dalen, Cauéasvarre 820 m., Gætkoaive 740 m., Fatavarre 720 m. samt Balkisoaive 760 m. C. glabratum Hn. Ved Sagelven mellem SaéGemvarre og Snefondfjeld, Vinnelys ved bredden af Reisenelven, Doares- avééegaisa 1 mængde især i en høide af omkring 200 meter, Roggil-njudne og Gakkovarre. Wahlbergella apetala Fr. Fatavarre 400 m, og Gakko- varre flere steder 1 en hoide af omtr. 500 m. | * Epilobium montanum L. Venevarre i Kumopatha, Cau- Casvarre ner Svartfos. * E. collinum Gmel. Venevarre isammen med foregaaende, Cekkavarre paa skraaningen mod Nordkjosen, Fatavarre 80 m. Unders. over karplant. udbredelse i Nord-Reisen. 253 E. angustifolium L. er overalt meget almindelig. Var flere steder et besverligt ukrud i potetagrene. Meget rigelig og frodig fandtes den under Geiravarre og Cauéasvarre, hvor skoven for endel aar siden var afbrændt, samt rundt om gamle forladte tyæremiler, hvoraf der findes en mængde opefter dalen. * E. davuricum Fisch. Dallovarre, Latteluokta 105 m. E. palustre L. er ikke videre almindelig; af voxesteder kan nævnes: Nordkjosbunden, Balkisoaive, en myr under Cau- éasvarre, Sørkjosen, Snefondfjeld, Gakkovarre og Javroaive. Circæa alpina L. l hen under Sikkavarre ved Sorkjosen ce. 20 m., og i lignende høide under Venevarre, Caucasvarre ved Svartfos 180 m. Hippuris vulgaris L. Sørkjosen i vandpytter ved Jern- elven, en bæk ved foden af Venevarre, Potka, Kjælderen ved veien, Jouvuéjavre. f. fluitans. Reisenelven ved Holmenstilla, Myriophyllum alterniflorum DC. I et lidet tjern paa Latte- uokta 300 m. | Alchemilla alpina L. maa siges at vere ganske almindelig fra Sappen og nedover til Potka saavel paa gruset ved elve- bredderne som paa fjeldene. Af voksesteder kan nævnes: Sikkavarre 260 m., Snefondfjeld 350 m., Roggil-njudne, Dallo- varre, Potkavarre, Vinnelys, Sappen, Javroaive i mængde 360 m., Caucasvarre, Gabbrus, Gakkovarre, Sokkelvig, Cekka- varre, Fatavarre 270 m. og Balkisoaive. Rubus arcticus L. Holmenstilla. Efter beboernes sigende vokser der ,jordbær* paa vestsiden af Reisenelven ligeoverfor Vinnelys. Da Fragaria vesca ikke er bemærket i dalen, er det sandsynligvis denne art, der menes. Dryas octopetala L. har jeg fundet i de høiereliggende partier af alle de fjelde, jeg har besøgt; den føres oftere med bækkene ned til lavere egne. Sibbaldia procumbens L. Om denne gjælder det samme, der ovenfor er sagt om Dryas. Potentilla Anserina L. Kun bemærket ved strandkanterne; Sokkelvig, Sørkjosen og Nordkjosen. B. groenlandica Ser. (= P. Egedii Wormsk.) Kipernes paa sumpig græsbund paa et sted, der ved høivande over- svømmes af søen. De af mig fundne exemplarer er habituelt | meget forskjellig fra hovedarten og stemmer i alle dele overens 254 R. Fridtz. Unders. over karplanterne. med Langes beskrivelse i Consp. Fl. Groenl. p. 5: ,,Gracilior, « folis paucijugis, foliolis minoribus, profundius crenatis.^ Des- .uden har eksemplarerne fra Kipernes paa begge sider gronne blade, smaa blomster af mere orangegul farve end hovedarten samt meget korte stoloner. Da jeg kun kjender f. groen- landica fra den ovenfor nævnte beskrivelse, tor jeg ikke be- stemt forfegte formernes identitet. Dette kan blot ske, naar jeg faar anledning til sammenligning med originalexemplarer. Varieteten er bekjendt fra Groenland og det arktiske Amerika. Potentilla nivea L. Fatavarre 460 m., Balkisoaive 440 m. og Roggil-njudne sparsomt 700 m. Phaca frigida L. Snefondfjeld 200 m., Fatavarre 300 m., Balkisoaive 360 m., Doaresavééegaisa 120 og 190 m., Geira- varre sparsomt 460 m., Roggil-njudne 430 m., Gakkovarre 540 m. og 1 dalen Torrekorsa ned til 150 m., Dallovarre 580 m., Caucasvarre 520 'm., og Gabrus 360 m. Oxytropis lapponica Gaud. Fatavarre 3—500 m., Balkis- oaive 420 m. Paa begge disse steder forekom den baade med morke, violette og nesten hvide blomster. Javroaive sparsomt paa en fjeldtop 620 m. Lathyrus maritimus Big. Sokkelvig og Lerbugten. Viccia Cracca L. Af voksesteder længere oppe i dalen kan nevnes: Latteluokta, en slaateeng under Cauéasvarre, Holmenstilla. Junkersdalen og dens flora. Et bidrag til kundskaben om de indre dele af Salten. | Af . Joh. Dyring. Reiseindberetning til det Kgl. kirkedepartement. 1. Beliggenhed m. v. Junkersdalen er den dal, der ved Storjord forener sig med den ubeboede Lønsdal og saa- ledes danner den egentlige Saltdal, som derefter stryger mod n. 1 en lengde af c. 40 km., indtil den ved strandstedet Rognan gaar over i Skjerstadfjorden. Junkersdalen tager sin begyn- delse ved rigsgrænsen i nerheden af fjeldstuen Graddis og strekker sig derpaa i vestlig retning indtil den nedre del af Junkersdalsuren, hvor Saltdalen regnes at begynde. Dens lengde kan anslaaes til c. 25 km., men heraf udgjor den egentlig be- boelige del kun en ganske ringe strekning, knapt 5 km. Bredden er fra forst af ganske ringe. Forst nedenfor Gam- fosbro trader dalsiderne noget tilbage og giver plads for en lidt bredere dalbund, som imidlertid atter ved pladsen Solvaagli sammenknibes til den trange kloft Junkersdalsuren, hvorigjennem elven fossende baner sig vei. Beliggenheden af det beboede strog kan ansættes til 66° 50° n. br. og 33° 1. o. f. Ferro. Dalen ligger altsaa ganske ubetydelig ovenfor polarcirkelen og lidt ostenfor den meridian, der bestemmer den nye nor- maltid. Dalbundens høide over havet udgjor omtr. 220 m., stigende fra c. 120 m. ved Junkersdalsurens nederste ende indtil noget over 400 m. ved fjeldstuen Graddis. Joh. Dyring d Roman | unkers dalen Gece we N AN À 1999. Va sv sin == Bal = v ES vt | Å Even pom Mi Siem S olvaag Sol, Bead / = | Fr E» an «s NRS LS " | B 894 a À | | u UES £ 1 ak, HC Skaiti S | > PONE Por RAT S toviord" e Aamfosbrö Å a i d ee UT VAS = WE på € = Fjeld Junkersdalen og dens flora. 257 2. Sidedale. Paa dalens sydside er fjeldet, der her kaldes Tjernfjeld, temmelig sammenhængende uden større ind- skjæringer. Derimod er den nordre side sterkt indskaaret af dybe dalspalter med hovedretning n. mod s. der deler det derværende fjeldpart i flere naturlige afdelinger. Af disse sidedale er den vestligste den trange spalte mellem Solvaagtind og Baadfjeld, der for en del optages af det hoitliggende Sol- vaagvand. Den hever sig temmelig rask op over tregrensen og fortsættes i samme høide 1 nordlig retning mod Satertind og Evenesdalen, hvortil forer en tarvelig, opvardet ridevei; den er ubeboelig og benyttes alene til sommerhavn. Paa ost- siden af Baadfjeld — mellem dette fjeld og Skaitiakselen, Slaipafjeld o. a. af de saakaldte Tjørisfjelde — strækker sig i samme retning den lavere, ret betydelige Tjørisdal, hvori en enkelt husmandsplads. Mellem Tjørisfjeldene samt Tausafjeld og andre høie og vilde fjelde, der efterhaanden gaar over i Graddisfjeldene i nærheden af fjeldstuen af samme navn, udbreder sig endelig den lange Skaitidal — hvori ligeledes en enlig ryd- ningsplads — der strækker sig mod n. indtil det straks s. v. f. Sulitelmagruppen liggende, temmelig betydelige Balvand. Dette har dog afløb gjennem et andet vasdrag, der ved Fineide udmunder i Skjerstadfjorden og som efter kobberverkets anlæg har faaet betydelig interesse. Baade Tjøris- og Skaitidalen sammenknibes ved deres forbindelse med Junkersdalen i trange kløfter, som tildels minder om Junkersdalsuren. Flere af disse dale og fjelde har navne af lappisk op- rindelse, saaledes Skaiti (egentlig Skaidde, d. e. et nes dannet ved to elves aamot), Tjøris (egentlig Tsjoris, skrives paa lap- pisk Coris), Slaipa, Graddis m. fl. — Baadfjeld har sit navn af at det seet fra dalen ligner en baad med høie stevne, Tausa- fjeld af at en lappepige engang skal være styrtet ud over dets vestlige steile side. Ifølge den almindelige forklaring, som ogsaa findes hos Sommerfelt i hans Beskrivelse over Saltdalen, skal navnet Junkersdal skrive sig fra ,junker*, d. e. lensherre, Preben von Ahnen, der i 1659 gjorde et. tog fra Saltdalen mod Nasa sølvverk i Svensk Lapmarken, hvorunder han ifølge sagnet skal have slaaet leir i denne da ubeboede dal. Denne forklaring synes dog lidet rimelig. Navnet udtales af befolk- ningen til dagligdags nærmest som ,jonkesdal* med ganske svag r-lyd. Maaske er ogsaa dette navn af lappisk oprindelse. Nyt Mag. £ Naturv. XXXVII, III. 17 258 | Joh. Dyring. 3. Orografi og geologi. Alt hvad der ligger paa _ostsiden af den egentlige Saltdal, saaledes ogsaa Junkersdalens omgivelser, maa henregnes til det østligste af Nordlands to hovedfjeldstrog, til det fjeldparti som hidtil har veret tillagt fellesnavnet Kjølen. I geologisk henseende henhører fjeldene paa Junkersdalens nordside til den yngre lagrække, bestaaende af forskjellige mere plane skifere, hvilken Tellef Dahll paa sit geologiske kart over det nordlige Norge (cfr. ogsaa prof. Vogt Salten og Ranen samt forskjellige afhandlinger af K. Pettersen) — trods mangelen af fossiler — anser for silurisk, og som prof. Vogt benævner Sulitelma-feltets skifergruppe. I sin vestligste del mod Junkersdalsuren indknibes dette felt dog ganske sterkt og gaar tilsidst over til en smal kile mellem Tjernfjeldets granit i s. og et lidet grundfjeldsfelt i n. Paa dalens sydside og omkring Graddis og Lonsdalen udbreder sig endelig et be- tydeligt granitfelt. — Skifergebetet n. f. Junkersdalen udgjer et usedvanlig vildt og forrevent landskab, opskaaret af de tidligere omtalte sidedale i veldige partier, der fremviser meget iginefaldende dislokationer. Seet fra grænserosen ved Graddis eller andre fremragende punkter gjor det hele felt derfor et særdeles storartet indtryk. Flere af gebetets fjeld- toppe har derhos i hoi grad maleriske former. Solvaagtınd, der 1 form af en kolossal kuppel afslutter dalen mod v. og som terrassevis styrter ud saavel mod o. mod Solvaagvandet som mod s. mod Junkersdalsuren, har saaledes en top, som fra Junkersdalen ser ud som en veldig ovenpaa stillet, steilt op- stigende, ubestigelig kegle; i virkeligheden er den en smal ryg, der er afdelt i et par spidser, og som nogenlunde let lader sig bestige fra nordsiden. Ifolge velvillig opgave fra den geografiske opmaaling er toppens høide ved zenithdistance- observationer bestemt til 1560,8 m.; da den er hoiere end fjeldene mod v., har forf. flere gange om aftenen iagttaget dens skygge 1 skyen, altsaa et sidestykke til det bekjendte „Gespenst“ paa Brocken. Mod Junkersdalsuren styrter dette fjeld tilsidst ud 1 bratte, skogløse „Haug“, der flere steder virker aldeles overvældende. Uagtet maaske noget overdrevet i tidligere beskrivelser yder derfor den trange kløft, omringet som den er af de vilde naturscenerier og med den fossende elv i bunden, et skue som man ikke let glemmer. — Et ikke mindre eiendommeligt syn yder Baadfjeldet med den forunder- Junkersdalen og dens flora. . 259 lige baadlignende form med de hoie stevne og med siden brat udstyrtende mod dalen; ifolge Normans barometermaalinger er dette fjelds hoieste punkt mod v. omtr. 1300 m. over havet. Dets ostligste mindre bratte del, hvorover begyndelsen af stien til Tjeris og Skaiti ferer, kaldes af befolkningen Baad- fjeldsakselen. — Ogsaa Tausafjeld, der ifølge opgave fra den geografiske opmaaling hever sig til en hoide af 1710,4 m., o. fl. a. udmerker sig ved særdeles maleriske former. Derimod er Tjernfjeldet i granitfeltet paa dalens sydside hverken saa hoit og heller ikke saa storartet formet. Paa grund af fjeldenes form forekommer skred ret hyppig i disse dale. Fra Solvaagtind gaar hver vinter, stundom ogsaa ellers, voldsomme sneskred, ofte ogsaa storre og mindre klippe- stykker ned i Junkersdalsuren, hvorved den nylig anlagte kjorevei ofte lider betydelig skade og idelig udfordrer kost- bare reparationer; flere steder er elveleiet opfyldt af vældige udramlede stenblokke stundom af storrelse som et mindre hus. — Da forf. 1 1897 paa en ekskursion til Balvandet gjennem- vandrede Skaitidalen, var bjerkeskogen paa en lang strekning aldeles ødelagt af et voldsomt sneskred fra Slaipafjeldet aaret forud. — Det voldsomste og mest ødelæggende af disse natur- fænomener rammede imidlertid selve det beboede strøg af Junkersdalen 2den pintsedag 1876, da efter opgivende en be- tydelig vandmasse, som havde samlet sig paa Baadfjeldets ryg, pludselig sprængte sin isskranke og med en tordenlignende larm styrtede ud over fjeldets steile sydside medtagende sne, sten, jord og smaaskog. Besynderlg nok gik ved denne lei- lighed hverken menneskeliv eller noget kreatur tabt, men flere af husene blev ødelagt og maatte flyttes til et sikrere sted. Selve dalbunden bestaar af sand og grus med større og mindre stene og dækket af et meget tyndt og magert muld- dække, hist og her af myr eller fugtige saliceter. Den har tydelig nok oprindelig udgjort en sjø, der senere er kommen paa det tørre, idet afløbet gjennem Junkersdalsuren efter- haanden har skaaret sig dybere. 4. Hydrografi. Den gjennem dalen strømmende elv, Graddiselven, opstaar af flere arme fra rigsgrensen i nærheden af fjeldstuen Graddis og faar sin vandmasse betydelig forøget ved forskjellige tillob fra begge sider, hvoriblandt de fra Tjøris- 260. Joh. Dyring. og Skaitidalen er de storste. I sit ovre lob danner elven flere . steder ret betydelige fossefald, hvoriblandt den saakaldte Gamfos, der har sit navn af en nu nedfalden tommergamme. Saadanne findes ogsaa adskillige steder i tillobene, saaledes ved Tjeriselvens udlob, hvor der i de sidste aar er anlagt et lidet sagbrug. I selve dalen strommer elven roligere og er der farbar for baad paa en strekning. Derimod er aflobet gjennem Junkersdalsuren atter i hoi grad fossende. — Paa sit lob gjennem den beboede del af dalen har elven i fortiden flere gange forandret sit leie; flere gamle elvearme, tildels fyldt med smaa tjern, sees endnu. Paa grund af det trange udløb gjennem Junkersdalsuren har elven ganske voldsomme flomforholde; ikke sjelden bedækker den om forsommeren en stor del af dalbunden lige op til den lille naturlige forhøming hvorpaa husene ligger. Af sjøer og vande besidder vasdraget ikke saa faa, ingen dog af betydeligere størrelse. De fleste ligger omkring Graddis samt paa Tjernfjeld, som deraf har sit navn. En af de større er imidlertid det høitliggende Solvaagvand (c. 850 m. o. h.), der ligger høit over trægrænsen i forsænkningen mellem Sol- vaagtind og Baadfjeld. Egnens største sjø Balvandet tilhører som før bemerket ikke Graddiselvens vanddistrikt. 5. Klima. Paa grund af den nordlige beliggenhed, den ikke ubetydelige absolute høide og afstanden fra havet har Junkersdalen i det hele et strengt veirlag. Vistnok kan sommervarmen stundom være generende hoi, indtil nær 30° C., som 1 1897, men ved siden heraf kan der selv i den bedste sommertid indtræde frost og falde sne, saaledes som i den for- øvrigt usædvanlig kolde sommer i 1899, da de omliggende fjelde allerede i begyndelsen af august bedækkedes af nysne næsten ned til trægrænsen, og snedækket for størstedelen blev liggende de par uger forf. senere opholdt sig i dalen. Ifølge Sommerfelt begyndte i 1822 isen paa Solvaagvandet endog først at opto i begyndelsen af august. Om vinteren synker temperaturen stundom lige til — 32° C. Middelvarmen kan efter prof. Mohns klimatologiske karter ansættes til c. 2,89 C., et tal der er noget storre end hvad allerede v. Buch gisnings- vis angiver Î). 1) De her anforte tal er velv. opgivet af underbestyrer i det meteoro- logiske institut hr. A. Steen, der tillige — efter de foreliggende karter — angiver felgende interpolerede veerdier: januar middel- Junkersdalen og dens flora. 261 Nedbørsmængden er i Junkersdalen omtr. 600 mm. Det er især vestlige, sydlige og tildels nordvestlige vinde, der bringer nedbor — og paa fjeldet mer eller mindre tet skodde —, medens de østlige og nordlige er torre. — Vindstyrken kan ofte vere meget betydelig, og storm foraarsager ikke sjelden skade paa fureskogen. Forf. iagttog flere gange 1 1899 hvor- ledes en bæk, der styrter ud over Baadfjelds bratte sydside, af vindstodene bogstavelig talt dreves tilbage og forsvandt i form af vandstov over bergets kant. Paa grund af det i det hele strenge klima, den forholds- vis rigelige nedbor og fjeldenes ret betydelige hoide er ikke ganske faa strekninger i dalens omgivelser bedækket med sne- fonner og „sneleier“. Saadanne findes f. eks. paa Solvaagtind, Baadfjeld, Tjerisfjeldene m. fl. st., men især paa fjeldene om- kring Graddis, hvor man f. eks. fra grænserosen kan iagttage en hel mængde af meget vekslende storrelse. Det bor dog bemerkes, at nogen virkelig snegrense mangler, da snefon- nernes beliggenhed — som Norman fremholder — ikke ude- lukkende betinges af hoiden over havet, men mindst ligesaa meget af lokale forhold, stedets eksposition m. v. I Skaiti- dalen omtrent midtveis mellem Skaiti og Balvandet iagttoges 1 1897 saaledes flere steder snefonner nede paa dalbunden, medens de omliggende fjelde tildels var snefri. 6. Dyreliv. Indül for nogle aartier siden forekom bjørnen ret almindelig i Junkersdalen og dens omgivelser. Ifølge Sommerfelt, der skildrer den som et godmodigt dyr, der iser lever af Mulgedium alpinum, krekling og blaaber og sjelden gjor skade, fandtes den i 20-aarene i mængde. Ifølge meddelelse af opsidderkonen paa Skaiti blev engang i hendes barndom ikke mindre end 13 bjorne iagttaget paa engang paa den anden side af Skaitielven! For ikke mange aar siden blev paa Baadfjeldsakselen, altsaa ikke langt fra husene, i lobet af en eneste host skudt 4 bjorne; den gamle af bjornens klor oprevne fure, der i sin tid benyttedes til fæste for aatet, stod endnu for et par aar siden. Nu er bjornen ifolge Hage- temp. — 5,79, juli middeltemp. 13,89, absolut max. og min. temp. 29° og — 329, aarets varmeste og koldeste døgn 23 juli og 8 febr. døgnets middeltemp. 0° omkring 16 april og 1 novbr., antal døgn i aaret med middeltemp. under 0? c. 165, antal frostdage i aaret c. 180. 262 Joh. Dyring. mann Saltdalens Vertebratfauna (Tromso museums aarshetter VI; cfr. ogsaa prof. Colletts forskjellige publikationer) i det hele " temmelig sjelden og synes at have sit vinterleie udelukkende paa den svenske side af grensen; et og andet individ viser sig dog fremdeles, saaledes 1 1897 og 99. Ulven, der paa Sommerfelts tid visse aar optraadte 1 betydeligt antal følgende de tamme rener, er nu meget sjelden; dog skal efter opgivende enkelte individer have vist sig 1 de sidste aar. I 1897 var en enkelt ,trø* i Saltdalens øvre del forsynet med en opstillet menneskefigur til beskyttelse mod ulven. — Jerven er derimod ret hyppig; ligesaa rødræv, fjeldræv og skogmaar. Af andre jagtbare pattedyr kan nævnes oter, der dog forekommer sjelden, samt hare, der findes hyppig. Af tilfældige besøgende opgives gaupe og høist sjelden elg. Af mindre pattedyr forekommer mere eller mindre almindelig røskat, snemus, ekorn, lemæn samt flere microter. Af de sidste er især Microtus glareolus (Schreb) ret almindelig og har flere gange gjort megen skade paa fure- skogen samt i de smaa hølader. I ottiaarene, da arten flere gange havde yngleaar, angreb den ikke alene barken paa furetræernes nedre del, men klatrede ogsaa op 1 de unge trær indtil et par m. over grunden. Bæveren, som engang var al- mindelig, er nu forsvunden. Af fugle forekommer adskillige af de større dag- og natrovfugle mere eller mindre almindelig, hyppigst vistnok fjeldvaagen, hvis ildelydende skrig altid hørtes under ekskursionerne paa Solvaagtind. Af hønsefuglene fore- kommir turen efter opgivende noget sjeldnere; derimod findes orhøns og ryper i stor overflødighed, og fangsten, særlig af de sidste, udgjør en ret væsentlig indtægtskilde for dalens be- folkning. Ogsaa et par bastarder rakkelhane og rypeorre er paatruffet i trakten. Af de større svømmefugle forekommer sangsvane og adskillige andre ande- og maagefugle samt lomme ved dalens ferskvande, den første dog meget sjelden og fornemlig ved Balvandet. Forøvrigt maa angaaende det usædvanlig rige fugleliv henvises til de ovennævnte arbeider af prof. Collett og skogforvalter Hagemann. — Af koldblodige hvirveldyr fore- kommer frosken paafaldende almindelig og til betydelig høide over havet — ligetil over trægrænsen — samt i elven ørret og røi. Laksen stiger op i Junkersdalsuren, hvor den flere steder stadig kan sees i hølene; ifølge opgivende skal ogsaa enkelte individer formaa at klare de derværende stryg og fosser Junkersdalen og dens flora. 263 og trenge frem til Gamfossen. De omliggende sterre eller mindre vande er for en del fiskelose; dog har man, tildels med held, forsogt at indfore i dem orret og roi — Af lavere dyr maa nævnes en liden sommerfugl gresflyet (Chareas gra- minis L.) hvis larve stundom gjor megen skade paa englandet, saaledes i 1897 da den odelagde en ganske betydelig del af houdbyttet. 7. Planteliv. Det vigtigste skogtræ i dalen er furen, der danner gode skoge — efter opgivende med nogenlunde god reproduktionsevne — i dalens ostlige del indtil omkring Graddis. Uagtet disse skoge, saavel statens som de private, nu behandles med stor forsigtighed — den tid er forlengst over, da hver stamme leverede to bord, medens resten blev liggeude at raadne! — synes de dog i det hele at gaa tilbage, idet furen især i nærheden af sin høidegrænse ofte kvæles af bjerken. I Tjoris- og Skaitidalen, hvor der efter opgivende m. st. findes furerodder i myrene, forekommer der saaledes fortiden kun nogle faa levende individer. Det samme gjælder skraaningen af Solvaagtind og Baadfjeldsakselen, hvor ogsaa bestanden efterhaanden er svundet ind til ganske faa trær. Medens kronerne nede i dalen har den normale form, frem- viser de i nærheden af artens høidegrænse, f. eks. henimod Graddis, ofte ret eiendommelige former. — Bjerken, d. e. høi- landsbjerken (Betula odorata Bechst.) er forøvrigt dalens egent- lige karaktertræ og danner — indtil en høide af c. 700 m. — overalt, selv tildels 1 fureskogen, mere eller mindre tæt krat, sjelden dog af større heide. — Desuden forekommer graaor, - rogn, hæg, hvis seige ved meget benyttes til gavntræ, samt asp og forskjellige større vidjearter. Paa de omliggende fjelde i skifergebetet har den arktiske vegetation en af sine skjønneste og mest bekjendte forekomster i vort land. Det er denne rige arktiske flora, der i visse ret- ninger endog naar op mod den berømte forekomst paa Dovre omkring Knutshø og Kongsvold, som har skaffet dalen dens botaniske anseelse og 1 tidens løb trukket ikke ganske faa, for- nemlig svenske, botanikere til egnen. — De første, der an- stillede botaniske undersøgelser 1 Junkersdalen med omgivelser var Søren Christian Sommerfelt (1794—1838), der mellem 1818 og 24 var sogneprest til Saltdalen, samt den svenske botaniker 264 Joh. Dyring. L. Lestadius, der i 1825 blandt andet forst besogte den in- teressante egn paa Balvandets ostside. Den beromte svenske forsker Göran Wahlenberg, der paa sin tredie reise i Nordland eg Finmarken i 1807 foretog undersegelser i Salten og ved Foldenfjord, var derimod ikke i Junkersdalen. — Senere er dalen besogt af en hel række andre ansete svenske botanikere, Dr. Johan Ängström i 1837, A. Drake, F. Unander og G. Tiselius i 1854, C. O. Schlyter og Behm 1 1859, L. Schlegel og H. W. Arnell i 1869 samt af den nylig afdøde paa saa mange felter hoit fortjente systematiker lektor C. J. Lindeberg 1 1876, Af senere norske botanikere har felgende botaniseret her: J. M. Norman 1 1881, R. Fridtz i 1889 og forfatteren i nogle uger 1 hvert af aarene 1893, 97 og 99. Angaaende de i egnen lagttagne karplanter og deres udbredelse henvises forovrigt til medfølgende flora’). 8. Befolkning. Ifolge undersøgelser anstillede 1 1897 udgjorde dalens befolkning dengang ialt 107 indiv., deraf 82 1 den egentlige Junkersdal og resten i Tjeris, Skaiti og Graddis. Nationaliteten er temmelig blandet; hovedmassen ud- gjøres vistnok af nordmænd, hvoraf et par personer indflyttet fra Solør og Valdres, men desforuden findes adskillige ind- vandrede svenske samt endel personer af hel eller blandet lappisk herkomst. Sproget er som følge heraf noksaa op- blandet med ikke-norske ord og vendinger. — Junkersdalens nuværende befolkning er et i enhver henseende ordentligt og respektabelt folkefærd med enkle og tiltalende sæder. Leve- maaden, hvori melk, grød, fladbrød og spegemad spiller hoved- rollen, er god omend tarvelig og simpel, og renligheden 1 modsætning til mange andre steder i Nordland upaaklagelig. Sommerfelts klage over den overhændige misbrug af sterke drikke gjælder ialfald ikke ret overfor dalens nuværende be- folkning, som gjennemgaaende er nøgterne og ædruelige folk. 1) I floraen anføres for gebetet ialt 380 arter, hvoraf dog 12 usikre, samt 15 hybrider og 85 underarter, varieteter og former. Dette antal er — i betragtning af det indskrænkede omraade og da visse slegter, fornemlig Hieracium, endnu er lidet studeret — paafaldende stort. Til sammenligning kan anføres, at A. Bl. for omegnen af Kragerø i det sydlige Norge opfører c. 450 fanerogamer og bregner. N. Lund opgiver for hele Vest-Finmarken 402 arter. Junkersdalen og dens flora. 265 Trods den lange kirkevei til Saltdalens kirke er kirkesog- ningen, som allerede Sommerfelt bemerker, ingenlunde daarlig, og i familierne holdes regelmessig husandagt. — Dalen ud- gjor en egen skolekreds med 18 til 24 born, hvor skolen holdes nogle uger 1i leiet lokale, som dog nu skal afloses af et særskilt opfort skolehus. Paa grund af de lange afstande maa bornene fra Skaiti og Graddis 1 skoletiden indlogeres hos opsidderne i Junkersdalen — som oftest paa den maade at disse til vederlag faar sommerhavn for et par kreaturer hos børnenes forzldre. Trods deres hjemstavns afsides beliggen- hed mangler junkersdølerne ingenlunde interesse for tidens rorelser og brændende sporgsmaal; selv paa de afsidesliggende pladse i sidedalene holdes aviser, og befolkningen kjendte meget godt til de senere aars begivenheder 1 vort land. — Sundhedstilstanden er gjennemgaaende god. Dog har besyn- derlig nok ogsaa i denne afsides liggende dal med den friske fjeldluft lungetuberkulosen krævet sine ofre; i en enkelt fa- milie er saaledes 1 tidens løb af 8 børn ikke mindre end 6 bortrevet af denne sørgelige sygdom. — Beboelseshusene er overalt opført af fure undtagen 1 Tjøris, hvor materialet er taget af de smaa bjerkestammer. Indredningen er den samme som 1 den øvre del af Saltdalen: et nederste stokverk med forstuegang, et kammer og stue med peis samt et øvre stok- verk med 1—2 rum. I stuen, der er familiens dagligrum, bestaar bohavet væsentlig af et langt bord, nogle bænke og en seng med den nationale skindfeld; paa væggen findes overalt foruden det fornødne kjokkentoi en knusksop (poly- porus) hvori alskens mindre verktoi stikkes fast. Paa flere af gaardene er dog i den senere tid beboelseshusene udvidet eller forsynet med tilbygninger af hensyn til de ikke saa ganske faa reisende, som besøger dalen. — Ved klædedragten, der er af uld og hjemmevævet, er intet særlig at bemerke; dog benyttes overalt istedenfor støvler de lappiske komager med indlæg af sennegræs. Ifølge de oplysninger forf. har kunnet erhverve, skal den egentlige Junkersdal være bebygget 1 forrige aarhundrede, sidedalene dog først meget senere, Skaitidalen 1 1843 og Tjøris- dalen i 1878 af rydningsmænd henholdsvis fra Ranen og fra Sverige. 266 Joh. Dyring. I ældre tider har Junkersdalen som saa mange andre di- strikter i det nordlige Norges indre dele henhort under de nomadiserende fjeldlappers engang saa vidtloftige rige. I dalens nedre del ved Solvaagli findes endnu en lappebegra- velse fra denne tid; ligeledes findes 1 uren under Baadfjelds- akselen en hule, hvori ildsted, torrestænger og andre lappiske efterladenskaber. Ogsaa i dette aarhundrede har der stadig om sommeren ligget lapper fra de svenske grænsedistrikter i dalens omgivelser; indtil for faa aar siden fandtes i de osthge fjelde en af de karakteristiske lappeboder, opsat paa hoie stolper for at beskytte de derverende madvarer mod jerven. Et af dalens bosteder kaldes 1 daglig tale „boa“, hvilket maaske hidrgrer fra noget lignende. I de senere aar synes lapperne dog mere at trekke hen til andre steder. 9. Næringsveie. Paa grund af det strenge klima spiller agerbruget i Junkersdalen ingensomhelst rolle. Vistnok findes hist og her ialfald i den egentlige dal samt ved Graddis nogle smaa agerlapper besaaet med byg eller heist sjelden med rug, men disse anlegges nermest for halmens skyld, da frost ofte hindrer kornets modning. Ogsaa af potetes dyrkes noget, dog paa grund af frosten ud paa eftersommeren ikke paa selve dalbunden, men paa mere beskyttede steder paa sydskraaningen ved Baadfjeldets fod samt tildels 1 sidedalene. Poteter spiller heller ikke nogen storre rolle 1 den daghge levemaade. Fædriften er derimod befolkningens vigtigste næringsvei. Af kjør holdes ialt omkring 60 stykker af en liden men haard- før og efter sigende ret fordelagtig race. Desuden haves temmelig mange faar og gjeder, men ganske faa svin. Hestene, ialt en halv snes stykker, tilhører en velvoksen race af ud- seende som de almindelige heste paa Østlandet. Tamme ren, der for et par aartier siden holdtes i stort antal, holdes nu alene af et par af opsidderne. — Den fornødne sommerhavn haves paa de omliggende, staten tilhørende fjelde, hvortil ogsaa dalens selveiere ifølge en proces med forstvæsenet for nogle aar siden er kjendt adgangsberettiget. Om aftenen drives kvæget i regelen sammen i indhegnede dele af hjemme- jorden, saakaldte trger, der efterhaanden flyttes; marken bliver herved tilført hævd, men selvfølgelig ogsaa trampet haard. as ee IM Junkersdalen og dens flora. 267 Seterdrift er derimod her ukjendt. — Slaattelandet findes dels paa hjemmejorden i dalbunden, dels hist og her i fjeldlierne, hvorfra hoet siden maa beres ned. Paa grund af det ofte ustadige veir udpaa eftersommeren, da slaatten foregaar, tages hget i regelen halvtort. Da det imidlertid oftest opbevares i ganske smaa udlader med sterk gjennemtræk, lider det herved sedvanligvis mindre. Kunstig eng er aldeles ukjendt. Gjod- selen opbevares i fri luft uden beskyttelse mod nedbøren og stroes om hosten som overgjodning over slaattelandet. At engvegetationen under disse forhold kun bliver tarvelig og dertil opfyldt af mose, folger af sig selv. For at bode herpaa foregaar slaatten temmelig grundig, idet man med de eiendommelige smaa ljaaer formelig skraber marken, saaledes at engplanterne afskjeres ganske snaut. Ljaaen maa under disse omstendigheder idelig does, hvilket flere steder fore- gaar ved vandkraft. Gaardene i Junkersdalen er dels selveiendom, dels drives de af rydningsmænd og leilendinger under staten. De første, ialt 5, der samtlige ligger paa elvens nordside, samt den der- under hørende husmandsplads Tjøris har oprindelig udgjort et eneste brug, der efterhaanden er udstykket, men som dog ligetil for faa aar siden har ligget i jordfellesskab. Nu er indmarken udskiftet, hvorimod skog og udmark fremdeles er fælleseiendom. De 4 pladse paa elvens sydside samt pladsen Solvaaglni paa nordsiden og Skaiti og fjeldstuen Graddis med omliggende skoge eies derimod af staten, som aarlig oppebærer en ringe afgift af enkelte af brugerne. Ved siden af jordbruget er skogdriften af ikke ringe be- tydning. Den private fureskog angives at levere noget mere end til eget forbrug. Foruden til hustommer yder den for- nemlig material til de mange tjæretønder, som tjærebrændingen udkræver. Til brændsel bruges især bjerk, or og de storre vidjearter. Bjerken leverer derhos never, der gjennem hele Salten er en vigtig artikel, da den bruges til tagtækning under torven; ikke ganske lidet af denne vare afsættes aarlig i Rognan til de mere trælose kyststrog. Ogsaa jagt og fiskeri, fornemlig den forstnævnte, danner en ikke uvigtig næring, især for sidedalene. Om vinte- ren skydes paa de omliggende fjelde en mængde ryper, der efterhaanden opkjebes af handelsmændene i Rognan, 268 _ Joh. Dyring. hvorfra de gaar sydover i landet. Ligesaa skal Jagten om vaaren efter orfugl ikke vere ubetydelig. Fiskeriet 1 elven er nu ubetydeligere end for, men giver dog altid et bidrag til kostholdet. Derimod fiskes der adskilhgt 1 nogle nerliggende sjoer 1 Sverige; fangsten, der bestaar af roi og orret, nedsaltes og benyttes som vinterkost. Den neringsvei, der serlig skaffer dalboerne de fornodne kontante penge, er imidlertid tjerebrendingen. Materialet til denne bedrift er furerødder, dels fra de private skoge og dels mod en afgift fra statens. De fede rødder indsamles efter- haanden om høsten og vinteren og ophugges og kløves tem- melig fint. Udvindingen foregaar derefter ved tør destillation i egne tragtformige tjæreovne (,dale*). Disse anlægges altid paa skraaningen af en jordbakke, som danner tragtens ene halvdel, medens den anden gjøres af bord, dækket af et tykt lag af græstorv. Forat tjæren ikke skal forsvinde i jorden, dækkkes tragtens sider yderligere med never. I en saaledes anlagt ovn opstables deu indsamlede tyrived, saaledes at det hele danner en lav kegle, der tilsidst dækkes med jord og torv. Under brændingen, der maa foretages med stor for- sigtighed, destillerer derefter tjære, vand m. m. over og rinder ud gjennem et hul i tragtens bund 1 tonder, som paa forhaand er gjort istand. Udbyttet af en saadan brænding kan selv- følselig variere meget efter milens størrelse m. v. Det er stundom kun 16—18 hl, men kan dog under særdeles gunstige forhold stige til over 100 hl. Da hver hl. betales med 12—15 kr., kommer der paa denne maade ikke saa faa kontanter ind i dalen, selv om ogsaa en ikke ringe del af produktet ud- byttes mod varer. Den saaledes fremstillede tjære, der væ- senthg gaar til fiskeridistrikterne, maa forøvrigt henstaa flere maaneder, forat det ved destillationen ligeledes opstaaede vand kan faa tid til at synke tilbunds. Som biprodukt erholdes et udmerket smedekul. Væsentlig af hensyn til de mange tønder, der medgaar ved denne bedrift, er der som bemerket 1 de sidste aar anlagt et lidet sagbrug ved Tjøriselvens udløb. Af andre neringsveie i Junkersdalen kan nævnes vare- transport om vinteren til de svenske grænsedistrikter, en næ- ring som før 1 tiden har indbragt ikke lidet, men som nu efter mellemrigslovens ophævelse er sterkt aftaget. Fremdeles her- bergering af turister og andre reisende. Denne indtægtskilde Junkersdalen og dens flora. 269 har dog hidtil været af mindre betydning, da de fleste reisende gjennem dalen gjerne har været kobberverksarbeidere og ge- seller („luffare“); efter det arbeide, som Bodo turistforening trods sine smaa midler nu i flere aar har udfoldet for at aabne dalen for turisttrafiken, f. eks. ved opvarding af fjeldovergange, ansættelse af faste forere osv., er det imidlertid ikke usand- synligt, at denne næring vil blive af en vis vigtighed. — Sluttelig kan nevnes, at en og anden af dalens unggutter del- tager 1 lofotfisket. Ifolge opgivende skal selveierne i Junkersdalen staa sig meget godt; derimod lever nok de andre opsiddere tildels i smaa kaar. 10. Samferselsmidler. Indtil for nogle faa aar siden var samfærselsmidlerne meget primitive og dalen temmelig afstengt fra udenverdenen. Samfærselen med Rognan — der er at betragte som et centrum for disse egne og som med sin kirke, sin ekserserplads, sin lensmand, lege, post og telegraf, sit hotel, sine landhandlere og de talrige nost til opbevaring af sjobruget gjor et helt bymessigt indtryk, og hvor der serlig hver lordag hersker en ikke ringe trafik — foregik 1 den tid paa den meget tarvelige og hoist besverlige ridevei over den ostlige skraaning af Solvaagtind forbi Solvaagvandet gjennem Evenesdalen. Nu er hovedveien i Saltdalen forlenget ved en dog ganske smal og hist og her paa grund af sten- rasene fra Solvaagtind noget farlig kjørevei gjennem Junkers- dalsuren til Solvaagli i dalens nedre del. Derfra forer en meget tarvelig vintervei gjennem den egentlige Junkersdal forbi fjeldstuen Graddis til Merkenes i Sveriges Lapmarker. Om sommeren er denne vei paa mange steder slet og ret en groft, der vanskelig lader sig befare med ordentligt hjulred- skab; den foreslaaes dog nu omdannet til kjorevei. — De to pladser Tjeris og Skaiti er forenet med Junkersdalen ved en ganske overordentlig besverlig men hoist interessant sti over Baadfjeldsakselen samt ved en anden sti langs Skaitielven til Gamfosbro. Ingen af disse kan benyttes af nogetsomhelst hjulredskab, hvorfor det bl. a. om sommeren er vanskeligt at skaffe ligene bort fra disse pladser; derimod er om vinteren den islagte Skaitielv farbar med hest og slede. RO Joh. Dyring. I de senere aar har Junkersdalen post regelmæssig engang om ugen. Hver anden uge gaar derhos post over til Merkenes, den nærmeste svenske fjeldstue. I den efterfølgende plantefortegnelse er under Junkersdalen tillige medregnet Tjøris- og Skaitidalen, den sidste ogsaa omfat- tende Balvandets omgivelser, samt egnen om fjeldstuen Graddis tilligemed alle de om disse dale liggende fjelde, men dog saale- des at den vestlige, mod Saltdalen vendende del af Solvaagtind (,,Storjordfjeldet*) i regelen er sat ud af betragtning. Af dette ganske betydelige felt er dog alene Junkersdalsuren, Junkers- dalens dalbund, Solvaagtinds østlige skraaning, den sydlige del af Baadfjeld samt tildels egnen om Graddis mere ind- gaaende undersøgt. Paa de andre strøg, først og fremst Tausa- og Slaipafjeld og andre dele af Tjøris- og Skaitifjeldene samt paa den lave aas østenfor Balvandet, vil der uden tvil endnu kunne gjøres en rig efterhøst. — Under udarbeidelsen af efter- følgende specialflora har forf. ved siden af sine egne under- søgelser i 1893, 97 og 99, benyttet opgaverne 1 S. Chr. Som- merfelt Supplementum Flore lapponice (Chra. 1826) og Physisk- oekonomisk Beskrivelse over Saltdalen (Det kgl. norske Vid.-selsk. Skr. i det 19de Aarh., T.hjem 1824—27) samt 1 N. Fl. og i prof. A. Blytts forskjellige ,,Nye bidrag* i Chra. Vid. Selsk. Forh. Størst nytte har jeg imidlertid selvfølgelig havt af den udkomne del af J. M. Normans monumentale verk Norges ark- tiske flora I Speciel plantetopografi (Chria. 1894), et arbeide hvis nolagtighed og paalidelighed jeg har havt rig anledning til at beundre. Ogsaa samme forf.s interessante Flore arctice Norvegiæ species etc., har været mig til megen nytte. De fa- milier (Kichlers „ordener“), hvis udbredelsesforholde omhandles hos Norm. l. c. er i specialfloraen betegnet med en stjerne efter auctornavnet. Bogstaverne N og D antyder, at de under disse familier horende arter alene er bemerket henholdsvis af Norm. og af forf. paa det anferte voksested; hvor lokaliteter for disse arter anføres uden nogen saadan betegnelse, er de iagt- taget af begge. Udtrykket a (N); b, c; d (N); e (D) betegner saaledes, at arten er iagttaget af Norm. paa lokaliteterne a, b, c, d, af forf. paa b, c, e. Udbredelsen af arter, der ikke om- Junkersdalen og dens flora. 271 handles i den udkomne del af Normans verk, er anfort alene efter forfs undersegelser, hvor intet andet bemerkes. I en klamre er tilfoiet en del andre voksesteder, især fra den egent- lige Saltdal. — Til betegnelse af arternes opstigning i vertikal retning, har jeg i konsekvens med Norm. 1. c. alene benyttet udtrykkene ovenfor og nedenfor tregrensen — der her befinder sig 1 en hoide af c. 700 m. o. h. — da de gamle bestem- melser vidje- og lavbeltet 1 det nordlige Norge kun har en tvilsom berettigelse. — De hoit ansete specialister Dr. Fr. Ahlf- vengren i Ystad, rektor S. Almquist i Stockholm, docent B. Floderus i Stockholm, lektor C. J. Lindeberg i Alingsås, docent S. Mur- beck i Lund og rektor L. M. Neuman i Ystad, der har havt den godhed at revidere en del af de hjembragte samlinger, aflægger jeg herved min forbindtligste tak. , Hr. lektor Linde- berg har tillige vist mig den store velvilje at overlade mig sine optegnelser fra sin reise i 1876. — Nomenklaturen er i regelen den samme som i Hamberg: Enumeratio pl. Suecie, Nor- vegiæ etc. (Stokh. 1897). DID Joh. Dyring. Junkersdalens fanerogamer og kar- kryptogamer, ordnede efter Eichlers system. Equisetacez L. C. Rich. Equisetum silvaticum L. Solvaagtind over trægrænsen nær Solvaagvandet, Baadfjeldsakselen, Tjørisdalen, Skaiti, Graddis. E. pratense Ehrh. Junkersdalen paa hjemmejorden, Solvaag- tind over trægrænsen nær Solvaagvandet, Baadfjelds- akselen. E. arvence L. Junkersdalens flade, Baadfjeldsakselen. f. alpestris Wg. Solvaagtind over trægrænsen ner Solvaag- vandet, Skaitidalen. E. palustre L. Junkersdalens flade, Baadfjeldsakselen, stien mellem Tjoris og Skaiti, Skaitidalen, overalt nedenfor trægrænsen. | E. fluviatile L. 8 limosum (L.). Junkersdalen langs elven ved Solvaagli o. a. st. E. hiemale Li. Junkersdalsuren, Baadfjeldets ur. E. tenellum (Liljebl. Krok. Solvaagtind over trægrænsen Jun- kersdalsuren. *scirpoides L. C. Rich. Alm. paa alle de omliggende fjelde, Solvaagtind, Baadfjeld, Tjeris- og Skaitifjeldene; sjeld- nere i dalbunden, f. eks. langs foden af Baadfjeldet samt i Junkersdalsuren. Lycopodiacez D. C. Lycopodium Selago L. Baadfjeldsakselen, Solvaagli. f. adpressa Desf. Solvaagtind og Baadfjeld over træ- grænsen. L. clavatum L. Hovedformen ikke bemerket. f. lagopus Læst. Solvaagtind ikke langt fra Solvaag- vandet. Junkersdalen og dens flora. 273 L. annotinum L. Solvaagtind ner Solvaagvandet, Baadfjelds- akselen. f. alpestris Hn. Solvaagtind med hovedformen. L. alpinum L. Solvaagtind, Baadfjeld, Graddis, overalt over trægrænsen. Selaginellaceæ Mett. Selaginella selaginoides (L.) Link. Meget alm. gjennem hele trakten saavel i dalbunden som paa fjeldene til hoit Over tregrensen. Polypodiacez R. Br. Asplenium Trichomanes L. Hovedformen kun bemerket i Salt- dalen. “viride Huds. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen sammen med Woodsia glabella R. Br., Graddis. A. septentrionale (L.) Hoffm. Opgives af Lindeb. for Solvaag- tind, hvor den dog ikke er bemerket af forf. _ Athyrium Filix femina (L.) Roth. Mange st. i bjerkebeltet langs stien fra Junkersdalen over Baadfjeldsakselen til Tjøris og Skaiti, Graddis. Phegopteris alpestris (Hoppe) Mett. Solvaagtind og Baadfjeld over tregrensen, Graddis. P. Dryopteris (L.) Fée. Alm. i skogbeltet fra Junkersdalsuren . gjennem Junkersdalen til Tjøris, Skaiti og Graddis. *Robertiana (Hoffm.) A. Br. Junkersdalsuren (Arnell, ipse). Ogsaa ved Rognan og fl. st. 1 den egentlige Saltdal. P. polypodioides Fée. Junkersdalsurens nedre del, Solvaagtind (if. Lindeb.), Junkersdalen, Tjoris, Skaiti, Graddis. Cryptogramma crispa (L.) R. Br. Skaitidalen omtrent midtveis mellem Skaiti og Balvandet i uren under Slaipafjeldet. "^ Angives allerede af Somf. for de østlige fjelde. Polystichum Filix mas (L.) Roth. Junkersdalens flade, Baad- fjeldets ur, Baadfjeldsakselen; overalt nedenfor tre- grænsen. P. spinulosum (Retz) D. C. Solvaagtind over . tregrensen sammen med Phegopteris alpestris Mett., Baadfjelds- akselen, Tjøris, Skaiti, Graddis. Aspidium Lonchitis (L.) Sw. Junkersdalsuren, Solvaagtind, Baadfjeldsakselen, Tjøris, Skaitidalen fl. st., Graddis. Nyt Mag. f. Naturv. XX XVII, III. 18 ss Pus 274 . Joh. Dyring. Onoclea Struthiopteris (L.) Roth. Junkersdalens flade m. st., Baadfjeldets ur, Tjoris, Skaiti; overalt nedenfor tre- grænsen. Cystopteris fragilis (L.) Bernh. Junkersdalsuren, Solvaagtind indtil over trægrænsen, Baadfjeldets fod, Baadfjelds- akselen, Tjøris, Skaitidalen. — Forf. blev først senere opmerksom paa, at den nærstaaende form C. alpina Link. der er observeret af Norm. i Tromsø amt, muligens kan forekomme i egnen, og forsømte som følge heraf at ind- samle det fornødne materiale. Den anbefales til efter- søgning 1 Norges alpine og arktiske gebet. C. montana (Lam.) Bernh. Junkersdalen 1 fugtigt orekrat, Sol- vaagtind, Baadfjeldsakselen. Woodsia ilvensis (L.) R. Br. Hovedformen ikke bemerket. B hyperborea (Liljebl) Krok. Junkersdalsuren, Solvaagli, Solvaagtind, Baadfjeld; i skogbeltet. W. glabella R. Br. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen (Schlegel og Arnell, ipse), dels 1 klipperifter og dels paa fugtig torvagtig jord; Balvand (Schlegel og Arnell). En noget større form synes ved tilstedeværelsen af et og andet haar og skjæl ovenfor leddet at nærme sig til foregaaende arts 6. | Ophioglossaceæ R. Br. Botrychium Lunaria (L.) Sw. Junkersdalsuren, Junkersdalen m. st., Solvaagtind og Baadfjeld indtil op over træ- grænsen, Skaitidalen. *boreale Milde. Junkersdalens bund i bjerkekrattet spar- somt. [ B. ternatum (Thunb.) Sw. Saltdalen langs veien og elvebredden fra Russaanes til noget nedenfor Nordnes.] Cupressaceæ L. C. Rich. Juniperus communis L. Alm. fra Junkersdalsuren gjennem hele dalen til Tjoris, Skaiti og Graddis. B nana (Willd. Hn. Alm. paa alle de omliggende fjelde. Abietaceæ L. C. Rich. [Picea Abies (L.) Krst. a excelsa (Lam.). Saltnes ved Rognan 5—0 indiv., Langsandmofjeldet 1 indiv.; alt if. lerer Junkersdalen og dens flora. 275 Benjaminsen. If. Schüb. Virid. norv. ogsaa ved Lang- vandet. | Pinus silvestris L. Solvaagtind sparsomt, Junkersdalens indre del og derfra til Graddis, Baadfjeldsakselen sparsomt. Ved Tjøris og Skait, hvor der nu if. opgivende kun findes nogle faa levende indiv., forekommer dens rodder alm. i myrene. B lapponica (Fr. Hn. Sammen med hovedformen og vist- nok almindeligere end denne. Liliaceæ D. C. Gagea lutea (L.) Ker. Angives for Junkersdalsuren, hvor den dog ikke blev bemerket af forf. Smilacez (Vent.) J. St.-Hill. Convallaria verticillata L. Junkersdalsuren, Junkersdalen fl. st, langs stien over Baadfjeldsakselen i bjerkeskogen Skaiti, Graddis. Majanthemum bifolium (L.) F. W. Schmidt. Junkersdalsuren, Junkersdalen 1 krattene og fureskogen, Baadfjeldsakselen, Tjøris, Skaiti, Graddis. Paris quadrifolia L. Junkersdalsuren, Sölvdastind: Baadfjelds- akselen, Tjoris, Skaiti, Graddis. Colchicacez D. C. Tofieldia palustris Huds. Solvaagtind og Baadfjeld alm. op over tregrensen, Junkersdalen langs elvens bred, Tjoris, Skaiti, Graddis. Juncaceæ C. A. Ag. Juncus bufonius L. Junkersdalens flade alm. paa fugtige st., Baadfjeldsakselen. Vistnok ogsaa m. a. st. J. trifidus L. Alm. fra Junkersdalsuren gjennem hele trakten til Tjoris, Skaiti og Graddis, tildels ogsaa i de lavere egne. J. filiformis L. Junkersdalens flade m. st., Skaiti, Graddis. J. arcticus Willd. Solvaagtind ovenfor trægrænsen ved en liden bæk omtr. midt mellem stien til Evenesdalen og 26 Joh. Dyring. aflobet fra Solvaagvandet (D. 1899). Tidligere i Salten kun bemerket ved Balvand (Schlegel og Arnell). |J. balticus Willd. Bodø alm., Rognan.] J. triglumis L. Solvaagtind og Baadfjeld op over trægrænsen, . Junkersdalens flade ved foden af Baadfjeld, Tjøris, Skaiti, Graddis. J. biglumis L. Solvaagtind til over trægrænsen, Junkersdals- elvens bred, Skaiti, Graddis. J. stygius L. Junkersdalen (if. Arnell); ikke bemerket af forf. J. articulatus L. Forekommer sandsynligvis, skjont ikke be- merket 1 den egentlige Junkersdal. J. alpinus Vill. Solvaagtind 1 bjerkeskogen straks ovenfor Solvaaglı, Junkersdalselvens bred. Luzula pilosa (L) Willd. Solvaagtind ved feveien ner skog- . grensen, Baadfjeldsakselen i bjerkeskogen fl. st., Graddis. L. parviflora (Ehrh.) Desv. Hovedformen blev ikke bemerket. * Wahlenbergi Rupr. Solvaagtind over trægrænsen ikke langt fra Solvaagvandet. Flere af de indsamlede ekspl. minder ved sin storrelse og rige blomsterstand om hovedformen. L. arcuata (Wg.) Sw. Solvaagtind over trægrænsen omkring Solvaagvandet, Baadfjeld, Graddis. B hyperborea (E. Br.) Th. Fr. Solvaagtind sammen med hovedformen. L. campestris (L.) D. C. Solvaagtind, Junkersdalen ved elve- bredden, Tjoriselvens bred, Skaiti, Graddis. Forekommer i flere former. L. spicata (L.) D. C. Solvaagtind, Baadfjeld, Junkersdalens bund fl. st.; vistnok m. a. st. Typhaceæ Juss. Sparganium submuticum Hn. Junkersdalen 1 elvens forgre- ninger. Ogsaa ved Brenne 1 Saltdalen. Cyperaceæ Juss. [Scirpus rufus (Huds.) Schrad. Alm. ved Bodo.] [S. pauciflorus Lightf. Rognan ved stien til Hals langs beekke. | S. cespitosus L. Solvaastind og Baadfjeld indtil over tre- grænsen, Skaiti, Graddis. Vistnok ogsaa a. st. pe fe St å sk AA ad skrin Junkersdalen og dens flora. 277 Eriophorum polystachion L. (Sp. pl.) = E. angustifolium Roth. Solvaagtind over trægrænsen ved Solvaagvandet, Junkers- dalselvens bred, et af tjernene i dalbunden, stien mellem Tjeris og Skaiti, Graddis. . latifolium Hoppe. Tjernfjeldet (if. Arnell). . vaginatum L. Vistnok ikke sjelden. Jeg har desveerre for- somt at notere noget voksested. . callithrix Cham. Tjernfjeldet (if. Arnell). . Scheuchzeri Hoppe. Solvaagtind, Junkersdalens flade fl. st., Skaiti, Graddis. . alpinum L. Formodentlig ikke sj. Heller ikke denne art er indsamlet eller noteret. Kobresia Bellardii (All) Degl. = K. scirpina Willd. Solvaag- tind ovenfor tregrensen ikke langt fra Solvaagvandet (ipse), Baadfjeld og Tjørisfjeldene (Arnell). Carex!) dioica L. Baadfjeldets fod ved begyndelsen af stien til Tjeris. Synes ikke at vere alm. *parallela (Læst.) Somf. Solvaagtind over trægrænsen paa fugtige afsatser paa fjeldsiderne men især paa skraa- ningen omkring stien til Evenesdalen; Balvand (Arnell). C. scirpoidea Michx. Solvaagtind over trægrænsen paa jord- ansamlinger paa den fugtige klippeskraaning samt paa torvjord ved foden af skraaningerne. Talrig fra stroget ret op for Solvaagli indtil henimod Solvaagvandet; paa et enkelt sted — noget for Solvaagvandet sees — fore- kommer den paa begge sider af stien til Evenesdalen (Drake, Unander og Tiselius 1854, Schlyter og Behm 1859, Schlegel og Arnell 1869, ipse 1897 og 99). — Lidet variabel. Hos hovedformen er straaet kun ved grunden forsynet med blade; hos en noget sjeldnere forekom- mende form findes straks under akset et kort, ved erunden noget udvidet blad, indenfor hvilket meget sj. forekommer en enkelt blomst derimod neppe noget fuldstændigt han- eller hunaks (cfr. M. N. Bl. N. FI). Hos hovedformen er akset helt; hos enkelte indiv. fore- kommer en eller stundom to, af almindelige dekskjel dekkede blomster lidt nedenfor det egentlige aks. Paa enkelte steder iagttoges indiv. med ganske kort aks, S HH Et 1) C. distigmatice Wg. og enkelte andre former er velvillig revideret af rektor S. Almquist i Stockholm. 2i > Joh. Dyring. formodentlig en følge af lokale forholde. Ingen af disse former er vel adskilte; stundom, omend sjeldnere, fore- kommer paa samme rodsystem straa tilhørende f. eks. de to første former. — De største af forf. undersøgte eksempl. havde en høide af 22 cm. Hunplanten er meget hyppigere end hanplanten. Hanakset er ikke, som det anføres i floraerne, længere end hunakset, snarere om- vendt. f. isogyna! Med en enkelt eller nogle faa hunblomster ved grunden af hanakset. Solvaagtind, som det synes ikke ganske sj. C. nardina Fr. Baadfjeldets østside over trægrænsen, især paa tør skiferbund (Ångstrøm, ipse), Solvaagtind (Fridtz), Tjørisfjeldene (Arnell). f. groenlandica! Form med rette blade og straa. Baadfjeld sj. C. capitata Soland. Solvaagtind over trægrænsen (Arnell, ipse); Tjørisfjeldene, Balvand (Arnell); Graddis. C. pauciflora Lightf. Forekommer sandsynligvis ogsaa i Junkers- dalen, da den af Somf. angives som meget alm. 1 Salt- dalen; er dog ikke bemerket af forf. C. microglochin Wg. Solvaagtind paa den fugtige skraaning ovenfor trægrænsen ikke langt fra Solvaagvandet sammen med Koenigia tem. sj., Baadfjeld, alm. paa myr i bjerke- skogen ved stien mellem Tjoris og Skaiti. C. rupestris All. Junkersdalsuren fl. st. i mængde, Solvaagli, Solvaagtind op over trægrænsen, Graddis. C. incurva Lightf. Fra Rognan langs Saltelven, dog ikke saa langt som til Nordnes. Junkersdalsuren nær Solvaagli en liden koloni paa en sandig veikant. Ligesom 1 det sydlige Norge forekommer altsaa ogsaa i Salten denne art paa to forskjellige slags adskilte lokaliteter. [*Deinbolliana J. Gay = C. dioica X incurva f. per-incurva if. Almqu. in litt. Rognan paa fugtige fjeldskraaninger samt langs stien fra Rognan til Hals ved bække.] [*brevirostris Cederstr. = C. dioica X incurva f. per-dioica if. Almqu. in litt. Mellem Rognan og Hals (Arnell, ipse), hvor den nu er meget sj, Saltnes ved Ravnflauget (Schlyter og Behm.). — Ifolge forfatterens iagttagelse har den af rektor Almqu. udtalte mening om disse formers hybride natur meget for sig. De forekommer Junkersdalen og dens flora. 279 ialfald ved Rognan sammen med de formodede stam- arter og varierer sterkt, snart til den ene og snart til den anden side; nogen skarp grænse mellem dem er det derfor ikke muligt at optrekke. — De indsamlede ekspl. tillader ingen pollenundersøgelsel. C. chordorrhiza Ehrh. Myren mellem Tjøris og Skaiti 1 bjerke- beltet. FI. st. i den egentlige Saltdal. C. echinata Murr. = C. stellulata Good. Graddis. C. canescens L. Junkersdalens flade fl. st., Graddis. [C. canescens X norvegica = C. pseudohelvola Kihlm. Rognan ner kirken mellem begge stamarter.]. C. canescens X lagopina = OC. helvola Bl. De østlige fjelde i Salten (Holm, Arnell). C. alpicola Wg. = C. Persooni Sieb. Alm. gjennem hele Junkersdalen til Graddis, Tjoris og Skaiti; fra dalbunden Op over trægrænsen. C. alpicola X lagopina = C. Zahnii Kneuck. Denne form som forf. forst senere er bleven opmerksom paa gjennem ekspl. fra Dr. Kneucker i Karlsruhe, men som han tror at have bemerket paa Solvaagtind, anbefales til efter- sogning. C. loliacea L. Solvaagli, Baadfjeldsakselen, Graddis. C. lagopina Wg. Alm. paa Solvaagtind, Baadfjeld og vistnok ogsaa paa de andre omliggende fjelde, fornemlig over trægrænsen. C. lagopina X *parallela! Solvaagtind over trægrænsen ved stien til Evenesdalen; et par indiv. bemerket 1 1893 og 99. Ekspl. fra sidste aar har veret forelagt Almqu. [C. norvegica Willd. Rognan i mængde i nerheden af kirken (Arnell, ipse). *glareosoides Jorgens. En form, der antages at hore hid, forekommer sj. sammen med foreg. og folg.] [C. glareosa Wg. Rognan alm. sammen med foregaaende art (Arnell, ipse)]. C. rigida Good. Solvaagtind og Baadfjeldets vestside over trægrænsen. Afvigende former ligger 1 herbariet fra Solvaagvandets bred samt fra Skaitidalen. B inferalpina Læstad. = C. hyperborea Dr. ex p. Nordnes i Saltdalen ved elvens bred, Solvaagtind over trægrænsen, 280 . Joh. Dyring. Baadfjeldet ner ryggen og paa den vestlige skraaning; Skaitidalen fl. st. (Arnell, ipse). C. Goodenoughi J. Gay. = C. vulgaris Fr. Junkersdalens flade h. o. h., Graddis; vistnok ogsaa mange a. st. f. major Lest. Junkersdalselvens bred ner Solvaagh. B juncella Fr. Meget almindelig fra Rognan gjennem Salt- dalen og Junkersdalen til Tjøris, Skaiti og Graddis. f. monostachya! En f. af B med et eneste hunaks i straaets top. Graddis mellem fjeldstuen og grænserosen 1 en liden myr øverst 1 bjerkebeltet. C. aquatilis Wg. Saltdalen og Junkersdalen (if. Lindeb.); ikke bemerket af forf. C. polygama Schk. = C. Buxbaumi Wg. Baadfjeldets vestlige skraaning over trægrænsen, Graddis paafaldende alm., Skaitidalen. C. alpina Sw. Junkersdalens flade, Solvaagtind indtil op over tregrensen, Skaiti, Graddis. C. alpina X atrata = C. atrata L. *rectiuscula Hn. Solvaag- tind, en eneste tue med talrige straa paa en fugtig skraaning over trægrænsen nedenfor stien, noget for Solvaagvandet sees. . atrata L. Junkersdalens flade fl. st., Solvaagtind indtil heit over trægrænsen, Baadfjeldsakselen, Baadfjeld, Graddis. . limosa L. Graddis; forekommer uden tvil ogsaa andre st, skjønt ikke noteret. . irrigua (Wg.) Sm. Myren mellem Tjøris og Skaiti i bjerke- beltet fl. st. . digitata L. Arten, der angives af Somf. for Saltdalen, er af forf. bemerket enten 1 Junkersdalsuren eller paa op- stigningen til Solvaagtind. Da jeg først senere blev op- merksom paa artens sjeldne forekomst i trakten, blev ekspl. desværre ikke opbevarede. C. pedata (L. Wg. Baadfjeld over trægrænsen sammen med C. nardina (Arnell, ipse), fjeldene mellem Junkersdalen og Balvand (Arnell). C. pamicea L. Solvaagtind, Baadfjeld, Junkersdalen, Skaiti. C. sparsiflora (Wg.) Steud. Som foregaaende. C. pallescens L. Baadfjeldets fod fl. st. Graddis. C. capillaris L. Junkersdalens flade, Solvaagtind op over trægrænsen, Baadfjeld, Graddis. SS So Junkersdalen og dens flora. 281 C. ustulata Wg. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen, Junkersdalens flade ved bekke langs foden af Baad- field, Graddis. . rariflora (Wg.) Sm. Sandsynligvis forekommende, skjønt ikke noteret. . flava L. Junkersdalens flade, Graddis. En afvigende form sammesteds. | . Oederi (Ehrh.) Hoffm. Junkersdalens fade. . rostrata With. = C. ampullacea Good. Junkersdalens flade, Graddis, Skaiti. | "rotundata (Wg.) Lest. Solvaagtind, Tjøris (if. Arn.). . lœvirostris (BL) Fr. Angives af Lindeb. for Saltdalen og Junkersdalen, hvor den dog ikke er iagttaget af forf. C. vesicaria L. Junkersdalens flade, langs stien mellem Tjøris og Skaiti i bjerkebeltet, Graddis. f. alpigena Fr. Solvaagtind. | "saxatilis L. = C. pulla Good. Solvaagtind og Baadfjeld over tregrensen, Graddis. fihformis L. Denne art, der ikke er sj. i den egentlige Saltdal samt i Ranen, forekommer maaske i gebetet; er dog ikke bemerket af forf. OS eS IC C e S Gramineæ Juss. Phalaris arundinacea L. Den ovre del af Junkersdalsuren, stor og frodig. Anthoxanthum | odoratum L. Junkersdalen alm., Solvaagtind, Tjoris, Skaiti, Graddis; fra dalbunden indtil heit over trægrænsen. f. vivipara. Solvaagtind nær Solvaagvandet. — Saavel hovedformen som den vivipare form tilhører f. glabra Norm. Hierochloa odorata (L.) Wg. = H. borealis R. S. Bredden af Solvaagvandet høit over trægrænsen, Baadfjeldsakselen, Tjøriselvens bred, Tjøris, Skaiti, Graddis. Alopecurus geniculatus L. Junkersdalen fl. st. langs elvens bred. A. fulvus Sm. Junkersdalens flade ved tjernene, Skaitidalen. Phleum alpinum L. Junkersdalens flade, Solvaagtind, Baad- fjeld paa den vestlige skraaning, Tjøris, Skaitidalen; indtil noget over trægrænsen. 282 Joh. Dyring. Milium effusum L. Solvaagtind, Baadfjeldsakselen, Tjøris, Skaiti, i Junkersdalen langs Baadfjeldets fod og i Jun- kersdalsuren, Graddis. Agrostis alba L. Saltdalen og Junkersdalen (cop. if. Lindeb.). Ikke bemerket i Junkersdalen af forf. A. vulgaris With. Alm. fra Junkersdalsuren gjennem Junkers- dalen til Skaiti og Graddis. A. borealis Hn. Solvaagtind og Baadfjeld omkring trægrænsen alm., Graddis. Calamagrostis stricta (Timm.) P. B. Junkersdalsuren, Junkers- dalen f. eks. ved elvens bred, Tjøriselvens bred. f. borealis (Læst). Junkersdalen. Ekspl. velv. revideret af Almqu. C. epigeios (L.) Roth. Junkersdalsuren. C. purpurea Trin. = C. phragmitoides Hn. Junkersdalsuren, Junkersdalens bund, Baadfjeld, Baadfjeldsakselen, Tjoris, Skaiti, Graddis. Aira cespitosa L. Alm. gjennem hele trakten til Skaiti og Graddis. f. pallida Koch. Temm. alm. sammen med hovedformen. A. alpina L. Solvaagtind over trægrænsen. A. flexuosa L. Alm. gjennem dalen til Tjøris, Skaiti og Graddis. | : B montana (L). Solvaagtind over trægrænsen fl. st. Vahlodea atropurpurea (Wg.) Fr. Fjeldene o. f. Junkersdalen (Somf.), f. eks. Skaitidalen fl. st. Trisetum subspicatum P. B. Junkersdalen paa dalbunden og langs Baadfjeldets fod, Solvaagtind, Baadfjeld, Tjoris, Skaitidalen m. st., Graddis; indtil hoit over trægrænsen. Melica nutans L. Junkersdalsuren, Solvaagtind, Baadfjeldet fra foden til over trægrænsen, Tjøris, Graddis. Poa annua L. Junkersdalen, Skaitidalen, Graddis. P. laxa Henke. Solvaagtind og Baadfjeldets vestlige skraa- ning over trægrænsen (Somf., ipse). P. cesia Sm. coll. sensu. Junkersdalsuren, Solvaagh, Junkers- dalen paa hustagene (a diffusa Sm. if. Lindeb. in litt), Solvaagtind, Baadfjeld op over trægrænsen indtil den ostlige top, Graddis. — Blandt dens mange former horer if. M. N. Bl. den af Somf. opstillede, for Sol- vaagtind og Baadfjeld anforte P. serotina firma. Junkersdalen og dens flora. 283 P. alpina L. Junkersdalens flade, Solvaagtind, Baadfjelds- akselen, Baadfjeld, Tjoris, Skaiti, Graddis; fra dalbunden indtil hoit over trægrænsen. f. vivipara (L.). Sammen med hovedformen. P. nemoralis L. Junkersdalsuren, Baadfjeldsakselen, Graddis. f. glauca Vahl. Solvaagtind o. a. st. 1 Junkersdalen (if. Lindeb.). P. hybrida Gaud. Baadfjeldets fod ved stiens begyndelse (Arnell, ipse), krattet 1 dalens bund. P. trivialis L. Denne art, der forekommer i den egentlige Saltdal, opgives af Lindeb. ogsaa for Junkersdalsuren. P. pratensis L. Junkersdalens flade, Solvaagtind, Baadfjelds- akselen (en eiendommelig bleg form), Tjoris, Skaiti, Graddis. f. humilis (Ehrh. Rchb. Junkersdalen if. Lindeb. f. vigens Lest. En form, der antages at vere denne, fore- kommer hist og her ved fjeldstuen Graddis. P. flexuosa Wg. Graddis. Angives dog med nogen tvil, da den mangleri de hjemforte samlinger. Molima cerulea (L. Moench. Junkersdalens bund fl. st., Baad- fjeldsakselen, Skaiti, Graddis. Phippsia algida (Soland.) R. Br. Solvaagtind lige under toppen nedenfor flere af fonnerne (Arnell, ipse), Baadfjeld, Ska- itidalen ner Balvandet ved en fonn i selve dalbunden; Balvandet i bjerkebeltet (Arnell). Ingen af de af forf. indsamlede ekspl. tilhører P. concinna Th. Fr. (if. Lindeb. in litt.). Glyceria fluitans (L.) R. Br. Saltdalen og Junkersdalen (if. Lindeb.). Festuca ovina L. Junkersdalens flade alm., Baadfjeldsakselen, Solvaagtind indtil over trægrænsen, Tjoris, Skaiti, Graddis. f. vivipara (L. Hack. Foden af Baadfjeld; Junkersdalens flade (Lindeb.). f. glauca Schrad. Alm. paa hjemmejorden i Junkersdalen. *duriuscula (L. Hack. Junkersdalsuren if. Lindeb. F. rubra L. Junkersdalen, Skaiti. F. elatior L. Saltdalen og Junkersdalen (if. Lindeb.); paa det forste sted ogsaa bemerket af Somf. Nardus stricta L. Alm. overalt i Junkersdalen med de om- liggende fjelde samt ved Tjøris, Skaiti og Graddis. 284 . Joh. Dyring. Triticum violaceum Hornem. Junkersdalsuren, Solvaagli, Jun- kersdalselvens bred, Baadfjeld op over trægrænsen. f. virescens! Junkersdalsuren fl. st. T. repens L. Opgives af Somf. for den egentlige Saltdal samt af Lindeb. for Junkersdalsuren, hvor den dog ikke be- merkedes af forf. T. caninum (L.) Schreb. Junkersdalsuren, Solvaagtind, Baad- fjeldsakselen, Skaiti, Graddis. Orchidacez Juss. Coralliorrhiza innata R. Br. Solvaagtind, Baadfjeldsakselen, begge steder overst 1 bjerkebeltet. Listera cordata (L.) R. Br. Ikke bemerket. Dog rimeligvis overseet, da den if. Somf. forekommer 1 Saltdalen. Epipactis Helleborine (L.) Crantz y rubiginosa (Crantz). Junkers- dalsuren, især i dens nedre del. Ogsaa former, som synes at tilhore « latifolia (L), forekommer sammesteds. Goodyera repens (L.) R. Br. Tjorisfjeldene (Arnell). Orchis maculata L. Ved sten mellem fjeldstuen Graddis og rigsgrensen gverst i bjerkebeltet. Chamorchis alpina (L.) Rich. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen meget alm. (Arnell, ipse). Habenaria viridis (L. R. Br. Junkersdalen paa hjemmejorden og i krattene, Solvaagtind, Baadfjeldsakselen, Baadfjeld indtil heit over tregrensen, Tjoris, Skaiti alm. H. albida (L.) R. Br. Solvaagtind og Baadfjeld over træ- grænsen. H. conopsea R. Br. Junkersdalsuren, Junkersdalen i krattene, Solvaagtind og Baadfjeld indtil over trægrænsen, Grad- dis, Baadfjeld. Cypripedium Calceolus L. Junkersdalsurens nederste og mel- lemste del temm. sj. (Hagemann, ipse). Juncaginacee L. C. Rich. Triglochin palustre L. Baadfjeldsakselen, Graddis. Vistnok Ogsaa m. a. st. Junkersdalen og dens flora. 285 Najadacez (Link.). Potamogeton alpina Balb. = P. rufescens Schrad. Junkersdalen 1 et tjern 1 dalbunden. P. pusilla L. Sammen med foreg. Betulaceæ Rich. Betula odorata Bechst. Meget alm. i dalbunden og paa de omliggende fjelde indtil en hoide af ca. 700 m. *tortuosa (Ledeb.) = y alpigena Bl. Alm. paa fjeldene. B. nana L. Temm. alm. paa Solvaagtind og Baadfjeld samt ved Tjoris, Skaiti og Graddis. Ikke sj. ogsaa i de la- vere egne. B. nana X odorata f. per-nana = B. alpestris Fr. Solvaagtind (Lindeb.); Graddis ikke langt fra grænserosen (ipse; ekspl. bestemt af Lindeb.). f. per-odorata = B. intermedia Thom. Saltdalen og Jun- kersdalen (passim Lindeb., Arnell). Alnus incana (L.) Willd. Alm. i de lavere egne gjennem hele dalen; ogsaa ved Graddis, Tjoris og Skaiti. B. glabra Bl. Tjoriselvens udlob, Baadfjeldets fod o. a. st. Ogsaa en svagt haaret form (y borealis Norrl. if. Bl. N. Fl?) forekommer. — If. Lindeb. iagttoges paa tør mark ved Bodo og fl. st. 1 Saltdalen, f. eks. ved Almindingen, en f. microphylla — en hoivoksen form men med blade neppe halvdelen saa store som hos hovedformen. Salicacez Rich. Salix!) pentandra L. Ikke sj. fra Junkersdalsuren langs elven o. a. st. 1 skogbeltet. S. caprea L. Noteret for Junkersdalsuren nedre del samt for Baadfjeldsakselen, men angives med nogen tvil, da den mangler i herbariet. 1) Junkersdalens salices har forf. desværre havt liden anledning til at studere. Ved min ankomst til dalen var arterne forlængst afblom- strede og individerne i almindelighed derhos sterkt odelagt af in- sekter. Min lille hjembragte samling har docent B. Floderus i Stockholm havt den godhed at revidere. 286. Joh. Dyring. S. hastata L. Alm, saavel i dalbunden som især paa Solvaag- tind, Baadfjeld o. a. af de omliggende fjelde, hvor den gaar hoit over trægrænsen. Ogsaa ved Tjoris og Skaiti. S. hastata X lanata = S. Harimaniana Ands. Taget af Somf. i£ N. Fl. i Saltdalen, maaske indenfor gebetets grænser. . phylicifolia (L.) Sm. Alm. langs Junkersdalselven og dens tillob. Skaiti. . arbuscula L. Solvaagtind og Baadfjeld som det synes sj. . arbuscula X Lapponum = S. spuria Willd. Baadfjeld over trægrænsen (determ. Floderus). . nigricans Sm. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade, Skaiti, Graddis. En luksurierende, storbladet form i Junkers- dalsuren. . glauca L. Alm. paa alle de omliggende fjelde, men fore- kommer ogsaa paa dalbunden. En afvigende form paa Solvaagtind. . Lapponum L. "Temm. alm. fra dalbunden, f. eks. ved elvens bred, op over trægrænsen paa de omliggende fjelde, ofte 1 selskab med foreg. . lanata L. Alm. paa Solvaagtind, Baadfjeld og ved Graddis, vistnok ogsaa paa de andre fjelde; ogsaa ved Junkers- dalselven og dens tillob. Danner sammen med de to foregaaende det saakaldte graavidjebelte, som dog paa det nordlige Norges fjelde — som Norm. fremholder — er lidet fremtrædende. . myrsinites L. Alm. paa Solvaagtnd og Baadfjeld ved og over trægrænsen, Graddis. . herbacea L. Alm. paa fjeldene, men forekommer ogsaa fl. st. paa slaattelandet 1 dalen. Skaitidalen alm. . polaris Wg. Solvaagtind ikke sj. især omkring Solvaag- vandet (Arnell, ipse), Baadfjeld. f. nervosa Norm. l. c. Solvaagtind (N.). . reticulata L. Meget alm. paa fjeldene indtil heit over træ- grensen, men heller ikke sj. i Junkersdalsuren o. a. st. 1 de lavere egne. Populus tremula L. Junkersdalens flade langs Baadfjeldets fod og ved tjæreovnen, Baadfjeldsakselen, Tjøris sj. Skaiti efter opg. 3 indiv., Graddis. Junkersdalen og dens flora. 287 Urticaceæ (Juss.) Endl. Urtica dioica L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade fl. st., Baadfjeldsakselen overst i bjerkebeltet, Tjoris, Skaiti. Cannabacez Endl. Humulus Lupulus L. Saltdalen fl. st. plantet, ligesaa ved Tjøris 1 1897. Polygonaceæ Juss. Rumex domesticus Hn. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade især ved gjødselhaugene, Skaiti. R. Acetosella L. Junkersdalsuren, Solvaagli, Junkersdalen, Tjøris, Skaiti, Graddis. R. Acetosa L. Junkersdalens flade. R. arifohus All. Baadfjeldsakselen omkring stien og derfra indtil skoggrænsen talrig, Tjøris, Skaiti. Ogsaa i krattene i Junkersdalens bund forekommer former, der trods de mere forlængede stængelblade synes at maatte henføres til denne art. Hanplanten er overalt meget sjeldnere end hunplanten. Oxyria digyna (L.) Campd. En af de almindeligere planter i Junkersdalen og paa alle de omliggende fjelde, hvor den stiger op over trægrænsen. Koenigia islandica L. Solvaagtind paa en fugtig afsats lige under toppen ret op for Solvaagvandet samt paa en myrlændt skraaning i nerheden af stien til Evenesdalen, begge steder over trægrænsen. Polygonum viviparum L. Meget alm. fra dalbunden op over trægrænsen; ogsaa ved Tjøris, Skaiti og Graddis. En eiendommelig form med spirende knopløg og derved sterkt bladet aks bemerkedes flere steder langs elven. P. aviculare L. Meget alm. i de lavere egne gjennem hele dalen til Tjøris, Skaiti og Graddis. P. Convolvulus L. Junkersdalens flade, især i de smaa byg- agre, sj. udenfor disse. Chenopodiaceæ Vent. Chenopodium album L. Junkersdalens flade nær husene. — Lindeb. angiver f. viride (L.). 288 — Joh. Dyring. Caryophyllacez Eichl.* [Sagina maritima G. Don. Ved Bodo, hvor den opdagedes af S. Somf. 1 20-aarene, blev den gjenfundet af forf. i 1899 paa den østlige side af Bodøhalvøen, hvor den fore- kommer sparsomt og usædvanlig smaavoksen]. S. Linnei Presl. = 8. saxatilis Wimm. Solvaagtind fra noget nedenfor til over trægrænsen fl. st., Baadfjeldsakselen, Tjøris, Skaiti (D.); Junkersdalens dalbund (N.). S. nivalis (Lindbl.) Fr. Solvaagtind ikke sj. ovenfor trægrænsen paa skraaningen fra toppen ned mod stien, især paa fugtig sand (D.) Blomsterne ofte tetramere (cfr. Norm. 1. e.). [S. nodosa (L.) Fenzl. Mellem Rognan og Hals (D.)]. Spergula arvensis L. Junkersdalen i bygagre (D.). Alsine stricta (Sw.) Wg. Solvaagtind (Arnell, ipse) temm. alm. paa styrtningerne lige under toppen; Tjorisfjeldene, Balvand (Arnell). A. biflora (L.) Wg. Solvaagtind lige under toppen, Baadfjeld; Junkersdalens bund et enkelt sted i krattet (D.); fjel- dene ovenfor Store Graddis (N.). Arenaria serpylufolia L. Storjordfjeldet (N.); turde ogsaa fore- komme indenfor gebetets grænser. A. ciliata L. Baadfjeldets bratte sydlige udstyrtning 1 bjerke- krattet ret op for husene og sparsomt ved bækkene ved fjeldets fod (D. 1893 og 99). Opgives ogsaa af Lindeb. Stellaria nemorum L. Junkersdalens bund 1i krattene, Baad- fjeldets vestlige skraaning; Baadfjeldsakselen, Tjoris, Skaiti (D.). S. media (L. Cyr. Junkersdalen paa hjemmejorden; skog- marken mellem Junkersdalen og Graddis, Graddis fjeld- stue (N.); Skaiti (D.). S. longifolia Mühlenb. = 9. Friesiana Ser. Solvaagtind 1 bjerkebeltet, Junkersdalens flade A. st. (D.). S. alpestris Hn. = S. borealis Hook. Junkersdalens bund sparsomt, Solvaagtind i bjerkebeltet straks ovenfor Sol- vaagli (D.); mellem Junkersdalen og Graddis samt ved Graddis fjeldstue (N.). S. alpestris X longifolia = S. alpestris Fr. Junkersdalen nær husene paa gamle træstubber (bestemmelsen godkjendt af Dr. Murb.), Solvaagtind (D.). - Junkersdalen og dens flora. 289 Cerastium vulgare Hn. = OC. vulgatum L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade; mellem Junkersdalen og Graddis ved Gamfosbro og ved Graddis (N.); Tjoris, Skaiti (D.). *alpestre Lindbl. Solvaagli, Baadfjeldsakselen (D.). C. alpinum L. Junkersdalsuren, Solvaagh, Solvaagtind indtil hoit over trægrænsen, Baadfjeld; fjeldene ovenfor store Graddis (N.; Tjøris ved elven, Skaitidalen (D.). f. lanata (Lam.) Lindbl. Solvaagtind i nerheden af Sol- vaagvandet (D.). f. glabra Retz. Solvaagtind paa den overste del af skraa- ningen lige under toppen (D.). C. alpinum X vulgare. Denne sjeldne hybrid samlede forf. 1899 paa Solvaagtind ved stien lige ved trægrænsen. Bestemmelsen er godkjendt af Dr. Murb. C. Edmondstoni (Wats. Murb. et Ostenf. = C. arcticum Lge. Solvaagtind og Baadfjeld hist og her over trægrænsen, paa Solvaagtind fornemlig henimod Solvaagvandet; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). C. trigynum Vill. Solvaagli nedenfor trægrænsen (N.); Sol- vaagtind omkring Solvaagvandet talrig langs bekke og paa fugtig skraaning (D.); Baadfjeld (N.); Skaitidalen m. st. (D.). Silene vulgaris (Moench) Gcke. = S. inflata Sm. Øverst i Jun- kersdalsuren ner Solvaagh (D. 1897). S. acaulis L. Solvaagtind over tregrensen og derfra ned i bjerkebeltet, Baadfjeld over trægrænsen lige op til den østlige top; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). Viscaria alpina (L.). Don. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen; Junkersdalen ved elvens bred, Baadfjelds- akselen (D.); Store Graddis (N.). Wahlbergella apetala (L.) Fr. Balvandet (Leestadius). Melandrium rubrum (Weig. Gcke. Junkersdalsuren, Solvaag- tind op over trægrænsen, Junkersdalens flade, Baadfjeld ; Tjøris, Skaiti (D.); Graddis (N.). f. subacaulis Norm. Solvaagtind paa den ostlige skraaning lige under toppen (D.). . Portulacaceæ Juss.* Montia fontana L. Ikke bemerket; da den imidlertid findes baade i Saltdalen og Evenesdalen, er den uden tvil overseet. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIL IV. 19 290 Joh. Dyring. Ranunculacez Juss.* . Thalictrum alpinum L. Meget alm. paa Solvaagtind, Baad- field og ved Graddis til noget over trægrænsen; Tjøris, Skaitidalen, Balvand (D.). B pallida Norm. Sammen med hovedformen. Anemone ranunculoides L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade 1 aspeholtene ved foden af Baadfjeld (N.). Batrachium paucistamineum (Tausch.) Schur.* flaccidum (Pers.) Pihl. y eradicatum (Læst.) Pihl. = B. confervoides Fr. Junkersdalens flade 1 et tjern 1 dalbunden. Ranunculus glacialis L. Solvaagtind og Baadfjeld over træ- grænsen; Graddis (N.); Skaitidalen fl. st. ved sneleierne 1 selve dalbunden (D.). R. Flammula L. Hovedformen forekommer ikke. "reptans (L.). Junkersdalen ved tjernene i dalbunden (D.). R. pygmeus L. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen; Skaitidalen henimod Balvandet (D); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). R. malis L. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen; fjeldene indenfor Store Graddis (N). R. acer L. Junkersdalens flade (D); Solvaagtind og Baadfjeld indtil heit over trægrænsen; Tjøris, Skaiti (D.); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). | f. simplicior! Det øverste stengelblad udelt. Solvaagtind over trægrænsen (D.). R. repens L. Junkersdalens flade; mellem Junkersdalen og Graddis, Graddis (N.); Skaiti (D.). Caltha palustris L. Junkersdalens flade; Tjoris, Skaiti (D.); Graddis omkring fjeldstuen (N.). Trollius europeus L. Alm. gjennem hele egnen fra dalbunden til op over tregrensen. Junkersdalsuren, Solvaagli, Junkersdalens flade, Solvaagtind, Baadfjeld, Graddis; Tjoris, Skaiti (D.). Actea spicata L. Junkersdalsuren (N.); Baadfjeldsakselen i bjerkeskogen (D.). Aconitum Lycoctonum L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade; mellem Junkersdal og Graddis, Graddis fjeldstue (N.); Solvaagli, Solvaagtind indtil noget over trægrænsen, Baadfjeld; Tjoris, Skaiti (D.). Junkersdalen og dens flora. 291 f. lutescens Wg. Junkersdalens flade i et af krattene i nogle faa ekspl. (D.). Fumariaceæ D. C.* Fumaria officinalis L. Junkersdalens flade i bygagre, sj. uden- for disse (D.). Cruciferæ Adans.* Barbarea stricta Andrzj. Junkersdalsuren (D.); Junkersdalens flade i krat. Arabis alpina L. Junkersdalsuren ved en bæk (N.); Solvaag- tind, Baadfjeld; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); Skaiti (D.); fra bjerkebeltet til høit over trægrænsen. A. hirsuta (L.) Scop. Junkersdalsuren (D.); Solvaagtind neden- for trægrænsen; Baadfjeldsakselen (D.); Store Graddis (N.). [A. arenosa (L.) Scop. Bodø sindssygeasyl ved grøfter, hvor den vel maa vere kommet ved et tilfælde (häradshöfding Schlyter og D. 1899). — I Norge hidtil kun bemerket ved Kristiansand.| Cardamine bellidifolia L. Solvaagtind og Baadfjeld over træ- | grensen; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); Skaiti- dalen (D.). C. pratensis L. Solvaagtind over trægrænsen paa den fugtige skraaning nær Solvaagvandet, blomstrende; Junkersdalens flade ved en bæk nær tjæreovnen (D.). f. propagulifera Norm. Solvaagtind i en vandrisle over trægrænsen. — Det bemerkes forøvrigt at C. pratensis — saavelsom C. amara m. fl. arter — ogsaa i det sydlige Norge stundom formerer sig paa den af Norm. anførte maade. Braya alpina St. et H. Junkersdalsurens mellemste og nedre del; Baadfjeldets sydlige bratte skraaning i bjerkeskogen (Ångström, D.); Baadfjeldets fod sparsomt ved bæk- kene (D.). Erysimum hieracüfolium L. Junkersdalsuren talrig; Junkers- dalens flade, Skaiti (D.). Brassica campestris L. y Rapa L. Junkersdalsuren paa et lidet, opryddet jordstykke, forvildet (D. 1897). Sinapis arvensis L. Junkersdalens flade 1 bygagre (D. 1899). 292 . Joh. Dyring. Draba*) incana L. Baadfjeldets fod, Baadfjeld over trægræn- sen (D); mellem Junkersdal og Graddis ved Gam- fosbro (N.). D. hirta L. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen (D.)?). f. ad rupestrem accedens. Baadfjeld (D.). f. (en parallelform til *rupestris f. stricta) Junkersdalen paa torvtagene (D.). *rupestris (E. Br.) Hn. f. typica. Solvaagtind, Baadfjeld (D.). f. stricta Lindbl. Solvaagtind (D.). f. trichella (Fr.) Lindbl.? (,Har trichellas beháring, men stor och robust“ — muligens en folge af den beskyttede lokalitet). Junkersdalsuren (D.). — Originaleksemplarerne af D. trichella Wr. blev indsamlet af Ángstróm i lav- beltet paa Solvaagtind, hvor forf. forgjeves har sogt denne form. f. ad fladnizensem vergens (,Möjligen D. fladn. X rup.“). Baadfjeld (D.). D. fladnizensis Wulf. = D. Wahlenbergu Hn. Solvaagtind over tregrensen temm. alm. — Det indsamlede materiale bestaar af en blanding af felgende af Dr. Ahlfv. mdtil videre opstillede underarter: *androsacea We. „Med endast kantbeharing eller äfven pa bladytan, men endast med enkla eller grofva tvà- treklufna gaffelhar“. *glabrata Lindbl. ,Alldeles glatt, säledes äfven utan kant- har.“ *lapponica We. (= heterotricha Lindbl.). „Behäring säsom hos *andros. men här äfven, isär pa undra sidan, fina kortskaftade stjernhär, som päminna om dem hos ni- valis*. Den i Junkersdalen hyppigst optrædende form (D.). *altaica Ledeb. ,Med åfven stångeln noget hårig*. (,Af dessa sista” — d. e. *lapp. og *alt — ytorde någon vara återgangsformer af hybriden med nivalis.“ Et af de indsamlede ekspl. antages saaledes for kombina- tionen (fladn. X niv.) X fladn.). 1) De under D, hirta L. og fladnizensis Wulf hørende former er velv. revideret af Dr. Fr. Ahlfvengren, Ystad. 2) Norm. angiver fremdeles D. hirta for Junkersdalsuren samt for fjeldene indenfor Store Graddis (,, tildels nærmende sig til D. Wahlenb.*). Junkersdalen og dens flora. 293 D. fladnizensis K nivalis = D. brachycarpa J. E. Zett. Baad- fjeld (if. Fridtz). D. nivalis Liljebl. Solvaagtind (Arnell, N.), Baadfjeld (Somf.), hvor den er alm. i lavbeltet langs hele fjeldets sydlige side (D. 1893 og 99); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); Balvand (Arnell); overalt ovenfor trægrænsen. Thlaspi arvense L. Alm. 1 Junkersdalens smaa bygagre (D.). Capsella Bursa pastoris (L.) Moench. Junkersdalsuren, Junkers- dalen, ogsaa paa torvtagene, Baadfjeldsakselen ved stien; Gamfosbro mellem Junkersdal og Graddis, fjeld- stuen Graddis (N.); Tjoris, Skaiti (D.). Violaceæ Tournef.* Viola palustris L. Solvaagtind paa den ostlige skraaning noget ovenfor trægrænsen (D.); Junkersdalen paa dalbunden, omegnen om Graddis fjeldstue (N.). V. epipsila Ledeb. Junkersdalen ikke langt fra tjæreovnen, stien mellem Tjoris og Skaiti fl. st. (D.); Graddis fjeld- stue (N.). V. umbrosa (Wg.) Fr. Junkersdalsuren (Schlegel og Arnell), Baadfjeldsakselen 1 oreskog (D.). V. Riviniana Rchb. = V. silvatica Bl. N. Fl. Solvaagtind et enkelt sted ved stien omtr. midtveis mellem Solvaagli og trægrænsen (D.); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). V. mirabilis L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade ostenfor husene; stien over Baadfjeldsakselen til Tjoris, Skaiti (D.). V. biflora L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade, Solvaag- tind, Baadfjeld; fjeldene ovenfor Store Graddis (NJ; Tjoris, Skaiti (D.); fra dalbunden til heit over træ- grænsen. Droseraceæ D. C.* Drosera rotundifolia L. Mellem Junkersdalen og Graddis (N.). Geraniacez D. C.* Geranium silvaticum L. Junkersdalen og alle de omliggende fjelde indtil høit over trægrænsen; Graddis (N); Tjøris, Skaiti (D.). f. albiflora! Sammen med hovedformen m. alm. 294 . Joh. Dyring. Oxalidaceæ, Warm.* Oxalis Acetosella L. Junkersdalens fade tildels i orekrat; mellem Junkersdal og Graddis, Graddis fjeldstue (N.). Callitrichaceæ Link.* Callitriche vernalis Koch. Junkersdalen ved elvens forgre- ninger og andre fugtige steder i krattene. f. minima (Hoppe). Den hyppigste, maaske eneste fore- kommende form (D.). Empetracez Nutt. Empetrum mgrum L. Sandsynligvis alm. fra dalbunden op over trægrænsen. Forf. har forsomt at undersege denne almindelige plantes udbredelse. Skaiti. Umbelliferæ Juss.* Carum Carvi L. Junkersdalsuren (D.); Solvaagli (N.); Jun- kersdalens flade fl. st., f£. eks. ved elvens bred (D). Angelica silvestris L. Jnnkonsdalsuren Junkersdalens fade; Solvaagtind, Baadfjeldets vestlige skraaning (D); samme fjelds sydside, indtil noget over trægrænsen, Store Graddis (N.); Skaiti (D.). Archangelica officinalis Hoffm. dulvodutnd og Baadfjeld op over trægrænsen; Junkersdalselvens bred, Tjøris, Skaiti (D.); Graddis fjeldstue og Store Graddis (N.). Anthriscus silvestris (L.) Hoffm. Junkersdalsuren; Junkers- dalens flade ved Baadfjeldets fod, Baadfjeldsakselen (D); Baadfjeldets sydvestskraaning (N.); stien fra Tjoris til Skaiti, ved Skaiti (D.). Cornaceæ Warm.* Cornus suecica L. Junkersdalens flade, Solvaagtind lige ved trægrænsen, Tjoris, Skaiti (D); Graddis fjeldstue (N.). — Monstrose former ikke sj. Crassulaceæ D. C. Rhodiola rosea L. Junkersdalsuren, Solvaagtind og Baadfjeld indtil hoit over trægrænsen, Junkersdalen paa hustagene; Junkersdalen og dens flora. 295 ligesaa paa taget af husene paa Solvaagli (D.); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); Tjeris, Skaiti (D). Sedum villosum L. Balvandet (Læstadius; Schlegel og Arnell). S. annuum L. Storjordfjeldet og Baadfjeld nedenfor træ- grænsen (N.). S. acre L. Storjordfjeldet (N.); Junkersdalsuren (Lindeb.). Saxifragaceæ Vent.* Saxifraga Aizoon Jacq. Paa den nordre del af den aas, der følger Balvandets østside, i mængde (Læstadius 1825; Schlegel og Arnell 1869). S. Aizoon X Cotyledon. = S. Gaudini Brügg. Paa midten af den o. f. Balvandet lobende aas, hvor S. Aizoon og Cotyledon vokser sammen, meg. sparsomt (Læstadius, Schlegel og Arnell). S. Cotyledon L. Baadfjeld, dels 1 den sydlige ur langs den ostlipste af bækkene, dels noget ovenfor trægrænsen, sparsomt (D.); fjeldsiderne langs Tjoris- og Skaitielven efter opgivende; Balvandet (Schlegel og Arnell). — Lindeb. omtaler en eiendommelig form fra en sandaas mellem Bodgs indre havn og havet: ,nästan en medel- form mell. Cotyl. och Aizoon“. Den anbefales til efter- sogning. S. stellaris L. Junkersdalens dalbund ved tjæreovnen, Sol- vaagtind (D.); Baadfjeld, fjeldene ovenfor Store Graddis (N); Tjoris, Skaiti (D.). B. comosa Retz. Junkersdalens bund ved tjæreovnen samt ved elvens bred (D.); ellers alm. paa alle de omliggende fjelde ovenfor trægrænsen. S. nivalis L. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen; Skaitidalen, Balvand (D.); fjeldene ovenfor Store Grad- dis (N.). S. oppositifolia L. Junkersdalsuren talrig, Solvaagtind og Baad- fjeld, nedenfor og ovenfor trægrænsen; Baadfjeldsakselen i bjerkebeltet (D.); Tjøris, Skaiti (D.); Store Graddis (N.). S. aizoides L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade, Solvaag- tind og Baadfjeld indtil over trægrænsen; Baadfjelds- akselen, Skaiti (D.); Store Graddis (N.). B. aurantia Hn. Junkersdalen (N). y atrorubens (Bert.) = purpurea A. Bl. Junkersdalsuren (D.). 296 . Joh. Dyring. S. cernua L. Solvaagtind og Baadfjeld over trægrænsen; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); Skaiti (D.). B. racemosa Hn. = corymbosa Bl. Solvaagtind (D.). S. rivularis L. Junkersdalens flade ved tjæreovnen samt ved elvens bred, Solvaagtind over trægrænsen paa skraa- ningen ovenfor Solvaagvandet (D.); Baadfjeld over tre- grænsen (N.). S. cæspitosa L. Solvaagtind (N.); Baadfjeld, f. eks. paa den ostre top; Store Graddis (N.); overalt over trægrænsen. Parnassia palustris L. Alm. gjennem hele egnen fra Junkers- dalsuren gjennem Junkersdalen til Graddis; ogsaa ved Tjoris og Skaiti (D.). B. tenuis We. Baadfjeld over trægrænsen (D.); vistnok ogsaa paa de andre omliggende fjelde. Ribes rubrum L. Junkersdalsuren fl. st.; Baadfjeldsakselen, Tjorisbro ved veien til Graddis (D.). En noget afvi- gende form. Onagraceæ Eichl.* Epilobium!) angustifolium L. Alm. ofte optreedende i masse gjennem hele dalen fra Junkersdalsuren til Graddis, dels paa dalbunden og dels paa de omliggende fjelde op over trægrænsen; ogsaa ved Tjøris og Skaiti (D). . montanum L. Junkersdalsuren; Solvaagtind, Baadfjeld (D.); Graddis (N.). E. collinum Gmel. Denne art, som ikke er sj. i den egentlige Saltdal, er hidtil ikke bemerket i Junkersdalen; maaske overseet. . palustre L. Junkersdalen paa dalbunden; Solvaagtind i bjerkebeltet, Baadfjeldets ur (D.). . davuricum Fisch. Foden af Baadfjeldsakselen ved stiens begyndelse (D.); Store Graddis (N.). . anagallidifolium Lam. Solvaagtind over trægrænsen (D.); Baadfjeld ligesaa. . anagallidifolium X Hornemanm. Solvaagtind med stam- arterne (D.). . lactiflorum Hsskn. Solvaagtind indtil trægrænsen, Baad- fjeldets sydlige ur og vestlige skraaning, ligesaa (D.); E& ep ES - Ex es 1) De kritiske former af slegten Epilobium er velv. revideret af docent Dr. Murbeck i Lund. Junkersdalen og dens flora. 297 Solvaagli, Junkersdalens flade i oreskog (N.). — Fore- kommer if. forfs iagttagelse — ligesom E. anagall. — i alm, paa mindre fugtige steder end de to folgende arter. E. alsimifolium Vill. Junkersdalens fade, Baadfjeldets ur (D. f. glandulifera); Graddis fjeldstue (N.). E. Hornemanni Rchb. Junkersdalens fade, Solvaagtind til trægrænsen, Baadfjeldets vestside, Graddis (D.). E. Hornemanni X lactiflorum. Den sydvestlige del af Baad- fjeldets udstyrtning i bjerkebeltet (D.). E. Hornemanni X palustre. Junkersdalens flade (D.). Circea alpina L. Junkersdalsuren, Junkersdalen i krattene, stien til Baadfjeldsakselen (D.). Halorrhagidaceæ (R. Br.).* Hippuris vulgaris L. Junkersdalselvens forgreninger, med frugt, talrig (D.). Thymelæaceæ Juss. Daphne Mezereum L. Junkersdalsuren, Baadfjeldets fod, Graddis. Elæagnaceæ R. Br. Hippophaë rhamnoides L. Denne busk, der ellers er bunden til havkysten, optræder merkelig nok i Junkersdalsuren ved et af de midtre flaug i en liden koloni (Fridtz, K. Bohlin, ipse). Rosaceæ Juss.* Sorbus Aucuparia L. Junkersdalsuren; Solvaagtind indtil øverst 1 bjerkebeltet (D.); Baadfjeld (N.); Graddis, hvor den blev truffet blomstrende %s 1897; Tjoris, Skaiti (D). Potentilla erecta (L.). Dalla Torre. Junkersdalsuren, Solvaag- tind paa den mod Junkersdalsuren vendende side over trægrænsen; Graddis (N.; ved stien mellem Tjøris og Skaiti (D.). P. verna L. Alm. udbredt over hele trakten saaavel i dal- bunden som paa fjeldene til over trægrænsen; ogsaa ved Tjøris og Skaiti (D.). — Underarten gelida Fr., der af Å. Bl. angives for Ranen og af Norm. for adskillige st. længere n., synes ikke at forekomme i gebetet. 298 Joh. Dyring. P. nivea L. Balvand (Schlegel og Arnell). Comarum palustre L. Junkersdalens dalbund, f. eks. mellem husene og tjereovnen; Graddis fjeldstue (N.); ved stien mellem Tjøris og Skaiti (D.). Fragaria vesea L. Junkersdalsuren, langs Baadfjeldets fod; dalbunden ved og gstenfor gaarden Junkersdalen i bjerkeskog (N.). Geum rivale L. Junkersdalens fade, Store Graddis (N.); Sol- vaagtind op over tregrensen ved Solvaagvandet, Baad- fjeldsakselen, Baadfjeldets vestlige skraaning, Tjøris, Skaiti (D.). Dryas octopetala L. Junkersdalsuren, Solvaagtind og Baad- fjeld til ovenfor tregrensen; Skaitidalen m. st. indtil Balvandet (D.); Store Graddis (N.). Sibbaldia procumbens L. Solvaagli i bjerkeskogen ved fæveien (N.); Solvaagtind og Baadfjeld til hoit over trægrænsen; Store Graddis ligesaa (N.); Skaitidalen m. st. (D.). Alchemilla alpina L. Solvaagtind ovenfor trægrænsen; Baad- fjeldets sydlige udstyrtning henimod dens afslutning mod v. 1 bjerkebeltet (D.). A. alpestris Schum. Solvaagtind, Junkersdalens flade (D.); som de folgende former fra dalbunden til heit over trægrænsen. A. filicaulis Bus. Junkersdalens flade, Solvaagtind og Baad- fjeld, Tjøris (D.). Ogsaa ved Rognan i den egentlige Saltdal. A. obtusa Bus. Junkersdalens flade talrig i krattene, Solvaag- tind, Graddis (D). Ogsaa ved Rognan. Den alminde- ligste form 1 Junkersdalen. — Af et storre antal ekspl. som forf. 1 1899 indsamlede for konservator Rob. Buser i Genf, synes enkelte at tilhore nye former (Bus. in. litt.)4). Rubus ideus L. Junkersdalen (if. Hagemann tildels med gule frugter), Junkersdalens flade; Baadfjeldsakselen, Store Graddis (N.); Skaiti (D.). R. saxatilis L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade; Solvaag- tind til op over trægrænsen, Baadfjeld (N.); Baadfjelds- akselen, Skaiti (D.); Store Graddis (N.). 1) Alch. „vulgaris L.* angives af Norm. endvidere for Graddis og fjel- dene ovenfor Store Graddis. Junkersdalen og dens flora. 299 R. arcticus L. Angives af Norm. at vere bemerket i gebetet af Schlegel og Arnell, dog vistnok feilagtig (Arnell in litt.). R. Chamemorus L. Solvaagtind til op over trægrænsen ved Solvaagvandet, mellem Junkersdalen og Graddis; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.); mellem Tjeris og Skaiti (D.). Spirea Ulmaria L. Junkersdalen, Junkersdalens fade, tildels i orekrat; Baadfjeldets sydvestlige skraaning, Graddis fjeldstue med omliggende fjelde (N.); Skaiti (D.). Prunus Padus L. Junkersdalsuren, Junkersdalen paa dal- . bunden i orekrat, Baadfjeldets fod; Tjeris, Skaiti (D.). f. pubescens Norm. Sammen med hovedformen og maaske hyppigere end denne. Papilionaceæ Lin.* Trifolium repens L. Junkersdalsuren langs veien fl. st. (N.). Anthyllis Vulneraria L. Solvaagtind over trægrænsen paa den ovre skraaning lige op for Solvaagli (D. 1897). Lotus corniculatus L. Junkersdalsuren, Junkersdalens fade, Solvaagtind til noget over trægrænsen; Baadfjeldet (N.). Phaca frigida L. ,De ostlige fjelde sj.“ (Læstadius, Somf.). Senere saa vidt vides aldrig bemerket i egnen. Oxytropis lapponica (Wg.) J. Gay. Baadfjeldets sydside over trægrænsen, fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). Astragalus alpinus L. Alm. gjennem hele dalen fra Junkers- dalsuren til Graddis og paa de omliggende fjelde til ovenfor trægrænsen. A. oroboides Hornem. Junkersdalsuren fl. st.; Junkersdalen ner husene (N.); Solvaagtind og Baadfjeld til noget ovenfor tregrensen; fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). Vicia silvatica L. Junkersdalsuren (N.). Ogsaa mellem Rognan og Hals (D.). V. Cracca L. Lige ved den nedre indgang til Junkersdals- uren (D. 1899). Ericaceæ Lindl.* Vaccinium Myrtillus L. = Myrtillus nigra Gilib. Solvaagtind, Baadfjeld; Graddis med omliggende fjelde, opstigende indtil ovenfor trægrænsen (N.); Tjoris, Skaiti (D.). 300 . Joh. Dyring. V. uliginosum L. = M. ulig. (L.). Drej. Solvaagtind, Baad- field; Graddis med omliggende fjelde, indtil ovenfor trægrænsen, i regelen steril (N.); ogsaa ved Tjøris og Skaiti (D.). V. Vitis idea L. Junkersdalens flade; Solvaagtind, Baad- fjeld, Graddisfjeldene til langt over trægrænsen, men da ofte steril (N.); Tjøris, Skaiti (D.). Oxycoccus palustris Pers. Hovedformen ikke bemerket. *microcarpus Turcz. Mellem Junkersdal og Graddis fl. st. (N.); myren mellem Tjøris og Skaiti alm. (D.). Arctostaphylos Uva ursi (L. Spreng. Junkersdalsuren; Baad- field nær trægrænsen (D.). A. alpina (L. Spreng. Solvaagtind (D.); Baadfjeld; mellem Junkersdal og Graddis paa myr (N.); Graddis med om- liggende fjelde; Tjøris, Skaitidalen, Balvand (D.); fra nedenfor til heit over trægrænsen. Andromeda polifolia L. Solvaagtind (N.); mellem Tjoris og Skaiti (D.); fjeldene ovenfor Store Graddis (N.) til over trægrænsen. A. tetragona L. Solvaagtind over trægrænsen (Schlegel og Arnell) f. eks. paa skraaningen ovenfor Solvaagvandet (D. 1893 og 99); Balvand (Schlegel og Arnell). A. hypnoides L. Solvaagtind paa den østlige skraaning oven- for trægrænsen; Baadfjeld og fjeldene over Store Grad- dis over trægrænsen (N.); Skaitidalen (D.). Calluna vulgaris (L.) Salisb. Temm. alm. gjennem hele dalen til Graddis; Tjeris og Skaiti (D.); 1 dalbunden og paa fjeldsiderne til lidt over trægrænsen. Phyllodoce cerulea (L. Bab. Solvaagtind, Baadfjeld; fjeldene ved Store Graddis fra noget nedenfor til heit over tre- grensen (N.); Tjoris, Skaitidalen (D.). Azalea procumbens L. Omtrent samme udbredelse som fore- gaaende art (N, D.). Rhododendron lapponicum (L.) Wg. Baadfjeld, Tjorisfjeldene, Balvand (Schlegel og Arnell). Pyrola rotundifolia L. Junkersdalsuren (N); Solvaagtind og Baadfjeld til over trægrænsen (D.); Store Graddis (N.). P. media Sw. Solvaagtind over trægrænsen sparsomt (D. 1897). — Da planten varierer, f. eks. i henseende til griffelens form, og kun forekommer i enkelte indiv. Junkersdalen og dens flora. 301 mellem P. rotundif. og P. minor, synes den tanke, som N. l e. udtaler, at P. media fra enkelte lokaliteter i det nordlige Norge egentlig er hybriden P. minor X rotundi- folia, at have meget for sig. P. minor L. Junkersdalens flade 1 krattene, Tjoris, Skaiti (D.) samt paa alle de omliggende fjelde, hvor den overstiger trægrænsen, men da ofte optræder i en skaftlos form (N.). P. uniflora L. = Chimophila unifl. L. Mellem Junkersdalen og Graddis 1 skogen lige ved Gamfosbro (D. 1897). P. secunda L. Junkersdalsuren (N.); Solvaagtind i skogen ret op for Solvaagli, fureskogen 1 9. f. Junkersdalens huse, Baaadfjeldsakselen (D.); mellem Junkersdalen og Graddis, Store Graddis (N.). Primulaceæ Vent. Primula scotica Hook. Baadfjeldets sydside over trægrænsen. . — Den af Norm. opstillede P. stricta Hornem. v. obesior har forf. ikke bemerket. Trientalis europea L. Junkersdalens fade, Solvaagtind til meget over tregrensen, Tjoris, Skaiti. Gentianaceæ Juss. [Gentiana serrata Gunn. Bodø, Rognan]. [G. involucrata Rottb. Ligesaa, talrig|. G. nivalis L. Junkersdalens dalbund og paa alle de omlig- gende fjelde, dog som det synes ikke alm.; Skaiti. G. tenella Rottb. Junkersdalens flade ner husene, Baadfjeld; ogsaa ved Rognan. [G. campestris L. *suecica (Froel.) Murb. med overgange til B islandica Murb. Rognan|. [G. Amarella L. *axillaris (Schmidt) Murb. Ligesaa]. Menyanthes trifoliata L. Mellem Junkersdalen og Graddis 1 en myr, Solvaagtind. Polemoniacez Lindl. Diapensia lapponica L. Solvaagtind og Baadfjeld alm. paa vidderne ovenfor trægrænsen. Asperifoliaceæ (L.) Eichl. Lappula deflexa (Wg.) Gcke. = ÆEchinospermum defl. Lehm. Junkersdalsuren talrig, Solvaagtind, Baadfjeld til gverst 1 bjerkebeltet. 302 | Joh. Dyring. Lithospermum officinale L. Junkersdalsurens øvre del ikke sj., meget frodig. Myosotis silvatica Hoffm. Solvaagtind og Baadfjeld indtil træ- grænsen; Tjoris og Skaiti, Graddis. Scrophulariaceæ Lindl. Veronica scutellata L. Ved veien mellem Junkersdalen og Graddis; angives med nogen tvil. V. officinalis L. Junkersdalen, Baadfjeld. B glabrata Fristedt. Baadfjeld ovenfor trægrænsen. V. saxatihs L. fil. Solvaagtind og Baadfjeld indtil over tre- grænsen, Tjøris, Skaiti; ogsaa ved Rognan. V. alpina L. Alm. paa alle de omliggende fjelde indtil høit over trægrænsen; ogsaa 1 de lavere egne. V. serpyllifolie L. Junkersdalens flade fl. st., Solvaagtind og Baadfjeld indtil trægrænsen. Bartschia alpina L. Alm. paa Solvaagtind og Baadfjeld samt ved Tjøris, Skaiti og Graddis indtil langt over træ- grænsen. Euphrasia!) tenuis (Brenn.) Wettst. Rognan i Saltdalen, Jun- kersdalsuren, Solvaagli, Junkersdalens flade. E. minima Jacq. Rognan, Junkersdalsuren, Junkersdalen ved tjæreovnen, Solvaagtind og Baadfjeld til over trægrænsen, Graddis, Balvand. v. (en f. med sterkere haarede, mere spidstandede brakteer; ansees af Dr. Murb. identisk med v. hispidula Favrat). Rognan, Junkersdalens flade, Baadfjeld, Graddis. E. minima X salisburgensis. Former som if. Murb. dels „möjligen“, dels ,utan tvifvel“ tilhører denne hybri- ditet, forekommer 1 Junkersdalsuren sammen med begge de formodede stamarter. E. salisburgensis Funck. Junkersdalsuren og derfra opover Sol- vaagtinds sydskraaning til ovenfor trægrænsen, Baad- fields sydlige bratte udstyrtning paa de med bjerk be- voksede afsatser. — If. velv. meddelelse fra hr. Arvid Haglund i Falun synes ekspl. at tilhore den nye, endnu ikke beskrevne underart “lapponica E. Haglund. 1) Ekspl. af slegten Euphrasia er velv. reviderede eller bestemte af docent Dr. Murbeck i Lund. Junkersdalen og dens flora. 303 Alectorolophus minor (Ehrh.) W. et Grab. Junkersdalen, Tjeris, Skaiti. Pedicularis palustris L. Ikke bemerket; maaske overseet. P. lapponica L. Solvaagtind, Baadfjeld, Skaiti, Graddis; ind- til heit over trægrænsen. P. hirsuta L. Solvaagtind paa den ostlige skraaning ovenfor trægrænsen, især henimod Solvaagvandet, ret alm., Baad- field. Forf. iagttog indiv. med indtil 15 stængler fra samme rod. P. flammea L. Balvandet (Arnell). P. Sceptrum Carolinum L. Vensmoen o. a. st. i Saltdalen, Junkersdalsuren og Junkersdalen ved elvens bred, Baad- fjeldets vestside over trægrænsen, Tjøris, Skaitidalen paafaldende alm. Melampyrum pratense L. Junkersdalens flade i krattene, Sol- vaagtind, Baadfjeldsakselen til øverst i bjerkeskogen, Tjøris, Skaiti, Graddis. M. silvaticum L. Sammen med foregaaende art. Labiatæ Juss. Galeopsis Tetrahit L. Junkersdalens fade fl. st., Baadfjelds- akselen op i bjerkebeltet. — G. speciosa Mill. Junkersdalens flade i bygagre. Stachys silvatica L. Junkersdalsuren, Baadfjeldsakselen til øverst 1 bjerkeskogen. Ogsaa ved Rognan. Brunella vulgaris L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade, Sol- vaagtind op 1 bjerkeskogen. Lentibulariaceæ Rich. Pinguicula vulgaris L. Solvaagtind alm. indtil lige under den overste tinde, Baadfjeld, Tjoris, Skaiti, Graddis. P. alpina L. Solvaagtind over trægrænsen paa den østlige skraaning ovenfor Solvaagvandet temm. sj. Baadfjeld, Graddis. Plantaginacez Juss. Plantago major L. Junkersdalens flade fi. st. [P. maritima L. f. intermedia! Form med forkortet skaft og kort ovalt aks (= P. borealis Lge.), men med 1—2-frøet 304 | Joh. Dyring. kapsel (= P. maritima L.). Cfr. ogsaa Bl. N. Fl. p. 530. Den indre side af Bodøhalvøen med hovedformen (D. 1899). | Campanulacez (Juss, Duby.* Campanula rotundifolia L. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade, Solvaagtind indtil over tregrensen; Baadfjeld, Tjoris, Skaiti (D.); Graddis fjeldstue (N.). f. albiflora. Form med snehvide blomster. Junkersdalens flade (D.). B arctica Lge. Solvaagtind paa den sydlige skraaning over trægrænsen (D.). C. uniflora L. Solvaagtinds osthge skraaning ovenfor Solvaag- vandet, Baadfjeld, begge steder ovenfor trægrænsen i mængde (D. 1897 og 99); Balvand (Schlegel og Arnell). Rubiaceæ Lam.* Galium palustre L. Junkersdalen paa dalbunden; Skaiti (D.). G. uliginosum L. Junkersdalen paa dalbunden (N.). Caprifoliacez Juss.* Linnea borealis L. Baadfjeldsakselen h. o. h. indtil overst i bjerkeskogen, Tjoris, Skaiti (D.); mellem Junkersdal og Graddis (N.). Valerianaceæ D. C.* Valeriana officinalis L.* sambucifoha (Mill. fil). Junkersdals- uren (D.); Junkersdalens flade, Baadfjeld indtil opimod trægrænsen; Graddis fjeldstue (N.); Tjeris, Skaiti (D.). f. verticillata Spenn. Junkersdalsuren (D.). Composite Adans.* Tussilago Farfara L. Junkersdalsuren, Junkersdalens dalbund, Solvaagtind op i bjerkeskogen; Baadfjeldsakselen, Tjoris, Skaiti (D.); Store Graddis og fjeldene ovenfor indtil over trægrænsen (N.). Flere former; cfr. Norm. l. c. Petasites frigida (L.) Fr. Solvaagtind dels paa fladen ved Sol- vaagvandet og dels paa den fugtige skraaning ovenfor, hoit over trægrænsen (D.); Baadfjeld (S. Somf.). Junkersdalen og dens flora. 305 Erigeron!) droebachiensis O. F. Müll. Junkersdalsuren, Jun- kersdalens flade, elvens bred (D.). f. Mülleri (N. Lund). Junkersdalens bred (D.). E. elongatus Auctt. Junkersdalsuren (D.). f. polita Fr. Junkersdalens flade (D.). E. neglectus Kern. = FE. alpinus L. Junkersdalsuren, Junkers- dalens flade ved elvens bred, Solvaagtind til over trze- grensen, Baadfjeldsakselen (D.). monstr. med sterk forgrenet stengel og talrige kurve. Baadfjeldsakselen (D). f. opima L. M. Neum. ad interim. Form med habitus af hybriden E. elongatus X neglectus, men med rigt ud- dannet frugt; dens pollen kunde ikke undersoges. Jun- kersdalsuren, Junkersdalens flade ved elvens bred (D.). — Om dens forhold til E. Moeanus A. Bl. vover forf. efter Blytts knappe beskrivelse ikke at udtale nogen mening. E. uniflorus L. Solvaagtind alm. ovenfor trægrænsen (D.); Baadfjeld, fjeldene ovenfor Store Graddis (N.). 6 pulchellus (D. C.). Solvaagtind med hovedformen (D.). Solidago Virgaurea L. Junkersdalens flade samt paa alle de omliggende fjelde, hvor den stiger hoit over trægrænsen; ogsaa ved Graddis (N.), Tjoris og Skaiti (D.). Gnaphalium silvaticum L. Junkersdalens flade ved foden af Baadfjeldet (N.); Solvaagtind nær trægrænsen, Baad- fjeldsakselen (D.). G. norvegicum Gunn. Junkersdalens flade (N.), men især paa de omliggende fjelde, hvor den gaar hoit over træ- grænsen. | G. supinum L. Solvaagtind og Baadfjeld fra noget nedenfor til heit over tregrensen; fjeldene ovenfor Store Graddis ligesaa (N.); Skaiti (D.). Antennaria dioica (L.) Gærtn. Junkersdalens dalbund, hvorfra den stiger opover de omliggende fjelde indtil hgit over trægrænsen. A. carpatica (Wg.) R. Br. Fjeldene i Salten (ubi? Wahlenb., Læstadius). ) Ekspl. af slegten Erigeron er velv. revideret af rektor I. M. Neu- man i Ystad. 20 306 : Joh. Dyring. A. alpina (L. R. Br. 9. Solvaagtünd paa skraaningen over trægrænsen; Baadfjeld over trægrænsen, fjeldene oven- for Store Graddis saavel nedenfor som over tre- grænsen (N.). — If. velv. meddelelse af prof. Netzel i Stockholm er hanplanten fundet i egnen ved Sulitelma 80/7 1893. Artemisia vulgaris L. Junkersdalsuren; skraaningerne under Baadfjeld (D.). Achillea Millefolium L. Junkersdalsuren ner Solvaagh (D.); Junkersdalens fade fl. st. Tildels med røde blr. Matricaria inodora L. Junkersdalen paa hjemmejorden; mellem Junkersdal og Graddis, Graddis fjeldstue (N.); Skaiti (D.). Tanacetum vulgare L. Tjorisdalen ved husene, vistnok op- rindelig plantet (D.). Arnica alpina Olin. Saltdalens fjelde sj. (ubi? Somf.). Cirsium heterophyllum (L.) All. Junkersdalsuren, Junkersdalens flade fl. st., Baadfjeldet omtrent til trægrænsen; Graddis fjeldstue (N.); Skaiti (D.). Carduus crispus L. Junkersdalen dels paa selve dalbunden fl. st. og dels temm. alm. langs Baadfjeldets fod (D.). Saussurea alpina (L.) D. C. Alm. gjennem Junkersdalsuren og Junkersdalen til Graddis samt paa de omliggende fjelde, hvor den gaar heit over trægrænsen; ogsaa ved Tjoris og Skaiti (D.). Leontodon autumnalis L. Meget alm. i Junkersdalen paa hjem- mejorden og slaattelandet; ogsaa ved Tjoris og Skaiti (D.). Taraxacum officinale (Web.) Wigg. Alm. gjennem Junkers- dalen til Graddis samt paa de omliggende fjelde, hvor den stiger heit over trægrænsen; ogsaa ved Tjøris og Skaiti (DJ). I Junkersdalen en usædvanlig grov og frodig form (D.). Mulgedium alpinum (L.) Cass. Junkersdalsuren (Lindeb.); Sol- vaagtind, Baadfjeld og Graddisfjeldene til over træ- grænsen; ogsaa ved Tjøris og Skaiti (D.). Crepis tectorum L. Junkersdalen ved husene og paa hus- tagene (D.). C. paludosa (L.) Moench. Baadfjeldsakselen ved stien, Tjøris (D.); mellem Junkersdal og Graddis, Store Graddis (N.). Junkersdalen og dens flora. 307 Hieracium!) florentinum All. *hyperboreum Fr. Junkersdalsurens H. H. Ej Ei E E midtre og nedre del, temm. sj. alpinum (L.) Backh. Solvaagtind, Baadfjeld; Graddisfjel- dene (N.); indtil hoit over tregrensen. Af dens former anføres *flecuosum Lindeb. exs. og *gracilescens Backh. nigrescens Willd. Nu ikke længer opfattet som en sær- skilt art. Solvaagtind sammen med foreg. . saxifragum Fr. Junkersdalsuren, Junkersdalens gaard (N.). . Silvaticum (L.) *cesuflorum Almq. Gaarden Junkersdalen (N.). *stenolepis Lindeb. Junkersdalens flade, Solvaag- tind; Graddis (N.). . dovrense Fr. Junkersdalsuren, Solvaagtind (N.). prenanthoides Vill. Junkersdalsuren (N.); Baadfjelds- akselen (D.). H. strictum Fr. Junkersdalsuren (N.). 1) Junkersdalens hieracier venter endnu paa en nøiagtig undersøgelse. Af Norm. angives, især efter Dahlstedts bestemmelse af det ringe indsamlede materiel, kun de efterfølgende arter. Lindeb. opgiver desuden H. sparsifolium Lindeb. samt H. umbellatum L. for strøget fra Junkersdalen til Piteå. Disse arter tilhører sandsynligvis den svenske side af rigsgrænsen. Forf.s lille samling, der i 1897 afgaves til uni- versitetets botaniske museum, er endnu ikke bestemt. Fortegnelse over coleoptera samlede av hr. A. Wollebaek særlig i Fredrikstads omegn. Ved Embr. Strand. Hr. A. Wollebek, der i flere aar har samlet insekter, sær- lig i Fredrikstads omegn, har havt den godhed at overlade mig til bestemmelse endel av sine samlinger. Enkelte av ‘de gjorte fund har jeg tidligere havt anledning til at publicere*); nedenfor folger fortegnelse over coleopterne. Storstedelen av disse havde hr. W. allerede for faaet bestemte af hr. over- lerer Ullmann i Kristiansand, der paa henvendelse har veret saa elskværdig at stille fortegnelsen over de av ham bestemte arter til min disposition, saaledes at jeg har kunnet medtage alle hr. Wollebeks fund. — Jeg har bestemt longicornierne, chrysomeliderne og coccinelliderne samt enkelte arter av andre familier; disse sidste er, forsaavidt som de ikke fandtes blandt de av hr. Ullmann bestemte arter, merkede med (S.). For- resten grunder de følgende angivelser sig paa hr. Ullmanns bestemmelse. Foruden i Fredriksstads omegn er enkelte arter samlede paa andre lokaliteter i det sydlige Norge (Lier, Kristiania, Ringerike, Lillehammer o. fl.). Disse opføres særskilt. *) Strand: Bidrag til Hallingdals og Lyngørs insektfauna [,Nyt mag. f. naturv. 1899.] = Et lidet bidrag til Norges entomologiske fauna [,Entomo- logisk tidsskrift“, 1899]. = Araneae Hallingdaliae [,Archiv f. math. og naturv.“ XXI 1899]. Fortegnelse over coleoptera. 309 Forsaavidt som der paa etiketterne fandtes noteret andre oplysninger end bare lokalitetsangivelse, er disse ialmindelighed medtagne. De tilfoiede bemerkninger angaaende enkelte sjeld- nere arters udbredelse er væsentlig hentede fra Grills Cata- logus coleopterorum Scandinaviae, Daniae et Fenniae. A. De ved Fredrikstad samlede arter. I. Carnivora. Cicindelidae. Cicindela L. 1. C. campestris L. Carabidae. Carabus L. 2. C. granulatus L. C. arvensis Fabr. 4. GC. nemoralis Müll. Se Cychrus Fabr. D. C. rostratus L. Et eksplr. 4/10 96 under en sten. Notiophilus Dum. 6. N. palustris Duft. Et ekspl. 1/11 96 under en sten. Clivina Latr. 7. C. fossor L. Lebia Latr. 8. L. chlorocephala Hoffm. Flere ekspl, hvorav et fandtes 15/3 under mos. 9. LE. erux minor L. 7/11 97. Metabletus Schm.-Goeb. 10. M. truncatellus L. Tidligere kun kjendt et indenlandsk findested: Gudbrandsdalen. 310 dae 12. 13. 14. 15. 16. 1179 18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25. 26. 27. 28. 29. 30. 91. GET &j Ej Embr. Strand. Elaphrus Fabr. . uliginosus Fabr. . riparius L. Bembidium Latr. B. litorale Ol. Sh hg Ins Pt. . vulgaris L. . oblongopunctatus Fabr. . nigrita Fabr. . bipunctatum Li. 19/5 96. . lampros Herbst. Patrobus Dej. . atrorufus Stroem. Poecilus Bon. . versicolor Sturm. Mars og oktbr. . cupreus L. Lagarus Chaud. . vernalis Panz. Mars og april. Pterostichus Bon. niger Schall. Amara Bon. . consularis Duft. . apricaria Pk. 1/3 96. . communis Panz. Apri og mai. . plebeia, Gyll. aenea D. G. Calathus Bon. . micropterus Duft. 4/10 .96. . melanocephalus L. April 95. Anchomenus Bon. . sexpunctatus L. Mai og oktbr. 96. Fortegnelse over coleoptera. 311 32. A. piceus L. Av denne art, der av Grill angives som kun funden ved Kristiania, fandtes 9 ekspl. 1 W.s samling. De var samlet i tiden mellem ?712 og 1/4. 33. A. assimilis Pk. 34. A. marginatus L. 35. A. parumpunctatus Fabr. Ophonus Steph. 36. O. rufibarbis Fabr. 37. O. pubescens Müll. Anisodactylus Dej. 38. A. binotatus Fabr. Mange eksemplarer, hvorav enkelte tagne om vinteren under mos. Harpalus Latr. 39. H. aeneus Fabr. 40. H. latus L. April. Stenolophus Latr. 4l. S. dorsalis Gyll. 18/4 95. Dytiscidae. Hygrotus Steph. 42. H. versicolor Schall. !9/4 og ?/4. Coelambus Ths. 43. C. impressopunctatus Schall. 15/4 95. Hydroporus Clairv. 44, H. vittula Ex. 45. H. palustris L. 46. H. melanocephalus Gyll. 47. .H. melanurus Sturm, 48. MH. tristis Pk. 49. H. wmbrosus Gyll. Macrodytes Ths, 50. M. marginalis L. 312 Embr. Strand. Dl. M. circwmcinctus Ahr. Et enkelt eksemplar (5/4 1896) av denne hidtil kun ved Kristiania fundne art. Acilius Leach. 52. A. sulcatus L. 1/3 94. Cymatopterus Lacord. 53. C. fuscus L. April. Rantus Lacord. 54. R. notatus Fabr. April. 55. BR. conspersus Gyll. — En sjelden art! Ilybius Er. 56. I fuliginosus Fabr. Gaurodytes Ths. 57. G. bipustulatus L. Mars og april. 58. G. affinis Pk. 12 96. 59. G. uliginosus L. Et ekspl. fangedes ?!/s 94 av denne før kun ved Kristiania fundne art. 60. G. congener Pk. 7/10 96. II. Palpicornia. Hydrophilidae. Hydrobius Leach. 61. .H. picicrus Ths. Av denne meget sjeldne art fandtes 2 ekspl. ?7/12 under stene. 62. H. fuscipes L. Laccobius Er. 63. LL. minutus L. Helophoridae. Helophorus Fabr. 64. .H. aquaticus L. (8.). 65. 66. 67. 68. 69. 71. 12. 13. Å 74. 14. Fortegnelse over coleoptera. 313 Sphaeridiidae. Sphaeridium Fabr. . scarabaeoides L. Av de to ekspl. var det ene taget i flydende gjodsel, det andet under mos. . bipustulatum Fabr. v. marginatum Fabr. 15/5 94. Cercyon Leach. . flavipes Fabr. Et meget mørkfarvet individ (?5/5 96) i gjodsel. Coelostoma Brullé. . orbiculare Fabr. (S.). III. Amphibia. Gyrinidae. Gyrinus Geoftr. . natator L. ?5/4 95. . marinus Gyl. v. dorsalis Gyll. ?5/4 95. —:— — forma typica. Parnidae. Parnus Fabr. . auriculatus Pz. (S.). Et individ under en sten ved strandbredden. 14/4 95. IV. Brachelytra. Staphylinidae. Creophilus Steph. . maxillosus L. 12/5. Leistotrophus Steph. . murinus L. Staphylinus L. . caesareus Cederh. 314 76. 17. 78. 89. 97. Embr. Strand. Ocypus Kirby. O. aeneocephalus D. G. O. fuscatus Grav. Mars og oktbr. O. edentulus Block. Philonthus Curt. Ph. laminatus Creutz. Taget om vinteren under mos. Ph. aeneus Rossi. Ph. chalceus Steph. Ph. politus Fabr. 19/5 95. Ph. varius Gyll. 1/4 96. Ph. micans Grav. Quedius Leach. O. fuliginosus Grav. 15/3 96. 0. mesomelinus Marsh. v. microcephalus Helles. — Vari- eteten var hidtil kun kjendt fra Jederen. O. zanthopus Er. | O. boops Grav. Othius Steph. O. fulvipennis Er. April. Xantholinus Serv. X. punctulatus Pk. X. ochraceus Gyll. April. X. linearis Ol. Mars. Stenus Latr. S. juno Fabr. S. boops Gyll. Lathrobium Gray. L. geminum Kr. L. fulvipenne Grav. Drusilla Leach. D. canaliculata Fabr. 1/3 96. 98. 99. 100. 101. 102. 103. 104. 105. 106. 107. 108. 109. 110. 111. 112. 113: steel pel helte M3 Bx. 223 S. Fortegnelse over coleoptera. Baryodma Ths. . lanuginosa Grav. 16/5. Oxytelus Grav. © . rugosus Fabr. Tachyporus Grav. . chrysomelinus L. . hypnorum Fabr. Tachinus Grav. . rufipes D. G. . pallipes Grav. 2/10 96. . subterrameus L. . marginellus Fabr. . Collaris Grav. Anthobium Steph. . minutum Fabr. Flere ekspl. paa Caltha #/5 96. Omalium Grav. . rivulare Pk. Pselaphidae. Tychus Leach. niger Pk. (S.). V. Clavicornia. Silphidae. Necrophorus Fabr. . vespillo L. Juni og septbr. . investigator Zett. Septbr. . vespilloides Herbst. Silpha L. granulata Thunb. !9/s 14/10 og l/u. 91b (S). 316 114. 1ulay 116. 117. 118. 119. 120. 121. 122. 123. 124. 124. 126. Embr. Strand. S. atrata L. 17/2 og 4/10 96. S. opaca L. Catopidae.. Sciodrepa Ths. S. fumata Spence. (8.). Phalacridae. Olibrus Er. O. bicolor Fabr. (S.). Nitidulidae. Ips Fabr. I. 4-punctata Ol. (8.). Brachypterus Kug. B. gravidus Ill. (S) B. urticae Fabr. (S.). Meligethes Kirby. M. brassicae Scop. (S.). | Dermestidae. Dermestes L. D. lardarius L. Attagenus Latr. A. pellio L. Anthrenus Geoftr. A. scrophulariae L. A. museorum L. Byrrhidae. Byrrhus L. B. pilula L. 127. 128. 129. 130. 131. 132. 133. 134. 135. 136. 137. 138. 139. 140. 141. 142. Fortegnelse over coleoptera. 317 B. fasciatus Fabr. Histeridae. Hister L. H. unicolor L. H. succicola Ths. H. purpurascens Herbst. H. carbonarius llhg. 2/4 96. H. fumestus Ex. Var hidtil kun kjendt fra Krodsherred og Haugsund. — To ekspl. 4/4 og 5/6 96. VI. Lamellicornia. Scarabaeidae. Cetonia Fabr. C. aurata L. Gnorimus Serv. G. nobilis L. Phyllopertha Kirby. P. horticola L. Rhizotrogus Latr. Rh. solstitialis L. Melolontha L. M. hippocastani Fabr. n Onthophagus Latr. O. nuchicornis L. 9/5 95. Geotrupes Latr. G. stercorarius L. G. sylvaticus Panz. Aphodius Illig. A. fossor L. A. fimetarius L. Mars og april. 318 : Embr. Strand. 143. A. prodromus Brahm. 144. A. punctatosulcatus Sturm. Et individ 19% 96 av denne sjeldne art. 145. A. pusillus Herbst. 146. A. merdarius Fabr. Lucanidae. Platycerus Geoffr, 147. P. caraboides L. Mai. VII. Xylophaga. Ptinidae. Ptinus L. 148. Pt. fur L. Niptus Boield. 149. N. crenatus Fabr. 150. N. hololewcos Fald. Anobiidae. Anobium Fabr. . 151. À. pertinax L. 152. A. striatum Oliv. X. Serricornia. Buprestidae. Poecilonota Eschsch. 153. P. variolosa Payk. Anthaxia Eschsch. 154. A. quadripunctata Fabr. (S.). | 155. A. morio Fabr. (S.) — Kun funden paa faa steder i det sondenfjeldske. Trachys Fabr. 156. T. minuta L. Flere ekspl. samledes ?9/5 paa hasselblade. 157. 158. 159. 160. 161. 162. 163. 164. 165. 166. 167. 168. 169. 170. 171. 172. 173. 174. Fortegnelse over coleoptera. 319 Elateridae. Corymbites Latr. C. aeneus L. C. pectinicornis L. C. siaelandicus Müll. C. tesselatus L. C. impressus Fabr. Athous Eschsch. A. porrectus Ths. v. scrutator Host. — Var hidtil kjendt fra 3—4 lokaliteter langs sydkysten. A. haemorrhoidalis Fabr. A. subfuscus Müll. Dolopius Eschsch. D. marginatus L. Agriotes Eschsch. A. aterrimus L. — En mindre almindelig art. A. lineatus L. — Før kun funden ved Kristiania og 1 Solor. A. obscurus L. Melanotus Eschsch. M. castanipes Pk. Serica Mac Leay. S. brunnea L. E. balteatus L. E. pomonae Steph. — Denne art var hos os for kun kjendt fra Haugesund og Lysaker. Elater L. Limonius Eschsch. L. aeneoniger D. G. Dascillidae. Cyphon Payk. C. variabilis Thunb. (S). Samlet i 1895, 96 og 97 i enkelte eksemplarer. 990 - 175. 176. 177. 178. 179. 180. 181. 182. 183. 184. 185. 186. 187. 188. 189. 190. Embr. Strand. Dasytidae. Dasytes Psvk. D. fusculus IM. (S.. Et unicum av denne for kun ved Kristiania og Sarpsborg fundne art fandtes 5 96. D. niger L. (S.). Cantharidae. | Cantharis L. C. obscura L. C. nigricans Mill. C. fusca L. C. livida, L. C. rustica, Fall. Rhagonycha Eschsch. Rh. pallida Fabr. Rh. limbata Ths. Malachius Fabr. M. aeneus U. M. viridis Fabr. Cleridae. Clerus Geoffr. C. formicarius L. Opilo Latr. O. mollis. L. XL Heteromera. Tenebrionidae. Opatrum Fabr. O. sabulosum L. Tenebrio L. T. molitor U. Mordellidae. Anaspis Geoffr. A. frontalis L. (S.). LOT. 192. 193. 194. 195. 196. 197. 198. 199, 200. 201. 202. 203. 204. Fortegnelse over coleoptera. 321 Meloidae. Meloé L. M. brevicollis Pz. Calopus Fabr. C. serraticornis L. (S.). Nacerdes Schmidt. N. melanura L. (S.). Oedemeridae. Oedemera Oliy. Oe. lurida Marsh. XU. Rhyncophora. Curculionidae. Apoderus Oliv. A. coryli L. Rhynchites Schn. Rh. betulae L. — Paa birk og or. Rh. cupreus L. — Paa hæg og rogn. 75/5 96. Rh. populi L. Apion Herbst. A. cerdo Gerbst. — Paa birk */5 96. — Det eneste i Grills katalog angivne norske findested er Ormoen ved Kristiania. A. flavipes Pk. — Paa hæg. Sitona Germ. S. sulcifrons Thb. S. puncticollis Steph. — Denne art er ikke omtalt som funden 1 Norge 1 Grills LL S. lineatus Schonh. Polydrusus Germ. P. tereticollis D. G. — Paa hassel ?°/5 96. Nyt Mag f. Natury. XXXVII, IV. 21 322. Embr. Strand. Phyllobius Schonh. 205. Ph. pomonae Oliv. 206. Ph. argentatus L. Otiorrhynchus Germ. 207. 0. ligustri L. 208. O. nodosus Fabr. 209. O. ovatus L. Barynotus Germ. 210. B. moerens Fabr. — Hidtil kun kjendt fra Bergen, Sarpsborg og Opdal. 211. B. Schonherri Zett. Strophosomus Schonh. 212. S. lateralis Payk. — Vistnok ny for faunaen. Brachyderes Schonh. 213. B. incanus L. Hylobius Schonh. 214. H. pinastri Gyll. 215. AH. abietis L. Cleonus Schgnh. 216. C. piger Scop. — Et par eksemplarer samledes i 1895. For var den kun funden ved Kristiania. Hypera Germ. 217. H. polygoni L. — I midten av mars 1896. 218. H. miles Payk. — Unicum 15/3 96 under mos. Dorytomus Steph. 219. D. bituberculatus Zett. Pissodes Germ. 220. C. pint L. 221. P. piniphilus Hbst. — Før kun funden ved Kristiania og paa Modum. Miarus Steph. 222. M. campanulae L. 224. 235. 220. 221. 228. 229. 230. 231. 232. 339, 234. 235. Fortegnelse over coleoptera. 323 Anthonomus Germ. A. druparum L. — Paa or ?5/s. Magdalinus Germ. M. pruni L. Cossonidae. Rhyncolus Creutz. Rh. chloropus L. Scolytidae. Hylastes Er. H. ater Payk. Tomicus Latr. T. nigritus Gyll. — For kun funden ved Kristiania. XIII. Longicornia. Cerambycidae. Tetropium Kirby. T. luridum L. Callidium Fabr. C. violaceum L. C. variabile L. — Grill angiver den kun fra Kristiania. Clytus Laicht. C. rusticus L. Rhagium Fabr. Eh. inquisitor L. Rh. mordax D. G. Lepturidae. - Gaurotes Leconte. G. virginea L. Acmaeops Leconte. A. collaris L. — Unicum ?3/6 96 av denne sjeldne art. 324 236. 237. 238. 239. 240. 241. 242. 243. 244. 245. 246. 247. 248. 249. 250. Embr. Strand. Liopus Serv. L. nebulosus L. — ?9/5 95 (un.) — Kun kjendt fra Tele- marken, Kristiania og Odalen. Monochammus Latr. M. sutor L. Saperda Fabr. S. populnea L. — Mange ekspl. samlet ?9/5 95. S. carcharias L. Oberea Muls. O. oculata U. XIV. Phytophaga. Chrysomelidae. Donacia Fabr. D. clavipes Fabr. Flere ekspl. samlet paa siv 1 vold- gravene. D. aquatica L. Samlet særlig paa Caltha. D. bicolora Zschach. D. sericea L. . Galeruca Fabr. G. lineola F. Lochmaea Weise. L. suturalis Ths. Tre ekspl. 1 april 1895 og 96. Ingen norske findesteder findes angivet hos Grill. Crepidodera Chevr. C. nitidula L. — Av denne hidtil kun i Asker og paa Ringerike fundne art fandtes et ekspl. ?9/6 96 paa nypetorn. Chrysomela L. Ch. polita, L. Ch. staphylea U. Ch. varians Schall. — Flere individer fundne i oktober og mars under mos. 259. 260. M. aeneum L. — Paa oreblade 75/5 96. Fortegnelse over coleoptera. Melasoma Steph. 325 M. collare L. — De eneste hidtil kjendte norske finde- steder var Dovre og Alten. M. populi L. Phytodecta Kirby. Ph. rufipes D. G. Phaedon Latr. Ph. armoraciae L. Phyllodecta Kirby. Ph. vitellinae L. ial. C. C. C. Rees C. Hydrothassa, Thoms. marginella L. Clytra Laicht. 4-punctata L. Flere individer 1 mai paa furunaale. viridis L. vibex L. Et ekspl. 1/11 96 under en sten. XV. Aphidiphaga. Cassida L. Coccinellidae. Coccidula Kug. . rufa Hbst. Adalia Muls. . bipunctata L. — Paa or. Halyzia Muls. . occellata L. . 14-guitata L. . oblongoguttata L. Coccinella L. 10-punctata L. . conglobata LL. — Ingen norske findesteder hos Grill. 326 268. 269. 270. > ae Embr. Strand. C. 7-punctata L. C. 5-punctata L. Paa or 24/5 96. Saperda scalaris L. Unicum ?3/6 96. B. P Ses . €3 €3 3 ARE bs à De paa andre lokaliteter samlede arter. Procrustes Bon. coriaceus L. — Fornebo ved Kristianiafjorden 15/7 96. Carabus L. . nemoralis Müll. Linnæs i Lier 12/9 96. . violaceus L. Lillehammer. . hortensis L. Ved Stensfjorden (Ringerike) ?/9 98; Fornebo. . cancellatus Ill. V. Aker 27/5 97. catenulatus Scop. (S.) Tananger pr. Stavanger. . nitens L. Askeroen (Hvalgerne) 16/5 97. Nebria Latr. cursor Mill. (S.). Tananger. Cymindis Latr. . vaporariorum L. (S) Fokstuen paa Dovre. Lebia Latr. . eruc minor L. Lier ??/ 96 paa akertidsler. Pterostichus Bon. . niger Schall. (S.). Tananger. . vulgaris L. Lier. Amara Bon. . aulica Panz. Lier. . torrida Ill. Fokstuen. Harpalus Latr. H. latus L. — Lillehammer. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25. 26. 27. 28. 29. 30. dl. Fortegnelse over coleoptera. Bradycellus Er. B. collaris Pk. (S.. Lillehammer. Calathus Bon. C. melanocephalus L. (8.). Tananger. Cymatopterus Lacord. C. striatus L. Juern (Ringerike). Rantus Lacord. . exoletus Worst. Juern 1/9. . bistriatus Bergstr. Juern. D SU Iiybius Er. I. fuliginosus Fabr. Juern. Necrophorus Fabr. N. vespillo L. Silpha L. S. thoracica L. Lillehammer. S. rugosa L. Lillehammer. S. lapponica Hbst. Fokstuen. Hister L. H. unicolor L. V. Aker. Cetonia Fabr. C. aurata, L. Sandviken. C. floricola Hbst. Sandviken 15/7 96. Trichius Fabr. T. fasciatus L. Sandviken. Anomala Sam. A. aenea D. G. Lillehammer. Serica Mac Leay. S. brunnea L. Sandviken og Ringerike. 321 328 . 32. 39 94. 3D. 36. DU. 38. 39. 40. 41. 42. 43. 44. 45. 46. Embr. Strand. Aphodius Ill. . rufipes L. Lillehammer. Sinodendrum Helw. . cylindricum L. Lillehammer. Buprestis L. . rustica L. Lier. Corymbites Latr. . aeneus L. Lillehammer. Elater L. . pomonae Steph. Lillehammer. Cantharis L. . livida, L. Kirkeøen (Hvaløerne). Tenebrio L. . molitor L. Lier. Rhinoncus Schønh. Rh. pericarpius L. (S. Tananger. Magdalinus Germ. M. violaceus L. Ringerike. A. SS esp ies] A. Apoderus Ol. coryli L. Laer (paa or og hassel). Tomicus Latr. . typographus L. Ringerike. . laricis Fabr. Ringerike. . calcographus L. Raade. Aromia Serk. moschata L. Lier. Spondylis Fabr. S. puprestoides L. Lier. 47. 48. 49. 50. 51. 52. 53. 54. DD. 56. 57. 61. Fortegnelse over coleoptera. 329 Criocephalus Muls. C. rusticus L. Lillehammer. Necydalis L. N. major L. Ringerike. Rhagium Fabr. Rh. mordax. D. G. Lillehammer. Pachyta Steph. P.ilamed L. Kristiania og Lillehammer. P. interrogationis L. Lillehammer. Leptura L. . rubra L. Lier 9/: 96; Fornebo 5/ og 29/8 96; Roken. . quadrifssciata L. Lillehammer og Lier. . maculicornis D. G. Kirkeøen (Hvaloerne); Lier. . melanura L. Lier. ex [est fest is Oxymirus Muls. O. cursor L. Lillehammer. Acanthocinus Steph. A. aedilis L. Aremark. Liopus Serv. L. nebulosus L. Raade 18/3 96. Monochammus Latr. M. sutor L. Lier 29/7 96. Saperda Fabr. 8. populnea L. Lillehammer. S. carcharias L. Gudbrandsdalen. Lema Lacord. L. lichenis (Voet) Weise. Lier 15/7 paa peberrod. Adimonia Laich. A. tanaceti L. Lier. 330 - Embr. Strand: Fortegnelse over coleptera. Longitarsus Latr. 64. L. luridus Scop. Lier. — Hidtil kun angivet fra Kri- stiania. Phyllotreta Faudr. 65. Ph. nemorum L. Lier. Chrysomela L. 66. Ch. graminis L. Lillehammer. Melasoma Steph. 67. M. cupreum F. Lillehammer. 68. M. alpina Zett. Fokstuen. Cryptocephalus Geoffr. 69. C. bipunctatus L. Lillehammer. Cassida L. 70. C. nebulosa L. Lier. Paa meldestok. Chilocorus Leach. 71. Ch. renipustulatus Scriba. Lillehammer. Subcoccinella Huber. 72. S. 24-punctata L. Lier. Coccinella I. 73. C. hieroglyphica L. Lier. Aneroidmaaling. Af. P. A. Oyen. For naturforskere er det ofte af meget stor betydning at vide den høide, hvori man befinder sig over havfladen. Lande med et udstrakt jernbanenet, nøiagtig nivellerede veianleg og topografiske nivellementsnet frembyder i saa henseende mange fortrin. Men i et udstrakt land som vort, med forholdsvis faa, sikre udgangspunkter- faar man altid at kjempe med en hel del ulemper, naar der bliver sporgsmaal om at bestemme sit steds hgide, et forhold som vistnok endnu i en saa rum- melig tid vil komme til at vente paa en tilfredsstillende for- bedring, at det ikke vil vere afveien, ialfald forelobig, at gjore et forsog paa delvis at omgaa vanskeligheden. Kviksølvbarometret har jo fra gammelt af været det uni- versalinstrument, man her har søgt sin tilflugt til. Og i en hver henseende behandlet med omhu og forsigtighed byder det vistnok ogsaa næst nivellement paa den største grad af nøi- agtighed. Men paa den anden side frembyder igjen kviksølv- barometret saa mange transportulemper, at det med god føie kan betragtes som et meget upraktisk instrument for den natur- forsker, hvem det er om at gjøre i kortest mulige tid at gjennemforske et saa stort areal som mulig. Kviksølvbaro- metret; helt overlegent 1 praktisk henseende er imidlertid hypso- metret, om end ikke i besiddelse af den grad af neiagtighed. 332 - P. A. Oyen. Den sikkerhed, som hypsometret frembyder, gjer det ihoi grad skikket saavel til maaleapparat som til kontrolinstrument; dets enkle sammensætning og den lethed, hvormed det uforstyrret kan transporteres, bidrager i hoi grad til at foroge dets værd for den reisende naturforsker. Imidlertid kommer sely med hypsometret høidemaalingen til at sluge forholdsvis meget af tid for den, hvem andre ting og andre fænomener egentlig er gjenstand for undersogelse. Her indtager aneroidbarometret sin rette plads. Og med et godt aneroidbarometer kan man vist- nok klare sig meget langt. Men her kommer igjen den store ulempe til, at de allerfleste maa lade sig noie med mindre gode, ja endog tildels slette instrumenter. Jeg har saaledes selv i flere aar arbeidet med aneroidbarometre erholdt tillaans dels af Det meteorologiske institut og dels af Den geologiske nndersogelse — ingen af disse instrumenter har gjort fuldt til- fredstillende tjeneste, ja de er endog 1 sikkerhed overtruffet af et mindre lommeaneroid, som jeg selv har anskaffet. Det er med dette sidstnævnte instrument, jeg 1 de sidste aar har udfort en hel rekke maalinger, der viser, at man kan naa til temmelig gode resultater selv med et instrument, der ikke netop kan betegnes at vsere af forste sort. Men det gjelder her i særlig grad, at man ikke gaar tret ved at foretage maalinger gjentagne gange og ved at indfore 1 observations- rekken et rigeligt antal kontrolmaalinger. For beregningen af det store antal maalinger, man paa den maade meget hur- tig erholder, er det nødvendig med tabeller at indrette sig paa en saavidt praktisk maade som mulig, for at de mange beregninger ikke skal sluge alt for megen tid. Er man saa heldig at være 1 besiddelse af et virkelig godt aneroidbarometer, vil man kunne udføre maalinger med dette instrument forholdsvis meget nøiagtig, temmelig sikkert og, hvad der spiller en betydelig rolle, meget hurtig. Det bliver i dette tilfælde ogsaa af betydning at tage hensyn til enkelte, mindre fremtrædende faktorer, saasom tyngdens til- vekst med bredden og aftagen med høiden for eksempel. Men 1 foreliggende tilfælde, da kun spørgsmaalet om nyttig- gjørelsen af maalinger udført med de her i landet almindelig brugte aneroider foreligger, kan flere saadanne, smaa bifaktorer sættes fuldstændig ud af betragtning — dette saa meget mere som aneroidbarometret, ifølge det foregaaende, først finder sin Aneroidmaaling. 333 rette anvendelse til maaling af forholdsvis smaa hoidedifferent- ser, maalt inden forholdsvis korte tidsrum. Det vil være nød- vendig at have sit instrument forsynet med en vakuometer- korrektion, men paa en lengere reise blindt at stole paa denne fører ofte til megen usikkerhed — det er absolut nødvendig stadig at have sit blik henvendt paa variationen 1 et aneroid- barometers korrektion, og man kan virkelig ved indforelse af en rekke kontrolpunkter skaffe sig en baade bedre og mere paaudelig oversigt over sit instruments korrektion, end man egentlig nogenside faar det ved en nu og da foretaget prov- ning 1 vakuometer. En faktor, som desværre oftere forsommes, er tempera- turens indflydelse. Ved de almindelig brugte aneroidbarome- tre er instrumentet selv kompenseret for variationer 1 tempera- turen; men lufttemperaturens véksling og dens forandring med hoiden over en ikke ganske ubetydelig indflydelse ved beregning af et steds høide. Det er derfor nødvendig at tage hensyn dertil, naar man skal kunne vente sig nogenlunde gode resultater af en høidemaaling. I nærværende tilfælde er det aneroidbarometrets anven- delse og brugbarhed i en mere speciel retning, jeg har villet henlede opmærksomheden paa, nemlig til bestemmelse af strand- linjer, terrasser og lignende samt nærbeslegtede fænomener. I vort udstrakte land maa det her blive de manges sammen- lagte arbeide, som endelig kan føre frem til maalet. Kunde her noget gjøres for, at de maalinger, som aarligaars bliver udført, ogsaa kunde blive tilgodegjort paa en for det endelige maal mere tilfredsstillende maade, end hidtil ofte har været til- ' fælde, vilde jeg ikke betragte nærværende lille opsats som ganske forfeilet. I den hensigt at lette beregningsarbeidet og paa den maade kanske bidrage til, at antallet af nogenlunde brugbare høidebestemmelser kunde forfleres, har jeg beregnet følgende tabeller, hvor man for en stor del direkte, eller ial- fald med kun et tillæg af en ganske enkel interpolation, vil kunne udtage den til en bestemt maaling svarende høide, for saa vidt det gjælder de i vort land almindelig optrædende, marine fænomener. Tabellerne er ikke gjengivet fuldstændig i | den form, som beregningen af de enkelte høidetal fører til, idet rækken M er korrigeret for de mere tilfældige uoverens- stemmelser lige over for den jevne tiltagen. | 394. P. A. Oyen. B betegner barometertrykket i millimeter. HT 10—20—30—40 betegner den til B og T svarende høide over havet i meter, hvor T er lig summen af iagttaget lufttemperatur paa de to observationssteder, og den ved- føiede index angiver denne sums størrelse i grader. D er høideværdien i meter af hver enkelt tiendedels milli- meter under de forskjellige barometertryk. er middelværdien i meter af hver millimeter lufttryks- forskjel beregnet af de respektive barometertryk sam- menlignet med normaltrykket 760 mm. B |HT,,| D |“ ar; np) war, |D| Han 2% 770 | 106,2 10,6 | 108,3 10,8 | 110,4 11,0 | 112,4 11,3 1,05 1,07 1,10 15 169 95,7 10,6| 97,6 10,8} 99,4 Lili |) OWLS 1153 1,06 1,09 1,10 1,12 768 85,1 10,6} 86,7 10,8} 88,4 NLA gu 11,3 1,06 1,08 1,10 1,13 767 | 745 106| 759 109| 77,4 11,1| 788 11,3 1,06 1,08 1,10 1,12 766 | 63.9 10,6| 65,1 10,9] 66,4 11,1| 67,6 11,3 1,07 1,08 1,11 1712 165 53,2 10,7} 54,3 10,9} 55,3 11,1] 56,4 ib 1,06 1,08 1,10 1,13 764 42,6 10,7] 43,5 10,9] 44,3 11,1] 45,1 1163 1,06 1,08 1,10 1,12 763 32,0 10,74 32,7 10,9] 33,3 11,1} 33,9 11,3 1,07 1,10 1,11 1,13 762 | 21,3 105] 02157 10,9] 222 11,1] 226 11,3 1,06 1,08 JAI il, TES) 761 10,7 10772] 109) 10,9} 11,1 Ee HESS 11,3 760 759 | 10,7 10,7 | 10,9 10,9} 11,1 lets 11,3 1,07 1,09 | 1,12 1,14 758 21,4 10,7! 21,8 10,9} 22,3 AGL 22,1 11,4 1,07 1,10 1,11 | 1,13 757 32,1 10,7] 32,8 10,9 | 33,4 11,1} 34,0 11,4 1,07 1,09 1,11 1,14 - 756 | 42,8 10,7| 43,7 10,9| 44,5 111] 454 11,4 1,09 | 1,10 1,13 1,14 755 53,7 10,7| 54,7 10,9 | 55,8 11,2 | 56,8 11,4 ~ d e Aneroidmaaling. 335 M zs, iD) || aie ete 1,07 109| 66,9 11,0] 78,1 11,0] 89,4 110 | 100,6 110 | 111,8 11,0} 123,2 1,11 1,12 11,2 11,2 11,2 Aarsberetning for „Det biologiske selskab i Kristiania". 1898—1900. Ved G. A. Guldberg og Jens Holmboe. Med nærværende treaarsberetning er det bestyrelsens hensigt at indlede en regelmæssig rekke af aarsberetninger om selskabets virksomhed i ,Nyt Magazin for Naturviden- skaberne*. Siden 1895 har selskabet staaet i forbindelse med „Biologisches Centralblatt^ i Leipzig; ifolge de 1 mode 21de marts 1895 vedtagne regler kan de 1 det biologiske selskab afholdte foredrag optages 1 nævnte tidsskrift, naar manu- skriptet senest inden 8 dage oversendes sekretæren. Hvis for- fatteren renoncerer paa honoraret, besørges foredraget oversat til tysk af selskabet!. Denne adgang til at faa sine arbeider trykt har lige til det sidste fra tid til anden været benyttet; ligeledes har de afholdte foredrag jevnlig været refereret i flere Kristianiablade samt for de botaniske fore- drags vedkommende tillige i „Botaniska notiser" i Lund. Men det har dog vist sig ønskeligt ved siden heraf at udgive regelmæssige, ordnede aarsberetninger. 1898. Medlemmernes antal var ved aarets begyndelse 45. Den 18de juli afgik selskabets medlem professor Axel Blytt ved døden; i°mode den 20de oktober mindede formanden om det tab, som 1) Et aftryk af disse bestemmelser er i sin tid uddelt til selskabets medlemmer og vil kunne erholdes ved henvendelse til sekretæren. Det biologiske selskab. 1898. Bol selskabet havde lidt ved hans pludselige bortgang. Som nyt medlem optoges den 14de april stud. med. G. A. Haus. Bestyrelsen bestod af professor G, A. Guldberg, formand, dr. Johan Hjort, viceformand og stipendiat Hartvig Huit- feldt-Kaas, sekretær. Der afholdtes 5 møder med ialt 9 foredrag; i møderne deltog fra 8 til 18, gjennemsnitlig 11 medlemmer samt fra 1 til 7 gjæster. Møde torsdag den 3die februar. Professor. Axel Johannessen gav en udsigt over en række undersøgelser over mængden og beskaffenheden af den næring, som 4 sunde brystborn i 3—4 maaneders al- deren havde optaget fra sine ligeledes sunde mødre. Undersøgelserne var foretagne paa Rigshospitalets afdeling for barnesygdomme, tildels i forening med hans assistent dr. Wang. Den optagne melkemængde varierede fra 53 til 233 cm pr. maaltid og fra 896 til 1100 pr. døgn. Bestemmelserne var udførte med omhyggelige veininger med noie hensyn til Perspiratio insensibilis. Kalorimængden af den optagne næ- ring varierede fra 512 til 704 pr. døgn. Saaveli denne under- søgelsesrække som 1 en tidligere, som han ogsaa har foretaget paa den nævnte afdeling, viste der sig en lav æggehvidegehalt | i de undersogte kvinders melk — omkring 1%. Sukkeret forekom 1 6,3 resp. 4,6 Yo, fedtet 1 3,7 resp. 3,2 %. Han viste, hvilke forhold der er medvirkende til at forandre eller paa- virke melkens kemiske sammensætning og redegjorde specielt for betydningen af moderens ernæring. (Cfr. Studien über die Secretionsphysiologie der Frauenmilch. Jahrbuch f. Kinderheilkunde. B. 39. 1895. P. 383. — Studier over Kvindemelkens Sekretionsfysiologi. Norsk Mag. f. Lægevidensk. 4 Rekke. 10 Bind. 1895. P. 1. — Studien über die Ernährungsphysiologie des Säuglings. Hoppe- Seylers Zeitschrift f. physiologische Chemie. B. XXIV. 1898. — Studier over Spedbarnets Ernæringsfysiologi, Norsk Mag. f. Lægevidensk. 4 Række. 13 Bind. 1898. P. 457). Prof. N. Wille beskrev og foreviste afbildninger af nogle planktonalger fra norske indsjoer. En ny art, Nyt Mag. f£ Natury. XXXVII, IV. 99 338 ^ G. A. Guldberg og Jens Holmboe. Staurogenia irregularis, syntes at være almindelig i de fleste indsjoer paa Ostlandet. Afbildninger forevistes af Elakato- thria gelatinosa, der repræsenterer en ny slegt blandt gron- algerne. Den var sidste sommer fundet 1 nogle indsjoer i Søndfjord af ferskvandsbiolog H. Hwitfeldt-Kaas. (Udforligere referat er trykt 1 ,Biologisches Centralblatt“. B. 18. No. 8. Leipzig 1898). Mode torsdag den 10de marts. Konservator Sig Thor holdt et foredrag ledsaget af lys- billeder over Hydrachniderne. Han gav forst en oversigt over disse dyrs plads i dyreriget og omtalte de beromteste zoologer i hydrachnideforskningens historie, beskrev ganske kort hydrachnidernes levesæt, deres ydre og indre bygning, enkelte arters kopulation og ungernes eiendommelige udvik- ling. Fremdeles nævnte han deres geografiske udbredelse i og udenfor Norge og omtalte en del almindelige slegter og arter. I Norge, hvor disse dyr ikke tidligere var undersogte, havde foredragsholderen alene 1 to somre (1896 og 1897) fundet over 80 arter, hvoraf ca. 17 nye arter og 2 nye sleg- ter. Hydrachniderne fandtes udbredte over hele Norge lige til den nordligste del af Finmarken. Tilsidst gav foredrags- holderen meddelelse om en af ham netop opstillet ny art og slegt, Huitfeldtia rectipes, funden sommeren 1897 1 Sondfjord, Norge. Fiskeristipendiat H. Huitfeldt-Kaas fremlagde en fore- lobig oversigt over resultaterne af sine undersogelser over plankton i norske indsjoer. Efter sommeren 1895 at have foretaget en reise til Kiel, hvorfra han under dr. Apsteins ledelse havde besogt en del schleswig-holstenske indsjøer og sat sig ind 1 hans methode for kvantitativ bestemmelse af ferskvandsplankton, havde han senere fortsat disse under- søgelser i norske indsjger, hvor et antal af over 50 større og mindre vande var blevne underkastede saadanne undersogelser under reiser de 3 sidste somre 1 Gudbrandsdalen og paa Vest- landet fra Sireaaens vasdrag nord til Sondfjord. Foredrags- holderen foreviste først de til planktonundersøgelserne an- vendte apparater og forklarede deres brug; han gik derefter over til at omtale planktonets forekomst i de norske sjoer. Det biologiske selskab. 1898. 339 Den af Apstein paaviste jevne fordeling af planktonet i tyske sjoer havde han gjenfundet i de norske sjoer med jevne dybdeforhold og ringe vandtilforsel, medens derimod vande med ujevne dybdeforhold og sterre tilflydende elve havde et mere ujevnt fordelt plankton. Ved 3 hele aaret igjennem undersogte vande i Kristianias nerhed havde han fundet, at planktonet viste en aarlig periodicitet med et mmimum i den koldeste tid om vinteren og et maximum om sommeren. Aar- sagen til, at nogle vande var saa rige paa plankton og andre saa fattige, troede han efter sine undersogelser hovedsagelig var deres forskjellige temperatur. De grunde, varme vande havde nemlig vist sig at indeholde langt mere plankton end de dybe, der langsommere opvarmedes og derfor holdt en lavere temperatur. Dette gjaldt dog blot sommermaanederne. Hvor storre elve flyder ud i et vand og vandskiftet sker hurtigt, faar dog dybdeforholdene ikke længere denne betydning. Disse vande er gjerne altid planktonfattige uden hensyn til dybden, idet den gjennemstrømmende vandmasse enten for- nyer vandet saa hurtig, at plankton ikke faar tid til at danne sig, eller den frembringer ialfald temperaturforandringer, der hindrer planktonets vækst. Eksempler paa saadanne plankton- fattige vande er der fuldt op af i vore trange dalfører, hvor et større vasdrag lober igjennem. Som en modsætning til disse fattige vande kan nævnes de paa selve fjeldplateauerne liggende vande med ringe vandtilførsel, der trods sin høide over havet gjerne altid er rige paa plankton, og naar de er grunde endog meget rige. Tilslut omtaltes den rolle, plank- tonet spiller for vore ferskvandsfiskerier. Den overveiende del af dette bestaar nemlig af crustacéer, som udgjør den hoved- sagelige næring for næsten alle ferskvandsfiske 1 en yngre alder og ogsaa er en meget væsentlig del af næringen for de voksne fiske, især blandt laksefiskenes gruppe. Maven af ørret, roie og sik finder man saaledes ofte fuldstoppet af disse smaa krebsdyr. Foruden den direkte nytte, som man kan drage af kjendskabet til planktonets mængde og sammensæt- ning som fiskenæring, vil planktonet desuden være en rette- snor for et vands produktionsevne idetheletaget, idet rigdom paa plankton vil vise sig ensbetydende med rigdom ogsaa paa andre næringsemner for fiskene. Foredragsholderen havde ved sine undersøgelser af fiskevande fundet, at de planktonrige 340 - G. A. Guldberg og Jens Holmboe. orretvande næsten uden undtagelse ogsaa var fiskerige. (Cfr. Plankton in norwegischen Binnenseen. Biologisches Centralblatt. Band XVIII. Leipzig 1898. P. 625—626). Mede torsdag den 14de april. Dr. med. H. Chr. Geelmuyden holdt foredrag over lysets virkning paa dyr og mennesker. Foredragets gjenstand var nermest de lysvirkninger, som foregik uafhæn- gigt af de specifike lysperciperende organer, oinene, altsaa uafhængigt af de psykiske processer hos dyrene. Af saa- danne lysvirkninger omfaltes de heliotropiske bevægelser hos de lavere dyr, bevægelser, som er af ganske lignende art som de heliotropiske bevægelser hos planterne, lysets indflydelse paa dyrenes udvikling, paa dannelsen af farvestoffene i dy- renes hud og paa disse farvestoffes betydning som beskyt- telse mod lysets skadelige virkning paa huden og dens or- ganer. Videre omtaltes lysets anvendelse i medicinske giemed, f. eks. behandlingen af kopper med rødt lys og hudtuberkulose med blaat lys. Sluttelig omtaltes lysets virkning paa dyrenes stofveksel, hvordan det befordrer forbrændingsprocesserne i det dyriske legeme. Foredragsholderen fremholdt, at alt, hvad der foreligger af undersøgelser over lysets virkning paa dyr og mennesker, peger i den retning, at det væsentlig er de blaa, violette og ultraviolette lysstraaler, som er de biologisk - virksomme inden dyreverdenen Han sluttede med at paa- pege, hvorledes spørgsmaalet om lysets biologiske virkninger endnu langtfra er udredet, men at det fremdeles udgjør et taknemmeligt felt for biologisk forskning. (Cfr. Om lysets virkning paa dyr og mennesker. Naturen. 22de aar- gang. Bergen 1898. P. 164—178). Cand. H. Kiær holdt et foredrag om de fytofage hy- menopteras og deres næringsplanters geografiske udbredelse. Efter at have nævnt de geografiske regioner, der svarer til insekternes og specielt bladhvepsenes forekomst, omtalte han mere udførlig den holarktiske region, der paa grund af forskjellige planters vide udbredelse havde en for- holdsvis ensartet bladhvepsefauna, dog med visse modifikatio- ner; saaledes var der især en slegt, der hurtig aftog 1 arts- antal mod nord, medens en anden slegt endnu 1 den arktiske Det biologiske selskab. 1898. 941 subregion havde et forholdsvis stort antal arter, hvilket i for- bindelse med ligheden mellem bladhvepsefaunaerne i de for- skjellige dele af den arktiske subregion talte for opretholdelse af den arktisk-cirkumpolare subregion. Til denne syntes ogsaa Dovre og de nordligste dele af Sverige at hore. Forskjellige fra den arktiske var de alpine regioner, hvoraf ialfald de schweiziske alper i bladhvepsefaunaens sammensætning lignede lavlandene. Tilslut betonedes, hvorledes de meddelte kjends- gjerninger støttede de i foredraget opstilede geografiske regioner. Møde fredag den 20de mai. Dr. Joham Hjort holdt et foredrag om celledelingens mekanik med demonstration af præparater over forskjellige typers celledeling. I tilslutning hertil gav professor C. A. Bjerknes en kortfattet fremstilling af de hydrodynamiske analogier til celledelingsproces- serne. Hvad der under disse foregaar af fysisk-mekaniske processer, var efter den nævnte redegjorelse sogt forklaret paa forskjellig vis, deriblandt ved at tænke sig magnetiske kræfter i virksomhed. Ligheden mellem de magnetiske spektra og de billeder, der fremkommer under celledelingerne, syntes jo ogsaa at antyde aktioner af en saadan art. Men noget holdbart lod sig ikke saaledes gjennemfore, og det allerede af den grund, at magnetiske krefter vilde virke samlende, hvor de biologiske processer krævede en fraskillen, og om- vendt bevirke en fraskillelse, hvor der trængtes en forening. Da der imidlertid, efter hvad der nu er kjendt, eksisterer hydrodynamiske kraftaktioner af magnetiskhgnende art, og som just har den forlangte omvendte karakter, medens spekt- renes lighed er bevaret, saa laa det ner at prove denne nye forestilling: om man ikke ved at legge det hydrodynamiske til grund kunde trænge bedre ind 1 fænomenernes forstaaelse, forsaavidt der da handles om det mekaniske derved. Det gjaldt jo desforuden her bevægelser inden et medium, bevæ- gelser af en mangfoldighed af livbegavede smaalegemer, fore- gaaende under forskjellige ordningsforhold 1 plasmaet; og hertil svarende hydrodynamiske aktioner maatte blive en nod- vendig folge deraf. Efter opfordring af professor Hjalmar 342 - G. A. Guldberg og Jens Holmboe. Heiberg gjordes der i begyndelsen af ottiaarene nogle forste forsog i den retning fra foredragsholderens side. Senere er efter initiativ fra konservator dr. J. Hjort, og efter lengere tids konferance med ham som den biologisk kyndige disse forsog blevet gjenoptagne og nu fort ulige videre. Hvordan udgangsforestillingerne efterhaanden har maattet nærmere velges for at bringe de storst mulige overensstemmelser tilveie, og hvad tillige undersøgelserne overhovedet har bragt frem, alt det kan ikke vel gjengives med nogle faa ord. Men under- sogelsernes resultat, paa dette grundlag, har veret en omfat- tende række af analogier, her under den direkte ligheds form og gjengivende gangen 1 celledelingsprocesserne. Som ana- logier er de imidlertid alene ment at skulde opfattes. Om man derigjennem kunde komme over til en nermere forstaaelse af, hvad fysisk-mekanisk gaar for sig, — hvad udnyttes som mid- lerne under disse meget sammensatte livsprocesser, — det faar den fremtidige forskning afgjore. Analogierne selv vil i ethvertfald blive staaende. — Foredraget oplystes ved fore- visning af de magnetisklignende hydrodynamiske spektra og af en rekke modeller betegnende processernes forlob som ogsaa ordningerne for saavel de topolige som de flerpolige fald. Modellerne vil kunne sees og studeres 1 samlingen for de hydrodynamiske undersogelser, hvor veiledning tillige vil kunne gives for dem, der maatte interessere sig for dette emne. Mode torsdag den 20de oktober. Stipendiat H. Huitfeldt-Kaas holdt foredrag over resul- taterne af en i Tyskland 1898 foretagen stipendie- reise for at studere tysk fiskekultur og tyske fersk- vandsfiskerier. Foredragsholderen havde opholdt sig i Tysk- land i henimod 3 maaneder og besogt mange af de betydeligste anleg for karpe- og orretopdræt saavel i Nord- som Syd- Tyskland. Han havde fundet, at karpekulturen, der trængte en lang sommer med en serdeles hoi temperatur i vandet mindre vel egnede sig for vore forholde, selv om der intet egentlig var ivelen for at drive saadan fiskekultur i landets sydligste flade egne. Derimod troede han, at vort land havde alle betingelser for, at ørretopdræt i damme vilde kunne lyk- kes. Thi erreten trenger ikke noget varmt klima, den taaler Det biologiske selskab. 1899. 343 til og med ikke engang vand af en hoi temperatur, men vil gjerne have rigelig tilførsel af friskt vand. Ørreten er ogsaa at foretrekke af den grund, at den er en langt mere vel- smagende og verdifuld fisk end karpen. Hvis ikke klima- tiske forholde i Tyskland paa de fleste steder havde lagt hindringer iveien for opdret af orret, vilde grretkulturen ogsaa der have veret den almindeligste; men Tysklands slet- ter med sit stillestaaende, grumsede vand kan kun tilfredsstille karpens fordringer, medens orreten næsten blot kan opdrettes ifjeldegnene eller de kuperede egne. Foredragsholderen troede, at orretopdræt 1 damme saavel med som uden kunstig nering paa mange steder i vort land maatte kunne blive et lonnende bierhverv for landmanden. — Foredraget illustrere- des med talrige fotografier. 1899. Medlemmernes antal var ved aarets begyndelse 45. Som nye medlemmer optoges den 16de marts cand. philos. Hans Kier og stud. philos. Jens Holmboe samt den 30te november cand. philos. Embrik Strand. Bestyrelsen bestod af professor G. A. Guldberg, formayd, dr. Johan Hjort, viceformand, og stipendiat JH. Hwitfeldt- Kaas, sekreteer. Der afholdtes 4 moder med ialt 10 foredrag og mindre meddelelser; i moderne deltog fra 9 til 10 medlemmer og fra 1 til ca. 15 gjæster. Mode torsdag den 26de januar. Professor dr. N. Wille meddelte hovedindholdet af en af- handling: ,Über die Wanderung der anorganischen Nährstoffe bei den Laminariaceen“, som er trykt 1 „Bo- tanische Untersuchungen S. Schwendener zum 10 Februar 1899 dargebracht*. Berlin 1899. Side 321—340. — Derefter forevistes to afhandlinger af de japanesiske botanikere Saku- gora Hirase og Seiitiro Ikeno. Disse sidste arbeider er af 944 . G. A. Guldberg og Jens Holmboe. stor interesse derved, at der paavises forekomst af sædlege- mer hos fanerogame planter, nemlig hos Cycas revoluta og Ginkgo biloba, hvorved en ny bro bygges over det svelg, som man tidligere troede skilte kryptogamerne fra fanerogamerne. Fiskeristipendiat H. Hwitfeldt-Kaas bragte en kort med- delelse fra sine planktonundersøgelser ,i Mjøsen, hvor han i begyndelsen af januar gjorde et uventet rigt fund af plankton, særlig af algeformer, medens andre norske sjøer paa denne aarstid pleier at være yderst fattige paa alger. Han antog, at denne Mjøsens rigdom paa vinterplankton havde sin grund 1 vandets høie temperatur. Ved ovennævnte leilighed havde han saaledes fundet en temperatur af 3,5 C. i over- fladen. Professor dr. N. Wille fremkastede 1 anledning af de meddelte interessante biologiske forhold i Mjosen tanken om at soge iverksat en indgaaende undersogelse af denne Norges storste indsjo i biologisk og hydrografisk henseende. Han henpegede paa, at en saadan undersogelse, der 1 flere aar var foretaget 1 Bodensjoen, havde givet meget interessante viden- skabelige og praktiske resultater. Til foredraget knyttedes endvidere bemerkninger af dr. J. Hjort og frk. S. Moller. Professor dr. G. Guldberg holdt foredrag om cirkuler- bevegelse hos lavere dyr, hvorved han meddelte resul- tatet af professor A. Binets eksperimentelle undersogelser over insekternes manegebevegelser samt Davenports eksperi- menter med amober. Disse undersogelser viser, at cirkuler- bevægelsen er meget udbredt hos de lavere dyr, og peger 1 retning af, at den maaske kan betegnes som en dyrisk grund- bevægelse. Mode torsdag den 16de marts. Dr. Johan Hjort holdt foredrag om resultaterne af de senere aars fiskeriundersogelser. Under foredraget frem- vistes eksemplarer af forskjellige krebsdyr og fiskearter. Til foredraget knyttedes bemerkninger af professor R. Collett, cand. Knut Dahl og cand. H. H. Gran. Professor R. Collett omtalte og fremviste et eksempel paa symbiose mellem 2 dyreformer, nemlig mellem en eremit- krebs (Pagurus prideauxi) og en actinie (Adamsia palliata); Det biologiske selskab. 1899. 345 den sidste levede paa det sneglehus, krebsen havde valgt til bolig. Exemplaret var samme dag indlobet til det zoologiske museum fra Aure. Mode torsdag den 19de oktober. Cand. H. Kiær holdt foredrag om det laveste dyreliv 1 recente og posttertiære afleiringer i norske fjorde og havdyb. Efter at have omtalt de forskjellige lersorter, som findes paa havbunden langs vore kyster og i Nordhavet, samt disse lersorters forskjellige farve, hvilket illustreredes ved fremvisning af bundprøver, gik foredragsholderen over til at skildre foraminiferfaunaen paa de nævnte omraader. Af speciel interesse var de af dr. J. Hjort opdagede døde fjorde, nemlig Frierfjorden og Drammensfjorden, hvis foraminiferer paa ganske enkelte undtagelser nær var døde og tilhørte en særegen art Spiroplecta biformis, der ikke findes noget andet sted ved vore kyster, men derimod ved Spitsbergen og Franz Josefs land samt i de posttertiære afleiringer ved Akerselven ved Kristiania. Der fremvistes mikrofotografier af omtalte art og andre arter. — Til foredraget knyttedes bemerkninger af professor G. A. Guldberg. — (Cfr. Synopsis of the nor- wegian marine Thallamophora. Report on norwegian fishery- and marine-investigations. Vol. I. No. Y. Kristiania 1900. P. 52—56). Cand. real H. H. Gran holdt foredrag over nyere undersogelser over encellede algers cellebygning. Særlig omtaltes Schütts hypothese, at disse alger skulde have et lag af protoplasma udenfor celleveggen. Vistnok kan det ved Otto Müllers og Schiitts undersogelser ansees som bevist, at cellevæggen hos peridinéer og diatoméer har porer, gjen- nem hvilke cellens protoplasma kan staa i forbindelse med det ydre medium. Men betydningen af disse porer er endnu ikke fuldt opklaret; og det er usandsynligt, at protoplasmaet gjennem dem skal trænge sig ud paa celleveggens yderside. Preparater fremvistes. Mode torsdag den 30te november. Professor N. Wille gav nogle forelobige meddelelser om sine undersggelser angaaende cellekjærnernes forhold hos 346 . G. A. Guldberg og Jens Holmboe. slegten Acrosiphonia (J. Ag.) Kjellm. Det viste sig, at man i denne slegt havde to helt forskjellige typer, nemlig arter med kun en eneste cellekjærne i hver celle, f. eks. A. bombycina Kjellm., og arter med mange cellekjarner i hver celle, f. eks. A. hamulosa Kjellm. Hos disse sidste viste det sig, at hovedmassen af cellekjærnerne deltager i celle- delingen, idet de vandrer ned til midten af cellen, hvor den nye tverveg skal dannes. Hos de enkjærnede arters celler er der ogsaa en bestemt forbindelse mellem cellekjærnen og celledelingen. Foredragsholderen foreslog paa grund af celle- kjernernes forhold at dele slegten Acrosiphonia (J. Ag.) Kjellm. 1 to, nemlig i de flerkjærnede, hvorfor kan bibeholdes navnet Acrosiphonia, og de enkjernede, for hvilke han foreslog at optage det ældre af Kützing givne navn: Spongo- morpha. Tilsidst meddelte foredragsholderen sine anskuelser om Cladophoreernes afstamning. (Referat er trykt i „Bota- niska notiser for àr 1899*. Lund 1899. S. 281.) Professor G. A. Guldberg omtalte i. korte trek nogle fremtredende variationer, som han havde fundet ved under- sogelsen af en rekke laarben og skinneben fra norske gravfund fra middelalderen. Fundene hidrorer fra tiden mellem det 12te og 15de aarhundrede. Hos flere af laarbenene kunde der paavises en mere eller mindre udpræget „platymeri“, der ifolge Manouvrier er meget hyppig hos præhistoriske folk; af nulevende folkeslag er den hyppig hos beboerne af Ildlandet. Desuden forekommer ikke sjelden en trochanter tertius foruden enkelte mindre fremtrædende eiendommelig- heder. Paa flere af skinnebenene kunde en platycnemi paa- vises, der ligeledes er forholdsvis hyppig paa præhistoriske tibia'er; af og til kunde ogsaa sees en ,retroversion* af skinne- benets overste ende. Som forklaring af platymerien og platy- cnemien antoges en speciel sterk udvikling af m. qvadriceps femoris resp. m. tibialis posticus. For de norske laarbens- knoklers vedkommende viser fundene fra Trondhjem, at platymerien her optræder i 55% af tilfældene (87 knokler). — Til foredraget knyttedes bemerkninger af brigadelege C. Arbo. Det biologiske selskab. 1900. 941 1900. Medlemmernes antal var ved aarets begyndelse 48. I aarets lob har 2 medlemmer udmeldt sig af selskabet, medens følgende 2 nye indvalgtes: stud. med. Idar Handagard den de mai og cand. philos. frk. Emily Arnesen den 24de september. Bestyrelsen bestod af professor G. A. Guldberg, formand, dr. Johan Hjort, viceformand, og stud. real Jens Holmboe, sekretær. Der afholdtes 5 moder med ialt 14 foredrag; 1 moderne deltog fra 9 til 12, gjennemsnitlig 10, medlemmer samt fra 2 til 3 gjæster. Modet den Iste juni holdtes paa den biologiske station 1 Drobak. Å Møde torsdag den 22de februar. Brigadelæge C. Arbo holdt et foredrag om de somatiske tegn paa to befolkningers optræden i Norge. Han om- talte først legemshøiden, som paa grund af sin sterkt arvelige . karakter er et fortrinligt moment for saadanne undersogelser. Støttet til den forbedrede rekruteringsstatistik for 1898 var der tydelige tegn paa, at folket bestod af to typer med forskjellig legemshøide, som, skjønt de i aartusinder havde levet side om side og blandet blod sammen, dog endnu ikke havde kunnet fusionere sig til et. Den ene havde en middelhoide af 168 cm., den anden af 170 cm., eller, dersom man antog 174 cm. som den anden stammes middelhøide, hvortil der var enkelte tegn, havde man maaske i 170 cm. den ved raceblan- dingen opstaaede middelhøide. Det samme resultat frembød landets samtlige udskrivningsdistrikter, med antydninger til enkelte mindre, lokale tilsætninger. Af den største interesse var det, at dette resultat ganske stemte med lignende under- søgelser fra Sverige af professor Hultkrantz; man fandt ogsaa der de samme middelhøider. Han omtalte derpaa skalleformerne, der viste tilsvarende forskjelligheder. Man fandt en overveiende kortskallet befolkning, der væsentlig indtog kystlandet og de ydre fjordmundinger, og en over- veiende langskallet ved fjordbundene og i indlandet. Om 348. G. À. Guldberg og Jens Holmboe. mellemformen, mesocephalernes, forhold kunde han ikke ud- tale sig med bestemthed, da hans undersogelser, paa grund af « manglende bevilgning fra Storthingets side ikke har kunnet afsluttes. Ogsaa for hovedets længde og bredde viste sig lig- nende forhold som for legemshoide. Hovedernes lengde 1 de tre nolagtig undersogte sydlige amter grupperede sig saaledes, om en lengde af 190 og 195 mm. og bredderne om 150 og 194 mm. Kom man saa langt vest som til Stavanger amt, optraadte derimod en skallelengde af 184 mm. som den hyp- pigste. Undersøgelser over et tredie vigtigt somatisk bevis paa forskjellige stammers tilstedeverelse, nemlig af haarets og øinenes farve, havde af ovennævnte grunde heller ikke kunnet afsluttes. — Foredraget gav anledning til folgende diskussion mellem overlege C. F. Larsen og foredragsholderen. Overlege Larsen: Jeg maa tillade mig en kort bemerk- ning angaaende hvad der er fremfort af Arbo om fordelingen af de dolicocephale og brachycephale individer og den anta- gelse, fra hvilken han derved gik ud, at disse forskjellige kranieformer angiver ıalfald i det væsentlige to forskjellige racer eller typer. Dette tror jeg ikke saadan 1 sin alminde- lighed kan antages. Jeg indrommer, at de i stor udstrekning henhorer, under de eiendommeligheder, som folger typerne, . men kan ikke vere med paa, at de 1 og for sig karakteriserer og er et afgjorende merke paa typeforskjel. Dette kan jo selvfolgelig heller ikke fuldt ud vere Arbos mening, thi at der i det hele findes forskjellige vidt skilte brachyc. og dolicoc. typer er dog et velkjendt faktum. Meningen maatte her være, at de norske brachyc. og de norske dolicoc. i sin helhed er af forskjellig typisk beskaffenhed. En saadan anskuelse har som bekjendt trengt ud i den store almenhed og man ser dagligdags de merkeligste udtalelser om ,,kortskaller“ og „langskaller“. Disse holder sig ikke alene til det med saa- danne ting mere ubekjendte publikum, men fremfores ogsaa med samme selvsikkerhed 1 den literatur, der streifer ind paa etnologiske norske forhold, tildels opblandet med fantastiske hypotheser, der bidrager mere til at forvirre end til at oplyse. Der findes ganske vist en enkelt type mden den norske befolkning, som i den her omhandlede henseende forsaavidt er ensartet, at den viser en kefalindex, der i den store flerhed af tilfælde ligger indenfor de nu almindelig antagne grændser Det biologiske selskab. 1900. 949 for dolico- og mesocephali, nemlig den ,norrøn-germaniske* hovedtype (Barths ,,Vikingtype“ 1 sine mest udprægede former). Men grendserne for kefalindex inden typen viser sig dog meget forskjellige; den kan variere fra den hoieste dolicocephali (lige til index 65—66) til en sterk mesocephali (76—78 eller mere) og det er ikke usandsynligt, at den enkelt- vis kan stige til over 80, altsaa ind paa brachycephaliens omraade (selv afstandene regnet efter det ubekledte kraniums forholde). Selvfolgelig maa det endnu vere uafgjort, om til- blandingen kan have del heri, men det synes dog som om de karakteristiske former ogsaa 1 de kortere og bredere kranier oftest er bibeholdt 1 sine hovedtrek. Dette sporgsmaal træn- ger dog i hoi grad nærmere granskning. Men ved siden af dette tillige sporgsmaalet om der ikke hos os (og idethele) findes typer, som 1 sin helhed frembyder vesentlig enhed, men som dog viser en heist forskjellig kefalindex. Mine vistnok ikke saa særdeles omfattende undersogelser har ledet mig til at have en formodning om, at det kan forholde sig saaledes. Der findes som bekjendt inden vor befolkning et stort antal sterkt morkhaarede. tildels sorthaarede individer, som 1 mange henseender frembyder tegn til, at de er gjen- nemgaaende af anden typus end den nylig nævnte norrøne befolkning, der i det hele er af blond habitus, vistnok ofte med temmelig mork haarfarve, men saavidt jeg tror neppe nogensinde med sort haar, uden at dette kanske 1 enkelte tilfælde kan optræde som et blandingsfenomen. Den nævnte mørkhaarede befolkning er meget udbredt i landet og findes uden tvivl i alle bygder, men 1 hoist forskjelhgt relativt forhold. Paa enkelte steder, f. eks. 1 grændsebygderne i . Trondhjems stift og i de sterre byer er den særdeles hyppig og kan 1 temmelig ren form danne indtil halvdelen af befolk- ningen og have overmagt over den typiske norrone, idet der dog altid findes en storre mellemgruppe. Den er ikke vanske- lig at kjende med sit sterkt morke haar, sine morkeblaa eller brunlige gine, sin mérkere, blegere hud, sin eiendommelige hovedform og hyppigst egne ansigtspreg. Hovedformen er elendommelig og som det synes meget ensartet 1 sine mest fremtrædende trek. Har man forst opfattet den, er den let at gjenkjende paa den bratte flade pande uden supereiliarsvulster, det svagt opadskraanede forhoved og det oftest uformede, 350 G. A. Guldberg og Jens Holmboe. dog med tydelig Protuberantia occipitalis forsynede bag- hoved. Men denne form optræder hos individer med hoist forskjellig kefalindex. Forskjellen gaar fra de hoie grader af dolicocephali til de hoie grader af brachycephali. Som middel og i det større antal tilfælde er den mesocephale index tilstede (grupperende sig om c. 77—78 for det bedækkede kranium). Typen kan nærmest betegnes som meso-brachycephal, dog med temmelig hyppigt overgang til dolicocephali. Den er saavidt Jeg har seet temmelig ensartet overalt og vistnok paa sine steder mere tenderende til brachycephali. Efter al sand- synlighed er det den samme mørke type, som mere og mere tager overhaand i Tyskland og vel ogsaa findes ellers overalt nordenfor Alperne. Det er ikke min mening at ville forsøge paa at nedsætte det store værd, som man gjennem lange tider har sat paa forholdet af kefalindex og fremdeles holder i hævd. Tvertimod erkjender jeg fuldstændig dens særdeles store betydning som indikator for hjerneskallens bygning i det hele. Men hvad jeg her vil fremhæve er det tvivlsomme i at opstille den som typemerke paa den maade som hidtil ofte er gjort, saaledes at man skjelner mellem en kortskallet og langskallet type, idet man betragter disse forhold som be- stemmende for eiendommelige typer. I og for sig er det jo besynderligt, at man har drevet dette ud i det øiensynlig urimelige. Det ligger snublende nær at henvise til, hvor for- skjellige i det hele baade dolicocephale og brachycephale mennesketyper og racer kan være, og ligeledes til det utænke- lige 1, at naturen saaledes skulde være begrændset inden et schema, som opstiller talnormer for bovedskallens former i en bestemt retning. Jeg antager som sagt ikke, at dr. Arbo har nogen saadan mening. Men hvad jeg maa anke over, er det systematiske brug som en mængde antropologer (ogsaa Arbo) gjør af kefalindex, og som vi ser hos os har tilveiebragt en opfatning, der stiller „kortskallen“ og ,langskallen* som be- stemte modsætninger baade i sind og skind. Vender jeg her- efter tilbage til den norske befolkning og dens inddeling i langskaller* og „kortskaller“, af hvilke sidstnævnte ofte nok stilles som en tidligere bosat ,race* end den senere, saa skal jeg foruden hvad allerede er auført med et par ord antyde, hvad universitetets nu temmelig righoldige samling af ældre norske kranier derom mere eller mindre tydeligt angiver. Det biologiske selskab. 1900. 951 Man finder blandt disse kranier saavel dolicocephale som brachycephale former, de første dog i betydelig majoritet. Men begge klasser synes at omfatte flere forskjellige typer. De fleste dolicocephale kranier henhører efter hvad der maa antages til den norrøn-germaniske type, men der er forøvrigt saa stor variation, at der maa være grund til at forudsætte megen blanding. Ved siden af disse finder man former, der er temmelig forskjellige fra dem, og som ved sin ensartethed synes at angive en mere eller mindre bestemt type af andet slags. Hvad brachycephalerne angaar er forskjelligheden ligesaa fremtrædende. Der findes mest blandt Jæderkranierne og Tonsbergkranierne endel, som minder om oldengelske kranier, med stor kraftig pande og afrundet baghoved, medens der dels inden samme fund, dels i andre (som i Trondhjems- fundet) sees brachycephaler, der er af anden bygning og til- dels ligesom nærmer sig kranierne af de dolicocephale grup- per. Der har i den senere tid været megen tale om, at der er to ,racer* inden den norske befolkning. Man kunde kanske ligesaa godt opstille flere, fordelte paa de lange og de korte hoveder. Men man kan neppe hverken af de døde kranier eller af de levende mennesker faa indtryk af, at „kortskaller“ og ,langskaller“ er racebegreber. Brigadelæge Arbo: Jeg er forsaavidt enig med hr. over- læge Larsen i, at Retzius's inddelingssystem selv med de senere Broca'ske udvidelser ikke fuldstændig dækker typefor- skjelligheder. Et virkelig dolicocephalt kranium med en længde f. eks. paa 200 mm. kan igjen være saa bredt, at det faar en brachycephal index — noget hvorpaa vi her hjemme har talrige eksempler, især i de mere blandede bygder — men det maa alligevel siges at tilhøre dolicocephalerne, endskjønt det vistnok 1 alle tilfælde er resultatet af en krydsning af kort og langt. Paa den anden side kan der være tilfælde, hvor et brachycephalt kranium med en længde af 185—190 mm. igjen kan være saa smalt — vistnok et yderst sjeldent tilfælde — at det faar dolicocephal index. Men i det store hele maa jeg fastholde de Retziusske grændser som noksaa gode tegn paa saavel typisk som ethnisk forskjellige dele af et folk. Jeg bruger derfor denne inddeling, da den benyttes over hele Eu- ropa for den slags undersøgelser som mine, og fordi man for tiden ikke har nogen bedre. I prof. Sergis zoologiske ind- 352. G. A. Guldberg og Jens Holmboe. delingsprincip tror jeg forøvrigt, man har en værdifuld ind- deling, men den lader sig kun anvende paa kraniet, ikke paa det levende hoved, hvortil mine undersegelser jo væsentlig holder sig. Den af dr. Z. omtalte morke type hertillands er mig vel bekjendt, og jeg er ganske enig med ham 1 opfat- ningen af dens eiendommeligheder. Dog tror jeg, man maa skille mellem 2 typer, en grovere, mere mongoloid med sterk udvikling af overkjæven og ossa zygomatica i bredde og lidt skraatstillede oinespalter, og en finere som den af ham nævnte. Uheldigvis kjender vi ikke lovene for arv af haarfarve, der vist er et meget kompliceret sporgsmaal, saa det bliver vanske- ligt at afgjore, hvor vi har med den rene type at bestille, da tror jeg som dr. L., at mesocephali er regelen. Som af dr. L. anfort, er der blandt vore brachycephale kranier 2 be- stemt forskjellige typer; den ene minder, som han siger, meget om de old-engelske, jeg har derfor ogsaa i mit ,Stav- anger amt^ kaldt den keltoid, da jeg 1 Skotland fandt den ualmindelig ren repræsenteret 1 deres ældste grave (cairns). Det er et fintdannet og nobelt kranium, og naar man finder det hos levende, altid kombineret med mørkt haar; det er spredt over hele landet, men ikke særdeles talrigt. Den anden form, som jeg (1. c.) kalder det finno-lappoide, minder mest, forekommer det mig, om finske kranier — det er hos den levende nesten altid kombineret med blondt haar og er mere udbredt ialfald langs kysten end den anden skalleform. Da v. Hólder finder dette kranium (hans turanske) mellem de ældre tyske grave, synes det at have fulgt germanerne fra den tidligste tid. — Tilslut maatte han med dr. L. beklage den brug, som en enkelt forfatter har gjort af de antropologiske undersøgelser hertillands til de mest vilde og fantastiske frem- stillinger og kombinationer saavel i politisk som i moralsk henseende over de to skalleformers indehavere — tanke- eksperimenter, der kun er skikket til at kompromittere virke- lig alvorligt videnskabeligt arbeide. — Til foredraget knyt- tedes endvidere bemerkninger af professor G. A. Guldberg. Cand. real. H. H. Gram holdt foredrag over diatoméer, som lever paa isflag i Polarhavet Det undersøgte materiale var samlet af Nansen og Blessing paa den norske polarekspedition i 1893—96. Algerne findes i ishavet dels paa isflagene som et fint, rustbrunt overtrek under vandfladen Det biologiske selskab. 1900. 303 eller 1 fordybninger, dels er de forenede 1 store slimede klum- per, som kan drive i raakene mellem isflagene. Om vinteren maa de vere indefrosne i isen, om sommeren smelter de ud og begynder sin livsvirksomhed. Alle disse alger er saltvands- organismer, kun kanske enkeltvis fandtes ferskvandsformer iblandt dem; men disse var dede, og de maa betragtes som mere eller mindre tilfeldige forurensninger, som har kommet ud fra land sammen med ler og mudder. Saltvands-diatoméerne var dels egte planktonorganismer, som i isen findes i form af hvilesporer eller som dede brudstykker, dels arter, som baade kan leve paa is og som plankton, dels endelig saadanne former, som kun er fundne paa is eller tillige som kystformer. De sidste har navnlig stor interesse, fordi de er noiagtig de samme arter, som af P. T. Cleve.er beskrevne fra Kap Wan- karema i det nordostlige Sibirien, hvor de paa Vegaekspedi- tionen blev fundne paa et isflag af professor F. R. Kjellman. Dette karakteristiske algesamfund, som kan kaldes Wanka- remasamfundet, er kun fundet paa isflag paa saadanne steder, hvor isen antages at staa 1 forbindelse med den store polar- strom, f. eks. ved Grenlands ostkyst. Ogsaa paa drivisdan- nelser af mere lokal natur og paa fjordis i de arktiske egne er der fundet isdiatoméer, men de karakteristiske Wankarema- former mangler eller er meget sparsomt repræsenterede. (Cfr. Diatomaceæ from the ice-floes and plankton of the arctic ocean. The norwegian north polar expedition 1893 —1896. Scientific results edited by Fridtjof Nansen. XI. Christiania 1900). Mode mandag den 7de mai. Professor G. A. Guldberg meddelte undersøgelser over legemets temperatur hos havpattedyrene. Medens man for selernes vedkommende ingen undersogelser har, fore- ligger der fra ældre og nyere tid enkelte temperaturmaalinger hos hvaldyrene. Disse dyrs blodtemperatur kan med stor sandsynlighed sættes til 36 à 37° C. Hos de fleste pattedyr forovrigt er temperaturen omkring 39°, medens kun kloak- dyrene har en lavere legemstemperatur end de ovrige, nemlig noget under 30" C. (Cfr. Ueber die Kórpertemperatur Nyt Mag. f. Naturv. XXXVII, IV. 93 354 . G. A. Guldberg og Jens Holmboe. der Cetaceen. Nyt Mag. f. Natv., Bd. 38, Christiania 1900, p. 65—70). Fiskeristipendiat A. Huitfeldt-Kaas holdt foredrag om orretens nering 1 vandene paa Hardangervidden. Disse vande var bekjendte for sin rigdom paa fisk og dennes udmerkede kvalitet. Han antog, at dette skrev sig fra vandenes rigdom paa fiskenæring. Denne bestod hovedsagelig af et krebsdyr, Gammarus pulex, der 1 disse vande optræder i stor mengde. Dette er et slags ferskvandstangloppe, der findes hele landet over, iser i fjeldvandene, og er kjendt under forskjellige navne, som matflo, marflo og reke. End- videre fandtes i de undersegte fiskes mave, dog mindre hyp- pig, et andet krebsdyr, den sjeldne Apus glacialis, en snegl (Limnæa) og forskjellige insektlarver i ganske ringe antal. Dog var larven af en slags stor knot, ikke-stikkende myg (Simulia), undertiden i større mængde tilstede; de i elvene levende ørreter var ofte ganske fulde af den. Denne forekom i mange fjeldelve, f. eks. 1 Sjoa-elv ved Gjende. Det udvik- lede insekt kaldtes paa dette sted ,gjendefluen*. De pelagisk levende krebsdyr havde foredragsholderen fundet spillede en mindre rolle som fiskenæring 1 disse vande. Under foredraget fremvistes fotografier af fiske fra Hardangervidden ligesom prøver af fiskenes næring. — Til foredrage tknyttedes bemerk- ninger af professor À. Collett. Amanuensis Jens Holmboe holdt derefter foredrag om torvmyrernes vidnesbyrd om ældre tiders plante- vækst. Blandt de afleiringer. som indeholder levninger af planter fra tiden efter istiden, er i Norge torvmyrerne de vigtigste. Vort lands torvmyrer kan inddeles i to store hoved- grupper. Almindeligst er saadanne myrer, der er opstaaede ved forsumpning af bækkenformede forsænkninger. Det er disse myrer, der bedst egner sig til tilvirkning af torvstro. Sjeldnere, men af langt storre botanisk interesse er saadanne myrer, der er opstaaede ved gjengroning af tjern. De for- skjellige grupper af myrer omtaltes og belystes ved eksempler, som foredragsholderen havde undersogt i Smaalenene. Iser i bundlagene af de sidstnævnte myrer, finder man talrige plante- rester, især rødder, stammer, blade, fro og frugter. Særlig ofte forekommer store mængder af plantefrø. En betydelig brøkdel af de fundne planter kjendes i fossil tilstand kun som Det biologiske selskab. 1900. 355 fro. Under foredraget fremvistes forskjellige prover af plante- fossiler. I Norge er hidtil ca. 70 arter fundne fossile. Af disse havde foredragsholderen ved undersogelser sommeren 1899 1 Smaalenene og ved Kristiania fundet mellem 50 og 60. Til sammenligning kan nævnes, at man i Sverige og Finland har fundet henholdsvis 133 og 87 arter. Tilslut omtaltes i korte trek grunddragene i den norske floras indvandrings- historie. Mede fredag den Iste juni. Frk. Kristine Bonnevie fremlagde resultaterne af sine undersogelser over en eiendommelig ny molluskart, der lever snyltende paa tarmkanalen hos en almindelig forekom- mende sjopelse (Stichopus tremulus). Materialet var samlet af dr. J. Hjort under hans togter i Kristianiafjorden og paa Vestlandet, og det indeholdt en fuldstændig serie af parasitens forskjellige stadier. Dens forste udvikling sker 1 overensstem- melse med de almindelige sneglearters; organer anlegges, der synes at udstyre larven for en fritlevende tilverelse; men — muligens allerede inden denne er begyndt — kommer den ind 1 sit vertsdyr, dens bygning forenkles, og den begynder sit parasitære liv. Saavel dens larveudvikling som ogsaa dens senere stadier viser sig at vere meget eiendommelige og vil være af betydning for en videre forstaaelse af de parasitiske molluskers biologi overhovedet. Foredraget illustreredes ved plancher og preparater. — I den ved foredraget fremkaldte diskussion deltog cand. H. Kier, professor G. A. Guldberg, stud. med. Wilhelmsen samt foredragsholderen. Cand. real. H. H. Gran gav en oversigt over de frit- svommende organismers fordeling udenfor Nord- lands kyst. Den forste del af sommeren er fjordene op- fyldte af nordlige organismer, af hvilke szrlig kan merkes den 2—3 mm. lange saakaldte rodaat eller rodmar, Calanus finmarchicus og enkelte peridinéer, saasom Ceratium longipes, der findes i store mængder i de kolde vandmasser, som staar igjen fra vinteren og vaaren. I og udenfor skjærgaarden findes derimod mere sydlige organismer. Senere udover som- meren aftager de nordlige organismer i fjordene, men rod- aaten kan da findes 1 mængde udenfor skjergaarden. I SE Det biologiske selskab. 1900. august—september kommer talrige sydlige organismer ind til kysten; blandt disse kan fremhæves endel sydlige peridinéer, store mængder af diatoméer (Rhizosolemia alata og stylifor- mis) og en fritsvommende snegl, Limacina retroversa, som af fiskerne kaldes krudtaat eller svartaat, fordi den er saa tungt fordøielig, at den let raadner i sildens mave. Temmelig almindelig er ogsaa et lidt større krebsdyr med store, sorte gine, augmar, Boreophausia imermis. Havstrømmene har i det hele en meget stor betydning for organismernes forekomst ved Nordlands kyst, der findes kun faa kystegne former, de fleste kommer og forsvinder ved stromninger; de findes da altid forst ude paa bankerne, senere 1 skjergaarden og aller- sidst inde i fjordene. I fjordene kan de endnu holde sig indtil to maaneder efterat de er forsvundet ude paa bankerne. — Tilslut fremvistes levende planktonalger og andre alger. (Cfr. Hydrographic-biological studies of the North Atlantic Ocean and the coast of Nordland. Report on Norwegian Fishery- and Marine-Investigations. Vol. I. No. 5. Kristiania 1900). Dr. Johan Hjort fremviste de fangstapparater, der skulde benyttes paa fiskeriundersøgelsernes nye dampskib ,Michael Sars“ under dets forestaaende togt, og forklarede, hvorledes de virker. Saavel hvad red- skabernes antal som deres dimensioner angaar, vil fartøiets udrustning staa fuldt ud paa hoide med de moderne uden- landske dybhavekspeditioners. Apparaterne var indrettede saavel til fangst af organismer, der lever paa de store havdyb, som i de høiere vandlag. Redskaberne tilhører dels de al- mindelige typer, der anvendes ved de praktiske fiskerier, dels er de beregnede paa rent videnskabelige undersøgelser over fiskenes forekomst og livsvilkaar. Disse sidste var dels for- færdigede efter udenlandske modeller, dels konstruerede af foredragsholderen. Møde mandag den 24de september. Cand. med. K. E. Schreiner holdt foredrag om den ana- tomiske bygning af spiserøret hos fuglene. Foredrags- holderen paaviste, hvordan de i spiserøret hos de forskjellige fugle forekommende kjertler efter sin anatomiske bygning oo Mea ge c Mn om GG OM ——À —MÀ M — M —————— À———— Det biologiske selskab. 1900. 357 lader sig henfore til bestemte typer. Af disse typer repræ- senterer den, der findes hos maagerne og forskjellige andre fugle, den anatomisk og physiologisk primitive, den, der findes hos ænderne, den mest udviklede. Denne sidste kjerteltype lader sig let aflede fra de mere primitive, ligesom man ogsaa kan paavise, at de enkleste kjerteltyper hos fuglene lader sig aflede fra de end mere primitive, der findes hos visse kryb- dyr. I tilslutning til sin omtale af kjertlernes opstaaen hos fuglene, skildrede ogsaa foredragsholderen enkelte kjertlers udvikling hos embryonerne og paaviste den store forskjel, som her moder os mellem kjertlernes phylogeni og ontogeni. Tilslut omtalte foredragsholderen vandrecellernes forekomst i spiserorets slimhinde, særlig deres forhold til kjertlerne og sogte stottet til sine undersogelser at vise, hvordan disse vandrecellers forekomst var bunden til steder, der for deres ansamling frembod de gunstigste betingelser, hvad plads og ernering angik. Hvad de i spiseroret forekommende tonsille- dannelser angik, hævdede foredragsholderen som sin anskuelse, at alle disse oprindelig var at betragte som kjertelanleg, der af forskjellige grunde ikke var kommet til udvikling. Denne opfattelse stottedes af talrige fakta, der omtaltes. Amanuensis Jens Holmboe meddelte de vigtigste resultater af sine undersogelser over fuglenes endozoiske frospred- ning. I ventrikelindholdet af 43 fugle, fordelt paa 18 arter, havde han kunnet bestemme fro og frugter af 29 forskjellige fanerogamer. Tillegges hertil de iagttagelser, som tidligere er gjort af R. Collett, vides nu 53 arters fro at fortæres af fugle 1 Norge. Blandt disse arter er der mange, hvis frugter ikke er forsynede med farvet frugtkjod eller andre lokke- midler. Mange fro knuses med nebbet, men storstedelen pas- serer fordøielseskanalen 1 tilsyneladende ubeskadiget tilstand. I intet tilfælde var der paavist frø af planter, som med nød- vendighed maatte antages at være bragt fra fjerne egne. — Foredraget gav anledning til en diskussion, hvori deltog pro- fessor BR. Collett, professor G. A. Guldberg samt foredrags- ' holderen. (Cfr. Notizen über die endozoische Samen- verbreitung der Vógel, Nyt Mag. f. Natv., bd. 38, Chria. 1900, p. 308—320). 358 | G. A. Guldberg og Jens Holmboe. Mode torsdag den 25de oktober. Cand. med. Vilhelm Magnus omtalte endel sammen- voksningsforsog med amfibielarver med demonstration af forskjellige sammenvoksninger. Det mest egnede materiale er larver af Rana esculenta og Bombinator igneus, ca. 3 mm. store. Disse kan overskjeres, og dele fra forskjellige larver kan man faa til at vokse sammen og udvikle sig til almindelige froske, hvis hovedstykke og halestykke tilhorer forskjellige arter. Disse forsog kan varieres paa mange maader, der nærmere blev illustreret. At disse forsog ikke blot er et morsomt videnskabeligt legetei, blev godtgjort ved paapegning af de interessante biologiske sporgsmaal, der dels ved dem fremkommer, dels derved loses. — Til foredraget knyttedes bemerkninger af professor R. Collett. Cand. real. H. H. Gran fremviste havalger fra Jan Mayen, samlede paa sidste ekspedition med ,Michael Sars*. Havbunden omkring denne ensomme oceano er dekket med pregtige, store brune laminarier og alarier samt fint forgrenede rodalger af slegterne Ptilota og Delesseria. De sidste fandtes i stor dybde, lige ned til 120 meter under overfladen; ved fastlandets kyster findes disse alger som regel ikke saa dybt. Havet omkring gen var opfyldt af oceaniske planktonorganis- mer; men der fandtes ingen larveformer af kystorganismer eller overhovedet saadanne planktonorganismer, som er karak- teristiske for grundere kysthave. Professor G. A. Guldberg gav en kort oversigt over den „sdie trochanter“s optræden hos mennesket. Dette benfremspring, der hyppig er udviklet paa laarbenets overste, bagerste del, hvor sedemuskelen fester sig, findes konstant hos mange pattedyr, f. eks. hesten, næsehornet, haren, bæve- ren o. fl. og er paavist at være tilstede i ca. 30 % hos euro- peere, men sjelden hos negere, derimod meget hyppig hos visse stenaldersfolk. Taleren, der har undersogt ca. 100 knok- ler fra norske grave fra middelalderen, paaviste dens hyppig- hed til ca. 279/o, hvilket er hyppigere end hos den gamle bayerske befolkning (Bajuvarer) og kommer nær forholdet hos de japanske ainofolk. Kemiker Sigval Schmidt-Nielsen refererede sine under- sogelser over marine bakteriers biologi. Ved en rekke Det biologiske selskab. 1900. 359 observationer over kimgehalten i forskjellige dybder fra 0—25 meter, havde det i sommer vist sig, at sjovandets bakterie- mengde ved den biologiske station 1 Drobak bestemt tiltog med dybden. Ofte var den allerede ved et par meters dyb dobbelt saa stor som ved overfladen. Længere nede var den ialmindelighed 10-dobbelt, men undertiden ogsaa betydelig større. Den gjennemsnitlige bakteriegehalt i overfladen var efter 15 observationsrækker 26 pr. cm.” En gehalt, der veks- lede mellem 10 og 30, fandtes ogsaa sommeren 1898 paa flere steder langs kysten mellem Stavanger og Kristiania. — An- gaaende de bakterier, som findes i kogsaltmættede opløsninger, som f. eks. sildelake, meddeltes, at det efter kemiske og bakteriologiske undersøgelser var sandsynligt, at de der ikke alene levede, men ogsaa formerede sig og havde en stofveksel. — Til foredraget knyttedes bemerkninger af professor G. A. Guldberg. (Under trykning i „Biologisches Centralblatt^. Ofr. Kemiske og mikrobiologiske undersøgelser over salt- ning af sild. Aarsberetning fra Trondhjems fiskeriselskab for budgetterminen 1899—1900. P. III—XXIII. Trondhjem 1900). Navneregister. Pag. ARGOS IT Shin RENTS CoA EIE ES 347, 351 Byer nes «QA. entera ia Te Le gie e res s M eon a ERAN 941 BONNEVIE «RwadsliMe <6 a ere RCM EE 399 COM CERO TR ha SE CR tel PRES ES PEER PRE ARE 344 Geelmuyden, H.. Chr RE oN apes oo Gee Ae CCE 340 Gran HESSE oris LR AE ree hte Re 945, 359, 355, 358 Guldberg, Gn A SESJON EET Ee SEINE EN AER .. . 944, 346, 353, 358 HjorsJohan ks SC RS EVE SAS GT EO DAS 341, 344, 356 Holmboe, Jens-st EM sl a TETE NS RNA RE N GG) oo 304, 357 JENA GMUAIKOOS, ECW) 8 oco ST 9 6 o e o wo 8 338, 342, 344, 354 Johannessen, Axel sad VEL SE ERO De ET 337 ken Isa Ts Ane I es RR NOS eee a d vorn 340, 345 Larsen MA ee Ses RRL GD, RE RIA a NE 348 Magnus, Vélhelm ss ee ee eee 358 Schmidt-Nielsen iss NE 359 Schreiner; RER Sa PRE 1. Ec IE ER 357 TROP Sig. s nenne e Ve dus Ta ue ne EN oe SEC DE 338 Weller Niue Me Reich aS eR EEUU 337, 949, 344, 345 Embryometriske undersggelser af delphinfostere: Delphinapterus, Globicephalus og Delphinus delphis ved Gustav Guldberg. Indledning. Historisk udsigt. Ved ethvert bidrag til Cetaceernes naturhistorie er man fristet til at kaste et tilbageblik paa den tidligere litteratur; thi fra oldtiden til begyndelsen af det 19de aarhundrede har som bekjendt Cetaceernes naturhistorie ikke alene tilhort de mindst kjendte afsnit af zoologien, men beretningerne om disse merkelige aqvatiske pattedyr har maaske mere end sædvanlig været opblandet med fantasiens tilsætninger. Skjont cetologien som saa mange andre grene inden zoologien har vokset sig stor i det 19de aarhundrede, finder vi imidlertid dens grundtrek allerede tegnet 1 det 18de aarhundredes ganske betydelige litteratur. Som et grundleggende arbeide i denne retning maa John Hunters fra 1787 ansees. Den eldre cetologiske litteraturs verd forringes vistnok for en stor del og frembyder desuden mange vanskeligheder derved, at de forskjellige cetacéspecies er lidet noiagtig be- skrevet og derfor vanskelig at gjenkjende — ja ofte umulig, hvorved det ogsaa er skeet talrige sammenblandinger og for- vekslinger. Dette er selvfølgelig meget undskyldeligt for ikke at sige naturligt, da saavel methoderne som selve materi- alet har været mangelfuldt; men paa den anden side har man her flere slaaende eksempler paa det misvisende og uheldige 30205 Gustav Guldberg. i naar den hos enkelte forskere liggende attraa faar raade- rum, nemlig paa ner sagt fabrikmæssig maade at opstykke slegterne i en mængde arter, idet diagnosen opkonstrueres paa basis af et mangelfuldt materiale uden hensyn til alders og kjonsforskjelligheder eller variationer eller, hvor den kun bygges paa ensidige anatomiske osteologiske beskrivelser. Det er derfor forst i de senere decennier, at en sikker arts- definition, dette forste grundlag for ethvert dybere kjend- skab til en dyregruppe, har faaet et solid fundament inden cetologien; derved er ogsaa flere arter, som paa basis af tal- rige observationer har veret kjendt og beskrevet i tidligere aarhundreder, kunnet blive identificerede. Som saa mange andre af pattedyrklassens ordener har ogsaa Cetacea ferst sent fundet bearbeidere af sin udviklings- historie, ikke fordi der har manglet interesse derfor, men fordi materialet ikke har været at opdrive. Nævner jeg Eschricht, Anderson, Sir William Turner og fra de senere aar Kükenthal er de store udenlandske bidragsydere nævnt. I 1894 udkom ogsaa her fra Norge et storre bidrag til denne gruppes udviklingshistorie!), hvori behandles forskjel- lige udviklingstrin af Lagenorhynchus acutus, L. albirostris, Phocena communis og Orca gladiator samt deres foetale hinder og graviditetsvarighed. Ved et par smaa Phocæna foetus i tid- lige stadier paavistes ogsaa tilstedeværelsen af rudimentære baglemmer, hvorover der senere er gjort nærmere rede i flere afhandlinger?) Med hensyn til den mere specielle litteratur i ældre og nyere tid henvises til ovenciterede verk af G. Guldberg og F. Nansen. Det har lenge vistnok veret min hensigt at fortsætte disse undersogelser og foie en række nye observationer til de gamle. Mangelen paa tid og otium har hindret mig deri. Forat imidlertid ikke de enkeltvis gjorte observationer, som efterhaanden er bleven samlede, skal ligge 1) Guldberg and Fridtjof Nansen: On the development and structure of the whale Part I. On the development of the Dolphin. Bergen 1894. Gustav Guldberg: Om reduktionen af de temporære baglemmer hos delfinembryoner og om melkekjertlernes forste anleg hos disse. Vidensk. Selsk. Skrf. no. 12, 1898. Gustav Guldberg: Neue Unter- suchungen über die Rudimente von Hinterflossen etc.... bei jungen Delphinembryonen. Internationale Monatsschrift f. Anatomie und Physiologie, 1899, Bd. XVI. 2 — | | | | Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 363 aldeles unyttet, tillader jeg mig at offentligejore dem, selv om det kun er brudstykker. Jeg skal derfor i det folgende fremkomme med en del observationer over fostere af Del- phinapterus levcas, Globicephalus og Delphinus delphis, som jeg havde anledning til at undersoge 1 Bergens museum og delvis ved det zootomiske museum i Christiania. Da denne med- delelse kun er forelobig, er ikke alle litteraturangivelser med- tagne. Hvidfisken, Delphinaptarus leveas, Pallas 1776. Synonymer: Balena albicans, O. F. Müller. Phocena levcas, Cuv. Beluga catodon, Gray. Over denne eiendommelige arktiske hvalart, som under- tiden forvilder sig ogsaa til mildere egne, har allerede forrige aarhundredes naturforskere vidst at fremkomme med interes- sante oplysninger. Foruden at vere meget tidlig kjendt af naturforskerne har disse ogsaa hidbragt flere trek af dens liv og optræden. Saaledes forteller Pallas, at den optræder hyp- pig 1 Objflodens bugt og gaar undertiden langt op i floden for at jage fisk. Pallas erkjendte, at der ikke findes rygfinne paa dette dyr og bemerker, at den ,hvide delphin* derved skiller sig fra alle andre delphiner. Hvidfisken holder sammen i smaa hjorder og Samojederne soger at samle dem for at dræbe dem med harpunkast. Pallas taler ogsaa om de unge hvidfiske, og at den føder unger ved kysten. Tmidlertid omtales denne art ogsaa af 0. F. Müller, 0. Fabricius og af Martens. O. Fabricius (Fauna Groenlandica 1780) siger om denne Art: ,Parit vere pullum solitarium, qui innatus livescit, nuper natus coerulescens, cum setate magis magisque albescit. Ple- rumque gregatim natant cum pullis suis majores“. La Cepéde (Histoire nat. des Cétacées, Paris 1803) omtaler farven hos ældre og yngre individer; om foetus fortsætter han: ,des foetus arrachés du ventre de leur mére ont paru d'une 264 - Gustav Guldberg. couleur verte. La femelle ne porte ordinairement qu'un petit à la fois“. Ungen folger moderen lenge, den faar af moderen en meget hvid melk, efterligner alle hendes bevegelser og de viser stor omhed for hinanden. P. I. Van Beneden (le Beluga i Hist. nat. des Cétacées des mers d'Europe, 1889) giver en udmerket revue over de hidtil gjorte undersogelser af ,hvidflsken". Med hensyn til denne arts drægtighedsforholde har man fra hvidfiskfangsten ved Groenland erfaring for, at hunnerne er dregtige om hosten og at foetus ved denne tid er lidet. Holbøll antager, at de føder ungen i mai maaned. Den samme meddeler, at foetus opnaar !/s — en tredjedel — af moderdyrets lengde, hvilket er regelen; foetus ligger boiet om paa siden i uterus og gronlænderne siger alle, at Beluga fodes med halen foran og ikke med hovedet forst. Settes nu moderdyrets almindeligste lengde mellem 12 og 15 fod — eller 4 å 5 meter (3.768—4.710) —, maa efter den af kapt. Holboll opstillede regel den nyfodte unge have en lengde af 4 à 5 fod eller 1.25 til 1.57 meter, eller omkring 1.50 meter. For nermere at kunne udrede disse forholde stiller sig folgende sporgsmaal: Er der forskjel mellem han- og hundyrets lengde? Hvad er den almindelige længde paa hunnerne? Hvad tid paa aaret har hvidfiskfangerne seet de nyfødte unger? Det bliver kun ved at samle enkeltvise observationer 1 aarevis, at disse spørgsmaal kan besvares. De i Bergens museum opbevarede fostere viste følgende maal: 1 foster D 132 mm. langt i meget defect tilstand, foetal hoved- og halekrumning. EPO 3 TAS — foetal hoved- og halekrumning. ir 122000: — meget defect. KES oU us — meget godt konserveret. NI bd — 2 — å — BE 200), — — » — 14/8 1869 Spitsbergen. PETAR — -— s CBS Um — : dator g 260 » FEN B er Ne ” Ka 1 — @ 290 , — skrumpet ? lo OR € — defect ? | | il i | ( | Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 365 1 nyfodt unge 1.610 mm. lang, der staar udstoppet paa Bergens museum, er fanget ved midtsommertid. For at erholde en oversigt over dregtighedens varighed maa de her opregnede maal og tidsangivelser sammenstilles. Vi faar da folgende embryometriske data: 3 fostere af 270—290 mm. længde, fra forste halvdel af august. Conserveret i Bergens museum. 6 fostere 200—300 mm. lengde, fra midten af august, disse taget af prof. Willy Kübenthal ved Spitsbergen. 1 nyfodt unge 1.610 m. fra midt paa sommeren, udstoppet i Bergens museum. Antages, at parringen foregaar i juni og Iste halvdel af juli, altsaa midt paa sommeren, kan det godt tænkes, at fostrene midt i august, ca. 8 uger gamle kan have en stor- relse af imellem 20 og 30 em. For at opnaa den nyfodtes stor- relse maa fosterene paa 20 à 30 cm. fordobles 5 à 6 gange. Med hensyn tagen til forholdet hos andre odontoceti ber antagelig graviditetens varighed anslaaes til omkring 11 maaneder. Tiden for ungernes fodsel maa da settes til mai eller forste halvdel af juni. Det er jo al sandsynlighed for, at denne ark- tiske hvalart foder sin unge 1 den gode aarstid, og dertil paa bekvemme steder saasom i stille bugter, hvor de kan let be- skyttes mod klimatiske indflydelser. Med hensyn til de enkelte fosteres formforholde, skal fol- ' gende bemerkninger tilfoies: I. De omkring 130 mm. lange fostere befandt sig i en mindre god conserveringstilstand og var temmelig skrumpet. Den foetale krumning af hovedet var saa meget udtalt, at issen eller partiet mellem blesehullerne og squama occipitis ligesom blæsehullet selv var de mest forliggende dele. Vin- kelen mellem mundspaltens og legemets lengdeaxe er ner ved en ret vinkel. Navlestrenginsertionen ligger et stykke bagenfor legemets midte. Hovedet udgjor 31/2 gang af kropslengden, det postanale afsnit udgjor omtrent 1/4 af kropslængden. Der er samme afstand fra overkjevens spids, der rager længere frem end underkjeven, til forreste gievinkel som fra over- kjævespidsen til næseaabningen. Denne sidste er en 5'/2 mm. bred tværspalte, der endnu ikke har, noget af halvmaanefor- men, er begrændset af vulstede læber med en liden fortykkelse 366 . Gustav Guldberg. midt paa den bagerste eller ovre lebe. Ved at udvide spal- ten lidt ser man neseskilleveggen straks indenfor. De ca. 15 mm. lange og ca. 10 mm. brede ovalrunde forlemmer ligger lige langt fra hovedets forreste ende som fra navlen. De 5 diver- gerende fingerstraaler er tydelig gjennemskuelige. — En tydelig kjol paa det postanale afsnit findes saavel ventralt som dor- salt; den sidste forsætter sig et stykke op paa ryggen 1 midt- linien, medens man dog ikke ser noget spor til nogen rygfinne. Halefligene er afrundet trekantede med kun antydning til indsnit imellem sig. IL De sterre 20—30 cm. lange fostere frembyder mere end de foregaaende slegts- og artskarakterer; det runde kuglelignende hoved med det korte stumpe ansigtsparti, de korte, men brede og afrundede luffer og den manglende rygfinne tilkjendegiver Delphinapterusslegten. Hovedet udgjør ca. 41/2 gang eller mindre af kropslengden og dets forreste ende dannes af hvel- vingen mellem blæsehullet og overkjævespidsen. Navlestrengs- insertionen er bagenfor kroppens midtpunkt. Lufferne ligger nærmere hovedets forreste ende end navlen og det postanale afsnit er mindre end en trediedel af kropslængden. Kroppens største omfang ligger mellem lufferne og navlen. Overkjevens spids rækker fremfor underkjævens, giet lig- ger noget høiere end mundspalten; afstanden fra næseaabnin- gen til overkjævespidsen er længer end fra denne sidste til olets forreste vinkel; den fine øreaabning ligger omtrent 11/2 gang saa langt bag oiet som dette ligger bag mundvinkelen. Næseaabningen er halvmaaneformet, saaledes at den forreste læbes kanter omslutter og ligger nær den bagerste læbe, hvorved aabningen danner en concavitet bagtil. Den bagerste læbe har en fortykkelse i midten og ligger meget lavere end den forreste, medens der paa den forreste er 2 smaa forhoi- ninger paa hver side. Hos hanfosterne ligger penis omtrent midt imellem navleinsertionen og anus. De rudimentære mand- lige mammæ ligger lige foran anus meget nærmere denne end præputium (cfr. Lagenorhynchus albirostris). Paa ryggen viser sig ligeover navlen en rudimentær ryg- finne, der ved en ganske svag udpræget kjøl fortsætter sig 1 den postanale dorsalkam. Sporen o: Halen er mere udviklet Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 367 end i forrige stadium, har spidsere endefliger og en dyb kloft 1 midten. Paa ingen af de undersogte fostere findes der spor til haar eller anleg til samme, jeg kan saaledes konstatere tid- ligere forskeres iagttagelse. I den halvaabne mund kan man iagttage en fortil fast- vokset tunge med en fri krenuleret rand; nogen fremstaaende tungespids derimod ikke. Ligeledes sees !/2—mm. bred langs kjæverandens indside gaaende krenuleret rand, der er et ud- tryk for tandkimpladen. Nogen pigmentering i den ydre hud var ikke at se; alle fostere var ensfarvede, nemlig hvide — spirituspræparater —, et var graaagtigt. Paa et foster syntes der at optræde en svag pigmentering ved den ydre neseaabning samt omkring og paa øielaaget, ligeledes en graalig farvetone i munden. Grindehvalen, Globicephalus melas, Traill 1809. Synonymer: Delphinus deductor, Scoresby; D. globiceps, Cuv., Schlegel; Phocena melas, Couch., de Selys; Delph. melas, Gervais; Globiocephalus macrorhynchus, Gray ; Glob. scammom, Cope. I Bergens museum har jeg undersogt 4 fostere, hvilke vel skriver sig fra mai maaned 1874 da museet fik 6 grinde- hval og 5 fostere. Angaaende tidligere kjendskab til denne art og dens fostere henvises til P. I. Van Beneden, Histoire nat. des Cetacées des mers d'Europe, 1889. Fostrene, der var i temmelig daarlig conserveringstilstand, viste folgende maal, nemlig: | 1 Grindehvalfoster 0.64 m. langt. — 0.70 - — — 072 - — — d dde. — am Desuden har Bergens museum skelettet af en nogen tid i forveien født grindehvalunge fra Stænget i Vatrefjorden i Lofoten d. 22de september 1890. Denne maalte 2.05 meter. 368 > Gustav Guldberg. Det storste af de forstnævnte fostere har antagelig nær- met sig i hoi grad den nyfodtes storrelse, medens de ovrige tre er mindre. Men paa alle finder man de ydre slegts- og artskjendemerker omtrent givne, f. eks. farve og andet, idet man selvfølgelig maa tage hensyn til de vedvarende foetale livsforholde. Da denne art maaske er den mest kosmopolitiske af hvaldyrene og da den foretager store vandringer, er det naturligt, at den nyfodte unge maa opnaa en hoi grad af ud- vikling, inden den skal kunne klare sig alene. Merkværdigt er den tidlige og hoie udvikligsgrad af bevegelsesapparatet, nemlig den lange og spidsbladede hale og de lange sigdfor- mede luffer; dette er en conditio vivendi for ungen, som snart folger moderen i dennes omstreifende liv. Med hensyn til det mere specielle om disse fosteres form- forholde, kan folgende bemerkes: I. Paa de 3 mindre fostere, 64—72 cm. lange, var en stor del af artens karakteristiske kjendetegn tilstede: Hovedets foetale krumning er ubetydelig. Lwfferne har den karakteristiske langstrakte sigdform, men uden vinkel paa ovre rands proxi- male del. Rygfinnen ligger mere foran end paa selve legemets midte, navlen ligesaa. Det postanale afsnit udgjor mere end 1/3 af legemets lengde. Hovedets lille næb har begyndt at uen: fra den steile bagenforliggende ansigtsdel, medens hovedet har sin eien- dommelige runde form; øiespalten er situeret lidt ovenfor mundvinkelens immaginære fortsættelse, neseaabningen ligger 1 samme transversalplan som øiet. Anlæg til tender sees. Rygfinnen har sin karakteristiske form. Det lange, postanale afsnit viser en dorsal og ventral-kjøl. Den mørke pigmentering er udbredt over størstedelen af legemet, men findes stærkest fortil paa hovedet. Specimenet var 1 en daarlig konserveringstilstand, hvilket hindrer en nær- mere grændsebestemmelse af farvenuanceringen. IL Paa det noget større grindehvalfoster kunde følgende ting bemerkes: Dette 1.14 meter lange foster D er i lidt bedre konser- veringstilstand. Man finder her en udpræget mørkfarvet teint over det hele legeme. Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 369 Det kugleformede hoved viste en liden fremstaaende snude, paa hvis overlebe der var 4 foetalhaar, nesten symmetrisk paa hver side. De lange sigdformede luffer (sveiver) viser en liden?vinkel paa den øverste rand, hvilket betegner en videre udviklingsgrad mod foregaaende stadium. Naviesnoren er fæstet foran legemets midte, det postanale afsnit er mere end trediedelen af legemslængden. Dette lange, smale legemsparti har dorsal- og ventralkjol ligesom sporen eller halefinnen, der viser den karakteristiske form. Rygfinnen ligger foran legemets midte og har allerede den for arten lave karakteristiske form med sterk konkav bagerste rand. lfolge P. 1. Van Beneden (l. c. skal Grindehvalen føde sin unge i oktober eller lidt udi november maaned. I norden skal den fode i april mener B. Et hundyr fanget i slutten at april 1857 i Forthbugten havde et foster paa 3 fods lengde 9: ca. 1 meter. Dette hundyr var sammen med flere andre, hvoraf 7 fangedes og skeletteredes. Ifolge zoolog. Anzeiger 1888 blev i august maaned fanget ved Færøerne 370 Grinde- hvaler, hvoriblandt fandtes ifølge Aug. Fjeldstrup 3 drægtige hunner, hvis fostere havde følgende dimensioner: et paa 48.5 cm., et paa 44 cm. og et paa 38 cm. dal Van Beneden beretter om en hun-grindehval, der fodte en unge ved Italiens kyster den 10de oktober. Ligeledes beretter han, at belgiske fiskere ved Heyst fandt den 12te eller 13de november kadaveret af et dregtig hundyr, som indeholdt et foster, der havde en storrelse af 1/4 af moderens lengde. Wan Beneden tror, at moderdyret er dod under fod- selen, det var 4.30 m. langt, ungen skulde vere ca. 1.10 meter. Man anslaar lengden af den fuldgaaede grindehvalunge tl 1.80—1.40 meter. Watson har i december maaned seet grindehvalhunner give unger die, der var 4/2 fod lange o: henved 1.5 meter lange ungdyr og i januar maaned unger, der havde 7—71/2 fod 9: ca. 2.30 meter. Den bekjendte hvalfanger Scammon tror derimod, at grindehvalen paa Amerikas kyst foder sin unge til næsten hvilkensomhelst tid af aaret; han fandt i februar 1853 paa kysten af Guatemala et 13 fod langt hundyr af denne art med en unge i uterus paa 1 fods lengde. Denne observation synes mig imidlertid ikke at staa i strid med Van Benedens Nyt Mag. f. Natury. XXXVII, IV. : 24 SAD Gustav Guldberg. antagelse; thi fødes ungerne i oktober eller november og hvis parringen foregaar kort efter, hvilket ikke er sjelden hos hav-pattedyrene, f. eks. sælerne, saa kan det i februar ob- serverede 1 fods foster godt skrive sig fra en i december fore- gaaet parring. Det vil være umulig at kunne finde et holdepunkt for drægtighedens længde og parringstiden m.m. paa grundlag af den embryometriske methode, hvis man ikke kan fastslaa grændserne for denne odontocet's størrelse og dertil omtrentlig den nyfødtes størrelse eller længde. P.I. Van Beneden siger, at længden varierer mellem 15 og 25 fod — et i sandhed temmelig stort spillerum! Hannerne er kraftigere end hunnerne. Kommen til verden skal ungerne have en længde af 4—5 fod. Dette er imidlertid meget fluktuerende grendser og der til- trænges tydeligvis en neiagtig gjennemgaaende revision af det allerede forhaandenværende materiale i de europæiske museer for at bringe en nærmere redegjørelse for dagen an- gaaende denne kosmopolits størrelse. Sammenstiller vi nu de her anførte fund og litterære an- givelser!) faaes folgende liste: I januar 1869 1 foetus 65 cm. lang fra Hisken, Bergens museum. I februar 1856 1 — 1fod—0.31m. — Guatemala. I april 1867 1 — 3 eng. fod — 0.90—1.0 m. 1. Forth. I mai 1874 4 — fra 0.64—0.72 m. 1. Bergen. I — 18741 — 140 m. 1. Bergen. I august 1867 3 — 0.38—0.48 m. 1. Færøerne. I oktbr. 1875 1 — 2 fod — 0.62 m. 1. ved Trondenæs i — Vesteraalen. I novb. 1875 1 — 1.20 m. 1. Bergen. Hvis man kun tager hensyn til rækken af maanederne, faaes ingen regel for størrelsesudviklingen. Gaar vi imidler- 1) P. I. Van Beneden: Hist. nat. des Delphinides etc. Bruxelles 1889, pag. 85. R. Collett: Medd. om Norges Pattedyrfauna; Nyt mag. f. Naturvid., B. 2, pag. 135. Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 371 tid ud fra fosterenes storrelse og antager den nyfodtes almin- delige lengde at være !/1—1/3 af moderens, der gjennemsnitlig sættes til ca. 5 meters længde, faar vi folgende ved at op- stille maalene i to paralelle rækker: 0.30 m. i februar; 0.38—0.48 m. 1 august. 0.62 - - oktober. 0.64—0.72 - - mai; 0.90—1.0 - - april. 1.20 - - novbr.; 1.40 - - mai. Heraf fremgaar, at parring og fodsel kan falde paa to forskjellige tider af aaret. Dette maa da bero paa, at denne arb med sin store geografiske udbredelse er forandringer underkastet med hensyn til forplantningen. Det kan hypo- thetisk antages, at de individer, der fortrinsvis tilhorer en sydligere eller mere varmtempereret zone, har en anden for- plantningstid paa aaret, end de, der tilhorer en kold zone. Da nu disse dyr streifer saa vidt omkring og vel er mest ud- sat for fangst 1 egne, hvor de ikke er vant til at ferdes, bhver hvert undersogelsesmateriale blandet med iagttagelser fra forskjellige zoner, hvoraf folger modsigende fakta. Jeg har 1 min undersogelse over de nordatlantiske bardehvalers biologi antydet en lignende af observationer stottet forklaring angaaende finhvalen!), der viser en forskjellig tid for ungens fodsel 1 Middelhavet og 1 den nordligste del af Atlanterhavet og Ishavet. For Grindehvalens vedkommende tiltrenger vi nu en masse observationer fra forskjellige verdensdeles kyster, og dertil paalidelige observationer; thi som man vil kunne se i de originale skrifter er flere af de ældre observationer vistnok mindre paalidelige. Eudelphinus delphis, L. Springdelfinen. Denne fra oldtiden saa velkjendte delphinart, som gaar igjen i myther og sagn og hvis kropsform har dannet motiv i det kunstelskende græske folks udsmykninger, har en meget gammel historie med hensyn til omtale og beskrivelse. Jeg henviser i den henseende til P. I. Van Benedens fortrinlige om- 1) Gustav A. Guldberg: Bidrag til Cetaceernes biologi. Christiania Vi- densk. Selsk. Forh. 1886, no. 6, pag. 33 og 34. 3942 Gustav Guldberg. citerede værk og med hensyn til slegts- og artsmerker til C. F. Lütkens afhandhng!) Det er om denne, at Aristoteles giver sin fyldigste beretning om Cetacea, hvortil han ogsaa regner bardehvaler: Jeg tillader mig at hidsætte en oversæt- telse af denne i sin art ganske eiendommelige beskrivelse af oldtidens storste naturforsker, idet jez med hensyn til den ud- viklingshistoriske litteratur paa dette felt maa henvise til mit og Nansens arbeide: I sin 1ste bogs 4de kapitel, hvori almindeligt om dyrenes forplantning omhandles, forteller A, at Cetacea foder levende unger. I 2den bog (cap. 18 i den tyske, chap. IX i den franske oversættelse) nævnes, at delfinerne har mamme og at disse ikke ligger paa overkroppen, men ved regio ingvi- nalis; dog har de, ikke som hos de firfoddede, fremtrædende pattevorter, men paa hver side en slags aabning, ud af hvilken melken flyder, og ungen patter, idet den svommer ved siden af, lgesom det allerede undertiden tydeligt er bleven iast- taget. I 6te bog (chap. XI 1 den franske oversættelse, 12 (66—70) i den tyske) omhandles mere udforligt om Cetace- ernes formerelse. Vi hidsetter folgende: ,,Delfinen, Phalena (physeter?) og andre hvale, der ikke har gjæller, men et spreiteror, foder levende unger, ligeledes saghaiens og ,bus* (le bouef marin); thi hos ingen af disse dyr finder man eg, men strax kimer (embryoner), hvoraf ungen kommer frem ved udvikling, ligesom det er tilfælde hos mennesket og de le- vendefodende firfoddede dyr. Delphinen foder for det meste 1 unge, undertiden ogsaa 2, Bardehvalen i det hoieste 2, hvilket er hyppigere tilfelde, sjeldnere en; saaledes som det er tilfælde hos delphinen er det ogsaa med nisen (porpoise, phocena), der ser ud som en liden delphin og lever i Pontus, men adskiler sig fra hin derved, at den er af ringere stor- relse og er bredere over ryggen; dens farve er dunkel blaa. [Alle dyr, som have et sprøiterør, aande og drage luft ind; thi de have lunger. Man har ogsaa iagttaget delphinen so- vende, hvorledes den holder munden over vandet og snorker 1sovne] Delphinen og phocæna har melk og giver ungerne 1) Bidrag til kundskab om tre pelagiske tandhvalslegter Steno, Delphi- nus og Prodelphinus. Kgl. Danske Vid. Selsk. Skr. Afd. v. I. Kjø- benhavn 1899. DR d RIS dm ee ee ra Embryometriske undersogelser af delphinfostere. 373 die, ogsaa tager de ungerne op i sig, medens de endnu er smaa. De unge delphiner voxer hurtigt; thi de opnaar i ti aar deres fuldkomne størrelse, de er drægtige i 10 maaneder. Delphinen foder ikke nogen anden aarstid end om sommeren. Ved hundestjernens tid skjuler den sig omtrent i 30 dage. Den ledsager sine unger i lang tid og er overhovedet meget omsorgsfuld for dem. De lever i lang tid og det er sikkert, at mange opnaar at blive 25 ja 30 aar gamle; thi fiskerne har hugget halen af enkelte delphiner og sluppet dem fri igjen, saaat man har kunnet erkjende deres alder*. Det er 2 observationer om denne odontocet som, jeg her kan tilfoie. Angaaende tiden for moderdyrenes fangst vides intet. I. Delphinus delphis, foetus, 52 mm. lengde, masculint. Til- stede er isse-, nakke- og kaudalkrumning. Paa hovedet sees de forreste hjerneblerer mest fremtrædende under bedækningerne. Mundspalten gaar skraat fortil og nedad. Lufferne er 9 mm. lange. Halen viser antydning til sideflige, medens det postanale af- snit har en tydelig kjol paa ventral- og dorsalsiden, hvor der længere fortil viser sig antydning til rygfinnens anlæg. Ingen pigmentering. IL | Delphinus delphis, foetus, feminint, 340 mm. langt. Man finder her udtalt næbformet snude; hovedkrumningerne er ringe udtalt. Lufferne er 57 mm. lange og har allerede sin karakteristiske form. Paa ryggen sees en allerede hoi ryg- finne. Pigmenteringen er begyndt paa ryggen og hovedet. Jeg har gaaet ud fra, at artsbestemmelsen er rigtig; thi af saa smaa foetus at bestemme arten er neppe mulig, og det desto mindre, som de forskere, der specielt har. beskjæf- tiget sig med delphinernes artsmerker neppe endnu er kommen til rigtig fuld klarhed over denne, mærkværdig nok, længst kjendte delphinart. Saaledes udtaler den amerikanske forsker Fredrick C. True"): „The elaborate discussion of this species 1) Contributions to the nat. hist. of the Cetaceans. — A review of the family Delphinide. Bulletin of the United States Nat. Museum, No. 36. 374 . Gustav Guldberg. Embryom. unders. af delphinf. by Fischer leaves little to be said untill great accumulations of new material have been made.“ ‘True er forovrigt overbevist om, at den almindelige delphin, der optreder ved Nord-Ame- rika’s Atlanterhavskyst, er identisk med Linne’s delphinus delphis, og han grunder dette paa undersogelser af europæiske og amerikanske specimina. Men med hensyn til farven til- treder han fuldt prof. Fischers ord, at man ei skal danne arter paa saa variable karakterer. Ved vore kyster synes den at forekomme meget sjelden og prof W. Liljeborg anforer kun 3 tilfelder af deres fangst ved Skandinaviens kyster; men det tor vel vere, at den i virkeligheden maaske er noksaa hyppig og optreeder i selskab med andre delphinarter. Som udpreget pelagisk dyreform blir den vistnok ofte fanget ude paa det aabne hav, men forvilder sig sjelden saa ner vore kyster, at den fanges der. P. J. Van Beneden siger, at man intet mere kjender til dens dregtighed end hvad Aristoteles har skrevet. Ved Arcachon fangedes 21/, 1873 en drægtig hun med et næsten fuldgaaet foster og d. ?/, 1868 fangedes et hundyr, der gav sin unge die. Stor- relsen paa disse er dog ikke angivet. —€———————————————— a = dd Milben als Ameisenfeinde. Von Sig Thor. Obwohl einzelne Arten der Ameisen als nützliche In- sekten angesehen werden und in gewissen Ländern sich sogar des Schutzes der Forstverwaltung erfreuen, sind sie den Gärt- nern und Pächtern nicht in derselben Weise willkommen. Im Gegentheil — mehrere Arten Ameisen sind sowohl in Häusern, als in Gärten und Mistbeeten nicht nur lästig, sondern in hohem Grade nachtheilig. . Mit ihren kräftigen Kinnbacken bearbeiten sie die Blü- tentheile, das Obst oder das Holzwerk der Häuser; durch ihre Wiühlereien unter Bäumen, in Garten- oder Mistbeeten legen sie Pflanzenwurzeln bloss, stören keimende Pflanzen, verhin- dern deren Gedeihen und verursachen auf mehrere Weisen gros- sen Schaden. Sie vertheidigen die Blattläuse, „das schlimm- ste Ungeziefer der Pflanzen“. Man findet deshalb in prak- tischen Entomologien und Gartenbüchern mehrere , Vertrei- bungs-, Abhaltungs- und Vertilgungsmittel“, welche mit ver- schiedenen Erfolgen versucht wurden, empfohlen. Um so freudiger muss es begrüsst werden, wenn es sich zeigt, dass die Natur selbst auch gegen diese schädlichen Eindringlinge kräftige Gegenmittel hat. Ein Zufall hat mich mit einer neuen Sorte von Ameisen- feinden bekannt gemacht, nämlich mit kleinen Milben, welche vielleicht eben so kräftig, obwohl nicht auf dieselbe Weise wie die Schlupfwespen den Schmetterlingsraupen und 376. Sig Thor. anderen Insekten gegenüber, — die Ameisen in der Garten- erde vertilgen. Ich verdanke zwei Damen auf Kongsberg, Frl. K. M. Kopsland und Frau Dr. Nyqvist, die erste Nach- richt von dieser Sache. Auf einer meiner zoologischen Ex- cursionen (in Juni 1900) wurde ich von der erstgenannten Dame gefragt, welche Insekten die Ameisen angreifen und vertilgen. Als ich die Thierchen zur Untersuchung erhielt, fand ich, dass dieselben nicht Insekten, sondern Milben aus der Familie: Uropodidae (mit den Gamasidae eng verwandt) waren. | Die meisten Exemplare scheinen der Art: Uropoda para- doxa Canestrini & Berlese (1884)! und der Art Uropoda obscura Koch (1835)?) ziemlich nahe zu stehen, können aber vielleicht mit keiner von beiden identifiziert werden. Von der letztgenannten Art unterscheiden meine Exemplare sich besonders durch den Mangel einer Riickenlinie, durch die Körperform (breiter) und durch die abweichende Form der Bauchplatten, besonders der Analplatte, die kurz und breit (elliptisch) ist. Von U. paradoxa CO. & Berl. weichen meine Exemplare besonders durch die Behaarung der Vorderfüsse und durch die Form und hintere Endung der Genitalplatte ab. Wegen Mangel an Vergleichsmaterial kann ich nicht mit Sicherheit meine Exemplare bestimmen, meine aber in denselben eine neue Art zu erblicken und bezeichne diese vorläufig als Uro- poda formicarum n. sp. oder „Ameisenmilbe“. Die Grösse schwankt zw. 0.6—1 mm. Linge und ca. 0.5—0.7 mm. Breite. Frau Dr. Nyqvist hat folgende Beobachtungen gemacht. Nachdem die Ameisen die vorhergehenden Jahre zahlreich in den Mistbeeten auftraten und äusserst lästig waren, schienen dieselben diesen Frühling (1900) nach und nach abzunehmen; sie starben oder lagen auf dem Rücken in schmerzlichen Zuckungen; es zeigte sich, dass dieselben von den beschriebe- nen „Ameisenmilben“ dicht besetzt waren, und diese verur- sachten augenscheinlich den Tod der Ameisen. Man kónnte sich ja denken, dass die Milben erst nach dem Tode oder der !) A. Berlese: Acari, Myriop. et Scorpiones in Italia reperta. Padova 1884, Fasc. XI, No. 9. ?) C. L. Koch: Deutschlands Crustaceen, Myr. und Arachniden, Re. gensburg 1835, Heft 2, Tab. 5 etc. Milben als Ameisenfeinde. e Erkrankung der Ameisen dieselben verzehrten; ich halte aber die erste Erklàrung für viel wahrscheinlicher. Ich will in dieser Verbindung daran erinnern, dass mehrere andere In- |. sekten z. B. Geotrupes, Aphodius, Hister, Necrophorus, Bombus ete. von Uropodidae und von Gamasidae überfallen werden, und dass sie nachher meistens krank oder todt gefunden wer- den. Um mir darüber Gewissheit zu verschaffen, dass die Milben lebendige Ameisen bestiegen, warf ich eine solche in ein Glüschen, wo ich 8 Ameisenmilben hatte. Nach kurzer Zeit hatten 3 Milben die Ameise gefunden und bestiegen, nach ein Paar Stunden 6, und den nächsten Tag alle 8 Mil- ben. Dieselben sassen besonders auf der Rückenseite der Thorax und bewegten sich langsam auf Körperstellen, wohin die Ameise mit Beinen oder Mundtheilen nicht reichen konnte. Einzelne wurden abgestrichen, bestiegen aber bald wieder die Ameise. Wegen neuer Reisen und Arbeiten konnte ich den Verlauf nicht weiter beobachten. Ich muss deshalb später meine Untersuchungen fortsetzen. Die Ameisen kónnen auf verschiedene Weisen in die Mistbeete gelangt sein z. B. mit der Erde oder dem Dünger, kaum durch eigene Bewegung, weil diese ziemlich langsam ist. Am wahrscheinlichsten finde ich's, dass die Ameisen auf ihren Wanderungen mit Milben behaftet worden sind und selbst ihre Feinde unfreiwillig in die Mistbeete getragen haben. Ich meine nun, dass man solche „Ameisenmilben“ im- portiren und dadurch vielleicht eine gute Hilfe im Kampfe gegen die ausserordentlich zahlreichen und schädlichen Amei- sen erhalten könnte. Vielleicht haben gewisse Arten (Ameisen) bestimmte Ar- ten Milben als Feinde; ich hoffe auch in dieser Richtung später weitere Untersuchungen und Experimente anstellen zu können. Kristianıa 31 December 1900. N aar „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* be- gynder sit 38te Bind, vil det sees, at Udstyret er noget forandret, saaledes at der vindes mere Oversigtlighed. Men ogsaa i en anden Henseende sker der en Forandring, og denne er af mere indgribende Betydning, idet ,, Nyt Magazin for Naturviden- skaberne* herefter kun kommer at optage Afhandlinger over naturhistoriske Emner inden de botaniske, geografiske, geologiske, mineralogiske, og zoologiske Videnskaber. Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 1200 aarlig, men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke lillige støttes ved Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af Naturhistoriens Fremme 1 vort Land. Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger, men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger et Resumé paa et større Kultursprog. : Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen bliver fremdeles Kr. 2,00 for hvert Hefte frit tilsendt med Posten inden de skandinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionerer er: For Norge, Sverige, Danmark og Finland: T. O. Bregger, Carl Johansgade 12, Christiania. For andre Lande: R. Friedlander & Sohn, Carlstrasse 11, Berlin N. W. For Redaktionen N. WILLE. poa Na ographiske Fore m Dee ved n. — Th. Hiortdahl. — W. C. Brøgger. — Be Nansen? NM Ma id AY å | | UR | od t ; i . 37te Binds Aste. Hefte. | ^4de Rækkes 5te Binds | iste Hefte. _ Christiania. | Kommiss on hos T. oO; Bregger. ie A. W. Brøggers Bogtrykkeri. — 1900. ‘In dhold. Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift nordenfor road orden: AE OA Hofstad re Wainer 1 Om en forekomst af muslingskaller under moræne ved Bergen. AtJ. Rekstad.: Med3 planchers tec ops vow ed 40 - En malakologisk notits. Af Embr. Strands. JG 44 Bidrag til Hallingdals og Lyngørs insektfauna. Af Em br. Strand 46 Bidrag til vore bræegnes geografi. Af P. A. Øyen. . de cs cc 13: Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. N. Wille i Kristiania 3 Aarlig vil af ,Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ ud- komme 3 til 4 Hefter, hvert paa 6 til 7 Ark, som koster for Subskribenterne 2 Kr Med Posterne bliver det frit for- sendt. Subskription modtages af Tidsskriftets Kommissionær T. 0. Brøgger, Carl Johans Gd. 12, Kristiania. Forfatterne ere selv ansvarlige for deres Afhandlinger. CS let = E) Bra d e. ds 2det H in Zz Hef ne D. 1 9d Bin Bite S te B efte. 5 'EE er : Bre ss on hos T. ©. Kommi Aw | Ti. rykke E B gers Brøg SER Ae, RN TÜR, Indhold. Bidrag bil vore e bræegnes geografi. (Slutning). Af I p. AS. Pu e ) Undersogelse over karplanternes au i Nord-Reisen. Af Rer "Fridiz t FTU Ee Á SES ae -Junkerdalen og dens fni. Ei bidrag til kundskaben om de indre | dele af Salten. Af Jes Dysng fuse er ME NYT MAGAZIN FOR | NATURVIDENSKABERNE. Grundlagt af Den Physiographiske Forening i Christiania. Udgivet ved - H. Mohn. Th. Hiortdahl. W. €. Brøgger. F. Nansen. N. Wille. i arte Binds 4de Hette. 4de Rekkes 5te Binds 4de Hefte. Va owl d Ne Ha ol 7 A INBE ae PT à Que så gris Pee tnt ALSO Hit Sy aT TET a 2 s VS je AL ront : Y \ AD : DENT Y yey NUNG: / 1 \ { | 2 D | t Å N å \ 4 - " > DE. Christiania. | Kommission hos T. O. Brøgger. A. W. Breggers Bogtrykkeri. OR Gd ONE Nue IL NUI E a COE PAA AA RUN US ERU MES OPES EOE EO INNE UN UNS NI NSI AT BU ORS DR TRE BOI OS AN RAN SPIN SINIT OS Oe ae i PEDO På 1900. S My yi JET Peer RÉ Ge AG 9 ET LS UE NEC E er DI ST PPS PTS TL LP TTL LL I TL TL PSS SL TS ET 1 aft + Jå Lå VAG à i SE te hi NU EET dl osse x XM atiende oro d 7 ' Indhold. Junkersdalen og dens flora. Et bidrag til kundskaben om de indre dele af Salten. (Slutn) Af Joh Dyring. -... . cc. 289 Fortegnelse over coleptera samlede av hr. A. Wollebæk særlig i Fredrıkstads-omeon sre. Tas e ence E aU Wo Sow d e -. 909 Anereidmaahng. : Af-P A. Øyen |. 92:59. 0.0.0, Tele udi Aarsberetning for „Det biologiske selskab i Kristiania 1898—1900.* Ved G. A. Guldberg og Jens Holmboe . . 2 2 re rr se å 336- Embryometriske undersøgelser af delphinfostere: - Delphinapterus, Globicephalus og Delphinus delphis. Af Gustav Guldberg . . . 861 Milben als Ameisenfeinde. Von Sig Thor . . SN MIA Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. N. Wille i Kristiania - Samtidig med B. 37 vil i indeværende Aar ogsaa udkomme — 38te Bind.- I Forfatterne ere selv ansyarlige for deres Afhandlinger. Den Physiographiske Forening i Christiania. Brøgger. - Hefte: 5 3die Hefte. “he 3die Christiania. mission hos T. Oo. Bregger. E W. Br ykkeri. Indhold. Bidrag til vore bræegnes soograti: AT Pr. Ar yen res $5. 609-5 97 Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. N. Wille i Kristiania _ Aarhg vil af ,Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* ud- komme 3 til 4 Hefter, hvert paa 6 til 7 Ark, som koster for Subskribenterne 2 Kroner. Med Posterne bliver det frit for- sendt. Subskription modtages af Tidsskriftets Kommissionær T. ©. Brøgger, Carl Johans Gd. 12, Kristiania. _ Samtidig med B. 37 vil i indeværende' Aar ogsaa udkomme 38te Bind. Forfatterne ere selv ansvarlige for deres Afhandlinger. ^ a WM OP ae TAM GM : 2 5 win Ba} en int Stabe LA ren re - x ne t. vus - ap Li 1 me heat dX Pi MA PR IA ed hd