Mæn rt Allr Able All lb 2 Iz. 2 l 21. WE 1 Wuff asc ag e 8 Om Faareracer ſamt ee ee e K 3 1 8 EN I Fanrenes særegne Sygdomme og deres Behandling. BROER Nied et Anhang om Slagtning. MR. | Af | S. Galtung, 8 Norſk⸗amerikanſk Dyrlæge. Med Illuſtrationer. Chicago. Skandinaven's Boghandel. 18 25 : She. f. UNITED STATES OF AMERICA. Om Faareracer ſamt Fnnarenes særegne Sygdomme og deres Behandling. Med et Anhang om Slagtning. f H. Galtung, Rorſk⸗amerikanſk Dyrlæge. BY GF cor. eder RICH TEO Med Illuſtrationer. Cbic ago. Skandinaven's Boghandel. 1887. Entered according to Act of Congress, in the year 1887, by JoHN ANDERSON & Co. In the Office of the Librarian of Congress, at Washington, D. C. ” * — 7 Skandinaven's Indbunden i Bog⸗ og Aceidentstrykkeri. Skandinaven's Bogbinderi. Sarord, Da der i den norſt-amerikanſke Literatur ikke hidtil har været noget ſelvſtendigt og prisbilligt Skrift, der ſpecielt har behandlet dette Emne, maa det antages, at her er Trang tilſtede for et ſaadant Skrift, og Onſket om at afhjælpe denne Trang er Beveggrunden til at dette lille Skrift overgives Farmeren til velvillig Mod— tagelſe. . Blandt Nordveſtens Farmere er det i den ſenere Tid blevet en ledende Tanke at ofre Faareavlen mere Opmeerkſomhed end tidligere — en Tanke, der er op— ſtaaet formedelſt den Kjendsgjerning, at Svineavlen, der tidligere udgjorde en ikke uveſentlig Indtegt for Farmeren, i den ſenere Tid har viſt ſig mindre lonnende, dels fordi, at Svinekoleraen, der ſynes at trodſe alle Forebyggelſesmidler, optræder mere og mere herjende, og dels fordi, at Priſerne, grundet paa flere europeiſte Staters Forbud mod Indforelſen af amerikanſk Fleſk, neppe naar op til det Halve af, hvad den tidligere gjorde. Da der tillige er alle Tegn til, at Udforſelen af Slagtefaar til Europa i en ner Fremtid vil tage et ſtedſe ſtigende Opſving, ligger ogſaa heri al Opfordring til at benytte fig af ſammes Fordele og ofre Sagen den Opmerkſomhed, ſom den fortjener. Jorfatteren. 5 Om Faareracer. Det forſte Sporgsmaal, Farmeren opkaſter, naar hans Beſtemmelſe er tagen om at ville holde Faar, er: hvilke Racer maatte pasſe bedſt for de forhaan— denverende lokale Forhold, og kunne med ſtorſt Udſigt til Fordel underholdes. Det er en Kjends— gjerning, at her er en Mængde Faareracer, Arter og Afarter, dels konſtante Racer og dels fremſtaaede ved Krydsning. Paa mange Steder i Europa har man ofret Faareavlen al onſkelig Opmerrkſomhed, og blandt de Lande, ſom i denne Retning ſtaar i forſte Rekke, er Skotland, Schweitz og Spanien. J lange Aarrekker har en ſyſtematiſk Opdræt og Be— handling i disſe Lande bleven Faareavlen til Del, og. ypperlige Racer ere fremſtagede, hvis Ry har naaet til de fjerneſte Egne. Faareavl er en meget gammel Neringsvej, der gaar tilbage lige til de gammel-teſtamentlige Dage. Oldtidens Folkeſlag, der for det meſte var Nomade— ſtammer, ſyntes at have fat fin Are i at have det meſte og bedſte Kvæg, idet den patriarkalſke Myn— dighed veſentlig beſtemmedes efter dette. Der var 6 dog neppe i disſe Tider mange Faareracer, frem— bragte efter Kunſtens Regler, idet et temmelig ens— formigt og ligefremt Frembringelſesſct har gjort fig gjeldende, og dette har fin Forklaringsgrund deri, at de lokale og klimatifk Forholde ikke frem— bod jaa ſtore Uregelmesſigheder ſom ſenere, da disſe Dyr blev ſpredte fra den ene Jordens Ende til den anden. f Idet disſe Dyr dels tilfældigvis og dels efter Beregning ſpredtes rundt i de forſkjellige Lande under de meſt forſkjelligartede lokale og klimatiſke Forhold, er det en Selpfolge, at de Bræg og Frem— tredelſesformer, ſom de beſad i Naturtilſtanden, mere og mere tabtes og antog Karakter efter de ſted— lige Forhold, ſom de tilfældigvis bleve henſatte under. Et Dyrs Grundformer kan under Natur— tilſtanden bibeholdes uforandret, faalænge ſom det befinder ſig inden denne, men aldrig ſaaſnart bliver denne forrykket, førend en iøjnefaldende Forſkjel fra det oprindelige kan ſpores. J vild Tilſtand har Faaret det tilfælles med de fleſte andre Dyr, at det har et grovere Udſeende. For at kunne modſtaa Vejrligets ſkiftende Virknin— ger er dette ogſaa nødvendigt, og Naturen ſorger da ſelv for at bibringe det den fornodne Haardforhed. Ulden er da langt ſtivere og grovere, og Ben- og Mufkelbygningen ſteerk og harmoniſk udviklet. Disſe Egenſkäber tabes alt mere og mere i ſamme Forhold, ſom det under Menneſkets Herredomme * . — 4 bliver til Del en Behandling, der mere og mere af— viger fra Naturtilſtanden og de frie Inſtinkters Brug. Det var forſt efterat Faareavlen blev Gjenſtand for en ordnet Neringsgren, at Raceforbedring ved Krydsning blev en Mulighed. Enkelte Faareholdere fordrede nemlig helſt Dyr, der havde en ſteerk kjod— producerende Evne, atter andre lagde udelukkende an paa, at frembringe megen og god Uld, medens atter andre lagde Tyngdepunktet paa at ſe begge disſe Egenſkaber udprægede i en og ſamme Race. Det, ſom atter igjen var beſtemmende for denne Indde— ling, var de lokale og klimatiſke Forhold, der ſom en Folge af Nødvendighed maatte raadſporges. Det endelige Reſultat heraf blev tilſidſt en paa Er— faring og Videnſkab planlagt Fremgangsmaade, hvorved de ſtorſte Fordele med mindſt mulige Ud— gifter kunde vindes, og de fleſte Hindringer for et velordnet og lonnende Faareavlſyſtem undgaaes. J Tidernes Lob er her opſtaaet en Mængde Arter og Afarter af Faar, idet hver af disſe har antaget Preg af den Behandlingsmaade og de lo— kale og klimatiſke Forhold, under hvilke de har været ſtillede. Ved fornuftig og omſorgsfuld Indavl, det vil lige, uden Blanding med indførte og ganſke af— vigende Racer, har det lykkedes at fremſtille ud— merkede Arter, der beſidder alle onſkelige Egenſkaber for dette eller hint Ojemed. Viſtnok maa det er— fjendes, at der mange Gange, ſaavel ved Indavl ſom 8 ved Krydsning med andre Racer, er begaget ftore Fejltagelſer, grundet paa manglende Indſigt i at bedomme Stamdyrenes Verd rigtigt. Hos mange er denne Lidenſkab, der ytrer fig i planlos Jagen efter alt Nyt, Skyld i ſtore Tab og fejlſlagne For— haabninger, men Erfaring har og vil fremdeles blive den Retteſnor, ſom bor befolges, og hvorved Fejltagelſer undgaaes. Krydsning er dog ofte en anbefalelſesveerdig Ting, da en Races Egenſkaber tidt ved fortſatte uheldige Omſtendigheder kan tabes, og da gjelder det ikke alene at frembringe de gode men endog langt ædlere Egenſkaber, end Stamdyrene af ſamme Race beſad, alt grundet paa en fornuftig Opdræt og Pleje og Valg af Avlsdyr. Blandt de mange Racer af Faar, ſom i broget Blanding kan ſes rundt i de nordveſtlige Stater, men for de fleſtes Vedkommende dog meſt ei Syd— veſten og Sydoſten, maa nævnes ſom de veſentlig— ſte: Merinofaaret, Leiceſterfaaret, Cotswoldfaaret, Lincolnfaaret, Susſex-Downfaaret og Cheviotfaaret. Merinofaaret gjelder for at være Verdens meſt finuldede Faar, og Ulden anvendes blot i de fineſte Kledesfabrikker. Men man maa lægge Merke til, at denne Hovedegenſkab tabes hos Merinofaaret i ſamme Grad, ſom lokale og klimatiſke Forhold ikke ſtemmer overens med dets Fordringer. Det er nem— lig den meſt kjcelne Faarerace, man har, og kan kun med Fordel underholdes paa Steder med et Klimat, 9 der nærmer fig dens Hjemſtavns, nemlig Spanien, hvorfra det er hidført. Det har liden Modſtands— kraft ligeoverfor koldt Vejrlig, og bliver det end med Tiden gjennem flere Slegtled lokaliſeret, ſaa kan man være vis paa, at dets Hovedegenſkaber for en ſtor Del er tabte, idet den fine Uld er vegen Pladſen for en grovere. Leiceſterfaaret er af engelſk Oprindelſe og er en konſtant Race, frembragt ved Krydsning af gode Avlsdyr. De er af en langt ſtorre Legemsbygning end Merinofaaret og underholdes meſt for Kjodets, Skyld. Engelſkmendene ere nemlig ſterke Faare— kjodſpiſere, medens Amerikanerne hidtil ikke har efterlignet ſine Stammefreender i denne Sag, men Tiden vil nok ogſaa heri bringe en Forandring. Paa Steder, hvor Faarekjod er en efterſpurgt Vare, vil det viſtnok under ellers gunſtige Omſtendigheder, lonne ſig at underholde dem. Men man maa ikke lade ude af Sigte at føde dem godt, idet de maa have rigelig Fodring og kraftige Greesgange, uden hvilke de ikke giver foronſket Udbytte. For Nordveſtens Farme i Almindelighed pasſer ikke denne Race, men giver, ſom ovenfor nævnt, godt Udbytte, hvor den finder tilſtrekkelige Betingelſer for fin Crivjel. Cotswoldfaaret er ogſaa en ſtor Faarerace, der fornemmelig udmerker fig ved fine høje Ben og højt- ftillede Hoved. Ogſaa dette er af engelſk Oprindelſe, og er en konſtant Race. Det ſtaar i høj Anſeelſe paa Steder, hvor det trives godt, men heller ikke 10 denne Faarerace pasſer for Nordveſten, idet den ſtiller altfor ſtore Fordringer til de klimatiſke og dictiſke Forhold. Det egner ſig bedſt for ſtorre Faarefarme i Sydveſten og Syden. Gjennem Ind— avl er det blevet betydelig forbedret og ſkal lonne ſig godt paa Steder, der i naturlig Henſeende pasſer for det. Cotswoldracen er i Stöorrelſe næft den forbe— drede Lincolnrace, men ogſaa det ſidſtnevnte pasſer bedſt for Underhold i ſtore Flokke eller paa Faare— farme. Lincolnfaaret er i kropslig Henſeende det ſtorſte, man har her i Landet, og har en ualminde— lig lang og glindſende Uld, der undertiden gives Navnet Lustre Wool. Susſex⸗Downracen er en Art kortuldet Faar og ſkal være Landets ſmukkeſte Faarerace hvad Udſeen— det angaar, men pasſer ligeſaalidt ſom det førnævnte for Nordveſten. Det har tiltrukket ſig ſtor Op— merkſomhed paa mange Steder og har ſydligere en ikke liden Udbredelſe. Medens f. Ex. Cheviotfaaret udmeerker fig ved aldeles uldfrit eller “ſnaut“ Hoved og ſnaue Ben, er Susſex-Downracen mere uldrig overalt paa disſe N og er tildels ſtͤrre end det forſtneevnte. Den Faarerace, ſom bedſt af alle turde egne ſig for Nordveſten, er den ſaakaldte „Cheviotrace.“ Den er af Middelſtorrelſe, er kraftig udviklet, med mid— dels godt Uldbelæg og er af ſkotſt Oprindelſe. Det er en konſtant Race og er en af de meſt fuldkomne, 11 man har, idet de er letfodrede og ftærfe ligeover— for vexlende klimatiſke Forhold. Denne Race for— ener i fig begge de Egenſkaber, ſom Nordveſtſtaterne fordrer, nemlig Uld- og Kjodrigdom. Ligeledes udmærker den fig ogſaa ved ſtor Frugtbarhed — noget, ſom ikke kan ſiges om alle Faareracer. Ved en rigelig Fodring og forøvrigt god Pleje formeres denne Race ualmindelig hurtigt, og dens Særpræg ſynes at fremtræde i deſto ædlere Skik— kelſe for hvert kommende Sleegtled. Man bor ikke opblande den med andre Racer, men nodes man til at opfriſke den for at undgaa for nær Slegtſkabs— avl, bor man forſkaffe ſig Handyr fra andre Hjorder af ſamme Race. Stamdyrene bor mindſt vere et og et halvt Aar gamle, forend de anvendes til Avl, da man fra Dyr af yngre Alder ikke kan vente et kraftigt og godt Af— kom. De maa udvælges med Omhu, da dette i høj Grad betinger et kraftigt og ſundt Afkom. Uld— masſen bor være ren og ensartet og maa beſtaa af rene Stablers, jo mere kruſede deſto bedre. Muſk— lerne maa være vel udviklede, Hovedet af Middel— ſtͤrrelſe med jevnt bøjet Neſe. Fødderne maa ikke være lange, men kraftige og rette. Krydſet hos Hundyret maa ikke være bredt og højt, ſamt uden Fejl, fremkaldt ved Ulyffestilfælde eller paa anden Maade. Yveret bor være rundagtigt med Patterne (Spenerne) ſtillede vidt fra hverandre, Bryſtkasſen 12 bør være fremſtaaen de og bred mellem Forbenene. Stamdyrene bør være af lige Størrelje. J de nordligſte og foldejte Dele af Nordveſten, hvor der er Anledning til Udegang Vinteren over, f. Ex. i Skopdiſtrikter, vilde maaſke en anden Race pasſe godt, nemlig den ſaakaldte Blackfacerace. Den er under Middelſtorrelſe, og, ſom Navnet antyder, ſort i Hovedet og har ſortſpettede Fødder. Denne Race er temmelig haardf or og afgiver ganſke rigeligt Kjod. Skotterne er her i Landet ubetinget de bedſte Faareavlere, og de, der maatte tenke paa at drive Faareavl, burde henvende fig til Skotlendere for at kjobe Avlsdyr, da ingen Nation her har bedre Skjon paa ſamme Sag end de. Det ſiger fig ſelv, at Mengden af de Faar, man agter at underholde, ſtrengt maa rette fig efter de mere eller mindre gunſtige Forhold, under hvilfe man er ſtillet. 8qH8— ———— 1 Faarets hyppigſte Sygdomme ſamt deres Behandling. : Kolik. Naar Faaret har utilſtrekkelig Adgang til Band eller lider af Feberſygdomme, angribes det tidt af Kolik, der dels ogſaa fremkaldes ved, at man kaſter 13 Salt til dem paa ſandig Grund, og at det under Optagelſen af ſamme tillige ſluger en Del Sand, der bringer Forſtyrrelſe i Fordojelſesorganerne. — Sygdommens Heftighed beror paa de Aarſager, ſom har fremkaldt den. Kjendetegn. Dyret viſer ſtor Uro, tvinger Halen opad og bøjer Bagbenene, idet det trænger pan ſom ved Fodſelsveer. Under de ſtorſte Smerter lægger og rejſer det ſig uafladelig og indtager i liggende Stil— ling en vuggende Bevegelſe, medens det ſtedſe ſer bag ud med et modfaldent Blik. Behandling. Denne maa pdes ſaa hurtig ſom mulig, da Faa— ret er et af de Dyr, ſom hurtigſt dræbes af denne Sygdom. En liden Klyſterſprojte maa i dette Til- fælde anvendes, og flimede Klyſterer ſettes flere Gange. Indvortes giver man: FCC wi une el Oise. Mix. En ſaadan Portion gives med tre Timers Mel— lemrum, og et Par Portioner plejer i Almindelig— hed at være tilſtrekkelig. 14 Diarrhoe. Denne Sygdom angriber ofte Faarene i Hoſt- og Vaarmaanederne og er tidt af en farlig Natur, idet den dels optræder med ſmitſom Karakter. Kjendetegn. Der ſker hyppige Udtommelſer af flydende, dels ildelugtende Exkrementer, der kleber fig faſt til Halen og Bagbenene, hvorved et diarrhoeſygt Dyr kan ſees paa lang Afſtand. Mad- og Drikkelyſten er i ſlemme Tilfelde betydelig formindſket, og en gjennemgagende Slaphed ſpores hos Dyret, idet det foretrakker at vandre omkring alene, Krefterne og Huldet aftager i betydelig Grad, og hvis Hjælp udebliver, vil Do— den indfinde ſig. Aar ſager. Disſe kan være forſkjellige, og deriblandt er For— kjolelſe den hyppigſte, idet f. Ex. ſtrax efter Klip— . ningen Dyret kan udſettes for koldt og regnfuldt Veir. Ligeledes ved daarligt Foder eller af Havne— gangen, hvor Dyret har ſpiſt visſe Planter, der ikke ſtemmer med Fordojelſens Fordringer, eller det kan være en arvelig Sygdom, der periodevis giver ſig tilkjende. . Behandling. Man maa underſoge, hvad ſom fan være Aar— ſagen til nævnte Sygdom, og udfindes denne, føger man at undgaa eller fjerne den. Fodret maa beſtaa 45 af faſte og bindende Stoffer, ſaaſom hakket Hø og Halm i lige Blanding eller om Sommeren med vel— tørret Ho. Som indvortes Midler anbefales: 2 SE FRE S ere arlet bis I Drachm. FTT 1 Drachm. F 2 DPraehms. Mix. En ſaadan Portion gives to Gange daglig, indtil Bedring ſpores. De af Udtommelſerne tilkliſtrede Steder, ſaaſom Hale og Bagben, renſes, idet Ulden klippes bort. Er det muligt bor det eller de ſyge Dyr afſondres fra de friſke for at forebygge Mulig— heden af at overføre Sygdommen ved Smitte. Drejeſyge (Sringfjufa). Videnſkaben har godtgjort, at Aarſagen til denne Sygdom er en Blareorm, der, ved at udvikles i Hjerneſubſtanſen, bringer Forſtyrrelſe i dennes Funktioner, faa at Nervevirkſomheden ſlappes. Un— der et ſterkt Forſtyrrelſesglas viſer den ſig ſom en ledet Masſe med mange Hoveder, der ere i en vibre— rende Bevegelſe. Forend Blereormen opdagedes, troede man, at paagjceldende Sygdom var Hjerne— beteendelſe. Kjendetegn. Man merker hos Dyret førft en paafaldende Slovhed med Tilbojelighed til Kaſtninger med Ho— 16 vedet, forſt i ubeſtemte Retninger, ſenere mere til den ene Side end den anden. Lægger f. Ex. Dyret Hovedet mere til højre Side, beviſer dette, at Blære- ormens Operationer foregaar paa Hjernemasſens højre Side. Tilſidſt begynder Dyret at treede en formelig Runddands, altid til en beſtemt Side, og det er efter disſe Bevegelſer, Sygdommen har faaet Navn. Behandling. Det er ikke altid, man kan udrette noget ved Be— handlingen, ſkjont det i enkelte Tilfælde nok kan lyk— kes, naar heldige Omſtendigheder træde til. Aareladning er det nyeſte og ſikreſte Middel, og den kan udfores ved at tage en i Forhold til Dyrets Storrelſe afpasſet Mængde Blod fra Halsblodaaren og ſamtidig indſmore Banden med Terpentinolie. Under enhver Omſtendighed vil Bleereormens Ud— vikling hemmes og i heldigſte Tilfælde forſtyrres. Stivkrampe. Dette er en farlig Sygdom, der fordrer al Op— merkſomhed, hvis Kuren ſkal kunne faa et heldigt Udfald, da Efterladenhed ofteſt har Døden til Folge. . Kjendetegn. »Man meerker forſt en voxende Stivhed og Van— ſkelighed i at bevæge fig, idet ſaavel Ganglemmerne ſom ifær Halſen ſynes at have tabt fin Bevegelig— 17 hed, og det ſynes ogſaa, ſom om disſe Legemsdele er tykkere end under normale Omſtaendigheder. Optræder Sygdommen dødelig, taber Dyret tilſidſt. Evnen til at bevæge fig. Madlyſten tabes, Øjnene ſtirrer ſtift hen for fig og Forbenene træffes ind under Bugen. Tilſidſt falder Dyret overende og kan ikke mere rejſe ſig. Er Dyret ſamtidig hermed udfat for koldt eller regnfuldt Vejr, er Stillingen deſto farligere. Aarſager. Som til jaa mange andre Sygdomme er For— kjolelſe ogſaa her hyppigt Aarſagen, idet Dyret ikke er blevet tilſtrekkelig tilſeet ſtrax efter Klipningen. Ligeledes kan denne Sygdom opſtaa efter Kaſtration af Vedere, iſeer hvis denne er udført under uheldige klimatiſke Forhold eller af en uovet Operator. Behandling. Dyret bor adſkilles fra de øvrige og, om muligt, henſettes i et varmt, lunt Rum. Det bor indſvobes i et Teppe eller lignende, Indvortes giver man: e ANER STR 1 Drachm. JJCCVVVVCCCCCCVVVV RG 2 Drachms. Mix En ſaadan Portion gives Dyret to Gange i 24 Timer. Samtidig kan man prøve at lade det faa lidt lunken Meldrikke, hvori lidt Salt, og ellers lade det have Ro. Om Faareracen. 2. eegen ſur Lugt. 18 Hvis det inden otte Dages Forløb ſynes at være livligere, vil Helbredelſe paafolge. Averbetendelſe. Denne Sygdom angriber tidt Moderdyret — heftigt eller lemfeldigt i Forhold til Aarſagerne. Under enhver Omſteendighed maa man have Op— merkſomheden itide henvendt paa Ondet, ſaameget mere ſom det i Almindelighed angriber de bedſte Avlsdyr. Kjendetegn. Meeret er ſterkt opſvulmet, haardt og varmt. Er Sygdommen af det brændende Slags, har Nveret et blaaſort Udſeende, der tyder paa en forhøjet Blodtilſtremning til ſamme. Melken ophorer og i dens Sted kan man udmelke en ſejig, klebrig Vedſke, der tildels er blandet med Blodſtrimer og har en Aarſager. Den vigtigſte Aarſag er i Almindelighed For— kjolelſe ſtrax efter Lamningen, eller at Lammet paa en eller anden Maade kommer afdage, og Melken ſaaledes ikke regelmesſig eller flet ikke udtommes af Meret; ligeledes Spulſt i ſamme, fremkaldt ved ydre Vold, ſamt Urenlighed i Blodet. Behandling. Yoeret maa udmelkes ofte, eller man lader flere Lam ſkiftevis udpatte det, forſaavidt Melken ikke er 19 bleven uren, i hvilket Tilfælde det maa udmelfes med Haanden. Saalænge Yveret ikke føles haardt og forheerdet, kan man to Gange daglig paabade det et lunkent, tykt Afkog af Buck-bean, men hvis Nveret føles haardt, fpændt og uden vaſentlig Varme, anvendes folgende: KOEN BMS NS EAR Tet se EN 2 Drachms. BREDEN ARE al Ser * 2 Drachms: , sl rkln ger HENTE 4 Ounces. Mix Hermed indſmores Yveret Morgen og Aften. Indvortes giver man: VV 1 AG) een „„ ᷑ V JAN TEIDE VDS, 1 Drachm. Dette oploſes i Vand, og en ſaadan Portion gives to Gange daglig, indtil Bedring ſker. Naar Melken er bleven ren, kan Lammet atter patte. Skab. Dette er en Hudſygdom, ſom angriber alle Faare— racer, ſaaſnart Betingelſerne for dens Trivſel er tilſtede. Det er en, om end ikke abſolut dødelig, dog. meget ſlem Sygdom, da den i hojeſte Grad er ſmit— ſom, og Ejeren vil blive paafort betydelige Tab, om den angriber en hel Faareflok. Dens hurtigſt mu— lige Udryddelſe er ſaaledes det ſikreſte Middel mod Faareflokkens Forringelſe i Verdi. 20 Kjendetegn. Disſe er forſt en ſterk Kløe, idet Dyrene ſkub— ber ſig mod enhver Gjenſtand, de kan komme ner, hvorved Ulden afgnaves og der opſtaar ſaare, af— gnavede Pletter, ſom overtrœkkes med Skorper og Skurv, under hvilke der findes Saar, indeholdende en klebrig Materie. Den Uld, der ikke ſkubbes af, ſammenvikles, faa at Dyret faar et hojſt uhyggeligt Udſeende. Skabet begynder almindelig paa Halſen og Ryggen, fortſettende fig ſenere nedover Siderne, og ved at beføle Dyrene kan man danne fig et Be— greb om Skabets Udbredelſe og Virkninger. Dy— rene afmagres og, hvis ikke en fornuftig Behandling itide indtræder, vil flere af Dyrene do ſom Folge af Utrivelighed og Lidelſer. Aarſagen er fra forſt af en daarlig Behandling, ſaaſom daarligt Foder og ubeſkyttede Tilholdsſteder. Senere ſker det gjennem Smitte, og hvert eneſte Dyr inden Flok— ken vil da blive angrebet, og i Serdeleshed er magre Faar Gjenſtand for Skabets Godttykke. Behandling. Da det er et levende, mikroſkopiſk Dyr, ſom kal— des Skabmidden, der foraarſager Skabſygdommen, maa Dette ſoges ødelagt ved Midler, der for denne har en Gifts Egenſkaber. Forſkjellige Midler har 21 været anvendt mod Sygdommen, og jom et af de billigſte fan anbefales følgende: TTC 1 Pound. ff Se RER I LE 16 Pounds. e ERE ENE 6 Ounces. Tobakken koges i Bandet, indtil omtrent det Halve er tilbage, og naar det er bleven koldt, ſies det, hvorefter man tilſetter Oljen. Efter at Re— ſterne af Ulden er klippet af, vadſkes Dyrene to Gange med et ſaadant Bad, nemlig en Gang hver Uge. For ſtorre Flokke trænges naturligvis mere end det her anførte Kvantum, men da maa man for— hoje dette efter det angivne Forhold. Foregaar Vadſkningen om Vinteren, maa Badet veere varmt. Alt, ſom har været i Berorelſe med Dyrene tidligere, maa rengjores, og alle Midler til Sygdommens fremtidige Undgagelſe benyttes. Vatterſot. Dette er en Sygdom, ſom har vekrret ligeſaa længe kjendt ſom den er hyppig. Den optræder helſt i Sommere med forholdsvis ftørre Regn— mængde. Kjendetegn. Man ſporer forſt en tiltagende Storrelſe af Ho— vedet ſamt Hals og Bryſtkasſe. Madlyſten tabes, Gangen bliver uſikker, og tilſidſt dor Dyret, ſom det ſynes, uden Lidelſer. 22 Aarſagerne hertil er ofteſt Bejtning paa daarlige, vaadlendte Gresgange, eller andet daarligt Foder, ligeſom ogſaa ſeregne Anlæg hos Dyret kan fremkalde Syg— dommen. ä Behandling. Man maa give Dyret bedre Foder og ikke udſette det formeget for koldt og fugtigt Vejr, ſamt give det Salt og tilſtrekkeligt nærende Foder, Hvortil er fat en Skefuld pulveriſerede Juniperberries for hvert Dyr pr. Dag. Indvortes gives folgende ſom Medicein: RUF BOWdSE 5 AAC ˙ RA Foo ( SE SNE SEA 2 Drachms. FCC 2 Drachms. Mix. En ſaadan Portion gives hvert Faar to Gange daglig indtil Bedring indtræder. Igelſyge i Leveren, Denne ejendommelige Sygdom udmeerker fig ved en feberfri Tilſtand og er ofte temmelig langvarig, Jaa den tidt er vanſkelig at opdage og bedømme. Dels angribes kun enkelte ældre Faar og dels hele Flokke. ; f Kjendetegn. Dyrets Uld begynder at falde af, faa at der op— ſtaar bare Pletter hiſt og her paa Kroppen, og ikke 23 fjelden plages faadanne Dyr af løft Liv og hyppig Urinladen. Slimhinderne i Næje og Mund have et blegt eller gulagtigt Üdſeende, og længere henne under Sygdommen bemeerker man vandagtige He— velſer paa forſkjellige Legemsdele. Aarſagerne kan helſt ſoges i daarlige, vaadleendte og uſunde Gresgange eller en daarlig, knap eller uhenſigts— mesſig Fodring i det Hele taget — ikke at forglemme urent Drikkevand. Naar et Dyr, der dor af denne Sygdom, underſoges, vil man finde, at Leverens Galdegange er opfyldte af et Slags Igler af en Tommes Længde og af en graagron Farve og et fladtrykt Udſeende. Leverens Udſeende er forſfjellig fra, hvad den er i normal Tilſtand, idet den er for— haeetdet og indtager et ftørre Omfang end i fund Tilſtand. Behandling. Dyrenes Fodring eller Greesgang maa forandres og vige Plads for en mere henſigtsſvarende. De maa ſettes i Ly under koldt og regnfuldt Vejr. Paa Foderet kan ſtraes Salt og lidt pulveriſeret Harpix (resin), omtrent en Theſke pr. Dyr. Indvortes giver man: c ike 1 Drachm. e, ss Se ven 2 Drachms. JJJ%%%%6 sata IS ege reed lalete 3 Drachms. 24 En ſaadan Portion gives to Gange daglig. Behandlingen maa tage fin Begyndelſe ojeblikkelig, naar man merker Sygdommens Tilſtedeverelſe, da da den ellers let kan antage en uhelbredelig Form. Koppeudflet. Kjendemeerkerne paa denne farlige og ſmitſomme Sygdom, der opſtaar hurtigt og uden Forlober, er at Dyret har Feber, Madlyſten tabes, Livskraften er nedſtemt og Aandedrettet bejværligt, medens et gulladent Udflod begynder at viſe fig fra Neſe og Mund. Paa de meſt blottede Steder ſes rødlige, runde Knuder af en Bonnes Stoöorrelſe, ſom, naar de ſkubbes bort, efterlader én gulagtig, tyktflydende Veedſke. Forekomme de i ſtorre Mængde, ſmelte de ſammen og danne ſammenheengende Skorper, hvorved Ulden ſammenkleebes i „Totter“ og Dyrets Tilſtand og Udſeende danner et ubehageligt Skue. Aarſagerne er i Almindelighed Smitte, og ſmitſom er Syg— dommen i hojeſte Grad og kan folge med Ulden, hvorhen denne forſendes; den kan ſaaledes erholdes ofte paa en uſkyldig og ubegribelig Maade, ja, den kan endog forplantes gjennem Luften, hvis Syg— Dommen er herſkende inden et Omraade af 25 Mile. ; ' Behandling. Foderet maa være ſundt og nærende, og den for- nødne Beſkyttelſe mod koldt og regnfuldt Vejr maa 25 ydes, De ſyge Dyr maa ſtrengt afſondres fra de ſunde, indtil man er ſikker paa, at Epidemien er ophørt. Indvortes giver man: CC .n5̃¹ẽ NEEDS 2 Drachms. / reg sn 2 Drachms. e SAND SIN SSD 1 Drachm. Ble ENE IS nd dn SE 1 Draehm Mix En ſaadan Portion gives en Gang daglig indtil Bedring, og alt muligt maa gjores . at fore⸗ bygge Smitſtoffets Udbredelſe. Uldedere. Dette hajſt beſynderlige Tilfælde forekommer ikke ſjelden inden en Faareflok, idet et eller flere Dyr begynde at ede Ulden af de øvrige. Man vil let indſe, at dette er en ſaare uheldig Omſteendighed, der bringer Tab for Ejeren, hvorfor man hurtigſt mulig maa ſoge at forebygge denne ſtygge Mani hos vedkommende Dyr. Aarſagerne til denne uheldige Tilbojelighed ligger ofteſt i en daarlig Blanding af Fordojelſesvedſkerne eller Syre— dannelſer i Tarmkanalerne. Hvis Sygdommen eller Tilbsjeligheden opſtaar hos dette eller hint Dyr, medens de er opſtaldede, er ſom ofteſt Sulte— fodring Aarſagen, idet de forſultne Dyr ſoger at faa 26 fat i Høfrø og Avner, ſom har hængt fig faſt i de andres Uld. Efterabelſe er ogſaa for enkelte Dyrs Vedkommende Aarſag til denne Tilbøjelighed. Behandling. Er Sultefodring Aarſagen, maa man ſelvpfolge— lig give en rigeligere Fodring, ſom det bedſte Mid— del i dette Tilfælde. Har man derimod udfundet, at en indre Sygelighed ligger til Grund herfor, maa denne ſoges fjernet ved pasſende Midler, ſaaſom en Blanding af: Bi-carbonate GE pK SER 2 Drachms. F ̃ MM ES RR SR Rs 1 Drachm. RN CC 3 Drachms. Mix. En ſaadan Portion gives Dyret to Gange daglig prœcis, og det bor ſamtidig afſondres fra de øvrige og kun nu og da ſtilles ſammen med den øvrige Flok for at faa Vished om, at det har glemt fin tidligere Tilbojelighed. Hvis Kuren for enkelte Dyrs Ved— kommende ikke faar det foronſkede Udfald, bor ved— kommende Dyr ſtrax dræbes. Benbrud. Under Forſog paa at hoppe over Gjerder (jump fences), eller hvor Beitesmarken er opfyldt af Rodder og Stubber, hender det ikke ſjelden, at Ben— brud finder Sted, og da dette tidt kan gjelde verdi— 27 fulde Stamdyr, vil Behandlingen lønne ſig, medens mindre værdifulde Dyr bedſt dræbes, jo før, jo heller. Behandling. Dyret afſondres fra de øvrige og gives et Rum med jevnt Gulv. Man underſoger Benſkaden nøj- agtig og ſoger at udfinde Bruddets Beſkaffenhed. Benſtubberne ſtilles nu lige mod hinanden, og ſterk Eddike paabades Stedet, der da ombindes med en 4—6 Tommer bred Lerredsſtrimle. Derefter laver man fig en anden lignende Lerredsſtrimle, der paa den ene Side |møres godt ind med Gibs (Plaster of Paris) omtrent ſaa tyf ſom en tynd Grød. Dette lægges rundt Benbruddet og ombindes med Traade, jaa at det ſidder tæt ind til Benet. Naar dette tor— res, danner det et Hylſter, der hindrer Benenderne fra at forandre den rigtige Stilling. Faareblindhed. Denne er en epidemiſk Sygdom, ſom optræder periodevis og inden visſe Tidsrum. Det ſynes ſom om det er visſe Racer, der ſerlig har Anlæg til at fange Sygdommen, men atter til enkelte Tider gaar den ogſaa udenfor denne Regel. Den er i hojeſte Grad ſmitſom og angriber neſten uden Undtagelſe hvert eneſte Dyr i Flokken. Kfendeteg n. - Dyrene ſynes at beſkytte Øjnene ſaa meget ſom muligt mod Sollyſets Indvirkninger, og under Be— — bg (gs ſtrebelſen paa at beffytte dem render de mod enhver Gjenſtand, der ligger i deres Vej. Øjnene ere rin— dende og ſterkt betændte og ved nærmere Beſigtelſe viſer det fig, at Hornhinden er forſtorret og har an— taget en fra det normale afvigende Farve. Aarſager. Den vigtigſte er Smitte, idet Sygdommen over— føres fra den ene Faareflok til den anden. Dels kan ogſaa Blindheden opſtaa ved, at Dyrene under Vin— tertiden ere indeſtengte i morke og uſunde Rum, hvor Ammoniakdunſter ſammen med Morket frem— kalder ſamme. Behandling. Er det muligt, bor Dyrene fodres under et Skyggebret (shade), ſom Solſtraalerne ikke kan trænge igjennem, eller paa ſkyggefulde Gresgange, hvor der er rigelig Anledning til at erholde koldt, friſkt Vand. Er det nogle af Faarene, ſom endnu ikke er angrebne af Sygdommen, bor disſe hurtigſt muligt afſondres fra de angrebne. Paa Ojnene anvender man folgende Middel: Sulphate of quicksilver n 2 Drachms. Mnetire ep m ars løn 2 Drachms. ·˙U 2 Ounces. Mix Gange daglig. Umagen hermed vil rigelig lønne lig, thi denne Sygdom bringer. ofte Dyrene til en 29 mager og afilappet Tilſtand, der foraarſager Tab ſaavel af Kjod ſom Uld. Er det varmt Vejr, kan man en Gang daglig overſprojte Dyrenes Hoveder med Vand om Anledning gives. Svage Ben. Denne Sygdom opſtaar pludſelig uden Forlober, idet ſnart et, ſnart et andet Dyr i Flokken angribes. Den er ikke ſmitſom, men den er meget generende for Dyrene, 1)ær naar de befinder fig paa Gresgangen, idet de ikke har Bevegelſesevne nok til at føge om— kring efter Fode. Aarſagerne. Den vigtigſte Aarſag er en daarlig Fodring eller daarlige, vandſyge Greesgange, hvis Grassarter ikke indeholde de nødvendige Kalkſtoffe til Benbygnin— gens Styrke. Dels kan Aarſagen ligge i en altfor ftærf Fodring med ftærft fedtdannende Foderſtoffe, hvorved Benene faar en forøget, uforholdsmasſig Vergt at bære, men hyppigſt er dog Aarſagerne de for nævnte. Behandling. Er det muligt, bor man af og til lade Dyrene faa friſkt Klovergrees, men det maa fremfor alt være godt. Indtreeffer Sygdommen i Sommertiden, og Gresgangens Beſkaffenhed er, ſom ovenfor nævnt, bor Dyrene, om muligt, henſcttes paa en bedre Gresgang, helſt en højtliggende. 30 Indvortes giver man ftrøet paa Foderet eller i Drikkevandet: „„ TTC 10 Ounces. c . ERR 4 Ounces. %%% US TA En ERR S Ounces. Mix. En fuld Spiſeſke for hvert Faar ftrøes paa Foder eller i Drikkevand, ſom nævnt, to Gange daglig. Saaſnart man merker, at den rette Bevegelſesevne er vendt tilbage, ophører Kuren. Bejværlige Fodſler. Forfodderne kommer, men ikke Hovedet. J dette Tilfælde ſees Forfodderne i Fodſels— aabningen, men Hovedet kan, trods Dyrets Veer, ikke ſees. Man maa da befrygte, at det enten maa være trængt til Siden eller truffet nedad under Bryſtkasſen. I begge Tilfælde er Fodſel paa na— turlig Maade umulig. Det forſte, her bor gjores, er at finde en ſmekker Line, hvis begge Ender ſno— res om Benene, hvorpaa de puttes ind igjen, hvor— ved man faar bedre Rum til at arbejde for at finde Hovedet, medens man ved Hjælp af Linen ſikrer fig Benene, medens dette foregaar. Med en med Fedt 31 indſmurt Haand underſoger man Hovedets Stilling, og er man paa det Rene hermed, indfører man en Tang, ſom ſtadig burde haves og ſer ſaaledes ud: Man ſoger nu at faa fat i Foſterets ene Øre og træffer ved dette Tag Hovedet fremad og ſtrammer ſamtidig i Linerne, der ere feſtede til Benene. Trakkende forſigtigt i Linerne og Tangen ſamtidig med Moderdyrets Veer, vil Fodſelen let foregaa. Hovedet viſes, men ikke Benene. Hovedet er her rigtignok for ſit Vedkommende i Orden, men Benenes Igjenbliven hindrer Fodſelen, og Hjælp tiltreenges. Man tager et Snøre og feſter det rundt Foſte— rets Underfjæve, hvorpaa det fores tilbage til Lejet og Fodſelsvejene er frie. Med Tangen ſoger man nu at rette Benene, der i Almindelighed ligger ind under Foſterets Bug; ſjeldnere indtager de en anden Stilling i dette Tilfælde. Er det lykkedes at faa Benene frem i Fodſelsaabningen, træffer man lem— peligt under Veerne i Linerne og Fodſelen foregaar med Lethed. Foſterets Underkjeve maa ſnareſt mulig befries for Linien og Stedet bades med koldt Vand. 32 Baglends Fodſel. Denne unaturlige Stilling hidrører ofte fra den Omftændighed, at Foſteret er blevet forſkudt under ftærfe Beer, og det er ofteſt Tilfældet med ſteerke livskraftige Foſtere. Her kan der ikke være Tale om at gjøre Forſog med.at vende Foſteret, men det maa fodes i denne Stilling. Kommer begge Bagbenene tilſyne i Fodſelsaabningen, bor man derfor ikke for— ſoge at træffe i dem, thi Fodſelen vil i høj Grad vanſkeliggjores, hvis ikke Halen ſamtidig følger disſe. Halen ligger ſom ofteſt i Bugt oppe under Moder— dyrets Kryds, og med Tangen maa man til at faa fat i Halens Endeſpids og træffe denne fremover i Retning med Benene. Nu vil Fodſelen foregaa ganſke med ſamme Lethed, ſom om den havde været naturlig. Foſteret dødt i Moders Liv. Er Foſteret dodt i Moders Liv, vil altid Fodſe— len blive bejværlig og neppe ſke uden kunſtig Hjælp, ſelv om Foſteret indtager et rigtigt Leje; thi i dette Tilfælde ſvulmer Foſteret op til en uforholdsmæsfig Storrelſe, Veerne ere ofteſt ophørte og Fodſelsvejen tor og blottet for de ſlimede Foſtervedſker, der i Al— mindelighedeletteliggjor de levende Foſteres Fodſler. Da Foſteret allerede befinder fig i en halv For— raadnelſestilſtand, gjelder det om at faa et Tag i Foſteret, ſom kan holde. Man maa i paakommende 33 Tilfælde være forſynet med en Krog af folgende Ud- ſeende med tilfæjtet Line: Denne Krog føges fæjtet i et af Øjenhullerne, thi det er det ſikreſte Sted, ſom i dette Tilfælde kan vælges, idet Krogen da faar feſte i ſelve Pande— benet. Fodſelsvejen maa indſmores godt med Olje, og er Krogen feſtet paa fit Sted, kan man lempelig træffe i denne, ſamtidig ſom man maa have Op— merkſomheden henvendt paa, at Benene er i Orden. Ved Forſigtighed fra Fodſelshjeelperens Side vil det i Almindelighed lykkes at faa frem Foſteret og redde Dyrets Liv. Vanſkelige Fodſler kan ofte dræbe Moderdyret, og da dette tidt kan variere i en Verdi fra fem til ti Dollars, ſiger det ſig ſelv, at den Umage, man har hermed, vil lonne ſig, naar Dyret frelſes. Ved Ovelſe opnaar man fnart at blive gode Fodſels— Hjælpere, og har man Lyſt og Evne for det, vil man ſnart kunne yde hvilketſomhelſt Husdyr den fornødne Hjælp under beſverlige Fodſler. Det er en Selv- folge, at Moderdyret er det vigtigſte at faa reddet, medens Foſteret er underordnet, men er man heldig nok at redde begge, ſaa meget deſto bedre. Om Faareracen. 3. 34 Betendelſe i Fodſelsvejen. Betendelſe opſtaar tidt efter beſvoerlige Fodſler, og er en Sygdom, der fræver jærlig Opmeerkſomhed. Ser man, at Dyret viſer Uro, ſtamper i Jorden, kaſter ſig ned og ſtaar op, ſamt udviſer paafaldende Kraftloshed over Krydſet; at Dyret har en dinglende Gang i Forbindelſe med Feber, ſamt trænger paa ſom under Fodſelen, — da er det uden Tvivl angrebet af denne Sygdom. Behandling. Man maa give Dyret god ſtyrkende Kliddrikke, helſt beſtaaende af Havremel, om det haves for— haanden. Ind i Fodſelsvejene ſprojtes en Blanding af lige Dele Vand og Eddike. Indvortes anvender man: SELE 5 Ta DS AS See GGG C0 ⁵ↄ⁵œd rs re // . NDS SAS 4. Drachms. RGS FCC ů 1 Drachm. Mix En ſaadan Portion gives to Gange daglig. Dyret maa vogtes vel for Trekvind og alt, ſom kan fremkalde Forkjolelſe. Lammekaſtning. Denne Sygdom er periodifk, om man faa vil kalde det, idet den kun i enkelte Aar med kortere eller længere Mellemrum indfinder fig. Sygdommen er oprindelig ikke ſmitſom, men kan tilflut optræde 35 med en Smitteſygdoms ufraviſelige Kjendetegn. Det ſiger ſig ſelv, at Sygdommen er forbundet med ftørre eller mindre Tab for Ejeren — alt efter dens Udſtrekning. Saaſnart et Faar har kaſtet Foſteret, det være ſig ude eller i Hus, maa det afſondres fra de øvrige, og alt, hvad der ſtaar i Forbindelſe med det kaſtede Foſter, ſaavelſom Foſteret ſelv, maa øje- blikkelig fjernes, Moderdyret maa gives godt og nærende Foder og vogtes for Forkjolelſe. Med Henſyn til de øvrige Dyr, der endnu ikke har viſt Tegn til Lammekaſtning, maa man ind— ſkrenke fig til at forebygge den jaa meget ſom mu— ligt. De maa faa en god Fodring, rent Drikkevand og ikke udſettes for koldt og regnfuldt Vejr. Paa Foderet kan ftrøes en Blanding af folgende: e SSR IEEE Fee De 5 Ounces. „%% REESE REESE DRE RR EESs 5 OQunces. Bar SOE US RNA c NE eee 3 Ounces. Mix Af denne Blanding ſtroes en Spiſeſkefuld for hvert Dyr paa Foderet en Gang daglig i en til to Uger, idet man da kan forudſeette, at der er ingen Fare mere. Efterbyrden bliver tilbage. Efter Lammekaſtning vil Efterbyrden ofteft van— ſkelig løsnes af fig ſelv, hvorfor Dyret befinder fig i en lidende Tilſtand. Her er ikke Tale om at funne løsne den med Hænderne, ſom hos de ftørre Husdyr, 36 da man dertil mangler Rum nok, hvorfor man ved Hjælp af Mediciner, der udelukkende virker i denne Retning, maa ſoge at raade Bod paa Ondet. Blod— forgiftning eller i heldigſte Fald Ufrugtbarhed kan blive Folgen af en Efterbyrde, der gaar over i Selv— fortering. Man giver Dyret folgende Blanding: ERNE EET ASSER RE SSR 2 Drachms. ZT! AR SEE rs BME 2 Drachms. Mix. En ſaadan Portion gives 2 Gange daglig, indtil Efterbyrden løsnes, hvilket ofteſt ſker inden et Tids— rum af otte Dage. Om Slagtning. Det er ikke alene i levende Live, at Husdyrene er os til megen Nytte i mangfoldige forſtjellige Retninger—hvert efter fin Beſtemmelſe, men endog efter Døden tjener de Menneſkene til Gavn, idet deres Kjod tjener os til Føde, og deres Hud eller Skind, Ben, Haar, Horn ofv. forarbejdes til mang— foldige nyttige og uundværlige Gjenſtande. Hvis de altid dode en naturlig Dod, kunde intet veſent— ligt være at ſige herom, men Sagen er, at Menneſket uden videre gaar hen og berøver dem Livet, naar og hvor det finder for godt, uden andre Henſyn end at gjore ſig den Benyttelſe af dem, ſom de forhaanden— værende Omſtendigheder fordrer. Bed at være fig denne Kjendsgjerning bevidſt, hvor [tor Opfordring maatte der ikke være til at berøve dem Livet paa den mindſt ſmertefulde og Dyret meſt ubevidſte Maade! Her er et af de rigeſte Felter for menneſkelig Medfolelſe, men paa ſamme Tid, hvor ofte tilſideſettes ikke disſe Henſyn og maa vige Pladſen for en raa og barbariſk Henſynsloshed! (37) * 38 Vi har Pligter mod Dyrene, medens de lever og er os anbetroede til Forſorg, men disſe Pligter ophører ſandelig ikke i det Ojeblik, vi ſtaar i Begreb med at berøve dem Livet med velberaad Hu, men øges tvert— imod til da at beviſe dem vor ſidſte Pligt og Med— lidenhed ved at give dem en ſmertefri og ſaavidt muligt ubevidſt Dod. Vi har Lov til at dræbe de Dyr, hvis Dod er os til Nytte eller deres Liv er til Skade for os, men det er underforſtaaet, at vi er pligtige til at lade deres ufrivillige Afgang fra Ver— den ſke paa en Maade, der er overensſtemmende med Menneſkelighed og Kriſtelighed. Da der jo paa enhver Farm foregaar Slagt— ninger, og da de bedſte, meſt ſmertefrie og hurtigſte Maader kanſke for Manges Vedkommende endnu ikke er faa almindelig kjendte, ſkal jeg i det Efterfolgende fremſtille de for de forſkjellige Husdyr ſikreſte og bedſte Slagtningsmaader. Heſten. Heſtens Slagtning bor beſtaa enten i Skydning eller ved et velrettet Slag i Panden. At ſlaa den for Panden fordrer Ovelſe, og kun øvede Folk bor foretage det; thi et Fejlſlag gjor Dyret ſaa deſperat, at det ſenere ofte er temmelig vanſkeligt at gjøre det af med det. Førend man giver det afgjorende Slag, gjør man nogle „blinde“ Slag, ſom man falder, idet Oren eller Slæggen ſenkes og hæves nogle Gange 39 mod det betegnede Sted, førend Hovedſlaget fores. Herved vinder man mere Sikkerhed og Driſtighed; fremfor alt maa Nybegynderen ikke undlade at be— nytte ſig af denne Ovelſe. Med Henſyn til Stedet, hvor Slaget bor treffe, bemerkes, at det ikke bor falde midt i Panden, men nærmere et af Øjnene, da Pandebenet er tykkere i Midten end nærmere Øjnene. Heſtens Øjne maa altid i Forvejen tildekkes, ſaa der ikke gives den nogen Foreſtilling om den ſkjebneſvangre Stund, den gaar imøde. Enkelte øvede Slagtere bruger ogſaa at bibringe Heſten et Knivſtik i Nakken, hvorved Rygmarven eller den forlængede Hjerne overſkjceres og Dyret ſtyrter bevidſtles om ſom truffet af et Lyn. Uovede Folk bor dog ikke foretage ſig denne Slagtnings— maade, da den fræver adſkillig Ovelſe, men om Nogen ſkulde enſke at lere den, er det bedſt at praktiſere med en død Heſt, der i Forvejen dog ikke maa være ſtukken i Nakken. Man lægger da en Snor eller lignende rundt Dyrets Hals, ſaaledes at den netop berører Orernes bagerſte Rand. Midt mellem begge Ører og heldende Kniven lidt til fig fører man nu denne med et raſkt Stød ned mellem Halshvirvlerne der, hvor Snoren ſkjcrer Halskammen. Stedet er mellem anden og tredie Halshvirvel, og træffer man rigtigt, ſynker Kniven, der helſt bør være tveægget, fra fire til fem Tommer dybt, men ftøder man fejl, 40 gaar den fun ubetydeligt i Dybden, og ſtopper i Hvirvlens øverfte Kam. Nakkeſtikningen er en let og ſmertefri Dods⸗ maade, men den fordrer ſom ſagt Ovelſe for at kunne udføres med Sikkerhed. Et andet, men endnu mindre kjendt Redſkab, er Slagtemaſken. Den er meget henſigtsmesſig og burde haves paa enhver Farm, da den kan bruges til Slagtning af ſaavel Heſte ſom Kjor. Hos— ſtaaende Tegning viſer omtrent dens Udſeende, naar den f. Ex. ligger udſtrakt pan et Bord. N 2 ' — * 9 2 U 7. Minn . 6 7 1 mmm i ——— === 7 2 len. 7 Mile 07 "Bogftav ce betegner ſelve Majten, der gjøres af almindelig Sfolæder. Ved Hjælp af Remmerne a-a og b—b jpændes Maſken faſt til Dyrets Bande, idet de ſettes — en lavere og enhøjere oppe — under u 41 Dyrets Kjæver; d er en Cylinder, der er indſyet i Maſken, og ſom maa have en Længde af en Tomme. Denne rager ud fra Maſken og er beſtemt til at holde f, der er en tre Tommer lang, ſkarp Staalſpids, ſom med Kjeden e forbindes med Maſken. Naar denne er rigtig paaſpoendt, ſkal den deekke Øjnene, medens Cylinderen maa treffe ret foran Panden mellem Øjnene, og nærmere et af disſe. Nu tager man Staalſpidſen, fætter den ind i Cylinderen, og med en almindelig Snedkerhammer gives den et kraftigt Slag, hvorved den trænger gjennem Hjerneſkallen ind i Hjernen, og Dyret ligger fuldftændig bevidft- los for Slagterens Fødder. Slagtemaſken har det ſtore Fortrin, at endog Uovede kan med Sikkerhed bruge den, og der kan intet uhyggeligt Optrin forefalde ved dens Brug. Vil man ſkyde Heſten, maa dette helſt ſke ved Hjælp af en Riffel, hvis en ſaadan haves ved Haan— den. For at være ſikker paa at træffe det Sted, man bor, træffes Ladeſtokken lidt ud, jaa at der er en Af ſtand mellem Riffelpibens Munding og Ladeſtokkens Ende af omtrent otte til ti Tommer. Den ſidſt— nævnte rettes nu ſagte og ſtille hen paa det beteg— nede Sted, og Kuglen vil folge den angivne Retning. Koen. Koens Slagtning ſker ei Almindelighed ved Slag for Panden eller i Nakken, eller ogſaa ved det an— gagende Heſtens Slagtning omtalte Nakkeſtik. 42 Med Henſyn til Slag for Banden gjælder det ogſaa her, at der fordres Øvelje for ikke at foraarſage Forſtyrrelſe i Slagtningen og unødvendige Lidelſer for Dyret. Man maa, ſom ovenfor omtalt, øve fig i blinde Slag, førend man udfører det virkelige Slag, da man derved erholder mere Sikkerhed og Koldblodighed. Enkelte foretrekker at rette Slaget mod Nakke— gruben, og for den Uovede er dette hellere at fore— træffe, kun at det er kraftigt nok. Ved den ſteerke Hjerneryſtelſe, ſom derved opſtaar, falder Dyret be— vidſtlos om. Nakkeſtik kan med ſtorre Lethed udfores paa Koen end paa Heſten, idet Aabningen mellem Hvirv— lerne hos den forſte er ftørre, men Fremgangsmaaden med at finde denne er netop den ſamme ſom hos Heſten. Jeg vil ſerlig anbefale denne ſidſte Maade for Koens Vedkommende, hvis ikke Slagtemaſken kjendes, thi om man end ſtoder fejl, faa vil Kniven i det hojeſte kun naa Ryghvirvlens øverfte Kant, hvilket ikke gjør Dyret jærdeles umedgjorligt. For at faa Blodet til at lobe ud, gjores et Stik indad og nedad lige foran Bryſtkasſens Fremſtaaenhed, eller man kan flaa ud Luft- og Spiſeror ſaameget, at man ad den Vej kan blotſtille Blodaarerne og derefter overfkjcre dem. Den ſamme Maade til Blodudtapningen an— vendes ogſaa for Heſtens Vedkommende. 43 Faaret. Med Henſyn til dettes Slagtning bemeerkes, at man bor bedove det førft ved Hjælp af en almindelig Hammer, idet det gives et kraftigt Slag lige i Pan— den. Derpaa folger Stikningen, der ikke, ſom En— kelte gjør, behøver at udføres pan den Maade, at man flaar Halſen fuldftændig op. Man griber med den venſtre Haand blot om Luft- og Spiſerpret, tvinger disſe faa godt ſom muligt ud fra Halshvirv— lerne, og ſtoder Kniven raſk ned mellem den Rende, ſom Herved dannes. Er Kniven ſkarp og ikke altfor bred, vil det nok lobe . af. Svinet. Ligeoverfor Svinet maa enten Slag eller Skyd— ning blive de almindeligſte Slagtemaader. Skydning for Stikningen maa anſes ſom letteſt og hurtigſt. Mange bruge hertillands at tage fat paa Dyret, ofteſt to til tre Mænd, ſlaa det ned og derpaa ſtikke det, hvorefter det raver rundt indtil det overveeldes af Doden. Iſtedetfor dette burde man forſt lade det faa en Revolverkugle i Hjernen. Det er bedſt at lade Skuddet gaa ind f. Ex lige bag højre Øre og i Retning mod venſtre Øje. En Mand kan nu magelig ſtikke det alene, og al Skrig og Larm undgaas. Al Slagtning bor foregaa med Ro og Sindig— hed. En Slagtning kan ofte rent ud blive gruſom 44 ved at man taber Sindsligevegten. Om man end er naodſaget til at dræbe et Dyr, der har været til Skade, da bor dog Vreden mod det tabe fig i Dods— ojeblikket, ſaa at man ikke paaforer Dyret ungdven— dige Lidelſer. Man maa erindre, at Dyr er Dyr, og at de blot følger fit naturlige Inſtinkt, og ikke, ſom Menneſket, kan danne fig Fornuft ſlutninger om mulige Følger. Hult paa, at vi kun er Husholdere over anbetroet Gods, og at Regnſkabsdagens Komme kun er et Tidsſporgsmaal. Paa Skandinaven's Boghandels Forlan Nyeſte Durlegebog om Heſten, ned H. Galtung, norſt⸗amerikanſk Dyrla et Billede. Indbunden e Smukt inbbunden i i Cloth. e 5 0 Galkungg for Farn Galtung æter …25 618. Koens, Oksens og Kalvens Sbwdonme c og deres Beton Af H. Galtung. Jlluftreret. / ] Q%ᷓa n NT SART es 25 Ct. Nyeſte 0 RL ERR ſpecielle Sygdomme og deres Behandling. Af H. G ng. pf! ² c ⅛ ᷣ ͤ K K NE KEEL 25 Ct. En Afhandling om Svine⸗ Kolera, dens Forebyggelſesmidler ee ſamt Hundens Sygdomme og deres Behandling, ol f H. Gal 1 Indbunden „ S EA 1" VRESARS …25 618. Om ae RB Faarenes ſeregne S og deres Behandling. Med et Anhang om Slagtning. Af H. Galtung. Illuſtreret. Indbunden 5 —— 2 25 Cts. Om rerum ali hold y paa N Af Se Galtung. Jun enn ] ele BE Sera le IE RAE DE ED ERNE 25 615. Om Melkens Behandling og Smør 8 Smortilvirkning. Tilegnet Nordveſtens e 8 8. a eh e Indbunden . . 25 Ct. fi 8 Oſttilvirkning paa n 1 0 Galtung. Illu⸗ rere Indbunden T . 25 (18. 4 Farmerens Nikber i Dyrlegemedieinen. Beftrivelfe over 100 af de vigtigſte Dyrmediciner, deres Virkning, Forekomſt, Sammenſetning, Doſis og Anvendelſe i alle forekommende Syg⸗ domstilfcelde. Af H. Galtung. Nyt Oplag med fuldſtendig 9 DE over Sägen leres Navne paa Norſt, Engelfk og atin — ß o 25 Cis. „ Skandin wen's Boghandel, 183, 185 & 187 North Peoria St., Chicago, Ill.