3 AA ˙ nner Wie ARR NATA 4 77 IVI in R Wia Ansa 85 N 318 SED- A 88815 gd eee e ' ANA Ena AAN Aand . FR. — AN SAV 55 RA; AN Ya „ eee pee e * Å AA SEN * Ak RÅ x eee N RAN i n . n 'A NY Va NAAR 8 N VA Gesees de ed p e face eee wo g df db, fegte AA A AR sten Mer SÅ 5 0 e 7 1 MMA 505 A MAMANEN — 2 8888 r e 00e af i eee WW. 00 nn ANA 1 f 1. Welke, e eee ARR in 85 2 y NET aA far n Aa SPØ APÅ Aj ; É i FA une AMM AM MM man! 72 — skyts N 900 1 RÅ å FÅ A AAR n MAG SMÅ ANER 7 AAA, A PÅ 0 Ms å mr fee SÅ A 9 An 7 de r AA 2 NAR 2 85 8 »AAAAA „ MM MA 22 * AAA! My ö N NÅ ÅG bt AAR WW 1 A 2 i eee eee al 4 2AAr AR tes, MA 55 V 1. e — e ee 7 e EA, e Mm MONS 1 W 05 AAA 1 i" al! M al) 3 7 on annen MAR 05 RAM al And 4 Ann „„ 5 850 5 86 sse 0 * d AAA AR AA 505 7 N AR MANN KAN 1 AN Ann: 10500 hann ATA RUY te nn UN y ere HA e MARA MA een 1250 e e PA 070 070% 888870108 e fs ar AAR SANNA DET „ : FN AS MA 47 700% 125 Deen AA nen 55 Me 90 NANA inn 4888 NAR MANA: AA 1 9 Ä ee AF ee RE 1 . Kan, (sal, ANA ANN OM å 55 15 5 ee e FAG AAR n AAN * WN ill la! . Nee %%% eue fan e AA AA e RA Aa e 0 ; ARE 1705 EM AA 0 7 85 MANGA My SÅ 93 89 85 N 4 f sa "AR NR AA N — 28 MAN, Å Å 15 AA BRA SAALE ANE AARS * 1 F e | A 16% 22 FÅ SAG e, NNA 2 8 e ee WE AND mn „ ANA, 1 Fa AARS AAA 905 „ e 37 5 AGAIN MAA ASA ARS? AR 7750 0 W W 4 . eee e, ee | ee eee Fe e Ar HON Weg g , use ee AOR * NN NN Nan — * N NMN SARA: 1 ANN, 95 8 A Ne 555 Se . RANA ANN NAVN ADELE e As e — . SID 2) sæ 380 533 32. 733. > Aa AA FANG AAA pA 2 2 0 RAN AAA An N ra 195 Ma Relay AAA AAR 1 28 „A AAR 97770055 8888 5820 . i 9 e MAN 17 k AAA nn ERA "AN 5 ig Må; 2 AM MÅ NANA ve AR (ANA, 60%070955 l N KA Ar NA KASSE KM . — Å W eee eee ee 2080 N 1 1 Å Ann Wee N RAAB i e AN "AA IA 608705 2 4 i AR 258268 A e e AA N e Annan 82 eee 7 ee 555 AKA n KAN 38 ÅR „„ AMM i Cee, eee KN Mun 8 AR SAR egg eee, * 8 n NA 9 WN 88885 ARD * 55 0 Ann AA KNAS me 3 N 5 || 0% N I n ANNA rn NM, ges ge, . 8 å | e d e, NAG RAK 8 AR MAA aA! AR 2085 SAA AE AMM 9 r ANAN 9 ii 788 MÅ | 15 RK . * | Mg MAN e MÅ, e, 53 A NG SA SAR RA MÅ HS | BUR LA I AA 15 N AAo a Me 88 K.A ASA SES i i ' | | An fj an AANG FANG Han MAN AA AA SAA É | 1 FNS * Man! 00 . 995888 ; . i AX; AAA å Å AA AAA AMM ANN TNA ar JA a 7 | 48 AA 2520 af 2 SARA AT Nr, TNA e RWA! e e e T e 3 AAN: nn 1 Wen My AAR: 1 N a . BEAM 1 N i MAR 123 3 g A Annan en eee, nam ee W "Dal AA | 4 re enhe 50 "ASE AA AI AN NÅ . ü ess 0 „ ne. AN 1 4 N KAR ANA JN 6 Å i „5% 5 „5155 AR An, Nee 3 „ Al 99% N n 7 14857878 (AA 2 MABBASSAAN eee eee, e . 3 8 . 5 Se Sø red: 2 Leere E | || NE: Den Norſke Regjerings underdanigſte Indſtilling af 28de Januar 1863, ſom (18621863) * AL), 2 117 . M b. Om udfardigelſe af en Lov om Skovvcſenet. ved Kongelig Reſolution af 7de Februar ſ. A. naadigſt er bifaldt. Chefen for Departementet for det Indre, Stats— raad Bretteville, har underdanigſt foredraget Folgende: " Departementet ſtal herved tillade fig; at af give underdanigſt Indſtilling i Anledning af det Deres Majeſtet tidligere forelagte Commisſions— Forſlag af 10de November 1859 til en Lov om Skovveſenet. (Storth.-Forh. for 1859 —60 Ade Deel O. No. 33 med ſeaerſtilte Vota, indtagne i 3die Deel, 8. No. 69). Ven Forſlagets Gjennemgagelſe har man haft Biſtand af en af dets Forfattere, Forſtmeſter Mei⸗ dell, ſom i de ſidſte Par Maaneder, da han ikke har været optaget af Reiſer, velvillig har ſtillet fin Tid til Departementets Dispoſition. Forſaavidt Departementets Forſlag indeholder Afvigelſer fra Commisſionens, har man i alt Vaſentligt ſluttet ſig til de Anſtuelſer, han ved ſenere Erfaringer og Overveielſer har dannet ſig om, hvad der ialfald for Tiden mag anſees henſigtsmesſigſt. Commisſionens Lovudkaſt med Motiver har været omſendt til ſamtlige Preſtegjelds- og Amts⸗ formandſkaber, der tilligemed vedkommende Fogder og Amtmænd ſamt enkelte Privatmend paa jaa Undtagelſer nær alle have afgivet Erkleringer i Sagen, hvilke man tillader fig at vedlægge. Adſtillige af disſe Erkleringer gage nærmere ind paa Sagen og Forſlaget, og meddele Oplys— ninger af Verdi. Naar man overſeer ſamtlige de fremkomne Meningsyttringer, viſer det fig, at Opi— nionen for Nodvendigheden af Lovregler ogſaa for private Skopforhold — thi for de offentlige Sko⸗ ves Vedkommende herſter neppe nogen ſynderlig Meningsforſtjel — har vundet betydeligt Terrain. Viſtnok er det blandt de Beſtemmelſer i Lovudka⸗ ſtet, der ogſaa ere beregnede paa Privatſtovene (Üdkaſtets 1ſte Affnit), kun en Deel, nemlig de der angaae Skopſervituter, hvorom idetmindſte de Fleſte i Hovedſagen ere enige med Commisſionen, me⸗ dens de Beſtemmelſer, ſom Commisſionens Plu⸗ ralitet vilde have betragtet ſom Forſlagets egent⸗ lige Kjerne, nemlig de, der foreſkrive Control mod grov Mishandling af Skov fra Eierens Side (89 16-27), have en overveiende Pluralitet imod fig. Men naar henſees til, at Mange af dem, der hen— høre til denne Pluralitet, have ſluttet fig til Com— misſionens Udtalelſer om Nodvendigheden af endog med nogen Opoffrelſe at modarbeide den Fare, der truer fra Skovenes tiltagende Forringelſe, og frem— deles til, at det foreſlaaede Forbud mod at bort— forpagte Skov til Üdhugſt og fælge Træer paa Roden, hvilket i Grunden medfører et ftvengere Baand paa Eiendomsraadigheden eller Contraects— friheden, for en ſtorre Deel har kunnet faa Stem— ningen for fig, — fulde man troe, at der i en ſtor Deel af Udtalelſerne mod $$ 16—27 egentlig ſnarere ligger en Proteſt mod den foreſlagede Ind— retning af Controllen, hvori maaſtee ikke ligger tilſtrekkelig Betryggelſe mod Rigorisme og Vil— kaarlighed fra Forſtopſynets Side, end noget Til— kjendegivende om, at Control under hvilkenſom— helſt Form anſees forkaſtelig. Departementet, der efter Sagens Beſtaffenhed lægger en ſeerlig Vægt paa, at Lovgivningen ikke vover fig længere frem, end at den kan antages til enhver Tid nogenlunde at ville have Opinionen blandt den oplyſte Al- meenhed for ſig, troer derfor ikke, at der i de frem— komne Erkleringer mod det omhandlede Parti af Lovudkaſtet vilde ligge nogen afgjorende Grund imod allerede nu at forſoge en anden Løsning af den ſamme Opgave. Naar man desuagtet, fordi man, ſom nedenfor nærmere vil ſees, ikke lægger ſerdeles ſtor Vægt paa, at Beſtemmelſer om dette Punct netop udferdiges ſtrax, har beſtemt ſig til ikke at optage ſaadanne i det Lovudkaſt, ſom fore— ſlages nuværende Storthing forelagt, er Forudſcet— ningen den, at Loven, om den maatte vedtages hovedſagelig ſom af Departementet paateenkt, inden føre Tid man ſuppleres i nævnte Retning, og at Skoplovgivningen altfaa alligevel ſnart maa ſtreekke fig i det Veſentlige over hele den af Commisſio— nen angivne Baſis. Imod Lovudkaſtet, forſaavidt det rorer ved den private Skovhuusholdning, er der i nogle Erkle— ringer opſtillet Anſkuelſer, ſom man troer at burde noget nærmere berøre. 1 75 Man ſtal iffe opholde fig videre ved det me⸗ get hyppig paaberaabte Henſyn til Eiendomsret— tens og overhoved beſtagende Rettigheders ſaavidt muligt urokkede Bevarelſe. Det er en Selpfolge, at man ved Affattelſen af en Lov ſom denne ſta— dig maa have dette Henſyn for Oie, idet Sporgs— maalet om, hvormeget man ligeoverfor ſamme tor indromme andre berettigede Krav, idelig gjentager fig, hvorimod Fordringen paa, at det ffal være det ene raadende, ikke alene gjør enhver Skovlov umu— lig, men ogſaa gaaer langt videre, end Privatlov— givningen hidtil har godfjendt den. Det maa i denne Henſeende være tilſtrekkeligt at nævne Jagt— og Fiſterilovgivningen, Lovene om Bygnings- og Reguleringsveſenet ſamt om tvungne Expropria— tioner i forſtjellige andre Oiemed, Udſtiftningslo— ven og Almindingsloven, hvilke med flere andre hjemle ikke uveſentlige Indſkrenkninger i Eien— domsraadigheden eller Forrykkelſer i retlig ſtiftede Forhold og det tildeels for Interesſers Skyld, der i almeen Vigtighed maa erkjendes at ſtaae tilbage for den tilſigtede Indſkriden mod Skovodeleggel— jen. Forøvrigt troer Departementet, det vil erkjen— des, at man i fit Lovudkaſt har ladet det anførte Henſyn fage ſin fulde berettigede Indflydelſe. Nogle Erflæringer gaae ud pan, med Jord— brugets Exempel for Oie, at anbefale Veiledning i Skovenes Behandling ſom et Middel, der ſtulde gjøre Lovbud om Gjenſtanden overflodige, — en Mening, der iovrigt for nogle Aar tilbage var langt mere udbredt her i Landet, end den nu vi— jer fig at være. Men uagtet man naturligviis in- genlunde negter Foranſtaltningens Nytte under mange Forhold, er det dog neppe formeget ſagt, at den vilde viſe ſig virkningslos i de fleſte Til— fælde, ſom den foreſlagede Lov guder ud Paa at ramme. Det maae nemlig erindres, at denne, ſelv om Commisſionens hele Forſlag optages, ikke gaaer videre end til at ſtandſe den henſynsloſeſte Mishandling, der — ganſte forſtjelligt fra hvad der gjelder om Jordbruget — kan forudſees at ville vedblive, ſaaleenge ingen Lov hindrer den, ialfald indtil en yderlig Tremangel er bleven al— mindelig. Forklaringen ligger, ſom i Forſtmeen— denes Skrifter udførlig paaviiſt (fe navnlig Iſte Affnit i Meidells „Om Foranſtaltninger til en mere huusholderſfk Behandling af Norges Skove“) hovedſagelig deri, at Skovcapitalen til enhver Tid gjennem Üdhugſt lader fig omſctte i Penge og at Skoveieren vil være tilbeielig til at foretrekke en contant Sum for en faſtſtagende Trœmasſe, hvoraf kun Renterne ſtulle være tilgjengelige. Han vil altſaa have en ſteerk Friſtelſe til endog med Udfigt 0. M. I. til Tab for Fremtiden at udhugge Skoven, ſaa⸗ meget mere da jalfald en ældre og en tilvoxen Skov under almindelige Forhold giver Eieren en betydelig mindre Rente end det Pengebelob, Tre— masſen repræeſenterer. Hvad angaager den Deel af Lovudkaſtet, der handler om Aflosning og Om⸗ ordning af Skovſervituter, maa dens Nodvendig⸗ hed, ſelv om man ikke optog andre Beſtemmelſer om Privatſkovene, være given derved, at Brugs— rettighederne i deres nu ſedvanlige Skik ſtille fig ganſte i Veien for det mere ordnede Skovbrug, ſom man ifølge den oven antydede Anftuelſe fkulde ſoge fremmet alene gjennem Underviisning i Skov⸗ huusholdning. Andre holde for, at man er nodſaget til at overlade Privatſkovene til deres Skjebne og alene rette fine Beftræbelfer paa ved Kjob efterhaanden at ſamle en for det Heles Behov tilftræffelig og pasſende fordeelt Skobmasſe paa Statens egen Haand. É Indkjob af Skov under gunſtige Omftændig= heder tilraades, bemerker Forſtmeſter Meidell, hvis Fremſtilling Departementet her gjengiver og til⸗ træder, af Alle, fordi det, ſom Staten eier, her⸗ efter vil være ſikkret, fordi Statens Exempel vil indvirke paa den private Skovhuusholdning og en⸗ delig fordi Tilſtedevcerelſen af Statsſtov baade vil forøge Verdien af de private Eiendomme og be— virke, at man kan ſtille lempeligere Fordringer til de Privates Huushold med deres. viſtnok ikke gjort fig tilſtreekkelig Rede for hvad der ſkal til, naar man foreſtiller fig, at man med de Bevilgninger, ſom gjennem en lengere Fremtid med Rimelighed kunne ventes, vil kunne nage langt nok frem paa denne Vei til at finne ſpare ſig Omſorgen for den private Skov, helſt da man forſt gjør en Begyndelſe, efterat Skovverdien er ſtegen til dobbelt og tredobbelt Højde mod for, og da de ſterkt medtagne Skove ere betyngede med en Masſe odeleggende Servituter. J andre Lande har man, tildeels allerede for en hundrede Aar tilbage, begyndt med Kraft at arbeide for den her omhandlede Opgave, medens man her gjennem et ligeſaa langt Tidsrum ligetil de ſeneſte Aar har arbeidet i modſat Retning. J det ſondenfjeldſke Norge findes nu forholdsviis kun en meget ubety⸗ delig Deel offentlig Skov; og naar man tenker lig, hvad der blot for et enkelt Preſtegjeld ffal til af Skov for at afværge Storme, holde Regnmeng⸗ den jævn og modarbeide Overſvommelſer, Jord— ſkred og i det Hele den Forandring af Jordover⸗ fladen, der ſtager i Forbindelſe med Skovens Ud⸗ hugſt navnlig paa 'ffraat og heitliggende Terrain Men man har 0. MI. | É og ſom gager ud over det produetive Land, — fremdeles for at forſyne de vidt ſpredte Gagrde med fornodent Travirke, hvis Transport desuden, hvor Vandvei ikke kan benyttes, ſnart bliver ufor⸗ holdsmasſig koſtbar, fag bliver det let indlyſende, gat det Offentlige ved at fkulle overtage om end tage fig en i Forhold til Statskasſens Hjelpekil⸗ der uoverkommelig Byrde, og at man ikke vilde ræffe langt ved aarlig at anvende nogle faa tu— finne Spd. til Sfovtjøb. Nedenſtagende Tabel viſer Forholde mellem privat og offentlig Sfov m. v. i Danmark og for- ikke paa langt nær hele denne Forſyning vilde paa: ſtjellige tydſke Stater. 59 90 0 Almindinger Staternes Navn. dets ſamlede Statsſtov. eller Stiftel⸗ Privat Skov. Sad e e pCt. pCt. Ct. pCt. Nasſau. 40,3. 20. 52. 28, Kurhesſen 33700 53. 29. 18. Baden 3270 4% 517%: 30,7. Baiern e e m. 32. 36, 2474 39. Oſterrig SURE, 315 30. 12%. 57% Stothertugdommet Hesſe ene 31% 31, 38,2. 30, Würtemberg J . 34%, 357 29,8 Sachſen j 3078: 32, 7. 61. Nederlandene, Auembuig 08 Limburg 25. 37 37. 26. Preusſen e ee e 24, 34. 35. 31. Hannover 18,1 54. 34. 12. Mecklenburg⸗S chworin 13. 75. 10. 15. Holfteen og 3 6,81 50. 20. % 80 Danmark SR 15715 30. 54, Slesvig 37 28. 4063415 l Men om man end, har Meidell videre an⸗ fort, gager ud fra, at en given, for det nodven— digſte Behov tilſtrekkelig mindre Brokdeel af Lan⸗ dets nuværende Skopflade i jævn Fordeling over Landet engang i Tiden bliver offentlig Eiendom, faa vilde alligevel ubodelig Skade være ſkeet, om Privatſtovene i det Store taget ſkulde være under= gaagede. Skoven har li Norge forſaavidt en heel anden Betydning end i de fleſte andre Lande, ſom Tuſinder af Menneffer her boe i og leve af den. De 8 1 ſom nu ved overdreven Hugſt ud⸗ vindes af Skovene, gjores kun for en ringe Deel rentebeerende paa ſgadan Maade, at Arbeidskref⸗ ter ſenere i tilſtrekkelig Grad kunne finde Sysſel⸗ ſettelſe derved. Capitalen er i det Mindſte hid— til kun for en ringe Deel lagt i Jorden og kan paa flere Steder heller ikke med Fordeel lægges deri, i hvilken Henſeende bemerkes, at det af Na⸗ turen til Dyrkning ſkikkede Skovareal ved at leœg⸗ ges blot for Tiden bliver uſkikket dertil, naar Be⸗ hovet indfinder ſig. Ovenſtagende Bemeerkninger ere, ſom anty⸗ det, fremkaldte ved nogle af de indkomne Erkle⸗ ringer, i hvilke de her beſtridte Anfkuelſer antages at have gjort fig gjeeldende. Forøvrigt anſeer De— partementet det tilftræffeligt med Henſyn til Sa— gen i fin Almindelighed at henviſe til Commisſio— nens Motiver, og ffal ſaaledes gage over til at omhandle de Punkter, hvori Departementes ved— lagte Lopudkaſt ſtiller fig fra Commisſionens For— ſlag. Commisſionens Lopforſlag er deelt i 4 Af— ſnit, af hvilke det forſte er overſkrevet „Rettighe— der og Pligter for enhver Skoveier,“ hvilken Over— ſtrift Departementet har ombyttet med „Beſtem— melſer om Skoveiendom i Almindelighed,“ det an— det indeholder færlige Forſkrifter for Almindings— ffove, det tredie lignende for Embedsgaardsſfkove og det fjerde nogle almindelige Beſtemmelſer. I Iſte Afſnit har Departementet foretaget en Forandring i An— lægget, der gjør nogle Forklaringer nødvendige. Beſtemmelſerne i Affnittets 3 forſte Capitler, der omfatte al Skoveiendom, gage efter Commis— ſionens Forſlag ud paa at indromme Skoveierne Udgang til at afloſe nogle af de for Skoven ifær ſtadelige Servituter (Cap. 1), af Inytte andre Brugsrettigheder, navnlig Ret til Travirke og til Havnegang, forſaavidt de herefter ſtiftes, til ſaadanne Indſkrenkninger, ſom anſees fornødne, for at de ffulle kunne beſtage uden at fortere den Skov, hvorpaa de hvile (Cap. 2) og indeholde en— delig forſtjellige Forſkrifter til at forebygge Mis— handling af Skov, hvoriblandt Forbudet mod Ud- hugſteontracter og Salg af Træer paa Roden (Cap. 3). Bortſeet fra Skoveierens Adgang til mod Erſtatning at afloſe visſe Slags Servituter, berore ſaaledes de omtalte Faellesbeſtemmelſer al— deles ikke den ſtore Masſe af allerede ſtiftede Brugsrettigheder, ſtedſevarende ſaavelſom Aare— maals-Rettigheder, hvorimod Adgang til at fræve disſe regulerede ved det efterfølgende 4de Capitel af Commisſionens Forſlag ſerſtilt aabnes den Skov— eier, ſom undergiver ſin Skov planmasſig Drift. Herved har Commisſionen formeentlig ikke alene ladet fig lede af Omhu for beſtagende Retsfor— hold, men den har troet, at man gjennem en ſaa— dan Ordning vilde kunne udrette Mere for almin— delig Indforelſe af et ordnet Skovbrug, for hvil— ket Brugsrettighedernes Regulering er en uund— verlig Betingelſe. Commisſionen er gaaet ud fra den rigtige Tanke, at ligeſaalidt ſom der er ſyn— derligt vundet ved en maadeholden Udovelſe af Servituterne, ſaalcenge Eieren ſelv muligens gjer Alt for at odel̃egge Skoven, ligeſaalidt bør Ei— eren kunne fordre Indſkrenkninger paalagt andre Rettighedshavere, naar han ikke vil paalagge fig felv noget Baand for at ſikkre Skovens og med den Brugsrettighedernes Bevarelſe. Idet derfor Commisſionen opſtiller de Forpligtelſer vedkom— mende Skovens Behandling, ſom Eieren ſtulde have at folge for at nyde godt af Beſtemmelſerne om planmasſig behandlet Skov, indrommer den ſom ſerſtilt Forrettighed for den Skoveier, der un— derkaſter fig disſe Forpligtelſer, Adgang til at fræve de af Henſyn til Driftsplanen fornødne Indſkrenk— ninger i Brugsrettighederne (SS 29— 33). Som yderligere Tilſtyndelſe for Skoveierne har Com— misſionen deels (§ 36) villet gjøre det muligt for Eier af planmasſig behandlet Skov at fane offent— lige Laan paa denne, naar den er brandforſikret, og deels (S 37) aabnet ham Adgang til under Forſtopſynets Control at fælge Træer paa Roden. Man feiler neppe ved at antage, at de to ſidſt— nævnte Begunſtigelſer have været tenkt ſom de virkſomſte Drivfjedre for Mængden af Stkoveiere til at indgaage paa de omhandlede Forpligtelſer. Grundtanken i dette Syſtem har meget for ſig; men det vil indſees, at Alt kommer an paa, hvorvidt det lykkes at afpasſe Forpligtelſerne og 0. M. I. Fordelene ſaaledes, at mange Skoveiere kunne ventes at ville indlade fig paa Foranſtaltningen, hvilket Commisſionen ſelv har anſeet tvivlſomt iſer for den forſte Tids Vedkommende. Skulde dette ved nærmere Betragtning viſe fig mindre ſandſynligt, vilde Betenkeligheden efter hvad for= an er anført ikke alene ligge deri, at nogle Lov- paragrafer bleve ſtagende ørfegløfe eller lidet be- nyttede, men hovedſagelig deri, at nogle af disſe, vedkommende Regulering af Brugsrettigheder, vil— de ſavnes blandt de foregagende almindelige Be— ſtemmelſer. Paa ſidſtnavnte Sted maa det for— meentlig anſees nodvendigt at optage dem, om end med Modification, hvis man ikke tor gade ud fra, at de paa den Plads, Commisſionen har gi⸗ vet dem, ville virke i den onſtelige Udftræfning. I denne Henſeende bemerkes forſt, at den Udſigt til Laan, ſom Forſlagets § 36 aabner ved Beſtemmelſen om, at Eier af planmesſig behand⸗ let Skov, naar den er brandforſikret i Indret ning, hvis Plan af Kongen er bifaldt, fkal for indtil z af Værdien kunne modtages ſom lovligt Pant for Umyndiges og offentlige Stiftelſers Mid— ler, uden Tvivl vilde viſe fig ffuffende. Det er- fjendes, at Sikkerheden, naar den tilſigtede plan— mesſige Drift forudſattes indført, derved vilde være veſentlg forbedret; men alligevel troer De— partementet at maatte henholde fig til, hvad der blev yttret i Anledning af et lignende Forflag fra Den ældre i 1848 nedſatte Skoveommisſion, nem= lig at vedkommende Laanefonds Beſtyrelſer van- ffelig vilde benytte en Bemyndigelſe af anførte Indhold, om ellers de paaregnebe Foreninger til Forſikring mod Skovbrand maatte have dannet fig. Der vil nemlig i Reglen altid være at fane ſikrere Panter end Skov, der under visſe For- hold kan være udſat for hurtig Forringelſe ved forſtjellige andre Uheld end Ildsvaade (Storm, Inſecter, Tørring). Selv om man beſtemte fig til at optage Sen i en Skovlov, hvad der vel uden egentlig Skade kunde ſtee, troer man derfor, at den ialfald kun i ringe Grad vilde fvare til Oie— medet. Som af Flere ſterkt fremhævet, er for⸗ øvrigt Dette Oiemed i fig ſelv vigtigt nok til at fortjene Opmeerkſomhed, idet Adgang til Laan pan Skoven viſtnok vilde være et af de ſikreſte Midler til at forebygge den Odeleggelſe, til hvil— len Skov ofte hengives, netop fordi Eieren ikke veed anden Udvei til at reiſe Penge. Departe— mentet betvivler imidlertid, at der er ſynderlig Udſigt til at udrette Noget for dette Siemed ved Lopgivningens Hjælp; ſnarere kunde man tenke paa Oprettelſe af et færffilt offentligt Laanefond, 0. M 1. men ligeſom herom neppe for Tiden vil være Sporgsmaal, ſaaledes antages heller ikke Sagens nærmere Ordning at være uden Vanſkelighed. Men ved Forſlagets & 36 falder i hvert Fald en efter Departementets Formening veſentlig Støtte for den af Commisſionen her tilſigtede Ordning. Hvad derneſt angager ſelve Fordringen til „planmecsſig“ Behandling ſom Betingelſe for at opnage de i Ade Capitel omhandlede Forrettighe— der, frygter man for, at den vilde viſe fig for li— det afpasſet efter Landets almindelige Skovforhold i den nermeſte Tid. Nermere Oplysning til Forſtaaelſe af Udtrykket „planmeesſig Behandling” indeholdes i Forſlagets & 28, hvorefter der ffal haves en forud udarbeidet og af vedkommende De— partement approberet Plan, der ordner Skovens Drift ſaaledes, at Skovgrunden ſettes iſtand til vedvgrende at afgive en til dens Frugtbarhed ſva— rende Træmængde. Herved har Meidell bemer— ket, at det for Tiden i Almindelighed hos os van— ffelig gaaer an at udfærdige nogen for en længere Narræffe faſt og blivende Plan, idet Affætnings- forholdene og vore Skoves ftore Uregelmasſighed vil medføre, at der foreløbig kun undtagelſesviis fan blive Anvendelſe for den til et fuldftændig ud- viklet Sfovbrug hørende Inddeling af Skoven i Aarsklasſer og dens Foryngelſe gjennem en gan— ſte regelmesſig Hugſtfolge. For at nærme fig til regelmesſige Beſtandsforhold maatte i en længere Overgangstid benyttes en forberedende Plentring, der kan være underkaſtet tilfældige Omſtiftninger og vanſkelig lader ſig ſaaledes bringe ind under en forud opgjort Plan, at den kan anſtueliggjoeres gjennem Kart og Overſlag. Man vilde efter dette lettelig komme i Forlegenhed med den forudſatte Approbation af Planen, idet Departementet anta— gelig vilde blive nødt til enten at ſtille ſtorre Fordringer, end Skoveierne i Regelen kunde ind— lade fig paa, eller at indrømme mere og mindre vilkaarlige Afſlag i disſe Fordringer med Fare for at gjøre den Garanti, ſom er ſogt i Approbatio— nen, illuſoriſt. Forudſcetningen om en planmcasſig Drift maatte fremdeles medføre Nodvendigheden af at foreſtrive de Brugsberettigede — om mod eller uden Erſtatning kan paa dette Sted ſettes ud af Betragtning — faa vidtgagende Indſkrenkninger i Servituternes Udovelſe, ſom Planens Gjennem— forelſe maatte kreve. Hvis hiin Forudſetning var tidsmesſig, hvis Priisforholdene med andre Ord allerede nu ſtillede fig fan, at Skoveierne ikke len⸗ ger kunde finde fig tjent med den tynde og uregel— mesſige Gjenvaxt, ſom den nu brugelige Hugſt— em maade og de ubegrendſede Havnerettigheder gjøre mulig, men maatte lægge fig efter et intenfivt Skovbrug, vilde ogſaa de til et ſaadant ſparende Indſtrenkninger være befoiede ſom et nødvendigt Vilkaar for, at den veconomiff vigtigere Interesſe kunde trives. Men faalænge man efter det oven Anforte ikke tor regne paa, at de til Forudfæt- ningen om planmægfig Behandling knyttede Be— ſtemmelſer for Tiden alligevel vilde fage ſyn— derlig practiſt Anvendelſe, bor man formeentlig ſaameget heller undgage at ſtabe den Uvillie mod Loven, ſom deres Optagelſe endnu maatte frygtes mangeſteds at ville fremkalde. Det kan nemlig ikke nægteg, at de Indſkrenkninger, ſom Skoveie— ren, for at gjennemfore en ſyſtematiſk Drift maa fordre, undertiden kunde blive ret folelige. Navn— lig gjælder dette, for ſaavidt der handles om Hap— neret i Skov, der i Forhold til Skoveiernes Ret endnu ofte betragtes ſom den vigtigere. En For— ſtrift, ſom den i Commisſionens § 32 opſtillede, hvorefter denne Rettighed ubetinget maa vige for Sfovbruget, vilde, om der end ikke for det Førfte vilde blive nogen udbredt praetiſk Anvendelſe for den, dog allerede være betænfelig af den Grund, at den utvivlſomt, hvad ogſaa flere Udtalelſer fra de i Sporgsmaalet meeſt interesſerede Diſtricter viſe, mangeſteds vilde blive opfattet ſom et uret— mesſigt Indgreb i beſtagende Forhold. JF en Overgangslov, ſom den nu paatænfte i flere Stykker maa ventes at ſtulle blive, maatte det derfor, naar man vilde holde ſig til den af Commisſionen foreſlagede Vei, at gjore visſe Ret— tigheder for Skoveieren afhængige af formelig ind— gangne Forpligtelſer fra hans Side, efter Depar— tementets Formening ialfald blive nødvendigt at underkaſte Forſlaget nogen nermere Tillempning til de Forhold, hvorunder Loven for det Forſte vil have at virke. Man maatte opgive Fordrin— gen paa egentlig planmæsfig Drift, hvorved de — Sudffrænfninger, det blev nødvendigt at paalægge de Brugsberettigede, i tilfvarende Grad kunde blive mindre og kun beregnede paa at forberede en Overgang til en forandret Brugsmethode. Man ffal tillade fig kortelig at paaviſe de vaſentligere Forandringer i Commisſions-Indſtillingens Ade Capitel, ſom heraf efter Departementets Forme— ning maatte blive en Folge. I de Forpligtelſer, Skoveieren vilde have at indgaage, maatte man hovedſagelig kun ſoge en Garanti for, at han ikke ved forceret Hugſt vilde tilføre Skoven varig Forringelſe. Kunde man paaregne, at mange Skoveiere vilde bringes til at vedtage en ſaadan maadeholden Brug af Sko— i ; O. M. I. ven, vilde under vore Forhold allerede heri en ikke forkaſtelig Betryggelſe for Fremtiden være vunden, og bvis man overhoved vilde benytte Sy- ſtemet, troer Departementet, at man vilde udrette meeſt ved for det Forſte ikke at ſtille Fordringerne hoiere. Nogen forud opgjort Driftsplan vilde ikke blive at afkreve Skoveieren, hvorimod hans Forpligtelſe vilde blive at indgaae i den Form, at han ſtillede Driften af ſin Skov under Tilſyn af Diſtrietets Forſtmeſter, ſaaledes at han for— bandt ſig til ikke at aavirke til Salg ſtorre Meng⸗ der, end denne fandt, at Skoven til enhver Tid uden varig Forringelſe kunde afgive, ſamt at rette fig efter den Udviisning og de nærmere Forſtrifter om Hugſtmaaden, ſom Forſtmeſteren efter Om— ſtendighederne maatte anſee fornoden. Nogen de— tailleret Udviisning fra Forſtmeſternes Side vilde under en ſaadan Ordning neppe engang ſom Re— gel blive nødvendig, og man maatte formeentlig — da man nemlig gaaer ud fra, at Forſtmeſte— rens Biſtand for det Forſte, indtil det havde viift ſig, at Syſtemet vandt Indgang, maatte blive at meddele uden Udgift for Eieren — ſorge for, at ſaadan Nodvendighed ſaavidt muligt kunde und- gages. Til den Ende ſaavelſom til Fordeel i andre Retninger kunde det paalceegges Skoveieren at optage geometriſt Kart over Skoven, med An— givelſe, ſaavidt fornødent, af dens Beſtandsfor⸗ hold, ſamt at antage til at foreſtaae Skovens Drift en af vedlommende Departement godkjendt ſtovvant Mand, hvem Forſtmeſteren (eller paa hans Vegne hans forſtkyndige Asſiſtent) paa fine Befaringsreiſer inden Diſtrietet kunde meddele ſine Inſtructioner; Forſtmeſteren maatte derhos ſelv— følgelig have Myndighed til at ſtride ind med Forbud mod enhver paabegyndt Hugſt, ſom han af Henſyn til Skovens Bevarelſe ikke maatte fin— de tilſtedelig. Til Betryggelſe for Skoveieren kun— de man gabne ham Adgang til at indanke Forft- meſterens Beſtemmelſer til vedkommende Departe— ments Afgjorelſe; dog maatte de ſtage ved Magt, indtil ſaadan Afgjorelſe var falden. Beſtemmel⸗ ſer omtrent af det her antydede Indhold maatte træde iſtedetfor Commisſions-Indſtillingens § 28. Beſtemmelſerne i Indſtillingens S 30 om, hvad der er at iagttage ved ÜUdviisning af Travirke til Brugsberettigede — hvilke Beſtemmelſer under Forudſcetning af en forftmægfig Driftsplan kunde blive temmelig beſverlige for disſe, der nemlig kunde udfættes for undertiden at blive henviſte til fjernere Dele af Skoven — vilde blive meget lempeligere, omtrent ſom de i Departementets Lovudkaſt § 7 indeholdte. Indſtillingens §S 31 om Skoveierens Udgang til at forlange en vedvarende Huusbehovs-Rettig⸗ hen til Trævirfe omordnet til en vis Mængde, kunde formeentlig gives den mildere Form, ſom den har i Departements Lovudkaſt § 8. Forov⸗ rigt bemeerkes her kun, at, hvis en ſaadan Be⸗ ſtemmelſe fkulde være færegen for Skoveier, ſom ſtillede fin Skov under offentligt Tilſyn, være fig paa den af Commisſionen foreſlagede eller vad: nogen anden Maade, maatte der formeentlig være afgjorende Grund til at lade en ſagdan Omord⸗ ning, engang iverkſat, blive varig og ikte, ſom af Commisſionen foreſlaaget i $ 34, lade den gage tilbage i Tilfelde af Skoveierens Misligholdelſe af fine Forpligtelſer vedkommende Skovens plan⸗ mesſige Drift. Indſtillingens §S 32 om Retten til at ind⸗ ffrænfe Beitesrettigheder er allerede for omtalt ſom den, der blandt de her omhandlede Forſtrif⸗ ter fornemmelig har vakt Betenkelighed hos De— partementet, ſaalgenge Forholdene ikke have ud⸗ viklet ſig ſaaledes, at Skoveierens Ret overalt anſees ſom den vverveiende og at et intenſivt Skovbrug kan ventes at blive mere end en ſjelden Undtagelſe. den indrømmer Skoveieren Ret til for Tidsrum indtil 25 Aar at frede mod Krea⸗ turer Stræfninger af Skoven, hvor Beſtanden er Ungſtov eller hvor Skov plantes eller opelſkes, uden Henſyn til hvilken relativ Vigtighed Havne⸗ retten for vedkommende Brug maatte antages at have, imod Erſtatning, forſaavidt Rettigheden er ſtiftet paa Aaremaal eller forſaavidt nogen ved- varende Havneret beroves mere end 3 af ſin Strakning. Hvad enten den ene eller den anden Forudſcetning læggeg til Grund, antager Depar— tementet, at der burde ſtjelnes van ſamme Maa⸗ de, ſom ſteet i vedlagte Udkaſt SS 9 og 10, mel⸗ lem Tilfaeldene, efterſom Havnegangen i Skoven var fuldt optagen af Rettighedshavere eller ikke. J ſidſte Fald maatte det formeentlig tilſtedes e n— hver Skoveier at frede Saameget, ſom Rettig—⸗ hedshaverne ikke behøvede; mod Erſtatning til disſe maatte det ligeledes kunne tilſtedes enhver Skoveier at indfrede de fornodne Flader, om Havnegangen end var fuldt optagen, dog kun un⸗ der Betingelſe af, at de paafordrede Frednings⸗ fladers Benyttelſe til Havn ikke ved Skjon maatte erkleeres for at være af overveiende Vigtighed for Rettighedshaverne, — Alt ſaaledes, ſom i oven— nævnte §§ af Departementets ÜUdkaſt foreſlaget og ſom paa fit Sted vil findes nærmere omhandlet. Som ſeregen Net for Eier af Skov, ſom ſtille— des under offentligt Tilſyn, kunde der indremmes 0. W. I. i Udgang til ide i Üdkaſtets $ 10 omhandlede Til⸗ fælde uden Henſyn til Beitets relative Vigtighed at frede en mindre Brokdeel af Skopfladen; for— meentlig vilde Skoveieren kun i de ferreſte Tilfælde beſaameget ſom 1 Deel, og man kunde derfor hove fætte ſom Grendſe, at Skoveieren ikke maatte unddrage fra Beiting mere end 3% af den for noget Havnelag eller enkelt Rettighedshaver for— nene Strakning. Erſtatning maatte blive at give Havneberettigede, ſom fad paa Aaremaal, ikke derimod Indehavere af ſtedſevarende Rettighed, hvis Brug ere interesſerede i Skovens og Beitets Forbedring for en fjernere Fremtid, faalænge Skoveieren vedſtod og overholdt fine Forpligtelſer. For disſe ſidſte Rettighedshavere vilde det derimod, naar Skoveieren maatte fraſige ſig det Offentliges Tilſyn eller overeensſtemmende med Commisſions— Indſtillingens § 34 have forbrudt ſin Ret lige— overfor Servituterne, blive ved Skjon at afgjøre, om de havde Krav paa nogen og i Tilfælde hvor ſtor Erſtatning. Ved denne Afgjorelſe maatte det gjeres Skjonnet til Pligt at tage Henſyn til, hvorvidt Afſavnet af Beite maatte anſees opveiet ved Fordele i anden Retning, ſom Foranſtaltnin⸗— gen i den forløbne Tid maatte have medført for de Brugsberettigede, ſaaſom ved at Skoven eller Beitet var bragt i bedre Stand, at Beitet var bleven bevaret paa Strakning, ſom ellers vilde være bleven lyngflædt o. desl. Ved Beſtemmelſer omtrent af her antydede Indhold kunde man maaffee have noget ſtorre Udſigt end efter Commisſionens Forſlag til at fane endeel private Skove ſtillede under offentligt Tilſyn. Det er dog tvivlſomt, om dette alligevel vifte gage for fig i den tilſigtede Udftræfning, i hvilten Henſeende man kun ſkal nævne den Be— tenkelighed, ſom maa fremſtille fig for en Eien⸗ domsbeſidder ved at binde ſig til et Forhold, hvorfra han eller efterfølgende Eiere maaffee ikke kunne trede tilbage uden Erſtatningsanſvar, og ſom dog t. Ex. allerede en opſtaget Uenighed med Forſtmeſteren kan gjøre ubehageligt. Men den hovedſagelige Grund for Departementet til at op- give Tanken om at knytte ſerlige Forrettigheder til Skov under offentligt Tilſyn, faalænge man ikke anſeer det fornodent at have Beſtemmelſer færffilt beregnede paa et ſyſtematiſt Skovbrug, lig⸗ ger i, at disſe Forrettigheders væfentlige Indhold ikke er mere, end hvad der uden Betenkelighed kan og efter det oven Anforte ſaameget hellere bør indrommes enhver Skoveier, naar kun Loven ſom Modvegt mod dennes Adgang til at regulere Brugsrettigheder ſamtidig yder Rettighedshaverne nogen forftærfet Garanti for de ſaaledes regulere— de Servituters Bevarelſe. Det vil nedenfor ſees, at man ved et Par ſpecielle Beſtemmelſer netop har havt dette for Die. Her ffal man kun be- merke, at Loven i det Hele, forſaavidt den i no— gen Grad vil bidrage til Skovenes Vedligeholdelſe, ſelvfolgelig ligeſaavel er i de Brugsberettigedes ſom i Skoveiernes Interesſe, og at de Ferſtes Stilling navnlig vil fage en ganſke veſentlig Be— tryggelſe, om Forbudet mod Üdhugſtcontracter op— tages. Dette bliver indlyſende nok, naar henſees til, at disſe Contracter, der ligefrem true Brugs— rettighedernes Tilverelſe, i det Mindſte i Praxis afſluttes og fuldbyrdes uden Rettighedshavernes Samtykke. At disſe maaſtee allerede efter den beſtagende Lovgivning i mange Tilfælde maatte kunne benytte deres ældre Ret i Skoven til at optrede imod ſaadanne Contracter, gjør ingen Forandring heri, aldenſtund det viſer ſig, at de af Frygt for koſtbare Procesſer eller af andre Grunde ikke indlade fig paa noget ſaadant Forſog. Som Folge af Foranforte er Commisſionens Ade Capitel udgaget af Departementets Üdkaſt, hvorimod dets Indhold med de Forandringer, ſom fornodiges, naar det ſkal gjores almindelig gjel— dende, danne Üdkaſtets 2det Capitel om Brugs— rettigheders Udøvelfe. Det her omhandlede Af ſnits Underafdelinger blive ſaaledes efter Depar— tementets Udkaſt: Om Aflesning af Brugsrettig— heder (Cap. 1), om Udevelſe af Brugsrettigheder (Cap. 2), om Stiftelſe af nye Brugsrettigheder (Cap. 3, Commisſions-Indſtillingens Cap. 2), Forfkrifter til at forebygge Mishandling af Skov (Cap. 4, Indſtillingens Cap. 3) og Almindelige Beſtemmelſer for Afſnittet (Cap. 5, Indſtillingens Cap. 4). a Ven de enkelte SS i Departementets ÜUdtaſt ffal Departementet tillade fig, under Henviisning til Commisſionens Forklaringer ved de tilſvarende Si dens Indſtilling, at fremſette folgende Be— merkninger. Capitel 1. SS 1 og 2 gjengive i det Veſentlige Indholdet af Commis— ſionens $$ 1, 2 og forſte Halvdeel af S 3. Der er formeentlig ikke deelte Meninger om de her nævnte Brugsrettigheders ubetingede Fordervelig— hed for Skoven, ligeſaalidt ſom om, at i det Mindſte de tre, ſom § 1 omhandler, Braateryd⸗ ning, Lyngſvidning og Syring, aldrig kunne have en Interesſe for det berettigede Brug, ſom paa langt nær kan opveie Skaden for den anden Part. i 0. M. I. Heller ikte er der nogen Tvivl om, at Aflosnin— gen af de tre nævnte Rettigheder altid kan, uden at ſætte Rettighedshaveren i Forlegenhed, ffee i Penge, og det Samme vil antagelig i Mengden af Tilfælde gjælde de i § 2 nævnte Rettigheder, for hvilte man dog er enig med Commisſionen i, at Reglen ikke bor gjores ubetinget. For at fo— rebygge unødige Vanſteligheder fra en vrangvillig Servituthavers Side, idet det nemlig under visſe Forhold kan være forbundet med uforholdsmasſigt Beſver for Skoveieren at fremſtaffe den paafor— drede Naturalydelſe, har man dog anſeet det ret— teſt at gjøre det afhængigt af Skjonsretten, om Rettighedshaveren ſkal kunne fræve en ſaadan Bdelſe iſtedetfor Penge. Paa ſamme Maade for— holdes i et lignende Tilfelde ifølge Udſtiftnings— lovens § 3, hvis ÜUdtryk „at Rettigheden er af overveiende Vigtighed for det Brug, hvortil den ligger“, man ligeledes har beholdt. Retten til at „ſyre“ eller „ſtette“ Træer har man efter Meidells Forſlag medtaget i § 1. Den ſtal være temmelig udbredt i Thelemarken, i Lands— thorpen m. fl. Steder og beſtager i at udvinde Slaatteland eller Gresning i Marken ved at rund barke Naaletrcerne ved Roden, hvorved Træerne torre, Naalene falde af og en Smule Græg dan— ner ſig paa Stedet. Rettigheden har for dens Beſidder liden Betydning og volder let Inſeetſta— de, foruden at den dræber Træet, hvorpaa den bringes i Anvendelſe. Forevrigt bemeerkes, at det for enkelte Trakter maaſkee kunde være af no— gen Interesſe, at medtage i SS 1 eller 2 eller en anden Rettighed foruden de omhandlede, ſaaledes er fra Hedemarken nævnt Retten til at tage ſaakaldt „Sveg“; man antager imidlertid, at de mere udbredte Servituter, ſom egne fig til tvungen Aflosning, ere medtagne. Forſaavidt en Minoritet i Commisſionen ikke har vovet at ſtemme for Reglernes Anvendelſe uden paa ſtedſevarende Rettigheder, bemerkes, at denne Indſtrenkning formeentlig vilde gjøre Be— ſtemmelſerne noget nær orkesloſe, da de omhand— lede, Rettigheder ialfald kun reent undtagelſesviis, om nogenſinde, antages at tilligge nogen Gaard for beſtandig, men derimod ofte Pladsbrug for Feſtetiden; muligens kan dog Forholdet ſtille ſig noget anderledes i enkelte Diſtrieter med Henſyn til de i s 2 Litra b omhandlede Servituter. Da der ved de oven omhandlede Beſtemmelſer om Erſtatningen er taget alt fornedent Henſyn til at Rettighedshaveren ikke ſkal blive broſtholden ved Aflosningen og der ſaaledes ikke ffeer ham nogen Tjeneſte ved at lade Forholdet vedvare, medens man derved endnu for en Rætfe af Aar vilde lægge Skoveieren en veſentlig Hindring i Veien for at bringe nogen Orden ind i fit Skovbrug, finder Departementet ingen Betenkelighed ved her at ſlutte fig til Pluraliteten. 8 3 ſvarer til anden Halvdeel af Indſtillingens § 3. § 4. For det Tilfeelde, at Skoveieren ikke til rette Tin leverer det pligtige Waqvivalent for den aflø- ſte Rettighed, vilde Rettighedshaveren verre ſtillet verre end for, om han ſtulde være nødt til at ſtride til Lopmaal og Dom; iſtedetfor Commis⸗ ſionens Regel for nette Tilfælde, har Departe— mentet derfor overeensſtemmende med en i et Par Erkleringer given Antydning foreſlaget Vedkom— mende tillagt Ret til i ſaadant Fald at tage ſig tilrette i Skoven ſom for. § 5 ſvarer til Indſtillingens § 5. Capitel 2. 88 6 og 7, ifr. Commisſionens §§ 29 og 30 ſamt Udkaſtets § 25. Saaleenge Rettighedshaveren ffal kunne tage fit Trœvirke i Skoven hvor og hvorledes han vil, indſeer Enhver, at alt Henſyn til Skovens Ved— ligeholdelſe ſom ofteſt vil blive ſat tilſide. Den ubundne Frihed i denne Henſeende, ſom endnu i en Mengde Tilfelde herſter ſom en Levning fra en Tid, da ſelve Rettigheden anſages noget nær verdilos, er Derfor ganſte uforenelig med en for— ſtandig Skovhuusholdning og i Regelen kun at tilſtrive Mangel paa tilftræffelig Omtanke eller Indſigt fra Skoveierens Side ved Forholdets Stiftelſe. Departementet kan ikke betvivle det Offentliges Befoielſe til at ſtride ind paa den ef— ter Forholdene eneſte practiffe Maade for at mod— arbeide dette ødelæggende Uveeſen, ved nemlig at give Skoveieren Adgang til at give Udviisning, naar kun Jværffættelfen af denne knyttes til ſaa⸗ danne nærmere Beſtemmelſer, at den ikke vil paa— fægge Rettighedshaveren nogen uforholdsmasſig beſperligere Adgang til Travirke, ſamt at den ikke gager videre, end til at hindre, hvad der al- lerede efter de nu herſtende Begreber om Skov⸗ huusholdning hertillands af Alle maa erkjendes at være aabenbare Misbrug af Rettigheden. Som ſaadanne maa det betegnes, naar Tommertreer eller Ungſtov nedfældes til Brende, ffjønt dertil tjenligt ringere Virke ex let tilgjengeligt, naar Tommertoppe lægges igjen i Skoven, alene fordi de have nogle Kviſte, ſom maatte afhugges o. f. v. | 0. ÆT (S 7); forøvrigt er det klart, at Skaden af den uvorne Ferd ofte maa falde umiddelbart tilbage paa Rettighedshaverne ſelv, forſaavidt de, ved det ene Aar at tage ſit Virke nogle hundrede Alen nermere, nodes til at hente det med ſaameget mere Befvær i folgende Aar. Commisſionen har ogſaa, ſtjont den, ſom for anført, kun har fore— ſlaget Retten til at give ÜUdviisning overdraget Eier af planmæsgfig behandlet Skov (men da rig— tignok en langt videre gagende Ret), dog erkjendt, at der heller ikke i andre Skove kunde herſte fuld— ſtendig Regelloshed i Traforſyningen, idet den nemlig i Indſtillingens 515 (Departementets Ud— kaſt $ 23) har fat Straf for de verſte Misbrug. Med Henſyn til Stkjonsbeſtemmelſen i Slut⸗ ningen af § 7 ſee Gjeerdeloven af 16de Mai 1860 §§ 2 og 18. For det Tilfcelde, at Vedkommende udtrykke⸗ lig maatte have betinget fig Frihed for Udviisning, har man efter Omſtendighederne anſeet det retteſt at lade det have fit Forblivende hermed, faa at Skoveieren for dette Tilfælde kun kan benytte den Udgang, han efter Üdfkiftningsloven maatte have til at fage ſelve Rettigheden udſkiftet. For Efter⸗ tiden gaaer Üdkaſtets $ 18 (Indſtillingens § 9) ud paa at forbyde det omhandlede Forbehold. Med vaſentligt Henſyn til den Udviisnings⸗ ret, ſom foreſlagaes Skoveieren indrømmet, har Departementet bragt i Forſlag Beſtemmelſen i $ 25, hvorefter Skoveier, ſom ved at borthugge den nermeſt og bekvemmeſt liggende Skov uforholds— mesſig beſverliggjor de Brugsberettigedes Adgang til Trevirke, pligter at yde Skadeserſtatning. Om end en ſaadan Forpligtelſe maaſkee kan antages for de yderligſte Tilfelde at paahvile ham efter den nærværende Lovgivning — noget Prajudicat kjendes dog iffe —, er det klart, at Optagelſen af en ſaadan Beſtemmelſe vilde give de Brugsbe— rettigede en ganſte væfentlig Betryggelſe for Be— varelſen af deres Rettighed i uforringet Stand, forſaavidt den afhænger af Maaden, hvorpaa Eieren behandler Skoven. $8, jfr. Commisſionens § 31 ſamt Udkaſtets § 24. De Betenkeligheder, ſom af et af Commis⸗ ſionens Medlemmer ere fremſatte mod den her omhandlede Beſtemmelſe om Skoveiers Adgang til at fræve Rettighed til Brænde og Gjerdefang be— ſtemt til en vis aarlig Mængde m. v., vedrøre nermeſt det i Commisſionens $ 31 opſtillede Grund⸗ lag for ſaadan Begrendsning, hvilket i Departe— mentets § 8 er forandret, hvorom nærmere ſiden. Foreløbig merkes kun, at Theorien om Rettighe⸗ dens Voxen i det Uendelige med det berettigede Brugs forøgede Behov ikke har været anſeet hin— derlig for i Udſtiftningslovens § 2 Litr. d at op⸗ tage en Beſtemmelſe, hvorefter ved Üdſtiftning af Sameie en Hugſtrettighed, der hviler. paa den i Fellesſtab liggende Skov ſom Heelhed, kan over— fores paa enkelt eller enkelte af de udſtiftede Lod— der, dog, ſom ſamme § Litr. à viſer, kun under Betingelſe af, at Rettighedens Verdi ikke formind— ſtes. Den nødvendige Forudfætning for at kunne iveerkſcette denne Üdſtiftningslovens Beſtemmelſe er, at Hugſtrettigheden maa ved Skjon være anſat til en conſtant Værdi, denne være nu beregnet efter det nærværende Behov eller efter hvilkenſomhelſt anden Maaleſtok. Den ſamme Omordning af Rettigheden, hvortil ſaaledes allerede haves lovlig Adgang, forſaavidt den foregager i Forbindelſe med en Üdſtiftning af Sameie, gabner nærværende Lovs $ 8 Skoveier Adgang til at krave ogſag udenfor dette Tilfcelde. Har Beſtemmelſen været berettiget i det ene Tilfælde, er Sagens Vigtighed for Skovhuusholdningen formeentlig tilſtrekkeligt Motiv til at overføre den paa det andet. Ogſaa for Rettighedshaveren kan det have ſin Fordeel at have et beſtemt Qvantum at holde fig til, i hvil— ken Henſeende navnlig bemærkes, at han fager til fuldſteendig fri Raadighed, altſaa kan ſeelge, hvad han noget Aar maatte erholde udover ſit Huusbehov. Forſaavidt angager Bygningsvirke, kan det ſelpfolgelig ikke anſcettes til nogen aarlig Mængde, hvorimod Begreendsningen der maa ſlutte lig til Storrelſen og Beſkaffenheden af de Byg— ninger, hvortil fremtidig ffal kunne tages Virke fra Skoven. Med Henſyn til Udgangspunctet for Rettig— hedens Omſeetning, kunde det viſtnok være onfke— ligt for Skjonsmendene at have en faſt Regel at holde ſig til. En ſaadan gives i Commisſionens §31, der — under Forudſetning af Skovens plan— mesſige Behandling — ubetinget vyftiller det nær- verende Behov af Brænde og Gjærdefang ligeſom de Bygninger, Rettighedshaveren for Tiden har, ſom Grundlag for Omreguleringen. Der kunde muligens ogſaa, forſaavidt man af Henſyn til ſandſynlig Forogelſe af Forbruget maatte anſee Rettighedshaveren broſtholden herved, være Sporgs— maal om at fajtfætte en conſtant Tilleegsprocent til det nærværende Forbrug, hvad der forſaavidt vilde væffe mindre Betenkelighed, ſom der i det Mindſte for Skoveieren ſammenligningsviis ligger ſtorre Vægt paa at have en beſtemt Mengde at holde ſig til end paa, om denne Mengde er en Ubetydelighed ſtorre eller mindre. Det lader fig imidlertid ikke negte, at begge Regler kunne viſe 2 R 0. AT. fig vilfaarlige, hvorfor Departementet har anfeet det henſigtsmesſigt, at man ved Beſtemmelſens Affatning kun gaaer ud paa at give en almindeli— gere Antydning, hvorved Skjonsmendene ikke hin dres fra at lade forhaandenverende Omſtendighe— der modificere Hovedreglen i det enkelte Tilfælde. Affattet i denne Almindelighed (Grundlaget bor „veſentlig være det nærværende Behov; dog kan, forſaavidt det findes billigt, Henſyn tages til en forudſeelig Forogelſe af dette formedelſt fortſat Opdyrkning m. v.“) kan Beſtemmelſen formeent—⸗ lig ſaameget mindre her vekke Betenkelighed, ſom det ikke ſtjonnes, hvorledes Üdfkiftningsmendene ved Anvendelſen af den foran citerede Lovbeſtem- melſe ffulde uden Vilkaarlighed kunne opſtille no get andet ledende Princip. Da den her omhandlede Rettighed for Skov— eieren efter Departementets Udkaſt ikke opveies ved den Betryggelſe for Hugſtrettens fremtidige Be— varelſe, ſom Skovens planmesſige Behandling ef— ter Commisſionens Forſlag vilde medføre, har man troet at burde ſoge en ſerſkilt Garanti i lig⸗ nende Retning opſtillet. J S 24 foreſlages en Beſtemmelſe, hvorefter der i Skov, ſom ved Skjon findes uformuende til vedvarende at yde Mere end til Fyldeſtgjerelſe af de i Henhold til § 8 omre— gulerede Hugſtrettigheder ſamt Eierens egen Gaards— fornodenhed, indtil Videre ikke maa, under Straf af Boder og Confiscation, hugges til Salg; naar ti Aar efter dette Skjon (eller Overſtjon) ere for⸗ lobne, ſtal Eieren kunne forlange nyt Skjon af- holdt til Beſtemmelſe af, hvorvidt Salgshugſt igjen maa foregagae. At Skoveieren, forſaavidt hans egen Mishandling af Skoven er Aarſagen, pligter at betale Skadeserſtatning til de Brugsbe⸗ rettigede, hvis Tilkommende Skoven ikke lenger kan preſtere, maa formeentlig anſees afgjort ved en i Retstidenden for 1860 Pag. 403 o. fl. refe⸗ reret Hoieſteretsdom af 20de April, ſ. A.; det Nye, ſom denne 8 ſtulde beſtemme, bliver altſaa, at det bliver Eieren forbudt at hugge til Salg, naar Skovens Forringelſe har naget en vis Grendſe, medens han efter den beſtagende Ret ikke, uden muligens gjennem lovligt Forbud, kan hindres fra at hugge, naar han vil paatage fig den Reſico at maatte betale Skadeserſtatning. Forſaavidt der i Sen ikke foretages den ofte vanffelige Skjelnen mel⸗ lem Tilfeldene, efterſom Skylden for Skovens Forringelſe ligger hos Skoveieren eller de Hugſt— berettigede, ligger heri ingen Übillighed, da det kommer an paa Skoveieren, felv om han ved at benytte fin Ret efter § 8 vil udfætte fig for at fee & 24 anvendt imod ſig. Beſte mmelſen vil an- tagelig ikke ofte komme til praktiſt Anvendelſe; men dens Tilverelſe antages ikke at ville vere uden Indflydelſe paa nogle Skoves Behandling og navnlig at have Betydning ſom en Betryggelſe for de Brugsberettigede. Det kunde ſynes at ligge ner at lade Skjonnet, naar det af de Hugſtberet⸗ tigede ſcttes i Bevegelſe, afgive Beſtemmelſe om, for hvilket Tidsrum Skovens forefundne Tilſtand kravede dens Fredning for Hugſt til Salg; men en noiagtig Beregning heraf er en ſelv for Fag⸗ mend vanſtelig Opgave, og man har derfor i ſit Forſlag ladet det bero med at affordre Skjonnet et benegtende eller bekreftende Svar paa det Sporgs⸗ maal, om Skoven for Sieblikket taaler at afgive mere end de ifølge $ 8 til en vis Mængde be- ſtemte Brugsrettigheders Fyldeſtgjerelſe, hvilken Beſvarelſe ikke forudfætter nogen i den yderſte De⸗ tail gagende Taxation. Er Skovens Tilſtand forſt ſaadan, at der hos ſtjonſomme Mænd opſtager grundet Tvivl om dens Evne til vedvarende at yde Mere end anfort, vil der formeentlig ikke være nogen veſentlig Betenkelighed ved at deeretere det i Sen omhandlede midlertidige Forbud. Naar de 10 Aar ere. forløbne vil det bero paa Eierens egen Bedommelſe af Skovens Tilſtand, naar han driſter ſig til at prove nyt Skjon; gager dette ham imod, ſtager det fremdeles til ham ſelv, hvor— længe. han vil lade det beroe med denne Afgjo⸗ relſe eller igjen gage til Skljon. Man har for⸗ øvrigt i Udkaſtets § 28 indtaget en Clauſul, hvor⸗ efter der i Tilfælde af Overſkjon kan forlanges Mænd opnarvnte i Henhold til Lagretteslovens 8 23. Efter Sagens Beſtaffenhed kan der formeent⸗ lig ikke være Sporgsmaal om nogenſinde at gjore Eierens Overtredelſe af Forbudet til Gjenſtand for offentlig Paatale, hvorom en udtrykkelig Be⸗ ſtemmelſe er optagen. §§ 24 og 25 ere ikke beregnede paa Almin⸗ dinger og Embedsgaardsſkove, hvorom en udtryk⸗ kelig Clauſul er indtagen i Slutningen af ſidſt⸗ nævnte 8. De i de ſenere Afſnit af Loven givne ſerſtilte Forſtrifter for begge de nævnte Slags Skove medføre nemlig en ſtorre Betryggelſe for Brugsrettighedernes Bevarelſe end den, ſom vil haves ved $$ 24 og 25. $$ 9 og 10, jfr. Indſtillingens § 32, hvis veſentlige Indhold tidligere er anfort, handle om Skovens Forhold til de ſamme paahvilende Hapnerettigheder. Havning i Skov er, hvor Rettigheden, ſom hos os, ikke er bunden til Indſtrenkninger, ſig⸗ tende til Ungſtovens Beſtyttelſe, altid til ſtort Hinder ſaavel for en hurtig Foryngelſe fom for Skovens Tilvæt i tætfluttet Stand. Om nogen veſentlig Indſkrenkning kan der imidlertid, fag- længe man ikke har en planmesſig Behandling af Skoven for Die, ikke være Sporgsmaal. Under den nu brugelige uregelmasſige Nedfelding af ſtorre Træer, hvorſomhelſt de forekomme i Marken, dan⸗ ner der ſig kun tilfældigt Ungſtov, ſpredt over det hele Skovareal, og Beſtyttelſe for disſe tyndtſtaa⸗ ende og uregelmecsſig fordeelte Ungplanter kunde ſaaledes blot tilveiebringes gjennem fuldſtendig Af⸗ losning af Havpneretten. Anderledes ſtiller Sagen fig ligeoverfor et in— tenſivt Skovbrug, beregnet paa regelmæsfig Af— drivning og Foryngelſe ſuccesſivt af Skovarealets forſtjellige Dele efter et beſtemt Omlob. Under et ſaadant Brug vil Ungſtoven findes ſamlet paa afgrendſede Strekninger og Beitesrettens Be— grendsning kunne knyttes til disſe. Som et Ex⸗ trem kan nevnes, at Lovgivningen i udenlandfke Stater, hvor de forſtjellige Skovproducters Priis har naget en betydelig Hvide, under ſaadanne Forhold har gaaet lige til at hjemle fuldſtendig Aflosning af Beitesretten, idet man er gaaet ud fra at denne under enhver Form vilde virke tryk— kende paa den verdifuldere Production. Efterhaanden ſom Forholdene og navnlig en hoiere Priis paa ſmage Dimenſioner viſe Skovei⸗ erne henimod en rationel Drift, blive Begrends⸗ ninger i Havnerettens Udovelſe nødvendige. Med en ſaadan Udvikling for Die har Commisſionens Pluralitet i Indſtillingens § 32 foreſlaget Eier af planmesſig behandlet Skov indrømmet Adgang til uden Erſtatning, forſaavidt angager vedvarende Rettighed, at holde fredet z af Skovarealet (i fremmede Lovgivninger almindelig 1—1) og mod Erſtatning Mere, medens Departementet, ſom tid- ligere antydet er gaaet ud fra, at 3 ialt under Overgangen fra et fuldkommen regelloſt Brug vilde have været et tilſtrekkelige Maximum, der maaſtee endnu kunde taale nogen Nedſettelſe, om man ellers for Nerverende havde fundet Anledning til at optage nogen ſerſtilt Beſtemmelſe for plan— mesſig Behandling af privat Skov. Men om den uregelmasſige Hugſtmaade end, ſom tidt anført, forudfætteg indtil Videre at ville blive Reglen, kan man dog ikke ſee ganſte bort fra, at Skoveiere paa ſine Steder kunne ville gjore om end kun mindre Forſog med at forberede en Overgang til en forandret Brugsmaade. Hvor der findes nøgne Strekninger inden Skoven, ſom uden at tilſages med Trefroe blive lynggroede og derved unyttige baade for Eieren og de Havnebe⸗ rettigede, eller hvor der allerede maatte have dan⸗ net fig nogen ſammenhenngende Ungſtov, er det en Sag af Interesſe, at der gives Eieren Adgang til at holde Kreaturene borte, forſaavidt det kan ffee uden Fortrængfel for en efter vedkommende Di— ſtriets Forhold vigtigere Ret. Der kan ogſaa al— lerede paaviſes Exempler paa, at Skoveiere have villet paatage fig Udgiften med at indgjærde ſaa— danne Flader, om det var bleven dem tilſtedet,. For det tredie i Commisſionens S 32 nævnte Til⸗ fælde, at Nogen vil anlægge Foryngelſeshugſter, hvilket man for Fuldſtendigheds Skyld ogſaa har medtaget i de omhandlede $$ af Udkaſtet, vil der antagelig for det Forſte ikte blive ſynderlig An— vendelſe. Overhoved kan man ſikkert gage ud fra, at der kun bliver Sporgsmaal om at frede mindre Stræfninger, deels ſom Folge af hvad der er an— fort om Hugſtmaaden og dens Indflydelſe paa Gjenverxten og deels paa Grund af Udgifterne ved kunſtige Culturmidler og ved Indhegningen, hvor— til i det i $ 10 omhandlede Tilfælde, at Skoven ingen overflødig Havn har, endnu kommer Er— ſtatningen for den ſuſpenderede Havneret. Hvad § 9 angager gjælder, hvad der med Henſyn til de i § 8 omhandlede Hugſtrettigheder er anfort om, at Hjemmelen til Rettighedens Be— grœndsning i det forudſatte Tilfælde allerede haves i Uoſtiftningslobens § 2, der ogſaa omhandler Beitesret, forſaavidt Begrendsningen foregager i Forbindelſe med Üdſkiftning af Sameie, kun at den Vanſkelighed, ſom for Hugſtrettighedernes Ved— kommende opſtager ved deres Omfætning til per— manente Storrelſer, her i det Veſentlige bortfal— der, da der kun fkal haves for Øie Forholdet i den forlangte Fredningstid, altſaa hoiſt 25 Aar. Det i § 9 forudſatte Tilfælde, at Skoven ikke er ſaa fuldt optagen af Havnerettigheder, at den jo uden Savn kan afgive en ringe for Skoveierens Behov tilſtrekkelig Deel til Fredning, vil formeent⸗ lig i Reglen være forhaanden, faa at Skoveieren i de fleſte Tilfælde vil kunne hjælpe fig med den. Der vil dog formeentlig være fuld Grund til for mulige Tilfælde ogſaa at optage den i § 10 fore⸗ flaaede Beſtemmelſe; man kan nemlig trygt gaae ud fra, at naar Skoveieren er beredt til foruden Omkoſtningerne ved Fredning m. v. tillige at be tale for Benyttelſen af den paafordrede Beite— ſtrekning, maa Skovproductionen i Tilfældet være en Sag af ſtorre Betydning end hidtil hos os ſedvanligt, og de Hapneberettigede maa anſees tilborlig ſikrede ved Forbeholdet om, at de ikke kunne rokkes, ſaafremt Strekningen for dem ffjøn- nes at have overveiende Vigtighed, med andre Ord, hvis Strekningens del frygtes at 0 0. M. 1. virke forftyrrende paa deres Leveviis eller fætte dem i nogen Forlegenhed, ſom Pengene ikke an— tages at afhjelpe. At fætte nogen vis Brokdeel af Arealet ſom den ſtorſte, Skoveieren under den i § 10 omhandlede Forudſatning fkal kunne fre- de, behoves formeentlig ikke, ſaalſenge man endnu kan holde fig til den Regel, at Skoveieren ffal be— tale for Alt, hvad han benytter, og hans Ret knyt— tes til det anforte Forbehold. Efter hvad oven er anført kan man derhos viſtnok gage ud fra, at om man end fatte et Maximum af t. Ex. 5 eller endog 15, vilde der kun ſjelden blive Sporgsmaal om at nage det. Efter den Opfatning, der ifølge Foranforte er lagt til Grund for den foreſlagede Ordning af disſe Forhold for Tiden, formenes der ikke at blive Sporgsmaal om at paalegge de Havpneberettigede Anſvaret for at Kreaturene holdes borte fra de ſmaae og ſpredte Flader, den private Skoveier maatte ville frede, hvorimod det maa være dennes Sag at iagttage det Fornødne i denne Henſeende paa egen Bekoſtning. Man finder det derfor ikke ved nærværende Leilighed fornødent at gage nær= mere ind paa Sporgsmaalet om, hvorvidt der for planmesſig dreven privat Skov maatte være Foie til at opſtille den Regel, for hvilken Forſtmeſter Barth i et ſerſtilt Votum har udtalt fig, og ſom tiltrædes i Erkleringer fra nogle Diſtricter, nem— lig at Rettighedshaverne ſkulde være forpligtede til at gjæte fine Kreaturer i omhandlede Oiemed. Man fkal kun bemerke, at ſaalenge Gjetnings⸗ pligten efter den almindelige Lovgivning om Jords Fredning (Lov af 16de Mai 1860) ikke ftræffer ſig videre end nu, kunde der efter Departementets Formening vanſtelig være Foie til at udſtrekke den til det her omhandlede Tilfælde. Det er der— hos viſtnok ikke uden Grund, navnlig fra Nordre Oſterdalen, bleven fremhævet, at Gjetningen i det Mindſte paa nogle Havneftræfninger her i Landet vilde være forbunden med færegne Vanſteligheder, ligeſom Forholdene overhoved i denne Henſeende veſentlig ſtille fig fra dem, der have bevirket Op— tagelſen af den omhandlede Beſtemmelſe om Gjet— ningspligten i tydſte Forſtlove. Det er forøvrigt en Selvfolge, at Skoveieren med Henſyn til den Indgjerding af Frednings— fladerne, ſom vil paakræves, ikke kan være bunden ved Gjerdelovens Forſtrifter om Gjerdets Hoide og Befkaffenhed, idet Gjerdingen her kun interes- ſerer ham ſelv, ikke hans Nabo. Forſtmeſter Mei— dell har bemerrket, at lave ſammenlagte Buſtehegn ofte ville være tilftræffelige for Diemedet, ligeſom Indhegningen overhoved ikke antages at ville falde koſtbar. Hvorledes de her omhandlede Forhold anta⸗ ges at ſtille ſig for Almindingers og Embeds⸗ gaardsſkoves Vedkommende vil nedenfor paa fine Steder blive berørt. Sluttelig bemærfeg, at Meidell i Anledning af $9 har gjort opmærffom paa Onſkeligheden af, at nøgne Stræfninger, navnlig Myrer, beliggende inden Skoven, maatte uden Hinder af Havneret= tigheder kunne tages under Dyrkning til Ager⸗ eller Grægland under den i Sen anførte Forud⸗ ſetning, at de uden Savn kunde undveres af de Havneberettigede. Da Gjenſtanden egentlig ikke antages at ligge inden en Skovlovs Omraade, har Departementet her kun troet at burde nev⸗ ne den. H 11, jfr. Indſtillingens § 33. Hvad der er anført ved §s 6 og 7 fager her i det Veſentlige Anvendelſe. De Rettigheder, ſom Beſtemmelſen omhandler, vil Skoveieren for en Deel have Adgang til at afloſe efter Forſtrif⸗ terne i afte Capitel; forøvrigt gjælder det om de allerfleſte af dem, at de have ringe Betydning for den Berettigede, men ofte kunne gjore uforholds⸗ mesſig Stade ved Maanen, hvorpaa de udeves, ſaaledes t. Ex. naar En, der har Ret til at tage Lav, nedfelder Træet for at komme til den. § 12. Den her omhandlede Straf rammer, ſom Ud⸗ trykkene viſe, kun Tilſideſcettelſen af de i fore⸗ gagende Ss indeholdte Forſtrifter, hvilken Tilſide⸗ fættelfe, om Angjeldende ved Gjerningen tillige maatte have forbrudt ſig mod andre gjeldende Lovbeſtemmelſer, der fætte hoiere Straf, kun vil komme i Betragtning ſom en ſtjeerpende Omſten⸗ dighed. Cap. 3 (Indſtillingens Cap. 2). SS 13 og 14 ere Indſtillingens ss 6 og 7. § 15 og 16. § 15 gjengiver Commisſions-Indſtillingens 88 paa ſidſte Punetum ner med den af en (den i Indſtillingen forſt anforte) Minoritet tilraadede For⸗ andring, hvorefter der fra den almindelige Regel, at Brugsrettigheder herefter ikke maa vedvarende paahoeftes Skov eller forbeholdes ved Salg af Skov, gjores en Undtagelſe med Henſyn til Beitesret. Som af Commisſionen berørt, hjemler Ud⸗ ſtiftningslovens $$ 3 og 4 Adgang til betingelſes⸗ viis at udfkifte Havne⸗ og Hugſtrettigheder (for⸗ ſaavidt de hvile paa Udmark, altſaa navnlig Skov, — —— —t- -.r ³¹—ñ —- 3 0. M. 1. 1 kun i det Tilfælde, at der kan gives fuld Erſtat— ning af ſamme Slags ſom det, der afgives) lige— ſom det maa erkjendes, hvad Commisſionen har anført, at hele den nævnte Lov hviler paa den Grundanfkuelſe, at hver Eier bor fuldftændig raade over Sit, og at alt Fellesſkab i Jord og Skov er forderveligt for Lodeierne og ſkadeligt for Sta- ten. Da derhos Lovens $ 23 beſtemmer, at der ved Eiendomsdelinger og Afheendelſer ikke maa indfores Fellesſkab i Jord eller Skov der, hvor det for ikke var, er der flere Gange reiſt Sporgs— maal om, hvorvidt ikke det af Commisſionen her tilſigtede Forbud mod Stiftelſe af nye varige Brugsrettigheder allerede indeholdes i Udſtiftnings— loven, forſaavidt angager de deri omhandlede Ret— tigheder til Travirke og til Beite. Departementet har imidlertid (Departements-Tidenden for 1861 Side 66) ligeſom Commisſionen udtalt ſig for en bencegtende Beſvarelſe af dette Spørgsmaal, og antager ogſaa, at denne Mening har afgjorende Grunde for fig, faa at ſeerſtilt Beſtemmelſe ogſaa for de nævnte Slags Rettigheders Vedkommende vil være nødvendig, forſaavidt den anſees til— raadelig. Departementet indrommer, at ſaavel Conſe— qventſen fra Üdſtiftningsloven ſom hvad Commis— ſionens Pluralitet iøvrigt har anført om ſaadant Fellesſtabs Uforenelighed med en mere ubdviklet Brug baade af Jorden og Skoven, taler imod den i Departementets Udfaft optagne Undtagelſe til Fordeel for Havneretten, hvorfor man ogſaa er enig i, at denne ikke vilde kunne forſvare fin Plads, naar man ſkulde give Beſtemmelſer, beregnede pan at ſtaa faſt for en lang Fremtid: Naar man der⸗ for, rigtignok med den veſentlige Modification, ſom ligger i ÜUdkaſtets $$ 9, 10 og 16, har troet at burde foreſlaae Paahaftelſe af varig Havneret fremdeles tilladt, ſtaaer dette i Sammenhæng med, hvad man ved $$ 9 og 10 og ellers har anført om, at man i det Hele anſeer det raadeligſt at affatte Lovens Forſtrifter om denne Gjenſtand med overveiende Henſyn til Forholdene i den ner— meſte Tid, og ſtole pan en ſenere Reviſion af Lo— ven, naar den ikke længer maatte betragtes ſom tidsſparende. For Tiden betragtes Adgangen til at kunne ſende Kreaturer paa Beite i Skoven i mange Bygder ſom en uundværlig Gaardsforno— denhed, og en Beſtemmelſe, ſom hindrede en Grundeier fra færffilt at afhænde fin Skov med Forbehold af denne Ret for ſin Gaard — eller en Eier af ſtorre Skovſtrekning fra at fælge Seter⸗ brug i denne, hvilke Salg nu jevnlig foregage ogſaa til udenbygds Folk, uden at lade det tilftø- dende Parti af Skoven gage ind i Salget, vilde for den nærmefte Tid, ſom ogſaa af Commisſionen forudſeet, gribe temmelig ſterkt ind i Befolknin— gens Oeconomi, gjøre Skoven til en mindre ſalg— bar Gjenſtand og trykke dens Priis. Ved den i Udkaſtets $ 16 indeholdte Beſtemmelſe, ifølge hvilken nogen herefter ſtiftet Havneret ikke ſtal kunne hindre Skoveieren fra at ivoerkſcette den i ss 9 og 10 omhandlede Fredning af Ungffovftræfninger, antages ogſaa en veſentlig Beteenkelighed mod De— partementets Affatning af § 15 at vere bortfaldt. 817 er ſidſte Punetum af Indſtillingens § 9, kun at Henviisningen ogſaa gjeelder den nye Beſtemmelſe i Udkaſtets $ 16, ſamt med den formeentlig ube— teenkelige Forandring, at Overeenskomſten kun bli— ver ugyldig, forſaavidt den gaaer ud over det Tilladelige. § 18 fvarer til Indſtillingens § 9. Cap. 4 (Indſtillingens Cap. 3). §§ 19 22, jfr. Indſtillingens SS 10—13 ſamt 37, ere beregnede paa de ſaakaldte UÜdhugſt— handler (Salg eller Forpagtninger). Man anſeer det ufornodent nærmere at omhandle den fordeer— velige Indflydelſe, disſe Transactioner hidtil have ovet (ſe herom Departementets underdanigſte Fo— redrag i Anledning af den ældre Skovcommisſions Forſlag, Storth.-Forh. for 1854 4de Deel, O. No. 40, Side 4— 7). Naar der foreſlages et Forbud mod dem paa ſamme Tid, ſom man i det Veſentlige ingen Hindring lægger i Veien for Eieren, om han ſelv vil udhugge ſin Skov, er dette begrundet i, at disſe Handler hidtil i hvert Fald have været den meeſt courante Form for Skovodelceggelſe, og at det dog har Formodnin— gen for fig, at Eieren ſelv vil tage noget mere Henſyn til ikke at berove Skoven dens hele Verdi end en Forpagter, hvis Interesſe det kun er i Contractstiden at bringe det meeſt Mulige ud af Skoven. Departementet fraraadede i 1854 Udfeedigelſen af noget Forbud mod Udhugſthandler hovedſagelig af den Grund, at man ikke ſaa ſig iſtand til at an— give nogen Definition af Begrebet ffarpt nok til at udelukke Eluſioner, hvorfor Forbudet befrygtedes at ville blive virkningsloſt. Denne Vanſtelighed troer man, at Commisſionen paa en hel dig Maad har fjernet; efter dens Forſlag bortfalder nemlig Nod— vendigheden af at opregne og definere de Trans— actioner, ſom ſtulle være indbefattede under For— budet, idet der i de foregagende $$ haves en poſi— tiv Beſtemmelſe om de Grandſer, inden hvilke N 0. M. I. Skoveieren herefter maa indromme nogen Anden Rettighed i Skoven, fan at Forbudet kommer til at omfatte enhver Overeenskomſt, der under hvilken— ſomhelſt Form gaaer ud paa at indrømme nogen videre gagende Ret. Nogen fuldſteendig Sikkerhed mod hemmelige Overeenskomſter kan man natur⸗ ligviis ikke nage; men foruden at begge Parter udljætte fig for Paatale og Anſpar ved at fuld⸗ byrde en ſaadan Contract, ville antagelig de Fle— ſte betenke fig pag at indlade fig pag den, naar den af Lopgivningen er erkleret ugyldig og Med⸗ contrahenten ſaaledes kan fragage fin Forpligtelſe. Den med Henſyn til Eluſion formeentlig farligſte Beſtemmelſe i Commisſionens Forſlag, nemlig dettes § 11, der indſkrenker den almindelige Re- gel, forſaavidt Overeenskomſten gjelder ſelvtorrede Træer og Affald, har Departementet ikke anſeet det fornodent at optage, ſaafremt den Eier af planmesſig behandlet Skov efter Commisſionens § 37 forbeholdte Adgang til under Forſtveſenets Control at fælge Træer paa Roden overeensſtem— mende med Departementets Udkaſt (§ 20) gjores almindelig. Da Departementet ſaaledes finder Grund til at antage, at Forbudet i fin nuværende Form vil kunne nogenlunde ſvare til Henſigten, og da, ſom allerede bemerket, endog mange af dem, ſom i fine Erklaeringer over Commisſionens Indſtilling ellers ſkarpeſt udtale fig imod Indſtrenkninger i Privat⸗ mands Raadighed over ſin Eiendom, udtale ſig for et ſaadant Forbud, betenker man fig nu ikke paa at bringe det i Forſlag. Man anſeer det imidlertid onſkeligt, at For⸗ budet formildes, ſaavidt det kan ſkee uden at til⸗ intetgjore Controllen, og troer ikke, at det i denne Henſeende har nogen afgjorende Betenkelighed at optage fra Commisſionens § 37 Beſtemmelſen om, at Skoveieren kan fælge merkede Træer paa Ro⸗ den, naar Mærfningen er foretagen af offentlig Skovbetjent og kun i det Omfang, denne finder tilſtedeligt. Foruden at der i dette Tilfælde haves tilſtreekkelig Garanti for, at der ikke udhugges An⸗ det eller Mere, end Skoven taaler at afgive, vil Skovbetjenten let kunne ſkaffe fig Anledning til at for— visſe fig om, hvorvidt ialfald nogen Hugſt af Be- tydenhed maatte være foretagen udenfor det Til— ladte. Da Skoveieren, om en ſaadan Beſtem— melſe optages, vil have Adgang til at lade ſelv— torrede Zræer merke af Forſtmeſteren til Udhugſt, anſees det, ſom allerede antydet, mindre fornodent at beholde Undtagelſen i Commisſionens $ 11, der neppe er uden Betenkelighed med Henſyn til Controllen. § 23 ſvarer til Indſtillingens & 15, kun med den For⸗ andring, at Üdtrykket „Tommerſtov“ er ombyttet med „Tommertrcer“, hvilket ikke medfører nogen Ubillighed, naar henſees til, at Advarſel fra Eierens Side man være gaaet forud, inden den i Sen be⸗ ſtemte Straf indtreder. 8 24 er foran omhandlet under § 8, og § 25 under §§ 6 og 7. Cap. 5 (Indſtillingens Cap. 4). § 26. Skoveiendom omfatter efter det almindelige. Begreb Grunden med den derpaa ſtagende Træ- masſe. Flere Steder, paa Veſtlandet nok ikke ganſte ſjelden, treffer man imidlertid fra ældre Tid endnu det anomale Forhold, at Grunden og Zræbejætningen ere blevne adſtilte i ſelvſteendige Eiendomsgjenſtande. Det er navnlig med Henſyn til de Servituter, ſom gage ud pan en Benyttelſe af Skovgrunden, altſag Ret til Beite og til Lyng⸗ ſvidning, at man kan tenke fig Tviſtmaal frem⸗ faldt ved de foregagende Beſtemmelſer om Brugs⸗ rettigheders Aflosning og Omordning, ſaafremt man ikke har en udtrykkelig Beſtemmelſe for det Tilfcelde, at den, der til Fordeel for Træværten vil gjøre den gjeeldende, ikke ſelb er Eier af Grun⸗ den. Saadanne Forviklinger har man villet fore⸗ bygge ved nærværende 9, hvis Indhold ikke for⸗ menes at kunne væffe Betenkelighed. Derimod indlader Sen. fig ikke pag at loſe den mulige Forvikling, ſom i et ſaadant Tilfælde kan opſtage mellem Traeernes Eier og Grundens Eier, idet Afgjorelſen forſaavidt antages at maatte bero paa en Fortolkning af det beſtagende Contracts⸗ forhold i hvert enkelt Tilfcelde. Forſaavidt altſaa Skovgrundens Eier maatte gjore Indſigelſe mod, at den Anden tilſager med Skopfro en affnauet Flade i Skoven, fordi han i Medfor af Contraec⸗ ten maatte anſee fig bexettiget til at anvende til andet Brug en Stroekning, hvorpaa der ikke leen⸗ ger findes Træer, maa det blive Vedkommendes Sag uden denne Lovs Hjælp at affinde ſig med ham herom, inden han med Nytte kan bruge de Rettigheder, ſom maatte være ham tillagte lige overfor de Brugsberettigede. § 27 ſvarer til Indſtillingens § 38, med den Foran⸗ dring, at Tiden, hvori den ved Udſkiftningslovens $$ 3 og 4 hjemlede Ret ſuspenderes, er bleven forkortet fra 20 til 10 Aar, ſamt at ſaadan Sus⸗ 0. M. I. ig penſion fun indtræder, naar Eieren har benyttet fin Ret efter $$ 8, 9 og 10, ikke Derimod naar han alene har gjort Brug af ſin Adgang til at give Udviisning. Denne Forandring er formeent⸗ lig en naturlig Folge af den, ſom Beſtemmelſerne om ÜUdviisning efter Departementets Forſlag have undergaget, hvorved denne ikke længer vil medføre den Indſkreenkning og Byrde, ſom Henſynet til en ſyſtematiſt Driftsplan kan gjøre fornøden. & 28 er Indſtillingens § 29 med det foran omtalte Zil- læg angagende Afholdelſen af Overſtjon i det i § 24 omhandlede Tilfælde, men med Udeladelſe af Ordene „forſaavidt ikke anderledes er beſtemt“, der alene ſigte til de i Departementets Üdkaſt udeladte Beſtemmelſer i Indſtillingens § 18. Forovrigt bemerkes, at Enkelte have yttret Tvivl om, hvorvidt ikke Skjonnet efter Commisſionens Forſlag er noget ſvagt ſammenſat (2 Mænd med Lensmanden ſom Forretningens Beſtyrer), faa at den ſeedvanlige Organiſation, 4 Mænd med So- renſtriveren ſom Adminiſtrator, vilde være at fore— træffe, Departementet har dog troet at burde tage overveiende Henſyn til den af Commisſionen paapegede Interesſe i, at disſe Skjon gjores fag billige ſom muligt. & 29 ; er Indſtillingens $ 40 med Udeladelſe af Slut- ningen, der alene vedkommer den i Departemen— tets Üdkaſt ikke optagne § 34. Med Henſyn til Capitelinddelingen i det foran gjennemgagede afte Afſnit bemerkes, at de forſte SS i Ade Capitel, $$ 19— 22, ſtaae i faa ner Sammenhæng med de umiddelbart foregagende §8 i Zdie, at der kunde gjores Indvending mod at adſtille disſe Beſtemmelſer, ligeſom det ovrige Indhold af 4de Capitel godt kunde have faaet Blans iblandt Beſtemmelſerne i 2det, til hvilke de nermeſt flutte fig. Hvis de nu i Ade Capitel ſamlede Beſtemmelſer paa denne Maade bleve dragne ind under de tidligere Afdelinger, vilde alle Beſtemmelſer i 1ſte Afſnit kunne ſammenfattes under Overſtriften „Om Brugsrettigheder i Skov“. Da imidlertid den Udhugſtret, hvorom $$ 19—22 hovedſagelig dreie fig, almindelig opfattes ſom no⸗ get veſentlig Forſtjelligt fra de almindelige Brugs⸗ rettigheder, ſom omhandles i de foregagende Ca- pitler, og ved hvilke man har for Øie den ſed— vanlige Forſyning til dagligt Brug, har man ikke fundet det nødvendigt i dette Stykke at fravige den af Commisſionen benyttede Inddeling. J Udfaftets 1ſte Afſnit er ikke optaget Ind⸗ ſtillingens $ 14 og, ſom tidligere antydet, dens $$ 16-27. § 14 gaaer ud paa at udftræffe det gjeeldende Forbud mod Braatebrand og Lyngſvidning i Juni og Juli Maaneder til ogſaa at omfatte ſidſte Halvdeel af Mai og forſte Halvdeel af Auguſt; en Minoritet har dog fraraadet Beſtemmelſen ve— ſentlig i Henhold til, hvad der i Departementets underdanigſte Foredrag yttredes i Anledning af den ældre Skoveommisſions Forſlag om fuldftæn- digt Forbud mod Braatebrand og Lyngſvidning, og navnlig lagt Vægt paa, at allerede de gjel— dende Beſtemmelſer ere udſatte for hyppige Over— tredelſer, ſom ikke paatales, hvorhos det af et» Medlem er anført, at den tilſigtede Udvidelſe vilde gjøre al Braatebrending i de nordlige Egne af Riget umulig. Pluraliteten tilſigter at fjerne den Fare for Skovbrand, der opſtager ſom Folge af, at ſidſte Halvdeel af Mai og forſte Halvpdeel af Auguſt i mange Diſtrieter ere meget torre. Departementet lægger ikte meget ſtor Vægt paa den omhandlede Beſtemmelſe, ifær efterat Fa— ren for Skovbrand i det Mindſte i nogen Grad maa anſees formindſket ved Straffebeſtemmelſen i Loven om Politiovertrœdelſer udenfor Kjobſteeder af Ade Juli 1857 § 1 for den, der bruger Ild i Skov og Mark uden at anvende vedborlig Omhu ved Slukningen. Desuden gage flere Erkleeringer ud paa, at Beſtemmelſen ogſaa i flere ſonden— fjeldſke Diſtrieter vilde være jevngod med et ube— tinget Forbud, hvilket baade ligger udenfor dens Henſigt og antagelig ſnarere vilde bidrage til at forøge end til at formindſte Tallet af Overtredel— fer, ſaalenge der ikke træffes færegne Foranſtalt— ninger til Control. Hvad angager den i Indſtillingens $$ 16—27 omhandlede Sag, Control fra det Offentliges Side med den private Skoveiers Adfærd med Skoven, har Forſtmeſter Meidell — ſtottende fig til den i det Foregagende fremſatte Anfkuelſe om Nodven— digheden af ſeent eller tidligt at ſorge for nogen virkſommere Betryggelſe end den, ſom de foran behandlede Dele af Forſlaget give, mod Odeleeg— gelſe af Landets private Skove — for Departe— mentet ſremſat til Overveielſe en Modification af Commisſionens Forſlag, der formenes at ville afvæbne de veſentligſte Indvendinger, ſom en Mi⸗ noritet i Commisſionen og Andre have gjort gjel— dende mod dette. Han har ikke tilſigtet at bringe nogen gjennemgribende Forholdsregel paa Bane, idet han fuldtvel erkjender Nodvendigheden af at gage frem med Lempe i denne Sag, men ialfald villet forſoge at udſtikte et Spor, ſom man efter ål 0. M. I. Omſtendighederne kunde ſlaae ind paa, indtil Opinionen, Midlerne og Kyndigheden i Skov— ſtjotſelen tilſtede Benyttelſen af andre Hjelpekil— der. Han lægger overhoved Vægten paa, at man ſnart opſtiller et, om end ringe Værn, for at man ikke ſkal befeſte Skoveierne i den Tro, at Intet kan gjores, indtil en uundgagelig Nodven— dighed, maafkee inden en ikke meget fjern Tid, maa fore til langt videre Indſkrenkninger. J udenlandſke Forſtlove har man, bemeeker Meidell, fundet det henſigtsmeersſigt at modarbeide Skovens Ødelæggelfe fra Eierens Side ved Paa— bud om tvungen Cultivering af de Flader inden »Skovens Grendſer, der ſom Folge af Hugſtmaa— den ikke inden en vis Tid ere forſynede med Gjen— vært. Det er nemlig ikke for Oieblikkets, men for Fremtidens Skovmangel, man nærer Frygt, og i denne Henſeende har man den virkſomſte Hjælp, naar man blot ſorger for, at Grunden ikke ved at henligge bar ophører at være ſtovbe— rende Mark. Dette Middel er, anforer han, un— der de andetſteds givne Forhold baade det virk— ſomſte og det billigſte, efterdi Skovgrunden derved ſtedſe beholder det ſamme Areal og Tvangen paa— legges i Form af Arbeide til Eierens egen Nytte. Men denne Udvei er her af andre Grunde endnu praetiſt uanvendelig, fordi Afſcetningsforholdene, ufuldſteendig Oplysning og tildeels paahvilende Servituter hindre Skoveierne i, ſom i Udlandet, at ſnaudrive ſin Skov paa enkelte Steder, medens den forovrigt ſtager urørt, indtil den er moden til at hugges. Den her brugelige Hugſtmaade gjør Skoven uregelmesſig og tynd, medens den kun paa de allerferreſte Steder fjernes faa fuld⸗ ſtendig, at man kan ſaage eller plante. Her maa man altſaa forſoge andre Midler, og navnlig lig— ger efter Meidells Formening et ner, der er be— flægtet med det anførte og virker i ſamme Ret— ning, nemlig et Fredningspaabud for den allerede dannede unge Skov. Man ſeer i Regelen, an— forer han, i vore Skove, en paafaldende ſtor Mængde god Ungfkov, hvilken dog hverken dens ringe Verdi eller dens hurtige Vært, der ſom of— teſt langt overgager den ved Forrentning af Penge opnagelige Procent, formager at fkaffe Fred. Naar en Sfov forſt er kommen paa loſe Hænder, overgaager der den gjerne gjentagne Udhugninger, hver Gang til et lavere Maal, og da gager ofte ogſaa den yngſte Skov med blot ſom et Middel til at reiſe Penge uden Henſyn til, om Hugſten lonner ſig. Ligeſom der altſaa i et Paabud om Fred for Ungſtoven vilde ligge et vegtigt Beſtyt— telſesmiddel for Efterſleegtens Skopforſyning, ſaa— ledes kan det kun være til Skoveierens egen For⸗ deel at hindre ham i en Dispoſition over Skoven, der nødvendig fører til hans egen Ruin. Meidell har her, ſom det vil ſees, kun de værfte Tilfælde af Odeleggelſe for Øie, og mere end dette finder han det uklogt i Begyndelſen at forſoge paa at hindre. ; Allerede for lang Tid ſiden, har han videre anført, horte man Forſlag, ſigtende til Beſkyttelſe for Ungſkoben. Disſe, der gik ud paa directe Forbud eller paa Toldſatſernes Regulering i den Henſigt at hindre Hugſt af visſe mindre Dimen⸗ ſioner hele Landet over, anſeer han uretfærdige og ubrugelige; thi det forholder fig ikke faa, at alle Trecker af et viſt Maal over hele Landet maa fre⸗ des for at bevare Skoven, og de ſmaa Dimenſio⸗ ner, hvorom Talen har veret, kunne mangeſteds med ſtor Fordeel bringes i Handelen. Man bor derfor efter hans Formening kun lægge an paa at fane et ſaadant Fredningspaabud bragt i Anven— delſe ſom localt, og under Forhold, ſom gjøre det fornodent at bevare Skoven, og naar det ei kan ſkade Eieren. ; Meidell henleder fremdeles Opmerkſomheden paa Vigtigheden af, at ikke den levnede tilvoxne Skov paa een Gang udtyndes ſaaledes over det hele Skovareal, at den gjores til Bytte for Storm og Inſeeter og det affaldne Skovfro hindres fra at ſpire og udvikle fig. At ſaadan Hugſt ofte oves, veed enhver ſkovkjendt Mand, og det ſees af de mange og ſtore Skoyſtrekninger, hvor der ne— ſten kun findes fortorrede og undertrykte Stam⸗ mer, ſom aldrig mere komme i Vært. Et Middel til at afverge ſaadan foreeret Hugſt har Commisſionen villet anviſe i §§ 16 — 27, der hovedſagelig gage ud paa at tilpligte den Skoveier, hvis Behandling af Skoven ved et af vedkommende Forſtmeſter foranlediget og af ham beſtyret Skjon erflæres ødelæggende, en efter Sko— vens Evne afpasſet Indffrænfning i de Mengder han maa hugge, ſaavelſom efter Omſteendighederne Fredning i pasſende Tin af Skoven eller en Deel deraf. Meidell har imidlertid ſenere fundet Be— tenkeligheder, ſom bevæge ham til for fit Ved— kommende at frafalde Ideen i den foreſlagede Form, idet han navnlig ikke finder den i flere Erkleringer yttrede Frygt for, at Forſtmeſterens Indblanding i Skjonnet kan fore for vidt og at Bygdemandene for let ville underordne fin Stem— me under hans, at være uden Betydning. Forſlagets Grundtanke, at Bygdens egne Mænd bør bjælpe til med at værne om Skoven, er derimod, efter hvad Meidell fremdeles antager, 0. M J. 17 rigtig og bor benyttes, idet han gager ud fra, at disſe baade ere nermeſt interesſerede i Bevarelſen af Diſtrietets Skov og uden UÜbillighed kunne paa— lægges, Forpligtelſer i dette Siemed. Han fore— ſlager derfor, at Formandſtabet iſtedetfor Forſt— meſterne ffal fætte Skjonnet i Bevagelſe, ligeſom ogſag Forſtmeſternes Deeltagelſe i felve Skjons— forretningen ſkulde bortfalde. Han gjør opmeek— ſom paa, at Almindingsloven er bygget paa ſam— me Prineip, og at denne i nogle mere fremſtred— ne Diſtrieter allerede har ſtiftet ſtor Nytte. Om derfor et Forſlag i antydede Retning ikke i Be— gyndelſen vil lede til nogen gjennemgribende Re— form, troer han dog, at man tør regne paa, at Formandſtaberne efterhaanden ogſaa vilde benytte en dem given Adgang til at ſtride ind til Beffyt- telſe for Privatſkovene, hvor disſe, ſom i en ſtor Deel af det ſydlige Norge, danne den eneſte Stotte for Beſolkningens vedblivende Forſyning med Skov— produeter. Den Frygt for overdreven og utidig Streng— hed, ſom har gjort ſig gjeldende mod Commis— ſionens Forſlag, troer han ikke, at der efter den antydede Forandring vilde blive Anledning til at nære, da den almindelige Mening aldrig vilde være i Tvivl om, at en Skov var misbrugt og fortjente at ſpares, ſom af Formandfſkabet blev anmeldt ſom verdsloſt behandlet. Naar det kun gjelder de verſte og gabenbare Odeleggelſestil— fælde, er det, bemeerker han, ikke udelukkende en Forſtmeſters Sag, men kan gjerne overlades an— dre Mænd at bedømme, naar der bor ſtrides ind. Formandſtabet raader ſelv over den fornødne Lo— ealkundſkab, og man kan formeentlig vente, at Mænd, der ſtage udenfor Communebeſtyrelſen, men inter— esſere tig for Skovtilſtanden i Egnen, ville retle— de det og gjore Anmeldelſe med Opfordring til at tage fig af Sagen, i hvilket Fald ogſag den of— fentlige Diseusſion, ſom denne vil underkaſtes, vil bidrage til at hindre, at Formandſtabet holder lig tilbage, hvor det burde optræde. Meidell anforer, at han i de Formandſtabs— diſtrieter, hvor han har havt Skopforretninger, har hort en eenſtemmig Beklagelſe og Misbilligelſe af den Behandling, ſom vederfares enkelte Eiendom— me, ſom ofteſt tilhorende Mend, der boe i andre Trakter og paa Speculation have opkjobt Skove. Disſe Mænd have ingen Interesſe for Egnen og lade fig ei anfægte af den Harme, ſom der væf- kes ved en ſaadan Fremferd, der baade dræber Skoven og dens fremtidige Spire. J ſaadanne Tilfelde, der viſtnok ikke forekomme faa ofte i hvert, enkelt Diſtriet, men dog medføre megen Odeleggelſe Landet rundt, tvivler han ikte paa, at Formandſtaberne gjerne vilde ſkride ind. Ved hans Forſlag antager han derfor, at man vilde opnage directe at redde adſtillig Skov ſamt, hvad der er ham det Vaſentlige, ffjærpe Sandſen for, at Skov ſkal bevares, ikke odelegges og gjøre et, om end kun lidet Skridt for at betegne, at Staten har Ret og finder Foie til at have Indſeende med den private Skovhugſt. Den Frygt, han ved at bringe Forſlaget paa Bane har hort udtalt for, at Formandſkaberne vilde holde fig tilbage, anſeer han, ſom bemerket, ikke grundet, og fruer i hvert Fald, at Skovodeleggelſen ſnart vilde antage en faa truende Skikkelſe, at Nodvendigheden af at foretage Noget vilde blive indlyſende for Enhver. Den Indvending, ſom kan gjøres med Hen— ſyn til, at der vilde etableres et localt og forſtjel— ligt virkende Controlſyſtem, finder han at være uden Veegt; thi en vis Skovbehandling kan være farlig og bor forhindres i en Egn, ſom er ufka— delig og bor taales i en anden. J hvert Fald rammer denne Indvending formeentlig enhver Af— gjorelſe, der er overladt til Skjon. Forſaavidt man maatte troe at have gjort nok med, om faa ſkeer, at optage Udhugſtforbu— det, bemærfer Meidell, at dette Forbud dog kun rammer en enkelt Form for Skovodeleggelſen og at man desuden maa være beredt paa, at Skov— ſpeeulanterne herefter ville kjobe Gaarden med Skoven, hvilket i mange Tilfælde ikke vil være dem nogen ſtor Sag, for i Egenſkab af Eiere at kunne udplyndre Skoven. Herimod vil man in— gen Skranke have, hvis Commisſionens SS 16— 27 ikke fager noget Tilſvarende i Loven. Meidell har antaget, at hans Forſlag kunde affattes omtrent i folgende §§, der i Departemen— tets Lovudkaſt maatte have ſin Plads ved Slut— ningen af Ade Capitel efter § 25. „ a. Anſees den Maade, hvorpaa nogen privat Skov af Eieren behandles, at være ſeerdeles ufor— ſvarlig og ødelæggende ſamt at ville medføre fær= lig Skade for Bygden enten ved, at tilſtodende Stvovftræfninger trues med Torring, eller med Henſyn til Bygdens ſamtidige Adgang til Tra- forſyning eller til Eiendommes Evne til at bære offentlige og eommunale Udredſler o. desl., kan Formandſtabet forlange Skjon afholdt til Beſtem— melſe af, om de i $ d omhandlede Indſtrenknin- ger i Eierens frie Raadighed over Skoven flulle indtrede. Inden ſaadant Skjon afholdes, bor den el- ler de paagjeeldende Skove være paa Stedet noi— 3 i 0. M. I. agtig underſogte af vedkommende Forſtmeſter eller en anden kyndig Mand paa hans Vegne, hvis ffriftlige Erklœring bliver at fremlægge under Skjons— forretningen. S b. Skjonnet berammes af Lensmanden og af— holdes af ham i Forening med 4 Mend, ſom Fogden opnavner under Jagttagelſe af Lov af 28de Auguſt 1854 § 19. Til Overſtjon, der maa forlanges inden 4 Uger derefter og beſtyres af Sorenſtriveren, bliver det dobbelte Antal Mænd at opnævne, om forlanges, efter Forſtrifterne i ſamme Lovs $ 23. He. Ved Forretningen afgives Skjon om, hvor— vidt Skovens Behandling er at anſee ſom ſerde— les uforſvarlig og ødelæggende ſamt om, hvorvidt ſaadan Skade for Bygden, ſom i § a anført, an- tages at være indtraadt eller under Forudfætning af Skovens fortſatte Behandling paa ſamme Viis at ville indtræde. § d. Fra den Tid, da Formandſtabets Beſlutning om at forlange Skjen er Skoveieren meddeelt, er Aavirke til Salg i Skoven indtil Videre forbudt. Er Overſtjon gaaet Skoveieren imod, eller har Underſtjon, ſom er gaget ham imod, henſtaget upaaanket i fire Uger, har vedkommende Forſtme— ſter eller en anden fyndig Mand paa hans Veg— ne ſnareſt muligt at indfinde ſig paa Stedet og med Mekerkeexe afgrendſe de Strakninger af Sko— ven, ſom af Henſyn til dens fremtidige Bevarelſe antages at burde ganſke fredes for Hugſt til Gaardsfornodenhed. Disſe Strakninger, der for— trinsviis bor beſtage af den unge Skov, maa ikke udgjøre mere end en Trediedeel af Skovens Are— al, og maa der fremdeles være Tilſtrekkeligt til— overs for de Brugsberettigede og til Eierens Gaardsfornodenhed. Agter Skoveieren at hugge til Salg, fkal Forſtmeſteren eller hans Fuldmægtig til beqvem— me Tider udblinke de Træer, ſom antages uden Skade for Skoven at kunne tages. Disſe Indſkrnkninger ſtaae ved Magt i Tidsrum af ti Aar. § e. Aavirker Skoveieren imod Forſtrifterne i fo— regagende §, forfalder han i Boeder, hvorhos det ulovlige Aavirke eller dets Verdi er hjemfalden til Confiscation. Brugsberettiget, ſom paa lige Maade forgaaer fig, anſees med Boder og beta— ler Skadeserſtatning til Skoveieren, medmindre denne er deelagtig i Forſeelſen, i hvilket Fald det ulovlige Aavirke eller dets Verdi confisceres. § f. De Skoveieren ifølge $ d foreſkrevne Regler for Skovens Behandling har Forſtmeſteren at be— ſorge thinglæfte paa Communekasſens Bekoſtning, hvorved Reglerne blive bindende ogſaa for ſenere Indehaver af Eiendommen. De med ovennævnte Skjonsforretninger (88 a — d) forbundne Udgifter udredes af Statskasſen, dog, hvad Overſtjon angager, af Skoveieren, naar han har forlangt ſamme og Underſtjonnet ikke forandres til hans Fordeel. § h. Forſkrifterne i Ss ag træde i Virkſomhed ef- terhaanden ſom Forſtmeſtere diſtrietsviis anſcettes“. Med Henſyn til de Udgifter, ſom Forſlaget vilde paafore Statskasſen, gjør Meidell opmerk⸗ ſom paa, at man for Statens og offentlige Fonds Skove i ethvert. Tilfælde maa, ſom ved Storthin⸗ gets Bevilgninger til Sfovvæfenet forudſat, have et over Landet fordeelt Forſtperſonale, hvem den her og forøvrigt ved Lopforſlaget tilſigtede Befat⸗ ning med Privatſkovene kan overdrages. Ved et henſigtsmesſigt Arrangement med Oplysningsvoe⸗ ſenets Fond, der tiltrænger et localt Tilſyn med ſine mange Skove, hvis Üdbytte kunne forfkaffe det en betydelig Indteegt, antager han, at nogen ſerdeles betydelig Forogelſe af den nuværende Be— vilgning til Statens Forſtetat ikke vil paakraves. Departementet, der allerede tidligere har er— kleret fig enigt med Meidell om Nodvendigheden af, at der gjennem Lovgivningen ſnart aabnes Udgang til et Indſeende med de værfte Misbrug i den private Skophuusholdning, antager, at hans nu fremſatte Forſlag i hvert Fald fortjener me— gen Opmarkſomhed, og er tilboieligt til at tro, at det vil kunne afgive et henſigtsmesſigt Grund- lag for Lovbeſtemmelſer i denne Retning. De veſentligſte Indvendinger, ſom ere fremſa tte mod den af Commisſionens Pluralitet foreſlagede Ord— ning, maa formeentlig erljendes at bortfalde efter den Modification, den har undergaget. Departe— mentet ønffer imidlertid for fit eget Vedkommende Anledning til nogen nærmere Overveielſe af Sa— gen, inden man fremfætter noget Forſlag, og fin— der ſaameget mindre nogen afgjorende Betenke— lighed mod foreløbig at andrage paa ÜUdfardigelſe af en Lov med Forbigagelſe af de her omhandlede eller tilſvarende Beſtemmelſer, ſom Meidell ſelv ikke har ventet ſig noget indgribende Reſultat af ſaadanne i den forſte Tin. Det vil neppe fkade 0. M. I. 8 Sagen, at den, inden nogen endelig Beſlutning tages, har været tilgjengelig nogen Tid for al— mindelig Discusſion, der maaſkee kan give Bidrag til dens nærmere Belysning og i hvert Fald vil viſe, hvorledes den kan ventes optagen blandt dem, den vedkommer. Til en ſaadan Forbere— delſe har Departementet villet give Anledning ved den udforligere Omtale af Sagen ved denne Lei— lighed. eee 2det Afſnit. Om Almindingsſtove. Afſnittet indeholder i Depaärtementets ÜUdkaſt overeensſtemmende med Commisſionens Forſlag folgende Underafdelinger: Om Bygdealmindinger (Cap. 6), om private Almindinger (Cap. 7), om Statsalmindinger (Cap. 8) og adſtillige Beſtem— melſer (Cap. 9). J de her foreſlagede Forſtrifter om Almin— dinger er Almindingsloven af 12te October 1857 taget til Udgangspunet og vil altſaa fremdeles, paa enkelte Beſtemmelſer nær, ſom foreſlages hæ- vede, danne gjeldende Net i Forbindelſe med det Nye, ſom maatte blive vedtaget. Det er derfor ved Affatningen af de nye Beſtemmelſer og med Henſyn til det Forhold, hvori de fpecielle Lovbud for Almindinger ville ſtage til Beſtemmelſerne i Iſte Afſnit om Ordning af Brugsrettigheder i Skoveiendom i Almindelighed, nødvendigt at have gjort ſig det klart, hvad der ſtal antages allerede at ligge i den beſtagende Almindingslov, med an— dre Ord, hvilken Ordning af Fallesrettighederne i Alminding der allerede i denne haves Hjemmel til at iverkſctte. Medens de indledende Bemeerk— ninger til 2det Afſnit, der indeholdes i Commis— ſionens ſpecielle Motiver, ikke give Anledning til nogen Bemerkning i denne Henſeende, viſer Ind— ſtillingens $ 76 med Pramisſer (ſom allerede paaviift af Forſtmeſter Meidell i hans Votum af 27de November 1859), at Commisſionen ikke har haft Forholdet ganfke van det Rene, og Departe— mentet ffal derfor med nogle Ord berore det. Almindingslovens Forarbeider (fee navnlig vedkommende Storthings-Committees Indſtilling, Storthings-Forhandlingerne for 1857, Yde Deel, Side 591 o. ff.) viſe, at man ved den har til— ſigtet at opnaage den Betryggelſe, ſom Omſteen— dighederne for Tiden gjorde mulig, for at Almin⸗ dingerne eller hvad der er tilovers af dem ved— blivende kunde opfylde fin hovedſagelige Beſtem— melſe, den at forſyne vedkommende Bygder med de forſtjellige Slags Trævirke til Gaardsfornoden— hed. For dette Oiemed er det nødvendigt, at de, der fra Almindingerne hente ſin Forſyning af Bed, Gjærdefang og Bygningstommer, maa un— derkaſte fig Indſkrankninger med Henſyn til Ret— tighedens ÜUdovelſesmaade og i fornedent Fald og— faa Virkets Mængde, ſtorre eller mindre efter Omſteendighederne, men i ethvert Fald ſtore nok til at ſikkre ſelve Rettighedens Bevarelſe gjennem Fremtiden. Man var ved Lovens Udarbeidelſe fuldtvel opmeerkſom paa, at den undertiden til Odeleggelſe grendſende Forringelſe, ſom de fleſte Almindinger under den ucontrollerede Benyttelſe havde undergaget, i mange Tilfælde maatte gjøre indgribende Indffrænfninger fornødne, om Noget ffulde udretts. Men medens dette tilſtrakkelig erkjendtes, var det paa ſamme Tid af Mangel paa det fornødne ſkovkyndige Perſonale til Iveerk— ſettelſe af en ordnet Forvaltning umuligt for Oie— blikket at udrette Noget gjennem directe Paabud vedrorende Behandlingsmaaden. Derimod maatte Almindingsloven indſkrenke fig til, ved at organi— ſere Beſtyrelſer, valgte af og blandt de Interes— ſerede, at gjore det muligt for Pluraliteten blandt disſe at iværffætte en ſaadan Ordning af de fæl- les Rettigheders Udovelſe, ſom maatte have Opi— nionen for fig og ſom Omſteendighederne maatte tilſtede, uden at hindres af den Enkeltes Uvillig— hed til at folge med. Som Foranſtaltninger, hvilke Beſtyrelſerne kunde formodes at ville gribe til, nævnes i Storthings-Committeens Indſtilling exempelviis Fredning af visſe Strakninger, Op- rensning af Top, Forbud mod at tage Tommer— træer til Brænde og mod Braatebrending o. ſ. v. ſamt Begrandsning af hver Mands Hugſtret, naar det af Henſyn til Skovens Bevarelſe for Undergang maatte ſtjonnes fornødent. Der er i Overeensſtemmelſe hermed ved Loven (§ 1) givet Beſtyrelſen for Bygdealminding en almindelig Be— myndigelſe til med bindende Virkning for alle Vedkommende at „beſlutte og iværfjætte Forholds— regler, vedkommende Udovelſen af de felles Ret— tigheder, ſamt til at foretage ſaadanne Indſkrenk— ninger med Henſyn til Skovens Benyttelſe, ſom til dens fremtidige Bevarelſe anſees henſigtsmes— ſige“. J lignende Üdtryk er Bemyndigelſen gi— ven (Lovens $$ 6 og 9) Beſtyrelſen for Stats— og Privatalminding. Den fornødne Betryggelſe for den Enkelte er ſogt i Adgangen til at forlan— ge Beſtyrelſens Beſlutninger undergivne Kongelig Approbation, ſamt for Bygdealmindingers Ved— kommende i Forſtrifterne om, at der ikke mag paalegges de blot Brugsberettigede Indſkrenknin— ger, ſom ikke tillige gjelde Eierne. Medens man gjorde Regning paa, hvad der ogſag har ſtadfeſtet 3* N 0. M 1. fig, at en og anden Almindingsbeſtyrelſe vilde be— nytte den givne Adgang til at gribe virkſomt ind i Forholdene, ventede man forovrigt ikke, at Loven i Almindelighed vilde formage at øve nogen ind— gribende Indflydelſe paa vedkommende Skoves Behandling, hvormed det maatte henftaae, indtil man efterat have faget et tilftræfteligt Forſtperſo— nale kunde ſtride til mere direete Forfoininger. Det her Anforte gjør det efter Departemen— tets Formening tydeligt, at Almindingsbeſtyrelſer— ne efter den nu gjeeldende Lovgivning have Myn— dighed til at beſlutte videre gagende Indſkrenknin— ger i felles Brugsrettigheder og andre Foran— ſtaltninger til Skovens Bevarelſe, end dem, ſom det nu foreliggende Lovudkaſt gaaer ud paa at paabyde; ſaaledes er ogſaa Loven i Praxis ble— ven forſtaget og anvendt. Naynlig bliver det ef— ter de oven nævnte Exempler paa teenkte Anvendel— fer af Beſtyrelſers Myndighed til Begrendsning af fælles Brugsrettigheder fart, at denne Ret ikke er bunden til ſaadanne Forſtrifter, ſom Lovgiv— ningen maatte opſtille med Henſyn til Skoveien— dom i Almindelighed. Det beroer derfor, ſom antydet, formeentlig paa en mindre klar Forſtaa— elſe af Almindingsloven, naar Commisſionen har lagt andre Forudfætninger til Grund for Indſtil— lingens § 76, i hvilken Henſeende bemærkes, at det aabenbart ikke har været Commisſionens Hen— ſigt at berove Almindingsbeſtyrelſen noget af den Ret, Lovgivningen allerede maatte hjemle den til paa egne og Medinteresſeredes Vegne frivillig at vedtage de Foranſtaltninger, den maatte finde henſigtsmesſige til Skovens Bevarelſe. Hertil vilde der heller ikke være nogen Grund, faalænge man ikke har hort tale om Misbrug af denne Pet, der ſelvfolgelig meget vel kan beſtaae ved Siden af en Lov, der foreſkriver de Foranſtaltninger til Skovens Bedſte, der ſom Minimum kraves iverk— ſatte. De i I1ſte Afſnit indeholdte Beſtemmelſer om Adgangen til inden visſe Grendſer at afloſe og omordne Brugsrettigheder antages ſaaledes, hvad Almindingsſkov angager, kun at fane Anvendelſe ligeoverfor færlige Rettigheder, ſom En og Anden kan have erhvervet udenfor dem, der tilkomme de brugsberettigede Gaardbrugere i Fællesffab. J Overeensſtemmelſe hermed ville vedkommende $$ i Departementets Lovudlaſt findes affattede. Forovrigt ſees det af Præmisſerne til nævnte § 76, at Commisſionen har gaaet ud fra, at en Almindingsbeſtyrelſe efter den beſtagende Lovgiv— ning ingen Adgang ſtulde have til at vedtage Be— grendsninger i Havnerettens Udevelſe. Forſaa⸗ vidt ſaadan Begrendsning ſigter til og er fornøden for Skovens Bevarelſe, hvilket den, ſom for bemerket, ofte kan være, ſkjonnes imidlertid ingen holdbar Grund at kunne anfores til Støtte for, at en ſaadan Foranſtaltning ſkulde ſtage i en Clasſe for fig ſelv og være udelukket fra Beſtyrelſens Raadighed. Skulde der virkelig kunne reiſes grun⸗ det Tvivl om dette Punct, vil den i hvert Fald, om Departementets Forſlag tages til Folge, være fjernet ved Udkaſtets § 31, Litr. a, der forſaavidt vilde blive at betragte ſom en legal Fortolkning af Almindingsloven. Med Henſyn til den Forvaltning af Almin⸗ dingsſkove, ſom tilſigtes iverkſat, vil det ſees, at Fordringerne forſaavidt angager Almindinger, ſom ere i Privates Eie (Cap. 6 og 7), ikke efter Com⸗ misſionens Forſlag gage faa vidt, ſom antagelig forudſat ved Almindingslovens Udfeedigelſe, idet de foreſlagede Beſtemmelſer ingenlunde med Nod— vendighed ville fore til en egentlig forftmæsfig Forvaltning. Forſtmeſter Barth har derfor ogſaa i fit Votum af 8de December 1859 erkleret fig imod Forſlaget, ſom ganſte utilſtrekkeligt. Det maa ogſaa erkjendes, at Overgangen til en regel— mesſig Drift i Reglen kan lettere ſkee i en AC minding end i en Privatſkob; men Departementet har dog ikke for Tiden fundet at burde foreſlage nogen Forandring i denne Henſeende, medens hertil antagelig ſenere hen i Tiden vil findes Opfor— dring. For Statsalmindingernes Vedkommende ſtiller Sagen fig efter Departementets Anſtuelſe noget anderledes. Viſtnok ville Forholdene man— geſteds medføre, at længere Tid vil hengage inden nogen ordnet Forvaltning kan være gjennemfort; men der formenes at vere fuld Grund til allerede nu at affatte de herhen hørende Lovbeſtemmelſer jaa, at de ikke ſpoerre det Offentlige Adgangen til at iværfjætte en Forvaltning, der forbereder Ind— forelſen af en planmeesſig og ſnareſt muligt lon— nende Drift af de Skove af dette Slags, ſom hertil maatte egne fig. Det er i denne Henſeende formeentlig tilſtrekkeligt at nævne, at Staten, naar den i de brugsberettigede Almuers Interesſe gjen— nem en Raekke af Aar anvender iffe ubetydelige Summer paa Tilſyn med disſe Skove, har et ret— færdigt Krav paa, at man ved Indretningen af deres Drift har for Die ſenere hen at ſage noget af disſe Udlæg godtgjorte ved Udbytte af Skovene, ſamt at man herved ogſaa handler ligetil i de Brugsberettigedes egen Interesſe. Forøvrigt vil det erindres, at Staten ogſaa eier flere Skove, der benævnes Almindinger, men paa hvilke Almindingsloven ſaavelſom de fore 0. W I. Å flaaede nye Beſtemmelſer ikke eller kun tildeels faae Anvendelſe, fordi vedkommende Almuer ikke have den ellers ſedvanlige Hugſtret i dem. Departementet ffal nu tillade fig at fremſcette de enkelte Forklaringer ved de ſpecielle Beſtem— melſer i dette Affnit, hvortil der findes Anledning. Capitel 6. § 30. Den i zen indeholdte Forklaring af Üdtrykket „Bygdealminding“ er indtagen af Henſyn til, at det er nyt i Lovſproget. Forſaavidt Adfkillelſen mellem Bygdealmindinger og andre Almindinger, der ere i Privatmands Eie, beroer paa, om mere eller mindre end det hal ve Antal af Brugsberet— tigede tillige ere Eiere, erindres det, at Forholdet, ſaavidt vides, overalt er, at enten ialfald de aller— fleſte Brugere eller kun enkelte af disſe tillige have Eiendomsret. Grendſen, ſfkjont vilkaarlig valgt, holder derfor de forſkjelligartede Forhold tilſtrekke— lig ud fra hinanden. § 31 ſparer til Indſtillingens § 41. Ved den i anden Pasſus indſkudte Setning, „forſaavidt ikke Beſtyrelſen maatte finde det for— nodent at vedtage videre gagende Forholdsregler“, har man villet lade det fremtræde klarere, at Be— ſtyrelſen hertil, ifolge Almindingsloven er beretti— get. Det er Departementet bekjendt, at en Byg— dealminding allerede nu er bleven ſtillet under Forvaltning af en Forſtkyndig, ligeſom der endog haves Exempel paa, at Vedkommende have grebet til at beſlutte abſolut Fredning (mod Hugſt) af den hele Alminding for nogle Aar, ſom det eneſte Middel til at forebygge dens fuldſteendige Un— dergang. Forøvrigt bemerkes: ad a. Man har tilfoiet en Beſtemmelſe om Fred— ning af en pasſende Strakning, ſaavidt fornodiges, ogſaa for Beiting, medens man har troet at burde lade det berve paa Beſtyrelſens egen Bedommelſe af Forholdene, om den vil foreſkrive Bru— gerne ſelv at ſorge for at holde ſine Kre— aturer fra Fredningsfladen eller den ſelv vil ſorge for Dennes Indhegning (fe for⸗ øvrigt Departementets Bemeekninger ved § 54). Tilſtrakkelig Begrundelſe af det indtagne Tillæg indeholdes formeentlig i det Foregagende, navnlig i hvad der er bemerket ved Udkaſtets $$ 9 og 10. Denne Beſtemmelſe bor ſammenholdes med $ 39, hvorefter der vil være Anled— ad C. ning til efter ti Aars Forlob at forandre Hugſtmeengden, om den ferſt beſtemte ikke ſkulde have viiſt fig tilborlig afpasſet efter Forholdene. I Tilfælde af en enkelt betydeligere Hugft for Eierens Regning til Salg vil det let kunne treffe, at de for Aavirke i Almin— dingen ellers gjeeldende Forſtrifter, der nermeſt ville være beregnede paa Gaards— forſyningen, ikke ville vere tilſtrakkelige, hvorfor man har villet holde Adgangen aaben til at give ſaadanne nærmere Be— ſtemmelſer for deslige Tilfælde, ſom de forhaandenvoerende Omſteendigheder maatte gjøre henſigtsmasſige, ſaaſom nærmere Beſtemmelſe om Mengden, Udviisning o. desl. ad f. $$ 32—35 ere — med Udeladelſe af et Par formeentlig over— flodige Beſtemmelſer og med nogen Omſtilling af de øvrige — ſparende til Indſtillingens $$ 42 — 45. J Realiteten er der den Forſtjel, at og— ſaa de blot Brugsberettigede efter Departementets Udkaſt have ubetinget Adgang til de i § 32 om- handlede Generalforſamlinger, hvilket ſtager i For— bindelſe med de Forandringer, Departementet har foretaget i Indſtillingens H 46, ſamt at man og— fan i det i $ 34 omhandlede Tilfelde, at Beſty— relſen har undladt efter Skyldighed at indſende Udkaſt til Skovregler, har anſeet det retteſt, at den, og i Tilfælde Generalforſamlingen, fager An— ledning til at udtale fig over det af Departemen— tet udarbeidede Udkaſt, inden dette forelægges Kon— gen til Stadfeſtelſe. Kun for det her anførte Tilfælde, at Forſommelſe kan lægges Beſtyrelſen tillaſt, har man derhos troet at burde bibeholde Beſtemmelſen om, at de ved Reglernes Iſtand— bringelſe foranledigede Udgifter ſkulle paahvile no— gen Anden end det Offentlige. §§ 36 og 37, jfr. Indſtillingens § 46. Efter Commisſionens Forſlag ſkulde de blot Brugsberettigede deeltage i Udgifterne lige med Eierne, naar der i Almindingen ikke hugges til Salg for Eiernes Regning, i hvilket ſidſte Fald derimod Indtegten ffulde anvendes, ſaavidt for— nodent, til Dekkelſe af Forvaltningsomkoſtningerne; ſaalcenge de Brugsberettigede derhos ikke erholde deres fulde Behov af Travirke, eller de deeltage i Forvaltningsudgifterne, ſkulle de ſtilles lige med Eierne i Henſeende til Deeltagelſe i Beſtyrelſen. Denne Regel vilde neppe overalt i Praxis ſvare til Henſigten. Skovens Tilſtand og Afſet— ningsforholdene ville nemlig ofte medfore, at der LA vo ikke bliver Spørgsmaal om at hugge til Salg lige aarlige Mængder, men at man vil nodes til ial- fald for det Forſte at lade ſaadan Hugſt foregage med uregelmeesſige Mellemrum for at fælge et ſtorre Parti paa een Gang, i' hvilket Fald da Provenuet efter Commisſionens Forſlag antagelig maatte an— vendes til at deeke forløbne Aars Forvaltnings— udgifter, Den af Departementet foreſlagede Re— gel, hvorefter Udgifterne altid udlignes paa ſamt— lige Interesſerede, undtagen forſaavidt de ved— komme Salgshugſt for Eiernes Regning, i hvilket Fald de bæres af disſe færffilt, vil formeentlig være ſimplere i Anvendelſen, og er forøvrigt byg— get paa den ſamme Tanke, ſom Commisſionen har vedkjendt fig, at begge Parter bor ſtage Laſt og Braſt, ſaavidt Interesſen er fælles. J Tilfælde af Tvivl om, bvad der ffal henfores til Udgifter, ſom efter den anførte Regel bæres af Eierne fær- ſtilt, har man til Undgagelſe af Vidtloftigheder foreflaaet Departementet tilpligtet, naar det af Vedkommende forlanges, ſom Voldgiftsmand at afgjore Sagen. Beſtemmelſen i Üdkaſtets § 37 om, at de Brugsberettigede altid ffulle have lige Rettigheder med Eierne, hvad Beſtyrelſen angager, er, naar 8 36 affattes, ſom foreflaaet, kun en An— vendelſe af Almindingslovens ogſaa af Commis— ſionen bibeholdte Regel. Forovrigt vil det ind— fees, at Beſtemmelſen kun vil faae ringe praetiſt Betydning af den Grund, at Antallet af dem, der deeltage i de fælles Brugsrettigheder uden at være Medeiere, er meget indſkrenket. SS 38 og 39 ere Indſtillingens ss 47 og 48. Capitel 7. ss 40 og 49 fvare til Indſtillingens ss 49 og 58, og gade ud paa at give Eierne af Privatalmindinger Ret til at forlange Brugsrettighederne udloſte mod Overdragelſe af en Deel af Almindingerne til Eien— domsfkov; s 40 handler om det Tilfælde, at der kun er een Alminding, medens § 49 kommer til Anvendelſe, naar der er flere Almindinger (eller, ſom paa Hadeland, Almindingslodder), ſom Brugs— rettighederne paahvile. Formandſtaberne i de Di— ſtrieter, der fortrinsviis ere interesſerede i Sporgs— maalet om Privatalmindinger, nemlig Gran og Icevnaker paa Hadeland, have i et combineret Mode meget beſtemt udtalt fig mod den i disſe §er opſtillede Regel, ſom de onſte forandret der— hen, at ogſaa de Brugsberettigede ffulle kunne forlange Deling. De ſtotte denne Paaſtand ho— vedſagelig pan, at da disſe Sidſtes Ret til at 0. M I. hente ſin Forſyning fra Almindingerne er den prineipale, medens det under de nuværende For- hold ſtager Eierne frit for at udhugge Skoven til Salg, naar de ville udfætte fig for Sogsmaal til Skadeserſtatning, og at Almindingernes Tilſtand, angivelig neſten alene ved nogle Eieres Skyld, er bragt derhen, at de Brugsberettigedes Adgang til Forſyning trues, hvis der ikke gives dem Ret til itide at forlange Deling. Der er dog efter De— partementets Formening, ſtjont man er enig i, at det forviklede Forhold i Almindelighed mag onſtes oploſt jo for jo heller, afgjorende Grunde til at blive ftaaende ved Commisſionens Forſlag, der og— faa ſlutter fig til den Regel, Udſtiftningsloven har fulgt. Den Paaſtand, at Eiernes uforſparlige Hugſt er den overveiende, om ikke den eneſte Aar— ſag til den Forringelſe, der er overgaget private Almindinger, kan formeentlig, fraregnet maafkee enkelte Tilfelde, ikke erkjendes befoiet. Jalfald vilde det, om det forholdt fig faa, være vanſteligt at forklare ſig, hvorfor andre Almindinger, der befinde fig under forſtjellige Eiendomsforhold, og hvor de Brugsberettigede have været de ene Raa— dende, for en ſtor Deel nu befinde fig i en Til— ſtand, der ikke er meget bedre end Privatalmin— dingernes, og det ſaameget mere, da det dog maa erkjendes, at netop de uheldige Eiendomsforhold i disſe ſidſte medføre en færegen Friſtelſe for de Brugsberettigede ikke mindre end for Eierne til at komme den anden Part i Forkjobet med fine Hug— ſter (fee den foran citerede Indſtilling fra Stor— things-Committeen af 1857). Saavidt Departe— mentet bekjendt, er nok derfor Forholdet med Pri- vatalmindinger ſedvanlig det ſamme ſom med an— dre Almindinger, at der i de neermeſt Bygderne liggende Dele kun findes Krat og Ungſtov, og at Almuens Hugſter ſtadig maa ryfte- længere op i Almindingen, og man finder i det Hele ikke, at der er tilſtrekkelig Foie til ved Sagens Ordning at bygge pan nogen opgjort Mening om, at den ene Part bærer mere Skyld end den anden for hvad der er feet. Hvad Commisſionen har an⸗ fort for fin Mening, forekommer iøvrigt Departe— mentet fyldeſtgjͤrende, idet man navnlig lægger Vægt paa, at Befolgelſen i nogen Tid af de Reg— ler, ſom baade Eiere og Brugsberettigede ifolge Udkaſtets § 44 (Indſtillingens § 52) ville være underkaſtede med Henſyn til Behandling af Pri— vatalminding, ſom ikke for Oieblikket begjeres deelt, i flere Tilfælde mag anſees onſteligt for at ſikkre et ſaavidt muligt billigt Reſultat. Man gaaer nemlig ud fra, at vedkommende Almindinger for Dieblikket ere mere eller mindre forhuggede, faa — —— —̃ — ̃ ꝗ ̃ —— ↄ—— —ä 0. M I. 2 at der findes uforholdsmasſig ſtore Straekninger, der kun ere bevoxede med Ungffov, og det vil ind— ſees, at Delingscommisſionens Opgave vil blive vanſteligere, jo mere den nodes til at bygge paa en Caleule over, hvad Skoven kan bringes op til, iſtedetfor at kunne holde fig til, hvad den er (jfr. Udkaſtets $$ 41 og 50). Reſultatet af en Eierne paatvungen Udffiftning vilde derhos, ſom af Com— misſionen bemerket, i Tilfælde af, at Brugsret— tighederne kun paahvile een Alminding, let kunne blive, at den hele Skov vilde medgaae til Rettig— hedernes Fyldeſtgjorelſe, og Eieren ſaaledes nodes til at opgive fin Eiendomsret, hvilken dog, ſelv om han efter Reglerne i § 44 ikke vilde faae An- ledning til at udøve nogen Rettighed i Skoven ſom Eier, kan tenkes at have Verdi for ham, hvis t. Ex. hans Stemmeret knytter fig til ſamme. Forſaavidt Commisſionen har foreſlaget Myn— digheden til at ordne Skovbruget i Almindingen, faalænge denne ikke forlanges deelt, henlagt til vedkommende Departement, bemeerrkes, at Depar— tementet har foreſlaget denne Myndighed udøvet af Kongen. Tilſvarende Forandring har Depar— tementet foretaget i flere ſenere i Loven omhand— lene Tilfælde. $ 41 ſparer til Indſtillingens § 50. Iſtedetfor den al- mindelige Bemyndigelſe, ſom efter Indſtillingen indeholdes i Sens 3die Punetum, har Departe— mentet anſeet det tilftræffeligt at give Delings— commisſionen udtrykkelig Bemyndigelſe til at be— ſtemme om eller i hvilken Üdſtrekning Kart bliver at optage, idet man gaaer ud fra, at Bemyndigel— ſen til iovrigt at træffe de Foranſtaltninger, ſom for Üdforelſen af dens Hverv findes fornødne, maa anſees givne. At Grundlaget for Delingen man være Sko— vens Tilſtand, ſom den „under Forudfætning af et efter Grundſatningerne i § 31 ordnet Brug” ſtjonnes at blive, forſaavidt Delingen maatte blive foretagen, inden ſaadant Brug i Medfor af 8 44 har fundet Sted, er formeentlig ikke Andet, end hvad Commisſionen har tenkt ſig; dette beſtyrkes ogſaa af Minoritetens Redaction af dens Beſtem— melſe om den Mængde Travirke, hvortil Behovet fkal anſcettes. At denne Anfættelfe, ſom af De— partementet foreſlaget, maa foregage efter Reglen i Udkaſtets $ 8, maa formeentlig anſees afgjort, hvis ſidſtnevnte $ optages i Loven: Uagtet vet maatte anſees ſom det Ønffeligfte, om Forholdet mellem Eierne og de Brugsberetti— gede kunde være endelig opgjort med Delingsfor— retningens Afſlutning, har man anſeet det forno— dent at indtage en Pasſus, hvorefter Commisſto— nen bemyndiges til at tildele de Forſte for en vis Tid Hugſtretten i begrendſet Stykke af den Lod, der tilfalder Eieren. Man har herved for Die det tidligere antydede Tilfælde, at den for Bygden beqvemmeſt liggende Deel af Almindingen er i en faa forhugget Tilſtand, at den forſt ved nogen Tids Fredning eller ordnet Brug kan afgive noget Tilſtreekkeligt af udvoxen Skov; da denne Forno— denhed imidlertid ogſaa ffal fyldeſtgjeres i den nermeſte Tid, maatte dette, om der ikke var Ad— gang til at indrømme en ſaadan midlertidig Dis— poſitionsret, ſom her foreſlaget, ſtee ved at tildele de Brugsberettigede et Stykke af den fjernere, hidtil ſparede Skov til Eiendom, hvorved hver af de to vordende Skoveiendomme kunde blive deelt i to Parter. Ved midlertidig for en efter de givne Forhold afpasſet Tid at kunne henviſe de Brugs— berettigede til at hente ældre Virke i et Stykke af den fjernere Skov, vil Commisſionen derimod ſet— tes iſtand til at give dem deres Eiendomsſkov i en ſammenheengende Stræfning nærmeft Bygden, tilſtrekkelig til ſenere, naar hiin midlertidige Brug ophører, at yde dem vedvarende det fornodne Virke af forſtjelligt Slags. Forſkriften om, at Almindingen paahvilende Brugsrettigheder udenfor dem, der tilligge de be— rettigede Brug i Fallesſkab, ſkulle henlægges til en beſtemt Andeel af ſamme, har Departementet begrendſet ved Tillegget „ſaavidt muligt”. Det er ſkeet af Henſyn til, at et Havnelags Beite— ſtrekning kan blive overſtkaaret af Almindingens nye Delelinie, uden at der efter. Lovens øvrige Forſkrifter findes Anledning til at begrendſe eller omflytte den. Indſtillingens Forſtrift om, at der ved Beſtemmelſen af de Brugsberettigedes vor— dende Andeel af Skoven fkal tages Henſyn til, om ſaadanne færffilte Brugsrettigheder blive den paaheftede, har man udeladt ſom formeentlig over— flodig. Derimod har man tilfeiet en Bemyndigelſe for Commisſionen til paa Eierens Forlangende at udffifte mod Jord, Skov eller Penge den de Brugsberettigede i Fellesſtab tilkommende Havne— ret, ſom maatte hvile paa hans Lod, dog kun for— ſaavidt det ikke maatte findes at være af over— veiende Vigtighed for dem at beholde Rettigheden uforandret. Frigjorelſen for denne Havneret vil naturligviis for Eieren være en veſentlig Fordeel, naar han engang maatte beſtemme ſig til at ind— fore et ordnet Brug af fin Skov, og man troer Derfor ikke, at Beſtemmelſen bor ſavnes, endſtjent 24 0. 2 1. den antagelig paa Grund af den tilfoiede Betin- gelſe neppe vil faae nogen udbredt Anvendelſe. Efter Departementets Affatning af Sens ſidſte Pasſus vil den thingleſte Delingsforretning tjene ogſaa Eierne ſom Hjemmelsdocument for den Deel af Almindingen, der vedbliver at være deres Eiendom. § 42. En Beſtemmelſe ſom den her foreſlagede an— ſeer Departementet nodvendig, da begge Parter kunde befrygtes at ville hugge pag, Rov, medens Delingsforretningen varede. En Forſtrift i lig⸗ nende Retning er allerede for ſabynet med Henſyn til almindelige Udſkiftningsforretninger, i hvilfen Anledning det er Departementet bekjendt, at et privat Lopforſlag er fremſat for Storthinget. $ 43 er Indſtillingens $ 51. $. 44 ſvarer i det Veſentlige til Indſtillingens § 52, Med Henſyn til Henviisningen til $ 31 bemer⸗ kes, at dennes Litr. k. omhandler ſeeſtilte For- ſtrifter for Eiernes Hugſt. §§ 45—48 ſvare til Indſtillingens $$ 5356. Da de i ſidſtnevnte $ indeholdte Beſtemmelſer om Straf og Paatale af Departementet ere benyttede i den oven omhandlede nye $ 42, henviſer $ 48 i De⸗ partementets Udkaſt til denne. 8 49 er omhandlet ſammen med § 40. 8 50 ſparer til Indſtillingens $$ 58 og 59 og om— handler Fremgangsmaaden ved Deling af flere Privatalmindinger. Efter Commisſionens Forſlag ſkulde Delings— commisſionen forſt have at fordele Brugsrettighe— derne paa de forſkjellige Almindinger, ſaa at en Gruppe af berettigede Brug henlagdes til hver Al— minding, ſom derefter blev at dele mellem Eierne og de til den henlagte Brug overeensſtemmende med Forſtrifterne i $ 41. Commisſionen har, ſom dens Redaction viſer, ſelv været opmeerkſom pag, at denne Fremgangs⸗ maade, kunde medføre Nodvendigheden af at hen— lægge eet eller flere. Brug til mere end een Al— minding, ſaaledes at Gaarden altſaa t. Ex. kom til at heute Ved og Gjerdefang fra en og Byg— ningstommer fra en anden. Men ſelv om man gabner Adgang hertil, er Departementet tilboielig til at troe, at man vilde indvikle fig i næften ulo⸗ ſelige Vanſteligheder ved at ſkulle foretage en ſaa— dan Fordeling af Rettighederne, beregnet. paa at ſtage faſt gjennem Fremtiden. Denne Mening er ogſaa udtalt af Grans og Jeevnakers Formand⸗ ſtaber, ſom derhos med Foie have anket over, at man ved Delingen vilde faae flere, Bygdealmin⸗ dinger med forſtjelligt Beſtyrelſes-Perſongle i det ſamme Diſtriet. Departementet har derfor ved fit Forſlag lagt an paa at undgage denne Forde⸗ ling af de berettigede Gaarde mellem Almindin⸗ gerne, faa at de Andele, ſom de reſpective Eiere ville have at afgive, efter ÜUdkaſtet kommer til at eies af ſamtlige Brugsberettigede ſom Heelhed og med Henſyn til Beſtyrelſen ville udgjøre een Byg⸗ dealminding. J Hovedſagen ſtemmer formeentlig Departementets Forſlag med et af nævnte For— mandſtaber fremſat, forſaavidt nemlig Fremgangs— mgaden bliver den, at Commisſionen forſt udfin⸗ der den ſamlede Mengde Travirke af forſtjelligt Slags, ſom de Brugsbexettigede have Krav paa, og Dernæft udlægger til dem med en forholdsmesſig Andeel af hver Alminding ſaamegen Eiendoms⸗ ffov, ſom vil vare tilſtrektelig til at fyldeſtgjere dette Behov. Med Henſyn til de Regler, De— lingscommisſionen vil have at folge ved Bereg— ningen, af den Brokdeel af det ſamlede Behov, der ſtal kreves fyldeſtgjort af hver enkelt Alminding, indrommer forovrigt Departementet, at man ikke har kunnet opſtille mere beſtemte Forſtrifter, end at Commisſionen i det Veſentlige vil være hen⸗ viiſt til fit eget Skjon. Som af Skovcommisſio⸗ nen udtalt, troer man. imidlertid. efter Forholdets færegne Beſtaffenhed, at dette er uundgageligt, og antager, at Parternes Interesſe i Virkeligheden vil være bedre betrygget Derved, end om Delings—⸗ commisſionen ſkulde have Hænderne bundne ved detaillerede Forſtrifter, ſom dog alligevel vanſtelig vilde pasſe til ethvert enkelt Tilfælde, Man har Derfor indfkrenket fig. til at opſtille ſom alminde⸗ ligt Princip, at Grundlaget hovedſagelig bliver vedkommende Skoves Tilſtand under Forudfætning af et efter Reglerne i $ 31 ordnet Brug, og det ſaaledes, at der paa hver Alminding falder mere, jo ſtorre Mængde den formedelſt ſin Udſtrakning og naturlige Godhed vil kunne afgive, men pag. den anden Side, mindre, jo ubeqvemmere den lig⸗ ger til for Bygden og jo mindre. benyttet den der⸗ for kunde formodes at ville blive, Ved en tilfoiet Beſtemmelſe er derefter aabnet Commisſionen Ad⸗ gang til at lade den mere eller mindre forhuggede Tilſtand, hvori vedkommende Skove ville befinde fig, for den nermeſte Tid, komme i behørig Be— tragtning til Modification i det indbyrdes For⸗ hold, hvori de efter det Ovenanforte fkulde bi⸗ Drage. SEE em EEN EDR ED mc — wſ— 0. M. I. 1 § 51 er Indſtillingens S 60 med Udeladelſe af ſidſte Punctum, der refererer fig til Commisſtonens, ſom nys anført, forandrede Affatning af fore⸗ gagende 5. Capitel 8. 8 52 er Indſtillingens $ 61 med Tillæg af en Bemyn⸗ digelſe for Beſtyrelſen for Statsalminding til i fornødent Fald. at tilveiebringe Udgifter i Auled⸗ ning af Brugsrettighedernes Udøvelfe overeens— ſtemmende med Forſkrifterne i $ 36. Beſtemmel— ſen er hertil overflyttet fra Indſtillingens § 63 (Udkaſtet S 57), da det navnlig paa Grund af Beſtemmelſerne i Udkaſtets SS 54 og 55 er mu⸗ ligt, ſtjont ikke ſandſynligt, at der maatte haves Brug for den ogſaa udenfor det Tilfeelde, at det Offentlige har overdraget Almindingens Forvalt⸗ ning til Beſtyrelſen. 89 53—56 ſkille fig veſentlig i folgende Puneter fra Indſtil⸗ lingens ss 62 og 70, jfr. 76: A. Der er optaget en Beſtemmelſe om ubetinget "Udgang for det Offentlige til uden Udgift for ſamme at fane fredet mod Kreaturer en for Skovens Vedligeholdelſe og Foryngelſe pasſende Deel af Almindingen, dog faa, at ikke mere end en Tiendedeel af noget Havne— lags Strekning borttages (S 54). En Fred⸗ ningsbeſtemmelſe er, hvad der tilſtrakkelig fremgager af det ved $$ 9 og 10 Anforte, en nødvendig Betingelſe for det mere ordnede Brug, ſom tilſigtes indfort i Almindinger og ſpeeielt de Staten tilhorende, og den i ſig ſelv ingenlunde betydelige Indſkrenkning eller Byrde, den i det enkelte Tilfælde kan med⸗ fore for de Brugsberettigede, formenes ſaa— meget mindre at kunne komme i Betragtning, da Foranſtaltningen treffes nermeſt eller endog udelukkende for at bevare disſe ſelv den fremtidige Nydelſe af den vigtigere Ret at kunne erholde det fornødne Traqvirke til rimelige Priſer. Ved i fornødent Fald at foretage nogen Omordning af Havnelagenes Beiteſtrækninger, har Beſtyrelſen det i fin Magt at forebygge, at nogen enkelt Interesſe gaaes for ner. Man antager ikke, at der i Reglen vil opſtage Spørgsmaal om Indgjer⸗ ding, da Gjetning vil falde forholdsviis let⸗ tere i Alminding, hvor Fredningsfladerne ville være nogenlunde ſammenheengende, og hvor ſtorre Lag kunne ſlage fig ſammen om at holde en Gjeter, faa at den Udgift, der for det Offentlige, om dette ſelv ſtulde afholde den, ikke vilde blive ganſke umeekelig, for hver enkelt Rettighedshaver vil kunne reduce— res til en Übetydelighed. Heri ligger for— meentlig tilſtrækkelig Foie til at fordre det Offentlige befriet for Udgift ved Fredningen i Statsalminding, paa hvis Forvaltning Sta- ten, ſom for berørt, ellers vil komme til at have ſtorre eller mindre Udgifter, medens man, ſom det Foregagende viſer, for andre Almindingers Vedkommende (§ 31, ifr. 44) har troet at kunne overlade det til vedkom— mende Beſtyrelſer at ordne ſig efter Godtbe— findende med Henſyn til Gjetningspligten. Der foreſlages indrommet Forſtveeſenet Ad- gang til ſelv at lade hugge det Fornodne til Fyldeſtgjorelſe af de Brugsberettigedes Behov eller ſaameget deraf, ſom Skoven findes at kunne afgive, medens Commisſionens Forſlag (S 70) kun gaaer ud paa den efter Departe— mentets Udkaſt alternativt indrømmede Ret til at give Beſtyrelſen Udviisning paa ſamt⸗ lige Berettigedes Vegne. Denne Forandring ſtjonnes ikke at kunne medføre nogen Beten⸗ kelighed, men Derimod en ofte ikke uveſentlig Betryggelſe for Skoven. Det Offentliges Ret til af Henſyn til Sko⸗ vens Tilſtand at negte Afgivelſe af det fulde Behov af Travirke til de Brugsberettigede er ikke knyttet til det i Indſtillingens § 62 op⸗ ſtillede Vilkaar, at det Offentlige Aar om andet kun fælger ſaameget, ſom udfordres. til at dekke Forvaltningsomkoſtningerne. En Beſtemmelſe ſom denne antages nemlig i Hen— hold til, hvad der i Anledning af Üdkaſtets § 36 er anført, ofte at kunne blive uklar i Anvendelſen, da det under Nutidens Forhold ikke altid vil være henſigtsmesſigt at foretage aarlige Hugſter til Salg. Paa den anden Side kan Adgangen til at hugge Salgslaſt formeentlig ikke indſkrenkes til det Tilfelde, at Skoven afgiver det fulde Behov, da det oftere vil træffe, at en forøvrigt ſterkt udhugget Alminding har Forraad af gammelt Tommer ſtagende i de fra Bygden mere afſides lig— gende Partier, ſom ikke tiltrenges for Ret— tighedshavernes Behov, men ſom med For— deel kan og, for ikke at tabe i Verdie ved at henſtage for længe paa Roden, bor afhændes. Departementet har derfor foreſlaget den Re— gel, at Udbyttet i ſaadant Fald fkal anvendes til Fordeel for Almindingen ede, har 5 0. M. I. man tenkt fig, i Tilfelde af, at et ſtorre Belob maatte indkomme, at der kunde blive Sporgsmaal om at indkjobe et Stykke, ſom blev at lægge til Almindingen), indtil denne er fat iſtand til vedvarende at yde Tilftræffe- ligt til de Brugsberettigede. Bedommelſen af, hvorvidt Almindingen befinder ſig i ſaa— dan Stand kan Beſtyrelſen efter Departe— mentets Forſlag kreve henviiſt til et paa of— fentlig Bekoſtning optaget Skjon, afgivet af 4 Mænd, ſom Fogden opnevner under Jagt— tagelſe af Lagretteslovens § 23. d. Iſtedetfor den i Indſtillingen indeholdte Be— ſtemmelſe om det Offentliges Adgang til at forlange de Brugsberettigedes Tilkommende eengang for alle af en Kongelig Commisſion beſtemt til en ligeſtor aarlig Mængde, har Departementet for det Tilfælde, at Almindin⸗ gen er iſtand til vedvarende at afgive Mere, end de Brugsberettigedes fulde Behov, fore— flaaet det Offentlige indrømmet Adgang til at fage den overflødige Deel af Skoven frigjort for Almuens Hugſtret. Grændfen bliver, efter For flaget, i Mangel af mindelig Overeenskomſt at faſtſcette af en Commisſion under Jagt— tagelſe af Forſkrifterne i § 41. 9 57 indeholder, hvad Departementet har anſeet det tilftræffeligt at optage af Indſtillingens $$ 5760, med den Forandring, at det Offentliges Myndig— hed til at treffe Beſtemmelſer om en Statsalmin— ding, hvis Forvaltning paa foreſlagede Vilkaar de Brugsberettigede have vegret ſig ved at overtage, gaaer noget videre end efter Indſtillingens § 59 og 60. Dette vil formeentlig være nødvendigt, naar henſees til, at Beſtemmelſerne antagelig kun ville faae Anvendelſe paa den meeſt forringede Clasſe af Statsalmindinger, hvor det allerede til at bevare Reſterne, og endmere, naar der ſtal være Tale om igjen at bringe Skoven nogenlunde paa Fode og forſkaffe det Offentlige Godtgjorelſe for hafte Om— koſtninger, lettelig t. Ex. kan blive fornødent at anordne fuldftændig Fredning for nogle Aar, hvor— over de Brugsberettigede under de givne Omſteen— digheder ikke ville have Grund til at beklage ſig. §§ 58-61 ſvare til Indſtillingens $$ 67, 69, 71 og 72. § 62 ſvarer til Indſtillingens $ 73. For at forebygge Uvished har man udtrykkelig udtalt, at Statsſko— vene i det egentlige Finmarken med Henſyn til de her omhandlede Forſkrifter om Paatale betragtes ſom Almindinger, hvilken Benævnelfe ialfald ikke altid bruges om dem, ſtjont den omtrent med ſamme Foie maatte kunne anvendes her ſom med Henſyn til flere andre Staten tilhørende Skove, der kaldes Almindinger, men hvori, ſom tidligere berørt, vedkommende Almuer ikke have den fæd- vanlige Brugsret. Man har derhos, nermeſt foranlediget ved et af Finmarkens Fogder i ſin Tid til Departementet indſendt og derfra til Skov— commisſionen afgivet Forſlag, indtaget et Tillæg, hvorefter vedkommende Foged, inden Politiſag an⸗ læggeg, har at forelægge Vedkommende at betale en opgiven Mulet og i Tilfelde det pligtige Con- fiscationsbelob. Med Henſyn til politiretlig Paa- tale i de Tilfelde, hvor ikke Juſtitsforfolgning indtreder, anfores for Finmarkens Vedkommende i nævnte Foreſtilling, at den private Paatale, der hidtil i Finmarken ſom ellers er bleven anvendt i ſaadanne Tilfælde, ſammeſteds er forbunden med betydelige færegne Uleiligheder; Poſtgangens Lang⸗ ſomhed og Thingenes Sjeldenhed bevirker nemlig, at Straffen følger altfor ſeent paa Forſeelſen, li- geſom Reiſeudgifterne for det Offentliges Sagforer Aar om andet lobe op til uforholdsmesſige Sum⸗ mer, hvilke der kun for en mindre Deel er Anled— ning til at faae refunderede. Hvad Foreleggelſen angager, har den i Finmarken altid været benyttet i de private Sager om Skovindgreb, og antages at burde vedblive, uanſeet at Sagerne fra private gage over til offentlige Politiſager, hvilken Be⸗ ſtemmelſe Departementet ligeledes, ſom antydet, har foreflaaet optagen ſom almindelig gjældende. Man er viſtnok ikke uopmerkſom paa, at det hver- ken er ſœdvanligt eller aldeles ubetenkeligt at an- vende Foreleggelſesſyſtemet, hvor der ikke blot handles om Boder, men ogſaa om Confiscations— beløb, hvilket Henſyn man med Skoveommisſionen har fundet afgjorende for ikke at optage en tilſva— rende Beſtemmelſe i 1ſte Afſnits $ 29 (Indſtil⸗ lingens § 40). Ligeſom imidlertid Syſtemets An— vendelſe heller ikke i ſaadanne Tilfælde er ukjendt i Lovgivningen (fe det af Commisſionen i Anled⸗ ning af nævnte § Citerede), ſaaledes finder den veſentlige Forſtjel Sten mellem Tilfeldene, at me— dens der i Anledning af § 40, ſom vil fage Anven⸗ delſe paa Overtredelſe af Forbudet mod ÜUdhugſt— contracter, lettelig bliver Spørgsmaal om Con— ſiscation af meget betydelige Værdier, kan man viſtnok gage ud fra, at der under det nu indret— tede Tilſyn med Statens Almindinger kun vil blive Tale om mindre betydelige Indgreb i disſe. Som ſeregen for Finmarken har man derhos overeensſtemmende med nævnte Forſlag troet at kunne foreſlaae bibeholdt den der brugelige Sed⸗ 0. M. I. 15 vane, at Boderne for Det Halve tilfalde An— melderen, ſaafremt denne er Skovbetjent; dog har man indſtrenket Reglen til at gjelde de under— ordnede Skovvogtere, Folk ſom anfætteg for en meget ringe Betaling, tildeels kun nogle fan Syd. om Aaret. Confiscationsbelob formenes derimod udeelte at burde tilfalde Statskasſen. Forſaavidt endelig Forſlaget gager ud pag, at de nye procesſuelle Regler ogſaa fkulle kunne komme til Anvendelſe paa ældre Forſeelſer, ſom (tage under Paatale, forſaavidt Angjeldende deri ſamtykker, har man anſeet nogen udtrykkelig Be— ſtemmelſe herom ufornoden, da man gager ud fra, at der i Tilfælde af Angjeldendes Vedtagelſe uden Videre maa kunne forholdes paa den fore— ſlagede Maade. Capitel 9. $ 63. Den Forandring, ſom er foretagen i Com— misſions⸗Indſtillingens tilfvarende 8 74, er en Folge af de Forandringer, hvormed dens §§ 58 og 59 ere gjengivne i Departementets § 50. $ 64 ſvarer til Indſtillingens $ 75. Den. forandrede Affatning af dens Begyndelſe er foranlediget ved, at den omhandlede Myndighed for en Almindings⸗ beſtyrelſe til felv at udføre Aavirket paa de Brugs⸗ berettigedes Vegne efter Departementets Forme— ning allerede haves ifolge Almindingsloven. J Realiteten har man gjort den Forandring, at Be— ſtyrelſens Adgang til, naar Salg af det Aavirkede til de Brugsberettigede flal finde Sten, at vælge mellem Underhaands- og Auctionsſalg ogſaa ffal ſtage den gaben, om end Almindingen afgiver det fulde Behov. Den eneſte Betenkelighed, Commis⸗ ſionen har haft ved at udftvæffe Bemyndigelſen til at ſcelge ved Auction ogſaa til dette Tilfælde, er Henſynet til Omkoſtningerne, idet. den forøvrigt har indrømmet, at Underhaandsſalget vil være forbundet med betydeligt — og efter Departemen— tets Formening i Reglen uforholdsmesſigt — Bry⸗ deri for Beſtyrelſen, om det end ikke vilde blive i den Grad vanſteligt at bringe i Anvendelſe, ſom naar der tillige ſkulde gjores Afflag i hver enkelt Rettighedshavers Krav. Auctionsomloſtningerne, af hvilke Salaret foreſlages nedſat til det Halve, formenes imidlertid, naar de falde de Brugsberet— tigede i Fellesſtab tillaſt, i Almindelighed at ville blive en altfor forſpindende Sterrelſe for hver, til at man bor afffjære Beſtyrelſen Adgangen til at vælge denne Salgsmaade. § 65. Til Forklaring af den her optagne Beſte m⸗ melſe og dens Forhold til Indſtillingens 88 76 og 77, antages det Fornedne at were anført i Departementets indledende Bemarkninger til dette Afſnit af Loven. 98 66 og 67 fvare til Indſtillingens $$ 78 og 81. De mel— lemliggende $$ 79 og 80 har man anſeet det ufor= nodent at optage, da de formeentlig ikke indeholde Andet, end hvad der uden udtrykkelig Lopforſtrift vil blive at iagttage. § 68. Forſtmeſter Barth og ſenere Andre have hen— lenet Opmeerkſomheden paa, at flere af de i den— ne og foregagende $ omhandlede Sameier egentlig kun i Navnet adſtille fig fra (Bygde- eller Pri⸗ vate-) Almindinger, og at en Lovforffrift for de— res Behandling kunde være onſkelig. Efter de Oplysninger, Departementet gjennem indkomne Andragender om ſaadanne Skoyſtrakningers Un- derſogelſe i Henhold til Üdſkiftningslovens § 24 har haft Anledning til at erhverve, maa man og⸗ faa være enig heri, idet der gives Skovſameier med et ſerdeles betydeligt Antal Eiendoms- og Brugs⸗ berettigede. Saalcenge man ikke er i Beſiddelſe af mere ſpecielle Oplysninger om et ſtorre Antal af disſe Skove, har Departementet imidlertid an- anſeet det retteſt at indſtrenke fig til at foreſlage en Beſtemmelſe for det Tilfeelde, at deres Udſkift⸗ ning i Henhold til den citerede Lovbeſtemmelſe er bleven nægtet; for dette Tilfælde formenes nemlig en Ordning at være en Nødvendighed, da der fun under Forudſctning af, at en efter Skovens TiL ſtand afpasſet Behandling kan indtræde, vil være noget vundet ved at foreſkrive, at den ffal blive liggende i Sameie. For Tiden gjelder nemlig ingen anden ſerſkilt Regel for Behandlingen af Sameieſkov, end den i Udſtiftningslovens § 7 in- deholdte, hvorefter ingen af Lodeierne uden felles Samtykke maa aavirke mere deri end til Gaards— fornodenhed. Forholdene ere antagelig for ueens— artede til at nogen mere bindende Forſkrift end den i Sen optagne bor udferdiges, ifølge hvilken vedkommende Skove blive at behandle i det Ve— ſentlige efter de for Bygdealmindinger eller for Privatalmindinger, ſom ikke deles, gjeeldende Reg— ler, alt efterſom Eiernes Antal er ſtorre eller mindre i Forhold til de Brugsberettigedes. Ef— ter de Oplysninger man har, ſkulde man forev— rigt troe, at de forſtnevnte Regler i Almindelig— hen maa komme til Anvendelſe. Sklal et ordnet Brug indtræde, vil det formeentlig, naar Antallet 4 * 2 0. M 1 af Interesſenter er nogenlunde betydeligt, være nodvendigt at organiſere en Beſtyrelſe i Lighed med de for Almindinger anordnede, i hvilken Hen— ſigt man har foreſlaget vedkommende Departement bemyndiget til at anordne det Fornodne veſentlig i Overeensſtemmelſe med Almindingslovens For— ſtrifter, dog ſaa at vedkommende Interesſenter ikke her, ſom ved Almindinger, blive ſelvſtrevne Med— lemmer af Beſtyrelſen, fordi de ere Medlemmer af Diſtrietets Formandſkab. § 69 er Indſtillingens § 82. Ade Afſnit indeholder efter Departementets Udkaſt tildeels Beſtemmelſer, foruden om Embedsgaardsſkove, til- lige om geiſtlige Enkeſeders og andre beneficerede eller Staten tilhorende Gaardes Skove. J Forbindelſe med Indholdet af dette Af— ſnit bemærkes, at Udkaſtets § 79 overeensſtem⸗ mende med Indſtillingens $ 92 gaaer ud paa at foreſlaae hævet $ 17 i Lov om det benefieerede Gods af 20de Auguſt 1821 og $ 23 i Lov om civile og militaire Embedsgaarde af 25de Auguſt 1848, begge indeholdende Forſtrifter om Salg af Skoyſtykker, ſom ikke tiltreenges for vedkommende Embedsgaardes eller Enkeſeeders Fornodenhed. Udſtykning af disſe Skove vil i Regelen ikke fin⸗ des ſtemmende med Nutidens Begreber om Skov— forvaltning, og bor formeentlig ikke i Almindelig— hed foregaae navnlig for Embedsgaardenes Ved— kommende, der paaregnes at ville forblive i offent— ligt Eie, og hvis Skove det Offentlige derfor kan have under Tilſyyn. Om Staten eller Oplys— ningsveſenets Fond er Eier, kommer formeentlig mindre i Betragtning, da Skovene i begge Til— fælde kunne forudſettes herefter at ville blive be— varede og derfor kunne tages med i Betragtning ved Sporgsmaalet om ſenere Skovindkjob for Statens Regning. Ved de enkelte §§ bemeerkes: § 70 jfr. Indſtillingens § 83. Den heri indeholdte Beſtemmelſe, hvorefter de nuværende Brugere af de omhandlede Skove ere de ſamme Forpligtelſer underkaſtede ſom Ret— tighedshavere i Almindelighed ifolge Lovens Iſte Afſnit med Undtagelſe af § 8, der kun har An— vendelſe med Henſyn til ſtedſevarende Rettighed, er formeentlig i Conſeqvents med Lovens Syſtem, ſom det af Departementet foreflaaes. Med Hen— fyn til dens 2det Punctum bemærfeg, at Brugere af civile og militaire Embedsgaarde ifølge Em- bedsgaardslovens & 21 ere frie for Udviisning, men at vedkommende Embedsmend i den ſenere Tid ere anſatte med Forpligtelſe til at finde ſig i ſaadan Behandling af Skoven, ſom forandrede Lovbeſtemmelſer maatte medfore. At de, der ikke ere anſatte med ſaadan Forpligtelſe, beholde de⸗ res Ret efter den anførte Lovbeſtemmelſe, er ſtem⸗ mende med Reglen i Udkaſtets § 6, hvorefter den deri omhandlede Forpligtelſe heller ikke med Hen⸗ ſyn til andre Skove gjores gjeldende, forſaavidt Frihed for Udviisning færffilt har været forbeholdt ved Rettighedens Stiftelſe. Forſaavidt man i S 70 ogſaa har medtaget geiſtlige Enkeſeders og beneficerede eller Staten tilhørende Gaardes Skove, uagtet disſe Gaarde ifølge den oven nævnte Lov, om det beneficerede Gods Ss 18—21 ſamt Loven om geiſtlige Ente jæderg Salg af 26de September 1845 ikke fkulle vedvarende forblive offentlig Eiendom, har man for Die, at det alligevel leilighedsviis kan blive fordeelagtigt for Staten eller vedkommende Fond at gjore ſin Ret ſom Skovens Eier gjeldende, medens Bygſelen vedvarer. Forſaavidt ſaadanne Skove findes paa et Sted, hvor offentlig Forſt— betjent er anſat, antager man derfor, at det ial- fald bor paalegges denne at have fin Opmeerk— ſomhed paa dem, ſaameget mere da man gjen⸗ nem et ſaadant Tilſyn vil kunne faae Anledning til at foretage Hugſter for Statens eller Fondets Regning i Tilfælde, hvor Saadant uden at til føle Skoven Skade maatte være lonnende. S 71 f ſvarer til Indſtillingens $ 85. Departementet ffal bemerke: ' ad a. Fredningen mod Kreaturer foregager i den ſtore Mangfoldighed af Tilfælde veſentlig af Henſyn til at ſikre Embedet den ved—⸗ varende Nytte af Skoven. Forſaavidt det paalcegges Embedsmanden ſelv at ſorge for Fredningen, bemeerkes, at der paa Em⸗ bedsgaardene allerede nu ofteſt holdes Gjetere. ad c. Den her indtagne Beſtemmelſe indſees let at kunne være af Vigtighed for Skovens Bevarelſe (jfr. $$ 55 og 56). Forbehol⸗ det om, at Embedsmanden ffal have Ad⸗ gang til ſelv at afgive Arbeidere til under Skovopſynets Control at udføre Hugſten, har Henſyn til, at han i Rege- len vil kunne disponere over Huusmernde⸗ nes Arbeidspligt til dette Brug. (Indſtillingens Litr. c). Üdkaſtets Re⸗ daction har Henſyn til, at der kan være Anledning til at nedſcette Huusmend ad d. 0. M. 1. 8 uben nogen Raadighed over Embedsgaar— denes Skov. For det Tilfælde, at Huus⸗ mandspladſe beſtemmes at ſtulle nedlægges af Henſyn til Skoven, har Departementet tilfoiet et Forbehold om, at den i Huus— mandslovens §§ 13 og 19 omhandlede Er- ſtatning for Jordforbedringer og Huſe bli— ver Embedsmanden uvedkommende. Med Dette Tillæg vil Beſtemmelſen formeentlig ikke kunne medføre nogen meerkelig Byrde og undertiden vel endog Fordeel, idet Em— bedsmanden, ved uden Udgift for fig at fane en vel opdyrket Plads lagt ind under Gaarden, kan tenkes at ville fane mere end Vederlag baade for Afgiften og for Tabet af billigere Arbeidskraft. $$ 72 og 73 ſpare til Indſtillingens SS 86 og 87 med den Forandring, ſom er en Folge af, at de ſeeſtilte Beſtemmelſer om planmasſig behandlet Skov ere udgagede af Udkaſtet. §§ 74 og 75, jfr. Indſtillingens § 88. Efter Reglerne i den citerede $ 17 i Loven om det beneficerede Gods og & 23 i Loven om civile og militaire Embedsgaarde, ſkulde den med Henſyn til Gaardens Forſyning overflodige Skov fælgeg efter forudgaaget Skyldſcetning. Embeds— manden havde ſaaledes Fordeel af Salget ved Nedſettelſe i Gaardens Skatter. Departemen— tet har derfor med Commisſionen antaget, at Billighed kan tale for at give Embedsmanden et Vederlag i den ene eller den anden Form, naar Skovens Deling bortfalder og han ſaaledes, uan— ſeet hvilken Fordeel vedkommende Fond maatte kunne gjøre fig ved Hugſt i den, maa vedblive at betale Skatter og Udredſler af Gaardens fulde Matrikulſtyld. Med Henſyn til den af Departementet gjorte Forandring i Commisſionens hertil ſigtende For— flag i Indſtillingens § 88, bemerkes i Lighed med hvad der er anført ved dens §§ 46 og 62 (ÜUd⸗ kaſtets 88 36 og 55), at det paa Grund af de uregelmesſige Mellemrum, hvori Hugſt ofte vil foregage, undertiden kunde blive vanſteligt at elas⸗ ſifieere Skovene, efterſom de give et Overfkud over Forvaltningsudgifterne eller ikte. Slutningsbe⸗ ſtemmelſen i Departementets § 74 ſormenes hen— ſigtsmesſig navnlig af Henſyn til Reglen i 8 41, d. Med Henſyn til Udfaftetg § 75 bemærfeg, at Skovens Tilſtand, ſom tidligere forklaret, kan gjøre Hugſt af værdifuld Laſt til Salg henſigts— mæsfig paa ſamme Tid, ſom Skoven ikke fyldeſt— gjor hele Gaardens Behov. At der for ſaadant Tilfælde aabnes Embedsmanden Adgang til at nyde nogen Fordeel af Salget, har formeentlig Billighed for ſig. 9 76 er Indſtillingens § 89. Ade Affnit foranlediger ingen nærmere For— klaring. Det bemerkes, at Departementet har anſeet det ufornodent i det Foregagende færffilt at hen— lede Opmeerkſomheden paa forffjellige mindre væ- fentlige Redactionsforandringer. Departementet ſtylder fluttelig at oplyſe, at man fra Forſtmeſter Barth har modtaget en blandt Sagens Bilag medfølgende Skrivelſe, dateret 25de September ſidſtleden, i hvilken han i det Veſent— lige meddeler, at han ved ſenere at tenke ner— mere over Sagen finder, at han ved ſom Med— lem af Commisſionen kun at optræde disſente— rende i de enkelte Puncter, hans ſerſtilte Vota behandle, og forøvrigt ſlutte fig til Commisſionens Pluralitet, har gjort denne ſtorre Indrommelſer, end han fra fit Standpunet ſom Forſtkyndig nu finder, at der har været Foie til. Idet han ved ſenere Jagttagelſer og Erfaringer troer at have fundet Befræftelfe paa den Mening, at Commis— ſionens Forſlag ikke egner fig til Grundlag for en Forſtlovgivning og at navnlig Almindingsveſenets Ordning kunde være ffeet efter mere afgjorende Prineiper, end af den foreſlaget, onfker han ikke længer at betragtes ſom deelagtig i dette Forſlag. J Henhold til Foranforte, der af Statsraa— dets øvrige Medlemmer i det Vaſentlige tiltrædes, indſtilles underdanigſt: At det naadigſt maa behage Deres Maje— ſtet at bifalde og med hoieſte Underſtrift forſy— ne vedlagte Udkaſt til en Kongelig Propoſition til Storthinget angagende Üdferdigelſe af en Lov om Sfovvæfenet. * 0. M. I. Hans Kongelige Majeſtets naadigſte Propoſition til Norges Riges Storthing angagende Udferdigelſe af en Lov om Skovvaſenet. Vi Carl, af Guds Naade Konge til Norge og Sverige, de Gothers og Venders, gjøre vitterligt: Ved at lade folge Gjenpart af den norſte Regjerings underdanigſte Indſtilling i Sagen med Bilage, ſtulde Hans Majeſtet indbyde Norges Riges Storthing til at fatte Beſlutning om UÜdferdigelſe af en Lov om Skovpvaſenet overeensſtemmende med vedlagte Udkaſt. Hans Kongelige Majeftæt forbliver Norges Riges Storthing med al Kongelig Maade og Bndeſt velbevaagen. Givet paa Stockholms Slot den 7de Februar 1863. Under Vor Haand og Rigets Segl. Carl. , 4 207 (I. S.) G. Sibbern. 2 Skjelderup. ee til Lov om Skovvaſenet. Iſte Afſnit. § 3. Beſtemmelſer om Skoveiendom i Almindelighed. ſte Capitel. Om Aflosning af Brugsrettigheder. 9 1. Eier af Skov kan mod Erſtatning i Penge efter Skjon afloſe vedvarende eller paa Aaremaal ſtiftet Ret til ih ſamme at brænde Braate, fvie Lyng eller fyre (ſtette) Træer. 9 2. Det Samme gjelder om Ret a) til Bark- eller Naverflekning, og b) til Beit- eller Barhugſt, Loptag eller Riis⸗ brud eller til paa anden Maade af Skovens Træer at virke Foder eller Stroelſe for Bo— jæ; finde imidlertid Skjonsmendene, at Ret⸗ tigheden er af overveiende Vigtighed for det Brug, hvortil den ligger, kan Rettighedsha— veren fræve, at Vederlaget gives i en Bdel⸗ fe, hvis Mængde ved Sfjonnet beſtemmes, og ſom maa være tjenlig til at afhjælpe ſam⸗ me Fornodenhed ſom den, hvorpaa Rettig⸗ heden gager ud. Foregager Aflosningen i Henhold til fore⸗ gaaende d mod en Bdelſe, bor dens Mengde, uanſeet om Rettighedshaveren ſparer Noget i Ar⸗ beidsomkoſtninger, dog være tilſtrekkelig til at fyl⸗ deſtgjore den ſamme Fornodenhed, ſom den tidli⸗ gere Rettighed. Lider derimod Rettighedshaveren i andre Maader, ſaaſom formedelſt forøget Veilengde, noget Tab, erſtattes dette ham ved Penge, dog kun forſaavidt Tabet ikke allerede kan anſees op⸗ veiet ved de ſparede Arbeidsomkoſtninger. § 4. ( Saafremt Bdelſen nogen Gang iffe til rette Tid erlæggeg, kan Rettighedshaveren for Tilfældet holde ſig til Skoven ſom for. § 5. Skeer Aflosningen ved Penge, og den afloſte Rettighed har ſerſtilt Matrikulſkyld, overfores den⸗ ne Skyld til det Brug, til Fordeel for hvilfet Aflosningen finder Sted. Er derimod Rettigheden ikke ſerſtilt ſkyldlagt, kan Rettighedshaveren fræve, at Skoveieren, for⸗ 0. M. I. 2 ſaavidt Rettigheden er vedvarende, bekoſter Skyld—⸗ ſetningsforretning afholdt til Beſtemmelſe af den Af og Tilgang i Skyld, ſom Rettighedens Aflos— ning maatte foranledige. 2det Capitel. Om Udevelſe af Brugsrettigheder. $ 6. Skoveier kan krave, at Rettighed til i Skoven at tage Travirke af hvilketſomhelſt Slags til Gaardsfornodenhed kun udøves efter Udviisning, forſaavidt ikke Frihed for Udviisning ſerſtilt har været forbeholdt ved Rettighedens Stiftelſe. Lige— ledes kan han krave, at Udviisningen foregager til forud beſtemte for begge Parter beleilige Zi- der, ſamt at Hugſten af det Udviiſte indſkrenkes til beſtemte Tider af Aaret. Udviisning eller Hugſt til andre Tider kan han dog ikke modfætte fig i Tilfælde af, at Behovet paa Grund af ulyk— kelig Hendelſe er opſtaget ſenere end forrige Ud- viisning. Er det Udviifte ikke bortført fra Skoven ſeneſt 2 Aar efter Udviisningen, har Skoveieren Ret til, enten at gjøre Afdrag ved neſte Udviisning for det Gjenliggende eller ſelv at raade over dette til eget Brug. ; $ 7. : Ved Udviisningen bor der tages ethvert bil- ligt Henſyn til, at Rettighedshaveren fager ſit Virke nær og begvemt. Dog kan han ikke af Henſyn hertil fordre Udviisning i den unge og til— voxende Skov eller i ſaadanne Træer, ſom egne fig til en verdifuldere Anvendelſe end den tilſig— tede, medmindre intet andet Virke haves eller uven uforholdsmasſig forøget Beſpeer kan tages. Hvad enten Udviisningen gives i friſt Skov eller i torre Træer, er Rettighedshaveren forpligtet til forſparligt at udnytte Virket. Ankes der over Udviisningen eller opſtager der iøvrigt Tviſtighed angagende Anvendelſen af nærværende §s Forſkrifter, kan Vedkommende fræve ſaadan Tviſtighed afgjort ved Skjon (§ 28). Finde Skjonsmendene, at Forlangendet af ſaadan Af gjorelſe har været velgrundet, fordele de Om— koſtningerne faa Parterne efter Billighed. Over— ffjen finder ikke Sted. § 8. Vedvarende og ikke til nogen vis Mengde bunden Rettighed til Brænde og Gjerdefang kan Skoveier een Gang for alle ved Skjon krave be— ſtemt til en lige ſtor aarlig Mængde. Gager Rettigheden ud paa Bygningsvirke, kan han lige— ledes ved Skjon fræve beſtemt Storrelſen og Be— ſtaffenheden af de Bygninger eller Anlæg, til hvis Opforelſe eller Vedligeholdelſe Rettighedshaveren fremtidig ſtal kunne tage Virke fra Skoven. Grundlaget for disſe Beſtemmelſer bor veſent— lig være det nærværende Behov; dog kan, forſaa— vidt det findes billigt, Henſyn tages til en for— udfeelig Forogelſe af dette formedelſt fortſat Op— dyrkning m. v. 9 2 Beitesret i Skov ſtal ikke være til Hinder for, at dennes Eier ved kunſtige Midler opelſter Skov pan nøgne Strakninger inden dens Grend— fer, forſaavidt han felv bekoſter deres Fredning, og der ikke fra Beitet afſtenges Saameget, at derved for nogen Rettighedshaver opſtager Mangel paa tilſtrekkelig Havn eller merkbar Indſtreenkning i Beitet. Under ſamme Betingelſe kan Skoveier uden Hinder af Skoven paahvilende Beitesret frede Stræfninger inden ſammes Grendſer, hvorpaa enten ſindes ſammenhengende Ungſkov, ſom vilde ſkades ved Beiting, eller hvor Skov ſoges op— elffet ved Anlæg af Hugſter til naturlig Be— ſaaning. Rekſte⸗ eller Vandingsveie maa ikke afftæn- ges, og ingen Flade unddrages fra Beitet længere end 25 Aar. § 10. Fredning i videre Udftræfning end foregaa— ende $ hjemler eller i Skov, hvor ingen overfle— dig Havn findes, har Skoveier kun Ret til at foretage imod at erſtatte vedkommende Rettigheds— havere den Værdie, hvortil Beitesretten til den paafordrede Strekning i den forlangte Frednings— tid ved Skjon anfætteg, og kun forſaavidt Skjons— mændene finde, at Strakningens Benpyttelſe ikke er af overveiende Vigtighed for Rettighedshaverne. $ 11. Med Henſyn til andre Brugsrettigheder end de i §§ 6—10 omhandlede kan Skoveier, ſaafremt intet Modſat har været færffilt betinget ved deres Stiftelſe, anviſe Rettighedshaverne, hvor og hvor— ledes de bliver at udove, dog med Jagttagelſe af Forſkrifterne i § 7, forſaavidt de paa Tilfeldet ere anvendelige. § 12. Brugsberettiget, ſom tilſideſetter, hvad der i Medfor af $$ 6—11 paaligger ham at iagttage, har at betale Skadeserſtatning til Skoveieren og anſees desuden med Boder fra 24 Sfilling til 10 Speciedaler, forſaavidt han ikke efter nerve— 32 0. M l. rende Lovs § 23 eller efter den almindelige Lov⸗ givning forfalder i hoiere Straf. De her omhandlede Overtredelſer paa tales ikke af det Offentlige. 3die Capitel. Om nye Brugsrettigheder. § 13. Brugsrettighed, ſom ifølge $$ 1 og 2 kan afloſes, maa herefter ikke paaheeftes Skov. § 14. Skovgrunden og de Træer, der vore pan denne, maa ikke adſtilles i ſerſtilte Eiendoms⸗ gjenſtande eller Brugsrettigheder i et videre Om⸗ fang eller for længere Tid, end de folgende SS tilſtede. § 15. Alle andre Brugsrettigheder end de i ss 1 og 2 omhandlede, ſaaſom til Hugſt af Gjerde⸗ fang, Brænde eller andet Travirke, eller til Slaat, Moſetag, maa, Beitesret undtaget, heref⸗ ter ligeſaalidt vedvarende paaheftes Skov ſom ved Salg forbeholdes i Skov, men kun for et begrend⸗ ſet Tidsrum af indtil 25 Aar, eller for en Mands og Huſtrues Levetid. § 16. Beitesret, ſom herefter paaheftes Skov, ſkal ei være til Hinder for, at Skoveieren uden Godt⸗ gjorelſe til Rettighedshaveren, til enhver Tid fre— der mod Kreaturer en pasſende Andeel, hvorpaa Skov ſoges opelſtet, eller hvor der findes ſammen— hængende Ungfkov, ſom vilde ſkades ved Beiting. § 17. Overeenskomſt, der ſtrider imod eller gaaer videre end Forſtrifterne i SS 13-16, er forſaa⸗ vidt ugyldig. : § 18. Angager Rettigheden efter forrige § Hugſt af Travirke, er den desuden bunden til folgende Indſtreenkninger: a) at Rettigheden kun kan kraves udøvet efter foregaagende Udviisning fra Eierens Side, bp) at den med Henſyn til Brænde og Gjerde⸗ fang er begrendſet til en viis aarlig Mængde, c) at den med Henſyn til andet Travirke ikke man overſtige, hvad Rettighedshaveren til— trænger til Huusbehov eller Gaardsforno⸗ denhed. Ade Capitel. Forſtrifter til at forebygge Mishandling af Skov. § 19. Overeenskomſt af hvilketſomhelſt Navn eller Form, der gader ud paa eller ſtjonnes at tilſigte Indrommelſe for kortere eller længere Tid af en ſtorre eller videregaaende Raadighed over eller Deelagtighed i fremmed Skov, end i $ 18 om⸗ handlet, ſaaſom til at udhugge eller lade udhugge den hele Skov, Træer af en vis Sterrelſe eller enkelte Træer, er ugyldig, hvorhos enhver Deel— tager i ſaadan Overeenskomſt forfalder i Boder, forſte Gang fra 10— 100 Syd. og i Gjentagel⸗ ſestilfelde fra 50 — 200 Spd. Desuden er det ulovlige Aavirke eller dets Verdi hjemfalden til Confiscation. $ 20. Beſtemmelſerne i $$ 18 og 19 ſtulle dog ikke være til Hinder for, at merkede Træer kunne fælges paa Roden, naar Merkningen foretages af offentlig Skovbetjent, der paaſeer, at ikke andre Træer merkes, end Skoven taaler at afgive. Skovbetjentens Reiſeudgifter i denne Anledning bæres af Skoveieren. § 21. Salg af Skov eller Eiendom, hvortil der hører Skov, er ugyldigt, naar Gjenkjobsret er betinget Selgeren eller nogen Anden. § 22. Heller ikke maa Kjober af Skov aavirke videre i denne end til Gaardsfornodenhed, Hjemmelsbrev er leſt til Thinge. Handler Nogen herimod, anſees han med Straf efter § 19. § 23. Over Brugsberettiget uforſvarlig Hugſt i Skoven, ſaaſom naar Tommertrcer eller ſam⸗ menheengende Strakninger af Ungſtov nedfeldes til Brende, ſtjont andet tjenligt Virke haves, ſom uden uforholdsmasſig forøget Befvær kunde være at erholde, anſees han med Boder, forſaavidt han, efter forudgaaet Advarſel fra Skoveierens Side, vedbliver med ſaadan Hugſt. § 24. Findes Skov, hvis Eier i det Hele eller for en Deel har benyttet ſin Ret efter § 8, ved Skjon optaget efter Forlangende af Nogen, der har Ret til at hente Travirke fra ſamme, ufor⸗ muende til vedvarende at yde mere end til Fyldeſt⸗ gjorelſe af de Skoven paahvilende Brugsrettig⸗ heder og Eierens Gaardsfornodenhed, ſkal Aavirke til Salg i Skoven indtil Videre være forbudt. Naar 10 Aar fra dette Skjon ere forlobne, kan det ved nyt Skjon, optaget paa Eierens Bekoſt⸗ ning, beſtemmes, om Aavirke til Salg igjen kan foregage. Aavirker Eieren imod Beſtemmelſerne i denne for hans 0. M 1. 3) §, forfalder han i Bøder, hvorhos det ulovlige Aavirke eller dets Værdie hjemfalder til Confis⸗ cation. Overtredelſe af, hvad denne og foregagende §beſtemmer, paatales ikke af det Offentlige. § 25. Skoveier, ſom ved at borthugge den for de Brugsberettigede nermeſt og beqvemmeſt liggende Deel af Skoven i uforholdsmesſig Grad beſveer— liggjer disſes Adgang til Trervirke, pligter at yde Vedkommende Skadeserſtatning. Forſtrifterne i denne og foregagende s ere ikke anvendelige paa Almindinger og Embeds— gaardsſkove. te Capitel. Almindelige Beſtemmelſer for dette Afſfnit. § 26. Forſaavidt Skovgrunden eies af nogen An⸗ den end den, der eier de derpaa ſtagende og fremtidig voxende Træer, kan Rettighedshaver dog ikke modfætte lig ſaadan Aflosning og Begreends— ning af Brugsrettigheder, ſom i det foregagende er omhandlet, naar den forlanges af Treernes Eier. 8 2. Brugsrettigheder, ſom i Henhold til denne Lovs ss 8, 9 og 10 ere blevne begrendſede eller omordnede, kunne ikke kreves udloſte efter For⸗ ſtrifterne i Tov om Jords og Skovs Udftiftning af 12te Oetober 1857 §§ 3 og 4, førend 10 Aars Forlob fra den foretagne Omordning. § 28. Skjon, ſom fornodiges i Anledning af For⸗ ffrifterne i nærværende Afſnit, afgives under Lens⸗ mandens Beſtyrelſe af 2de Mænd, font Fogden opnckvner under Jagttagelſe af $ 19 i Lov om Lagrettesmend af 28de Auguſt 1854. Varſel gives ſaaledes, ſom om Varſel til Forligelſes⸗ commisſionen er beſtemt, og Overſtjon, ſom maa forlanges inden 4 Uger, fremmes af Sorenfkrive⸗ ren og 4 Mænd. J det i § 24 omhandlede Tilfælde kunne Overſtjonsmend forlanges opnevnt efter Forſtrif⸗ terne i navnte Lovs 8 28. § 29. De forvirkede Boder og Confiscationsbelob indtales, forſaavidt ikke anderledes er beſtemt, ved Politiret. det Afſnit. Om Almindingsſtove, 6te Capitel. Om Bygdealmindinger. § 30. Ved Bygdealmindinger forſtaages i nærværende Lov de i Loven om Almindingsſkove af 12te Oc— tober 18578 1 omhandlede Almindinger, der eies af mindſt Halpparten af de i ſamme hugſtberettigede Gaardbrugere. § 31. Det paaligger Beſtyrelſen for Bygdealmin— ding at indſende til vedkommende Regjerings— departement inden en af dette forelagt Tidsfriſt Udkaſt til ſaadanne Forſtrifter for Skovens Brug, ſom til dens fremtidige Bevarelſe anſees henſigts— mesſige (Almindingslovens 8 1). Dette Üdkaſt ſtal, forſaavidt ikke Beſtyrelſen maatte finde det fornødent at vedtage videre gagende Forholdsregler, være bygget paa folgende Grundſcetninger: a) at en efter Almindingens Storrelſe og Be— ſtaffenhed afpasſet Deel af Skoven, og for— trinsviis den med ſammenheengende Ungſkov bevoxede, fredes for de Brugsberettigedes Hugſt og, ſaavidt fornodiges, Beiting, b) at Tørt og Affald, ſom er tjenligt til Brænde og andet Brug, fortrinsviis bliver afbenyttet, c) at Hugſtmengden forøvrigt afpasſes efter, hvad Skoven antages at taale, d) at al Hugſt indſtreenkes til beſtemte Tider og foregager under Tilſyn af Dertil antagne paalidelige Mend, e) at der ikke paalegges dem, ſom kun ere Brugsberettigede, andre eller ſtorre Ind— ſtrenkninger eller Byrder med Henſyn til Skovens Benyttelſe til Gaardsfornodenhed end de, der ogſaa fkulle gjeelde for Eierne, eller ſom Skovens Tilſtand i Hele nodven— diggjer, at der, forſaavidt der bliver Spørgsmaal om Aavirke i Almindingen til ſerſtilt Fordeel for Eierne, iagttages de efter Omſtendig— hederne fornødne ſerſkilte Regler til Betryg— gelſe for Brugsrettighederne. Til Udkaſtets Udarbeidelſe kan Beſtyrelſen, om forlanges, vente ſagkyndig Biſtand uden Be— taling meddeelt. f — S 32. Finder vedkommende Departement Üdkaſtet utilfredsſtillende og Beſtyrelſen ikke indgager paa 5 ig 90. M. I. de Forſlag til Forandringer, ſom forelægges den, har den at ſammenkalde ſamtlige Eiere og Brugs— berettigede til et Feellesmode, paa hvilket det ved Stemmefleerhed afgjores, om de begjærte Foran— dringer ffulle anſees ſom vedtagne af Eierne og de Brugsberettigede. Indkaldelſen til dette Mode kan foregage efter Reglerne i Lov om Forkyndelſe af Stavninger angagende Almindinger m. V. af gde Juli 1851 § 1 og bør indeholde Forklaring om, hvad der ved Modet fkal afgjores. Mindſt 14 Dage for Mødet bør Udffrift af det i Sagen Forhandlede udlægges til almindeligt Efterſyn paa et bekvemt Sted. Om Berammelſen afgives Indberetning til Departementet betimelig nok til, at dette kan lade mode, om faa findes henfigtsmæsfigt, ligeſom Un— derretning om Udfaldet bliver at indſende til ſamme. § 33. Vedtages heller ikke paa det i forrige $ om— handlede Mode Forſtrifter, ſom egne fig til Stad= feſtelſe, bor Departementet udarbeide ſaadanne, overeensſtemmende med Grundſcktningerne i § 31. $ 34. Saafremt Beſtyrelſen ganſte undlader inden den i Henhold til § 31 faſtſatte Tidsfriſt at ind⸗ ſende det forlangte Udkaſt, bliver ligeledes et ſaa— dant af Departementet at udarbeide og, forſaavidt det ikke af Beſtyrelſen vedtages, at undergive Be— handling paa et Fellesmode overeensſtemmende med Forſtrifterne i & 32. I dette Tilfælde udredes de ved Forſtrifter— nes Iſtandbringelſe foranledigede Omkoſtninger af Beſtyrelſen mod Erſtatning hos den eller dem af dens Medlemmer, ſom ere ſtyldige i Forſommelſen. § 35. De i Henhold til de foregagende $$ vedtagne eller af Departementet udarbeidede Forſtrifter for Skovens Behandling blive at forelægge Kongen til Stadfeſtelſe. Naar denne er meddeelt, har Be— ſtyrelſen at paaſee dem iværffatte og voverholdte. § 36. De til Gjennemforelſe af Forſtrifterne og Sværffættelfe af de fattede Beſlutninger fornødne Udgifter tilveiebringer Beſtyrelſen ved Üdligning paa Eierne og de Brugsberettigede eller ved Af— gift paa Aavirket, dog faa, at Udgifter i Anled⸗ ning af Aavirke til færffilt Fordeel for Eierne ba- res udelukkende af disſe. Opſtager der Tvivl om, hvad der til disſe Udgifter rettelig bor henregnes, kan Sagen undergives Departementets Afgjorelſe. De udlignede Bidrag inddrives ſom Com— muneafgifter, og Beſtyrelſen kan derhos i Tilfelde af manglende Betaling nægte Vedkommende Met til Benyttelſe af Skoven, indtil Betaling ſkeer. § 37. J Henſeende til Beſtyrelſen have de, der kun ere Brugsberettigede, de ſamme Rettigheder og Forpligtelſer ſom Eierne ifolge Almindinglovens 9 2. § 38. Har Beſtyrelſen for nogen Alminding, for denne Lov træder i Kraft, vedtaget Regler, ſom i det Veſentlige fyldeſtgjore de i § 31 opſtillede Fordringer, kunne disſe meddeles Stadfaſtelſe, forſaavidt Saadant ikke allerede er ffeet. § 39. Finder det Offentlige, at de givne Forſtrifter ikke lede til en ſaadan Beſparelſe i Brugen af Skoven, ſom Grundfætningerne i § 31 tilſige, er det berettiget til efter 10 Aars Forløb at foran⸗ ledige nye Forſtrifter iſtandbragte, overeensſtemmen⸗ de med, hvad de foregagende §s beſtemme. 7de Capitel. Om private Almindinger. $ 40. Eies Alminding af et mindre Antal Private, end i 8 30 nævnt, have Eierne enten at dele Skoven mellem ſig og de Brugsberettigede eller at underkaſte fig ſaadan Ordning med Henſyn til dens Brug, ſom Kongen i Henhold til Forſtrif⸗ terne i $ 44 beſtemmer. Vedkommende Departement affordrer Eierne Erklæring, om de foretræffe Deling, i hvilket Til⸗ fælde en pasſende Tidsfriſt til dens Iveerkſettelſe forelægges dem. § 41. Beſtemme Eierne ſig for Skovens Deling, kan Kongen, paa Andragende derom, anordne en Commisſion, ſom har at udfore Delingen. Commisſionen ſammenſcettes efter Reglerne i Lov om Jords og Skovs Udffiftning af Fallesſfab af 12te October 1857 § 21 og tilkommer ſamme Myndighed, ſom de der nævnte Commisſioner, dog under Jagttagelſe af de færffilte Forſkrifter, ſom Beſtemmelſerne i denne § medføre Commisſionen beſtemmer om eller i hvilken Udftræfning Kart over Almindingen bliver at op⸗ tage. Den tildeler de Brugsberettigede til Eien⸗ dom en ſaa ſtor Deel af Skoven, ſom under For⸗ udfætning af et efter Grundſcetningerne i § 31 ordnet Brug udfordres for vedvarende at tilfreds— ſtille deres Behov af Trævirfe, hvis Mængde be⸗ ſtemmes efter den i § 8 angivne Regel. De Brugsberettigedes Andeel bor, ſaavidt 0 M. I. gjørligt, legges i en ſammenhengende Stræfning og fortrinsviis beſtaae af den Skov, hvortil de have beqvemmeſt Adkomſt. Commisſionen kan, forſaavidt Saadant paa Grund af Skovens ner— værende Tilſtand maatte findes henſigtsmasſigt, tildele dem til Fyldeſtgjorelſe af deres Behov af ældre Skov for et viſt Antal Aar Hugſtretten i begrendſet Stykke af den Almindingdeel, ſom til— falder Eierne. Disſe kunne med Henſyn til ſaa— dant Stykke fræve Forſtrifterne i $ 31 Bogſtav b og d iagttagne. Paahviler der Almindingen færffilte Brugs— rettigheder, henlægges disſe ſaavidt muligt til en beſtemt Andeel af ſamme. Fra den Eierne til- faldende Lod kan Commisſionen, om det af nogen af disſe forlanges, udſtifte mod Vederlag i Jord, Skov eller Penge den de Brugsberettigede i Fel— lesſkab tilkommende Beitesret, dog kun forſaavidt det ikke findes at vere af overveiende Vigtighed for de Brugsberettigede at beholde Rettigheden uforandret. Nogen Fordeling mellem de enkelte Rettig— hedshavere, Brugsberettigede eller Eiere finder ikke Sted. Commisſionen beſorger Forretningen thing— leſt, hvorefter den tjener ſom Hjemmelsdoeument for alle Vedkommende. Commisſionen beſtemmer ved Kjendelſe ſit Tilkommende og det Forhold, hvorefter Dette ſaavelſom de øvrige Omkoſtninger bliver at udrede af Eierne og de Brugsberettigede. Saadan Kjendelſe er Gjenſtand for ſerſkilt Paa⸗— anke til Hoieſteret. S 42. Commisſionen kan med bindende Virkning for begge Parter foreſtrive ſaadanne Beſtemmelſer med Henſyn til Hugſt i Skoven, medens Forretningen vedvarer, ſom anſees fornødne for ikke at forrykke Grundlaget for Üdſkiftningen. Overtredelſe af disſe Beſtemmelſer ſtraffes med Boder, hvorhos det ulovlige Aavirke eller dets Verdie er forbrudt til Beſtyrelſen paa de Brugsberettigedes Vegne, naar den Skyldige er Eier, og til Eierne, naar han er Brugsberettiget. Overtrodelſe af nævnte Slags paatales af det Offentlige ved Politiret, naar det forlanges af Eierne eller af Beſtyrelſen paa de Brugsberet— tigedes Vegne. 9 43. Den de Brugsberettigede tillagte Andeel af Almindingsſtoven ſtal for Fremtiden forvaltes efter de Regler, ſom gjeelde for Bygdealmindinger. 9 44. Erflære Eierne fig mod Deling, ere disſe Cy gg ſaavelſom de Brugsberettigede pligtige til at rette ſig efter de Forſtrifter ſor Skovens Behandling, ſom Kongen udfeerdiger under Jagttagelſe af Grund— ſetningerne i § 31, dog med folgende nærmere Beſtemmelſer: a. Ungſtov, ſom ikke uden Skade kan overlades til Eiernes eller de Brugsberettigedes frie Raadighed, fredes ganſke for Hugſt, og ad— ſtilles fra den øvrige Skov ved thydelige Merker; b. J den ikke fredede Skov henviſes hver af begge Parter, forſaavidt ellers Skoven er i den Tilſtand, at den tillader nogen Hugſt til Fordeel for Eierne, til een eller flere ſeerſtilte Strekninger, der indbyrdes adſtilles ved ty— delige Merker. § 45. De Omkoſtninger, ſom foranlediges ved Iſtand— bringelſen af de i foregagende $ omhandlede For— ffrifter, have Eierne og de Brugsberettigede, eller Beſtyrelſen paa deres Vegne, at erſtatte det Of— fentlige med Halvdelen hver. S 46. Det er Beſtyrelſens Pligt at paaſee, at de Brugsberettigede overholde de med Hjemmel af $ 44 udfee rdigede Forſtrifter. Den er berettiget til, enten ved Udligning paa de Brugsberettigede eller ved Afgift paa Aa— virket, at tilveiebringe de Udgifter, ſom deels efter foregagende §, deels til Reglernes ſtadige Gjen— nemforelſe udfordres. Med Henſyn til Inddrivelſesmaaden og Be— ſtyrelſens Myndighed i Tilfælde af manglende Be— taling, komme Forſtrifterne i $ 36 til Anvendelſe. § 47. De i Henhold til Beſtemmelſerne i 8 44 faſtſatte Forſtrifter kunne ikke fræves forandrede i de forſte 10 Aar. Efter Forlobet af dette og et— hvert lignende Tidsrum ere Eierne berettigede til paany at fræve Deling. J Mangel deraf blive nye Forſtrifter at udfærdige, forſaavidt det af Eierne eller Beſtyrelſen for de Brugsberettigede forlanges. $ 48. Aavirke Eierne til Skade for Skoven eller de Brugsberettigede mere eller anderledes, end Reg— lerne tilſtede, eller gavirke de Brugsberettigede i de Strækninger af Skoven, ſom ere henlagte til Eierne, eller ſom efter § 44 (a) ſkulle fredes for Hugſt, forholdes med Henſyn til Paatale og Straf efter Beſtemmelſerne i § 42. 9 49. Have Brugsberettigede Ret til at hente deres BE 8 0. M. I. Behov af Travirke fra flere Almindinger eller Al- mindingslodder, uden at Rettighedernes Omfang for hver enkelt er faſtſat, ſtulle ſamtlige Almindin⸗ ger eller Lodder deles, naar nogen; af Eierne for⸗ langer Deling. Saadan Deling udføres i ethvert Tilfælde ved en af Kongen anordnet Commisſion (fr. § 41.) § 50. Commisſionen beſtemmer under Eet den ſam— lede Mengde Virke af hvert Slags, ſom overeens— ſtemmende med den i § 8 givne Regel tilkommer de Brugsberettigede fra ſamtlige Almindinger eller Lodder, hvorpaa der med en pasſende Andeel af hver udlægges dem Skov til vedvarende Fyldeſt— gjorelſe af dette Behov. Ven Beſtemmelſen af hver Andeel tages veſentlig Henſyn paa den ene Side til den Mængde Virke, ſom vedkommende Alminding eller Lod ſtjonnes, under Forudſcetning af et efter Grundſcetningerne i § 31 ordnet Brug, i Fremtiden at ville kunne vedvarende afgive, og paa den anden Side til dens for de Brugsberet— tigede mere eller mindre beqvemme Beliggenhed. Dog bor, naar en nærmere til Bygden liggende Alminding er ftærfere hugget end en fjernere, og det derfor ſtjonnes, at en ſtorre Benyttelſe af den ſidſte vil paakreves, medens den anden. vover til, hertil tages Henſyn ved en pasſende Forogelſe af den Andeel, den fjernere Alminding ſtal afgive. Forøvrigt komme de i §§ 41 og 42 givne nærmere, Forffrifter til Anvendelſe. Den Andeel af Omkoſtningerne, ſom Almindingseierne have at bere, fordeles mellem dem indbyrdes ſaaledes, ſom Commisſionen finder billigt. 9 51. Forlanges ikke Deling af nogen af Almindin— gerne inden en forelagt Tidsfriſt (§ 40), er det Offentlige berettiget til at foreſkrive en ſaadan Ordning af de gjenſidige Rettigheder, ſom i § 44 er omhandlet. 8de Capitel. Om Statsalmindinger. $ 52. De Brugsberettigede i Statsalminding fkulle ogſaa naar den er ſtillet under Opſyn af nogen af det Offentlige anſat Betjent, paa Forlangende udkaare en felles Beſtyrelſe. Med Henſyn til dens Valg og Sammenſatning gjelde Forſkrifterne i Almindingsloven af 12te Oetober 1857 §9 6 og 7. Udgifter vedkommende Udovelſen af fælleg Brugsrettigheder er Beſtyrelſen ogſaa i Statsal⸗ minding berettiget til i fornødent Fald at tilveie⸗ bringe efter Beſtemmelſerne i § 36. § 53.1 De i Lovens 3—12—3 og 6 omhandlede Rettigheder til Beite og til Hugſt ſtulle ikke være: til Hinder for, at det Offentlige iveerkſcetter ſaa⸗ dan Forvaltning af Skoven, ſom af Henſyn til dens Tilſtand anſees fornoden, dog med Jagtta⸗ gelſe af de nermere Forſkrifter, ſom nerverende Capitel indeholder. § 54. Mere end en Tiendedeel af noget enkelt Hav⸗ nelags Beiteſtrekning maa ikke ſamtidig unddrages fra Beiting. Beſtyrelſen er pligtig til paa For⸗ langende at drage Omſorg for, at den fornødne Fredning foregager uden: Udgift for det Offent⸗ lige. § 55. Er Almindingen uformuende til vedvarende at yde de Brugsberettigede deres fulde Behov af Trœvirke, kan det Offentlige enten ſelv for hvert: Aar lade tilvirke den Mængde af hvert Slags, ſom Skoven findes at kunne afgive, og ſtille den til Beſtyrelſens Raadighed mod Godtgjorelſe for: udlagte Arbeidsomkoſtninger eller det kan overdrage Beſtyrelſen at foretage Hugſten efter ÜUdviisning og under Tilſyn af Skopbetjeningen. Ved ÜUd⸗ viisningen tages Henſyn til de Brugsberettigedes Beqvemmelighed, ſaavidt det uden Skade for Sko⸗ ven kan ſkee. Findes i "Almindingen: overflødigt ældre Tom⸗ mer tjenligt til Salg, og ſom uden Skade for Skoven kan hugges, er det Offentlige berettiget til at afhænde. det til Dekkelſe af Forvaltningsom⸗ koſtningerne. til Fordeel for Almindingen, ſaaleenge denne ikke er bragt i den Stand, at den vedvarende kan til⸗ fredsſtille de Brugsberettigedes fulde Behov. Hvorvidt dette er Tilfældet, kan Beſtyrelſen fræve afgjort ved Skjon. Skjonnet afgives under Sorenſkrivernes Beſtyrelſe af 4 Mond, ſom Fog⸗ den opnevner under Jagttagelſe af Forffrifterne i Lov af 28de Auguſt 1854 § 23. Udgifterne. be⸗ res af det Offentlige, dog, hvad Overſtjon an⸗ gaaer, af Beſtyrelſen paa de Brugsberettigedes Vegne, hvis den har forlangt ſamme, og det ikke falder ud til deres Fordeel. § 56. Har Almindingen Evyne til: vedvarende at yde de Brugsberettigedes fulde Behov af Trævirfe, har det Offentlige med Henſyn til dettes Tilvirkning den ſamme Ret, ſom i foregagende § omhandlet. Derhos kunne Brugsrettighederne i Dette Tilfælde Det mulige Overſtud ſkal anvendes. / 0. M. 1. 55 henlægges til en afgrendſet Deel af Skoven, til⸗ ſtrokkelig til vedvarende at fyldeſtgjore dem. Grend— ſen beſtemmes i Mangel af mindelig Overeens— komſt med Beſtyrelſen ved en Commisſion under Jagttagelſe af de i $ 41 givne Forfkrifter. De herved foranledigede Udgifter bæres af det Offentlige. § 57. Alminding, ſom det Offentlige ikke finder det henſigtsmesſigt ſelv at forvalte, bor tilbydes Be— ſtyrelſen for de Brugsberettigede til Forvaltning paa ſaadanne Vilkaar, ſom det Offentlige i ethvert enkelt Tilfælde nærmere beſtemmer, hvoriblandt, forſaavidt Midler dertil haves bevilgede, efter Om— ſtendighederne kan tilbydes et Bidrag til Forvalt- ningsudgifter. Vedtages ikke disſe Vilkaar af Be⸗ ſtyrelſen eller i fornødent Fald af de Brugsberet—⸗ tigede efter den i § 32 foreſkrevne Omgang, kan det Offentlige beſtemme en vis aarlig Mængde af hvert Slags Trævirke, ſom indtil Videre ſkal afgi- ves til Beſtyrelſen paa de Brugsberettigedes Vegne. Denne Mængde, ved hvis Beſtemmelſe fornødent Henſyn tages til, at de paa Almindingen anvendte Omkoſtninger ſaavidt muligt kunne blive det Of— fentlige godtgjorte ved Udbytte af Skoven, er det Offentlige berettiget til at nedfætte, om den maatte viſe lig at være for høit anſat eller om Ildebrand eller anden ulykkelig Heendelſe maatte forringe Skovens Evne. J fornødent Fald kan det DE fentlige derhos for en vis Tid anordne Fredning for Hugſt af Almindingen i det Hele. § 58. Brugsberettiget, der over nogen Hugſt eller bemegtiger fig Travirke af andet Slags eller uden— for den Mængde, ſom med Hjemmel af Forſtrif⸗ terne i 8s 55, 56 eller 57 maatte være beſtemt, anſees med Boder, og fkal det ulovlige Aavirke eller dets Verdi desuden være forbrudt. , S 59. Beſtyrelſen kan træffe Overeenskomſt med det Offentlige om at forøge eller formindſke det en- kelte Aars Mængde ved Afdrag eller Tillæg i et folgende Aars. : $ 60. De i Lovens 3—12—3 og 6 omhandlede Ret- tigheder til Beite og til Hugſt fulde ikke komme de Brug tilgode, ſom herefter opſtage, enten paa Grund af Opdyrkning fra nyt af eller formedelſt Eiendomsdelinger. § 61. Den Fogden ved Lovens 3—12—4 tillagte Myndighed til at bortfeſte Plads i Alminding maa herefter ikke udoves uden med Samtylke af vedkommende Departement i hvert enkelt Tilfælde. 9 62. Ethvert Indgreb i Statsalminding, derunder indbefattet Statens Skov i det egentlige Finmar— ken, forſaavidt Gjerningen efter den almindelige Lopgivpning ikke egner fig til Forfolgning ſom Ju— ſtitsſag, paatales ved Politiret. Inden Politiſag anlægges, har Fogden at indhente Angjeldendes Erflæring, om han i Mindelighed vedtager at er— lægge den Bod, Fogden forelægger, ſamt i Til fælde at have det ulovlig Aavirkede eller dets Verdi forbrudt. Det Aavirkedes Verdi beſtem⸗ mes i dette Tilfælde af Fogden efter erhvervede noiagtige Oplysninger. Det Vedtagne kan ind— drives ved Udpantning. Boderne tilfalde i Finmarken for det Halve Anmelderen, forſaavidt denne er anſat i Forftvæ- ſenets Tjeneſte ſom Skovvogter. 9de Capitel. Adſtillige Beſtemmelſer. § 63. Have Brugsberettigede Ret til at hente deres Behov af Travirke fra flere Almindinger, for hvis Behandling forſtjellige Regler gjelde, forholdes, ſaafremt det af nogen af Parterne forlanges, efter Forſtrifterne i § 49, dog ſaaledes, at der for Bygde— og Statsalminding af Commisſionen kun bliver at faſtſctte den Mængde Virke af forſtjelligt Slags, [om vedkommende Alminding har at yde: Med den enkelte Alminding forholdes derneſt efter de Regler, ſom gjelde for det Slags af AL mindinger, hvortil den hører. § 64. Lader en Almindingsbeſtyrelſe ſelv Hugſten udføre paa de Brugsberettigedes Vegne, eller er det Aavirkede i Statsalminding overeensſtemmende med $$ 55, 56 eller 57 af det Offentlige ſtillet til dens Raadighed, kan Beſtyrelſen fælge det Aa— virkede underhaanden eller ved offentlig Auetion til de Brugsberettigede. Som Kjobere ere disſe dog underkaſtede de ſamme Indſkrenkninger, ſom i det Hele gjeelde for dem i deres Egenſtab af Ret— tighedshavere til Almindingsſkov. Af Udbyttet dekkes forſt Arbeidsomkoſtnin⸗ gerne og derneſt Udgifterne ved Forvaltningen, forſaavidt disſe falde Beſtyrelſen paa de Brugs— berettigedes Vegne tillaſt. Det mulige Overffud indbetales i Communekasſen, forſaavidt det er et heelt Formandſtabsdiſtriet, ſom er brugsberettiget, eller i modſat Fald anvendes det til Fordeel for RES 0 M. 1 de Brugsberettigede efter deres egen nærmere Be— ſtemmelſe. Saadanne Auetioner har vedkommende Em— bedsmand af afholde mod Halvdelen af det ſed— vanlige Salarium. $ 65. Med Henſyn til færffilte Rettigheder, der paahvile Almindingen, kan Beſtyrelſen for de Brugsberettigede ogſaa i Privatalminding eller Statsalminding udøve den ved nærværende Lovs forſte Afſnit Skoveier hjemlede Adgang til Brugs— rettigheders Aflosning og Omordning, forſaavidt denne Adgang ikke benyttes af Almindingens Eiere. § 66. Enhver Beſlutning vedrørende Almindings— ſtov, ſom paalegger de Brugsberettigede nye Ind— ſtreenkninger eller Pligter med Henſyn til deres Brug af Skoven, ſtal bringes til deres Kundfkab ved Læsning fra Kirkebakken, Opflag paa Thing⸗ ſted eller andet dertil brugeligt Sted mindſt 4 Uger, forend Beſlutningen treder i Kraft. J Nordland og Finmarken er Friſten 8 Uger. § 67. Den ved Lov om Forkyndelſe af Stavninger angagende Almindinger m. V., dateret gde Juli 1851 $1 forefkrevne Stevningsmaade kan Kongen ogſaa tillade anvendt i ſtorre Skovſameier, hvor Eiendomsforholdene og Brugsrettighederne ere me— get forviklede. $ 68. Negtes i Henhold til Lov om Udſtiftning af 12te October 1857 § 24 Udſtiftning af ſaadanne Sameier, kan Kongen, naar det af nogen Eier eller Brugsberettiget forlanges, lade udfærdige Regler for Skovbruget efter Omſtendighederne overeensſtemmende med Grundfætningerne i & 31 eller § 44. Forſaavidt det findes fornodent at anordne nøgen ſeeſtilt Beſtyrelſe for Sameiet, forholdes dermed efter Kongens nærmere Beſtemmelſe ſaa— vidt muligt i Overeensſtemmelſe med Forſtrifterne i Almindingslovens $ 2 (ſammenholdt med ner— værende Lovs § 37) eller $ 7, dog faa, at For— mandſtabets i Sameiet interesſerede Medlemmer ikke ſom ſaadanne ere ſelofkreune Medlemmer af Beſtyrelſen. § 69. Overtredelſe af de med Hjemmel af denne Lov foreſkrevune Regler om Almindingsſkobs Be— nyttelſe ſtraffes med Boder, forſaavidt ikke den al⸗ mindelige Lovgivning vilde medfore hoiere Straf. Med Henſyn til Paatalen og Anvendelſen af Boderne forholdes efter Forſtrifterne i Almindings⸗ loven af I2te October 1857 § 10; dog ſaaledes, at det Offentlige i Statsalminding, hvis Forvalt⸗ ning i Henhold til s 57 er opertaget af Beſtyrel⸗ ſen, tillige har Ret til ſelv at lade paatale Over⸗ tredelſer af de vedtagne Regler. 3die Afſnit. 10de Capitel. Om Enmbedsgaardes ſamt geiſtlige Enkeſeders og andre be— neficerede eller Staten tilhørende Gaardes Skove. § 70. Brugere af Embedsgaarde, geiſtlige Enkeſce⸗ der og andre beneficerede eller Staten tilhørende Gaarde, hvis Skov fættes under Tilſyn og Be handling af offentlig Forſtbetjent, ere underkaſtede de Forpligtelſer, ſom efter denne Lovs Iſte Affnit, med Undtagelſe af dets § 8, gjelde for Rettig⸗ hedshavere. Dog forbeholdes de nuværende Bru— gere af civile og militaire Embedsgaarde med Hen— fyn til Udviisning deres ved Lovgivningen hjem⸗ lede Ret, forſaavidt de ikke ere villige til at op⸗ give ſamme eller ere anſatte med Forpligtelſe til at finde ſig i den Behandling af Embedsgaardens Skov, ſom forandrede Lovbeſtemmelſer maatte medfore. Misbruges den omhandlede Ret, kom⸗ me Forſtrifterne i § 23 til Anvendelſe. 8 71. Embedgmænd, der anfætteg, efterat denne Lvov er traadt i Kraft, eller ſom ere undergivne den i foregaaende $ omhandlede Forpligtelſe, ere desuden underkaſtede folgende Beſtemmelſer: a) Indtil en Tiendedeel af Skovens Areal kan uanſeet Beſtemmelſerne i $$ 9 og 10 til en⸗ hver Tid forlanges fredet uden Udgift for det Offentlige mod Havning af Gaardens Krea⸗ ture. b) De have til enhver Tid at finde fig i Ind— ffrænfning af den Forſyning med Travirke, hvorpaa de efter Lovgivningen have Krav, forſaavidt Skoven er utilſtrekkelig til at yde ſamme. c) Til Fyldeſtgjorelſe af den dem tilkommende Ret til Travirke ere de forpligtede til at mod- tage det af Forſtperſonalet for offentlig. Reg⸗ ning tilvirkede Materiale af ethvert Slags mod at godtgjore udlagt eller gangbar Ar- beidslon, ſaafremt de ikke foretrætfe ſelv at afgive Arbeidere til under Skovpperſonalets Tilſyn at udføre Aavirket. d) De have at finde ſig i ſaadan Beſtemmelſe om Huusmandspladſenes Antal eller om 0. W. I. ig Huusmendenes Adgang til Forſyning af Skoven, ſom vedkommende Departement af Henſyn til dennes Vedligeholdelſe beſtemmer, dog ſaaledes, at Erſtatning til vedkommende Huusmend eller deres Arvinger i Henhold til Huusmandsloven af 24de September 1851 §§ 13 og 19 bliver dem uvedkommende. § 72. Andre Rettighedshavere til Skoven ere un— derkaſtede de almindelige Regler for Udevelſen af Brugsrettigheder i Skov. Rettighedshavere af yngre Oprindelſe end denne Lov kunne i intet Tilfelde tilſtages en ſtorre Raadighed over Skoven, end Forſtrifterne i § 18 medfore. Desuden ere ſaadanne Rettighedshavere underkaſtede de ſerſkilte Indſkreenkninger, ſom fo— regagende § medfører. Overeenskomſt, hvorved Beſtemmelſerne i denne F tilſideſcttes, er ugyldig. § 73. Overſtridelſe af Brugsret i Embedsgaards— ſtov under offentligt Tilſyn medforer, ſaavel for Embedsmanden ſom for de ſarſtilte Rettigheds— havere, Anſvar efter denne Lovs § 12. § 74. Forſaavidt der i Embedsgaardsſkov, ſom af— giver Tilſtroekkeligt til Gaardens Behov, af det Offentlige foretages Aavirke til Salg, kan der af Renterne af det derved indvundne Nettoudbytte tilſtanes Embedsmanden et pasſende Bidrag til Gaardens paa Matrikulſtylden hvilende Udredſler. Af Nettoudbyttet forovrigt kan et pasſende Belob anvendes til Fordeel for vedkommende Skov, ſaaſom til Aflosning af Brugsrettigheder, Inddragning af Huẽusmandspladſe m. V. § 75. Indeholder Embedsgaardsſkov, der ikke afgi- ver Tilſtrekkeligt til Gaardens Behov, Tommer eller anden verdifuld Laſt, ſom egner ſig til Af— hendelſe, kan der af det ved Salget vundne Net— toudbytte tilſtaaes Embedsmanden et pasſende Bidrag til Anſtaffelſe af manglende Travirke til Gaardsfornodenhed. § 76. Ingen af de i $ 71 omhandlede Embedsmend ffal have Adgang til at erholde en ſtorre Mengde Treevirke fra Skoven eller til at udøve en ftørre Raadighed over den, end denne Lovs $ 18 hjem— ler Rettighedshavere. 11te Capitel. Almindelige Beſtemmelſer for alle Afſnit. § 77. Den ved nærværende Loy faſtſatte Straf bort— falder paa Grund af manglende eller ei fortſat Paatale efter de Regler, der vilde gjeelde, om der med den øvrige Straf ingen Confiscation var for— bunden. 8 78. De ved denne Lov nodvendiggjorte reglemen— tariſte Beſtemmelſer udfærdiges af Kongen. N Denne Lov treder i Kraft den Iſte Januar neſte Aar, fra hvilken Tid folgende Beſtemmelſer ophæves : Norſke Lovs 3—14—34te til 37te Artikler, forſaavidt de ere i Strid med nærværende Lov, Lov angaagende det beneficerede Gods af 20de Auguſt 1821 § 17, Lov af dte Auguſt 1848 an⸗ gaaende Ophavelſe af forncvnte Lovs s 38, Lov angagende eivile og militaire Embedsgaarde af 25de Auguſt 1848 $ 21, forſaavidt den er i Strid med nærværende Lov, ſamt § 23, og Lov inde— holdende Beſtemmelſer om Almindingsſkove af 12te October 1857 $$ 3—5. * trend r a nt e 15 1 11 se y San EG Sal e Haan e e i 5 og 12 4% fane n 1 2 M nnen Ba 2 9 Jan i ae e e 2nd sn 99 0% Dif PERLER NNA: ze 2 7 eee ene n n 790 Annex i Tann 1315 A 5 1 18 a g SES SST LOG] Å på PE renee iranere re 4 Ca Re SKA 2 SYS: — 1 7 åg nj ON ERE ARE 19. N Seat: 5 — 5 7 * & 15 FE, ER TS HE NS ET ie a a tj A 11 8 n 8 f 7 1 e 992 8 7 e u d nh, i ene ee ene ie rig 1 SEDs w 1 N sål sf (i 171 Jat 7 N 118 2 Tln Nin vn 3797 FIE nit & RØR: * S LJ z 5 ' y * U 8 — 2 ie; * — — > i 2 k . 2 8 a sø * 234) * 7 — * 2 * 5 * É &; - — — e ee ; SELE. nt å 8 2 Ian 2. 8881 ate i ki Eee ME e e j BLUES flad nr ; Magie f 1 eg. $ 12706 ig 1860 Jad KG 2385 15 el É KA i Um pen Sr mt 3 5 BØ WWW —— „ß ü» ; —-„T . —. .... — ——ↄ21—7ð2 ?: :: —.,vV.ß Urkhh——̃—I— — mr - 1 5 — — 8 j UNIV ven 590 . Å U W 1 LIE, N 98 MANN 8800 N vw! AAN 0 e li VV AN MW 00 %% SM 0708075 Mi MANS Å e „ e | VW 8 i W Wc 8e j „ 90 W.. i 88 ba ee 9 95 N eee e MOD 925 3 eue gl 8 * | 8 000 fy 8 Di 0 == W 060% ö i Ål 0 1 ege N ae 102 ee ; Wee 905 0 Wi 5 8 it ' |: W i Å 1 Å 1 VOV 5 . 9 VV 2 ve 57 NE NON v . 085 ON 5 e NMN vi AG v Yy 5 EN: Wi VW US Å : WIN ee W AES RK N — 57 80855 ; NE SUN VW en AS GR AAL: ek viik 5 tee 90 000 0 9250 Wi SANNE We i 00 1 Vi å NR . 8 1 e . FE 4 SE i 8 GE 5 SE eee 5 3 A Ny il iv SLY 8 ul n * SÅ EN . e 85 1 0 wd 1 5 eee 8 — VEN SMV ASM SE SÆM SA SR N NN 055 cee 15 85 e Wi i "VW WANG Wi Wi e W Vw ee Wi 9 MVV | VA . Wees, 8 j 9 69 0 * 97 i 000% j VVM VUE UV: SUV ANN VV WW i AR S089 fo ee MILAN e W | 100 eee 1 were MW] | MVL LUS eee NSA 0 88 S SJ . vi MAN 2 De 5 5 „ . ål, dee Wa AAN 277580 | KANU M ML WMA vi, 921 0 95 0 1 WWW VVVN TU IVEN IS] JS VER] 89 | 00 AM åd ANN NR den 05 SE i nee ; Ng Me eee NY 1 1 SLÅ Å 60 Å U 0 1 v )) "i AV 8 SÆAAS MV 9999 9008 vi EM Vs MS MAN 150 M ese e ; Vw ee cee SEINEN 85 . e . W — 8 Vi 1 N 08 A Å 2 wir v AVA N 0 SA N W N ee ee VV! . 0 | i M å W VV VW e N 5 15 MEN JN 0 % * 9 SMV W | 1 WN 5 fis NA „ e NV M D ee e Wi f e AR 780 N eee 1 Lie n Yee 5 W050 it eg 7 Ee ALA gene eee ee 78895 9 5 Wld ec Es 90 * 00 IN e | ee HM e ure. 8 5 000 M MVU * 19 85 988 0 * a e eee . DW eee SNE HØ ö e vi NY 90 8 9005 NAVN M Vw NV Vw V MMA SL 1 2 n Vil 000% 0 N vwv WWW i Å . J i vi we 80878 CH 5 W vv Wi N N age 3 er c MM eee ARN * Y N 8 Needed ee n ec eee e VASE MRS DEN ; HAS SE i | * Nee N 5 BGN 127 SSR sy * CFFFVVVCVVV BMEYE SE SR ne SUSAN 9 * A. 295 20 vd 7 AR JANNI: eee eee 1 1 VANN MD NS ' „ N e 9 505 0 deere dvs e a VV I n AVU VE 8 9 8 Ne 82 ee ee ö eee Ss N VASA NSN uber 0 * N MVV AN Wi — vi M LAK 725 8 NON 3 0 e, BAN 9 SAS nv 0 dec DN c d . 0 cee ee ee 98% n 9888705 n WWW 0885 VU ee eee eee 8 g v SW AVE MVV 1 vi ese 1 e 4 C 4004 U Ce MA VVY 2806 5 5 VEN, RØR e n a eee ee, e 00 eee eee „ 5507 VS . eee V e eee eee y dee c eee n a NA; 0 i 90 HESS e ee e ee e e 8 3 Wa e e ere . 5 VVU Vw de 2 7. e AV 9 1 A 1 Ww Wie i Ve 55 vi 1 0 5 19 59 Wi AG 5 . AND T0 | MANS SVN 8 e ee * Sede 98 AVA a HAN 85 Fe dees MW, ka SEN 5 vi MM SUS AM KMS 88 n N 8. . 14 7 bå NA IN * NÆSS 1 0 2 | ede, * fee e 9 0 ect eee . — 5 9 MV N Wine 5 SX — 8 4 2 N < ANE 05 NAR INR 1 IN 9 ANN EN e WM ap WINNER | ee cs „ ir SEE ce er az då 1 I re E cc — — — ler